I begyndelsen : fra de ældste tider til ca. år 200 f. Kr [1] 8700522066, 8700518468

Citation preview

>

•

w

•

$

■

S ’ ./■ '

J\

■

Jr

?

. ’9'

’

~,

‘

X-

-r

. »/-

7

x

I

>:

GYLDENDAL OG POLITIKENS

DANMARKSHISTORIE-BIND 1 REDAKTION OLAF OLSEN

’ .

C^zC/'l

Tidstavle Danmark Klima

Periode

Subatlantisk

JERNALDER

Arkæologiske periodebetegnelser

År

Kr.f. Førromersk Jernalder

500 Subboreal

BRONZEALDER

Yngre Bronzealder

1000 Ældre Bronzealder

1800 BONDESTENALDER Neolitikum

Sen-neolitisk tid, Dolktid

2400 Enkeltgravskultur

2800 Mellem-neolitisk Tragtbægerkultur

3400 Tidlig-neolitisk Tragtbægerkultur

4000 Atlantisk

JÆGERSTENALDER Mesolitikum

Ertebøllekultur

5400 Kongemosekultur

6800 Maglemosekultur

Boreal

Præboreal

Senglacial

8800 Palæolitikum

Ahrensburgkultur

9000

Brommekultur

10.000 Hamburgkultur

11.000

Europa

Orienten År

Augustus kejser (år 31 f.Kr.-14 e.Kr.)

Kelternes befæstede byer (oppida) Kelterne ødelægger Delphi (år 279) Kelterne besejrer romerne, Rom brændes af (år 390) Kelterne på vandring

Kr.f. Den kinesiske mur bygges

Alexander den Store (336-23)

500

Kontakt mellem grækere, etruskere og keltere i Centraleuropa Etruskiske kulturblomstring begynder Græske kolonier i Italien og på Sicilien De homeriske digte, Iliaden, Odysséen

Østens store filosoffer: Kung-fu-tse Lao-tse og Buddha Jerusalems ødelæggelse Kong Salomon Kong David samler Israels stammer til ét rige

Mykenske kulturs undergang Minoiske kulturs undergang Mykenske kulturblomstring Minoiske kulturblomstring beg. på Kreta

Filistrene i Palæstina Tut-ankh-amon Ramses II

Det mellemste rige, Ægypten

1000

1800

Stonehenge, Sydengland

2400

Tidlig bronzealder i Central- og Vesteuropa

Sargon af Akkad, Mesopotamien

2800 Den tidlige bronzealder begynder i Grækenland

Pyramiderne, Ægypten Det ældste rige, Ægypten

3400 Arkaisk tid, Ægypten Det første kobber i Mellemeuropa

4000

Første landbrug i Mellemeuropa

5400

6800

Ældste landbrug begynder

8700 9000

10.000 11.000

I begyndelsen itiibiniiiinHiiiiiiii B Nasjonalbiblioteket Depotbiblioteket

Gyldendal og Politikens

Danmarkshistorie Redaktion: Olaf Olsen

Bind 1

I begyndelsen Fra de ældste tider

til ca. år 200 f. Kr.

af Jørgen Jensen

* Depotbiblioteket

Gyldendals Bogklubber

Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie Bind 1:1 begyndelsen © 1988 by Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag A/S, Copenhagen & Politikens Forlag A/S, Copenhagen Udsendes i Gyldendals Bogklubber efter overenskomst med Danmarkshistorien I/S Bogen er sat med Palatino hos GB-sats, København og trykt hos Nørhaven Bogtrykkeri A/S, Viborg Reproduktionerne i farve er udført hos Jan Sloth, Århus, i s/h hos Nørhaven Bogtrykkeri A/S, Viborg Bogbinderarbejdet er udført af Nordisk Bogproduktion A/S, Haslev Forlagsredaktion: Mogens Kristensen Billedkonsulenter: Svend Aage Knudsen og Jørgen Jensen Korttegner: Ingerlise Kjær Grafisk tilrettelægning: Finn Evald/Grafikeme Omslag: Carsten Schiøler Omslagsillustration: Flintedolk fra Hindsgavl, foto: Kit Weiss

Denne udgave må ikke gøres til genstand for offentligt udlån Kopiering fra denne bog er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan

Printed in Denmark 1992 ISBN 87-00-52206-6 (hele værket) ISBN 87-00-51846-8

Landbruget kommer til Europa 101

Indhold

Bondestenalderens Danmark 105

Forord 7 Den nye Danmarkshistorie 9 Indledning af rigsantikvar Olaf Olsen 9

JÆGERSTENALDEREN

15

Bygd ved bygd i skoven 124

I begyndelsen 17 Myten om historien 17 Da mennesket blev menneske 18 Menneskets tidsalder, kvartærtiden 21 Den sidste istid 24 Bræen viger 31

Forfædrenes grave 148 De store stengrave: benhuse og offerpladser 154 Kulthusene og de store samlings­ pladser 159 Stammen og ætten 165 Stendyngegravene 169 Mod nye tider 171

De første 33 Rensdyr på vandring 36 Nye vilkår 39 Istiden slutter 45

Fyrreskovens jægere 47 Det skovdækkede land 47 Fangstfolk på vandring 49 Med bue og pil 56

Landet forvandles 175

Løvskovens og kystens jægere 64 Løvskoven og havet 64 Kystens fangstfolk 67 Køkkenmøddinger og specialpladser 72

Det store landnam 175 Menneskene og sproget 176 Et landbrug under forvandling 179 Det nye bondesamfund 183 Tradition og fornyelse i Østdanmark 189

Nye tider 195

Fangstfolk til lands og til vands 76

Bondestenalderens slutning 195 Langhuse, kvæg og korn 196 Flinthåndværket blomstrer 200 De døde og de levende 201

Jæger og bytte 76 Mennesket fra fødsel til død 82 Krise og forandring 89

Landbruget begynder 97

Bosættelsen 124 Driftsformen 131 Flint og flinthuggere 136 Efterspurgte råvarer og vare­ cirkulation 140

De døde og de levende 148

Tundraens jægere 33

BONDESTENALDEREN

Det jomfruelige land 105 Pollendiagrammernes vidnesbyrd 108 Udviklingen og nødvendigheden 112 De første bønder 113 Når døden kom 118

95

Det første metal 209 Metalteknologiens oprindelse 209 Det første metal i Danmark 214

Det store spring fremad 97

Indhold

5

BRONZEALDEREN

221

Metalstøbere og bønder 223 Et kontinent i forvandling 223 Vejret og landet 225 Bopladser og gårde 228

Bronzens mestre 233 De første bronzestøbere 233 Dekoration og form 236

Høj folket 242 Tusinder af gravhøje 242 Bevaret i årtusinder 245 Som de gik og stod 254 De rige slægter 259

Fjerne forbindelser 263 Udvekslingen af mennesker og varer 263 Gennem Europa fra stamme til stamme 265

Religion og myter 270 Offergaverne 270 Hellige tegn og billeder 275 Helleristningerne 279

Europa ved skillevejen 286 En epokes slutning 286 Vendepunktet 287

Det rige samfund 292 Landet og bebyggelsen 292 Langhuse og bopladser 296 Ploven og husdyrene 302

Fra høvdingeslægt til høvdingeslægt 306 Rigdommen samles 306 Vejene mod syd 312 Bronzens mestre 316

6

Indhold

Dødekult og offerriter 321 De dødes grave 321 Offerritualerne 323 De hellige handlinger 327

JERNALDEREN

339

Store omvæltninger 341 Grækere, etruskere og keltere 341 Urotider og keltisk samling 343

Det nye bondesamfund 347 Et land i forvandling 347 Den nye landsby 348 Agre og kvæg 356 Jernets komme 359

Mennesker i liv og død 362 Gravpladsen 362 Mosernes ofre 365 Det tavse drama 370

Litteraturvejledning 376 Illustrationsliste 382

Register 386

Forord Hver ny generation skal have sin egen nye, store danmarks­ historie, og en ny generation er kommet til siden Politikens Forlag i 1962 påbegyndte udgivelsen af sin Danmarkshistorie i 14 bind under redaktion af redaktør John Danstrup og pro­ fessor, dr.theol. Hal Koch. I begyndelsen af 80erne havde såvel Gyldendal som Politikens Forlag planer om et nyt stort værk om Danmarks historie, og det var derfor naturligt at de to forlag i 1983 etablerede et samarbejde om denne opgave. Museumsinspektør, mag.art. Jørgen Jensen har ud over at have skrevet selve hovedteksten til bind 1 også skrevet billed­ tekster og udarbejdet den kronologiske tidstavle, litteratur­ vejledningen, registeret og - i samarbejde med redaktionen illustrationslisten. Billedkonsulenter på dette bind har været museumsinspektør, mag. art. Svend Aage Knudsen og Jørgen Jensen, der også har stået for fremskaffelsen af illustrations­ materialet. De mange illustrationer kunne ikke være bragt her uden beredvillig hjælp fra en række privatpersoner og institutioner som redaktionen skylder stor tak.

Maj 1988, Gyldendal og Politikens Forlag

I forhold til 1. udgaven er der i bogklubudgaven foretaget en række rettelser og tilføjelser.

Juli 1992, Gyldendals Bogklubber

Den nye Danmarkshistorie Dette bind - det første af 16 - indleder en ny stor Danmarks­ historie, der fra første til sidste ord er skrevet helt fra nyt, og som vil blive meget anderledes end alle sine forgængere. Det vil den allerede af den grund, at der er gået mere end et kvart århundrede, siden der sidst udkom en stor Danmarks­ historie med samme mål: at give en alsidig og alment til­ gængelig fremstilling af vort lands fortid, baseret på den histo­ riske forsknings seneste landvindinger. Målt med historiens alen er disse 25 år en kort tid. Alligevel vil beretningen om Danmarks historie fra stenalderen til edb-alderen afvige stærkt fra den, der blev fortalt i 1960erne. Det er der mange årsager til. En af dem er, at der i den sidste menneskealder har været en kolossal grøde i den historiske forskning. Endnu i 1960erne var der så få, der skrev om Dan­ marks historie, at enhver, der besad den fornødne interesse og energi, kunne overkomme at læse alle nye videnskabelige bidrag. Dette er ikke længere muligt. Hvert år trykkes der hundreder af bøger og tidsskriftartikler med danmarkshistorisk indhold. De fleste er grundige studi­ er, der belyser enkelte sider eller episoder af historien, frem­ lægger nye kilder eller tolker historiske begivenheder på en ny måde. Herved ændres og udbygges vort kendskab til fortiden i stort og småt. For den nye Danmarkshistorie er det en vigtig opgave at overskue denne store litteratur, uddrage de mest betydningsfulde resultater fra den og præsentere dem for læ­ serne på en klar og instruktiv måde. Endnu mere afgørende for nyorienteringen i vort værk er det dog, at både forfatterne og læserne stiller andre spørgsmål til historien, end man gjorde i 1960erne. Det er en følge af de gennemgribende forandringer i det danske samfund siden da. Vort livsmønster har ændret sig påfaldende, vi har accepteret nye normer i forholdet mellem menneskene, og vore øjne er blevet åbnet for problemer, som vi ikke tidligere skænkede megen opmærksomhed. I en sådan bølge af forandringer må også synet på historien blive et andet. Mennesket vil nemlig altid betragte historien i sin egen tids spejl - det er jo lige ved hånden. Nye strøm­ ninger i samfundet vil derfor medføre, at man anskuer for­ tiden fra nye synsvinkler. Et aktuelt eksempel er kvindebevæDen nye Danmarkshistorie

9

Ludvig Holberg, vor store komediedigter, var pro­ fessor i historie og anså selv sin Dannemarks Riges Historie (1732-35) for sit vigtigste værk. „Jeg holder den historiske videnskab næst Guds ord for det nyttigste af alle, når det bliver læst med de rette øjne. Jeg lærer at kende mig selv. Ja jeg lærer at spå. Thi man kan af forbigangne ting dømme om tilkommende og derfor i visse måder holde enhver grundig historiker for en profet". - Vore dages histo­ rikere opfatter sig næppe som profeter. Men historien spiller stadig en afgørende rolle i vor bevidsthed og præger vor opfattelse af nutiden og vore ønsker for fremtiden. Derfor er det vigtigt, at hver ny genera­ tion korrigerer og supplerer Danmarks historie med den historiske forsknings nyeste resultater.

10

gelsen, der i sine mål er nutids- og fremtidsrettet, men som også har givet anledning til en mangfoldighed af undersøgel­ ser af kvindernes vilkår i ældre tider. I den politiske og kul­ turelle samfundsdebat er indsigt i historien et uundværligt instrument, og den historiske kvindeforskning har givet kvin­ debevægelsen et vigtigt historisk perspektiv. På samme måde har nutidens øgede sociale bevidsthed og debatten omkring velfærdssamfundets fremtid fremkaldt et stærkt behov for at vide mere om de svageste grupper i for­ tidens samfund. Der er ikke skrevet meget om dem tidligere, for de har selv kun efterladt sig få skriftlige vidnesbyrd. Men nu er de store navnløse skarer omsider ved at indtage den plads i historien, som deres antal og indsats berettiger dem til. Når man i dag læser i ældre Danmarkshistorier, vil man ofte finde det påfaldende, at fortidens tildragelser hovedsageligt betragtes som lokale danske fænomener og især forklares ud fra deres hjemlige forudsætninger. I vor tid, hvor udlandet på så mange måder er kommet tættere på os, og hvor det er åbenbart for enhver, at tilværelsen i Danmark både politisk, økonomisk og kulturelt i vid udstrækning bestemmes af, hvad der sker i verden omkring os, er vort historiesyn også blevet mere internationalt. Derfor vil denne Danmarkshistorie lægge vægt på at forklare den nordiske og europæiske baggrund for udviklingen og begivenhederne i fortidens og nutidens Dan­ mark. Historikeren, der beskæftiger sig med studiet af fortidens samfund, vil sædvanligvis også være en vågen iagttager af sin egen tid og lade sig inspirere af bevægelserne i samtiden. Dette er sikkert årsagen til, at 'ungdomsoprøret' i 1960erne, der fremkaldte så stærke brydninger på universiteterne, ikke i nævneværdig grad rettede skytset mod historieforskningen. Det samfundsengagement, som oprørerne fordrede, fandtes allerede hos historikerne, og man kunne ikke kritisere dem for at være uberørt af strømningerne i nutiden. Alligevel kan der ikke være tvivl om, at brydningerne har haft væsentlig betydning for den nyeste udvikling i historie­ forskningen. Således er der sket en mærkbar styrkelse af inter­ essen for den moderne politiske historie og socialhistorien, og bevægelsen gav nyt liv og ny inspiration til de teoretiske dis­ kussioner om historieforskningens mål og muligheder. En nyttig følge af denne debat var, at den bidrog til at nedbryde grænserne til beslægtede videnskaber. Dette viser sig blandt andet derved, at nogle historikere i dag har forladt den traditionelle arbejdsform, der tager sit udgangspunkt i de bevarede historiske kilder fra fortiden. I

Den nye Danmarkshistorie

Egtvedpigens dragt. En kopi af den berømte bron­ zealderdragt er med henved 25 års mellemrum - i 1930rne og i 1961 - blevet fotograferet på levende model. Selv om dragten er den samme, afslører model­ lerne billedernes alder. - Ligesom gengivelsen af bronzealderpigen er præget af tidspunktet for rekon­ struktionen, vil enhver skriftlig fremstilling af historiske emner indeholde elementer, der afspejler historikerens egne, tidsbe­ stemte forudsætninger. Dem kan ingen frigøre sig helt fra.

stedet lader de deres undersøgelser styre af teoretiske 'model­ ler' for historiske udviklingsforløb, inspireret af de forklarings­ modeller, der anvendes i samfundsvidenskaberne, især blandt sociologer og nationaløkonomer. På samme måde har arkæologerne, der jo er forhistoriens historikere, i nogen grad overtaget de modeller for samfunds­ livets former og udvikling, som etnografer og socialantropolo­ ger har opstillet ud fra studier af livet blandt naturfolk og i ikke-industrialiserede samfund i nutiden. Dette nye syn på forhistorien træder stærkt frem i dette første bind, der rummer beretningen om de ældste tider i Danmark.

Kan vi forstå fortiden? En anden nyorientering, der også vil sætte sig spor i dette værk, vedrører selve forståelsen af fortidens tankegang og handlesæt. I de seneste år har adskillige forskere givet udtryk for alvorlig tvivl om vore muligheder for at tilegne os fortidens Den nye Danmarkshistorie

11

tankegang på grundlag af de bevarede skriftlige kilder, der jo er historikerens vigtigste arbejdsredskab. Vore forfædres sprogbrug kender vi, og med sprogfolkenes hjælp kan vi også tolke de ord, der ikke mere lever i det sprog, vi selv taler. Men kan vi være sikre på, at vi fuldt ud forstår, hvad fortidens mennesker lagde i disse ord og begreber? Næppe altid. Når man f.eks. ser, hvor forskelligt begrebet 'frihed' opfattes rundt om i verden i dag, kan man komme i tvivl om, hvad det var for en slags frihed, biskop Thomas af Strångnås havde i tankerne, da han for 500 år siden skrev Frihed er det bedste guld. Den frihed, som bispen hyldede så varmt, ville vi måske snarere kalde 'retssikkerhed'. Hvor svært det end er, vil vor tids histo-

12

Den nye Danmarkshistorie

Udgravning af kulthus fra bronzealderen ved Sandagergaard i Hornsherred. Kendskabet til Danmarks forhistorie er i de sidste 25 år øget kolossalt ved nye fund og iagttagelser. De fleste nyfund er fremkom­ met ved anlægsarbejder. Nedlægningen af rør til naturgasanlægget i 1980erne afslørede henved 1700 for­ tidslevn og gav anledning til 250 arkæologiske ud­ gravninger. Det ejendom­ melige kulthus var et af de vigtigste ny fund.

riker i langt højere grad end sine forgængere lægge vægt på at anskue fortidens mennesker ud fra deres egne forudsætninger og søge at forstå deres tankegang og dermed også de værdi­ normer, der bestemte deres handlinger. Historikeren har to forpligtelser. Den første er at erkende den historiske virkelighed, dvs. - sagt med jævne ord - at finde ud af hvordan det var og hvad der skete. Det kan være vanskeligt, fordi de kilder, der står til hans rådighed, ofte er utilstrækkelige, upålidelige eller misvisende. Gennem sin ud­ dannelse er historikeren imidlertid udrustet med en viden­ skabelig metode, den historiske kildekritik, der har lært ham at prøve kilderne mod hinanden og at betragte ethvert vidnes­ byrd fra fortiden med årvågen kritik. Konklusionerne af så­ danne undersøgelser vil selvsagt kunne anfægtes, men den videnskabelige analyse giver i det mindste historikeren en mulighed for at nærme sig den historiske virkelighed. Langt vanskeligere at håndtere er historikerens anden for­ pligtelse: at udrede de historiske sammenhænge. Det er ikke nok, at han beretter, hvad der er sket i fortiden. Han må også forklare, hvorfor det var, som det var, og gik som det gjorde. Ved besvarelsen af disse spørgsmål betjente tidligere tiders historikere sig hovedsageligt af deres intuition, den sunde fornuft om man vil. Nutidens historikere vil nok være mere tilbøjelige til at påpege lovmæssigheder i den historiske ud­ vikling, og de vil - måske ofte i lidt for høj grad - lade sig lede af de moderne politiske og økonomiske videnskabers pro­ blemformuleringer og resultater. I sidste instans er det imid­ lertid også for deres vedkommende intuitionen, der er ud­ slaggivende, når spørgsmålet hvorfor? skal besvares. Selv om historikeren skriver sit værk på grundlag af den historiske viden og indsigt, han har erhvervet sig, vil det dog tillige være et produkt af hans personlige holdninger, viden­ skabssyn og fordomme, der igen har nøje sammenhæng med den tid, han lever i, og det miljø han færdes i. Ældre histori­ kere moraliserede gerne, når de fremlagde deres tolkninger for læserne. Den slags er ikke god tone i seriøs historieskrivning i dag. Man forklarer, men revser hverken fortiden eller samti­ den. Det giver fremstillingen et objektivt skær, som imidlertid er en fiktion. Al historieskrivning rummer et budskab til læ­ seren eller i det mindste en tendens, om end ofte ubevidst fra forfatterens hånd og på det nærmeste usynligt for den samtidi­ ge læser. At skrive 'objektiv' Danmarkshistorie er ikke muligt og vil aldrig blive det. Man taler ofte om Historiens dom. Udtrykket er ikke heldigt, for historikeren må som oftest arbejde med mangelfulde og

Den nye Danmarkshistorie

13

ufuldstændige præmisser, der ikke ville slå til i en retssal. Vil man bruge udtrykket, må man i det mindste gøre sig klart, at Historien ikke er en højesteret, der afsiger endelige og uom­ stødelige kendelser. Historiens dom kan altid appelleres, og den bliver det igen og igen. Denne Danmarkshistorie har 16 forfattere. De er valgt, fordi de hver for sig besidder en stor og alsidig viden om de perio­ der, de skriver om, og de har alle dokumenteret deres evne til at fremlægge denne viden i en populær form. De er også alle dybt forankrede i den forskningstradition, der gennem det sidste hundrede år har givet studiet af Danmarks historie et solidt fagligt grundlag. .Men derudover er de meget forskelli­ ge, både i deres samfundssyn og i den ideologiske holdning til deres fag. Dette vil selvsagt kunne mærkes ved læsningen af værket, hvor forskellene mellem de enkelte bind vil under­ strege den store bredde og spændvidde i dansk historisk vi­ denskab. Denne spændvidde skal vi være lykkelige for. Olaf Olsen

J ægerstenalderen

I begyndelsen Myten om historien Historien begynder med myten - og myten handler om be­ gyndelsen, om dengang alting var anderledes, eller dengang alting begyndte. Ethvert folk har sin oprindelsesmyte. For tusinde år siden, da navnet Danmark første gang optræder i de nedskrevne beretninger, eksisterede der i Norden en rig for­ tællekunst. Noget af den er bevaret i Eddadigtningen, og i den blev også historien om verdens begyndelse fortalt:

Urtid var det... intet sand, ingen sø, ingen svale bølger; jord sås ikke og ikke himlen, gab og gold tomhed, af græs intet.

Årtusinder er gået, siden disse stenaldermennesker døde. Alligevel bringer den moderne arkæologiske un­ dersøgelse os deres skæbne tæt ind på livet. De blev fundet på en jægerboplads nær havet ved Strøby Egede på Stevns, hvor de havde levet for henved 6000 år si­ den. I graven lå tre nyfødte, en 5-6-årig dreng, en 9-10årig pige samt en 18-årig kvinde, en 30-årig mand og en 50-årig kvinde. Om årsa­ gerne til deres død kan vi kun gætte. Var det en kæn­ tringsulykke, eller døde de måske af en madforgift­ ning? Kun ét står fast: alle otte var de ofre for den samme ubønhørlige skæb­ ne.

Sådan lød det i Vølvens spådom, et digt, der opstod engang ved oldtidens slutning. Senere i Danmarkshistorien skabtes andre oprindelsesmy­ ter. Nogle tog deres udgangspunkt i sagadigtningen, andre i Bibelen. Alle stillede de spørgsmålet om vort folks og menne­ skenes ældste oprindelse. Men fra begyndelsen af 1800-tallet voksede en ny tradition frem. Den byggede sin oprindelsesbe­ retning på de levn af forsvundet liv, som menneskene havde efterladt i jorden. Arkæologien var begyndt sin lange beret­ ning om oldtiden. Nu er arkæologien ikke digtning, men en videnskab. Allige­ vel har oldtidshistorien bevaret noget af mytens præg. Af skildringerne afjorden ved menneskehedens begyndelse vok­ ser ofte de mytiske forestillinger frem. Det er billeder af enge og dalstrøg, der gennemstrømmes af friske floder. Man ser de farvestrålende planter i al deres mangfoldighed, de dybe søer og i horisonten de blå og røde bjerge i fantastiske former, himlen- med dens drivende skyer og flokke af fugle og havet med dets rigdom af fisk. Sådan som det var, før mennesket ændrede på det. Historien handler om mennesket. Men også om dengang mennesket blev menneske. Her skubber vi stadig grænsen for vor indsigt bagud i tid. Vi ønsker stadig dybere perspektiver.

1 begyndelsen

17

Måske fordi den hast, hvormed udviklingen nu foregår, har skabt et vældigt behov for at bestemme retningen af det forløb, vi er en del af. Derfor munder videnskaben om mennesket i dag ud i biologien. Og biologien forgrener sig videre i bl.a. kvantefysikken og astronomien. For vi stammer ikke kun fra primaterne og amøberne. Vi er skabt af stjernestøv, som det er blevet sagt af dem, der udforsker livets opståen på denne planet. Af dette svimlende perspektiv vokser udviklingshistoriens mytiske præg frem. For det, videnskaben søger svar på, er ældgamle spørgsmål om bevidsthedens opståen, menneskets oprindelige væsen, samfundslivets fremvækst, kønnenes for­ skellighed og racernes oprindelse. Altsammen noget digtere, filosoffer og naturforskere har beskæftiget sig med i årtusin­ der, og som igen og igen dukker op som ubesvarede spørgs­ mål, også i historien. Bag alle de mange videnskaber, der udforsker mennesket og den verden, det lever i, ligger drøm­ men om den store, samlende indsigt. Det er ikke få videnskabsmænd, der i vor tid som biologen Frangois Jacob har stillet spørgsmålet, om det vil være muligt at få fortællingen om vor oprindelse til på én gang at fungere som videnskabelig teori og som myte.

Da mennesket blev menneske Det hænder, at der gøres arkæologiske fund, som på en særlig måde rummer netop dette mytiske perspektiv. Et sådant var fundet af nogle forstenede fodspor i asken fra en afrikansk vulkan, Sadiman, der ligger i det, der i dag er Tanzania. En askebyge var faldet over det landskab, der omgav vulkanen. Det var i begyndelsen af regntiden, og en regnbyge gjorde asken modtagelig for aftryk. Da nogle menneskelignende væ­ sener kort tid efter passerede igennem området, tegnedes deres fodspor klart i den fugtige aske. Der var tre individer, det ene af dem var et barn, og deres fodspor var næsten ikke til at skelne fra nutidsmenneskers. Snart dækkedes sporene af me­ re aske, forsteningsprocessen gik langsomt i gang. Det skete for 3,6 millioner år siden, og her ser man for første gang mennesket undervejs på dets vandring ind i historien. Noget tilfælde er det ikke, at disse gamle spor af det oprejste menneskes gang på jorden blev fundet i Afrika. For det var efter alt at dømme på dette kontinent, under tropiske forhold, at den skabning opstod, som i de følgende årmillioner skulle underlægge sig jordkloden. Her udskilte menneskelinien sig fra linien af de store menneskeaber. Den sidste art, vi delte 18

I begyndelsen

I det vulkanske landskab ved Laetoli i Tanzania satte nogle menneskelignende væsener for 3,6 millioner år siden deres fodspor i den våde aske. Der ses to sæt spor. Det mindste sæt ses til venstre. Det andet sæt er dannet af to individer, hvoraf det ene har sat sine fødder i sporene fra det andet. Sandsynligvis har de tre individer gået sammen i en gruppe. Tilfældigheder som en smule nedbør og aske med den rette kemiske sammensætning samt hur­ tig tildækning under mere aske har givet os dette ældste glimt af en lille flok forhistoriske hominider.

Da mennesket blev menneske

19

Kranium af Homo erectus, ca. 1,6 millioner år gammelt, fundet ved Koobi Fora i Kenya i Afrika. Kraniet er indtil nu både det mest fuldstændige og det ældst kendte af arten. Karak­ teristisk er dets meget tykke knogler, de fremtrædende øjenbrynsbuer, den stærkt vigende pande og den lave, lange hjernekasse.

20

1 begyndelsen

forfædre med, var chimpanserne. Men deres og vore veje skiltes for ca. 5-7 millioner år siden. Det er bl.a. molekylærbiologiske undersøgelser, der har kunnet give os en formodning om, hvornår menneskene og menneskeaberne begyndte at udvikle sig i hver sin retning. Alligevel har man næsten ingen viden om, hvordan de ældste menneskelignende væsener, hominiderne, så ud i de første millioner år, de levede på jorden. Den ældst kendte hominid er mellem 3 og 4 millioner år gammel. Den kaldes Australopithecus afarensis. „Lucky" er arkæologernes navn på et særligt berømt eksemplar af racen, det er et skelet af en kvinde, kun 120 cm høj, som blev fundet ved Hadar i Etiopin. Hun havde oprejst gang og bekræfter derved iagttagelserne i Sadiman vulkanens aske. Dette specill træk i hominidernes udvikling synes dog at kunne føres flere millioner år længere tilbage i tiden. Det næste trin fremad i udviklingen af hominiderne er arten Australopithecus africanus. Den er kendt fra en række sydafri­ kanske fundsteder, men er også fundet i Østafrika. Australo­ pithecus africanus er ikke meget forskellig fra sine forgængere; hjørnetænderne er mindre, hjernen lidt større. Så for lidt mere end 2 millioner år siden spalter linien af hominider sig. Australopithecinerne fortsætter, men udvik­ lingen ender i en blindgyde, arten uddør for lidt over 1 million år siden, måske udkonkurreret af den anden hominid, Homo slægten, hvis ældste art er Homo habilis. Denne art dukker op første gang for henved 2,2 millioner år siden, og den er den første, der tydeligt har større hjernerumfang end menneske­ aberne. Homo habilis forsvandt igen fra scenen for 1,7 millioner år siden, udviklingen blev derefter fortsat af en ny art, Homo erectus, som kendes fra fund i Afrika, der er 1,6 millioner år

gamle. Navnet betyder „det oprejste menneske". Men vi ved nu, at oprejst gang ikke var noget specielt for Homo erectus. I flere millioner år havde hominiderne allerede gået oprejst. Alligevel var fremkomsten af Homo erectus et afgørende skridt i hominidernes udvikling. For menneskelinien havde nu nået et stadium, hvor artens evolutionære fremdrift havde skabt et usædvanligt dyr med en stadig voksende evne til at gribe ind i omgivelserne og med en livsform, som favoriserede dets videre spredning. Afrika var ikke længere det eneste kontinent, hvor hominiderne færdedes. For lidt under 1 mil­ lion år siden begyndte Homo erectus sin rejse ind i Asien og Europa. Det blev begyndelsen til menneskets historie på det kontinent, som også Danmark er en del af. På det tidspunkt havde menneskeheden allerede taget nog­ le af de afgørende skridt, der skulle præge dens videre færd. For mellem 3 og 1 million år siden var størrelsen af vore for­ fædres hjerne blevet næsten fordoblet. Mennesket var be­ gyndt at anvende redskaber. Deres formål var at blive brugt til opgravning og bearbejdning af plantemateriale og til jagt og partering af mindre dyr. Ilden var kommet i brug - de første, ganske vist usikre spor heraf er omkring 1,4 millioner år gamle. Og menneskene havde udviklet en livsform, der var baseret på en blandingsøkonomi, en organiseret indsamling af dyre- og planteføde, og som igen må have forudsat deling af føden og derved lagt kimen til komplicerede sociale adfærdsformer. Et egentligt talesprog havde nok også nu udviklet sig, men her­ om tier kilderne naturligvis. Med denne ballast forlod grupper af Homo erectus Afrika. Rustet til at leve som jægere og samlere i områder, hvor om­ givelserne var mindre venlige og pålidelige end i menneskets tropiske fødested, hvor det for første gang oplevede betydeli­ ge sæsonsvingninger i klimaet, og hvor istiderne undertiden lagde store dele af det nordlige kontinent øde. Under disse vilkår begyndte, for knap 1 million år siden, Europas og Asiens oldtidshistorie.

Menneskets tidsalder, kvartærtiden Menneskearten Homo erectus' udvandring fra Afrika skete i en periode, hvor jordkloden allerede længe havde befundet sig i en ustabil fase: kvartærtiden med dens mange istider. Disse kuldeperioder synes at kunne forklares ud fra variatio­ ner i mængden af den solstråling, der nåede nord- og sydpolen i sommerhalvåret. Disse foregår med en rytme, der kan be­ regnes ud fra jordens bevægelser omkring solen, og de påMenneskets tidsalder, kvartærtiden

21

Verdenskort med de vigtig­ ste findesteder for arten Homo erectus. Tallene angiver fundets alder i millioner år. Alle fund over en million år gamle er gjort i Afrika med undtagelse af et enkelt usikkert fund fra Modjokerto i Indonesien.

22

I begyndelsen

virkes af i hvert fald tre forhold: jordens rotationsakses hæld­ ning i rummet, den retning i hvilken aksen peger og jord­ banens form. Denne forklaring er søgt efterprøvet ved under­ søgelser af boreprøver fra oceanbunden, og de synes at be­ kræfte, at omfanget af islagene på jorden netop er afhængige af nuancer i jordens stilling og bevægelser i rummet. I Danmark kender man ikke geologiske aflejringer fra den første del af kvartærtiden. Senere istider fjernede dem helt. Men andre steder på jorden, hvor de forekommer, kan man få indtryk af, hvordan kulden ved periodens begyndelse ødelag­ de en rig skovvegetation, en proces der skulle gentage sig mange gange i løbet af de følgende 2-3 millioner år. De voldsomme temperaturfald bevirkede, at vældige ismas­ ser bredte sig på både den nordlige og sydlige halvkugle. En indlandsis skød frem og dækkede i mange årtusinder store dele af kontinenterne. Kulden varede dog ikke ved. Der kom

De ældste spor af menne­ sker i Danmark? To hånd­ kiler, dvs. tosidet tilhugge­ de redskaber af flint, med en tilspidset eller afrundet arbejdskant, fundet ved Villestrup i Himmerland (til venstre) og på Fenø i Lille­ bælt (til højre). Håndkilen fra Villestrup er af en form, som i Mellemeuropa dateres til sidste mellemistid, dvs. at den kan være mellem 200.000 og 70.000 år gam­ mel. Håndkilen fra Fenø er af en lidt ældre type, dens alder er dog usikker.

igen tider, hvor ismasserne smeltede, og livet generobrede de landområder, der havde været nediset - men kun for snart igen at blive udslettet af den næste istid. Samlet har mellemis­ tiderne næppe udgjort mere end ca. 10% af kvartærtidens 2-3 millioner år. Historien om, hvordan Homo erectus i den første halve million år tilpassede sig de skiftende levevilkår på det europæ­ iske kontinent, er endnu meget dårligt kendt. De arkæologiske fund er få og usikre og tyder ikke på nogen særlig omfattende kolonisering af kontinentet. Først for henved 400.000 år siden synes der at komme skred i udviklingen. På dette tidspunkt, eller måske lidt senere, begynder en vækst af menneskenes hjernerumfang og en spinklere kraniebygning at gøre sig gæl­ dende. Fund fra bl.a. Petralona i Grækenland og Arago i Pyrenæerne viser, at hominidernes udvikling frem mod sapi­ ens arten nu var i gang. En foreløbig kulmination nåede ud­ viklingen på vort kontinent med det nu uddøde Neanderthalmenneske, for omkring 100.000 år siden. Men er de ældste fossile menneskerester i Europa endnu meget få, så tegner fundene af menneskets redskaber et lidt klarere billede. Det redskab, som Homo erectus og de første

Menneskets tidsalder, kvartærtiden

23

Homo sapiens frem for alt benyttede sig af, var den såkaldte håndkile. De ældste kendte stammer fra 1,4 millioner år gamle fund i Olduvai Gorge i Afrika. Og i stadig bedre udformning forblev dette redskab i brug i mere end 1 million år. Også i Europa kendes håndkilerne, og de var i brug, indtil de for henved 70.000 år siden blev erstattet af et helt nyt og bredere udvalg af redskaber. Netop håndkilerne er af betydning for Danmarkshistoriens første spørgsmål: hvornår begyndte det hele? For håndkiler ganske svarende til dem, man kender fra aflejringer i andre dele af den gamle verden, er også fundet i Danmark. Ikke i veldaterede geologiske lag, ej heller fundet så man kan sige, hvor de oprindelig blev fremstillet og brugt. For alle har de været flyttet af i hvert fald den sidste istids gletschere. Men ved deres karakteristiske form viser de, at for 200.000 år siden, måske endnu før, må mennesker, vel nok tidlige former af arten Homo sapiens have færdedes i det, der nu er Danmark. For mindst 6000 generationer siden begyndte Danmarkshisto­ rien. Det er svage glimt af vor tidligste historie, disse stenred­ skaber giver os. Men de viser, at menneskets tilstedeværelse i Danmark går tilbage langt forud for den sidste istid. Det har også andre fund, om end ikke så gamle, kunnet vise. Fra den sidste mellemistid, Eem-mellemistiden, stammer nogle dådyr­ knogler fundet ved Hollerup nær Langå i Jylland. Det var knogler, som var i menneskehænder for mellem 80.000 og 100.000 år siden. På deres vandring gennem landet havde nogle jægere, vel nok Neanderthalere, fortæret et eller flere dådyr ved bredden af en lille indsø. Dyrene var parteret og spist på stedet, og nogle af knoglerne var knust for at få marven ud. Det var gjort på en måde, så man med sikkerhed kan sige, at det ikke var dyr, som havde gnavet i dem. Mere fortæller den lille historie ikke. Men den åbner allige­ vel for et sært, fascinerende perspektiv. Hinsides den sidste istid, som skulle blive så afgørende for menneskehedens ud­ vikling og for den verdenshistorie, som også Danmarkshistori­ en er et lille hjørne af.

Den sidste istid Kvartærtidens istider var meget lange. Mellemistiderne synes derimod at have været betydelig kortere, måske kun 10-15.000 år. I hvert fald gjaldt det den sidste mellemistid, som endte for omkring 70.000 år siden. Efter den satte endnu en kuldeperio­ de ind - den sidste istid, også kaldet Weichselistiden. For 24

I begyndelsen

Overarmsknogler af dådyr fundet ved Hollerup i Jyl­ land. Knoglerne har været knust af mennesker, for at marven kunne tages ud. Disse meget gamle spor efter menneskers færden i Danmark er fundet i geolo­ giske lag, der for mere end 80.000 år siden, dvs. i Eem mellemistiden, blev aflejret i en lille sø.

menneskene var det imidlertid den mest begivenhedsrige af dem alle. Klimaændringen, som indledte den sidste istid, begyndte for mellem 80.000 og 70.000 år siden. Enorme isbræer opstod mange steder på den nordlige halvkugle, men Danmark var dog langtfra dækket af is i hele perioden, klimaet skiftede nemlig i årtusindernes løb. I de første ca. 20.000 år af Weichselistiden lå bræen kun i de sydøstlige dele af Danmark, mens hovedparten af Jylland var isfrit. Her herskede et fugtigt, koldt klima. Så fulgte for ca. 45.000 år siden en noget mildere periode. Næsten hele det nuværende Danmark udgjorde nu et åbent, isfrit steppeområde, hvor bl.a. vældige planteædende mam­ mutter søgte føden. Et iskoldt Kattegat dækkede dog Jyllands og Sjællands nordligste dele. Den sidste istid

25

Men endnu en knugende kuldeperiode havde landet til gode: For omkring 22.000 år siden begyndte store isbræer at skyde sig frem fra nord og noget senere fra øst. Sammen dannede de til sidst et ubrudt isdække, hvis form blev så afgørende for det danske landskabs udseende. Bræen stod nu langs en linie, der gik fra Bovbjerg ved Vesterhavet ind i landet til Viborg. Her bøjede isranden mod syd og gik ned gennem hele halvøen. Foran ismasserne, dvs. i det sydvestlige Jylland lå et øde og forblæst landskab, hvor livet havde ringe vilkår. Noget senere ændredes billedet dog igen. En mildning af klimaet satte ind for omkring 15.000 år siden og tvang isen 26

I begyndelsen

Fire stadier af forholdet mellem land, hav og ind­ landsis under den sidste istid, Weichselistiden. På 1 ses Danmarks udseende i istidens første fase for mere end 50.000 år siden, mens 2 viser situationen i den mildere periode for mellem 45.000 og 35.000 år siden. På 3 ses indlandsisens største udbredelse, efter at bræerne for 22.000 år siden igen begyndte at skyde sig ind over landet. 4 viser et af de sidste stadier af ind­ landsisens udbredelse for mellem 16.000 og 13.000 år siden.

tilbage. Et par årtusinder senere var de sydlige dele af Østjyl­ land og øerne endnu dækket af den vældige bræ, som kælvede isbjerge ud i det kolde Kattegat. Men resten af Jylland var isfrit bortset fra Vendsyssel, som var oversvømmet af havet. Den tid var nu ikke fjern, hvor Danmark helt skulle befries for isens knugende vægt. Sådan forløb indlandsisens bevægelser ind over landet gen­ nem Weichselistiden frem til dens sidste par årtusinder. Et fremmedartet og koldt Nordeuropa var det, men dog var det ikke overalt så fattigt og livsfjendsk som de landskaber, man kender fra de arktiske dele af verden i dag. De åbne land­ skaber, der lå syd for de vældige bræer, prægedes nemlig af, at solens stilling i forhold til breddegraderne var anderledes end i nutidens arktiske områder. Det gav mere direkte solenergi og derfor opviste landskaberne længere mod syd på kontinentet også en sammensat mosaik af vegetation betinget af bl.a. de lokale overfladeforhold. I virkeligheden var det et ganske pro­ duktivt landskab, som det ses af dyrebestanden. Man kunne møde store græsædere som uldhåret næsehorn, mammut, bison og vildhest såvel som rensdyr og rådyr. Og her levede også store kødædere som bjørn, løve, hyæne og ulv. I dette landskab fortsatte mennesket sin kolonisering af Europa. Allerede længe før den sidste istid fandtes der i Euro­ pa mennesker af arten Homo sapiens. Men hvordan denne arts videre udvikling forløb, står endnu som noget af en gåde. En gren af den blev for henved 125.000 år siden til Neanderthallinien. Mennesker af denne art havde altså eksisteret al­ lerede under den næstsidste istid, og det var sandsynligvis dem, der i den efterfølgende - sidste - mellemistid færdedes i Danmark. De synes i øvrigt at have kunnet tilpasse sig om­ givelser af vidt forskellig karakter: de levede over hele Europa, Mellemøsten og ind i Centralasien. Homo sapiens neanderthalensis levede videre ind i den sidste istid, og det var her, dens særegne karaktertræk nåede deres mest ekstreme form: et kraftigt skelet med store muskel­ flader, som i øvrigt ikke afveg væsentligt fra nutidsmenne­ skets. Afvigende var derimod kraniet. Dets hjerne var lige så stor som vor, men hjernekassen var betydeligt lavere og læn­ gere. Neanderthalerne var kyndige jægere, de fremstillede effek­ tive redskaber, de gik i klæder, og i deres livsform indgik en dødeomsorg, som gav sig udtryk i gravritualer. De må derfor have haft et udviklet talesprog. Men tilsyneladende førte deres udvikling ind i en blindgyde, i hvert fald forsvandt de totalt for henved 40.000 år siden, midt i den sidste istid. Scenen blev nu Den sidste istid

27

Kranier af Homo sapiens neanderthalensis (øverst) og vor egen tids Homo sapiens sapiens (nederst). Neanderthalracen var tætbygge­ de mennesker, hvis mest karakteristiske fysiske træk måske var resultatet af en tilpasning til det isdækkede Nordeuropa. Hvorfor racen forsvandt står ikke klart. Måske den ikke kunne tilpasse sig det efterhånden varmere klima, måske kunne den ikke klare sig i konkurrencen med hoved­ linjen af Homo sapiens. Eller måske krydsede den sig med hovedlinjen, såle­ des at Neanderthalernes gener overlever i os alle i dag.

helt domineret af det moderne menneske Homo sapiens sapi­ ens. Hvor det moderne menneske opstod, er stadig en gåde. I Europa kan det næppe have været, derimod synes nye geneti­ ske træk i løbet af den sidste istid at være kommet hertil udefra. I Afrika er der fundet 100.000 år gamle overgangsfor­ mer mellem den primitive Homo sapiens og nutidsmenne­ sket. Og i Mellemøsten er der fundet 40.000 år gamle kranier, som nok ligner nutidsmenneskets, men alligevel har bevaret visse primitive træk, der peger bagud mod ældre Homo sapi­ ens former. Der er mange mulige forklaringer på disse fund det eneste, man med sikkerhed kan sige, er, at for 35-30.000 år siden findes der i Europa, Asien og Afrika kun mennesker, som stort set svarer til disse områders nutidige befolkning. Mennesket havde nu nået det biologiske stadium, hvor det står i dag - og den mennesketype var det, som i den sidste halvdel af den sidste istid via den dengang eksisterende land­ forbindelse, koloniserede de mennesketomme kontinenter: 28

I begyndelsen

Istidsjægernes selvportræt­ ter, nogle af de ældste billeder af mennesker i verden. Oftest afbilder istidsjægernes kunst jagt­ dyr. Menneskefremstil­ linger forekommer dog også, gerne som små skulp­ turer eller som her indridset på nogle små stenplader, fundet på en fangstboplads fra istidens slutning ved La Marche i Vestfrankrig.

Amerika og Australien. Menneskehedens globale spredning var nu til ende. Vendepunktet i menneskets udvikling lå midtvejs i den sidste istid for henved 35.000 år siden. Teknologisk set var det også en vigtig tærskel, som blev overskredet. En ny redskabs­ teknik var blevet udviklet og førte til fremkomsten af et bredt udvalg af velegnede arbejds- og fangstredskaber. Der er f.eks. vidnesbyrd om, at bue og pil kommer i brug i løbet af perioden. De ældste spor heraf er ca. 18.000 år gamle. Jagtspyd med aftagelige odde opfindes også, kastetræ, som forøgede spydets styrke og træfsikkerhed, ligeså. Mange af disse tekniske forbedringer hænger sammen med en udvikling af skæft­ ningsteknikken, som også viser sig ved, at ben, tak og elfen­ ben nu indgår i redskabsfremstillingen. Alt dette peger i ret­ ning af stadig større planlægning af jagten, og samme vej peger også den store variationsbredde, man kan aflæse af de arkæologiske funds indhold og geografiske spredning. Den sidste istids jægere var ikke tilfældigt omflakkende, primitive væsener, der levede fra hånden og i munden. Deres livsform var nøje planlagt i overensstemmelse med omgivelserne. Den sigtede mod to mål: at opnå en sikkerhedsmargen ved fødens tilvejebringelse til imødegåelse af krisesituationer - og at holde den dermed forbundne arbejdsindsats inden for acceptable rammer. Det krævede en række valg, hvad angik placeringen af bopladserne, varigheden i brugen af disse og reguleringer af gruppestørrelsen, kort sagt en udviklet social adfærd, som ligger langt fra alle traditionelle forestillinger om disse jægere. Indsigtsfulde og erfarne fangstfolk var de, med en kultur som byggede på årtusinders opsamlede viden. I det lys bliver istidsjægernes kunstneriske udfoldelser også mere forståelige, men ikke mindre betagende. Det føler man, når man står i de huler, hvor jægerne afbildede de dyr, som udgjorde så væsentlig en del af deres eksistensgrundlag. Mere end 100 sådanne huler er kendt i Europa. De fleste i et be­ grænset område i Vesteuropa, men også nogle så langt mod øst som Ural. Muligvis har de været rituelle samlingspladser for et antal fangergrupper inden for et større område - og her,

Den sidste istid

29

Urokse fra hulemaleri i Dordogne i Sydvestfrankrig, malet af istidsjægere for mere end 15.000 år siden. Det var den samme dyreart, som efter isens bortsmelt­ ning fra Danmark flere årtusinder senere var så efterstræbt af jægerstenalderens fangstfolk.

30

I begyndelsen

på klippevæggene i bl.a. Dordogne og Pyrenæerne udviklede man i den sidste tredjedel af istiden gradvis en maleteknik med mange farver og et kunstnerisk raffinement i skildringen af dyrene, som får betragteren til at føle det nære slægtskab med disse fjerne forfædre. Mod istidens sidste årtusinder trængte nogle af disse jæger­ folk mod nord ind i de åbne landskaber i det, der nu er Nordtyskland, Holland, Polen og Danmark. Op i retning af den mægtige isbræ, som på den tid var ved at trække sig tilbage mod nord. De slog sig ned bl.a. i tunneldalene i nær­ heden af Hamburg. Og herfra var det, at smågrupper af jægere nåede frem til de øde landskaber, der i dag er Danmark. Det skete for omkring 13.000 år siden. På den tid var de første tegn på den klimamildning begyndt at vise sig, som skulle bringe den foreløbig sidste istid til ophør og åbne vejen for menneskenes kolonisering af Danmark.

Ved indlandsisens rand kunne man få et indtryk af de vældige kræfter, der formede det danske land­ skab. Omtrent som her, ved Vatnajokull i Island, må der have set ud i Danmark, da isen begyndte at trække sig tilbage mod slutningen af den sidste istid.

Bræen viger At den store bræ mange årtusinder tidligere var trængt ind over landet skyldtes, at isen flød ud, når den blev belastet ved, at nye is- og snelag lagde sig på den. Men nu hvor klimaet blev mildere, ændredes situationen. Man kan sige, at bræen trak sig tilbage, men det gjorde den naturligvis ikke, for gletscher­ masserne kendte kun én vej: fremad. Isen smeltede bort, fordi tilførselen af nye is- og snemasser efterhånden blev mindre end den afsmeltning, der foregik. Nu begyndte store smeltevandsfloder at strømme bort fra indlandsisens randområder. De løb både langs bræens over­ flade og sivede ned i den gennem sprækker og revner. Under gletscheren samlede disse vandmasser sig til kæmpemæssige floder, som strømmede ud gennem gletscherportene og videre ud over det øde forland foran bræen. Da indlandsisen havde haft sin største udbredelse, havde de vestlige dele af Jylland været isfrie. Her lå de flade landskaber, som igennem årtusinder havde fået deres form af det materia­ le, som var blevet frigjort ved isens forsvinden. Her og der

Bræen viger

31

rejste der sig højere bakkedrag op i det lave landskab. Det var bakkeøerne, moræne- og smeltevandsaflejringer fra den for­ rige istid. Men imellem lavningerne i dette gamle landskab var vandet fra indlandsisen søgt bort igennem den sidste istid. De store mængder af frismeltet materiale, som vandet førte med sig, aflejredes her og dannede vidtstrakte smeltevandssletter. I tiden efter ca. 14.000 f.Kr. begyndte isens bortsmeltning fra Danmark for alvor. Den foregik i uregelmæssigt tempo og gik undertiden helt i stå - eller ismasserne lavede igen fremstød. Men omkring 11.000 f.Kr. var isen tilsyneladende helt smeltet bort fra det danske landskab. Afsmeltningen var først begyndt i nord, hvor israndslinien igennem en lang periode havde stået i en linie fra Bovbjerg til Viborg. Nu trak bræen sig tilbage til en linie over Mors, Fur og Himmerland og frigjorde derefter hele det nordjyske område, som dog for størstepartens vedkommende blev dækket af ishavet. Så begyndte linien ned gennem Jylland at vige tilbage mod nordøst. Efter mange frem- og tilbagerykninger nåedes et stadium, hvor kun de østligste og sydlige dele af Sjælland var dækket. Det var det sidste stadium, inden isen helt slap sit tag i landet. Scenen var nu sat for menneskets indvandring i Dan­ mark.

Tundraens jægere De første Det var et forblæst og koldt landskab, isen efterlod. Intet menneskeligt øje så det. I sommertiden kunne det stå med en egen lysende skønhed. Nogle steder groede hele tæpper af rypelyngens elfenbenshvide blomster. Andre steder var det beskedne bevoksninger af stenbræk, klokkeblomst og den gule ølands-soløje. Heder med lavt krat af havtorn, pil og lidt enebær strakte sig i nogle egne fra horisont til horisont. Men ellers var det kun få planter, der kunne klare den lave sommer­ temperatur på 8-9 graders varme. Alle var de nøjsomme pionérplanter tilpasset klimaet, så de kunne nå at blomstre og sætte frø i den korte sommer. Ikke længe efter at isen var smeltet bort, omkring 11.000 f.Kr., begyndte den første, ganske lette varmebølge, Bøllingmildningen. Sommertemperaturen steg lidt, nok til at træer og buske begyndte at gro her og der. Navnlig på de lidt lune, sydvendte skråninger bredte der sig små lunde af birk og røn. Men fra disse milde vækststeder var der aldrig langt til den åbne tundra, hvor kun græs og småbuske groede. Det var på dette tidspunkt, at de første mennesker trængte frem til de vidåbne landskaber i nord, der i dag kaldes Dan­ mark. Måske var det en klar vinterdag med høj blæsende himmel for henved 13.000 år siden, at den første jæger nåede frem hertil. Omkring ham herskede en knugende stilhed. Foran lå den store tundraflade. Vindens susen og sneens fine, slibende lyd var det eneste, der hørtes. For første gang så et menneske ud over det endeløse sneøde. Han har sikkert været ude med sine frænder for at søge rener. Sporene efter flokken gik nordpå, væk fra bopladserne i det dalstrøg, hvor familierne holdt til i deres vinterboliger. Her levede man af det rensdyrkød, som var blevet skaffet ved dyrenes træk nordpå hen på efteråret. I disse vinterlejre var der ingen mangel på mad. Det landskab, den første jæger så ud over, var en endeløs ødemark. Uberørt lå det, sådan som den store indlandsis hav­ de formet det, da den smeltede bort. Det var skarpskårent, helt anderledes end i dag, hvor årtusinders vind, frost og regn og menneskenes dyrkning af jorden har formet og mildnet det. Overalt lå sten i alle størrelser. Overalt var landskabet gen­ nemskåret af vandløb med stejle bakkesider og skrænter.

Tundraens jægere

33

Det skarptskårne landskab, som isen efterlod ved sin bortsmeltning, lader sig ikke længere finde i nuti­ dens Danmark. Hovedind­ trykket må dog have været som her i det åbne og øde hedelandskab ved Gråvola i Norge.

34

Tundraens jægere

Nu var det vinter, og landet var dækket af et tyndt snelag. Men sidst på foråret, når solen fik magt, blev det mange steder et fugtigt søle. Våde jordskred flød ned ad bakkesiderne, og i dalene brusede det iskolde vand. Lysende gråhvid var jorden, bestandig udsat for regn, blæst og frost - og næsten helt uden muld; den dannedes først i årtusinderne derefter. Mange ste­ der mødte man endnu ørken med nøgen, gruset overflade, andre steder var der en bevoksning af lave vækster. Det var ikke noget ukendt landskab for jægeren. Det lignede det, han kendte længere mod syd, om end han dér kunne finde mere sammenhængende bevoksninger med birk og un­ dertiden også fyr. Men trods alt var det en ensartet ødemark; en mange hundrede kilometer bred bræmme, som afsluttede det europæiske fastland mod nord og ledte lige frem til ishavet og den mægtige bræ, der på den tid stod i det sydlige Sverige. Øde at se på har det været, dette hav, som jægerne efter lange dagsrejser kunne nå frem til. Om vinteren en endeløs, isdækket flade. Om sommeren med masser af isskosser og sine steder, hvor smeltevandsfloderne mundede ud i det, mættet med opslæmmet ler. Hvaler og sæler levede i det;

spækhugger, ringsæl og isbjørn og andre arktiske dyr var også at træffe her. Et ikke ubetydeligt dyreliv har dette ishav altså haft, nok til at fangstfolk sæsonvis har kunnet leve der. Men om de gjorde det, dvs. kombinerede sæsonfangst i kystegnene med rens­ dyrjagt i indlandet i deres årlige fangstcyklus, det ved man endnu ikke med sikkerhed. Kun at de fangstfolk, som nu var trængt ind i Danmark, var erfarne jægere med et indgående kendskab til de vilde dyrearter. I mindst tusinde generationer havde deres forfædre udviklet deres helt specielle leveform ved at lære dyrenes veje og vaner at kende. Men endnu er der meget, der mangler, før vi kan tegne et billede af de menne­ sker, som for 13.000 år siden for første gang så ud over de øde tundralandskaber i nord. Indtil for nogle få år siden var det kun ganske få fund fra det nuværende Danmark, der fortalte om jægernes ophold herop­ pe. Et af dem var et lille stykke tilhugget flint, fundet ved Bjerlev i Jylland, en spids fra en jagtpil, måske den havde siddet i et anskudt rensdyr. 11980 blev det imidlertid påvist, at disse ældste jægere også havde levet i det, der nu er Danmark. På en højtliggende sandterrasse ved Jelssøerne i Sønderjylland lykkedes det at finde en boplads, hvor fangstfolkene havde levet. Stedet blev udgravet og nogle tusinde flintstykker fun­ det, heraf dog kun ca. hundrede tildannede redskaber. Langt de fleste redskaber var fundet inden for et ca. 6 x 6 m stort område. Særlig vigtige var tre redskabstyper: en særlig slags skrabere, en karakteristisk pilespids og et lille redskab til be­ arbejdning af rentakker, en såkaldt „zinken".

Forholdet mellem land, hav og indlandsis i tiden efter de første fangstfolks ind­ vandring til Danmark for henved 13.000 år siden. Østersøen var en isfyldt indsø og indlandsisens vældige masser stod oppe i nord, mens det store lav­ landsområde, som det nu­ værende Danmark var en del af, var isfrit.

De første

35

Flintredskaber fundet på en af de ældste jægerbopladser i Danmark, Jels, nordvest for Haderslev. Billedet viser dels pilespidser (til venstre), dels de karakteristiske „zinken" (til højre), et lille redskab som blev brugt, når rensdyrenes takker skulle forarbejdes til redskaber.

En ganske lille boplads har det været, opholdet på stedet har sikkert kun været kortvarigt, måske nogle få uger, hvor man vel har levet i et rensdyrskindtelt. Det areal, hvor flintred­ skaberne blev fundet, er nok også stedet, hvor teltet stod. Bopladsen lå ved kanten af en tunneldal, hvor der dengang sikkert strømmede vældige vandmasser. Men vandløbet snævrede ind netop her, derfor var det stedet, hvor renflokke­ ne måtte passere. Det gav deres farligste fjender, menneske­ ne, mulighed for at angribe flokkene samlet, en fordel det ellers var svært at opnå i det åbne landskab.

Rensdyr på vandring Endnu er det kun et lille glimt, man har fået af disse første jægere i Danmark. Men skal man forstå deres livsmønster, må det ses i et større geografisk perspektiv. I områderne syd for den nuværende dansk-tyske grænse fremstår et lidt klarere billede af fangstfolkenes liv og færden. I Nordtyskland har man fundet bopladser fra denne tid, hvor ikke blot flintred­ skaber, men også dyrerester er bevaret. Bopladserne kendes navnlig i tunneldalene ved Hamburg, og her er det muligt at studere jægernes intensive udnyttelse af de rensdyrflokke, som i sensommeren og hen på efteråret søgte nordpå til græs­ ningsområderne i Nordtyskland og Danmark. Fra nutidige studier af rensdyr ved man, at de bevæger sig på sæsonvandringer. Det er en simpel nødvendighed for, at 36

Tundraens jægere

dyrene kan overleve og hjorden holdes i god stand. Kun derved forhindres de områder, hvor dyrenes føde gror, i at blive overudnyttet. I modsat fald tager det flere årtier, før et græsningsområde igen kan ernære en rensdyrflok. Sæsonvan­ dringerne havde også andre fordele, bl.a. forhindrede de epi­ demier i at sprede sig ukontrollabelt blandt dyrene. Man har ofte antaget, at rensdyrflokkene i senglacialtiden bevægede sig nordpå om sommeren og sydpå om vinteren. I virkeligheden forholdt det sig omvendt. Rensdyrene drog mod nord om vinteren, for afgørende for retningen af van­ dringerne var bl.a. snelagets tykkelse på græsningsområder­ ne. Her har man netop, ud fra sammensætningen af vegetatio­ nen, kunnet påvise, at snelaget i det nordeuropæiske lavland i disse årtusinder kun var tyndt om vinteren. Den fremher­ skende vind var tilsyneladende en nordvestvind, som blæste lavlandsområdet frit for sne. Nedbørsmængderne var i øvrigt betydeligt lavere end i dag, og dette sammenholdt med iagtta­ gelser gjort på jægernes bopladser tyder på, at det var i vinter­ månederne, at rensdyrflokkene græssede heroppe. Hvor de så drog hen i sommerhalvåret, ved man derimod ikke. Man har foreslået Syd- og Mellemty skland eller det hollandsk-nordvesttyske lavlandsområde. Men et enkelt svar kan næppe gives, rensdyrenes vandringsveje skiftede utvivlsomt i takt med vegetationsændringerne i løbet af de mere end 4000 år senglacialtiden varede. Rensdyrenes sæsonvandringer var af altafgørende betyd­ ning for landets tidligste jægerbefolkning. Men det står ikke helt klart på hvilken måde. Mange forskere har antaget, at jægerne året rundt var totalt afhængige af rensdyrjagten, og at de derfor måtte følge dyrene på deres vandringer. Nu bevæger en rensdyrflok på træk sig imidlertid hurtigt, ofte 25-30 km pr. dag. Canadiske rensdyr kan f.eks. tilbagelægge op imod 2400 km på et år, og uden ski, slæder og trækdyr har muligheden for at følge flokkene året rundt næppe stået åben for disse de tidligste jægere. Snarere har man ved sæsonbestemte van­ dringer søgt at krydse dyrenes vandringsveje, når de var i den bedste foderstand. De var da et nemt bytte. Jagten på rensdyrene må altså efter alt at dømme være foregået sæsonvis, og det er netop, hvad nogle af fangst­ pladserne i tunneldalene ved Hamburg er vidnesbyrd om. Bopladsen Meiendorf, som blev udgravet i 1930rne, viser f.eks. hvordan de såkaldte Hamburgjægere under Bøllingmildningen gentagne gange vendte tilbage til en lokalitet, der var særlig velegnet til renfangst. Bopladsen lå i en dal i et landskab med lave morænebakker bevokset med lyskrævende

Rensdyr på vandring

37

Intet kunne i jægernes øjne lignes med rensdyret. Alt i og på det kunne bruges: skindet, kødet, takkerne, knoglerne og disses marv. Også indvolde og maveindhold blev udnyttet, for herfra fik man livsnødven­ dige vitaminer og salte, bl.a. jod, der stammede fra det lav, der udgjorde rener­ nes vigtigste føde. Endelig var der senerne, som kunne bruges til syning af dragter, til liner på harpunerne og til surringer på våben og red­ skaber. Fotografiet er taget i den store dal Arnangarnup Qoorua, syd for Søndre Strømfjord i Vestgrønland.

38

Tundraens jægere

planter og her og der med lave krat. Dalbunden var gennem­ skåret af et system af søer og vandløb, og her måtte renerne i sensommeren eller tidligt på efteråret krydse over for at kom­ me videre på deres vej nordpå. Stedet var velegnet til drivjagt, og man kunne på den måde i løbet af forholdsvis kort tid forsyne sig med store mængder rensdyrkød foruden råmateri­ aler som sener, skind, tak og ben. Parteringen af dyrene foregik ved søbredden, hvor ned­ slagtningen må have fundet sted. Og her udnyttede man byttet intensivt med henblik på vinterforråd: Kødet tørredes, knoglefedt blev kogt, skind til telte og vinterpelse blev be­ arbejdet, og sener og rensdyrtak forarbejdedes til jagt- og fiskeredskaber. Affaldet fra slagtningen blev kastet i søen, og her bevaredes det gennem årtusinderne og kan i dag give et vigtigt indblik i den del af jægernes fangstcyklus, der knyttede sig til drivjagterne. Affaldet viser også, hvad det var for dyr, især fugle som ryper, ænder og gæs, jægerne nedlagde på deres strejfjagter, når de var ude for at opspore rener. Om foråret, når renerne trak tilbage, kan det samme sceneri have udfoldet sig, men i andre perioder er det ikke utænkeligt, at jægerne har drevet bl.a. sødyrjagt og fiskeri nogle få hun­ drede kilometer derfra ved ishavet i nord eller ved Den Bal­

tiske Issø. Man ved det ikke med sikkerhed. De bopladser, som hidtil er udgravet, viser nemlig kun et begrænset udsnit af jægernes årscyklus, som med mellemrum fordrede flytninger af hovedlejren, for at man kunne udnytte føderessourcerne, der hvor de fandtes. Trods al den usikkerhed, som de arkæologiske fund rum­ mer, ved man dog, at med Hamburgjægernes ankomst var dramaet om menneskets forsøg på at få fodfæste i Norden begyndt. Ganske vist varede den første svage mildning af klimaet, Bøllingtiden, ikke længe. Temperaturen begyndte igen at falde. Frostperioderne blev længere, småskovene blev ødelagt, og snart var landet igen i århundreder kun dækket af en åben tundravegetation. En ganske rig jagtmark har det dog været, store rensdyrflokke færdedes fortsat her, og med dem også rensdyrets fjender: ulv og jærv. Men om den farligste af fjenderne, mennesket, ved man endnu kun ganske lidt. Kun få arkæologiske fund fra den tid er endnu dukket frem. Først med den næste mildning fremstår et tydeligere billede af men­ nesket.

Nye vilkår Omkring 10.000 f.Kr. blev leveforholdene i Norden igen gun­ stige. Sommertemperaturen begyndte at stige, og igennem mere end et halvt årtusinde fortsatte denne mildning. Det betød, at et helt nyt Danmark udviklede sig - nu syntes men­ nesket for alvor at have fået fodfæste i landet. Landet var fortsat en del af et mægtigt nordeuropæisk fast­ land, der strakte sig hundredvis af kilometer vestover, til Eng­ land. Hele den sydlige del af Nordsøen var land. I øst lå Den Baltiske Issø, en kæmpemæssig indsø, hvis vande blandedes af afsmeltningsvandet fra bræen og af det salte vand, som kom igennem Øresundsrenden. Denne Baltiske Issø var begyndel­ sen til Østersøen. Den forblev imidlertid ikke længe en brak­ vandssø. Da ismasserne nu var forsvundet fra Danmark, be­ gyndte de sydlige dele af landet at hæve sig. Derved blev Øresundsforbindelsen mellem Den Baltiske Issø og Kattegat afbrudt, og issøen forvandledes til en ferskvandssø, som ha­ stigt bredte sig mod nordøst i hælene på den vigende ind­ landsis. Vandspejlet lå til sidst ikke mindre end 56 m højere end Kattegats. Den varmeperiode, der satte ind ca. 10.000 f.Kr., kaldes Allerødtiden. Store dele af tundraen blev nu langsomt dækket af en åben birkeskov, og det er, som om denne periode er det første virkelige varsel om, at istidskuldens knugende greb om Nye vilkår

39

Pilespidser fra Allerødtiden fundet i Hjarnø Sund ved Horsens. Sådanne under­ søiske fund illustrerer klart de forskydninger af kyst­ linien, der har fundet sted igennem oldtidens mange årtusinder. Endnu mangler kystbopladserne fra den ældste del af jægerstenal­ deren at blive fundet på havets bund.

landet var ved at løsnes. Det unge land var ved at få sin egen karakter. Skoven bestod af birk og røn med et indslag af bævreasp, pil og her og der af fyr. Og den åbne skovbund var grosted for mængder af urter og græs; føde for landets rige dyreliv. Fortsat færdedes store flokke af rensdyr heroppe vinteren igennem. Men den lette, lyse skov gav også levemulighed for bl.a. elgen og den irske kæmpehjort-et dyr, som ikke længere eksisterer. Vildhest, kronhjort og rådyr kom i løbet af perioden også til landet. Menneskenes bopladser fra denne tid i Danmark og Skåne kender man efterhånden i ret stort tal. Men fortsat er det kun et begrænset udsnit af jægernes årscyklus, de viser. Endnu har man kun fundet bopladserne i det, der dengang var indland, dvs. steder fjernt fra ishavskysten. Bromme og Trollesgave på Midtsjælland samt Bro på Fyn er de bedst kendte. Oftest har bopladserne ligget på lave næs ved bredden af søer eller åer, gerne hvor åløb mundede ud i eller forlod søen. Den måde at placere bopladserne på var naturligvis bestemt af fangstmulig­ hederne.

Flintredskaber fra boplad­ sen Bro på Nordvestfyn. Redskabsformerne på Allerødtidens bopladser er få og omfatter som regel kun skrabere (a) til arbejde i bl.a. skind, stikler (b) til arbejde i bl.a. ben og tak samt pilespidser (c).

40

Tundraens jægere

Studerer man flintredskaber ved hjælp af et mikroskop, kan man til en vis grad slutte sig til disses anven­ delse. Billedet viser et lille udsnit af æggen på et flint­ redskab, fundet på boplad­ sen Muldbjerg i den sjæl­ landske Åmose. Slidspore­ ne (poleringen) ses som sammenhængende lyse områder. Overalt i polerin­ gen optræder mørke partier med et uregelmæssigt om­ rids. Disse partier ligger dybere end den lyse po­ lering og er de dele af flint­ overfladen, der ikke er poleret. De her viste slid­ spor er fremkommet ved, at redskabet, en lille kniv, har været brugt til at skære i kiselholdigt plantemateria­ le. I poleringen optræder lange ridser, der er orien­ teret ca. 50° i forhold til æggen. De angiver, at kniven må have været brugt med en skrå skærende bevægelse, formentlig trukket skråt ind mod per­ sonen, der har brugt kni­ ven.

Bopladserne tjente ikke alle det samme formål. Nogle vend­ te man tilbage til sæson efter sæson, og her opholdt man sig i længere perioder. Andre var værkstedspladser, hvor f.eks. gode flintforekomster var inden for den nærmeste rækkevid­ de, og hvor man fremstillede jagtredskaber. Andre igen var jagtpladser, som lå på steder, hvor jagten i korte perioder var særlig god. Når man i dag kan skelne mellem de forskellige typer af bosættelser, skyldes det bl.a., at flintredskaberne varierer no­ get i udseende og art fra plads til plads. En boplads, der havde tjent som udgangspunkt for jagtekspeditioner ud i det om­ givende terræn, fandt man f.eks. ved Bromme. Her, på et sandet næs ved en lille sø, havde en lille gruppe fangstfolk opholdt sig igennem nogle måneder af sommeren, mens jagt­ mulighederne var særlig gode. Så var de brudt op og havde søgt andre steder hen - hvorhen ved vi ikke. Nye vilkår

41

Allerødtidens landskab vidnede klart om den forbi­ gående mildning af klimaet, som satte ind omkring 10.000 f.Kr. Landskaber, som i hovedtrækkene kan sammenlignes med Allerød­ tidens, kan findes flere steder i Skandinavien, f.eks. som her ved An­ kermyr nær Allinge på Bornholm.

42

Tundraens jægere

Et af de mest karakteristiske redskaber, som jægerne her brugte, var den såkaldte „tungespids", en flintrod med skaft­ tunge. For at prøve, om den havde været anvendt som pile­ spids, har en gruppe arkæologer foretaget en række efter­ lignende eksperimenter. Man skæftede efterligninger af tun­ gespidser og skød med dem. Man målte skudafstanden, pilens flugt og hvor langt den trængte ind i dyret - og indhøstede derved en lang række erfaringer. I modsætning til en riffelkug­ le, som nærmest lammer dyret med sin chokeffekt, trænger pilen ind i dyret og laver en bred sårkanal, så dyret dør af forblødning. Derfor må bueskytten også ramme byttet på et sted, hvor man er sikker på hurtig forblødning, dvs. i hjerte­ eller lungeregionen. Andre skud kan også anvendes, f.eks. mod en stor pulsåre, men de er ikke så effektive, og dyrets dødskamp forlænges betydeligt. Ved forsøgene lærte man også, at en skudafstand på ca. 20 m var nær det ideelle, dog afhængig af, hvor tung pilespidsen var. Men vigtigst var det dog, at man ved mikroskopiske undersøgelser kunne konstatere, at de slidspor på flintspid­ sen, som fremkom ved forsøgene med bue og pil, lignede dem, man finder på oldtidsjægernes skafttungespidser. Kon­ klusionen måtte altså blive, at disse tidligste jægere i Danmark havde kendt brugen af bue og pil. Det var dette jagtvåben, der skabte eksistensgrundlaget for landets første indbyggere.

Eksperimentel bueskydning med kopier af stenalder­ jægernes våben. Et nyslag­ tet vildsvin er ophængt ca. 20 m fra bueskytten, og pilen er på vej mod byttet. Når odden borer sig ind i dyret, opstår der på flinten små beskadigelser og mi­ kroskopiske poleringer, som genfindes på pile­ spidserne fra jægerstenal­ derens bopladser. Stør­ steparten af de flintspidser, man finder på oldtidens bopladser, har dog slet ingen brugsspor og kan således næppe have været anvendt. Snarest har de været affaldsprodukter. Det kostede nemlig kun få minutters arbejde at lave en pilespids, men at fremstille et pileskaft tog betydelig længere tid. Man har derfor hugget flint, indtil man var sikker på at have spidser, der passede nøjagtigt til de forhåndenværende skafter.

I forsøgene på at kortlægge Allerødjægernes liv og færden er man også stødt på deres værkstedspladser, dvs. sæsonplad­ ser, hvor god flint til redskabsfremstilling var inden for række­ vidde. Trollesgave på Sjælland var f.eks. et sådant sted. Ved udgravningen tegnede bopladsen sig som en lille rund sam­ ling flint. Men ved arkæologiske detailanalyser kunne man sandsynliggøre, at netop denne flintplet var det sted, hvor fangstfolkene havde tilvirket deres redskaber. Ikke langt der­ fra havde stået et telt eller en hytte, dens gulvareal havde været blot 8-10 m2. Uden for indgangen havde bålet brændt, og ude i søbredden havde det rådnende affald fra de slagtede dyr flydt. Den tredje gruppe af bopladser, dvs. kortvarige jagtpladser, kender man også. Ved Løvenholm på Djursland er en sådan udgravet. Den lå oprindelig ved et lille system af søer og vandløb, hvor jagten må have været fortrinlig. Men det detal­ jerede indblik i fangstfolkenes jagtorgier mangler man, for knogler og andet organisk materiale var ikke bevaret. Kun gennem et møjsommeligt studium kan det lykkes at få disse små bosættelser til at passe ind i et helhedsmønster. En enkelt boplads ville aldrig kunne vise det totale billede af jægernes liv og færden året rundt, uanset hvor heldige be­ varingsforholdene end måtte være. For fangstfolkene var i stadig bevægelse, intet fast sted i landet kunne endnu give

Nye vilkår

43

dem tilstrækkelig føde året igennem. Derfor måtte jægerne ikke blot kende de enkelte dyrearters adfærd og biologi. De måtte også have indsigt i de mønstre og sammenhænge, der hersker i naturen. Skal man studere fangstfolkenes livsform, må man altså anlægge en økologisk synsvinkel. Man må antage, at jæger­ samfundene er indgået i naturens energistrømme og stof­ kredsløb, dvs. at de har udnyttet dyre- og plantearterne i de eksisterende økosystemer uden i særlig grad at gribe ind i og ændre disse. Kan man i dag ad videnskabelig vej rekonstruere disse naturgivne vilkår, får man også dermed den måske vig­ tigste nøgle til de kulturelle forandringer, jægersamfundene gennemgik i årtusindernes løb. Ændringer i naturen mod­ svaredes af ændringer i jægersamfundenes teknik og sociale struktur. Derfor kan man også generelt se, hvorledes naturud­ viklingen i Danmark efter istiden førte jægersamfundene i retning af stadig mere bredspektrede erhvervsformer. De fik stadig flere strenge at slå på og blev derfor mindre sårbare over for f.eks. en enkelt bestands artssvingninger. Allerødtidens jægere, som levede i et ungt økosystem præ­ get af hastig vækst, hurtige forandringer og stor nettoproduk­ tion, stod endnu ved begyndelsen af denne udvikling. Utvivl­ somt har de søgt at imødegå de stærke udsving i fødemæng­ derne ved bl.a. sæsonvis at dele sig op i mindre grupper og til andre tider at udnytte de fordele, som en større gruppestørrel­ se gav. Man kan forestille sig, at de på visse tider af året færdedes i små grupper, måske blot en enkelt kernefamilie, som skaffede sig sit udkomme ikke blot ved jagt på større dyr, men også ved indsamling afbær, planter, rødder, svampe - og som samtidig har drevet fiskeri og jagt på fugle. På andre tidspunkter, vel nok om vinteren, kan man tænke sig, at de er søgt ud til kysterne og der har slået sig sammen med andre fangerfamilier. Men Allerødtidens kystbosættelser, hvor man måske drev fællesjagt, udvekslede koner, fortalte myter og historier og meget andet, som man kender det fra Grønland næsten op til vor tid, mangler man endnu at finde. De ligger der, hvor der i dag er hav, og netop det gør, at vort billede af landets tidlige indbyggere endnu er så skævt. Kystområder­ nes utvivlsomt store betydning for jægerne i de første mange årtusinder af deres eksistens her i landet er endnu kun kendt i alt for ringe grad.

44

Tundraens jægere

Istiden slutter

Danske fundpladser for pilespidser af den type, der var i brug på jægerfolkets bopladser ved Ahrensburg i Nordtyskland. Fundene fra denne den sidste del af rensdyrjægernes epoke er endnu meget få i Danmark. Ingen sikre bopladser ken­ des, men enkelte løsfundne pilespidser og harpuner viser, at Ahrensburgjægerne også levede herhjemme.

Selv om det gik mod mildere tider, havde landets jægerstam­ mer endnu en kuldeperiode til gode. Omkring 9000 f.Kr. blev klimaet køligere, istidens sidste fase, yngre dryas begyndte. Den lysåbne skov, som havde dækket landet i Allerødperioden, udslettedes af vinterfrosten, tundraen blev igen domi­ nerende. På de åbne strækninger opstod dværgbuske-heder. Dog forsvandt træerne ikke helt i de sydlige dele af landet. Denne sidste knap årtusindlange kuldeperiode forandrede også dyrebestanden. F.eks. kunne langt færre elge og vildhe­ ste end før nu leve i landet. Men rensdyret havde fortsat gode livsbetingelser. Hvordan jægerne i detaljer tilpassede sig den ny situation står dog endnu ikke klart, for der er kun ret spredte arkæologiske fund fra denne periode i Danmark. I syd, hvor der endnu fandtes birkeskov, om end træerne kun forekom i spredte bevoksninger, har man dog fundet boplad­ ser, der giver et indblik i livsformen i denne den sidste store kuldeperiode. Stedet er igen tunneldalene ved Hamburg, ved lokaliteten Stellmoor nær Ahrensburg - heraf navnet på disse istidens sidste fangstfolk: Ahrensburgjægerne. Stellmoorbopladsen lå i et dalstrøg ved et langstrakt system af lavvandede søer, som var bestemmende for den rute, rener­ ne tog på deres vandringer nordpå. Her kunne man i det tidlige efterår og hen på foråret, når dyrene var i den bedste foderstand, organisere fællesjagter i stor stil. At dømme efter knoglefundene har jagterne givet et vældigt udbytte. Fangst­ metoden var sikkert drivjagt, hvor man med klappere og for­ skellige spærringer drev dyrene frem mod rækker af skydeskjul, og her fandt så nedslagtningen sted. Jagtvåbnene var store fyrretræsbuer med raffinerede, sam­ mensatte pile. Disse havde flintod, og selve skaftet var delt i to: et forskaft af en stærk, tung træsort, som var indfældet i den bageste del af skaftet, dvs. den del, hvor kærven til buestren­ gen og styrfjerene sad. Ved fremstillingen af pilen var denne den mest arbejdskrævende del - og for ikke at gå tabt var den indrettet således, at den skiltes fra forskaftet, når dette havde boret sig ind i dyret. Når jagten var overstået, gik man i gang med at sortere og partere dyrene. Nogle blev lagt ud i søen med et par store sten i brysthulen. Det er ofte blevet opfattet som jagtofringer, men har måske snarere været dyr, som blev gemt som forråd i det kolde vand - eller det kan slet og ret have været frasorterede dyr, for man har utvivlsomt ved nogle jagter dræbt flere dyr, end man kunne bruge. I alt er der spor efter, at henved 700

Istiden slutter

45

Rensdyrjægernes vigtigste våben var bue og pil. Godt, retvokset træ til pilene var vanskeligt at skaffe på den øde tundra, hvor der kun voksede lave buske. Man konstruerede derfor pileskaftet således, at man kun risikerede at miste pilens forparti, hvis et anskudt rensdyr slap bort. Pilens bageste del, skaftet med styrefjerene, kunne da anvendes igen.

46

Tundraens jægere

rener er blevet nedlagt på stedet, men tallet kan meget vel have været større. Parteringen af dyrene skulle skaffe jægerne tørkød, som kunne gemmes over længere tid foruden marv, fedt og talg. Men desuden gav renjagten skind, knogler, sener og gevirer, altsammen råmaterialer, som kunne bruges til fremstilling af klæder, telte, våben, redskaber og meget andet. Når jagten var overstået, eller måske senere når kødforrådet var ved at slippe op, begav man sig andre steder hen. Men her svigter vor viden som i Hamburgjægernes tilfælde et par årtu­ sinder tidligere: vi ved ikke, hvor jægerne fouragerede den øvrige del af året. Måske drog de nogle hundrede kilometer bort, ud til kystegnene og skaffede sig føden der ved andre jagtmetoder. Hvor mange jægere, der hen på sensommeren og efteråret samledes ved Ahrensburg, kan ikke afgøres. Men at der har været adskillige familiegrupper synes sikkert nok. Måske var det nogle af disse smågrupper, der også færdedes længere nordpå i det, der nu er Danmark. Ved sammenligninger med fangstfolk, som op til vor tid har levet under naturforhold, der svarede til dem, man mødte i Danmark i den seneste del af istiden, kan man dog få et vist indtryk af befolkningsmængden i dette tidligste afsnit af Dan­ markshistorien. Muligheder for sammenligninger finder man f.eks. i dele af Canada, hvor de ugæstfri omgivelser kun til­ lader en befolkningstæthed på 0,003 pr. km2. Skal det om­ sættes til det nuværende Danmarks areal, bliver det ikke til mere end ca. 130 mennesker. Det svarer til ca. 25-30 familier på landets ca. 44.000 km2. Tallet er nu nok for lavt. Det samme gælder de fleste andre beregninger, hvor man som udgangspunkt har taget rens­ dyrflokkenes formodede størrelse i Danmark under den sidste del af istiden. For langt de fleste beregninger går ud fra, at menneskene var specialiserede rensdyrjægere, hvis hele liv og eksistens alene var afhængige af denne ene dyreart: rensdyret. Det var, som vi har set, næppe den fulde sandhed. Andre fødekilder har også været udnyttet. Men begrænsningen lig­ ger i, at man ikke kender til omfanget heraf. Hvor stor en rolle har f.eks. fiskeriet og kystfangsten spillet i de forskellige perio­ der af den sene istid? Dog vil selv et andet beregningsgrundlag næppe ændre resultatet meget. Forbløffende få har de været, tallene har næppe været meget større end 1000. Men det var nok til, at man kan tale om, at menneskets tilpasning til de arktiske levevilkår havde været en succes. Den bosættelse af landet, som ubrudt skulle vare op til vor tid, var indledt.

Fyrreskovens jægere Det skovdækkede land Istiden var forbi. En kraftig stigning af temperaturen satte pludselig ind omkring 8800 f.Kr. I århundrederne forud havde sommertemperaturen ikke været mere end ca. 10 grader C. Nu steg den til 14-15 grader C. Det medførte radikale ændringer af naturen - og på længere sigt også af menneskenes liv. Temperaturstigningen jog isen bort fra Skandinavien. Is­ randen stod ved istidens afslutning ved sydenden af de mel­ lemsvenske søer. Den trak sig nu længere og længere mod nord. De store vandmængder, som derved frigjordes, løb ud i havene, og havspejlet steg kraftigt. Samtidig betød aflastnin­ gen for de kilometertykke bræer, at landmasserne gradvist hævede sig, om end hævningen foregik i betydeligt lang­ sommere tempo end havstigningen. Nordeuropa var nu et stort sammenhængende fastland, gennemskåret af talrige flo­ der. Et blik på landkortet (side 48) viser, hvor fremmedartet det Danmark var, som fremstod efter istidens slutning, ved skovtidens begyndelse. Det var et landskab, af store, fladvan­ dede søer og talrige åer og bække. Klimamildningen forvand­ lede i løbet af få århundreder det åbne landskab til sammen­ hængende skov. Den første skovtid efter istidens slutning kaldes birke-fyrretiden eller præborealtiden. Ved dens begyn­ delse går også skillelinien mellem de to kulturperioder, som i arkæologien kaldes palæolitikum og mesolitikum. Det var en lys og åben birkeskov, som opstod i løbet af det 9. årtusinde f.Kr. Den var iblandet træer som bævreasp, pil, røn og fyr. Alle sammen træsorter, som allerede i årtusinder havde været her i landet, som havde overlevet de hårde kuldeperio­ der, men som nu fik gunstige vækstbetingelser. Skoven var åben med vidtstrakte områder med græsser, stargræsser og forskellige urter. Det dyreliv, som tidligere havde hersket, ændredes helt: skovens dyr erstattede tundraens. Renen for­ svandt, fordrevet af varmen - og myggene måske. Bisonen levede her endnu, men dens antal var svindende. Det samme gjaldt vildhesten. Skovens storvildt var nu elg, urokse, kron­ hjort og rådyr. Nogle af arterne havde allerede været her længe, men nu fik de for alvor gode levevilkår. Det skyldtes, at skoven var så åben og derfor fuld af vækster, som kunne udnyttes af større drøvtyggere. Den åbne pionérskov ændrede imidlertid karakter i århunFyrreskovens jægere

47

Omkring 8000 f.Kr. var Danmark en del af det store sammenhængende nord­ europæiske lavlandsom­ råde. Datidens kyster lå, hvor der i dag er hav, og det er forklaringen på, at kendskabet til jægernes kystbopladser fra den første skovtid er så sparsomt; bopladserne ligger i dag langt ude på havets bund.

dredernes løb. Klimaet mildnedes stadig og i løbet af det 8. årtusinde f.Kr. nåede gennemsnitstemperaturen for juli må­ ned op på 18-20 grader C, dvs. højere end i nutiden. Vinter­ middeltemperaturen var næppe lavere end 4-l°C. Det køligt tempererede klima med moderat fugtighed, som var fremher­ skende tidligt i det 8. årtusinde f.Kr. forvandledes i tidens løb i retning af et mere kontinentalt, tørt klima. Det var baggrunden for den ændring af skoven, som til stadighed foregik. Man taler nu om borealtiden eller hassel-fyrretiden efter den sam­ mensætning, skoven efterhånden havde fået. Den var nu en tættere skov, hvor fyrren, takket være sin længere levealder, havde trængt birken tilbage. Hasselen indvandrede også nu. Den var det første træ, der trivedes i skygge. Derfor foregik dens spredning meget hurtigt og fremskyndede yderligere birkens tilbagetrækning. Lidt senere fulgte elm, eg, ask og til sidst el og lind. Hermed var de træer til stede, som i den senere, atlantiske tid skulle dominere skoven. Men endnu var det hassel og fyr, der dominerede, og i den tættere og mere sammenhængende skov var der stadig et rigt 48

Fyrreskovens jægere

og varieret dyreliv. De største køddyr var fortsat urokse og elg. Men specielt kronhjort, rådyr og det ny tilkomne vildsvin trive­ des. Det samme gjorde pelsdyrene: odder, bæver, skovmår, los og vildkat, ligesom skoven var hjemsted for ulv, bjørn og grævling. Et mangfoldigt dyreliv udspillede sig ved indlandets talrige søer og kyststrækningerne, og ved disse sidste kunne man også træffe sæl i store mængder. Det skovdækkede land var blevet et rigt levested, også for menneskene. Fødemulig­ hederne fik en stadig større variationsbredde - og netop dette forhold udnyttede jægersamfundene til fulde.

Fangstfolk på vandring De naturændringer, som satte ind efter det 9. årtusinde f.Kr., må langsomt have sat deres præg på menneskenes levevis. To forhold fik navnlig betydning: ændringerne af vegetationen betød en væsentlig forøgelse af jagtvildtet. Og dettes sammen­ sætning ændredes gradvist fra dominans af flokdyr, som til stadighed var på vandring, til overvægt af mere spredtlevende standvildt. Man kan ikke endnu i detaljerne beskrive den forvandlings­ proces, jæger samfundene gennemgik. For gennem en stor del af det 9. årtusinde f.Kr. er de arkæologiske fund endnu spar­ somme og ofte lidet oplysende. Til gengæld kender man jæ­ gersamfundene betydeligt bedre fra det 8. årtusinde og frem­ over, dvs. på et tidspunkt, hvor forvandlingsprocessen var gennemført. Tiden kaldes Maglemosetiden, opkaldt efter et af de vigtig­ ste fundsteder i Danmark: Maglemosen i Vestsjælland. Men jægernes særegne kultur var ikke begrænset til Danmark. Igennem halvandet årtusinde eksisterede der et enestående fællespræg over de jægersamfund, som levede over hele det store sammenhængende, nordeuropæiske lavland. Det var et skovdækket jagtterritorium på henved 300.000 km2. Nok kun­ ne man se forskelle i livsformen mellem de enkelte jægersamfund inden for dette store område. Menneskenes liv var dybt afhængigt af dyrenes veje og vaner, og disse varierede natur­ ligvis, alt efter om det f.eks. var et udpræget lavlandsområde som Danmark, eller om det var et område med et mere uroligt overfladerelief, som f.eks. England. Men fællespræget, bl.a. hvad angik jagtmetoderne, var alligevel umiskendeligt. Igennem hele den tidlige skovtid var jæger samfundene fort­ sat mobile, som de havde været det i årtusinder. Dvs. at de året igennem flyttede til de steder, hvor fødemulighederne var de bedste, og hvor arbejdsindsatsen forbundet med livets op-

Fangstfolk på vandring

49

Igennem det 9. og 8. årtusinde f.Kr. blev Danmark et skovdækket land. I begyndelsen var skoven åben, domineret af træer som birk og asp. Men efterhånden ændrede den karakter. Den nyindvandrede fyr trængte langsomt birken tilbage. Nu fulgte også hasselen efter, en tættere og mere sammenhængende skov blev resultatet. Overalt i det skovdækkede land mødte man store og små fladvan­ dede søer, og landskabet var gennemskåret af bække og åløb. For jægerbefolkningen var grænseområderne mellem skov og vand særlig vigtige levesteder. Ved sø- og åbredderne var der gode muligheder for fiskeri, fuglefangst, ægindsamling, og ad vand­ løbene foregik transporten lettest til de gode jagtpladser. Et vel­ egnet bosættelsesområde kunne se ud som her ved Sømosen i Dronninglund Storskov i Nordjylland.

retholdelse var den mindst mulige. Ofte vendte man tilbage til de samme, velkendte steder år efter år. Hver årstid havde sine fordele og sine ulemper, som gjorde, at bestemte sider af erhvervet udøvedes mere intensivt end andre: sælfangst, fiskeri, fuglefangst, pelsdyrjagt osv. Måne­ derne januar til marts var særlig egnede til jagt på de mange kød- og pelsdyr. Det gjaldt også sælerne, som let kunne ned­ lægges på stranden, hvor de opholdt sig i forbindelse med 50

Fyrreskovens jægere

Menneskefigurer, måske en lille fangerfamilie, to mænd og tre kvinder, afbildet på en urokseknogle fra Ry­ marksgård på Vestsjælland. Der kendes henved en snes afbildninger af mennesker fra jægerstenalderen. De er altid meget stiliserede. Således er hovedet næsten altid trekantet eller rhombisk og har ingen egentlige træk.

ungernes fødsel i januar-februar. I april begyndte derimod en vanskelig periode. De store køddyr sætter på denne tid afkom og er derfor vanskelige at opspore. Planteføden er i den tid også meget sparsom, til gengæld optræder store mængder trækfugle, ligesom der foregår træk af grønlandssæler. Når sommeren kom, var det tid for fiskeri og indsamling af planteføde. Og med efterårets komme tog jagten atter til i omfang, mens derimod bær- og nøddeplukningen ophørte. Nu kom også store mængder af trækfugle, samtidig med at pelsdyr­ jagten begyndte at give sit bedste udbytte. Disse rytmisk svingende ændringer af fødemængderne året igennem er dog ikke nok til, at man nøjagtig kan forudsige, hvor i landskabet jægerne opholdt sig. De forskellige fødeem­ ner betød nemlig ikke lige meget for placeringen af bopladser­ ne. De store køddyr var f.eks. mobile, og selv om de kalorie­ mæssigt havde stor værdi, var de næppe så bestemmende for bopladsernes placering som visse andre former for føde f.eks. den, der blev skaffet fra havet. Et andet forhold var, at jægerne i visse sæsoner synes at have delt sig op i små grupper, således at de kunne udføre flere aktiviteter samtidig inden for større områder. Alt dette påvirkede jæger samfundenes årscyklus og bosæt­ telsesmønster og skal tages i betragtning, når man vurderer de arkæologiske fund. Hertil kommer den vanskelighed, som

Fangstfolk på vandring

51

Herover: udgravningsplan over en lille, rektangulær hytte fra Maglemosetiden fundet ved Ulkestrup i Nordvestsjælland. På foto­ grafiet til højre ses hytten under udgravning. Man skimter de stokke af birk, fyr og hassel samt bark­ flagerne, der har indgået i hyttens konstruktion.

52

Fyrreskovens jægere

man hele tiden støder på ved studiet af disse tidlige jægersam­ fund i Danmark: fastlandstidens kystlinie ligger, hvor der i dag er hav. Sporene efter den tids kystbosættelser er derfor uende­ lig få. Og selv om kystzonen i den tidlige skovtid biologisk set ikke var så rig som i senere perioder af jægerstenalderen, er der ingen tvivl om, at den også blev udnyttet. Når man f.eks. finder et sælkranium på en af Maglemosetidens indlands­ bopladser, så viser det, at de jægere, som levede der, også havde været ude ved kysten, vel nok i de fødeknappe forårs­ måneder. Men normalt gælder det, at selv om flere af årets måneder blev tilbragt ved kysten, efterlod det sig kun få spor på indlandsbopladserne. Den samme iagttagelse kan man gø­ re i nutidens Grønland. Fundene af Maglemosefolkets bopladser er meget fåtallige igennem hele birke-fyrretiden. Men fra den efterfølgende hassel-fyrretid stammer et stort antal fund, der langt bedre belyser fangstfolkenes livsform på bestemte tider af året. I Jylland ligger bopladserne gerne i tilknytning til de store åer, specielt hvor disse løber sammen. På Sjælland ligger de omkring søer­ ne, oprindelig placeret nær vandkanten på den sumpede flade

ude i rørskoven. Det er navnlig de sidstnævnte bopladser, der har givet et indblik i Maglemosefolkenes livsform. Flere steder på Sjælland er nemlig fundet bopladser med spor efter hytter, der må tolkes som fangstfolkenes sommertilholdssteder. En sådan hytte blev udgravet i nærheden af Ulkestrup Lyng på Vestsjælland midt i den store Åmose. I Maglemosetiden må bopladsen have ligget kun få meter fra den daværende søbred. Sporene efter hytten viste sig ved fundet af et gulvlag be­ stående af store barkflager af fyr og birk. Her lå bl.a. blade af kærmangeløv, som må have været underlaget for beboernes sovesteder. Væggene synes at have været bygget af armtykke hasselstager, der måske blot havde været et rammeværk for skind eller tagrør. Tilsyneladende var det hele af en ganske let konstruktion. Hyttens grundflade var rektangulær, længden 6-7 m og bredden 4-5 m. Smalsiden vendte imod sydøst, dvs. ud mod søen, og det synes som om, indgangen har været her. Inde i huset var en sandplet, ca. 1 m i diameter, hvor bålet havde brændt. I hele hyttens indre lå mængder af nøddeskal­ ler og flintafslag. Også uden for boligen lå der udsmidt affald: flintaffald, -redskaber og ofte velbevarede genstande af ben og træ, bl.a. en udskåret paddelåre. Den båd, den hørte til, har nok ligget fortøjet lige udenfor.

Fangstfolk på vandring

53

Sæler på ynglepladserne ved kysten må have været et meget almindeligt syn i jægerstenalderen. De blev enten jaget med harpun fra båd på åbent hav men kunne også nedlægges på stranden, når de rastede eller opholdt sig der i for­ bindelse med ungernes fødsel.

Fundene fra Ulkestrup viser, hvad der blev efterladt af en enkelt familie i løbet af de 3-4 sommermåneder, fra juni til september, man levede her. Fra det faste land, dvs. fra den tætte skov, har man i øvrigt næppe kunnet nå ud til hytten. Utilgængelige ellebevoksninger i en sump af sortbrunt vand har forhindret dette. Adgangen fandt snarere sted fra søsiden, hvor man padlede og stagede sig frem gennem sivskov og rør sump. Ulkestruphytten er ikke den eneste af sin art. Lignende fund er gjort i Barmosen ved Vordingborg og i Holmegårds Mose ved Næstved - og man kender dem også fra Skåne og Nord­ tyskland. I en lang række andre tilfælde er hyttegulvene dog ikke bevaret eller iagttaget. Så ligger oldsagerne, dvs. be­ boernes husholdningsaffald, imidlertid ofte samlet i koncen­ trationer af samme form og størrelse som de sikre hyttetomter. Det taler for, at det også her drejer sig om små sæsonboplad­ ser, måske benyttet af en enkelt lille familiegruppe. Den store klassiske Maglemoseboplads, Mullerup, som blev fundet i år 1900 kan meget vel høre hjemme i samme kategori. Det, som sætter Mullerupbopladsen i en klasse for sig, er dens utroligt velbevarede benredskaber. Det er dyreknoglerne og de øvrige organiske fund, som 54

Fyrreskovens jægere

Ih

I

il

H

Paddelåre af hasseltræ, ca. 120 cm lang, fundet nær hyttetomt fra Maglemosetiden ved Ulkestrup i den sjællandske Åmose.

f.eks. hasselnødder, der viser, på hvilken tid af året bopladser­ ne var beboet. De små hytter synes at have været sæson­ bopladser, der var i brug fra hen på foråret til september. At man lagde hytterne netop i grænselandet mellem skoven og vandet, skyldes, at her fandtes de optimale muligheder for jagt, fiskeri, fuglefangst og indsamling af æg og planteføde, navnlig nødder. Sommerbopladserne har været udgangspunkt for en mæng­ de aktiviteter, bl.a. fiskeri på lavvandede områder i søerne, gerne nær ved strømløbet. Den slags fiskepladser har man fundet ved udgravninger i den samme vestsjællandske Åmo­ se, hvor også Ulkestruphytten lå. De viser sig ved koncentra­ tioner af benspidser med modhager, lystertænder, som står med spidsen boret ned i den gamle søbund. Det synes navnlig at være geddefiskeri, der er foregået her. I foråret søger ged­ den ind på lavt vand for at gyde. Fra den tid og fremover ser man den tit stå og sole sig i overfladevandet, og man kan af knoglefundene på bopladserne se, at fangstfolkene ofte havde heldet med sig. De hjembragte gedder var store eksemplarer, ca. 60 cm lange. Men ofte er lysterne knækkede for fiskerne og deres benspidser blev derved bevaret i årtusinder i søbunden. Linefiskeri har også været anvendt og tillige garnfiskeri. Men bortset fra fund af formodede garnflydere er direkte spor heraf endnu ikke fundet i Danmark. Fra Maglemosetiden har man også lokaliseret bopladser fra andre årstider, f.eks. dem hvorfra jagten på de store køddyr er foregået. Man kan tænke sig, at jægerne undertiden har været borte fra hovedlejren i dagevis, og at de, når byttet var nedlagt, oprettede en lille boplads, hvor slagtningen foregik. En sådan var den vinter-boplads, der er fundet nær en tidligere søbred ved Skottemarke på Lolland. Om vinteren færdes elgen un­ dertiden i små flokke og er meget stationær. Ved Skottemarke kan det have været sådan en lille flok, man har nedlagt. Mindst fem af de store dyr er blevet dræbt. Elgene er parteret, og man har holdt ædegilde på den delikate knoglemarv. Alle de marvspaltede knogler blev efterladt på stedet, men mellem­ fodsknoglerne tog man med sig. Det har man forklaret såle­ des, at jægerne først slagtede og parterede dyrene, hvorefter skindene, stadig med lemmernes nederste dele hængende ved, blev brugt som sække til hjemtransport af kødet til basis­ lejren. Mens man om sommeren levede splittet op i små familie­ grupper, er det ikke usandsynligt, at menneskene om vinteren slog sig sammen i større grupper for at udnytte fællesskabet til at gøre jagten på bl.a. de store køddyr mere effektiv. Men

Fangstfolk på vandring

55

endnu er vintermånedernes bosættelser næsten ukendte. Der er dog gjort fund, som antyder, at man i den kolde årstid boede på mere tørt land, om end stadig i tilknytning til ferskvand, og at man der levede i større grupper. Men stadig er det bopladserne ved kysten, der mangler. Antagelig var det navnlig i de sene efterårs- og tidlige forårs­ måneder, man søgte ud til havet. Begge perioder ville være fordelagtige for f.eks. havpattedyrsfangst - og indicier for, at en sådan er foregået, findes da også. Desuden kender man bopladser, som kan være spor efter kortvarige ophold undervejs mellem kysten og indlandets sæ­ sonbosættelser. Nogle af dem ligger ved de østjyske fjorde, som dengang var floddale fjernt fra det åbne hav. Der er imidlertid ikke bevaret knoglerester på disse bopladser, som kan afsløre, på hvilken tid af året de var i brug. Nok er det et stort og rigt arkæologisk materiale, man ken­ der fra Maglemosekulturen i Danmark. Men det er stadig utilstrækkeligt. Et helhedsbillede af jægernes sæsonvandrin­ ger kan man endnu ikke danne sig. Én ting synes dog at stå fast: jægersamfundenes livsform var mobil, og den indebar en vekslende gruppestørrelse tilpasset efter årstiden.

Med bue og pil

Hunden var jægerstenal­ derens eneste tamdyr. Almindeligst var en kraftig type på størrelse med de grønlandske slædehunde. Fund af marvspaltede hun­ deknogler viser, at hunde lejlighedsvis blev spist. Fra jægerstenalderens sidste årtusinde kender man dog også grave, hvor hunde er blevet gravlagt sammen med deres herre eller endog er blevet lagt i selvstændige grave udstyret med grav­ gaver.

56

Fyrreskovens jægere

Den første skovtids jægere tilpassede ikke blot ved sæsonvan­ dringer deres livsform til den omgivende natur. De gjorde det også med en teknik, som både var udtryk for århundreders erfaring og samtidig inddrog nye metoder. Et nyt element i fangsten var f.eks. brugen af hunden, der fra nu af blev men­ neskets trofaste følgesvend. Også når det gjaldt fangstredskaberne, udviklede man nye former, dog altid fremstillet af velkendte, gennemprøvede materialer. Træ, sten og ben samt naturligvis andre råmateria­ ler fra de nedlagte dyr såsom skind og sener udgjorde grund­ laget for fremstillingen af de fleste materielle nødvendigheder. F.eks. betød en nedlagt urokse ikke blot ca. 500 kg kød foruden skind og sener. Næsten alle dyrets knogler havde desuden deres funktion at udfylde i redskabsfremstillingen. Af ribbene­ ne lavede man fiskespyd, af mellemfodsbenene skarøkser, mejsler, knive, prene og meget andet, af spolebenene hakker og køller, af mellemhåndsbenene ligeledes køller og huløkser. Det kunne blive til henved 10-15 forskellige slags redskaber. Flinten var også et vigtigt redskabsmateriale. Det alminde­ ligste flintredskab var flækken, et langt, smalt, skarpkantet afslag, som kunne bruges som kniv, men også blev viderefor-

Udgravning i Maglemose ved Mullerup i Vestsjælland 1900. I forgrunden ses tør­ ven, der er gravet af mo­ sens overflade. Udgrav­ ningen blev foretaget af arkæologen og botanikeren Georg Sarauw. Den fik stor betydning for udforsk­ ningen af hele jægerstenal­ deren og gav tidsrummet ca. 8800-6800 f.Kr. navnet Maglemosetiden.

arbejdet til andre redskaber: skindskrabere, bor, save osv. Flækkefremstillingen krævede et stort forarbejde, inden man nåede til det færdige resultat. Flintteknikken ændrede sig i øvrigt i takt med omlægningerne af fangstfolkenes levevis. Derfor er iagttagelser af selv små forskelle i flintredskabernes udseende også en af arkæologiens vigtigste metoder til at tidsfæste jægerstenalderens fund. I Maglemosetiden udvikle­ de jægerne flækker, der var længere og mere regelmæssige end i århundrederne forud. Samtidig begyndte man at frem­ stille nogle særlig små, tynde flækker, mikroflækker, som blev videreforarbejdet til mikrolitter, oftest lancetformede og tre­ kantede, som blev indsat som skærper i pilenes sidekanter. Det var en omfattende håndværksmæssig kunnen, der lå bag hele det udstyr af fangstredskaber, jægerne brugte. Blandt dem kan man navnlig fremhæve buen og pilen. Selve buen var næsten mandslang, et fuldstændigt bevaret eksemplar kendes fra Holmegårds Mose ved Næstved. Det var fremstillet af skyggevokset, dvs. knastfri og langsomtvoksende elmetræ og havde et håndgreb på midten. Visse detaljer ved buen tyder på, at den på ydersiden har haft en forstærkning af sener for at give den større elasticitet. Dens spændkraft var da også be­ tydelig, det ser man af dyreknoglerne, der er fundet på bo­ pladserne. De viser tit dybe læsioner af indskudte pilespidser. Med bue og pil

57

Et udvalg af Maglemosetidens specialiserede piletyper. Pilene har været 90-100 cm lange. I bagenden var der en kærv til buestrengen, og her er undertiden iagtta­ get rester af birketjære, sikkert fra fastgørelsen af styrefjer.

Pilene kunne have flere forskellige udformninger alt efter deres formål. Nogle havde spids og modhager af små flintstyk­ ker (mikrolitter), som med birketjære var klæbet fast i riller i skaftet. Tjæren fik man ved at opvarme birkebark, som så afgav det sorte, klæbende stof. Surringer med dyresener blev også holdt fast med en sådan tjærebelægning. Man havde også andre piletyper, nogle havde f.eks. en kølleformet træspids. De blev fortrinsvis brugt til jagt på fugle og pelsvildt, hvor det gjaldt om ikke at gennemhulle skindet. Spyd med en tandet benspids eller fastklæbede modhager af flint hørte også til jagtudrustningen. De sidste er ligesom buen kendt fra Holmegårds Mose. De var kun ca. 25 cm lange og forsynet med en tap, der kunne sættes ind i det egentlige spydskaft. Spydene med en benspids med tænder blev brugt til jagt på både land- og sødyr. På indlandsbopladsen Ulkestrup Lyng har man fundet en sådan benod med tænder. Den var med en surring af snor fastgjort til enden af et hasselskaft. Til fiskeriet brugte man store, kraftige fiskekroge, muligvis fortrinsvis til brug på dybt vand. Andre vigtige fiskeredskaber var lysteren og fiskespydet, som man også kender fra ind­ landets bopladser. Nogle af fiskespydenes odde er i øvrigt ætset på et kort, afgrænset stykke. Det viser, at de er gået tabt under fangsten og har siddet i en spiddet fisk. Forrådnelses­ processen har da opløst noget af oddens overflade. Endnu en vigtig redskabsform var øksen. Den kom, som naturligt var, i brug samtidig med skovens indvandring i be­ gyndelsen af birke-fyrretiden. Her fandtes den i to udform­ ninger fremstillet af flint: kerneøksen og skiveøksen. Men desuden brugte man også den såkaldte hjortetakøkse, frem­ stillet af elg- eller kronhjortetak. Æggen kunne dannes af tak­ kens hårde yderlag, eller man kunne udhule det bløde kerne­ væv og her indsætte en skærpe af flint eller måske vildsvinetand fastgjort med birketjære. Skaftet, som gerne var af hassel, blev indsat i et boret hul i takken.

Elsdyrhoved skåret i rav, kun seks cm stort, fundet ved Egemose i Nordvest­ sjælland. I Maglemosetiden var elsdyret et almindeligt dyr i de danske skove. Det var efterstræbt for sit gode kød - og det kan derfor overraske, at man så sjæl­ dent afbildede det efter­ tragtede bytte. Undtagelser som det her viste hoved er der dog. Hovedets form, den tunge mule og hage­ skægget viser, at det netop er en elg.

Disse redskaber er kun et lille udvalg af, hvad der stod til fangstfolkenes rådighed. Men i deres form var de tilpasset forskellige funktioner, om det nu var til fiskeri, fuglefangst, jagt på pelsdyr eller havets pattedyr. Eller det måske var til jagten på de store køddyr, som nok udgjorde den mest drama­ tiske del af jægernes hverdag. Her har de arkæologiske fund givet to helt enestående øjebliksbilleder af Maglemosetidens storvildtjagt. Det er fundene fra henholdsvis Vig og Prejlerup, begge i Odsherred på Sjælland. Uroksen fra Vig er fundet i en lille mose, som i den første skovtid for mere end 10.000 år siden havde været en sø. Skelet­ tet af det store dyr var næsten fuldstændig bevaret. At dyret havde været jaget af Maglemosetidens jægere stod helt klart: ved skelettet fandtes flere pilespidser, og i to af ribbenene sad der tydelige skudsår. I det ene sås splinten af flint overvokset med benvæv, dvs. at såret var helet, og dyret havde overlevet et første møde med jægerne. Det andet sår var ulægt: resterne af den splintrede pilespids sad spredt rundt om i benmassen omkring såret, som gik hele vejen gennem ribbenet. Hertil kom, at der i de to skulderblade var et rundt og et stjerneformet hul. Det kunne tyde på, at dyret med voldsom

Med bue og pil

59

Benspids, dvs. fiskespyd, hvis overflade er ætset på et kort stykke. Spydet er sandsynligvis gået tabt for jægeren, efter at han har spiddet en fisk. Forrådnel­ sen af fisken har så opløst noget af benspidsens over­ flade. Maglemosetidens benspidser blev både brugt enkeltvis som spyd eller flere sammen i bundter, måske som lystre.

60

Fyrreskovens jægere

kraft var blevet ramt af et spyd, der var gået gennem det venstre skulderblad og havde ramt det højre uden egentlig at gennembore det. Spydets kraft havde været så stor, at man har foreslået, at det var blevet afskudt af en fælde-mekanisme, måske af den slags, der næsten helt op til vor tid har været anvendt ved elgjagt i Sverige. Dyret var i hvert fald blevet beskudt med flere pile. De mange sår havde til sidst påført det et stort blodtab, og jægerne og hundene kan have jaget det ud i søen. Her sank det i mudderet og er antagelig kommet så langt ud, at dets for­ følgere ikke formåede at bjærge det i land. Uroksen fra Vig blev fundet ved tørvegravning i 1905 og blev ikke sagkyndigt udgravet. Men i 1983 kom et lige så velbevaret fund frem i dagens lys. Denne gang var det ved Prejlerup kun få km fra Vig, og nu lykkedes det at foranstalte en viden­ skabelig udgravning. Det blev snart klart, at også Prejlerupuroksen havde været jaget af den første skovtids jægere. Ved at sammenstille resultaterne fra en lang række detailundersøgel­ ser kunne man danne sig dette billede af jagten: den var foregået en sen efterårsdag for over 9000 år siden. Jægerne havde sporet uroksen, mens de bevægede sig frem gennem den tætte hasselbevoksning, der på dette sted stod som et højt krat kun med enkelte åbne partier. Det var et skovlandskab, der vekslede mellem små bakker, lavninger og søer. Måske det var i en af lysningerne, at de omsider fik øje på den store drøvtygger. Det var en vældig tyr, henved 18-20 år gammel. Dens skulderhøjde var imponerende, omkring 1,90 m. Men det, som navnlig var iøjnefaldende, var det store hoved med det krøllede hår i panden og de tykke, lange horn, der var hvidlige til grå med sorte spidser. Da uroksen vejrede jægerne og rejste hovedet, kunne man se, hvordan dette blev båret af en kraftig, muskuløs hals. Dyrets ben, som man anede i den høje bevoksning, var slanke og forholdsvis lange, kroppen dækket af korte, glatte hår af en sortbrun farve. En lysere stribe løb ned langs dens ryglinie. Så hvislede den første pil frem fra en af jægernes langbuer. Det var en fyrretræspil med flintspids og længdeæg. Den trængte ind i dyrets bagkrop og lavede en bred sårkanal. Nu gik det hele pludselig hurtigt. Dyret reagerede med et brøl og en hurtighed, der afslørede dets vældige kræfter. Så fulgte flere pile, der alle ramte den kødfulde bagpart. Dyret vendte om og styrtede gennem tykningen. Skuddene havde ikke væ­ ret dræbende, men blodet fossede fra sårene. Der sad nu ni smertefulde pile og strittede til alle sider i tyrens bagkrop: to i højre og syv i venstre side.

Det næsten fuldstændigt bevarede skelet af uroksen fra Vig, som den i dag er udstillet på Nationalmuseet i København. Det vældige dyr havde i levende live målt henved 1,90 m over skulderen. To gange var det blevet angrebet af den tidlige skovtids jægere. Sit banesår fik det anden gang, da en pil trængte ind i lungen. Alligevel undslap dyret jægerne men omkom senere af blodtab og ud­ mattelse i en lille sø.

Jægerne fulgte hurtigt efter, men om de så, hvad der der­ efter skete, ved vi ikke. Den anskudte tyr nåede frem til en lille sø, hvis overflade var knap et par hektarer stor. Fra den stærkt skrånende bred brasede den gennem rørsumpen, videre ud i søen, igennem åkander, vandaks og andemad. Ca. 25 m fra bredden væltede den om på venstre side. Herude i det kolde vand døde den omsider. Hvad der var den egentlige dødsårsag, er ikke til at sige. En sværm af pile havde ramt dyrets kødfulde dele, men ingen i vitale områder. Dog havde blodtabet været stort. Var det må­ ske det, der fik den til at segne? Eller nåede jægerne frem til søbredden og bidrog med deres råb og hundenes gøen og hidsige angreb til det svækkede dyrs stress, så dette i forening med smerterne og blodtabet fik den til at give op? Nu lå den på knap et par meters vand. Et vældigt kadaver på henved 1000 kg. Svær at bjærge, om jægerne overhovedet havde set, hvorhen den forsvandt. Uroksen var den tidlige skovtids største køddyr. Et efter­ stræbt bytte for jægerne, så meget at det efterhånden førte til dets uddøen. Henimod slutningen af jægerstenalderen var uroksen udryddet på de store danske øer. I Jylland klarede bestanden sig endnu nogle årtusinder, men forsvandt så i

Med bue og pil

61

Fra udgravningen af urok­ sen fra Prejlerup i 1983. Uroksen lå på venstre side kun ca. 70 cm under mo­ sens overflade. Samtlige knogler var meget velbe­ varede, idet de havde ligget i en vandmættet og kalkholdig aflejring. Der var kun få forstyrrelser af ske­ lettet. Dog havde et forben revet sig løs fra skulderbla­ det og var flydt en meter bagud.

62

Fyrreskovens jægere

løbet af jernalderen. De sidste urokser på det europæiske kontinent blev dræbt så sent som i 1600-tallet. Prejleruptyren er ikke den eneste aktør i den tidlige skovtids drama mellem dyr og mennesker, hvis udseende man kan danne sig et indtryk af. Også mennesket dukker nu op i fundene. Ved Koelbjerg nær Vissenbjerg på Fyn er der i en lille mose fundet et menneskeskelet, som ved kulstof-14 metoden er dateret til ca. 8000 f.Kr. Efter alt at dømme drejer det sig om en kvinde, som engang i den tidlige skovtid er druknet i en lille sø. Den døde flød en tid rundt i vandet, inden hun gik til bunds, og liget indlejredes i mosetørven. Hun har været ca. 25 år gammel, kun ca. 155 cm høj og har haft spinkle og fint formede lemmer. Og ansigtet? - her skal ordet overlades til en af de videnskabsmænd, som først beskrev fundet af dette det ældst kendte menneske i Danmarkshistorien: „kraniet er kraf­ tigt, næsten maskulint ... kraftige øjenbrynsbuer har skygget

Kraniet af den 10.000 år gamle kvinde fra Koelbjerg på Fyn, det ældst kendte menneske fra Danmark. En analyse af kvindens knogler viste, at hendes føde mest havde bestået af planter og kød fra dyr, der levede på landjorden. Senere hen i stenalderen blev fisk og havdyr (sæler) den helt dominerende kost. Den sidste del af jægerstenal­ deren burde derfor snarere kaldes fiskerstenalderen.

over store, firkantede øjenhuler. Kindbenene er brede og mundpartiet fremspringende. I øvrigt er kraniet relativt langt og smalt med indknebne tindinger. Næseroden er smal og har ligget forholdsvis dybt. Visse forhold er påfaldende. Fæsterne for tyggemusklerne viser, at disse har været usædvanlig stærkt udviklede, og hertil kommer tændernes kraftige slid, tilsammen forhold der tyder på megen og hård tygning. Hun har været kødspiser - og har haft runde kinder. - Men var håret mørkt, og havde hun sortbrune øjne og dybe smilehul­ ler? Vi ved det ikke og vil aldrig få det at vide."

Løvskovens og kystens jægere Løvskoven og havet Det varmere klima i den første skovtid havde kun været et forvarsel om endnu mildere tider. Omkring midten af det 7. årtusinde f.Kr. gik udviklingen ind i en ny fase: den atlantiske tid begyndte. Det navn har den fået, fordi klimaet fra at være kontinentalt tørt nu blev mere fugtigt og varmere. Danmark fik et øklima. Det skyldtes, at havet rykkede frem, og de store sammenhængende landområder i Nordeuropa, som jægerfol­ kene havde færdedes i, formindskedes kraftigt. Vesterhavet dannedes, og den vestlige Østersø bredte sig mere og mere. Det tidsrum, der nu begyndte, var det varmeste efter istiden. Igen ændredes levevilkårene dybtgående for landets befolk­ ning- og dette førte i sidste instans, dvs. omkring 4000 f.Kr. til jægerstenalderens ophør og bondesamfundets dannelse. Naturforandringerne var især følelige på to områder: vege­ tationen og dyrelivet forandredes - og i kystzonen, møde­ stedet mellem land og hav, der stadigt flyttede sig, voksede en hidtil ukendt biologisk rigdom frem. Skoven var et af de steder, hvor de ændrede vilkår tydeligst kan iagttages. Den havde i tidligere årtusinder været i stadig udvikling og fortsatte nu i retning af sit klimaksstadium. Hvad der oprindelig havde været en åben pionérskov, blev med tiden forvandlet til en stabil urskov, hvor der herskede en høj grad af ligevægt mellem de forskellige arter. I århundredernes løb var der nemlig sket en udvælgelse. Den favoriserede de arter, der var langsomme i væksten, men som til gengæld kunne tåle skygge, - som først sent blev kønsmodne, og hvis frøspredning foregik langsomt. Skoven var nu et modent øko­ system, hvori der var oplagret en vældig biologisk rigdom. De træer, som kom til at præge den nye klimaksskov, var arter, som allerede var indvandret i borealtiden. Men i den stadige kamp om lyset havde de efterhånden vundet overher­ redømmet over fyrre-hasselskoven. Det var lind, elm og eg, som nu havde fået overtaget. På de magre jorder var det egen, der var det almindeligste træ i en lysåben skov iblandet fyr og birk. Men på de gode jorder var det den fagre lind, der præge­ de skoven. Var lindeskoven tæt, fremstod den mørk og skyg­ gefuld - og det gjorde den over store strækninger. Men ud64

Løvskovens og kystens jægere

Landets udseende omkring havstigningens maksimum i det 5. årtusinde f.Kr. Grænsen mellem de områder, der er hævet og de, der er sunket siden stenalderen følger den såkaldte nullinje fra Nissum Fjord til Nordfalster. I landets nordlige egne ligger sten­ alderhavets kystlinier i dag indtil 15 m over det nuværende hav­ spejl, mens de i de sydlige dele ligger 10 m under vore dages havni­ veau.

Løvskoven og havet

65

Den biologisk rige kystzone i den atlantiske tid kan sine steder have set ud som her ved Knudskov på syd­ kysten af Knudshoved Odde, Sydsjælland.

66

skiftningen af træerne skete gerne i generationsskift, hvor store skovpartier med jævngamle træer faldt samtidig og der­ med gav plads for omfattende og langt mere åbne opvækst­ arealer. Herved skabtes lysninger, der gav gode vilkår for f.eks. hasselen - og desuden for plantearter, som var vigtig føde for det store skovvildt. Kom man ud til kysten og til søernes og fjordenes bredder, mødte man en anden, mere afvekslende vegetation. Her var der trængsel af alle mulige træer og buske. Ud mod stranden stod en tæt kratskov med el, pil, hassel og tjørn i en næsten sydlandsk frodighed. Med sine stedsegrønne blade klatrede vedbend op ad træerne, og stærkt duftende kaprifolier snoede sig op ad buske og mindre træer og vanskabte deres stammer. Misteltenen sås også hyppigt. Dens klæbrige frø spirede oppe i trækronerne. For skovens dyreliv betød forandringen, at de store køddyr som elsdyr og urokse blev stadig sjældnere. Dyrelivet præge­ des nu i stedet af kronhjort, rådyr og vildsvin. Navnlig de sidste havde gode tider på grund af skovens mange oldentræ­ er. Ved kysten var dyrelivet ligesom vegetationen præget af en næsten endeløs variationsrigdom. Fisk var der i store mæng­ der. Sæler, delfiner, marsvin, øresvin og spækhugger færde­ des også i de fiskerige vande, og i de salte fjorde dannedes

Løvskovens og kystens jægere

vældige skaldyrsbanker. Hertil kom mængder af fugle, både standfugle og trækfugle. Klimamildningen øvede også sin dybe indflydelse på for­ holdet mellem land og hav. Verdenshavet fortsatte sin hastige stigning ind i atlantisk tid på grund af isens afsmeltning fra polerne. Denne er afhængig af globale klima- og temperatur­ ændringer, som til stadighed er virksomme. Siden havstig­ ningen nåede sit maksimum i den atlantiske tid, er niveauet i verdenshavet i de efterfølgende 7000 år sunket ca. 3 m som følge af et generelt temperaturfald. Men det var ikke alene bevægelserne af havspejlet, der bestemte forholdet mellem land og hav. I Skandinavien mod­ virkedes de til en vis grad af stærke bevægelser i jordskorpen. Fra et centrum i Den Botniske Bugt aftager hævningen af landmasserne jævnt sydover. I Sydskandinavien er den ringe, og i de sydvestlige egne sker der en sænkning. Det medførte i den atlantiske tid, at store områder af Nordjylland, Nordfyn og Nordsjælland overskylledes af havet og splittedes op i mange øer, talrige fjorde og lavvandede bredninger. De sydlige dele af Danmark så helt anderledes ud. Her lå landet højere: Vadehavets øer var landfaste med Sønderjyl­ land. Tåsinge, Ærø og Langeland var én stor ø, og det samme var Lolland og Falster. Dermed fremstod det Danmarkskort, som ses på side 65, og som først og fremmest er forskelligt fra nutidens ved sin udstrakte kystlinie: fangstfolkenes foretruk­ ne levested. Havstigningen frem til det store maksimum i det 5. årtusin­ de f.Kr. foregik dog ikke helt regelmæssigt. Indimellem var der perioder med tilbagegang. I det nordsjællandske område har man f.eks. igennem atlantisk tid kunnet påvise 5 havstig­ ninger med ca. 400 års mellemrum, som hver afløstes af perio­ der med stabil eller faldende vandstand. Da fangstfolkenes bopladser gerne lå i direkte tilknytning til vandet, fik disse vandstandsændringer også betydning for placeringen af bo­ sættelsen. Man flyttede i takt med kystens frem- og tilbageryk­ ning - og netop det må tages i betragtning, når man skal vurdere fangstfolkenes bosættelsesmønster igennem den at­ lantiske tid.

Kystens fangstfolk De kraftige ændringer af naturen, som indledtes i den at­ lantiske tid, satte sig tydelige spor i fangstfolkenes tilpasning til omgivelserne. Bosættelserne var i denne periode ret forskel­ ligartede, fordi fangstmulighederne var så forskellige i de en­ Kystens fangstfolk

67

kelte dele af landet. Men fælles for jægerbefolkningen var, at man nu overalt udnyttede den rige kystzone intensivt. De jægerfolk, som levede i landet i tiden efter ca. 6800 f.Kr. kaldes i arkæologien Kongemosejægerne, efter en stor bo­ plads i den vestsjællandske Åmose. De efterfølges ca. 5400 f.Kr. af Ertebøllejægerne, opkaldt efter den berømte køkken­ mødding Ertebølle syd for Løgstør ved Limfjorden. Disse navne på den atlantiske periodes fangstfolk betegner ikke forskellige folkeslag og skal ikke forstås således, at der jægerstenalderen igennem skete indvandringer af fremmede fangstfolk. Snarere var der i Danmark en befolkningskontinui­ tet hele jægerstenalderen igennem. De forskellige tidsafsnit, som arkæologien opererer med: Maglemosetiden, Kongemosetiden og Ertebølletiden er blot arkæologiske navne på de forskellige redskabstraditioner, som afløste hinanden i løbet af jægerstenalderen. Og forskellene skal man næppe se som udtryk for andet end den stadige tilpasning, fangstfolkene foretog af deres erhverv til de skiftende naturomgivelser. Ser man på landet som helhed i den atlantiske tid, er det først og fremmest den intensive udnyttelse af kystzonen, der falder i øjnene. Hvor meget dette var sket tidligere, i bl.a. Maglemosetiden, står ikke helt klart. Men i den atlantiske tid øgedes kystområdernes biologiske rigdom betydeligt. Det æn­ drede forhold mellem land og hav har givet arkæologien store muligheder for netop at studere bopladserne ved kysten. Fangstfolkenes bopladser lå nu gerne i små rolige fjordom­ råder og inderlavninger. Det er det billede, der især tegner sig på Sjælland, hvor indlandet i modsætning til tidligere kun i ringe grad synes at være blevet udnyttet. En undtagelse var dog det store søbassin, som i dag er Åmosen i Vestsjælland. De øvrige sjællandske, lavvandede søområder, som i tidligere årtusinder var så rige fangstområder synes derimod knap nok at have været beboede. De var allerede på denne tid ved at gro til og mistede dermed deres betydning som levesteder for j ægerbefolkningen. I Jylland var indlandsbopladserne derimod mere talrige. Her fandtes også de store, dybe søer og vandløb, som kun langsomt blev omdannet til mose og sump. De var i den atlantiske tid fortsat velegnede levesteder for jægerbefolknin­ gen. Også de jyske kystområder var tæt beboede i det 6. og 5. årtusinde f.Kr. Man kender det fra de nordlige egne af halv­ øen, hvor den gamle kystlinie i dag ligger på hævet land. Sydpå er man derimod i reglen henvist til undervandsarkæo­ logi, når man skal undersøge den atlantiske tids kystbosættel­ ser. 68

Løvskovens og kystens jægere

Kort over de vigtigste bo­ sættelsesområder ved Øre­ sund i jægerstenalderens sidste årtusinder. Omkring hver bosættelse er tegnet en halvcirkel med en radius på ca. 10 km, dvs. det område der kan tænkes udnyttet fra bopladserne. Selv med så forholdsvis ringe en ak­ tionsradius kunne fangst­ folkene sikre en intensiv udnyttelse af hele kystom­ rådet, ligesom man fik adgang til en meget stor variation af fødemidler.

Kystens fangstfolk

69

Fra udgravningerne på Maglemosegårds Vænge i den nu udtørrede Vedbæk Fjord i Nordsjælland. Bo­ pladsen udgraves i kvadrat­ meterstore felter, men forud for dette går et omhyggeligt rekognosceringsarbejde, hvor man ved boreprøver fastlægger pladsens ud­ strækning. Dernæst under­ søges 2-3% af det formode­ de bopladsområde med prøvehuller af en kvadrat­ meters størrelse. Først derefter iværksættes den egentlige udgravning, som bl.a. indebærer, at den afgravede jord sigtes. Her­ ved fremkommer f.eks. de ganske små plantefrø og fiskeknogler, der er så afgørende for bestemmelsen af stenalderjægernes kost­ vaner og hele erhvervsform.

Et godt indtryk af bosættelsen i den sene jægerstenalders sidste to årtusinder får man langs Nordøstsjællands Øre­ sundskyst, hvor der er fundet et stort antal bopladser. Arkæo­ logisk set er området enestående i Europa på grund af de mange fund. Dets afgrænsning mod vest, dvs. mod indlandet, ligger i en afstand af 10 km fra kysten. I alt er der tale om et areal på ca. 600 km2 langs en kystlinie, der i dag udgør ca. 110 km, men som i den sene jægerstenalder var på ca. 170 km på grund af de mange fjordarme, som skød sig ind i landet. Det var navnlig her, bosættelserne lå. Antagelig har der levet meget få mennesker i det indre af landet. De nærmeste bopladser ligger ned langs Roskilde Fjord og har sammen med Isefjordens kyster udgjort et andet, lige så tæt befolket bosættelsesom­ råde. Bopladserne ligger særlig koncentreret i de fire, nu ud­ tørrede fjordområder ved Villingebæk, Nivå, Vedbæk og Klampenborg samt på Amager. Man har beregnet, at fra de 5 bopladskoncentrationer har man kunnet udnytte ressourcer­ 70

Løvskovens og kystens jægere

ne i hele Øresundsregionen uden at fjerne sig mere end 10 km fra bopladserne, og at områdets fødemængde på helårsbasis har kunnet ernære i hvert fald 300 mennesker fordelt på de 5 bopladskoncentrationer, dvs. ca. 60 personer på hver. De arkæologiske detailundersøgelser har sandsynliggjort, at dette bosættelsesmønster har eksisteret nogenlunde uæn­ dret igennem hele den atlantiske tid dvs. i et par årtusinder. Men jo længere man kommer tilbage i tiden, des vanskeligere bliver påvisningen af bopladserne på grund af det ændrede forhold mellem land og hav. Det er dog ikke usandsynligt, at så længe Øresund har været et salt hav, dvs. siden fastlands­ tiden, har dets biologiske rigdom været udnyttet af jægerbe­ folkningen på en måde, der ikke ligger fjernt fra den her skitserede. For nærmere at belyse fangstfolkenes levevilkår i en enkelt af Øresundsfjordene har man i de sidste 10 år gennemført et storstilet forskningsprojekt i en tidligere fjord, nu kaldet Maglemosen, ved Vedbæk. Denne stod i atlantisk tid med åbent vand og fjordbredder og småholme, der var særligt velegnede til bosættelse. Her har man kunnet følge de strandforskyd­ ninger, som havstigningen forårsagede, og som bestemte bo­ pladsernes beliggenhed. Man har videre gennem naturviden­ skabelige undersøgelser kunnet vise, hvordan fjordmundin­ gen i tidens løb indsnævredes, og strandvoldene næsten luk­ kede for adgangen til havet. Dette nåede i løbet af det 5. årtusinde f.Kr. sit højeste niveau, nemlig fem m over nutidens havoverflade, men faldt derefter atter kraftigt. Fjorden sumpe­ de til, og det var slut med bl.a. det gode fiskeri, som i årtusin­ der havde tiltrukket bosættelsen. Mens fjorden i atlantisk tid endnu stod åben, lå der på små øer og halvøer adskillige bosættelser. I alt er der påvist henved 35, som dog ikke var samtidige. De flyttede i takt med havstig­ ningerne, men de samme områder kunne være i brug i henimod 1000 år. Det er i arkæologien så velkendte bopladser som Vedbæk Boldbaner, Maglemosegårds Vænge, Maglemosegård og Bøgebakken. På den sidstnævnte fandt man den grav­ plads, der hørte til bosættelsen. Udgravningerne i Vedbækfjorden har endnu ikke frembragt fund af de boliger, jægerne boede i. Til gengæld har man fået et detaljeret indblik i fangstmetoderne og i de fødemidler, ho­ vedsageligt fra havet, der var grundlaget for menneskenes eksistens. Det var både pattedyr (sæl og marsvin) og en lang række hav- og kystfugle samt selvfølgelig fisk i store mængder, navn­ lig torsk, makrel og hornfisk. Hertil kom skaldyr som blåmus­ Kystens fangstfolk

71

ling, hjertemusling og strandsnegle. Fra indlandets skove har man hentet de store pattedyr som kronhjort, rådyr og vildsvin, mens moserne og de åbne ferske vande har givet deres, lige fra ferskvandsfisk og sumpskildpadde til bæver og odder. Det karakteristiske er altså den brede udnyttelse af dyrelivet i de mange forskellige biotoper, der var tilgængelige inden for en radius af højst 10 km fra de centralt placerede bopladser. Men lige så vigtigt er det, at der i jægernes bosættelsesom­ råde næppe har været grund til nævneværdige sæsonflyt­ ninger. Man har antagelig boet ved fjordbredden året rundt. Her var plantesamfundene talrigest, her samledes de ferske vandløb, og ad disse gik vejene ind i indlandet og til søerne. Her kunne man opstille selvfiskende ruser, og man havde overblik over Øresund og kunne følge ikke blot de sæsonbe­ stemte fiskestimer, men også de rastende og ynglende sæler langs kysten. Forholdene ved Vedbækfjorden er ikke enestående. I nabo­ fjorden var levevilkårene lige så gunstige. Og tager man Sjæl­ land som helhed, kan man formode, at lignende bosættelser har eksisteret flere steder. Mod vest har Roskildefjorden og Isefjorden været rammen om noget tilsvarende. Det samme gælder kyststrækningerne rundt om Køge Bugt, inkl. Amager, ved Præstø Fjord, ved Smålandshavet og Møn, ved Storebælt og muligvis flere andre steder. Her var i jægerstenalderens sidste del opstået betingelserne for en mere permanent bosæt­ telse, noget som i det lange løb skulle få afgørende betydning.

Køkkenmøddinger og specialpladser Også i Jylland er der områder, hvor man gennem store ud­ gravninger har søgt at bestemme den sene jægerstenalders bosættelsesmønster. Et af dem er landskabet mellem Århus og Horsens, hvor kysten i den atlantiske tid var præget af dybe fjorde og lavvandede bredninger, høj produktive områder og derfor velegnede levesteder for en jægerbefolkning året rundt. Men også de dybe søer i indlandet, som kun fåtalligt fandtes på Sjælland, synes i Østjylland at have tiltrukket beboelse i denne periode. Langs den jyske østkyst lå bopladserne spredt med en no­ genlunde ensartet afstand af 15-20 km. Det taler ligesom på Sjælland for, at det område, som blev udnyttet omkring bo­ pladsen, havde en radius på ca. 10 km, svarende til et par timers gang. Også de jyske bopladser var i brug over ret betydelige tidsrum. I Nordjylland, specielt ved Limfjordbredderne, og i fjord72

Løvskovens og kystens jægere

Fiskeruse fra den atlantiske tid, udgravet i Lille Knabstrup Mose i Vestsjælland. Jægerstenalderens fiskeru­ ser var bygget af pile- eller birkekviste og sammen­ flettet med rødder af fyr. Ruser af denne form, med kubeformet beholder og indadvendt, tragtformet munding bruges den dag i dag-

områderne på østkysten helt ned til Horsens Fjord er der ét træk, som gør den atlantiske tids bopladser særligt iøjnefal­ dende: Køkkenmøddingerne. De findes dog også på Nordfyn og Sjælland, især ved Isefjorden og Roskildefjorden. Deres udbredelse viser, hvor den atlantiske tids hav var tilstrækkelig salt og næringsrigt til, at der kunne udvikle sig skaldyrsbanker på lavt vand i nærheden af kysten, skaldyr i uendelige mæng­ der er nemlig hovedbestanddelen af bopladsernes køkken­ møddinger. Kystbefolkningens udnyttelse af fjordenes skaldyrsbanker begyndte allerede i slutningen af det 6. årtusinde f.Kr. Men det ser ud til, at denne særlige side af fødeindsamlingen kulmi­ nerer i løbet af det 5. årtusinde f.Kr., dvs. i Ertebøllejægernes tid, hvor alle tilgængelige ressourcer udnyttedes. Køkkenmøddingerne kan være op til flere meter tykke og strække sig over flere hundrede m. De kan have et omfang på op til et par tusinde m3. Man har f.eks. beregnet, at Mejlgårdkøkkenmøddingen på Norddjursland, en af de største og bedst kendte, rummede 10.000 østers pr. m3, hvilket vil sige, at der her er blevet indsamlet ca. 20 millioner østers over en 5-600 årig periode. Disse store affaldsdynger er vokset uregelmæssigt og med skiftende hastighed. De består gerne af små skalbunker, som i århundredernes løb er gjort højere og højere. Men de rummer ikke blot skaldyr fra havet. Imellem skallerne ligger andet affald fra husholdningen: dyreknogler, redskabsaffald og bål­ rester. I nogle tilfælde kan man antage, at fangstfolkene har opholdt sig og arbejdet på selve dyngen, men de har næppe boet der permanent. Det har fluerne og stanken fra det råd-

Køkkenmøddinger og specialpladser

73

Fra udgravningen af Ertebøllekøkkenmøddingen i Himmerland 1895. Th. i billedet ses arkæologen Georg Sarauw. Det var en anden dansk arkæolog, J. J. A. Worsaae, der i mid­ ten af 1800-tallet påviste, at køkkenmøddingerne var boplads- og måltidsrester fra oldtiden. Køkkenmød­ dingerne består som regel af en blanding af skaller af østers, hjerte- og blåmus­ linger, samt havsnegle. I skalmasserne findes også pattedyr-, fugle- og fiske­ knogler, fiskeskæl samt store mængder affald fra redskabsfremstillingen.

74

nende affald nok sørget for. Boligerne har snarere ligget et sted i dyngens nærhed. Køkkenmøddingernes indhold af organiske rester peger i retning af, at de er dannet af affald fra helårsbopladser, i hvert fald fra bosteder, der har været brugt på alle årstider. Måske ikke til stadighed af alle beboerne, men dog relativt perma­ nent, ganske som det synes at have været tilfældet på de sjællandske bopladser. På dette punkt hersker der imidlertid endnu en del usikker­ hed. Der er næppe tvivl om, at bosættelsen igennem den atlantiske tid var ret stabil inden for snævrere fangstterritorier, et fjordområde f.eks. Fortsat synes man dog også at skulle regne med eksistensen af mere specialiserede bopladser, hvor visse sider af erhvervet, pelsdyrfangst eller sælfangst f.eks. sæsonvis blev udøvet særlig intensivt. En sådan plads var f.eks. den store østjyske indlandsboplads Ringkloster, som i dag ligger ved kanten af en mose, der i atlantisk tid var syd­ enden af Skanderborg Sø. Bopladsen var i brug over adskillige århundreder og var fortrinsvis beboet om vinteren.

Løvskovens og kystens jægere

Den jagt, som beboerne udøvede, omfattede urokse, kron­ hjort og vildsvin. Særlig det sidste dyr blev nedlagt i store mængder. Og hertil kommer en omfattende pelsdyrjagt efter odder og skovmår, som tydeligvis er blevet pelset på stedet. Der synes altså at have været tale om en vis specialisering. Men hvordan bopladsen skal indpasses i det generelle bosæt­ telsesmønster, står endnu ikke klart. Der er tydelige indicier, bl.a. i form af knogler af småhvaler, for at beboerne enten har haft kontakt med befolkningen ude ved kysten, eller at de selv på visse tider af året kom derfra. Et tilsvarende problem møder man også ved den store bo­ plads Tybrind Vig på Vestfyn udgravet i de senere år. Den ligger i dag ca. tre m under havets overflade og må udforskes af frømænd ved undervandsarkæologi. Dens bevaringsforhold er helt enestående, og man får dermed et nuanceret indblik i en typisk kystboplads fra det 5. årtusinde f.Kr. Den lå dengang på en lille halvø i et lukket, beskyttet nor, og beliggenheden taget i betragtning er det ikke overraskende, at føde fra havet har udgjort den vigtigste del af beboernes ernæring. Både fisk, havpattedyr og søfugle har været fanget i store mængder, ligesom skaller af havets bløddyr har været indsamlet. Her har været føde nok til ophold året rundt. Kun 15 km øst for Tybrind Vig, men ved søbredder inde i landet, ligger imidlertid andre, ganske vist ikke så store, men samtidige bopladser. Igen må man spørge: var det én og sam­ me befolkningsgruppe, som udnyttede de to forskellige om­ råder ved f.eks. sæsonvis at sende mindre grupper af jægere ind i landet, mens hovedparten forblev ude ved kysten? Eller er der andre forklaringer, der bedre kan belyse forholdet mel­ lem de store kystbopladser og de andre pladser inde i landet? Fangstfolkenes adfærd igennem jægerstenalderens sidste årtusinder er således endnu ikke klarlagt. Sæsonflytninger af mindre grupper har utvivlsomt fundet sted. Men lige så sik­ kert er det, at bosættelsen peger i retning af en stadig større stedbundethed inden for begrænsede områder. Naturen var i disse årtusinder rig nok til, at det kunne lade sig gøre. Måske ligger også heri forklaringen på, at man har fundet så mange bopladser netop fra det sidste halve årtusind inden jægersten­ alderens ophør. Det kunne tages som udtryk for, at befolk­ ningstallet var ved at vokse, hvilket øgede behovet for føde og dermed trykket på ressourcerne, så man til sidst måtte ind­ drage nye erhvervsformer. Befolkningens større bofasthed var en af de vigtigste forudsætninger for landbrugets begyndelse omkring 4000 f.Kr.

Køkkenmøddinger og specialpladser

75

Fangstfolk til lands og til vands Jæger og bytte

Forenden af jægerens effek­ tive jagtpil, fundet bevaret med flintod og senetrådsbe­ vikling i en mose ved Kold­ husene nær Odense. Od­ den er en såkaldt tværpil. Når den med stor kraft blev afskudt, kunne den trænge langt ind i dyrets brysthule og virke dræbende på få sekunder.

76

For de jægerfolk, som søgte deres bytte i skoven og ved ky­ sten, var buen et af de mest værdsatte våben. Den var også et redskab, man ofrede megen omhu på. Træet var altid langsomtvokset, knastfri elmetræ, formen og forarbejdningen var elegant og styrken betydelig. Ved udgravningerne i Vedbæk Fjord fandt man bl.a. en af disse buer. Den må oprindelig have været ca. 190 cm lang, altså noget mere end mandshøj. Den var skåret af en stamme med en diameter på omkring 12 cm, men man havde undgået at bruge det inderste kerneved. Buen krummede svagt imod ryggen, det kunne tale for, at det var en „halvrefleks" bue, en type som antager en let amorbueform, når den spændes. Det var både et velformet og kraftfuldt våben, resultatet af årtusin­ ders erfaring og rigelig stærk til jagten på større vildt som hjort og vildsvin: 150-200 m har den kunnet skyde, men den bedste træfsikkerhed opnåede man ved en skudafstand på 20-30 m. Pilene blev lavet af udkløvet fyrre-, hassel- eller asketræ. Men man kunne også anvende retvoksede skud fra busken kvalkved eller ulvsrøn. Det gav mindre arbejde ved frem­ stillingen af skaftet. Pilenes længde har været 90-100 cm. I bagenden sad kærven til buestrengen og styrefjerene, som kunne være klæbet på med birketjære. Odden var lavet af flint, tit med en tværæg, som lavede en bred sårkanal, når den ramte dyret. I øvrigt vekslede pilespidsernes form fra århundrede til århundrede, og de er derfor velegnede til at tidsbestemme de arkæologiske fund. Buen og pilen blev især brugt til jagten på større køddyr og fugle. Når man skød, bestræbte man sig på at ramme omkring skulderbladet på vildtet for derved at såre vitale dele i hjerteog lungeregionen. Pilenes gennemslagskraft har været meget stor, det ser man tydeligt af de mange fund fra bopladserne, hvor der endnu sidder flintspidser i knoglerne. Spyd har måske også været brugt ved jagten på de større køddyr, men sikre beviser herpå mangler endnu. Derimod er der tilfælde, hvor fund af vildsvinekranier viser spor efter øksehug. Så tæt har mødet mellem jægeren og dette farlige dyr undertiden været.

Fangstfolk til lands og til vands

Kranium af skovmår fundet på en af den sene jæger­ stenalders bopladser ved Ringkloster nær Skander­ borg. Foran på pandebenet har jægerens flintkniv efter­ ladt tydelige snitspor; her blev skindet skåret fri ved pelsningen. Knusemærker i begge sider af baghovedet kan være spor efter, at dyret er blevet fanget i en fælde.

Pelsdyrfangsten er også til tider foregået med bue og pil. Men fældefangst må have været lige så almindelig. Fældernes udseende kender man dog ikke. Men nogle fund af kranier af pelsdyr fra bopladserne viser karakteristiske brud, som kun kan tydes således, at vildtet må være blevet dræbt ved den slags selvfangende, arbejdsbesparende redskaber. I øvrigt har knogleresterne ofte karakteristiske snitspor, der viser, hvor­ dan pelsningen foregik, nemlig ved at krænge skindet fra haleroden op over ryggen på dyrene, ganske som man gør det i dag. Fangst med fælder, snarer, net osv. har givet også været anvendt ved jagten på fugle. Her er det kun sjældent, at man finder spor efter brugen af bue og pil. Det skyldes nu lige så meget knoglernes ringe størrelse. Men at dømme efter knogle­ mængderne på bopladserne har fuglefangsten spillet en stor rolle, naturligvis især i forbindelse med de store træk om foråret og efteråret. Der er ingen tvivl om, at fangsten i baglandets skove har givet jægerne et stort udbytte af vigtige råmaterialer og værdi­ fuldt kød. Men bopladsernes placering især ved kystens man­ ge fjorde og inderlavninger giver en klar antydning af, hvor vigtig netop føden fra havet var for den atlantiske tids jægere. Det er en opfattelse, som har kunnet underbygges ad naturvi­ denskabelig vej, nemlig gennem målinger af kulstof 13 isoto­ per i menneskeknogler fra slutningen af jæger stenalderen. Kulstof 13 atomer udgør ca. 1% af alt kulstof i levende organismer, men indholdet varierer lidt, afhængig af om det drejer sig om dyr og planter fra landjorden eller fra havet. Mennesker, der lever af føde fra havet, får derfor et lidt andet indhold af kulstof 13 i knogler og muskelvæv end mennesker, der fortrinsvis lever af føde fra landjorden. Målinger af kulstof 13 indholdet i menneskeknogler afspejler således den gen­ nemsnitlige fødeindtagelse gennem den periode, hvor knogle­ vævet er dannet og giver derved vigtige oplysninger om ko­ stens sammensætning. Siden 1975 har man foretaget arkæologiske kulstof 13 må­ linger på menneskeknogler fra atlantisk tid i Danmark. De viste netop, at fisk og havpattedyr må have udgjort en meget stor del af føden. Målinger af knogler fra tidligere årtusinder, fra Maglemosetiden, viser derimod, at menneskenes kost den­ gang hovedsagelig stammede fra landjorden. Det svarer gan­ ske godt til den skildring, der her er givet af kystområdernes stigende betydning for landets befolkning igennem jægerstenalderen. Kyst- og havjagt har altså været af den allerstørste vigtighed

Jæger og bytte

77

Dyreknogler indsamlet inden for kun en halv m2 på en af bopladserne ved Vedbækfjorden fra tiden omkring 5000 f.Kr. En dynge pattedyrknogler ses omgivet af henved 25.000 fiskeknogler. Sammen­ sætningen af knoglemæng­ derne viser med tydelighed, hvor stor en del af fangst­ folkenes føde, som på dette sene tidspunkt af jægerstenalderen stammede fra ha­ vet.

Fiskekrog fra den under­ søiske fangstplads Tybrind Vig på Fyn. Krogen er kun et par cm stor, og et stykke af snøren, sikkert fremstillet af bast, er bevaret. Sammen med ruser og lignende sind­ rige fangstmekanismer var det kroge af denne slags, som skaffede fangstfolkene de store mængder af føde fra havet, søer og åer.

78

for beboerne på de små fangerbopladser. Sæler og småhvaler var særlig velkomment bytte, især på pladserne ved Øresund og ud til Kattegat. Her kunne man ofte nedlægge store mæng­ der sæler, når de gik på land for at føde tidligt på året. Dyrene blev sikkert slået ned med køller, ganske som man kender det fra nyere tid. Der var dog også sælarter, som skulle tages fra båd til havs. Det skete, når de store træk om foråret og efteråret gik igen­ nem de danske farvande. Fangsten foregik med harpun fra både, undertiden fra bopladser hvor man netop lagde hoved­ vægten på den slags fangst - men også fra pladser, hvor man drev en mere alsidig jagt. Jægerfolkets både er et kapitel for sig. Man finder ofte små brudstykker af dem i nærheden af bopladserne. Men ved den undersøiske boplads Tybrind Vig på Vestfyn har man fundet et helt eksemplar, som var blevet efterladt i sivbæltet neden for bopladsen. Båden, der havde ligget med stævnen trukket op på strandbredden, var fremstillet af en vældig, retvokset lin­ destamme. Det 10 m lange fartøj var aflangt, spidsovalt, bun­ den var flad og siderne forholdsvis rette. Det var et impo­ nerende stykke tømrerarbejde: bunden var 3-5 cm tyk, siderne derimod kun 1-2 cm tykke. De afsluttedes opefter af en rundet, fortykket ræling. Agterstavnen var ca. 60 cm bred, den var åben, da fundet blev gjort, men har oprindelig været lukket af et bræt, et agterskot, tappet ned i bunden. Stævnen synes at

Fangstfolk til lands og til vands

Øverst en rekonstruktion af båden fra fangstbopladsen Tybrind Vig på Fyn. Nederst en tegning af agter­ partiet, der viser, hvordan agterskottet har været tap­ pet ned i bådens bund. Efterlignende eksperimen­ ter har vist, at to mand i løbet af en uge ved hjælp af flintøkser - men uden brug af ild, som det ellers ofte antages - har kunnet frem­ stille et sådant fartøj. Båden har endog vist sig velegnet til havsejlads.

have haft „spring", dvs. den har været hævet. I bådens agter­ ende var der et lille ildsted, noget man kender fra adskillige danske stenalderbåde. Det har måske været brugt til at tænde fakler til åleblusning på stille, lune sommeraftener på lavt vand. Sejladsen foregik ved hjælp af fint tilskårne årer, gerne af asketræ. Fra Tybrind Vig kender man et smukt dekoreret eksemplar med bredt, hjerteformet åreblad. Det var således langtfra primitive, udhulede træstammer, jægerstenalderens mennesker benyttede sig af. Det var kyn­ digt tilhuggede fartøjer med en betydelig lasteevne. Seks-otte mennesker har de kunnet rumme, svarende til en hel familie, og de slanke, velsejlende både har kunnet bruges til sejlads ikke blot på indlandets søer og åer men også på åbent hav. Selv hvaler kunne fangstfolkene give sig i kast med. Ved Vængesø på Helgenæs på Djursland har man fundet boplad­ ser, hvor knogleresterne klart viser beboernes store afhængig­ hed af jagt på havpattedyr. Måske har den lavvandede vig været brugt til at drive hvaler ind i, så de strandede eller kunne harpuneres fra både. For fiskeriet var båden også et vigtigt hjælpemiddel. Mange fisk blev nemlig taget på dybt vand. F.eks. viste det sig ved udgravningen af en boplads ved Ølby Lyng nær Køge, at

hovedparten af de torsk, der var blevet fanget der, var af en størrelse, som normalt fanges på 20-50 m vand. På samme boplads var der også tegn på, at fisken blev oparbejdet til en art klipfisk til opbevaring over længere tid. Fiskeriet var imidlertid ikke blot linefiskeri på større havdyb­ der. Ved kysten på lavt roligt vand opstillede man ruser, fiskegårde og lignende, som kun krævede en lille arbejdsind­ sats. Flere steder har man fundet ruser ved udgravninger af bopladserne fra den atlantiske tid, f.eks. på Maglemosegårds Vænge i Vedbækfjorden. Denne ruse havde en mundings­ diameter på ca. 20 cm og en længde af 80 cm. Størrelsen har været som de flettede ålekuber, der var i brug her i landet langt ind i dette århundrede, teknikken er praktisk taget uændret. Endnu et sindrigt redskab til brug i fiskeriet skal nævnes: lysteren. Den kendes i form af lystergrene, dvs. vinkelbøjede, omhyggeligt tilskårne og glattede stykker træ med en længde på 35-40 cm. Formen tyder på, at de har været surret til et skaft. De nedre, svajede ben har været fangarmene på lysteren. Til fremstillingen heraf valgte man vinkelbøjede grene, der netop var både hårde og elastiske.

Åreblad af asketræ fra Tybrind Vig. Det knap 30 cm brede blad har været dekoreret med et geome­ trisk mønster, der står svagt indpresset i træets over­ flade. Dekorationen har sikkert været udført med et mørkt, nu forsvundet ma­ teriale, der har skabt en kontrastvirkning mod det lyse træ.

80

Fangstfolk til lands og til vands

Rekonstruktion af velbe­ varet lyster fundet på hav­ bunden ved Skjoldnæs på Ærø. Skaftet er af hassel og sidegrenene af tjørnens seje ved. Surringen er af tvund­ ne plantefibre og sidder som en række tætstillede halvstik, en teknik, som fiskere i dag betegner „svi­ neryg". Lysteren blev nok fortrinsvis brugt til åle­ fangst. Den fangede fisk blev holdt fastklemt mellem sidegrenenes modhager.

Endelig må indsamlingen af planter og smådyr have optaget en stor del af tiden for beboerne på bopladsen. De synligste spor efter denne side af erhvervet udgøres af køkkenmøddin­ gerne med deres mængder af skaller. Havets skaldyr var jo en lettilgængelig og stabil fødekilde, som kunne udnyttes næsten hele året. Det sene forår og den tidlige sommer var dog den bedste tid for indsamlingen. Næringsværdien af skaldyrene var ikke overvældende, men de indeholder bl.a. jod, salte, fosfater og A-vitaminer - og netop den slags stoffer har været med til at gøre fangstfolkenes føde sund og afvekslende. Indsamlingen af føde foregik også på landjorden, og her var nødder naturligvis eftertragtede ligesom bær, rødder, svam­ pe, æg, honning og meget andet. Denne side af erhvervet er indlysende nok den svagest dokumenterede ved bopladsud­ gravningerne. Noget fattigliv levede man ikke på den atlantiske tids bo­ pladser. Det var en næringsrig kost, beboerne satte til livs - og en sjælden gang kan man også få lejlighed til at kigge ned i deres gryder. Igen er det den undersøiske boplads Tybrind Vig på Fyn, som har givet et oplysende fund: en lerkrukke, der på inder­ siden havde bevaret en sort skorpe. Indkapslet i denne sås småknogler og aftryk af plantedele. Maden havde altså været brændt på, og ved en undersøgelse af den brændte skorpe fandt man talrige levn af småtorsk: skæl, finner, gællerester og knoglestumper. Fiskene må have været lagt i gryden uflåede. Plantedelene lod sig ikke bestemme, men man må nok slutte, at karret havde indeholdt en fiskesuppe tilsat urter, en art stenalder-bouillabaisse. I andre tilfælde har man kunnet vise, at fangstfolkenes lerkar havde rummet en grød, som bestod af gæret blod og mel af frø og hasselnødder. De gængse fore­ stillinger om stenalderjægerne, der steger kød over flammen­ de bål, må nok vige. I stedet har man fået indblik i en mad­ kunst, der ved kogning sikrede, at næringsstoffer i frø, frug­ ter, rødder og grønt kunne udnyttes, samtidig med at safter, fedtstoffer m.m. blev fastholdt i en god suppe. Lerkrukkerne fortjener i øvrigt særlig opmærksomhed. De var resultatet af et nyt håndværk, som i løbet af det 5. årtusinde f.Kr. blev taget op af fangstfolkene. Pottemageriet var ikke en opfindelse, de selv havde gjort. Snarere var det kommet til dem ved lejlighedsvise kontakter med folkeslag længere syd­ på, på den anden side af Østersøen. Lerkarrene var spidsbundede krukker i alle mulige størrel­ ser og aflange skåle, som blev brugt til lamper. Fyldt med fedt Jæger og bytte

81

Aflange skåle, lerlamper fra bopladsen Tybrind Vig på Fyn. Sådanne lamper findes ofte på fangstfolkenes bo­ pladser. De har brandspor i den ene ende, hvor vægen har brændt, næret af skå­ lens indhold af fedt eller olie.

eller olie, hvori der lå en væge, har disse lamper givet lys inde i boligerne. Nu kunne man synes, at indførelsen af keramik i fangst­ folkenes husholdning i sig selv ikke var nogen større op­ mærksomhed værd. Man havde i årtusinder klaret sig med beholdere fremstillet af andre materialer, skind f.eks. som var lettere at transportere og ikke var så tilbøjelige til at gå itu. Normalt er keramik da også noget, der hører fastboende ager­ brugsfolk til. Og det var netop fra folkeslag med kendskab til landbrug, at den sene jægerstenalders mennesker lærte kera­ mikfremstillingen. Landbrugskulturen stod nemlig i det 5. årtusinde f.Kr. ikke mange hundrede km fra det danske om­ råde, og landets befolkning havde igennem århundreder haft en vis kontakt med de mennesker i syd, som opdrættede husdyr og dyrkede korn. Indførelsen af pottemagerhåndværket er altså et lille vidnesbyrd om betydningen af denne kon­ takt, og det er samtidig et varsel om, at nye tider var undervejs. En årtusindgammel jægerkultur var ved at forvandle sig til noget nyt, til en agerbrugskultur.

Mennesket fra fødsel til død

Spidsbundet lerkar fra det 5. årtusinde f.Kr. fundet på fangstbopladsen ved Ty­ brind Vig på Vestfyn. Mad­ skorper i lerkarrene viser, at de har været brugt til at koge mad i. Man kilede sikkert karret fast mellem stenene i kanten af ildstedet og udnyttede derved bålets strålevarme. Eftersom ler­ karret var porøst, opsugede det megen væske, og man måtte med jævne mellem­ rum tilsætte vand under kogningen.

82

Generation efter generation levede fangstfolkene på de sam­ me steder ved kysten. Børn fødtes, de døde begravedes, det sidste skete tæt ved selve bopladsen. Herved understregede man betydningen af det enkelte menneskes tilhørsforhold til gruppen. Det er dog ikke så ofte, man har fundet jægernes begravelser fra den atlantiske tid. En berømt undtagelse er den gravplads, som i 1975 blev udgravet lige bag ved bopladsen Bøgebakken i Vedbæk Fjord, og som var i brug omkring 5000 f.Kr. 17 grave fandt man, de udgjorde nok kun 2Z> af det op­ rindelige antal, resten var blevet ødelagt i nyere tid. Gravene var simple fordybninger i jorden, mindre end 1 m dybe. De døde lå på ryggen med armene ind langs siden og ofte med benene så tæt samlede, at man må tro, at de har været snøret sammen ved gravlæggelsen. Der fandtes også rød okker, blo­ dets farve, i næsten alle gravene. Enten har farvestoffet været strøet ud over den døde, eller det har farvet krop og dragt. Utroligt nærværende er de, disse døde fangstfolk, som en­ gang levede deres liv ved denne nordsjællandske fjord, i en lille fortrolig og nøje kendt verden, hvis yderste grænser var inden for rækkevidde til fods eller med båd. Men alligevel er der så meget, vi aldrig får at vide: var de indadvendte menne­ sker med en rig fantasi? Levede de i fred med det overnaturlige

Fangstfolk til lands og til vands

Figurer af rav fra jægerstenalderen. I det gyldne rav, dannet millioner af år før mennesket blev til, skar jægerne undertiden af­ bildninger af de dyr, som udgjorde grundlaget for deres eksistens. Det kunne være et vildsvin eller en svømmefugl. Oftest er disse fint udformede skulpturer dog ubestemmelige. Om de var amuletter, der skulle bringe jagtlykke, eller de havde en anden magisk funktion, ved vi ikke.

og det mystiske, som gennemtrængte alle sider af tilværelsen? Det må vi tro. Som de fangstfolk, vi kender fra nutiden, har de næppe følt nogen trang til at skelne mellem det mystisk op­ levede og det direkte anskuelige: det ene har sikkert været lige så klart som det andet. Men nærmer vi os enkelthederne, eller prøver vi at forestille os deres tanker, kommer vi snart til kort. I en af gravene lå f.eks. liget af en voksen jæger. Hans hals var ramt af et voldsomt pileskud, odden havde boret sig ind imellem halshvirvlerne og havde dræbt ham øjeblikkelig. Hvad tænkte de efterlevende, da de stod ved den døde mand, og hvad gjorde de frem til det tidspunkt, hvor jorden blev kastet i graven? For denne rummede nu ikke blot den dræbte jæger men også en kvinde og et étårigt barn. Oppe ved kvin­ dens hals lå en lille flintkniv. Havde hun fået skåret halsen over med den? Det kan ikke siges, men sikkert er det, at de tre mennesker blev gravlagt samtidig. Men hvorfor? Skyldes det, at efter mandens død var der ikke andre mænd i slægten, der kunne træde til og overtage forsørgelsespligten, så hans kvin­ de og barn måtte følge ham i graven? Så er det lettere at forstå tragedien bag den grav, der rumme­ de en kvinde, højst 20 år gammel og gravlagt med et fornemt

Mennesket fra fødsel til død

83

dragtudstyr. Ved hendes side lå et lille nyfødt barn, nænsomt lagt på en svanevinge (se side 86). En ung mor overlevede ikke fødslens strabadser. Det gjorde barnet, der var i 8. eller 9. fostermåned, heller ikke - de to måtte følges ad i døden. Her virker det næsten ublufærdigt at søge at udrede, hvad den unge kvinde og barnet på svanevingen fik med sig i graven. Oppe under moderens hoved havde de efterladte anbragt en sammenrullet dragt dekoreret med 175 tandperler af kronhjort og vildsvin samt sneglehuse fra en lille brak­ vandssnegl. Under bækkenet fandt man også gennemborede tandperler og sneglehuse, som må have været fastgjort til den dragt, den døde havde båret ved gravlæggelsen. De må have siddet på bagsiden af skinddragten, dvs. på kvindens lænd. Øverst bestod udsmykningen af godt 200 sneglehuse trukket på snore i fem eller seks rækker. Nedenunder sad 60 tandperler op­ hængt i en enkelt række. De stammede fra mindst ni kron­ hjorte, og hertil kom en enkelt bjørnetand. Det smykke af­ spejlede en god jagtlykke. Det er dog ingenting mod, hvad den sammenrullede dragt under den dødes hoved viste. Her var der tænder fra mindst 30 kronhjorte, to vildsvin og ét elsdyr. Bjørnetanden og elsdyrtanden er i øvrigt interessante der­ ved, at de stammer fra dyrearter, som på den tid ikke længere levede på Sjælland, men nok i Skåne. Fra et andet smykke på gravpladsen stammer også en perle af uroksetand. Heller ikke den kan være fra Sjælland. Bøgebakkejægerne kan altså have byttet sig til perlerne - og kvinderne? - hos nabostammer i Skåne. Eller de kan selv have nedlagt dyrene derovre og hjem­ bragt tænderne som trofæer. Gravene viser også ved deres indhold noget om, hvilke forhold menneskene lagde vægt på i deres daglige samliv, bl.a. den rolle alder og køn spillede. Det er gravgaverne, som ‘ kan give et fingerpeg herom. Både mænd og kvinder fik dem med sig, det gjaldt også børnene. F.eks. havde den lille nyfød­ te dreng, der var begravet sammen med sin døde mor, som gravgave fået en flintkniv, netop for at markere, at han var af hankøn, en dreng, der skulle have vokset op til at blive en jæger. De voksne mænd fik også særlige mandssager med sig. Det kunne være økser, bendolke eller flintknive. En 18 cm lang dolk med flintægge og en lang flækkekniv, begge anbragt ved bæltestedet hos en voksen jæger, hørte til noget af det for­ nemste mandsudstyr på gravpladsen. Hjortetaksøkser, an­ bragt ved den dødes højre arm eller bag hovedet kunne også findes i mandsgravene. Men interessant er det, at der synes at 84

Fangstfolk til lands og til vands

Udgravningen af den unge kvinde med det døde barn fra Bøgebakken blev til­ endebragt på Nationalmu­ seet. Knoglerne og den omgivende jord blev urørt bragt til museet. Her kunne man, ved at vende præpara­ tet, udgrave kvindens bæk­ kenparti fra den side, der oprindelig havde ligget nedad og derved danne sig et indtryk af, hvorledes perlerne og sneglehusene havde siddet på et bælte omkring kvindens lænd. Tegningen viser, hvordan bæltet kan have set ud.

være en tendens til, at jo ældre mændene er, des fornemmere er deres gravudstyr. Det kunne tyde på, at alder gav anseelse, utvivlsomt dog også afhængigt af om vedkommende var en god eller dårlig jæger. Hos kvinderne tegnede billedet sig anderledes. Meget tyder på, at det rige gravgods, f.eks. smykkerne bestående af hund­ reder af perler, i et enkelt tilfælde fra mere end 40 stykker nedlagt vildt, fortrinsvis blev lagt i jorden sammen med kvin­ der i den fødedygtige alder. Disse har åbenbart haft en høj status i jægersamfundet. Ældre kvinder derimod synes at væ­ re blevet begravet uden dette udstyr, hvad der naturligvis ikke behøver at betyde, at de vurderedes lavt. De kan have haft en anden og lige så vigtig rolle at spille, noget som slet ikke gav sig udtryk i gravudstyret. Det skal indrømmes, at det er et spinkelt grundlag disse overvejelser bygger på, og antallet af gravfund fra Bøgebakken kan kun suppleres med nogle få andre fund fra Danmark: fra bl.a. Tybrind Vig på Vestfyn og Korsør Nor og Dragsholm på Nordvestsjælland. Sidstnævnte sted var der tale om en dob­ beltgrav med to kvinder rigt udstyret med perlesmykker - den yngste af de to havde desuden med sig fået en flad bendolk dekoreret med geometriske mønstre og en menneskefigur.

Den unge kvinde fra grav­ pladsen på Bøgebakken ved Vedbæk gravlagt sammen med sit nyfødte barn, der var blevet lagt til hvile på en hvid svanevinge. Den røde jord omkring moderens hoved og hofter samt om­ kring det døde barn skyldes muligvis farvede klæd­ ningsstykker. Fastsyet på disse havde siddet talrige tandperler, der ses liggende i en uordentlig klump til venstre for kvindens hoved. Andre tandperler skimtes i jorden omkring hendes bækken. Graven er udstillet på museet på GI. Holtegård nord for København.

Men så fåtallige gravene end er, så er den her foreslåede tolkning vel ikke urimelig for småsamfund som dem, der levede i landet i jægerstenalderens sidste tid. Mandens rolle som jæger og kvindens rolle som den, der sikrede slægtens fortsættelse, var noget, man måtte tillægge særlig vægt. Men i øvrigt synes sociale forskelle, dvs. forskelle i bl.a. velstand, ikke at have spillet nogen større rolle. Andet var vel heller ikke at vente i et jægersamfund, der først og fremmest var baseret på familiegruppens sammenhold. Mennesker fra et jægersamfund vel tilpasset omgivelserne er, hvad Bøgebakkens grave rummer. Men de fortæller også om de hårde levevilkår for 7000 år siden: om død i barselseng, drab og smertefuld sygdom. I alt rummede den lille gravplads

86

Fangstfolk til lands og til vands

Dobbeltgrav fra Dragsholm i Nordvestsjælland. De gravlagte er kvinder, den ene 18-årig, den anden midaldrende. Begge havde båret smykker af gennem­ brudte dyretænder fortrins­ vis af kronhjortetænder. Omkring skeletterne lå rød okker, kraftigst i hoveden­ den, ganske som det var tilfældet i nogle af gravene fra Bøgebakken ved Ved­ bæk.

22 døde fordelt på 17 grave: fire var nyfødte børn og et enkelt ca. ét år gammelt. Det giver et forhold mellem småbørn og voksne på 5:17 men er næppe et fuldgyldigt udtryk for den høje spædbørnsdødelighed, man må regne med i jægersam­ fundet. På Bøgebakkegravpladsen var af 17 aldersbestemte menne­ sker de otte døde inden deres 20. år. Heri er der næppe heller noget usædvanligt, når man sammenligner med andre for­ historiske befolkninger. Langt ned i oldtiden må man regne med en samlet dødelighed på omkring 60% i aldersgrupperne indtil det 20. år. Men der var ikke lige vilkår for de overlevende. Mænd og kvinder havde vidt forskellige chancer for at klare sig igennem tilværelsen. Det aner man også i gravene fra Bøgebakken. Af ni voksne mænd var de fem blevet over 40 år, én var ca. 25-35 år, de resterende tre lod sig ikke nærmere aldersbestemme. Af kvinderne var to døde omkring 20-årsalderen, tre var blevet over 40 og to lod sig ikke aldersbestemme. De to døde, unge kvinder vidner om den høje kvindedødelighed, der altid ses i forhistorisk tid. Den er naturligvis udtryk for den risiko,

Mennesket fra fødsel til død

87

der var forbundet med børnefødslerne. På Bøgebakke-gravpladsen illustreres dette også tydeligt: to af de unge kvinder var begravet sammen med deres nyfødte børn. En tilsvarende grav med en 15-17-årig kvinde og et 1-3 måneders barn er fundet på den undersøiske boplads Tybrind Vig på Fyn. Endnu er fundene af jægerstenalderens grave få. Den stør­ ste gravplads fra jægerstenalderen er udgravet nær kysten i det sydlige Skåne ved Skateholm. Her fandt man en bosættel­ se, i hvis umiddelbare nærhed der lå mere end et halvt hundre­ de grave. Også her tegnede der sig et billede af menneskenes levevilkår, der meget ligner det, vi så i det nuværende danske område. Men der føjer sig også nye detaljer dertil: jagthunde var på gravpladsen blevet begravet side om side med menne­ sker under udøvelsen af gravkult, f.eks. var der strøet rød okker ud over de døde dyr. Normalt lå hundene i deres egne grave, men i et enkelt tilfælde havde man også givet en død jæger hans trofaste ledsager med som en art gravgave. Set under ét, dvs. ud fra såvel bopladserne som gravene, viser fundene fra den sene jægerstenalder nogle småsamfund, som må have haft familien som det bærende element. Men de er sikkert også indgået i større, regionale grupper, hvor men­ neskene følte en vis indbyrdes samhørighed og kun nødigt forlod deres egen og kendte verden. En sådan opdeling i småstammer har man da også ment at kunne se f.eks. på Sjælland, hvor der er visse træk i fremstillingen af de mest dagligdags redskaber, der veksler fra område til område. Bl.a. skifter flintøkserne form og udseende fra Nordsjælland til området omkring Køge Bugt, som igen afviger fra, hvad man brugte længere mod syd på Sjælland, Møn og Falster. Det har allerede været nævnt, at hver af disse regioner med deres kyststrækninger, fjorde og inderlavninger kunne rum­ me en befolkning på mindst 300 mennesker. Og det er også blevet foreslået, at forskellene i redskabsfremstillingen fra sted til sted muligvis udvikledes på samme måde som f.eks. sprog­ lige dialekter - og i sidste instans som et resultat af befolk­ ningens sociale organisation. Fra nulevende jæger-samlersamfund ved man, at kontakterne mellem menneskene, f.eks. udvekslingen af partnere, hyppigst finder sted mellem grup­ per, der taler samme sproglige dialekt, så samkvemmet er let, og at sådanne grupper gerne omfatter indtil 500 mennesker. Man kan altså ikke udelukke, at det enhedspræg, der var over jægersamfundene i f.eks. fjordområderne i Nordøstsjælland, kan betyde, at der her levede én stammegruppe med sin specielle dialekt, og som inden for sit territorium på ca. 600 km2 opretholdt et socialt samkvem, som adskilte det fra naboom88

Fangstfolk til lands og til vands

råderne. Heri kan meget vel ligge kimen til de stammesam­ fund, som udviklede sig i tiden efter 4000 f.Kr., i den be­ gyndende bondestenalder.

Krise og forandring

Bendolken fra Dragsholm­ graven var udsmykket med et netmønster fremkommet ved at indbore mange små huller, som så igen havde været udfyldt med sort masse. Dolken havde tilhørt den yngste af kvinderne.

Den arkæologiske forskning har igennem de sidste årtier lagt megen vægt på studiet af de forhistoriske fangstfolks territori­ er og antallet af mennesker, som boede inden for disse. Det skyldes, at netop den slags forhold er vigtige, når man skal forklare et kulturskift, som det der skete omkring 4000 f.Kr., da landets jægerbefolkning udviklede et første, primitivt land­ brug. Ved studier i udviklingslandene har man i nyere tid fået øget indsigt i samspillet mellem teknologisk udvikling og befolk­ ningsvækst. Bl.a. ved man nu, at fødselstallene i jæger-samlersamfund ikke blot bestemmes af fysiologiske men også af kulturelle forhold. De fysiologiske faktorer omfatter naturligvis især hygiejne og ernæringsforhold. De sidste er bl.a. stærkt afhængige af årstidsbestemte forandringer af kosten, som let skaber kriser, der resulterer i mindre levedygtige børn. Men hertil kommer et andet sæt begrænsende faktorer: de kulturelle. Forestiller man sig f.eks. et tilfælde af kraftig befolkningstilvækst i et primitivt samfund, vil en sådan gerne resultere i udviklingen af en mere produktiv teknologi. I den atlantiske tids jægersam­ fund indførte man f.eks. fiskeruser, dvs. selvfiskende og arbejdsbesparende redskaber. De er netop udtryk for noget så­ dant. Vokser befolkningsmængden imidlertid ud over en vis grænse, kan man gå over til forskellige midler til begrænsning af fødselstallet: tabuforanstaltninger mod seksuelt samkvem i visse perioder, udsættelse af børn, børnedrab osv. I praksis søger jæger-samlersamfundene imidlertid også gerne at holde befolkningstallet et godt stykke under det mak­ simum, som deres territorium kan ernære. Visse steder i ver­ den har man kunnet iagttage, at en udnyttelse af ressourcerne på kun 20-30% af det maksimale ikke er usædvanlig. Herved søger man altså at undgå de krisesituationer, som svingninger i fødemængderne over længere tidsrum kan forårsage. Man bestræber sig kort sagt på at leve med så bred en sikkerheds­ margen som muligt. Det er noget, man tit har overset, når man forestillede sig levevilkårene for oldtidens jægersamfund, idet man ofte kun gik ud fra, hvor meget kødvildt de kunne jage i skovene. Men netop i den atlantiske tids kystområder var der en vældig Krise og forandring

89

På en stor hjortetaksstav fundet i den vestsjælland­ ske Åmose ses indridset billedet af en hjort og et menneske. Det var kun sjældent, at fangstfolkene afbildede sig selv og deres jagtbytte. De motiver, som udsmykkede jægerstenal­ derens våben og redskaber, var tit af geometrisk art. Ofte ser man, at de de­ korerede genstande blev mønstret gang på gang, dvs. at gamle, slidte orna­ menter blev erstattet med nye. Hvilken mening, der lå bag dette, er uvist.

rigdom på andre ressourcer, dels planteføde, dels føde fra havet. Og som det er blevet vist, blev den rigdom udnyttet rigeligt af jægersamfundene. Men i slutningen af det 5. årtusinde f.Kr. må noget alligevel være gået galt. En krisestilstand må være opstået, for i de følgende århundreder lægger jæger-samlersamfundene deres livsform om. De gamle prøvede metoder til at skaffe sig føden synes ikke længere tilstrækkelige. I hvert fald begynder lan­ dets befolkning nu at udvikle et primitivt landbrug. Det må have budt på visse fordele men også have krævet en øget arbejdsindsats - og i sidste instans førte det til fuldstændig nye livsformer. Hvorfor det forløb sådan, er endnu et af de store, ubesvarede spørgsmål i oldtidshistorien. Det skete forholdsvis hurtigt. At man fik kendskab til de nye erhvervsformer, hus­ dyrhold og planteavl, var ikke særlig gådefuldt. For som vi senere skal se, må landets jægerbefolkning igennem århun­ dreder have haft forbindelse med folkeslag på den anden side af Østersøen, som levede af landbrug. Men dette er i sig selv ingen forklaring, for erfaringsmæssigt lægger stærkt tradi­ tionsbundne samfund kun nødtvungent deres livsform om. Hvad var det da, der fremtvang denne ændring? Tilsyneladende en kombination af mange forskellige for­ hold. For at forstå, hvad der skete, må man gå henved 2000 år tilbage i tiden, til overgangen mellem fastlandstiden og den atlantiske tid. For naturudviklingen var det en af de mest betydningsfulde begivenheder i Danmarkshistorien. Havstig­ ningen skabte et udpræget ø-rige, specielt i de nordlige og østlige dele af landet. Derved dannedes mange nye nærings­ rige biotoper langs de udstrakte kyster, men dannelsen af de talrige øer fik også dyb indvirkning på udviklingen og for-

En tværpil ses her indskudt i et kronhjorteribben fra Maglelyng i den vestsjæl­ landske Åmose. Læsionen har været smertefuld, men dyret har åbenbart over­ levet, for sårrandene er helede. De mange spor af den slags mislykkede jagter, hvor dyrene er blevet anskudt men er sluppet fra jægeren, giver et fingerpeg om, hvor intens udnyttel­ sen af landets dyrebestand efterhånden blev i løbet af jægerstenalderen.

delingen af landdyrene. En ø-fauna er nemlig meget sårbar over for forandringer. Artssvingninger leder her lettere til uddøen end i de områder, der har større landmasser bag sig, som f.eks. Syd- og Midtjylland og Skåne. Deres dyrebestand kunne lettere fornyes, men det skete ikke på selv større øer som Sjælland. Derfor ser man også, at på netop den ø uddør urokse, elg, den brune bjørn, ilder, grævling og los i løbet af atlantisk tid. Der var nu også andre forhold, som medvirkede til disse dyrs uddøen. Bl.a. at skoven blev tættere og mindre nærings­ rig - men tillige at jægerne øvede et stadig større jagttryk på dyrebestanden. Mens levevilkårene for både dyr og mennesker i visse hen­ seender forringedes i indlandets skove, så kompenseredes der til gengæld herfor andre steder. Havet gnavede sig ind i de gamle kystområder og skabte derved en vældig biologisk for­ andring. Den atlantiske tids hav var både varmere, mere frisk og saltholdigt end i dag, tidevandsforskellene var også meget større, mineraler vaskedes ud af kysten og gjorde havet mere næringsrigt. Det skabte levemuligheder for et mangfoldigt dyreliv. Fisk, sæler, små og store hvaler færdedes i mængder i havet. Østers- og muslingebanker opstod på de store fladstrandede områder, og hertil kom et rigt fugleliv. Navnlig ved forårs- og efterårstide kunne man se store fugletræk, men der var også utallige arter, der ynglede både ved de ferske vande og ude ved havet. Krise og forandring

91

Menneskekranier med snitspor efter flintknive, der viser, at skalpering under­ tiden blev praktiseret. De her viste fund er gjort på bopladsen Dyrholmen på Djursland. Det kan dog ikke med sikkerhed afgøres, om de stammer fra det 5. eller 4. årtusinde f.Kr. Men sammen med talrige andre knoglefund er de vidnes­ byrd om, at tiden omkring landbrugets indførelse var præget af talrige konflikter, måske territoriale stridig­ heder, mellem landets beboere.

92

Det var denne rigdom, landets jægerbefolkning udnyttede i dens fulde bredde igennem den atlantiske tid. Og selv om man endnu ikke i enkeltheder kan forstå, hvordan det foregik, så viser fundene af periodens bopladser, at man blev stadig mere bofaste og mindre afhængige af sæsonbestemte flytninger. En sådan situation kan meget vel få indflydelse på befolk­ ningsmængden. Man ved, at specielt den store arbejdsbyrde, som hviler på kvinderne i de fleste jæger-samlersamfund, er et af de mest effektive midler til at forhindre ukontrollabel be­ folkningsvækst. Til kvindearbejdet hører ofte indsamling af en meget stor del af føden, tilvejebringelse af vand, brændsel, fødetilberedelse og sidst men ikke mindst børnefødsler og pleje af afkommet. Men man ved også, at antallet af børneføds­ ler ofte øges i mere bofaste samfund. I mobile samfund er der langt snævrere grænser for, hvor mange børn man kan bringe med sig. Den øgede bofasthed og den forholdsvis lette adgang til store mængder føde kan således tænkes at have været med til at slække på de begrænsninger af befolkningstilvæksten, som sikkert også har eksisteret i oldtidens jæger-samlersam­ fund. Hertil kom, at havstigningen langsomt men vedvarende formindskede landets areal. Et øget antal mennesker skulle leve på et stadig mindre område, og det må have ført til et større pres på fødemidlerne. En sådan situation vil let kunne medføre konflikter imellem menneskene. Fejder som følge af

Fangstfolk til lands og til vands

territoriale stridigheder kommer til at høre til dagens orden. Og det er muligvis i det lys, man skal se de overraskende mange spor efter vold på de skeletter, der er bevaret fra den atlantiske tid. I gravene fra Bøgebakken var der ét tilfælde, hvor en mand var dræbt af et pileskud i halsen. To andre voksne havde haft brud på rygsøjlen, men havde dog overlevet. I graven fra Korsør Nor havde den gravlagte mand fået flere svære hoved­ læsioner, der delvis gennemborede kraniet. Det samme sås på et kranium fra Tybrind Vig, og på den skånske Skateholmgravplads lå ligeledes en dræbt jæger: et pileskud havde ramt ham i underlivet og havde boret sig igennem blære og tarme. Også på bopladserne kan gøres fund, der peger i samme retning. Et barnekranium fundet på Dyrholmbopladsen på Djursland havde snitspor efter skalpering, en taphvirvel fra et andet menneske viste, at dette havde fået skåret hovedet af og endelig var der adskillige marvspaltede menneskeknogler spor efter kannibalisme. For de sidste fund kan man dog ikke med sikkerhed afgøre, om de stammer fra de seneste jægerfolk eller fra tiden kort derefter, hvor menneskene var begyndt at praktisere landbrug. Øget bofasthed og en deraf følgende stigende befolknings­ mængde, et større pres på ressourcerne og et forhøjet konflikt­ niveau - samt eventuelt en nedgang i visse fødeemner bl.a. forårsaget af klima- og vandstandsændringer omkring 4000 f.Kr. - altsammen kan det have været faktorer, der skabte et befolkningsoverskud i kystområderne og fremmede omlæg­ ningen af livsformerne. Det førte til sidst til landbrugets ind­ førelse. Men det må understreges, at spørgsmålet endnu langt fra er afklaret. Beskrivelsen af det videre forløb er derfor stadig af helt hypotetisk karakter. Man kan imidlertid forestille sig, at der af de ovennævnte grunde er opstået et behov for en mere effektiv udnyttelse af naturomgivelserne ved slutningen af den atlantiske tid. Ind­ landets skove bød på muligheden herfor. Anlagde man bo­ pladser, hvor der var adgang til flere forskellige biotoper, f. eks. i fjordområderne eller ved de store vandløb og søer i det indre af landet - men hvor der samtidig var rigelige skovom­ råder inden for rækkevidde, bød der sig mulighed for nye former for udnyttelse af landet. I skoven kunne man skabe rydninger og dermed græsningsarealer for flokke af husdyr. Planter kunne også dyrkes her, samtidig med at man kunne opretholde en lang række af de traditionelle erhvervsformer som jagt, fiskeri og indsamling. Med den begyndende udnyttelse af skoven tog man hul på Krise og forandring

93

en stor bunden næringskapital og satte derved en proces i gang, som ikke lod sig standse. I løbet af forholdsvis få år­ hundreder opstod en ny samfundsøkonomi, som krævede fuldstændigt ændrede organisationsformer. Landet gik der­ med ind i en forvandlingsproces, som igennem de sidste årtu­ sinder havde bredt sig fra Orienten til det europæiske konti­ nent - og nu til sidst også til Danmark. Vi skal derfor se på landbrugets opståen i et videre perspektiv og undersøge nogle af forudsætningerne for dette radikale skred i menneskehe­ dens udviklingshistorie.

Bondestenalderen

Landbruget begynder Det store spring fremad

Fra bondestenalderen stam­ mer dette, det vel nok for­ nemste lerkar fra Danmarks oldtid, fundet ved Skarpsalling i Nordjylland. For 5000 år siden blev det frem­ stillet af en pottemager til brug for de religiøse cere­ monier, der knyttede sig til forfædrenes grave. Fyldt med mad har det været brugt ved de hellige ritua­ ler, som skulle sikre stam­ mens sammenhold og de­ monstrere forbindelsen mellem de levende og de afdøde forfædre.

Fra en biologisk synsvinkel havde menneskets tilpasning til Norden været en succes. Det ses alene af den vækst, der var sket i befolkningstallet, siden de første fangstfolk omkring 10.000 f.Kr. var trængt ind i de åbne landskaber, der i dag kaldes Danmark. I årtusindernes løb havde det mildere klima ganske vist skabt gunstigere levevilkår for menneskene. Men i slutningen af det 5. årtusinde f.Kr. skete, som vi har set, ændringer af en ganske anderledes art: mennesket greb nu i stigende grad ind i naturens udvikling og skabte med ind­ førelsen af landbruget helt nye betingelser for sin egen vækst. Frem til 1960erne var forskerne mest tilbøjelige til at se land­ brugets begyndelse i Danmark som resultatet af en indvan­ dring af et nyt folkeslag. Den tankegang er nu langsomt veget. Og hvor det store spørgsmål førhen var: hvornår skete det? der vil man nu snarere vide: hvordan og hvorfor blev landbru­ get indført til Norden? Tidligere anså man indførelsen af land­ bruget for et så væsentligt skridt i den menneskelige udvik­ lingshistorie, at man uden videre vurderede det som et gode. Man antog, at oldtidens jæger-samlersamfund havde måttet føre en stadig kamp mod naturen for at holde sig blot på et eksistensminimum. Til gengæld, mente man, gav landbruget, efter at det var blevet indført, et så stort overskud af føde, at der nu blev tid for menneskene til at udvikle deres kultur og til at udtrykke sig i kunst og kunsthåndværk. Landbruget blev set som en opfindelse, som et hvilket som helst folkeslag ville hilse velkommen, så snart de fik kendskab til det. Det var først den økologiske tænkemåde, som udviklede sig i løbet af 1960erne, som ændrede forskningens synsvinkel. Studier af nulevende jæger-samlersamfund viste bl.a., at disse normalt er tilpasset deres omgivelser i en sådan grad, at føde­ varekriser kun forekommer yderst sjældent. Man.stillede nu spørgsmålet, om ikke også oldtidens jæger-samlersamfund havde praktiseret en livsform, der sikrede tilstrækkelig føde til alle. Videre viste praktiske eksperimenter i de områder af Orien­ ten, hvor det første landbrug menes at være opstået, at man der kunne indsamle bl.a. vilde kornsorter meget effektivt. Den samme mulighed har de forhistoriske mennesker haft, f.eks. i Anatolien, hvor man visse steder kan høste et kg vild hvede på Landbruget begynder

97

9000 f.Kr.

8000 f.Kr.

7000 f.Kr.

6000 f.Kr.

5000 f.Kr.

4000 f.Kr.

3000 f.Kr.

2000 f.Kr.

1000 f.Kr.

Kr.f.

1000 e.Kr.

Nutid

-

•

Får

•

Hund

• • • •• • • • • •

Ged Enkorn, Emmer Flaskegræskar Svin Toradet byg Okse Avocado Melongræskar Hør Havre Fæsolibønne

• • • • • • • • • • • • • • - • • • •

Fasan Yams Kalkun Elg Silke Ananas Kanin

• L •

Bison Moskusokse

Majs Hirse Æsel Muldyr

Hest Elefant Høns Marsvin Kamel Kat Alpakafår

Skema, der illustrerer, hvornår en række dyre- og plantearter blev bragt under menneskets kontrol. Alle årstal er tilnærmelsesvise. De arkæologiske fund til­ lader ikke en nøjagtigere datering.

98

Landbruget begynder

en time. Det rejste spørgsmålet om, hvorfor befolkningen i områder, der oprindelig havde haft rigelig planteføde, over­ hovedet var gået over til landbruget, når det helt åbenlyst fordrede en større arbejdsindsats. Endelig lærte man også, at når landbruget først var indført, så fordrede hvert et skridt i dets udvikling en stadig større arbejdsindsats. Produktionen steg nok, men udbyttet pr. an­ vendt arbejdstime faldt. Hvilke grunde skulle der da være for en befolkning til at vælge en åbenlyst mere krævende erhvervsform, der fordrede mere arbejde og gjorde menneskene afhængige af svingende afgrøder og af en livsform, som indebar betydelig flere risici for sult og sygdom end tidligere tiders samfund? Spørgsmålet er langtfra besvaret. Det gælder både i Dan­ mark, på det øvrige europæiske kontinent og i de områder af Orienten, hvor landbruget opstod fire-fem årtusinder tidlige­ re. Man har erkendt, at indførelsen af landbruget ikke bare lader sig forklare ved indvandringen af et nyt folkeslag, men at det skal ses i et meget stort perspektiv, hvis man skal klarlægge de årsager, der ligger bag dette helt afgørende skridt i menne­ skehedens udviklingshistorie. Overalt hvor man har studeret landbrugets begyndelse i forhistorisk tid, kan man nu se, hvor glidende overgangen fra jæger-samlertilværelsen har været. De fleste forskere betragter i dag det forhistoriske landbrug ikke som en pludselig op­ findelse, der med ét slag gav mennesket kontrol over om­ givelserne, men derimod som en fortsættelse af en udvikling, der havde stået på i årtusinder. Allerede længe før landbruget opstod, må der have eksi­ steret mange forskellige former for reguleret udnyttelse af dyr og planter. Et blik på tidstavlen, der illustrerer, hvornår de forskellige dyre- og plantearter blev bragt under menneskets kontrol, viser da også, at det ikke var noget, der fandt sted én gang for alle. Det var derimod en udvikling, hvor dyre-, men­ neske- og planterelationer hele tiden fornyedes og erstattedes af stadig mere effektive kombinationer. Det rejser naturligvis spørgsmålet om, hvornår man kan tale om et landbrugs- eller bondesamfund? Det kan man først, når erhvervet omfatter en række karakteristiske træk. Styring af avlen af dyr og planter, dvs. en udvælgelse af de dyre- og plantearter, man ønsker skal fortsætte i fremtiden, er en første forudsætning, ligesom der må foregå en pleje i vækstperioden af de dyr og planter, som avlen omfatter. Desuden må der foretages en indhøstning af de produkter, som bliver resulta­ tet, dvs. høst, målrettet slagtning osv. - og endelig må der ske

Kort over „den frugtbare halvmåne" i Mellemøsten, dvs. den zone af land­ skaber, hvor det dyrkede korns vilde forformer fin­ des, og som derfor blev så betydningsfuld for landbru­ gets udvikling.

en oplagring af forråd, ikke blot i form af opbevaring af kornaf­ grøder, men f.eks. også ved overvintring af udvalgte dyr. Kun derved kan man fortsætte avlen i de følgende år. Først når alle disse træk er til stede, kan man tale om en bondekultur. Og så er det for så vidt ligegyldigt, om bonde­ samfundet sideløbende hermed udfører en omfattende jagt, således som det f.eks. var tilfældet langt ned i tiden efter landbrugets indførelse i Danmark. Det spørgsmål, som forskningen i dag søger at besvare, er, hvad det var for faktorer, som ledte de forhistoriske jægersamlersamfund frem til landbruget? Man stiller altså på sin vis de samme spørgsmål, uanset om det er Orientens, Centraleuropas eller Danmarks oldtidslandbrug, man søger at forstå. De første landbrug på vor halvkugle opstod i Sydvestasiens såkaldt frugtbare halvmåne omkring det 8. årtusinde f.Kr. Her kunne man ved istidens slutning finde en mosaik af land­ skaber med en stor naturlig produktion og befolkningsmæng­ de, adskilt af fattigere marginalområder, hvor der levede langt færre mennesker. Befolkningstætheden er derfor noget af det, man især har hæftet sig ved i udforskningen af landbrugets oprindelse. Hermed menes ikke, at det var den alene, som udløste de store forandringer. For kulturudvikling er noget yderst komplekst - og mennesket er ikke alene en biologisk organisme eller populært sagt: en omvandrende mavesæk. Det er også kulturbærer. Alligevel er væksten i befolkningstallet blevet set som en særlig vigtig drivkraft i udviklingen af landbruget. Synspunk­ tet er ret nyt, for helt op i 1960erne hældede man mere til den

Det store spring fremad

99

teori, som englænderen Thomas Malthus fremsatte så tidligt som i 1798. Han mente, at den mængde føde, et samfund råder over, altid vil være begrænset, og at dette i sig selv på langt sigt vil forhindre overbefolkning. I dag ved man, at befolkningstilvæksten i et samfund tvært­ imod kan være en meget vigtig drivkraft i udviklingen af landbrugsteknologien og forøgelsen af produktiviteten. Sam­ fundet har dog også mange andre måder at regulere befolk­ ningstilvækst på end ved en produktionsforøgelse. Men iagt­ tagelserne af, hvordan et befolkningspres kan få følger for landbrugsudviklingen, har virket inspirerende på den arkæo­ logiske forskning og har ført til nye teorier om, hvordan land­ bruget oprindelig opstod. Ifølge en af disse teorier var der allerede ved slutningen af den sidste istid begyndt en befolkningsforøgelse i Mellem­ østen. Årsagen var den verdensomfattende klimaforbedring, som øgede fødemulighederne for de jæger-samlersamfund, som levede i Sydvestasien. Det resulterede i, at mere lang­ varige bosættelser opstod, og at man begyndte at lægge mere vægt på planteføde. Denne proces fremmede igen en befolkningsforøgelse, som resulterede i, at man søgte at styre planteafgrøderne ved en egentlig dyrkning. Produktionsforøgelsen skulle så igen have ledt til en befolkningstilvækst, som derpå tvang til en intensi­ vering af landbruget, bl.a. ved afkortning af brakperioderne og en forbedret teknologi. En vekselvirkning mellem en be­ folkningstilvækst og en produktionsforøgelse gennem en for­ bedret teknologi var dermed sat i gang - og det førte i sidste instans til skabelsen af kunstvandingslandbruget og dermed til bycivilisationernes opståen i Den Nære Orient. Man har anslået, at i de årtusinder, det tog at gennemføre processen, steg det gennemsnitlige befolkningstal i Mellem­ østens frugtbare områder fra 0,1 til 6,0 pr. kvadratkilometer, altså en tresdobling. Teorien er senere blevet udbygget, idet man sagde, at den vekselvise befolkningstilvækst og produktionsforøgelse kun­ ne føre udviklingen ad to veje. Den ene var, at jæger-samlersamfundene selv regulerede befolkningstilvæksten ved kulturelle midler, børnedrab, tabuforanstaltninger af forskel­ lig art osv. Det kunne standse udviklingen, så jæger-sam­ ler samfundene forblev stabile. Den anden vej var, at nogle befolkningsgrupper flyttede til hidtil uudnyttede, men også mindre frugtbare bosættelsesom­ råder. For at øge produktiviteten her blev planter og dyr ind­ ført fra de oprindelige bosættelser. I marginalområderne kun­ 100

Landbruget begynder

ne disse imidlertid kun overleve på længere sigt ved kontrol­ leret avl, dvs. landbrug. Landbruget er da et erhvervsskift, der først fandt sted ikke i de økologisk rigeste egne, men i de fattigere marginalområder til disse. Det var en opfindelse gjort af nød eller af nødvendighed. Endnu giver de arkæologiske fund i Den Nære Orient ikke et éntydigt svar på, om teorien er korrekt. Men den har gjort forskningen mere målrettet - og mange af synspunkterne la­ der sig også overføre til det europæiske kontinent. Ja, som vi har set det, endog til de fjerntliggende områder i nord, som i dag er Danmark.

Landbruget kommer til Europa Omkring 8000 f.Kr. var den bølge af forandringer sat i gang, som i de følgende fire årtusinder fra Orienten skyllede hen over hele den gamle verden. Ændringer af naturforholdene: klima, vegetation, fauna og forholdet mellem land og hav, en større bofasthed, et deraf følgende øget befolkningstal og et kraftigere pres på naturens ressourcer - altsammen var det faktorer, som virkede med i dette drama, der fuldstændigt forvandlede menneskehedens historie. I Europa bredte bølgebevægelsen sig ad to veje: én fulgte Middelhavets kystområder, og en anden nåede via Balkanhalvøen ind i det europæiske kontinent og videre frem til lavlandsområderne i Frankrig, Nederlandene, Nordtyskland og Polen. At spredningen af landbruget er beskrevet som en bølgebe­ vægelse, der skyllede ind over det europæiske kontinent, be­ tyder ikke, at der var tale om en kolonisering, hvor nye folk kom til. Sådan så man ganske vist tidligere på det. Man antog, at det var overskudsbefolkningen fra de nyetablerede land­ brugssamfund, der til stadighed blev skubbet fremad af bølge­ bevægelsen. Man mente endog at kunne beregne, at det i gennemsnit skete med en hastighed af en km om året. Her har det stærkt forøgede antal kulstof-14 dateringer af de tidligste europæiske landbrug igennem det sidste årti kunnet modificere billedet betydeligt. Spredningen foregik ikke med en jævn hastighed, men skete som en række pludselige frem­ stød med efterfølgende perioder af stilstand, hele tiden be­ tinget af de økologiske vilkår, processen foregik under. Og langt de fleste steder må det have været den lokale jægersamlerbefolkning, der var hovedaktøren i dramaet. De første landbrug på det europæiske kontinent opstod i Grækenland i det 7. årtusinde f.Kr. Meget af det, vi i dag Landbruget kommer til Europa

101

Rekonstruktion og grund­ plan af tømmeropbyg­ ningen i et langhus af den type, som anvendtes på løssområderne i det tem­ pererede Europa. Den ene tredjedel af huset blev brugt til opbevaring af forråd, mens den øvrige del af huset tjente til beboelse.

102

Landbruget begynder

opfatter som traditionelt Middelhavslandbrug, var allerede tidligt til stede: dyrkning af vintersæd og et beskedent husdyr­ hold, navnlig af får. Snart derefter må lignende landbrug være opstået rundt omkring i de nordlige Middelhavsområder, men nok kun som isolerede enklaver og som i Grækenland frem­ skyndet af ændringer i forholdet mellem land og hav. Den befolkning, der ikke påvirkedes af disse naturforandringer, fortsatte deres traditionelle jæger-samlertilværelse. Med den atlantiske tids øgede nedbør og varmere vintre, dvs. noget før 6000 f.Kr., blev det muligt at praktisere et landbrug som det græske i det sydlige Balkan. Samtidig op­ stod andre kombinationer af planteavl og husdyrhold i det nordlige Balkan og langs den mellemste Donau. Så indtraf igen en pause, og først henved 1000 år senere fremstod helt nye landbrugsformer på de bedst egnede jorder i det tem­ pererede Europa. Det skete på løssområderne, hvis jordbund er en vulkansk, meget finkornet, næsten støvlignende jordart, der findes i en zone fra Belgien og Nordfrankrig gennem Mellemeuropa og videre langt ind i Asien. For den europæiske jæger-samlerbefolkning havde disse jorder været marginalområder. Hvad det var for ændringer i den økologiske situation, der tvang menne­ skene til at udnytte dem, står endnu uklart. Men de egnede sig fremragende til et landbrug baseret på vårsæd og et husdyr­ hold, bestående af kvæg og svin.

På løssjorderne udviklede der sig snart et stabilt landbrug, som kunne føde en hastigt voksende befolkning. Man har beregnet, at der i det nedre Rhinområde allerede nogle få århundreder efter landbrugets indførelse levede en befolkning på henved 27.000 mennesker. For hele Vesttyskland ville det betyde en samlet bondebefolkning på ca. 360.000 mennesker i det 5. årtusinde f.Kr., dvs. ca. 1,45 pr. kvadratkilometer. Nuti­ dens tal er for hele befolkningen 247 pr. kvadratkilometer. Hvis man imidlertid alene medregner løssområderne, bliver det gennemsnitlige befolkningstal pr. kvadratkilometer 16,7. Det kan sammenlignes med det befolkningstal, man havde i middelalderen, der var ca. 30 pr. kvadratkilometer - og det giver et indtryk af, hvor intensiv udnyttelsen af de frugtbare løssområder har været allerede nogle få århundreder efter landbrugets begyndelse i Centraleuropa. Disse tal skulle i sig selv være nok til at retfærdiggøre den betydning, man har tillagt befolkningsvæksten i forbindelse med de store økono­ miske, sociale og kulturelle ændringer, der blev resultatet af den nye erhvervsforms indførelse i Centraleuropa. Bondesamfundene havde nu nået en udbredelse, der rakte så langt mod nord som egnene omkring den nedre Oder, dvs. ikke langt fra Østersøens sydlige bredder. Men så indtraf igen en periode med stilstand. Igennem næsten et årtusinde levede Sydskandinaviens jæger-samlersamfund tæt op ad folkeslag, som praktiserede en helt anderledes livsform. Men der var kontakt mellem de to kulturformer. Et af de vigtigste tegn herpå er fundene af de såkaldte skolæstøkser, et

Skafthulsøkse af skifer, en såkaldt skolæstøkse, fundet ved Vedbæk i Nordsjæl­ land. Økser af denne type fortæller om kontakten mellem bondebefolkningen i syd og de nordiske jæger­ folk, medens det endnu var jægerstenalder i Danmark.

Landbruget kommer til Europa

103

Benkamme som disse fra jægerstenalderens sidste del vidner i deres formgivning også om kontakten med bondekulturen i syd.

karakteristisk redskab hos de centraleuropæiske bondekul­ turer, fremstillet af en speciel stenart, amfibolit, som fore­ kommer almindeligt i bl.a. dele af Polen, Tjekkoslovakiet og Tyskland. Disse økser er fundet i Danmark i mere end en snes eksemplarer - og man har kunnet vise, at de var i brug hos landets jæger-samlerbefolkning i det 5. årtusinde f.Kr. Man står altså over for en redskabsform, som vidner om, at befolkningen her i landet indgik i et vidtstrakt vareudveks­ lingssystem, som ud over Danmark omfattede lande som Po­ len, Tjekkoslovakiet, Tyskland og Holland. Men hvad der navnlig er interessant, er at for de danske skolæstøksers ved­ kommende havde producenter og aftagere fundamentalt for­ skellige erhvervsgrundlag. Andre former for brugsgenstande fundet på den atlantiske tids fangstbopladser her i landet, keramik, kamme, benringe og økser f.eks. peger i samme retning og afslører det ikke overraskende forhold, at der lejlighedsvis var kontakt mellem Danmarks jæger-samlerbefolkning og de tidlige bondesam­ fund som levede kun få hundrede km væk. Hvad skolæstøkserne har tjent til har længe været disku­ teret. Men det synes stadig mere klart, at de har været en art ceremonielle genstande, som kan have været brugt som sta­ tussymboler, til betaling af brudepriser etc. De antyder altså noget om arten af den kontakt, der eksisterede mellem jægersamlersamfundene i Danmark og de sydligere naboområder. Og det er da også rimeligt at antage, at det var gennem disse kontakter, at landets befolkning fik mulighed for at skaffe sig sædekorn, avlsdyr og den viden, der var en forudsætning for landbrugets indførelse. Det nye erhverv stod nu lige uden for Danmarks dør. Er­ faringerne og de materielle forudsætninger bød sig til. Og de økologiske vilkår, som mennesket måtte acceptere, gjorde, at skridtet ind i den nye tilværelsesform ikke var langt at tage.

Bondestenalderens Danmark Det jomfruelige land Efter rejsen gennem det europæiske kontinent er vi nået frem til bondestenalderens Danmark. Vi har krydset Østersøen og har nået de danske strande. Det er henved 4000 år før Kristi fødsel - sagt på en anden måde, for et par hundrede generatio­ ner siden. Vi vil forestille os, at vi med fugleøjne ser ned over det danske land, som det var dengang. Det var et grønt land at se på. Men det grønne var ikke dyrkede marker, det var tæt, sammenhængende skov. Strøg man lavt ned, kunne man følge de skovbevoksede kyster, og overalt mødte øjet fremspringende næs med nøgne ler- og grusskrænter. Andre steder veg kystlinien tilbage i inderlavninger og dybe fjorde. Langt de fleste steder nåede skoven frem til vandet. Så drejer vi i et sving ind over det skovdækkede land, stryger lavt hen over trækronerne og ser, hvor varieret den grønne bevoksning i virkeligheden er. Hvor skovdækket er tæt, er det ege- og lindetræernes kroner, der breder sig op mod lyset. Men mange steder brydes det sammenhængende grøn­ ne af søer og vandløb. Elletræer og pilebuske vokser helt ud i vandet, og langs søernes bredder skyder vældige sumpskove af tagrør, dunhammer og kogleaks sig frem. Stadig er her ingen synlige spor af mennesker. Så fanger øjet en blålig røgsøjle fra et bål. Den kommer nede fra skoven, fra et sted, hvor en fjordarm skyder sig ind i landet. Ud mod fjordens rolige vand er terrænet lavt. Her ligger strandenge, og ud til dem er skoven mere åben, lys og græsrig. Det er ikke en tæt lindeskov, som man så det i de mere højt­ liggende indre dele af landet, men en blandingsskov med mange egetræer, ask og elm. Et sted er bevoksningen trådt ned. Her skimter man nu et par små hytter, og det er fra pladsen foran dem, at røgsøjlen stiger op. Hytterne er kun ca. fem-seks m lange og ser ud til at være bygget af rafter, som er hamret ned i jorden. Omkring dem færdes nogle skikkelser klædt i skinddragter. Lydløst bevæger de sig i terrænet, og næsten camouflageagtigt blander de sig med jordens og væksternes farver. Det er ellers kun få steder, man ser spor af menneskelig

Bondestenalderens Danmark

105

Med sit mørke løv prægede vedbend mange steder den urskov, som dækkede hele landet kun afbrudt af de mange søer og sumpede moser. I skovbrynet sås endnu et broget billede af forskellige vækster. Men trængte man længere ind i skoven, mødte man en ver­ den af nøgne stammer. Her var skovbunden mere spar­ som. Skovsyre og engelsød voksede på de væltede og smuldrende træstammer. Men der herskede dyb skygge, for de unge træer skød hurtigt i vejret og træ­ erne blev gamle. En sådan skov findes ikke mere i Danmark. Man kan dog endnu finde den mere af­ vekslende skovbrynsvegeta­ tion med urskovsagtig be­ voksning som her i Fugl­ sang Park på Lolland.

106

aktivitet. Jo, et sted på en solrig plet, skimter man et stativ med fisk, der er hængt til tørring. Et andet sted ser man nogle børn, der leger. Men ellers synes skoven omkring bopladsen ret uberørt. Dog kan man et sted se en lille lysning, hvor de større træer mangler, og der ligger noget, der ligner et lille indhegnet markstykke. Her er jorden mørk, næsten sort, og der gror lyse, grønne vækster i den. Det er korn. Nu ser man også, at der her og der i den åbne bevoksning på det lave terræn ud til fjorden færdes dyr. Det er kvæg, der bider af buskene og træerne. Og det er svin, små, men til­ syneladende kraftfulde dyr, der roder i jordbunden. De ligner vildsvin noget, men ser ikke ud til at generes af menneskenes nærvær. En lille flok svin står og roder i det affald, der ligger foran husene. Havde man tusind år tidligere gæstet dette landskab, ville det nye syn ikke have været overraskende. Bopladsen hernede lignede meget de pladser, jægerbefolkningen tidligere levede på. Den lå ligesom de på et sted i kanten af skoven, hvor fangstmulighederne var særlig gode, og hvor vegetationen gav rig lejlighed til at samle bær, frugter og spiselige planter. Nogen videre ændring af skoven omkring bopladsen syntes menneskene ikke at have forårsaget.

Bondestenalderens Danmark

Nogle steder var kystlandet mere åbent. Her blev det med tiden præget af husdy­ renes græsning, for stran­ dengene kunne i mange til­ fælde være velegnede græs­ ningsområder for bl.a. får. Ofte har de bopladser, der lå i nærheden af kysten da også haft et større fårehold end bopladserne længere inde i landet. Billedet er fra Skejtens stenbestrøede nordkyst på Lolland.

Alligevel stod det land, vi netop har set ned over, ved begyndelsen til en af de største forvandlinger, der nogen sinde skulle ske i dets historie. De mennesker, som levede her på de små bopladser, var de første på disse nordlige breddegrader, som begyndte landbrugets svære kunst, som kendte til at dyrke korn og holde husdyr. Alligevel mindede de i deres ydre fremtoning om de jægerfolk, som i årtusinder havde beboet landet. For blot en generation siden mente man, at landbruget på sin lange vej fra Mellemøsten til Danmark havde udviklet sig så vidt, at overgangen til det herhjemme virkede som et fuldstændigt brud med tidligere livsmønstre. Når man fore­ stillede sig, hvordan det var sket, fremmanede man billedet af udstrakte skovrydninger, frembragt med økser og ild. Og i skovrydningerne placerede man landsbyer med store lang­ huse, som rummede talrige mennesker. Det billede, der netop er blevet tegnet, var meget ander­ ledes. Det viste et lille menneskesamfund, der næsten gik i ét med den omgivende skov, og som højst rummede en snes mennesker. Med sådanne små bosættelser begyndte land­ brugskulturen at slå igennem herhjemme. Overgangen til landbruget var i begyndelsen en næsten umærkelig proces. Alligevel varede det ikke mange hundrede år, før den be-

Det jomfruelige land

107

Pollenkorn fotograferet ved hjælp af elektronmikroskop, forstørret 500-1000 gange. Herover pollen af klitfyr og bøg, næste side af eg og elm. Pollenkorn er blom­ sterstøv, dvs. frøplanternes hanlige kønsceller. Disse celler er mikroskopiske, men deres faste vægge eller „skaller" har stærkt vari­ erende former, således at hver art træ eller urt har sin bestemte type. Pollenkorne­ ne er opbygget af sporopollenin, et stof som kun van­ skeligt nedbrydes i naturen.

108

gyndte at få dybtgående virkninger på landets natur og be­ folkningens levevis. Som den ældre forskning så det, var landbrugets indførelse begyndelsen til menneskets stædige kamp mod naturen med det formål at tvinge den til at dække menneskets behov for føde. Som vi her har skildret befolkningens levevis i årtusinderne efter istidens ophør og frem til den varme, atlantiske tid, var menneskenes mål snarere at udnytte naturen på den mest økonomiske måde. Landbruget var en erhvervsform, som man tilsyneladende optog og udviklede, fordi man var tvun­ get til det. Men i det omfang gamle livsformer fortsat var økonomiske, fastholdt man dem. Det betød, at overgangen mellem jægerstenalderen og bondestenalderen forløb næsten umærkeligt. Den nye livsform havde imidlertid i sig ubegræn­ sede muligheder for vækst. Og da disse muligheder udløstes, førte de hastigt samfundene frem mod stadig mere kompli­ cerede kulturformer.

Pollendiagrammernes vidnesbyrd At man overhovedet kan få noget at vide om begyndelsen til dette nye samspil mellem menneskene og naturen, skyldes i første række naturvidenskaben. I de tørvemoser, der tidligere var så almindelige i Danmark, findes blomsterstøv, pollen, fra fortidens træer og planter. Mosegeologi er den videnskab, der kan oplyse om den vegetation, der engang dækkede landet. Pollenkornene kan ses i et mikroskop, og ved at bestemme arten og mængden af de forskellige væksters pollenkorn, som de er bevaret i tørvemoserne, kan man få et billede af, hvordan bevoksningen på stedet så ud i oldtiden. Groft taget findes der to forskellige slags pollendiagrammer. De kan enten stamme fra lokaliteter med en stor, åben overflade, søer og moser f.eks., hvor der var langt til den nærmeste bevoksning. Eller de kan stamme fra små vandhuller og moser, som lå i læ af trækronerne fra den omgivende skov. Den første slags prøver kan give et billede af vegetationen inden for et stort område, sandsynligvis indtil 10 km fra det sted, hvor prøven er taget. Man kan altså få en slags gennem­ snitsbillede af vegetationsudviklingen inden for et ca. 300 km2 stort område og kan f.eks. aflæse noget om den menneskelige bosættelses skiftende omfang. Den anden slags prøver viser forholdene inden for et ganske lille område, gerne med en radius på 30-40 m fra det sted, hvor prøven er taget. Herigennem får man mange flere detaljer

Bondestenalderens Danmark

frem, f.eks. om den måde, hvorpå menneskets indgreb over for skoven er foregået. De enkelte pollenprøver, som tages i en serie ned gennem mosens lag, kan dateres ved hjælp af kulstof-14 metoden. På den måde kan man følge en række stadier i de første bonde­ samfunds forvandling af skoven, hvordan man fældede træ­ erne og såede afgrøder - og hvordan de åbninger, man skabte i skoven, blev udnyttet af mennesker og dyr. De første direkte spor efter oldtidslandbruget i pollendia­ grammerne er meget svage. Det skyldes bl.a., at det kan være vanskeligt at adskille pollen af dyrket korn fra vildgræsser. Hertil kommer, at de dyrkede kornsorters pollenproduktion er meget sparsom (bortset fra rug, som ikke dyrkes på dette tidspunkt af oldtiden). Men det synes at stå fast, at pollen fra dyrket korn dukker op i pollendiagrammerne allerede om­ kring 4000 f.Kr. De første kornpollen optræder ofte i moselag, hvor der også er spor af brand. Det tyder på, at man med ild har ryddet den omgivende skov for at kunne så kornet. Det er den landbrugs­ form, man kalder svedjebrug. Alt dette sker på overgangen mellem de to faser, som mosegeologien kalder atlantisk og subboreal tid. Omkring det tids­ punkt, måske en anelse senere, sker noget karakteristisk i pollendiagrammerne. Elmen og linden går drastisk tilbage, så

Sø- og moseaflejringer har normalt en righoldig pollen­ flora. Her ses en mosegeolog i færd med at udtage pollenprøver fra en pro­ filvæg i Maglemosen ved Vedbæk. Ved mikroskopets hjælp kan man så senere klassificere og optælle prø­ vens pollen og på den måde fremkalde et billede af vegetationen, som den var på det tidspunkt, da pollen­ prøven lejredes. Dette billede af vegetationens sammensætning kaldes et pollenspektrum.

Pollendiagrammernes vidnesbyrd

109

Pollendiagram fra Abkær Mose ved Vojens, hvor man kan følge landskabets udvikling fra jægerstenalderen frem til nutiden. Pollen­ diagrammet er af den type, som viser vegetationsudviklingen inden for et stort område, dvs. indtil ca. 10 km fra det sted, hvor prøven er taget. Ved at sammenligne mængderne af pollen fra de forskellige træer og urter kan man danne sig følgende billede af landskabets udvikling i de sidste 8000 år: I jægerstenalderens sidste årtusinder har der været tæt urskov med lind som det hyppigste træ på den veldrænede muldbund og eg, ask og elm på den fugti­ ge, næringsrige jord, mens el har domineret på steder, hvor grund­ vandsstanden var høj. I denne skov er der ingen tegn på menne­ skelig aktivitet. Omkring 3900 f.Kr. sker tydelige ændringer: elm går nu stærkt tilbage, lind og ask ligeså, mens birk og el vinder frem. De første bønder er nu ved at skabe en mere åben skov. Omkring 2600 f.Kr., dvs. i enkeltgravstiden, bliver græsser mere almindelige. Det viser, at større dele af landskabet udnyttes til græsning, der må altså have været fritgående husdyr i stort tal. Omkring 1500 f.Kr., dvs. i den ældre bronzealder, indvandrer bøg. Den bliver dog ikke særlig almindelig, hvilket skyldes, at hasselbevoksningen holder den nede. Samtidig svinder hasselbevoksningerne i omfang. Det skyl­ des øget menneskelig udnyttelse og som helhed får området nu karakter af sletteland vekslende med skov. Det er udtryk for en større landbrugsaktivitet, som for alvor slår igennem i løbet af det 1. årtusinde f.Kr. Landskabet bliver nu mere åbent og præges af overdrev og andre træfrie landbrugsarealer vekslende med større og mindre skovpartier. Dette landskabsbillede varer ved helt frem til tiden 200-500 e.Kr., hvor diagrammet viser, at bl.a. græsserne bliver mindre hyppige, mens plantearter, der gror på dyrket mark ikke falder i antal. Disse ændringer er dog næppe udtryk for af­ tagende menneskelig aktivitet men skyldes snarere en ændring af landbrugsmønstret. Efter 500 e.Kr. sker der imidlertid forandrin­ ger, der viser, at kulturaktiviteten mindskes, de åbne arealer svin­ der ind og springer i skov. Abkær-egnen var igen blevet til et skov­ land og blev ved med at være det indtil slutningen af 1100-tallet, hvor skov på ny bliver ryddet for at give plads til landbrugsland.

110

Bondestenalderens Danmark

Som helhed viser diagrammet altså, hvordan dyrkningen stadig øges fra begyndelsen af bondestenalderen og frem til slutningen af ældre jernalder, hvorefter den aftager. Korte perioder med land­ brugsekspansion er blevet afløst af længerevarende tidsafsnit med et konstant dyrkningsmønster. Navnlig i begyndelsen af bonde­ stenalderen, i midten af enkeltgravstiden og i slutningen af den ældre bronzealder sker der tydelige landskabsændringer.

drastisk at botanikerne har talt om et „elmefald". Elmefaldet er konstateret mange steder i Europa, og der er mange, som har ment, at det skyldes den frygtede elmesyge. Der er også for­ skere, som har hævdet, at elmefaldet skyldes menneskets indgreb i skoven. Elmens og i øvrigt også lindens løv kan have været brugt som foder til husdyrene. I nærheden af menneske­ nes bopladser kan disse to træer meget vel have været de mest udsatte. Men der sker også andre ting i pollendiagrammerne, som kan tydes således, at der rundt omkring bopladserne lå bare, afsvedne pletter, hvor der hurtigt voksede ukrudtsplanter frem, som også i dag er almindelige på jord, der ligger brak. Det var planter som rødknæ, bynke, ramsløg, perikum og bredbladet vejbred. Når så jorden havde ligget brak i nogen tid, vendte skovens træer igen tilbage. De første, som meldte sig, var pil, bævreasp og birk. Senere kom hassel, eg, ask og lind. Dette første indgreb i skoven ser ikke ud til at have haft nogen særlig dybtgående virkning. Men så følger nogle år­ hundreder senere, omkring 3500 f.Kr., et nyt og mere om­ fattende indgreb eller landnam. I pollendiagrammerne går egeblandingsskovens kurve nu stærkt tilbage, mens kurverne for særlig birk og hassel går frem. I princippet har forløbet været det samme som ved det første indgreb, men rydningerne gror nu langsommere til. Lancetbladet vejbred, samt græsser og hvidkløver bliver mere almindelige. Det røber, at der har været fritgående kvæg på brakmarkerne, der efterhånden omdannes til kratoverdrev, hvor der gror mange hasselbuske. Disse ændringer tyder på, at der nu har været ganske mange græssende dyr i skov­ lysningerne. Og i det hele taget er der mange ting, der viser, at landbrugets omfang nu er udvidet betydeligt. Senere endnu, et stykke inde i det 3. årtusinde f.Kr. følger igen et fremstød for landbruget. Det er det store landnam. Det er atter overdrevsplanter, som vinder frem. Og overdrevene synes at have eksisteret gennem lange tidsrum - der sker altså ikke nogen regeneration af skoven. Det viser, at bønderne har Pollendiagrammernes vidnesbyrd

111

holdt fritgående husdyr i stort tal. Ja, nogle steder, f.eks. i Vestjylland, kan man se, at der har eksisteret overdrevsjord, hvor lyngen begyndte at brede sig. De jyske heder var allerede nu ved at blive dannet, og noget tyder på, at man ligefrem har fremelsket lyngheden, for her kunne man skaffe græsning og foder til husdyrene. Hedelyng var nemlig i Vestjylland den mest givtige græsningsafgrøde, man på tør bund kunne dyrke uden vanding og gødskning. Mosegeologien kan vise, hvordan de områder, som menne­ skene udnyttede til landbrug i de følgende årtusinder ud­ videdes stadig mere. Indførelsen af landbruget må altså have haft uoverskuelige befolkningsmæssige følger. Omkring be­ gyndelsen og midten af det 3. årtusinde f.Kr. har det nye erhverv vundet så dybt fodfæste, at skoven for alvor er ved at blive trængt tilbage og mange steder erstattet af vedvarende overdrev, hvor husdyrene græssede. Landet var nu for alvor ved at blive forvandlet.

Udviklingen og nødvendigheden

De to karakteristiske øksety­ per, som blev brugt til skovrydningen i den tidlige bondestenalder: den spids­ nakkede økse (til venstre) og den tyndnakkede økse (til højre). Økserne er re­ konstrueret efter fund fra henholdsvis Christiansholms Mose og Sigerslev Mose på Sjælland.

112

I det nye erhverv lå en række muligheder for vækst, som med tiden udnyttedes i stigende omfang. At det i begyndelsen gik langsomt, skyldes nok, at mennesket næppe nogen sinde frivilligt har givet sig i kast med naturen. Kun når det var tvingende nødvendigt, tog det kampen op, og man fortsatte med at udnytte naturen så økonomisk som muligt, dvs. med den mindst mulige arbejdsindsats. Det er denne grundlæggende holdning, der i dag præger udviklingen af primitive landbrug i Den Tredje Verden. I Af­ rika har man i nutiden f.eks. kunnet se hvorledes landbruget i de tropiske områder går igennem en række stadier, der rækker fra lidet arbejdskrævende til mere arbejdskrævende systemer. Den oprindelige form for landbrug vil normalt være et sved­ jebrug, dvs. at man begynder med at afsvide eller brænde de træer eller buske, som vokser på det stykke jord, man vil dyrke. Det er en form, som gør, at man ikke dyrker jorden i ret mange år. Markerne opgives, når jorden er ved at være ud­ pint, og ukrudtet breder sig. Så begynder man på et nyt sted, hvor der er ubenyttet jord. Svedjebruget er en ikke særlig arbejdskrævende landbrugs­ form. Men den kræver, at man har megen plads til sin rådig­ hed. Da kan man frembringe føde med en mindre arbejdsind­ sats, end hvis man dyrker de samme marker år efter år. Svedje­ bruget betyder derfor, at der oftest er ret få familier på hver boplads, eller, hvis bopladserne er større, at der er stor afstand

Bondestenalderens Danmark

imellem dem. Ofte lever de enkelte familier helt isolerede, og når de har ryddet så meget skov omkring sig, at man kan se naboens hus, flytter de længere ind i skoven. Har familien imidlertid ikke så meget jord til sin rådighed, bliver den tvunget til hyppigere og hyppigere at vende tilbage til de samme marker. Brakperioden, den tid, hvor jorden lig­ ger ubenyttet hen og genvinder sin frugtbarhed, bliver kortere og kortere. Man må da tage gødskning i brug og anvende mere effektive arbejdsredskaber, f.eks. plove. På den måde passerer landbruget igennem en række ud­ viklingsstadier, hvor man for hver gang når en højere ud­ nyttelsesgrad, der indebærer et højere udbytte pr. arealenhed. Men samtidig betyder ændringerne, at arbejdsindsatsen må forøges så meget, at udbyttet pr. anvendt arbejdstime for­ mindskes. Derfor søger man i primitive landbrug altid den lavest mulige udnyttelsesgrad for at holde arbejdsbyrden ne­ de. Ja, man kan opleve, at samfundene søger tilbage til mere primitive landbrugsformer, hvis f.eks. et fald i befolknings­ mængden tillader det. I det lange perspektiv går udviklingen imidlertid altid i retning af stadig mere intensive dyrkningsfor­ mer. I nutidens Afrika vil forklaringen næsten altid være et stadigt voksende befolkningstal. Kendskabet til udviklingen af primitive landbrug har såle­ des afsløret nogle forhold, som også må anses for at have gyldighed for oldtidens landbrug i Danmark. For det første vil en befolkning, der overhovedet har et valg, vælge den løsning, som sikrer det nødvendige udbytte med den mindst mulige arbejdsindsats. For det andet medfører enhver intensivering af landbruget et lavere udkomme pr. investeret arbejdstime. For det tredje vil man kun gå over til mere arbejdskrævende landbrugssystemer, hvis der er åbenlyse fordele forbundet hermed - eller man ikke har noget andet valg. Og for det fjerde: befolkningstilvæksten er i dag nok den mest nærliggen­ de grund til, at nye landbrugsformer indføres. Den samme grund kan også oldtidsbefolkningen have haft. Dog kunne også dengang, ligesom i nutiden andre årsager, politiske eller sociale komme på tale.

De første bønder Både pollenanalyserne og kendskabet til udviklingen af primi­ tive landbrug kan således vise, at det var med ilden, at menne­ sket begyndte sit første angreb på skoven. Man brændte træer og buske af for på den måde at få egnede områder til at dyrke korn. Man må dog ikke overvurdere den betydning, landbruDe første bønder

113

Forsøg med svedjebrand i Draved Skov i Sønder­ jylland, udført af Danmarks Geologiske Undersøgelse i 1950erne. På et en ha stort område fældedes de større træer med flintøkser. Et sådant træ ses i billedets forgrund. Svedjebranden er i gang, den foregik over nogle døgn, og da den var til ende, såedes i asken stenalderens primitive kornsorter: enkorn, emmer, dværghvede og nøgen byg.

114

get i begyndelsen havde for befolkningens levevis. Menneske­ ne var halvagerbrugere, og landbruget var kun en af de mange muligheder, man udnyttede for at skaffe sig føden. Jagten, fiskeriet og fødeindsamlingen var stadig af stor betydning, som det havde været det i årtusinder. Det var sikkert endnu kun små og kortvarige rydninger i skoven, man foretog. Også husdyrholdet har i begyndelsen givetvis været af be­ grænset omfang. Nok havde man tæmmede dyr som grise, får, geder og okser. Men endnu kender vi ikke dyreholdets sammensætning i det tidligste landbrug. Svinet var et dyr, der passede godt til den nye livsform. Det er oprindelig et typisk skovdyr, som selv kan skaffe sig føden året rundt, dvs. at det kun behøvede et minimum af pasning. For kvæget gjaldt det, at de bedste græsningsarealer og de steder, hvor løvfoder var lettest tilgængeligt, var de lavereliggende dele af skovlandet og områderne mellem havet og sko­ ven. I det hele taget var skoven den bedste og mest stabile foderkilde. Om sommeren gav den græs, urter og løv. Om vinteren kviste, rødder og tørrede plantedele. Endelig var der de gammelkendte erhvervsformer som jagt, fiskeri og indsamling. På grund af dem valgte man gerne en placering af bosættelsen i nærheden af søer, åer eller i kystom­ råder, hvor man kunne regne med et godt udbytte. Det var steder, hvor den biologiske variation var meget stor, og hvor

Bondestenalderens Danmark

Stenalderens svin kunne gå uden pasning i skoven, hvor der var rigelig med føde til dem det meste af året. Dyrene mindede en del om vildsvin. De var kortere end nutidens tam­ svin med et stort hoved i forhold til kroppen og sik­ kert også med vildsvinets lange børster. Fotograferet på Historisk Arkæologisk Forsøgscenter i Lejre.

der kunne jages et bredt udvalg af dyr. Samtidig kunne en meget stor mængde spiselige planter, rødder, bær, svampe og frugter indsamles. Sådan tegner sig det generelle billede af de første bondesam­ fund i Danmark i begyndelsen af det 4. årtusinde f.Kr. De arkæologiske vidnesbyrd, som kan uddybe billedet, er endnu meget svage. Klarest står de fund, som vidner om fortsættel­ sen af de gamle erhvervsformer: jagt, fiskeri og fødeindsamling. Fra adskillige steder i landet, helt svarende til dem, den gamle jægerbefolkning regelmæssigt havde besøgt, kender man kortvarige bosættelser, som blev anlagt i begyndelsen af det 4. årtusinde f.Kr. En af dem er Muldbjerg i den sjællandske Åmose, der en­ gang var et stort ferskvandsbassin. Her var på en lille holm bygget en 7 x 3 meter stor hytte, hvis gulv var lagt af bark­ flager. Kun en enkelt sommer havde man boet i hytten. Men fundene viser, at man har jaget vildsvin, bæver, rådyr og krondyr. Kød af tamokser og får, måske bragt hertil som „mad­ pakker", har også hørt til kosten. I hvert fald havde tamdyrene næppe græsset i fangstpladsens umiddelbare nærhed. Fugle­ fangst og indsamling af mange forskellige slags bær og frugter var fra tid til anden foregået fra bosættelsen, hvor kun en ganske lille menneskegruppe har holdt til. Også andre steder, især ved kysten og ved søbredder finder

De første bønder

115

Træskærekunsten stod højt på bondestenalderens bo­ pladser at dømme efter nogle få, velbevarede fund som disse trækar, der stam­ mer fra Christiansholms Mose nord for København.

116

man lignende jagtpladser. Mange var placeret ved snævre fjordpassager, hvor tidevandet gav let adgang til skaldyrs­ bankerne. Regulære affaldsdynger bestående af tusindvis af bløddyrsskaller vidner herom. De samme steder var også på grund af strømforholdene velegnet til netfiskeri - og i mange tilfælde har de også ligget i nærheden af sælernes ynglesteder. De helårspladser, hvorfra jagtekspeditionerne udgik og hvor husdyrholdet og korndyrkningen foregik, er endnu dår­ ligt kendt. Tomterne er vanskelige at påvise og tit må der særlige omstændigheder til, for at der overhovedet er levnet rester af dem. Der kendes dog et antal af dem. De ligger gerne på plant terræn, ofte i nærheden af vandløb, en sø eller havetmen sjældent direkte ved vandet som fangstpladserne. Bo­ stederne synes ofte at være ganske små, de dækker sjældent mere end 500-700 m2. En sådan plads var Mosegården ved Horsens Fjord. Dens beliggenhed, ca. en km fra fjordens vand var helt karakteri­ stisk. I nærheden af den lå både veldrænet bakkeland og regulære vådområder. Klare spor efter huskonstruktioner kunne ikke påvises på stedet. Dog kunne man få et indtryk af, at husene ikke havde været særlig store, kun ca. 20 m2 hver. Der havde sikkert været et par stykker eller tre, og der har næppe boet mere end mellem 10 og 20 personer på pladsen. De havde kun opholdt sig her en kortere årrække, næppe mere end en halv snes år. Så var bopladsen blevet flyttet til et nyt sted. Lerkarskår, flintredskaber og -affald er normalt det eneste, der er bevaret på disse pladser. Men der er dog spor af daglig­

Bondestenalderens Danmark

dagens liv. F.eks. hænder det ikke sjældent, at skårene af de ituslåede lerkar rummer aftryk af kornkerner, enten hvede eller byg, et håndgribeligt udtryk for, at de to kornarter blev dyrket i nærheden af bopladsen. Det billede, der samlet fremstår af de første bønder i Dan­ mark, ser nu således ud: de levede i små grupper, måske ikke meget større end et enkelt hushold. Hermed menes ikke en simpel kernefamilie men snarere det, man endnu i dag kan finde i primitive agerbrugssamfund i f.eks. Afrika, og som man betegner den udvidede familie. Det er en familiegruppe, hvis kerne er husfaderen, hustruen og de ugifte børn. Om­ kring disse kan der så gruppere sig brødre og søstre, som enten er ugifte eller enker/enkemænd, ligesom der i kortere eller længere perioder kan være nevøer og niecer, der lever inden for husholdet. Disse smågrupper levede normalt på steder, hvor udbuddet af naturlige fødeemner var størst. Bosættelserne lå gerne i nærheden af lavtliggende land med høj grundvandstand og i nærheden af søer, vandløb eller selve havet. På den ene side af bosættelsen, dvs. på den højtliggende, veldrænede jord, ryddede man små lysninger i skoven, hvor kornet blev dyrket. Hvert år lavede man nye rydninger, og de gamle blev forladt efter kun få års brug. De første par år, efter at man havde opgivet marken, kunne kvæget græsse her. Så rykkede skoven igen ind, men det var ikke nogen ren ulempe. For blandt de første, større vækster, som skød frem, var has­ selbuske, hvis nødder var et vitaminrigt supplement til ko­ sten. På den anden side af bosættelsen, på den lavereliggende jord, havde man gode græsningsmuligheder for husdyrene, uden at man behøvede at skabe større rydninger. Man kan dog meget vel have foretaget ringning af elmetræer både for at skaffe vinterfoder til dyrene og for at fremme væksten af egetræer, som gav værdifulde olden. Rydningen af nye lysninger såvel som svineholdet og hus­ dyrgræsningen i skoven betød, at husholdets landområde måtte være ret stort, så man med visse mellemrum kunne flytte selve bopladsen. På visse tidspunkter af året kunne dele af gruppen så flytte ud til pladser ved kysten eller ind til de større søer, hvor jagt, fiskeri og fødeindsamling var særlig fordelagtige.

Når døden kom Døden var en hyppig gæst på bondestenalderens bopladser. Den gennemsnitlige alder, som de levendefødte kunne for­ vente at opnå, lå på mellem 20 og 35 år. Kun 30-40% nåede voksenalderen, resten døde enten ved fødslen eller inden for de første ca. 20 leveår. Det er tal, som er fremkommet ved studier af de tidlige centraleuropæiske bondesamfund. Og der er ingen grund til, at de ikke også skulle have gyldighed for Danmarks befolkning i bondestenalderen. Men gravene fra det 4. årtusinde f.Kr. kan også fortælle om andet end de hårde levevilkår. De kan f.eks. berette om den glidende overgang fra jæger-samlertilværelsen til tilværelsen som bonde. Det gør bl.a. nogle grave fra Dragsholm i Nord­ vestsjælland. De blev fundet på et sted, som engang var en holm i en fjordarm, som i oldtiden strakte sig ind i det nuværende Ods­ herred. Her er der rester af en køkkenmødding. Den vidner

Døden kom pludseligt for denne 35-40-årige mand fra bondestenalderens første halvdel, fundet i Porsmose ved Næstved. To pileskud ramte ham, det ene midt i brystet, det andet i ansigtet. Vold har været en alminde­ lig dødsårsag for bonde­ stenalderens mennesker, at dømme efter de talrige læsioner som man kan se,på skeletfundene.

118

Bondestenalderens Danmark

Mandsgraven fra Drags­ holm fra bondestenalderens første århundreder. Nederst i billedet ses nogle af de ravperler, som må have været syet på den dødes dragt. Graven kan have været markeret på jord­ overfladen efter tilkast­ ningen, idet spidsen af en hjortetak var sat lodret ned i jorden ved mandens hoved.

om, at der engang har ligget en fangstplads her, beskyttet af fjorden, men med adgang til det åbne hav. Både jægerne fra den atlantiske tid og fangstfolk fra den tidlige bondekultur havde kendt til den lille holm og brugt den til deres jagtekspeditioner. Mennesker var også døde herude. Engang i Ertebølletiden var to af fangstfolkenes kvinder, en 18-årig og en midaldrende, blevet lagt i en og samme grav. Henved 300-400 år senere døde en fanger ude på den lille holm. Han kom fra et bondesamfund inde på det faste land og blev lagt i graven med sin bue og sine pile. Man lagde en stridsøkse ved hans arm, og ved hans hoved stillede man et lille lerkar. Den døde må have været iført sin dragt ved grav-

Når døden kom

119

læggeisen, men kun de ravstykker, som havde siddet på den, var bevaret. De to grave fortæller lidt om den sammenhæng, der var i livsformen mellem de to epoker. På en måde ser det ud, som om intet var hændt. Og dog er det netop gravene, som vidner om, hvor stort et skred der var sket i befolkningens levevis. For blot få år siden antog man, at grave som dem, der blev fundet i Dragsholm, var typiske for den første bondestenalder. Med deres simple udformning var de udtryk for gravritualer, der ikke var særlig udviklede. Man troede også, at de ældste grave fra bondestenalderen udelukkende var enkeltmandsbe­ gravelser, og at man først sidenhen, århundreder efter bonde­ kulturens begyndelse, udviklede gravformer, der kunne rum­ me mange begravelser fra den samme slægt. Her tænkte man specielt på dysserne og jættestuerne. Nok er Dragsholmgraven karakteristisk for den måde, man nu begravede de døde på. Men side om side med disse simple enkeltmandsbegravelser findes der andre grave, der viser, at man næsten helt fra begyndelsen af bondestenalderen også har haft omfattende og arbejdskrævende ritualer i forbindelse med dødekulten. Man ved nu, at befolkningen allerede i begyndelsen af det 4. årtusinde f.Kr. opførte mægtige langhøje, indtil 90 m lange og op til 14 m brede. Og det har ydermere vist sig, at disse rektangulære eller trapezformede høje dækkede over sporene af komplicerede gravlæggelser. Indtil fem mennesker er grav­ sat på én gang, og i forbindelse hermed har der været afholdt vældige og langvarige fester. I alt kender man omkring 100 forskellige steder i landet med grave fra den tidligste del af bondestenalderen. I dem har man fundet døde fra alle aldersgrupper lige fra spædbørn til 50-60årige, mennesker, som nok har nået noget nær den maksimale levealder i datidens samfund. I en del tilfælde kunne man iagttage, at store gravhøje havde været rejst over gravene. Nogle steder var der spor efter midlertidige bygninger, der havde været opført i tilknytning til gravene, men som var blevet fjernet, inden højen blev bygget. Selve gravhøjene kun­ ne være opført i flere omgange. Ofte stod der pælerækker på tværs af dem, hegn, som skulle forhindre, at jorden skred sammen under opførelsen. Der er især to ting, som er iøjnefaldende i disse mægtige anlæg: en art tømmerbygget facade, der ofte kan ses i højenes ene ende - og gravene selv. De tømmerbyggede facader har stået i en kraftig grøft, og ofte er konstruktionen ødelagt af ild. Ved udgravningen af en af de store gravhøje ved Rude syd 120

Bondestenalderens Danmark

GRAVE

Grundrids over nogle af de ældste langhøje fra bonde­ stenalderen. De to øverste langhøje er fra Barkær på Djursland, begge er om­ kring 85 m lange. Anlægget blev oprindelig fortolket som spor efter to langhuse opdelt i talrige smårum. Nyere udgravninger har imidlertid vist, at der snare­ re er tale om to store grav­ anlæg fra midten af det 4. årtusinde f.Kr. Nederst grundrids af samtidig lang­ høj fra Bygholm Nørremark nær Horsens. En af gravene fra denne langhøj er afbildet på side 123.

N

for Århus fik man et ganske godt indblik i tømmerfacadens funktion. Den var sat ned i en fem m lang grøft og bestod af syv kløvede træstammer med en diameter på 70-80 cm. Den flade side vendte ind mod højen. Op til facaden var bygget en hesteskoformet indhegning, der havde sin indgang mod øst. Hegnet bestod af 10 cm tykke stolper, som stod med 10-20 cm afstand. På selve facaden må der oprindelig have stået lerkar. De synes at være faldet ned, da den kraftige tømmerkonstruktion på et tidspunkt brændte. Placeringen af lerkarrene foregriber den skik at foretage madofre ved gravmonumentet, som blev så almindelig århundreder senere, da jættestuerne og sten­ dysserne kom i brug. En detaljeret viden om, hvad der foregik ved facaden i det indhegnede område, har vi ikke. Men at der er blevet udført ritualer i forbindelse med forfædrekulten er der vist ingen tvivl om. De arkæologiske levn taler deres tydelige sprog om men­ neskers langvarige ophold her. Store begravelsesfester må have fundet sted i det indhegnede område. Gravene i højene kunne være udformet på mange forskelli­ ge måder. De kunne være bygget med en teltformet over­ bygning, eller de kunne være rektangulære småkamre bygget af tømmer og sten, eventuelt med et lille forrum. Endelig kunne de være regulære tømmerbyggede kister. Kun sjældent har man fundet så mange rester af de døde, at man kunne sige noget om deres antal. I nogle tilfælde ved man Når døden kom

121

Grav fra en 70 m lang høj fra den tidlige bondestenal­ der, udgravet ved Sørup i Salling. Gravrummet var bygget af tømmer og sten. På et tidspunkt er der sat ild til det, og et voldsomt bål fortærede både de døde og tømmerkonstruktionen. Tegningen viser graven i tre udgravningsstadier: til venstre, stenopbygningen, i midten, skeletresterne efter fem samtidigt begravede mennesker og til højre, forkullet tømmer fra grav­ kammerets nedstyrtede tag, der bestod af op til 10 cm tykke planker.

122

dog, at der ikke har været tale om enkeltmandsbegravelser, men om anlæg, hvor flere mennesker er blevet gravlagt samti­ dig. Adskillige træk ved disse grave fra bondestenalderens første tid peger bagud mod jægerstenalderen. Okker findes f.eks. undertiden ved liget. Det kan stamme fra den dødes dragt, og ligesom tidligere kunne også flere personer lægges i samme grav samtidig. Men gravenes udformning er samtidig et for­ varsel om de skikke, der blev enerådende århundreder senere, da byggeriet af de store stengrave satte ind. I virkeligheden er det først og fremmest valget af byggemateriale, tømmer mod­ sat store sten, der adskiller de tidlige gravmonumenter fra de sene. Netop det valg er på sin vis både praktisk og symbolsk. Tømmer anvendte man, da skoven endnu stod tæt omkring bopladserne. Store sten blev taget i brug, da skoven var ved at blive ryddet, og store åbne strækninger omgav bostæderne. Men disse de tidligste grave fra bondestenalderen viser og­ så, at der var ligheder imellem samfundene over hele det nordeuropæiske lavland. Man kender nært beslægtede anlæg fra Polen i øst over Nordtyskland og helt til England på samme tid. Over hele dette mægtige område satte den samme for­ vandling af samfundene ind nogenlunde samtidig. Overalt stod man over for de samme udfordringer, hvad angik måden at skaffe sig føden på, og samfundet blev ændret i overens­ stemmelse hermed. Heri ligger nok forklaringen på, at man valgte beslægtede løsninger, også når det drejede sig om de ritualer, der knyttede sig til forfædredyrkelsen og den sam­ fundsorden, kulten var udtryk for.

Bondestenalderens Danmark

Grav med skeletrester af fire fuldvoksne mennesker, udgravet i en langhøj fra den tidlige bondestenalder ved Bygholm Nørremark. Langhøjen var henved 75 m lang og dækkede over et oprindelig indhegnet om­ råde, inden for hvilket der både var grave og ceremoni­ huse. Her havde kompli­ cerede ritualer fundet sted. En af gravene var en kiste af sammenstillede planker, og i denne lå fire døde, to med hovederne mod øst og to mod vest.

Det nye i de gravskikke, der dukkede op i det 4. årtusinde f.Kr., var at byggeriet af de store gravhøje tilsyneladende var en nøje iscenesat ceremoni, som fordrede mange menneskers deltagelse. Præstationen skulle tjene de levende til lige så megen ære som de døde. Men arbejdet var så stort, at det kun kan have været nogle få udvalgte, der har fået sat sådanne varige monumenter over sig. Enkelte mennesker eller grupper må have skilt sig ud fra de andre ved at have haft en særlig position. De ydelser, der blev leveret i form af arbejde ved højbyggeriet, krævede sikkert modydelser, f.eks. i form af afholdelse af store fester i forbindelse med gravlæggelsen. Man begynder kort sagt at skimte et samfund, hvor forskelle i rang i forhold til et slægtskabssystem adskilte menneskene. Forfædrekulten, som var så vigtig for bondestenalderens sam­ fund, var langsomt ved at tage sin form.

Bygd ved bygd i skoven Bosættelsen Der skulle gå henved et halvt årtusinde, inden landbruget for alvor slog igennem i Danmark. Det var et skovdækket land, de første bønder levede i. Men i århundredernes løb tog ryd­ ningerne til i omfang. Henved 3500 f.Kr. var bondestenal­ derens mennesker begyndt at sætte deres præg på det danske landskab. Omkring dette tidspunkt prægedes bondekulturen af en iøjnefaldende aktivitet. I løbet af de følgende knap 500 år opføres hen ved 20.000 store stenbyggede gravanlæg, megalitgrave, i Danmark. Dette imponerende byggeri finder sted inden for kun ca. 15 generationers levetid. I samme periode sker også et andet omfattende byggeri, nemlig af store samlingspladser, dvs. anlæg, der ligger på næs eller banker omgivet af vådområder og afgrænsede af vold­ grave og palisader. Byggeriet af samlingsanlæggene må lige­ som byggeriet af de store stengrave have krævet betydelige mængder af arbejdskraft. Men bondesamfundenes rigdom viser sig også på anden vis. De må have rådet over et overskud, der gjorde det muligt at investere store rigdomme i offerhandlingerne. Flintøkser i stort tal, mængder af rav og mange andre kostbarheder blev nedlagt som offergaver på øde steder. Endelig ser man også, at bondesamfundene i disse århun­ dreder udvikler en keramisk kunnen, der næppe overgås se­ nere i oldtiden. Blomstringen af pottemagerhåndværket hæn­ ger sammen med lerkarrenes funktion i de ofringer, som var så betydningsfulde i forfædrekulten. Forklaringen på denne umådeholdne demonstration af magt og af evnen til at organisere store byggearbejder skal nok søges i en stadig øget kamp om,adgangen til ressourcerne. Meget tyder på, at de hastigt ekspanderende bondesamfund har befundet sig i en vedvarende konkurrence om adgangen til de bedste territorier. Det har kunnet give anledning til grænse­ stridigheder og fejder imellem samfundene. Konkurrencen har tilsyneladende givet sig udtryk i symbolske markeringer af territorialrettigheder, noget som sikkert blot var en del af et større system af vedtagne regler, ritualer osv., der netop skulle regulere adgangen til græsningsområder, dyrkningsområder, fangstområder osv.

124

Bygd ved bygd i skoven

Udbredelsen af de store stenbyggede grave i Dan­ mark. Gravene er optalt for hvert sogn og farven an­ giver hyppigheden. Den mørkeste farve viser sogne med mere end 20 stengrave. Kortet kan give et indtryk af, hvilke områder af lan­ det, der var tættest be­ bygget i bondestenalderen.

Det er i de seneste år blevet stadig mere almindeligt at se de store stenbyggede gravanlæg som markeringer af bondesam­ fundenes territorier. Undersøgelser har vist, at gravene ligger de samme steder som bopladserne og altså ikke blev lagt i udmarker eller ved det bebyggede områdes grænser. Er op­ fattelsen af gravene som territoriale markeringer korrekt, så har man hermed en enestående kilde til viden om det mønster, hvorefter den tidlige bondebefolkning fordelte sig ud over landet. Af kortet over de store stengraves udbredelse fremgår det, at det var ganske betydelige områder af Danmark, der blev bebygget og opdyrket i løbet af det 4. årtusinde f.Kr. At døm­ me efter dette kort var det Østdanmark, der rummede den største befolkningsmængde. Man boede ved de dybt indskårne kyster og fjorde, hvor naturrigdommene var størst. Også det indre af øerne havde en stor befolkning, navnlig langs søer og åer blev der anlagt rydninger, f.eks. ved det store indlands-

Bosættelsen

125

Kort over stenalderbebyg­ gelsen i Østjylland mellem Århus og Horsens Fjord. De store samlingspladser ligger med regelmæssige mellem­ rum som centrum for be­ byggelsen. Omkring dem finder man stenalderbefolk­ ningens bopladser og grave.

bassin, som i dag er den vestsjællandske Åmose. I Sydsjæl­ land, på Møn og Lolland-Falster var det navnlig kystområ­ derne, der var beboede. Her må også de naturlige rigdomme på flint have spillet ind. Ser man nærmere på et enkelt af de bebyggelsesområder, som kortet side 125 viser, kan man f.eks. vælge en del af det højtliggende østjyske bakkeland, landskabet mellem Århus og Horsens. Her har man undersøgt et område på henved 1600 m2 særlig grundigt. Selv om man langtfra kender alle de grave og bosættelser, der eksisterede her i bondestenalderens første

126

Bygd ved bygd i skoven

Langdysse ved Halskov Vænge på Falster. Anlægget er nyrestaureret og fremtræ­ der i dag som et imponeren­ de eksempel på de store stengrave, der i tusindvis opførtes i bondestenal­ derens første halvdel.

halvdel, så kan man dog i grove træk danne sig et indtryk af den måde, hvorpå befolkningen udnyttede landet. I det område, kortet viser, ligger hovedparten af de ca. 200 grave i nærheden af vand, mens det indre af landet over store strækninger var ubeboet. Gravene ligger dog sjældent direkte ved kysten, men ofte på terrasser i landskabet, hvorfra der var udsyn til havet eller til de store vandløb. I gennemsnit er afstanden til vand omkring halvanden kilometer. Ser man dernæst på udbredelsen af de egentlige bopladser fra bondestenalderens første årtusinde, så tegner der sig nogle koncentrationer af bosættelsen, „bygder" kan man måske kal­ de dem. Af bopladserne kender man tre slags. Dels bopladser, der må have været beboet året rundt, og hvorfra dyrkningen af jorden er foregået. Dels fangstpladser, som bondebefolknin­ gen udnyttede på bestemte tider af året. Dels store samlings­ pladser, som ligger med regelmæssige mellemrum over hele det beboede område. Samlet tegner udbredelsen af gravene, bopladserne og sam­ lingspladserne og i øvrigt også offerfundene et billede af nogle bygder, der viser, hvordan befolkninger koncentrerede sig inden for bestemte områder i terrænet. Bosættelserne lå til­ syneladende på steder, hvor det omgivende landskab var mest varieret og derfor lod sig udnytte på flest mulige måder. Et typisk bosættelsesterritorium var et område, hvor der på sam­ me tid var gode muligheder for agerbrug, husdyrhold, jagt, havfiskeri og indsamling af føde. Et indtryk af en sådan stenalderbygd, placeret i et terræn,

der netop rummede en stor biologisk variation, kan man få på Sydvestfyn, i egnen omkring Helnæs Bugt, se kortet på mod­ stående side. I det 4. årtusinde f.Kr. stod havspejlet her væ­ sentlig lavere end nu. Men det vides ikke med sikkerhed, hvor kystlinien lå ude i det, der nu er hav. Også landskabet var anderledes end i dag. Mange af områdets eng- og mosearealer er i dag drænet, men i overfladerelieffet har landskabet dog lignet det, man kender i nutiden. Og de store stengrave fra bondestenalderen ligger der stadig. Ved udgravninger og re­ kognosceringer har man desuden fundet frem til mange af stenalderens bopladser. Sammen med gravene tegner de et mønster af bebyggelsen for mere end 5000 år siden. De mange grave ligger i grupper langs kysten med enkelte, mere spredte forekomster imellem. I de tomme områder har selv intensive rekognosceringer ikke kunnet afsløre grave. De synes altså i bondestenalderen at have været brugt på en anden måde end områderne med mange bosættelsesspor. De kan have været udmarker eller skove benyttet til græsning eller jagt, eller de har slet og ret ligget hen som uudnyttet urskov. Placeringen af gravene inden for det sydvestfynske område er blevet opfattet som en nøgle til lokaliseringen af bondesten­ alderens bygder. Som udgangspunkt har man valgt at sætte de vandløb og moser, der løber vinkelret på kysten, i relation til gravfundene, idet man har antaget, at vådområderne kan have været grænser mellem de enkelte territorier. Det billede, der fremstår, passer da også meget vel til gravenes udbredelse. Forsøget på at bestemme bygdernes størrelse har ført frem til afgrænsningen af små bebyggelsesenheder mellem fire og seks km2. Inden for disse territorier, der altså markeres af de stenbyggede grave, kan man antage, at der har eksisteret et system af permanente bopladser omgivet af små marker og med græsgange på engene og i skovene. Til bopladserne har desuden hørt et netværk af fangstpladser, hvortil man på bestemte årstider, f.eks. om foråret og sommeren, inden den nye høst var hjemme, sendte en del af befolkningen ud for at skaffe ekstra føde: fisk, skaldyr og kød. De mange bebyggelsesenheder synes også indbyrdes at ha­ ve været forbundet ved et stort fællesanlæg, en samlingsplads. Den har ligget ved den nuværende landsby Sarup på et sandet næs, omgivet af to vandløb, der løber sammen ved pladsens sydlige spids. Den har næppe været en boplads i egentlig forstand, ej heller en befæstning. Snarere har den været et rituelt center, der forenede bebyggelsesenhederne omkring Helnæs Bugt.

128

Bygd, ved bygd i skoven

Kort over stenalderbebyg­ gelsen omkring Helnæs Bugt. Placeringen af grave­ ne og bopladserne kan give en formodning om, hvor grænserne mellem de enkel­ te bygder gik.

Anlægget ligger ved et af de største vandløb på Sydvestfyn, Hårby Å, som snarere end at samle har adskilt den fortidige bebyggelse, der lå henholdsvis øst og vest for åen. Det er dels denne topografiske placering, dels selve pladsens udform­ ning, der har ført til tanken om, at den har været et fælles samlingsanlæg for de omkringliggende bygder. For pladsens funktion skal der senere blive gjort rede. Her skal den blot udpeges som det overregionale samlingsanlæg for stenalder­ bebyggelsen i det sydvestfynske område. Som vist i eksemplerne fra Østjylland og Sydvestfyn rum­ mede bondestenalderens bygder tre slags bosættelser: helårs­ bosættelser, fangstpladser og samlingspladser. Først helårs­ pladserne, som lå på forholdsvis højt men fladt terræn, trukket

Bosættelsen

129

En af de hidtil ældste hus­ konstruktioner fra bonde­ stenalderen, udgravet ved Limensgård på Bornholm. Huset har haft en enkelt række dybt nedgravede tagbærende stolper ned gennem midten og til begge sider sæt af mindre støt­ testolper, ca. en m fra væg­ gene. Omkring nordenden var bevaret dele af en smal grøft, hvori vægstolperne havde stået. Dateringen er begyndelsen af det 3. årtu­ sinde f.Kr.

130

Bygd ved bygd i skoven

tilbage fra kysten. Når disse pladser i dag udgraves, finder man sjældent andet end et mørkt „kulturlag", dvs. jord fuld af brændt ler, potteskår, flintredskaber og -affald. Ildsteder fin­ des også ofte, men det er endnu meget sjældent, at man har kunnet påvise spor efter regulære huse. Det synes dog, som om spørgsmålet om bondestenalderens huse omsider er ved at finde sit svar. På Bornholm har man ved Grødby og Limensgård kunnet udgrave stolpebyggede langhuse fra netop denne tid. Det er solide, rektangulære konstruktioner, hvis indre har været opdelt af tre rækker stol­ per, hvoraf den midterste og sværeste tydeligvis har båret størsteparten af tagets vægt. Husene har været op til 18 m lange og 7 m brede og har haft stolpesatte ydervægge. De samme store og velkonstruerede huse er også begyndt at dukke op ved udgravninger i Jylland. Og selv om fundene endnu er få, kan man konstatere, at vi her står ved det hidtil ældste led i en byggetradition, som skulle leve videre årtusin­ der derefter. Fra stenalderbøndernes endnu kun sporadisk kendte langhuse i den sidste halvdel af det 4. årtusinde f.Kr. synes der at gå en lige linie frem til de gårdsanlæg, der opføres i slutningen af det 3. årtusinde f.Kr., i stenalderens slutning. Herfra går traditionen videre ind i de følgende årtusinder. Om gårdsanlæggenes udseende på de tidlige bondesam­ funds helårspladser er vi endnu meget sparsomt underrettet. Dog kan man formode, at det kun har været ganske få hus­ hold, der har ligget samlet på bopladserne. Det skabte en spredt bosættelsesform, og bl.a. heraf må behovet for sam­ lingspladserne være opstået.

Fra helårspladserne drog man lejlighedsvis ud til fangst­ pladserne, som næsten altid lå ved søbredder eller direkte ved havet, gerne beskyttet af lave klinter. Det kunne være sæl­ fangst, man kom for. Eller det kunne være netfiskeri, hvorfor pladsen oftest blev lagt ved smalle passager i fjorden. Den slags fangstpladser havde landets befolkning benyttet i årtu­ sinder, både i jægerstenalderen ogiden tidligste fase af bonde­ stenalderen. Nu fortsatte man hermed, også selv om landbru­ get var blevet det dominerende erhverv. Vender vi tilbage til helårspladserne, kan man tydeligt se, hvordan de igennem bondestenalderens første tusinde år vok­ ser i omfang og derved afspejler det voksende befolkningstal. I begyndelsen er de ganske små, efterhånden dækker de et areal på op til 4000 m2 - i begyndelsen af det 3. årtusinde f.Kr. er arealet undertiden over 100.000 m2. Stadig flere mennesker levede altså sammen på bopladserne, og resterne efter daglig­ dagens gøremål viser nu også, at bosættelserne er af længere varighed. Og atter andet tyder på, at man nu bruger fangst­ pladserne i mindre omfang. Teorien om, at den spredte bosættelse må have skabt et behov for fælles samlingspunkter i bygden, finder sin be­ grundelse i de samlingspladser, der i stigende antal bliver påvist i disse år. Som vi vil få at se, synes de, i hvert fald i bestemte perioder, at have knyttet et antal bosættelser med dertil hørende gravanlæg sammen til et større hele.

Driftsformen Efter at have set det første landbrug i Danmark i en art fugle­ perspektiv, skal vi vende blikket mod detaljen og se på det arbejde, som foregik på bopladserne i de små lysninger, der i århundredernes løb var blevet skabt i skoven. Med de små rydninger var man begyndt udnyttelsen af en særdeles god muldjord. I den tætte urskov, som især bestod af løvtræer, var de naturlige muligheder for mulddannelse me­ get gode. Skoven havde nemlig i årtusindernes løb nået en art ligevægtstilstand, hvor den skovmuld, der mineraliseredes år for år, svarede til den mængde, der blev dannet af skovens egne døde organiske stoffer. Størst var naturligvis dannelsen af skovmuld på den næringsrige jordbund. Nu er det en velkendt sag, at en sådan ligevægtstilstand ikke varer evigt. Naturen er i stadig forvandling, og havde menne­ sket ikke grebet ind, ville der alligevel i tidens løb være sket en langsom ændring af jordbundens beskaffenhed gennem mor­ dannelse og udfældning af mineraler i undergrunden. Men Driftsformen

131

med menneskets indgreb i skoven forstyrredes naturens ba­ lance afgørende og jordbundsforringelsen tog for alvor fart. I et moderne landbrug søger man at modvirke denne for­ ringelse gennem en fornuftig jordbehandling. Men disse mu­ ligheder rådede bondestenalderens mennesker ikke over. Ved at ødelægge store skovarealer gennem kvæggræsning og svedjebrug øgedes udvaskningen af jordens næringsstoffer. Sårbare var også de steder i landet, hvor terrænet var kuperet. Her medførte ødelæggelsen af den naturlige vegetation ero­ sion og jordfygning, når mulden ikke længere blev holdt fast af planternes rødder. Med det arealkrævende landbrug man praktiserede, må den muld, der var til stede før landbrugets opkomst, være blevet ødelagt ret hurtigt. Allerede i løbet af det 4. årtusinde f.Kr. har man utvivlsomt forstyrret det økologiske system stærkt og derved indledt dannelsen af en overdrevslignende bevoks­ ning, hvor den naturlige jordbundsforringelse fik øget fart. Det er derfor ikke overraskende, at man allerede i det 4. årtu­ sinde f.Kr. ser vidnesbyrd om, at ploven har været i brug. Under mange gravhøje fra bondestenalderens første tid er der fundet spor af pløjning. De må altså stamme fra tiden, før gravhøjen blev bygget, og det synes sikkert, at omkring 3500 f.Kr. var ploven brugt af landets bondebefolkning. Om den har været kendt endnu tidligere, dvs. helt fra den tid, hvor de første rydninger blev foretaget i skoven, er endnu uvist, men det er ikke ret sandsynligt. De ældste spor efter brugen af ploven dukker nemlig op påfaldende samtidigt over store dele af det europæiske kontinent. I Orientens landbrug, dvs. i det nordlige Mesopotamien, har ploven været kendt i hvert fald fra det 5. årtusinde f.Kr. Omkring 3500 f.Kr. er dette nye redskab udbredt blandt bondesamfundene i Central- og Nord­ europa - og altså også i Danmark. Hvad man brugte før den tid til markernes bearbejdelse, er endnu uvist. Gravestokken er en mulighed, men sikre beviser for dens anvendelse har man ikke. Der er god grund til at tro, at netop indførelsen af plovbruget var bondesamfundenes svar på nogle udfordringer, som ud­ sprang af forstyrrelsen af den økologiske balance. I de ryd­ ningsområder, som bønderne snart fik etableret, ødelagdes hurtigt jordbundens opsparede næringskapital. Den mere in­ tensive, men også mere arbejdskrævende bearbejdning af jor­ den blev nødvendig, og hermed skabtes forudsætningerne for indførelsen af ploven. Hvordan denne plov så ud, ved vi ikke med sikkerhed. Det ældst bevarede eksemplar fra Danmark er fra bronzealderens 132

Bygd ved bygd i skoven

begyndelse, omkring 1800 f.Kr., se side 232. Det var en krog­ ard, fremstillet af en simpel grentveje. Med netop en sådan plovtype kunne man skabe de furer, som er bevaret under bondestenalderens gravhøje. De første plove har kunnet løsne det tætte rodnet, der lå tilbage i overjorden efter afbrændingen af skoven, og de har derved kunnet forberede jorden til såning på de små mark­ stykker, som hørte til bosættelserne. Trods en ikke særlig dybtgående behandling af jorden fik ardpløjningen alligevel en vidtrækkende betydning for land­ bruget. Ødelæggelsen af vegetationen blev afgørende for landskabets videre udvikling. Åbningerne i skovene blev ef­ terhånden af mere permanent karakter, og derved skabte man forudsætningerne for den udvidelse af kvægholdet, som vi kan følge igennem de kommende årtusinder. Korndyrkningen derimod forblev stadig af begrænset om­ fang. Markstykkerne har næppe været ret store - og ej heller særlig permanente. Det sidste fremgår ikke blot af pollendia­ grammerne, men også af de få rester, vi har af bondestenal­ derens afgrøder. De er nemlig forholdsvis frie for ukrudt, hvad de ikke ville være, dersom der var tale om marksystemer under vedvarende dyrkning.

Spor efter ardpløjning, fundet ved udgravning af en langdyssehøj ved Snave nær Dreslette på Sydvest­ fyn. Den 45 m lange jordhøj havde beskyttet ardfurerne mod udslettelse. Plovspore­ ne tegnede sig svagt som mørkfarvede striber i den lysere undergrund. Af­ standen mellem furerne var normalt ca. 20 cm. Der var spor efter to pløjninger oven i hinanden.

Driftsformen

133

Kornsorterne var hvede og byg. Hveden kendtes dels som almindelig hvede og dværghvede, dels som emmer og enkorn. Byggen var den såkaldte nøgne byg. Den var sammen med dværghvede den letteste at tærske, mens kernerne af emmer og enkorn var sværere at løsne fra avnerne. Husdyrholdet var den anden og måske vigtigste bestanddel af bondestenalderens landbrug. Allerede fra den tidligste be­ gyndelse har man kendt til såvel okse som får, ged og svin. Der har dog været stor forskel på udbyttet af de enkelte arter. Ligeledes har sammensætningen af husdyrflokkene været be­ stemt af bosættelsernes naturomgivelser. Svineholdet har givetvis været af stor betydning. Det hang sammen med, at skoven endnu stod tæt omkring bopladsen og at svineflokkene i øvrigt krævede ringe pasning. Sten­ alderens tamsvin mindede meget om vildsvin. De var kortere end de svin, vi kender i dag, havde et stort hoved og sandsyn­ ligvis også lange børster som vildsvin. Efter ca. to år var de i passende siagtestand, og det var normalt efter den alder, at de måtte lade livet. Også fårene og gederne har kunnet klare sig uden megen pasning. Nogle steder, hvor græsningsmulighederne omkring bopladsen var særlig gode, har fåreholdet været ret betydeligt. Men man skal næppe forestille sig, at det var for uldens skyld. De bevarede knogler fra bopladserne viser, at man slagtede fårene allerede i løbet af deres anden vinter, dvs. før de nåede at bære uld for anden gang. Ja, mange blev slagtet endnu tidligere. Udnyttelsen af uld fra fårene ligesom i øvrigt mælk fra kvæget sker først senere i husdyrholdets historie. Endelig var der okserne. Det kvæg, som de første bønder opdrættede, hørte til det største, vi kender fra oldtiden. I de efterfølgende årtusinder blev dyrene gradvis mindre. Men i bondestenalderen var der endnu tale om stort kvæg: i kødvægt svarede en ko til syv får eller fire-fem svin. Efterhånden som egnede græsningsarealer blev tilvejebragt, blev det da også okserne, som kom til at levere henved tre fjerdedele af kød­ forsyningen. Desuden gav de huder og trækkraft, og allerede omkring midten af bondestenalderen kan vi tydeligt se, hvor­ ledes disse store horndyr bliver det vigtigste element i husdyr­ holdet. Indførelsen af landbruget betød, at der var opstået en helt ny ernæringssituation for befolkningen. Kostvanerne ændredes efterhånden, og det kan direkte måles ved naturvidenskabeli­ ge undersøgelser af stenalderens skeletter. Gennem målinger af isotopet kulstof-13 i menneskeknogler kan man, som allere­ de nævnt, påvise, at hovednæringen i jægerstenalderens se134

Bygd ved bygd i skoven

Til billedet af sundhedstil­ standen i bondestenalderen hører også de talrige spor efter udøvelsen af læge­ kunst. Det her viste kra­ nium, der er fundet i en stenbygget grav ved Næs på Falster, viser en trepana­ tion foretaget på issen af en 30-40-årig mand. Operatio­ nen lykkedes, som det ses af de helede sårrande, og manden må have levet længe efter indgrebet. Også spor efter tandbehandling kendes fra bondestenal­ derens kranier. Mange af disse lægelige indgreb må være foretaget for at lindre kraftige smerter.

nere del stammede fra vandet. Det forekommer naturligt i betragtning af bopladsernes placering i nærheden af havet. I bondestenalderen derimod skifter billedet - og tilsynela­ dende ret brat. Hovednæringen synes nu at have været føde fra landjorden. Og heri må føde fra de dyrkede marker og fra tamdyrene have spillet en væsentlig rolle. Paradoksalt nok var den nye fødevaresituation, hvor mad kunne fremskaffes i hidtil uanede mængder, en fordel der indebar alvorlige farer. Hungersnød i klassisk forstand synes at være et barn af land­ bruget, for misvækst kunne nu true samfundet på en helt anden måde end tidligere. Hertil kom, at en stigende afhæn­ gighed af planteføde kunne medføre et overforbrug af kul­ hydrater, først og fremmest stivelse, som igen kunne afsted­ komme et underskud i ernæringen på protein og fedt. Lige­ ledes er vitaminmangel noget, man nu for alvor må regne med. Mangelsygdomme som engelsk syge er således konsta­ teret på skeletter fra det tidlige landbrugs tid. Et teknologisk fremskridt var landbruget nok, men mennesket havde nu for stedse grebet ind i den naturlige økologiske balance. En fare­ fuld færd frem mod nutiden var begyndt.

Driftsformen

135

Flint og flinthuggere Den nye livsform, som landbruget medførte, havde stillet landets befolkning over for en mængde nye opgaver. En af dem var at skaffe råmateriale til de tunge redskaber, det dagli­ ge arbejde i landsbyen, på markerne og i skoven fordrede. Først og fremmest havde man brug for økser til svært tømmer­ arbejde. Her var man fordelagtigt stillet, for flint er et råmateri­ ale, som forekommer rigeligt i Danmark. Flint findes i kridttidens aflejringer, dvs. den skrivekridt og limsten, som udgør så solid en del af landets undergrund. I de nordlige og østlige dele er disse kridtforekomster blottede - og her, samt andre steder, hvor flinten var let tilgængelig, foregik der en storstilet råstofudvinding gennem det 4. og 3. årtusinde f.Kr. Af udseende er flinten fra skrivekridtet næsten sort. Dog er den næsten gennemskinnelig, når man holder den op mod lyset. Den er hårdere end glas og derfor velegnet til både at skære og at hugge. Der kendes mange flintforekomster i Danmarks under­ grund. De er dog langtfra alle kortlagt af geologerne. Det gælder f.eks. de rige forekomster på Lolland og Falster. Nøj­ agtige bestemmelser af oprindelsesstedet for bondestenalde­ rens flintredskaber kan derfor endnu kun gives i grove træk, og dette påvirker hele diskussionen om, hvor de vigtigste produktionscentre lå. Hertil kommer, at råstofudvindingen ikke blot fandt sted, hvor undergrundskridtet nåede op i dagens lys. Istidens glet­ schere havde slæbt store og små flintknolde med sig, og ved bortsmeltningen efterlod isen store mængder flint næsten overalt i den danske jordbund. I skrænterne ved havet og langs indlandets vandløb var der f.eks. meget flint at samle. Men den bedste kvalitet fik man ved at tage flinten i selve kridtaflejringerne. Man kunne bryde den de steder, hvor krid­ tet og limstenen stod blottet som klinter, f.eks. på Lolland og Falster og på Djurslands østkyst. Og endelig kunne man ud­ vinde den ved regulær minedrift. Det skete f.eks. i Thy, hvor man i det 4. og 3. årtusinde f.Kr. gravede store mineanlæg ned i skrivekridtet. I disse nordjyske kridtforekomster lå flinten i vandrette lag på ca. 20 cm tykkelse. Man gravede ned til dem i lodrette skakter, indtil 7 m dybe. Fra skakterne fulgte man flintlagene ud i vandrette gange, stoller, som snævrede ind, så man yderst ude i minegangene måtte hugge flinten liggende. Fra stollen udgik små sidegange, som undertiden stod i

136

Bygd, ved bygd i skoven

Flintlagene i de skrå og lodrette kridtflader på Møns Klint. Lagene ligger ikke som da de i kridttiden blev aflejret på havets bund. De er brudt op af indlandsisen, som i istiden gled frem over det danske landskab. I de hvide klinter aftegner flint­ lagene de voldsomme for­ styrrelser, som gletscherne omkring Møn forårsagede.

forbindelse med tilsvarende gange fra andre skaktsystemer. Lofterne i sidegangene stod som spidse buer. Det var naturlig­ vis af sikkerhedsgrunde, da kridtet i denne dybde var fuld af revner og let kunne styrte sammen. Flintminedriften i undergrundskridtet krævede en kolossal arbejdsindsats. De dybe skakter tog måneder at grave, og man kan stille sig det spørgsmål, om udbyttet virkelig svarede til arbejdet. Ganske vist kender man ikke nøjagtig det udbytte, de nordjyske miner gav. Men et eksperiment udført i Norfolk i Østengland, hvor tilsvarende flintminer fandtes, er tankevæk­ kende. Her lavede man for få år siden en efterligning af en af de store stenalderminer ved Grimes Graves. Selve gravningen af skakten tog seks-syv mand henved seks måneder. Omkring 1000 t sand og kridt blev fjernet - og resultatet var kun otte t råflint. Af disse otte t er sandsynligvis kun 20-30% blevet anvendt til de færdige redskaber. Nu har udbyttet i de nordjyske miner utvivlsomt været højt, og det var flint af absolut bedste kvalitet, man fik frem. Men alligevel må den store arbejdsindsats undre. For i Thy lå kyst­ linien med dens mængder af naturlige flintforekomster ikke langt borte. Man skal nok tage hele dette forhold som udtryk for, hvor stort bondesamfundets behov var for råflint af aller­ bedste kvalitet. Et andet spørgsmål, man kan stille sig, er, hvor vidt frem-

Flintmine udgravet ved Hov i Nordjylland. Mange steder kan man i disse mineanlæg se mærker fra stenalderfol­ kenes hakker. Her og der kan man også iagttage fordybninger i skaktens sider. De stammer fra plat­ forme, som den nybrudte flint blev hejset op på.

skreden den håndværksmæssige specialisering bag flintmine­ driften var? Her kan man nok til en vis grad tale om småsamfund, hvis kendskab til råstofudvindingen var meget stort. Men højt specialiserede håndværkere, dvs. enkeltpersoner, som sad inde med et monopol på viden, har der næppe været tale om. Enhver inden for gruppen har sandsynligvis kunnet tage del i produktionen. Vi skal altså næppe betragte bonde­ stenalderens flinthåndværkere på samme måde som de speci­ alisthåndværkere, der århundreder senere dukker op inden for f.eks. metalhåndværket. Undersøgelserne af de jyske flintminer har vist, at den første tilhugning af råflinten fandt sted ved selve mineområdet. Her­ ved formindskedes vægten til noget nær det halve, hvilket lettede den senere transport. Samtidig fik man så også lejlig­ hed til at efterprøve flintens kvalitet. Den første tilhugning skete ved, at man med slag af sten i 138

Bygd ved bygd i skoven

forskellige størrelser fremstillede en flintbarre, dvs. et råemne, som havde den rette rektangulære form og det korrekte tvær­ snit. Barrens form skulle altså ligge så nær den færdige økse som muligt. Råemnerne blev derefter bragt videre til flinthuggerværkstederne, hvor de næste skridt til tilvirkningen fandt sted. Disse forskellige stadier i tilhugningen er ret velkendte både fra de arkæologiske fund og fra nutidige eksperimenter med flinthugningsteknik. Først fik råemnet endnu en tilhugning, der var mere præcis end den første. Nu huggede man med indirekte slag, dvs. med en hammer på et hjortetakredskab, for at opnå den ønskede præcision. Under denne tilhugning lå den flintblok, der skulle blive til en økse, på flinthuggerens lår eller blev holdt fast mellem disse. Flintafslagene var nu mindre og tyndere. Bredsiderne af råemnet blev tilhugget fra to sider, så afslagene mødtes på midten af siderne. Så fulgte den endelige formgivning af øksen. Æggen blev hugget færdig, og hvor de fire langsider af øksen mødtes, pressede man små afslag af og dannede derved en art siksaksømme. Denne tilhugning af kanterne gav øksen dens karak­ teristiske buede tværsnit. Hele dette arbejde, som altså førte frem til den færdige, men uslebne økse, tog ikke mere end et par timer for en øvet flinthugger. I gennemsnit foretog flinthuggeren mellem 1000 og 2000 større og mindre afslag. Så fulgte endelig øksens slibning. Var det en såkaldt tyknakket økse, foregik den på begge bredsiderne og fjernede alle tidligere spor af tilhugning. Smalsiderne forblev normalt urør­ te. Huggepladser eller værksteder, hvor råemnerne blev videreforarbejdet, kunne i mange tilfælde ligge tæt ved råstof-

Ved tilhugningen af de tyndnakkede økser holdt flinthuggeren flintblokken som vist på tegningen.

Flint og flinthuggere

139

lejet. Faktisk kender man fund af sådanne værksteder. Et af dem er udgravet ved Hastrup Vænget lidt syd for Køge. I dette østsjællandske område havde flintproduktionen et omfang, som svarer til, hvad man på samme tid kunne finde i en række europæiske lande: i Frankrig, Belgien, Holland, England, Tyskland og Polen. Hastrup Vænget var en flinthuggers værksted. Det var i brug omkring 3200 f.Kr., og var naturligvis blot et blandt talløse andre i dette produktionsområde, hvorfra flint spredtes ud over store dele af Danmark. Den omhyggelige analyse af flinthuggerpladsen, som blev foretaget efter udgravningen, sandsynliggjorde, at kun en enkelt flinthugger havde arbejdet på stedet. Udgangspunktet for produktionen var tilsyneladende råemner med en vægt på omkring 4-6 kg, og i den korte tid, værkstedet fungerede, må mellem 20 og 30 færdige, men uslebne økser være blevet fremstillet her, at dømme efter mængden af flintafslag. Samlet har dette antal økser repræsenteret mellem 40 og 60 timers sammenhængende arbejde, altså en flittig mands arbejdsuge. I alt har flinthuggeren forbrugt mere end 150 kg udsøgt råflint. Flintminerne, huggepladserne og fundene af de færdige redskaber giver samlet et billede af den rationelle måde, hvor­ på man tilrettelagde råstofudvindingen og produktionen af redskaber i bondestenalderen. Bag det altsammen aner man en høj grad af organisation og evne til at udnytte de for­ håndenværende muligheder. Disse færdigheder delte landets befolkning med andre tidlige bondesamfund over store dele af det europæiske kontinent.

Efterspurgte råvarer og varecirkulation Den omfattende flintmineindustri, som opstod i det nord- og østdanske område i løbet af det 4. og 3. årtusinde f.Kr., var fremkaldt af befolkningens behov for effektive arbejdsred­ skaber. Fra produktionscentrene spredtes bl.a. de tunge skov­ økser ud over store dele af landet. Bondestenalderens boplad­ ser var altså langtfra selvforsynende. Ganske vist ser man dem ofte fremstillet sådan i modsætning til bronzealderens sam­ fund, der var afhængige af tilførsler af fremmed metal. Men allerede i begyndelsen af bondestenalderen finder man så omfattende en udveksling af råvarer og færdigprodukter, at man snarere må slutte, at en vedvarende cirkulation af varer og mennesker var en forudsætning for, at samfundet over­ hovedet kunne fungere. Når forskningen har kunnet påvise produktionsområder i

140

Bygd ved bygd i skoven

Nordjylland, på Djursland, Stevns, Møn, Lolland og Falster og sandsynligvis også på Sydfyn med en betydelig masseproduk­ tion af flintredskaber, så skyldes det ikke alene kendskabet til flintens naturlige forekomster og huggepladserne. Også mangfoldige fund af flintøkser, ofte nedlagt mange sammen som ofre i landets moser, kan bidrage til lokaliseringen af centrene. Disse offerfund er en del af overskudsproduktionen i de flintrige egne. Man nedlagde fortrinsvis ting, man havde rigeligt af, f.eks. råemner til økser. Men man kunne også nedlægge kæmpemæssige økser helt uden brugsværdi, red­ skaber som tilsyneladende hovedsageligt havde en symbolsk betydning. Nogle af offerfundene rummer udelukkende sådanne flint­ planker. I alt kender man 26 af den slags fund. Det største af dem indeholdt 28 stykker med en samlet vægt på 28 kg. Disse depoter ligger logisk nok i områder, hvor naturlig flint var let tilgængelig i undergrunden. Uden for de store produktions­ områder var det derimod især skrotdepoter, der blev nedlagt, dvs. gamle, slidte stykker, der var sekundært tilhugget. Jo længere væk man kommer fra de flintrige egne, jo ringere vægt har flintdepoterne - og i de fjerneste egne har man nøjedes med nedlæggelser af flintafslag. De store depoter kan således bidrage til at stedfæste de vigtigste produktionscentre. Samtidig viser deres geografiske fordeling også, at de sandsynligvis var rituelle nedlæggelser. Havde de været handelsmænds depoter, beregnet for senere afhentning, ville deres fordeling have været helt anderledes. Den vidtrækkende spredning af de eftertragtede råvarer inden for det sydskandinaviske område var imidlertid ikke et enestående fænomen. Vender man blikket mod syd, ser man, at der over hele det nordeuropæiske kontinent foregik en livlig råstofudveksling i det 4. og 3. årtusinde f.Kr. Det skete bl.a. med det formål at fremskaffe egnede råmaterialer til redskabs­ fremstillingen. De danske produktionsområder var blot de nordligste udløbere af et stort europæisk kompleks af flint­ miner. Overalt i disse miner anvendte man de samme tekniske metoder ved råstofindvindingen, og næsten overalt satsede man på de samme produkter, især økser. Går man over Østersøen til Rugen, finder man her et center af samme karakter som de danske. Fra Rugen spredtes såvel råflint som færdige produkter langt sydpå, bl.a. ind i de polske områder. Også i Polen, i Lysa Gora bjergene, ved Swieciechow og Krzemionki, ca. 400 km fra Østersøkysten kender man mine­ områder. Her udvandt man nogle karakteristiske flintsorter,

Efterspurgte råvarer og varecirkulation

141

Fund af offernedlæggelser med flintplanker fra bonde­ stenalderens første halvdel. Med en mørk tone er an­ givet, hvor i Danmark undergrundsflinten når op i dagens lys.

Kostbare flintøkser som disse 15 fra Hagelbjerggård nær Ringsted var af stor betydning i den vareud­ veksling, som forbandt bondestenalderens bygder med hinanden. Økserne er fremstillet af sjællandsk flint, den længste økse måler 41 cm, og fundet er det hidtil største af sin art i Danmark.

som betegnes henholdsvis den stribede og den plettede flint. Den polske flintmineindustri havde et kolossalt omfang. På et af udvindingsstederne var antallet af mineskakter op imod 1000. Fra dette mineområde blev flinten, ligesom den danske, spredt ud over et stort areal, med en radius på mere end 500 km fra selve minerne. Et tilsvarende billede kan man se i det nordvestlige Europa, i Holland, Frankrig, Belgien og England. Også her var minedrif­ ten i det 4. og 3. årtusinde f.Kr. betydelig og afsætningsom­ rådet stort. Karakteren af denne spredning af råvarer og færdigpro­ dukter blandt de tidlige bondesamfund i Nordeuropa er end­ nu langtfra afklaret. Det er givet, at man ikke kan kalde den handel i den moderne forstand af ordet. Bl.a. eksisterede en direkte forbindelse mellem udbud og efterspørgsel ikke. Og rejsende handelsmænd, som bragte økserne fra egn til egn, skal man næppe heller forestille sig. Ved at studere vareud­ vekslingen i nutidige lavtekniske samfund har man imidlertid kunnet se, hvordan disse sikrer, at vigtige råmaterialer kan udnyttes og spredes trods den spinkle forbindelse, der hersker imellem samfundene. Det gør de ofte ved bl.a. at lade gen­ stande af mere symbolsk værdi indgå i udvekslingen. Det kan f.eks. være eksotiske materialer, der bruges som smykker, eller som er statussymboler, der markerer bærerens sociale Efterspurgte råvarer og varecirkulation

143

Udbredelseskort over de europæiske flintminer, som var i brug i bondestenal­ derens første årtusinder.

144

Bygd, ved bygd i skoven

position. Efterspørgslen efter sådanne genstande får derved en art svinghjulseffekt på cirkulationen af de mere nyttebeto­ nede materialer, og derved holdes hele vareudvekslingssy­ stemet i gang. Bag alt dette ligger nogle helt andre forestillinger end dem, der hersker i den moderne verden med dens pengeøkonomi. I lavtekniske samfund vil udvekslingen af varer oftest være knyttet til sociale begivenheder af forskellig art: religiøse cere­ monier, udveksling af ægteskabspartnere, indgåelse af allian­ cer f.eks. Der er næppe tvivl om, at det også var sådanne sociale foranstaltninger, der befordrede bondestenalderens handel eller vareudveksling. Hvad angår brugen af sjældne eller symbolske varer som drivkraft for vareudvekslingen, så kan man netop se, at de nordeuropæiske bondekulturer i det 4. og 3. årtusinde f.Kr. tog sådanne midler i brug. Det var bl.a. overdimensionerede flintøkser, det var metal, og det var rav. Altsammen gen­ stande, som for de tidlige bondesamfund i Nordeuropa spille­ de en stor rolle i sociale sammenhænge, som f.eks. havde en ceremoniel betydning, eller som blev brugt til at markere eje­ rens sociale status. De overdimensionerede flintøkser var op til 50 cm lange. De lignede i øvrigt de almindelige arbejdsøkser, men har været helt uden praktisk værdi. Det er ikke urimeligt at antage, at de

ligesom hos nulevende folkeslag i Den Tredje Verden har været anvendt i forbindelse med udveksling af mennesker, ægteskabspartnere f.eks. eller i forbindelse med indgåelse af alliancer mellem forskellige samfund. Metallet, dvs. kobber, har haft den samme betydning. Selv om sten endnu var et af de vigtigste redskabsmaterialer, så kendte bondebefolkningen i Nordeuropa altså til brugen af metal, først og fremmest i form af kobberøkser eller små smyk­ ker. Disse kobbergenstandes oprindelsessted lå i de østlige egne af Mellem- og Sydeuropa. Økserne var oftest brede og flade, undertiden med lidt udsvajede æghjørner. Kobberøkserne fin­ des som regel nedlagt som ofre i fugtige områder, og deres brugsværdi har været meget ringe sammenlignet med de ef­ fektive og tunge arbejdsøkser af flint. Det er først og fremmest dette, der gør, at man må henregne kobberøkserne til de symbolske genstande. Men også øksernes geografiske ud­ bredelse er talende: herhjemme er fundene koncentreret in­ den for bestemte landområder, navnlig Østjylland og Fyn. Man har derfor foreslået, at de egne, der specialiserede sig i brugen af kobbersager, netop var dem, som manglede andre bytteobjekter. I Vestjylland havde man f.eks. rav, i Nord­ jylland og på den sjællandske øgruppe og i Vestskåne havde man flint. Men de egne, som ikke var begunstigede således, synes altså ved togter over Østersøen, måske til Odermundin­ gen at have skaffet sig de eksotiske økser. Herved blev de i stand til at indgå i den vareudveksling, der bl.a. sikrede til­ førslerne af den eftertragtede flint. Ravet var et andet af de materialer, som indgik i bondesam­ fundenes vareudveksling. Også her var der tale om et råma­ teriale uden egentlig brugsværdi. At det var så eftertragtet skyldtes, at man benyttede det til smykker, som bl.a. i gravri­ tualerne markerede de dødes sociale status. Vest- og Nordjylland var naturligvis som i dag, hovedle­ verandøren. Men også andre steder kunne man finde det gyldne rav, som var blevet dannet i de nordeuropæiske fyrre­ skove for mere end 35 millioner år siden. Om den voldsomme udvidelse af vareudvekslingen i det 4. og 3. årtusinde f.Kr. vidner bl.a. overdådige offergaver i lan­ dets moser, først og fremmest i de egne, hvor de største mæng­ der af rav forekom naturligt. Ved Mollerup i Nordjylland har man fundet en sådan offergave af ravperler fra bondestenal­ deren. Tretten tusinde perler var der i alt. Skatten fra Mollerup er ikke den eneste af sin art. Tørvegravninger i jyske moser har igennem de sidste 150 år bragt adskillige af den slags kostbarEfterspurgte råvarer og varecirkulation

145

Rav og kobber, to efter­ tragtede byttematerialer, blev fundet sammen i en offerhenlæggelse ved Årupgård nær Horsens. Rav­ perlerne har siddet i tre­ strengede halskæder, kob­ bersagerne er fingerringe samt spiraler og blikrør, der har været syet på dragten. Lerkarret, som rummede kostbarhederne, viser, at de må være blevet nedgravet i slutningen af det 4. årtusin­ de f.Kr.

heder for dagen. I 1837 fandt man således ved gravning i et engområde ved Læsten mellem Viborg og Randers over 4000 ravperler, de fleste af dem betydelig større end i Mollerupfundet. Alt ravet lå samlet på ét sted og vejede ialt otte kilo. Det er efter vægten den største ravskat, der kendes fra bonde­ stenalderen i Danmark. Et andet sted, ved Nørkær nær Viborg, var knap 2000 styk­ ker rav lagt ned i et lerkar i et fugtigt område, som i oldtiden havde været tæt bevokset med ellekrat. I en mose ved Stagsted i Vendsyssel var ligeledes hensat et lerkar med 2675 hele perler og 100 stumper af perler. Ligeledes i et lerkar fandt man i en mose ved Torslev i Vendsyssel 4250 små perler, ca. 150 store perler og henved 100 gennemborede ravklumper. Et tilsvaren­ de fund blev gjort ved Hvilshøj, også i Vendsyssel, her lå ca. 3600 ravperler sammen i et lerkar. Endelig fandt man ved Lille Ajstrup i Himmerland henved 8000 perler, som tilsammen vejede tre kilo. Flere fund kunne nævnes fra de nordjyske moser. Allesam­ men vidner de om den flittige indsamling af rav, som blev foretaget navnlig ved kysterne ud til det store Vesterhav. Med disse glimt af vareudvekslingen er der åbnet for et indblik i nogle af de økonomiske mekanismer, som bandt bondestenalderens samfund sammen. Rent økonomiske var de imidlertid ikke. De var dybt forankrede i det sociale system, og det er mod dette, vi i det følgende skal rette blikket.

De døde og de levende Forfædrenes grave I nogle egne af landet var der igennem det 4. årtusinde f.Kr. efterhånden blevet skabt store sammenhængende rydninger. Her lå nu tusinder af stenbyggede gravmonumenter, et synligt udtryk for den opdeling af landet, som konkurrencen om den bedste jord havde resulteret i. Henved 20.000 store stengrave må der have været tale om, alle opført inden for et tidsrum af højst 500 år og undertiden bygget af sten på over 20 t. På en ejendommelig måde levede de døde mellem de leven­ de. De var der som evigt nærværende forfædre i bygdens store grave, og her kunne man altid vende sig til dem, når deres bistand blev nødvendig. De store stengrave, megalitgrave kalder man dem, blev ikke blot opført i Danmark. Over store dele af Nord- og Vesteuropa byggede man på omtrent samme tid lignende monumenter. Disse ejendommelige grave har altid fascineret forskningen. De er blevet fortolket på talløse mere eller mindre fantasifulde måder. Men i de seneste årtier er man blevet stadig mere tilbøjelig til at se dem som markeringer af de enkelte samfunds territorier. De bliver nu først og fremmest set som håndgribelige udtryk for, hvordan stammesamfundene i store dele af Europa i det 4. og 3. årtusinde f.Kr. samlede befolkningen i en vældig arbejds­ indsats og gennem udøvelsen af fælles ritualer udtrykte deres tilhørsforhold til stammen og dens territorium. Gravene kan derfor hjælpe os til at belyse både erhvervsformen, bosættel­ sesmønsteret, slægtskabssystemet og selve samfundets styre­ form. Byggeriet af de store stengrave i Danmark satte ind omkring 3500 f.Kr. De første stenbyggede grave var stendysser - i begyndelsen ret små, firkantede, omtrent mandslange grav­ rum af svære granit-vandreblokke med en enkelt stor stenblok som overligger. Over gravkammeret blev hvælvet en jordhøj, rund eller aflang. Heraf betegnelsen runddysse og langdysse. Begge kunne opnå betydelige dimensioner; størst var lang­ dysserne, der undertiden var over hundrede meter lange. Den største kendte langdysse i Danmark ligger ved Fjends nær Viborg. Den er 185 m lang. Et karakteristisk træk var desuden, at man rundt om gravan­ lægget opstillede store stenblokke. Oven over disse rejste jord148

De døde og de levende

Udbredelseskort over de ældste, rektangulære sten­ dysser. Kortet viser de områder af landet, hvor det store dyssebyggeri satte ind omkring 3500 f.Kr.

højen sig så. I runddysserne var der normalt kun ét gravkam­ mer, i langdysserne kunne man derimod anbringe flere. Ved bygningen af stendysserne begrænsede man sig ikke til de enkle, firkantede former. Nogle dyssekamre fik en art ind­ gang fra den ene smalside, hvorved man undgik at skulle fjerne den tunge dæksten for at skaffe sig adgang til kam­ meret. Andre blev meget store - og fik en femkantet form. Man har ofte ment, at udviklingen af dyssebyggeriet gik fra det simple til det mere komplicerede. Men da der endnu ikke findes ret mange sikre dateringer, skal man nok begrænse sig til at antage, at der med tiden opstod en tendens til at udvide dyssekammeret. Og i det mangesidige dyssekammer med gang ser man ofte træk, der peger fremad mod de jættestuer, der omkring 3200 f.Kr. markerede kulminationen af byggeriet af de store stengrave. De vældige gravmonumenter repræsenterede en betydelig konstruktiv erfaring og organisation, men også et stort res­ Forfædrenes grave

149

sourceforbrug. Alt dette var dog i sig selv ikke noget nyt. Dyssebyggeriet fortsatte en tradition, som var grundlagt år­ hundreder tidligere med opførelsen af de store, tømmerbyg­ gede gravanlæg. Men byggematerialet var nyt: sten af anselige dimensioner og tilsvarende vægt. Transporten og rejsningen af stenene og opførelsen af jordhøjen har sandsynligvis krævet noget i retning af 1000 manddage for et middelstort gravanlæg. Tidligere mente man, at de store stengrave blev opført som en slags fællesgrave for hele bygdens befolkning. De skulle være kulminationen af en udvikling, der var begyndt med enkeltmandsbegravelser i simple gravanlæg, og som sluttede med kollektive gravlæggelser i de store stenbyggede grave. Allerede tidligt i bondesamfundet byggede man imidlertid store gravanlæg, som rummede mere end én person. Der kendes f. eks. grave, hvor indtil fem personer er blevet gravlagt samtidig. Men egentlige kollektivgrave, hvor samtlige byg­ dens døde fik deres plads, er der næppe tale om. De store, tidlige gravanlæg må have været opført til brug for enkelte slægter eller personer, hvis position har udmærket dem frem for andre, og meget tyder på, at de store stengrave, som opførtes noget senere, var en direkte fortsættelse af en sådan dødekult. Men hele spørgsmålet er yderst kompliceret, fordi uforstyrrede grave fra dyssernes første brugstid kun er fundet i yderst få tilfælde. Gravkammeret blev nemlig ofte i de efter­ følgende århundreder åbnet og brugt til nye begravelser. På dette tidspunkt kan man nok betegne dysserne som kollektiv­ grave. Men da var hele ideen med at opføre store, monumenta­ le anlæg for længst opgivet. Man kan altså fortsat spørge, hvad var de store stengraves oprindelige funktion? De ældste tømmerbyggede grave var tilsyneladende, med hele det komplicerede ceremoniel, der knyttede sig til dem, beregnet for en enkelt eller nogle få gravlæggelser pr. genera­ tion. Det samme indtryk får man i de meget få tilfælde, hvor man har fundet gravlæggelser, der stammer fra dyssernes første benyttelsesfase. Spørgsmålet er afgørende for, hvordan man skal tolke bon­ destenalderens samfund. Måske de store stengrave blev op­ ført for mennesker, der ved deres fødselsret, personlige leder­ evner eller særlige økonomiske status har haft det faktiske lederskab i stammesamfundet, mennesker, som i socialantro­ pologien betegnes "Big Men". I stammesamfund, som er stu­ deret af moderne etnografer, er det ikke usædvanligt at se, hvordan ætten eller hele stammen har samarbejdet omkring bygningen af sådanne monumenter, som derved lige så meget bliver for de levende som for de døde.

150

De døde og de levende

Troldkirken, der ligger øst for Nibe ud mod Gjøl Bred­ ning, er et af Danmarks smukkeste, stenbyggede gravmonumenter fra bonde­ stenalderen. Den 50 m lange langdysse blev fredet som et af de allerførste danske oldtidsminder i begyndelsen af 1800-tallet. Men fredning har kun reddet en brøkdel af de tusinder af stengrave, der opførtes i bondestenal­ deren. I dag er det van­ skeligt at beregne Dan­ marks oprindelige antal store stengrave. I National­ museets arkiver er der registreret ca. 7000, men man regner med, at der i det 4. årtusinde f.Kr. er opført mindst 20.000 sten­ grave i Danmark.

To træk vil næsten altid være iøjnefaldende: for det første det betydningsfulde, der ligger i den sociale begivenhed, som selve byggeriet er - ofte sker det i forbindelse med afholdelse af ceremonielle fester. For det andet den bestandige optagethed af social status, hvad enten det angår en enkelt person, en familie eller en større socialgruppe. Netop det demonstrerer man gerne ved store investeringer af velstand og arbejdskraft. Noget lignende synes også at have fundet sted ved opførelsen af bondestenalderens gravmonumenter. Det storstilede byggeri af stengravene kulminerede med opførelsen af jættestuerne i en ret kort periode omkring 3200 f.Kr. Jættestuerne findes i de samme egne af landet som dys­ serne. Der kendes i dag henved 700 af dem, og de udgjorde en videreudvikling af gravbyggeriet i de gamle, tættest befolkede af bondestenalderens bygder. At det var det monumentale, man tilstræbte, ses tydeligt af de kolossale sten, der anvend­ tes. Udefra virkede jættestuerne noget anderledes end de grav­ anlæg, som rummede dysserne. Men de kunne dog også have form både som rundhøje og som langhøje. Ved foden af højen satte man en stenkrans, men denne var oftest bygget af mindre Forfædrenes grave

151

sten end dyssernes. Til gengæld tog stenene gerne til i størrel­ se på begge sider af indgangen og dannede en art facade foran denne. Gennem den snævre indgangspassage kom man ind i jæt­ testuens kammer. Væggene stod som kæmpemæssige, op­ rejste stenblokke, der undertiden var kløvede, for at man kunne frembringe den flade side, som vendte indad mod kammeret. Vægstenene stod tæt sammen, og mellemrumme­ ne var udfyldt med flade stenfliser. I nogle tilfælde anvendte man kalk ved opmuringen af væggene. Selve gravkammeret kunne være fra nogle få til 12-13 m i længden. Nogle var næsten rektangulære, andre ovale. Kam­ merets bredde blev bestemt af dækstenenes størrelse, disse

152

De døde og de levende

Runddyssen „Påskær Sten­ hus" ved Knebel på Mols, den største danske rund­ dysse og et af de smukkeste oldtidsminder i Danmark. Stendyssernes fritstående gravkammer blev i forrige århundrede et nationalt symbol - og er det stadig. Men bondestenalderens dyssekamre var ikke fritstå­ ende, de var dækket af jord, så nok kun det øverste af overliggeren ragede op over højen. Runddyssen ved Knebel består af fem bære­ sten dækket af en stor overligger og omgivet af 23 randsten.

kunne nå op på henved tre meter i længden. Og loftshøjden kunne i nogle tilfælde blive over 2 m. Der var i øvrigt mange variationsmuligheder for kammerets udformning. Nogle gange byggede man to kamre sammen, så man fik en dobbelt jættestue. Andre gange byggede man små bikamre i tilslutning til det store. Men i alle tilfælde er det klart, at man ikke blot tilstræbte at bygge en grav, men også et

Forsøg med at trække en syv tons tung dæksten til en dysse på plads, udført på Historisk Arkæologisk Forsøgscenter ved Lejre i sommeren 1984. Den vældi­ ge stenblok blev anbragt på en slæde af træstammer, og flytningen blev foretaget af 80 personer.

Forfædrenes grave

153

egentligt gravrum, der kunne være rammen om de ceremoni­ er, der knyttede sig til forfædrekulten. Hvordan dette komplicerede og arbejdskrævende byggeri foregik, er langtfra klart. Men et fingerpeg giver det dog, at gravkammeret sjældent ligger midt inde i højen. Det er ofte forskudt til den side, hvor indgangen findes. Placeringen kan tyde på, at den del af højen, der lå bag kammeret, har tjent som en rampe, hvorpå de store dæksten kunne trækkes op på svære, rullende tømmerstokke. Ligesom dysserne og de store jordhøje fra bondestenal­ derens begyndelse blev jættestuerne sandsynligvis oprindelig bygget for en enkelt eller nogle få udvalgte personer. Først da det store stengravsbyggeri var ophørt, da den store arbejds­ indsats blev for belastende for bondesamfundene, som det skete i begyndelsen af det 3. årtusinde f.Kr., blev jættestuerne omdannet til kollektivgrave. Det betød, at de nu blev åbnet gentagne gange og benyttet til nye gravlæggelser. Derved forstyrrede man den grav eller de grave, som jættestuen op­ rindelig var bygget for, og kammeret blev med tiden til et benhus, der rummede vældige knoglemængder. Teorien om en gradvis ændring af jættestuerne til kollektiv­ grave er naturligvis vanskelig at bevise. De talrige senere grav­ læggelser har slettet sporene af deres oprindelige anvendelse. Men der er træk ved konstruktionen, som giver teorien et sandsynlighedspræg. F.eks. har man i nogle tilfælde fundet kantstillede stenfliser, som adskiller den ene ende af gravkammeret fra den anden eller udgør en lille kiste opbygget langs kammervæggen. Disse små indelukker synes at være bygget til at rumme én person og har tilsyneladende hørt til kammerets oprindelige inventar. Måske har de været tænkt som det sted, hvor liget i første omgang kunne anbringes for senere at blive flyttet til andre steder i kammeret, vel for at give plads til nye døde.

De store stengrave: benhuse og offerpladser Ritualerne i gravkamrene forvandledes i tidens løb og førte til, at de første begravelser blev fjernet eller stærkt forstyrret. Nogle steder i landet er der fundet jættestuer, der rummede skeletdele af mere end 100 mennesker. Sammen med menneskeknoglerne, som både stammer fra voksne, børn og unge af begge køn i ligelig grad, finder man lerkar, økser, ravperler og meget andet, som kan opfattes som gravgaver eller som ting, de døde har båret eller haft på ved ligfærden. 154

De døde og de levende

Gravkammeret i en jætte­ stue blev bygget efter faste retningslinier. Til væggene anvendte man en række store sten, hvis fladeste side vendte indad mod kam­ meret. Gravkammerets sider skrånede let indad for bedre at kunne tage trykket fra de ofte kolossale dæk­ sten, der lukkede kammeret til foroven. Mellemrumme­ ne mellem stenene lukkede man med udkløvede sten­ fliser, der hindrede indsivning af jord i kammeret. Den her viste jættestue er fra Fjellerup på Djursland.

Men det er påfaldende, at man så at sige aldrig finder hele skeletter. Selv de sidst gravlagte, som altså skulle være årsag til forstyrrelsen af de øvrige, er aldrig fundet intakte. Til gengæld kan skeletresterne være pakket sammen i dynger, undertiden sådan at alle kranier er anbragt ét sted - de kan meget vel have spillet en særlig rolle i kulten. I nogle tilfælde finder man enkelte sammenhørende knogler i rette anatomiske forhold, mens der i andre er foretaget en vis sortering af knoglerne. Til andre tider kan man se, at de små finger- og tåknogler mangler. De bevares naturligvis dårligere end de store og kraftige, men det behøver ikke at være hele forklaringen. I hvert fald har det af nogle forskere været fore­ slået, at de døde ikke altid blev lagt herind umiddelbart efter dødens indtræden, men eventuelt blev skeletteret andetsteds og først senere bragt til det store gravrum. Teorien er vanskelig at bevise, men udelukkes kan det ikke, at gravritualet i nogle tilfælde har foreskrevet henlæggelser af udvalgte knogler, ikke egentlige gravlæggelser i jættestuerne. Denne forfædrekult og stadige omsorg for slægtens døde foregik ikke blot inde i det mørke, fugtige gravkammer. Ved udgravningen af jættestuerne finder man ofte ved indgangs­ partiet tykke lag af lerkarskår, der har vist sig at stamme fra kar, som er faldet ned og gået itu efter at have stået på randDe store stengrave: benhuse og offerpladser

155

Fra udgravningen af jæt­ testuen Hulbjerg på Lange­ land. Billedet viser de mængder af knogler, en jættestue kan rumme. For­ neden til venstre ses det oprindelige stenbelagte gulv, som ved gentagne gravlæggelser er blevet dækket af et tykt lag skelet­ ter.

156

De døde og de levende

stenene ved indgangen til jættestuen. Undertiden har man kunnet iagttage, at der oven på stenene har ligget flade sten­ plader, hvorpå karrene blev anbragt. Det er ikke helt afklaret, under hvilke omstændigheder disse lerkar blev hensat her. Men meget tyder på, at det var store mængder ad gangen, og at de derfor repræsenterer forholdsvis få offerhandlinger in­ den for et begrænset åremål. Engang var de fyldt med mad, disse lerkar: korngrød, kød og måske mælkevarer, og de indgik i et kompliceret ceremoni­ el, der afvikledes under de efterlevendes langvarige ophold foran indgangen til de dødes stenbyggede boliger. Der er ingen tvivl om, at de store offerfester ved jættestuerne danner en direkte fortsættelse af tilsvarende ceremonier foran facader­ ne ved bondekulturens ældste, store langhøje.

Hovedskaller indgik på flere måder i forfædrekulten. De her viste er fundet ved Bundsø på Als. Det forreste stykke er slidt langs kanten og kan have været brugt som drikkeskål i forbindelse med religiøse ritualer.

Den keramik, som blev anvendt ved disse ofre, hørte til tidens fornemste frembringelser. De første lerkar, som blev fremstillet på bøndernes bopladser, var af ganske enkle for­ mer. Nogle af dem kaldes tragtbægre; så almindelige var de, at hele bondekulturen har fået sit navn efter dem: Tragtbæger­ kulturen. Karrenes dekoration var som regel enkel: indtryk af negle i det våde ler, runde eller aflange indstik med en pind eller en rørknogle, furer og aftryk af en snoet tråd. Alle karrene havde et regulært og ligetil brugspræg. Men omkring 3500 f.Kr., da byggeriet af stengravene satte ind, begyndte bondekulturens folk at vie deres keramik en helt ny opmærksomhed. Nye og karakteristiske lerkarformer ud­ vikledes (se side 163). Nogle var helt tydeligt fremstillet speci-

De store stengrave: benhuse og offerpladser

157

Stridsøkser og køller blev ofte brugt som gravgaver i de stenbyggede grave. Disse fornemme våben blev fremstillet af f.eks. dolerit (diabas) og sandsten, sten­ arter, som var velegnede til fremstilling af våben i for­ mer, der var vanskelige eller umulige at lave i flint. Den blankslebne overflade, de svungne former og de ophøjede sømme efterligner de støbte metalvåben, der gennem byttehandelen kom bondestenalderens folk i hænde. Med små, tætstille­ de slag blev stenens over­ flade knust, indtil våbenet havde den ønskede form. Derefter fulgte slibningen og boringen af hullet til skaftet, som blev boret med en træstok og et boremid­ del, sand, af en større hård­ hed end den bjergart, som våbnet var fremstillet i.

elt til offerceremonierne f.eks. trommer og mærkelige skåle med fod og tilhørende runde skeer. Det var ikke blot formerne, der blev mere komplicerede. Lerkarrenes overflade udsmyk­ kedes med en særlig ornamentik. Det kunne være smalle, lodrette bånd udfyldt med tæt skravering eller en endeløs variation af vinkelmotiver, trekanter, rhomber osv. Altsam­ men var det udført med en indgnedet kalkmasse, som stod i smuk kontrast mod det mørke ler. Inddelingen af overfladen i ornamenterede og blanke, lyse og mørke felter gav en fint afstemt, lysbrydende virkning. Det er denne fornemt udførte keramik, der indgik i de ceremonier, der omgav forfædredyrkelsen ved gravkamrene og mange andre ritualer. Da denne forfædredyrkelse ændredes efter nogle få århun­ dreder, og lerkarrene ikke længere indgik i de ceremonielle sammenhænge, blegnede pottemageriet igen og blev til et simpelt brugshåndværk. Formerne blev enklere og dekoratio­ nen indskrænkedes. Den keramik, vi finder i brug i slutningen af bondestenalderens første, store kulturepoke, dvs. omkring 2800 f.Kr., var helt anderledes simpel og grov, kun med spar­ som anvendelse af indtrykte mønstre og med tykvægget, groft gods (se side 174). Keramikken var igen blevet til en jævn husholdningskeramik. I disse sidste århundreder af bondekulturens første epoke ophørte den rituelle aktivitet foran forfædrenes benhuse dog ikke helt. Nu var det navnlig flintredskaber, der blev brugt i forbindelse med forfædrefesterne. Man lagde ofte foran ind­ gangen til gravkammeret et lag sten, og herpå blev anbragt flintøkser, flintmejsler og andre redskaber, ikke sjældent efter at de var ødelagt af ild. Når de i dag bliver udgravet, ser ofrene måske ubetydelige ud. Men netop i disse århundreder, hvor der skete en opblomstring af flinthåndværket, har offergaver­ ne været udtryk for noget af det mest kostbare og eftertragte­ de, man ejede.

Kulthusene og de store samlingspladser For bondestenalderens mennesker var de døde ikke adskilt fra de levende. Forfædrene boede midt iblandt deres efterkom­ mere i store, stenbyggede boliger, rejst som et symbol på forfædrenes evige nærvær og slægtens ret til jorden. Inde i det mørke gravkammer lå de dødes hovedskaller og øvrige knogler, til stadighed genstand for de levendes dyrkel­ se. Men også udenfor, ved gravens facade, udførte man lang­ varige ceremonier. I forbindelse hermed er der sikkert blevet gennemført sorgritualer, klagescener og offerhandlinger, hvor Kulthusene og de store samlingspladser

159

Den ene af de to dysser ved Tustrup på Norddjursland. Stedet rummer et af Dan­ marks mest imponerende komplekser af oldtids­ minder: et stenbygget kult­ hus, en jættestue og to dysser. Alle disse store anlæg blev i 1954-57 under­ søgt og nænsomt restaure­ ret af Forhistorisk Museum ved Århus.

man måske forberedte overførslen af de døde til gravkam­ meret. Hvor alt dette fandt sted, kan der kun gisnes om. Men det forslag har været stillet, at det skete i særlige kulthuse eller på de store centrale samlingspladser, måske begge steder. Kulthusene er endnu kun fundet ret få steder i landet. Men deres ensartede udformning tyder på, at de blev brugt til ceremonier, der var vidt udbredt blandt bondestenalderens folk. Disse huse kunne enten være bygget af stenblokke lige­ som stengravene, eller de kunne være rejst af svært tømmer. Store sten var jo ikke lige tilgængelige alle steder i landet. Nogle af kulthusene lå i umiddelbar nærhed af stengravene, de har været i brug samtidig med disse. De tømmerbyggede huse kender man derimod endnu ikke i sammenhæng med samtidige grave. Men disse grave venter måske blot på at blive fundet. Kulthusene var små, men solide bygninger. Grundplanen var hesteskoformet eller firkantet, og husets gavl var åben, eventuelt forsynet med et forrum. Det samlede areal var oftest 5 x 6 m. I nogle tilfælde var bygningen opført i en teknik, der svarede til den, man brugte ved byggeriet af de store sten­ grave. Ved Tustrup på Norddjursland har man fundet et så­ dant kulthus. Det lå sammen med et par imponerende sten­ grave, og dets vægge var bygget af store sten, der yderst stod

Det rekonstruerede kulthus fra Tustrup, opført ved Forhistorisk Museum på Moesgård uden for Århus. Bygningen havde en heste­ skoformet grundplan med en åben gavl, der vendte bort fra de omkringliggende grave. Væggene var solidt byggede, udvendig af en række mandshøje sten, indvendig af dybt ned­ gravede vægplanker. Mel­ lemrummet mellem stenene og plankerne var udfyldt af en pakning af mindre sten. Taget har nok været båret af svære stolper i husets mid­ te. Inde i huset fandtes talrige knuste lerkar. Disse må have stået på gulvet, da bygningen blev brændt af og forladt.

pakket med flade stenfliser i tørmursteknik. På den måde dannede de en slags facade af meterhøje flade blokke. Ind­ vendig var væggene bygget af dybt nedgravede planker, mens taget blev støttet af kraftige, lodrette stolper i husets midte. Var kulthuset bygget af tømmer, kunne ydervæggene være forstærkede med græstørv. Men i øvrigt var grundplanen den samme som ved de stenbyggede huse, og man må formode, at de ceremonier, der foregik inde i og uden for husene, har været af beslægtet karakter, uanset hvordan huset i øvrigt var bygget. Et vigtigt element i de ceremonielle offerhandlinger, man udførte i husenes indre, var brugen af store fodskåle med tilhørende skeer. Ofte er disse ceremonielle lerkar noget af det fineste keramik, der overhovedet kendes fra perioden. Det synes også at have hørt med til ritualerne, at husene efter en brugsperiode blev brændt af. Fortæret af de knitrende flammer styrtede taget og de svære stolper ned og knuste de henstillede lerkar. Efter ødelæggelsen fik husene så lov til at ligge udsat for vejr og vind. Detaljerne i de kulthandlinger, der udspillede sig inden i og uden for de hellige huse, bliver naturligvis aldrig kendt. Men det er en rimelig tanke, at kulthusene tjente som foreløbigt opholdssted for de døde, som først senere blev endelig stedt til hvile i gravkamrene. Man kan altså tænke sig, at bygdens befolkning i kulthuset forberedte sig til det egentlige gravritu­ al, der foregik i og ved jættestuen. Kulthusene har sikkert været lokale, ceremonielle samlings­ steder, dvs. de har været brugt af et mindre antal bosættelser. Der fandtes imidlertid også samlingssteder, der var fælles for Kulthusene og de store samlingspladser

161

større områder. Alene disse anlægs størrelser vidner om, at deres opførelse og brug forudsatte deltagelsen af et større antal bosættelser. For forfædrekulten spillede disse samlingspladser også en rolle. Og det er ikke usandsynligt, at der også her foregik ceremonier, der var beslægtede med dem, man udførte i kult­ husene. Samlingspladserne har dog sikkert også haft en funk­ tion, der rakte langt videre. De store fællesanlæg kendes i både Jylland, på Fyn og Sjæl­ land og i øvrigt også i Holsten og Skåne. Fælles for dem er, at de alle er meget store og ligger på næs eller banker, der skyder sig ud i vådområder. Det er endvidere karakteristisk, at de ind imod det tørre land er afgrænset af et system af volde, palisa­ der og voldgrave. Bedst undersøgt blandt de store samlingspladser er Sarup ved Hårby Å på Sydvestfyn, som allerede har været nævnt. Den lå midt imellem et antal mindre bosættelser og har for­ modentlig tjent som samlingsplads for disse. Stenalderbefolkningen begyndte byggeriet på næsset ved Sarup omkring 3400 f.Kr., dvs. på et tidspunkt, hvor man allerede var i gang med at opføre store stengrave i området. Der kendes fra denne egn mere end 100 dysser, hvis op­ førelsestidspunkt må have ligget inden for de samme genera­ tioners levetid som Sarup-anlægget. En lang grøft var det første, der blev gravet, og heri satte man en palisade af egestolper. Mindst 1800 egestammer af 3-4 m længde og 40 cm tykkelse gik hertil. Op til dette kraftige palisadehegn opførtes herefter en række firkantede indheg­ ninger, og mellem og foran disse gravede man en dobbelt­ række af voldgrave afbrudt af talrige jordbroer. I bunden af voldgravene må der være foregået ceremonier, for her fandt man bl.a. hele lerkar og dele af menneskekæber. Nogle steder var der også spor af, at voldsomme bål havde blusset. Sarup-anlæggets vældige system af voldgrave og palisader (se planen side 164) afgrænsede et areal på ni hektarer. Og at man her udførte religiøse ceremonier slutter man bl.a. af, at der er fundet adskillige gruber med hele lerkar. Tilsyneladende er alle Sarup-anlæggets voldgrave ret hur­ tigt blevet kastet til igen. Hvad der derpå er sket, ved vi ikke. Men henved 100 år senere, mens bl.a. de store jættestuer blev opført, anlagdes endnu et kultisk anlæg. Denne gang var det noget mindre og indrammede kun et areal på ca. tre hektarer. Men åbenbart tillagde man dette anlæg den samme betydning som det første, selv om der dog også er forskelle at se. Ud­ nyttelsen af arealet inden for palisaden var f.eks. mere intens.

162

De døde og de levende

Et udvalg af den fornemt udførte keramik, der blev brugt ved den anekult, der knyttede sig til bonde­ stenalderens store, sten­ byggede grave.

Ved udgravningen blev der fundet spor efter mange menne­ skers ophold på stedet. Der blev også fundet talrige offergru­ ber med hele lerkar, hele flintøkser eller begge dele. I de efterfølgende århundreder, hvor byggeriet af de store stengrave stilnede af, var pladsen fortsat i brug. Men det ser ud til, at der nu også var tale om langvarige ophold, dvs. en regulær bosættelse. Dog har man ikke med sikkerhed kunnet påvise huse fra bebyggelsen. Men store mængder lerklining fra husvægge viser, at der i modsætning til de første faser nu må have stået huse på pladsen. Trods palisaden har hverken Sarup-anlægget eller de øvrige centrale samlingspladser i Danmark næppe været befæstede forsvarsanlæg. Det tjente, i hvert fald i begyndelsen, først og fremmest rituelle formål, og hvor stor arbejdsindsatsen har været ved anlæggets opførelse, fremgår af voldgravenes og palisadehegnenes omfang. Alene at skaffe tømmeret til veje må have krævet mere end 5000 manddage. Desuden er mindst 5000 m3 jord blevet gravet bort. Man har beregnet, at i hvert fald 8000 manddage er medgået til opførelsen - det kunne f.eks. være 110 mand i 3 måneder, og det var afgjort mere end en enkelt lille bebyggelKulthusene og de store samlingspladser

163

Plan over den store sam­ lingsplads fra bondestenal­ deren ved Sarup på Sydvestfyn. Til venstre det ældste anlæg, som blev opført omkring 3400 f.Kr. I en langstrakt bue afskærer en palisade og et kompli­ ceret system af grøfter spidsen af det lille næs, som skød sig ud i et engdrag. Til højre det yngre anlæg, som blev opført nogle generatio­ ner senere.

164

De døde og de levende

sesenhed kunne magte. Her måtte en større arbejdsindsats til, og den har i en periode forenet et ikke ubetydeligt antal af de små bondesamfund. Endnu er der mange uafklarede problemer forbundet med tolkningen af samlingspladserne. Der påvises i disse år flere og flere af dem i Danmark. Meget tyder f.eks. på, at det store anlæg Troldebjerg på Langeland, som i mange år gik for at være en af bondekulturens bopladser, har været et sådant overregionalt anlæg. Er tolkningen korrekt, må en lang række af den ældre forsknings opfattelser af bondestenalderens bo­ sættelsesmønster revideres. Samlingspladserne er blevet vig­ tige for forståelsen af bondesamfundenes opdeling af landet i territorier. Rituelle anlæg, der svarer til de danske, er kendt over store dele af Vest- og Nordeuropa. I England findes de i tilknytning til bosættelsesområder, som hver har rummet 25-30 langhøje.

Man har beregnet, at hver af disse langhøje, som i mange henseender ligner de gravmonumenter, der opførtes i det 4. årtusinde i Danmark, har krævet en arbejdsindsats på mere end 1000 manddage. De store samlingspladser - såkaldte causewayed camps som også har mange lighedspunkter med de danske - har derimod krævet en arbejdsindsats, der var ca. ti gange større, altså mere end 10.000 manddage. Netop denne forskel har ført til en tolkning som den, der her er givet for de danske anlæg, nemlig at samlingspladserne fungerede som fælles centre for et større antal bosættelsesterritorier.

Stammen og ætten Med udgravningen af de store samlingspladser er man rykket et stykke nærmere en forståelse af, hvordan bondestenalde­ rens samfund var organiseret. Det har allerede været nævnt, at pladserne må have haft en funktion i forbindelse med for­ fædrekulten. Men deres betydning har sikkert rakt videre. At man ved deres opførelse og sidenhen har kunnet samle store menneskemængder her må, i hvert fald periodisk, have spillet en rolle for samhørigheden mellem de mange små bosættel­ sesenheder. Måske det navnlig var i krisesituationer, at man opførte og anvendte dem. F.eks. hvor fejder truede samfunde­ nes eksistensgrundlag, og der var behov for at samles om fælles arbejdsopgaver og ritualer for at dæmpe konflikterne. En sådan tilstand kan meget vel have været fremherskende i bondestenalderen, hvor mange små bosættelser kæmpede om adgangen til landets ressourcer. Endelig kan samlingspladser­ ne også have haft deres betydning i den ganske omfattende udveksling af varer og sikkert også af mennesker, som foregik mellem samfundene. Hvad vi søger her, er altså de institutionsformer, der bandt de mange små, ekspanderende bondesamfund sammen. Fra etnografien ved man, at der kan være tale om institutioner af vidt forskellig art: det kan være klaner, aldersklasser, religiøse eller militære selskaber, som omfatter større eller mindre ud­ snit af befolkningen. Spor efter noget sådant er naturligvis meget vanskelige at påvise i de arkæologiske fund. De findes dog, og samlingspladserne kan f.eks. høre hjemme i denne sammenhæng. Ligeledes har man i danske moser, f.eks. Veggerslev Mose nord for Grenå og Salpetermosen i Nordsjæl­ land, fundet levn, der tyder på, at mindre grupper af sam­ fundet, klaner eller hemmelige selskaber måske, periodisk på afsides steder har udført religiøse aktiviteter, hvori bl.a. ofrin­ ger af mennesker og dyr er indgået.

Stammen og ætten

165

Såret i en stammefejde? Som så mange af bonde­ stenalderens skeletter bærer kraniet af denne 35-50-årige mand spor efter voldsomme læsioner. Over højre øje er han blevet ramt af et stumpt våben. Såret heledes dog, og manden levede endnu nogle år, før døden indhen­ tede ham. Det skete, da han igen fik en kranielæsion, denne gang nær tindingen. Man forsøgte at hjælpe ham med et kirurgisk indgreb men forgæves. Såret hele­ des ikke, og manden må være død kort efter. Fundet i en stengrav ved Keldrød på Midtsjælland, kulstof-14 dateret til 3300 f.Kr.

Bag denne opfattelse ligger naturligvis nogle forestillinger om, hvordan samfundet var organiseret. I arkæologien opere­ rer man ligesom i etnografien ofte med fire generelle kategori­ er af den sociale organisationsform: bands, stammer, høvdin­ gedømmer og stater. Bands var den almindelige samfunds­ form igennem jægerstenalderen. Høvdingedømmer er der­ imod en form, som synes at dukke op i bronzealderen. Den fjerde og sidste kategori, statsdannelsen, kommer for Dan­ marks vedkommende først på tale efter oldtidens slutning. Bondestenalderen er stammesamfundets epoke. Disse opdelinger er naturligvis meget grove, og de kan kun være vejledende for, hvilke spørgsmål der kan være mening i at stille i den konkrete undersøgelse. De giver ingen éntydige svar, dertil vil variationerne inden for den enkelte klasse altid være for store - så store, at intet skema kan tage højde for dem. 166

De døde og de levende

Den omtale, der her er givet af bondesamfundets erhvervs­ form, dets bosættelsesmønster og dets rituelle praksis, peger imidlertid i retning af, at den samfundsform, der var den dominerende i det 4. og 3. årtusinde f.Kr. i Danmark var, hvad etnograferne kalder det segmentære stammesamfund. At et samfund er segmentært, betyder, at et antal strukturelt ens grupper kan forenes i en gruppe af højere orden. Og flere af disse kan igen forenes i en gruppe af endnu højere orden osv. Det vil sige, at der i samfundet har været flere forskellige niveauer, på hvilke de sociale relationer udfoldede sig. Fra nulevende stammesamfund ved man, at de oftest består af et antal ensartede hushold, som kan forenes i en slægts­ gruppe, dvs. en æt, hvor medlemmerne alle kan spore deres oprindelse tilbage til en fælles forfader. Ætterne kan igen for­ enes i en klan. Hermed menes en videregående slægtsgruppe, hvis medlemmer betragter sig som beslægtede, men hvis fæl­ les stamfader ofte er en nærmest mytologisk figur - og endelig kan et antal klaner forenes i en stamme, der betragter sig som en enhed med rådighed over et bestemt territorium. Det billede, der her er tegnet af bondestenalderens bosættel­ sesmønster, har vist, at de små enheder gentog sig regel­ mæssigt inden for et større geografisk område. Disse enheder, eller segmenter, synes strukturelt set at have været ret ensar­ tede. Som vi så det i eksemplet fra Sydvestfyn, rummede de bl.a. store stengrave, hvis funktion vi har set i forbindelse med forfædrekulten. En sådan kult er karakteristisk for stamme­ samfundet, hvor forbindelserne imellem menneskene gerne er baseret på slægtskabsmæssig nedstamning. Det er netop slægtskabsstrukturen, der sikrer gruppens videreleven i en tid, og som f.eks. regulerer gruppens udveksling af kvinder gennem ægteskaber. Som et udtryk for, at de enkelte bosættelser kunne forenes i grupper af højere orden, så vi de store samlingsanlæg. Disse blev opført med en arbejdsindsats, der må have omfattet man­ ge bosættelsesenheder. Den ceremonielle praksis, de var ud­ tryk for, har tilsyneladende kun fundet sted periodisk, lige­ som det f.eks. var tilfældet på de offerpladser i moserne, der er nævnt side 165. Tilsvarende forhold kender man også fra nuti­ dens stammesamfund, hvor de sociale foranstaltninger, som binder dem sammen, sjældent er af permanent karakter. Ofte træder de kun i funktion, når kriser truer. Afværges krisen, vender man igen tilbage til de forholdsvis lukkede lokalsam­ fund. Det karakteristiske ved stammesamfundene er altså bl.a., at de mangler en permanent politisk autoritet. Af hvilken karakter ledelsen har været i de enkelte lokalsam-

Stammen og ætten

167

Lerkar med øjendekoration fundet i stenbyggede grav­ kamre. Den slags lerkar er blevet taget som udtryk for, at man i bondestenalderen dyrkede „den store moder­ gudinde". Noget afgørende bevis for dette foreligger dog ikke. Sporene efter stenalderbefolkningens religiøse aktiviteter vidner om en udbredt anekult, uden at man dog nærmere kan bestemme dennes indhold.

fund, har man endnu ingen mulighed for at afgøre. Variatio­ nerne kan have været utallige. Det kan bl.a. have været et råd af ældre, men det kan også have været en enkelt person, som i kraft af en speciel status har haft lederskabet. Med jævne mellemrum opkastes der i den hel- og halv­ populære litteratur den tanke, at bondestenalderens samfund var kvindestyrede, og den har også været fremført om for­ holdene i Danmark. Man har set skildret, hvordan det var kvinder, der stod i spidsen for „jættestuebyggernes klaner". Hele denne matriarkalske kultur skulle ved overgangen til den såkaldte enkeltgravskultur ubønhørligt være knust af en eks­ panderende, maskulin, krigerisk kultur, som i det 3. årtusinde f.Kr. invaderede landet og etablerede patriarkalsk styrede samfund. Tanken er især blevet fremført af Johs. V. Jensen, men har også vundet indpas langt ind i arkæologernes rækker. Det 3. årtusinde f.Kr. var vitterlig en tid, hvor samfundet gennemgik store forandringer. Men disse var fortrinsvis af erhvervsøkonomisk art, og tanken om de oprindelig kvin­ destyrede samfund stammer i sidste instans fra den nu for­ ældede udviklingsforskning, som hævdede, at menneskehe­ den var gået igennem et udviklingsstadium, hvor ukendska­ bet til mandens rolle i forplantningen skulle have resulteret i samfundsformer, hvor kvinder, ikke mænd, var lederne og organisatorerne.

Her er der imidlertid tale om en myte, som hverken et­ nografisk eller arkæologisk forskning har kunnet bekræfte. I etnografien taler man i dag ikke om matriarkater, men der­ imod om matrilineære og matrilokale samfund. Det første udtryk bruges om de samfund, hvor den kvindelige arvelinie betragtes som den vigtigste. Det andet bruges om de samfund, hvor den nystiftede familie slår sig ned hos kvindens slægt. Disse kulturtræk kendes imidlertid hverken i nutiden eller fortiden i forbindelse med samfundsformer, hvor det er kvin­ der, der er styrende. Selv de samfund, som oftest er blevet kaldt matriarkater, kan ikke med nogen sandsynlighed hæv­ des at have haft kvinder som det dominerende køn. Hvad udviklingsforskerne har haft i tankerne, viser sig da også oftest at være egalitære samfund, dvs. samfund uden større rangfor­ skelle, heller ikke mellem mand og kvinde. Det er disse forskelle i rang og status, vi her har søgt i de arkæologiske fund, navnlig inden for dødekulten. Og det er tegnene på graden af integration mellem de forskellige lokal­ samfund, vi har søgt i bosættelsesmønsteret. På begge om­ råder viste det sig, at vi stod over for samfund, der var langt mere sammensatte, end dem man kunne finde i jægerstenal­ deren.

Stendyngegravene Også efter at byggeriet af de store stengrave var stilnet af, anvendte man gravkamrene til gentagne begravelser. Men det var ikke alle steder i landet, at denne skik forekom. I nogle egne var stengravene få. Til gengæld byggede man her nogle ejendommelige anlæg, som af arkæologerne betegnes sten­ dyngegrave. Disse anlæg kender man i Østjylland og Himmer­ land, men frem for alt på de flade vestjyske sandsletter, som nu i stigende grad blev inddraget til bosættelse. Man har ikke fuld sikkerhed for, at stendyngegrave er gra­ ve, for der er ikke bevaret knogler af de døde i dem. Det kan skyldes den sandede, kalkfattige jyske jord. Stendyngegrave­ ne er lang-ovale, mandslange nedgravninger opfyldt med fle­ re lag sten. De optræder oftest to og to sammen, parallelle og i umiddelbar nærhed af et „dødehus". Dette tegner sig ved udgravningen som en firkantet, ca. 30 cm dyb nedgravning, ofte med spor af lodretstående stolper og pakket med sten. Såvel de mandslange nedgravninger som dødehusene var normalt dækket af en stor fælles stenlægning. De er imponerende anlæg, disse stendyngegrave. Ikke ved deres konstruktion, men ved deres omfang. De ligger nemlig i

Stendyngegravene

169

Pragtøkse, 22 cm lang, fundet sammen med en flintøkse i en stendyngegrav på Vroue Hede syd for Skive. Gravgodset fra sten­ dyngegravene findes oftest i de dødehuse, der udgjorde en del af gravanlægget. Smukke og fejlfri flintred­ skaber som økser og mejsler er de almindeligste grav­ gaver, men stridsøkser som den her afbildede kan også forekomme. Stridsøkserne blev oftest fremstillet af grønsten, et materiale, der lettere lader sig forme end flinten og derfor er bedre egnet til skulpturel ud­ foldelse.

lange rækker. Ved Torsted syd for Holstebro har man f.eks. udgravet en række grave, 91 var der i alt, som lå over en 1200 m lang strækning. Den længste række, man har udgravet, lå ved Vroue syd for Skive; den var næsten to km lang. Placeringen kunne tyde på, at gravene fortrinsvis blev anlagt langs de vejlinier, der strakte sig ud over landskabet. Det er sjældent, at man gør fund i de mandslange ned­ gravninger. Gravgaverne finder man derimod ofte i det så­ kaldte dødehus. Det kan være flintøkser og flintmejsler. Ikke simple arbejdsredskaber, men udsøgte redskaber af samme høje kvalitet som dem der blev ofret i moserne eller ved jæt­ testuernes randsten. En sjælden gang ofres også stridsøkser i dødehusene. Den slags fund kan måske tages som tegn på, at det var dødehuset, som var den egentlige grav. Man kan forestille sig, at den døde har været anbragt her på en mere eller mindre åben trækonstruktion, udstyret med sine grav­ gaver, som ofte var af meget højere kvalitet end i de store stengrave, hvor det var selve monumentet, der kastede glans over den døde. I de tyndt befolkede egne, hvor stendyngegra­ vene fortrinsvis blev brugt, var det den dødes personlige ud­ styr, man fremhævede. Udgravningerne afslører, at der har været forskellige faser i anvendelsen af dødehusene. Måske har den døde ikke været placeret her permanent, i hvert fald har ændringer af kon­ struktionen fundet sted. Men hvor er den døde da endeligt blevet anbragt? Det kunne være i de mandslange nedgrav­ ninger. Men hvorfor optræder de da næsten altid parvis? Svaret kan muligvis være, at man her foretog dyreofre i for­ bindelse med gravlæggelsen. I hvert fald er der i enkelte til­ fælde fundet tænder og knogler af okse ved østenden af ned­ gravningerne. To okser ved hvert dødehus, måske et for­ spand? Her står man altså med et problem, som kun fremtidige udgravninger kan løse. Men stendyngegravene er et vigtigt supplement til vor viden om, hvilken form dødekulten havde uden for de tætbefolkede bygder med store stengrave i de øvrige dele af landet.

Mod nye tider

Udgravningsplan af sten­ dyngegrave og dødehus fra Vroue i Midtjylland.

De religiøse ceremonier, som må have spillet så dominerende en rolle i hverdagslivet i bondestenalderens første årtusinde, viser os ikke blot, hvordan man forholdt sig til de overnaturli­ ge kræfter, som styrede tilværelsen. De viser også noget om forholdene imellem menneskene og samfundet. Gravene Mod nye tider

171

Fire stadier i udgravningen af stendyngegrave ved Herrup i Vestjylland. Her­ over frilægges den sten­ lægning, der dækker grav og dødehus. På næste side ses de to stenfyldte grave og dødehuset, som på billedet til højre er tømt for sten.

172

De døde og de levende

med deres forfædredyrkelse, kulthusene og de rituelle sam­ lingspladser, alle sammen er de på sin vis udtryk for, hvor­ ledes samfundet var indrettet. Igennem dem får vi et indtryk af, hvordan de talløse små bosættelser, i hvert fald i perioder, gennem en fælles arbejdsindsats knyttede sig sammen til stør­ re helheder, måske fordi man derved kunne mindske risikoen for de konflikter og fejder, som konkurrencen om dyrknings­ jorden uvægerligt måtte føre med sig. Man kan vælge at se disse bestræbelser som udtryk for, at der i det 4. årtusinde f.Kr. var opstået en bondekultur med et stort kulturelt overskud. Men man kan også se den næsten hektiske aktivitet som noget, der udsprang af en mere eller mindre permanent krise- eller stresstilstand. For hvis det hele skyldtes en stadig voksende konkurrence samfundene imel­ lem, må det have tvunget menneskene til at investere stadig større mængder af arbejdskraft i kulten, altsammen med det formål at sikre samfundets overleven på længere sigt. En sådan tilstand kunne ikke vare ved, og den ophørte da også henimod slutningen af det 4. årtusinde f.Kr. Man bygge­ de nu ikke mere de monumentale gravanlæg. De store sam­ lingsanlæg gik ud af brug, og man indstillede den store pro­ duktion af fint udsmykket keramik, som havde været anvendt ved de rituelle ceremonier. Netop keramikken viser ændringerne tydeligt. Hvad der tidligere havde været udsøgte pottemagerarbejder blev nu til en grov, tykvægget keramik (se side 174). Dekoration af lerkar­ rene sås næsten aldrig, de tyndvæggede, fine småkar blev afløst af små plumpe bægre, og forrådskarrene var blot simple,

spandformede beholdere. Keramikken havde tydeligvis fået en anden anvendelse end tidligere, det var blevet mere og mere sjældent at anvende den i gravkulten. Er alle disse ændringer nu, hvad man kunne kalde en kul­ turs opblomstring, kulmination og efterfølgende forfald? På sin vis ja, hvis man dømmer efter kvaliteten og mængden af de arbejder, bondekulturen udførte. Men var det, der fulgte efter stenalderkulturens store blomstring i det 4. årtusinde virkelig en forfaldstid? Var det ikke snarere en periode, hvor det lykke­ des at mindske den vedvarende konkurrence samfundene imellem, hvorved den næsten demonstrative rituelle aktivitet mistede noget af sin betydning? Synspunktet har været fremført, idet man har peget på, at bondesamfundet nu ændrede noget af sin driftsform, så tryk­ ket på landbrugsjorden kunne lettes. En udvikling i retning af et større husdyrhold kunne være forklaringen. Behovet for et stadigt voksende landbrugsoverskud årtusinder igennem kunne have ført til, at man begyndte at holde større kvæg­ flokke i de mere permanente rydninger i skovene. Det kunne igen åbne for inddragelsen af landbrugsområder, som man tidligere ikke havde næret interesse for. Og sluttelig føre til, at større og mere permanente bosættelser blev mulige i hvert fald i visse egne af landet. Som vi har set, tyder nogle iagttagelser netop på, at bopladsernes størrelse vokser i disse århundre­ der. En sådan udvikling ville nødvendigvis have krævet en stør­ re arbejdsindsats i selve landbruget, bl.a. i form af øget ind­ samling af vinterfoder til kvæget. Men med den ændrede Mod nye tider

173

Et stykke tid inde i det 3. årtusinde f.Kr. forsvandt den fint udsmykkede, rituelle keramik og erstatte­ des af mere simpelt udførte former, som vist her. Kera­ mikhåndværket havde ikke længer den samme be­ tydning for anekulten som tidligere.

landbrugsform ville der være mere land til rådighed for be­ folkningen - og det ville mindske behovet for den demonstra­ tive markering af territorierne. Endnu er alt dette kun hypotese. Men også senere i oldtids­ historien, f.eks. i den begyndende jernalder efter ca. 500 f.Kr. kan man se, at en omlægning af landbrugsformen førte til en mindre demonstrativ social adfærd. Måske det var en be­ slægtet proces, der fandt sted i midten af bondestenalderen på overgangen mellem det 4. og 3. årtusinde f.Kr.

Landet forvandles Det store landnam Endnu er det kun i det meget lange perspektiv, vi kan følge omlægningerne af landbrugsformen igennem bondestenalde­ ren. Men omkring 2800 f.Kr. blev ændringerne for alvor syn­ lige, navnlig i landets vestlige egne, som førhen havde været tyndt befolket. Det andet store landnam var nu ved at tage sin begyndelse. Havde man dengang set ud over det vestjyske landskab, ville man have set de store bakkeøer ligge som grønne, skovklædte områder med egen som det dominerende træ. Rundt omkring bakkeøerne lå de fladere strækninger, hvor jorden var mere mager og skoven derfor langt mere åben. Her var store, sammenhængende bevoksninger af birk og fyr afvekslende med græssletter. Det var kort sagt et landskab, der bød sig til for en bondebefolkning, for hvem husdyrholdet var blevet af vital betydning. I disse egne opstod i løbet af det 3. årtusinde f.Kr. stadig flere bosættelser. Rundt om dem lå små opdyrkede markstyk­ ker, men hvad der navnlig fik betydning for landskabets ud­ seende, var de store flokke af græssende kvæg. De trampede de unge vækster ned, bed af træer og buske og holdt derved bevoksningen nede. I århundredernes løb opstod store åbne overdrevslandskaber. Mennesket og dets husdyr fortsatte der­ ved en udvikling, som allerede var indledt af naturen mindst et årtusinde tidligere. Som følge af den stadige udvaskning og forringelse af den sandede jordbund, som naturen selv længe havde forårsaget, var der begyndt at komme mordannelser i skovbunden. Den blev sur, og det ændrede skovens sammen­ sætning. Tjørnekrat, bregner, græsser og lyng bredte sig - og det var den udvikling, mennesket nu fremskyndede. Den øgede kolonisering af de magre jorder i Vestjylland var et tegn på, at bondesamfundene nu var begyndt at rykke ind i områder, som de tidligere ikke havde tillagt større værdi. En af forklaringerne herpå kan, som vi har nævnt, være, at kvæg­ holdet var ved at få øget betydning. Denne inddragelse af, hvad man kunne kalde marginaljorder, var ikke blot noget, som skete i Danmark. Også i Nordtyskland og Holland f.eks. gik mennesket nu løs på skovbevoksningen på de mere sande­ de jorder, og nyt land blev draget ind til menneskelig bosættel­ se. De fælles hovedlinier i kulturudviklingen var tydelige over vældige strækninger af det europæiske kontinent.

Landet forvandles

175

I det hele taget sker der i det 3. årtusinde f.Kr. store foran­ dringer overalt i Europa. Mod syd, i landene omkring Middel­ havet og længere nordover, på Balkanhalvøen, kommer nye erhvervsformer og nye råstoffer i brug. Man kan nu tale om en begyndende bronzealder. Så langt i den tekniske udvikling var landene nordpå endnu ikke nået, men mange træk peger éntydigt fremad mod det samfund, der skulle blive domi­ nerende i bronzealderen, tusinde år senere. Det 3. årtusinde var en periode, hvor gamle livsformer tyde­ ligvis var under opløsning og nye under dannelse. Og man ser klart fællestrækkene i udviklingen af landbruget over et kæm­ pemæssigt område, der strakte sig fra Sortehavsegnene tværs igennem Øst- og Mellemeuropa helt op til Holland, Nord­ tyskland og Danmark. Det var ikke blot på det materielle område, at kulturen udviklede sig efter de samme hovedlinier. Også i religionen, f.eks. i dødekulten, fulgte man de samme normer. De døde blev begravet i enkeltmandsbegravelser, og gravhøje blev byg­ get over gravkisten. I gravene lagde man stridsøkser og lerkar, der ofte var dekoreret med indtryk af snor. Disse fællestræk har fået arkæologerne til at tale om stridsøksekulturer, enkelt­ gravskulturer, snorekeramiske kulturer og kurgankulturer „kurgan" er det russiske ord for gravhøj. Alle disse betegnel­ ser dækker de bondesamfund, der var ved at formes i tiden efter ca. 2800 f.Kr.

Menneskene og sproget De forandringer, som bondesamfundene gennemgik, er forsk­ ningen i dag mest tilbøjelig til at opfatte som resultatet af en lang række tekniske, økonomiske og sikkert også naturgivne ændringer. Men sådan har man ikke altid set på det. For blot en generation siden blev alt dette forklaret som resultat af en mægtig folkeforskydning, der havde påvirket store dele af det europæiske kontinent. Mange forskere forestillede sig, at et krigerisk folkeslag, et nomadefolk, som baserede sin livsform på mandsdominerede aktiviteter som krig og kvæghold, nu fortrængte eller undertvang den gamle bondebefolkning. Man mente også, at disse nomadefolk skulle have været bærerne af det indoeuropæiske sprog. Der er ikke langt fra disse teorier til de berygtede forestillinger, den nazistiske ideologi skabte, om høje, lysblonde ariere og germanske folkevandringer, der ko­ loniserede det europæiske kontinent i oldtiden. Det har taget forskningen lang tid at gøre op med disse teorier, som heldigvis kun i en noget afbleget form fik fodfæste

176

Landet forvandles

I løbet af det 3. årtusinde begyndte husdyrene for alvor at sætte deres præg på landskabet. Det ses i pollen­ diagrammerne, hvor over­ drevsplanterne bliver mere hyppige - og overdrevene synes at have eksisteret gennem lange tidsrum. Der sker altså ikke nogen rege­ neration af skoven. Det viser, at man har holdt løsgående husdyr i stort tal. I visse egne af Jylland vandt lyngheden frem, måske fremelsket af menneskene, for hedelyng var en givtig græsningsafgrøde. Billedet viser fåreflokke, der græsser i et overdrevslignende landskab ved Nørre Vosborg i Jylland.

i dansk arkæologi. Først i løbet af 1960erne blev kendskabet til de såkaldte snorekeramiske kulturer udvidet i en sådan grad, at det blev vanskeligt at opretholde teorierne om denne store folkebevægelse. I dag byder der sig bedre forklaringer til, når man skal forstå bondekulturens forvandling i løbet af det 3. årtusinde f.Kr. Men inden omtalen heraf skal det kort nævnes, hvordan sprogforskningen har ment at kunne bruge teorien om stridsøksekulturernes udbredelse ud over det europæiske kontinent til at forklare, hvordan det såkaldt indoeuropæiske ursprog blev udbredt. Det var den sammenlignende sprogforskning, som i 1800tallet udviklede teorien om dette „ursprog". Den søgte herved at forklare de talrige, dybtgående strukturelle overensstem­ melser, der findes mellem de sprog, der betegnes de indo­ europæiske. Man mente, at der engang i fortiden havde eksi­ steret et fælles ursprog, hvorfra størsteparten af de europæi­ ske sprog skulle have udviklet sig ved en opsplitning af dia­ lekter. Helt op til vore dage er der sprogforskere, som mener at kunne knytte dette ursprog til folkevandringer, som i det 3. årtusinde f.Kr. skulle være udgået fra de sydrussiske steppe­

Menneskene og sproget

177

områder, og som i sidste instans skulle have ført til, at også de skandinaviske folkeslag overtog dette sprog. Alt dette er og bliver en teori, som vakler mere og mere. Den moderne sprogforskning ved i dag meget mere om, hvordan lån fra et sprog til et andet kan påvirke sprogets udformning. Selv de almindeligste ord i et sprog kan være udtryk for lån. F.eks. er det engelske pronomen they et skandinavisk låneord, som erstattede et ældre, kontinentalgermansk ord. Ja, selv syntaktiske træk og særegne vendinger kan overtages fra et sprog til et andet, uden at der behøver at ligge folkevandringer bagved. Når f.eks. de europæiske sprog i deres skrevne form i dag frembyder så stærk en påvirkning fra de klassiske sprog som græsk og latin, så skyldes det ikke et fjernt oprindeligt slægt­ skab, men derimod senere efterligninger. Hvor flere sprog mødes med hinanden i daglig omgang, f.eks. ved handel, opstår der påvirkninger i form af låneord og klicheer. De såkaldte pidgin-sprog har givet forskningen nye muligheder for at tolke sproglige ligheder. Den russiske sprogforsker N. S. Trubetzkoi fremsatte allere­ de i 1930rne den teori, at hvis begrebet indoeuropæisk blot betød, at de indoeuropæiske sprog havde visse fælles struk­ turelle egenskaber, så kunne et sprog enten blive indoeuropæ­ isk eller høre op med at være det ved enten at optage eller miste disse egenskaber. Dermed stillede han hele teorien om et indoeuropæisk ursprog på hovedet. Måske det var at gå for langt. Men i hvert fald var det en vigtig indsigelse mod de gamle håndfaste teorier. Udforskningen af pidgin-sprogene har i hvert fald svækket teorien om det indoeuropæiske ursprog alvorligt. For man har lært, at uanset om folkegrupperne vandrer eller forbliver bofa­ ste, så vandrer kultur- og sprogelementerne imellem dem. Og da arkæologerne heller ikke længere kan støtte sprogforskerne med velunderbyggede folkevandringsteorier, så er tiden nok inde til at se lidt mere nuanceret på de gamle, forenklede teorier om sprogenes oprindelse. Ikke blot igennem det 3. årtusinde f.Kr. men også tidligere vandrede kulturelementerne mellem folkeslagene på det euro­ pæiske kontinent. Arkæologerne kan pege på en lang række elementer af bl.a. teknisk art. Det har f.eks. været vist, hvor­ dan de tidligste bondekulturer på det europæiske kontinent stod i stadig kontakt med hinanden og valgte beslægtede tekniske, økonomiske og sociale løsninger på de udfordringer, de stod overfor. Det gjaldt f.eks. tilvejebringelsen af råstoffer, flint bl.a., og de redskaber, man anvendte inden for landbru-

178

Landet forvandles

Omkring midten af det 3. årtusinde f.Kr. viser der sig for første gang i danske oldtidsfund keramikformer, der kan tolkes som mælke­ skåle som f.eks. disse, der er fundet i bondefolkets grave i Jylland.

get. I denne stadige kontakt lå også muligheden for overførs­ len af sproglige elementer. Der er altså næppe grund til at tro, at fremvæksten af et indoeuropæisk sprog på f.eks. dansk område skal føres tilbage til én eneste begivenhed, en indvan­ dring af nye folkeslag tidligt i det 3. årtusinde f.Kr. Snarere var dannelsen af forformerne til det sprog, vi taler i dag, en proces, der strakte sig over årtusinder. Ja, som måske kan føres tilbage til de fjerne tider, da mennesket for første gang færdedes i det landområde, der i dag er Danmark.

Et landbrug under forvandling Bør man således skrive de fleste af folkevandringsteorierne i glemmebogen, kan man i stedet antage, at de forandringer, som skete på det europæiske kontinent i det 3. årtusinde f.Kr., havde den baggrund, at man var begyndt at tilpasse de tid­ ligste former for landbrug til nye vilkår, der bl.a. skyldtes det voksende befolkningstal, som vi kunne iagttage igennem bon­ destenalderens første halvdel. Af stor betydning for landbru­ gets udvikling var også den mangfoldighed af tekniske for­ nyelser, der var skabt igennem navnlig det 5. og 4. årtusinde Et landbrug under forvandling

179

f.Kr. i Den Mellemste Orient. En af dem er allerede beskrevet: indførelsen af plovbruget, som herhjemme foregik omkring 3500 f.Kr. Men det var kun begyndelsen. Udviklingen af plov­ bruget, som igen fordrede udviklingen af egnede trækdyr, bandt husdyrholdet og agerbruget sammen til en uløselig hel­ hed. I kølvandet på plovbruget fulgte derfor en række ændrin­ ger af landbrugets driftsformer, som herhjemme slog igennem med fuld styrke i det 3. årtusinde f.Kr. Først og fremmest lærte man at udnytte de tæmmede dyre­ arter på en mere effektiv måde, både ved hjælp af ny teknik og ved forædling af dyreracerne. Gennem undersøgelser af dyreknoglerne på danske bopladser fra tiden omkring 3000 f.Kr. kan man glimtvis få et billede af landbrugets stade omkring midten af bondestenalderen - og samtidig også et fingerpeg om den fortsatte erhvervsudvikling i det følgende årtusinde. Overalt ser man, hvorledes hovedsigtet med husdyrholdet på dette tidspunkt må have været kødproduktion. Vigtigst har kvægholdet været - og slagtealderen angiver, at man har fore­ trukket at slagte udvoksede dyr. Men der er også forhold, der viser, at der i dyreflokkene har været et vist antal trækdyr (kastrerede handyr) og sikkert også et mindre antal malkedyr. Denne sammensætning afspejler efter alt at dømme nogle tendenser, som forstærkedes i de kommende århundreder, og som hænger sammen med bl.a. udvidelsen af plovbruget, brugen af vogne og udnyttelsen af kvægets mælkeprodukter. Kvæget og dets udnyttelse ved malkning er et træk, som må tillægges stor betydning. Der er ingen tvivl om, at malkning kan betale sig. Den giver fire til fem gange så meget protein, som hvis man udnytter dyret alene som køddyr. Mælk har også mange fordele. Den giver næringsstoffer, som mangler i de fødevarer, som er fremstillet af korn. Mælken rummer fedtstof, protein og sukker i en nyttig sammensætning, og den er endvidere gavnlig ved sit indhold af kalk. Desuden kan mælk forarbejdes til en række forskellige produkter af en vis holdbarhed - de kan altså gemmes som forråd. Alle disse fordele er indlysende, men de betyder ikke, at kvæget altid har været malket og i hvert fald ikke fra det allertidligste landbrugs tid. For det første giver kvæg ikke ret meget mælk, hvis det ikke er specielt forædlet til det. For det andet er mennesket biologisk set ikke umiddelbart udrustet til at kunne optage mælk i voksenalderen. Det er noget, man på vore nordlige breddegrader ofte glemmer. Over meget store dele af verden kan voksne mennesker ikke tåle mælk. Det gælder f.eks. blandt kinesere, thailændere og sydamerika­ nere. På vore breddegrader må evnen til at tåle mælkesuk180

Landet forvandles

Hos de danske stenalderfår havde både hanner og hunner kraftige horn. End­ nu lever stammer af den gammelnordiske fårerace på afsides liggende øer som f.eks. St. Kilda ved Orkneyøerne. Også det gotlandske udegangsfår, som er af­ bildet her, hører til racen.

keret, som skal kunne nedbrydes i tarmen af enzymet laktase, være resultatet af en relativ ny genetisk udvikling. Hvornår den har fundet sted kan ikke siges med sikkerhed, men det er en ikke urimelig antagelse, at kvægets udnyttelse som mælkeproducent ikke var noget, der hørte de allerførste bondesamfund til, men at det var et kulturtræk, som spredtes ud over det europæiske kontinent i det 4. og 3. årtusinde f.Kr. Et sådant kulturtræk ville i de fleste tilfælde være usynligt i de arkæologiske levn. Men på ét område kan man dog gøre mere direkte iagttagelser. Det gælder de beholdere, som man brugte til at opbevare mælken i. Og her viser det sig netop, at åbne skåle (sandsynligvis til tykmælk) og sikar til ostefremstilling begynder at dukke op i stenalderbøndernes keramik i løbet af det 3. årtusinde f.Kr. Her har man altså et af de få direkte vidnesbyrd om den ændrede udnyttelse af husdyrholdet, som må have fundet sted samtidig med det andet store landnam. Men ændringerne gjaldt ikke kun kvæget. Også et andet husdyr, fåret, må have fået en anden rolle. Fra knoglefundene på den tidlige bondestenalders bopladser får man det indtryk, at fåret hovedsagelig har været udnyttet som køddyr. Det tyder dets lave slagtealder på, størsteparten af fårene blev nemlig slagtet, før de kunne levere brugbar uld.

Et landbrug under forvandling

181

Skivehjul fra Kideris Mose ved Herning, kulstof-14 dateret til ca. 2700 f.Kr. og dermed det ældst kendte hjul fra Danmarks oldtid. I sin simpleste form var hjulet fremstillet af en plan­ ke fra et stort træ., nav og skive var udført i ét stykke. De belastninger et skivehjul udsættes for under kørslen, gør imidlertid, at det meget let flækker. Navet udførtes derfor ofte som en selv­ stændig cylinder, mens skiven som f.eks. på Kiderishjulet blev sammensat af flere stykker, samlet med indgratede tværrevler. Herved blev det muligt at lade årerne forløbe således i træet, at risikoen for flækning nedsattes. Først i århundrederne omkring Kristi fødsel blev skivehjulet for alvor afløst af egerhjulet, også når det gjaldt tungere arbejdsvogne.

182

Landet forvandles

De ældste fund af uld i Europa stammer da også først fra det 3. årtusinde f.Kr., de kendes fra Schweiz og Nordtyskland. Og fra de nordeuropæiske bronzealdergrave fra det 2. årtusinde f.Kr. ved man, at fåreuld på det tidspunkt blev brugt til frem­ stilling af dragter. Tidligere kan anvendelsen af hør have været almindelig. Man kender fund af denne plantefiber fra meget gammel tid i Centraleuropa, men netop i løbet af det 3. årtusin­ de f.Kr. ser den ud til at svinde i betydning. Det er nok rimeligt at antage, at hør nu i stor udstrækning er blevet erstattet af uld. Igen kan man formode, at der fandtes en sammenhæng mel­ lem den udvidelse af dyreholdet, i dette tilfælde af fåreflokkene, og så den udvidelse af det bebyggede område, som i Danmark navnlig kan ses i Jyllands vestlige og centrale egne. Som et tredje træk skal vognen fremhæves. De første utvety­ dige vidnesbyrd om brugen af dette revolutionerende trans­ portmiddel stammer fra det sydlige Mesopotamien i begyndel­ sen af det 5. årtusinde f.Kr. Fra dette tidspunkt og fremefter er der en mængde vidnesbyrd om vogne i Syrien, Irak, Tyrkiet og Iran, både i form af billeder og små vognmodeller. I Sydøsteuropa dukker de første fremstillinger af vogne op i midten af det 5. årtusinde f.Kr. Og i Danmark melder vognen sig tilsyneladende samtidig med det store landnam tidligt i det 3. årtusinde f.Kr.

Igen er de danske fund forbløffende overbevisende. Det er nemlig ikke billeder eller modeller af vogne, man står overfor. Det er vognen selv, eller i hvert fald dens hjul. I flere for­ skellige jyske moser har man fundet vognhjul udskåret af brede egeplanker. Hjulenes diameter har været 70-90 cm, og de havde alle fast nav, tilskåret i samme træstykke som selve hjulskiven. Kulstof-14 dateringer har tidsbestemt disse hjul til ca. 2700 f.Kr. Oprindelig har de hørt til en tung, tohjulet, oksetrukket kærre (se side 199). Og vognenes opdukken på dette tidspunkt svarer da også godt til, at man netop nu udvikler nye øksety­ per og en huggeteknik, som muliggør den fladhugning af tømmeret, som er nødvendig for at kunne fremstille vognhjul. Samtidig begynder man over store dele af Europa at an­ lægge veje, enten risbelagte veje, der førte over sumpet ter­ ræn, eller regulære plankebyggede veje, hvor plankerne lå på tværs af færdselsretningen. Den ældst konstaterede vejbane i Danmark stammer da også fra denne tid: det var et ca. 150 m langt anlæg udgravet ved Tibirke i Nordsjælland og dateret til ca. 2800 f.Kr. De nye forbindelseslinier, der dermed var ved at blive skabt, havde dog først og fremmest betydning på det lokale plan. Vognene var ikke beregnet til fjerntransporter fra bygd til bygd, men må snarere betragtes som en art landbrugsred­ skaber. De var langsomme, tunge og havde lav frihøjde. Deres funktion har været at transportere sten, tømmer og lignende uhåndterlige materialer, og som sådan anvendtes de helt frem til jernalderen. Først i århundrederne e.Kr. fik man mere ter­ rængående køretøjer. Men endnu i oldtidens slutning foregik transporter over større afstande fortrinsvis til vands.

Det nye bondesamfund Jylland var den del af landet, som stærkest mærkede de æn­ dringer af landbrugsformen, der skete i løbet af det 3. årtusin­ de f.Kr. Især var det de lette jorder, der kom til at bære præg af den udvidelse af bondesamfundenes bosættelsesområde, som nu satte ind. Som så ofte i arkæologien er det i de dødes verden, man skal søge de tydeligste spor efter forandringerne. På lave skrå­ ninger, først og fremmest på de vestjyske bakkeøer, i en bred bræmme ned igennem halvøen, ligger i dag tusindvis af små gravhøje anlagt i tiden efter ca. 2800 f.Kr. Uanselige er de ganske vist, men deres placering i terrænet og de grave, de dækker over, har tiltrukket sig stor opmærksomhed. Det er de

Det nye bondesamfund

183

Enkeltgravshøje i landskabet ved Almind syd for Viborg. Først i 1890erne begyndte systematiske udgravninger af enkeltgravstidens gravhøje. Mange af dem lå i de tidligere uopdyrkede hedeegne men gik langsomt deres ødelæggelse i møde, da opdyrkningen af heden satte ind omkring århundredets midte. Et storslået forsk­ ningsprojekt iværksat af Nationalmuseet reddede imidlertid mange fund, og i 1898 blev de første videnskabelige resultater af under­ søgelsen fremlagt på tryk. Det blev allerede her slået fast, at grav­ højene var anlagt af en „sydfra kommende stamme", en opfattelse, der har været en af de mest sejlivede i dansk arkæologi. Først i de sidste par årtier er den veget for en ny erkendelse: enkeltgravsti­ dens gravhøje er opført af efterkommere af samme bondebefolk­ ning, som også opførte de store stengrave århundreder tidligere.

såkaldte enkeltgravshøje, de høje, der gav anledning til de vidtløftige teorier om enkeltgravsfolkets indvandring. Gravhøjene indeholder kun sjældent store sten. En kiste, oftest af træ, sjældnere af sten, har rummet den døde. Og alt efter gravens placering i gravhøjen har man kunnet skelne mellem tre forskellige typer: undergrave, bundgrave og over­ grave. Det er en inddeling, der i grove træk også angiver gravens datering inden for de ca. 400 år, der her er tale om. De ældste af gravene, undergravene, blev oftest gravet ned i undergrunden, i enkelte tilfælde så dybt som halvanden meter under jordoverfladen. En trækiste, orienteret øst-vest, rum-

184

Landet forvandles

Grundrids og rekonstrueret snit gennem en grav fra midten af det 3. årtusinde f.Kr. udgravet ved Sjørup mellem Viborg og Hol­ stebro. Omkring den plan­ kebyggede kiste, hvor den døde mand lå, var gravet en cirkulær grøft. I denne havde stået lodrette plan­ ker, der udgjorde væggene i en huslignende konstruk­ tion. Den slags fornemme gravbygninger har nok været mere udbredt, end man umiddelbart får ind­ tryk af. I ældre tid ud­ gravede man nemlig kun selve graven i højmidten og fandt derved ikke sporene efter eventuelle gravbyg­ ninger. Sådanne huse var dog undtagelsen, ikke regelen i det 3. årtusinde f.Kr.

mede den døde. Graven selv kunne være indkredset af en ringgrøft, hvis funktion ikke er helt klar. Men i forbindelse hermed har man undertiden kunnet iagttage spor efter stolpe­ konstruktioner, der var blevet brændt. Ved disse grave har ilden, ligesom i tidligere tider, blusset for at markere den dødes bortgang fra de levendes verden. Over graven er så, efter afslutningen af gravceremonierne, blevet bygget en lille gravhøj, sjældent mere end en meter høj. Senere begyndte man at anlægge gravene på højbunden i niveau med den tidligere jordoverflade - det var de såkaldte bundgrave. Stenbyggede grave blev nu også opført, det var gravkister bygget af flade stenfliser, gerne med en åbning ved den ene smalside. Størrelsen på gravene kunne være op til 3,5 x 2 m. Disse kister byggede man især i det nordjyske område. Ved slutningen af den såkaldte enkeltgravsperiode blev det almindeligt at foretage gravlæggelser i allerede eksisterende gravhøje. De nye grave kom derved til at ligge noget højere oppe i gravhøjen end de ældste, deraf navnet overgrave. Hvor man i enkeltgravsperiodens første tid havde placeret den døde på siden med optrukne ben, altså i sovestilling, så lagde man nu ham eller hende på ryggen i udstrakt leje. Det var en måde at placere den døde på, som man fastholdt langt ned i tiden. Ved gentagne begravelser voksede gravhøjen. For hver ny begravelse føjede man et nyt lag sand eller græstørv oven på den gamle gravhøj - og man kunne derved få gravhøje, som rummede adskillige generationers døde. Dette er normalbilledet. Men der kendes også grave, der adskiller sig påfaldende fra flertallet. Det kan være anlæg, der er udformet som regulære plankebyggede kamre, hvortil der fører en snæver gang, og over hvilke der hvælvede sig en gravhøj af usædvanlige dimensioner. Eller det kan være grave, som har markeret sig med en huslignende konstruktion og yderligere har været forsynet med palisadehegn. Den slags anlæg må have været rejst over mennesker, som havde en særstilling i samfundet. Normalt er det de voksne, der kendes fra tidens gravlæggel­ ser. Det skyldes, at det førhen var almindeligt kun at udgrave gravhøjens centrale parti. I de senere år, hvor fuldstændige udgravninger af højene er blevet mere almindelige, har man imidlertid kunnet iagttage, at der i yderkanten af gravhøjen ofte ligger små stenkister eller grave uden sten. Det synes at være bondesamfundenes børn, der her har fået deres sidste hvilested. Hele familien kunne altså få hvile under den samme gravhøj. Det nye bondesamfund

185

Skematisk snit gennem enkeltgravshøj med ældre og yngre begravelser: nederst en undergrav, derover en bundgrav og øverst i højen en overgrav. Til venstre er vist eksempler på typisk gravudstyr fra en­ keltgravstidens tre perioder.

Mandsgrav

Kvindegrav

Det er ikke blot ved gravhøjene men også ved gravene selv, at man kan se en tydelig forskel i forhold til de normer, der gjorde sig gældende i tidligere tiders bondesamfund. Det er nu forholdsvis nemt at skelne mellem mands- og kvindegrave. Manden blev gerne lagt i gravkisten på den højre side med hovedet mod vest og ansigtet mod syd. Foran den dødes ansigt lagde man en stridsøkse af sten, eventuelt sammen med en flintøkse eller blot flintøksen alene, undertiden sammen med et lerkar med madvarer eller måske snarere en drik. Har der været tale om en drik, kan man gætte på, at den har været gæret og altså alkoholisk, således som man med sikkerhed kender det nogle århundreder senere, i bronzealderen. Den døde må være blevet gravlagt fuldt påklædt, i hans bælte kunne sidde et par store ravskiver og eventuelt en kniv af flint. Det er sædvanligvis det eneste, der er bevaret af, hvad den døde havde på sig. For kvinden herskede i reglen andre men beslægtede nor­ mer. Hun blev begravet i en stilling modsat mandens, dvs. med hovedet mod øst men stadig med ansigtet mod syd. Også hun blev begravet fuldt påklædt og med sine smykker. Tit var der tale om ravperler, som lå enten over lændepartiet eller ved hovedet. Disse døde er næsten de eneste spor, vi har af bondebefolk­ ningen i Jylland i det afgørende tidsrum mellem ca. 2800 og 2400 f.Kr. Det kan synes sparsomt, men ved at sammenligne med de spor, man kender af befolkningen fra tidligere år­ hundreder, er man alligevel nået frem til nogle vigtige konklu­ sioner. Den forfædrekult, som havde domineret i tidligere tiders samfund, og som havde fået så monumentale udtryk, var nu ved at forvandles og gå i opløsning. Retten til den jord, man udnyttede, blev ikke længere demonstreret ved monumentale stenbygninger og en vedvarende dyrkelse af forfædrenes ån­ der, som det var sket i bl.a. dyssernes og jættestuernes tid. Kontrollen med landbrugsjorden var naturligvis stadig vigtig.

Typiske gravgaver fra grav­ høje fra enkeltgravstiden. Øverst et lerkar med mere end 300 ravperler fra en kvindegrav fundet i Sæby ved Viborg. Nederst en stridsøkse, en arbejdsøkse og to ravskiver, sikkert fra et bælte, fra en mandsgrav fundet ved Ejstrup nær Skanderborg.

Men det er som om gravhøjenes mere beskedne omfang og deres spredning over store strækninger af Vest- og Midtjyl­ land antyder, at trykket på landbrugsjorden var lettet. De nye landbrugsformer havde givet adgang til meget nyt land - og det afspejledes indirekte i gravformerne. Hvor man i tidligere tiders bondesamfund så stenbyggede gravkamre med mængder af knogler, forfædrenes benhuse har vi kaldt dem, der ser man nu grave, der på en helt anden måde vidner om interesse for det enkelte individ og dets ejendom. Den døde begraves oftest alene og udstyres med sine personlige ejendele - først og fremmest ting, som viser hans eller hendes rang og status blandt de levende: strids­ øksen er således blevet mandens fornemste statussymbol. Det nye bondesamfund

187

Den døde lever nu ikke længere blandt de levende men synes at være på vej til en anden verden, forfædrenes, hvor han skal genindtage sin sociale position, som man kan aflæse af hans statussymboler. Ja, man har endog sagt, at han med sig i døden bringer landbrugsjord, således som det symbolsk kommer til udtryk ved, at man skræller store mængder jord for græstørv for at kunne bygge gravhøjen. Altsammen er det træk, der peger fremad mod de landbrugssamfund, der skulle udvikle sig i de kommende årtusinder og få deres blomstring i løbet af bronzealderen og den tidlige jernalder. De gravgaver, den døde fik med sig, og den måde, gravene indrettedes på, vidner om samfund, der var bundet sammen på en anden måde end de tidligste bondesamfund. Hvor disse markerede og styrkede deres samfundsform ved bl.a. at bygge store, overregionale samlingspladser, hvor man gennem kulti­ ske fester forenede et større antal bosættelsesenheder, der finder man nu samfund, hvor det enkelte hushold eller den enkelte slægt synes at have levet i en større grad af uafhængig­ hed. Eller rettere, hvor arten af samhørighed med de om­ givende samfund udtryktes på en anden måde. Ved at studere lighederne mellem de gravgaver, som blev medgivet de døde, kan man nemlig se, at der må have eksisteret et vidtforgrenet system af forbindelser imellem samfundene. Det har ikke blot været tekniske nyheder inden for husdyrholdet og agerbru­ get, man udvekslede. Det har tillige været værdigenstande, råstoffer og nok også mennesker, ægteskabspartnere f.eks. Denne vedvarende udveksling er noget af det, som frem for alt karakteriserede det nye bondesamfund, som voksede frem i løbet af det 3. årtusinde f.Kr. Og det er den, der bedre end tidligere tiders folkevandringsteorier kan forklare det slægt­ skab, der eksisterede mellem bondesamfundene over store strækninger af det europæiske kontinent. Kendskabet til det materielle grundlag, som bar disse bon­ desamfund er endnu meget begrænset. Det skyldes først og fremmest, at fund af bopladser er så uendelig fåtallige i netop denne periode. Et enkelt sted, ved Vorbasse i Sydjylland, har man dog fundet rester af en hustomt, et mindre hus var det, med en bredde på ikke over 4-5 m. Hvor typisk dette anlæg var, kan ikke siges med sikkerhed. Men vi skal nok forvente, at arkæo­ logerne i de kommende år vil kunne påvise større og mere regulære huskonstruktioner fra denne tid, som bedre vil kun­ ne udfylde tomrummet mellem de tidligste huse fra bonde­ stenalderen og de gårdsanlæg, som opføres i slutningen af det 3. årtusinde f.Kr. 188

Landet forvandles

Kvindegrav fra Torupgårde i Sydvestjylland. Alle den dødes knogler er opløst i den kalkfattige sandjord. Dette er almindeligt i en­ keltgravstidens grave. Til gengæld kan man under­ tiden iagttage et mørkt, noget fedtet lag på grav­ bunden: spor af den døde selv.

Men ellers er man henvist til endnu mere spredte iagttagel­ ser, aftryk af korn i lerkar f.eks., hvis man skal slutte noget om landbrugets art. Resten af arkæologernes viden kommer fra studiet af bosættelsens udbredelse og fra pollendiagrammer­ nes vidnesbyrd om landskabets udseende. Her kan man an­ tage, at bosættelserne - og i øvrigt også gravhøjene - lå i små klumper i områder, hvor flere økologiske zoner mødtes. Der­ ved sikrede bondebefolkningen sig adgang til både græsnings­ arealer, skov og dyrkningsjord.

Tradition og fornyelse i Østdanmark Alt, hvad der ovenfor har været fremført, dækker bondesam­ fundenes udvikling i de områder af landet, der tidligere havde været meget tyndt befolket. Men når det gælder gamle, tætbe­ folkede landbrugsområder på de frugtbare jorder i Nord- og Østjylland og på de danske øer, er billedet endnu mere uklart. Det skyldes, at i størsteparten af de ca. 400 år, der her er på tale, er fundene fra disse områder meget fåtallige. Og de har tilmed været meget vanskelige at tolke. At fundene er sparsomme skal man ikke undre sig over. Disse områder har været dyrket længst, og derfor er det også her, at dyrkningen har været hårdest ved de arkæologiske levn. Der er andre perioder af oldtiden, hvor en sådan mangel på fund er lige så påfaldende. Det gælder f.eks. den tidligste

Tradition og fornyelse i Østdanmark

189

jernalder, dette til trods for, at man af pollendiagrammerne kan slutte, at bosættelsen og opdyrkningen af Østdanmark netop på den tid var særdeles omfattende. Det samme gælder perioden fra ca. 2800 til 2400 f.Kr. Funde­ ne er få, men dog ikke så få, som man troede for blot få år siden. Det har nemlig vist sig, at der også i dette fremskredne tidsafsnit af bondestenalderen foregik en omfattende vareud­ veksling af flint i det østlige Danmark. Egentlig kan det ikke overraske, for det var jo netop flintforekomsterne, der var en væsentlig del af grundlaget for bondekulturens velstand blot få hundrede år tidligere, og her var situationen fortsat uforan­ dret. Blot har man endnu ikke fundet direkte spor efter flint­ minedriften. Til gengæld vidner talrige fund af såkaldt tyknakkede retøkser af flint om, at økserne i Østdanmark fortsat fungerede som værdigenstande og statussymboler. Her holdt man altså fast ved de gamle ritualer i modsætning til, hvad man gjorde i det vestlige Danmark. De højt værdsatte flintøkser fra Østdanmark havde efter ca. 2800 f.Kr. ændret sig i forhold til tidligere tider. Øksebladet var svagt krummet og nakken kunne være skråt tilhugget. Det tyder på, at økserne var skæftet noget anderledes i den første

Barkæske og træfad fra enkeltgrav ved Kobberup i Midtjylland. Gravgodset, som den døde fik med sig, kunne bestå af en hel op­ dækning: mad og drikke i lerkar, barkbægre og træ­ skåle. Det er dog sjældent, at beholdere af organisk materiale som her er be­ varet. Normalt er der i graven kun levnet red­ skaber og våben af sten, lerkar og eventuelt rav­ perler.

190

Landet forvandles

TiTrili

Rekonstruktion af en skæf­ tet flintøkse fra bonde­ stenalderens senere halvdel fundet ved Føllenslev i Nordvestsjælland.

bondekulturs tid. Dengang synes økseskaftet helt at have om­ sluttet øksens nakke. Nu ser det ud til, at øksen blev skæftet med en del af nakken ragende bagud. Som sådan kender man den med bevaret træskaft fra et mosefund fra Føllenslev i Nordvestsjælland. De mange økser fra offerfund i moser og engdrag eller fra rituelle nedlæggelser ved de stenbyggede gravkamre har vist sig at være en vigtig nøgle til forståelse af tiden mellem 2800 og 2400 f.Kr. i Østdanmark. Tidligere generationers arkæologer mente, at disse områder i løbet af perioden var blevet in­ vaderet af nye folkeslag, eventuelt vestfra eller sydfra. Nu antager man i stedet, at Østdanmark blot var et sted, hvor forandringerne af bondekulturen trængte langsommere igen­ nem. F.eks. fortsatte man på de danske øer den skik at ofre flintøkser i og ved jættestuerne som et led i døderitualet. Skikken voksede frem århundreder tidligere, hvor man brændte eller nedgravede meget fint forarbejdede økser i for­ bindelse med begravelsesceremonierne. Det vedblev man med i Østdanmark, især på Sjælland, mens man i Vestdanmark hverken ofrede flintøkserne særlig omhu ved forarbejd­ ningen eller i større omfang benyttede dem i vareudveks­ lingen. I Østdanmark var de rituelle normer, der kom til udtryk ved brugen af de store stenbyggede grave, altså de samme som i tidligere århundreder. Først i løbet af perioden skete der en slags udligning mellem Øst- og Vestdanmark bl.a. hvad angik benyttelsen af økser. Den kraftige retøkse af flint gik ud af brug og blev erstattet af en tyknakket tværøkse med hulsleben æg altså et helt andet redskab. Det kan synes at være en ube­ tydelig detalje. Men disse nye økser var betingelsen for at man kunne udvikle en ny huggeteknik, som bl.a. gjorde det muligt at fremstille vogne. Denne tekniske fornyelse trak endnu en forandring med sig, nemlig en udvidelse af udvekslingen af flintredskaber, som nu igen omfattede hele landet. Det er dog kun et lille hjørne af problemet, arkæologien har kunnet tage fat på. Fortsat ved man uendelig lidt om, hvad der skete i Østdanmark i disse dunkle århundreder af oldtids­ historien. Det står dog klart, at de gamle bondebygder fortsat var beboede, og at man i bygderne endnu brugte de gamle, stenbyggede gravkamre til begravelsesritualer. Det er også tydeligt, at man ved vareudvekslingen og de rituelle ned­ læggelser af værdigenstande, flintøkser især, fortsatte traditio­ nerne fra tidligere århundreder. Men dertil kom, at en række af de normer, som var blevet fremherskende i Vestdanmark i løbet af perioden nu også trængte igennem i Østdanmark. Tradition og fornyelse i Østdanmark

191

Kort over udbredelsen af fund fra den grubekerami­ ske kultur. Kortet viser med firkanter fund af bopladser - og med en cirkel enkelt­ fund af karakteristiske genstande fra den grube­ keramiske kultur.

Om hele grundlaget for bondekulturen i tiden mellem 2800 og 2400 f.Kr. i Østdanmark er man dog endnu sparsomt un­ derrettet. Der vides intet om bebyggelsens omfang, om bo­ pladsernes udseende og intet om detaljerne i erhvervsformen. Dog har denne del af landet sandsynligvis været præget af velstand og af en rolig kulturudvikling. Men sådanne forløb er ofte meget vanskelige at registrere i de arkæologiske fund. Krise og forvandling i et samfund vil hyppigt give sig langt mere markante udslag i de levn, der bevares i jorden igennem årtusinderne. For landet som helhed er der endnu et uløst problem, der knytter sig til perioden, nemlig kystzonens rolle. At den blev udnyttet i disse århundreder står dog helt klart. Ja, faktisk kan man på det tidspunkt, hvor forvandlingen af bondekulturen for alvor sætter ind, se spor efter en livlig aktivitet ved de danske kyster. Men arten lader sig endnu ikke klarlægge. Især ved Kattegatkysten i Nordøstjylland og på Sjælland har 192

Landet forvandles

De lange, tresidede flint­ pile, som blev fremstillet på fangstpladserne ved kysten, var et meget effektivt vå­ ben. De blev fremstillet af udsøgte, lige flintflækker, slået af cylindriske flæk­ keblokke og må have kræ­ vet en meget kraftig jagtbue ved afskydningen.

man fundet fangstbopladser i ret stort tal. Også de større øer som Livø og Øland i Limfjorden, Nekselø i Sejrø Bugt og Anholt og Hesselø har i disse århundreder været beboet på visse tider af året. Muligvis var det især sælfangst, som ud­ gjorde grundlaget for bosættelsen. Men hvem det var, som levede her, står endnu hen i det uvisse. Man har talt om en særlig fangstkultur, som arkæologerne efter svensk og norsk forbillede har betegnet den grubekeramiske kultur. Det skyl­ des, at de redskaber og våben, der var i brug på bopladserne nær havet, meget ligner dem, man finder på et tilsvarende kompleks af fangstbopladser i Norge og Sverige. På de danske fangstpladser forekommer der en særlig ka­ rakteristisk redskabsform: pilespidsen med skafttunge. At den blev fremstillet lokalt, viser andre fund, nemlig nogle karak­ teristiske cylindriske flækkeblokke, som var restproduktet fra

Tradition og fornyelse i Østdanmark

193

pilefremstillingen. Nogle af pilene er forbløffende lange. De kunne nå en længde af 16-18 cm, var tilsvarende tunge og må altså have været brugt sammen med en meget svær jagtbue. Det har været foreslået, at fangstpladsernes beboere skulle være kommet til Danmark over Skagerrak og Kattegat fra Norge og Sverige, og altså have udgjort et fremmed befolk­ ningselement. Og det har modsat været hævdet, at beboerne blot var den lokale bondebefolkning, som sæsonvis slog sig ned ved kysten, når fangstmulighederne var særlig gode. Klart er det, at de redskaber og våben, deres beboere brugte, meget ligner dem, man finder på f.eks. tilsvarende svenske. Men det giver ikke nogen entydig forklaring på, hvordan disse fangstpladser skal opfattes. Først når billedet af befolkningens erhverv i perioden 2800-2400 f.Kr. står tydeligere frem, vil man kunne komme med en rimelig forklaring på gåden om „den grubekeramiske kultur".

Nye tider Bondestenalderens slutning I slutningen af det 3. årtusinde f.Kr. var den store omstillings­ proces ved at være tilendebragt. Den havde taget adskillige århundreder at gennemføre. Træk ved træk var føjet til den allerede ét årtusinde gamle bondekultur. Nogle havde betydet dybtgående skred i erhvervsformen, i måden man udnyttede jorden på og følgelig også i samfundets organisation og i menneskenes tankesæt. Hele denne vældige omstilling kan man kun belyse glimtvis. Men det er tankevækkende, at man på nogle områder kan aflæse virkningerne af de ændrede levevilkår ret direkte. F.eks. er der vidnesbyrd om, at befolkningens ernærings- og sundhedstilstand må være blevet forbedret igennem det 3. årtusinde. Ved slutningen af bondestenalderen var menne­ skenes gennemsnitshøjde f.eks. øget væsentligt. Mandens gennemsnitlige legemshøjde var steget fra 165 til 176 cm kvindens fra 152 til 162 cm. Begge køn havde i øvrigt også igennem årtusindet fået en betydelig spinklere knoglebyg­ ning. Der er næppe tvivl om, at udviklingen havde nøje sammen­ hæng med et voksende befolkningstal. Indførelsen af landbru­ get i det 4. årtusinde f.Kr. må have haft uoverskuelige be­ folkningsmæssige konsekvenser. Mange af de forhold, som regulerede gruppestørrelsen og befolkningsmængden i jægersamlersamfundene, var blevet ændret, og som vi har set, er det ofte en befolkningsvækst, der fører til forandringer af landbrugsteknikken. Uden et vist befolkningstryk, dvs. be­ hovet for at mætte flere munde, vil der i et traditionelt sam­ fund næppe være noget incitament til at øge fødevareproduk­ tionen, som uanset metoderne altid medfører en større ar­ bejdsindsats. Befolkningstallet må have været stadigt voksen­ de i bondestenalderens Danmark. Men også andre forhold kan have spillet ind og gjort bondekulturen modtagelig for de forandringer, der nåede til landet udefra. Bl.a. må omkost­ ningerne ved den måde, hvorpå man markerede sine territori­ er og dermed adgangen til den eftertragtede dyrkningsjord, være blevet så store, at de oversteg, hvad samfundene kunne præstere. Forsøget på at løse op for denne stress-situation er nok en af forklaringerne på, at nye dyrkningsområder og nye landbrugsmetoder blev taget i brug.

Nye tider

195

Hele den store forvandlingsproces igennem det 3. årtusinde f.Kr. kan således tænkes at være igangsat af en kombination af økonomiske, sociale og befolkningsmæssige faktorer. Derved skabtes det ændrede kulturbillede, som vi kan iagttage i bon­ destenalderens slutningsafsnit, dolktiden eller den sen-neolitiske tid, som vi nu skal vende os til.

Langhuse, kvæg og kom I tiden efter 2400 f.Kr. bliver de arkæologiske fund igen lidt mere alsidige. Det landbrug, som skulle dominere i de efter­ følgende mange århundreder, langt ind i bronzealderen, sy­ nes nu at have fået sin form. Mange bopladsfund fra sten­ alderens slutningsafsnit er kendt, men endnu er det kun et fåtal, der giver et billede af selve boligens udformning og dermed af bosættelsens karakter. Men eksempler er der dog. F.eks. på den allerede omtalte boplads ved Limensgård på Bornholm. Her udgravede arkæo­ logerne et hus af den ældst kendte type fra bondestenalderen det kunne dateres til ca. 2800 f.Kr. Samme sted lå imidlertid også huse, som var opført mere end et halvt årtusinde senere, i stenalderens slutning.

Tomten af et langhus fra bondestenalderens slutning under udgravning ved Limensgård på Bornholm. De udgravede stolpehuller markerer væggene og den indre række tagbærende stolper i huset. Tegningen til højre viser huset i rekon­ struktion. Det er sandsyn­ ligt, at der har været rum­ inddeling, men den har udgravningen ikke afsløret noget om.

196

Nye tider

Bygningernes bredde var 7-8 m, længden ca. 30 m. Dog var det største hus over 38 m langt. Det helt ensartede skema, som husene var bygget efter, havde klare lighedspunkter med det ældste hus på pladsen. Men det er også tydeligt, at der i det mellemliggende halve årtusinde var sket en vigtig byggetek­ nisk udvikling. Først og fremmest var de sene huse meget store, men de havde ligesom deres forløbere en række af svære, runde, tagbærende stolper midt ned gennem længden og de samme rækker af indvendige støttestolper langs vægge­ ne. Disses konstruktion var dog nu kraftigere, og støttestol­ perne stod nærmere vægstolperne, der var lavet af udkløvet tømmer. Til hver af de tagbærende stolper i midtrækken hørte to støttestolper. Var afstanden mellem midterstolperne for stor, kunne man dog indskyde et ekstra sæt stolper i mellemrum­ mene. Det var f.eks. tilfældet i det største af husene. Udgravningen ved Limensgård gav således en række op­ lysninger, der muliggjorde den rekonstruktion af hustypen, der er vist her. Det har været imponerende bygninger, stor­ gårde, som har kunnet rumme en større familie og i øvrigt har haft plads nok til et stort vinterforråd, eller til at man kunne holde kvæg under tag i den kolde årstid. Sikre beviser for, at

Langhuse, kvæg og korn

197

det sidste har været tilfældet, foreligger dog ikke. Der er også mange andre enkeltheder, vi savner viden om. Det gælder indgangenes placering, tagbeklædningen, ruminddelingen osv. Ej heller er det klart, hvor mange huse, der har stået på pladsen samtidig. Efter alt at dømme har der kun været ét eller højst to huse ad gangen, således at de udgravede tomter er spor efter ét eller flere gårdsanlæg, der efter tur er nedrevet og genopbygget på omtrent samme sted. Nu er Bornholm en lille ø i den østligste del af Danmark, og man kunne tænke sig, at forholdene her var så specielle, at de ikke havde gyldighed for større områder af landet. Men det synes ikke at være tilfældet. Går man over til det gamle danske land i Skåne, finder man nært beslægtede hustyper. Ved Fosie uden for Malmø har man f.eks. udgravet et stort antal hus­ tomter anlagt efter samme regelbundne grundplan som de bornholmske. De er ikke helt så lange, men har haft den samme langsgående række af tagbærende stolper ned midt igennem huset - og husenes orientering er i øvrigt som de bornholmske øst-vest. Solvarmen og vindretningen må have været afgørende for, hvordan man foretrak at placere byg­ ningerne i terrænet. I de vestlige dele af landet kender man nu ligeledes disse karakteristiske langhuse. Ved Myrhøj i det vestlige Himmer­ land har man udgravet tre hustomter fra omkring 2400 f.Kr. Også her var taget båret af én række kraftige midterstolper, orienteringen øst-vest, længden var omkring 20 m og bredden ca. 7 m. Hustypen er ligeledes kendt fra andre fund, om end størrelsen kan variere betydeligt, ligesom der kan være af­ vigelser i de konstruktive detaljer: det indre af huset kan f.eks. have delvis forsænket gulv. Med disse fund har forskningen omsider kunnet påvise en byggeskik, der trods visse variationer var fælles for store dele af Sydskandinavien. Det, som gentager sig, er den rektangu­ lære grundplan, den kraftige stolperække ned midt igennem huset og den øst-vestvendte orientering. Om det landbrug, der udøvedes fra disse små bosættelser har fundene endnu ikke meget at sige. Løvfodring af kvæget har givetvis spillet en stor rolle, men sammensætningen af husdyrflokkene kender man f.eks. ikke. Bopladsernes fund af vævevægte er dog et tegn på, at der i husene har stået væve, og de fortæller dermed om den udnyttelse af fårenes uld til klæ­ defremstilling, der var begyndt i det 3. årtusinde f.Kr. Fund af sikar til ostefremstilling vidner om brugen af kvægets mælke­ produkter. Men ellers er det kværnstenene, flintseglene og kornaftrykkene i lerkarrene, der er de mest talende vidnes-

198

Nye tider

Rekonstruktion af en af de oksetrukne arbejdsvogne med massive skivehjul, som blev taget i brug i bonde­ stenalderens sidste halvdel. Rekonstruktionen er baseret på vogndele, der er fundet i moser forskellige steder i Danmark.

byrd om landbruget i bondestenalderens slutning: byggen synes nu at være den dominerende afgrøde på de små mark­ stykker. Et billede af det nye landbrugssamfund er svagt begyndt at tegne sig. Overalt i det land, hvor skoven for alvor var ved at blive åbnet som følge af menneskets indgreb, der kunne man nu finde talrige bosættelser. De lå mest på terræn, der skråne­ de jævnt mod syd. Derved kunne man bedst udnytte solvar­ men, hvad man også bestræbte sig på ved husenes placering: de lå altid nogle få sammen med langsiden mod syd. I nogle bosættelser var det vældige storgårde, der dominerede, i an­ dre var bygningerne af mere beskedne dimensioner. Nærmede man sig husene, kunne man også få øje på de tunge arbejdsvogne, som bragte svært tømmer til bopladsen eller kørte store sten bort fra de små, ryddede og indhegnede markstykker, hvor kornet groede. Man hørte kvægets brølen og måske også lyden af de rappe slag fra flinthuggerens værk­ stedsplads, hvor det årtusindgamle flinthåndværk stadig ud­ øvedes, men nu med en teknik, som overgik alt, hvad man nogen sinde havde set.

Langhuse, kvæg og korn

199

Flinthåndværket blomstrer Fremstillingen af flintredskaber havde igennem århundreder­ ne ført flinthuggeren frem til en mesterlig teknik. Et af høj­ depunkterne i håndværkets udvikling havde været de økser, som blev fremstillet i det 4. årtusinde f.Kr. Men da der i stenalderens slutningstid opstod nye krav til udformningen af både våben og redskaber, udviklede man nye metoder. På flinthuggerens værkstedsplads kunne man nu se dolke, pilespidser, lansespidser og kornsegle, så tynde og skarpe, at man må betegne dem som mesterstykker. De havde en over­ fladebehandling, fladehugningen, som var noget helt nyt in­ den for håndværket. Navnlig dolkene måtte vække beundring. De blev hugget ud af en flintplanke, der ved slag mod kanterne blev formet til et aflangt, fladt spidsovalt råemne. Den videre forarbejdning foregik ved afpresning af tynde flintflader fra kanterne. Det skete ved, at dolken anbragtes på et fast underlag, måske et skinddækket stykke træ med en hulning i. Med spidsen af en hjortetak trykkede man på kanten af flintstykket, indtil en flad spån løsnede sig fra undersiden. Sådan fortsatte man langs hele kanten, vendte derefter flintstykket og gentog behand­ lingen fra den anden side. I nogle tilfælde udførte flinthug­ geren en såkaldt parallelhugning, hvor der på hele bladets overflade dannedes smalle, parallelle afspaltninger nærmest som et bølgemønster. I århundredernes løb var dolkene genstand for stadige æn­ dringer. De ældste var lange, bladformede og helt flade. Med tiden udvikledes håndtaget: det blev tykkere og fik firkantet tværsnit med fine hugsømme langs kanterne. Så udvidedes også bladet og blev bredere. Det blev til „fiskehaledolken", den type, som er kendt fra det berømte fund ved Hindsgavl (side 206). I det sidste stadium af dolkens udvikling forsvandt hugsømmene på håndtaget, og formen blev igen enklere. Som sådan fortsatte typen i brug ind i bronzealderen. Hele dette udvalg af især våben som dolke, lansespidser og pilespidser betegner noget ganske nyt. De var ikke opfindelser gjort herhjemme, men var udviklet på kontinentet og i Eng­ land. Og det var ved kontakt med folkene i disse områder, at helt nye normer for mandens bevæbning trængte igennem. Stikvåben fik nu en fremtrædende plads i våbenudstyret og vedblev dermed igennem de følgende to årtusinder. Den sene stenalderkrigers våben var fuldt på højde med dem, man kunne finde over store dele af kontinentet, men materialet var fortsat flint. Formerne derimod efterlignede det nye redskabs­ 200

Nye tider

materiale, metal, som var ved at komme i almindelig brug uden for Norden. Disse kontakter med fjerntboende folkeslag ytrede sig ikke blot i våbenudstyret, men også på andre områder. F.eks. efter­ lignede pottemageren formen og dekorationen på de lerkar, som var i brug hos de fremmede på kontinentet, specielt når det drejede sig om den finere keramik, som ofte indgik i rituelle sammenhænge. Det må have været en kolossal produktion af fornemme prestigevåben, der foregik i Danmark igennem stenalderens sidste halve årtusinde. Våbnene og redskaberne krævede den mest udsøgte kvalitetsflint, som man først og fremmest skaffe­ de sig ved flintminedrift. Derfor var det også de nordlige og østlige dele af landet, der økonomisk set var de førende i denne tid. I kridtlagene på Skovbakken i Hasseris ved Aalborg har man f.eks. fundet spor efter en omfattende flintminedrift. Og der er ingen tvivl om, at en tilsvarende virksomhed også fandt sted i de flintrige østlige dele af landet. Fra disse rige produktionsområder spredtes flinten som halvfabrikata eller næsten færdige våben og redskaber ud over hele landet. De har kun krævet en afsluttende finhugning, som blev foretaget lokalt, og det er forklaringen på, at våben­ udstyret havde så ensartet en udformning overalt. Men spredningen af den danske flint rakte langt videre. Den nåede langt nordover på den skandinaviske halvø, og den kom til Polen, Nordtyskland, Holland og Østengland. Pro­ dukter af dansk flint havde aldrig tidligere haft en sådan ud­ bredelse, kontakten med omverdenen blev i disse århundre­ der udvidet betydeligt, især fra det nord- og østdanske om­ råde. Og det var også hertil, at det første metal nåede omkring 2000 f.Kr. og dermed kom til at indlede en helt ny æra i landets oldtidshistorie.

De døde og de levende Så ensartet det generelle kulturbillede end så ud i bonde­ stenalderens slutning, var der dog også skikke og traditioner, der adskilte landets enkelte områder fra hinanden. Det gjaldt især de ritualer og forestillinger, som knyttede sig til gravkul­ ten. Igennem det 3. årtusinde f.Kr. var der opstået en skilleli­ nie mellem på den ene side de midt- og vestjyske egne og på den anden side de nordjyske og østdanske områder. For­ skellen mellem disse to zoner eksisterede fortsat i bonde­ stenalderens slutningsafsnit og udlignedes først i løbet af det 2. årtusinde f.Kr., da bronzealderen var begyndt.

De døde og de levende

201

De tynde, lette flintpile­ spidser, som blev anvendt i bondestenalderens slut­ ning, forbedrede pilenes balance og gennemslags­ kraft. Der fandtes mange forskellige former, trekante­ de, lancetformede og hjerte­ formede. Som regel var de forsynet med modhager, der satte sig fast i offerets kød, og søgte man at træk­ ke pilen ud, knækkede den let inde i kroppen.

202

Nye tider

I de nordlige og østlige dele af landet var den fortsatte brug af de store stengrave med plads til mange døde stadig den almindeligste begravelsesform. Henved halvdelen af de gra­ ve, man kender fra perioden, stammer fra den slags gravan­ læg. Her fortsatte man altså traditioner, som havde eksisteret i århundreder. Men man benyttede ikke altid den indgang, som oprindelig havde ført ind til gravkammeret. Den kunne være fyldt op med knogler fra tidligere gravlæggelser - og så brød man ganske enkelt ind i den jordhøj, som dækkede gravkam­ meret og skaffede sig adgang ad den vej. Ofte dækkede man med sand, ler og stenfliser de knogler, der allerede fandtes i gravkammeret - og lagde så de nyligt afdøde oven på dette nye gulvlag. De døde blev oftest lagt udstrakt på ryggen, ganske som det havde været almindeligt i århundrederne forud. Selv om det ofte var de gamle gravkamre, man anvendte i det nord- og østdanske område, så byggede man dog også nye, om end de så noget anderledes ud. De går under be­ tegnelsen hellekister og bestod af et aflangt gravrum omsat med og dækket af flade stenfliser. Nogle af dem var så store, at de kom til at ligne de stenbyggede gravkamre, der var blevet bygget et årtusinde tidligere. Denne gravform opførtes især i Nord- og Vestsjælland samt i det nordlige Jylland. De sjæl­ landske var oftest øst-vest vendte, de nordjyske lå nord-syd. Alle var de dækket af en jordhøj, men uden synlig indgang, modsat hvad der havde været skik og brug i tiden forud. Gulvet i gravkisten blev ofte lagt af flade stenfliser, og på disse blev de døde lagt, ved gentagne begravelser ikke sjæl­ dent oven på hinanden men også ofte sådan, at man flyttede rundt på de gamle knogler fra tidligere begravelser. At der ved disse lejligheder er foregået kultiske ceremonier, synes klart. En anekult må stadig have været udøvet, det viser sig bl.a. ved, at forfædrenes kranier under sådanne handlinger blev behandlet med særlig respekt. Foruden de stenbyggede grave, som anvendtes ved gen­ tagne begravelser, brugte man også i Østdanmark grave anlagt under flad mark - eller rettere grave, hvis synlige overbygning vi i dag ikke kender. Det kunne både være enkeltmandsbe­ gravelser, dobbeltgrave og fællesgrave for mange mennesker. Gravene blev ofte anlagt i gamle strandvolde. Skikken med fladmarksgravene havde sin oprindelse i tidligere århundre­ der. Men enkeltheder i gravkulten afspejler i øvrigt også, at man overtog ritualer fra de befolkningsgrupper syd for Øster­ søen, med hvilke man plejede et livligt samkvem. Udgravningen af disse fladmarksgrave har i nogle tilfælde givet et indblik i de ritualer, der knyttede sig til den for-

fædrekult, som også fandt sted ved de stenbyggede grave. Ved Lille Vasby mellem København og Roskilde har man f.eks. udgravet nogle fladmarksgrave. Der var tale om både regulære enkeltgrave, om en fællesgrav og om nedgravninger med spredte knogler. En del af knoglerne, deriblandt fem barnekranier, var nedlagt i kanten af en stor uregelmæssig nedgravning. To af kranierne lå i hver sin lille fordybning af nedgravningen. Desuden fandtes ryghvirvler, ribben, fingerog tåknogler af både børn og voksne liggende spredt i ned­ gravningen. Nogle steder var der dynger af lemmeknogler, og flere af disse var blevet knækket over før nedlæggelsen. De var dog ikke brækket på langs, som de ville have været, dersom det var knoglemarven, man havde søgt at få fat på. I nogle tilfælde kunne man imidlertid konstatere, at knoglerne var 204

Nye tider

En typisk sjællandsk gravki­ ste (hellekiste) fra bonde­ stenalderens slutning under udgravning ved Vibjerg nær Ølsted i Nordsjælland. Til venstre ses den 3,5 m lange kiste urørt, dækket af fem svære dæksten. Til højre er kisten åbnet. Den rummede flere begravelser, et par af de først gravlagte ses på kistens bund.

blevet skåret over, mens der endnu sad bindevæv på dem. Ligene er altså i visse tilfælde blevet parteret endnu inden skeletteringen. Hvor knoglerne kom fra står ikke helt klart. Men i den store, nærliggende fællesgrav fandt man skeletdele af tre voksne mennesker. Kranierne og de fleste af lemmeknoglerne mang­ lede dog - de var tydeligvis fjernet fra graven. Tilbage lå ryghvirvler, ribben og andre småknogler. Her var det tydeligt, at flytningen af knoglerne var sket, efter at ligene var skelet­ terede. Så uigennemskuelige de ritualer, der lå bag den slags knog­ leflytninger, end kan forekomme, så synes de dog bedst at kunne forklares ud fra den nedstamningsideologi, som må have gennemsyret et stammesamfund som bondestenalde-

De døde og de levende

205

206

Nye tider

Flintdolken fra Hindsgavl på Fyn, et mesterværk i flint, indtager en hæders­ plads i Nationalmuseet i København. I den sene bondestenalders grave ligger flintdolkene altid ved bæltestedet, og et nordtysk fund viser, at de har været båret i en skede af fårelæder omviklet med læderbånd. Fæstet på dolken kunne være beklædt med bark.

rens. Her betragtes jorden næsten altid som forfædrenes. Der­ ved bliver den for erhvervsformen så vigtige tilknytning til et territorium forenet med behovet for, at gruppen kan fortsætte sit liv i de følgende generationer. Religionen og erhvervsfor­ men kommer derved til at spille sammen, dvs. at de økonomi­ ske handlinger, de moralske holdninger, de religiøse trosfore­ stillinger osv. dikteres af slægtskabssystemet, som derved får en helt anderledes karakter end i vort samfund. Man kalder det et integreret betydningssystem, og det kan naturligvis have antaget mange forskellige former; bondestenalderen igennem synes det at have varieret fra epoke til epoke. Men hele tiden må en forfædre- eller anekult have ligget bag de ritualer, man udførte i forbindelse med gravlæggelserne. Og her synes der, specielt i det nord- og østdanske område, at have eksisteret en stærk kontinuitet helt frem til bronzeal­ derens begyndelse omkring 1800 f.Kr. Noget anderledes må udviklingen være foregået i de øvrige dele af landet, først og fremmest i Vest-, Midt- og Sydjylland. Her synes den forfædrekult, som havde domineret fra det 4. årtusinde f.Kr. at være blevet forvandlet i løbet af det 3. årtu­ sinde f.Kr. Resultatet var, at der opstod gravskikke, som på en helt anden måde vidnede om interesse for det enkelte individ og dets ejendom. Markeringen af den dødes rang og sociale status synes her at have haft en større betydning end i Østdan­ mark - og denne tendens fortsatte også frem mod bondesten­ alderens slutning, igennem den såkaldte sen-neolitiske perio­ de. Den gravform, som frem for alt vidnede om forandringerne, var højgravene med enkeltmandsbegravelser. Det var en gravskik, som var opstået århundreder tidligere. Man brugte ligesom dengang egekister ved begravelsen, og de døde blev lagt udstrakt på ryggen. Noget nyt var det dog, at man ofte lagde en vældig stendynge over selve graven. Egekistegravene, som senere i bronzealderen skulle blive så almindelige, var imponerende anlæg. Selve kisten bestod af en vældig egestamme, som blev flækket på langs. De to halvdele udhuledes og dannede bund og låg. Over og under kisten lagde man en svær pakning af sten, som almindeligvis er det eneste, der i vore dage er bevaret af graven: træet formuldede i århundredernes løb og skabte en trugformet fordybning i sten­ dyngen, det eneste tegn på, at en egekiste oprindelig stod der. Over egekisten byggede man en gravhøj, som kunne blive brugt igen og igen, bl.a. ved at man stadig udvidede højen. I deres udformning er egekisterne i høj gravene tydelige for­ løbere for den gravform, som i løbet af det 2. årtusinde f.Kr. De døde og de levende

207

skulle blive så almindelig i Danmark, og som rummede bron­ zealderens højfolk. Endnu var de investeringer af gravgods, man foretog i højgravene, af forholdsvis beskedent omfang. Gravgaverne bestod gerne af en flintdolk, sandsynligvis en bue og en eller flere pile med flintspidser. Statussymboler var det nok, men dog ikke til at sammenligne med det rige gravud­ styr, hvormed man et halvt årtusinde senere skulle udstyre bronzealderens højfolk. Gravene fra bondestenalderens sidste fase giver det indtryk, at den opdeling af landet i to zoner, som var begyndt henved et halvt årtusinde tidligere, fortsat eksisterede helt ind i begyn­ delsen af det 2. årtusinde f.Kr. At man på visse områder var mere traditionsbundet i de nordlige og østlige dele af landet er på sin vis et paradoks. For efter alt at dømme var det netop herfra, at de livligste kontakter med omverdenen udgik. Her lå de store flintrigdomme - og det var også her, man først ud­ viklede en metalteknologi. Men på grund af en næsten fuld­ stændig mangel på bosættelsesspor i Østdanmarks agerbrugs­ områder er vi endnu ikke i stand til at give en forklaring på, hvad disse forskelle oprindelig var udtryk for. Der var dog uomtvisteligt tale om en forskel i kultiske traditioner, og disse var også udtryk for, at ændrede samfunds- og slægtskabs­ mønstre langsomt var ved at trænge igennem. Bondestenal­ derens hele samfundssystem var under forvandling, og det nye oldtidssamfund, som skulle fremstå i løbet af bronzeal­ deren, var ved at forme sig.

Det første metal Metalteknologiens oprindelse I tiden omkring 2000 f.Kr. begyndte metal at blive almindeligt i den vareudveksling, der foregik mellem bondesamfundene i det nordtysk-danske lavlandsområde. Det skete ret pludse­ ligt, selv om metal ikke havde været ukendt i tidligere tider. Allerede omkring 3500 f.Kr. var flade kobberøkser og andre smågenstande af kobber indgået i byttehandelen mellem bon­ desamfundene. På det tidspunkt var en metalteknologi under udvikling i Sydøsteuropa. Men fænomenet var endnu be­ grænset hertil, og i det nordeuropæiske område kom det ikke til en forarbejdning af det nye råstof, kobber. I løbet af det 3. årtusinde f.Kr. svandt metaltilførslerne til Norden ind til næsten ingenting. Det samme gjorde de over store dele af det nordeuropæiske lavlandsområde, noget der tyder på en vis råstofknaphed i oprindelsesområderne mod sydøst. Men fra ca. 2000 f.Kr. nåede betydelige mængder metal nu frem til bl.a. det danske område - og ikke nok med det, en lokal metalstøbetradition udviklede sig også her. Forhistorien bag denne vigtige nyskabelse var meget lang. I henved 3000 år havde metal været kendt på det europæiske kontinent, før bondesamfundene i Nordeuropa blev i stand til at samle og udnytte det brede sæt af erfaringer, som den nye teknologi fordrede. Hvor det begyndte står endnu ikke helt klart. Mange under­ søgelser har peget på, at der kan tænkes flere, indbyrdes uafhængige oprindelsesområder, ikke blot i Mellemøsten men også i Sydøsteuropa. I hvert fald synes det at stå fast, at de første spor efter bearbejdning af kobber på det europæiske kontinent dukker op i det nuværende Bulgarien, Rumænien, Makedonien og Jugoslavien omkring 5000 f.Kr. - ikke meget senere end tilsvarende fænomener i Mellemøsten og det kan ikke udelukkes, at metalteknologien udvikles på Balkanhalvøen uden nævneværdige påvirkninger fra Mellemøsten. Det første stadium i Balkanfolkenes brug af metal bestod i anvendelsen af frit kobber, dvs. næsten rent kobber, som det findes i naturen. Ret snart må man dog have lært, at frit kobber ikke blot lod sig koldhamre, dvs. bearbejde uden opvarmning, men også lod sig hærde i åben ild. Ved hærdningen undgik man en af de ulemper, som gentagen hamring af kobberet medførte, nemlig at metallet blev skørt. Koldhamring blev dog Det første metal

209

fortsat anvendt til at give genstandene deres hårde, skærende ægge. Allerede omkring 4000 f.Kr. nåede man på Balkan frem til en teknik, hvorved man kunne udsmelte metal af kobbermalm. Fra dette tidspunkt stammer da også de ældst kendte spor efter kobberminedrift i Europa, nemlig fra Rudna Glava nær Bor i det nordøstlige Jugoslavien, og Aibunar i Bulgarien. Forudsætningen for malmudvindingen og senere formnin­ gen af kobberet i støbeforme var en udviklet brændingsteknik, der i ovnene kunne nå de 700°C, som var nødvendige for at udvinde kobber af malmen - eller, hvor det drejede sig om støbning af kobberet til de 1083°, som er kobbers smeltepunkt. Netop en sådan brændingsteknik synes at have haft lange traditioner i Sydøsteuropa, hvor man allerede i adskillige år­ hundreder havde brugt keramikovne, der må have kunnet nå 7-800 varmegrader, og hvor man magtede at regulere lufttilfør­ slen til ovnen. Man har derfor kunnet udvikle metalteknologi­ en uden nævneværdige påvirkninger udefra. I løbet af det 3. årtusinde f.Kr. spredtes kendskabet til metal­ støbning over større dele af det europæiske kontinent, navnlig mod vest til Sydtyskland, Frankrig, England og Irland. Samti­ dig eksperimenterede man med nye typer af støbeforme, så at man kunne fremstille større og mere komplicerede støbte gen­ stande. Og, hvad der var lige så vigtigt, man begyndte at eksperimentere med at fremstille legeringer med bl.a. tin, hvorved man øgede metallets hårdhed og forbedrede selve støbeprocessen, idet man nedbragte risikoen for dannelsen af blærer, der kommer, når gasarter frigøres ved støbningen. Disse eksperimenterende stadier var stort set gennemløbet omkring 2000 f.Kr., da det store boom i udnyttelsen af de europæiske kobberforekomster satte ind. Udviklingen af kobberteknologien i det 4. og 3. årtusinde f.Kr. må ses på baggrund af, at der fandtes lettilgængelige forekomster af frit, næsten rent kobber i et stort område fra Makedonien og Bulgarien i syd til Slovakiet i nord. Henimod slutningen af det 3. årtusinde f.Kr. synes der imidlertid at være opstået en vis knaphed på kobber. En mere intensiv søgning efter råstoffer må være sat ind, og det har muligvis været baggrunden for, at den nye teknik nu spredtes til områder, der kun havde sparsomme forekomster af frit kobber, men til gengæld rummede den malm, som tyskerne kalder Fahlerz. Det var netop den malm, som blev udnyttet af de første metal­ brugende samfund i f.eks. Bøhmen og Mellemty skland. Fahlerz er en dybereliggende malmart end den kobber­ malm, som træffes, hvor malmåren bryder frem i dagens lys.

210

Det første metal

Kort over de naturlige forekomster i Europa af kobber, guld og tin, som udnyttedes i bondestenal­ derens slutning. Navnlig de centraleuropæiske fore­ komster fik betydning for den begyndende danske metalproduktion.

Den er svovlholdig og rummer desuden arsenik, antimon, nikkel, sølv og bly, somme tider op til 20%. Gennem metalanalyser har man søgt at bestemme oprindel­ sen til de forskellige typer kobber, der var i brug i Central- og Nordeuropa omkring 2000 f.Kr. Resultaterne har været spar­ somme, men kan dog oplyse, at metalforekomster i områder så tæt på Danmark som Harzen har været udnyttet. Også kobberforekomsterne på Helgoland har været nævnt som en mulig forsyningskilde. Dog har man endnu ikke kunnet sand­ synliggøre, at de har været udnyttet. Denne vældige udvidelse af metaludvindingen satte ind omkring 2000 f.Kr. i en bred zone over det central- og vest­

Metalteknologiens oprindelse

211

europæiske kontinent. Den fulgte i direkte forlængelse af de ændringer, som var sket i løbet af det 3. årtusinde f.Kr., og resulterede i en kraftig udvidelse af vareudvekslingen imellem samfundene. Men denne omfattede først og fremmest gen­ stande, som må have haft betydning for markeringen af men­ neskers prestige og status. Metalgenstandene var nemlig ikke i første række redskaber, som kunne bruges i det daglige arbejde. Det var smykker af forskellig art, og det var økser og dolke, altsammen ting, hvis funktion ikke så meget var praktisk bestemt, men snarere havde en symbolsk betydning i det sociale system. Metalal­ derens begyndelse markerede altså mere et socialt og økono­ misk end et teknologisk skel i samfundenes udvikling. Dette skel kan man iagttage overalt på det europæiske konti­ nent. Omkring 2000 f.Kr. finder man både i nord og syd tegn på en øget markering af menneskers forskellige rang inden for oldtidssamfundene. Og man ser også velstandscentre opstå i mange europæiske områder. Et håndgribeligt udtryk for dette er, at der i tiden omkring 2000 f.Kr. i en bred zone fra Bretagne og England i vest til Mellemtyskland, Polen og Bøhmen i øst bygges kæmpemæssi­ ge gravhøje med kostbare gravgaver af guld og bronze. Grav­ gaverne ser ud til at være fremstillet i specialistværksteder, som kun de mægtigste slægter formåede at opretholde. Ved at investere store mængder rigdom i de ritualer, der knyttede sig til dødekulten, lagde disse slægter netop vægt på at demon­ strere deres høje sociale status. Fænomenet er ikke begrænset til Central- og Vesteuropa. Helt ned i Middelhavsområdet kan

Et iøjnefaldende vidnesbyrd om de store samfunds­ ændringer, der satte ind i Mellemeuropa omkring 2000 f.Kr. er stormands­ graven ved Leubingen i det nuværende DDR. Et stort gravkammer var her anlagt i en næsten ni m høj gravhøj bygget over en mere end 200 m3 stor stendynge. I gravkammeret var to men­ nesker gravlagt med et kostbart udstyr af bron­ zeøkser, -dolke og mejsler samt smykker af guld og bronze.

212

Det første metal

man se en påfaldende strukturel overensstemmelse med de begivenheder, der fandt sted længere nordpå. Også i den østlige del af Middelhavet havde det 3. årtusinde været en forvandlingens tid. Det var på denne tid, man i det ægæiske område skabte det landbrugssystem, som hvilede på dyrkningen af hvede, vin og oliven. Oliven og vin var af­ grøder, som havde den fordel, at de kunne dyrkes på områder, der ikke var velegnede til hvedeavl. Det nye landbrugssystem betød derfor en kraftig udvikling af produktiviteten. I virkelig­ heden havde man opfundet noget, som i betydning kunne måle sig med overrislingslandbruget i floddalene i Mellem­ østen. For Middelhavslandbruget skabte, hvad man i dag ville kalde en feedback mekanisme: en voksende befolknings­ mængde fremtvang igennem det 3. årtusinde f.Kr. eksperi­ menter med landbruget, og disse eksperimenter gav igen, når de lykkedes, grobund for en endnu større befolkningstil­ vækst. Resultatet blev, at der opstod højt udviklede samfunds­ systemer, de første i Europa. Første gang var på Kreta, hvor den minoiske kultur voksede frem. Det var nu de store pa­ ladser i bl.a. Knossos og Faistos blev bygget. Omkring disse magtcentre opstod samfund med en tydelig social lagdeling. Til paladserne knyttedes talrige specialhåndværkere, og der udvikledes yderligere et skriftsprog, hvormed man holdt or­ den i økonomien. Nogle få århundreder senere gentog det samme sig på det græske fastland, hvor den mykenske kultur opstod omkring 1600 f.Kr. Hændelsesforløbet i Grækenland frem til år 2000 f.Kr. var som nævnt resultatet af en kraftig befolkningsvækst, en om­ lægning af erhvervet og en række teknologiske fornyelser, som alle stort set skete på hjemlig grund. Det førte til et skred i udviklingen - og det er stort set de samme drivkræfter, der var virksomme i Central- og Nordeuropa, om end man ikke her nåede frem til den samme rige kulturudfoldelse som i det sydeuropæiske område. Men også her satte en udvidelse af vareudvekslingen ind, først og fremmest af eftertragtede vå­ ben og smykker samt sjældne råstoffer som bl.a. guld, bronze og rav. Udvekslingen fandt sted mellem de nyopdukkede velstandscentre, og altsammen var det som en del af et socialt system, hvor ledernes prestige og magt bl.a. var betinget af evnen til at samle og fordele velstand efter bestemte normer. På den måde opstod der kæder af udvekslingssystemer over store strækninger af det europæiske kontinent - og heri finder man også forklaringen på, at de danske oldtidssamfund nu for alvor blev bragt i kontakt med folkeslagene mod syd.

Metalteknologiens oprindelse

213

Det første metal i Danmark

Guldhalssmykke fra Grevin­ ge Mark i Odsherred. Så­ danne halssmykker, der er fremstillet af det første guld, der kom til Danmark i oldtiden, kaldes af arkæolo­ gerne lunula, det latinske ord for halvmåne.

214

Det første metal

Også til Danmark nåede metalteknologien omkring 2000 f.Kr. Det skete i den sidste del af den periode, der kaldes den sen-neolitiske eller dolktiden. Og ligesom andre steder i Euro­ pa skete det efter en periode, hvor samfundsøkonomien hav­ de ekspanderet kraftigt. De metalsager, som nåede hertil i tiden efter ca. 2000 f.Kr. udgjorde et typisk udvalg af, hvad der var i omløb andre steder på kontinentet. Det var økser, dolkstave, ringe af forskellig udformning og endelig også småsager som nåle og fingerrin­ ge. En stor del af disse genstande indgik senere i offerriterne, og de findes derfor ofte nedlagt i moser eller andre vådom­ råder, som regel uden at fundomstændighederne er særlig oplysende. Det kan derfor være vanskeligt at danne sig et indtryk af, hvilken rolle disse metalsager spillede for bonde­ samfundene i stenalderens slutningsafsnit. Dog kan et stu­ dium af deres oprindelsessted give et indtryk af det vidtforgrenede net af forbindelser, som bragte dem hertil. I alt kender man et par hundrede genstande af metal fra bondestenalderens slutning. Samlet er der tale om henved 60 kg kobber. Og selv om man aldrig får viden om, hvor stor en del det var af den oprindelige mængde, så siger det dog noget om, at man næppe skal tillægge metalgenstandene alt for stor en betydning for det daglige arbejde i datidens samfund. Det vigtigste redskabsmateriale var fortsat flint, som det havde været det i årtusinder. De analyser, man har lavet af det første metal, som nåede til landet, har ikke kunnet sige meget om oprindelsesstedet. Her er det snarere genstandenes form, der kan give et fingerpeg om, hvor de kommer fra. Nogle stammer fra kontinentet, nogle få kommer fra Irland, men hovedparten synes at være fremstillet herhjemme efter fremmede forbilleder. En lokal metalstøbekunst udviklede sig tilsyneladende næsten samti­ dig med den første import. Muligvis var det vandrehåndværkere, der bragte den nye teknik hertil Økserne var langt de almindeligste. Af dem var enkelte fremstillet i Vesteuropa, nærmere betegnet Irland. Man har kaldt dem Ballyvalley-typen, og de er dekoreret med en geo­ metrisk ornamentik: sildebensmønstre, skraverede trekanter, vinkler og småstreger. Nogle af økserne er meget store, indtil 20 cm lange. Ved hjælp af de genstande, de er fundet sammen med, kan de fortælle, at bølgen af metalsager nåede til Dan­ mark samtidig med, at de store høvdingegrave blev anlagt i Central- og Vesteuropa.

Det første metal i Danmark

215

En anden gruppe økser er af en type, som er en af de mest almindelige i Centraleuropa, navnlig i Mellemtyskland og Tjekkoslovakiet. Det er såkaldte randlisteøkser, som var be­ regnet til skæftning i et vinkelbøjet træskaft. Normalt er de uden dekoration. En helt speciel våbenform er dolkstavene, eller rettere klin­ gerne til sådanne, som kendes i en snes fund fra Danmark. Disse ejendommelige våben var omkring 2000 f.Kr. i brug over store dele af Europa, fra Spanien til Irland og Skotland og fra Frankrig til Mellem- og Østeuropa. Der er flere varianter, og den, de danske tilhører, har sin hovedudbredelse i Østtysk­ land og det nordvestlige Polen. Her har produktionsområdet sikkert ligget. Endelig dukker genstande af ædelmetal nu op for første gang i Danmarks oldtid. I alt tre flade halssmykker af guld, fundet på henholdsvis Sjælland og Fyn, kender man fra tiden omkring 2000 f.Kr. De betegnes Lunulæ efter det latinske ord for halvmåne. Disse særegne smykker er især kendt fra Irland men er også fundet på kontinentet så langt mod syd som Spanien og mod øst i Danmark. De danske Lunulæ afviger imidlertid noget fra de irske. Disse kan have hele fladen på den halvmåneformede plade dekoreret med linier og liniegrupper i zigzag-mønster. De danske derimod er enten helt uden de­ koration eller har enkelte ophøjede linier langs med smykkets

Kort over fund af metaløk­ ser fra bondestenalderens slutning. Deres geografiske fordeling viser dels hvilke dele af landet, der var de rigeste, dels hvilke egne, der opretholdt forbindelser med de metalproducerende områder i Europa.

216

Det første metal

De tre vigtigste typer af metaløkser fra bondestenal­ derens slutning. Til venstre en økse af vesteuropæisk oprindelse, i midten en økse, som er fremstillet i Danmark og til højre en økse, hvis hjemsted er det centraleuropæiske område, sandsynligvis Mellem­ tyskland eller Tjekkoslova­ kiet.

kant. Den samme enkle udsmykning har også de Lunulæ, som er fundet i nærheden af Danmark, i Nordtyskland f.eks. Be­ tyder det nu, at man i Irland har fremstillet to slags af disse halvmåneformede smykker, én med megen udsmykning be­ regnet til hjemlig anvendelse, og en anden, enklere, beregnet som bytteobjekt med fremmede folkeslag? Eller betyder det, at andre guldsmede på kontinentet har arbejdet efter irske for­ billeder? Endelig kunne man også tænke sig, at det var van­ drende håndværkere fra Irland, der førte kendskabet til guld­ smykkerne til andre steder end deres oprindelsesland. Guldsmykkernes metalsammensætning kunne måske give et svar. Her viser det sig også, at der er tale om en forskel i lødigheden af de irsk-britiske og de kontinentale smykker. Det kunne måske tale for, at de kontinentale, og dermed de danske Lunulæ, er fremstillet f.eks. i de fransk Kanalegne, uden at man dog nærmere kan angive hvor. Denne usikkerhed hæn­ ger sammen med, at man ikke nøjagtigt kan bestemme selve guldets oprindelse. Helt frem til tiden omkring Kristi fødsel må størsteparten af det guld, der var i omløb i Europa, have været udvasket flodguld. Det er et af de resultater, man er kommet frem til gennem omfattende naturvidenskabelige analyser af guldgenDet første metal i Danmark

217

Det største offerfund af metalsager fra bondestenal­ derens slutning fundet i Gallemosen nordøst for Randers. Fundet rummede en blanding af fremmede og hjemligt fremstillede metal­ genstande, først og frem­ mest økser men også tre tunge, mærkeligt formede stænger, hvis anvendelse ikke kendes.

stande fra forhistorisk tid. Guld findes hovedsagelig i jord­ overfladen i metallisk gedigen form enten som ganske små enkeltpartikler eller som sammenhængende tråd- og blikfore­ komster i guldholdig sten. Desuden forekommer guld som guldholdigt sand. Når den guldholdige klippe nedbrydes, vil guldet af regn­ vand skylles ud i floderne og aflejres her i flodsand og grus. Den slags guld kaldes vaskeguld, og de steder, hvor det fore­ kommer, kan ofte være rigere på guld end de oprindelige, eller primære forekomster. Flodguld udvundet ved vaskning eller slæmning har igennem hele forhistorisk tid været den vigtig­ ste forsyningskilde. At udvinde guld af bjergenes guldmalm er nemlig et meget vanskeligt arbejde. Det er nok foregået allere­ de i det 3. årtusinde f.Kr. i Ægypten og Mesopotamien. Men i Europa synes bjergbrydning af guld først at blive almindeligt i romersk tid. Indtil da blev guldet vasket ud af flodsand. De naturvidenskabelige analyser af oldtidens europæiske guld har også vist, at det næsten altid er tinholdigt. Det be­ tyder, at det er flodguld. I dag er den slags forekomster næsten overalt på vort kontinent udtømte. Men der er ingen tvivl om, at man i Irland og i Donauområderne, men også mange andre steder i Europa, fra metaltidens begyndelse har kunnet ud­ vaske det eftertragtede ædelmetal i ret store mængder. Et klart svar på, hvorfra disse ældste guldfund i Danmark stammer, kan man altså ikke give. Her oplyser bronzegenstan­ dene os mere om for synings vej ene for det første metal, som nåede til landet. Størsteparten af fundene peger mod syd og sydøst - og i mindre omfang mod vest, til Irland og Kanalegne­ ne. Det var altså herfra, man fik sit første kendskab til metal­ teknologien. Det er stort set det samme billede, der tegnes af de lokalt fremstillede metalgenstande, først og fremmest randlisteøkserne, som udgør henved halvdelen af samtlige metalfund fra perioden. De er af en type, der kun kendes fra Sydskandinavien. I formgivningen og dekorationen viser de en blanding af irske og centraleuropæiske elementer. Det er et billede, der svarer til det, vi tegnede af de importerede metalsager. Her står man altså over for de første metalgenstande form­ givet og støbt på dansk område, sandsynligvis af centraleuro­ pæisk kobber men uden at man kan sige, i hvilken form dette metal kom til landet. Hovedparten blev støbt herhjemme, mens kun et fåtal af de fremmede typer bevaredes - ganske som det skete senere hen i bronzealderen, hvor også næsten alt fremmed metal blev støbt om i overensstemmelse med den hjemlige smag. Det første metal i Danmark

219

Det var kun få af metalgenstandene, der endte som grav­ gaver i den sene stenalders grave. Størsteparten indgik som nævnt i de offerriter, der havde en allerede tusindårig historie bag sig. Nu kender man ikke altid de omstændigheder, hvorunder metalgenstandene blev nedlagt. Men i mere end halvdelen af tilfældene er de blevet nedlagt i vådområder som moser, søer, åer og engstrækninger. Tidligere tolkede man disse fund som handelsmænds hengemte forråd. Det er nu ikke sandsynligt. Den forkærlighed, oldtidsbefolkningen havde for vådområ­ derne, peger snarere i retning af, at nedlæggelserne var af sakral karakter, ganske som de var det allerede fra bondesten­ alderens begyndelse, hvor især ceremonielle flintøkser blev nedlagt under tilsvarende omstændigheder. Den sene bondestenalders metalsager, først og fremmest økserne og dolkstavene, indgik altså i den ejendommelige offerskik, som krævede, at store mængder kostbare materialer gik ud af cirkulationen. Man kan tænke sig, at det var prestige­ givende for slægtsgrupper eller enkeltpersoner at kunne ofre kostbarheder, som var erhvervet ved kontakter med andre samfund, f.eks. i forbindelse med udveksling af ægteskabs­ partnere, indgåelse af alliancer osv., som det tidligere er be­ skrevet. Bortødningen af kostbarhederne havde så den indirekte effekt, at der til stadighed var behov for nye udvekslinger af prestigegenstande, og derved opretholdt den såvel den sociale konkurrence som forbindelserne samfundene imellem. Dette ejendommelige økonomiske og sociale system synes at have været noget dybt rodfæstet i oldtidssamfundet. Og det var dette system, som i århundrederne derefter skulle komme til at spille så stor en rolle i det stammesamfund, ledet af et krigeraristokrati, der udviklede sig i bronzealderen.

Bronzealderen

Ejendommelige i deres form og af gådefuld anvendelse er mange af de fund, vi kender fra bronzealderen. Således denne kultøkse, som stammer fra et ukendt findested i Nordsjælland. Fra nogle samtidi­ ge, små bronzefigurer ved vi, at den har været båret af mænd med hornede hjelme (se side 329) i de religiøse ceremonier, som ud­ gjorde så vigtig en del af bronzealdermenneskenes liv. Men hvilken betydning de havde vil formodentlig altid være overladt til vor fantasi.

Metalstøbere og bønder Et kontinent i forvandling Det 2. årtusinde f.Kr. var en forvandlingens tid i Europa. Metalteknologien havde gået sin sejrsgang over kontinentet omkring 2000 f.Kr., og følgerne var synlige mange steder. De omlægninger af landbruget, der var sket igennem det 3. årtu­ sinde f.Kr., havde ført til befolkningsvækst, den økonomiske og sociale udvikling var accelereret, og i begyndelsen af det følgende årtusinde kan man se, hvorledes stærke høvdinge­ slægter markerer sig talrige steder fra Bretagne og Sydengland i vest til Østtyskland og Polen i øst. Her opstod nu rigdoms­ centre, hvor de ledende slægter demonstrerede deres magt og prestige bl.a. ved at lade et stort forbrug af fornemt tilvirkede håndværksprodukter og efterspurgte råmaterialer som bron­ ze, guld og rav indgå i gravkulten. Men hvor den sociale og økonomiske udvikling i begyndel­ sen markerede sig punktvis, fulgte nu i de følgende århundre­ der en gennemgribende opdeling af samfundet. Et krigerari­ stokrati synes efterhånden at være vokset frem i de fleste europæiske områder, dog således at det hele tiden var den centraleuropæiske zone, der var den førende. Her fandtes de fleste økonomiske forudsætninger for væksten bl.a. i form af råstoffer til metalproduktionen og gode betingelser for ud­ vikling af landbruget. I tiden efter ca. 1800 f.Kr. kunne man se en bronzealderkul­ tur, som strakte sig gennem hele det centraleuropæiske om­ råde fra Rhinen i vest til Karpaterne i øst. Man kalder den høj gravskulturen efter den gravform, som var den fremher­ skende: begravelse af ubrændte lig i gravhøje. Den samlede sig i to store beslægtede kulturkomplekser: ét som omfattede det sydlige Tyskland og de tilstødende områder (Østfrankrig, Sydvestbøhmen og de vestlige dele af Østrig) - og et andet, der fandtes langs Donaus mellemste løb, i Tjekkoslovakiet, Østrig og Ungarn med udløbere i Rumænien og Jugoslavien. Det var navnlig fra denne vældige zone, at impulserne til dannelsen af den nordeuropæiske bronzealderkultur udgik. Det var først og fremmest bronzesager, der herfra nåede mod nord til egnene omkring Østersøen. Men med dem fulgte også meget andet nyt. Da man f.eks. i Centraleuropa omkring 1400 f.Kr. gik over til at brænde de døde, skete der i Sydskandinavien et tilsvarende skift i de religiøse normer.

Metalstøbere og bønder

223

Til det danske sommerland­ skab hører også bronzeal­ dergravhøjene. Med deres placering på de store bakke­ drag, højt hævet over bug­ tens vand, er de blevet en del af et romantisk Dan­ marksbillede, som blev skabt i 1800-tallet og dybt har påvirket de gængse forestillinger om bron­ zealderen. Billedet er fra Knebel Vig på Mols.

224

Metalstøbere og bønder

Netop tiden omkring 1400 f.Kr. markerede et kulturelt skel inden for den centraleuropæiske bronzealder. Århundrederne derefter kalder man urnemarksperioden, idet det nu i Central­ europa blev skik at begrave de dødes brændte ben i urner, som nedgravedes på store gravpladser, urnemarkerne. Fortsat kan man skelne mellem en østlig og en vestlig zone i Centraleuropa. I begyndelsen, dvs. fra det 13. århundrede f.Kr. er det de østlige egne, der fører i udviklingen. Senere, dvs. lidt inde i det 1. årtusinde f.Kr. sker der også en kraftig økonomisk vækst mod vest - altsammen er det noget, som indirekte mærkes på kulturudviklingen i det fjerne periferiom­ råde, som Danmark udgjorde i forhold til Centraleuropa.

Når det østlige område i begyndelsen var det førende, skyl­ des det især, at råstofmængderne var rigeligst her: kobbermi­ nerne må i denne periode have produceret vældige mængder af den eftertragtede malm. Men det skyldes også nærheden til Europas andet store kulturcentrum: det ægæiske område. Her var der i løbet af det 2. årtusinde f.Kr. vokset en mægtig kultur frem, den mykenske, som blev Europas første bycivilisation (se side 213). Man har gerne villet se forbindelserne ned over Balkanhalvøen til Grækenland som forklaringen på det økonomiske op­ sving, Europa får i det 2. årtusinde f.Kr. Bl.a. har man ment, at det var grækernes behov for metal, der førte til så nære kon­ takter. Og man har videre troet, at der her ved slutningen af det 2. årtusinde f.Kr. skulle være foregået vældige folkebevæ­ gelser fra Centraleuropa ind i det ægæiske område. Så enkelt forholder det sig næppe. For selv om de bulgarske og serbiske kobberminer må have produceret enorme mæng­ der af kobber, har det ikke været muligt at påvise spor efter direkte ægeeiske interesser i Østeuropa. Der er heller ikke tegn på, at alpint kobber i det 2. årtusinde f.Kr. skulle være nået til Grækenland. Endvidere er fund af mykenske sager, f.eks. våben, stort set begrænset til den sydlige del af Balkanhalvøen. Til Centraleuropa kom de aldrig. Og nok er der mange kulturelle overensstemmelser mellem Grækenland og landene i nord, men de indbyrdes forbindelser må hele tiden have været af indirekte art. I hvert fald er de næppe udtryk for regulære handelsekspeditioner endsige folkevandringer. Det betyder, at det ægæiske område kun havde meget ringe indflydelse på de fjerne periferiområder i nord. Impulserne til dannelsen af den nordeuropæiske bronzealder kom i første række fra Centraleuropa. Og herfra indgik de som led i en kultur, der lige så meget var præget af lokale forudsætninger. Lad os da igen vende blikket mod Norden og den vej, historien havde taget siden slutningen af bondestenalderen.

Vejret og landet Det er, som der står en høj, klar sommerhimmel over den danske bronzealder. Noget sommerligt er der i de gængse skildringer af denne fjerne oldtidsperiode. „Solens folk" kald­ te forfatteren Martin A. Hansen bronzealderens mennesker, og disse lykkelige folk lod man oftest færdes i et varmt, parkagtigt landskab af umiskendelig lighed med det, de romanti­ ske malere i forrige århundrede forevigede på deres lærreder. Dette er noget af myten om bronzealderen, den opstod i

Vejret og landet

225

1800-tallet, samtidig med at arkæologien blev en videnskab. Til myten hører også, at denne strålende guldalder i århundreder­ ne f.Kr. afløstes af en kold og våd jernalder, efter at en klima­ forværring var sat ind og havde forvandlet oldtidsbefolknin­ gens levevilkår til det hårde og barske. Hvor megen sandhed er der da i den myte? Det 2. årtusinde f.Kr., som bronzealderens første halvdel faldt i, hørte til den subboreale periode, også kaldet den yngre lindetid. Stadig var det en varmetid, generelt var klimaet varmt og tørt med en gennemsnitlig sommertemperatur lidt højere end i dag, om end temperaturkurvens bølgedale begyndte at kunne spores. Netop her har den moderne forskning kunnet modificere den ældre arkæologis meget enkle billede af bronzealderens stabi­ le, tørre klima. Ud fra undersøgelser i de nordeuropæiske højmoser har man kunnet vise, at klimaudviklingen ikke blot i den subboreale tid men i de sidste 5-6 årtusinder har haft et bølgeformet forløb. Tilsyneladende har der været tale om cykliske klimavariatio­ ner, som danner et forløb med ca. 260 år mellem hver ændring. Med regelmæssige mellemrum er der altså indtruffet perioder med en temperatursænkning eller større nedbør, eventuelt begge dele samtidig. Sådanne ændringer forekom flere gange i løbet af bronzealderen, men de har antagelig været ret kort­ varige, og intet tyder på, at de har været særlig ugunstige for landbruget. Der er god grund til at antage, at bronzealdermen­ neskenes erhvervsform var så veltilpasset, at den kunne tåle mindre klimaændringer, uden at der på længere sigt opstod katastrofale situationer, som kunne true hele samfundet. Kunne man imidlertid fra et højt punkt overskue bron­ zealderens Danmark, som det så ud i det 2. årtusinde f.Kr., ville man få et billede af et landskab i langsom forvandling. Baggrunden herfor var de ændringer, der var sket igennem det forudgående årtusinde. Med en bebyggelsesudvidelse, mange teknologiske fornyelser og en omlægning af hele er­ hvervsmønsteret havde det været en periode, hvor mennesket var begyndt at forrykke den økologiske balance. De ældre tiders bondesamfund havde taget hul på jordens opsparede kapital, og med det øgede menneskelige indgreb i skoven havde man for alvor sat gang i jordbundsforringelsen, som det allerede tidligere er beskrevet. Hævede man sig op over landskabet, ville man se, at der nok endnu mange steder var store, tætte og sammenhængende skovarealer. Men som helhed havde skoven ændret karakter. Der var vældige områder, hvor de store skovtræer især eg, nu stod i mere spredte klynger. Imellem skovarealerne bredte de 226

Metalstøbere og bønder

Åbent skovlandskab ved Halskov Vænge på Falster. Ved at lade fåreflokkene græsse frit har man her genskabt et landskab, som kan minde om det, der mange steder var fremher­ skende i Danmark i det 2. årtusinde f.Kr. I skoven ses også talrige små gravhøje fra bronzealderen.

åbne overdrevslandskaber sig. Det var steder, hvor skoven ikke længere regenererede. Hvor den åbne skov og overdreve­ ne fandtes, her lå også bronzealderens bebyggelse. Overdrevslandskabet var skabt af de store mængder hus­ dyr, der hørte til bronzealderlandbruget. Husdyrene bed af urter og vedplanter, de gødede jorden kraftigere nogle steder end andre, de trampede og gnubbede, så træernes og buske­ nes rødder blottedes. Derved skabte de en ganske bestemt sammensætning af vegetationen: især græsser kom til at domi­ nere, og blandt de øvrige vækster var det de stikkende og rodskydende vedplanter, som klarede sig bedst. Men trods ensartetheden var der også variationer at se, som naturligt i et land med så store jordbundsforskelle som Dan­ mark. I Østdanmark lå de tungere jorder. De var ret ensartede, dannede af moræneler isprængt mindre sandaflejringer. Her synes bebyggelsen at ligge på den noget lettere muld, samtidig med at den generelt viste en tendens til at holde sig til de kystnære egne. Indlandet var stort set ubebygget, her bredte store, sammenhængende skove sig. Det er ganske vist ikke noget klart bebyggelsesbillede, vi her kan få fra bronzealderens første halvdel, men vi kan dog antage, at vegetationen bestod af åbne skove afvekslende med marker og græsgange i de bebyggede områder og tættere skove i de egne, hvor der ingen menneskelig beboelse var. En Vejret og landet

227

sådan vegetationsform gav mulighed for et løvengsbrug, der var særdeles gunstigt og produktivt i forbindelse med de løs­ gående husdyr, der hørte til bronzealderlandbruget. Og i al­ mindelighed gav den gode morænejord da også et bedre grundlag for fornyelse af vegetationen end de magre jorder i landets vestlige egne. Ligeledes gav topografien også mulig­ hed for at udnytte havets rigdomme. En produktiv vegeta­ tionsform og udnyttelsen af havets ressourcer var således den økonomiske baggrund for de rige bronzealdersamfund, der igennem det 2. årtusinde f.Kr. udviklede en tæt bebyggelse i Østdanmark. I Vestdanmark så billedet noget anderledes ud. Her strakte de store smeltevandssletter sig, hvor skovbevoksningen fra begyndelsen havde været mere åben end på de tungere jorder mod øst. Allerede i det 3. årtusinde f.Kr. var man begyndt at udpine skoven, hvorved den næsten helt forsvandt og lyngen bredte sig. Det er bl.a. det billede, man kan danne sig ved undersøgelser af jordlagene under bronzealderens jyske grav­ høje. De viser, at højene ofte er blevet anlagt på overdrevsjord, som i flere tilfælde havde været hårdt afgræsset eller lyng­ klædt. En sådan vegetationstype er netop et resultat af lang­ varig dyrkning og græsning, hvorved den oprindelige skov var blevet udtyndet og gradvist forsvundet. Også uden for smeltevandssletterne synes man i Jylland at have valgt at bosætte sig på de lidt lettere jorder. Det skyldes, at skoven her oprindelig var mere åben og derfor lettere at omforme og udnytte til kvæggræsning. Men mest værdifulde var i det lange perspektiv de bosættelser, hvorfra man samti­ dig kunne udnytte en mere stabil vegetation. Det er derfor, bebyggelsen på rent hedesand forblev mere spredt og snart udtømte sin mulighed for ekspansion, mens det navnlig var den bebyggelse, der lå i tilslutning til bakkesandet og moræne­ leret, der fastholdt sin stabilitet bronzealderen igennem. På bakkesandet var den oprindelige vegetation tættere og mere modstandsdygtig over for udtynding og udnyttelse. Og her gav nærheden til morænen med den tætte skov mulighed for en gunstig vekselvirkning mellem græsning og løvfodring. I dette overgangsområde lå altså den tætteste og mest stabile bebyggelse.

Bopladser og gårde Endnu er det kun med brede strøg, vi kan male billedet af den ældre bronzealders bosættelse. Ejendommeligt er det på sin vis, for der er næppe nogen anden periode af oldtiden, hvor vi

228

Metalstøbere og bønder

kommer menneskene så tæt ind på livet som netop her. Fra egekistegravene kender man bronzealdermenneskene selv, man kan i de mindste detaljer studere deres påklædning, deres hårmode, deres personlige udstyr og meget andet. Men billedet af husene, markerne, alt det, som omgav menneskene i dagligdagen, er kun langsomt ved at blive tegnet. Dog har de sidste årtiers arkæologiske forskning bragt megen ny viden frem for dagen. Det skete f.eks., da man i 1970erne fandt en af de første bopladser fra den ældre bronzealder, Egehøj, på nordsiden af Djursland. Den lå på en sydvendt skråning i et moræneland­ skab kun 4 km fra Kattega tkysten. Bopladsområdet var stort, henved 20.000 m2, og kun henved en tiendedel af det kunne udgraves. Men alligevel fandt man her den slags huse, som bronzealderens mennesker havde levet i gennem den første del af det 2. årtusinde f.Kr. Flere, men endnu uudgravede huse ligger sikkert på pladsen. I alt udgravedes tre hustomter liggende tæt sammen. Den største var den først opførte. Det var en 21 m lang og 6,5 m bred rektangulær bygning, solidt konstrueret af svære stolper. Henved 135 m2 havde været under tag. Huset var øst-vest orienteret og var bygget med én række tagbærende stolper med et par meters mellemrum. Tæt op til dette hus lå to lidt mindre, henholdsvis 18 og 19 m lange, ligeledes 6 m brede. Tilsyneladende var de bygget senere, men i øvrigt var de helt af samme hovedform. Alle tre huse viser klart, at man i bron­ zealderens begyndelse stadig byggede huse, som man havde gjort det i bondestenalderens sidste del. På Egehøjbopladsen var der også talrige spor efter beboer­ nes daglige gøremål. Store mængder flint vidnede f.eks. om den redskabsfremstilling, der var foregået inde i og uden for husene. Der var fund af pilespidser, dolke og spydspidser, altsammen fremstillet i den fladhugningsteknik, som også karakteriserer flinthåndværket i århundrederne forud. Der var vævevægte, spor efter at der i husene var foregået tekstilfrem­ stilling. Og der var fund af korn, byg og hvede, som havde groet på de små markstykker, som omgav husene. Der var også spor efter de brønde, som havde forsynet det lille sam­ fund med vand. Ud fra Egehøjfundet kan man slutte, at den bosættelsesform og sikkert også det erhverv, som dominerede i bronzealderens første århundreder, lå i direkte forlængelse af, hvad der havde eksisteret i århundrederne forud. Men i tidens løb skete der alligevel forandringer. I hvert fald hvad angik udformningen af husene. For nogle få år siden udgravede man ved Trappen-

Bopladser og gårde

229

Forenklet plan af hustomter fra bronzealderens be­ gyndelse udgravet ved Egehøj på Djursland. Stol­ pehullerne viser, at tre huse har afløst hinanden på det samme sted. De har alle været af den samme type: lange, rektangulære og med en enkelt række tagbærende stolper ned igennem husets midte.

230

Metalstøbere og bønder

dal nær Gram i Sønderjylland endnu en hustomt fra den ældre bronzealder. Den var kun nogle hundrede år yngre end Ege­ højhusene, men i udformningen adskilte den sig klart fra disse. Trappendalhuset var et såkaldt treskibet langhus. Det var 23 m langt og 8 m bredt, dvs. at hen ved 185 m2 havde været under tag. En imponerende bygning var dette hus og ganske karak­ teristisk i sit udseende. Det lå orienteret øst-vest med en lille forskydning mod sydvest, og der havde været to indgange, én i hver langside. Gavlene havde, som de tætstillede stolper viste, været afrundede. Ned gennem husets midte gik ikke én men to rækker svære, tagbærende stolper. Det indre fik der­ ved den opdeling, som har givet huset navn: det treskibede langhus. Denne huskonstruktion afviger tydeligt med sit tredelte in­ dre fra f.eks. Egehøjhusene. Samtidig peger den klart frem mod den husform, som senere hen i bronzealderen skulle blive den altdominerende. Ja, som i sin grundform fortsatte helt op i vikingetiden. Her ligger altså, engang i den ældre bronzealder, et af de vigtigste skel i bondegårdens udviklingshistorie. En ny hus­ type var blevet opfundet, som skulle leve i mere end 2000 år. Der knytter sig endnu en del gåder til Trappendalhuset. Bl.a. kan man spørge, om det virkelig var et beboelseshus, eller om det var en bygning, som af kultiske grunde var blevet rejst i tilknytning til gravritualerne. For efter at have stået et stykke tid var huset brændt ned, og oven på tomten opførte man en stor gravhøj af nogenlunde samme diameter som husets længde. Det rejser spørgsmålet, om Trappendalhuset var et dødehus, der slet ikke var bolig for de levende. Et sådant højbyggeri oven på en hustomt kender man også

o O O OOOO O O o

5M

O oo o OO O O OO O oo o O o o OO o OO OO O O O O o o

°0 ooo O o o o Ooooooo$

Typiske langhuse af den form, som udviklede sig i løbet af den ældre bron­ zealder: det er treskibede huse, dvs. at taget bæres af to rækker indvendige stol­ per. Øverst et hus fra Trap­ pendal i Sønderjylland, derunder et hus fra Høj­ gård, ligeledes i Sønder­ jylland. Begge husene lå orienteret øst-vest med en lille drejning mod nordvestsydøst.

o o

O oo OOOOOOQOOOOOO

andre steder i Danmark, f.eks. ved Hyllerup nær Slagelse. Under gravhøjen ved Hyllerup lå et ca. 22 m langt og 8 m bredt treskibet langhus, også orienteret øst-vest. Dets indre var op­ delt af en tværvæg i et mindre vestrum og et større østrum. Hylleruphuset var nedbrændt, og man havde derefter pløjet hen over tomten. Senere var gravhøjen så blevet opført på det sted, hvor huset havde ligget. I begge de nævnte tilfælde er placeringen af hus og gravhøj på nøjagtig samme sted påfaldende. En sammenhæng kan tænkes, men tilfældigheder kan også have spillet ind. I hvert fald er huse af nøjagtig samme konstruktion i de senere år begyndt at vise sig ved arkæologiske udgravninger på helt almindelige bopladser fra den ældre bronzealder. En sådan kendes f.eks. ved Højgård i det sydlige Jylland. Hustypen har været et regulært beboelseshus, og man ken­ der nu bygninger, som ved deres størrelse er endnu mere imponerende end Trappendal- og Hylleruphusene. De er, bl.a. i Højgård, fundet i over 30 m's længde, dvs. at der her har stået bygninger, som har haft henved 250 m2 under tag. De er større end selv vikingetidens store træbyggede haller. Selv om vi kun kender de treskibede langhuse fra stolpe­ sporene i jorden, giver de et indtryk af en højt udviklet tøm­ merteknik, som svarer godt til det billede af bronzealderens høje tekniske stade, som vi kan danne os fra periodens øvrige fund. Bopladser og gårde

231

Ard fundet i en tørvemose ved Hvorslev i Midtjylland. Den er fremstillet af en simpel tveje, den ene gren danner sålen og den anden åsen, som okserne har været spændt for. Et firkan­ tet hul i ardens bageste ende er til fastgørelse af styret. Hvorslevarden er den ældst kendte danske ard.

Helleristningsscene fra Listleby i Bohuslen i Sveri­ ge, et af de smukkeste ardbilleder fra oldtiden, som viser en pløjescene med et redskab af samme type som Hvorslevarden.

232

Metalstøbere og bønder

Afdækningen af bronzealderens landsbyer er endnu et helt nyt arbejdsfelt i dansk arkæologi. Og fortsat rummer det en lang række uløste spørgsmål: Hvor mange hushold bestod bosættelsen af, dvs. hvor mange mennesker boede sammen på bopladserne? Hvor gjorde man af kvæget? Var de store bygninger både beregnet til beboelse og stald? Hvor tæt lå de i landskabet, og hvor længe blev de liggende på ét og samme sted? Og hvad var det for erhverv, der udøvedes i disse be­ byggelser? Hvad angår erhvervet, så kan man dog formode, at det i begyndelsen må have lignet det, der foregik i den sene bonde­ stenalder. Kvæghold, hovedsagelig baseret på løvfodring, har sikkert været dominerende i den første halvdel af det 2. årtu­ sinde f.Kr. Men skal man dømme efter pollendiagrammernes vidnesbyrd, bliver kvæggræsningen i løbet af årtusindet sta­ dig mere intensiv. Agerbruget må derimod have været af mere begrænset omfang. Men tendensen går i retning af en stadig dybere menneskelig indflydelse på landskabet. Mange steder i f.eks. Jylland er der efterhånden opstået vidtstrakte, åbne landskaber præget af afgræssede overdrev og hedearealer. Man foretrak de relativt lette jorder, og generelt synes en 30-40% af det samlede danske landområde at have været ud­ nyttet til landbrug. Noget nyt er der dog i fundene. For første gang finder vi nu i det 2. årtusinde f.Kr. ikke blot spor efter pløjningen men også ploven selv. En krogard, fundet i en lille kedelmose ved Hvorslev nær Viborg, har kunnet kulstof-14 dateres til dette tidsafsnit. Hvorslevarden er den ældst kendte danske ard men på dette tidspunkt havde arden allerede været i brug i Danmark i henved 2000 år. Det siger lidt om, hvor meget vor viden om oldtidens landbrug hviler på tilfældige fund.

Bronzens mestre De første bronzestøbere

Spydspids fra Valsømagle på Sjælland, dekoreret med spiralmotiver på dølien. Et af de tidligste eksempler på den levende spiralstil, som kom til at dominere bron­ zestøberens arbejder om­ kring midten af det 2. årtu­ sinde f.Kr.

Tidligt i det 2. årtusinde f.Kr. krydsede de første bådlaster med metal Østersøen. Bådene satte ud fra Østersøens sydlige ky­ ster, hvorfra der på det smalleste sted ikke var mere end 25 km til de øer, der i dag hører til det danske område. Hvad bådene i øvrigt rummede, ved vi ikke, ej heller hvordan metallet kom i omløb mellem de bondesamfund, som lå derinde på bakkerne i de åbne kystlandskaber. Men vi ved, at der nu rundt omkring sad kyndige håndværkere, som kendte til det fremmede metal og forstod at udnytte dets egenart. I slutningen af bondestenalderen var man, som vi har set, i Østdanmark begyndt at eksperimentere med støbningen af bronze. Man magtede allerede da at fremstille økseblade af ret høj teknisk kvalitet. I de efterfølgende århundreder fortsatte bronzestøberne deres eksperimenterende virksomhed og nåe­ de snart at mestre de talrige tekniske finesser, der knyttede sig til det nye håndværk. En af de første erfaringer, man måtte gøre, var at lære at variere sammensætningen af bronzen efter de forskellige for­ mål, den skulle tjene. Oftest drejede det sig om en kobber-tin legering med et tinindhold på omkring 10%. Skulle man have hårdere, mere sprøde, letsmeltelige bronzer, måtte man gå op til et tinindhold på 16-25%. Skulle bronzen derimod være sej og plastisk, måtte man skabe et tungtsmelteligt metal med et lavere indhold af tin, oftest mellem 5 og 8%. Smeltningen af bronzen har givetvis været den del af proces­ sen, som var omgivet med mest dramatik. Det var også her, man havde mest at lære, for så høje varmegrader havde man ikke arbejdet med før. Bronzen smelter først ved ca. 1000°C, men for at støbe ordentligt måtte man have et varmeoverskud, temperaturen måtte op på 1100-1200°. Det kunne man kun opnå i støbeovne eller eventuelt i gruber i jorden, hvor man ved ivrig brug af blæsebælge sørgede for en kraftig træk, dvs. en kunstig ilttilførsel til forbrændingen. Hvilken smeltemetode man anvendte, ved vi ikke. Smelte­ ovne er først kendt fra et senere afsnit af bronzealderen, måske man i begyndelsen betjente sig af støbegruber. Men når det smeltede metal kom ud herfra, var både digelen og bronzen hvidglødende og udsendte en voldsom varme, som man måtte beskytte sig mod, f.eks. med våde klude. Bronzens mestre

233

Offerfundet fra Thorsted i Vestjylland er et af de æld­ ste og største af sin art fra bronzealderen. Den mere end syv kg tunge samling af bronzer stammer dog ikke fra danske bronzestøberes værksteder. Økserne er nok fra Nordtyskland, spyd­ spidserne derimod fra værksteder i Sydtyskland eller Schweiz. Økserne var slidte og beskadigede, mens alle spydspidserne var brugsklare med skarpslebne ægge.

234

Bronzens mestre

Diglerne kender vi fra bronzealderens fund. De var frem­ stillet af brændt ler og var små og flade, oftest på størrelse med en spiseske, sjældnere større. De var formet af ler blandet med kvartssand og bærer næsten altid spor af den voldsomme varme, de blev udsat for: de er farvede af kobberforbindelser og sammensintrede i overfladen. Deres ringe størrelse tyder på, at smeltningsmetoderne kun tillod smeltning af små por­ tioner. Ved støbningen kunne bronzestøberen anvende forme en­ ten af sten eller ler. Et yndet materiale for støbeforme var klæbersten, som var let at skære i, og som havde en god ildfasthed. Til gengæld var den kun lidt porøs og optog derfor kun i ringe grad de luft- og gasarter, der blev fortrængt af den smeltede bronze. For at afhjælpe denne mangel skar man i klæberstensformen fine, skråt opadløbende luftkanaler, gen­ nem hvilke luft- og gasarterne kunne komme ud. Også sand­ stensforme kunne bruges, men lettest at håndtere var dog forme af brændt ler. De var ganske vist ikke så holdbare som stenformene, men materialet var mere porøst og gasabsor­ berende, og det var lige for hånden. Leret blev derfor langt det almindeligste materiale til fremstilling af forme. Formene var normalt „ægte", dvs. at de var indrettede til at skilles ad for at tage det støbte emne ud - og de kunne så, dersom de ikke gik itu, samles igen og bruges til næste støb­ ning. De ægte forme blev fortrinsvis brugt til fremstilling af mere almindelige genstande. Her kunne støbeformen forenk­ les, således at den blev todelt eller blot forsynet med en enkel, ihængt kerne. Det var navnlig knive, dolke, sværd, spyd, økser og segl, der blev lavet på denne måde. Ved fremstilling af mere komplicerede genstande benyttede man en anden fremgangsmåde, støbning å cire perdue, dvs. med tabt voks. Ved denne støbeteknik var formen ikke ind­ rettet på at skulle skilles ad men måtte slås itu, når det støbte emne skulle tages ud. Cire perdue metoden var yderst vanskelig at mestre. Men alligevel blev det en udbredt teknik, hvis detaljer man i dag kan studere på de bronzegenstande, værkstederne frembrag­ te. Men fremstillingsprocessen var ikke afsluttet med støbnin­ gen. Når den støbte genstand kom ud af sin form, skulle den efterbehandles. De bronzefyldte indløbskanaler skulle fjernes og overfladen bearbejdes yderligere med slibning og polering og eventuelt forsynes med en udhamret dekoration. På de genstande, som var støbt i ægte form, sad der endnu skarpe kanter, grater, der hvor formhalvdelene var samlede. De blev

hamret af og senere glattet efter ved slibning med sandsten. I mange tilfælde blev hele genstandens overflade glatslebet og poleret, i arbejdstimer et langt større arbejde end selve støbe­ processen. Også hamring af metallet kunne finde sted, bl.a. når æggene skulle skærpes.

Dekoration og form

Støbeform til våbenøkser fremstillet af klæbersten beregnet til at kunne skilles ad. Fundet ved Tibirke i Nordsjælland.

236

Bronzens mestre

Den sidste bearbejdning bestod i dekoreringen af bronzen, og det var her, bronzehåndværkeren for alvor viste sin skaber­ evne og tekniske kunnen. Men håndværkets konventioner var stærke, og det er forbløffende at se, hvor regelret udviklingen af dekorationskunsten forløb. Det har gjort det muligt at skel­ ne mellem tre stilfaser, som samlet repræsenterer håndvær­ kets udvikling fra begyndelsen omkring 1800 f.Kr. og frem til bronzealderens midte omkring 1000 f.Kr. Hver af disse faser har sit karakteristiske præg. Den første stil er præget af geo­ metriske mønstre, så følger en stil med spiralornamenter og endelig en, hvis karakteristiske træk er en stadig vekslen mel­ lem fordybede og ophøjede mønstre i metallets overflade. I den tidligste fase dekoreredes bronzerne med en enkel men alligevel raffineret geometrisk ornamentik. De blanke flader udsmykkedes med indpunslede, geometriske mønstre som linier, trekanter, rhomber og buer. En svungen V-formet figur forekom også. Motiverne var opdelt i zoner og dekoratio­ nen bygget op på en vekslen mellem ornamenterede og glatte flader. Det var et dekorationsprincip, der også fandt anvendel­ se inden for de forskellige zoner, idet man her dannede et mønster, ved at nogle af trekanterne eller rhomberne stod med glatte flader, mens andre var skraverede. Enkel og måske lidt bleg var denne stil, men harmonisk spillede den på stilfærdige kontraster mellem dekoreret og udekoreret. Helt overtaget fra fremmede, kontinentale forbilleder var den også. Det var nem­ lig de samme trekanter, buer, rhomber og svungne V-formede figurer, man fandt på de metalsager, der langvejs fra, fra Ungarn og Rumænien, nåede til Danmark i denne periode. Fra Karpaterbækkenets bronzer blev motiverne overført til bron­ zer,hvis formgivning helt igennem var nordisk. Endnu var omfanget af bronzestøbningen dog ret begræn­ set. Det var et beskedent antal former, der blev støbt, først og fremmest mandssager som økser, sværd, dolke, køller og spyd. Kvindesmykker blev så at sige ikke fremstillet. Men der er dog tegn på, at noget nyt er undervejs. I slut­ ningen af denne første fase begyndte fremstillingen af en række bronzer, som i dekoration og formgivning var et varsel

Ufærdige bronzeøkser fra en stor offernedlæggelse ved Smørumovre nær Kø­ benhavn. Økserne har endnu støbesømme fra støbningen og har altså ikke fået den sidste færdig­ pudsning. Fundet er det største danske bronzefund fra det 2. årtusinde f.Kr. Det bestod af ikke mindre end 163 stykker, fortrinsvis økser og spydspidser.

om den kraftige opblomstring, bronzehåndværket skulle op­ leve omkring midten af 2. årtusinde. Udgangspunktet var de stigende tilførsler og kendskabet til nye bronzeformer fra det europæiske kontinent, først og fremmest fra områderne om­ kring den mellemste Donau. I dekorationskunsten viste det nye sig ved, at de første spiralmotiver dukkede op. Spiraldekorationen var den ornamentstil, som i de efter­ følgende århundreder så fuldstændigt skulle dominere det nordiske bronzehåndværk. Længe havde denne særegne de­ korationsform været kendt i landene omkring det østlige Mid­ delhav. Om det var herfra, den bredte sig til det sydøsteuro­ pæiske område, ved man ikke med sikkerhed. Men et stykke inde i det 2. årtusinde f.Kr. finder man den i fuld udfoldelse i landene omkring Karpaterbækkenet, hvor man udnyttede den på en levende og fantasifuld måde. Den indgik forbindel­ se med forskellige små motiver som spiralhager, hvirvler, volutter og sving, en ganske munter og flimrende stil. Og det var herfra, via importerede bronzer, at stilen bredte sig nord­ over til det sydskandinaviske område. Med spiralstilen udvides også bronzestøberens repertoire. Han begynder at fremstille et bredere udvalg af mandssager: økser, sværd, dolke, spyd, nåle og bæltehager, personligt statusudstyr, som næsten altsammen er efterligninger af frem­ mede former, men kyndigt og selvstændigt udført. Omkring 1500 f.Kr. kommer så det store, altomvæltende boom i det nordiske bronzehåndværk, spiralstilen slår igen­ nem. I den forudgående tid havde en stigning i metaltilførs­ lerne været tydeligt mærkbar, nu synes man at råde over en næsten ubegrænset mængde af det fremmede metal. I dekora­ tionskunsten bliver spiralen det altdominerende motiv. Den bliver anbragt på bronzernes store, brede flader. Den placeres i kreds- og halvkredsformede bælter, og bronzestøberen lader den lege i det uendelige, i tætte vindinger og i sig selv tilbage-

Massiv bronzeøkse med den geometriske dekora­ tion, som er karakteristisk for de første bronzearbejder der er fremstillet i Dan­ mark. Fundet ved Holtegård uden for København.

Dekoration og form

237

Nærbillede af spiraldekorationen på en bælteplade fra det store offerfund fra Vognserup Enge på Nordvestsjælland, se side 272. Billedet afslører den præcision, hvormed håndværkeren arbejdede, når han skulle udsmykke den blanke bronzes flader. Mest impo­ nerende er udførelsen af spiralerne. Studerer man dem under et mikroskop, vil man se, at afvigelsen fra det korrekte cirkelslag er uendelig lille. Det er sandsynligt, at spiralerne blev fremstillet med et passerinstrument, idet de består af halvcirkelslag, hvis centrum bestandig flyttes i forhold til hinanden. Herved opstår der en spi­ ral, hvor afstanden mellem vindingerne hele tiden er konstant. Hvordan bronzehåndværkeren var i stand til at nå frem til den forbløffende præcision og tekniske kunnen står dog endnu som noget af en gåde. I bronzealderens støbeværksteder blev håndvær­ ket drevet frem til en fuldkommenhed, som står vor industrialisere­ de tidsalder med dens masseprodukter uendelig fjernt.

gribende bevægelser, der ruller sig sammen og løser sig op. Spiralerne sluttes sammen i grupper, forbindes med hinanden med bånd og hager. De udføres både med punsel og ved støbning, men altid med sikker hånd. Den fladedækkende

238

Bronzens mestre

Processionsøkse fundet ved Viby på Sjælland. Den 46 cm lange økse vejer fem kg.

dekoration udfylder på velafbalanceret vis bronzernes flader. Spillet i spiralerne og i de lave reliefagtige bånd supplerer hinanden på det mest fuldkomne. Nu bliver også kvindesmykker i stort antal fremstillet i bron­ zestøbernes værksteder. Altsammen peger det på en blom­ string af håndværket, man ikke havde set tidligere. De to fornemste produkter fra bronzestøbernes værksteder var sværdet og våbenpålstaven. Begge var de udprægede per­ sonlige statussymboler, værdighedstegn, som gennem deres fornemme udformning markerede bærerens sociale position. Også kvindesmykkerne gennemgik i denne bronzestøbnin­ gens blomstringstid en udvikling: de forvandledes fra det min­ dre til det større og overdådigt dekorerede. Det gjaldt navnlig de bælteplader, som særligt de fornemme kvinder smykkede sig med. Så fulgte omkring 1200 f.Kr. den tredje fase; en ny dekora­ tionskunst, som byggede på en vekselvirkning mellem posi­ tivt og negativt, udviklede sig. Den trængte ikke igennem over hele landet på samme tid. I de rige bronzealderbygder i Øst­ danmark fortsatte bronzestøberne endnu med at videreudvik­ le de gamle traditioner, spiralmønstre var stadig foretrukne. Men i Jylland trængte nye dekorationselementer igennem, inspireret af udsmykningen på nye typer af fremmede bron­ zer, som var kommet i omløb mellem de velstående bon­ deslægter. Snart fulgte også øerne med. Vekselvirkningen mellem ophøjede og fordybede mønstre

Nærbillede af den plastiske dekorationsform, der kom i brug hen imod 2. årtusindes slutning. Fra oversiden af en bæltedåse, et stort og tungt kvindesmykke, fun­ det i Kassemosehøj mellem København og Køge. Vek­ selvirkningen mellem de ophøjede og fordybede mønstre er særlig karak­ teristisk for denne kunststil.

Eksempler på udnyttelsen af det tungeformede motiv, stjernemønsteret, som præger den tredje af bron­ zealderens stilarter. Ek­ semplerne stammer fra bæltedåser, som hørte til de fornemme kvinders udstyr.

240

Bronzens mestre

blev denne fases særlige kendemærke. Dens vigtigste virke­ middel var et bue- eller tungeformet motiv. Lægges f.eks. et antal tungeformede figurer ind mod et centrum, opstår en stjerne, der netop ses som det centrale motiv på bronzesager­ ne fra denne periode. Stjernen vil ofte fremtræde som et nega­ tivt mønster beregnet til udfyldning med harpiksmasse. Dette mørkere parti står i kontrast til de blanke bronzeflader, som fortsat udsmykkes med en geometrisk dekoration af siksak linier, perlebånd, lave reliefbånd osv. Efterhånden forlader man helt spiralmønsteret. Det sker med stor konsekvens, kredsmotivet derimod fastholder man. Det indarbejdes i stjernemønsteret, optræder ud for stjerner­ nes takker, danner selvstændige zoner på de større flader og optræder f.eks. udført i guldblik på overfladen af sværdhæf­ terne. Ikke blot dekorationskunsten men også formgivningen af bronzerne blev nu ændret. En større metalteknisk kunnen, måske fremprovokeret af en vis metalknaphed, resulterede i en forfining af udformningen af våben, redskaber og kvinde­ smykker. Bronzestøberens produkter blev spinklere at se på. Den mere avancerede teknik gav sig også udslag i, at et stadig

Våbenpålstav, dvs. en økse der skæftedes på et vinkel­ bøjet skaft, fundet ved Pedersker på Bornholm. Den er et typisk eksempel på de pragtøkser, som hørte til den fornemme mands udstyr.

stigende antal bronzer blev støbt i cire perdue metoden, alt­ sammen måske en indirekte følge af, at de langtrækkende men også usikre forbindelser ned over kontinentet i en periode ikke fungerede så godt som tidligere. Det var navnlig i udformningen af mandens våben, at disse ændringer lod sig mærke. De tidligere kraftige, metalkræven­ de former blev opgivet til fordel for det spinklere og det finere. Våbnene, især sværdene, blev nu slankere og elegantere. De­ res fæsteknap blev lille og prydedes forneden med en beher­ sket dekoration af indskårne tunger. Våbenpålstaven, som tidligere var et udbredt statussymbol i mændenes grave, forsvandt nu næsten helt og blev kun i begrænset omfang erstattet af andre økseformer. Tilbage blev kun celten, øksen med hulhed til optagelse af det vinkelbøjede skafts ende. I stedet udgik der fra nogle af bronzestøbernes værksteder overdimensionerede pragtøkser af former, man ikke tidligere havde set. Nogle af dem vejer op til syv kg og kan næppe have været personligt udstyr. Snarere vidner de om, at en stigende del af bronzeproduktionen nu bestod i fremstil­ lingen af kostbart kultudstyr. Man har tolket det sådan, at udøvelsen af lederskabet i bronzealdersamfundet i denne pe­ riode fik en mere fast form. Det gjaldt også de kultiske ceremo­ nier, som høvdingene må have forestået. Men også fremstillingen af bl.a. kultøkserne var underkastet de samme vilkår som den øvrige bronzeproduktion og ud­ vikledes med tiden i retning af mindre metalkrævende former. Henved otte århundreder varede dette udviklingsforløb, der førte bronzestøberen frem til en enestående teknisk og kunstnerisk kunnen. Men mærkeligt nok er det, udover fær­ digprodukterne, kun få spor denne rige håndværksvirksom­ hed har efterladt sig. Hvordan selve håndværket var organi­ seret, ved man uendelig lidt om. Klare produktionscentre, endsige egentlige mesterværksteder har det ikke været muligt at påvise. Noget tyder på, at produktionen har været stærkt decentraliseret, og at der inden for næsten hver eneste bron­ zealderbygd har været drevet støberi virksomhed. Om der har været tale om vandrehåndværkere er ikke til at afgøre. Det eneste fundene afslører er, at der samfundene imellem må være foregået meget intens udveksling af bronze. Men bron­ zegenstandene blev sikkert båret og ejet af mennesker, som deltog i et endnu mere omfattende system af forbindelser, hvor indgåelse af ægteskaber, politiske alliancer og mange andre former for kontakt samfundene imellem bidrog til, at tanker, ideer, varer, tjenesteydelser og sikkert også menne­ sker til stadighed kom vidt omkring.

Dekoration og form

241

Højfolket Tusinder af gravhøje

Høj række mellem Hurup og Vestervig i Thy. I ældre tiders forskning var det en almindelig antagelse, at et kort over bronzealderens gravhøje samtidig var et kort over oldtidens vigtigste vejforbindelser. Bl.a. mente man, at man allerede i bronzealderen havde haft en hovedfærdselsåre op gennem Jylland, en forløber for Hærvejen. Den slags forestillinger om et over­ ordnet vejnet for hele lan­ det er i dag mere eller min­ dre forladt. Man har er­ kendt, at gravhøjene snare­ re afspejler bebyggelsens placering, som igen var afhængig af jordbundsfor­ holdene. Gravhøjenes placering i landskabet kan i det højeste give en fore­ stilling om små lokale vejforløb mellem bronzeal­ derens bygder.

242

Højfolket

På de store bakkedrag i Danmark, hvor himlen er nærmest og ofte med en milevid udsigt over det omgivende landskab, rejste bronzealderfolket sine gravhøje. Byggeriet af disse grav­ monumenter kulminerede i den sidste halvdel af det 2. årtu­ sinde f.Kr., hvor tusinder af høje blev rejst i løbet af nogle få hundrede år. Mindet om de store døde blev på den måde altid nærværende, hvor man end færdedes i landskabet. Byggeriet af gravhøje over enkeltmandsbegravelser var be­ gyndt i det 3. årtusinde f.Kr. Allerede da var de fleste af de traditioner grundlagt, som i den efterfølgende bronzealder karakteriserede højbyggeriet: begravelserne af de døde i stammekister eller plankekister, demonstrationen af den dødes betydning i samfundet gennem gravgaverne og markeringen af graven med den hvælvede gravhøj. Men i løbet af det 2. årtusinde fik disse gamle traditioner et hidtil uset opsving. Fremkomsten af stærke, herskende slægter og konkurrencen mellem disse skabte i løbet af den ældre bronzealder et hidtil uset behov for statuspræget højbyggeri og for et voldsomt forbrug af prestige varer i gravkulten. Bronzealdersamfundets stammeorganisation med dets klare sociale forskelle manife­ sterede sig nu på en måde, som skulle sætte sit varige præg på landet. Vi kender i dag henved 20.000 storhøje fra Danmark, dvs. gravhøje over 2 m høje. Størsteparten af disse blev opført omkring midten og slutningen af den ældre bronzealder, og mange flere har der været. Ser man på kortet over de kendte gravhøje, er det tydeligt, at fordelingen inden for landet som helhed er skæv, langt de fleste findes i det vestlige Danmark. Sådan var det næppe i bronzealderen. I de østlige dele af landet har opdyrkningen i historisk tid været meget mere intensiv end i Vestdanmark. Det har resulteret i et vældigt antal højødelæggelser. Skal man anstille betragtninger over gravhøjenes forhold til jordbundstyper og dermed til bronzealderbebyggelsen, er det derfor Jylland, man skal vende sig til. Her kan mere detal­ jerede kort vise, hvordan gravhøjene og dermed bebyggelsen holdt sig til de forholdsvis lette jorder og gerne placerede sig netop på overgangen mellem den tungeste morænejord og den helt lette sandjord, som er fremherskende over store om-

råder af Vestjylland. Forklaringen skal nok, som det tidligere er antydet, søges i en vis forkærlighed for landskabsformer med en mere spredt bevoksning, der var vel egnede til løsdrift af kvæg. Den tungeste agerbrugsjord undlod man til en vis grad at bosætte sig på i Jylland, vel nok af landbrugstekniske grunde. Men nu til selve de lyng- eller græsklædte høje, der endnu i dag ligger på landskabets højeste punkter og fint samler dets liniespil. Når en gravhøj skulle opføres, stillede eller byggede man kisten på jordoverfladen. Var det en plankekiste eller en stammekiste, blev der dog ofte først lagt et tykt stenunderlag, og kisten støttedes i siderne af en kraftig stenpakning eller en stenramme. En dynge af større sten kunne derpå hvælves over kisten, eller man kunne dække den med bark, tørv, mos eller eventuelt tang. Så begyndte højbyggeriet. Græstørv blev skrællet af den

Tusinder af gravhøje

243

5

^2^

6

> 12 i

s

^18

47

109

179

200

108

’l

177

218

217

65\

8% "87 178 i

209

285 198

200

61

23-

140

83

158

212

302

174 124

25

27

93

151

8

31

137

91

108

54

27

101

81

48

3

72

123

180

36

3p

207

102

49

14

31

109

57

52

72

52

111

122

65

44

21

74

45

182

45

28

20

159

isr -17

99

93

53

56

41

r

38 '~V3&

51

!3, 28

3l\

k

3/

66

91

62

56

217 GH

3

\ 75

8

(^1

_-12^

62

.jb

18

/94 r *44^ )143;