Da Danmark blev Danmark : fra ca. år 700 til ca. 1050 [3] 8700522066, 8700518646

Citation preview

DA DANMARK BLEV DANMARK 700-1050

Tidstavle Danmark År

Willibrord besøger Ongendus Første del af Danevirke

Landflygtige saksere søger tilflugt hos Sigfred

før 714 737-38

777, 782

Godfred myrdes Godfreds sønner deler kongeriget med Harald Klak Ebbo, ærkebiskop af Reims, begynder missionsvirksomhed blandt daneme Harald Klak døbt 826, fordrevet Horik l.s flåde angriber Hamburg

810 819 823 827 845

Horik 1. dræbes Horik 2. brevveksler med pave Nikolai 1. Sigfred og Halvdan sender delegationer til Ludvig dert Tyske Daner tilføjer sakserne et knusende nederlag

854 864 873 880

Daner betaler skat til Henrik 1., tysk konge

934

Gorm begraves i Jelling Harald Blåtand omvendes af Poppo Trelleborg bygges Harald Blåtand dør i landflygtighed En kirke bygget i Lund

Sven Tveskæg dør Knud den Store efterfølger sin bror Harald som konge Slaget ved Helgeå Knud dør og efterfølges af Hardeknud Magnus den Gode, danemes konge Sven Estridsen erobrer Skåne Sven Estridsen, konge

958 mell. 960 og 965 980-981 987 (el. 986) før 990

1014 1019 1026 1035 1042-1047 ca. 1045 1047-1074 (el. 1076)

Skandinavien og Europa År Karl Martel overvinder Radbod, hersker over Frisland

716

Karl den Store, frankernes konge (kejser fra 800) Vikingeangreb i Vesteuropa begynder Frankiske felttog mod sakserne

768-814 før 792 772-804

Ludvig den Fromme, kejser Ansgar, biskop (senere ærkebiskop) i Hamburg Første vikingeangreb på Dorestad Frankerriget deles i tre dele Første vikingeangreb på Paris Bispesæderne Hamburg og Bremen forenes

814-840 832-865 834 843 845 848

Rimbert, ærkebiskop af Hamburg-Bremen Stor vikingehær i England Dansk kolonisation begynder i England Belejring af Paris

865-888 865-878 876 885-886

Harald Hårfager, konge i Norge Adaldag, ærkebiskop af Hamburg-Bremen Adaldag indvier biskopper i Slesvig, Ribe og Århus

Ny bølge af vikingetogter i England Oprør blandt slaverne Slaget ved Maldon Slaget ved Øresund (el. Svold)

Torkel den Høje i England Sven Tveskæg erobrer England Olav Haraldson, konge i Norge Knud den Store, konge over hele England Knud overværer Konrad 2.s kroning til kejser i Rom Olav Haraldson dræbes ved Stiklestad Slaget ved Stamford Bridge

beg. af 900-tallet 937-988 948

fra 980 983 991 1000

1008-16 1013 1015-1028 1016-1035 1027 1030 1066

S

Nasjonalbiblioteket

Da Danmark blev Danmark lllllllillllllllHIIIIIIIIIII X *3 G G A 1 1 1 G 1 X

Gyldendal og Politikens

Danmarkshistorie Redaktion: Olaf Olsen

Bind 3

Da Danmark blev Danmark Fra ca. år 700 til ca. 1050

af Peter Sawyer På dansk ved Marie Hvidt

Gyldendals Bogklubber

Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie

Bind 3: Da Danmark blev Danmark © 1988 by Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag A/S, Copenhagen & Politikens Forlag A/S, Copenhagen Udsendes i Gyldendals Bogklubber efter overenskomst med Danmarkshistorien PS Bogen er sat med Palatino hos GB-sats, København og trykt hos Nørhaven Bogtrykkeri A/S, Viborg Reproduktionerne i farve er udført hos Jan Sloth, Århus, i s/h hos Nørhaven Bogtrykkeri A/S, Viborg Bogbinderarbejdet er udført af Nordisk Bogproduktion A/S, Haslev Oversætter: Marie Hvidt Forlagsredaktion: Mogens Kristensen Billedkonsulent: Helle Reinholdt Korttegner: Ingerlise Kjær Grafisk tilrettelægning: Finn Evald/Grafikeme Omslag: Carsten Schiøler Omslagsillustration: Harald Blåtands store runesten i Jellinge. Foto: John Jedbo 2. bogkluboplag Printed in Denmark 1993 ISBN 87-00-52206-6 (hele værket) ISBN 87-00-51864-6

Denne udgave må ikke gøres til genstand for offentligt udlån. Kopiering fra denne bog er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan.

Indhold Forord 8

DANERNE OG DERES LAND 9 700-tallet 11 Kilder 11 Tidlige kontakter med det kristne Europa 12 Magten over Jylland 16 Danerne og deres „mark" 22

Land og folk, en oversigt 24 Kystlinien 24 Skove 26 Klima og samfærdsel 28 Gårde og landsbyer 29 Samfund og ledere 33

Det danske rige 37

Årer og sejl 82 Besejling af danske farvande 84 Ottars og Wulfstans sørejser 86

Samfærdsel til lands 90 Hærvejen 90 Vidnesbyrd om vikingetidens veje og broer 91 Det danske vejsystem i vikingetiden 92 Transportmidler 95 Harald Blåtands vejforbedringer 97

DEN FØRSTE VIKINGE­ TID 103 Frankerne og det danske kongerige 105 De første kontakter 105 Godfred „den gale konge" 108 Frankerne griber ind 109 Forbindelserne løsnes 115

Kongefamilierne 37 Godfreds rige 40 Mange konger - men kun ét kongerige 42 De mørke år 43 Det nye dynasti 45

Frankernes kristne rige 118 Ansgar og beretningen om hans levned 119 Missionens mål og midler 125

Jylland - nøglen til Østersøen 49

Den gamle tro 130

Handelens vækst 49 Ribe 52 Handelspladser i de baltiske lande og i Skandinavien 56

... set med kristnes øjne 130 Hedenske guder 134 Fredhellige steder og ritualer 237

„Hedeby, som kaldes Slesvig" 62 Arkæologisk kildemateriale 62 Byens grundlæggelse 63 Købmænd og håndværkere 67 En kongelig by 71

Den nye religion 118

Danske vikinger i Vesteuropa 142 Den voksende trussel 142 Problemer med forsvaret 145 „Store hære" i England og Franker­ riget 149 Danske vikinger og deres hjemland 153

Skibe 76 Digtning og sandhed 76

Indhold

5

Danske erobrere og kolonister 156

Danemes naboer 246

De danske bosættelser 156 Sproglig indflydelse og andre påvirk­ ninger 162 Erobringen af Danelagen 166

Slaverne 246 Jomsborg 247 Norge 251 Sveer og goter 253 Olaf Tryggvasons sidste kamp 255

Det danske samfund: Herskere og godsejere 168

Sven Tveskæg og Englands erob­ ring 257

Overklassen 169 Godsejere og forpagtere 171 Arv 175 Retsbeskyttelse 179

De første år 257 Det rige England drager 260 Englands erobring 265

Det danske samfund: Gårde og lands­ byer 181 Vorbasse 181 Andre landsbyer 187

Knud den Stores rige 267 „Konge af England" 267 „ ... og af Danmark ..." 272 „ ... og over nordmændene og en del af sveerne ... " 275

Kvinder og familier 190

Sammenbrud 278 Sølvalderen 201 Østens rigdomme 201 Orientalsk sølv kommer til Norden 205 Engelsk og tysk mønt i Skandinavien 209 Pengeøkonomi? 211

DET GENSKABTE RIGE

Harald og Hardeknud 278 Magnus, danernes norske konge 281 Sven Estridsen og Harald Hårderåde 286

KONGERIGET DANMARK 289

213

Kirken organiserer sig 291

Nye dynastier 215 Det gamle dynastis sidste år 215 Olaf „fra Sverige" og hans søn Gnupa 218 Gorm og Tyre 219

De første kirker 291 Kirkernes formue 294 De første bispedømmer 296

Kongemagten 300

Harald Blåtand 221 En skattekonge? 223 Den tyske trussel og andre farer 226 Da „Danmark" og Norge blev vundet 231

Konger og embedsmænd 300 Kongeligt jordegods 303 Gæsteri og leding 304 Skat 307

Omvendelsen til kristendommen 234

Danske mønter 310

Poppo og gudsdommen 234 Bisper og bispedømmer 239 En hedensk reaktion? 244

De ældste mønters funktion 311 900-tallets mønter 313

6

Indhold

Mønterne under Sven og hans efterføl­ gere 315

Byer 320 De første byer: Hedeby og Århus 320 Roskilde og Lund 322 Andre byer 327 Kongens byer 331

Håndværkere 334 Smykker og godtkøbskram 334 Håndværk på landet 337 Byggeri 340 Rimsmede 344

Fra Jyllands høvding til Danmarks konge 345 Fremmed indflydelse: handel og diplomati 345 Magt og midler 348 Kristendom 350 Tyngdepunktet forskydes mod øst 355

Litteraturvejledning 358 Forfatterens efterord 363 Illustrationsliste 364 Register 368

Forord Hver ny generation skal have sin egen nye, store danmarks­ historie, og en ny generation er kommet til siden Politikens Forlag i 1962 påbegyndte udgivelsen af sin Danmarkshistorie i 14 bind under redaktion af redaktør John Danstrup og pro­ fessor, dr.theol. Hal Koch. I begyndelsen af 80erne havde såvel Gyldendal som Politikens Forlag planer om et nyt stort værk om Danmarks historie, og det var derfor naturligt at de to forlag i 1983 etablerede et samarbejde om denne opgave. Professor Peter Sawyer har ud over at have skrevet selve hovedteksten til bind 3 også skrevet billedtekster og udarbej­ det den kronologiske tidstavle, litteraturvejledningen og regi­ steret. Billedkonsulent på dette bind har været museums­ inspektør, cand. mag. Helle Reinholdt, der også har stået for fremskaffelsen af illustrationsmaterialet og i samarbejde med redaktionen udarbejdet illustrationslisten. De mange illustrationer kunne ikke være bragt her uden beredvillig hjælp fra en række privatpersoner og institutioner som redaktionen skylder stor tak.

Gyldendal og Politikens Forlag

I forhold til 1. udgaven er der i bogklubudgaven foretaget en række rettelser og tilføjelser.

Gyldendals Bogklubber

Danerne og deres land

Limfjorden set fra luften; den udgjorde i vikingetiden, hvor den vestlige ende var åben, den sikreste rute mellem Vesterhavet og Østersøområdet. Muligvis fandtes der også en åbning ud til Jam­ merbugten. Landsbyen i forgrunden er Gjøl, og Ålborg ses på den sydlige bred, hvor fjorden bliver smallere. Gravpladsen ved Lind­ holm Høje, på nordbredden over for Ålborg (se side 356), og Ag­ gersborg ligger tæt ved de to hovedoverfartssteder ved fjorden.

700-tallet I løbet af de mere end 300 år som denne bog handler om undergik det danske samfund fundamentale ændringer. Møn­ ter blev for første gang præget i Danmark, de første byer blev grundlagt, herrederne blev grundenheder i kongemagtens ad­ ministration, danerne blev kristne og det kendte mønster af landsbykirker begyndte at tage form. Det var også i denne periode det middelalderlige kongerige Danmark skabtes. I begyndelsen af 800-tallet - muligvis før - blev nogle jyske konger anerkendt som herskere øst og nord for Kattegat, men senere i århundredet blev dette overherredømme bragt til fald af vikingehære på vej hjem fra togter i Vesteuropa. Genrejs­ ningen af en stabil dansk kongemagt skyldtes Gorm og hans efterfølgere, af hvilke Sven Tveskæg og Knud den Store endog underlagde sig England. Således spændte det danske impe­ rium en tid over Nordsøen, og det kunne med rette hævdes at Knud var „konge over hele England og Danmark og over nordmændene og en del af sveerne". Velstanden og den er­ faring Knud havde erhvervet i England gjorde det muligt for ham at bygge videre på det grundlag som hans far og farfar havde skabt og konsolidere kongemagten i sit hjemland.

Kilder Disse og mange andre omskiftelser kan udforskes langt grun­ digere end tidligere, for først fra denne epoke kan dansk historie bygges på skriftligt kildemateriale. De fleste oplys­ ninger kendes fra udenlandske beskrivelser, ofte forfattet af gejstlige som var interesserede i dette nordlige land. Men danerne selv var heller ikke helt ukendte med skrive­ kunsten. De huggede runeindskrifter i sten, og disse mindes­ mærker over danske mænd og kvinder giver ikke blot nyttige fingerpeg om det danske samfunds struktur, de gør det også muligt at studere det sprog danerne talte dengang. Et andet sprogligt vidnesbyrd, som i høj grad vil optræde i denne bog, er stednavnene, hvoraf nogle er dannet i disse århundreder. Disse forskelligartede kilder føjer nye facetter til vor viden, men arkæologien - som den tidligere danmarkshistorie jo er fuldkommen afhængig af - er fortsat en værdifuld kilde til viden også om denne bogs periode; og den bliver stadig værdi­ fuldere, takket være den dramatiske, nærmest eksplosive ud­ vikling i de senere års arkæologiske forskning. Vor viden om 700-tallet

11

Runestav fra Hedeby, 16 cm lang. En meddelelse skåret med runer dækker tre sider. Teksten er let at læse, men svær at forstå. Den første linie, som vises her, be­ gynder således: „Lad Oddulfr læse (dette)", og ind­ skriften slutter med ordene „sølle sværd". Muligvis er det en slags købekontrakt mellem Oddulfr og en mand ved navn Erik - ordet aurik(i) forekommer to gange i en linie men teksten kan også tolkes som en usømmelig krænkelse. Runeskriften er skabt til træ. Det kan man se, fordi hovedstavene skæres på tværs af årerne og bistavene (kvistene) på skrå. Vand­ rette linier forekommer ikke, da de let ville gå ud i et med træets årer. Denne tekst er ristet med kortkvistruner, en art kur­ sivskrift som anvendtes Hl hverdagsbrug overalt i vikingernes verden. De adskiller sig fra de skrift­ tegn vi kender fra de fleste runesten, de „normale" eller „danske" runer, som har længere bistave.

disse århundreder har ændret sig ved udgravningen af så betydningsfulde områder som de kongelige fæstningsanlæg ved Fyrkat og Trelleborg og ved bjærgningen og rekonstruk­ tionen af de fem skibe fra Roskilde Fjord. Udgravninger i Ribe og Hedeby har givet os viden om de ældste bydannelser, og byernes senere udvikling er blevet belyst ved udgravninger i Århus, Roskilde og Lund. Vort kendskab til samfundet er også blevet stærkt udvidet ved undersøgelser af landsbyer som Sædding, eller som Vorbasse der er endnu mere interessant fordi hele bebyggelsens udvikling fra romersk jernalder til middelalderen her tegner sig tydeligt. Også med hensyn til fortolkningen af det arkæologiske ma­ teriale er der sket betydelige fremskridt. For historikeren er det mest epokegørende nok muligheden for at datere bygninger og skibe med stor nøjagtighed ved hjælp af dendrokronologi. Resultaterne har været forbløffende. Man troede for eksempel at Danevirke - det forsvarssystem af volde og grave der stræk­ ker sig tværs over Jyllands rod vest for Slien - blev grundlagt af kong Godfred først i 800-tallet. Det omtales første gang i De frankiske Rigsannaler for 808; her nævnes Godfreds ødelæg­ gelse af en handelsplads ved østersøkysten der hed Reric, hans overflytning af Rerics købmænd til en havn der kaldtes Sliesthorp, og hans beslutning om at befæste sit kongeriges grænse ved at bygge en vold nord for Ejderen fra Østersøen til Vester­ havet. Det var derfor ganske overraskende at erfare, at de træer som blev brugt til opførelsen af den første del af denne vold var fældet 70 år før 808 (nemlig i 737). Således kan arkæo­ logien såvel kontrollere som supplere den viden der kan ud­ ledes fra de sædvanlige historiske kilder.

Tidlige kontakter med det kristne Europa Størstedelen af det skriftlige kildemateriale blev skrevet uden for Danmark, først af frankerne og siden af tyskere og englæn­ dere. Frankerne var det mægtigste folk i 700-tallets vestlige Europa. Deres overlegenhed anerkendtes af pave Stefan da han i 753 henvendte sig til frankernes konge Pipin om hjælp; 12

700-tallet

Kort over det område der omtales i dette afsnit.

han mente at den byzantinske kejser ikke længere kunne give pavestolen den nødvendige beskyttelse. En direkte følge heraf var kejserkroningen i Rom af Pipins søn Karl den Store juledag år 800. På det tidspunkt havde frankerne under Karls ledelse overvundet sakserne og stod nu over for slaverne samt - på den anden side af Ejderen danerne. Dermed begyndte franki­ ske krønikeskrivere, gejstlige og herskere at lægge mærke til disse nye naboer, og derfor omtaler frankiske kilder fra 800tallet ofte danerne. Vi er knap så heldige med hensyn til det foregående år­ hundrede, men der er dog et enkelt glimt fra omkring år 700 i en fortælling om den engelske missionær Willibrords liv. Han blev opfordret af de frankiske herskere til at virke langs den nedre Rhin blandt de hedenske folk som nylig var kommet under frankisk herredømme. Han fik Utrecht som udgangs­ punkt for sin gerning, etablerede et bispedømme der, og døde som frisernes ærkebiskop i 739. Ca. 50 år efter skrev en slægt-

Tidlige kontakter med det kristne Europa

13

ning af ham, Alcuin, en beretning om hans liv, og skønt det mest er en samling mirakelfortællinger uden mange oplys­ ninger om tider og steder, er der dog en skildring af et besøg hos en dansk konge. På et tidspunkt før 714 forsøgte Willibrord at udbrede evangeliet blandt friserne som boede uden for det frankiske territorium på den anden side af Rhinen, og da det mislykkedes drog han videre ad ferocissimos Danorum populus, „til de vilde daners stamme".

Frankerrigets udstrækning ved Karl den Stores død i 814.

„Der skal Ongendus have hersket, en mand mere grusom end et vilddyr og hårdere end en sten, men efter Guds vilje be­ handlede han dog sandhedens forkynder med hæder. Men da han fandt ham forhærdet i sæder, hengivet til afgudsdyrkelse og uden håb om et bedre liv, tog han 30 drenge med fra landet og ilede med at vende tilbage til de af Gud udvalgte folkeslag i Frankerriget. Men efter at have undervist drengene på rejsen tvættede han dem i livets kilde, for at de ikke ved farerne under den lange sejlads eller fra listige overfald af de vilde indbyggere på vejen skulle lide skade, idet han ville komme den gamle fjendes lumske angreb i forkøbet og værne de vundne sjæle med Herrens sakramenter."

Vi ved ikke hvor stort et område Ongendus herskede over, ej heller om der var andre danske herskere på den tid; men det er fristende at antage at Willibrord steg i land ved Ribe Å, og at Ongendus' område grænsede op til Frisland. Willibrords skib kunne naturligvis være gået ind til kysten længere nordpå, men Ribe var vestkystens bedste landingssted, og nord for Blåvandshuk er der revler parallelt med stranden, så det er lettere at sejle langs med kysten end at lande på den. Åbenbart var det på samme rejse at Willibrord søgte ly for en storm på en ø som Alcuin kalder Fositeland efter guden Fosite som man dyrkede der. Øen skulle ligge på grænsen mellem friserne og danerne, og er blevet identificeret som Helgoland, men det er temmelig usikkert. Helgoland ligger godt 50 km fra kysten, i bedste fald ti timers sejlads. Fositeland er snarere en af øerne i Vadehavet, nærmere det danske og frisiske fastland. Hændelsen er interessant af flere grunde, ikke mindst fordi den viser et glimt af hedenske skikke i det område, om end de ses med kristne øjne. Øen var belagt med tabuer som Willibrord trodsede til ind­ byggernes forbløffelse og til friserkongen Radbods raseri.

„Dette sted blev æret så meget af hedningerne, at ingen af afgudsdyrkerne vovede at røre noget dyr, der fik sin føde der, 14

700-tallet

eller nogen anden ting; heller ikke kunne de tænke sig at øse vand af en kilde, der sprang ud der, uden i tavshed. Da den Guds mand var kastet hertil af storm, forblev han der i adskilli­ ge dage, indtil stormene ophørte, og der kom gunstig vind for sejlads. Men i ringeagt for den tåbelige overtro på stedet og kongens vilde sind, idet han plejede at dømme dem, der krænkede dets helligdomme, til en skrækkelig død, døbte han tre mennesker i denne kilde under påkaldelse af Den hellige Treenighed; og også dyrene, som fik deres føde på øen, be­ falede han skulle slagtes til kost for sine folk. Da hedningene så dette, troede de, at de fremmede var blevet vanvittige, og at de ville omkomme ved en hurtig død. Da de så at der ikke skete dem noget ondt, var de lamslåede og fortalte kong Radbod, hvad de havde oplevet." Den frisiske konge blev rasende, og i tre dage kastede han lod tre gange daglig „for at se hvem der skulle dø, men da den sande Gud beskyttede sine tjenere faldt dødslodderne aldrig på Willibrord eller nogen af hans mænd, undtagen i et enkelt tilfælde med en i følget som således vandt martyrkronen." Willibrord blev nu stævnet og sigtet for krænkelse af gud­ dommen og for at skænde det hellige sted. Men han stod fast på sit og tilbød kongen valget mellem et evigt liv og evig fordømmelse i helvedes flammer, hvis han kastede vrag på det budskab Willibrord prædikede. „herved forbavsedes kongen og svarede: „Det står mig klart at mine trusler preller af på dig, og at du står lige så fast ved dine ord som ved dine gerninger." Men skønt han ikke ville tro Willibrords prædiken om sandheden sendte han ham tilbage med alskens æresbevisninger til Pipin, frankernes konge." De 30 drenge som Willibrord tog med sig og døbte skulle antagelig hjælpe ham ved fremtidige forsøg på at omvende danerne, men der findes ingen optegnelser om at man skulle have gjort alvor af det, og denne tidlige forbindelse mellem franker og daner blev ikke fulgt op foreløbig. I den urolige tid efter Pipins død 714 indtog Radbod Utrecht, og selv om han hurtigt blev drevet tilbage var frankerne i årevis mere optaget af deres direkte naboer, friserne og sakserne, end af de fjernere daner. Først hen imod slutningen af århundredet, da et par saksiske anførere søgte tilflugt hos danerne, begynder de fran­ kiske kilder igen at kaste lidt lys over dansk historie. Således fortælles det, at den saksiske høvding Widukind både i 777 og i 782 søgte tilflugt hos Sigfred, danernes konge, og i 804 for-

Tidlige kontakter med det kristne Europa

15

En af de 150 sceattas som fo­ reløbig er fundet i Ribe. En lignende mønt der muligvis er præget med samme stempel er fundet på øen Schouwen i Scheldeflodens munding. Disse sølvmønter blev fremstillet i Frisland og i England i begyndelsen af 700-tallet. Der findes flere billedpræg, men det her vi­ ste er det mest almindelige; møntforskerne kalder den Wodan-monster-mønttypen, idet man har tolket masken eller ansigtet på møntens forside som den germanske gud Wodan, i Skandinavien kaldet Odin. Meget taler for, at netop denne type kan være slået i Ribe. Størrelse 2:1.

Luftfoto af Danevirkes Hovedvold set mod nordøst fra det sted hvor den møder Krumvolden, mærket a på kortet side 19. Denne vold er blevet ændret mange gange siden 737-38 hvor den oprindelig blev bygget. De væsentligste ombyg­ ninger skete i midten af 900-tallet og i anden halvdel af 1100-tallet.

16

700-tallet

handlede Karl den Store med udsendinge fra en anden dansk konge, Godfred, om tilbagegivelse af flygtninge. For størstedelen af 700-tallet er vi altså fuldstændig afhængi­ ge af arkæologiske vidnesbyrd; og de viser klart at der var forbindelse mellem danerne og den frankiske verden. Spor heraf er de tidlige frankiske mønter man har fundet i Danmark; ved Gadegård ved den vestlige del af Limfjorden har man således fundet en underlødig guldmønt fra den vigtige franki­ ske handelsby Dorestad ved Rhinens nedre løb. Den er slået hen imod slutningen af 600-tallet af møntprægeren Madelinus. En endnu ældre mønt fra Maastricht er blevet fundet på Før, og endnu en frankisk, stærkt medtaget, mønt er fundet på Sild. I 1977 blev 77 frankiske og engelske mønter fundet ved Goting Kliff på Før et sted som ser ud til at have været be­ bygget, men som der ellers ikke vides noget om. Dette fund­ steds betydning er endnu ikke klarlagt, men et antal mønter af samme karakter er imidlertid fundet under udgravninger to steder i Danmark som er bedre kendt: Dankirke og Ribe. Dankirke - ca. fem km syd for Ribe - var utvivlsomt et vigtigt sted i romersk jernalder og mange importerede varer fra 200tallet og de følgende århundreder er fundet der. Kontakten med det vestlige Europa i 700-tallet bevidnes af 13 frankiske, engelske og frisiske mønter, deriblandt en som er slået i Dore­ stad af Madelinus. Også Ribe var en blomstrende by i 700-tallet hvor håndvær­ kere arbejdede med bronze, jern, hjortetak, ben, læder, glas og rav; og byens forbindelse med landene vestpå afsløres ikke alene ved fund af importeret glas, lertøj og møllesten, men også ved 67 sølvmønter hvoraf i hvert fald en del er præget i Dorestad. Nogle af alle disse mønter og andre fremmede gen­ stande kan man vel have tilegnet sig med vold, men de sikre beviser på at håndværkere har arbejdet i Ribe taler for at de fleste importsager var handelsvarer. Mellem Ribe og Dorestad må der i perioder have været en forbindelse som voksede sig stærkere gennem 700-årene, og det fartøj som bragte Willi­ brord til Ongendus, var antagelig et handelsskib. Der har sikkert været mere end et, for på tilbagerejsen var der jo ud over Willibrord og hans folk også de 30 drenge som skulle have plads om bord.

Magten over Jylland Ved siden af disse tegn på dansk forbindelse med det vestlige Europa viser det arkæologiske kildemateriale også at der, i hvert fald i Jylland, har været mægtige herskere i 700-tallet.

Kraftige tømmerstokke fundet foran Danevirkes Nordvold på det sted som er markeret b på kortet. Volden er her anlagt på den bløde mosejord i udkanten af Gottorp Enge, og stokkene har tydeligvis tjent som afstivning af dens yderfront. Flere stykker tømmer fra dette stadium af byggeriet var så godt bevaret at man har kunnet bestemme fældningstidspunktet for de anvendte træer. De er fæl­ det i 737, samme år som tømmeret i den del af Hovedvolden der er markeret c på kortet.

18

700-tallet

Kort som viser Danevirkes oprindelige linieføring og opbygning. Volden anlag­ des 737-38. a, b og c mar­ kerer steder som er vist på illustrationerne side 17,18 og 39.

Det mest talende vidnesbyrd er Danevirke. De bevarede rester af forsvarsvolden afspejler forskellige trin i dens op- og om­ bygning, som ad dendrokronologisk vej kan tidsfæstes nøj­ agtigt. Den oprindelige vold er i to dele, Nordvolden og Ho­ vedvolden, tilsammen syv km. Det ser ud til at tømmeret i volden stammer fra træer som er fældet mellem somrene 737 og 738. Østervolden, som strækker sig lidt mere end tre km over halvøen Svans' rod, blev sandsynligvis opført samtidig. Disse voldstrækninger har alle den samme udformning: en u-formet grav ca. en meter dyb og fem meter bred, adskilt fra selve volden af en ca. to meter bred bræmme. Volden var et jordværk, 10 meter bredt og ca. to meter højt med en lodret yderfront af kraftigt tømmer. Fronten vender mod syd, og voldens formål må have været at værne Jylland mod indtræn­ gen af saksere eller slaver. Hvad der end har været anledning til opførelsen af Danevir­ ke, så har det krævet en mægtig arbejdsindsats og en impo­ nerende planlægning. Ifølge de dendrokronologiske under­ søgelser blev Nordvolden og Hovedvolden lavet inden for samme år, og hvis Østervolden blev bygget samtidig, blev der i alt opført ti km vold på forholdsvis kort tid. Hver meter vold krævede tre egetræer og godt otte m3 jord. Til opførelsen af hele strækningen skulle der altså fældes godt og vel 30.000 egetræer som skulle transporteres til stedet og hugges til. Hertil kom at ca. 80.000 m3 jord og græstørv skulle bringes til volden. Lederen af sådan et arbejde må have været en person, som virkelig har formået at samle og holde styr på en stor arbejdsstyrke. Der findes andre volde i Jylland, men de fleste kender vi ikke alderen på, og ingen af dem er så storstilede som Danevirke. Vi må tro, at hele halvøen i 730rne har været underlagt en eller anden form for samlet ledelse, ligesom den var i begyndelsen af 800-tallet. Endnu et udtryk for den udstrakte og effektive magt som

Magten over Jylland

19

Luftfoto der viser den næ­ sten 1 km lange Kanhavekanals forløb fra Mårup Vig til Stavns Fjord tværs over Samsøs smalleste del. Den tømmerbeklædte kanal var 11 m bred og kunne besejles af skibe der stak indtil 1,25 m. Den er anlagt med brug af træ, som er fældet i året 726.

20

700-tallet

Jyllands hersker besad er Kanhavekanalen, der går tværs over Samsøs smalleste del for at forene Stavns Fjord med Mårup Vig. Den er ca. 800 m lang og 11 m bred, og kunne benyttes af fartøjer som stak ca. en meter dybt. Kanalen var beklædt med tømmer hvis fældning er dendrokronologisk dateret til år 726. Dens formål var selvfølgelig at skibe let skulle kunne passere fra den ene side af øen til den anden. Det forekommer højst usandsynligt at man ville gøre så store anstalter for at lette handelsskibes passage. Den mest plausible forklaring på kana­ len er, at den var beregnet til at lette overvågningen af de skibe der passerede øen. Fra Samsø kan indsejlingen til såvel Store­ som Lillebælt overskues, og kanalen gør det muligt for skibe,

Kortet th. viser synskredsen fra toppen af øen Hjortholm i Stavns Fjord (højeste punkt 26 m) og illustrerer hvor gunstigt Samsø ligger for overvågningen af sej­ ladsen gennem såvel Lillesom Storebælt. Fra Ons­ bjerg og Annebjerg på Samsø som begge er mere end 50 m høje er syns­ randen naturligvis endnu videre.

der var stationeret i Stavns Fjord, at opsnappe forbipasserende fartøjer også vest for øen. Uden den ville det have været meget vanskeligt eller ligefrem umuligt for skibe på Samsøs „for­ kerte" side at indhente skibe der passerede på den anden side. Det er klart at kanalen var lavet til gavn for Jyllands hersker; han ville ikke have tålt en sørøverrede så nær den jyske kyst. Kanalen kan have haft en forsvarsmæssig funktion, men et mere sandsynligt formål ville være at kræve told eller skat fra passerende skibe. Det er derfor rimeligt at antage, at Kanhavekanalen var et kongeligt foretagende, og sammen med det samtidige Danevirke viser den hvor store foranstaltninger der i begyndelsen af 700-tallet blev truffet for at beskytte Jyl­ land og beherske skibsfarten langs kysten.

Magten over Jylland

21

Daneme og deres „mark" På lignende måde kan man forestille sig at også Fyn har været underlagt samme hersker, eller i hvert fald at øens egne magt­ havere har anerkendt naboens overherredømme. Det menes at den danske konge i 815 trak sig tilbage til Fyn for en frankisk hær; men andre efterretninger om den tids politiske forbindel­ ser mellem Jylland og øerne har vi ikke. Vor viden rækker kun til at fastslå, at allerede i 800-tallet betragtedes det område som dansk der udgjorde det senere middelalderlige kongerige Danmark. Dette betyder ikke nødvendigvis at hele dette land­ område var politisk forenet. Men rimeligvis har i hvert fald nogle danske herskere haft magten i store dele af det, ja mulig­ vis i hele landet. I begyndelsen af 800-tallet beherskede kong Godfred ikke alene Jylland, hans herredømme anerkendtes også i det sydlige Norge og formodentlig også i Skåne. Jyllands magthavere kunne takket være den heldige beliggenhed let kontrollere trafikken mellem Østersølandene og det vestlige Europa; det gav dem indflydelse i hele Skandinavien. Et tidligt dansk overherredømme i landene omkring Kattegat kan må­ ske forklare hvorfor det oldnordiske sprog i middelalderen endog på Island omtaltes som „den danske tunge". Også navnet Danmark skyldes danerne. Det nævnes første gang i Ottars og Wulfstans rejsebeskrivelser som er skrevet i 800-tallet. Wulfstan var vistnok englænder, mens Ottar hørte hjemme langt nordpå i Norge. Korte rids af deres rejser blev medtaget i en engelsk oversættelse af den verdenshistorie som den spanske gejstlige Orosius skrev i begyndelsen af 400tallet. Oversættelsen blev lavet til kong Alfred og er bevaret i et manuskript fra tiden kort efter hans død 899. Dette enestående glimt af det tidlige Skandinavien vil vi vende tilbage til siden hen. Her er det nok at notere, at for Ottar var Halland og Bohuslen dele af Danmark, og at begge de rejsende meddelte at øerne øst for Jylland tilhørte Danmark. Hvis ordet „mark betød grænse eller grænseområde, hvad meget taler for, vil den rimeligste forklaring være at den danske „mark , Dan­ mark, bestod af øerne og det vestlige Sverige, nemlig Skåne, Halland og måske Bohuslen, mens danernes eget land lå i Jylland. Dette stemmer fint med andre omtaler af danerne i forbindelse med Jylland, f.eks. Alcuins beskrivelse af Ongen­ dus som danernes hersker og Ottars eget udsagn om at Hede­ by i Jylland var dansk. Allerede den gamle byzantinske histori­ ker Procopius fra 500-tallet fortæller i sin beskrivelse af erulernes vandringer, at de passerede Danz-folket før de drog over havet til Thule, hvilket vil sige den skandinaviske halvø, hvor 22

700-tallet

de slog sig ned ved siden af Gauti, goterne. Navnet Danmark begyndte man antagelig først at bruge om hele det danske kongerige i 900-tallet da Harald Blåtand med Jellingstenens ord „vandt sig al Danmark" og satte skred i den udvikling som flyttede tyngdepunktet i det danske kongerige til Sjælland og Skåne - derhen hvor „Danmark", altså grænseområdet, hidtil havde ligget. Den tidlige historie om danerne og deres „mark" er og bliver dunkel. Kilderne fortæller mest om kongerne og kun lidt om folket. Men forhåbentlig kan vi ved arkæologiens og sted­ navneforskningens hjælp få noget at vide om landet og om de måder hvorpå folk udnyttede det. Måske kan vi endda erfare lidt om danernes tanker og idealer og få en smule at vide om hvordan de opfattede deres tilværelse og hvordan deres for­ hold i liv og død var til den overnaturlige verden.

Land og folk, en oversigt Kystlinien I vikingetiden så det danske landskab helt anderledes ud end i vore dage. Ganske vist er vandstanden ved de fleste danske kyster nu om stunder omtrent som for tusind år siden, med undtagelse af Sønderjylland hvor landet stedvis er sunket med indtil en m; men fra tid til anden har der været mærkbare ændringer i vandstanden. Der var én forbigående stigning, en såkaldt transgression, i 800- og 900-tallet, og én efter år 1300. Disse transgressioner og de mellemliggende regressioner, hvor vandstanden atter synker, har forårsaget store foran­ dringer. Langs vesterhavskysten syd for Blåvandshuk har transgressioner siden 700-tallet hævet marskniveauet ca. 1,5 m; andre steder har de nedbrudt kysten. Modsat kan regres­ sioner fremkalde ændringer i havet ud for en kyst ved at blotlægge lave sandbanker som vinden kan gribe fat i og flytte, så mønsteret af undersøiske banker har omdannet sig når vandstanden på ny stiger. Kraftige storme forstærker virk­ ningen af disse udsving i vandstandsforholdene. Vandstan­ den ved Jyllands vestkyst kan under en storm stige op til tre m, og når stormene er langvarige eller hyppige udsættes klitterne for nedbrydning; nye vandløb kan opstå, og gamle sande til. En storm kan også virke stik modsat og sænke vandstanden med indtil en m. Klitternes bevægelser kan få drastiske følger, f.eks. kan der danne sig store søer hvis et vandløb blokeres. Vi har kun mulighed for at studere sådanne forandringer fra nyere tid; men vi har dog en samtidig beskrivelse af en storm­ flod der ramte Frisland i året 839. „Den 26. december kom en voldsom flodbølge - langt større end ved sædvanligt tidevand — så omtrent hele Frisland stod under vand. Oversvømmelsen var sa stor at omradet nærmest kom til at ligne de sandbanker der findes på de kanter og som de kalder klitter. Alt hvad havet væltede ind over gik til grun­ de: mennesker såvel som alle andre levende skabninger, end­ og huse. Antallet af druknede mennesker blev nøje opregnet: 2437 meldtes døde."

Historien melder intet om hvorvidt stormfloden også ramte Jylland, men faktisk skete der af og til også her lignende katastrofer. Stormfloder og de langsommere nedbrydnings24

Land og folk, en oversigt

Dette kort over området vest for Fjerritslev viser linieføringen for den sejlrende mellem Limfjorden og Jammerbugten, som muligvis var åben i vikingetiden. Land mere end 10 m over havets overflade er skraveret. 5, 10 og 15 fods højdekurverne (opmålt 1881-83) af­ slører de konturer, som på den gamle havbund er dannet af bølger og strøm i overgangszonen mellem hav og land. 5 fod svarer til 1,6 m. Odden syd for Kløv, men også den nordlige del af odderne ved Klim og Gøttrup er dannet af bølger og strømme fra nord, dvs. mens der endnu var en åbning mellem Jammerbugten og Lim­ fjorden. Det gråtonede bælte viser denne åbnings sandsynlige forløb. Ændringerne ved Tinglav Mølle skyldes kræfter fra sydlige retninger og må altså være sket efter sejlrendens lukning. Andre vidnesbyrd om denne åbnings eksistens leveres af stednavne som Gøttrup Strand, der må stamme fra en tid, da Gøttrup faktisk hav­ de en strand. Sejlrendens sydlige del findes indtegnet på et kort trykt i 1797. Den nordlige del lukkedes på et ukendt tidspunkt, som følge af tilsanding forårsaget af vind og hav, ikke blot i storme, men også i magsvejr hvor revler kan opstå. Rester af et skib fra 1200-tallet er fundet et stykke inde i landet nær Klim Strand, men det viser ikke nødvendigvis, hvor sejlrenden gik; det kan være kastet derind af højvande og storm.

Kystlinien

25

og aflejringsprocesser forårsaget af tidevand og strøm har ganske givet skabt forandringer på Jyllands vestkyst som ikke kan efterspores i dag. Derfor er det umuligt at danne sig et klart billede af vikingetidens kystlinie. Fanø, Mandø og Rømø var vistnok langt større i middelalderen end nu, og antagelig var Limfjorden åben mod vest i det meste af perioden, måske hele tiden. Engang i 1100-tallet lukkede den sig. Det ser ud til at der foruden udløbet ved Thyborøn også har været en kanal mellem Limfjorden og det åbne hav gennem den lavtliggende grund Sløjen i Han Herred. Den jyske vestkyst er særlig udsat for ændringer, men kun få steder på den danske kystlinie - om overhovedet nogen har holdt sig uforandret gennem de sidste 1000 år. Menneskenes aktivitet har trukket spor overalt i landskabet som også derved har undergået mange forandringer. I mange egne af vikingetidens Danmark henlå store vådområder med udrænede marker, sumpede ådale, vidtstrakte moser og marskland. Hertil kom brede strøg af hede.

Skove Skovområdernes udbredelse og omfang har også ændret sig væsentligt siden vikingetiden. Den almindeligste træsort var eg, og en undersøgelse af det bevarede tømmer viser, at selv om noget af det hidrører fra fritstående træer eller fra småsko­ ve kommer det meste dog fra deciderede skovtræer. Enkelt­ voksende træer blev først et karakteristisk træk i det danske landskab i 1100-tallet, efter at en omfattende skovrydning hav­ de frilagt store arealer som nu lå åbne med enkelte træer eller små lunde. Også bøg, birk, nød og ask har man fundet rester af. Pollendiagrammer supplerer vor viden om periodens øko­ logi og bekræfter at der endnu i 1000-tallet var store skove i mange egne af Danmark trods det enorme forbrug af egetræ til mange forskellige formål, først og fremmest bygninger, fæst­ ningsværker, skibe, broer og veje over dalenes engdrag. Ifølge pollendiagrammerne var der større skovområder ved vikingetidens slutning end der havde været i den førromerske jernalder. En stor del blev fældet i middelalderen og i be­ gyndelsen af nyere tid, men mægtige skove blev alligevel tilbage og kan ses på de ældste landkort. Johannes Mejers kort fra 1649 viser f.eks. at Farrisskoven endnu på den tid dækkede et udstrakt areal mellem Kongeåen og Gram Å. Stednavne som Rødding, Lunderskov og Skovlund fortæller om en fjern tids skovrigdom, og Lindet - som egentlig betyder lindesko­ ven - bevarer mindet om de lindetræer som var almindelige i 26

Land og folk, en oversigt

Egnen omkring Vorbasse, her kortlagt på grundlag af en detaljeret opmåling i 1870, havde som så mange andre områder i Danmark udstrakte moser og våde engdrag før moderne dræ­ ning forvandlede land­ skabet. Den sorte plet viser landsbyens beliggenhed i vikingetiden, ca. én km nord for det nuværende Vorbasse.

forhistorisk tid, men næsten var borte i vikingetiden. Pollen­ diagrammerne tyder endvidere på en markant stigning i an­ tallet af bøgetræer, og at mængden af egetræer ikke var aftaget synderligt. Man udnyttede egeskovene til dyrefoder og gavn­ træ, men det skete mest ved afskæring af kviste og grene, hvilket ikke skader træerne eller hæmmer væksten. Det lader til at vikingetidens daner har passet på deres skove. Man skal dog ikke tro at hele landet var skovklædt. Et pollendiagram fra Vorbasse i Midtjylland viser at der praktisk talt næppe voksede et træ her hverken i vikingetiden eller i tiden forud. Ikke desto mindre var bønderne i Vorbasse i stand til at skaffe sig rigelige mængder af træ til husbygning og gærder; selv brøndene havde de råd til at fore med egetræ.

Skove

27

Klima og samfærdsel

Valsgård Bæk løber gennem en ådal nordfra ud i Mari­ ager Fjord ca. 4 km øst for Hobro. Denne dalstrækning har antagelig ikke forandret sig meget i de sidste 1000 år. De tuede græsningsarealer, den spredte buskvækst, løvskovene og den blå fjord giver tilsammen en idé om, hvorledes en stor del af det danske landskab så ud i vikingetiden.

28

Land og folk, en oversigt

Om periodens klima ved man kun lidt med sikkerhed. Træ­ ernes årringe viser at væksthastigheden varierede fra år til år; men det skyldes mange faktorer, så man kan ikke drage enty­ dige konklusioner om temperatur og regnmængde. Under­ søgelser af danske højmosers tilvæksthastighed tyder på en cyklisk klimaændring med perioder af koldere og/eller fugti­ gere vejr ca. hvert 260ende år. Sådanne forandringer er påvist ved år 500,1000 og 1300, men ingen for 700-tallet. Det er derfor tænkeligt at Danmark i størstedelen af vikingetiden oplevede en periode med relativt godt vejr, dvs. tørrere og/eller varmere vejr. Men det er ikke sikkert. Der synes at være en direkte sammenhæng mellem disse cykler og de perioder hvor vand­ standen steg. Den transgression som begyndte i slutningen af 700-tallet kan meget vel have været ledsaget af en klimaforvær­ ring. Det er vanskeligt, for ikke at sige umuligt, at udtale sig om hvordan sådanne langtidsændringer påvirkede vejret år for år. Samtidige årbøger, udarbejdet i det saksiske kloster i Corvey, melder om store oversvømmelser i 942 og 968, men i 974 var der tørke hele sommeren, og i 981 tørke hele året. Lignende variationer registreredes i De frankiske Rigsannaler i begyndelsen af 800-tallet. I 811 måtte den officielle fredsslut-

ning mellem frankerne og danerne udsættes til foråret fordi den strenge vinter havde gjort vejen ufarbar; men fire år se­ nere mislykkedes det to gange for en frankisk hær at gå over Elben om vinteren fordi det pludselig faldt ind med varmere vejr så isen smeltede. En mindre kursændring i lavtryk fra Atlanterhavet kan forandre vejrforholdene drastisk. Derfor er det næppe muligt at lægge klimatiske forandringer til grund for teorier om denne periodes Danmarkshistorie. Det danske ørige forenedes af vand, og samfærdselen af­ hang af skibe. Den lektie lærte frankerne i 815, da det mis­ lykkedes for den hær de havde sendt op i Jylland at komme i kamp med danerne, fordi disse havde trukket sig tilbage til en ø der lå tre mil borte, velsagtens Fyn. Fjorde udgjorde selvsagt forhindringer for landevejstrafik, og de vidtstrakte mose- og marskområder, især i Vestjylland, og selv små vandløb kunne tilsyneladende danne besværlige vejspærringer fordi åbredderne var sumpede. Ved vandskel kunne man gå tørskoet, men det betød ofte en omvej, så somme tider skød man genvej gennem et vadested for at undgå den lange tur rundt om åens udspring. De vadesteder hvori man har fundet daterbart ma­ teriale frembyder en sjælden mulighed for at bestemme hvor­ når en given vejstrækning har været brugt, men de fleste vejspor lader sig ikke datere på denne måde, så derfor er det umuligt at kortlægge danske veje i vikingetiden. Selv den berømteste af gamle danske veje, Hærvejen, kan ikke følges med vished på sin rute. Mange vejspor er endnu synlige, men det er i regelen umuligt at fastslå om de stammer fra oldtiden eller måske først er blevet til i nyere tid.

Gårde og landsbyer Adskillige forsøg er gjort på at anslå den danske befolknings størrelse i vikingetiden, men der er intet pålideligt grundlag for sådanne beregninger. Kun få bebyggelser fra perioden er udgravet, og kun to fuldstændigt, nemlig landsbyerne Sædding og Vorbasse. Den sidste fortæller mest. Her er der spor af gærder mellem hustomterne. De viser at landsbyen bestod af syv gårde, stort set af samme størrelse; men hvor mange mennesker hver gård husede kan vi kun gisne om. Nogle historikere har ment at der i løbet af vikingetiden skete en mærkbar stigning i indbyggertallet, men antallet af gårde i Vorbasse holdt sig konstant gennem hele perioden og længere endnu. En forøgelse af beboernes antal ville have betydet større husstande, men intet i det arkæologiske materiale peger på at det var tilfældet. Et stigende befolkningstal kunne naturGårde og landsbyer

29

Tegning af Vorbasse i 800og 900-tallet på grundlag af resultater fra omfattende udgravninger. Landsbyens beliggenhed i terrænet ses på kortet side 27.

30

Land og folk, en oversigt

ligvis medføre at der blev etableret helt nye bebyggelser på hidtil udyrket jord. Man har ment at mange stednavne på-torp (der i nyere tid er blevet til -drup, -strup, -trup eller -rup) er udtryk for en sådan ny opdyrkning i vikingetiden. I mere end halvdelen af disse stednavne, dvs. godt 1600, er ordet torp forbundet med et personnavn, i regelen et mandsnavn, og det formodes at der er tale om navne på de mænd som først slog sig ned og dyrkede jorden her. I så fald dannedes nogle af disse landsbyer først senere; en del af personnavnene er nem­ lig kristne, som f.eks. Niels og Peder, og har sandsynligvis ikke været brugt før 1000-tallet. Der findes således seks Nielstrupper og 13 Pederstrupper i Danmark. Imidlertid kan per­ sonnavne slet ikke bruges til at datere bebyggelsernes op­ ståen. Noget tyder på at de sønderjyske -torp'er er fra vikinge­ tiden, men der er ikke grundlag for at tro det samme om -torp'erne i det øvrige Danmark. Ganske vist brugte danske emigranter i England ordet torp til nye stednavne i England i 800-tallet, men det beviser ikke at deres samtidige landsmænd benyttede glosen hjemme i Danmark. Tværtimod er der al mulig grund til at betvivle at en større del af danske torpnavne skulle hidrøre fra nyopdyrkninger i vikingetiden. Pollendia­ grammer viser nemlig at der ikke skete nogen mærkbar ind­ skrænkning i bestanden af skove eller udvidelse i omfanget af dyrket jord i løbet af vikingetiden, mens der er sikre tegn på en øgning af pløjejord og reduktion af skov i 1100-tallet. Der er godt 3500 torpnavne i det middelalderlige Danmarks område, og der har endda været flere som nu er forsvundet. Hvis halvdelen eller bare en fjerdedel af dem betegnede nye be­ byggelser i vikingetiden kunne vi med rimelighed have for­ ventet det udtrykt i pollendiagrammerne. De ændringer som

SPHAGNUM-CALLUNA TØRV

AFLEJRING

Grenå

Diagrammerne viser de forskellige træpollentyper (øverst) og an­ giver mængden af fint støv (nederst), som gennem de sidste 6000 år har aflejret sig i Fuglsø Mose på Djursland. Denne mose har været under stadig vækst, og alt hvad der har lagt sig af pollen og støv på dens overflade ligger gemt under senere lag. Man har dateret lagene ved hjælp af det radioaktive kulstof de indeholdt. Diagrammet øverst viser at der i hvert fald indtil 1000-tallet kun har været ubetydelige forandringer i den totale mængde træpollen. Herefter er der en mægtig forøgelse af pollen fra dyrkede afgrøder. Støvdiagrammet bekræfter at den kraftige tilvækst af pløjejord er sket efter vikingetiden. Fugls® Mose profil

729/82

gm ar

Gårde og landsbyer

31

senere kan observeres i diagrammerne er da også betydeligt lettere at forstå hvis de fleste torp'er var landsbyer fra 1100tallet. Det bør også påpeges at i de udgravede landsbyer er der intet som tyder på at de er blevet fattigere, således som man kunne have forventet hvis der var gjort væsentlige indhug i ressourcerne ved anlæg af nye landsbyer. Arkæologiske undersøgelser af bebyggelser overalt i Dan­ mark har vist, at de fleste, måske alle landsbyer først hen imod slutningen af vikingetiden eller senere fandt deres blivende sted - der hvor de nu ligger. Vorbasse lå således på samme sted fra vikingetiden til 1000- eller måske 1100-tallet; men før den tid ser det ud til at landsbyerne har flyttet sig nogle hundrede meter fra tid til anden. I den romerske jernalder er sådanne forskydninger sket ca. hvert hundrede år, men se­ nere var beliggenheden stabil i længere perioder. På Fyn har det mere end 50 steder været muligt at lokalisere landsbyernes ældre beliggenhed ved hjælp af marknavne som Gammeltofte og Byetofte, og nogle af disse steder har været beboet i vikinge­ tiden; men de kan endnu tidligere have ligget et helt tredje sted, og det kan derfor ikke lade sig gøre at tidsfæste en bebyggelses opståen på grundlag af udgravning af en enkelt landsbytomt. En arkæologisk løsning af dette problem må

Udgravning på en mark der kaldes Bytofte ca. 1 km syd for middelalderbyen Røjerup på Østfyn afslørede tydelige spor af en landsby fra den yngre vikingetid som blev forladt i 1100-tallet. Navnet må hidrøre fra landsbyens tid og lever videre som marknavn. Ved hjælp af dette har arkæolo­ gerne kunnet stedfæste vikingetidsbyen.

32

Land og folk, en oversigt

afhænge af fremtidige undersøgelser af større områder. Som landet ligger må vi være uhyre skeptiske over for teorier om at der skete en betydelig stigning i befolkningstallet i vikingeti­ dens Danmark og at det førte til grundlæggelse af gårde og landsbyer. De jyske landsbyer man har udgravet var hovedsageligt afhængige af kvægdrift. Nogle gårde havde stalde til et stort antal dyr, formentlig især kvæg, selv om også heste kan have været opstaldet. I Vorbasse havde en gård plads til 50 dyr. Men man pløjede og såede også på landsbyernes marker, og i Vorbasse blev gårdtomterne pløjet op efter at husene var flyt­ tet, sandsynligvis fordi de tykke gødningslag på staldgulvene havde forbedret jordens frugtbarhed væsentligt. Korndyrk­ ning kan have haft større betydning på øerne og i Skåne, men pollendiagrammerne viser intet om at der har været intensiv dyrkning af korn nogetsteds i Danmark før slutningen af vikin­ getiden. På den anden side er der heller ikke noget der tyder på tilbagegang i agerdyrkningen.

Samfund og ledere Landsbyer og gårde dannede tilsammen større enheder, byg­ der, som ofte havde naturlige grænser, især kyster og åer. Nogle af bygdenavnene lever videre i syssel- og herredsnavne. Således er Åbosyssel opkaldt efter de folk der boede ved Gu­ denåen, som danner dette syssels vestgrænse, mens Vendsys­ sel, som oprindeligt hed Wændæl eller Wændlæ, indeholder navnet på det folkefærd der levede ved Limfjorden. Indbyg­ gerne i en anden bygd i Limfjordsegnen gav navn til Vandfuld Herred vest for Lemvig, som første gang nævnes i 1231 som Wændlefolkhæreth. Lignende bygdenavne forekommer overalt i Danmark. Det er sandsynligt at disse bygders frie indbyggere i vid udstrækning styrede deres egne anliggender og regelmæssigt mødtes på tinge for at afgøre tvistigheder og arvesager. De første efterretninger om et sådant ting er fra en senere tid, men der er ingen grund til at betvivle at f.eks. Vendelbo bygdeting havde ældgamle rødder. Det er også troligt at indvånerne i disse bygder stod under en eller anden form for øvrighed. I kilder fra tiden betegnes nogle mænd som stormænd og her­ skere, og også andre forhold viser social forskel, såsom mod­ sætningen mellem de overdådigt og de sparsomt udstyrede grave. Runeindskrifter hører især stormændene til, og nogle hentyder direkte til herredømmet over et lokalområde. To indskrifter fra Sydvestfyn, fra Helnæs og Flemløse, betegner

Samfund og ledere

33

Runesten fundet i 1860 på Helnæs på Sydvestfyn, nu på Nationalmuseet. Den er rejst af Roulv, næsboernes gode, til minde om hans druknede brorsøn Gud­ mund. Indskriften er fra den tidlige vikingetid; flere af runerne er af gammel­ dags typer, som blev op­ givet i løbet af vikingetiden. Runerne står så klart fordi de er ophugget midt i 1800tallet, vistnok på foran­ ledning af Frederik 7.

34

Land og folk, en oversigt

„Roulv" som „næsboernes gode". På Island brugtes ordet godi om høvdinge, og det står klart at Roulv virkelig var helnæs­ boernes herre eller høvding. Måske kan man få en idé om udstrækningen af hans herredømme ud fra den anden stens findested ved Flemløse ca. 14 km nord for Helnæs by. Endnu en fynsk gode, Alle, mindes i den lange runeindskrift i Glavendrup på Nordfyn. Han herskede over sølverne, en ellers ukendt gruppe mennesker. Det enkelte individs sikkerhed har til en vis grad beroet på slægtninges hjælp, men en stærk herres støtte har alle dage betydet øget tryghed; til gengæld kunne herremanden forvente tjenesteydelser samt en eller anden form for økonomisk modydelse. Enkelte personer ejede mægtige godser. Odinkar, som var biskop i Ribe i begyndelsen af 1000-tallet, fik en stor fædrene­ arv som han skænkede til bispeembedet. Vi har ingen samtidi­ ge efterretninger om sådanne godsers størrelse, men en vis forestilling herom kan man danne sig ud fra den sjællandske stormand Sune Ebbesens (død 1186) gods; hans besiddelser svarede til 1000 bondegårde. Odinkar tilhørte det højeste ari­ stokrati og var måske endda i slægt med kongen; meget taler for at hans ejendomme, som så mange andres, stammede fra privilegier som tidligere herskere, konger eller underkonger havde nydt. Runeindskrifter og skjaldedigte fortæller lidt om aristokrati­ ets idealer, og i Ansgars Levned kan man enkelte steder finde oplysning om dets religiøse forestillinger og vaner. Selve titlen gode viser lederens religiøse rolle, for den er afledt af et ord der betyder præst. Undertiden har man slet og ret fortolket ordet gode som præst, men det er en misforståelse. På lignende måde er den glose der brugtes om et hus som tilhørte en høvding, et hov, blevet taget for at betyde tempel. Høvdinge forestod gan­ ske vist de religiøse ritualer, men det gør ikke dem selv til præster eller deres huse til templer. Menigmands trosfore­ stillinger og skikke står os mere uklart, men visse holdepunk­ ter kan man dog finde i begravelsesskikke og ved at tage sammenlignende etnologi til hjælp. Mange daner var formentlig sundere og kraftigere, bedre ernærede og materielt bedre stillede i denne periode end deres efterkommere i 1800-tallet var. En undersøgelse af skeletter fra vikingetidens Danmark viser at højden for mænd varierede fra 163 cm til over 184 cm. Det giver et gennemsnit på 172,6 cm, hvilket er godt 4 cm mere end der blev målt på sessionerne i Slesvig-Holsten 1876-80. Det fremgår af samme undersøgelse, at mens mænd i vikingetiden som regel levede lige så længe som tidligere i jernalderen hvor gennemsnitsalderen var ca. 39

Samfund og ledere

35

Døbefonten i Ørslev Kirke på Fyn er et klæberstenskar, det største man kender i Danmark, med en diameter på 59 cm. Den slags kar importeredes fra Norge og Bohuslen fra 800-tallet og indtil 1000-tallet hvor de lokalt fremstillede lervarer havde nået en så høj kvali­ tet at de kunne konkurrere dem ud. Skår af klæber­ stenskar er fundet i bog­ stavelig talt alle udgravede danske vikingetidslands­ byer, men hele skåle er sjældne og næsten altid fundet på strande eller i havet, da de formentlig stammer fra forliste skibes ladninger. Dette kar er måske fisket op i det nærlig­ gende Lillebælt.

år, skete der et drastisk fald i antallet af kvinder der døde unge, idet kvinders gennemsnitslevealder nu steg til over 41 år. De forskelligartede ressourcer man kunne trække på var endnu ikke udpinte, selv skovene blev brugt med varsomhed. De gårde man har fundet i Vorbasse var store og lader sig sagtens sammenligne med senere danske gårde. Indbyggerne i Vorbasse og mange andre landsbyer var i stor udstrækning afhængige af hvad de selv kunne producere, men de var også i stand til at skaffe sig importerede varer som klæberstenskar, slibesten og jern fra andre dele af Skandinavien såvel som møllesten fra Eifelområdet i Tyskland. Nok har mange menne­ sker kun haft en snæver horisont, og nok er flertallet næppe kommet synderlig vidt omkring, men de samfund de levede i var bestemt ikke isolerede. Der var mange kontaktmulighe­ der, især for aristokratiet. Der kom også kontakt og indflydelse udefra gennem handel, diplomati, kristen mission og tilmed ved vikingetogter i det fremmede. Som følge heraf importere­ des både tanker og ting. Nye måder at fremstille tøj på blev introduceret sammen med nye stilarter i udsmykningen; en ny religion vandt frem, og sproget fik mange nye ord. Den uden­ landske indflydelse nåede naturligvis først frem til herskerne, deres højættede hirdmænd og de store jorddrotter; og det er disse mennesker, især kongerne, vi ved mest om. 36

Land og folk, en oversigt

Det danske rige Omkring år 800 havde frankerne efter godt og vel 20 års hårde kampe omsider overvundet sakserne. Herved var danerne og frankerne blevet umiddelbare naboer, og i den første halvdel af 800-tallet var der hyppige kontakter mellem det frankiske og det danske hof. Frankiske kilder fra tiden mellem 782 og 873 nævner adskillige danske konger og giver en del oplysninger om den danske kongemagts beskaffenhed. Det fremgår heraf at der til tider var bitter kappestrid mellem kongsemnerne - den danske kongeværdighed var øjensynlig værd at kæmpe for og ikke blot en tom titel. Indehaveren fik magt ikke blot i krigstid og kunne nyde udbyttet fra kongelige ejendomme. Det er også sandsynligt at han kunne gøre krav på tjene­ steydelser fra sit folk, og at der tilkom ham afgifter i korn, kvæg eller andre naturalier. Andre steder i samtidens Europa modtog kongerne afgifter i form af fødevarer og andre pro­ dukter; de kunne også kræve gæsteri af deres undersåtter. Der er ingen grund til at tro at de danske konger forventede min­ dre.

Kongefamilierne To rivaliserende familier gjorde krav på den danske konge­ værdighed. Den ene samarbejdede med frankerne, den anden var dem fjendtligsindet, i hvert fald i begyndelsen. De op­ lysninger man har kunnet samle om de enkelte konger og deres slægtninge er opført på slægtstavlen på næste side. Fra 804 til 864 tilhørte alle kendte konger og tronkrævere disse to familier. Det er muligt at de repræsenterede dynastier som tidligere havde hersket over mindre kongedømmer der var blevet forenet i det danske kongerige, - ganske som det var sket i 600-årenes England da kongerigerne Bernicia og Deira blev til kongeriget Northumbria. Det er dog sandsynligere at de var grene eller dele af et og samme dynasti. Opsplitning af kongelige familier kendes andre steder, og den omstændighed at begge disse danske familier brugte navnene Hemming og Godfred tyder på et vist familieskab. På samme måde kan brødrene Sigfred og Halvdan, der nævnes som konger i 873, have været i slægt med tidligere konger med samme navne; og den kendsgerning at en af kong Godfreds slægtninge hed Angandeo lader ane, at de alle sammen var slægtninge af den kong Ongendus som Willibrord havde besøgt i begyndelsen af Det danske rige

37

Sigfred nævnt 777, 782, 798

1 Godfred 1. gang nævnt 804 | QØC O1U Reginold død 808

H01 dkl. 1- ?;ang næ vnt 827 dø d 854

1 Hemming død 812

i ældste s ’ indefinenter in hoc ftudeant. Idcirco nos interventu dileéti Archiepifcopi noftri Adal* 208- AHcdagi prolperitate & incolumitateimperii noftri, qvidqvid proprietatis in marca vel regno ga™rab Danorum ad Ecclefias in honorem Dei conftruftas, videW Sliefwigenfem, Ripenfeta, mp Arufenfem, veladhuc pertinerevidetur , vel futurumadqviratur, ab omni cenfu vel fer-libTX^ vidonoftnjuns abfolvimus, ut&EpifcopispræfcriptarumEcclefiarum, absqve ullaComitisvelalicujus fifci noftri exa&oris infeftationeferviant & fuccumbant,volumus&firmitérjubemus-Servos verd &colohosineisdem proprietatibus habitantes, nulli nifi eisdem F> pifcopis fervituros ab omni etiam noftrijurisfervitioabfolvimus, &fubnulliu§ banno vi difciplina illos nifi fub illarum Ecclefiarum advocatis efle volumus. Et ut hocauftoritatisnoftræpræceptumfirmum &inconvulfumpermanéat,hanc chartam confcnbi, annuiiqve noftri impresfione figillarijusfimus,qvam & manu propria fubtus firmavimus. Da­ ta vi.Kalend.Julil. Anno Dominicæ incarnationisD cccclxv. Indiétione vnt. Anno Dojnini Ottoms Imperii IV.Regni autem xxx. Aftum Magadeburch in Dei nomine Amen

I

IX. OTTO IMP. ADALDAGO, DE LIOtto l.s brev af 965 om danske kirker, omtalt side 224 er ikke overleveret i original og kendes kun fordi det er gengivet i en trykt privilegiesamling fra slut­ ningen af 1500-tallet. Denne er også kilden til vor viden om Otto 3.s tilsvarende brev af 988. Der er dog ingen tvivl om at brevene er ægte.

i

Endnu mere slående er de store ingeniørarbejder som er dateret til samme periode som den tyske besættelse af græn­ selandet, nemlig fæstningsanlæggene ved Fyrkat og Trelle­ borg og broen ved Ravning i nærheden af Jelling. Den store fæstning ved Aggersborg blev vistnok opført på samme tid, og det er meget tænkeligt at en lignende borg lå midt i Odense. Udover den meget smukt byggede bro ved Ravning blev der åbenbart samtidigt bygget en række mindre broer på Sjælland og Lolland og måske også i Jylland. Denne overvældende foretagsomhed må i nogen grad have været en reaktion på den tyske fremtrængen, og som det skal vises siden hen udgjorde disse broer antagelig en del af et stort og kompliceret for­ svarssystem. Men tyskerne var ikke den eneste trussel. Bortset fra den mulighed for indre oprør der altid var til stede, var der til stadighed fare for angreb fra norsk, svensk eller slavisk side. Desuden opererede selvstændige krigerbander af både slaver og skandinaver fra baser i Østersøen. En af disse bander, der senere vandt legendarisk berømmelse, var jomsvikingerne. I skjaldedigtningen erfarer vi om norske angreb på danerne. Et hyldestdigt til den norske konge på Haraids tid, Håkon den Gode, omtaler hans angreb på Jylland og Sjælland; men det synes ikke at have haft større omfang. Et vers nævner ud­ trykkeligt at angrebet blev udført med to skibe.

Den tyske trussel og andre farer

227

Trelleborg ligger i nær­ heden af Slagelse på et lavt næs hvor Vårby Å og Tude Å løber sammen. Da det var den første borg af denne type der blev undersøgt kaldes fæstningsanlæg af denne type i reglen trelleborge. Trelleborg adskiller sig fra de andre ved at have en kreds af huse uden for en del af ringvolden. De beskyttedes af endnu en vold der tillige omsluttede borgens gravplads.

„Krigeren begav sig sydfra alene på to skibe til Sjællands grønne næs, da krigeren, som siden blev berømt, med heftigt mod fuldstændigt havde ryddet elleve danske langskibe." Andre digte fortæller om angreb på Skåne. Der findes ingen tilsvarende beretninger om slaviske angreb i 900-tallet, men det betyder ikke at der ingen har været. Nok var Harald allieret

Planerne over Aggersborg, Fyrkat og Trelleborg, alle i samme målestok, viser, at borgene trods forskelle havde samme helhedsplan og en næsten identisk ind­ retning af borgpladsen. Der fandtes en borg af samme type på Nonnebakken i Odense med nøjagtig den samme indre diameter som Fyrkat, men her er der ikke levnet spor af bebyggelsen på borgpladsen.

Den tyske trussel og andre farer

229

Kort, som viser beliggen­ heden af vikingetidens militæranlæg: borge, volde og søspærringer.

med abodritterfyrsten Mistivoi hvis datter han giftede sig med, og nok søgte han tilflugt i Wollin - hvor han døde - da han blev tvunget i landflygtighed på grund af sønnens oprør, men ikke alle slaver var venligsindede. Den tyske besættelse begrænsede sig til Sønderjylland og varede kun ni år. I 982 led Otto 2. et alvorligt nederlag i et slag mod saracenerne i Calabrien hvor flere saksiske hærførere blev dræbt. Det gav både danerne og nordvestslaverne en chance for at hævne sig på deres saksiske naboer. I 983 genvandt Harald magten over Hedeby og ødelagde den nyopførte tyske fæstning, mens hans abodrittiske allierede Mistivoi hærgede i Holsten og satte ild på Hamburg. I december samme år døde Otto i Rom og blev efter megen diskussion efterfulgt af sin kun fireårige søn Otto 3. Disse forhold gjorde det lettere for daner­ ne ikke alene at genvinde magten nord for Ejderen, men også at forfægte deres gamle krav på området imellem Ejderen og Elben. Adam fortæller at befolkningen i denne egn og friserne 230

Nye dynastier

endnu på hans tid, næsten 100 år senere, stadig overholdt de love og skikke som Harald havde indført.

Da „Danmark" og Norge blev vundet På Haraids store runesten i Jelling roser han sig af at han vandt sig hele Danmark. Det er blevet tolket som en hentydning til generobringen af Sønderjylland i 983, idet det forudsættes at tyskerne havde etableret en „mark", en grænseprovins, dér. Bortset fra en uklar sætning hos Adam af Bremen er det eneste indicium for tilstedeværelsen af en sådan „mark" det tidligere nævnte brev af 965 som giver bisperne privilegier in marca vel regno Danorum - i danernes mark og rige. Man har hævdet at dette beviste at der var en dansk mark såvel som et dansk kongerige. En rigtigere udlægning er at vel her betyder „eller" - og ikke „og" - og at den tyske embedsmand som skrev brevet forestillede sig hele det danske kongerige som en „mark", ligesom nogle tidligere forfattere må have gjort når de kaldte danerne „markomanni". I 800-tallet var ordet Danmark betegnelsen for det nuværende Sveriges vestligste landsdele Bohuslen, Halland og Skåne samt for en del af Øerne. Hvor­ vidt Harald vitterligt havde underlagt sig hele dette område står hen i det uvisse; men sikkert er det at han beherskede en del af landet øst for Storebælt. Sagnet om at Harald byggede den første kirke i Roskilde, hvori han selv blev begravet, har muligvis ikke så meget på sig, men den kendsgerning at Trelle­ borg blev bygget i 981 omtrent på samme tid som Fyrkat og med næsten identiske huse og konstruktioner forudsætter at han da herskede over både Sjælland og Jylland. Træbroerne i Risby, Bakkendrup Bro og Flintinge taler ligeledes for at hans magt i hvert fald strakte sig til Øresund. Harald hævder også at have vundet Norge. Der findes hol­ depunkter herfor i skjaldedigtningen, som viser at han støtte­ de en norsk gruppe - nemlig Erik Blodøkses sønner - og at jarl Håkon anerkendte hans overherredømme. Digtene giver ikke en sammenhængende fremstilling, og de kaster heller ikke meget lys over de politiske begivenheder, blandt andet på grund af usikkerhed om den oprindelige rækkefølge af verse­ ne i mange af digtene, men de viser i det mindste at der faktisk eksisterede et dansk overherredømme, og også hvad dette indebar, i særdeleshed pligten til at gå i krig på lensherrens vegne. Dette demonstreres dramatisk i skjaldekvadet Vellekla som er digtet til ære for jarl Håkon. Det skildrer jarlen i kamp med franker, friser og vender, og med saksere som han slår på flugt. Den oversættelse man sædvanligvis bruger er nok noget

Da „Danmark" og Norge blev vundet

231

misvisende, for den hentyder et sted til hans forsvar af Dane­ virke hvor digtet kun har ordet virki.

„Og Jyllands gavmilde konge ville prøve krigeren der var kommet nordfra ved vintertide dengang da kongen bød den ubøjelige kriger at forsvare [Dane]virke mod fjenderne." Senere sagaskrivere opfattede disse vers således, at jarl Håkon ydede Harald hjælp da tyskerne invaderede i 974. Det er også muligt. Det fremgår af tyske kilder at Ottos hær ikke havde krigslykken med sig i begyndelsen, så Harald kan godt have haft tid til at tilkalde hjælp fra den norske jarl. Det er inter­ essant at vinteren nævnes, for det ville være et godt tidspunkt at iværksætte et angreb på denne stærkt befæstede grænse når man lettere kunne færdes på den frosthårde jord. En tidligere frankisk invasion havde også været henlagt til vinteren, men den plan kuldkastedes da det blev tøvejr og isen på Elben smeltede. En kamp ved Hedeby nævnes på to runesten som er fundet i nabolaget. En af dem er rejst af kong Sven:

„Kong Sven satte stenen efter sin hirdmand Skarde som var draget vestpå, men nu fandt døden ved Hedeby."

Hirdmanden Skardes rune­ sten stod tidligere mellem to gravhøje vest for Hede­ by.

232

Nye dynastier

Man må gå ud fra at begge indskrifter hentyder til Sven Tveskægs belejring af Hedeby. Muligvis fandt den sted under felttoget i 983, men så må omtalen af Sven som konge enten betyde at han delte magten med sin far, eller at stenen først blev rejst efter at han havde efterfulgt sin far på tronen. Den omstændighed at hirdmanden Skarde havde været vestpå bidrager ikke til dateringen af indskriften, for vikingerne hav­ de senest omkring 980 genoptaget deres togter i det vestlige. Andre muligheder for hvornår belejringen kan have fundet sted er blevet nævnt; f.eks. at den har stået på under den krig med sveerne som Adam omtaler. Det er endog foreslået at Sven siden hen i sin regeringstid angreb og ødelagde Hedeby blot for at demonstrere sit vikingesind, men der er ingen arkæologiske holdepunkter for at byen skulle være ødelagt på dette tidspunkt, og den levede uantastet videre gennem det meste af 1000-tallet. En antagelse der fortjener alvorlig overvej­ else er at disse runeindskrifter skulle hentyde til en hændelse under Svens oprør mod faderen, måske kort før Harald drog i landflygtighed. Hedeby, som Harald havde befæstet og som han med stort besvær havde generobret fra tyskerne, var et vigtigt aktiv for ham. Den kunne have været udgangspunkt

for modstand imod Sven, eventuelt ledet af en loyal repræsen­ tant for Harald. Byen kunne også have tjent som et velbefæstet tilflugtssted for Harald med muligheder for at undvige både ad landevejen og ad søvejen. Alle disse spekulationer omkring Hedebystenene illustrerer ganske godt den usikkerhed som præger vor viden om slut­ ningen af Haraids regeringstid. Men der er ingen tvivl om at den endte med en opstand anført af hans søn, og at Harald blev drevet i landflygtighed. Adam foreslår at motivet til dette oprør var af religiøs art, at det var en hedensk reaktion. En mere troværdig årsag var Haraids ekstravagante byggepro­ gram der må have påført danerne tunge byrder. Haraids regeringstid endte med en katastrofe, men han ydede en stor indsats i sin tid. Han satte sig med held op imod de største herskere i vestens kristne lande, og han genop­ rettede tidligere danske kongers tabte overherredømme i det østlige Danmark og i dele af Norge. Da han havde „vundet sig al Danmark" konsoliderede han sin magt og forsvarede den ved hjælp af et system af fæstninger og færdselsforbindelser som tydeligvis blev etableret i løbet af kort tid. Og - som han med stolthed forkyndte på det prægtige monument han rejste i Jelling - han „gjorde danerne kristne".

Omvendelsen til kristendommen Poppo og gudsdommen Harald Blåtand blev angiveligt omvendt til kristendommen af et mirakuløst bevis på den kristne Guds magt. Den tidligste beretning om denne begivenhed bringer Widukind i sin Sak­ serkrønike, hvis første version fuldendtes omkring 968. Ifølge den skete underet efter en diskussion om gudedyrkelse der fandt sted under en fest som kong Harald var med til. Danerne erklærede at Kristus nok var en gud, men at andre guder var langt større end han da de lod menneskene se større tegn og undere end Kristus. Dette blev imødegået af præsten Poppo som hævdede

Harald Blåtands store rune­ sten i Jelling er hugget i lavt relief og har formentlig været bemalet. Denne sydvestlige side fremstiller korsfæstelsen, selv om man ikke ser selve korset. Kristus står på et naturligt fremspring i stenen. Han er omgivet af kunstfærdigt båndslyng; muligvis skal det forestille vinranker som erindrer om Kristi ord: „Jeg er vintræet, I er grenene", et gammelt motiv i den kristne symbolverden. Indskriften nederst, „og gjorde danerne kristne", er slutningen af den tekst der begynder på østsiden, se side 225.

234

„at der var en eneste sand Gud og Fader og Helligånd, mens afguderne var dæmoner og ikke guder. Kong Harald, om hvem det siges at han var ivrig efter at høre, men sendrægtig i at tale, spurgte ham nu om han var villig til at bevise denne tro på sig selv, hvortil Poppo uden tøven svarede ja. Kongen lod så klerken være under opsyn til næste dag, og da det var blevet morgen lod han et stort, tungt stykke jern ophede og bød klerken bære det glødende jern for den katolske tro. Den Kristi bekender greb uden vaklen jernet og bar det så længe kongen ønskede, fremviste så sin hånd der var uskadt og overtydede således alle om den katolske tros sandhed. Derved omvendte kongen sig, besluttede at ære Kristus alene som Gud, og at byde folk han herskede over at forkaste afguderne, og han viste senere præsterne og Guds tjenere behørig agtelse."

Widukind afslutter med en bemærkning om at det var takket være kejser Ottos iver at kirkerne og præstestanden var kom­ met til så megen ære i disse egne. Det betyder formodentlig blot, at en vigtig faktor i Haraids omvendelse var faren for tysk intervention. Otto har muligvis opfordret missionærer til at virke blandt danerne, men intet tyder på at Poppo var udsendt af kejseren. Der vides ikke meget om Poppos videre karriere. Widukind fortæller at han „nu", dvs. i 968, førte et fromt liv som biskop. Hvis han var den Poppo som var biskop i Wiirzburg fra 961 til 984 må Haraids omvendelse være sket før 961, men det er en yderst usikker identifikation. Poppo kan også have været mis-

Omvendelsen til kristendommen

x

. ’

'

På det gyldne alter fra Tamdrup Kirke i nærheden af Horsens har kunstneren skildret scener fra Harald Blåtands omvendelse til kristendommen. Denne plade viser Poppos jernbyrd som indebar, at missionæren skulle holde en jernhandske i ild indtil den gløde­ de. Pladerne blev formodentlig lavet tidligt i 1200-tallet og kan oprindeligt have siddet på et relikvieskrin.

236

Omvendelsen til kristendommen

sionerende biskop i Danmark uden bispestol; man kender for lidt til 900-tallets danske bisper til at kunne udelukke denne mulighed. Adam af Bremen påstod at Harald blev omvendt og døbt som en direkte følge af Otto 1. s invasion i Danmark. Det er det rene opspind. Ikke alene er det tvivlsomt om denne invasion nogen sinde fandt sted, men Adams omtale af Otto som den fadder der bar Haraids søn over dåben og gav ham navnet Sven Otto, strider mod Widukinds samtidige beretning. Hvis kejseren havde været involveret ville Widukind afgjort have nævnt det. Adams troværdighed bliver yderligere rokket af hans påstand om at Poppo bar sin jernbyrd efter Haraids død for at omvende den svenske kong Erik Sejrssæl som for en tid havde erobret Danmark. I de senere sagn om Haraids omvendelse spiller Poppos jernbyrd en fremtrædende rolle, men detaljerne i historien varierer. I nogle versioner gik Poppo over et rødglødende plovskær, mens han i andre bar en gloende jernhandske. Nogle forfattere lader Poppo gennemgå to prøver. For eksem­ pel fortæller Adam, at Poppo efter at have båret det rød­ glødende jern gjorde endnu et under for at overbevise hed­ ningene. Det bestod i at han uden at tage skade bar en skjorte som var gennemtrukket med voks og ophedet over ild. Mange historier om omvendelse til kristendommen indeholder mira­ kuløse demonstrationer af guddommelig magt, men man for­ står på fortællingen om Poppo at han var den første i Danmark som bar jernbyrd for den kristne tro, en prøve som brugtes mange steder i det tidlige middelalderlige Europa til afgørelse af hvorvidt en person var skyldig eller ej. Man anvendte mange forskellige prøver, men jernbyrd var let at arrangere og almindeligt brugt. Der var flere variationer heraf, men de gik alle ud på at man holdt eller gik på glohedt jern. Hånden eller foden blev derpå forbundet og efter et par dages forløb undersøgt. Et betændt sår var bevis på skyld. Fremgangsmåden ved denne påkaldelse af overnaturlige mag­ ter gav - ligesom den ældgamle lodkastningsmetode - stor frihed til den der skulle udlægge tegnene. I 900-tallet var jernbyrd blevet et kristent ritual der kaldtes gudsdom og blev udført under tilsyn af bisper. Hvis der er noget sandt i Widu­ kinds historie viser den, at kong Harald ville betragte vellykket jernbyrd som et kraftigt tegn, mindst lige så kraftigt som de hedenske guders. Widukind fortæller at danerne anerkendte Kristus som en gud, om end knap så mægtig som andre guder. I indledningen til hans fortælling om Haraids omvendelse forekommer det Poppo og gudsdommen

237

De udgravede spor af den første trækirke i Jelling, indtegnet på grundplanen af den nuværende kirke. I hullerne (A) stod de stolper der bar kirkens tag. Andre formodede stolper hvis spor er udviskede eller endnu ikke udgravet er mærket B. Brandsporene fra det op­ rindelige gulv (C) både uden for og inden for disse stolpehuller viser, at stol­ perne fra først af stod frit i rummet. Der er ikke fundet spor efter væggene. Grav­ kammeret er mærket D og bygningens midterlinie E. Det sted hvor Haraids runesten formentlig har stået fra begyndelsen er mærket G, og dens nu­ værende plads er angivet med en stiplet linie.

I I I

0

I

I

I

I

5

I

I

I

I

I

10

I

I

I

I

I

15m

mærkværdige udsagn at „danerne var fra gammel tid kristne, men tjente ikke desto mindre afguderne efter hedningeskik/7 Det viser at de kristne tolereredes i 900-tallets Danmark lige­ som i Horik 1. og 2.s dage. Når ærkebiskop Unni i 936 kunne besøge Danmark kan danerne ikke have været fjendtligsinde­ de over for den kristne lære. Et endnu bedre eksempel på skandinavisk velvilje over for kristendommen er, at den nor­ ske konge Harald Hårfager sendte sin søn til den engelske kong Athelstan, som regerede 924-39, for at han kunne blive opdraget ved hoffet. På dette tidspunkt havde danerne i mere end et århundrede været i nær forbindelse med de vestlige kristne lande, og kristen indflydelse nåede Danmark ad mange kanaler. Den mest direkte var missionærernes virke. Ifølge Rimbert var mange blevet døbt i Hedeby eller havde modtaget korsets tegn som forberedelse til dåben. Talrige daner var desuden blevet døbt i udlandet, vikingeanførere såvel som udsendinge og købmænd. Mange af dem vendte aldrig hjem, men en del kom dog tilbage. I 900-tallet var de fleste efterkommere af de skan­ dinaver der havde koloniseret det engelske Danelagen og Nor­ mandiet, kristne, og enhver forbindelse de kan have haft med 238

Omvendelsen til kristendommen

Nogle af de kors-billeder, som anvendtes på mønter slået et sted i Danmark, men ikke i Hedeby, i anden halvdel af 900-tallet, sand­ synligvis for Harald Blåtand under den tyske besættelse af det sydlige Jylland.

deres hjemland må have forstærket den indflydelse der kom hertil ad andre veje. Disse påvirkninger banede vejen for omvendelsen, men for at kristendommen virkelig skulle slå igennem måtte der etab­ leres en regulær organisation af præster som kunne varetage en systematisk undervisning i den nye lære, og det krævede regentens aktive støtte. Haraids beslutning om at „ære Kristus alene som Gud, og at byde de folk han herskede over at forkaste afguderne" var derfor af afgørende betydning. De mange store ændringer i Jelling viser at Haraids beslutning var alvorligt ment. Han byggede dér en stor kirke på 30 X 14 m, og bestilte et imponerende monument med et stort billede af den korsfæstede Kristus for at proklamere sin omvendelse. Harald flyttede endvidere sin fars lig fra højen nord for kirken og begravede det under kirkegulvet ved indgangen til koret. På denne dramatiske måde symboliseredes overgangen fra den gamle tro til den nye. Gorms grav placeredes omhyggeligt i den ene halvdel af korindgangen - den nordlige - mens den anden halvdel holdtes fri. Harald har måske tænkt sig at hans eget sidste hvilested skulle være der, ved siden af faderen. I så fald blev planen krydset af hans søns beslutning om at skabe et nyt kongeligt gravsæde i Roskilde. På disse måder samt flere andre, som for eksempel ved at udstede korsprydede mønter, demonstrerede Harald at hans omvendelse var oprigtigt ment.

Bisper og bispedømmer Haraids antagelse af kristendommen betød ikke kun at han gik væk fra den traditionelle gudedyrkelse, men også en accept af bispernes autoritet. Widukind nævner intet om Haraids dåb eller konfirmation, men han ville ikke kunne blive et fuld­ gyldigt medlem af den kristne kirke uden at have været igen­ nem begge dele af indvielsesritualet, og dette kunne kun for­ rettes af en biskop. Bisper behøvedes også til så vigtige funk­ tioner som kirke- og præsteindvielser. Der må derfor have været mindst én biskop i Danmark i Haraids regeringstid, men vi ved intet sikkert om hverken hans navn eller bispesæde. Adam giver ganske vist navnene på en række bisper som blev indviet til deres virke i Danmark af ærkebiskop Adaldag, Haraids samtidige, men nogle af dem har måske aldrig forladt Tyskland. Sådan gik det senere hen for andre bisper under ærkestiftet Hamburg-Bremen. Gottschalk, som i 1000-tallet blev indviet til biskop i Skara, „blev siddende derhjemme fordi han foretrak magelighed for møje", og en anden biskop af Skara omtales af Adam som en mand Bisper og bispedømmer

239

Plan over en kvindegrav fra slutningen af 900-tallet på Fyrkatgravpladsen og et sølvhængesmykke derfra. Man kender adskillige tilsvarende grave, blandt andre den ved Hvilehøj (se side 191). Den døde kvinde var begravet i en vognfading af træ med et rigt udstyr, heriblandt klæde, perler og sølvsmykker, foruden knive, en hvæs­ sesten, en spindesten af brændt ler, en saks til arbejde i stof og adskillige æsker, heriblandt et syskrin med syartikler. Hendes påklædning var usædvanlig, med tåringe, og hendes smykker omfattede et gotlandsk spænde og det her afbildede hængesmykke, som muligvis stammer fra det nordlige Rusland. Disse eksoti­ ske fund antyder at hun, eller nogen som stod hende nær, havde rejst viden om. Hvis gravpladsen ikke er ældre end borgen, og det er der intet der tyder på, må kvinden være blevet begravet mindst 15 år efter Harald Blåtands officielle overgang til kristendommen. De hedenske gravskikke var ikke ændret ved Fyrkat, og denne grav indeholdt adskilligt, der er blevet tillagt magisk eller overnaturlig betydning, nemlig et hængesmykke, som muligvis symboliserer en hedensk guddom, frø af bulmeurt, stykker af kæbebenet fra en gris og en klump uglegylp.

„der på ingen måde var værdig til at bære den biskoppelige titel hvis det da ikke skulle være for hans statelige skikkelse. Han elskede sandelig kødets lyst. Det var forgæves at goterne sendte en legation til ham, for han forblev i Koln med sine fornøjelser lige til sin død". En enkelt dansk biskop som no­ torisk holdt sig langt borte fra sin post var Eckehard, som blev indviet til bisp i Slesvig, men tilbragte 20 år i Hildesheim. Hvor beklagelig en sådan forsømmelighed end måtte være skal det retfærdigvis indrømmes at det forventedes af enhver biskop at han gjorde tjeneste for sin ærkebiskop. Adam siger at ærkebi­ skop Adaldag ofte blev opvartet af syv eller ni bisper. 240

Omvendelsen til kristendommen

De første danske bisper nævnes så tidligt som 948 hvor de netop optræder i ærkebiskop Adaldags følge ved et møde i Ingelheim. Det var Liafdag af Ribe, Hored af Slesvig og Reginbrand af Århus. Adaldag havde ingen bisper under sig da han i 937 blev ærkebiskop; men den autoritet og position en ærkebi­ skop uden egne bisper kunne nyde var ret tvivlsom. Og hvad værre var, en ærkebiskop kunne ikke indvie en biskop med­ mindre to andre bisper deltog i ceremonien. For at løse dette problem anmodede paven bisperne af Halberstadt og Hildesheim - begge underlagt ærkebiskoppen af Mainz - om at hjælpe Adaldag. Det var formodentlig ved deres mellemkomst at Liafdag, Hored og Reginbrand blev indviet. De to bispe­ dømmer, Ribe og Hedeby, havde været centre for missions­ virksomhed i 800-tallet; og begge steder havde haft kirker. Århus kan være valgt som det tredje bispesæde fordi der også her var et handelscentrum. De samme bispedømmer nævnes i breve i 965 og - med tilføjelse af en fjerde bispestol i Odense - i 988. Ribe, Slesvig og Århus kan have tjent som udgangs­ punkter for kristen mission i 900-tallet, også før Haraids om­ vendelse; og hvis Odense var et kongeligt hovedsæde for hedensk gudedyrkelse, hvad der er grund til at antage, ville den efter kristningen være et godt midtpunkt for missions­ virksomhed på Fyn. Men de nævnte byer var ikke regulære bispedømmer. Det er først i Knud den Stores regeringsperiode vi har efterretninger om en virkelig stiftsorganisation i Dan­ mark. Adam vidste ikke hvem der efterfulgte Liafdag, Hored og Reginbrand, men var klar over at Århus stift forsvandt efter Haraids regeringstid. Han omtalte flere andre bisper som ær­ kebisp Adaldag indviede til deres virke i Danmark, men han kendte ikke deres bispesæder. De bisper som virkelig kom til Danmark i 900-tallet synes at have rejst meget rundt i Norden. Af de tre som nævntes i 948 var det ifølge Adam kun Liafdag af Ribe der gjorde sig særlig bemærket. „De siger at han prædikede på den anden side af havet i Sverige og Norge, og han blev lovprist for de undere han udøvede." 11200-tallet mente man at han havde lidt mar­ tyrdøden, men beretningen om hans skæbne i Ribe Bispekrønike fra omkring 1230 er ikke meget oplysende. „Så blev den frisiske præstLeofdan den første bisp i Ribe hvem den vantro hob forfulgte under hans prædiken og dræbte med spyd da han satte over en å. Men af de troende blev han begravet på den hellige jomfrus kirkegård, og over hans grav blev der rejst en opbygning. Senere hen blev han flyttet inden for kirkens mure, i den nordlige del af den over for koret, og i

Bisper og bispedømmer

241

lang tid strålede han ved jærtegn, hædret med de dengang tilbørlige æresbevisninger."

Overleveringen om Liafdags hellighed er dog temmelig spin­ kel. Han optræder ikke i Ribe martyrfortegnelse som blev udarbejdet senere i 1200-tallet. Krønikens fortælling om denne bisp er nok blevet digtet på grundlag af Adams sparsomme bemærkninger om ham. Der findes ingen andre efterretninger om at Liafdag nogen sinde har sat sin fod i Ribe. Den anden biskop fra 900-tallet Adam omtaler som missionær i Danmark, er Odinkar. Adaldag indviede ham egentlig til at virke i Sverige, men „han var også meget anerkendt i Dan­ mark. Ved sin prædiken på Fyn, Sjælland, i Skåne og i Sverige omvendte han mange til den kristne tro". Han synes at have deltaget i et kirkemøde i Dortmund i 1005, og hans missionær­ status fremgår af, at han var den eneste biskop dér som ikke havde et bispedømme. Han blev begravet i Bremens domkir­ ke. Adam forklarede sin usikkerhed omkring de danske bi­ spesæder i 900-tallet på denne måde: „Jeg tror at årsagen er, at da der var tale om kristendom i et barbarisk land havde ingen af bisperne endnu fået tildelt et bestemt bispedømme, og at de hver især, efterhånden som de havde trængt sig ud i de yderste egne af landet for at udbrede kristendommen, ville stræbe efter at prædike Guds ord på samme måde for deres egne folk som for andres. Det lader også til endnu i dag at være skik og brug hinsides Danmark i hele Norge og Sverige."

De danske bisper i 900-tallet var omvandrende missionærer uden faste tilholdssteder selv om en af dem nok var fast knyt­ tet til Haraids hof. De var afhængige af Haraids støtte og rundhåndethed og havde brug for hjælp fra de jorddrotter som var gået over til kristendommen. De første overdragelser af jordegods til danske domkirker foregik i 1000-tallet. Tidlige­ re ejede bisperne ingen fast ejendom, medmindre de som Odinkar var danske, og de havde ingen faste indkomster, først langt senere begyndte man at opkræve tiende. Selv de kirker hvor de holdt gudstjenester betragtedes som kongens eller stormændenes ejendom, alt efter hvem der havde ladet dem bygge. Man havde brug for bisperne, men Harald har næppe mod­ taget tyske gejstlige med større gæstfrihed, især ikke efter 242

Omvendelsen til kristendommen

300 m øst for kirken i Lbddekopinge i Skåne, som er bygget midt i 1100-tallet, er der fundet spor af en lille trækirke, 20 meter lang, bygget i første halvdel af 1000-tallet. Den var omgivet af en kirkegård som blev taget i brug omkring år 1000 og anvendtes gennem ca. 150 år. Her er påvist 2500 grave.

tabet af Sønderjylland i 974. Det er betegnende at de to bisper der siden hen huskedes som missionærer i 900-tallets Dan­ mark var friseren Liafdag og daneren Odinkar. Haraids omvendelse betød afskaffelse af hedenske kult­ handlinger, i hvert fald dem som kongen deltog i. Men en del mennesker holdt endnu en tid fast ved de gamle skikke, og kirken måtte i begyndelsen ofte gå på kompromis for at holde på de nyomvendte. Dette vides især fra Island. Da islændinge­ ne indvilligede i at modtage kristendommen som officiel tro fik man lov at fortsætte med visse gamle skikke, nemlig at spise hestekød, at blote (ofre) til guderne i hjemmet og at udsætte spædbørn. Mange daner kan på lignende måde have dyrket de gamle guder og ofret til dem på traditionel vis længe efter Haraids omvendelse. Hen imod slutningen af 900-tallet ser det ud til at danerne er holdt op med at spise hestekød, men forandringen er sikkert ikke sket pludseligt. Nye vaner ud­ viklede sig over lang tid, og det varede længe før den kirkelige undervisning gav resultat, og kristendommen vandt magt over sindene. Kun langsomt gik man væk fra de hedenske begravelsesformer som først hen imod slutningen af 900-tallet var helt forladt. Overgangsperioden belyses klart af fundene fra begravelsespladsen på Fyrkat - et kongeligt magtcentrum som er anlagt mindst 15 år efter Haraids omvendelse. Det forhold at der er adskillige barnegrave og at ingen grave rumBisper og bispedømmer

243

mer hesteskeletter kan skyldes kristen indflydelse, men på den anden side er en del personer, især kvinder, blevet be­ gravet på Fyrkat med personlige ejendele.

En hedensk reaktion?

Kors var ikke nødvendigvis altid et kristent symbol i vikingetiden, men mange kors på runesten fra den yngre vikingetid var det nu nok. Der hersker i hvert fald ingen tvivl om dette eksempel fra Valleberga i Skåne, for det er anbragt sammen med en kristen påkaldelse: „Sven og Thorgot gjorde disse kumier efter Manne og Svenne. Gud hjælpe deres sjæle vel; men de ligger i London."

244

Ifølge Adam af Bremen oplevede den danske kirke en alvorlig svækkelse omkring slutningen af Haraids regeringsperiode. Svens oprør mod faderen betegnes som en hedensk reaktion; men intet tyder på en genopblussen af hedenske skikke. Den yngste mønt man har fundet i en hedningegrav fra vikingeti­ dens Danmark er slået før 975. Oprøret kan have medført kaotiske tilstande, og bisperne fra Hamburg-Bremen lader til at være flygtet samtidig med deres kongelige beskytter. Adam siger at oprøret skete i ærkebiskop Adaldags „sidste tid", dvs. kort før hans død den 29. april 988. Adam fortæller endvidere at Harald drog i landflygtighed til Wollin hvor han kort efter døde. I domkirken i Bremen fejredes mindet om kongens død 1. november. Adam omtaler det efterfølgende sammenbrud af den danske kirke i sin beretning om Libentius, Adaldags efter­ følger. Hvis oprøret fandt sted før 987 ville sammenbruddet rimeligvis have været omtalt i afsnittet om ærkebiskop Adal­ dag. Oprøret bør derfor tidsfæstes til 987. Det bekræftes af det brev fra kejser Otto 3. som gav danske bisper rettigheder i Tyskland. Det må være udstedt fordi man gik ud fra, at de ikke længere kunne regne med støtte i Danmark. Brevet er dateret 18. marts 988, et par uger før Adaldag døde, hvilket også styrker formodningen om at oprøret og sammenbruddet fandt sted i Adaldags sidste år. Den ulyst til at være i Danmark som de af ærkebispen i Hamburg-Bremen indviede bisper lagde for dagen betegner ikke en tilbagevenden hl hedenskabet. Der findes ingen vid­ nesbyrd der peger på en sådan udvikling, tværtimod blev der bygget en kirke i Lund allersenest omkring år 990. Kong Sven mindedes i Norge som kristendommens aktive våbendrager, og han grundlagde selv den kirke i Roskilde hvori hans far og siden også han selv blev begravet. Men Sven støttede ikke Hamburg-Bremens krav, og det var for Adam af Bremen grund nok til at anse ham for en fjende af kristendommen. Adams hovedformål var at forsvare sin ærkebiskops rettig­ heder i Skandinaviens kirker, og for ham var en virkelig om­ vendelse til kristendommen det samme som at anerkende ærkebispens autoritet. Det fremgår med al tydelighed af hans omtale af islændingene som havde accepteret kristendommen som officiel religion i begyndelsen af 1000-tallet. Han regner

Omvendelsen til kristendommen

dem først for omvendte fra det tidspunkt hvor de har fået en biskop der var indviet af ærkebiskoppen af Hamburg-Bremen. Kong Sven hentede øjensynligt ikke sine bisper her. Adam kender kun én, og han kom fra England. Adams holdning over for Sven var også påvirket af at Sven var ansvarlig for at Harald, som Adam betragtede som en martyr, måtte flygte og dø. „Han som først erklærede det danske folk kristent, som fyldte hele Norden med prædikanter og kirker, han som uskyldigt blev såret og fordrevet for Kristi sag, han må, vil jeg sandelig håbe, vinde martyrkronen/' Adams yderligere kommentarer tyder på at der blev foretaget skridt til at gøre Harald til helgen. „Der er dem der siger at helbredelsens nådegave virkede igen­ nem ham, både mens han endnu levede og efter hans død ved hans grav, samt andre lige så vidunderlige ting. For eksempel fik blinde ofte synet igen, ligesom mange andre undere fandt sted." Sven Estridsen, som forsøgte at skabe et dansk ærkebispesæde, ville have budt en helgenkåring af Harald velkommen. En kongelig helgen som havde omvendt sit folk og havde lidt martyrdøden ville være et vigtigt aktiv i den kirkelige politik. Men skulle Harald forherliges, måtte Sven sværtes til. Og det blev han.

Danemes naboer Slaverne Danerne havde megen forbindelse med deres slaviske og skandinaviske naboer i 900- og 1000-tallet, ganske som de havde haft det i 800-tallet. Harald Blåtand, Sven Tveskæg og Knud den Store gjorde sig alle store anstrengelser for at udvide deres magt i Norge. Disse tre konger havde også kontakt med abodritterne, som var de slaver der boede nærmest grænsen til Danmark. Harald ægtede en datter af abodritterfyrsten Mistivoi og gjorde fælles sag med ham i angrebet på tyskerne i 983. En af Svens døtre blev gift med en slavisk fyrste, vistnok Mistivois barnebarn Uto, og da tronstridigheder omkring år 1028 tvang Utos søn Gotskalk i landflygtighed søgte han til­ flugt hos Knud. Kong Knud opmuntrede ham ikke til at søge hævn, og noget tyder på at Gotskalk så længe Knud levede blev tilbageholdt i England. Kongen ville vel nødig gøre sig uvenner med slaverne hvoraf en del muligvis havde aner­ kendt hans overherredømme. Området mellem Ejderen og Elben vedblev at være en slags ingenmandsland hvor grænse­ dragningen var uklar og omdiskuteret. Det var først efter Knuds død at Gotskalk vendte hjem og udfordrede sin rival Ratibor, som han - med dansk hjælp - slog ihjel. Til gengæld invaderede Ratibors sønner Jylland og nåede op til Ribe, men på hjemvejen led de et afgørende nederlag til kong Magnus i et slag på Lyrskov Hede i nærheden af Hedeby. Gotskalk vandt sin arv tilbage, ægtede en datter af Sven Estridsen, og til gensidig nytte plejede han siden de nære forbindelser med både den danske konge og de saksiske hertuger indtil han blev dræbt under en opstand i 1066. Danerne havde samkvem med andre slaver end abodritter­ ne. Flere slaviske handelspladser langs Østersøkysten stod i nær forbindelse med Hedeby. Ligesom i 700- og 800-tallet var de slaviske købmænd som ønskede at rejse videre fra Jylland helt afhængige af danernes beskyttelse og tilladelse. En af de vigtigste slaviske handelspladser lå på en ø i en af Oders bi­ floder nær Østersøen. Adam kalder den Jumne, men et andet navn, som f.eks. Saxo brugte, var Julin, en variant af Wollin som stedet hedder i dag. Udgravninger har vist at byens ind­ byggertal omtrent var på størrelse med Hedebys, og at den allerede i 800-tallet var et blomstrende handelscentrum.

246

Danernes naboer

Jomsborg

Denne indskrift fra Sønder Vissing lægger et lille styk­ ke til vor viden om Dan­ marks historie i slutningen af 900-tallet. Teksten lyder: „Tove, Mistives datter, Harald den Godes, Gorms søns kone, lod gøre disse kumier efter sin moder." Harald Gormsen er identisk med Harald Blåtand, og Mistive er abodritterherskeren Mistivoi som i 983 allierede sig med Harald om at bekæmpe tyskernes fremtrængen nord for El­ ben. Denne indskrift er det eneste vidnesbyrd om at Harald kaldtes den Gode og om at han giftede sig med en datter af Mistivoi.

Jumne var det sted hvortil Harald flygtede da han var blevet besejret af Sven. Ingen af de tidlige kilder fortæller noget om hvorfor han søgte tilflugt netop dér. Måske var det simpelt hen fordi han slap bort om bord på et handelsskib med kurs mod denne havn. Hverken Thietmar eller Adam nævner et ord om at kong Harald havde nogen form for herredømme over Jumne eller nogen særlig tilknytning til stedet. Den tanke blev først bragt på bane af langt senere forfattere som også forandrede navnet Jumne til Jomsborg og gjorde den til tilholdssted for jomsvikingerne, en hårdt disciplineret vikingebande som skal have opereret på Østersøen og i Skandinavien i 900-tallet. Disse jomsvikinger vandt legendarisk berømmelse. Der blev digtet en saga om dem i 1200-tallet, og de optræder i mange fortællinger. Det var for eksempel i Jomsborg at Olaf Tryggvason skulle have tilbragt en vinter som viking i sin ungdom. At Olaf har været i et vikingelid er rimeligt nok, men hans tilknytning til Jomsborg er kun et sagn. Som tilsvarende bander der hjemsøgte det vestlige Europa i 800-tallet blev nogle af disse Østersøflåder antagelig anført af landflygtige herskere eller af andre medlemmer af kongeslæg­ terne som ikke havde fået andel i magten derhjemme. Nogle af disse bander kan have haft baser på slavisk territorium, og i samtidige digte optræder vikingeflåder med indslag af slavi­ ske krigere. De var f.eks. i den flåde som blev besejret af jarl Håkon i Hjørungavåg, og vendiske skibe deltog i slaget i Øresund hvor Olaf Tryggvason blev dræbt. „Vendernes krigsskibe kommer langvejs fra til kampen, og de tynde økser gaber med deres jernmunde mod mændene; der bliver sværdgny på søen, den herlige drengstyrer kæmper, ørnen slider i ulvenes føde, mange tager flugten."

Historien om jomsvikingerne udtrykker eftertidens romanti­ ske opfattelse af vikingetidens barske krigerliv. Men Jomsborg er en fiktion som tilfældigt er blevet knyttet til Adam af Bremens fortælling om kong Haraids flugt til Jumne. Det er selv­ følgelig muligt at en vikingeflåde havde en base i nærheden af Wollin, men endnu har man ikke fundet noget der peger i den retning. Sven Aggesen skrev 200 år senere at Harald byggede Jomsborg under sin landflygtighed. Andre har ment at borgen måtte være ældre, måske fordi de var opmærksomme på Adams beretning om at Harald døde af sine sår få dage efter sin flugt til Jumne. Det har imidlertid været den almindelige

Jomsborg

247

Fundsteder for danske mønter, især fra Hedeby, præget før ca. 995. Der er ikke gjort forsøg på at an­ give antallet af mønter, end ikke antallet af enkeltfund på hvert sted; formålet er at illustrere den almindelige udbredelse af disse mønter, og at vise hvordan spred­ ningsområdet udvidede sig i 900-tallet.

mening at Jomsborg enten var bygget af Harald eller at j oms vi­ kingerne anerkendte hans herredømme. Disse tanker afspej­ ler dog blot senere tiders forestillinger om Haraids økonomi­ ske og militære magt på Østersøen. Tanken om jomsvikingernes tilknytning til Harald underbygges af en historie om at de hævnede Harald ved at tage Sven til fange og tvinge danerne til at betale en stor løsesum. Denne fortælling er formentlig en skrøne. Den optræder første gang i biskop Thietmar af Merseburgs Krønike som med­ deler at Sven blev „taget til fange af oprørske normanner og kun var blevet befriet af sine undersåtter mod en stor løse­ sum". Adam broderer videre på den og får Sven fanget og løskøbt af danerne to gange „for en enorm sum guld" dengang han vovede sig i kamp mod slaverne, og i 1100-tallet føjede Roskildekrøniken en tredje tilfangetagelse og løskøbelse til. 248

Danernes naboer

Thietmar skrev sin krønike inden for de første 30 år efter Svens magtovertagelse. Han er således den ældste kilde til begivenhederne, men det betyder ikke at man uden videre skal tro på hvad han skrev om Svens første år. Hans krønike er fuld af påviselige usandheder, også om hændelser der nyligt var sket. Og hans kortfattede karakteristik af Sven er helt absurd. Sven var „ikke en hersker men en ødelægger", og da han opdagede at løsepengene gav anledning til „hvisken i krogene blandt ondsindede mennesker om at han var en træl, besluttede han at alle skulle rammes af hans tøjlesløse hævn for noget som han bedre kunne have hævnet på nogle få; for da han efterlod magten til de fremmede fjender ombyttede han tryghed med omflakken, fred med krig, kongerige med land­ flygtighed, himlens og jordens Gud med djævelen; og alt imens han hærgede husene pralede han hele tiden af at han ikke var nogen forpligtet eller godgørende herre, men af egen fri vilje en fjende af sit eget folk som - o ve - regerede vidt og bredt". Thietmar havde god grund til at hade Sven, som formodentlig var anføreren for den flåde der i 994 havde angrebet egnene ved Elben og dræbt hans onkel og hans fætter. Familien var også blevet tvunget til at rejse en uhyre løsesum på 7000 mark. Thietmars krasse udfald har imidlertid gjort dybt indtryk på senere forfattere, og sagnet om Svens tilfangetagelse(r) lever uantastet videre i ellers nøgterne beretninger om perioden. Jomsborg og jomsvikingerne er digteriske opfindelser, og nogle af deres høvdinge ligeså, men ikke dem alle. I den 200 år yngre Jomsvikingernes Saga blev angrebet på Norge anført af Torkel og Sigvald hvis yngre bror hed Hemming. I bevarede skjaldedigte fra kong Svens tid nævnes der faktisk en Sigvald i den flåde der kæmpede mod jarl Håkon ved Hjørungavåg, og Torkel optræder i samtidige engelske kilder som „en mægtig vikingehøvding". Han ankom til England i 1009 med en meget stor flåde. Hertil sluttede sig endnu en flåde, anført af Eilif og Hemming, som vistnok var Torkels bror. Dette tyder på at de senere historier - hvor fantasifulde de end var - havde et vist virkelighedsgrundlag; sådanne flåder eksisterede virkelig, og vi kender navnene på nogle af høvdingene. Der findes mange arkæologiske vidnesbyrd om forbindelse mellem slaver og daner, især i 900- og 1000-tallet. I det østlige Europa er der mange steder fundet danske mønter fra 900tallet, og de fleste af de engelske 1000-talsmønter der også findes i disse områder må have passeret Danmark. Omvendt må en del af de orientalske mønter som er fundet i Danmark

Jomsborg

249

Lerkar af en slavisk type der kaldes Menkendorf-keramik, fundet under ud­ gravningen af Trelleborg. I Danmark var den slaviske keramik så populær, at den blev kopieret af danske pottemagere.

250

Danernes naboer

være kommet hertil fra slaviske områder. Mønternes vandring kan have mange årsager, men det er påfaldende at de optræ­ der i stort tal på de gamle handelspladser langs Østersøkysten, især i Ralswieck på Rugen, Menzlin ved floden Peene og Wollin i Odermundingen. Alle disse steder har man fundet skandinaviske genstande, og mange af dem må være kommet fra eller igennem Danmark, eller de kan være fremstillet af håndværkere, som for eksempel kammagere og bronzesmede, der virkede på såvel danske som slaviske markeder. De præg­ tige nordiske guldsmykker der er fundet på øen Hiddensees strand ikke langt fra Rugen er fremstillet i støbeforme som i høj grad ligner dem man nylig har fundet i Hedebys havn. De grave som ligger i nærheden af de slaviske markeder viser at befolkningen var meget blandet, og at en del var skandinaver. Det tyder på at de kontakter som i 800-tallet var en forud­ sætning for Wulfstans rejse fra Hedeby til Truso ved Wislas munding, senere var blevet faste handelsveje. Det fremgår særlig tydeligt af at slaviske typer af lertøj ikke kun blev impor­ teret men også kopieret af danerne; det kan derfor være svært at afgøre om den keramik som findes i Danmark var fremstillet lokalt eller importeret fra landet syd for Østersøen.

Et af vikingetidens prægtig­ ste guldsmykker fundet på øen Hiddensee i nærheden af Rugen. Det stammer fra en stor guldskat som kan have været krigsbytte taget under en krig mellem sla­ verne og danerne.

Norge Endnu tættere var de danske forbindelser med Norge, som man også havde fælles sprog med. Igennem det meste af vikingetiden havde danerne overherredømme eller direkte herredømme over hele kyststrækningen fra Skåne til vestsiden af Oslo Fjord. Deres interesse i området er ikke overraskende, for herfra var der adgang til råmaterialer der var stor efter­ spørgsel på i Danmark: jern af høj kvalitet og klæbersten. Nok har de danske konger ikke haft fuld kontrol med handels­ pladsen Kaupang ved Tønsberg der var et knudepunkt for denne trafik, sådan som de havde med Hedeby, men de må direkte eller indirekte have haft gavn af byen ved de betalinger som blev erlagt af de købmænd og håndværkere der besøgte den. Beretningerne i senere skrifter om forbindelserne mellem daner og nordmænd i vikingetiden er ofte modstridende. De forfattere som forsøgte at rekonstruere begivenhederne havde hver især deres hensigt med det, og det var svært for dem at holde rede på det sammenfiltrede net af skiftende alliancer, opstande og vekslende krigslykke. De eneste pålidelige op­ lysninger kommer fra de samtidige skjaldedigte, og selv de har

Norge

251

12 økseformede jernstykker på en granstok fundet på Gjerrild Strand på Djurs­ land. Der er formodentlig tale om vraggods fra et forlist skib med jern varer fra Norge. Øksebladene er af norsk type, og der groede ikke gran i Danmark. Dette er et tidligt eksempel på eksport af halvfabrikata.

252

Danernes naboer

begrænset værdi. Ofte er det vanskeligt at fortolke denne poesi, og de vers som er digtet som hyldest til herskere giver ikke nødvendigvis et troværdigt indtryk af deres gerninger. Hertil kommer at digternes fornemste mål ikke var at med­ dele oplysningerne, men at give en digterisk tolkning af be­ givenheder som i forvejen var velkendte for tilhørerne. Trods alt er det alligevel muligt at finde mange nyttige kendsger­ ninger i tidens poesi. Det er for eksempel fra skjaldedigt­ ningen vi ved at de fleste norske kongedømmer i 900-tallet var forholdsvis små. Således må det også have forholdt sig i 700og 800-tallet. Efter overleveringen var Harald Hårfager den første nordmand der havde herredømme over en stor del af Norge. Hans riges udstrækning blev overdrevet af senere for­ fattere; formodentlig har hans egentlige herredømme været begrænset til Vestnorge. Det er karakteristisk at han fik større magt hen imod slutningen af 800-tallet da det danske overher­ redømme svækkedes på grund af indre stridigheder, og der er måske noget sandt i den senere tradition om at hans her­ redømme anerkendtes i Viken, landet omkring Oslofjorden. Netop ved denne tid udspillede Kaupang sin rolle som Vikens store handelsplads. Det er fristende at sætte dette i forbindelse med de politiske omvæltninger der for en tid brød båndet til Danmark. Harald Hårfager efterfulgtes tilsyneladende af sin søn Erik Blodøkse, men senest i 948 blev Erik fortrængt fra Norge af sin bror Håkon, der var blevet opdraget ved det engelske hof hos kong Athelstan. Håkon er højst sandsynligt blevet hjulpet til magten af englænderne. Det ville i hvert fald forklare hvorfor den landflygtige Erik blev budt velkommen som konge af York af northumbrierne, som modsatte sig Athelstans brødres og efterfølgeres forsøg på at indlemme Northumbria i det engel­ ske kongerige. Kong Håkon, der som sin far byggede sit norske herredøm­ me på magten over Vestlandet, havde en vis succes som norsk overherre. Digterne besang hans kampe mod både daner og

Sølvmønt slået for Erik Blodøkse, den sidste vikin­ gekonge i York; han blev fordrevet og dræbt i 954. Forsiden med sværdet efterligner mønter, som sloges i York 40 år tidligere. Møntmesteren Ingelgar, hvis navn findes på møn­ tens bagside, slog mønt i York for tre andre konger også, både engelske og skandinaviske. Det ses ofte i engelsk møntvæsen i 900og 1000-tallet at kongerne skifter, men møntmestrene bliver. Størrelse 1V2:1.

goter, og hans overherredømme anerkendtes af høvdingen i Trøndelag, jarl Sigurd. Harald Blåtand prøvede at undergrave Håkons magt ved at støtte Eriks sønner, og omkring 960 beløn­ nedes hans anstrengelser. Håkon blev dræbt, og hans plads blev overtaget af Eriks søn, Harald Gråfeld, der i begyndelsen måtte acceptere dansk overherredømme og finde sig i at da­ nerne genvandt Viken; men i løbet af få år fik han så megen medgang at Harald Blåtand opfattede ham som en trussel mod sin magt i Norge. Den danske konge støttedes i denne op­ fattelse af jarl Håkon i Trøndelag hvis far Sigurd var blevet dræbt af Harald Gråfeld. Nu tog jarl Håkon hævn. Et samtidigt digt beskriver Harald Gråfelds død i kamp mod jarl Håkon ved Hals i Limfjorden. Denne sejr gjorde jarl Håkon til den mæg­ tigste hersker i Norge, men da han anerkendte den danske konges overherredømme betød det også at Harald Gormsen med rette kunne lade den store runesten i Jelling forkynde, at han ikke blot havde vundet sig al Danmark, men også Norge.

Sveer og goter Danerne havde også tilknytning til både sveerne i det østlige Sverige og goterne i Sveriges vestre dele. De delte et fælles grænseland med vestgoterne, og vejene fra Våstergotland til havet gik igennem dansk territorium. Det er endog tænkeligt at Våstergotlands jarler i 900- og 1000-tallet i lighed med jarler­ ne i Trøndelagen anerkendte den danske konges overher­ redømme. Den stærke danske indflydelse i området forklarer måske hvorfor landflygtige daner ikke drog til Våstergotland, men foretrak at søge tilflugt hos sveerne som boede i Målaregnene. Det skete tidligt i 800-tallet da Godfreds sønner efter deres fars død tilbragte nogen tid hos sveerne, og mere end to hundrede år senere fortalte Sven Estridsen Adam af Bremen, at han havde tjent 12 år hos den svenske kong Anund. Forholdet mellem danerne og sveerne kunne være fjendt­ ligt. Adam af Bremens beretning om en svensk erobring af Danmark efter Harald Blåtands død er ikke troværdig, men der er ingen grund til at mene at danerne og sveerne veg tilbage fra at angribe hinanden når der var chance for det. Ansgars Levned omtaler et angreb på Birka i midten af 800-tallet, som foretoges af en landflygtig svensk konge, også kaldet Anund, som samlede 21 danske skibe til forstærkning af sin egen flåde på 11 skibe. Runeindskrifter i Sjorup og Hållestad i Skåne til minde om mænd „der ikke flygtede ved Uppsala" viser, at der engang i slutningen af 900-tallet eller begyndelsen af 1000-tallet udkæmpedes et slag i Målardalen ved Uppsala, Sveer og goter

253

Handelspladsen Birka på en ø i Målaren vest for Stock­ holm var på landsiden beskyttet af en vold, der over det meste af sit forløb på ydersiden flankeres af en gravplads med hundreder af småhøje. På den anden side af bebyggelsen ligger en lille bjergknold med resterne af en borg på top­ pen. Mange af de grave man har undersøgt vidner om forbindelser med både øst og vest. Kun en lille del af den gamle bys område er udgravet. Moler eller an­ løbsbroer ragede ud i søen fra bredden. I vikingetiden kunne købmænd fra Vest­ europa sejle direkte til Birka for at skaffe pelsværk og andre handelsvarer både fra Nordskandinavien og fra Østen.

254

Vanernes naboer

hvori mænd fra Danmark deltog, men de nærmere omstæn­ digheder henligger i mørke. Der var også fredeligt handelssamkvem. Ansgars Levned vi­ ser at i 800-tallet besøgte købmændene fra både Hedeby og Dorestad regelmæssigt Birka, og i 1000-tallet omtaler Adam Målaren som „den sikreste havn ved de svenske kyster, hvor alle danernes og nordmændenes skibe ligesom slavernes, prøjsernes og de andre nordboers skibe plejede at mødes til bestemte tider med de forskellige handelsfornødenheder."

Da var Birkas rolle blevet overtaget af andre steder i området. Det er tidligere fremhævet, at vikingetidens danske konger udøvede en vis kontrol med trafikken til og fra Østersøen. Dermed havde de også en indirekte indflydelse over hele Østersøen, selv over de fjerne sveer. Rimbert antyder dette i sin beskrivelse af den hjælp Ansgar fik fra kong Horik til at genoplive missionen i Birka. Rimbert omtaler det brev Horik sendte til den svenske konge som et mandatum, hvormed der snarere menes en ordre end en broderlig hilsen. At der er tale om et specielt forhold mellem den danske

konge og sveernes konge fremgår også af en 1100-tals be­ retning om at den svenske konge var traktatmæssigt forpligtet over for Knud den Store, men Knud havde ikke samme ind­ flydelse i Sverige som sin far. Man har ment, at mønter fra Sigtuna, hvor Knud fremtræder som sveernes konge, viste, at Knuds magt udstrakte sig til Svealand. Alle mønter er imid­ lertid slået med det samme stempelpar, og hvis Knud virkelig havde været konge over sveerne, burde flere stempler have været i brug. Det ser ud til at en møntmester i Sigtuna simpelt­ hen tog en Knud-mønt som forbillede og tilpassede den; et eksempel på tilsvarende forvirring giver Hardeknud-mønten på side 280. Sven Tveskægs ægteskab med den svenske kong Eriks enke som var mor til hans efterfølger, Olof Skotkonung, er snarere et udtryk for dansk overlegenhed end for under­ ordning. Den klareste parallel hertil er Knuds eget ægteskab med dronning Emma, enken efter den overvundne kong Æthelred.

Olaf Tryggvasons sidste kamp

Krigerhoved af udskåret elgtak fundet i Sigtuna. Det er fremstillet som ornament på spidsen af et beslag fra 1000-tallet og er et fint eks­ empel på naturalistisk skandinavisk benskærerarbejde. Hele figuren er kun 22 cm høj. Den enkle spidse hjelm ligner hjelme som kendes fra gravkorset i Middleton, gotlandske billedsten og fra Knuds mønter af spidshjelm-ty­ pen.

Det indviklede mønster af venskaber og fjendskaber der må have spillet en stor rolle ved dannelsen af kongeriget Danmark i den senere vikingetid vil aldrig kunne klarlægges helt. Vi kan højst håbe på at forstå nogle af faktorerne og få indsigt i hvordan de spillede sammen i de få øjeblikke som kilderne kaster lys over. Den kamp der kostede Olaf Tryggvason livet er en af disse delvis oplyste episoder. Olaf, der havde tilbragt sin ungdom som viking, mest på togter i Østersøen, vendte i 991 sin opmærksomhed mod Eng­ land hvor Sven Tveskæg sluttede sig til hans togter, og i 995 havde han vundet stor berømmelse og rigdom som vikingean­ fører. I England var han blevet kristen, og den engelske kong Æthelred havde været hans konfirmationsvidne. Æthelreds hensigt med dette har formodentlig været at vende Olafs ven­ skab med Sven Tveskæg til fjendskab. Englænderne betalte ham et betydeligt beløb for at opgive togterne i England, og med disse midler og muligvis også med direkte engelsk støtte drog Olaf til Norge. Han tilrev sig magten ved at besejre og dræbe jarl Håkon, idet han hævdede at han var efterkommer af en af de norske småkonger. Olaf Tryggvasons held for­ uroligede naturligvis Sven Tveskæg, som kunne regne med støtte fra jarl Håkons sønner, Erik og Sven, der efter deres fars død opholdt sig hos den svenske konge, Olof Skotkonung. Sven Håkonson giftede sig med Olof Skotkonungs søster, og Erik ægtede Svens datter. Hvad enten Olof Skotkonungs far

Olaf Tryggvasons sidste kamp

255

Runesten fundet 1862 i Mejlby ved Randers, nu på Kulturhistorisk Museum i Randers. Slutningen af indskriften er svær at læse, men det kan dog fastslås at Eskil døde på Øresund, formentlig under et slag. „Åne rejste denne sten efter sin søn Eskil som fandt døden sammen med Thore i Øresund (eller: som fandt døden i Øresund på Thores togt)."

256

Danernes naboer

havde været Sven Tveskægs fjende eller ej, så var Olof nu den danske konges ven og allierede. De historier der senere fortaltes om de nærmere omstændig­ heder ved Olaf Tryggvasons sidste kamp står i stærk modstrid med hinanden. Det tidspunkt overleveringen angiver, år 1000, er sikkert rigtigt nok, og der hersker almindelig enighed om at Olaf Tryggvason blev besejret af Sven Tveskægs, Olof Skbtkonungs og jarl Håkons landflygtige søn Eriks forenede styr­ ker. Samtidige skjaldedigte giver hovedæren for sejren over Olaf til Erik Håkonson. De nævner at Olaf Tryggvason fik hjælp, eller til det sidste håbede på at få det, fra en uafhængig vikingeflåde, som senere blev identificeret som jomsvikinger­ ne. Ifølge Adam af Bremen blev Olaf Tryggvason tilskyndet til at angribe Sven af sin danske hustru, Tyre; og den aktuelle årsag skulle være alliancen mellem Sven og Olof Skotkonung samt Svens ægteskab med Olofs mor. Adam fortæller at kam­ pen fandt sted „imellem Skåne og Sjælland, hvor konger plejer at udkæmpe deres søslag ... Der og da blev nordmændene angrebet, over­ vundet og slået på flugt af danerne. Kong Olaf, som var en af de få overlevende, mødte døden på en måde som passede til hans liv ved at kaste sig i havet."

Der blev pyntet på historien af senere forfattere, bl.a. Saxo Grammaticus og islændingen Snorri Sturluson i 1200-tallet. Her spiller Tyre en større rolle, og hun omtales skiftevis som Sven Tveskægs søster og datter. Også Olof Skotkonungs mor, Sigrid Storråde, får en hovedrolle, da hun efter at være blevet ydmyget og forkastet af Olaf Tryggvason ægter Sven Tveskæg. Den version der var mest yndet i Norge og på Island lader kampen foregå ved en uidentificeret ø der hed Svold, et eller andet sted ud for Østersøens kyst. Olaf Tryggvason skul­ le befinde sig på disse kanter for at genvinde den ejendom som tilhørte hans hustru Tyre der en kort overgang havde været gift med en slavisk høvding. På hjemvejen blev han så an­ grebet af danerne og deres allierede. De forskellige forsøg der lige siden 1000-tallet er blevet gjort på at forklare og retfærdiggøre våbenfællernes handlinger i dette berømte slag danner et uigennemtrængeligt net af sagn og propaganda der gør det umuligt at udrede det virkelige hændelsesforløb. Den forvirring der omgiver denne begiven­ hed er ganske karakteristisk for de indviklede forhold i vikin­ getidens baltisk/skandinaviske politik. Imidlertid er der ingen tvivl om at Olaf Tryggvasons nederlag markerede et vigtigt stadium i det danske riges genrejsning og ekspansion.

Sven Tveskæg og Englands erobring De første år Med Olaf Tryggvasons død var Sven Tveskægs stilling sikret. Jarl Håkons sønner Erik og Sven regerede nu i Norge og anerkendte den danske konge som overherre, og Sven Tve­ skæg har måske endda genvundet det direkte herredømme i Viken. Han stod på venskabelig fod med den svenske konge Olof Skotkonung som nu var hans stedsøn, og han havde intet at frygte fra tyskerne som havde nok at gøre med at slås med slaverne.

Dette var en forbløffende ændring i forhold til den tidligere situation, sådan som Adam af Bremen har beskrevet den. Adams beretning om Svens regeringstid er i visse henseender helt utroværdig, mest slående i påstanden om at Sven tilbragte 14 år i Skotland som landflygtig. Næsten lige så usandsynlig er hans fortælling om at den svenske kong Erik invaderede Dan­ mark i Svens regeringsperiode. Adams negative syn på Sven Tveskægs person og hans kongegerning har imidlertid præget både middelalderlige og moderne beretninger om hans re­ geringstid. Det har medført, at man har været tilbøjelig til at overse det næsten samtidige vidnesbyrd i en anonym for­ fatters hyldestskrift til ære for Knuds dronning Emma og hen­ des søn Hardeknud. Ifølge denne forfatter var Sven „den lykkeligste af alle den tids konger" der som dreng „blev elsket inderligt af alle, og kun blev hadet af sin far". Som vi har set er der al mulig grund til at betvivle historien om at Sven nogen sinde skulle være blevet taget til fange af vikinger eller slaver. Det andet element i det dystre billede af Svens første år som konge, den svenske invasion, er ikke helt utænkeligt, men bevismaterialet er yderst spinkelt. Thietmar nævner ikke invasionen, og det gør hyldestskriftet til dron­ ning Emma heller ikke. Man har prøvet at se et holdepunkt for Adams version af begivenhederne i den klage som Slesvigbispen Eckehard fremførte på et kirkemøde i Gandersheim i år 1000 om at hans „bispedømmes område er blevet plyndret med barbarisk grusomhed, staden lagt øde, kirken forladt, jeg har intet sæde". Men der savnes arkæologiske indicier for at der skulle være sket en sådan ødelæggelse i Hedeby, så man bør formodentlig ikke have tiltro til dette vidnesbyrd om forholdeSven Tveskæg og Englands erobring

257

En vikingeflåde, som muligvis anførtes af Sven Tveskæg, tilføjede i 991 en engelsk hær et knusende nederlag ved Maldon i Essex der her ses i baggrunden af billedet. Mindet om denne kamp blev fastholdt i et angelsaksisk digt som lovpriser de trofaste engelske krigeres heltemod selv efter deres leder jarl Brihtnoths død. Vikin­ gerne befandt sig på øen Northey i forgrunden, mens englænderne havde samlet sig for enden af den dæmning hvorpå man ved lav­ vande kunne komme over floden Pante (nu Blackwater). Det var en fordelagtig position for englænderne, men Brihtnoth gjorde en skæbnesvanger fejltagelse som ifølge digteren skyldtes stolthed: „Da vikingerne indså at forsvarerne af broen var standhaftige greb de slemme fremmede til en list, bad ydmygt om lov til at gå i land, til at gå over vadestedet og føre deres mænd over. Så begyndte jarlen i sin stolthed at trække sig alt for langt tilbage for de frygteli­ ge mennesker ... Morderulvene trængte frem, de ænsede ikke vandet, den vikingsværm. De for mod vest over Pante, over de glitrende vover med deres skjolde, sømændene kom på land med deres lindetræs skjolde."

ne i Danmark omkring slutningen af 900-tallet; det er tom retorik fremsat af en tysk biskop som undskyldning for at han havde forsømt at indtage pladsen på sin bispestol. Der findes også en række klare tegn på at Sven både i de første år og senere hen havde succes som hersker. Han ud­ stedte mønter i sit eget navn i eller kort før 997, og samtidig begyndte en stor dansk produktion af efterligninger af engel­ 258

Sven Tveskæg og Englands erobring

ske mønter, dog uden kongens navn, formentlig i Lund. Et par af dem bærer i hvert fald møntstedets navn Lund. Man har tidligere ment at der i virkeligheden stod London på disse mønter, idet man ikke troede at Lund var grundlagt så tidligt. Den indvending kan nu skydes til side, da nye arkæologiske undersøgelser har vist at den første kirke i Lund blev bygget i eller før 990. Endnu et udtryk for at Sven besad den effektive magt i Danmark er de to vikingetogter til England som fandt sted under hans ledelse. Tidspunktet for det første af disse overfald kan ikke afgøres med sikkerhed, men efter alt at dømme var det i 991 da Essex blev angrebet. Svens andet flere måneder lange togt til England foregik tre år senere. Begge gange deltog Olaf Tryggvason i kampen, formentlig som Svens forbunds­ fælle. Disse angreb er bestemt ikke foretaget af en konge der har følt sig truet og desperat har prøvet at genoprette sin magt og ære. Tværtimod er de udtryk for Svens absolutte selvtillid. Formålet var naturligvis at bemægtige sig et rigt bytte til afløn­ ning af de krigere som hans magt beroede på. Sven besværede sig ikke med at vedligeholde de fæstninger og broer hans far havde bygget; de fik lov til at forfalde. Hvis Haraids fald som tidligere antydet til dels skyldtes de urimeli­ ge byrder han havde pålagt befolkningen for at gennemføre sit byggeprogram, kan det kun have været velset at Sven ikke opretholdt dette prestigebetonede byggeri. Dertil kommer at man ikke længere havde brug for anlæggene. Der var ingen umiddelbar fare for tysk invasion, og selv om flokke af sørø­ vere altid var en potentiel trussel var de private vikingeflåder omkring år 990 mest optaget af togter i det vestlige Europa, især England. I forsvaret af Danmark mod indre og ydre fjen­ der synes Sven at have stolet på sine krigere, sit lid. Det var en berømt hær som man havde lige så stor respekt for i Danmark som i Sachsen og England. Medlemmerne af et lid skulle have løn. Loyalitet var ikke bare en æressag, det var også et spørgsmål om fortjeneste. Den romerske forfatter Tacitus' ord 900 år tidligere, at „berømmelse vindes lettest under fare, og man kan ikke holde en stor flok krigere med forsyninger uden vold og krig" stod stadig ved magt. Høvdingenes gavmildhed ernæredes ved krig og plynd­ ren. På Østersøen kunne man tilrane sig meget bytte, og mange vikingelid kappedes om at få fat på det. Adskillige angreb foretaget af norske vikinger anført af folk som Erik Håkonson eller Olaf Tryggvason er besunget i bevarede skjal­ dedigte, men mindet om de sikkert langt talrigere danske bander har ikke sat sig sådanne spor. Vi kender dog navnene

De første år

259

orm.

■ - Ct«q U cm mvceU

f^w* qiwhjxwye c^|« iny p^pecah ydy WU læwij- Jnn^m dx boccmje te te ww cpW v> jeun^W

anc^-ro ceckm

U^yj^irKxmvraan^^ncklM^^d^lkci«^^

rndni^e -mffi}«tjtefpcet^.pvaml>ece piÅatialangp^rpgp ontfoppinep .Vne ■ igfagptr

petrpape mtnjice pefe ænan jcolp' am. I> An no domi n tee imamitl® bataWtpj.prxiorconairrrn'nBiaJpIacJciinbupppxiIaractl-Lcc.Iilx'i-k. «» s/øæn k>4v®ACWrr' ‘'».&£ ttat^fe>Traifmae' prtfeammcun *

gnaJraqpflimo fcinJoInJtcnoneaectm.i taignn tpripwcnfoæurrenn nampnnapalufltrænfnpipraq--pnn • alt) ■

p tap p tap

Jniped Alppnn

aK> •

ptap ,

Bpjp-ftjp

mimføji numfrfp tmniinp mmifctji

-

mtmfrfp mtniføp

■

nnnilcfp mmijrfp rnnnfr.

.

- '''?ta

I et gavebrev fra 1042 over­ drager Hardeknud, konge af England, landområder i Hampshire til bispen af Winchester. Blandt vidner­ ne er hans mor Emma, her nævnt ved sit engelske navn Ælfgyfu, jarl Thurig samt flere stormænd med skandinaviske navne.

-ej

hans forgængere havde gjort. Kong Harald havde haft en flåde på 16 skibe, men Hardeknud udskrev i 1040 høje skatter til betaling af 62 skibe, og næste år krævede han skat til endnu flere skibe. Der var ikke brug for så mægtig en flåde i engelske farvande, men der var behov for den i Danmark til at holde nordmænd og slaver i ave. En stor del af det indbetalte sølv må være gået til Danmark; en følge heraf var en klar kvalitetsfor­ bedring af mønterne fra hovedmøntstedet i Lund.

Magnus, danemes norske konge Hardeknuds tøven med at rejse til England skyldtes måske til en vis grad usikkerhed om hvilken modtagelse der ventede ham, men den norske trussel må også have spillet en rolle. Efter kong Knuds død havde nordmændene kåret Magnus, der var søn af Knuds modstander Olav den Hellige, som deres konge. Magnus var dengang kun ti år gammel og kunne ikke regere selv, men mange nordmænd havde et gammelt mel­ lemværende med danerne og var opsatte på at angribe dem. Det har tydeligvis voldt historikere i 1100-tallet og siden hen hovedbrud at forklare, hvordan Hardeknud kunne tillade sig at forlade Danmark i 1040 når han ikke havde vovet det tidlige­ re. De opfandt derfor en aftale mellem Hardeknud og Magnus der skulle gå ud på, at den af de to der overlevede den anden skulle arve begge kongeriger. Historien fik et skær af tro­ værdighed ved at Magnus faktisk blev anerkendt som dansk Magnus, danernes norske konge

281

Tegning fra Encomium Emmae, lovprisningen af Knud den Stores enke dronning Emma, vistnok det originale eksemplar, som dronningen selv fik. Den forestiller forfatteren, sandsynligvis en munk i St. Omer ved Calais, der overrækker bogen til dronningen, mens hendes to sønner Edvard og Hardeknud, ser til, begge med krone på. Bogen ender med Hardeknuds opfor­ dring til Edvard om at vende hjem fra landflygtig­ heden i Normandiet, og forfatteren undgår om­ hyggeligt at nævne at Ed­ vard var søn af Emmas første mand, den engelske kong Æthelred.

konge da Hardeknud døde barnløs i 1042. Lignende aftaler formodedes senere at være indgået mellem den engelske kong Edvard, som også var barnløs, og først Magnus af Norge og siden Sven Estridsen. Det sidste er bevisligt opspind, og der er ingen rimelig grund til at tro det første. I samtidige kilder findes ingen hentydninger til en sådan overenskomst. Adam af Bremen siger udtrykkeligt at Magnus „tog begge kongeriger i besiddelse mens Hardeknud nølede i England". Han for­ tæller også at Hardeknud udsendte en flåde imod Magnus i foråret 1042, ledet af hans fætter og efterfølger Sven Estridsen. Det kan derfor tænkes at Magnus greb magten i Danmark før Hardeknud døde, og at en del af de skjaldedigte der besynger Magnus' sejre over danerne hentyder til begivenheder i Har­ deknuds regeringstid. Det fremgår af et kvad af Arnor Thoråason, der var en af Magnus' skjalde, at Magnus engang sejlede sydpå ved vinter­ tide, og at jyderne bød ham velkommen.

„Jeg vil fortælle hvorledes skibet, hældende og rimdækket, førte Sogns sejrrige fyrste nordfra; kongen, kampbyderen stævnede mod det brede Jylland; folk tog glade imod kri­ geren." Naturligvis kan dette have været en episode der udspillede sig senere under Magnus' stridigheder med Sven, men det kan ikke bevises. Rækkefølgen af versene i dette og andre kvad kendes kun fra de sagaer som de siden er blevet optaget i. Her kan de være anbragt forkert, fordi sagaskriverne gik ud fra at den formodede aftale mellem Hardeknud og Magnus skete fyldest, og at Magnus først gik i kamp for at vinde den danske kongemagt efter Hardeknuds død. Der er imidlertid intet i disse vers der udpeger Sven Estridsen som den konge Magnus fortrængte. En nyere undersøgelse af mønterne fra Lund viser klart at Magnus blev anerkendt som konge dér umiddelbart efter Hardeknud. Mellem Hardeknuds sidste mønter i Lund og Magnus' første er der ingen tidsforskel, og dette kan af­ spejle en vis usikkerhed med hensyn til den politiske situa­ tion. Det er derfor sandsynligt at Magnus var i gang med at tilrive sig magten i Danmark mens Hardeknud endnu levede. I efteråret 1042 var Magnus i hvert fald blevet anerkendt som danernes konge. Da mødtes han med ærkebiskoppen af Ham­ burg-Bremen, den saksiske hertug Bernhard og flere andre i Slesvig. Ved den lejlighed blev Magnus' søster trolovet med hertugens søn Ordulf, som den 13. november samme år hjalp Magnus med at myrde vikingehøvdingen Torkels søn Harald.

Magnus, danernes norske konge

283

Et udsnit af Magnus den Godes saga fra Frissbok, et manuskript fra begyndelsen af 1300-tallet. Det inde­ holder en afskrift af stør­ stedelen af den samling kongesagaer, som kaldes Heimskringla. Her fortælles om Magnus' rejse til Jylland (herunder det vers der er citeret s. 283), og om hans modtagelse hos daneme som konge. Sagaen for­ klarer at det var til dels fordi Knud ingen arvinger havde, men også fordi „den hellige kong Olavs fromhed og hans mirakler var blevet kendt i alle lande."

ep aÆbUt kar. vVpla&iX- yy mUbanulLSM^

■(■ a)altite"fc*

rtUKnfw-l.

'».jsntUl$>‘ietnttw'^ttn- ItvcnprUiatått i^åtCKtk.^SW’kMtirmtttM W-h«

~to biytt-jjtxtg-f ^enl friW pas ttk øtta o »Ct tatlSt for " 7 fttsa- rné-fe-X1i5f'tanwirv1wyvå|a^. Atnk W j»vp fttynat v tfcfn i beWM s »tok> J fønettUmdJtavr. éyy Vartfck«drtnaM&. & aftv buf&n v wlfeo kalU t£> f-t etU y talkttw- Ur v M^ar-nl 2trJa.5 att^r W-Vty t-.'ftswr atsdrj ay ko. Jn%tlittt-«-|avalkvyofinu Glat Ofå. atnoinntbviMretfna&t T tml^-O^ft^dvéta^J»n$-irr

Ajttt-fettr?nanU' iy&HJ | X&Salcn.JafetfinkJ'^ vjJVy-ia^v 'Jjtaniefiat’SMS ? ta^^altr^lk'kmv>{lkvfa»'k^stniiy«iu kc$6\)kbtnTMz.|xu wfc-*mnka itd %tnW$i>nv fvflæ^kkV'itwtr gju^mtyaj>aaflSf.udltJ^^'srsfta$-e-‘pJ14 ta^r t & ttr tj-C- sF utUj urb fiSjtirø fe f U’hr'fcty ey& c y^ur r^t-tsltr t-fe tniU-Arjan ytty^amnu„ jnnntjC vtt& Wa &tu |a» Uttjafla. ae/ ' ' y ’i ■ mai-e^a. ' Y liijtfemn'ftm&tr fmntøtwnl-bartttoæ-

kmt all vel butr-i^-Mti^ae-fi fe^tay jyxfhv-f- itian IjaUtr I yxYan$ ay JiatrT^’ljojSÉ« ajftr-Ux yl«fta.-£'iJ7a^tta> 'h.'b feS hytT& v ft3$ ty fi&sytk (Ur vafl&* ” F etki vifvtta J>tS feetjfe-Ujett^r »• Pr la&tJa. vifvTtJ ktt| tntkU t ta*'fvtvwiKeMAyv. ar m tak v a^u ftapu w

Wtepa-vkJ-tru^f- ttw iSbv tte tnæk-v svy jutkieii lim Csaj-iS-j^v^ f- v alEtn wairr fytw t& tnefcr*! frkctr*2 Uj tne&ujrøa tn » alla lim- $ v alihn ttaljfø f? tv M beph m lun h

Jettes ’

1

wtøtoJJr.fiy

I >>wrifiuwUtt«V V7 U

ms Ml« WllM MtkSte wføtfes

f«n biA»arKa.

fajHtgrid

-?:V-

»**»■ A?

'J

Denne Harald var en mulig rival til den danske konge i kraft af sit ægteskab med Knuds niece. Magnus blev dansk konge, formodentlig med erobrerens ret, og indtil sin død i 1047 udstedte kun han mønt som daner­ nes konge. Sven Estridsen truede med skiftende held hans stilling; som søn af Knuds søster var Sven endnu nærmere beslægtet med kongefamilien end Harald Torkelsøn havde været, og han fremhævede senere, da han fortalte historieskri­ veren Adam af Bremen om sit liv, at han havde hjulpet Harde­ knud imod Magnus; dog gjorde han det uden at besmykke sin indsats, for han indrømmede at han ved denne lejlighed, som så ofte siden, blev besejret af Magnus. Kong Sven fortalte også Adam af Bremen at han i sine unge dage havde tjent i 12 år hos 284

Sammenbrud

den svenske kong Anund. Antagelig er han blevet optaget ved hoffet hos Anund lige efter slaget ved Helgeå, og efter at hans far døde, dvs. omkring 1026. Ikke så længe derefter begyndte Anund at slå mønt fra Sigtuna; det stod på i nogle år indtil han blev fortrængt af Knud. Hvis man tør stole på Svens op­ lysninger om Sveriges-opholdets varighed kan han være vendt hjem til Danmark for at slutte sig til Hardeknud ved den tid hvor denne var i gang med at samle en flåde til sit forsøg på at vinde England. Det er også muligt at han virkelig sejlede med en flåde imod Magnus. En episode som Adam beretter om, hvor Sven angreb Hadeln mellem Weseren og Elben på vej til England, kan have udspillet sig på denne tid, for den fandt sted mens Alebrand var ærkebiskop i Bremen, dvs. mellem 1035 og 1043. Striden mellem Sven og Magnus er besunget i mange kvad og udbygget med et væld af modstridende detaljer i de island­ ske sagaer og i andre senere fremstillinger. De mange romanti­ ske enkeltheder som sagnene om Magnus er besmykket med gør det vanskeligt at rekonstruere et klart begivenhedsforløb. Sandsynligheden for at nogle af de samtidige skjaldedigte hentyder til kampe der fandt sted mens Hardeknud endnu levede gør det hele endnu mere kompliceret. Kvadene viser imidlertid at Magnus angreb Jom, dvs. Wollin, udkæmpede et søslag ud for Rugen, og var herre over såvel Lund og Skåne som Jylland. Der nævnes kampe på Fyn, Sjælland og Falster hvor Sven Estridsen somme tider omtales som hans modstan­ der, idet han i et kvad betegnes som Ulfs søn og i et andet som Bjørns bror. Det var mod Sven han kæmpede i Århus i et slag der i et vers tidsfæstes med udtrykket „før jul", og det fortælles også at han udkæmpede fire kampe på en vinter. I digtningen omtales ofte et slag i nærheden af Hedeby, hvor der kæmpe­ des mod slaverne som havde foretaget angreb i Jylland. Ifølge en note der er tilføjet Adam af Bremens Historie fandt dette sted umiddelbart efter at Magnus havde plyndret Wollin. Hundrede år efter vidste man at slaget var blevet udkæmpet på Lyrskov Hede i nærheden af Isted, og man fortalte at Magnus i drømme var blevet opildnet af sin far Skt. Olav til denne kamp, trods det at hans hær var meget mindre end slavernes. At Magnus har udnyttet den prestige som hans fars helgenværdighed har givet ham er kun naturligt; på et af pengestykkerne som er præget for kong Magnus i Hedeby er helgenen afbildet med sit karakteristiske øksesymbol. Det er stort set kun møntmaterialet der sætter os i stand til at tegne et kronologisk rids af denne urolige periode. I den dan­ ske hovedmønt Lund overtog Magnus Hardeknuds rolle som Magnus, danernes norske konge

285

Mønt med Olav den Helli­ ges billede på forsiden, slået i 1040rne for Magnus den Gode. Det er det ældste billede, som kendes af Olav den Hellige, og det styrker formodningen om at helge­ nens ry spillede en væsent­ lig rolle i hans søn Magnus' magtkamp med Sven Estridsen. Møntstedet er ikke nævnt på denne mønt, men møntmesteren IOLI slog mønt for Magnus i Hedeby. Det menes, at denne mønt er slået Hl minde om sejren på Lyrskov Hede, hvor det for­ taltes, at Sankt Olav kom Magnus til hjælp. Størrelse 2:1.

286

Sammenbrud

møntherre, muligvis endda før dennes død, og også på andre møntsteder over hele Danmark udstedte han mønt som daner­ nes konge. Efter to eller tre års forløb lader det til at Magnus har mistet sin magt i Lund, mens han bevarede sin myndighed i Odense hvor han oprettede en ny mønt, til dels med mønt­ mestre fra Lund. Kort før Magnus' død i 1047 fik Sven igen sit navn på Lundemønterne, dog ikke som konge. Det skete formodentlig i forbindelse med den fremgangsrige periode som nævnes såvel af Adam som i skandinaviske overleverin­ ger. Adam spilder ikke mange ord på denne sag; ved hjælp af den svenske konge og en ellers ukendt jarl Tovi „fordrev Sven Magnus fra Danmark, og da Magnus genoptog krigen døde han om bord på sit skib". Dette bekræftes af den samtidige angelsaksiske krønike som rapporterer at i 1047 bad Sven om at få 50 skibe til hjælp i kampen mod Magnus. „Og så fordrev Sven Magnus fra Danmark og indtog landet ved et enormt blodbad, og danerne betalte ham et stort pengebeløb og aner­ kendte ham som konge. Og samme år døde Magnus." Den samme kilde viser at man i England betragtede Magnus som en alvorlig trussel. I 1044 lagde englænderne en flåde på 35 skibe ved Sandwich som var det sædvanlige ankomststed for de danske flåder, og næste år samlede de samme sted „en flåde så stor som aldrig før set i dette land". Årsagen var ganske åbenbart frygten for Magnus af Norge, „men striden mellem ham og Sven af Danmark forhindrede ham i at komme her".

Sven Estridsen og Harald Hårderåde Da Magnus døde blev Sven anerkendt af danerne som konge, men Magnus' efterfølger i Norge blev hans onkel Harald Sigurdson, kaldet Hårderåde, som kort tid før var vendt hjem fra tjeneste i Byzans. I 1048 sendte både Harald og Sven ud­ sendinge til England. Haraids kom „for at forhandle om fred", mens Sven endnu en gang bad om 50 skibe, hvad man nægte­ de ham. Sven havde grund til at frygte at Harald ville overtage Magnus' danske politik. Den eneste forskel fra før var, at Sven nu var blevet anerkendt som dansk konge mens han tidligere kun havde været tronkræver. Men truslen fra Norge var den samme. Adam af Bremens beretning om situationen er fantasi­ fuld. Han fortæller at Sven havde magten over både Norge og Danmark og havde i sinde at erobre England, men alligevel slog sig til tåls med kun at få skatter fra englænderne og med deres løfte om at han skulle efterfølge kong Edvard, selv hvis Edvard skulle få sønner. Nordmanden Harald anerkendte ham som lensherre „idet han aflagde vasaleden og overtog sin

Dette smukt forarbejdede og velbevarede sølvspænde blev fundet i en affaldskule mellem husene ved grav­ pladsen ved Lindholm Høje. Det er et godt eksem­ pel på Urnesstilen, som har sit navn efter udsmyk­ ningen på Urnes Kirke i Sognefjord, Norge. Denne stil var populær i 1000-tallet; også motivet, et uhyre omslynget af en slange, var meget yndet. Det kan sam­ menlignes med St. Pauls sten og den store Jellingsten (side 271 og 235).

fars kongerige som et hertugdømme". Derefter skulle Harald have gjort oprør. Man har svært ved at forestille sig at Sven skulle være kilden til en så vildledende skrøne. I så fald må han anses for et aldeles upålideligt vidne. I virkeligheden tiggede Sven om hjælp fra England mod Harald, og fra samtidige skjaldedigte har vi vished om at Harald foretog angreb både mod Nord­ jylland og Hedeby. Selv Adam beretter at oprøreren Harald hærgede Danmarks kyster med ild og sværd og brændte År­ hus, ødelagde Slesvig og tvang Sven til at trække sig tilbage. Der var imidlertid kun tale om småangreb, ikke om faser i en erobringskrig. Bortset fra en enkelt mønt der muligvis er præ­ get i Odense af kong Harald, er der intet vidnesbyrd om at han nogen sinde påberåbte sig at være danernes konge. Selv efter at have tilføjet Sven et knusende nederlag i en kamp 1062 ved mundingen af Nissanelven i nærheden af Halmstad i Halland har Harald, efter hvad den norske tradition fortæller, ikke udrettet stort andet end at slutte en overenskomst som aner-

Sven Estridsen og Harald Hårderåde

287

Skroget af det skib, som fandtes i Hedebys havn, så måske op­ rindelig således ud. Det havde været et meget fint fartøj, men var brændt ned til vandlinien. En sandsynlig forklaring er, at man brugte det som brander i et forsøg på at bryde gennem havnens forsvarsværker, og at det fik lov at brænde ud selv.

kender de gamle grænser mellem de to lande. Denne aftale er emnet for et kvad af ukendt oprindelse og ringe troværdighed. Hvis danerne fik pusterum mellem Haraids angreb var det fordi han også havde andre at kæmpe med. Fire år senere, i 1066, faldt Harald i kamp under sit forsøg på at erobre England i en lynaktion, da kong Edvard havde lukket sine øjne uden at efterlade sig arvinger.

Kongeriget Danmark

En af de tidligste mønter slået for Knud den Store som danernes konge. Den blev præget i Lund og lavet efter den engelske kong Æthelreds seneste model. Størrelse 5:1.

Kirken organiserer sig De første kirker Ifølge Adam af Bremen var der omkring år 1070 300 kirker i Skåne, 150 på Sjælland og 100 på Fyn. Det er nok i overkanten, men der er ingen tvivl om at der nu var mange kirker i alle egne af Danmark. De første var af træ og forekom i mange størrel­ ser, fra små bygninger som kirken i Hørning ved Randers der kun var godt ni meter lang til den første Jellingkirke der målte 30 X 14 m. Jelling var naturligvis noget særligt, men man kender til kirker der var ca. 20 m lange, f.eks. flere i Lund fra midten af 1000-tallet og en i Loddekopinge. Den første stenkirke blev bygget i Roskilde. Omkring 1030 begravede Knuds søster Estrid dér sin ægtefælle Ulf i Den hellige Treenigheds Kirke som hun havde ladet bygge af sten til afløsning af den trækirke som hendes far, Sven Tveskæg, havde opført øst for kongsgården i Roskilde, der hvor Roskilde Domkirke nu ligger. Inden for fem år kom der endnu en - 19 m lang - stenkirke i Roskilde. Den blev indviet til St. Clemens. De allerførste danske kirker var bygget i 800-tallet i Slesvig og Ribe med kongelig tilladelse. En del af de kirker som kom til i århundredet efter Harald Blåtands omvendelse var endnu tættere knyttet til kongemagten. Kirken i Jelling som var den første af dem, blev ikke alene placeret på et for kongefamilien særlig betydningsfuldt sted, men skulle også tjene som konge­ lig begravelsesplads. Gorms rester blev flyttet hertil fra den store gravhøj nord for kirken og lagt i et gravkammer ved indgangen til kirkens kor, og der blev afsat plads til en grav ved siden af. Den var formodentlig beregnet til Harald selv, hvis store runesten stod uden for kirkedøren. Pladsen i kirke­ gulvet blev aldrig brugt, og Harald blev begravet af sin søn Sven Tveskæg i Den hellige Treenigheds Kirke i Roskilde. Der blev også Sven begravet. Dronning Emmas hyldestdigter siger at Sven fik sit sidste hvilested „i det kloster som han havde bygget til ære for Den hellige Treenighed i det gravkammer han havde lavet til sig selv". Adam af Bremen hævder ganske vist at denne kirke var bygget af Harald, men dette kan man ikke regne med for Adam var ingen ven af kong Sven og led af den vrangforestilling, at Sven Tveskæg var faldet fra kristen­ dommen. Selv om Adam skulle have ret, var det dog Sven der besluttede at opgive Jelling og skabe et nyt kongeligt mauso­ leum i hjertet af Sjælland. Det var her Svens datter Estrid Kirken organiserer sig

291

Vestenden af Dalby Kirke, nær Lund. Rester af sten­ bygningen mod vest synes at have tilhørt en kongsgård bygget af Sven Estridsen som del af et kongeligt kompleks omfattende kir­ ken. Et nøjere studium af vestenden antyder, at døren oprindelig sad højere oppe og sandsynligvis var for­ bundet med kongsgårdens andet stokværk med en forbindelsesgang mage hl Roskildes såkaldte Absalonsbue. Et sådant arrange­ ment ville have tilladt kon­ gen at overvære ceremonier i kirken fra et ophøjet gal­ leri, der, formentlig bevidst, mindede om Karl den Sto­ res galleri i Aachen (se side 110).

begravede sin ægtefælle Ulf. Meget tidligt i sin regerings­ periode forstærkede Knud Roskildes betydning ved at oprette et bispesæde der, muligvis det første egentlige bispedømme i Danmark. Den hellige Treenigheds Kirke blev dermed dom­ kirke. Et lignende anlæg med kirke og kongsgård rejstes senere hen i Dalby i nærheden af Lund af Sven Estridsen. Også her virkede en biskop, Egino, men det blev aldrig et egentligt bispesæde. Kort efter 1060 flyttede Egino til den nyoprettede bispestol i Lund, der var det vigtigste møntsted og derfor bød på bedre betingelser som centrum for kongemagten end Dal­ by; før århundredet var omme lå der også en kongsgård der. I Lund ligger i øvrigt den ældste kirke vi kender næst efter kirken i Jelling. Den blev bygget omkring 990, og ved midten af 1000-tallet kom mindst to andre kirker ganske tæt ved. Det er tænkeligt at den første Lundekirke blev bygget på Svens be­ faling, men det kan ikke påvises. 11000-tallet og måske allerede

292

Kirken organiserer sig

Under gulvet i Hørning Kirke ved Randers er der fundet rester af en lille trækirke med fritstående klokketårn. Den var bygget oven på en gravhøj, som er udjævnet, da kirken blev opført. Gravkammeret var veludstyret og rummede liget af en kvinde, som er begravet sent i 900-tallet, højst 100 år før trækirkens opførelse.

før fulgte de lokale jorddrotter ofte det kongelige eksempel ved at bygge kirker på deres jord. På en delvis bevaret rune­ sten fra Lund mindes en sådan kirkebygger med disse ord: „Toke lod kirken bygge og ..." Det vides ikke hvad det var for en kirke han byggede. Overflytningen af Gorms rester fra den hedenske gravhøj til kirken i Jelling var en symbolsk handling der markerede det trosskifte der var sket. Lignende overførelser er nok sket andre steder. Dette forklarer måske, hvorfor den fornemme grav i Ladby ved Kerteminde er blevet åbnet, så man kunne fjerne resterne af liget. I Hørning byggedes kirken faktisk oven på en grav fra 900-tallet. Over denne havde der været en høj som blev udjævnet da kirken skulle rejses. Et tilsvarende ønske om at skabe forbindelse mellem forfædrene og den nye kirke er måske årsagen til, at nogle runesten er blevet flyttet fra deres oprindelige pladser til kirkegårde og somme tider helt ind i selve kirkebygningen. Det findes der mange eksempler på i Sverige, og det forekommer også i Danmark. En runesten blev bygget ind i muren på det nordlige tårn af Asmild Kirke øst for Viborg, og det kan tænkes at den sten der nylig blev fundet i Klejtrup nordøst for Viborg med følgende indskriftfragment: „... og efter Åmunde sin sønnesøn" var ved at blive trans­ porteret til kirken - måske over isen - da den faldt i vandet.

Kirkernes formue

Blyplade med biskop Odinkars navn fundet 1830 i Ribe Domkirke i en gravniche i det nordre tværskibs mur­ værk. Da Odinkar døde 1043 blev han formodentlig begravet inde i eller nær ved sin kirke, og da kirken blev genopbygget i 1100tallet blev hans rester flyttet til en ny grav. Hans onkel, der også hed Odinkar, var missionsbiskop uden egent­ ligt bispesæde. Han fik sin grav i Bremen.

En af de forgyldte plader fra alteret i Tamdrup Kirke ved Horsens. Den fremstiller Harald Blåtand som bliver døbt i en tønde formentlig af Poppo som er afbildet med glorie. Pladen stammer fra begyndelsen af 1200tallet og er den eneste kend­ te fremstilling af denne historie i dansk middelal­ derkunst.

294

Kirken organiserer sig

Udgifterne til at bygge og vedligeholde de første kirker må være blevet afholdt af deres grundlæggere; i regelen godsejere der formodentlig betragtede præsterne som en slags privile­ gerede tjenere eller tyende der skulle have kost og logi samt andre fornødenheder. Menighedens betaling af præsten og opretholdelse af kirken blev først fastslået ved indførelsen af tiendesystemet i 1100-tallet. Gaver af jordegods til kirkerne var også et forholdsvis sent fænomen, selv om det så småt var begyndt at finde sted endnu før man begyndte at kræve tien­ de. Den tidligste gave af denne art der er bevidnet ved et dokument, er Knud den Helliges overdragelse af jordejendom på Sjælland og i Skåne til Lunds Domkirke i 1085; men ca. 25 år før gav Estrid med sin søn, kong Svens samtykke en stor ejendom til Roskilde Domkirke. Denne gave er blevet identifi­ ceret med de 50 bol i Lilleherred og Smørum Herred syd for København som domkirken siden var indehaver af. Selv blev Sven Estridsen mindet i Lunds Domkirke som giver af tre skånske gårde. Det er troligt at Ribe Domkirke erhvervede en del ejendom fra sin egen biskop Odinkar, hvis far var jarl og således en høj fornem mand, muligvis af kongelig æt. Odinkars fædrene arv var efter sigende en tredjedel af Winlandia, et område der ikke nærmere kan lokaliseres i dag. Forudsætningen for overdragelse af jordegods til kirken var, at der blev afstået fra alle private arvekrav til jorden, eller at man af en eller anden grund kunne se bort fra dem. Dette krævede ikke alene en overenskomst med de arvinger der levede på det pågældende tidspunkt, man måtte også sikre sig mod at senere generationer skulle kunne gøre arvekrav gæl­ dende. Hertil behøvedes mægtige mænds støtte. Derfor er det ikke overraskende at de tidligst kendte donationer af jorde­ gods til kirken kommer fra kongen eller medlemmer af konge­ familien, og der er ingen grund til at tro at der før disse overdragelser er skænket sådanne gaver af lægfolk. Kirkens skatte var til stadighed udsat for overgreb og eftertragtedes undertiden af de selv samme mennesker som formodedes at skulle yde kirken beskyttelse. Ærkebiskop Adalbert gjorde indsigelse mod at Harald Hårderåde i Norge „med kloagtige hænder skrabede offergaverne til sig og delte ud af dem til sine følgesvende; især gik det ud over de klenodier som de trofaste i dyb hengivenhed havde opstillet på hans brors [Skt. Olavs] grav". Præster og endog bisper forlangte betaling for deres ydelser. Adam af Bremen konstaterede med beklagelse at:

Kirkernes formue

295

„Nordmændene og danerne må betale i dyre domme for dåb og konfirmation, indvielse af altre og præsteordinationer. Jeg tror det kommer af præsternes begærlighed. Da barbarerne endnu enten ikke kender til tiende eller ikke vil betale det bliver de flået ved de forskellige kirkelige handlinger der burde udføres gratis. Selv sygebesøg og begravelser - alting koster noget. Deres høje moral bliver således ganske korrumperet på grund af præsternes griskhed."

De første bispedømmer

Runesten genanvendt i muren fra et romansk tårn i Asmild Kirke ved Viborg. Stenen er rejst af Thorgund til minde om hendes mand Bose. Indskriften er usæd­ vanlig ved at nævne både Thorgunds far og bedstefar, muligvis fordi hun var deres arving. Det vides ikke hvor stenen oprindelig har stået eller hvornår den blev bragt til kirken. Hensigten har måske været at give Bose, som er død længe før kirken blev bygget, noget der svarede til en kristen genbegravelse; eller det har været tanken at demon­ strere Thorgunds families interesse for den nye reli­ gion. Der er fundet mange andre runesten både tæt ved og inde i kirkebyg­ ninger.

296

Kirken organiserer sig

Bispeembederne blev først organiseret i et fast system i Sven Estridsens tid, adskillige årtier efter oprettelsen af det første egentlige danske bispesæde - enten i Roskilde eller i Lund. Roskilde havde sin biskop tidligt i Knud den Stores regerings­ tid. Biskop Gerbrand af Roskilde optræder første gang som vidne i et af kong Knuds engelske breve, dateret 1022. Han var indviet af en ærkebiskop af Canterbury der selv blev indsat i november 1020, og han kom til Danmark i ærkebiskop Unwans tid, dvs. før 1029. Af grunde som skal forklares nedenfor er bispesædet i Lund formentlig allerede blevet oprettet af Sven Tveskæg. Den første danske bispestol kunne således ligge her, men det er på ingen måde sikkert at Gerbrand var den første biskop i Roskilde. Et lokalt sagn vil vide, at en af de bisper der kom fra Norge i Sven Tveskægs tid, biskop Bernhard, havde bygget en kirke i Skåne og senere rejste over til Sjælland hvor han døde. Ifølge Adam af Bremen var den første biskop der var fast knyttet til et dansk embede dog hverken stationeret på Sjæl­ land eller i Skåne. Odinkar af Ribe var efter sigende blevet døbt af ærkebiskop Adaldag, dvs. før 988, og indviet til bispestolen i Ribe af dennes efterfølger Libentius. Han er blevet identifi­ ceret som den Odinkar der er omtalt som deltager i et kirkemø­ de i Dortmund i 1005, og man har derfor antaget at han blev indsat som biskop i Ribe imellem 988 og 1005. Han døde i 1043. Hans onkel som også hed Odinkar med tilnavnet „den Ældre" var en dansk stormand som blev indviet til missionsbiskop i Sverige af Adaldag, men som også omvendte mange på Fyn og Sjælland og i Skåne ved sin prædiken. Den første biskop med engelsk basis der virkede i Danmark, var Gotebald som blev udnævnt af Sven Tveskæg „til at under­ vise i Skåne". Det er ikke sandsynligt at Sven har rekrutteret en biskop på sine togter i England, men i Norge kan han meget vel have truffet engelske missionærer som havde virket der siden tiden før 975. Gotebald, om hvem det siges at han „har

Den tilmurede norddør i skibet på Skt. Jørgensbjerg Kirke i Ros­ kilde (billedet tv.). En møntskat fundet under fundamentet for den første kirke på stedet viser, at den blev bygget så tidligt som om­ kring 1040. Den var kun 19 m lang, men havde både kor, skib og tårn. Ved denne kirkes nedrivning o. år 1100 blev en del kvadre genbrugt i dens efterfølger, bl.a. denne portal, som har nære samti­ dige paralleller i Østengland (billedet th.). Det er derfor sandsynligt at de håndværkere der indførte den nye stenbygningsteknik i Danmark kom fra England.

prædiket nogle få gange i Norge og mange gange i Sverige", kan som missionsbiskop i Norge være hentet til Skåne af Sven engang efter Olaf Tryggvasons død omkring år 1000. Han kan endog have været den første biskop af Lund, der ser ud til at have været et vigtigere kirkeligt centrum hvor der var flere kirker end i Roskilde. Adam omtaler Roskilde som „den dan­ ske kongeværdigheds sæde"; den var jo valgt af Sven Tveskæg som begravelsesplads for ham selv og hans far. Men Lund var også en vigtig by for kongemagten. I kong Knuds regeringstid lå det vigtigste danske møntsted dér, og det er sandsynligt at allerede Sven foretog en omfattende udmøntning her. Det er derfor en rimelig tanke at Gotebald havde sit bispesæde der. Ærkebiskoppen af Hamburg-Bremen protesterede kraftigt De første bispedømmer

297

1 Erik — svensk konge

Olof 'Skotkonung' svensk konge

2 Navn ukendt, ~ datter af Miesco, polsk jarl

Sven Håkonson —- Holmfrid

Gunhild

Sven Estridsens og hans hustrus nærmeste forfædre.

298

Kirken organiserer sig

Sven Tveskæg

Estrid ~ Ulf Thorgilsen

Sven Estridsen

imod at der kom bisper i Danmark, som ikke var indviet af ham og underlagt hans myndighed. I tilfældet med Gerbrand af Roskilde skred ærkebiskop Unwan til voldsomme forholds­ regler. Det lykkedes for ham at tage biskop Gerbrand til fange da han var på vej hjem fra England. „Tvunget af omstændig­ hederne blev Gerbrand nødt til at føje sig og give Unwan æresoprejsning, idet han måtte love at vise bispestolen i Ham­ burg tilbørlig troskab og underdanighed." Med Gerbrands medvirken sendte Unwan derpå en delegation til Knud „med gaver og lykønskninger for hans fremgang i England, men også med en irettesættelse for den formastelighed det var at han havde bragt bisper herover fra England". Følgen var at Knud „gik ind i et så nært forbund med ærkebiskoppen at han derefter gladelig gjorde hvad som helst for at tilfredsstille Unwan". Adam nævner yderligere en række bisper som blev nødt til at anerkende ærkebispens autoritet, heriblandt to som var blevet ordineret af paven. Den pavelige myndighed var endnu ikke kommet til fuld udfoldelse, men Rom var et centrum for stor åndelig magt, og paven havde som St. Peters efterfølger så afgjort en særstilling i de kristnes øjne. En ærkebiskops autoritet var afhængig af pavens anerkendelse. Rom var også et af hovedmålene for pilgrimmene. Kong Knud valfartede selv dertil. Efter besøget i 1027 fortalte han i et brev til sine engelske undersåtter: „Jeg gennemførte det fordi jeg havde hørt fra kloge mennesker at den hellige apostel Peter havde fået stor magt af Herren til at binde og til at løsne og var Himmeriges nøglebærer. Derfor anså jeg det for meget fordelagtigt at opsøge netop ham, som nyder en særlig gunst hos Gud." Kongen glædede sig meget over at have besøgt Peters og Pauls helgengrave samt andre helligdomme „og personligt at tilbede og ære Gud sådan som jeg inderligt ønskede". Der var mange andre som foretog en

Plan med et udsnit af Lunds centrum med en række kirker og tilhørende kirkegårde som er påvist ved udgravning. (1) markerer stedet hvor der fandtes rester af den ældste kirkes østende, bygget før 990. Denne kirke havde en stor kirkegård (2) som stadig brugtes i anden halvdel af 1000-tallet. Ca. 1050 blev to stavkirker (4 og 5) bygget i nærheden. De havde begge tilhørende kirkegårde, som ikke er vist her.

sådan pilgrimsrejse i 1000-tallet, blandt andre biskop Egino af Dalby og Lund, og Torkels søn Harald som i 1042 blev myrdet på hjemvejen fra Rom. Således blev den nye danske kirke gradvist indlemmet i den universelle kirkeorganisation. Men de kirkelige love blev kun langsomt anerkendt og kun med mange kompromiser. Sven Estridsen, som havde brug for kirkens støtte til sin plan om at gøre Danmark til et selvstændigt ærkebispedømme, blev nødt til at forskyde sin hustru på grund af deres nære slægtskab, men kirken kunne ikke hindre ham i at tage mange friller, og de børn de fødte ham blev anerkendt som legitime; fem af dem efterfulgte ham på tronen.

Kongemagten Konger og embedsmænd

Den tyske kejser Otto 3.s segl, brugt 997. Segl af metal eller voks anvendtes til at bevidne breves ægt­ hed. Dette tyske segl er det første, som viser en ma­ jestætisk tronende hersker med rigsæble og scepter som magtsymboler. Mange senere herskere, også dan­ ske konger, har brugt lig­ nende billeder på deres segl-

300

Kongemagten

De reformer som Knud gennemførte i Danmark på baggrund af sine erfaringer i England, især med hensyn til kirkens orga­ nisation og møntvæsenet, var tegn på at der var opstået en ny kongetype eller i hvert fald nye normer for den kongelige magtudøvelse. Et kongeligt møntvæsen betegnede et stort fremskridt både økonomisk og administrativt, og gejstlighe­ den, som i høj grad var afhængig af kongen, bistod med boglærde administratorer og embedsmænd. Det varede dog længe før regeringen systematisk gjorde brug af skriftlige for­ ordninger og akter; men en begyndelse var gjort. Kongens opgave havde altid været at repræsentere folket over for såvel de guddommelige som de verdslige magter. I 800-tallet førtes forhandlingerne mellem danerne og deres na­ boer af kongelige udsendinge, og det var kongelige hære der forsvarede landet mod angribere og pålagde de slaviske og frisiske naboer skatter. Man har ingen vidnesbyrd om danske kongers religiøse rolle før omvendelsen til kristendommen, men man må gå ud fra at de ligesom alle andre hedenske fyrster forestod de kultiske ceremonier hvormed man sikrede sig og riget gudernes støtte. Knud dyrkede den kristne Gud, og der var ikke noget fundamentalt nyt i hans tro på at det var Gud der havde nedkæmpet hans fjender. Han måtte derfor lægge vægt på at Gud blev dyrket ordentligt og at hans lov blev efterlevet i hans riger, så man kunne være sikker på „at Gud i sin kærlige godhed ville bevare os i magt og ære, og splitte og knuse vore fjenders magt og styrke". En konges magt afhang ikke blot af hans embedes autoritet og hans personlige magt men også af hans charisma, denne ret uforklarlige men let kendelige evne til at vinde folk for sig, som, kombineret med held, kan opfattes som et tegn på Guds nåde. Kirken støttede på mange måder konge værdighedens idé, og ved sine ritualer forstærkede den også den kongelige charisma. Endvidere støttede kirken kongemagten rent kon­ kret ved at skaffe den medarbejdere der var bedre uddannet end de fleste lægmænd. Da kongerne havde det afgørende ord ved bispevalgene, havde de også en vis sikkerhed for at de rådgivere og tjenere de udpegede blandt kirkens mænd ville danne en passende modvægt til stormændene, der ikke nød­ vendigvis var tilhængere af kongen, og som både personligt og

Knud den Stores brev af 1027 til englænderne, hvoraf indledningen ses her, er kun overleveret i latinske oversættelser i to krøniker fra 1100-tallet. Denne ver­ sion er fra den krønike, som almindeligvis men fejlagtigt tillægges Florence af Worcester. Den begynder med Knuds titler „konge af hele England og Danmark og over nordmændene og en del sveer". Hvis krøniken gengiver brevet rigtigt viser det, at Knud anså sig for konge af Norge tre år før Olav Haraldson døde ved Stiklestad.

?»?

001

imt.JnirétxvaiHictøfdanæ-l-tuiub; nx^nifnortwsun

0

OOripcVnt •

litn rtnctox-' -

daBdur-flaauiWdctlU^pulic.fitrap cifut-iuipuin:- Gdeannonatufcfr ØJAMA.HV$

htbcrn'aifif,pbubilif fecrofcui (hidio