Det folkelige gennembrud og dets mænd : 1850-1900 [11] 8700522066, 8700519065

Citation preview

DET FOLKELIGE GENNEMBRUD OG DETSMÆND

1850-1900

GYLDENDAL OG POLITIKENs”

'

DANMARKSHISTORIE - BIND 11 REDAKTION OLAF OLSEN

Nasjonalbiblioteket avdeling Oslo

Danmark År Rigsdagen begynder sin virksomhed Treårskrigen ophører Aftalerne med stormagterne om bevarelse af helstaten Koleraepidemien i København Ministeriet Ørsted udløser forfatningskrise Fællesforfatningen og oprettelsen af Rigsrådet Det skandinaviske studentermøde i Uppsala Loven om næringsfrihed vedtages Den tyske Forbundsdag får fællesforfatningen annulleret C.C. Halls regering genoptager Ejderpolitikken Tysk trussel om væbnet angreb på Danmark afværges Carl 15. af Sverige-Norge tilbyder forsvarsunion Frederik 7. dør. Novemberforfatningen udløser krig Danevirke rømmes. Dybbøl forsvares forgæves Londonkonferencen, freden i Wien Efterkrigsopgør. Grev Frijs danner godsejerregering Den reviderede grundlov begrænser Folketingets magt D.G. Monrads forelæsninger „Om politiske drømmerier" Den fransk-tyske Krig, hertugen af Cadores sendelse Det forenede venstre grundlægges Louis Pio grundlægger en socialistisk bevægelse Georg Brandes' første forelæsninger Slaget på Fælleden, socialistledeme fængsles N.F.S. Grundtvig dør Den skandinaviske møntkonvention J.B.S. Estrup danner regering for de følgende 19 år Lavkonjunktur, prisfald, arbejdsløshed Første provisoriske finanslov Negeroprør på De vestindiske Øer Edvard Brandes vælges til folketingsmand for Langeland Højkonjunktur sætter ind Første telefoner, første centralvarmeanlæg i Danmark Visnepolitikken, venstres obstruktion mod regeringen Det første andelsmejeri grundlægges Folketingsvalg, to socialdemokrater ind vælges Det store provisorium begynder Opførelsen af Københavns befæstning begynder Den store nordiske industriudstilling Venstres delegeretmøder begynder Forhandlingspolitikken indledes Folketingsvalget giver flertal for forligspartierne Det store politiske forlig afslutter provisorierne Venstrereformpartiet dannes Von Køller indleder fortyskningspolitik i Nordslesvig De samvirkende Fagforbund grundlægges Den store lockout og Septemberforliget Det sidste højreministerium under Hannibal Sehested Systemskiftet

1850 1851 1852 1853 1854 1855 1856 1857 1858 1860 1861 1862 1863 1864 1864 1865 1866 1869 1870 1870 1871 1871 1872 1872 1873 1875 1875 1877 1878 1880 1880 1881 1882 1882 1884 1885 1886 1888 1889 1890 1892 1894 1895 1897 1898 1899 1900 1901

Europa og den øvrige verden År

Reaktionen i Tyskland. Forbundsdagen genoprettes Første verdensudstilling, London Napoleon 3. krones til fransk kejser Krimkrigen begynder England og Frankrig går ind i Krimkrigen Alexander 3. russisk kejser Krimkrigen slutter, vedtagelsen af Søkrigskonventionen Vilhelm 1. regent i Preussen, konge 1861, kejser 1871 Indien bliver engelsk kronkoloni Fransk-østrigske Krig, slagene ved Solferino og Magenta Italiens samling. Cavour og Garibaldis felttog Den amerikanske Borgerkrig begynder Bismarck tysk kansler, konflikt med Landdagen om militæret Den polske opstand slås ned af Rusland og Preussen Røde Kors oprettes ved Genévekonventionen Den amerikanske Borgerkrig slutter Preussisk-østrigske Krig Østrig omdannes til et østrig-ungarsk dobbeltmonarki Det socialdemokratiske arbejderparti oprettes i Tyskland Den fransk-tyske Krig Pariserkommunen Trekejserforbundet mellem Rusland, Tyskland og Østrig Disraelis 2. ministerium. Imperialismens storhedstid England køber Suezkanalen af den egyptiske kediv Edison opfinder „talemaskinen", fonografen Berlinkongressen fastlægger nye grænser på Balkanhalvøen Jules Grévy præsident i Frankrig. Antikirkelig kampagne Alexander 3. bliver russisk zar Egypten annekteres af England Friedrich Nietzsche udgiver „Således talte Zarathustra" Norge får sin første venstreregering (Johan Sverdrup) Tyske kolonier i Østafrika grundlægges Kunstsproget esperanto lanceres af dr. Zamenhof Vilhelm 2. kejser i Tyskland Anden socialistiske Internationale stiftes i Paris Verdensudstilling i Paris. Eiffeltårnet opføres Kejser Vilhelm 2. afskediger Bismarck Fransk-russisk forsvarsaftale Rudolph Diesel konstruerer dieselmotoren Præsident Camot i Frankrig myrdes af anarkist Dreyfus dømmes Nobelprisen indstiftes Guldfund i Klondike, Canada Den første zionistkongres afholdes i Basel Engelsk-fransk sammenstød i Centralafrika (Fashodaaffæren) Boerkrigen Dreyfus frikendes Bokseropstanden i Kina

1850 1851 1852 1853 1854 1855 1856 1857 1858 1859 1860 1861 1862 1863 1864 1865 1866 1867 1869 1870 1871 1873 1874 1875 1877 1878 1879 1881 1882 1883 1884 1885 1887 1888 1889 1889 1890 1892 1893 1894 1894 1895 1896 1897 1898 1899 1899 1900

Det folkelige gennembrud og dets mænd

Gyldendal og Politikens

Danmarkshistorie Redaktion: Olaf Olsen

Bind 11

Det folkelige gennembrud og dets mænd 1850 -1900 af Kristian Hvidt

Gyldendals Bogklubber

Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie Bind 11: Det folkelige gennembrud og det mænd © 1990 by Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag A/S, Copenhagen & Politikens Forlag A/S, Copenhagen Udsendes i Gyldendals Bogklubber efter overenskomst med Danmarkshistorien PS Bogen er sat med Palatino hos GB-sats, København og trykt hos Nørhaven Bogtrykkeri A/S, Viborg Reproduktionerne i farve er udført hos Jan Sloth, Århus, i s/h hos Nørhaven Bogtrykkeri A/S, Viborg Bogbinderarbejdet er udført af Nordisk Bogproduktion A/S, Haslev Forlagsredaktion: Mogens Kristensen Billedkonsulent: Kristian Hvidt Korttegner: Knud Rosenlund Grafisk tilrettelægning: Finn Evald/Grafikeme Omslag: Carsten Schiøler Omslagsillustration: Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab, mødesalen: „Et møde i Viden­ skabernes Selskab". Udsnit malet af P.S. Krøyer 1897. Foto: Morten Holtum Nielsen

2. bogkluboplag Printed in Denmark 1993 ISBN 87-00-52206-6 (hele værket) ISBN 87-00-51906-5 Denne udgave må ikke gøres til genstand for offentligt udlån. Kopiering fra denne bog er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan.

Nasjonal biblioteket avdeling Oslo

Indhold Forord

Fattigdom og frigørelse i byerne 104 Grøde i erhvervslivet 108

7

VED PORTEN TIL FOLKE­ STYRETS DANMARK 9 Fortiden set fra nutiden 11 Traps Danmark 12 Kend dit land 15 Bilandene 19 Befolkningen 21 Landindvinding 26 Købstæderne 29

Danmark i den europæiske manege 111 Det uforenelige dobbeltmonarki 115 Tilbage til Ej derpolitikken 118 På kollisionskurs 122

Krigen1864

127

Dybbøl 130 Skyggen efter nederlaget 139

Sortsyn med lysglimt

142

Politisk vagtskifte 145

Fortumlet

31

Det dansk-tyske dilemma 35

ØKONOMISK OPGANG POLITISK NEDTUR 41 De fede år 43 Århus-København 1863 45 Elektronikkens barndom 53

Den reviderede frihed 150 Oktoberforeningen 152 Lokalpolitik 156

National opdrift

160

Højskolekulturen 162 Klasseskel på landet 167

København ud af spændetrøjen Vælgerfolket 55 Valgreglerne 56 Rigsdagen på Christiansborg 61

Del jer efter ideer

172

Moderne forlystelser 175 Byens erhvervsliv 180

DET MODERNE GENNEM­ BRUD 1870-90 185

65

Partierne i centrum og til højre 67 Politiske hovedlinier 1850-56 73

Det europæiske opgør

Frederik 7. og hans hof 78

Kommunardopstandens indvirkning 290 Udenrigspolitik på hosesokker 193

Borgerkongen 81 Grevinden 83 Arvefølgen 88

Vækst i græsrødderne Foreningstiden 94 De åndelige rørelser 98

187

Bondevenner, forener Eder! 197 Dagspressens gennembrud 201 Stigende spænding 1873-77 205

92

Forsvar, men for hvem?

211

Første forslag om fæstningen 216

Indhold

5

Til arbejdet, liv eller død! 220

Industrielt gennembrud

Socialismens gennembrud 222

Rygende skorstene 340 Arbejder forhold 343 Den nye tids industrifolk 351

Realisme og radikalisme

229

338

De nye hovedstrømninger 233 Realismen bliver politisk 238

Systemskifte 354

Gang i omsætningen

Politisk stagnation 1895-1900 359 Venstreregeringen 363

242

Købmandshusenes store tid 245 Internationalt handelssamkvem 248

Litteraturvejledning Illustrationsliste 371

Over alle grænser 253

Register

Vandringer fra land til by 256 Udvandring 259 Kolonierne 266

Den bedre halvdel 268 Kærlighed, erotik, ægteskab 272 De uægte børn 276

FIRSERNES STORME Provisorieårene

281

283

Lederskikkelser 286 Det store provisorium 1885 293

Fra græsrodsbevægelse til andelsimperium 299 Mekanisering 302 Andelssystemet realiseres 306

Gamle og nye byer

313

Stationsbyerne 316

PÅ TÆRSKELEN TIL DET NYE ÅRHUNDREDE 323 Opløsningstiden 325 Realismen i opløsning 327 Frede Boj sens forligspolitik 330 Forliget 1894 334

6

Indhold

374

366

Forord Hver ny generation skal have sin egen nye, store danmarks­ historie, og en ny generation er kommet til siden Politikens Forlag i 1962 påbegyndte udgivelsen af sin Danmarkshistorie i 14 bind under redaktion af redaktør John Danstrup og pro­ fessor, dr.theol. Hal Koch. I begyndelsen af 80'erne havde såvel Gyldendal som Politikens Forlag planer om et nyt stort værk om Danmarks historie, og det var derfor naturligt at de to forlag i 1983 etablerede et samarbejde om denne opgave. Protokolsekretær, dr. phil. Kristian Hvidt har ud over at have skrevet selve hovedteksten til bind 11 også skrevet billed­ tekster og udarbejdet den kronologiske tidstavle, litteratur­ vejledningen og sammen med bibliotekar René Herring regi­ steret. Forfatteren har selv udvalgt illustrationsmaterialet, mens forlagsredaktionen har stået for fremskaffelsen og ud­ arbejdet illustrationslisten. De mange illustrationer kunne ikke være bragt her uden beredvillig hjælp fra en række privatpersoner og institutioner som redaktionen skylder stor tak.

Gyldendal og Politikens Forlag

I forhold til 1. udgaven er der i bogklubudgaven foretaget en række rettelser og tilføjelser. Gyldendals Bogklubber

Ved porten til folkestyrets Danmark

Maleren Vilhelm Kyhns store maleri fra egnen ved Himmelbjerget lyser af kærlighed til det danske landskab. Kyhn, der var jævn­ aldrende med den tidligt afdøde J. Th. Lundbye, opfyldte dennes løfte om systematisk at ville „male det kære Danmark . Gennem sit lange liv op til 1903 berejste Kyhn landet og malede sine landskabs­ billeder. Han udtrykte i oliefarver på lærred den nationalromanti­ ske naturbegejstring, som tidens digtere beskrev i vers og prosa.

Fortiden set fra nutiden I sommeren 1863 åbnedes trafikken på en del af den nye jernbane op langs Jyllands østkyst. Det danske JernbaneDriftsselskab bekendtgjorde den store nyhed med annoncer, blandt andet i Viborg Stiftstidende. Med stolthed bragtes også den nye, let overskuelige køreplan, tre tog om dagen i hver retning. Men neden under fartplanen stod med et tykt NB: Jernbanetiden er ca. ti minutter før byens tid. Den lille be­ mærkning var meget vigtig. Hvis man ikke kendte til den, ville man komme for sent til toget hver gang. Noten fortæller en væsentlig historie om den tids Danmark. Den nye skinnevej, der nu blev lagt gennem Danmark, fik for første gang landet til at hænge sammen ikke alene rent materielt gennem metalskin­ nerne, men også mentalt eller rettere tidsmæssigt. Med de gamle postvogne spillede tidsforskellen ingen rolle, men med jernbanetogene, der susede af sted med ca. 30 km i timen, blev man nødt til at betragte Danmark som en helhed. Solen stod faktisk op ti minutter senere i Viborg end i København. Men køreplanerne blev lagt i København, og der kunne man virke­ lig ikke tage hensyn til astronomiske nuancer i forhold til landets periferi. Det lille NB stod kun den ene gang på kørepla­ nen i Viborg. Siden bøjede man sig i Jylland og stillede urene ti minutter frem efter hovedstadens klokker. Danmark var ble­ vet en enhed - også astronomisk set. Dansk historie i den sidste halve del af 1800-tallet handler netop for en stor del om, hvordan landet på mange forskellige måder kom til at hænge sammen, geografisk, teknisk, ånde­ ligt, politisk og nationalt. Det er ikke en umærkelig, rolig udvikling, men en kamptid, fordi befolkningen efterhånden vågner til politisk selvbevidsthed og lag for lag rejser sig til kamp for sine rettigheder, politisk, socialt og økonomisk. Dan­ mark gennemgår forvandlingen fra bondeland til industrisam­ fund, fra privilegiesamfund til demokrati og fra naturalieøkonomi til en ren pengeøkonomi. Den gamle tids mænd ud­ foldede utrolige anstrengelser for at standse udviklingen og bevare deres privilegier. Men fornyelsen i samfundet voksede frem nedefra og rejste sig som bølger, der stødte mod magtha­ vernes politiske barrierer og gennembrød dem langsomt trods stærk modstand. Under disse kampe udviklede Danmark sig hl det moderne kapitalistiske samfund. I 1883 udgav vor store litteraturkritiker Georg Brandes en bog med en række rosende personskildringer af den lille flok Fortiden set fra nutiden

11

forfattere, der fulgte hans litterære ideer: Det moderne Gennem­ bruds Mænd. Hans modstandere forargedes over hans ube­ skedne lovprisning af egne tilhængere på andres bekostning. Men med betegnelsen Det moderne Gennembrud havde han givet et rammende navn til den periode, han selv gennem­ levede. Navnet lød som en fanfare, en stolt erkendelse af, at det gamle bondeland Danmark havde gennembrudt mure, der gennem århundreder havde holdt landet tilbage fra at blive moderne ikke alene i forhold til dets egen fortid, men også stillet over for det øvrige Europa. Vi er endnu tæt på denne tid, har et vist følelsesmæssigt engagement i de politiske og økonomiske konflikter, der rase­ de dengang. Det stærke politiske engagement lyste igennem i de første historiske skildringer af det halve århundrede mel­ lem 1850 og 1900. Radikale historikere, der selv havde taget aktiv del i de års politik, kom også til at præge senere genera­ tioner, ja, til dels nutidens opfattelse af tiden før 1900 gennem deres mange historiske værker og skolebøger. Efterkrigstiden har med velfærdssamfundets interesse for det sociale og det lokale fået nye briller på, også når det gælder synet på tiden før 1900. Begrebet historie er blevet bredt ud, man forsøger at betragte fortidens samfund mere generelt. Udviklingen bestemmes ikke alene af beslutninger fra magtha­ verne. Man må stille spørgsmålet: hvor i samfundet skete den fornyelse, der førte fremad? I perioden 1850-1900 groede nye og originale ideer og initiativer spontant op fra „græsrødder­ ne" i befolkningen, ofte på flere sociale niveauer samtidigt, små lokale cirkler, som i løbet af de fem årtier smelter sammen til store, livskraftige bevægelser. Heller ikke for hundrede år siden var landet en lukket en­ hed. Det var under stærk påvirkning syd- og vestfra - i virke­ ligheden kan man sige, at kun ganske få nydannelser, teknisk, ideologisk og videnskabeligt, var ægte danske opfindelser. Åndeligt såvel som materielt var vi også dengang en del af fastlandet - eller som det hedder i indledningen til første ud­ gave af det store topografiske værk Trap Danmark: „Det danske monarki består af en fra det europæiske fastland fra Elbfloden mod nord udskydende halvø samt ca. 200 øst og vest for denne halvø beliggende små og store øer."

Traps Danmark Hvad enten krigen rasede i Slesvig, eller der var politisk krise i København, strakte det danske landskab sig som før bakke op og bakke ned, mil efter mil med vekslende udsigter til sø og

12

Fortiden set fra nutiden

J. P. Trap i sit arbejds­ værelse på Christiansborg. Tegning af Chr. Hetsch 1886. Den flittige hofem­ bedsmand gennem fire kongers tid samlede på meget og elskede at sætte tingene i system og orden, på sin egen måde en for­ malist og pedant, men med evnen til at få meget arbejde fra hånden. I sine detal­ jerede erindringer har han også samlet værdifuldt baggrundsstof til tidens historie foruden mange giftige sladrehistorier om sine kongelige herskaber og kolleger ved hoffet.

mark, skove og moser skiftende i farver gennem årstiderne, gråt og hvidt om vinteren, grønt og gult om sommeren. Næp­ pe før i dansk historie var man så opmærksom på det danske landskabs særpræg og skønhed som her midt i 1800-tallet. Romantikkens naturfølelse havde allerede i århundredets før­ ste år lokket folk ud af deres stuer for at fryde sig over land­ skaberne. Men naturfølelsen blev nu forstærket og suppleret med den nationale vækkelse fra 1840'rne og krigen i Slesvig. Varm og ægte fædrelandskærlighed besjælede befolkningen helt ud i de fjerneste dele af landet i årene efter Treårskrigen. Den oprigtige, troskyldige glæde over at være dansk virkede selvforstærkende, fordi den inspirerede danske digtere og komponister til et rigt udvalg af fædrelandssange, som, sunget i flok, gav følelserne udtryk, løftede og forenede den danske befolkning i mange generationer efter den nationale krise 184850 og bevarede sin kraft i hundrede år uanset politiske og sociale modsætninger. I genforeningstiden 1920 og i besættel­ sesårene 1940-45 åbnedes der atter på vid gab for dette den danske nationalfølelses arsenal og det med den samme løften­ de og forenende virkning, som hundrede år før. I de sidste årtier har alle disse fædrelandssange i nogen grad mistet deres magiske kraft, og der kan derfor være grund til at betone den betydning, sangene havde i forrige århundrede som fortolkere og formidlere af denne svært definerlige stør­ relse, nationalfølelsen. Den, der bedre end nogen formåede at tolke begrebet, var H. C. Andersen. Han blev på sin egen Traps Danmark

13

naive, men geniale måde grebet af øjeblikkets stemning og udtrykte følelsen i et digt, som han den 5. maj 1850 afleverede på dagbladet Fædrelandet. Den næste dag stod det på for­

siden:

„I Danmark er jeg født, der har jeg hjemme; der har jeg rod, derfra min verden går;" Ordene borede sig ind i bevidstheden, virkede som en natio­ nal trosbekendelse for alle, der læste og siden sang teksten. I de følgende linier redegør han spontant for de to kilder, som tilsammen vækker nationalfølelsen: sproget og naturglæden:

„du danske sprog, du er min moders stemme, så sødt velsignet du mit hjerte når." Det danske sprog (modsat det tyske) holder folket sammen ligesom de kluk, hvormed hønen samler sine kyllinger. Der lå heri indirekte et politisk budskab: Danmark når også ned i Slesvig, så langt der tales dansk. Men lige så vigtig for sam­ menholdet er den fælles kærlighed til den danske natur og historie:

„Du danske friske strand, hvor oldtids kæmpegrave står mellem æblegård og humlehave. Dig elsker jeg! - Danmark, mit fædreland!" Ånden fra Treårskrigen med dens tilsyneladende sejr kastede sit lys frem over de følgende årtier - ikke mindst takket være den generation af unge, der havde spillet den aktive rolle som landsoldater. Så godt som alle unge mænd havde været i uniformen og det uanset stand eller hjemsted i Danmark. Disse næsten 40.000 danskere, der havde levet sammen i de mange måneder og på marchture skrålet „Den gang jeg drog af sted", blev præget for livet af deres oplevelser som soldater og af den følelse af fællesskab, det gav. Det fik Danmark til at hænge bedre sammen i de følgende årtier - de værnepligtige kom jo fra den første „demokratiske" hær udskrevet ved al­ mindelig og lige værnepligt. Mange af de gamle soldaterkam­ merater mødtes hvert år på Isted-dagen den 25. juli og minde­ des de herlige eller frygtelige dage i felten. Her var stof til politiske sammenhold i forskellige former, der fik betydning langt ud i fremtiden. I årene efter krigens afslutning fulgte disse veteraner ivrigt

14

Fortiden set fra nutiden

Øvelse i bajonetfægtning i en skytteforening, skildret i en tegning fra 1860'erne. Skytte- og gymnastikbe­ vægelsens præg af frivillig­ hed modsat værnepligtens tvangstræning gav inspira­ tion til ideen om en folke­ væbning i stil med nutidens hjemmeværn. Behovet for øvelseslokaler blev også begyndelsen ril opførelsen af de første forsamlingshuse i sognene.

med i det slesvigske spørgsmål, der blev ved med at være dansk udenrigspolitiks ømme punkt. Da det omkring 1859 atter så truende ud, organiserede en betydelig del af de gamle soldaterkammerater sig i halvmilitære foreninger. „Våbenbrødreforeningen for Aarhus og Omegn" fra 1859 var den første, der hurtigt fulgtes af lignende lokalforeninger overalt i landet. Siden blev de alle sluttet sammen i „De samvirkende danske Forsvarsbroderselskaber". Medens dette havde et konservativt præg, skabte soldaterkammerater fra den liberale fløj et modstykke, skyttesagen, der fra 1861 blomstrede op som en mægtig folkelig bevægelse. Begge disse former for forsvars­ foreninger var forsøg på at organisere „ånden fra '48" og kombinere det praktiske formål at stå parat igen ved grænsen, hvis „tysken" atter skulle komme, med det politiske og folkeopdragende mål at styrke befolkningens nationalfølelse. Skyt­ teforeningerne fik også hurtigt noget med folkesundhed at gøre; de blev kombineret med den første organiserede sport i gymnastikforeningerne. Både forsvarsbrodre og skytter ud­ trykte tidens trygge forvisning om, at hvis blot ånden fra '48 kunne holdes oppe sammen med en vis folkelig disciplin, kunne Danmark også en anden gang modstå et angreb sydfra. Men de forskellige forsvarsbevægelser varslede også begyn­ delsen til den store indenrigspolitiske konflikt på dette område senere hen.

Kend dit land Friluftsliv og nationalfølelse hørte sammen. Heraf udsprang også en voksende interesse for at kende sit land, berejse pro­ vinserne og skildre dem i vers og prosa. En af dem, der kom til at kende Danmark allerbedst, var hofembedsmanden J. P. Kend dit land

15

„Dækspassagerer på en Jagt mellem Jylland og Sjæl­ land". Det var stadig sø­ vejene mere end lande­ vejene, der fik Danmark til at hænge sammen. Trods dampmaskinens hastige fremmarch var det stadig de små hurtige sejlbåde, der forbandt landsdelene. Byer­ nes mode, de høje cylinder­ hatte, sad trods blæsevejret godt fast på hovederne, når østjyske købmænd skulle ril København og handle.

Trap, der blev kabinetssekretær hos Frederik 7. og dermed kongens nærmeste rådgiver og beskytter. Kong Frederik brød sig ikke meget om København, men elskede at rejse rundt i sit rige. Så ofte det lod sig gøre, begav han sig ud i sin store, åbne vogn med firspand foran og lakajer på bukken og bagsmæk­ ken gennem alle sine landsdele. Hele hoffet - også de mindre rejseglade - måtte med i den lange kortege af kalechevogne. Der blev gjort ophold i dagevis ved landets herregårde og slotte, ligesom næppe noget større fortidsminde blev passeret, uden at kortegen skulle standse op for at kongen kunne stu­ dere fænomenet og grave lidt i det. Trap fulgte med på alle disse rejser, og fra sit bekvemme sæde i de højhjulede vogne havde han god udsigt over landet og skrev op i sin notesbog. Han satte system i indsamlingen, sendte lange spørgeskemaer ud til præster og andre lokale embedsmænd, der gerne (i håb om en lille orden til knaphullet) tjente kongens kabinetssekre­ tær med udførlige besvarelser om sognets kirke og mindes­ mærker. Trap redigerede det hele sammen til det store værk Danmark, som han i 1858-60 udgav i syv bind, den første udgave af den systematiske landebeskrivelse, der endnu i dag bærer hans navn, Trap Danmark, og som stadig - nu i femte udgave - er et uundværligt værk. Det vil holde den gamle, flittige hoftjeners navn i ære længe endnu. Det land, som kabinetssekretæren skildrede fra sogn til sogn, var endnu et anseligt rige. Det bestod ifølge Trap af det

16

Fortiden set fra nutiden

Vejlokomotivet „Vendsys­ sel", der fik øgenavnet „Dampelefanten", var et forvarsel om fremtidens trafikrevolution. Det kørte allerede i 1862 i rutefart mellem Nørre Sundby og Frederikshavn med to eller tre vogne efter sig. Damp­ elefanten blev ganske vist ret hurtigt sat til side som ubrugelig, men det varede ikke længe, før lignende væsener dukkede op på landet og brugtes som drivkraft til tærskemaski­ ner.

såkaldte hovedland og en række bilande. Hovedlandet var, kunne man læse i indledningen til Traps værk, det nuværende Danmark helt ned til Elben, oftest hisammen kaldet det dan­ ske monarki. „Bilandene" var et pænt udtryk for Danmarks kolonier, såvel de kolde i Nordatlanten, som de varme i Det caraibiske Hav. Hovedlandet bestod dels af kongeriget Dan­ mark dels af de tre hertugdømmer Slesvig, Holsten og Lauenburg, der dannede den stilk, hvorpå det egentlige kongerige Danmark var hæftet til det øvrige Europa. Det var om disse hertugdømmer, krigen havde stået i tre år. Men det ændrede ikke på, at hertugdømmerne og kongeriget fortsat hørte sam­ men. Det Trap kaldte „hovedlandet" hed i dansk politiker­ sprog helstaten. Nede i hertugdømmerne mente man ikke, at den danske stat var så helstøbt, som ordet helstat antydede. Grænsen mellem Jylland og hertugdømmet Slesvig gik langs Kongeåen, der munder ud i vadehavet nord for Ribe. Den afstumpede del af halvøen, der lå nord for Kongeåen, blev som regel kaldt Nørrejylland, f.eks. konsekvent i Traps ud­ gave af danmarksbeskrivelsen. Derimod fandtes „modsæt­ ningen", ordet Sønderjylland, ikke dengang i den officielle geografi. Det havde været brugt i middelalderen, og blev taget frem igen i 1800-tallet, men nu med tilknytning til de nationalli­ berales Ejderprogram. Sønderjylland var en politisk ladet be­ tegnelse for Slesvig ned til Ejderen, til tider kun for den nord­ lige del, hvor der blev talt dansk. Men „Sønderjylland" blev et Kend dit land

17

Hingsten „Thor", født 1847, er en af stamfædrene til de berømte knabstruppere. Heste var helt afgørende for al trækkraft og transport, og forædling af nye racer var derfor en vigtig samfunds­ gerning. Knabstrupperne, opkaldt efter en hovedgård i Vestsjælland, kunne bru­ ges både som køreheste og som trækdyr for bønder. Det var i mange år den almindeligste hestetype på Øerne, medens man i Jyl­ land foretrak de tungere jyske hesteracer.

magisk ord, der rørte hjertet og nationalfølelsen og klang gennem store dele af den danske digtning. En officiel status fik betegnelsen først i 1920 med betegnelsen „de sønderjyske landsdele", fastslået ved kommunalreformen 1970, da man ved sammenlægningerne valgte navnet Sønderjyllands Amt. I virkeligheden kunne Danmark ligesom to andre nationer i Europa, Østrig-Ungarn og Sverige-Norge, betegnes som et dobbeltmonarki, et land med to næsten ligestillede nationali­ teter. Hertugdømmerne var jo helt overvejende tysktalende og -tænkende, og der var ikke tale om en lille, uanselig minori­ tet i Frederik 7.s rige. I areal udgjorde Slesvig, Holsten og Lauenburg ca. 30 procent af helstaten, af befolkningen nær­ mest 40 procent. Og i økonomisk tyngde og teknisk udvikling var hertugdømmerne langt forud for kongeriget, ja vel nær­ mest det lokomotiv, der trak resten af landet med sig fremad. Holstens naboskab til det største økonomiske kraftcenter i Nordeuropa, Hamburg, gav det direkte økonomisk kontakt til Europas stærkeste tyngdepunkter i området mellem Elben og Rhinen. Den tidlige industrialismes teknologi og finansie­ ringssystemer spredtes derfra, ligesom også ny landbrugstek­ nik for en stor del nåede Danmark via Holsten. I Danmark og navnlig i København var man påvirket af samlivet med hertug­ dømmerne. Tysk sprog var en naturlig del af almendannelse, uundværligt i centraladministrationen, i erhvervslivet og i al kulturel og videnskabelig virksomhed. Det var ikke tilfældigt, 18

Fortiden set fra nutiden

når vi helt op til århundredskiftet benyttede os af de tyske, „krøllede" bogstaver i skriftsproget. Da Georg Brandes i 1870'erne måtte bosætte sig uden for Danmark, faldt det ham selvfølgeligt at flytte Hl Berlin, fordi han hjemmefra var helt fortrolig med tysk sprog, selv om det var fransk ånd og kultur, han var påvirket af. Ser man i denne forbindelse på Danmarks placering i det større europæiske helhedsbillede i midten af 1800-tallet, bliver det klart, at spredningen af økonomisk, socialt og kulturelt fremskridt endnu dengang gik i den samme syd-nordgående retning, som det havde gjort siden middelalderen. England og Frankrig var endnu i nogle år fjernere for dansk kulturkreds end Tyskland. Dog begyndte unge stræbsomme forretnings­ folk at få øje for England som uddannelsessted. C. F. Tietgen fik sin første lærdom i Manchester, og flere overtog siden hans læreplads derovre. Men velorienterede danskere måtte stadig i 1850'erne erken­ de, at Danmark lå i udkanten af centrene for økonomisk og teknologisk fremdrift i Europa. Til gengæld kunne man her­ hjemme med skjult skadefryd konstatere, at landene nord for os, tvillingeriget Sverige-Norge, var mere bagud. Deroppe betragtede man endnu Danmark som en højt udviklet nation. Først i løbet af de følgende årtier ændrede spredningsmøn­ steret sig. Norge fik stærke impulser vestfra over England, medens Sverige øgede sine direkte kontakter sydpå gennem sin malmeksport Hl konhnentet. De nordiske lande var henimod århundredskiftet kommet på samme udviklingsniveau økonomisk og kulturelt.

Bilandene Men Frederik 7. s rige blev især anseligt - i hvert fald i kvadrat­ kilometer - når man kom Hl bilandene. Ordet kolonier brugtes også, men i officielle dokumenter lød „bilande" nok mere værdigt. Mest imponerende var Grønland, hvis præcise om­ fang (over to mili. km2) man slet ikke kendte dengang. Der­ imod vidste man nøje, at der i 1855 boede 9648 sjæle - Trap kalder dem taktfuldt for „individer"! Individerne blev adminisheret af to inspektører for henholdsvis vestkystens sydlige og nordlige del. Frederik 7. var også konge over Islands 105.000 km2 og 64.000 islændinge, som han ikke nåede at beære med sin nærværelse. Heroppe herskede endnu den danske enevælde, repræsenteret ved en landshøvding. Det urgamle Alhng var genoprettet i 1843, men kun som rådgivende organ ligesom de

Bilandene

19

Grindedrab i Thorshavns havn 1896. Det enestående billede fastholder for første gang fotografisk en sikkert urgammel fangsttradition på Færøerne.

20

Fortiden set fra nutiden

danske stænderforsamlinger. Junigrundloven blev i 1851 fore­ lagt en særlig islandsk nationalforsamling, men da denne med ægte islandsk sans for det kategoriske forkastede Danmarks fine liberale forfatning, lod man fortsat Island leve med ene­ vælde til indbyggernes store vrede. Først i 1874 fik Altinget lovgivende magt for de særlige indre forhold. Christian 9. overbragte personligt det glædelige budskab til islændingene og gjorde sig ved den lejlighed populær på øen. Færøerne, 1400 km2 med 8651 indbyggere i 1855, havde også enevælde, repræsenteret ved en dansk amtmand. Men i 1852 genoprettedes det gamle færøske Lagting som en slags amts­ råd med en vis myndighed i kommunale anliggender, men ellers kun rådgivende. Den mest festlige og farverige del af Danmark var dog De vestindiske Øer, Sankt Croix, Sankt Thomas og Sankt Jan, i alt 359 km2 med en samlet befolkning i 1855 på godt 37.000 „indivi­ der", hvoraf langt de fleste var farvede, sorte eller brune. I to henseender adskilte de tropiske øer sig fra resten af riget. Dels i den triste, at folketallet gik baglæns - siden 1835 var be­ folkningen aftaget med 6000, altså med næsten en ottendedel, vistnok blot fordi dødeligheden blandt øernes negre var højere end antallet af fødsler. Dels var også det skæve forhold mellem mænd og kvinder usædvanligt, 16.000 „mandfolk" mod 21.000 „fruentimmer", som Trap kalder dem. Øerne blev regeret af kongens stedfortræder, generalguvernøren, også efter et dra­

matisk negeroprør derude i 1848 og Peter von Scholtens af­ skedigelse som guvernør i 1851, fordi han havde ophævet slaveriet på øerne. Året efter fik øerne del i det gryende demo­ krati i Danmark ved oprettelsen af Det vestindiske Kolonial­ råd, der fik rådgivende status. Siden, i 1865, blev rådet delt i to for henholdsvis Sankt Thomas, Sankt Jan og for Sankt Croix, nu med noget forøgede bemyndigelser. I alt herskede kong Frederik 7. altså over et rige af utrolige dimensioner i flademål, hvorimod tallet på hans undersåtter var begrænset til godt 2/4 million, hvoraf de 120.000 i bilande­ ne.

Befolkningen En væsentlig del af Danmarks historie efter 1850 handler om vækst og omflytninger i landets befolkning og konsekvenser­ ne heraf. I midten af 1800-tallet var det egentlige Danmark endnu et lille, tyndtbefolket land. 11855 rundede folketallet de halvanden million - der var stadig god plads mellem husene i det kongerige, der i dag på det samme areal rummer knap fem millioner. I gennemsnit boede der i landet ca. 35 mennesker (i Nørrejylland kun 23) pr. km2 i 1860 mod nu 119. Også set i europæisk målestok var Danmark tyndtbefolket. I 1880, da tallet var steget til 51 pr. km2, lå vi langt nede i rækken af lande, opstillet efter befolkningstæthed. England med Wales havde således 172 pr. km2, Italien 97, Tyskland 84, Østrig-Ungarn 61. Den tættest befolkede stat i Europa var Sachsen med 198 pr. km2. Med sine 51 lå Danmark langt nede på listen, midt mel­ lem Rumænien og Serbien. Men dog tætbefolket i forhold til vore brødrefolk. I Sverige og Norge var befolkningstætheden kun fem pr. km2. På tidens malerier og de ældste fotografier kigger 1850'ernes danskere på os og ser tilsyneladende ud som vi i dag, om end mere indsnøret i kyser og høje flipper. Men statistik fra den tid viser, at vore landsmænd dengang var betydeligt mindre end nu. 1852-56 var gennemsnitshøjden for samtlige 70.000 danske værnepligtige 166 cm. Vore tipoldefædre var ca. 14 cm mindre end mænd i dag, og kvinderne var formodentlig tilsvarende mindre. Men der var tydelige geografiske forskelle på middel­ højden. De værnepligtige fra Nord- og Vestjylland var højere end andre danskere, medens soldaterne fra Sydsjælland og Lolland-Falster var påfaldende lavere, i gennemsnit 164 cm. Elvis naturen ikke havde velsignet de unge mænd med en statur, der var lige så høj som normerne krævede, og hvis man var under 61 danske tommer (158,6 cm), fik man i sine papirer Befolkningen

21

den sørgelige betegnelse „undermåler" og blev indkaldt igen i de følgende to år i håb om, at man i mellemtiden var vokset et stykke. På Lolland-Falster blev næsten 20 procent af de vær­ nepligtige erklæret for undermålere, i København kun ti pro­ cent af de indkaldte. Til gengæld for øgenavnet blev de lav­ stammede fritaget for tjeneste, betragtet som uegnede til krig. Danskerne var blevet mindre i løbet af århundrederne. Ske­ letfund vidner om, at gennemsnitshøjden i vikingetiden var 173 cm (bind 3, side 35), ligesom danskerne omkring år 1500 var af mere voksen statur end senere. Om årsagen hertil er der opstillet mange teorier; den mest sandsynlige er nok, at ge­ nerationerne før ca. 1600 fortrinsvis spiste animalsk føde (kød) med et overmål af proteiner, der fremmer væksten, medens generationerne efter ca. 1700 var henvist hl vegetabilsk føde, helt overvejende brød og grød, der er nærende, men ikke vækstfremmende, og som har tuberkulosen i sit kølvand. For­ klaringen er nok meget mere indviklet. Men der er ingen tvivl om, at legemshøjden har sammenhæng med ernæringen navnlig i de unge år. En undersøgelse fra 1870'erne af 14-årige børn fra forskellige sociale niveauer på landet viser, hvor me­ get fattigdom kunne indvirke på børns højde og drøjde:

Gårdmandsbørn Husmandsbørn

Piger Højde (cm) Vægt (kg) 148 42 143 40

Drenge Højde Vægt 146 40 143 39

Tallene fortæller om et Danmark, hvor der bag den dejlige natur med de bølgende kornmarker skjulte sig et andet og sørgeligt træk, den bitre fattigdom, et liv på sultegrænsen, et land før velfærdstiden, hvor naturen kun gav karrigt fra sig af sin rigdom, og samfundet overlod det til de frie kræfters spil at fordele goderne. Der var i 1860 137.000 husmandsfamilier i Danmark, altså en ganske betydelig del af befolkningen. De levede under så fattige livsvilkår, at det satte sine tydelige spor på børnenes fysiske udvikling. De 14-årige fra husmandshjem var hæmmede i væksten i forhold til gårdmandsbørn. Og husmandsfamilierne var endda ikke det nederste sociale lag på landet. Der var daglejere og andre landarbejdere uden egen jord, som havde værre livsvilkår. I historieskrivningen har mange været tilbøjelige dl at for­ klare denne næsten livstruende fattigdom i samfundets un­ derste klasser ud fra den simple marxistiske model, at de rige tog fra de fattige. En skæv fordeling af jorden og dermed af maden gør denne teori delvis rigtig. Men forholdet er langt 22

Fortiden set fra nutiden

Hvor mange børn får gifte kvinder under forskellige vilkår? Diagrammet viser antallet af levendefødte børn pr. år for 1000 mødre i forskellige livsaldre og alt efter, om der udøves fød­ selskontrol. De mest frugt­ bare kvinder i verden er en persisk folkestamme, hutteritterne, hvis børneantal er aftegnet øverst. Uden fødselskontrol indtræder, som man kan se, en kraftig nedgang i frugtbarheden før de 40 år. 1 1860'ernes Dan­ mark, hvor prævention endnu var et uomtalt be­ greb, fødtes det samme antal børn som i Persien i 1940'rne. Egentlig fødsels­ kontrol aftegner sig først tydeligt på kurven for Dan­ mark i 1930'rne. Kurvens bøjning modsat de andre viser, at ægtepar bevidst fik deres børn i begyndelsen af ægteskabet.

mere kompliceret end som så. Udgangspunktet var nemlig ikke resultatet af nogen voldelig skubben væk fra søbefadene, men den kendsgerning at befolkningen voksede hurtigt, så at omtrent den samme mængde mad skulle fordeles på stadig flere munde. Ejendomsstrukturen var fastlåst og den brede befolknings mulighed for at få lønnet arbejde begrænset. Denne hurtige befolkningsforøgelse er et afgørende fæno­ men i det 19. århundrede. Det var ikke blot noget, der kunne iagttages i Danmark. Tilsvarende vækst fandt sted i hele Vest­ europa. Den begyndte i England i slutningen af 1700-tallet og bredte sig derfra til de fleste lande i Vesteuropa, undtagen Frankrig, som længe havde haft en langsom nedgang i folke­ tallet. I de øvrige lande begyndte tilvæksten efter 1800 og accelererede indtil henimod slutningen af århundredet for derefter at aftage. En befolknings vækst måles ved forskellen mellem den glæ­ delige tilgang, fødslerne, og den sørgelige afgang, døden. Her ser vi foreløbig bort fra ind- og udvandring. Gennem århun­ drederne før 1800 havde befolkningstilvæksten været for­ holdsvis langsom, fordi dødeligheden var så høj, ikke mindst blandt småbørn, og som følge af, at epidemier jævnlig gjorde Befolkningen

23

alvorlige indhug i den voksne befolkning. Men fra midten af 1800-tallet begynder i hele Vesteuropa en tydelig nedgang i dødeligheden i alle aldersklasser. Årsagen til den længere levetid var formodentlig dels en bedre ernæring, f.eks. ind­ førelsen af kartoflen, dels en større forståelse for hygiejnens betydning, bl.a. i forbindelse med fødsler, og endelig frem­ skridt i lægevidenskaben (f.eks. indførelse af koppevaccination). Medens dødeligheden altså faldt fra år Hl år, vedblev antallet af fødsler gennem nogle årtier at forblive på et højt niveau. Kendskabet Hl antikoncephon var meget ringe bortset fra de råd, som kloge koner kunne give. I almindelighed tog man imod de børn, som naturen eller Vorherre bragte, og det var i gennemsnit for hele befolkningen mellem fire og fem børn pr. ægteskab. HerHl skal lægges et anseligt antal, i visse år over 30 procent flere børn født uden for ægteskab. Resulta­ tet var, at medens befolkningshlvæksten indhl omkring 1800 kun var tre promille årligt, voksede bl.a. den danske befolk­ ning efter ca. 1850 med 15 promille pr. år. En sådan Hlvækst betyder, at befolkningen fordobles i løbet af en livsalder, 70 år, et fænomen, som man vistnok ikke før havde oplevet i ver­ denshistorien, og hvis konsekvenser man først meget sent forstod. Da denne forøgede befolkningsvækst begyndte i Danmark, var landet endnu et udpræget bondeland, hvor He fjerdedele af det danske folk boede på landet og ernærede sig ved at dyrke jorden. Det var derfor ude i landdisHikterne, at træng­ selen og dermed fattigdommen først mærkedes som et sam­ fundsproblem - og det så meget mere som landbefolkningen var meget mere frugtbar end dem, der boede i byerne. I 1860'erne fik 1000 kvinder i København tilsammen 127 børn pr. år, men på landet kom der tilsvarende 164 børn årligt. Og jo barskere naturen og jo dårligere jorden var, desto flere børn fødte kvinderne - på de sandede jorder i Nordvestjylland kom der en overdådighed af børn i hvert ægteskab - fra familier på de fede jorder på Lolland-Falster derimod færre. Efterhånden som årtierne gik i 1800-tallet skulle stadig flere på landet deles om den samme landbrugsjord. Når børneflok­ kene - ofte 10-12 drenge og piger i en familie - voksede op, var der kun en, måske højst to af sønnerne, som kunne se frem til at arve den fædrene ejendom. De øvrige måtte forvente en trist tilværelse som karle eller piger på nabolagets gårde. Fra børne­ ne var seks-syv år kom de ud som hyrder, siden blev de tyende uden mulighed for selvstændig virksomhed. Landdistrikterne fik altså et proletariat. Da der var mange flere karle og piger til rådighed, end der var brug for, gik det ud 24

Fortiden set fra nutiden

over aflønningen. De 7-14-årige drenge og piger kunne fås til at vogte får og gæs for en løn, der bestod af kosten og måske et sæt tøj pr. år. Efter konfirmationen blev de fæstede som karle eller piger for en ringe løn i kontanter og kost og logi hos husbond som hovedbestanddelen i aflønningen. Hvis en karl blev tilstrækkelig lang tid, kunne det være, at han fik et lille hus med en have, så han da i hvert fald havde husrum for sig selv. Først da kunne der blive tale om at stifte familie. Derfor var mændene på landet i gennemsnit 31 år gamle og pigerne almindeligvis omkring de 28 år, når de første gang indtrådte i ægteskabet og kunne få børn på „lovlig" vis - et sent stadium i livet i en tidsalder, hvor de færreste mennesker nåede at blive 70, før døden indhentede dem. Denne kendsgerning, at de unge først så sent i livet kunne give sig hen til den ægte udfoldelse af kærlighedslivet, for­ tæller noget fundamentalt om forholdet mellem den dejlige danske natur og dens mulighed for dengang at brødføde sine beboere. Foldudbyttet var stadig så lavt, men jordværdien omvendt så høj, at de unge, som ikke kunne arve eller gifte sig til et stykke jord, måtte vente til de var omkring 30 år, før de kunne stifte familie. Kærlighedens og erotikkens karrusel kø­ rer jo uanset kirkens velsignelse, og det er derfor ikke mærke­ ligt, at så høj en andel af fødslerne dengang var „uægte". Den situation, som her skildres, ligner meget den pessi­ mistiske profeti, som den engelske præst Thomas Malthus havde fremsat lige før 1800. Han mente, at befolkningen i fremtiden ville vokse hurtigere, end produktionen af nærings­ midler kunne forøges. Han så kun to faktorer til at holde igen på folketilvæksten, dels den præventive: sen ægteskabsalder og mange ugifte, kyske kvinder, og dels det, han kynisk kaldte den positive faktor: krig, pest og hungersnød. Malthus' teori blev hidsigt diskuteret af videnskabsmænd i mange lande gennem hele det 19. århundrede. Og alt imens lagde de lærde knap mærke til, at befolkningerne selv styrede udviklingen bort fra katastrofen. Sådan som situationen var på Malthus' egen tid, havde han ret i sin antagelse. Men da befolkningen både her i landet og i hele Europa blev udsat for de hårde realiteter, dukkede nye muligheder op, som kunne mindske nød og sult og lette befolkningspresset. De tre vigtig­ ste veje ud af den økonomiske klemme, Malthus havde spået om, var dels udvandring til de store uudnyttede arealer i verden, dels udvikling af ny teknik, dampkraft og mange nye mekaniske opfindelser. Den tredje udvej, som afhjalp nød og sult, var en udvidelse og forbedring af den bestående land­ brugsjord, så udbyttet pr. tønde land blev større. Befolkningen

25

Landindvinding

Hvorledes den intensive afvanding af landbrugs­ jorden ændrede det danske landskab i 1800-tallet frem­ går af dette eksempel fra Sønder Vestud sogn på Møn. På kortet fra 1802 ser man de mange søer og mosehuller. 11888 er de praktisk talt borte takket være de viste åbne afvan­ dingsgrøfter og et ukendt antal rørlagte grøfter og underjordiske drænrør. Arbejdet med landvinding foregik helt overvejende mellem 1860 og 1880.

26

Fortiden set fra nutiden

Grundforbedring og udvidelse af landbrugsarealet blev den udvej, danske bønder greb med iver fra 1850'erne, da kornpri­ serne var gode, og en ny teknik blev gjort tilgængelig for dem. Kendtest er det store arbejde, der blev gjort for at opdyrke den jyske hede, som endnu i halvtredserne dækkede henved en fjerdedel af hele Jyllands areal, et goldt område på ca. 7000 km2, som man allerede fra 1700-tallet havde gjort forsøg på at nyttiggøre bl.a. ved plantageplantning. Men det helt store systematiske arbejde med at gøre hedeområderne til land­ brugsland begyndte først efter 1866 med grundlæggelsen af Det danske Hedeselskab, der ikke alene påtog sig træbeplant­ ning af hederne, men også afvanding af store vådområder overvejende i Jylland. Hedeopdyrkningen er en af de store og gode gerninger, der blev iværksat af en kreds af sande ideali­ ster. De så den ikke alene som en national opgave, men de forstod også nødvendigheden af at gøre en social indsats mod fattigdommen på landet. Opdyrkningen betød jo udstykning af mindre jordbrug til mange unge landbrugere. Var hedebru­ gene uendelig fattige og arbejdskrævende, betød det alligevel, at unge karle og piger fik foden under eget bord. Men en næsten lige så vigtig inddragelse af ny landbrugs­ jord var det arbejde med dræning, som store og små gårde gik i gang med i halvtredserne og drev med stor energi op til ca. 1880. Våde lavninger på markerne foruden mange små søer og moser forsvandt, når vandet blev ledt bort gennem systemer af grøfter og drænrør. Dette vældige stykke dansk jordforbed­ ring skete over hele landet, men blev gjort særlig systematisk på Sjælland. Endnu op til ca. 1860 så det danske landskab omtrent ud, som det havde gjort siden oldtiden. Mægtige landskaber henlå som sivbevoksede og ubeboede mose- og engområder. I Jylland således Store og Lille Vildmose på begge

De fire dele, der indtil 1864 udgjorde det danske mo­ narki, helstaten, selve kon­ geriget og de tre hertug­ dømmer, Slesvig, Holsten og det lille Lauenburg, som var kommet i dansk selskab efter 1814. Mange syntes, at Holsten og Lauenburg var et fremmedlegeme i monar­ kiet, medens Slesvig var gammelt dansk land ned ril Ejderfloden, der under navn af Sønderjylland burde knyttes nærmere til kongeriget.

sider af Limfjorden og områder omkring Hjørring-Frederikshavn, i alt arealer på ca. 1000 km2. På Midtsjælland lå et næsten sammenhængende område fra Åmosen og ned til vådområdet omkring Holmegård. Disse områder udgjorde en del af Dan­ marks natur med deres egen poesi og melankolske skønhed, hjemsted for den meget store bestand af storke, der på den tid prægede billedet af et typisk dansk landskab. Moserne kunne kun nyttiggøres på én måde, ved tørvegravning, en billig energikilde til kakkelovne og mindre industrier. Holmegårds Glasværk skylder de mange tørvemoser sin placering. Den teknik, der kunne tørlægge store og små mosearealer, kom til Danmark fra England. I indledningen til sin danmarks­ beskrivelse omtaler Trap i 1858 dette mærkværdige nye fæno­ men „drains" (skrevet med kursiv) og dets muligheder. Det var endnu på det tidspunkt meget dyrt, fordi disse teglrør skulle importeres fra England. Kun de store gårde havde i

Landindvinding

27

Fårehyrden på Fr. Vermehrens maleri fra 1855 sender tilskueren et gudhengivent blik. Det var sjældent, han så fremmede mennesker. Omkring en fjerdedel af hele Jylland var før ca. 1860 dækket af forskellige former for hede. Fra begyndelsen af 1800-tallet blev der gjort mange tilløb dl træbeplant­ ning og opdyrkning. Men en større samlet indsats kom dog først fra 1860'erne. Fåreavl og udnyttelse af ulden til hosebinding var magre leveveje for be­ folkningen.

28

Fortiden set fra nutiden

begyndelsen råd til at bruge dem. En sjællandsk gårdmand fandt, fortaltes det, nogle drænrør på vej hjem fra købstaden og tog dem med sig. Hans nabo fortalte ham, at rørene bare skulle stikkes lodret ned i jorden, så forsvandt vandet. Men da nogle danske teglværker omkring 1860 begyndte at fremstille billige drænrør, spredte oplysninger om deres rette brug sig med lynets hast. I løbet af de følgende år fik store dele af Danmark et underjordisk netværk af drænrør på mange hun­ drede tusinde kilometer. I halvfjerdserne blev der brugt over 4,5 millioner af datidens kroner til dræning. Resultatet blev da også indvinding af over 200.000 hektarer, en lille landindvin­ ding til erstatning af det, Danmark tabte i Slesvig med krigen 1864. Til de større sammenhængende moser slog drænrørene ikke til. Her anvendtes en ny afvandingsteknik med anvendelse af pumper, drevet af vindmøller og med større rør, en teknik, som via Holsten kom til Danmark fra Holland, hvor de store inddæmningsarbejder var begyndt. Sammen med moserne blev også en række søer og fjordarme udtørret ved hjælp af

grøftesystemer, således Søborg Sø i Nordsjælland, den store sø på Falsters sydspids, Lammefjord ved Holbæk og mange andre steder. Danmark blev større, flere munde kunne mættes af jordens produkter. Men det indvundne var ikke nok i forhold til den overskudsbefolkning, der langsomt og umærkeligt voksede op i landdistrikterne.

Købstæderne

På de store jyske hede­ strækninger boede det omkringfarende „natmands­ folk", et ukendt antal sigøj­ nere og andre „kjeltringer" ligesom denne, tegnet af Christen Dalsgaard i 1856.

De 68 danske købstæder og syv såkaldte handelspladser uden for København var endnu i midten af forrige århundrede me­ get små og yderst pærekøbingagtige sammenlignet med se­ nere. Kun én provinsby havde i 1855 mere end 10.000 ind­ byggere, nemlig Odense. Nummer to og tre i størrelse var henholdsvis Ålborg og Helsingør, begge med godt 9100 ind­ byggere. Århus kom ind som nummer fire med 8900, kun 45 sjæle større end Randers. Men størstedelen af købstæderne havde under 2000 indbyggere og skyldte vel endda denne størrelse, at næringslovgivningen påbød, at al handel og håndværk (bortset fra smedefaget og et par andre næringer) kun måtte fungere i købstæderne, et privilegium, som dog forsvandt efter næringsreformen 1857. I forhold til vore nor­ diske nabolande havde Danmark mange og tætliggende byer. Men sammenlignet med Tyskland, Frankrig og navnlig Eng­ land var vore byer små og svage. Danmarks bystruktur var især usædvanlig ved, at en så overvældende andel af bybefolkningen var samlet i én by, København. Hovedstaden inklusive Frederiksberg havde i 1860 163.000 indbyggere eller næsten lige så mange som alle landets købstæder tilsammen. Inden for de snævre volde i „Kjøbenhavn" var indbyggerne stablet oven på hinanden - 53.200 personer pr. kvadratkilometer, medens resten af lan­ det lå halvtomt hen. Kun England havde i London det samme problem med en overdimensioneret hovedstad med 13 procent af landets be­ folkning. I ingen andre lande nåede hovedstæderne op over syv procent af folketallet. Et andet særpræg ved de danske byer var mangelen på købstæder i mellemklassen. Dem måtte man finde i hertugdømmerne, hvor vandring fra land til by var begyndt tidligere. Det danske monarkis næststørste og næstvigtigste by var Altona i Holsten med 40.000 beboere, den tredjestørste Flensborg i Slesvig med knap 19.000 indbyggere, næsten dobbelt så mange, som den største købstad i kongeri­ get havde. Købstæderne

29

Århus var i 1850'erne endnu en lille købstad med knap 8000 ind­ byggere og en stor domkirke. Havnen kunne dog ikke længere rummes i åmundingen, og et nyt havnebassin var netop blevet anlagt i bugten. 50 år senere var indbyggertallet seksdoblet. Bykort fra Trap Danmark 1. udgave.

Byerne synede i alt ikke meget i det danske landskab, sådan som det så ud, da gehejmeråd Trap gennemrejste det og siden skildrede det i 1850'erne. Hvad han oplevede, var endnu det tilsyneladende evigt idylliske Danmark med det bakkede land­ skab og de smilende og bukkende bønder, som stod langs vejene, når gehejmeråden kom kørende i det kongelige følge. På overfladen blev Frederik 7.s regeringstid op til 1863 fuld af larmende begivenheder som følge af de usikre nationalpoliti­ ske forhold. Men under overfladen var det socialt et stilstan­ dens årti. Ude på landet mærkede man endnu ikke meget til bulderet i politik. 30

Fortiden set fra nutiden

Fortumlet Det er ikke mærkeligt, hvis det danske folk var fortumlet efter alt, hvad der var sket i løbet af nogle måneder efter marts­ dagene 1848. Gamle folk måtte føle sig forvirrede og betænke­ lige. De var ikke vant til hurtige beslutninger og dramatiske begivenheder, brød sig ikke om mere fart på udviklingen, end der var i højsalig kong Frederik 6.s tid. Det var hele to uover­ skuelige problemer, der skulle løses på samme tid, et politisk og et nationalt, og det lige efter at det pludselige tronskifte bragte den uberegnelige Frederik 7. på tronen. Det ene var den danske styreform, spørgsmålet om enevældens afløsning med en demokratisk forfatning, det andet var det meget større og prekære nationale dilemma om forholdet mellem kongeriget og hertugdømmerne og specielt om det danske Nordslesvigs stilling i forhold til det store tyske flertal i Slesvig og Holsten. Det første problem fandt med en forbavsende hurtighed og smidighed en løsning med Den grundlovgivende Rigsforsam­ ling. Et ældgammelt enevældigt regeringssystem blev væltet over ende og en ny demokratisk forfatning, junigrundloven, trådte i kraft den 5. juni 1849. For den ældre generation måtte den nye forfatning forekomme som et voveligt spring i ud­ viklingen. Var man gået for langt i frihedsrusen? Var almuen moden til folkestyret? Det nationale problem måtte også bekymre de lidt ældre. De var vokset op i et land, hvor den fredelige dansk-tyske samek­ sistens var noget problemløst og selvfølgeligt. Begrebet natio­ nalfølelse mente man i Danmark var kommet fra Tyskland. Tysk nationalisme havde grebet forstyrrende ind i det danske monarkis harmoni. Da slesvig-holstenerne i hertugdømmerne ville løsrive sig var ingen i kongeriget i tvivl om, at krig var den eneste udvej. Treårskrigen 1848-50 satte tilsvarende dansk nationalfølelse i gang. Men de besindige ældre så nok, at slesvigholstenerne var dygtigere til at skaffe sig allierede og selv med en mindre befolkning end kongerigets kunne rejse en lille hær, der ved det afsluttende slag ved Isted i juli 1850 var i stand til nogenlunde at modstå den større danske armé og tilføje den dobbelt så store tab, som den selv led. Og så måtte de besindige endelig erkende, at fredsslutningen med de tyske fjender i virkeligheden slet ikke løste det nationale problem, men kun lagde låg over det. De, der nåede at opleve de følgende 15 års udvikling i både dansk indenrigspolitik og i det nationalpolitiske virvar, kunne Fortumlet

31

Æresport rejst tværs over Strøget på Gammeltorv i København ved troppernes endelige hjemkomst fra Treårskrigen i 1851. Akvarel af den senere højt værdsatte maler H. G. F. Holm, ofte kaldet Fattig-Holm. Æres­ porten var tegnet af arkitek­ ten N. S. Nebelong, der siden ombyggede Viborg Domkirke.

32

Fortumlet

som rigtige jeronimuser udbryde „Sagde vi det ikke nok!" Deres værste anelser gik i opfyldelse. Men det sete afhænger af øjnene, der ser. De unge oplevede grundlovens gennemførel­ se og krigen med begejstring. De fleste af mændene havde deltaget som soldater i krigen og blev i felten grebet af den romantiske idealisme og stærke følelse af national løftelse, som krigen bragte med sig. Da tropperne kom hjem fra krigs­ skuepladsen i Slesvig og blev modtaget med begejstring af Københavns befolkning, kunne de unge, rødmossede land­ soldater ikke undgå at tro, at de og landet gik en lys og strålende fremtid i møde. Tilsyneladende havde de været med til at befri deres land for to store mørke skyer, som havde hvilet over deres og landets fremtid: enevældens reaktionære styre og truslen fra tyskheden syd for Kongeåen. De to store politi­ ske krav fra de unge over hele Europa: politisk frihed og national enhed skulle tilsyneladende ske fyldest i Danmark. De unge idealister fra Treårskrigen var ved århundredskiftet blevet til gamle folk i halvfjerdserne. Når de så tilbage på deres liv som borgere i Danmark, havde de oplevet en stormfuld

epoke. De to store sejre fra '48, grundloven og krigen, blev ved at være de to store anstødssten i de følgende årtiers politik, årsag til bitre indre modsætninger. Junigrundlovens frihed blev lidt efter lidt beskåret og siden misbrugt på det groveste som undskyldning for provisoriske love uden om Rigsdagen. Også krigen og forsvarssagen blev siden en indrepolitisk slag­ mark og udnyttet politisk til at opføre Københavns befæstning i modstrid med folkeflertallets ønsker. For veteranerne fra Treårskrigen, der måske siden kom i felten igen i 1864, må det have været mærkeligt at opleve provisorietiden i 1880'erne og forvrængningen af de ideer, som var hellige og begejstrende i 1848, friheden og forsvarsviljen. Treårskrigen var militært mest blevet udkæmpet i Slesvig, men politisk blev den overvåget og for en stor del styret fra de europæiske stormagters hoffer, hvor man nøje sikrede sig, at der ikke blev flyttet et gram fra vægtskålene i den europæiske magtbalance. Ad diplomatiske kanaler foregik der en stærk påvirkning af den offentlige opinion i Danmark. Endnu i 1850 var nyhedsformidlingen fra udlandet lige så primitiv som i århundreder før. Danskerne var, også hvad nyheder angik, afhængige af hansestaden Hamburg ved Elben. Vejen fra Hamburg til København var en hovedpulsåre, der bandt det danske monarki til det europæiske fastland. Det varede to, til tider tre dage for posten at nå frem Hl København. Og det var jo ikke bare et postbud med taske over skulderen. Ifølge dag­ bladet Fædrelandet bestod posten fra Hamburg den 31. januar 1850 af ikke mindre end 26 tætpakkede vogne, der via Frederi­ cia nat og dag kørte mod København. Det var ikke på grund af mængden, det blev nævnt i avisen, men fordi isen i bælterne forsinkede posten en dag mere end sædvanligt. Alene over­ førelsen over Store Bælt af indholdet af de 26 vogne må have været en kraftanstrengelse i betragtning af skibenes størrelse. Den 4. februar begyndte aviserne i København altså øverst i venstre hjørne med at skrive „Af posten fra Hamburg erfarer vi , og så fulgte meldinger fra hofferne i Berlin, London, Sankt Petersborg osv. Udenrigsk nyhedsstof var ca. en uge gammelt, førend det nåede ud til de københavnske læsere. Og hvad var det så for signaler, de danske avislæsere fik om udviklingen i Europa? Endnu i 1850 var der ild i ideologierne mange steder i Europa. I Paris, Berlin og Wien var der stadig kampe på barrikaderne. Men i løbet af det år var den poliHske vindretning drejet omtrent 180 grader - den revolutionære liberalisme havde tabt pusten, og reakHonære vinde blæste stærkt over Europa. Konger og kejsere stillede sig tættere sammen og hjalp hinanden med at slukke gløderne efter opFortumlet

33

Sta/s

Skibet.

rørerne. Den ivrigste brandmand var den russiske zar. Han hjalp beredvilligt den østrigske kejser, da denne multinationale kæmpestat gik op i limningen, med at samle brikkerne igen og undertrykke de demokratiske kræfter. Forsøget på at samle det splittede Tyskland på et demokratisk program smuldrede efterhånden som Preussens konge fik kvalt oprøret i Berlin. De forundrede læsere i København kunne følge, hvordan libera­ lismen langsomt, men sikkert også blev kvalt i Frankrig, hvor frihedstanken ellers var født. Den valgte præsident Napoleon fjernede med kirkens hjælp den demokratiske forfatning og lod sig i 1852 krone som kejser Napoleon 3. Det vældige europæiske frihedsfyrværkeri ebbede ud. Kun i små nationer som Danmark, Holland, Belgien, Schweiz og Sardinien fik de indførte, frie forfatninger lov til at bestå efter 1850. En sådan udvikling måtte uundgåeligt gøre indtryk i Dan­ mark. Hvad var forklaringen på dette hurtige vejrskifte efter 1849? Det var først og fremmest, at de pæne borgersønner, der oprindelig rejste oprørsfaner og barrikader, var blevet bange for de voldsomme folkelige kræfter, de selv havde udløst. Oprøret syntes at løbe fra dem. Bag ved dem strømmede lasede og sultende menneskemængder frem fra arbejderkvar­ terer, som borgerne knap kendte, og de begyndte nu at organi34

Fortumlet

Maleren P. C. Skovgaard var også engageret i tidens politik. I sommeren 1852 tegnede han ministeriet Bluhme, der forsøger at styre uden om „den euro­ pæiske nødvendighed", stangen med den fine tre­ kantede hat. Bagest står de to nye ministre for hertug­ dømmerne og hejser det danske flag. Finansminister Sponneck holder rorpinden. Justitsministeren kaster op. I forstavnen står krigsmini­ steren med „rigshunden", medens indenrigsmini­ steren sænker en pakke med tronfølgeloven i havet. Bag ham andre pakker med grundloven og valgloven i. Regeringens chef, C. A. Bluhme, står ved masten og siger bedrøvet: „Er det nødvendigt, at også grund­ loven skal gå?" Marinemini­ steren svarer: „Jeg frygter for det."

sere sig i Paris, i Berlin og i andre europæiske storbyer. Karl Marx' kommunistiske manifest fra 1848 var et uhyggeligt var­ sel, som ikke kunne overhøres, heller ikke i København. Danmark havde ikke endnu en egentlig arbejderklasse, og omvæltningen i København i 1848 var foregået stille og harmo­ nisk. Men i de kredse, hvor avisernes bloddryppende be­ skrivelser af gadekampe og revolutioner udenlands virkelig blev læst, skabtes den overbevisning, at junigrundloven nok var blevet for liberal og ved først givne lejlighed burde revi­ deres i konservativ retning. Hvad kunne ikke uvidende bøn­ der og desperate fattigfolk finde på med al den opnåede fri­ hed? De konservative kræfter fik vind i sejlene også i Dan­ mark. Godsejere, der beskæftigede mange landarbejdere, og de unge nationalliberale som havde gennemført omvæltnin­ gen, blev stemt til eftertanke, også på grund af krigen i hertug­ dømmerne. Skulle der vindes støtte til de danske synspunkter hos den russiske kejser eller i Frankrig, måtte man bruge det samme reaktionære tonefald, som herskede der. Telegrafen meldte selvfølgelig også tilbage til Paris og Sankt Petersborg om de danske nationalliberale og om stemningen af sejrsglæde og stolthed over de danske landsoldater i København.

Det dansk-tyske dilemma Men sandheden var, at oprørerne i Slesvig og Holsten ikke var besejrede efter over to års krig og aldrig kunne være blevet det, så længe de tyske magter stod bag dem. Freden med Preussen og siden med oprørerne blev trumfet igennem af Rusland for at sikre, at hertugdømmerne forblev danske. Hvis de blev tyske, kunne det ændre magtbalancen på kontinentet. Det skulle forestille at være til fordel for Danmark, men det stillede regeringen over for et politisk og to statsretlige problemer. Det første var helt enkelt: hvordan kunne man i Danmark op­ retholde illusionen om en harmonisk dansk-tysk helstat, når rigets værste fjender, slesvig-holstenerne, fortsat boede i her­ tugdømmerne og hadede alt dansk af et godt hjerte? De vente­ de blot på en gunstig konstellation i den europæiske magt­ balance for at åbne konflikten igen. Den første statsretlige hovedpine var forfatningsspørgsmålet. Kong Frederik var konstitutionel konge i Danmark, men enevældig i hertug­ dømmerne. Junigrundloven gjaldt kun for kongeriget, me­ dens Slesvig og Holsten fortsat havde de gamle stænderfor­ samlinger. Det andet retlige problem i forhold til hertugdøm­ merne var arvefølgen efter Frederik 7. Det var en offentlig hemmelighed, at kongen ikke kunne få børn, så den olden-

Det dansk-tyske dilemma

35

C. A. Bluhme var en af enevældens embedsmænd, der gjorde lynkarriere i kancellierne og derfra gik over og blev politiker i Rigsdagen. Han havde talent for at løse de svære­ ste problemer. Som uden­ rigsminister 1851-54 lykke­ des det ham at ordne for­ holdet ril stormagterne efter Treårskrigen, og han kom til at stå som garant for helstatspolitikken. Efter sammenbruddet i krigen 1864 blev Bluhme igen tilkaldt som udenrigsmini­ ster for at gennemføre den pinefulde fredsslutning. Tegning af J. V. Gertner.

36

Fortumlet

borgske kongestamme ville uddø med ham. Der gjaldt for­ skellige arveregler for hver af monarkiets dele, og stormagter­ ne, særlig den russiske zarfamilie var ved familiebånd arve­ berettiget. Her var en herlig tumleplads for storpolitisk diplo­ mati og gode muligheder for indblanding i dansk politik. Den danske regering havde stadig den statelige A. W. Moltke som premierminister. Indtil sommeren 1851 var ministrene nationalliberale. De håbede stadig på, at Danmark og Slesvig kunne slås sammen under én forfatning, medens Holsten skulle knyttes til Det tyske Forbund som et uafhængigt tysk hertugdømme. Det var den såkaldte Ejderpolitik, opkaldt efter den lille flod, som adskiller de to hertugdømmer. Dette passe­ de ikke den russiske zar. Han ønskede som nævnt Danmark fortsat udelt - og så fandt han, at de danske nationalliberale var alt for liberale, og han havde magt til at blande sig også i intern dansk politik. I efteråret 1851 blev de nationalliberale ministre på zarens forlangende afløst af nogle passende kon­ servative embedsmænd. Den følgende vinter fik den nye dan­ ske premier- og udenrigsminister C. A. Bluhme mere eller mindre dikteret fredsordningen af stormagternes gesandter i København. Helstatsordningen blev fastslået i en række af­ taler. Danmark skulle være en firedelt helhed, kongeriget plus de tre hertugdømmer. Hver del skulle have sin egen forfatning for sine interne forhold. Hertugdømmerne beholdt stænder­ forsamlingerne, men nu med besluttende myndighed. For de fælles anliggender, finanser, forsvar og udenrigspolitik, skulle der dog snarest muligt skabes en fællesforfatning med danske og tysktalende medlemmer. Og for at binde Danmark fast til denne umulige konstruktion gennemtvang russerne også ud­ nævnelsen af to tysktalende ministre i København, én for Slesvig og én for Holsten. Hele dette spil, hvormed den europæiske reaktion trængte ind i Danmark gennem diplomatiske kanaler, var åbenbar politisk manipulation fra stormagterne. Signalerne var ikke til at tage fejl af. I de samme måneder, hvor aftalerne blev gen­ nemført, skete to reaktionære statskup i Europa. I Frankrig fejede Napoleon 3. den gældende, liberale forfatning af bor­ det, og i Wien gjorde den unge kejser Franz Josef det samme. C. A. Bluhme, der som udenrigsminister var ansvarlig for ordningen, kaldte med rette aftalerne „den europæiske nød­ vendighed", hvilket var en vælgervenlig måde at forklare no­ get på, der lignede udenrigspolitisk voldtægt. Bluhme og hans konservative venner sørgede ikke alene for, at Ejderprogrammet blev gemt bort. Også liberalismen i inden­ rigspolitik blev lagt på hylden for „den europæiske nødven-

Slesvi^holsteenske .Eiiibudsiiiænd i Havnsnod

Sjife om bet ftorc vcb T’nbbøl, t)bor 75,000 ^rcufifcre ODcrl'iinot 15,000 ®nnfte. Samt libt om fat florc Stille be — Bcb £>jælp af SommcftiDcrirr — flabe gjort af Ulire, SRinge, emaapengc og anbet fpillert. ftcrct'racyt i Goftume af

Jyrict>crtd) 2j8ifbc(m.

Skillingsviser var den mest udbredte form for folkelig nyhedsformidling. De primitive vers, der kunne synges på tidens slagerme­ lodier, fik en særlig stærk udbredelse, når der skete store ulykker som krig, skibsforlis eller ildebrand. Under krigen i 1864 tog skillingsviserne et vældigt opsving. Særlig blev den unge typograf Julius Strandberg landskendt og meget velhavende på sine skil­ lingsviser om krigen, en succes som han udnyttede dygtigt i de følgende årtier.

redømme og blive et selvstændigt hertugdømme inden for Det tyske Forbund. Liberalismen i Danmark og den konservatis­ me, der dominerede i hertugdømmerne, var nærmest ufor­ enelige størrelser. Dertil kom, at aftalerne af 1851-52 var umuli­ ge at effektuere af myndighederne, når den tyske del af mo­ narkiets befolkning nægtede at lade sig administrere fra Kø­ benhavn. Men når Viggo Hørup og andre radikale siden kunne skildre begivenhederne i 1863-64, som om Hall og hans partifæller havde handlet aldeles hovedløst, skyldes det, at livsholdnin­ gen i de mellemliggende år havde ændret sig. De radikale ville aldrig give sig i kamp mod en overmagt - „hvad skal det nytte", sagde en af dem senere. Men de nationalliberale politi­ kere, der bar ansvaret, var alle født mellem 1810 og 1820 og altså vokset op i en periode, hvor romantikken og det man kunne kalde den politiske idealisme dyrkedes. En af generationens digtere, Chr. Richardt, udtrykte lige efter krigen 1864 sin ge­ nerations politiske idealisme så smukt i de to verslinier, der er blevet bevingede: „Kæmp for alt, hvad du har kært; dø, om så det gælder." D. G. Monrad, der var lige så optaget af kirkelige som af politiske spørgsmål, troede fuldt og fast, at den lille stat, som med dødsforagt kæmpede for sin sag ligesom David mod Goliat, ville om ikke fælde kæmpen så dog påkalde sig andres nationers sympati og dermed gøre sig fortjent til en hæderlig fred. Monrad førte dette ideal ud i sin yderste konse­ kvens ved Dybbøl og ved Londonkonferencen. Han satte selve landets eksistens på spil, men gjorde det vel at mærke båret af en stærk folkestemning i et ellers ungt og usikkert dansk demokrati. Man var villig til at yde store ofre for den nationale ære og de ca. 170.000 dansktalende i Nordslesvig. Ministre og embedsmænd begik alvorlige fejl, som i neder­ lagets og fiaskoens grelle lys bliver særlig iøjnefaldende. Men både materielt og intellektuelt stod Danmark over for en uovervindelig overmagt. Det var ikke mærkeligt, at de danske statsmænd og generaler rystede på hænderne, når de store afgørelser skulle træffes. De kæmpede mod en af verdens­ historiens største statsmænd, Bismarck, og mod et militari­ stisk Preussen i voldsom fremmarch. Tabet af det danske Nordslesvig og 3000 døde danske soldater var et frygteligt offer for et romantisk ideal. Men krigen var trods alt et signal om Danmarks vilje Hl at gøre ideal til virkelighed. De følgende år viste, at et nederlag også har sin positive side. Det kan virke yderst stimulerende på et folk. Det kan vække de slumrende kræfter og give hele befolkningen en fælles stærk vilje til hurtigt at rejse sig.

Skyggen efter nederlaget

141

Sortsyn med lysglimt „Hvad vil danskerne dog med Slesvig - de har jo Tivoli!", skal Bismarck have sagt efter sejren - en vandrehistorie, som sved så det bed, da den nåede København, efter at hele Tyskland havde grinet over den. Der var grund nok til at græmme sig i Danmark, efter at freden i Wien var en kendsgerning i oktober 1864. Den føjede endnu et nederlag til de mange tidligere. Danmark var snart ikke andet end en prik på europakortet: i 1658 mistede vi Skåne og Blekinge, i 1814 Norge og nu Slesvig og Holsten. Et militaristisk Preussen med stormagtsdrømme havde hvæs­ set sine skarpe våben på os - hvor længe kunne det lille dan­ ske kongerige overleve? Med gysen, men også lidt skadefryd kunne danskerne følge med i, hvordan de to rovdyr, der havde skambidt det danske monarki, hurtigt blev uenige om byttet og i 1866 kom i krig. Bismarck ville være enehersker i Tyskland, og hans regimenter slog på få uger Østrig, der i fredsslutningen måtte afstå sine rettigheder over Slesvig-Holsten. Det danske monarki var reduceret med to femtedele af sit område, fra 58.000 til 39.000 km2, og mistede ca. 800.000 af sine indbyggere. Materielt og økonomisk betød det nok mindre, end tallene kunne tyde på, fordi hertugdømmerne længe hav­ de levet deres eget liv både økonomisk og kulturelt. Men følelsesmæssigt var adskillelsen fra den danske landbefolk­ ning i Nordslesvig en alvorlig sorg, som vedblev at tynge danskerne. Et glimt af håb om genforening opstod efter det preussisk-østrigske militære opgør i 1866. I fredstraktaten fik den franske kejser siden 1852, Napoleon 3., indføjet sin yndlingsidé, folkeafstemning. I traktatens paragraf 5 stod, at den danske befolkning i Nordslesvig engang med tiden skulle have mulighed for at stemme om sit nationale tilhørsforhold. Danmark var virkelig blevet lille. Den langstrakte hals på Jylland blev nu skåret over helt oppe ved Lillebælt. Grænsen fulgte omtrent Kongeåen og blev reguleret ved, at Danmark afstod et område syd for åen, de såkaldte kongerigske enkla­ ver, der før regnedes med til Nørrejylland. Til gengæld fik Danmark et område ved Ribe, otte sogne syd for Kolding og Ærø, som før hørte til Slesvig. Tabet af hertugdømmerne gav betydelige lettelser for stats­ forvaltningen. Helstatens dansk-tyske dobbeltadministration havde krævet mængder af embedsmænd og mange kontorlo­ 142

Sortsyn med lysglimt

Når Anders Kusk fra her­ regården Ørbæklunde på Fyn kørte igennem land­ skabet med dette firspand af blanke køreheste, måtte alle forstå, hvilken rigdom og magt godsejeren besad. Fotografiet er fra 1880'erne

kaler. Det havde givet sig synlige udtryk på ministeriernes bygninger i Slotsholmsgade. Flere af de fine, gamle adelspalæ­ er havde fået tilføjet en etage for at få plads til embedsmændene. Nu blev der omvendt alt for meget plads. Ikke færre end i alt 704 embedsmænd blev afskediget. Nok en besparelse, men alligevel en dyr historie for pensionsvæsenet, da gennemsnits­ alderen kun var 48 år - nær ved en million kr. om året i et statsbudget på ca. 36 miil. Værre var det med de godt 60 miil., som krigen havde kostet. Statsgælden voksede imidlertid ikke så meget, fordi Danmark efter fredsaftalen fik udbetalt den del af denne gæld, som havde påhvilet hertugdømmerne. Danmark var en velkonsolideret forretning på den tid. Landbrugets stadigt voksende eksport gav landet store ind­ tægter, og inden ti år efter 1864 var alle spor af krigsgæld slettet. Desuden blev der en række år opkrævet en ekstraordi­ nær regulær skat på indtægt og formue med rigtige selvan­ givelser, der skulle udfyldes på tro og love. Erhvervslivets folk så hurtigt, at hertugdømmernes afståel­ se også bød på ganske store fordele. Den højt udviklede hol­ stenske industri, der før havde haft let spil i kongeriget, blev nu udelukket fra toldbeskyttelse i Danmark og skulle konkur­ rere på lige fod med Rhinlandets mægtige industrianlæg. Me­ dens kongerigets erhvervsliv viste hurtig opdrift, stod hertug­ dømmernes stille, ja, i foråret 1865 så man det særsyn, at et antal bomuldsvæverier og tobaksfabrikker flyttede fra Holsten op til Danmark. Tilsvarende blev også Hamburgs indflydelse

Sortsyn med lysglimt

143

Frederiksborg Slot genop­ bygges efter branden i december 1859. Hvad slottet skulle bruges til var uvist, indtil brygger J. C. Jacob­ sen, Carlsberg, i 1877 trådte frem som mæcen i den store stil. Han var blevet hoved­ rig ved salg af det nye og stærkere bajerske øl og ville nu bruge en del af sin for­ mue på at omskabe slottet til et nationalhistorisk mu­ seum, der kunne stimulere befolkningens fædrelands­ kærlighed og forsvarsvilje. Bryggeren og hans arkitekt Ferdinand Meldahl satte deres stærkt personlige præg på museet med den overdådige brug af histori­ ske stiltræk i udsmyk­ ningen.

144

Sortsyn med lysglimt

på dansk økonomi igen reduceret og dansk erhvervslivs lyst til ekspansion vestpå til England yderligere stimuleret. Det øko­ nomiske højtryk fra 1850'erne havde ikke fjernet sig trods krigen - handel og industri gjorde store fremskridt tværs gen­ nem 1864. 11865 stod obligationerne lige så højt som i 1863. Udenrigspolitisk måtte kursen lægges om fra en aktiv hl en passiv politik. Hvis Danmark ikke skulle gå under i den euro­ pæiske politiks storme, måtte man tage alle sejl ned og lade stormen suse gennem takkelagen; vimplen skulle nok angive, i hvilken retning det var værd at sejle. „Le Danemark s'efface" sagde man i Paris, „Danmark dukker sig" skulle det betyde, men mange, deriblandt det unge litteraturvidenskabelige håb Georg Brandes, frygtede, at franskmændene dermed mente, at Danmark var ved at blive udvisket af landkortet - det stemte med de bedrøvelige tanker, almindelige danskere gjorde sig om landets fremtid i slutningen af tresserne. Men der var lyse glimt i mørket. Optimisterne i Danmark mente, at Preussen ville blive straffet for sit overmod: Frankrig ville sørge for at dukke Preussen, inden det blev en farlig stormagt. Allerede en måned efter freden i Wien turde Orla Lehmann i en tale i Middelfart sige, at freden bare var ind­ ledningen til den 3. slesvigske krig. Man tyssede ganske vist på ham, men håbet om Frankrigs hjælp til en rask revanche over for Preussen trivedes i bedste velgående. Det kunne også

aflæses af de omfattende forhandlinger, der gik forud for genskabelsen af det danske forsvar med hærloven af 1867. Både hos politikere og officerer kæmpede modstridende følel­ ser. Forsvaret skulle på én gang være beskedent og billigt, men dog så stærkt, at det kunne betyde noget under en kommende tysk-fransk krig. Krigen havde kun fostret meget få egentlige antimilitarister. På Århus-egnen begyndte Lars Bjørnbak dog nogle år efter 1864 at tale med store bogstaver om nedrustning. Men det var en temmelig isoleret lokal bevægelse. Ellers var forsvarsviljen ikke blevet stækket. Blandt bondevenner øm­ mede man sig nok en del over udgifterne til forsvar, men accepterede hær og flåde, når blot forsvaret blev demokrati­ seret. Alle unge mænd mindedes den barske kommandotone i hæren, og mange tilsluttede sig A. F. Tschernings gamle idé om en folkevæbning ligesom i Schweiz, hvor de værnepligtige blev hjemme, men jævnligt mødte op til militære øvelser, noget nær nutidens hjemmeværn. Hærloven af 1867 resulterede i et forsvarssystem, der netop var præget af de blandede følelser midt mellem håb og mis­ mod, der kendetegnede disse år. Afgørende blev, at hærloven skulle revideres efter fem år. Dermed satte man forsvaret på dagsordenen fra 1872-73 - og tyve år frem. Et skridt i retning af demokratisering af militæret i 1867 var afskaffelsen af det såkaldte stillingssystem, hvor bedre folks børn kunne slippe for værnepligt ved at købe en fattig karl til at springe soldat en gang til. Prisen var ganske anselig, efter et eksempel fra 1850'erne 800 rigsdaler. Tonen i hæren var fortsat barsk. Officerer og underbefalingsmænd var stadig uden for­ ståelse for soldaternes menneskeværd. Fra begyndelsen af halvfjerdserne begyndte politikere at rejse sager om soldater­ mishandling i Folketinget og derved lagdes en dæmper på officerernes magt. Bondemanden Jens Busks forfølgelse af en række sager af den art i Rigsdagen gjorde ham elsket ude i landet, men så upopulær i militæret, at han flere gange blev overfaldet og truet med bank af officerer.

Politisk vagtskifte Afgørende for de følgende årtier blev det vagtskifte i det politi­ ske liv, som nederlaget medførte. Knap var freden under­ skrevet, før det indre opgør begyndte. En syndflod af flyve­ skrifter og polemiske artikler i dagspressen udspredte den giftige atmosfære, der altid omgiver efterkrigsopgør. Angre­ bene rettedes selvfølgelig mest mod de nationalliberale. Deres storhedstid som politisk overklasse i Danmark var forbi, sagde

Politisk vagtskifte

145

man. Men i en dygtig, dog ofte usmagelig polemik var de tidligere politisk ansvarlige i stand til at vælte skylden for nederlaget over på hæren. Selv om de for en tid mistede deres politiske magt, lykkedes det de nationalliberale at redde sig igennem opgøret i forbavsende god behold. Rigsrådet vedtog, at der skulle nedsættes en parlamentarisk kommission for officielt at placere ansvaret for krigens ulykkelige udfald, men da det kom til stykket, undlod man at føre beslutningen ud i livet. Mest tynget af ansvaret var Monrad, der til det sidste bevidst førte sin politik ud i det absurde. Som den eneste i Rigsrådet stemte han imod godkendelsen af den endelige fred. Monrad var konsekvent. Han kaldte danskerne „et råddent folk" og rejste med sine børn og nogle venner den lange vej til New Zealand, hvor han levede som nybygger blandt de ind­ fødte maorier i knap fire år. Ved en afskedsfest før hans afrejse bemærkede man, at Hall, Krieger og Orla Lehmann udeblev. I stedet for de nationalliberale trådte en ny social klasse frem som dominerende i det politiske liv. Det var „det store hart­ korn", landets knap 2000 godsejere. Disse fornemme herrer, ofte let genkendelige ved deres kunstfærdige skægvækst og påklædning i stil med ‘deres tyske kolleger og forbilleder, jun­ kerne, var gennem forvaltningen af deres godser også inter­ esserede i offentlige anliggender. Inden for deres ofte anselige domæner følte de sig som små enevældige fyrster. Omvælt­ ningen i 1848 havde ganske vist meget mod deres vilje berøvet 146

Sortsyn med lysglimt

Den stolte familiefar, prins Christian (9.) af Glucksburg yderst th., præsenterer sine børn og kommende sviger­ børn sandsynligvis i foråret 1863, endnu førend de berømte Fredensborg-dage var begyndt. På fløjene de to prægtige døtre. Den 16-årige Dagmar (tv.) med sin frier, den russiske tron­ følger Nikolaj Alexandrovitsch. De blev først forlovet året efter. Th. den 19-årige Alexandra med sin for­ lovede, prinsen af Wales. Bagest desuden den danske kronprins Frederik og hans tilkommende, den svenske prinsesse Louise. I midten prins Hans, Christian 9.s bror, som skal have været meget klogere end sit rygte i befolkningen. På bænken arveprins Ferdinand, der døde samme år, og prinses­ se Louise med sine to yng­ ste børn, Thyra og Valde­ mar. Christian 9. fik en stormfuld begyndelse som konge i bevidst modsætning Hl de ledende nationalli­ berale polibkere. Efter krigen ville han skaffe sig tryghed ved at lægge mag­ ten hos landets godsejere.

dem en række gamle privilegier. Men for dem var enevælden som åndsform stadig rammen om deres verdensbillede. Skønt fæstevæsen og hoveri var under afvikling, betragtede de sta­ dig landbefolkningen omkring deres herregårde som under­ såtter, man talte ned til, men dog også følte et vist patriarkalsk ansvar for. Deres godser, som omfattede fra tre hundrede til mange tusinde tønder land, lå særlig tæt på Sjælland, på Sydfyn og i Østjylland. Det var fede tider for det store hartkorn i 1860'erne. Og det udnyttede herremændene på forskellige måder. De var meget ulige af temperament og begavelse, men i store træk kunne de opdeles i to grupper alt efter, hvordan de brugte deres tid og deres indtægter. Der var den gammeldags jorddrot, som fra morgen til aften færdedes på markerne sammen med godsfor­ valteren, levede og åndede for bedriften og foretog stadige forbedringer og udvidelser. Mange af disse storbønder var pionerer, der inddrog ny teknik f.eks. i mejeridrift og ikke var bange for at udbrede oplysninger om det. De udgjorde inder­ kredsen i det fine gamle kongelige Landhusholdningsselskabs medlemskreds. Og så var der, især blandt aristokraterne med de adelige aner, adskillige storgodsejere, der overlod bedriften helt til godsforvaltere for selv at nyde godt af herregårdens overskud og tilbringe årstiderne på behageligste måde. De dyrkede gerne jagtens glæder om efteråret og boede i Køben­ havn, når selskabslivet om vinteren lokkede. Siden rejste de foråret i møde i Sydeuropa. Mange af dem var højt kultiverede med en vid europæisk horisont og med interesse for politik. De kunne ofte på samme tid være progressive kulturelt set, men stokkonservative politisk. Hvor forskellige de end var i leveform, følte godsejerne dog et nært standsfællesskab, dyrkede selskabelighed fra gods til gods, mødtes til jagtudflugter og var fra gammel tid indviklet i et tæt familiemønster. Dermed fik de også fælles meninger om det lokale og det landspolitiske og udnyttede deres mulig­ heder for at dominere i sogne- og amtspolitik gennem deres særlige privilegier som vælgergruppe. Politisk var de organi­ seret i den såkaldte Grundejerforening, der var dannet i for­ bindelse med grundlovens indførelse. De fleste af dem havde ingen politiske ambitioner, stræbte mere efter forbindelse med kongehuset og dermed efter attributter som kammerherrenøg­ len og titler som hofjægermester. Men opbruddet i de sociale klasser efter 1848 havde gjort mange godsejere politisk be­ vidste. Det var ikke alene i Danmark, at godsejerne på denne tid blev politisk aktive. Men her blev deres entré på den politiske

Politisk vagtskifte

147

Lensgreve Frederik Moltke giftede sig i 1881 med Mag­ da, en datter af konseils­ præsident Estrup. Ved brudeparrets ankomst til stamgodset Bregentved blev de varmt hyldet af den lokale befolkning. Gammelt og nyt brødes i forholdet mellem godsejer og bonde­ befolkning. Fra gammel tid var bevaret meget af den underdanige hengivenhed over for jorddrotten, me­ dens nyvakte demokratiske strømninger og ønsket om social ligestilling avlede had til godsejerne og deres nedarvede privilegier.

148

Sortsyn med lysglimt

scene særlig brat og afgørende, fordi nederlaget i 1864 med ét slag ødelagde den nationalliberale gruppe af politikere, der havde udgjort den konservative garanti før 1864. En af de godsejere, der indså nødvendigheden af at gå ind i politik og forlade sin bekvemme herregård til fordel for Rigsdagen i København, var lensgreve C. E. Krag-Juel-Vind-Frijs, ejer af landets største gods, Frijsenborg ved Hammel i Jylland med et tilliggende på mere end 30.000 tønder land. Det var ikke blot af lyst, men snarere af pligtfølelse, at Frijs og mange af hans standsfæller påtog sig offentlige hverv i landspolitik. Deres ret til magten anså de i egen bevidsthed for givet i kraft af, at de ejede en væsentlig del af den danske landbrugsjord og fra gammel tid sad inde med standsprivilegi­ er. Disse godsejere, hvis forfædre gennem generationer havde været rygraden i dansk lokalforvaltning, syntes, at udvik­ lingen efter 1848 var gået for stærkt. Nu skulle de med deres kendskab til administration nok sørge for et mere adstadigt tempo. Grev Frijs udtrykte sin stands bekymring i et brev i oktober 1865. Med de nationalliberales fald var der ingen andre end godsejerne, der kunne overtage magten. Frijs skrev: „Da jeg for øjeblikket har øjet mest åbent for fædrelandets be­

varelse i dets stumpede stand, følger det af sig selv, at jeg frygter mere professorpartiet [de nationalliberale] end bonde­ vennernes indflydelse. Hvad der i de sidstnævnte er det farlig­ ste element, det er grundtvigianismen; thi skønt de siger, at de vil give Gud æren, så er de dog i virkeligheden folkesuverænitetens hofjunkere og nedlader sig til den laveste smiger." „Folkesuveræniteten" var den trussel, der gjorde godsejere nervøse. Den indebar, at folkeflertallet, bønder og andre små­ folk, kort sagt almuen skulle få magten. For at mane dette spøgelse i jorden måtte grev Frijs og hans godsejervenner tage affære og møde op i Rigsdagen - også for at beskytte kongen, Christian 9., som med sin tyske accent var upopulær i be­ folkningen, men i holdning og anskuelser faldt godt i tråd med godsejerne. Meget mere end Frederik 7. havde gjort. Og muligheden for at mane „folkesuveræniteten" i jorden var til stede netop nu, hvor der efter krigen atter skulle ændres ved grundloven eller rettere grundlovene; for vi havde jo to: junigrundloven af 1849, der kun gjaldt for kongeriget, og no­ vemberforfatningen 1863 med Rigsrådet, der gjaldt for Dan­ mark og det nu tabte Slesvig. Man kørte, som man sagde, med firspand, begge forfatninger havde nemlig både Folketing og Landsting, og de mødtes alle på Christiansborg. Mange politi­ kere var medlem både af Rigsdagen og Rigsrådet. Junigrund­ loven stod uforandret endnu lige så fri og frisk, som da den blev udsendt 15 år før. Gennem sine liberale valgregler til begge ting sikrede den bondevennerne en rimelig repræsenta­ tion. I Rigsrådet herskede derimod konservatismen, takket være de restriktive valgregler til dets Landsting. Nu var spørgsmålet, om den nye forfatning efter tabet af hertug­ dømmerne skulle forhandles og vedtages i Rigsdagen eller i Rigsrådet. Det var afgørende for, om det var de liberale om­ kring bondevennerne eller de reaktionære godsejere, der skul­ le have magten efter de slagne nationalliberale. Grundlovssagen optog allerede fra foråret 1864 alles sind. Kampen blev hård, farvet af de bitre følelser omkring efterkrigsopgøret. I januar 1865 skrev A. F. Krieger i sin dagbog: „Der er åbenbart en stor lyst hos godsejerne til at spille en rolle. E. Frijs' navn gentages stadigt - en ny udgave af A. W. Moltke." Den 6. november 1865 dannede grev Frijs regering sam­ men med nogle godsejervenner. Til indenrigsminister valgte han en lidt yngre nabo fra Århusegnen, ejeren til Skaføgård, Jacob Brønnum Scavenius Estrup, en, der helt alvorligt mente det med at bekæmpe „folkesuveræniteten".

Politisk vagtskifte

149

Den reviderede frihed

Grev Carl Frederik Blixen Finecke var til sin død i 1873 en indflydelsesrig, men excentrisk faktor i dansk politik. Som arving til store godser i både Danmark og Sverige, som svoger til Christian 9., som nær ven af kong Carl 15. af Sverige og som studiekammerat med Bismarck ved universi­ tetet i Gdttingen havde han forbindelserne i orden. Med sin flotte fremtræden og sine udstrakte internationa­ le forbindelser blev han en slags idol for danske gods­ ejere. Som politiker, en kort tid endog som udenrigs­ minister, slog hans evner dog ikke til.

150

Den reviderede frihed

Historien er ikke blot en beretning om stadige fremskridt. Det kan også gå baglæns. De engang vundne rettigheder kan tabes, ja, opgives frivilligt. Næsten hele Europas historie fra 1849 og op til 1900 handler om, at den tidligere periodes hold­ ninger og tanker var seje og ikke lod sig udrydde. En stor del af den ungdom, der var vokset op under den milde, gamle ene­ vælde fra før 1848, ville siden hen ikke slippe denne trygge livsform, men søgte som voksne af al magt at standse den demokratiske udvikling. I mange lande lykkedes det dem også. Herhjemme som i andre lande blev det en nagende tanke i borgerskab og aristokrati, at reformerne i 1848-49 havde været et for langt spring fremad - var „folket" modent til at styre landet og udpege kongens ministre? Det kunne for eftertiden se ud, som om der var tale om ren kynisk interessepolitik. Men det var også en tidsalder med en anden social selvforståelse, end den vi kender. Enevældens klasse- eller stænderopfattelse lå endnu i alles bevidsthed. Ikke alene havde godsejeren eller embedsmanden overklassens selvtillid, men - hvad vigtigere var - bondestanden havde stadig sin gamle mindreværds ­ følelse og stærke autoritetstro dybt i sig. Bønder stod stadig med huen i hånden, når de fine kørte forbi og kunne ikke få sig til at handle eller tale med samme autoritet som dem, der var født ind i det aristokratiske miljø. I Danmark blev dette opgør mere bittert og langvarigt end i andre lande af to grunde. For det første fordi konflikten vokse­ de ud af nederlaget i 1864 og fra første færd blev præget af en efterkrigstids selvransagelse. For det andet fordi der ud af kampen om forfatningen 1865-66 kom en grundlov, der ikke fungerede ordentligt, og som kunne misbruges til at standse udviklingen, når det passede den ene part. Grundlovskampen er først og fremmest historien om, hvordan mindretailet af godsejere og embedsmænd med mange års politisk erfaring var i stand til at manipulere med et flertal af unge, mindre erfarne bønder og skolelærere. Desuden blev grundlovskam­ pen en vigtig lærestreg for en gruppe bondepolitikere. De lærte dels noget om, at man skal sikre sig, når man indgår politiske forlig, déls hvor den vigtigste delingslinie i dansk politik var at finde. J. A. Hansen og hans mænd troede, at dansk landbrug som helhed havde fælles interesser imod by­ erhvervene. Hans gruppe og hele bondebevægelsen måtte siden smerteligt sande, at det var forkert. Det afgørende skel lå

Venstre Bjørn­ bakker G. Winther A.F. Tscherning

Centrum

Højre

Bonde­ venner J.A. Hansen

Jydsk Folke forening

Østifternes Folkeforening

Nørrejydsk Tidende

Almuevennen

Politiske grupperinger omkring 1866, deres vigtig­ ste ledere og talerør til vælgerne. Afgrænsningerne mellem grupperne, deres ideologiske bredde og sam­ menfaldet imellem dem er søgt antydet.

Dansk Folketidende

Fædrelandet

Dagbladet

Enhver sit

dengang og endnu et halvt århundrede frem mellem de store og de små bønder. Det var der, kampen kom til at stå. Der var stadig ikke tale om partier hverken i Rigsdagen eller i Rigsrådet. Man talte om grupperinger, men stod i hvert fald i forfatningssagen på så fastlåste synspunkter i de fleste grup­ per, at det i virkeligheden var partier, hvor de enkelte med­ lemmer stemte efter ledelsens direktiver. Der var seks politi­ ske grupperinger i Folketinget, tre på hver side af en usynlig midterlinie gennem det, man i samtiden kaldte Centrum. De til venstre - og de udgjorde tilsammen et lille, men ubrugeligt flertal - holdt på, at junigrundlovens Rigsdag af 1849 blot skulle fortsætte og Rigsrådet nedlægges. De til højre ønskede, at Rigsrådet med dets konservative Landsting fra november 1863 skulle fortsætte og Rigsdagen med dets liberale Landsting nedlægges. Det første år af grundlovskampen nåede man slet ikke til sagens kerne, men hengav sig til et spidsfindigt juridisk skænderi om, hvorvidt forfatningsrevisionen skulle forhand­ les i Rigsrådet eller i Rigsdagen. Tovtrækkeriet endte med, at en del af J. A. Hansens gruppe gav sig, lod Rigsrådet vinde og dermed gav den afgørende indflydelse til de konservative grupper, der havde flertal i rådets Landsting på grund af dets særlige valgregler. Derefter forhandlede Rigsrådets to kamre om det grundlovsforslag, som den konservative regering med C. A. Bluhme fremsatte. Med sine reaktionære valgregler til Landstinget og indskrænk­ ninger i Rigsdagens beslutningsret drejede forslaget demokra­ tiet så langt tilbage mod enevælden, at det blev selv de natio­ nalliberale for meget. Forslaget kunne altså end ikke finde flertal i Rigsrådets Landsting. Under forhandlingerne faldt ophidsede ord, synspunkterne blev trukket skarpt op, særlig

Den reviderede frihed

151

erklærede de konservative grupper krig mod den „kofteklæd­ te absolutisme", som de kaldte flertallet af bondevenner i Folketinget. Blandt bønderne herskede mismod. Fremtræden­ de ledere blandt dem, således Balthazar Christensen og C. C. Alberti nedlagde deres mandater i protest mod den reaktio­ nære bølge. Standpunkterne stod så stejlt mod hinanden, at ingen løs­ ning kunne øjnes i Rigsrådet. Som så ofte før flyttedes for­ handlingerne da ud i kulisserne. Godsejerne var begyndt at udgive et „æstetisk-politisk" tidsskrift med den talende titel Enhver sit. Heri fremførte de i januar 1865 deres synspunkt, at jordbesiddelse burde være grundlaget for indflydelse i politik, og de hævdede, henvendt lokkende til bondevennerne, at kun ved en udsoning mellem godsejere og bønder kunne der ska­ bes et trygt samfund uafhængigt af de „doktrinære kræfter", en betegnelse for nationalliberale og konservative embeds­ mænd. Lokketonerne havde den rette effekt. J. A. Hansen, altid den uromantiske og materialistiske blandt bondevenner­ ne, så for sig et landbrugerstyret Danmark, der kunne holde bedrevidende akademikere fra byerne nede. Han begyndte hemmelige forhandlinger med godsejernes talsmand, Estrup, skønt denne allerede i 1849 åbent havde erklæret, at demokra­ tiet var en af tidens sletteste opfindelser. J. A. Hansen og andre venstremænd må allerede på det tidspunkt have op­ givet at genvinde et demokratisk Landsting, som det var i 1849. Han forhandlede derfor om nogle valgregler, der gav jordejere frem for velhavere fortrinsret til at blive valgt. Det gjorde man lettest ved at knytte valgretten til en mindstegrænse, ikke for indtægt, men for betalt skat, idet ordinære skatter til staten dengang kun beregnedes på grundlag af jordtilliggende. Det blev kernen i det kommende forlig om en revideret grundlov.

Oktoberforeningen De hemmelige forhandlinger fortsatte dog endnu til langt ind i 1865, medens ufrugtbare diskussioner førtes i Rigsrådet. J. A. Hansen accepterede jordskatterne som grundlag, men var meget imod godsejernes krav om, at 12 af Landstingets 66 medlemmer skulle vælges af kongen (dvs. af regeringen). På dette punkt ville en del af hans og de andre venstrepartier heller ikke følge med - de stillede det rimelige spørgsmål: hvad vil vi få som vederlag for vor imødekommenhed? Det godsejerne tilbød til gengæld, var ikke konkrete sager, men et offentligt alliancetilbud. De ville trække forhandlinger­ ne med bondevennerne ud af mørket og offentligt vedkende 152

Den reviderede frihed

Grev Frijs til Frijsenborg og J. A. Hansen skaffer med­ lemmer til Oktoberfore­ ningen, der skulle udjævne kløften mellem godsejere og bønder. Tegning i tidens mest udbredte satiriske blad, Folkets Nisse. Teg­ ningen skal vel udtrykke befolkningens skepsis over for politikernes oprigtighed og virkelige hensigter.

sig en storstilet samarbejdsaftale mellem store og små bønder. Det skete efter tidens skik ved en offentlig banket, et høj­ tideligt middagsselskab, der henlagdes til godsejernes logi i København, hotel Phønix i Bredgade. Den 10. oktober 1865 sad 18 nervøse bondepolitikere over for lige så mange selvsikre, elegante godsejere og bekræftede en aftale om samarbejde med højtidsstemte taler, ja, endog i fællessang: „Så vil vi glasset tømme for hele Danmarks folk, ja, både for de små og store bønder, thi først når disse tvende kan mødes uden tolk, for Danmark en bedre tid begynder." Samarbejdet blev beseglet ved grundlæggelse af en slags væl­ gerforening, Tiende Oktober-Foreningen, der bestod i de føl­ gende fire år og nåede op på ca. 3000 medlemmer overvejende fra Holbæk amt; mange bønder, men kun meget få godsejere. Alliancens program var enkelt: agtelse for kongen, sparsom­ melighed i statshusholdningen, begrænsning af embedsmændenes magt. På mange måder lignede Oktoberforeningen det „lantmannaparti", som oprettedes i Sverige af store og små bønder, efter at den gamle stænderforfatning i 1866 afløstes af en tokammerrigsdag. Det var også landbrugets første reaktion mod byernes stigende indflydelse. Men i første omgang var hovedsagen gennemførelsen af den reviderede grundlov som aftalt mellem Estrup og J. A. Hansen. Flertallet for forslaget sikredes ved de nationallibera­ les stemmer. For at opnå den konservative dominans i Lands­ tinget måtte de finde sig i, at de med de nye valgregler mistede deres flertal i Landstinget til fordel for godsejerne. Krieger skrev derom lidt trist i sin dagbog: „Jeg spørger mig selv, om der i grunden vindes så meget i fremtiden ved de større land­ ejendomsbesidderes politiske begunstigelse, at man bør kæm­ Oktoberforeningen

153

pe derfor. Men jeg kan dog ikke kaste mig over i kampen for junigrundloven af 1849 og det er dog åbenbart i høj grad ønskeligt, at de store landejendomsbesiddere inddrages mere i den politiske bevægelse. Så må livet opdrage dem, om end øjeblikket kan blive pinagtigt." Kriegers tanker afspejler resig­ nationen hos en af de gamle magthavere og betegner et af­ gørende vagtskifte i dansk politik. Bluhme og hans ministre kunne ikke acceptere Oktoberfore­ ningens forfatningsforslag. Regeringen gik af og overlod mag­ ten til de nye magthavere, godsejerne, med grev Frijs i spidsen og med Estrup som indenrigsminister. Grundloven blev da gennemført, som godsejerne ville det. Også på det afgørende punkt om de 12 kongevalgte Hl den reviderede Rigsdags Landsting gav J. A. Hansen sig af hensyn til den fine alliance. På dette punkt faldt en del af hans gruppefæller dog fra ved de endelige afstemninger om den såkaldte reviderede grundlov af 28. juli 1866. Men blandt dem, der sagde ja til den nye forfatning, var også så brændende liberalister som den unge Christen Berg, bondebevægelsens kommende bannerfører. „Danmarks Riges gjennemsete Grundlov af 5. juni 1849, af 28. juli 1866" var den officielle, meget sigende titel på denne den mærkeligste af alle danske grundlove. Født med smerte i en brydningstid, manøvreret igennem et vanskeligt farvand af nogle få dygtige godsejere, kom den til at forpeste dansk politik i de følgende 50 år. Det var ikke alene, fordi det var et tilbageskridt for demokratiet, men mest, fordi den skabte en næsten uoverstigelig kløft mellem Rigsdagens to ting og ikke anviste, hvordan konflikter mellem dem kunne løses. Afgø­ rende var den forskruede måde, Landstinget skulle vælges på: af dets 66 medlemmer blev de 12 kongevalgte; én valgtes af det færøske Lagting. De øvrige 53 mandater skulle vælges indirek­ te af en samling valgmænd, som blev udvalgt af to forskellige vælgerkorps. Den ene halvdel af dem valgtes af samtlige folke­ tingsvælgere over 40 år; den anden af de højest beskattede over 40 år i hver valgkreds. Det hele var meget indviklet, men systemet sikrede til enhver tid et solidt konservativt flertal med stærkt islæt af store godsbesiddere på bekostning af byer­ nes velhavende handelsfolk, men især med total udeladelse af det store flertal af befolkningen. Efter at have hjulpet godsejerne til denne mægtige politiske sejr ventede J. A. Hansen og hans parti selvfølgelig på beløn­ ningen. Men de kom til at vente forgæves. Deres alliancepart­ nere havde i virkeligheden aldrig givet dem løfter om noget til gengæld, og de drømte ikke om at hjælpe disse bønder. Der blev ingen ministerpost til J. A. Hansen, og da de kongevalgte 154

Den reviderede frihed

landstingsmænd skulle vælges af regeringen, forbigik regerin­ gen bondevennerne og tog gode godsejernavne ind i Lands­ tinget. I fire år holdt J. A. Hansen illusionen ved lige om oktobersamarbejdet med godsejerne, inden foreningen i 1870 opløste sig selv. Men hans og partiets prestige havde lidt hårdt. Der hviskedes om, at Hansen var blevet bestukket af godsejerne; med en børneflok på mere end et dusin havde han i alle årene store økonomiske vanskeligheder. Mistanken om bestikkelse i 1866 næredes siden af, at han godt ti år senere blev afsløret som storbedrager mod de mange sjællandske brand­ kasser, han i årtier havde oprettet og bestyret. Der er dog ingen som helst tegn på, at nogen blev bestukket i 1866, og spørgsmålet er for så vidt uinteressant, fordi J. A. Hansen havde mange rimelige argumenter for sin handlemå­ de. Det liberale Landsting fra 1849 var i virkeligheden næsten gået tabt med fællesforfatningerne i 1855 og 1863, og gods­ ejerne var så nye i det politiske liv i 1865, at J. A. Hansen ikke kunne forudse deres kyniske udnyttelse af hans gruppe. Når det gjaldt beskyttelse af rene standsinteresser, var danske godsejere lige så skruppelløse som deres samtidige preussiske junkerfæller, der i de samme år undertrykte det liberale folke­ valgte flertal i Landdagen i Berlin. Kort sagt: bondevennerne havde endnu ikke fattet, at de små og de store landbrugere nok dyrkede den samme jord, men i virkeligheden havde meget få fælles interesser. De rigti­ ge storbønder havde nemlig højere mål: at bevare deres gamle rolle som politisk aristokrati. Det var ikke tilfældigt, at mange godsejere lod deres hovedbygninger ombygge i ældre stilarter med tårne og spir og alskens pynt på gesimserne. Indvendigt blev de gamle portrætter af harniskklædte herrer pudset op. I fremtræden som i politisk handling var herremændene parate til at drage i felten, når deres aristokratiske status blev truet. Dybest set skyldtes tilbageskridtet i 1866 dog ikke gods­ ejernes ambitioner, men det mindreværdskompleks, som sta­ dig væk prægede bondepolitikerne. De betegnede sig ofte som „menigmandspartiet". De følte sig endnu ikke sikre nok til at blive ministre, og konservative dagblade som Fædrelandet og Dagbladet bekræftede dagligt deres anelser i hånlige og ned­ ladende artikler om dem. Bønderne hang mentalt set endnu fast på den gamle sociale rangstige fra stændertiden, hvor det kun tilkom dem at lyde. De følgende 35 års forfatningskamp om den reviderede grundlov var udadtil en magtkamp mellem store og små bøn­ der, men indadtil den danske bondestands kamp for at erken­ de sin egen styrke i et samfund, der var under hurtig for­

Oktoberforeningen

155

vandling. Det var en mentalitetsforandring, der var nødven­ dig, da bondestanden efter 1866 skulle bryde gennem gamle standskomplekser.

Lokalpolitik I landspolitik havde bønderne altså vanskeligt ved at finde deres position. Når det gjaldt lokale anliggender hjemme i sognene, havde de langt mere tillid hl sig selv og kunne mere bevidst udøve deres indflydelse, selv om denne også her var begrænset af de velhavende jordbesidderes privilegier. Dan­ mark var opdelt i 22 amter og ca. 1600 sogne. Siden 1841 havde hvert amt et amtsråd på syv til ti medlemmer, hvor godsbe­ sidderne helt dominerede. Amtmanden var født formand. Rådene havde overopsyn med landsognene, men var stort set uden indflydelse på styrelsen af købstæderne, som i fortsæt­ telse af deres gamle privilegier var mere selvstændige og helt adskilte fra landdistrikterne. I sognenes forstanderskaber do­ minerede præsten og de største jordbesiddere. Alligevel trængte folkestyret også ind lokalt, om end langsomt og trægt. Den første reform efter 1848 var karakteristisk nok at reducere sognepræstens rolle som verdslig myndighed. Fra 1855 var han ikke mere født formand for sogneforstanderskabet, men skulle vælges. Siden blev præsterne også frataget styrelsen af sognenes skole- og fattigsager. Ved den samme reform i 1855 gennemførtes en valgordning, hvorefter de seks til otte medlemmer valgtes af to vælger­ korps, dels af dem, der havde valgret til Folketinget, dels af den femtedel af dem, der betalte den højeste skat i sognet - det var det såkaldte toklassevalg, som Estrup siden hen fik indført i den reviderede grundlov ved valg til Landstinget. Han havde i mange år deltaget i det kommunale arbejde hjemme på Skaføgård og benyttede sit kendskab på området til en administrativ reform for sogne og købstæder, da han blev indenrigsminister i 1865. Reformen ændrede ikke på de konservative valgregler, men den moderniserede sogneinddelingen, kaldte sogneforstanderskab for sogneråd og skabte en regelsamling for ar­ bejdsdelingen mellem sogne, amter og ministerium, som i hovedtrækkene gjaldt helt op til reformen i 1970. Valgreglerne blev dog demokratiseret i 1908. Her i sognenes mikrokosmos kunne den lokale godsejer eller proprietær, der ønskede det, sætte sig hårdt på styret. Men det var mange steder en af sognets bønder, der beher­ skede lokalsamfundet - man talte ofte om „sognekonger", der ordnede meget mere i området, end de egentlig havde myn-

156

Den reviderede frihed

Rytterstatuen af Frederik 7. rejses på Christiansborg Slotsplads i foråret 1873. Myten om „Frederik Folke­ kær" voksede sig stærk efter hans død i 1863. Statu­ er og buster opstilledes i talrige byer overalt i Dan­ mark. Den ældre Bissens rytterstatue, færdiggjort og støbt af hans søn Vilhelm Bissen, formåede med særlig klarhed at gengive både folkets stærke følelser for den afdøde giver af grundloven og samtidig give et idealiseret billede af den brede og lavstammede borgerkonge.

dighed til. De forenede det offentlige ombud som sogneråds­ formand med mange andre hverv, f.eks. som lokal sparekas­ sebestyrer, forsikringsagent eller fra slutningen af tresserne også som underagent for de københavnske udvandringsagen­ turer. Hjemme hos disse sognekonger skabtes grundlaget for meget af den politiske og økonomiske fornyelse i samfunds­ livet, der kom til at præge de følgende år. Sognerådene administrerede tre områder: fattigvæsesenet, det lokale skolevæsen og vejvæsenet. Deres økonomiske mid­ ler var små og bestod kun delvis af rede penge. Fortidens naturaløkonomi fungerede endnu i disse samfundets små lo­ kalenheder. I midten af 1850'erne leverede sognebeboerne over halvdelen af deres kommuneskat i naturalier: korn, tørv, æg eller også i form af „spanddage", dvs. arbejde med vogn og heste for kommunen til vedligeholdelse af sognevejene; de spiselige dele gik direkte til at ernære sognets gamle og elendi­ ge på stedets fattiggård eller i deres egne hjem. Men denne naturlige „fra hånden og i munden"-beskatning blev fortrængt af den moderne pengeøkonomi. Omkring 1870 blev kun en femtedel af kommuneskatten leveret i naturalier, og inden århundredskiftet var formen helt forsvundet. I købstædernes styre herskede endnu lidt af enevældens ånd. Øverste myndighed var den kongeligt udnævnte borgLokalpolitik

157

Jacob Brønnum Scavenius Estrup var en praktisk natur. Han blev ikke stu­ dent, men gik direkte ind i driften af sine to godser, Kongsdal og Skaføgård. Som ung var han alvorligt ramt af tuberkulose, en sygdom som borttog begge hans forældre og hans bror. Ved skarp selvdisciplin lykkedes det ham selv at komme over sygdommen. De nationalliberales skib­ brud 1864 kaldte ham ind i politik, og som indenrigs­ minister fra 1865 til 1869 gjorde han sig højt respek­ teret som den praktiske administrator, der fik gen­ nemført afgørende for­ nyelser som det store jern­ banebyggeri, anlægget af Esbjerg havn og en stor kommunalreform. Portræt­ tet stammer fra 1865.

158

Den reviderede frihed

mester, der som regel ved siden af også havde embederne som byfoged (en blanding af politimester og dommer) i købstaden og herredsfoged i den omliggende retskreds, der kaldtes enten herred eller birk. Der stod en aura af magtfuldhed og respekt om disse kongelige embedsmænd, der iført fornem uniform og ledsaget af frygtindgydende politibetjente kørte rundt i stor karet og mere så ud som den lokale udgave af den gamle enevælde end som repræsentant for det moderne folkestyre. By- og herredsfogederne kunne blive meget velhavende af sportler, dvs. de afgifter, de oppebar i kraft af deres forskellige embeder. De fik penge som skifteforvalter i arvesager, som tingskriver ved tinglysning af pantebreve, de fik salærer som auktionsholder og afgift for at udstede næringsbreve. Nogle af embederne var federe end andre, alt efter hvor i landet de lå. Men det var byfogeden, der anslog den gode borgerlige tone i hver deres købstad. Det var fornemt at have hr. byfogeden som gæst eller at kunne indbyde omegnens godsejere. Om­ kring lokale l'hombre-partier eller hyggelige skydebrodermø­ der med byfogden som æresgæst dyrkedes de honnette ambi­ tioner. Her opstod konservative knudepunkter i landets køb­ stæder. En slags folkestyre var der dog i disse byer i form af en magistrat, et lille byråd på seks til otte medlemmer, der fra 1860 ligesom sognerådene valgtes ved toklassevalg, dels af de al­ mindelige vælgere, dels af de højest beskattede. Systemet sikrede, at det konservative borgerskab til enhver tid blev vel repræsenteret i magistraten. Mange af disse købstæder var små og levede som snævre, temmelig lukkede samfund, der nok havde handelssamkvem med det omgivende bondeland, men menneskeligt og åndeligt set standsede ved bygrænsen. J. A. Hansen og hans bondevenner blev tilsyneladende nar­ ret af godsejerne til at gå med til den udemokratiske revision af junigrundloven i 1866. Men i virkeligheden havde det reak­ tionære overklassestyre siden 1855 langsomt sneget sig ind i folkestyret fra bunden af og op gennem de styrende organer gennem toklassevalgene til de folkevalgte organer. Det var altså et kendt princip, som særlig i lokaladministrationen til­ syneladende fungerede - i hvert fald så længe der ikke var konflikter. De største bønder og godsejerne var i store træk ikke uenige om, hvordan sognets flertal af fattige husmænd og landarbejdere skulle administreres. De, der stemte for den reviderede grundlov i 1866, blev siden syndebukke, da konflikterne viste sig efter 1870 og ud­ løste den store forfatningskamp. Deres største synd var i virke­ ligheden, at de troede på godsejerne som deres naturlige alli­ erede i politik.

„En Retsbetjent på Marked", malet af Hans Smidth engang i 1870'erne. Retsbetjent var en fællesbetegnelse for byfogeder, her­ redsfogeder og, på de store godser, birkedommere. De var kongens repræsentanter i lokalsamfundet med en mangfoldighed af opgaver og stor myndighed over befolkningen.

National opdrift Der er ikke noget, som får en nation til at hænge sammen som en krig. Telegraf, jernbaner og landeveje kan gøre meget til at forbinde og forene. Men krigen bringer befolkningen ud af dagligdagens isolation og får enhver ril at se nationen som en helhed og ikke som en fjern baggrund for éns eget liv. Frem for alt bringer krigen alle mænd mellem ca. 20 og 30 sammen, når de som menige soldater blandes på tværs af sociale skel og hjemstavn og rystes sammen ved et tæt samliv døgnet igen­ nem i fælles følelse af deres betydning og med et fælles idea­ listisk mål. I de lange venteperioder i krigsmånederne i 1864, har soldaterne diskuteret nutiden og fremtiden i timevis. De godt 40.000 unge danske soldater i 1864 tog ikke alene minder med hjem, men også fælles synspunkter og tanker om frem­

Industribygningen langs Tivoli blev opført 1870-72 til brug for den store nordiske industriudstilling. Det var et imponerende bygnings­ værk, der da også fik lov til at stå helt til 1975. Over 3500 håndværkere og fabri­ kanter udstillede. Forrest i billedet ses en model af domkirken i Viborg, som dengang var under op­ førelse.

160

National opdrift

tiden. Krigen 1864 satte en enestående national samlingsbevægel­ se i gang på begge sider af fronten. I Preussen gav den an­ ledning til en svulmende kraftfølelse og lyst til ydre magt­ manifestationer, en sejrsrus, der ikke fortog sig før i 1918. Også i Danmark gav krigen anledning til stærke følelser af national enhed. Men nederlaget vendte følelserne indad i mindre lar­ mende aktivitet og dog i en kraftig åndelig rejsning. Krigen gjorde de unge samfundsbevidste og satte for alvor skub i den sociale og kulturpolitiske samlingsbevægelse, som deres fædre, generationen fra Treårskrigen, havde igangsat i 1850'erne. Grundlovsindskrænkningen i 1866 var en skuffelse for bonde­ befolkningen, men til gengæld en stærk stimulans for de loka­ le initiativer til åndelig og materiel samvirken. „Genrejsning" var nøgleordet i dobbelt forstand. Man ville mobilisere de folkelige kræfter. Udadtil så man hen til mulig­ heden for revanche over for de tyske magter, og indadtil ønskede man at samle kræfterne mod de konservative magt­ havere, der havde ansvaret for krigen og forvanskningen af den folkelige junigrundlov af 1849. Det var derfor ikke nogen tilfældighed, at den første folkelige bevægelse, som fik virkelig stor tilgang lige efter krigen, var skytte- og gymnastikfor­ eningerne. Man mente det alvorligt med genrejsningen. Lig­ nende bevægeker er opstået i efterkrigstider i mange lande til mange tider: jo mere truende fjenden i det fjerne virker, des større bliver behovet for og udbyttet af at søge sammen i sådanne fællesskaber. Skytte- og gymnastikforeningerne var overvejende udtryk

Af de mange udstillere fik 300 overrakt denne medalje af Christian 9. personligt. Den bar det berømte digt af H. P. Holst: „For hvert et tab igen erstat­ ning findes, hvad udad tabes, det må indad vindes." Oprindelig var ordene vistnok formuleret af den svenske digter Esaias Teg­ ner, efter at Sverige havde mistet Finland i 1814.

for landdistrikternes behov for et fællesskab, der holdtes sam­ men af krigsveteraners ønske om en stille halvmilitær op­ rustning. Foreningerne havde i begyndelsen en fælles ledelse med mange officerer i, men efterhånden som forfatningskam­ pen blev skærpet i 1870'erne, fik venstre stadig større ind­ flydelse i foreningerne. Interessen for krop og bevægelse havde samme udgangs­ punkt som tidens andre åndelige og religiøse bevægelser. Landbefolkningen ønskede at løfte sig op over det lave jord­ nære miljø og den sparsomme lærdom, folkeskolerne havde givet dem. Et direkte udtryk herfor var de mange private læseforeninger, der blev oprettet ude i sognene omkring 1870. De havde som regel under 100 medlemmer, hvoraf halvdelen var lige dele gårdejere og husmænd. Bogsamlingerne, hver på rundt regnet et par hundrede bind, blev alle læst af med­ lemmerne og deres husstand. Ingemanns historiske romaner og beretninger fra Treårskrigen var blandt de mest udlånte bøger, ses det af de bevarede protokoller; men også landbrugs­ faglige værker blev flittigt læst. De fagreste blomster i genrejsningsbevægelsen efter krigen i 1864 var dog de mange nye højskoler. Grundtvig selv var efter krigen over 80 år gammel, en mærkelig profetskikkelse, om­ givet af en stor kreds af yngre, begejstrede teologer, som viderebragte og fortolkede, hvad den gamle digter sidst havde sagt ved sin søndagsprædiken i Vartov eller under samtaler med inderkredsen hjemme hos ham selv. Det var de mest energiske af hans disciple, som nu rykkede ud i landet og selv grundlagde det, som siden blev betragtet som de rigtige folke­ højskoler. Tre personligheder fra denne kreds fik afgørende indflydel­ se på højskolens videre udvikling, hver på sin karakteristiske måde. Ludvig Schrøder blev den første forstander for højsko­ len i Askov lige nord for Kongeåen. Den erstattede Rødding Højskole, som dog fortsatte nogle år endnu under det tyske styre. Som højskoleforstander på Askov var Schrøder ikke folkelig som andre grundtvigianere. Han kunne tværtimod virke brysk og kolerisk. Men han var i stand til at fængsle unge ved sit foredrag, hvor han kombinerede den folkelige for­ tællekunst med en stor saglig viden. Både som foredragshol­ der og som den, der drog en række unge talentfulde folk til sig som lærere, gjorde han Askov til den mest respekterede høj­ skole, ikke i ånd og form så langt fra „Skolen i Soer", som Grundtvig havde talt og skrevet om i 1840'rne. En særlig saglig pondus fik Askov ved ansættelsen i 1878 af fysikeren Poul la Cour, hvis eksperimenter med møller og National opdrift

161

Enrico Dalgas havde gen­ nem sin italienske far et fyrigt temperament, hvor­ med han kunne holde mange medarbejdere i ånde. Oprindelig var han officer, siden vejinspektør i Viborg amt. 1 1866 var han en hovedkraft ved grund­ læggelsen af Det danske Hedeselskab. Takket være sit dynamiske væsen kunne han også skaffe meget stor statsstøtte til arbejdet med hedeopdyrkning, og ved sin alsidige opfattelse af op­ gaven - egnsudvikling mere end blot hedeopdyrkning nåede han store resultater inden sin død i 1894. Maleri af August Jerndorff 1897.

anden teknik gav højskolerne et sympatisk tilsnit af alternativ videnskab i forhold til universitetet. En anden form for undervisning og åndelig påvirkning fore­ gik på højskolen i Vallekilde ved Holbæk. Den blev grundlagt 1866 af Schrøders studiekammerat Ernst Trier. Han kom fra et velhavende jødisk miljø, et af mange eksempler på den eman­ cipation, der skete i den jødiske befolkning i København. På Vallekilde lagde Trier stor vægt på, at eleverne både skulle have teoretisk og praktisk udbytte af højskoleopholdet. Derfor bestod skemaet skiftevis af frie historiske foredrag og praktisk arbejde på det tilknyttede landbrug. I nær relation til Ernst Trier og hans ideer grundlagdes omtrent samtidig højskolen Rødkilde ved Stege af Triers nære ven, Frede Bojsen, der senere blev en indflydelsesrig politiker. En tredje form for højskole var den, teologen Jens Nørregaard grundlagde i Testrup ikke langt fra Århus. Her blev mest lagt vægt på den nationale vækkelse og på forkyndelsen af kristendommen, altså en form, der nærmede sig Koids skole. De mange andre mindre grundtvig/koldske højskoler, der oprettedes over hele Danmark, forholdt sig hver på sin måde til de tre mønsterskoler, Askov, Vallekilde og Testrup. Men fælles var det stærkt nationale og romantiske præg i under­ visningen, på mange måder en folkelig genopvækkelse af den tankegang, Oehlenschlåger og Grundtvig havde opdyrket i begyndelsen af århundredet. En væsentlig del af de frie fore­ drag bestod i blomstrende genfortælling af den oldnordiske gudeverdens sagn og myter. „Bragesnak" kaldte modstandere disse foredrag, der imidlertid på en næsten genial måde tjente deres formål. De unge piger og karle, der kom til højskolerne, kunne næppe læse mere end korte, simple tekster. Derimod var de hjemmefra vant til den levende fortælle- og syngetradition på landet, der havde bevaret de lokale sagnhistorier og viser. Eleverne var derfor i høj grad lydhøre over for disse folkelige foredrag og de mængder af historiske og nationale sange, der gjorde samværet festligt og ofte helt klart formid­ lede politiske budskaber. Når der taltes om kampene mellem aser og jætter eller om forholdet mellem Thor og Loke, lagde man ikke skjul på, hvem der var helte og skurke i samtidens politik.

Høj skolekulturen I løbet af forbavsende kort tid udviklede der sig en særlig, fuldt udbygget højskolekultur, en folkelig guldalder, der havde bæ­ rekraft i næsten hundrede år, og som i mange år forgyldte 162

National opdrift

Det sidste fotografi af Grundtvig. Profeten blev som gammel hyldet fra alle sider. 11861 fik han rang med Sjællands biskop som tak for sin fornyelse af salmedigtningen, og fra sin 80-årsdag i 1863 og de sidste ni år af sit liv blev han hvert år beundret på de såkaldte vennemøder. Selv forblev han ret upåvirket af hylde­ sten og var kritisk over for den måde, hans højskole­ ideer førtes ud i livet på. Bl.a. var han stærkt imod Koids og andres tanker om, at højskolen også skulle være stedet for kristelig vækkelse. Troen har, sagde han, intet med skolesagen at gøre.

dansk kultur ved sin livsglæde og sin kulturoptimisme. Fra begyndelsen færdedes talentfulde kunstnere på højskolerne, malere som brødrene Joakim og Niels Skovgaard, Viggo Pe­ dersen og L. A. Ring, komponister som Heinrich von Nutzhorn og Thomas Laub, og en kreds af forfattere, som repræ­ senterede den særlige, nu næsten glemte genre, der siden er blevet kaldt skolelærerlitteraturen. I form og sprog benyttede de sig af den samme meget karakteristiske jargon, gennem­ vævet i tankegang og ordvalg af Grundtvigs salmer og sange. Men også Bjørnstjerne Bjørnson, som ofte holdt foredrag på danske højskoler, inspirerede denne genre i litteraturen. Et betydningsfuldt træk i denne verden var, at højskolerne næsten fra begyndelsen tog piger ind som elever, og at kvinder og mænd var ligestillede i det frodige miljø. Det kom også af den store indflydelse, højskoleforstandernes hustruer havde

Højskolekulturen

163

Ludvig Schrøder og en del studiekammerater på Borchs Kollegium dannede 1856 „Samfundet" med det formål at fremelske en mere alvorlig tone blandt studen­ terne. En snæver kreds heraf oprettede i 1858 „Lille Teologicum", hvis med­ lemmer blev centrale skik­ kelser i højskolebevægelsen efter 1864. På denne skitse af H. Dirckinck-Holmfeld til hans velkendte maleri af „Lille Teologicum" ses den skrivende Ludvig Schrøder sammen med den rygende Christoffer Bågø og Jens Paludan-Muller.

164

National opdrift

på mange af skolerne. Den glade og varmhjertede „højsko­ lemor" var den, der trak de mange elever til skolen. Hun hjalp de unge piger fra landet, der befolkede skolerne om som­ meren, til at blive bevidste om deres kønsrolle, så de hver for sig blev vidende om, om end ikke artikulerede noget om kvindernes betydning og ligeværdighed i arbejdslivet. Men højskoleideen blev ikke alene opfanget af grundtvigia­ nerne. Adskillige skoler brugte ideen om voksenundervisning på frivillig basis til at fremføre andre ideer, ja, der var endog et par godsejere, der finansierede en sådan skole for befolk­ ningen på deres egn. Vigtigere var de højskoler, som Lars Bjørnbak og hans udbredte bondevennebevægelse i Østjyl­ land åbnede i klar opposition til de grundtvigske. Bjørnbak var bondepolitiker af en gammeldags type, rationalistisk, materia­ listisk og aldeles uromantisk. Han var klassepolitiker, „Frem, bondemand, frem!" var hans slagord og titlen på en pjece, han skrev. Midlet til fremgang var oplysning, ikke vækkelse, og han havde kun hårde ord tilovers for den grundtvigske natio­ nalromantik. Bjørnbak delte dog grundtvigianernes modvilje mod den københavnske embedsmandskultur, og han førte dette ud i sin yderste konsekvens: afskaffelse af militærvæsen, afvisning af skandinavisme og ingen medlidenhed med de dansksindede syd for den nye grænse, alle sammen punkter, som kunne ryste ikke blot konservative, men også enhver grundtvigianer i bund og grund. Nørregaards højskole i Te­ strup førte en slags krig mod „jætterne" på den nærtliggende Viby Højskole. Den bjørnbakske bevægelse, der slægtede 1700-tallets rationalisme på, bredte sig siden over store dele af Limfjordsområdet i en vis forståelse med områdets største kristne vækkelse, Indre Mission.

Askov Højskole begyndte 1865 under primitive for­ hold i et lille stråtækt hus, men udvidedes siden med en lang række bygninger og værksteder, som her ses på et fotografi fra 1880'erne. Foruden Ludvig Schrøder var præsten og forfatteren Jakob Knudsen i disse år en inspirerende lærer. Fotogra­ fiet er taget af Karl Jørgen­ sen, i hvis atelier mange elever holdt til, bl.a. Jeppe Aakjær, der var elev på skolen i 1887.

Alle er enige om, at højskolerne var resultat af Grundtvigs tanker og hans fremtrædende elevers gerninger. De såede i frugtbar muld. Forudsætningerne for skolerne var optimale i 1860'erne. Krigen og den nationale rejsning havde gjort ung­ dommen motiveret til at videreuddanne sig. Men der var også en anden vigtig betingelse til stede. Når det overhovedet kun­ ne lade sig gøre at sende unge bønderbørn et halvt eller et helt år på en af landets højskoler, havde det den rent materielle baggrund, at landet i tresserne gennemlevede en af sine store økonomiske opgangstider. Danske bønder havde råd til at undvære børnene som hjælpere og betale for dem under op­ holdet. På gårde over en vis størrelse var der ikke mere tale om en „fra-hånden-og-i-munden-økonomi". Man havde råd til at ansætte tyende, og gårdmanden kunne stå i døren med den lange pibe og anvise arbejdet til karle og piger. En anden forudsætning for højskolernes blomstring var, at de, skønt klart fjendtlige mod højreregering og embedsmænd, næsten fra begyndelsen fik forholdsvis store tilskud ofte både fra staten og fra amtet. Da modsætningen mellem højre og ven­ stre blev skærpet, truede regeringen ofte meget venstreprægede højskoler med at fratage dem statstilskuddet og gjorde også alvor af truslen nogle gange. Skolerne blev af samme grund meget forsigtige med at politisere. De var som oftest finansiHøj skolekulturen

165

Ernst Trier taler på Vallekil­ de Højskole. Tegning af Joakim Skovgaard, der var nært knyttet til højskolen og i sine billeder gengav man­ ge af de sagn og bibelske historier, lærerne fortalte. Skovgaard har på tegningen indfanget den intense stem­ ning blandt pigerne, der alle bærer den højsko­ leprægede frisure med knude i nakken og midter­ skilning. Maleriet på bag­ væggen med Ansgar er malet af Christen Dalsgaard.

166

National opdrift

erede som en slags aktieselskaber med omegnens bønder som vigtigste medejere ved siden af forstanderen. Folkehøjskolernes succes beroede også på det „forarbejde", der var gjort rundt om i lokalsamfundene i de foregående årtier af de gudelige vækkelser, først og fremmest Indre Mis­ sion, der oprindelig lå nært op til grundtvigianerne og først fra slutningen af tresserne kom i modsætning til dem. Da Ernst Trier i 1865 holdt møder overalt i Holbæk amt, før han grund­ lagde sin højskole, kunne han kortlægge, hvor forskelligt hvert sogn var præget af de mange kristelige grupperinger, der missionerede på egnen. Den første lov om sognebåndsløs­ ning fra 1855 bidrog til, at befolkningen opdeltes i fraktioner og gerne rejste langt hver søndag for at komme i den rigtige „fold". Så når Trier under sine foredrag ude i sognene ud­ malede store scenerier fra den nordiske gudeverden, kunne det ske, at en hel række unge piger pludselig rejste sig og udvandrede med salmebogen fast knuget under armen. He­ denskabet skulle så sandelig ikke få magt i Sønder Jernløse sogn, hvor pigerne kom fra!

Klasseskel på landet Grundlæggelsen af højskoler var kun et led i det omfattende net af selskaber og foreninger, der dannedes på den tid. I Holbæk amt, som er bedst undersøgt i denne henseende, kan man fra sogn til sogn følge, hvordan det omtrent var den samme kreds af bønder og skolelærere, som var aktive. Samti­ dig med højskolen i Vallekilde oprettede man friskoler for børn i mange sogne og desuden et par valgmenigheder. Men helt parallelt fulgte andre initiativer: nye filialer af skytteforenin­ gen dukker op med tilhørende opførelse af øvelseshus; des­ uden sparekasser, brugsforeninger, sygekasser og landbofor­ eninger med rådgivning i dyrkningsformer osv. I en del af amtets sogne var hele viften af organisationer skabt i løbet af tre til fire år mellem 1866 og 1870. De danske bønder organi­ serede sig med det formål at gøre sig åndeligt og materielt uafhængige af godsejer og købstad. På længere sigt drømte man ude på landet om et bondestyret Danmark. Danske bønder blev i disse år meget standsbevidste, afstak deres grænser klart i forhold både til landbrugets overklasse, godsejerne, og til byernes borgerskab. Men de definerede også meget bevidst bondestandens grænser nedad mod de besid­ delsesløse på landet. Bondestanden var beboerne på de ca. 70.000 mellemstore gårde på mellem en og 20 tønder hartkorn. Udenfor stod ca. 750.000 landboere, som endnu knap var blevet politisk bevidste, ja, næppe havde tid eller kræfter til andet end sliddet med at skaffe sig selv og deres familier føden. Nærmest bønderne lå de godt 160.000 husmandsfamilier, en forarmet og overset social klasse, som først fandt et politisk ståsted et halvt århundrede senere og da vel at mærke uden for venstre. En fjerdedel af dem havde mellem ti og 20 tdr. land og klarede sig lige akkurat på egen produktion. I Nordjylland var afstanden fra husmands- til bondebrug ikke stor, den sociale afstand altså heller ikke. Men i resten af landet var der en afgrund mellem bønder på den ene side og husmænd på den anden. De mindste husmænd, som med et gammelt udtryk kaldtes inderster, havde slet ingen eller kun meget små jord­ lodder og var derfor henvist til at søge arbejde på godser eller bøndergårde. Grænsen nedad fra husmænd til, hvad man kaldte daglejere var usynlig. Fælles for hele denne klasse af tjenestefolk var, at det overvejende var gifte folk med mange børn og en levefod, der lå på eller under sultegrænsen alt efter konjunkturerne og høstudbyttet. Her var tale om et liv fra hånden og i munden,

Klasseskel på landet

167

„En Hedebonde på Vej til Marked"; maleri af Otto Bache fra 1864. Før den store hedeopdyrkning satte ind i 1860'erne, henlå henved en fjerdedel af Jylland uopdyrket. H. C. Andersen berejste landet i 1859 og skildrede landets nutid og fremtid så malende: „Heden, ja, man tror det næppe, men kom selv, bese den lidt: lyngen er et pragtfuldt tæppe, blomster myldre milevidt. Skynd dig, kom, om føje år heden som en kornmark står."

en økonomi, hvor børnenes mulighed for indtjening allerede længe før konfirmationen var en afgørende del af overlevel­ sen. Hvor lavt husmændene stod socialt fremgår af, at det først var i 1848, at godsejernes ret til at straffe „deres" husmænd korporligt blev ophævet. Men husmændene sakkede også bagud socialt, fordi de ikke havde råd til at tage nye metoder som dræning og mergling i brug eller til f.eks. at anskaffe heste i stedet for §tude. På den anden side var godsejere og bønder afhængige af husmændenes arbejdskraft især i perioderne omkring såning og høst. Men de gifte husmænd og inderster måtte konkurrere om arbejdet på bøndergårde med den egentlige tyendeklasse, de 168

National opdrift

unge, ugifte karle og piger, der udgjorde den største del af landarbejderne. I gennemsnit havde en almindelig gårdejer et par karle til markarbejdet og en eller to piger til malkning. 1860'erne er endnu den store kornsalgstid og behovet for ar­ bejdskraft derfor relativt beskedent i forhold til senere, hvor det udvidede kreatur- og svinehold krævede flere medhjæl­ pere. De, som var på kost hos husbond, havde den fordel, at de tre gange om dagen kunne sætte sig til madmors fælles grød- eller sulefad og stikke til sig. Men dermed var det også forbi med fordelen ved tilværelsen som karl eller pige. Kønspolitisk set kunne man her tale om en ligedårligstilling, hvad arbejdstid og arbejdsbetingelser angik, men ikke om ligeløn. Udbuddet af arbejdskraft var så stort, at kontantlønnen var forsvindende lille og i mange tilfælde erstattedes helt eller delvist af materiel­ le goder som et par træsko og et sæt tøj om året. Ofte kunne der være et smukt patriarkalsk forhold mellem husbond og tyen­ de. Men der var også hyppigt tale om en urimelig udnyttelse, en diskrimination, der kom klart til orde i den lov om tyendets retsstilling, som Rigsdagen vedtog i 1854. Set med samtidens øjne var tyendeloven nok et fremskridt, en parallel til forbed­ ringen af husmænds rettigheder fra 1848. Men de unge karle og piger var uvidende om deres rettigheder over for husbond og dermed som følge af tidens autoritære tankegang forsvars­ løse over for retssystemet og blev - set med senere tiders øjne - gjort næsten værgeløse over for husbonds vilkårlighed. I tyendelovens formuleringer er der mindelser om fortidens stavnsbånd og hoveri. Tyendet eller „det", som de unge mænd og kvinder slet og ret betegnedes under ét i loven, skulle ved konfirmationen udstyres med en „skudsmålsbog", som husbond skulle skrive i. De fæstedes ofte for et helt eller halvt år ad gangen, og når de skiftede plads, skulle de hen hos præsten og „melde afgang" og tilsvarende „melde tilgang" hos præsten det nye sted. De kunne ikke bare rejse ligesom andre. Tyendeloven blev vedtaget af bondevenner og godsejere i forening, og det er en meget sigende kendsgerning, at det senere bondeflertal i Folketinget og godsejerflertal i Lands­ tinget ikke i det følgende halve århundrede fandt anledning til at menneskeliggøre tyendeloven eller skaffe husmænd bedre vilkår. På kort sigt betød dette, at bønder og godsejere for­ holdsvis let sikrede sig billig arbejdskraft, men på langt sigt var konsekvensen, at venstre som følge af denne standsegoisme tabte en betydelig del af landbefolkningens stemmer. Radikale og socialister høstede siden rige afgrøder på landbosamfun­ dets „overdrev".

Klasseskel på landet

169

I form af anekdoter eller karikaturer indfangede ugebladet Punch mange fine folkelivsbilleder fra hele landet, bl.a. i 1876 dette fra det stille hverdagsliv blandt fiskere på Ærø. Fiskeri blev drevet som bibeskæftigelse af mange bønder langs de danske kyster. Men der var kun fire områder i 1890, hvor mere end halvdelen af mændene levede af fiskeri. Det var på Skagen, på Anholt, i Agger ved Lim­ fjorden og på Christiansø. Fiskerierhvervet fik sin egen romantiske dyrkelse, da digteren Holger Drachmann og malere som P. S. Krøyer og Michael Ancher fra 1870'erne kom til Skagen og skildrede fiskerbefolk­ ningens barske hverdag.

Taagen ietten Kjam til Ææo."

— Naa ska’ vi te'en, Lavs! — Ja, naa ska vi te’ea! — Ka Du hejse Fokki, Lavs! — Ja, naa ska je hejse Fokki. — Naa gaaer hun jovns-hen, Lavs! — Ja, naa gaaer hun jOvns—hen. — Naa lojer hun av i—jen, Lavs! — Ja, naa lojer hun av. ’ — Men har Du aasse kastet los, Lavs? — Næ je har itte. — Saa ligger vi, SSren hente mej, ve Pæli enduaa!!

Dansk landbrug var i slutningen af 1860'erne ved at løbe ind i et befolkningsproblem. Bønder og husmænd fik store børne­ flokke, hvilket bevirkede, at der opstod et proletariat af jord­ løse gårdmands- og husmandsbørn. I andre lande, f.eks. i Sverige, løste bønderne delvis problemet ved at opdele deres jord i mindre landbrug, der fordeltes til arvingerne. Men i Danmark havde fæstevæsenet og de mange slægtsgårde, der gik i arv gennem generationer, gjort, at man nødigt delte danske bøndergårde i arveforhold. 170

National opdrift

Børnene måtte altså ud at tjene som tyende. Udbuddet af arbejdskraft blev derved så stort, at det trykkede lønnen til et minimum. Karlene havde næsten ingen mulighed for at spare op til en husmandslod endsige en bondegård. Efterspørgslen på jord fik priserne til at stige, og det er påfaldende, at de steg mest i de egne af landet, hvor storlandbrug med mange karle og piger på kost dominerede. Dette var en del af forklaringen på tidens store iver for at indvinde ny landbrugsjord ved dræning, udtørring og hede­ opdyrkning. Men der var også en anden årsag. Kornpriserne blev nemlig ikke ved med at være så fordelagtige som før, og for at holde indtjeningen måtte mere jord lægges under plov. Her var Danmark blot en lille brik i et fænomen, der kom til at påvirke hele verdensøkonomien. De første store bølger af ud­ vandrere fra Europa kom fra 1840'rne over til den amerikanske prærie og begyndte at dyrke de store, frugtbare områder. I løbet af nogle år kunne de eksportere en overflod af hvede og majs til Europa. Det fik fra ca. 1865 (efter ophøret af Den amerikanske Borgerkrig) kornpriserne i hele Europa til at fal­ de; først langsomt, fra firserne hurtigt. Dette havde forskellige virkninger i de forskellige lande alt efter landbrugsstruktur og ejerforhold. Særlig voldsom blev virkningen i Sverige, der fra 1865 blev kastet ud i en særlig alvorlig landbrugskrise, nær­ mest en hungersnød. Det blev tegnet til det store opbrud, en masseudvandring fra alle dele af Sverige. I Danmark mærkedes faldet i kornprisen mindre og de stør­ re landbrugere holdt indtægterne oppe ved opdyrkning af hede og sandjorde, dræning og mergling. Men bønderne kom­ penserede også for de faldende kornpriser ved at trykke land­ arbejdernes løn. Dette sociale pres kunne være blevet en poli­ tisk trussel, hvis der ikke havde vist sig lokkende udveje ud af tyendetilværelsen, afvandring fra landbruget til en helt anden tilværelse. To store fælleseuropæiske udviklingslinier, befolkningsfor­ øgelsen efter 1840 og kornprisfaldet efter ca. 1865, blev af­ gørende også i Danmarks historie. Men herhjemme skabte det ikke nogen alvorlig krise. Dansk landbrug forstod at afværge krisen og udnytte situationen til egen fordel - mon ikke takket være de åndelige løfteiser, som krigen 1864 og Grundtvigs forkyndelse havde givet den danske bondestand?

København ud af spændetrøjen For de fleste danskere - de fire femtedele, der boede på lan­ det - må København i 1850'erne have virket som en storstad med en overvældende trafik og et utroligt menneskemylder. Over 140.000 indbyggere på den samme plet - en næsten ubegribelig tanke for en landbo dengang. Alt i alt rummede byen næsten lige så mange mennesker som alle danske køb­ stæder tilsammen, en kendsgerning, der fortæller lige så me­ get om købstædernes lilleput-format som om hovedstadens størrelse. Set fra vor tid ligner København i 1860 snarere en hyggelig indelukket købstad end en storby i vor forstand. Erindringer fra tiden giver indtryk af en snadrende andegård, hvor ind­ byggerne kiggede mere på hinanden end på verden hinsides Frederiksberg Bakke. Endnu bar byen sit tydelige præg af at være enevoldskongers prægtige residensstad. De kongelige magtsvmboler var anbragt på en akse langs kvsten med slottet i syd og en stærk fæstning i nord. Christiansborg, Frederik 6.s klassicistiske slot på Slotsholmen, ragede, skønt det intet tårn havde, op over alle tagene. Herfra gik brede gader nordpå, garneret med smukke kongelige palæer, først Charlottenborg på Kongens Nytorv, siden Amalienborg og adelspalæerne omkring det, afsluttet mod nord af en kongelig fæstning, Kastellet. Syd og vest for dette luftige byplananlæg klumpede en overbefolket, usund by sig sammen med smalle snoede gader, høje, smalle huse og mørke baggårde. De skarpe klasse­ skel mellem borgerskab og underklasse gav sig klare udtrvk i byplan og boligforhold. Folkestyrets indførelse i 1848 viste sig kun langsomt boligmæssigt i en større ligestilling mellem de sociale klasser. Bortset fra i Amalienborgkvarteret boede de velhavende og de fattige lige op ad hinanden, men med klare skillelinier imellem. De sociale kløfter sås tydeligt i hovedgadernes brede, pynte­ de facader imod de snævre sidegaders smalle huse og deres mange baghuse. De sås i modsætningen inden for det samme hus med den fine, højloftede beletage kontra de lave kælderog loftsværelser. De, som var født i baghuset, kom kun ind i forhuset for at bære brænde, gøre rent eller servere kaffe for de fine. De få, der forcerede klasseskellene, havde svært ved at tillægge sig den passende biedermeierpolitur.

172

København ud af spændetrøjen

Provinsboere havde også vanskeligt ved at blive rigtig ac­ cepteret i det toneangivende borgerskab. H. C. Andersen følte sig som ællingen blandt de københavnske svaner, da han som ung kom til hovedstaden, og han blev ved med indtil sin død i 1875 at have denne provinsboens mindreværdsfølelse, selv efter at han var blevet berømt. Derimod blev besøgende fra kontinentets storbyer, Berlin eller Paris, straks accepteret og inviteret til de fine selskaber. I den københavnske overklasse var man ofte bedre orienteret om, hvad der skete i udlandet end uden for byens volde. Mangelen på frisk luft i København både i egentlig og over­ ført forstand skyldtes for en stor del, at byen var lukket inde i en snæver spændetrøje, voldene, voldgravene og de fire by­ porte. Stadens byplanlægning var stadig helt i generalernes vold. Byen blev betragtet som en fæstning, og byggeri blev ikke tilladt uden for de gamle voldgrave, der lå hvor Østre Anlæg, Botanisk Have og Ørstedsparken nu ligger. Man skul­ le kunne skyde frit fra voldene mod en fremrykkende fjende. Der måtte kun stå mindre træhuse, der hurtigt kunne rives ned. Og hinsides dem begyndte det åbne land, afbrudt af små idylliske landsbyer som Brønshøj, Husum og Rødovre. Kon­ trasten mellem den overfyldte by og det åbne land udenfor var et talende vidnesbyrd om den åndelige kløft mellem hoved­ staden og landet. Resultatet af militærets tyranni var, at den stadigt voksende befolkning - den øgedes med godt 2000 sjæle hvert år - måtte presses ind ved at fylde baggårdene ud og føje flere kviste og etager til husene. Mangelen på rindende vand og især på kloakering gjorde byen stadig mere sundhedsfarlig. Stanken i gaderne fra de nedgravede latriner og fra voldgravene, hvori indholdet af byens lokummer og vaskebaljer løb ud, må have været ubeskrivelig. Den lille voldgrav om Rosenborg havde således i et århundrede modtaget alt spildevand m.m. fra Sølvgadekvarteret uden at have noget afløb. Naturen sørgede da selv for at gøre byens myndigheder opmærksomme på miseren. 11853 udbrød en voldsom kolera­ epidemi i byen, dramatisk skildret i Vilh. Bergsøes „Fra Piazza del Popolo". Over 4700 af Københavns indbyggere døde i løbet af den sommer. Dødens særlig rige høst i de fattigste kvarterer fik lægerne til at råbe gevalt og fik siden langsomt bystyret til at forstå betydningen af reformen, der brød militærets magt og sprængte byens gamle fæstningssystem. Først tillod militæret, at området mellem voldgravene og Søerne blev bebygget. Grundene blev solgt af kommunen til spotpris og senere fyldt med boligkarreer af spekulanter. Salget af disse arealer gav

København ud af spændetrøjen

173

Ugebladet Illustreret Tidende blev grundlagt 1859 af O. H. Delbanco efter engelsk forbillede og opnåede med sine fornemme træsnit, xylografier, stor udbredelse. Som dets forside viser, var det knyttet til de køben­ havnske læsere. Udsigten fra Christianshavn over mod Slotsholmen var vel­ kendt i samtiden. Men inde i bladet fik læserne udsigt til livet i fremmede verdens­ dele gennem tegninger, der overførtes til papiret fra de indridsede linier på skiver af det hårde buksbomtræ.

174

3((u$trerd Cibcnbe. senere anledning til et større kommunalt og retligt opgør. Et stort areal afsattes til opførelse af et imponerende stort syge­ hus på de såkaldte Sortedamsenge; Kommunehospitalet blev opført 1857-63 så solidt og velbygget, at det fungerer endnu. I 1865 inddrog militæret - om end grumme nødigt - sine be­ væbnede vagtposter ved bvens porte. Presset fra den overbe­ folkede by gjorde så at sige resten: alle fire byporte blev i løbet af få dage i 1857 totalt jævnet med jorden; byen åndede lidt friere. Men det tog næsten 20 år, før volde og bastioner var væk, og byen mere harmonisk kunne brede sig vest- og nordo pa. På samme tid fik København også sit første bygningsregle­ ment, der satte rimelige regler for forholdet mellem bygnin­ gernes højde og gadernes bredde og gav nogle forskrifter, der skulle gøre bygningerne mere beboelige og mindre brand­ farlige. Det indre Vesterbro, der nu betragtes som slumkvarter med sine smalle gader og kompakt bebyggede baggårde, blev opført efter denne byggelov. Det blev helt op til århundred­ skiftet anset for en luksusbydel for de lidt mere velstillede. Epidemien i 1853 gav også tilskyndelse til at nedlægge det første primitive system af kloakker, som skulle fungere i stedet for de åbne rendestene. Københavns bystyre var konservativt og trægt. Valgregler­ ne til borgerrepræsentationen begrænsede de valgbare til ca. 1900 personer. Kun de mænd, der havde haft en indtægt på mindst 200 rigsdaler, fik udleveret stemmeseddel og var valg­ bare. Interessen omkring valgene og opstilling af kandidater var yderst ringe. Det var, efter hvad man sagde, hovedsagelig redaktørerne af Fædrelandet og Dagbladet, Carl Ploug og C. St. A. Bille, der bestemte, hvem der skulle opstilles, og beredte vejen til at få deres protegeer valgt ved hjælp af en grundig og rosende præsentation af kandidaterne i Plougs og Billes egne aviser.

København ud af spændetrøjen

Fra slutningen af 1850'erne, hvor nye regler om borgme­ stervalg blev sat i kraft, fik byen en række nye, yngre borgme­ stre, der bl.a. havde forståelse for, at byen skulle følge med i den tekniske udvikling. Navnlig kom ingeniøren E. D. Ehlers, der blev borgmester i 1858 og blev siddende i 20 år, til at spille en afgørende rolle. Det var vigtige beslutninger om byens udvidelse, der blev taget efter voldenes nedlæggelse. Ehlers forenede teknisk kunnen med administrativ dygtighed, og så var han svigersøn af borgerrepræsentationens formand, L. N. Hvidt, og i slægt med mange af byens borgerlige aristokrater. 11860'erne lykkedes det også at reformere byens økonomi. Indtil da kom indtægterne udelukkende fra grundafgifter og accise ved indførelse af varer i byen. Accisen ophørte med portenes nedlæggelse, og grundafgifterne slog ikke til. Når ekstra afgifter skulle opkræves, bl.a. i forbindelse med finansi­ eringen af Kommunehospitalet, indførtes midlertidigt en skat på indkomst. Da borgernes „selvangivelser" endnu ikke kendtes, blev de skønsmæssigt sat i skat af rådhusets embeds­ mænd. Herefter fremlagdes hvert år på rådhuset en skatteliste over borgernes indkomster. De første lister over de mest vel­ havende borgere blev endda trykt i avisen og ivrigt studeret og kommenteret. Da skattens højeste sats kun var tre procent, var der folk, som af honnette ambitioner bad om at blive sat op i indtægt og gerne betalte, hvad det kostede, for at rykke højere op på skattelisten og dermed stige i venners eller kunders anseelse.

Moderne forlystelser Den gode, nøjsomme borgertype fra Frederik 6.s tid var på retur, en ny med mere appetit på livet var vokset op. Det var generationen af unge mænd med høje, slanke cylinderhatte kækt på snur og med damer i omfangsrige krinolinekjoler, 1860'ernes fejrede parisiske mode. De ville more sig og tog selvfølgelig først i Tivoli - og det gjorde de mange gange. Byens 143.000 indbyggere havde været der 360.000 gange i 1857. Siden kunne de drage på morskab videre ud ad Ve­ sterbro: besøge Mortensens Naturaliesamling, hvor Danne­ brogsgade nu ligger, og Mullers Vokskabinet lidt længere ude. Senere Schweitzerpavillonen og Alhambra, konkurrenten til Tivoli; desuden Alleenberg, Sommerlyst og længst væk alle de små haver med musik og dans for foden af Frederiksberg Bakke. For de mere letsindige var der også sangerindepavillo­ nen Odeon, 1869 omdøbt til Morskabsteatret, nu kaldet Betty Nansen Teatret.

Moderne forlystelser

175

Når nye tekniske vidundere skulle demonstreres, foregik det på byens største samlingsplads, Christiansborg Ridebane. 11857 foreviste overkrigskommissær Høegh-Guldberg således „et underligt fysisk fænomen, der tilhører den nyeste tid", det elektriske lys. Publikum fik dog ikke meget for den mark, entreen stod dem i, for lyset hvæsede og blinkede og lyste ikke meget stærkere end de gaslygter, som netop var blevet tændt i København og næsten blændede byens borgere: „Før kunne jeg intet se for bare mørke, nu kan jeg intet se for bare lys," sagde en gammel bladredaktør efter premieren. Stoltheden over gassen dæmpedes lidt af den kendsgerning, at Odense havde fået gaslvgter længe før hovedstaden. Det var et engelsk firma, som opførte gasværket i København, nedlagde led­ ningsnettet og opsatte 2200 lygter. Firmaet forærede oven i købet byen de to store gaskandelabre, som endnu i dag står foran domhuset på Nytorv, dengang byens rådhus. Ballonopstigninger hørte også til de store attraktioner på ridebanen. Den første med hr. Tartini i 1851 endte tragisk med luftkaptajnens død i Øresunds bølger. Det var måske med­ virkende til, at de følgende ballonforestillinger blev store til­ løbsstykker. Den forbedrede gadebelvsning forringede arbejdsforholde­ ne for tyveknægte og ransmænd. Gaslygterne lyste jo ensartet hele natten, medens de gamle tranlygter gik ud hen på morge­ nen. Vægterne, der længe havde været ofre for avisernes hån, fordi man mente de sov i gadeportene, blev afskaffet i 1863 og dermed også deres sang hver time. Det skete ved en grundig reformering og udvidelse af byens politikorps. Nu patrul­ jerede de bredbugede, borgerlige betjente på gaderne med deres dragonlignende hjelm og knippel ved bæltet. En til­ lempning af denne politiordning blev i øvrigt snart efter ind­ ført i alle danske købstæder. København var vel trods reformer og udvidelser forblevet den hyggelige gamle residensstad for konge og embedsmænd, hvis ikke den nye tids mere dynamiske forretningsmænd, der efter krisen i 1857 skaffede store formuer til byen, fik ambi­ tioner om at gøre den til en europæisk storstad i stil med, hvad de havde set under deres rejser. Navnlig talte og skrev man meget om den fantastiske omvæltning, der var ved at ske i Paris. Kejser Napoleon 3. og kejserinde Eugenie ville gøre deres hovedstad til et monument over dem selv og fransk kultur. Den kejserlige stadsingeniør, baron Haussmann, lagde den storstilede plan til det nuværende system af boulevarder, rvddede hensynsløst i tusindvis af huse i de gamle bydele og lod derefter private folk opføre overdådigt dekorerede ejen176

København ud af spændetrøjen

Ballonopstigning fra Tivoli i 1890. Tidligere foretoges disse dristige ekspeditioner fra Christiansborg Rideba­ ne. Berømt blev den sven­ ske kaptajn Granbergs opstigning 1857. Ballonen ramte ridehusets tag, Granberg hoppede ud af kurven, medens ballonen fortsatte rejsen ud over Øresund. „Den gik in te, Granberg!" råbte den store menneske­ mængde, der havde betalt for at overvære opstig­ ningen. Det blev et bevinget ord, som bruges den dag i dag.

domme med de karakteristiske ensartede mansardtage. I Wien nedlagde man på samme tid som i København den gamle befæstningsring om byen og opførte i stedet den pragtfulde Ringstrasse med en række offentlige bygninger, bl.a. den store parlamentsbygning, tegnet af den danske arkitekt, Theophilus Hansen. Sådan noget - blot i mere beskeden dansk målestok - ville man også gerne have i København, og efterhånden som mili­ tæret trak væk fra byens omgivelser, og bystyret langsomt fik besluttet sig, opførtes en række nye kvarterer, som fik byen til at skifte karakter. Når dette overhovedet lykkedes, skyldtes det, at Danmark havde fået en dynamisk arkitekt og byplan­

Moderne forlystelser

177

lægger. Hans navn var Ferdinand Meldahl, og han havde kræfter og dygtighed nok Hl i næsten et halvt århundrede at overvinde det tunge kommunale bureaukrah, gennemføre si­ ne planer og påføre dansk arkitektur en ny byggeshl. Hans første bedrift var planlægningen af den nye bvdel på Gammelholm, området bag ved Det kongelige Teater, som flåden rømmede som oplagsplads. Her opførtes kort før 1870 et efter byens forhold meget stort boligområde i Hdens flotte parisiske mode, med overdådigt dekorerede facader Hl gaden i den nye stil, der blandede hæk fra de Hdligere århundreder, klassiske søjler, dyremotiver i renæssance, vinduesindram­ ninger i barok osv. Denne såkaldte historicisme, der kom til at præge alle Europas hovedstæder, var reakHonen på klassicis­ mens nøgne facader, en oprighg glæde ved at gøre gadebille­ det mere festligt og varieret. Bag de pyntede facader boede de velhavende. Baggårdene på det nybyggede Gammelholm var næsten lige så mørke og snævre som i det gamle København. Socialt boligbyggeri var dog ikke helt ukendt; men der skulle en særlig anledning til for at få det opført. Koleraepidemien i 1853 ansporede en række læger og rigmænd til at opføre Læge­ foreningens Boliger bag Trianglen på Østerbro, hvor der var lys og luft. En af de store byfornyelser foregik i første halvdel af 1870'erne som følge af borgernes forargelse over slumkvarteret om­ kring den smalle gyde, der hed Peter Madsens Gang og stødte lige ud i Østergade, hvor fine folk promenerede. Det gav Tietgen og hans venner ideen til dannelse af Det københavn­ ske Byggeselskab, et konsortium af rigmænd, der med Mel­ dahl som arkitekt gennemførte en større sanering, hvoraf op­ stod Hotel d'Angleterre og det elegante kvarter i parisisk sHl fra Ny Østergade og langs Gothersgade ud til Søtorvet, af­ sluttet med de tårnprydede bygninger ved broen ud til Nørre­ bro. Dansk kultur udspillede sig inden for Københavns volde og trivedes bedst i de kakkelovnsvarme borgerlige stuer i om­ egnen af Kongens Nytorv. I byens borgerskab fortsatte man det intense, hyggelige familieliv, der havde udviklet sig fra 1830'rne. Biedermeier-stilen eksisterede endnu, men fra 1860'erne med en videre åndelig horisont end før. De unge i familien rejste mere i udlandet og holdt sig bedre orienteret gennem aviser og bøger. Romantikkens livsholdning og lit­ terære smag levede videre. I de pæne familier dyrkede man kultur intenst, ikke blot for fornøjelsens skyld, men også for at kunne høre med blandt de „righge" og deltage i konversaHonen. Hyggen trivedes i form af samvær, visitter og selskabelig178

København ud af spændetrøjen

Det nuværende Kongelige Teater ses her under op­ førelse i vinteren 1873-74, medens det gamle teater, der var opført i 1748 efter tegninger af N. Eigtved, samtidigt er ved at blive revet ned.

hed, men også som aftenlig højtlæsning omkring petroleums­ lampen. Børnene skulle kunne betjene tidens statussymbol, det opretstående klaver. Døtrene blev opdraget til alskens frøkendyder, ofte så isoleret fra livet uden for hjemmet, at mange af dem forblev ugifte. En yndet og feteret gæst blandt byens velhavende borgere var den aldrende H. C. Andersen. Den berømte digter gik så at sige på omgang i byens borger­ skab for at få middagsmad. Til gengæld underholdt han børn og voksne ved at læse op af sine eventyr og klippe fantasifulde papirfigurer. Det kongelige Teater spillede en kolossal rolle i tidens kul­ turliv. Skønt bygningen var gammel og scenen yderst primi­ tiv, belyst af stearinlys, hengav publikum sig helt til teatrets illusion, lod sig fuldstændig tryllebinde af skuespillere som Johanne Luise Heiberg og de to brødre Wiehe. Det romantiske repertoire dominerede og vedligeholdtes af en særdeles kon­ servativ ledelse. Men en urolig periode i teatrets historie be­ gyndte, da den velhavende skønånd, skuespilleren Frederik Høedt, hjembragte ideer fra parisisk scenekunst og stillede krav til Det kongelige Teater om en ny, mere gennemarbejdet spillestil og et flottere sceneudstyr. Det førte til et internt opgør, hvorunder en række af de bedste skuespillere nogle år i Moderne forlystelser

179

1850'erne udvandrede til Hofteatret på Christiansborg. Roen på Kongens Nytorv blev først genoprettet, da fru Heiberg og siden Høedt tog deres afsked. Spiren til de nye ideer om skuespilkunst og dramaturgi var da begyndt at gro og kom til udfoldelse, da den nye, nuværende teaterbygning med dens større rum og tekniske muligheder blev indviet i 1874. Det kongelige Teaters fremtrædende plads i datidens bevidsthed kom også af, at det havde eneret på næsten hele det klassiske repertoire. De to andre teatre i byen, Casino og fra 1857 Folke­ teatret, måtte kun vise de mere letbenede komedier og farcer.

Byens erhvervsliv Når København virkede så overbefolket, skyldtes det, at der foruden boliger også skulle være plads til et voksende antal værksteder og fabrikker i de snævre gader. Byens erhvervsliv skulle udfolde sig inden for de snævre baggårde. En af de mest almindelige virksomheder var brændevinsbrænderier, der le­ verede den billige og socialt set ødelæggende snaps. Når akva­ vit næsten intet kostede, skyldtes det, at der ved fremstil­ lingen, der var baseret på destillation af et udkog af byg eller kartofler, kom et meget næringsrigt biprodukt, masken, der egnede sig fint til kreaturfoder. Til brænderierne hørte derfor oftest en rummelig kostald. Den lå ikke så sjældent på første sal, fordi fyrstedet og de store kobberkedler til destillationen måtte være i jordhøjde. Koerne blev derfor hejset op i stalden som kalve og tilbragte resten af deres liv formodentlig i en bimmelim af masken og dens indhold af ikke fordampet alko­ hol. Endnu i midten af 1880'erne rummede Københavns gader ca. 125 brændevinsbrænderier, der tilsammen husede over 3000 køer. Ved siden af sås ofte svinestier i gårdene, hvor byens køkkenaffald omsattes. Knap 1000 svin fristede en til­ værelse inden for byens volde og prægede dens duft og lyde. På voldene og ude på broernes grønne områder gik næsten 1200 får og græssede. Gaderne genlød af larm fra hamre og andet klangfuldt værk­ tøj. Byen rummede et rigt udbud af håndværksvirksomheder med en mester og en række svende og lærlinge. Værksteder­ nes medarbejdere boede ofte hos mester og nød godt af den gamle patriarkalske husorden. Men denne ældgamle er­ hvervsstruktur var i hastig opløsning i 1860'erne. Både mestre og svende havde forgæves kæmpet mod ophævelse af lavene i 1857. Efter lovens vedtagelse opgav håndværkerne med ét alle gamle sædvaner og samarbejdsmønstre og søgte end ikke at etablere nye samarbejdsorganer. Fra 1862, hvor næringsloven 180

København ud af spændetrøjen

trådte i kraft, havde erhvervslivet næsten ingen faglige organi­ sationer, og det var en medvirkende årsag til, at håndværks­ svendene tabte en betydelig del af deres arbejde til ufaglærte, der var langt billigere som arbejdskraft og lettere at komman­ dere med for mestrene. Kun inden for byggefagene holdt svendene rigtigt sammen også efter 1857. Her havde hver mester nemlig ofte 20-30 svende. Mange af disse murere og tømrere var så gamle, at de havde giftet sig og skulle ernære en familie af den dårlige løn. De gifte tømrer- og murersvende blev siden hen nogle af fagbevægelsens pionerer i dens kamp for at presse mestrene til højere løn. En anden og vigtigere faktor undergravede det gamle hånd­ værk. Det var industrialiseringen. De første årgange af ingeni­ ører uddannet ved Polyteknisk Læreanstalt hentede ny teknik til Danmark og sørgede bl.a. for, at de lidt større virksomheder købte dampmaskiner og dertil hørende maskiner. Dermed var vejen beredt til masseproduktion og ansættelse af billige ufag­ lærte arbejdere. 11847 var der kun 49 dampmaskiner i hoved­ staden, men i de følgende år tiltog antallet med stigende hast - i 1855 sendte 81 dampskorstene kulrøg ud over byen, i 1873 over 200 - byen var langsomt ved at blive „moderne" og få små mindelser om det industrielle miljø i f.eks. Manchester eller Ruhrområdet. Den tidlige industris håbløse fattigdom kendte man endnu i tressernes København kun fra Dickens' romaner, der blev flittigt læst herhjemme, efterhånden som de løbende bragtes som føljetoner i Fædrelandet. Oliver Twist kunne man f.eks. læse i bladet dag for dag fra januar 1850. Byens største virksomhed var Orlogsværftet med knap 500 arbejdere, Baumgarten og Burmeister (nuværende B & W)

Væveseddel fra I. H. Ru­ bens dampvæveri. Fabrik­ ken lå på Rolighedsvej på Frederiksberg og beskæfti­ gede i 1860'erne henimod 400 med tilvirkning af bom­ uldstøj. De nye, lettere bomuldsvarer slog helt den gamle klædeindustri ud. Også sejldugsfabrikationen, der tidligere var en vigtig industrigren, forsvandt med dampskibenes sejr over sejlskibene.

Byens erhvervsliv

181

Baron Gottlieb Gedalia spillede en dominerende rolle i københavnsk er­ hvervsliv op til slutningen af 1870'erne. Som finans­ mand var han et naturta­ lent. Han nåede at samle en mægtig formue og domi­ nere bankverdenen og en række store virksomheder. Hans magt udgik fra hjør­ neejendommen på Højbro Plads, som han lod gengive på sin skydeskive, da han blev fuglekonge. Som men­ neske var Gedalia en for­ fængelig figur, som hele byen lo af. Barontitlen købte han 1870 i San Marino. I 1875 gik han konkurs, og til sin død i 1888 prøvede han forgæves at genvinde sin position.

182

havde 211 medarbejdere i 1855, men der var i øvrigt kun i alt 15 virksomheder i byen, der havde mere end 80 ansatte. En af dem, J. Chr. Jespersens Chokolade- og Kradsuldsfabrik, bød, som man ser, på et ejendommeligt varesortiment! I midten af 1850'erne var der i alt beskæftiget ca. 10.000 egentlige arbejdere på byens fabrikker. Omkring 1870 var tallet steget til næsten 20.000, et politisk mindretal i byen på ca. ni procent. Arbejder­ ne var begyndt at blive synlige i gadebilledet. En stigende del af arbejderne var kvinder, ofte beskæftiget i tekstilindustrien med hjemmearbejde. I tobaksindustrien tjen­ te mange hundrede børn på mellem ti og 14 år ved at sortere dæksblade og hjælpe de faglærte, der kunne rulle cigarer. At ryge stor cigar blev fra 1860'erne borgerskabets kæreste last, et af mange nye rigdomstegn. Cigaren var meget smartere end de besværlige lange piber. Ude på landet fandt man dog ci­ garer for dyre og holdt sig endnu nogle generationer til piber­ ne med det store porcelænshoved. Godt stoppet med „Melange nr. 1" var der røg til lang tid. 1860'erne kom til at danne overgang mellem den gamle og den ny tid, en etableringsperiode både på landet og i byerne. København gik i spidsen for udviklingen mod det industrielle

København ud af spændetrøjen

samfundsmønster på godt og ondt. I løbet af dette årti danne­ des de økonomiske forudsætninger for den store erhvervseks­ pansion, nemlig et organiseret kapitalmarked. Mange køb­ stæder havde fået mindre lokale diskontokasser og sognene deres sparekasser. Men i 1857 grundlagde Tietgen med Privat­ banken det første landsdækkende pengeinstitut ved siden af Nationalbanken. Desuden trivedes en række mindre, men vigtige bankiervirksomheder, der havde nære forbindelser til købstædernes købmandshuse. Mange af dem blev drevet af jødiske familier som vekselerere eller vekselmæglere. Nogle opnåede ved børsspekulationer at få stor indflydelse i er­ hvervslivet. Det gjaldt den skandaleomsuste baron Gedalia, for en tid en alvorlig konkurrent til Tietgen. Andre jødiske familier drev mere traditionel bankier- og vekselererforret­ ning, hvor handelen med guld og ædelstene indgik sammen med køb og salg af værdipapirer. En betydelig stilling indtog dynastiet efter Ruben Henriques jr. med dets udstrakte inter­ nationale forbindelser, der jævnligt hjemtog store lån til staten fra Hamburg eller Paris. Det jødiske element i København var dengang stærkere end nu, ca. to procent af byens indbyggere. M. L. Nathansons mangeårige arbejde på at åbne forbindelsen mellem den jødi­ ske menighed og befolkningen resulterede i en betydelig assi­ milation. Mange unge jøder fik højere uddannelser og indgik i akademiske stillinger i det offentlige og det private erhvervs­ liv. En stor del af de jødiske familier, der i et århundrede havde levet beskedent som silke- og klædehandlere i byen, etab­ lerede sig nu også som fabrikanter. De ejede omkring 1870 ca. en tredjedel af byens tekstil- og beklædningsfabrikker. 11860'erne skabtes også begyndelsen til et andet hovedtræk i det moderne industrisamfund: det jernhårde arbejdsmarked med et proletariat, der blev trykket ned af arbejdsgiverne. På landet er udviklingen omkring tyendeklassen netop beskre­ vet. I København foregik en tilsvarende forarmelse af under­ klassen. Forholdet var ikke så meget, at arbejdslønnen blev sat ned. Nøden udviklede sig snarere ved, at priserne langsomt steg og gjorde lønnen mindre værd. Det gjaldt særlig huslejen. Byggeriet holdt ikke trit med befolkningstilvæksten, og der­ med blev lejen tvunget ca. 40-50 procent op. Mange børnerige familier, der før boede i to værelser, måtte nu leje det ene ud. Dertil kom, at arbejdsløsheden også dengang florerede, men i et større omfang end nu. 11860 blev det således konstateret, at 400 af byens 1200 skomagersvende var uden arbejde, ligeledes 320 af 870 gifte snedkersvende foruden ikke mindre end tre femtedele af samtlige malersvende i byen. I hælene på fattig-

Byens erhvervsliv

183

Omnibussen, der gik fra Frederiksberg til Christians­ havn, fotograferet 1865. Ellers var det hestetrukne sporvogne, ofte toetages, der dominerede den tid­ ligste offentlige transport i København. Den første tilladelse til en sporvogn blev givet i 1859, men linier­ ne kom først i gang fra 1863. 11866 blev de mange enkelt­ koncessioner købt op af C. F. Tietgen og samlet i aktieselskabet De kjøbenhavnske Sporveje.

184

dommen fulgte pantelånerne; efter en opgivelse fra 1863 var der i de foregående år dukket 160 pantelånerkontorer op i byen. Deres rente lå mellem 350 og 650 procent pr. år. Det var ikke, fordi det manglede på offervilje fra byens borgere. Filantropien var i mange tilfælde en effektiv form for socialhjælp. Netop i 1860'erne, hvor konflikten mellem arbej­ dere og arbejdsgivere næppe endnu var synlig, dukkede en lang række hjælpeforanstaltninger op, dampkøkkener med gratis mad, „Fattige Børns Fodbeklædning" og lignende. En af de stærkeste drivkræfter i denne godgørenhed var den energi­ ske konservative politiker C. V. Rimestad. I „Arbejderfore­ ningen af 1860" samlede han 2-3000 af byens borgere i et omfattende hjælpearbejde for arbejderne. De gjorde bl.a. en imponerende indsats med undervisning og kulturformidling for at forebygge den kløft mellem arbejderstanden og borger­ skabet, som man kunne se åbne sig faretruende i andre euro­ pæiske lande. Man skal ikke undervurdere betydningen af dette på mange måder idealistiske stykke filantropi. Men ind­ satsen var altså ikke stærk nok til at forhindre sulten og „farli­ ge" europæiske ideer i at sprede sig til København i de følgen­ de år. Da socialismen dukkede op, havde Rimestad og hans forening mistet sin indflydelse i byen.

København ud af spændetrøjen

Det moderne gennembrud 1870-90

11880 fik Michael Ancher sit gennembrud med „Vil han klare Pyn­ ten?". Det satiriske blad Punch brugte maleriet til at skildre den politiske situation. Krigsminister Kauffmann (th.) forhandlede med Christen Berg (hovedfiguren) om en ny hærlov. Bag ham højre­ manden Lars Dinesen og siddende den radikale jyde, Søren Kjær. Berg klarede ikke pynten. Den moderate Frede Bojsen forhandlede underhånden med Landstingets højre og indgik et forlig om hærlo­ ven for næsen af Christen Berg i sommeren 1880. Episoden var karakteristisk for venstres vanskelige forhold i 1880'erne.

Det europæiske opgør I vinteren 1869-70 herskede en mærkelig dyster stemning i Danmark, en følelse af uro for fremtiden ved overgangen til det nye årti. I december holdt D. G. Monrad, hjemkommet året før fra sit lange ophold på New Zealand, to foredrag på universitetet, som han siden udgav under titlen „Om politiske drømmerier". Det var mere mareridt end drømme. Foredrage­ ne tolkede tidens bekymring for fremtiden i almindelighed og i særdeleshed for det lille Danmarks mulighed for at overleve mellem europæiske stormagter. Det var tunge tanker fremført med Monrads særlige evne til at tryllebinde sine omgivelser. Tilhørere har fortalt, hvordan sceneriet i det store, kolde audi­ torium på Frue Plads disse mørke vintereftermiddage for­ stærkede stemningen af uhygge. Lokalet var kun oplyst af nogle få stearinlys på katederet, hvorfra en stor, dansende skygge af talerens firkantede skikkelse kastedes op på bag­ væggen. Monrad oprullede billedet af, hvordan nye stormag­ ter, et samlet Tyskland under Preussens ledelse og sydpå Italien under Garibaldi, ville dominere stadigt stærkere og gøre fremtiden for små lande som Danmark usikker. Han stillede også spørgsmålet, om den danske befolkning havde tilstrækkelig karakterstyrke og nationalfølelse til at modstå kommende storme i Europa. Siden Monrad var rejst til New Zealand, var der sket af­ gørende forskydninger i magtforholdene på det europæiske kontinent. Krigen mod Danmark og det efterfølgende opgør med Østrig havde givet Preussen et voldsomt overmod, hvad angik følelse af egne kræfter. Landet stod nu som Centraleuropas behersker. En lang række tyske småstater bøjede sig for Preussen. I 1867 dannedes Det tyske Forbund, og året efter sluttede Bismarck et toldforbund med de sydtyske stater Bay­ ern og Wurttemberg, der ellers havde været ham fjendtligsin­ dede. I Danmark fulgte man med bekymring denne udvikling, men trøstede sig med, at det tyske overmod nok ville blive holdt i ave af Napoleon 3.s Frankrig, der tilsyneladende fortsat strålede af magt og rigdom. Napoleon blandede sig jævnligt i tyske anliggender, fik som tidligere nævnt indsat sin paragraf 5 i freden mellem Preussen og Østrig i 1866 om en fremtidig afstemning i Nordslesvig og viste sig også i andre sammen­ hænge villig til at støtte små stater som Danmark mod Preus­ sen. Men de herhjemme, som fulgte nøjere med, indså, at Det europæiske opgør

187

Flyvefisken Prometheus krydser havene. Fremtids­ vision i Illustreret Tidende i 1870. I teksten til billedet udmalede forfatteren Vil­ helm Bergsøe denne fantasi­ flyver, der løfter sig ved kraften fra dampmaskiner og i forbavsende grad ligner de fly, vi nu benytter. Den uhyggelige stemning i denne utopi svarer til det gys, forfatteren Jules Verne på samme tid gav læserne i sine berømte romaner, der også herhjemme fandt stor udbredelse. De imødekom tidens interesse for teknik, opdagelsesrejser og naturvi­ denskab.

Napoleons store optræden i udenrigspolitik dækkede over en stadig svækkelse af hans position i fransk indenrigspolitik. Liberale kræfter pressede ham i foråret 1870 til en forfatnings­ ændring. Det ulmede i den franske befolknings undergrund. I sommeren 1870 følte Bismarck sig stærk nok til at tage det store opgør med Frankrig. Han provokerede selv det brud, der førte til krigen. I hele Europa holdt man vejret i nervøs spæn­ ding på udfaldet. I Danmark var det øjeblikket, man havde set frem til siden 1864. Napoleon gik i krig, hed det sig, bl.a. for at tvinge Tyskland til at gennemføre folkeafstemningen i Nord­ slesvig. Nu kunne Danmark få den revanche over for Preus­ sen, man håbede på. I foråret 1870 var der sket et ministerskifte i København. Grev Holstein fra Holsteinborg overtog ledelsen efter grev Frijs fra Frijsenborg. Men til forskel fra før havde grev Holstein foruden gode godsejervenner optaget tre af de nationalliberale ledere, C. C. Hall, A. F. Krieger og C. E. Fenger, i regeringen. Det var især dem, politikerne fra tiden omkring nederlaget 1864, der blev begejstrede, da krigen brød ud i 1870 og ønske­ de, at Danmark straks sluttede sig åbenlyst til Frankrig. I Paris mærkede man de danske sympatier og sendte straks tilbud om en alliance. Den skulle forhandles af en særlig kejserlig ud­ sending, greven af Cadore, som afrejste med skib. Spændin­ gen i København var stor. Tietgen var straks på benene og tilbød at lægge en undersøisk telegrafledning fra Dunkerque til den danske vesterhavskyst. Gennem den kunne de franske

188

Det europæiske opgør

Dansk satire over et af de mægtige monumenter, der rejstes overalt i Tyskland efter sejren over Frankrig i 1871. Bismarck rider med en fane, der bærer indskriften „Magt for Ret. Blod og Jern". Bismarck og Døden rider hestene, der trækker vognen med den trium­ ferende kejser Vilhelm, alt medens de spreder død og ødelæggelse. Neden for kejseren holder en borger et dokument, hvorpå der står: „Der gives kun én Verdens­ hersker, Kejser Wilhelm, og Gud er hans Profet."

generaler dirigere den forenede dansk-franske hær imod ty­ skerne. Københavns befolkning modtog greven af Cadore med begejstring, men ministrene og især udenrigsministeriets direktør, Peter Vedel, var mere skeptiske ved bekendtskabet. Greven var både hoven og uvidende. Da Vedel sagde, at en alliance med Frankrig ville sætte hele Danmarks eksistens på spil, svarede greven meget taktfuldt „Le Danemark est si peu de chose", Danmark betyder så lidt. Men det franske tilbud var reelt nok. Frankrig ville sende et korps på 26.000 mand, der skulle landsættes på Als, og en panserflåde, der sammen med den danske marine skulle afskære de tyske østersøhavne. De jernklædte, dampdrevne krigsskibe var tidens sidste militære fornyelse. De nationalliberale aviser i København råbte på krig i disse varme sommerdage. Men der var et flertal, som holdt igen. Et folketingsudvalg forlangte og fik en redegørelse af udenrigs­ ministeren om forhandlingerne med Frankrig og manede re­ geringen til forsigtighed. Det var den første spæde begyndelse til Rigsdagens kontrol med udenrigspolitikken, spiren til det senere Udenrigspolitiske Nævn. Godsejerne i regeringen tænkte slet ikke på krig, særlig da greven af Cadore hverken

Det europæiske opgør

189

virkede tillidsvækkende eller hans tilbud tillokkende. Des­ uden var kong Christian fra begyndelsen imod nogen tilnær­ melse til Frankrig. „Hold ørerne stive," sagde han til Krieger og de andre ministre, da Cadore forlangte et definitivt svar med det samme. Det gjorde de. Alliancetilbuddet blev afvist, og Cadore rejste hjem netop i de samme dage, hvor de første telegrammer fra krigsskuepladsen i Frankrig indløb og afslørede begyndelsen på katastrofen: Frankrigs totale nederlag over for den preussi­ ske krigsmaskine. Den 2. september indesluttede og fangede tyskerne ved Sedan over 100.000 franske soldater og den fran­ ske kejser selv i én eneste omgående bevægelse. Begejstringen i København blev til beskæmmet flovhed og forfærdelse. Ne­ derlaget fra 1864 stod først nu for alvor klart for danskerne. Der faldt skæl fra manges øjne den vinter. Nederlaget var defini­ tivt. Danmark var et lille, hjælpeløst ørige lige for næsen af Europas mest militaristiske stormagt. Fremtiden var netop så ubarmhjertig, stålgrå og uromantisk, som krigen selv. Det pralende tyske kejserrige, som udråbtes i Versailles efter sej­ ren over Frankrig i 1871, gjorde så at sige Danmark mindre og svagere og vort mest ømtålelige problem, det dansksindede Nordslesvig, meget større.

Kommunardopstandens indvirkning Men det var kun den ene af de kolde sandheder, som Danmark lærte noget om i forbindelse med Den fransk-tyske Krig. Den anden realitet viste sig i form af det store socialistiske arbej­ deroprør i Paris, kommunardopstanden, der fulgte umiddel­ bart i krigens kølvand i marts 1871. De sultende og ophidsede arbejdere erobrede magten og dannede et kommunistisk ter­ rorstyre. Den netop besejrede franske hær måtte med besvær generobre Paris fra arbejderne, og der fulgte et frygteligt opgør med omfattende myrderier på de kommunistiske oprørere. Her gik det op for alle politisk bevidste i Europa, at arbejder­ standen var ved at blive en vældig samfundskraft. Når indu­ striarbejderne forenede sig politisk ligesom i Paris, kunne de vælte det etablerede borgerstyre over ende i alle lande. Fra opstandene i 1848 huskede mange med gysen, at arbejderne på et tidspunkt var lige ved at tage magten fra de liberale oprørere. Men at arbejderne alene kunne rejse sig politisk og militært uden bistand fra borgere og blive en magtfaktor uden for det organiserede politiske system som i 1871 var nyt. For det store borgerlige flertal i hele Europa åbnede kommunard­ opstanden uhyggelige fremtidsperspektiver. Men for arbej-

190

Det europæiske opgør

Eksekution af kommunarder på åben gade i Paris. Gennem de realistiske tegninger i Illustreret Tidende fik danskerne hurtigt og usminket et indtryk af brutaliteten i kampen mel­ lem kommunarderne og hæren.

derne i alle lande var den omvendt en enestående inspiration til samling under indtryk af den brutale måde, hvorpå det republikanske styre i Frankrig slog kommunardopstanden ned og myrdede i tusindvis af arbejdere. Det skærpede deres had til myndighederne. Den fransk-tyske Krig og Pariserkommunen kom til at stå som en milepæl i det 19. århundredes historie også i Danmark. Indtil da levede man endnu under eftervirkningerne af krigen 1864. Det franske nederlag og den grænseløse tyske triumf udslettede den sidste illusion. Danmark havde ikke mere no­ gen allieret, man kunne regne med. Der eksisterede altså ikke en højere, guddommelig retfærdighed, som i sidste instans ville sejre. Nu gjaldt kun den preussiske Frederik den Stores kyniske ord: „Gud holder altid med den stærkeste hær." Oplevelserne i 1870-71 greb ind i befolkningens almindelige samfundsopfattelse og holdninger. De følgende års stærke politiske kampe var ikke uden sammenhæng med de for­ skellige fortolkninger af krigen og kommunardopstanden. For mange blev de anledningen til en opblomstring af fædrelands­ kærligheden og en følelsespræget genoptagelse af de nationa­ le traditioner fra begyndelsen af århundredet. For andre, sær­ lig blandt de yngre, blev krigen årsagen til en mere kynisk, realistisk virkelighedsopfattelse. Striden mellem de to livs­ holdninger kom til at præge de følgende årtiers samfunds­ debat og åndsliv. De grupperede sig om to tidsskrifter, der blev grundlagt lige omkring krigen og ved deres titler klart tilkendegav programmerne. Det ene var digteren H. P. Holsts For Romantik og Historie, der udkom 1868-90; det andet var For Kommunardopstandens indvirkning

191

Ide og Virkelighed udgivet 1869-73 med blandt andre Bjørnstjerne Bjørnson som redaktør. Omkring det første tidsskrift kredsede resten af den natio­ nalliberale overklasse og hele den grundtvigske bevægelse, både det politiske parti og højskolebevægelsen. I tankegang greb den tilbage til romantikkens stærke nationale og histori­ ske vækkelse. Tilhængerne omkring For Romantik og Historie svælgede i Nordens herlige fortid og fastslog, at den gamle danske forsvarsvilje ikke var knækket. At vinde Nordslesvig tilbage var trods de sørgelige realiteter stadig målet. Venstres kommende høvding, Christen Berg betonede dette mange gange - „der skal være et Danevirke i hver mands bryst", erklærede han patetisk og blev derved et let offer for modstan­ dernes vittighedsblade. Men netop ved disse ord rørte han samtidig stærke følelser i højskolekredse. Kredsen omkring For Ide og Virkelighed var endnu i 1870 meget spredt, men samlede sig nogle år senere i den litterære realisme og den politiske radikalisme. Den østjyske venstrebevægelse om Lars Bjørnbak hørte også til her, om end på andre præmisser. Dens berømte fortolker blev politikeren Viggo Hø­ rup, i 1870 endnu en ung, tænksom cand. jur., der læste Søren Kierkegaard og skrev digte. Det var en yngre generations opgør med de ansvarlige for 1864, der kom nu. Hørup skrev siden herom:

„I trekvart århundrede havde vi arbejdet i en eneste evne, havde ikke dyrket andet menneskeligt end fantasien, al vor dannelse var litterær og hele vor litteratur fantastisk. Vi havde fortsat dette i en politik, der ikke var andet end eventyr og illusion. Det begyndte med slaget på Rheden, det endte med flugten fra Als. Efter dette stykke verdenshistorie var bonde­ realismens tid kommen, det brede materielle folk op imod det spinkle, udpinte åndsaristokrati, politik i stedet for æstetik, rent borgerlige interesser med smør, jernbaner og skadeligt vands afledning i stedet for tynde noveller og afsindigt postyr over en ny skuespiller."

Kredsen for ide og virkelighed var bredere end blot radikale og bjørnbakker. Den omfattede også politiske „materialister" som J. A. Hansens venstre, desuden en del godsejere, der tænkte mere i kroner og øre end på de danske nordslesvigeres trængsler. Også indremissionske kredse var i jordiske an­ liggender mindre følelsesladede end grundtvigianerne. 192

Det europæiske opgør

Udenrigspolitik på hosesokker Da de nye grænsepæle blev rejst langs med Kongeåen syd for Kolding-Ribe-linien, blev ca. 150.000 dansktalende i området ned til den nuværende grænse nord for Flensborg Fjord med ét slag gjort til tyske statsborgere. Det var overvejende landbe­ folkningen, der følte og talte dansk. I købstæderne havde man altid været præget af tysk kultur og sprog. Indtil 1866 blev Slesvig administreret af Preussen, Holsten derimod af Østrig. Men efter de to magters korte, men afgørende krig dette år, overtog Preussen landet. Slesvig og Holsten blev nu slået sammen. Under ét blev provinserne del af Det nordtyske Forbund og sendte fra dets oprettelse i 1867 en repræsentant til forbundets Rigsdag i Berlin. Fra Nordslesvig valgtes den stov­ te bondehøvding Hans Kriiger fra Bevtoft, der mere højrøstet og bastant end overforsigtige danske diplomater brød sig om, råbte op i Berlin om det danske mindretals ret til en folkeaf­ stemning efter den berømte paragraf 5. De tyske myndigheder afviste ikke dette og førte i det hele taget i det første årti efter 1864 en forholdsvis tolerant politik over for det danske mindre­ tal. Det var således ret storsindet, at de tyske myndigheder tillod dansksindede i Nordslesvig at vælge - eller som det hed optere - for dansk statsborgerskab i stedet for tysk og alligevel tillod dem at blive boende syd for grænsen. Ordningen blev formelt godkendt ved den såkaldte Åbenråkonvention i 1872. Da myndighederne siden i halvfemserne gik i gang med en mere systematisk fortyskningspolitik, blev en del af disse dan­ ske optanter kort og godt udvist som fremmede statsborgere. Men på det tidspunkt var der ikke så mange af dem i NordDen danske gesandt i Ber­ lin, George Quaade, venter på, at den stegte due, det usikre løfte i paragraf 5 om grænseregulering i Slesvig efter en folkeafstemning, skal „flyve ham i halsen". Det satiriske blad Folkets Nisse troede ikke meget på den danske udenrigstjene­ stes effektivitet. I virkelig­ heden havde der før 1870 været ført intense forhand­ linger med Berlin om en overenskomst om Nord­ slesvig. De var blot hemme­ ligholdt for offentligheden. Tegningen er fra august 1871.

Udenrigspolitik på hosesokker

193

På Knivsbjerg, en 96 meter høj bakke ved Genner nord for Åbenrå, rejste tyskerne i 1899 dette 45 meter høje såkaldte Bismarcktårn, der prægede det ellers dansksindede landskab stærkt. I tårnet var indfældet en kæmpestatue af Bismarck. Statuen blev flyttet til Angel umiddelbart før genforeningen i 1920. Efter 2. verdenskrig blev tårnet sprængt bort af ukendte gerningsmænd. Området ejes fortsat af det tyske mindretal i Sønderjylland.

slesvig. Det danske mindretal skrumpede ind i årene efter 1870 ifølge stemmetallene til de tyske rigsdagsvalg. Det skyldtes ikke, at der var frafald, men derimod, at danskerne i stort tal rejste væk fra Nordslesvig ikke til Danmark, men til Amerika. Allerede før 1870 havde danske udvandreragenter slået sig ned i Sønderborg, Tønder og andre steder, hvor de kunne finde kunder. De unge danske ville ikke underkaste sig tysk kom­ mandotone, og navnlig ville de ikke aftjene den preussiske værnepligt, dyr var på ikke mindre end tre år. Før indkaldelsen rejste de simpelt hen til Hamburg, hvorfra hundredtusinder af fattige tyskere allerede fra 1850'erne var afrejst hl Amerika. Det er ikke muligt at sige præcist, hvor mange nordslesvigere der 194

Det europæiske opgør

tog turen til De forenede Stater. Derovre blev de kaldt tyskere, fordi de var tyske statsborgere, men kan genkendes, fordi påfaldende mange bosatte sig i nærheden af, ja giftede sig med danske indvandrere. De tyske myndigheder ønskede ikke at tælle denne udvandring, som stille og effektivt reducerede dette besværlige danske mindretal. Men ved at regne på for­ skellen mellem, hvor mange der ifølge de registrerede fødsler og dødsfald skulle være i Nordslesvig og hvor mange der så virkelig var der ved genforeningen 50 år senere, kommer man til det resultat, at ud af befolkningen på ca. 150.000 var 56.000 forsvundet, langt den største del sikkert til Amerika. De unge foretrak det store oversøiske eventyr frem for at sikre dansk­ heden i deres hjemegn. De kunne ikke vente på, at den lovede folkeafstemning skulle føre landet tilbage til Danmark; de rej­ ste i stort tal allerede fra 1866. Det danske udenrigsministerium og det tilhørende diplo­ matiske korps gik på hosesokker efter krigen 1864 og listede endnu sagtere efter de tyske sejre og det tyske kejserriges Vinteren 1870-71 var usædvanlig kold. Store Bælt frøs til, så der måtte foranstaltes istransporter som denne gengivet i Illustreret Tidende. Den kolde vinter og kommunardopstanden i Paris med­ virkede til uroen blandt arbejdere i København og dermed til grundlæggelsen af det danske socialistparti.

Udenrigspolitik på hosesokker

195

grundlæggelse året efter. Danmark og navnlig den danske befolkning i Nordslesvig levede på de tyske magthaveres nåde og barmhjertighed. Man håbede og troede virkelig halvfjerd­ serne igennem, at Bismarck ville gennemføre folkeafstemnin­ gen efter paragraf 5. Man havde glemt, at alle københavnske aviser i sommeren 1870 havde propaganderet ivrigt for at gå i krig igen mod Tyskland på Frankrigs side, og at stemningen i hele landet også i de følgende år var klart antitysk. Det be­ mærkede man selvsagt i Tyskland. I Berlin indså man ikke, hvorfor man skulle belønne Danmark, og det endnu mindre, da Christian 9. i 1878 giftede sin yngste datter Thyra med en hertug af Cumberland, der tilhørte en anti-preussisk hannoveransk fyrsteslægt. Svaret blev utvetydigt: Bismarck og den østrigske udenrigsminister enedes ganske stille om at slette paragraf 5. Det sidste håb om tysk velvilje slukkedes i 1879. Fra det tidspunkt trak de tyske myndigheder i Slesvig også jern­ handsken på over for det danske mindretal. Der blev skrevet mange og lange depecher og noter på fransk i det lille danske udenrigsministerium i halvfjerdserne. De handlede om det nordslesvigske spørgsmål og havnede på mange fine skriveborde over hele Europa. Men nu var de uden stor virkning i udlandet. Danmark var uden interesse i euro­ pæisk stormagtspolitik. Ansvaret for dansk udenrigspolitik overlod man til den højt respekterede departementschef Peter Vedel. Han fik frie hænder, da der fra 1870 og 22 år frem til udenrigsminister valgtes en adelig godsejer, O. D. RosenørnEehn, som havde langt mere viden om og interesse for kvæg­ opdræt end for diplomati. Han var blot en pyntelig topfigur for ministeriet i en tid, hvor udenrigspolitik endnu blev regnet for et spil, som kun fyrstelige og adelige personer havde forud­ sætning for at deltage i. Rosenørn-Lehns godsejerkollega og siden overmand i regeringen, J. B. S. Estrup, udtrykte dette så klart og brugte det som en begrundelse for sin indenrigs­ politik, da han sagde: „Danmark lever af en vis grad af agtelse og velvilje i Europa. Forspildes den ved et ministerium af venstre, er det usikkert, hvor længe vi kan bestå/' Og det brugte han som en undskyldning for at sætte sig hårdt og enerådende på det danske folkestyre i de følgende 30 o ar.

i

Bondevenner, forener Eder! Selv om årene mellem 1866 og 1870 blev forholdsvis rolige i Rigsdagen, hvor der gennemførtes vigtig lovgivning på man­ ge områder, mærkedes en stigende social spænding. De politi­ ske fronter i og uden for Folketinget og Landstinget blev truk­ ket stadigt skarpere op. Ikke mindst var tonen skarp på højre fløj. Godsejerne havde i disse år store indtægter og dermed lyst til at manifestere sig offentligt. De havde en stærk trang til at fastslå deres egen sociale position som samfundets støtter, nært forbundet med kongehus, adel og københavnsk aristo­ krati, men uendelig fjernt fra bønder og andre landboer. Da Oktoberforeningen blev dannet i 1866 ved en sammenkomst mellem bønder og godsejere, holdt formanden, lensbaron Zytphen-Adeler, en tale, hvor han opridsede godsejernes selvopfattelse: „Godsejeren skal leve på sit gods og der virke til lykke og velsignelse om sig. Hans sag er det at ofre tid og penge i det offentliges tjeneste, hans sag gennem sin virksomhed i land­ boforeningerne at fremme landets agerbrug, hans sag at plante skov, indføre forbedringer i landvæsenet og bære de tab, der er forbundet med al begyndelse, hans sag at støtte kunst og videnskab." Og hvad var så bondens rolle i lensbaronens patriarkalske verdensbillede? Han „bør dyrke sin jord vel til landets og egen gavn, han må søge kundskab for at kunne deltage i landets og kommunens repræsentation". Og så var det bondens opgave ifølge lensbaronen at bevare dansk folkekultur: „Folkets sagn og sange lyder renest og længst i den lune bondestue." J. A. Hansen og hans mænd, der påhørte denne faderlige belæring, var altså klar over, hvad det indebar, da de hjalp godsejerne til magten ved vedtagelsen af den reviderede grundlov kort efter det pågældende selskab. De sjællandske bønder omkring Hansen underkastede sig godsejernes patriarkalske styre, men ventede naturligvis til gengæld at få støtte til en bonde­ venlig eller i hvert fald købstadsfjendtlig lovgivning i de føl­ gende år. Da det viste sig, at godsejerne svigtede, skiltes parterne. I 1870 skete det ulægelige brud mellem venstre og højre. Fronterne skærpedes.

Bondevenner, forener Eder!

197

N. C. Frederiksen, her på fotografi fra halvfjerdserne, var foruden politiker og nationaløkonom også for­ retningsmand i stor stil. I Sydsverige opkøbte han store skovstrækninger og oprettede savbrug. Des­ uden grundlagde han sam­ men med to brødre Sukker­ fabrikken Lolland og op­ rettede egen bank hl finan­ siering. Men da tiderne skiftede i 1875, gik han og brødrene konkurs, og N. C. Frederiksen flygtede til Amerika. Her begyndte han igen på jordopkøb, skabte et stort økonomisk im­ perium, men gik efter nogle år atter konkurs. Sine sidste år - han døde i 1905 - boede han i Paris, men deltog ivrigt i den offentlige debat i Danmark.

198

Et tilløb til dannelse af et forenet venstre med front mod godsejerne var allerede forsøgt få dage efter vedtagelsen af den reviderede grundlov. De rigsdagsmænd, der havde stemt imod, oprettede en forening og valgte en bestyrelse til at overveje muligheden for at samle folket til kamp for den gamle grundlov. Bestyrelsen udsendte en lille pjece om sagen, men derved blev det. De to grupper, grundtvigianerne og bjørn­ bakkerne, var for langt fra hinanden til at kunne samarbejde, når grundstokken i den liberale bevægelse, de gamle sjæl­ landske bondevenner, ikke var med. Men fire år senere, da ministeriet Frijs gik af i maj 1870, og en ny regering skulle dannes, var situationen en anden. J. A. Hansen var helbredt for sin tro på alliancen med godsejerne, og grundtvigianerne, officielt kaldet det nationale venstre, var tydeligt styrket ved bevægelsens stærke vækst ude i landet. Efter ministeriets afgang samledes lederne af de tre venstregrupper i et af Rigsdagens udvalgsværelser for at være parate, hvis nogen skulle komme forbi og spørge om deres mening om en ny regering. Men det var der ingen, der drømte om den­ gang. I kredsen omkring hoffet tog man grundlovens paragraf 13 helt bogstaveligt. Heri stod, at „kongen udnævner og afskediger sine ministre". Kongen bad naturligvis den afgående konseilspræsident om råd, men stod i øvrigt frit. Christian 9. havde meget svært ved at finde nogen, der ville påtage sig „besværet". Da han havde spurgt Estrup og fem andre gods­ ejere, der alle sagde nej, forsøgte han med den nationalliberale C. G. Andræ, som også afslog. Til ham skal kongen i øjeblik­ kets vanskelige situation varsomt have nævnt J. A. Hansens navn som en ministermulighed, men blev nu alvorligt tilrettevist af Andræ med erklæringen: „De stole, hvorpå dhrr. Berg og Hansen en gang har sat sig, kunne blive så tilsølede, at ingen længere ville sætte sig på dem." Bemærkningen var velturneret til at holde kongen i tømme. Der var næsten en strejketrussel gemt i den. „De begavede, de dannede og de formuende", som Orla Lehmann så ubeskedent kaldte sig selv og sine venner, kunne jo gå hen og frasige sig deres støtte dl kongen, hvis han ville drage parlamentariske konsekvenser af den kendsgerning, at venstregrupperne var nær ved at have halvdelen af Folketingets mandater. Man kan tænke sig, at Andræs bemærkning er gået fra mund dl mund i Rigsdagen og nået til det lokale, hvor de tre venstregruppei$ ledere sad og ventede. Intet var bedre egnet til at jage dem i armene på hinanden. Men også meddelelsen om det nye ministerium Holstein-Holsteinborg med deltagel­ se af de forhadte nationalliberale måtte vække til fælles protest

Bondevenner, forener Eder!

Frede Bojsen blev gennem 30 år modspiller til Christen Berg inden for venstre. Foruden hurtig opfattelse og stor forhandlingsevne havde han talenter, som Berg manglede, tålmodig­ hed, smidighed og et vin­ dende væsen. Når Berg voldsom og selvbevidst stødte mod forhindringer, overtog Boj sen stille leder­ pladsen og gennemførte sagerne ved kulissefor­ handlinger. Resultatet blev venstres slingrende kurs og stadige delinger. Skønt de to af livsholdning var på linie, førte deres tempera­ ment og baggrund dem i hver sin retning. Akademi­ keren Boj sen hældede mod det konservative, medens skolelæreren Berg førtes i retning af det radikale.

og samlet opposition fra venstre side i folketingssalen. Grup­ perne organiserede sig i et 11-mandsudvalg, der udarbejdede en fælles udtalelse, og få dage efter lanceredes nyheden om sammenlægningen med det forjættende navn Det forenede venstre. Den danske bondestand var blevet samlet i en politisk kamporganisation, hvis mål var at erobre magten og dermed hæve bøndernes stilling i samfundet. I samtidens øren lød ordet „forenede" forjættende - erhvervslivet havde i slutnin­ gen af tresserne forberedt sig på moderne tiders krav om større økonomiske enheder ved en række store firmasammenlæg­ ninger med betegnelsen „forenede" tilfælles. Den største blev til Tietgens Det forenede Dampskibs Selskab. Den politiske sammenlægning syntes da også at gå en lys tid i møde. De tre folketingsgrupper rådede tilsammen over i alt 49 ud af Folketingets 102 mandater, altså nær ved et flertal. Ja, de var i visse henseender de fleste, for mellem det nye parti og regeringspartierne var opstået en løst sammenføjet gruppe af individualister, kaldet mellempartiet, der stemte skiftevis med venstre og højre. Det var mest embedsmænd, frafaldne natio­ nalliberale. Gruppens talsmand - formand var for stærkt et ord - var den ihærdige fusentast N. C. Frederiksen, professor i nationaløkonomi, forretningsmand og svigersøn af D. G. Monrad. Det forenede venstres dannelse skete som en konsekvens af den reviderede grundlov fire år før og som en reaktion på, at de konservative kræfter havde allieret sig i den nye regering Holstein-Holsteinborg med nationalliberale deltagere. Den store anstødssten for Det forenede venstre var det privilegere­ de Landsting. Men i 1870 forudså venstrefolket ikke større hindringer for et kommende flertals magtudøvelse gennem Folketinget. Man havde jo, sagde man, finansloven som klem­ me på regeringen. Blev den ikke vedtaget Hl tiden, kunne regeringen ikke overleve, uanset hvad LandsHnget mente. Men hvad der særlig fik fremtiden Hl at tegne sig lyst for det nye parti, var de unge friske kræfter, der flokkedes om partiets ledelse. J. A. Hansen og Balthazar Christensen var nu alders­ tyngede folk, begge over 60 år. Først og fremmest fyldte den unge Christen Berg i flokken. Den store lyshårede jyske semi­ narist lignede, som Edvard Brandes senere sagde, en gylden, bølgende dansk kornmark, så stærk, så kernefuld af kraft og energi og så begejstret for sagen. Han repræsenterede det bedste i den generahon af bondefødte seminarister, der dan­ nede den sunde marv i de lokale bondebevægelser, som nu for alvor slog igennem i landspolitik. Det, der gjorde Berg Hl den fødte fører frem for andre skrivebordsgeneraler i partiet, var Bondevenner, forener Eder!

199

Et vælgermøde i en sjæl­ landsk krostue i 1873. På tribunen taler egnens ukro­ nede konge, godsejeren, grev Ludvig Holstein ril Holsteinborg ved Skælskør. Til højre bag ham ses Chri­ sten Berg. Til venstre står J. A. Hansen, og foran ham sidder Balthazar Christen­ sen. Der skulle en kraftig stemme ril at råbe en sådan urolig forsamling op ved valgmøderne. Ofte foregik de uden for kroerne i fri luft og kunne have mere end 1000 tilhørere. Tegningen af Knud Gamborg er et godt eksempel på tidens reporta­ gebilleder i Illustreret Tiden­ de.

200

hans stærke fysik, hans udholdenhed til personligt at erobre landet sogn for sogn. Han orkede at rejse om natten og tale i trange bondestuer eller fra skæve høstvogne uden for kroer flere gange hver dag. Det er ovenfor vist, hvordan Danmark i 1860'erne kom til at hænge bedre sammen ved hjælp af jernbaner og telegraf. Men lige uden for disse linier var landet endnu forholdsvis lukket. Bøndernes politiske organisationer hentede så at sige kun deres medlemmer fra bestemte områder i Danmark, der havde været politisk vakte siden 1820'rne. Uden for de aktive regio­ ner lå mil efter mil, f.eks. størstedelen af Jylland, hen i politisk tornerosesøvn. Her var Christen Bergs første arbejdsmark. Forud for valget i 1872 rejste han mere end 4000 km gennem landet på bondevogn og i diligence. Det var til steder, hvor beboerne nok før havde haft besøg af talere, men de havde talt mest om Jesus eller om en patentmedicin, der også kunne gøre mirakler. Christen Berg kunne fortælle om de landspolitiske problemer så levende, at de blev vedkommende for enhver, og han kunne huske tusinder af bønder, han mødte på vejen, nævne de fleste ved navn næste gang han kom, sætte dem i gang med at organisere valgkredsene og bestemme, hvem de skulle opstille som kandidater. Resultatet udeblev ikke. Valgdeltagelsen nåede for første gang op på 40 procent. Venstre vandt 11 nye mandater i Folke­

Bondevenner, forener Eder!

tinget og havde nu et sikkert flertal alene, selv om bjørn­ bakkernes fem mandater havde forladt Det forenede venstre inden valget - det var ikke radikalt nok for dem. Sine mål formulerede det sejrrige venstre i et manifest, det første egent­ lige partiprogram i dansk historie. Hovedpunktet var kravet om genindførelse af det „rigtige" demokrati i form af juni­ grundloven af 1849. Det folkevalgte Folketings flertal skulle være magtcenteret og bl.a. bestemme ministeriets sammen­ sætning - det var det begreb, parlamentarismen, hvis fane hermed blev hejst, der blev hovedtemaet i de kommende årtiers politiske turbulenser. Derudover krævede partiet i 1872 reformer i den klassiske liberalismes ånd: indskrænkning af statshusholdningens udgifter, skat efter indtægt i stedet for efter grundbesiddelse (indfriet 1903), lens- og stamhuses over­ gang til fri ejendom (indfriet 1919) og frihed i lokale kirke- og skoleforhold i fortsættelse af de reformer, der var indledt i 1855.

Dagspressens gennembrud Nu hvor hovedstriden stod om nogle få fundamentale pro­ blemer var tiden moden til de egentlige politiske partier. Parti­ formen i moderne forstand var lettere at gennemføre, fordi dagspressens hurtige vækst efter ca. 1870 tilvejebragte mulig­ heden for en kontinuerlig kontakt mellem vælgerne og de valgte. Avisen var et nyt medium, der skabte nye kontakter over hele landet, som siden hen radioen gjorde det i 1930'rne og TV i 1960'erne. Forudsætningen for den bedre nyhedsfor­ midling var telegrafledningerne, som nu strakte sig over hele Europa og nåede helt ud til de mindre købstæder. Efterspørg­ slen efter nyheder skærpedes ved de store begivenheder. Re­ portager kunne sendes direkte fra krigsskuepladserne. Navn­ lig gav krigene i 1866 og 1870-71 et voldsomt behov for friske nyheder, ikke alene for avisernes tættrykte spalter, men i høj grad også for at se billeder fra verden uden for hjemmet, visuelle indtryk, der også kunne indsuges af de mindre læsekyndige. Billederne blev grundlaget for de første ugeblades succes takket være en vigtig nydannelse i kunsten at skære træsnit, xylografien, der nåede hertil fra England. Kunstner­ nes tegninger blev indgraverede på skiver af det næsten sten­ hårde buksbomtræ, der kunne tjene som „kliche" ved tryk­ ningen. Illustreret Tidende, der begyndte i 1859 efter engelsk forbillede, bragte under krigen 1864 store slagscener, tegnet ved selve fronten, sendt til København og på få dage eller timer skåret i det hårde træ og bragt i det følgende nummer. Dagspressens gennembrud

201

Den københavnske presse lånte i vid udstrækning nyhederne fra hinanden, så de efterhånden var mindre nye, når de nåede ud til de små, fattige aviser. Ifølge tegningen i Folkets Nisse fra 1857 var Berlingske Tidende og dets gamle redaktør M. L. Nathanson, dengang næsten 77 år gammel, hur­ tigst med nyhederne.

Men afgørende for de politisk interesserede var selvfølgelig den skrevne reportage fra dag til dag. Det store gennembrud i international nyhedsformidling var grundlæggelsen af ny­ hedsbureauerne. Herhjemme var vi tidligt med i dette system med fælles telegramformidling, da fhv. løjtnant Erik Ritzau den 1. februar 1866 grundlagde sit telegrambureau. Foruden hurtigere og bredere nyhedsformidling betød det, at selv små fattige aviser fik råd til at bringe frisk udlandsstof. Udbredelsen af den daglige avis skyldtes også en forbedring af mulighederne for hurtig udbringning til abonnenterne. Det danske postvæsen udvidede sin service. Jernbanerne overtog postvæsenets gamle dagvognsruter og dermed også brev- og avisudbringningen. Købstæderne fik gennem toggangen ret hurtigt de københavnske aviser. Men længe var landdistrik­ terne nærmest uden betjening med post. 11864 var der i hele landet kun 48 landpostruter, ti år senere var der 500 og i 1883 1500 ruter. Aviserne kunne hver eller hver anden dag nå ud til de fjerneste gårde. Også på denne måde kom Danmark til at hænge bedre sammen end før. Indtil 1864 domineredes bladverdenen af de fire konservati­ ve københavnske aviser og de seks gamle „stiftstidender". De følgende år viste, at der kunne tjenes penge på at udgive aviser. Det så den unge litograf, Chr. Ferslew, der i 1864 grundlagde Dags-Telegraphen, der blev det første af et helt bundt nye konservative dagblade i København, bl.a. National­ tidende med et mere letlæseligt indhold end de gamle akade­ misk prægede aviser. Ferslews virksomhed bidrog til, at næ-

^iltreermaftine.

202

Bondevenner, forener Eder!

Et naivt maleri af Morgen­ bladets stiftere 1873. Fra venstre Balthazar Chri­ stensen, Viggo Hørup, J. A. Hansen og Christen Berg. Til daglig blev avisen skre­ vet af de to redaktører Viggo Hørup og N. J. Lar­ sen, begge jurister. Larsen var Bergs garant for bladets linie. Hørup gik sine egne veje og vandt ved sine artikler stor politisk ind­ flydelse. Den trofaste redak­ tionshund er også kommet med på maleriet.

sten 70 procent af alle københavnske husstande i 1873 holdt avis. På den tid havde også oppositionen fået sit talerør i hovedstaden, venstre gennem det af Berg finansierede Mor­ genbladet og socialisterne i kamporganet Socialisten. Morgen­ bladet havde de første ti år kun ganske få abonnenter, mest kræsne læsere, der gouterede Viggo Hørups piskesmæld mod de nationalliberale i bladets føljetoner og ledere. Blandt bønder og husmænd gik det i begyndelsen trægt med at holde et dagblad. 11864 fik kun ca. fire procent af de godt 300.000 landbohjem avis. Men siden skete en rivende ud­ vikling, sådan at ca. 25 procent i 1873 var blevet abonnenter takket være den forbedrede udbringning af post og dermed grundlaget for et net af lokale dagblade landet over. Mellem 1870 og 1880 opstod 18 nye provinsaviser, hvis samlede oplag steg fra 12.000 til 35.000. En af pionererne var Christen Berg. På sine rejser rundt i landet samlede han kapital og medarbejdere til en serie venstreaviser, De Bergske Blade, der blev de faste forter i venstres politiske opinionsudspredelse i de følgende hundrede år. Men også andre politiske nuancer i venstre fik deres dagblade, de moderate grundtvigianere således Fyns Tidende ved siden af det gamle Dansk Folketidende, de radikale bjørnbakker fik talerør i Aarhus Amtstidende, det sidste organ Dagspressens gennembrud

203

Rotationspressen revolutio­ nerede avisfremstillingen. Dagbladet Times i London fik dette anlæg, „Walterpressen" i 1863. Ferslew i København anskaffede en lignende rotationspresse i 1875. Den kunne trykke og false 30-40.000 sider pr. time. Først i 1906 fik et dansk provinsblad en sådan maskine.

204

for Lars Bjørnbaks næsten gammeltestamentlige forbandelser over militarismen, skandinavismen og andre følelsesladede „ismer". Provinspressen bidrog til at kombinere den lokale sognepo­ litik med den landspolitiske. Medlemmerne af Rigsdagen kun­ ne fra København holde sig i kontakt med valgkredsen, og vælgerne fik daglige og med vor tids øjne utroligt udførlige referater af møderne i Folketing og Landsting. Pressen blev politiseret og var enten venstre eller højre. Upolitiske aviser kunne ikke trives under den politiske spænding. Fra flokken af avisredaktører rekrutterede begge partier mange af deres kan­ didater til Rigsdagen eller amtsråd. Politisk polemik fyldte spalterne, ofte i en skarpere og mere nedsættende form, end vi kender nu. Det tog tid at læse de firesidede aviser; den let hendansende petitjournalistik kom først i firserne. Men læselysten var stor, alle var motiverede for nye oplysninger, og trangen til at meddele sig udførligt var tilsvarende. En genre, der blomstrede ligesom pressen, men som man nu let overser, var tidsskrifterne. Dels de almene kulturtids­ skrifter, dels fagpressen for håndværk, industri og videnskab og endelig den rige flora af tidsskrifter for alle de nye politiske og sociale foreninger og selskaber. En fin genre var de blade og tidsskrifter, som toldvæsenet og de andre statslige etater ud­ sendte til deres medarbejdere med et righoldigt indhold, som udgjorde en slags efteruddannelse for personalet. En anden form for tryksag, der dengang var et almindeligt meddelelsesmiddel, var flyveskriftet eller den politiske pam­

Bondevenner, forener Eder!

flet. Det vrimlede med den slags småskrifter på et ark eller to (16 eller 32 sider), ofte udsendt af særprægede personligheder, ikke sjældent anonymt, måske finansieret af en velhavende mæcen, der gerne så synspunkterne fremsat, men ikke selv ville frem i rampelyset. Et karakteristisk eksempel er pjecen „Danmark som krigsmagt" fra 1867, et skrapt antimilitaristisk indlæg skrevet under pseudonym af den afskedigede kaptajn Michael Rovsing, men finansieret af den excentriske dansk­ svenske greve Carl Frederik Blixen Finecke, beslægtet med både det danske og det svenske kongehus og studiekammerat i Gottingen med Bismarck. Den offentlige debat foregik for en stor del gennem disse flyveskrifter. Michael Rovsings lille pjece fik betydning langt ind i firsernes ophedede forsvars­ debat. Men denne offentlige debat i store artikler lå langt over det intellektuelle niveau hos befolkningens store flertal, som kun havde fået landsbyskolernes nødtørftige uddannelse. Her var det foretrukne læsestof de mange små skillingsviser, der kun­ ne købes på markederne. I naive vers og træsnit fortalte de om dagens skandaler og ildebrande, krige og politiske begiven­ heder. Her forenedes underholdning med primitiv nyhedsfor­ midling, ofte med skarpe politiske udfald mod overklassen.

Stigende spænding 1873-77 I 1873 var det 25 år siden, at de dannede og de velhavende havde fået den politiske magt i Danmark. I mellemtiden havde denne gruppe mistet meget af sin troværdighed og tilslutning i befolkningen. En ny social klasse, bondestanden, var blevet politisk selvbevidst og pressede sig nu frem med krav på magten i kraft af sit flertal ved folketingsvalget i 1872. Dette var ikke noget specielt dansk fænomen. I de fleste nordeuropæi­ ske lande mødte bondeliberalismen på denne tid op i de demo­ kratiske organer og krævede sin ret i systemet. Forskellen i de forskellige landes udvikling bestod for en del i, hvor stor modstand venstrebevægelserne mødte fra den generation, der havde tilkæmpet sig magten i 1848, men nu var blevet konser­ vativ. Begivenhederne i Paris i 1871 medførte en tydelig venstre­ drejning i det politiske liv over hele Europa og dermed også i Danmark. Omtrent samtidig dukkede nye yderliggående be­ vægelser op herhjemme til venstre for venstre, socialismen og den kulturradikale bevægelse omkring Georg Brandes. Det mærkedes også i Det forenede venstre, da Christen Berg og hans nye folketingsflertal mødtes i folketingssalen på ChristiStigende spænding 1873-77

205

Møde i Folketinget i foråret 1877. Det er lykkedes teg­ neren i det hårde træ at snitte rammende portrætter af langt den største del af Folketingets medlemmer. I midten taler C. A. Fonnesbech og Balthazar Chri­ stensen fortroligt sammen. Til venstre kommer C. C. Hall, Jacob Scavenius og C. V. Rimestad gående. Venstre sad til venstre i salen med lyset i øjnene. Ved bordet ses Frede Bojsen hviske noget til Holstein (Ledreborg). Regeringen sad med ryggen til lyset og med let adgang til de dybe vinduesnicher, hvor der

206

ansborg den første tirsdag i oktober 1872. Partiet havde følel­ sen af svulmende kræfter og sejrsbevidsthed. To gange havde overklassen fået bondestanden med på en grundlov, de natio­ nalliberale i 1849, godsejerne i 1866. Begge gange havde de dannede og de rige vundet magten og derefter trukket stigen op efter sig. Nu måtte det være venstres tur til at vinde. Den første „nedtur" for venstre kom allerede den første mødedag, da regeringen koldt meddelte, at den udsatte Rigs­ dagens møder i to måneder. De sejrssikre måtte altså pænt vente til december. Da møderne så begyndte, fremsatte ven­ stre en række reformforslag fra sit program, bl.a. om lige valgret til kommuner og amter og om menighedernes ind­ flydelse på præstevalg. Men ministrene og Landstinget afviste blankt alle forslagene. Venstre standsede da sine forslag og brugte sit første våben: en appel Hl kongen med krav om en regering, som Folketinget kunne forhandle med. Bondestanden troede, at monarken var alle sociale klassers overhoved og som sådan den fødte mægler

Bondevenner, forener Eder!

kunne forhandles fortroligt. Regeringens medlemmer skimtes yderst til højre. Manden med det flotte tveskæg er Lucianus Kofod, en hidsig bornholmer, der ofte pådrog sig injuriesager efter sine voldsomme an­ greb på kolleger i tinget. I forgrunden til højre den sympatiske præst P. C. Zahle, slægtning til den senere danske statsminister. I formandsstolen Christo­ pher Krabbe.

i stridigheder. Men Christian 9. følte sig tryg blandt sine gods­ ejerministre. Hans ideal var Frederik 6. og den oplyste enevæl­ de, og han forstod nok aldrig rigtigt folkestyrets idé, fordi han levede i en snæver verden af hoffolk og adelige. For ham var venstrebønderne udannede almuefolk, der ikke var modne til at forestå statens styrelse og burde blive ved deres jord. Selv overlod han til sine ministre at svare på Folketingets appel og skyndte sig tilbage til sit blomstrende familieliv på Fredens­ borg. I kongens svar blev Folketingets krav afvist som urime­ ligt og regeringen rost for sin fasthed. Rigsdagens to ting, hed det, er ligestillede. Det ene kan ikke kræve indflydelse på regeringens sammensætning. Christen Berg greb da til sit næste våben, finanslovsnægtel­ sen. Dermed skulle venstre knuse ministeriets magt og pro­ vokere regeringen Holsteins afgang. Nu viste det sig for første gang, at hans parti ikke var et sammensvejset hele, men 53 individualister, der søgte sammen om de stærke personlig­ heder. Da afstemningen skulle rette det fældende slag mod Stigende spænding 1873-77

207

regeringen ved at forkaste finansloven, stemte 17 venstremænd alligevel for loven sammen med højre, hvorefter loven var vedtaget. De 17 mente, det var for tidligt at bruge dette venstres stærkeste våben. Men bagefter erklærede de, at i næste samling, 1873-74, ville venstre straks standse finanslovs­ behandlingen, hvis partiet mødte de samme ministre. Det gjorde det. Ministrene fortalte dog for en forms skyld, at de havde bedt Hans Majestæt søge andre rådgivere. Men kongen havde krævet deres forbliven, og de blev da for „at værne om Hans Majestæts i grundloven hjemlede ret til at vælge de mænd, der ... skulle arbejde for det hele folks rolige, fremadskridende udvikling". Efter voldsomme debatter, hvor venstre hentede alle bitre anklager frem over magthavernes ansvar for begivenhederne i 1864 og 1866, hævede venstre sin tungeste økse: Folketinget nægtede med 53 stemmer mod 45 finanslovens overgang til 2. behandling. Regeringens svar var lige så koldt som effektivt. Den opløste Folketinget og udskrev nye valg i november 1873. Ophidselsen var nu stor på begge sider. Højre samlede sig til en effektiv valgkamp, hvorunder det trak tidens værste skræmmebillede frem, kommunardopstanden i Paris 1871, og pegede på Det forenede venstre som de danske kommunarder, der, som Carl Ploug skrev, ønsker „et ubegrænset herredømme med alle dets gennemgribende forandringer, voldsomme omvæltnin­ ger og ydre farer i følge". Det fik Københavns og købstædernes bedsteborgere til at møde op foran rådhusene i kredsene på valgdagen. 73.000 stemte for venstre, men 68.000 for regerin­ gen. Venstre mistede to mandater og kom temmelig forpjusket og forvirret tilbage fra valgkampen. I samlingen 1873-74 sparede Det forenede venstre mere på de tunge våben. Sandheden var jo, at finanslovsnægtelsen, som man havde ventet sig så meget af, ikke virkede efter sin hensigt, og hvad skulle det store folketingsflertal så bruges til? Kampen flyttede nu ind i Folketingets finansudvalg, hvor Christen Berg var formand. Nøglen til bevillingsretten var i dette udvalg, og venstre benyttede denne magt til at føre en smålig krig mod ministrenes bevillinger. Ministeriet blev sul­ tet økonomisk; men nægte finansloven turde venstre ikke. I højre tog man dette som et tegn på, at oppositionen var „på omvendelsens vej", og finansminister Krieger tog derfor initi­ ativet til regeringens afgang i sommeren 1874. Kong Christian skulle nu på arbejde igen for at finde nye ministre. Han bad'først ligesom sidst sine nærmeste gods­ ejervenner, Frijs, Estrup og de andre, om at danne regering. Men de sagde alle nej og tilrådede en lidt mere forhandlings-

208

Bondevenner, forener Eder!

„Bare den ikke revner" kaldte Punch denne satire over venstres program 1872. Over døren står „Velfærds­ komiteen", en advarende hentydning til Den franske Revolutions uhyggelige organer, der tog magten fra myndighederne og gen­ nemførte de store udrens­ ninger. Det er den mere fredelige Christen Berg, der blæser boblen og J. A. Hansen, der opfordrer ham til at gøre den endnu større.

venlig kollega. Ham fandt kongen i den tidligere indenrigs­ minister, godsejer C. A. Fonnesbech, der sammen med nogle andre jorddrotter og et par nationalliberale dannede regering. „Tyndere te på gamle blade" kaldte en modstander den, også en hentydning til, at Fonnesbech tidligere havde handlet med te. Fonnesbech gjorde også tilnærmelser til venstre. I som­ meren 1874 forhandledes om en arbejdsplan for den kommen­ de rigsdagssamling. Venstre krævede, at regeringen støttede bare et af dets reformforslag, f.eks. et så uskyldigt som en ny præstelønningslov. Da Fonnesbech nægtede dette, brast for­ handlingerne, og venstre gennemførte derfor en urolig folke­ tingssamling med flere magtdemonstrationer mod regerin­

Stigende spænding 1873-77

209

gen, men næsten ingen lovgivning. Det tegnede til, at Berg atter skulle gribe det tunge våben og nægte finansloven igen. Han vidste imidlertid ikke, at et par af venstres medlemmer havde hørt hviske om, at Landstingets højre ville lade Fonnesbech falde som regeringschef, hvis man kunne enes om en finanslov. De to medlemmer forhandlede nu hemmeligt fi­ nanslovens detaljer med Landstinget, og da denne aftale fore­ lagdes venstres gruppe, viste det sig, at 30 medlemmer gik ind for den, medens 22 med Berg i harmdirrende protest mod „forræderiet" fortsat stemte mod finansloven. I april 1875 gik Fonnesbechs regering frivilligt af, ganske udmattet af at være trukket rundt i manegen i et år trods velviljen ved sin tiltræden. Det var ikke nogen sejr for venstre, og det anviste ikke nogen løsning på konflikten. Højre kunne også med god grund pege på, at der trods de store ord ikke eksisterede noget fast flertal i Folketinget. I løbet af de første tre år af Det forenede venstres levetid var de strålende udsigter for dets fremtid lagt i ruiner. I de tre år havde partiet gjort tre sørgelige erfaringer, som det skulle sande igen og igen i de følgende år. For det første, at finans­ loven ikke kunne bruges til at bøje regeringens vilje med, for det andet, at flertallet blandt vælgerne ikke kunne bruges til noget i Rigsdagen, og for det tredje og mest alvorlige, at flertallet blandt venstres vælgere ikke var så forenet i Folketin­ get, som navnet fra 1870 tilsagde. I højre var stemningen i 1875 som på et lærerværelse, efter at eleverne har lavet ballade. Nu skulle de lære at lystre, disse venstremænd. Da kongen for tredje gang skulle forstyrres med regeringsdannelse efter Fonnesbechs afgang, begyndte han som sædvanlig med at tale med Frijs og de andre gamle ministre. Men de sagde ligesom før nej. Dog denne gang sagde Estrup ja. Han følte det nu som en kaldelse at tæmme disse bønder, der hyldede „talmajestæten", flertalsprincippet. Som den, der stod bag forfatningen af 1866, vidste han, hvordan den kunne anvendes, og som godsejer på Skaføgård ved Ran­ ders var han vant til at byde over daglejere og husmænd. Han var heller ikke ukendt med, hvordan Bismarck ti år før havde kuet de liberale i Preussen. Det blev indledningen til de følgen­ de 20 års bitre kamptid i dansk politik.

Forsvar, men for hvem? I dansk statistik fra 1870'erne opdeles tallene næsten altid i tre hovedkategorier, landdistrikterne, købstæderne og Køben­ havn. De opfattedes som tre temmelig skarpt adskilte verde­ ner med hver deres økonomiske system og dertil svarende holdninger og leveregler. Opdelingen stemte også med en tilsvarende adskillelse i lovgivningen. Det bekræfter en efter­ tids forståelse for, at Danmark endnu trods trafik på vejene og de første jernbaner levede i adskilte cirkler. Afstandene var ikke alene geografiske, men også åndelige. I København for­ stod man ikke, at der hinsides Valby Bakke var ved at danne sig en selvstændig, levedygtig samfundskultur, der gav bøn­ derne en samlet opfattelse af alt fra kristendom til smørpriser og skattepolitik. Omvendt måtte bønder og andre vakte land­ boere ude på landet opfatte det urolige politiske skuespil i Rigsdagen inde i København som noget fremmedartet, ril tider ligefrem absurd. Det er påfaldende, at det unge danske demokrati brugte langt mere tid på teoretiske, statsretlige problemer om magt og ret end på samfundslivets rent praktiske behov. Venstrepoliti­ kerne havde deres besvær med at forklare interne problemer på Christiansborg for deres vælgere, hvis primære krav til livet var høstudbytte og mælkekvalitet. Venstres mangel på prakti­ ske politiske resultater i de første tre årtier efter 1848 var åben­ lys for alle vælgerne, og man kan egentlig undre sig over, at det magre udbytte af folkestyret ikke havde svækket partiet mere. Men hvis man ved siden af at følge samfundsudviklingen gennem det, der skete i Rigsdagen, hvor hvert ord blev ned­ skrevet og trykt, studerer livet i enkelte landsdele eller sogne, vil man opdage, at den samme konflikt, om end under andre former, udspillede sig rundt omkring i sognene. Mange af de foreninger og organisationer, der lokalt var opstået helt tilbage fra 1850'erne, var udtryk for en stadig stærkere reaktion på en hoven og formynderisk tone hos stedlige magthavere i køb­ stad og på godskontorer. Sådanne lokale bondefællesskaber opstod oftest som følge af åbenlyse provokationer fra disse magthavere, jævnlige små stik, som tilsammen avlede mod­ stand i form af en politisk bevægelse. To små eksempler fra Nordvestjylland vil vise det. Da tværbanen Vemb-Lemvig skulle anlægges for enden af den nyetablerede længdebane gennem Jylland, optog egnens højrefolk alle pladser i banens Forsvar, men for hvem ?

211

Mads Agger og hans folke­ hold på gården Kølhede i Bøvling sogn. Mads Agger, her længst til venstre, var med til at grundlægge både frikirke, friskole og spare­ kasse i sognet. Den grundt­ vigske bonde viste også sit liberale sindelag ved at spise i fællesskab med sine karle og piger og give dem tid til at deltage i kirke- og foreningslivet i sognet.

212

Forsvar, men for hvem?

bestyrelse. Det var proprietærer, der skulle have deres stude bragt sydpå, og lokale købmænd, der skulle have varer til og fra Hamburg. Disse stedlige matadorer udarbejdede da en baneføring, som ikke alene plejede deres egne interesser ved at passere alle de store proprietærgårde og kroer, som tilhørte egnens højremænd, men som også i kunstfærdige buer førte uden om venstresognene, bl.a. Bøvling, midtpunktet i et fro­ digt grundtvigiansk område. Sådan noget vakte stærk irritation blandt områdets bønder. Men ærgrelsen blev til vrede, da Bøvling sogn på samme tid skulle have ny præst. Den unge grundtvigske kapellan blev støttet af en adresse fra 160 familier i sognet, dvs. 70 procent af beboerne. En deputation med bonden Mads Agger blev oven i købet sendt den lange vej til København og fik audiens hos kongen selv for at overrække et bønskrift. Men det hjalp ikke. Kultusministeren udnævnte en højkirkelig præst. Mødet mellem den stovte sognekonge Mads Agger i pæne­ ste søndagsvadmel og den ordens- og sabelbehængte konge, der med et træt blik vinkede de audienssøgende af, viste i et glimt forholdet mellem centrum og periferi i Edens politik. De to sager bragte i hvert fald sindene i kog. I dette tilfælde medvirkede det til, at Bøvling fik både valgmenighed og fri­ skole. Og virkningerne af sådanne oprør mod myndighederne spredtes som ringe i vandet til nabosognene.

Konflikterne på sogneniveau havde altså mange ligheds­ punkter med dem i landspolitik. Magthavernes afvisende tone over for bønder provokerede de nyvaktes kampånd. Bønder udgjorde, syntes de selv, den sunde marv i den danske be­ folkning og repræsenterede et flertal, der burde have ind­ flydelse, som det havde betydning. Men dette var måske også det eneste, den danske bondestand var helt enig om. Der var en lang række politiske sagområder, som særlig fik splittelsen ril at vise sig, og som højre hurtigt lærte at genere og tirre venstre med i den del-og-hersk-takrik, regeringen benyttede sig af. Det gjaldt først og fremmest forsvarssagen. Frankrigs nederlag i 1870 gjorde forsvaret til et brændende spørgsmål. Følelsen af afmagt spredtes i hele befolkningen. Danmark var på nåde og unåde udleveret til det tyske kejserri­ ge, som stadig var fjendelandet på grund af sønderjyderne syd for grænsen og den uopfyldte paragrafs. Den stærke national­ følelse, som særlig dyrkedes og opmuntredes i de grundt­ vigske kredse, gjorde bitterheden og fjendskabet til alt tysk tilsvarende stor. Gennemgående var venstre villig til at yde ganske store ofre på forsvarets alter - bare det ikke kostede for meget. Men en tilnærmelse til Tyskland for at reducere for­ svarsudgifterne og måske ved venligsindet forhandling løse det sønderjyske grænsespørgsmål var nærmest utænkelig, ja, kættersk. Da optrådte pludselig en vovehals endda fra et nabo­ land og stillede fordring om at ændre signalerne over for Tyskland. Det forårsagede en mægtig offentlig debat og flytte­ de adskillige grænseskel i dansk indenrigspolitik. Den 2. september 1872 var Grundtvig død, meget gammel og mæt af dage. Det forårsagede naturligvis røre i hans store og mangegrenede bevægelse. Hvem skulle være hans efter­ følger, den der skulle fortolke hans ord og løfte profetens arv? I forbindelse med begravelsen indkaldtes ril et stort vennemø­ de, og ved det optrådte den store norske digter Bjørnstjerne Bjørnson med brask og bram. Han ville gerne være Grundtvigs arvtager og havde på mange måder format, idérigdom og talegaver ril det. Gennem en række år havde han været ivrig grundtvigianer og den, der opildnede bevægelsen til fornyelse og videre udsyn. 11867 skrev han: „I kommer i Danmark aldrig ud over Eders sagen uvedkommende hensyn til rang, alder, vane, bekendtskab, snak. I bliver et gammelt land, som evigt forsøger at bringe nyt ind, - men kun for at lade det dø i det gamle eller straks blive gammelt. I taber slag og lande på dette, I taber hele livets friskhed, men I bliver troligt ved." Efter 1870 rejste han skandinavismens fane på ny og fik igangsat samar­ bejde mellem de nordiske venstrepartier. Med den store dig-

Forsvar, men for hvem ?

213

Vilhelm Birkedal, her på maleri af Aug. Jerndorff 1887, hørte til de ældre i den grundtvigske inderkreds. Som præst i Ryslinge på Fyn vandt han ved sin nationalromantiske patos en stor kreds af tilhængere. Hans konservative syns­ punkter gjorde ham til en fremmed i venstre og nær­ mest til en lederskikkelse i gruppen af konservative grundtvigianere.

214

Forsvar, men for hvem?

ters sans for effekt og affekt udtrykte han sit program sådan: „For mig er det som råbtes der på Norden nu, som ses vore tinder i sollys over uvejret, der tordnende drager hen over dalene." Formålet med denne nordiske samling afslørede han først ved sin tale ved Grundtvigs begravelse. Danmark skulle foran­ dre signalerne og glemme hadet til Tyskland, vise den overvundnes tolerance og sammen med de andre nordiske lande gå i forbund med tyskerne i fælles kamp mod den større fjende: den slaviske nihilisme. Det var velkendte toner i 1930'rne, men i 1872 var det en ren provokation, der nærmest vakte et åndeligt jordskælv i Danmark og igangsatte en af de hidsigste og mest langvarige avisdebatter i dansk politik, Sig­ nalfejden. Bjørnsons ord ramte navnlig højskolebevægelsen på et ømt punkt, splintrede noget væsentligt i dens nationalromantiske livsopfattelse. Derfor måtte den tage afstand fra Bjørnsons idé og dermed også skille sig fra det danske venstre. De grundt­ vigske politikere, Berg, Høgsbro og Frede Bojsen, udmærkede sig ved en påfaldende tavshed under debatten. Det tydede på, at de ikke var helt fremmede for Bjørnsons idé, selv om venstre umuligt officielt kunne gå ind for en udsoning med Tyskland. Signaltalen, som den siden blev kaldt, klarlagde synspunkter­ ne og medførte, at grundtvigianerne politisk deltes i to lejre. Mange præster og højskolefolk med den aldrende grundtvigdiscipel Vilhelm Birkedal i spidsen forlod venstre. Kredsen havde allerede i 1870 været imod, at de grundtvigianske politi­ kere gik ind i Det forenede venstre, fordi - som Birkedal skrev - det gik jo aserne ilde, da de ville bygge deres borg ved jætternes hjælp. Han talte sikkert på mange åndsfællers veg­ ne, når han begrundede modstanden mod Bjørnsons idé med denne besynderlige blanding af nationalisme og kristendom: „I sådanne tider kunne Vorherre, menneskelig talt, ikke und­ være Danmark. Det danske folk har, navnlig nu, en hovedbe­ tydning som middel til at få just det frem, som Vorherre vil have frem." Birkedal brugte mange svulstige ord, men han repræsen­ terede en stor gruppe af grundtvigianere, særlig på Fyn, som tænkte i samme baner. Den organiserede sig ikke længe efter i en højrepræget bevægelse, der gik ind for en stærk udvidelse af dansk forsvar, en halvpolitisk virksomhed som svækkede venstre betydeligt. Den fynske forsvarsbevægelse fulgte følel­ sesmæssigt de samme'tankebaner, som i 1864 havde fået Mon­ rad til at fortsætte krigen trods det totale militære og diplomati­ ske nederlag.

Bjørnstjerne Bjørnson taler ved Grundtvigs bisættelse på GI. Kjøgegård den 11. september 1872. Bjørnson var en blændende taler. Hans foredrag bjergtog samtiden, og det gav ham en enestående indflydelse både i politik og i kulturli­ vet. Skønt han blev skuffet over reaktionen på sin tale om at ændre signaler over for Tyskland, forblev han trofast mod grundtvigianis­ men til omkring 1880. Der­ efter blev han betaget af Viggo Hørup og Georg Brandes og fulgte deres radikale ideer i 1880'erne.

Signalfejden drejede sig i det ydre om dansk udenrigspoli­ tik, men var i virkeligheden en diskussion om livsholdninger, en skillevej, hvor de to hovedsynspunkter i tiden, opkaldt efter to tidsskrifter, gik hver sin vej. Birkedal og hans venner skrev i For Romantik og Historie, medens tidsskriftet For Ide og Virkelighed var stedet, hvor Bjørnstjerne Bjørnsons tale blev offentliggjort. Han var i øvrigt den eneste, som tog ideen med udsoningen helt bogstaveligt. Han forsøgte sig endog som selvbestaltet diplomat i Berlins udenrigsministerium, ankom tilfældigvis til rigshovedstaden i de samme dage i 1875 som en meningsfælle, Sverige-Norges kong Oscar 2. Også han talte for en tysk-nordisk alliance, om end på andre præmisser end Bjørnson. Men hverken kongen eller digteren blev taget alvor­ ligt i den store rigshovedstad. I Danmark bevarede Bjørnson trods alt en vældig indflydel­ se som taler og digter. Skønt hans tiltro til grundtvigianerne havde fået et grundstød, støttede han deres politik endnu nogle år. Hans betydning som partiets skjald var kolossal. Hans „Slagsang for det danske venstre" fra 1874 var og forblev i næsten et århundrede et forløsende samlingspunkt og en dyb inspiration for partiet i alle dets skiftende skikkelser:

Forsvar, men for hvem?

215

„Foragtet af de store, men elsket af de små sig, er det ikke vejen, som det ny må gå? Forrådt af dem, som vagt burde være, just af dem, sig, er det ikke sådan, at en sandhed står frem? For folkestyre stå frem! stå frem! for kirke, for skole for frihed! Forløs, hvad som venter i vintertåge, i vanedvale, det venter på dig! stå frem! stå frem!"

Første forslag om fæstningen Samme efterår, 1872, som Bjørnson holdt sin signaltale, fore­ lagde regeringen sit forslag til den revision af de militære love, der var aftalt ved deres vedtagelse i 1867. Og dermed begyndte den pinefulde politiske proces, som førte så mange ulykker ind over det endnu unge danske demokrati, en afsporing fra det, som skulle være folkestyrets egentlige formål: den perma­ nente justering og styrkelse af landets sociale, økonomiske og kulturelle udvikling. For at forstå den dominerende plads, forsvarssagen kom til at få i de følgende års politik, må man tage forskellige forhold i betragtning. For det første udgjorde forsvarsbudgettet en be­ tydelig større andel af de offentlige udgifter end nu, i gennem­ snit omkring 33 procent. Det vejede altså tungt i samfunds­ økonomien og var dermed også et nærliggende mål for ven­ stres sparebestræbelser. For det andet var de ca. 40.000 unge, der havde været soldater i 1864, nu den mest aktive del af vælgerne, for hvem det militære spørgsmål måtte være af den største interesse. For det tredje var Tyskland faretruende nær. Den tyske hær pralede af sine tekniske fremskridt med hensyn til bl.a. kanoners rækkevidde, og Bismarck havde sørget for en kraftig udvidelse af flåden, så den danske overlegenhed på dette felt nu var helt væk. Disse tre kendsgerninger stod klart for alle danske i disse år. Derimod var ideerne om, hvordan forsvaret så skulle ind­ rettes, meget forskellige, afhængige af temperament og livs­ holdning og indstilling til statens udgifter. Det forenede ven­ stre vedgik dette helt Fra sin grundlæggelse: „Det er bekendt, at vor betragtning af hærloven er noget forskellig ... Vi er enige om, at de krav, hærlovens gennemførelse stiller til os,

216

Forsvar, men for hvem?

Venstre foreslog i 1875 efter engelsk forbillede flydende forter til Københavns sø­ befæstning. Ideen fik ven­ stre fra danske søofficerer, som i modsætning til hæren havde sympati for venstre. Men vittighedsbladet Punch skød forslaget i sænk med en tegning som denne. De flydende forter forsvandt i hvert fald fra venstres pro­ gram.

De flydende Forter. under Kjøbenhavns Bombardement.

(Et Fremtidsbillede.)

’ Kaptainen-. Mod! Mine brave Gutter, det er vore Penge, han vil ha’. ; Folkene-, »Naar Tysken kommer her, Naar Tysken kommer her, Beklager vi Enhver, Ja, beklager vi Enhver —« HallOj! hvad Pokker var det?

Kaptainen: Aa, det var bares tens 4de Batteri, dér kom ind paa en af vores Tor­ pedoer og gik til Himmels. Folhene'. Jbsges! Nej la vos saa holde op! Kuptainem Aa Snak, nu tOr Tysken agn slet ikke komme herind. Syng bare væk! Hurra!! i

bør opfyldes. Men vi er også enige om, at det ikke tilkommer regeringen, støttet af Landstinget ensidigt at bestemme, hvori disse krav består/' Med hensyn til den almindelige værnepligt var venstre enig med regeringen, om end ud fra en anden begrundelse. Højre ville opdrage ungdommen til militær disciplin, grundtvigia­ nerne ønskede en folkelig opdragelse med vægt på den natio­ nale begejstring. Mange højskolefolk sværmede for tanken om en folkevæbning ligesom den, Schweiz havde haft gennem

Første forslag om fæstningen

217

Journalisten Viggo Hørup fascinerede sin samtid, fordi han tænkte og udtrvkte sig bedre og mere præcist end nogen af sine kolleger. Hans efterladte digte og breve viser ham som noget af et dobbeltmenneske: privat et poetisk gemyt med visioner om et harmonisk samfund styret af den sun­ de bondefornuft. Som offentlig person og agitator hadefuld og sarkastisk mod overklassen. Ved sine an­ greb på militarismen som åndsform ville han appel­ lere til bøndernes selvfølelse og stimulere venstres kamp­ mod.

218

Forsvar, men for hvem ?

århundreder. Men venstre gjorde aldrig nogen alvorlig indsats for at realisere denne form for hjemmeværn. Kun bjørnbakker­ ne var tøvende over for værnepligtens formål, ja, de forbød gymnastikundervisning på deres højskoler for ikke „at op­ ildne de krigeriske tilbøjeligheder" hos eleverne. Lars Bjørn­ bak var klart antimilitarist. Han gik aldrig direkte ind i lands­ politik, men holdt dog på dette program et møde i København i oktober 1873. Dirigenten ved mødet hed - Viggo Hørup, hans arvtager, når det gjaldt antimilitarisme. Regeringen havde forberedt forslaget til revision af forsvars­ lovene omhyggeligt, bl.a. i lyset af den tekniske udvikling og den tyske militarisme. De sagkyndige officerers budskab var nu: befæstning. Hverken Jylland eller Fyn ville kunne for­ svares mod et tysk angreb. Kun Sjællands forsvar var en over­ kommelig opgave for den danske hær og flåde. Frem for alt gjaldt det at holde hovedstaden så længe som muligt, indtil hjælp kunne komme - tankegangen fra Københavns tapre forsvar 1658 lå ikke fjernt. Med forsvarslovene fulgte en ekstraregning i form af et forslag om at bruge 34 miil. kr. til opførelse af en befæstning af København fra land- og søsiden. For venstre var dette i flere henseender en udfordring, som var egnet til at skabe splittelse i rækkerne. Økonomisk var det en utænkelig forøgelse af de offentlige udgifter. På den anden side var flertallet i parriet parat til at yde store ofre for forsvaret. Sagen stillede medlemmerne i en ubehagelig dobbeltstilling. Socialt havde forslaget slagside: overklassens København skul­ le forsvares for enhver pris, medens det „folkelige" Danmark skulle lægges blot for fjender. Moralsk var tanken om befæst­ ning som en slags musehul nedslående for folkestemningen, savnede den begejstring og „Dengang-jeg-drog-afsted"-stemning, som de værnepligtige gerne skulle gribes af og udsprede i befolkningen. Politisk var den nære forbindelse mellem offi­ cerskorpset og højre, den vældige opprioritering af forsvar­ sudgifterne og fornemmelsen af, at forsvarssagen blev brugt som politisk våben, en stadig mere ubehagelig kendsgerning for venstre. I første omgang valgte venstres førere at besvare taktik med taktik. Fæstningsforslaget henvistes til finansudvalget, der erklærede sig forhandlingsvenligt, hvis udgifterne blev hentet ved en ligelig indtægts- og formueskat. Byernes rige købmænd skulle betale lige så meget som jordejerne, der ellers bar skatte­ byrderne. Inspirationen til dette modforslag må være kommet fra Sverige, hvor lantmånnapartiet i Rigsdagen netop efter en konflikt med regeringen havde fået gennemtrumfet en lignen­ de finansiering af forsvarsudgifterne. På dette grundlag lykke­

des det faktisk Christen Berg og Frede Bojsen i 1875 at samle hele venstre om et gennemarbejdet forsvarsforslag med en ekstrabevilling på 30 mili. Vægten var lagt på flådeoprustning og søbefæstninger. Venstre spillede her også på modsætnin­ gen mellem hæren og marinen, der var kendt som mere for­ stående over for venstre. Desuden var der for jydernes skyld medtaget et lille fæstningsanlæg i Jylland. Københavns land­ befæstning blev udeladt, idet regeringen opfordredes til - i Bjørnsons ånd - at føre en mere forsonlig politik mod Tysk­ land. Forslaget stillede højre i en prekær situation. Mange militære sagkyndige var enige i venstres forslag, der også blev kraftigt støttet ude i landet. Dette forslag var medvirkende til, at regeringen Fonnesbech fratrådte, og Estrup erklærede sig villig til at tage styret. Hvis han på det tidspunkt havde givet blot en smule efter i spørgs­ målet om finansiering af befæstningen, kunne han uden tvivl både have fået et gunstigt forsvarsforlig og siden fået gennem­ ført en social og erhvervsøkonomisk reformlovgivning i for­ ståelse med Folketinget. Men Estrup valgte konflikten. Bønderne skulle splittes og tæmmes. Han udskrev valg i 1876 på basis af forsvarssagen, og da venstre vendte tilbage med en overvældende valgsejr - 71 af 102 mandater i Folketinget - forelagde han som en ren provokation et befæstningsforslag, der genoptog Københavns landbefæstning og nu kostede over 70 miil. Venstre forkastede forslaget og skærpede også den politiske konflikt i troen på, at valgsejren ville gøre Landstingets højre svage i knæene. Estrup skulle tvinges bort ved nedskæring af bevillinger imod Landstingets vilje og eventuel forkastelse af finanslovsfor­ slaget. Inderkredsen omkring Estrup havde forudset denne situa­ tion. Da der den 1. april 1877, hvor finansloven skulle træde i kraft, ikke forelå en afklaring om forslaget, hjemsendte re­ geringen Rigsdagen og udsendte den 12. april en såkaldt pro­ visorisk finanslov med henvisning til grundlovens paragraf 25. Venstre og Folketinget var dermed sat ud af det politiske spil. Den egentlige forfatningskamp var begyndt. Retsgrund­ laget for dette provisorium var en afhandling fra 1873 af pro­ fessoren i statsret, sønderjyden Henning Matzen, der siden blev Landstingets formand gennem mange år. Matzen hævde­ de som et postulat, at grundlovens paragraf 25 om, at kongen „i særdeles påtrængende tilfælde" kunne udstede provisori­ ske love, frit kunne fortolkes af kongens ministre, og at be­ stemmelsen også gjaldt finanslove.

Første forslag om fæstningen

219

Til arbejdet, liv eller død! Med det første provisorium i 1877 havde højre gjort op med sig selv. Partiet foretrak konflikten frem for en rolig politisk og økonomisk udvikling i Danmark. Var det kun egoistiske standsinteresser, der drev godsejere og forretningsfolk til så­ dan at sætte statens velfærd over styr ved en næsten 30-årig ødelæggende konflikt? Tilsyneladende klamrede den gamle tids mænd sig blot krampagtigt til magten for dens egen skyld og i god overensstemmelse med konservatismens grundsæt­ ning, at alt nyt er af det onde. Men betragter man dansk politik på baggrund af forholdene i Europa, forstår man bedre Estrup og hans partifællers tanke­ gang. Oprørene i 1848 havde fjernet nogle af deres privilegier. Men de havde også - hvad værre var - lagt kimen til stærke, folkelige bevægelser, der truede de velhavende og de danne­ des positioner. Den splittede bondebevægelse samlede sig til et forenet venstre, og Pariserkommunen 1871 gjorde den revo­ lutionære socialisme uhyggeligt synlig i det politiske land­ skab. Navnlig den sidste oplevelse skabte en holdningsæn­ dring i konservative kredse. Hvis ikke vi, sagde man, hurtigt og resolut knægter oppositionen, ruller den hen over os. Liberalismen, der havde været pæne menneskers ideologi før 1848, ændrede karakter under indtryk af udviklingen. Li­ beralismens grundidé var, at den ideelle politiske og økonomi­ ske ligevægt kun nås ved den totale frihed. De konservative var nok liberalister, når det gjaldt økonomi, men ikke mere i politik. Udviklingen skulle styres både i indenrigspolitik og over for nabolande. Ordparret national og liberal, der endnu i 1850'erne ideologisk havde hørt sammen som tvillinger, var i halvfjerdserne blevet næsten uforenelige størrelser, efter at liberalismen var overtaget af den nye opposition. Begrebet nationalstat var oprindelig et liberalt kerneord, som var blevet styrket med Bismarcks sejre. Nu var det blevet konservatismens ideal. De toneangivende politikere i Europa dyrkede det nationale frem for det liberale. Stormagterne luk­ kede sig inde i anspændt national selvfølelse og i bevidst fremmedgørelse af naboer og mindretal; frihandel over natio­ nalgrænserne afløstes af nationale toldmure. Stigende mili­ tærudgifter var et karakteristisk symptom på antiliberalismen. Begrebet „den væbnede fred" blev noget, borgerne blev væn­ net til at tro, at man måtte leve med. Det tvang borgerne til at underordne hjemlige sociale forhold det militære. De nylibera220

Til arbejdet, liv eller død!

Det var bygningshåndvær­ kerne og især murere og tømrere, som holdt fagbe­ vægelsen oppe. Det var næsten de eneste fag, hvis lønkrav var svære at afvise for arbejdsgiverne. „Ja, går jeg bort," siger mureren forneden, „så revner den for alle de andre ovenpå." Tegning fra Folkets Nisse 1872.

le bondepartiers krav om nedskæring af de offentlige udgifter havde, sagde man blandt konservative, været godt i bonde­ samfundets tid, hvor man kunne hente æg, mælk og kød i stalden. Men det moderne industrisamfund viste tendens til at skabe sociale spændinger blandt arbejdere i byerne, proble­ mer man ikke havde kendt før, og som staten måtte dæmme op for og standse, nu hvor den private filantropi viste sig utilstrækkelig. Danmark var lille og industrielt uudviklet i forhold til stor­ magterne, men regeringens medlemmer og tidens økonomisk sagkyndige var velorienterede om de europæiske strømnin­ ger. Det fremgår klart af den tendens, der præger det store værk i fem bind „Danmarks Statistik", som universitetets to professorer i samfundsforhold, V. Falbe-Hansen og William Scharling, udgav fra 1878. Værket indeholder en detaljeret oversigt over landets sociale og økonomiske tilstand i halv­ fjerdserne. Regeringen havde gode rådgivere, men ikke så mange vælgere. Venstre havde masser af vælgere, men kunne ikke mobilisere nogen anerkendt økonomisk eller statsretlig autoritet til fordel for sine synspunkter. Partiets ledergruppe var højtbegavede skolelærere og teologer, som nok blev båret af en overordnet politisk idé, men som kendte meget lidt til samtidens europæiske hovedstrømninger. De, som havde lagt øret til jorden og hørt græsset gro, kunne allerede i 1860'erne forudse, at socialismen ville komme til Danmark. De jernhårde økonomiske lønningsforhold for un­ derklassen i København tvang mere eller mindre arbejderne til at finde sammen for at skaffe ørenlyd for deres desperate problem. Byens ca. 12.000 faglærte håndværkere måtte kon­ kurrere på lige fod med en voksende skare af ufaglærte. Til­ vandringen af disse var stærk, især efter 1860. Det hed sig ude på landet, at en karl, der fik 100-150 kroner om året på en gård, kunne tjene det dobbelte i byen. Ikke mærkeligt da, at man på landevejene så flokke af unge karle og piger på vej til byen - billedet af den sangvinske Klods-Hans på gedebukken og hans brødre på vej ud for at søge lykken genkaldte noget velkendt i samtidens øjne. Men fra ca. 1865 og flere år frem mødte de nyankomne tre kedelige kendsgerninger i byen: lille efterspørgsel efter ar­ bejdskraft, faldende lønninger og højere leveomkostninger end på landet. Desuden at pigerne havde lettere ved at få arbejde end karlene, og at børn mellem ti og 18 år blev fore­ trukket i vigtige industrier. De, som fik arbejde, havde allige­ vel svært ved at holde sulten på afstand til trods for, at den daglige arbejdstid inklusive lørdage var 11 timer. Hvilepauser-

Til arbejdet, liv eller død!

221

Gn Muit „3»tcniationalift" Der gior „Sjcniicftjffc"

„En dansk „Internationa­ list", der gør „Svendestyk­ ke". Strejke hed tidligere „skrue" - brugt i Danmark fra midten af 1860'erne. Den vrede smedesvend sætter en skrue i Burmeister & Wains direktører. Strejker på de store arbejdspladser var den tunge vej til lønfor­ højelser, selv om det ko­ stede sult og afsavn for arbejderne, så længe strej­ ken stod på.

ne, en times frokost og andre små afbrydelser, var ikke indreg­ net, så arbejderne mødte kl. 6 om morgenen og gik hjem kl. 7 om aftenen. Formodentlig har arbejdstempoet også været der­ efter. Men langt værre end lange, triste arbejdsdage var ar­ bejdsløsheden, der særlig efter kolde vintermåneder skabte en uhyggelig underverden i byen af sultende og frysende menne­ sker, overladt til privat godgørenhed, dampkøkkener og var­ mestuer. Det var ikke fra disse første ofre for industrialismens hårde verden, at oprøret kom. De var for sultne og svage til at organisere sig. Oprøret kom fra arbejdernes overklasse, de faglærte håndværkssvende, hvoraf mange havde en vid ånde­ lig horisont efter deres år på valsen ned gennem Europa. Disse rejser, som oprindelig var en del af uddannelsen, skiftede i løbet af 1860'erne karakter. Hvad det gjaldt om, var over­ hovedet at få noget arbejde - håndværket var i krise over for den stigende mekanisering. Antallet af svende, der gik på valsen i udlandet, steg og faldt efter konjunkturerne og ar­ bejdsløsheden herhjemme. Men fra slutningen af firserne faldt antallet af vandrende håndværkere tydeligt, og ved århundredskiftet var der kun nogle få hundrede tilbage. Dansk industri begyndte at kunne bruge arbejdskraften. De, der siden hen stadig var på van­ dring, var mere på jagt efter brændevin end efter arbejde. De kaldtes nu ikke mere geseller, men vagabonder. Således for­ svandt et ældgammelt, fornemt uddannelsessystem.

Socialismens gennembrud Håndværkerne selv var fyldt med social bitterhed over deres skæbne efter lavsvæsenets ophævelse, men de havde endnu ikke fundet ud af at organisere sig i fagforeninger, sådan som de formodentlig må have oplevet dem fra deres rejser i Euro­ pa. Socialismen havde heller ikke fænget blandt dem af sig selv, selv om dens ideer må have været dem velbekendte. Der skulle en organisator til, som kunne samle og styre en politisk bevægelse omkring socialismens ideer. Det blev den excentriske, men begavede Louis Pio, der tændte lunten. Han nedstammede på sin fars side fra en fransk officersfamilie, på moderens fra en nordjysk bondeslægt. Fra faderen arvede han temperamentet, som gav ham ilden til at få det politiske budskab til at fænge. Hans forældre havde store ambitioner med sønnen'; der efter studentereksamen studere­ de forskellige fag på universitetet og blev, hvad man dengang kaldte belæst og kultiveret. En tid var han lærer, senere ansat i 222

Til arbejdet, liv eller død!

postvæsenet. Men hans urolige, sensitive sind gjorde hans kurs flakkende. Det var kommunardopstanden i Paris, der antændte Pio for arbejdersagen. Medens kampene endnu stod på dernede i foråret 1871, begyndte han udsendelsen af sine Socialistiske Blade, der siden blev til ugebladet Socialisten, hvori han i flam­ mende vendinger opfordrede arbejderne til at organisere sig og strejke. Hans kendskab til socialismen stammede over­ vejende fra den store tysk-jødiske arbejderfører Ferdinand Lassalle, der døde i 1864, Karl Marx, som fra 1867 var begyndt at offentliggøre „Das Kapital", kendte han mindre til. Men Pio føjede også andre mere romantiske ideer til sin opfattelse, træk fra både kristendommen og frimurerbevægelsen. Selv kaldte han sig „stormester" i organisationen, der blev stiftet som en dansk afdeling af den Første internationale Arbejderbevægel­ se. Internationale var grundlagt i London i 1864, da arbejder­ delegationer fra flere lande alligevel mødtes i forbindelse med en af de store, europæiske industriudstillinger. Den danske udgave blev delt i sektioner efter fag med hver sin formand. Som stormester var Pio formand for alle sektionerne. Det strømmede straks ind med indmeldelser til den danske Internationale, navnlig fra håndværkssvende. Det virkede helt overvældende på Pio og hans to hjælpere, fætteren Harald Brix og vennen Paul Geleff: på den første måned 700, i løbet af vinteren 1871-72 9000 medlemmer, hvoraf de 4000 i provinsen, som Geleff havde berejst. Desuden - om end kun for en kort tid - fik Pio støtte fra Lars Bjørnbak og den omrejsende prædi­ kant Mogens Abraham Sommer. Den store tilslutning skyldtes for en stor del Pios evner til at formulere den farverige, personlige appel til arbejderne: „Bag os ligger sult og usselhed, uvidenhed og trældom; foran os ligger håbet om et lykkeligt liv, beskinnet af frihedens frembrydende sol. Gid da vor røst må finde genklang i Eders hjerter." Et stykke retorik ikke fjernt fra tidens vækkelses­ prædikanters. Begejstringen bølgede, når medlemmerne sang partiets første slagsang af U. P. Overby, „Snart dages det, brødre, det lysner i øst, til arbejdet fremad i kor!", hvor første vers slutter: „Det knager i samfundets fuger og bånd; lad falde, hvad ikke kan stå!" Pio kunne også lade temperamentet løbe af med sig i opråb, der lød som trusler mod myndighederne, uden at han skænkede det en tanke, at disse fulgte ham og bevægelsen nat og dag ved hjælp af civile politispioners ud­ førlige og malende indberetninger. Bevægelsen nåede sit højdepunkt i foråret 1872. Medlem­ merne havde tilsyneladende tillid til „stormesteren" og iværkSocialismens gennembrud

223

Fra støberiet på Orlogsværftet, skildret i Illustreret Tidende 1877. „Moderne tider" kunne denne drama­ tiske skildring hedde. Indu­ strialismen havde ikke blot en trist og lurvet side, men også et strålende, fremtids­ rettet aspekt, der kunne inspirere arbejderne og gøre arbejdet på det mekanisere­ de værksted til en daglig glæde. Fra smelteovnen kommer det glødende stål, der formentlig skal bruges til plader på det næste panserklædte orlogsfartøj.

224

satte en stor „skrue", datidens betegnelse for strejke, om­ fattende 2000 københavnske murersvende, et af de stærke fag på en tid, hvor der blev opført omfattende etagebyggeri på Nørre- og Vesterbro. Konflikten angik afskaffelsen af „slaveti­ men", tiden fra 6 til 7 om aftenen. Pio var selv meget bekymret for de stærke kræfter, han havde udløst. Men da murersven­ dene ikke havde nogen strejkekasse, og da de strejkende var ved at blive udhungrede, indkaldte Pio til et massemøde på Nørre Fælled for at igangsætte en indsamling hl murersvende­ ne og true arbejdsgiverne til at give efter. „Ministre, magistrat, politidirektør, grundejere, pengeposemænd", hed det i Pios opråb, „har alle fået travlt med at sammensværge dem mod folket ... Men Jer, I guldets dyrkere! I de fattiges udsugere! Eder vil vi endnu en gang tilråbe: „I har i årtusinder iskænket os en bitter livsdrik; vogt Jer nu. Målet er fuldt. Lad der ikke komme en eneste dråbe til - eller det flyder over"." Da slog myndighederne til. Natten før mødet forbød politi­ direktøren det ved opslag i byens gader og arresterede Pio, Brix og Geleff. Da arbejderne alligevel mødte op på fælleden den næste dag, blev de mødt af mængder af husarer og politi til hest, der spærrede vejen. Det kom til slagsmål. „Slaget på Fælleden" søndag den 5. maj 1872 blev den store mærkedag,

Til arbejdet, liv eller død!

Louis Pio fotograferet i 1875 iført hæres selskabsuni­ form, såkaldt „snorefrak­ ke". Trods svigtende hel­ bred var Pio ved godt mod under det lange fængsels­ ophold. Han måtte låne bø­ ger på Det kongelige Biblio­ tek og skrev dele af en bog om sammenhængen mellem verdens religioner. Han fik også lov til at opstille i Kø­ benhavns 5. kreds ved val­ get i 1873 uden dog at kun­ ne deltage selv. Hans valg­ tale blev oplæst af en anden. Han fik 199 stemmer ved den skriftlige afstem­ ning, medens Dagbladets re­ daktør C. St. A. Bille fik 1142.

hvor dansk socialisme fik sin ilddåb, den første åbne kon­ frontation med myndighederne. Det må have været et geval­ digt slagsmål, for bagefter blev det indberettet, at 74 husarer og 23 politibetjente var kommet til skade ved stenkast, og at 313 glas i 40 lygtepæle siden blev smadret i byen af vrede demonstranter. Den nervøse måde, både arbejderne og myndighederne reagerede på, var karakteristisk for året 1872. Den fransk-tyske Krig og den mægtige erstatning, Frankrig skulle betale, gav en feberagtig ophedning af erhvervslivet i Tyskland med afsmit­ ning også i Danmark. Der blev det forår grundlagt og iværksat nye virksomheder som aldrig før. Pengerigeligheden gjorde slugten mellem arbejdere og arbejdsgivere dybere. Dette kom­ bineret med den uro, som kommunardopstanden spredte med negativ og positiv ladning hos myndigheder og arbej­ dere, forklarer, hvorfor nerverne den 5. maj slog klik på en for dansk temperament ellers ukendt måde. Regeringen så spø­ gelser, troede at en rigtig arbejderopstand var lige om hjørnet. Internationales 9000 medlemmer virkede overvældende, og politispionerne synes at have overdrevet bevægelsens styrke og ledernes evner stærkt. Regeringen var i alarmberedskab, men overlod den 4. maj ansvaret til Københavns politidirek­ tør. Hans beslutning - byen blev nærmest sat i belejringstil­ stand - var altså, at bevægelsen skulle slås ned én gang for alle. Regering og retsvæsenet fulgte beslutningen op i samme retning ved den helt urimelige behandling, de tre socialist­ ledere fik efter arrestationen. De blev hensat i de usleste fæng­ selsceller i 11 måneder, medens retsvæsenet forberedte retssa­ gen. I august 1873 dømte Højesteret Pio til seks, de andre ledere til tre års fængsel. De kom dog kun til at afsone knap to og et halvt år. På kongens fødselsdag i 1875 løslodes de, vist­ nok fordi Pio var blevet fysisk fuldstændig nedbrudt af be­ handlingen i Vridsløse. Han kom ud som et legemligt vrag, men blev ved sin løsladelse hyldet af begejstrede tilhængere. Hans organisation, Internationale, var i mellemtiden blevet forbudt af politiet. Dens medlemmer havde dog ikke givet op. I stedet havde de dannet en lang række nye fagforeninger i København og rundt om i købstæderne. Som overbygning var oprettet en centralkomité. Pio blev gjort til formand for den, da han var kommet til kræfter. Han interesserede sig dog meget lidt for den faglige arbejdskamp, og hans journalistik i dag­ bladet, der nu havde skiftet navn til Social-Demokraten, frem­ førte politiske synspunkter, der ikke faldt i arbejdernes smag. Begejstringen for Pio var derfor kølnet noget, da partiet i Socialismens gennembrud

225

juni 1876 holdt sin første kongres i lokalet „Gimle" på Fre­ deriksberg. Her lagdes grunden til en egentlig partiorganisa­ tion, men med en mere demokratisk ledelse end hidtil - den tidligere „stormester" måtte nu nøjes med ritlen forretnings­ fører, men fik i øvrigt vide beføjelser. Samtidig vedtoges det første partiprogram, der var en næsten ordret oversættelse af det tyske socialdemokratis program. Dette Gimleprogram vedblev at være det danske partis arbejdsgrundlag i adskillige årtier. Men årene efter Pios løsladelse blev triste både for partiet og fagbevægelsen. Begejstringen var borte. Der var skænderier i ledelsen, og Pio var ikke i stand ril at indblæse ny socialistisk ildhu i sine folk. Det skyldtes ikke alene ham selv, men først og fremmest at der netop efter 1875 skete et brat konjunktur skifte. Halvfjerdsernes første halvdel var præget af blomstrende høj­ konjunktur. Der blev imidlertid, ganske særlig i Tyskland, investeret i usunde virksomheder med det resultat, at kon-

Jivømuicbillcåer fru Auicriku jyortfættclfc af ''Vivuifcrne.

Pio med sin familie og partifællen Geleff, da jorden brændte under dem i 1877. Tegning fra ugebladet fzgaro. Pio levede sammen med den dygtige Augusta Jørgensen, med hvem han inden afrejsen fik datteren Sylvia. De fulgte siden Pio ril Amerika, hvor han leve­ de som journalist og en tid som kontorist ved toldvæse­ net i Chicago til sin død 1894. Datteren Sylvia blev siden gift med grev Knuth til Knuthenborg og fik udvirket, at Socialdemokra­ tiet tilgav Pio og genind­ satte ham i partiets historie.

226

Til arbejdet, liv eller død!

Socialismens ledende trojka efter 1877. Med Pios bort­ rejse fik dansk socialisme en helt ny karakter. Partiet skulle nu „hvile på prin­ cipper og ikke på perso­ ner". Solide håndværkere tog ledelsen og satte materi­ el fremgang over hævdelse af teorier. Snedkersvend C. C. Andersen (tv.) tog sig af den faglige organisering, skomageren Chr. Hørdum (i midten) genetablerede den ruinerede partiavis og fik opført forsamlings­ bygningen i Rømersgade. Skræddersvenden P. Holm (th.) påtog sig den politiske side som agitatoren og blev den, der repræsenterede socialismen i landspolitik efter 1877, fra 1884 og til sin død i 1898 som medlem af Folketinget.

junkturen vendte, og det medførte reduktion i produktionen, stor arbejdsløshed og dyrtid. Arbejderne og deres familier måtte opgive fællesskabet og søge at overleve hver for sig. Pio havde også selv svære personlige problemer. Han havde fået familieforpligtelser, og hans økonomi var håbløs. Selv om Social-Demokratens oplag steg kraftigt, da han igen selv var redaktør, gav bladet nu et hastigt voksende underskud og ham personligt en tilsvarende gæld. Han måtte se sig om efter udveje. En idé, som levede stærkt i tiden, og som Pio tænkte meget på som løsning på partiets og hans eget økonomiske problem, var en stor, organiseret udvandring til Amerika. I England, forlød det, havde flere fagforbund løst deres ledighedsproblem ved at bidrage økonomisk til amerikabilletten for

Socialismens gennembrud

227

En madpakke fra 1886. Under restaurering på Rosenborg Slot i sommeren 1986 fandt man henkastet under et skab tre 100-årige madpakker med hver to sammenlagte fedtemadder indpakket i hver sin side af Social-Demokraten for den 20. august 1886. Det var for­ modentlig en del af dags­ rationen for en murer eller tømrer, der skulle være på arbejde 10-11 timer. Man kan gætte på, at ejeren er gået på beværtning i fro­ kostpausen og derfor har smidt madpakkerne ind under skabet. Som man ser, er rugbrødet forbavsende velbevaret gennem de 100 år.

arbejdsløse medlemmer. Meningen var så, at der derovre skul­ le skabes „produktionsforeninger", en oprindelig fransk socia­ listisk idé, som Pio havde fremført herhjemme. En udvan­ dreragent pegede på staten Kansas som det herlige paradis for en sådan socialistisk koloni. Geleff blev sendt derover for at undersøge området. I vinteren 1876-77 blev der skrevet meget om sagen i Social-Demokraten, som også efterlyste deltagere i et sådant projekt i Kansas. Der var dog ikke megen tilslutning, og sagen syntes at dø hen. Da sprang en bombe, som fik Socialdemokratiet til at gå i opløsning for en tid. Den 25. marts 1877 meddelte Social-Demo­ kraten, at Pio og Geleff „i forgårs" var rejst til Amerika for ikke mere at komme tilbage. For at gøre ondt værre udgav Geleff efter et skænderi med Pio snart efter en pjece, hvor han af­ slørede, at de var blevet bestukket af politiet til at forlade Danmark. Pio fik 10.000 kroner, Geleff det halve. Det viste sig siden, at Burmeister & Wain og tekstilfabrikant B. H. Ruben havde forsynet politidirektøren med beløbene. Politiet satsede på, at aktionen skulle foregribe en forventet alvorlig uro i landet i forbindelse med konflikten i Rigsdagen. Politidirek­ tøren vidste, at regeringen agtede at udstede en provisorisk finanslov, som ville gøre befolkningens flertal rasende, og Københavns arbejdere kunne være et særlig farligt uromo­ ment i den forbindelse. Aktionen lykkedes. Den danske arbej­ derbevægelse var totalt lammet efter ledernes bortrejse. Først langt op i firserne fandt den igen fodslaget. Louis Pio og den gryende socialisme i Danmark er et af flere eksempler på, hvordan en ny politisk bevægelse, arbejdernes, kunne udvikle sig ganske stille gennem en årrække som følge af ændringer i samfundsforholdene, men ikke få stemme og krop, før en begavet agitator kaldte tropperne frem. I så hen­ seende lignede socialismen den bevægelse, Georg Brandes rejste omkring realismen. Brandes gav stemme til nogle ideer, der lå latent i tiden, men som ingen havde formået at give samlet udtryk før. Både Pio og Brandes var medrivende talere og skribenter, men begge var også dårlige som organisatorer. Det var andre, som måtte omsætte deres ideer til konkret politik.

Realisme og radikalisme Det nationalliberale borgerskab havde al mulig grund til at føle jorden skride under sig i de første år af halvfjerdserne. Først forenede bondestanden sig om at kræve et flertalsstyre, der ville ødelægge de dannedes stilling som formyndere for al­ muen. Dernæst rottede arbejderne sig sammen og forstyrrede byens nattero med trusler om revolution. Og minsandten om der ikke samtidig fra de dannedes egne rækker også kom en tredje fjende, to jødiske brødre Brandes, som ville gøre op med borgerskabets form for dannelse og dets veletablerede ver­ densbillede. Grundlaget for det borgerlige kultursyn var skabt i begyn­ delsen af 1800-tallet. Det var præget bl.a. af de to tyske filosof­ fer Schelling og Fichtes tanker om ånden i naturen og den harmoniske helhed, som forenede ånden og naturen. Det var grundlaget for romantikkens tankegang, og det levede videre i de følgende generationer. I januar 1851 fastholdt den hæder­ kronede fysiker H. C. Ørsted ideen med et foredrag i Viden­ skabernes Selskab. Det bar titlen: „Det uskønnes forhold til det heles skønhedsharmoni". Romantikkens tro på en højere har­ monisk enhed i tilværelsen levede videre, selv om der var kommet forstyrrende elementer hl, „det uskønne", som ikke helt passede ind i helheden. Mellem 1850 og 1870 lod åndslivet sig kun lidt forstyrre af det urolige politiske liv. Man levede videre på den gamle harmoni. Digtere som Christian Winther og H. C. Andersen under­ støttede den borgerlige idyl med skønne stykker til højtlæs­ ning. Man ville blive i idyllen, skønt to krige i Slesvig bragte ubehagelige baggrundslyde. Nogle forfattere som Frederik Paludan-Muller og Meir Aron Goldschmidt satiriserede dog over det borgerlige samfund, men ikke skarpere end at de samtidig skærmede læserne mod de mere bidske, grænse­ overskridende samtidskritikere i tiden, Søren Kierkegaard og Grundtvig. Det københavnske borgerskab, der kulturpolitisk udgjorde den såkaldte offentlige opinion, var forenet ved et fællesskab i uddannelsen. Mændene var udgået fra de lærde skoler og havde dermed det, man kaldte almendannelse. Fra 1877 nåede også enkelte piger frem til at tage studentereksamen. De, der var blevet studenter før 1850, havde fået en meget grundig uddannelse i de to klassiske sprog og i historie. En reform af gymnasiet i dette år fornyede repertoiret med fag som mate-

Realisme og radikalisme

229

Fritz Jurgensens tegninger udkom første gang i 1860. De aftegner et tidsbillede, som stadig levede i bedste velgående i 1870'erne. Tek­ sten til tegningen lyder: „Men snart dalede Solen bag Cordillerernes mægtige Høider, og den pragtfulde tropiske Himmel blev i et Nu fremtryllet for vore Blikke, medens Cotopaxi—" - „Undskyld, hør Stine, tag mig Skuffen af Natbordspeilet og den ene Lysestage; men vælt ikke Natlampen, hører Du?" — medens Cotopaxi udslyngede den glødende Lava, der med ustandselig Magt bugtede sig frem i Keglens Furer. Mægtige Skaber! hvor op­ løftende —" - „Stine! sæt ogsaa Smørassietten til Varme." - „hvor opløftende er ikke selv Dit Ødelæggel­ sens Værk!" - „Det var en deilig Beskrivelse! Aa, læs om igjen, kjere Fredrik."

230

Realisme og radikalisme

matik og fransk, men lagde stadig hovedvægten på græsk og latin. En ny gymnasielov i 1871 indførte delingen i sproglig og matematisk linie. Venstre havde foreslået en nordisk linie med hovedvægt på moderne sprog, men det blev afvist. Selv om den gamle latinsk-græske dannelse var på retur, udgjorde akademikerne fortsat en elite, som ved den milevide afstand, der var fra deres uddannelse og til den øvrige be­ folknings højst mangelfulde skolegang, måtte føle sig højt hævet over, hvad de kaldte almuen. På flere måder afmærkede den dannede offentlighed sit territorium ved forskellige andre borgerlige dyder. Man støttede den etablerede lutheranske kirke, man markerede sin stærke nationalfølelse, og man leve­ de i hvert fald på overfladen i noble kirkelige ægteskaber uden tanke på muligheden for skilsmisse. Mod denne tilsyneladende skønne harmoniske enhed i den dannede klasse rettedes imidlertid en række alvorlige angreb. Grundtvig gik i felten mod den lærde skole og dens „drengevidenskabelighed" og skabte grundlaget for en alternativ folke­ lig dannelse, der kom til at blomstre uden for byerne, men næppe berørte byernes akademiske idealer. Alvorligst var de angreb, der rettedes mod den officielle kristendom fra flere sider. Søren Kierkegaard kritiserede kirkens trosgrundlag og dens formalistiske udøvelse og det med en stringens og dyb­ de, som gjorde ham verdenskendt; for statskirken var de stær­ ke indhug, som de folkelige vækkelser havde gjort i menig­ hederne ude i landet, det alvorligste tilbageslag. Frikirker og

missionshuse var fulde hver søndag, medens mange sognekir­ ker var halvtomme. Disse angreb havde alle vide konsekvenser, men berørte ikke direkte dannelsens kulturpolitiske magtposition. De „al­ mendannede" følte sig først alvorligt rystede, da der også fra akademikernes egne rækker begyndte at blive rejst tvivl om dannelsens idégrundlag. Det var et lille forvarsel, da den se­ nere professor i filosofi, Hans Brøchner, i 1854 officielt med­ delte, at han var konfessionsløs, altså levede uden nogen religion, noget indtil da utænkeligt. Brøchner fik nogle år senere en yndlingselev, den unge Georg Brandes, der tog temaet op i større skala. Tvivlen blev overalt i Europa et hovedtema i den offentlige debat i sidste halvdel af 1860'erne, men fik særlig styrke her­ hjemme, nok ikke uden indflydelse fra nederlaget i 1864. Tviv­ len bragte uorden i det filosofiske verdensbillede blandt de mere tænksomme i den dannede verden. Den megen uro om folkekirken og de mange meldinger fra udlandet om naturvi­ denskabernes og ingeniørkunstens umådelige fremskridt gav forstyrrelse i det fundamentale forhold mellem tro og viden. Alle kristne ville hævde, at teologien var en videnskab ligesom fysikken og astronomien, blot hævet over og ved siden af den videnskabelige sandhed. Filosoffen Rasmus Nielsen forsøgte i en bog at få tro og viden til at leve som en enhed. Man kan, sagde han, godt bevare sin barnetro, selv om man ved, at verden ikke blev skabt på seks dage, og at sprogene ikke opstod ved den babylonske sprogforbistring. Videnskaben kan hverken bevise eller modbevise kristendommens sand­ hed, lige så lidt som teologerne kan fornægte videnskabens resultater. Rasmus Nielsens bog, der udkom i 1864, afspejlede de krusninger, som uroen i danskernes ydre verden det år bragte i filosoffernes mønstre. Rasmus Nielsens forsøg på at skabe sammenhæng mellem den gamle tids tillid ril troens sandhed og den ny tids tro på videnskaben satte gang i en diskussion, der kom til at flytte grænsepæle i tidens livsopfattelse. Det første indlæg mod ham, „Dualismen i vor nyeste filosofi", var skrevet af det 24-årige brushoved, Georg Brandes, nybagt magister i æstetik. Hans lille bog vakte stor opsigt, fordi han med isnende klarhed vovede helt at adskille begreberne tro og viden og hævdede, at begrebet kristen videnskab ikke eksisterede. Tro er baseret på følelse, viden på objektiv erkendelse. Mellem linierne stod, at den moderne videnskab, som han repræsenterede, snart ville sejre og med objektive beviser eliminere troen. Det kaldte folkekirkens førstemand, biskop Hans MartenRealisme og radikalisme

231

Illustration fra bogen „Lig­ brænding eller Jordfæ­ stelse?", der udkom i 1874. Et af tidens alvorlige mil­ jøproblemer var vandfor­ ureningen omkring kirke­ gårde. Den jødiske læge Ferdinand Levison påviste dette og foreslog indførelse af ligbrænding, der fra samme år blev mulig i Tyskland. Forslaget virkede næsten lige så chokerende på samtiden som Georg Brandes' angreb på kristen­ dommen. Præsterne nægte­ de at medvirke ved denne form for bisættelse. Men Københavns bystyre støtte­ de Levisons forslag fra 1881. Det lykkedes dog modstan­ derne at forhale sagen, så ligbrænding først blev en mulig begravelsesform fra midten af halvfemserne.

sen, frem. Han så, at folkekirken måtte forny sig for at dække de farlige revner, der var slået i samfundets grundpiller. I det store værk „Den kristelige etik", hvis første bind udkom 1871, forsøgte han at tilpasse det romantiske livsbillede til tidens store strømninger, liberalismen og socialismen. Letlæseligt og overbevisende skrev Martensen skiftevis som den strenge 232

Realisme og radikalisme

Carl Julius Salomonsen var en nær slægtning af brødre­ ne Brandes og banebryder for bakteriologien i Dan­ mark. Pasteurs opdagelser omkring 1870 af bakteriers betydning for smitte blev intensivt fulgt op i Dan­ mark, bl.a. af Carl Julius Salomonsen, der gjorde flere afgørende opdagelser; bl.a. konstaterede han, at tuberkulose er en smitsom sygdom. Han var en højt elsket universitetslærer, der også lagde grunden for den moderne hygiejneviden­ skab. Carl Julius Salomon­ sen deltog ivrigt i den of­ fentlige debat i bestræbel­ sen på at fjerne gammel overtro og dogmer på linie med vennen Georg Bran­ des.

prædikant og som den charmerende, nationalliberale sel­ skabsmand, han var. Han fulgte tilsyneladende liberalismens synspunkter, gav bl.a. Georg Brandes ret i, at kristendom og videnskab er to forskellige områder. Men under den glatte overflade fastholdt han, at forskning måtte ske på det kri­ stelige samfunds præmisser. Biskoppen havde også politiske kommentarer. Den liberale opposition havde skylden for al ondskab; den frie konkurrence giver ikke kun borgerne rig­ dom og indflydelse, men skaber, når de stærkere vinder over de svagere, en stor udhungret arbejderklasse, der vil true borgernes tryghed. Desuden nedbryder friheden den æld­ gamle respekt for øvrigheden, der før var fundamentet i stats­ styrelsen. Den nye frihed har endelig, skrev Martensen, ført til „bekendelsesløse rigsdage, hvor f.eks. jøder er ligestillede med kristne, og den har derved mægtigt fremmet det nu­ værende jøderegimente". Med de sidste ganske ubiskoppelige ord afslørede han den antisemitisme, der lå latent gennem det meste af århundredet. Men Martensen røbede også, at det var en magt, han frygtede. Af de ca. 4000 jøder i landet boede noget over halvdelen i København, tidligere let kendelige ved deres slangekrøller, skæg og særlige hovedbeklædning. Men sønnerne i den gamle menighed blev assimileret i det danske samfund, tænkte og talte som andre borgere og byttede deres fædres erhverv som små beskedne handlende med rollen som erhvervsledere og akademikere, opmuntrede af fremtrædende standsfæller som økonomerne M. L. Nathanson og C. N. David. Mellem 1834 og 1906 steg antallet af jødiske grosserere eller fabrikanter fra 50 til 284 og journalister eller kunstnere fra fem til 48. En skare af unge jødiske akademikere født i 1840'rne rykkede efter 1870 ind på fremtrædende pladser i medicin, fysik, statistik, natur­ videnskab og - mest synlige af alle - i litteratur.

De nye hovedstrømninger Georg Brandes og hans yngre bror Edvard var sønner af en af disse grosserere, men en af de ganske mange, der ikke havde held med forretningerne. Forældrene havde ingen intellektu­ elle, endsige litterære traditioner at videregive, men til gen­ gæld meget store ambitioner på sønnernes vegne. Georg Bran­ des var udstyret med en usædvanlig begavelse, kombineret med et hyperaktivt temperament og en stærk modtagelighed, som gjorde ham velegnet til at opfange og videregive nye impulser på en sådan måde, at hans samtidige ikke kunne undgå enten at begejstres over hans ideer eller reagere kraftigt De nye hovedstrømninger

233

imod dem. 11866 og igen i 1870 var han i lang tid i Paris, siden også flere måneder i Rom. Størst betydning for ham fik mødet med forskere og forfattere, der deltog i den kraftige intellektu­ elle opposition mod Napoleon 3. s styre, og han lod sig påvirke stærkt af deres had til den katolske kirke. Under indtryk af naturvidenskabernes resultater hævdede man, at ved at overføre de eksakte videnskabers metode til de humanistiske fag kunne man i f.eks. historie og litteratur an­ lægge en kritisk vurdering og fastslå en objektiv „sandhed" og dermed forkaste alle overjordiske og metafysiske fænomener. Tankerne var formuleret allerede i 1840'rne af den franske filosof Auguste Comte og fik navnet positivismen. I tresserne havde den mange tilhængere i Frankrig og England, der i den nye erkendelse så et værktøj, hvormed alle gamle fordomme og usandheder i den ældre videnskab, ja i hele samfundet kunne luges bort. Det var de unge humanisters svar på indu­ strialismens udfordringer. Georg Brandes lagde sig særlig efter positivismens littera­ turopfattelse, formuleret af den franske forsker Hippolyte Taine. Litteraturen er også en slags samfundsvidenskab, mente han, fordi digtningen afspejler samfundets inderste væsen. Romaner og digte bør skildre nutiden og deltage i den offent­ lige debat. Brandes' lange ophold i udlandet før og under de dramatiske måneder, da Den fransk-tyske Krig rasede 1870-71, gav ham et nyt syn på Danmark. Set udefra kom hans hjem­ land til åndelig talt at virke så lille og provinsielt, langt fra de europæiske hovedstrømninger. Han blev opflammet af kri­ gens perspektiver og følte, at han havde en mission i at fortælle sine landsmænd i Danmark om de nye europæiske strøm­ ninger, ateismen og positivismen. Han ville, som han siden sagde, „åbne døren indefra ud til Europa" ved en række fore­ læsninger på universitetet i København. Det gjorde han fra november 1871 og det med en sådan agitatorisk styrke, at det gav genlyd. Byens borgere var endnu rystede under indtrykket af kom­ munardopstanden i Paris og den danske socialismes første truende manifester. Tilsyneladende holdt den da 29-årige Ge­ org Brandes blot foredrag om den såkaldte emigrantlitteratur, skrevet af en række franske forfattere, der måtte udvandre under Den franske Revolution. Men ingen var i tvivl om, at der var dobbelt bund i de 12 forelæsninger. De var i virkeligheden et camoufleret angreb på hans egen tid. Og borgerne fik i sandhed noget med hjem at forarges over. Den begavede oprører fik med fremragende veltalenhed trådt den såkaldte offentlige opinion over alle de ømmeste tæer. I sin ungdom234

Realisme og radikalisme

Georg Brandes, knap 40 år gammel tegnet 1881 af P. S. Krøyer. Brandes' afgørende indflydelse på sine jævn­ aldrende skyldtes ikke kun hans synspunkter, men også den stærke udstråling fra hans person. Mange af tidens forfattere har skildret ham i skuespil og romaner og særligt hæftet sig ved det fascinerende spil i hans ansigtstræk, hvor tanker og følelser uafladeligt afspejle­ de sig. Selv havde han et stort behov for menneskelig kontakt, men samvær med ham blev oftere en monolog end en dialog. Som fore­ dragsholder kunne han tryllebinde store forsam­ linger ved sin enorme viden og evne Hl at støbe pro­ vokerende påstande ind i en formfuldendt viden­ skabelig ramme.

melige iver sendte han f.eks. denne bredside mod alle de værdige professorer ved Københavns Universitet: „Kun hos den ny tids mænd strømmer menneskehedens store frihedsog fremskridtstanke ren og klar, medens alle de hæderlige, begavede agtværdige ånder, der står uden for denne strøm, spilder deres kræfter og er på vej til Byzans." - De gamle lærde herrer var håbløse „forsteninger" og var dømt til at sakke bagud over for den nye videnskabs objektivitet. Den nye tids unge mænd og kvinder fra de dannede hjem blev begejstrede over denne generationsoprørets fanebærer, medens de lidt ældre, gråskæggede professorer og nationalli­ berale embedsmænd og politikere forarget svor hævn over dette anslag mod både fædrelandet, kristendommen, dannel­ sen og familien. Den sidstnævnte borgerdyd hånede Brandes på samme tid ved sit utugtige samliv med en gift dame af det

De nye hovedstrømninger

235

bedre selskab. Brandes fattede vist ikke selv, hvilken pro­ vokation hans forelæsninger var. Han indsendte frejdigt en ansøgning om en docentstilling ved det universitet, han havde angrebet, og blev højligt forbavset, da den end ikke blev be­ svaret. For bedre at vise sine kvalifikationer sendte han manuskrip­ tet til forelæsningerne til trykning, og seks uger senere i febru­ ar 1872 kunne hele Danmark læse hans provokationer. Den nationalliberale offentlighed havde nu et udgangspunkt for hadske angreb på den dristige unge litteraturkritiker. I de følgende år arbejdede Brandes med utrolig energi videre trods de voldsomme angreb på ham i tidens aviser og tids­ skrifter. For en lille skare af tilhængere holdt han serievis af forelæsninger på universitetet - denne ret kunne han som doktor ikke fratages. Tysk, fransk og engelsk litteratur fra begyndelsen af 1800-tallet blev gennemgået med suveræn ev­ ne til analyse og karakteristik, men stadig også med hånlige sammenligninger med dansk smålighed og borgerlig stivhed. Bind føjede sig til bind i denne store oversigt, som han efter­ hånden samlede under navnet „Hovedstrømninger i det 19. Århundredes Litteratur". Det dengang forkætrede værk blev siden en klassiker, der også i oversættelser til mange sprog læstes i vide kredse langt ud over fagfolkenes rækker. Den litterære skole, Brandes ville samle sine tilhængere omkring, kaldtes realismen, en kulturpolitisk grundidé, der løb hen over hele Europa i kølvandet på det filosofiske stand­ punkt, positivismen. Det var ikke alene i litteraturen, men også i kunsten, at ideen slog igennem Ordet realisme blev først lanceret af den franske maler Gu­ stave Courbet som overskrift til hans udstilling i 1855, den spæde begyndelse til impressionismen. Realismens malere og forfattere - idealet blandt de sidste var Émile Zola - ville skil­ dre samfundslivet i alle dets afskygninger netop så uskønt, kaotisk eller smukt, som kunstnernes øjne opfattede det i det flimrende lys. Realismen var bevidst eller ubevidst kunstens svar på industrialismen og dens barske virkelighed, netop det „uskønne" som den uanselige plet, H. C. Ørsted havde op­ daget i „det heles skønhedsharmoni" tyve år før. Det var en eksklusiv lille kreds, der fulgte Georg Brandes de første år, dels hans jødiske slægtninge og venner, dels en række unge digtere, som også fulgte med i, hvad der skete kulturpolitisk i udlandet. Det var folk som kunsthistorikeren Julius Lange og den jyske botaniker og digterspire J. P. Jacob­ sen. Desuden den joviale forfatter Sophus Schandorph, dig­ teren Holger Drachmann, parnassets enfant terrible, og nogle 236

Realisme og radikalisme

Et møde i foreningen Bog­ staveligheden, hvor J. P. Jacobsen læser op. Tegning af Erik Henningsen. Om­ kring tidsskriftet Ude og Hjemme, der 1877-84 blev udgivet af xylograf F. Hendriksen (stående tv. foran spejlet), skabtes Bogstave­ ligheden, hvor radikale forfattere og malere mødtes. Siddende til venstre Georg Brandes, Sophus Schandorph, Holger Drachmann og Edvard Brandes. Bag den læsende Jacobsen ses maleren P. S. Krøyer samt (stående) filosoffen Harald Høffding og bag ham ma­ leren Kristian Zahrtmann.

få andre forfattere - de måtte gå med god afstand, for at det skulle syne som en brandesiansk bevægelse. Selv var han for eksklusiv til at kunne eller ville organisere sine tilhængere. Det, som gjorde Georg Brandes' budskab særlig farligt og hurtigt udspredt vidt omkring, var, at hans modstandere, borgerskabet, overreagerede, trak deres største kanoner frem og skød larmende på denne samfundsomvælter. Carl Ploug i Fædrelandet og C. St. A. Bille i Dagbladet følte sig lige så ramt på livsholdningen som arbejdsgiverne på tegnebo­ gen over for socialisterne. Her var to farlige bevægelser, som justitsvæsenet og kulturpolitikerne hurtigst muligt måtte kvæ­ le, så de ikke forenede sig med den påtrængende venstrebevægelse på Rigsdagen og blev en dansk kommunardopstand. Over for Georg Brandes var våbnene den hovne tone, den kategoriske nedsabling og hentydninger til hans meget utradi­ tionelle privatliv. Egentlig antisemitisme kom, sammenlignet med nabolande som Tyskland og Sverige, kun lige op til over­ fladen. Men et virkningsfuldt våben var at isolere den farlige mand socialt og økonomisk. Brandes var og forblev afskåret fra at få embede på universitetet og blev også hurtigt udelukket fra at skrive i den københavnske presse, der var helt højredomi­ neret. Man ramte ham derved også økonomisk. Her kom hans

De nye hovedstrømninger

237

Statistikeren Marcus Rubin hørte til den generation af unge jødiske intellektuelle med en glubende interesse for videnskab og kunst, der trådte frem i den offentlige debat efter 1870. Fornyelsen af statistikken hørte sam­ men med positivismens tro på, at fremskridtet kunne styres ved at klargøre en „objektiv" sandhed om forholdene. Som chef for Københavns statistiske Kontor og siden for Sta­ tistisk Bureau fornyede han statistikken med nye meto­ der og gav den perspektiv ved sideløbende historiske studier.

to brødre ham til hjælp. Den ene, Ernst, var forretningsmand og kunne støtte broderen økonomisk. Den yngste Edvard, der var uddannet i orientalske sprog, var mest optaget af teater og overførte broderens analytiske metode til dramaturgien. Han dannede skole med sine glimrende teateranmeldelser, hvori han - også efter fransk forbillede - optog skuespillernes op­ træden som en særlig kunst, der fortjente sin selvstændige vurdering. Men Edvard Brandes, dengang kun 26 år, havde også evner som organisator og hjalp med at „oversætte" bro­ derens ideer til praktisk kulturpolitik. I 1874 kom F.V.Hegel, Gyldendals fremsynede direktør, brødrene Brandes til undsætning ved at finansiere et tidsskrift, Det 19. Århundrede, for dem. Men det lykkedes dem ikke at give tidsskriftet noget rigtigt gennembrud, inden konjunkturerne vendte i 1877, og Hegel lukkede for pengepungen, da abon­ nenterne udeblev. Allerede forinden havde Georg Brandes givet op over for de mange forfølgelser herhjemme og bosat sig i Berlin for at ernære sig som kulturjournalist for et voksende europæisk publikum. Tilsyneladende var det på det tidspunkt lykkedes de natio­ nalliberale og højre at nedgøre alle modstandere: Brandes var ude af landet, socialismen lammet, da førerne var bestukket til at emigrere, og venstre var i Rigsdagen sat ud af spillet ved den provisoriske finanslov. Højres triumf blev endnu mere kom­ plet i 1877, da venstres ældste hæderkronede leder, J. A. Han­ sen, døde i fængsel, afsløret som storbedrager mod de brand­ kasser, han selv havde grundlagt. Men den larmende måde, Carl Ploug og venner havde jaget Georg Brandes ud af landet på, havde også gjort ham til martyr og fået hans ideer til at sprede sig som ringe i vandet - nu forstærket af en revolutionerende videnskabelig nyhed, der støttede realismen: Charles Darwins værker om arternes op­ rindelse, der i 1872 blev oversat til dansk af den unge J. P. Jacobsen. Darwinismen slog huller i kristendommens grund­ mønster og bekræftede troen på, at den frie, videnskabelige tanke snart ville sejre over alle den gamle generations kri­ stelige, nationale og moralske dogmer.

Realismen bliver politisk Realismens hovedidé var, at litteraturen skulle leve med i samtidens problemer. Dermed blev den også politisk og måtte ifølge sagens natur støtte venstre, selv om Georg Brandes i sandhed ikke havde nogen forståelse for bondestanden, end­ sige andet end foragt tilovers for en folkelig politiker som

238

Realisme og radikalisme

Christen Berg. Men Edvard Brandes, der varetog broderens interesser under hans ophold i Berlin 1877-83, så betydningen af, at realismen blev mere end blot en litterær bevægelse. Gennem Holger Drachmann fik han forbindelse med dennes fætter, Viggo Hørup, og gennem ham med den store venstrefører Christen Berg. Edvard Brandes blev for en tid knyttet Hl deres avis Morgen­ bladet som litteraturkritiker. København var politisk endnu helt i højres magt. Venstre havde næsten ingen dlhængere i hovedstaden. Den måtte erobres, indså Christen Berg, og han hjalp da i 1873 til oprettelse af den første venstreavis i hoved­ staden med Hørup som politisk redaktør, den bedst mulige til den opgave at vinde medhør for venstre i byen. Hørup rummede i sig en række mærkelige modsætninger, der hver for sig både styrkede og svækkede ham. På én gang en tør logiker, oplært af intens læsning af Søren Kierkegaards værker og et effektivt jurastudium, og en drømmer med hang Hl at skrive digte. Han var lukket og ordknap Hl daglig, men en gudbenådet skribent og agitator - til dato den største stjerne i dansk journalistik. Styrken i hans sbl og polibske argumentaHon var netop kombinahonen af skarp logik og frodig fantasi, som han brugte til at illusbere sine slående polibske argumen­ ter med. Som lederskribent i Morgenbladet hudflettede Hørup de nationalliberale politikere så bidende og vitHgt, at han fik det lattermilde københavnske publikum over på sin side. Hørups mål var ikke direkte at bekæmpe de gamle liberale polibkere, som alligevel var på vej ud, men at ramme hele den polibske kultur, de stod for, og hvis rødder sbakte sig langt ud i venstre. Hørup arbejdede politisk mod det samme mål, som Brandes gjorde intellektuelt: at opdrage folk dl at tænke rea­ listisk. Og hans egne partifæller var de sværeste at belære. Han indså meget rammende, at „grundtvigianismen er som politik nationalliberalismen omsat til folkebrug. I det øjeblik vi skulle bruge bonderealismen, fristede vi den komiske skæbne, at samme realisme forvandlede sig til idealisme. Pumpende efter sund sans og rent materielle interesser, fik vi spandene fulde af den gamle, fantastiske kulturs spildevand." 11876 kom Hørup i Folketinget og oplevede der, hvordan det lykkedes den nye konseilspræsident, Estrup, at splitte og svække Det forenede venshe, kulminerende med den første provisoriske finanslov i 1877. Venstre blev fra den tid delt i to stridende frakboner. Den ene, den moderate, indgik nemlig senere på året forlig med højre og legibmerede dermed på en måde provisoriet. De moderates ledere var Frede Bojsen og den begavede frafaldne godsejer, lensgreve Ludvig Holstein.

Realismen bliver politisk

239

Da Christen Berg sørgede for, at Edvard Brandes blev opstillet til Folketinget, viste de stærke understrømme af antisemitisme i tiden sig. Medens den konservative presse fremstillede sin antijødiske holdning i let tilsløret form blev den åbenlyst vist i arbejderpres­ sens satiriske blad Ravnen, der udkom fra 1876. I uge­ bladet Punch bliver Brandes fremstillet som det lille Mosesbarn, der søsættes af en kvindeklædt Christen Berg. „Damen" bagved er N.J. Larsen, redaktør ved Morgenbladet.

I Sivkurven ligger det lille Lovgiveremne gjemt, CHRESTEN skyder ham stille Fra Bredden, hjértebeklemt,

Med EdUARD sagtelig svømmer Sivkurven ad Strømmen ned. Den Lille ligger og drømmer I barnlig Uskyldighed.

Thi Wl'i.7 bag Sivene tradsker, Og fisker Stemmer med Trawl, Og Dam kier som Nilhest pladsker (Imkring i det sorteste Bavl.

Og hele Venstrepressen Stirrer ud over Strand: Kommer ej snart Prindsessen? — Prindsessen af Langeland!

Den anden venstrefraktion, den radikale, blev ledet af Chri­ sten Berg, hvis sekundant og agitator var Viggo Hørup. Skønt de ideologisk lå langt fra hinanden, holdt de sammen i kam­ pen mod højre. Berg var i bund og grund den grundtvigske skolelærer, meget nærmere knyttet til Boj sen end til Hørup. Men de mo­ derates fraternisering med højre tvang Berg over mod Hørups mere radikale linie i en række år. Estrup formåede behændigt at spille de to venstregrupper ud mod hinanden og fik det meste af sin lovgivning gennemført med en af grupperne på skift. Men Hørup trak Berg hen mod den mere uforsonlige linie, der prægede den lille gruppe københavnske kulturradi­ kale. Venstre måtte ligesom de nationalliberale have sin intel­ lektuelle elite, og det kunne kun ske ved at knytte forbindelse med brandesianismen. Lejligheden kom i november 1878, da der i anledning af Bjørnstjerne Bjørnsons besøg i København 240

Realisme og radikalisme

blev afholdt en stor fest for ham af de radikale. Her mødte Christen Berg kredsen af Georg Brandes' nærmeste venner, først og fremmest hans broder Edvard. Her blev indgået en meget vigtig forbindelse mellem den litterære og den politiske radikale bevægelse. Det blev afgørende for begge parter i de følgende år. I samtiden kunne den nye alliance mere ligne en rednings­ aktion end en politisk investering i fremtiden. Al oppositionel bevægelse var i krise i disse år, hårdt trængt af en reaktionær bølge med kulmination 1877-78. Begivenhederne i Danmark var tydeligt under indflydelse af strømninger over Europa. I Tyskland vendte Bismarck sig hårdt mod liberale og socialister på samme tid, og i Frankrig var reaktionære monarkister i 1877 på nippet til at vælte de halvliberale republikanske magtha­ vere. Den reaktionære bølge fulgtes - eller blev måske stimu­ leret - af en kraftig økonomisk depression, der også ramte Danmark. Fattigdom gav luft under vingerne til ekstremerne i politik, socialismen og den nykonservatisme, der trak næring fra enevælden kun 25 år før. Men i året 1880 vendte både de politiske og de økonomiske konjunkturer. Efter de dårlige tider satte en stærk vækstperio­ de ind. I venstre udvidedes vingefanget, en ny dimension, den kulturpolitiske, indlemmedes, da der blev indgået en alliance mellem det litterære og det politiske venstre. Den blev beseglet ved den lærde doktor Edvard Brandes' valg til folke­ tingsmand for Langeland, takket være støtte fra øens bønder. Valget af ham i september 1880 vakte stor opsigt - folk forstod perspektivet i den nye alliance. Radikalismens ideer fik en ekstra effektiv spredning over hele landet, da modstandere af Brandes forsøgte at forhindre godkendelse af hans valg, fordi han som jøde ikke kunne afgive den sædvanlige edelige forsik­ ring om at ville overholde grundloven. Den offentlige debat, som opstod derom, vakte kolossal sensation, især da Edvard Brandes åbent vedgik, at han var ateist og fik fastslået, at religion og politik var adskilte sfærer. Modstandernes be­ skyldning mod ham, at han var mere europæer end dansker, tog han som en kompliment, og det medførte, at hans gruppe i venstre ofte i de følgende år blev kaldt europæerne.

Gang i omsætningen Den store omvæltning, der præger Danmark såvel som Euro­ pa i årene efter 1870, får ofte fællesbetegnelsen „industriali­ seringen". Det skal fortælle, at dampmaskinen og mekani­ seringen var drivkraften og årsagen til det sociale og økonomi­ ske omsving. Det er også delvist rigtigt. Men fabrikker og masseproduktion var kun den ene side af sagen. En anden lige så vigtig faktor er den store ekspansion i handelen, den økono­ miske liberalismes gennembrud og åbningen af nye markeder, så den forøgede produktion kunne afsættes. København og købstæderne var allerede velopdyrkede af­ sætningsmarkeder. Der var jævnlig skibs- eller jernbanefor­ bindelse mellem de større byer i Danmark, og ad disse veje var økonomiske kontakter og salgskanaler for f.eks. nye tøjmoder og tekniske nyheder veletablerede længe før 1870. Danmark var imidlertid endnu helt overvejende et landbosamfund. Me­ re end tre fjerdedele af befolkningen boede uden for byerne, og netop her var et stort og temmelig uudnyttet marked for den gryende industrialisme; en af forudsætningerne for, at det kunne betale sig at købe maskinerne, ansætte arbejderne i bverne og fyre op under dampmaskinen. Bondebruget og navnlig husmandsbruget var gennem år­ hundreder lagt an på at være selvforsynende enheder. Korn­ dyrkning og kvægopdræt gav ikke mere udbytte, end at der kun var meget lidt tilovers til at sælge, når alle munde skulle mættes og kroppe klædes på. I stort og småt kunne man klare sig uden rede penge. Skulle der opføres en ny stald eller lade, gravede man ler op af sin egen jord og fremstillede selv soltør­ rede sten eller lerklining til væggene, fældede træet til bin­ dingsværket i skoven og skar rørene til tagdækningen i mosen, hvor man også gravede tørv til ovnen. Tøj til familien frem­ stillede man i vid udstrækning selv, og maden hentede man i stald og hønsehus osv. Ofte byttede man sig frem mellem naboer. Den lokale væver havde også jordbrug og leverede klæde af ulden fra bøndernes får mod at få f.eks. såkorn eller vinterfoder til kreaturerne som betaling. Behovet for industrisamfundets produkter var begrænset både som følge af mangel på rede penge, men også - og vigtigere - på grund af den faktiske afstand ind til købstaden, hvor man kunne bese herlighederne og lade sig lokke af dem. Udflytningen fra landsbyfællesskabet havde betydet en yderli­ gere isolering. Gårde og huse lå nu ude på markerne langt fra 242

Gang i omsætningen

Uldhandler Laust T. Jensen på vej med forretningen. Siden 1741 måtte beboere i Midtjylland frit sælge „uld­ ne og linnede varer til hvem de lyster". De omvan­ drende uldjyder solgte oprindelig deres egen hus­ flids produkter. Fra 1860'er­ ne kom spindemaskinerne hl Midtjylland, og det blev industrielle produkter, uldjyderne bar rundt og solgte. Laust T. Jensen var født 1860 og tilbragte hele sit voksne liv på vandring med tøjet.

handelslivets netværk, særlig før næringsloven tillod organi­ seret handel på landet uden for købstæderne. At komme til staden var en omstændelig sag. Der skulle spændes for vog­ nen og med en beskeden hastighed alt efter hestenes humør og foderstand (næppe over ti km i timen) ages ad støvede veje Hl byen. Forinden skulle bonden iføres den hvide skjorte eller „klipfisk" med indviklet kravetøj og det fine vadmelstøj. Og selv så fint udstyret befandt han sig ilde derinde i det sammen­ spiste miljø, undtagen på de store markedsdage, hvor land­ boerne var i flertal. Mange handlende talte overlegent til bøn­ der, fordi de ikke var gode kunder. De, der kun boede et par kilometer fra byen, var fortrolige med den, solgte måske deres varer på torvet, men de øvrige landboere, og det var langt de fleste, var fremmede, ja, talte vel knap den samme dialekt, som lød i byens butikker. Her begyndte den mentalitetskløft mellem land og by, som på mange måder fik konsekvenser for det polibske klima. Langt ind i 1870'erne var der højkonjunktur i kornhandel. Det var landbrugets fede år. Priserne på korn var usædvanlig høje, det var gode høstår og eksportmulighederne var alligevel maksimale. Alle bønder fik i den periode penge mellem hæn­ derne og mere tid til at bruge dem. Det gav sig udtryk i en stadig sHgende købelyst, mulighed for at købe sig til bedre produkter end dem, der før var blevet fremsHllet hjemme. Det var denne voksende pengerigelighed, der også viste sig i det frugtbare foreningsliv - bondesparekasser og lokale forsik­ ringsselskaber hjalp til med at konsolidere den nye pengeøko­ nomi på landet. Og landboerne fik i årene efter 1860 lettere adgang til at bruge pengene uden at skulle til købstaden. HidHl havde kun omvandrende uldjyder eller hosekræmmere haft lov Hl at gå fra gård til gård og sælge, hvad de kunne have med i en sæk på ryggen. Fra 1856 blev det imidlertid Hlladt at nedsætte sig som høker på landet. I løbet af få år dukkede der over 2500 af den slags småkøbmænd op overalt i landet. De solgte dagligvarer som brød, ost, salt, tran til lamper, sæbe, brænde og Hæsko. Men de tog også - skønt det egentlig shed mod bestemmelser­ ne i deres næringsbrev - imod bestillinger på større Hng, møb­ ler og deslige, som de lokale vognmænd siden bragte med hjem fra købstaden eller fra København. Systemet med post­ opkrævning var blevet indført i 1851, en væsentlig lettelse i pengeformidling og dermed i fjernkøb- og -salg i detailleddet. Fra sidst i halvfjerdserne finder man de første postordreforret ­ ninger, der sendte kataloger ud med postvæsenet og dermed åbnede selv de mest afsides landdistrikter for handelen.

Gang i omsætningen

243

Hos høkeren i landsbyen Rumperup (hvis navn efter beboerønske senere er ændret til Højsted) i Nord­ vestsjælland. Foto fra år­ hundredskiftet. Varesortimentet var imponerende i forhold Hl det lavloftede lokale. Ordet høker kom­ mer fra et plattysk ord, der betyder foroverbøjet, be­ slægtet med ordet „hug".

244

Gang i omsætningen

Høkerne var et beskedent folkefærd, ofte lokale håndvær­ kere, der til daglig lod konen og børnene passe butikken. Men deres butikker blev lokale samlingspunkter, som folk blev lokket til af f.eks. keglebanen i baghaven og af det velskænke­ de gratis glas brændevin for de gode kunder. Købstæderne klamrede sig til deres gamle handelsprivilegi­ er. Selv efter næringsfrihedens ikrafttræden i 1862 var der fortsat et „læbælte" på en mil (syv og en halv km) rundt om købstæderne, hvor ingen handlende, heller ikke høkere, måt­ te nedsætte sig. Det var i disse ganske store områder, at de første brugsforeninger dukkede op. Fælles indkøbsforeninger skulle nemlig ikke have næringsbreve, og den venstrebevidste landbefolkning i læbælterne ønskede også at komme bestem­ melserne om læbælter til livs og give mulighed for alternative handlende til købstadens storkøbmænd. Her fik de små brugs­ foreninger altså en slags eneret på salg af dagligvarer. Fra 1880'erne sluttede de sig sammen og blev en landsomfattende kæde af forretninger, der voksede parallelt med andelsbe­ vægelsen. De små lokale indkøbsforeninger var oprindelig begyndt som halvt filantropiske initiativer. Den første blev oprettet i Thisted i 1866 af den socialt interesserede præst H. C. Sonne. Men ideen slog alligevel først sent igennem i byerne tvært

imod udviklingen i England og Frankrig. Her havde de første socialister arbejdet meget for den slags foreninger i storbyer­ ne. Målet var her, at medlemmerne skulle have både fælles indkøb og fælles produktion og salg. Men de første danske socialister var bange for, at denne billiggørelse af levnedsmid­ ler ville give arbejdsgiverne en undskyldning for at sænke lønnen yderligere. Derfor varede det noget, før brugsforenin­ gerne dukkede op i byerne. Købmandshusene, dengang detailhandelens aristokrati, var købstædernes stormagasiner og mere til, fordi de også købte og i nogle tilfælde forarbejdede landbrugernes produk­ ter. Fra 1862 fik de imidlertid konkurrence, fordi nye købmænd måtte nedsætte sig i områder, der lå mere end en mil fra byerne. Det blev begyndelsen til en afgørende nydannelse i det danske landskab, der skal omtales senere, stationsbyerne. Nogle steder var det beskedne høkerbutikker, der lå godt ved vigtige vejkryds, og som nu pludselig svulmede op til rigtige købmænd og opførte anselige bygninger til opbevaring af det indkøbte korn og de store lagre af grovvarer som kunstgød­ ning, kul og værktøj. Hen mod århundredskiftet havde køb­ mænd udkonkurreret høkerne mange steder; i andre områder, mest på Sjælland, holdt høkerne sig på markedet langt op mod vor tid; men forskellen mellem landkøbmand og høker blev efterhånden mindre synlig. Købstæderne tabte givetvis omsætning til de nye store og små handlende ude på landet, men de fulgte alligevel med i den almindelige stigning i al omsætning takket være de store markedsdage, der havde været afholdt i århundreder to eller tre gange om året i hver købstad. Her mødtes land og by i nogle hektiske timer, hvor bøndernes kreaturer, grise og heste blev omsat til købstædernes udsalg af den tids hårde hvidevarer, støbejernsprodukter som komfurer, kakkelovne og land­ brugsredskaber.

Købmandshusenes store tid Købmandshusene i de større byer var vigtige led i hele det danske handelssystem efter 1850, hvor de ofte selv anskaffede sig skibe, oftest af den nye skonnerttype, der besejlede Køben­ havn og østersøhavnene. Men hjemme i købmandsgården gav man sig også af med at bearbejde de landbrugsprodukter, man købte, inden de blev videresolgt. Mange af disse huse fik handelsforbindelser ud over landets grænser, men fortsatte samtidig den gamle, hyggelige handel over disken i den velbe­ søgte butik mod gaden.

Købmandshusenes store tid

245

Takket være gode kornpriser oplevede dansk handel en blomstringsperiode gennem tresserne og nogle år ind i det følgende årti. Højkonjunkturen bølgede hen over hele Europa og gavnede også handelen i Danmark på alle niveauer. Stimu­ lansen her og i udlandet var i høj grad, at landdistrikterne uden for byerne åbnede sig - landbefolkningen blev for alvor potentielle kunder til byernes produkter. Den økonomiske spiral begyndte ude i bøndernes stalde og lader, gik videre gennem høkerne på landet, og snoede sig via mange engrosled op til de større handelshuse for at ende oppe i de store kapitalansamlinger i København omkring bl.a. C. F. Tietgens skrivebord. Det solide mellemlag af købmandshuse, der formidlede køb og salg af landbrugsproduktionen, var fortsat det faste funda­ ment, selv om de nye store aktieselskaber i København af internationalt format stjal billedet. Købmændenes kontakter gik viden om, ofte hinsides deres eget opland og langt ind i 246

Gang i omsætningen

Maleren Johannes Larsen udførte som 22-årig i 1889 dette fine billede af sin fars købmandsgård i Kertemin­ de. Maleriet viser udsigten fra købmandens pult ved vinduet, hvorfra han kunne følge svendenes arbejde med varerne i de mange magasiner. Duften af kolo­ nialvarer blandede sig med lugten af tjære fra tovværk og tagpap. Malerens far, købmanden, drev også rederi. På sine skibe, „Sam­ son", „Addy" og „Sorte Hanne", hentede han bl.a. træ fra sine egne skove i Småland og fragtede korn fra omegnens bønder til København. Den unge malers lyriske skildring af de hjemlige bygninger ånder den lille købstads fredelige dagligdag.

storhandel på internationalt plan. Da andelsbevægelsen i det følgende årti skabte egne salgs- og distributionskanaler, efter­ lignede den for en meget stor del det økonomiske system, som private handelshuse møjsommeligt havde opbygget i løbet af halvfjerdserne. Et karakteristisk eksempel er smørhandelen, et af andelsbevægelsens stjerneprodukter. Smør blev kærnet på snart sagt alle gårde, men til hjemmeforbrug. Kun på herregårdene havde man udviklet mejeri­ drift med henblik på salg. Men kvaliteten var gennemgående ringe og salget derfor tilsvarende dårligt. I løbet af 1860'erne mødtes imidlertid en systematisk forskningsindsats med et initiativ fra erhvervslivet. Landøkonomen Thomas R. Segelcke arbejdede med støtte i Landhusholdningsselskabet med for­ søgsarbejde i mejeridrift og udgav i 1865 en „Vejledning i Smørtilberedning for mindre Jordbrugere". Den medvirkede til, at man på mange bøndergårde navnlig på Fyn og Sjælland i større omfang og teknisk set mere systematisk begyndte at fremstille smør. En stor århuskøbmand, Hans Broge, fik øje på de mulig­ heder, der lå i smøreksport. Det danske herregårdssmør var tidligere via tyske havne gået til England og solgt der som „Kielersmør". I samarbejde med Segelcke arrangerede Hans Broge hvert år fra 1868 smørudstillinger, hvor producenterne konkurrerede på kvaliteten. Det var en hæmsko, at smørret var så uegalt, svingende i kvalitet efter årstiden og fodermulig­ hederne. Her var det, at forskningens nye resultater dikterede nye metoder, der yderligere stimulerede handelen: for at få en ensartet smørkvalitet året rundt måtte bønderne nødvendigvis købe importeret kraftfoder til kreaturerne om vinteren. Bøn­ dernes hø slog ikke til, og roer var endnu knap kommet frem. Købmændene måtte til at importere og videresælge sojakager osv. lokalt. Landbruget blev del af storhandelens internationa­ le omsætning. Det var på samme tid, at de direkte fragtruter til England begyndte via den da nyanlagte havneby Esbjerg. Hvad Hans Broge var for smøreksporten fra Jylland, blev brødrene Plum fra Assens for Fyn. Deres handelshus skabte allerede omkring 1870 et salgsnet i England, hvor fransk smør hidtil havde domineret. En af brødrene Plum nedsatte sig som grossist derovre, og firmaet i Assens kunne derved levere direkte til detailhandelen i Storbritannien uden om engelske mellemled. Hans Broge forbedrede kontakten til England ved selv at fi­ nansiere en skibsrute for sit smør fra Århus til Newcastle. Resultatet var, at den danske smøreksport i tiåret 1865-75 mere end tredobledes. Men det egentlige gennembrud fik dansk

Købmandshusenes store tid

247

411

.lUWiJJUKfi/./ff.’T

Forbedret og billigere tryk­ keteknik gjorde regnings­ blanketter, pengesedler og aktiebreve Hl små kunst­ værker. Her er det en reg­ ning fra købmand Mørch i Køge, der i 1863 opkræver en gæld fra 1861 hos rebsla­ ger Petersen i Store Heddin­ ge-

248

smøreksport først efter en international landbrugsudstilling i London i juni 1879, hvor en dansk bondekone fra Hessel ved Grenå vandt førstepræmie for sit smør. Opbygningen af smør­ handelen og eksporten til England var præget af et imponeren­ de fremsyn. Plumbrødrene, Hans Broge og de andre havde nemlig forudset det voldsomme prisfald på korn i hele Europa, da amerikansk og ukrainsk korn overfyldte markedet. I Dan­ mark vedblev kornpriserne dog at stige helt op til 1876. Det næste led i den økonomiske spiral, der drev handelens omsætning opad, var de københavnske grosserere, tidligere også kaldet købmænd; men de havde ikke mere butikker og solgte kun engros og var organiseret i Grosserersocietetet, en slags forfinet købmandslav med hovedsæde i børsbygningen. Det førte tilsyn med bl.a. kursnoteringen på værdipapirer og varer, men fungerede også som en politisk pressionsgruppe. Grossererne var hovedleverandører af industriprodukter til provinskøbmændene. Det var på dette grossererniveau, at handelens og industriens interesser mødtes. Fabrikanter og grosserere repræsenteret i henholdsvis Industriforeningen og Grosserersocietetet, havde fælles interesser i at formidle pro­ dukter fra ind- og udland, dels via købmænd og høkere til hjemmemarkedet, dels til aftagere uden for Danmark.

Internationalt handelssamkvem Et af de store drivhjul i denne fornyelse og ekspansion var de store industriudstillinger herhjemme og i udlandet. Verdens­ udstillingen i London 1851 og dens fortsættelser, 1853 i New York, 1855 i Paris, senere i Wien og igen i London, var udtryk for den økonomiske opdrift og handelens ekspansion tværs over landegrænser. Udstillingerne udtrykte også nationernes lyst til at hævde sig på det internationale marked. De hørte med i en tid, hvor reklamebranchen skabte nye former for markedsføring under påvirkning fra Amerika. De enkelte lan­ des pavilloner, ofte opført for statsmidler, var kostbare in­ vesteringer, men skabte til gengæld et hidtil ukendt tværnatio­ nalt samarbejde. Udstillingerne sigtede ikke blot på at skabe nye handelskontakter. Man satsede også på teknisk samar­ bejde om f.eks. patenter. Danske firmaer deltog i stigende omfang i disse verdensudstillinger. Men Danmark havde også ambitioner og kapital til selv at arrangere den slags salgsfrem­ stød. Et højdepunkt var den store nordiske industriudstilling i København sommeren 1872, en kæmpeopvisning efter tidens forhold med 3700 udstillere. Disse udstillinger ude og hjemme bidrog til at gøre Danmark

Gang i omsætningen

C. F. Tietgen i sit kontor, fotograferet i firserne. Indtil 1894 dominerede Tietgen kapitalmarkedet ved at knytte mange små virksom­ heder sammen i større markedsdominerende aktie­ selskaber. Et typisk eksem­ pel er De danske Sprit­ fabrikker fra 1881, der var en sammenlægning af mere end 200 små brændevins­ brænderier i Danmark. Tietgens imperium i firserne svarede i dansk målestok til de store truster, som bl.a. Rockefeller og Morgan samlede i USA.

til en del af et større marked. Det er fra 1870'erne og fremefter svært at skelne danske og udenlandske produkter fra hinan­ den. Nye opfindelser eller produkter kom hurtigt til landet, eller danske fabrikanter efterlignede udenlandske varer her­ hjemme efter bedste formåen. Det gjaldt for eksempel de første velocipeder, cyklerne med de store forhjul, der kom til landet i slutningen af 1860'erne. Øverst på den danske handels pyramide stod Carl Frederik Tietgen fra Odense, finansmanden der fra 1857 kom til at dominere den danske finansverden og storhandel som næppe nogen efter ham. Som 19-årig kom han i 1848 til Manchester, et af de dynamiske centre for den engelske verdenshandel, hvor han arbejdede i fem år. Da en gruppe københavnske gros­ serere i 1857 stiftede Privatbanken, den første landsdækkende bankvirksomhed efter Nationalbanken, valgte de den da 28årige Tietgen til direktør. Han fik derved fingeren på den danske storhandels puls, og forstod i sjælden grad at stimulere denne ved at sætte rigelig kapital i cirkulation og være sjælen i en række firmagrundlæggelser og sammenlægninger af små firmaer til store konkurrencedygtige aktieselskaber. Lige efter Den fransk-tyske Krig var der økonomisk grøde i luften. Danske forretningsfolk forstod, at nu skulle opmærkInternationalt handelssamkvem

249

Med de nye pengesedler efter møntreformen 1873 blev der lagt vægt på en grafisk udformning af sed­ lerne, der forhindrede efterligninger. Tidens hang ril detaljeret ornamentik og dekoration var velegnet til at skabe den første sikker­ hedsgrafik.

somheden rettes udad ikke alene mod England, men også mod kontinentet. Der foregik lidt af den samme mobilisering af de økonomiske kræfter som den, der hersker i Danmark i forbindelse med indtrædelsen i det åbne europæiske marked. Den skarpe anklage, Georg Brandes netop på den tid rettede mod sine landsmænd for at lukke sig ude fra Europa, gjaldt ikke den danske handel og industri. Sjældent i dansk historie har danske erhvervsfolk været så lydhøre og handledygtige i forholdet til udlandet som i disse år. Det lille fattige land, der syntes plantet på det store, rige europæiske kontinent som en stilk, var kort sagt ved at ind­ hente de mere fremskredne industrilande. Dampens tryk på lokomotiver, maskiner og dampskibe gav også stærk stigning i penge- og vareomsætningen i de omgivende lande. Selv uden højtidelige traktater om europæisk økonomisk fællesskab og trods stærke nationalpolitiske spændinger synes der på alle niveauer af storhandel og industri at have hersket en tæt forståelse tværs over grænserne. Også pengepolitisk indrette­ de landene sig efter hinanden og fjernede valutaknuder, der kunne forhindre samhandelen. Den store møntreform i 1873, hvor Danmark sammen med de andre nordiske lande gik fra rigsdaler til kroner, er et godt eksempel på dette. Det danske pengesystem havde altid været baseret på sølvværdi. Efter pengekrisen omkring 1813 lykke­ des det fra 1838 at genskabe den solide rigsdaler, sådan at den svarede til sølvværdien og havde dækning enten i tilsvarende metal i bankens kældre eller i cirkulerende mønter. Men i de følgende år faldt sølvet stadig i værdi på grund af stadig større sølvfund rundt om i verden. Desuden varierede prisen på sølv fra land til land, og i England, verdens største handelsnation, 250

Gang i omsætningen

„Mælkekælder på Ryomgård", 1892. Før centrifu­ gens opfindelse måtte den nymalkede mælk henstilles i store fade ca. et døgn for at trække fløde til smørkærning. På de bedste her­ regårdsmejerier havde man vandkølede fade, der hilod, at mælken om sommeren kunne stå længere og der­ med trække mere fløde, inden smørkærningen fandt sted. Kærnen står parat til højre. Maleren Chr. Mourier-Petersen har med sit billede formået at gengive kælderlokalets fugtigkolde atmosfære.

var pundet allerede fra 1816 blevet knyttet til guldværdien. Efter Tysklands sejr over Frankrig, der indebar betaling af et enormt beløb i krigsskadeserstatning, besluttede det nye tyske kejserrige i foråret 1871 at gå over til guldmøntfod. Den samme sommer afholdt skandinaviske nationaløkono­ mer en stor kongres. Mødets hovedresultat var en fælles hen­ stilling til de nordiske regeringer om at gøre ligesom Tyskland. Handledygtigt nedsatte den svensk-norske og den danske regering straks en nordisk kommission med tre medlemmer fra hvert land. I løbet af et år var planerne for en fælles møntre­ form udformet, traktaten om en møntunion blev vedtaget af den danske og den svenske Rigsdag i 1873 - det norske Stor­ ting tøvede et par år med at tilslutte sig. Reformen gik dels ud

Internationalt handelssamkvem

251

på fælles overgang til guldmøntfod, dels et skifte fra rigsdaler, mark og skilling til kroner og øre, altså fra det 3-delelige system til det 10-delelige. Dermed stod kun England tilbage med det gamle 12-tals møntsystem. Møntfoden baseredes på udmøntning af 20- og 10-kronersmønter af guld, sådan at der i de tre nordiske lande kom 124 tyvekroner ud af et kilo fint guld af samme lødighed. Derved kom de gamle rigsdalere til at svare til to kroner. Med en imponerende effektivitet blev der alene i Danmark i løbet af 1874 inddraget for 43 millioner mark- og skillingsmønter og samtidig indkøbt guld og udmøntet for 26 millioner kroner. Det blev til mere end en million 20-kronersmønter og knap 400.000 guldtikroner. Af det inddragne sølv blev 26 millioner sølvmønter solgt til udlandet og resten udmøntet til to- og enkroner. Hele operationen var stort tænkt og flot gennemført i hvert af landene. Mange nationaløkonomer og jurister så møntreformen som begyndelsen til en ny og mere jordbunden skandinavisme, måske visioner om et nordisk økonomisk fællesmarked. Tan­ kerne herom omsattes til forsøg på at skabe fælles nordisk lovgivning. Samtidig med møntreformen arbejdede en række skandinaviske kommissioner på at skabe ensartede retsregler på vigtige områder. I samme ånd var udgivelsen fra 1876 af en nordisk retsencyklopædi i mange bind. Den nationalliberale politiker A. F. Krieger var meget aktiv i dette forsøg på at genoplive 1850'ernes skandinavisme i mere pragmatisk form. Opdriften blev som nævnt brat standset for en tid ved kon­ junkturskiftet omkring 1877, der nåede til os fra udlandet og for to-tre år frøs blodet i det økonomiske system. Et om­ fattende prisfald medførte lukning af virksomheder og en meget stor arbejdsløshed i byerne. På landet mærkedes det første fald i kornpriserne og dermed en følelig landbrugskrise. Omkring årsskiftet 1879-80 var der igen tøvejr i luften; afsæt til en ny stor højkonjunktur. Depressionen i disse år rystede nationaløkonomernes gamle begejstring for 1700-tallets frihandelsidé. Man begyndte ude i Europa at erkende, at den frie konkurrence havde farlige socia­ le bivirkninger. Internt ved at puste til socialismens gløder, i udenrigspolitik ved at skabe spænding mellem stormagterne. Nationale økonomiske hensyn til den hjemlige industri måtte sættes over frihandelsideen. Fra 1879 gik først Tyskland, siden også de andre stormagter over til toldbeskyttelse. Det fik dan­ ske erhvervsfolk til at overveje noget lignende i de følgende år. Toldspørgsmålet kom ind i debatten som endnu et mellem­ værende mellem bverne og landbruget. 252

Gang i omsætningen

Over alle grænser I fremtidsvisionen afspejler en periode sine tanker inden for tidens begræns­ ninger. Det mest fantasiful­ de i denne, som kaldes „Københavnsk Boulevard 1972", er ikke dampvognene og hesten, der er sat på pension, men den detalje, at alle damerne på toppen af dampbussen ril Kirsten Piils Kilde ryger cigarer og bærer korte skørter! Des­ uden at omnibussens chauf­ før er en dame. Folkets Nisse (også navnet på bla­ det, hvor tegningen blev gengivet 1872) er ved at stige om bord i luftskibet til Kina.

„Kommunikation" kunne have været 1870'ernes stikord, lige­ som „information" blev det et århundrede senere. Tidens stør­ ste forretningsfolk investerede fortrinsvis deres penge i trans­ port af enhver slags i tryg forvisning om, at det også gav det bedste afkast. Tietgen og Privatbanken satsede størstedelen af deres kapital på skibe, sporvogne, jernbaner og telegraflinier, fra 1881 også på telefoner. De andre store kapitalister i Køben­ havn på den tid, baron Gedalia, D. B. Adler med flere, fulgte Tietgen i hælene. Særlig var der kamp om at få retten til de nye jernbanelinier, som oprettedes fra 1860'erne. Den optimisme, der prægede tidens erhvervsliv, var ikke mindst båret af troen på, at jernbaner som et nyt blodkarnet i samfundet kunne drive omsætningen frem. Fra Amerika gik der frasagn om de mægtige jernbanetruster med Union Pacific i spidsen, der havde lagt jernbaner ind i de vidtstrakte, uopdyrkede prærie­ områder og igangsat et økonomisk boom af uhørt omfang.

Over alle grænser

253

Også Danmark skulle sættes på skinner. Den store dis­ kussion om længdebane eller tværbane i Jylland og dermed spørgsmålet om Tyskland eller England som vigtigste han­ delspartner blev brat afsluttet med krigen 1864. Svaret var klart: England var fremtidens eksportland. Allerede i 1865 var der lovforslag om anlæg af en ny havn på Jyllands vestkyst og en jernbane dertil, og i 1868 var eventyret om den nye by Esbjerg begyndt med anlægget af en statshavn, hvorom der med ekspresfart skød en stor by op. Det var en udvikling i amerikansk stil med tilhørende spekulationsopkøb og efter­ følgende fallitter. Da jernbanen fra Kolding til Esbjerg og de andre sidelinier fra stambanen Aærs gennem landet skulle anlægges, sloges Tietgen og Gedalia om aktierne. En række andre jyske jern­ baner var blevet finansieret af et konsortium med Gedalia i spidsen, medens Tietgen kom til at dominere jernbanebyg­ geriet på Lolland-Falster. På et tidspunkt i tresserne arbejdede Tietgen på at få dannet et „De forenede Jernbaneselskaber" som parallel til „Det forenede Dampskibs Selskab", som han havde grundlagt omtrent samtidigt. Det mislykkedes. Til gen­ gæld lykkedes det ham at få koncessionen på jernbanen fra København til Kalundborg. Den misundte baron Gedalia ham imidlertid så meget, at han købte den af Tietgen for et så stort beløb, at det blev enden på den driftige, men i samtidens øjne komiske barons imperium. 11875, året efter at banen var åbnet, blev han erklæret konkurs, flygtede for en tid til Amerika og nåede aldrig at genvinde sin positon. Stærke politiske og økonomiske kræfter på alle niveauer var med i beslutningerne omkring det store skinneanlæg, der blev anlagt, før de dårlige tider satte ind i 1877. Foruden Rigsdag, amtsråd og sogneråd ville mange pressionsgrupper, f.eks. lokale godsejere og fabrikanter, være med til at holde på pen­ neskaftet, når linieføringen skulle tegnes ind på kortet. Det var den samme konkurrence mellem det lokale, det regionale og det landspolitiske, som et århundrede senere udspilledes om­ kring anlægget af motorveje. 1870'eme havde også sin hidsige debat om opførelsen af en stor bro. Den gjaldt opførelsen af den første jernbanebro over Limfjorden. Det oprindelige pro­ jekt var vedtaget 1873, men det blev allerede året efter ned­ skåret under en hurtig sparerunde; og så blev opførelsen des­ uden stærkt forsinket, da en bropille væltede under arbejdet. Det store jernbaneboom, man hørte om fra Amerika, ude­ blev heller ikke i Danmark. På alle niveauer bragte banerne bevægelse i pengestrømmene. Mest frugtbar blev den varecir­ kulation, banen bragte ud til lokalbefolkningen langs med 254

Over alle grænser

Køreplan for en etape på den jyske længdebane, som den blev bekendtgjort i Viborg Stiftstidende i 1863. Rejsetiderne viser, at gen­ nemsnitsfarten inklusive ophold på vejen var om­ kring 20 km i timen. Der gik to tog i hver retning om dagen, og priserne var høje sammenlignet med tidens lønniveau. En landarbejder, der højst fik 40-50 rdl. om året, ville ikke ofte have råd til at tage med toget. Køre­ planen er i øvrigt omtalt ovenfor side 11.

DET DANSKE JERNBANE-DRIFTSSELSKAB. Aarhuiis-Randers og Langaa-Viborg Sectioner.

Soqene fra n n tt tt

tt n tt n r> •n •n

afgaae Viborg Kl. 6, 5 M . Formiddag — tt tt n tt 3, 20 „ Eftermidd. tt tt Banders tt Formiddag 7 tt tt 10, 15 „ Y> tt 1, 15 „ Eftermidd tt tt 7, 25 „ Aarhuus tt 9, 20 „ Formiddag — tt r tt 6, 30 „ Eftermidd. tt tt

an&ommB

og til Randers • tt Aarhuus tt Randers tt Aarhuus tt .karhuus tt Viborg

tt n tt r> ri

tt

(Taberne ere

Kl 7, 40 M. F'ormiddag.

n „

8, 45 „ 4, 55 „

tt Eftermidd.

„

6

r> Formiddag.

„ a, „ 11,

45 „ 55 „

Aarhuus » 6 Viborg „9, 5 „ Randers „ 11, 5 „ Viborg „ H, 55 „ Randers „ 8, 15 „ Viborg n 9, 5 „

tt Eftermidd. tt Formiddag.

Eftermidd. t>

•

Isto Classe. 3 Rd. 8 Sk. 4 Rd. 28 Sk.

2den Classe.

3die Classe.

I Enkelt Billet (Dobb. Billet

2 Rd, 36 Sk. 3 Rd. 8 Sk.

1 Rd. 64 Sk. 2 Rd. 12 Sk.

Aarhuus-Randers

(Enkelt Billet IDohb Billet

2 Rd. „ Sk. 2 Rd. 64 Sk.

1 Rd. 48 Sk 2 Rd. „ Sk.

1 Rd. „ Sk. 1 Rd. 32 Sk.

Randers-Viborg

/Enkelt Billet | Dobb. Billet

1 Rd. 84 Sk. 2 Ild. 60 Sk.

1 Rd. 44 Sk. 1 Rd. 84 Sk.

1 Rd. „ Sk. 1 Rd. 28 Sk.

Aarhuus-Viborg -

■

■

..

.

NB.

Jernbanetiden er c. 10 Minutter f'ur Byens Tid. Fornvrigt henvises ti! Taxierne og Fartplanen, som erholdes paa Hovedcontoiret og alle Stationer. Aarhuus Banegaard. den 18de Juli 1863.

©nertriftsbclhjrelfen. skinnerne. Mangen afsides landsby fik fornyet liv og om­ sætning. Men også oppe i toppen af det økonomiske system bragte jernbanerne grøde. Der blev indhøstet mægtige for­ muer af de finansfolk, som fik koncessionerne. Men kapitaler­ ne blev geninvesteret. For eksempel kom den formue, baron Gedalia tjente omkring 1871 på anlægget af Ålborg-HjørringFrederikshavnsbanen til at udgøre en betydelig del af start­ kapitalen i Landmandsbanken, der blev grundlagt 1873. Det blev igen basis for den investeringsbyge, som fulgte i bankens kølvand. En væsentlig side af sagen var den beskæftigelse, som an­ lægget af godt 1100 km jernbaner i løbet af godt ti år skabte. Man har beregnet, at der fast gennem mere end et årti må have været beskæftiget omkring 8-10.000 mand med anlægget af banerne. Det var hårdt, men spændende arbejde i fællesskab med mange jævnaldrende og ligestillede, bedre betalt og mere afvekslende end det ensformige og undervurderede arbejde som tyende på gårde og godser. Det tiltrak arbejdere fra nær og fjern. Blandt de store sjak, der med skovle over skuldrene sendtes ud på linierne, talte mange en besynderlig „dialekt"; det var skånsk. Den alvorlige landbrugskrise i Sydsverige fra slutningen af 1860'erne satte en vældig udvandringsbølge i gang. Foruden de egentlige udvandringsagenter berejste

Over alle grænser

255

Den første danske jembanefærge, „Lillebælt", under indsejling til Strib i 1872. De jysk-fynske jern­ baner blev anlagt og be­ kostet af staten. I de første år blev de drevet af et privat selskab, men i 1867 overtog staten driften og besluttede derefter at koble banerne sammen ved en jernbane­ færge over Lillebælt. Den var bygget i Newcastle, var 45 meter lang og kunne rumme seks jernbanevogne.

256

Over alle grænser

mange danske hverveagenter Skåne og Blekinge og samlede i tusindvis af sultende landarbejdere til arbejde i Danmark. Man har beregnet, at der alene i 1870'erne kom over 10.000 af dem til Danmark, foruden et tilsvarende antal sæsonarbejdere, der kun var her i sommerhalvåret. Mange af dem blev indrulleret i de store flokke af jernbanearbejdere, „børster", som de blev kaldt i Danmark, „rallare" på svensk.

Vandringer fra land til by Men det store flertal af jernbanebørsterne talte gode danske dialekter, jvsk, fvnsk eller sjællandsk. Det var unge bondekar­ le, som var på vej fra landbruget over i andre erhverv7. De offentlige anlægsarbejder, der kunne opsuge mængder af ar­ bejdere fra begyndelsen af 1860'erne, var et væsentligt in­ citament til det store opbrud i landbefolkningen, der vel nok er den største og mest afgørende sociale omvæltning i 1800-tallets Danmark. Selv om bønder tjente gode penge i mange årtier efter 1850, var der ikke mere gode fremtidsudsigter for karle eller piger på landet. Gennem århundreder havde „omsæt­ ningen" i landbefolkningen været den, at bønder- og hus­ mandsbørn tidligt kom ud at tjene og i hvert fald blev selvfor-

sørgende efter konfirmationen. Omkring den tid, hvor de ville gifte sig, fik de heldige ved arv, giftermål eller køb en selv­ stændig jordlod, stor eller lille. Tidligere kunne godserne ved hjælp af det gamle fæstevæsen til en vis grad regulere, at egnens unge fik egen bedrift og dermed blev boende i sognet. Men i løbet af 1800-tallet gik fæstegårdene over til selveje, og dermed blev jordfordelingen stivere. Den almindelige stigning i befolkningen, flere børn pr. æg­ teskab, gjorde hver årgang af bonde- og husmandsbørn større. Ti til tolv børn pr. familie var meget almindeligt. Det var den gængse opfattelse, at mange børn var en rigdom, fordi de forholdsvis hurtigt ville kunne bidrage til familiens under­ hold. Det bidrog til, at de gifte par ikke forsøgte at begrænse antallet af graviditeter. Derfor kunne godsejere og bønder sagtens få billig arbejdskraft - de behøvede ikke at udstykke nye husmandsbrug for at holde på deres tyende. Gode korn­ priser fik bønderne til at beholde deres jord under egen drift. Prisen pr. tønde land steg i takt med kornprisen, og det van­ skeliggjorde yderligere de unges muligheder for at „få foden under eget bord". Sammenhængen mellem afvandring og jordpriser ses af den kendsgerning, at afvandringen fra landbruget var størst i de egne i landet, hvor jordpriserne var højest. Det gjaldt f.eks. Langeland og Sydfyn. En stor del af landboungdommen var berøvet en „gulerod at løbe efter", muligheden for på lidt længere sigt socialt at stige til selv at blive husbond. Men dertil kom også en langsom forandring til det værre i forholdet mellem husbond og tyende på landet. Den gamle patriarkalske form ændredes med de gode tider efter 1850. Mange bønder fik udseende af velhavende arbejdsgivere, tyk­ mavede herrer, der fra døren til stuehuset uddelte ordrer til karle og piger, men sjældent selv deltog i markarbejdet eller indtog deres måltider med folkene. Det bidrog væsentligt til en holdningsændring på landet, da det tidligere nære samliv mellem husbond og tyende opløstes. Før havde de siddet om det samme bord og rakt til de samme sule- eller grødfade og sovet rundt om i alkoverne i den fælles stue. Nu blev stuehuse­ ne ombygget og nyindrettet efter byernes smag. De gamle malede bondemøbler blev kastet ud og bygningen forlænget, så der blev plads til stadsestue med købstadsmøbler og særligt soveværelse for husbond og madmor. Tyendet blev anbragt på karlekamre rundt om i de andre længer under primitivere former og spiste i „Folkestuen", der nu blev almindelig på gårde, som den længe havde været det på godser. Tyendet blev overladt til sig selv i fritiden, medens det før havde været

Vandringer fra land til by

257

De gode tider i dansk land­ brug viste sig tydeligt i stuehusenes indretning. Til venstre stuen i en gård i Pebringe i Sydsjælland, indrettet i 1830'rne med fast bænk langs væggen, hvor husbond, børn og tyende sad og spiste, medens husmoderen stod op, et udtryk for den gamle tids puritanske og patriarkalske livsholdning. Til højre stadsestuen i stuehuset Hl en fynsk vandmølle fra 1890'erne. Den borgerlige, købstadsprægede smag har holdt sit indtog på landet og med den udtryk for rigdom og dermed en ny livsshl i landbruget. Industriens produkter var nået ud på landet, så også landmænd kunne indrette sig stands­ mæssigt.

258

Over alle grænser

flittigt beskæftiget med forskellig husflid og underholdt med alskens sang og fortælling af folkeeventyr. Denne afgørende forvandling fandt sted langsomt og grad­ vist, varierende fra egn til egn. Det var formodentlig sjældent så sørgeligt og diskriminerende for tyendet, som Martin An­ dersen Nexø har skildret det i „Pelle Erobreren". Den sociale nedvurdering af tyendefolks arbejde forstærkedes af tyende­ loven af 1854, der til karle og piger kun gav nogle få rettig­ heder, men til arbejdsgiverne hele bundter af sanktionsmulig­ heder. Ånden i den lignede mere enevælde end demokrati. De unge ville ikke finde sig i dette. Selv om deres skoleud­ dannelse var kort, havde de dog fået impulser fra en større verden gennem den nye generation af idealistiske skolelærere, der befolkede de mange små landsbyskoler. Den sociale op­ drift, der løftede byernes handels- og industrifolk op til en højere status, blæste også nede i samfundets underklasse, i tarvelige karlekamre, hvor de unge drømte om at overskride grænser. Virkningerne af denne udvikling kan aflæses på mange måder. I herredsfogedernes retsarkiver kan man, navnlig i årene 1870-72, finde stribevis af anmeldelser fra vrede bønder,

der klagede over, at deres tyende havde forladt konditionen i utide og nu ønskedes tilbageført til tjenesten med herreds­ fogedens hjælp. I avisernes spalter klagede bønder i læserbre­ ve over den fordærvede ungdom og mangelen på ærbare malkepiger og gudfrygtige karle. Det danske arbejdsmarked var øjensynligt ved at blive trukket skævt. Landbruget mistede de bedste af de unge, medens byerne var ved at blive overbe­ folket af arbejdssøgende. Ambitionerne om højere løn og/eller egen virksomhed var drivkraften i en vældig bevægelse i be­ folkningen.

Udvandring I kølvandet på denne folkevandring blomstrede de erhverv, der levede af uroen i samfundsstrukturen. Det var en hær­ skare af tjenstvillige agenter, kommissionærer og folk med andre fine titler, som mod passende honorar hjalp de van­ dringslystne til det sted, hvor de troede, lykken var. Når de unge karle og piger kom „ind med firetoget", blev de modtaget af en flok af fæstemænd, pantelånere og udvandreragenter. I en indberetning til justitsministeren fra 1866 taler Københavns

Udvandring

259

politidirektør bekymret om „den ubegribelige letsindighed, hvormed især menigmand giver sig enhver kommissionær i vold, og den samvittighedsløse måde, hvorpå upålidelige og til dels berygtede personer benytter sig af denne som af andre lignende udveje til at fortjene penge". Politidirektøren ønske­ de en offentlig kontrol med disse agenter - ordet bondefan­ gere lå ham i pennen, for det var jo sagen, et eksempel på den brede kløft mellem det uspolerede land og det kolde liv i byerne. Den største gruppe blandt disse agenter var fæstemændene, den tids arbejdsformidlere. Nogle af dem store folk med egne fæstekontorer. I København var der henved 20 af disse private arbejdsanvisningskontorer omkring 1880. Mange af dem hav­ de ansat underagenter, der med en fin kasket var til rådighed rundt om i byen, hvor arbejdsgivere kunne tænkes at få brug for medhjælp. Et af fæstekontorerne havde på et enkelt år 17.000 arbejdssøgende, hvoraf ca. 20 procent var svenskere. De betalte et beløb i indskrivningspenge, og et ukendt antal af dem blev så sendt ud på arbejde ved f.eks. jernbanebyggeriet eller på fabrikker. Svenskerne blev for størstedelen brugt som landarbejdere - de var billigere end danskerne og fandt sig hjemmefra i dårligere behandling. Arbejdsgiverne, som re­ kvirerede dem, betalte selvfølgelig også afgift til fæstemænde­ ne. Et af de åbne arbejdsmarkeder var Lolland-Falster, hvor sukkerroedyrkningen blev sat i system fra 1873. Det stod hur­ tigt klart, at den lokale befolkning ikke ønskede at påtage sig arbejdet med at rense og optage roerne. De stedlige land­ arbejdere rejste i stort tal til byerne eller til Amerika. I stedet udfyldte fæstekontorerne hvert år dette vacuum med hun­ dredvis af svenske piger. De boede på Lolland-Falster i store barakker i nærheden af markerne, indtil roekampagnen var forbi i oktober. Da dyrkningen af sukkerroer også i firserne kom til Skåne, udeblev de svenske piger fra Lolland-Falster, og nu sattes der et hvervningsarbejde i gang i Polen, navnlig i provinsen Galicien. Fra begyndelsen af halvfemserne kom tusindvis af piger til Danmark under opsyn af tysktalende „Aufsehere", som fulgte dem i marken og holdt justits i de primitive barakker, pigerne blev installeret i. Disse polakker (udtaltes med tryk på første stavelse) satte deres stærke præg på Lolland-Falster, og da en stor del af pigerne giftede sig i Danmark, er det polske præg endnu ikke helt forsvundet. Mange af de arbejdssøgende, der flygtede fra de dårlige vilkår på landet, havde videre mål end den nærmeste købstad - de unge og stærke havde fantasi og vovemod til rejsen ud 260

Over alle grænser

En mormon præsenterer sin nye kone for sine ældre hustruer. Billede fra tids­ skriftet Nutiden fra 1882, der berører det provokerende træk ved mormonismen, at flerkoneri var tilladt. For­ argelsen over det var årsag til voldsomme optøjer mod mormonmøder i 1850'erne. Bigami kunne jo påvises i Bibelen, og hos mormoner­ ne havde det den begrun­ delse, at kvinderne var i stort overtal blandt de omvendte. På den an­ strengende færd over At­ lanten og den lange rejse over prærien og Rocky Mountains var det praktisk, at mændene beskyttede et antal kvinder.

over Danmarks grænser. De nærmeste lande, Sverige og Tysk­ land, var ikke nogen tillokkelse. Nej, skulle det være, var det fjerne, rige Amerika den drøm, som allerede fra 1830'rne hav­ de strejfet også danskerne og sat litterære blomster som Chri­ stian Winthers børnedigt „Flugten til Amerika". Men vejen dertil var lang og den hjemlige sagosuppe trods alt så varm og nærende, at kun meget få almindelige danskere fandt vej til det oversøiske før 1860. Der var derimod en speciel gruppe af ualmindelige danskere, der allerede fra 1850'erne i store mængder tog vejen til Amerika. Det var mormonerne, med­ lemmer af den amerikanske sekt, som i 1849 kom til Danmark takket være missionærer, udsendt fra staten Utah hinsides Rocky Mountains. „De sidste dages hellige" havde været ud­ sat for forfølgelser på østkysten af USA og var derfor under store lidelser draget til fods den lange vej over prærien til Saltsøen i Utah, hvor de i fred kunne danne deres eget sam­ fund og leve efter deres egne regler. Mormonerne besluttede efter ankomsten til Utah at sende missionærer til Europa og lagde særlig vægt på indsatsen i Danmark. Det skyldtes, at to danske brødre Hansen i Salt Lake City var nære venner med mormonernes ukronede konge, Brigham Young. De oversatte meget tidligt den såkaldte Mor­ mons Bog til dansk og fik den trykt og udgivet i 3000 ek­ semplarer i København allerede i 1851. Missionærerne i Danmark fik hurtigt deres net fyldt med et stort antal danske, navnlig fra København og Nordjylland,

Udvandring

261

som de under salmesang og mange ceremonier døbte i lokale gadekær og mergelgrave. Dåben indebar næsten som en pligt, at de omvendte også skulle udvandre til det „himmelske Zion på jorden", Salt Lake City. Med en professionalisme næsten som moderne rejsebu­ reauer arrangerede mormonmissionærerne massetransport med særligt chartrede skibe, som regel fra Ålborg og Fre­ derikshavn. Skibsladninger af syngende og bedende mormo­ ner forlod landet hvert år fra 1852. Det var for størstedelen kvinder med mange børn, men også en del mænd, alle fra de fattigste lag i byerne. Også i Danmark blev mormonerne udsat for overgreb fra befolkningen, navnlig i Ålborg kom det til voldsomme optøjer mod dem. Det gjorde deres afrejse så meget lettere - især da rejsen som regel var gratis. Udgifterne skulle først betales, når udvandrerne havde etableret sig i Utah. I de første år tog rejsen ofte op til fire måneder, først på sejlskibe over Atlanten, der­ næst til fods over prærien og Rocky Mountains. Over 200 amerikanske missionærer arbejdede i Danmark mellem 1850 og 1880, og de omvendte over 18.000 danskere. Knap 6000 af dem tabte troen igen eller blev i Danmark, men næsten 9000 danske mormoner kom i samme tidsrum til USA; i 1904 var tallet steget til 12.600. Mormonstaten fik et stærkt dansk islæt - endnu i dag er der forbavsende mange Hansener og Jensener i Utah. For mange af de gamle udvandrere gjaldt vel, at de med rejsen til Utah på en bekvem måde kombinerede den religiøse kaldelse med en praktisk vej ud af et elendigt liv på sultegræn­ sen i Danmark. I øvrigt var der også en del, der faldt fra mormonismen, inden de nåede over den amerikanske prærie. Mange af dem slog sig ned i lowa ved Missourifloden og dannede begyndelsen til senere større danske kolonier. De, som vovede sig af sted for Guds skyld, blev dog kun et mindretal i forhold til de store menneskemængder, der fra midten af 1860'erne begav sig af sted for at få et bedre liv i Amerika. Flere forhold medvirkede til at gøre udvandring til en massebevægelse over hele Europa. I 1865 sluttede den blodige amerikanske borgerkrig, og regeringen i Washington var besluttet på at indvinde krigens store økonomiske og men­ neskelige tab ved at lokke folk over fra Europa og opdyrke de vældige præriestrækninger, hvor jernbanerne var ved at blive anlagt. Med den såkaldte Homestead Act, der var vedtaget allerede i 1862 og nu for alvor skulle føres ud i livet, blev der tilbudt alle voksne mænd et areal på 160 acres frugtbar prærie­ jord gratis til eje, når de havde boet der i fem år og havde fået

262

Over alle grænser

„Udvandrere ved Larsens Plads", 1890, malet af Edv. Petersen. Fra 1879 etab­ lerede rederiet Thingvalla en direkte dampskibslinie fra København til New York. En betydelig del af de danske udvandrere og ganske mange fra Syd­ sverige brugte denne be­ kvemme direkte rute. Langt de fleste danske emigranter rejste imidlertid fortsat den billigere, men mere be­ sværlige vej via Hamburg eller Liverpool. Mange af udvandrerne rejste på billetter, de havde fået tilsendt fra slægtninge i Amerika. Thingvallalinien havde faste agenturer på den amerikanske prærie, hvor disse „prepaid tickets" kunne købes og sendes til Danmark.

amerikansk borgerskab. Budskabet om denne chance blev kundgjort i Nordeuropa med store plakater og vældige oplag af pjecer, der blev uddelt gratis på mange sprog. For den fattige, jordløse bondekarl måtte det svimle at læse om det enorme stykke jord, man kunne komme til at eje uden be­ taling. Det svarede til 118 danske tønder land eller til et kvadrat med en side på 800 meter, altså jord som en meget stor dansk bondegård. Det mindede om verslinierne i „Flugten til Ameri­ ka": „Guldet det ligger dig for din fod, du bukker dig blot for at få det." Rejsen derover var imidlertid en hindring, der kunne holde de fleste tilbage. Før dampskibene blev almindelige, måtte man regne med at skulle gynge mindst halvanden måned på At­ lanterhavets bølger i overfyldte lastrum i bunden af et sejlskib, ofte de samme lastrum, som havde været fyldt med hvede eller majs på vejen til Europa. Dampskibe sejlede også på Atlanten, men de var for de velhavende og var med deres skovlhjul på siderne ustabile i høj sø. Men i løbet af 1860'erne skete der en utrolig hurtig teknisk fornyelse. Skruen i bagstavnen afløste skovlhjulene på siden, og de såkaldte højtryksmaskiner, der udnyttede dampkraften mere effektivt, forøgede skibenes fart og reducerede kulforbruget.

Udvandring

263

Den transatlantiske transport viste sig med dampskibene at være en meget lukrativ forretning. Det vrimlede pludselig i Tyskland og England med nye dampskibsselskaber, der ude­ lukkende drev emigranttransport. De lod bygge større og stør­ re skibe og kappedes med at reklamere om dampernes hurtig hed og komfort. Også i Danmark satte denne internationale udvikling sig spor. Fra 1866 dukkede professionelle agenter for de største tyske og engelske linier op og grundlagde kontorer i København. Derfra rekrutterede hovedagenterne en skare af underagenter over hele Danmark. Det var mest værtshushol­ dere, landhåndværkere og lokalredaktører, der med flotte skil­ te uden for deres døre reklamerede for rejsen til Amerika. Omkring 1880 var der over 1000 underagenter alene i Dan­ mark. En systematisk propagandavirksomhed for udvandring til den nye verden tog sin begyndelse. Bag ved den stod stærke økonomiske kræfter, international kapital på begge sider af Atlanten. Fattigdommen i Danmark var ikke nær så slem som i Sverige og Norge for ikke at tale om det hungerramte Irland. Derfor blev den danske oversøiske udvandring også forholdsvis lav. Vi havde et landbrug, der endnu var rentabelt og åbent for ny teknik og fremstilling af alternative produkter. Og så var der stadig uopdyrkede områder i Danmark. Opdyrkningen af den store jyske hede begyndte i 1860'erne, og områder kunne nu udstykkes hl hjem for de mange jordløse. Desuden havde vi sammenlignet med de andre nordiske lande et forholdsvis tæt net af købstæder, der kunne optage afvandringen fra oplan­ det. Alligevel blev også Danmark påvirket af den store bølge af udvandring, der gik hen over hele Europa i et omfang, som kunne mærkes på befolkningsudviklingen og på den sociale balance mellem rige og fattige. I de fem år 1866-70 udvandrede ca. 11.000 og i det følgende årti over 36.000 danske. Firserne blev udvandringens store tid med kulmination i året 1882. Inden århundredskiftet var over 172.000 ud af en samlet be­ folkning på ca. halvanden million udvandret, de 90 procent af dem til De forenede Stater, resten til Canada og Australien. De fleste kom fra den sydøstlige del af Danmark, særlig LollandFalster, Sydsjælland og Bornholm og altså ikke, som man skulle vente, fra de virkelig fattige dele af landet i f.eks. Vest­ og Midtjylland, men fra de områder, hvor de fattige og arve­ løse ikke havde råd til at købe egen jord. Set i forhold til befolkningens fordeling var udvandringen i virkeligheden meget stærkere fra København og købstæderne end ude fra landet. Meget tyder dog på, at næsten alle udvan264

Over alle grænser

Den årlige udvandring fra Danmark pr. 100.000 af befolkningen. Stort set foregik masseudvandringen i tre store bølger i begyndel­ sen af hvert årti efter 1870. I depressionsårene 1875-79 havde meget få råd til at udvandre. Det er værd at bemærke, at forholdsvis mange kom fra byerne, fordi der ikke var arbejde nok. Især var byernes ud­ vandring påfaldende høj omkring 1872, formodentlig en følge af uroen på ar­ bejdsmarkedet og myndig­ hedernes forfølgelse af socialisterne omkring slaget på Fælleden.

drere var født på landet, men på et tidligere tidspunkt i deres liv var taget til en af byerne og havde prøvet at få fodfæste der. Da de havde svært ved at få fast arbejde og måske i virkelig­ heden længtes tilbage til landbruget, var et af disse homesteads en tillokkende udvej - vejen tilbage fra byen til landet i Danmark var svær - og flov. Det var rygtet om de mange nye fabrikker, der lokkede landboerne til byen. Men rygtet overdrev - industrialiserin­ gen gik langsommere end tilvandringen til byerne. Derfor ophobedes store flokke af arbejdsløse i København og køb­ stæderne. Især mændene blev arbejdsløse. Pigerne, der blev ringere betalt, kunne som regel få arbejde om ikke på fabrik­ kerne så ved rengøring eller som hushjælp. De blev derfor i byen, medens mændene emigrerede. For hver 100 udvan­ drere, der gik om bord på amerikadamperne, var der 65 mænd og kun 35 kvinder. Da det op til 1914 drejede sig om i alt 300.000 danskere, kom det til at sætte sit præg på balancen mellem mænd og kvinder i den danske befolkning. Helt til 1950 var der et større overskud af kvinder end sædvanligt. Omvendt var der stor mangel på kvinder i de danske kolonier i USA, der dannedes i stater som lowa, Wisconsin og Minnesota. Emigranttransport var en hård branche. Passagererne blev i de første år så dårligt behandlet om bord, at de ankom mere eller mindre halvdøde til New York. Især rederierne i Liver­ pool, hvorfra de fleste skandinaver gik om bord i de transat­ lantiske dampere, var slemme i den retning. Det var ikke tilfældigt, at netop den by et århundrede før havde været førende i international slavetransport. Der blev ikke taget hu­ mane hensyn der. Derfor indførte først England, siden de fleste europæiske lande offentlig kontrol med rederierne. Den Udvandring

265

danske Rigsdag vedtog i 1868 lov om udvandreres befordring, der stillede krav til skibenes udstyr og krævede, at hoved­ agenterne skulle godkendes af politiet og stille en ganske stor kaution for at kunne give erstatning til forulempede udvan­ drere. Lovens virkning som hjælp for udvandrerne under reisen var nok ringe; men den er interessant, fordi det var første gang, der blev lovgivet for at betrygge borgernes sikkerhed og det i en tid, hvor den herskende liberalisme ellers overlod de enkelte borgeres velfærd til de frie kræfters spil. Når man begyndte med udvandrerne og ikke med f.eks. børns arbejde på fabrikker (det kom først nogle år senere), var det nok udtryk for, at man blandt politikerne så med velvilje på denne udvan­ dring af flere tusinde danskere hvert år. Det var en nem og billig måde at løse landets sociale problem på. Det hændte også, at sogneråd og politimyndigheder løste lokale problemer ved at betale en enkeltbillet til New York for at slippe af med en besværlig lovovertræder eller omstrejfer. Det var ganske vist ikke tilladt herhjemme ligesom i England. Mest omtalt blev som nævnt ovenfor afsendelsen til Amerika af de to socialist­ førere Pio og Geleff i 1877. Men det hændte også, at de ameri­ kanske myndigheder med brask og bram sendte danske for­ brydere tilbage, som politiet havde håbet at kunne „ekspe­ dere" derover i stilhed.

Kolonierne Danmark havde sine egne oversøiske besiddelser, de tre vest­ indiske øer i Caraibien. Dertil var der ingen fattige danskere, der drømte om at udvandre. Her var hverken arbejde eller jord at få. Markerne var for længst fordelt på en række store planta­ ger, som blev dyrket af negre. De sorte havde siden 1848 deres frihed fra slaveri, men levede stadig under helt forfærdelig usle forhold, så dårlige, at øernes befolkningstal ligefrem gik tilbage. Det faldt fra 40.000 i 1850 til 33.000 i 1880. Det skyldtes, at sundhedsforholdene blandt de sorte var katastrofale. Af de nyfødte børn døde over halvdelen, inden de blev et år. Døde­ ligheden blandt voksne var mere end dobbelt så høj som i Danmark. Bortset fra slaveriets ophævelse i 1848 fik vore vestindiske landsmænd ikke del i den danske grundlovs friheder. Et lille fjed i demokratisk retning var oprettelsen af det såkaldte kolo­ nialråd i 1852, men det mødtes kun sjældent og var kun råd­ givende. 11867 ville USA gerne købe øerne. Prisen var syv og en halv miil. gulddollars, traktaten var underskrevet i begge

266

Over alle grænser

Livet på De vestindiske Øer var døsigt. Men når danske orlogsskibe kom på besøg, blev der afholdt bal, som da korvetten Heimdal ved juletid 1863 ankrede op ved Sankt Thomas' havn, og sorte og kreoler slog sig løs sammen med de danske embedsmænd. Men stem­ ningen mellem dem var spændt. I oktober 1878 kom det til et alvorligt oprør mod de danske myndigheder og plantageejerne, hvis ejen­ domme for en meget stor del blev brændt af. Det var de usle leveforhold, der fik den indfødte befolkning Hl at rejse sig.

lande, men i sidste øjeblik blev sagen væltet i det amerikanske Senat, formodentlig fordi det fandt prisen for de små øer for høj. USA havde nemlig kort forinden købt hele Alaska af Rusland for syv miil. dollars. Det gjaldt for alle de danske bilande, at Danmark som kolo­ nimagt var mindst lige så karrig med at uddele frihedsrettig­ heder eller økonomisk støtte som andre europæiske lande. Det vakte især bitterhed i vor vigtigste oversøiske koloni nordpå, Island, der tilmed var den politiske friheds ældste hjemsted. De danske regeringer var helt fra 1849 i stadig konflikt med det islandske Alting, der var blevet genoprettet i 1843, og som nu ønskede lovgivende rettigheder for Island og navnlig ville have rådighed over de islandske skatteindtægter. Efter 25 års tovtrækkeri fik Altinget i 1874 den ønskede lovgivende myndighed. Danmark genvandt også for en tid islændingenes tillid efter Christian 9.s besøg på Island samme år. Han var den første dansk/islandske konge, der betrådte øen. Det varede dog ikke længe, før islændingene igen kastede sig ud i forfatningskonflikt med den danske regering. En for­ fatning vedtaget af Altinget i 1885 blev afvist af den danske konge. Senere mæglingsforslag blev forkastet enten af Altin­ get eller i København, hvor der nu var oprettet et særligt ministerium for Island. Striden kom, om end med afbrydelser, til at stå på i mere end 40 år, til øen fik en selvstændig status i 1918. Udvandreragenter berejste også Island efter 1880. Det bevirkede, at 12.000 islændinge, over 15 procent af befolk­ ningen, var udvandret inden århundredskiftet, hovedsagelig til Canada. Kolonierne

267

Den bedre halvdel Den ene halvdel af befolkningen består af kvinder, den anden af mænd. I historieskrivningen har man været tilbøjelig til i nogen grad at forbigå denne kendsgerning; men i den sidste snes år har der udviklet sig en rig og til dels nuanceret litteratur om kvindernes liv og rolle i samfundet. Udviklingen efter 1850 har naturligvis påkaldt sig særlig interesse, fordi det var i den periode, kvinder først løftede stemmen og krævede plads i det politiske og kulturelle system. Set i en større sammenhæng lignede denne vækkelse af kvinders selvbevidsthed både som individer og gruppe mange andre af de åndelige og politiske vækkelser, som prægede det 19. århundrede. Bønder og arbejdere ønskede ligesom en del kvinder at frigøre sig, emanciperes, fra et gammelt formynderskab, for kvindernes vedkommende fra mændenes dominans. Alt sam­ men var det et resultat af 1700-tallets filosofi om individets frie vilje, der som små spirer spredtes over hele verden efter de store eksplosioner i 1789, 1830 og 1848. Mange steder skulle disse spirer ligge i årtier, ja, i halve århundreder, før de kunne vokse op til at blive en hel underskov af frigørelsesbevægelser, der organiserede sig politisk. Det gælder f.eks. i Danmark kvindebevægelsen. Set fra vor tidsalder virker det som om generationer af vore formødre har været umyndiggjorte og diskriminerede væse­ ner. De ramtes af en mangfoldighed af tabuer og konventioner navnlig i de unge år. Men diskriminationen var for kvinderne en tingenes tilstand, som næppe umiddelbart føltes som strammende bånd. Man forstår situationen i 1800-tallet bedre, hvis man i stedet for at se kvindehistorien fra nutidens stade opfatter situationen for hundrede år siden som en gammel samfundsordens gradvise sammenbrud. Sådan måtte dati­ dens kvinder opfatte udviklingen. Kristendommen havde gennem århundreder indpodet grundregelen om kvindernes underordnede forhold til mændene. De to køn var født med forskellige egenskaber, fysisk og psykisk, og var derfor også tildelt forskellige roller i samfundet og dets fundamentale enhed, familien, den juridiske og sociale bastion, som kirke og stat i fællesskab havde cementeret. Mændene repræsenterede familien udadtil, kvinderne regere­ de indadtil over husholdning og børneopdragelse, men kunne gennem manden og blandt veninder også øve stor indflydelse uden for hjemmet. Manden udøvede valgretten på familiens 268

Den bedre halvdel

Kristiane Odde ved arbejdet i sit husmandshjem i Nees, Vestjylland. Fotograferet efter århundredskiftet af den kendte folkemindesam­ ler H. P. Hansen i Herning, der fastholdt så meget af den gamle egnskultur på sine glasplader. Den mægti­ ge væv, der udfyldte Kristianes lille stue, havde bi­ draget til familiens under­ hold, siden hun lærte at væve i 1878. Fårene uden for huset havde lige så længe leveret råvarerne til hendes væv.

eller rettere husstandens vegne. Derfor forekom det også dati­ den naturligt, at kvinder og tyende uden egen husholdning ikke havde stemmeret. Som økonomisk og juridisk enhed var familien en veldefi­ neret størrelse, der var let at administrere. Men familiestruk­ turen og rollefordelingen mellem mænd og kvinder var endnu mere varieret dengang end nu, alt efter éns placering på den sociale rangstige og efter, hvor i landet man boede. I hvert fald var forholdene for kvinder ganske forskellige ude på landet og inde i de større byer. Det selvforsynende bondebrug eller husmandssted stillede meget store krav til kvinderne. Alt afhang af hendes praktiske færdigheder. Der var tale om en nærmest livslang uddannelse i at opnå det praktiske håndelag med at tilberede livets for­ nødenheder som mad og drikke, beklædning, lys osv. til alle gårdens beboere. Al tilvirkning skete efter gamle traditioner, opskrifter, som kun sjældent var skrevet op, men nedarvet fra mor til datter gennem generationer. Hele repertoiret med at brygge, bage, kærne, sylte, spinde, væve, støbe lys osv. må have optaget en dominerende plads i landbokvindernes be­ vidsthed i forhold til den rolle, husholdningen spiller for nuti­ dens kvinder. Til gengæld blev der dengang måske ofret min­ dre tid på pasning og opdragelse af de ofte store børneflokke. Barsel var en anstrengende afbrydelse i dagligdagen og i en

Den bedre halvdel

269

Familien Bojsen fra Stege, fotograferet 1867. Det var idealet af en grundtvigsk præstefamilie. Pastor F. E. Bojsen, kaldet BudstikkeBoj sen efter det tidsskrift, han en tid udsendte, hørte til Grundtvigs inderkreds. Hans hustru, Eline, har i sine efterladte erindringer givet et realistisk billede af det langtfra altid idylliske liv i en dansk præstegård. Den flittige præst brugte meget lidt tid på sin hustru og sine mange børn. Til venstre for præsten ses datteren Jutta Bojsen-Møller, senere fremtrædende kvinderetsforkæmper. Bagest med hvid hat søn­ nen Frede Bojsen, der blev en central skikkelse i ven­ stre. Til højre med skæg Peter Bojsen, en kendt seminarieforstander og andelsmand i Østjylland.

270

Den bedre halvdel

lang periode af livet også forsorgen for gårdens forrige ejere, der var anbragt i aftægtsbolig i en særlig del af stuehuset. Endelig forventedes det da tillige, at landbokonen var med i marken i den travle periode omkring høsten. Kort sagt, hun havde fuld beskæftigelse fra morgen til aften; men det var- set fra nutiden - på mange måder en meningsfuld tilværelse, et poetisk samspil med naturen, hvor jordens grøde, dyrenes trivsel og familiens samarbejde gik op i en højere enhed i en enkel og eksistentiel rytme efter årstidernes skiften. For land­ bokvinden blev der ganske enkelt hveken tid eller kræfter tilovers til at tænke på emancipation eller juridiske rettig­ heder. Men i årtierne efter 1850 skete en stille, umærkelig frigørelse af landbokvinderne, en lettelse i deres arbejde, der hører sam­ men med de forøgede pengeindtægter ved kornsalg. De mest velhavende bønderfamilier fik råd til at købe sig til det, de før selv fremstillede hjemme. Et af de første områder var tøj. Man fortsatte måske med at karte og spinde ulden hjemme, men bragte så det færdige garn til en væver og siden til en skræd­ der, som fremstillede de færdige klæder. Kvinderne kunne købe fabriksfremstillede kjoler og undertøj på markederne. Også andre former for hjemmefremstilling forsvandt lige så stille, brygning af det søde øl og bagning af de store runde

(Sn nv griiuagtig '3tfe om

®en humane HRaDnwOcr,

æfløerniflbamen,

ber curerebe fin fbgc ^)tge for tl'foib §eber, oeb at fmæffe SBinbuer og Støre op, og jage benbe ub af Sengen. forfattet ril ben pnbige 2)ielobi:

,,$^u fFal Tu faae bin »arme Wab," af © fine .Ct r a f I b o 11 c

^Jriié: 4 Stilling.

Den skrappe madmor, der hundsede med pigerne i køkken og bagers, kunne risikere at blive hængt ud i en skillingsvise som denne fra 1860'erne, hvor digteren, der kalder sig Stine Kraft­ bolle, ikke sparer på ironien og humoren.

rugbrød, produkter, der før med jævne mellemrum fyldte gården med liflige dufte. Ændringen sætter tydelige aftryk i statistikken. 11850'erne var der i alt kun godt 100 bagerier i alle danske landdistrikter - il880'erne derimod 875. Af ølbryggere før kun 15, men i 1880 var der 125 bryggerier. Hertil kom en teknisk revolution i kokkenerne, der virkelig betød en lettelse af arbejdet. Jernstøberier i Danmark havde siden 1840'rne lært af ny tysk og engelsk støbejernsteknik og kunne nu billigt og hurtigt støbe næsten hvad som helst, oven i købet rigt dekoreret med blomsterranker. I husholdningen var den store fornyelse indførelsen af støbejernskomfurer, disse dejlige tekniske mirakler, der på én gang tjente til madlavning, bagning, vandvarmning og opvarmning af de vigtigste rum i huset. Intet senere teknisk raffinement i husholdningen har vel overgået disse smukt forsirede komfurer med de mange ringe, der blev svunget med kyndig hånd fra ilden og op på den sorte krog på væggen, når en større gryde skulle over ilden. En anden afgørende fornyelse og lettelse i dagligdagen var indførelsen af petroleumslamper i stedet for de gamle hjemmestøbte tællelys. Det stærke lys gjorde aftenerne brug­ bare til arbejde og læsning, udvidede befolkningens mulig­ heder for beskæftigelse i den mørke tid af året. Alt sammen var det også bidrag Hl at lette kvindernes arbej­ de, en frigørelse, emancipation, som begyndte i bondestan­ dens overklasse i 1860'erne og først langsomt og sejt trængte ned til husmænd, bolsmænd og inderster. Landbokvinden fik mere tid til sig selv og til den øvrige familie. Først og fremmest bønderne og deres familie fik tid og råd til at deltage i tidens foreningsliv, sparekasser, foredrags- og gymnastikforeninger, frikirker og ikke mindst i højskolernes virksomhed. At være arbejderhustru i f.eks. København var på mange måder en langt mere barsk tilværelse end bondekonens. Løn­ ningsniveauet var for både mænd og kvinder trykket så langt ned i forhold til leveomkostningerne, at også hustruerne måtte have arbejde ved rengøring, syning o.l. Dårligt betalt hjem­ mearbejde for fabrikker var en almindelig udvej for de gifte arbejderkoner, som også skulle passe en børneflok. Arbejdstiden var lang og boligforholdene anderledes trange end på landet. Forholdet Hl børnene var belastende, fordi familien var trængt sammen på så få kvadratmeter. Naboerne var nærmere på hinanden i de store boligkarreer. Det var både en fordel og en ulempe. Nabokonerne kunne hjælpe hinanden i nøden, men de kunne også kives og skændes. Fristelserne fra beværtninger med deres udbud af brændevin og øl bragte ofte mændene på afveje og dermed resten af familien i ulykke. Den bedre halvdel

271

Kærlighed, erotik, ægteskab

Det var slet ikke noget nyt, da kvinder begyndte at gå med lange bukser fra mid­ ten af dette århundrede. Før den tid var benklæderne bare skjult under de lange skørter. „Reformdragten" fra 1887 præsenterede en selskabsmodel og en som­ merudgave (th.) af det raffinerede undertøj, som senere fik den engelske betegnelse „combination", fordi underbukser og -trøje gik i ét.

Men kvindehistoriens vigtigste anliggende, afgørende både for hver enkelt kvinde og for den historiske udvikling, var det fundamentale problem med kærlighed, ægteskab og barne­ fødsler. Også på dette område skete der i anden halvdel af 1800-tallet et afgørende skifte, der for kvinderne kan betragtes som det moderne gennembrud, derved at de begyndte at blive sig deres krop bevidst og forstå, at de selv kunne være med til at bestemme over deres eget liv, herunder også hvor mange børn de ville have. Der var tre forudsætninger for, at en sådan holdning kunne slå igennem. Dels fremskridt i den lægeviden­ skabelige erkendelse om formering, dels en ny holdning til den kristne lære om kvindens rolle og endelig en folkeop­ lysning om kønslivet og mulighederne for at undgå uønskede graviditeter. Først et godt stykke ind i århundredet forstod lægerne den egentlige sammenhæng i befrugtningen, at fosteret udvikler sig af det kvindelige æg befrugtet af mandlig sæd. Indtil da troede man, at fosteret udviklede sig af sæden alene. Liv­ moderen var blot et udrugningssted. Denne hypotese passede fint ind i den patriarkalske samfundsorden og kvinders pla­ cering som tjenende ånder i systemet. Oplysning om den rette

En dansk Reformdragt.

272

Den bedre halvdel

Udstillet i Maga>m