På Guds og Herskabs nåde : 1500-1600 [7] 8700522066, 8700518867

Citation preview

Danmark og Norden År Hans, konge i Danmark og Norge Genoprettelse af den nordiske union Vornedskabets indførelse i Sjællandske Lovs område Bønderne i Ditmarsken sejrer over fyrsterne Mordet på Poul Laxmand Sverige løsriver sig fra unionen Oprør i Norge kues Sverige anerkender formelt kong Hans' ret til den svenske krone Christian 2., konge i Danmark og Norge Christian 2. ægter Elisabeth af Habsburg Christiern Pedersens Saxo-udgave Dyvekes død Christian 2.s erobring af Sverige Blodbadet i Stockholm Gustav Vasas oprør Landloven og Byloven Forlig mellem Christian 2. og hertug Frederik i Bordesholm De jyske råders sammensværgelse Oprør mod Christian 2. Gustav Vasa, konge i Sverige Frederik 1., konge i Danmark og Norge Aage Sparre, ærkebiskop uden pavelig godkendelse Godsejerne får hals- og håndsret over fæstebønderne Christian 2. s oversættelse af Det nye Testamente Oprør i Skåne Bønderne i Jylland organiserer sig i forbund Hans Tausen begynder at prædike i Viborg Claus Mortensen og Hans Olufsen begynder at prædike i Malmø Herredag i Odense: fuld tiendepligt for alle ikke-adelige fastslås Hans Tausen til København Den københavnske Bekendelse Billedstormen i Vor Frue Kirke i København Christian 2.s angreb i Norge Torben Bille, ærkebiskop uden pavelig godkendelse Luthersk kirkeordning i Odense Stift Frederik I.s død, ingen ny konge vælges Oprør i Malmø Grevens Fejde Slaget ved Svenstrup Johan Rantzau erobrer Ålborg Slag ved Faurskov Banker og ved Øksnebjerg Malmøs og Københavns overgivelse Christian 3., konge i Danmark og Norge Bispernes fængsling Kirkeordinansen, nye bisper, universitetet genåbnet Brømsebro-traktaten med Sverige Fredsslutning med kejseren i Speyer Hertugdømmernes deling Lensreformerne indledes

1481-1513 1497 o. 1500 1500 1502 1502 1502 1509 1513-1523 1514 1514 1517 1520 1520 1521 1521 1522 1522 1523 1523-1560 1523-1533 1523-1532 1523 1524 1525 1526 1526 1527 1527 1529 1530 1530 1531 1532-1536 1532 1533 1534 1534-1536 1534 1534 1535 1536 1536-1559 1536 1537 1541 1544 1544 1545 fortsættes på bageste forsats

Europa og den øvrige verden År Række af bondeopstande i Tyskland fra Maximilian 1. af Habsburg, kejser Sidste mauriske fæstning i Spanien, Granada, falder Columbus opdager Amerika Langvarige krige i Italien mellem Frankrig og Habsburg begynder Traktat deler den nye verden mellem Portugal og Spanien Vasco da Gama finder søvejen til Indien syd om Afrika Portugiserne opdager Brasilien Michelangelo udsmykker Det sixtinske Kapel i Rom Henrik 8., konge af England Indførelse af negerslaver til Amerika fra Machiavelli skriver Fyrsten Frans 1., konge i Frankrig Luther offentliggør sine teser imod afladshandelen Luther bryder med den katolske kirke Karl 5. af Habsburg, kejser Cortés erobrer Mexico (Azterkerriget) 1. jordomsejling Luther for rigsdagen i Worms Den store tyske bondekrig Karl 5. sejrer over Frans 1. i slaget ved Padua Freden i Madrid og straks efter ny krig mellem Karl 5. og Frans 1. Tyrkerne erobrer størstedelen af Ungarn Det muslimske mogul-rige i Indien Roms plyndring Freden i Cambrai mellem Karl 5. og Frans 1. Tyrkerne belejrer forgæves kejserens hovedstad, Wien Den augsburgske Trosbekendelse De tyske protestantiske fyrster danner Det Schmalkaldiske Forbund Spanierne erobrer Peru (Inkariget) Den anglikanske Kirke indføres i England Ignatius Loyola grundlægger jesuitterordenen De radikale døberes bystat i Miinster Ny krig mellem Karl 5. og Frans 1. Calvin udsender Institutio religionis christianae Erasmus af Rotterdam dør Kopernikus udsender sin bog om solsystemet Freden i Crépy mellem Karl 5. og Frans 1. Tridentinerkonciliet åbnes Luther dør Krig i Tyskland mellem kejseren og Det Schmalkaldiske Forbund

1476 1493-1519 1492 1492 1494 1494 1497-1498 1500 1508-1512 1509-1547 o. 1510 1513 1515-1547 1517 1519 1519-1556 1519-1521 1519-1522 1521 1524-1525 1525 1526 1526 1526-1707 1527 1529 1529 1530 1531 1531-1533 1534 1534 1534-1535 1536 1536 1536 1543 1544 1545 1546 1546-1547

fortsættes på bageste forsats

E

Nasjonalbiblioteket

På Guds og Herskabs nåde

Gyldendal og Politikens

Danmarkshistorie Redaktion: Olaf Olsen

Bind 7

På Guds og Herskabs nåde 2500 -1600

af Alex Wittendorff

W3

Gyldendals Bogklubber

Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie Bind 7: På Guds og Herskabs nåde © 1989 by Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag A/S, Copenhagen & Politikens Forlag A/S, Copenhagen Udsendes i Gyldendals Bogklubber efter overenskomst med Danmarkshistorien I/S Bogen er sat med Palatino hos GB-sats, København og trykt hos Nørhaven Bogtrykkeri A/S, Viborg Reproduktionerne i farve er udført hos Jan Sloth, Århus, i s/h hos Nørhaven Bogtrykkeri A/S, Viborg Bogbinderarbejdet er udført af Nordisk Bogproduktion A/S, Haslev Forlagsredaktion: Mogens Kristensen Billedkonsulent: Charlotte Appel Korttegner: Knud Rosenlund Grafisk tilrettelægning: Finn Evald/Grafikeme Omslag: Carsten Schiøler Omslagsillustration: Sankt Ninianus, Skotlands apostel. Billedet er udført i tysk værksted i begyndelsen af 1500-tallet. Nationalmuseet. Foto: Lennart Larsen

2. bogkluboplag Printed in Denmark 1993 ISBN 87-00-52206-6 (hele værket) ISBN 87-00-51886-7 Denne udgave må ikke gøres til genstand for offentligt udlån. Kopiering fra denne bog er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan.

u

Indhold Forord 7

DEN NØDVENDIGE REFORMATION 9 1500 - begyndelsen til en ny epoke? 11 Middelalderen rinder ud 11 Danmark i Nordeuropas økonomi og politik 15

Samfundet og magten 23 Befolkningsforhold 23 En afgørende fase 25 Stændersamfundet 26 Privilegier og magt 30 Store og små godsejere 34

De vanbyrdige 37 Landsbyfællesskabet og „vor modpart" 37 Fæsteforholdet 39 Bønder og politik 40 Store og små bønder 43 Købstæder og borgere 46

Forestillingsverdenen 52 Gud og Djævelen 54 Eksperterne 57 Et andet syn på magterne 62 Trolddom 67

Konger og krige 71 Konge, højadel og kirke 73 Christian 76 Mor Sigbrit 77 Elisabeth 80 Reformarbejde 82 Blodbadet 86

Oprør 88 Hertug Frederik 92 Sammensværgelsen 93 Belejring og beroligelse 98

Kirken og dens egne kritikere 102 Kirken og bispeembedet 104 Konger og bisper 108 Ærkebispens tomme stol 112 Reformkatolicisme og folkelig opposition 113 Poul Helgesen 118

„Denne forgiftige tid" 122 De reformatoriske tanker 123 De uenige eksperter 132 Bondepolitik og organisering 140 Skånes oprør 141 Konge, rigsråd og kirke 142

„Såfremt vi skal være deres lydige borgere" 148 De jyske bønder 148 Malmø og København 154 Christian 2.s endeligt 165

Rigets regimente i hvis hænder? 166 Den langsomme reformation 166 Danmark som republik 171

Borgerkrig 277 Hertugen og greven 177 Et møde i Ry Kirke 181 Skipper Clement 183 Slaget ved Svenstrup 185 Johan Rantzaus felttog 186 Sejrherren i sigte 190 Københavns belejring 194 Bispernes fængsling 199 „Den rette sandhed" 204

Indhold

5

„EN BEDRE ORDNING OG REFORMATION" 207 Den nye stat 209 Kongen og hans lensherre 209 Rigets nye regimente 210 Norge og hertugdømmerne 213 Udenrigspolitik 217 Lensadministrationen 218 Retssamfundet 223

Det gamle samfund 226 Retten og magten 226 Fæsteforholdet: lov og praksis 229 Prisstigning og profit 231 Bønderne og priserne 237 „Det allerværste korn" 241 En jerntid 242

„Evangelii lyse dag" 243 Guds og kongens ordinans 243 Sværmere, uhyrer og papistiske bæster 248 Skoler og undervisning 251 Med Peder Palladius på visitats 256 Den konkurrerende magi 259 Kirken og befolkningen 260 Trolddomsprocesserne 267 Var de skyldige? 278 Christian 3.s Bibel 281

Købstæder og handel 283 Efter borgerkrigen 283 Handelen 285 De store købmænd 286 Rente eller åger 290

De fattige, de syge og de kriminelle 292 „Gudløst og blasfemisk tyvepak" 292 De syge 297 Kriminaliteten 299

6

Indhold

Danmark og Sverige 304 Et stykke af hunden 304 Frederik 2. 306 Syvårskrigen 310

Konge, rigsråd og formynderstyre 314 Lensreformer endnu en gang 314 Den politiske graviditet 318 Formynderstyre 321 „Der er nok os hader alligevel" 323 Kroningen 326

Det daglige liv 329 Det tætte samfund 329 Familien 332 Synet på kvinder og mænd 333 Børn og tyende 342 Hverdagens og magtens billeder 344 Samfærdsel 348

Humanismen 353 Bibelhumanismen 353 Danmarkshistorien 354 Niels Hemmingsen 357 Tyge Brahe 359

På Guds og Herskabs nåde 370

Litteraturvejledning 378

Illustrationsliste 384 Register 387

Forord Hver ny generation skal have sin egen nye, store danmarks­ historie, og en ny generation er kommet til siden Politikens Forlag i 1962 påbegyndte udgivelsen af sin Danmarkshistorie i 14 bind under redaktion af redaktør John Danstrup og pro­ fessor, dr.theol. Hal Koch. I begyndelsen af 80'erne havde såvel Gyldendal som Politikens Forlag planer om et nyt stort værk om Danmarks historie, og det var derfor naturligt at de to forlag i 1983 etablerede et samarbejde om denne opgave. Universitetslektor, dr.phil. Alex Wittendorff har ud over at have skrevet selve hovedteksten til bind 7 også skrevet billed­ tekster og udarbejdet den kronologiske tidstavle, litteratur­ vejledningen og sammen med bibliotekar René Herring regi­ steret. Billedkonsulent på dette bind har været stud.mag. Charlotte Appel, der også har stået for fremskaffelsen af illu­ strationsmaterialet og i samarbejde med redaktionen udarbej­ det illustrationslisten. De mange illustrationer kunne ikke være bragt her uden beredvillig hjælp fra en række privatpersoner og institutioner som redaktionen skylder stor tak.

Gyldendal og Politikens Forlag I forhold til 1. udgaven er der i Bogklubudgaven foretaget en række rettelser og tilføjelser. Gyldendals Bogklubber

Den nødvendige reformation

Ælsot1’ qui et iNi>roij) HiiH'.r. naiix. os', Aff siv Naim oss ni.ir.ni. y i.fr.n uirs mJdwh r v/fXMr hlimi.ijf.. Ocm, urr mtsrKvri a.hi. lom i»v.rn kkm () : 11 i

a

D l

b

Anno

GA7J-K I.AI) OSS HK/G1. I !I.I'4SH

' "> 7 6.

huse gjorde det muligt at drage fordel af moderne handels­ teknik og udnytte prissvingninger på det internationale mar­ ked. Også studehandelen koncentreredes hos en lille gruppe kapitalstærke storkøbmænd. Markus Hess er et godt eksempel på, hvilke muligheder den nye stat bød på for folk, der var lige så initiativrige som Jørgen Kock i sin tid. Markus Hess blev borgmester i København i 1565. Han skaffede staten lån gennem sine hollandske for­ bindelser og ydede også selv lån. I 1569 påtog han sig hele leverancen til flåden samt store klædeleverancer til hæren. Ved denne tid havde han i hvert fald tolv skibe i søen og drev

De store købmænd

287

/ jL S- L A O X.

Hans Kniepers tegning af Helsingør fra omkring 1580. Det er den eneste bevarede af de originaltegninger af danske købstæder, der blev lavet til Braun og Hogenbergs atlas over verdens byer, udsendt i Kbln i flere udgaver i århundredets slutning. Kirken i midten er Sankt Olai og til højre for den klosterkirken. De man­ ge anløbsbroer var nødven­ dige, fordi Øresundstolden blev opkrævet i Helsingør.

288

Købstæder og handel

.

en vidtstrakt handel på Spanien, Portugal og Frankrig, og hvad han ikke solgte i Danmark, førte han videre til østersø­ havnene, bl.a. helt til Narva i Estland. Han havde også kon­ trakt med regeringen om handelen på Island, hvor han mod en afgift i penge og klæde til hoffet samt svovl til krudtfremstilling fik eneret til handel på tre islandske havne. Omkring 1580 begyndte heldet at svigte ham, antagelig fordi han havde slået et større brød op, end han kunne bage under de midlertidigt forringede konjunkturer og i konkurrence med de nederland­ ske giganter i den internationale handel. 11589 søgte han sin afsked fra borgmesterembedet på grund af alder og svagelig­ hed og døde året efter. Markus Hess er et af de mest markante eksempler på de stærke borgerlige erhvervsinteresser, der knyttede sig til den nye stat. Det var kun nogle få storkøbmænd i øresundsbyerne, der nåede et sådant format, men det var den slags folk, der i den følgende tid virkeliggjorde det samarbejde mellem konge­ magt og borgerskab, som havde foresvævet Christian 2., men som først kunne realiseres under den nye alliance mellem konge og højadel. Det fåtallige købmandsaristokrati i de allerstørste byer var socialt højt hævet over det jævne borgerskab. I modsætning til adelen blev det ikke en lukket kaste. Der var en ret betydelig social mobilitet. Tidligere fogeder og skrivere fra kronens og adelens godser og også indvandrede tyskere og nederlændere indgik til stadighed i købmandsstanden. Det var folk, som fik ansættelse hos købmænd eller gik i kompagniskab med dem, og nogle blev gift ind i købmandsfamilier. I slutningen af

1500-tallet fik de økonomiske og ægteskabelige forbindelser mellem købmandsfamilier og akademikere, især præster, sti­ gende betydning og kom til at påvirke rekrutteringen til disse grupper. Det lille magtfulde købmandsaristokrati knyttede sig økono­ misk nært til godsejerklassen og fungerede helt på dens præ­ misser. Men samtidig var den borgerlige elite også forbundet med den voksende centralmagt, både som långivere og le­ verandører og som rekrutteringssted for statens embedsmænd. Som for adelens vedkommende viste det sig også for borgerstandens, at den gamle idé om fast afgrænsede stænder Husrække ved nordsiden af Sankt Peders kirkeplads i Næstved, fotograferet 1955. Til højre den nu nedrevne „Gøyernes gård", der indeholdt dele af et stenhus, som omtales i det testamente, Mogens Gøyes far, marsken Eskil Gøye, efterlod sig i 1505. I midten gavl og portfløj til byens rådhus. Det blev bygget i 1400-tallet som en eneta­ ges bygning og udvidet og forhøjet med en etage i begyndelsen af 1500-tallet. Samtidig opførtes den gotiske kamtakgavl ud til torvet, og portfløjen føjedes til. Det er det eneste helt bevarede danske rådhus fra denne tid. Til venstre en bindingsværksgård fra 1606.

De store købmænd

289

måtte vige for de økonomiske og politiske realiteter. Da de førende borgere i København igen fik mulighed for at gøre sig gældende i den store politik - ved statsomvæltningen i 1660 skete det i samarbejde med kongemagten og dens allernærme­ ste støtter i høj adelen.

Rente eller åger? Med den voksende handel og udviklingen i det økonomiske liv blev rentetagning et af tidens vanskelige spørgsmål. Kirken havde i århundreder holdt det for en synd overhovedet at tage renter. Men kirken havde faktisk selv taget renter, også i Danmark. Luther mente, at man her som i mange andre for­ hold så forfald og misbrug gribe om sig i kirkens praksis, og han var skarpt afvisende over for al rentetagning, mens hans medarbejder og efterfølger som ledende luthersk teolog, Melanchthon, var mere åben i spørgsmålet. Den danske Kirkeordinans fulgte det lutherske synspunkt og nævner ågerkarle sammen med horkarle, voldsmænd, Guds ords forhånere og andet afskum, som offentligt skulle bandlyses fra prædikesto­ len. Palladius og andre ledende teologer fastholdt, at enhver form for rentetagning var åger og i strid med Skriften, og en skelnen mellem rente og åger var blot et af Djævelens sædvan­ lige numre. Det var det svar, kongen fik, da han under svære samvittighedskvaler bad om deres mening. Men Christian 3. og hans medarbejdere var nødt til at tage stilling til det praktiske livs krav. Den stadig mere udbredte pengeøkonomi gjorde et generelt renteforbud uholdbart. Både købmænd og adelige og staten selv følte problemet. En klar rettesnor var påkrævet, for bandlysning var en alvorlig sag, der i sin yderste konsekvens kunne føre til landsforvisning. 1 1547 udsendte regeringen en forordning imod åger, hvor der for første gang i dansk verdslig lovgivning fastsættes en maksi­ malrente og altså skelnes mellem åger og rente. Satsen var på 6% procent pro anno, dvs. en sekstendedel svarende til mønt­ systemet, hvor der gik 16 skilling på en mark. Det var den sats, de kirkelige institutioner hidtil havde benyttet, og den svarede nogenlunde til det almindelige renteniveau i Nordeuropa. Højere rente var nu at betragte som åger. I 1557 kom en ny forordning, gentaget i den samlede reces 1558, der nedsatte maksimalrenten til fem procent i overensstemmelse med Melanchthons mening om den sag. Problemet vedblev at optage sindene, bl.a. på landemoderne. I 1592 skrev teologen Niels Hemmingsen, at „hvis man fordømmer al rente, lægger man en fælde for manges samvittighed og ophæver handelen mel290

Købstæder og handel

Den sovende familie. Træsnit fra Niels Hemmingsens Postil, 1576. Englen vejleder i en drøm Josef om, at familien godt kan vende hjem fra Egypten til Israel. Det foregår i et dansk borgerligt in­ teriør.

lem folk. Men hvis man tillader en vis rente, vil den havesyge snart hævde, at en hvilken som helst rente er tilladt". Han nåede i sine overvejelser til, at rentetagning var tilladt - de fem procent efter loven - for så vidt den gavner næsten. I lov­ givningen skal vi frem til 1632, før vi møder en renteforord­ ning, der argumenterer ud fra rent økonomiske præmisser.

De fattige, de syge og de kriminelle „Gudløst og blasfemisk tyvepak" Som vi har set i forskellige sammenhænge, var de sociale forskelle langt større i datidens samfund end nu. Den smalle margen over mod sult og elendighed hørte med til den guds­ skabte samfundsorden. Det gjorde ikke fattigdommens virk­ ninger mindre, men det var med til at bestemme holdningerne til de fattigste i samfundet og vilkårene for dem. De problemer, fattigdommen skabte, voksede i 1500-tallet. En væsentlig del af forklaringen er selve den voksende be­ folkning, men også at samfundets egen udvikling førte med sig, at der opstod større grupper af besiddelsesløse, som ikke længere kunne finde plads i fællesskabet. Lønarbejdet på ho­ vedgårdene blev skåret ned til et absolut minimum og erstattet af hoveri. Regering og godsejere var interesseret i at forhindre, at gårdene blev delt til småbrug, for en sikker landgildebeta­ ling og et stabilt hoveri krævede fæstegårde, der var store nok til at bære større krav til arbejdskraft, trækdyr og redskaber, end husstandens eget underhold betingede. Gårdnedlæggel­ ser og inddragelse af fællesjord under nye eller voksende hovedgårde virkede efterhånden i samme retning. Der var stadig flere bønder, som ikke kunne regne med det traditionel­ le livsforløb fra karl eller pige til fæstebonde eller madmor. De små, svagt udviklede købstæder kunne kun opsuge en del af overskuddet. Arbejdsløshed og lave lønninger skabte i sidste del af århundredet et stigende antal fattige, også i købstæder­ ne. Samfundet kunne ganske enkelt ikke rumme det overskud af overflødige mennesker, det selv skabte. Vi ved ikke, hvor mange de var, disse arbejdsløse, enlige kvinder, børn, syge, krøblinge, gamle mennesker, gøglere, afdankede soldater, prostituerede og kriminelle, der gav sig vejene i vold eller slog sig ned i eller omkring byerne. Måske tør vi anslå dem til fem-otte procent af befolkningen, i størrel­ sesorden mindst som halvdelen af den samlede købstadsbe­ folkning. Misvækst, epidemier og Syvårskrigen bragte tallet til at svinge meget. For de fastboende har disse folk haft en vigtig funktion som formidlere af nyheder, rygter, sagn, viser, amu­ letter og skillingstryk. Men samtidig gav de anledning til man­ ge problemer. 292

De fattige, de syge og de kriminelle

Dette kort er det ældste, vi kender over København. Det er tegnet i 1580'erne. Vesterport er foroven, Nørreport til højre og Øster­ port forneden. Til venstre ses Slotsholmen med slot­ tet. Byen nåede i 1600 op på omkring 20.000 indbyggere. Hele byens område er nu blevet bebygget, og der er ikke flere store åbne om­ råder. Forstadsbebyggelsen er på kortet angivet som spredte huse. Firkanten uden for Nørreport er den indhegnede pestkirkegård.

Den katolske kirke havde udført et betydeligt socialt hjælpe­ arbejde, som fremmedes af den tanke, at hjælp til de fattige var en god gerning, der gavnede giverens sjæl. Humanisterne, ikke mindst Erasmus, fremhævede, at hjælp til de fattige var bedre end askese, faste og bøn, synspunkter, der især af Poul Helgesen blev bragt ind i den danske debat. Men hjælpen var utilstrækkelig og dertil sporadisk og tilfældig, og de fattige havde hård konkurrence om den private godgørenhed fra tiggermunke og pilgrimme, og mange brugte hellere deres penge på at købe aflad til sig selv end til almisser. Med reformationen overtog den nye statsmagt forsorgen af de fattige. De var nu fri for konkurrence fra tiggeri til klostre­ nes drift, messestiftelser og andet, som tiggermunkene havde samlet ind til. Men samtidig kom der nye holdninger til almis­ ser. De gode gerninger havde ikke længere betydning for sjælens frelse, et tema præsterne fik pålæg om at fremhæve i deres prædikener, og folk blev mindre motiverede for at give almisser. Da problemet samtidig voksede, kunne der efter­ hånden være tendens til, at de fattige blev oplevet som byrde­ fulde, påtrængende og måske truende væsener. Hvor de i den katolske tid havde været tolereret og fået lov til at leve tæt på fællesskabet, synlige i det mentale billede som knyttet til de „Gudløst og blasfemisk tyvepak"

293

midler, der førte til frelse, var de nu entydigt uønskede. Samti­ dig kunne der for bønderne være et element af „selvforsik­ ring" i almissegivning som støtte til omvandrende brandlidte eller folk, der var sat ud af deres fæstegård - noget der kunne ramme enhver. Hvor meget disse holdninger betød i praksis i forhold Hl, at de fattiges antal voksede, er svært at sige. De urolige år med krige, plyndringer og hårde skatter skabte mange fattige, en­ ker, forældreløse børn, udplyndrede og krøblinge, og folk havde andet at tænke på end almisser. Peder Palladius tum­ lede med dette problem på sine visitatser. At „mange lider nu 294

De fattige, de syge og de kriminelle

Den rige mand og Lazarus, fattigtavle i Mariakirken i Helsingborg fra 1583. Lig­ nelsen blev meget brugt i prædiken og undervisning, for den udtrykte noget centralt: at rigdommen med dens mange fristelser var farlig for sjælens frelse, og at de rige skulle vise deres tro ved at give til de fattige. Det lå også underforstået i lignelsens budskab, at social retfærdighed hørte til efter døden. Til venstre ses handlingen i tegneserie­ form: nederst sidder den fattige Lazarus og beder om smulerne fra de riges bord. I midten pines den rige efter døden, mens Lazarus øverst er havnet i Abrahams skød. Billedet fortæller også om tidens bordskik. Det rige, adelige par kender endnu ikke til gaflen.

større fattigdom og armod end de gjorde for nogle år siden" skyldtes ikke evangeliet, men at folk ikke ville opføre sig som sande kristne over for deres næste. Han gav praktiske råd om, hvordan man konkret kunne hjælpe de fattige. Bl.a. foreslår han, at hver enkelt „udvælger sig en Lazarus", altså betænker en bestemt fattig med sin støtte. Palladius' belæring er her den sædvanlige blanding af formaning og trussel. Hvis man und­ lod at give til de fattige, havde Gud alvorlige straffe i bag­ hånden. Han kunne „blive vred på dig og tillade, at der opstår ildebrand i alle fire hjørner af dit hus". Hvis man gav til de fattige, skulle man til gengæld ikke miste sin løn, men blive modtaget i de himmelske boliger efter døden. Ansvaret hvile­ de på hele menigheden, og hvis der var folk i sognet, som frøs eller sultede ihjel, var det et sikkert tegn på, at Gud ville forbande hele sognet. Måske har det været svært for mange at forene Palladius' udredninger med den teologiske lære om de gode gerningers manglende betydning for frelsen. For Christian 3. og hans regering var målet at opretholde og forbedre fattigforsorgen. Hensigten var, at eksisterende insti­ tutioner skulle opretholdes og helst udbygges. Noget af det konfiskerede kirkegods blev lagt til hospitaler og fattiges un­ derhold, men almisser var fortsat det afgørende for de fleste fattige. Fattigforsorgen var stadig en opgave, der hørte til i kirkens sammenhæng, og det blev for en stor del sognepræ­ sterne, der kom til at stå for den praktiske organisering, i købstæderne sammen med øvrighedens fattigforstandere. Lovgivningen anlagde nu andre synspunkter på de fattige. Det var kun de værdigt trængende, der skulle hjælpes. Resten skulle tvinges i arbejde. Denne skelnen mellem værdigt træng­ ende og uværdige var første gang lagt til grund for lovgiv­ ningen af Christian 2., der i det hele taget havde forsøgt at kontrollere og begrænse tiggeriet. Nu var problemet vokset, og det ser ikke ud til, at det er faldet lovgiverne ind, at det var umuligt at tvinge alle arbejdsføre i arbejde, uanset hvor hårde straffe man indførte. Det var ikke muligt at overskue de sam­ menhænge, der skabte fattigdommens voksende problemer. Der var ikke længere spor af den opfattelse, som bl.a. Poul Helgesen havde været inde på, at fattigdom kunne være ufor­ skyldt. I recesserne blev det fastslået, at arbejdsføre ikke måtte tigge, og hvis de blev grebet i det, skulle de piskes ved byens kag, skampælen der stod på torvet, og forvises fra byen eller herredet. De, der ved kontrollen blev fundet værdige, skulle udstyres med tiggertegn, der viste, at de havde tilladelse til at tigge i det pågældende herred. I 1558 blev bestemmelserne skærpet til, at enhver frit kunne indfange de uautoriserede „Gudløst og blasfemisk tyvepak"

295

Puggårdsgade i Ribe. Bagest den senmiddelalderlige bispegård Tårnborg og foran en række „boder", dvs. en slags rækkehuse med flere boliger, der leje­ des ud til småkårsfolk. Boderne er opført i 1540'rne.

tiggere og sætte dem til „trældom og arbejde", og tiggertegnet gjaldt nu som hovedregel kun inden for et sogn. Denne lov­ givning fuldbyrdedes med den omfattende og systematiske fattigforordning fra 1587, hvis principper blev gældende hele det næste århundrede. Nu skulle der sættes en stopper for, at „kæltringe, skælme, gudløst og blasfemisk tyvepak" førte sig frem med bedrageri, trolddom, vold og trusler for at tiltvinge sig almisser. Orden og kontrol var midlet. Alle værdigt træng­ ende i hvert sogn skulle optegnes i et register af sognepræsten, som også skulle formane menigheden til at sørge nødtørftigt for dem. Udensogns tiggere skulle forvises, og hvis de derefter blev pågrebet, eventuelt med falsk tiggertegn, skulle de piskes ved kagen. Løsgængere skulle indfanges og sættes i arbejde ved fæstningerne. Begrebet løsgængere, der var en logisk udvikling af bestemmelsen om, at arbejdsføre tiggere skulle 296

De fattige, de syge og de kriminelle

Denne pengetavle er an­ skaffet i 1595 til Søborg Kirke i Nordsjælland. Den bærer et billede af Sankt Nikolaj, som i den katolske tid var kirkens værnehel­ gen. Den blev brugt til at indsamle penge i til kirkens vedligeholdelse. På topstyk­ ket står foruden helgenens navn også „Peder Hansøn". Han var sikkert giveren, måske kirkeværge.

sættes i arbejde, udvidedes efterhånden til at omfatte alle, der ikke stod i fast tjenesteforhold. Folk, der blev ramt af ildebrand eller skibbrud, kunne ud­ styres med et brev, der gav dem lov til at tigge i ét år. Der advaredes også mod fattige, som selv satte ild i deres hus for at få lov til at tigge. I købstæder skulle udnævnte stodderkonger sørge for, at illegalt tiggeri ikke fandt sted. Disse lovbestemmelser kunne ikke føres ud i livet. Dels var midlerne til forsørgelse af de værdigt trængende alt for spar­ somme, og dels kunne det omvandrende proletariat slet ikke kontrolleres i den grad, lovene forudsatte. Straffe som ud­ visning fra sognet og den vanærende piskning ved kagen var med til at fastholde folk i fattigdommen, for æresfortabelsen gjorde det så godt som umuligt at vende tilbage til samfundet. Mange landsbyvedtægter fik bestemmelser, der tog sigte på at holde ukendte fremmede ude og hurtigst muligt ekspedere dem videre til nabolandsbyen. De grupper, som samfunds­ udviklingen og regeringens politik havde udstødt af fælles­ skabet, blev mere og mere af sondrede. De opfattedes som asociale og farlige elementer.

De syge En befolkning, hvis ernæringstilstand var underkastet ube­ regnelige svingninger, der for mange ofte bevægede sig om­ kring kritiske grænser, var et let offer for smitsomme syg­ domme. Gennem hele 1500-tallet blev landet med få års mel­ lemrum hærget af epidemier - forskellige pesttyper, tyfus, dysenteri og vel også forskellige voldsomme influenzaarter. Spedalskhed var næsten forsvundet, men til gengæld havde man fået en ny, frygtelig sygdom, der fra slutningen af 1400tallet bredte sig med stor hast: fransoser eller pokker, syfilis. Sygdom hørte til den højere styrelse af verden på linie med misvækst, himmeltegn, kometer, blodregn, misfostre og an­ dre ukontrollable fænomener. Men erfaringen havde vist, at epidemier fulgte visse mønstre. Uden at kende noget til bak­ terier og virus var man helt på det rene med, at man kunne blive syg af at omgås andre syge. Kirkeordinansen foreskriver i sit afsnit om hospitaler en række forholdsregler for at isolere de enkelte sygdomme, „at sygen ej må af omgængelse fra nogen udbrede sine kræfter til mange". Det stod ikke altid klart, hvordan det forholdt sig med Guds styrelse og de mid­ ler, man kunne bringe i anvendelse mod sygdomme. Under en voldsom pestepidemi i 1553 befalede kongen, at en af de medi­ cinske professorers anvisninger om forholdsregler mod sygDesyge

297

Invalid i laser og pjalter. Udsnit af farvelagt tegning i stambog fra omkring 1573.

298

dommen skulle oplæses fra prædikestolene. De blev trykt i et skrift, hvor Peder Palladius forklarer de pestramte, hvad det hele gik ud på. Pesten var ikke tilfældig, den var „Guds ris og straf" for åger og et letsindigt, usædeligt liv. Anger var den bedste lægedom, „derfor give sig enhver inderlig ind til Ham, som et barn løber ind i sin faders skød, når han har riset i hånden". De, der korrekt havde iagttaget, at børn døde først, fik denne præcise forklaring: „Satan, som visiterer Guds børn, får først tilladelse af Gud at slå fæ og får ihjel og at slå børn ihjel, førend han får lov at tage fat på de gamle", og det skete, for at folk kunne angre, „når vore uskyldige børn er taget af dage for vor skyld". Teologen Niels Hemmingsen formulerede i en bog fra 1575 den rette holdning. Den sjælelige reaktion på sygdom burde begynde med syndsbevidsthed og derefter gå over i anger og bod og ende med en bøn om guddommelig bistand. Først derefter kunne de midler tages i brug som Gud har indbygget i naturen. Den fremherskende medicinske teori om sygdommes årsa­ ger var stadig oldtidens lære om de fire elementer og de fire legemsvæsker, gul galde, slim, blod og sort galde. Kom deres forhold ud af balance, opstod sygdomme. Der var kun ganske få læger, og de fungerede stort set kun som livlæger for sam­ fundets mægtigste. Befolkningen klarede sig med de lokale kloge folk og jordemødre, og som vi har set, hørte sygdomsbe­ kæmpelse med til den almindelige magiske brug af kirkens og sognepræstens midler. Bartskærene, barbererne, nøjedes ikke med at barbere og foretage åreladninger og kopsætninger, som skulle regulere kroppens væskebalance. De udførte også større og mindre operationer. Nogle af dem havde en meget kontant uddannelse bag sig i tidens krige. Også bødler gav sig af med kirurgi. De havde kendskab til kroppens indretning og let adgang til menneskefedt, remme af menneskehud og andre stærke midler, der var nyttige i en lægepraksis. Kyndige folk, både tidligere munke og nonner, præster og kloge folk, havde deres egne opskrifter på urter, amuletter, signeformler og hvad der ellers kunne påvirke de kræfter, der rådede for liv og helbred. Hospitalerne havde mere karakter af alderdomshjem og plejehjem end af egentlige sygehuse. De blev før 1536 drevet af kirkelige institutioner. En undtagelse var et hospital i Køben­ havn bygget af en velhavende privatmand, Claus Jensen Den­ ne, omkring 1516. Trods stor personlig indsats og kirkelig og kongelig støtte lykkedes det ikke Denne at holde liv i sin stiftelse i de urolige tider. Som med meget andet af klostrenes sociale arbejde var der også tendenser til, at deres hospitalsvæ-

De fattige, de syge og de kriminelle

sen blev drevet som forretning. Pengene gik for en stor del i lommerne på dem, der havde hospitalerne som len med for­ pligtelse til at drive dem. Man foretrak velhavere, der kunne betale godt for sig, frem for fattige syge. Efter 1536 blev hospi­ talsvæsenet den verdslige øvrigheds opgave. I 1540'rne og 50'erne, da der blev bedre råd, blev en række hospitaler reor­ ganiseret og forbedret. Privat godgørenhed var fortsat en for­ udsætning for deres drift, og deres kapacitet var ligesom før 1536 fuldstændig utilstrækkelig, også efter samtidens besked­ ne målestok. Moralsk anløbne personer kunne på forhånd udelukkes fra hospitalerne, hvor syge de end var. Sognepræsterne fik i 1546 besked på „idelig og altid" fra prædikestolen at oplyse deres menighed om, at kvinder, som i deres ungdom og velmagt havde bedrevet hor og derfor var befængt med pokker og andre sygdomme, ikke måtte komme ind på hospitalerne eller modtage underhold. Det kunne tjene andre kvinder til advar­ sel. I nogle købstæder kunne kun folk med godt vidnesbyrd fra deres sognepræst og naboer indlægges på hospitalet. Toilet - hemmelighed - på Nyborg Slot. Da slottet blev moderniseret som fæstning blev den gamle hoved­ bygning udvidet med bl.a. et sengekammer, hvortil der blev lavet denne hemmelig­ hed. Den kunne være i den tykke mur. Udefra ses den som et afløb.

Kriminaliteten De få retsprotokoller, som er bevaret fra 1500-tallet, kan give os et vist indblik i kriminalitetens karakter. Gældssager og andre økonomiske stridigheder er langt de hyppigst forekommende, men også sager om fredsbrud, vold, slagsmål og drab samt injurier hører til de største grupper. Sammenlignet med for­ delingen et par århundreder senere er sager, der drejer sig om vold eller injurier, stærkt repræsenteret. Selv når vi tager hen­ syn til de vanskeligheder for sammenligninger, som forskelle i kildematerialets art og omfang giver, må vi slutte, at der ligger noget bag, som vi har svært ved at gennemskue. Mentaliteten har været en anden i 1500-tallet end senere og også nu. De destruktive tendenser har på ingen måde været større den­ gang, men stærke følelsesudsving, voldsomhed og spontan aggressivitet kom mere til direkte udtryk hos den enkelte. Høj og lav, præster og lægfolk, kvinder og mænd gik let over til håndgribeligheder. Vi må antage, at alt dette har været udtryk for en psyke, hvor indre disciplinering og selvkontrol har været svagere udviklet end i de seneste århundreder. Det samme er konstateret i andre lande. Det, der i international forskning er blevet kaldt civilisationsprocessen, var ikke så langt fremskredet. Det moderne europæiske menneskes over­ jeg med dets indre disciplinering af følelsernes direkte udslag var endnu i sin vorden. Kriminaliteten

299

Den københavnske bogtryk­ ker og forlægger Lorentz Benedicht udsendte blandt mange andre videnskabeli­ ge og opbyggelige værker En astronomisk Beskrivelse af Menneskenes Natur og Til­ bøjelighed i 1594. Her kunne man læse om mange ting, bl.a. om sammenhængen mellem menneskets psyke og udseende, anskueliggjort ved træsnit som disse tre. Om håret gælder, at lyst, blødt hår er tegn på en blødagtig og svag natur, mens et tykt og krøllet hår viser, at man er fuld af uforstand eller er meget enfoldig eller begge dele. En passende stor næse, som det nederste ansigt på næste side er udstyret med, er udtryk for, at der er tale om et fredsommeligt, sagt­ modigt, trofast og arbejd­ somt menneske, der tilmed er forstandigt.

300

Straffene spændte fra henrettelse ved halshugning, hæng­ ning, ild eller drukning over vanærende lemlæstelse som afhugning af fingre, hænder eller øre, brændemærkning og piskning til de mildere former som gabestok, offentligt skrifte, bøder og anbringelse i „hægte og jern". Det sidste havde mest karakter af varetægtsfængsling. Ofte kombineredes straffen med udvisning af købstad eller herred, som i tilfældet med de illegale tiggere. I slutningen af århundredet kom også straf­ arbejde i anvendelse. Sammen med lutherdommens fremhævelse af, at Guds lov var beregnet på at vise menneskets totale syndighed og af­ magt, kom den gammeltestamentlige Moselov efter 1536 til at øve stærkere indflydelse med dens princip øje for øje og tand for tand. Der blev dødsstraf for blodskam og homoseksualitet og anden „omgængelse imod naturen". Også udenlandsk ret fik virkninger i Danmark i retning af hårdere straffe. Allerede i 1537 dømte kongens retterting under påberåbelse af „kejser­ retten" en kvinde til at puttes i en sæk og druknes, fordi hun havde været sin mand utro. Strafferettens overordnede formål blev i mindre grad end tidligere at skaffe den forurettede oprejsning. De hårde straffe tog mere og mere sigte på at virke disciplinerende og af­ skrækkende som et led i regeringens ønske om at styre ved lov og orden. Det blev følt som en nødvendig beskyttelse af det kristne fællesskab, for hvis man ikke skred strengt ind over for forbrydere, ville man nedkalde Guds straf over hele sam­ fundet. Hver gang lovene indførte skærpede straffe eller fast­ satte straffe for overtrædelser, der hidtil havde hørt under den nu afskaffede kirkeret, blev det fremhævet, at dette var nød­ vendigt for at afvende Guds vrede. Da der f.eks. i 1537 ind­ førtes verdslig straf for mened, skete det med den begrundel­ se, at „Gud er hårdelig fortørnet over de mange meneder, som forekommer, og derfor straffer det ganske rige med krig og dyrtid". Lovgivningen fik således et stærkere moralsk præg. Hårdest gik det til omkring kønslivet. Ægteskabsbrud skulle straffes med døden, og det gjaldt begge de skyldige. Senere blev denne barske bestemmelse dog mildnet, således at den først kom til anvendelse tredje gang, vedkommende blev dømt skyldig i ægteskabsbrud, mens man de to første gange kon­ fiskerede den skyldiges ejendom og anden gang desuden dømte ham eller hende til at forlade landet, hvad mange ikke efterkom. Lejermål, dvs. kønslig omgang mellem to ugifte, hvor det hellige ægteskab altså ikke blev krænket, kostede første gang bødestraf, anden gang eventuelt kagstrygning og

De fattige, de syge og de kriminelle

tredje gang uden nåde kagstrygning. Kirken bevarede sin direkte indflydelse på ægteskabssagerne, idet der oprettedes særlige domstole, tamperretter, bestående af stiftslensman­ den og de gejstlige ved domkirkerne. Tyveri betragtedes fra gammel tid som et alvorligt brud på samfundets normer. Landskabslovenes regler stod stadig ved magt her, men inflationen havde ført med sig, at rene småty­ verier nu medførte dødsstraf. Tyveri førte til „galge eller bal­ je", som Palladius sagde, dvs. at mænd skulle hænges, mens kvinder skulle begraves levende under en balje. Men her som i andre tilfælde ser vi mange eksempler på, at straffene ikke udførtes efter lovens strenge bogstav. Der var en påfaldende modsætning imellem lovbuddenes hårde og bru­ tale straffe og virkelighedens retspraksis. Det skyldtes ikke alene, at håndhævelsen var forbundet med mange praktiske problemer, der fulgte med det svagt udviklede retslige ap­ parat, mangelen på en fast offentlig påtalemyndighed og de private retskredse, som godsejernes birkeret skabte. Der kom også en voksende afstand mellem den lovgivning, konge og rigsråd og deres teologiske vismænd satte igennem, og den almindelige retsbevidsthed, som også prægede store dele af den verdslige underøvrighed, der skulle føre lovene ud i livet. Sagsbehandlingen havde stadig overvejende karakter af for­ handling imellem to parter. Det medførte også, at mange sager slet ikke kom for retten, men blev afgjort direkte f.eks. mellem en bonde og godsejerens foged. Og af de sager, der kom for retten, førte antagelig de fleste aldrig til domfældelse. De endte med forlig mellem sagsøger og den sagsøgte og med en bøde til den skadelidte og eventuelt til øvrigheden, også selv om der var tale om overtrædelser, hvor loven hjemlede langt strengere straffe. For offeret kunne det være bedre at få en form for erstatning, end at den skyldige fik en hård legems­ straf, og det var også et synspunkt, som de, der indkasserede bøderne, havde megen forståelse for. Gamle bestemmelser i købstædernes lokale stadsretter gik ofte på tværs af de nye love, og det var ikke sådan at ændre disse ærværdige paragraf­ fer - som når Ribe ret gav hjemmel for, at horkarle, der havde ligget i med gifte kvinder, kunne dømmes til af kvinden at blive trukket gennem Ribes gader med en snor i penis. Mange nye love, f.eks. de, der var rettet imod de fattige, kostede penge og besvær at føre ud i livet. De lokale øvrig­ heder skulle selv bekoste dommenes eksekvering. Desuden var det en gammel tanke i retsopfattelsen, at der skulle være en konkret forurettet part, og det var ikke altid tilfældet i de nye lovbestemmelser. Alt dette måtte føre til store forskelle, hvor

Kriminaliteten

301

de lokale øvrigheder eller de enkelte købstæders gamle stadsretter og retspraksis stadig satte deres præg på forholdene. Også benådning spillede en stor rolle. Kongen kunne benåde, men de lokale myndigheder kunne ligeledes vælge en mildere straf, ofte på forbøn fra gode borgere eller fra den forurettede selv. Men naturligvis satte lovgivernes holdning og de strenge straffebestemmelser deres spor. Døds- og legemsstraffe blev bragt i anvendelse i et omfang, der nok kunne have afskræk­ kende virkning. Den offentlige henrettelse med radbrækning og rig brug af mishandling var anskuelsesundervisning for børn og voksne. I hvert fald var troen på den præventive virkning stærk. Den blev ofte fremhævet i domme, som da en falskner i Odense i 1545 dømtes til at piskes ved byens kag og miste to fingre, „og samme to fingre slås på kagen, at andre, som sådant ville sig fordriste, må deraf lære, sådan forræders stykke ikke at bruge". Måske var den præventive virkning allermest knyttet til den udstødelse af samfundet, som ikke mindst straffene ved kagen førte med sig. Byens kag kom til at indtage en central rolle i de små samfund. Den offentlige straf, der fulgte med dom for tyveri, løsagtighed og mange andre forbrydelser, klæbede bagefter til synderne, og mærkningen med brændjern eller ved lemlæstelse blev en del af kroppens sprog, som trak en klar grænse mellem samfundet og de vanærede. Kagen var udtryk for købstadens vilje til at opretholde kristelig orden og skille sig af med alle elementer, der kunne udgøre en trussel mod den kollektive sikkerhed. Selve pælen blev befængt med uærlighedens forbandelse, hvad der med tidens mangel på adskillelse mellem tingen og det, den symboliserede, kunne give sig udslag i, at det var vanskeligt at få håndværkere til at holde den ved lige. Uærligheden sivede over i kagen og kunne brede sig til dem, der berørte den. Undertiden måtte et helt lav udskrives til det farlige arbejde, for at ingen enkelt skulle blive uren. I hvert fald fra slutningen af århundredet blev piskestraf­ fe imod børn og unge undertiden udført af en slægtning på rådhuset, for at undgå den forbandelse, der ville klæbe til barnet, hvis straffen blev fuldbyrdet af bøddelen ved kagen. Bøddelen, der udførte tortur, legemsstraffe og henrettelser, var naturligvis i særlig grad ramt af kagens forbandelse. Det var undertiden en dødsdømt, der havde påtaget sig hvervet imod benådning. Når bødler undertiden kunne drive læge­ praksis, var baggrunden en blanding af frastødning og tiltræk­ ning på grund af de stærke kræfter, de var i kontakt med. Rakker- eller natmandserhvervet udøvedes for det meste af 302

De fattige, de syge og de kriminelle

€n fanbru 95crctnlna

©ni be Onfltns fåpcfr

Itgc gqxr oc Xriumpb/1 t>rt ffraMiffc £a»b/ oft'ufr^yrrfen/Dfnøiintffe (jtørtficnfjdté 2hffurfKnW fcupr l c t>i b MnD cr / forinrbrffl QMifr s tøiclp ntt’fhgcn/ oc bort vc& 2lHrntH|tnbr Xprtfiffc jhigefølcf omfomnt. -Oc fcuab før Q>p. 15-97.

Tyrkerne var „den ganske kristenheds arvefjende", som det hedder på titel­ bladet herover til En sanddru beretning om de kristnes lyksa­ lige sejr og triumf i det crabatiske land over tyrken, der blev trykt i København 1593. Nederst et træsnit fra bog­ en: tyrkerne dræber spæd­ børn. Med den almindelige usikkerhed om, hvad tater­ ne, egentlig tatarerne, var for folk, blev de let identifi­ ceret med tyrkerne. Taterne var sigøjnere, som op­ rindeligt stammede fra Indien. De synes at være nået Hl Danmark i begyn­ delsen af 1500-tallet. Det danske ord tatere har sik­ kert også omfattet andre omstrejfende personer, som har sluttet sig til dem.

folk, der var dømt for tyveri eller havde anden vanærende dom. Rakkeren skulle bistå bøddelen og fjerne og flå selvdøde dyr, indfange herreløse hunde, kastrere heste og fjerne natre­ novation. Det var alt sammen urent arbejde, og uærligheden ramte både rakkeren og hans familie. Blandt de kriminelle var der hjemløse børn, som søgte at slå sig igennem i regulære tyvebander. Fra Helsingør hører vi i 1563 om en sådan bande, at den „lå til herberge" hos rakkerne, inden den blev bragt for retten. Disse børn har fra en ganske ung alder været under uærlighedens forbandelse. En gruppe, der helt fra fødselen stod uden for det kristne fællesskab, var sigøjnerne, taterne. Straks i 1536 blev det be­ stemt ved lov, at de skulle udvises af riget. Det kunne naturlig­ vis ikke lade sig gøre, men flere gange i løbet af århundredet blev det fastslået i kongebreve, at de var fredløse, enhver kunne frit slå dem ihjel og tage deres ejendele. Det blev straf­ bart blot at huse dem. I lovgivningen skærpedes kursen sta­ dig, og også kirken fastholdt, at de var uden for samfundet. I 1578 befalede bispen på Fyn sine præster, at de ikke måtte døbe eller vie tatere, ej heller give dem sakramentet, „men lade dem dø, som var det tyrker og begrave dem uden for kirkegården som hedninger". Hverken sognepræsterne, lensmænd eller befolkningen har åbenbart efterlevet det officielle syn på dem i praksis. Og da Fyns næste biskop i 1595 visiterede sognekirken i Stubberup, noterede han lakonisk i sin visitatsbog: „Mange tatere i sognet, nogle i kirken samme dag." Uærlighedens forbandelse var livslang og skabte en gruppe af marginale eksistenser, som samfundets krav om godt rygte dømte til vedvarende elendighed. De forliste skæbner kender vi fra spredte notitser i kilderne, undertiden i form af udgifter til deres begravelse, når de var fundet døde. De blev kulet ned „i høj og hedensk jord" sammen med selvmordere, ofte i selve galgebakken. De blev i bogstaveligste forstand givet Djævelen i vold. Til det sidste tjente de deres formål: at underbygge det svagt udviklede retssystem og medvirke til, at befolkningen ikke ignorerede det kristne samfunds krav. Selve eksistensen af en udstødt, æreløs og fordømt gruppe, der blev oplevet som en trussel imod hele samfundet, bidrog til, at pæne mennesker bestræbte sig på at overholde de nye normer og regler for et kristeligt levned og rettede deres følelser af synd, skyld og angst imod syndebukkene uden for samfundet. Tidens sociale spændinger, regeringens holdning og kirkens fordømmelse virkede her i samme retning.

Kriminaliteten

303

Danmark og Sverige Et stykke af hunden

Bagstykket på Frederik 2.s bordhimmel fra Kronborg, udført af Hans Knieper i 1586. Det er 3,56 m højt og 2,70 m bredt. I midten til venstre kongevåbenet med de tre løver og de tre kro­ ner. Eftersom bordhimlens heraldik var direkte knyttet Hl Frederik 2. og dronning Sophie, blev den kun brugt i kongens levehd. Chrishan 4. anskaffede sig sin egen bordhimmel. Da svenskerne indtog Kronborg i 1659 blev Frederik 2.s bordhimmel krigsbytte, og den er nu i Narionalmuseet i Stock­ holm.

304

Danmark og Sverige

Siden 1541 havde forholdet mellem Danmark-Norge og Sveri­ ge været reguleret af Brømsebro-traktaten (side 217), der med sine bestemmelser om forhandling og voldgift tog sigte på at sikre freden mellem de to stater. Det samarbejde over for fælles modstandere, som traktaten også talte om, blev ikke til noget, og selv om forbundet afpolitiserede en række strids­ spørgsmål, kom en kold krig til at præge hele dets levetid. Gustav Vasa var fuld af mistro til de danske hensigter. Hans kongemagt var stadig ny og ikke fuldt befæstet indadtil eller anerkendt udadtil. Danmark var fjenden, der troløs og grusom altid var ude på at „toe sig i det svenske blod". Dette fjendebil­ lede, som Gustav Vasa stadig vendte tilbage til, var måske også til indvortes brug og tog sigte på at retfærdiggøre hans eget selvherskerstyre og samle nationen. Danmark var stadig i besiddelse af Gotland, og mistroen til danskerne fandt yderli­ gere næring i den danske konges provokerende anvendelse af tre kroner i sit kongevåben. De tre kroner havde under dron­ ning Margrete vistnok været et unionsvåben, men efter unio­ nens opløsning førtes det alene af den svenske konge som symbol for Sverige. At den danske konge nu begyndte at bruge de tre kroner blev i Sverige opfattet som udtryk for, at danskerne var ude på at genoprette den gamle union under den danske konge. Foreløbig indskrænkede man sig til litterær polemik og propaganda, men samtidig opbyggede Gustav Vasa en stående national hær og en orlogsflåde, der formentlig blev Østersøområdets mest slagkraftige. Ikke mindst den svenske udvinding af sølv, jern og kobber gjorde dette muligt. Den forskydning mellem Danmark og Sverige på det stats­ finansielle og militære område, der skete i 1550'erne til Sveri­ ges fordel, var i færd med at ændre hele den strategiske situa­ tion i Østersøområdet. At Gustav Vasa ikke var fremmed for tanken om at udnytte situationen fremgår af et brev, han i 1558 skrev til sin søn, tronfølgeren hertug Erik. Her lufter han den mulighed, at Sverige kom det ondsindede Danmark i forkøbet: „Det var dog bedre og mere tilrådeligt at tage i rette tid et stykke af hunden, end at hunden skulle bide og sønderrive én siden og æde det hele op." Hertug Erik mente dog, at man skulle vente med at partere den danske hund, til Sveriges beredskab var blevet bedre. Han anbefalede, at der blev an-

btcMff iXC Si’

Et stykke af hunden

305

bragt spioner i Danmark på centrale steder, i kancelliet og i hær og flåde. Endnu ved midten af 1500-tallet var de skandinaviske lande kun i begrænset omfang inddraget i den mere omspændende europæiske politik. Det sammenhængende europæiske balan­ cesystem, som vi er vant til at betragte udenrigspolitiske for­ hold ud fra, hørte fremtiden til. Det nordeuropæiske område dannede et selvstændigt system med sin egen problematik, men vi kan dog spore tendenser til, at de to nordiske magter inddrages i nye politiske konstellationer. Det skyldes især den vesteuropæiske handels vækst, og at andre lande end Dan­ mark og Sverige var ved at udvikle sig til centraliserede natio­ nalstater, der gjorde sig stærkere gældende i området: Polen og Rusland. Samtidig var de middelalderlige organisationer Hanseforbundet og Den tyske Ordensstat i Livland i tilbage­ gang. Det blev ordensstatens opløsning, der satte gang i be­ givenhederne.

Frederik 2. Den 1. januar 1559 døde Christian 3. og blev afløst af sin søn Frederik 2. Den håndfæstning, han beseglede for at blive kon­ ge, var en konsolidering og fortsættelse af det hidtidige styre ved konge og rigsråd. Adelens privilegier blev bekræftet, og nu blev det bestemt, at slotslovene ved kongens død skulle holdes til rigsrådets hånd. Mens rigsrådet altså bevarede sin veldefinerede indflydelse på de indre forhold, var dets kompetence i udenrigspolitikken fortsat mere uklar i håndfæstningens bestemmelser. Skatter og krigserklæring krævede rådets samtykke, og sædvanemæs­ sigt indgik udenrigspolitik og diplomati i en vis udstrækning i dets arbejde. Men normalt havde kongen en friere stilling i udenrigspolitikken, og kongeskiftet har næppe været uden betydning for det, der nu snart skete, så meget mere som der også i Sverige kom et generationsskifte på tronen: Gustav Vasa afløstes i 1560 af hertug Erik, der kaldte sig Erik 14. med baggrund i en lang række svenske sagnkonger. Erik satte straks yderligere gang i den svenske oprustning. Frederik 2.s farbror, hertug Adolf af Gottorp, havde fattet den plan at erobre Ditmarsken. Det, der var mislykkedes for kong Hans i 1500, skulle nu gennemføres. Kansler Johan Friis var imod, men kongen for, og det var kongen, der fik sin vilje. Han kunne gå i krig som fyrste i hertugdømmerne. Den gamle erfarne Johan Rantzau udfoldede igen sine taktiske talenter, og Ditmarsken blev erobret i sommeren 1559. 306

Danmark og Sverige

Frederik 2., kobberstik efter tegning af Melchior Lorch 1582. Frederik 2. var den første konge siden Christian 2., der havde dansk som modersmål. Han skrev det ubehjælpsomt, fordi han var ordblind, noget der ikke dengang var erkendt som et medfødt handicap. Han var et friluftsmenneske, der med sin ukomplicerede tro på lutherdommen ube­ sværet levede op hl over­ klassens mandsideal, den kristne ridder. Med sin interesse for arkitektur og kunsthåndværk, ikke mindst som midler Hl at skabe værdige udtryk for kongemagten og overgå adelen, har han bidraget til renæssancestilens gennem­ slag i Danmark.

For den 25-årige Frederik 2., der i krigen selv havde været med helt fremme, var det en vigtig begivenhed. Ved at gå med havde han undgået det prestigetab, det ville have været, hvis onkel Adolf var løbet med hele gevinsten. Nu havde han selv vundet ære. Hans høje tanker om kongemagten formede sig efter de af tidens idealer, der fordrede militære bedrifter til at kaste glans over rigerne, og mange unge adelige har uden tvivl følt det samme som deres konge. Det var en politisk tanke­ gang, som adskiller sig fra nutidens, selv om den drejede sig om det samme, indflydelse og interesser. For Frederik 2. var f.eks. spørgsmålet om de tre kroner i kongevåbnet uløseligt forbundet med de magtpolitiske forhold. Det var en æressag, der faldt sammen med landets interesser på en måde, der bedst forstås ud fra tidens ridderidealer og den meget kon-

Frederik2.

307

308

Danmark og Sverige

Kort over det sydlige Sveri­ ge, antagelig udarbejdet i Preussen i 1565. Vest an­ gives at være opad, men tegnerens kendskab til landets placering i forhold til verdenshjørnerne er problematisk. Øverst t.v. ses den svenske østkyst med Kalmar og Øland. Kortet skulle bruges som hjælpemiddel for den dan­ ske militære ledelse i for­ bindelse med en landgangs­ operation.

krete betydning, symboler generelt havde i bevidstheden, så­ ledes som det også var tilfældet med de religiøse symboler. Men i rigsrådet og andre indflydelsesrige kredse sad der folk, som nok hyldede sådanne idealer, men også så meget på, hvad statskassen kunne bære, og hvilke konkrete gevinster, der var forbundet med idealerne. Det var nogle af de vurderin­ ger, der stod over for hinanden i kongens samarbejde med rigsrådet. Foreløbig blev et betydeligt antal af de landsknægte, der havde været hyret til Ditmarskentoget, liggende i ind­ kvartering rundt i købstæderne. Det belastede statskassen, og det belastede borgerne. De skulle give de indkvarterede solda­ ter og deres hustruer mad og drikke; eventuelle friller, børn og tjenere skulle knægtene selv betale for. Frederik havde to brødre, som skulle forsørges. Den yngste, Hans, fik en del af de kongelige områder i hertugdømmerne, herunder Sønderborg og Als, men for at undgå endnu mere opdeling valgtes en anden løsning for den anden bror, Mag­ nus. 11557 havde den russiske zar Ivan den Grusomme indledt en offensiv imod den svage livlandske ordensstat og erobret Narva, hvorved Rusland fik sin længe ønskede havn ved Østersøen. Ledende folk i Den tyske Orden henvendte sig til Danmark, Sverige og Polen om hjælp og søgte i øvrigt at redde mest muligt for sig selv. I denne situation fandt den danske regering det ønskeligt at købe Øsel Stift, omfattende det meste af øen samt kyststrækningen Wiek på fastlandet. Her skulle Magnus være biskop og fyrste mod til gengæld at give afkald på sine arvekrav i hertugdømmerne. Magnus mente at kunne benytte ordensstatens almindelige opløsning til at udvide sine besiddelser på fastlandet, men russerne plyndrede i hans landområde, og svenskerne satte sig i besiddelse af Tallin og omliggende landskaber og fortsatte videre mod Riga. Russerne sad på den østlige del og Polen på resten. Den danske regering støttede ikke Magnus, men satte ham tværtimod under administration af en statholder. Forholdene i Livland skærpede i høj grad modsætningsfor­ holdet mellem Danmark og Sverige. Erik 14. var ret imponeret af sine egne bedrifter i Livland og havde samtidig alt andet end høje tanker om Danmarks militære og finansielle formåen. Han lod sit diplomati spille med musklerne ved at søge allian­ cepartnere imod Danmark hos dronning Elizabeth af England og i Hessen, begge steder i form af ægteskabstilbud. Til gen­ gæld gav netop disse forsøg sammen med den svenske op­ rustning og den aggressive fremfærd i ordensstaten næring til den danske mistro til hans hensigter. Ved påsketid 1563 hold­ tes der møder om den spændte situation. Frederik 2. gik ind Frederik 2.

309

Slaget ved Meldorf i Dit­ marsken 1559. Stik af Caspar Ens i Rerum Danicarum Frederic II, Frankfurt 1593. Meldorf blev erobret og brændt af fyrsterne i kri­ gens første fase. Efter nye voldsomme kampe sluttede krigen med indtagelsen af byen Heide i det nordlige Ditmarsken. Her blev her­ tug Adolf såret, og Frederik 2. var på et tidspunkt i livsfare. I rigsrådet var der nøgterne folk, som ikke delte den unge konges begejstring for hans person­ lige deltagelse i krigshand­ lingerne. Hvis den barnløse konge blev dræbt, ville staten komme ud i en højst usikker situation.

310

Danmark og Sverige

for krig. Rigsrådet var delt. Antagelig var mindst en tredjedel, fortrinsvis de yngre råder, på kongens side, mens de ældre råder var imod. Det lykkedes for krigstilhængerne at presse beslutninger igennem, som førte over i militære aktioner.

Syvårskrigen Det var en efter tidens forhold meget stor styrke af lejetropper, den danske regering havde samlet, da fjendtlighederne be­ gyndte i august 1563, næsten 25.000 mand. Det ville være økonomisk umuligt at holde sådan en hær i felten gennem længere tid, og meningen var da også at gentage strategien fra 1520, et hurtigt og direkte fremstød mod Stockholm. Samtidig skulle flåden, sammen med Lubeck, der som Polen sluttede sig til Danmark på grund af den svenske ekspansion og han­ delsblokade i Livland, afskære Sverige fra forsyninger til søs. Ingen af delene lykkedes. Den danske hær erobrede nok Elfsborg, Sveriges eneste direkte forbindelse mod vest, men den svenske flåde var for stærk til at udsultningen kunne gennemføres, og en dansk spærring af Øresund måtte opgives efter nederlandske og engelske protester. Til lands var hærens forsyning og finansiering en umulig opgave. Først i krigens

Peder Oxe, maleri på fløj af husaltertavle fra 1579. Den store godssamler og politi­ ker er afbildet som knælen­ de ridder. Hans stridig­ heder drejede sig mest om gods, og hans store taktiske evner udfoldede sig ikke på slagmarken, men i finansstyre og diplomati.

senere fase, da så mange tropper var afskediget, at hæren var reduceret til noget nær en fjerdedel af den oprindelige størrel­ se, lykkedes det nogenlunde at løse forsyningsproblemet. Troppernes opsætsighed, når forsyninger og sold udeblev, og befolkningens modstand mod skatter, madleverancer til hær og flåde, konfiskationer og plyndringer var konstante pro­ blemer. Kirkerne skulle igen aflevere deres sølvsager, og re­ geringen fremstillede endnu en gang underlødige mønter. Fra alle landets prædikestole måtte der oplæses et brev med kon­ gens trussel om dødsstraf, hvis man nægtede at modtage krigsmønten som betaling for varer. Bøder skulle derimod betales i „rund", dvs. fuldgod mønt. Fra slutningen af 1564 var situationen ved at blive katastrofal for den danske regering. Der var misvækst og epidemier, og krigens mest omfattende mytterier blandt lejetropperne fandt sted. Forsyningerne svigtede, så den danske hærledelse måtte henvise tropperne til selv at fouragere hos de danske bønder. Det kom til sammenstød flere steder. I Helsingborgområdet udkæmpedes en regulær træfning mellem tropperne og 300 bønder, der havde dannet militær slagorden. I flere herreder ved grænsen til Sverige havde bønderne til gengæld allerede tidligere sluttet „bondefred" med deres svenske standsfæller. Men Frederik 2. og en del af rigsrådet mente stadig, at der var militære muligheder og søgte at finde midler til krigens fortsat­ te finansiering. Ved denne tid blev Peder Oxe kaldt hjem til Danmark. Efter sin flugt i 1558 havde han slået sig ned i Lothringen, hvor Christian 2.s datter Christine var enkehertuginde og spillede en aktiv rolle under sin søns regering. Peder Oxe blev hendes betroede rådgiver, bl.a. i hendes overvejelser om et angreb på Danmark og Danmark-Norges deling mellem Sverige og Loth­ ringen. Nu blev der sat en stopper for disse fantastiske planer, og Peder Oxes talenter kunne udnyttes i den danske sags tjeneste. Han fik sine godser tilbage, blev optaget i rigsrådet og udnævntes i 1567 til rigshofmester med store forleninger. Den finansielle kraftanstrengelse under kongens ansporing bestod i en broget buket: nye skatter, herunder en adelig selvbeskatning, en generel toldreform med ensartede satser for hele landet og en ny form for Øresundstolden: oven i den eksisterende skibsafgift kom en told på lasten, der bragte provenuet op fra 45.000 daler i 1566 til 132.000 det følgende år. Der blev forhandlet med kautionister og långivere, og der blev optaget nye lån med pant i lenene. 1 1568 blev Erik 14. afsat af sine brødre og højadelen. Hans latente sindssygdom var da brudt ud. De sidste krigsår bragte

Syvårskrigen

311

Et dansk krigsskib beskyder et svensk. Kuglerne har hager, så de kan kappe i modstanderens rigning. Farvelagt tegning i Rudolf van Deventer: Bericht von Pulver und Feuerwerken, 1585, tilegnet Frederik 2. Deventer var Frederik 2.s krudt- og fyrværkerimester.

ingen afgørelse. I begyndelsen af 1570 truede Frederik 2. med at abdicere for at presse rigsrådet til nye store skatteudskriv­ ninger. Der blev holdt et stændermøde, det eneste for hele landet mellem 1536 og 1627, hvor der bevilgedes nye skatter. Men militært førte det ikke til noget. De finansielle ressourcer var udtømte. Den danske hær kunne ikke mere bringes i felten. Med udenlandsk, bl.a. kejserlig mægling nåede man frem til freden i Stettin i slutningen af 1570: begge riger afstod fra territoriale krav, og Elfsborg skulle tilbagegives til Sverige, der til gengæld skulle yde en erstatning på 150.000 daler. Sverige skulle hæve sin blokade mod Narva-handelen. Uløste strids­ punkter henvistes til senere voldgift, og de direkte dansk­ svenske forhandlinger i form af grænsemøder skulle fortsætte. Det, som bragte Sverige til at acceptere freden i en situation, hvor Danmark var ved at forbløde under den kostbare le­ jetropskrig, var et nyt russisk fremstød i Livland. Danmark kom ud af krigen uden landafståelser. Der blev endnu ikke taget et stykke af hunden, men krigen havde vist, at hunden langtfra var i stand til at æde Sverige op. Sverige fastholdt i de følgende år sine livlandske erobringer 312

Danmark og Sverige

og fortrængte i 1580'erne helt russerne fra Østersøområdet. For Danmark gjaldt det om at komme til kræfter og i øvrigt opretholde landets position i Østersøområdet. Bornholm, der var pantsat til Lubeck, blev taget tilbage i 1576. Det var før den aftalte tid, hvad Lubeck måtte finde sig i. Besiddelsen af Born­ holm, Gotland og Øsel samt en betydelig flåde var grundlaget for det danske krav om højhedsret over Østersøen, der inde­ bar retten til at spærre Øresund og fremmede flåders pligt til at indhente den danske konges tilladelse til at sejle i Østersøen. Men det forpligtede også den danske konge til at holde farvan­ det fri for sørøvere og indrette fyr. Tilsvarende gjorde Danmark-Norge krav på højhedsret over Nordhavet, hvilket Eng­ land faktisk anerkendte ved en traktat i 1583. Det var de nye staters udvidelse af suverænitetsbegrebet, der her viser sig, således som det også var kommet til udtryk i Frederik 2.s søret fra 1561, den første danske lovgivning for den voksende skibs­ fart i Østersøen. Men Danmark måtte nødtvunget dele høj­ hedsretten over dette hav med Sverige.

Konge, rigsråd og formynderstyre Lensreformer endnu en gang Syvårskrigen havde klart demonstreret de finansielle proble­ mer, der var forbundet med opretholdelsen af landets position udadtil og gennemførelsen af den nye statsmagts mange gøre­ mål indadtil. Da krigen sluttede i 1570, var gælden stor. Det var navnlig danske adelige, der havde lånt staten penge, og de fik pant i lenene som sikkerhed. Staten skyldte også mange penge til Markus Hess og Oluf Bager og andre købmænd, som havde givet kredit mod vareleverancer af korn fra lenene. Lolland og Falster var sat som sikkerhed for et krigslån hos kurfyrsten af Sachsen. Indløsningen af lenene og betalingen af den øvrige krigs­ gæld kom til at strække sig over hele resten af Frederik 2.s regeringstid. Fra 1571 til kongens død i 1588 blev der opkrævet ekstraordinære skatter til et samlet beløb på mindst 3,4 millio­ ner daler, hvoraf adelen betalte én procent. Der blev lavet en

314

Konge, rigsråd og formynderstyre

Frederik 2. s Kronborg, bygget 1574-84 for penge fra Øresundstolden. Billedet er tegnet i 1580'erne og trykt i Kbln i 1588. Til højre ses et lille stykke ringmur som rest af det gamle Krogen Slot, der nu blev revet ned. Det nye slot bevarede for en stor del Krogens grundplan, men den nye europæiske stil, renæssancen, blev gennemført i dens neder­ landske udformning i alle facader, vinduer, porte og tårne. Det store tårn havde på dette tidspunkt en over­ bygning med fire fane­ bærende gigantstatuer. Arbejdet lededes af den hollandske bygmester An­ ton van Obbergen. Slottet fremstod i 1584 som et mesterværk, hvis lige ikke fandtes i Norden, men det var også en fæstning med murbeklædte jordvolde og underjordiske kassematter, effektivt beskyttet imod fjendtligt artilleri. På bille­ det ses også toldboden, som Herluf Trolle som lensmand på Krogen havde ladet bygge i 1562.

møntreform i 1572, som fastholdt det kursniveau, hvortil møn­ ten var faldet under krigen. Devalueringen betød, at der nu gik fire mark å 16 skilling på en daler mod tidligere tre mark. Som storgodsejer havde kronen nu mulighed for at høste fordel af den økonomiske højkonjunktur. Også staten ønske­ de at gøre sig sit gods så indbringende, som den kunne. Lensreformerne blev genoptaget efter krigen, men nu delvis ad nye baner. Regnskabslenene blev reduceret til fordel for afgiftslenene, som gav stabile indtægter, mens det økonomi­ ske ansvar for driften blev lagt på lensmanden. Det kunne være en fordel for kronen i en tid med svingende konjunk­ turer. Samtidig blev hovedlenene, især de tilbageværende regnskabslen, gjort større, ved at smålen blev lagt ind under dem eller mageskiftet med gods, der lå bekvemt for sammen­ lægning med eksisterende hovedlen. Ved disse byttehandeler med adelige samlede kronen sine besiddelser og fik derved bedre muligheder for at gøre godsdriften mere rentabel. Også registreringen af lenenes afkast og kontrollen med lensmæn­ dene blev øget. I de fleste regnskabslen blev regnskabsformen ændret. Det blev fastsat, hvor mange penge og naturalier, der måtte gå til lensmanden selv og til slotsfolkenes løn og under­ hold. Kun denne sum, genanten, dvs. det opregnede, måtte trækkes fra, mens resten af lenets indtægter gik til kongen. Men de større len var stadig en fordel for den lille del af adelen, som fik lensmandsposterne, for selv om deres andel i over­ skuddet blev beskåret, var det bedre at indkassere en mindre brøkdel af overskuddet fra et stort len på mange herreder end en stor brøkdel af et len på måske kun ét herred. Gennem disse reformer og stærkt hjulpet af de gunstige, om end vekslende, konjunkturer lykkedes det efterhånden kro­ nen at øge og stabilisere sine indtægter. Ikke blot blev gælden næsten betalt, men der blev også råd til at modernisere og udvide flåden og til ombygninger af slotte og fæstninger. Kronborg var kronen på dette værk. De folk, der gennemførte dette program i nært samarbejde med kongen, var ledende medlemmer af rigsrådet, som var enige i den linie for samarbejde mellem konge og råd, som var lagt i Christian 3.s tid. Kansler Johan Friis døde i 1570 og blev afløst af Niels Kaas. Christoffer Valkendorf blev rentemester i 1574, og da Peder Oxe døde i 1575, og der ikke blev udnævnt nogen ny rigshofmester, fik Christoffer Valkendorf stor selv­ stændig indflydelse på finanssagerne. Valkendorf blev op­ taget i rigsrådet og blev tillige statholder i København, når kongen ikke var til stede i byen. Både Niels Kaas og Valkendorf havde fået deres uddannelse i Johan Friis' kancelli som hans Lensreformer endnu en gang

315

Niels Kaas var kansler fra 1570. Han var den arbejd­ somme og loyale stats­ tjener, der ikke mindst viste sine evner som diplomat over for Sverige.

Christoffer Valkendorf. Som statholder i København gennemførte han omfatten­ de forbedringer af byens vandforsyning og satte sig et synligt minde ved at lade opføre Sankt Nikolaj Kirkes tårn.

316

betroede medarbejdere. De var så at sige vokset op under den nye stat og repræsenterer en generation af adelige, for hvem der ikke var noget nyt og mærkeligt ved, at det nære samvirke med kongen var trådt i stedet for tidligere tiders voldsomme konflikter om magtfordelingen. Frederik 2.s forhold til rigsrådet blev i det hele taget bedre efter krigen. Som tidligere nævnt havde en del af råderne været imod hans krigspolitik over for Sverige, og fra krigens sidste år og frem til 1581 holdt han rigsrådets antal nede på mellem 11 og 18. De folk, han udnævnte, var hovedsagelig mænd, som havde udmærket sig under krigen. I 1581 ud­ nævnte han pludselig 13 nye råder, uden at vi kan se, hvad baggrunden egentlig var. Svagheden ved systemet, set fra rigsrådets side, var stadig, at rådet ikke var samlet hele tiden, og at det var kongen, der indkaldte til møderne. Kongen havde på forhånd en meget central placering i systemet som leder af den daglige administration og den, der i det omfang, han selv ønskede, traf kancelliets afgørelser. Det var også fortsat ham og hans nærmeste medarbejdere, der bestemte herredagenes dagsorden. Den kongelige indflydelse blev dog i nogen grad afbødet ved, at mindre grupper af rådet i kortere eller længere tid opholdt sig hos kongen, og at rigsembedsmændene altid var råder. De var på én gang kongelige embedsmænd og rigsrådets og hele adelens faste repræsentanter i regeringen. Tilsyneladende var der nu også ved at være indarbejdet en fast praksis i administration og regeringsførel­ se, som i sig selv virkede stabiliserende. Frederik 2. holdt meget til på sine jyske slotte, og en del af kancelliet og normalt også kansleren opholdt sig samme sted. Kun rentekammeret lå nu fast i København. Der var også en rentemester for det vestdanske område, men den østdanske i København var den vigtigste, bl.a. fordi han varetog flådeforvaltningen. Som for de andre rigsembeder gjaldt det, at embedsområderne ikke var klart definerede, og det var i vid udstrækning indeha­ verens dygtighed og energi, der bestemte, hvor meget embe­ det kom hl at fylde i regeringsførelsen. Det er Christoffer Valkendorf et godt eksempel på. I hans tid kom rentemesteren til at betyde næsten lige så meget som tidligere rigshofmesteren. Embedet som marsk var i modsæt­ ning til de andre rigsembeder blevet tømt for sit oprindelige indhold som militær chef af den tekniske udvikling. Professio­ nelle landsknægte med specialiserede afdelinger, først og fremmest artilleri, havde gjort det gamle adelsopbud med de pansrede ryttere forældet. De embedsmænd, der tog sig af statens finanser, var nu også blevet de vigtigste for militærvæ-

Konge, rigsråd og formynderstyre

Vestgavlen på orlogsværftets ankersmedje ved Slots­ holmens Kanal i Køben­ havn. Orlogsværftets an­ kersmedje lå ved Holmens vestlige bred som genbo til Københavns Slot. Smedjen blev opført 1562-63 under ledelse af Frederik 2.s byg­ mester Peter de Duncker. Mod vest havde den en tårnagtig udbygning, som blev forsynet med en gavl, der kunne være behagelig at se på fra slottet. Det var Københavns første bygning i den italienske renæssances ånd. 11619 blev ankersmed­ jen lavet om til kirke for Holmens folk, og Frederik 2. s fornemme gavl indgik i Holmens Kirke. Tårnet havde to fulde stokværk med vinduer også i vestgav­ len. De er i 1800-tallet blevet erstattet af de tre høje, slanke blændinger.

senet, for det, der var brug for, var penge til at betale de professionelle soldater med. Stillingen som marsk var redu­ ceret til en art æreshverv, men efterhånden med den betyd­ ning, at marsken var anerkendt som adelens talsmand over for kongemagten. I tiden efter 1570 kan vi således konstatere en ret elastisk magtbalance imellem konge og rigsråd og en stabilitet i for­ holdet mellem konge, råd og lensadministration, der skyldes

Lensreformer endnu en gang

317

gensidig samarbejdsvilje og enighed om at videreføre den linie, der var blevet lagt i Christian 3.s tid. Lov og orden skulle råde, og statens magtmidler bruges til, at herrestanden kunne styre og regere over de stænder, der var sat i verden for at arbejde og adlyde.

Den politiske graviditet Frederik 2. var i en alder af 38 år blevet gift med sin 14-årige kusine, Sophie, i 1572. Ægteskabet skulle gerne resultere i en tronfølger. Det var både kongens og rigsrådets forventning, for det var nødvendigt for dynastiets fortsættelse og den politi­ ske stabilitets bevarelse. Der var vist også folk i Frederik 2.s nærmeste omgivelser, der håbede på, at en familieforøgelse med disse perspektiver kunne lægge en dæmper på kongens undertiden noget voldsomme livsudfoldelser, ikke mindst omkring bordets mere fugtige glæder. Det var derfor ikke heldigt, at Sophie med et års mellemrum nedkom med to piger. Kongen og rigsrådet blev enige om en aftale, der gik ud på, at rådet ville vælge én af døtrenes ægtemænd til konge, hvis Frederik skulle dø uden sønner - et stærkt vidnesbyrd om i hvor høj grad højadelen havde indset, at den havde politiske og økonomiske interesser fælles med kongemagten. Men arrangementet var en nødløsning, for det kunne ikke undgå at indblande fremmede magter i tronfølger­ spørgsmålet, og det kunne også nemt blive til en svækkelse af de højadelige magthaveres position over for adelige, der gerne så centralstyrets indflydelse begrænset. Det var derfor i høj grad en politisk graviditet, da dronning Sophie i 1576 igen var med barn. Midt under graviditeten kom en bonde fra Samsø til Kalund­ borg, hvor rigsrådet var samlet for at holde herredag, og for­ langte at få kongen i tale. Bonden fortalte, at en dag han gik på sin mark ved stranden, var en havfrue steget op af vandet og havde befalet ham at drage til kongen og forkynde, at dron­ ningen skulle føde en søn, som skulle blive en stor herre blandt fyrster og konger. Men havfruen havde føjet til, at der var alt for meget synd og ondskab i kongens lande, og det skulle kongen bekæmpe, for ellers ville Gud hjemsøge hans lande med stor vrede og straf. Bonden sagde, at han først havde undslået sig, men havfruen havde befalet ham at være frimo­ dig, for han var kun Guds sendebud. Kongen opholdt sig imidlertid på Antvorskov Slot, og rigs­ råderne sendte straks bonden af sted dertil. Som ansvarlig politiker måtte kongen tage sagen yderst alvorligt. Det var ikke 318

Konge, rigsråd og formynderstyre

Sophie af Mecklenburg, malet som ung dronning. Frederik 2. var som ung stærkt forelsket i adels­ damen Anne Hardenberg, men både hans familie og højadelen ønskede et fyr­ steligt ægteskab. Valget faldt på hertugdatteren fra Mecklenburg-Schwerin, og ægteskabet blev efter alt at dømme ganske harmonisk. I sin private noterings­ kalender omtaler kongen hende som „mynt Soffye", min Sophie.

til at vide, hvilke sendebud Gud ville betjene sig af, og at havfruen havde talt til bonden, var ikke mere bemærkelses­ værdigt, end at Bileams æsel havde talt til ham, som Bibelen fortalte. Kongen lovede bonden, at han som en god kristen fyrste ville bekæmpe synden i sine lande, og han gav bonden en rundhåndet belønning. For en sikkerheds skyld lod han spådommen kontrollere hos sin svoger, kurfyrst August af Sachsen, der var kendt som ekspert i astrologisk videnskab, og i begyndelsen af 1577 forelå resultatet. Jo, dronningen ville føde en søn, men der var betydelig fare for, at han ville dø som spæd. Hvis Gud lod ham leve, ville han blive en lykkelig hersker, der ville forsvare den lutherske religion, og han ville navnlig i sine yngre år vinde både lande og folk. Bonden fra Samsø indfandt sig endnu en gang ved hoffet og erklærede, at havfruen havde vist sig for ham igen, for hun var utilfreds med den måde, kongen havde holdt sin del af aftalen på. Hun ville have indført ekstraordinære bededage og andre

Den politiske graviditet

319

Festfyrværkeri ved Christian 4. s dåb i 1577. Det er den store fjende, der her sættes ild til: paven omgivet af fire munke. Farvelagt teg­ ning i Rudolf van Deventer: Kunstbuch von allerhandt Kunsten fra 1585. I bogen beskriver Deventer teknikken bag fyrværkeriet.

kraftige foranstaltninger imod synden. Denne gang blev bon­ den imidlertid afvist, selv om han fik penge til hjemrejsen. Nu var den lykkelige begivenhed nemlig sket, og teologerne var ikke alt for begejstrede over konkurrerende eksperter i Guds vilje. Nu havde Gud vist sin nåde, og så var det ikke nødven­ digt at lytte til uautoriseret kritik fra bønder og havfruer. Den lille prins blev opkaldt efter sin farfar, Christian 3., mønsteret på en evangelisk fyrste. Året efter, i 1578, fødte Sophie endnu en søn, og i 1583 en tredje, så dynastiet var solidt sikret. På en herredag i Odense i 1580 valgte rigsrådet den nu treårige prins Christian til tronfølger. Frederik 2. lovede, at Danmark alligevel fortsat var at betragte som et frit valgrige, og at hertug Christian, som prinsen nu blev kaldt, skulle bekræfte rigsrådets og adelens privilegier, når han engang overtog sty­ ret efter sin far. Belært af historien var der ingen i rigsrådet, der ønskede at skabe usikkerhed om tronfølgen. Valget skulle sikres ved en formel anerkendelse fra stænderne ved hyldning på landstingene, og i sommeren 1584 skete det, først på Viborg Landsting. Teatret blev taget i politikkens tjeneste. Der op­ førtes et stykke af viborgpræsten Hieronymus Justesen Ranch, „Kong Salomons hyldning". Det handlede om, hvordan den gamle kong David lod sin søn Salomon salve og hylde som

320

Konge, rigsråd og formynderstyre

efterfølger for at sikre landet imod borgerkrig og oprør. Det gav en bibelsk og historisk begrundelse for det arvekongedømme, der længe havde været de danske kongers politiske mål. Kongemagten var en forlening fra Gud, og den var både guddommelig og arvelig. Men foreløbig kunne det kun rea­ liseres på teatret.

Formynderstyre

Drage fyldt med raketter til afbrænding ved festfyrvær­ keri. Tegning i samme bog, hvor folde-ud-dragen stræk­ ker sig over syv foliosider.

I 1588 døde Frederik 2. Der var folk, som mente, at det var drikkeriet, der havde lagt den 53-årige konge i graven, og det blev sagt direkte af præsten og historikeren Anders Sørensen Vedel i en ligprædiken, han holdt i Ribe Domkirke samme dag, kongen blev begravet i Roskilde: „Dersom Hans Nåde havde haft lov for fremmede fyrster og legaters og andre gode mænds daglige omgængelse til at holde sig fra den almindelige, skade­ lige drik, som nu over alverden iblandt fyrster, adel og menig­ mand alt for gængs er, da synes det for menneskelige øjne og tanker, at Hans Nåde kunne have levet mangen god dag længere." Hertug Christian var da 11 år. Efter håndfæstningen fik rigsrådet nu myndigheden over rigets fæstninger og dermed det, vi i dag ville kalde udøvelse af suveræniteten. Der var ikke på forhånd bestemt noget om, hvordan regeringen skulle føres under tronfølgerens umyndighed, og det måtte rådet nu som det første træffe bestemmelse om. Rigsrådet mødtes nogle dage efter kongens død i april på Antvorskov Slot, og den 15. april kunne de udsende et åbent brev, hvori rådet forpligtede sig til at garantere lov og orden og stændernes privilegier, at opretholde den sande religion efter Den augsburgske Trosbekendelse og sikre endrægtighed i tro­ en. Ingen diskussion om den rette lutherske tro ville blive tolereret. Den daglige regeringsførelse blev lagt i hænderne på et firemandsråd, bestående af kansler Niels Kaas, rigsadmiral Peder Munk, rentemester Christoffer Valkendorf og rigsråden Jørgen Rosenkrantz. Som kansler og erfaren politiker blev Niels Kaas regeringens centrale skikkelse. En ulempe ved arrangementet var, at Valkendorf og rigsadmiral Peder Munk ikke kunne fordrage hinanden. Munk var en af de militære veteraner, Frederik 2. havde optaget i rigsrådet efter Syv­ årskrigen, og i 1576 havde kongen udnævnt ham til admiral. Munk mente, at den nævenyttige Valkendorf i sin egenskab af statholder i København blandede sig alt for meget i flådens og Bremerholms, flådestationens, sager. Dronning Sophie blev udelukket fra deltagelse i formynderFormynderstyre

321

Christian 4., malet som ca. 6-årig af Hans Knieper. Det er det første billede af kon­ gen, vi kender. Portrættet er forlæg for billedet af prinsen på Kniepers Kron­ borgtapet (side 374).

styret. Hun fik til sit underhold udlagt krongodset på Lolland og Falster, som det var blevet bestemt, da hun giftede sig med Frederik 2., og dertil en kontant enkepension på 8000 daler om året af Øresundstolden. Forholdet mellem hende og rigsrådet var konstant dårligt, og der kom flere åbne konflikter i årenes løb. Da de to ældste prinsesser, Elisabeth og Anna, skulle giftes med henholdsvis hertug Henrik Julius af BraunschweigWolfenbuttel og kong Jakob 6. af Skotland, bevilgede rigsrådet en ekstraskat af bønder og borgere i Danmark og Norge, men det var ikke rådets mening, at alle pengene skulle gå til piger­ nes udstyr. Det mente enkedronningen derimod, og hun køb­ te ind, alene juveler for en tredjedel af skattens provenu. Her bøjede rigsrådet sig, men anderledes gik det i en ny strid, der drejede sig om forholdene i hertugdømmerne. Mens Sophie var blevet udelukket fra politisk indflydelse i 322

Konge, rigsråd og formynderstyre

Danmark, blev hun formynder for hertug Christian i begge hertugdømmer. Her arbejdede hun energisk for at skaffe Chri­ stians yngre brødre andel i den kongelige del af dem. Både rigsrådet og hertugdømmernes højadel var imod en yderligere deling, og rigsrådet fik i 1593 den tyske kejser til at erklære Christian, der nu var blevet 16 år, for myndig i hertugdømmer­ ne. Sophies modtræk var at udvirke et nyt kejserbrev, der pålagde Christian at dele med sine brødre. Regeringsråderne og ridderskabet svarede kejseren, at Slesvig var et len af Dan­ mark, og kejseren havde ingen myndighed her, og hvad Hol­ sten angik, kunne det i praksis ikke skilles fra Slesvig. Christi­ an, der i denne sag var helt på regeringsrådernes side imod sin mor, overtog derefter selv regeringen i hertugdømmerne og bekræftede stændernes privilegier. I 1594 blev Sophie af re­ geringsrådet tvunget til permanent at trække sig tilbage til sit livgeding, Lolland-Falster. Her levede hun helt til 1631, travlt optaget af at gøre sig sit gods så indbringende som muligt. Både i udenrigspolitik og i landets indre forhold fulgte re­ geringsrådet den hidtidige politiske linie. Straks efter Frederik 2. s død blev grænsefæstningerne sat i alarmberedskab, måske mest for at demonstrere rådets forsvarsvilje over for Sverige, nu Danmark reelt var uden konge. Men regeringsrådet havde brug for fred, og på en række grænsemøder i de følgende år mellem rigsråder fra Danmark og Sverige fik man løst nogle mindre stridspunkter mellem de to lande og udskudt de stør­ re. Sverige var fortsat interesseret i afspænding i forholdet til Danmark, for der var nok at se til i øst, hvor der var konflikter med Rusland og et usikkert forhold til Polen. Det var på de indre fronter, regeringsrådet fik sine største vanskeligheder.

„Der er nok os hader alligevel" Det var langtfra alle adelige, der fandt udviklingen inden for det politiske liv efter 1536 tilfredsstillende. Mange havde læn­ ge følt, at regeringens lov-og-orden-politik burde tage mere hensyn til deres privilegier og frie ret til at administrere gods og fæstebønder efter ældgamle skikke. De kunne ikke få ind i hovedet, at lensmænd og domstole skulle have lov til at blande sig i deres sager, når recessen nu engang sagde, at adelen måtte gøre sig sit gods så nyttigt, som den kunne, og det udtrykkeligt stod i både Christian 3.s og Frederik 2.s hånd­ fæstning, at kongen og hans embedsmænd aldeles intet måtte befatte sig med adelens gods og fæstebønder. Adelen og dens repræsentation, rigsrådet, burde efter deres mening danne en samlet front, når dens godsinteresser og privilegier blev an„Der er nok os hader alligevel"

323

Tre adelsdamer fra år­ hundredets sidste årtier, tilhørende hver sin genera­ tion: jomfru Sophie Rud, senere gift med Jakob Lykke til Tanderup i Vendsyssel, fru Anne Skovgaard, gift med Holger Ulfstand til Hikkebjerg, og hl højre fru Edel Hardenberg i enke­ dragt. Hun havde været gift med underadmiral Frants Bille, der faldt i et slag ved Øland i 1563.

324

tastet. „Der er nok os hader alligevel", som fru Ida Munk til Totterup sagde i denne forbindelse. Ved Frederik 2.s død fandt disse folk tiden moden til at gøre sig gældende. Mange adelige fra hele landet kom til begravel­ sen i Roskilde, og de talte sammen om andet end kongens død. De mægtige rigsråder var måske lydhøre over for deres stands­ fæller i denne situation. 71 af de adelige begravelsesgæster underskrev på „den tilstedeværende menige adels vegne" en række klagepunkter til rigsrådet. Indholdet var, at skulle den kristelige religion opretholdes, måtte adelsprivilegierne re­ spekteres bedre, og desuden var det rimeligt, at en bredere kreds af adelige fik adgang til statsembederne, især lens­ mandsposterne, som der burde være flere af ligesom i de gode gamle dage før lensreform og sammenlægninger. Nu ville de have lenene delt op i mindre enheder igen, forhøjet lensmændenes indkomster og afskediget alle udenlandske lensmænd. Blandt underskriverne var også velbjærgede adelige, der ikke stod meget tilbage for rigsråderne. Det var de udenforståendes og krænkedes oprør. De kunne, set ud fra deres synsvinkel, have god grund til at være utilfredse. I Frederik 2.s regerings­ tid havde sammenlægningerne medført, at 150 små len for­ svandt, og af de 52 hovedlen, der var i 1588, var kun 10 besat med folk uden for rigsrådsadelens snævre kreds. I sit svar var rigsrådet naturligvis enig i, at adelens privilegi­ er var hellige og ukrænkelige, men rådet stod fast på sit politi­ ske grundlag: at kriterierne for forvaltningen af adelens rettig­ heder skulle være lovgivningen og de skrevne privilegier, for

Konge, rigsråd og formynderstyre

statsmagten var fortsat det bedste instrument til at varetage godsejernes politiske og økonomiske interesser. Regeringen gav derfor ingen indrømmelser. Havde overgreb fundet sted, var det sket mod regeringens vilje, og de skulle rettes, men det måtte ske med lov og ret som hjemmel. Protesten ændrede ikke regeringens linie, heller ikke hvad angår rekrutteringen af lensmændene. Tværtimod videreførte formynderstyret refor­ merne i endnu mere centralistisk retning. Faktisk gennem­ førtes de begrænsninger i lensmændenes selvstændige magt og deres indtægter, som havde måttet opgives i 1557. Det skete gennem udstedelse af nye lensbreve til alle større lensmænd i 1593. Diskussionen om godsejernes rettigheder fortsatte. Erken­ delsen af at statsmagten var nyttig for stabilitet i samfundet på godsejernes betingelser bredte sig, og nye generationer af adelige fandt forholdene mere naturlige end deres forfædre. Men der var stadig dem, som mente, at deres lovfæstede ret til at gøre sig godset så nyttigt, som de kunne, måtte gælde i alle forhold over for bønderne og ikke kun for de økonomiske muligheder inden for lovens og sædvanens rammer. I slutLystrup i Sydsjælland er bygget i århundredets slutning af rigens kansler Eiler Grubbe. Den er blandt de første bygninger, hvor den danske udgave af ne­ derlandsk renæssance folder sig ud: symmetri, vandrette bånd og profiler og andre dekorative detaljer i kridt- eller sandsten imod en farvet mur, her røde mursten. Den har kunnet opgive forsvarsværker, ikke blot imod fjender med artilleri, men også imod oprørske bønder. Nu var forestillingen om statens monopol på voldanvendelse så grundfæstet hos de højadelige, måske især hos dem, der selv var statens tjenere, at de turde stole på, at opstande kunne bremses med statens magtmidler. Denne tanke blev efter­ hånden en selvfølge i det næste århundrede.

„Der er nok os hader alligevel"

325

Tegning i en af den lille prins Christians stilebøger. Ved siden af sin tegning har han øvet latinske ord, der begynder med m. Frederik 2. lagde stor vægt på, at hans søn fik en omhyggelig undervisning, der især skulle bibringe ham gud­ frygtighed, boglig lærdom og disciplin. Prinsen lærte både dansk, tysk og latin, men også dans, ridning og fægtning. I vinteren 1586-87 lod kongen et skib bygge på Skanderborg Sø, for at Christian kunne få praktisk undervisning i skibsbyg­ ning og sømandskab.

ningen af århundredet og navnlig i begyndelsen af 1600-tallet, da de økonomiske konjunkturer ændrede sig, vandt de i sti­ gende grad gehør for deres synspunkter hos regering og ret­ terting. Regeringsrådet havde også store interne problemer. På her­ redagen i 1590 forsøgte Peder Munk at komme sin gamle uven Valkendorf til livs ved at anklage ham for at have forsømt udrustningen af de skibe, der under Peder Munks kommando skulle bringe prinsesse Anna til hendes bryllup i Skotland. En kraftig storm tvang skibene til Norge, og her dukkede kong Jakob ganske uventet op, mens man ventede på at komme videre. Den utålmodige konge ville holde bryllup, og det måt­ te man bøje sig for. Det stod så i Oslo i november 1589, og parret tilbragte vinteren i Danmark. Peder Munks forsøg på at gøre Valkendorf ansvarlig for den mislykkede ekspedition førte ikke til noget. Det blev fastslået, at stormen skyldtes troldfolk i Edinburgh og København. I København blev 13 dømt og brændt på bålet for forbrydelsen, deriblandt en borg­ mesterfrue. Valkendorf blev imidlertid på samme herredag fældet i en anden sag. Han havde begået en rettergangsfejl ved hen­ rettelsen af en færøsk sørøver, Mogens Heinesen, der ved rådstueretten i København var dømt til døden for sørøveri og voldtægt. Statholderen havde ladet ham henrette uden at af­ vente en bebudet appel til rettertinget fra lensmanden på Bergenhus, Hans Lindenov, som hemmeligt havde været i ledtog med Heinesen om det indbringende sørøveri. Valken­ dorf har vel været bange for, at Heinesens adelige beskyttere skulle få dommen omstødt. Nu blev den kendt død og magtes­ løs, Heinesens lig blev gravet op og fik en hæderfuld be­ gravelse, mens Valkendorf måtte træde ud af formynderre­ geringen. Han blev erstattet af Hak Holgersen Ulfstand til Hikkebjerg, der samtidig blev hofmester for hertug Christian.

Kroningen 11594 døde kansler Niels Kaas. Det blev senere fortalt, at den 17-årige konge besøgte ham på dødslejet, og at den gamle kansler her gav ham gode råd, bl.a. om altid at holde flåden i god stand som landets vigtigste værn. Til afsked overrakte han kongen nøglerne til hvælvingen under Københavns Slot, hvor kronregalierne og rigets arkiv opbevaredes. Fortællingens pointe er, at Niels Kaas nu fandt tiden moden til, at Christian selv overtog styret. Det var aldrig blevet bestemt, hvornår Christian skulle er-

326

Konge, rigsråd og formynderstyre

Der udkom beretninger om Christian 4.s kroning i 1596 på flere sprog, nogle illu­ streret med detaljerede kobberstik, der viste be­ givenhederne. På dette ses nederst processionen på vej til Vor Frue Kirke og t.h. ceremonien i kirken. I mid­ ten forlader processionen kirken, og på Amagertorv rider kongen under triumf­ buen, mens en engel kroner ham endnu en gang. Møn­ ter kastes i grams til folket. T.v. springvandet med vin og en okse, der drejes på spid. I baggrunden løslades fanger i anledning af be­ givenheden.

klæres myndig i sit kongerige. Men han havde fået en op­ dragelse, der klart sporede ham ind på herskerrollen, og al­ lerede i sin stillingtagen til striden mellem regeringsrådet og hans mor om hans yngre brødres rettigheder i hertugdømmer­ ne, havde han vist sig som en lille politiker, der vogtede over sine arverettigheder. Efterhånden begyndte hans indflydelse at gøre sig mere og mere gældende. 11595 forsonede han sig med sin mor. Han lovede at sørge for sine søskende, men afviste fortsat en ny deling af hertugdømmerne. På herredagen i sommeren 1595 blev kroningen fastsat til den følgende sommer. I juni 1596 udnævnte Christian Chri­ stoffer Valkendorf til rigshofmester og Christian Friis til Borreby til kansler og medlem af rigsrådet. Den nye kansler var nevø til Johan Friis og havde ikke haft nogen tilknytning til den hidtidige regeringskreds. Peder Munk blev marsk samtidig med, at han beholdt sit embede som admiral. Hans udnævnel­ se var uden tvivl en indrømmelse til formynderregeringens folk. Samtidig med disse besættelser af rigsembederne ud­ nævntes otte nye rigsråder. En håndfæstning, identisk med Kroningen

327

Frederik 2.s, blev underskrevet i august 1596. Samme måned fandt kroningen sted i Vor Frue Kirke i København. Festlighederne var overdådige. Man havde aldrig set noget lignende i Danmark. Der var fyrstelige gæster med store føl­ ger, og de blev deltagere i et velgennemtænkt festprogram, der skulle demonstrere den nye konges ophøjede stilling som den af Gud indsatte monark og højadelens andel i monarkiet. Ved den procession fra slottet til Vor Frue Kirke, som indledte det hele, blev rigets regalier båret af rigsembedsmændene. Peder Munk bar det rigssværd, som var blevet lavet til Christi­ an 3. i 1551 (se side 223). Christian Friis bar scepteret, rigsråden Steen Brahe rigsæblet og Christoffer Valkendorf kronen, der var ny og pragtfuld og med sine allegoriske figurer udtrykte monarkiets idé. Den kirkelige handling blev ledet af Sjællands biskop Peder Winstrup. Han indledte med en latinsk tale, der som hovedtema havde, at kongen var indsat af Gud, han skal derfor regere retfærdigt og huske på, at Gud har givet fyr­ sterne del i sit eget navn ved i Den hellige Skrift at kalde dem guder. Dermed har han vist, at fyrsterne er Guds hjælpere, „der som et levende og besjælet billede af Ham på Jorden indtager Hans plads og udfører guddommelige hverv og plig­ ter". Men Christoffer Valkendorf læste håndfæstningen op som et led i ceremonien. Den indeholdt de ord, at kongen skulle „elske og fremdrage Danmarks riges råd og adel og med dem styre og regere Danmarks rige". Kongen svor så sin ed, biskoppen salvede ham, og derefter fik han overrakt regaller­ ne, symbolerne på magten og dens forpligtelser, der havde ligget på alteret. Med sværdet huggede han derpå voldsomt imod alle fire verdenshjørner for at vise sin vilje til at forsvare riget. Rigsråderne tog kronen, sådan at de alle rørte ved den, og satte den på kongens hoved. Her blev det demonstreret, at rigsrådet var kronens egentlige indehaver, og at kongen mod­ tog den af dem. Efter at der var sunget tedeum, tog kongen igen rigssværdet, og med det i højre hånd og Bibelen i venstre læste han et stykke af evangeliet. Det demonstrerede, at han havde både det verdslige og det åndelige regimente i sine hænder. Festlighederne fortsatte i flere dage med vin og en helstegt okse til københavnerne på Amagertorv, taffel på slottet, fyr­ værkeri, teater, ringridning på Amagertorv og ridderspil på Gammeltorv. De sluttede med et stort festfyrværkeri på Kron­ borg. Danmark og Norge havde fået en ny konge.

Det daglige liv Det tætte samfund Tilværelsens „private'' område var kun svagt udviklet i 1500tallet. Menneskene var aldrig alene. Der var alle de usynlige magter, som fulgte med i deres liv og blandede sig i det, et fællesskab ud over tid og rum. Og på det jordiske plan var kontrollen og afhængigheden ikke mindre. Bønderne dyrkede jorden i fællesskab, i købstæderne arbejdede man mest for hinanden og solgte til hinanden. Man festede sammen og var henvist til hinandens hjælp i nødsituationer. I alle sammen­ hænge oplevede man sig selv som en del af fællesskabet, menigheden. Et sådant samfund var afhængigt af, at den sociale harmoni støttedes af stærke sociale normer med tilhørende lav toleran­ ce over for afvigelser. Tradition og konformitet blev en del af forsvaret mod de hårde livsbetingelser. Der var tryghed ved at holde sig til den kendte erfaringsverden. Der var en tæt og direkte sammenhæng mellem éns økonomiske og sociale situ­ ation og tilhørsforholdet til husstand og fællesskabet i landsby eller købstad. Tendensen i retning af tradition og konformitet blev således sikret gennem de herskende sociale forhold, der gjorde det vanskeligt for individet at klare sig alene. Alle det kollektive livs normer blev til stadighed formidlet til børnene. Det menta­ le liv var mindre centreret omkring individet og mere omkring gruppen. Den selvkontrol, der efter meget at dømme var min­ dre udviklet dengang end senere, var i vid udstrækning erstat­ tet af den kollektive sociale kontrol. Vi har tidligere set rygtets betydning i forbindelse med trold­ domsanklagerne. Omdømmet var i det hele taget en vigtig del af den sociale kontrol. Et godt rygte forudsatte konformitet og tilpasning til de normer, der var gældende i det tætte samfund. Rygtet blev regnet for vigtigt i mange situationer. Havde en kvinde ligget sit barn ihjel, skulle nabokvinderne indkaldes til møde hos provsten sammen med forældrene for at vidne om deres adfærd. Forestillingen var, at kvinden eller ægteparret måtte have „åbnet en dør for Djævelen", som Peder Palladius sagde, og nu gjaldt det at komme efter, hvori dette bestod. Nabokvinderne skulle derfor svare på spørgsmål om, hvorvidt ægteparret bad morgen og aften, om de skændtes indbyrdes, om de gav børnene en kristen opdragelse, om de var ærlige

Det daglige liv

329

Rude fra skomagernes lavshus i Odense, dateret 1583. Maleriet i midten forestiller skomagermester Jens Pedersens værksted.

over for naboerne, når de købte og solgte, og hvordan de behandlede de ældre i familien. Regeringens og kirkens disciplinering kom således til at ligge i forlængelse af og betegnede en skærpelse af de tenden­ ser, der hørte til det traditionsbundne samfund. Enhver form for usædelighed blev nu betragtet som særligt egnet til at opvække Guds vrede imod hele folket. Her skulle der sættes ind med kirketugten, hvis yderste konsekvens var bandlys­ ningen, kirkens stærkeste lægemiddel mod synder og laster „i denne sidste tid". Allerede i nadverens sakramente lå et tugte330

Det daglige liv

middel. Den ældgamle hellige handling blev nu langt mere systematisk gjort betinget af, at man havde den rette adfærd. Præsten skulle forud forhøre nadvergæsten, om han eller hun havde den rette tro, og kontrollere at vedkommende førte et ret levned. Faldt disse prøver negativt ud, måtte han ikke nyde nadveren og blev derved offentligt stemplet som suspekt. Han skulle fryses ud af fællesskabet. „Man må ikke omgås med ham som med en broder", hed det, og kun for „den almindeli­ ge freds og roligheds skyld", måtte man overhovedet have noget med ham at gøre. Genoptagelse i fællesskabet kunne ske ved, at synderen en søndag efter prædikenen, som han skulle påhøre knælende midt i kirken, detaljeret bekendte sin synd, „hvorledes det er gået fra det første til det sidste", og lovede bod og bedring. I det omfang disse strenge regler er blevet praktiseret, har det givet kirkegangen en særlig tiltrækning, at man her kunne få detaljeret kendskab til, hvad éns naboer havde bedrevet, enten gennem præstens formaninger fra prædikestolen eller den bodfærdige synders egen beretning. Præsten havde her et mægtigt magtmiddel, men det var ikke ganske enkelt at be­ nytte, og sandsynligvis må vi også i denne sammenhæng forestille os en virkelighed, hvor øvrighedens hensigter ikke er blevet efterlevet fuldt ud. Præsten var mentalt og praktisk nært knyttet til sin menighed, og også de mere uddannede præster, der efterhånden kom, var på mange måder afhængi­ ge af et godt forhold til deres sognebørn. Offergaver var et vigtigt supplement til præstens indtægter. Bandlysningen er ikke blevet effektueret ret tit, men erstattet af en formaning i enrum, måske efterfulgt af diskrete offergaver, i hvert fald for dem, der kunne betale. Århundredet igennem fik sognepræ­ sterne pålæg om ikke at skåne nogen synder, men det indtryk står tilbage, at de ikke havde helt samme opfattelse af synd og straf som deres gejstlige og verdslige foresatte. F.eks. havde sognepræsten i Allesø på Fyn sin egen uautoriserede måde at håndtere problemerne på. I 1563 indførtes en underskrevet aftale i Allesøs landsbyvedtægt, der gik ud på, at præsten ved sammenkomsten valborgsdag, 1. maj, forærede bønderne en tønde øl på de vilkår, at „dersom vi i dette år til Valborg igen vil forliges og skikke os som kristne" skulle øllet være en gave, men ellers skulle den, der gjorde årets første klammeri, betale det. Udviklingen gik mere og mere i retning af kontrollering og overvågning af befolkningen og regulering af alle livsområder. I bestræbelserne på at styre undersåtternes tro og moral for­ søgte både Christian 3. og Frederik 2. sammen med rigsrådet

Det tætte samfund

331

Feststemning, detalje af relief på en importeret tysk stentøjskande fra 1583. Manden i midten må slippe sin dame, fordi han skal kaste op.

også at lovgive imod overdådighed i klædedragt, spisen og drikken, fester og begravelser. Helligdagene skulle overhol­ des, det blev under bødestraf forbudt at arbejde om søndagen og andre helligdage, og det blev indskærpet de verdslige øv­ righeder at overvåge, at forbuddet blev overholdt. Også ade­ len fik påbud om at lægge bånd på sig hvad angik klædedragt, smykker og pragtfulde mausoleer over de afdøde. Pernille Oxe fik i 1571 ordre til at sløjfe et efter kongens mening alt for prangende gravmæle i Frue Kirke i København over hendes nyligt afdøde mand, admiralen Otte Rud. Kongen alene skulle stråle med glans og herlighed over sine undersåtter.

Familien 11500-tallet brugte man ikke ordet familie på samme måde som i dag. Man talte om hus eller husstand, og dermed mente man en gruppe mennesker, som levede under samme tag og stod under husfaderens autoritet. Husstandene var naturligvis me­ get forskellige, men det afgørende element var, hvad vi i dag kalder kernefamilien: far, mor og et skiftende antal hjem­ meboende børn. Der kunne også høre forældre og enkelte fjernere slægtninge til samt et større eller mindre antal tjene­ stefolk. I håndværkerfamilierne hørte svende og lærlinge nor­ malt til mesterens husstand. 332

Det daglige liv

Bonde- og håndværkerfamilien var en lille produktionsen­ hed. På landet var det normalt en forudsætning for at stifte familie, at man kunne fæste en gård eller et hus, og det førte med sig, at ægteskabsalderen normalt var ret høj. Bondefami­ lien var stort set selvforsynende. Arbejdsdelingen var en nød­ vendighed og naturligt bestemt af mandens fysiske styrke og kvindens hyppige graviditeter. Begge parter havde deres vig­ tige opgaver at varetage, og ingen kunne undværes. Det var derfor afgørende, at man fik en dygtig ægtefælle, der var i stand til at tage sin del af det hårde og mangeartede arbejde. Døde ægtefællen var det nødvendigt at gifte sig snart igen. Det førte med sig, at der tit kunne være ret stor aldersforskel på ægtefællerne. For en ung mand var det en vej til tryghed at gifte sig med en ældre enke og overtage fæstegården med dens husdyr og redskaber og samtidig få en erfaren medhjælp. Når hun så døde, kunne han tage sig en ung pige, der så på samme måde kom sikkert i havn. Tilsvarende giftede en sognepræst sig tit med den afdøde præsts enke, som han i alle tilfælde var forpligtet til at forsørge. Datidens parforhold var altså for de allerfleste et arbejdsfæl­ lesskab. Det var en del af det kollektive mønster af husstand, slægt og landsby eller købstad. Samtykke fra toneangivende medlemmer af familie og slægt til trolovelse og ægteskab var nødvendigt. En kvinde skulle altid have en fars eller værges tilladelse. Parternes forudgående kendskab til hinanden var ikke en afgørende side af sagen. At blive ægtepar, de ledende i husstanden, var virkeligt noget at stræbe efter. Mange nåede det aldrig. Landevejens usle proletariat var en stadig påmin­ delse om, hvor vigtigt arbejdsfællesskabet i det etablerede ægteskab var, og hvor afgørende det var for den ugifte at høre til i husstandens relative tryghed. Så havde man i hvert fald kost og tag over hovedet, og det var dyrtidssikrede goder, hvad der var af betydning i disse tider med faldende real­ indtægter.

Synet på kvinder og mænd Man må nok spørge, hvor forelskelsen blev af i alt dette. Nu - efter ændrede vilkår for arbejde og produktion og efter ro­ mantikkens tidsalder - er vi vant til at opfatte følelsesfælles­ skabet som en dominerende side af parforholdet, og det er ikke umiddelbart tilgængeligt for os, hvordan forholdene den­ gang har været, så meget mere som vi måske har svært ved at få øje på de normer og tilvante synsmåder, der er med til at skabe de følelsesmæssige betingelser for os. Synet på kvinder og mænd

333

nr.

fcfnW/ton Q3u^fcnm vnwiffaii) I $u ^nfctcrtveifung Jrøolff §ra* W $ert Wfyin: $Wcr Kicfelbm Sragm vni» 2lntrøort ^ernt vn$ an &nfcterric$tai/vni> altø fo in oiefcm ^ik^lcin gemdt/ Ju nu$ bringen* $nb Damitcr ^nOtmwift vnt> gcfcrnt wirot/wa# Mc Xunfc vcrrøag vnt> in jr &abe/ 3ft itø ^ciftcrs Sragc

Nye moder og overdådig­ hed i klædedragt blev ikke mindst lanceret af officerer og krigsfolk i det hele taget. De lod sig ikke gå på af teologernes advarsler imod „hosedjævelen", der for­ førte folk til at gå op i mo­ der og flot tøj. Håndko­ loreret stik i Joachim Arentz: Kriegsbuch, 1578. Denne bog er kun trykt i ét eksemplar til Frederik 2., fordi dens indhold om krudt og krigsteknik var statshemmeligheder. Bogen er blevet benyttet ved Chri­ stian 4.s undervisning. Han har gjort notater i den.

Naturligvis kendte man til forelskelse og både lykkelig og ulykkelig kærlighed dengang og det i alle samfundslag. Det var et udbredt tema for fortællinger og viser, og vi kender en række signeformler, der skulle vække kærlighed. Men vi må sikkert forestille os, at følelserne ikke har været uden for­ bindelse med, at det var bestemte egenskaber, der gjorde et menneske attraktivt, og at begrebet ægteskabelig lykke har haft andre dimensioner end i dag. Den almindelige kollektive holdning har - i forhold til vores individualisme - været mere åben for følelsen af, at andre - Gud, familien, slægten - måtte være indforstået eller måske endog bedre kunne vurdere, hvad der var godt og rigtigt. Forelskelsen og kærligheden har i det hele taget haft andre betingelser end i dag. Mænd og kvinder blev opdraget til at opfatte parforholdets og ægteskabets vilkår som selvfølgelig virkelighed, og kærligheden som en følelse, der voksede frem af fællesskabet om børn og arbejde. Allerede fra små indgik næsten alle i arbejdsfællesskabets opdeling af kønnene. Små piger passede deres mindre søskende og lærte helt naturligt alle de færdigheder, en gift kone skal have. De lærte hurtigt, at deres personlige værdi - både i egne og i andres øjne - stod i nær forbindelse med deres evne til at fungere effektivt og gnidningsløst i husstanden. Hvis pigen blev gift, blev hun også knyttet til mandens slægt. Hun fik nu den respekt og anerkendelse, der fulgte med, men manden var herefter hendes overhoved, juridisk og ud fra almindelig tankegang. Dette aspekt blev kraftigt under­ streget i den officielle kirkelære. Ved århundredets slutning brugte teologen Niels Hemmingsen den samme argumenta­ tion som skriftet Sydrak et århundrede tidligere: Eva er taget af Adams side, fordi hun hverken skulle være over eller under ham. Og „heri består mands og kvindes lighed, at han er hovedet og hun er hovedet underdanig, ellers var de ulige". Lighed ville nemlig sige, at begge parter var på deres rette plads i Guds ordning. Mand og kvinde dannede i ægteskabet en helhed og enhed, hvor de begge havde deres faste plads anvist af Gud, ligesom herremand og bonde havde det i sam­ fundet. Det er i bogen Om ægteskab fra 1572, Niels Hemming­ sen forklarer dette. Bogen er en praktisk og moralsk vejled­ ning, som blev genoptrykt så sent som i 1653. Også i andre skrifter kommer han ind på disse vigtige emner. Han frem­ hæver, at enhver økonomi, altså også enhver husholdning, må deles op i dem, som befaler, og dem som adlyder; „men nu befaler ægtemanden, og hustruen adlyder, eller faderen be­ faler, og børnene adlyder, eller herren befaler, og tjeneren Synet på kvinder og mænd

335

Dette stuehus fra en trelæn­ get gård i landsbyen Vinkel nær Viborg blev i 1930 nedtaget og genopført i frilandsmuseet på Hjerl Hede. Yngre tilføjelser blev fjernet, og bygningen blev istandsat, så den nu giver et anskueligt billede af, hvor­ dan Danmarks hidtil ældste kendte bondegård så ud, da den blev bygget. Alle tøm­ merdele var forsynet med mærker, der har tjent hl nummerering af de enkelte stykker ved bygningens opførelse. Et af disse tøm­ merværker, et gotisk I, daterer bygningen til senest første halvdel af 1500-tallet.

336

Det daglige liv

adlyder". Manden skal befale over konen som sin fælle og medbærer af åget, for „det er den naturlige orden hos menne­ sker, at kvinderne skal tjene mændene. Thi naturen kræver, at den mindre tjener den større". Dette gamle tema i kirkens lære var en del af den belæring, som efter 1536 med større ihærdighed blev søgt banket ind i folks - og ikke mindst i børnenes - hoveder. Ligesom Luther havde de nye øvrigheder et skarpt blik for sammenhængen mellem orden og disciplin i familien og stabiliteten i hele samfundet. Lutherdommen understregede stærkt den kristne traditions kvindesyn. Kvinden havde et svagere sind, var let­ tere tilgængelig for Djævelens anslag, og hendes rette vir­ keplads var i hjemmet som hustru og moder under ægteman­ dens kontrol. I katolsk tid stod ved siden af dette Jomfru Maria og de kvindelige helgener som udtryk for sider af de kvindeli­ ge egenskaber og værdier, der herved fik en central plads i den officielle kirkelære. Kvinder fandt deres egne tanker og følel­ ser udtrykt inden for dens rammer. De ofte meget hand­ lekraftige kvindelige helgener bidrog til dette. I den nye kirkes lære var Jomfru Maria ikke længere personlig formidler til Gud og garant for forståelse og tilgivelse. Tilbage var et totalt patri­ arkalsk univers med en fjern og almægtig fadergud. Kun den skyldbetyngede Eva var der stadig.

Vinkelgårdens stue. Al­ koverne og møblerne er ikke bevaret fra den gamle gård, men i store træk giver det nuværende udstyr et indtryk af den stue, der var en vigtig del af rammen om gårdens skiftende fæsterfa­ miliers liv i 1500-tallet.

Cølibatet forsvandt som ideal, og ægteskabet blev frem­ hævet som en kristen pligt. Det var det sikre værn imod de syndige drifter, det trygge fællesskab i lille format, et led i det store kristne fællesskab. Ægteskabet var mandens kontrol med kvinden. Seksualkontrol blev lig med effektiv kvindekon­ trol. Peder Palladius var fuld af råd og vejledning om disse ting. En hustru skulle hellere være død end fortørne sin mand med et ord, men ægtemanden skulle leve med sin hustru som med et skrøbeligt kar og bære over med hende. Kvinden skal tænke på sit kald. Dør hun i barselsseng - „som det hænder ikke nær alle kvinder, men nogle få" - får hun større løn i himlen, end hvis hun døde på anden vis, for så dør hun i sit rette embede. Det er almindelig bekendt, at ingen kvinde kan komme til sin førlighed igen før seks eller syv uger efter en fødsel, og i mangen en barselsseng går det så hårdt til, at kvinden ligger endnu længere syg. Det skal ægtemænd tage hensyn til og „vide at holde sig udi sin hud så længe og have sin seng for sig selv". Det blev ikke ved formaningerne. Også gennem lovgivning søgte magthaverne at regulere kønsliv og ægteskab. Efter 1536 var der brug for verdslig lovgivning på området, men det var først, da der afsløredes store lokale forskelle i den måde, ægteskabsdomstolene håndterede problemerne på, at der i Synet på kvinder og mænd

337

Gud indstifter et ægteskab, og djævle gør, hvad de kan for at lægge snarer for de nygifte. De har øjensynligt mest held med sig hos kvinden, der bindes om begge ankler. Træsnit fra titelbladet i biskop Niels Palladius' oversættelse af Andreas Musculus: Imod Ecteskabs Dieffle, København 1557. Niels Palladius var bror til Peder Palladius.

En flot dame, malet i en stambog 1599. Teksten lyder: „Zeit bringt Rosen und Huren die Franzosen" - tiden bringer sygdom og luderen syfilis.

338

Det daglige liv

1582 kom en ægteskabsordinans. Den blev for en stor del til på grundlag af Niels Hemmingsens skrifter. Det havde hidtil været skik, at når aftalen om ægteskab mellem parterne var sluttet, fandt fæstningen eller trolovelsen sted, og derefter til den aftalte tid brylluppet, der var en ren verdslig fest. Morge­ nen efter brylluppet begav parret sig til kirke og blev viet af præsten foran kirkedøren. Det var ikke vielsen, men parternes egen aftale, der havde juridisk betydning og som i katolsk tid etablerede ægteskabet som et sakramente. Det var løftets, ordets, kraft, der bandt. Nu bestemte ægteskabsordinansen, at ingen trolovelse måtte ske, uden at præsten og fem vidner overværede det, og at der efter trolovelsen skulle lyses tre søndage for dem fra prædikestolen. Det blev forbudt de for­ lovede at gå i seng med hinanden, før de var „viet og gift sammen" i kirken. Overtrædelse kunne føre til udelukkelse fra nadveren og, hvis de fremturede, til bandlysning. Hemmelig trolovelse uden forældres eller værges samtykke var ugyldig, men forældrenes nægtelse af samtykke skulle have en vægtig grund, og tvungen forlovelse var ikke bindende, dersom tvan­ gen åbenbaredes før vielsen skete. Hvis den ene af et trolovet par fandt ud af, at den anden ikke var så velstående, som vedkommende havde påstået, kunne trolovelsen ikke hæves af den grund. Det kunne den derimod, hvis man opdagede, at partneren havde en farlig smitsom sygdom, der var blevet fortiet ved aftalens indgåelse. Skilsmisse efter vielsen kunne ske på grund af hor, eller hvis den ene forlod den anden i mere end tre år, samt på grund af impotens, hvis den stammede fra tiden før vielsen, og først efter at man i tre år havde set, om sagen skulle bedre sig. Hvis skaden derimod kom efter viel­ sen, skulle ægtefolkene bære den som et kors, der tilkom dem. Man kunne heller ikke få skilsmisse, hvis ægtefællen pådrog sig spedalskhed eller syfilis eller blev sindssyg. Prostitutionen, som man stort set havde affundet sig med i den katolske tid, måtte naturligvis være en torn i øjet på dem, der mente, at kønslig omgang kun kunne foregå i ægteskabet. Palladius opfordrede i kraftige vendinger de verdslige myn­ digheder til indgreb, og han gik hårdt i rette med de ugudelige byfogeder i købstæderne, der holdt hånden over luderne, og truede adelsfolk og herredsfogeder, som tog imod afgifter fra pigerne for at tillade dem at virke. Også pigernes kunder skulle Gud nok straffe. Syfilissen var en slem forskrækkelse i begyndelsen af år­ hundredet. I købstæderne førte den til lukning af badstuerne. Sammen med reformationens nye tankegange var den med til at ændre holdningen til prostitutionen, selv om denne fortsat

trivedes. I sidste halvdel af århundredet blev der gjort noget ved den fra regeringens side, især dér, hvor den florerede særlig voldsomt. Det gjaldt navnlig havnebyen Helsingør, hvor opkrævningen af Øresundstolden bragte talrige søfolk i land. 11574 fik byens øvrighed et kongebrev med besked på, at byen skulle renses for løsagtige kvinder. De skulle piskes ved byens kag og derpå udvises. Kom de igen, skulle de have begge ører skåret af, og blev de derefter antruffet i byen, skulle de puttes i en sæk og druknes. Det sidste var den straf, der var foreskrevet for ægteskabsbrydersker, uden den dog synes at være anvendt i større udstrækning. Bystyret i Helsingør tog også mere afslappet på sagen. Der blev udvist adskillige, efter at de var blevet pisket, men det forekom, at en luder, der for længst havde opfyldt betingelserne for at blive sækket og druknet, på menighedens forbøn slap endnu en gang med at blive pisket og udvist. I 1591 kom man op på at udvise ikke mindre end 22 prostituerede. Også i andre købstæder satte man i århundredets slutning langt strengere ind end tidligere. Kampagnens ofre havde ikke andre muligheder end at slutte sig til de hjemløses forhutlede skarer. Hvordan teologernes råd og syn på kønsmoral og forholdet mellem hustru og ægtemand har fungeret ude i hjemmene, og hvordan regeringens holdning har virket, er en anden sag. Som vi har set, forsvandt Jomfru Maria og helgenerne på ingen måde ud af bevidstheden, og i den almene magiske tænkning havde kvinden fortsat en central plads. Hendes arbejde i hjem­ met var knyttet meget direkte til de livsnære forhold. Hun havde ansvaret for maden, for pleje af børn og syge og menne­ sker og dyr. Hun samlede lægeurter og kendte råd mod syg­ domme og midler for frugtbarhed. Det var hende, der først lærte børnene om disse ting. Det var hendes virke, der sam­ men med husstandens almindelige, daglige funktion skabte de små pigers og drenges billede af kvindens arbejde og cen­ trale rolle. Dette billede har ikke været umiddelbart sammen­ faldende med kirkens fremstilling af den svage, underdanige og samtidig farlige skabning. Mange kvinder var ikke svagere end deres mænd. I mange hjem på land og i by har kvindens vigtige stilling sikkert i praksis givet husmoderen en autoritet og en sikkerhed, der i den normale hverdag kunne være noget i retning af ligestilling. I købstæderne ser det ud til, at når kvinder overhovedet optræder selvstændigt i det økonomiske liv, gør de det i prak­ sis stort set på lige vilkår med mændene. De kunne ikke løse borgerskab, men de kunne godt blive betegnet borgerske. Vi kan finde nogle få enker og andre enlige kvinder blandt de 340

Det daglige liv

I midten af århundredet blev ægteparret Niels Skeel og Karen Krabbe malet i Vinderslev Kirke ved Silke­ borg sammen med deres 16 anevåben. Her ses fruen til Vinderslevgård optaget af kabale eller kortspil.

større næringsdrivende i købstæderne, på linie med mor Sig­ brit i Bergen. Et eksempel er Keluf Jens Nielsens, der var virksom i Malmø i 1550'erne. Da hendes mands skomagerfor­ retning måtte ophøre, grundlagde hun en virksomhed og op­ arbejdede en fast kundekreds blandt bønderne i Malmøs op­ land. Hun købte deres overskudsproduktion og forsynede dem med salt, humle og jernsager, og jævnsides hermed solg­ te og udskænkede hun øl. I en bevaret regnskabsopgørelse har Keluf noteret på latin: „Du skal være imødekommende over for alle, hvis du vil behage de mægtige." Trods denne indsigt i erhvervslivets vilkår gik hun konkurs i 1559. Men ellers var de selvstændige kvinder i købstæderne mest småhandlende. Lavene havde særlige bestemmelser om en­ kers videreførelse af virksomheden. Fattige, hvoraf en stor del var enlige kvinder, fik lov at drive et nødtørftigt erhverv, så man undgik at forøge fattigdomsproblemerne. Afgørende for kvinders forhold i det mandsdominerede samfund var naturligvis, at alle kvinder havde normer og jura og de gængse forestillinger om, hvordan det burde være, imod sig - også i deres egen bevidsthed, dannet som den var ud fra samfundets regler og almene kvindeopfattelse. Det var en styrkelse af disse tendenser, der efterhånden blev resultatet af det stadige pres fra oven gennem prædikener og undervisning og fremhævelse af kirkens krav. I den stærke understregning af autoriteten, der var et gennemgående træk i den nye stats­ magts og kirkens bestræbelser på at styre meningsdannelsen, lå en tilskyndelse til også at styrke de patriarkalske og auto­ ritære tendenser i familien. Myndigheden tilhørte kongen, staten, husbonden, gejstligheden, læreren, familiefaderen, hver på sit niveau. Undersåtterne var befolkningen som hel­ hed, fæstebønder, menighed, elever, hustruer, børn, tyende. Det er uden tvivl også i disse forskellige sider af synet på kvinder og kvinders syn på sig selv, at vi skal søge nogle af de vigtigste årsager til, at trolddomsprocesserne især gik ud over kvinder. Det patriarkalske samfunds normer har ikke været fremmende for en harmonisk udvikling af den følelsesmæssi­ ge tilknytning til kvinder, som enhver mand oplever fra fød­ selen og gennem opvæksten. Mange kvindelige egenskaber, også sådanne som manden fandt hos sig selv, var stridende mod det rigtige og gode og regelrette og kunne let forbindes med det negative og farlige. Enhver udfoldelse af kvindelig styrke og myndighed eller viden om naturens kræfter og der­ med afvigelse fra idealbilledet af kvinden som den svagere skabning kunne forklares som udslag af omgang med farlige magter. De voksende sociale spændinger og den nye stats og Synet på kvinder og mænd

341

kirkeledelsens systematiske understregning af skylden og af seksualitetens og sanselighedens farlighed kom til at virke i samme retning. Da øvrigheden i 1617 for alvor satte ind imod både den skadevoldende og den helbredende magi, var jorden gødet.

Børn og tyende

Dette lille nålehus er formet som et svøbelsesbarn. Svø­ bet skulle beskytte barnet mod kulde og mod at kom­ me til skade ved at sparke eller sprælle. Den fuldstæn­ dige hæmmelse af det lille barns bevægelsesfrihed i den første vigtige tid i dets liv har ikke kunnet undgå at virke ind på dets psykiske udvikling. Med den almin­ deligt udbredte historiske sans i disse århundreder er også denne lille brugsgen­ stand dateret; der er ind­ graveret 1592 bagpå.

342

Det daglige liv

De allerfleste børn levede deres barndom i en husstand, deres forældres eller den, hvor de kom i tjeneste. Her blev børnene optaget direkte i de voksnes fællesskab, hvor de har haft deres særlige arbejdsopgaver. Børnene voksede fysisk og mentalt ind i fællesskabet, som derfor sikkert har været mere for­ ståeligt for de små, end i senere tider, hvor én eller begge forældre var udearbejdende i en verden, som børnene kun kunne gøre sig vage forestillinger om. Børneopdragelsen var, i hvert fald således som vi kender den fra kilderne, præget af den almindelige skelnen mellem menneskets to bestanddele, sjæl og legeme. Børnene var født med arvesynden i sig. Det nyfødte barn var prisgivet Djæve­ len, der måtte fordrives, før barnet ved dåben kunne optages i menigheden. Familiefaderens hustugt indbefattede hans ret - og pligt - til korporlig afstraffelse af alle husstandens med­ lemmer, hvad der nok er gået særlig hårdt ud over børnene. De små havde ikke mange andre muligheder end at forsøge sig med nogle af de velkendte signeformler, der kunne afværge vrede. Afstraffelserne lå i forlængelse af den almindelige op­ fattelse af korporlig vold og statsmagtens brug af legemlige straffe som lemlæstelser og piskning. I teologernes belæring var vold mod børn en selvfølge som middel til at beskytte børnene mod synden. „Den, der sparer riset, elsker ikke bar­ net", skrev Niels Hemmingsen. Også i skolerne blev klø anset for at være et nødvendigt pædagogisk middel. Med de nye krav til indlæring af katekismus og trosbekendelse og den stadige betoning af arvesynden og den fordærvede menneske­ natur gik udviklingen i retning af flere klø til børnene. De var også omfattet af den almindelige opdragelse af befolkningen til orden og lydighed imod dem, Gud havde givet autoritet at udøve. Her delte tyendet skæbne med børnene. I Luthers hustavle, trykt som en del af katekismen fra 1538, var der denne rette­ snor for karle, piger, daglejere og arbejdere: „I tjenere, vær lydige imod jeres timelige herrer med frygt og rædsel i jeres hjertes enfoldighed lige som imod Kristus. I skal tænke, at I tjener Herren og ikke mennesker." Det var en del af den

Borgerbørn. Detaljer fra altertavlen fra Rosted Kirke, se side 54.

børnelærdom, som nu blev generationers åndelige arvegods. Enhver husbond, hvor i samfundshierarkiet han befandt sig, havde de himmelske magter med sig i regeringen af sin hus­ stand. At de små tjenestedrenge og -piger rundt om i fæ­ stegårde, borgerhjem eller på herregårde helt fra begyndelsen fik denne belæring ind i hovedet, har ikke været uden virkning på de arbejdende lags selvforståelse og opfattelse af deres muligheder og pligter. Der blev opbygget mentale barrierer, som måtte overvindes, hvis man skulle stå på sin ret, når man følte sig krænket. Tjenestefolk havde i praksis meget få chan­ cer for at klare sig, hvis de ikke affandt sig med de eksisterende vilkår. Også for dem var omdømmets betydning helt afgøren­ de, især hvis de ville skifte plads eller fæste gård. For nogle var tiden som tjenestekarl eller -pige et forstadium til ægteskab. Måske blev de gift med den længstlevende af ægtefællerne på gården. Men med det stigende befolkningstal var der stadig flere, der forblev tyende hele deres liv. De kunne godt avancere i tjenesten, blive forkarl eller for pigernes ved­ kommende madmors betroede nærmeste medhjælp i en stor husholdning. Som ugifte havde de officielt ikke noget sexliv efter 1536. Men det gik ikke, som præsten prædikede, og det var ikke let at gøre noget ved det. Folk i landsbyerne opfordredes til at angive naboer, der førte et usædeligt levned. I 1580 fik præ­ sterne besked på at advare løsagtige med navns nævnelse fra prædikestolen tre søndage i træk. Det blev tilføjet, at præsten ville fortabe sit embede, hvis han så igennem fingre med nogen - måske udtryk for, at regering og bisper meget godt vidste, at der også blandt sognepræsterne var modstand imod de strenge bestemmelser. Christian 3. havde fået den idé, at løsagtigheden kunne bekæmpes ved, at man to gange om året lod nogle erfarne og pålidelige kvinder gå rundt i hjemmene i købstæderne og undersøge, om de unge piger havde mælk i brysterne. Mange piger, der jo kendte konsekvensen af at blive opdaget, fødte deres børn i dølgsmål og lagde det ved byens hospital eller kvalte det straks efter fødselen. Malkningen fandt faktisk sted i mange byer i resten af århundredet, om ikke regelmæssigt, så når der var mistanke om - eller vished for gennem fund af et barnelig - at en fødsel havde fundet sted. Gravide piger, der opdagedes, skulle forvises fra byen. De var resten af livet stemplet som skøger. Men der var, tilsyneladende både blandt bønder og borgere og adelen med, betydelig modstand imod den meget strenge kurs imod de ugiftes kønsliv. Niels Hemmingsen klagede Børn og tyende

343

over, at bønderne undskyldte sig med, at hvis de ikke affandt sig med deres tjenestefolks usædelighed, kunne de ikke få nogen til at blive i tjenesten. Der blev fortsat født en del børn uden for ægteskab, og lensadministration og godsejere kunne glæde sig over en pæn strøm af indtægter fra bøder for usæde­ lighed. Naturligvis satte den ihærdige indoktrinering efter­ hånden sine spor i den almindelige bevidsthed. Drifterne sled i enhver, og ved horkvindens udstødelse og fornedrelse fik pæne mennesker deres renhed stillet i relief. Men som i til­ fældet med trolddommen var det først da en mere konsekvent og skærpet lovgivning blev gennemtrumfet i 1617, at der kom en formelig klapjagt på almindelige krænkelser af sædelig­ heden.

Hverdagens og magtens billeder 11500-tallet spillede kunsten en anden rolle end i dag. I vor tid opfatter de fleste kunsten som noget, der ligger uden for dagligdagen, og vel også som noget, der er lettere tilgængelig for nogle sociale grupper end for andre. Ligesom religionen er kunsten blevet et særligt område, der kan afgrænses fra andre. I 1500-tallet havde selve ordet kunst en anden betydning. Det betød kundskab, dygtighed, færdighed på alle områder. For det, vi normalt forstår ved kunst, havde man intet ord. Begrebet kunst for kunstens egen skyld eksisterede ikke, selv om følelsen for skønhed og kraft naturligvis satte sig igennem ved udformningen af både jævne brugsting og billeder og bygninger. Kunsten var helt overvejende en del af den daglige livssam­ menhæng. Kunstneren var håndværker. Man havde ordet „kunstermand", som fortrinsvis synes at være brugt om folk, der udøvede de finere håndværk som glasmagere og billed­ skærere. Men f.eks. Claus Berg (jfr. side 115) blev normalt kaldt snedker eller maler. Han drev et værksted med svende og lærlinge som enhver anden håndværksmester og skaffede sig opgaver og modtog bestillinger. De mange tyske og neder­ landske navne på malere og bygmestre, vi møder i Danmark, var mestre, der på tilsvarende vis søgte afsætning for deres viden og kunnen. Konge, kirke og adel var aftagerne, men også lavene og enkelte velhavende borgere kunne deltage, om end i beskeden målestok. At helgenkulten ikke lod sig udrydde efter reformationen, og at det var frygtelig svært og tog lang tid at få fjernet de synlige fremstillinger af helgenerne fra kirkerne er et udtryk for i hvor høj grad kunsten indgik i det religiøse liv. Den blev

344

Det daglige liv

„Kristi grav" med legemsstor figur af den døde, tornekronede Kristus, ca. 1500. Det har været en stærk oplevelse, når sådan­ ne „dødekister" blev brugt ved langfredagsgudstjene­ sten. Påskemorgen var figuren fjernet og graven tom - Kristus var opstan­ den. Måske er disse kister også blevet brugt ved pas­ sionsspil. Det var først i tiden omkring 1500, at graven blev udformet med denne visuelle realisme. Denne, som er fra Kerte­ minde Kirke, nu på Natio­ nalmuseet, er en af de få, der overlevede reformatio­ nens udrensninger. En tilsvarende kiste findes stadig i Mariager Kirke, se bind 6, side 339.

dermed en del af hele samfundets liv på en måde, der kan minde om kunstens funktion hos f.eks. afrikanske folk helt op til vor tid. Også på anden vis hørte synliggøreisen sammen med livet i de sociale fællesskaber. Fordi magten i samfundet endnu i ringe grad var lagt i effektive institutioners faste rammer, var det vigtigt og naturligt for magthaverne på alle planer at gøre deres magt synlig. Overklassens standsmæssige livsstil skulle både demonstrere klassens ret til magten og æren over for borgere og bønder og udtrykke intern status og prestige. Flot modetøj, overdådige fester, billeder og præsentable boliger havde en langt mere direkte funktion end senere i retning af at skabe og opretholde overklassens position og sikre slægten gode stillinger og indbringende ægteskaber. Det var fuldt ud rationelt for den adelige, også selv om det kunne belaste øko­ nomien, undertiden til bristepunktet. Det var forgæves, at kirkens mænd og i stigende grad også kongerne århundredet

Hverdagens og magtens billeder

345

Sølvske, der har tilhørt en bondeslægt i Ågerup ved Roskilde. Den er fra 1500tallet, sikkert et dansk arbejde.

346

Det daglige liv

igennem tordnede imod den demonstrative luksus. Den nye renæssancearkitektur, som vi har mødt i en række nye her­ regårde (side 214 og 325), var et af udtrykkene for adelens modebevidsthed betinget af de eksisterende magtforhold. Ef­ terhånden som hensyn til forsvar imod oprørske bønder trådte i baggrunden blev det pragtfulde herresæde tilbage, i sig selv en direkte formulering af sin ejers position og magt. Det var ikke kun hos overklassen, kunst og kultur indgik i den daglige livssammenhæng. Selv om de allerfleste bønder havde et meget lille overskud, når afgifter og skatter var betalt, kunne de godt være i besiddelse af sølvtøj, smykker og for­ nemt dekoreret husgeråd. Der var næppe udelukkende tale om prydgenstande i en senere tids forstand. Ligesom adelen demonstrerede fæstebønder og selvejere og borgere social pre­ stige inden for deres rammer på en meget direkte måde, som virkede i retning af at fastholde den kollektive orden og den enkeltes plads inden for fællesskabets rammer. Det skete også gennem store bryllupsfester og barselsgilder og andre fester. De var ikke blot til opmuntring i det ensformige arbejdsliv, men samtidig en kollektiv formulering af livssammenhænge og den enkeltes og fællesskabets status. Med renæssancepåvirkninger sydfra nåede også et nyt bil­ ledsprog, en ny måde at gengive den synlige virkelighed på, til Danmark. Det var perspektivet, der gav billederne en anden form for realisme end tidligere. I kirkernes kalkmalerier var fremstillingen ikke bundet til det, der kunne iagttages fra en bestemt tilskuerposition. Der lå ingen matematiske regler for rum og afstand bag disse billeder. Forskel på størrelse og placering kunne udtrykke forskel i betydning, og i den virke­ lighed, der udfoldede sig på kirkernes vægge, var den ydre, synlige verden vævet sammen med den højere guddommelige virkelighed. Kalkmaleriernes mestre, de fleste af dem anony­ me for os, skildrede det, de vidste om sammenhængen i ver­ den og udtrykte samtidig sider af det menneskelige sind, der ikke kunne sættes ord og begreber på. Hvorfra de end hentede deres forbilleder, skabte de en helhed, hvor de bibelske perso­ ners og de stærke kræfters deltagelse i hverdagen var lige så virkelig som den materielle verden. Kalkmaleriernes billed­ sprog skildrede ubesværet denne oplevelse af verdens magi­ ske sammenhæng, undertiden i forbindelse med de sociale magtforhold eller psykologiske og seksuelle realiteter. Ved siden af denne måde at skildre virkeligheden på træng­ te det perspektivistiske billedsprog efterhånden frem. Det var gået sin sejrsgang fra de italienske bystater ud over store dele af Europa i løbet af 1400-tallet og var blevet den naturlige og

Den adelige familie. Epita­ fium i Vittskovle Kirke i Skåne over Henrik Brahe, der døde i 1587, og hans hustru Lene Thott. Bag den knælende familie ses en katekisme-altertavle, hvor billederne delvis er erstattet af bibelcitater. Det var en type, de lutherske teologer yndede til erstatning af de „papistiske" altertavler, og den har uden tvivl virket i retning af at understrege den nye tros karakter af bogreligion. Men katekismetavler blev aldrig popu­ lære i befolkningen. Billedet af den knælende familie er præget af den voksende interesse for perspektivet, selv om maleren ikke helt har tilegnet sig dets regler.

selvfølgelige udtryksform i de store tyske og nederlandske værksteder. Herfra kom det til Danmark med udenlandske malere og tegnere og med illustrerede bøger, trykt i udlandet. At der var tale om et udtryk for en helt ny virkelighedsop­ fattelse med rødder i en kompliceret proces af økonomiske, sociale og bevidsthedsmæssige ændringer i de store byer i de højt udviklede dele af Europa, stod næppe nogen klart. Som man kan se på en del af billederne i denne bog, satte det nye billedsprog med dets forsøg på at skabe illusion af rum og dybde sit præg på mange billeder, også dem der fremstillede religiøse motiver. Perspektivet, der skildrer rummet ud fra den enkeltes, individets, position, og i den forstand kan siges at udtrykke den kommende tids mere individualistiske men­ neskeopfattelse i modsætning til den gamle kollektive, havde fremtiden for sig. Det slog igennem i 1600-tallet. Det perspektivistiske billedsprogs regler blev grundlæggende i den europæ­ iske billedtradition helt til det anfægtedes i slutningen af 1800tallet og sprængtes med kubismen i begyndelsen af 1900-tallet. Trykkekunsten og træsnittet gjorde det muligt at fremstille billige billeder i store oplag, og disse muligheder blev udnyttet af de stridende grupper i de urolige år i 1520'rne og 30'rne.

Hverdagens og magtens billeder

347

Dette fornemme skab er udført i 1563 af den vestjy­ ske håndværker Bertil Sned­ ker. Det har muligvis tilhørt velhavende bønder. Det var et indbygget skab, så kun forsiden er udsmykket. Fyldningernes foldeværk er et udtryk for de lokale håndværkeres seje fast­ holden ved den gamle gotik, men kombineret med træk fra den nye stil, renæs­ sancen, her bl.a. de balustreformede søjler. Det er en blandingsstil, der især er karakteristisk for Ribeegnens kister og skabe. Dette skab stod hl 1905 på en gård på Rømø.

Hvor overklassens kunst i løbet af århundredet bevægede sig imod individuelle skildringer - portrættet, familiebilledet fastholdt de folkelige træsnit for en stor del det ældre sym­ bolske billedsprog. For det meste var menneskene her stadig anonyme. De var repræsentanter for en stand, karakteriseret ved klædedragt, redskaber eller arbejdssituationer. Som på kalkmalerierne kunne overnaturlige kræfter stadig optræde i jordiske sammenhænge.

Samfærdsel Forbindelsen mellem de mange lokalsamfund foregik ad de veje, som færdselen selv i århundredernes løb havde dannet i sammenhæng med landets bebyggelse. Vejenes forløb lå ikke absolut fast. Trafikken mellem købstæderne kunne nogle ste­ der vælge mellem forskellige systemer af de gamle veje mellem landsbyerne, og lokalt kunne vejforløbet mellem to landsbyer også skifte. Hjulsporet var identisk med vejen, men mange

348

Det daglige liv

Tidens absolut vigtigste transportmiddel var den lille bondevogn, som ses på denne farvelagte tegning i Jakob Ulfeldts jordebog fra 1588. Vognen var meget lille. Et læs kunne bestå af 100 mursten eller en til to tønder korn. Det var med sådanne vogne, bønderne besørgede de mange kørs­ ler, ægter, for kronen og adelen, hvorved hoved­ parten af samfundets trans­ portbehov blev dækket. Skudesejlads klarede en anden væsentlig del. Også til persontransport blev disse vogne brugt. Én eller to personer kunne hyre en bonde til en rejse med hans vogn, hvis de ikke selv havde køretøj.

steder således, at hjulspor blev lagt ved siden af hjulspor, efterhånden som de blev for dybe og undertiden stod fulde af vand og mudder. Før industrialiseringen og byernes vækst stod grundvandet betydeligt højere end nu. Lavere områder var konstant fugtige eller oversvømmede. Manglende oprens­ ninger og udretning af vandløb bevirkede, at arealerne selv langs små vandløb kunne blive til brede, sumpede strøg, som skabte stort besvær for færdselen og undertiden medførte, at man måtte passere forskellige steder. Det var først og fremmest bønderne, der baksede med disse problemer. Så at sige hele varetransporten besørgedes af bøn­ derne som kørselshoveri, suppleret med skude- og pramsej­ lads, hvor det kunne lade sig gøre. Det var kørsel med land­ brugsproduktionen, brænde til slotte og herregårde, forsy­ ninger til hær og flåde, sten til ballast i skibene, byggemateria­ ler til fæstninger, slotte og herregårde, post for herskab og administrationen og meget andet. Enhver dansk bonde var også transportarbejder. 11500-tallet blev vogne stadig mere almindelige til personbe­ fordring, mens man tidligere normalt red, bortset fra syge og gamle. Denne nye og voksende trafik passede ikke til de ynke­ lige jordveje og farlige vadesteder, som skabte vældige pro­ blemer for datidens uaffjedrede og tunge vogne. Der blev sat stærkere ind for at gennemtvinge bøndernes vedligeholdelse af vejene og bygning af nye broer. Efterhånden afløstes de fleste vadesteder af broer, i hvert fald på de mest trafikerede ruter. Det var træbroer, som bønderne var i stand til at bygge. Brobyggeriet og også oprettelsen af flere kroer virkede i ret­ ning af at fastholde bestemte strøg af landeveje som hovedveje mellem købstæderne. Nogle af de nye broer blev forlenet eller fæstet til private, som også skulle holde dem ved lige imod at modtage brokorn, en afgift fra sognets bønder. Ellers påhvile­ de vedligeholdelsen af broerne bønderne i de områder, der skønnedes at benytte dem mest, især til arbejdskørsel for deres herskab. En nydannelse i vej administrationen var, at lensmændene hvert år skulle inspicere vejene og sørge for, at skader blev udbedret. Det havde Christian 2. med i sine love, og Christian 3. gentog det, men som meget andet lod den praktiske gen­ nemførelse meget tilbage at ønske. Der var konstant klager over vejene, og det kunne forekomme, at broer forfaldt og var ubrugelige i mange år, så man igen måtte ty til vadestederne. I den sidste halvdel af århundredet forsøgte regeringen at gennemføre et endnu mere ambitiøst program. Den var selv gået over til at benytte større transportvogne end de meget

Samfærdsel

349

Karmen eller fruevognen var befordringsmiddel for fine damer. Billedet er fra en stambog omkring 1573. Det er folkevisernes „hængende", dvs. omhængte, lukkede karm. 1500-tallets nye op­ findelse var den meget lettere kuskvogn, der først blev konstrueret i byen Koes i Ungarn. Byen gav navn hl vognen, der igen gav navn hl dens fører. Det raffinerede ved denne lette rejsevogn med kale­ che var, at vognkassen i nogle tilfælde var ophængt i remme eller kæder fastgjort til en trækonstruktion, som stod på vognens bund. Det kunne lette de værste stød under kørselen. Først kongerne og efterhånden også adelen fik sådanne „svævende" vogne i løbet af århundredet.

små bondevogne, især til militærets transporter. Nu var pro­ blemet, at vejene, identiske med hjulsporene, ikke passede til de nye, bredere vogne. Det blev derfor påbudt alle, der havde vogne, at gøre dem bredere, således at alle vogne kunne slide de samme hjulspor, og „vejene siden kan blive desto bedre". Århundredet ud og i hele Christian 4.s regeringstid kom der en stadig strøm af kongebreve med indskærpelser og trusler om straf, hvad der både viser regeringens ihærdighed i sagen og befolkningens træghed over for disse nymodens påfund. 350

Det daglige liv

Kolding i Frederik 2.s tid. Den lukkede kongevej med vindebro ses til højre. Pro­ spekt trykt i Kbln i 1598.

Men regeringen - eller i hvert fald kongerne - havde endnu mere fantastiske planer, som faktisk blev gennemført. Det var stadig almindeligt, at kongerne rejste meget rundt og opholdt sig på forskellige slotte og gårde i længere eller kortere tid. De havde rig lejlighed til at gøre erfaringer med de miserable veje. Det var på denne baggrund, Frederik 2. fik den idé at lade anlægge et system af nye, gode veje, helt forbeholdt med­ lemmerne af den kongelige familie og enkelte gesandter og andre, der skulle vederfares en særlig ære. Bortset fra en enkelt strækning, Haderslevhus-Koldinghus-Jelling, lå de alle på Sjælland. Kongevejene var afspærret med porte eller bomme på de steder, hvor de krydsede alfarvej. Det var alligevel svært for kongerne at få deres gode veje for sig selv. Kampen mod den illegale trafik, som ved hjælp af falske nøgler eller ved at bryde låsene op skaffede sig adgang til de gode veje, stod på, helt til kongevejene fra slutningen af 1600-tallet begyndte at blive givet fri til offentlig færdsel. Der eksisterede altså på Sjælland to adskilte vejsystemer. Tilsvarende forekom ikke i noget andet land. Denne fantasti-

Samfærdsel

351

Kongevejene og nogle af de vigtigste offentlige veje på Sjælland. Under Frederik 2. anlagdes de første konge­ veje: København-Frederiksborg-Kronborg, RingstedAntvorskov og HaderslevKolding-Jelling. Christian 4. fortsatte med strækningerne Antvorskov-Korsør, Roskilde-Haraldsted-Ringsted og København-Roskilde. Systemet udbyggedes med en række forbindelses- og sideveje til nye lystgårde og slotte, især i Nordsjælland.

ske manifestation af kongemagten var et godt udtryk for de høje tanker, Frederik 2. havde om sin position. Den fulde konsekvens af statsmagtens centralisering omkring konge og hof i residensbyen København gjorde senere de fleste af kon­ gevejene overflødige, men de betegner et radikalt brud med tilvante forestillinger om vejene som noget selvgroet. Her blev skabt et vejsystem ud fra central planlægning og med en linieføring direkte mellem endemålene, med kunstigt anlagte vejbaner bestående af et bundlag af sten med sand ovenpå, der skulle afbøde de værste stød, med dæmninger, grøfter, vejtræ­ er og milepæle - alt sammen noget, som først langt senere blev gennemført på det offentlige vejnet. Det var forbedrede ud­ gaver af Frederik 2. s og Christian 4. s kongeveje, der ved vejre­ formerne fra slutningen af 1700-tallet under ledelse af franske ingeniører bredte sig ud over hele landet som nye, moderne hovedveje.

Humanismen Bibelhumanismen Vi har i det foregående mødt holdninger og tendenser, der rummede forskellige grader af tro på, at menneskenaturen trods arvesynd og død havde muligheder i retning af det gode, og at mennesket aktivt kunne forme sin tilværelse. Denne tillid til menneskets egne muligheder var en underliggende forud­ sætning for den almene magiske tænkning med dens fore­ stillinger om, at man med viden og handling kunne indvirke på naturens kræfter og magter. Vi har også set den i bønders og borgeres politiske kampe, der var udtryk for holdninger, som bestemt ikke var forenelige med tanken om den absolutte underordning under de af Gud indsatte øvrigheder og kirkens officielle monopol på at definere det rette og sande. Disse brydninger mellem forskellige menneskeopfattelser har vi også mødt hos de lærde. Vi har set dem i den bibel­ humanistiske reformationstype, som prædikanterne stod for før 1536. Modsætningen mellem forskellige menneskeopfattel­ ser var et karakteristisk træk ved 1500-tallet, og undertiden forekom den hos det enkelte menneske som en brydning mellem modstridende tanker og følelser. Lad os vende tilbage til Christiern Pedersen fra århundre­ dets begyndelse som eksempel på disse tendenser. Vi har mødt ham som forfatter, oversætter og bogtrykker og som politisk engageret på Christian 2.s side. Han var livet igennem optaget af at oplyse folk på dansk og gøre svære Ung til­ gængelige for mange. Under et studieophold i Paris fra 1509 til 1517 lavede han en latinsk-dansk ordbog, den første af slagsen. Fra hans katolske tid stammer også en bog om messen, der forklarede lægfolk betydningen af samspillet mellem præstens ord og handlinger. I Jærtegnspostillen fra 1515 fortsatte han en humanistisk tradition i kirken, som i modsætning til den lær­ de, skolastiske bibeludlægning lagde vægt på at forklare læg­ folk de bibelske tekster. Hans optagethed af historie gav sig bl.a. udslag i, at han i 1514 udgav Saxos Danmarkskrønike og arbejdede på en nu tabt oversættelse og fortsættelse af den. Saxo-udgaven er baseret på et komplet håndskrift af den store middelalderhistorikers værk. Det og andre håndskrifter bort­ set fra brudstykker er senere forsvundet, så Christiern Peder­ sens udgave er nu den eneste fuldstændige tekstkilde til Saxo. Da Christiern Pedersen blev lutheraner, øvede han selv­

Humanismen

353

kritik og tog afstand fra sine katolske lægmandsskrifter. Han bekender den vildfarelse, han havde været i, at man skulle „fortjene himmerige med sine egne gode gerninger". Da han under Frederik 1. fik tilladelse til at nedsætte sig som bog­ trykker og forlægger i Malmø, fortsatte han sine folkeoplysende udgivelser. Han udsendte den første trykte lægebog på dansk (1533) efter tyske og latinske forbilleder, selv om han måske nok på det teoretiske plan ville hævde den teologiske opfattelse, at sygdom var Guds straf, hvor kun anger og bod hjalp. Ellers var det for en stor del populære historiske skrifter, han arbejdede med. Han udgav krøniken om Karl den Store og hans kamp mod de vantro og Kong Olger Danskes Krønike. Det var for Christiern Pedersen som for andre i tiden historiske værker. Holger Danske blev opfattet som en historisk person. I fortalen til krøniken om Holger Danske forsvarer Christiern Pedersen sig imod kritik fra dem, der mente, at man skulle pynte på historien af hensyn til den rette tro. Kritikken gik ud på, at krønikerne var fulde af ting, som ikke stemte med kirkens lære. Hertil siger Christiern Pedersen, at når man skriver historie, må man tage det hele med, som det er gået til, hvad enten det er ondt eller godt, „thi sandhed er den første regel" i historieskrivning. Derimod kan han godt være kritisk over for kilderne, som når han til meddelelsen om, at Holger Danske på dommedag skal komme tilbage og kæmpe imod Antikrist, bemærker, at det ikke er troligt, eftersom der ikke står noget om det i Bibelen. Christiern Pedersen har ikke mindst haft betydning for det danske skriftsprogs udvikling. Han bragte større konsekvens i stavemåden og gjorde meget ud af sproget, „særdeles for unge folks skyld, piger eller drenge, som gerne vil lære at læse og skrive ret dansk og stave hende tilbørlig, som hende bør at staves og skrives".

Danmarkshistorien Med den almindelige interesse for oldtiden og de antikke forfattere blev historieskrivningen draget ind i udenrigspoli­ tikken, der var forbundet med historien i spørgsmålet om rigets gamle ret, kongeslægtens ære og den nationale bevidst­ hed. Svenskerne frembragte et par latinske værker, der HI overmål demonstrerede for udlandet, at Sveriges historie fra Noas sønnesøn til Gustav Vasa var forløbet således, at Sverige klart måtte være Nordens førende magt. Flere i den danske regering og ikke mindst kansler Johan Friis følte stærkt, at der måtte Hndes en mand, som kunne give Sverige svar på Hltale.

354

Humanismen

Anders Sørensen Vedel, malet af Tobias Gemperle i 1578. Vedel rejste rundt i landet og samlede materiale til sine historiske værker. Som mange adelsdamer og hoffolk samlede han folke­ viser. Vi ved ikke, hvor langt han nåede med sin danmarkshistorie, for hans manuskripter gik til grunde ved Universitetsbibliotekets brand i 1728.

En mulighed var Hans Svaning, der havde studeret mange år i Wittenberg, og var blevet varmt anbefalet af Melanchthon til Christian 3. som egnet til at skrive den danske reformations historie. Nu gav han sig i stedet for i lag med at skrive den nationale historie. Et gensvar på de værste svenske angreb blev færdigt i 1561 og sendt ud i verden under en afdød pro­ fessors navn, så det så mere neutralt ud. Den latinske fortsæt­ telse af Saxo, som Svaning på opfordring af Johan Friis arbej­ dede på, tog derimod frygtelig lang tid for den grundige mand. Og der var andre, som havde mod på opgaven. Anders Sørensen Vedel havde som ung rejst som hovmester for den fire år yngre Tyge Brahe, bl.a. hl universitetet i Leipzig, og tog senere selv til Wittenberg. Efter hjemkomsten blev han prædikant på Københavns Slot, hvor Johan Friis, Peder Oxe, Arild Huitfeldt og andre historisk interesserede embeds- og adelsmænd talte meget om behovet for en national historie­ skrivning. Vedel lod sig inspirere, først til en oversættelse af Saxo, der udkom 1575 og blev genudgivet flere gange, senest i 1800-tallet. En fortsættelse af Saxo eller snarere en helt ny danmarkshistorie var målet, også for Vedel. 1578 forelagde han kansler Niels Kaas sin betænkning om sagen i et forsøg på at få opgaven overdraget officielt. Han opnåede kun en accept af, at han gik i gang med at skrive om danske kongers be­ drifter. Hans Svaning fik ordre til at aflevere sit indsamlede materiale og sit manuskript til Niels Kaas. Rigsrådets og senere universitetets censur gik Svaning imod, og hans arbejde blev henlagt, men Vedel fik adgang til hans samlinger. 11581 bosatte Vedel sig i Ribe. Der kom i de følgende år en række bøger fra hans hånd, dels om historiske emner, dels af opbyggelig art, for hans humanistiske tankegang var - ikke uden anfægtelser - uløseligt forbundet med hans lutherske tro. Han synes at have opfattet historien meget bredt, også omfattende det, vi i dag kalder kulturhistorie, men med vægt på den moralske belæring, der lå i at genkalde fortidens be­ drifter på godt og ondt og minde om gamle dages enkle sæder og skikke. Et hovedværk blev en udgave af 100 folkeviser, der udkom i 1591. Bogen fik vældig udbredelse i talrige optryk i det følgende århundrede. En danmarkshistorie fik han ikke skrevet. Projektet var lagt urealistisk stort an. 11594 havde regeringen måske også følt, at til en latinsk danmarkshistorie med hovedvægten på den nye­ ste tids politiske historie var Vedel ikke manden. Han blev tvunget til at overdrage sine samlinger og manuskripter til den nye mand, der nu var udset til opgaven, diplomaten, juristen og filologen Niels Krag. Han fik som den første regulær be-

Danmarkshistorien

355

Historikeren og rigsem­ bedsmanden Arild Huitfeldt, kobberstik af Albert Haelwegh, udført i 1652. Det var ikke noget særsyn, at en højadelig interessere­ de sig for historie. Inter­ essen for fortiden var et almindeligt træk ved renæs­ sancens kultur, der blev bestyrket ved de unge adeliges rejser i udlandet. Det var derimod eneståen­ de, at Huitfeldt fik skrevet den første store danmarks­ historie siden Saxo.

356

Humanismen

stalling som kongelig historiograf. Klog af skade satte regerin­ gen nu en frist på seks år. Krag skulle begynde med Christian 3. s og Frederik 2. s historie og derefter fortsætte bagud til kong Frode. Han samlede energisk materiale, men arbejdet blev forstyrret af diplomatiske sendelser, og ved hans tidlige død i 1602 var kun et lille stykke færdigt, nemlig Christian 3.s histo­ rie til 1550. Det blev som de andre historikeres arbejder henlagt og først udgivet i 1737. Der kom altså ikke en latinsk danmarkshistorie ud af de mange anstrengelser. Til gengæld kom der en på dansk. Den skyldes den højadelige rigsråd og rigens kansler Arild Huit­ feldt. Han gav sig i lag med opgaven efter, at regeringen havde tilkendegivet over for Vedel, at den ikke længere følte sig forpligtet af aftaler med ham. Det var ikke Huitfeldts hensigt at gå Niels Krag i bedene, men tværtimod at berede vejen for den store latinske historie, man ventede på. Fra 1595 til 1604 kom 10 kvartbind, der spændte fra kong Dan til Christian 3., en impo­ nerende arbejdsindsats af en mand, der havde både lensad­ ministration og regeringssager at passe ved siden af. Han har kunnet benytte forgængernes samlinger og forsøg, men dertil kom, at han havde adgang til kopibøger og officielle dokumen­ ter fra de kongelige arkiver, som han citerer eller refererer. Mange af de originale dokumenter er nu gået tabt og kendes kun fra Huitfeldts krønike. For Huitfeldt var historie den politiske historie, og her var han kyndig. Politisk dømmekraft var efter hans mening en betingelse for at skrive historie. Det gjaldt om at forstå årsager­ ne til det, der var sket, og at uddrage den rette lære deraf. Hans bøger har karakter af „fyrstespejl", hvor den unge Christian 4. og andre kunne lære, hvordan historien bekræftede det rigtige i den ordning, der blev indført i 1536. Huitfeldt begyndte som de andre sin danmarkshistorie med Christian 3.s tid. Hoved­ sagen for ham var, at da Christian 3. ved Guds forsyn var blevet herre i sine riger, havde han indset, at der ikke kunne blive enighed i landet, når folket var splittet i forskellige reli­ gioner, og derfor havde han straks ved sin regerings begyndel­ se fængslet de verdslige bisper. Det gjorde han, fordi han „elskede og var tilhænger af den bedste part". Oprøret af borgere, bønder og adel derimod „blev besmykket med et skin at skulle være sket for den rette religions skyld". Rigsrådets splittelse og medskyld i, at der ikke fandt noget kongevalg sted i 1533, træder helt i baggrunden. Det blev ikke pinligt tydeligt, at anklagen for ikke at vælge nogen konge måtte gælde næsten hele rigsrådet. Af Christian 2.s historie „har den gunstige læser at se og forfare, at Rigens råd udi Danmark og Sverige

har haft årsag nok at sætte dem imod kong Christians vold, magt og tyranni", mens Frederik l.s minde „bør helligt og uglemt at være hos os og vore efterkommere", fordi han gav adelen hals- og håndsret over dens bønder. Således vurderer Huitfeldt historien ud fra sin samtids og sin klasses holdninger. I hans danmarkskrønike har hans standsfæller genfundet deres egen tankeverden, og som ene­ ste eksisterende fremstilling af dansk historie i den nærmest foregående tid har den haft en magtfuld stilling som autoritet angående baggrund og forudsætninger for de eksisterende forhold. Midt i 1600-tallet var værket blevet sjældent og dyrt, og en ny udgave i to foliobind så dagens lys. For historisk interesserede i alle lag og for unge, der gerne ville blive til noget, blev Huitfeldts danmarkshistorie i lang tid en vigtig del af den åndelige bagage, landets historie sådan som den nu engang var sket.

Niels Hemmingsen Frederik 2. vogtede som sin far enheden i tro og lære med stor nidkærhed. Enhver diskussion om troen eller ceremonierne kunne kun forstyrre roen og „forvirre sognepræsterne". Men problemet var, at nogle af de gamle modsætninger i middelalderens kirkelære fortsat gjorde sig gældende i luther­ dommen. Luther havde kraftigt fremhævet det skarpe skel mellem lov og evangelium, mellem det menneskelige og det guddommelige. Melanchthon, hans medarbejder og efterføl­ ger som ledende teolog i Wittenberg, betonede derimod men­ neskets muligheder ved fornuftens hjælp. Der var for ham en sammenhængende linie imellem, hvad mennesket kan indse og gøre ved fornuftens hjælp, og det der hører til livet som kristen. Melanchthon og hans meningsfæller kunne henvise til Paulus' ord i Romerbrevet om, at alle mennesker, også hedningene, har fået Loven skrevet i deres hjerter, så de af naturen gør det rette. Desuden nærmede Melanchthon sig Calvins nadveropfattelse. Franskmanden Jean Calvin, én af de betydeligste reforma­ toriske teologer ved siden af Luther, måtte flygte fra sit katol­ ske fødeland og slog sig i 1536 ned i Genéve. Her fik han i løbet af 20 år gennemført et præstestyre, hvor kirketugten bestemte alle sider af borgernes liv. Calvin fremhævede som Luther Bibelen som eneste autoritet og sig selv som dens fortolker. For Calvin kom tanken om Guds almagt i forhold til det syndige og afmægtige menneske stærkt til udtryk i Bibelens tale om Guds forudbestemmelse - at Gud før verdens skabelse har forudbe­ Niels Hemmingsen

357

stemt hvert enkelt menneske til frelse eller fortabelse. Mens denne tanke ikke fik nogen fremtrædende plads i Luthers lære, blev den et hovedpunkt hos Calvin. Også i opfattelsen af nadveren var der stor forskel. Luther hævdede, at Kristi lege­ me og blod var fysisk til stede i nadverelementerne samtidig med, at de beholdt deres natur. Calvin så Kristi tilstedeværelse i brødet og vinen som åndelig. Calvinismen førte hl langvarige borgerkrige i Frankrig. I Nederlandene, Skotland og England fik den varig indflydelse. Den hørte hl de farlige tanker, som den danske konges undersåtter måtte beskyttes imod. Efter Luthers død i 1546 forsøgte Melanchthon at manøvrere imellem Luther, Calvin og Erasmus, og hans autoritet holdt teologerne nogenlunde sammen. Men da han selv var død i 1560, blev stridighederne voldsomme. De tyske protestantiske fyrster ville have ro i deres kirker. 11580 fik de gennemtrumfet en konkordiebog, et bekendelsesskrift, som de ortodokse lu­ theranere havde samlet sig om, og som afviste både katolicis­ me, calvinisme og filippisme, dvs. Filip Melanchthons lære. Danmark undgik ikke sin part af disse besværligheder. Det var fra sin svoger, kurfyrsten af Sachsen, Frederik 2. fik at vide, at der var noget galt i den danske kirke. Den inter­ nationalt kendte teolog og professor Niels Hemmingsen, hav­ de mel i sin teologiske pose, som ikke var rent. Kurfyrsten havde opdaget, at hans egne teologer i Wittenberg og andre steder havde lanceret en nadverlære, der lignede Calvins. Det gik naturligvis ikke, og de sad nu i fængsel, men under for­ hørene havde de undskyldt sig med, at den store Niels Hem­ mingsen lærte det samme. Kongen lod Peder Oxe holde en dundertale til professorerne og de københavnske præster, og Niels Hemmingsen måtte efter lange og vanskelige forhand­ linger tilbagekalde de anstødelige passager, han havde skre­ vet. Kurfyrsten var ikke tilfreds med det, og i 1579 tog Frederik 2. sig endelig sammen hl at suspendere Hemmingsen, som kongen øjensynlig ikke var uden sympati for. Hemmingsen kom aldrig tilbage til universitetet. Han levede sine sidste år i Roskilde, stadig højt anset, også i udlandet. Mange danske teologer og præster har været påvirket af filippismen, men de holdt mund med det. At regeringen ikke ville have rokket en tøddel ved tradihonen fra Christian 3.s tid demonstrerede den ved at afvise den nye tyske konkordiebog. Frederik 2. fik den tilsendt i to eksemplarer fra sin søster i Sachsen. Dem smed han på „en god skorstensild". Det gjorde andre klogt i at lære af. Niels Hemmingsen har udtalt sig om mange ting i sine talrige skrifter, bl.a. om rentetagning og ægteskab, som vi har 358

Humanismen

Niels Hemmingsen, træsnit fra 1566 i den tyske over­ sættelse af hans latinske vejledning for præster, Pastor fra 1562. Han har Bibelen opslået på Guds formaning om at følge Moseloven. Billederne på væggen forestiller den utro og den gode hyrde.

set, og om trolddom, hvor han hørte til dem, der pressede på for at få den verdslige øvrighed til at gøre mere ved sagen. Han ville have en kraftig lovgivning både imod den skadevoldende og den helbredende magi og spåning. Heri adskilte han sig ikke fra de ortodokse lutheranere. Når Niels Hemmingsen skal nævnes blandt humanisterne, er det især på grund af hans interesse for det samfundsetiske og menneskets medfødte muligheder. Her var han én af forløberne for de diskussioner om den naturlige ret, som kom til at stå på i de følgende år­ hundreder. Som hos læremesteren Melanchthon var udgangspunktet den lov, som alle mennesker ifølge Paulus havde skrevet i hjertet. Når vi alle har en kim af den guddommelige fornuft i os, må vi også være i stand til at finde frem til gode og rette love for samfundet. Hemmingsen ville undersøge, „hvor langt for­ nuften kan nå uden det profetiske og apostoliske ord" i klar­ læggelsen af de moralske principper, som var mennesket med­ født. Kun det er sand lov, som har sin faste og nødvendige grund alene i menneskets natur og som ikke er nødt til at støtte sig på ydre autoritet som fyrstemagt og verdslig lovgivning. Gud har indrettet samfundet, så der er forskel på mennesker, og sådan skal det være, men i modsætning til Luther hævder Niels Hemmingsen en ret til oprør mod den verdslige øvrig­ hed. Det tilkommer dog hverken bønder eller borgere, men „de øverste senatorer", der var nærmest kongen. I Danmark var det rigsrådet, der havde denne ret på folkets vegne. Niels Hemmingsen er her på linie med Calvin, hvis dårlige erfarin­ ger med den franske kongemagt havde bragt ham på disse tanker. Men i modsætning til Calvin tog Hemmingsen ikke udgangspunkt i Gud, men i menneskets medfødte evner til at forstå Guds bud og indrette et bedre samfund. Han står her Erasmus nærmere. Niels Hemmingsen gjorde det eksperi­ ment at udelade alle teologiske overvejelser og undersøge fornuften som selvstændig faktor, men det var en selvfølge for ham, at den naturlige ret som skabt af Gud måtte være i overensstemmelse med Guds lov. Det var først i det følgende århundrede, at samfundets indretning blev overvejet helt uaf­ hængigt af teologien ud fra forestillingen om menneskets medfødte rettigheder.

Tyge Brahe Den 21. august 1560 kunne man i Danmark iagttage en partiel solformørkelse. Blandt dem, der blev betaget af fænomenet, var den 13-årige Tyge Brahe, der allerede i et års tid havde Tyge Brahe

359

Tyge Brahe, tegnet af Jacob de Gheyn i 1586. Under sin ungdoms studierejse kom Tyge Brahe i Rostock i duel med sin landsmand Manderup Parsberg og mistede et stykke af næsen. Siden brugte han protese.

været student ved universitetet. Han var i gang med de ind­ ledende fag, og derefter skulle han læse jura. Nu blev han så optaget af solformørkelsen og ikke mindst af den verden, der åbnede sig for ham ved forestillingen om, at fænomenet var forudsagt og indtraf på det rette tidspunkt, at han ikke kunne slippe studiet af astronomien. Det fik afgørende følger. Med Tyge Brahe forlader vi for en stund det lille lands horisont. Her bliver danmarkshistorien til verdenshistorie. Efter universitetsårene, hvor Tyge lærte grundfagene, rejste han i 1562 til Leipzig sammen med Anders Sørensen Vedel, der var hans hovmester og skulle administrere den unge adels­ mands studieplan og økonomi. Det var ikke let, for Tyge ville bruge sine penge til astronomiske instrumenter og bøger, og godt nok studerede han noget jura, men tankerne var ved

360

Humanismen

astronomien, som blev dyrket om natten. Det generede Tyge, at der var modstridende angivelser af planeternes bevægelser i de lærde bøger, han havde købt. I august 1563, da Saturn og Jupiter stod tæt ved hinanden, en begivenhed, som indtræffer sjældent, og som man tillagde stor astrologisk betydning, kon­ staterede han ved selvsyn, at tidspunktet for denne begiven­ hed var angivet forkert, i den ene af de to eksisterende tabeller over planetbevægelserne endog med en fejl på en hel måned. Som myndig kunne Tyge bedre dyrke sine interesser åben­ lyst. Han studerede ved flere tyske universiteter og traf en række førende videnskabsmænd. Mens han selv observerede regelmæssigt, slog det ham, hvor ringe interesse hans læreme­ stre viste for at iagttage stjernernes stillinger, som var grund­ laget for deres meninger. Selv den berømte Leovitius, som forudsagde, at dommedag ville indtræffe i 1584 i forbindelse med det næste store møde mellem Saturn og Jupiter, måtte på Tyges spørgsmål om sit grundlag svare, at han undertiden iagttog formørkelser, men at han ikke havde nogen instru­ menter. Da Tyge Brahe vendte hjem fra sine studier i udlandet i 1570, havde han tilegnet sig sin tids astronomiske viden. Astrono­ mien havde ligesom kemien et andet indhold end de viden­ skaber, vi i dag betegner med de samme navne. De var dele af et sammenhængende natur- og virkelighedssyn, der også om­ fattede den mening, at himmellegemerne øvede afgørende indflydelse på det enkelte menneske, og at deres indbyrdes stilling i fødselsøjeblikket var medbestemmende for karakter­ egenskaber og levnedsløb. At stille horoskoper var en side af astronomien, som Tyge Brahe ganske naturligt også dyrkede. Når det er nødvendigt at gøre sig dette klart, er det netop fordi Tyge Brahes indsats har medvirket til at ændre hele vort billede af universet og af, hvad astronomi er. Og for at forstå, at dette ikke blot er noget, der drejer sig om en afgrænset del af naturvidenskaben og dens mening om sine emner, men om hele vor virkelighedsopfattelse, vore religiøse forestillinger og vor måde at opfatte samfund og deres forandringer på, er det nødvendigt at se på, hvad der var, før Tyge Brahe tog fat. Forestillingen om universets indretning byggede middelal­ deren igennem på, at den kugleformede Jord var verdens hvilende centrum. Uden om Jorden fandtes forskellige lige­ ledes kugleformede sfærer, inderst vandets sfære, derefter luftens sfære og ildens sfære. Udenfor var der én sfære for hvert himmellegeme: Månen, Merkur, Venus, Solen, Mars, Jupiter og Saturn. Så fulgte fiksstjernesfæren og alleryderst en ubevægelig sfære. Alle disse himmelsfærer var naturligvis

Tyge Brahe

361

gennemsigtige. De var tillige uigennemtrængelige og skabt af et særligt stof, æteren, hvis natur det var at udføre evige cirkelbevægelser. Således var verden skabt, den var afsluttet og uforanderlig, og hvad der forekom af omskiftelige fænome­ ner, såsom kometer og andre himmelsyn, kunne ifølge sagens natur kun opstå og bevæge sig inden for den jordiske verden, dvs. i jordens, vandets og luftens sfærer. Det var nærliggende at slutte, at sådanne ting, som stod i modsætning til sfærernes evigt uforanderlige bevægelser, der frembragte himmellege­ mernes omdrejninger om Jorden, var sendt af Gud til advarsel og påmindelse for den syndige menneskehed. Dette billede af himmelrummet var blevet til som et forsøg på at forklare og sammenfatte de iagttagelser, man havde gjort af himmellegemernes bevægelser. Og det var i overensstem­ melse med Bibelen. Opfattelsen af himmelrummets indret­ ning var en del af hele den forestillingsverden, vi tidligere har beskæftiget os med, og som havde som indiskutabel forud­ sætning, at skaberværket var afsluttet og fuldendt, bortset fra de kalamiteter, der var kommet ind i den jordiske verden som følge af syndefaldet. Det var en samlet virkelighedsopfattelse, der ikke kunne pilles ved, uden at det hele måtte skride. Den var baseret på den gamle, kendte viden, som det var forkert og direkte farligt at bortkaste noget af. Nu havde den polske astronom Kopernikus ganske vist kort forinden - i 1543 - udgivet en bog, hvori han forfægtede den tanke, at Jorden og de andre planeter bevæger sig omkring Solen, og at Jorden altså ikke var universets centrum. Det var et forsøg på at sammenfatte den kendte viden om himmellege­ mernes indviklede bevægelser på en ny måde. Kopernikus selv ønskede ikke at kassere noget, men at give en bedre forklaring på de tilsyneladende bevægelser. Det var muligt for astronomer og teologer at fortolke Kopernikus' forsøg som et interessant tankeeksperiment, en model, og ikke en beskrivel­ se af de faktiske forhold. Og for de fleste var hans idé ind­ lysende absurd. Enhver kunne jo se, at Solen stod op, be­ vægede sig over himlen og gik ned, sådan som det jo også fremgik af Bibelens beretninger om israelitternes sejr over amoritterne, der krævede lidt mere tid end den normale dag, hvorfor „Solen stod stille, og Månen standsede" på Josuas bøn. De lærdes hjernespind kunne ikke rokke ved disse enkle kendsgerninger. Så indtraf „det største under, der har vist sig i naturen siden verdens begyndelse". Ordene er Tyge Brahes. Den 11. novem­ ber 1572 så han en kraftigt lysende stjerne i stjernebilledet Cassiopeia. Den havde ikke været der før. I den følgende tid 362

Humanismen

Universet efter middelal­ derens opfattelse. Inderst er de fire elementers sfærer, jordens, vandets, luftens og ildens. Derefter følger sfæ­ rer for Månen, Merkur, Venus, Solen, Mars, Jupiter og Saturn. Uden om disse firmamentet opfyldt af fiksstjernerne og krystal­ himlen. Yderst Guds og de saliges bolig. I hjørnerne er tegnet de fire vinde. Træ­ snit i Hartmann Schedel: Liber Chronicarum, Nurnberg 1493.

bestemte Tyge Brahe med sin sekstant nøjagtigt stjernens af­ stand, og han fulgte dens aftagen i lysstyrke, indtil den i marts 1574 ikke længere var synlig. Resultatet af hans målinger var rystende. De demonstrerede utvetydigt, at den nye stjerne befandt sig langt fjernere fra Jorden end Månen og altså ikke kunne være et fænomen inden for luftens sfære. Den var opstået og gået til grunde derude i det afsluttede skaberværk, hvor ingen forandring var mulig. Den 26-årige astronom måtte vælge imellem hele den over­ leverede videnskabelige og religiøse erkendelse og det, han selv havde set og målt. Tyge Brahe tøvede længe. Hans venner, især fætteren, rigs­ hofmester Peder Oxe, opfordrede ham til at skrive, men først efter at have læst det nonsens, nogle udenlandske forfattere skrev om stjernen, gav han efter. 11573 udkom De nova Stella, Om den nye stjerne. På 36 sider gør han rede for sine iagttagel­ ser og sin mening om stjernens mulige astrologiske betydning. Tyge Brahe

363

Den nye stjerne, ved I. Stjernekort i Tyge Brahe: De nova Stella fra 1573. Stjernen var en supernova, dvs. en stjerne med en masse flere gange Solens, men hvis atomers kernekraft er brugt op. Den bryder da sammen til en diameter på 10-20 km under udstråling af enorme lysmængder.

Tyge Brahes observationer bragte andre nye ting for dagen. I 1577 var en komet synlig over Danmark. Tyge Brahes målinger afslørede, at også den var meget længere borte end Månen og altså ikke et fænomen i atmosfæren. Omhyggelige studier af kometens bevægelse viste desuden, at den passerede uhindret igennem nogle af de sfærer, der efter den traditionelle op­ fattelse førte planeterne rundt i deres baner. Disse sfærer kunne altså ikke bestå af et fast og uigennemtrængeligt stof. Hvis de overhovedet eksisterede. Kometobservationerne foregik på øen Ven i Øresund. Tyge Brahe havde planlagt at bosætte sig i udlandet, men Frederik 2. var ivrig efter at bevare den efterhånden berømte astronom for Danmark og var meget rundhåndet med sine tilbud. Tyge Brahe afslog flere forslag om slotte som rammen om sin virk­ somhed, og først da kongen var kommet på det rene med, hvad det egentlig var, han ønskede, og tilbød ham Ven og midler til opførelse af en passende bolig, faldt tingene på plads. Tyge Brahe ville have et sted, hvor han kunne blive fri for folks rend. Fra 1576 opførte han Uranienborg og senere Stjerneborg midt på Ven som bolig og observatorium. På sin 30-års fødselsdag kunne han foretage den første ob­ servation her. Nu indledtes 20 gode år med omfattende arbej­ 364

Humanismen

de med konstruktion af instrumenter og udvikling af observa­ tionsteknikken. Der gennemførtes flere store observations- og beregningsprogrammer, og der blev skrevet teoretiske arbej­ der. Tyge Brahe førte en omfattende korrespondance med kolleger over hele Europa, og en gang imellem blev en med­ arbejder sendt til udlandet for at købe bøger. Tyge Brahe blev ikke helt fri for besøgende. Der kom lærde og fyrstelige perso­ ner, men først og fremmest samlede han om sig en begavet skare af lærlinge og assistenter fra hele Europa uden hensyn til stand eller forudgående uddannelse. Ven blev et internatio­ nalt forskningscenter, at ligne ved Niels Bohr-instituttet i vort århundrede. Tyge Brahe havde fået Ven som frit len på livstid, byggetil­ skud og dertil en årlig kontant ydelse. Han fik også andre forleninger: Kulien fyr med det gods, der var lagt til dets opretholdelse, og naturligvis med pligt til at sørge for fyret; desuden Helligtrekongers kapel i Roskilde med kongegrave, hvortil der var lagt en mængde fæstegårde hl vedligeholdelse af kapellet, samt len i Norge. Det gav alt sammen pænt over­ skud. Tyge Brahes årlige indkomst svarede til over en procent af statens samlede indtægt. Ingen forskning i Danmark har siden været så velaflagt. Tyge Brahe leverede til gengæld en almanak hl kongen hvert år og stillede prinsernes horoskoper. Det var godt at have Europas førende astronom til det. Tyge Brahe overvejede i lang hd argumenterne for og imod Kopernikus' himmelsystem. Han antog, at Solens afstand fra Jorden var ca. syv millioner km. Det var den traditionelle værdi, overleveret fra oldhden og stadig benyttet af Koperni­ kus. Den virkelige afstand er ca. 150 millioner km. Solafstan­ den var den eneste værdi, Tyge Brahe overtog fra traditionen. Hans målinger ville have været tilstrækkeligt nøjaghge hl at afsløre, at den gamle værdi var helt forkert. Det er vanskeligt at forklare, hvad der er foregået i Tyges hoved i denne sammen­ hæng. Hvorfor svigtede hans skeptiske holdning i dette ene hlfælde? Problemet er ikke så enkelt, som det kan se ud for os, der nu tænker ud fra den viden, der er skabt på grundlag af Tyges resultater. Observationerne gav ham ikke et éntydigt svar. Hvis Jorden bevægede sig omkring Solen, skulle en stjerne, når den blev set fra to diametralt modsatte punkter af jord­ banen, se ud til at have flyttet sig. Tyge Brahes observationer viste ikke nogen forskydning, og vi ved nu, at det skyldtes de umådelige afstande. Men hertil kom noget andet. Tyge havde dybt i sjælen den ældgamle forudsætning for hele virkelig­ hedsopfattelsen, at jordelementet var ubevægeligt ifølge sin

Tyge Brahe

365

»i.tntn iftbk opert Pj rono. defendendmil foret. R. « bitte mde cum lubmt, in

nuco infejviebAnt, nifemper in nu. Vom iqujrtum nolnbiiem roi.ins, fablerne eiauiUbaiar. D. Ccma. C*mer.tprobeffit:bm. L. Gratin;

qu.il per Jiphones bitte inde orcut: Cjinerat titnfnpcriore, qium ntf< defcenfu in Ltbtritorinm Cbjm busnugniaOrithiliieii'. mim. c

Uranienborgs facade og grundplan. Slottet var i italiensk renæssancestil. Der var bibliotek og et alkymistisk laboratorium, beboelse til familien, gæ­ steværelser og otte loftsrum til studerende og assisten­ ter. Desuden var der instru­ mentværksted i særlige bygninger, hvor der også var bolig for håndværkere og tjenestefolk. Tårnene havde udfoldelige pyrami­ detage. Til højre Stjerne­ borg, der blev bygget i 1584 lidt syd for slottet. Her kunne den voksende instru­ mentsamling få mere stabil opstilling i halvt under­ jordiske krypter med drejekupler eller udfoldelige tage. 1584 indrettedes et bogtrykkeri og 1590-92 en papirmølle på øen.

366

Humanismen

natur, helt i overensstemmelse med Bibelens tale om den urokkelige jord. Og hvis fiksstjernerne var meget længere borte end hidtil antaget, ville der mellem Saturn og fiksstjer­ nesfæren være et umådeligt udstrakt tomt rum. Et sådant rum var uden mening og stred imod tanken om sammenhæng og ensartethed. Bevidst og måske også ubevidst ræsonnerede Tyge Brahe over stjernernes størrelse og afstand på grundlag af et kosmologisk princip, der gik ud på, at universet stort set var ens i alle sine dele. I 1588 offentliggjorde han sit eget system, som han mente kunne forklare og sammenfatte himmellegemernes bevægel­ ser uden at skabe de problemer, Kopernikus' verdensbillede skabte. „Det tychoniske kompromis" foreslog, at omkring den urokkelige jordklode midt i universet kredser Solen og Månen, og at de øvrige planeter kredser omkring Solen. Tyge Brahe var meget lidt interesseret i det, der ikke angik hans videnskab. Han var sandt at sige enestående arrogant og uomgængelig. Han tog sig ikke af kapellet i Roskilde, hvor taget til sidst var ved at falde ned over de kongelige begravel­ ser. Skipperne på Øresunds natdunkle blå spejdede forgæves efter fyret på Kulien. Fra bønderne på Ven indløb der mange

klager over urimelig behandling og grov udnyttelse af deres arbejdskraft. Under Frederik 2. og også under formynder­ styret efter kongens død blev der set nogenlunde igennem fingre med forsømmelserne. Men det gik helt galt, da den unge Christian 4. selv begyndte at tage sig af sagerne, efter at han var blevet myndig i 1596. Nu drejede det sig ikke blot om forsømmelserne. Det var værre, at Tyge Brahe havde ladet øens præst handle imod Kirkeordinansen. Han havde strøget djævleuddrivelsen ved dåben i øens kirke, hvad der var yderst mistænkeligt. Dertil kom, at Tyge Brahe havde sat sig ud over den officielle moral ved fra ca. 1573 at leve i et livslangt papir­ løst ægteskab med en ufri kvinde, Kirstine Barbara. Præsten blev fradømt sit embede. Tyge Brahe forlod Ven i 1597 sammen med sin kone og sine børn og alt, hvad han kunne tage med sig af løse og nagelfaste sager, og slog sig ned i

Tyge Brahes mest berømte instrument, den store murkvadrant, der blev skabt i 1582. Den var fast­ gjort i meridianen til en væg i det sydvestlige værelse i stueetagen i Uranienborg. Den kvartcirkelformede messingskala havde en radius på 6V2 fod og var delt i ?6 bueminutter. Personen Hl højre ved F bestemmer retningen Hl en stjerne ved at sigte gennem hullet i muren til venstre. En anden fastslår det nøjagtige Hdspunkt for observaHonen, og en tredje skriver begge dele ned. Billederne på væggen af Tyge Brahe, der peger mod hullet i muren, og af akHviteter på Uranienborg „er kun tilføjet til pynt og for at rummet i midten ikke skal være tomt til ingen nytte", som Tyge Brahe skriver.

Tyge Brahe

367

Kort over Ven, opmålt af Tyge Brahe, håndkoloreret træsnit. Det er det første kort i Norden, der er tegnet på grundlag af systematiske målinger i terrænet.

København, hvor han havde en gård. Samme år rejste han videre til Rostock, hvorfra han sendte Christian 4. et brev med forsøg på at forklare sin situation. Tonen var for lidt under­ danig for kongen, der ville se denne „matematiker" opføre sig som en ydmyg undersåt. Tyge Brahe måtte finde sig en ny arbejdsgiver. Resultatet blev en invitation fra kejser Rudolf 2. i Bohmen. 11598 kunne han rejse til Prag og året efter indrette sig på slottet Benåtky nær hovedstaden. Det tog tid at få samlet alle instrumenterne, og der var vanskeligheder med at få ud­ betalt penge hos bureaukraterne for de anvisninger, han fik af kejseren. Forskningscentret på Ven lod sig ikke omplante til Bohmen. De praktiske vanskeligheder overskygges imidlertid af et af verdenshistoriens heldigste møder: Johannes Kepler blev hans sidste assistent. Tyge Brahe overdrog ham sine observationsprotokoller, og Kepler skabte det næste store gen­ nembrud i opfattelsen af den fysiske virkeligheds indretning ved på grundlag af mesterens nøjagtige observationer gennem mange år af planeten Mars at opklare problemet med planeter­ nes bevægelser. Det viste sig, at de foregik i ellipser med Solen i det ene brændpunkt. Det var meget overraskende, for hidtil havde det været en selvfølge, at alt i universet bevægede sig i cirkler eller kombinationer af cirkler, fordi cirklen er den mest 368

Humanismen

fuldkomne form. Senere viste Galilei og Newton, at Keplers love for planeternes bevægelser kunne udledes af de samme mekaniske love, som gælder for bevægelse på Jorden. Den nye fysik med dens naturlove var ved at tage form. Tyge Brahe nåede ikke selv at opleve Keplers resultater. Han døde i 1601 i Prag og blev begravet i Teinkirken her. Kirstine Barbara blev i 1604 begravet i samme grav. Tyge Brahes helt afgørende betydning beror på, at han som ingen anden siden oldtiden begyndte helt forfra. Han var den, der i praksis kom nærmest på at gøre rent bord og kassere de overleverede observationer som unøjagtige og den eksisteren­ de viden som tvivlsom. Han havde naturligvis sine rødder i den gamle tankeverden, men også her gik han andre veje end de anerkendte. Som mor Sigbrit var han optaget af den gamle lære om en forenende kraft, et livsprincip, der knyttede alt i naturen sammen, og som ikke så sjæl-legeme, ondt-godt osv. alene som modsætninger, men som sider af samme forenende orden. Det var en naturopfattelse, der var mere i samklang med den almene magiske tankegang end med den officielle kirkelære og videnskab. Paracelsus, der havde været talsmand for sådanne synspunkter, var død i 1541. Han havde skrevet på tysk. Tyge Brahes ven, den danske læge Peder Sørensen, udgav i 1571 en bog, der på latin sammenfattede Paracelsus' lære og gjorde den kendt for Europas lærde verden. Allerede i De nova Stella hentydede Tyge Brahe til denne lære, „der kun er kendt af få og på grund af uvidenhed måske vil forekomme mange anstødelig". I et privat brev skrev han senere, at „disse ting og andre, der hører til dem, formår den almindelige fysik ikke at gøre rede for, lige så lidt som de af aristotelikernes spidsfindigheder og tågesnak fordærvede professorer har lært sig selv eller andre at finde den sandhedskerne, som skjuler sig deri". Det var ikke denne side af Tyge Brahes tankegang, der kom til at præge den følgende tids naturvidenskab og videnskabs­ begreb. Man koncentrerede sig mere om at observere og at måle og veje den fysiske naturs enkelte dele og finde de lov­ mæssigheder, der bestemmer forholdene imellem dem. Sam­ tidig blev naturvidenskaberne i stigende grad adskilt fra de humanistiske videnskaber. Det er først i vor tid, at tankerne om helhed og sammenhæng igen har fået en central plads i naturvidenskabernes beskrivelse af virkeligheden.

På Guds og Herskabs nåde Ethvert samfund er - som det enkelte menneske - fuldt af modsætninger og uforenelige tendenser. I den brydningstid, som 1500-tallet var, har vi mødt adskillige eksempler på det, både i samfundets grundlæggende udvikling og i de glimt af tankegange og synsmåder, som vi kan skimte over de 400 år, der skiller os fra disse mennesker. Vi har set modsætningerne komme hl udtryk i de uforenelige opfattelser af, hvad det var for en reformation, der skulle til for at genoprette den gamle orden. Vi har set konflikterne slå over i opstande og borger­ krig, og vi har fulgt statsmagtens og kirkeledelsens forsøg på at omstille befolkningen til nye tænkemåder efter 1536. Lad os her hl sidst forsøge at sammenfatte nogle af de hl dels modshi­ dende tendenser, som var fremherskende i det, der skete. Hvordan de herskende bærer sig ad med at herske er alhd et karakteristisk hæk ved et samfund. 1500-tallets historie er historien om herskermagtens sammenbrud og dens genop­ rettelse under langt mere effekhve og stabile former. I hden efter 1536 ser vi styring og konhol i en grad, der virkelig var noget nyt. Kansleren og de andre rigsembedsmænd var nu både kongelige embedsmænd og rigsrådets faste repræsen­ tanter i styret. Lensmændene var statsembedsmænd, men samtidig adelige magtudøvere med betydelig lokal indflydel­ se. Der var stadig konflikter som i ethvert politisk system, og kongerne måtte fortsat underskrive håndfæstninger. Men det var konflikter, der kunne løses inden for systemets rammer. Der er en slående forskel på situationen i 1588, da et samlet rigsråd udnævnte et formynderstyre ril at regere så monarkisk som nogensinde på den mindreårige Christian 4.s vegne, og den i 1533, da rigsrådet var dybt splittet og et flertal nægtede at vælge en konge. Christian 4.s formynderregering fortsatte de reformer, der gav statsmagten større indtægter og indflydelse, og de gik her endog videre, end det var sket under Christian 3. og Frederik 2. Når vi betænker modstanden mod Christian 2.s reformer, der på mange punkter indeholdt de samme tendenser, og skærmydslerne mellem Frederik 1. og de forskellige stridende fløje af rigsrådet, må vi nok spørge, hvorfor det gik sådan. Kan vi finde nogle sandsynlige forklaringer, der kan bidrage til at kaste lys over noget af baggrunden for disse ændringer i hold­ ninger hos magthaverne og i statsmagtens karakter og dens indflydelse i samfundet?

370

På Guds og Herskabs nåde

fingulut pr

5w j>*n

•der lud

•Vasa

!-a~rft£

Det ældste bevarede trykte danmarkskort af dansk oprindelse. Det er tegnet af Marcus Jordan, som 1550-68 var professor i matematik ved Københavns Universi­ tet, hvor han forelæste over Ptolomæus' geografi og Paulus' rejser. På opfor­ dring af Henrik Rantzau tegnede han i 1585 det her gengivne kort, der udkom som håndkoloreret kobber­ stik i Braun og Hogenberg: Civitates orbis terrarum, V, Koln 1598. Det er en ny og selvstændig opfattelse af landet grundet på Jordans egne rejser og iagttagelser.

Det er værd at hæfte sig ved, at begreber som stat og stats­ magt havde et helt andet indhold end det, vi normalt lægger i dem, efter at den centraliserede stat med dens lovgivende, udøvende og dømmende institutioner for længst er blevet en selvfølge. Der var to modsatrettede tendenser, som begge var forudsætninger for den politiske magt i godsejersamfundet. Der var opsplitningen i godser med vidtgående beføjelser til godsejerne - politimyndighed, domsmagt og andet, som nu om dage hører under staten. Og der var de tendenser, der stod i forbindelse med en centralmagt knyttet til kongens person, som kunne samle og fastholde godsejerklassens styrke og være stærk nok til at redde systemet, når det var truet indefra eller udefra. Denne centralmagt måtte nødvendigvis have bå­ de penge og beføjelser for at kunne klare sine opgaver. Og det var indtægter fra fæstebønder og beføjelser over dem, som måtte afgives af de enkelte godsejere. Vi har set balancen mellem disse to tendenser blive for­ På Guds og Herskabs nåde

371

rykket så meget, at systemets indre og ydre fjender var i stand til at tilføje det svære nederlag. Borgerkrig og bondeopstande og afbrændte herregårde var en anskuelsesundervisning, som var egnet til at overbevise selv den mest traditionelt tænkende herremand om, at der nu måtte en stærkere centralmagt til, hvis standssamfundets orden skulle opretholdes, således at det var herrestanden, der bød og de lavere stænder, der adlød. Som vi har set, var der adelige, som var utilfredse med den måde, magten blev forvaltet på, og måske navnlig i forde­ lingen af lensstyrets gode „ben", men det er karakteristisk, at langt ind i 1600-tallet var frygten for nye bondeopstande leven­ de blandt adelen og indgik som en mulighed i regeringens politiske overvejelser. Det store erhvervsliv indså klart, at dets interesser og privilegier kun kunne beskyttes, når en del af magten var kanaliseret gennem et stabilt system af konge og rigsråd, der rådede over tilstrækkelige ressourcer til at klare problemerne. Det var også en forudsætning for den øgede udbytning af bønderne, der skete efter 1600, bl.a. med vækst­ en i hoveriet. „Jerntiden" fortsatte som i andre lande ud over 1500-tallets slutning. Også enheden af religion og politik gjorde datidens stats­ magt meget forskellig fra nutidens. Den indebar, at magtfor­ holdene i samfundet blev kædet direkte sammen med de reli­ giøse følelser. I langt mindre grad end i nutidens verdsliggjorte samfund kunne pluralisme i meningsmæssig og moralsk henseende opfattes som forenelig med politisk stabilitet og orden. Som Christian 3. og hans højadelige og teologiske medarbejdere opfattede det kristne fællesskab, de herskendes kald og dommedags nærhed, måtte det være en selvfølge for dem, at alle skulle holdes til disciplin og lydighed og den rette tro. Deres embedes pligter og ansvarligheden under Guds vældige hånd måtte tilsige dem, at enhver form for afvigelse fra det, som efter deres overbevisning var den eneste sande lære, skulle forebygges og bekæmpes. Hele fællesskabet måtte bøde, hvis de ansvarlige magthavere tillod Djævelen at vinde indpas. Epidemier, tørke, krig og andre ulykker var klare beviser på, at Gud straffede kollektivt. Det var helt i over­ ensstemmelse med den gamle kollektive tankegang, som var almen i tiden, en integreret del af tilværelsen, hvor alle var afhængige af at høre til i husstand og menighed. Denne enhed af religion og politik blev i høj grad en enhed af magthavernes religion og politik. Det kunne ikke være andet, for det var det nye effektive politiske system, der gennem lovgivning, kirke og skole formulerede idealer og normer, krav og straffe. Der var nu mulighed for at styre og forme den offentlige mening i

372

På Guds og Herskabs nåde

en grad, som ikke havde været til stede, dengang stat og kirke stod som konkurrerende magter i samfundet, og heller ikke havde været nødvendig, før de sociale modsætninger truede den herskende orden. Hele den politisk-religiøse tankebygning kender vi ret godt, fordi den er nedfældet i kilderne. De udtrykker den domi­ nerende kulturs holdninger og synsmåder. Men som vi har set, var de på ingen måde sammenfaldende med den brede befolknings tankegange. Når vi vender os mod den, er vi langt dårligere stillet, og vi har mange gange måttet stille det spørgs­ mål, i hvor høj grad befolkningen antog de tanker og hold­ ninger, som den nye stat og dens kirke stod for. Eller sagt med andre ord: i hvor høj grad det lykkedes de nye magthavere at etablere et nyt moralsk og kulturelt lederskab, at få befolk­ ningen til at antage magthavernes definitioner af, hvad der var normalt og rigtigt, muligt og umuligt, sandt og naturligt. Det billede af den omgivende virkelighed, et menneske danner sig, beror på komplicerede systemer af sammenhængende ideer, overvejede kundskaber, usammenhængende formod­ ninger, bevidste og ubevidste værdier, normer og holdninger. Alt dette og endnu meget mere, som man med ét ord kan kalde kultur, indgår i ethvert menneskes forsøg på at bringe et vist mål af orden og forståelse til veje i det virvar af impulser, vi modtager fra den virkelighed, der omgiver os, og som vi selv er en del af. Det gælder for forståelsen af ethvert samfunds funktionsmåde, både dets evne til at fungere som en helhed og dets konflikter, at magtens kontrol ikke alene ligger i det ydre magtapparat - straffelovgivning, militær, politi, fængsler men også i den herskende ordens evne til at fremstå som sand, acceptabel og forklarlig virkelighed trods faktiske misforhold. I det brogede mønster, som 1500-tallets forestillingsverden udgør, er der én tendens, som bliver stadig mere synlig i århundredets sidste del, og som er et træk, der er fælles for næsten alle europæiske lande, katolske såvel som protestanti­ ske. Det er kløften mellem en skriftlig elitekultur og den almin­ delige befolknings i hovedsagen mundtlige kultur. Denne sid­ ste stod især i forbindelse med bondebefolkningens fortsatte forankring i en ældgammel livsform og en hertil svarende tænkemåde. Disse to kulturer med deres mange mellemformer var tit vævet ind i hinanden og kunne skabe konflikter, også hos det enkelte menneske. Alle de herskende lag havde nu tilegnet sig skriftsproget. De lærde og dannede gennemgik i mange til­ fælde personligt en proces bort fra den mundtlige kulturs tænkemåder. Det gælder ikke mindst for det vigtige bindeled

På Guds og Herskabs nåde

373

K«*i& So Mit 4« Piiøtmttif aft trn«~^+< % twrms focrn iwm (otticti _Mf , ,BfSWAtio 5fl> iiwiti nti’furwb XaaOf > 2)i« jiirtitntbirøO Sit(wfr(< Dtrønix, So mmtm Sfemb we( frotj wm fpoft ®nt oit bort>in Wf Mt wr ©fflwh ittit, øfttwOrn ftnm 3n ftrftft. ~3fi inww irt>twrctn_W) irfif# tnOfltrt bff Wr ncti« atni mm > Smntmiti, M 'poln’ wt ÅW tOnm. ®cr tfWiirtf ,ib flltitl Wffbni tnnn £nn&t W Irutt

feWUtrøi >^riwr WttO g’wwtfrtb JWtrte w iWf« ®tn (Shitf 4((ll id> in é«tfs hmfo' £■ ■SXr Wbfe Wftii twrb ittn jjfhid

®n> mrtrtftoi tiivb jftiifm 3 f Srr #tn t&M in ®oft$ ^K?" ’ f$ tøGrø 1

BgSiSS

Den flamske maler og tapetvæver Hans Knieper udførte 1581-85 43 vævede tapeter til Frederik 2. med billeder af over 100 danske kon­ ger, idet alle Saxos sagnkonger var med. 14 af tapeterne er bevaret, bl.a. dette af Frederik 2. selv med alle magtens symboler sammen med den lille Christian 4. I baggrunden ses Kronborg til venstre og Frederiksborg til højre.

374

På Guds og Herskabs nåde

Gud indstifter standssam­ fundet ved at give sværdet til adelen, scepteret til kongen, bogen til den gejst­ lige og plejlen til bonden, repræsentant for de arbej­ dende stænder. Farvelagt tegning i viborgbispen Frans Rosenbergs stambog fra begyndelsen af 1600tallet. Forestillingen om de fire stænder eksisterede stadig, selv om denne op­ fattelse af samfundet min­ dre og mindre svarede til virkeligheden. Statsmagten spillede en voksende rolle, samtidig med at afstandene inden for stænderne blev større. Et lille antal høj­ adelige og storkøbmænd skilte sig stadig mere ud fra deres standsfæller.

mellem samfundets elite og befolkningen, sognepræsterne. Oprindelig helt integreret i landbosamfundet blev grunden nu lagt til, at de med stigende uddannelse og systematisk skoling fra provsters og bispers side blev stadig mere finkulturelle. Men også magtens dominerende kultur begyndte i 1500tallet at opleve voksende indre problemer. Selve reformatio­ nen blev på længere sigt en bombe under den gamle helheds­ opfattelse af samfund og stat som dele af en universel kosmisk orden. Det lykkedes her i landet at holde andre religioner ude, men i selve de mange advarsler og påberåbelser af, at de, der mente noget andet, var kættere, lå et vidnesbyrd om den gamle verdens splittelse. Den voksende uddannelse og de adeliges og studerendes rejser var med til at åbne perspekti­ verne, og adelens livsstil kom på mange måder i modsætning til kirkens moral. Også den voksende læsefærdighed blev undertiden en trussel imod stabiliteten, for folk læste andet end opbyggelige skrifter og autoriseret visdom. Mens domme­ dag lod vente på sig, blev flere og flere stillet over for både den religiøse splittelse og de nye geografiske opdagelser og nye tanker om Jordens og universets indretning, som slet ikke passede med den gamle viden. 1500-tallet er det århundrede, da den gamle virkelighedsopfattelse for alvor begynder at smuldre indefra, konfronteret med nye indsigter, som stadig På Guds og Herskabs nåde

375

Adelsmanden Erik Langes mekaniske ur, dateret 1586. Det mekaniske ur var i sig selv en konkret formulering af den nye holdning til fysikken som bestemt af lovmæssigheder, der lod sig beregne.

376

flere måtte tage stilling til. Efterhånden som standssamfun­ dets tankegange kom mere og mere ud af trit med virkelig­ hedens samfund, blev det sværere for gejstligheden at op­ retholde stillingen som lærestand og gøre sit billede af virkelig­ heden til definition på normalitet og moral. Der var megen bevidst og ubevidst modstand mod den revolutionering af tankeverdenen, det var at acceptere, at Jor­ den ikke var verdens hvilende midtpunkt. Men den nye tanke­ gang, at ny viden måtte skabes på grundlag af systematiske iagttagelser i virkelighedens verden, havde fremtiden for sig. Vi kan i dag have svært ved at forestille os, hvor ny og over­ skridende denne holdning var, fordi det er den, vores kultur nu opfatter som indlysende og selvfølgelig. Disse udviklinger var fælles for det meste af Europa. Sam­ fundene ændrede sig og i samme proces også synsmåder og tankegange. Men den moderne verdens kultur er vokset ud af den gamle magisk-religiøse kultur, og vi har i sprog og be­ greber mange rester fra den, selv om religion nu er blevet en privatsag. Her i landet er den lutherske lære fra 1536 og år­ hundreder frem blevet indprentet børnene, forkyndt fra prædikestolene og udlagt i opbyggelige skrifter. Det kan ikke være andet, end at de lutherske tanker - hvor meget eller hvor lidt ægte religiøsitet, der så fulgte med - har præget samfundssyn og menneskeopfattelse. 11500-tallet begyndte det stadige, ak­ tive møde mellem denne nu dominerende kultur og de gamle folkelige trosformer og tænkemåder. Den herskende kultur øvede sin påvirkning på stadig flere af tilværelsens områder. Trolddomsforfølgelserne er blot ét af aspekterne i bestræbel­ serne på at få lov og orden til at herske blandt befolkningen. De folkelige trosformer og forestillinger kom efterhånden til at stå helt i skygge af den dominerende kultur, som skrev tidens kilder og tegner billedet for os af det danske samfund. Men under det synlige, skriftlige lag eksisterede de gamle livsmønstre og forestillinger stadig. Da den brede befolknings kultur blev genopdaget, især i 1800-tallet, fik den betegnelsen folkekultur, for da var adskillelsen sket gradvist og for de fleste umærkeligt, og den var blevet til noget nyt og ejendommeligt, som forskerne nu opdagede hos bønderne. Nogle forargedes over, at almuen anså det, der nu betragtedes som overtro, for at være lige så troværdigt som Bibelen. Andre talte om almuen som bærer af det gamle folkelige åndsliv. De var imidlertid enige om, at der var tale om en ganske anden forestillings­ verden, end den de selv levede i. Og på baggrund af denne udvikling kan vi måske bedst betegne det, vi har fulgt gennem 1500-tallets sidste del, og som fortsatte i det følgende århun-

På Guds og Herskabs nåde

finter.

Bondens hånd-solur. Træ­ snit fra En astronomisk Be­ skrivelse af Menneskenes Natur og Tilbøjelighed, 1594, der sammen med teksten giver anvisning på at kon­ struere et primitivt solur af strå.

Sommer.

Øøn&cn.

drede, som en kulturel og politisk elites bestræbelse på at få sin egen kultur gjort enerådende i tidens almene forestillings­ verden, og at få statsmagtens dominans i stændersamfundet til at slå igennem som en enhedskultur. Der var en tæt sam­ menhæng mellem bestræbelserne på kulturel ensartethed og en stadig mere omfattende magtudøvelse. Bestræbelserne lyk­ kedes aldrig fuldt ud, men den stadige fremhævelse af, at det var naturligt og rigtigt at underordne sig samfundets auto­ riteter på alle planer var med til at skabe mentale barrierer hos det enkelte menneske, som gjorde det vanskeligt at modsætte sig den herskende politiske og økonomiske orden. Prisen for 1500-tallets udvikling fra magtkampe og borgerkrig til stabilitet og orden var for de mange, at de på stadig flere af tilværelsens områder måtte leve på Guds og Herskabs nåde.

Litteraturvejledning

C.F. Allen (1811-71) har ydet afgørende bidrag til vor viden om 1500-tallets be­ gyndelse. Hans hovedværk er fem bind om De tre nor­ diske Rigers Historie i årene 1497-1527. Allen var præget af sin tids nationalliberale og demokratiske syns­ punkter. Han var kritisk over for godsejerstyret og så med sympati på Christian 2., der efter Allens mening arbejdede for en „udjæv­ ning af misforholdet mellem stænderne". Hans store værk indholder et væld af oplysninger om samfunds­ forhold og bønders og borgeres kår.

378

Litteraturvejledning

Det nyeste oversigtsværk er Gyldendals Danmarks Historie, udg. af Aksel E. Christensen m.fl. Bind 2 (1980) indeholder afsnittene om tiden til 1523 af Kai Hørby og videre frem til 1559 af Mikael Venge. Resten af århundredet er behandlet af Helge Gamrath og E. Ladewig Petersen. Værket lægger især vægt på den politiske historie. Det indeholder grundige litteraturover­ sigter med omtale af såvel kilder som fremstillinger. En rig­ holdig fremstilling af de sociale forhold i videste forstand er E. Ladewig Petersen: Fra standssamfund til rangssamfund 15001700, bind 3 i Dansk socialhistorie, 1980. Den indeholder også fyldige forskningsoversigter og litteraturliste. En fremstilling på marxistisk grundlag er Benito Scocozza: Klassekampen i Dan­ markshistorie, Feudalismen, 1976. Fridlev Skrubbeltrang har skil­ dret Det danske Landbosamfund 1500-1800, 1978. Landbrugets historie med hovedvægten på produktionsforholdene er be­ handlet af Erland Porsmose (til 1536) og Karl-Erik Frandsen (1536-1720) i Det danske landbrugs historie, I og II, redigeret af Claus Bjørn m.fl., 1988. I Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., 1979-84 finder man omtale af tidens vigtigste personer med litteraturliste til hver biografi. Andre værdifulde opslagsvær­ ker er Kulturhistorisk Leksikon for nordisk Middelalder, 1956-78, og Poul Johs. Jørgensen: Dansk Retshistorie, 2. udg. 1947 og senere optryk. I forhold til middelalderen vokser kildematerialet kolossalt i 1500-tallet. Det skyldes især statsmagtens og administratio­ nens indflydelse og kontrol på stadig flere områder. Udveks­ ling af private breve blev mere almindelig, og billeder, her­ under portrætter, blev mere udbredte. Også bogtrykkeriets massefremstilling af bøger, småskrifter og billeder har be­ virket, at mere er overleveret til os. Mens næsten alt væsentligt kildemateriale fra middelalde­ ren er udgivet, har dette slet ikke kunnet lade sig gøre for 1500-tallets vedkommende. Håndfæstningerne er udgivet i Samling af danske Kongers Haandfæstninger og andre lignende Acter, 1856-60, genoptrykt i 1974. Statsadministrationens breve er udgivet, hovedsageligt i form af referater. For århundredets begyndelse foreligger Missiver fra Kongerne Christiern I. s og Hans's Tid, I-II, 1912-14, ved William Christensen; Christian 2.s forordninger og breve er udgivet af P. F. Suhm i Samlinger til den danske Historie, II, 1781-82 og Nye Samlinger til den danske Historie, I-III, 1784-94. Kong Frederik den Førstes danske Registran­

ter er udgivet af Kr. Erslev og W. Mollerup, 1879. Tegneiser over alle Lande 1535-1550 ved T. A. Becker, 1854-86, og Danske Kan­ celliregistranter 1535-1550 ved Kr. Erslev og W. Mollerup, 188182, bringer udgiverarbejdet frem til den store, samlede udgave af kancelliets breve fra 1551, Kancelliets Brevbøger ved C. F. Bricka m.fl., 1885-. Lovgivningen i øvrigt findes i J. L. A. Kolderup-Rosenvinge: Samlinger af gamle danske Love, I-V, 1821-45, og V. A. Secher, Forordninger, Recesser og andre kongelige Breve Danmarks Lov­ givning vedkommende 1558-1660, I-VI, 1887-1918. Lovgivningen vedrørende de mange forhold, der hørte under kirken er ud­ givet af H. F. Rørdam i Danske Kirkelove I-III, 1883-89. I bind I, side 40-133, findes Kirkeordinansen. Domme afsagt ved de højere instanser kan især søges i J. L. A. Kolderup-Rosenvinge: Udvalg af Gamle Danske Domme, afsagte paa Kongens Retterting og paa Landsting, I-IV, 1842-48, og Troels Dahlerup: Det kgl. rettertings domme og rigens forfølg­ ninger fra Christian llls tid, I-II, 1959-69. Et ældre, men stadig læseværdigt værk om 1500-tallets første årtier (til ca. 1527) er C. F. Allen: De tre nordiske Rigers Historie under Hans, Christiern den Anden, Frederik den Første, Gustav Vasa, Grevefeiden, I-V, 1864-72. Også Caspar Paludan-Muller: De første Konger af den Oldenborgske Slægt, 1874, genoptrykt 1971, giver - ud fra andre synspunkter end Allens - en fremstilling af århundredets første del (til 1536). Den politiske historie omkring 1500 er analyseret af Henry Bruun i Poul Laxmand og Birger Gunnersen, 1959. Litteraturen om Christian 2. og hans tid er omfattende og rummer vidt forskellige vurderinger. Niels Skyum-Nielsen: Blodbadet i Stockholm og dets juridiske maskering, 1964, har brudt med den hidtidige opfattelse af kilderne til blodbadet, uden at der på nogen måde er nået enighed om sagen. En lille, men nyttig introduktion til disse og andre problemer, hvor også de vigtigste kilder til bl.a. Sigbrits og blodbadets historie er samlet, er Mikael Venge: Bondekær eller tyran? Tekster til Christian 11's regime, politik og personlighed, Odense 1975. Samme forfatter har behandlet oprøret imod Christian 2. i Christian 2.s fald og „Når vinden føjer sig", Odense 1972 og 1977. Erik Ulsig: Danske adelsgodser i middelalderen, 1968, omhand­ ler grundliggende forhold om godserne og bønderne, også vedrørende begyndelsen af 1500-tallet. Frank Pedersen har i Vornedskabets gennemførelse, Odense 1984, påvist, at vorned­ skabet er blevet indført omkring 1500 og ikke, som tidligere antaget, et halvt århundrede tidligere. Bøndernes modstand er behandlet af A. Heise i en stor artikel i Historisk Tidskrift, 4. Litteraturvejledning

379

Caspar Paludan-Muller (1805-1882) hører ligesom Allen til de betydeligste af de historikere, der i 1800tallet skabte grundlaget for den moderne kritiske forsk­ ning i Danmark. Hans mest kendte værk er Grevens Feide, der baserer sig på grundige studier i nordisk, tysk og nederlandsk arkiv­ materiale. I sin samtids politik var Paludan-Muller kritisk over for de national­ liberale og i sit historiesyn mere konservativ og knyttet til traditionen end Allen. Hans stærke nationalfølelse var forenet med et ønske om at undgå national ensi­ dighed i historieskrivnin­ gen.

380

Litteraturvejledning

række, 1875-77, Bondeopløb i Jylland i Kong Frederik den Førstes Tid. Michael Hertz: „Beskeden mand", tidsskriftet Bol og By, 1978, giver gode indblik i bøndernes politiske virksomhed og retsforhold. I Til kamp for friheden, Sociale oprør i nordisk middelal­ der ved Anders Bøgh m.fl., Ålborg 1988, omtales bl.a. bønder­ nes oprørspraksis. Fæsteforholdene har været genstand for en debat i tidskriftet Fortid og Nutid 1981-1984. Et indlæg af Troels Dahlerup, Fæstet i breve og domme, Fortid og Nutid, 1983, inde­ holder en række konkrete eksempler på, hvordan fæstet fun­ gerede. Niels Skyum-Nielsen har i afhandlingen Ærkekonge og ærkebiskop, tidskriftet Scandia 23, Lund 1955-57, skildret ind­ førelsen af bispetienden og de situationer, bønderne kunne komme i under stridighederne mellem godsejerne. Fæstefor­ hold, hoveri og mange andre forhold mellem bønder og gods­ ejere omkring 1600 er behandlet af Hans H. Fussing: Herremand og Fæstebonde, 1942. Landsbyvedtægterne er udgivet ved Poul Bjerge, T. Søgaard og A. F. Schmidt, Danske Vider og Vedtægter, I-V, 1904-38. Adelen i begyndelsen af 1500-tallet er behandlet af Troels Dahlerup i to artikler: Lavadelens krise i dansk senmiddelalder, Historisk Tidskrift XII, 1967-70, og afsnittet om den danske adel i Den nordiske adel i senmiddelalderen, Rapporter til det nordiske historikermøde i København 1971. Om købstædernes forhold kan læses i M. Mackeprang: Dansk Købstadsstyrelse fra Valdemar Sejr til Christian IV, 1900, genoptrykt 1975. I indledningen til kildeudgaven Malmøkøbmanden Ditlev Enbeck og hans regnskabsbog, 1954, har Emilie Andersen gjort rede for købmandshandelen, og Grethe Jacob­ sen har på grundlag af et bevaret kæmnerregnskab skildret Købstadsfinanser i begyndelsen af 1500-tallet, Historisk Tidskrift, 1985. Sydrak er udgivet af Gunnar Knudsen, 1921-32, og Lucidarius er genudgivet af Johs. Knudsen i 1909. Signeformlerne findes i Danmarks Trylleformler ved F. Ohrt, 1917. P. G. Lindhardt be­ handler fromhedslivet i senmiddelalderen i Den danske Kirkes Historie, bind III, 1965. Anne Riising har i Danmarks middelal­ derlige Prædiken, 1969, samlet et stort stof om de mange emner, der omtales i prædikerne, også fra begyndelsen af 1500-tallet. Hovedfremstillingen af borgerkrigens historie er stadig C. Paludan-Muller: Grevens Feide, I-II, 1853-54, genoptrykt i 1971. Den indeholder også meget om udenrigspolitik. A. Heise har i artiklen Herredagen i København 1533, Historisk Tidskrift 1872-73, behandlet denne vigtige begivenhed, men skildringen bør suppleres med Kai Hørby: Roskildebispen Joachim Rønnow, Kirke­ historiske Samlinger, 1969, og E. Ladewig Petersen: Omkring

herredagsmødet i København 1533, Kirkehistoriske Samlinger, 1969. Litteraturen om de reformatoriske tanker og bevægelser er omfattende og bærer præg af den sejrende lutherdoms ten­ dens til at ville se den senere lutherske statskirke som et resultat af en bred folkebevægelse i byerne, og den lutherske reformation, der gennemførtes efter 1536, som en folkesag med vægt på de evangeliske prædikanters betydning. Dette synspunkt er fastholdt i Martin Schwarz Lausten: Reformatio­ nen i Danmark, 1987. P. G. Lindhardts skildring i £>en danske Kirkes Historie, III, 1965, og Gosta Johannesson: Den skånska kyrkan och reformationen, Lund 1947, betoner konflikternes bag­ grund i sociale modsætninger. Af afgørende betydning for forståelsen af prædikanternes synspunkter er Niels Knud An­ dersens afhandling Confessio Hafniensis, 1954, der indgående analyserer den københavnske bekendelse af 1530 og påviser, at prædikanternes lære på afgørende punkter som bibelsyn og opfattelsen af samfund og øvrighed afveg fra Luthers, men var i overensstemmelse med tyske humanistiske og radikale ret­ ningers. Der, hvor prædikanterne har haft indflydelse på me­ ningsdannelsen før 1536, har de altså snarest virket i retning af at styrke de øvrighedskritiske holdninger. De reformatoriske bevægelser i Malmø og København og byrådenes rolle er ana­ lyseret af Henrik Lundbak: ...Så fremt som vi skulle være deres lydige borgere, Odense 1985. Poul Helgesens Skibbykrønike er oversat og udgivet af A. Heise, 1890-91, genoptrykt 1967. Andre skrifter af Poul Helge­ sen findes i Skrifter af Paulus Helie ved Marius Kristensen m.fl., I-VII, 1932-48. H. F. Rørdam har udgivet Malmøbogen, 1868, Småskrifter af Hans Tavsen, 1870 og Skrifter fra Reformationstiden, I-V, 1885-90. Et samtidigt indlæg fra katolsk side er Krøniken om Graabrødrenes fordrivelse fra deres klostre i Danmark, oversat af Henning Heilesen, 1967. Nogle centrale kilder, bl.a. klage­ skriftet mod bisperne fra 1536, er udgivet af Kai Hørby, Refor­ mationen i Danmark, 1972. P. G. Lindhardt har skildret de sidste katolske bisper i Danmark i Nederlagets Mænd, 1968. Kalk­ malerierne er bl.a. behandlet af Ebbe Nyborg, Fanden på væg­ gen, 1978, og viserne af Jens Henrik Koudal, Klassekamp på vers: Politisk visesang omkring feudalismens krise i Danmark i første halvdel af 1500-tallet, i musiktidsskriftet Modspil, 1978. Danmarks Kirker, der er under udgivelse amt for amt, indeholder en mængde oplysninger om kirkernes inventar. Om skabelsen af den nye statsadministration efter 1536 har diskussionerne især stået om Christian 3.s personlige betyd­ ning i forhold til adelen. Var det „adelsvældens" sejr eller kongens? Sidstnævnte synspunkt er forfægtet af Kr. Erslev i Litteraturvejledning

381

Konge og Lensmand i det sextende Aarhundrede, 1879, genoptrykt 1970, der grundigt behandler lensreformerne. Senere har Erik Arup i sin Danmarkshistorie, bind II, 1932, kraftigt hævdet, at statsomvæltningen gennemførtes af en gruppe adelige med kansler Johan Friis i spidsen, mens kongens personlige indsats nedtones. I to store afhandlinger, Kansler Johan Friis' første Aar, Scandia 1933 og 34, og Rigsraadet og Statsfinanserne i Christian IIIs Regeringstid, Historisk Tidskrift 1942, begge genoptrykt som selvstændige publikationer i 1970, har Astrid Friis påvist, at Johan Friis spillede en ledende rolle ved skabelsen af den nye statsmagt med kronen som centrum, men at der også var modstand mod reformerne i konservative adelskredse. Gennemførelsen af den nye kirkeordning er grundigt be­ handlet af Bjørn Kornerup i Den danske Kirkes Historie, IV, 1958, og senest af Martin Schwarz Lausten i Christian den 3. og kirken 1537-1559 og Biskop Peder Palladius og kirken 1537-1560, begge 1987. Peder Palladius' visitatsbog er udgivet af Lis Jacobsen som bind V i Peder Palladius' Danske Skrifter, I-V, 1911-25. Jakob Madsen Vejles visitatsbog er udgivet af A. R. Idum i 1929. Om trolddom og trolddomsprocesserne foreligger der flere nye undersøgelser. Grundlæggende for forståelsen af begrebet er Karsten Sejr Jensen: Trolddom i Danmark 1500-1588,1988. Mere­ te Birkelund har behandlet processerne i Troldkvinden og hendes anklagere, Århus 1983. Den mest omfattende fremstilling, Jens Chr. V. Johansen: Da Djævelen var ude ..., 1991, er baseret på et stort kildemateriale fra især 1600-tallet, men har også betyd­ ning for 1500-tallet. Latinskolernes undervisning og formål er beskrevet af Kristian Jensen: Latinskolens dannelse, 1982. Til belysning af købstædernes sociale forhold foreligger nog­ le vigtige kildeudgaver: Malmø stadsbog 1549-1559 ved Einar Bager, 1972, Malmø tingbøger 1577-83 og 1588-90 ved Leif Ljungberg m.fl., 1968. Helsingør stadsbog 1549-1565 I-II, 1971-79, og Ribe rådstuedombøger 1527-76 og 1580-1599, 1974, ved Erik Kro­ man. I Rig og Fattig i Ribe. Økonomiske og sociale forhold i Ribesamfundet 1560-1660, I-II, Århus 1981, har Ole Degn samlet et stort materiale til belysning af livet i byen. De fattiges, de syges og de kriminelles historie er mangel­ fuldt udforsket. Stig luul: Lov og Ret i Danmark, 2. udg. 1969, giver en oversigt over retsudviklingen. Henrik Stevnsborg har belyst den lokale retspleje i artiklen „Tak Gud min søn, at du ikke kom for Riberret" i Tradition og kritik, Festskrift til Svend Ellehøj, 1984. Dette festskrift rummer flere artikler om 1500-tallets hi­ storie. Et bidrag til forståelse af reformationens betydning er Troels Dahlerup: Den sociale forsorg og reformationen i Danmark, tidskriftet Historie, 1979-81. Tyge Krogh: Staten og de besiddelses382

Litteraturvejledning

Troels-Lund (1840-1921) skrev sit banebrydende værk Dagligt Liv i Norden i det sekstende Aarhundrede ud fra 1800-tallets tro på ud­ vikling og fremskridt. Selv var han en varm fortaler for forsvarssagen og Køben­ havns befæstning, og for ham var kulturhistorien egnet til at styrke de natio­ nale følelser, især hos små nationer. 1500-tallet så han som den tid, der gjorde ende på middelalderens mørke og stilstand. Man kan kritisere Troels-Lund for manglende kendskab Hl middelalderen og for at generalisere ud fra enkelte Hlfælde, især hentet fra overklassens liv. Men ved sine emner og sin fremsHllingsform er Dagligt Liv stadig levende og inspire­ rende.

løse på landet 1500-1800, 1987, behandler især statens politik over for de fattige. Hugo Matthiessens bøger er stadig særde­ les læseværdige, således De Kagstrøgne, 1919, genoptrykt 1964 og 1986, der behandler prostitutionens historie, og Bøddel og Galgefugl, 1910, genoptrykt 1962, der handler om behandlingen af de kriminelle. Hovedfremstillingen af Syvårskrigens historie er Frede P. Jensen: Danmarks konflikt med Sverige 1563-1570, 1982, der også giver et rids af udenrigspolitikken efter 1536. Bogen betegner et brud med en tidligere forsknings ringe vurdering af Frederik 2. som menneske og politiker. Rigsråd, adel og administration 1570-1648, 1980, indeholder to væsentlige artikler om tiden efter krigen, Grethe Ilsøe: Det danske rigsråd 1570-88, og Erling Ladewig Petersen: Rigsråd og adelsopposition 1588. Formynder­ styret har været meget forsømt i nyere forskning. Man må stadig gå til Troels-Lund: Christian IVs Skib paa Skanderborg Sø, 1893. Oversigter findes i to Christian 4.-biografier: Benito Scocozza: Christian 4., 1987 og Steffen Heiberg: Christian 4, 1988. Et hovedværk i dansk historieskrivning er Troels-Lund: Dagligt Liv i Norden i det sekstende Aarhundrede, der første gang udkom 1879-1901 og sidst er udsendt ved Erik Kjersgaard i 7 bind, 1968-69. Familiens forhold og synet på kvinder og mænd er sparsomt behandlet i forskningen. En lille klassiker er Johs. Steenstrup: Kvindens Stilling i Danmark i Renæssancens og Refor­ mationens Tidsalder, Historisk Tidsskrift 1913, genudgivet i Johs. Steenstrup: Den danske kvindes historie, 1982. En kort oversigt med litteraturhenvisninger findes i Johnny Thiedecke: Satans store port, 1982. Artikelsamlingen Kvinder i middelalderen, 1983, indeholder bl.a. Telma Jexlev: Kvinders arbejde og del i pro­ duktionen belyst ud fra regnskaber. Samfærdsel og godstransport samt kongevejene er behand­ let af Alex Wittendorff: Alvej og kongevej, 1973. Humanismen er skildret i litteraturhistorierne, f.eks. Illu­ streret dansk Litteraturhistorie ved Carl S. Petersen og Vilhelm Andersen, I, 1929, og Dansk litteraturhistorie, ved Peter Brask m.fl., II, 1984. Historieskrivningen er behandlet af Ellen Jør­ gensen: Historieforskning og Historieskrivning i Danmark indtil Aar 1800, 1931. Christian Pedersens danske Skrifter I-V er udgivet af C. J. Brandt og R. Th. Fenger, 1850-56. Niels Hemmingsens Vejledning i ægteskabssager fra 1572 er oversat af Richard Mott, 1987. Den vigtigste Tyge Brahe-biografi er Wilhelm Norlind, Tycho Brahe, Lund 1970. Olaf Pedersen har i Tycho Brahe og astronomiens genfødsel, udgivet af „Foreningen Videnskabshi­ storisk Museums Venner", 1987 givet en kort indføring i dette emne.

Litteraturvejledning

383

Illustrationsliste Illustrationslisten indeholder følgende: 1) Oplysnin­ ger om hvem der har tegnet/fotograferet den på­ gældende illustration, eller fra hvilken publikation illustrationen er hentet. 2) Oplysning (sat med kur­ siv) om hvor de viste genstande eventuelt kan ses (kan være sammenfaldende med leverandør). s. s. s. s.

s. s. s. s. s. s.

s. s. s. s. s. s. s. s. s. s. s. s. s. s.

s. s. s. s.

s. s. s. s. s.

10 Inc. 3633. Foto, Det kgl. Bibliotek. 13 Foto, Alte Pinakothek, Munchen. 14 Foto, The Royal Library, Windsor Castle. 16 Tegning, Knud Rosenlund, efter Politikens verdenshistorie, bd. 10, 1984. 17 Foto, Staatsarchiv Hamburg. 19 Foto, Nationalmuseet. 20 Cod. lat. 23.638, fol. llv. Foto, Bayerische Staatsbibliothek, Munchen. 22 Foto, Nationalmuseet. 24 Foto, Det kgl. Bibliotek. 26 Efter Sven Tito Achen: Danske Adelsvåbe­ ner, 1973. 27 Foto, Jens-Jørgen Frimand. 28 Foto, Nationalmuseet. 29 Foto, Jens-Jørgen Frimand. 31 LN 133. Foto, Det kgl. Bibliotek. 33 Foto, Nationalmuseet. 34ø. Foto, Nationalmuseet, 6. afdelings arkiv. 34n: Foto, Jens-Jørgen Frimand. 35 Tegning, Søren Abildgaard, 1759. Nationalmu­ seet. 38 Foto, Jens-Jørgen Frimand. 41 Foto, Nationalmuseet. 42 LN 110. Foto, Det kgl. Bibliotek. 43 Foto, Nationalmuseet. 44 Foto, Lunds Universitets Historiska Mu­ seum. 47 Foto, Antikvarisk-topografiska Arkivet, Stockholm. 48 Foto, Lennart Larsen. Nationalmuseet. 49 Efter Erhvervshistorisk Årbog 1979. Malmb Stadsarkiv. 50 Foto, Kockums, Malmb. Det Jørgen Kochska Huset, Malmb. 51 Efter Sven Tito Achen: Danske Adelsvåbener, 1973. 52 Foto, Nationalmuseet. 53 Foto, Jens-Jørgen Frimand. 54 Foto, Lennart Larsen. Nationalmuseet. 56 Foto, Jens-Jørgen Frimand. 58 Foto, Niels Saxtorph.

384

Illustrationsliste

59 Foto, Rijksmuseum, Amsterdam. 60 Foto, Nationalmuseet. 61 Foto, Jens-Jørgen Frimand. 62 Foto, Nationalmuseet. 63 Foto, Smålands Museum, Våxjb. 64 Inc. 3633. Foto, Det kgl. Bibliotek. 65 LN 181. Foto, Det kgl. Bibliotek. 66-67ø. Foto, Nationalmuseet. 67n. LN 213. Foto, Det kgl. Bibliotek. 68tv. og th. Foto, Nationalmuseet. 68m. Foto, Jens-Jørgen Frimand. 69 Thott 553, 4°. Foto, Det kgl. Bibliotek. 70 Foto, Jens-Jørgen Frimand. 71 Tegning, Knud Rosenlund, efter forlæg af Alex Wittendorff. s. 72 Reg. S fol 460, Nr. 6 Bl. 9-10. Foto, Staatsar­ chiv Weimar. s. 73ø. Foto, Tøjhusmuseet. s. 73n. Foto, Nationalmuseet. s. 74 Foto, Lennart Larsen. s. 79 Foto, Statens Museum for Kunst. s. 81 Foto, Henryk Pieczul. Krakbw Museum. s. 84 Efter Erik Arup: Danmarks Historie II, 1932. s. 85 Foto, British Museum, London. s. 86 Foto, Det nationalhistoriske Museum på Trederiksborg. s. 89 Foto, Lennart Larsen. Nationalmuseet. s. 90 Foto, Herzog Anton Ulrich-Museum, Braunschweig. s. 91 Foto, Jens-Jørgen Frimand. s. 92 Foto, Nationalmuseet, 6. afdelings arkiv. s. 94 Foto, Jens-Jørgen Frimand. s. 95 Foto, Nationalmuseet. s. 96 Foto, Jens-Jørgen Frimand. s. 98 Foto, Nationalmuseet. s. 99 Foto, Nationalmuseet, 6. afdelings arkiv. s. 100 Foto, Jens-Jørgen Frimand. Stadsarkivet, Københavns Rådhus. s. 103 Foto, Jens-Jørgen Frimand. s. 105 Foto, Niels Elswing. s. 106 Foto, Jens-Jørgen Frimand. s. 110 Foto, Lennart Larsen. Nationalmuseet. s. 112 Foto, Nationalmuseet. s. 113 LN 70. Foto, Det kgl. Bibliotek. s. 115 Foto, Bent Jacobsen. s. 119 Foto, Jens-Jørgen Frimand. s. 120 Foto, Nationalmuseet. s. 121 Fra side 32 i Skibbykrøniken. Foto, Den arnamagnæanske Samling. s. 123 Tegning, J. Lbffler, 1878. Nationalmuseet. s. 124-25 Foto, Jens-Jørgen Frimand. s. 126 Foto, Kunstakademiets billedsamling. s. 128-29 Sammlung Derschau, Stiftung Preussischer Kulturbesitz, Berlin. Foto, efter faksimileudg. i s. s. s. s. s. s. s. s. s. s. s. s. s. s.

Kobberstiksamlingen. s. 131 LN 270. Foto, Det kgl. Bibliotek. s. 132 Foto, Det nationalhistoriske Museum på Fre­ deriksborg. s. 133 Foto, Det kgl. Bibliotek. s. 134 LN 209. Foto, Det kgl. Bibliotek. s. 135 Foto, Jens-Jørgen Frimand. s. 136 Foto, Nationalmuseet. s. 137 LN 263 og 264. Foto, Det kgl. Bibliotek. s. 139 Foto, Jens-Jørgen Frimand. s. 140 Foto, Schleswig-Holsteinisches Landesmuseum, Schloss Gottorf, Schleswig. s. 141 Rhumann I M. Landsarkivet for Nørrejylland. s. 142 Foto, Nationalmuseet. s. 143 Foto, Det nationalhistoriske Museum på Fre­ deriksborg. s. 146 Foto, Helge Krempin, Flensborg. s. 147 Foto, Niels Elswing. s. 149ø. Foto, Nationalmuseet. s. 149n. Foto, Nationalmuseet. s. 150 Foto, Det kgl. Bibliotek, efter faksimileudg. Kungliga Biblioteket, Stockholm. s. 151 Foto, Det nationalhistoriske Museum på Fre­ deriksborg. s. 152-53 Foto, Nationalmuseet. s. 155 Tegning, Charles Christensen. Københavns Bymuseum. s. 156 Foto, Jens-Jørgen Frimand. Stadsarkivet, Københavns Rådhus. s. 157 LN 174. Foto, Det kgl. Bibliotek. s. 158 Foto, Lennart Larsen. s. 159 Foto, Nationalmuseet. s. 161 Foto, Det kgl. Bibliotek. Karen Brahes Bib­ liotek, Landsarkivet i Odense. s. 163 Foto, Jens-Jørgen Frimand. s. 164 Foto, Lennart Larsen. s. 167 Foto, John Jedbo. s. 168 Foto, Lennart Larsen. s. 170-72 Foto, Nationalmuseet. s. 174 Ny kgl. Saml. 901, 8°. Foto, Det kgl. Bibliotek. s. 176 Efter A. Thiset: Danske adelige Sigiller, 1905. s. 178 Foto, Nationalmuseet. s. 179 301, -233, 2°. Foto, Det kgl. Bibliotek. s. 180 Foto, Jens-Jørgen Frimand. s. 182 Foto, Rosenborg Slot. s. 185 Akvarel, Egil Rothe. Nationalmuseet. s. 187 Foto, Stådtisches Museum, Flensburg. s. 188 Foto, Nationalmuseet, 6. afdelings arkiv. s. 189 Foto, Det kgl. Bibliotek. s. 190 Foto, Niels Elswing. s. 192 Foto, Jens-Jørgen Frimand. s. 193-95 Foto, Det kgl. Bibliotek. s. 196 Foto, Die stådtischen Museen fur Kunst- und Kulturgeschichte der Hansestadt Lubeck.

s. 197 Sammlung Derschau, Stiftung Preussischer Kulturbesitz, Berlin. Foto, efter The illustrated Bartsch, 13 i Kobberstiksamlungen. s. 198 Foto, Lennart Larsen. Nationalmuseet. s. 199 Foto, Københavns Bymuseum. s. 200 GI. kgl. Saml. 1855, 4°. Foto, Det kgl. Bib­ liotek. s. 202 Foto, Nationalmuseet. s. 205 Foto, Lennart Larsen. Nationalmuseet. s. 208 Foto, Det nationalhistoriske Museum på Fre­ deriksborg. s. 210 Foto, Nationalmuseet, 6. afdelings arkiv. s. 211 Thott 391, 8°. Foto, Det kgl. Bibliotek. s. 213 Foto, Det nationalhistoriske Museum på Fre­ deriksborg. s. 214 Foto, John Jedbo. s. 216 Tegning, Knud Rosenlund, efter Gyldendals Danmarks Historie, bd. 2, 1. del, 1980, og Histo­ risk Atlas Danmark, 1988. s. 218 Foto, Det nationalhistoriske Museum på Fre­ deriksborg. s. 219 Foto, Nationalmuseet. s. 220 108A Pk. 21. Foto, Rigsarkivet. s. 222 Foto, Nationalmuseet. s. 223 Foto, Rosenborg Slot. s. 225 LN 1010. Foto, Det kgl. Bibliotek. s. 227-28 Foto, Nationalmuseet. s. 232 Foto, Nationalmuseet. Holckenhavn. s. 234 Foto, Det kgl. Bibliotek. s. 235 Foto, Nationalmuseet. s. 236 Foto, Jens-Jørgen Frimand. s. 237 Foto, Nationalmuseet. s. 238 Foto, Nationalmuseet. s. 239 LN 1406. Foto, Det kgl. Bibliotek. s. 240 Foto, Lennart Larsen. Nationalmuseet. s. 243 Foto, Det kgl. Bibliotek. s. 244 Foto, Dessau-Mildensee, DDR. s. 245 Foto, Nationalmuseet. s. 246 Tegning, Knud Rosenlund, efter Elna Møl­ ler i Danmarks Kirker, III, 1. bind, 1944, og Ingrid Nielsen i Historisk Atlas Danmark, 1988. s. 248ø. Foto, Nationalmuseet. s. 248n. Foto, Jens-Jørgen Frimand. s. 249 Foto, Nationalmuseet. s. 250 Foto, Det kgl. Bibliotek. s. 252 Foto, Nationalmuseet. s. 253 Foto, Jens-Jørgen Frimand. s. 255 LN 954. Foto, Det kgl. Bibliotek. s. 257-58 Foto, Nationalmuseet. s. 259-61 Foto, Jens-Jørgen Frimand. s. 262 Foto, Landsarkivet for Fyn. s. 263-64 LN 1179, 937 og 954. Foto, Det kgl. Bib­ liotek. s. 265 Foto, Nationalmuseet.

Illustrationsliste

385

s. s. s. s. s. s. s. s. s. s. s. s. s. s. s. s. s. s. s. s. s. s. s. s. s. s. s. s. s. s. s. s. s. s. s. s.

s. s. s. s. s.

266 Foto, Nationalmuseet. 267 LN 262. Foto, Det kgl. Bibliotek. 269 Foto, Jens-Jørgen Frimand. 271 LN 203. Foto, Det kgl. Bibliotek. 272 Foto, Nationalmuseet, 3. afdelings arkiv. 273 LN 401. Foto, Det kgl. Bibliotek. 275 Efter Kim Tørnsø: Djævletro og folkemagi, 1986. 276 Foto, Niels Elswing. 277 Foto, Jens-Jørgen Frimand. 279 Thott 391, 8°. Foto, Det kgl. Bibliotek. 281 Foto, Det kgl. Bibliotek. 282 LN 1426. Foto, Det kgl. Bibliotek. 283 Foto, Malmd Stads Museum. 284-85 Foto, Erik Moltke. 286 Foto og tegning, Nationalmuseet. 287 Foto, Jens-Jørgen Frimand. 288 Foto, Nationalmuseet. 289 Foto, Niels Elswing. 291 LN 886. Foto, Det kgl. Bibliotek. 293 Ny kgl. Saml. 372, fol. Foto, Det kgl. Bib­ liotek. 294 Foto, Jens-Jørgen Frimand. 296 Foto, Nationalmuseet. 297 Foto, Nationalmuseet. 298 Thott 391, 8°. Foto, Det kgl. Bibliotek. 299ø. Foto, Th. Andresen. 299n. Foto, Palle Lauring. 300-01 LN 402. Foto, Det kgl. Bibliotek. 303 LN 386. Foto, Det kgl. Bibliotek. 305 Foto, Lennart Larsen. Nationalmuseum, Stockholm. 307 Foto, Kobberstiksamlingen. 308 Foto, XX.HA. Karte B. 10.001, Geheimes Staatsarchiv Preussischer Kulturbesitz, Berlin. 310 Foto, Det kgl. Bibliotek. 311 Foto, Nationalmuseet. 312-13 Ny kgl. Saml. 101. Foto, Det kgl. Bibliotek. 315 Foto, Det kgl. Bibliotek. 316ø. Foto, Gyldendals billedarkiv. Rosenborg Slot. 316n. Foto, Det nationalhistoriske Museum på Frederiksborg. 317 Foto, Jørgen Sestoft. 319 Foto, Det Nationalhistoriske Museum på Fre­ deriksborg. 320-21 Thott 273, 2°. Foto, Det kgl. Bibliotek. 322 Foto, Rosenborg Slot.

s. 324 Foto, Det nationalhistoriske Museum på Fre­ deriksborg. s. 325 Foto, Nationalmuseet. s. 326 Foto, Rigsarkivet. s. 327 Foto, Det nationalhistoriske Museum på Fre­ deriksborg. s. 330 Foto, Wermund Bendtsen. Møntergården, Odense. s. 332 Foto, Nationalmuseet. s. 334 LN 367. Foto, Det kgl. Bibliotek. s. 336-37 Foto, Hjerl Hedes Frilandsmuseum. s. 338 LN 1178. Foto, Det kgl. Bibliotek. s. 339 Thott 1283, 4°. Foto, Det kgl. Bibliotek. s. 341 Foto, Jens-Jørgen Frimand. s. 342 Foto, Nationalmuseet. s. 343 Foto, Lennart Larsen. Nationalmuseet. s. 345-46 Foto, Nationalmuseet. s. 347 Foto, Sveriges Portråttarkiv, Stockholm. s. 348 Foto, Nationalmuseet, 3. afdelings arkiv. s. 349 Foto, Nationalmuseet. Holckenhavn. s. 350ø. Thott 1282, 4°. Foto, Det kgl. Bibliotek. s. 350n. Tegning, Inge Lise Scheuer, efter forlæg af Alex Wittendorff. s. 351 Foto, Det kgl. Bibliotek. s. 352 Tegning, Knud Rosenlund, efter Alex Wit­ tendorff: Alvej og kongevej, 1973. s. 355-56 Foto, Det nationalhistoriske Museum på Frederiksborg. s. 359 LN 866. Foto, Det kgl. Bibliotek. s. 360 Foto, Kobberstiksamlingen. s. 363 Inc. 3633. Foto, Det kgl. Bibliotek. s. 364 LN 429. Foto, Det kgl. Bibliotek. s. 366-68 LN 432. Foto, Det kgl. Bibliotek. s. 371 Foto, Det kgl. Bibliotek. s. 374 Foto, Lennart Larsen. Nationalmuseet. s. 375 Ny kgl. Saml. 2090h, 4°. Foto, Det kgl. Bib­ liotek. s. 376 Foto, Nationalmuseet. Privateje. s. 377 LN 402. Foto, Det kgl. Bibliotek. s. 378-81 Foto, Det kgl. Bibliotek. For enkelte illustrationer i dette bind har det været umuligt at finde frem til den retmæssige copyright­ indehaver. Såfremt vi på denne måde har krænket ophavsretten, er det sket ufrivilligt og utilsigtet. Ret­ mæssige krav i denne forbindelse vil selvfølgelig blive honoreret, som havde vi indhentet tilladelse i forvejen.

it. kirkefader 116

Register Registret omfatter følgende: Personnavne, stednavne, emner og be­ greber. Årstal placeret umiddelbart efter et personnavn angiver fød­ sels- og dødsår; årstal placeret efter stillingsbetegnelse angiver em­ bedsperiode. Nationalitetsbetegnelse er kun anført på udenlandske personer. Sidetal efterfulgt af f eller ff betyder at stikordet er omtalt på denne og følgende side(r). Kursiverede tal henviser til billedtekster. Stikord fra forord, litteraturvejledning og illustrationsliste er ikke medtaget. Abildgaard, Søren (1718-91), ar­ kivtegner 35 adel, adelskab 27, 27, 29, 29f, 32ff, 41ff, 45, 48ff, 50, 73ff, 82, 84ff, 90, 96ff, 100,107, 109,111,120ff, 124f, 130,138, 140f, 143ff, 148,150,168,171, 173,177,180, 181ff, 185, 191f, 202ff, 206, 212f, 215, 221ff, 226ff, 235, 235ff, 241, 254, 285, 288ff, 306, 314ff, 320, 323f, 328, 332, 345ff, 372, 375, 375 Adolf (1526-86), hertug af Got­ torp, søn af Frederik 1. 215, 217, 306f, 310 afgifter 26, 30f, 39f, 42, 44, 111, 138,146,149f, 188, 218, 238, 241, 284, 288, 314, 338, 346, 349 aflad, afladshandel 58, 109, 114, 117,118, 118,125,126, 256, 293 Afrika 10, 11, 18 aftingning 34, 38, 276 Akershus, ved Oslo 165 Albrecht (1490-1568), hertug af Preussen 138, 194 Albrecht (1503-47), hertug af Mecklenburg 190ff, 198 Alfssen, Knut (c. 1455-1502), no. adelsmand, lensmand på Akershus 72 Allesø, på Fyn 38, 331 almisser 293ff Als 267, 309 Alsted sogn, på Mors 169 Amager 83, 196, 198 Amagertorv, i København 77, 80, 327, 328

Ambrosius (340-97), it. kirkefa­ der 164 Amerika 12, 19 Amsterdam 77, 275 Andersen, Bjørn, se Bjørn, Bjørn Andersen Andersen, Jens, se Beldenak, Jens Andersen Anna (selvtredje), se hellige Anna, Den Anna (1574-1619), prinsesse, datter af Frederik 2. 322, 326 Anneken Hendriks (d. 1571), nederl. kætter 275 Anst Kirke, ved Ribe 276 Antvorskov, ved Slagelse 32, 270, 318, 321, 352 Antwerpen 85 Arcimboldus (ca. 1517), pavelig legat, afladshandler 118 Arctander, Niels Lauridsen, bi­ skop i Viborg (1595-1616) 237 artilleri 28, 71,167, 185, 214, 283, 314, 316, 325 Asien 10, 19 Asmild Kloster, ved Viborg 245 Assens 133, 168,192,193,193 En astronomisk Beskrivelse af Menneskenes Natur og Tilbøjelighed, udg. af Lorentz Benedicht, 1594 300, 377 Asunden, slaget på, 1520 85 Augsburg 90, 250 augsburgske Trosbekendelse, Den 134, 167, 254, 321 August 1. (1526-86), kurfyrste af Sachsen 319, 358 Augustinus, Aurelius (353-430),

Bager, Oluf (ca. 1521-1602), køb­ mand og rådmand i Odense 286, 287, 314 Balkan 151 Balten, Pieter (ca. 1525-98), ne­ derl. maler 59 bandlysning 75, 109, 111, 126, 150, 290, 330f, 338 Banner, Erik (ca. 1484-1554), marsk 152ff, 174, 176, 178, 185f, 193, 223 Bedebog, 1531161 befolkningstal og -tilvækst 18, 23ff, 46, 48, 231, 233, 238, 242, 284f, 292, 343 Beham, Hans Sebald (1500-50), ty. maler og kobberstikker 222 Beldenak, Jens Andersen, bi­ skop i Odense (1502-29) 109, 111,112,137, 166 Benåtky, ved Prag 368 Benedicht, Lorentz (d. ca. 1604), bogtrykker i København 300 benediktinere 105 Berg, Claus (d. efter 1532), bil­ ledskærer og maler i Odense 74, 114, 344 Bergen 77, 341 Bergenhus 165, 201 Bericht von Pulver und Feuerwerken, af Rudolf van Deventer, 1585 312 Berlin 82 Beschreibung aller Stande, af Jost Amman, 1568 133 beskærmelsesbreve, se værne­ breve De besynderligste historier, sentenser og eksempler, som findes i Den hellige Skrift om øvrighedens kald, af Niels Nielsen Kolding, 1567 225 Bibelen 12, 57, 58, 60, 62f, 111, 116ff, 127ff, 133f, 136ff, 147, 149f, 160,177, 206, 210, 254, 281, 281f, 319, 328, 354, 357, 359, 362, 366, 376 Bild, Niels (1553-1622), lens­ mand 227 Bille (slægten) 173f Bille, Anders (1477-1555), rid-

Register

387

der, rigsråd 32,180,180f Bille, Frants (d. 1563), underad­ miral 324 Bille, Mogens (d. 1538), rigsråd 186 Bille, Ove, biskop i Århus (1520-36) 88, 95, 97, 101,103, 107f, 140, 149,153f, 166,168, 186, 201 Bille, Torben (d. 1465), rigsråd 173 Bille, Torben, adm. ærkebiskop i Lund (1532-36) 166, 172, 177, 201 billedstorm 162, 164 Binck, Jacob (ca. 1500-69), ty. maler og kobberstikker 143, 182, 213, 214, 218, 222, 223 birkeret 227, 239, 301 Birket Kirke, på Lolland 62 birketing 42f bisper, bispeembeder 26, 27, 27, 34, 66, 83f, 86f, 94, 104f, 107ff, lllff, 127, 131f, 134ff, 136, 140, 144ff, 146, 160f, 164, 164,169, 173ff, 181, 183, 192, 201ff, 206, 209ff, 241, 243ff, 247f, 250, 252, 256, 261, 285, 356 Bistrup, ved Roskilde 63, 266 Bjørn, Bjørn Andersen (d. ca. 1507), adelsmand 73 Blekinge 91, 141f Bogbinder, Ambrosius (d. 1536), borgmester i Køben­ havn 76,160f, 163f, 174, 1791, 194f, 197ff Bogbinder, Hans Meissenheim (d. ca. 1515), borgmester i København 76 bogtryk, bogtrykkere 116, 118, 132,133, 133, 151,157,171, 347, 354 Bohus, ved Kungålv 165 Bollerup, i Skåne 34f bondefred 141, 311 bondehandel 44f, 48f, 84, 286 Borby, ved Eckemfbrde 140 Bordesholm-forliget 1522 92 borgere, borgerstand 23, 27, 27, 29, 30f, 46, 48, 50f, 60, 75, 84, 86f, 90f, 98, lOOf, 108, 121f, 130f, 135, 138, 142, 149f, 154ff, 159, 159ff, 167, 169, 17211, 183, 185, 191, 192, 19311, 1981, 203,

388

Register

206, 209, 213, 227, 229, 236, 257, 265, 280, 283ff, 288ff, 309, 322, 340, 345f, 353, 359 Bornholm 37, 91,113,142,194, 313 Brahe, Anne (ca. 1505), abbedis­ se i Maribo Kloster 69 Brahe, Henrik (d. 1587), rigsråd 347 Brahe, Niels (d. 1529), adels­ mand 142 Brahe, Steen (1547-1620), rigsråd 328 Brahe, Tyge (1546-1601), astro­ nom 15, 355, 359, 360, 36011, 364, 367, 368 Bregninge Kirke, på Tåsinge 43 Bregninge Kirke, på Ærø 120 Bremen 196 Bremerholm, i København 321 Brock, Niels (d. 1534), rigsråd 185 Broder Russes historie, 1555 263 Brostrup, Jens, ærkebiskop i Lund (1472-97) 75 Bruxelles 80, 92 Briigge, i Flandern 21, 78 Brømsebro-traktaten 1541 217, 304 Brøns Kirke, i Sønderjylland 118 Bugenhagen, Johan (1485-1558), ty. reformator 243, 244, 245, 252 Burgund 102 Bussert, Morten (d. 1553), arkitekt 214 Bydelsbak, Mette (d. 1513), g.m. Mogens Gøye 152 byråd 46, 86, 156ff, 172, 175, 177, ’ 180,183,196, 199, 247, 283f bøder 33, 371, 75, 98, 145f, 173, 229, 257, 275, 300f, 311, 344 Bbhmen 117, 368 Bølle, Birgitte (ca. 1530-95), g.m. Christoffer Gøye 235, 237, 238 bønder, bondestand 23ff, 27, 27, 28, 2911, 33, 3711, 39, 42, 43, 47, 49f, 60, 62, 71, 751, 8211, 91, 921, 94, 94, 96, 9611, 104, 107, 111, 113, 121f, 1271, 130ff, 135,1371, 140,141, 141, 143ff, 152,153, 153f, 161,167, 172, 183f, 186, 194f, 199, 2021,

206, 209, 213, 215, 223, 226f, 229ff, 233, 235, 2371, 239, 239, 241, 241, 252f, 258, 260ff, 278, 280, 283, 285f, 292, 322f, 325, 325, 333, 344ff, 349, 349, 353, 357, 359, 37111, 375, 376, 377 - opstande 23, 28, 29, 100, 113, 117, 122,128ff, 134,140ff, 142,144, 150, 153,184ff, 191ff, 229, 236, 311, 372 - fredsslutninger 141, 311 Børglum Stift 109 Børup, Morten (ca. 1446-1526), rektor i Århus 141 Calvin, Jean (1509-64), fr. refor­ mator 357ff Cecis, de, kardinaldiakon 113 censur 255, 355 Christian 1., konge (1448-81) 19, 143, 178 Christian 2., konge (1513-23) 30, 41, 44, 48, 50, 63, 67, 72, 74, 74, 761, 78, 78, 80, 80, 82ff, 85, 86, 88, 90ff, 95, 96, 99, 100, 104, 107ff, lllff, 119,120, 120,122,123, 1241, 130ff, 131, 14111, 147, 149f, 151, 151ff, 156, 160,162, 164ff, 174, 17811, 183ff, 188,190,192, 194, 197, 213, 213, 215, 2171, 221, 224, 268, 288, 298, 307, 311, 349, 353, 356f, 370 Christian 2.s bylov af 1522 67, 83 Christian 2.s landlov af 1521 83f, 91 Christian 3., konge (1536-59) 92, 138,168, 17111,1771, 181,182, 1821,185ff, 187,188,192, 201, 201, 202, 2031, 206, 209, 209, 210, 210, 213, 213, 215, 217, 217, 218, 218, 221, 223, 2231, 2291, 243, 243f, 248f, 258, 270, 281, 281, 283, 283f, 290, 295, 304, 306, 315, 318, 320, 323, 328, 331, 343, 349, 355f, 358, 370, 372 Christian 3.s Bibel, 1550 281, 281f Christian 4., konge (1588-1648) 68, 304, 320, 320f, 322, 323, 326, 327, 3271, 335, 350, 352, 352, 356, 3671, 370, 374

Christine (1461-1521), dronning, g.m. kong Hans 74 Christine (1521-90), hertuginde af Milano, senere af Lothringen 311 Christoffer (ca. 1504-66), greve af Oldenburg 178, 179, 179, 180, 180, 181ff, 189ff, 213, 236 Civitates orbis terrarum, af Braun og Hogenberg, 1598 371 Clausen, Niels, biskop i Århus (1490-1520) 103 Clavus, Claudius (ca. 1420), kartograf 24 Clement, Skipper (ca. 14851536), jysk folkefører 180, 183ff, 187f, 189 Clementsen, Rasmus (d. 1529), lensmand 93 Columbus, Christoffer (ca. 1446-1506), port, opdagelses­ rejsende 10, 12f Confessio Hafniensis, 1530 133 Cranach, Lucas, d.y. (1515-86), ty. maler 244 Cranach, Lucas, d.æ. (14721553), ty. maler 114,126,131 cølibat 136ff, 256, 337

Dalum Kirke, ved Odense 61 Dan, sagnkonge 356 danmarkshistorier 353, 355, 355, 356, 356f Dannebrog 71 Danske Kancelli 212, 213 Danske Lov, 1683 224, 244 Danzig 16, 21, 77, 91 De nova Stella, af Tyge Brahe, 1573 363, 364, 364, 369 Delmenhorst 92 Denne, Claus Jensen (sidst nævnt 1533), hospitalsstifter 298 Deventer, Rudolf van (ca. 1580), krudt- og fyrværkerimester hos Frederik 2. 312, 320 Diaz, Bartolomeus (ca. 14501500), port, søfarer 10 Dietz, Ludvig (d. 1559), ty. bogtrykker 281 Ditmarsken 71, 71, 92, 152, 187, 306, 309 Djævelen 55ff, 60, 61, 61f, 66ff,

68, 120, 123, 126, 132, 210, 249, 250, 251, 256f, 259, 260, 260, 263, 266ff, 273, 277ff, 290, 303, 329, 336, 342, 372 Dogger Banke, i Vesterhavet 18 Dolnstein, Paul (ca. 1500), ty. ingeniørsoldat 72 dominikanere 243 dommedag 55, 56, 62, 68, 88, 95, 123, 129, 210, 256, 258, 354, 361, 372, 375 Dorothea (1504-47), hertuginde af Preussen, datter af Fre­ derik 1., g.m. hertug Al­ brecht 138 Dorothea (1511-71), dronning, g.m. Christian 3. 218 Dorothea (1520-80), kurfyrstin­ de af Pfalz, datter af Christi­ an 2., g.m. Frederik 2. af Pfalz 197 Dragsholm, i Ods Herred 209 Dragør, på Amager 83 Dreyer, Benedikt (ca. 1555), billedskærer i Lubeck 62 Duncker, Peter de (ca. 1560), bygmester hos Frederik 2. 317 Duren, Adam van (ca. 1532), ty. billedhugger og bygmester 19, 28, 45 Durer, Albrecht (1471-1528), ty. maler 13, 85, 114 Dyveke (d. 1517), Christian 2.s hol. elskerinde 77, 80, 82, 88, 120, 120 dødedans 27

Edinburgh 326 Elben 15, 71 Eleonora (d. 1558), dronning af Frankrig, g.m. Frans 1. 80 Elfsborg, ved Gbtaelvens mun­ ding 310, 312 Elisabeth (Isabella) (1501-26), dronning, g.m. Christian 2. 78, 78, 80, 80, 82, 82, 88, 98, 130 Elisabeth (1573-1626), prinsesse, datter af Frederik 2. 322 Elizabeth, dronning af England (1558-1603) 309 Enbeck, Ditlev (d. 1537), køb­ mand og rådmand i Malmø 49

Enchiridion, af Martin Luther, overs, af Peder Palladius, 1538 271 Engelbrechtsen, Olav (ca. 1480-1538), ærkebiskop i Trondheim 213 Engestofte Kirke, ved Maribo 107 England 18, 111, 220, 233, 249, 313, 358 Enighedsbrevet af 1533 174 Ens, Caspar (ca. 1565), kobber­ stikker 310 Erasmus af Rotterdam (ca. 1457-1536), nederl. humanist 118, 120, 130, 293, 358f Erik 14., konge af Sverige (156068) 304, 306, 309, 311 Estruplund Kirke, ved Randers 142, 277

Falster 31, 84, 109, 191, 314, 322f Falsterbo, i Skåne 133 familie 332f, 336, 337, 341, 347 fattigdom, fattigforsorg 158, 211, 245, 292ff, 295, 301, 341 Faurskov Banker, ved Assens 192 fejder, fejderet, se også Gre­ vens Fejde 36, 93, 120, 177, 206, 230 Femø 265 Ferdinand den Katolske (14521516), konge af Aragonien 82, 249 fiskeri 18, 44, 238 Handem 21 Flensborg 165 - Slot 188 Floris, Comelis (1514-75), nederl. billedhugger 202 En forskrækkelig og sand be­ skrivelse om de mange trold­ folk, som er brændte for deres misgerningers skyld, 1591 273 franciskanere 114, 169 Frankrig 48, 90, 92, 102, 114, 151, 172, 217f, 220, 288, 358 Frans 1., konge af Frankrig (1515-47) 80 Frederik (1529-56), hertug, søn af Frederik 1. 215, 217 Frederik 1., konge (1523-33) 29f,

Register

389

33, 41, 42, 50, 71, 92, 92ff, 96, 100, 107, 111, 122, 125, 127, 132f, 138, 140,142ff, 143, 146, 151ff, 156ff, 164ff, 168f, 1711, 178,182,187, 195, 204f, 213, 219, 283, 354, 357, 370 Frederik 2. (d. 1556), kurfyrste af Pfalz 197, 213 Frederik 2., konge (1559-88) 24, 182,187, 201, 212, 217, 218, 270, 287, 304, 306, 307, 307, 309, 310, 311, 312, 312f, 314, 314, 316, 317, 318, 319, 319, 320ff, 326, 328, 331, 335, 351, 351, 352, 352, 356ff, 364, 367, 370, 374 Frederik 2.s Bibel, 1589 282 Frederik 2.s søret, 1561 313 Frederiksborg 254, 352, 374 Fremmedartikleme af 1569 249 Friis, Christian (1556-1616), kansler 327f Friis, Johan (1494-1570), kansler 181, 183, 189, 201, 204, 212, 213, 214, 221, 223, 239, 306, 315, 327, 354f Friis, Jørgen, biskop i Viborg (1521-36) 108, 154,167, 171, 190, 244 Frode Fredegod, sagnkonge 356 Fugger, ty. handels- og bankier­ familie 83, 90 Fundamentum in Grammatica, 1493 113 Fyn 97, 99, 146, 152, 168, 181ff, ' 191ff, 193, 201, 215, 227, 261, 264, 303 Fyns Stift 109,166ff, 245, 262, 266 Færøerne 215 fæsteforhold, fæstegods 25, 27, 31, 35, 39f, 43f, 84, 91, 99, 225, 228ff, 234f, 238f, 292, 365 førlov 40, 84, 91 Fåborg 168 Galilei, Galileo (1564-1642), it. fysiker 369 Gama, Vasco da (1469-1524), port, søfarer 12 Gammel Strand, i København 73 Gammeltorv, i København 175, 198, 202, 204, 328

390

Register

Gangtofte sogn, på Fyn 149 Gemperle, Tobias (d. ca. 1600), ty. maler 355 Genéve 357 Genua 18 Georg 3. (1507-53), fyrste af Anhalt 244 Gheyn, Jacob de (1565-1629), nederl. maler og kobberstikker 360 gilder, se også lav 16, 38f, 46 Gisselfeld, i Sydsjælland 236 Gjerrild Kirke, på Djursland 53 Glimmingehus, i Skåne 28 Glob, Anders (d. 1546), rente­ mester 90 Gotland Ulf, 217, 304, 313 Gottorp 92, 143,143,146, 153, 188 Granada, i Spanien 13 Grevens Fejde 19, 76, 178ff, 188, 193, 214, 217, 229, 236 Gris, Bagge (d. 1534), adels­ mand 184 Grubbe, Eiler (1532-85), rigens kansler 325 Grubbe, Sivert (1566-1636), lens­ mand, diplomat 270 gråbrødre 114,157, 159 Gråbrødre Kloster, i Køge 149 Gud 54ff, 60ff, 62, 66, 68, 70, 78, 117,121,123,126, 126,127, 129,129ff, 133f, 137,145,147, 177, 203, 209f, 248, 251, 256ff, 264, 266, 267, 277, 282, 295, 298, 300, 318ff, 328, 330, 335, 357, 359, 359, 362, 372, 375 Gudbjerg Kirke, på Fyn 262 Gudenåen 185 Gudum Kirke, ved Ålborg 260 Gunderslev Kirke, i Sydsjæl­ land 237, 238 Gunnersen, Birger, ærkebiskop i Lund (1497-1519) 45, 75, 112 Gyldenstierne, Elsebeth, g.m. Bonde Due Munk, samlever m. Stygge Krumpen 95 Gyldenstierne, Knud, biskop i Odense (1529-36) 165f, 174, 181 Gyldenstierne, Knud Pedersen (ca. 1480-1552), rigsråd 123 Gyldenstierne, Mogens (14811569), rigsråd, statholder 177

gyldne Vlies, Den, orden 85 Gyllenstiema, Kristina (14941559), g.m. Sten Sture d.y. 85 gæsteri 31, 34, 111,137, 213 ' Gørløse Kirke, i Nordsjælland 265 Gøye, Birgitte (ca. 1511-74), g.m. Herluf Trolle 254 Gøye, Christoffer (d. 1584), adelsmand 235, 237 Gøye, Eskild (d. 1506), marsk 289 Gøye, Henrik (d. 1533), rigsråd 100 Gøye, Mogens (d. 1544), rigs­ hofmester 35, 43, 80, 88, 95, 97f, 100, 138f, 143,149f, 152, 15211, 169,1741,176, 178, 181, 184ff, 193, 204, 212, 223, 229, 237, 238, 289 „Gøyemes gård", i Næstved 289 Habsburg (slægten) 80 Habsburgske Rige 102 Haderslev 127, 138, 157,182, 243, 352 Haderslevhus 351 Haelwegh, Albert (ca. 1600-73), kobberstikker 356 Hald, ved Viborg 167, 209 Halland 141 hals- og håndsret 33, 34, 84, 98, 138,143, 148, 213, 218, 227, 357 halsløsning 188f Hamburg 15f, 21, 71, 71, 92, 197 Hammershus 91, 209 handel, handelspolitik 12, 15, 16, 16, 18f, 21, 44, 46ff, 49, 83f, 90f, 101, 121, 156,172, 175, 191, 203, 218, 233ff, 238, 285, 287, 2871, 290, 306, 310, 312 Hans, konge (1481-1513) 19, 19, 21, 28, 291, 41, 47, 71, 72 , 7211, 74, 84, 92, 108f, 111, 141, 145, 198, 306 Hans (1518-32), prins, søn af Christian 2. 78, 80 Hans d.y. (1545-1622), hertug af Sønderborg 217, 309 Hans d.æ. (1521-80), hertug af Slesvig-Holsten 92, 171, 215, 217

Hanseforbundet (hanseater, hansestæder) 15f, 19, 21, 47, 71, 76f, 90f, 101,172, 194, 197, 218, 286, 306 Haraldsted, ved Ringsted 352 - Kirke 134 Hardenberg, Anne (d. 1589), adelsdame 319 Hardenberg, Edel (d. 1581), g.m. Frants Bille 324 havfrue-forkyndelsen 318ff Havrebjerg Kirke, ved Slagelse 147 Hedensted Kirke, ved Vejle 235 Heide, i Ditmarsken 310 Heinesen, Mogens (1545-89), færøsk sørøver 326 Heise, A. (1837-1915), historiker 122 helgener 57, 62f, 66, 69, 88, 103, 111,114,117,162, 162,164, 243, 256, 260, 265, 265f, 271, 280, 297, 336, 340, 344 Helgesen, Poul (ca. 1485-ca. 1535), reformkatolsk forfatter 118ff, 121, 124, 127f, 131f, 137, 139, 149, 154, 157, 161, 162ff, 166,175,181, 191, 249, 293, 295 Helligtrekongers kapel, i Ros­ kilde 365f hellige Anna, Den, Jomfru Marias moder 55, 114, 159, 162 hellige Apollonia, Den (d. 249), gr. martyr 69 hellige Birgitta, Den (1302-73), sv. klosterordensstifter 69, 107 Helnæs, ved Assens 192 Helsingborg 141f, 176, 178, 191, 311 Helsingør 83, 91,111, 118, 178, 267, 277, 285, 288, 303, 340 Hemmingsen, Niels (1513-1600), teolog, professor 281, 290, 291, 298, 335, 338, 342f, 358, 359, 359 Hemmingstedt, i Ditmarsken 71 Henrik Julius, hertug af Braunschweig-Wolfenbiittel 322 Henrik 8., konge af England (1509-47) 19 Herlufsholm Skole 254 Herodes Antipas, konge af

Judæa (4 f.Kr.-39 e.Kr.) 120, 120 herredsting 42f, 82f, 140, 149, 184, 186, 218, 224, 227, 270, 272 Hess, Markus (1526-90), køb­ mand og borgmester i Kø­ benhavn 286ff, 314 Hesselagergård, på Fyn 214, 222, 239 Hessen 309 Hjallelse, på Fyn 181 Hjerl Hede (frilandsmuseet) 336 Holger Danske 354 Holland 165 Holmens Kirke, i København 317 Holstebro 187 Holsten 71, 71, 80, 92f, 112, 143, 172, 174, 178, 186, 212, 215f, 217, 243, 309, 322f, 327 Hornslet Kirke, ved Århus 192 Horsens 183, 186,188 Hortulus Animae, af G. Rhon, 1552 255, 264 hospitaler 158f, 211, 245, 295, 297ff, 343 hoveri 31, 213, 238f, 292, 349, 372 Huitfeldt, Arild (1546-1609), rigens kansler, historiker 355, 356, 356f humanisme, humanister 12, 14f, 78, 116ff, 154, 293, 359 Husum, i Slesvig 92 Huus- og Reysebibel, flere udg. 282 Hvas, Jens (ca. 1488-1536), landsdommer 152ff Hven, se Ven Hvidøre, ved København 179 Højbro, i København 73, 76 Hørby Kirke, ved Holbæk 98 håndfæstninger 27, 29, 33f, 41, 48, 74f, 84, 88, 90, 94, 96ff, 107f, 122, 125, 127, 138, 172, 183, 209, 212f, 222, 224, 306, 321, 323, 327f, 370 håndværk(ere) 46, 50, 84, 156f, 163,172, 203, 233, 235, 252, 278, 285, 302, 332ff, 348

iberiske Halvø, Den 13 Imod Ecteskabs Dieffle, af

Andreas Musculus, overs, af Niels Palladius, 1557 338 Indien 12f, 18, 303 indiske Hav, Det 10 Isabella den Katolske (14511504), dronning af Kastilien og Aragonien, g.m. Ferdi­ nand den Katolske 78, 82, 249 Island 215, 288 Italien 11, 92, 102, 114, 116, 151, 250 Ivan den Grusomme, zar af Rusland (1534-84) 309

Jakob 6., konge af Skotland (1567-1625), af England (som Jakobl.) (1603-25) 322, 326 Jelling, ved Vejle 169, 351, 352 Jerusalem 187 jesuitter 250f Jetsmark Kirke, i Vendsyssel 33 Joachim (1536-86), fyrste af Anhalt 244 johanittere 132 Johanna den Vanvittige (14791555), dronning af Kastilien og Leon, g.m. Philip den Smukke 82 Johannes Døberen 88, 120, 120 Jordan, Marcus (d. 1595), karto­ graf 189, 371 jordebøger185, 349 Jorden 15, 60, 62, 62, 361ff, 365, 369, 375f Jorløse Kirke, i Vestsjælland 35 Jylland 32, 93, 96f, 100, 120, 127, 146,149,152f, 165,178,182f, 185,189,191, 193,195, 201, 215, 223, 267, 277 Jyske Lov 42, 67, 224 Jærtegnspostil, af Christiern Pedersen, 1515, optr. 1518 133, 353 kalkmalerier 39, 70, 153, 346 Kalmar 90, 191, 309 Kalmarunionen 21, 71, 84, 122, 304 Kalundborg 198, 318 - Slot 165,197, 218 Kalø, på Mols 90, 152, 186 Kap det Gode Håb 12 kaperi 21, 93, 183f, 313, 326 kapitalisme 19, 33, 53, 267

Register

391

Karl 5., ty. kejser (1519-55) 80, 82, 85, 90, 92, 102, 114, 126, 151, 174, 196, 217f Karl den Store, konge af Frank­ rig (768-814) 354 karmelitere 118 katekismus 166f, 254, 260, 342, 347 Keldby Kirke, på Møn 139 Keluf Jens Nielsen (ca. 1550), næringsdrivende i Malmø 341 Kepler, Johannes (1571-1630), ty. astronom 368f Kermesse, maleri af Pieter Bal­ ten 59 Kerteminde 152 - Kirke 345 Kiel 172 Kieler Omslag 90, 95 Kippinge Kirke, på Falster 63 kirkegods 26, 35, 75, 83, 102, 105,107f, 144, 155, 157, 159f, 173, 202, 204, 210f, 213, 219, 223, 252, 295 Kirkeordinansen af 1537 243, 243, 245, 247f, 251f, 254ff, 261, 264, 268, 281f, 290, 297, 367 kirkeret (kanonisk ret) 83, 87, 107,132, 138, 145ff, 173, 223f, 300 kirkeværger 148, 241, 282, 297 Kirstine Barbara (d. 1604), samlever m. Tyge Brahe 367, 369 kloge folk 63, 66f, 69, 78, 259, 268, 270, 275, 278, 280, 298 klostergods 26, 144, 169, 210 Knieper, Hans (d. 1587), nederl. maler og tapetvæver 288, 304, 322, 374 Kock, Jørgen (d. 1556), køb­ mand, møntmester og borg­ mester i Malmø 50, 51, 51, 98, 99, 156f, 158, 158, 174f, 177ff, 191, 194f, 198f, 283f, 287 Koes, i Ungarn 350 Kolding 97, 153, 182f, 213, 351, 352 Koldinghus 95, 186, 189, 218, 234, 351 koncilier, konciliebevægelse 114, 116, 126, 146, 250 Kong Olger Danskes Krønike,

392

Register

af Christiern Pedersen, 1534 354 Kong Salomons hyldning, af Hieronymus Justesen Ranch, 1584 320 konge, kongemagt 26, 29, 31, 31, 34, 36, 42, 42, 48, 73ff, 82, 84, 99, 104,134, 147f, 154, 158, 172ff, 204f, 209, 212, 226, 229, 248, 288, 290, 317, 321, 372, 375 Konstantinopel 12, 114 Kopemikus, Nikolaus (14731543), po. astronom 362, 365f korsebør 66f, 256, 260, 263f Korsør 352 Krabbe, Elsebe (1514-78), g.m. Peder Skram 282 Krabbe, Erik (1510-64), rigsråd 224 Krabbe, Karen (d. 1586), g.m. Niels Skeel 341 Krabbe, Tyge (1474-1541), rigs­ marsk 139, 141f, 175, 177, 191, 212, 224, 243 Krag, Niels (1550-1602), diplo­ mat, historiograf 355f Kriegs Memorial, håndskrift 201 Kriegsbuch, af Joachim Arentz, 1578 335 kriminalitet 299ff Det kristelige messeembede på dansk, af Claus Mortensen Tøndebinder, 1528 157 Krogen Slot 191, 197, 314 Krognos (slægten) 26 Krognos, Oluf Stigsen (d. ca. 1505), rigsråd 34f, 180 Krognos, Pernille (d. 1533), g.m. Anders Bille 180 Kronborg 304, 314, 315, 328, 352, 374 krongods 30, 34, 75, 218ff, 230f, 234, 239, 314, 322 Krummedige, Henrik (ca. 14651530), no. og da. rigsråd, rid­ der 73, 104 Krumpen, Otte (ca. 1485-1559), rigsmarsk 85 Krumpen, Stygge, biskop i Bør­ glum (1519-36) 95, 108, 181, 186, 244, 245 Kulien fyr, i Skåne 365f kunst 116, 344ff, 348

Kunstbuch von allerhandt Kunsten, af Rudolf van De­ venter, 1585 320 København 46f, 48, 48, 67, 73, 78, 80, 83, 90, 97ff, 100,113, 118, 133, 148, 154ff, 164f, 172, 174f, 178, 179ff, 188, 191ff, 193, 195,199, 201, 206, 210, 219, 234, 242, 243, 245, 249, 267, 272, 273, 281, 283f, 290, 293, 298, 315, 316, 316, 326, 352, 352, 368 Københavns Bymuseum 199 - domkapitel 248 - Slot 19, 73, 82,139, 179, 201, 293, 317, 326, 328, 355 - Universitet 118f, 132, 154f, 159, 245, 249, 255f, 358, 360, 371 købmænd 46ff, 51, 90, 92, 101, 154, 156f, 163, 172, 175, 234f, 242, 252, 286, 287, 287ff, 314, 375 Køge 179, 267 Kbln 109, 273 , 288, 314 Kaas, Niels (1534-94), kansler 315, 316, 321, 326, 355 Landet Kirke, på Lolland 268 landgilde 25, 31, 43, 104, 231, 235, 257, 292 landsbyvedtægter 37f, 229, 297, 331 ' landskabslove 31, 83, 224f, 301 Landskrona 133, 142, 176, 181, 191, 283 landsting 30, 31, 32, 41ff, 73, 83, 91, 100,133,140f, 147, 152f, 177, 181, 196, 224, 254, 272, 274, 284, 320 Lange, Erik (d. 1613), adels­ mand, alkymist 376 Laurentsen, Peder (d. 1552), prædikant 133, 137,150, 157, 243 lav, se også gilder 46f, 156, 156, 163f, 286, 302, 330, 341, 344 Laxmand, Poul (d. 1502), rigs­ hofmester 35, 73, 75f, 109 Lazarus, den fattige 295 Leipzig 67, 355, 360 lensvæsen 34, 74, 85, 92, 142f, 173, 175, 181, 185, 218ff, 220, 226, 230, 241, 284, 314f, 317,

324f, 372 Leovitius, Cyprian (1524-74), bøhmisk astronom 361 Liber Chronicarum, af Hartmann Schedel, 1493 10, 363 Lillebælt 192 Limfjorden 18 Lindenov, Hans, lensmand på Bergenhus 326 Lissabon 90 Lister Herred 142 Livland 306, 309f, 312 Lolland 31, 42, 100, 109, 191, 314, 322f Lorch, Melchior (ca. 1527-ca. 83), maler og kobberstikker 307 Lothringen 311 Lotter, Melchior (d. 1542), bogtrykker i Leipzig 133 Louvain 132 Lucidarius, populærviden­ skabeligt skrift 60 Lund 141, 181, 196 - domkapitel 112f, 166, 176f, 248f - Domkirke 45,168 - Stift 109, 176f, 245 Luther, Martin (1483-1546), ty. reformator 125, 126, 126f, 128, 129,129f, 134,137, 150, 156, 157,161, 166, 171,182, 204, 204, 206, 209f, 223, 243, 244, 247, 249, 254, 280, 281, 281f, 290, 336, 342, 357ff Luyken, Jan (1649-1712), nederl. maler og kobberstikker 275 Lubeck 15f, 19, 21, 49, 71, 72, 74, 90, 92f, 95f, 101,107,109,112, 142,165,172,174, 178,186, 190f, 196,196f, 217, 281, 310, 313 Lykke, Anne (ca. 1540), g. 1° m. Anders Bille, 2° m. Otte Krumpen 180 Lykke, Jakob (d. efter 1630), adelsmand 324 Lykke, Peder (d. 1535), rigsråd 171,180 Lykke, Sophie (d. 1570), g.m. Jacob Hardenberg 227 Lynderupgård, ved Hjarbæk Fjord 229 Lystrup, i Sydsjælland 325

læsefærdighed 130, 254f, 373, 375 Lønborg Kirke, ved Skjern 258

Machiavelli, Nicolo (1469-1527), it. statsmand og historiker 120 magi 53, 63, 65, 67ff, 78, 80, 259f, 264ff, 270ff, 279, 2791, 296, 298, 335, 342, 344, 353, 359, 369 Magleby Kirke, på Langeland 180 Magnus (1540-83), hertug, biskop af Øsel 309 Malmø 21, 46ff, 50, 51, 98, 99, 99,100,133ff, 137,141,150, 154ff, 157, 158, 164, 169, 171, 175,177ff, 181, 183, 188, 191, 196ff, 206, 245, 266f, 272, 282ff, 341, 354 Malmøbogen, af Peder Laurentsen, 1530 150 Malmøhus 177, 283, 283f Mandevilles rejse, fiktiv rejse­ skildring 64 Margrete (1353-1412), dronning 304 Margrete, regent i Neder­ landene (1507-30) 80 Maria, Jomfru 55, 62, 66, 69, 88, 98,107, 113,114, 149,158, 159, 162, 256, 265f, 336, 340 Maria den Blodige, dronning af England (1553-58) 249 Maria Magdalene 69 Maria Magdalene Kirke, på Djursland 68 Mariager Kirke 245, 345 Mariakirken, i Helsingborg 295 Maribo Kloster 69,107 Marie af Burgund (1457-82), kejserinde af Tyskland, g.m. Maximilian af Habsburg 82 markeder, markedsforhold 44, 50, 233, 239, 285, 287 Maximilian af Habsburg, ty. kejser (1493-1519) 80, 82 Mecklenburg 198, 209 Meinstorf, Anne (ca. 1475-1535), hofmesterinde, g. 1° m. Holger Rosenkrantz, 2° m. Jørgen Ahlefeldt 191,192, 194, 199

Melanchthon, Filip (1497-1560), ty. reformator 244, 252, 254, 290, 355, 357ff Meldorf, i Ditmarsken 71, 310 menneskeopfattelse 14, 57f, 60, 347, 353, 357, 359, 376 messer 58, 63ff, 65, 69, 73, 83, 105,133,137, 149, 155,157, 159f, 162, 162, 164, 169, 173, 192, 213, 247, 256, 262ff, 266, 353 Middelfart 192 Middelhavsområdet 18, 233 Mikkelsen, Hans (d. 1532), borgmester i Malmø 82, 84, 84, 98, 100, 130f, 147, 165, 212 Mikkelsen, Knud, biskop i Viborg (1451-78), rigsråd 42 Milano 90 Missale Lundense, 1514 65 mode 151, 335, 345f Moseloven 268, 300, 359 Mostaert, Jan (1475-1556), ne­ derl. maler 88 Munk, Ida (d. 1586), g.m. Oluf Nielsen Rosenkrantz 324 Munk, Iver, biskop i Ribe (150036) 166, 201 Munk, Mogens (d. 1558), lands­ dommer, rigsråd 94ff, 152f Munk, Peder (1534-1623), ad­ miral, marsk 321, 326ff Musculus, Andreas (1514-81), ty. teolog 263, 338 Munster, i Westfalen 196, 197, 197 Møn 84, 91 mønt 34, 50, 51, 92, 99, 99, 175, 188, 210, 290, 311, 314, 327 Mørkøv Kirke, ved Holbæk 56

Nakskov 265 Narva, i Estland 288, 309, 312 nationalkirke 102, 144, 147, 168, 173 Navl, Jørgen (d. 1506), lavadels­ mand 35 Nederlandene, nederlændere 15f, 18f, 21, 48, 76, 78, 80, 80, 82, 90ff, 98, lOlf, 123, 151, 154, 165, 172, 174, 197, 217f, 233f, 286, 288, 358 Newton, Isaac (1643-1727), eng. fysiker 369

Register

393

Nicolaus Germanus (ca. 1480), ty. kartograf 24 Nielsen, Laurids (Klosterlasse) (1538-1622), no. teolog, jesuit 251 Nielstrup, på Lolland 236 Nikolai Kirke, i København 158 Norby, Søren (d. 1530), søkriger 141f Norden 21, 24, 130, 138, 172, 191, 218, 314, 354, 368 Nordhavet 313 Norge 18, 44, 48, 72, 76f, 97, 101, 109, 122,143,151, 165f, 172f, 184, 213, 215, 217f, 282, 304, 311, 313, 322, 326, 328, 365 Nyborg 183, 213, 283 - Slot 183, 299 nye Testamente, Det 130,131, 131,150, 150 Nye tidender om to jesuitter, 1581 250 Nykøbing Slot 42 Numberg 64 Næsbyholm, ved Sorø 241 Næstved 284, 289 Nørholm Kirke, ved Ålborg 112 Nørre Alslev Kirke, på Falster 27 Nørre Saltum Kirke, i Vendsys­ sel 94 Nørrejylland 88 Obbergen, Anton van (ca. 1580), nederl. bygmester 314 Odder Kirke 266 Odense 48, 74, 111, 112,114, 127, 150, 166, 182f, 194, 243, 257, 285, 287, 302, 320, 330 Odsgård, Thøger (ca. 1530), bondeleder 152 Oldenburgisch Chronicon, af Herman Hammelmann, 1599 195 Om den store Guds bespottelse med sværgen og banden, af Andreas Musculus, overs, af Peder Palladius, 1557 263 Om ægteskab, af Niels Hem­ mingsen, 1572 335 opdagelser 10, llf, 15, 18, 375 oprør, opstande 23, 29, 94, 96, 113, 128ff, 137, 153, 212, 284,

394

Register

325, 356, 359, 370, 372 Oslo 326 Oxe, Eskil (d. 1563), renteme­ ster 221 Oxe, Johan (d. 1534), rigsråd 236 Oxe, Peder (1520-75), rigshof­ mester 220, 221, 236, 286, 311, 311, 315, 355, 358, 363 Oxe, Pernille (1530-76), g.m. Ot­ te Rud 332 Oxe, Torben (d. 1517), lens­ mand på Københavns Slot 82

Palladius, Niels, biskop i Lund (1551-60) 338 Palladius, Peder, biskop i Kø­ benhavn (1537-60), professor 245, 249, 253, 256, 257, 257ff, 262, 263, 266, 267, 267f, 271, 277, 280ff, 290, 294f, 298, 301, 329, 337, 338, 338 Paludan-Muller, Caspar (180582), historiker 193 Paracelsus (1493-1541), schwei­ zisk læge og naturforsker 78, 369 Paris 353 Parsberg, Manderup (15461625), rigsråd 360 Pastor, af Niels Hemmingsen, 1562 359 Paulus, apostel 357, 359, 371 paven, pavestolen 83, 102,104, 109, lllff, 117, 118, 125ff, 128, 143f, 249, 249f, 266, 320 Peder Smed og Adser Bonde, satire 150 Pedersen, Christiern (d. 1554), humanist, historisk forfatter 67,133, 141,171, 266, 281, 353 Pein, Johan (ca. 1535), preussisk admiral 194f, 199, 201 persiske Havbugt, Den 12 pest 18, 25, 27, 114, 151, 257, 293, 297f Philip den Smukke (1478-1506), ærkehertug af Østrig, konge af Kastilien 78, 82 pilgrimme, pilgrimsrejser 66, 187, 256, 277, 293 Pilgråndshuset, i Ystad 47 Pinneberg 92 Polen 19, 250, 306, 309f, 323

Portugal 11, 288 Postil, af Hans Tausen, 1539 261, 267 Postil, af Niels Hemmingsen, 1576 291 Prag 170, 368f prisstigninger 231, 233, 235, 237f, 242, 277, 284, 286 privilegier 26, 30, 33f, 43, 48, 74, 92, 96f, 100,101, 109, 122, 125,145,156, 198, 213, 215, 227, 229, 285f, 306, 320f, 323f, 372 prostitution 338, 338, 340, 343f præster, præsteskab 26, 39, 60, 62, 64, 65, 66f, 83, 95, 107f, 111,124, 131ff, 138, 142, 146f, 149,150, 150, 157f, 160, 162, 164,166,169, 172f, 176f, 189, 204, 211, 241, 243, 245, 247, 248, 248ff, 256f, 260, 261, 261ff, 268, 268, 272ff, 281, 293, 295f, 298, 303, 331, 333, 338, 343, 357f, 375 Præstø 66 Ptolemæus (2. årh. e.Kr.), gr. kartograf 24, 371

Ralick (slægten) 26 Ranch, Hieronymus Justesen (1539-1607), præst, digter 320 Randers 185 Rantzau, Henrik (1526-98), stat­ holder i hertugdømmerne 189, 371 Rantzau, Johan (1492-1565), felt­ herre 97, 142, 178, 182, 186, 187,187f, 189, 192,193, 193ff, 199, 217, 306 Rantzau, Melchior (ca. 14961539), holstensk rigsråd, di­ plomat 196, 199 rantzauske Tavle, Den 193 reformation, modreformation 12ff, 39, 59, 67, 112, 118, 121, 123ff, 132ff, 147, 154, 157f, 160ff, 167f, 172, 177f, 196, 203ff, 238, 243, 245, 250, 280, 293, 338, 344, 345, 355, 370, 375 reformkatolicisme 116, 118f, 124, 126, 128, 132, 154, 157, 249 regnskaber 34, 49, 219, 220, 220f, 237, 252, 270, 314, 341

relikvier 63,117, 256 rentetagning 290f, 358 renæssance 11, 13, 14, 14f, 92, 116, 307, 314, 317, 325, 346, 348, 356, 366 Rerum Danicarum Frederic II, 1593 310 Resen, Hans Poulsen, biskop i København (1615-38) 253 retsvæsen 67, 83f, 91, 223f, 226ff, 235, 239, 268, 270f, 275, 295ff, 299ff, 313, 337 retterting 43, 97, 143, 174, 223f, 272, 300, 326 Ribe 42, 46, 48, 150, 234, 257, 272, 285, 301, 348, 355 - domkapitel 127 - Domkirke 321 - Stift 166 Ribeartikleme af 1542 247 Riberhus 234 riddere, ridderskab 26, 29, 93ff, 138,140,145, 147,152, 215, 307, 307, 311, 323 Riga 21, 309 rigsråd(er) 13, 27, 29, 33f, 36, 42, 45, 48, 73f, 77f, 82, 84, 86ff, 93ff, 101, 107,109, 121f, 128,135, 142ff, 143, 147f, 151ff, 156f, 161, 164f, 167,171ff, 176, 177,179ff, 189,191,194f, 201ff, 206, 209, 211f, 215, 219, 221ff, 228, 231, 239, 243f, 268, 270, 306, 309, 310, 310ff, 315ff, 320ff, 327f, 331, 355f, 359, 370, 372 Ringkøbing 150, 186 Ringsted 100, 352 - Landsting 181, 191, 196 Rinkaby Kirke, i Skåne 39, 41 ritualer 67, 249, 262f, 280 Rom 90, 102, 104, 109, 111, 113f, 144, 162, 166, 173 Rosenberg, Frans, biskop i Viborg (1642-58) 375 Rosenkrantz, Christoffer (d. 1565), lensmand på Hald 229 Rosenkrantz, Holger Holgersen (1496-1534), lensmand 185 Rosenkrantz, Jørgen (1523-96), rigsråd 321 Roskilde 67, 98, 179, 245, 247, 2631, 266, 268, 324, 352, 358

- domkapitel 248 - Domkirke 66,168, 202, 321 - Stift 266 Rosted Kirke, i Himmerland 55, 343 Rostock 132, 360, 368 Rostrup Kirke, ved Hobro 248 Rud, Otte (1520-65), admiral 332 Rud, Sophie (d. 1623/24), g.m. Jakob Lykke 324 Rudolf 2., ty. kejser (1576-1612) 368 Rusland 109, 306, 323 Ry, ved Silkeborg 181, 192 Rugen 18 rygte, omdømme 2741, 277, 329, ' 343 Rygård, på Østfyn 227 En Rævebog, overs, af Herman Weigere, 1555 239 røde Hav, Det 12 Rømø 234, 348 Rønnow, Joachim, biskop i Roskilde (1529-36), kansler 159,162, 168, 1741, 180, 191, 201, 203, 244

Sachsen-Lauenburg 217, 218 Sadolin, Jørgen Jensen, biskop i Odense (1537-59) 132f, 166f, 243, 245 Salling 133 Salmebog, af Hans Thomesen, 1569 282, 282 Salome, datter af Herodias 120, 120 Samsø 318f En sanddru beretning om de kristnes lyksalige sejr og triumf i det crabatiske land over tyrken, 1593 303 Sankt Antonius 66 Sankt Bartolomæus 98 Sankt Clemens 103 Sankt Hans Kirke, i Odense 287 Sankt Helene Kilde, i Tisvilde 66 Sankt Jørgensgård, ved Køben­ havn 118 Sankt Katharina Kirke, i Ribe 253 Sankt Knuds Kirke, i Odense 74, 114 Sankt Knuds marked, i Odense

182 Sankt Kristoffer 103, 265 Sankt Marie Kirke, i Helsingør 88 Sankt Nikolaj 297 Sankt Nikolaj Kirke, i Køben­ havn 316 Sankt Ninianus, Skotlands apostel 111 Sankt Olai Kirke, i Helsingør 111, 288 Sankt Peders kirkeplads, i Næstved 289 Sankt Petri Kirke, i Malmø 155, 157 Sankt Regitses Kilde, i Frørup 266 Sankt Søren 63 Sankt Sørens Kirke, i Ry 181 Sankt Urban 1. 103 satire 45, 146, 150,178 Saxo (nævnt 1202), historieskri­ ver 353, 355, 356, 374 Schaubo, Morten Andersen (ca. 1590), præst i Skamstrup 248 Schedel, Hartmann (ca. 1490), ty. geograf 10, 64 schmalkaldiske Forbund, Det 217 Schweiz 117 segl 86, 118, 156, 176, 243 Sehested, Jacob (d. 1577), lens­ mand 220 selvejere, selvejergods 30, 35, 42, 107, 140, 184, 188f, 230, 235, 238, 346 selvstyre 25, 37, 46, 156, 215 Serritslev, ved København 195 Siebe, Johan (ca. 1550), nederl. guldsmed 223 Sigbrit Villoms (d. ca. 1532), Christian 2.s hol. rådgiver 771, 80, 82f, 98,100, 120, 120, 123, 278, 341, 369 signen og manen 65f, 69, 264, 280, 335, 342 Silkeborg Slot 103, 209 Sittow, Michel (ca. 1469-1525), est.-ty. maler 78 Sjælland 31f, 84, 96ff, 148, 153, 159,175,180f, 183,186, 191ff, 193, 213, 215, 236, 257, 351, 352 Sjællands Stift 166, 168, 175, 245,

Register

395

256 Sjællandske Landsting 99 Sjællandske Lov 31, 31 Skagen 16 Skamstrup Kirke, i Vestsjælland 248 Skanderborg 88, 149,153,186, 234 - Sø 326 Skanør, i Skåne 18 Skarhult Kirke, i Skåne 91 skat, skattefrihed, skattenægtel­ se 27, 30, 36, 41f, 44, 49, 50, 71, 76, 91, 94, 100, 111, 122, 133,137f, 141ff, 148f, 153, 155, 184,189,194, 196, 213, 218, 220, 221, 235, 238f, 241, 284, 286, 294, 306, 311f, 314, 322, 346 Skave, Niels, biskop i Roskilde (1485-1500) 75 Skeel, Niels (d. 1561), adels­ mand 341 Skibbykrøniken, lat. manu­ skript af Poul Helgesen, ca. 1535 118, 121, 191f Skive 187 Skjern Å 76, 186 Skodborg, Jørgen, fung. ærke­ biskop i Lund (1519-21) 112f skoler, skolevæsen 60, 119,131f, 138, 157,169, 177, 245, 248, 250ff, 252, 253, 282, 342 Skotland 326, 358 Skovgaard, Anne, g.m. Holger Ulfstand 324 Skovkloster (Herlufsholm), ved Næstved 105 Skram, Peder (ca. 1503-81), admiral 194f, 282 Skælskør 252, 284 Skåne 34f, 75, 100, 113, 140ff, 175f, 191f, 215, 266 - Landsting 141 Slagheck, Didrik, ærkebiskop i Lund (1521-22) 113 Slangerup, i Nordsjælland 284 - Kirke 284 Slesvig 80, 92f, 127, 143, 172, 174, 212, 215f, 217, 243, 309, 322f, 327 - Stift 104 Slogs Herred, i Sønderjylland 140

396

Register

slægtstavler 82 Svanning, Hans (ca. 1500-84), Smørum Kirke, ved København historiker 78, 355 70 Svante Nilsson, se Sture, Svan­ Sophie (1557-1631), dronning, te Nilsson g.m. Frederik 2. 304, 318, 319, Svendborg 168, 183,194, 227, 319ff 272 sortebrødre 112, 153 Svenstrup, ved Ålborg 185f, 191 Sorø Skole 254 Sverige 19, 21, 71, 72 , 76, 80, Spandemager, Hans Olufsen 84f, 87, 90f, 93, 111,122,151, (d. 1571), prædikant, provst 172, 191, 212, 217, 235, 264, 133, 157, 245 304, 306, 309, 309ff, 316, 316, Spanien 11, 48, 90,102, 172, 249, 323, 354, 356 288 Sydamerika 233 Sparre, Aage, fung. ærkebiskop Sydrak, populærvidenskabeligt i Lund (1523-32) 112f, 157, 166 skrift 26, 60f, 335 Speyer-traktaten af 1544 218, 286 syfilis 257, 297, 299, 338, 338 Spottrup, i Salling 167, 190, 209 Syrien 12 stambøger 211, 279, 298, 338, Syvårskrigen 1563-70 237, 264, 350, 375 292, 310ff, 321 Stegehus 180 Sæby Kirke, i Vendsyssel 68 Stenderup Kirke, ved Horsens sædvane(ret) 30f, 39, 42, 55, 94, 136 96f, 99, 116, 125, 130, 138, 149, Stettin-freden 1570 312 152, 203, 225, 229ff, 239, 258, Stjerneborg, på Ven 364, 366 325 Stockholm 71f, 85, 85, 86, 86ff, Søborg Kirke, i Nordsjælland 90, 111, 113, 196, 304, 310 297 Store Kirkestræde, i Køge 159 Søholm, på Stevns 180 Storkyrkan, i Stockholm 86 Sønderborg 309 Stormarn 92 - Slot 165, 174, 178, 245 Stortorvet, i Stockholm 87 Sørensen, Peder (1540 el. 42Strangesen, Ebbe (d. 1507), 1602), læge 369 rigsråd 73 sørøveri, se kaperi Stub, Peder (d. 1536/37), borg­ mester i Viborg 150 Tallin 21, 309 Stubbekøbing 284 tamperret 301, 337 Stubberup, på Fyn 303 Tausen, Hans, biskop i Ribe studehandel 19, 31, 44, 48, 50, (1541-61) 132, 132ff, 137, 138, 111,121, 213, 233, 234, 235, 154, 158, 161, 175, 243ff, 260f, 238, 285, 287 267 Sture, Sten d.y., sv. rigsfor­ Teinkirken, i Prag 369 stander (1512-20) 84f, 87, 90 Theophilus, Olaus, rektor i Sture, Sten d.æ., sv. rigsfor­ København (1565-75) 251 stander (1470-97) og (1501-03) Thisted 284 21, 71f Thomas Aquinas (1225-74), Sture, Svante Nilsson, sv. teolog 116 rigsforstander (1503-12) 71f, Thomesen, Hans (1532-73), 84 præst, salmebogsforfatter stænder, standssamfund 26, 27, 282, 282 27, 29f, 35, 39, 39, 43, 45, 48, Thott, Lene (d. 1599), g.m. 55, 56, 67, 75, 83f, 94, 101, Henrik Brahe 347 117f, 120f, 123ff, 128, 130, 138, Thy 184 147, 178, 202ff, 209, 222f, 226, Tidemand, Peder (d. senest 229f, 243, 285, 289, 311, 318, 1571), præst, forfatter 255 320f, 323, 372, 375ff tidsregning 171, 172, 174

tiende, tiendenægtelse 108, 127, 137,141, 146, 148,150,150, 153, 173, 206, 211, 213, 241f, 252, 257 tiggere, tiggeri 43, 295ff, 300 tiggermunke 83, 108,124, 137, 145,154,157,169,178, 293 Tim, ved Ringkøbing 123 Tinglev Kirke, i Sønderjylland 261 told, toldfrihed, se også Øre­ sundstold 48, 90f, 94, 101, 220, 284, 311 Tolder, Hans (d. 1522), lens­ mand på Ålborg Slot 93 Tordrup, ved Århus 149, 186 Torslunde Kirke, ved Køben­ havn 204 tortur 196, 270ff, 302 transport(veje) 44, 48f, 213, 235, 239, 348, 349, 349, 350, 350, 351, 351, 352, 352 Trave 15 Trelleborg, i Skåne 133, 176 Tridentinerkonciliet (1545-63) 250 Troels-Lund, Troels (1840-1921), historiker 56 trolddom, trolddomsprocesser 67f, 78, 259, 267f, 270ff, 279f, 326, 329, 341, 344, 359, 376 Trolle, Gustav (1488-1535), ærkebiskop i Uppsala 85, 86, 86f Trolle, Herluf (1516-65), admiral 254, 314 tychoniske kompromis, Det 366 tyrker 12, 114, 151, 303, 303 Tyrol 90 tyske bondekrig 1524-25 117, 122,128,150, 161 Tyske Kancelli 212 tyske kompagnier 48,157, 163 tyske Orden, Den 138, 306, 309 tyske Rige, Det 102, 104, 196, 215 Tyskland 18, 23f, 36, 49, 84, 92, 100, 117, 122, 128, 128,130, 137, 144, 154, 167, 182, 196f, 206, 215, 2171, 233, 243, 249f Tøndebinder, Claus Mortensen (ca. 1499-1575), prædikant, provst 133, 157, 157, 245 Tørning, ved Haderslev 95, 127, 138

Tåsinge lllf

Udbyneder Kirke, ved Mariager 68 Ulfeldt, Jakob (d. 1593), rigsråd 233, 349 Ulfeldtsholm (Holckenhavn), ved Nyborg 233 Ulfstand, Hak Holgersen (153594), marsk 326 Ulfstand, Holger (1565-1609), adelsmand 324 Ulfstand, Jens Holgersen (d1. 1523), admiral, rigsråd 28 Ulvemosen, ved Havdrup 179 Ungarn 90, 114,151, 350 unionen, se Kalmarunionen universet 361f, 363, 366, 375 universiteter 118f, 126, 132, 154f, 159, 223, 245, 249, 253ff, 257, 338, 360f, 374 Uppsala 85 Uranienborg, på Ven 364, 366, 367 Urne, Johan (d. 1537), rigsråd 179, 227 Urne, Lave, biskop i Roskilde (1513-29) 32, 66, 88, 91, 107, 126, 154, 156, 159 utro hustru, Den, skuespil, nedskrevet 1531 2J7

Valkendorf, Christoffer (15251601), rigshofmester 315, 316, 316, 321, 326ff Valkendorf, Erik (d. 1522), kansler, ærkebiskop i Norge 771 Varde 150,185f Vasa, Gustav, konge af Sverige (1523-60) 90f, 122,141, 194, 196, 217, 304, 306, 354 Vedel, Anders Sørensen (15421616), historiker 321, 355, 355f, 360 Vejle 96 Vejle, Jacob Madsen, biskop i Odense (1587-1606) 261, 262, 266, 303 Ven, i Øresund 364f, 366ff, 368 Vendsyssel 95, 184, 265 Venezia 12, 18, 90 Verheiden, Jost (ca. 1550), formentlig nederl. maler, fra

1554 i Danmark 209 Vester Herred, i Sønderjylland 153 Vester Vemmerløv Kirke, i Skåne 52, 124 Vesterhavet 18, 71, 184 Vesterø Kirke, på Læsø 149 Viborg 94, 971, 132, 1321, 154, 166, 169, 176, 187, 192 - domkapitel 132 - Domkirke 154 - Landsting 43, 96f, 101, 152, 188f, 320 - Stift 109, 184 Villumsen, Rasmus (ca. 1560), borgmester i Slangerup 284 Vinci, Leonardo da (1452-1519), it. kunstner og videnskabs­ mand 14 Vinderslev Kirke, ved Silkeborg 34, 73 , 341 Vinkel, ved Viborg 336, 337 Visborg, ved Visby 141f Visby, på Gotland 142 viser, folkeviser 137, 161, 292, 335, 355 Visitatsbog, af Peder Palladius 256, 267, 303 Vittskovle Kirke, i Skåne 347 Voldby Kirke, på Djursland 22, 96 Voldum Kirke, på Djursland 152 Vor Frue Kirke, i København 101,155, 156, 159f, 162, 162, 164, 257, 282, 327, 328, 332 Vor Frue Kirke, i Århus 153 Vor Frue Skole, i København 251 Vor Frue Tider, bønnebog af Christiern Pedersen, 1514 67 Vordingborg Kirke 162 - len 100 - Slot 180 Vormordsen, Frands, biskop i Lund (1537-51) 133, 157, 177, 243, 245 vornedskab 31f, 40, 84, 91, 99f, 138, 195, 258 Vrå Kirke, i Vendsyssel 95 Vulgata, den lat. bibel 282 værn, værneret 29f, 33f, 38f, 99, 104,107f, 229 væmebreve 132, 135, 144f, 147 Våstergotland 141

Register

397

våben (heraldik) 19, 26, 35, 43, 51, 131, 189,196, 223, 284, 304, 304, 307

Walter, Hans (ca. 1530), ty. bogtrykker 161 Wese, Johan, ærkebiskop i Lund (1522-23) 113, 141 Westfalen 51 Wiek, i Estland 309 Wien 114, 151 Winstrup, Peder Jensen, biskop i København (1590-1614), professor 328 Wittenberg, i Sachsen 126, 132, 134, 243, 245, 257, 264, 355, 357f Worms, i Hessen 126f, 182 Wullenweber, Jurgen (14921537), borgmester i Lubeck 172,174f, 177f, 186, 190,196,

196f

Ystad, i Skåne 47, 133 ægteskab 134, 333, 335ff, 338, 340, 343, 345, 358 Ægypten 12, 33 Ærø 93 Øksnebjerg, ved Assens 193, 193f Øland 191, 309, 324 Øresund 47, 92, 101, 165, 172, 175, 178, 196f, 217, 310, 313, 366 Øresundstold, se også told 83, 90, 92, 175, 288, 311, 314, 322, 340 Ørkel, ved Svendborg 109, 183 Ømevisen, om Christian 2. 124 Øsel 309, 313

Østersøen 15, 18f, 21, 44, 83, 91, 141,172, 233, 286, 309, 313 Østersøområdet 16, 18,135, 218, 233f, 304, 313 Østrig 102 Østrupgård, på Fyn 29

åger 290, 298 Ågerup, ved Roskilde 346 Ågerup Kirke, ved Holbæk 58 Ålborg 46, 48, 60, 93, 133, 184f, 187ff, 192, 283, 285 Ålborghus 180, 229 Åle Kirke, ved Horsens 185 Århus 140,141, 153, 185,188, 285 - Domkirke 103,164, 168 - Latinskole 141 - Stift 103, 186 Ås Kloster, i Halland 104

Danmark og Norden fortsat fra forreste forsats Uro og opstande i købstæderne Christian 3.s Bibel Den koldingske Reces Christian 2. dør i fangenskab Frederik 2., konge i Danmark og Norge Ditmarsken erobres Erik 14., konge i Sverige Frederik 2. s Søret Syvårskrigen Slaget ved Axtoma Johan 3., konge i Sverige Fremmedartikleme Hans Thomesens Salmebog Tyge Brahe udgiver De nova stella Anders Sørensen Vedels Saxo-oversættelse England anerkender Danmark-Norges højhedsret over Nordhavet Kronborg færdigbygget Anlæggelsen af den første kongevej, København-Frederiksborg-Kronborg Forordning om fattige Den menige adels klagepunkter til rigsrådet Christian 4., konge i Danmark og Norge Formynderstyre Sigismund, konge i Sverige Arild Huitfeldts Danmarks Riges Krønike Christian 4. krones Karl 11., konge i Sverige

År

1547-1562 1550 1558 1559 1559-1588 1559 1560-1568 1561 1563-1570 1565 1568-1592 1569 1569 1573 1575 1583 1584 1584 1587 1588 1588-1648 1588-1596 1592-1599 1595-1604 1596 1599-1611

Europa og den øvrige verden fortsat fra forreste forsats Henrik 2., konge i Frankrig Henrik 2. og de tyske protestantiske fyrster besejrer Karl 5. Marie den Blodige, dronning i England, genindfører katolicismen Religionsfreden i Augsburg mellem Karl 5. og de tyske fyrster Karl 5. abdicerer i sine lande Filip 2., konge i Spanien, Nederlandene og Neapel Ferdinand 1., kejser Elizabeth, dronning i England, genindfører Den anglikanske Kirke Freden i Cåteau-Cambrésis mellem Habsburg og Frankrig Katharina af Medici styrer Frankrig for sin søn Karl 9. Borgerkrig i Frankrig mellem katolikker og huguenotter Tridentinerkonciliet sluttes Calvin dør Maximilian 2., kejser Oprør i Nederlandene mod det spanske styre Ny borgerkrig begynder i Frankrig Freden i St. Germain-en-Laye: huguenotterne får fri religionsudøvelse Filip 2., Venezia og paven besejrer den tyrkiske flåde ved Lepanto De nederlandske oprørere erobrer Zeeland og Holland Bartholomæusnatten i Frankrig. Igen borgerkrig Henrik 3., konge i Frankrig Rudolf 2., kejser Nederlandene deles i katolsk og protestantisk del Filip 2. erobrer Portugal Kalenderreform: den gregorianske kalender (pave Gregor 13.) Første engelske koloni i Amerika, Virginia, grundlægges Den spanske Armadas nederlag - England på vej mod søherredømmet Henrik 3. af Frankrig myrdes. Fortsat borgerkrig Henrik 4., tidligere huguenot, nu katolik, fransk konge William Shakespeares første skuespil Det nantiske Edikt: huguenotterne får religionsfrihed Giordano Bruno brændes som kætter i Rom

År

1547-1559 1552 1553-1558 1555 1555-1556 1555-1598 1556-1564 1558-1603 1559 1560-1574 1562-1563 1563 1564 1564-1576 1566 1567 1570 1571 1572 1572 1574-1589 1576-1612 1579 1580 1582 1584 1588 1589 1589-1610 o. 1590 1598 1600