Danmark og verden : 1970-1990 [15] 8700522066, 8700519448

Citation preview

DANMARK OG VERDEN 1970-1990

Danmark År Kildeskatten indføres. Kommunalreformen træder i kraft. Frøstruplejren afholdes i Thy RVK-regeringen afløses af en socialdemokratisk regering under Jens Otto Krag. Fristaden Christiania oprettes Frederik 9. dør. Margrethe 2. bliver dronning. Danmark søger om optagelse i EF efter folkeafstemning. Anker Jørgensen afløser Jens Otto Krag som statsminister Danmark optages i EF. Fri abort vedtages. Fremskridtspartiet bliver det næststørste i Folketinget. Poul Hartling danner ren venstreregering Poul Schliiter bliver formand for Det konservative Folkeparti. Debat om indoktrinering i folkeskolen Anker Jørgensen danner socialdemokratisk regering Ny bistandslov træder i kraft Folketingsvalg, hvorefter Anker Jørgensen igen danner regering. Dagbladene rammes af storkonflikt Socialdemokratiet og Venstre danner regering. 18 års valgret indføres Grønland får hjemmestyre. Der indføres efterløn. Efter folketingsvalg danner Anker Jørgensen atter en ren socialdemokratisk regering Den tyske koncern MAN overtager aktiemajoriteten i B&W Diesel. Uroligheder ved „Byggeren" på Nørrebro i København Anker Jørgensen danner atter regering efter et folketingsvalg Poul Schliiter danner regering med deltagelse af Det konservative Folkeparti, Venstre, Centrum-Demokrateme og Kristeligt Folkeparti Ny udlændingelov vedtages. Flertal i Folketinget går mod regeringens tilslutning til NATO's raketpolitik. Mogens Glistrup idømmes fængsel Efter folketingsvalg kan Poul Schliiter fortsætte som statsminister for firkløver­ regeringen. Uffe Ellemann-Jensen bliver formand for Venstre Grønland træder ud af EF. Ligestillingsloven vedtages. Folketinget forlænger overenskomsterne for to år Folkeafstemning om den Europæiske Fælles Akt. Loven om Storebælts­ forbindelsen vedtages Ny skattelov træder i kraft. Vandmiljøplanen bliver vedtaget. Folketingsvalg, hvorefter firkløverregeringen fortsætter. Svend Auken bliver formand for Socialdemokratiet Poul Schliiter danner regering bestående af Det konservative Folkeparti, Venstre og Det radikale Venstre. TV-2 begynder sine udsendelser Fransk entreprenørfirma anlægger sag mod Storebæltsforbindelsen ved EF-domstolen. Erik Ninn-Hansen erstattes af H.P. Clausen som formand for Folketinget Fregatten „Olfert Fischer" sendes som bevogtningsskib til Golfen. Poul Schliiter danner regering med deltagelse af Det konservative Folkeparti og Venstre

1970 1971

1972 1973 1974 1975 1976 1977 1978 1979

1980 1981 1982

1983

1984 1985 1986 1987 1988

1989 1990

Europa og den øvrige verden____________________ År

Kansler Willy Brandt indleder den vesttyske østpolitik. Salvador Allende bliver præsident i Chile. USA påbegynder hemmelige fredsforhandlinger med Nordvietnam Beijing-regeringen overtager repræsentationen af Kina i FN. USA ophæver guldindløsningen af dollars Aftale om gensidig atomvåbenkontrol (SALT-1) indgås mellem Sovjetunionen og USA. Bangladesh løsriver sig fra Pakistan Danmark, Irland og Storbritannien bliver medlemmer af EF. Vest- og Østtyskland optages i FN. Yom Kippur-krigen mellem de arabiske stater og Israel udløser oliekrise. Fredsafslutning mellem USA og Nordvietnam. Præsident Allende i Chile styrtes ved et militærkup Oberstjuntaen i Grækenland falder. Militærkup i Portugal afskaffer diktaturet. Richard Nixon afgår som præsident i USA efter Watergate-skandalen. FN vedtager resolution om Ny Økonomisk Verdensorden Konferencen om Europæisk Sikkerhed og Samarbejde (CSCE) vedtager slutakt i Helsingfors. Vietnam bliver forenet under nord vietnamesisk styre. Borgerkrigen i Libanon bryder ud Formand Mao Zedong i Kina dør Jimmy Carter tiltræder som præsident i USA Vietnam sender tropper ind i Kampuchea. Bådflygtninge forlader Vietnam. Sandinisterne tager magten i Nicaragua Spanien bliver medlem af NATO. NATO vedtager udstationeringen af atomraketter. SALT-2 aftale indgås mellem Sovjetunionen og USA. Fredsslutning mellem Israel og Egypten. Omvæltning i Iran. Sovjetiske tropper går ind i Afghanistan Krig mellem Irak og Iran. Olympiade i Moskva boykottes af flere vestlige lande Ronald Reagan tiltræder som præsident i USA. Grækenland bliver medlem af EF. Frangois Mitterrand bliver præsident i Frankrig Helmuth Kohl bliver ny vesttysk kansler. Generalsekretær Leonid Bresjnev i Sovjetunionen dør. Krig om Falklandsøeme mellem Argentina og Storbritannien Amerikanske tropper går ind i Grenada. Ronald Reagan lancerer „Stjernekrigsprojektet" (SDI). NATO påbegynder udstationeringen af atomraketter i Europa Ronald Reagan genvælges som præsident i USA. Premierminister Indira Gandhi i Indien bliver myrdet. FN vedtaget ny havretskonvention Mikhail Gorbatjov bliver generalsekretær for Sovjetunionens Kommunistiske Parti Statsminister Olof Palme i Sverige bliver myrdet. Portugal og Spanien bliver medlemmer af EF. Katastrofe ved det sovjetiske atomkraftværk i Tjernobyl Sovjetunionen og USA indgår aftale om tilbagetrækning af atomraketter fra Europa. Forhandlinger om konventionel nedrustning i Europa begynder i Wien. Palæstinensere i Israel indleder Intifadaen mod den israelske besættelse Mikhail Gorbatjov bliver præsident for Sovjetunionen Sovjetiske tropper trækkes ud af Afghanistan. Kommunistiske regimer i Østeuropa bliver afskaffet. Berlinmuren falder De to Tysklande bliver genforenet. Irak erobrer Kuwait. Aftale om konventionel nedrustning i Europa undertegnes

1970

1971 1972

1973

1974

1975 1976 1977 1978

1979 1980

1981 1982

1983 1984 1985

1986 1987 1988

1989 1990

Ex Libris

B

Nasjonalbiblioteket

Danmark og verden

Gyldendal og Politikens

Danmarkshistorie Redaktion: Olaf Olsen

Bind 15

Danmark og verden 1970 -1990

af Ole Karup Pedersen

Gyldendals Bogklubber

Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie Bind 15: Danmark og verden © 1991 by Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag A/S, Copenhagen & Politikens Forlag A/S, Copenhagen Udsendes i Gyldendals Bogklubber efter overenskomst med Danmarkshistorien I/S Bogen er sat med Palatino hos GB-sats, København og trykt hos Nørhaven Bogtrykkeri A/S, Viborg Reproduktionerne i farve er udført hos Jan Sloth, Århus, i s/h hos Nørhaven Bogtrykkeri A/S, Viborg Bogbinderarbejdet er udført af Nordisk Bogproduktion A/S, Haslev Forlagsredaktion: Mogens Kristensen Billedkonsulent: Axel Bolvig i samarbejde med redaktionen Korttegner: Knud Rosenlund Grafisk tilrettelægning: Finn Evald/Grafikeme Omslag: Carsten Schiøler Omslagsillustration: Farøbroen. Foto: Gregers Nielsen/Billedhuset

Printed in Denmark 1993 ISBN 87-00-52206-6 (hele værket) ISBN 87-00-51944-8 Denne udgave må ikke gøres til genstand for offentligt udlån. Kopiering fra denne bog er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan.

INDHOLD

Folkestyrets forvandling

Forord

Hurtigt nyvalg 79 Politik og administration 82

7

OPBRUD OG KRISE Danmark i verden

Danskerne og krisen

9

11

Danmark mellem Øst og Vest 12 Mellem Nord og Syd 14 Mellem Kontinentet og Norden 16 Mellem Østersøen og Atlanterhavet 18

77

85

Boligen 85 Fritiden 88 Idræt - leg eller alvor? 91 Kulturens mange blomster 94

Hvor er midten? 101 På jagt efter midten 105 Arbejder- og bonderegering 107

Danskerne og deres daglige brød 20

Ændrede omgivelser

Danskerne flytter mod vest 22 Arbejde og arbejdsløshed 23

110

Nye tendenser i Europa 112 Fortsatte vanskeligheder 115

Oprør eller opbrud? 27 Fornyelser og reformer 30

Langsigtede mål 119

Mellem Norden og Europa

Reformer trods alt 120 Regeringen vakler og falder 124

35

Vejen til EF 37 Kampen om danskernes sjæl 40

Omverdenen kommer nærmere

Modangreb fra højre

Individ og samfund 130 Fremmed arbejdskraft? 133

45

RVK-regeringens endeligt 48 Brydninger i Socialdemokratiet 50 Jordskredsvalget 53

Hvor meget forsvar? 142

Uden om parlamentet 55

Mennesker og miljø

Børnemagt 60 Kvindekamp 62 Margrethe 2. 64

Energien og miljøet 152

Energien 66 Atomkraft 69 Olie og naturgas 72 Andre energiformer. Energibesparelser 75

Sikkerheden i fare?

128

137

147

Fra Grønland til Kalaallit Nunaat 155 Grønlandsk selvbestemmelse 157 Hjemmestyret gennemføres 159 Inuit 161 Trange tider 163

Indhold

5

MERE MARKED, MINDRE STAT 167

Velfærd på andre vilkår

244

Offentlige besparelser 245 De ustyrlige offentlige udgifter 249

Firkløverregeringen i funktion

169

Genvordigheder 172

Ligestilling og ligeværd

Alternative flertal

Ligeværd i hjem og på arbejdsplads 257 En ny kvindetype? 260

178

Ny parlamentarisk skik? 184

Ydre udfordringer og indre brydninger

Kulturbrydninger 263 Da kulturen gik „post" 267 De vilde 273 Bogens voksende verden 274 Søgende arkitektur 280

187

Flygtninge - en trussel? 191

Hen over midten

196

Det frigjorte Europa 282

I smult vande 200

Sikkerhedspolitisk fodslag

205

Hovsa-valget 208

Fattigfirserne

213

223

Tid til hvad? 224 Og det var Danmark 226 Eliten og bredden 228 Danske film på vej op 230

Miljø og vækst

Fløjlsrevolution og murens fald 284 Dynamikken i EF 288 Danmark i en ny rolle? 290 Verden uden for Europa 293

Et anderledes Danmark 297

Socialpolitikken 215 Arbejdsmarkedet 219

Tidnød og forbrug

254

Landbrugets forvandling 298 Casino-økonomi 300 Luksusparlamentarisme 303 Norden i Europa 309 Nationalstat eller region? 312

Litteraturvejledning 314 Illustrationsliste 321

234

Døde hummere i Kattegat 239 Medansvar for omgivelserne 242

Register 324

Forord Hver ny generation skal have sin egen nye, store danmarks­ historie, og en ny generation er kommet til siden Politikens Forlag i 1962 påbegyndte udgivelsen af sin Danmarkshistorie i 14 bind under redaktion af redaktør John Danstrup og pro­ fessor, dr.theol. Hal Koch. I begyndelsen af 80'erne havde såvel Gyldendal som Politikens Forlag planer om et nyt stort værk om Danmarks historie, og det var derfor naturligt at de to forlag i 1983 etablerede et samarbejde om denne opgave. Professor, dr.phil. Ole Karup Pedersen har ud over at have skrevet selve hovedteksten til bind 15 udarbejdet den kronolo­ giske tidstavle og litteraturvejledningen. Billedteksterne er skrevet af redaktionen i samarbejde med forfatteren. Bibliote­ kar René Herring har lavet registeret. Billedudvalget er fore­ taget af universitetslektor, cand.mag. Axel Bolvig i samarbejde med redaktionen. Axel Bolvig har også stået for fremskaffelsen af illustrationsmaterialet og sammen med redaktionen ud­ arbejdet illustrationslisten. De mange illustrationer kunne ikke være bragt her uden beredvillig hjælp fra en række privatpersoner og institutioner som redaktionen skylder stor tak.

Gyldendal og Politikens Forlag

I forhold til 1. udgaven er der i bogklubudgaven foretaget en række rettelser og tilføjelser. Gyldendals Bogklubber

Opbrud og krise

Boreplatform ved Tyrafeltet. 1 1972 begyndte Dansk Undergrunds Consortium (DUC) oppumpningen af olie fra den danske del af Nordsøen. Starten var beskeden, kun 23.000 tons, men ved udgan­ gen af 1980'erne tegner DUC sig for fem millioner tons årligt, sva­ rende til ca. 90 procent af det danske forbrug. Se i øvrigt side 72ff.

Danmark i verden I september 1970 holdt Verdensbanken møde i København. Banken var blevet oprettet i 1946 som en af de mange inter­ nationale institutioner, der skulle bidrage til at genopbygge verden efter 2. verdenskrig. Dens hovedopgave var at styrke den internationale økonomi, således at verdenshandelen kun­ ne komme i gang igen hurtigst muligt, især ved at sørge for, at der var tilstrækkelig kapital til rådighed. Stater, der indtrådte som medlemmer, måtte derfor indskyde en vis kapital, og deres indflydelse i banken afhang af, hvor stort indskud de havde ydet. Både som en af initiativtagerne til bankens op­ rettelse og i kraft af sit store indskud var USA den absolut toneangivende stat. Det svarede udmærket til den domineren­ de position, som USA indtog inden for verdensøkonomien, og bankens virksomhed var da også præget af de idealer om et frit og åbent verdensmarked, som var fremherskende i det ameri­ kanske samfund. Robert McNamara, der ledede mødet i Kø­ benhavn, var ligesom alle forudgående - og efterfølgende præsidenter for Verdensbanken amerikaner. Han var mest kendt som forsvarsminister i 1960'erne, og i sin person ud­ trykte han på en og samme tid den økonomiske og militære lederstilling, som USA indtog. Mens det officielle Danmark med den siddende regering, der var en koalition mellem Det radikale Venstre, konservative og Venstre, forberedte sig på værtsrollen til den store inter­ nationale konference, der skulle understrege Verdensbankens betydning, gik en gruppe unge danske i gang med at arrangere en modkonference. Dens formål var at afsløre, hvorledes Ver­ densbanken virkede til fordel for de i forvejen rige stater, mens de fattige - ulandene - blev fastholdt i afhængighed og ud­ bytning. For disse unge symboliserede Verdensbanken imperialis­ mens og kapitalismens snedige undertrykkelsesmetoder. Analyserne af kapitalens bevægelseslove og det ulige byttefor­ hold på verdensmarkedet, som blev fremlagt på modkon­ ferencen, vakte nok mindre opsigt end den sammenkædning med USA's stadigt mere omfattende krigsindsats i Vietnam, som de protesterende også foretog. Hvad der egentlig foregik på Verdensbankens møde for­ tonede sig under indtryk af de demonstrationer mod banken, som på alle mødedage bølgede gennem byen. Det er umuligt at udrede, hvem der begyndte, og hvordan begivenhederne

Danmark i verden

11

På en pressekonference i forbindelse med Verdens­ bankens møde i København kommenterede finansmini­ ster Poul Møller plakaten, hvis hovedperson er Robert McNamara, der umiddel­ bart efter at være trådt tilba­ ge som USA's forsvarsmini­ ster i 1968 blev præsident for Verdensbanken, en stil­ ling han beklædte Hl 1981.

egentlig udviklede sig. Men aften efter aften mødtes demon­ stranter og politi i en stadig kæde af sammenstød, der antog mere og mere voldsomme former. Der blev kastet med brosten og molotovcocktails mod politiet. De sorte limousiner med deltagere i bankens møder blev mødt med demonstrationer og protestråb. Mange demonstranter blev arresteret, og skær­ mydslerne mellem politi og demonstranter fortsatte til langt

ud på nætterne. I den danske offentligheds bevidsthed udviklede Verdens­ bankens møde i København sig til et opgør mellem dem, der stod for ro og orden, videreudviklingen af verdensøkonomien på de hidtidige vilkår med overbevisningen om, at dette også i længden ville være mest retfærdigt for verden som helhed - og så dem, fortrinsvis i den yngre generation, der mente, at Danmark skulle engagere sig på de fattige staters side ved at gå imod den ulige fordeling af goderne på verdensplan. Det blev et dramatisk møde mellem to helt forskellige op­ fattelser af, hvorledes verden hang sammen, hvad der be­ vægede den - og hvorledes Danmark burde placere sig glo­ balt.

Danmark mellem Øst og Vest Der var efterdønninger af 68-ungdomsoprøret i Verdensbank­ demonstrationerne. Fra myndighedernes side blev det hæv­ det, at de fleste demonstranter var kommunister eller i hvert fald venstreorienterede. Det var de sikkert også. Men demon-

12

Danmark i verden

Demonstrationerne i forbin­ delse med Verdensbankens kongres, der varede fra den 20. til den 25. september 1970, endte hver aften med alvorlige konfrontationer mellem demonstranter og politi som her, hvor Købmagergade på det nærmeste er blokeret af betjente på mo­ torcykel.

strationerne kunne lige så lidt som 68-oprøret uden videre indplaceres i den hovedmodsætning mellem Øst og Vest, kommunisme og liberalt demokrati, Sovjetunionen og USA, som gennem de foregående 20 år havde været en fast og let målestok til at skelne mellem „rigtige" og „forkerte" danskere. Inden for denne hovedmodsætning var Danmark fast og urokkeligt forankret i Vest. Der var hverken blandt yngre eller ældre nogen tvivl om, at Danmark tilhørte de vestlige demo­ kratier og ønskede at fastholde dette tilhørsforhold. Danmarks medlemskab af den vestlige forsvarsalliance, NATO, havde stor tilslutning blandt flertallet af Folketingets partier og fik gang på gang klart flertal i de foretagne menings­ målinger. Men det udelukkede ikke, at der kunne være meget forskellige meninger om medlemskabets indhold og række­ vidde. Ved undertegnelsen af den nordatlantiske traktat i Wash­ ington i april 1949 havde Danmark ligesom de øvrige medlems­ stater forpligtet sig til at lade alliancen være uopsigelig i 20 år. Denne tidsfrist var ikke siden blevet ændret, så med udgangen af 1969 kunne enhver medlemsstat trække sig ud af alliancen med et års varsel. Dette var den ydre anledning til, at regerin­ gen besluttede at få foretaget en statusopgørelse over Dan­ marks sikkerhedspolitik. Der blev nedsat et sagkyndigt udvalg under ledelse af ambassadør Gunnar Seidenfaden, og alle drøftelser om Danmarks sikkerhedspolitik blev stillet i bero, indtil udvalgets arbejde var afsluttet. Når et sådant arbejde blev iværksat i Danmark, men ikke i Danmark mellem Øst og Vest

13

nogen anden NATO-medlemsstat, var baggrunden frem for alt den, at det ene af regeringens tre partier - Det radikale Venstre - aldrig havde brudt sig om det danske medlemskab af en militæralliance, som på forhånd klart placerede Danmark i den ene lejr i den internationale hovedmodsætning mellem Sovjetunionen og USA, og som indebar en risiko for massiv militær oprustning. Ganske vist havde partiet lige siden sin deltagelse i trekantregeringen fra 1957 affundet sig med, at Danmarks medlemskab af NATO indtil videre ikke kunne tages op til overvejelse. Men det havde ikke opgivet at få spørgsmålet om Danmarks hele sikkerhedspolitik sat på dags­

ordenen igen, når lejlighed bød sig. Det gjorde den efter folketingsvalget i 1968, hvor Det radika­ le Venstre havde fået en overvældende mandatfremgang og dets formand, Hilmar Baunsgaard, nærmest blev kåret til statsminister, så snart valgresultatet forelå. Dermed var forud­ sætningen til stede for nedsættelsen af Seidenfaden-udvalget. 11970 forelå - imponerende hurtigt - et digert værk på 600 sider som resultat af udvalgets arbejde. Konklusionen var klar: der fandtes ingen anden mulighed for dansk sikkerhedspolitik end at forblive i NATO. Dermed skulle det spørgsmål være ude, som daværende udenrigsminister Poul Hartling siden skrev i sine erindringer. Men rapportens entydige konklusion med hensyn til det fortsatte medlemskab rummede ingen overvejelser om, hvorvidt man fra dansk side skulle anvende medlemskabet som andet og mere end en garanti i tilfælde af krig. Netop på det punkt var der meget afvigende opfattelser, som centralt drejede sig om, hvorvidt hovedvægten skulle lægges på alliancens militære eller politiske aspekter. NATO's medlemsstater var i 1967 blevet enige om, at begge sider skulle være lige vigtige, men der kunne til stadighed opstå uenighed om, hvorledes denne ligevægt skulle vise sig i praksis. Den debat blev ikke behandlet i Seidenfaden-rapporten. Danmark var fortsat fast forankret i Vest. Men i hvilket omfang Danmark skulle tilslutte sig, hvad andre vestlige stater ønskede at stå for, var langtfra klarlagt.

Mellem Nord og Syd Mens Danmarks placering mellem Øst og Vest var betinget af udviklingen i Europa umiddelbart efter krigsafslutningen og derfor havde en 20-årig historisk tradition bag sig, var erken­ delsen af modsætningen mellem Nord og Syd af nyere dato. Nord-Syd-problemet kunne derfor forekomme mere aktuelt og påtrængende samtidig med, at det havde en langt større

14

Danmark i verden

Det integrerede egnsudvik­ lingsprojekt i Noakhali i Bangladesh er et af Danidas største ulandsprojekter overhovedet. Det blev påbe­ gyndt i 1978 og har til for­ mål at fremme den økono­ miske vækst og sociale fremgang via bl. a. støtte til kunstvanding og gennem et omfattende undervisnings­ program for både børn og voksne.

appel til engagement og handling nu og her. Det gjaldt først og fremmest på verdensplan, hvor kendskabet til fattigdommen og elendigheden i ulandene allerede ved en overfladisk sam­ menligning med overfloden og rigdommen mod Nord kunne vække trang hos mange til at gøre noget for at udjævne kløf­ ten. I nogle af de kredse, der beskæftigede sig med modsæt­ ningen mellem Syd og Nord, var man af den mening, at rigdom og velfærd i Nord i vid udstrækning var opnået på bekostning af befolkningerne i Syd. Det kunne være rigtigt eller forkert; afgørende var, at det skærende misforhold mel­ lem menneskers levevilkår og udfoldelsesmuligheder i hen­ holdsvis Nord og Syd var iøjnefaldende, krævede en forkla­ ring og fremkaldte et stærkt ønske om, at også Danmark skulle bidrage til at gøre verden mere retfærdig. Der var en menneskelig og social appel i denne modsæt­ ning, som også kunne udmøntes og omsættes på det hjemlige plan. Dybt i den danske befolkning levede en overbevisning om, at det forholdsvis jævnbyrdige og ligestillede samfund, som man havde opnået i Norden, ikke blot var skabt gennem kampe og agitation, men også var et udtryk for, at tidligere tiders magthavere og rigmænd havde indset det moralsk for­ kastelige i tilstedeværelsen af nød og fattigdom. Denne model kunne nu overføres på verdensplan, og så måtte danskere naturligt yde deres bidrag. Der var store folkelige organisatio­ ner bag denne indstilling, heriblandt Mellemfolkeligt Sam­

Mellem Nord og Syd

15

virke og en række kirkelige foreninger med tilknytning til missionsvirksomhed i områder uden for Europa. Deres med­ lemskredse gik på tværs af partipolitiske skel, og i Folketinget var der fra begyndelsen af 1960'erne et solidt flertal for, at Danmark måtte bidrage til at mindske uretfærdigheden i for­ holdet mellem Nord og Syd. I FN var der vedtaget en henstilling om, at de rige stater mod nord i løbet af 1970'erne - det andet udviklingstiår - skulle yde bistand til ulandene, og at denne skulle nå op på en procent af deres bruttonationalprodukt. Danmark havde tilsluttet sig henstillingen og nåede faktisk at komme den ene procent langt nærmere end de fleste andre rige stater. Bistanden blev ydet både gennem internationale organisationer, især FN, og direk­

te til enkelte stater. Men trods den megen gode vilje og oprigtige medfølelse lod det sig ikke benægte, at Danmark hørte til i Nord. Hele vort samfund - vore levevilkår, tryghedsniveau og sociale sy­ stem - var blevet udviklet gennem en lang historisk proces og havde som sin helt nærværende og kontante forudsætning vor nære tilknytning til andre rige lande i Nord. Alene kunne Danmark ikke yde meget til afhjælpning af den internationale uretfærdighed. Så meget desto vigtigere var det i mange dan­ skeres øjne, at vi gennem kritik og ved vort eget eksempel demonstrerede vort ønske om at få uretfærdigheden afskaffet. Også for vor egen skyld, fordi en stadig fattigere og mere sulten befolkning mod syd kunne blive en trussel mod vor egen leveform. Frem for alt matte Danmark ikke fremstå som solidarisk eller medskyldig med de rige stater, hvis holdning og handlemåde over for de fattige stater blev betegnet som undertrykkende og imperialistisk. USA's tilstedeværelse og krigsførelse i Vietnam blev af mange udlagt og forstået som det klareste udtryk for imperialismen anno 1970. Her måtte der fra dansk side siges fra. Nok var vi medlem af samme forsvarsalli­ ance i Øst-Vest-modsætningen, men det kunne ikke være ensbetydende med, at vi stiltiende accepterede, hvad USA foretog sig i forholdet mellem Nord og Syd.

Mellem Kontinentet og Norden Nærmere ved Danmarks grænser lå endnu en modsætning, som det måtte forholde sig til. I 1957 havde seks europæiske stater indgået en aftale om oprettelsen af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab. Det var Belgien, Frankrig, Holland, Italien, Luxembourg og Den tyske Forbundsrepublik. Formålet var i første omgang at ud­ 16

Danmark i verden

bygge medlemsstaternes økonomiske samarbejde, så de i fæl­ lesskab kunne opnå en stærkere vækst og udadtil optræde sammen med større gennemslagskraft. Andre europæiske sta­ ter frygtede, at denne markedsdannelse kunne medføre en lukkethed, som ville skade deres interesser. Som modtræk indgik de i 1959 en aftale om et europæisk frihandelsområde, kaldet EFTA. Danmark deltog i denne aftale, hvori også de øvrige nordiske stater var med. Helt afgørende var Englands deltagelse, idet det stadig var det største afsætningsmarked for den danske eksport. Da England i 1961 søgte optagelse som medlem af Fællesmarkedet, gjorde Danmark derfor det sam­ me. Men på fransk initiativ blev England nægtet optagelse, og dermed var Danmark heller ikke interesseret. Seks år senere meldte England sig igen som ansøger, og også denne gang var Danmark med foruden Irland og Norge. Men også i 1967 forhindrede en fransk afvisning, at der blev indledt forhand­ linger om ansøgerlandenes optagelse, og det var stadig be­ tænkeligheder ved Englands medlemskab, som var udslaggi­ vende.

Ansøgerlandene matte saledes indstille sig på en venteposi­ tion, og det medvirkede til, at den danske regering i 1968 tog initiativet til at få iværksat undersøgelser og forhandlinger om etableringen af et tættere nordisk økonomisk samarbejde. Det førte til de NORDEK-forhandlinger, der stod på i over et år, men som måtte skrinlægges, da Fællesmarkedet i 1969 ændre­ de signaler og indbød de fire ansøgerlande til forhandlinger om medlemskab.

De mislykkede NORDEK-forhandlinger satte for en tid sø­ gelyset på den mulige modsætning mellem de nordiske landes forhold til Kontinentet, som Danmarks og Norges medlem­ skab af Fællesmarkedet kunne indebære. Set fra et dansk synspunkt var et norsk medlemskab vigtigt, fordi de to lande tilsammen ville udgøre så stor en del af Norden, at denne modsætning ikke ville blive så betydningsfuld. I den efter­ følgende debat for og imod dansk medlemskab af Fælles­ markedet blev dette tema da også taget op, idet tilhængerne ønskede at nedtone modsætningen, mens modstanderne fremhævede dens uundgåelighed. Ser man samtidig på diskussionen om Danmarks stilling mellem henholdsvis Øst og Vest, Nord og Syd, var det ikke oplagt, hvordan den mulige modsætning mellem Kontinentet og Norden ville påvirke den. Til forskel fra Finland og Sverige ville Danmark og Norge ikke blive anderledes placeret i ØstVest-modsætningen, hvad enten de valgte at indtræde i Fæl­ lesmarkedet eller ej. Deres medlemskab af NATO var i hvert Mellem Kontinentet og Norden

17

fald ikke direkte berørt heraf. At Fællesmarkedets øvrige da­ værende medlemmer med undtagelse af ansøgerlandet Irland alle var medlemmer af NATO kunne måske give en nuance, idet Norge og Danmark ville have været de eneste medlemmer af den vestlige forsvarsalliance, der indgik i et særligt regionalt økonomisk samarbejde. Hvad angår Nord-Syd-problemet var situationen anderle­ des. Ved medlemskab af Fællesmarkedet ville Danmark kom­ me i et nært og forpligtende samarbejde med de tidligere europæiske kolonimagter, Belgien, England og Frankrig, som i mange ulande blev anset for at være om ikke imperialistiske, så i hvert fald „nykolonialistiske". Det ville næppe fremme Danmarks muligheder for en markeret og selvstændig stil­ lingtagen i Nord-Syd-spørgsmålet. Her lå de øvrige nordiske lande mere på linie med den indstilling, som var fremher­

skende i Danmark. Det kan hævdes, at Folketingets flertal allerede ved ved­ tagelsen af Danmarks ansøgning om optagelse i Fællesmarke­ det reelt havde truffet valget mellem Kontinentet og Norden. Men det blev igen diskuteret, da regeringen besluttede, at spørgsmålet om det danske medlemskab skulle til folkeaf­

stemning i 1972.

Mellem Østersøen og Atlanterhavet Danmarks geografiske placering ved indsejlingen til Østersø­ en har i tidens løb givet anledning til mange overvejelser om betydningen af de danske farvande. Som regel mere for andre lande end for Danmark selv. De danske bælter er internationale gennemsejlingsfarvan­ de, hvor alle skibe på grund af vanskelige besejlingsforhold og tæt trafik skal overholde visse forsigtigheds- og manøvrerings­ regler. Siden Øresundstolden blev afskaffet i 1857, har Dan­ mark ikke haft væsentligt økonomisk udbytte af sine gennem­ sejlingsfarvande, nar man ser bort fra de indtægter, der matte være erhvervet ved anvendelsen af frihavne og stabelpladser. I militær-strategisk henseende har den geografiske placering ofte vakt bekymring for, i hvilket omfang krigsførende stater ville finde det nødvendigt at åbne eller lukke indsejlingen til Østersøen. Bekymringen viste sig da også berettiget, både i 1914 og 1940, men disse begivenheder har ikke fremkaldt noget dansk ønske om ændrede gennemsejlingsregler. Det hænger sammen med, at Danmark, og især dansk skibsfart, har en stærk interesse i at hævde havenes frihed, herunder også frie gennemsejlingsmuligheder. 18

Danmark i verden

En sovjetisk destroyer pas­ serer gennem Store Bælt på vej mod Kattegat. Skibet her var et af fem sovjetiske krigsfartøjer, der i slutnin­ gen af november 1976 sejle­ de gennem dansk farvand. Den frie gennemsejlingsret gælder også for fremmede krigsskibe, men større skibe skal i forvejen anmeldes til de danske myndigheder, og undervandsbåde må ikke passere i neddykket til­ stand.

For sin egen handel og deltagelse i den almindelige verdens­ handel er Danmark i langt højere grad afhængig af søforbin­ delserne ud over Nordsøen. To af det danske riges besiddel­ ser, Færøerne og Grønland, kan kun nås via Atlanterhavet, og hvad der sker i disse to dele af riget er af betydning for hele det danske samfunds udvikling. Danskernes indstilling til ud­ viklingen på Færøerne og i Grønland er vigtige prøvestene på deres internationale holdninger. Danmark har gennem lange tider været et åbent samfund, hvor påvirkninger og strømninger fra verden uden om os har haft fri adgang, er blevet værdsat, omformet eller forkastet. Danmark har oven i købet været ret stolt af denne åbenhed, og den er da også et stort aktiv.

Men fra 1970 er omverdenen kommet til Danmark på en stærkere, mere indtrængende og krævende måde end tidlige­ re. Det har danskerne også selv medvirket til. Det er denne spænding mellem den stadigt mere påtrængende omverden og det danske samfund, som vil stå i centrum i den følgende fremstilling af perioden fra 1970 til 1990.

Danskerne og deres daglige brød I 1970 var der i alt 4,9 millioner danskere. Hertil kom 40.000 færinger og 50.000 grønlændere, der også havde dansk stats­ borgerskab. Ved udgangen af 1980'erne var tallene steget til 5,1 millioner danskere, 46.000 færinger og 54.000 grønlændere. På 20 år skete der således en befolkningsforøgelse på omkring 200.000. 20 år er ikke en særlig lang periode, når man skal vurdere udviklingen i et befolkningstal. Denne er som regel meget træg og i høj grad bestemt af livsmønstre hos de foregående generationer. Her er der for alvor tale om historiske forud­ sætninger og betingelser, som senere slægtled ikke kan sætte sig udover. I et samfund som det danske er det imidlertid lige så vigtigt at se på befolkningens ydeevne, arbejdsindsats og hele deltagelse i samfundsudviklingen. Folket er landets vig­ tigste råstof, og det kan påvirke udviklingen meget mere end naturgivne ressourcer. Lad os derfor kaste et blik på befolk­ ningens sammensætning, fordeling inden for aldersgrupper,

køn og geografiske spredning. Aldersfordelingen i den danske befolkning har i de sidste 20 år stort set været som i de foregående årtier, dog svagt påvirket af, at befolkningstilvæksten frem til 1980 faldt til næsten nul, og 1981-84 var direkte negativ. Siden har der været en svag tilvækst. Den faldende tilvækst, som er et almindeligt træk i højtindustrialiserede samfund, kan have mangfoldige årsa­ ger. Men i tiden efter 1970 har individuelle ønsker om at få børn eller ej fået meget større betydning gennem en mere udbredt benyttelse af prævention og friere adgang til lovlig svanger­ skabsafbrydelse, som blev indført i 1973. I periodens løb er der samtidig sket en stigning i middellevetiden på næsten et år. Sammenfaldet af de to fænomener - negativ befolkningstil­ vækst og højere levetid - medfører, at alderssammensætnin ­ gen i befolkningen gradvist vil ændre sig. Der bliver færre børn og unge og flere ældre. Befolkningens aldersfordeling har naturligvis betydning for dens ydeevne. Opdeler man befolkningen i tre hovedgrupper - 0-14 år, 15-64 år og 65 år og derover - viser den første en faldende tendens til under 20 procent, den anden ligger mere stabilt på omkring 65 procent, og den sidste er på vej op over 15 procent. Det er klart, at menneskers ydeevne er forskellig i de

20

Danskerne og deres daglige brød

Vuggestue i Hillerød. Trods den betydelige nedgang i antallet af børnefødsler var der i 1970'erne et stigende behov for vuggestuer, fordi stadigt flere kvinder fik ar­ bejde uden for hjemmet og ikke ønskede at afbryde de­ res forbindelse med arbejds­ markedet for at passe deres børn. Da de færreste kom­ muner kunne - eller ville leve op til behovet for nye vuggestuer, opstod der lan­ ge ventelister, og mange forældre måtte finde private dagplejemødre (et nyt be­ greb) til deres småbørn.

tre livsaldre, uden at det dermed er givet, at de 15-64-årige er den eneste ydende befolkningsgruppe. Ikke desto mindre er det almindeligt at fæstne opmærksomheden på denne gruppe °g betegne den som den produktive. Det er, fordi mennesker i denne aldersgruppe i kraft af deres arbejdsindsats anses for at være i stand til at tjene til deres tilværelse. Intet tyder på, at der er sket eller vil ske drastiske forskydninger i fordelingen mel­ lem de tre aldersgrupper. Fremskrivninger frem til henholds­ vis år 2000 og 2025 viser, at den produktive aldersgruppe fortsat vil være på omkring 65 procent. Dog vil forholdene mellem de to øvrige aldersgrupper ændre sig noget, idet an­ tallet af 0-14-årige vil falde to til tre procent yderligere og dermed nærme sig de 15 procent, mens antallet af 65-årige og derover vil stige til omkring 20 procent. Samtidig forventes det samlede danske befolkningstal at falde til 4,9 millioner i år 2000 og 4,2 millioner i 2025. Faldet i det samlede befolkningstal er bemærkelsesværdigt og nyt, fordi det vil være første gang i over hundrede år, at tallet ikke er stigende. Men målt med international målestok er det ikke enestående.

Fordelingen af kvinder og mænd i den danske befolkning er stort set ligelig med en svag overvægt af kvinder. Men den ændrer sig med aldersgrupperne. Således er der en svag over­ vægt af mænd under 50 år, mens der derefter findes først en svag og fra 65 år en betydelig overvægt af kvinder. Dette skyldes, at kvinders middellevetid er væsentligt højere end mænds. Den var i 1970 76,5 år og 70,9 for mænd og er siden Danskerne og deres daglige brød

21

steget til 77,5 for kvinder og 71,6 for mænd. I de ældste alders­ grupper vil der således blive et større flertal af kvinder. Køns­ fordelingen har i første omgang betydning for børnefødsler. Men antallet af børnefødsler holder sig ikke konstant i forhold til mulighederne. Beregnet ud fra fødselstallet i 1960'erne ville danske kvinder i gennemsnit hver føde 2,6 børn. 1 1985, året med det laveste fødselstal, er tallet 1,4 barn i gennemsnit pr. kvinde. Altså et drastisk fald på 47 procent. Dette fald er især sket hos kvinder under 30 år, mens den svage stigning i fød­ selstallet fra midten af 1980'erne hovedsagelig er sket hos kvinder mellem 30 og 40 ar. Man taler i den forbindelse om „udskudte fødsler", hvilket yderligere understreger betyd­ ningen af de individuelle valg. Kvinder kan i langt højere grad end tidligere selv bestemme, hvornår de vil have børn.

Danskerne flytter mod vest Geografisk er den danske befolkning delt i to næsten lige store områder med godt to millioner bosat i Jylland og det samme antal på Sjælland. Regner man Københavns amt med til ho­ vedstadsregionen, er der her bosat godt en million menne­ sker, men Århus amt er med sine næsten 600.000 indbyggere befolkningsmæssigt større end Københavns og Frederiksberg kommuner med deres tilsammen godt 550.000 borgere. Pa Bornholm bor 46.000 og i Fyns amt næsten 450.000 - hvortil så kommer de 100.000 færinger og grønlændere. Denne geografiske fordeling har stort set været uændret gennem hele perioden. Men opdeler man bopælsområderne i land- og byområder, er der sket en øget tilflytning til byom­ råderne, især de mindre byer. Denne vandring fra land til by er ikke noget nyt fænomen og heller ikke specielt dansk. Men mens hovedstadsregionen indtil 1960 havde en jævn vækst, har i de sidste 20 år især jyske byer øget deres befolkningstil­ gang - specielt området omkring Århus og Herning. Det tid­ ligere såkaldt skæve Danmark, hvor Københavnsområdet do­ minerede så stærkt, er blevet lidt mindre skævt. Trods den forholdsvise stabilitet i befolkningens geografiske fordeling er der gennem årene sket en betydelig indenlandsk flytning i Danmark. Men den sker fortrinsvis inden for de enkelte kommuner og omfatter først og fremmest de yngre årgange, der forlader barndomshjemmet, søger uddannelse øg arbejde eller finder sammen i parforhold. Dei er et be tydeligt fald i flytningerne fra 30-årsalderen, og igen når folk er blevet over 40. Stort set opvejes fraflytninger af tilflytninger. En undtagelse er dog Bornholm, hvor befolkningen har været 22

Danskerne og deres daglige brød

Lejlighedskompleks i Vollsmosekvarteret i Odense. Selv om antallet af nye ejer­ boliger langt overgik bygge­ riet af boliger til udlejning, opstod der hele kvarterer af industrialiserede lejligheds­ karreer i byernes forstæder, der optog hovedparten af tilflytterne. Kvarteret hed tidligere Voldsmose, men på grund af de ubehagelige associationer ved navnet fik man Stednavneudvalgets tilladelse til at ændre stav­ ningen af ordet.

faldende gennem alle tyve år. Fra 30-40-årsalderen er dansker­ ne således overvejende bofaste, hvilket kan hænge sammen med den stigende udbredelse af ejerboligen. 11970 boede knap halvdelen af befolkningen i eget hus eller ejerlejlighed. Ved udgangen af 1980'erne var det 60 procent. En medvirkende årsag til, at danskerne i de ældre årgange er så bofaste, kan være, at landet trods alle nuancer giver dets borgere ret ensar­ tede muligheder for at udfolde sig, samt at de geografiske afstande - bortset fra Grønland naturligvis - er så overskueli­ ge, at det i Danmark ved slutningen af 1980'erne er vanskeligt at finde egentlige udkantsområder, således som de kendes i de øvrige nordiske lande.

Arbejde og arbejdsløshed Erhvervsfordelingen inden for den produktive aldersgruppe er siden 1970 fortsat i det spor, som begyndte omkring 1960. Det har betydet, at en stadig mindre del af befolkningen er beskæftiget inden for landbrug, fiskeri og skovbrug (fra 12 til Arbejde og arbejdsløshed

23

syv procent i løbet af de 20 år) og håndværk og industri (fra 35 til 26 procent). Til gengæld er antallet af beskæftigede inden for handel, omsætning og transport steget fra 25 til 29 procent, men allerkraftigst har stigningen været inden for de såkaldte serviceerhverv, der også omfatter flertallet af de offentligt ansatte i stat eller kommune (fra 28 til 38 procent). Denne fordeling af arbejdskraften siger ikke i sig selv noget om den økonomiske vægt, de forskellige erhvervsgrupper har i den samlede danske økonomi og i samfundet som helhed. Der er nemlig samtidig sket betydelige produktivitetsstigninger, ikke mindst inden for landbrug og industri, således at de færre beskæftigede i dag fremstiller betydeligt mere, end flere gjorde før. Det samlede antal erhvervsaktive er i løbet af de tyve år steget med næsten 600.000. Her har ikke mindst kvindernes stadigt stigende beskæftigelse på arbejdsmarkedet haft stor betydning. Der er grund til at understrege den øgede ud­ advendte og altomfattende samfundsmæssige aktivitet fra kvindernes side, som slog igennem med særlig styrke fra begyndelsen af 1970'erne. Deres meget store erhvervsdeltagel­ se er på én gang udtryk og forudsætning for kvindernes større selvbestemmelsesmuligheder. Da det øgede behov for ar­ bejdskraft inden for handel og service skete samtidigt med kvindernes kraftige tilgang til arbejdsmarkedet, er det ikke overraskende, at det netop er inden for disse to erhverv, at de fleste kvinder har fundet beskæftigelse. Derved er de i vid udstrækning kommet Hl at tilhøre de såkaldte mellemlag, som gør sig gældende på så mange områder. Et andet karakteristisk træk ved udviklingen af erhvervsfor­ delingen er den store vækst i antallet af offentligt ansatte. Den har medført, at ca. en tredjedel af den samlede arbejdsstyrke i dag er aflønnet af det offentlige. Det er ikke noget særpræget for Danmark. I moderne, industrialiserede samfund - som ofte betegnes som post-postindustrielle, netop fordi service­ området har taget så stort omfang - er der Hibøjelighed til, at antallet af ansatte i den offentlige sektor vokser. Både i Dan­ mark og andre lande har denne sHgning i den offentlige sektor rejst problemer og vakt debat. Den føres ofte, som om „offent­ ligt" og „privat" er noget væsensforskelligt for den samlede økonomi, hvilket ikke gælder i det danske samfund. Udvik­ lingen i retning af et servicesamfund, hvor et sHgende antal mennesker vil være beskæftigede inden for denne sektor, er i vid udsHækning blevet iværksat i et samspil mellem private og offentlige virksomheder. Hvis man søger at finde frem Hl betydningsfulde ændringer og langtidstendenser i danskernes erhvervsfordeling, kom24

Danskerne og deres daglige brød

Kontorlandskab i 1984. Efter at pengeinstitutterne siden slutningen af 1960'erne havde gjort de dyre erfa­ ringer og vist vejen, erobre­ de edb-anlæggene i løbet af firserne hele den danske kontorverden.

mer man ikke uden om den stigende arbejdsløshed, der kom til at præge udviklingen fra midten af 1970'erne og gennem hele 1980'erne. Indtil 1973 lå den registrerede ledighed på to-tre procent, men steg så til over fem procent i 1975. Siden er den bortset fra et lille fald i 1979 steget nogenlunde jævnt til omkring ti procent. Med en samlet arbejdsstyrke på 2,8 millio­ ner betyder det, at næsten 300.000 danskere er opgjort som ledige. Disse tal dækker over mange forskellige former for og varighed af arbejdsløshed. Der er forskelle mellem alders­ grupper, mellem arbejdsområder og geografiske områder. Om arbejdsløshedens årsager og mulighederne for at ned­ bringe den har der gennem de sidste 15 år været ført mange debatter, og emnet indgår som fast bestanddel af drøftelser både mellem de politiske partier, de store organisationer på arbejdsmarkedet og fagøkonomer. Ingen finder, at arbejds­ løsheden i det omfang, den har fået i løbet af 1980'erne, er et overskueligt eller forbigående fænomen, og den anses for samfundsmæssigt uacceptabel, men det har skortet på klare anvisninger på, hvorledes den kan bringes ud af verden. Den danske arbejdsløshed er stor - betydeligt større end i Finland, Norge og Sverige - men ikke væsentligt større end i EF's øvrige medlemsstater. Den forholdsvis høje arbejdsløshed in­ den for hele EF viser, at det ikke udelukkende er danske forhold, som gør det vanskeligt at komme arbejdsløsheden til livs.

Den her foretagne opdeling af den danske arbejdsstyrke er enkel og grov. Bag den ligger en lang række forskelle, som skal medtages, hvis man ønsker et mere varieret billede af arbejds­

Arbejde og arbejdsløshed

25

styrkens fordeling. Et væsentligt skel går mellem selvstændige og lønmodtagere. Her er udviklingen gået i retning af, at flere og flere er blevet lønmodtagere, om end med meget forskellige indtægter. Mens omkring 20 procent af arbejdsstyrken i 1970 var selvstændige (herunder medhjælpende hustruer), er an­ delen siden faldet støt, således at den ved udgangen af 1980'erne ligger på kun godt ti procent. Blandt lønmodtagerne er det gruppen af funktionærer, der er vokset mest, mens antallet af industriarbejdere er gået tilbage. Den danske befolkning er således i stigende grad blevet lønmodtagere, der er beskæftiget inden for erhverv, hvor der fremstilles forskellige former for tjenesteydelser. Det er i me­ get god overensstemmelse med den fremherskende udvikling i de industrialiserede samfund, som Danmark har mest sam­ kvem med inden for organisationen OECD (Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling). Det vakte opsigt, da USA's repræsentanter i de jævnligt tilbagevendende for­ handlinger om told og tariffer, som foregår inden for den internationale organisation GATT, midt i 1980'erne fremsatte forslag om at inddrage tjenesteydelser i forhandlingerne på linie med råvarer, landbrugs- og industriprodukter. Forslaget er vanskeligt at praktisere og langtfra færdigbehandlet, men det er udtryk for, at tjenesteydelser i højtudviklede, industria­ liserede samfund udgør en stigende andel af produktionen og dermed af de varer, som man ønsker at give sa gode markeds­

vilkår som muligt.

Oprør eller opbrud?

Det mildt sagt provisoriske og uorganiserede „byggeri" i Frøstruplejren bidrog stærkt til uviljen mod livet i lejren hos de fastboende na­ boer i Thy.

I sommeren 1970 blev Frøstruplejren i Thy det store tilløbsstyk­ ke for både yngre og lidt ældre fra storbyerne, som ville nyde et frit liv og demonstrere en ny livsstil. Initiativet var udgået fra København, hvor Det ny Samfund i 1968 havde afløst det tidligere Studentersamfund som samlingssted for unge op­ rørere på og uden for universiteterne. Det afgørende var, at alle deltagerne skulle udfolde sig tvangfrit på alle måder og være med til at nedbryde de forskrifter og fordomme, som fandtes i samfundet og hos dem selv. Således blev alle be­ slutninger om lejrens drift afgjort på stormøder for samtlige deltagere, hvor man helst skulle tale sig til enighed. Lejren skulle være et lærestykke i direkte demokrati, hvor man ikke behøvede ledere eller valgte repræsentanter til hverken at træffe eller gennemføre afgørelserne. Lejren havde 25.000 deltagere, men blev besøgt af 100.000 gæster, som strømmede til fra fjern og nær. Den var genstand for stor opmærksomhed fra pressen og blev ivrigt diskuteret i avisens læserkommentarer og ledere. Den var ment som en udfordring, og det lykkedes til overmål. Men ét var den frie

Oprør eller opbrud?

27

Hippiernes uddrivelse af Hjardemål Kirke i Bo Bojesens streg i Blæksprutten 1970. I teksten lader han kalkmaleriets straffende en­ gel i politiuniform sige: „Jeg sagde: Kom hyppigere og ikke kom hippier".

livsudfoldelse inden for lejren, som kunne pirre mange nys­ gerrige til beundring eller forargelse. Noget helt andet var, når nogle lejrdeltagere besatte den nærliggende Hjardemål Kirke for også at „befri" den. Det førte til slagsmål med lokalbe­ folkningen, som fandt, at tvangfriheden nu havde angrebet deres enemærker og faste værdinormer. Der var ved indgangen til 1970'erne tydelige tegn på opbrud i store dele af den danske befolkning. Den materielle levestan­ dard var steget betydeligt i de foregående årtier, og det havde medført en frigørelse fra den tidligere frygt for fattigdom og knaphed. Nogle ville nu bruge det materielle overskud til at gennemføre mere frie og selvudfoldende samfundsformer. Andre så i disse opbrud en risiko for en forbrugsudvidelse, som ikke gjorde tilværelsen mindre materialistisk og samtidig truede den tryghed, som højkonjunkturen havde givet dem. Demonstrationer kom i det hele taget til at præge 1970. Den 1. januar begyndte den nye kildeskat at virke. Det oplevedes af mange som en reel lønnedgang, når skatten var trukket fra, inden lønnen blev udbetalt. Det såkaldt skattefrie år i 1969 medvirkede til denne oplevelse. På flere københavnske ar­ bejdspladser blev der gennemført demonstrationer under pa­ rolen „En krone mere i timen". I København var der fortsatte demonstrationer foran den amerikanske ambassade mod krigsførelsen i Vietnam, og det kom ofte til sammenstød mel-

28

Oprør eller opbrud?

lem politi og demonstranter, som gensidigt beskyldte hinan­ den for at fremkalde dem. I Århus og København demon­ strerede studenterne mod det forslag til en ny styrelseslov for universiteterne, som undervisningsminister Helge Larsen havde fremlagt for Folketinget. De var ikke tilfredse med den indflydelse, som forslaget gav dem udsigt til. Egentlig var det besynderligt, at demonstrationer om dette spørgsmål kunne vække så stor opmærksomhed; det vedrørte dog kun en begrænset del af befolkningen. Men studenterne var dygtige til at gøre deres kamp mere almen. I den meget omtalte „Kejsergadeaffære" i København i efteråret 1969, hvor en ukendt lyttepost for efterretningstjenesten blev afsløret i en ejendom, der tilhørte Københavns Universitet, havde studen­ terne formået at sammenkæde deres begrænsede mål med den omfattende skepsis over for hemmelige efterretningsvæsener, som fandtes i flere politiske partier. I det hele taget var selv den borgerlige offentlighed - også den der var repræsenteret i Folketinget - ikke helt uden for­ ståelse for de synspunkter og krav, som de mange demonstra­ tioner gav udtryk for. Demonstranternes ofte meget selvbe­ vidste og fordømmende tone over for anderledes tænkende vakte uvilje, og de mange tilfælde af voldelige sammenstød tog de fleste afstand fra. Men budskaberne og de politiske krav om betydelige ændringer af samfundsforhold blev ikke blankt afvist. Især i forbindelse med studenternes krav om større medindflydelse begyndte man at bruge udtrykket repressiv tolerance, „undertrykkende overbærenhed", om den måde, hvorpå kravene delvist blev imødekommet. Det samme ud­ tryk kan bruges om mange andre krav og ønsker, som i disse år blev formuleret gennem demonstrationer og andre aktioner. Men når der var en betydelig lydhørhed over for ønsker om ændringer, stak det dybere. Der var en udbredt forståelse for, at meget måtte omformes, hvis Danmark skulle klare sig i den internationale konkurrence, som blev mere og mere skarp, og samtidig opretholde den høje levestandard, man havde op­ nået i løbet af 1960'erne. Der måtte laves om på gamle struk­ turer, ledelsesformer og organisationsmåder, både i det pri­ vatejede erhvervsliv og den offentlige sektor. Den gradvise omlægning af de danske eksporterhverv, hvor industripro­ dukter blev langt vægtigere end landbrugsvarer, var i sig selv betydningsfuld. Og de stigende kvalifikationskrav inden for alle erhvervsgrene og den voksende andel af befolkningen, der var beskæftiget med tjenesteydelser, kaldte alt sammen på grundlæggende forandringer i samfundets opbygning.

Oprør eller opbrud?

29

Fornyelser og reformer Det blev i første omgang inden for skole- og uddannelsesom­ rådet, at man blandt de politiske partier kunne blive enig om at foretage forandringer. Indførelsen af skolenævn i 1970 var ikke i sig selv den store fornyelse af selve undervisningens sigte og indhold. Men ved at give forældrene en om end begrænset medindflydelse på skolens hverdag ville man opnå, at foræl­ drene beskæftigede sig mere med undervisningsforløbet - bå­ de med indlæringen og de mange andre påvirkninger, som foregår i skoletiden. På en vis måde var det en bestræbelse for at genoptage eller videreføre en ældre dansk tradition, hvor forældrene havde været levende optaget af landsbyskolens indhold. Også indførelsen af den erhvervsfaglige grundud­ dannelse - kaldet efg - var et udtryk for reformønskerne in­ den for uddannelsesområdet. Med den ønskede man at give håndværkere og faglærte arbejdere en bredere forståelse af de enkelte fags forudsætninger og deres indbyrdes sammen­ hæng end den, der kunne opnås ved mesterlæren alene. Forandringerne af uddannelsessystemet skulle gøre frem­ tidens danskere bedre rustede til at arbejde inden for nye og sikkert helt anderledes områder end hidtil. De penge, det kostede, mente man var vel anbragte, fordi de i befolkningen skulle kunne kalde langt større kvalifikationsreserver frem end dem, man hidtil havde formået at udnytte. Et af feltråbene blev „den problemorienterede uddannelse", et andet „at tage udgangspunkt i elevernes egen situation". Indlæringen af fær-

30

Oprør eller opbrud?

digheder i læsning, skrivning og regning var fortsat vigtig, men den skulle forbedres med inddragelsen af elevernes akti­ ve deltagelse, således at det indlærte stof blev mere vigtigt for dem. Derfor skulle man også bruge børnenes og de unges fantasi og støtte dem i at benytte det indlærte på nye måder. Både lærer- og elevgrupper, politikere og repræsentanter fra erhvervslivet rejste en skarp kritik af, hvad man kaldte et forældet uddannelsessystem. Ikke mindst over for den videregående uddannelse på uni­ versiteterne og de højere læreanstalter var kritikken hård. Der var enighed om, at kapaciteten måtte udvides, men også om, at det var nye former for uddannelsessteder, man havde brug for. Da Odense i 1966 blev hjemsted for landets tredje universi­ tet, blev det i den første tid kaldt „universitetscenter" som udtryk for, at man her ville opbygge nye og utraditionelle studieretninger. Det samme var i endnu højere grad tilfældet med Roskilde Universitetscenter, der begyndte i 1972, og se­ nest Aalborg Universitetscenter fra 1976. Denne universitets­ centertanke fik i sin oprindelse tilslutning fra alle, der var kritiske over for den hidtidige videregående uddannelse - uanset deres politiske ståsted. Inden for andre områder var der også tilslutning til foran­ dringer. Da justitsminister Knud Thestrup fra Det konservati­ ve Folkeparti i 1969 fremsatte forslag om frigivelse eller lov­ liggørelse af billedpornografien i Danmark, var der i mange år forud blevet agiteret mod det gældende forbud. Frigivelsen fik virkning fra sommeren 1969, og debatterne i Folketinget var På trods af fotografiets så­ kaldte objektivitet er den vi­ suelle reportage lige så af­ hængig af afsendernes holdninger og målsætninger som den skrevne beretning. De to fotografier i Ekstra Bladet og B.T. er fra samme begivenhed, en studenter­ demonstration på Køben­ havns Universitet i 1970. Bil­ lederne siger mere om de to blades holdning til studen­ teroprøret end om de stude­ rendes opgør med universi­ tetets gamle styrelsessy­ stem. Ekstra Bladets udlægning er en begejstret og ivrig mængde i modsæt­ ning til B.T.s lille skare af øldrikkende unge.

Fornyelser og reformer

31

Reformkravene forplantede sig hurtigt fra universiteter­ ne til gymnasieskolen. Adri­ an Bentzon var den første rektor for Det frie Gymna­ sium, der kom til at ligge i Birkerød. Han ses her på åbningsdagen i september 1970 med en gruppe elever. Foruden rektor og elever deltog lærere og de øvrige medarbejdere i ledelsen af skolen.

langt mere afdæmpede end de protester, som kom fra både kirkelige og læge kredse, der fandt, at frigivelsen ville ned­ bryde et vigtigt værn om danskernes åndelige sundhed. I sig selv var spørgsmålet ikke særlig væsentligt, men det gav godt stof for medierne og fangede manges opmærksomhed som udtryk for en omstyrtelse af hidtil gældende normer. Det vakte også opsigt uden for Danmarks grænser, hvor der var censur over for pornografiske publikationer. Selv i USA kunne man se reklamer for både blade og film, der blev fremhævet som „sidste nyt fra Danmark". Et påskønnet eksportfremstød blev det dog ikke. Flere udlandsdanskere udtrykte betænkelighe­ der ved, at Danmarks navn på den måde blev knyttet til et produkt, som mange anså for anstødeligt. At det netop skulle blive under en regering bestående af så traditionsværnende partier som Det konservative Folkeparti og Venstre sammen med Det radikale Venstre, at Folketinget frigav pornoen, er i sig selv et vidnesbyrd om den åbenhed og vilje til at reformere samfundet, som var fremherskende i de o

ar. 32

Oprør eller opbrud?

Den 1. april 1970 trådte en nyinddeling af landets kommuner og amtskommuner i kraft. Den var blevet forberedt gennem flere år, og en principbeslutning om gennemførelsen forelå allerede i 1966. Behovet for en kommunalreform var først og fremmest opstået på grund af de store ændringer i befolk­ ningens erhverv og byernes vækst, som havde fundet sted siden 1950. Nogle kommuner havde mistet store dele af deres befolkning, mens andre var steget kraftigt i befolkningstal, således at de nødvendige politiske og administrative opgaver var blevet uoverkommelige, så meget mere som lovgivningen blev mere og mere kompliceret og detaljeret. For de små kom­ muners fåtallige embedsmænd var det blevet på det nærmeste umuligt at administrere den strøm af nye forordninger og informationer, som de modtog fra ministerier og styrelser i København. Det var også blevet nødvendigt at ændre byrde­ fordelingen mellem kommunerne, når deres befolknings­ grundlag havde forandret sig så meget. Reformen var en af de mest vidtrækkende og betydnings­ fulde i 1970'erne. Antallet af primærkommuner blev skåret ned fra 1386 til 275.14 amtskommuner afløste de tidligere 25. Dette har haft stor betydning for danskernes forhold til det offent­ lige, fordi det nu engang er på det lokale, kommunale plan, at borgerne har de hyppigste kontakter med den offentlige for­ valtning. I kraft af sammenlægningen blev de fleste kommu­ ner meget større end før, og en del kommunalpolitikere var bekymrede for, at vejen til kommunen skulle blive for lang. Umiddelbart forekommer reformen heller ikke at passe alt for godt til ideerne om „det nære samfund", som på det tidspunkt fik stor tilslutning i mange politiske bevægelser og partier, herunder ikke mindst i Venstre. Netop dette parti havde stærk tilknytning til kommunalpolitikken, især i Jylland. Det er der­ for naturligt, at der inden for Venstre var mange betænkelig­ heder. De drejede sig ikke så meget om antallet af kommuner, men langt mere om den fremtidige byrdefordeling mellem kommunerne indbyrdes og mellem staten og kommunerne, der kunne få stor betydning for de enkelte kommuner og derfor nødvendigvis måtte føre til mange og meget svære forhandlinger. De dybtgående og langsigtede ændringer, som kommunalreformen indebar, påkaldte sig ikke massemedier­ nes store opmærksomhed. Bortset fra visse grænsestridig­ heder mellem enkelte kommuner var de for træge og udra­ matiske. De blev heller ikke gjort til genstand for udadvendte og appellerende demonstrationer, men gennemforhandledes i seje og langvarige møder med repræsentanter for både staten, kommunerne og i visse tilfælde interesseorganisationer. Men

Fornyelser og reformer

33

på trods af deres manglende blikfang fik de på længere sigt vidtrækkende betydning for borgernes udfoldelsesmulighe­ der, deres erhvervs- og bopælsmønster og også for byrdefor­ delingen mellem dem. Overgangen fra 1960'erne til 1970'erne fremstilles ofte som en skarp konfrontation mellem unge og gamle, mellem en nedbrydende og kritisk venstrefløj og en traditionsbevarende og forbenet højrefløj, som blev tvunget til at give indrømmel­ ser på grund af det stærke pres fra demonstrationer og andre former for græsrodsaktiviteter fra befolkningsgrupper, som ikke følte sig repræsenterede på det parlamentariske eller or­

ganisatoriske plan. Opfattelsen er forståelig på baggrund af de mange udenomsparlamentariske tilkendegivelser, der fangede samti­ dens opmærksomhed, og den svarer godt til selvopfattelsen hos mange, der i de år var aktive i de mange bevægelser på venstrefløjen. Men den bunder alligevel i en manglende for­ ståelse af, at der i store dele af højrefløjen også var fuld for­ ståelse for, at der måtte dybtgående ændringer til. Det må ikke glemmes, at det var under borgerligt styre - RVK-regeringen fra 1968 - at mange af reformerne blev gen­ nemført. Regeringen havde et solidt flertal bag sig, og uden dens egen erkendelse af reformernes nødvendighed havde det været umuligt at tvinge dem igennem. Modstanden mod æn­ dringerne kom kun sjældent til udtryk. Som regel lød kritik­ ken, at reformerne ikke var vidtgående nok. Den tilsyneladende imødekommenhed, som venstrefløjen var genstand for, var ikke nødvendigvis udtryk for højre­ fløjens tilbagetog over for stærke modstandere. Snarere fore­ tog regeringen en udvælgelse af de dele af kritikernes forslag, som den selv fandt velegnede til at fremme en ønskelig for­ nyelse. Uddannelsesreformerne er et oplagt eksempel. Den langvarige danske tradition for et liberalt uddannelsessystem, endda med betydelige offentlige tilskud, var også en af forud­ sætningerne for disse reformer, der bar mindelser om kampen mod „den sorte skole" i forrige århundrede. Den nære sam­ menhæng mellem samfund og skole blev aldrig anfægtet.

Mellem Norden og Europa Samtidig med at der foregik ændringer indadtil, blev spørgs­ mål i forbindelse med Danmarks forhold til omverdenen mere påtrængende. Hele den industrialiserede verden var under omformning, og påvirkningerne udefra var tydelige i Dan­ mark. Ungdomsoprøret i alle dets mangeartede udtryksfor­ mer, den stigende demonstrative anfægtelse af bestående samfundstilstande og kritikken af internationale forhold var dybt afhængige af, hvad der på samme tid rørte sig hos ung­ dommen i det store udland, især i Frankrig og Vesttyskland. Den amerikanske krigsførelse i Vietnam blev angrebet i mange lande i Vesteuropa, men de mest omfattende protester fandt dog sted i selve USA. Trods den tydelige udenlandske inspira­ tion foregik de fleste demonstrationer i Danmark inden for danske sædvaner og retsnormer, og gennemførelsen af refor­ mer skete ved beslutninger i Folketinget eller ved ministerielle resolutioner, helt i overensstemmelse med grundlovens ånd og bogstav.

Men ikke alle spørgsmål om forholdet til udlandet kunne behandles ved en fordanskning af impulser udefra. Flere af dem medførte krav om en dansk stillingtagen til regulerede og aftalte forhold til omverdenen, som det ikke var muligt at overveje eller forhandle på grundlag af dansk politisk tradi­ tion. Her måtte en nytænkning til. 11965 udsendte daværende udenrigsminister Per Hækkerup en bog om dansk udenrigspolitik. I den fastslog han, at der i Danmarks forhold til omverdenen var fire hovedhjørnestene: FN, NATO, Europa og Norden. Ingen af dem var vigtigere end de andre, men mens Danmarks forhold til de to første var afklaret og for tiden ikke gav anledning til større bekymring, blev forholdet til Europa og Norden mere kompliceret i løbet af 1960'erne. Årsagen var først og fremmest oprettelsen af Det

Europæiske Økonomiske Fællesskab i 1957 og dannelsen af Den Europæiske Frihandelssammenslutning (EFTA) to år se­ nere. På det tidspunkt havde Danmark endnu mest samhan­ del med Storbritannien, hvis placering blev udslaggivende for det danske medlemskab af EFTA. I Folketinget var der stort flertal for, at Danmark skulle søge optagelse i Fællesmarkedet snarest muligt, og i hvert fald når Storbritannien gjorde det. Derfor indgav Danmark to gange en ansøgning om medlem­ skab, men blev begge gange, i 1963 og 1967, mødt med en udsættelse af videre forhandlinger, fordi den franske præsi­ Mellem Norden og Europa

35

dent de Gaulle ikke fandt Storbritannien europæisk nok til at blive optaget. Danmark ønskede ikke medlemskab uden i fællesskab med Storbritannien, selv om det fra fransk side blev antydet, at Danmark godt kunne blive medlem. Efter den sidste udsættelse i 1967 var det overvejende sand­ synligt, at der ikke ville ske nogen fransk holdningsændring før efter et præsidentskifte, som tidligst kunne finde sted i 1972. Det var på den baggrund, at den nytiltrådte RVK-regering med Hilmar Baunsgaard som statsminister i foråret 1968 tog initiativet til at opbygge et snævrere nordisk økonomisk samarbejde, der kunne forbedre de nordiske landes forhand­ lingsposition over for Fællesmarkedet - både for de lande, der ønskede medlemskab og for dem, der stræbte efter en samar­ bejdsaftale på gunstigst mulige vilkår. Det blev indledningen til de NORDEK-forhandlinger, som kom til at foregå frem til foråret 1970. I Nordisk Råd steg forventningerne, efterhånden som forhandlingerne skred frem. Selvfølgelig var der vanskelige problemer. Den forskelli­ ge struktur i de nordiske landes økonomi gjorde det ikke umiddelbart let at se de gensidige fordele, som de alle fire ønskede. F.eks. vejede den danske landbrugsproduktion tungt i forhold til de øvrige nordiske landes. Men også på det område var der udsigt til en forståelse. Når NORDEK-forhandlingerne alligevel ikke førte til en af­ tale om nærmere økonomisk samarbejde mellem landene, skyldtes det et sammenfald af uforudsete begivenheder. For­ ventningerne om en fortsat fransk modvilje mod at optage Storbritannien i Fællesmarkedet havde spillet en stor rolle for det danske initiativ. De fik en brat ende i foråret 1969, da Georges Pompidou tiltrådte som fransk præsident efter de Gaulle. Allerede i sommeren samme år fik han tilslutning fra de øvrige fællesmarkedslande til at indkalde ansøgerlandene, herunder Danmark, til en første drøftelse af deres medlem­ skab i 1970. Denne ændring gav naturligvis NORDEK-for­ handlingerne et andet perspektiv, selv om de fortsatte. Der var ikke tale om et enten-eller, og forhandlingerne var blevet ført under den forudsætning, at de fire lande havde forskelligt syn på deres fremtidige forhold til Fællesmarkedet. Den danske og den norske regering ønskede fuldt medlemskab og lagde ikke skjul på det. Den svenske regering gik meget aktivt ind i NORDEK-forhandlingerne, men stilede ikke mod medlem­ skab i Fællesmarkedet, idet man fandt, at den svenske allian­ cefrihed i så fald kunne blive betvivlet. Endnu var alle fælles­ markedslandene også medlemmer af NATO. Tilsvarende be­ tænkeligheder ved medlemskab gjorde sig gældende for 36

Mellem Norden og Europa

Finland, hvor der endvidere var betydelig uenighed om, hvor­ vidt NORDEK overhovedet ville kunne styrke fremtidige fin­ ske forhandlinger med Fællesmarkedet. Denne uenighed fik i marts 1970 den nye finske regering til at meddele de øvrige nordiske regeringer, at Finland ikke så sig i stand til at tiltræde den aftale om NORDEK, som indtil da havde syntes inden for rækkevidde.

Poul Nyboe Andersen var professor i nationaløkonomi ved Handelshøjskolen i Kø­ benhavn, da han i 1968 blev økonomiminister og mini­ ster for nordiske anliggen­ der samt europæiske mar­ kedsanliggender i RVK-regeringen i 1968. Han havde i mange år været knyttet Hl højskolekredse og var for­ mand for FDB indHl 1966. Han fortsatte som medlem af FolkeHnget efter 1971 og var økonomi- og handelsmi­ nister i Poul Hartlings rege­ ring 1973-75. Men i 1976 ud­ trådte han af Folketinget for at overtage sbllingen som direktør for Andelsbanken.

Skuffelsen var stor hos de politikere og embedsmænd, som i NORDEK havde set muligheden for en styrket samhandel og et nærmere samarbejde i Norden uanset landenes forskellige forbindelser til Fællesmarkedet. Poul Nyboe Andersen, der som minister for nordiske anliggender havde deltaget i alle faser af forhandlingerne, skrev i sine erindringer fra 1989: „I det kvarte århundrede, der fulgte efter krigens afslutning i 1945, kom det altså tre gange til at stå klart, at Norden trods alle kulturelle kontakter og folkelige bånd dog ikke kunne være en selvbærende enhed i verden. “ Han henviste til forhandlinger­ ne om et nordisk forsvarsforbund 1948-49, til planerne om en nordisk toldunion i slutningen af 1950'erne, der var blevet overhalet af de nordiske landes medlemskab af EFTA, og altså nu tredje gang, da medlemskab eller samarbejde med EF viste sig at have større tiltrækningskraft end et udvidet indbyrdes økonomisk samarbejde. Selv om det oprindelige sigte med NORDEK netop havde været at undgå en valgsituation mellem EF og Norden, kom det - også for nogle af dem, der havde arbejdet mest aktivt for at gennemføre NORDEK - til at tage sig ud som et valg. Men selv for stærke tilhængere af dansk medlemskab af EF blev NORDEK-forhandlingerne alligevel anset for nyttige, fordi de havde vist offentligheden, at man havde været indstillet på at søge en nordisk ordning, inden man for alvor gik i gang med forhandlingerne med Fællesmarkedet.

Vejen til EF 11967 var ansøgningen om dansk medlemskab af EF indgivet på baggrund af et meget stort folketingsflertal. 152 medlemmer stod bag. Uden for Folketinget var der ikke nogen udbredt debat om denne vedtagelse. Heller ikke de efterfølgende NORDEK-forhandlinger blev diskuteret meget i befolknin­ gen. Med alle de forandringer, der skete i Danmark omkring 1970, var der tilsyneladende kun begrænset interesse for de ændringer, der var på vej for hele Danmarks forhold til ud­ landet. Spørgsmålene kunne også forekomme tekniske og ind­ viklede, og det var svært at overskue, hvilke følger tilslut­

Vejen til EF

37

ningen ville kunne få for dagliglivet i Danmark. De politiske perspektiver i fællesskabet havde man endnu ikke meget blik for. De politikere, der overhovedet ytrede sig om disse spørgs­ mål, lagde hovedvægten på de samfundsøkonomiske og han­ delspolitiske aspekter, og det almindelige indtryk var, at det hele næppe drejede sig om andet og mere end nogle nye former for handelsaftaler. Blandt de politiske partier i Folketin­ get var SF det eneste, der hele tiden var imod dansk medlem­ skab af Fællesmarkedet, og det eneste der inddrog videre samfundsmæssige følger i debatten. Endnu i 1970, da muligheden for medlemskab af EF omsider var blevet åbnet, kom det ikke til nogen udbredt offentlig debat. Indtil videre drøftedes sagen fortrinsvis i snævre kred­ se. Her var der til gengæld stor travlhed, fordi de mange enkeltheder i forbindelse med Danmarks medlemskab skulle gennemdrøftes med repræsentanter for EF-kommissionen. Folketinget havde nedsat et markedsudvalg, hvor regeringen på forhånd skulle forelægge sine forhandlingsoplæg og få tilslutning til dem. Oprettelsen af et sadant kontrolorgan, der fulgte forhandlingerne tæt, var en speciel dansk foreteelse, som afspejlede, at der trods den massive tilslutning til Dan­ marks ansøgning alligevel var politisk usikkerhed overfor, hvad medlemskabet ville indebære. Det var velkendt, at Venstre stod som det mest sammentøm­ rede parti i dets positive indstilling til EF-medlemskabet. Landbrugsorganisationerne, der var nært knyttet til partiet, havde længe fremhævet nødvendigheden af dansk medlem­ skab af hensyn til landbrugseksporten, som i stigende grad blev afsat inden for Fællesmarkedet, men uden at dansk land­ brug fik del i de støtteordninger, som fandtes inden for EF. Men der var også i Venstre politikere, der lagde lige så stor vægt på, at et stærkt EF ville kunne styrke Europas stilling i international politik og økonomi. I de øvrige partier var me­ ningerne mere sammensatte. Mest splittet var nok Socialde­ mokratiet. Flere ledere af faglige forbund under LO frygtede for, at de danske løn- og arbejdsvilkår ville blive påvirket i negativ retning gennem medlemskabet. De daværende med­ lemslande havde i mange henseender en anden fagforeningsog virksomhedsstruktur og et andet forhandlingssystem end det danske. Men også inden for Det radikale Venstre og - om end i mindre omfang - Det konservative Folkeparti fandtes tvivlere over for det danske medlemskab. Ved valget i 1968 var den radikale folketingsgruppe vokset ganske betydeligt, og blandt de nye gruppemedlemmer var flere stærkt kritiske over for folketingsbeslutningen fra 1967. Venstresocialisterne, der i 38

Mellem Norden og Europa

1967 første gang blev repræsenteret i Folketinget, var ligesom SF klart imod det danske medlemskab. To partier, der ikke havde opnået mandater ved valget, nemlig kommunisterne og Retsforbundet, var også begge modstandere af medlemska­ bet. Den mere udbredte og efterhånden meget skarpe debat om Danmarks medlemskab af EF kom først rigtig i gang efter folketingsvalget i september 1971, der resulterede i dannelsen af en socialdemokratisk mindretalsregering med Jens Otto Krag som statsminister. Flere partier - både fra tilhænger- og modstanderside - havde søgt at gøre EF-debatten til et hoved­ emne i valgkampen. Det nyvalgte Folketing skulle jo tage stilling til resultatet af forhandlingerne om dansk medlem­ skab. Men EF-debatten blev alligevel mindre fremtrædende end indre danske problemer, især af økonomisk art. Årsagen var bl.a., at Socialdemokratiet allerede på sin kongres i som­ meren 1971 havde vedtaget, at Danmarks endelige tiltrædelse af medlemskabet burde finde sted efter en folkeafstemning, når forhandlingerne var afsluttede. Forslaget fik tilslutning fra Folketingets øvrige partier. På den måde lykkedes det at ned­ tone spørgsmålet om medlemskabet af EF, selv om partierne til venstre for Socialdemokratiet og Retsforbundet holdt på, at det var valgets hovedemne. Blandt regeringspartierne var det kun Venstre, der klart tilkendegav, at en stemme på det også ville være en stemme for dansk medlemskab af EF. Ved årsskiftet 1971-72 dannedes Fællesudvalget mod EFmedlemskab, der i april 1972 blev afløst af Folkebevægelsen mod EF. Det var en tværpolitisk gruppe, hvis eneste mål var at påvirke befolkningen til at stemme nej ved den kommende folkeafstemning. Bevægelsen fik tilslutning fra så forskellig­ artede grupper som Frit Norden, Dansk Samling, Retsfor­ bundet, SF og DKP, og den tiltrak enkeltpersoner i alle sam­ fundslag. I bevægelsen var medlemmer fra venstrefløjen utvivlsomt de mest aktive, men den kunne ikke med føje kaldes ensidigt venstreorienteret eller på anden måde yder­ ligtgående kritisk over for de bestående tilstande i Danmark. Tværtimod fremhævede bevægelsen i sin agitation ofte det danske særpræg i forhold til EF's daværende medlemsstater, og man understregede Danmarks nordiske tilknytning og de idealer, der var forbundet hermed. Den fik derved et nationa­ listisk anstrøg, som ikke alle på venstrefløjen var lige be­ gejstrede for. Venstresocialisterne, der ønskede at markere sig på den yderste venstrefløj, kunne af den grund ikke tilslutte sig Folkebevægelsen, selv om man i øvrigt var modstander af dansk medlemskab af EF. Vejen til EF

39

Slaget i forbindelse med fol­ keafstemningen udspillede sig ikke mindst på plakatog annoncefronten. På en plakat fremstillet af Folkebe­ vægelsen mod EF er den danske svane ved at glide agterud og forlade de øvrige nordiske svaners fælles­ skab. Men medlemskab af EF er nødvendigt „for den daglige husholdnings skyld", hedder det i annon­ cen, som Hilmar Baunsgaard og hans kone, Egone, lagde ansigter til. Teksten skildrede, hvor hårdt det ville blive for landets hus­ modre og deres pengepung, hvis danskerne ikke stemte sig ind i EF den 2. oktober.

For den daglige husholdnings skyld.

Derfor Nej til EF.

Jo større et JA, jo rigere muligheder.

I marts 1972 blev datoen for folkeafstemningen fastsat til den 2. oktober. Forud var der forhandlet om tidspunktet mellem den norske og den danske regering. Der skulle nemlig også være folkeafstemning i Norge, og de to afstemninger ville selvsagt kunne påvirke hinanden. Begge regeringer ønskede deres folkeafstemning sidst, fordi de håbede på et ja-flertal i nabolandet, der ville have afsmittende virkning. Der havde også været forslag fremme om afstemning på samme dag, men dette viste sig at være umuligt af hensyn til nødvendige tids­ frister. Resultatet blev, at afstemningen i Norge blev lagt den 25. september, en uge før den danske.

Kampen om danskernes sjæl I betragtning af det tidligere meget solide flertal i Folketinget for Danmarks medlemskab kan det undre, at der alligevel både i den socialdemokratiske regering og de tre tidligere regerings­ partier var så stor bekymring for afstemningens udfald. Men efter folketingsvalget i 1971, og endnu mere efter dannelsen af Folkebevægelsen mod EF, var den splittelse, som havde ulmet tidligere, kommet tydeligere frem inden for partierne. Det gjaldt foruden Socialdemokratiet også i nogen grad Det radika­ le Venstre, hvor kritikere af det danske medlemskab, som var blevet indvalgt i 1971, nu erklærede sig som åbenlyse modstan­ dere. Ved en afstemning i Folketinget i december 1971 havde 11 socialdemokrater og fire radikale stemt sammen med SF mod en fortsættelse af forhandlingerne med EF. Efter dannelsen af 40

Mellem Norden og Europa

To kendte tegnere, begge af socialdemokratisk obser­ vans, havde hver deres op­ fattelse af, hvad der var bedst for danskerne i for­ bindelse med folkeafstem­ ningen. Hans Bendix lader sine cykelpiger køre glade og fro ind i fællesskabet, mens Ib Spang Olsen adva­ rer befolkningen mod at bli­ ve indfanget af storkapita­ len sammesteds.

DANMARK i EF

Folkebevægelsen deltog flere af disse i bevægelsens møder og fremtrådte med navn i dens agitationsmateriale. For de politiske partier er der altid den risiko ved at udlægge et enkelt spørgsmål til folkeafstemning, at vælgerne ikke nød­ vendigvis stemmer i overensstemmelse med det politiske par­ ti, som de sædvanligvis støtter ved folketingsvalg. Det havde jordlovsafstemningen i 1963 vist til fulde. Derfor måtte det solide partipolitiske flertal i Folketinget anvende tiden op til folkeafstemningen - et halvt år - til at overbevise flertallet om, at medlemskabet af EF var nødvendigt og godt for Danmark, og at modstanden skyldtes overdreven frygt for nogle følge­ virkninger, som langtfra var givne. Der udviklede sig i løbet af sommeren 1972 en bitter politisk kamp mellem tilhængere og modstandere af dansk medlem­ skab. Danskerne blev bombarderet med tryksager, plakater, udsendelser i radio og tv, og overalt i landet blev der holdt debatmøder. Det var en hektisk og travl sommer for alle, der deltog i dysten, og i diskussionerne blev der givet råt for usødet. Tonen bar præg af de forudgående års mange sam­ menstød, men der var denne gang ikke plads til de kompro­ miser og bløde løsninger, der ellers er dansk politiks særken­ de. Her kunne man kun være for eller imod. Folkebevægelsen mod EF havde den fordel, at mange af dens tilhængere tilhørte grupper, som i de foregående år hav­ de deltaget i omfattende demonstrationer. De havde sans for utraditionelle aktionsformer, som vakte opmærksomhed, og sommeren igennem rejste bevægelsens aktivister rundt i lan­ det, så ingen skulle undgå opfordringen til at stemme nej. Den pågående agitationsform kunne dog også skræmme vælgerne bort. Tilhængerne var mere traditionelle i deres form, men Kampen om danskernes sjæl

41

Som denne scene fra kajen i Tromsø umiddelbart før et debatmøde om EF antyder, var stemningen omkring medlemskab eller ej mindst lige så ophidset i Norge som i Danmark. I Norge vi­ ste afstemningen en mod­ sætning mellem storbyerne, hvor der var flest jastem­ mer, og udkantsområderne, der havde stort flertal for nej. Det var lige omvendt i Danmark.

havde til gengæld den fordel, at store organisationsapparater og det meste af dagspressen stod til deres rådighed. Desuden havde de en udbredt støtte fra velkendte og respekterede personer, opinionsdannere i høje stillinger inden for politik, erhverv og organisationer. De repræsenterede i langt højere grad end modstanderne magtcentrene i Danmark, hvad der dog også kunne være en svaghed i en tid, hvor mange af disse centre var udsat for stærk kritik. Fra tilhængernes side var argumentationen for at stemme ja overvejende, men ikke udelukkende af samfundsøkonomisk karakter. Man lagde stærk vægt på at fremhæve de negative virkninger, som et ikkemedlemskab ville have for alle dansker­ nes levestandard. Det var på en vis måde en defensiv argu­ mentation, men måske fornuftig i betragtning af det brede spektrum af partipolitiske synspunkter, der nu skulle samles for at opnå et positivt udfald af afstemningen. Man vidste jo, at der var murren i geledderne i flere af partierne. 42

Mellem Norden og Europa

Den sidste store demonstra­ tion mod dansk ansøgning om medlemskab af EF fandt sted den 1. oktober, dagen før folkeafstemningen og en lille uge efter, at Norge hav­ de sagt nej. Det kom til at præge debatten i de sidste dage. Billedet her er fra Rådhuspladsen i Køben­ havn, og deltagerantallet blev anslået Hl 100.000. I an­ dre større byer blev der af­ holdt Hisvarende demon­ strationer.

Blandt modstanderne gik man ikke så dybt ind i de økono­ miske spørgsmål. Dog lagde venstrefløjen vægt på, at den var modstander af den „storkapitalistiske og imperialistiske“ øko­ nomi, som i dens øjne var fremherskende inden for Fælles­ markedet. Skulle modstanderne gøre sig håb om at vinde flertallet for et nej, var det dog ikke hensigtsmæssigt at frem­ hæve sådanne synspunkter for meget. De fleste danskere ville nok foretrække EF's form for økonomi frem for en socialistisk planøkonomi. Derfor blev det fortrinsvis de politiske sider af medlemskabet, modstanderne tog op til behandling, og først og fremmest den afgivelse af dansk selvbestemmelsesret til fællesskabet, som et medlemskab ville medføre. De to parter talte i nogen grad forbi hinanden. Selv på debatmøder havde de vanskeligt ved at holde fast i samme diskussionsemne. Derfor fik debatterne ofte et stærkt følelses­ betonet præg - hvad begge parter beskyldte hinanden for at bidrage til.

Fra begge sider blev meningsmålingerne blandt vælgerne fulgt med stor opmærksomhed. Gennem dem kunne man se virkningen af den agitation, der blev ført - og eventuelt ændre taktikken, hvis tallene gik én imod. I foråret 1972 viste me­ ningsmålinger, at 40 procent af vælgerne var for dansk med-

Kampen om danskernes sjæl

43

Forfatteren Palle Lauring var en af de skarpeste og vel nok den mest velformu­ lerede modstander af EF, der tog til orde i debatten forud for afstemningen.

lemskab af EF, 30 procent var imod, mens de sidste 30 procent endnu ikke havde taget stilling. Det var disse 30 procent, agitationen rettedes imod. I løbet af sommeren skete der et lille fald i antallet af tilhængere og en tilsvarende stigning blandt modstanderne, men lige til det sidste var der næsten samme antal, der endnu ikke havde bestemt sig. Den 25. september var der så folkeafstemning i Norge. Re­ sultatet blev et knebent flertal af nej stemmer. Det vakte be­ gejstring hos modstanderne i Danmark og tilsvarende bekym­ ring hos tilhængerne af medlemskabet. Ved den danske folke­ afstemning den 2. oktober 1972 blev resultatet imidlertid et klart flertal på 63,3 procent af de afgivne stemmer, der sagde ja til dansk medlemskab af EF, mens 36,7 procent stemte imod. Stemmedeltagelsen var helt oppe på 90 procent. Det var altså lykkedes at få det store antal vælgere, der havde svaret „ved ikke" i meningsmålingerne, til at møde op ved valget, og de fleste af dem havde stemt for. Bagefter kunne det dramatiske opløb til folkeafstemningen forekomme noget overdrevent. Var der virkelig grund til så stor bekymring for udfaldet hos tilhængerne af det danske medlemskab af EF? Kunne modstanderne ikke forudse, at de ville komme i mindretal, når sommerens store indsats ikke satte sig tydeligere spor i meningsmålingerne? Sådanne spørgsmål stilles ikke, mens kampen står på. Men den hekti­ ske slutspurt bidrog til en ophedning og forbitrelse af for­ holdet mellem tilhængere og modstandere, som satte sig spor i den politiske debat i de kommende år, og dette ikke alene i spørgsmål vedrørende EF og Danmarks stilling inden for fæl­ lesskabet.

Modangreb fra højre Statsminister Hilmar Baunsgaard havde stillet sig i spidsen for RVK-regeringen i 1968 blandt andet for at vise, at der kunne dannes en regering i Danmark uden om Socialdemokratiet. Det betød ikke, at regeringen, som havde et solidt flertal bag sig, undlod at inddrage Socialdemokratiet i de politiske af­ gørelser. Langt de fleste større sager gik gennem Folketinget med støtte fra de fire „gamle" partier, som gennem det meste af dette århundrede i fællesskab og indbyrdes konkurrence har præget dansk parlamentarisk politik. På nogle områder måtte regeringen dog indrette sig på at møde stærk opposition fra Socialdemokratiet og partierne til venstre for det. Et af dem var indkomstpolitikken. Der var i regeringen enighed om, at lønindkomsterne i Danmark var steget alt for meget i løbet af 1960'erne. Gang på gang hen­ stillede den til arbejdsmarkedets parter at afskaffe eller i hvert fald dæmpe virkningerne af den automatiske dyrtidsregu­ lering. Hvor regeringen selv optrådte som lønforhandler over for det stadigt stigende antal offentligt ansatte, forsøgte den det samme ved at tilbyde skattelempelser til gengæld for ned­ sættelse eller indefrysning af dyrtidsportioner, ligesom den søgte at dæmpe lønstigningerne ved at fjerne skatterne fra pristallet. På den måde opnåede regeringen et lille fremskridt i den retning, den gerne ville, men efter egen vurdering langtfra nok. Allerede i 1968 havde regeringen nedsat en arbejdsgruppe med den opgave at udarbejde en redegørelse om prioriterin­ gen af de offentlige udgifter på længere sigt, herunder sam­ spillet mellem dem og samfundsøkonomien som helhed. Gruppen bestod af embedsmænd og havde Finansministeriets departementschef Erik Ib Schmidt som formand. I løbet af 1960'erne havde væksten i den offentlige sektor været stor, og den „Perspektivplanlægning 1970-1985", som embedsmændene udsendte i marts 1971, stillede i udsigt, at der i løbet af de kommende 15 år ville ske en yderligere vækst, hvis der ikke blev foretaget indgreb. Det ville kunne føre til et fald i den arbejdskraft, der stod til rådighed for den private sektor, og medføre betydelige forøgelser af skatterne. Redegørelsen fik megen omtale i både dags- og fagpressen. Der var delte meninger om, hvorvidt embedsmændene havde været for optimistiske eller pessimistiske i deres fremskriv­ ninger. Set fra regeringens synspunkt var perspektivplanen

Modangreb fra højre

45

Erik Ib Schmidt, flankeret af fmans- og skatteminister Anders Andersen (tv.) og økonomi- og handelsmini­ ster Nyboe Andersen, ved forelæggelsen af Perspektiv­ plan II i 1974. Med sine skarpe analytiske evner har Erik Ib Schmidt først som leder af Det økonomiske Sekretariat og siden som de­ partementschef i Finansmi­ nisteriet siden 1950'erne haft en væsentlig indflydel­ se på den økonomiske poli­ tik i Danmark. Også efter sin afgang i 1981 har han været aktiv deltager i debat­ ten om indretningen af det danske samfund.

en stærk opfordring til at fortsætte bestræbelserne for at tæm­ me lønstigningerne og i øvrigt prøve at holde igen på de offentlige udgifter. Der var i redegørelsen blevet peget på, at væksten i den offentlige sektor havde medvirket til det da­ værende underskud pa betalingsbalancen, som embedsmændene foreslog afskaffet senest i 1977, fordi en udlandsgæld af så stort et omfang ville have en negativ virkning på hele samfundsøkonomien. Embedsmændene gav ingen anvisnin­ ger på handlinger. Det måtte være organisationernes, erhver­ venes og frem for alt politikernes sag. I januar 1974 fremkom endnu en perspektivplan, kaldet PP II, hvor den private sektor også blev behandlet. Her for­ stærkedes de faresignaler, som allerede var hejst i den første plan, og det blev stærkt understreget, at dansk erhvervsliv ville komme til at mangle kapital til investeringer, hvis op­ sparingen ikke blev øget betydeligt. Den vakte også opsigt og nogen debat, men både den og forgængeren PP I led den skæbne, at „de akutte problemer stjal opmærksomheden fra de mere langsigtede perspektiver," som Erik Ib Schmidt ud­

trykte det ti år senere. Perspektivplanerne fik således kun en beskeden virkning på den konkrete økonomiske politik ved deres fremkomst. Deres betydning lå snarere i, at de fremhævede nogle tendenser i den danske samfundsudvikling, som nok havde været dis­ kuteret, men ikke havde haft nogen central rolle i den offent­ lige debat i forbindelse med de samfundsændringer, som man nu så mulighederne for. Forfatteren Villy Sørensen gav en træffende karakteristik af den bredere offentligheds reaktion 46

Modangreb fra højre

på perspektivplanerne, da han i 1974 skrev: „Der synes at være en uoverensstemmelse mellem den homo oeconomicus, den produktionsfaktor, som samfundsøkonomien behøver, og den homo sapiens, hvis forståelse samfundsøkonomien også behøver - en uoverensstemmelse, som vel i sidste instans er grunden til, at vi ikke ved, hvad vi gør - og ikke gør, hvad vi ved." Ingen anfægtede planernes grundige og gennemarbejdede analyser. Partipolitisk kunne de siges at være neutrale, men i og med at de påpegede de store økonomiske omkostninger ved en fortsat reformpolitik, blev de opfattet som forsøg på at bremse den igangværende udvikling. Bagudskuende kan man se, at de problemer, som de to perspektivplaner gjorde op­ mærksom på, viste sig at blive endnu alvorligere end forudset, og at de derfor i stadigt større omfang kom til at præge sam­ fundsdebatten i de følgende årtier. Men det skete kun grad­ vist.

Gennemførelsen af de mange reformer under presset fra disse års udbredte demonstrationsmønster fremkaldte efter­ hånden utilfredshed med regeringen selv i kredse, som havde stemt på de tre partier. I 1970 stiftedes et nyt politisk parti, Kristeligt Folkeparti, i protest mod frigivelsen af pornoen og i bitter modstand mod planerne om at udvide adgangen til fri abort. Partiets stiftere var overbeviste om, at en sådan frigørel­ se ville føre til et fald, ikke alene i seksualmoralen, men i hele samfundsmoralen. De var også overbeviste om, at mange måske mere sagtmodige danskere delte deres opfattelse.

Perspektivplanernes forud­ sigelser om udviklingen in­ den for dansk økonomi, hvis der ikke blev foretaget politiske indgreb, viste sig at være rigtige. Det fremgår af diagrammet, der viser udviklingen i antallet af of­ fentligt beskæftigede og af beskæftigede inden for den sociale servicesektor. Afvi­ gelserne er i begge tilfælde nok synlige, men hovedten­ densen er holdbar.

Modangreb fra højre

47

Mogens Glistrup med et af sine berømte frikort. Bille­ det er fra 1974 og viser, at han på dette tidspunkt hav­ de opnået sin skattefrihed ved at skaffe sig et fradrag på ikke mindre end 4.928.422 kr. Nåede hans indtægt op over dette beløb, skulle der betales 41 procent i skat.

Af større rækkevidde var det, at den nye skatteopkræv­ ningsmåde - kildeskatten - udløste en stærk kritik af regerin­ gen, som dog ikke var eneansvarlig for denne reform. Kritik­ ken fik et dramatisk og virkningsfuldt udtryk, da en meget benyttet skatterådgiver, advokaten Mogens Glistrup, i en fjernsynsudsendelse i januar 1971 forklarede, hvorledes han havde skaffet sig en trækprocent på 0, og hævdede, at det kunne alle gøre. Han sammenlignede denne form for skat­ teunddragelse med sabotørernes patriotiske indsats i besættel­ sestiden. Mogens Glistrup blev hyldet af mange seere og posi­ tivt omtalt i flere dagblade, men i regeringen og de politiske partier vakte hans optræden både bekymring og forargelse. Gennemførelsen af den nye skatteopkrævning havde været vanskelig, også efter at der var opnået politisk enighed om den. Hvis Mogens Glistrup havde ret, måtte der være nogle utilsigtede smuthuller i nyordningen. Men endnu mere udfor­ drende virkede hans negative indstilling over for overhovedet at skulle betale skat til opretholdelse af det samfund, han var borger i. Skattenægtelse var ikke noget nyt fænomen, men at den blev fremhævet som en borgerdyd - især i en tid, hvor så mange andre samfundsværdier var udsat for angreb - fore­ kom direkte farligt. Selv om finansminister Poul Møllers sygdom og efterfølgen­ de tilbagetræden fra ministerposten vel ikke direkte skyldtes Mogens Glistrups optræden, kom røret omkring Glistrup i hvert fald som en yderligere belastning oven i alle de andre problemer, som skattereformen påførte finansministeren. Succesen med fjernsynsudsendelsen havde givet Mogens Gli­ strup lyst til at indtræde i partipolitik. Han søgte i første omgang optagelse i Det konservative Folkeparti, men blev afvist. I stedet dannede han i foråret 1972 Fremskridtspartiet, hvor hans egen farverige person tegnede partiet og gav det et stærkt populistisk anstrøg, der hidtil havde været så godt som

ukendt i dansk politik.

RVK-regeringens endeligt Disse tegn på utilfredshed med regeringens handlinger fik ikke umiddelbart nogen indflydelse på hverken regering eller opposition i Folketinget. Her var man mest opmærksom på regeringens forsøg på at gennemføre den stramning af den økonomiske politik, som den fandt nødvendig. Hovedind­ holdet - færre offentlige udgifter, løntilbageholdenhed og øget opsparing - havde været velkendt lige fra dens tiltræden. Men den første perspektivplan havde leveret flere argumen­ 48

Modangreb fra højre

ter, som regeringen nu søgte at overtale oppositionen og de store arbejdsmarkedsorganisationer med. Dog uden større held. I Folketinget gik oppositionen imod store dele af regerin­ gens forslag, og hverken på lønmodtager- eller arbejdsgiversi­ de var man særlig lydhør. Der kom i løbet af 1971 et stigende antal arbejdsnedlæggelser og andre former for protester mod den sænkning af reallønnen, som mange lønmodtagere blev ramt af som følge af det øgede skattetryk. Den blev brugt i Socialdemokratiets og SF's angreb på regeringen, der samtidig blev kritiseret af erhvervslivets organisationer for det øgede skattetryk og en stram finanspolitik, som medførte rentestig­ ning. Underskuddet på betalingsbalancen steg, og der skete en svag stigning i arbejdsløsheden. Regeringens tilbagevendende svar til dens kritikere var dels, at der måtte tid til, inden de gennemførte foranstalt­ ninger kom til at virke og dels, at den ikke fik tilstrækkelig opbakning hverken i eller uden for Folketinget. Regeringen kunne være blevet indtil januar 1972, men statsminister Hilmar Baunsgaard valgte at udskrive folketingsvalg allerede til den 21. september 1971. Alle tre regeringspartier var næppe lige tilfredse med denne beslutning. Erindringer fra RVKperioden, som ledende regeringspolitikere siden hen har ud­ sendt, lader ane, at der kunne være uenigheder mellem de tre partier, men understreger på den anden side i forståelig loyali­ tet den samlende og formidlende rolle, statsministeren spille­ de. De konservative ministre, Erik Ninn-Hansen og Poul Møl­ ler, lægger mest vægt på betydningen af, at der kunne gen­ nemføres et borgerligt regeringsalternativ. Af hensyn til det måtte uoverensstemmelser mellem partierne lægges til side. Det er naturligt, fordi regeringskonstruktionen med en radikal statsminister ikke mindst var blevet til på konservativt initia­ tiv. Venstreministrene Poul Hartling og Poul Nyboe Andersen udviser i deres tilbageblik større utilfredshed med den mangel på handlekraft og vilje til at bruge flertallet i Folketinget, som de syntes kom til at præge RVK-regeringen. Selv om den ikke kunne gribe direkte ind over for især arbejdsmarkedets organi­ sationer, hvis overenskomstfornyelser i marts 1970 efter deres mening gav alt for store lønstigninger, mener de, at regeringen kunne have påvirket organisationerne og erhvervslivet ved en fastere kurs i Folketinget. Om tidspunktet for valget skriver Poul Nyboe Andersen, at det var stigningen i arbejdsløsheds­ tallet, som i øvrigt faldt igen i løbet af nogle måneder, der fik Hilmar Baunsgaard til at afholde valget i utide; han frygtede, at ledigheden ville stige yderligere og blive brugt mod regerings­ partierne. RKV-regeringens endeligt

49

Resultatet af valget den 21. september 1971 blev, at Det radikale Venstre bevarede sit mandattal fra 1968, nemlig 27. De konservative gik tilbage med seks og Venstre med fire manda­ ter. Alt i alt var det altså en tilbagegang for de tre regerings­ partier på ti mandater, og hermed bortfaldt dens flertal. Social­ demokratiet kom med en gevinst pa otte mandater op på i alt 70 pladser i Folketinget. Også SF gik frem med seks mandater til 17, således at de to oppositionspartier tilsammen havde 87 mandater. VS og DKP, der en kort tid havde været repræsen­ teret af Hanne Reintoft, som var udtrådt af VS, fik ingen mandater. Det nyvalgte Folketing rummede kun fem partier. Med den hårfine balance mellem regerings- og oppositions­ partierne blev de fire repræsentanter fra Færøerne og Grøn­ land - de nordatlantiske stemmer - afgørende for, om regerin­ gen kunne fortsætte. To af disse medlemmer ønskede ikke at påvirke regeringsdannelsen, mens de to andre støttede en socialdemokratisk regering. Dermed stod der 89 mandater over for RVK's 88, og på den baggrund dannede Socialdemo­ kratiet regering med Jens Otto Krag som statsminister.

Brydninger i Socialdemokratiet Ved at overtage regeringen på dette tidspunkt opnåede Social­ demokratiet et lille pusterum. På grund af de igangværende forhandlinger om Danmarks optagelse i EF var de tre tidligere regeringspartier indstillet på at give den nye regering så me­ gen arbejdsro, at der kunne opnås så stor tilslutning som mulig til det danske medlemskab ved den forestående folkeaf­ stemning. Derfor havde de interesse i, at de socialdemokrati­ ske ledere fik styrke til at bringe orden i deres egne rækker. Også Det radikale Venstre havde modstandere af dansk med­ lemskab i sin folketingsgruppe, og partiets ledelse så derfor heller ikke gerne, at der blev skabt mere splittelse i regerings­

partiet. De økonomiske problemer, som RVK-regeringen havde prøvet at overvinde på sin måde, skulle den socialdemokrati­ ske regering nu tage fat på. I en lang række sager kunne den regne med tilslutning fra SF. Således gennemførtes en syge­ dagpengeordning af regeringen med tilslutning fra SF, mens oppositionspartierne undlod at stemme. Men problemerne var så omfattende, at det på længere sigt ikke var holdbart for regeringen at støtte sig på SF alene. De andre partier repræsen­ terede meget store dele af befolkningen og havde tilknytning til så store interesseorganisationer inden for erhvervslivet, at de nødvendigvis måtte inddrages i beslutningerne. 50

Modangreb fra højre

En afslappet, ja næsten sprudlende Jens Otto Krag holder pressemøde umid­ delbart efter, at han den 3. oktober overraskende hav­ de meddelt, at han trådte tilbage som statsminister. Blandt tilhørerne ses på for­ reste række historikeren Ta­ ge Kaarsted (th.) og ved si­ den af ham Ole Andreasen og Birgit Meister fra tv.

Til at sanere statens økonomi nedsatte regeringen i februar 1972 en „kulegravningsbande" under ledelse af økonomimini­ ster Per Hækkerup og med repræsentanter for alle Folketin­ gets fem partier. Det kortsigtede formål var at gennemgå fi­ nansloven for at finde besparelsesmuligheder på statens ud­ gifter. Det lykkedes faktisk at finde frem til områder, herunder også enkelte sociale, hvor der kunne blive enighed om at foreslå besparelser. Men det viste sig, at hverken Socialdemo­ kratiets eller SF's repræsentanter kunne opnå tilslutning til besparelserne i deres egne folketingsgrupper. Statsminister Jens Otto Krag bad direkte Per Hækkerup om at afbryde for­ handlingerne. Han frygtede, at sådanne forslag ville kunne udnyttes af modstanderne af dansk medlemskab af EF, som det efter hans mening var regeringens overordnede mål at opnå. Deri var han enig med oppositionen, og i tiden frem til afstemningsdagen den 2. oktober 1972 koncentrerede politi­ kerne sig stort set om kampen for eller imod det danske med­ lemskab af EF. På dagen efter afstemningen trådte statsminister Jens Otto Krag overraskende tilbage. Efter eget udsagn skete det først og fremmest af personlige grunde, fordi han ønskede at forlade det politiske liv og hellige sig mere musiske sider af tilværel­ sen, inden han blev for gammel. For Socialdemokratiet og

Brydninger i Socialdemokratiet

51

regeringen betød Jens Otto Krags afgang som statsminister yderligere brydninger og nye vanskeligheder. Gennem årene var der opbygget mange personlige og organisatoriske kon­ takter, knyttet til hans person også langt uden for partiet. De skulle nu bygges på ny, og selv om valget af hans efterfølger Anker Jørgensen tilsyneladende foregik uden alt for store in­ dre uoverensstemmelser i partiet, var det alligevel svært at skulle efterfølge Krag. Desuden var den socialdemokratiske folketingsgruppe blevet mindre fasttømret i løbet af de sidste valg og under EF-debatten. Der var tendenser til fraktions­ dannelser i form af „kaffeklubber", der ønskede partiets linie ændret, ikke mindst under indtryk af de aktive bevægelser, som fandtes uden for Folketinget, og som ofte kritiserede Socialdemokratiet for at være for lidt reformivrigt. Det for­ stærkede de spændinger i partiet, som dets nye statsminister fik i arv fra sin forgænger. Valget af Anker Jørgensen blev blandt andet begrundet med, at han med sin mangeårige tilknytning til fagbevægelsen som formand for Dansk Arbejdsmands- og Specialarbejder Forbund og sin forståelse for de yngre generationers ønsker om en fornyelse af partiets linie, ville være i stand til at læge nogle af de sår, som var opstået i løbet af EF-debatten, og formidle et samarbejde mellem partiets fløje. Men opgaven var vanskelig. Den blev ikke gjort lettere af, at regeringen fortsat var af­ hængig af SF's tilslutning for at bevare sin parlamentariske basis. Dette parti havde skiftet leder efter Aksel Larsens død i januar 1972; han blev efterfulgt af Sigurd Ømann. Mens partiet i EF-spørgsmålet havde været stærkt samlet i modstanden mod dansk medlemskab, var der også her uenighed om kur­ sen i det parlamentariske arbejde. En fløj med formanden i spidsen ønskede tættere samarbejde med Socialdemokratiet, mens andre mente, at partiet burde markere en mere venstre­ orienteret linie og i højere grad gøre sig til talsmand for græs­ rodsbevægelserne i befolkningen. Endelig var regeringen ikke længere fredet af oppositionen som før folkeafstemningen. Gennem et års tid lykkedes det dog for Anker Jørgensen at få folketingsarbejdet til at fungere, selv om regeringen ofte blev udsat for hård kritik fra de tre borgerlige partier, som man dog kunne samarbejde med i forsvarssagen. Et forsvarsforlig med dem blev gennemført mod SF's stemmer. En regeringsomdannelse i september 1973 bragte tilsyneladende også mere samling i partiet. Flere af de nyindvalgte folketingsmedlemmer fra september 1971 blev ud­ nævnt til ministre, og på partiets kongres i samme måned

52

Modangreb fra højre

Erhard Jakobsen fortæller i november 1973 journalister på Christiansborg om sin udmeldelse af Socialdemo­ kratiet og dannelsen af det nye parti Centrum-Demokraterne.

erklærede statsminister Anker Jørgensen, at Socialdemokrati­ et skulle stå til venstre for midten i dansk politik. Men netop denne venstredrejning udløste protester fra an­ dre dele af partiet. Erhard Jakobsen, der var et mangeårigt medlem af folketingsgruppen og siden 1958 havde været en effektiv og afholdt borgmester i Gladsaxe ved København, dannede i oktober 1973 en fraktion under navnet Socialdemo­ kratisk Centrum. Måneden efter udtrådte han af Socialdemo­ kratiet og dannede et nyt parti Centrum-Demokraterne. Det appellerede især til de hidtidige socialdemokratiske vælgere, som var utilfredse med venstredrejningen, især som den gav sig udslag i boligpolitikken, men i det hele taget med den åbenhed og modtagelighed, som Socialdemokratiet udviste over for venstrebølgen uden for Folketinget. Hermed var re­ geringens parlamentariske grundlag væk, og Anker Jørgensen udskrev folketingsvalg til den 4. december 1973.

Jordskredsvalget Der var opstillet i alt 11 partier til valget. Foruden de fem, der sad i Folketinget, havde tre, der tidligere havde været i tinget, meldt sig, nemlig Danmarks Kommunistiske Parti, Retsfor­ bundet og Venstresocialisterne. Men spændingen samlede sig især om tre nye partier, der hver på sin måde var udsprunget af den kritik, som først RVK-regeringen og siden den socialde­ mokratiske regering havde mødt. Kristeligt Folkeparti havde

Jordskredsvalget

53

deltaget i valget i 1971, men ikke opnået mandater. Frem­ skridtspartiet og Centrum-Demokraterne opstillede for første

gangValgets resultat blev en total omvæltning af det parlamentarisk-politiske mønster, som gennem årtier havde kendeteg­ net det danske Folketing. For det første voksede antallet af repræsenterede partier til ti. Kun VS opnåede ikke mandater. Valgets største overraskelse var, at Fremskridtspartiet kom ind med hele 28 mandater og dermed blev tingets næststørste parti. Men Centrum-Demokraternes 14 mandater var også be­ mærkelsesværdige ikke mindst i betragtning af den korte tid, partiet havde haft til at opbygge sin organisation, opstille kandidater og agitere. Kristeligt Folkeparti fik syv mandater, mens DKP og Retsforbundet kom ind med henholdsvis seks Anker Jørgensen i Bo Bojesens streg, allerede her med træk, der peger frem mod „Jern-Anker" - den drenge­ skikkelse, som tegneren si­ den hen med forkærlighed portrætterede statsministe­ ren i. Lille af statur og tæt bygget var Anker Jørgensen på mange måder J. O. Krags absolutte modsæt­ ning, også derved at han var opvokset som vaj sen­ husdreng og var arbejds­ manden, hvis vej til statsmi­ nisterposten var gået gen­ nem arbejdet i fagbevæ­ gelsen.

54

Modangreb fra højre

og fem mandater. De nye partier, der var blevet repræsenteret i Folketinget, havde tilsammen erobret 60 mandater. Disse 60 var blevet afgivet af de fem „gamle" partier. Det konservative Folkepark fik kun 16 mandater, hvilket betød næsten en halvering af folketingsgruppen. Socialdemokratiet mistede 24 mandater og fik kun valgt 46. Venstre mistede otte, hvorefter partiet var repræsenteret med 22 mandater, mens Det radikale V enstre gik fra 27 til 20 mandater. Endelig gik SF tilbage fra 17 til 11

mandater. Valget er med rette blevet betegnet som et jordskred. Det kom ganske bag på de fleste i Danmark, og også i udlandet vakte det opmærksomhed på grund af den voldsomhed, hvor­ med danske vælgere viste deres utilfredshed med de politiske partier, der hidtil havde været repræsenterede i Folketinget. EF-debatten kan have spillet en rolle, fordi den skærpede nogle modsætninger i befolkningen, som ikke umiddelbart fulgte de bestående partiskel. Men ingen af de nydannede og nyindvalgte partier tilførte denne debat noget nyt. Det stigen­ de skattetryk siden 1968 havde utvivlsomt sin væsentlige be­ tydning, hvilket den store tilslutning til Fremskridtspartiet bekræfter. Men skal man søge at forstå jordskredet som samlet fænomen, må hovedvægten lægges på den holdningsæn­ dring, der var sket i befolkningen i retning af tydelig protest mod de forhold, man ikke var tilfreds med. Det var en hold­ ningsændring, som i første omgang var udgået fra ungdom­ men, men som hurtigt bredte sig til andre dele af befolk­ ningen. Det var efter dette valg vanskeligt at tale om et tavst flertal, som ikke kom til orde. Men det gjorde det ikke lettere at danne sig en afklaret forestilling om, i hvilken retning sam­ fundet kunne udvikle sig.

Uden om parlamentet

Den tyskfødte filosof Her­ bert Marcuse (1898-1979) havde forladt Tyskland un­ der nazismen og var blevet professor i Californien i USA. Hans værker fik stor betydning for mange unges protestholdning over for de moderne industrisamfund. I bogen „Det endimensionale menneske", der blev over­ sat til dansk i 1969, beskrev han, hvorledes befolknin­ gerne i disse samfund blev holdt hen i konformisme og ligegladhed. Kun i de grup­ per, der befandt sig uden for samfundet, var der sta­ dig muligheder for positive forandringer.

Begyndelsen af 1970'erne var præget af de mange bevægelser, hvoraf flere var opstået sidst i 1960'erne, og hvis antal stadig voksede. Mange af dem var inspireret fra udlandet - ikke mindst fra USA, hvis betydning som toneangivende, især med hensyn til retten til at demonstrere nye livsformer, var vokset med udbredelsen af fjernsynet, som på en direkte og smittende måde bragte budskab om nye og helt anderledes livsudfoldelser. Dertil kom en overbevisning om den civile ulydighed som et velegnet politisk kampmiddel, der ikke var forbeholdt bestemte grupper i befolkningen. I dette indgik også en god del revolutionsromantik; ved at identificere sig med revolutionære helte som Mao i Kina og Che Guevara i Sydamerika fik mange i den yngre generation afløb for den revolutionære handlingstrang, som var så vanskelig at om­ sætte til praksis i Danmark. Men ved overførelsen til Danmark fik bevægelserne et eget præg, hvori der indgik både danske traditioner og tilpasning til de særlige danske samfundsfor­ hold. Det vil derfor ikke være rimeligt blot at tale om en uden­ landsk bølge - og da slet ikke om amerikanisering. Dertil var holdningerne til USA som modelsamfund alt for modstriden­ de, ligesom der var store forskelle i vurderingen af USA's internationale rolle. Men to sider, som var karakteristiske for alle disse bevægelser, var præget af den amerikanske inspira­ tion: den stærke nedvurdering af autoriteter og den udbredte utålmodighed efter at se resultater af aktionerne nu og her. Det er blevet udtrykt på denne måde: „Disse forhold skabte dårlige ventere." Det gav sig udslag i en skepsis over for nytten af at arbejde gennem de politiske partier. Flere af de nye partier gav selv udtryk for, at repræsentationen i Folketinget for dem var mindre væsentlig end at bruge tinget som platform til at frem­ me arbejdet blandt bevægelserne. Det gjaldt både VS og Frem­ skridtspartiet, selv om det politiske sigte var meget forskelligt. Én ting var de dog enige om, nemlig at systemet - staten, det offentlige, bureaukratiet - havde tiltaget sig alt for store be­ føjelser over alt for store dele af borgernes tilværelse, lige fra et stigende skattetryk til regulering af børneinstitutioner og ud­ dannelse. De fleste danskere var dog samtidig trofaste vælgere ved folketingsvalgene, og det var ikke vanskeligt at samle under­ skrifter til opstilling af nye partier. Der var en stadig kamp om Uden om parlamentet

55

at fange befolkningens opmærksomhed. Fremgangsmåder og budskaber kunne være forskellige. Men budskabet skulle i hvert fald iscenesættes sådan, at det havde størst mulighed for at fange pressens og især fjernsynets interesse. Gode for­ bindelser til pressen var et aktiv, fordi man så på forhånd kunne gøre offentligheden opmærksom på, når og hvor en begivenhed fandt sted. Der havde allerede i adskillige år været aktioner i de større byer, hvor unge slumstormere havde besat og indrettet sig i tomme boliger, ikke bare for at få et sted at bo selv, men også for at protestere på ungdommens vegne mod mangelen på boliger til en overkommelig pris. Disse slumstormere kom fra forskellige sociale lag, men fælles for dem var utålmodigheden og kravet om handling. Da Bådsmandsstræde Kaserne på Christianshavn i København blev rømmet af forsvaret i slut­ ningen af 1970, kom den til at stå ubenyttet hen, fordi der ikke var enighed mellem kommunen og staten om, hvordan arealet og bygningerne skulle udnyttes for fremtiden. Her var der tale om en mulig boligmasse, som virkede både udfordrende og tiltrækkende. Plankeværket blev brudt ned, og i efteråret 1971 rykkede en broget samling af unge og ældre ind i bygningerne og erklærede kasernen for befriet. Den blev straks omdøbt til „Fristaden Christiania", der var rykket ud af det borgerlige samfund og skulle styres af et fællesmøde, hvor alle fristadens beboere deltog. De vedtog, at hash frit skulle kunne benyttes og lagde i det hele taget vægt på, at de begrænsninger for en fri livsudfoldelse, som fandtes i det omgivende samfund, ikke gjaldt i fristaden. Det gjorde til gengæld fristaden sårbar over for kriminelle, som ved at bosætte sig her så muligheden for at udnytte friheden til mere lyssky virksomhed. Begivenhederne i forbindelse med Christiania var godt pres­ sestof og blev fulgt nøje af alle nyhedsmedierne. Reaktionerne var vidt forskellige - lige fra beundring til forargelse over, at denne selvrådige bemægtigelse af statens ejendom overhove­ det havde kunnet finde sted, og at myndighederne ikke straks havde drevet christianitterne ud. Både statslige og kommuna­ le myndigheder stod i en vanskelig situation, fordi de måtte lægge stor vægt på at undgå voldelige sammenstød af den art, som man kendte fra Tyskland og Italien, hvor de havde skabt næsten borgerkrigsagtige tilstande. På den anden side kunne „befrielsen" af Christiania ikke uden videre få lov til at udvikle sig, og sagen blev da også taget op til behandling i Folketinget. Her opnåede fristaden i maj 1972 et foreløbigt pusterum, da et flertal besluttede, at der skulle indledes forhandlinger om dens og områdets fremtidige skæbne, og at repræsentanter for 56

Uden om parlamentet

Mange af Christianias bebo­ ere fik afløb for deres kunst­ neriske kreativitet ved ud­ smykningen af de tidligere kasernebygninger og ved fremstillingen af plakater, som i deres farveglæde ud­ trykte ny livsudfoldelse. Trods alle sådanne bestræ­ belser udviklede fristadens bygninger og friarealer sig hurtigt til slum.

MEDVIRKENDE:

-e-

CHRISTIANITTER DANSK TOTALENTREPRISE BØRNEMAGT solvognen POLITIKERE

DJURSLAND SPILLEMÆND arne wurgler A y-* bue-emmerik-eusabeth EGON AAGAARD SOLVOGNEN PRODUCERET Af : HANEGAL FILMPOL l/S GASOLIN' INSTRUKTION OVE NYHOLM S. FLEMING COLSTRUP UDLEJNING: DAN-INA FILM

fristaden også skulle deltage. På noget længere sigt var den vigtigste virkning af oprettelsen af Christiania og andre til­ svarende aktioner negativ; den fremkaldte en modstand i be­ folkningen, som hurtigt blev viderebragt af medierne, og hvis fortalere også forstod at udnytte disse stemninger. Fremskridtspartiets stifter, Mogens Glistrup, var blandt dem, der vendte sig skarpest mod Christiania og revsede regeringen og Folketinget for at affinde sig med denne til­ egnelse af offentlig ejendom. Men endnu voldsommere i sin sprogbrug var socialdemokraten Erhard Jakobsen, som i au­

Uden om parlamentet

57

gust 1976 var med til dannelsen af „Aktive Lyttere og Seere", der satte sig som hovedopgave at bekæmpe det efter deres mening ensidigt venstreorienterede stof, der dominerede ud­ sendelserne fra Danmarks Radio. Han karakteriserede venstreorienteringen således: „Man har ved mange gode menneskers hjælp fået det til at stå sådan, at der kun er to meninger, to holdningsgrupper, der er venstreorienterede, og der er højreorienterede. Jamen du go­ deste, det er jo hamrende forkert. Man glemmer én stor grup­ pe, man glemmer de 80-90 procent af befolkningen, der aldeles ikke er hverken højreorienterede eller venstreorienterede, men er gode borgerlige socialdemokrater, konservative, ven­ stre og radikale, og som kan lide noget med kongemagten, kan lide noget med NATO, hjemmeværn, civilforsvar, spejderbe­ vægelse, gudstjeneste, LO og almindelige ting, gammel dan­ semusik og meget, meget andet."

Erhard Jakobsen kunne have ret i, at den bastante opdeling i højre- og venstreorienterede meninger var alt for firkantet og ikke havde rod i befolkningens flertal. Men trods alle gode hensigter undgik heller ikke han at bidrage til denne for­ enkling, idet han i sine politiske markeringer unuanceret rette­ de kritikken mod de venstreorienterede, som kom til at stå som et fællesbegreb for alt og alle, som han var imod. Kampen om opmærksomheden foregik ikke alene over for pressen, radio og fjernsyn, men også på andre medieområder. Socialdemokratisk Samfund, som partiet havde oprettet for at overveje dets kulturpolitik, fandt, at der var behov for „et debatteater, der skulle tage aktuelle samfundsproblemer op til diskussion i en dramatisk form ... Det må nemlig sikres, at det, der skal siges via teateret, er noget, der er publikum ved­ kommende - i den forstand, at det griber helt konkret ind i den enkeltes hverdag." 11970 dannedes så „Debatteateret som en selvejende institution, der ved at henvende sig til forfattere som Steen Albrechtsen, Ernst Bruun Olsen, Jesper Jensen og Leif Petersen fik opført en række teaterstykker om forholdene på arbejdspladserne, lavtlønsproblemer, forurening og Fæl­ lesmarkedet. Der opstod imidlertid uenighed mellem bestyrel­ sen og teaterarbejderne om både ledelsesformen og stykker­ nes politiske indhold, så „Debatteateret" måtte lukke i 1972. Derefter dannede teaterarbejderne gruppen „Skifteholdet", som havde en erklæret politisk målsætning, og hvis første forestilling netop drejede sig om betænkelighederne ved Dan­ marks medlemskab af EF. De følgende år søgte gruppen at 58

Uden om parlamentet

Teatergruppen Solvognens juleforestilling 1974. Jule­ mandshæren optrådte uind­ budt i de københavnske stormagasiner, hvor de som rigtige julemænd var glade og gavmilde og uddelte ga­ ver, som de tog fra butik­ kernes diske og hylder.

omsætte konkrete løn- og arbejdskonflikter til teaterforestil­ linger. De havde et forenklet agitatorisk indhold, men mangle­ de ofte den kunstneriske afpudsning og spænding mellem alvor og humor, som også hører teatret til. „Solvognen", der optrådte for første gang i forbindelse med den sidste store demonstration mod dansk medlemskab af EF på Rådhuspladsen i København dagen før folkeafstemningen i 1972, formåede i langt højere grad at gøre sine forestillinger - eller happenings, som de ofte havde karakter af - til festlige og lattervækkende afsløringer af de samfundsproblemer, de tog under behandling. Da NATO's ministerråd holdt møde i København i juni 1973, stillede „Solvognen" med sin egen hær „for at vænne befolkningen til NATO's forstærkede indsats mod samfundets subversive og anarkistiske elementer" - en hentydning til, at NATO af sine kritikere blev beskyldt for at være nok så optaget af opretholdelsen af ro og orden i egne rækker. En af „Solvognen"s mest opsigtsvækkende forestil­ linger var Julemandshæren i 1974. Her optrådte gruppen som de gode og afholdte julemænd, der uddeler gaver. Derefter besatte de en netop lukket fabrik for at protestere mod arbejds­ løsheden. Senere søgte de at fremstille en nedbrydning af arbejdsretten, de gik ind i bankerne for at låne penge til bolig­ byggeri, og forestillingens højdepunkt blev nået i „Magasin",

Uden om parlamentet

59

hvor de gav sig til at dele ud af de bøger, der lå fremme på diskene. Så blev de arresteret af politiet for dette overgreb mod

ejendomsretten. Forestillingen blev fulgt tæt af pressen, og det lykkedes „Solvognen" at rette søgelyset mod de selvmodsigelser og hulheder, som kan være forbundet med julemanden. Statens Kunstfond bevilgede „Solvognen" 20.000 kr. som støtte til „en bevidst og kunstnerisk værdifuld udvidelse af litteraturbegre­ bet, en sproglig handling som direkte involverer publikum i et kritisk og skabende forhold til traditionen". Men der var også mange protester - både mod selve forestillingen og ikke mindst mod tildelingen af de 20.000 kr. af skatteydernes pen­ geOgså senere i 1970'erne opførte „Solvognen" tilsvarende aktionsforestillinger, som gennem medierne blev kendt over hele landet. „Undertrykkelse og sejre" ved Rebildfesten i 1976 var en af de meget omtalte. Ikke blot fordi den blev standset af politiet, men også på grund af den store internationale presse­ dækning, som for en stund gav gruppen et internationalt ry. Ellers koncentrerede gruppen sig i stigende grad om fore­ stillinger i Christianias Grå Hal - også som led i protesterne mod den lukning af Christiania, som fra 1975 virkede faretru­ Suzanne Brøgger som ha­ remsdame i Solvognens op­ førelse af „Ali Baba og de 40 røvere" på Christiania i for­ året 1978. Ved sit gennem­ brud som forfatter i 1970'erne vakte Suzanne Brøgger opmærksomhed ved sin åbenhjertige fremstilling af utraditionelle livsformer.

60

Uden om parlamentet

ende nær.

Bømemagt Opdragelse og uddannelse af børn har ofte været et omdis­ kuteret emne i dansk samfundsdebat. Men omkring 1970 blev det kædet sammen med de øvrige debatter om samfundets videreudvikling. Baggrunden var en blanding af ændrede er­ hvervsforhold, en stærkt udvidet opmærksomhed omkring ungdomskultur, nye uddannelsesideer og utvivlsomt også mange forældres sammenligning mellem deres egen barndom og skolegang og den, de mødte gennem deres børn. Mange af de nye ideer om uddannelse, som sigtede på at forme børnenes personlighed ved at give dem ansvar og selv­ stændige opgaver, havde bred tilslutning og kunne glimrende forenes med den vidtfavnende danske skoletradition. Men når forældre oplevede, at deres børn blev selvstændige og oven i købet kritiske over for deres synspunkter, værdier og livsstil, kunne de blive forskrækkede og tilbøjelige til at mene, at det måtte skyldes påvirkning fra deres lærere, ikke mindst de mange nyuddannede, som var blevet knyttet til skolen på grund af den store udvidelse i det forudgående årti. I slut­ ningen af 1960'erne var der opstået aktioner for „børnemagt",

Som en udløber af genera­ tionsopgøret efter 1968 op­ stod i slutningen af 1970'er­ ne nogle børnegrupper, som krævede respekt for børn og deres rettigheder. Mest markant var „Børne­ nes befrielsesfront" og rock­ gruppen „Parkering for­ budt" på Vesterbro i Køben­ havn.

hvor børn, der lige var kommet ud over deres første tiår, optrådte med stærke krav til de voksne om at give dem mere indflydelse på deres egen tilværelse. Men det vakte endnu mere opsigt, da to lærere og en forfatter i 1969 udsendte „Den lille røde bog for skoleelever", hvis titel var inspireret af den kinesiske formand Maos lærebog i revolutionær virksomhed. Bogens indledende afsnit hed „Alle voksne er papirtigre", og den indeholdt en række forslag til, hvorledes skoleelever kun­ ne påvirke undervisningen og gøre det vanskeligt for lærerne at sætte sig ud over elevernes krav. Bogen var ment som en provokation — og sadan virkede den også. Den blev året efter imødegået af „Den lille hvide", der fremhævede respekten for lærerne som vigtig for en god uddannelse og lagde børnene på sinde, at lærerne bedst vidste, hvad der var godt for eleverne. Kampen om skolen - og om børnene i skolen - blussede for alvor op, da daværende undervisningsdirektør Asger Baunsbak-Jensen i et københavnsk dagblad advarede mod de mar­ xistiske lærere i folkeskolen. „Marxismen kommer ind som en religion på linie med gurubevægelsen og Jehovas Vidner og med en intolerance, som er overordentlig farlig ... man vold­ fører småbørn, som kan få ødelagt meget i den grundlæggen­ de opdragelse." Han fik straks tilslutning fra undervisnings­ minister Tove Nielsen fra Venstre, og over hele landet blev risikoen for lærernes røde indoktrinering af børnene taget op til debat. Ikke mindst i skolenævnene, hvor forældrenes re­ præsentanter skulle være med til at tage stilling til de bøger, som børnene blev undervist efter. Her førtes ofte opslidende diskussioner om, hvor grænsen gik mellem „rød" og „borger­ lig" indoktrinering, hvilke skolebøger der var farlige, og endog i enkelte tilfælde om, hvilke lærere der var farlige. Debatten ebbede ud i løbet af nogle år, fordi indoktrinerin­ gen - hvori den så måtte have bestået - øjensynligt ikke satte sig varige spor hos de unge, der kom fra skolerne. 11978 kunne man få vedtaget den 18-års valgret til Folketinget, som var blevet nedstemt i 1969. Men også indoktrineringsdebatten vi­ ser, hvor vanskeligt for ikke at sige umuligt det var at komme uden om den venstre-højre-opdeling, som Erhard Jakobsen havde talt imod. Den var bekvem som frontdannelse både for dem, der ville kritisere, og for dem, der ville fastholde. Den viste også, at den meget aktive venstrefløj heller ikke på dette område fik lov til at beherske eller bestemme debatten. Den blev hurtigt mødt med argumenter og sej modstand fra det eta­ blerede samfund.

Børnemagt

61

Kvindekamp

Kvindefestival i Fælledpar­ ken i København. I mod­ sætning til kvindelejren på Femø, hvor det var den me­ re bevidstgjorte del af kvin­ debevægelsen, der deltog, tiltrak festivalen i Fælled­ parken og andre lignende begivenheder landet over et bredere udsnit af begge køn. Både blandt kvinder og mænd spillede basis­ grupper en stor rolle for at støtte den enkeltes indsats.

62

Uden om parlamentet

Kvinders vilkår var blevet meget ændrede i årene efter 1950 ikke mindst som følge af kvindernes massive indmarch på arbejdsmarkedet, og deres både positive og især negative sær­ stilling blev basis for en vigtig del af reformbølgen omkring 1970. Også for kvindernes vedkommende var der tale om international inspiration ikke mindst fra USA, og oversat til dansk var udenlandsk kvindelitteratur i høj grad med til at påvirke de temaer, som blev taget op af de nye kvindebevægel­ ser, der opstod omkring 1970. I sig selv indbyder kvinders problemer ikke til en indpla­ cering i det venstre-højre-mønster, der var blevet så udbredt. Selvfølgelig præges kvinders vilkår også af deres sociale situa­ tion, men problemerne er mere omfattende og ofte mere per­ sonlige . Selv i meget venstreorienterede kredse kunne kvinder opleve forskelsbehandling. Som udtrykt af en af de første, der udtalte sig som „rødstrømpe" i 1970: „Vi piger bliver røvrendt alle steder, også på venstrefløjen. Der ligger noget psykologisk i det. Ingen forventer, at piger siger noget interessant ved offentlige møder, hvorfor de heller ikke gør det. Resultatet er, at pigerne bruges til kuliarbejde som plakatopklæbning og den slags. Det er det vi gerne vil lave om på."

EF og kvinderne • min alder tvungen abort • . brevkasse noveller ■ digte ■ anmelderser mode med Lena Vedel Petersen

Efter en række tilløb ud­ sendte kvindebevægelsen i 1975 bladet Kvinder, hvis hele fremtoning afveg stærkt fra de etablerede kvindeblades. I lederen i det første nummer stod der bl.a.: „I dag er vi i en øko­ nomisk situation, hvor kvinderne presses Hibage Hl de tradiHonelle kvinderol­ ler. Mange kvinder er direk­ te og indirekte frataget ret­ ten til arbejde gennem den shgende arbejdsløshed og de forhøjede priser på børneinshtuHonspladser. Net­ op derfor er det vigtigere end nogensinde, at vi fast­ holder de erfaringer og den kvindebevidsthed, vi er nå­ et frem Hl."

Alligevel var det svært at undgå at blive slået i hartkorn med venstrefløjen, og i deres aktionsformer lagde „rødstrømper­ ne" og andre kvindegrupper selv op til det. Deres hovedfor­ mål var dobbelt: både at gøre kvindernes ulige vilkår i forhold til mænd synlige på så godt som alle områder og samtidig appellere til kvinderne selv om at frigøre sig fra denne ulighed, som de ikke længere behøvede at affinde sig med. „Kvinder er stærke" blev et kampråb, som blev rettet både mod de mere traditionelle kvindeorganisationer som Dansk Kvindesam­ fund og mod de mandsdominerende træk, der i deres øjne prægede hele samfundet. I kampen for frigørelse havde kvin­ derne brug for sammenhold og samtaler helt for sig selv, og fra 1971 blev rene kvindelejre på Femø en tilbagevendende som­ merbegivenhed, som opnåede støtte fra Kulturministeriet. Inden for fagbevægelsen var der lang tradition for kvindeli­ ge arbejderes krav om ligeløn. Det krav fik også tilslutning fra de nye kvindebevægelser, men der var en betydelig forskel på de midler og fremgangsmåder, som de og fagbevægelsens kvinder fandt anvendelige. De sidste ønskede at arbejde vi­ dere inden for det faglige system, som de kendte, mens de nye kvindebevægelser under slagordet „Kvindekamp er klasse­ kamp" ønskede at bruge kvindernes positioner på arbejds­ markedet til at styrke kvindernes stilling i familierne og sam­ fundet som helhed. For store dele af de nye kvindebevægelser var det karak­ teristisk, at frigørelse på det personlige plan indgik som en nødvendig forudsætning for en bredere samfundsmæssig fri­ gørelse. Forfatteren Elsa Gress havde i sin bog „Det uop­ dagede køn" fra 1960'erne formuleret sin opfattelse: „Der fin­ des ikke rene kvindeproblemer, så lidt som der findes rene mandsproblemer. Det er alt sammen menneskeproblemer og kan kun løses som sådanne." Men for de kvindelige forfattere, der mere eller mindre tydeligt identificerede sig med de nye kvindebevægelser, var dette ikke holdbart. For dem var kvin­ deproblemer særprægede, og kun ved at offentliggøre det private kunne man gøre det personlige politisk. Det gjaldt forfattere som Suzanne Brøgger, Vita Andersen og Herdis Møllehave, hvis bøger i løbet 1970'erne fik betegnelsen „be­ kendelseslitteratur". Her var det behandlingen af kvinders mest intime og personlige problemer i forhold til deres krop, deres seksualitet, deres mænd, deres børn og deres forældre, der blev sat i højsædet.

Til forskel fra mange andre områder, hvor der blev kæmpet om opmærksomheden, mødte kvindekampen ikke nogen klart formuleret modstand. Det tyder også på, at den trods alt Kvindekamp

63

ikke blev opfattet som en kamp mellem venstre- og højreorientering. På tværs af alle politiske holdninger kunne kvin­ derne opnå tilslutning til deres krav om ligeberettigelse, an­ fægtelsen af de overleverede kønsrollemønstre og muligheden for at udnytte den selvstændighed, som de allerede havde erhvervet gennem deres deltagelse på arbejdsmarkedet og det friere valg af moderskabet. Kvindebevægelsens gennemslags­ kraft lå for en stor del i dens vidtfavnende appel til kvinder i alle aldre og samfundslag. De mere militante aktionsformer fra begyndelsen af 1970'erne blev med tiden afløst af indsatser inden for erhvervsliv, politik og organisationsarbejde, men ligestillingsudviklingen mellem kønnene havde i hvert fald fået en kraftig saltvandsindsprøjtning gennem dem.

Margrethe 2. Den 14. januar 1972 døde kong Frederik 9., og dagen efter blev hans ældste datter, Margrethe, udråbt til dronning af Dan­ mark. Ved grundlovsændringen i 1953 var det blevet vedtaget, at der for fremtiden skulle være kvindelig arvefølge til tronen, når den regerende monark ikke efterlod sig sønner. Når Danmark for første gang i mange hundrede år fik en kvindelig regent netop på det tidspunkt, hvor så mange ny­ brud fandt sted, og kvindebevægelsen var blevet mere slag­ kraftig end tidligere, havde det ikke noget med de aktuelle forhold at gøre. Men med den symbolske betydning og store opmærksomhed, som det danske kongehus har i størstedelen af befolkningen, kom dronning Margrethes tronbestigelse alli­ gevel til at stå som udtryk for, at der nu også skete noget nyt inden for det traditionsrige kongehus. Medvirkende hertil var dronningens store popularitet i befolkningen, som var blevet yderligere forstærket ved hendes ægteskab med den franske greve Henri de Monpezat i 1967. Selv om prins Henrik kort tid efter brylluppet udtalte sig til pressen om det fornuftige ved et godt gammeldags ægteskab, hvad kvindebevægelsen ikke var begejstret for, var dronning Margrethe hævet over enhver kritik. Da hun i 1968 fødte sin første søn, Frederik, sikrede hun den mandlige arvefølge, som blev yderligere befæstet med sønnen Joachim, der blev født året efter. Dronning Margrethes personlige stil og hendes alsidige talenter har bidraget meget til at styrke hendes stilling som regent i et folkestyret samfund. Desuden har hun formået at omgive sig med hofembedsmænd med forståelse for udviklingen i samfundet. Dronning Mar­ grethe kom på tronen på et tidspunkt, hvor mange indre og ydre forhold tydede på store ændringer, som også kunne have 64

Uden om parlamentet

Fra Christiansborg Slots balkon udbringer statsminister Jens Otto Krag den 15. januar 1972 det traditionelle ni-foldige leve for landets nye regent, dronning Margrethe 2.

berørt kongehuset. Men som regent har hun befæstet dets position, som ikke har lidt under den ligefremhed, hvormed det - og dronningen selv - ofte mødes med befolkningen.

Energien I oktober 1973 udbrød der på ny åben krig i Mellemøsten mellem de arabiske stater og Israel, hvor der ikke havde været omfattende militære sammenstød siden 1967. Nu anvendte de arabiske stater for første gang et nyt middel for at svække Israel, nemlig truslen om at ville begrænse eller helt indstille olieforsyningen til de stater, der på den ene eller anden måde støttede modstanderen. Udviklingen af dette pressionsmiddel havde stået på gen­ nem et årti, idet de olieproducerende stater, blandt hvilke de arabiske vejede tungest, i begyndelsen af 1960'erne havde dannet en organisation - OPEC - for at styrke deres indflydel­ se både på prisniveauet og omfanget af produktionen af olie. Derved skabte de sig en næsten monopolagtig stilling på olie­ markedet, hvilket de altså søgte at udnytte politisk i 1973, samtidig med at oliepriserne blev sat drastisk i vejret. Mens prisforhøjelsen på olie slog igennem overalt i verden og derfor blev mærkbar for alle stater, selv om de konkrete virkninger kunne være forskellige, var ikke alle lande lige sårbare over for truslen om begrænsninger i olieforsyningen. De vesteuropæiske lande var blandt de mest udsatte, fordi de endnu ikke selv havde nogen betydelig olieproduktion, men var stærkt afhængige af en uhindret forsyning af olie, der siden 1960'erne var blevet den vigtigste energikilde for pro­ duktionen, samfærdslen og de private husholdninger. Dette var også tilfældet i Danmark, hvor olien udgjorde 90 procent af det samlede energiforbrug. Det var uklart, i hvilket omfang landet ville blive ramt af en nedskæring af olieforsy­ ninger. I første omgang blev kun Holland udpeget som offer blandt de europæiske stater, fordi et af de vigtigste oliemarke­ der fandtes der. Men da repræsentanter for arabiske stater mødte op til et EF-ministermøde i København i oktober 1973 for at lægge pres på EF's medlemsstater, kunne det ikke ude­ lukkes, at også Danmark ville blive omfattet af olieboykotten. Danmark var næppe mere proisraelsk end flere andre af med­ lemsstaterne, men hørte til blandt de mest sårbare. Statsmini­ ster Anker Jørgensen gav da også åbent udtryk for ubehaget ved at blive udsat for dette politiske pres. Som en sikkerhedsforanstaltning iværksatte regeringen hurtigt en række foranstaltninger til begrænsning af oliefor­ bruget. Privat bilkørsel blev forbudt om søndagen, gadebelys­ ningen blev indskrænket, og borgerne blev opfordret kraftigt 66

Energien

Et synligt eksempel på de nye energitider: det nybyg­ gede hus har små vinduer. Blot få år forinden kunne vinduesarealet ikke blive stort nok - der skulle lys ind for enhver pris også, selv om det kostede i varme og olieforbrug. 11980'erne blev vinduerne atter større, idet man i stigende grad an­ vendte termoruder og nu bevidst udnyttede solindfal­ det som led i husets op­ varmning.

til at nedsætte energiforbruget i deres husholdninger. Både forbud og henstillinger blev fremsat under henvisning til sam­ fundssind, og blandt dem, der huskede krigstiden 30 år før, vakte restriktionerne minder om disse år. Den nye regering under Poul Hartling, der blev statsminister i december 1973, opretholdt de indførte foranstaltninger vinteren over. De blev først slækket, da der var opbygget nye lagre af olie, og truslen om begrænsningen af olietilførslerne måtte anses for at være drevet over.

Truslen var blandt andet blevet afværget gennem oprettel­ sen af et internationalt energiagentur, IEA, som fik tilslutning fra alle vesteuropæiske lande og straks indledte forhandlinger med OPEC's medlemsstater. Men den firedobling af oliepri­ sen, som havde fundet sted, blev der ikke rørt ved. Den billige olie var en saga blot. Det er ikke sikkert, at denne prisstigning i sig selv var hovedårsagen til den økonomiske afmatning, som ramte alle vesteuropæiske samfund i de følgende år, men den forstærkede i hvert fald de tendenser til fald i produktion og handel på verdensmarkedet, som var registreret siden 1967, og som var blevet forstærket 1971, da den amerikanske regering ophævede guldindløseligheden af dollaren og dermed fjerne­ de den stabilitet i valutakurserne, som havde hersket gennem godt tyve år. Hvorom alting er, påvirkede stigningerne i olie­ priserne økonomien i de olieimporterende stater mærkbart i negativ retning. For Danmarks vedkommende var virkninger­ ne i første omgang en økonomisk afmatning, som blandt andet Energien

67

medførte en stigning i antallet af arbejdsløse. Endnu i 1973 lå arbejdsløshedsprocenten på 2,4/ hvilket endda var lavere end i de foregående år, men den steg i 1974 til 5,2 og blev mere end fordoblet til 11,1 i 1975. Så høj havde den ikke været siden

1950'erne. Mens Danmark i 1973 havde indført energi for et beløb af næsten fem milliarder kroner, steg udgifterne i det følgende år med næsten seks milliarder kroner, altså mere end en for­ dobling, og det samlede underskud på betalingsbalancen over for udlandet øgedes med et tilsvarende beløb. Også priserne på andre varer, som Danmark måtte indføre, gik i vejret, og blandt andet for at dæmpe importen forhøjede bankerne deres udlånsrente med to procent til i alt ti i januar 1974. Den økono­ miske afmatning ramte i første omgang byerhvervene mest og blandt dem først og fremmest industrien. Regeringen og Fol­ ketinget, hvis muligheder for at indgå mere langsigtede aftaler var blevet begrænset efter valget i december 1973, var tydeligt i vildrede med, hvorledes man skulle løse de problemer, som prisstigninger, stigningen i arbejdsløsheden og nedgangen i industriproduktionen skabte. Det var vanskeligt at forudse, hvor langvarig og dybtgående den økonomiske afmatning ville være, og i hvilket omfang man kunne påvirke udvik­ lingen ved offentlige foranstaltninger. I første omgang valgte man derfor at forholde sig afventende. Ved forelæggelsen af finansloven i efteråret 1975 blev det formuleret således: „Fi­ nansloven afspejler den venteposition, vi befinder os i på nuværende tidspunkt." Det er træffende blevet sagt, at re­ geringen til dels opfattede sig som passiv tilskuer til den øko­ nomiske udvikling. Dens bestræbelser gik først og fremmest ud på at begrænse arbejdsløsheden. Man talte om at stimulere konjunkturerne for at undgå et for drastisk fald i forbruget, der ville kunne udløse en stigning i arbejdsløsheden. Det medførte øgede offentlige udgifter og stigende gæld til udlandet, ikke mindst på grund af de under­ skud på statsbudgettet, som man anså det for nødvendigt at finansiere de øgede udgifter med. Indtil 1974 havde der i hovedsagen været overskud på statens finanser. Men fra 1974 budgetteredes der med underskud, som ved slutningen af 1970'erne var nået op på 30 milliarder kroner. Denne stigning i statens underskud afspejlede forhåbnin­ gerne om at ride stormen af, indtil en bedring i den inter­ nationale økonomi også kunne få virkninger for Danmark. I den henseende adskilte Danmark sig ikke fra andre vesteu­ ropæiske lande, der også prøvede at dæmpe den hjemlige arbejdsløshed ved at opretholde det indenlandske forbrug. 68

Energien

Men fremgangsmåden viste sig at være uholdbar, da forbed­ ringen udeblev, og den økonomiske afmatning tværtimod for­ stærkedes. Efter nye olieprisstigninger i 1979 måtte mange lande inden for OECD indstille sig på en længerevarende periode med høj arbejdsløshed. Den skyldtes ikke udelukken­ de den økonomiske afmatning. Netop i disse år skete der en stærkt øget tilgang til arbejdsmarkedet både som følge af de store fødselsårgange fra omkring 1950, og fordi flere og flere kvinder søgte arbejde uden for hjemmet. Udvidelsen af ar­ bejdsstyrken var så stor, at selv oprettelsen af nye arbejds­ pladser, som stadig fandt sted, ikke kunne nedbringe arbejds­ løshedsprocenten .

Atomkraft De drastiske energispareforanstaltninger, der blev iværksat i oktober 1973, kunne som omtalt hurtigt aflyses, da olien blev ved med at flyde, om end i en dyrere strøm. Men alligevel var det nødvendigt at beskæftige sig med energiproblemerne på længere sigt. Den store afhængighed af olien havde vist sig at rumme alvorlig risiko for, at Danmark i politisk betingede krisesitua­ tioner kom til at mangle den livsvigtige forsyning med energi. Det kunne i sig selv skabe øget interesse for andre energifor­ mer. Der var også stor usikkerhed med hensyn til omfanget af verdens olieressourcer. Nogle geologer hævdede, at de ville være udtømt ved år 2000, andre at de nok ville strække nogle årtier ind i det næste århundrede. Prisspringet på olien var en yderligere tilskyndelse til at undersøge, om det var muligt at finde andre og helst billigere former for energi - helst sådan­ ne, som befandt sig inden for landets grænser. Så kunne man både spare udenlandsk valuta og blive mindre afhængig af tilførsler udefra. Atomkraften var en nærliggende anden mulighed. Uden for Danmark og så tæt ved som i Tyskland og Sverige var atom­ kraftværker allerede i funktion og nye under opførelse. Atom­ energikommissionen, der havde virket siden 1950'erne, var kommet langt med sine undersøgelser og havde udarbejdet planer om opførelsen af atomkraftværker i Danmark. Det ville naturligvis kræve store investeringer, men alle beregninger viste, at atomkraften nu var billigere end olie. Det blev også fremhævet som en fordel, at atomkraften var mindre forure­ nende end alle hidtil anvendte energiformer. Regeringen fremlagde i 1976 en energiplan, der indeholdt forslag om, at elektricitetsforsyningen for fremtiden skulle baseres på atom-

Atomkraft

69

I debatten om atomkraft kom de mulige konsekven­ ser af „den værst tænkelige ulykke" på atomkraftværket i Barsebåck nord for Malmø, der kan ses fra København, til at indtage en fremtræ­ dende plads - her talent­ fuldt udnyttet på en plakat fra modstanderorganisatio­ nen OOA.

kraft fra fem kraftværker, der skulle opføres inden 1995. Det blev dog understreget, at sikkerhedsproblemerne i forbindelse med fremstillingen af atomkraft skulle undersøges yderligere. Alle erkendte, at der var sådanne sikkerhedsproblemer, både hvad angik værkernes drift og fjernelsen af det radioaktive affald fra produktionen. Men der var stor uenighed om pro­

blemernes omfang. Netop sikkerhedsproblemerne blev det store debatemne. Allerede i 1974 dannedes Organisationen til Oplysning om Atomkraft (OOA), der stærkt advarede mod risikoen ved an­ vendelsen af atomkraft. OOA var en af de mange græsrodsbe­ vægelser, der i løbet af 1970'erne formåede at vække opmærk­ somhed om netop det problem, som de anså for vigtigt, og skabe stor lydhørhed for deres synspunkter. Mange af til70

Energien

Atomkraftmodstandernes slagkraftige bomærke duk­ kede første gang op i maj 1975.

hængerne havde været aktive i antiatomvåbenkampagnen i begyndelsen af 1960'erne og kunne bygge på erfaringerne fra dengang. Den havde en vis tilknytning til, men var ikke iden­ tisk med miljøbevægelsen NOAH, og dens tilhængere kom fra et bredt udsnit af befolkningen, dog med en klar overvægt fra venstrefløjen. OOA arbejdede gennem lokalgrupper over hele landet og inddrog samfundsmæssige spørgsmål i sin agitation for at belyse sikkerhedsproblemernes mange aspekter. Den arbejdede også nært sammen med tilsvarende grupper i andre lande og deltog i mange internationale arrangementer. Tilhængerne af anvendelsen af atomkraft opbyggede en modbevægelse i organisationen Reel Oplysning om Atomkraft og anvendte overvejende økonomiske og tekniske argumenter i deres agitation. Debatten om tekniske detaljer og bereg­ ninger af sikkerhedsrisikoen viste tydeligt, at der selv blandt de mest indsigtsfulde og sagkyndige var stor uenighed, hvil­ ket yderligere bidrog til at gøre debatten politisk og forbinde spørgsmålet om anvendelsen af atomkraft med selve karak­ teren af det samfund, man anså for bedst i fremtidens Dan­ mark. I denne debat var modstanderne langt stærkere rustede end tilhængerne.

Når modstanden mod atomkraft havde så stor gennem­ slagskraft i Danmark, hang det også sammen med, at der endnu ikke fandtes kraftværker i Danmark, så der ikke fra tilhængernes side kunne henvises til store investeringer, som skulle afvikles ved en nedlæggelse. En ulykke på et ameri­ kansk atomkraftværk, Tremileøen i Pennsylvania i 1979, fik stor international omtale og bestyrkede OOA's advarsler mod sikkerhedsrisikoen. Samtidig blev der fra flere sider, både i udlandet og i Danmark, sået tvivl om atomkraftværkernes økonomiske rentabilitet. Skiftende regeringer og et flertal af Folketingets partier hav­ de hidtil fastholdt planerne om at opføre atomkraftværker i Danmark, men selve iværksættelsen var blevet udskudt blandt andet på grund af sikkerhedsproblemerne og de uløste spørgsmål om deponeringen af det radioaktive affald fra vær­ kerne. Men i 1980 erklærede statsminister Anker Jørgensen, at planerne om atomkraftens indførelse indtil videre var stillet i bero. Det har de været lige siden. Når atomkraften ikke blev indført i Danmark i 1970'erne, må OOA og dens kampagne tilskrives en væsentlig betydning. Den formåede som en slag­ kraftig græsrodsbevægelse at skabe så megen tvivl om for­ delene ved atomkraft i forhold til risikoen ved dens anvendel­ se, at tilhængerne ikke kunne trænge igennem med deres argumenter, selv om de udmalede en fremtid, hvor Danmark

Atomkraft

71

sank ned blandt de fattige stater, fordi man ikke selv sørgede for den fornødne energi til en ekspanderende industri.

Olie og naturgas Prisstigningerne på olie havde ikke alene skærpet interessen for andre og forhåbentlig billigere energiformer. De havde også gjort det rentabelt at udvinde olie i områder, hvor pro­ duktionen hidtil havde været for kostbar i forhold til den pris, olien ville kunne sælges for. Det gjaldt især for de meget store britiske og norske olieforekomster i Nordsøen og Atlanter­ havet, men også på den danske del af kontinentalsoklen i Nordsøen var der olieforekomster, der nu kunne påkalde sig interesse. Afgrænsningerne af de forskellige landes udvin­ dingsområder var blevet fastlagt gennem forhandlinger i løbet

af 1960'erne. Samtidig var eftersøgningen af olie og naturgas i Nordsøen blevet igangsat af både Holland, Storbritannien, Norge og Danmark. Ingen af regeringerne i de fire lande besad tilstræk­ kelig erfaring med hensyn til hverken de tekniske eller økono­ miske problemer i forbindelse med en sådan eftersøgning og eventuel udvinding. De var derfor henvist til at skaffe sig den fornødne indsigt i et samarbejde med de store olieselskaber. I de tre andre lande sørgede regeringerne for at indføje bestemmelser til sikring af en hurtig eftersøgning og indvin­ ding af de forekommende fund. For Danmarks vedkommende havde regeringen allerede i 1962-63 givet rederifirmaet A. P. Møller eneret til efterforskning og indvinding af kulbrin­ ter i den danske undergrund. Bevillingen var givet for 50 år; dog skulle der være iværksat produktion af enten olie eller gas inden ti år, for at eneretten kunne opretholdes. Men om en sådan produktion var økonomisk forsvarlig, var det efter af­ talen A.P. Møller, der afgjorde. I samarbejde med en række udenlandske firmaer oprettede rederiet Dansk Undergrunds Consortium (DUC), hvor det fortsat er A. P. Møller, der er bevillingshaver, hvorfor alle forhandlinger med konsortiet skal foregå gennem rederiet. Denne eneretsbevilling er i den politiske debat blevet benævnt som „Verdens Bedste" for be­ villingshaveren og sammenlignet med de rettigheder, som arabiske lande gav de udenlandske olieselskaber i 1930'rne. Det må imidlertid understreges, at der i 1962 endnu herskede stor usikkerhed om, hvorvidt der overhovedet var olieudvin­ dingsmuligheder på dansk område, og at A. P. Møller i virke­ ligheden påtog sig en betydelig økonomisk risiko ved efter­ forskningen. Der var således gode grunde - herunder også 72

Energien

Nedgravning af rør til na­ turgasnettet i sommeren 1982. Fordelingen af nordsøgassen til forbrugerne skulle ske gennem et gigan­ tisk net af nedgravede rør, der udgik fra kysten ved Varde, hvor gassen kom i land. En sidegevinst af de store anlægsarbejder var et betydeligt antal arkæologi­ ske fund i gasrørenes trace­ er. Se billedet bind 1, side 12.

nationale - til at give eneretsbevillingen til A. P. Møller i be­ gyndelsen af 1960'erne. Men i takt med den internationale udvikling på energiområdet, påvisningen af stadig flere olie­ forekomster og olieprisernes himmelflugt har aftalen givet anledning til vanskelige forhandlinger mellem skiftende re­ geringer og bevillingshaveren. Vanskelighederne har samlet sig om to hovedområder: DUC's overholdelse af betingelserne for eneretsbevillingen og statens mulighed for at påvirke frem­ skaffelsen af olie og naturgas samt fordelingen af den. Hertil er så kommet spørgsmålet om fordelingen af såvel omkostninger som indtægter ved den øgede produktion, der satte ind i slutningen af 1970'erne. Først efter 1970 var det blevet klart, at der fandtes så store forekomster af olie og naturgas inden for det danske område, at der kunne blive tale om at udvinde dem. I 1972 oprettedes et statsligt ejet aktieselskab, der året efter fik navnet Dansk Olie og Naturgas - forkortet DONG - med det formål at sørge for en landsdækkende forsyning af naturgas, når DUC blev i stand til at levere i tilstrækkeligt Olie og naturgas

73

omfang. Der var kritiske røster i Folketinget, som var imod oprettelsen af dette statslige selskab. De ønskede, at forsy­ ningen af naturgas hellere skulle overlades til et privat selskab, og omkostningerne ved etableringen af et dansk naturgasnet rejste spørgsmålet om, hvorvidt man overhovedet skulle an­ vende denne energiform herhjemme; gassen kunne jo eks­ porteres til Tyskland. Men konstruktionen med et statsligt ejet forsynings- og fordelingsselskab, der skulle aftage naturgas­ sen fra det privatejede DUC og fordele det til forbrugere i Danmark, viste sig at være politisk holdbar også på længere sigt. Ifølge eneretsbevillingen indtraf DUC's leveringspligt 11972, men selskabet fik en udsættelse på to år. På det tidspunkt havde det allerede påbegyndt olieudvindingen i Nordsøen, men nu var det især naturgasproduktionen, der kom i søgely­ set. De følgende års forhandlinger mellem staten og DUC kom fortrinsvis til at dreje sig om den. Resultatet blev en gasaftale fra 1976, hvor eftersøgningsperioden for naturgas blev forDe danske oliefelter i Nordsøen ligger alle i den yderste spids af det område, der efter lange forhandlinger i 1960'erne var blevet tillagt Danmark. På kortet er også angivet forløbet af de rørledninger un­ der vand og i land, der leder naturgas fra oliefelterne til Danmark og fordeler dem til aftagerne, de regionale naturgasselskaber.

74

Energien

længet til 1984. Men allerede i 1978 kunne DUC meddele, at det nu ville være økonomisk forsvarligt at indlede en produktion af naturgas fra Nordsøen. Hermed var der udsigt til, at Dan­ mark ville kunne formindske sin indførsel af udenlandske energiformer i et omfang, som ville gøre det mindre afhængigt af forsyninger udefra. Tilbage stod stadig en række problemer både af økonomisk, politisk og teknisk art, men chokket fra 1973 havde igangsat og fremskyndet en række initiativer, som i løbet af godt ti år gjorde Danmark til en energiproducerende nation.

Andre energiformer. Energibesparelser Samtidig vaktes interessen også for den såkaldt alternative energi. Solen, jorden, havet og vinden rummede energi, som mennesker altid havde brugt, og det var nærliggende at søge at udnytte dette i højere grad, end man havde gjort, efter at kul og olie var blevet de altdominerende energiformer. Ny teknik gjorde det muligt at benytte jordvarmen til opvarmning af boliger. Ved nybyggeri - især af parcelhuse - blev der eks­ perimenteret med „solfangere", således at den energi, der kom fra solens stråler, kunne indfanges og opbevares. Bølger­ nes kraft er søgt udnyttet, dog endnu uden mærkbare resulta­ ter. Mest udbredt blev udnyttelsen af vindkraften, hvor det på få år lykkedes for dansk industri at komme i første række i den internationale udvikling. Høje, nye vindmøller kom efterhån­ den til at sætte deres præg på det danske landskab, og der blev iværksat en betydelig eksport af danskbyggede vindmøller til udlandet.

Målt i varmekalorier og kilowatt-timer har gennemslags­ kraften af disse andre energiformer været beskeden, men de har dog vundet en udbredelse, som har sat sig spor. Samtidig er de udtryk for genskabelsen af en energibevidsthed, som var gået tabt i tiåret før 1973, hvor udgifterne til den prisbillige olie havde lagt beslag på en mindre og mindre del af forbrugernes indtægter. Fra offentlig side blev der også efter de billøse søndage i 1973-74 ydet en stor indsats for at fremme energibevidstheden og opfordre til energibesparelser. Ved bygningen af nye huse blev der stillet forøgede krav om energibesparende foranstalt­ ninger, og der blev ydet økonomisk støtte til forbedringer af ældre huses isolering, så man kunne nedsætte varmetabet. Forbrugerne blev opfordret til at bruge mindre varmt vand bl.a. ved at tage brusebad i stedet for karbad. Der blev lagt betydelige afgifter på energi, der kom fra olie og kul, og de gav

Andre energiformer. Energibesparelser

75

Vindmøllepark på Mors 1985. De nye vindmøller rej­ stes dels enkeltvis - ofte af private vindmøllelav, der fik statstilskud - dels i vind­ mølleparker, som det pålagdes elektricitetsværkerne at anlægge eller medvirke til oprettelsen af. Når driften af møllerne var rentabel, skyldtes det især, at staten refunderede den høje ener­ giafgift, som var lagt på for­ brugernes elektricitetspri­ ser, til møllernes ejere. En velplaceret vindmølle kun­ ne yde mellem 200.000 og 300.000 kWh årligt, alt efter de lokale vindforhold.

yderligere påskyndelse til udviklingen af en teknologi, som bragte Danmark i spidsen blandt de mest energibesparende lande. Da energien i 1979 fik sit eget ministerium, var det udtryk for, at den nu blev betragtet som et så vigtigt samfunds­ anliggende, at det ikke blot kunne behandles som et underom­ råde inden for andre ministerier. Medvirkende hertil var, at der blev rejst en række problemer i forbindelse med den ud­ nyttelse af naturen, som især fandt sted i de højt industriali­ serede samfund. Som nævnt udgik nogle af modstanderne mod indførelsen af atomkraft fra miljøbevægelsen NOAH, og fortalerne for de alternative energiformer brugte da også det argument, at de var de mest naturlige og ikke indebar nogen forurening. Heri lå der en dybtgående samfundskritik, som anfægtede hele den måde, hvorpå Danmark fungerede som et højt industrialiseret samfund. Også de, der ikke delte denne kritiske indstilling, blev opmærksomme på, at energi ikke er et uudtømmeligt gode, og at anvendelsen af den har både en økonomisk og en økologisk side.

Folkestyrets forvandling Folketingsvalget i december 1973 medførte betydelige ændrin­ ger på det parlamentarisk-politiske plan. Samtidig var der sket en udvidelse af udenomsparlamentariske bevægelser og aktio­ ner, der afspejlede utilfredshed med, at befolkningen kun kunne øve indflydelse gennem de politiske partier og på tids­ punkter, som blev afgjort af partikonstellationer i Folketinget. Væksten både i antallet af politiske partier og græsrodsbe­ vægelser er blevet udlagt som udtryk for antiparlamentariske strømninger. Sagen er dog snarere, at der var - og fortsat er - et udbredt ønske om større umiddelbar indflydelse på de politiske beslutninger, men ikke nogen hensigt om at give afkald på det repræsentative demokrati. Folketinget og dets medlemmer måtte indstille sig på, at tinget i endnu større udstrækning end tidligere blev udsat for forsøg på påvirk­ ninger også i tiden mellem valgene, og det måtte ofte se sig i konkurrence med „græsrødderne" om at fange befolkningens opmærksomhed. På den måde kan man tale om en udvidelse af demokratiet, idet borgerne herved har fået flere redskaber til at påvirke beslutninger i samfundet. Men samtidig er presset på folkestyret fra interesseorganisationerne - på mange må­ der græsrodsbevægelsernes modpoler - blevet stærkere, og styringsmulighederne er både på landsplan og i lokale om­ råder blevet vanskeligere. Langt flere spørgsmål kan hurtigt føre til uoverensstemmelser og konflikter. Det er en af demo­ kratiets uundgåelige følgevirkninger, at der til stadighed kan opstå modsætninger mellem kravet om mere medindflydelse og behovet for at styre langsigtet og effektivt. De modsæt­ ninger kan ikke ophæves gennem debatter. Her må hver en­ kelt person eller gruppe finde ud af, hvor meget den eller de vil værdsætte udvidelsen af demokratiet på effektivitetens be­ kostning - eller omvendt.

Denne modsætning kom tydeligt frem ved regeringsdannel­ sen efter valget i 1973. Det nyvalgte Folketing med repræsen­ tanter for i alt ti politiske partier, hvoraf halvdelen med til­ sammen 60 mandater var overvejende nye, skabte usikker­ hed, men gav samtidig plads til mindre fastlåste løsninger på samarbejdsmulighederne hos de fem „gamle" partier, som trods deres store tilbagegang formåede at fastholde den af­ gørende indflydelse på forløbet af forhandlingerne om re­ geringsdannelsen. Dagen efter valget indgav statsminister Anker Jørgensen regeringens begæring om at træde tilbage, og Folkestyrets forvandling

77

Skurvogn med valgplakater for de mange alternative li­ ster, der stillede op ved kommunevalget i Køben­ havn i 1974.

herefter synes Socialdemokratiet ikke for alvor at have ønsket at spille nogen aktiv rolle i regeringsdannelsen. Det blev derfor forhandlinger mellem VKR-partierne, der endnu var påvirke­ de af deres fælles regeringsperiode 1968-71, der blev udslaggi­ vende. Både Centrum-Demokrater og Kristeligt Folkeparti søgte at påvirke dem, men uden held. Det nye Folketings næststørste parti, Fremskridtspartiet, satte sig fra begyndel­ sen udenfor ved at anbefale partiets leder, Mogens Glistrup, som statsminister; en rent demonstrativ handling, da der selv­ sagt ikke ville kunne skabes et parlamentarisk grundlag for en sådan regering. At forhandlingerne efter dansk målestok blev langvarige, var forståeligt i betragtning af den helt nye og aldeles uover­ skuelige parlamentariske situation. Det var heller ikke ejen­ dommeligt, at den gav anledning til fantasifulde forslag, som da Hilmar Baunsgaard fra Det radikale Venstre foreslog den tidligere venstrepolitiker Thorkil Kristensen, der ikke havde deltaget i dansk politik siden 1960, som statsminister. Det mest bemærkelsesværdige var, at hver af de tidligere samarbejden­ de regeringspartier stadig syntes at slikke de sår, som den fælles regeringsperiode havde efterladt, og derved havde svært ved at se de muligheder for en genoptagelse af samar­ bejdet, som situationen i det nye Folketing trods alt indebar. Indre brydninger i de enkelte partier spillede også en rolle,

78

Folkestyrets forvandling

mest i Det konservative Folkeparti, men også i Det radikale Venstre. De følelige nederlag ved valget havde også betyd­ ning. Men Venstres formand, Poul Hartling, var gennem hele forhandlingsforløbet så tilbageholdende i sine meldinger til de andre partier, samtidig med at han i sit eget parti under­ stregede muligheden af enegang for Venstre, at det endelige resultat, der overraskede mange, i høj grad må tilskrives hans taktiske talent og evne til at udmanøvrere sine modspillere. Den 19. december 1973 udnævntes regeringen Poul Hart­ ling, hvis mandattal kun var Venstres egne 22, og som ikke på forhånd havde sikret sig anden tilslutning fra andre partier, end at et flertal af dem havde lovet ikke at møde regeringen med en mistillidsdagsorden. „Alt var gået forskriftsmæssigt til/ og hverken statsret eller parlamentarisk praksis var blevet krænket under den spegede tilblivelsesproces," konkluderer historikeren Tage Kaarsted i sin undersøgelse af regerings­ dannelsen. Men der er ingen tvivl om, at væsentlige forud­ sætninger for dannelsen af den „smalle" venstreregering var skabt gennem det opbrud i befolkningens indstilling til fol­ kestyret, som havde fundet sted i de foregående år. Med kun 12 ministre var det også en meget lille regering, hvor flere af de enkelte medlemmer måtte tage sig af flere sagsområder. For­ uden statsministeren var det især finansminister Anders An­ dersen, landbrugsminister Niels Anker Kofoed og økonomiog handelsminister Poul Nyboe Andersen, der tegnede re­ geringen.

Hurtigt nyvalg Hvis københavnerne ville have en bedre eller mere menneskevenlig by, skulle de blot stemme på de kon­ servative - eller på Socialde­ mokratiet.

Året 1974 blev en travl og til tider nervepirrende tid for den smalle regering. Den måtte ustandseligt overveje sine forslag for at gøre dem acceptable for sa mange af Folketingets øvrige partier som muligt. Først for overhovedet at komme i for­ handling med dem og derefter for at tilvejebringe et flertal til lovenes gennemførelse. På den måde måtte der ofte blive betydelig afstand mellem, hvad regeringen oprindeligt havde tænkt sig, og det resultat, der blev formet af forhandlingerne i Folketinget. Dette er ikke noget særsyn for mindretalsregerin­ ger, men Hartling-regeringens mindretal var enestående snæ­ vert. Den opløsning af samarbejdet mellem VKR-partierne, som var begyndt allerede under regeringsdannelsen, fortsatte i de følgende måneder. Især Det konservative Folkeparti var ude for voldsomme brydninger, og dets nyvalgte formand, Poul Schluter, lagde ikke skjul på, at hans parti nu ønskede at markere sig selvstændigt. Blandt andet forsøgte han forgæves

Hurtigt nyvalg

79

at samle underskrifter for at kræve folkeafstemning om den bundne opsparing, som regeringen fik gennemført i årets be­ gyndelse med tilslutning fra blandt andet Socialdemokratiet. Også Det radikale Venstre stillede sig ved flere lejligheder vS« *4*’vLove trevent over for forhandlinger med regeringen. På den baggrund er det bemærkelsesværdigt, at regeringen fik gennemført vedtagelser, som i deres hovedsigte var i over­ ensstemmelse med Venstres langsigtede program, om end yj* ikke helt så vidtgående, som regeringen kunne have ønsket sig. De drejede sig først og fremmest om inflationsbekæmpel­ se, blandt andet ved begrænsninger i dyrtidsreguleringen for lønmodtagerne, og om en indskrænkning af de offentlige ud­ gifter og dermed forbundne skattenedsættelser. Det var stort set en videreførelse af den politik, som Venstre havde ivret for under VKR-regeringen, men nu kunne fremme under helt andre politisk-parlamentariske vilkår. Mest dramatisk blev et forlig, der gennemførtes omkring storebededag 1974. Dets hovedindhold var afgiftsforhøjelser for at begrænse forbruget, en række offentlige besparelser og en hensigtserklæring om skattelettelser. Socialdemokratiet havde ikke stillet sig helt afvisende over for regeringens ud­ spil, men ønskede nogle besparelser ændret, hvad regeringen helst ville undgå. Endnu om mandagen efter storebededag var forligsmulighederne uafklarede, men rygterne om et muligt forlig mellem regeringen og Socialdemokratiet var sivet ud umiddelbart før helligdagen. På Christiansborg Slotsplads var der samlet 50.000 demonstranter fra arbejdspladser over hele landet. De krævede regeringens afgang og protesterede mod Ikke flere love, lovede de et forlig, som ville ramme lønindtægterne. Demonstrationen konservative op til valget i 1973 - men kærlighed må­ var arrangeret af tillidsmænd fra forskellige arbejdspladser ske. Det ville Venstresociali­ - det såkaldte Formandsinitiativ, der var blevet dannet i 1971 sterne ikke love. Deres valg­ som en fraktion inden for LO for at få fagbevægelsen til at plakat fra samme år vakte optræde mere aktivt på den politiske venstrefløj. Gert Peter­ en del forargelse og ud­ sen fra SF og Knud Jespersen fra DKP talte til demonstranterne sendte ganske andre signa­ og støttede dem i deres krav. Men Anker Jørgensen fra Social­ ler. demokratiet tog ikke ordet. Demonstrationen var nok vendt

VENSTRESOCIALISTERNE

mod regeringen, men til dels også mod LO. Samme dag blev forhandlingerne mellem regeringen og So­ cialdemokratiet afbrudt. Det er ikke helt klart, hvilken rolle demonstrationen spillede for denne beslutning. Regeringen fik imidlertid sit forlig igennem ved hjælp af Fremskridtsparti­ ets stemmer, om end på et hængende hår. Alligevel kunne den en måned efter indgå et boligforlig, hvori også Socialdemokra­ tiet deltog. I september forhandlede Folketinget om skatteud­ skrivninger, og her opstod en situation, hvor kun stemmer fra

80

Folkestyrets forvandling

fire udbrydere fra Fremskridtspartiet reddede regeringen fra en mistillidsdagsorden. Der var således al mulig grund for regeringen til at overveje sin parlamentariske situation. Den fremsatte i december 1974 en række lovforslag under fællesbetegnelsen „Helhedsplan 1975" og understregede, at kunne forslagene ikke gennem­ føres som en helhed, ville der blive valg. Hovedindholdet i forslagene var en fastlåsning af lønninger og priser i det kom­ mende år. Planen blev mødt med megen kritik, men det kom alligevel som en overraskelse, at Poul Hartling udskrev valget allerede efter forslagenes første behandling. Det var en ud­ bredt opfattelse, at regeringen ønskede valg, og at helheds­ planens formål først og fremmest var at markere den politik, som Venstre ville gå til valg på.

Efter sin afgang som stats­ minister i 1975 fortsatte Poul Hartling som landsformand for Venstre. Men i 1978 for­ lod han dansk politik for at tiltræde hvervet som FN's højkommissær for flygtnin­ ge, som han bestred til 1985 - et yderst krævende arbej­ de især på grund af den voldsomme flygtningestrøm fra Vietnam.

Valget blev afholdt den 9. januar 1975 og blev en belønning fra vælgerne til Venstre, der vandt 20 nye mandater, så det i alt havde 42. Men det nye Folketing var lige så vanskeligt at arbejde med for regeringen, som det gamle havde været. Der var stadig ti partier i Folketinget, blot var Retsforbundet blevet erstattet af VS. Størst tilbagegang havde Centrum-Demokraterne, der gik fra 14 til fire mandater, men også Det konservati­ ve Folkeparti og Det radikale Venstre gik tilbage med hen­ holdsvis seks og syv mandater til ti og tretten mandater. Frem­ skridtspartiet mistede kun fire mandater og havde nu 24. Socialdemokratiet gik med en gevinst på syv mandater frem til 53.12 af de i alt 60 mandater, som var blevet nybesat ved valget i 1973, var gået tilbage til de fem gamle partier, men de ind­ byrdes forskydninger mellem dem gjorde ikke regeringsdan­ nelsen lettere. Hartling-regeringen trådte ikke tilbage. Det behøvede den heller ikke, eftersom valget var blevet udskrevet, uden at regeringen var blevet mødt med en mistillidserklæring fra Folketingets flertal. Den kunne fortsætte, indtil en sådan mis­ tillid blev fastslået. Da Folketinget trådte sammen 14 dage efter valget, blev regeringen mødt med et socialdemokratisk for­ slag, der opfordrede den til at træde tilbage for at give mulig­ hed for forhandlinger om dannelsen af en bred flertalsre­ gering. Forslaget blev under den efterfølgende behandling af finansloven vedtaget med én stemmes flertal. I den følgende uges tid blev det - helt usædvanligt - overdraget Folketingets formand, Karl Skytte, at være forhandlingsleder. Da han måt­ te give op, blev det overladt til Anker Jørgensen at søge dannet en bred flertalsregering, hvilket han hurtigt måtte erkende var umuligt. Herefter overtog Poul Hartling posten som forhand­ lingsleder. For hans vedkommende var opgaven atter at dan­ Hurtigt nyvalg

81

ne en regering, der ikke på forhånd havde et flertal imod sig i Folketinget. I den situation blev Fremskridtspartiet tungen på vægtskålen, hvad det reelt havde været under hele det spege­ de forløb. Poul Hartling stilede mod en regering bestående af Venstre, konservative, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti, men dette forudsatte, at Fremskridtspartiet ville afholde sig fra at bringe regeringen i mindretal. Skønt en ministerliste allerede var så godt som færdig, og alt tydede på, at Poul Hartling igen skulle danne regering, slog Fremskridts­ partiet sig indtil det sidste så meget i tøjret, at Poul Hartling fandt det tilrådeligt at opfordre dronningen til at bede Anker Jørgensen om at danne regering. Den 13. februar 1975 - over en måned efter valget - lykkedes det omsider. Anker Jørgensen dannede sin anden socialdemokratiske mindretalsregering.

Politik og administration Samtidig med at antallet af partier i Folketinget voksede, skete der en omlægning af tingets arbejdsgang, der skulle give med­ lemmerne bedre indsigt i, hvorledes den stadig mere om­ fattende lovgivning blev administreret. Det skete ved en be­ tydelig udvidelse af antallet af stående udvalg, hvis med­ lemmer blev valgt for en hel folketingssamling. Hidtil havde tinget fortrinsvis anvendt tidsbegrænsede udvalg, knyttet til

82

Folkestyrets forvandling

LO-højskolen (tv.) ved Hel­ singør og Arbejdsgiverfor­ eningens kursuscenter Arresøhøj syd for Ramløse i Nordsjælland. Overalt i lan­ det blev der i 1970'erne og 1980'erne bygget kursus­ ejendomme, og i hidtil ukendt omfang arrangerede såvel private firmaer som offentlige institutioner og interesseorganisationer kur­ ser for deres medarbejdere og medlemmer. Noget hav­ de karakter af frynsegoder, hvor kursuscentrene kon­ kurrerede på laksemadder, men som helhed kom kur­ serne Hl at spille en betyde­ lig rolle for omstillingen Hl en ny Hds vilkår.

behandlingen af de fremsatte lovforslag. Alene i 1972 blev der oprettet 13 nye stående udvalg, hvis samlede antal derved kom op på over 20. Deres arbejdsområder faldt som regel sammen med fagministeriernes, og gennem arbejdet i disse udvalg fik medlemmerne kendskab til, hvorledes tingets vedtagelser, der mere og mere fik karakter af en rammelovgivning, blev omsat i praksis gennem administrationen. En tilsvarende om­ lægning af arbejdsmåden skete i andre europæiske parlamen­ ter, og hensigten var at styrke de politiske instansers stilling i forhold til forvaltningen. Der er ingen tvivl om, at politikerne på denne måde får større kendskab til de områder, som de beskæftiger sig med i de stående udvalg. Men det indebærer en risiko for, at de derved mister overblikket over det samlede politiske spektrum og kommer til at anse deres arbejdsområde for politisk særlig betydningsfuldt. Endvidere kan der opstå en betænkelig sammenblanding af de lovgivende og udøven­ de sider af statsapparatet, når folketingsmedlemmer uaflade­ ligt giver deres besyv med i administrative anliggender, lige­ som det kan virke nedbrydende på ministres politiske ansvar. Forholdet mellem administrationen og interesseorganisatio­ nerne blev også genstand for større opmærksomhed i disse år. I sig selv var der ikke noget nyt i, at interesseorganisationer blev inddraget i administrationens forberedende arbejde, in­ den sager blev forelagt Folketinget til endelig afgørelse. Men fra politiske partier og ikke mindst fra de nye bevægelser blev Politik og administration

83

det kritiseret, at organisationerne havde alt for stor indflydel­ se, og det blev betvivlet, at deres ledelse på alle måder repræ­ senterede medlemmernes synspunkter og interesser. Admini­ strationen havde til gengæld brug for et nært samarbejde med organisationerne. Med svækkelsen af regeringernes og hele Folketingets styringsmuligheder kunne organisationerne væ­ re en hjælp til gennemførelsen af mere langsigtede planer. Utilfredsheden med det komplicerede politiske spil i Folke­ tinget blev i dele af befolkningen omsat til en afstandtagen over for politikere i almindelighed. Kritikken beskæftigede sig ikke med de forhold, politikerne arbejdede under, men rettede sig mod hele den måde, som politikerne på Christiansborg handlede eller ikke handlede på. Det var, som om der ved selve politikerfunktionen klæbede noget utroværdigt. Ikke mindst inden for de nye bevægelser gav mange vælgere ud­ tryk for, at de ikke fandt arbejdet i Folketinget særlig frugtbart, hverken for dem selv eller samfundet. Det mere præcise indhold i denne mistillid er svært at ind­ kredse. Uviljen medførte i hvert fald ikke en faldende deltagel­ se i valgene. Nogle kritikere forlangte større handlekraft, men nogen udbredt antiparlamentarisme var der ikke tale om. Sna­ rere en form for rådvildhed, fordi hidtidige beslutningsveje og påvirkningsmuligheder ikke længere var så anvendelige, og de nye ikke førte til hurtige resultater. Skylden blev lagt hos politikerne i Folketinget, der også var blevet mere nærværen­ de for hele befolkningen i kraft af den stigende mediedækning af alle begivenheder på Christiansborg. Partiledere og ministre blev i offentligheden gjort nærmest personligt ansvarlige for udviklingen på Christiansborg. Alt dette fremmede interessen for personerne frem for indholdet i den politik, der blev lagt frem af de forskellige partier. Begivenheder i Folketinget blev fremstillet og kommenteret som opgør mellem enkeltpersoner om positioner, magt og indflydelse. Den slags kan have en vis underholdningsværdi, men øger ikke forståelsen af, hvad ar­ bejdet i Folketinget drejer sig om.

Danskerne og krisen Den umiddelbare virkning af olieprisernes forhøjelse var i Danmark som i andre lande en voldsom prisstigning på de fleste varer, som i næste omgang udløste betydelige lønstig­ ninger. Det er senere blevet kritiseret som et udtryk for grov uansvarlighed, at politikerne lod dette ske. Det er dog tvivlsomt, at der lå nogen bevidst beslutning bag de betydelige stigninger i udbetalt løn, som skete umiddelbart efter oliekrisen. I det løn-og aftalesystem, som var blevet knæ­ sat i de foregående årtier, var der indbygget en automatisk dyrtidsregulering, der ikke uden videre kunne ophæves. Det betød, at det danske lønniveau i en årrække kom hl at ligge højt i forhold til udlandets, selv om skiftende regeringer for­ søgte sig med forskellige former for indkomstpolitik og bl.a. fik arbejdsmarkedets parters tilslutning til at rense det dyrtidsregulerende pristal for størstedelen af prisstigningerne på olie og andre energiformer. Det hang også sammen med, at der både i den offentlige og private sektor var usikkerhed med hensyn hl, hvor omfattende og langvarig krisen ville blive, og at man derfor var betænkelig ved at gennemføre så kraftige begrænsninger af købekraften, at det ville gå yderligere ud over den vigende beskæftigelse. Efter den kortvarige og næsten lystbetonede tilbageholden­ hed med energiforbruget i vinteren 1973-74 videreførte dan­ skerne stort set forbrugs- og investeringsmønsteret fra tiden forud for krisen. Således steg det private forbrug med 12 pct. fra 1972 til 1976.

Boligen Inden for boligområdet fortsatte den udvikling, som havde fundet sted i de foregående årtier, hvor flere og flere havde anskaffet sig ejerboliger i nyopførte parcelhuskvarterer i byer­ nes udkanter. De kraftigt øgede benzinpriser, der betød en mærkbar shgning i transportudgifterne fra hjem til arbejds­ plads, medførte en øget opmærksomhed over for denne om­ kostning og derfor en vis tilbageholdenhed over for erhvervel­ se af bolig, der lå langt fra arbejdspladsen. Men det blev kun en kortvarig pause i erhvervelsen af ejerbolig. Udflytninger af erhvervsvirksomheder fra byerne — og det gjaldt såvel private virksomheder som offentlige institutioner — medvirkede også til at fastholde interessen for at anskaffe egen bolig i friere' Danskerne og krisen

85

En østjysk landevej i 70'erne. Forfatteren Tage SkouHansen har i romanen „Den hårde frugt" (1977) beskre­ vet en tur ned gennem lan­ det: „Hverken land eller by mer, grænsen var visket ud, med en næsten sammen­ hængende bebyggelse det meste af vejen. To livsfor­ mer, bondelandets og indu­ stribyens, snart forenet i det klasseløse fritids- og forbru­ gersamfund. Fusioneret, som det hed på atomfysik­ kens og bankverdenens spæg."

86

Danskerne og krisen

omgivelser. I løbet af 1970'erne steg antallet af ejerboliger fra 47 til 55 procent af den samlede boligmasse. Drivkræfterne bag denne udvikling var mangeartede. Øn­ sket om egen bolig og om muligt også egen have og frie omgivelser, ikke mindst i børnenes opvækstperiode, var utvivlsomt stærkt medvirkende. Kun få fandt sig vel til rette i det industrialiserede boligbyggeris store betonhuse. Men når virkeliggørelsen af ønsket blev gennemført af så mange, hang det også sammen med den gunstige danske finansierings­ måde, via realkreditinstitutterne, og ikke mindst beskatnings­ måden, som tillod skatteyderne at trække renterne af gælden fra den skattepligtige indkomst. Dette nedbragte den reelle boligudgift betydeligt, især i de første år. Hertil kom, at den stadige inflation gjorde boligudgiften mindre i en families samlede budget inden for en overskuelig årrække, samtidig med at værdien af ejerboligen steg. Derfor kunne erhvervelsen alt i alt betragtes som en god og fornuftig privatøkonomisk investering. I byerne gav boliglovgivningen samtidig øget ad­ gang til udstykning af tidligere lejeboliger til ejerlejligheder, og det blev udnyttet i et meget betydeligt omfang. Samfundsøkonomisk og socialt kunne der dog være be­ tænkeligheder ved udviklingen på boligområdet, der frem­ mede inflationen og medvirkede til at gøre skellet mellem ejere og lejere af boliger større og mere synligt - trods anstrengelser

Dansk parcelhuskvarter fra 70'ernes begyndelse. I for­ bindelse med udgivelsen af „Den hårde frugt" sagde Tage Skou-Hansen i et in­ terview med Malin Lind­ gren: „Man har talt om klas­ sekamp i disse år og om den revolution, den ville fø­ re til. Og mens vi snakkede, fik vi en helt anden revolu­ tion: parcelhusene. Og den bli'r vi nødt til at tage alvor­ ligt. Når der skal føres poli­ tik i dag, er man nødt til at regne med den ny klasse. For hvis parcelhusfolket ik­ ke vil være med til foran­ dringer, sker der ingenting i Danmark."

for at fastholde lejeniveauet i det ældre og tilskudsberettigede almennyttige byggeri. Der havde gennem 1960'erne været fle­ re forsøg på at regulere boligmarkedet, men ingen af dem havde dæmpet udviklingen i retning af stadig mere udbredt selveje. I 1973 søgte den socialdemokratiske regering at gen­ nemføre en ændring af boligpolitikken, der skulle styrke det almennyttige byggeri, og som indebar et begrænset indgreb i boligejernes fradragsmuligheder. Det viste sig, at regeringen kun kunne opnå tilslutning fra SF, og forslaget blev aldrig gennemført. Men det var medvirkende til, at Erhard Jakobsen udtrådte af Socialdemokratiet og dannede partiet CentrumDemokraterne, som opnåede hele 14 mandater ved det efter­ følgende folketingsvalg. Centrum-Demokraternes mærkesag var netop at styrke ejerboligen som den mest fremherskende boligform.

Det var Centrum-Demokraterne ikke alene om, men partiets store og hurtige gennemslag må ses som udtryk for, at en meget væsentlig del af befolkningen var blevet boligejere og ønskede deres gunstige vilkår opretholdt, og at bolig­ spørgsmålet i så høj grad var blevet politiseret, at det i sig selv kunne få betydning for mange vælgeres stemmeafgivning. Danskerne havde i vidt omfang indstillet sig på, at bolig­ området i stadig større udstrækning blev præget af en mar­ kedsmekanisme med færre offentlige indgreb og direkte til­ Boligen

87

skud, og de befandt sig godt ved det. Mange af Socialdemokra­ tiets traditionelle vælgere var blevet boligejere i løbet af det foregående tiår, og de var ikke indstillede på at støtte partiet i dette spørgsmål. Kritikerne af boligforliget mellem Socialde­ mokratiet og SF fra 1973 hævdede, at det ikke ville fremme gennemførelsen af et frit boligmarked, men blot støtte de almennyttige boligselskaber og begrænse parcelhusbyggeriet. Et flertal af vælgerne støttede åbenbart denne kritik ved folke­ tingsvalget i december, og dermed var boligspørgsmålet for en rum tid overladt til markedsmekanismen og de regelsæt, som var blevet gennemført i 1960'erne. Omsætningen af fast ejendom, herunder landbrugsejen­ domme og sommerhuse, steg fortsat hen til slutningen af 1970'erne, men det forrykkede ikke forholdet mellem bolig­ ejere og -lejere. Priserne på enfamiliehuse gik stadig jævnt opad, og boligudgiften pr. husstand steg fra 16 til 25 procent af indkomsten i løbet af tiåret. Denne stigning affandt både lejere

og ejere sig med.

Fritiden Udgifterne til fritid var også steget jævnt i de foregående årtier. De udgjorde i 1971 i gennemsnit 14 procent af en families forbrug. På arbejdsmarkedet og altså for det store flertal af danskere, som var lønmodtagere, blev den aftalte arbejdstid i 1974 nedsat fra 42U time pr. uge til 40 timer, hvor den holdt sig indtil slutningen af 1980'erne. Desuden blev den lovbefalede ferie med løn udvidet fra tre til fire uger i 1971 og med yderli­ gere en uge i 1979, alt sammen bl.a. for at dæmpe arbejds­ løsheden. Nedsættelsen af arbejdstiden medførte dog ikke uden videre, at en husstands samlede fritid blev forøget, idet kvindernes kraftigt stigende deltagelse på arbejdsmarkedet i realiteten ofte medførte, at familiens samlede tid uden for arbejdsmarkedet blev formindsket. Omfanget af „ledig tid" pr. dag ændrede sig ikke væsentligt efter arbejdstidsnedsæt­ telsen i 1974. Det lå fortsat på ca. syv timer. Der er naturligvis tale om store afvigelser alt efter familietype, børnenes alder m.v., men et gennemgående træk er, at kvinders tidsforbrug til erhvervsarbejde er steget til næsten det dobbelte, mens deres tidsforbrug til husligt arbejde kun er faldet svagt. Fritidens anvendelse blev præget af de udbud, som var til rådighed. Stigningen i antallet af tv-apparater fortsatte, såle­ des at dækningen nåede op på over 90 pct. af alle husstande allerede i begyndelsen af 1970'erne, og fra 1974 steg antallet af farvefjernsyn eksplosivt. Samtidig blev sendetiden udvidet, 88

Danskerne og krisen

men forbruget af fjernsynstimer holdt sig ret konstant på godt ti timer ugentligt pr. husstand. Nyheds- og aktualitetsstoffet var fortsat det mest sete, og for de fleste danskere blev fjernsy­ net hovedkilden til deres samfundsmæssige orientering. Men også underholdningsstoffet var populært, og serien med titlen „Huset på Christianshavn" med i alt 84 afsnit, der blev spillet fra 1970 til 77, var et fast indslag i lørdagsaftenerne i mange danske hjem.

Inden Svend Åge Madsen i 1976 udsendte to-bindsro­ manen „Tugt og utugt i mellemtiden", havde han skrevet en halv snes prosa­ bøger, der havde indbragt ham megen hæder, men ik­ ke overvældende mange læ­ sere. Men via Gyldendals Bogklub placerede den år­ husianske forfatter sig nu også markant i læsernes be­ vidsthed: de to bind blev i foråret 1977 udsendt til me­ re end 75.000 medlemmer.

Nok var fjernsynet det nyeste og på mange måder det mest gennemslagskraftige fritidsmedium i 1970'erne, men det blev ikke så enerådende, som nogle havde forventet. Antallet af dagblade faldt fortsat, men de opretholdt stort set deres sam­ lede udbredelse i løbet af 1970'erne, hvor der både var plads til mindre og mere specialiserede dagblade - som „Børsen", „In­ formation og „Weekendavisen", der som ugeavis afløste den tidligere „Berlingske Aftenavis" og opnåede en betydelig pre­ stige - og også til en styrkelse af landsdækkende aviser, især „Berlingske Tidende", „Politiken" og „Jyllands-Posten", som endda bredte sig langt ud over hovedlandet. Der blev læst flere bøger end i de foregående tiår blandt andet på grund af oprettelsen af mange bogklubber. Størst udbredelse fik bogklubben Union, grundlagt af forlæggeren Jørgen Lademann, især med støtte i udgivelsen af et stort leksikon på 24 bind, som medlemmerne kunne købe til en stærkt reduceret klubpris. For ugebladenes vedkommende skete der en ændring hen imod mere specialiserede, fagligt orienterede blade, der henvendte sig til et voksende publikum med særlige fritidsinteresser som både, biler eller boligindret­ ning.

Den mest sammenhængende fritidsaktivitet var selvsagt de lange ferieperioder, som var lovbefalede for den største del af befolkningen. Omkring 30 procent af befolkningen foretrak (eller var nødt til) at blive hjemme i ferierne. For andre betød ferien ophold i deres sommer- eller fritidshus, hvis antal var steget jævnt til godt 100.000 omkring 1970, og som i løbet af 1970'erne blev øget med ca. 5000 nybygninger om året. Om­ kring 15 procent af befolkningen tilbragte deres ferier i disse efterhånden meget arealkrævende sommerhusområder, hvor man også kunne leje sig ind, når ejerne ikke selv skulle bruge huset. Der var desuden andre ferieudfoldelser inden for lan­ dets grænser — herunder et stadig tættere net af camping­ pladser og vandrehjem. Og med det meget hav omkring Dan­ mark var der også rige muligheder for sejlads. Mange små lystbådehavne blev udbygget til „marinaer". Langt den største del af befolkningen - henved 80 procent - forlod da heller ikke Fritiden

89

Danske interrailere på vej ud i Europa. Ved ordnin­ gens indførelse i 1972 kunne unge under 26 år købe et 30-dages rundrejsekort for 625 kroner, og allerede før­ ste år benyttede godt 7000 unge sig af tilbudet. Prisen er fulgt med den almindeli­ ge prisudvikling, men i slut­ ningen af 1980'erne blev der solgt over 40.000 kort, og ordningen blev fra 1990 ud­ videt med eastrail til de østeuropæiske lande.

landet i ferierne, medregnet dem, der slet ikke holdt ferie. I det nærmeste udland var indretningen af feriesteder på svenske ødegårde blevet udbredt allerede fra 1960'erne, mens erhver­ velsen af fritidsboliger i det sydlige Europa endnu i de følgen­ de tiår var begrænset. Alligevel var udlandsrejsen slået igen­ nem som noget nær en selvfølge for sa mange, at rejsebureau­ erne kunne udvide deres tilbud om charterrejser til stadig større dele af verden. Det store gennembrud var sket allerede i 1960'erne, men rejsegiganterne „Spies" og „Tjæreborg" kunne fortsat finde nye kunder og sælge til flere i løbet af 1970'erne. De mest søgte feriemål lå endnu i det sydlige Europa og på De kanariske Øer, hvor der blev opført store feriebyer, men også Afrika og Østen begyndte at optræde i katalogerne. Fordelen ved sådanne charterrejser med fly var den korte rejsetid. Men andre foretrak bus, tog eller egen bil. Sæsonen for udlands­ rejser var efterhånden blevet udstrakt til hele aret, og i løbet af 1970'erne slog vinter-eller skiferien for alvor igennem. I mange kommuner indførtes vinterferie i skolerne, som regel i februar 90

Danskerne og krisen

Danske charterturister i Syden, afbildet i rejsebu­ reauet Tjæreborgs katalog for vintersæsonen 1979-80. De store bureauer satsede især på familierejser, hvor både far, mor og børn var sammen om oplevelserne.

måned, fordi så mange forældre alligevel ønskede at tage deres børn med på den efterhånden årlige vinterferie. Fra 15-16-årsalderen drog mange elever på skiferie på egen hånd, og mens rejsemålene i de første år fortrinsvis havde været de andre nordiske lande, især Norge, blev alpint skiløb efter­ hånden også eftertragtet.

1 1972 indførte en række europæiske statsbaner en helt ny rejseform for unge under 26, som for en overkommelig pris kunne rejse rundt i størstedelen af Europa inden for 30 dage. Ordningen kaldtes „interrail", og med den opstod en betyde­ lig stigning i antallet af unge, der med rygsæk og sovepose rejste Europa rundt. På den måde lærte de både større og mindre europæiske byer at kende og kunne bevæge sig lige så hjemmevant i Paris, Rom eller Athen som i Odense og Ålborg.

Idræt - leg eller alvor? Det kan diskuteres, om idræt skal henregnes til fritiden eller anses for imødekommelse af primære menneskelige behov. Men uanset hvordan man vil anskue sports-og idrætsudøvel­ ser, blev de i løbet af 1970'erne en stadig mere væsentlig del af danskernes tilværelse - først og fremmest ved aktiv deltagel­ se, men også som en vigtig del af samfundslivet. Sporten optog mere og mere plads både i den skrevne presse og i radio og fjernsyn, hvis sportslørdagsudsendelser i vinterhalvåret i mange hjem var i stand til at holde opmærksomheden fangen gennem flere timer, især hos de mandlige seere. Det var ikke alle former for sport, der havde lige stor tiltrækIdræt - leg eller alvor?

91

Synet af velnærede joggere i moderigtige dragter var en nyhed i skoven, der kunne kalde på smilet hos mindre motionsbevidste medborge­ re - som her hos Bo Bojesen i Blæksprutten 1977.

ning. Men spændvidden var stor. Der skete fra begyndelsen af 1970'erne en vældig udvidelse af antallet af både inden- og udendørsanlæg. Således var der i 1971 365 sportshaller over hele landet, men 1107 i 1983. I samme tidsrum steg antallet af svømmehaller fra 76 til 219 og ridehaller fra 78 til 280. Antallet af fodboldbaner voksede med knap 2000 og tennisbaner med godt 500. Denne stigning skete først og fremmest på lokalt initiativ, ofte ved et samarbejde mellem private klubber og sportsforeninger og med støtte fra kommunale myndigheder. Håndboldspillet var den indendørsaktivitet, der endnu til­ trak de fleste, men både volleyball og basketball fik flere og flere udøvere. Badminton fik også stigende tilgang og skulle efterhånden overgå håndboldspillet i antallet af aktive delta­

gere. Blandt de nye indslag i udendørsaktiviteter var motionsløb eller „jogging" det mest gennemslagskraftige. Den blev ud­ øvet individuelt ved daglige løbeture både i by og på land, men fik også en god støtte i de store arrangementer af årlige mas­ seløb, der startede med Eremitageløbet i 1969, der havde 3000 deltagere, mens Marselisborgløbet ved starten i 1972 havde 92

Danskerne og krisen

1700. Begge nåede i løbet af 1970'erne op på over 10.000 delta­ gere. For mange blev motionsløbet en vigtig del af deres livs­ stil; det afspejlede utvivlsomt en større kropsbevidsthed og bestræbelser for at undgå mange af de skavanker, som stille­ siddende arbejde og bilkørsel medfører. Men også andre udendørsaktiviteter fik mere tilslutning - både ridning, ten­ nis, sejlsport og golf.

Tilslutningen til disse sportsgrene, som også var et signal om en højere social status, var ikke et særligt dansk fænomen, men led i en international udvikling. Den fandt sted i nært samspil med udbredelsen af en idrætskultur, som også blev fremmet af firmaer, der fandt et givtigt marked i både red­ skaber og ikke mindst i den påklædning, som hørte sig til for en aktiv idrætsudøver. Sportstøj blev populært, også selv om man ikke var udøvende. Det medførte også, at idrætsklubber for at kunne øge deres indtægter så mulighederne for at opnå sponsorstøtte fra private firmaer, som til gengæld kunne bru­ ge spillere til at reklamere for deres produkter. Denne kom­ mercialisering af sporten var ligeledes et internationalt fæno-

Helt uden for velfærdssam­ fundets almene mønster med arbejde, familieliv og fritid stod byernes voksen­ de antal af unge narkoma­ ner, der var ofre for en last, som var kommet til landet udefra, og som drev dem ud i kriminalitet og truede deres liv. Trods en betyde­ lig indsats evnede samfun­ det kun i ringe grad at hjæl­ pe de nødstedte og at dæm­ me op for denne nye svøbe.

Idræt - leg eller alvor?

93

men, og i forhold til udlandet slog den forholdsvis sent igen­ nem i Danmark. Med undtagelse af enkelte sportsgrene har sport i Danmark traditionelt været forbundet med „leg", som blev udøvet af amatører, der passede deres daglige arbejde ved siden af. Men både den internationale konkurrence og et stigende pres fra spillere, klubber og idrætsforeninger fik efterhånden vendt indstillingen. Det mest dramatiske gennembrud skete i 1977, da Dansk Boldspil Union tillod fodboldklubberne at anvende betalte, professionelle spillere. I de forudgående år var der sket en stadig udsivning af danske fodboldspillere, som blev „opkøbt" af andre europæiske fodboldklubber. Skulle den danske nationalsport kunne stå distancen i internationale kon­ kurrencer, var der ingen vej uden om også nationalt at indføre den professionalisering, som ellers truede med at dræne Dan­ mark for de bedste fodboldspillere. Men dermed var legen også blevet forbundet med en alvor, som dog først rigtig slog igennem i 1980'erne.

Kulturens mange blomster I 1966 fik det internationalt inspirerede Odin Teater fast til­ holdssted i Holstebro. Det vandt hurtigt ry for sine nye og eksperimenterende teateropførelser, hvor krop og lyd var lige så vigtige udtryksmidler som ord. Inden for teaterverdenen opstod der i de følgende år en livlig debat om selve teatrets betydning - ikke blot som underholdning, men nok så meget som budskab eller lærestykke, hvor teatret måtte være i sam­ spil med sit publikum. Betegnelsen „det politiske teater" kom til at indgå i mange af de nye teatergruppers selvforståelse. Et ikke enestående eksempel var Fiolteatret i København, der under ledelse af Arne Skovhus fra 1967 ofte opførte stykker med et klart politisk og socialt sigte, og som på sit repertoire havde forestillinger af den tyske forfatter Bert Brecht og italie­ neren Dario Fo. Desuden opførtes børneteater, opsøgende debatteater og direkte udrykningsteater til møder og demon­ strationer. Det var en ny og udfordrende form for teater, som kun vanskeligt kunne rummes inden for den traditionelle form. Men det medvirkede samtidig til at gøre teatret til en samfundspåvirkende og dermed mere betydningsfuld institu­ tion. En undersøgelse fra omkring 1970 havde vist, at kun tre procent af befolkningen var regelmæssige teatergængere, og uanset forskelle i bedømmelsen af teatrets mening og indhold måtte det anses for at være alt for få. Teatret skulle udbredes til langt flere. 94

Danskerne og krisen

Odin Teatret spiller gadete­ ater under Århus Festuge 1978. Odin Teatret er ikke noget egentligt teater i tra­ ditionel forstand, og det kalder da også sig selv for „Nordisk teaterlaboratorium for skuespilkunst". Det har siden 1966 holdt til i Holste­ bro, men haft flere omfat­ tende turneer i Sydamerika.

11973 vedtog Folketinget en landsdækkende abonnements­ ordning til ikrafttræden i 1975, netop for at give en større del af befolkningen mulighed for at komme i teater. Abonnenter fik, som det er blevet udtrykt, teaterstøtten med i lommen i stedet for, at pengene gik til teatrene som direkte støtte. I provinsen blev administrationen overladt til teaterforeninger, i Køben­ havn til Arte, der var tilknyttet Arbejdernes Oplysnings For­ bund. Ordningen slog an, så der allerede i sæsonen 1975-76 blev solgt billetter til over en million teaterbesøg. Arte foretog i 1977 en undersøgelse blandt sine abonnenter, og ifølge den var antallet af regelmæssige teatergængere blandt dem nu oppe på 49 procent. Bagsiden af medaljen var, at ordningen kun i ringe omfang kom de små, mere eksperimenterende teatre eller teatergrupper til gode. Selv om hverken Arte eller andre tea­ terforeninger blandede sig direkte i teatrenes repertoire, var der en forståelig tendens til at satse på forestillinger, der tiltrak et stort publikum, hvad enten trækplasteret var let under­ holdning, populære skuespillere eller kendte forfattere. Udbredelsen af teateroplevelsen var under alle omstændig­ heder vokset. Den blev yderligere fremmet af en aftale mellem Danmarks Radio og Det kongelige Teater fra 1976, hvor fjern­ synet fik lov til at transmittere i alt seks forestillinger pr. sæson direkte fra teatret. Herved bragtes nationalscenen ud i hele landet. Men fjernsynet havde også sit eget teater, der frem­ stillede egne stykker, som blev vigtige dele af den danske

Kulturens mange blomster

95

Da Leif Panduro døde i 1977, blev der nærmest lan­ desorg. Han der i begyndel­ sen af sin litterære løbebane var blevet så udskældt, bl.a. for sine utraditionelle opgør med fortrængtheden, nor­ maliteten og moraliteten, var fra 60'ernes midte og op gennem 70'erne blevet fol­ keeje. Romanerne var ud­ gangspunktet, men Pandu­ ro var, hvad kritikeren Jens Kistrup har kaldt et fortrin­ ligt eksempel på „den mo­ derne multi-forfatter", og det var især via radio og tv, han blev så populær: han leverede bl.a. „Holdningslø­ se tidende" og „Karisens kvarter" for radio, kriminalserier og episoder hl „Huset på Christianshavn" ril tv - og ikke mindst en stribe fremragende tv-spil.

teaterkultur. Leif Panduro var i forvejen en kendt og yndet forfatter, og med krimiserierne „Kan De li' østers?" (1967) og „Smuglerne" (1970-71) nåede han ud til et endnu større publi­ kum. I tv-stykket „Hjemme hos William" (1971), der blev set af knap to millioner danskere, behandlede Panduro den genera­ tionskonflikt, der var opstået i en tydeligere og skarpere form siden slutningen af 1960'erne. Samme tema fandtes også i stykket „Et godt liv" fra 1970, og med stykkerne „Bella" (1970) og „Rundt om Selma" (1971) foregreb Panduro de temaer, der blev taget op af årtiets kvindelitteratur. Denne kvindelitteratur blev især skrevet af yngre kvindelige forfattere, for hvem det var magtpåliggende at frigøre sig for de begrænsninger, som deres køn havde pålagt dem. For dem var også det personlige et politisk anliggende, og offentlig­ gørelse af det private blev en vigtig del af deres forfatterskaber. Det gjaldt, om end med meget store individuelle forskelle, forfattere som Suzanne Brøgger, Herdis Møllehave, Bente Clod og Vita Andersen, hvis romaner og digte også vakte opsigt på grund af deres åbenlyse blotlæggelse af de van­ skeligheder, men også glæder de oplevede ved at være kvin­ der. Jette Drewsen, Charlotte Strandgaard og Dea Trier Mørch skrev også ud fra et kvindeligt univers, men med større ind96

Danskerne og krisen

Vita Andersen læser op af „Tryghedsnarkomaner" på Frederikshavns Gymnasium i 1978. Debutdigtene var ud­ kommet året forinden og havde øjeblikkeligt givet sin forfatter et publikumsmæs­ sigt gennembrud. På gan­ ske få måneder nåede de hudløst ærlige, originale tekster, små forløb, måske mere prosa end digte - i den genre der kom til at hedde „knækprosa" - ud til tusinde af læsere, der tog dem til sig med åbenlys glæde - ofte genkendel­ sens. At debutbogen ikke var nogen døgnflue, har Vi­ ta Andersen siden vist gen­ nem en række bøger, senest romanen „Hva' for en hånd vil du ha'".

dragelse af de sociale relationer, som lå ud over dette. Kirsten Thorup, der debuterede sidst i 1960'erne, var tydeligvis udgået fra et andet miljø end de andre kvindelige skribenter og skrev ikke direkte i tilslutning til kvindeoprøret. Alligevel fik hun med sine romaner også belyst de vanskeligheder, som kvinder - og mænd - ofte må kæmpe med under hårde sociale vilkår, ikke mindst i en tid med muligheder for sociale ændringer. Inger Christensens digtning kan heller ikke henregnes til den egentlige kvindelitteratur. Med digterværket „det" fra 1969 frembragte hun et storværk, der både vakte megen opmærk­ somhed ved fremkomsten og blev inspirerende for mange efterfølgende digtere. Det behandler på mange forskellige må­ der og set fra mange forskellige synspunkter det moderne menneskes magtesløshed, hvor de eneste, der for alvor kan træde op imod magten, er de ufornuftige: de svage, afvigerne, de elskende. Blandt de ældre og allerede etablerede forfattere var reak­ tionen på opbruddet i løbet af 1960'erne gennemgående posi­ tiv, om end også tøvende. Forfatteren Tage Skou-Hansen skrev i 1972. „Den som i dag ikke tør sætte sine forudsætninger og sin autoritet på spil skal ikke regne med overbærenhed og i det lange løb heller ikke med indflydelse. Det er ungdomsopKulturens mange blomster

97

Omslaget til Hans-Jørgen Nielsens roman, der er godt på vej til at få klassikersta­ tus, giver et bud på, hvor­ dan en fodboldengel ser ud. Det søger at indfange et af de få magiske - næsten hel­ lige - øjeblikke, hvor flere aktørers tanke og handling går i ét. Det tydelige forbil­ lede for omslaget er et be­ rømt pressefoto, hvor den danske fodboldspiller Hen­ ning Jensen i en internatio­ nal kamp på Wembley i London på smukkeste vis header en præcist timet af­ levering i mål.

98

Danskerne og krisen

rørets perspektiv. Jeg har intet at indvende mod betingelser­ ne." I hans romancyklus kommer den gennemgående hoved­ person Holger Mikkelsen da også i direkte kontakt med repræ­ sentanter for meget militante ungdomsoprørere i „Den hårde frugt" (1977), der følges op af „Over stregen" (1980), hvor Holger Mikkelsen indgår i et nyt fællesskab med de meget yngre oprørere. Altså en accept, men først gennem en lang proces. Klaus Rifbjerg indfangede med sin roman „Anna (jeg) Anna" (1969) de brydninger mellem sociale lag og generatio­ ner, som karakteriserede samtiden. På et vist plan bliver de frugtbare, idet den 35-årige diplomatfrue og den langt yngre kriminelle bliver forelskede i hinanden, og hun bliver gravid. Men ved grænsen til Danmark må de skilles, og det henstår som uafklaret, hvorvidt de overhovedet ville have kunnet fortsætte tilværelsen sammen. Henrik Stangerup fik sit litterære gennembrud med roma­ nen „Slangen i brystet" fra 1969, der handler om en dansk pariserkorrespondent, der går i hundene, men romanen af­ spejler kun i ringe grad de brydninger, der foregik omkring ham. For Stangerup blev det i stadig højere grad spørgsmålet om den enkeltes ansvar for sin tilværelse, der kom til at præge hans romaner som „Løgn over løgn" fra 1971 og endnu tydeli­ gere „Manden, der ville være skyldig" fra 1973. Han vendte sig klart og skarpt mod den ensretning, som han så som hoved­ indholdet i sine samtidige venstreorienteredes ønske om stør­ re lighed og mere trivsel. Han indvarslede således på et tidligt tidspunkt den modstand mod videreudviklingen af et behand­ lende velfærdssamfund, der senere skulle blive mere udbredt. Fra venstrefløjen kom Hans-Jørgen Nielsen med romanen

Gasolin i Parken. I 70'erne var Gasolin næsten indbe­ grebet af dansk rock. Et fan­ denivoldsk band, der i de­ res musik og tekster formå­ ede at give den tidlige rå rock en speciel dansk tone. Der var tryk på, og ikke mindst takket være Kim Larsens udstråling kom mu­ sikken ud over rampen som her i Idrætsparken i Køben­ havn en sommeraften i 1977. Her ses „Lune Lar­ sen" (tv.) sammen med Wili Jønsson, Søren Berlev og Frans Beckerlee.

„Fodboldenglen" fra 1979 med en stærk anfægtelse af den intellektualisering og følelsesfornægtelse, som han fandt så udbredt blandt sine jævnaldrende. I romanen skildrer han, hvorledes livet på farlig vis kan blive opdelt mellem krop og intellekt til skade for begge dele. Også inden for musikområdet skete der en udvidelse af både den professionelle og den mere amatørprægede udfol­ delse. Med musikloven fra 1976 blev der for første gang lov­ givet for at støtte alle former for musikvirksomhed. Dermed var der også skabt bedre økonomisk grundlag for landsdelsor­ kestrene, og over hele landet øgedes koncertlivet. Især i stor­ byerne vest for Store Bælt blev der iværksat byggerier af store og velindrettede musikhuse, som kunne danne rammen om et alsidigt musikliv. Musik af alle mulige slags kom til at præge tilværelsen for alle. Den største musikspreder var radioen, hvis mangeartede musikprogrammer efterhånden gik i æteren næsten hele døgnet rundt. Men også andre musikspredende apparater blev mere og mere udbredt. Kassettebånd og gram­ mofonplader udsendtes ofte parallelt, og „walkman"en blev efterhånden hverdagsudstyr. Også det kommercielle musikliv blomstrede, og inden for alle genrer opstod til stadighed nye grupper, som konkurrerede om publikums opmærksomhed. I denne brogede musikudfoldelse var der noget for enhver smag, men medieopmærksomheden var størst omkring de mest kendte grupper, som også slog igennem i salget af kasset­

Kulturens mange blomster

99

tebånd og plader. Musikfestivaler var også et nyt fænomen, som dukkede op i løbet af 1970'erne, hvor populære danske og udenlandske musikgrupper spillede for mange tusinde til­ hørere i to til tre dage i træk. Mest kendt blev festivalerne i Roskilde og på Midtfyn, men de foregik over hele landet og kunne rumme megen forskellig form for musik og sang - som Tønder festivalen og Skagens visefestival. Et meget omfatten­ de arrangement blev Århus Festuge, der var begyndt allerede i 1960'erne og rummede kulturelle begivenheder af næsten en­ hver art, men i særlig grad blev præget af musikalske ud­ foldelser. Danmarks centrale placering inden for jazzmusik­ ken blev ført videre og fik i afholdelsen af Copenhagen Jazz­ festival yderligere inspiration. I denne musikudbredelse var der mange internationale påvirkninger, men der var samtidigt klare bestræbelser på at fastholde og videreføre danske viseog sangtraditioner. Således sang Mathilde sig ind i mange danske hjem med sin fortolkning af kendte danske sange, og det samme gjaldt Erik Grip. En så moderne gruppe som Shubi-dua fornyede den danske sangskat med mange af sine tek­ ster, og dens udgave af midsommervisen slog hurtigt igen­ nem, især blandt de yngre. Gruppen Gasolin bidrog også til at fastholde et dansk islæt i den nyere musik og dens leder, Kim Larsen, blev en højt værdsat fornyer af danske sange, og med bl.a. „Svantes viser", fremført af Povl Dissing, vandt Benny Andersen et stort og trofast publikum.

Roskildefestivalen startede i 1969 som et ret beskedent arrangement, men udvikle­ de sig hurtigt til en af Nord­ europas rockfestivaler, der hvert år samler 50-60.000 til­ hørere. Forbilledet var de store amerikanske festiva­ ler, bl.a. Woodstock, og ini­ tiativet udgik fra en kreds af aktive roskildeborgere. Overskuddet, der kan være betydeligt, når vejret arter sig, kommer især de lokale idræts- og ungdomsforenin­ ger til gode. Fotografiet er fra 1979.

100

Danskerne og krisen

Hvor er midten? Umiddelbart satte krisen sig ikke meget synlige spor i dansker­ nes tilværelse. De meget høje arbejdsløshedstal - i 1975 140.000 og i de følgende år hen imod 200.000 - vakte bekym­ ring, men medførte ikke de store indgreb eller noget drastisk fald i levevilkår. Det skyldtes de forudgående års lønstig­ ninger i forbindelse med en forbedring af understøttelsens dækningsgrad, som i 1972 nåede helt op på 90 procent af den hidtil udbetalte lønindtægt. Det stigende underskud på be­ talingsbalancen var også betænkeligt, men blev anset for at være et formentlig kortvarigt fænomen, som ville blive af­ hjulpet, når der snart efter ville komme et opsving i de inter­ nationale økonomiske konjunkturer. Grundlæggende var der dog stor uenighed om, hvorledes de uforudsete vanskelig­ heder skulle fortolkes og imødegås. Den uenighed var hurtigt slået igennem på det parlamentarisk-politiske plan og kom i stigende grad også til syne i andre dele af samfundslivet. 11970'erne steg antallet af overenskomststridige arbejdsned­ læggelser betydeligt, ofte i forbindelse med demonstrationer over for regering og Folketing. Mange af dem havde stadig løn- og arbejdsvilkår som hovedindhold, men i et hidtil ukendt omfang havde de samtidig karakter af politiske tilkendegivel­ ser, rettet imod ledelses- og fordelingsformer inden for enkelte virksomheder og dermed i realiteten også mod fagbevægelsen og hele aftalesystemet på arbejdsmarkedet, hvis grundlag fort­ sat var septemberforliget fra 1899. Aktionerne var for det meste organiserede uden om fagforeningerne, og når de kaldtes „vilde strejker" skyldtes det også, at der i forbindelse med dem blev oprettet støttegrupper, som søgte at holde de strejkende skadesløse over for den bod, de som regel blev idømt. Det vendte harmen mod Arbejdsretten, som i flere tilfælde blev udsat for demonstrationer og blev kaldt en klassedomstol. Nogle gange søgte demonstranterne gennem fysiske blokader at forhindre virksomheder i at ansætte uorganiseret arbejds­ kraft eller nedlægge arbejdspladser. Arbejdsnedlæggelser el­ ler faglige møder som politisk middel bredte sig også til be­ folkningsgrupper, som hidtil havde stået ret fremmede over for sådanne aktionsformer. Således demonstrerede fiskere fra Limfjorden i efteråret 1978 mod nye fiskeribestemmelser i fjor­ den ved at sejle deres skibe til København, hvor de blev liggen­ de ved kajen, mens fiskerne gik i demonstration til Christians­ borg, og det følgende år demonstrerede henved 100.000 offentHvor er midten?

101

Aktionerende fiskere bloke­ rer med deres kuttere Langeliniekajen i København. En meget synlig måde, hvorpå danske fiskere kun­ ne demonstrere deres util­ fredshed med de restriktio­ ner og påbud, erhvervet fik trukket ned over hovedet, var ved at stævne mod ho­ vedstaden og lægge Hl kaj i samlet flok. Den metode an­ vendte limfjordsfiskerne i 1978, og da landets fiskere i november 1978 protesterede mod EF's kvotefordeling, foregik det, som dette bille­ de viser, på samme måde.

102

Hvor er midten?

ligt ansatte, fordi de var utilfredse med forløbet af deres over­ enskomstforhandlinger. De vilde strejker blev drøftet i Folketinget, hvor især Venstre og Fremskridtspartiet kritiserede fagbevægelsen for ikke at have styr på sine medlemmer. Inden for LO s ledelse var der stor bekymring over de mange aktioner, som fagforeningerne blev gjort ansvarlige for, men som blev iværksat af mindre grupper uden om de valgte bestyrelser. I 1976 banede en dagsordenvedtagelse, som den socialdemokratiske regering tilsluttede sig, vejen for det såkaldte blokadecirkulære, der skulle give politiet mulighed for at sikre fri færdsel, når aktio­ nerende arbejdere spærrede for adgangen til arbejdspladsen. I Socialdemokratiet og fagbevægelsen havde man allerede i 1960'erne arbejdet med tanker om et „økonomisk demokrati" (ØD), der skulle give lønarbejderne på det private arbejds­ marked plads i virksomhedernes bestyrelser og andel i deres overskud og dermed en nærmere tilknytning mellem arbejds­ givere og arbejdstagere. I tilslutning hertil kunne der blive foretaget en opsparing af midler, som kunne stå til rådighed som kapital for danske virksomheder. Den socialdemokratiske regering fremlagde et forslag herom i 1973, men det blev mødt med en klar afvisning fra alle andre partier. Kritikken gik både på, at en sådan ordning ville begrænse ejernes rettigheder og virke undergravende på arbejdsgivernes ret til at lede og for-

Overdænget med æg jages Mogens Glistrup ud af Fæl­ ledparken den 1. maj 1983. „Danmarks næststørste ar­ bejderparti" kaldte Glistrup Fremskridtspartiet. Selv om der ikke kan være tvivl om, at partiet havde mange ar­ bejdervælgere, var det en bevidst provokation mod Socialdemokratiet og de øv­ rige venstrefløjspartier, når partistifteren år efter år på arbejderbevægelsens fest­ dag stillede op som taler i et hjørne af Fælledparken. Det kunne føre til optrin som dette.

dele arbejdet og på, at lønmodtagernes del af overskuddet efter forslaget ville blive opsamlet i store fonde, der skulle ledes af fagbevægelsen, hvis indflydelse derved ville vokse endnu mere. Det længste man kunne strække sig til fra kriti­ kernes side var, at ansatte i større virksomheder fik ret til at vælge repræsentanter til deres bestyrelser. Det blev da også gennemført, men kunne langtfra tilfredsstille de oprindelige ideer om „økonomisk demokrati". Trods afvisningen er tankerne blevet fastholdt af fagbe­ vægelsen, som ved flere overenskomstforhandlinger siden hen har haft ØD som fast punkt på listen over spørgsmål, den ønskede at forhandle om. Ideerne blev efterhånden omfor­ met og optaget i andre forslag, som blandt andet ville gøre fagbevægelsens indflydelse over de udbetalte midler mindre, og de er blevet brugt af LO som et tilbud, der ville nedsætte arbejdernes lønkrav, og altså som betingelse for at gå mere aktivt ind i en indkomstpolitik. Men hverken på denne måde eller ad politisk vej lykkedes det at vinde lydhørhed for for­ slaget. Også andre gjorde sig tanker om landets tilstand. I 1978 udkom en bog med titlen „Oprør fra midten". Den var skrevet af Niels I. Meyer, professor i fysik, K. Helveg Petersen, tidlige­ re minister, der gennem mange år havde været medlem af Folketinget for Det radikale Venstre, og forfatteren Villy SøHvor er midten?

103

„Én for alle - alle for os!" ly­ der det feltråb, som Erik Werner lader de tre forfatte­ re til „Oprør fra midten", K. Helveg Petersen, Niels I. Meyer og Villy Sørensen gjalde.

rensen, der i sit forfatterskab havde vist stor interesse for tænkning om samfundet. I bogen gav de tre forfattere en karakteristik af det danske samfund, som havde nået en tid­ ligere ukendt velstand, der trods alle forventninger om det modsatte havde ført til større uenighed og disharmoni. I deres øjne havde ingen af de to fremherskende økonomiske ideolo­ gier - liberalismen og marxismen - formået at fremme en har­ monisk samfundsudvikling, eftersom de begge manglede en demokratisk ideologi. Derfor var det nødvendigt med et oprør fra midten, der måtte vende sig både mod en profitstyret produktionsmåde og en bureaukratisk styringsmåde, fordi begge dele var uforenelige med et kompromisløst demokrati. De slog til lyd for, at menneskets naturlige behov måtte kom­ me til deres ret i samfundet, og understregede, at mennesket også er et biologisk væsen. Deres budskab var, at man burde stræbe efter et humant ligevægtssamfund, hvor økonomiske og sociale uligheder blev afskaffet i størst muligt omfang, og hvor alle borgere var sikret en bestemt mindsteindtægt. Kun på den måde kunne man komme gennem krisen på en positiv måde og få udnyttet alle de muligheder, som trods alt stadig fandtes i Danmark. De skrev til sidst: „Vi forudser, at denne appel til oprør eller blot opbrud fra midten fra den ene side vil blive opfattet som venstreekstremistisk, fra den anden side som et småborgerligt forsøg på at forsvare det bestående." Det fik de ret i. Men bogen udløste en omfattende og lang­

104

Hvor er midten?

varig debat. Den blev solgt i over 100.000 eksemplarer, og et nystartet tidsskrift med titlen „På vej" videreførte diskussio­ nen. I 1982 kunne de tre forfattere udsende endnu en bog, „Røret om oprøret", hvor de svarede deres kritikere. Den opmærksomhed, som „Oprør fra midten" vakte, var et vidnes­ byrd om trangen til at finde en forklaring på de uoverskuelige tilstande og et forsøg på at pege på nye og uprøvede veje. Statsminister Anker Jørgensen skrev i sin dagbog efter at have læst bogen fra 1978: „Utroligt, at den bog kan få så stor succes - af tre radikale. Men det fortæller, at der er en stor halv- og hel-intellektuel gruppe, der venter på en forløsning på tidens krise." Set fra hans ståsted var der ikke megen udsigt til en sådan forløsning.

På jagt efter midten Efter dannelsen af sin anden mindretalsregering i februar 1975 måtte statsministeren og hans parti indstille sig på at skulle forhandle sig til rette fra sag til sag på samme måde som den forudgående venstreregering. Nok havde Anker Jørgensen tidligere hævdet, at Socialdemokratiet stod til venstre for mid­ ten i dansk politik, men selv med fuld tilslutning fra VS, DKP og SF, som den i øvrigt aldrig fik, var regeringen afhængig af at kunne opnå enighed med andre partier omkring midten. Her var Venstre ikke meget samarbejdsvillig, men det lykkedes regeringen at få forlig i stand ved hjælp af de radikale, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti, og også de kon­ servative var efter valgnederlaget parate til at forhandle med regeringen. Men en langsigtet økonomisk politik var det ikke muligt for regeringen at tilrettelægge, endsige at få gennemført. Dertil var Folketinget fortsat for forskelligartet sammensat, ligesom pressioner fra grupper uden for tinget til stadighed blokerede for løsninger. Det blev derfor ofte enkeltsager af mere eller mindre væsentligt omfang, der fangede omverdenens op­ mærksomhed og kom til at præge opfattelsen af arbejdet i Folketinget. Foråret 1975 tog de konservative, Venstre og Centrum-Demokraterne spørgsmålet om Fristaden Christiania op til behandling. 11973 havde den daværende socialdemokrati­ ske regering betegnet Christiania som et socialt eksperiment, og med den begrundelse havde beboerne fået lov til at blive boende, indtil der kunne træffes en beslutning om, hvordan området skulle anvendes. Nu blev der vedtaget en dagsorden, der henstillede til regeringen at afvikle fristaden senest til april 1976. Samme partier satte også spørgsmålet om Roskilde Uni­

På jagt efter midten

105

versitetscenters opretholdelse på dagsordenen, idet de mente, at centret var præget af venstreorienterede lærere, som ikke overholdt reglerne for universiteternes styrelse. Det lykkedes ikke i nogen af tilfældene at opnå de oprindeligt tilsigtede mål ved disse demonstrationer over for regeringen, men de bidrog til at fastholde og til en vis grad skærpe ideologiske fronter, som gjorde regeringens vanskeligheder større, også i forhold til dens eget bagland i Socialdemokratiet. Andre politiske partier havde også deres indre problemer. De konservative havde stadig svært ved at enes om, hvilken holdning partiet skulle indtage over for regeringen. Ved tredje behandling af finansloven i foråret 1976 stemte Erik Haunstrup Clemmensen og Hans Jørgen Lembourn for loven, mens re­ sten af gruppen undlod at stemme. Lembourn trådte derefter ud af gruppen og var senere med til at forhindre, at en konser­ vativ dagsorden om afvikling af Roskilde Universitetscenter blev vedtaget. I Socialistisk Folkeparti havde der længe været uoverensstemmelser om, hvorvidt man fortrinsvis skulle læg­ ge vægten på det udenomsparlamentariske arbejde i tilslut­ ning til græsrodsbevægelserne, eller om man i højere grad skulle koncentrere sig om arbejdet i Folketinget for dér at nærme sig Socialdemokratiet i en fælles indsats over for højre­ bølgen, der især manifesterede sig i Fremskridtspartiet. De såkaldte „larsenister" (efter partiets grundlægger Aksel Lar­ sen) gik ind for den sidste linie, men måtte erkende, at de ikke kunne få resten af folketingsgruppen med sig. I slutningen af 1976 ebbede den socialdemokratiske rege­ rings forhandlingsmuligheder ud, og både modsætningerne inden for regeringspartiet, uroen i de partier, der havde støttet den, og den stadigt mere uoverskuelige økonomiske situation, fik statsministeren til at udskrive valg i februar 1977. Det var ikke mindst vanskeligheder ved at nå til enighed med Venstre om tidligere indgåede forlig inden for boligområdet, der fik Anker Jørgensen til at foretrække et valg, og det var også forholdet til dette store parti, som gennem det meste af re­ geringsperioden havde været belastende. Valget d. 15. februar gav Socialdemokratiet en fremgang på 12 mandater, så det kom op på i alt 65. Venstre mistede halvdelen af sine 42 mandater og talte nu kun 21. De konservative opnåede 15 mandater mod deres tidligere ti, og Centrum-Demokraterne fik en fremgang på syv mandater, som gav dem i alt 11. Frem­ skridtspartiet vandt to mandater til og havde nu 26, mens Kristeligt Folkeparti mistede tre mandater, så de fik seks. Det samme fik Det radikale Venstre, som mistede syv mandater. Danmarks Retsforbund kom på ny i Folketinget med seks

106

Hvor er midten?

mandater, SF mistede to og kom ned på syv mandater, det samme antal som DKP fortsatte uændret med, mens VS vandt et enkelt mandat og derefter havde fem. Bevægelserne i vælgerskaren var ikke helt så store og dra­ matiske som ved de to foregående folketingsvalg i 1973 og 1975. Men kraften var gået af Venstre, og Socialdemokratiet stod stærkere end før. Regeringsforhandlingerne gik derfor forholdsvis hurtigt, og allerede godt en uge efter valget kunne Anker Jørgensen præsentere sin tredje mindretalsregering for dronningen. Straks efter genoptog regeringen de afbrudte forhandlinger med Folketingets øvrige partier, og det lykke­ des den at blive enig, også med det svækkede Venstre, der nu viste større vilje til at deltage i mere omfattende forlig. Regerin­ gen opnåede da også at få gennemført et større økonomisk forlig i august 1977, hvori Venstre, konservative og radikale deltog. Det medførte til gengæld utilfredshed i fagbevægel­ sen, som i forliget så et angreb på reallønnen. Regeringens arbejdsvilkår var nok blevet noget lettere efter valget, men der var fortsat et stort behov for at kunne anlægge mere langsigtede linier, ikke mindst i den økonomiske politik. Det var der stadig vanskeligheder ved. Regeringen var fortsat henvist til at søge forlig med partier til højre for at opnå det nødvendige flertal i folketingssalen. Men hvem kunne man støtte sig til?

Partierne til venstre for Socialdemokratiet rådede tilsammen over 19 mandater, men de var problematiske partnere og hav­ de ikke Socialdemokratiets store interesse. Selv anstrengte de sig heller ikke for at komme i forhandlinger med regeringen, men forholdt sig gennemgående kritiske over for, hvad de benævnte som regeringens borgerlige politik.

Arbejder- og bonderegering Det blev med tiden stadig mere indlysende, at arbejdsløs­ heden, betalingsbalanceunderskuddet og de øvrige økonomi­ ske problemer ikke kunne betragtes som forbigående fænome­ ner, som ville blive rettet op ved konjunkturomsving i løbet af nogle år. I foråret 1978 indgik regeringen forlig om henholdsvis bolig­ politiske spørgsmål med Det radikale Venstre og partierne til venstre i salen og derefter om skatter og pension med Det radikale Venstre, Venstre og Kristeligt Folkeparti. Regeringen havde brug for mere stabile samarbejdspartnere i Folketinget, hvis der skulle kunne gribes mere effektivt ind. Desuden var partier til højre for midten - Venstre, konservative, Kristeligt Arbejder- og bonderegering

107

Udenrigsminister Henning Christophersen og statsminister Anker Jørgensen på ministerbænkene i 1978 under 2. behandling af et re­ geringsforslag om forhøjelse af momsen. Det vanskelige regerings­ samarbejde mellem Venstre og Socialdemokratiet varede kun 14 måneder.

Folkeparti og Centrum-Demokraterne - begyndt at optræde i fællesskab, og de omtalte sig selv åbenlyst som „firkløverparti­ erne". En udbygning af dette samarbejde kunne gøre regerin­ gens muligheder for forlig endnu dårligere. Anker Jørgensen måtte om muligt bryde denne nye falanks, og allerede i det sene forår kom det til spæde tilnærmelser mellem Socialdemo­ kratiet og Venstre. Her var der sket et vigtigt personskifte, idet Poul Hartling fra januar 1978 var blevet udnævnt til flygt­ ningehøjkommissær i FN, og hans post som partiformand var overtaget af Henning Christophersen, der hørte til blandt de yngre politikere i partiet. Venstre havde efter valgnederlaget året før tydeligt bestræbt sig på at få medindflydelse gennem forhandlinger med regeringen, men hidtil havde alt tydet på, at kløften mellem de to partier fortsat var for stor. I løbet af sommeren blev kontakterne mellem Venstre og Socialdemokratiet stadig mere intense. Af Anker Jørgensens senere udgivne dagbøger får man indblik i, hvilke overvejel­ ser, der foregik, ikke mindst inden for Socialdemokratiet, hvor ikke alle var begejstrede ved udsigten til et tættere samarbejde, endsige regeringsfællesskab med Venstre. Mange så helst, at 108

Hvor er midten?

Det radikale Venstre i så fald kom med. Inden for fagbe­ vægelsen var der frygt for, hvad et sådant fællesskab kunne medføre, men LO var på den anden side indstillet på, at der måtte gøres et forsøg for at skabe et mere solidt grundlag for regeringens og Folketingets politik. Til gengæld holdt Ven­ stres forhandlere længe på, at de konservative måtte deltage i samarbejdet.

De afsluttende forhandlinger foregik under stor pressedæk­ ning på statsministerens officielle bolig, Marienborg nord for København. Begge parter måtte give køb. Det blev til en re­ gering bestående af Socialdemokratiet og Venstre, hvor Anker Jørgensen var statsminister, og hvor hans parti i alt havde 12 ministerposter, mens Venstre, hvis formand Henning Christophersen blev udenrigsminister, fik otte pladser. Regerin­ gen blev dannet den 30. august, og ved Folketingets åbning fremlagde den sit program. Det indeholdt en lang række stramninger blandt andet inden for indkomstpolitikken, såle­ des et løn- og prisstop frem til marts 1979, en momsforhøjelse på to procent og offentlige besparelser. Iværksættelsen af Storebæltsbroen, der var vedtaget i 1973, blev udsat indtil videre. Det samme gjaldt indførelsen af atomkraft. Modstan­ den mod regeringen inden for de to parher var ikke helt blevet underkuet. Således nedlagde Jens Risgaard Knudsen sit hverv som formand for Socialdemokratiets folketingsgruppe, og LO's formand Thomas Nielsen lagde ikke skjul på sit ubehag ved samarbejdet. Senere har mange påvist SV-regeringens indbyggede svagheder, der var meget store. Således var mis­ tilliden mellem de to partier hele tiden åbenlys. Men det må ikke overses, at det var et alvorligt forsøg på at bryde nye veje, som var baggrunden for dens dannelse. For første og hiddi eneste gang havde Danmark fået en regering, der var dannet af de to partier, som i hvert fald i deres traditioner var udgået fra henholdsvis bonde- og arbejderbevægelsen. Den blev også dannet i en erkendelse af, at det danske samfunds problemer bedst kunne angribes, hvis der var en bred enighed både i Folketinget og i samfundet i øvrigt. Det var regeringens hen­ sigt at finde og markere midten i dansk politik. At det ikke lykkedes viste sig meget hurtigt. Man kan se SV-regeringen som et udslag af en forvirret søgen efter et nyt samarbejde i et splittet Folketing. Men den kan også opfattes som et dristigt forsøg på at bryde op i fastlåste fronter både i og uden for tinget.

Ændrede omgivelser I de første år efter 1973 var det kun sjældent, at virkningerne af Danmarks medlemskab af EF blev drøftet i den danske inden­ rigspolitiske debat. Danske regeringer og embedsmænd fra centraladministrationen deltog i forhandlinger og møder med de øvrige medlemsstater, men det foregik uden den store offentlige bevågenhed. Eftervirkningerne fra den heftige kam­ pagne forud for folkeafstemningen i 1972 gjorde sig fortsat gældende, og der var ingen større lyst fra de politiske partiers side til at bringe emnet på bane og dermed risikere en yderli­ gere belastning af den indbyrdes uenighed, der fandtes til­ strækkelig meget af i forvejen. Der blev ført lav profil i for­ bindelse med EF-medlemskabet - både i forhold til de øvrige EF-medlemmer og internt i Danmark, hvor Folkebevægelsen mod EF var ret ene om at søge debatten holdt i live. For landbruget betød medlemskabet en betydelig indtægts­ fremgang, og da der samtidig var prisstigning på landbrugs­ varer, tog mange landmænd forskud på en usikker fremtid ved at iværksætte omfattende forbedringer af deres bedrifter, hvorved de påtog sig store rentebyrder. Investeringerne i landbruget steg fra godt en milliard kroner i 1970/71 til 6,5 milliarder i 1979/80, og da inflationen faldt i slutningen af årtiet, kom mange landmænd i økonomiske vanskeligheder. Det skyldtes ikke medlemskabet af EF, men for store for­ ventninger til både afsætningen og priserne inden for især husdyrbruget, som viste sig ikke at holde stik. Desuden var der sket en voldsom stigning i priserne på landbrugsejen­ domme, som indbød til en kraftig belåning, men med den faldende afsætning faldt priserne på ejendommene snart igen, hvilket udløste mange tvangsauktioner i slutningen af 1970'er­ ne og begyndelsen af 1980'erne. Landbruget var det erhverv, der havde haft de største forhåbninger til fordelene ved med­ lemskabet af EF. De blev kun delvist indfriede i de første år efter Danmarks indtræden, og selv om tilbageslaget omkring 1980 ikke direkte kunne hævdes at skyldes EF, skabte det alligevel i landbrugskredse en skuffelse og skepsis over for medlemskabet. Europaparlamentet, der var en del af EF's institutionelle opbygning, havde heller ikke formået at påkalde sig den store interesse i Danmark. I de første år af det danske medlemskab var medlemmerne af parlamentet blevet udpeget af de enkelte medlemslandes parlamenter og afspejlede dermed partisam­ 110

Ændrede omgivelser

mensætningen i dem. Men i bestræbelserne for at gøre EF mere demokratisk i sine beslutninger havde det længe været overvejet at indføre direkte valg til Europaparlamentet. Der­ ved håbede man også at engagere medlemslandenes befolk­ ninger mere direkte i EF's arbejde. Efter flere års forhandlinger og forberedelser blev det endelig besluttet, at der skulle af­ holdes direkte valg til parlamentet i juni 1979. Valgkampen i Danmark blev indledt i løbet af foråret og kom hurtigt til at minde om kampagnen forud for folkeafstem­ ningen i 1972. Der skulle vælges i alt 16 danske medlemmer, og det ene af disse blev afsat til Grønland. Kandidaterne faldt i tre adskilte grupper. Den ene blev kaldt føderalisterne. Det var de mest positive over for Danmarks medlemskab og gik ind for en fortsat udvikling af EF i retning af en overnational sammen­ slutning. Til denne gruppe hørte partierne Venstre, konserva­ tive og Centrum-Demokraterne. Den anden omfattede prag­ matikerne, der nok fastholdt dansk medlemskab, men som samtidig havde store forbehold over for omfanget af EF's vi­ dereudvikling i retning af en union. Her stod Socialdemokrati­ et, Det radikale Venstre og Kristeligt Folkeparti, og også Frem­ skridtspartiet kunne med dets udtalte kritik af bureaukratiet i EF henregnes hertil. Endelig fandtes den tredje gruppe, der omfattede de partier og bevægelser, der var afgjorte modstan­ dere af dansk medlemskab af EF - og dermed selvsagt også af en videreudvikling inden for fællesskabet. Den omfattede par­ tierne til venstre for Socialdemokratiet, dvs. kommunisterne, Venstresocialisterne og Socialistisk Folkeparti samt uden for denne gruppe Retsforbundet. Flere af dem var gået sammen i Folkebevægelsen mod EF, som blev genoplivet i forbindelse med det direkte valg. Interessen for valget var behersket trods en betydelig dækning især i radio og fjernsyn, hvor der blev afsat megen tid til fremlæggelse af programmer og diskussio­ ner mellem de opstillede partier og grupper. Valgdeltagelsen blev da også på kun 46,8 procent, og udfaldet fastslog, at der ikke var sket væsentlige ændringer i styrkeforholdet mellem de tre grupper siden afstemningen i 1972. De udtalte tilhæn­ gerpartier fik valgt i alt seks mandater, de forbeholdne kun fire, mens modstanderne af det danske medlemskab opnåede fem mandater, hvortil kom det ene mandat fra Grønland. Det første direkte valg til Europaparlamentet bekræftede således, at der i Danmark fortsat var en betydelig skepsis over for medlemskabet af EF, men at der samtidig var tilslutning til et medlemskab på de vilkår, som gjaldt ved Danmarks op­ tagelse. Mest bemærkelsesværdigt var, at Folkebevægelsen, der opnåede hele fire af modstandermandaterne, havde kun-

Ændrede omgivelser

111

Poul Anker Bechs „Ved en kornmark" kan ved første blik lede tanken hen på Svend Engelunds malerier, der også så ofte skildrer de store nordjyske vidder, og som i øvrigt skriver sig ind i en stærk dansk tradition. Men her, i forandringens tid i begyndelsen af 80'erne, er naturen endegyldigt ble­ vet knækket. I kornmarks­ idyllen blander sig giften fra marksprøjtningen, og i grøf­ tekanten ligger resterne af det motoriserede sammen­ stød med naturen.

112

Ændrede omgivelser

net opnå så stor tilslutning selv efter fem års medlemskab. Danmark var faktisk det eneste medlemsland, der sendte di­ rekte modstandere til Europaparlamentet. Men valget fik in­ gen betydning i dansk indenrigspolitik, og da de danske væl­ gere i efteråret 1979 gik til folketingsvalg, var der ingen efter­ dønninger af valget til Europaparlamentet i juni.

Nye tendenser i Europa Også uden for EF var der sket forandringer, som havde be­ tydning for Danmark. I begyndelsen af 1970'erne var der ind­ ledt forhandlinger mellem Sovjetunionen og USA om kontrol med atomvåben. Det førte i 1972 til en omfattende aftale mel­ lem de to stater, SALT. Vigtigere end aftalens militærtekniske indhold var den erklæring om gensidig ligeret, som blev ud­ stedt samtidig, og som blev opfattet som et vigtigt signal for forholdet mellem de to stormagter. „Afspændingen" blev be­ tegnelsen for den nye fase, som man nu forventede ville kom-

„Forår i Auderød" har foto­ grafen Henrik Saxgren kaldt sit agitatoriske fotografi fra 1981. Heller ikke her er ret meget som før i det danske bondeland. Landet skal be­ skyttes, og forsvarsmidlerne er sprøjtegift og raketter. På dette tidspunkt er hold­ ningsændringen til både kampen mod „krapylet" (som sprøjtemiddelannon­ cerne endnu kaldte insek­ terne i marken) og våben­ kapløbet kun i sin vorden.

me til at præge forholdet mellem dem. Det mærkedes også i Europa, og for Danmark, som under hele sit medlemskab af NATO havde lagt vægt på forhandlingsmulighederne i Euro­ pa, var det en positiv udvikling. Det fik også betydning, at regeringen i Den tyske Forbunds­ republik, hvor socialdemokraten Willy Brandt var forbunds­ kansler, indledte en ny østpolitik, som indebar et forbedret forhold mellem Forbundsrepublikken og Den tyske Demokra­ tiske Republik, der i 1971 omsider efter tyve år gensidigt accep­ terede hinandens beståen. Det var forudsætningen for, at begge lande kunne blive optaget som medlemmer af FN, og det lettede også Danmarks forbindelser til den østtyske stat, som gennem en årrække havde været et debatspørgsmål i dansk udenrigspolitik. Endnu vigtigere var det, at den tyske østpolitik åbnede muligheder for nye former for forbindelser med alle de lande, der lå inden for Sovjetunionens inter­ esseområde øst for det såkaldte jerntæppe, hvilket gav for­ håbninger om, at den skarpe opdeling mellem Vest- og Østeu­ ropa, som var sket i årene efter 1945, ikke behøvede at fortsæt­ te. For Danmark var det vigtigt at støtte disse nye tendenser i Europa uden på nogen måde at rejse tvivl om medlemskabet af NATO, og det var derfor velkomment, at et så betydningsfuldt medlem af alliancen som Den tyske Forbundsrepublik havde

Nye tendenser i Europa

113

taget initiativet. Det var også helt naturligt for Danmark at gå sammen med andre medlemslande inden for NATO i forbe­ redelserne til en omfattende konference om Europas fremtid, som havde stået på i nogen tid og nu endelig syntes at have udsigt til at lykkes. Forslaget om en sådan konference var oprindeligt blevet fremsat af den sovjetiske udenrigsminister Gromyko i midten af 1950'erne, men først efter afspændingen 20 år senere var der interesse for tanken fra vestlig side, hvor man til gengæld ønskede, at Sovjetunionen og de øvrige østeuropæiske stater skulle erklære sig parate til egentlige nedrustningsforhandlinger. I USA var der stadig skepsis over for en almindelig europæisk konference, men i begyndelsen af 1970'erne gav USA efter for et pres fra flere af de europæiske NATO-lande. Dermed var vejen banet for den store Konferen­ ce om Sikkerhed og Samarbejde i Europa (på engelsk forkortet til CSCE), som blev indledt ved en højtidelig bekræftelse af konferencens formål i Helsingfors i august 1975. Deltagere var alle de europæiske stater med undtagelse af Albanien, som ikke ønskede at være med, samt USA og Canada. Det blev til i alt 35, som tilsluttede sig en slutakt fra Helsingfors-mødet, der ikke rummede mange egentlige forpligtelser, men dog tilsagn, som fastslog, at alle parter ville fortsætte bestræbelserne for at udbygge sikkerheden og samarbejdet i Europa inden for kon­ ferencens rammer. Dens emner var inddelt i tre såkaldte kur­ ve, hvoraf den første indeholdt de politiske og militære sider af sikkerheden, den anden det økonomiske, videnskabelige og tekniske samarbejde, mens den tredje var viet til samarbejde på det humanitære område. I forberedelsesarbejdet havde man fra dansk side især kon­ centreret sig om det tredje forhandlingsemne, der også om­ fattede spørgsmål om menneskerettigheder for borgerne in­ den for de enkelte stater, der deltog i konferencen. For skiften­ de danske regeringer blev deltagelsen i denne konference et vigtigt anliggende, som ikke gav anledning til nogen uenighed i Danmark. På de senere opfølgningsmøder - 1977-78 i Be­ ograd og 1980-82 i Madrid - var Danmark da også aktiv delta­ ger. Betydningen af Konferencen om Sikkerhed og Samar­ bejde i Europa lå ikke så meget i de konkrete resultater, der blev opnået under de første møder, men nok så meget deri, at der med den var skabt en ramme for samtaler og meningsud­ vekslinger, der indebar muligheder for en stigende afspæn­ ding mellem de europæiske stater i øst og vest. Disse nye tendenser i Europa indgik kun sparsomt i den danske sam­ fundsdebat. Men de var medvirkende til at skabe forudsæt­ ninger for senere debatter om Danmarks internationale rolle. 114

Ændrede omgivelser

En kvinde med et udhung­ ret barn i en Røde Kors lejr i Etiopien. I begyndelsen af 80'erne blev en række afri­ kanske stater ramt af hun­ gersnød som følge af flere års vedvarende tørke. Usta­ bile politiske forhold be­ sværliggjorde ofte arbejdet for de internationale hjæl­ peorganisationer. Nød­ hjælpsarbejdet blev også mødt med en vis træghed hos såvel regeringerne som i offentligheden i de tradi­ tionelt velbjærgede lande, for hvem de økonomiske midler, der blev afsat til hjælpen, var for pebernød­ der at regne. Langsomt æn­ drede holdningen sig dog, bl.a. takket være fotografier som dette, der blev bragt i den danske presse i novem­ ber 1984.

Større debat og opmærksomhed vakte vedtagelsen af er­ klæringen om en Ny Økonomisk Verdensorden på FN's ge­ neralforsamling i 1974. Her var tale om en række krav fra udviklingslandene om større hensyntagen til deres trængte økonomiske vilkår på verdensmarkedet, der blev foreslået afhjulpet ved forskellige politiske initiativer, herunder også en øget økonomisk bistand fra de rige lande. Danmark havde gennem sit mangeårige bistandsarbejde klart vist forståelse for udviklingslandenes problemer og også i politiske sammen­ hænge gjort opmærksom på det uholdbare i den stadige ud­ videlse af forskellen mellem fattige og rige lande. I Danmark var der gennemgående en positiv indstilling over for udvik­ lingslandenes krav, men politiske partier på venstrefløjen og private hjælpeorganisationer ønskede, at Danmark skulle markere sig endnu stærkere til fordel for udviklingslandene. Fra den modsatte side blev det hævdet, at Danmark især skulle koncentrere sin indsats om udviklingsmodne lande, og at dansk erhvervsliv i større omfang burde inddrages i bistan­ den. Resultatet af den danske debat om Nord-Syd-dialogen, som foregik i sidste halvdel af 1970'erne, blev, at dansk bistand i højere grad blev fattigdomsorienteret og dermed rettet mod at nå de dårligst stillede i modtagerlandene.

Fortsatte vanskeligheder Selv på et så omstridt område som spørgsmålet om dansk politik inden for EF var det trods alt muligt at videreføre en enighed, når spørgsmålene kom til behandling i Folketinget.

Fortsatte vanskeligheder

115

Her spillede det utvivlsomt en stor rolle, at der i Folketingets markedsudvalg var mulighed for at opnå kompromiser, som det ville have været vanskeligere at indgå enten i folketings­ salen eller ved mere direkte appeller til befolkningen. Også om de øvrige sider af udenrigspolitikken var der stort set enighed mellem de to regeringspartier og flertallet i Folketinget. Det var ikke den, der gav anledning til de store vanskeligheder inden for SV-regeringen. Her var der fortsat dyb uenighed om, hvorledes man skulle søge at løse problemer, som Danmark var løbet ind i på grund af den fortsatte økonomiske afmatning. Set fra fagbevægel­ sens og Socialdemokratiets side var det positivt, at det lykke­ des at få Venstre til at støtte en lov om indførelse af efterløn, som fik virkning fra nytåret 1979. Det var en ordning, som skulle gøre det mere tiltrækkende for personer over 60 år at træde ud af arbejdsmarkedet og dermed gøre det muligt for yngre at komme i arbejde. Bag forslaget lå også en udbredt opfattelse af, at mange over 60 år var blevet nedslidt som følge af hårdt fysisk arbejde og psykiske belastninger. De samfunds­ økonomiske følger af efterlønsordningen var det meget van­ skeligt at beregne, da den var et tilbud, og man ikke kunne vide, hvor mange der ville tage imod det. De to regerings­ partier fik stort set gennemført alle de forslag, som de kunne blive enige om, men det blev stadigt mere tydeligt, at deres opfattelser af mere indgribende foranstaltninger var meget forskellige. Her spillede også fagbevægelsens stigende kritik af regeringssamarbejdet en rolle, fordi Socialdemokratiet måt­ te være lydhør over for de synspunkter, som kom fra LO, ikke mindst efter den meget vanskelige overenskomstsituation i foråret, hvor regeringen havde grebet ind med stort set en uændret videreførelse af alle kollektive overenskomster. Situ­ ationen tilspidsedes i løbet af sommeren 1979, og da Socialde­ mokratiet i september søgte at få gennemført et indkomst­ politisk forslag, som også rummede fagbevægelsens ønske om økonomisk demokrati, skete der en sprængning af regeringen. Valget blev ved Folketingets åbning udskrevet til den 23. okto­

ber. Ved valget vandt Socialdemokratiet yderligere tre mandater og kom op på 68, mens Venstre kun fik et enkelt mere og dermed havde 22. Større fremgang fik de konservative, der med en gevinst på syv nåede op på 22 mandater. Både SF og Det radikale Venstre vandt fire mandater og gik frem til hen­ holdsvis 11 og 10 mandater. Fremskridtspartiet og CentrumDemokraterne tabte seks og fem mandater og havde derefter 20 og seks i Folketinget. VS vandt et mandat og gik frem til 116

Ændrede omgivelser

Jeg skal nok køre dig - indtil du skal til at gå" lyder teksten til Ole Byskovs tegning i Blæksprutten 1979, der viser LO's magtfulde for­ mand Thomas Nielsen i rollen som den, der leder regeringen An­ ker Jørgensens vej.

seks, mens Kristeligt Folkeparti og Danmarks Retsforbund hver tabte et mandat, hvorefter begge havde fem i det nye Folketing. Danmarks Kommunistiske Parti mistede samtlige syv mandater og var derfor ikke repræsenteret i Folketinget længere, hvilket overraskede mange i betragtning af partiets betydelige indsats i forbindelse med det direkte valg til Euro­ paparlamentet i juni måned. Men dette bekræfter blot den manglende sammenhæng mellem de to valg. Kommunisterne rådede dog fortsat over et velfungerende partiapparat og hav­ de stærke positioner inden for dele af fagbevægelsen. Efter valget blev det hurtigt klart, at Socialdemokratiet ville kunne fortsætte alene i en mindretalsregering, hvad partiet da også var parat til. Men der var betænkeligheder i partigrup­ pen, og Knud Fleinesen, der gennem mange år havde beklædt forskellige ministerposter, senest finansministerposten, øn­ skede ikke at deltage i regeringen. Få dage efter dens dannelse udtalte han offentligt, at Danmark var på vej mod afgrunden på grund af de uoverskuelige og åbenbart uløselige økonomi­ ske problemer, som heller ikke det nyvalgte Folketing efter hans mening ville være i stand til at behandle tilstrækkelig håndfast. Danmark risikerede at komme under en eller anden form for administration af internationale låneorganisationer. De samme dystre perspektiver blev senere udmalet af de øko­

Fortsatte vanskeligheder

117

nomiske vismænd og af Nationalbankens direktør, Erik Hoff­ meyer. Anker Jørgensen noterede i sin dagbog, at det måske var lidt vel stærkt sagt, men at det måske var meget godt, at folk blev klar over, at situationen var alvorlig. Det var den utvivlsomt. Den blev ikke bedre af et højt betalingsbalanceunderskud, der lå på over syv milliarder kro­ ner, og som frygtedes at stige med yderligere fem milliarder inden årets udgang. Medvirkende hertil var en ny forhøjelse af oliepriserne efter omvæltningerne i Iran, hvor det hidtidige shahstyre var blevet erstattet af et yderligtgående præsteskab, som tog skarp afstand fra al udenlandsk tilstedeværelse i lan­ det. Regeringen indførte atter et midlertidigt stop for stig­ ningen af lønninger og priser, foretog indgreb i dyrtidsregu­ leringen og fremsatte - næsten rituelt - også forslag om ind­ førelse af ØD (økonomisk demokrati), som dog ikke blev vedtaget. De øvrige foranstaltninger blev vedtaget med støtte af Kristeligt Folkeparti, Centrum-Demokraterne og Det radi­ kale Venstre, mens Venstre og konservative krævede endnu mere drastiske indgreb. Der var i det hele taget ikke meget råderum for den socialdemokratiske mindretalsregering. Den kunne opnå en række aftaler med de tre mindre partier, men det viste sig umuligt at inddrage Venstre og konservative. I december fremsatte regeringen et forslag om en gradvis af­ skaffelse af rentefradrag på selvangivelsen. Fradragsretten havde længe været udsat for kritik på grund af de store for­ dele, der kunne opnås ad denne vej. Efter nytår forhandlede regeringen med SF, Det radikale Venstre og VS og opnåede enighed med disse partier. Men enigheden blev sprængt, da der umiddelbart efter opstod tvivl om virkningerne af fra­ dragets afskaffelse. Boligminister Erling Olsen, der ikke havde deltaget i forligsforhandlingerne, gav udtryk for, at det med de anvendte principper ville føre til stavnsbinding af boligejerne, og derefter sprang Det radikale Venstre fra.

Langsigtede mål I marts 1979 stillede VS i Folketinget en forespørgsel til stats­ minister Anker Jørgensen og udenrigsminister Henning Chri­ stophersen om regeringens og regeringspartiernes langsigte­ de mål. I forespørgselsdebatten deltog repræsentanter fra næ­ sten samtlige Folketingets partier, men det var påfaldende vanskeligt for nogen af dem at pege på mål, der rakte ret langt ud over de problemer, der aktuelt blev arbejdet med. Hovedindholdet i debatten blev en diskussion mellem Soci­ aldemokratiets repræsentanter og talsmændene for de tre ven­ strefløj spartier, DKP, SF og VS, om deres forskellige syns­ punkter på forholdet mellem demokrati og socialisme. De tre partier angreb Socialdemokratiet for ikke at ville arbejde for socialismen, men i stedet søge samarbejde til højre for at redde kapitalismen. Det så de udtrykt i regeringssamarbejdet med Venstre og i de forslag til økonomisk demokrati (ØD), som fagbevægelsen og partiet havde stået for i en årrække. Den indkomstpolitiske linie, som Socialdemokratiet var slået ind på, og som havde givet sig udslag i flere indgreb i overens­ komstforhandlingerne, blev også angrebet ligesom de foran­ staltninger, som var blevet indført over for aktioner på arbejds­ pladserne. De blev betegnet som en indskrænkning af demo­ kratiet. Fra Socialdemokratiets side blev det hævdet, at partiet netop gennem sit samarbejde med politiske partier til højre i folketingssalen havde formået at styrke og udbygge udvik­ lingen i retning af et samfund med udbredt social tryghed og en styrkelse af alle borgeres udfoldelsesmuligheder. Men i den aktuelle situation var de økonomiske problemer i forbindelse med den store udlandsgæld og alt for store arbejdsløshed så påtrængende, at de måtte løses, før man kunne gå videre med yderligere reformer. Denne forespørgselsdebat satte sig ingen spor i Folketingets daglige arbejde. Det havde initiativtagerne nok heller ikke ventet. Men den var interessant, fordi den belyste den ideolo­ giske udvikling, som havde fundet sted i løbet af 1970'erne. Den demonstrerede også, hvordan venstrefløjspartiernes me­ re eller mindre afklarede former for socialisme havde van­ skeligt ved at vinde forståelse hos flertallet af de politiske partier i Folketinget, herunder Socialdemokratiet. Som ud­ trykt af Kjeld Olesen, der talte for Socialdemokratiet: den største gave, det borgerlige Danmark har fået i vor nyere historie, er tilstedeværelsen af et VS, et DKP og et SF ... ud fra Langsigtede mål

119

arbejderbevægelsens målsætning har den splittelse, der er et resultat af deres teoretiske, dogmatiske korstog, været appel­ siner i reaktionens turban." I det omfang debatten overhove­ det viste noget om partiernes langsigtede mål, var de for flertallets vedkommende stort set en videreudvikling af sam­ fundet efter de linier, som hidtil havde vist sig politisk gen­ nemførlige, men nok med en større agtpågivenhed over for de økonomiske belastninger, som en sådan udvikling kunne medføre.

Reformer trods alt Den økonomiske krise, de hyppige folketingsvalg og van­ skelighederne med at formulere langsigtede mål, der kunne opnås en holdbar politisk tilslutning til, betød dog ikke, at arbejdet for at få indført nye reformer inden for væsentlige sider af samfundslivet gik helt i stå. 11972 fremlagde undervisningsministeren i den socialdemo­ kratiske regering, Knud Heinesen, forslag til en ny folkeskole­ lov. Det indebar en udvidelse af undervisningspligten til ni år og afskaffelse af karakterer samt afsluttende prøver, der fore­ sloges erstattet med afgangsbevis. I formålsformuleringen blev tyngdepunktet ændret fra kundskabstilegnelse til forbe­ redelsen til aktiv samfundsdeltagelse. Udvidelsen af under­ visningspligten blev gennemført samme år, mens forslagets øvrige indhold blev udsat for megen kritik og ikke nåede at blive færdigbehandlet før regeringsskiftet i 1973. Venstrere­ geringens undervisningsminister, Tove Nielsen, fremsatte året efter et ændret forslag, der fastholdt karaktergivning fra det femte skoleår og de afsluttende prøver. Det indførte valg mellem delt eller udelt undervisning i folkeskolens ældste klasser, hvilket gav forældre og lærere mulighed for at tage hensyn til elevernes udvikling i det hidtidige skoleforløb. For­ målsparagraffen blev foreslået omformuleret, således at der blev lagt mere vægt på indlæringen end i det socialdemokrati­ ske forslag. Efter regeringsskiftet i 1975 genfremsatte den soci­ aldemokratiske undervisningsminister Ritt Bjerregaard dette forslag med mindre ændringer, og det blev vedtaget med støtte fra partier på både højre- og venstrefløjen. Det blev dog kritiseret stærkt af Det konservative Folkeparti, Centrum-Demokraterne og Fremskridtspartiet, ligesom VS og DKP tog afstand fra det. Der var klare ideologiske skillelinier mellem flertallet bag loven og dens kritikere, blandt hvilke især Centrum-Demokraterne argumenterede ud fra den stærke frygt for ensidig venstreorienteret indoktrinering, som var kommet 120

Langsigtede mål

„Ritt Bjerregaard placerede sig overraskende i kultur­ derbyet med Pegasus, ført i stramme tøjler", kalder Bo Bojesen sin tegning, der kunne ses i Blæksprutten i 1977. I sin „kaffeklub" på Christiansborg havde den unge undervisningsminister en skarp diskussion med forfatteren Klaus Rifbjerg om betimeligheden af at gi­ ve offentlig støtte til kunst, der ikke henvendte sig til den del af befolkningen, So­ cialdemokratiet stod for, ja om kunst, der ikke havde en udpræget socialistisk nytteværdi, overhovedet havde nogen berettigelse. Hendes synspunkter blev præsenteret i debatbogen „Rapport fra en kaffeklub" og vakte betydelig opmærk­ somhed.

til orde fra 1973. Men vedtagelsen af den nye skolelov og hele forløbet af debatten viste trods alt, at der på tværs af partipoliti­ ske og ideologiske skillelinier var en tilstrækkelig enighed om hovedindholdet i den danske folkeskoleuddannelse, som kunne få tilslutning fra så forskellige partier som Venstre, Det radikale Venstre, Kristeligt Folkeparti, Socialistisk Folkeparti og Socialdemokratiet. Traditionerne fra det danske skolesy­ stem med dets rødder tilbage til fri- og højskoler var stadig levende.

Kvindernes ligeberettigelse var også et område, hvor der skete en stadig tilnærmelse til både de ældre og nyere krav, som blev fremsat af mange forskellige kvindeorganisationer fra begyndelsen af 1970'erne. Ved overenskomstforhandlin­ gerne i 1973 blev der opnået enighed om indførelsen af lige løn for lige arbejde, og selv om der i praksis vedblev at være betydelige forskelle på kvinders og mænds løn inden for en række områder, var det alligevel en vigtig sejr for de kvindeli­ ge forbund, som havde fremført kravet. Kvindernes kamp for bedre vilkår viste sig at skabe langt mindre uenighed, end man havde haft indtrykket af i begyndelsen af årtiet. Inden for alle politiske partier og de fleste organisationer blev der vist imø­ dekommenhed over for kvindernes ønsker om mere indflydel­ se og større tilstedeværelse - i hvert fald officielt. 11972 afgav et særligt udvalg under kommissionen vedrørende kvinder­ nes stilling i samfundet, som havde arbejdet siden 1965, en betænkning, der foreslog, at der blev oprettet et ligestillings­ råd. Det skete i 1974, og rådet blev lovfæstet i 1975 i forbindelse med et forbud mod kønsmæssig forskelsbehandling. Den for-

Reformer trods alt

121

Dannerhuset (Grevinde Dannerstiftelsen) i Køben­ havn. 1 1979 lykkedes det for kvindebevægelsen at overtage det gamle hus, som egentlig hed „Kong Frederik VII's Stiftelse for fattige Kvinder af Arbeidsklassen", oprettet i 1873 af grevinde Danner, med 52 små lejligheder. Huset blev restaureret og tjener nu som asyl for voldsramte kvinder og centrum for kvindepoli­ tisk arbejde. Mænd er for­ ment adgang til huset.

holdsvis hurtige og meget lidt omstridte gennemførelse af nogle af kvindesagens hovedpunkter var ikke ensbetydende med, at der ikke fortsat kunne være tale om både kvinde­ undertrykkelse og forskelsbehandling af kvinder både på ar­ bejdspladserne og i hjemmene. Et af tegnene herpå var op­ rettelsen af krisecentre for kvinder, hvoraf det første blev indrettet i Grevinde Danner-stiftelsen i København i 1979. Et andet var oprettelsen af centre for kvindeforskning, der fik karakter af et særligt forskningsområde. Inden for sociallovgivningen skete der også ændringer, som søgte at videreføre de reformplaner, der var taget hul på allere­ de i 1960'erne. 11970 gennemførtes en social styrelseslov, som i 1973 blev efterfulgt af en offentlig sygesikringsordning. De mange sygekasser, som flertallet af danskerne havde været 122

Langsigtede mål

medlem af, blev hermed nedlagt samtidig med, at der ind­ førtes en ny dagpengeordning, der var en væsentlig forbed­ ring i forhold til den tidligere. Administrationen af den nye sygesikring blev lagt ud til kommunerne, og der indførtes to valgfrie grupper af sygesikrede, således at folk, der ønskede det, frit kunne skifte læge når som helst og gå til speciallæge uden henvisning, men så til gengæld måtte betale for de enkel­ te konsultationer. For tandlægebesøg og medicin var der ikke fuld dækning, og dette medførte, at mange med højere ind­ tægter lod sig yderligere forsikre privat, og med årene fik sygesikringsforeningen „Danmark" en stor medlemstilgang. Med virkning fra 1. april 1976 gennemførtes bistandsloven, hvis formål var at samle behandlingen af sociale bistandsbe­ hov hos de kommunale social- og sundhedsforvaltninger, så­ ledes at borgere med sociale problemer kun behøvede at hen­ vende sig ét sted. I loven var der indbygget et forebyggende aspekt, således at der skulle være muligheder for at gribe ind i situationer, før de havde udviklet sig til vanskelige tilfælde. Loven byggede i udstrakt grad på princippet om enstrengethed, det vil sige, at mennesker i sociale vanskeligheder skulle have samme ret til bistand uanset årsagerne, samt et nærheds­ kriterium, som indebar, at borgerne skulle henvende sig til den kommune, hvor de boede, og som de derfor havde det nærmeste kendskab til. Begge principper er blevet kritiseret, fordi de kan gøre det vanskeligt for folk med sociale problemer at opnå en behandling, som passer netop i deres tilfælde. På den anden side indførte loven en videre adgang til afgørelser efter skøn, som netop skulle kunne tage individuelle hensyn. Det var lovens hensigt at forenkle hele det sociale bistands­ område, således at det på én gang skulle blive mere over­ skueligt for de borgere, som havde brug for det, og lettere at styre både administrativt og politisk. Det viste sig dog ret hurtigt, at gevinsterne i begge henseender var overskuelige. Både indførelsen af skønsaspektet og den generelle decentrali­ sering har givet mange vanskeligheder, ikke mindst på grund af den uventet store tilgang af klienter med behov for social bistand. I 1978 modtog således hver tiende danske familie kontanthjælp i kraft af bistandsloven; for størstedelens ved­ kommende var der dog tale om forbigående behov. Det ud­ løste en kritik af bistandsloven, hvor man fra flere sider ad­ varede mod den udvikling i retning af et „behandlersam­ fund", som loven kunne medføre. En anden kritik rejste sig imod den brug af bistandsloven, som blev gjort af mere vel­ stillede, der var i stand til at nedbringe deres skattemæssige indtægt væsentligt for derved at kvalificere sig til støtte. Derfor Reformer trods alt

123

indførtes i 1979 en ny beregningsmåde af den såkaldte social­ indkomst, som skulle forhindre sådanne misbrug. Større virk­ ninger for omfanget af ydelser i henhold til bistandsloven fik

dette dog ikke. Gennemførelsen af bistandsloven var endnu et eksempel på, hvorledes allerede bestående ordninger blev udbygget med endog meget bred politisk tilslutning, men uden at man havde gjort sig klart, hvor dyrt det kunne blive.

Regeringen vakler og falder

„Lorteland!" Skuespilleren Buster Larsen havde i sine meget yndede monologer i tv's satiriske lørdagsrevyer, „Hov-hov", en bidende pa­ rodi på den kværulantiske danske bedsteborger, som han tog sig ud i 70'ernes be­ gyndelse, da Mogens Glistrup stiftede sit frem­ skridtsparti, og velstands­ samfundet med sit fintmaskede sociale sikker­ hedsnet var på sit højeste.

124

Langsigtede mål

Den socialdemokratiske mindretalsregering havde straks efter sin tiltrædelse i oktober 1979 mødt voksende vanskeligheder i sine forsøg på at opnå tilslutning til sine forslag i det nyvalgte Folketing. I foråret 1980 præsenterede Det konservative Folke­ parti, hvad det kaldte en redningsplan for landet med forslag om besparelser på ti milliarder kroner, og selv om regeringen som et modstykke fremlagde sin egen kriseplan, der også indebar en række besparelser, lykkedes det ikke for den at komme i et nærmere samarbejde med de konservative og Venstre. Regeringen måtte fortsat vende sig til Det radikale Venstre, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti for at få gennemført sine forslag om erhvervsfremme og beskæfti­

gelsesstøtte. Regeringens politik gav sig også udtryk i en række ind­ komstpolitiske foranstaltninger, som både de tre forligspartier og store dele af fagbevægelsen kunne tilslutte sig. Men dette var dog ikke tilstrækkeligt - heller ikke for regeringen. Især de to store partier til højre, konservative og Venstre, viste i stigen­ de grad modvilje mod at samarbejde med regeringen, og alt tydede på, at de med udgangspunkt i deres eget samarbejde stræbte efter at gøre det umuligt for regeringen at fortsætte. Socialdemokratiet havde i nogen tid arbejdet med planer om, at de efterhånden meget store pensionskasser, hvis formuer efter loven kun i begrænset omfang kunne anvendes til in­ vesteringer i erhvervsvirksomheder, skulle have muligheder for at øge disse, fordi det ville kunne skabe nye arbejdspladser. Men de borgerlige partier ville ikke gå med til at ændre lov­ givningen på dette område. Man frygtede, at pensionskasser­ ne - og dermed lønmodtagerorganisationer - på længere sigt ville kunne tilrive sig magten over erhvervslivet. I november 1981 vedtog Folketinget en dagsorden, fremsat af Det radikale Venstre, der anbefalede regeringen at opgive sine planer om „tvangsindgreb over for anbringelse af pensionsmidler". Derefter udskrev statsminister Anker Jørgensen valg til den

Både i 1970 og i 1990 gik man over til Prince. Men antallet af rygere var i perio­ den faldende, og trods de to annoncers ensartede udse­ ende er der forskelle. I 70'erne var de rigtige ciga­ retrygere kendte personer, her sangeren Bjørn Tide­ mand. 11990 var modellen ikke kendt af en større kreds, og efter lovkrav inde­ holdt annoncen en advarsel om det sundhedsskadelige ved tobaksrygning.

Styrke: Middel Advarsel Sundhedsstyrelsen påpeger, at tobaksrygninger sundhedsskadelig Kt.r»le.-»M:(!>ere)c* IsregNiictÆea. 1,‘isg

8. december 1981. Venstre og konservative gik til valg på et fællesoplæg, som de kaldte Helhedsplan 82. Dets hovedind­ hold var en lang række besparelser på de offentlige budgetter, som uundgåeligt ville nedskære udgifterne til sociale ydelser. Socialdemokratiets valgoplæg satsede på indkomstpolitik og foranstaltninger for at fremme de private investeringer. Det inddrog også pensionskassernes midler i sit forslag, som tillige rummede en ny udgave af økonomisk demokrati, nu kaldet obligatorisk overskudsdeling. Også det socialdemokratiske program ville beskære de offentlige udgifter, men det lagde vægt på, at det skete, uden at der kom øget arbejdsløshed. Valget medførte en tilbagegang for Socialdemokratiet på ni mandater, så det havde 59. SF fik en fremgang på ti mandater til i alt 21. Også Centrum-Demokraterne og de konservative havde fremgang på henholdsvis ni og fire mandater, så de havde 15 og 26 mandater i det nye Folketing. For alle de øvrige partier var der tale om tilbagegang. Fremskridtspartiet mi­ stede fire mandater og havde derefter 16, Venstre gik to man­ dater tilbage til 20, Det radikale Venstre, VS og Kristeligt Folkeparti mistede hver et mandat og havde derefter ni, fem og fire mandater. Retsforbundet mistede sine fem mandater og var således ikke længere repræsenteret i Folketinget. Efter valget indledte det svækkede Socialdemokrati for­ handlinger om en regeringsdannelse med Det radikale Ven­ stre og SF, men det viste sig snart, at de to partier ikke ønskede noget regeringssamarbejde. Det radikale Venstre ønskede en bredere regering. I Socialdemokratiet var meningerne delte om, hvorvidt partiet igen skulle påtage sig at danne regering

Regeringen vakler og falder

125

alene. Valget havde ikke gjort samarbejdsmulighederne i Fol­ ketinget bedre, og opretholdt Venstre og konservative deres modstand mod at indgå forlig med Socialdemokratiet, var der ikke megen udsigt til, at partiet i regering ville kunne få til­ slutning til de planer, det havde for den økonomiske stram­ ning. Det endte dog med, at Anker Jørgensen ved udgangen af december dannede endnu en socialdemokratisk mindretals­ regering, efter at Det radikale Venstre også havde peget på ham som forhandlingsleder. Det mest bemærkelsesværdige skifte blandt ministrene var, at Knud Heinesen atter overtog posten som finansminister efter Svend Jakobsen, der blev valgt til formand for Folketinget. I løbet af foråret lykkedes det regeringen at få vedtaget forskellige beskæftigelsesforanstaltninger og en jobskabelses­ lov efter forhandlinger med SF og Det radikale Venstre. Men ellers gik arbejdet i Folketinget trægt, fordi Venstre og konser­ vative i stigende grad holdt sig ude af forhandlinger med regeringen og i stedet forsøgte at appellere til de mindre parti­ er til højre i folketingssalen for at opbygge et alternativt flertal mod regeringens politik. Uenigheden mellem regeringen og oppositionen fra højre blev mere og mere udtalt og fik også et stigende ideologisk islæt, idet oppositionen gjorde regeringen og Socialdemokratiet hovedansvarlige for de økonomiske van­ skeligheder, som Danmark befandt sig i. I denne skærpede modsætning fik Det radikale Venstre en central placering, fordi dette parti med sine ni mandater kunne komme til at afgøre, om regeringen eller oppositionen havde flertallet. På to konkrete områder viste det sig, at regeringen ikke ville kunne skaffe flertal. Det ene var en realrentebeskatning af pensionskassernes formuer, som var vokset betydeligt på grund af de foregående års høje renteniveau. Det andet var indkomstpolitikken, som regeringen i højere grad end op­ positionen ville overlade til arbejdsmarkedets overenskomst­ forhandlinger. I begge disse spørgsmål var Det radikale Ven­ stre tilbøjelig til at støtte oppositionen, og efter en række personlige drøftelser mellem statsminister Anker Jørgensen og den radikale leder Niels Helveg Petersen i løbet af som­ meren 1982 samt en kort forhandlingsrunde med de øvrige politiske partier besluttede regeringen på et ministermøde i begyndelsen af september at træde tilbage. „Jeg kunne have benyttet mig af min ret til at udskrive valg.", skrev Anker Jørgensen senere i sine dagbøger. „Men da vi havde haft valg godt et halvt år før, og da et valg næppe ville skabe nogen bedre situation, besluttede vi med blødende hjerte at overlade opgaven til den forenede borgerlige front." 126

Langsigtede mål

Poul og Lisbeth Schliiter forlader de konservatives landsråds guds­ tjeneste i Frederiksberg Kirke et par måneder efter regeringsskiftet i 1982. På kirkegårdsmuren kunne de læse, hvad mange mente var skriften på væggen for statsministeren. Men profetien blev solidt gjort til skamme.

Den 10. september 1982 tiltrådte den konservative partifor­ mand, Poul Schliiter, som statsminister for en regering, der foruden de konservative byggede på Venstre, hvis formand, Henning Christophersen, blev finansminister. Desuden del­ tog Kristeligt Folkeparti i regeringen med Christian Christen­ sen, der blev miljøminister og minister for nordiske anliggen­ der, samt Centrum-Demokraterne, der fik i alt fire ministerpo­ ster, herunder Mimi Stilling Jakobsen som kulturminister. Det var igen - efter 11 års vanskeligheder - lykkedes for partierne til højre for midten at nå til enighed, selv om den nydannede „firkløverregering" med i alt 65 mandater bag sig også var en mindretalsregering, der ville blive afhængig af Fremskridts­ partiet og ikke mindst Det radikale Venstre. Mange spåede denne regering en meget kort levetid, fordi de anså enigheden i den og tilslutningen til den i Folketinget for at være alt for skrøbelig.

Omverdenen kommer nærmere Ved overgangen fra 1970'erne til 1980'erne var det danske samfund i en stadig vekselvirkning mellem indre og ydre påvirkninger, som skiftevis kunne berige og fremkalde mod­ sætninger. Den internationale indflydelse på danskernes hverdagsliv var slået igennem på så godt som alle områder og var blevet så vigtig en bestanddel af hele forbrugsmønsteret, at det var umuligt at forestille sig Danmark som et lukket, selv­ forsynende og selvtilstrækkeligt samfund, hvis befolkning vil­ le affinde sig med de varer og tilbud, som kunne fremskaffes inden for landets grænser. Men udviklingen medførte en øget afhængighed af omverdenen, som mange fandt påtrængende og reagerede imod. Det viste sig meget tydeligt i det store antal tilhængere, som Folkebevægelsen mod EF var i stand til at mønstre, hver gang spørgsmål i forbindelse med Danmarks medlemskab af EF kom til afgørelse. Foruden de direkte mod­ standere af det danske medlemskab var der store grupper, som stillede sig skeptiske over for en udvidelse af samarbejdet og ønskede at bevare det på et begrænset plan. De fandtes også inden for de politiske partier, som i øvrigt havde tilsluttet sig det danske medlemskab. Utilfredsheden med den øgede udenlandske påvirkning viste sig også ved en udbredt uvilje imod, at danske virksomheder blev opkøbt af udenlandsk kapital. Direktør Jan Bonde Nielsen havde som ganske ung skabt sig en betydelig formue som blomsterdyrker i Kenya. Ved hjem­ komsten til Danmark midt i 1970'erne var han i stand til at overtage en aktiepost på over 30 millioner kroner i firmaet Burmeister & Wain i København, som han pa den made kom til at kontrollere. 11979 blev der rejst beskyldninger imod ham for kapitaldispositioner, som lå på grænsen af det lovlige, og da han i 1980 solgte aktiemajoriteten i B&W til den tyske koncern MAN, søgte regeringen at opnå tilsagn om, at de nye ejere ville opretholde arbejdspladsen. Reelt var der ikke me­ get, regeringen kunne gøre over for en helt normal handel, men hele forløbet viste, at man fra dansk side var på vagt over for udenlandsk overtagelse af danske virksomheder, selv om det i de fleste tilfælde foregik uden offentlig omtale. Ønsket om at bevare danske arbejdspladser på danske hænder indgik også i de forslag om økonomisk demokrati (ØD) og overskuds128

Omverdenen kommer nærmere

Jan Bonde Nielsen, fotogra­ feret i 1980 foran hovedbyg­ ningen til B&W. Seks år tid­ ligere havde han som 36årig overtaget aktiemajorite­ ten i B&W's skibsbyggeri, selv om han personligt kun rådede over en mindre del af den kapital, der skulle til for at få magten over den store arbejdsplads.

deling, som Socialdemokratiet og fagbevægelsen havde ud­ arbejdet, idet der derved kunne opbygges en danskejet kapi­ tal. Ubehaget ved underlæggeisen af det udenlandske kom også til udtryk i litteraturen. Her stod Ebbe Kløvedal Reich som den forfatter, der gennem sine historiske romaner i løbet af 1970'er­ ne klarest gav udtryk for afstandtagen over for det udenvælts, som i forskellige perioder af Danmarks historie havde truet landets egenart og selvstændighed. Foruden sine litterære kvaliteter havde hans forfatterskab et politisk budskab, som medvirkede til den store udbredelse af hans værker. Men betænkelighederne ved påvirkninger udefra var ikke tilstrækkelige til at overvinde indre modsætninger i det danske samfund. I København og andre større byer var der store saneringsmodne kvarterer, som de lokale myndigheder øn­ skede at afløse med mere tidssvarende byggeri. Det kunne i sig selv være rimeligt nok, men rømningen af gamle bygninger og nedbrydningen af de fælles aktivitetsområder, som beboerne havde skabt, udløste i København bitre og langvarige sam­ menstød mellem lokalbefolkningen og de politistyrker, som blev udkommanderet for at rydde arealerne. Omkring Byg­ geren på Nørrebro i København udviklede det sig i april 1980 til

Omverdenen kommer nærmere

129

En lejlighed på Vesterbro under modernisering. 11976 havde Folketinget vedtaget et miniboligforlig, der bl.a. medførte, at det nu blev let­ tere at udstykke ældre ejen­ domme med små lejlighe­ der ril ejerlejligheder. Men visse minimumskrav skulle opfyldes; lejligheden her skulle således have et toilet. De to kvadratmeter blev ta­ get fra stuen, og da arbejdet tog sin tid, var lejligheden længe nærmest ubeboelig. Ombygninger af denne art kunne også misbruges til at presse de hidtidige beboere ud.

et hårdhændet og brutalt slag mellem beboerne og ordens­ magten. Byggeren var en legeplads, som beboerne anså for et åndehul i det ellers tætbebyggede område, og de affandt sig ikke stiltiende med, at den blev nedlagt med kort varsel - revet ned af bulldozere og kørt væk på lastvogne. Det varede dage, inden det lykkedes for politiet at fa skabt ro i kvarteret. „Kam­ pen om Byggeren" kom til at sta som udtryk for en ube­ tænksom fremfærd over for beboere, der ikke i tilstrækkelig grad var taget med på råd i deres egne anliggender.

Individ og samfund Dybest set var der tale om en spænding i forholdet mellem individ og samfund, hvor de stigende krav om individuel udfoldelse i overensstemmelse med egne ønsker og behov 130

Omverdenen kommer nærmere

Nørrebrogade i København under de voldsomme kon­ frontationer mellem borgere og myndigheder i dagene op til den 1. maj 1980. Ned­ læggelsen af „Byggeren" var kun anledningen. Den virkelige årsag til uroen var den golde sanering af det tætbefolkede Nørrebro, der skete hen over hovedet på bydelens gamle beboere.

satte sig igennem, samtidig med at samfundet, herunder ikke mindst staten og andre offentlige myndigheder, blev stadigt mere nærværende og indblandende. Denne indblanding var ikke alene synlig i form af et stadigt stigende skattetryk, men i takt med udbygningen af det sociale system, børnepasnings­ institutioner og andre tilsvarende offentlige tjenesteydelser føltes myndighedernes indgriben stærkere, fordi deres afgø­ relser i sa høj grad regulerede og bestemte de enkelte brugeres færden. Der var således tale om, at borgerne på én gang stillede større krav til samfundet og ønskede det offentliges indflydel­ se begrænset mest muligt. Det var en indstilling, som gik på tværs af skillelinien mellem venstre og højre, og som blandt andet viste sig i en udbredt forståelse for de dele af Fremskridtspartiets protest, som var vendt mod den stigende offentlige indblanding i borgernes liv. Den kan også bidrage til at forklare det opbrud i vælgernes stemmeafgivning, som fandt sted i løbet af årtiet. Antallet af vælgere, der valg efter valg stemmer pa samme parti, har siden 1970zerne været stærkt dalende, og vælgerne foretager langt hyppigere parti­ skift på grundlag af mere aktuelle begivenheder, ligesom per­ sonlig stemmeafgivning er blevet mere udbredt, sikkert i høj

Individ og samfund

131

grad på grund af personfikseringen i det stærke tv-medium. Vælgerne er mindre end tidligere knyttet til bestemte social­ eller erhvervsgrupper, som på afgørende måde betinger deres valg. Det modsvares af, at de forskellige politiske partiers sociale basis også er blevet mindre tydelig. Således vil det være vanskeligt at fastslå den nærmere tilknytning mellem flere af de nye partier, der blev indvalgt i Folketinget i 1973, og be­ stemte erhvervsgrupper. Men dette gælder også i nogen grad for de gamle partier. Partiet Venstre har fortsat en solid væl­ gergruppe inden for landbruget, men bønderne udgør kun et beskedent mindretal i nutidens Danmark, og Venstres vælger­ tilslutning går langt ud over denne gruppe. Det parti, der har stærkest tilknytning til en bestemt erhvervsgruppe, er Social­ demokratiet med dets nære samarbejde med fagbevægelsen. Men også dette samarbejde blev i løbet af 1970'erne udsat for

store belastninger og åbne brud. På organisationsområdet har spændingen mellem individ og samfund derimod ikke ført til nogen faldende tilknytning. I forhold til andre højt industrialiserede stater er Danmark — sammen med de øvrige nordiske lande — et af de mest gennemorganiserede samfund. Bade blandt lønmodtagere og selvstændige udgør organisationsprocenten omkring 80, og dette høje tal er nået i løbet af 1970'erne. Det kan der være flere forklaringer på. Både inden for landbruget og i arbejderbevæ­ gelsen er der lange traditioner for en høj organisationsgrad. Det danske arbejdsretlige system med dets frie forhandlings­ ret mellem arbejdsgivere og arbejdstagere om kollektive over­ enskomster har også virket fremmende for organisationsdan­ nelsen inden for nye erhvervsgrupper. Men også grupper, der tidligere ikke var stærkt organiserede, er i løbet af 1960'erne og 1970'erne blevet samlet i store og vigtige organisationer. Det gælder ikke mindst offentligt ansatte i både stat og kommuner. Organiseringen har fundet sted blandt de højtlønnede funk­ tionærer og tjenestemænd inden for organisationer som Aka­ demikernes Samarbejdsudvalg (senere Centralorganisation), der stod bag Danmarks første og hidtil eneste omfattende akademikerstrejke i 1969, og i Fællesrådet for Tjenestemænd og Funktionærer, der begge er paraplyorganisationer for flere enkeltorganisationer. Men den er også sket blandt de mange nyansatte inden for social- og forsorgsområdet i organisatio­ ner som Dansk Socialrådgiverforening og Børne- og Ung­ domspædagogernes Landsforbund; den sidste gjorde sig be­ mærket ved at placere sig på den yderste venstrefløj af det politiske spektrum. Organisationernes udbygning i løbet af 1970'erne har udløst 132

Omverdenen kommer nærmere

bekymring og kritik. Kritikken har haft to forskellige retnin­ ger. Fra politiske partier og bevægelser til venstre har den især været rettet mod organisationernes ledelser, som hævdes ikke at være repræsentative for medlemmerne, men i stedet er blevet „pamperiseret" og mere optaget af at fastholde egne positioner end at kæmpe for medlemmernes krav. Det var blandt andet indholdet i agitationen bag årtiets mange vilde strejker. En anden kritik kom især fra politiske partier til højre, ikke mindst Fremskridtspartiet og Venstre, som vendte sig imod, at organisationerne tvang medlemmerne ind i politiske forpligtelser, som de ikke alle var tilhængere af. Her tænktes på de bidrag til Socialdemokratiet og især den socialdemokrati­ ske presse, som blev ydet af fagforbundene under LO. Men de hævdede også, at den høje organisationsgrad var opnået ved et gruppepres, fordi organiserede ansatte på en lang række arbejdspladser nægtede at samarbejde med ikkeorganiseret arbejdskraft. Det var den kritik, der i 1976 lå bag indførelsen af det såkaldte blokadecirkulære, som skulle sikre fri adgang til konfliktramte arbejdspladser.

Den høje organisationsgrad bør dog også anskues under en mere jordnær synsvinkel. Tilslutningen til faglige organisatio­ ner er som regel forbundet med medlemskab af en arbejds­ løshedskasse, som langt de fleste lønmodtagere anser det for sikrest at være medlem af - en sikring, som den stigende arbejdsløshed i løbet af 1970'erne gjorde aktuel. Men uanset motiverne er medlemskab af en organisation et så udbredt fænomen i Danmark, at det uundgåeligt påvirker forholdet mellem individ og samfund. Det må heller ikke overses, at organisationsopbygningen ikke alene gælder lønmodtagerne, men modsvares af en tilsvarende organisation blandt selv­ stændigt erhvervsdrivende og af de store arbejdsgiver- og brancheforeninger. I dansk landbrug og fiskeri er der en lang og meget stærk organisationstradition, ligesom industri og håndværk også har deres store organisationer, der i vid ud­ strækning er med til at påvirke den lovgivning, der vedrører deres områder.

Fremmed arbejdskraft? Spændingen mellem tiltrækning og mistillid over for det uden­ landske kom tydeligt frem i løbet af 1970'erne i forbindelse med spørgsmålet om indvandring af fremmed arbejdskraft. Der er til stadighed sket en ind- og udvandring af arbejdskraft til og fra Danmark, men i slutningen af 1960'erne og begyndelsen af 1970'erne var det særegne ved indvandringen dels, at den Fremmed arbejdskraft?

133

beroede på et bevidst ønske om at øge den danske arbejds­ styrke og dels, at der under de internationale konjunkturer kun kunne være tale om at indføre denne arbejdskraft fra fjerne lande som Jugoslavien, Tyrkiet og senere Pakistan, fordi det kun var der, der fandtes ledig arbejdskraft, som var ind­ stillet på at påtage sig de mindre attraktive arbejdsopgaver, de danske arbejdere under den fulde beskæftigelse ikke ønskede at varetage. Tilførslen af udenlandsk arbejdskraft havde allere­ de fundet sted i mange år i de to nabolande Tyskland og Sverige, men da den for alvor begyndte i Danmark fra 1967, kom den tilsyneladende helt bag på både myndigheder og organisationer. Det var dog endnu ikke noget stort antal frem­ medarbejdere, der kom til landet. 11971 opgjordes det samlede officielle antal til knap 15.000, hvoraf størstedelen var tyrkere og jugoslavere, mens pakistanere og arabere kun udgjorde hver en tiendedel. I de foregående år havde Dansk Arbejdsgi­ verforening slået til lyd for, at det på grund af arbejdskraft­ mangel med en registreret ledighed på under to procent var nødvendigt for dansk industri at fremskaffe yderligere ar­ bejdskraft fra udlandet, hvis produktionsudviklingen skulle opretholdes. Fra fagbevægelsens side var der store betænke­ ligheder ved at tillade en alt for fri indvandring, idet man frygtede, at den fremmede arbejdskraft kunne virke løntryk­ kende og ved en højere ledighed kunne blive vanskelig at komme af med igen. Fagforeningerne ønskede i hvert fald, at de fremmede arbejdere skulle have arbejdstilladelse, inden de fik lov til at tage arbejde i Danmark. Derved ville man også lettere kunne overskue, hvor mange fremmedarbejdere der blev indladt i landet. Meningerne om gæstearbejderne var meget forskellige. Fra flere sider påpegedes de kulturelle og sociale problemer, der kunne opstå i forbindelse med deres ophold i Danmark, og ikke mindst med hensyn til deres boligforhold blev der rejst megen kritik mod de barakagtige former, hvorunder de ofte blev indkvarteret. Det var en udbredt opfattelse blandt til­ hængerne af indførslen af gæstearbejdere, at de fleste af dem kun ville opholde sig i Danmark i et begrænset tidsrum, indtil de havde tjent penge nok til at bosætte sig i deres hjemlande, og at der derfor ville blive tale om et kortvarigt problem, som ikke krævede langsigtede foranstaltninger. Selve betegnelsen på den indvandrede arbejdskraft kunne skifte fra fremmed- til gæstearbejdere, afhængigt af hvilken opfattelse man havde af den. I en tidsskriftartikel fra marts 1970 skrev direktør Arne Lund fra Dansk Arbejdsgiverforening blandt andet: „Der fin­ des i øjeblikket ca. 24.000 gæstearbejdere her i landet mod

134

Omverdenen kommer nærmere

20.000 ved udgangen af 1968. På årsbasis er antallet af gæste­ arbejdere i løbet af 1969 forøget med ca. 3000 eller 15 procent. I betragtning af, at LO tæller ca. 800.000 medlemmer kan man roligt sige, at vore gæstearbejderproblemer er af meget be­ skedne dimensioner, også set i sammenligning med forholde­ ne i Vesttyskland, Sverige og Schweiz." Gallupinstituttet foretog i efteråret 1970 en meningsunder­ søgelse af befolkningens syn på de indvandrede arbejdere. Af svarene fremgik, at 34 procent fandt, at det var en fordel for landet at importere udenlandsk arbejdskraft, mens 46 procent ikke kunne se nogen fordel, og 20 procent svarede ved ikke. Spørgsmålet blev også drøftet i Folketinget, og her var det tydeligt, at Socialdemokratiet og partierne til venstre for det var stærkt skeptiske over for importen af fremmed arbejds­ kraft, ikke mindst på grund af de arbejdsvilkår og boligfor­ hold, som gæstearbejderne var udsat for. I avisernes læserbre­ ve kunne man se udtryk for både modvilje mod og anerkendel­ se af fremmedarbejderne på arbejdspladserne. Under indtryk af den stigende arbejdsløshed fra efteråret 1973 mistede Dansk Arbejdsgiverforening tydeligt tilslutning til sit synspunkt om nødvendigheden af at kunne importere udenlandsk arbejdskraft. I september 1973 havde man fastsat en ordinær kvote af arbejdstilladelser til fremmed arbejdskraft for hele året på i alt 2485, som måneden efter blev forhøjet med yderligere 2000. Men allerede i november blev ordningen sus­ penderet med øjeblikkelig virkning til tilfredshed for fagbe­ vægelsen, der også fremkom med forslag om at tilbyde frem­ medarbejderne betaling af deres hjemrejse. Siden har der ikke været tilsvarende ordninger med henblik på reguleringen af fremmed arbejdskraft i Danmark. Men forventningerne om, at fremmedarbejderne hurtigt ville rejse tilbage til deres hjem­ lande, holdt ikke stik. Der blev flere og flere, og dette første mere omfattende møde mellem danskerne og en gruppe frem­ mede arbejdere, der var blevet så stor, at dens særpræg blev bemærket, forløb ikke uden udtryk for dansk modvilje mod at komme i nær kontakt med så fremmedartede mennesker. Hist og her forekom der slagsmål mellem danskere og gæstearbej­ dere, men nogen voldsom protest mødtes endnu ikke. Spændingen mellem det internationale og det nationale kom til at præge Danmark som mange af dets nabolande. Mens de internationale konjunkturer - og det gælder både økonomisk, socialt og kulturelt - stort set havde været gunsti­ ge i de foregående tiår, begyndte påvirkningerne udefra i 1970'erne at virke indgribende, anmassende og på mange må­ der udfordrende over for den samfundsudvikling, som Dan­ Fremmed arbejdskraft?

135

mark havde gennemløbet indtil da. Dette skete også for andre lande, men i kraft af landets overskuelige størrelse og be­ grænsede naturlige ressourcer var det særlig sårbart over for de påvirkninger, det modtog udefra, og de vilkår, som om­ givelserne satte for det. Danmark havde selv medvirket aktivt til den udvidelse af verdenshandelen og nedbrydelsen af na­ tionale begrænsninger for den frie bevægelighed af både men­ nesker, varer og kapital, som havde fundet sted næsten ubrudt siden 2. verdenskrig i den del af verden, som det til­ hører. Belønningerne havde været omfattende, men under de ændrede internationale vilkår blev det stadigt vanskeligere at fastholde både de materielle gevinster og den sociale og øko­ nomiske fordelingsmåde, som var blevet udviklet herhjemme. Det medførte også en trang til at finde ud af, hvad det egentlig var i vort og de øvrige skandinaviske landes samfund, som var så værdifuldt, at der var grund til at beskytte det og at holde fast på det. „Den skandinaviske model" kom under lup og kritik fra mange sider, både i udlandet og inden for de skandi­

naviske lande selv.

136

Omverdenen kommer nærmere

Sikkerheden i fare? Gennem størstedelen af 1970'erne havde der været udbredt tiltro til, at den afspænding, som prægede begyndelsen af årtiet, og som for Europas vedkommende var kulmineret med Konferencen om Sikkerhed og Samarbejde i Europa i Helsing­ fors i 1975, ville blive fortsat. Men ved årtiets slutning be­ gyndte nye modsætninger at vise sig i forholdet mellem So­ vjetunionen og USA. 11979 undertegnede de to statschefer, præsident Carter fra USA og generalsekretær Bresjnev fra Sovjetunionen, den SALT-II-aftale, som skulle udbygge deres indbyrdes kontrol­ foranstaltninger med atomvåben. Men allerede inden havde der været tegn på ny uenighed. I USA var det en udbredt opfattelse, at Sovjetunionen udnyttede afspændingen til egen fordel - ikke mindst i Afrika og Asien, hvor man åbenlyst gav militær og politisk støtte til regeringer og oprørsbevægelser, som vendte sig mod USA. Gennem opstilling i Europa af nye, langtrækkende atomraketter, de såkaldte SS-20're, havde So­ vjetunionen forøget sin angrebsevne i dette område. I NATO overvejede man derfor en tilsvarende forøgelse af sin atomare slagkraft. Allerede i 1977 foreslog man fra amerikansk side produktion og udstationering af neutronvåben, en ny våben­ type, som først og fremmest ville kunne udslette menneskeli­ ge mål, mens bygninger ikke ville lide synderlig skade. Men forslaget fik ikke tilslutning fra NATO's øvrige medlemsstater. 11979 gjorde man dog selv fra vesteuropæisk side opmærksom på den mulige trussel, som de sovjetiske SS-20-missiler ud­ gjorde, og inden for NATO's særlige planlægningsgruppe overvejede man derfor, hvorledes man ville kunne eliminere den sovjetiske overvægt ved opstilling af tilsvarende ameri­ kanske raketter i Europa.

I Danmark blev man ret sent opmærksom på disse planer, som blev anset for rutinemæssige led i alliancens arbejde. Først umiddelbart før det udenrigsministermøde, hvor for­ slaget skulle behandles, kom det til drøftelse i Folketinget. Inden for den socialdemokratiske folketingsgruppe havde der været en lang diskussion, som var endt med, at regeringen ved NATO's forestående møde ville foreslå en udskydelse af be­ slutningen i et halvt år for at give tid til forhandlinger mellem Sovjetunionen og USA. Det forslag fik regeringen tilslutning til, men da udenrigsminister Kjeld Olesen forelagde det for de øvrige ministre i Bruxelles, blev han pure afvist. I stedet ved-

Sikkerheden i fare?

137

11974 optog Hærens Offi­ cersskole på Frederiksberg Slot for første gang kvinde­ lige sergenter, der på lige fod med mandlige kolleger skulle gennemgå en fuld of­ ficersuddannelse .

tog NATO-ministrene en dobbeltbeslutning, der satte en frist til 1983, hvorefter de amerikanske missiler ville blive udstatio­ neret, medmindre der i mellemtiden var opnået en forhand­ lingsløsning mellem USA og Sovjetunionen. Det blev indledningen til en heftig debat om Danmarks sikkerhedspolitiske situation, om dets holdning til atomvåben og dets handlemuligheder inden for NATO. Debatten bredte sig hurtigt blandt ældre og nyere fredsbevægelser, som kræve­ de mere besked om, hvad dobbeltbeslutningen indebar, og agiterede for, at Danmark skulle gå imod en yderligere atom­ oprustning i Europa. Også blandt de politiske partier kom debatten i gang, og venstrefløjen pressede sammen med Det radikale Venstre regeringen til at redegøre nøjere for det skridt mod en øget militarisering af Europa, som de anså dobbeltbe­ slutningen for at være. Til gengæld mødte regeringen skarp kritik fra partierne til højre, der beskyldte den for at svække Danmarks troværdighed som medlem af NATO ved at indtage et standpunkt, der ikke var i overensstemmelse med de øvrige medlemsstaters. Inden for Socialdemokratiet var der fortsat forskellige meninger om, hvilken holdning Danmark skulle indtage til dobbeltbeslutningen. Et betydeligt antal nyvalgte medlemmer af gruppen var stærkt kritiske over for beslut­ ningen, men stort set lykkedes det partiet at bevare enig­ heden, idet man håbede på en gunstig udvikling i forholdet mellem US A og Sovjetunionen, så afspændingen kunne fort­ sætte.

138

Sikkerheden i fare?

Iransk kvinde lytter 1979 til radioen under billedet af Irans enehersker Khomeini I Iran, der i religiøs hense­ ende havde været et af de mest liberale muhamedan­ ske lande, tvang ayatollah Khomeinis fundamentalis­ tiske revolution i 1979 kvin­ derne til at genoptage den muslimske kvindedragt.

Det håb fik ikke næring i den nærmest kommende tid. I december 1979 reagerede USA skarpt mod den sovjetiske mili­ tære indblanding i Afghanistan og fik følge af en lang række lande, herunder Danmark. Samme år havde USA lidt et til­ bageslag ved omvæltningen i Iran, hvor shahen var blevet fordrevet og regeringsmagten kort efter overtaget af et stærkt antiamerikansk præsteskab, og hele den amerikanske ambas­ sades stab var mod folkerettens regler blevet interneret. Den amerikanske præsident mødte stærk modstand i Kongressen mod ratificeringen af den SALT-II-aftale, som han havde ind­ gået med Sovjetunionen. Alt i alt havde situationen i verden ændret sig til det værre i løbet af ganske få år, og mange talte om „den nye kolde krig", som havde afløst den foregående afspændingsperiode. Denne dystre opfattelse blev yderligere forstærket, da republikaneren Ronald Reagan i januar 1981 Sikkerheden i fare?

139

afløste Jimmy Carter som USA's præsident. Han havde i sin valgkampagne anlagt en skarp tone over for Sovjetunionen og hævdet det synspunkt, at USA og dets allierede måtte optræde mere kraftigt over for Sovjetunionen, også ved at forøge den militære slagkraft, herunder atomvåben. Den danske debat om den forværring, der så pludseligt og voldsomt var sket i den sikkerhedspolitiske situation, fik næ­ ring fra tilsvarende diskussioner i andre europæiske lande, ikke mindst i NATO's øvrige medlemsstater. I Vesttyskland havde der i en årrække været grupper inden for Socialdemo­ kratiet, der var betænkelige ved udviklingen mod øget spæn­ ding med større militær oprustning. Deres kritik kom nu for dagen, selv om partiet stadig havde regeringsmagten, og en bølge af fredsbevægelser, der vendte sig mod yderligere atom­ oprustning, bredte sig over hele landet. En tilsvarende ud­ vikling skete i Holland, Norge og Storbritannien, og der op­ byggedes et internationalt kontaktnet mellem fredsbevægel­ serne. Den danske debat var næppe heftigere end i andre NATO-lande, men fik sit særlige præg i kraft af, at det re­ geringsbærende parti, Socialdemokratiet, havde vist sine be­ tænkeligheder så stærkt allerede ved vedtagelsen af dobbelt­ beslutningen. Det var også grunden til, at Danmark kom til at tiltrække sig særlig opmærksomhed i udenlandske kommen­ tarer, hvor udtrykket „danmarkisering" begyndte at dukke op i løbet af 1980. Det blev brugt kritisk og nedsættende til at betegne den forbeholdne tilslutning til samarbejdet i NATO, som man mente at finde i Danmark, der øjensynligt ønskede at holde sig neutralt over for den nye spænding i forholdet mel­ lem USA og Sovjetunionen. Denne udenlandske kritik blev taget op af de politiske partier til højre i folketingssalen og anvendt mod regeringen. Dens svar var, at Danmark fortsat var et loyalt medlem af NATO, men at det i et samarbejde mellem demokratiske stater var naturligt, at der kunne være meningsforskelle, og at man fra dansk side til stadighed ha\ de sat de politiske afspændingsbestræbelser over de militære aspekter af NATO. Især var man imod en yderligere atom­ oprustning i Europa, og man vendte sig derfor både mod den sovjetiske udstationering af nye atomvåben og mod udsigten til, at man fra NATO's side ville svare med en tilsvarende

optrapning. Netop atomvåbnene var et hovedpunkt i debatten. Ligesom Norge havde Danmark i slutningen af 1950'erne frabedt sig placering af atomvåben på sit territorium. I NATO's dobbelt­ beslutning indgik da heller ingen planer om, at de nye missiler skulle udstationeres i de to lande, men med udgangspunkt i en 140

Sikkerheden i fare?

Lederen af de frie polske fagforeninger, Solidaritet, elektrikeren Lech Walesa, taler på et massemøde i det sydlige Polen i 1988. Bevæ­ gelsen var opstået i kølvan­ det på de store strejker på Lenin-værket i Gdarisk i 1980, der var vendt mod de elendige økonomiske for­ hold, arbejderne levede un­ der. Men Solidaritet blev hurtigt et samlingsmærke for hele den politiske oppo­ sition i landet, og myndig­ hedernes forsøg på at knægte den gav den kun yderligere styrke.

norsk debat blev spørgsmålet om Norden som atomvåbenfri zone også rejst i Danmark. Lignende forslag havde tidligere været fremsat fra finsk side, men debatten blev afsporet af en sovjetisk agitation for et atomvåbenfrit område i Østersøom­ rådet („Fredens hav"), der tydeligvis havde til formål at slå en kile i NATO-samarbejdet, og ikke mindst derfor havde man både i Danmark og Norge stillet sig afvisende og henvist til, at der reelt ikke fandtes atomvåben i Norden. Den danske re­ gering var også i januar 1981 negativ over for forslaget, som den hverken fandt nødvendigt eller ønskeligt. Den ville som hidtil være parat til at overveje muligheden af en formalisering af Nordens faktiske atomvåbenfrihed, men det måtte ske som led i en almindelig europæisk sikkerhedsordning. Under alle omstændigheder så man gerne, at der skete en nedtrapning af atomvåben i Europa. Spørgsmålet blev også behandlet på et nordisk udenrigsministermøde i september samme år, hvor ministrene enedes om at holde hinanden underrettet om det videre arbejde med sagen. Men dermed ophørte debatten om en atomvåbenfri zone ikke, og tanken fik støtte fra fredsaktivister og de politiske partier til venstre for Socialdemokratiet. Også inden for re­ geringspartiet var der enkeltpersoner og grupper, som ønske­ de en mere aktiv dansk indsats i dette spørgsmål. Men også i kredse, der ellers stod fredsbevægelserne fjernt, var der usik­ kerhed over for spørgsmålet, måske især fordi man følte, at man fik for lidt at vide om, hvad der egentlig skete. Det er blevet sagt, at man ønskede en demokratisering af sikkerheds­ politikken, saledes at alle havde mulighed for at skaffe sig Sikkerheden i fare?

141

indblik og give udtryk for deres synspunkter. 1 1980 nedsatte regeringen derfor et Sikkerheds- og Nedrustningspolitisk Ud­ valg (SNU), der som en af sine hovedopgaver fik at stimulere forskning og bidrage til informationsvirksomhed omkring sik­ kerheds- og nedrustningspolitiske spørgsmål for herigennem at styrke grundlaget for meningsdannelse og offentlig debat. Udvalget fik samtidig rådighed over beløb, som det kunne uddele til grupper og organisationer, som arbejdede med sam­ me formål. På den måde blev der tilført den sikkerhedspoliti­ ske debat finansielle midler, som i de følgende år satte sig spor i både publikationer og andre former for aktiviteter. Om det så højnede niveauet i den offentlige debat, er det straks van­

skeligere at afgøre. Faren for Danmarks sikkerhed, der blev så stort et debatem­ ne fra slutningen af 1970'erne, blev kun i ringe grad opfattet som en isoleret trussel mod Danmark, men var nært forbundet både med forholdet mellem USA og Sovjetunionen og for­ holdene mellem de europæiske stater inden for henholdsvis NATO og Warszawa-pagten. Som mangeårigt medlem af NA­ TO kunne Danmark ikke undgå at blive berørt af disse forhold. Forværringen i de ydre forhold kunne i Danmark — som i andre lande i alliancen - skabe debat om den politik, man skulle følge inden for NATO. Der var ikke noget nyt i, at man fra dansk side i så vidt omfang som muligt støttede bestræbel­ ser i retning af afspænding. Debatten fra 1979 drejede sig især om, på hvilke måder man bedst bidrog hertil.

Hvor meget forsvar? Indretningen og omfanget af det danske forsvar var gennem det meste af 1970'erne ikke et spørgsmål, der vakte stor uenig­ hed mellem de politiske partier, ligesom det heller ikke var genstand for nogen større debat uden for Folketinget. Ram­ merne blev lagt ved et forsvarsforlig i 1973, hvori deltog Social­ demokratiet, Venstre, konservative og Det radikale Venstre. Centrum-Demokraterne, Kristeligt Folkeparti og Fremskridts­ partiet støttede også forliget. Den stående styrke var fastsat til 8500 mand med en mobiliseringsevne på i alt 65.000. Det var en naturlig følge af det danske medlemskab af NATO, at man ved indretningen af det danske forsvar tog hensyn til, hvilke opgaver man inden for alliancen ønskede, at Danmark skulle kunne påtage sig både i fredstid og med henblik på eventuelle krisesituationer. Her spillede den dansk-tyske fælleskomman­ do en væsentlig rolle, og den blev fra dansk side anset for en vigtig forøgelse af landets modstandsevne i tilfælde af et an142

Sikkerheden i fare?

F-16 fly, fotograferet i dansk luftrum. Høj flyvehastig­ hed, avanceret teknologisk udstyr og raketbevæbning giver moderne krigsfly en formidabel kampkraft. Men de er også overordentlig kostbare og derfor et sårbart emne i den forsvarspolitiske debat, således som forhand­ lingerne omkring „århun­ dredets våbenhandel" i 1975 viste det.

greb over land. Det var også vigtigt, at danske militære en­ heder kunne deltage i de jævnligt tilbagevendende fælles NATO-øvelser, og i den forbindelse var man meget opmærksom på den forstærkningspolitik, som blev tilrettelagt inden for NATO, fordi den i givet fald ville få afgørende betydning for Danmarks stilling under militære konflikter. Med den over­ vejende af spændte politiske situation i Europa gennem det meste af årtiet var der ikke nogen anledning til større ændrin­ ger i forsvarets omfang, men der måtte naturligvis til stadig­ hed foretages moderniseringer, ikke mindst af materiellet. Det udløste i 1975 en strid om anskaffelsen af nye fly til det danske flyvevåben. Det danske køb var led i et større moderni­ seringsprogram, som også omfattede Holland, Belgien og Norge, og af hensyn til det militære samarbejde inden for NATO blev der lagt vægt på, at alle fire lande anskaffede samme type fly. Flere flyvemaskineindustrier konkurrerede om denne „århundredets våbenhandel", og valget faldt ud til fordel for amerikanske F-16 fly. Det radikale Venstre var mod­ stander af købet af de nye fly, fordi det mente, at en sådan nyanskaffelse kunne tages som udtryk for, at Danmark ikke ønskede at fremme afspændingspolitikken, mens flertallet, der støttede købet, anså det for nødvendigt at udskifte for-

Hvor meget forsvar?

143

NATO-øvelse på dansk grund. I det daglige foregår den militære øvelsesvirksomhed stort set alene på forsvarets egne øvelsesområ­ der. Men store manøvrer er nødvendige led i soldaternes uddan­ nelse og vigtige for at afprøve samarbejdet og koordinationen in­ den for NATO. Derfor afholdes der jævnligt manøvrer i NATO-regi i Danmark med deltagelse af styrker fra andre lande i alliancen.

ældede fly, selv om det var dyrt. 11977 blev der atter indgået et forsvarsforlig, som videreførte forliget fra 1973, dog med mu­ ligheder for at foretage budgetændringer, hvis den sikker­ hedspolitiske situation og økonomiske udvikling berettigede dertil. Også dette forlig var firårigt, og et nyt skulle altså indgås

i 1981. Men med det ændrede sikkerhedspolitiske klima og under indtryk af den stadig strammere økonomiske situation viste der sig nu også vanskeligheder med at nå til enighed om forsvaret. På NATO's ministerrådsmøde i 1978 var det blevet vedtaget at øge medlemsstaternes forsvarsbidrag med tre pro­ cent om året. Statsminister Anker Jørgensen havde dog taget forbehold over for den beslutning med henvisning til de øko­ nomiske vanskeligheder, som Danmark befandt sig i. Inden for Socialdemokratiet var der stor uenighed om, hvor store beløb der skulle afsættes til forsvaret, og partiets udspil til et 144

Sikkerheden i fare?

Afghanske modstandsfolk i et uvejsomt terræn i det nordvestlige Afghanistan, hvorfra de bekæmpede de sovjetiske tropper, der i 1979 var rykket ind i landet for at redde den prosovjetiske regering fra at blive styrtet i en borgerkrig, der længe havde ulmet og nu truede selve hovedstaden Kabul. Det sovjetiske indgreb forværrede det storpolitiske klima og påvirkede også beslutningerne i NATO.

nyt forsvarsforlig blev en såkaldt nulløsning, idet man kun ville forøge forsvarsbudgettet med de nødvendige prisstig­ ninger. Det vakte protest fra forligspartierne til højre, som også henviste til vedtagelsen på NATO's ministerrådsmøde. De fik støtte af den amerikanske forsvarsminister, som i breve til sin danske kollega gav udtryk for bekymring over Dan­ marks fortsatte evne til at løse sine forsvarsopgaver, og senere skrev også NATO's generalsekretær til den danske forsvars­ minister og kritiserede, at Danmark ikke levede op til ved­ tagelsen fra 1978. Også udenlandske pressekommentarer hæf­ tede sig negativt ved den „danmarkisering", der gav sig ud­ slag i, at regeringen i 1980 besluttede at spare 100 millioner kroner på forsvarsbudgettet. Hermed var forsvaret også blevet inddraget i den politiske debat, som var fulgt efter dobbeltbeslutningen i 1979. Regerin­ gen forsvarede sig over for sine kritikere med, at den pris­ Hvor meget forsvar?

145

talsregulerede inflationssikring af det danske forsvarsbudget var den bedste blandt NATO's medlemslande, og at man ved at anlægge et bredere sikkerhedspolitisk syn end det traditio­ nelle måtte lægge mærke til Danmarks store bidrag til ulands­ bistand, som også bidrog til sikkerheden i verden. Endelig fremhævede regeringen sit ønske om at medvirke til afspæn­ ding, hvilket bedst kunne gøres ved at holde forsvarsbud­

getterne i ave. Ved udløbet af forliget fra 1977 i marts 1981 var regeringen endnu ikke nået til enighed med de øvrige forligspartier om et nyt forsvarsforlig. For 1981 fremsatte regeringen derefter for­ slag om en uændret beløbsramme, idet den dog tilbageførte de 100 millioner, som var blevet skåret bort i 1980. Forligspartier­ ne til højre for regeringen affandt sig under protest hermed, fordi de ønskede at afprøve nye forhandlinger med regerin­ gen. Situationen viste, hvor vigtigt de politiske partier - her­ under også Socialdemokratiet — ansa det for, at der kunne opnås politisk enighed om forsvaret. Derfor var de parate til at bøje sig langt mod hinanden, selv om de havde en meget forskellig opfattelse af, hvad der var et tilstrækkeligt forsvar. Da forsvarsforhandlingerne blev genoptaget i marts 1981, hav­ de forsvarsministeren af regeringen og sin folketingsgruppe fået lov til at fravige nulløsningen i beskedent omfang. Denne imødekommenhed over for de øvrige forligspartier var dog blevet kritiseret skarpt af flere medlemmer af folketingsgrup­ pen. Endvidere havde regeringen måneden før fået en af­ klaring på forstærkningsspørgsmålet ved et forslag fra NA­ TO's øverstkommanderende, hvilket man regnede med, at forligspartnerne ville være tilfredse med. Som det kunne for­ ventes, blev det endelige forlig et kompromis, der hverken var en nulløsning eller den forøgelse af forsvarsbudgettet, som partierne til højre havde ønsket. Det radikale Venstre kunne dog ikke tilslutte sig kompromiset, og forliget blev derfor indgået mellem regeringen, Venstre, konservative, CentrumDemokraterne og Kristeligt Folkeparti.

Mennesker og miljø Med den stigende industrialisering og produktivitet blev mil­ jøspørgsmål i løbet af 1970'erne stadig mere påtrængende. I 1972 nedsatte arbejdsministeren en arbejdsmiljøgruppe, som skulle gennemgå problemerne i forbindelse med arbejdsmil­ jøet og stille forslag til deres løsning.

Arbejdsmiljøgruppen iværksatte en undersøgelse, der om­ fattede 7000 LO-arbejdere, for at kortlægge hyppigheden af arbejdsulykker, antallet af personer med erhvervssygdomme, og hvor mange der måtte forlade arbejdsmarkedet på grund af skader i forbindelse med deres arbejde. Gennem undersøgel­ sen fandt man en sammenhæng mellem sygdomssymptomer og påvirkninger på arbejdspladserne. En hyppigt nævnt gene var støj, men desuden nævntes også træk, støv og stærke temperatursvingninger. Både denne og en senere undersøgel­ se bekræftede sammenhængen mellem arbejdstempo og syg­ domme, men psykiske problemer i form af stress forekom også hyppigt hos overordnede med et stort ansvar. Den bestående arbejdsbeskyttelseslov var fra 1954 og gav arbejderne ret til at vælge en repræsentant til at følge med i sikkerheden og sund­ heden på arbejdspladsen, men i 1972 trådte en ny bestemmelse i kraft om oprettelsen af sikkerhedstjenester på de enkelte arbejdspladser. Senere foretagne undersøgelser tydede på, at hverken arbejderne eller virksomhedernes ledelser viste større interesse for disse sikkerhedstjenester, formentlig fordi de kunne komme til at virke forsinkende på arbejdsgangen og fordyre produktionen. Efter at arbejdsmiljøgruppen havde afsluttet sit arbejde, blev dens resultater og forslag forelagt LO og Dansk Arbejds­ giverforening, der gik i gang med at udarbejde et fælles forslag til en ny arbejdsmiljølov. Mens gruppen arbejdede, og de to store organisationer forhandlede, blev der imidlertid også ta­ get initiativer fra både fagforeninger og uafhængige sagkyndi­ ge, især blandt medicinske studenter og yngre kandidater, som i flere enkeltundersøgelser kunne påvise sygdomsfrem­ kaldende virkninger af bestemte former for materialer, som blev anvendt under arbejdsprocesser. Det var medvirkende til at øge interessen for problemerne om arbejdsmiljøet og kom også til at indgå i Folketingets behandling af det forslag til en ny arbejdsmiljølov, som blev forelagt i 1975. Loven, der trådte i kraft i 1977, var i stort omfang en ramme­ lov, der overlod til arbejdsministeren at udforme de mere Mennesker og miljø

147

To malere fra Københavns Kommunes tekniske tjene­ ste opsætter i 1986, iført beskytttelsesdragter- og ma­ sker, plastplader over as­ best på en skole på Vester­ bro i København. Ikke mindst i 60'erne og 70'erne var asbest et meget benyttet materiale i byggeindustrien, bl.a. i produktionen af eternitplader. Fra 1984 blev an­ vendelse af asbest i produk­ tionen, med enkelte undta­ gelser, forbudt da det blev påvist at asbest er helbreds­ farlig.

præcise bestemmelser. Loven indførte en række branchesik­ kerhedsråd, som fik stor betydning for dens praktiske virk­ ning. Lavalderen for børns erhvervsarbejde blev hævet fra 14 til 15 år, og det blev bestemt, at der skulle oprettes et arbejdsmiljøinstitut, således at der til stadighed kunne foregå under­ søgelser af udviklingen i arbejdsmiljøet. Som en udløber af loven gennemførtes i maj 1978 en lov om bedriftssundheds­ tjeneste, hvis formål det var at „forebygge arbejdsmiljøskader, herunder arbejdsulykker, erhvervssygdomme og nedslidning samt at fremme de ansattes sikkerhed og sundhed både fysisk og psykisk". Bedriftssundhedstjenesten skulle først og fremmest stå til rådighed for virksomhederne med rådgivning om indretning af arbejdspladser og anskaffelse af særlige be­ skyttelsesmidler, alt efter arbejdets karakter. Høreværn og hjelme blev snart et udbredt syn på danske arbejdspladser. 148

Mennesker og miljø

Loven blev allerede ved sin ikrafttræden kritiseret for ikke at være omfattende nok. Andre var utilfredse med de mange sikkerhedsforanstaltninger, som kunne være til besvær for arbejdet. Alt i alt var loven dog et vidnesbyrd om, at man både fra privat og offentlig side var opmærksom på, at den tekniske udvikling havde skabt nye problemer i arbejdsmiljøet, som man nu var beredt til at søge at løse. Til spørgsmålet var også knyttet samfundsøkonomiske aspekter, idet man i 1979 skøns­ mæssigt beregnede de samlede omkostninger for samfundet af arbejdsskaderne til mellem fem og ti milliarder kroner. Men ud over miljøet på arbejdspladserne blev man også stadig mere opmærksom på udviklingen i det naturlige miljø. Her kom der klare inspirationer udefra. Amerikanske og sven­ ske miljøbevægelser fik danskere med interesse for naturens bevarelse til at danne bevægelsen NOAH i 1969. De påviste både ved hjælp af udenlandske og danske undersøgelser, hvorledes naturmiljøet langsomt men sikkert blev påvirket og ofte ødelagt af den måde, hvorpå mennesker levede og arbej­ dede i de højt industrialiserede samfund. Vandløb blev for­ urenet ved afløb fra landbrug og industri, nye kemiske midler til brug i husholdningerne bidrog også. Mange dyrearter var truede med udslettelse, fordi deres hidtidige områder ikke længere indeholdt tilstrækkelig næring, og den stigende luft­ forurening ramte også mennesker i form af mange forskellige former for allergi. Kritikerne hævdede, at den vækstfilosofi, som lå bag mange moderne samfunds stigning i levestandard og hele indretning, i sig selv var ødelæggende for naturen, hvorfor det var nødvendigt at sætte grænser for væksten og foretage sig noget aktivt for at beskytte den natur, som endnu var tilbage. Det lykkedes dem at skabe opmærksomhed over for problemet, men mens tilsvarende bevægelser i andre lande førte til oprettelsen af politiske partier under betegnelsen De Grønne, som fik mandater i parlamenterne, blev dette ikke tilfældet i Danmark i 1970'erne. Det kan hænge sammen med, at flere af de danske politiske partier, især på venstrefløjen meget hurtigt opfangede budskabet om hensyntagen til na­ turen og gjorde det til en del af deres politiske linie. Det gjaldt i første omgang SF og VS, men også inden for Socialdemokratiet og Det radikale Venstre var der lydhørhed over for problemet. I oktober 1972 oprettede den nye socialdemokratiske regering under Anker Jørgensen et ministerium for forureningsbekæm­ pelse, der blev beklædt af Jens Kampmann, der også fik Mini­ steriet for offentlige arbejder. Fra september 1973 blev det udskilt som et særligt ministerium, Miljøministeriet, som fik Helge Nielsen som sin første minister. Året efter trådte den

Mennesker og miljø

149

„Find stranden" opfordrer Ole Sporring i sit maleri fra 1984, der er et krast debat­ indlæg om produktions- og forbrugersamfundets hen­ synsløse mishandling af landets naturværdier. Den uberørte strand findes ikke længere.

150

Mennesker og miljø

første miljøbeskyttelseslov i kraft; den var dog langtfra så vidtrækkende, som NOAH og de mere miljøaktive politiske partier kunne have ønsket sig. Hensynet til naturen måtte fortsat afvejes med hensynet til samfundsøkonomien. Det be­ tød, at der indtil videre blev tale om meget lempelige be­ stemmelser, således at selv meget forurenende virksomheder kunne fortsætte uden væsentlige indgreb. Der skabtes yderligere opmærksomhed over for miljøpro­ blemerne, da en international organisation, Greenpeace, der var stiftet i USA i 1971, oprettede en afdeling i Danmark i 1980. Gennem veltilrettelagte og mediebevidste aktioner over for alle mulige former for forurening og for misbrug af naturen var Greenpeace stærkt medvirkende til at påvirke meningsdan­ nelsen i retning af naturbeskyttelse. Samme år vedtog Folke­ tinget, at der for fremtiden skulle foretages konsekvensbe­ regninger forud for al ny lovgivning, der påvirkede miljøom­ råderne - både på arbejdspladserne og i naturen. Et særligt problem inden for miljøområdet var den stigende forurening af havene omkring Danmark. Den skyldtes mange sammenfaldende faktorer som udløb fra floder og vandløb, der indeholdt skadelige spildprodukter, den øgede skibstra­

fik, som i sig selv kunne være forurenende, men desuden indebar en øget risiko for udslip af olie og andre produkter, hvortil kom den mere udbredte anvendelse af havene til dumpning af farlige affaldsstoffer. På dette område var Dan­ mark meget følsomt over for den forurening, som foregik fra andre lande, og måtte derfor arbejde ivrigt for internationale aftaler, som kunne virke begrænsende. Således tiltrådte Dan­ mark i 1972 Oslo-konventionen, som blev indgået mellem i alt 12 lande, og som havde til formål at forhindre forurening af havet med stoffer, som vil kunne bringe den menneskelige sundhed i fare og på andre måder skade havenes ressourcer. I aftalen opregnes en lang række stoffer, som ikke mere må forekomme i dumpet materiale. Ved en lov fra 1975 overførtes konventionens bestemmelser til dansk lovgivning. Problemet med den slags love og internationale aftaler er blandt andet, at de forudsætter en omfattende overvågning og kontrol, som det kan være meget vanskeligt at udføre på havet. Alligevel havde aftalerne en vis forebyggende virkning, og Danmark deltog da også senere i udarbejdelsen af London-konventionen, der trådte i kraft i 1975 og omfattede i alt 90 stater. Bestemmelserne svarede meget til dem, der fandtes i Oslokonventionen. For Østersøens vedkommende blev der på samme tid vedtaget en konvention, der forbød al dumpning i dette lavvandede hav.

I december 1979 fremsatte daværende miljøminister Ivar Nørgaard et forslag til lov om beskyttelse af havmiljøet, der opsamlede alle de foregående års love og internationale af­ taler, således at danske skibe blev underkastet regulering over for alle former for forurening af havet. Selv om loven ikke indeholdt væsentlige nye bestemmelser, var dens gennem­ førelse dog udtryk for, at man ønskede at skærpe bekæmpel­ sen af havforureningen. I en samlet vurdering af alle disse foranstaltninger fra regeringernes og Folketingets side må det­ te ikke overses. Men det er også berettiget, når miljøaktivi­ sterne kritiserede lovene for ikke at være tilstrækkeligt effekti­ ve. På det internationale plan medførte brugen af overvåg­ ningssatellitter dog, at muligheden for at afsløre forurenende fartøjer blev forbedret. Tilbage stod stadig problemet med den forurening, som ad vandveje eller gennem luften blev ført ind over Danmark. Således medførte den sure regn, der nåede Norden fra de europæiske industriområder, en skovdød, som ramte Sverige og Norge hardere end Danmark, der har mere kalk i grund­ vandet. Her kunne man fra dansk side kun henstille til myn­ dighederne i andre lande at foretage foranstaltninger til be­

Mennesker og miljø

151

kæmpelse af forureningen ved kilden. Danmark havde siden 1973 haft en særlig mulighed for at fremføre skandinaviske synspunkter på miljøområdet over for de øvrige medlems­ lande i EF. Det blev da også forsøgt, men endnu var man i fællesskabets centrale organer mere optaget af andre proble­ mer, og Danmark har endnu ikke fået megen opbakning til

sine synspunkter her.

Energien og miljøet Olieprisstigningerne i 1973-74 og i 1979 havde som tidligere omtalt medført en øget bevidsthed omkring energiforsynings­ problemet. Vigtigst var bestræbelserne for at gøre Danmark så lidt afhængig af udenlandsk energiforsyning som muligt, men samtidig måtte man også overveje, i hvilket omfang de for­ skellige energiformer virkede mere eller mindre forurenende. Ved igangsættelsen af udvindingen af olie og naturgas fra de danske områder i Nordsøen var der anlagt store boreplatforme i Nordsøen, hvis risiko for havmiljøet var vanskelig at over­ skue. De store tekniske installationer medførte uundgåeligt, at en mængde affaldsprodukter uden videre blev ledt ud i havet, men afbrændingen af den olie, som ikke kunne udnyttes, forurenede endnu mere. Den indebar også en konstant risiko for omfattende ulykker. I april 1977 kom en af installationerne på platformen „Bravo" ud af drift, hvilket medførte et be­ tydeligt olieudslip, mens man undgik en mere omfattende brand. Uheldet skærpede årvågenheden over for sikkerheden på boreplatformene, men udløste samtidig kritik af de hidtidi­ ge sikkerhedsforanstaltninger. Et andet forureningsproblem i forbindelse med energiud­ vindingen var transporten af olien og gassen til land. Her er udgiften langt større ved anlæggelsen af rørledninger end ved anvendelsen af tankskibe, hvorfor boreselskaber vil være til­ bøjelige til at foretrække det sidste, hvis forekomsterne ikke er meget store. Men tankskibe er samtidig langt mere risiko­ skabende, fordi de ved kollisioner eller grundstødning kan forårsage omfattende olieforurening. Men også efter at være bragt på land indebærer de fleste energiformer en forureningsrisiko. Det indgik da også i de danske overvejelser om energiforsyningen, der for alvor tog fart fra midten af 1970'erne. Som allerede omtalt var der en overgang betydelig interesse for udnyttelsen af atomkraft, der indgik i den første energiplan fra 1976, men blev opgivet indtil videre i 1980. Af de øvrige energiformer er naturgassen den mindst forurenende, mens afbrændingen af kul regnes for det 152

Mennesker og miljø

mest skadelige. 11979 oprettedes Energiministeriet, hvis første minister blev Poul Nielson. Samme år blev loven om varmefor­ syning vedtaget. Heri blev der lagt op til kollektive løsninger og udbygning af kraftvarmeværker. Samtidigt vedtoges an­ lægsloven for naturgasforsyning. Denne energiform blev an­ set for at være den mest hensigtsmæssige til opvarmning, både af miljømæssige hensyn og for at spare valuta. Et om­ fattende net af naturgasledninger blev derfor udlagt over hele landet. Problemerne med naturgassen var imidlertid, at den for at være rentabel forudsatte en tilslutningspligt, som kunne sikre en tilstrækkelig stor afsætning. Dette vakte betydelig politisk modstand på grund af bestemmelsens karakter af tvang. Elektricitetsforsyningen skulle fortsat varetages af de store elselskaber, og deres energiforbrug ville i en længere årrække stadigvæk fortrinsvis være kul. Energipolitikken blev i slutningen af 1970'erne kritiseret for, at ønsket om stor forsyningssikkerhed og økonomisk rentabili­ tet havde medført, at der i for ringe grad var taget miljøhen­ syn. Aktivister inden for miljøbevægelserne hævdede, at den eneste farbare vej til at opnå en energiudnyttelse, der balan­ cerede mellem samfundsøkonomiske krav og naturbeskyttel­ seshensyn, var at nedbringe energiforbruget. Trods en vok­ sende erkendelse af miljøproblemernes omfang og betydning, også inden for energipolitikken, var det politiske flertal i Folke­ tinget dog endnu ikke indstillet på at lade miljøhensyn være overvejende. Ude i befolkningen var der imidlertid stadigt flere bevægelser, der mente, at forureningen og den tiltagende overudnyttelse af naturen på længere sigt var en af de aller­ største trusler mod hele samfundet, hvis det fik lov til at udvikle sig som hidtil.

Ligesom fredsbevægelserne var også miljøbevægelserne først og fremmest græsrodsinitiativer, iværksat og organiseret af borgere, som ikke var tilfredse med den indsats, som blev ydet af de etablerede politiske partier og organisationer. I øvrigt var der ofte et sammenfald mellem tilslutningen til flere af disse bevægelser, som var en karakteristisk nyskabelse i 1970'erne, men som viste sig at kunne fastholde deres til­ slutning også i det følgende årti. Under alle omstændigheder fik enkeltpersoner i kraft af disse bevægelser flere og mere nuancerede muligheder for at manifestere deres tilslutning eller - især - afstandtagen til forskellige løsninger på aktuelle samfundsspørgsmål. Deres baggrund lå i et stadigt højere uddannelses- og vidensniveau, men også impulser fra ud­ landet spillede en stor rolle. Danmark var i løbet af 1970'erne blevet et endnu mere åbent og tilgængeligt samfund, hvis Energien og miljøet

153

Kommunekemi A/S i Nyborg blev oprettet af de danske kommuner i fællesskab i 1973 for at hjælpe kommunerne ved at modtage og destruere det kemiske affald, hvis farlighed for miljøet og folke­ sundheden man først nu erkendte for alvor. Anstalten har fået stor betydning og er vokset støt. Men i Nyborg er der en betydelig frygt for de giftige affaldsstoffer på Kommunekemis oplagsplads.

borgere var blevet langt mere opmærksomme på deres egne muligheder for og rettigheder til at blande sig i alle spørgsmål, som man selv anså for vigtige. Det styrkede dem, at der også blandt sagkyndige viste sig at være stor uenighed. Dette gav mere plads til den aktuelle politiske debat og stillingtagen, som var bevægelsernes hovedformål. Dertil kom, at de blev støttet af en aktivt opsøgende idealistisk journalistik, der var med til at give deres budskaber gennemslagskraft.

Fra Grønland til Kalaallit Nunaat I tiden efter 1970 fortsatte de ændringer, som var foregået i Grønland i takt med bestræbelserne for at styrke moderni­ seringen af samfundslivet og erhvervsgrundlaget i retning af mere samlede bosættelser i byerne på bekostning af de mange spredte småbygder. Det medførte ikke mindst en betydelig vækst i indbyggertallet i den største by, Godthåb (Nuuk), hvor boligmangel vedblev at være et problem hele perioden igen­ nem. En meget kraftig befolkningsforøgelse i årene forud for 1970, som blandt andet skyldtes et kraftigt fald i børnedødeligheden, gjorde ikke moderniseringens problemer mindre. Især blandt yngre grønlændere, som havde opnået en længere uddannelse end de ældre generationer, havde der gennem nogen tid været utilfredshed med, at de meget store foran­ dringer i deres samfund hovedsageligt var foregået på initiativ af danskere og uden inddragelse af mange grønlændere i de økonomiske eller politiske beslutninger. De fandt, at der var sket en indgriben i den oprindelige grønlandske levevis, som - uanset hvor velment den måtte have været - var sket hen over hovedet på den eskimoiske befolkning, og den gav ikke grønlænderne tilstrækkelig indflydelse på deres eget lands udvikling. Fødestedskriteriet, der medførte højere lønninger til offentligt ansatte, der var født i Danmark, var fortsat en torn i øjet, og med udbygningen af de grønlandske uddannelses­ institutioner blev flere og flere ramt af denne forskelsbehand­ ling. Landsrådet i Godthåb, der var Grønlands folkevalgte organ, var i vid udstrækning præget af ældre grønlændere, som hav­ de gennemlevet det meste af moderniseringsperioden og i mangt og meget støttet den. Det blev nu mødt med kritik for at være for følgagtigt over for ministeriet i København og for ikke i tilstrækkeligt omfang at have været på vagt over for de negative virkninger af ændringerne. Da valg til Landsrådet fandt sted i enkeltmandskredse, var der tendens til en udbredt personificering af de beslutninger, der blev truffet af Lands­ rådet. Kritikken rettede sig også imod, at landshøvdingen, som var dansker og udnævnt af regeringen i København, deltog i Landsrådets møder, om end uden stemmeret. Hans blotte tilstedeværelse sås som udtryk for, at det var i Køben­ havn, de vigtigste beslutninger blev truffet. Der var således Fra Grønland til Kalaallit Nunaat

155

Også Grønland udviklede sig til et forbrugersamfund. Der er unægteligt et stort - og pludseligt - spring fra Den Kongelige Grønlandske Handels gamle butikker med et nøjsomt udvalg af nødvendighedsartikler til denne grønlandske butiks­ facade fra 1978.

også tale om en generationsmodsætning, hvor unge grønlæn­ dere vendte sig både mod overvægten af indflydelse fra ho­ vedlandet mod syd, og mod den ældre generation af grøn­ landske politikere, der ikke havde holdt fast ved den grøn­ landske identitet. Således vendte de sig mod udtrykkene „syddansk" og „norddansk", som mindede om bestræbelser­ ne for at gøre grønlænderne danske, hvad unge grønlændere

ikke ønskede at blive. Set fra et dansk synspunkt kunne meget af denne kritik forekomme urimelig. De moderniseringsbestræbelser, der var blevet foretaget af både politikere og embedsmænd i Køben­ havn og Grønland, gik netop ud på at sætte grønlænderne i stand til at udvikle et samfundsmønster, som kunne styrke dem i den nye form for internationalt samkvem, som uund­ gåeligt også ville påvirke deres samfund. Det var Danmark indstillet på at yde støtte til både økonomisk og politisk, og man havde da også i de første mange år af moderniseringspro­ cessen kunnet få det indtryk, at der var bred tilslutning til reformerne i Grønland. Men ved moderniseringen var Grøn­ land også blevet åbnet for påvirkninger udefra, som styrkede den grønlandske selvbevidsthed og opfattelsen af, at ikke alt, hvad man i København mente var godt for grønlænderne, nødvendigvis også var det.

156

Fra Grønland til Kalaallit Nunaat

Ved folkeafstemningen i 1972 om dansk medlemskab af EF kom denne modsætning klart frem. Mens der i Danmark var et betydeligt flertal for medlemskabet, var der i Grønland et endnu større flertal - på omkring 70 pct. - som stemte imod. Modstanden skyldtes især en frygt for, at fiskefartøjer fra andre EF-lande ville påføre det grønlandske fiskeri en ødelæg­ gende konkurrence, men i den lå også en anfægtelse af, at man fra dansk side kunne dirigere Grønlands forhold til resten af verden.

Et yderligere stridspunkt mellem Danmark og Grønland var retten til udnyttelsen af råstoffer i den grønlandske under­ grund. Den danske regering fastholdt statens rettigheder til alle mineralforekomster, således som det også var tilfældet i den øvrige del af riget. Det var senest blevet fastslået med vedtagelsen af den grønlandske minelov i 1965. Men da re­ geringen på grundlag af denne lov i 1975 gav internationale konsortier tilladelse til efterforskning af olie, blev det mødt med kritik fra grønlandsk side. Det nydannede politiske parti Siumut forlangte, at råstofferne skulle tilhøre grønlænderne.

Grønlandsk selvbestemmelse Den øgede grønlandske kritik og ønskerne om mere indflydel­ se på egne vilkår kunne på mange måder minde om de krav om selvstyre, som efter krigsafslutningen i 1940'rne havde ført til Færøernes ændrede status inden for rigsfællesskabet. Den danske stat - repræsenteret af regeringen, Folketinget og cen­ traladministrationen — stod derfor ikke uden erfaringer for, hvorledes en sådan situation kunne behandles, uden at det førte til dybtgående modsætninger, som kunne belaste det fremtidige forhold mellem de forskellige dele af riget. I de fleste politiske partier var der også forståelse for, at grønlæn­ derne nu ønskede større medbestemmelse uden at anfægte rigsfællesskabet. Der var derfor almindelig tilslutning til, at regeringen i 1975 nedsatte en hjemmestyrekommission med deltagelse af både grønlandske og danske politikere. Jurapro­ fessoren Isi Foighel blev formand. Kommissionen arbejdede meget hurtigt og kunne allerede to år efter fremlægge sit forslag til indførelse af hjemmestyre i Grønland. Det ville medføre indretningen af et grønlandsk Landsting, der skulle udgøre det parlamentariske grundlag for et landsstyre, der ville blive det øverste udøvende organ. Det var meningen, at lovgivningen og administrationen af alle grønlandske anliggender efterhånden skulle overgå til Lands­ tinget og landsstyret, dog først efter forhandlinger med den Grønlandsk selvbestemmelse

157

Det store rejefiskeri ved Grønland gjorde mange grønlandske kvinder til in­ dustriarbejdere og gav lan­ det betydelige eksportind­ tægter.

danske stat. Fra den danske statskasse skulle Grønland fortsat modtage ydelser, men nu i form af bloktilskud på samme måde som amterne i hovedlandet, og Landstinget kunne så anvende tilskuddet, som det fandt bedst. Spørgsmålet om fordelingen af de eventuelle råstofindtægter indgik ikke i kom­ missionens forslag, men ved direkte forhandlinger mellem regeringen og grønlandske pohtikere blev der truffet aftale om, at sådanne indtægter først skulle bruges til at gøre hjem­ mestyret selvfinansierende, og at der derefter skulle træffes aftale mellem regeringen og landsstyret om fordelingen af yderligere indtægter. Der var også enighed om, at udenrigsog forsvarspolitikken fortsat skulle varetages af den danske regering, samt at det grønlandske medlemskab af EF skulle opretholdes indtil videre, men senere kunne tages op til for­ handling. Grønland skulle således fortsat vælge en af de i alt 16 repræsentanter, som Danmark var berettiget til i Europaparla­ mentet. Den grønlandske repræsentation med to medlemmer i det danske Folketing blev ikke foreslået ændret. Regeringen forelagde næsten uændret kommissionens for­ slag for Folketinget i form af et lovforslag om grønlandsk hjemmestyre. I løbet af foråret 1978 blev lovgivningen færdig­

158

Fra Grønland til Kalaallit Nunaat

behandlet, og samtlige Folketingets partier med undtagelse af Fremskridtspartiet kunne tilslutte sig den. Derefter skulle ved­ tagelsen forelægges den grønlandske befolkning ved en folke­ afstemning, og hjemmestyret skulle træde i kraft den 1. maj 1979, hvis afstemningen gav et positivt resultat.

Hjemmestyret gennemføres Folkeafstemningen fandt sted i januar 1979. Forud var gået en debat, hvor de to største politiske partier i Grønland, der også havde tilslutning fra de fleste af det siddende Landsråds med­ lemmer, opfordrede til at stemme for hjemmestyret. Kun par­ tiet Ataqatigitt gik imod, fordi det fandt, at Grønland også under hjemmestyret ville være underkastet en alt for stærk dansk dominans. Det ønskede fuldstændig selvstændighed. Ved folkeafstemningen, hvori over 60 procent af den grøn­ landske befolkning deltog, stemte over 12.000 for, mens knap 5000 stemte imod hjemmestyret, der dermed kunne træde i kraft tre måneder senere. Men forinden skulle der afholdes valg til det nye Landsting. Politiske partier var et nyt fænomen i Grønland. Partiet Siumut var blevet oprettet i 1975, og året efter dannedes Atås­ sut. Begge partier havde støttet gennemførelsen af hjemme­ styret, som flere af deres medlemmer havde deltaget aktivt i forberedelsen af. Men i Atåssut var der en stærkere under­ stregning af tilhørsforholdet til Danmark. Dertil kom partiet Inuit Ataqatigitt, og umiddelbart før valget oprettedes endnu et parti, Sulissartut Partiiat, der var udgået fra den grønland­ ske fagbevægelse, og som i de fleste spørgsmål lå meget tæt på Siumut. Valget blev afholdt i april, og resultatet blev, at kun de ældste af partierne - Siumut og Atåssut - fik valgt medlemmer til Landstinget. Selv om kun 817 stemmer skilte dem, opnåede Siumut 13 og Atåssut kun otte af de i alt 21 medlemmer på grund af den forskellige befolkningstæthed i valgkredsene. På det grundlag kunne Siumuts formand, Jonathan Motzfeldt, danne det første grønlandske landsstyre, samtidig med at han blev formand for Landstinget. Den 1. maj trådte det nyvalgte Landsting sammen for første gang, og i nærværelse af dron­ ning Margrethe blev det grønlandske hjemmestyre endeligt stadfæstet. Overdragelsen af sagsområder fra danske myndigheder til hjemmestyret foregik gradvist. De to første områder var ar­ bejdsmarkedet og skolevæsenet, som overgik til grønlandsk lovgivning og administration fra nytåret 1980. Et særligt pro­ blem udgjorde de tjenester, der var blevet oprettet med hen-

Hjemmestyret gennemføres

159

Landsstyreformand Jona­ than Motzfeldt åbner lands­ tinget i Nuuk den 14. sep­ tember 1979.

blik på at varetage særlige forsyningsmæssige og tekniske opgaver i Grønland, først og fremmest Den Kongelige Grøn­ landske Handel og Grønlands Tekniske Organisation, men i takt med udviklingen af det grønlandske erhvervsliv og ad­ ministrationen blev disse tjenester også overtaget af grønlæn­ derne i 1986-87, hvorefter de fik nye grønlandske navne. Det var et af det nye hjemmestyres højeste mål at fremme den grønlandske selvvirksomhed, således at den kunne danne grundlaget for en økonomisk vækst foruden kulturel og social udvikling. En af de store vanskeligheder i den forbindelse var, at den grønlandske økonomi i så stor udstrækning hvilede på fiskeri og forarbejdning af fiskeriprodukter. Derfor så man med stor utilfredshed på den øgede fiskefangst, som fandt sted i farvandene omkring Grønland, af fremmede fiskefartø­ jer og ofte med en udrustning, som grønlandske fiskere havde svært ved at hamle op med. Dette havde som nævnt været en væsentlig baggrund for det store antal nejstemmer ved folkeafstemningen om med­ lemskabet af EF i 1972, og i forbindelse med indførelsen af hjemmestyret var spørgsmålet også blevet rejst. Grønlænder­ ne fandt det ikke i overensstemmelse med deres selvstyre, at fiskekvoterne i deres farvande skulle fastsættes endeligt inden for EF, og ønsket om at frigøre sig fra denne begrænsning

160

Fra Grønland til Kalaallit Nunaat

STRT OET VSGNSMDC GRØNLANDSKE FOLK

KØUTDC.IT SSCSRIfiR* TORTUT TAPESSER”

SUKIT Valgplakat fra det første valg til det grønlandske hjemmestyre i 1977, tegnet af Thue Christiansen. Det blev partiet Siumut, der fik flertallet i Landstinget og dermed regeringsmagten i Grønland.

voksede stadig. Fra regeringen og Folketinget i København havde Grønland fået tilsagn om, at man ville støtte dets udtræ­ den af EF, hvis det viste sig at være det grønlandske flertals ønske. Men man så helst, at Grønland fortsatte inden for fællesskabet, idet man fandt, at det også indebar en række fordele, ligesom det medvirkede til at understrege rigsfælles­ skabet mellem Grønland og Danmark. Det grønlandske Landsting besluttede at lade afholde en folkeafstemning om spørgsmålet. Den fandt sted i 1982, og med en valgdeltagelse på næsten 75 procent stemte et flertal - dog kun med 1500 stemmers overvægt - for, at Grønland skulle forhandle om udtrædelse af EF. Den beskedne overvægt af stemmer for udtrædelsen viser, hvor stor usikkerhed der med årene var blevet blandt grønlænderne om fordele eller ulemper ved medlemskabet. Men sammen med den danske regering gik det grønlandske landsstyre derefter i gang med at forhandle med EF's myndigheder i Bruxelles om de vilkår, Grønland kunne opnå ved en udtræden. Forhandlingerne førte til, at Grønland som det første område inden for EF udtrådte af fællesskabet i 1985, men samtidigt opnåede at blive associeret som såkaldt „oversøisk land og territorium". Ved denne ord­ ning opnåede Grønland at få en særskilt betaling for de fiske­ kvoter, som det tillader EF's medlemslande at udnytte.

Inuit For flertallet af grønlænderne var denne udtræden af EF end­ nu et skridt i retning af den nationale hævdelse, som de anså for vigtig for at kunne fastholde deres egen identitet over for de mange udenlandske påvirkninger, de fortsat var udsat for. Men som landsstyreformanden, Jonathan Motzfeldt, også un­ derstregede efter afstemningen i 1982, lå der ikke heri noget ønske om at frigøre sig fra forbindelserne til Danmark. Det gjorde der heller ikke i ønsket om indførelsen af et særligt grønlandsk flag som symbolsk samlingsmærke. Allerede i be­ gyndelsen af 1970'erne havde der fra privat side været forslag fremme om et eget flag, og efter hjemmestyrets indførelse blev forslaget fremsat i Landstinget, som nedsatte et særligt flagud­ valg, der skulle tage stilling til, hvordan et grønlandsk flag skulle se ud. Der indkom over 600 forslag, og udvalget enedes til sidst om at sætte to af forslagene til afstemning - et med og et uden det kors, som indgår i alle øvrige nordiske flag. Ved afstemningen fik forslaget uden kors et klart, men ikke over­ vældende flertal. Flaget symboliserede isen og den opgående sol, og det blev første gang taget officielt i brug - ved siden af

Inuit

161

Den grønlandske sanger Rasmus Lyberth, her foto­ graferet i 1978, udsendte sin første plade „Til min søn" i 1975. Han har med sine pla­ der og på turneer skildret den grønlandske natur, og hvordan det er at være grønlænder - og givet ek­ sempler på kultursammen­ stød mellem grønlændere og danskere. Men der er in­ gen hårdtslående paroler. „Mine sange er ikke politi­ ske i den forstand. De er på ingen måde vendt mod danskerne, men gennem mine sange vil jeg forsøge at give udtryk for, hvad vi grønlændere føler for vores land," har han sagt i et in­ terview.

162

Dannebrog - på den grønlandske nationaldag, den 21. juni 1985. Fra da af blev flaget også hejst ved fællesnordiske an­ ledninger som f.eks. møder i Nordisk Råd, hvor det udgør et særpræget islæt blandt de mange korsbannere. Indførelsen af grønlandske stednavne overalt var også et led i denne proces. Nuuk som betegnelse for Godthåb slog hurtigt igennem også i Danmark, men andre navne er det vanskeligt for fremmede at få udtalt på den rigtige måde. Landstinget nedsatte straks efter hjemmestyrets gennemførelse et sted­ navneudvalg, som skulle bestemme de nye grønlandske nav­ ne. Det gjaldt også bygderne, og efterhånden er langt de fleste stednavne blevet grønlandske. Samtidig opstod der også en stigende interesse for andre folk i de polare områder, som levede under samme naturvilkår som grønlænderne, og som også havde vanskeligheder ved at videreføre deres oprindelige kultur under den moderne ud­ vikling. I 1980 afholdtes i Nuuk en stor konference, hvor der blev grundlagt en ny international organisation - Inuit Circumpolar Conference. Deltagerne kom fra Alaska, Canada og Grønland, og alle sluttede op om nødvendigheden af at gøre opmærksom på de særlige vilkår, hvorunder inuit-befolkningerne lever i de stater, der grænser op til Nordpolen. Samtidig ønskede de at støtte hinandens bestræbelser for at fastholde og

Fra Grønland til Kalaallit Nunaat

videreudvikle den kulturelle tradition, som trods store geogra­ fiske afstande havde mange fællestræk. Der var stor interesse for dette arbejde i Grønland, og i mange år var en grønlænder præsident. Allerede i 1980 havde man forsøgt at få deltagelse af repræsentanter for inuit-befolkningen i Sibirien, men var stødt på modstand hos de sovjetiske myndigheder. Først ved den tredje konference i ICC i 1989 lykkedes det at få en sibirisk delegation til at deltage. Også inden for kulturlivet styrkedes den grønlandske be­ vidsthed. Der opstod grønlandske musik- og sanggrupper, som optog oprindelige inuit-traditioner i deres kunstneriske udfoldelser, og ved fællesarrangementer med inuit-befolkninger fra de øvrige polarområder udveksledes erfaringer inden for dans, musik og sang. I 1984 havde en grønlandsk teater­ gruppe ved navn Silamiut sin førsteopførelse i Nuuk, og i løbet af de følgende år blev dens ry fastslået både i og uden for Grønland.

Trange tider Moderniseringen havde hele perioden igennem medført en række sociale problemer, som i høj grad skyldtes den hurtige indflytning til byerne og de manglende beskæftigelsesmulig ­ heder, ikke mindst for den lidt ældre generation. Alkohol­ problemet var også stigende, og efter en kortvarig frigivelse af ølsalget forsøgte Landstinget at indføre en rationeringsord­ ning. Disse sociale problemer blev ikke lettere at løse, efter­ hånden som Grønlands økonomiske situation forværredes. Udbygningen af den grønlandske økonomi fortsatte efter 1979 på samme grundlag som tidligere. Der var stort behov for investeringer både i fiskeriflåden og fiskeindustrien, og mid­ lerne til dette blev tilvejebragt både fra privat og offentlig side. Men fiskerierhvervet var følsomt over for de svingende af­ sætningsmuligheder og den mærkbare konkurrence fra frem­ mede fiskefartøjer. Fiskeriinspektionen blev foretaget af dan­ ske flådefartøjer, der var stationeret i Grønland, men trods bistand fra marinens fly og helikoptere var den svær at hånd­ hæve i de vidtstrakte havområder. Ved pågribelsen af frem­ mede fartøjer, der drev ulovligt fiskeri, blev de efterfølgende retssager afgjort ved Grønlands Landsret og medførte i flere tilfælde foruden konfiskation af fangst og redskaber også høje bøde straffe. Sælfangsten foregik fortrinsvis fra de mindre bygder og var for dem et afgørende økonomisk grundlag ikke mindst i kraft af salget af sælskind, der blev eksporteret til Europa og USA. Trange tider

163

Grønlandske børn med grønlandske og danske flag. Kun de rød­ hvide farver er fælles. Det grønlandske flag er tegnet af kunstneren og politikeren Thue Christiansen. Efter 1985 anvendes Dannebrog fortsat officielt af rigsmyndighederne i Grønland, og private har og­ så lov at bruge det.

Det virkede derfor stærkt udfordrende på den grønlandske fangerbefolkning, da den internationale miljøorganisation Greenpeace startede en kampagne mod sælfangst og salget af sælskind som et led i agitationen mod rovdrift på naturen. Kampagnen var oprindelig rettet imod drabet af babysæler ved New Foundland, men kom ved den agitatoriske forenk­ ling til at virke som en almindelig fordømmelse af sælfangst. Grønlandske sælfangere tog til genmæle og fik støtte fra hjem­ 164

Fra Grønland til Kalaallit Nunaat

mestyret, som fik arrangeret et møde mellem repræsentanter for Greenpeace og fangere. Fra miljøorganisationens side blev det indrømmet, at man ikke havde været opmærksom på de særlige forudsætninger for grønlandsk sælfangst, og kam­ pagnen blev neddæmpet. Men skaden var sket, og priserne på sælskind fortsatte med at falde. Dette møde mellem et op­ rindeligt grønlandsk næringsgrundlag og omverdenens virk­ somme, men ofte unuancerede krav om miljøværn demon­ strerede klart de problemer, som moderniseringen kunne stil­ le grønlænderne overfor. Kombinationen af store investeringer og svingende ind­ tjeningsmuligheder skabte i løbet af 1980'erne store vanskelig­ heder for den grønlandske økonomi. De blev i 1987 tilspidsede ved en akut likviditetskrise for hjemmestyret, som kun blev klaret efter meget besværlige forhandlinger. Bag likviditets­ krisen lå også politiske modsætninger i Landstinget, som førte til uenigheder om dets og landsstyrets rolle i forbindelse med de store investeringsbehov. Det udløste valg i utide og be­ sværligheder ved at sammensætte landsstyret, og i 1988 ved­ tog Landstinget en skarpere adskillelse af landsstyre og Lands­ ting. De fik hver sin formand, og til Landstingets valgtes Lars Chemnitz fra Atåssut, som i mange år havde deltaget i grøn­ landsk politik.

Et af de spørgsmål, der havde skabt splid i Landstinget og i 1987 udløste et valg i utide, var moderniseringen af varslings­ anlæggene på den amerikanske base ved Thule. Tilstedevæ­ relsen af amerikanske baser i Grønland havde ikke tidligere vakt nogen udbredt debat. De faldt ind under udenrigs- og forsvarspolitikken, som var underlagt regeringen i Køben­ havn. Landsstyret i Nuuk opretholdt dog et krav om erstat­ ninger til de tidligere beboere af Thule, der ved basens an­ læggelse var blevet forflyttet og havde fået forringede næ­ ringsvilkår. Moderniseringen på Thule-basen rejste spørgs­ målet om sådanne varslingsanlægs betydning for henholdsvis forsvar og angreb, som var del af en aftale mellem Sovjetunio­ nen og USA. Men problemet blev også rejst i det grønlandske Landsting, og da landsstyreformanden Jonathan Motzfeldt afviste at forhandle med de danske myndigheder om spørgs­ målet, endte det med, at Landstinget blev opløst. Thule-basen blev også drøftet i det danske Folketing, hvor udenrigsmini­ ster Uffe Ellemann-Jensen fastholdt, at der var tale om en amerikansk-sovjetisk uenighed, som de to stater måtte løse indbyrdes. De nærmest følgende års ændringer i forholdet mellem Sovjetunionen og USA, og den teknologiske udvik­ ling, der gjorde Thule-basen mindre nødvendig for amerikaTrange tider

165

Det gigantiske radaranlæg, der var kernen i den amerikanske base på Thule i Nordgrønland, blev i 1980'erne i nogen grad overhalet af den tekniske udvikling og var - trods udbygningsplaner - ikke længere af så afgørende betydning for atomforsvaret af det ameri­ kanske kontinent.

nerne, svækkede interessen for spørgsmålet. Men også det havde vist, hvorledes omverdenens problemer kom til at ind­

gå i grønlandsk politik. Som en del af rigsfællesskabet modtog Grønland også efter 1979 et tilskud fra den danske stat. Tilskuddet beløber sig til to milliarder kroner årligt, hvilket svarer til 40.000 kr. pr. ind­ bygger, og der er fra dansk side ikke rejst spørgsmål om en nedskæring.

Mere marked, mindre stat

Med den stærkt stigende biltrafik mellem Danmark og Tyskland blev Storstrømsbroen med tiden ude af stand til at klare presset. Derfor opførtes Farøbroerne i begyndelsen af 1980'erne. De var Danmarks hidtil største broanlæg. I planlægningen af Farøbroerne indgik også overvejelser om en fast forbindelse over Store Bælt og på længere sigt over Øresund og Femern Bælt til Tyskland, således at Norden via Danmark kunne knyttes trafikalt til det europæiske fastland.

Firkløverregeringen i funktion Ved Folketingets åbning den 5. oktober 1982 indledte stats­ minister Poul Schliiter trontalen med at fastslå, at regeringen ville præsentere Folketinget for en ny politik.

„De problemer, regering og Folketing i fællesskab skal løse, er naturligvis de samme, som vi gennem så lang tid har været stillet overfor. Men alle ved, at problemerne har fået lov til at vokse sig alt for store, og det er blevet mere og mere åbenbart, at der er brug for en ny politik. Vi forelægger i dag en politik, som er klart udtryk for en liberal regerings holdning til pro­ blemerne." Han sagde senere i talen: „Det er naturligvis rigtigt - det ved vi godt alle sammen - at den internationale krise har skabt problemer for os. Vist så, men der er jo også problemer, som vi selv har været med til at gøre større, og som vi selv skal finde en løsning på. Jeg tænker på den fortsatte gældsstiftelse til udlandet, og jeg tænker på det eksplosivt stigende under­ skud på statsfinanserne. Hvis vi ikke kan løse de problemer, kan vi heller ikke klare vore andre vanskeligheder - heller ikke arbejdsløshedsproblemet. " Regeringens nye politik ville først og fremmest sigte mod at nedbringe de offentlige udgifter. For 1983 ville den foreslå besparelser på 20 milliarder kroner og for 1984 godt 37 milliar­ der. Det ville derfor være nødvendigt at foretage en beskæring af alle de såkaldte overførselsbetalinger inden for det sociale område. Men derudover ville regeringen foreslå et øjeblikke­ ligt stop for lønninger og avancer, en udsættelse af alle dyrtids­ reguleringer og indførelsen af en karensdag, således at løn­ modtagerne selv skulle betale for første sygedag. Statsmini­ steren var klar over, at den økonomiske politik, regeringen lagde op til, af mange ville blive betragtet som barsk. Men han fastslog, „at Danmark også efter de mange tilpasninger, re­ geringen foreslår, vil have et enestående højt stade med hen­ syn til den service, det offentlige tilbyder borgerne. Den socia­ le tryghed - også dagpengene ved arbejdsløshed og sygdom - vil fortsat næppe have sit sidestykke nogen steder i verden." Regeringens nye politik var præget af den økonomiske li­ beralisme, som gennem en årrække havde været fremher­ skende i den internationale økonomi med USA, Japan, Stor­

Firkløverregeringen i funktion

169

britannien og Tyskland som de mest tungtvejende og derfor toneangivende. Dermed kom dansk økonomi ud for nye vil­ kår, som også fik betydning for den politiske debat om, hvor­ dan man skulle imødegå eller tilpasse sig disse nye udfor­ dringer. Det stod efterhånden klart for de fleste, at krisen ikke var et kortvarigt tilbagefald i den vækstperiode, som havde været fremherskende indtil midten af 1970'erne, men at den afspejlede dybtgående ændringer i de internationale produk­ tions- og handelsvilkår. Det var der heller ikke megen uenig­ hed om i Folketinget, så regeringen mødte ikke ved sin tiltræ­ den nogen stærk kritik. Socialdemokratiets ordfører, Knud Heinesen, undlod dog ikke at gøre opmærksom på, at flere af regeringens forslag — blandt andet et om beskatning af pen­ sionskasser - oprindeligt var blevet mødt med stærk mod­ stand af de nuværende regeringspartier, da de for ikke længe siden var blevet fremsat af den socialdemokratiske regering. Hans stærkeste indvending mod regeringens nye politik var, at den ensidigt ville lægge byrderne ved nedskæringerne af de offentlige udgifter på den økonomisk svagest stillede del af befolkningen. SF's ordfører Gert Petersen var langt skarpere i sin kritik netop på dette punkt, og han afsluttede sit indlæg med at fremsætte en mistillidsdagsorden til regeringen på sit eget partis og VS's vegne; den blev ikke uventet forkastet. Overskrifterne for „firkløverregeringen"s politik var afbu­ reaukratisering, modernisering, afregulering og privatisering. Hvad disse overskrifter konkret indebar i det danske samfund, var ikke helt indlysende, men under en forespørgselsdebat i maj 1983 understregede finansminister Henning Christopher­ sen: „Privatisering er ikke et spørgsmål om afskaffelse af den offentlige sektor", men „et spørgsmål om, hvordan vi kan forny og tilpasse den offentlige sektor, saledes at den kommer til at fungere mere hensigtsmæssigt, også mere venligt og mere smidigt." Han fortsatte med at betone, at regeringen ikke ønskede „at skrue udviklingen tilbage til det, man kalder nat­ vægterstaten; vi ønsker ikke at erstatte det offentlige sygehus­ væsen med private hospitaler eller fjerne det sociale sikker­ hedsnet fuldkomment og erstatte det af privat godgørenhed eller almisse." Det var regeringens hensigt at modvirke den opfattelse af modsætning mellem offentlig og privat, som efter dens mening var alt for udbredt, og den fandt, at den offent­ lige sektor kunne lære meget af den private. For Henning Christophersen drejede det sig ikke alene om det økonomiske, men også om det holdningsmæssige og menneskelige. Han fandt, at det offentlige i alt for stort omfang havde overtaget kulturelle, sociale og sundhedsmæssige opgaver og dermed 170

Firkløverregeringen i funktion

SF's formand, Gert Peter­ sen, og folketingsgruppens leder, Ebba Strange, foto­ graferet i Folketinget i 1982. I modsætning til de øvrige venstrefløj spartier udvikle­ de SF sig i 1970'erne til et ægte parlamentarisk parti, der lagde hovedvægten på arbejdet i folketingssalen og udvalgsværelserne. Partiet blev under Gert Petersens ledelse skånet for alvorlige rivninger i folketingsgrup­ pen.

fået en næsten monopolagtig stilling, som havde undergravet den tradition for en aktiv, privat deltagelse i samfundsmæssi­ ge arbejdsopgaver, som for ham var en vigtig del af den dan­ ske folkelige og politiske kultur. Den socialdemokratiske ord­ fører, Mogens Camre, sagde, at hans parti så meget afslappet på forholdet mellem den offentlige og den private sektor og opgavefordelingen mellem dem. Men der var nogle vigtige principper, som lå til grund for partiets stillingtagen. Der burde være lige adgang til en række væsentlige goder i sam­ fundet; socialt og geografisk måtte der være en ensartet stan­ dard i hele landet; på knaphedsområder som sygehussektoren må goderne gives efter behov, og endelig var der i et moderne samfund så store opgaver, at mange af dem ikke kunne magtes af den private sektor. Socialdemokratiet mente også, at de samfundsmæssige opgaver skulle løses på den bedste og bil­ ligste måde, men var ikke sikker på, at dette bedst skete ved at overlade dem til den private sektor. Således som regeringen talte om privatisering fandt han, at den var udtryk for et ønske om at spare ved at skabe ulighed, og det kunne hans parti ikke tilslutte sig. Venstres ordfører, Anders Fogh Rasmussen, fremhævede betydningen af, at den offentlige sektor i så vid udstrækning som muligt blev underkastet de markedsøkono­ miske vilkår på samme måde som virksomheder inden for den private sektor. Det ville tvinge den til effektivitet og fornyelse. Idebatten, der var foranlediget af Fremskridtspartiet, deltog repræsentanter fra samtlige partier, og den dokumenterede, at skillelinierne mellem dem i hele spørgsmålet om forholdet mellem den private og offentlige sektor i samfundsøkonomien

Firkløverregeringen i funktion

171

Beboere på Bruuns Pleje­ hjem i Valby. Med den sti­ gende levealder, specielt for kvinder, voksede også be­ hovet for plejehjem, og i mange kommuner var der lange ventelister til pleje­ hjemspladser. Presset lettedes kun lidt af private insti­ tutioner.

ikke alene var præget af afvigende økonomiske synspunkter, men i lige så stor udstrækning af forskelle i politiske opfattelser af, hvordan det danske samfund på samme tid kunne og burde gennemgå den ændring, som de internationale vilkår lagde op til, og alligevel opretholde de væsentligste elementer af den velfærdsstat, som var blevet udviklet gennem de foregående årtier. Sat på spidsen kan det karakteriseres som en dansk variant af debatten om forholdet mellem stat og marked, som for flertallet af de danske politiske partier ikke rummede no­ gen afgrundsdyb modsætning, men snarere var en afvejning af muligheden for at opretholde en balance mellem de sociale grupper i landet. Men dertil kom hele den udvikling i retning af stærkere selvudfoldelse og personligt engagement i både lokale og landspolitiske spørgsmål, som var sket i løbet af 1970'erne. Den kunne alle tilslutte sig.

Genvordigheder Poul Schliiter havde allerede i trontalen understreget, at hans regering blot hvilede på 65 mandater, og at den derfor var afhængig af den tilslutning, den kunne få fra andre partier i Folketinget. Her var især Fremskridtspartiet og Det radikale Venstre i søgelyset, fordi de begge på forhånd måtte anses for at være enige med regeringen på en lang række punkter. Men det viste sig snart, at der også var områder, hvor de ikke kunne støtte regeringen. Ved behandlingen af de mange lovforslag, som den nye regering havde fremsat for at få gennemført sin 172

Firkløverregeringen i funktion

Maskeret BZ'er på barrika­ derne i Ryesgade i Køben­ havn i 1986. Besættelsen vakte megen opmærksom­ hed, fordi BZ'erne kastede molotovcocktails mod politi­ et fra det barrikaderede hus, som de dog selv forlod efter en uges forløb.

politik, fremkom der en lang række ændringsforslag. Et af de mere ømtålelige krævede dyrtidsreguleringen opretholdt. Det var fremsat af de radikale og fik tilslutning fra Frem­ skridtspartiet, Socialdemokratiet, SF og VS. Statsministeren fastslog, at en sådan ændring i regeringens forslag på ufor­ svarlig måde ville ødelægge gennemførelsen af den stramme indkomstpolitik, som regeringen havde lagt op til - og at han kunne blive tvunget til at udskrive valg, hvis ændringen blev opretholdt. Fremskridtspartiet trak derefter sin tilslutning til ændringsforslaget tilbage, og gennem forhandlinger med re­ geringen og Det radikale Venstre blev der udarbejdet et forlig, som alle seks borgerlige partier kunne tilslutte sig. Det kan være betænkeligt for en regering at måtte true med valg, fordi denne trussel kan vendes mod den selv i andre situationer. Men i første omgang lykkedes det for regeringen at opnå et resultat, som var mere tilfredsstillende for den, end der umiddelbart havde været udsigt til. Dette var formentlig også baggrunden for, at den fik vedtaget finansloven for 1983 uden at måtte give meget køb. Der udviklede sig et parlamen­ tarisk mønster, hvor regeringen kunne manøvrere mellem de to meget forskellige partier, der uden at have lovet den parla­ mentarisk dækning alligevel havde banet vejen for den og ikke kunne nære noget alvorligt ønske om at vælte den. Det gjaldt især for Det radikale Venstre, som da også optrådte som et om end ikke ukritisk så i hvert fald loyalt støtteparti i langt de fleste samfundsøkonomiske spørgsmål. Fremskridtspartiet var en vanskeligere samarbejdspartner, der tydeligt både havde sagt Genvordigheder

173

og vist, at det ikke uden videre ville være regeringens parla­ mentariske garant, men i givet fald stillede betydelige krav om indrømmelser for at stemme med. Det viste sig i foråret 1983, da regeringen ikke umiddelbart kunne opnå partiets tilslut­ ning til en række foranstaltninger om begrænsninger i almen­ nyttigt boligbyggeri, rentesikring for landbruget og nedskæ­ ringer i bloktilskuddene til kommunerne. Fremskridtspartiets utilregnelighed som samarbejdspartner skyldtes dels, at det som protestparti havde ekstreme mærke­ sager, dels mærkedes det også, at partiet på det tidspunkt var præget af stor indbyrdes uenighed. Folketingsgruppens med­ lemmer var delt i „strammere" og „slappere". Strammerne, der blev ledet af partiets formand og stifter, Mogens Glistrup, stod for en kompromisløs protestholdning over for offentlige udgifter, selv om dette kunne sætte regeringens liv på spil, mens slapperne var mere indstillede på at tage hensyn til bevarelsen af en borgerlig regering og søgte at øve indflydelse gennem forhandling. Denne uenighed var også påvirket af den mangeårige retssag mod Mogens Glistrup, som var blevet anklaget af det offentlige for at have medvirket til skattesvig. Sagen havde været gennem samtlige retsinstanser og afslutte­ des nu endeligt med Højesterets dom på tre års fængsel, der havde virkning fra august 1983. Derefter blev Glistrup kendt uværdig til at være medlem af Folketinget, og posten som formand for folketingsgruppen blev overtaget af Helge Dohrmann, mens Glistrups formandskab i partiet fortsatte uan­ tastet. Det var først under en ekstraordinær samling af Folketinget i september samme år, at regeringen opnåede forlig med Frem­ skridtspartiet og Det radikale Venstre om en nedskæring af kommunernes bloktilskud, og de to øvrige foranstaltninger blev gennemført senere på efteråret. Det lykkedes også for regeringen at få en aftale i stand med de samme to partier om væsentlige dele af finansloven for 1984. Men under finanslovs­ forhandlingen stillede Socialdemokratiet forslag om yderli­ gere foranstaltninger til imødegåelse af ungdomsarbejdsløs­ heden, om arbejdstidens nedsættelse og fjernelse af karens­ dagen. Disse krav ville regeringen ikke imødekomme, og Socialdemokratiet erklærede derefter, at det ville efterprøve regeringens parlamentariske grundlag ved at stemme imod finansloven. Det udløste en stærk kritik af partiet, fordi der gennem årene havde udviklet sig den praksis, at i hvert fald de fire „gamle" partier, dvs. Det radikale Venstre, Venstre, kon­ servative og Socialdemokratiet, altid stemte for finansloven som helhed, uanset om de havde fået imødekommet deres

174

Firkløverregeringen i funktion

ændringsforslag eller ej. Socialdemokratiet hævdede, at den­ ne praksis naturligvis kunne brydes, når der var tvivl om en regerings parlamentariske grundlag, således som det var til­ fældet nu på grund af skiftende og uklare meldinger fra Frem­ skridtspartiet om dets tilslutning til de aftaler, der var indgået med regeringen. Fremskridtspartiet havde siden 1973 år efter år konsekvent stemt imod finansloven, og regeringen havde ikke vished for, at finansloven ville blive vedtaget. Det blev den heller ikke. Den faldt ved tredje behandling umiddelbart før jul. Et enkelt medlem af Fremskridtspartiet, der brød parti­ linien og stemte for, blev straks ekskluderet. Poul Schliiter reagerede på regeringens vegne ved at udskrive nyvalg til Folketinget, der skulle finde sted allerede den 10. januar 1984. Hovedtemaet i den korte valgkamp var regeringens økono­ miske politik og dens virkninger både for samfundsøkonomi­ en i almindelighed og for de forskellige befolkningsgrupper. Regeringens reformpolitik havde endnu ikke sat sig afgørende spor, men faktisk havde der vist sig en udvikling i positiv retning, som skyldtes en kombination af gunstigere inter­ nationale konjunkturer og virkningerne af de erhvervsstøtte­ foranstaltninger, som var gennemført fra slutningen af 1970'erne. Men endnu vigtigere end de ofte indviklede økono­ miske spørgsmål blev en stillingtagen til, om firkløverregerin­ gen under Poul Schliiter skulle fortsætte eller afløses af en socialdemokratisk eller i det mindste en anden regering, som havde bedre muligheder for at inddrage Socialdemokratiet i det politiske arbejde. Det medførte, at situationen blev frem­ stillet som et valg mellem Poul Schliiter og Anker Jørgensen, selv om dette var en tvivlsom forenkling og personliggørelse. Valgets udfald var en meget kraftig støtte til regeringen og ikke mindst til statsministerens eget parti. Det konservative Folkeparti gik frem med 16 mandater og opnåede derved i alt 42. Venstre fik en fremgang på to mandater og blev repræsen­ teret med 22 i det nye Folketing. Også Kristeligt Folkeparti havde en fremgang, om end kun på ét mandat, således at det nu fik fem. Derimod måtte Centrum-Demokraterne afgive hele syv mandater, og dets gruppe blev begrænset til otte. Tilsammen havde regeringspartierne en fremgang på 12 man­ dater, og da de to færøske medlemmer og det ene af de grøn­ landske også støttede regeringen, kunne den herefter regne med at have i alt 80 mandater bag sig. Valgets største taber var Fremskridtspartiet, som måtte afgive ti mandater og blev redu­ ceret til kun seks. Blandt disse seks var også Mogens Glistrup, som var blevet valgt, mens han afsonede sin straf i fængslet, men hans mandat blev ikke godkendt af Folketinget. I stedet

Genvordigheder

175

indtrådte Pia Kjærsgaard som nyt medlem af partiets folke­ tingsgruppe. Socialdemokratiet mistede tre mandater og gik tilbage til 56, mens SF og VS uforandret bevarede deres 21 og fem mandater. Endelig gik Det radikale Venstre frem med ét mandat til i alt ti. Over for de 80 mandater bag regeringen stod således S, SF og VS med i alt 82 mandater, men de udgjorde ikke noget regeringsalternativ, så meget mindre som hverken Fremskridtspartiet eller Det radikale Venstre ville støtte en sådan kombination - end ikke med udelukkelse af VS. Re­ geringen kunne fortsætte og gjorde det uændret. Den store fremgang for Det konservative Folkeparti blev af mange be­ tegnet som „statsministereffekten", idet de mente, at frem­ gangen i høj grad skyldtes statsministerens position som re­ geringsleder. Dette kan vel ikke udelukkes, men valgresultatet vil mere holdbart kunne udlægges som en tillidserklæring til

Mogens Glistrup på valgtur­ né 1981 kort tid før, han fik sin dom for skattesvig.

176

Firkløverregeringen i funktion

Det blev Pia Kjærsgaard og Helge Dohrmann, der kom til at tegne Fremskridtspar­ tiet, da Mogens Glistrup blev indsat til afsoning af sin fængselsstraf i Horse­ rød.

regeringens politik som helhed og forventningen om, at dens fortsættelse ville være til fordel for alle, der stemte på Det konservative Folkeparti, hvis nye vælgere for en væsentlig del må formodes at være kommet fra Fremskridtspartiet. Tilbagegangen for Fremskridtspartiet betød også, at regerin­ gen ikke længere behøvede det som forligspartner, idet man nu kunne bygge alene på de ti mandater fra Det radikale Venstre. I øvrigt fortsatte splittelsen inden for Fremskridts­ partiet, idet to medlemmer af dets folketingsgruppe udtrådte af partiet i årets løb, hvorefter der kun var fire mandater tilbage. Det radikale Venstre viste sig også efter valget som en seriøs samarbejdspartner med regeringen i alle spørgsmål, der angik den økonomiske politik. Men på andre områder op­ trådte partiet i opposition til regeringen.

Alternative flertal Ved sin tiltræden i 1982 havde statsministeren på regeringens vegne givet udtryk for, at den borgerlige regering ville arbejde for at opretholde den brede tilslutning til udenrigs- og sikker­ hedspolitikken, som gennem så mange år havde været frem­ herskende i Danmark. Denne tilslutning havde i Folketinget været baseret på et samarbejde mellem konservative, Venstre og Socialdemokratiet, som også Det radikale Venstre efter­ hånden havde tilnærmet sig. Også de nye partier, der efter 1973 havde fået plads i Folketinget - Centrum-Demokraterne, Fremskridtspartiet og Kristeligt Folkeparti - støttede dette samarbejde. Udenfor stod kun Socialistisk Folkeparti og Ven­ stresocialisterne. For sikkerhedspolitikkens vedkommende var medlemska­ bet af NATO en fast bastion, som kun blev antastet af de to venstrefløjspartier. Men der kunne være meget forskellige meninger om, hvorledes Danmark skulle forholde sig inden for NATO, således som det havde vist sig siden vedtagelsen af den såkaldte dobbeltbeslutning i december 1979 (se side 137). Denne uenighed kom mere klart frem efter regeringsskiftet i 1982 og førte til, at der i Folketinget opstod et flertal, som gennem forespørgselsdebatter og vedtagelse af dagsordener vendte sig mod den politik, som regeringen ønskede at føre i konsekvens af dobbeltbeslutningen. Det blev karakteriseret som det alternative flertal i sikkerhedspolitikken. Afgørende for dannelsen af dette flertal var Socialdemokratiets kritiske holdning til dobbeltbeslutningens militære side, som rumme­ de en vedtagelse om, at der skulle udstationeres atomraketter i nogle af de europæiske medlemsstater, såfremt forhandlinger­ ne mellem Sovjetunionen og USA ikke førte til en reduktion af antallet af SS-20-raketter, som var blevet anbragt i flere af de østeuropæiske medlemsstater af Warszawa-pagten. Denne modstand deltes af Det radikale Venstre, og med tilslutning fra Socialistisk Folkeparti og Venstresocialisterne udgjorde disse fire partier et solidt flertal på 100 af Folketingets mandater. Ved valget i 1984 blev det reduceret til 92 mandater, men udgjorde

dog stadig et sikkert flertal. Dette flertal fremstod for første gang i december 1982, hvor det mod regeringens og de øvrige partiers stemmer vedtog en dagsorden, der henstillede til regeringen at stille danske be­ villinger til opstillingen af atomraketter i bero indtil videre. Denne dagsorden blev i løbet af 1983 efterfulgt af fem yderli178

Alternative flertal

„Folkestyret - det er mig!" lader tegneren Anne Marie Steen Petersen udenrigsmi­ nister Uffe Ellemann-Jensen udtale med en lettere om­ skrivning af solkongen Lud­ vig 14.s ord. Tegningen er fra 23. november 1983, da udenrigsministeren endnu en gang med stærke ord havde vendt sig mod det al­ ternative sikkerhedspoliti­ ske flertals pålæg til regerin­ gen om tilbageholdenhed i raketpolitikken i NATO.

gere, der var foranlediget af de forhandlinger, der dels foregik mellem Sovjetunionen og USA og dels inden for NATO, med det formål at undgå opstillingen af de 572 mellemdistancera­ ketter, som var indeholdt i dobbeltbeslutningen. Mens flertal­ let i den første dagsorden havde „henstillet" til regeringen, skærpedes ordlyden i de følgende dagsordener til, at flertallet nu „pålagde" regeringen at indtage de standpunkter, som var indeholdt i dem. Ud over uenigheden om indholdet af dags­ ordenerne rejstes dermed også det mere principielle spørgs­ mål om, hvorledes dansk udenrigspolitik skal besluttes, og hvor det endelige ansvar for denne politik ligger. Ingen anfægtede, at regeringen styrer og dermed har det

Alternative flertal

179

endelige ansvar for udenrigspolitikken. Men fortalerne for det alternative flertal hævdede, at regeringen måtte være forplig­ tet til at fremføre de synspunkter, som et flertal af Folketingets medlemmer pålagde den. Hverken regeringen eller det alter­ native flertal drog den parlamentariske konsekvens af denne uenighed: at udskrive valg eller fremsætte en mistillidser­ klæring. Regeringen stemte enten imod eller afholdt sig fra at stemme ved behandlingen af disse dagsordener, og hvor de direkte pålagde regeringen at fremføre bestemte synspunkter i NATO, skete dette da også, selv om udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen tydeligt havde advaret mod dem. Kun ved at bringe spørgsmålene til behandling i Folketinget kunne flertal­ let pålægge regeringen at indtage bestemte standpunkter, idet Det udenrigspolitiske Nævn alene er rådgivende. Dagsorde­ nerne førte til de „fodnoter", som man fra dansk side forlangte føjet til nogle NATO-beslutninger, og som kom til at indgå i udtrykket „fodnote-politik", som blev anvendt både i den danske og den udenlandske debat. Udenrigsministeren lagde ikke skjul på sin uvilje mod denne fremgangsmåde, som efter hans mening gav Danmark mindre indflydelse i internationale forhandlinger, ikke mindst i NATO. Både i og uden for Folke­ tinget kom det ofte til skarpe meningsudvekslinger mellem ham og forskellige repræsentanter for det alternative flertal, som betvivlede, at han fremførte synspunkterne i dagsorde­ nerne med tilstrækkelig vægt og loyalitet i de internationale organer. Interesserede i udlandet havde også rig lejlighed til at følge med i bataljerne mellem udenrigsministeren og det alter­ native flertal. Når det alternative flertal ikke kunne enes om en mistillidserklæring til udenrigsministeren, var hovedårsagen, at Det radikale Venstre ikke ønskede at fælde regeringen på dette spørgsmål. Partiet anså det økonomiske genopretnings­ program, som firkløverregeringen var slået ind på, for at være så vigtigt, at det ikke ønskede det svækket under en eventuel socialdemokratisk regering. Partiet satte således indenrigske hensyn over de udenrigspolitiske, og hertil kom, at der i parti­ et var en vis skepsis over for Socialdemokratiets engagement i den alternative sikkerhedspolitik, som man ikke havde set mange udslag af, så længe Socialdemokratiet selv havde re­ geringsmagten. Som deltager i det alternative flertal gav Det radikale Venstre sjældent udtryk for denne skepsis, men den kom frem, når partiet blev presset for stærkt til at optræde imod regeringen og især mod udenrigsministeren. Fra regeringens side blev det hævdet, at Socialdemokratiets nye sikkerhedspolitiske linie i væsentlig grad skyldtes dets skifte fra regerings- til oppositionsparti. At Socialdemokratiet 180

Alternative flertal

Den sovjetiske udstationering af nye raketter med lang rækkevid­ de, kaldet SS-20, udløste i 1979 NATO-beslutningen om at udstatio­ nere i alt 572 nye atomraketter i Vesteuropa. Af kortet fremgår det, hvor stort et antal der var planlagt placeret i de fem medlemsstater, hvor raketterne skulle anbringes. Udstationeringen blev påbegyndt i 1983, men blev aldrig fuldført, og i Holland og Belgien blev der ik­ ke anbragt raketter. Sovjetunionen svarede ved at udstationere et ikke nærmere bestemt antal SS-20-raketter i Bulgarien og DDR, mens de hidtil var holdt inden for sovjetisk territorium.

optrådte mere markant som kritiker af de militære aspekter af NATO's dobbeltbeslutning efter end før regeringsskiftet, la­ der sig da heller ikke benægte. Men allerede i de sidste år af regeringsperioden var der i partiet foregået nye overvejelser omkring den sikkerhedspolitiske situation i Europa - og det gjaldt også for andre socialdemokratiske partier end det dan­ ske. Aktiviteten fra de mange fredsbevægelser var i stadig vækst, og langt ind i partiets egne rækker var der stor mod­ Alternative flertal

181

stand mod atomoprustningen, som man frygtede ville blive øget, hvis NATO udstationerede de nye raketter. Uenigheden mellem regeringen og folketingsflertallet om Danmarks politik i forbindelse med dobbeltbeslutningen be­ roede meget på en forskellig vurdering af, hvad der ville være de mest virkningsfulde midler til at fremme den afspænding i Europa, som alle var enige om betydningen af. Her mente flertallet, at forhandlinger med udgangspunkt i den daværen­ de situation var at foretrække frem for forhandlinger med truslen om yderligere oprustning, som flertallet af NATO's medlemsstater og også den danske regering fandt nødvendig. Men hverken flertal eller regering var tilfredse med den situa­ tion, som for begge parter betød, at deres synspunkter havde svært ved at trænge igennem. Den sikkerhedspolitiske debat berørte i sidste instans for­ holdet mellem USA og dets europæiske allierede. Fra regerin­ gens side bebrejdede man ofte det alternative flertal, at det med sin argumentation kom til at optræde som støtte for Sovjetunionen, mens flertallet hævdede, at det rettede sin kritik ligeligt mod begge supermagter for deres fælles ansvar for militariseringen af Europa. I denne situation var det rime­ ligt, at Danmark især var opmærksom på, hvorledes landets allierede forvaltede sit forhandlingsmandat - uden at dette indebar nogen støtte til Sovjetunionen. Danmarks medlem­ skab af NATO blev da også gang på gang bekræftet fra flertal-

lets side. Ved udløbet af fristen for forhandlinger i henhold til dob­ beltbeslutningen blev det i efteråret 1983 besluttet, at udstatio­ neringen af mellemdistanceraketterne skulle påbegyndes, for­ di forhandlingerne mellem Sovjetunionen og USA ikke havde ført til nogen tilbagetrækning af de sovjetiske raketter. Det alternative flertal pålagde gennem en dagsorden den 1. decem­ ber 1983 regeringen at tage afstand fra denne beslutning og at få denne afstandtagen præciseret, „da forhandlingsmulighe­ derne ikke har været fuldt udnyttet". Endvidere opfordredes regeringen til at arbejde for, at forhandlingerne blev genop­ taget snarest muligt. Dette danske standpunkt blev optaget i communiquéet fra det efterfølgende ministerrådsmøde i NA­ TO, men påvirkede ikke udstationeringen. Også i andre af NATO's medlemslande vakte beslutningen kritik fra opposi­ tionspartier, men det for Danmark særegne var, at det i sit parlament havde et flertal, der havde mulighed for at palægge

regeringen at fremføre den. Foruden uenigheden om NATO's udstationering af raketter var der i mellemtiden også opstået en uoverensstemmelse 182

Alternative flertal

resaiERCj

32

'UGEAVIS l

TIRSDAG DEN 31 AUGUST 1982

Byrådet i henvendelse til regering og folketing:

- ESBJERGS

SKAL IKKE UDGØRE ET KRIGSMÅL ■ Inger Lund Madsen har som det eneste medlem af by­ rådet i Esbjerg ikke under­ skrevet en udtalelse til rege­

ringen og folketinget, som op­ fordres til at arbejde aktivt for en atomvåbenfri zone i bl.a. Danmark og det øvrige Norden

Raketoprustningen i Europa fremkaldte en stærk protest­ bevægelse, der i 1983 især koncentrerede sig om at få etableret atomvåbenfrie zo­ ner - som her i Esbjerg, hvor byrådets medlemmer opfordrede regeringen til at arbejde aktivt for, at hele Norden og Østersøområdet fik en sådan status.

Udtalelsen kommer på bag­ grund af en henvendelse ni byrådet fra Esbjergs freds­ komité og lyder:

Esbjerg, den 23. august 1982 Til regering og folketing! I ndertegnede medlemmer af Esbjerg bsråd opfordrer hermed regering og folketing til aktist at arbejde for. at Danmark sammen med del øsrige Norden. Kolahalvøen og alle kystområderne ved Østerwen erklæres for en international garanteret atomvåbenfri zone i fredstid såvel som i krigstid. Vi ville med glæde i byrådet udtrykke vores tilslutning til den her nævnte atomvåbenfri zone, og dermed Esbjerg kommune som atomvåbenfrit område, såfremt en sådan beføjelse lå inden for et byråds kompetance. VI mener, at det er tvingende nødvendigt, at Danmark med klare politiske skridt tilkendegiver, at fred og nedrustning er den absolut eneste chance for en fremtid for os og vore efterkommere. F-rtdærløfe« af A-våbenfri zoner er et af de vigtigste af disse skridt. Selve tanken om at anvende A-våben til at opnå militære og politiske mål er absurd. VI »asker ikke, at Esbjergs 80.000 indbyggere skal udgøre et mål i en evt. krig I det hele taget.

mellem regeringen og det alternative flertal i spørgsmålet om oprettelsen af en nordisk atomvåbenfri zone. Her var der sket en holdningsændring inden for Socialdemokratiet, ligesom det skete i de andre nordiske arbejderpartier, som det jævnligt drøftede disse spørgsmål med. Mens partiet endnu i 1981 hav­ de fastholdt, at en sådan zone kun kunne gennemføres i en bredere europæisk sammenhæng, var man i løbet af 1983 ble­ vet tilhænger af, at etableringen af den atomvåbenfrie zone burde gennemføres ensidigt af de nordiske lande for derved at tjene som et eksempel for andre europæiske stater. Med en dagsorden fra november 1983 opfordrede flertallet regeringen til at arbejde aktivt for, at Danmark forbliver atomvåbenfrit gennem etableringen af en nordisk atomvåbenfri zone. Re­ geringen fremførte sine betænkeligheder ved en sådan isoleret nordisk zone, men stillede sig ikke afvisende over for at an­ stille yderligere undersøgelser. I marts 1984 bekræftede flertal­ let ved endnu en dagsorden Folketingets positive holdning til oprettelse af en atomvåbenfri zone i Norden. Debatten om denne zone blev yderligere skærpet i løbet af 1984, hvor flertal­ let pålagde regeringen at arbejde for, at Danmark forbliver atomvåbenfrit i freds-, krise- og krigstid, hvilket ville betyde en betydelig styrkelse af den vægring mod at modtage atom­ våben i fredstid, som Danmark på linie med Norge havde tilkendegivet i 1957. Regeringen var fortsat forbeholden, idet

Alternative flertal

183

den fandt, at en sådan begrænsning ville kunne svække Dan­ marks stilling inden for NATO, ikke mindst i forbindelse med forstærkningsspørgsmålet, og desuden kunne være en be­ gunstigelse af Sovjetunionen, som havde atomvåben på græn­ sen til den foreslåede zone. I befolkningen var modstanden mod atomvåben udbredt samtidig med, at medlemskabet af NATO fortsat havde stor tilslutning i meningsmålingerne. Enkelte kommunalbestyrelser og institutioner erklærede sig selv som atomvåbenfrie zoner for derved at vise deres til­ slutning til flertallets forslag. Men de måtte affinde sig med at få at vide, at det ikke var deres anliggende; i sådanne spørgs­ mål er alene regering og Folketing de ansvarlige organer.

Ny parlamentarisk skik? Ud over selve stridspunktet, som adskilte regeringen og det alternative flertal i sikkerhedspolitikken, var det mest bemær­ kelsesværdige, at regeringen tilsyneladende var indstillet på at affinde sig med tilstedeværelsen af dette flertal, som endog mere og mere direkte pålagde regeringen at videreformidle standpunkter, som den ikke selv sympatiserede med. Kriti­ kere, der i øvrigt var positivt indstillede over for regeringen og dens politik, mente, at den herved medvirkede til at skabe tvivl om indholdet og linien i den danske sikkerhedspolitik. I udenrigspolitikken var det af afgørende betydning, at regerin­ gen udadtil fremstod som eneste talsmand for Danmarks standpunkter. Også fra Udenrigsministeriets embedsmænd lød der betænkeligheder, fordi tilstedeværelsen af det alterna­ tive flertal gjorde det vanskeligere for dem at forklare danske standpunkter over for udenlandske kolleger. Det var også uundgåeligt, at udenlandske kommentatorer fremkom med vurderinger - også i dansk presse - som kom til at virke som indlæg i debatten mellem regeringen og det alternative flertal. På den anden side blev uenigheden fremhævet som et tydeligt udslag af, at udenrigspolitikken - herunder også sikkerheds­ politikken - i langt større omfang end tidligere var blevet nærværende og vedkommende for befolkningen som helhed og derfor ikke kunne unddrages den politisering og deraf følgende uenighed, som i demokratiske samfund som det danske naturligt kommer til udtryk, og som en selvfølge også viser sig på det parlamentariske plan. Tilbage stod spørgs­ målet om Folketingets indflydelse på og kontrol med uden­ rigspolitikken. Men også på andre områder valgte regeringen at affinde sig med alternative flertal. Således i miljøspørgsmål, hvor ikke 184

Alternative flertal

Bo Bojesens kommentar fra 1979 til danskernes holdning til flygt­ ningespørgsmålet; her de vietnamesiske bådflygtninge: „Hvad pok­ ker skal de stakler nu gøre?", spørger den tv-kiggende kvinde. „Hvad pokker skal de nu her?", siger hendes mand efter et blik ud ad vinduet.

mindst Det radikale Venstre ønskede at gå langt videre end regeringen med hensyn til strammere regler for forurenings­ bekæmpelse og afstraffelse af miljøsyndere. Det kunne det få støtte til fra de samme partier, som indgik i det sikkerheds­ politiske flertal, og både ved at gå ind i forhandlinger om forslag fremsat af regeringen eller ved selv at fremsætte forslag kom dette flertal i disse år til at sætte sit præg på miljølov­ givningen. Det var medvirkende til, at danske miljøstandarder i en international målestok hørte til blandt de mest restriktive. Det samme gjorde sig gældende inden for kulturområdet. Her ønskede regeringen at foretage besparelser og nedskære offentlige tilskud, mens den i videre udstrækning ville indføre brugerbetaling og fremkalde øget økonomisk støtte fra private firmaer og fonde („sponsorering"). På det kulturpolitiske om­ råde var det alternative flertals vigtigste indsats at forhindre procentuelle besparelser på de årlige finanslove. Størst var uenigheden på det retspolitiske område, hvor regeringen fandt det ønskeligt med strengere straffe og større beføjelser til politiet i dets indsats, ikke blot over for den egentlige krimina­ litet, men også ved bekæmpelsen af de mange ulovlige de­ monstrationer, der fandt sted i forbindelse med arbejdskon­ flikter, husbesættelser og lignende. Men det alternative flertal fandt det ikke acceptabelt, at der af hensyn til opretholdelsen

Ny parlamentarisk skik?

185

af ro og orden blev indført regler, som antastede det grund­ princip i det danske retssystem, at ingen er skyldig før efter en dom, og at opklaringsarbejdet i forbindelse med begåede for­ brydelser ikke berettiger til eventuelt at indskrænke anklage­ des eller mistænktes retssikkerhed. Også her måtte regeringen derfor opgive at komme videre med flere af sine forslag. På et specielt område inden for retspolitikken måtte regeringen endda i 1983 acceptere en ny flygtningelov, som efter dens opfattelse var alt for imødekommende over for asylansøgere fra udlandet, men som efter flertallets opfattelse især var en ajourføring i overensstemmelse med internationalt vedtagne henstillinger, blandt andet fra FN. Det hører til mindretalsregeringers lod, at de må indrette den lovgivning, som ministrene sætter deres underskrift un­ der, efter den tilslutning eller modstand, som de opnår i Folke­ tinget. Det foregår som regel uden større dramatik og ofte under udvalgsforhandlinger, hvor man søger at opnå kompro­ miser, som alle parter eller i hvert fald et flertal kan gå ind for. Der var derfor i sig selv ikke noget overraskende ved, at firkløverregeringen måtte forhandle på denne måde. Men det, der vakte opsigt, og som var anderledes i forhold til tidligere, var den klare og konsekvent gennemførte opdeling af Folke­ tinget mellem regeringspartierne og de alternative flertal. Det var mest synligt inden for sikkerhedspolitikken, men dets tilstedeværelse rejste spørgsmålet om, hvorvidt regeringen med Poul Schliiter i spidsen på denne måde var ved at indføre en ny parlamentarisk skik, som gik ud på at lade regeringen administrere beslutninger fra Folketinget uden selv at fast­ holde en politisk linie og prøve at opnå tilslutning til den. Dette kunne dog ikke hævdes om den økonomiske politik, hvor regeringen jo også kunne regne med Det radikale Venstre som støtteparti. Men på de områder, hvor dette parti gik sammen med andre i et flertal mod regeringen, var det regerin­ gens opfattelse, at den ikke skulle sætte sin politiske skæbne på spil, men bøje sig for det flertal, som fremstod i Folketinget. Den hverken anfægtede eller fragik sig sit ansvar for gennem­ førelsen af den lovgivning, som var blevet til på denne måde. På længere sigt kan denne holdning medføre, at regerings­ magten svækker sin egen placering som det udøvende organ

for folkestyret.

Ydre udfordringer og indre brydninger I juni 1984 var der igen valg til Europaparlamentet. Denne gang blev den danske valgdeltagelse noget større end i 1979 og nåede op på godt 52 procent. Ligesom ved folketingsvalget i januar fik Det konservative Folkeparti stor fremgang og vandt to nye pladser i det nyvalgte parlament. Dermed nåede det op på siden af Folkebevægelsen mod EF og overgik i vælgertal Socialdemokratiet, der dog bevarede sine tre pladser. De øvri­ ge forskydninger var overskuelige, idet Venstre og Frem­ skridtspartiet hver mistede en plads, mens SF kunne overtage den plads, der blev ledig ved Grønlands udtræden af EF, og dermed opnåede to. Skønt valget viste en større tilslutning til de partier, der var positive over for et mere omfattende og forpligtende EF-samarbejde, ændrede det ikke på det forhold, at Socialdemokratiet fortsat indtog en nøgleposition i spørgs­ mål om dansk politik inden for EF. Dette udnyttede partiet især i Folketingets markedsudvalg, hvor det havde gode muligheder for at bremse regeringens og ikke mindst udenrigsministerens europæiske ambitioner. Ho­ vedmodsætningen var, hvorvidt Danmark burde gå ind for den styrkelse af EF's institutioner og organer, som en væsent­ lig del af de øvrige medlemslande ønskede, eller fastholde, at man skulle nøjes med at udbygge det praktiske samarbejde inden for fællesskabet. Ingen af parterne var imod den ud­ videlse af EF, som var sket med Grækenlands optagelse i 1981, og som i 1986 førte til optagelsen af Portugal og Spanien. Heller ikke SF og Folkebevægelsen mod EF var imod optagelsen af nye medlemsstater, men de fastholdt deres modstand mod det danske medlemskab. Omvendt var Fremskridtspartiet, der aktivt støttede det danske medlemskab, imod optagelsen af Portugal og Spanien, fordi det frygtede, at disse lande ville belaste EF's fællesudgifter for meget. Indtil midten af 1980'erne var der ellers ikke megen debat om følgerne af det danske medlemskab. Virkningerne af tilslut­ ningen var ikke særlig mærkbare i det daglige undtagen for de dele af befolkningen, hvis erhverv havde fordel af de tilskuds­ ordninger eller reguleringer, som var aftalt inden for fælles­ skabet. Det drejede sig især om landbrug og fiskeri, og her var der ikke udelt tilfredshed med virkningerne af de foranstalt­ ninger, der blev gennemført. Opinionsundersøgelser udviste Ydre udfordringer og indre brydninger

187

en fortsat faldende tilslutning til det danske medlemskab. Den var i 1983 helt nede på 31 procent, mens 43 procent var imod, og 26 procent svarede ved ikke. 11985 var tallene henholdsvis 38 og 44 procent, mens 18 procent svarede ved ikke. Danskernes indstilling over for medlemskabet påvirkedes også af, at der i EF's centrale organer var store vanskeligheder ved at nå til enighed mellem medlemsstaterne, ikke mindst i budgetspørgsmål, hvor især Storbritannien skabte vanskelig­ heder. Det gav indtryk af en stilstand, som havde negativ virkning på vurderingen af hele EF. I andre medlemslande, især Frankrig, Italien og Den tyske Forbundsrepublik, var der imidlertid stor utilfredshed med denne stilstand, ligesom medlemmer af Kommissionen ofte gav udtryk for deres utål­ modighed. I begyndelsen af 1980'erne blev der derfor taget initiativer til at fremme processen i retning af et mere hand­ lekraftigt EF. Tanken om et tættere forenet europæisk fælles­ skab, der kunne fremstå med større økonomisk og politisk vægt end de enkelte stater, havde gjort sig gældende allerede ved undertegnelsen af Romtraktaten i 1957 og var blevet gen­ taget flere gange siden. Ideen var således langtfra ny, men vanskelighederne ved at få den omsat i praksis og bestemme, hvilken form den skulle have, havde hidtil været for store. Når den blev genoptaget med fornyet styrke, skete det også under indtryk af den stigende økonomiske konkurrence, som euro­ pæiske stater - og ikke mindst nogle af de største af EF-medlemslandene - oplevede i forholdet til både USA og Japan. For at hævde sig i denne konkurrence måtte EF efter deres mening samle og koordinere sine ressourcer på en langt mere effektiv måde, end det hidtil havde været muligt. Til dette økonomiske aspekt kom også et politisk, idet flere af de europæiske NATOstater fandt, at de i den forstærkede spænding mellem USA og Sovjetunionen bedre ville kunne opnå hensyntagen til deres synspunkter, hvis de havde kunnet fremføre dem i fællesskab gennem EF. Initiativerne førte efter en lang række forhandlinger til, at Kommissionen i 1985 kunne forelægge en Europæisk Fælles Akt, som medlemslandene skulle tage stilling til. Den rumme­ de forslag til gennemførelsen af et indre marked, der skulle træde i kraft i 1993, idet man inden da skulle fjerne alle restrik­ tioner i form af afvigende regler og afgifter, som måtte findes i de enkelte medlemslande. Dette var den mest vidtgående foranstaltning, men akten tog også sigte på at overføre for­ skellige beføjelser fra medlemsstaternes parlamenter til EF. Der skulle således i en lang række spørgsmål indføres flertals­ afgørelser i Ministerrådet, hvor der hidtil havde været forud188

Ydre udfordringer og indre brydninger

sat enighed, for at beslutninger var gyldige. EF-parlamentet skulle have øgede beføjelser i form af en høringsret, og det udenrigspolitiske samarbejde inden for EF - kaldet Europæisk Politisk Samarbejde (EPS) - skulle styrkes blandt andet ved oprettelsen af et eget sekretariat. Desuden skulle spørgsmål om natur- og arbejdsmiljø inddrages i EF's arbejde, og man skulle styrke det teknologiske og videnskabelige samarbejde med henblik på at fremme den industrielle udvikling. Den danske regering skulle nu forelægge den Europæiske Fælles Akt for Folketinget, men måtte i slutningen af 1985 meddele de øvrige EF-lande, at den ikke endnu havde opnået tilstrækkelig tilslutning til at tiltræde akten. Den måtte derfor bede om udsættelse af den endelige vedtagelse til et senere møde i Ministerrådet. Det udløste to meget omfattende folke­ tingsdebatter i januar 1986. Mellem debatterne forhandlede den danske regering med de øvrige lande om ændringer, som var ønsket af flertallet i Folketinget. Det lykkedes at få indføjet bestemmelser, som fastholdt fortsættelsen af et nært nordisk samarbejde også efter formaliseringen af EPS, samt mulig­ heden for nationalt at have mere vidtgående miljøbestemmel­ ser end EF's. Selv med disse ændringer var det dog ikke muligt for regeringen at opnå tilstrækkeligt flertal i Folketinget. Atter en gang viste der sig at være et alternativt flertal bestående af Socialdemokratiet, SF, Det radikale Venstre og VS, og det ville ikke give regeringen mandat til at tiltræde „EF-pakken", som regeringen havde valgt at kalde akten. Begrundelserne var forskellige, men modstanderne var alle betænkelige ved, at der var tale om en afgivelse af dansk selvbestemmelsesret i større omfang end i den Romtraktat, som Danmark havde tiltrådt i 1972. Fra regeringens side bestred man, at dette var tilfældet, og man hævdede, at hvis Danmark ikke tiltrådte akten, ville det blive opfattet, som om det var på vej ud af EF. Dette benægtedes af flertallet, der heller ikke var tilfreds med de ændringer, som regeringen havde opnået. Debatterne afspejlede, at Danmark nu stod over for et så stærkt ydre pres, at den pragmatiske linie, som man havde fulgt siden indtrædelsen i Fællesmarkedet i 1973, ikke længere lod sig opretholde. De viste også, at regeringen og dens støtte­ partier var indstillede på at forlade denne linie til fordel for en mere aktiv indsats inden for EF's organer i tillid til, at det på den måde ville være muligt at opnå en virkelig medindflydelse på beslutninger inden for EF. Skillelinierne var tydelige nok, men tilbage stod regeringens parlamentariske problem, som var at opnå Folketingets godkendelse af akten. Statsminister Poul Schliiter havde allerede tidligt under deYdre udfordringer og indre brydninger

189

Et karakteristisk indslag i trafikken over den dansk­ tyske grænse i 1980'erne var bilerne, der aflagde ultra­ korte besøg i Tyskland og vendte hjem med fuld ben­ zintank og mindst så meget øl, som de til enhver rid gældende toldtariffer tillod. Billedet er fra 1986, da dan­ ske afgiftsforhøjelser sendte over 200.000 danskere på påskeindkøbstur syd for grænsen.

batten tilkendegivet, at hvis Folketingets flertal ikke ville give sin tilslutning, ville regeringen fremsætte forslag om en vejle­ dende folkeafstemning om EF-pakken. Hverken Socialdemo­ kratiet eller de øvrige partier, der udgjorde flertallet mod re­ geringen, var særlig begejstrede for denne udvej, men ville ikke modsætte sig den. I slutningen af februar 1986 afholdtes da en sådan folkeafstemning, der kun sjældent optræder i det danske politiske system. Alle partier havde på forhånd er­ klæret, at de ville respektere udfaldet af afstemningen. Kam­ pagnerne bar nok i nogen grad præg af, at SF, VS og Folkebe­ vægelsen mod EF ville gøre afstemningen til et spørgsmål om ja eller nej til dansk medlemskab af EF. Men dette var hverken Socialdemokratiet eller Det radikale Venstre interesserede i. De anbefalede et nej, fordi dette kunne danne udgangspunkt for nye forhandlinger inden for EF. Modsat hævdede regerin­ gen, at alle forhandlingsmuligheder var udtømte, og at kun et ja kunne sikre Danmarks fortsatte medlemskab af Fællesmar­

kedet. Resultatet blev, at et flertal på godt 56 procent stemte ja til den Europæiske Fælles Akt, mens knap 44 procent stemte imod. Det var en klar sejr for regeringen, der snart efter kunne tiltræde akten på Danmarks vegne. Hele forløbet i forbindelse med Danmarks tiltrædelse af den Fælles Europæiske Akt var enestående i forhold til de øvrige EF-medlemslande. Det vakte opsigt og udløste mange kom­ mentarer i de andre medlemslande, overvejende af kritisk 190

Ydre udfordringer og indre brydninger

karakter, men det havde både indadtil og over for omverdenen samtidig den virkning, at det understregede de vanskelig­ heder, som både det danske politiske system og den danske befolkning havde ved at møde de store og meget stærke udfor­ dringer, som medlemskabet af EF udsatte Danmark for.

Flygtninge - en trussel? Med vedtagelsen af udlændingeloven i 1983 havde Danmark bragt sig i overensstemmelse med herskende internationale normer for modtagelsen og behandlingen af flygtninge, som søgte asyl i landet. Kun Fremskridtspartiet havde stemt imod loven. Formanden for Dansk Flygtningehjælp, professor Thor A. Bak, havde karakteriseret den som „den mest menneske­ venlige af sin art i verden", og det tilsluttede justitsminister Erik Ninn-Hansen sig, da han i oktober 1984 fremlagde en redegørelse for den aktuelle flygtningesituation i Folketinget. Han oplyste, at antallet af spontane asylansøgere for hele 1983 havde udgjort i alt 332, men i den forløbne del af 1984 knap 1900. Heraf udgjorde flygtninge fra Iran omkring halvdelen, og deres antal var steget kraftigt siden juli måned. Knap 200 var tamilske flygtninge fra Sri Lanka, mens der var omkring 100 fra Polen, Irak og Tyrkiet. Resten fordelte sig på ca. 30 forskellige lande. Han kom ikke ind på årsagerne til, at så mange mennesker var flygtet fra deres hjemlande, men be­ mærkede: „Det synes dog at være en almindelig erfaring, at jo mere kendskabet til, at et lands flygtningelovgivning er liberal, spredes, jo større virkning får det på antallet af asylansøgere." For 1984 viste det samlede antal sig at komme op på 4312 og for 1985 på 6637. Disse stigninger hang sammen med de skær­ pede voldelige konflikter i Mellemøsten, hvor krigen mellem Iran og Irak i større omfang ramte civilbefolkningen, hvilket også skete i Libanon. Den tamilske befolkningsgruppe i Sri Lanka havde længe været udsat for forfølgelse fra regeringens side. Danmark var ikke det eneste land, der oplevede denne stigning i antallet af asylansøgere, men ifølge justitsministeren var antallet i oktober 1985 blevet så stort, „at vi har nået græn­ sen for, hvad der inden for den gældende lovs rammer kan gøres for at sikre en forsvarlig sagsbehandling i asylsager". Forud var gået en omfattende og ofte meget bevæget debat i alle medier og også på store møder. I denne debat blev der sjældent skelnet mellem det stigende antal asylansøgere i løbet af få år og tilstedeværelsen af en synlig befolkningsgruppe af indvandrere, som var kommet til landet som arbejdssøgende i løbet af 1970'erne, og hvoraf de fleste for længst havde opnået

Flygtninge - en trussel?

191

Undervisning i indvandrer­ klasse, Alsgade Skole på Vesterbro i København 1988. Selv om kun hver ty­ vende elev i den danske skole var indvandrerbarn, gjorde de sig dog stærkt gældende i de kvarterer i de store byer, hvor de frem­ mede især var henvist til at slå sig ned. Af skolemyn­ dighederne blev der gjort en stor indsats for at inte­ grere børnene i det danske samfund.

dansk statsborgerskab. Derfor kom debatten til at dreje sig om tilstedeværelsen af fremmede befolkningsgrupper i alminde­ lighed og den belastning, de udgjorde for det danske sam­ fund, økonomisk, politisk og nationalt. Det var vanskeligt at undgå argumenter, der bevægede sig på grænsen af fremmed­ had og diskrimination, og her og der kom det til voldelige sammenstød mellem danskere, som ville have de fremmede ud af Danmark, og grupper af både indvandrere og flygtninge. I sin nytårstale 1984 kom dronning Margrethe ind på denne

debat: „Hos os hersker også den fred, det frie politiske liv og de ordnede samfundsforhold, som gør vort land til eftertragtet havn for mange. Med vidt forskellig baggrund kommer flygt­ ninge hertil, kvæstede somme tider både på sind og krop. Vi tager imod dem og er nok også lidt stolte over, at de har \ algt netop vort lille paradis, men når vi ser dem stå famlende over for vort livsmønster og vort sprog, så kniber det alt for hurtigt med gæstfriheden, og skuffelsen melder sig på begge sider. Det er der også andre, der har måttet føle, nemlig gæste­ arbejdere og deres familier. Nu er tiderne lidt mindre gunsti­ ge, end da mange af dem kom hertil, og det går ofte hårdere ud over dem, der ikke igennem generationer er indlevet i den danske hverdag og derfor har sværere ved at omstille sig. Så kommer vi med vores „danske humor og sma dum-smarte bemærkninger. Så møder vi dem med kølighed, og så er der ikke langt til chikane og grovere metoder - det kan vi ikke være bekendt/' 192

Ydre udfordringer og indre brydninger

„Det er vist en kristen pro­ cession ... noget med Tre­ enigheden", siger indvan­ dreren i vinduet ved synet af sømandsbossen Preben Møller Hansen, folketings­ mand Mogens Glistrup og den jyske præst Søren Kra­ rup, forenet i protest mod indvandrerne. Tegning af Bo Bojesen i Blæksprutten 1987.

Dronningens ord fik ikke debatten til at standse, men de beskrev meget klart, hvorledes grupper i befolkningen havde fået større vanskeligheder end tidligere ved at anerkende til­ stedeværelsen af fremmede i Danmark. Det skyldtes også, at de fremmede med årene var blevet mere mærkbare, om end med meget store variationer landet over, simpelt hen fordi de var blevet mange flere. Nogle indvandrergrupper, især de muslimske, var indstillede på at opretholde og videreføre de kulturelle og religiøse skikke, som de bragte med sig fra deres hjemlande, herunder familiemønstre, som tydeligt var ander­ ledes end de gængse danske, og for kvindernes vedkommen­ de også klædedragten. Spørgsmålet om integrationen af de indvandrede blev et brændende emne i den politiske debat. Blandt de politiske partier var Fremskridtspartiet det mest yderligtgående, der ønskede så mange som muligt af de frem­ mede sendt tilbage til deres hjemlande og stillede forslag om at finansiere deres hjemrejse for offentlige midler. Men også andre organisationer blev dannet for at advare imod og be­ kæmpe den stigende indvandring af fremmede, som de mente på længere sigt ville undergrave det danske samfund. I Den danske Forening samledes en kreds, der frygtede denne ud­ vikling; en ledende skikkelse var den jyske præst Søren Kra­ rup, der argumenterede ihærdigt for, at der måtte sættes stop for yderligere indvandring af fremmede til Danmark, idet han hævdede, at de mange fremmede udgjorde en trussel mod danskheden. I Folketinget var flertallet af de politiske partier tilhængere af en eller anden form for integration af de indvandrere, som fik Flygtninge - en trussel?

193

Indvandrer på arbejde i op­ vasken på Kommunehospi­ talet i København 1985. Når indvandrerne overhovedet fandt beskæftigelse i det ar­ bejdsløshedsplagede Dan­ mark, var det oftest i de dårligst betalte og mindst attraktive job.

varig opholdstilladelse og sandsynligvis senere ville opnå dansk statsborgerskab. Men fremgangsmåden var der ikke enighed om. Der var almindelig tilslutning til, at Danmark måtte modtage et rimeligt antal flygtninge og ikke skulle und­ drage sig de internationale forpligtelser på flygtningeområdet, som det selv havde været med til at udforme. Men under indtryk af den fortsatte vækst i antallet af asylansøgere ind­ ledte regeringen i 1985 forhandlinger først og fremmest med Socialdemokratiet om hele flygtningesituationen og en mulig stramning af udlændingeloven. Ved Folketingets åbning i ok­ tober 1986 fremsatte justitsministeren forslag til lov om æn­ dring af udlændingeloven med det formål at begrænse strøm­ men af asylansøgere. Både regeringen og Socialdemokratiet pointerede, at strammere regler i Sverige og Den tyske For­ bundsrepublik havde nødvendiggjort en skærpelse af de dan­ ske muligheder for at afvise asylansøgere allerede ved græn­ sen. Samtidig blev det understreget, at der ikke ville ske nogen ændring i asylansøgernes retsstilling, når de var ankommet til Danmark. Ændringerne i udlændingeloven blev vedtaget af et flertal bestående af regeringspartierne, Fremskridtspartiet og Socialdemokratiet, mens Det radikale Venstre, SF og VS stem­ te imod. Under debatten blev især Socialdemokratiet kritiseret af de tre partier for at have forladt den linie, som de fire partier i fællesskab havde været enige om blot tre år tidligere. I den debat, der foregik om Danmarks modtagelse og be­ handling af fremmede - indvandrere såvel som flygtninge - blev der jongleret med mange forskellige talstørrelser, for­ ventede fremskrivninger og med, hvor mange indvandrere Danmark ville være i stand til at modtage som ligeberettigede 194

Ydre udfordringer og indre brydninger

medborgere. 11988 udgjorde flygtninge og indvandrere i alt to og en halv procent af den samlede befolkning. Men selve antallet var langt mindre afgørende end de meningsbrydnin­ ger og holdninger, som var debattens egentlige indhold. Det var ikke blot den latente uvilje mod fremmede, der kostede samfundet penge og skulle have arbejde og bolig, som fik debatten til at blive så heftig og omfattende. Den rejste nemlig også spørgsmålet om indhold og værdier i danskheden. Det var overvejelser, som ikke optog mange i deres daglige til­ værelse, men som blev nærværende, når udenlandske og fremmede påvirkninger trængte sig på, og man blev tvunget til at gøre op med sig selv, hvor lidt eller meget af det fremmede, man brød sig om. Så man noget godt eller dårligt i de fremme­ des tilstedeværelse? Måtte danskerne, som på mange måder gik ind for og nød godt af den internationalisering, som umær­ keligt, men sikkert havde ændret Danmark skridt for skridt efter 2. verdenskrig, også se i øjnene, at de dermed selv blev kulturelt mere sammensatte og brogede? Sandholmlejren, der kunne rumme 900 asylsøgere under lidet til­ trækkende vilkår, måtte under den store tilstrømning af nye flygt­ ninge i august 1986 lukke for tilgang.

Flygtninge - en trussel?

195

Hen over midten Statsminister Poul Schliiter indledte sin åbningstale i oktober 1985 med at minde om, at regeringen, da den tiltrådte for tre år siden, havde sat sig som mål, at „det skal være lettere at være dansker". Vel indrømmede han, at der stadig var mange dan­ skere, som ikke havde det let, men han fremhævede stig­ ningen i eksporten, nedgangen i arbejdsløsheden og det fal­ dende underskud på statens budget som tegn på, at regerin­ gens linie i den økonomiske politik havde båret frugt. Den ville derfor fortsætte ad samme spor, og han håbede, som stats­ ministre altid gør, at det i det kommende folketingsår ville være muligt at forhandle sig til rette med alle partierne. Han udpegede enkelte store opgaver, det for regeringen var særlig vigtigt at få løst. I løbet af foråret havde regeringen indgået forlig med Socialdemokratiet og Det radikale Venstre om en skattereform; den skulle nu omsættes i konkret lovgivning. Desuden pegede han på arbejdet med en ny tv-lovgivning og de endelige beslutninger om en fast forbindelse over Store

Bælt. Ikke alle Folketingets partier var uden videre parate til at tilslutte sig statsministerens lyse syn på danskernes vilkår. Men både fra Socialdemokratiet og Det radikale Venstre var kritikken afdæmpet. Svend Auken erklærede ganske vist på Socialdemokratiets vegne, at hans parti ønskede en ny re­ gering, men man ville dog afvente et valg. Niels Helveg Peter­ sen fra Det radikale Venstre var tilfreds med dette synspunkt. Hans parti kunne fortsat støtte hovedlinierne i regeringens økonomiske politik. Regeringen kunne således med sindsro se fremtiden i øjnene. Der ville fortsat være uenighed om mange spørgsmål, men noget stormløb mod den ville der næppe blive tale om. Samarbejdet i regeringen virkede udadtil meget fasttømret, også efter nogle personudskiftninger i sommeren 1984, da finansminister Henning Christophersen blev udnævnt til kommissær i EF med særligt ansvar for budgettet og samtidig blev næstformand for Kommissionen. Den hidtidige socialmi­ nister, Palle Simonsen, overtog hans post i regeringen, mens udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen afløste ham som for­ mand for partiet Venstre. Ny socialminister blev Elsebeth Kock-Petersen fra Venstre, der hidtil havde været kirkemini­ ster, og hun blev afløst af Mette Madsen fra samme parti. Først i marts 1986 skete der nye omrokeringer i regeringen, hvor de

196

Hen over midten

mest iøjnefaldende var udnævnelsen af to ikke-politikere, Nils Wilhjelm, der blev industriminister, ogH. P. Clausen, der blev minister for kulturelle anliggender. Ved samme lejlighed ryk­ kede kulturminister Mimi Stilling Jakobsen fra Centrum-Demokraterne over til Socialministeriet. Skattereformen var den mest omfattende og betydnings­ fulde nydannelse, som det lykkedes regeringen at gennemføre i løbet af 1985-86 og med virkning fra januar 1987. Der havde gennem mange år været utilfredshed med, at de mange fra­ dragsmuligheder i den hidtidige skattelov begunstigede en skattetænkning, som virkede uretfærdig, fordi ikke alle havde lige gode muligheder for at udnytte den, foruden at stats­ kassen gik glip af betydelige indtægter. Samtidig var der et stærkt ønske om at fremme den private opsparing, som var ganske lav, fordi det på grund af rentefradraget kunne betale sig at låne penge - også til forbrug. Fradragene blev i den nye skatteordning beskåret, så de for alle skatteydere ikke kunne give en skattelettelse på mere end 50 procent, ligesom en lang række fradrag helt bortfaldt. Som noget nyt blev der indført beskatning af realkreditinstitutter og fonde, og selskabsskat­ ten blev forhøjet. Med det forudgående forlig mellem regerin­ gen, Socialdemokratiet og Det radikale Venstre var lovfor­ slagene sikret gennemførelse i Folketinget. Ved den afslutten­ de debat i marts 1986 måtte ikke mindst Socialdemokratiet dog høre megen kritik fra SF og VS, fordi partiet ved at indgå i dette forlig og bidrage til dets gennemførelse havde givet så store indrømmelser til regeringen, at det for en kommende regering med et arbejderflertal ville blive meget vanskeligt at få en ny skattelovgivning igennem. Over for dette gjorde socialdemo­ kraterne gældende, at man gennem udrensningen af fradrage­ ne og de øgede tilskyndelser til opsparing havde fået så væ­ sentlige reformer igennem, at man også som regeringsparti ville være i stand til at forbedre systemet yderligere. Ministeren for skatter og afgifter, Isi Foighel, understregede betydningen af, at det trods betydelige meningsforskelle mel­ lem regeringen og de to forligspartier var lykkedes at forhand­ le sig til rette om denne store reform. At dette kunne lade sig gøre var udtryk for bærekraften i det danske parlamentariske system. Skattereformen kom ikke til at stå alene. Det var i det hele taget karakteristisk for forholdet mellem regeringen og oppositionen efter valget i 1984, at ikke blot Det radikale Ven­ stre, men også Socialdemokratiet var indstillede på at afprøve mulighederne for at opnå forlig med regeringen på en lang række områder.

Således indgik regeringen og Socialdemokratiet et treårigt Hen over midten

197

forsvarsforlig i 1984, og i 1986 blev de enige om at gennemføre etableringen af en fast forbindelse over Store Bælt. I juni 1985 var Farøbroerne, der gav Sjælland motorvejsforbindelse med Falster, blevet indviet. De var planlagt allerede i slutningen af 1970'erne, og med deres godt tre kilometer var de Danmarks hidtil længste brokompleks. Den faste forbindelse over Store Bælt havde været drøftet i mange år, og i 1973 var der blevet vedtaget en lov om den, men iværksættelsen var blevet ud­ skudt af besparelseshensyn. Nu mente regeringen imidlertid, at tiden måtte være inde, idet man anså projektet for at have stor samfundsøkonomisk betydning og stor værdi for Dan­ marks deltagelse i det omfattende internationale transportnet, som i disse år var under planlægning både syd og nord for Danmarks grænser. Socialdemokratiet gik ind for denne tan­ kegang, men måden hvorpå den faste forbindelse skulle gen­ nemføres var genstand for stor debat, hvor meningerne gik på kryds og tværs gennem partierne. Nogle foretrak en forbindel­ se, der kun skulle kunne overføre tog, således at biler måtte transporteres med disse. Det ville være langt den billigste løsning. Andre mente, at der skulle kunne overføres både tog og biler. Uden for regeringen og Socialdemokratiet var der stærk kritik af planerne, og begrundelserne var både økonomi­ ske og miljømæssige. Private organisationer fra begge sider af Store Bælt fremlagde materiale til belysning af de negative virkninger, som en fast forbindelse over bæltet ville have for dyre- og plantelivet ikke alene i selve bæltet, men med virk­ ninger langt ind i Østersøen. I Korsør og Nyborg var mange betænkelige ved byernes tab af arbejdspladser, når færgefar­ ten blev nedlagt. Efterhånden bredte debatten sig til mere landsomfattende miljøorganisationer, og der var fortsat uenig­ hed om det økonomisk holdbare ved hele projektet. Men forliget mellem regeringen og Socialdemokratiet stod ved magt, og det store anlægsarbejde kunne gå i gang i 1989. Et statsejet aktieselskab blev dannet til at forestå arbejdet. Ved finansieringen har man taget forskud på fremtiden, idet den skal foregå ved afgifter fra brugerne. Det var kun gennem et forlig med Socialdemokratiet, der i dette tilfælde stod helt alene som forligsparti, at det var muligt for regeringen at få gennemført loven om storebæltsforbindel­ sen. På andre områder lykkedes det at finde andre forligspart­ nere. 11980 havde Anker Jørgensen som statsminister nedsat en mediekommission med den opgave at „gennemføre en sammenhængende vurdering af udviklingen inden for masse­ medieområdet og belyse konsekvenserne heraf for samfundet som helhed". Forud var foregået en debat, som var præget af 198

Hen over midten

perspektiverne i den tekniske udvikling, der skabte mulig­ heder for modtagelsen af udenlandsk fjernsyn i Danmark, og hvor internationale fjernsynsproducenter kunne forventes og­ så at satse på det danske marked. Desuden var der i løbet af 1970'erne opstået en stærk kritik af den eneret til at lave radioog fjernsynsudsendelser, som Danmarks Radio besad, og fra mange sider blev der agiteret for, at det ville være godt med et konkurrerende fjernsyn. 11981 blev der givet tilladelse til for­ søg med lokale tv-stationer, men deres økonomiske grundlag var spinkelt, og deres udbredelse blev ikke stor. Mediekom­ missionen udsendte en række betænkninger, hvori den fremlagde overvejelser om mulighederne for en fælles nordisk tv-satellit, om video og om modtagelsen og spredning af uden­ landsk fjernsyn ved kabler. Kommissionen tog sit udgangs­ punkt i den teknologiske udvikling, som havde skabt helt nye muligheder på medieområdet. De burde også udnyttes i Dan­ mark, men hovedproblemet var, om udviklingen skulle foregå under frie markedsforhold eller påvirkes af lovgivningen med hensyn til fordeling af sendetid og udsendelsestyper. Det var medierne som kulturelt påvirkningsmiddel, der var det bræn­ dende politiske spørgsmål. Alle var dog tilhængere af, at me­ diepolitikken skulle bygge på ytringsfrihed og sikre reelle ytringsmuligheder, og at det samlede mediemønster skulle give en alsidig information. Desuden skulle en dansk medie­ politik styrke det særegne ved dansk og nordisk sprog og kultur.

Med udgangspunkt i mediekommissionens udredninger gennemførte regeringen i samarbejde med Det radikale Ven­ stre oprettelsen af et dansk TV-2, der skulle være uafhængigt af Danmarks Radio og finansieres dels ved en forøgelse af licensbetalingen til Danmarks Radio og dels ved indtægter fra reklamer. Størstedelen af produktionen skulle købes udefra, og selskabet skulle ledes af en bestyrelse, der var uafhængig af de politiske partier, og som blev udpeget af kulturministeren. Placeringen af det nye TV-2 blev et stridspunkt, fordi dets bestyrelse og den nyudnævnte direktør, Jørgen Schleimann, ønskede, at det skulle ligge i Københa vn, mens flere af partier­ ne bag forliget fastholdt, at det skulle placeres i provinsen. Resultatet blev, at TV-2 fik hovedsæde i Odense. Socialdemo­ kratiet havde længe været med i forhandlingerne, men mod­ standen mod reklamefinansiering var så stærk i partiet, at det undlod at stemme ved lovens endelige vedtagelse. Med op­ rettelsen af TV-2 havde flere af regeringspartierne fået opfyldt et mål, som de i mange år havde arbejdet for, nemlig at bryde Danmarks Radios monopol. Danmarks Radio skulle fra nu af

Hen over midten

199

TV-2's første faste billede ved dets nyhedsudsendel­ ser skulle markere den nye tv-stations profil i forhold til Danmarks Radio og viste derfor hele verden. Konkur­ rencen mellem de to fjern­ synsstationer gav sig også udslag i, at TV-2 lagde sin store nyhedsudsendelse kl. 19.30, samme tid som Dan­ marks Radio. Efter nogen tid blev den dog flyttet til kl. 19.00. I løbet af 1990 vandt TV-2 stærkt ind på Danmarks Radio i kampen om seerne.

befinde sig i en konkurrencesituation i kampen om de danske fjernsynsseere, men dets finansieringsgrundlag skulle fortsat udelukkende være licensbetalingen. I 1987 ændredes Dan­ marks Radios styreformer, og det hidtidige Radioråd blev er­ stattet af en bestyrelse udpeget af kulturministeren. Denne nydannelse inden for dansk mediepolitik var sket under ind­ flydelse af både den internationale og den hjemlige udvikling samt ikke mindst i kraft af de nye teknologiske muligheder. TV-2 begyndte sine udsendelser i 1988 og anlagde fra be­ gyndelsen en offensiv linie over for det „etablerede" fjernsyn fra Danmarks Radio.

I smult vande Gennemførelsen af tre så væsentlige nyskabelser i det danske samfund kunne med god grund gøre regeringen tilfreds med både sin egen og Folketingets indsats. Der var opnået resulta­ ter i den retning, som regeringen havde stilet imod, og op­ positionen var blevet mindre afvisende end før. De udenland­ ske konjunkturer var også gunstige, og fra 1982 var der sket et mærkbart fald i inflationen. Det skyldtes først og fremmest faldende råvarepriser, især på olien, og fastholdelsen af kro­ nens værdi i forhold til den tyske D-mark inden for det euro­ pæiske valutariske samarbejde (EMS), som Danmark havde tiltrådt i 1979. Målet var at øge Danmarks konkurrenceevne, og det lykkedes til en vis grad ved meget lave lønstigninger frem hl 1986. I modsat retning virkede kronens faste kurs, der førte 200

Hen over midten

I Danmarks Radios tv-avis har man siden 1978 anvendt denne dystre tegning som baggrundsbillede, når der skulle fortælles om den sto­ re arbejdsløshed i Danmark.

til faktiske opskrivninger i forhold til de valutaer, der ikke var med i EMS, og hvortil Danmark afsatte en betydelig del af sin eksport. I forhold til dem forbedrede Danmark ikke sin kon­ kurrenceevne. Arbejdsløsheden begyndte at falde fra 1983, og der blev skabt 200.000 nye arbejdspladser i private virksom­ heder, men den store tilgang til arbejdsmarkedet fra de store årgange bevirkede, at arbejdsløsheden fortsat var stor. Både den internationale og den danske rente faldt, blandt andet på grund af de liberaliseringer i kapitalbevægelser mellem lande­ ne, som regeringen gennemførte i overensstemmelse med EF s bestræbelser. Rentefaldet førte til en stigning i investerin­ gerne, men medførte samtidig et øget forbrug, således at un­ derskuddet på betalingsbalancen voksede. Det var fortsat - sammen med arbejdsløsheden - det største problem i dansk økonomi.

Der var således tale om både plusser og minusser i forhold til de mål, som regeringen havde sat sig med sin genopretnings­ politik. Fra oppositionens side - ikke mindst Socialdemokrati­ et og partierne til venstre for det - blev regeringen ofte be­ brejdet, at dens økonomiske politik begunstigede de bedrestil­ lede dele af befolkningen, selvstændige erhvervsdrivende og formueejerne, mens de, der var afhængige af forskellige for­ mer for offentlige ydelser, havde fået ringere vilkår. Man talte om en stigende kløft mellem et „Overdanmark" og et „Underdanmark", som virkede undergravende for den sociale balan­ ce, som havde præget det danske samfund langt op i 1970'er­ ne. Men det var vanskeligt for oppositionen at fremkomme

I smult vande

201

I Cirkusrevyen 1987 byder SF's Gert Petersen (Lene Funder) Social­ demokratiets leder Anker Jørgensen (Lisbet Dahl) op til dans. No­ gen virkelig tilnærmelse mellem de to partier blev det dog ikke til, og straks efter valget i september 1987 trak Anker Jørgensen sig til­ bage fra 14 års virke som formand for Socialdemokratiet.

med brugbare modforslag, fordi den også erkendte nødven­ digheden af en genopretning. Samtidig var den splittet i man­ ge spørgsmål, og for Socialdemokratiet var det vanskeligt - og heller ikke attraktivt - at stile mod fælles initiativer med parti­ erne til venstre for sig, når det samtidigt ønskede at holde mulighederne åbne for forhandling med regeringen, ikke mindst af hensyn til fagbevægelsen, som trods sin nære til­ knytning til Socialdemokratiet var interesseret i at have så megen indflydelse som muligt på den økonomiske politik, som den siddende regering førte. Der skulle ikke afholdes nyt folketingsvalg førend i 1988, men under indtryk af sin gunstige parlamentariske situation besluttede regeringen at udskrive valg i september 1987. Med­ virkende var formentlig også, at regeringen efter gennem-

202

Hen over midten

Det havde stadig lange udsigter med at få afviklet udlandsgælden. Billedhuggeren spørger statsminister Schliiter: „OK! skal jeg så skrive 89 i stedet for?" Tegning af Julius i Blæksprutten 1986. Rege­ ringens og økonomernes vurdering var måske mere et udtryk for ønsketænkning end for realitetssans, og prognoserne blev konstant ændret.

førelsen af en række økonomiske indgreb for at dæmpe forbru­ get - senest den såkaldte „kartoffelkur" fra efteråret 1986, der blandt andet indeholdt en meget omdebatteret afgift på renter af forbrugslån - måtte foretrække et valg, inden virkningen af disse foranstaltninger for alvor slog igennem. Valget den 8. september 1987 skabte ingen ny parlamen­ tarisk situation. Det konservative Folkeparti, Venstre og Kri­ steligt Folkeparti måtte afgive henholdsvis fire, tre og ét man­ dat og havde herefter 38,19 og fire pladser i Folketinget, mens Centrum-Demokraterne vandt ét og nu havde ni. Tilsammen havde regeringspartierne således en tilbagegang på syv man­ dater. Socialdemokratiet tabte to mandater og gik tilbage til 54. Derimod vandt SF seks og gik frem til 27, mens Det radikale Venstre gik frem til 11 mandater ved at vinde ét. Mest over­ raskende var, at Fremskridtspartiet gik frem med tre mandater til ni, og denne gang blev Mogens Glistrup efter udstået straf godkendt som medlem af Folketinget. Formanden for Sømændenes Forbund, Preben Møller Hansen, havde anmeldt et helt nyt parti, det populistiske Fælles Kurs, der kom ind med fire mandater. Til gengæld mistede VS samtlige sine fem mandater og blev således ikke repræsenteret i det nyvalgte Folketing. Med sine 70 mandater var regeringen svækket, og selv med

I smult vande

203

de radikales 11 og to medlemmer fra Færøerne og Grønland var den i mindretal over for Socialdemokratiet og venstrefløjspar­ tierne. Den ville derfor ikke kunne regere uden om Frem­ skridtspartiet. Dette fik Det radikale Venstre til at erklære, at det ønskede at stå frit i forhold til regeringen og kun ville forhandle fra sag til sag. Socialdemokratiet forsøgte at få et samarbejde om regeringsdannelse i stand med SF, men Fælles Kurs ville ikke love at støtte og Det radikale Venstre heller ikke, da det frygtede, at en socialdemokratisk regering ville blive for afhængig af fløjpartieme. Umiddelbart efter valget trådte Anker Jørgensen tilbage som formand for Socialdemo­ kratiet, og i hans sted valgtes Svend Auken. Poul Schluter kunne derfor efter valget igen danne regering, bestående af de samme fire partier. Fordelingen af ministerpo­ ster mellem dem var nogenlunde som i den afgåede regering. Et nyindrettet Ministerium for økonomisk samordning gik til Erhard Jakobsen fra Centrum-Demokraterne. I sin kortfattede tiltrædelsestale efter valget erkendte statsministeren, at valget ikke havde medført den styrkelse af regeringen, som den havde håbet på, men han mente alligevel, at der også i det I spidsen for en gruppe på fire mand rykkede den sær­ nyvalgte Folketing skulle være gode muligheder for et fortsat deles bramfrie sømandsboss samarbejde mellem regering og opposition. Niels Helveg Pe­ Preben Møller Hansen ind i tersen fra Det radikale Venstre var ikke afvisende, men frem­ Folketinget ved valget i sep­ hævede regeringens særlige ansvar - og fastslog i øvrigt, at det tember 1987. Partiet Fælles kommende folketingsår måtte blive et arbejdsår og ikke et Kurs placerede sig på den yderste venstrefløj, men valgår. rummede i sin protesthold­ Den borgerlige regering kunne således fortsætte sin van­ ning populistiske træk, der skelige sejlads. Det sus i sejlene, som den havde forventet at snarere hørte hjemme få, havde valget imidlertid ikke givet. yderst på den modsatte fløj.

Sikkerhedspolitisk fodslag Mens det i indenrigspolitikken - og især i den økonomiske politik - havde vist sig muligt for firkløverregeringen at få forhandlet sig til rette med flere af oppositionspartierne, var det til stadighed vanskeligt for den at få overvundet den uenig­ hed om udenrigspolitikken, som havde været tydelig næsten lige fra dens dannelse i 1982. Størst var uenigheden om atom­ våben og den stilling, Danmark skulle tage til anvendelsen af dem inden for NATO. Her var der åbenbart en kløft, som regeringen og det alternative flertal ikke var i stand til at tale henover. Samtidig var ingen af de to parter særlig tilfredse med at skulle leve i en stadig tilstand af uenighed, der ikke gjorde det muligt for nogen af dem at få deres standpunkter til at fremstå som udtryk for Danmarks politik i de internationale organer. På baggrund af denne utilfredshed foreslog Socialdemokra­ tiet i forsommeren 1984, at der blev nedsat et udvalg af eks­ perter, som skulle foretage en analyse af Danmarks sikker­ hedspolitiske situation til afklaring af, hvad det egentlig var, der skilte regeringen og det alternative flertal. Regeringen tog straks forslaget op, og i juni nedsatte udenrigsministeren et udvalg bestående af embedsmænd fra Statsministeriet, For­ svarsministeriet og Udenrigsministeriet under ledelse af de­ partementschef Peter Dyvig fra Udenrigsministeriet. Udvalget kunne allerede i november samme år fremlægge en omfatten­ de rapport, der gennemgående blev positivt modtaget som udgangspunkt for efterfølgende forhandlinger mellem de po­ litiske partier. Straks efter nedsatte Folketinget et særligt ud­ valg vedrørende dansk sikkerhedspolitik, som SF og VS dog stemte imod. De var ikke tilfredse med Dyvig-rapporten og frygtede, at et udvalgsarbejde på grundlag af den ville svække det alternative flertal. Men det viste sig stadig vanskeligt at nå til enighed eller blot fælles forståelse, og i folketingssalen måtte regeringen fortsat affinde sig med at blive nedstemt i flere dagsordener vedtaget af det alternative flertal. Der var dog tegn på ny bevægelighed i de ydre forhold, som havde været en vigtig forudsætning for uenigheden i Dan­ mark. 11984 blev præsident Ronald Reagan genvalgt i USA, og året efter blev en hidtil ikke meget omtalt Mikhail Gorbatjov generalsekretær for Sovjetunionens Kommunistiske Parti og dermed Sovjetunionens leder. Tonen mellem de to supermag­ ter fik en anden karakter, og under et topmøde i Reykjavik i Sikkerhedspolitisk fodslag

205

Mikhail Gorbatjovs og Ro­ nald Reagans møde i Reykjavik den 11. oktober 1986 indvarslede afslutningen på den kolde krig mellem Øst og Vest.

oktober 1986 var de to statsledere meget tæt på at nå til enighed om nedskæringer af atomvåben i Europa, men måtte opgive på grund af en forskellig opfattelse af det såkaldte stjernekrigsprojekt, som Sovjetunionen anså for et amerikansk forsøg på at opnå overlegenhed på atomområdet. Men kort efter kom der et gennembrud i de to staters forhandlinger om atomned­ rustning i Genéve. Sovjetunionen var nu parat til at trække nogle af de meget omstridte SS-20-raketter tilbage fra Østeuro­ pa, mens USA var indstillet på at standse opstillingen af de missiler, som var blevet påbegyndt i 1983 i henhold til NATO's dobbeltbeslutning fra 1979. Der var kort sagt tale om en op­ blødning af den spænding mellem USA og Sovjetunionen, som havde været en væsentlig forudsætning for den indre danske uenighed. Alligevel fortsatte denne endnu et stykke tid. Men afstan­ den mellem regeringen og det alternative flertal var blevet mindre. I marts 1987 rejste SF og VS spørgsmålet om den modernisering af Thule-basens installationer, som også var et af stridsspørgsmålene mellem USA og Sovjetunionen, men her kunne alle partier ud over de to, der havde taget initiativet, enes om en dagsorden. I april samme år kunne et enigt Folke­ ting pålægge regeringen at støtte en amerikansk-sovjetisk af­ tale om fjernelse af visse typer af atomvåben fra Europa. Til­ bage stod fortsat en forskellig opfattelse af, på hvilken måde en atomvåbenfri zone i Norden kunne og burde gennemføres. Spørgsmålet var indtil videre henvist til en gruppe af embedsmænd fra alle de nordiske lande, som skulle udrede de mange aspekter af en sådan zones oprettelse, men det alterna­ tive flertal pressede på for at få regeringen til at foretage et politisk udspil. Det vægrede den sig imod. Regeringen var 206

Sikkerhedspolitisk fodslag

også utilfreds med, at det fortsat ved flere lejligheder blev pålagt den at indføre fodnoter i udtalelser fra NATO-møder. En af de sidste gange var i oktober 1986 i forbindelse med et møde i NATO's atomplanlægningsgruppe, og i december samme år måtte regeringen under et ministermøde indføre en fodnote, som tog afstand fra det amerikanske stjernekrigspro­ jekt. Under indtryk af den voksende afspænding i forholdet mellem USA og Sovjetunionen begyndte regeringen imid­ lertid også at protestere kraftigere mod disse pålæg om fodno­ ter, og i maj 1987 erklærede udenrigsminister Uffe EllemannJensen, at regeringen ikke mere ville være budbringer for fodnoter fra det alternative flertal i NATO-vedtagelserne. Så kunne oppositionen vælte regeringen, hvis den var utilfreds med det. Han fastslog i den forbindelse endnu en gang, at det var regeringen og ikke Folketinget, der førte udenrigspolitik­ ken.

Arbejdet i Folketingets særlige udvalg om dansk sikker­ hedspolitik skred kun langsomt frem, og i visse perioder lå det helt stille, når partier fra det alternative flertal nægtede at deltage. I foråret 1988 var der tilsyneladende ikke alvorlige sikkerhedspolitiske uoverensstemmelser mellem flertallet og regeringen. Men i forbindelse med et spørgsmål om fremmede krigsskibes besøg i danske havne, som havde været debatteret siden 1985, viste der sig forskellige meninger om, hvorledes man fra dansk side skulle sikre sig, at sådanne krigsskibe ikke medførte atomvåben. I overensstemmelse med den danske politik, der gik ud på ikke at tillade atomvåben på dansk territorium i fredstid, havde der i mange år været enighed om, at det måtte anses for en selvfølge, at fremmede lande, der kendte dette forbehold, ikke sendte atombevæbnede krigs­ skibe til danske havne. SF rejste spørgsmålet i efteråret 1987 og fremlagde forslag om, at skibene i hvert enkelt tilfælde skulle forsikre, at de ikke medførte atomvåben. Dette var klart imod USA's politik, som gik ud på hverken at bekræfte eller be­ nægte tilstedeværelsen af atomvåben på amerikanske krigs­ skibe — en indstilling, som i 1985 havde medført afvisning af amerikanske krigsskibe i New Zealand. SF's forslag blev hen­ vist til forsvarsudvalget, men både Socialdemokratiet og Det radikale Venstre havde udtrykt sympati for tanken. I april 1988 var der fastsat en almindelig forespørgselsdebat om den uden­ rigspolitiske situation, og det var forinden oplagt, at spørgs­ målet om krigsskibes atombevæbning ville dukke op. Afstan­ den mellem regeringens og Socialdemokratiets forslag til dags­ orden var ikke stor - den kunne skrues ned til et spørgsmål om, hvorvidt regeringerne eller det enkelte krigsfartøjs chef

Sikkerhedspolitisk fodslag

207

skulle gøres opmærksom på det danske atomvåbenforbehold - men af proceduremæssige grunde kom Socialdemokratiets forslag først til afstemning, og da det var blevet vedtaget af det alternative flertal, bortfaldt regeringens forslag. Statsminister Poul Schliiter tog straks efter ordet og sagde, at regeringen ville overveje, i hvilket omfang den vedtagne dagsorden var i overensstemmelse med Danmarks forpligtelser som medlem af NATO, og derefter tage stilling til, hvorledes den ville forholde sig. Fem dage senere meddelte han, at den vedtagne dagsorden efter regeringens opfattelse ikke var i overensstem­ melse med Danmarks medlemskab af NATO, hvorfor regerin­ gen ville udskrive valg, så befolkningen kunne tage stilling til, hvorvidt regeringens eller oppositionens opfattelse af med­ lemskabet af NATO var den rigtige.

Hovsa-valget Det er meget sjældent, at der i Danmark - og for så vidt også i andre tilsvarende lande - udskrives valg på udenrigspolitiske spørgsmål. Trods den langvarige uenighed havde sikkerheds­ politikken ikke været noget centralt tema i de nærmest forud­ gående valg. Det radikale Venstre erklærede valget for over­ flødigt, men regeringspartierne lagde i deres valgkampagne vægt på at fremhæve, at valget var nødvendigt for at afklare Danmarks fulde medlemskab af NATO. Fra partierne bag det alternative forslag benægtede både Socialdemokratiet, Det ra­ dikale Venstre og SF, at forslaget overhovedet havde berørt medlemskabet af NATO; det drejede sig alene om, hvilken politik Danmark skulle føre inden for NATO, og Socialdemo­ kratiet gik til valg under slagordet „Danmark bestemmer selv". Ifølge meningsmålinger forud for valget lykkedes det regeringen at få vælgerne til at være mere opmærksomme end sædvanligt på det udenrigspolitiske aspekt. Der kan ha\ e været andre hensyn end de rent sikkerhedspolitiske, som fik regeringen til at udskrive valg. Det utilfredsstillende valgre­ sultat i september 1987 havde gj ort tilværelsen vanskeligere for regeringen, der med afhængigheden af Fremskridtspartiets stemmer og undsigelsen fra Det radikale Venstre stod i en svagere parlamentarisk situation end før valget, hvilket også i flere tilfælde medførte indre uoverensstemmelser i regerin­ gen. Overenskomstforhandlingerne i 1987 havde medført løn­ stigninger, som gik betydeligt ud over den ramme, som re­ geringen havde ønsket, men den havde ikke haft styrke til at gribe ind. Underskuddet på betalingsbalancen var vokset. Det samme gjaldt arbejdsløsheden.

208

Sikkerhedspolitisk fodslag

Den nyvalgte formand for Socialdemokratiet, Svend Auken, sammen med stats­ minister Poul Schluter. Den overraskende udskrivelse af valg til Folketinget i april 1988, kun syv måneder efter det forrige, blev af politiske iagttagere bl.a. tilskrevet den manglende forståelse mellem de to ledende politi­ kere.

Valgresultatet den 10. maj 1988 gav ikke den afklaring i den sikkerhedspolitiske uenighed, som regeringen havde håbet på. Størst fremgang havde Fremskridtspartiet, der med en gevinst på syv mandater kom ind med 16. Centrum-Demokra­ terne og Kristeligt Folkeparti fik uændret henholdsvis ni og fire mandater, mens Det konservative Folkeparti og Venstre henholdsvis tabte og vandt tre mandater, således at de havde 35 og 22 mandater i det nye Folketing. Regeringspartierne havde således uændret 70 mandater bag sig. Socialdemokrati­ et vandt et mandat og gik frem til 55, mens SF tabte tre og gik tilbage til 24. Det radikale Venstre mistede et mandat og havde derefter ti. Fælles Kurs mistede alle sine fire mandater. Her­ efter havde det alternative flertal stadig 89 mandater bag sig. Professor Nikolaj Petersen, der har analyseret det sikkerheds­ politiske aspekt af valget, konkluderer bl.a.: „Det stemmeskiftpotentiale, der lå i NATO-spørgsmålet, blev kun i be­ grænset omfang realiseret, fordi det i høj grad lykkedes det

Hovsa-valget

209

Nu er det fordrog Niels Helveg "Skal Danmark have en fair chance i fremtiden, er der ikke brug for slagsmål, men samarbejde. For Det Radikale Venstre handler valget mest af alt om at få etableret et langsigtet og bæredygtigt samarbejde". Niels Helveg Petersen April

- gjv fornuften en chance

Den korte frist forud for majvalget 1988 levnede ikke megen tid til plakatkunst i valgkampen. Men både de radikale og Venstre nåede at inddrage årstidens for­ ventninger i deres agitation, for Venstres vedkommende med benyttelse af et maleri af L. A. Ring fra 1905.

210

alternative flertals partier at „absorbere" den øgede opslutning om NATO-medlemskabet blandt dets vælgere." Regeringsdannelsen efter valget blev meget langtrukken. Men den 3. juni kunne Poul Schliiter præsentere sin tredje regering, der kom til at bestå af Det konservative Folkeparti, Venstre og Det radikale Venstre, mens de hidtidige ministre fra Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti måtte træ­ de tilbage. Regeringskonstellationen var overraskende, fordi Det radikale Venstre ved sin stillingtagen i april havde bi­ draget til at udløse valget. Men set i sammenhæng med den økonomiske politik, som Poul Schliiters to forudgående re­ geringer havde søgt at gennemføre, og som i vid udstrækning var blevet støttet af Det radikale Venstre, var det mindre over­ raskende, at regeringens to største partier nu foretrak at ind­ drage dette i selve regeringen. Det havde samtidig den fordel for de konservative og Venstre, at Det radikale Venstre der­ med udtrådte af det alternative sikkerhedspolitiske flertal, som så længe havde været regeringen en torn i øjet. På den måde opnåede de ad anden vej den målsætning, som valget var blevet udskrevet på. For Det radikale Venstre, som aldrig havde været indstillet på at vælte regeringen på sikkerheds­

Sikkerhedspolitisk fodslag

politiske spørgsmål, og som under indtryk af det mere af­ spændte forhold i Europa kunne være i tvivl om det videre formål med det alternative flertals videreførelse, måtte .det forekomme hensigtsmæssigt at træde ind i regeringen og der­ ved få mere direkte indflydelse på den økonomiske politik og bidrage til et bredere samarbejde på dette område. Samtidig kunne regeringsdeltagelsen bruges til at stække yderfløjenes indflydelse, som Det radikale Venstre altid havde taget af­ stand fra. Hvad spørgsmålet om besøgene af fremmede krigs­ skibe og deres atombevæbning angik, fandt de tre partier hurtigt frem til en formel, som var en mellemting mellem de forslag, der skilte parterne i april - og som også fik tilslutning fra de øvrige medlemslande af NATO. I den nye regering fik Det konservative Folkeparti ni mini­ stre foruden statsministeren, herunder Palle Simonsen, der fortsatte som finansminister. Venstre fik syv, og Uffe Ellemann-Jensen blev atter udenrigsminister. Det radikale Ven­ stre fik Niels Helveg Petersen som økonomiminister og fire andre ministre for henholdsvis Energi-, Kultur-, Miljø- og Socialministeriet.

Folketingsvalget og den efterfølgende regeringsdannelse betød afslutningen på den situation, der var opstået med dan­ nelsen af firkløverregeringen og snart efter af det alternative sikkerhedspolitiske flertal i efteråret 1982. Gennem næsten seks år havde de to parter fremlagt deres afvigende opfattelser af, hvorledes Danmark skulle forholde sig til den udvikling i Europa, som begge anså for uheldig. Denne uenighed fandtes ikke alene i Danmark. Den kom også frem i Den tyske For­ bundsrepublik, Holland, Storbritannien og Norge, og uden for parlamenterne blev den understreget af en omfattende fredsbevægelse i mange forskellige afskygninger, som gang på gang var i stand til at iværksætte store demonstrationer med krav om nedskæringer og helst afskaffelse af atomvåbnene. Også i USA var der udbredt kritik af Reagan-administratio­ nens håndfaste håndtering af forholdet til Sovjetunionen og dens fastholdelse af muligheden for at anvende atomvåben lige fra begyndelsen af en militær konflikt, den såkaldte før­ stebrugsdoktrin. Det danske Socialdemokrati havde gennem Socialistiske Internationale, som var et mødested for socialde­ mokratiske partier i og uden for Europa, nær kontakt med partierne i de øvrige NATO-medlemslande, og ikke mindst det tyske Socialdemokrati havde stor betydning for samord­ ningen af synspunkterne i de europæiske partier. Desuden dannedes en ny og mindre omfattende arbejdsgruppe af soci­ aldemokratiske partier i Skandinavien, Holland, Belgien og

Hovsa-valget

211

Luxembourg, der fik betegnelsen Scandilux, hvor man dis­ kuterede mulighederne for at anlægge fælles strategier for afspænding og nedskæring af atomvåben. Men i Danmark fik den mere udbredte uenighed sin særlige karakter, fordi der i Folketinget var muligheder for at samle et flertal, der i en årrække var i stand til at optræde samlet over for regeringen. Virkningerne af de seks års uenighed på det sikkerheds­ politiske område blev vurderet meget forskelligt af regeringen og repræsentanter for det alternative flertal. I november 1988 udtalte Ritt Bjerregaard som ordfører for Socialdemokratiet, at regeringsdannelsen i juni „betød et sceneskift for dansk sik­ kerhedspolitik. Vi har ikke længere et såkaldt alternativt flertal i Folketinget, og dermed er der sat et foreløbigt punktum for seks års fornuftige og nødvendige markeringer". Fra regerin­ gens side anså man disse markeringer for at have svækket Danmarks indflydelse og omdømme, og indtil optagelsen af Det radikale Venstre i regeringen blev det ofte mere end an­ tydet, at det alternative flertal og fredsbevægelserne med over­ læg eller af naivitet virkede som en støtte for Sovjetunionen i dens politik over for USA. Men med det ændrede forhold mellem disse to stater og forhåbningerne om, at der nu var muligheder for en fortsat afspændingsproces i Europa, var der nu også i Danmark udsigt til, at sikkerhedspolitikken kunne føres i enighed mellem den nye regering og i hvert fald Social­ demokratiet. Arbejdet i Folketingets sikkerhedspolitiske ud­ valg blev genoptaget, og der blev hurtigt enighed om at ned­ sætte en forsvarskommission til at forberede en ny forsvars­ ordning i lyset af den gunstigere sikkerhedspolitiske situation i Europa. Medlemskabet af NATO var aldrig blevet anfægtet af det alternative flertal. Her var der nærmest tale om en be­ vægelse henimod en bredere anerkendelse af dette medlem­ skab, også i venstrefløjens partier. For Danmarks udenrigs­ politik som helhed er det vanskeligt at påpege væsentlige ændringer i hovedlinierne som følge af de seks års indre uenig­ hed. Men dertil skal føjes, at betingelserne for dansk udenrigs­ politik også forandrede sig meget i den periode, hvor uenig­ heden stod på. Mest betydning fik det nok, at befolknings­ grupper, som ikke tidligere havde beskæftiget sig aktivt med udenrigspolitiske spørgsmål, nu gik ind i debatten på et seriøst plan. På den baggrund kan man fristes til at sige, at udenrigs­ politikken var blevet demokratiseret.

Fattigfirserne Ved udgangen af 1970'erne var det en udbredt opfattelse, at fattigdom ikke længere fandtes i Danmark. Det betød ikke, at alle uligheder med hensyn til indtægter og levestandard var forsvundet, men direkte fattigdom i betydningen mangel på mad, bolig, klæder og sygdomsbehandling var afskaffet. I løbet af 1980'erne er spørgsmålet imidlertid dukket op igen under indtryk af den høje arbejdsløshed og det stigende antal personer, hvis hovedindkomst består i offentlige ydelser - de såkaldte overførselsindkomster. Samtidig blev selve fattig­ domsbegrebet taget op til diskussion. Således definerede man i en rapport fra EF-kommissionen fattige som dem, der havde en disponibel indkomst på mindre end halvdelen af den gen­ nemsnitlige indkomst. For Danmarks vedkommende betød det, at 13 procent af befolkningen - omkring 330.000 familier blev betegnet som fattige. Der var dog hverken i den offentlige debat eller blandt socialforskerne enighed om, hvorledes fat­ tigdom skulle forstås. Socialrådgiver Hanne Reintoft, der tid­ ligere havde været medlem af Folketinget, forklarede på en konference i 1983, at „fattigdom er aldrig at kunne vælge". Udtrykket viser, hvorledes fattigdomsbegrebet påvirkes af samfundsudviklingen og i høj grad beror på sammenligning med de levevilkår, som på et givet tidspunkt anses for at være de normale i samfundet.

Brugttøjsbutik i 1983, drevet af Frelsens Hær. Trods det udbyggede sociale sikker­ hedsnet var den private godgørenhed ikke blevet overflødig, og der blev stær­ kere brug for den, da den økonomiske stramning satte ind.

Fattigfirserne

213

Den stigende interesse for fattigdomsspørgsmålet foranledi­ gede fra midten af 1980'erne Socialforskningsinstituttet til at iværksætte en række undersøgelser, og Erik Jørgen Hansen fra instituttet fastslog i 1989, at man for fremtiden måtte bruge mere præcise begreber om fattigdom, hvis dens omfang virke­ lig skulle belyses. Det gjorde instituttet derefter i en omfatten­ de analyse af „Materielle og sociale afsavn i befolkningen". Her opdeltes befolkningen i forskellige indtægtsgrupper sam­ tidig med, at man spurgte deltagerne i undersøgelsen om, i hvilket omfang de havde været nødt til at give afkald på nyanskaffelser m.v. af økonomiske grunde. Deltagerne blev også spurgt om, hvorledes de ville placere sig selv på en skala, der gik fra „rige" til „fattige". Der blev sat en nedre grænse for dem, der kun havde 1000 kroner til rådighed pr. person om måneden, når alle faste udgifter var betalt, og en øvre for dem, der havde 3000 kroner eller mere tilovers. Hovedresultatet var, at kun en procent anså sig for rige, mens et stort flertal på næsten 80 procent henregnede sig til „godt stillede" eller gen­ nemsnittet. Kun to procent mente, at de var fattige. Under­ søgelsen konkluderede dog, at procentdelen af fattige nok burde forhøjes til syv. Denne og andre tilsvarende under­ søgelser viste altså, at der nok var fattigdom i Danmark, men at omfanget var mindre, end man umiddelbart kunne få indtryk

af i den offentlige debat. Når mange alligevel mente, at fattigdommen var blevet me­ re udbredt i løbet af 1980'erne, hang det sammen med uviljen mod de nedskæringer i offentlige ydelser, som var begyndt

Discountbutik i 1988. Super­ markederne, der siden 1960'erne havde udkonkur­ reret de fleste små køb­ mandsbutikker, fik nu selv konkurrence fra en ny bu­ tiksform, der i kraft af et be­ grænset sortiment, beståen­ de af de mest anvendte dag­ ligvarer, og en næsten spartansk indretning af bu­ tikkerne kunne sælge pro­ dukterne endnu billigere.

214

Fattigfirserne

Posedame i København. Po­ sedamer er ikke et nyt fæ­ nomen. I storbyer vil der al­ tid være mennesker, der ik­ ke kan indordne sig i det almindelige livsmønster, og nogle af disse vælger en til­ værelse på gaden frem for at havne på en social insti­ tution. Når posedamerne blev flere i 1980'erne, skyl­ des det næppe øget social nød, men er snarere et ud­ tryk for, at tilværelsen i by­ erne er blevet endnu mere kompliceret og krævende og derfor støder de svageste fra sig.

allerede i slutningen af 1970'erne, og som fortsatte op igennem 1980'erne. Med det store antal modtagere af overførselsind­ komster - henved 800.000 personer - var det forståeligt, at de følte nedskæringerne som en nedgang i deres rådighedsbeløb, men altså ikke nok til, at de oplevede sig selv som fattige. Men selv om fattigdommen ikke var blevet udbredt, var der dog tale om betydelige forskelle i udfoldelsesmuligheder, og tilstede­ værelsen af et B-hold, som omfattede de fleste af dem, der kun havde overførselsindkomster som indtægt, blev mere synlig.

Socialpolitikken De voldsomme udgiftsstigninger inden for den sociale sektor havde ingen forudset, da socialreformen blev gennemført i 1976. De socialdemokratiske regeringer indtil 1982 forsøgte på forskellige måder at dæmme op for dem, men nåede ikke langt, inden de i 1982 blev afløst af firkløverregeringen. Også den var forpligtet over for de rammer, som var blevet op­ bygget, men mente, at det måtte være muligt at dæmpe udgif­ terne - både ved at foretage en langsigtet omstilling af den sociale sektor og på kort sigt at reducere nogle af ydelserne. Således gennemførtes allerede i 1982 en nedskæring af kon­ Socialpolitikken

215

tanthjælpen. Den langsigtede omstilling skulle styrke selv­ hjælpsprincippet ved at skabe muligheder for, at socialklien­ terne kunne videreuddannes, så de blev i stand til at gå ind på arbejdsmarkedet igen. Dette vandt efterhånden tilslutning og­ så inden for Socialdemokratiet og fagbevægelsen, som begge måtte erkende, at en fortsat stigning i udgifterne, der skulle finansieres med skatteforhøjelser, ikke var ønskelig. De un­ derstregede dog samtidig, at sådanne ændringer i socialpoli­ tikken ikke måtte ramme de svagest stillede, og pegede især på ungdomsarbejdsløsheden som et af tidens største sociale pro­ blemer; det var derfor af afgørende betydning at få skabt flere uddannelsespladser både i den offentlige og den private sek­ tor. Dette var regeringen også indstillet på, men den fastholdt, at de nye foranstaltninger skulle være så lidt udgiftskrævende som muligt. Regeringens politik inden for socialsektoren skar dog ikke så dybt, som ideologien inden for især Venstre tilsag­ de. Det sociale element i den danske velfærdsstat blev aldrig for alvor anfægtet, og meningsmålinger viste da også, at inden for alle politiske partier var vælgerne i vid udstrækning til­ hængere af, at det sociale sikkerhedssystem blev opretholdt.

Det mest foruroligende ved 1980'ernes store arbejdsløs­ hed var de mange unge fra de „store" årgange, der fra skolen gik direkte ud i en kronisk arbejdsløshed, hvor deres eneste beskæftigelse var at hente og bruge bi­ standshjælpen. For dem kunne gaden blive det faste opholdssted.

216

Fattigfirserne

„Yuppie" på Café Victor i København. De arbejdsløse bistandsklienters absolutte modpol var de smarte unge yuppies, der i deres på­ klædning og med deres dy­ re vaner udstillede deres succes i forretningslivet og/ eller deres fædres solide økonomi. Ikke ulig århun­ dredskiftets certosaherrer, men med et tilskud af pro­ test mod 60'ernes og 70'ernes kedsommelige mands­ dragt med lappede og for­ vaskede cowboybukser.

Men regeringen og dens støttepartier stilede mod en ændring i retning af det forsikringsprægede frem for en fortsat over­ førelse af offentlige midler. Derfor indførte den i 1982 en for­ højelse af medlemsbidraget til arbejdsløshedskasserne, og i den plan, som KVR-regeringen fremlagde i 1989, gives der udtryk for, at kontingentet til arbejdsløshedskasserne bør væ­ re afhængigt af arbejdsløshedens omfang inden for de enkelte fag. Bent Rold Andersen, der i en kort periode var socialminister i den socialdemokratiske regering indtil dens afgang i septem­ ber 1982, udsendte i 1984 en bog med titlen „Kan vi bevare velfærdsstaten?". Han fremhævede, at det særlige ved den danske velfærdsstat er, „at retten til de fleste af dens ydelser er

Socialpolitikken

217

knyttet til statsborgerskab og er uafhængig af størrelsen af det bidrag, den enkelte yder til velfærdsstaten. Det giver mange fordele, men gør samtidig systemet sårbart, fordi båndene mellem pligter og rettigheder for den enkelte er fuldstændig overskåret. Ikke blot økonomisk, men også psykologisk. Den danske version af velfærdsstaten stiller større krav til borger­ nes opslutning og forståelse end de fleste andre systemer/' Han så væksten i de offentlige udgifter til sociale formål som et resultat af opløsningen af private og familiære sociale kontak­ ter, som tidligere havde været i stand til at varetage disse opgaver. Han fandt også, at den stigning fra 26 til 60 procent af det samlede statsbudget, som de offentlige udgifter gennem­ gik fra 1960 til 1981, var voldsom, men den var en følge af, at flere og flere opgaver var blevet overladt til det offentlige. For ham at se var der ikke nogen vej tilbage til genopbygningen af de private sociale kontakter, som var blevet nedbrudt af en samfundsudvikling, som ingen måske havde ønsket, men som havde medført en forventning om, at man over skatterne kunne betale sig fra en række omsorgsforpligtelser. Han men­ te derfor, at velfærdsstatens overlevelse var afhængig af en ændring af den offentlige sektors karakter og dermed borger­ nes holdning til den. „En løsning af legitimitetsproblemet er det vigtigste." Dermed mente han, at der skulle skabes en forståelse for sammenhængen mellem pligter og rettigheder, som ikke hidtil havde været synlig. Med andre ord, at be­ folkningen skulle forstå, at offentlige ydelser - også på det sociale område - ikke var gratisydelser, men måtte ses i for­ bindelse med de opgaver, man forventede varetaget fra offent­ lig side. Bent Rold Andersens synspunkter kunne ikke tages som udtryk for Socialdemokratiet som helhed, men de lå ikke langt fra regeringen i dens opfattelse af problemerne omkring de stigende udgifter på det sociale område. Året før havde etnologen Thomas Højrup udsendt en grun­ dig analyse af befolkningen i bestemte dele af Limfjordsom­ rådet. Titlen var sigende: „Det glemte folk. Livsformer og centraldirigering". Han understregede, at befolkningen i den­ ne del af landet var meget indstillet på at hjælpe hinanden og klare sine egne problemer selv, men til gengæld var yderst negativ over for den indblanding, som den oplevede fra myn­ dighederne i hovedstaden. Hans undersøgelse var vigtig i forbindelse med diskussionen om velfærdsstaten, fordi den på overbevisende måde påviste, at danskernes livsformer var meget forskellige, og at begrebet velfærdsstat ikke havde sam­ me positive klang hos alle befolkningsgrupper. Han frem­ hævede, at limfjordsbefolkningen i modsætning til indbygger­

218

Fattigfirserne

ne i de større byer videreførte et fællesskab, hvor man ikke ønskede nogen indblanding udefra, men holdt fast ved de livsformer, som havde udviklet sig gennem mange årtier, ja vel havde rod helt tilbage i forrige århundrede. Hans bog gav forestillingen om den danske befolknings ensartethed et grundskud, og hans analyse indeholdt indirekte en appel til lovgiverne om at tage hensyn til de forskelligartede livsformer, som fandtes i Danmark, idet den fremhævede de store menne­ skelige og kulturelle værdier ved deres opretholdelse.

Arbejdsmarkedet Fattigdom og socialpolitik griber dybt ind i hele befolkningens hverdag, uanset om den enkelte oplever sig som direkte be­ rørt. Ikke mindst i arbejdslivet vil de fleste mærke virkninger­ ne, og det er derfor med god grund, at de politiske partier interesserede sig stærkt for, hvorledes arbejdsmarkedet ud­ viklede sig under 1980'ernes omvæltninger. Der var i Danmark en lang tradition for, at arbejdsmarkedets parter - det vil først og fremmest sige fagbevægelsen repræsenteret af LO og ar­ bejdsgiverne i deres sammenslutninger - selv skal forhandle sig til rette om løn- og arbejdsvilkår. Men samtidig var der en næsten lige så lang tradition for, at Folketinget og regeringen kunne gribe ind i disse forhandlinger og var villige til det, hvis parterne selv ikke kunne blive enige. Desuden havde væksten af ansatte inden for den offentlige sektor medført, at regerin­ gen og de kommunale myndigheder i sig selv var vigtige arbejdsgiverrepræsentanter, som stod over for stadigt bedre organiserede lønmodtagergrupper. I 1981 afsluttedes overenskomstforhandlingerne i enighed mellem arbejdsmarkedets parter. Der skete en suspension af dyrtidsreguleringen mod en forhøjelse af tillæggene, og de offentligt ansatte fik nogenlunde samme lønfremgang på ca. fem procent, hvoraf de lavestlønnede skulle have en særlig forrang. Men inden for nogle fagområder kom det dog til konflikt. Således hos typograferne, der kæmpede for at bevare deres beskæftigelse, som var truet af, at den moderne tek­ nologi i større og større omfang overflødiggjorde det traditio­ nelle typografarbejde. Et andet konfliktområde var socialråd­ givernes; de var offentligt ansatte og utilfredse med, at deres lønninger i så høj grad var afhængige af, hvad andre grupper inden for det offentlige opnåede. Det førte til en langvarig konflikt, hvori der også indgik politiske aspekter, fordi både staten og ikke mindst kommunerne var betænkelige ved den store stigning i antallet af socialrådgivere. De fik trods mange Arbejdsmarkedet

219

appeller ikke støtte fra andre faggrupper inden for det offent­ lige og måtte opgive deres kamp. Også inden for det akademi­ ske område kom det til konflikt, idet lægerne ikke fandt, at de øvrige grupper havde givet dem tilstrækkelig støtte. I 1983 fandt overenskomstforhandlingerne ligeledes sted uden politiske indgreb, men forhandlingerne foregik inden for rammer, som var fastsat af Folketinget. Dyrtidsreguleringen blev fortsat holdt ude, og lønstigningerne var meget besked­ ne. I foråret 1984 opfordrede Folketinget - med regeringens støtte - til trekantsdrøftelser mellem regeringen, Dansk Ar­ bejdsgiverforening og LO. Formålet var at påvirke arbejds­ markedets parter til at følge den tilbageholdende økonomiske politik, som regeringen ønskede gennemført. Drøftelserne førte ikke straks til konkrete resultater, men det var i sig selv betydningsfuldt, at LO, som havde en nær tilknytning til Socialdemokratiet, gik ind i sådanne forhandlinger. I det store og hele var arbejdsmarkedet i 1980'erne præget af ro. Overenskomststridige konflikter, som havde været så hyp­ pige i 1970'erne, kunne vel stadig forekomme, men den vigen­ de beskæftigelse lagde en dæmper på kravene, og det var tvdeligt, at fagbevægelsen havde fået mere hold på sine med­ lemmer, således at spontane arbejdsnedlæggelser sjældnere forekom. Det kunne også skyldes, at folkene på arbejdsplad­ serne i mindre omfang troede på virkningen af den spontane akdon, som firkløverregeringen i hvert fald var mindre følsom overfor, end de socialdemokratiske regeringer havde været. I 1984 opstod en langvarig og omfattende konflikt blandt chauf­ førerne i Hovedstadsområdets Trafikselskab. Den havde tyde­ lige ideologiske aspekter, fordi den udsprang af, at enkelte chauffører ikke ønskede at være organiserede inden for SiD, der som tilknyttet LO også havde nær forbindelse med Social­ demokratiet. Det rejste det meget følsomme spørgsmål om arbejdstagernes frie organisationsret, og dermed deres mere eller mindre direkte tilknytning til bestemte politiske partier. Der var kort sagt tale om en styrkeprøve mellem det traditio­ nelle fagforeningssynspunkt, der gik ud på, at rigtigt organi­ serede arbejdere ikke arbejdede sammen med uorganiseret arbejdskraft, og det demokratiske grundprincip, som tilsagde, at enhver havde ret til at vælge den organisation, som hun eller han selv ønskede at være medlem af. Der var ingen tvivl om, hvor regeringen og dens støttepartier stod. De var absolut modstandere af organisationstvang. For Socialdemokratiet var sådanne konflikter mere vanskelige, fordi man på den ene side støttede den tradition for fællesorganisering, som havde præ­ get opbygningen af dansk fagbevægelse, men på den anden 220

Fattigfirserne

Scene fra den storkøben­ havnske buskonflikt i april 1984. Tilsvarende konflikter dukkede op på andre ar­ bejdspladser og afspejlede fagbevægelsens vanskelig­ heder med at fastholde or­ ganisationskravet.

side ikke kunne gå ind for overenskomststridige arbejdsned­ læggelser.

Konflikten endte med en meget stor bod på 20 millioner kroner til SiDz fordi forbundsformand Hardy Hansen ikke klart havde taget afstand fra den overenskomststridige ar­ bejdsnedlæggelse. På den anden side viste det sig, at kun ganske få chauffører ønskede at udtræde af SiD. Noget til­ svarende skete inden for HK-området, hvor medlemmer gav udtryk for deres utilfredshed med, at deres fagforening ydede støtte til Socialdemokratiets valgkamp, hvilket førte til, at en gruppe medlemmer i 1984 brød ud og dannede Danmarks Frie Fagforeninger. Igen var antallet overskueligt, og flertallet af danske arbejdere - hvoraf mange sandsynligvis ikke stemte på Socialdemokratiet — foretrak at fortsætte i de fagforeninger, som var opbygget i forvejen. Her fandt de en tryghed i form af veludrustede organisationsapparater og forhandlingserfarin­ ger, som de nydannede fagforeninger ikke kunne tilbyde. I 1985 forlængede regeringen med støtte af Det radikale Venstre alle overenskomster i to år, efter at organisationerne havde opgivet at forhandle sig til rette. Det medførte en række protestdemonstrationer, og SiD vedtog at afsætte 180 millioner kroner til en kampagne for at vælte den borgerlige regering. I maj 1986 skete den endelige afskaffelse af dyrtidsreguleringen, som allerede havde været suspenderet i en årrække, og de faglige organisationer affandt sig dermed. Det skyldtes meget den næsten helt ophørte inflation, som gjorde en sådan regu­ lering mindre påkrævet. Arbejdsmarkedet

221

Dansk fagbevægelses tre stærke mænd ved Socialde­ mokratiets landsmøde 1990. Fra venstre Georg Poulsen, formand for Dansk Metalar­ bejderforbund fra 1978, der­ efter Hardy Hansen, for­ mand for Specialarbejder­ forbundet, og endelig Finn Thorgrimson, der i 1987 overtog topposten som for­ mand for LO. Udadtil står de sammen, men internt kan samarbejdet slå gnister, ikke mindst mellem smede og specialarbejdere.

Overenskomstforhandlingerne i 1987 forløb uden politiske indgreb, og det mest bemærkelsesværdige var, at regeringen åbenbart havde opgivet sin stramme indkomstpolitik, idet der ikke mindst på det offentlige område blev givet lønforbed­ ringer, som oversteg endog lønmodtagerorganisationernes forventninger. Dette kunne - ud over finansminister Palle Simonsens ønske om at nå et hurtigt resultat - hænge sammen med, at det offentlige samtidig opnåede mulighed for en mere individuel aflønningsform i kraft af særlige tillæg til både mere ansvarsfulde og mere initiativrige medarbejdere inden for den offentlige sektor i form af de såkaldte „fedterøvstillæg", som arbejdstagerorganisationerne hidtil havde været modstandere af, idet de principielt måtte foretrække en kollektiv lønfor­ deling. På den måde skaffede staten og kommunerne sig ad­ gang til en individualisering af lønningerne, som de var parate til at betale en pris for. Firserne blev i realiteten ikke helt så fattige, som et umiddel­ bart indtryk af den offentlige debat kunne få mange til at tro. Væsentlige dele af det sociale sikkerhedssystem var fortsat opretholdt.

Tidnød og forbrug Det begyndte så småt i 1970'erne, men det store gennembrud for edb- eller datateknologien kom i løbet af 1980'erne. Ved årtiets slutning prægede den hverdagen for de fleste menne­ sker, både i deres arbejde og i indkøb og fritid. Indlæringen af datateknik begyndte allerede i folkeskolen, og for mange kvik­ ke unge blev fortroligheden med den nye teknik begyndelsen til en karriere, som kun begrænsedes af deres individuelle evne til at følge med i den teknologiske videreudvikling. For ældre kunne omskolingen til den nye teknik være vanskelig, men efterhånden som skærmene vandt indpas i så godt som alle private og offentlige virksomheder, blev den en selvfølge. Edb-teknologiens indmarch medvirkede også til at øge frygten for arbejdsløshed, men kun få betvivlede efterhånden, at den var nødvendig, og det er ikke muligt at udregne, i hvilket omfang den har formindsket eller øget behovet for menneske­ lig arbejdskraft. Blot er det oplagt, at den har stillet krav om nye kvalifikationer, som den danske befolkning meget hurtigt omstillede sig til. Fremmedord som computer og Online blev optaget i det danske sprog; et ord som kompatibel kunne bruges i annoncer, og i årtiets anden halvdel anskaffede sta­ digt flere sig en pc.

Først og stærkest slog den nye teknologi igennem i penge­ verdenen, også i den del, der berørte den enkelte borger. Efter en noget tøvende start i 1983 blev flere og flere danskere indehavere af dankortet, som sammen med de mange kredit-

Undervisning i brugen af datamaskiner på Sjællands­ gades Skole i København i 1977.

Tidnød og forbrug

223

kort fra internationale koncerner efterhånden blev et udbredt betalingsmiddel, der ofte blev anset for en mere bekvem be­ taling end rede penge. Kreditkortene kunne også bruges i udlandet, og både for forretningsrejsende og turister blev de en lettelse. Danmark blev som de øvrige vesteuropæiske og de nordamerikanske lande mere og mere et samfund uden kon­ tante penge. Også på betalingsområdet slog internationali­ seringen igennem, og overførslen af penge til og fra udlandet blev forenklet. I den forbindelse tales der ofte om en ny tek­ nologisk revolution, som har afløst den industrielle, der ind­ ledtes for godt 200 år siden, og hvis videreudvikling er ved at ebbe ud. Derfor dukkede der også vendinger op som det postindustrielle samfund, kommunikationssamfundet og det postmoderne samfund. Alle udtryk for, at den nye teknologi på afgørende måde havde ændret og i fremtiden ville ændre endnu mere i menneskers levevilkår og livsformer.

Tid til hvad?

1 1970'erne tog butikkerne især mod kreditkort for at sikre sig andel i de penge, som udenlandske gæster lagde i Danmark. I den in­ denlandske handel blev kortene først almindelige i anden halvdel af 1980'erne

224

Tidnød og forbrug

Tid er penge, og et døgn har 24 rimer. Hvordan har den stigning i produktionen, som vitterligt er sket i løbet af de sidste 20 år, påvirket tidsanvendelsen? Det er blevet statistisk undersøgt ved at spørge danskere i 1964,1975 og 1987 om deres tidsanvendelse. Undersøgelsens hovedresultat er, at den be­ talte arbejdstid er faldet med 1/6 time om ugen, mens omfanget af det ubetalte arbejde - typisk i eget hjem - næsten ikke har ændret sig. Transporttiden er blevet fordoblet til syv timer om ugen, og den tid, der bruges til uddannelse, er nu godt en time mere. Det er sket på bekostning af tiden til søvn, spisning og fritidsaktiviteter, og tiden for opholdet i egen bolig er for­ mindsket med 14 timer om ugen. Gifte kvinders andel af det betalte arbejde er steget betydeligt, fra 25 procent midt i 1960'erne til 40 procent i 1987, hvilket også forklarer det over­ skuelige fald i den samlede betalte arbejdstid for både mænd og kvinder, selv om mændenes er blevet formindsket med ni timer om ugen. Samtidig er det ubetalte arbejde blevet omfor­ delt, idet det for mændenes vedkommende er blevet forøget med godt en time dagligt, mens kvindernes er faldet tilsvaren­ de. Også generationerne imellem er der sket en forskydning, således at 16-26-årige og aldersgruppen mellem 63 og 74 har fået en mindre del af det betalte arbejde. For de førstes ved­ kommende først og fremmest på grund af et øget tidsforbrug til uddannelse, mens det for de ældres vedkommende hænger sammen med en tidligere afgang fra arbejdsmarkedet. Alt i alt er der sket en forøgelse af de erhvervsaktive befolknings-

gruppers samlede tidsforbrug til både betalt og ubetalt arbej­ de.

Marina i Sydsjælland. Hjul­ pet af velstandsudviklin­ gen, de længere ferier og en række varme somre vokse­ de antallet af fritidsbåde i 1970'erne så stærkt, at de gamle lystbådehavne måtte udvides og blev suppleret med nye „marinaer" med alle hånde faciliteter for fritidssejleme.

Det hænger sammen med udviklingen i forbruget, som er steget betydeligt i samme tidsrum. Således er antallet af per­ sonbiler øget fra godt 1 million i 1970 til over 114 million i 1990, og både den teknologiske udvikling og den afsætningsmæssi­ ge opfindsomhed har hele tiden medført tilbud om nye varer og tjenesteydelser. I daglig tale kaldes dette ofte nye behov, men de skal sammen med de tidligere nås inden for den samme tid, og det fører til et forøget tidspres på forbrugerne. Konklusionen er, at den forkortelse af den betalte arbejdstid, som har fundet sted, ikke har medført nogen forøgelse af den egentlige fritid. Faldet i den betalte arbejdstid er sket som følge af en kraftig forøgelse af produktiviteten, og denne øgede effektivitet kunne have været anvendt til en mere drastisk forkortelse af arbejdstiden og en tilsvarende udvidelse af den egentlige fritid. Men den danske befolkning har foretrukket at indkassere næsten hele produktivitetsgevinsten i form af hæ­ vet levefod. Erik Ib Schmidt, der var en af initiativtagerne til undersøgelsen, betvivler, at der har været tale om et egentligt valg, og han understreger, at det ikke er noget isoleret dansk problem. „Vi har hylet med de hunde, vi er dømt til at leve sammen med i Europa. Udviklingen i den danske befolknings levevilkår har således været karakteriseret ved den stadig og hastigt voksende strøm af materielle goder. Den har i endnu

Tid til hvad?

225

Japanske biler ankommer til Nordhavn i København i 1987. Trods den lange trans­ portvej var det lykkedes den japanske bilindustri at få et solidt fodfæste i Vest­ europa og ikke mindst i Danmark.

højere grad været præget af den kolossale vækst i hushold­ ningernes bestand af varige forbrugsgoder af enhver art hobet op i de danske hjem/' Kort sagt brugte danskerne i løbet af 1970'erne og i 1980'erne megen tid og dermed energi på opnåelsen og fastholdelsen af en levestandard, der lå betydeligt over det elementære behov. Det medvirkede også til en stigende oplevelse af tidnød, som for mange gav sig udslag i en utilfredshed med, at døgnet kun har 24 timer. Man kan derfor - med et udtryk, der igen er hentet fra Erik Ib Schmidt - tale om, at mennesker i et moder­ ne, industrialiseret samfund som det danske trækkes rundt i et system af onde cirkler. Selv såkaldte fritidsaktiviteter er i sti­ gende grad blevet pengekrævende og medfører en øget tids­ anvendelse til såvel betalt som ubetalt arbejde.

Og det var Danmark I 1979 indgik Dansk Boldspil Union en sponsoraftale med Carlsbergbryggerierne, som over en årrække tilførte dansk fodbold et millionbeløb. En væsentlig del af de mange penge blev brugt på eliten, ikke mindst på det danske herrelands­ hold, der bl.a. fik en fuldtidstræner. Den tidligere vesttyske landsholdsspiller Sepp Piontek fik ansvar for det danske natio­ 226

Tidnød og forbrug

nalmandskab; for alle forberedelser, for udtagelsen af spiller­ ne, for taktikken m.m. Den målbevidste økonomiske satsning og det heldige valg af en udenlandsk træner, der fra første færd indså og på sin egen facon respekterede, at der er forskel på tysk og dansk mentalitet, bidrog - sammen med den om­ stændighed, at en række danske talenter netop nu stod i fuldt flor - til, at landsholdet gik nogle gyldne år i møde. Allerede i 1971 havde DBU tilladt professionelle at deltage i landskampe, således at man kunne kalde de danske topspil­ lere rundt om i Europa hjem under de nationale faner. Den forventede succes udeblev imidlertid. De feterede koryfæer meldte ofte fra eller betragtede blot landskampen som hygge­ lig afveksling fra den hårde hverdag. For Sepp Piontek lykke­ des det langsomt at ændre denne indstilling, ligesom han formåede at få stjernerne til helhjertet at indgå i det kollektiv, et klassemandskab altid er. Det første store resultat af dette arbejde blev nået, da holdet kvalificerede sig til slutrunden ved Europamesterskabet, der i 1984 blev afviklet i Frankrig, og hvor det nåede semifinalen. Kulminationen fulgte to år se­ nere, da Danmark for første gang nogen sinde blev repræsen­ teret i et VM-slutspil. Det foregik i Mexico, hvor den sportslige succes var i hus efter bemærkelsesværdige sejre i de tre ind­ ledende puljekampe. At holdet efter et 1-5 nederlag til Spanien i ottendedelsfinalen måtte forlade turneringen, medførte nær­ mest landesorg, men det kunne dog ikke udviske det positive indtryk, den internationale fodboldoffentlighed havde fået af de kreativt spillende danskere. Også for neutrale iagttagere var det åbenbart, at holdet i perioder havde præsteret spil i verdensklasse, og det var fuldt berettiget, at det danske landshold blev sammenlignet med fodboldmæssige supermagter som Brasilien og Frankrig - og med 70'ernes hollandske storhold. Samtidig blev de to danske stjerneangribere, Michael Laudrup og Preben Elkjær, ved in­ ternationale ekspertafstemninger placeret blandt Europas al­ lerbedste. For dem som for andre danske landsholdsspillere, der havde deres daglige arbejde i udlandet, gjaldt det, at de ikke blot var med til at give det danske landshold et gevaldigt løft, de spillede sig også selv til nye og særdeles lukrative kontrakter med europæiske topklubber. Takket være en hånd­ fuld spilleres talent for at omgås en fodbold fik mange dan­ skeres nationalfølelse og nationale selvrespekt et opsving i en tid, hvor danskerne i øvrigt følte sig trængt på mange om­ råder. Endnu en EM-slutrunde blev det med nød og næppe til for holdet, der stadig i glimt kunne nå midtfirsernes højder. Men det kunne ikke skjules, at det igen var hverdag for dansk Og det var Danmark

227

Jan Mølby har bragt Dan­ mark foran 1-0 i EM-kvalifikationskampen mod Tjek­ koslovakiet i juni 1987 og lø­ ber sammen med sine holdkammerater ud mod til­ skuerne på Idrætsparkens billige langside. Med til hi­ storien om landsholdets succes hører også beretnin­ gen om det entusiastiske og farvestrålende publikum, der ikke nøjedes med at se heltene på hjemmebane i København, men fulgte dem rundt i verden og vak­ te stor opmærksomhed ved deres fredelige fremfærd i med- og i modgang. Med et nyt slangudtryk var de „roligans", modsat de berygte­ de engelske fodbold-hooli­ gans.

228

Tidnød og forbrug

landsholdsfodbold. Forventningerne og håbet om at lands­ holdets succes ville smitte af på den hjemlige fodbold holdt ikke stik. De bedste danske klubhold, der i mere end en halv snes år har måttet kontraktansætte halv- eller heltidsprofessio­ nelle, har ikke formået at skabe øget publikumsinteresse, og bortset fra den københavnske forstadsklub Brøndby I.F. har intet dansk klubhold haft noget, der blot ligner sportslig suc­ ces på internationalt plan. Når dertil kommer, at en række af de klubber, der skulle drives ud fra forretningsmæssige prin­ cipper - hvor indtægterne i højere grad kommer fra spon­ sorer, reklamer og salg af spillere end fra tilskuerentré - er i alvorlige økonomiske vanskeligheder, ser fremtiden broget ud for den danske nationalsport.

Eliten og bredden Men idræt er andet og mere end fodbold. I en undersøgelse af danskernes fritidsaktiviteter gennem godt 20 år blev det frem­ hævet, at antallet af aktive deltagere i sport og motion var steget fra 15 til 42 procent i årene fra 1964 til 1987. I løbet af perioden var der sket en kraftig udbygning af tilbud og mulig­ heder for aktiv idrætsudøvelse samtidig med, at øget krops­ bevidsthed, interesse for kropspleje og deltagelse i professio­ nel konkurrenceidræt var blevet udbredt.

Ældregymnastik. Med den større kropsbevidsthed vok­ sede også interessen for motionsgymnastik for æl­ dre.

11984 vedtog Folketinget en lov om eliteidrættens fremme, der var et radikalt brud på traditionen for at opretholde sam­ menhængen mellem bredde og elite i dansk idræt. Med loven skabtes en selvejende institution, „Team Danmark", hvis be­ styrelse blev udpeget af kulturministeren, delvist efter ind­ stilling fra de største idrætsorganisationer. „Team Danmark" modtog hovedparten af sine indtægter fra Kulturministeriet, og dets formål var at fremme dansk eliteidræts udvikling på en social og samfundsmæssig forsvarlig måde. Det skulle også varetage markedsføring og salg af rettigheder og ydelser i forbindelse med eliteidræt. Det betød i praksis, at foreninger, klubber og også enkeltpersoner, der deltog i internationale konkurrencer på eliteplan, kunne få direkte økonomisk til­ skud eller anden form for støtte fra „Team Danmark", der dermed fik en central rolle. Eliteidrættens indførelse i Danmark blev betegnet som no­ get helt nyt i dansk idrætshistorie, og mange var betænkelige ved, om det ville komme til at gå ud over tilslutningen og støtten til den brede idræt. Kulturministeriet nedsatte derfor i 1985 et udvalg om breddeidrættens udvikling og vilkår. To år senere fremkom udvalgets betænkning, hvor breddeidrættens samfundsmæssige betydning både lokalt og på landsplan blev kraftigt understreget. Den indeholdt også forslag til, hvor­ ledes man fra offentlig side kunne fremme den brede idræt og

Eliten og bredden

229

Connie Hansen vinder sølv i 800 meter kørestolsrace ved handicap-OL i Seoul i 1988. I 70'eme og ikke mindst i 80'eme har dansk handicapidræt gennemgået en rivende udvikling. Et specialforbund under Dansk Idrætsforbund, der blev stiftet i 1971, havde 20 år senere ca. 24.000 med­ lemmer. Der satses både stærkt på eliten - i Seoul hjemtog danske idrætsud­ øvere således 66 medaljer og i bredden, bl.a. via en re­ gional konsulenttjeneste, der på amtsplan hjælper med oprettelsen af handi­ capidrætsforeninger og for­ midler samarbejde til klub­ ber inden for rask-idrætten.

230

Tidnød og forbrug

pegede her især på en forbedring af lokalsamfundenes mulig­ heder for at yde støtte. Ved årtiets udgang overvejedes det stadig, hvorledes disse forslag kunne føres ud i livet. Motions­ idrætten vandt også stadig større udbredelse. I større byer indrettedes helsecentre ofte som private forretninger, og nye kropsøvelser som yoga og aerobic tiltrak et stort publikum, især blandt de yngre. Men også ældregymnastikken fik flere aktive udøvere, og for handicappede blev der sørget for ind­ retning af anlæg til deres sportsudøvelse. Sport og idræt var i Danmark blevet til andet og mere end leg og motion. Det var indgået i mange danskeres tilværelse som en vigtig del af deres livsmønster, og i samfundslivet blev det langt mere end før inddraget i statslig og især kommunal økonomi og politik.

Danske film på vej op Fjernsynets betydning som informations- og underholdnings­ kilde fortsatte ufortrødent gennem 1980'erne. Samtidig med oprettelsen af TV-2 i 1988 (se side 199f) skete der en udbygning af det danske kommunikationsnet, som både gav mulighed for oprettelsen af nye danske fjernsynsstationer og satte danske

seere i stand til at modtage mange udenlandske stationer. I den internationale konkurrence om seernes opmærksomhed kunne danskproducerede udsendelser have vanskeligt ved at klare sig, også fordi det var meget billigere at købe færdig­ varerne fra udlandet. I midten af 1980'erne slog også videoen igennem i Danmark. Herved forøgedes brugen af „hjemmebiografen", og i løbet af få år bredte videoforretningerne sig overalt i landet. Især amerikanske fjernsynsserier, hvor man fulgte et ofte broget familieliv med forviklinger og intriger mellem og i ge­ nerationerne, opnåede stor popularitet. Danmarks Radio sendte fra 1980 til 1982 serien om oliemagnatfamilien Ewing i Texas under titlen „Dallas" i 71 afsnit. Hovedpersonerne - ik­ ke mindst den ikke altid sympatiske J.R. - kom også til at indgå i danskernes verden. Den blev i 1983 afløst af serien med navnet „Dollars", som atter fremstillede livet i en hovedrig amerikansk familie, Carrington. Den blev sendt helt frem til 1988 med i alt 173 episoder, og mange danskere fulgte troligt med i familiens genvordigheder. Det betød dog ikke, at film- eller fjernsynsproduktionen ophørte i Danmark. Instruktøren Erik Balling havde for Nor­ disk Film lavet en lang række film i 1970'erne under fællestitlen „Olsen-banden", hvor det gennemgående trekløver af popu­ lære skuespillere, der optrådte som snedige, men dog stedse uheldige forbrydere, blev faste figurer, hvis replikker indgik i sproget. Med tv-serien „Matador", der var forfattet af Lise Nørgaard, skabte Balling et dansk familiedrama, som for det hjemlige publikum overgik alle de udenlandske serier. Her skildredes familierne Varnæs og Skjern i den lille købstad Korsbæk fra 1929 og indtil årene umiddelbart efter 1945. Serien var på 24 afsnit, der første gang blev udsendt fra 1978 til 1982, men som med lige stor seeropmærksomhed kunne genud­ sendes hele to gange i løbet af de følgende år. Medlemmerne af den traditionsrige bankfamilie Varnæs og den nye, foretag­ somme forretningsfamilie Skjern blev optaget i utallige danske familier, og mange af de deltagende skuespillere blev siden først og fremmest husket fra de roller, de havde i serien. Den danske filmproduktion mærkede virkningerne af den store nedgang i biografernes besøgstal, som skete i takt med udbredelsen af fjernsyn og video. I de større byer forsøgte biografejere at fastholde publikum ved at indrette mange min­ dre forevisningslokaler, således at der kunne vises flere film på én gang. Men uden for de allerstørste byer blev mange bio­ grafer nedlagt, og selv initiativer med private filmklubber kun­ ne ikke rette op på nedgangen i publikumsantallet. Danske film på vej op

231

Med loven om film og biografer fra 1972 var bevillings­ systemet til at drive biografvirksomhed blevet lempet, således at samme biografejer kunne drive flere biografer. Samtidig var mulighederne for offentlig støtte til filmproduktion blevet ud­ videt, og ved en lovrevision i 1982 blev der knyttet konsulenter til Det danske Filminstitut, som skulle foretage den kunst­ neriske afgørelse af, hvilke filmprojekter der burde støttes. Den næste ændring i filmloven skete i 1989, hvor den såkaldte fifty-fifty-ordning blev indført. Den indebar, at en filmprodu­ cent kunne være sikker på at opnå tilskud til en filmproduk­ tion, hvis der blot i forvejen var sikret 50 procents finansiering af projektet. De fleste danske film blev således produceret med offentlig støtte, og flere af dem opnåede både stor publikums­ søgning og tildeling af danske priser. Men den store internationale opmærksomhed var dansk Paladsteatret i København, der er bygget i 1917, var med sine 1549 pladser hovedstadens tredjestørste biograf. 11978 blev den ombyg­ get, således at der nu i alt er 19 store og små biografer i bygningen. 11989 blev dens facade opmålet i iøjnefaldende farver af kunstne­ ren Paul Gernes. Dette har ikke vakt udelt begejstring hos køben­ havnerne.

232

Tidnød og forbrug

Overklassedrengen Sten (Peter Reichhardt), her med to statister, i en scene fra Bille Augusts filmatisering fra 1982 af Bjarne Reuters ungdomsroman Zappa. Også Augusts to følgende film, „Busters verden" og „Tro, håb og kærlighed", havde litterære forlæg af Reu­ ter, hvorimod Bille August selv havde skrevet manuskriptet til de­ butfilmen fra 1978, „Honningmåne", der indbragte sin ophavs­ mand en Bodil for årets bedste film.

film ikke forvænt med. 11988 fik den imidlertid en anerkendel­ se, som gav forhåbninger om, at dansk filmkunst stadig var i stand til at hævde sig uden for landets grænser. Gabriel Axel opnåede for sin instruktion af filmen „Babettes Gæstebud", der byggede på en fortælling af Karen Blixen, en Oscar for bedste udenlandske film ved prisuddelingen i Hollywood i USA, og senere fik filmatiseringen af første del af Martin Andersen Nexøs roman „Pelle Erobreren", der var instrueret af Bille August, „De gyldne Palmer" ved filmfestivalen i Can­ nes. Den modtog også året efter en Oscar. 11990 blev Kaspar Rostrups filmatisering af Martha Christensens „Dansen med Regitze" som den tredje danske film i træk nomineret til en Oscar, dog uden at modtage den eftertragtede pris. I alle tre tilfælde havde filmene rødder i dansk kultur, og de blev for­ midlet af kunstnere på en måde, som blev påskønnet i ud­ landet. De medvirkede også til at fremme den danske selvtil­ lid.

Miljø og vækst 11983 vedtog FN's Generalforsamling at nedsætte en Verdens­ kommission om miljø og udvikling under forsæde af den nor­ ske statsminister Gro Harlem Brundtland. Under titlen Vor Fælles Fremtid fremlagde kommissionen i 1987 en omfattende redegørelse for det globale miljø, der tegnede et dystert billede af den ødelæggelse af naturen, der foregik overalt på Jorden. Den menneskeskabte forurening havde med tiden antaget så stort et omfang, at den inden for nogle få generationer kunne blive en alvorlig trussel for menneskets eksistens i store dele af verden. I nær forbindelse hermed understregede rapporten den stigende fattigdom i ulandene som både en følge af og som årsag til mange af miljøproblemerne. Brundtland-rapporten blev modtaget med stor opmærksomhed, og dens stærke ap­ pel til aktiv handling for at forhindre en truende katastrofe vakte genklang både internationalt og nationalt. Et første synligt resultat i Danmark var en folketingsbe­ slutning i maj 1987 om, at dansk bistandspolitik for fremtiden i endnu højere grad end hidtil skulle gennemføres med ind­ dragelse af miljøhensyn, og at Danmark i det hele taget skulle søge Brundtland-rapportens synspunkter fremmet også inter­

nationalt. Brundtland-rapporten var i sig selv udtryk for den brede offentlige debat, som også herhjemme var foregået om virk­ ningerne af den stadigt mere synlige forurening. I de større byer blev luftforureningen på grund af den stigende biltrafik et problem, som optog både myndigheder og borgere. Gennem spontane aktioner agiterede indbyggerne i mange byer for at få bilerne væk fra deres gader, og overalt i landet vakte det opstandelse, når lossepladser, hvor der tidligere var blevet efterladt affald, nu blev afsløret som sundhedsfarlige. I medi­ erne blev der jævnligt bragt omtaler af „drivhuseffekten", som skyldtes udledning af stoffer, der nedbrød jordens beskyttelse mod farlig stråling fra solen. Det kunne alt sammen føre til stærke konfrontationer mellem miljøaktivister og virksom­ hedsledere, hvor man gensidigt beskyldte hinanden for at være dommedagsprofeter eller ligeglade med ødelæggelsen af naturen. Miljøaktivisterne var som regel knyttet til de græs­ rodsorganisationer, som fik så stor udbredelse allerede fra 1970'erne, og deres argumenter blev i stigende grad under­ bygget af de resultater, som forskere og teknikere nåede frem til. Der var således stor folkelig interesse for alle disse spørgs234

Miljø og vækst

Langs den nye transamazonske hovedvej i Brasilien ryddes store arealer med hidtil uforstyrret regnskov. Også i andre tropiske lande er regnskoven truet, og det frygtes, at disse store foran­ dringer kan få katastrofale følger for den økologiske balance på vor klode.

mål, som de folkevalgte politikere ikke kunne undlade at tage stilling til. I januar 1988 drøftede Folketinget på ny miljøspørgsmål under en forespørgselsdebat om: „Hvilke forslag til en hand­ lingsplan, nationalt som internationalt, vil regeringen frem­ lægge på baggrund af Brundtland-rapporten?". Forespør­ gerne begrundede debatten med, at Folketinget burde drøfte rapportens enkle spørgsmål: „Kan Jorden bære? Hvad er vor fælles fremtid?". Udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen hen­ viste i sit svar til den foregående debat, som var blevet efter­ fulgt af udarbejdelsen af en handlingsplan for dansk bistands­ politik. På regeringens vegne gav han tilsagn om, at den i løbet

Miljø og vækst

235

Da „Lynetten" på Amager blev taget i brug i 1980, var det Nordeuropas største an­ læg for rensning af spilde­ vand. Det medførte straks en mærkbar forbedring af vandkvaliteten i Øresund, som de badende i årene for­ ud havde givet det ildeklingende øgenavn Pløresund.

236

Miljø og vækst

af efteråret ville fremlægge en handlingsplan for dansk miljøog energipolitik. I løbet af debatten blev mange konkrete mil­ jøproblemer i selve Danmark og dets umiddelbare omgivelser omtalt, og den viste, at der bag den almindelige tilslutning til Brundtland-rapportens indhold og anbefalinger lå afvigende opfattelser af, hvorledes afvejningen mellem dem og andre problemer - herunder især de økonomiske - skulle finde sted. Debatten mundede ud i vedtagelsen af en dagsorden, der opfordrede regeringen til at udarbejde en samlet plan for „en bæredygtig politik" i forhold til den tredje verden med ud­ gangspunkt i Brundtland-kommissionens betænkning for den økonomiske politik, erhvervspolitikken samt miljø- og energi­ politikken inden 1. januar 1989. Situationen var, som fremhævet af Jens Bilgrav-Nielsen fra Det radikale Venstre, ændret markant siden 1960'erne og 1970'erne. „Dengang var det den hurtige økonomiske vækst, der blev opfattet som en økologisk trussel. Nu er det økono­ misk tilbageslag, besparelser og faldende levestandard." Selv under den principielt meget store overensstemmelse mellem regeringen og oppositionen i disse spørgsmål, hvor Fremskridtspartiet stod helt alene med sin afvisning af deres betydning, viste der sig et alternativt flertal bestående af Soci-

Også mange store industri­ virksomheder - her medici­ nalfabrikken Novo i Køben­ havn - måtte investere mil­ lioner af kroner i rensnin­ gen af røg og spildevand.

aldemokratiet, SF og Det radikale Venstre, som fik tilslutning fra Fælles Kurs. Efter den nye regeringsdannelse i juni 1988 blev det den radikale miljøminister Lone Dybkjær, der i oktober fremlagde første del af en redegørelse om mål og midler i miljøpolitikken, der var en plan for miljøinvesteringer 1989-1994. Planen holdt sig inden for en beløbsramme på i alt 33 milliarder kroner for de seks år, som også den foregående regering havde opstillet. I indledningen hed det: „Vi må gøre op med den forestilling, at miljøet blot er en sektor, hvis interesser kan vige for økonomi­ ske og erhvervsmæssige interesser. Miljøinteresserne er ikke Miljø og vækst

237

Afbrændingsskibet „Vulcanus II" var i oktober 1987 på vej for at afbrænde kemika­ lieaffald i Nordsøen 300 km vest for Esbjerg. Men 50 fi­ skekuttere stod ud fra Es­ bjerg havn for at forhindre afbrændingen, og en af skipperne udtalte, at de havde det våben, der kunne forhindre „Vulcanus II" i at få gang i ovnene. Våbenet var trawl, som satte sig fast i skibets skrue, så det måtte opgive afbrændingen.

noget, der kommer oveni og bagefter. Miljømæssige og øko­ nomiske interesser er og skal tilgodeses som ligeværdige og gensidigt afhængige." Dette synspunkt fik almindelig tilslut­ ning ved den efterfølgende forhandling i november 1988, hvor der mere blev efterlyst handling end givet udtryk for kritik af de opstillede mål og de afsatte beløb. Miljøinvesteringer var fra to milliarder kroner i 1982 steget til næsten seks milliarder i 1988 og udgjorde hermed godt syv procent af de offentlige investeringer. Miljøpolitik var blevet en vigtig del af dansk økonomi og politik. Det skyldtes ikke mindst det pres, som store dele af befolkningen havde lagt på politikerne. Det gav sig også udslag i en fornyet forespørgsel fra Social­ demokratiet i december 1988. Den var rettet til stats-, udenrigsog miljøministeren, og spørgsmålet var, hvad regeringen agte­ de at foretage sig for at leve op til henstillingerne i Brundtland-

238

Miljø og vækst

rapporten og Folketingets dagsorden fra januar 1988. Det var Helle Degn, der begrundede forespørgslen, som hun afslutte­ de med ordene: „Vi skal vise over for omverdenen, at vi kan tænke globalt og handle lokalt/' Alle tre ministre fremhævede, at Danmark havde været blandt de første til at omsætte Brundtland-rapportens forslag til handlinger, både nationalt og internationalt. Statsministe­ ren og udenrigsministeren lagde især vægt på miljøproblemer­ nes internationale aspekter, og den sidste nævnte de initiati­ ver, der var blevet taget inden for EF. Miljøministeren pegede på, at meget af den hidtidige miljøindsats havde haft til formål at rydde op efter fortidens synder, og understregede, at det nu var nødvendigt at sætte ind med forebyggende initiativer. „I dette arbejde må vi gøre op med den tankegang, at øget hen­ syntagen til miljø- og ressourceforhold udgør en trussel mod vor nuværende livsform. Det er det omvendte, der er tilfældet. Dagens livsform er på mange måder en trussel mod miljø og natur og hermed i sidste ende en trussel mod os selv." Debatten bekræftede endnu en gang tilslutningen til de overordnede mål, hvilket også gav sig udslag i vedtagelsen af en dagsorden. Men der var fortsat forskellige opfattelser af, hvorledes en økonomisk vækst kunne gøres miljømæssigt for­ svarlig. Det var under alle omstændigheder vigtigt, at man fra dansk side lagde stor vægt på miljøhensyn, da det ville styrke mulighederne for at stille større krav til andre lande i de inter­ nationale forhandlinger, som var så vigtige også for dansk miljøpolitik. Her var det i første række EF's miljøpolitik, der stod i centrum, men også forhandlingerne med de øvrige nordiske lande og landene omkring Østersøen.

Døde hummere i Kattegat I tv-avisen den 8. oktober 1986 blev der bragt et indslag fra havnen i Gilleleje, hvor nogle fiskere fremviste en kurv med døde jomfruhummere, som de havde bragt hjem fra deres sædvanlige fangstpladser. De fortalte, at Kattegat med tiden var blevet så iltfattigt på grund af forureningen, at der var tale om en udbredt fiskedød. Dette satte gang i en debat, hvor udledningen af oversky­ dende gødning fra landbruget kom i søgelyset som den for­ mentlig vigtigste grund til fiskedøden. I debatten, som i første omgang fortrinsvis foregik i medierne, kom Danmarks Natur­ fredningsforenings nye direktør, David Rehling, til at spille en fremtrædende rolle, da han i tv-avisen fik lejlighed til at frem­ lægge et handlingsprogram med titlen „Red havet omkring Døde hummere i Kattegat

239

Rensning af forurenet jord på Pyrolyseværket på Ama­ ger. 11980'erne indførtes der strenge regler for hånd­ teringen af miljøfarligt af­ fald, og det blev forbudt at opføre boligejendomme på tidligere industrigrunde, før evt. forurenet jord - i fag­ sproget benævnt kemikalie­ depoter - var ført bort og renset. Dette gav adskillige bygherrer en grim og dyr overraskelse.

Danmark nu". Det krævede blandt andet, at landbrugets ulov­ lige udledninger skulle bringes til ophør inden for seks måne­ der, og at landbrugets samlede belastning af miljøet med gød­ ningsstoffer skulle halveres inden for to år. Programmet inde­ holdt også tilsvarende krav over for udledninger fra industrien og de kommunale rensningsanlæg, men landbrugets forure­ ning kom til at fremstå som det største problem. I udsendelsen deltog også fiskeriminister Lars P. Gammelgaard, som var meget imødekommende over for forslagene fra Danmarks Na­ turfredningsforening. Miljøministeren, Christian Christen­ sen, var i sine senere udtalelser til pressen noget mere forbe­ holden, men spørgsmålet blev taget op af de politiske partier i det alternative grønne flertal, Det radikale Venstre, Socialde­ mokratiet og SF, og i slutningen af oktober fremkom mil­ jøministeren med en aktionsplan for havet omkring Danmark, som blev genstand for en forespørgselsdebat i Folketinget midt i november. Debatten mundede ud i en dagsorden, der blev vedtaget med stemmer fra regeringspartierne og Det radi­ kale Venstre, og som opfordrede regeringen til at sikre, at alle ulovlige udledninger blev bragt til ophør inden den 1. maj 1987, og til at fremlægge en samlet plan for en reduktion af kvælstofudledninger med 50 procent og fosforudledninger med 80 procent inden for tre år.

240

Miljø og vækst

Som miljøminister i firklø­ verregeringen 1982 til 1988 blev Christian Christensen, der var valgt af Kristeligt Folkeparri, ansvarlig for gennemførelsen af den sto­ re vandmiljøplan.

Sagens forløb viste, hvorledes et samspil mellem miljøakti­ vister, først og fremmest Danmarks Naturfredningsforening, politiske partier og journalister, kunne rejse et spørgsmål og få det bragt til afgørelse både i Folketinget og i regeringen. Forud­ sætningen var naturligvis, at der i forvejen var en udbredt erkendelse af problemets alvor blandt alle berørte parter, og at de var indstillede på, at man måtte foretage sig noget. I maj 1985 havde Folketinget vedtaget den såkaldte NPO-handlingsplan, der var udarbejdet af Miljøstyrelsen, og som stillede en række krav til blandt andet landbrugets opbevaring og ud­ ledning af husdyrgødning, men som ikke beskæftigede sig med det åbne hav og heller ikke indebar pålægning af afgifter for anvendelse af kunstgødning. Men med det forløb, der begyndte i oktober 1986 og munde­ de ud i vedtagelsen af vandmiljøloven i juni 1987, var der sket en betydelig stramning af reglerne for udledninger, som både indebar kortere tidsfrister for nedbringelsen af dem og stren­ gere bestemmelser om opbevaring og indgriben i tilfælde af overtrædelser. Princippet om, at forureneren betaler, blev at­ ter understreget, men der blev samtidig indført en afgifts­ finansiering, som skulle støtte virksomhedernes muligheder for at gennemføre de påbudte foranstaltninger. Gennemførelsen af et renere miljø var i løbet af 1980'erne blevet et krav, som vandt almindelig folkelig tilslutning i Dan­ mark. Men måden at få det gennemført på kunne føre til stor uenighed mellem forskellige befolkningsgrupper og erhverv, fordi de indførte foranstaltninger kunne pålægge dem enten afsavn eller økonomiske omkostninger. Derfor var det vigtigt, at miljøpolitikken blev iværksat som en proces, der stilede mod, at traditionelt udviklede produktions- og forbrugsmøn­ stre kunne ændres. Der var tale om en så omfattende trussel, at den kunne forekomme uoverskuelig og fjern, men samtidig var den så alvorlig, at alle blev berørt af den. Når enkelte erhvervsgrupper kom i søgelyset som særligt forurenende - som landbruget i visse faser af den politiske debat i Danmark i midten af 1980'erne - kunne det forsinke processen eller måske ligefrem afspore den, fordi det naturligt udløste negati­ ve reaktioner over for hele miljøproblemet hos den befolk­ ningsgruppe, der blev udsat for sådanne beskyldninger. Dertil kom, at der åbenlyst eller skjult i anklagerne ofte lå en an­ tydning af, at de implicerede erhverv selv måtte bære udgif­ terne til formindskelse af forureningen. I et så omfattende samfundsspørgsmål vil det synes naturligt, at byrderne for­ deles mellem alle, og det blev da også et gennemgående træk i dansk miljøpolitik.

Medansvar for omgivelserne

241

Medansvar for omgivelserne Et andet væsentligt træk ved miljøspørgsmålet er, at det ikke lader sig afgrænse nationalt. Det var et centralt budskab i Brundtland-rapporten, og det fremgik hele tiden af den dan­ ske debat. Derfor har skiftende danske regeringer gennem mange år været aktive for at inddrage miljøet i de internationa­ le forhandlinger. Med den voksende opmærksomhed over for spørgsmålet har man da også kunnet spore en større vilje til at behandle det i internationale organer. Det gælder inden for EF, hvor miljøet og dets bevarelse eller genopretning med riden er blevet et vigtigt emne. Blandt de nordiske lande har spørgsmålet hele tiden været anset for vigtigt, og Gro Harlem Brundtlands rolle i FN's Verdenskommission var ikke tilfæl­ dig. For forhandlingerne mellem landene omkring Østersøen var det indtil slutningen af 1980'erne en vanskelighed, at re­ geringerne i Østtyskland, Polen og Sovjetunionen gennem­ gående var utilbøjelige til at erkende de forureningsproble­ mer, som havde deres oprindelse hos dem selv. Da et sovjetisk atomkraftværk ved Tjernobyl i Ukraine i april 1986 blev ramt af et udslip, som medførte et kraftigt radioaktivt nedfald i store dele af Øst- og Nordeuropa, var man i første omgang fra sovjetisk side sen til at indrømme omfanget af denne ulykke.

Ulykken på det sovjetiske atomkraftværk Tjernobyl i april 1986 medførte på grund af en kraftig østen­ vind radioaktivt nedfald i flere europæiske lande. Af kortet fremgår den registre­ rede forøgelse af radioakti­ viteten. I Finland og Sverige medførte nedfaldet farer for grøntsagsavlen og spisnin­ gen af rensdyrkød, og i Danmark blev der udstedt forbud mod græsning af kø­ er. Som følge af Tjernobylulykken forstærkedes den danske kritik af placeringen af det svenske atomkraft­ værk Barsebåck lige over for København.

242

Miljø og vækst

Efter reaktorkatastrofen i Tjernobyl i Ukraine er nabo­ byen Pripyat en død by, som næppe vil blive befol­ ket igen, da det vil være for dyrt at fjerne den radioak­ tivt forurenede jord.

Men efterhånden erkendte man, at katastrofen havde haft virkninger langt uden for Sovjetunionens grænser, og udviste en større beredvillighed til at indgå i internationale drøftelser om miljøspørgsmål i det hele taget. Med det politiske opbrud i Østeuropa, som fandt sted i løbet af 1988 og 1989, opstod helt nye muligheder for at forhandle miljøspørgsmål blandt landene omkring Østersøen. Det åb­ nede også for selvstændige danske initiativer, og efter en dagsordensvedtagelse i februar 1990 kunne miljøminister Lo­ ne Dybkjær i oktober samme år fremsætte forslag til en lov om tilskud til miljøaktiviteter i østlandene. Beløbsrammen var ik­ ke imponerende - 100 millioner kroner årligt i fem år - og forslaget tog ikke snævert sigte på de lande, der havde kyster ud til Østersøen. Men som udtalt af den radikale ordfører Marianne Jelved var det klart, „at vi også i Danmark har interesse i, at der sker en nedsættelse af forureningen i vore nabolande". Hun tilføjede yderligere, at Danmark gennem forslaget ville få mulighed for at udbrede teknologi, som kan forbedre miljøsituationen omkring os. Loven trådte i kraft den 1. januar 1991. På mange måder søgte man således i Dan­ mark - først og fremmest indadtil, men også gennem de initia­ tiver, man tog over for udlandet - at leve op til Brundtlandrapportens krav om en bæredygtig udvikling. Medansvar for omgivelserne

243

Velfærd på andre vilkår I løbet af 1980'erne blev det danske velfærdssamfund udsat for kritik. Trods en meget høj beskatning af befolkningens per­ sonlige indkomster var det åbenbart umuligt at få de offentlige udgifter til at balancere med indtægterne. I slutningen af årtiet var der positive tendenser i retning af en forbedret betalings­ balance, men statsgælden blev ved med at vokse, og udlands­ gælden var fortsat meget høj. Det samme gjaldt arbejdsløs­ heden. Det økonomiske genopretningsprogram, som Schliiter-regeringen fremlagde ved sin tiltræden i 1982, havde ikke indfriet forventningerne, og heller ikke nydannelsen af KVRregeringen i 1988 syntes at indvarsle drastiske forbedringer. Negative internationale konjunkturer kunne tilskrives en stor andel af Danmarks vanskeligheder. Men kritikken blev også rettet mod selve det danske velfærdssamfund. 1 1990 udsendte Henning Fonsmark, redaktør af dagbladet Børsen, en bog med titlen „Historien om den danske utopi", som han kaldte „Et idépolitisk essay om danskernes velfærds­ demokrati". Forfatterens opmærksomhed var ikke først og fremmest rettet mod økonomien, men koncentrerede sig om det idégrundlag, som havde været baggrunden for udvik­ lingen af det danske velfærdssamfund. I sin analyse tog han udgangspunkt i årene umiddelbart efter 1945, hvor han så en forening af marxistisk inspirerede tanker og den grundtvigske ideologi som udslaggivende for det lighedsideal, som var en vigtig forudsætning for udviklingen af velfærdstanken. Det ideal var med tiden blevet overtaget af størstedelen af de politiske partier og havde sat sit præg på hele den danske samfundsopfattelse. Men i og med at så store dele af be­ folkningen i løbet af de sidste årtier er blevet afhængige af indtægter fra det offentlige - enten som ansatte i den offent­ lige sektor eller modtagere af forskellige former for sociale ydelser - er de som vælgere med til at fastholde politikerne til det høje offentlige udgiftsniveau. „Det blev ikke en national­ økonomisk teori, men kulturpolitiske ideer, der formede den danske velfærdsmodel. Man opgav at pille ved erhvervslivets effektive, økonomiske struktur. Man opgav at socialisere det - og valgte i stedet at socialisere vælgerne." Heri så Fonsmark også forklaringen på, at det trods alle gode hensigter ikke var lykkedes for Schluter-regeringerne at få gennemført afgøren­ de ændringer i det danske velfærdssamfund. Alligevel er dommen over den borgerlige regering positiv. 244

Velfærd på andre vilkår

Det nye Difko Kattegat Mols-UæcD ør Qretm-Huadeste