Danernes land : fra ca. år 200 f.Kr.-ca. 700 e.Kr [2] 8700522066, 8700518549

Citation preview

DANERNES LAND 200 F. KR. TIL 700

GYLDENDAL OG POLITIKENS

DANMARKSHISTORIE BIND 2 REDAKTION OLAF OLSEN

Danmark Arkæologiske periodebetegnelser

År

VIKINGETID

800

GERMANSK JERNALDER

Yngre germansk Jernalder

700

600

Ældre germansk Jernalder

500

-----------

ROMERSK JERNALDER

400

Yngre romersk Jernalder

300

200 Ældre romersk Jernalder

100

-----------

FØRROMERSK JERNALDER

Kr.f.

Yngre førromersk Jernalder

100

----------

Ældre førromersk Jernalder

200

Europa År

Ansgar, „Nordens apostel" Nordiske vikinger angriber Lindisfame Kloster ved Northumbrias kyst Karl den Store, Frankerrigets konge (fra 800 kejser) Muhamed

801-865 793 768-814 570-632

Justinian, østromersk (byzantinsk) kejser Jordanes, østgotisk historiker, forfatter verdenshistorie Theoderik den Store, østgotisk konge i Italien Cassiodorus, romersk historieskriver hos Theoderik d. Store Klodevig, frankisk konge Det vestromerske Riges opløsning Jyderne, anglerne og sakserne til England Hunnerkongen Attila Rom erobres af vestgoterne

527-567 ca. 552 493-526 ca. 520 481-511 476 fra 450 433-453 410

Romerriget deles i Det vestromerske og Det østromerske Rige Theodosius den Store, romersk kejser. Indfører kristendommen som romersk statsreligion Konstantin den Store, romersk kejser. Indfører religionsfrihed for de kristne Romersk rigsgrænse Limes løbes over ende af germanerne

Marcomannerkrigene Marcus Aurelius, romersk kejser Hadrian, romersk kejser. Udbygger den romerske grænsefæstning Limes Tacitus forfatter „Germania" Domitian, romersk kejser. Påbeg. bygningen af den romerske grænsefæstning Limes Slaget ved Teutoburg

Augustus grundlægger Det romerske Kejserrige De keltiske bysamfund går endeligt til grunde Cæsar myrdes Cæsar erobrer det keltiske Gallien og forfatter „Gallerkrigene" Kimbreme og teutonerne besejres af romerne Den græske Halvø underlægges romerne Romerne ødelægger Karthago

395

379-395 306-337 260

166-180 161-180 117-138 ca. 100

81-96 9 31 f.Kr.-14 e.Kr. ca. 15 f.Kr. 44 f.Kr. 58-50 f.Kr. 102-101 f.Kr. 146 f.Kr. 146 f.Kr.

E

Nasjonalbiblioteket

Danemes land llllllllllilllllllllillllllllH G A 1 1 1 6 O X-

X g

Gyldendal og Politikens

D anmarkshistorie Redaktion: Olaf Olsen

Bind 2

Danemes land Fra ca. år 200 f.Kr. - ca. 700 e.Kr.

af Lotte Hedeager

Gyldendals Bogklubber

Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie

Bind 2: Danernes land © 1988 by Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag A/S, Copenhagen & Politikens Forlag A/S, Copenhagen Udsendes i Gyldendals Bogklubber efter overenskomst med Danmarkshistorien I/S Bogen er sat med Palatino hos GB-sats, København og trykt hos Nørhaven Bogtrykkeri A/S, Viborg Reproduktionerne i farve er udført hos Jan Sloth, Århus, i s/h hos Nørhaven Bogtrykkeri A/S, Viborg Bogbinderarbejdet er udført af Nordisk Bogproduktion A/S, Haslev Forlagsredaktion: Mogens Kristensen Billedkonsulent: Eva Koch Nielsen Korttegner: Ingerlise Kjær Grafisk tilrettelægning: Finn Evald/Grafikeme Omslag: Carsten Schiøler Omslagsillustration: Mandsfigur af guld fra Gudme på østfyn. Foto: Lennart Nielsen

2. Bogkluboplag Printed in Denmark 1993 ISBN 87-00-52206-6 (hele værket) ISBN 87-00-51854-9 Denne udgave må ikke gøres til genstand for offentligt udlån. Kopiering fra denne bog er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan.

Indhold

ÆLDRE ROMERSK JERNALDER 1.-2. årh.e.Kr. 105

Forord 7

Bondelandet

Danmark i jernalderen 9 Tradition og forandring 9 Mål og midler 15 Krigeraristokrati og kongemagt 22

YNGRE FØRROMERSK JERNALDER 2.-1. årh.f.Kr. 25

107

Det bebyggede land 108 Landsbyjorden 213 Husdyrene 114 Eksistensgrundlaget 121 Håndværkere og specialister 123

Grave i tusindvis

128

Jernalderens ældste stammeområder 130 Med gods og guld 137 En stormand af romersk format 140

Et landsbysamfund i vækst 27 Bag landsbyens fælleshegn 29 Andre jyske landsbysamfund 34 Det daglige brød 42 Markarbejdet 45 Overdrev og øde agre 48

163

Ægteskab og alliancer 163 Et krigeraristokrati vokser frem 166 Overskud og knaphed 169 I periferien af et imperium 174

Urner og brandpletter 57 De mange og de få 61 Med sværdet i hånd 64 70

Krigsbytteofferet fra Hjortspring Mose 71 Vognene fra Dejbjerg Præstegårds­ mose 75 En mangfoldighed af offergaver 79 En billedverden i sølv 82

Nye tider, nye skikke

146

Den store nabo 148 Handel eller krigsbytte? 151 Pengehandel og handel med penge 157

Krigere og stormænd

Bønder og krigere 56

Gaver til guderne

Fra Romerriget til Danmark

90

Det klassiske verdensbillede 90 Jorden og dens mennesker 97

YNGRE ROMERSK JERNALDER 175/200-375/400 e.Kr.

183

Landsbysamfundet forandres

185

Vorbasse 186 Andre landsbyer 189 Smedning 192 Jernets magt 195 Det befærdede land 198

Indhold

5

Livet hinsides

Til lands - 203 - og til vands 206

Danemes land

Lighed i døden 310 Sejrens pris 314 212

Kongegrave ved Tryggevælde 213 Dynastiske forbindelser 222 Tomme traditioner 228 En større verden 229

Krig og kult

310

Ringenes herrer

319

Rigdom og gavegivning 319 Magtens fundament 323 Sangen om Bjovulf 325

233

Thorsbjergfundet 235 Krigsbytteofre 240 Germanerne i den romerske hær 245 Hær og hird 249

YNGRE GERMANSK JERNALDER ca. 550 - ca. 700 e.Kr. 333 Før vikingerne 335

Stormand og træl

255

Kampen om landet 255 Besiddelse og arv 260 „Drik, og du vil leve skønt" 265

Landsbyer og nye handelspladser 335 Hjemme og ude 342 Drømmen om Danmark 352

Litteraturvejledning

ÆLDRE GERMANSK JERNALDER 375/400 - ca. 550 e.Kr. 269 Landet og de første „byer" 271 Den danske bøgeskov 271 Hegn og hæk 274 Stednavne og bebyggelse 276 Dankirke 281

Gyldne tider

286

Kaos og folkevandringer 286 Guldhornene fra Gallehus 291 Mønter og ringe 296 Kunsthåndværk og dyreornamentik 299 Futhark'en - det ældste runealfabet 303

6

Indhold

Illustrationsliste

Register

369

365

356

Forord Hver ny generation skal have sin egen nye, store danmarks­ historie, og en ny generation er kommet til siden Politikens Forlag i 1962 påbegyndte udgivelsen af sin Danmarkshistorie i 14 bind under redaktion af redaktør John Danstrup og pro­ fessor, dr.theol. Hal Koch. I begyndelsen af 80erne havde såvel Gyldendal som Politikens Forlag planer om et nyt stort værk om Danmarks historie, og det var derfor naturligt at de to forlag i 1983 etablerede et samarbejde om denne opgave. Mag.art Lotte Hedeager har ud over at have skrevet selve hovedteksten til bind 2 også skrevet billedtekster og udarbej­ det den kronologiske tidstavle, litteraturvejledningen, regi­ steret og - i samarbejde med redaktionen - illustrationslisten. Billedkonsulent på dette bind har været mag. art Eva Koch Nielsen, der også har stået for fremskaffelsen af illustrations­ materialet. De mange illustrationer kunne ikke være bragt her uden beredvillig hjælp fra en række privatpersoner og institutioner som redaktionen skylder stor tak.

Gyldendal og Politikens Forlag

I forhold til 1. udgaven er der i bogklubudgaven foretaget en række rettelser og tilføjelser. Gyldendals Bogklubber

Udgravning af det store våbenofferfund i Illerup Ådal ved Skander­ borg. Billedet viser kun et lille udsnit af det enorme areal, der har været dækket med våben og anden hærudrustning, ofret til guderne i jernal­ derens midte som tak for sejr. Det er det største krigsbytteoffer, der hidtil er udgravet, og det viser os en jemalderhær fra 3.-4. årh. e.Kr., som har bestået af mange hundrede mand.

Danmark i jernalderen Tradition og forandring Midten af det sidste årtusinde før vor tidsregning er en bryd­ ningstid mellem to tidsaldre, mellem to livsformer. Her klin­ ger den sene bronzealder ud og den tidlige jernalder begyn­ der. Traditionen fra bronzealderen understreges af en række offerhandlinger og begravelsesritualer, som fortsætter uæn­ dret i jernalderens begyndelse. Derfor er det fristende at gå ud fra, at meget andet i samfundet ligeledes forblev uændret. Men det har langtfra været tilfældet. Tværtimod. Det daglige liv, som det kommer til udtryk gennem bopladserne, viser et helt andet billede. Bronzealderens store langhuse findes ikke mere. Det store hus er opløst i en række mindre, slægten i familier. Kvæget er kommet på stald i de enkelte gårde i stedet for at gå ude som en del af slægtens store hjord. Gårdene er blevet samlet i små landsbyfællesskaber, hvis jord dyrkes i et sindrigt system af små agre, adskilt med lave, brede digevolde af jord. Vi ser kimen til en ny og langt mere arbejdskrævende livs­ form aftegne sig her ved jernalderens begyndelse. Kvæg på stald betød ikke blot fodring, malkning og vanding, men også udmugning og ikke mindst indsamling af vinterfoder. Den dyrkede jord krævede gødning, som blev indsamlet i staldene. Så vigtig har den været, at behovet for gødning måske var en væsentlig årsag til staldbrugets indførelse. Livet i de ældste landsbyer var præget af, at alle tog del i produktionen. Hver enkelt gård, hvert enkelt hushold, havde nok at se til i det daglige. Selv om nogle gårde var lidt større end andre og havde plads til lidt mere kvæg, søgte slægten og familien ikke at demon­ strere en særstilling gennem begravelsesritualerne. Måske har de mest ansete i landsbyen fået en lidt større høj eller „tue" over deres gravurne, måske har bålet været lidt større og gravøllet lidt bedre, men deres døde har alligevel ikke fået andre gravgaver end de enkle, funktionelle dragtnåle og bæl­ tespænder. Her er intet af tidligere og senere tiders rige og prangende gravgaver, intet til at understrege forskelle i livet og døden; tværtimod er det ligheden, der fremhæves, ensar­ tetheden der betones. Det sparsomme gravudstyr gør arkæologisk denne ældste Danmark i jernalderen

9

Bronzealderhus fra Spjald og jemalderhus fra nabolands­ byen Grøntoft, begge nordøst for Ringkøbing. Skønt der kun var få hundrede år mel­ lem disse to karakteristiske beboelseshuse, er der allige­ vel stor forskel. Bronzeal­ derens imponerende hal er næsten 300 m2, mens jemalderhuset, hvis ene ende endog er indrettet som stald, er under 100 m2. Denne forskel fortæller måske tydeli­ gere end alle andre vidnes­ byrd, hvor stærkt samfundet forandrede sig i jernalderens første århundreder.

10

Danmark i jernalderen

del af jernalderen til en fattig periode. Men gravene vidner ikke nødvendigvis om et fattigt samfund. Tværtimod kan de vise det modsatte af virkeligheden: et samfund uden anven­ delse af statussymboler, hvor den fælles identitet var stærkere end den individuelle. Traditionen fra bronzealderens slutning ses ikke blot i be­ gravelsesritualer som ligbrænding, gravgaver (eller mangel på samme) og anlæg i eller ved ældre høje, men også i offer­ handlingerne, der stadig omfatter bronzeringe nedlagt i mo­ serne. Man kan undre sig over, at offerfundene fra et tidsrum, der bærer navnet jernalder, udelukkende består af bronze. Jernet var et råstof, der i modsætning til bronzens bestanddele af kobber og tin kunne udvindes lokalt. Det lå som myremalm i

Tuegravpladsen ved Årupgård (500-300 f.Kr.) under udgravning. Mellem Ribe og Gram i Sønderjylland, hvor Fladså og Gelså løber sam­ men, findes et lille stykke fredet hede, hvor små lyng­ klædte gravhøje, tuegrave, stadig anes. Forrest i billedet skimtes de udgravede ring­ grøfter, i midten konturerne af ringgrøfteme i marken, og bagest den fredede del af heden, hvor tuerne endnu er synlige. Engang lå mere end 1500 sådanne småhøje så langt øjet rakte. Generation efter generation er blevet gravlagt her under udfoldelse af de samme ritualer. I døden - som sikkert også i livet skilte ingen sig ud fra fælles­ skabet.

de hjemlige moser, og fremstillingen var først og fremmest resultat af en bestemt teknik og en konkret lokal arbejdsind­ sats. Bronzen repræsenterede derimod en symbolsk kontakt til det fremmede. Den kunne ikke fremstilles herhjemme, men måtte skaffes gennem fjerne forbindelser, der rakte langt ned i Centraleuropa. Men her i jernalderens første århundreder var bronzetilførslerne næsten hørt op. Jernet overtog bronzens plads som det vigtigste metal; men tilførslen var ikke afhængig af det samme vidt forgrenede net af forbindelseslinier som det, der havde været bronzetilførsler­ nes særpræg og forudsætning. Jernet kunne kun erstatte bron­ zen som metal, ikke som symbol. Og det er netop bronzens symbolske betydning, der demonstreres gennem ofringerne. I mangel af andet har bronzeringene repræsenteret det eneste af fremmed oprindelse og det, man gennem århundreder havde forbundet med de rituelle handlinger. Fødsel og død, pubertet og bryllup, såning og høst er nogle af de sociale begivenheder, der normalt vil være omgivet med en række ritualer, ligesom forfædrekult og gudedyrkelse. Det kan være sange, processioner, særlige måltider, gaver osv. Væsentligst er det, at ritualerne fra gang til gang er ens - eller i det mindste huskes som ens. Dermed skaber de kontinuitet og

Tradition og forandring

11

Plan over landsbyen Grøntoft i Vestjylland. Med den yngste del af Grøntoftbebyggelsen (300-150 f.Kr.) kommer endnu et vigtigt træk til de tidligste landsbyer, nemlig det fælles hegn. Hegnet har ikke været nogen stærk konstruktion og er næppe bygget som værn mod fjender. Det har markeret afgrænsningen af fællesskabet og måske holdt små­ dyrene inde og de større dyr ude. Husene og gårdene ligger uden nogen fast plan, og hegnets åbning er normalt ikke knyttet til bestemte gårde.

Kronehalsring fra Væth Enge, Gudenådalen ved Galten og simple bronzeringe fra Smederup Mose ved Odder, der hører til den ældre jernalder (500-300/200 f.Kr.). Endnu ofres bronzeringe i moserne, ganske som i den sene bron­ zealder. Små ringe, store ringe, mange eller få kendes fra fund i hele Danmark. Den fornemste gruppe er kronehalsringene: Mægtige støbte ringe, der næppe nogen sinde har fundet praktisk anvendelse. De er sikkert fremstillet alene med det formål at skulle vises frem og ofres. Alligevel har de en sindrig lukkemekanisme, hvor den spidse tap løftes og ringens ene tredjedel herefter kan fjernes.

identitet for det enkelte menneske og for samfundet. En del af disse ritualer kan påvises ved hjælp af arkæologiske fund, men de gengiver ikke dagligdagen og dens vilkår på samme direkte måde som landsbyerne og gårdene med deres væld af infor­ mationer om landsbyorganisation, produktions- og ejendoms­ forhold og meget andet. Sammenholdes de mangeartede arkæologiske vidnesbyrd fra den ældste jernalder, tidsrummet mellem 500 og 200 f.Kr., tegner billedet sig af et samfund, hvis enkelte medlemmer i livet som i døden havde ret ensartede betingelser. For første gang møder vi landsbyfællesskabet, ligesom det er første gang, de døde gravlægges på store gravpladser. Fæl­ lesskabet og enheden var af vital betydning for de generatio­ ner, der levede i brydningen mellem det slægtskabsorgani­ serede bronzealdersamfund og jernalderens familie- og lands­ byorganiserede samfund. Ritualerne og traditionerne fra den sene bronzealder udgjorde på deres side den åndelige an­ kerkæde, der forhindrede, at verden gik af lave i en tid, hvor en dybtgående ændring og omformning af det daglige liv fandt sted. Tradition og forandring

13

14

Danmark i jernalderen

Mål og midler

Gravgods og offergaver fra 2. og 1. årh. f.Kr., yngre førromersk jernalder. Overens­ stemmelsen er stor mellem det, der blev ofret til guderne og det, der blev givet med i enkelte meget rige grave. Begge steder ses våben, keltiske pragtvogne, for­ nemme mellem- og sydeu­ ropæiske kedler,- guldringe m.m.

I dette bind af Danmarkshistorien skal vi følge forandringerne i det danske samfund gennem jernalderen - fra århundreder­ ne før vor tidsregning til den tidlige vikingetid, 800-900 år senere. Vi skal se på den udvikling, der fører fra de første landsbyorganiserede stammesamfund til den begyndende statsdannelse og tidlige kongemagt. Tidsrummet kan opdeles i en række forløb af nogle hundre­ de års varighed. Den ældste jernalder blev tidligere kaldt kel­ tertid efter den keltiske civilisation i Mellemeuropa, men dette kan misforstås, for keltisk var Danmark aldrig, og i vore dage bruger arkæologerne hellere den mere prosaiske betegnelse førromersk jernalder. Denne periode dækker de fem sidste århundreder før vor tidsregning. Den ældste del af førromersk jernalder, dvs. tiden fra 500 til 200 f.Kr., er behandlet udførligt i slutningen af foregående bind. Bind 2 af Danmarkshistorien begynder på et tidspunkt, hvor det fuldt udviklede jernaldersamfund tydeligt træder frem i de arkæologiske fund, dvs. i de sidste århundreder f.Kr. Gravfundene bliver mere talrige og gravgaverne rigeligere. Også blandt offerfundene sker der nu markante forandringer; tidligere tiders simple bronzeringe forsvinder helt til fordel for unikke fremmede pragtgenstande. Fra samme tidsrum kendes den første store landsby i Danmark med flere hundrede ind­ byggere. Yngre førromersk jernalder, som denne periode betegnes, efterfølges af den romerske jernalder, der strækker sig fra tiden omkring Kr.f. og frem til midten af det fjerde århundre­ de. Det er tiden for Romerrigets etablering som kejserdømme, dets ekspansion, konsolidering og senere sammenbrud som verdensmagt. I Norden møder vi fra denne tid mange fund af romersk drikke service, som er givet de døde med i gravene, mens våben af romersk oprindelse især er nedlagt i moserne i forbindelse med store krigsbytteofringer. Romersk jernalder deles i to, en ældre og en yngre, og skillelinien ligger i slutningen af det andet århundrede. På dette tidspunkt ændrer de politiske forhold sig i Europa. Den romerske nordgrænse, der fulgte Rhinen og Donau, løbes for første gang over ende af de germanske stammer fra områderne nord for Romerriget, og den romerske kejser må for første (men langtfra sidste) gang lide den tort at slutte fred med germanerne uden at have besejret dem. I det hjemlige sker der væsentlige forandringer i bebyggel­ sen. Husenes konstruktion ændres, gårdene bliver større, og Mål og midler

15

16

Danmark i jernalderen

Gravgods og offergaver fra romersk jernalder, 1. til 4. årh. e.Kr. I denne del af jernalderen sker der en tyde­ lig adskillelse mellem det, der ofres til guderne og det, der blev givet med i gravene. Gravgaverne domineres af det personlige smykke- og dragtudstyr, ofte fremstillet af ædelmetaller, samt ikke mindst af de mange dele til det romerske bordservice: glas, kander, fade, øser, sier m.m. Offerfundene består derimod udelukkende af våben og andet hærudstyr (heriblandt redskaber, værk­ tøj, både, hesteudrustning) samt små romerske figurer.

landsbyens fælles indhegning opgives til fordel for indheg­ ningen af store, individuelle gårdenheder. De gamle agre med et sindrigt system af små indrammede parceller opgives også, og der sker vigtige teknologiske fornyelser, bl.a. i form af bedre jernudvindingsteknik, nye kværne og ny væveteknik. Alt dette finder sted i den yngre del af perioden, altså tids­ rummet fra 175/200 til 350/375 e.Kr. Romersk jernalder efterfølges af germansk jernalder, som fortsætter indtil begyndelsen af 700-tallet. Også den kan deles i en ældre og en yngre, og skillelinien ligger i begyndelsen af 500-tallet. Tidligere hed perioden folkevandringstiden, og navnet henviste til den befolkningsmæssige uro i Europa, der var et resultat af Romerrigets opløsning og de store folkevan­ dringer fra øst, fra det asiatiske kontinent og de russiske step­ per, som periodisk skyllede ind over Europa. Danmark befandt sig i periferien af de historiske brændpunkter, men alligevel tæt nok til at være en del af Europa. Uroen på kontinentet gik derfor heller ikke sporløst forbi, og vi må sandsynligvis se tidens udvandringer til England af jyder, anglere og saksere som en konsekvens af den mangel på stabilitet, der især var udtalt i den ældre del af perioden. De arkæologiske fund ændrer karakter i forhold til romersk jernalder, idet gravfundene forsvinder, mens guldet kommer til at dominere i offerfundene. Ældre germansk jernalder er den guldrigeste periode i vor forhistorie med mange hundrede offerfund og skattenedlægninger. Den yngre del af germanertiden gør sig bemærket ved en påfaldende mangel på fund. Grave, offerfund og bopladser kendes næsten ikke. Derfor er 500- og 600-tallet i dag den del af Danmarks jernalder, som vi ved mindst om. Forholdet står i skærende kontrast til de meget rige gravfund fra det øvrige Norden, især Sverige, og til vikingetiden, som yngre ger­ mansk jernalder danner optakten til. Igennem jernalderens mere end tusindårige forløb, fra bron­ zealderens slutning omkring 500 f.Kr. til den gryende vikinge­ tid omkring 700 e.Kr., varierer sammensætningen af de arkæ­ ologiske fund. Fra nogle perioder er der mange gravfund, fra andre mange offerfund. Begge er udtryk for rituelle hand­ linger, hvor kostbarheder lægges i jorden enten i form af gravgaver eller som ofringer til guderne, men sjældent samti­ dig, fordi ritualerne har haft forskellig betydning til forskellig tid. Ritualer består, som vores egen juletradition f.eks., afmeget andet end gaver, og det er væsentligt, at alt er, som det altid har været. Naturligvis har juletraditionerne ændret sig igenMål og midler

17

18

Danmark i jernalderen

Gravgods og offergaver fra germansk jernalder, 5. og 6. årh. e.Kr. Gravgaverne er nu næsten helt forsvundet; til gengæld ofres umådelige værdier til guderne: arm-, hals- og fingerringe, hængesmykker, bøjlenåle osv., ofte af høj kunstnerisk kvalitet og stor skønhed, men også mere simple ringe, hvis værdi udelukkende ligger i vægten. Hovedparten af offerfundene fra denne del af jernalderen er fremstillet af guld.

Verdenskort, fremstillet af Ptolemæus i det 2. årh. e.Kr., her gengivet i et tryk fra 1513. Claudius Ptolemæus var græsk astronom, geograf og matematiker og levede i Alexandria fra omkring 90 til 160 e.Kr. Som geograf var han optaget af at optegne og opmåle den dengang kendte verden, hvortil også Nordvesteuropa hørte. Den yderste forpost mod nord er kimbremes land - Jylland.

nem de sidste hundrede år, men det er sket så langsomt, at de i princippet opfattes som uændrede. På den måde skaber de kontinuitet og identitet („dansk" jul er bedst) i en urolig ver­ den med mange og hurtige forandringer. „... Drej kun univer­ set helt omkring, vend kun op og ned på alle ting, Jorden med - thi den er falsk og hul - rør blot ikke ved min gamle jul!" har Peter Faber udtrykt det for mere end hundrede år siden i en elsket julesang. Og jo mere verden ændres og livsvilkårene bliver usikre og uforudsigelige, des vigtigere bliver det, at traditionerne er helt som i „gamle dage". Mål og midler

19

Som arkæologer har vi ingen mulighed for at genfinde san­ gene, processionerne, prædikenerne; vi ser kun de materielle vidnesbyrd i gravene og i offerfundene. Skal man forstå de rituelle handlinger i et bredere samfundsmæssigt perspektiv, er det nødvendigt at måle eller afprøve ændringerne på en anden tvpe fund, der ikke - som ritualerne - har været under­ lagt en bevidst konservatisme. Hertil kan man bruge landsbyerne, for de var den centrale akse, hvorom jernaldermenneskets dagligdag hele tiden dre­ jede. Derfor viser de mange bopladsfund og velundersøgte landsbyer os på en mere direkte måde ændringerne i det daglige liv gennem udviklingen i landsbyorganisationen, i produktions- og ejendomsforholdene, i gårdenes konstruktio­ ner, opdehng, funktion og størrelse. Men en dvbere forståelse af samfundsforholdene i oldtiden kræver viden om, hvordan mennesker lever eller har levet andre steder uden for den moderne industrialiserede verden. Her får vi brug for etnografiens og socialantropologiens kend­ skab til „primitive" samfund og deres teorier om, hvordan disse samfund forandres og påvirkes i tid og rum. I modsætning til hvad der gælder for den ældste del af forhistorien, har vi for jernalderens vedkommende endnu en kilde, der kaster et - om end svagt - lys over den historiske udvikling, nemlig de første skriftlige beretninger. Den vigtigste er det lille skrift, der bærer navnet „Germania", forfattet af den romerske statsmand og historiker C. Cornelius Tacitus (o. 50-118 e.Kr.). Heri beskrives de german­ ske folkeslag, der levede nord for den romerske grænse. Taci­ tus, der i sin karriere blev såvel senator som konsul og guver­ nør (over Lilleasien), var samtidig forfatter til en række histori­ ske værker, hvoraf det tydeligt fremgår, at han var republikaner og følte sig stærkt frastødt af det depraverede kejserdømme og den almindelige moralske opløsning blandt den romerske befolkning. Det var på denne baggrund, han fremstillede germanerne som moralsk uangribelige og af sam­ me ubestikkelige integritet som de gamle romere. Tacitus har næppe nogen sinde selv været i Germanien, men en del af hans beretning bygger sandsynligvis på øjen­ vidneskildringer og på andre historikere med direkte kend­ skab til de germanske forhold, først og fremmest Plinius den Ældre. Og selv om ikke alt i „Germania" står til troende, er den alligevel en vigtig historisk kilde, også for Danmark, der var en del af det germanske stammeområde. En lidt ældre og langtfra så omfattende beskrivelse af germa­ nerne findes hos Gajus Julius Cæsar i hans beretning om 20

Danmark, i jernalderen

Gajus Julius Cæsar (ca. 100-44 f.Kr.). Foruden at være en stor feltherre og statsmand, var Cæsar også en glimrende forfatter. Hans betydelige historiske forfatterskab om­ fatter skrifterne om Gallerkri­ gene 58-50 f.Kr.: Commentarii de bello Gallico og om borger­ krigen 49-45 f.Kr.: Commen­ tarii de bello Civili. Under de langvarige kampe i Gallien opbyggede Cæsar en loyal hær, hvormed han siden erobrede Rom og underlagde sig Romerriget, hvis eneher­ sker han blev.

Gallerkrigene. I foråret 58 f.Kr. begyndte Cæsar felttoget mod det endnu frie Gallien (det nuværende Frankrig, Belgien og sydlige Holland), og efter syv års forløb havde han sikret sig herredømmet over området og gjort det til en romersk pro­ vins. I skildringen af felttoget- én bog for hvert år - er gallerne naturligvis i centrum som hovedfjenden, men fra tid til anden omtales også germanske stammer. Bøgerne indeholder, hvad Cæsar mente, det romerske publikum havde godt af at vide om hans bedrifter i det fremmede. Det betød, at han antagelig har forbigået mindre vellykkede operationer, overdrevet fjen­ dernes antal osv. Heller ikke han havde været på den anden side Rhinen og kendte derfor ikke ved selvsyn til det german­ ske område, men der har også levet germanere på venstre Rhinbred, og romerske købmænd var uden tvivl ganske godt underrettet om forholdene blandt de nærmestboende german­ ske stammer, hvis områder de selv havde gennemrejst. For de romerske forfattere var germanerne et barbarisk fol­ keslag i den yderste ende af verden, som man, med undtagelse af Tacitus, ikke ofrede megen opmærksomhed. Vi skal helt frem til den nordiske sagnhistorie for at finde beretninger, der direkte omhandler forholdene heroppe. Den ældste - og til dette formål måske mest interessante - er Bjovulf-kvadet, der er overleveret i en oldengelsk håndskrift fra slutningen af 900-årene, men som omhandler begivenheder og personer, der synes at kunne føres tilbage til 500- og 600-tallets Skandina­ vien. Digtet må være blevet til i selve det område, som det ret konkret beskriver og er kun ved et tilfælde overleveret i en vest-saksisk dialekt, idet hverken sakserne (på hvis sprog dig­ tet er skrevet), jyder eller anglere overhovedet nævnes, men kun danerne og geaterne. Danernes land var Danmark, måske ikke hele landet, men i hvert fald den østlige del; geaternes formodentlig det nuværende Oster- og Våstergotland, måske Gotland. Selv om Bjovulf-kvadets historiske udsagnskraft er stærkt omdiskuteret, betyder det ikke, at det fuldstændig kan negli­ geres, når man beskæftiger sig med Nordens yngre jernalder. De skriftlige kilder er - skønt få og sparsomme - med til at kaste lys over Danmarks ældste historie. Men fundamentet vil altid være det arkæologiske materiale, som gennem udgrav­ ning og bearbejdning danner basis for tolkningen af oldtidens kulturhistorie.

Mål og midler

21

Krigeraristokrati og kongemagt Hermed er vi fremme ved selve historien om Danmarks til­ blivelse. Vi skal følge nogle af de sociale, politiske og økonomi­ ske forandringer, som det danske samfund gennemløb fra århundrederne før vor tidsregning, og frem til vikingetidens spæde start omkring 700 e.Kr. To forhold er centrale - det ene af økonomisk art, det andet af militær. Økonomisk set fik fremkomsten af staldbruget ved jernal­ derens begyndelse vidtrækkende konsekvenser for udviklin­ gen af privat ejendomsret til produktionen og siden til privat brugsret - eller adkomst - til jorden. Vi kan følge forandrin­ gen i landsbysamfundet, fra det økonomiske og organisatori­ ske fællesskab i de ældste landsbyer til dannelsen af større

22

Danmark i jernalderen

Jernalderlandsbyens ud­ vikling i Jylland. Øverst Grøntoft fra 2. årh. f.Kr., efterfulgt af den lidt yngre landsby fra Hodde, der hører til i det 1. årh. f.Kr. Den sidste landsby er Vorbasse, som den fremtrådte omkring år 500 e.Kr. Det bebyggede område dækker henholdsvis 2700 m2, 15.000 m2 og 135.000 m2. Bemærk hegnenes pla­ cering, først omkring de spredtliggende gårde ved Grøntoft, dernæst om den store landsby ved Hodde, hvor der også findes indivi­ duelle hegn om nogle af gårdene, og endelig Vorbas­ se, hvor fælleshegnet helt er forsvundet.

Guldbrakteat fra Gudme på Sydøstfyn. Denne brakteat er en af de fornemste repræsen­ tanter for den særprægede nordiske smykketype, som i 400-500-tallet udvikles med forbillede i de romerske kejsermedaljoner. I Norden bliver den en amulet, ofte smykket med billede af Odin - et symbol på dennes rolle som guddom for tidens fremvoksende kongeslægter. På brakteaten her ses en scene som formentlig fore­ stiller tre guddomme om­ kring et alter.

Krigeraristokrati og kongemagt

23

gårdenheder med selvstændig produktion og en arbejdsstyrke af besiddelsesløse trælle i de yngste. Samtidig sker der en udvikling i den militære organisation og i den politiske ledelse. Den militære ledelsesfunktion bliver gjort permanent i løbet af jernalderen, og stormænd etablerer et følge eller en hird. Hirden består af en gruppe bevæbnede mænd, der kæmper for deres leder - ikke nødvendigvis fordi de tilhører hans slægt eller hus, men fordi de gennem tro­ skabsed og mod underhold i hans gård og andel i krigertogtets bytte har knyttet sig til ham. Hirden eller følget repræsenterer således det første skridt på vejen bort fra slægten og familien som det sociale og økonomiske eksistensgrundlag. Vi kan samtidig følge ændringen i den militære organisa­ tion, fra den tidlige jernalders bevæbnede grupper af „bonde­ krigere" til senere tiders specialiserede hærenheder på flere hundrede mand, hvor der fandtes et militært kommandohie­ rarki. Forbilledet må søges i de romerske hære, som germaner­ ne var fortrolige med, dels fra de stadige kampe mod romerne, men ikke mindst gennem det store kontingent af germanere, der som soldater og officerer gennem flere århundreder var indrulleret i den romerske hær. Her lærte man at kæmpe for betaling (sold), man lærte kampteknik, disciplin og komman­ domæssig opbygning - alt sammen ting, der lod sig overføre og anvende i et hjemligt miljø. I løbet af jernalderen udskilles der således en økonomisk og militær elite, som i begyndelsen markerer og legitimerer sin særstilling ved besiddelsen af importerede romerske luksus­ varer. For at tilhøre eliten måtte man råde over sådanne presti­ gevarer, og kun eliten havde kontrol med deres tilførsel fra Romerriget. De indgik som en vigtig del af de rituelle hand­ linger, idet de bl.a. blev anvendt som gravgaver for at under­ strege den afdødes families særlige position og formåen. Da den nye sociale opdeling efter nogle generationer var etableret som en fast del af verdensordenen, blev denne form for ritualer imidlertid overflødige, og man ofrede ikke længere til de afdøde, men til guderne, for det var dem, der tog hånd om den eksisterende sociale orden. Heltesagn, oprindelses­ myter og familiekrøniker var med til at befæste krigeraristokra­ tiets ideologiske særstilling og lægge fundamentet for den spirende kongemagt. Det er denne udvikling, der kommer til udtryk i det arkæolo­ giske materiale, og som skal beskrives i dette bind af Dan­ markshistorien.

24

Danmark i jernalderen

Yngre førromersk jernalder 2.-1. årh. f.Kr.

Indirekte har nedgravningen af mange tusinde kilometer naturgasled­ ning også betydet en voldsom vækst i antallet af kendte jernalderbe­ byggelser. Den strækning, hvor overjorden trækkes af, giver et til­ fældigt tværsnit af Danmarks undergrund fra nord til syd og fra øst til vest, hvori ethvert anlægsspor tegner sig, hvad enten det er forhisto­ risk eller moderne. På den måde har Naturgasprojektet givet eneståen­ de muligheder for rekognoscering og prøvegravning i et sådant om­ fang, at det er blevet det største arkæologiske projekt nogen sinde her i landet.

Et landsbysamfund i vækst Med god ret kan vi kalde den nye tid for et „landsbysamfund i vækst". Utallige landsbyer grundlægges, skov ryddes som aldrig før, agersystemernes mosaik breder sig over det åbne land og befolkningstallet stiger. Det danske landskab var inde i en afgørende forandring; fra bronzealderens lysåbne skov med græssende kvæg og små opdyrkede markstykker til jern­ alderens stadig mere skovfattige land med udstrakte overdrev og store engområder, næsten så åbent som vi kender det i dag. Nye landbrugsredskaber som leen og løvkniven havde allere­ de sat sine tydelige spor. Flere mennesker, mere kvæg og effektive jernredskaber var menneskeskabte faktorer, der formede kulturlandskabet i et stadigt samspil med klimaet. I forhold til bronzealderen var der sket et afgørende skift, idet vejret nu generelt var blevet køligere og mere fugtigt. Ældre fremstillinger af bronzeal­ deren som en tid med sol og høj, klar himmel, der blev efter­ fulgt af en våd og regnfuld jernalder med tåge og lavthængen­ de skyer, er nok overdrevet, men ikke helt forkert. I dag ved vi dog, at klimaet også forandrede sig i løbet af jernalderen, og at nogle perioder var mere tørre og varmere end andre - her­ iblandt århundrederne omkring Kr.f. Sommer efter sommer med sparsom nedbør er ikke ube­ tinget en fordel for landbruget. Tørt og varmt vejr er gunstigt for kornet i modnings- og høstperioden, men katastrofal i den forudgående væksttid. Overdrevenes græsvækst derimod gi­ ver det bedste udbytte, når nedbøren er rigelig. Det, der er godt for noget, er altså dårligt for andet - forhold, som jernal­ derbonden lærte at tilpasse sig. Men nogle steder gik det alligevel ikke som forudset, når jorden selv med gødning efter nogle generationers opdyrkning alligevel gav misvækst. Det skete for store områder i det sandede Vestjylland, som herefter blev til vidtstrakte lyngheder. Det, der var en katastrofe for de små jemaldersamfund og fik dem til at gå til grunde gennem misvækst og hungersnød, er til gengæld blevet en lykke for arkæologerne, for det har bevaret både landsbytomterne, markskellene og de agersy­ stemer, der omgav dem. Inden hedens opdyrkning i forrige - og begyndelsen af dette - århundrede kunne de ses med det blotte øje som små forhøjninger i terrænet; gårdene kunne udgraves og agrene opmåles. I dag er nogle få stadig bevaret i fredede hedestykker, og de gamle markskel er synlige rundt Et landsbysamfund i vækst

27

omkring i skove, hvor de har været beskyttet mod oppløjning og ødelæggelse. Dette specielle forhold betyder også, at det er fra de sandede områder i Vest- og Nordjylland og i Himmerland, at de aller­ fleste af den ældre jernalders landsbyer kendes. Gennem de seneste årtier er vor viden dog vokset næsten eksplosivt, også hvad angår det øvrige Jylland, mens det går langsommere med at finde de ødanske gårde og landsbyer. Dette vældige nybrud i bebyggelsesarkæologien skyldes især nye rekognoscerings- og udgravningsmetoder, som har forøget muligheden for at finde landsbyerne og siden for at udgrave dem i deres helhed.

28

Et landsbysamfund i vækst

Luftfoto af mark ved Hodde mellem Varde og Grindsted. En julidag i 1959 fløj to af Nationalmuseets medarbej­ dere til Esbjerg. Først på aftenen passerede de over Hodde. Solen stod lavt, og på bygmarken blev der kastet lange skygger, som tegnede et mønster i komet: konturer­ ne af en gård med bygninger og omgivende hegn. En halv snes år senere begyndte udgravningen af den store jemalderlandsby fra det sidste århundrede før vor tidsregning, og den gård, som havde stået så tydeligt i kornmarken, skulle vise sig at være stormandsgården - den, hvis stolper var større og dybere nedgravet end de andre gårdes og derfor også den, der havde det tykkeste muldlag til at holde på fugtig­ heden i tørre somre.

En af de vigtigste nye rekognosceringsformer er luftfotogra­ fering, hvor man udnytter det forhold, at jordens muldlag er tykkere på de steder, hvor der engang har været sat stolper i undergrunden. Især i tørre somre betyder det, at kornet står bedre her end på resten af marken, og fra luften kan stolpe­ sporene - og dermed husenes konturer - ofte anes. Den vigtigste nyskabelse inden for udgravningsteknikken er ubetinget anvendelsen af maskinkraft til fjernelse af over­ jord. Det betyder nemlig, at landsbyer kan udgraves i deres helhed og ikke - som tidligere - blot enkelte huse, fordi det var en uoverkommelig opgave at flytte de enorme jordmasser med skovl og trillebør. Store landsbygravninger, mindre undersøgelser, markre­ kognosceringer og tilfældigt fremkomne bebyggelsesspor danner tilsammen et broget mønster af informationer. Vi har herved fået et godt kendskab til huskonstruktionen, til lands­ byens organisation, valg af jordbundstype osv., ligesom også regionale forskelle i byggeskikken træder frem. Kendskabet til bebyggelsen og kulturlandskabet er af af­ gørende betydning for forståelsen af jernalderbondens daglige tilværelse og de vilkår, den bød på. I det følgende skal vi derfor se nærmere på, hvordan han organiserede sig inden for lands­ byfællesskabets rammer, og vi skal følge, hvordan udnyttel­ sen af naturen skete i en til tider hårfin balance mellem vækst, ekspansion og sammenbrud i det landskab eller økosystem, der var hans eksistensgrundlag.

Bag landsbyens fælleshegn Periodens største landsby er udgravet mellem Varde og Grind­ sted, ikke mange hundrede meter fra det nuværende Hodde. Det anslås, at mellem 200 og 300 mennesker levede her i århundrederne f.Kr., hvorimod Hoddes indbyggertal i dag næppe overstiger 70. I alt er der udgravet mere end 80 huse inden for et areal på 15.000 m2. Ikke alle er samtidige; gårdene er ombygget og ændret i løbet af de ca. 150 år, landsbyen lå her, og nye huse er kommet til, mens andre er forsvundet. Takket være gårdenes individuelle indhegning og landsbyens store fælleshegn er det muligt at adskille de enkelte gårdenheder og følge både deres og hele landsbyens udvikling gennem hele perioden. I løbet af dette tidsrum har der været tre bebyggelsesfaser, hvoraf den mellemste var den største. Landsbyen kan følges så minutiøst, at selv dens grund­ læggelse kan identificeres. Den første jernalderbonde, der slog Bag landsbyens fælleshegn

29

sig ned på stedet, byggede sin gård på bakkeøens højeste punkt. Den bestod af et langhus med stald, en lade og et omgivende hegn. Andre familier fulgte efter. De lagde deres gårde på én række på begge sider af den første gård, som også var den største, og blandt tilflytterne var én, som foruden sin gård også havde en smedje. Da bebyggelsen var blevet på otte gårde, omgav man den med et fælles hegn. Hver gård havde sin egen åbning i hegnet, såvel indad til det fælles frie areal som udad til markerne. Tre store porte var fælles for alle og vel især beregnet på kørsel med vogn. Således så landsbyen ud i sin ældste fase, der går tilbage til omkring 150 f.Kr. Det indhegnede areal kunne dog rumme langt mere end de otte gårde. Flere familier flyttede til, og et halvt århundrede senere havde landsbyen nået sin maksimale størrelse. Da rum­ mede den 200-300 mennesker og omkring 300-350 dyr - vel kvæg - på stald. Den havde næsten 30 gårde samt lader, udhuse, huse uden stald og en ny smedje, i alt 53 huse. Smedjen lå nu uden for landsbyens fælleshegn - sikkert på grund af brandfaren. I landsbyens tredje og sidste epoke svandt bebyggelsen noget ind. Mindst seks gårde blev nedlagt: én efter én flyttede de til en ny landsby, der var under opbygning nogle få hundre­ de meter mod sydøst ved Hesselagergård. Her har luftfotogra­ fier afsløret en anden landsby, hvor gårdene ligeledes ligger omkring en central, ubebygget plads. Prøvegravninger på ste­ det har vist, at denne bebyggelse er samtidig med slutfasen i den ældre landsby. Det endelige punktum for Hodde blev sat omkring Kr.f., hvor landsbyen brændte - eller blev afbrændt. Overflytnin­ gen til den nye landsby var sikkert afsluttet nu. Alt af værdi var fjernet, og man satte herefter ild til de resterende og ubruge­ lige husrester og affald, hvorved den gamle landsbytomt hur­ tigt kunne omdannes til dyrket og velgødet mark for den befolkning, der i stedet havde valgt at bosætte sig ved Hes­ selagergård. Men det er for tidligt at forlade Hodde. Vi mangler endnu at se ind i selve landsbyen bag det store hegn, på det, der engang dannede de ydre rammer om mange generationers daglige liv og virke. Udgraveren har, for overskuelighedens skyld, opdelt landsbyens historie i tre faser, hvorimod jernalderbønderne i Hodde ikke selv oplevede, at deres landsby gik fra det ene af disse tidsafsnit til det næste. De var derimod vidne til alle de små ændringer og fornyelser, som hele tiden fandt sted, hvor mennesker lever sammen - dem vi nu forsøger at adskille i faser. Deres dagligdag var endnu ikke blevet historie. 30

Et landsbysamfund i vækst

Havde man kunnet flyve over Hodde engang omkring år 75 f.Kr., ville man have set hele landsbyen, som den lå med sine gårde og huse, marker og enge, mennesker og dyr. Sådan forestiller tegneren Flemming Bau og Hoddes udgravere, Steen og Lone Hvass, sig landsbyen, da den var fuldt udbygget, set fra sydøst. Hele landsbyen var omgivet af et kraftigt hegn, hver enkelt gård desuden af mindre hegn og gærder. I midten ses den store, åbne plads („forten"), og ved hegnets vestside en gravhøj fra bondestenalderen, som landsbyens beboere har respekteret, idet de har byg­ get omkring den i stedet for at grave den væk. Omkring landsbyen ses de små mark­ stykker, afgrænset af lave volde med levende hegn.

Det er den derimod for os. Når vi vælger at aflægge lands­ byen et besøg, kan det gøres på to måder - enten ved at fastfryse den i et øjebliksbillede eller ved at beskrive de små forandringer, som hver enkelt gård gennemløb. Lad os først se Hodde, som den tilrejsende ville opfatte den, når han engang i det sidste århundrede før vor tidsregning passerede landsbyhegnet gennem en af de store porte og herefter fulgte vejen frem til den åbne plads i midten. Herfra var der et godt overblik over de fleste af gårdene, og det var tydeligt, at flere af dem var indhegnede, om end gårdenes hegn var mindre og ikke så robuste som det store fælleshegn. En fremmed ville heller ikke kunne undgå at bemærke, at én af gårdene var meget større end de andre, og at det hegn, der omgav den, var kraftigere. Alle gårde havde store stråtag og lerklinede vægge, og de vendte i samme retning, nemlig øst-vest. Med den ene lang­ side mod syd blev solvarmen bedst udnyttet, og med gavlen mod vest var bygningen beskyttet mod vestenvinden. Hvert hus havde to døre - en midt for hver langside. For den, der ville indenfor, har det sikkert været nødvendigt at bukke sig - endog ret meget, for dørene var næppe større end højst nødvendigt. Ganske vist er der ingen døre bevaret fra Bag landsbyens fælleshegn

31

Grundplan af Hodde-landsbyen i to faser. I den ældste består landsbyen af stor­ gården og syv andre gårde. Det lille hus vest for stor­ gården er smedjen. I den næste fase er det indhegnede landsbyareal udbygget. Der er nu knap 30 gårde samt mindre huse, og alle gårdene har egen udgang gennem fælleshegnet til markerne udenfor. Den åbne plads i midten var det fælles område midt i landsbyen, som ingen havde ret til at disponere selvstændigt over, således som det kendes fra Jvske Lov fra 1241.

Hodde, men en hel trædør har overlevet i en anden landsby, og den var ikke mere end en meter høj. Når den besøgende var gået ind gennem døren, befandt han sig i en mellemgang, der delte langhuset i stald og bolig. I stalden stod dyrene i båse langs begge sider med en staldgang i midten. I den modsatte del af huset var opholdsrummet, hvor jernalderbonden og hans familie arbejdede, sov og spiste om­ kring ildstedet. Når øjet først havde vænnet sig til mørket herinde, ville den besøgende også lægge mærke til den store væv, der stod oprejst ved væggen og de mange vævevægte af ler, der forneden holdt trenden stram, og han ville sikkert også se sovebriksene langs væggene, husgerådet omkring arnen og det svage dagslys, der trængte ind gennem lyren oppe under taget i gavlen. Længere kan vi næppe komme i beskrivelsen af gårdene i Hodde, som de har taget sig ud for den, der kom hertil for et par tusinde år siden. I dag er kun aftrykkene af de nedgravede stolper bevaret, men de giver til gengæld mulighed for at se de forandringer, som hver enkelt gård gennemløb i landsbyens levetid. Var gården først bygget, blev den liggende det samme sted med ombygninger, nybygninger og eventuelle tilbygninger. Det gælder bl.a. den gård, der var landsbyens ældste, og som gennem hele perioden også var den største. Ved grundlæggel­ sen bestod den af et langhus på næsten 30 m og et mindre hus, begge omgivet af hegn. I næste byggefase er det store hus blevet lidt mindre og det mindre hus lidt længere. Samtidig er der opført endnu et lille hus. Disse tre bygninger eksisterede stadig i den seneste fase. 32

Et landsbysamfund i vækst

Storgården adskiller sig på flere måder fra de øvrige gårde. Dels var den omgivet med flere selvstændige hegn, og dels var den større og havde mere kvæg på stald end nogen af de andre. Det bebyggede areal var omkring 200 m2, og der var staldplads til 25-30 dyr. Resten af bebyggelsen kan størrelsesmæssigt opdeles i tre grupper, som også er udtryk for forskellen i økonomisk for­ måen og social status. Den første udgøres af gårde, som består af langhuset og et eller to mindre huse. Det bebyggede areal var godt og vel halvdelen af storgårdens, og der var staldplads til en snes dyr. I løbet af Hoddes levetid veksler antallet af disse gårde i landsbyen mellem to og fire. Til den anden gruppe hører gårde med 50-100 m2 under tag og 14-15 større dyr på stald. Foruden langhuset kunne der til gårdene også være knyttet et mindre hus, hvilket derimod ikke var tilfældet for den tredje og sidste gruppe, som ude­ lukkende bestod af små beboelseshuse uden stald. Overgangen mellem de forskellige typer gårde og huse er glidende med én undtagelse, hvor forskellen til gengæld var knivskarp - nemlig mellem storgården på den ene side og de øvrige gårde på den anden. Ikke blot var hovedbygningen længere, men også bredere, og hele huskonstruktionen var både større og kraftigere end de øvriges. Som nævnt gik den samme størrelsesforskel igen i hegnet, der var af samme slags som landsbyens store solide fælleshegn. Alt dette har været med til at fremhæve, at her boede lands­ byens grundlægger og hans efterkommere. I hans hus blev der sikkert holdt store gæstebud, hvor man kunne imponeres over rummets storhed, over rigeligheden af mad og drikke, og hvor Bag landsbyens fælleshegn

33

man kunne beundre de smukke blanksorte krukker og kar, som blev brugt ved serveringen. I hans hus var opholds­ rummet stort - omkring 50 m2. På os virker størrelsen ikke imponerende, når man tænker på, at flere generationer levede i samme rum, men for landsbyens øvrige bønder har dette rum været mere end dobbelt så stort som de opholdsrum, de selv rådede over. Storbonden eller høvdingen i denne gård beholdt en særstil­ ling gennem hele landsbyens levetid. Da gården havde det største kvæghold, må den nødvendigvis også have disponeret over en større del af landsbyens jord. Det var vel en naturlig konsekvens af, at det var slægten herfra, som oprindelig hav­ de grundlagt Hodde og forestået rydningen og opdyrkningen af den nye jord. Nok foregik det praktiske samarbejde mellem gårdene in­ den for rammerne af et landsbyfællesskab, men nogle havde ret til en større del af de fælles ressourcer end andre. Denne økonomiske ulighed ser ud til at være fast forankret, for ingen af gårdene ændres nævneværdigt i tidens løb; nogle har store stalde, andre små og endnu andre har slet ingen. Og det blev de ved med.

Andre jyske landsbysamfund Hodde er den største og mest velorganiserede landsby, vi kender fra det sidste århundrede før vor tidsregning, og for­ skellen i størrelse mellem de enkelte gårde er her mest udtalt. I andre landsbyer er gårdene gennemgående mindre, der er færre af dem, og de er ikke organiseret i et tilsvarende fast landsbyfællesskab. Lad os derfor i det følgende vende blikket fra det unikke til det almene, fra Hodde til et lille udvalg af de mange andre udgravede landsbyer og gårde fra tiden omkring Kr.f. En af dem er Nørre Fjand, der ligger ved den sydlige del af Nissum Fjord i Vestjylland. Herfra kendes et halvt hundrede hustomter, som i tid strækker sig over et par hundrede år på begge sider af Kr.f. Landsbyen blev undersøgt i 1930'rne, altså før man gjorde brug af maskinkraft, og den kunne derfor ikke udgraves i sin helhed. Godt og vel 2000 m2 af det centrale område er undersøgt, men søgegrøfter har vist, at landsbyen dækkede et område, der var mindst tre gange så stort. Allige­ vel har det bebyggede område ikke været halvt så stort som Hoddes, og der har heller ikke været faste regler for gårdenes placering eller nogen åben centralplads. Men det er ikke alene på dette punkt, at de to landsbyer er forskellige. 34

Et landsbysamfund i vækst

Sortglittet bopladskeramik af samme type som kendes fra Hodde-landsbyen. De fine sortglittede kar lå især i området omkring storgården, mens den almindelige kera­ mik fandtes jævnt fordelt over hele landsbytomten. Formerne er overalt de sam­ me med undtagelse af en skål med indadbuet rand, der kun fandtes i storgården. De ensartede former tyder på, at al keramik, det fine såvel som det simple, er fremstillet af landsbyens pottemager(e), men forskellen i kvalitet understreger samtidig af­ standen mellem landsbyens leder og dens øvrige ind­ byggere.

Nørre Fjand er et landsbysamfund, hvor der tilsyneladende kun har været tre gårde med stald, og de har endog ikke eksisteret på samme tid. En nytolkning af de gamle udgrav­ ningsplaner viser, at i hvert fald den ene, foruden langhuset, også har bestået af to små huse og således er et gårdanlæg af samme slags som Hoddes med plads til 16-17 større dyr. De øvrige huse er ikke mere end en halv snes meter lange, og de mangler stald. Hvilken armod, kan vi fristes til at sige, for dette lille sam­ fund ved det yderste Vesterhav. Men sådan har det ikke nød­ vendigvis været. Eksistensgrundlaget var blot et andet - et, der ikke satte sig spor ved store stalde og lader, men hvis eneste levn er de mange sænkesten, der fandtes overalt - ude som inde i husene. Fiskeriet har været det vigtigste erhverv, især fjordfiskeriet, som fandt sted i den nærliggende Nissum Fjord. Nørre Fjand giver imidlertid også et indblik i eksistensvil­ kårene fra en helt anden side. Livet var trods alt ikke ganske uproblematisk herude ved fjorden, og selv om befolkningen især levede af fiskeri, fik den alligevel at føle, hvordan den sandede jord blev stadig mere udpint for til slut at ende som uopdyrket hede. Man kan følge, hvordan husene igennem landsbyens levetid bygges af stadig dårligere og mere for­ krøblet træ. Godt tømmer var åbenbart allerede en mangel­ vare. Fra de forblæste hytter ved Nissum Fjord går turen videre til Borremose i det vestlige Himmerland, ikke langt fra Års. I den tidlige del af jernalderen havde der her været et befæstet anlæg, nok en tilflugtsborg, anlagt i det uvejsomme og sumpeAndre jyske landsbysamfund

35

Sænkesten fra Nørre Fjand ved Nissum Fjord. Nogle redskabstyper er så simple og hensigtsmæssige, at de aldrig går af brug. Det gælder f.eks. denne type af netsænkesten, der lå tæt i den udgravede jemalderlandsby som det synlige bevis på befolk­ ningens vigtigste erhverv. Fiskerne i Nørre Fjand an­ vender, som det ses på fotoet til højre, stadig den samme slags sænkesten, når de sætter deres garn i fjorden.

36

de moseområde (se bind 1). Det har dog ikke været længe i brug, og der blev næppe bygget mere end nogle få huse på det. Flere hundrede år senere tog man imidlertid voldstedet i besiddelse igen, og denne gang var formålet et andet, nemlig regulær bosættelse. Forsvarsværkerne blev afskaffet, voldgra­ ven fyldtes efterhånden med affald, og gennem det uvejsom­ me moseområde blev der bygget en stenlagt vej, som var en nødvendig forudsætning for, at kornhøst og hø kunne køres hjem fra markerne på fastlandet, og dyrene kunne komme ud og hjem. Bebyggelsen bestod af en snes gårde, hvoraf kun en enkelt har haft et tilhørende mindre hus. Langhusene var alle vendt i øst-vestlig retning, og de fleste lå langs den brolagte vej, der bugtede sig mellem dem. Gårdene i Borremose var betydelig mindre end i Hodde, og de havde heller ikke så store stalde. Færre husdyr krævede mindre vinterfoder, og det er måske forklaringen på, at lade­ bygningerne mangler. De sidste eksempler på jemalderlandsbyerne fra tiden om­ kring vor tidsregning skal hentes i Thy, hvor de giver sig til

Et landsbysamfund i vækst

kende i landskabet som lave forhøjninger, der lidt prætentiøst kaldes for „byhøje". I princippet er de opstået på samme måde som Orientens store tell'er, nemlig gennem en ophobning af bebyggelseslag og affald. Byhøjene i Thy er dog aldrig mere end to-tre meter høje, og de kan dække et areal på op til 4000 m2. Til dato er ingen dog fuldstændig undersøgt, og det er derfor umuligt at få samme overblik over landsbyerne her som mange andre steder. Tidspunktet for deres eksistens står imid­ lertid fast; de fleste har været beboet i 400-500 år omkring Kr.f. Et af de mest karakteristiske træk ved bebyggelsen på byhø­ jene er, at husene har ligget ganske tæt, ofte med brolagte gader imellem. Gårde og små beboelseshuse uden stald lå ind imellem hinanden. Langhusene er forholdsvis små, sjældent mere end en 16-18 meter, ofte kortere. Småhusene uden stald, men med beboelse, kan være helt ned til nogle få meter lange. At dømme efter de hidtidige udgravningsresultater er der stor forskel på antallet af gårde og mindre beboelseshuse fra byhøj til byhøj. Således er der i den undersøgte del af lands­ byen ved Vestervig kun fundet ét langhus med stald, og lige­ som i den nærliggende byhøj ved Mariesminde er de små staldløse beboelseshuse helt dominerende. Begge landsbyer minder således om Nørre Fjand, men skønt de ligger i nær­ heden af Limfjorden, i dennes vestlige del ikke langt fra Agger Tange og Thyborøn Kanal, er der ikke fundet spor efter fiskeri. Det er dog utænkeligt, at man ikke skulle have fisket, og stejlepladsen har snarest ligget et andet sted, hvor der var bedre plads til at tørre og reparere garnene end i landsbyens trange huse og stræder. I andre byhøje fra det sydlige Thy som f.eks. Ginderup og Hurup har der været store regulære gårde, og erhvervsgrund­ laget må derfor have været forskelligt fra landsby til landsby. Men det er overalt velorganiserede små samfund, som genera­ tion efter generation har levet tæt på Thylands gode jord i nærheden af Limfjordens fiskerige vand. Rækken af undersøgte landsbyer fra denne tid er lang: Skørbæk syd for Nibe, Gørding ved Nissum Fjord og i Vendsyssel Kraghede syd for Brønderslev og Overbygård øst for Nørre­ sundby, for blot at nævne enkelte. Hertil kommer et antal små bebyggelser, som består af ganske få gårde. En af dem er udgravet ved Grønbjerg ca. 50 km nord for Hodde og rummer gårde, der på mange måder minder om Hoddes. Her har fire huse ligget tæt sammen inden for et fælles hegn. To af dem var langhuse (13-15 m), det ene med stald. Et mindre hus var smedje, mens et fjerde var så dårligt bevaret, at størrelsen og anvendelsen ikke kunne bestemmes. Fælleshegnet er genAndre jyske landsbysamfund

37

Jemalderlandsbyen Borremose i Himmerland, som den ser ud i dag. Højmosen er afgravet og nu under dyrkning, men i jernalderen var her sump og åbent vand. Hustomterne er markeret ved la­ ve jordvolde over de oprinde­ lige vægfundamenter. Vold­ graven er tømt og den indre vold til en vis grad genopført. Husene er i gennemsnit 13-14 m lange; det største 23 og det mindste 10 m. Båseskillerum mangler, men det skyldes snarere dårlige bevaringsfor­ hold; de har sikkert været her, da gårdene var i brug (se også side 101).

38

nembrudt ud for de tre af bygningerne. Denne bebyggelse kan opfattes som en enkelt gård med tilhørende bygninger eller som to sammenbyggede gårde, hver bestående af et langhus og et mindre hus - henholdsvis smedjen og det ødelagte hus. En halv kilometer herfra, ved Omgård-Sig, er en tilsvarende lille bebyggelse udgravet. Den består af tre næsten ens lang­ huse samt et mindre hus, omgivet med et fælles hegn. Op­ rindelig blev det tolket som ét gårdanlæg, en storgård, men senere som tre selvstændige gårde, hvoraf den ene består af langhuset og et mindre hus, adskilt fra de øvrige med hegn. De nævnte eksempler viser, at bebyggelsesformen i disse århundreder ikke kan sættes på en fast formel. Man har levet sammen, mange eller få, i store langhuse med stald eller i mindre huse uden, i indhegnede, velorganiserede landsbyer og i landsbyer, hvor huse og gårde lå mere tilfældigt. Nogle steder består gårdene af flere bygninger, måske også en smed­

Et landsbysamfund i vækst

je, andre steder kun af langhuset, nogle steder var de indhegnede, andre steder ikke. Kun på ét punkt er de alle sam­ men ens: husene er konstrueret over den samme fælles læst - de er alle treskibede. Den største og mest solide konstruktion er den, der bærer taget. Den består i jernalderen altid af to parallelle rækker af kraftige stolper, der indbyrdes har stået i en ganske bestemt afstand fra hinanden, og som deler huset i tre dele. Væggene kan være konstrueret forskelligt, afhængig af det bygnings­ materiale, der var til rådighed. Det var mest almindeligt at grave en fundamentgrøft, hvor vægstolperne blev sat. Her­ efter flettede man grene og ris mellem stolperne, og til slut blev fletværket tætnet med lerklining. I nogle egne af landet er der yderligere opbygget en græstørvsvæg på ydersiden af huset for at isolere. Andre steder har væggene udelukkende været af tørv. Det er især sådanne tørvevægge, der er årsag til byhøje­ nes opståen. Fælles for alle langhusene er de to døre, der sad over for hinanden, og som var store, solide plankedøre. Indgangs­ partiet var ofte brolagt med sten, og rummet mellem de to døre udgjorde en mellemgang, hvorfra man til den ene side kom ind i stalden, til den anden side ind i opholdsrummet. Hjertet i huset var ildstedet. Det gav varme og lys, her blev maden kogt og kødet røget. Små lerkar, sikkert med mad, blev sat ned i

Byhøjen Vestervig i Thy under udgravning. De sten­ brolagte gader ses tydeligt. Undersøgelse og udgravning af byhøje er en kompliceret og tidkrævende proces. Det kræver f.eks. en stor arbejds­ indsats at udskille de enkelte byggefaser i de kompakte bopladslag, og det er derfor svært at fastslå størrelsen og karakteren af landsbyen til forskellig tid. For arkæologer­ ne er det en stor hjælp, hvis landsbyen har været brændt, fordi branden efterlader et karakteristisk lag, der gør det muligt med sikkerhed at afgøre, hvad der fandtes før, under og efter husets nedbrænding.

Andre jyske landsbysamfund

39

I et af husene fra Nørre Fjand i Vestjylland fandt man ved udgravningen en forkullet dør, som åbenbart var blæst ind under en voldsom brand. Døren bestod af et par ege­ planker, samlet med to tvær­ lister. Den havde træhængsel (pindhængsel), og hele døren var knap 1.25 m høj og 60 cm bred. Det var en solid kon­ struktion, der kunne holde den skarpe vind fra havet ude, og den lave døråbning har givet en ekstra beskyttel­ se.

40

gulvet ved siden af eller under ildstedet, hvis lerkappe ofte var udsmykket. Gulvet var enten lerstampet eller blot et fast­ trampet jordgulv. Mellem væggene og de tagbærende stolper var de faste bænke og sovepladser. Det var også her ved væggen, at den store væv var stillet op. Rummet har været mørkt, selv om dagslyset faldt ind gen­ nem lyren i loftet, og ildstedet lyste op. Den, der vævede, havde derfor ikke dagslyset at se ved - medmindre man kun­ ne lave en åbning i taget eller flytte væven udenfor. I modsat fald var man helt afhængig af en effektiv lyskilde. Derfor kan det også undre, at der endnu aldrig er fundet nogen form for lampe i jernalderhusene, for de må nødvendigvis have eksi­ steret, ikke blot til vævningen, men også til alle de andre praktiske gøremål, der krævede mere lys end det, der kom fra ildstedet. I den anden ende af huset lå stalden, hvor dyrene stod langs begge sider i båse. Gulvet er næsten altid forsænket i forhold til husets øvrige niveau for at sikre beboelsesafdelingen mod indsivning af ajle, og nogle steder har man valgt at hæve staldgangen med en brolægning. Husene lå næsten altid øst/ vest og tog på den måde af for vestenvinden samtidig med, at dyrene var en god varmekilde.

Et landsbysamfund i vækst

Langhus med brolagt stald og indgang fra Sjælborg ved Esbjerg, set fra vest. Ned­ rammede pæle markerer husets tagbærende stolper. Stalden har fordybet greb­ ning med et svagt fald mod øst, dvs. bort fra beboelsesaf­ delingen i husets vestlige ende. Der har været plads til omkring en snes køer. De stenbrolagte stalde er især almindelige i Sydvestjylland.

Sammenlignet med gårdene fra den tidligere del af jernal­ deren er der sket visse forandringer. Tydeligst er vægkon­ struktionen ændret: i de ældste huse bestod den af to parallelle rækker vægstolper. Det inderste vægforløb var risflettet og lerklinet, den ydre stolperække stod frit som en synlig under­ støttelse af taget. De yngre huse mangler denne ydre række, og for konstruktionen betyder det, at taget nu næsten ude­ lukkende bæres af de store fritstående stolper i husets indre. Da vi ikke kender tagkonstruktionen, er det også umuligt at se, hvilke konsekvenser det i øvrigt fik for tagets udformning. I sin kerne er gårdene bygget på samme måde i de forskellige egne af Jylland. Det er dog ikke ensbetydende med, at den, der i jernalderen gennemrejste Jylland, ikke ville se nogen forskel om han var i Thy, i Himmerland eller ved Vestkysten. Eksi­ stensgrundlaget var ofte vidt forskelligt. Den landsby, hvis indbyggere især skaffede til dagen og vejen ved fiskeri, så Andre jyske landsbysamfund

41

naturligvis anderledes ud end den, hvis udkomme alene lå i jordens afkast. Men mon ikke den rejsende alligevel ville spærre øjnene op, hvis han kom til Hodde? Havde han nogen sinde set så stor en landsby, én, der bag det solide fælleshegn var så velorganiseret og havde så store gårde? Havde han tidligere set en stormandsgård som denne, hvori han blev beværtet så rigeligt, at han på sin fortsatte rejse hvert sted kunne berette om denne mægtige mand og hans vældige landsby?

Det daglige brød I slutningen af 1970'erne blev der gjort et bemærkelsesværdigt fund ved jernalderlandsbyen Overbygård i Vendsyssel, hvor man udgravede en udbrændt trækælder, der viste sig at have været forrådskammer til en af gårdene. På gulv og hylder havde der ved brandens udbrud stået krukker og kar fyldt med korn. Kælderen giver derfor et enestående øjebliksbillede af jernalderbondens forråd en tilfældig dag i et tilfældigt år om­ kring begyndelsen af vor tidsregning. Analyser viser, at den mest almindelige kornsort var byg, men at hvede fulgte tæt efter, og at havre også var til stede. Der er ligeledes forskellige ukrudtsfrø, og overraskende nok lå korn og frø hver for sig, hvilket betyder, at frøene ikke blot er „fulgt med" ved indhøstningen, men må være indsamlet for sig eller frasorteret kornet. Er indholdet i denne forrådskælder nu også udtryk for jern­ alderbondens daglige måltider? Spiste han mon ikke også kød? Og var ukrudtsfrøene menneskeføde? Svaret finder vi ved at kigge ned i maven på et par af de mennesker, som i jernalderens begyndelse blev henrettet og lagt ned i moserne ved Grauballe og Tollund øst for Silkeborg (se bind 1). Mosevandet har konserveret ligene så godt, at selv maveindholdet er bevaret, og derfor kan vi svare bekræftende på, at ukrudtsfrø var menneskeføde. Grauballemandens sidste måltid bestod af ikke mindre end 55 forskellige frøarter foruden emmer, spelt, rug, byg og hav­ re. Her var fløjlsgræs, blød hejre, rajgræs, pileurt, gåsefod, spergel, vejbred og mange andre, hvis frø var kogt sammen til en grød, sikkert på et griseben. Tollundmandens måltid be­ stod også af korn og ukrudtsfrø, blot var antallet af frøarter mindre, og grisebenets fedt erstattet af fedtet fra hør- og dodderfrø. De mange ukrudtsfrø er blevet opfattet som en særlig simpel fangekost, måske et rituelt måltid, og i hvert fald ikke som et 42

Et landsbysamfund i vækst

Den brændte forrådskælder, der hørte til en gård i jernal­ derlandsbyen Overbygård i det sydlige Vendsyssel. Kælderen var solidt bygget af store planker og høj nok til, at man kunne stå oprejst. Da gården brændte, faldt kæl­ deren sammen og beskyttede sit indhold - kar og krukker med henved 100 liter kom og frø. Over halvdelen lå i et trækar, mens resten stod i fyldte krukker og kar på gulv og hylder. En del af kornet var forkullet ved branden, mens andet var velbevaret og uskadt, fordi krukkerne havde beskyttet det mod varmen. Da vi ikke ved, på hvilken tid af året kælderen brændte, kan vi heller ikke vide, hvor stort forrådet har været lige efter høst.

almindeligt indslag i jernalderbondens daglige kost. I dag er vi tilbøjelige til at mene, at moseligenes måltidsrester svarer gan­ ske godt til sammensætningen af et almindeligt måltid. Flere nye kornfund med ukrudtsfrø, maveindhold fra andre moselig og bevarede madskorper i lerkar peger i samme retning. Det har været et sundt måltid, en fuldkornsgrød eller væl­ ling med en konsistens så tynd, at den sikkert kunne drikkes. De mange små hankekar, der er så almindelige i fund fra jernalderen, har egnet sig fortrinligt til formålet. Det har også været et vintermåltid; der er ingen spor efter frisk frugt eller grønt. Når ukrudtsfrøene udgør så stor en del af den daglige kost, må de også være indsamlet systematisk. Hovedparten af de Det daglige brød

43

frø, der kendes fra jernalderen, stammer fra et-årige ukrudts­ planter, der har vokset på brakjord eller måske sammen med kornet. Det er især pileurt, gåsefod, spergel, vejbred og nogle græsser. Det er dem, vi ustandselig træffer i fundene. Disse planter vokser tæt, har en rig blomsterstand og er derfor lette at høste. Ved indsamlingen blev mange andre frø taget med, bevidst eller tilfældigt, og derved bliver listen over arter i de analyserede kornfund og madrester så lang. Det var ikke alle planter, der voksede i dyrket jord. Nogle er hentet på enge, overdrev og i skoven. Planter som tandbælg, markfrytle, græsbladet fladstjerne og opret potentil er både græsgangs- og vildjordsplanter; andre somlundrapgræs, hun­ dekvik og nøgleblomstret klokke er mest almindelige i skov­ områder. Det antyder, at frøindsamlingen lå folk (sikkert kvin­ derne) stærkt på sinde, overalt hvor der var lejlighed til det. Det var godt at gemme til den magre vintertid, og der skulle ikke lægges til side til næste års såning. Det ordnede naturen selv. Alt tyder på, at markernes brakperioder blev udnyttet flittigt til indsamling af nyttige plantefrø. Vi må derfor forestille os en dyrkningsform, hvor brakperioden var både vigtig og nødven­ dig. Efter et år med pløjning og kornafgrøde, evt. også med hør, fulgte ét eller flere år uden pløjning og tilsåning, men kun med indsamling af frø. Denne form for jordbrug har forudsat en vis form for sy­ stematik, og det har været nødvendigt at regulere brugen af de enkelte jordstykker. Derfor var det praktisk at opdele lands­ byens jord i overskuelige parceller, som indgik i denne rota­ tion. Parcellerne blev markeret med lave jord- eller sandvolde, hvorpå der stod levende hegn, eller med sten fra markerne, der blev lagt i en flad „revle", hvorover jord og sand kunne lejre sig. De enkelte jordstykker var små, fra få hundrede til nogle tusinde m2. Men der var mange af dem. Som et fin­ masket net strakte de sig ud fra landsbyerne. Agersystemer kalder vi dem, og de lave markskel betegnes digevolde eller skelvolde.

44

Et landsbysamfund i vækst

Et næsten komplet eksemplar af en bueard, jernalderens almindelige pløjeredskab, er fundet i en mose ved Donneruplund i nærheden af Vejle. Ardens ås, skær og styr er lavet af forskellige træstykker, som er sat sam­ men. I modsætning til senere tiders muldfjælsplov vender arden ikke den oppløjede jord. Det pileformede hoved­ skær kaster imidlertid det meste af jorden til én side, når den under arbejdet hol­ des skråt, og slidsporene viser da også, at det var sådan, den blev brugt. En tilsvarende ard, fundet i en mose ved Døstrup i Sydvesthimmerland, er gennem pollenanalyse af moselagene dateret til midten af det første årtusinde f.Kr., og fra samme tid menes arden fra Donneruplund også at stamme.

Enkelte steder på den jyske hede står voldene stadig tydeligt under deres dække af lyng, f.eks. ved Skørbæk- og Byrsted Hede i Himmerland syd for Nibe, ikke langt fra Borremose, og heden ved Øster Lem mellem Ringkøbing og Skjern, hvor de er bevaret over områder på hele kvadratkilometre. Andre ste­ der kan kun det trænede øje skelne de svage forhøjningers symmetri. De fleste agersystemer fra jernalderen er bevaret i Jyllands vestlige og nordvestlige hedeområder, hvor de gennem år­ hundreder har undgået at blive pløjet op. Først i de senere år er det ved omhyggelige undersøgelser og detaljerede opmålin­ ger lykkedes at påvise tilsvarende systemer af oldtidsagre i Østdanmark. Her findes de i skovområderne, f.eks. Geel Skov nord for København og Næsbyholm Storskov ved Sorø. De lave markskel tjente ikke blot til at markere jordens opdeling, men fungerede også som basis for levende hegn og indvirkede derved på jordoverfladens temperatur og fugtig­ hed. De ydede læ, skærmede for vind og jordflugt og gav derved de bedste betingelser for plantevæksten. Takket være skelvoldene får vi et usædvanligt indblik i jord­ bruget i den ældste del af jernalderen. Vi kan se, hvordan den enkelte landsby lå omgivet af omhyggeligt udmålte og sirligt placerede markskel, hvis levende hegn beskyttede afgrøden. Her kunne man hente kvas til ildstederne derhjemme og i sæsonen samle bær og nødder. Det var dog ikke hele lands­ byjorden, der var dækket af agersystemerne. I yderområderne lå de uopdyrkede overdrev og græsningsskoven, hvor kvæget holdt til.

Markarbejdet Når man fortsat levede på det samme sted og dyrkede den samme jord generation efter generation, var det nødvendigt med en dyrkningsform, der beskyttede jorden mod udpining. Ud over at veksle mellem dyrket afgrøde og brakperioder, var det også påkrævet at tilføje jorden næring i form af gødning.

O

o.

Markarbejdet

45

Pløjning sydøst for New Delhi i Indien. Mange steder i verden anvendes arden stadig som det mest alminde­ lige redskab. Den er let og smuldrer jorden fint. I Skan­ dinavien var den i brug helt op i dette århundrede på små stenede markstykker i Sveri­ ge og Norge. Ploven og arden havde fra gammel tid en ganske særlig stilling her i Norden. I den norske land­ skabslov fra 1274 hedder det bl.a.: „Men en mand kan sagesløst hugge sig (trævirke) til plov og til ard i hver mands skov, selv om han ikke beder om lov dertil." Og plovfred er gennem Chr. V.s danske lov sikret: „... sages­ løs mand ... der holder på sin plov ..."

Gødning fik man fra dyrene, men at bruge den krævede arbejde. Først måtte den samles, fortrinsvis i stalden, og der­ efter spredes ud på marken. For at opnå den bedste virkning var det nødvendigt at dække den med jord, hvorved kvælstof­ fet blev bundet. Der er fundet mange træspader fra denne tid, så måske har man nogle steder ligefrem gravet gødningen ned. Det er også muligt, at det var tilstrækkeligt at pløje jorden efter spredningen, i hvert fald hvis gødningen var smuldrende og velomsat. Datidens ard kunne ikke vende jorden og der­ med dække gødningen på samme måde som en plov, men den kunne pløje furer i jorden. Overjorden blev på den måde løsnet, og der kom luft til, mens jordlagene forblev urørte. Arden var en forholdsvis simpel - men også meget hen­ sigtsmæssig - plov. Krogarden var den enkleste og den, der sikkert allerede blev taget i brug i yngre stenalder. Den bestod 46

Et landsbysamfund i vækst

blot af en kløftet gren med en tværpind som styr. Buearden var den mere udviklede og sammensatte type, som bestod af tre dele: en buet trækstang, en buet styrestang og et pileformet skær med forskær. Det er uvist, om de to typer har været i brug på samme tid i jernalderen: snarest har buearden afløst krogar­ den engang i løbet af yngre bronzealder. Fordelen ved buearden, eller den sammensatte ard, var, at den havde et selvstændigt skær og et forskær, der gjorde jordbearbejdningen mere effektiv, og som kunne udskiftes ved slid eller beskadigelse. Man udvalgte særlig hårde træ­ sorter til denne del af konstruktionen. Selv om forskær afjern var almindelige over store dele af Europa, skal vi helt frem til midten af det efterfølgende årtusinde før de første kendes fra Norden, og i Danmark brugte man træ til forskær helt frem til vikingetiden. Forklaringen må være, at buearden med sine forskellige enkeltdele af træ var god nok, som den var. Den tjente sit formål og opfyldte jernalderbondens krav til jordbe­ arbejdning. Det var således ikke her, at jernet kom til at sætte sine spor i landbrugsproduktionen. Det gjorde derimod andre jernredskaber som løvkniven, seglen og den lille le. Jernteknologiens betydning for landbrugsproduktionen er således mindre knyttet til agerbruget end til kvægholdet, idet løvkniv og le var en afgørende forudsætning for effektiv indUsprøjtet bygmark. Jernal­ derens kornmarker har været lige så farvestrålende at skue som nutidens biodynamisk dyrkede marker. Men for jemalderbonden, der høstede hvert strå i hånden, var ukrudtsplanter også nyttige. Frøene blev samlet sammen og holdt adskilt fra kornet, ligesom de enkelte kornsorter blev høstet og opbevaret hver for sig. Den almindeligste kornsort var byggen, såvel den nøgne som den avne­ klædte. Hvedearterne emmer og spelt blev, foruden hirse og hør, stadig dyrket. De første spor af rug kommer i århundrederne efter Kr.f., og igennem det meste af jernal­ deren har rugen næppe været dyrket systematisk, men optrådt som ukrudt i marker­ ne.

Markarbejdet

47

samling af vinterfoder til dyrene og dermed en praktisk forud­ sætning for stalddriften. Det er imidlertid ikke ensbetydende med, at stalddriftens fremkomst alene skal forklares ud fra dette kendskab. Jernredskaberne blev en effektiv hjælp i det daglige arbejde. De kom i brug, da samfundet kunne udnytte dem, men de satte ikke selv nogen ny udvikling i gang. Da vi ikke ved, om de første jernredskaber hører til i yngre førromersk jernalder, eller om de allerede blev anvendt nogle hundrede år tidligere, kan vi heller ikke afgøre, om deres fremkomst er samtidig med de første stalde. Men jernteknolo­ gien var ikke ukendt i den tidligste del af jernalderen. Herom vidner en regulær jernudvindingsplads, der er fundet ved Bruneborg nord for Horsens, og som indeholder myremalm, slagger og granuleret malm i så anselige mængder, at det langt overgår, hvad der var brug for til fremstilling af de dragtnåle og bæltespænder, som er det eneste, jern i øvrigt anvendes til i disse århundreder. Det kan derfor ikke udelukkes, at land­ brugsredskaber allerede på dette tidspunkt blev fremstillet af jern. I hvert fald er det en nærliggende tanke. Ved at sætte sine dyr på stald kom jernalderbonden til at arbejde betydeligt hårdere end tidligere. Nu var det nødven­ digt at fodre, vande, muge ud og malke flere gange daglig i de perioder, hvor kvæget var inde, og ikke mindst var det på­ krævet at sørge for foder i vintermånederne. Det mest stabile og lettest tilgængelige vinterfoder havde han i løvtræernes kviste, som blev indsamlet og oplagret i form af løvhø, eller han hentede kvistene hjem i løbet af vinteren. Dette arbejde er i sig selv krævende, og uden anvendelse af jernredskaber var det næsten uoverkommeligt. Jernalderbondens daglige arbejde for at sikre sig selv, sin familie og sine dyr året igennem var hårdt. Der var rigeligt at se til på de enkelte gårde. At nogle fik en større bid af kagen end andre, har vi det tydeligste bevis på i den store landsby ved Hodde, hvor gårde med store stalde og lader lå side om side med småhuse uden stald, hvis beboere ikke fik den samme andel i landsbyjordens produktion, fordi de ikke havde kvæg, der kunne udnytte de fælles græsningsarealer. Sandsynligvis har de været helt afhængige af bønderne på de større gårde.

Overdrev og øde agre Landet havde været befolket i årtusinder, og der havde været kvæg og korndyrkning siden yngre stenalder. Alligevel er det først nu, i de sidste århundreder før vor tidsregning, at kultur­ landskabet for alvor skifter karakter. Overdrevene og især de 48

Et landsbysamfund i vækst

vidtstrakte engområder var kommet til, og man kan undre sig over erhvervsformen, der med stalddrift og gødningsbaseret agerbrug har krævet en uhørt stor arbejdsindsats. Hvorfor var det pludselig blevet så krævende at opretholde livet? Skoven havde altid været den sikreste og mest stabile foder­ kilde for kvæget, især fordi dyrene selv kunne skaffe sig føde året rundt. Om sommeren var der græs, urter og løv, om vinteren kviste, rødder og tørrede plantedele. Den gav også en pålidelig foderproduktion, fordi der skete en naturlig oplag­ ring af foderreserver i kviste, løv osv., og træerne var ikke så følsomme for perioder med tørke som f.eks. overdrevenes græsvækst. Endelig var det kun påkrævet med en ret be­ grænset arbejdsindsats, nemlig til vogtning af kvæget og til nedhugning af de grene, hvis løv tjente som foder. Det største arbejde var forbundet med indsamling af vinterfoder, når og hvis man praktiserede det. Det er dog ikke enhver skov, der byder på gunstige be­ tingelser for kvæghold. Den lukkede højskov giver kun be­ grænsede fodermuligheder, fordi løv og kviste sidder så højt, at dyrene vanskeligt kan nå dem, og fordi skovbunden mang­ ler noget meget væsentligt, nemlig græs. Fælder man derimod træerne, vil nye stubskud skyde frem, og deres foderværdi er stor. Samtidig kommer der lys til skovbunden, og en ny vege­ tation med græs og urter vokser frem. Når træerne således udtyndes, opstår den lysåbne græs­ ningsskov, bronzealderens karakteristiske landskabstype. Den kræver omhyggelig vedligeholdelse og beskyttelse for ikke at blive ødelagt. Kvæget udvælger nemlig de træ- og urtearter, som er det bedste foder for dem, og lader resten i fred. Efterhånden vil disse arter brede sig, mens de øvrige gradvis forsvinder. Endnu mere afgørende er det, at de fleste træarter, i modsætning til bundvegetationen, ikke kan for­ mere sig, når der foregår græsning, fordi dyrene spiser ende­ knopperne på de unge skud. Skoven kan derfor dårligt for­ ynge sig og kommer efterhånden til at bestå af gamle træer, som til sidst helt forsvinder. På den måde opstår overdrevet, som er slutresultatet af menneskers og dyrs nedbrydning af skoven. Når træerne og dermed skyggen forsvinder, vil græs og urter som et dække holde på jordens fugtighed under forudsætning af, at de ikke udsættes for konstant og total nedbidning. I dette tilfælde vil især de lette jorder tørre ud og lyngheden brede sig. Er jorden derimod tungere, vil tørkeprægede urter og græsser tage over. Overdrevet er heller ikke en naturlig og stabil vegetations­ form. Før eller siden vil der ske en opvækst af tornede og Overdrev og øde agre

49

stikkende buske som tjørn og slåen. De kan modstå kreatur­ græsning, og de yder beskyttelse for andre træarter som f.eks. eg og elm under opvæksten, hvorved de kommer til at fungere som „skovens vugge". På den lette jord er det lyngen, der får fat, bl.a. fordi dyrene foretrækker græs, foderurter og løv. Når først lyngen har bredt sig, får det vidtrækkende konsekvenser for jordbunden. Der sker en betydelig forringelse gennem udvaskning af nærings­ salte, som efterfølges af mor- og senere aldannelser. Selv un­ der gunstige omstændigheder kræver det generationers slid at genskabe en blot nogenlunde god jordbundstilstand.

Høslæteng ved bredden af Lodde Å i Skåne. Store eng­ områder med høslæt og kreaturgræsning er i dag så godt som helt forsvundet fra det danske kulturlandskab, fordi åløbene rettes ud og de fugtige områder drænes. For et par tusinde år siden blev denne landskabstype skabt af jernalderens bønder, som fældede den tætte trævækst af el og ask langs åerne og på den måde fik store åbne og fugtige områder, hvor græs­ væksten havde optimale betingelser. Uheldigvis gav de fugtige engstrøg Hl gen­ gæld kvæget en lang række parasitter og snyltere.

50

Et landsbysamfund i vækst

Enkelte steder, som her ved Hornsjon på Øland, kan man stadig få indtryk af løvengen med de spredte træer - i dette tilfælde eg og has­ sel. Denne landskabstype var dominerende i bronzealderen, hvor dyrene gik ude året rundt og for det meste selv måtte skaffe sig føden, og den var almindelig i den ældre jernalder. Græsningsskoven var sårbar over for overudnyttelse, men blev trævæksten brudt ned, kunne man altid åbne ny højskov og gøre den velegnet til kreaturgræsning. Tilsvarende muligheder havde jernalderens bønder ikke. Når skoven blev ødelagt, fik man overdrev i dens sted, og på den måde blev landet åbent og skovfattigt.

Overdrev og øde agre

51

End ikke lyngheden er stabil. Den skal plejes og vedlige­ holdes gennem hyppig afbrænding for ikke at „springe i skov". Til trods for, at lyngen ikke er særlig attraktiv som dyrefoder, har man helt op til vor egen tid ofte bevidst brændt heden af. Det skyldes, at lyngen i mangel af bedre var vigtig som vinterfoder (bl.a. „lynghø"). Hertil kommer, at den gjor­ de nytte som brændsel og byggemateriale (lyngtorv), og der var derfor indlysende fordele forbundet med at passe den. Det kulturlandskab, som mennesket skabte gennem en me­ re eller mindre målrettet udnyttelse og pleje, rummer således en mangfoldighed af vegetationsformer, hvoraf nogle er bedre og mere stabile som foderkilde for husdyrene end andre. Det 52

Et landsbysamfund i vækst

I Store Vildmose i Vendsyssel er en flade på mindst to kvadratkilometer i sandet under tørven dækket med ardspor. Sædvanligvis er der mellem 25 og 30 cm mellem de parallelle furer, der altid slutter ganske brat ved et bælte på et par meters bred­ de, der løber langs med markskellene. Denne forager består af dybtliggende paral­ lelle pløjespor og hjulspor. Her er arden blevet løftet fra jorden, trækdyret vendt, og pløjningen genoptaget i den modsatte retning. Når mar­ ken igen piøjes, sker det vinkelret på den foregående retning. På den måde opstod det mønster, som her er afdækket.

var den stabile foderproduktion som, foruden adgangen til vinterfoder, var det centrale i jernalderbondens eksistens, og det var tørken, der var den værste trussel for græsvæksten på de stadig større overdrevsarealer. Derimod er trævæksten langt mindre følsom over for eventuelle ændringer i nedbørs­ mængden, og græs og urter er beskyttet mod udtørring af træernes skygge. Endelig er foderkapaciteten, udregnet pr. arealenhed, også størst her. Når træerne forsvinder, og græs­ ningsskoven omdannes til overdrev, er der kun den tidligere bundvegetation hibage, og den har endog dårligere vækst­ betingelser her end i løvengen. Der skal derfor større områder hl for at opretholde den samme fodermængde, hvis græs­ ningsskoven ødelægges og omdannes til overdrev. Når løvengen således var den bedste og mest hensigts­ mæssige vegetahonsform for et kvægdriftsbaseret landbrug, må man spørge sig selv, hvorfor jernalderbonden ikke værne­ de den noget bedre mod ødelæggelse, og hvorfor han tillod, at overdrevene bredte sig på skovens bekostning. Det gav ham selv betydelig mere arbejde, når han ikke længere kunne hente dyrenes vinterfoder i de nærliggende skove, efterhånden som han hk brug for det. Nu var han tvunget hl at indsamle og oplagre forråd hl vinteren, og han skaffede det fra de træløse overdrev og ikke mindst fra høslætengene. Vinterfoder, der måtte høstes og bjærges allerede i sensommeren, gav et nyt behov for ladeplads. Var der mange dyr på stald, kunne det derfor ske, at man, som f.eks. i Hodde, måtte bygge en ekstra avlsbygning til sin gård. Mange hng havde ændret sig siden bronzealderen. Kvæget var kommet på stald, i hvert fald en del af året, landsbyfælles­ skabet var blevet en realitet, agersystemerne ligeledes, og jernteknologien kom til. Vi kan se, hvordan landsbyerne lå det samme sted generahon efter generation, omgivet af marker, hvis jord skiftevis blev dyrket og lå brak, og længere væk med overdrev, skov og engområder, hvor dyrene holdt hl. Når landsbyerne flyttede, skete det inden for deres eget afgrænse­ de område og næppe mere end nogle få hundrede meter. Landsbytomtens jord var velgødet og frugtbar og gav derfor ophmale vækstbetingelser for afgrøden i de efterfølgende år. Det er næsten kun muligt at forklare denne landbrugsstrate­ gi på én måde, nemlig ved at bebyggelsen i nogle dele af landet allerede var så tæt, at man ikke som før kunne flytte til nye områder, når jordens ydeevne aftog eller græsningsskoven svandt ind. Jernalderens befolkning var større og levede som følge heraf mere stedfast end hdligere. Derfor var det blevet nødvendigt at bringe jordens udnyttelse og bebyggelsens Overdrev og øde agre

53

På Skørbæk Hede i Vesthimmerland er der enestående lejlighed til at se tomten af en jemalderlandsby omgivet af sine agre. De lave volde har engang været dækket med levende hegn, som skærmede for sand- og muldflugt og derfor stadig blev højere - de største velsagtens omkring en meter. Husene, der alle er langhuse, har ikke eksisteret på samme tid; nogle hører til i århundrederne før, andre i århundrederne efter Kr. Flere har haft tykke jordvægge - i hvert fald i vestenden, hvor man boede, og indgangspartiet kunne være brolagt.

54

Et landsbysamfund i vækst

N

Oldtidsagre og hustomter på Skørbæk Hede. Opmålt og udtegnet kan man se den systematik, der oprindelig har ligget til grund for ager­ systemerne. De er så nøj­ agtigt og ensartet udlagt, at der må være anvendt faste måleenheder. Arealenheden td. land ser således ud til at være brugt. De fjerneste marker ligger knap en kilo­ meter fra gårdene, og læn­ gere væk ligger åen og enge­ ne, der har sikret vand og foder til kreaturerne. Trods landsbyens hensigtsmæssige placering blev dens ind­ byggere alligevel til slut tvunget til at give op og forlade stedet.

form ind i fastere rammer, som vi kan aflæse i markskellene, staldene og landsbyorganisationen. Der er næppe tvivl om, at befolkningen voksede ganske betydeligt igennem ældre jernalder. Presset på jordens res­ sourcer fik gradvis landskabet til at skifte karakter, og over­ drev og agerjord, der visse steder blev overudnyttet og udpint, tegner billedet af et samfund, hvor misvækst og hungersnød ikke var ukendte begreber. Det bekræfter de vidtstrakte sy­ stemer af lyngdækkede markskel og hustomter fra de sandede jorder i Jylland, som på den ene side giver et enestående billede af den tidlige jernalders agerbrug, og på den anden side er det synlige bevis på den katastrofe, der ramte disse små landsbysamfund i århundrederne omkring vor tidsregning. Da de dengang blev forladt, var det for aldrig siden at blive bebygget; den lette jord var udpint og næringssaltene ud­ vasket. En uoprettelig økologisk katastrofe havde drevet be­ folkningen bort fra den jord, der var deres, og som deres forfædre havde levet på i århundreder.

Overdrev og øde agre

55

Bønder og krigere Danmark var nu så småt på vej bort fra den kulturelle isolation, som landet havde været i siden slutningen af bronzealderen, da kelternes fremtrængen i Mellemeuropa havde afskåret kon­ takten mellem nord og syd. I årene fra 150 til 50 f.Kr. var de keltiske samfund inde i en sidste stor blomstringsperiode, hvor fundamentale politiske, sociale og økonomiske forandringer fandt sted. De havde ud­ viklet sig fra forholdsvis simple stammesamfund, baseret på et magtfuldt krigeraristokrati, til egentlige statsdannelser, byg­ get op omkring store befæstede byer, der var basis for vidt­ strakt politisk kontrol. Her levede en stor del af befolkningen, og her opstod centre med højt specialiseret kunsthåndværk og en udviklet handel, som også indebar selvstændig møntpræg­ ning. Men den keltiske civilisation stod for fald. Det nye kraft­ center i Europa var nu den hastigt voksende Romerske Re­ publik. I begyndelsen af det første århundrede f.Kr. omfattede den romerske verden hele Middelhavsområdet, og mod nord og nordvest grænsede Romerriget op til kelterne. I midten af dette århundrede, helt præcist i foråret 58 f.Kr. begyndte Cæ­ sar sin erobring af det keltiske Gallien, og i løbet af syv år havde han sikret det romerske herredømme i området vest for Rhinen, dvs. hele det nuværende Frankrig, Belgien og sydlige Holland. Der må have været flere grunde til, at Cæsar indlod sig på denne langvarige og omfattende militære operation. En af dem var, at han anså det for at være af vital betydning for Rom at sikre sig Gallien som et bolværk mod de germanske stammer på den anden side af Rhinen. Det var kun 40 år siden, at en mægtig germansk folkehær havde truet selve Italien og med nød og næppe var blevet standset af Marius, romernes navnkundige hærfører. I årene fra 115 til 101 f.Kr. vandrede en kæmpemæssig men­ neskemængde gennem Europa. Den bestod af mænd og kvin­ der, børn og gamle, og deres antal er angivet til 300.000. Selv om størrelsen utvivlsomt er stærkt overdrevet, blev de allige­ vel en betydelig trussel for Romerriget. De romerske hære blev slået i årene 107 og 106 f.Kr., da de forsøgte at bremse bar­ barernes fremmarch mod Rom, og det lykkedes først at besejre dem i to store slag, det ene ved Aqua Sextias (det nuværende Aix i nærheden af Marseille) og det andet ved Verceliae på Posletten i året 101 f.Kr. 56

Bønder og krigere

Udbredelsen af den keltiske kultur i Europa. Kerneom­ rådet strakte sig fra Frankrig til Bøhmen, men en vældig ekspansion, der satte ind i det fjerde og tredje århundre­ de f.Kr., udstrakte den kelti­ ske indflydelse til store dele af Europa. Keltiske krigere udplyndrede bl.a. Rom i 390 f.Kr. og grækernes hellige by Delfi i 279 f.Kr. Det var først i midten af det sidste århun­ drede før vor tidsregning at kelterne blev trængt tilbage af romerne, og allerede ved tiden omkring Kr.f. var den keltiske civilisation i rea­ liteten gået helt til grunde.

Samtidens romerske forfattere omtalte den store skare som kimbrere, teutoner og ambronere og beskrev deres oprindeli­ ge stammeområder på en sådan måde, at kimbrerne kunne være kommet fra Himmerland, teutonerne fra Thy eller mulig­ vis fra områderne ved den sydslesvigske vestkyst og ambronerne fra Slesvig. Vi skal næppe forestille os, at de store folkemasser, der var på vandring i Europa, udelukkende kom fra Jylland. Her var efter al sandsynlighed deres udgangs­ punkt, men andre folkegrupper og stammer må være stødt til undervejs. Nogle blev sikkert boende, når andre brød op efter flere sæsoner på en fast lejrplads, og på den måde blev der skabt personlige forbindelser mellem stammefolk over store dele af Europa, hvis de da ikke allerede eksisterede. De tidligste arkæologiske vidnesbyrd om kontakt mellem Danmark og den keltiske verden er vanskelig at datere præ­ cist, men sættes normalt til 150-100 f.Kr. Vi kan derfor ikke med sikkerhed vide, om kimbrertoget, som denne folkevandring betegnes, er årsagen til de mange fund af keltiske genstande i Danmark. Alligevel kan der næppe være tvivl om, at kim­ brertoget med sine forskellige udløbere har skabt en række nye kontakter og forbindelser hen over Europa; forbindelser, som udbygges og forstærkes i de efterfølgende århundreder.

Urner og brandpletter Husene, gårdene og landsbyerne er grundstammen i kend­ skabet til det ældste danske jernaldersamfund. Derimod er Bønder og krigere

57

Gennem sin interesse for oldtidsforskningen kom amtmanden på Bornholm, Emil Vedel til at yde en pio­ nerindsats ved udforsk­ ningen af den ældste jernal­ der. Resultaterne blev frem­ lagt i to afhandlinger: Om de bornholmske Brandpletter fra 1870 og Den ældre Jernalders Begyndelse på Bornholm fra 1872, som betød en radikal omvurdering af den ældre jernalder, ikke blot på Born­ holm, men i hele Nord­ europa.

58

Bønder og krigere

gravene, sammenlignet med mange andre perioders iøjnefal­ dende begravelsesritualer, nærmest usynlige. Det er dog hver­ ken udtryk for tilfældigheder eller resultat af samfundets fat­ tigdom. Derimod var gravskikken et vigtigt middel til at vise, hvem man identificerede sig med - som familie, landsby, slægt eller stamme, og gravpladsens fortsatte brug er udtryk for, hvor længe de gamle traditioner blev holdt i hævd. De udsving i gravskikken, som arkæologerne kalder „geografiske forskelle" eller „regionale variationer", har snarere deres ud­ spring i befolkningens ønske om at markere forskelle og lig­ heder, som har været af afgørende betydning for selvopfattel­ sen gennem et vist antal generationer. Derfor må vi også kaste et blik på periodens gravpladser, hvor ubetydelige de end kan forekomme. I mange år var førromersk jernalder helt uden fund og derfor også ukendt for arkæologerne. Den blev første gang „op­ daget" på Bornholm i begyndelsen af 1870'erne af den da­ værende amtmand Vedel, der foretog en række udgravninger på nogle af øens store gravfelter med hundredvis af uanselige brandgrave. Forud for den velkendte „romerske, ældste jernalder" teg­ nede konturerne sig for Vedel af en endnu ældre „førromersk, ældste jernalder", som dækkede hen ved 300 år. Der skulle dog gå næsten tre årtier, før Nationalmuseets arkæologer en­ delig turde bekræfte Vedels dristige hypotese, og derved fandt den sidste store kulturperiode sin plads i landets forhistorie. Ved at sammenholde de fundne oldsagstyper med gravenes placering på gravpladsen, lykkedes det Vedel at skildre en tidsmæssig udvikling. Ældst var de grave, der var dækket med en lille flad stenhøj, en „røse", og som dels hørte til den seneste bronzealder, dels den tidligste jernalder. Herefter fulgte en tid med „brandpletter", hvor rester af ligbålet var samlet sammen og enten lå direkte på jordoverfladen eller var gravet ned i en lille fordybning. Denne „brandplettid" faldt i tre dele hvoraf kun den ene - og yngste - bar spor af romersk indflydelse. Til slut havde der været en periode med ubrændte jordfæstegrave, som svarede til gravene fra den ældre (dvs. romerske) jernalder i resten af landet. Det var kun de sidste faser, der kunne underbygges med absolutte årstal, men ud fra beregninger af gravenes antal nåede Vedel frem til, at jernalderens begyndelse måtte ligge omkring 300-400 f.Kr. Nu var vejen omsider banet for at finde tilsvarende grave andre steder i landet, og det lykkedes da også efterhånden. Der var en særlig grund til, at Bornholm blev nøglen til udforskningen af den ældste jernalder. Mange gravpladser på

Selv om alle grave fra førro­ mersk jernalder er brand­ grave, er udformningen vidt forskellig, som det fremgår af tegningen. De to hovedtyper er urnegraven og brand­ pletten, hvor de brændte ben og asken fra ligbålet er an­ bragt i en urne eller i en lille fordybning i jorden. Mellem­ formen er urnebrandgruben, hvor både urnen og dens nedgravning er fyldt med bålrester. Yderligere variatio­ ner findes i nedgravningens dybde og i den eventuelle anvendelse af sten.

øen havde nemlig været i brug gennem århundreder, og der kunne være grave fra bronzealderens sidste del, den såkaldte „røsetid'7, 500-600 år før vor tidsregning, frem til begyndelsen af det efterfølgende årtusinde. Det var denne kontinuitet, som ikke kendes fra andre dele af landet, der muliggjorde en relativ tidsbestemmelse på de enkelte pladser, fordi ældre og yngre grave lå forskudt i forhold til hinanden. Den traditionelle begravelsesform fra yngre bronzealder fandtes stadig, også i slutningen af den førromerske jernalder. Det var urnen med de brændte ben - i begyndelsen omhygge­ ligt renset for bålaske - sammen med eventuelle gravgaver, sjældent andet end småting til dragten som nåle, spænder eller lignende. Urnen selv blev anbragt i en lille nedgravning under flad mark. Men som tiden gik, blev man mindre omhyggelig med at overholde de gamle forskrifter for behandlingen af den af­ dødes jordiske rester. Aske, benstumper og brændte grav­ gaver fyldte nu urnen, og større genstande som f.eks. sværd Urner og brandpletter

59

Vogn-gravpladsen i Vendsys­ sel under udgravning i 1975. Gravpladserne fra yngre førromersk jernalder kan indeholde op til flere hundre­ de grave som denne ved Vogn. Mindre gravpladser er dog mere almindelige. En­ keltfundne grave kendes også. De er dog snarest et resultat af fundomstændig­ heder end udtryk for en oprindelig situation. Ofte vil det være en urne, der har været gravet så dybt ned i jorden, at den i modsætning til gravpladsens øvrige grave er skånet ved senere tiders pløjning.

60

Bønder og krigere

og knive kunne af mangel på plads lægges ved siden af. Det blev almindeligt at sætte urnen ned i en lille grube, som her­ efter blev fyldt med bålrester. Endnu mere lemfældig var den gravform, hvor asken fra ligbålet blev samlet sammen og lagt enten direkte på jordoverfladen eller i en lille fordybning, en brandplet. De enkelte gravformer er udbredt over hele landet; brand­ pletterne dog især på Bornholm, på Fyn og i Vendsyssel. Almindeligvis ligger gravene samlet på større gravpladser, hvor alle tre former er repræsenteret. I sjældne tilfælde er ældre høje genanvendt, mens det hører til undtagelsen at bygge nye - end ikke de små „tuer" opføres mere. Større gravpladser fra denne periode er f.eks. Vogn og Kraghede i Vendsyssel, Langå og Møllegårdsmarken på Sydøstfyn, Lundegård på Lolland samt Kannikegård og Nørre Sandegård på Bornholm. Ingen er dog tilnærmelsesvis så store som de største tuegravfelter fra den ældste del af jernalderen. Nørre

Sandegård, der er en af de største, har således „kun" ca. 400 grave fra den yngre del af førromersk jernalder. Med und­ tagelse af de bornholmske, kommer disse store gravpladser først i anvendelse i løbet af den senere del af førromersk jernalder. Nogle fortsætter ind i den efterfølgende romertid, mens andre hører op. Mange gravpladser har således været i brug gennem flere hundrede år omkring Kr.f., og denne stabilitet svarer godt til billedet af bebyggelsen, hvor gårdene og landsbyerne ofte fortsætter fra den yngre del af førromersk jernalder og ind i ældre romertid. Det kunne derfor være nærliggende at for­ vente en direkte sammenhæng mellem landsby og gravplads. Den findes imidlertid kun i nogle ganske sjældne tilfælde, velsagtens fordi det forudsætter omfattende undersøgelser at lokalisere gravpladsen hl en ganske bestemt landsby, eller landsbyen til en i forvejen kendt gravplads. Det ser nemlig ud til, bl.a. ved Hodde, at gravene ikke ligger i gårdenes umiddel­ bare nærhed, men er samlet på små eller større pladser i udkanten af landsbyjorden. Det er dog heller ikke utænkeligt, at store gravfelter har fungeret som fælles gravplads for flere små lokalsamfund.

De mange og de få Arkæologer har en forkærlighed for gravfund, fordi de rum­ mer så megen information. Hver enkelt grav fortæller sin egen historie om den person, der er begravet her, om den familie, der engang forestod gravlæggelsen, og sammen med andre er den med hl at kaste lys over menneskers opfattelse af sig selv i dahdens samfund. Der er dog også en anden grund til, at arkæologerne er så glade for netop denne gruppe fund. Oldsagerne i den enkelte grav har nemlig med sikkerhed været i brug på samme tid, og derfor kan de anvendes til at opbygge og justere de kronologi­ ske systemer, som er et af fagets vighgste redskaber. Mest velegnet hertil er de hyppigt forekommende genstan­ de, hvis form hl stadighed ændres en lille smule. Det kan være randen, hanken eller ornamentikken på lerkarrene, detaljer ved udformningen af de små bøjlenåle, fiblerne, eller det kan være knivens og sværdenes form osv. Jo sjældnere en gen­ stand er, des vanskeligere vil det normalt være at datere den nøjaghgt. Det gælder dog ikke altid. Hører en genstand til i en helt anden kultur, f.eks. den kelhske eller den romerske, hvor dateringen af oldsagerne ofte er ret eksakt, får den pludselig De mange og de få

61

De ældste eksempler på danske fibler (bøjlenåle) stammer fra det sidste år­ hundrede før vor tidsregning, men i løbet af meget kort tid bliver de en næsten uund­ værlig del af dragten - en position, som bevares igen­ nem hele det efterfølgende årtusinde. De ældste er små, funktionelle sikkerhedsnåle, mens de yngre kan være prangende og overdådige smykker i sølv og guld, hvis formål først og fremmest har været at understrege bære­ rens sociale position. Allere­ de fra tiden omkring Kr.f. eksisterer fornemme små sølvfibler med pålagte guld­ tråde side om side med sim­ ple jernfibler.

62

Bønder og krigere

stor betydning for den hjemlige kronologi. Ikke alene daterer den gravens øvrige genstande, men den knytter også tids­ mæssigt Danmark sammen med det øvrige Europa - det sidste gælder dog ikke altid, som vi kan se i det følgende afsnit. Den mest pålidelige datering opnås, når graven indeholder en lille bøjlenål af metal. Disse små fibler, der kombinerer funktionen som sikkerhedsnål med udformningen som dragtsmykke, er fremstillet af bronze eller jern efter et ganske fast udviklingsskema, der er ens over store dele af Mellem- og Nordeuropa. I den keltiske verden hører de ældste til tiden omkring 500-450 f.Kr.; i Norden optræder de nogle hundrede år senere, og det er først fra det sidste århundrede før vor tidsregning, at de bliver almindelige. Der er dog langtfra fibler i alle grave og derfor heller ikke lige gode muligheder for datering. Men her kommer keramikken til hjælp. Den findes næsten overalt, hvad enten det er som urner eller som småskår i brandpletterne. Selv her vil det ofte være muligt at tidsfæste graven ud fra ubetydelige, men karak­ teristiske forskelle ved udformningen af lerkarrets enkeltdele. Datidens lerkarformer var mange. Kar og krukker, skåle og fade var udført i god teknik og med en farve, der spændte fra rødbrun til kulsort, afhængig af ilttilførselen under brændin­ gen. De sorte kunne gøres særlig smukke, hvis overfladen blev poleret, „glittet", med en lille sten. Det var bl.a. denne kera­ mik, der fandtes ved stormandsgården i Hodde. Ornamentik­ ken, der til andre tider var en uundværlig del af udsmyk­ ningen, er i denne periode nærmest en undtagelse. Skønt jernalderen i Danmark begyndte adskillige hundrede år før, var det først i det sidste århundrede f.Kr., at genstande af jern blev almindelige i gravene. Hyppigst var det kniven, som fandtes i mange forskellige udformninger, fra den lille og spinkle, der var nyttig at have ved hånden i det daglige arbej­ de, til den store, solide hugkniv, hvis blad kunne blive 25-30 cm. Der eksisterede også en særlig halvmåneformet kniv, må­ ske en skindkniv, for dens rundede form gør den velegnet til skindf orarbej dning. Knive var i det hele taget det mest almindelige i gravene, bortset fra keramikken. Alligevel er de ikke videre velegnede til præcise dateringer, fordi de forskellige typer ændrer sig for lidt i tidens løb. Men på skaftet, som nu er forsvundet, fordi det var lavet af ben eller træ, kan der udmærket have været tidstypisk ornamentik. Større redskaber lægges ikke i gravene, men kun det helt personlige udstyr, som har været en uadskillelig del af hverda­ gen og det daglige arbejde. Der er dog én undtagelse, og det er

Urnegrav fra Sønder Vilstrup mellem Kolding og Vejen. Foruden asken og de brændte ben indeholdt urnen et kom­ plet våbenudstyr: et stort sværd, to store knive, spyd­ spids og skjoldbule. Hertil kom en mindre kniv, en fibel, randen af et bronzekar og skår af 13-14 mindre lerkar. Denne grav illustrerer, at selv brandgrave kan indeholde et rigt gravudstyr, også selv om det har været med på bålet. Det store sværd er bukket sammen og lerkarrene slået i stykker for at skaffe plads til det hele i urnen.

i våbengravene. Krigeren kunne gravlægges med sin udrust­ ning, der bestod af sværd, skjold og spyd, men han fik ikke nødvendigvis alle sine våben med sig. Ofte var det sværdet, der fulgte ham i graven, men først efter at være grundigt bukket sammen - måske af praktiske grunde, så det fyldte mindre. Det var dog ikke altid lagt i selve urnen, men hyppigt anbragt ved siden af den. Sværdet var enten et enægget hugsværd eller et tveægget stiksværd. Det lange stiksværd var udbredt over hele Nord- og Mellem­ europa, herunder det keltiske område, og nogle få af de dan­ ske er direkte af keltisk fabrikat. Det var et farligt og effektivt De mange og de få

63

våben - slankt, smidigt og næsten en meter langt, når det var keltisk, men noget mindre og ikke af så høj teknisk standard, når det var fremstillet her i landet. Spyddet eller lansen findes også i flere former - en for­ holdsvis bred og en noget slankere - sikkert betinget af for­ skellig anvendelse. De er alle lavet af lokale smede ligesom skjoldene, hvoraf kun metaldelene i dag er bevaret. Selve skjoldet var af træ, og kun skjoldbulen, der har siddet på midten som en beskyttende hvælving over hånden, har over­ levet ligbålet. Den er altid afjern og formet som en lav top. Har den derimod været af træ, vil hele skjoldet være forsvundet ved brændingen. Da hovedparten af periodens grave ikke indeholder andet end gravurnen og de brændte ben, kan man ikke kalde dem for særlig veludstyrede. Alligevel er der den forskel på gravene nu og tidligere, at nogle skiller sig ud fra det ensformige gennem et mere differentieret gravudstyr, og det er først og fremmest krigerne.

Med sværdet i hånd

Tre af de fundne kedelstyk­ ker fra gravpladsen ved Langå på Sydøstfyn, afbildet ved siden af rekonstruktions­ tegningerne. Øverst ses en af de store simple kedler med udhamret bronzebund og jernrand med to store ringe, i midten en stor bronzespand og nederst en trefodet kedel, ligeledes af bronze. Mens den øverste af kedlerne kendes i en halv snes eksemplarer, er de to andre enestående i Danmark. De er begge frem­ stillet i Italien, den ene i det fjerde, den anden i det femte årh. f.Kr., men de er tidligst kommet i jorden omkring 100 f.Kr.

64

Bønder og krigere

En krigers status var høj. Det var samfundets belønning, fordi han risikerede at sætte livet til, enten ved at forsvare sin landsby eller kæmpe i det fremmede. Og når han omkom med våben i hånd, var det også nærliggende at give ham en kriger­ begravelse som den sidste hædersbevisning. Vi ved ikke, om det forholdt sig sådan, men kun, at kriger­ gravene er de eneste, der helt skiller sig ud fra de øvrige. Deres fællespræg overskrider alle regionale traditioner; bl.a. er det våbengravene, der først og fremmest indeholder andre grav­ gaver. Fibler, spænder, sakse, de tidligere omtalte halvrunde knive og forskellige småting af jern findes især her, og de er med til at understrege, at denne gruppe havde en særstilling. Inden for krigergravene selv var der forskel på våbenud­ styrets størrelse og sammensætning. Det var kun de færreste, der havde både sværdet, spyddet og skjoldet med sig på den sidste rejse. Nogle havde blot et enkelt våben, men de fleste havde sværdet og spyddet eller spyddet og skjoldet med. Deraf kan vi udlede, at der var forskel på våbenføre mænd - en forskel, der til stadighed blev forstærket igennem jernalderen. Nogle ganske få havde efter deres grave at dømme en posi­ tion, der var helt enestående og uforklarlig for os. Sådanne grave er fundet ved henholdsvis Langå på Sydøstfyn og Kraghede syd for Brønderslev i Vendsyssel. Den ældste er fundet på en gravplads ved Langå. I 1877

Med sværdet i hånd

65

De to guldfingerringe fra den rige grav i Langå. Begge er fremstillet som en spiral med tre vindinger, og hver af disse består af det fineste guldbåndsflet. Ringene har en indre diameter på to og en halv cm; den største vejer ikke mindre end 70 gram, den anden godt 25 gram. Har de været båret som fingerrin­ ge, må det enten have været på tommelfingeren eller uden på en handske. Tilsvarende ringe kendes ikke fra andre grave, hvorimod de første glatte guldfingerringe er begyndt at komme med i gravene. I de følgende år­ hundreder bliver de glatte ringe forholdsvis almindelige.

66

Bønder og krigere

indløb der meddelelse til Nationalmuseet om, at der var gjort et opsigtsvækkende fund. Det var en stor metalkedel med aske, våben, bronzebeslag og smykker af guld. Over kedlen havde der ligget en stor sten, som finderne havde væltet ved hjælp af jernstænger. Det forlød videre, at der en snes år tidligere var opgravet et stort antal brandpletter, antagelig omkring 100, på den samme mark. Ved efterfølgende ud­ gravninger blev der afdækket en halv snes brandgrave, hvoraf endnu tre havde en metalkedel som urne. Den første grav var også den rigeste. Den store kedel, hvis diameter var næsten 70 cm, havde en tynd bronzebund med jernrand og to store bæreringe. Den var fyldt med aske, og under og omkring den lå bøgekul. Inden i den lå rester af to mindre bronzekar, det ene ret ubestemmeligt, mens det andet var en etruskisk spand, en såkaldt stamnos. Til gravudstyret hørte endvidere to snoede guldfingerringe med en særpræget og meget smuk fletornamentik. Der var også våben - ikke mindre end fire enæggede sværd, en eller to skjoldbuler og en

Et lerkar fra gravpladsen Kraghede i Vendsyssel har en helt usædvanlig udsmykning. I stedet for de sædvanlige geometriske motiver har man valgt at gengive en jagtscene med rytter, hund, hjort og okse. Denne billedfrise fører tankerne hen på det store sølvkar fra Gundestrup i Himmerland. Det er naturlig­ vis uvist, om pottemageren nogen sinde har set Gundestrupkedlen, men tidsmæs­ sigt er det i hvert fald ikke udelukket.

spydspids. Og som det sidste fandtes et stort antal bronze- og jernbeslag fra en keltisk vogn, som må være brændt på lig­ bålet. En tilsvarende kedel, blot noget mindre, tjente som urne i en af de andre grave. Her var gravgaverne lagt ved siden af, velsagtens fordi der ikke var plads i kedlen. Det var bl.a. et sammenbukket keltisk sværd, der endnu lå i sin skede. Til våbenudstyret hørte desuden en stor spydspids, to pilespidser og en skjoldbule. Hertil kom en fingerring, fremstillet af en tynd guldstang, en kniv og andre småting.

Med sværdet i hånd

67

På den sydfynske herregård Broholm sad i midten af 1800-tallet en anden af de fremtrædende amatørarkæo­ loger, der, som amtmand Vedel på Bornholm, fik be­ tydning for udforskningen af den ældre jernalder. Det var godsejer og kammerherre Frederik Sehested. Som mange af datidens godsejere opbyggede Sehested en privat oldsagssamling af høj standard. Han gennemførte mange udgravninger og undersøgelser i egnen om­ kring Broholm, bl.a. af den store jemaldergravplads på Møllegårdsmarken, og han foretog de første under­ søgelser ved Langå efter fundet af den store kedel­ grav.

I den tredje grav lå gravgaverne også ved siden af urnen, og sværdet var på tilsvarende måde bukket sammen. Urnen var en kedel med særpræget form, der ikke lignede de øvrige. Den var stor, omkring 70 cm i diameter, af bronze, og hvert hankbe­ slag var udformet som en ansigtsmaske. Dens hjemsted var den etruskiske handelsby Capua i det sydlige Italien. De tre krigergrave var de eneste på pladsen, der indeholdt rige gaver. Men hvem var de disse mænd, i hvis grave pragt­ udstyr fra den keltiske verden lå side om side med italisk og græsk-etruskisk kunsthåndværk? Var de vendt hjem efter lan­ ge rejser, måske til den keltiske verden? Havde de stiftet bekendtskab med fyrstebegravelserne ved Rhinen og Mosel, hvor vogn og våben, guld og fornemme bronzer ledsagede den døde? Eller var det på en helt anden måde og gennem andre kanaler, at de fremmede pragtgenstande og kendskabet til de rige vogngrave var kommet herop? I mange år var vogngraven fra Langå et helt unikt arkæolo­ gisk fund i Nordeuropa. Siden er nogle enkelte kommet til; en ved Kraghede i Nordjylland, en anden ved Husby i Sydslesvig og en tredje ved Rosenfeldt i det nordlige Polen. I graven fra Kraghede var beslag til seletøjet også til stede, og der lå knog­

68

Bønder og krigere

lerester af mindst to heste (vel kørehestene), foruden våben og andet udstyr, dog hverken guldringe eller fremmede kedler. Selv om vogngraven fra Langå således ikke længere står helt isoleret, indtager den lille plads alligevel en særstilling, der yderligere sættes i relief af de to etruskiske bronzekedler, som ved gravlæggelsen var henholdsvis 250 og 300 år gamle! Der er intet, som kan forklare, hvordan disse antikviteter er kommet til Danmark eller hvorfor det netop var krigerne her, der fik dem med sig i døden. Måske skal vi se graven fra Langå som det første udtryk for den særstilling, som Sydøstfyn kom til at indtage igennem resten af jernalderen. Havde en mægtig stormandsslægt allerede på denne tid slået rod i det rige Gudme?

Gaver til guderne Guder og forfædre var et uadskilleligt og nærværende element i tilværelsen; ritualerne en selvfølgelig del af livet. Kontakten til det guddommelige blev varetaget herigennem, og offer­ handlingerne indtog sammen med begravelsesceremonierne en central plads i det religiøse univers. Det var naturen selv, universet, der var guddommeligt, og derfor blev der ikke opført religiøse bygninger, templer, kirker eller lignende. En sten, et træ, en kilde eller et andet helligt sted i naturen tjente formålet. Tydeligst fremstår de hellige moser som det sted, hvor jernalderfolket dyrkede deres guder. Tilbage er kun en lille del af det, der dengang blev ofret, og kun ting, der har modstået årtusinders ophold i mosens vand og tørv. Det er først og fremmest genstande af metal og kera­ mik, men i heldige tilfælde også af træ, ben, stof og andet organisk materiale. Mosefundene giver ikke et fuldt ud dækkende billede af de religiøse handlinger og de ofringer, der engang har været knyttet til dem, men viser kun anvendelsen af bestemte gen­ stande og materialer i offerritualerne. Mad- og dyreofringer,

som vi ved meget lidt om, har sikkert altid fundet sted som en del af familiens og slægtens åndelige liv, uden at vi dog kan bevise det. Noget andet er ofringen af metalsagerne. Om dem kan vi med sikkerhed sige, at de har været inddraget i offerkul­ ten til nogle tider, men udeladt til andre. Efter optakten i den ældste jernalder, hvor fundene vidner om meget neddæmpede offerritualer, forandres billedet i løbet af det andet og første århundrede f.Kr. Blandt offergaverne ses nu enestående og kostbare ting, fremmede luksusvarer fra vidt forskellige dele af Europa, hovedsagelig med tilknytning til keltisk kultur. Var det gaver fra fremmede høvdinge og stammeledere eller krigsbytte fra togter til fjerne egne? Havde de forbindelse med kimbrernes store vandring og de kontakter, der gik forud og fulgte efter? Vi ved det ikke. Vi kan kun se, at Europa var ved at blive mindre, for kendskabet til den keltiske kultur var nu en realitet i Danmark. Derfor er det også muligt, at mennesker har rejst over store afstande og selv hjembragt de fornemme ting. Nogle af dem er i hvert fald efter keltisk forbillede blevet gravlagt med værdier, der var opsigtsvækkende.

Krigsbytteofferet fra Hjortspring Mose I sin bog om Gallerkrigene, der er skrevet i midten af det første århundrede f.Kr., omtaler Cæsar nogle af det galliske folks særprægede skikke. Blandt andet skriver han:

Bøllemosen i Jægersborg Hegn nord for København. Moseområder som dette er i dag på det nærmeste for­ svundet fra det danske land­ skab, mens de i jernalderen var vidt udbredte. Det sorte mosevand, de særegne lyde og den urovækkende stem­ ning har haft en dragende virkning på mennesker gen­ nem hele oldtiden. I årtusin­ der har der fundet ofringer sted i disse hellige moser, som ved eftertidens tørveskæring og opdyrkning efterhånden er blevet drænet for både vand og kostbar­ heder.

„... Mars råder for krigen. Når de [gallerne] har besluttet at gå i kamp, er det i reglen til ham de lover at skænke det eventuelle bytte; efter sejren ofrer de da det kvæg, de har erobret, resten af byttet bringer de sammen på ét sted. I mange af Galliens lande kan man på indviede steder se vældige dynger af den slags krigsbytte. Det er ret sjældent, at der er nogen, der tør vise guderne den hån at stikke erobret gods til side eller stjæle noget, der er henlagt på helligstedet; straffen for denne for­ brydelse er tortur og henrettelse." De arkæologiske fund bekræfter, at lignende krigsbytteofrin­ ger har fundet sted over store dele af den keltiske verden, også uden for Gallien. Adskillige hundrede år senere, midt i romer­ tiden, blev denne offerskik optaget af germanske stammer i Nordvesteuropa, ikke mindst i Jylland. Det overraskende er imidlertid, at et utvetydigt eksempel allerede optræder nogle hundrede år før vor tidsregning i et stort offerfund fra Hjortspring Mose på Nordals. Fundet be­ står af en båd og dens krigsudstyr. Krigsbytteofferet fra Hjortspring Mose

71

Hjortspringfundet under udgravning i 1922. Til fundet hørte bl.a. 131 aflange, rekt­ angulære træskjolde, 33 smukt udskårne skjoldbuler af træ samt ca. 50 håndgreb, ligeledes af træ. Skjoldene måler omkring 65 cm i læng­ den, og bredden varierer fra 30 til 50 cm. De er fremstillet af lette, bløde træsorter som el, lind eller birk; skjoldbuk­ kel og håndgreb derimod af det hårdere asketræ. Når man valgte de bløde træsorter til skjoldet, var det, fordi styrken og smidigheden i det tynde træ på den måde blev størst. Et kastet spyd, der ramte skjoldet med stor kraft, fik ikke dette til at flække, men satte sig i stedet fast i træet. Senere gik man over til at beklæde skjoldene med tyndt læder, hvorved denne effekt blev forstærket.

72

Gaver til guderne

Det er ikke mindst båden, der gør fundet fra Hjortspring til noget enestående. Trods slemme beskadigelser ved tørvegravning i mosen har det været muligt at foretage en ret præcis rekonstruktion, og vi står her med det ældst bevarede nor­ diske fartøj - bortset fra stenalderens udhulede og udspændte stammebåde. Det har været et smalt, slankt fartøj, der lå lavt på vandet, nærmest som en stammebåd. Stævnrejsning, køl og mast manglede, og der var hverken årehuller som på vikingeskibe­ ne eller åretolde som på Nydambåden fra 3.-4. årh. e.Kr. I forbindelse med båden blev der fundet rester af to brede styre­ årer og en halv snes smalle pagajer til padling. Med de korte årer er den lette båd blevet padlet frem uden støtte mod ræ­ lingen, og den kan næppe være beregnet til andet end sejlads langs kyster, på søer og ad åer. Båden fra Hjortspring var bygget op af fem brede planker og to stævnklodser, omhyggeligt udhugget i lindetræ, og sam­ menføjet til et rundbundet fartøj uden køl. Forende og bagen­ de er dannet af to opadbøjede „snabler", de underste i for­ længelse af bundplanken, de øverste som forlængelse af stævnklodsernes overkant. Indvendig er båden afstivet af 10 spanterammer, hver med en tofte med to sæder. Bådens plan-

Det var uhyre vanskeligt at udgrave den næsten helt opløste båd, hvis træ var så mørt og blødt, at man kunne stikke fingrene igennem det. Så længe oldtidstræ endnu er vådt, bevarer det sit op­ rindelige omfang, sin form og farve; får det derimod lov til at tørre, går det helt ud af form, svinder ind og revner. Under udgravningen gjaldt det derfor om ikke at af­ dække mere end højst nød­ vendigt ad gangen, og træet måtte holdes vådt indtil den komplicerede konservering kunne gå i gang.

ker er syet sammen og fæstnet til stævnklodserne med snoet fibertråd, dækket med harpiksmasse, og der er intetsteds an­ vendt metal eller trænagler til sammenføjningen. Indvendig har båden målt godt 13 m i længden og to meter i bredden, og der har været plads til en besætning på 22-24 mand, hvilket svarer til de 20 sæder på tofterne samt rorgænger, udkig osv. Dens samlede vægt med ror og årer er beregnet til ca. 530 kg. Båden var anbragt i mosen, så stævnen hvilede på bredden. Spredt omkring den lå våben og redskaber, heriblandt sand­ synligvis besætningens udstyr. Mest iøjnefaldende var det store antal skjolde, som hver for sig var fremstillet af en tynd, aflang træplade med afrundede hjørner, ikke mere end tre-fire millimeter tykke ved randen. På midten, hvor hullet til hånden er skåret ud, har de naturligvis været tykkere. Tværs over hullet sidder håndgrebet, der var dækket af en aflang, fint udskåret skjoldbule til beskyttelse af krigerens hånd. Alt er fremstillet af træ og holdt sammen af en harpiksmas­ se. Heller ikke her er der metal eller trænagler i konstruktio­ nen; til håndgrebet er der dog skåret false i skjoldflagens kant. Flere greb er lidt afvigende i formen, og mærker efter om­ binding med snor tyder på, at de har hængt ved krigerens bælte som en reserve, klar til brug.

Krigsbytteofferet fra Hjortspring Mose

73

Rekonstruktion af båden fra Hjortspring. Dens nærmeste parallel findes i de langt ældre helleristninger fra bronzealderen, hvis skibs­ billeder netop viser „dobbelt­ snabel" i den ensdannede for- og agterstavn. Det er derfor muligt, at Hjortspringbåden også i sin konstruktion er et levn fra bronzealderens skibsbygningskunst. Det gør - om muligt - dette skibs­ fund endnu mere eneståen­ de. En naturvidenskabelig datering af båden, foretaget i foråret 1988 efter nyudgrav­ ning i mosen, angiver dens alder til mellem 450 og 200 f.Kr., sandsynligvis 350-300 f.Kr. Hermed bliver Hjortspringbåden beviseligt ældre end hidtil antaget.

74

Gaver til guderne

I øvrigt bestod våbenudstyret hovedsagelig af spyd, dels af jern (138 stk.), dels afben eller hjortetak (31), med velbevarede stager af asketræ på op til et par meters længde. Derimod var der ikke mere end en halv snes korte, enæggede jernsværd og fire træskeder. Desuden fandtes de forrustede rester af ring­ brynjer - i alt omkring 20-24 eksemplarer (måske en til hvert besætningsmedlem?). Flere var tydeligvis revet i stykker, og nogle af sværdene og spydspidserne var bukket mere sam­ men, end de kunne blive i kamp. Formodentlig er de blevet ødelagt i forbindelse med ofringen, således som det også var skik ved de senere våbenofre. Til fundet hører desuden et stort antal redskaber og hus­ geråd som f.eks. udskårne trææsker, drejede dåser og skåle, øseske og øsekar, køller og blæserør (der har samme funktion som en blæsebælg). Det eneste af metal er nogle små beslag, en knap og en nål af bronze. Endelig blev der på stedet fundet en delvis parteret hest, en stor hund, en hvalp og et lam, men der var ingen menneske­ knogler. Den lille mose ved Hjortspring ligger højt mellem toppede bakker omtrent midt på den nordlige del af Als. Nedlæg­ ningen er altså sket et godt stykke fra kysten, hvor kampen må have fundet sted. Når man siden hen har båret eller slæbt den tunge båd og det øvrige krigsbytte herop mellem bakkerne, kan det kun skyldes, at mosen i forvejen var et helligt sted for egnens befolkning. Et større antal gruber eller brønde med okseknogler vidner da også om, at det er en gammel offer­ plads. Selv om helligstedet var gammelt, har offerhandlingen unægtelig skiftet karakter, da skibet blev sat ud i mosen, og spørgsmålet er naturligvis hvorfor? Hvordan kan fundet fra Hjortspring udvise så stor lighed med de mere end 500 år yngre krigsbytteofre, når der intet findes i den mellemliggen­ de tid til at knytte dem sammen?

Måske er der slet ingen sammenhæng. Flere af de ting, der hører til i Hjortspring, f.eks. de små drejede trædåser og skjoldene, bærer et umiskendelig keltisk præg. Mens de små pyntedåser snarest er keltiske af oprindelse (drejeteknikken er fremmed i Norden), er skjoldene sikkert fremstillet herhjem­ me. De mangler nemlig tværgående jernbånd, som normalt findes hen over midten på de keltiske, men ellers er de, som kelterne ville have lavet dem. Båden er derimod uden tvivl nordisk, ligesom våbnene også er det. Fundet er derfor med sit indhold solidt forankret i Dan­ marks tidlige jernalder, mens selve offerhandlingen hører til i det keltiske univers. Derfor er det nærliggende at tro, at sejr­ herren på Als har kendt til kelternes gamle offerskik - måske endog ved selvsyn. Måske var landet her ved Angel en del af teutonernes oprindelige stammeområde; egnen, hvorfra den store vandring mod syd senere skulle tage sin begyndelse?

Vognene fra Dejbjerg Præstegårdsmose Selv om Danmark ligger uden for den keltiske del af Europa, er mange af de fornemste eksempler på keltisk kunsthåndværk fundet her - sølvkedlen fra Gundestrup, bronzekedlen fra Brå, guldringen fra Dronninglund og vognene fra Dejbjerg for at nævne de kendteste. Fra Rumænien i øst til Frankrig i vest har disse pragtgenstande fundet vej til danske moser, hvor de gennem religiøse ceremonier blev overdraget landets egne guder og forfædre. Her i landet repræsenterede de ikke alene skønhed og vær­ di, men havde også en mytisk dimension, som var konsekven­ sen af en fjern og dunkel oprindelse. Det var denne dimen­ sion, der adskilte dem fra alt, hvad selv de dygtigste lokale kunsthåndværkere kunne præstere, og som var baggrunden for, at de - mere end noget andet - var guderne værdige. Kom de således til at kaste glans over guderne og forfædre­ ne, faldt genskæret dog på den person eller gruppe, i hvis magt det var at ofre noget så enestående. Og det har ikke mindst været væsentligt for den anseelse, der blev dem til del i deres eget samfund. Hvis vi med større sikkerhed vidste, hvor disse pragtgen­ stande kom fra, hvornår de var fremstillet, og hvor lang tid, der var gået, før de var kommet i jorden, ville der også være bedre muligheder for at sige noget om baggrunden. Da de altid findes enkeltvis, og da flere af dem savner paralleller andre steder i Europa, må både datering og oprindelse imidlertid blive ret usikker. Vognene fra Dejbjerg Præstegårdsmose

75

Men én ting står i hvert fald fast, og det er, at offergaverne aldrig, hverken før eller siden, var så forskelligartede og kom fra så store dele af Europa som netop nu, i de sidste år­ hundreder før vor tidsregning. De kan derfor ikke være kom­ met hertil via fast etablerede forbindelser, men må hver for sig repræsentere en historie, der er lige så enestående som de selv. Den historie må ikke mindst være fængslende for de to vognfund, der er gjort i Dejbjerg Præstegårdsmose mellem Ringkøbing og Skjern. Ved tørvegravning i slutningen af forrige århundrede blev der fundet rester af en bronzebeslået vogn, som havde umis­ kendelig lighed med Langågravens brændte vogndele. I mo­ sen lå der to rigt udsmykkede vognfjæle, en stol af træ, dele af to hjul, to aksler af træ og et antal ubestemmelige træstykker med bronzebeslag. De gennembrudte bronzearbejder, mandsmaskerne med pandehår og langt buet overskæg, ornamentikken med hjerte­ mønstre og s-slyngninger samt forskellige små fyldmotiver pegede alt sammen entydigt på tilhørsforhold til den keltiske kultur. Rekonstruktionen af selve vognen var derimod meget usik­ ker; dertil var de bevarede vogndele for få. Det var derfor nærliggende at drage paralleller til den keltiske vogntype, som i forvejen var kendt, nemlig den lette to-hjulede stridsvogn fra fyrstegravene ved den mellemste Rhin. Nogle få år senere blev der imidlertid fundet endnu en vogn i Præstegårdsmosen. Den var ikke så ødelagt af tørvegravning som den første og rekonstruktionen derfor mere sikker. Nu blev det klart, at vogntypen var en helt anden end først an­ taget; ikke en stridsvogn, men en kørevogn, og ikke med to, men med fire hjul. Der var heller ingen tvivl om, at de to vogne fra Dejbjerg var af samme type, skønt ikke helt ens; f.eks. havde den ene 12 - den anden 14 eger i hvert hjul. Da vognene blev ofret i mosen, var denne delvis dækket af trævækst og bunden derfor nogenlunde tør. Stedet, hvor de lå, var afmærket med nedstukne kæppe, der måske markerede udstrækningen af et helligt område, ligesom det kendes ved de store våbenofferfund fra romersk jernalder. De to vogne var tydeligvis blevet skilt ad inden udlæg­ ningen på helligstedet. Når vogntræet hist og her var ormædt, kan det skyldes, at vogndelene har ligget i fri luft gennem længere tid, inden mosen voksede hen over dem. De bærer ikke spor efter nogen form for ødelæggelse, og hvad der mang­ ler må skyldes senere tiders tørvegravning. Der er ikke an­

76

Gaver til guderne

tydning af den samme rituelle destruktion som i Hjortspring. Dejbjergvognenes oprindelse er stadig en kilde til diskus­ sion. Er det et keltisk værksted i Mellemeuropa eller lokale vognmagere her i landet, der har fremstillet disse to næsten identiske pragtvogne? Teknisk er det sidste vel ikke umuligt, men i givet fald måtte den eller de kunsthåndværkere, der havde stået for udsmykningen, enten selv være keltere eller i det mindste være uddannet hos dem. Vogntypen står i hvert fald fjernt fra de lokale danske arbejdsvogne, og ornamentik­ ken er typisk keltisk, ikke nordisk. Deres nærmeste paralleller findes i den store befæstede keltiske by Manching i Bayern. Hvis vognene er af fremmed oprindelse som tidens andre store offergaver, melder spørgsmålet sig, hvordan de er kom­ met til Vestjylland. Er de blevet trukket herop - vel af heste? Har det overhovedet været muligt at tilbagelægge så store afstande med vogn? Var det tilfældet, forudsatte det også en eller anden form for farbar vej - og fandtes der det? Eller har vognene måske været skilt ad og fragtet på pramme gennem Europas floder? Det er unægtelig lettere at forestille sig, at det var håndvær­ kerne - og ikke vognene - der havde tilbagelagt i hundredvis af kilometer. På den anden side har fortiden mange eksempler på, at det, vi anser for at være næsten umuligt, alligevel kunne lade sig gøre. Hvad enten Dejbjergvognene er keltiske eller danske, står spørgsmålet tilbage, hvad de er blevet brugt til her i landet - hvis de da overhovedet er blevet brugt? Indgik de, som den romerske forfatter Tacitus beretter nogle hundrede år senere, i dyrkelsen af gudinden Nerthus? „Ved disse folkeslag [de nordgermanske stammer] er der intet bemærkelsesværdigt, andet end at de i fællesskab dyrker Ner­ thus, det vil sige Moder Jord, og tror, at hun griber ind i menneskenes anliggender og kommer kørende rundt til de forskellige folkeslag. På en ø ude i Oceanet findes en hellig lund, og i den står en indviet vogn, der er dækket med et klæde. Kun én præst må røre den. Han fornemmer, når gud­ inden er til stede i sin helligdom, og medens hun på sin vogn trækkes af sted af køer, ledsager han hende fuld af ærefrygt. Da er der glade dage, og alle de steder, som gudinden finder værdige til at besøge og gæste, er smykket til fest." Måske var det ikke blot guder, men også høvdinge, der brugte den slags vogne som en understregning af den nære for­ bindelse mellem dem og det guddommelige. Vognene fra Dejbjerg Præstegårdsmose

77

Den ene af Dejbjergvognene, som den er udstillet på Nationalmuseet. Vognkassens langsider består af rigt udsmykkede længdelister, samlet i hjørnerne med lodrette rundstokke, og endefjæle, der er lidt lavere end siderne, men som også er rigt ornamenteret med gennembrudte bron­ zebeslag. I vognkassen står en agestol med prydtoppe, som oprindelig har haft flettet sæde. Vognhjulene er store, nav og fælge er skåret i asketræ og forsynet med en svær bronzebøsning, mens egerne er af bøg. Hver fælg er bøjet af et enkelt stykke træ, der har været holdt sammen og beskyttet mod slid og beskadigelse af et jernbånd, som nu er rustet væk. Vognen er blevet trukket af to heste, som var spændt til en trækstang, der - ligesom vognkassen - er smykket med gennem­ brudte bronzebeslag. Dejbjergvognen må være fremstillet af et pro­ fessionelt værksted, der har mestret bronzestøbning, jernsmedning og træforarbejdning på et højt niveau.

78

Gaver til guderne

En mangfoldighed af offergaver At guder og mennesker kunne anvende samme værdigheds­ tegn illustreres af de specielle keltiske halsringe, der har to modstillede, sammenstødende kugler eller knopper for enden af bøjlen. Arkæologerne kalder disse keltiske halsringe for „torques". Udformning, størrelse og materiale varierer; fra de skønneste og vægtigste stykker kunsthåndværk af guld og sølv til simple små bronzeringe, som ingen guddom kunne være tjent med. Et af de fornemste eksempler på en sådan halsring er fundet i Dronninglund Mose i Vendsyssel. Bøjlen består af en massiv, glat guldstang, og siderne på de modstillede knopper er orna­ menteret med den fineste filigran. Denne ring er uden tvivl af fremmed oprindelse; givetvis kommer den fra området nord for Sortehavet, hvor tre af de i alt fem kendte guldhalsringe af denne type er fundet. Den femte og sidste stammer fra Gotland. Vi ved ikke meget om Nordens forbindelser mod syd og sydøst i det sidste århundrede f.Kr., og vi ved heller ikke, hvorfra og hvordan guldringene er kommet hertil. Af form er de keltiske, men ornamentikken hører tydeligvis til den syd­ russiske, thrakiske, guldsmedekunst. Ringene må efter al sandsynlighed være fremstillet ved Sortehavet i tiden efter den keltiske ekspansion, dvs. senere end det tredje århundre­ de f.Kr. Det kan forklare kombinationen af keltisk form og thrakisk stil. Når vi med så stor sikkerhed kan sige, at halsringen med de store endeknopper var et guddommeligt værdighedstegn, skyldes det kendskabet til en lang række keltiske gudebilleder, heraf flere på metalkedler fra Danmark. Fra Illemosen ved Rynkeby mellem Odense og Nyborg stammer resterne af en keltisk kedel, der består af sammen­ nittede plader af bronzeblik, som er udsmykket med udham­ rede relieffer. Det centrale motiv er et kvindeansigt, flankeret af to støbte, pånittede tyrehoveder. Netop de to tyrehoveder lader ingen tvivl om, at den afbildede kvinde er gudinde; om halsen har hun en svær torques. Der findes flere andre fornemme kedler her i landet, som på forskellig måde er ofret. I Rynkeby kedlens tilfælde er det uvist, om den har været skilt ad eller måske er slået i stykker inden nedlægningen. Den blev fundet ved tørvegravning, og det er derfor også muligt, at den var hel, da den kom i jorden. Når spørgsmålet overhovedet er relevant, skyldes det, at an­ dre af de store kedler enten har været skilt ad (som GundeEn mangfoldighed af offergaver

79

Et udvalg af de kedler og kar, som med forskellig udform­ ning, størrelse og oprindelse hørte til blandt de fornemste offergaver fra de sidste år­ hundreder før vor tidsreg­ ning. På tegningen ses forrest kedlen fra Keldby på Møn efterfulgt af kedlerne fra Mosbæk i Himmerland og fra Rynkeby på Fyn; bagest står den store kedel fra Brå ved Horsens.

80

Gaver til guderne

strup) eller er blevet slået i stykker (som Brå) før nedlæg­ ningen. Fra Brå syd for Horsens stammer den store bronzekedel, der blev fundet under helt andre omstændigheder end de øvrige kedler. For det første var den fuldstændig sønderhugget- sik­ kert med den jernøkse, der lå ved siden af. For det andet var kedlen anbragt på et sted, hvor der aldrig har været mose. Den lå i en lille grube, og over den var lagt et par store sten. Selv om Bråkedlen var helt ødelagt, har det alligevel været muligt at rekonstruere den ret nøjagtigt. Det var en stor kedel, mere end en meter i diameter, og den kunne rumme mindst

600 1 (vin?). Over- og underdelen var af udhamrede bron­ zeplader, mens randen og de tre store bæreringe var af jern, omlagt med bronze. Det, der især påkalder sig opmærksomhed, er de fine støbte dyrefigurer, der har siddet omkring bæreringene. De tre be­ slag, der forbinder randen af karret med de store ringe, er udsmykket med hver sit ugle(?)hoved, og under hvert beslag har der siddet to fine små tyrehoveder. Tyremotivet findes på adskillige af de keltiske kedler. Det var med på kedlen fra Rynkeby, det er, som vi skal se, helt centralt i Gundestrupkarret og det fandtes på en kedel fra Sophienborg Mose ved Hillerød. I flere tilfælde er tyrefigurer fundet alene i moserne, og flere af dem stammer sikkert fra lignende kar. De er alle tydeligvis keltiske af oprindelse. Der er da heller ingen tvivl om, at de nævnte kedler er keltiske. Med undtagelse af Gundestrupkarret må de være vestkeltiske (galliske) arbejder, men de er ikke jævnaldrende. Bråkedlen er den ældste, dateret til 300-tallet f.Kr., mens ked­ lerne fra Rynkeby og Sophienborg må være mellem 100 og 300 år yngre. Alligevel er det ikke usandsynligt, at de alle tre blev ofret i løbet af de sidste halvandet hundrede år før vor tids­ regning, hvor både offergaverne og gravgaverne tog til i mængde; gravgaverne endog med „antikviteter" på flere hun­ drede år som i Langå. Der er dog også andre kedler end de keltiske. I Keldby på Møn er der således fundet en bronzespand, som er fremstillet i den græske koloni Tarent i Syditalien måske allerede i det fjerde årh. f.Kr., og ved Mosbæk i Vendsyssel er der fundet en kedel som svarer til en af Langåkedlerne. Også denne er et etruskisk arbejde, men fra Arretium i det nordlige Etrurien. Den kan dateres til det tredje årh. f.Kr. og er således yngre end det fynske eksemplar.

Dele af bronzebælte fra Sønder Skjoldborg i Thy. Fra Danmark kendes i alt syv svært støbte bælter af denne type, dels fra moser, dels fra grave. De fleste er mangelfuldt bevarede, men i en mose ved Sønder Skjold­ borg er der fundet to, som har kunnet rekonstrueres med stor nøjagtig­ hed. Sandsynligvis er bælterne fremstillet i Jylland, men under stærk påvirkning af den senkeltiske kultur. De nærmeste paralleller til nogle af de karakteristiske enkeltdele findes i området omkring mellemste Donau, dvs. det nuværende Østrig og Ungarn.

En mangfoldighed of offergaver

81

Guldringe fra henholdsvis Dronninglund i Vendsyssel, Hjerup ved Assens og Løgtved Mose øst for Kalundborg. Den store keltiske torques fra Dronninglund er ikke det eneste guldfund fra den yngre del af førromersk jernalder i Danmark. Fundet fra Hjerup består af en hals­ ring og en fingerring med fletornamentik som den, der kendes fra de to fingerringe i den fynske vogngrav fra Langå, og halsringen herfra er næsten identisk med den sjællandske fra Løgtved. Deres oprindelse er uklar, men formodentlig er de keltiske. Indbyrdes er der så stor overensstemmelse mel­ lem disse ringe og ringene fra Langå, at de ikke blot må henføres til den samme periode, men måske endog til det samme værksted.

82

Gaver til guderne

Kedlerne, vognene og halsringen af guld viser karakteren af det, der kom til landet i de sidste århundreder før vor tids­ regning. Det er pragtgenstande, som kan have tjent ceremoni­ elle formål allerede i deres eget hjemland. Langtfra alle offerfund rummede disse udsøgte gaver til guderne. Hovedparten er mere beskedne i omfang og værdi og består ofte af en enkelt lille bronzenål, en bronzefibel eller et lerkar med mad. De var anbragt enkeltvis i moserne som den mere ydmyge offergave til de mægtige kræfter, der styrede liv og lykke. Vi står med andre ord over for en tid, hvor offerhandlinger fandt sted på flere forskellige planer - et privat og personligt, hvor man gjorde brug af de ting, man omgav sig med i daglig­ dagen, og et officielt, hvor pragtgenstande fra det fremmede blev overgivet guderne, sikkert under almen bevågenhed.

En billedverden i sølv Den prægtigste af de offergaver fra førromersk jernalder, som jorden har givet os tilbage, er uden tvivl den store, delvis forgyldte sølvkedel fra Gundestrup i Himmerland. Ikke alene måtte den virke betagende i kraft af sin størrelse og sin rige

billedverden, men også på grund af metallet - sølvet - som her for første gang kom til Danmark. Ikke mindre end ni kilo rent sølv er brugt til fremstillingen, og kedlen er det tungeste sølvarbejde fra Danmarks oldtid. Bunden er afrundet og siderne lodrette, opbygget af inderog yderplader, der foroven holdes sammen af en tyk, hul randliste. Indvendig er bunden dækket af en rund plade. Oprindelig har de enkelte dele været loddet sammen, men ved ofringen har kedlen været skilt ad. Som Dejbjergvognene er den blevet lagt på en tør, bæredygtig moseflade, der først Gundestrupkedlen fra Himmerland. Ydersiden har oprindelig bestået af otte næsten kvadratiske plader, hvoraf de syv er bevaret. Hver af dem er udsmykket med et stort gudebillede, hvis øjne har været af indlagt glas. Da de fire er mænd og de tre er kvinder, må vi gå ud fra, at den ottende plade har haft et kvindeportræt. Hår og skæg er sirligt og omhyggeligt fremstillet. Kvinderne har glat, skulderlangt hår, pan­ debånd og „rottehaler", mens mændene har pandekrøller og stort skæg. To af mændene mangler den ellers obligatoriske halsring, men den er sikkert blot skjult bag en prangende skægvækst. De mandlige guder har armene løftet og hænderne knyttet - enten som en knyt­ næve eller omkring et dyr eller et menneske. Gudinderne sidder der­ imod med armene foldet over brystet og hænderne åbne - på den enes oprakte hånd sidder endog en lille fugl.

Fire af de i alt fem inderplader fra Gundestrupkedlen. Pladerne til venstre er udsmykket som yderpladerne med et centralt gudeportræt. Den mandlige gud holder i sin højre hånd et hjul, sikkert soltegnet, som en mindre mandsfigur også har fat i. Omkring begge gudefigurer grupperer de mærkeligste dyr sig: rovdyr med lange kløer, vingede griffe, en slange med vædderhorn osv. På den øverste af de to inder­ plader, der er afbildet til højre sidder guden i hel figur med optrukne ben og iklædt stramtsiddende buksedragt med bælte. På fødderne har han sko og på hovedet hjortegevir. Om halsen bærer han en torques. En anden og sværere halsring holder han i sin løftede højre hånd. Med venstre hånd har han fat om nakken på en slange med vædderhorn. Ved siden af ham står en hjort med gevir som hans eget. Blandt de øvrige dyr ses en delfin med rytter. På den sidste plade står tre okser, tre mænd med løftet sværd, tre løbende hunde og tre jagtleoparder. Denne plade mangler det centrale gudemotiv.

84

Gaver til guderne

senere er vokset hen over den. Da den blev fundet ved tørvegravning i 1891 manglede en af yderpladerne og store dele af randen. Der er imidlertid ikke tegn på nogen form for ødelæg­ gelse som ved Bråkedlen, og det må derfor antages, at den var intakt, da ofringen fandt sted. De enkelte plader er udsmykket med opdrevne relieffer ligesom kedlerne fra Rynkeby og Sophienborg. Af de i alt 13 bevarede reliefplader har de syv, som er næsten kvadratiske, (sammen med en ottende) været placeret som yderplader, mens fem aflange plader har siddet på karrets inderside. Den sidste plade er rund og anbragt indvendig i karrets bund. Pladerne har været helt eller delvis forgyldte, men sliddet i En billedverden i sølv

85

forbindelse med brug har nu kun levnet svage spor af guldet i relieffernes dybeste dele. Alle plader er rigt udsmykkede med et væld af gude-, men­ neske- og dyremotiver. Hver af de syv yderplader har som hovedmotiv en stor person i brystbillede, omgivet af små mennesker og dyr. Størrelsesforskellen, deres attituder med oprakte arme og de store torques, som bæres om halsen, vidner alt sammen om, at de store figurer er gudefremstillinger. Med en enkelt undtagelse er guderne afbildet uden tøj, mens menneskefigurerne er påklædte. For mændenes ved­ kommende er det en tætsiddende dragt med lange eller korte bukser og en trøje med lange eller korte ærmer. Kvindedrag­ ten er en folderig halvlang kjole, formentlig uden ærmer, som enten hænger løst eller holdes sammen af et bælte. På inderpladerne skifter billedmotivet karakter. Kun to af de i alt fem plader er komponeret omkring et gude„portræt", mens en tredje har en siddende guddom som det centrale motiv. De to sidste plader mangler den centrale gudeskikkelse; den ene viser tre ens motiver med en okse og en mand, der løfter sit sværd mod dens strube. Den femte og sidste plade er for os den mest spændende. Den fremstiller et optog med krigere og ryttere, der passerer en stor person, som med begge hænder holder en mand med hovedet nedad over en kedel eller et kar (se side 88). Gundestrupkedlens billedverden rummer en række religiø­ se motiver, som har været umiddelbart tilgængelige for de mennesker, som den er fremstillet til. For os er de vanskelige at forstå, men vi kan dog sige lidt om motiverne. Således kan en enkelt af guderne bestemmes med ret stor sikkerhed, nemlig den hjortehornede gud med torques og den vædderhornede slange. Det er den keltiske guddom Cernunnos, som bl.a. kendes fra afbildninger på mønter. I modsætning til mange andre keltiske guder savner den hjortehornede gud sin paral­ lel blandt de romerske guder, hvilket indebærer, at den også efter romernes erobring af Gallien i midten af det sidste årh. f.Kr. vedbliver at være en karakteristisk keltisk guddom. An­ derledes forholder det sig med den gud, som sammen med en kriger holder om et (halvt) hjul. Det er sandsynligvis solguden Taranis, den romerske Jupiter. Blandt de kvindelige guddom­ me ses kærlighedsgudinden, der er kendt fra såvel Europa som Orienten, afbildet med en fugl i hånden. Det motiv, der har kaldt på de fleste tolkningsforsøg, er den velkomponerede, figurrige fremstilling af krigerprocessionen. Den viser et optog i tilknytning til en eller anden form for rituel 86

Gaver til guderne

Bundpladen i Gundestrupkedlen adskiller sig fra de øvrige plader ved sit høje relief og sin usædvanlige kunstneriske kvalitet. Motivet er en stor, liggende tyr, hvis hævede hoved er plastisk udformet som en skulptur, mens resten af kroppen er udhamret i højt relief. Tyren mangler de løst påsatte horn. Over tyren ses en mand med sværd og sporer samt en løbende hund, under den en jagtleopard (?) samt svagt indridset en sammenkrøbet, formodentlig død, hund. Motivet er tolket som en jagtscene; tyren er sunket sammen, død eller døende, fældet af manden med svær­ det. Temaet er det samme som tyrejagten på den ene af inderplademe.

handling. Ud fra overleverede walisiske (keltiske) sagn er den­ ne scene blevet tolket som en række krigere, der er på vej mod udødelighedskedlen. Andre mener, at der er tale om en offer­ scene, idet menneskeofringer indgik i den keltiske religions­ udøvelse. Bundpladen med den liggende tyr betragtes ud fra sin cen­ trale placering som hovedmotivet og afgørende for tolkningen af kedlens religiøse bestemmelse. Formodentlig er der tale om en af de tyreofringer, som spillede en vigtig rolle i kelternes religion. Druiderne, de keltiske præster, spiste af kødet, faldt i en dyb søvn og var derefter i stand til at træffe vigtige af­ gørelser. Det vil derfor være naturligt at se kedlen som et offerkar, fremstillet til opsamling af blod ved tyreofringer et sted i den keltiske verden. Forbindelsen til det keltiske univers ses tydeligt i fremstillingen af enkeltgenstande, f.eks. de ka­ rakteristiske halsringe, de store aflange skjolde (som også leder tanken hen på træskjoldene fra Hjortspring), sporer, sværd, trompeterne med dyrehoved - de såkaldte „carnyx", hjelmene med påsatte dyrefigurer og de runde plader, „phaleraer", som sidder på hestenes seletøj.

På Gundestrupkedlens sidste inderplade er ikke mindre end 16 perso­ ner afbildet. Yderst til venstre står en stor mand, som holder en mindre med hovedet nedad over et kar. Resten af pladen viser en procession med tilknytning til denne scene. Øverst ses fire ryttere, adskilt af en stiliseret planterække fra ti krigere til fods. De fire ryttere er klædt i stramtsiddende trøjer, men mangler tilsyneladende bukserne. På fød­ derne har de sko med sporer, på hovedet hjelme med horn, høj kam eller dyrefigur (ulv, falk). Hver anden rytter er bevæbnet med et langt spyd, hver anden er ubevæbnet. Hestenes seletøj, der holder sadlen på plads, er prydet med runde plader. Den nederste del af processionen består forrest af seks krigere med skjold og lanse. De har - som de øvrige - stramtsiddende buksedragt, og de er barhovedede. Bag dem går en enkelt kriger, sikkert af højere rang. Han har hjelm som rytterne med en dyrefigur (en orne eller et vildsvin), og på skulderen bærer han en stav eller en stok - næppe et sværd. Bag ham sluttes optoget af tre hornblæsere. Hornene er lange og den øverste åbning er formet som et dyrehoved. Over hornene ses en slange.

Selve kedlens stilpræg er derimod ikke keltisk. Den mærke­ lige og forbløffende virkning, som billederne har på besku­ eren, og som er helt særegen for Gundestrupkedlens motiv­ verden, skyldes især den slående forskel mellem guderne på den ene side og dyr og mennesker på den anden. Guderne er fremstillet med en egen monumental ubevægelighed; menne­ sker og dyr er derimod præget af liv og aktivitet. Især dyrene indtager ofte helt forvredne stillinger, og deres grumme og voldsomme udseende hører hjemme i kunsten i de sydøsteu­ ropæiske områder og egnene ved Sortehavet. Vestkeltiske, især galliske, dyremotiver er i modsætning hertil stive og stillestående, nærmest sløve og lidt klodsede. Gundestrupkedlens billedverden er en uforklarlig blanding 88

Gaver til guderne

af vestkeltisk og sydøsteuropæisk, med græske motiver som delfinrytteren og Herakles i kamp med løven. De religiøse motiver virker keltiske, hvorimod stilen synes at pege mod øst. Selv om kunsthåndværkerne har været i besiddelse af stor teknisk dygtighed, er fremstillingerne alligevel sine steder mærkeligt hjælpeløse. Menneskefigurerne mangler således fuldstændig perspektiv, arme og ben er anbragt på de særeste måder. Tilsvarende indtryk kan man også få af keltisk kunst. Efter al sandsynlighed må kedlen være fremstillet i Dacien eller Thrakien, dvs. det nuværende Rumænien og Bulgarien, under keltisk indflydelse men med impulser fra syd og øst, fra Grækenland og Anatolien, fra Persien og Den fjerne Orient. Den må være beregnet på et keltisk miljø og en keltisk religion, som har været kunstnerne fremmed; derfor den sære blanding af stil og motiver. Tidspunktet er også usikkert, men især krigerudrustningen taler for, at kedlen er fremstillet i det sid­ ste århundrede f.Kr. Men hvorfor og hvordan er et sølvkar som dette, med så entydig tilknytning til religionen og kulten, kommet bort fra den keltiske verden for til slut at blive overgivet til Nordens fremmede guder? Det er sket i Himmerland, i kimbrernes hjemegn - og ikke langt fra den gamle befæstning ved Borremose. Kan den, som så meget andet, være hjembragt som bytte fra togter mod kelterne, enten selve den navnkundige kimbrervandring eller en senere ekspedition?

Nye tider, nye skikke Det klassiske verdensbillede „Fra Rhinens munding sejlede min flåde over havet mod sol­ opgangen til kimbremes land, hvorhen der aldrig før var kom­ met en romer, hverken til lands eller til vands" skriver kejser Augustus omkring Kristi fødsel i MONUMENTUM ANCYRANUM - en afskrift af hans nu forsvundne selvbiografi på en tempelvæg i Ancyra (det nuværende Ankara) i Lilleasien. Danmark var på vej hl at indtage sin - om end fjerne - plads i det romerske verdensbillede. Hundrede år senere skrev den romerske historiker Tacitus om kimbrerne: „Nu kun et lille folk, men i navnkundighed vældigt; om dets gamle ry vidner endnu brede spor, vidtstrak­ te lejrpladser på begge sider af Rhinen, af hvis omfang man endnu i dag kan se, hvor stor udvandringen har været." Kimbrernes og teutonernes vandring stod stadig levende i den romerske bevidsthed, men nu i den mægtige sejrherres heroiserende lys. Romerne havde intet mere at frygte. Det romerske Rige var i voldsom ekspansion, en ny verdensmagt var blevet hl, og det lod ingen dele af Europa uberørt, heller ikke kimbrernes gamle land. Hermed blev den kulturelle isola­ tion, som Nordeuropa havde været i siden bronzealderens slutning, for alvor brudt. Selv om den kelhske verden aldrig, som den romerske, opnåede at få nogen direkte indflydelse på udviklingen i Nordeuropa, vidner fundene i Danmark alligevel om kontakt, og nogle af de fineste eksempler på kelhsk kunsthåndværk stammer endog her fra landet. De keltiske vogne, våben, hals­ ringe, fibler, kedler, tyrefigurer osv. er direkte vidnesbyrd om disse forbindelser, mens skikken med vogngravene og krigs­ bytteofferet på en mere indirekte måde er udtryk for det samme. På den tid, omkring 100 f.Kr., hvor kimbrerne, teutonerne og ambronerne vandrede ned igennem Europa, var den kelti­ ske verden inde i sin sidste store blomstring. Det politiske, økonomiske og sociale liv var koncentreret om befæstede by­ samfund, hvor en stor del af befolkningen levede og arbejde­ de. Størrelsen på disse bysamfund varierede, og de havde også forskellig funkhon. Nogle var udpræget handels- og pro­ duktionscentre; andre har derimod først og fremmest tjent som forsvarsanlæg og tilflugtsborge. Til de store byer hørte 90

Nye tider, nye skikke

Væg i Roma- og Augustustemplet i Ankara. Den 19. august år 14 e.Kr. døde grundlæggeren af det romer­ ske kejserdømme, Augustus, 76 år gammel. Ifølge den romerske historiker Sueton (2. årh. e.Kr.) blev der på et efterfølgende senatsmøde oplæst fire dokumenter fra Augustus. Det første var hans testamente; det andet instrukser vedrørende hans begravelse; det tredje en opgørelse over Romerrigets militærstyrker og finanser og endelig „en oversigt over hans bedrifter, som han ønskede indhugget på bron­ zetavler foran sit gravmæle." Det er det sidste, som fore­ ligger i sin helhed og be­ nævnes Monumentum Ancyranum (Ankara-monumentet). Allerede i det 16. årh. blev det kendt gennem en indskrift på det marmortem­ pel for gudinden Roma og Augustus, der var opført i Ancyra (Ankara) i kejserens levetid. Indskriften foreligger i to versioner: på indervæggen af templets forhal står den latinske original­ tekst, på templets ene yder­ væg er den gengivet i en græsk oversættelse.

f.eks. Manching i Bayern og Zavist i Bøhmen - den første hovedsagelig et handels- og produktionscenter, den anden et forsvarsanlæg. Alligevel var Manching omgivet af et system af 12 meter brede volde over en strækning på hele syv kilometer. I Zavist havde den tilsvarende vold en omkreds på ni kilometer, og inden for det 170 hektarer store befæstede område var der opført en egentlig borg. De keltiske byer har i mange tilfælde været betydeligt større end de senere romerske. F.eks. oversteg såvel arealet som Det klassiske verdensbillede

91

befolkningstallet i Manching det romerske Londinium (Lon­ don). Hvor det keltiske bysamfund bestod af spredtliggende centrale pladser, var det romerske et udviklet hierarki af større og mindre byer. Det romerske bysystem var på den måde langt bedre organiseret end det keltiske, ligesom også det romerske statssystem var det, med alt hvad det indebar af økonomisk og politisk centralisering omkring byerne. Centrale handels- og produktionspladser som de keltiske er normalt forløbere for egentlige bydannelser, også i Norden. Men på denne tid, de sidste århundreder før vor tidsregning, levede den nordiske befolkning i små og forholdsvis ensartede landsbysamfund. Kendskabet til de keltiske byer fik ikke no­ gen indflydelse på bebyggelsesformen i Danmark. Dannelsen af byer er et resultat af bestemte sociale, politiske og økonomi­ ske faktorer, som herhjemme først var til stede næsten tusind år senere. I løbet af det sidste århundrede før vor tidsregning blev de keltiske områder over hele Central- og Vesteuropa erobret og „romaniseret", og den keltiske kultur gik sin endelige under­ gang i møde. Med den romerske ekspansionspolitik blev op­ mærksomheden også vendt mod nord, og romerne fik kend92

Nye tider, nye skikke

Model af muren omkring den keltiske by Manching i Bayern som den ser ud i dag, og som den oprindelig var opbygget. Cæsar har beskre­ vet befæstningsanlæggene omkring de keltiske bysam­ fund, som han lærte så godt at kende ved romernes man­ ge belejringer og stormløb. De var svære at indtage tak­ ket være deres vældige mur­ konstruktion, „Murus Gallicus". Den blev konstrueret over et træskelet, der var fyldt med sten og jord. Forsi­ den blev opbygget som tør­ mur, dvs. stenflager, der blev pakket tæt sammen uden bin­ demiddel. Selve muren kun­ ne blive op til tre meter bred, og den har haft en anselig højde. Af tømmerkonstruk­ tionen stak kun bjælkehove­ derne frem, og muren var derfor vanskelig at sætte i brand. Yderligere gjorde de sten- og jordfyldte kasser mu­ ren „elastisk", hvorved ro­ mernes stormbukke blev næ­ sten virkningsløse. Den re­ konstruerede mur ses forrest i billedet.

skab til fremmede stammer og folkeslag fjernt fra Middel­ havet. Størst var interessen naturligt nok for de områder, der direkte var målet for den romerske erobring på den tid. Cæsars beskrivelse af kampene i Gallien giver et godt indtryk af den romerske fremmarch. Her omtales germanerne som de stam­ mer, der levede på den anden side Rhinen. Gallerkrigen viser imidlertid også, hvordan det Europa så ud, som romerne var ved at underlægge sig - set fra Rom. Beretningen er gennemsyret af en verdensopfattelse og et menneskesyn, som i sin inderste kerne er imperialistisk og bygger på opfattelsen af en højere kulturs ret over en lavere. For romerne var civilisationen som ringe i vandet: påvirk­ ningerne var stærkest i midten. Det kulturelle centrum var den civiliserede verden, som romerne selv (sammen med græker­ ne) var ene om at repræsentere. Alle andre folk var uciviliserede eller barbarer. Dog var der den gradsforskel, at det kulturel­ le niveau faldt med afstanden fra centrum, mens graden af barbari voksede tilsvarende. Kelterne, der befandt sig i Romerrigets umiddelbare nær­ hed, repræsenterede derfor med romernes øjne et højere kul­ turtrin end de nordligere germanere - og sikkert med rette. Men med kulturel opgang følger efter denne tankegang også nødvendigvis moralsk forfald. „Folkekarakteren" svækkes og depraveres, og det giver sig bl.a. udslag i, at førhen krigeriske folkeslag mister kampviljen og bliver dårlige krigere. For romerne forklarede det, hvorfor de engang så tapre gallere på Cæsars tid ikke længere kunne klare sig over for de nordlige germanere, og det var også baggrunden for kimbrernes og teutonernes lange krigslykke. Romernes kulturelle og materielle påvirkning havde efterhånden svækket ikke blot kelterne, men til en vis grad også romerne selv. Teorien om civilisationsprocessen som en bevægelse i ringe fra midten påvirkede også romernes forestilling om fremmede folks levevis. De nærmestboende barbarer ernærede sig som agerbrugere, dernæst kom nomaderne som en mellemform, og i den yderste periferi levede jægerne. Kelterne var agerbrugere, mens germanerne ifølge sagens natur måtte være jægere og nomader. Man forestillede sig, at de primitive folk, altså de fjerne germanske stammer, ikke kendte til privat ejendomsret, men levede i hvad man antog for ægte fællesskab. En ejendommelig konsekvens beskrives af Cæsar i bogen om Gallerkrigen:

„De færreste af indbyggerne inde i landet dyrker korn; de lever af mælk og kød og klæder sig i skind. ... De går med langt hår Det klassiske verdensbillede

93

og har raget sig over hele kroppen, men ikke i hovedet og på overlæben. De er ti eller tolv mand fælles om hustruerne, især brødre med brødre og fædre med sønner; men deres afkom regnes for børn af den, til hvis hjem vedkommende kvinde er blevet ført som jomfru." Gallerkrigens politiske sigte var at retfærdiggøre Cæsars erob­ ringspolitik og imødegå den kritik, som kom til orde blandt hans politiske modstandere i Rom. Når Cæsar indlod sig på et så hasarderet foretagende som undertvingelse af Gallien, skyldtes det først og fremmest en fast overbevisning om, at Gallien skulle være et bolværk mod de langt farligere german­ ske stammer, som trængte frem over Rhinen. Det var ikke mere end 40 år siden, at kimbrerne og teutonerne havde truet selve Italien, og i årene 70-58 f.Kr. havde romerne endnu en gang været i kamp med germanerne, da den svabiske stamme under ledelse af „germanernes konge" Ariovist gik mod syd­ vest, over Rhinen og frem til Rhone. Skønt romerne også denne gang besejrede de fremtrængende, var effekten på den romerske erobringspolitik mod nord og nordvest klar. Cæsar argumenterer således for nødvendig­ heden af at indlede en erobring af Gallien på denne måde:

„Han [Cæsar] var også klar over, at det var farligt for romerfol­ ket, at germanerne efterhånden kom i vane med at gå over Rhinen og i store mængder trænge ind i Gallien. Han troede heller ikke på, at disse vilde barbarer ville lade det blive ved en besættelse af Gallien; senere måtte man regne med, at de - som kimbrerne og teutonerne før dem - ville trænge videre frem, ind i vor provins og derefter ned i Italien."

Keltisk sølvmønt fra en brandgrav på Gotland. Kel­ terne havde en udviklet møntøkonomi og selvstændig møntprægning i de sidste århundreder før vor tids­ regning. Alligevel er der kun fundet denne ene keltiske mønt i Norden.

94

Nye tider, nye skikke

Gallerne var ifølge Cæsar de stammer, der levede på venstre Rhinbred, germanerne på den højre, skønt der også fandtes germanske stammer i det nordlige Gallien. Når Rhinen skil­ dres som den knivskarpe grænse mellem to forskellige fol­ keslag og kulturer, den keltiske og den germanske, er det for at berettige den politik, som gik ud på at holde de farlige germa­ nere stangen i deres hjemegn, fjernt fra Italien. At kampene blev langvarigere var en naturlig følge af fjendens styrke og vildskab og en bekræftelse på, at gallerne ikke selv kunne dæmme op for germanerne. Ifølge det gamle græske verdensbillede var den nordlige halvkugle i vest beboet af keltere (gallere), i øst af skythere, og det er først romerne, som opererer med en tredeling af Euro­ pas nordlige folkeslag: kelterne - germanerne - skytherne.

Kalkstens-skulptur af en senkeltisk, gallisk kriger fra Vacheres i Sydfrankrig. Han bærer ringbrynje og ved højre side hænger sværdet i det kraftige bælte. Den venstre hånd hviler på kanten af det ovale skjold og om halsen sidder en kraftig torques. Indholdet i de rige keltiske fyrstegrave bekræfter, at dette var krigeraristokratiets fornemme udstyr.

Det klassiske verdensbillede

95

Selv om grænsen mellem kelterne og germanerne var mere flydende, end Cæsar giver udtryk for, er der ingen tvivl om, at de repræsenterede to helt forskellige kulturer. Mod syd fand­ tes den højt udviklede keltiske civilisation, i det nordvesteu­ ropæiske lavland derimod en række primitive stammesam­ fund uden overordnet politisk ledelse, uden egentlig handel og med en befolkning, der først nu var begyndt at leve et organiseret landsbyliv. 96

Nye tider, nye skikke

Søjler fra det keltiske tempel i Rocquepertuse i det sydlige Gallien, der blev ødelagt af romerne i slutningen af 2. årh. f.Kr. Her findes en dramatisk illustration af den keltiske hovedjægerkult, som er beskrevet af den græsk­ syriske etnolog Poseidonios: „De hugger hovederne af deres faldne fjender og hæn­ ger dem om halsen på deres heste. Det blodige krigsbytte lader de deres slaver bringe hjem, mens de selv istemmer og synger en sejrssang. Og denne deres „fornemste høst" sætter de op på deres huse, ligesom jægeren gør det med visse former for vildt. De balsamerer om­ hyggeligt hovederne af deres fremtrædende fjender ved hjælp af cederolie og opbe­ varer dem i kister. Og fulde af stolthed viser de deres trofæer frem for deres gæster og siger, at hverken deres forfædre, deres fædre eller de selv ville tage imod penge, der blev budt dem for hove­ derne. Man siger, at nogle praler med, at de har afslået lige så meget guld, som svarer til hovedets vægt. Men herved udviser de kun en barbarisk form for stolthed, for der er intet ædelt ved ikke at ville sælge beviserne på sin tapperhed. Tværtimod er det dyrisk at blive ved at be­ kæmpe sin artsfælle - efter at man har dræbt ham."

I det sidste århundrede f.Kr. oplever vi to fremtrængende magters sammenstød i det nordlige Gallien: Romerne på vej mod nord og germanerne på vej mod syd. Resultatet blev, at vi efter Cæsars erobringer og de følgende årtiers romerske kon­ solideringspolitik må regne med, at Rhinen fra begyndelsen af vor tidsregning var grænsen mellem Romerriget og det vest­ germanske område. De keltiske og germanske stammer i det nordlige Gallien var da enten underlagt, udslettet, fordrevet eller deporteret for at give romerne den største sikkerhed mod uro og overfald i grænseegnene. Rhinområdet var blevet en smeltedigel for keltisk, germansk og romersk kultur.

Jorden og dens mennesker „Agerbrug interesserer de sig ikke for, og deres føde består for størstedelen i mælk, ost og kød. Begrebet privat jordejendom kendes ikke, men øvrigheden og høvdingerne bestemmer fra år til år, hvilke og hvor store stykker jord, der skal anvises de enkelte slægter, familier og andre mindre grupper af befolk­ ningen, og lader dem så næste år flytte andetsteds hen. De anfører mange grunde til denne ordning: deres undergivne må ikke få lyst til at blive bofaste og give sig til at drive agerbrug i stedet for at føre krig; de må ikke blive interesserede i at skaffe sig stor landejendom, så at de stærke driver de svage fra deres jord; de må kun bygge boliger, der lige netop kan beskytte dem mod kulde og varme; de må ikke få lyst til at skaffe sig rigdom, som jo altid er årsag til splid; de skal holdes fri for enhver form for ambition, derved at de ser, at selv de mægtigste ikke er rigere end de selv."

Dette er Cæsars beskrivelse af de germanske stammers leve­ vis, som den formede sig i midten af det sidste århundrede før vor tidsregning, men den er også udtryk for romernes egen opfattelse af „den ædle vilde". Ifølge den romerske teori om kulturudvikling måtte de primitive germanere nødvendigvis leve af jagt. Et manglende agerbrug og en befolkning, der ikke var bofast, forudsatte - eller medførte - at ingen ejede jord eller besad rigdom, og samfundet var derfor gennemsyret af fællesskab og solidaritet. Endnu mere direkte beskrives dette lyksalige ur-samfund hos den romerske filosof Seneca (5-65 e.Kr.), som bl.a. skriver:

„Filosofien har lært os, at styrelsen ligger hos guderne, fælles­ skabet hos menneskene - det fællesskab, som i lang tid fik lov at bestå ukrænket - indtil havesygen sprængte samfundets Jorden og dens mennesker

97

• EVROPE -TABVLA ■

OCEANVS

•TEVTONAFU1

CAVØI-MA1QRES

‘»acvi-

-

im v D

•

GERMA

Totuclt-

sammenhold og blev årsagen til fattigdom selv for dem, det havde gjort rigest. For i samme øjeblik de ville have noget for sig selv, mistede de alt, hvad de havde været fælles om." Ifølge den klassiske beskrivelse var det germanske samfund både besiddelsesløst og klasseløst, men alligevel har nogle - efter hvad Cæsar skriver - været mægtigere end andre. Det kunne bare ikke ses. Vender vi blikket mod de arkæologiske kilder, vi råder over i dag, er billedet ikke helt så „primitivt", som Cæsar giver ud­ tryk for, og vi kan med sikkerhed sige, at den germanske befolkning har ernæret sig som bønder, dyrket jorden og haft 98

Nye tider, nye skikke

Germanien i midten af 2. årh. e.Kr. som Ptolemæus havde udtegnet det (se verdens­ kortet s. 19). Efter Cæsars erobring af Gallien blev kendskabet til de germanske stammer væsentligt forøget. Det lykkedes dog aldrig for romerne at underlægge sig germansk territorium varigt, skønt de en kort periode havde oprettet en ny provins mellem Rhinen og Elben. Augustus skriver i Monumentum Ancyranum, efter omtalen af sejladsen til kimbrernes land: „... og kimbreme, charyderne, semnonerne og de øvrige ger­ manske folk i samme område bad gennem gesandter mig og romerfolket om venskab."

kvæg på stald. Vi ved også, at befolkningen levede i små landsbysamfund, som i hvert fald ikke flyttede hvert år, men derimod blev liggende på det samme sted igennem generatio­ ner. Skete der omflytning, var det hele landsbyen, der rykkede nogle få hundrede meter, mens det stadig var den samme jord, der blev udnyttet. Alle har dog ikke haft lige meget - gårdene er i hvert fald ikke lige store. Huse uden stald vidner endog om, at nogle måtte ernære sig på anden måde end ved kvægavl. Lå disse huse i nærheden af kysten, kunne man leve af fiskeri, men hørte de til bebyggelsen inde i landet, var beboernes eksistens sikkert knyttet til arbejdet på de større gårde. Landsbyerne viser, at det økonomiske grundlag for befolk­ ningen ikke var så ensartet, som Cæsar fremstillede det, for nogle havde faktisk ganske meget mere end andre. Ser vi derimod på gravfundene, fremtræder de med den ensartet­ hed, som Cæsar omtaler. Baggrunden var dog næppe, som Seneca mente, at det var de bedste og viseste, der var ledere. De ensartede begravelsesritualer viste snarere, at befolknin­ gen ville markere et fælles tilhørsforhold og en kollektiv identi­ Jorden og dens mennesker

99

tet inden for slægten eller stammen. Geografiske forskelle tyder dog på, at man også gennem gravritualerne bevidst forsøgte at understrege tilknytningen til en bestemt landsdel, og netop dette træk bliver endnu mere iøjnefaldende i løbet af de efterfølgende århundreder. På den baggrund må vi gå ud fra, at hele Danmark ved tiden omkring Kr.f. var opdelt i veldefinerede stammeområder som f.eks. kimbrernes i Himmerland, teutonernes i Thy osv. - på akkurat samme måde som de germanske stammesamfund længere mod syd, der kendes fra omtalen hos Cæsar og Tacitus. Hvorfor fandt denne udvikling sted i løbet af den ældre jernalder? Hvad var baggrunden for, at jord og mennesker nu hørte så uadskilleligt sammen? Svaret er sikkert, at jorden var ved at blive en sparsom ressource, fordi nyt land ikke mere kunne inddrages efter forgodtbefindende - det tyder i hvert fald den nye bebyggelsesform og de ændrede driftsmåder på. Jernalderens bønder var henvist til at dyrke den samme jord generation efter generation, for der var ikke længere de sam­ me muligheder for at tage uopdyrket land i besiddelse an­ detsteds. Presset blev derfor større, og landbrugsformen æn­ drede karakter. Landsbyerne, marksystemerne og staldbruget er de tydeligste udtryk for en vidtgående omlægning af pro­ duktionsformen og ændring af livsvilkårene ikke blot i Dan­ mark, men overalt i Nordvesteuropa. Når der ikke længere var så meget nyt land tilgængeligt, kan det selvfølgelig kun forklares som resultat af en større be­ folkning og deraf følgende kraftigere udnyttelse af naturen. Årsagerne til denne udvikling var sikkert flere. Landsbyer grundlægges som aldrig før i disse århundreder, landbruget intensiveres og agersystemer og stalddrift vidner om en ny og mere arbejdskrævende produktionsform. Be­ byggelsen ekspanderede fra lette jorder ud på den tungere. Også det fordrede arbejdskraft. Men ikke overalt kunne jorden i længden bære den nye produktionsform, selv om jernalderens bønder forsøgte at sikre dens ydeevne ved brakperioder og gødning af markerne. Jordforringelse, misvækst og hungersnød indtraf snart i store dele af Vest- og Nordvestjylland og førte bl.a. til kimbrernes og teutonernes udvandring. Andre steder i landet forsvandt den lysåbne græsningsskov lidt efter lidt, og store områder kom til at henligge som åbne overdrev og dyrkede marker. Den sikkerhed for foder til dyre­ ne, som græsningsskoven havde givet, erstattedes nu i et vist omfang af vidtstrakte engområder. 100

Nye tider, nye skikke

Hustomter fra jernalderlands­ byen i Borremose (se s. 38). Store dele af Jyllands lette jord blev i tiden omkring Kristi fødsel affolket og lands­ byerne forladt. Igennem et par tusinde år fik jemalderlandsbyerne lov at ligge urørt hen under et beskytten­ de dække af hedelyng, og indtil 1930'rne kunne sporene efter de forladte gårde såle­ des stadig ses mange steder på den magre jord i Jylland; i dag kan kun det trænede øje ane deres svage konturer og kun, hvor jorden ikke er opdyrket. Jordvæggene i Borremose er retableret efter udgravningen i 1930'rne.

Men også klimaet spillede ind. Efter nogle fugtige og kølige århundreder i begyndelsen af førromersk jernalder var varme og tørre somre nu ikke længere noget særsyn, og denne æn­ dring af vejret fik konsekvenser for landbruget. Agerbruget blev begunstiget, hvorimod der var brug for større arealer for at skaffe den samme mængde græs til dyrene. Derfor voksede det åbne land, og skoven gik tilbage. Hele denne udvikling med en voksende befolkning og stør­ re græsnings- og markarealer var et resultat af mulighederne i den nye driftsform. Den, som kunne gøde og tilså et større areal, fik en større kornproduktion. Men gødning krævede samtidig meget kvæg, og kvæget krævede pasning, vinterfo­ der og store græsningsarealer, og flere mennesker blev på den måde inddraget i produktionen. Det er også muligt, at det var et voksende kvæghold, som blev den udløsende faktor i ud­ viklingen; for kvæg gav status og kunne handles. Og meget kvæg gav mere gødning til markerne, men krævede også mere vinterfoder, mere arbejdskraft osv. Uanset hvad der var den egentlige drivkraft, kunne denne befolknings- og produktionsspiral kun fortsætte der, hvor jor­ dens bonitet var god og skoven stadig rigelig. På de letteste jorder gik det som nævnt galt. Jorden og dens mennesker

101

I landsbyerne får den øgede produktion i slutningen af førromersk jernalder som konsekvens, at staldkapaciteten ud­ vides og differentieres. Lade- og avlsbygninger vokser frem, fordi indsamling og opbevaring af vinterfoder bliver afgøren­ de for stalddriften. I bebyggelsen kan der nu også ses en vis forskel mellem landsbyer, hvis eksistens var baseret på agerbrug og kvæghold som f.eks. Hodde og Borremose, og fiskersamfundene ved kysten som f.eks. Nørre Fjand. De stærkest organiserede og mest „klassedelte" landsbyer er de agerbrugsbaserede, hvor fordelingen af jord og kvæg var nøglen til økonomiske for­ skelle. De store gårde med det store husdyrhold fik mere ud af græsningsarealerne, mere gødning, bedre mulighed for ager­ brug og dermed et større overskud end de mindre. Ved fiskeri­ et derimod var det sværere at opretholde sådanne monopoler. Produktionen i nogle landsbyer var efterhånden til mere end eget forbrug, og det gjaldt åbenbart for de enkelte gårde om at vinde hævd på brugsretten til så meget fællesjord som muligt. Selv om jorden var landsbyens, eller for landsbyboer­ ne måske snarere forfædrenes, tilfaldt udbyttet formentlig de enkelte gårde efter hvor meget jord de var i stand til at gøde, tilså og høste. Hvis overskuddet var stort, kunne flere menne­ sker knyttes til produktionen på de enkelte gårde, udbyttet ville igen stige osv. De begyndende individuelle - og dermed ulige - rettigheder til jorden må have været forankret til og retfærdiggjort i landsbysamfundets idéverden. Hvis denne har svaret til de historisk kendte stammesamfund, spillede forfædrene en afgørende rolle for stammens, landsbyens og den enkelte bondes opfattelse af sin legitime ret til jorden. Den, der kunne producere meget, måtte selvsagt også stå sig godt med forfædrene, da jorden var deres. Gennem forskellige ritualer, f.eks. i forbindelse med bryl­ lup, begravelse og andre kultiske handlinger, understregede man tilknytningen til de fælles forfædre og dermed retten til det territorium, der var deres, og som man levede på. Det er sikkert denne virkning, der kan ses i de lokale præg og den ensartede karakter, som gravformerne udviser i denne perio­ de. I døden var alle lige, skønt vi har set, at det ikke altid var tilfældet i livet. Nogle udnyttede produktionsoverskuddet til at vise, at de nød forfædrenes særlige bevågenhed og derfor måtte indtage en særlig position i samfundet. En stor del af overskuddet kunne omsættes i fester og gæstebud, ikke blot for landsbyens egne beboere, men også for udefrakommende. På den måde underbyggede lederen sin prestige og skabte respekt om sin person.

102

Nye tider, nye skikke

Hedelandskab, malet af Carl Milton Jensen i 1881. Store dele af Jylland var i forrige århundrede stadig lynghede. En gård i hedeegnene regne­ des for god, når der hørte tørveskær, lyngslæt og van­ dingseng til den. Køeme og studene græssede på engene og brakmarkerne, mens ungkreaturer og får græssede på de grønne områder i heden. Lyngheden var ven, ikke fjende, for hedebonden i 1800-tallet, ligesom den har været det for jernalderbon­ den. Her var sikkerheden for vinterfoderet, når skoven forsvandt og overdrevenes græs ikke kunne klare sig på den lette jord.

Det var dog næppe tilstrækkeligt blot at producere mere end andre for at vise, at man retteligt indtog en særlig position. I en tid, hvor stærk territorial tilknytning var under udvikling, måtte der nødvendigvis opstå øget uro og konflikt. Når store befolkningsgrupper på grund af økologisk krise endog blev tvunget til at forlade deres hjemegn, blev krig og kamp en nødvendig forudsætning for at forsvare stammens eller lands­ byens jord, eller det var betingelsen for at tilkæmpe sig nyt land. Krigerens status var derfor høj og helt ulig andres, og når han drog til livet hinsides med sine våben og sit personlige udstyr, kom han til afbryde monotonien i århundreders ensar­ tede gravritualer. Vi ved ganske vist ikke, om den kriger, der i døden skilte sig ud fra fællesskabet, også i livet indtog en særstilling. Vi ved ikke, om det var ham, der var storbonde i Hodde, men det økonomiske grundlag på den store gård tillod ham og hans sønner at dygtiggøre sig som krigere gennem våbentræning og kamp - og at tage på plyndringstogter, fordi de ikke behøvede at være med i det daglige arbejde. Var det dem, der brød ud af de hjemlige rammer og kom i kontakt med kelterne? Var det her, de mødte nye ideer og stiftede bekendtskab med helt andre tegn på status end dem, de kendte i deres nordlige hjemegn? Vi ved det ikke. Alt, hvad Jorden og dens mennesker

103

vi kan se, er, at helten kunne træde ind i dødsriget med det fornemste af alt: guldringe, bronzespande, våben, vogne og andet af fremmed og mytisk herkomst. Den store kriger slutte­ de sig til sine forfædre med den samme slags pragtgenstande, som han måske selv i levende live havde hjembragt fra det fremmede og tidligere overgivet guderne. På den måde blev myten om de særlige forbindelser mellem stammefolkets for­ fædre og udvalgte slægter underbygget og holdt i hævd. Of­ fergaver som i Gundestrup, Dronninglund og Dejbjerg eller gravgaver som i Langå og Kraghede var i hvert fald ikke udtryk for den almindelige bondefamilies religiøse univers. De tjente hver for sig til at underbygge en fremvoksende elite, hvis økonomiske grundlag var storgårde som f.eks. Hoddes. Vi står her med kimen til det germanske krigersamfund og dets nye ledere, krigeraristokratiet, hvis økonomiske grundlag var jorden og kvæget. Gennem myten om de guddommelige relationer skabte denne gruppe en begyndende ny magtbasis, som ikke kunne anfægtes, fordi den blev gjort til en del af universets orden.

Ældre romersk jernalder 1.-2. årh e.Kr.

Sporer fra Dollerup-graven ved Kolding. Sporer optræder for første gang i tiden omkring Kristi fødsel, og de viser, hvor vigtig hesten var blevet som ridedyr, især i forbindelse med kampe. De kunne, som dette par, være af høj håndværksmæssig kvalitet. Inderst består de af en hård kerne af jern, udenpå af bronze med indlægning af sølv. Spo­ ren var et værdighedstegn, der sikkert var knyttet til funktionen som bereden leder af en gruppe krigere.

Bondelandet I det første og andet århundrede e.Kr. var Danmark for alvor blevet et tæt befolket bondeland med marker, enge og over­ drev og en befolkning, der levede i landsbyer eller på enkelt­ liggende gårde omgivet af deres egen jord. Men i modsætning til tidligere havde den nye tids bønder ikke andre områder at rykke ind på, hvis høsten slog fejl eller dyrenes foder slap op. Derfor var det uendelig vigtigt at passe på jorden. Den skulle udnyttes med varsomhed og viden, så man kunne være nogenlunde sikker på afgrøden, og dyrenes græsning måtte tilpasses og kontrolleres, så det ikke gik for hårdt ud over bestemte jordtyper eller vegetationsformer. Netop staldbruget betød, at man igennem en del af året kunne regulere mængden og arten af kvægets foder ganske nøje. Rovdriften på skoven fortsatte, og var man ikke påpasselig, blev der snart mangel på godt gavntræ i overkommelig afstand fra landsbyen. Skovens voldsomme tilbagegang var sikkert ikke alene et resultat af græsningsskovens fortsatte nedbryd­ ning, som den er beskrevet i et foregående afsnit, men også en konsekvens af det voldsomme forbrug af bygningstømmer til de mange gårde. Til hver landsby måtte der være både agerjord, engområder, overdrev og skov for at dække behovet ved det varierede - og selvforsynende - jordbrug. Naturligvis var der forskel på, hvor meget hver enkelt landsby rådede over og dermed også på landbrugets vilkår i de forskellige egne af landet. Det er svært at bedømme, fordi vi ikke ved ret meget om husdyr­ holdets størrelse eller sammensætning. Kun i sjældne tilfælde er knoglerne bevaret, og vi har derfor ikke det samme dybe indblik i jernalderbondens dyrehold, som vi - gennem pollen­ diagrammerne - har af den jord, han omgav sig med. Vi ved, hvilke dyr han havde, men vi kan ikke se, om han først og fremmest levede af dyrene eller af jorden. Grauballemandens og Tollundmandens sidste måltid var i hvert fald vegetarisk, om end den enes suppe var kogt på et griseben. Landet blev udnyttet i en sådan grad, at markerne og græs­ ningsarealerne tilsammen udgjorde et åbent bondeland, næ­ sten som vi kender det i dag. Enhver måtte sikre sit udkomme gennem jorden, men der var forskellige måder at supplere på. Én af dem var at slås og plyndre i fjerne egne, en anden at være specialist i mere fredelige håndværk. Dog skal vi næppe fore­ stille os, at mange - om overhovedet nogen - udelukkende Bondelandet

107

levede af deres håndværksmæssige færdigheder. Smeden, væveren, keramikeren, tømreren, hjulmageren, bådebygge­ ren og andre har sikkert alle sammen - ligesom krigeren - hørt hjemme på egne gårde. Endnu var samfundet - i princippet i hvert fald - baseret på et økonomisk fællesskab, som omfattede alle. Men på samme måde som arbejdet i stalden var knyttet til hver enkelt familie og udbyttet tilfaldt den, således må vi også forestille os, at nogle gårde havde specialiseret sig i et bestemt håndværk og via det fik del i fødevarer og fornødenheder, som andre i landsbyen producerede. Gennem denne specialisering i dag­ ligdags ting, hvad enten det var lerkar, jernredskaber, oste, uld eller andet, fik landsbyfællesskabet også en videre be­ tydning end den, der alene var knyttet til dyrkningen af jor­ den: folkene på de enkelte gårde havde brug for hinanden i det daglige.

Det bebyggede land „Skønt landets udseende varierer en hel del, fremtræder det dog stort set enten med gruopvækkende skove eller hæslige moser. Der falder mest regn i det område, som vender mod de galliske [franske] provinser, og det blæser kraftigst i egnene mod Noricum [Østrig] og Pannonien [Ungarn]. Landet giver rigelig afgrøde, men tillader ikke frugttræer at vokse. Det er rigt på kvæg, men dette er som oftest lavstammet. End ikke hornkvæget har sin naturlige skønhed og mangler pandens stolte pryd. Befolkningen glæder sig alene over størrelsen af deres kvæghold, og det er deres eneste og kæreste rigdom. Jeg ved ikke rigtig, om det er i nåde eller vrede, at guderne har nægtet dem sølv og guld."

Tacitus, den ofte omtalte romerske historiker og moralist, be­ skrev i slutningen af det 1. årh. e.Kr. Germanien på denne måde. Selv har han ikke været i disse fjerne egne, men fik sin viden fra romerske officerer, købmænd, krigsfanger og andre, der havde opholdt sig blandt germanske stammer. Men de har sikkert aldrig været så langt mod nord, at de kunne danne sig et førstehåndsindtryk af forholdene i Danmark. Havde de det, ville de nemlig kunne berette om et tæt befolket land, et åbent landskab med vidtstrakte græsningsområder og dyrkede mar­ ker, og en befolkning, der havde et udmærket kendskab til værdien af både guld og sølv, som vi siden skal se. Men for en dannet romer måtte Germanien være en udørk: ingen monumenter, templer eller andre pompøse stenbyg108

Bondelandet

På kortet over den nordlige del af det gamle Ringkøbing Amt er bopladser og grav­ fund fra henholdsvis førro­ mersk jernalder (5. årh. f.Kr. til tiden omkring Kristi fød­ sel) og ældre romertid (1. og 2. årh. e.Kr.) markeret med hhv. en trekant og en cirkel. Heraf fremgår det ganske tydeligt, at den ældste jernal­ ders bønder foretrak at leve langs åerne på den sandede jord, mens flere i tiden efter Kr. slog sig ned på den tun­ gere jord. En af forklaringer­ ne på dette skifte er sikkert, at klimaet var blevet mere tørt og derfor gjorde de lette jorder vanskelige at udnytte.

ranger, ingen byer, ordentlige veje, smukke haver, store god­ ser - og et sprog, som en latiner umuligt kunne forstå. Fattigt og forpjusket tog landet sig ud, med lange og kolde vintre, tåge og lavthængende skyer, som ikke havde meget tilfælles med den forvænte romers dybblå middelhavs-himmel. For befolkningen i disse fjerne egne var klimaet dog både tilpas varmt og tørt i denne tid. Det betød, at deres afgrøder lettere kunne modne på markerne, mens det til gengæld blev vanskeligere for dem, end det havde været for deres forfædre, at skaffe dyrene det fornødne foder, fordi græsset på over­ drevene lettere tørrede væk. Derfor voksede græsningssko­ ven, overdrevsarealerne og høslætengene voldsomt i omfang, og mange jernalderbønder flyttede ind på den tungere og mere lerede jord, som de møjsommeligt gav sig til at rydde og opdyrke, fordi den gav større sikkerhed for afgrøden. Tung jord holder bedre på fugtigheden end sandet, hvad der er en fordel i tørre somre, ligesom den også er mere frugtbar, fordi næringssaltene ikke vaskes ud, selv om det regner meget. Det bebyggede land

109

Sand- og muldflugt på let jord nær Herning. Pløjning på den lette jord vil uundgåeligt føre til muldflugt, som på længere sigt forringer jordens næringsindhold. Sand- og muldflugten søges dæmpet gennem til­ plantning med læhegn, men inden man begyndte på det, kunne den antage et omfang, som vi har svært ved at forestille os. En hedebonde fra egnen omkring Haderup syd for Skive beretter om sandflugten omkring år 1900: „Ved århundredskiftet, da læplantning endnu ikke var almindelig, da var der på stormdage, endnu inden afgrøden i forårstiden beskyttede jorden, en sandflugt uden lige, særlig på de nyopdyrkede magre sandjorder. Herfra hvirvledes på disse dage mæg­ tige støvskyer op i luften. På sådanne dage da var luften i store om­ råder så støvmættet, at man knapt kunne ånde, endsige åbne øjnene. Det kunne være således, at en hel egn kunne ligge i tåge af sandstøv, som ikke kunne gennemskues ... Og hvad der blev tilbage på mange steder var kun den ufrugtbare undergrund af ahl og sand."

110

Bondelandet

Når bønderne i den tidlige jernalder havde foretrukket at leve på bakkeøerne og de sandede hedesletter i Midt- og Vest­ jylland, var det ikke blot, fordi jorden var lettere at opdyrke, men også på grund af de store eng- og mosestrøg, der gav så rigeligt med hø til vinteren og det tidlige forår. Mange steder fortsatte bebyggelsen på den lette jord, mens der samtidig blev grundlagt nye landsbyer på den tungere. Andre steder var den sandede jord allerede blevet overud­ nyttet og ødelagt; de gamle marksystemer lå nu hen som vidtstrakte lyngheder, der gjorde nytte for et beskedent antal nøjsomme hedebønder. Den stærke blæst, som Tacitus nævner i forbindelse med det mellemste Donauområde, ville han dog også have oplevet under en rejse igennem Jylland. Sand- og muldflugt tog for alvor fat, efterhånden som skovenes beskyttende træer for­ svandt, og store arealer kom til at ligge uden vegetation en del af året. Ved arkæologiske udgravninger er det påvist, at sand­ flugten ikke blot var et problem for landsbyerne langs kysten, men også ramte indenlandske pladser. I de to første århundreder af vor tidsregning var det danske land mere skovfattigt end nogen sinde tidligere; der lå gårde og landsbyer i næsten enhver krog af landet. I de efterfølgende århundreder rykkede bebyggelsen igen sammen, skoven bredte sig mange steder, og først 1000 år senere fik det åbne land igen samme omfang. Det passer ganske godt med, at landsbyerne i ældre romertid lå mindst lige så tæt som i mid­ delalderen og historisk tid, dvs. med en indbyrdes afstand på mellem én og to og en halv kilometer. På god jord som den fynske lå de endog tættere. I Thy kan man med det blotte øje få et indtryk af bebyggelsestætheden gennem by høj ene, der stadig ligger som synlige monumenter over jernalderens landsbyer. Da mange af dem var beboet igennem 400-500 år, er de ikke, som det almindelig­ vis var tilfældet for jernalderens landsbyer, flyttet rundt med generationers mellemrum. Herved afskrev indbyggerne sig muligheden for at opdyrke og udnytte de velgødede lands­ bytomter. Forklaringen må være, at jordens bonitet, i forening med dyrkningsformen, ikke gjorde det nødvendigt. For de „almindelige" thylandske landsbyer, dvs. landsbyer som ikke dannede byhøje, og som gennemgående har ligget på den lettere jord, var omflytningen imidlertid et lige så nødvendigt led i udnyttelsen af jorden som i resten af landet. I Ribeområdet er der helt andre naturforhold end i Thy. Landskabet er domineret af marsken, der følger kystlinien i en bredde af op til to kilometer. Bagved strækker sig hedesletter, Det bebyggede land

111

Marint forland. Strand­ voldssletter, afspærrings­ forland og egentlig hævet havbund fra stenalderen.

Klitlandskaber. Ungt morænelandskab, overvejende lerbund. Ungt morænelandskab, overvejende sandbund.

Byhøje fra ældre jernal­ der. Bopladser af almindelig art fra ældre jernalder.

På kortet over Thy er byhøje­ ne og de almindelige lands­ byer indtegnet. Byhøjene ligger næsten alle på den tungere lerjord, mens de almindelige bopladser findes overalt. I byhøjenes tykke kulturlag er der påvist op hl syv byggefaser over hinan­ den, som hisammen dækker tidsrummet fra 2. årh. f.Kr. til 2.-3. årh. e.Kr. Befolkningen levede ikke blot af agerbrug og kvægavl, men også af fiskeri i Limfjorden og en omfattende fåreavl på de sandede strandvoldssletter og i klitterne.

bakkeøer og engdrag. I dette område har jernalderbebyggel­ sen ligget tæt på kanten mellem marsken og de bagvedliggen­ de bakkeøer med store engområder. Her ligger landsbyerne ikke stedfast som byhøjene, men flytter rundt inden for en radius af en halv kilometer. Omflytningsmønsteret svarer så­ ledes til det, der allerede kendes fra Hodde og Grøntoft; bebyggelsestætheden er større end i Vestjylland, men nogen­ lunde som i Thy. Men hvad bestemmer bebyggelsestætheden i et område, og hvorfor ser afstanden på nogle få kilometer ud til at være almindelig? Svaret må findes i den måde, landsbyjorden blev udnyttet.

112

Bondelandet

Landsbyjorden Landsbyens eksistens afhang ikke blot af adgangen til agerjord og til græsningsarealer, men først og fremmest af den økologi­ ske balance mellem de forskellige vegetationsformer. Enhver landsby måtte råde over ager, eng, udmark og skov for at sikre foder og føde, vand, byggemateriale og brændsel. På markerne dyrkede landsbyens bønder korn, i brakperio­ derne blev der indsamlet frø, og uden for sæsonen græssede kreaturerne her. På overdrevene gik hestene, køerne, fårene og gederne, og fra engområderne, som også var græsnings­ land, høstede man hø til vinterfoder for de opstaldede dyr. Hvor der fandtes en lysåben løveng, var der gode muligheder for græsning og for indsamling af vinterfoder til dyrene. Fra skoven fik man brændsel og bygningstømmer; det bedste tøm­ mer naturligvis fra den lukkede højskov, hvis en sådan fand­ tes. Olden, bark og kviste blev udnyttet af de dyr, der gik ude året rundt. Hvis lyngheden havde overtaget skovens plads, var det tørvene, der blev brugt som bygningsmateriale og brændsel, og lyngen var selv det vigtigste vinterfoder (lyng­ hø), samtidig med, at det også kunne anvendes til andre ting, f.eks. som tækkemateriale. Den tætte bebyggelse i tiden omkring vor tidsregning forud­ satte, at tilhørsforholdet til jorden måtte være klart defineret og grænserne for hver enkelt landsbys jorder ligge fast. Ved hjælp af matrikeloptegnelserne fra 1600-årene og de ældste kendte detailkort, udskiftningskortene fra slutningen af 1700-tallet, er det lykkedes at få et billede af kulturland­ skabet med dets fordeling af ager, eng og skov i et mindre område omkring Marslev på Nordøstfyn, som sikkert i store træk svarer til jernalderens. Herpå er de enkelte landsbyers ejerlav indføjet, og grænsen mellem dem ses ganske nøje at følge terrænets naturlige skel, først og fremmest åer, bække, engdrag og (eng-)skov. 1700-tallets landsbyer ligger selv på toppen af istidsaflejringernes små morænehøjninger, der som „øer" afgrænses af bække, der løber i brede strøg af smelte­ vandsaflejringer fra istidsfloderne. I dette område af Nordøstfyn er jernalderbebyggelsen imid­ lertid også kortlagt, og en sammenligning med den historiske bebyggelse viser en tilsvarende sammenhæng mellem naturli­ ge skel i terrænet og landsbyjordenes afgrænsning. Over­ raskende nok har det vist sig, at jernalderens jorder var endnu stærkere opdelt. Her var selv de mindste moræneøer bebygget og havde deres eget ejerlav, i modsætning til senere tiders, hvor det kun var de største. Det ser således ud til, at de Landsbyjorden

113

skelsystemer, der kendes fra middelalderen, allerede blev etableret i ældre jernalder, hvor der blot var flere af dem, fordi de enkelte landsbyer var mindre. Allerede i 3.-4. årh. e.Kr. kan man se, at landsbyenhederne bliver større, formodentlig ved at flere små bebyggelser slås sammen til én større. Selv om hver enkelt landsbys jordtilliggende har været be­ tydelig mindre end senere hen, sikrede jordens opdeling alli­ gevel, at der var både ager, eng, åløb og skov til hver. Lands­ byen selv lå på det højeste punkt, omgivet af agersystemerne med de dyrkede marker. Længere borte lå udmarkerne, over­ drevene, engområderne og skoven. Bebyggelsen var anlagt sådan, at afstanden til de vigtigste ressourcer (agerland, græsningsarealer, vand osv.) var så lille som muligt. De områder, der krævede mest arbejde, lå også nærmest gårdene. I landbrugssamfund verden over kan man iagttage, at dyrkningsintensiteten altid falder, jo længere man kommer væk fra bebyggelsen, og at grænsen for de intensivt dyrkede marker er omkring en kilometer fra landsbyen. Inden for denne afstand var det overkommeligt at gå frem og tilbage med sine redskaber, hente malkekvæget hjem på stald om aftenen og sætte det ud igen om morgenen osv. Det havde jernalderbonden også indset. Når landsbyerne og deres jorder var opdelt i så små enheder, som tilfældet åbenbart var i ældre romertid, kan det bl.a. skyldes, at land­ brugsformen gjorde det uhensigtsmæssigt at bosætte sig i større enheder med flere mennesker, fordi man derved ville bruge for meget tid på at gå frem og tilbage mellem gårdene og markerne. Først når landbruget blev mere intensivt, og man producerede mere på de samme arealer, kunne landsbyerne også fungere hensigtsmæssigt som større enheder. Det var sikkert en af årsagerne til den forandring i bebyggelsen, som fandt sted i løbet af 3.-4. årh., og som vi vender tilbage til i et senere kapitel.

Husdyrene Kvæget var ubetinget jernalderbondens vigtigste husdyr, og det var hans stolthed, hvad både Cæsar og Tacitus kan berette. „Befolkningen glædede sig alene over deres kvæghold, og det er deres eneste og kæreste rigdom" som Tacitus skriver, og skønt det med en romers øjne var både lavstammet og for­ pjusket at se til, var det uden tvivl den grundlæggende rigdom for en nordisk jernalderfamilie. Den bonde var rig, der kunne opdrætte en stor kvæghjord, holde den med foder om vinteren og råde over tilstrækkelig

114

Bondelandet

Fårestald, bygget af lyngtorv, fra Havredal sydvest for Viborg. Billedet stammer fra 1920, og fårestalden tilhørte den lokale skrædder. Det ene hjørne er afrundet af slid fra dyrene, når de flokkedes for at komme ind. Staldens bærende konstruktion stod inde i selve huset, så de tørveopbyggede ydervægge let kunne udskiftes. Uden at vide det har skrædderen bygget sin fårestald omtrent sådan, som man gjorde det i Nordvestjylland for næsten 2000 år siden.

med arbejdskraft til også at passe malkekvæget i stalden. Kvæ­ get var en praktisk værdimåler, som kunne indgå i en lang række forskellige betalinger, f.eks. som brudepris eller med­ gift, som bøde eller gave, som offer til guderne osv. Det var samtidig det mest alsidige husdyr, der gav mælk og kød, huder, skind, horn, ben - og gødning, og dertil var studen det vigtigste trækdyr. Besætningerne måtte holdes på nogenlunde samme størrel­ se hele tiden, hvis der da ikke var ekstraordinære muligheder for at udvide produktionen, f.eks. fordi der i en periode blev bedre mulighed for at skaffe det nødvendige ekstra vinterfo­ der. Samtidig var det påkrævet, at der hele tiden skete ud­ skiftning i besætningen, så man ikke pludselig stod med en flok udtjente malkekøer. Jernalderbonden vidste, hvordan han udnyttede sine dyr på den mest hensigtsmæssige måde. Det viser analyser af hus­ dyrknoglerne fra en række bopladser. Omkring halvdelen af kvæget blev slagtet inden det var tre og et halvt år. I den alder havde de fleste køer nemlig kælvet mindst én gang, og de kom Husdyrene

115

dermed til at udfylde pladsen som både avlsdyr og som malkeog kødkvæg. På den måde holdt man kvægbestanden kon­ stant og sørgede samtidig for, at den blev fornyet. Men jernal­ derbonden var også opdrætter, og i hans stald stod en fast stamme af særlig gode og velydende køer, som ikke blev slagtet før de var omkring ti år. Én ting kunne kvæget dog ikke levere, og det var uld. Ulden var en afgørende forudsætning for at få tøj og tæpper, hvad enten de blev vævet af ulden eller syet sammen af lammeskin­ dene. Der kan ikke være tvivl om, at jernalderens mennesker har været stærkt afhængige af fåreulden i det danske klima. Selv om fåret manglede kvægets høje status, har det været særdeles vigtigt for jernalderbonden. Det var et nøjsomt dyr, som kunne finde føde på selv de mest ydmyge steder året rundt og ikke krævede tilnærmelsesvis den samme pasning som kvæget - især malkekvæget - gjorde. Ved at tælle båseskillerum kan vi se, hvor mange større dyr, der har været på stald i de enkelte gårde. Fåreholdet sætter sig derimod ingen synlige spor, og det er derfor svært at vide, hvor stort det har været, og hvor meget det har betydet for den enkelte landsby og gård. Men jernalderbonden ville givetvis have samstemmet i, hvad der blev skrevet i Vejledning til forbed­ ret fåreavl omkring år 1800: „Fåret er et af vore vigtigste husdyr. Det giver os i ulden og skindet en af livets første nødvendigheder. Det udgør en be­ tydelig del af vor føde, nydes såvel af den fattige som formuende, og kan ernære sig i skarpe og ufrugtbare egne, hvor anden fæavl vanskelig kan finde sted. Dets tæld oplyser vore stuer, dets tarme kan anvendes til strenge, også dets knogler kan bruges, og af alle husdyr gør det jorden mest frugtbar.“ I dag tænker vi ikke på, hvor vigtigt fåreholdet har været helt frem til nyere tid. Er vores tøj af uld, kommer det i hvert fald ikke fra danske får - men måske fra shetlandske, og spiser vi en lammekølle, er den fra New Zeeland eller Island. Fåreavlen i Danmark var især knyttet til de store hedeområder i Jylland og overdrevsarealer på Øerne, og da de forsvandt ved op­ dyrkningen i løbet af 1800-tallet, forsvandt fårene også og blev erstattet af større kvæghold. I jernalderen ser det ud til, at en stor del af dyrene blev slagtet som lam inden de var et år gamle, altså før de var avlsdygtige, før de havde givet mælk og før de havde nået at give uld, men på et tidspunkt, hvor de kunne tjene som vinterføde. Der ligger altså helt andre hensigter bag fåreavlen

116

Bondelandet

Jernalderens husdyr var betydelig mindre end nuti­ dens, som det fremgår af tegningen. Deres levendevægt er beregnet til hen­ holdsvis 150-300 kg for kvæg, 40-60 kg for svin og 30-50 kg for får og ged. Slagtevægten, dvs. den del, der kunne udnyttes, var henholdsvis 60-128 kg for kvæget, 28-48 kg for svinet og 12-25 kg for fåret og geden. Når husdyrene i jernalderen er så små, hæn­ ger det utvivlsomt sammen med langtidseffekten af tilbagevendende angreb af kvægsygdomme og parasit­ ter, især vådbundsparasitter­ ne, der fik øget udbredelse i takt med de voksende engog høslætområder. Det er først i nutiden, og kun i vor del af verden, at de helt er udryddet.

end bag kvægavlen, hvor man netop sørgede for at lade ung­ dyrene vokse til. Det er meget vanskeligt at skelne mellem knogler fra får og ged. Derfor er det også svært at sige noget om gedens be­ tydning i jernalderens landbrug. Dens største aktiv var mæl­ ken, og det er ikke usandsynligt, at geder fra tid til anden har beslaglagt nogle af staldenes båse. Dens skind var fint og blødt, mens kødet til gengæld var af ringe kvalitet. Hvis man især holdt geder på grund af mælken, bliver antallet af slagtede dyr - og dermed knogler - også meget begrænset. Derfor er det også muligt, at geden har betydet meget for jernalderbønderne i den daglige husholdning, selv om vi ikke kan se det. Tilsammen kan får og geder dække behovet for mælk, kød, skind, uld osv., og en jernalderfamilie ville derfor kunne eksiHusdyrene

117

Færøfår med lam. Det fær­ øske får tilhører det nordiske, korthalede landracefår, der tidligere var udbredt over he­ le Nordeuropa fra Finland i øst til Island i vest. Den fåretype, som kom hertil med de første bønder, var spinkle dyr med en ret grov uld og med kraftige horn både hos væd­ der og hunfår. Typen holdt sig gennem hele oldtiden, men allerede i bronzealderen må en vis forædling have fundet sted, idet helt hornlø­ se hunfår optræder i fundma­ terialet. Fra omkring Kr.f. ses yderligere tegn på forædling, og tekstilrester fra yngre jern­ alder viser, at flere finuldede typer er kommet til. Også i knoglematerialet ses disse tegn på flere fåretyper, hvil­ ket afspejler sig i hunnernes varierede hornformer fra de såkaldte gedehornede over småhomede til helt hornløse dyr.

118

Bondelandet

stere uden kvæg, selv om dens sociale niveau i så fald næppe har været højt. Endvidere var svinet et vigtigt køddyr for jernalderbønderne - måske det vigtigste. Det var landsbyens „skraldespand", som takket være sin altædende natur kunne omsætte og udnytte affald af næsten enhver art. Desuden formerede grisene sig hurtigere end de andre større dyr og gav derfor på den mest økonomiske måde et stort udbytte. Hovedparten af grisene blev slagtet i løbet af de tre første leveår; flest i perioden mellem det andet og tredje år, hvor søerne normalt har faret mindst én gang. Kun ganske få dyr blev ældre, sikkert de bedste avlsdyr. Der er ikke megen lighed mellem nutidens store danske bacongrise og jernalderens, der var små og højbenede, med stritører og en lang, spids snude, som var velegnet til at rode i jorden med. Mange grise holdt til i skovene året rundt, hvor de fristede en kummerlig tilværelse og samtidig ødelagde vegeta­ tionen på skovbunden ved at rode den igennem for olden, rødder og andet spiseligt. Bevarede knogler fra bopladser i Danmark, men især i Nord­ tyskland, viser en tydelig forskel på dyreholdets sammen­ sætning i de forskellige landsdele, afhængig af naturforholde­ ne. På de skovdækkede jorder har svinet været mest alminde­ ligt, mens f.eks. marsken og andre områder med store eng­ arealer hovedsagelig har haft kvæg.

Der er ét af de store husdyr, som overalt er meget sparsomt til stede, når knogleresterne fra landsbyernes affaldslag bliver undersøgt, og det er hesten. Forklaringen må være, at den havde en helt særlig funktion. Den blev anvendt til køre- og ridebrug, den indgik i forskellige offerhandlinger, men hørte ikke til den daglige kost. Dengang - som nu - spiste man kun nødigt hestekød. Man slagtede altså heller ikke ungdyrene, plagene, inden de som fuldvoksne treårige heste kunne be­ gynde at gøre nytte. Germanerne var kendt som glimrende ryttere, der var me­ get omhyggelige og påpasselige med deres små, „hverken særlig smukke eller særlig hurtige" heste, som Tacitus skriver. Derfor opnåede hestene også en anselig alder- 10 år var almin­ deligt, og nogle blev helt op til 20 år. Hestens stadig mere centrale betydning i kamp og ved jagt knyttede den fra begyndelsen af vor tidsregning snævert sam­ men med et nyt fremvoksende krigeraristokrati. Derfor har

Rekonstruktion af bereden jemalderkriger. Jernalderens heste var af størrelse omtrent som nutidens islandske heste. Men de var store nok til at være både hurtige og effektive ridedyr, der gjorde færdsel over større afstande overkommelig. Fra omkring begyndelsen af vor tids­ regning får de også betyd­ ning i kamp - ikke for alle og enhver, men for lederne og høvdingene, der også, som et sidste værdighedstegn, fik sporer i sølv og bronze med sig i graven. Forekomsten af sporer er det sikreste tegn på, at ridning var blevet en fær­ dighed på linie med våben­ brug.

Husdyrene

119

hestene - i hvert fald på de større gårde - optaget plads i staldene. På nogle gårde kan man se, at enkelte båseskillerum har været lidt bredere end de øvrige - måske hestenes spiltov. Jernalderbøndernes husdyrhold var givetvis både større og mere afvekslende end det, vi kan aflæse direkte gennem det arkæologiske materiale. Stalde og båse viser os kun, hvor mange dyr, der faktisk blev holdt på stald. At det ikke nødven­ digvis altid var malkekvæg, illustrerer et par indebrændte besætninger. I Ginderup brændte fire får (kan det mon være geder?), et svin og en ko inde, og i en stald fra Solbjerg på Mors var det gået ud over tre køer og en hest. Normalt er båseskillerummene konstrueret til større dyr end får/geder og svin, og vi må derfor gå ud fra, at hovedparten af staldkapaciteten blev udfyldt af malkekøer - og måske heste. Men hvorfor satte jernalderens bønder deres dyr på stald, når det nu var så arbejdskrævende? De opnåede tre væsentlige fordele: mælken og gødningen kunne bedre udnyttes, og der var kontrol med foderforbruget. Og som vi tidligere har set, var gødningen påkrævet for at holde jorden frugtbar. Som en ekstra gevinst fik man også en god „gratis" varmekilde på gårdene. Allerede af den grund har det været koldt at være fattig og leve i et lille staldløst hus. Spørgsmålet er alligevel, om de strengt funktionelle for­ klaringer er tilstrækkelige? Hvis formålet med landbruget blot var at producere det nødvendige til livets opretholdelse med så begrænset en arbejdsindsats som muligt, er stalddriften ikke den mest hensigtsmæssige løsning. Arbejdsindsatsen er stor ved indsamling af vinterfoder, fodring, malkning og van­ ding, men også mælkens videre bearbejdning har været tid­ krævende. Derfor forudsatte stalddriften, at man havde mere arbejds­ kraft på de enkelte gårde end tidligere. Det var i virkeligheden nok snarere arbejdskraften end f.eks. mængden af vinterfo­ der, der bestemte, hvor mange køer man kunne holde. Ar­ bejdskraften kunne bl.a. øges ved at sætte flere børn i verden; for de kunne allerede i seks-syvårsalderen gå til hånde i det daglige. Men endnu vigtigere har den arbejdskraft nok været, som kunne skaffes udefra, f.eks. krigsfanger eller „gældsslaver". De sidste var mennesker, som for at opfylde deres sociale forpligtelser (f.eks. i forbindelse med giftermål, begravelser, bøder eller andet) var kommet i så dyb gæld, at de til slut måtte opgive en tilværelse som frie bønder, fordi de fortabte retten til at disponere frit over deres egne dyr og afgrøder. De måtte opretholde livet ved arbejde på gårdene.

120

Bondelandet

Staldbruget er med andre ord udtryk for, at der i jernalderen eksisterede nogle helt andre sociale og økonomiske rammer om menneskers hverdag end tidligere. Det afgørende er, at kvæget nu tilhører den enkelte familie, og at antallet er et direkte udtryk for ejerens rigdom. Med dét kunne han deltage i en lang række sociale betalinger, som den fattige eller ufrie var afskåret fra.

Eksistensgrundlaget Danmark var i ældre romertid et veletableret landbrugssam­ fund med en befolkning, der levede tæt på - og af - deres jord. Det forhindrede dog ikke datidens bønder i at udnytte andre fødemuligheder, hvor de bød sig til. Vi får et interessant indblik i eksistensgrundlaget på en boplads fra Næsbyholm Storskov mellem Næstved og Ring­ sted. Det store udgravede knoglemateriale viser, at okse og får var dominerende. Hertil kommer knogler af svin, ged, hest og hund. De vilde dyr, der er repræsenteret, er ræv og rådyr, kronhjort, vildkat og fuglevildt, og endelig er der fundet fiske­ knogler og muslinger (havmuslinger!). Man har således udnyttet de forhåndenværende fødemulig­ heder, men ingen steder, hverken i Danmark eller i de nord­ tyske jernalderbebyggelser, har jagtvildtet udgjort mere end en lille og ubetydelig del af føden. Det er endda tvivlsomt, om alt vildt har været jaget med det ene formål at skaffe mad. Både vildkat og ræv kan være fanget i fælde - ikke for kødets skyld, men for skindets. Mange af vildtknoglerne er måske resultatet af sportspræstationer på li­ nie med den, der er afbildet på lerkarret fra Kraghede i Nord­ jylland (side 67). At hver dag ikke gik med surt slid, men at der også var plads til leg og sport, får man indtryk af fra Tacitus:

Øverst vildkat som den fandtes i Danmark indtil romersk jernalder; nederst forvildet eksemplar af tam­ kat. Vildkatten er tydeligvis større, dens hale tykkere og pelsens tegninger anderledes.

„De har kun én form for skuespil, og det er den samme ved enhver festlig sammenkomst. Nøgne, unge mænd, for hvem det er en sport, styrter sig i spring ind mellem sværd og truende frameaer [spyd]. Øvelse har givet dem færdighed, færdigheden ynde. De driver det dog ikke som erhverv og tager ikke imod betaling. Selv for det mest forvovne nummer er tilskuernes underholdning dem løn nok." Men selv om tiden for nogle måske især gik med at øve sig i våbenfærdigheder af forskellig art, er der ingen tvivl om, at tilværelsen stillede helt andre og strengere krav til befolk­ ningen end tidligere. Eksistensgrundlaget

121

122

Bondelandet

Kornsilo fra Ginderup i Thy. I gårdene på de thylandske byhøje var det almindeligt med disse store lerkar. I dette tilfælde er karret flaskeformet med tykke ujævne sider og en ganske tynd bund som viser, at det må være frem­ stillet på stedet. Disse store kar har ikke kunnet flyttes uden største fare for at gå i stykker, og nogle er endog sat fast i husenes lergulv. Karret har indeholdt korn, som blev taget ud gennem hullet på siden.

Jernalderbonden måtte udnytte sin jord med en hidtil uset omtanke og viden; han måtte afveje kvægholdets størrelse efter muligheden for at skaffe vinterfoder, ikke blot et år eller to, men også i tiden fremover. Det gav en helt anden struktur i den måde, jorden blev udnyttet på, end tidligere i forhistorien. Det lå i bondens hånd at sørge for, at den hårfine balance mellem de forskellige vegetationsformer og graden af udnyttelse ikke blev brudt. Men han var ikke herre over de påvirkninger, som kom til udefra. Jo finere den økologiske balance var, des større var sårbarheden, hvis noget gik galt. Det kunne være perioder med dårligt vejr, ikke et år eller to, men seks-syv års fejlslagen høst og misvækst, der nødvendigvis måtte medføre hungerka­ tastrofer. Sådan var det i middelalderen, således ser vi det i nutiden rundt omkring i verden, og sådan har det også været i jernalderen.

Håndværkere og specialister De fleste gårde har næppe rummet mere end en enkelt familie, hvis medlemmer alle på forskellig måde tog del i det daglige arbejde. Der var også nok at se til med dyrene og jorden, med slagtning, madlavning og skindforarbejdning, med forarbejd­ ning af uld, nælde og senere hør til klæde. Der skulle bygges huse, vogne og både; der var træskærerarbejde i forbindelse med redskabsfremstilling, pottemageri, smedning af jernred­ skaber for slet ikke at tale om det vanskelige arbejde med at fremskaffe myremalm og udvinde jern. Selv om man sikkert har kunnet gøre det meste selv, i hvert fald til husbehov, er nogle ting alligevel så specialiserede, at de har forudsat særlig indsigt og talent. I den store landsby ved Hodde ser vi da også, at specialiserede håndværksfunktioner som smedning og keramikfremstilling kun blev udført i til­ knytning til nogle få gårde. Det er uvist, om også de mindre landsbysamfund rådede over sådanne specialister, eller om de måtte købe den slags fornødenheder udefra. Der har uden tvivl fundet en vis handel sted mellem de enkelte landsbysamfund. Det er bl.a. nødvendigt, fordi det ikke var alle, der lå i nærheden af tilgængelige myremalms­ forekomster, som var forudsætningen for jernudvinding. Vi ved ikke noget om, hvorfra eller hvordan man kom i be­ siddelse af de nødvendige råvarer, ligesom vi heller ikke ved, hvordan bønderne skaffede sig de ofte fint forarbejdede smyk­ ker, som er så udbredte i denne tid. Har kunsthåndværkerne rejst rundt fra landsby til landsby i Håndværkere og specialister

123

Sølvfibler med dyrehoved fra Bendstrup på Djursland. Disse eneståen­ de fibler er fremstillet i de østromerske provinser syd for Donaugrænsen, hvorfra de kom til Danmark i begyndelsen af 1. årh. e.Kr. I det følgende århundrede blev deres specielle dyrehoved kopieret på andre djurslandske fibler. Tekniske og stilmæssige undersøgelser, ikke blot på disse, men på en række af de mest almindelige danske fibeltyper, viser lokale værkstedskredse af nogenlunde samme størrelse som dyrehovedfiblemes. Der kan derfor ikke være tale om, at de almindeli­ ge fibler normalt er blevet spredt gennem handelsnet, der rakte ud over et snævert lokalområde.

Rekonstrueret skammel fra Overbygård i Vendsyssel. I jemalderkælderen ved Over­ bygård blev der fundet nogle brændte og forkullede stum­ per træ, hvis oprindelse kan føres tilbage til denne cylin­ derformede genstand, for­ modentlig en skammel. Tolkningen skal dog tages med forbehold; vendes den om, ville den f.eks. kunne fungere som en såkaldt „uld­ hæk", en fint forarbejdet kurv til opbevaring af kræmmet eller kartet uld. Hvad den end har været brugt til, så viser fundet dog, at sned­ kerhåndværket - og den æstetiske sans i hverdagen var højt udviklet.

124

Bondelandet

de forskellige bygder og fremstillet de smukke fibler, spænder og smykker på stedet? Eller foregik produktionen i nogle få værksteder, hvorfra de færdige genstande blev sendt ud over større områder? Vi ved det ikke, men den første forklaring ser mest sandsyn­ lig ud, bl.a. fordi de „værkstedskredse", som det til tider er muligt at afgrænse i det arkæologiske fundmateriale, ikke lader til at være større, end at smeden selv kunne nå rundt. Vi kan forestille os smeden, der rejste fra landsby til lands­ by, og hvert sted blev indlogeret på en af gårdene, vel den største, mens han fremstillede smykker og måske også knive og andre redskaber til landsbyens indbyggere. Råvarer fik han hovedsagelig lokalt, idet man sikkert har afleveret gamle og itubrudte ting til omsmeltning. Den smed, der fremstillede smykker og andet kunsthånd­ værk, var formentlig i de færreste tilfælde identisk med ham, der udvandt jern og smedede våben og redskaber til lands­ byens brug. Den første var snarest den, der rejste omkring, mens den anden boede fast i sin landsby. Den første kunne medbringe sine råvarer og redskaber på rejsen, den anden havde svært ved det. Smeden var specialist, og hans håndværk kunne ikke ud-

De to vævetyper, der blev anvendt i tiden omkring vor tidsregning, opstadvæven til venstre, rundvæven til højre. Jernalderens væve er aldrig fundet, men de kan rekon­ strueres ved hjælp af klæde og stofstykker, der er bevaret i moser og i grave. Selv gan­ ske små stumper kan fortælle om både væv og væveteknik, og på den måde er det blevet klart, at jernalderbefolk­ ningen havde to forskellige vævetraditioner, der var geografisk betinget. I Nord­ jylland, på Nordfyn og på Sjælland brugte man rundvæ­ ven, i resten af landet op­ stadvæven. Grænsen i Jyl­ land, der går fra Horsens til Ringkøbing, kendes også i mange andre sammenhænge som en vigtig kulturel skilleli­ nie, hvis eksistens kan be­ tyde, at det var to forskellige stammer med forskellig tradition, der her grænsede op til hinanden.

føres af alle. Det har vi bl.a. et tydeligt bevis på i Hoddelandsbyen, hvor der kun fandtes én smedje. I løbet af de halvandet hundrede år, hvor landsbyen eksisterede, flyttede smedjen dog fra én gård til en anden. Vi ved naturligvis ikke, om de to smede har været medlemmer af samme slægt, eller om flyt­ ningen er udtryk for, at en anden smed kom til. Når vi i Hodde kan fastslå, at man havde en smed i lands­ byen, skyldes det, at affaldet, slaggerne, er uforgængeligt. Andre håndværkere som f.eks. snedkeren og tømreren efter­ lader sig ingen spor. Derfor ved vi ikke, om også disse hånd­ værk var specialiserede. Skibsbygning - og vel også vogn­ fremstilling - må have været det. Men hvad med husbygning? At tømrerhåndværket var professionelt, vidner huskonstruk­ tionerne om. Og deres ensartethed fra landsby til landsby kunne også tyde på, at det har været i hænderne på tømrere, som ikke blot har bygget for en enkelt familie eller landsby. Pottemageriet, som en enkelt af de større gårde praktiserede igennem hele Hoddes levetid, var mere generationsbundet og lokalt. Men denne ene gård dækkede åbenbart ikke hele lands­ byens behov, for også andre tog fra tid til anden del i frem­ stillingen af lerkar. Det var dog ikke alle og enhver, der kunne fremstille de mange og meget smukke lerkar. Det krævede ikke blot hånde­ lag at forme krukker og kar uden brug af drejeskive, men også indgående viden at styre den temmelig komplicerede bræn­ ding.

Håndværkere og specialister

125

Lerkar fra Viborg amt med stempelornamentik, bl.a. fo­ daftryk. Denne særprægede stempelornamentik blomstre­ de i nogle generationer af æl­ dre romertid, men i øvrigt kun i Vendsyssel og Himmer­ land. Da pottemagerne efter al sandsynlighed var kvinder, røber de små stempelmærker antagelig udstrækningen af det område, hvor de nordjy­ ske landsbyer opretholdt ind­ byrdes ægteskabelige forbin­ delser.

126

Bondelandet

Fra Hodde kendes resterne af en pottemagerovn fra ældre jernalder. Kun indfyringsskakten og det nu opfyldte hulrum, hvor karrene har stået, var tilbage, men ud fra polske og nordtyske fund har det alligevel været muligt at rekonstruere Hoddeovnen ret nøje. Efter al sandsynlighed bestod den af en kuppelformet over­ del af ler med en rist i bunden på ca. en kvadratmeter, hvorpå lerkarrene stod - med bunden i vejret. Ved at regulere ilttilfør­ selen under brændingen gav man lerkarrene forskellig farve: sort, hvis den blev reduceret, og rødbrun, hvis der kom mere luft til. Ved brændingen, der tog en dags tid, skulle ovntempera­ turen op på 800-900 grader. Der har derfor været stort behov for brændsel, sikkert både lyngtorv, mosetørv og trækul, og alene indsamlingen har været et slid. Men før man overhovedet kom så langt, havde der været et omfattende forarbejde. Der skulle skaffes velegnet ler, som i Hodde blev gravet op i en nærliggende lergrav og derpå kørt hjem til landsbyen. Råleret skulle helst graves op om efteråret,

□□□ sit

EIEICI

□i

ui m

og vinteren igennem lå det i bunker i landsbyen, dækket af græs eller lyngtorv. Først det efterfølgende forår var det tjen­ ligt til at blive æltet og forarbejdet. Under æltningen skulle leret blandes med sand, fint eller groft afhængig af karrets form og funktion, og både sand og grus måtte derfor også graves op og fragtes til landsbyen. Det er forståeligt, at hele denne proces var mere, end en enkelt person kunne overkomme. Mange har sikkert været med i arbejdet, men det var pottemageren, der sad inde med håndelaget og den nødvendige fagkundskab. Selv om kvaliteten af keramikken var meget vekslende, fra de simple husholdningskar til det fint forarbejdede bordservi­ ce, var det først og fremmest dagligdags brugsgenstande, som i princippet kunne fremstilles af enhver, og hvis kvalitet ude­ lukkende afhang af pottemagerens dygtighed. Lerkarrene blev fremstillet i - og til - de enkelte landsbyer; de er ikke blevet handlet ud over lokalsamfundet, og pottema­ geren har næppe været omrejsende, som vi forestiller os, at kunstsmeden har været. Alligevel viser den finere keramik nogle helt klare regionale grupperinger med ensartede karfor­ mer og ornamentik: en nordjysk, en midt/østjysk og en søn­ derjysk gruppe, samt en for henholdsvis Fyn, Sjælland og Bornholm. Det er svært at forstå, hvordan dette ensartede præg kunne opstå, når hver landsby havde sine pottemagere. Det var kvin­ derne, der, som i de fleste ikke-industrialiserede samfund, forestod lerkarfremstillingen. Små, glatte sten, glittesten, der blev brugt til overfladebehandling af den finere keramik, ken­ des i flere tilfælde fra grave, som med sikkerhed rummer kvinder. Ensartetheden kan da være en følge af giftermål, hvor det var kvinderne, der flyttede til mandens landsby. Fra bygd til bygd har kvinderne bevæget sig i vidt for­ grenede ægteskabsalliancer mellem landsbyerne, og hver gang har de som unge bragt en hjemlig pottemagertradition med sig. Små variationer i ornamentmotiver eller karformer kan på den måde blive overført og optaget i andre landsbyers traditionelle former. Inden for de områder, hvor man giftede sig med hinanden, fik lerkarrene derfor et ensartet præg. De regionale grupper er således næppe udtryk for „værk­ stedskredse" eller handelsforbindelser, men snarere for poli­ tisk og kulturelt sammenhørende landsdele eller stammeom­ råder, inden for hvilke folk havde nær kontakt med hinanden bl.a. gennem giftermål, omvandrende specialister, tuskhan­ del og årlige markeder. Vi vil senere se, at gravformer og begravelsesritualer følger samme nye mønster. Håndværkere og specialister

127

Grave i tusindvis

Den afdækkede, uåbnede storstensgrav fra Løvel Vand­ mølle i Vendsyssel, set fra øst. Forrest i billedet ses de knuste lerkar fra mad- og drikkeofre, der blev stillet ved graven. Disse store, stenbyggede kister, der normalt er anlagt i retningen øst-vest, er opbygget af kampesten i en, to eller tre skifter, anbragt således, at den flade side vender indad i gravrummet. Væggene er indsnævret foroven, fordi de øvre skifter rager lidt ind over gravrummet, og mellemrum er udfyldt med mindre sten. Kisten er normalt lukket med et dække af tre-fire store sten, der som her er anbragt på tværs af gravrummet, men også trædække har været anvendt, eventuelt med mindre sten over låget.

128

Grave i tusindvis

Aldrig havde landet været så tæt befolket, og aldrig havde begravelsesritualerne været så varierede som netop her i de første to hundrede år efter vor tidsregning. Ikke mindre end 5000 grave kendes fra dette korte tidsrum, og det er mere end fra nogen tidligere periode af samme længde. Tallet er faktisk endnu mere imponerende, når man ved, at tidens grave slet ikke er synlige i det danske landskab, men udelukkende kommer for dagen ved jordarbejde. De allerfleste grave fra ældre romertid er nemlig anlagt under flad mark, dvs. uden nogen form for ydre kendetegn, der i dag kan lede os på sporet af deres eksistens. Det betyder, at man som arkæolog ikke kan beslutte at udgrave en grav­ plads fra ældre romertid, som det er muligt med f.eks. en tuegravplads fra den tidlige jernalder, en storhøj fra bron­ zealderen eller en af stenalderens kæmpegrave. Man må vente på, at de dukker op ved et tilfælde, sædvanligvis ved mark­ arbejde eller i forbindelse med en eller anden form for anlægs­ arbejde. Når romertidsgravene har været vanskeligere at finde end så mange andre perioders grave, betyder det på den anden side også, at de har været bedre beskyttet mod gravrøvere og ødelæggelse, både i fortiden og i nutiden. At det virkelig er gået alvorligt ud over landets mange kæm­ pehøje, fremgår med al tydelighed af et cirkulære fra 1793, udsendt i forbindelse med de store vejbyggerier, der fandt sted overalt i Danmark på denne tid. Heri anbefales det nemlig at lægge vejene så tæt op ad større højgrupper, at deres stenog grusmateriale let kunne udnyttes! Sidenhen fulgte en årrække med anlæg af jernbaner og havne, hvor der ligeledes var god brug for højenes sten og grus. Sammen med landbrugets mere intensive dyrknings­ form og de store inddragelser af nyt land betød det, at der skønsmæssigt i løbet af 150 år blev sløjfet hen ved 100.000 (et hundrede tusinde) oldtidsminder. I tusindvis af forhistoriske høje endte altså som grus og skærver i bunden af de nyanlagte veje og jernbanelinier, mens et tilsvarende antal grave under flad mark sikkert blev ødelagt ved oppløjning. Mens de synlige høje siden 1937 har været beskyttet gennem en fredningslov, kan en tilsvarende lovbe­ stemmelse ifølge sagens natur ikke beskytte de oldtidsminder, der som romertidsgravene ligger under jorden - ukendte ind-

til det tidspunkt, hvor ploven rammer dem. Imidlertid fastslår loven, at sådanne grave ikke må fjernes, før arkæologerne har haft lejlighed til at undersøge dem, og dette medfører, at Danmarks museer til stadighed modtager anmeldelser om fund af romertidsgrave ved pløjning og ved anlægsarbejder. Når landmænd og bygningsarbejdere jævnligt støder på grave fra romersk jernalder, hænger det også sammen med, at mange af disse er jordfæstegrave, hvor selve kisten har været gravet et godt stykke ned i jorden. Her bød forskrifterne ofte, at man satte sten omkring den eller måske endog dækkede den med et stentæppe. Naturligvis er en sådan grav vanskeligere at overse, når først ploven eller gravemaskinen har ramt stene­ ne eller kistens indhold, end f.eks. brandpletten, der med sine sparsomme bålrester lettere piøjes ud eller forsvinder ube­ mærket ved bortgravning. Rigdommen på grave kunne give det indtryk, at Danmark havde en større befolkning i ældre romersk jernalder end i resten af jernalderen, hvor gravfundene er langt færre. Dette er formentlig en illusion. Men sikkert er det, at der er flere gravfund - mange flere.

Jernalderens ældste stammeområder Når man bor fast i landsbyer og gårde på en jord, man kalder sin egen, udvikler der sig en stærk bevidsthed om „vores'7 land og „de andres". Men befolkningen har også opfattet sig selv som del af et større socialt, politisk og geografisk fællesskab. I Nordjylland, i Østjylland, i Sønderjylland, på Fyn, Langeland og Lolland, på Sjælland og på Bornholm vidner gravfundene om, at man i hvert område havde egne skikke. Vi har set det i pottemageriet, men også gravritualerne følger de samme re­ gionale traditioner. Lad os derfor samle opmærksomheden om de mest karakteristiske gravformer i forskellige egne af landet. På den måde kan vi få en klarere fornemmelse af de lokale skikke og deres betydning. Naturligvis er det kun en mindre del af de oprindelige be­ gravelsesritualer, der er bevaret for eftertiden. Sangene, dan­ sene, klædedragten, måltiderne, processionerne osv. er for­ svundet for altid, og tilbage er alene de håndgribelige dele af ceremoniellet: graven selv og de gravgaver, som den døde havde fået med sig. Men herigennem får vi alligevel en vigtig nøgle til at forstå det samfund, som jernalderens mennesker levede i i århundrederne e.Kr., og frem for alt viser begravel­ serne, hvordan de selv ønskede, at andre - deres naboer og slægt - skulle opfatte dem.

130

Grave i tusindvis

Den drivende kraft bag ud­ gravningen af de fleste sten­ byggede grave var Vendsys­ sels historiske Museums mangeårige leder Holger Friis. Her er han fotograferet med udbyttet fra sin første udgravning i 1910 af en sten­ kiste ved Skeen Mølle: 42 lerkar og fem små jernknive. De hører dog ikke til én og samme begravelse, for i Nordjylland møder man det mærkelige og for samtiden helt enestående træk, at der ofte er gravlagt flere i den samme stenkiste. Det må være sket på den måde, at kisten med generationers mellemrum er blevet åbnet for en ny begravelse. Til slut kan kisterummet være fyldt fra gulv til loft med grave.

Gravskikken i ældre romersk jernalder er den mest kom­ plekse i hele forhistorien, og gravene rummer et sådant væld af informationer, at vi kun kan omtale en ganske lille del. I det følgende skal vi koncentrere os om to områder, Nordjylland og Østjylland. Det sker for at vise, hvordan det lykkedes be­ folkningen i to så nærtstående landsdele at markere, hvor de hørte til. I Nordjylland findes nogle af de største gravkonstruktioner fra denne tid. Det er kampestenskisterne, som er almindelige i Vendsyssel, i Himmerland og delvis i Thy. De største, som kan blive op til tre meter i længden og et par meter i bredden, findes udelukkende i Vendsyssel. Men selv om stenkisterne er så almindelige - der kendes næsten 500 - har man også haft andre måder at begrave sine døde på. Til Vendsyssel hører endnu en særegen gravform, nemlig jordgraven uden stenkonstruktion, men med en telt­ formet overbygning af træ. Disse to gravtyper er særegne for Nordjylland. Ved siden af dem findes imidlertid også mange andre gravformer: alminde­ lige jordfæstegrave, brandpletter og urnegrave. De ligger nor­ malt sammen på gravpladser, hvoraf de største dog ikke rum­ mer mere end 30-40 begravelser. Hertil hører f.eks. pladser

Jernalderens ældste stammeområder

131

Rekonstruktionstegning af en nordjysk grav med teltformet overbygning, som den må have set ud i snit. Efter be­ gravelsesceremonien er de 10-12 cm tykke gavlstolper anbragt i hver sit pælehul. Stolperne har været omkring en meter, dvs. omtrent som gravens dybde. Oven på stolperne blev der anbragt en vandret ås, og op ad denne, med 10-15 cm's mellemrum, to rækker skråtstillede stok­ ke. Det er muligt, at taget har været yderligere tætnet med græstørv. Til slut er det hele blevet dækket af den op­ gravede jord, så den dødes hvilested kom til at fremstå som en lav høj.

132

Grave i tusindvis

som Hellebjerggård, Glarkrogen, Gjurup og Hjørring Kirke­ gård, som alle ligger i eller omkring Hjørring. Selv om gravformen altså varierer en hel del, er gravgaverne næsten altid de samme. Det normale er et bordservice med skåle, fade, kopper og kar til alle formål. Man sørgede om­ hyggeligt for, at der var mad og drikke nok til den sidste rejse - den døde skulle i hvert fald ikke lide nød. Jernkniven var også ved hånden; den var nødvendig under måltidet til at skære kødet ud med. Alting havde sin faste plads omkring den døde. Selv så små ting var altså ikke overladt til tilfældigheder, men underlagt faste rituelle forskrifter. I Østjylland var gravene mere ensartede og gravgaverne endnu mere stereotype. Foran den dødes ansigt, og det vil altid sige i kistens sydvestlige hjørne, stillede man en stor krukke, et mindre hankekar og et højt fodbæger, hvori der yderligere lå en lille hankekop. I det sydøstlige hjørne, ved ligets fødder, stod et stort fad med en lille skål indeni. Imellem de to grupper af lerkar lå maden på en bakke af træ, og herpå lå også kniven, så udskæring af kødet var let at gå til. De østjyske grave er store og næsten kvadratiske, fordi den omfattende bordopdækning blev særdeles pladskrævende. Kisten var tømret sammen af planker, men selv om den kunne være støttet af en ydre stenramme, var der aldrig tale om nogen egentlig stenkonstruktion. Oven på låget var der ofte anbragt et par større sten eller et helt dække af mindre, inden graven blev kastet til. For eftertiden har gravene været skjult under jordens over­ flade, men oprindelig må de have været afmærket på over­ fladen. Det kan man slutte derved, at de senere begravelser på de store gravpladser aldrig beskadiger ældre grave. Store gravpladser med meget ensartede „lerkargrave" er karakteristiske i to ganske bestemte egne: Sønderhald herred

Eksempel på en østjysk „lerkargrav", her fra Vester Lisbjerg ved Århus. I Natio­ nalmuseets arkiv ligger i hundredvis af tegninger som denne, udført i forbindelse med udgravningerne af de store gravpladser på Djurs­ land og ved Århus i be­ gyndelsen af dette århundre­ de. Det er kun småting, som adskiller de enkelte grave fra hinanden; stenrammen kan være større eller mindre, eller den kan helt mangle; kistens dimensioner kan variere, men gennemsnitsmålene er 250-275 cm lange og 175-200 cm brede, og de er gravet ned i en dybde af henved en meter. På de østjyske grav­ pladser ligger disse store lerkargrave sammen med de mere uanselige brandgrave.

C.

?*3

på Djursland og det lille Lisbjerg sogn ved Århus. Her findes pladser ved f.eks. Virring, Langkastrup, Ryomgård og Hvils­ ager mod nord, og ved Århus f.eks. Bulbjerg og Plankebak­ ken. Det er også her, at gravskikken er mest stereotyp og underlagt meget faste rituelle forskrifter, der ikke kendes fra lerkargrave i andre dele af Østjylland. Ensartede grave, standardiserede gravgaver, omhyggeligt udførte ritualer, hvor intet tilsyneladende var overladt til til­ fældighederne eller det personlige initiativ, er billedet af gravskikken i henholdsvis Nordjylland, hvortil også Himmer­ land hører, og i Østjylland, som i denne sammenhæng stræk­ ker sig fra Djursland til områderne omkring Horsens-Vejle. Hvor de forskellige områder grænser op til hinanden blan­ Jernalderens ældste stammeområder

133

des gravskikkene, for det er levende mennesker, der oprinde­ lig har skabt dem. Men det er påfaldende, at i de egne, hvor der er mange grave (i Østjylland også de største gravpladser), møder man samtidig de mest ensartede og formelle ritualer. Ingen skilte sig reelt ud fra fællesskabet. De forskelle, der indbyrdes eksisterer mellem de to om­ råder, drejer sig hovedsagelig om de „gratis" ritualer, dem, der alene kostede den tid, som der medgik til at grave graven, bygge kisten, samle stenene. Dertil hører også forskelle i ler­ karformer, i gravgavernes placering i kisterummet, i gravens orientering og den dødes placering. Disse traditioner tjente alene til at vise, at befolkningen i hver sin egn havde et fælles­ skab, som alle frie mænd og kvinder i princippet var lige­ værdige medlemmer af. Ingen skilte sig ud ved særlige grav­ gaver eller ritualer. I resten af landet var det ikke dette princip, der var mest iøjnefaldende. Et virvar af forskellige gravformer viser et langt mere nuanceret billede, og store værdier stilles til skue og ofres, når fremtrædende personer går bort. Kun på de store gravpladser, hvoraf de største findes på Fyn (Møllegårdsmarken ved Gudme) og på Bornholm (Slusegård), genfinder vi en ensartethed, som i nogen grad kan sammen­ lignes med de nørrejyske. Men hver for sig har de enkelte områder deres særkender. I Syd- og Sønderjylland er det de lange, smalle og ofte dybe jordfæstegrave, hvis sider kan være pakket med sten. Den døde har ligget i en bulkiste, en udhulet stamme, og grav­ gaverne måtte derfor anbringes oven for hovedet eller neden for fødderne, hvor der var plads i det smalle kisterum. Utallige er de variationer, som jordfæstegravene kunne op­ træde i. Kistens og gravens udformning, den dødes orien­ tering efter verdenshjørner og placering i kisterummet sam­ men med de eventuelle gravgaver osv. Det er dog ikke overalt, at den gamle brandgravskik er trængt så stærkt tilbage som i Nørrejylland. I Sønderjylland, på Fyn, Langeland, Lolland og på Bornholm er den stadig stærkt i brug, og kun på Sjælland er den nye skik med ubrændte grave slået helt igennem. Der er endnu en enkelt gravplads, som skal omtales, fordi den rummer nogle særprægede grave, som vi i anden sam­ menhæng kommer tilbage til. Det drejer sig om den store gravplads ved Slusegård på sydspidsen af Bornholm, som med sine 1400 grave dækker tidsrummet fra det sidste år­ hundrede f.Kr. til ind i det femte århundrede e.Kr. De allerfleste grave på Slusegård er brandgrave, men der findes også jordfæstegrave i trækiste eller i stenkiste med 134

Grave i tusindvis

Dobbeltgrav fra gravpladsen ved Slusegård på Bornholm. Den usædvanlige grav rum­ mer skeletterne af to perso­ ner, der er blevet slået ihjel. Den ene har været et stort barn eller et ganske ungt menneske, hvis hoved er hugget af og øjensynligt ikke er kommet med i graven. Den anden er en voksen person, hvis hoved nok er med i graven, men skilt fra kroppen, og hvis højre arm og fod er bøjet med vold. Gravgaverne bestod af en lille blå glasperle, et lerkar samt to almindelige knive, en syl og en halvmåneformet kniv af jern. Måske er det ikke tilfældigt, at der findes lige så mange våbengrave på Born­ holm som i resten af landet tilsammen - denne grav tyder i hvert fald på, at øen kunne være et ufredeligt sted at leve.

trælåg. Særlig bemærkelsesværdig er en gruppe på ca. 45 bådgrave, hvoraf de ældste stammer fra 2. årh. e.Kr. Båden erstattede selve kisten, enten ved at den døde blev anbragt inden i den eller neden under den. I det sidste tilfælde var båden kølvendt, hvorved den dannede en slags kistehvælving hen over den døde. Nogle både var intakte, mens andre var skåret af i begge stævne, så kun den midterste og bredeste del var tilbage - ikke netop noget sødygtigt fartøj, men en brugbar kiste! Det er ikke alene en særpræget form for kiste, som må fortælle om en befolkning med stærk tilknytning til havet, men den giver også et forbløffende godt indblik i datidens småfartøjer, som vi ellers ikke kender noget til. jernalderens ældste stammeområder

135

Gravskikken i ældre romertid giver indtryk af nogle af de virkemidler, som jernalderens befolkning havde til deres rå­ dighed, når de følte behov for at understrege en kollektiv identitet. De bestod af en række ritualer, som enhver familie havde mulighed for at tage del i. De forskelle, som kan ses i gravene, samler sig om nogle til tider meget klare regionale grupper, der i det store og hele svarer til en landsdel. Men hvad betyder dette regionale fællesskab af faste forskrifter og normer? Undersøgelser fra de senere år blandt nulevende folkeslag har vist, at behovet for at demonstrere fælles identitet, hvad enten det er i klædedragt, smykker eller gravformer, i nogen grad er betinget af et ydre pres. Det kan være lokalt mellem forskellige grupper i samfundet eller regionalt mellem for­ skellige stammer, som ligger i indbyrdes konflikt eller konkur­ rence. Der kan også være tale om et pres udefra mod traditio­ nelle livsformer og normer, f.eks. fra områder som er under social, økonomisk eller politisk forandring og derved direkte eller indirekte truer naboområderne. Disse generelle iagttagelser synes på en række områder at kunne forklare de regionale særpræg og variationer i Dan­ marks ældre romertid. Som vi har set, var det en tid præget af ekspansion og økonomisk opsving. En vis social polarisering var også under udvikling, og i nogle områder gik det stærkere end i andre, måske især i de egne hvor man handlede ivrigt med romerne, som f.eks. i Østdanmark. I en anspændt situation som denne kan man derfor for­ vente, at befolkningen i de områder, hvor man føler sig mest presset, også tydeligst vil markere et fællesskab, f.eks. gen­ nem gravritualerne - en slutten op omkring gamle traditioner som et værn mod forandringerne. Dette sker mest udpræget i den nordjyske og i den østjyske gruppe. Samtidig viser disse regionale traditioner helt konkret grænserne for, hvor man hørte til, og hvem man omgikkes, hvad enten der var tale om ægteskaber eller handel. Vi kan kalde disse regionale grupper for stammeområder; det er, hvad Tacitus kalder dem. Men der ligger heri mere end det, vi almindeligvis forstår ved en primitiv stamme uden samlet politisk ledelse. I jernalderens Danmark havde der allerede udskilt sig et ledende aristokrati af storhøvdinge. Samkvemmet i de traditionelle regionale stammeområder var således led i et større og mere fasttømret politisk sammenhold omkring fælles ledelse af disse områder. Men, som vi senere skal se, var denne gruppe af ledende storhøvdinge ikke be­ grænset eller bundet af stammegrænserne. 136

Grave i tusindvis

Med gods og guld Dobbeltgrav fra Dollerup ved Kolding under udgravning. Ud fra billedet kan det være vanskeligt at få indtryk af, hvor rigt især den ene af disse grave egentlig er ud­ styret. Den rummer bl.a. to smukke romerske bron­ zespande og to forgyldte sølvbægre (se side 144), som har stået på en træbakke. Til det personlige udstyr hører to guldfingerringe, to sporer af bronze og jern med indlagt sølvtråd (se side 106), en bøjlenål og en perle af sølv samt en lille jemkniv med sølvbelægning på træskaftet. Gravens rigdom sættes yder­ ligere i relief af den anden grav, som ikke blot indeholdt langt færre gravgaver, men hvis kvalitet også var be­ tydelig ringere.

Fra tiden omkring begyndelsen af vor tidsregning var Dan­ mark en integreret del af det nordlige Europa, som romerne aldrig fik held til at underlægge sig, og som derfor kaldes det frie Germanien. Området var præget af en fælles germansk kultur, der aftegner sig i det arkæologiske fundmateriale, og som næsten overalt rummer høvdingegrave og romersk im­ port. Overraskende nok eksisterer der en tydelig forskel mellem de rige grave på Øerne og i Jylland. I Syd- og Sønderjylland var det, ligesom allerede i førromersk jernalder, altid krigergrave­ ne og nu også ryttergravene, der var fornemt udstyret, mens det på Øerne især var kvinderne, hvis velstand blev vist i gravene. I nogle tilfælde udstrækkes denne rigdom til mænd uden våben, dvs. mænd for hvem det ikke har været vigtigt eller nødvendigt at understrege en særlig militær rang. I det vestlige Danmark var det altså krigeren, i øst stor­ mandens kone (eller ham selv), der blev gravlagt under ud­ foldelse af de mest overdådige begravelsesritualer. Romerske bronzer, glas og sølvskåle blev sammen med smykker af ædel­ metal anvendt til at understrege, at „den første blandt ligemænd" indiskutabelt var både den første og den største.

Den øvrige befolkning måtte overalt i landet nøjes med lerkar, jernknive, almindelige bøjlenåle, småredskaber, lidt glasperler og lignende. Krigeren kunne dog stadig få sine våben med. Sammensætningen af gravudstyret varierer fra egn til egn og følger ret nøje stammegrænserne. Kun i de fynske grave findes nu f.eks. glittesten, og i Nordjylland op­ træder ofte små runde sten, op til 35, hvis betydning er usik­ ker. Også antallet af lerkar kan veksle fra område til område. Det hører også til billedet, at våben f.eks. slet ikke forekommer i grave på Sjælland, mens de til gengæld er næsten obligatori­ ske i bornholmske mandsgrave. Overalt er der dog en klar tendens til, at områder med store fælles gravpladser og meget ensartede begravelsesformer som f.eks. Nord- og Østjylland, også har et standardiseret og be­ skedent gravudstyr. Det svarer godt til den herskende ideologi om fællesskabet og enheden, om et samfund, hvor alle i teorien var ligeværdige medlemmer; men alligevel har nogle grupper eller familier kunnet konsolidere sig både politisk og økonomisk. I så fald viste de det blot ikke i deres grave, og derved kom de til at ligne den germanske ledertype, som Tacitus har beskrevet og som vi kender fra førromersk jernalder. I andre dele af landet kan man derimod se, hvordan en lille gruppe mennesker ønskede at vise, at de hævede sig over det lokale fællesskab. Deres grave var større, dybere og bedre bygget, og gravgaverne bestod af fremmede romerske bronzer og smykker af guld og sølv. Herved kom de til at ligne hinan­ den mere fra egn til egn end deres egen landsdels indbyggere. For yderligere at understrege deres høje status var gravene altid placeret uden for de fælles gravpladser. Det er næppe tilfældigt, at disse stormandsgrave findes i landsdele, hvor gravskikken er den mindst stereotype og grav­ gaverne de mest varierede. Inden for visse rammer var der nu plads for den individuelle udfoldelse, mens enheden og fæl­ lesskabet til gengæld fortonede sig. Normer og skikke ser ud til at være under hastig omformning, samfundsideologien under nedbrydning. Nu kan man med rette spørge, om vi virkelig kan være så sikre på, at gravfundene afspejler samfundet, som det reelt har været. Svaret må blive både ja og nej! Gravene rummer nogle vigtige signaler om, hvordan bestemte personer/familier eller samfundsgrupper ønskede, at andre skulle opfatte dem, og dermed siger de også en hel del om, hvad det var for et samfund, disse mennesker levede i. Men det forudsætter, at vi er i stand til at skelne mellem de faktiske forhold og jernal138

Grave i tusindvis

Stor, smukt udformet guldberlok fra Bornholm og lille sølvberlok fra Skanderborg amt. Disse små fine hængesmykker findes i næsten enhver rig kvindegrav fra ældre romersk jernalder. Til halssmykket hører, foruden berlokken, også to små guld­ perler af spiraltråd og en lille S-formet hægte, mens op­ hænget er forsvundet, vel­ sagtens fordi det var en tynd tråd - måske af flettet hår. I sjældne tilfælde findes berlokkeme i mere jævne lerkar­ grave fra Østjylland, men her er de altid fremstillet i sølv - modsat i resten af landet, hvor de er af guld.

dermenneskenes egen fortolkning af deres begravelsesritua­ ler. Når gravene vidner om fællesskab og lighed, er dette ikke nødvendigvis et billede på samfundet, som det i realiteten var, men kan også være udtryk for et bevidst ønske om at sløre virkeligheden. Etnografiske iagttagelser af begravelsesritualer i såkaldt pri­ mitive samfund verden over giver en vigtig viden om, hvor­ dan mennesker til andre tider og i andre samfund har forholdt sig til døden. I dag er disse traditionsbundne høvdingedøm­ mer og småstater ganske vist forsvundet - eller i det mindste forandret til ukendelighed de allerfleste steder, men etnogra­ fer og opdagelsesrejsende i forrige århundrede kunne stadig opleve dem - sikkert med den samme undren som en dannet romer ville have følt, hvis han havde rejst mellem stammefol­ kene i det barbariske Germanien. Det går overalt igen, at begravelsesritualerne viser væsent­ lige træk ved det samfund, som de udøves i. Således findes komplicerede gravritualer normalt i samfund med en differen­ tieret social opdeling; enkle gravritualer i samfund af mere ensartet karakter. Desuden varierer både gravformen og grav­ godset oftest efter køn og alder, rang og position. Derfor tør vi også gå ud fra, at de mange forskellige gravritu­ aler, der findes i Danmark i de første århundreder e.Kr., som hovedregel er udtryk for, at der fandtes større sociale forskelle i visse områder af landet end i andre. Den udvikling, hvis begyndelse vi kunne iagttage i de forudgående århundreder, havde nu for alvor taget fart. Det var krigeren og stormanden, der tegnede den nye sam­ fundsorden. De førende familier lagde vægt på at vise, at deres døde var noget ganske særligt, og de havde udviklet en ideolo­ gi, der var uforenelig med fællesskabets. Det var dem, der havde adgang til de kostbare og eksotiske romerske varer og kunne smykke sig med ædelmetaller. Det var også i deres grave, at det bedste lokale kunsthåndværk blev givet med. Men samtidig holdt man i store dele af landet stædigt fast ved fællesskabets ideologi. Alle blev begravet på de samme store gravpladser, og lederne skilte sig ikke ud ved mængden og kvaliteten af gravgaverne. Disse regionale forskelle vidner om, at det var en brydningstid, socialt og økonomisk. Man havde ikke overalt accepteret de nye tider, hvor gods, guld og magt efterhånden samledes hos nogle ganske få. Men hvem var disse mennesker egentlig, og hvorfor var det pludselig blevet så vigtigt for dem at skille sig ud fra fællesskabet? Noget af svaret skal findes i de verdenspolitiske begivenheder, som blev affødt af den store nabo - Det romerske Rige. Med gods og guld

139

En stormand af romersk format

Det fornemste af alle romer­ ske drikkesæt, som nåede ud til de germanske høvdinge i de første årh. e.Kr., er fundet i Hoby på Lolland. På billedet ses resterne af den store bronzespand med beslag, der er udformet som menneske­ ansigt, det store, runde bronzefad med Venusmedal­ jonen i midten, en lille kande med kløverbladsmunding, en stor kasserolle med ind­ vendige målemærker (til vin), bronzebakken med de to store sølvbægre, en lille sølvkop med påsat hank af bronze samt af hjemlig til­ virkning bøjlenåle, kniv, bæltespænde, guldfinger­ ringe, drikkehornsbeslag og lerkar.

140

Grave i tusindvis

Et af de klareste beviser på en nær og måske endog personlig kontakt mellem den nye romerske verdensmagt og det bar­ bariske Norden findes i en stormandsgrav fra Hoby på Lol­ land. Med sit udsøgte indhold af gravgaver, der forener det bed­ ste af den romerske og det bedste af den hjemlige kunst­ håndværkertradition, hæver den sig langt over alle andre af tidens fornemme stormandsgrave, ikke blot i Danmark, men i hele det germanske Mellem- og Nordeuropa. Den gravlagte var en mand; at dømme efter de få jordiske rester var han midaldrende. I hans kiste stod en bordop­ dækning, som havde været en fornem romer værdig: de skøn­ neste drikkebægre af sølv, og af bronze en bakke, et fad, en kande, en kasserolle og en spand. Desuden fandtes bron­ zebeslagene til to drikkehorn, der i modsætning til det øvrige repræsenterede den hjemlige drikketradition. Hertil kom tre ganske almindelige lerkar og et par solide svineskinker, der skulle sikre, at rejsen til det hinsides ikke kom til at foregå på tom mave. Som sit personlige dragt- og smykkeudstyr havde han ikke mindre end syv bøjlenåle, heraf de fem af sølv med guldbe­ lægning og de to af bronze, et fint leddelt bæltespænde af bronze, to svære guldfingerringe, en bronzekniv, en lille ben­ nål samt forskellige beslag af jern og bronze - alt udført af lokale kunsthåndværkere. Udstyret er det eneste komplette drikkeservice, der er fun­ det uden for den romerske verden, og de to store sølvbægre er unikke. At de er fremragende eksempler på den græsk-inspirerede romerske sølvsmedekunst i årtierne omkring be­ gyndelsen af vor tidsregning er dog sikkert nok. De er da også signeret med den græske kunstnersignatur: „Cheirisophos gjorde det". Selv om bægrenes billedverden egentlig ikke har noget med dansk forhistorie at gøre, skal vi alligevel for et øjeblik rette opmærksomheden mod dem for at fornemme den klassiske skønhed, som også høvdingen i Hoby må have følt, når han sad med dem i hænderne. Om han også kendte Homer og dermed de afbildede historier, er naturligvis en anden sag, men både grækerne og romerne har i hvert fald gjort det. På det ene bæger gengives en scene fra Iliaden. Forhistorien var den græske helt Achilleus' tvekamp med den troiske kong Priamos' søn, „den strålende Hektor", som Achilleus havde dræbt og derefter slæbt i støvet bag sin stridsvogn omkring

De to store sølvdrikkebægre fra Hoby er ensdannede og udgør et par. De består af en svær indsats, en glat og finthamret skål, hvorover den ydre kappe med de indefra opdrevne relieffer er anbragt. Indsats og kappe holdes øverst sammen af en påloddet mundingsrand, for­ synet med to hanke; for­ neden med en kraftig cirkel­ rund bund. Hvert bæger vejer omkring et kilo, og under bunden på begge findes indridset den nøjagtige vægt samt navnet „Silius".

142

Grave i tusindvis

Trojas mure for til slut at efterlade liget som føde for hunde og fugle, udækket af jord. Om natten vovede den gamle konge sig ud til grækernes lejr og ind i teltet til Achilleus, som han bønfaldt om lov til at begrave sin søns mishandlede lig. Ved gudernes mellemkomst lykkes det at formilde Achilleus, og det er denne scene, hvor den gamle kong Priamos knæler for sin søns banemand, der er hovedmotivet på dette bæger (her­ over), der også viser den græske lejr med de sovende soldater. På det andet bæger fremstilles sagnet om den græske helt Filoktet (til højre). Det var ham, der ejede Herakles' berømte bue, uden hvilken Troja ikke kunne indtages. Undervejs hertil blev han imidlertid bidt i benet af en slange og efterladt på øen Lemnos til en tilværelse som eneboer i de ti år, hvor grækerne kæmpede ved Trojas mure. Et sandsagn fra guderne fortalte dem, at byen kun kunne falde for Herakles' bue, og Odysseus rejste til Lemnos sammen med Diomedes for at fralokke den gamle hans bue. På bægerets ene side ses den scene, hvor Odysseus besnakker den gamle, syge mand og samtidig lister den kostbare bue fra ham, hen mod den ventende Diomedes (nederst), mens den anden side viser selve det skæbnesvangre slangebid ti år tidligere: såret i foden vaskes af kammeraterne, mens slangen smutter ned i sit hul (øverst). Over begge fremstillinger hviler en egen skønhed i relieffer-

En stormand af romersk format

143

De romerske sølvkopper, der næsten altid optræder parvis i gravene, er fra Hoby på Lolland, Dollerup ved Kol­ ding, Byrsted i Himmerland og Mollerup ved Viborg. Hertil kommer den lille sølv­ kop med hjemmelavet hank fra Hobygraven. Sammen med de romerske drikkestel af bronze, de talrige lerkar og madgaver, som også findes i gravene, fortæller de om en befolkning, for hvem målti­ der og drikkelag var en yndet beskæftigelse. Tacitus be­ skriver det således i sin bog om germanerne: „Intet andet folkeslag ofrer mere på sel­ skabelighed og gæstfrihed. At nægte noget menneske, hvem det end måtte være, adgang til sit hus, anses for en syndig handling. Enhver tager imod sin gæst med et så veldækket bord, som hans midler tillader ham det. Når maden slipper op, anviser den gamle vært en ny og følger selv sin gæst derhen. Og skønt de ikke er invitere­ de, tager de ind til det nær­ meste hus. Det gør ingen forskel, for de modtages med lige så stor hjertelighed. Ingen skelner mellem kendt og ukendt, når det gælder gæstevenskabets forpligtel­ ser."

nes strenge renhed, deres ro og klarhed. Billederne følger den gyldne regel fra den græske kunsts storhedstid, at store følel­ ser blev udtrykt gennem figurernes bevægelse mere end i deres ansigtstræk. Er Hoby-bægrene ikke græske original­ arbejder, er de utvivlsomt repræsentanter for den fineste græsk-romerske kunst under de første kejsere. Men stormanden fra Hoby havde også grund til at glæde sig over sine smukke bronzekar. Nu er de grønne af ir efter årtu­ sinders ophold i jorden, men dengang var de nye og gyldne. Især er det store fad og kanden med kløverbladsmunding af en kunstnerisk kvalitet, som langt overgår, hvad der ellers ken­ des af romerske arbejder i Europa, herunder også Italien. Intet andet sted findes romerske bronzekar, der i formsikkerhed og skønhed er på linie med disse. Det store flade fad med perlesnorsornamentik langs randen er i bunden udsmykket med en reliefmedaljon, hvorpå man ser den skumfødte kærlighedsgudinde Venus, gengivet netop som hun er steget op af havet. Hun står nøgen på vand­ overfladen med udslået hår, og omkring hende svæver små amoriner, der bærer på hårbånd, spejl og salvekar. Det er en elegant komposition, præget af lethed og ynde. Formsikkerheden i den lille kande er lige så slående. Den buttede amorin på hanken og den stiliserede blomsterranke, der slynger sig om kandens bug, er med til at understrege elegancen. Disse arbejder hviler da også på århundreders græsk håndværkstradition, skønt de er fremstillet i Italien, og de repræsenterer det ypperste inden for romersk bronzestøb­ ning. Man kan med rette undre sig over, hvordan dette pragtstel er nået fra Romerriget til Lolland uden at blive splittet. En del af forklaringen er sikkert at læse i bunden af sølvbægrene, hvor navnet Silius er indridset. En romer ved navn Silius vides nemlig i årene 14-21 e.Kr. at have beklædt embedet som mili­ tærkommandant i Øvre-Germanien med sæde i Mainz. Det fornemme drikkeservice har været i hans besiddelse, og herfra er det blevet overgivet til den mand, som siden fik det med sig i graven ved Hoby. Om dette vil der blive fortalt mere i et senere afsnit (side 180ff).

En stormand af romersk format

145

Fra Romerriget til Danmark

Kortet, der viser samtlige kendte romerske genstande i det frie Germanien, stammer fra 1951. Siden da er mange nye fund kommet til, men billedet vedbliver at være det samme; prikkerne ligger blot tættere. Fra de store romer­ ske grænsebyer som Mainz ved Rhinen og Carnuntum ved det mellemste Donau har de romerske varer tilbagelagt en strækning på op til 1200 km, før de nåede frem til det sted, hvor de ret kort tid efter blev lagt i jorden. Vi ved ikke, hvordan transporten fandt sted, men det er tanke­ vækkende, at så lange stræk­ ninger kunne tilbagelægges, uden at selv de fineste og tyndeste glasskåle led over­ last.

146

Udsøgte romerske produkter fandt i århundrederne e.Kr. vej til hele det germanske område, hvor mange af dem endte som gravgaver for stormænd, krigere eller høvdinge. Aldrig før var så mange fremmede genstande kommet til Danmark i løbet af så kort tid. I hundredvis af kilometer har de tilbagelagt fra værksteder i Italien og de romerske provinser. Den romerske import møder vi ikke udelukkende i de få høvdingegrave som f.eks. den, der er fundet i Hoby. Den gør sig også stærkt gældende i mange af de mere almindelige grave. En enkelt bronzespand, en kasserolle, et sæt med øse og si lå her sammen med hjemlige lerkar, fibler, knive, bælte­ spænder osv. I stormandens grav var der ikke blot flere ting, men kvalite­ ten var også højere. Rigdom var mere end det at eje mange ting; kvalitet, skønhed og godt kunsthåndværk var i højsædet. Det viser dog også noget andet, nemlig at disse mennesker har haft mulighed for at vælge det bedste ud til sig selv. Det kan måske forekomme indlysende. Man må imidlertid gøre sig klart, at det ikke var muligt blot at bestille og købe tingene. De romerske genstande måtte på deres vej til Nordeuropa passere fra ét økonomisk system til et andet: fra en avanceret romersk penge- og markedsøkonomi til en „primitiv" germansk, som hverken havde det ene eller det andet. En germansk høvding kunne altså ikke bare købe de ting, han gerne ville have; for hvor skulle han købe dem - af hvem og med hvad? Intet tyder på, at de romerske genstande i Germanien er blevet omsat ved køb og salg, sådan som vi almindeligvis forstår disse begreber. Men en eller anden form for transaktion har der dog fundet sted. Var det romerske købmænd, der rejste dybt ind i det ger­ manske område, eller var det germanerne selv, der rejste til grænseegnene ved Rhinen og Donau for at skaffe de efter­ tragtede luksusvarer? Sejlede man langs kysterne og ad floder­ ne, eller gik man over land med vogne? Og hvordan kunne et imperium med markeder og pengeøkonomi handle med et tilsyneladende primitivt stammesamfund uden nogen af disse institutioner? Hvad fik romerne til gengæld? Hvorfor kan vi intetsteds hos romerne læse om denne handel? Og endelig: Hvordan kunne nogle få sikre sig selv det bedste?

Fra Romerriget til Danmark

Fra Romerriget til Danmark

147

Den store nabo For den germanske befolkning repræsenterede de romerske bronzer kontakten til det fremmede, ligesom de keltiske pragt­ genstande havde gjort det i århundrederne forud. Der var blot den væsentlige forskel, at de keltiske ting var usædvanlige og sjældent fandt vej til gravene. Sådan er det ikke i romertid. Spanden til vin, kasserollen med målemærker, sien, der skulle fjerne vinens urenheder, øsen, der blev brugt til at skænke vinen op, sølvpokalerne og glasskålene til at drikke af og måske bakken til at servere på var udtryk for et helt konkret kendskab til romersk smag og livs­ stil, som øjensynligt uden vanskeligheder lod sig tilpasse loka­ le forhold. Kontakten til det fremmede var ikke længere ensbetydende med forbindelsen til det ukendte som i århundrederne forud, hvor de eksotiske genstande kom fra vidt forskellige dele af Europa. Hvor fjernt vi end forestiller os, at Romerriget har været for datidens danskere, udgjorde det dog i en periode en særdeles nærværende og konkret trussel for de germanske folk. I tiden omkring vor tidsregnings begyndelse var det endog for en kort stund lykkedes romerne at etablere Imperi­ ets nordgrænse ved Elben - i en afstand af halvanden hundre­ de kilometer fra Jyllands nuværende sydgrænse. Det skulle ikke vare ved. Kort efter led de romerske legioner et sviende nederlag til en alliance af germanske stammekrigere, og hermed fik det romerske eventyr mod nord en brat afslutning. Fra da af tog den romerske grænsepolitik sigte på at konsolidere grænsen langs Rhinen og Donau. Skrækken for de uregerlige germanske stammer, som de romerske hære havde haft siden kimbrernes og teutonernes dage, førte til en særlig form for grænsepolitik, der ikke alene involverede militærmagt, men også udstrakt politisk strategi og diplomati. Med den romerske ekspansion i tiden fra Cæsar til Au­ gustus, dvs. det sidste halve århundrede før vor tidsregning, blev Europa spaltet i to: mod syd Imperiet, mod nord de frie germanske stammeområder. Men midt imellem, på begge si­ der grænsen, levede kelterne stadig, omend romaniserede på den ene side og germaniserede på den anden. Dem havde den romerske overmagt haft held til at under­ tvinge, velsagtens fordi den keltiske samfundsform var en helt anden end den germanske. Et udviklet politisk system med en permanent og hierarkisk ledelsesstruktur stod milevidt fra de germanske samfund og deres skiftende valgkonger. For et

148

Fra Romerriget til Danmark

Romerske bronzespande fra to af kvindegravene ved Juellinge på Lolland, begge omkring 20-25 cm høje. Det bemærkelsesværdige ved disse to noget medtagne spande er imidlertid ind­ holdet, der viser, at skønt de germanske stormænd kendte til romersk drikkeskik og gjorde brug af romersk drik­ keservice, drak de ikke vin, men hjemmebryg. En blan­ ding af øl og frugtvin sad i størknede millimetertykke skorper på indersiden af disse to bronzespande. Drik­ ken har indeholdt betydelige mængder findelt bygkorn, tranebær (eller muligvis tyttebær), aks af mosepors og dertil gærceller som har sikret, at man - selv uden sydens druer - var sikret en god rus.

statsapparat som det romerske måtte det keltiske samfunds­ system ikke blot være lettere at forstå, men også lettere at kontrollere end det germanske. I den romerske grænsepolitik kom de gamle keltiske om­ råder til at spille en central rolle. Det var næppe tilfældigt, at grænsen mod nord kom til at ligge således, at kelterne for romerne dannede et værn mod de germanske stammer. Hvor det ikke oprindelig var tilfældet, blev de keltiske stammer tvangsflyttet, så de kunne opfylde dette strategisk vigtige be­ hov for romerne. De keltiske stammer, der boede nord for grænsen, blev kontrolleret så stærkt af den store nabo i syd, at de - i hvert fald i begyndelsen - fremtrådte som vasalkonge­ dømmer og romerske lydstater. De fjernereliggende germanske stammer, som romerne de­ finitivt havde opgivet at underlægge sig, blev derved holdt flere skridt fra livet. Men de repræsenterede alligevel et kon­ kret og permanent faremoment, som romerne søgte at elimi­ nere på en mere indirekte måde gennem diplomatiske kanaler. En af metoderne var at skabe indbyrdes splid mellem germa­ nerne, og som vi siden skal se, lykkedes dette til tider ganske godt. Også „diplomatiske gaver", eller bestikkelse som det også kunne kaldes, blev i stort omfang sendt til germanske høvdinge for at sikre deres loyalitet. Endelig benyttede romerne sig af de krigsglade germanere på en måde, der senere skulle være med til at forandre hele det romerske militærvæsen, og som skulle få afgørende indflydel­ se på udviklingen i de germanske områder - nemlig som sol­ dater. Sønner af udvalgte germanske høvdinge kunne endog få rang af officerer, og ved at gøre tjeneste i den romerske hær beseglede de venskabet til Imperiet.

Den store nabo

149

I de første halvandet hundrede år e.Kr. var de romerske hæres hovedfunktion at opretholde orden inden for det vidt­ strakte riges grænser. Tiden kaldes pax romana - den romerske fred - fordi politikken især gik ud på at stabilisere og konsoli­ dere den nye verdensmagt. Helt fredeligt har der nu ikke været overalt. Både mod øst og vest langs nordgrænsen måtte de romerske hære til stadighed føre kampe. I årene 89 og 97 e.Kr. kæmpede kejser Domitian mod marcomannerne og quaderne, to af de forhenværende lydstater i det nuværende Tjekkoslovakiet, og langs Rhingrænsen og ved Galliens kyster hærgede germanerne. Da det ikke var muligt for romerne hverken at underlægge sig de germanske områder eller blot at pacificere de germanske stammer, skred kejseren til anlæggelse af en stærkt befæstet grænse, bl.a. med kasteller og store militære forlægninger. Ved yderligere at erobre det mellem- og nederrhinske område, det nuværende Wurttemberg, kunne grænselinien forkortes ganske betydeligt. Et imponerende vejnet fra Rom til denne grænse, Limes, og langs med den var forudsætningen for, at de romerske hære kunne fastholde deres besiddelser og manøvrere fra den ene del af grænsen til den anden, alt efter hvor behovet var størst og forstærkning mest påkrævet. Også under senere kejsere forstærkedes grænsen, ikke blot langs Rhinen, men også ved Donau, og kejser Hadrian (117-138 e.Kr.) udbyggede den mili­ tære vagttjeneste. Den stærke grænse sikrede nogenlunde fredelige forhold i grænseegnene, og de militære forlægninger antog efterhån­ den et halv-civilt præg. Nogle af dem voksede endog til regu­ lære romerske byer, således Køln, Trier og Mainz mod vest og Carnuntum mod øst i nærheden af Wien. Denne fred skulle ikke vare ved. Allerede under kejser Mar­ cus Aurelius (161-180 e.Kr.) trængte de østlige marcomannere 150

Fra Romerriget til Danmark

Den romerske grænsebefæst­ ning, Limes, var et forsvars­ værk af enorme dimensioner, der næsten kan sammen­ lignes med Den kinesiske Mur. Den var befæstet med palisader, volde, udkigstårne, kasteller og legionsforlæg­ ninger, som gennem årene blev udbygget og forstærket. Hovedparten af befæstningen bestod af trækonstruktioner og jordvolde, kun sjældent af sten. Et af de stærkest be­ fæstede afsnit er Limes Germanicus, en 380 km lang strækning fra Bonn til Mainz, som fortsatte i den næsten 800 km lange Limes Raeticus, der nåede til Donau. Også Donaugrænsen var befæstet, og grænsen fra det romerske England til Skotland var beskyttet med Hadrians mur, Limes Britannicus.

Z(~XGoionia Ulpia Noviomagus ^IjfNijmegen) Aliso (Hattem)

O

Mqn.lilp.GL □ 0 ^^(/fo/stenh.) rnfObenoden) CastraVbtero > □' ' q \Xa,TtPrrdf\^^-r~^\^^

□ o

^Novaesium (Neufi) ^'"“'1

By Legionslejr Kastel 25

so

ts

nopm

^T^Heerlen) . ^loniaAgnippina

\ 0

Aquae Gnom (Aachen)

/

,

QJ-KBonna (Bonn) \^Rigomagus(Remagen) '^gArrtijnnacum(Andefhach)

Cqrrflue'ntes (Koblenz)

-P \ Lu vxr \Mogontiacum //O ' (Mainz) 1A ugustu Tre verorum Bonbetqmagu&

(Tr/er)

B e l g

c a

’ev-r' Or

\

1

Noviomagus ((Spqyer) ’tQfiRCastrv Regina (Regensbung)

BfiMmrfh) f^oden-Baden)

ndATullum ^UToul)

/

ø

^(■Saxon) EL Argerrtonate \ (SthaPbung) i

f

OAquae Sumelocenna

AugustaWndelicum EJ (Augsburg)

'Rottenburgy »

R

a

e + i

a

Abodiacum. Ronsaeni Cambodunum ^nz^nhe"n^

Gern' , Basilia k (BaselX

—'z'~'—J Colon/oAugusta ^y/ndonisso Raurrconum (Angst) (windisch) ।

(Kempten)

^Bedoium 'Seebruck)

© Juvavum (Salzbung)

^Noricum

og quadere over grænsen og erobrede den romerske handels­ by Aquileia i bunden af Adriaterhavet. Selv om de kort efter blev slået tilbage, blev de aldrig besejret af romerne. Efter næsten 20 års kamp, i 180 e.Kr., måtte romerne definitivt opgive at føre kampene til ende og led for første gang den tort at slutte fred uden sejr med arvefjenden i nord. Det skulle langtfra blive den sidste.

Handel eller krigsbytte? I grænseegnene var kontakten til romerne naturligvis nær. Her opholdt de romerske købmænd sig til tider permanent, og den romerske livsstil var ikke noget ukendt. Romerske daglig­ varer som f.eks. den særlig karakteristiske form for fin rød keramik, terra sigillata'en, romerske bøjlenåle osv., men sik­ kert også meget andet blev omsat på lokale markeder, hvor der i en vis udstrækning også anvendtes romerske mønter. Det romerske møntsystem var sammensat af guld-, sølv- og kobbermønter, og det er især tilstedeværelsen af de mange småmønter af kobber, som viser, at penge blev anvendt til selv små og ubetydelige transaktioner i det daglige. Handel eller krigsbytte?

151

Romersk lerkar, terra sigillata, fra en grav ved Valløby på Stevns. Kun ganske enkelte romerske lerkar kendes fra danske gravfund, og de er alle af denne specielle type. De er fremstillet i forme med indstemplede menneske- og dyrefigurer, som danner en billedfrise rundt om karret. Fra 1. til 4. årh. e.Kr. blev de produceret i enorme mæng­ der på store pottemagerværksteder både i Italien og i de nordlige provinser, bl.a. Frankrig, England og Rhinegnene. Under bunden bærer mange et fabrikationsstem­ pel, og det betyder, at både datering og fremstillingssted ofte kan bestemmes ganske nøje.

152

De to tidligere omtalte økonomiske systemer i Europa, det romerske og det germanske, må derfor suppleres med et tred­ je, nemlig grænseegnenes, som var en mellemform med be­ grænset markedshandel og en vis grad af møntøkonomi. Det var dette økonomiske filter, som de romerske varer måtte passere for at komme til Germanien, medmindre man udelukkende vælger at se deres tilstedeværelse som resultatet af plyndring eller som et udslag af det romerske gavediploma­ ti. Som eksempel på en diplomatisk gave skal vi sikkert se Hobygravens prægtige indhold, men det er svært at tro, at det samme kan gælde for hver eneste romersk genstand, der kom til Germanien. Måske var de romerske produkter alligevel en del af den romerske grænsepolitik, blot på en mere indirekte måde. Når de skriftlige kilder indeholder modstridende oplysninger om handelsrestriktioner og tilladelse for germanerne til at handle på markeder langs grænsen, kan man fristes til at se det som udtryk for en meget bevidst romersk politik, der aktivt gjorde brug af germanernes ønske om at erhverve de eftertragtede luksusvarer.

Fra Romerriget til Danmark

Derved blev varerne først og fremmest en slags lokkemad, hvis formål mere var politisk end økonomisk. Dette forklarer måske også, hvorfor de skriftlige kilder ikke omtaler den romersk-germanske handel med andet end spredte bemærk­ ninger. Vi ved ikke, hvad romerne fik igen; slaver, huder, skind, gåsefjer, rav og langt lyst kvindehår er nogle af de ting, som sporadisk er nævnt i de antikke kilder, men om de har haft nogen virkelig betydning for den romerske økonomi, er der­ imod tvivlsomt. Men hvad med plyndring? Var det ikke muligt, at germaner­ ne fik opfyldt deres behov for romerske varer under de over­ fald, som de hyppigt foretog i grænseområderne? Naturligvis kan vi ikke udelukke, at noget er kommet til Germanien som krigsbytte, men det har ikke været det meste. Når vi kan være så sikre på det, er det først og fremmest, fordi man i så fald måtte forvente et bredt og ret tilfældigt udsnit af romerske produkter i stedet for det selektive udvalg, som nu findes. Det var nemlig kun en ganske lille del af det righoldige romerske form- og typeforråd, som nåede frem til de german­ ske stammer, og det rejser uvægerligt spørgsmålet om grun­ den. Var det, fordi romerne kun tillod netop disse ting at passere grænsen, eller var det kun disse ting, der faldt i germa­ nernes smag? Hvis var initiativet i den handel, der må have fundet sted? Var det romerne, der rejste til Norden for at afsætte deres varer, eller hentede germanerne dem selv i grænseegnene?

Eksempler på romersk køk­ keninventar, fundet ved udgravningen af den lava­ dækkede romerske by Pompeji. Dette er blot et lille udsnit af den romerske bron­ zeindustris store formforråd i 1. årh. e.Kr. Blandt dem kan man genkende de store spande, kasserollen, øsen og sien, bakken og kanden med kløverbladsmunding som nogle af de typer, germaner­ ne satte pris på og gerne brugte ved deres egne drikke­ lag.

Handel eller krigsbytte?

153

I den rige kvindegrav fra Blidegn ved Brahetrolleborg på Sydfyn blev der i kistens ene ende gjort et særpræget fund: En lille kreds af små sten, heriblandt brudstykker af en flintdolk, to forstenede søpindsvin, en stenøkse som er brækket over i skafthullet samt en hvæssesten af skifer. Stenene var oprindelig arran­ geret omkring en lindetræs­ æske, hvis rester stadig ses på billedet. I denne lå to romerske kasseroller og en øse inden i hinanden.

154

Kan vi overhovedet forestille os, at der har været romerske købmænd i Danmark, når de ikke har efterladt blot det mind­ ste spor? Ville der ikke også have været romerske beretninger om sådanne handelsrejser, hvis de havde fundet sted? Vi kender til to beretninger, som viser, at romerne har været så langt mod nord. Vi ved, at Tiberius i år 5 e.Kr. med den romerske flåde rundede Jylland og kom ind i Østersøen. Den­ ne ekspedition har utvivlsomt først og fremmest haft et mili­ tærstrategisk formål, for den faldt sammen med den offensive romerske grænsepolitik i disse år. Tiberius har villet under­ søge, om den igangværende ekspansion skulle standse ved Elben, eller om den burde fortsætte op i Jylland. Vi ved også, at en romersk ridder på kejser Neros tid (57-68 e.Kr.) red op til Østersøkysten efter rav, men vi ved til gen­ gæld ikke, hvor stor almen vægt denne beretning skal til­ lægges. Måske nævnes han, fordi denne bedrift var eneståen­ de - et eksempel på vovemod mere end almindelig kommer­ ciel praksis. Der er et andet forhold, som taler for, at fordelingen af de

Fra Romerriget til Danmark

Da de romerske kasseroller og resterne af trææsken blev fjernet, kom det øvrige ind­ hold til syne. Det var en bronzekniv med hornskaft, en lille kniv med S-bøjet skaft, et meget lille lerkar, et remspænde af bronze, ten­ vægte af både glas og rav, glasperler, en lille bøjlenål af sølv samt ikke mindst en lille sivæske, som i omvendt stilling er bøjet over til højre i billedet. I den lå et forstenet søpindsvin samt forskellige frø - heriblandt kogleskæl af en pinje! Tilstedeværelsen af kogleskæl fra et træ, der har vokset ved Middelhavet, kunne tyde på, at kvinden selv havde været i Syden.

romerske varer lå i hænderne på germanerne selv, og det er måden, hvorpå de er spredt i Germanien. De egentlige luksus­ varer, dvs. alle bronzerne, sølvskålene og glassene viser nem­ lig overraskende nok et ganske andet billede end dagligdags ting som f.eks. keramik og bøjlenåle af romersk oprindelse. Keramikken og bøjlenålene repræsenterer hverdagens han­ delsvarer, som var uden særlig statusmæssig betydning. Der­ for er det også naturligt, at de er almindeligst i området langs den romerske grænse. Kun i sjældne tilfælde er de kommet længere bort end et par hundrede kilometer, dvs. at de fleste holder sig inden for det område, der var den politiske og militære stødpude mod de germanske stammer, og hvor vi også fra de skriftlige kilder ved, at romerne selv har opholdt sig og bl.a. har handlet. Bronzerne, sølvskålene og glassene ville, hvis de var blevet omsat på samme måde, også have været talrigest i grænseeg­ nene, nærmest deres romerske hjemland. Men det er de ikke. Tværtimod er billedet vendt på hovedet, så der næsten ingen findes i grænseområderne, men flere og flere jo længere afHandel eller krigsbytte?

155

standen bliver til Romerriget, og allerflest er der i Danmark, som i lige linie ligger mellem 400 og 600 kilometer fra rigs­ grænsen. Almindelig tuskhandel eller bytte fra hånd til hånd kunne aldrig sprede genstande på denne måde. Hvad vi ser, kan kun forklares som resultat af en meget målrettet og velorganiseret handel, der skaffede de eftertragtede romerske varer til Nor­ den i større samlede partier og ikke som spredte og tilfældige enkeltdele. Om forbindelseslinien er gået direkte fra syd til nord, fra grænseområderne til Nordeuropa, eller om de snarere har hvilet på et system af alliancer mellem de germanske høvdinge og småkonger, er en anden sag, som vi vender tilbage til i 156

Fra Romerriget til Danmark

Lerkar fra Dollerupgraven ved Kolding (se side 137) og romersk bronzespand fra Juellingegraven på Lolland. Mange steder i Jylland eftergjorde man karakteristiske enkeltheder fra romerske bronzekar i keramikken. Hanke blev udformet som på bronzerne, og under bunden blev der lavet koncentriske cirkler, som modsvarede de støbeteknisk bestemte cirkler under de romerske kasserol­ ler. Disse særtræk ses kun ved den bedste hjemlige keramik og næsten ude­ lukkende i Østjylland.

næste kapitel. Var det sidste tilfældet, kunne det være disse germanske stormænd, der sad på de internationale forbindel­ ser, stod for den lokale fordeling og derfor også rådede over de bedste og de smukkeste romerske genstande. Kan vi være sikre på, at formålet med disse vin- og drikkekar først og fremmest var at understrege stormændenes eksklusi­ ve kontakt til den romerske verden? Kunne de ikke bare være pæne og praktiske redskaber, som man anskaffede, fordi de var velegnede til brug ved de hjemlige drikkelag? Dette kan besvares med et klart nej. Havde de nemlig det, ville der uden tvivl også findes nogle, som var fremstillet af nordiske bronzestøbere. Men ikke en eneste af de fundne bronzespande, sier eller kasseroller er lavet herhjemme; der har næppe nogen sinde eksisteret en eneste nordisk kopi i bronze af de højt værdsatte romerske drikkekar. Det var altså genstandene selv, og ikke mindst deres sym­ bolske værdi, der havde så stor betydning i germanernes uni­ vers. De var eftertragtede og prestigebetonede.

Pengehandel og handel med penge „Og har du penge, så kan du få; men har du ingen, da må du gå!" er den barske og realistiske konklusion i børnesangen „Der bor en bager". Penge er alt - i hvert fald er det den eneste vej til bagerens eftertragtede sukkerkringler. Penge er et udvekslingsmiddel, som i det moderne samfund Pengehandel og handel med penge

157

er forudsætningen for enhver form for handel. Med penge kan man købe og betale alt - sukkerkringler, huse, arbejdskraft og skat. Det kunne romerne også, og til det formål havde de et udviklet pengesystem med mønter af guld, sølv og kobber. Det havde germanerne imidlertid ikke, og hvad enten vi ser de romerske varer heroppe som resultat af en storslået og velorganiseret handel i hænderne på romerske købmænd, eller som en mere beskeden handel organiseret af germanerne selv, så ændrer det ikke ved det forhold, at romerske varer måtte passere en eller anden form for økonomisk - og social grænse på deres vej fra den klassiske verden. Vi ved blot ikke, hvordan det gik for sig. Byttede man f.eks. to skind for én romersk kasserolle, én slave for ét bronzefad, gåsefjer og kvindehår for guldmønter? Det er muligt, men næppe troligt. Omsætning af så kompleks karakter kunne lettest udføres ved hjælp af en standardværdi, som derved blev mellemled og omregningsfaktor i de for­ skellige transaktioner. Som sådan fungerede de romerske mønter sikkert i grænseområderne, hvor en udviklet markeds­ handel - også med dagligvarer - gjorde brug af romerske mønter, overvejende småmønterne af kobber. Kan vi nu forestille os, at de romerske mønter tjente samme formål i resten af Germanien, hvor intet i øvrigt taler for, at der har været en økonomisk struktur som i de gamle keltiske grænseområder, og hvor kobbermønterne var sjældne?

„At eje eller have disse metaller [guld og sølv] optager dem [germanerne] ikke synderlig. Man kan hos dem opleve et sølvkar, som deres udsendinge eller høvdinge har fået som gave, stå i samme ringe kurs som lerkar. På grund af handels­ samkvem værdsætter imidlertid de germanere, som bor nær­ mest os, guld og sølv, og de foretrækker bestemte af vore mønter og anerkender kun dem; folkene inde i landet driver den enkle og gammeldags tuskhandel. De godtager kun gam­ melkendte møntsorter som serrater og bigater. De vil også hellere have sølv end guld, dog ikke af nogen særlig for­ kærlighed, men fordi sølvmønter er mere bekvemme, når de skal købe deres simple og billige sager. “

Dette er Tacitus' udlægning af germanernes forhold til ædel­ metaller, men beretningen er uden tvivl farvet af hans ønske om at understrege de ufordærvede germaneres manglende interesse i rigdom som en kontrast til de havesyge og pragt­ glade romere. Den ligegyldighed, hvormed han mener, at germanske høvdinge forholdt sig til de sølvkar, som blev 158

Fra Romerriget til Danmark

Udvalg af romerske sølv­ mønter fra Ginderup i Thy. Blandt de meget få skatte­ fund fra ældre romertid påkalder dette sig særlig opmærksomhed. Det blev fundet under gulvet i et af jemalderlandsbyens små huse uden stald. I et lille lerkar lå 25 romerske mønter, heraf 16 republikdenarer, dvs. sølvmønter fra tiden kort f.Kr., og kun ni kejsertids­ mønter, heraf otte sølvdenarer og en guldmønt, en aureus. Den yngste mønt er præget under kejser Vespasian (69-79 e.Kr.). Hovedparten af mønterne er således gamle - henved 100 år ældre end fundets yngste mønt, men hvor længe de har været i omløb og præcist hvornår de er blevet skjult, ved vi der­ imod ikke.

skænket dem af romerne, er i hvert fald ikke rigtig. Det er derimod hans oplysning om deres forkærlighed for sølvmøn­ ter, især dem, der ikke længere var gangbare syd for grænsen. Den romerske sølvmønt, denaren, havde en vægt på ca. fire gram, og i tiden frem til kejser Nero (54-68 e.Kr.) var den af rent sølv. I løbet af hans regeringsperiode blev sølvindholdet formindsket fra 3.98 g til 3.41 g, og efterfølgende kejsere be­ nytter sig af samme kneb, så de af en bestemt sølvmængde kunne fremstille stadig flere mønter. Det krævede blot til­ sætning af mere kobber. På Marcus Aurelius' tid (161-180 e.Kr.) var lødigheden 75%. Ved slutningen af det samme århundre­ de var kun halvdelen af møntens vægt sølv. Ældre mønter var ikke gangbare i Romerriget, ja det var endog strafbart at gemme dem, fordi man derved kom til at unddrage kejseren den fortjeneste, som var hele formålet med omsmeltningen og devalueringen. Men blandt germanerne blev de gamle mønter holdt i cirkulation; selv mønter fra re­ publikkens tid var stadig i brug flere hundrede år senere. Man vidste naturligvis, at deres lødighed var størst. Et af de tydeligste eksempler på den fortsatte brug af gamle sølvmønter ses i det store skattefund, der er gjort ved Smøren­ ge på Bornholm. Det indeholder ikke mindre end 484 denarer, hvortil kommer to små sølvbarrer og en romersk guldmønt. Denarerne hører alle til i det første og andet århundrede e.Kr., guldmønten var derimod fra slutningen af 400-tallet. Der er således næsten 200 år mellem den yngste sølvmønt og guld­ mønten, og skatten består af denarer, der for længst var ud­ gået af den romerske økonomi. Deres stærke slid og store tidsmæssige spredning vidner om et langt liv i cirkulation blandt germanerne. På mange måder indtager mønterne en særstilling blandt de Pengehandel og handel med penge

159

øvrige romerske genstande i Germanien. Deres udbredelse er f.eks. helt anderledes, og hovedparten findes ikke i Danmark, men derimod i den nordlige del af Polen. De 60.000-70.000 romerske mønter herfra er måske betaling for baltisk rav, eller de har mere almen tilknytning til den handel, der kunne være et resultat af de vigtige transportruter langs floderne Oder og Weichsel, der forbandt Mellemeuropa med den baltiske Øster­ søkyst. Til sammenligning tjener, at de samlede møntfund fra Dan­ mark omfatter ca. 1900 denarer, som dækker tidsrummet fra første til tredje århundrede e.Kr., og i alt 255 guldmønter, hvoraf kun godt en tredjedel ligger mellem det første og det fjerde århundrede, mens resten er senere. Mønterne anvendes heller ikke i gravene som den øvrige romerske import. Når de en sjælden gang optræder, er de altid først lavet om til hængesmykke med ophængningshul eller med en påsat øsken. Der hører dog aldrig mere end en, højst to møntsmykker til et gravudstyr; de findes kun i de rigeste grave, og de er næsten altid af guld. Hovedparten af mønterne stammer fra skattefund som f.eks. Smørenge og Ginderup; resten er enkeltfund, tilfældigt tabt ved landsbyerne. Kontrasten til bronzekarrene, sølvpokalerne og glasskålene er slående. De findes kun i gravene, de cirkulerer ikke i flere generationer, men kommer hurtigt i jorden, og de gemmes ikke væk som skatte eller handelsdepoter. Man kan undre sig over, at de romerske luksusvarer ikke blev skjult i jorden på tilsvarende måde som mønterne, når de nu øjensynlig var så værdifulde. Men forklaringen må være, at de manglede købekraft og ikke kunne bruges som en stan­ dardværdi. Deres værdi var udelukkende symbolsk, et udtryk for nogle eksklusive politiske og sociale forbindelser, der ikke kunne købes, og hvis betydning forsvandt sammen med eje­ ren. Mønterne fungerede derimod som standardværdi og som indirekte betalingsmiddel, både mellem romerne og germa­ nerne og mellem germanerne indbyrdes. De manglede den prestigefunktion, som de øvrige romerske ting besad, med­ mindre de blev omsmeltet og anvendt til guld- og sølvsmyk­ ker, eller - som især guldmønterne - fik øsken eller ophæng­ ningshul. Smykkerne tilhørte prestigesfæren ligesom de omdannede mønter. Men mønterne kunne, i modsætning til smykkerne, gå tilbage i cirkulation. Det forudsatte, at øskenen blev fjernet og hullet lukket, og det er netop, hvad vi kan iagttage ved adskillige af de guldmønter, som ligger i skattefundene. 160

Fra Romerriget til Danmark

Sådan kan man forestille sig de romerske mønters funk­ tion. Efter denne model indtager de en central plads som bindeled mellem den romerske markedsøkonomi og den germanske prestige­ økonomi. Mønterne kommer her til at fungere som ud­ vekslingsmiddel og standard­ værdi, f.eks. som sold og til opbevaring af værdier, mens bronzekarrene anvendes som en slags betalingsmiddel til sikring af politiske og ægte­ skabelige alliancer og den dermed forbundne prestige.

Den germanske økonomi var ikke baseret på markeder med frit køb og salg. Mønterne kunne derfor hovedsagelig fungere som standardværdi i nogle begrænsede og specialiserede transaktioner, hvor naturalier som f.eks. landbrugsprodukter, skind, rav, slaver osv. blev udvekslet indbyrdes eller omsat til romerske varer. Når mønterne tjente som omregningsfaktor, kunne de også gå retur som byttepenge - enten direkte til de romerske køb­ mænd eller gennem germanske handelsmænd/stormænd, der fungerede som mellemled. Det kunne i så fald også være en af forklaringerne på, at det altid er de gamle - dvs. ikke gang­ bare, men for denarerne mere lødige - mønter, som ophobes i skattefundene, mens de yngste er underrepræsenteret. De kunne nemlig gå tilbage i cirkulation syd for rigsgrænsen. I Romerriget havde pengene en helt anden funktion, som germanerne var begyndt at stifte bekendtskab med, nemlig betaling for militærtjeneste. En kriger, der kæmpede for sold, var vidt forskellig fra ham, der kæmpede alene for sin ære, sin landsby og sin slægt; han havde krig som profession. En krigskarl eller soldat kunne ikke betales i korn, kvæg eller slaver; han blev bespist i hæren (eller hos sin herre), men betalingen var i klingende mønt. Pengehandel og handel med penge

161

I flere af de store danske våbenofferfund, hvor hele hæres udrustning er ofret i moser, hører romerske mønter da også med til de germanske soldaters personlige udstyr allerede i det andet århundrede e.Kr. Hermed var en ny tids krigere intro­ duceret i Norden. Var denne udvikling først sat i gang, kunne den ikke stand­ ses. Og selv om der er lang vej til den danske middelalders selvstændige møntøkonomi med egen prægning, ligger be­ gyndelsen her, i sammenkoblingen af den udviklede romerske mønt- og markedsøkonomi med den „primitive'7 germanske prestigeøkonomi.

Krigere og stormænd Ægteskab og alliancer På Bendstrup Mark i Sønderhald herred på Djursland blev der i 1869 gjort et særpræget fund. Det bestod af to bøjlenåle af sølv med guldbelægning, fire støbte løvefødder med vinger, en bronze„manchet", tre små bronzeplader, en stor ravperle og fire forsteninger: to muslinger og to ammonitskaller. Det var et gravfund fra en høj, og det blev fundet under en dynge store sten sammen med en del lerkar. Gravgaverne er helt usædvanlige, og der er tilsyneladende intet ved dette fund, der svarer til, hvad man ellers træffer i gravene, hverken i Østjylland eller den øvrige del af landet. De to ens sølvfibler, der på bøjlen har det fineste lille dyreho­ ved med en snoet guldtråd om panden, er ikke danske. Deres nærmeste slægtninge findes i området mellem Adriaterhavet og Bøhmen, med tyngdepunktet syd for den romerske Donaugrænse. Bronzerne er romerske, men af en type som ikke kendes i Germanien. Manchetten, løvefødderne og bronzepladerne er sammenhørende dele af et græsk influeret romersk vinkrater (vinkar) fra begyndelsen af det første århundrede e.Kr., frem­ stillet på et værksted i det centrale Italien. Manchetten har været bindeleddet mellem skål og sokkel, og løvefødderne med de tre (oprindelig fire) runde standbaser har båret hele opsatsen. Krateret har været så stort, at det kunne rumme vin nok til et større gilde. Disse vinkratere er overordentlig sjældne, og der kendes ingen andre uden for Italien. Om det var helt, da det blev fundet i 1869, er uvist, men selve den store skål, krateret, må have været til stede. De to tjenestedrenge, der gjorde fundet i forbindelse med bortgravning af jord fra højen, gav det en hårdhændet behandling. Flere ting, heriblandt overdelen til det store vinkar, er forsvundet, lerkarrene knust og en større jerngenstand, der var rustet fast til bronzemanchetten, er brækket af og smidt bort. Vi ved derfor ikke, hvad graven oprindelig rummede. Både bøjlenålene og bronzerne er fremmede her i Norden, og det er, mærkeligt nok, de to forstenede ammonitskaller også. De er fra kridtaflejringer i Mecklenburg, Holsten eller egnene om­ kring Teutoburg sydvest for Hannover. Selv om ravperlen, det lille stykke uforarbejdede rav, som Krigere og stormænd

163

engang hørte til fundet, de to forstenede muslinger og vel den jernkniv, hvis rustspor stadig sidder på bronzemanchetten, er karakteristiske lokale gravgaver, så er der ikke meget, der umiddelbart knytter denne grav sammen med den egn, hvor den er fundet. Og dog! Bendstrupgraven kommer til at stå i et forunderligt perspektiv, når man opdager, at dens smukke fibler igennem et helt århundrede - og altså i flere generationer - blev efter­ lignet i det selv samme område syd for Randers. Ydermere hører disse sjældne fibler til i et fast lokalt gravud­ styr, der skiller sig ud fra de store gravpladsers monotone inventar, og som er fælles for en lille eksklusiv gruppe af kvindegrave. Det består af en række småting, som ved første øjekast ser helt betydningsløse ud, f.eks. nogle små glasperler, en stor ravperle, en s-formet hægte til et hængesmykke og forskellige amuletter i form af forstenede muslinger, søpind­ svin eller vættelys. Intet repræsenterer nogen videre værdi, men den forbløffende overensstemmelse mellem indholdet i disse grave vidner om, at det var kvinder fra en af de ledende slægter, som igennem flere generationer ønskede at vise deres tilknytning til den gravlagte på Bendstrup Mark. Gennem Bendstrupgravens to fremmedartede sølvfibler kan vi følge, 164

Krigere og stormænd

Til venstre ses et særpræget gravfund fra Bendstrup på Djursland, som bl.a. består af fire vingede løvefødder, en stor bronzemanchet og tre små runde standplader. Disse ting findes kun sammen ét sted, nemlig på de store romerske vinkratere, hvoraf et er vist på billedet til højre. Til fundet hører endvidere to små bøjlenåle af sølv, en stor ravperle, to forstenede mus­ linger og to forstenede am­ monitskaller (fra fossil blæk­ sprutte). Sidstnævnte har sandsynligvis været brugt til spil (ligesom de små regel­ mæssige knogler - astragaler, se billedet fra Pompeji s. 181), og de er blanke af slid. De er ikke danske og må i øvrigt betragtes som så værdiløse, at de næppe er kommet til landet som resultat af den udveksling, der bragte så mange romerske luksusvarer herop. Derimod antyder de en meget nær forbindelse mellem Syden og den person, som er gravlagt på Bendstrup Mark.

hvordan en bestemt gravskik opstod og forblev intakt inden for lokalområdet gennem mere end hundrede år. Gravskikkens ensartede præg, de beskedne gravgaver og tendensen til at fremhæve det kvindelige gennem smykkeud­ styret, er ikke begrænset til Djursland, men genfindes i hele det nordlige og nordøstlige Jylland. Den romerske import og andre iøjnefaldende rigdomstegn er sjældne; fundene fra Bendstrup på Djursland og Byrsted i Himmerland er und­ tagelser. Overalt giver gravfundene indtryk af stabile, ensar­ tede landsbysamfund, og denne opfattelse stemmer godt overens med billedet af de mange landsbyer og bopladser fra ældre romertid. Det tydeligste eksempel er byhøjene i Thy, der lå det samme sted igennem 300-400 år. På Øerne er der derimod ikke mulighed for at sammenligne bopladser og gravfund, når billedet af samfundets sociale liv skal tegnes. Her er vi alene henvist til gravfundene. Gravskik­ ken er langt mere varieret end i Jylland, store gravpladser er undtagelsen, og importen vidner om rigdom og kontakt til den romerske verden. En lille gruppe kvinder og nogle enkelte våbenløse mænd har fået en begravelse, der langt overgår alle andres. Det er grave som de, der er fundet ved Hoby og Juellinge (i alt fire) på Lolland og ved Blidegn, Espe, Nørre Broby og flere andre steder på Fyn. Det er imidlertid bemærkelsesværdigt, at denne lille gruppe påfaldende rige kvinder havde de samme småting med sig som deres mindre veludstyrede medsøstre i Østjyl­ land - dog med undtagelse af de karakteristiske bøjlenåle med dyrehoved. Det omtalte smykkesæt findes kun i de rige grave f.eks. fra Espe, Fauerskov og Juellinge, og det er også kun her, vi ser de forskellige former for amuletter og forsteninger. Al­ mindeligt var det altså ingenlunde. Der er med andre ord en forbløffende lighed mellem de fornemme fyrstegrave på Øerne og de mere simpelt udstyrede i Østjylland. Hvad kan vi slutte af det? Det er lettere at forstå, at kostbare romerske produkter kan spredes over store af­ stande og findes i særlig rige grave, end det er at fatte, hvordan en skik, der er knyttet til forholdsvis værdiløse småting, kan spredes på samme måde, eftersom de næppe er udtryk for hverken politiske gaver eller handelstransaktioner. Det er ting, der har været den enkelte kvindes personlige udstyr, og som sikkert har fulgt hende gennem livet - også selv om hun giftede sig ind i andre slægter. Vi må derfor se overensstem­ melserne mellem disse grave som vidnesbyrd om ægteskabs­ alliancer mellem de ledende slægter i Danmark og Nordtysk­ land. Ægteskab og alliancer

165

Den ene af gravene fra Juellinge på Lolland indeholdt skelettet af en 30-årig kvinde. Ved gravlæggelsen var hun anbragt i en trækiste og svøbt i et skind- eller uldtæppe. I dag er kun skelettet og nogle af gravgaverne bevaret. På billedet ses bl.a. dele af hen­ des personlige udstyr, der består af to lange sølvhåmåle med hoved af det fornemste guldarbejde, fire bøjlenåle af sølv, en halskæde med tre guldperler og en lille s-formet hægte. På højre hånds ring­ finger ses guldringen, ved det ene håndled en lille glasperle, en lille ravperle og bronzesien, som hun holder om. Det er en bleg efter­ ligning af dette uforlignelige smykkeudstyr, der findes i de østjyske grave med dyrehovedfibleme.

Det her beskrevne mønster ser ud til at være det samme over hele Danmark, blot med den forskel, at i Østdanmark havde man adgang til romerske luksusvarer. Herigennem demonstrede man ikke blot afstand til andre, men også en fælles aristokratisk identitet, baseret på kendskabet til romersk livs­ stil.

Et krigeraristokrati vokser frem Mandens status ved gravlæggelsen blev i Jylland fortsat mar­ keret med våben på samme måde som i førromersk jernalder. Men i Syd- og Sydøstjylland skiller en gruppe krigergrave sig ud fra de øvrige, idet man her tillige finder romerske import­ genstande og andre luksusvarer. Til gengæld træder kvinde­ gravene helt i baggrunden; de savner både smykker og andet

166

Krigere og stormænd

af værdi. Det er især ryttergravene, der indeholder rige grav­ gaver, med graven fra Dollerup ved Kolding som den for­ nemste. I det nordlige Jylland møder vi derimod atter de mere almindelige krigergrave med sværd, spyd eller skjold - og ikke mere. Grænsen forløber i et strøg nordvest for Horsens. Hvordan skal vi nu forstå de regionale forskelle, der så åbenlyst aftegner sig? Og hvorfor er det f.eks. kun en lille gruppe mænd, nemlig rytterne og særlig fremstående krigere, som får de romerske prestigegaver med i gravene i Syd- og Sydøstjylland? Nogle af disse spørgsmål kan måske besvares ved at se på en række samtidige nordtyske gravpladser, hvor der er foretaget alders- og kønsbestemmelser. For mændenes vedkommende gør nogle specielle forhold sig gældende. Krigerne gravlægges med deres våbenudstyr og for nogles vedkommende også med sporer (de var ryttere) og rige grav­ gaver. Mænd, som ved gravlæggelsen havde nået en alder, hvor de ikke længere var aktive krigere, fik ikke våbenudstyret med sig, hvorimod sporerne og de øvrige gravgaver stadig fulgte dem. Det betyder med andre ord, at de har opretholdt en status, som rakte ud over den egentlige krigerfunktion. Endelig fremgår det, at både våben og sporer kan findes i gravene hos helt unge mænd. Det må betyde, at den status eller den funktion, som retten til at bære henholdsvis våben og sporer markerer, næppe var udslag af en særlig heltemodig indsats i kamp, men snarere var knyttet til udvalgte familier og gik i arv. Vender vi nu tilbage til Sydjylland og ser på områdets kriger­ grave med denne viden, så vil det være nærliggende at opfatte ryttergravene som repræsentanter for en magtfuld gruppe af ledende (ældre) mænd, der havde kontakt med høvdinge­ slægter rundt omkring i det germanske område og herigen­ nem var i stand til at kontrollere tilførselen og fordelingen af romerske luksusvarer. De viser os et samfund, hvor militær og politisk ledelse var smeltet sammen og blevet et fast embede knyttet til nogle ganske få personer inden for udvalgte slægter. Også på anden måde er ryttergravene udtryk for, at den gravlagte havde en høj status, både militært og økonomisk. Gode krigsheste forudsatte opdræt og professionel tilridning (hvad vi i dag forstår ved dressurridning var oprindelig militær træning af heste til kamp). De efterfølgende århundreder viser bl.a. gennem nye bidseltyper, at et egentligt rytteri eksisterede (side 249 ff). Dette krigeraristokrati tegner sig endnu tydeligere, hvis vi også ser på gravenes regelmæssige udbredelse i SydøstjylEt krigeraristokrati vokser frem

167

land. I ældre romertid ser det ud til, at denne del af landet var opdelt i en række politiske enheder af samme størrelse som de senere herreder, ledet af en - ofte ældre - høvding og hans følge af unge krigere. Om krigeraristokratiet i disse områder igen blev anført af en person med overordnet myndighed er mere usikkert, selv om rytteren i Dollerupgraven er et godt bud. Den viser i hver fald en person, som tilhørte højætten. I perioder med ufred kunne en sådan stormand vælges til at lede krigerne fra et større område som f.eks. Sydøstjylland. Det rummede naturligvis oplagte fristelser og muligheder for at søge de midlertidige privilegier gjort permanente. Og det var netop, hvad der skete i den efterfølgende periode. Forholdene i Sydøstjylland i de første århundreder e.Kr. svarer således godt til Tacitus' beretning om de germanske krigere, skønt den er baseret på kendskabet til de nærmereboende germanske stammer: 168

Krigere og stormænd

Til venstre ses en del af den bevarede palisade omkring jemalderlandsbyen Priorsløk­ ke, der ligger nær Hanstedåens udløb i Horsens Fjord. Landsbyen, som bestod af en halv snes gårde (herover), har ligget på et lille høj­ dedrag, der på de tre af siderne var naturligt be­ skyttet af ådalen, mens den fjerde side, sydsiden, var befæstet med en 120 m lang, meterdyb grav og en endnu længere, solid palisade (mar­ keret med sort på tegningen). Landsbyen har kun haft én adgangsvej, nemlig den, der gik gennem åbningen i pali­ saden. Priorsløkke er den eneste befæstede landsby, der kendes fra 1.-2. årh. e.Kr.; den ligger på grænsen mellem det sydlige og det nordlige Jylland, hvor for­ holdene utvivlsomt har været ufredelige.

„De udfører imidlertid intet anliggende, offentligt som privat, uden at være bevæbnede. Det er dog ikke sædvane, at nogen anlægger våben, før samfundet har erklæret ham våbenfør. Først da, på selve folkeforsamlingen, udstyrer en af høvdinge­ ne eller hans fader eller en slægtning den unge mand med skjold og framea [spyd]. Dette gælder hos dem for mands­ togaen, dette er den unge mands første hædersbevisning. Før den dag betragtes de som en del af hjemmet, siden som en del af staten. Særlig fornem byrd eller fædres store fortjenester kan tildele selv ganske unge mænd høvdingeværdighed. De slutter sig så til de andre, men noget ældre, som allerede har vist deres våbenduelighed; og det er ingen skam at blive set i følget. I selve følget er der endog rangklasser, som tildeles efter skøn af den høvding, de holder sig til. Blandt svendene er der stor kappestrid om, hvem der skal indtage førstepladsen hos deres høvding, og blandt høvdingene om, hvem der har de fleste og raskeste svende i sit følge. Deres anseelse, deres styrke ligger i, at de altid er omgivet af en stor skare udvalgte mænd. Det er i fredstid en pryd, i krigstid et værn. Og ikke blot i sin egen stamme, men også blandt nabostammerne vinder høvdingen ære og anseelse, hvis hans følge udmærker sig ved sit antal og sin tapperhed. For de opsøges så af udsendinge og hædres med gaver, og ofte er de ved deres blotte krigsry i stand til at bringe krig til ophør. “

Overskud og knaphed Forudsætningen for at komme i besiddelse af den romerske import var bl.a. et produktionsoverskud. Det gjaldt, hvad enten der var tale om en handelstransaktion eller om diploma­ tiske gaver. Gavegivningen forudsatte nemlig, at modtageren Et krigeraristokrati vokser frem

169

havde en særlig position, måske bygget op om den spirende hird, som Tacitus nævner. Følget kostede både udrustning og forplejning, og det krævede overskud og merproduktion. Selv om jorden i princippet stadig tilhørte forfædrene og stammen, så tilkom afkastet den enkelte bruger. Jordens ud­ bytte afhang først og fremmest af gødningstilførselen, der var bestemt af staldbruget. De forskellige staldstørrelser, som nogle steder ses inden for de enkelte landsbyer, udtrykker ikke nødvendigvis forskellene i det samlede husdyrhold. De viser derimod, at der var forskel på, hvor meget malkekvæg, man havde, og hvor megen arbejdskraft, man disponerede over. Flere køer betød samtidig mere gødning, som igen var forudsætningen for et større udbytte af kornavlen. Både kvæg og mennesker skulle have føde; mere malkekvæg krævede flere mennesker i arbejde og større produktion, før overskud­ det var i hus. Det ene førte det andet med sig. Denne selvforstærkende udvikling slog for alvor igennem i ældre romertid. Landet var åbent og præget af overdrevsarea­ ler, marker og enge. Sammen med de mange bebyggelsesspor vidner det om en større befolkning end nogen sinde tidligere. Dertil kom, at det forholdsvis varme og tørre sommerklima favoriserede korndyrkningen, mens presset på overdrevsare­ alerne og græsningsskoven blev forstærket, fordi græsset ikke havde de samme gode vilkår som i de forudgående århundre­ der, hvor det var mere fugtigt. En sådan udvikling kunne kun fortsætte til et vist punkt - nemlig indtil presset på ressourcerne blev så stort, at der begyndte at blive knaphed på foder og mad. Den situation indtraf antagelig i slutningen af det andet århundrede, senest i begyndelsen af det tredje. Omkring denne tid sker der en radikal omlægning af land­ brugsproduktionen. De gamle marksystemer opgives og med dem den ekstensive driftsform, der var baseret på lange brak­ perioder. Denne ændring fandt sted over hele det nordvesteu­ ropæiske lavland, og den blev ledsaget af en gennemgribende omlægning af gårde og landsbyer, som det vil fremgå af de følgende kapitler. Udviklingen har sikkert strakt sig over lang tid selv inden for de enkelte områder, men overalt er den uden tvivl sat i gang, fordi jorden var ved at blive en sparsom ressource og mulig­ heden for at inddrage nye landbrugsarealer ved at være ud­ tomt. Landet var delt op, stammeområderne veldefinerede, landsbyjordene afgrænsede. Konflikt og uro var en naturlig følge af de begrænsede udvidelsesmuligheder, og det er sik­ kert i dette lys, at vi må se en række bemærkelsesværdige 170

Krigere og stormænd

Fra en grav på Lønne Hede syd for Ringkøbing Fjord er der bevaret så meget af en kvindedragt, at den med stor sikkerhed kan rekonstrueres. Også farverne var bevaret - ikke de triste brune farver, som kendes fra mosefunde­ ne, og som er resultat af opholdet i mosevandet. Nej, klare blå og røde farver har lyst op. Dragten var todelt; en bluse holdt sammen af en fibel på hver skulder, og med endnu en fibel midt på bry­ stet til at samle stoffet og få blusen til at falde rigtigt. Skørtet består af en bred linning med røde striber og en underdel, skørtet, der er syet fast hertil. På langs foran er skørtet pyntet med et bredt, brikvævet bånd i blåt og rødt. Ved denne bort sidder omtrent i knæhøjde en bronzenål, måske som sikker­ hedsnålen i en kilt. Om skulderen har hun haft et ternet sjal i blåt og rødt, og om det kunstfærdigt flettede hår et hovedklæde, rødbrunt med næsten hvide striber.

forsvarskonstruktioner, som i de senere år er blevet udgravet, og hvis anlæggelse rækker tilbage til det andet århundrede e.Kr. Der er f.eks. de undersøiske pælespærringer i Haderslev Fjord, Æ Lei og Margrethe Bro, som skulle forhindre frem­ mede skibes indtrængen. Enkelte andre spærringer, f.eks. ved Stege, kan dateres til samme tid, mens atter andre fjordspær­ ringer enten hører vikingetiden til eller er udaterede. Flere vil sikkert efterhånden vise sig også at være fra slutningen af ældre romertid. På samme tid blev de første store voldanlæg konstrueret. Nu står de blot som svage aftegninger i terrænet, men engang var de store anlæg med vold, grav og palisade. Det største af dem er Olmerdiget i Sønderjylland - en kæmpekonstruktion over 12 kilometer, fra Urnehoved sydvest for Åbenrå til Gårdby syd for Tinglev. Det bestod af en træpalisade af tætstillede egeOverskud og knaphed

171

Rekonstruktion af pælespær­ ring over Haderslev Fjord. I 2.-3. årh. e.Kr. konstruerede man to sådanne spærringer, hver på mere end 500 m, som effektivt lukkede indsejlingen gennem fjorden for andre end stedkendte. Spærringer­ ne bestod af kløvede ege­ stammer med firkantede huller, anbragt på tværs af sejlretningen og fastholdt ved tynde lodpæle gennem hul­ lerne. På bunden lå util­ dannede egestammer. Disse forsvarskonstruktioner har været enorme - både med hensyn til træforbrug og arbejdsindsats.

172

Krigere og stormænd

stammer, i første byggefase enkelt, men i en senere med tre til fem parallelle rækker. Palisaden stod nogle meter foran en bred, fladbundet grav på hvis anden side fandtes en lav vold, dannet af den opgravede jord. Man har beregnet, at der er gået omkring 90.000 egestam­ mer til hele konstruktionen. Selv om den i første fase blot bestod af en enkelt række stammer, så er det alligevel en

konstruktion, der både i arbejdsindsats og med hensyn til træmængde kan sammenlignes med de største vikingetidsan­ læg som Trelleborgene og Ravningbroen. Det har kun været muligt at gennemføre et så kæmpe­ mæssigt anlægsarbejde, hvis det foregik under en stærk cen­ tral ledelse. Olmerdigets dimensioner må dog også være vid­ nesbyrd om størrelsen og styrken hos den magt, man søgte at værne sig imod. Vi kender ikke de stridende parter, men det er muligt, at det var anglerne, der her ville sikre sig mod overfald fra jyderne. Det er da også inden for det område, som traditionelt til­ skrives jyderne, og som mod nord går til Skjern Å, at det rige våbengravsmiljø og det nyetablerede krigeraristokrati hører hjemme. Det er også her, langs hele Østkysten så langt mod syd som til Angel, landet mellem Flensborg Fjord og Slien, at store våbenofre i helligmoser vidner om voldsomme tilbage­ vendende kamphandlinger, der første gang fandt sted i slut­ ningen af ældre romertid, men som fortsatte og tiltog igennem de efterfølgende århundreder. Det samfund, vi møder i Syd- og Sydøstjylland, er på mange måder væsentlig forskelligt fra resten af Jylland og Øerne. Det var bygget op omkring et krigeraristokrati, der forenede mili­ tære og politiske magtbeføjelser. I gravene var en bronzeRekonstruktionstegning af Olmerdiget (Olgerdiget) med palisade, grav og vold, set fra syd (tv). Det kan følges over en strækning på 12 km mel­ lem Urnehoved sydvest for Åbenrå og Gårdby syd for Tinglev. Olmerdiget har været konstrueret efter sam­ me model som det romerske grænseforsvar, Limes (se side 150). Det var et effektivt værn mod pludselige overraskel­ sesangreb, men ikke beregnet på at modstå større militære operationer. Det er nærlig­ gende at se dette store vol­ danlæg, der er blevet opført, vedligeholdt og udbygget gennem flere hundrede år, som en forløber for Danevirke. Men overraskende nok vender dens palisade mod nordvest - og dermed mod­ sat Danevirkes.

Overskud og knaphed

173

spand og en enkelt glat guldfingerring, en „vielsesring", ofte nok til at udtrykke denne særlige rang. Der er altså ikke tale om, at den døde ledsages af en egentlig bordopdækning med mange romerske kar, som det kendes fra Øerne. Dollerupgraven er dog en undtagelse. Det er derfor muligt, at den, der var gravlagt her, repræsenterede en øverste samlende magt­ faktor, jydernes konge. I så fald må man også tolke de øvrige rigt udstyrede høvdingegrave fra Øerne som udtryk for fyn­ ske, lollandske og sjællandske småkongedømmer. Og den, der blev gravlagt ved Byrsted i Himmerland kunne på til­ svarende måde kaldes kimbrernes konge.

I periferien af et imperium Man kan undre sig over, at den politiske udvikling tog så forskellig retning i de forskellige dele af landet: mod sydvest koncentreret om et aristokrati af krigere og ældste, mod øst om stormænd med hang til romersk livsstil og romerske vaner, og mod nord med et bondesamfund, der i overvejende grad demonstrerede lighed og fællesskab. Forklaringen skal ikke blot søges i samtiden, idet udvik­ lingen har rødder, der går tilbage til århundrederne før vor tidsregning. Allerede dengang sporedes konturerne til de re­ gionale særpræg. Men det var samtidens påvirkninger, der hele tiden blev den udløsende og omformende faktor. I det første århundrede efter vor tidsregning kom Norden for første gang i direkte kontakt med en stormagt, Det romer­ ske Imperium. Danmark var en del af det germanske stamme­ område og tilhørte som sådan den romerske interessesfære. Kontakten var direkte, mennesker herfra rejste til grænseom­ råderne, enten som krigere eller handlende eller begge dele. Germanerne kæmpede mod romerne langs grænsen eller handlede med dem, og sønner af fornemme germanske høv­ dinge kunne optages i den romerske hær, få militærtræning og endog opnå officersrang og statsborgerskab. Den personlige kontakt og kendskabet til en livsstil - og ikke mindst et mili­ tærvæsen - der var så forskelligt fra det traditionelle german­ ske, kunne ikke undgå at sætte dybe spor i den hjemlige udvikling. Europa var på denne tid delt i tre: Romerriget, grænseom­ råderne mod nord, hovedsagelig det gamle keltiske område, og endelig det germanske bagland. Forholdene var imidlertid ikke fastlåste og ubevægelige. Det var ikke mindst den offensi­ ve romerske politik over for germanerne i de første to år­ hundreder e.Kr., der kom til at præge udviklingen. Senere, 174

Krigere og stormænd

Det romerske Rige i tiden fra 1. årh. f.Kr. til 3. årh. e.Kr. Da den romerske grænse i begyndelsen af 1. årh. e.Kr. for en stund blev skudt frem til Elben, stod de romerske hære pludselig nær Jyllands rod. De frembød en meget konkret trussel for de stam­ mer, der levede her, og det er også i lyset af denne ud­ vikling, at vi skal se frem­ væksten af et krigeraristokrati i Sydjylland.

efter Marcomannerkrigene i slutningen af det andet århundre­ de, skiftede den romerske politik i nogen grad karakter, fra det offensive til det defensive. Hermed kom de militære og politi­ ske initiativer i højere grad i hænderne på de germanske stam­ mer selv. Selve Imperiets ekspansionsfase, der mod nord fandt sin foreløbige afslutning i de første årtier e.Kr. med etableringen af den romerske rigsgrænse langs Rhinen og Donau, gik ikke sporløst hen over de germanske stammeområder. Når den romerske ekspansion standsede her, var det resultat af en fejlslagen erobringspolitik og vel erkendelsen af, at omkost­ ningerne ved at undertvinge og fastholde disse fjerne egne langt oversteg udbyttet. Men denne erkendelse havde kostet romerne dyrt. Da den romerske hær og flåde under Tiberius' kommando i år 4 e.Kr. nåede frem til Elbmundingen efter at have besejret de derboende germanske stammer, betød det, at romerne havde underlagt sig området mellem Rhinen og Elben-Saale. Det nye og langt kortere grænseforløb, som denne erobring havde ført med sig, var utvivlsomt at foretrække for romerne frem for det lange, vinklede forløb langs Rhinen-Donau. Men grænsen ville blive endnu kortere og dermed også 1 periferien af et imperium

175

Del af Hildesheimfundet, der omfatter i alt omkring 60 skåle, bakker, kander, fade osv., alle af sølv, og som tilsammen udgjorde et ro­ mersk taffelservice til tre personer. Med en vægt på 54 kg er det et af de største og mest betydningsfulde fund af antikke sølvkar. Hildesheim­ fundet må have tilhørt en højtstående romersk officer - sikkert feltherren Varus selv - og det skulle i givet fald være blevet skjult i jor­ den i løbet af de tre dage, hvor kampene mod cheruskerhøvdingen Arminius og hans germanske stammefæl­ ler stod på - og af gode grunde aldrig hentet frem igen; Varus begik selvmord efter det ydmygende neder­ lag i slaget ved Teutoburg år 9 e.Kr.

176

Krigere og stormænd

mere sikker, hvis den blev skudt yderligere frem til et forløb langs Elben-Moldau. Samtidig ville det blive muligt for romer­ ne at knuse det nye stærke stammeforbund, som omfattede store dele af det øst- og mellemgermanske område, og som var opstået omkring den marcomanniske, dvs. bøhmiske, kong Marbod. Under Tiberius' ledelse var det hensigten at foretage en „knibtangsbevægelse" mod Bøhmen fra vest og syd. Denne militære operation var formodentlig lykkedes, hvis ikke Ti­ berius pludselig havde måttet forlade Bøhmen på grund af oprør blandt de pannoniske legioner længere mod øst. Resultatet blev, at Rom måtte opgive at gøre Bøhmen hl en romersk provins. Derimod blev det nordvestgermanske om­ råde allerede opfattet som en provins, og den nyudnævnte statholder, Varus Quinctilius, optrådte i overensstemmelse hermed: I sommeren år 9 e.Kr. opholdt han sig langt inde i Øvregermanien, hvor han bl.a. dømte mellem germanerne på romersk retsgrundlag, byggede veje, befæstede nye lejre og opkrævede skatter. Mens romerne betragtede området som overvundet og un­ derlagt romersk kontrol, dannedes i hemmelighed et stamme­ forbund med det formål at slå den romerske hær tilbage og

Gravsten over underofficeren Marcus Cælius Lembo. Den­ ne gravsten er det eneste bevarede romerske monu­ ment, som indeholder en hentydning til katastrofen i Teutoburg. Inskriptionen lyder: „Til minde om Marcus Cælius Lembo, Titus' søn, centurion i 18. Legion, 53 år. Han faldt i Varus-slaget. Hans ben skal nedlægges her. Hans broder Publius Cælius rejste denne minde­ sten." På gravstenen ses en romersk officer, hvis bryst er smykket med udmærkelses­ tegn, panden med en krans af egeløv og som i hånden holder officerens værdigheds­ tegn, vinstokken, som blev brugt til afstraffelse af solda­ terne.

frigøre Øvregermanien fra romersk overhøjhed. Lederen af dette stammeforbund var cheruskerstammens høvding Arminius, der nylig var vendt tilbage til sin stamme fra den romer­ ske hær, hvor han havde været højtstående befalingsmand. I det historisk kendte slag ved Teutoburg lykkedes det den germanske hær at omringe og udslette det meste af Varus' feltarmé, der bestod af tre legioner foruden rytteriet og et antal hjælpetropper, i alt omkring 30.000 mand. Selve lokaliteten Teutoburg kendes ikke. Den bjergkæde, der i dag hedder Teutoburgerwald, fik først i 1700-tallet sit navn. At slaget har stået i cheruskernes stammeområde mel­ lem floderne Leine og Aller (bifloder til Weser) må anses for sandsynligt, og det antages almindeligvis, at kampen fandt sted nær Hildesheim, øst for den nuværende Teutoburger­ wald, og nær det sted, hvor den store Hildesheimskat er fundet. Efter Varus' nederlag opgav Augustus at holde grænsen I periferien af et imperium

177

langs Elbenz og efter år 16 ændredes den romerske politik fra militær til politisk intervention. Når den romerske ekspansionspolitik i den grad slog fejl over for germanerne, er grunden sikkert den, at en krigs­ førelse efter romersk mønster ikke lod sig praktisere her. I Germanien var der ikke som i det keltiske Gallien større byer, som romerne kunne erobre og dermed svække samfundslivet, og hvorfra de siden hen kunne holde landet i skak. At svide landsbyer af gav ikke den samme gevinst for romerne og var ikke et uopretteligt tab for germanerne. Også hærens for­ syningslinier gav problemer i et uvejsomt land, hvor bebyggel­ sen lå spredt, og hvor både naturforhold og vejrlig var dem inderligt imod. Efter år 9 så det en kort overgang ud til, at det germanske område skulle deles i to store stammeforbund - et nordvest­ germansk og et sydøstgermansk. Selv om de af karakter var meget forskellige og af varighed meget begrænsede, kan de måske alligevel opfattes som eksponenter for en politisk ud­ vikling, der blev sat i gang af den romerske ekspansionspolitik under Augustus, og som formodentlig prægede udviklingen i henholdsvis Vest- og Østgermanien i tiden frem til Marcomannerkrigene (161-280 e.Kr.). Den væsentligste forskel mellem dem lå i lederskabets ka­ rakter og dermed i muligheden for kontrol over andre stam­ mer. Mod vest kom ingen af de involverede stammer til at beherske hinanden, og ingen overordnet politisk ledelse fik permanent karakter. Mod øst var forholdene anderledes, idet lederskabet under den bøhmiske kong Marbod var uafhængig af perioder med krig. Denne forskel mellem to delvis forskellige politiske syste­ mer ses også arkæologisk i udbredelsen og indholdet af de rigt Udstyrede germanske høvdingegrave. Mod nordvest er det ryttergrave - evt. våbengrave; mod øst og nordøst er det kvin­ degrave. Positionen som rytter og kriger markeres således især i gra­ vene mod nordvest langs Elben og mod sydvest ved Moldau, dvs. grænseområderne for den romerske ekspansionspolitik. Kvindegravene og mandsgravene uden våben findes derimod i de fjernereliggende - og fredeligere - nordøstlige dele af det germanske område. Grænsen mellem de to gik op gennem Danmark; Øerne hørte til den østlige, Jylland til den vestlige. Gennem de militære lederes funktion mod vest får vi ind­ tryk af samfund, hvor krig og konflikt indtog en væsentlig plads, og hvor kvindernes rolle ikke blev markeret ved værdig­ hedstegn og sociale symboler. Den romerske hær udgjorde i 178

Krigere og stormænd

årtierne omkring vor tidsregning en vedvarende trussel, som var medvirkende til, at det vestgermanske område udviklede en politisk struktur, der var baseret på en permanent militær ledelse. I disse områder havde den romerske import ingen væsentlig betydning, hverken ved statusmarkering eller som led i forskellige alliancer. Det er kun i de østlige grænseegne, at importen anvendes som et symbol på de særlige rangbeføjel­ ser, der i forvejen blev understreget gennem sporer og våben. Mod nordøst har krig og konflikt derimod ikke været af samme omfang eller hyppighed. Den militære ledelse var næppe permanent, og den var ikke et embede eller en posi­ tion, der blev fremhævet i døden. Kvinderne havde en høj social status, og de indgik i ægteskabsalliancer mellem om­ rådets fornemste slægter. Her fik den romerske import stor betydning som eksponent for ejerens særlige kontakter og forbindelse til andre germanske ledere og ikke mindst til den romerske verden. Når den romerske import findes hos både mænd og kvin­ der, er forklaringen antagelig en slægtskabsstruktur, hvor kvinder i højere grad bevarede en selvstændig position, f.eks. ved ikke at blive optaget i mandens slægt. Hvis hun opretholdt tilhørsforhold og rettigheder (evt. begrænset arveret) i sin egen slægt, ville hun også kunne overføre og bevare sociale symboler fra den ene slægtsgruppe til den anden. Rækken af rige kvindegrave med et ensartet udstyr af småting, smykker og amuletter, som fandtes i Østdanmark, og som ligeledes omfatter flere af de nordtyske høvdingegrave, kan måske for­ klares på den måde. Danmark havde fundet sin plads i periferien af det frem­ voksende romerske imperium, ikke som en ydmyg lille brik, men som en vægtig og værdig del af Germanien. Gravfundene vidner om kontakt og forbindelse, ikke blot til den fælles­ germanske kreds af stormandsslægter, men også om direkte kontakt til selve Romerriget. Det fornemste af alle germanske gravfund er Hobygraven, som er beskrevet på side 140ff. Den indeholdt et næsten fuld­ stændigt romersk drikkeservice fra begyndelsen af det første århundrede e.Kr. At det er nået til Lolland i komplet stand, modsat hvad der er tilfældet i alle senere fyrstegrave fra ældre romertid, som kun indeholder dele af et sæt, taler for, at der har været en direkte kontakt mellem den romerske giver og den danske modtager. Med sin enestående kvalitet er Hobyfundet i særklasse - en værdig gave fra den romerske statsmagt i diplomatiets tjeneste til en, der vidste at værdsætte dets skønhed og erkende gavens 1 periferien af et imperium

179

Den lille sølvkop og en af Hobygravens to sølvfibler (øverst tv.) samt en af de to sølvfibler fra Bendstrup (th.). Hobygravens fibler har på­ faldende lighed med de to romerske fibler fra Bend­ strup, blot er de fremstillet i Danmark. Også Hobyfiblernes dyrehoved er - som de eneste danske - forsynet med en snoet guldtråd om pan­ den. Dyrehovedet går igen på hanken af den lille sølvkop. Koppen hører til det op­ rindelige romerske drikkesæt, hvorimod hanken uden tvivl siden hen er sat på i Dan­ mark. Dyrehovedet blev måske Hobyhøvdingens symbol - og når det hundre­ de år senere stadig blev kopieret, viste det måske ejerens familiemæssige til­ knytning til dette dynasti.

180

Krigere og stormænd

forpligtende karakter. Når vi tør slutte sådan og ikke blot se det som udtryk for handelsforbindelser, er det også på grund af ejernavnet Silius, der var prentet i bunden af de to sølvbægre. I årene 14-21 e.Kr. vides det som nævnt, at en vis C. Silius var legat for Øvregermanien med sæde i Mainz. Accepterer vi, at sølvbægrene har tilhørt ham, må det betyde, at de er afhændet i perioden umiddelbart efter romernes militære nederlag og den ændrede politik over for germanerne. Hobyfundets helt særlige - og komplette - karakter vidner da også om en per­ sonlig gave fra Silius til den høvding, der senere skulle få det med sig i graven på Lolland. Denne tolkning får imidlertid en ekstra dimension, hvis den kædes sammen med det mere uanselige Bendstrupfund. Dette indeholder nemlig ikke blot de to romerske fibler, som sikkert også var forbilledet for to af Hobygravens sølvfibler og for dyrehovedet på hanken af den lille sølvkop, men det har oprindelig også rummet et fornemt vinkar - i virkeligheden de eneste ting, som Hobyhøvdingen manglede, for at hans ud­ styr var helt komplet. De små forsteninger, ammonitskallerne, sikkert en art terningespil som var almindeligt blandt romer­ ne, understreger denne helt personlige kontakt til det syd­ vestgermanske område. Vi vil naturligvis aldrig kunne rekonstruere den egentlige historiske forbindelse mellem Hoby og Bendstrup. De to fund er imidlertid så enestående og kompletterer hinanden på en så påfaldende måde, at de indbyder til et forsøg: „Høvdingen fra Lolland, som var kendt og agtet blandt de

På dette velbevarede vægmaleri i Herculanum ses to kvinder, der spiller terning - en yndet beskæftigelse blandt romerne. Som spille­ brikker anvendtes ofte tå- eller fodrodsknogler fra svin eller får. Den dag i dag spiller børn i spanske landdistrikter et spil, som de kalder „Tabas" med tilsvarende knogle-terninger. Dette romerske terningespil var også kendt i Danmark, hvor der jævnligt findes sådanne småknogler blandt gravgaverne. De to valnøddelignende forsteninger fra Bendstrupgraven kan udmærket være et sæt spillebrikker - deres meget slidte overflade kunne tyde på denne funktion.

I periferien af et imperium

181

ledende slægter i hele det sydlige Skandinavien for sine be­ drifter og forbindelser med Romerriget, giftede sin datter bort til det magtfulde dynasti i Nordøstjylland. Ægteskabet skulle styrke Hobyhøvdingens politiske position og sikre fred med østjyderne. Samtidig gav det mulighed for at handle med et af de jyske stammeområder. For at understrege sin egen, slægtens og datterens særlige position fik hun to helt enestående ting med fra faderens vidt berømte romerske udstyr, det, som han i sin tid havde fået af den romerske legat C. Silius som en personlig gave - det store vinkrater og de to fine små sølvfibler med dyrehoved, som han dog først fik kopieret til sig selv hos sin lokale sølvsmed. Måske var det også ved denne lejlighed, måske tidligere, at han fik sat en hank med et tilsvarende dyrehoved på den lille sølvkop. Som lykkebringende amuletter medbragte datteren også de små forsteninger, som faderen havde hjembragt fra det frem­ mede, og som nu skulle hjælpe og beskytte hende i tilværelsen hos en anden stamme. Ingen af disse ting måtte imidlertid gå i arv. Når både han selv og datteren engang døde, skulle de enestående hæders­ gaver begraves sammen med dem, så de igen kunne forenes i livet hinsides/' Sådan kan vi ved fantasiens hjælp forestille os forbindelsen mellem de to så nærtbeslægtede fund. Sikkert er det imid­ lertid, at fundet fra Bendstrup støtter den historiske tolkning af Hobyfundet og bliver en bekræftelse på den nære kontakt mellem Romerrigets udsendinge ved Rhingrænsen og særlig fremtrædende medlemmer af de ledende germanske slægter. I årene efter nederlaget ved Teutoburg gjorde romerne, hvad der stod i deres magt for at skaffe sig germanske forbunds­ fæller eller i det mindste høvdinge, som kunne overtales til at være neutrale i forhold til romerne, så de kunne konsolidere deres nye grænse langs Rhinen og Donau. Det er i dette lys, vi må se udviklingen i Danmark. Da de romerske hære havde kæmpet sig frem til Elben, og Tiberius året efter med sin flåde rundede Jylland, stod en verdensmagt pludselig for døren. Det skal dog ikke forstås på den måde, at det alene var disse historiske begivenheder, som kom til at bestemme, hvad der skete i Danmark og det øvrige Germanien i tiden herefter. Hvert område havde i forvejen sit eget sær­ præg, der hvilede på århundredgamle traditioner; men det var ud fra disse, at det nye opstod. Kimen var blevet lagt til de sociale omvæltninger og den fortsatte magtkoncentration, som for alvor slog igennem i yngre romertid.

182

Krigere og stormænd

Yngre romersk jernalder 175/200-375/400 e.Kr.

Landsbysamfundet forandres

Glasbæger med den græske indskrift: „Drik og du vil leve skønt", fundet i en urnegrav ved Stilling nordøst for Skan­ derborg. Glasset er forment­ lig fremstillet ved Sortehavet i slutningen af 4. årh. e.Kr. I urnen lå foruden drikkeglas­ set også 36 spillebrikker! Den døde må inden brændingen være svøbt i et bjørneskind - kun bjørnens kløer er nu tilbage. Overalt i landet ser vi i 3.-4. årh., hvordan drikke­ kar og spillebrikker afløser våben som udstyr i de rigeste mandsgrave.

De forandringer, som jernalderens befolkning kom til at op­ leve i løbet af det tredje og fjerde århundrede, var efter al sandsynlighed nogle af de mest gennemgribende i Danmarks oldtid. De ses overalt - i landsbyerne, i gårdene, i landskabet, i driftsformen, i militærvæsenet, i håndværkene og i teknologi­ en, og nøglebegreberne er centralisering og specialisering. Forud var gået århundreder, hvor jagten på jordens ressour­ cer blev stadig stærkere. Landet var opdelt, ejerskabet lå fast og samfundet kunne ikke fortsat opsuge en voksende be­ folkning ved at grundlægge nye landsbyer. I stedet bliver landsbyerne større, fælleshegnene opgives. Gårdene vokser og får særlige bygninger eller adskilte af­ delinger til de forskellige funktioner, og flere mennesker end tidligere levede og arbejdede under samme tag. Hver enkelt gård bliver omgivet af et stort indhegnet areal, gårdtoften, der svarer til den gammelnordiske grundbetydning af ordet „gård": gærde og indhegnet område. Fra da af og helt frem til vor tid har gården fremstået som en selvstændig økonomisk enhed. Denne omlægning hænger sikkert snævert sammen med de ændrede dyrkningsformer. Det ekstensive jordbrug, baseret på den ældre jernalders småmarker omgivet af lave jordvolde, hører overalt op i løbet af disse århundreder. Landskabet skifter karakter; i nogle egne breder skoven sig, i andre der­ imod det åbne land og heden. I arbejdet på de enkelte gårde har den nye tid også medført forandringer. Redskaberne bliver mere effektive, jernteknolo­ gien forbedres og smedning og andet håndværk er i højere grad blevet for specialister. Men også det traditionelle kvindearbejde berøres. Den gam­ meldags skubbekværn afløses således af den langt mere effek­ tive drejekværn. Skønt den allerede havde været i brug hos kelterne i århundrederne f.Kr., bliver den først optaget i Nor­ den i løbet af 300-årene. Nu er der for alvor brug for at kværne korn, velsagtens fordi der hver dag er flere munde at mætte på de enkelte gårde. Væveteknikken forbedres; klædet bliver finere, ulden bedre og hørlærred kommer til. Vævningen får i højere grad præg af at være et håndværk. Væven rykkes ud fra gårdens opholds­ Landsbysamfundet forandres

185

rum til en lille selvstændig hytte på kun nogle få kvadratmeter med forsænket gulv og et tag, der er båret af to fritstående stolper. Her var lyset meget bedre end inde i det store be­ boelseshus, og netop dagslyset har været en af de praktiske forudsætninger for, at væversken kunne fremstille de fine stoffers kunstfærdige mønstre. Den omfattende specialisering har sikkert medført, at hånd­ værkere og handlende jævnligt rejste fra landsby til landsby for at afsætte deres varer eller udbyde deres færdigheder. På årlige eller halvårlige markeder mødtes mennesker fra mange bygder, handlede og hørte nyt. Verden var ved at blive større; rejser og varetransporter over større afstande var ikke længere noget særsyn. Også det fælles forsvar mod fremmede hære krævede hurtig forbindelse fra egn til egn. Vejene udbygges, skibe og vogne forbedres. Til lands og til vands indretter man sig på en ny tids behov.

Vorbasse På markerne nord for den navnkundige midtjyske landsby Vorbasse, 30 kilometer vest for Vejle, blev der fra midten af 1970'erne til ind i 80'erne udgravet otte jernalderlandsbyer, som tilsammen dækkede et område på 200.000 kvadratmeter. En efter en har disse landsbyer afløst hinanden fra det sidste århundrede f.Kr. og frem til 1100-tallet, hvor den nuværende Vorbasselandsby blev anlagt nogle hundrede meter mod syd. Før disse store udgravninger fandt sted, var kendskabet til bebyggelsen fra den yngre del af jernalderen meget sum­ marisk. Og det var så meget mere mærkeligt, som landsbyerne fra såvel den ældre jernalder som fra vikingetiden var vel­ kendte. Men denne mangel på fund søgte man at forklare som resultat af en voldsom og pludselig befolkningstilbagegang, der skulle have lagt store dele af landet øde i jernalderens midte. Det kunne f.eks. være den frygtelige pestepidemi, som hærgede store dele af Europa i begyndelsen af 500-tallet, eller det kunne være en masseudvandring af jyder til England. Med udgravningerne i Vorbasse fik man endelig syn for sagn: Store gårde, regulære landsbyer, en stabil bebyggelse igennem 2000 år og ingen tegn på affolkning. Det mest iøjnefaldende ved bebyggelsen fra den yngre del af jernalderen er landsbyernes størrelse. Således dækkede 300400-tallets landsby ved Vorbasse henved 135.000 kvadratmeter (24 tdl.), dvs. ti gange så meget som landsbyen ved Hodde. Antallet af gårde var nogenlunde det samme - omkring en snes. De lå ikke længere samlet om en åben midterplads, men 186

Landsbysamfundet forandres

Rekonstruktion af Vorbasselandsbyen i 4. årh. e.Kr., set fra sydøst. Den består af omkring 20 gårde, hvoraf flere er tvillingegårde, dvs. gårde, der ligger inden for det samme indhegnede område. Langhusene har alle stald mod øst, beboelse mod vest, og de ligger midt på den åbne plads, mens de mindre huse, der ligger parallelt med hovedhuset, er trukket ud mod hegnet - eventuelt så meget, at en af væggene erstatter et stykke hegn. Bebyggelsen virker planlagt og velordnet; gårdene ligger hegn ved hegn i to nordsydgående rækker, mens den største gård er anlagt lidt længere mod øst.

derimod i lange nord-sydgående rækker, og det tidligere så karakteristiske fælleshegn var forsvundet. Hver enkelt gård havde kun sin egen indhegning, men den var til gengæld både større og mere solid end tidligere. Selve hegnet var kraftigt, bygget af tætstillede planker og store stolper, og langs inder­ siden visse steder forsynet med et halvtag. Midt i den store kvadratiske indhegning lå gårdens hoved­ bygning, langhuset, som nu var blevet 30-40 meter langt. Bredden var dog stadig på godt fem meter som tidligere, og dette mål, der holdt sig til ind i vikingetiden, må tilskrives hensynet til tagkonstruktionen. Set udefra havde huset fået mere afrundede hjørner end tidligere; de gamle gårdes vægge af tætstillede planker var nu afløst af fritstående stolper med så stor indbyrdes afstand, at mellemrummene imellem dem blev udfyldt af bræddevægge eller risflet med lerklining. Kom man ind i huset, var forandringerne iøjnefaldende. En dør midt for hver langside førte ganske vist stadig ind til en lille mellemgang, akkurat som tidligere. Men herfra kom man ikke Vorbasse

187

længere direkte ind i opholdsrummet med ildstedet og bænke­ ne langs siderne; et mindre alrum eller forrum havde nu skudt sig ind imellem. Kom man først igennem det, var alt næsten ved det gamle - bortset fra størrelsen. Opholdsrummet her var omkring dobbelt så stort som hos høvdingen i Hodde. I østenden lå stalden, som var adskilt fra indgangsrummet med en bræddevæg. Her var plads til 20-30 større dyr, der ligesom tidligere stod i båse langs væggene. I de længste huse var der endnu et rum mod øst, og gavlen var i flere tilfælde åben. Dette forholdsvis store rum har vel været tærskelo eller lade. Til gården hørte også andre bygninger. Et eller to mindre huse lå på gårdtoften; her kunne redskaber, foder og fødevarer opbevares, eller de kunne fungere som værksteder. Ganske som i Hodde har et af de mindre huse været indrettet som smedje; glødeskaller og slagger fra essen lå endnu tilbage. Uden for gårdens hegn lå jernudvindingsovnene, og udgrav­ ningen har vist sporene efter smedens færdsel mellem ovn og værksted. Enkelte steder ses de første små nedgravede værk-

i

100

i

400

600

।

5

700

900 800 ____ 1 1 I 1

GERMANERTID

CO

Landsbysamfundet forandres

500

i

2:3141 __________ ।____________ i

188

300

ÆLD. ROMERTID l YNG. ROMERTID ! । i i

BYER

200

1 1 1 ■'

1 MIDDELA. 1

VIKINGETID

7

1100

1000 1 l l

CO

6 ÅR: + 160 KELTERTID ! PER:

00

Jemalderlandsbyeme ved Vorbasse. Tegningen viser de enkelte landsbyers indbyrdes placering fra den første i århundredet f.Kr. til den nuværende landsby, som blev anlagt i middelalderen. De mange flytninger giver os enestående mulighed for at følge landsbyens årtusind­ lange udvikling - fra den lille bebyggelse med de forholds­ vis små gårde i tiden omkring vor tidsregning til store landsbyer med solide, vel­ byggede gårde fra jernal­ derens midte.

Rekonstruktion af den rigt udstyrede krigergrav fra Vorbasse. Den døde er lagt til hvile i en trækiste med svær­ det ved sin side, en romersk spand ved fødderne og et lerkar ved hovedet, begge sikkert med drikke til den lange rejse. Det store skjold og spyddet og lansen med de lange stager måtte derimod anbringes uden for kisten.

stedshuse og vævehytter, grubehusene, der bliver så alminde­ lige på mange gårde i den sene jernalder og den efterfølgende vikingetid. Også landsbyen ved Vorbasse havde sin storgård. Den indhegnede gårdtoft var på 72 x 53 meter, dvs. næsten 4000 kvadratmeter. Her lå et langhus på 45 meter og tre mindre huse. Endnu et lille hus hørte til gården, men det lå af en eller anden grund uden for hegnet, ved den østlige udgang, hvor der var passage til markerne. På disse marker, 100 meter øst for storgården, blev der fundet en lille gravplads med i alt 16 grave, både mænd, kvinder og børn. I midten lå to krigergrave, den ene særlig fornemt udstyret med bl.a. et romersk sværd og en bron­ zespand. Omkring disse to grave lå fire rige kvindegrave. Deres indhold var næsten ens og bestod bl.a. af store fibler med guldbelægning, lange kæder med op til 250 perler af glas og rav. En havde desuden et glasbæger, en anden en bronzebeslået træspand. Såvel placering som gravgaver gør det rimeligt at opfatte pladsen som familiegravsted for landsbyens overhoved. An­ dre steder i nærheden af Vorbasse er der fundet tilsvarende små gravpladser, men ikke så rige, og de har velsagtens tilhørt andre af landsbyens gårde. Den tid var åbenbart forbi, hvor alle blev gravlagt på én og samme gravplads - landsbyens. Hver enkelt gård havde øjen­ synligt sit eget gravsted på den jord, som hørte slægten til. Følte disse mennesker mon ikke længere fællesskab med an­ dre end deres nærmeste, hverken i livet eller i døden?

Andre landsbyer Efter påvisningen af jernalderlandsbyen ved Vorbasse gik der ikke mange år, før andre samtidige landsbyer så dagens lys ved nye udgravninger flere steder i landet. Nu vidste man, at gårdene fra denne tid kunne findes og hvordan de så ud. I Nørre Snede mellem Herning og Horsens var langhusene lidt mindre end i Vorbasse (det største var 36 meter). Især er staldenden kortere, og hegnene er ikke så velbevarede. Derfor er grundplanen heller ikke så klar, men det er dog tydeligt nok, at hvert langhus har ligget midt i en kvadratisk ind­ hegning sammen med en eller to mindre bygninger, og at gårdene har ligget i lange rækker. Mærkværdigvis findes stalden i husenes vestende, beboel­ sen mod øst, stik imod det almindelige. Denne omvendte indretning har ikke nogen praktisk betydning - i hvert fald Andre landsbyer

189

Udgravningsplanen er det arkæologiske råmateriale, når vi beskæftiger os med lands­ byerne - i dette tilfælde Nørre Snede. I disse til­ syneladende uoverskuelige mængder af husspor, er det trods alt muligt at udskille landsbyens forskellige faser; således er gårde og gårdtofter fra 500-talIet markeret med sort. Landsbyen har inden for det udgravede område eksi­ steret fra omkring 200 til 700 e.Kr. I løbet af dette tidsrum er der sket utallige ombyg­ ninger og flytninger. Jemalderlandsbyen ved Nørre Snede er den naturlige for­ løber for den nuværende by. Den lå på et højt plateau med de bedste muligheder for at udnytte agerlandet og eng­ områderne, og fra 3.-4. årh. indtil 1680'erne har landsbyen bestået af en halv snes gårde - åbenbart, hvad den om­ kringliggende jord gav mulig­ hed for.

190

ikke set med nutidens øjne. Noget andet er, hvad indbyggerne i Nørre Snede selv opfattede som hensigtsmæssigt, da de byggede gårdene. I hvert fald fortsætter de med denne ind­ retning gennem alle seks bebyggelsesfaser, fra omkring 400 til engang i 600-tallet. Ved Stavad i den nordvestlige udkant af Store Vildmose i Vendsyssel ligger en jernalderbebyggelse af en helt anden karakter. Her, i de store fugtige engområder, slog en lille gruppe mennesker sig ned engang i løbet af det tredje år­ hundrede og byggede deres gårde på et fladt og nogenlunde tørt plateau, der strakte sig langs et lavtliggende engdrag. Selv om bebyggelsen lå højere end det omgivende land, var det alligevel ikke tilstrækkeligt til at holde fugtigheden fra døren,

Landsbysamfundet forandres

Tre karakteristiske langhuse fra jernalderen. Til venstre ses udgravningsplanen, til højre rekonstruktionen. Den øverste er fra den tidlige jernalder, omkring 300 f.Kr. Herefter følger en gård fra århundrederne omkring Kr.f., mens den sidste er fra tiden mellem 200 og 500 e.Kr. Fælles for de tre langhuse er de to rækker tagbærende stolper, men som det fremgår af planerne er vægkonstruk­ tionen på den yngste gård ændret, idet væggrøften er forsvundet. Husenes bredde er nogenlunde uændret; fem til fem og en halv meter, sikkert af hensyn til tag­ konstruktionen. De tag­ bærende stolper har dog en lidt ændret placering, idet de er rykket længere ind mod husets midte. Tagets vægt er mere ligeligt fordelt mellem dem og vægstolpeme.

og man havde derfor anlagt et omfattende system af drængrøf­ ter til at lede vandet bort fra husene. De i alt ni undersøgte huse ligner Vorbasses, blot er der en lille forskel, som siger noget karakteristisk om levevilkårene herude i Vildmosen. Inden for de ydre vægstolper står der nemlig en række af helt tætstillede stokke eller brædder, som har dannet en ekstra væg. Vejrforholdene har været barske, og der har været god brug for ekstra isolering. Husene er også mindre, og der er ingen spor efter hegn. Gårdene ligger enkeltvis langs kanten af plateauet, sikkert på grund af de særlige terrænforhold. I baglandet, 50-100 meter fra gårdene, findes flere små grav­ høje, der er anlagt direkte på den oprindelige markflade. Et par af dem er undersøgt, og de rummer simple brandgrave med få og små gravgaver, dog tilstrækkeligt til at afgøre, at Andre landsbyer

191

gravene og husene er samtidige. Og mon ikke man har valgt at begrave de døde i småhøje, hvor urnerne kunne stå nogen­ lunde tørt, for at undgå at sætte dem ned i den fugtige jord? Jernalderlandsbyerne ved Vorbasse, Nørre Snede og Stavad har fået følgeskab af andre, f.eks. ved Sejlflod nær Ålborg, Dankirke ved Ribe og Drengsted ved Løgumkloster, og alle fortsætter de ind i germansk jernalder uden klare skel eller overgange, så hvem kan længere tale om affolkning af landet? Bebyggelsen ved Stavad er i hvert fald det synlige bevis på, at mennesker dengang måtte tage til takke med selv de usleste egne: en fugtig højmose, som ganske vist gav gode græs­ ningsmuligheder for kvæget, men som med garanti også gav krogede rygge og gigtplagede ben.

Smedning I Danmark er der ikke bjerge med jernmalm, men alligevel har vi et anvendeligt råmateriale til jernproduktion. Det er de jernforbindelser - vi kalder det myremalm - som i tidens løb er udfældet i moserne. At udvinde dette jern har været en særdeles omfattende og arbejdskrævende proces. Malmen skulle graves op fra de fug­ tige engstrækninger og moseområder, opvarmes så urenheder og vand blev fjernet og derefter knuses. Den skulle trans­ porteres til jernudvindingspladserne ved landsbyerne, og der skulle skaffes brændsel til ovnene. Trækullet, som var nød­ vendigt for at opnå den tilstrækkelige temperatur, måtte først fremstilles. Det skete i gruber ved siden af ovnene, og forbru­ get var stort. Til at fremstille et kilo jern blev der brugt mindst ti kilo trækul, og da det især var kviste og ungtræer, hoved­ sagelig eg, bøg, el, birk og fyr, var langtidsvirkningen på skovene katastrofal. De ældste spor af jernudvinding i Danmark stammer fra den tidligste jernalder, omkring 300 f.Kr. På en boplads ved Bruneborg nord for Horsens er der fundet en smedje, hvor bl.a. esse, essesten og smedeskæl var bevaret. Desuden en række gruber udforet med rødbrændt ler, mange slagger, anselige mængder rå, ubearbejdet myremalm samt ikke mindre end 50 kilo ristet, knust malm. Med dette fund kan der ikke længere herske tvivl om, at der lokalt fandt jernudvinding sted allerede fra jernal­ derens begyndelse. De første spor af jernudvindingsovne stammer dog først fra tiden omkring Kr.f. Det er hesteskoformede fordybninger med en kappe af brændt ler, som ved åbningen er flankeret af to sten. I en større grube uden for åbningen ligger slaggerne. 192

Landsbysamfundet forandres

Rekonstrueret jernudvin­ dingsovn fra 1. årh. f.Kr. ud fra fund ved Boeslunde og Eggeslevmagle nord for Skælskør. Ovnen består af en næsten cirkulær lerkappe, der er gravet omkring en halv meter ned i jorden. Det er usikkert, hvor høj den har været - formentlig godt en meter. Foran ovnen er en større åben arbejdsgrube, hvor blæsebælgene efter al sandsynlighed har stået. Selve ovnrummet er ganske lille, blot 25-30 cm med en åbning i den ene side, der har været lukket med en for­ plade. Går man ud fra, at slaggemængden efter en brænding var omkring 10 kg, har jernudbyttet næppe oversteget 3 kg. Trækulsfor­ bruget har været 12-14 kg, hvortil kommer omkring 5 kg til forvarmning af ovnen. Brændingen har varet 5 timer. Denne ovn type kunne efter fornøden udbedring bruges adskillige gange.

Med den nye ovntype, skaktovnen, der kommer i brug fra yngre romertid, får vi for første gang et detaljeret kendskab til jernudvindings teknikken. Den færdigbyggede ovn bestod af en grube, omkring en meter dyb, og en tilsvarende høj „skor­ sten", skakten, hvori selve jernudvindingen fandt sted. En søjle af sammenpresset halm blev anbragt i gruben, og ovenpå blev der lagt trækul. Ilttilførselen og dermed forbrændings­ hastigheden kunne reguleres gennem huller i skaktens nederste del, som vist på billedet. Ovnen skulle opvarmes til den nødvendige temperatur på 1200-1400 grader C - det tog omkring et døgn - og påfyldning af trækul fandt sted ovenfra. Når temperaturen i bunden af skakten havde nået det ønskede, blev ovnen skiftevis fodret med lag af knust myremalm og trækul. I skakten dannedes nu kulilte, som reducerede jernilte til jern og kultveilte. Denne proces foregik allerede højt oppe i skakten, og når myremal­ men sank længere ned, smeltede slaggen fra, idet den allerede ved en temperatur på 1200 grader fik en flydende konsistens og løb ned i bunden af slaggegruben. Jernet smeltede derimod først omkring 1500 grader, og da temperaturen i skakten ikke nåede så højt op, blev jernet kun til en blød og klæbrig masse, jernluppen, der sad fast på indersiden af skakten eller lå i bunden. Straks efter fremstillingen blev luppen fjernet fra skakten, ophedet i en trækulsesse og hamret sammen, hvorved en del af dens slaggeindhold blev fjernet. Udbyttet af en enkelt bræn­ ding var i bedste fald 50-100 kg; i modsætning til den moderne højovnteknik, hvor slaggen indeholder mindre end én procent jern, rummede skaktovnens slagger mere end 55%, som gik tabt. Det indebar naturligvis et stort malmforbrug. For at gennemføre en enkelt brænding var det altså nødven­ digt at skaffe adskillige hundrede kilo myremalm og fremstille lige så mange kilo trækul. For at udvinde 50-100 kg smedejern skulle der skønsmæssigt bruges 300-400 kg malm og 300-400 kg trækul. Foruden smedejernet blev der omkring 200 kg slagge. Rester af skaktovne kendes bl.a. fra Vorbasse og fra Dreng­ sted i Sønderjylland, hvor der nu er udgravet omkring 150 slaggegruber fra tidsrummet mellem det tredje og det femte århundrede. I gruberne var der i alt 10 tons slagger. De er affaldet efter mindst 20 tons malm og 20 tons trækul, og skøns­ mæssigt må der altså være fremstillet tre-fire tons smedjer i disse ovne, som kun kunne anvendes én gang. Det hjemligt producerede jern var af en ganske god kvalitet, selv om jern fra hele det nordvesteuropæiske lavland havde et Smedning

193

Jernudvindingens første faser (1-3), der har haft gyldighed gennem hele jernalderen, samt den rekonstruerede skaktovn (4-7), der kom i brug omkring 200 e.Kr. 1: Myremalmen findes og ud­ graves i engdrag langs vand­ løb. Lagene kan være en halv meter tykke og hårde at bryde. 2: Op til halvdelen af vægten på den nyopgravede malm er vand. Størstedelen fordamper; resten fjernes gennem ristning på et åbent bål, hvorved også organiske bestanddele brænder bort. 3: Myremalmen knuses til nøddestørrelse og trans­ porteres til landsbyen. 4: Skaktovn inden brændingen. 5: Ovnen forvarmes med trækul til omkring 1300 gra­ der. 6: Herefter fyldes ovnen med skiftende lag af trækul og myremalm i vægtforholdet 1:1. 7: Efter brændingen ligger slaggen på bunden af slagge­ gruben, mens jernet er holdt tilbage af jemsøjlen. Denne ovntype kunne, i modsæt­ ning til den ældre, kun bru­ ges én gang; til gengæld kunne der ved en enkelt brænding fremstilles 50-100 kg jern. Trækulsforbruget var mindre i forhold til mængden af udvundet jern, og skakt­ ovnen har ikke krævet, at der var en mand fast ved blæse­ bælgen under hele frem­ stillingen; det meste af tiden har den været drevet med naturligt træk.

194

t------------------------------------------------------------------- *

l meter

forkullet halm

højt fosforindhold, der gjorde det „koldskørt", dvs. at det var forholdsvis blødt og ikke tålte mange bøjninger i kold tilstand uden at knække. Man har derfor været afhængig af importeret jern med lavt fosforindhold ril fremstilling af hårde og hold­ bare ægge på redskaber og våben. Havde man ikke det, eller skulle det være mindre fint, brugte man koldsmedning. Ved at hamre på det kolde jern kunne f.eks. en æg af lokalt jern gøres hårdere. Gennem forskellige andre processer søgte man ligeledes at øge jernets hårdhed og forbedre elasticiteten. Det kunne ske ved glødning i en pakning af trækul, hvorved jernet især blev påvirket af kulstof, den såkaldte opkuling, eller gennem hærd­ ning, som var en hurtig afkøling af glødende jern i koldt vand. Alle genstande blev fremstillet ved smedning - i Europa kendes jernstøbning først fra nyere rid. Smedens værktøj har - ligesom smedeteknikken - været nærmest uændret fra jern­ alderen og frem ril vore dage: ambolt, hammer og tang samt hertil essen med blæsebælg og essesten, der skulle beskytte bælgen mod essens varme. Undersøgelser i Polen og Tjekkoslovakiet har vist, at smede­ teknikken ikke blev optaget udefra som et fuldt færdigt hånd­ værk. Det var således først i løbet af romersk jernalder, at man blev i stand til at hærde og anløbe stål. Tilsvarende under­ søgelser findes ikke fra Danmark, men det samme forhold gælder uden tvivl også her, ikke mindst fordi udviklingen af jernteknologien har samme forløb som i resten af Europa.

Landsbysamfundet forandres

Skaktovnsteknikken har været vidt udbredt ved jernfremstilling over store dele af jorden, således her fra Banyeri, Togo i Vestafrika. Billedet er fra 1909. Skakten er dog betydelig højere end på de hjemlige jernalderovne, men princippet er det samme. Ovnen fyldes ovenfra med trækul og jernmalm. Slaggen flyder dog ikke ned i en gravet grube, men ud gen­ nem hullerne forneden. Brændingen varer nogle dage, og på tredjedagen falder den endnu glødende jemmasse ned på ovnens bund. Når vi kan være så sikre på, hvordan de nordi­ ske ovne har fungeret, skyl­ des det fundet af en bevaret skakt med jern ved Hamborg i Nordvesttyskland.

Jernets magt „Det kom, det så, det sejrede/' Sådan kunne man beskrive jernets udbredelse og anvendelse overalt i Europa. Det kom på nogenlunde samme tid, nemlig i tidsrummet 1000-800/700 f.Kr., men sejrede ikke lige hurtigt overalt. I de østlige middel­ havsegne, dvs. Balkan, Palæstina og Anatolien, skete det i løbet af et par hundrede år; i Central- og Mellemeuropa tog det 500-600 år, og i Nordeuropa skulle der gå et helt årtusinde. Det karakteristiske er, at uanset tempoet forløber introduk­ tionen på samme måde alle steder: Det første jern kommer altid meget sporadisk, ofte brugt til smykker, og det findes kun i samfundets absolut øverste lag. Herefter følger en periode, hvor jerngenstande bliver mere almindelige, men stadig er forbeholdt de få. Endnu bruges jernet mest til smykker, dragt­ udstyr og andre småting. Siden bliver det mere alment; våben og redskaber fremstilles nu af jern, og det nye metal er ikke længere forbeholdt samfundets elite. Og endelig følger sejren, hvor der er tale om en centraliseret produktion og højt speciali­ serede smede. Det er især de to sidste trin, der udvikles med stor for­ sinkelse i Nordeuropa. Således blev redskaber og våben afjern sandsynligvis først almindelige hos os i de sidste århundreder f.Kr., og det er først i yngre romertid at en mere effektiv jernudvindingsteknik med skaktovne og centrale jernudvin­ dingspladser, f.eks. Drengsted, kommer til. Jernets magt

195

Dette kort viser i store træk udbredelsen af de registrere­ de fund af slaggeblokke fra jernudvinding, så vidt det har ladet sig rekonstruere. I Midt-, Vest- og Sønder­ jylland, dvs. smeltevandsom­ råderne vest for den gamle israndslinie, har malmen været tilgængelig som myre­ malm, og her er den blevet udnyttet. Geologiske under­ søgelser synes at bekræfte, at jernmalmen kun findes i tilgængelig form her. Jernud­ vindingsområderne og ud­ bredelsen af de rige rytter/ krigergrave fra 1.-2. årh. e.Kr. er påfaldende ens (se kort side 258).

Umiddelbart kunne man tro, at Danmark, eller i hvert fald Jylland med de rige myremalmsforekomster, hurtigt havde overtaget det nye metal og den teknologi, der gjorde det mu­ ligt at frigøre sig fra afhængigheden af importeret bronze. Så enkelt var det imidlertid ikke, for det gamle samfunds sociale og religiøse univers var bygget op omkring tilførselen og for­ delingen af bronze. En omstilling fra det fremmede metal til den hjemlige malm fandt derfor først sted, da bronzetilførsler­ ne fra Central- og Østeuropa begyndte at svigte. Det var næppe kendskabet til jernet, der blev den drivende kraft i udviklingen af den tidligste jernalder, skønt redskaber heraf var langt mere effektive end redskaber af bronze. Tvært­ imod er det mere sandsynligt, at det nye metal først modstræ­ bende blev optaget som en konsekvens af svigtende bron­ zeforsyninger. Derved kom de første århundreder af jernal­ deren kulturelt til at stå som et „ingenmandsland" mellem det gamle bronzealdersamfund - men uden dets livsnerve bron­ zen - og et nyt samfund, der teknologisk var baseret på jernet. Der skulle dog ikke gå mange hundrede år, før jernets po­ tentiel blev udnyttet, og konturerne af det nye jernaldersam­ fund begyndte at tegne sig tydeligt. Denne udvikling, som er beskrevet i de forudgående kapit­ ler, fandt især sted i Syd- og Sydøstjylland, netop i de om­ råder, der grænser op til de rige myremalmsforekomster. „Jy196

Landsbysamfundet forandres

Jernets spredning over Euro­ pa i slutningen af den nordi­ ske bronzealder (700-500 f.Kr.). På dette tidspunkt havde jernet sejret i store dele af Centraleuropa og Middelhavsegnene. Kerne­ området var Grækenland, Rumænien, Anatolien og Palæstina. I vor del af Europa var jernet endnu et luksus­ metal, som kun undtagelses­ vist blev anvendt til smykker og dragtudstyr i de rigeste grave.

dernes" land fik således en helt ny betydning i takt med udviklingen af en hjemlig jernteknologi og fremstilling af jern­ redskaber og våben. Var den tidligere omtalte politiske og militære opdeling måske også udtryk for kontrol over jernud­ vindingsområderne og jernproduktionen? Noget kunne tyde på det. Netop disse egne blev i yngre romertid involveret i stadig tilbagevendende krige og kampe. Langs hele den jyske østkyst, fra Djursland i nord til Angel mellem Flensborg og Slien i syd, ligger store krigsbytteofre i centrale helligmoser som det synlige bevis på tidens uro. Var Økse fra den tidlige jernal­ der. Jernet optræder første gang i Danmark i begyndel­ sen af yngre bronzealder, dvs. 900/800 f.Kr. Den store bronzekedel fra Brå ved Horsens, der dateres til 2.-3. årh. f.Kr., var ødelagt af øksehug, formentlig fra øksen, der ses her; den var begravet sammen med ked­ len og er det ældste jern­ redskab fra Danmark.

Jernets magt

197

Ragekniv fra yngre bron­ zealder. Her er jernet an­ vendt som indlægning i en traditionel ragekniv af bron­ ze, men det kunne også forekomme som f.eks. nåle eller andet dragtudstyr. Dette jern er uden tvivl importeret.

Skematisk fremstilling af kendte varianter af oldtids­ veje eller -vad, anlagt over fugtige og vanskeligt passable strækninger. 1: Risvej. 2: Plankevej. 3: Brolagt vej af den type, som findes ved Tibirke. 4: Brolagt vej som f.eks. ved Broskov. Risvejene og plankevejene var i brug fra stenalderen, mens de brolag­ te veje først kom til i jern­ alderen.

det måske kampe om kontrol med de sydvestlige jernudvin­ dingsområder, der var gået ind i en ny og afgørende fase? Rådighed over jern var blevet ensbetydende med magt.

Det befærdede land „Den første del af Danmark, som hedder Jylland, strækker sig fra Ejderen i længderetning mod nord og måler tre dagsrejser, hvis man drejer af til Fyn; men hvis man tilbagelægger vejen fra Slesvig til Ålborg i lige linie, så har man fem eller syv dagsrejser/'

Således beskrev den tyske kannik Adam af Bremen Danmark for små tusinde år siden, og rejsen gik ad Hærvejen til Vend­ syssel og det yderste hav. Men allerede dengang var Hærvejen gammel - måske man­ ge tusinde år. Kimbrerne, teutonerne og jyderne har fulgt dette strøg på vej mod fremmede lande, og Gundestrupkedlen er kommet tilbage ad en af forgængerne for Hovedvej A13. Mennesker, der skulle rejse; varer, der skulle transporteres; veje, der skulle huskes - sådan havde vilkårene altid været. Men ikke behovet. Det ændrede sig med tiden. De gamle hovedfærdselsårer fulgte de samme strøg langs vandskellene, hvor de altid havde gået. Det var kun, hvor man skulle passere fugtige områder, at vejbanen blev sikret; alle

andre steder foregik trafikken på almindelige jordveje. Hjul­ spor på bakkeskråninger blev i tidens løb til hulveje, når færd­ sel med tunge vogne gennem længere tid fulgte de samme forløb. Det var kun, hvor man skulle krydse fugtige områder, at der blev bygget veje. De ældste vejanlæg - kendt siden stenal­ deren - bestod blot af grene og ris, som blev anbragt på jord­ overfladen hen over sumpede lavninger eller tværs over åløb som en slags vad. Nedhamrede pæle holdt grenene på plads og afmærkede forløbet, og påfyldt sand gav vejbanen større stabilitet. Gren- og risveje har uden tvivl været almindelige overalt, hvor oldtidens vejnet skulle sikres, og det var ligeledes dem, der blev anlagt over mosernes sumpede overflade, når der var behov for transport af tørv eller myremalm. Men de er van­ skelige at finde og kun sjældent bevarede. På Stevns er det alligevel lykkedes at få et billede af vejenes konstruktion og placering på en ti kilometer lang strækning fra Spjellerup i syd til Varpelev i nord. Langs Stevns Å og Tryggevælde Å er der i alt undersøgt 11 vejovergange. To af dem, nemlig ved Spjellerup og Elverhøj, har eksisteret fra yngre stenalder til middelalderen, endnu én kom til i bronzealderen, mens hovedparten er fra jernalderen. Først da har man haft brug for at kunne passere åerne seks-syv forskellige steder. Men ikke nok med det. Man har også styrket og forbedret vejene, bl.a. med stenlægninger og mere solide konstruktio­ ner. Det sker overalt i løbet af det andet og tredje århundrede. Senest i begyndelsen af yngre romertid var der altså etableret solide vejovergange med få kilometers mellemrum. Og det er, som vi siden skal se, næppe tilfældigt. De stenlagte veje fra jernalderen er enten anlagt oven på ældre risveje eller bygget med ris og grene som fundament for stenlægningen. Kørebanen, der bestod af et lag ensartede mindre sten, blev indrammet af to rækker randsten. Disse var mindst en halv meter høje og har fungeret som gangsten, så det ved højvande var muligt at slippe nogenlunde tørskoet i land, mens studene og de tunge vogne måtte den tunge vej gennem sølet. 3 Tibirkevariant

4

Broskovvariant

Det befærdede land

199

Oversigtsplan over de sten­ byggede veje fra oldtid og middelalder ved Broskov mellem Præstø og Tappemø­ je. På planen ses også det system af hulveje, som knyt­ ter sig til vejovergangen over Hjulebækken og den brede, fugtige dal. Syd for bækken deler vejen sig i to; mod nord er den forbundet med et system af dybe hulveje, der fører op mod det faste land. Vejsystemet i oldtiden og i middelalderen følger samme forløb.

200

De ældste stenlagte veje eller vadesteder, der kendes fra Tibirke i Nordsjælland og Krogsbølle på Nordfyn, er fra andettredje århundrede f.Kr.; Borremose i Himmerland fra det før­ ste århundrede f.Kr. Alle tre er anlagt over fugtige moseom­ råder. I Borremose strækker den tre meter brede vej sig hen over den delvis tilgroede voldgrav og forbinder landsbyen med det faste land. På selve holmen fortsætter vejen i et langt, snoet forløb mellem husene og ned til gadekæret. På det sidste stykke ophører stenbrolægningen mellem kantstenene. Vej­ banen, der nu ikke er mere end en meter bred, har sikkert været af træ og velsagtens kun beregnet for gående færdsel. Arbejdsindsatsen ved disse anlæg har været meget stor. Hver af de stenlagte vejovergange på Stevns bestod således af

Landsbysamfundet forandres

henved 500 randsten foruden vejbanens mindre sten og vej­ bundens fundament af sand. Både sten og sand er hentet ved stranden adskillige kilometer borte. Her kunne man også skaf­ fe de strandrullede sten, der var en fordel at anvende på kørebanen, fordi deres glatte overflade skånede både trækdyr og vognhjul. Den smukkeste og mest imponerende af jernalderens veje findes ved Broskov på Sydsjælland. Her, hvor flere hulvejssy­ stemer løber sammen, blev der engang i yngre romertid byg­ get en vej efter romersk forbillede. Kørebanen var af store, flade og utilhuggede sten - ikke tilfældigt lagt, men uendelig omhyggeligt tilpasset hinandens form, så mellemrummene blev minimale. Randstenene, der var på størrelse med stenene i brolægningen, stod ganske tæt som indramning af vejbanen. Broskovvejens form og konstruktion kan ikke forklares un­ der henvisning til det rationelle, for de simple stenveje var langt mere hensigtsmæssige og holdbare. Når vandet i åen steg op over brolægningen, blev sandet skyllet væk, stenene undermineret og den plane vejbane efterhånden ujævn og vanskelig at køre på. Hyppige reparationer og udbedringer har været nødvendige for at holde den ved lige. Det var åbenlyst for enhver, at vejen repræsenterede en kæmpemæssig arbejdsindsats og stor teknisk dygtighed. Hvad de færreste vidste ved selvsyn, var vejens slående lighed med romerske vejanlæg. Men nogle kunne se det - og det var sikkert også formålet, for Broskovvejen ligner mest af alt et prestigebyggeri. Den er anlagt i en tid, hvor Sydøstsjælland var et politisk og økonomisk kraftcenter, sæde for de første daneres magtfulde stormandsslægter. For almindelige rejsende, for handlende og håndværkere, havde vejene en anden og langt mere rationel betydning. I et landskab som det danske, hvor man ofte måtte passere gen­ nem sumpede strækninger, fugtige enge og strømmende åløb, var det vigtigt at kende de sikre veje og de pålidelige over­ gangssteder. Det er ikke så underligt, at de i store træk forblev uændret gennem tiden, som f.eks. på Djursland, hvor lande­ vejen ved Sjellebro passerer Alling Å. I dag er vejbanen ved Sjellebro asfalteret, broen er af granit og beton; men den gamle landevej og broen af egetømmer, der var i brug til 1928, kan i hvert fald føres tilbage til Christian 4.s tid. Ved udgravninger har man fundet et mylder af vejover­ gange, mindst ni, der ligger side om side eller ind over hinan­ den. Den yngste er en plankevej eller måske en plankebro fra vikingetiden. Umiddelbart under den fandtes en ældre vej, hvis planker var fjernet - sandsynligvis for at blive brugt til Det befærdede land

201

* & w

Broskowejen på Sydvestsjælland er den bedst bevarede af jernalderens stenbyggede veje. Som brikkerne i en mosaik er vejbanens sten passet sammen. Lidt større sten har ligget som en tæt kantrække, der har forhindret vejbanens sten i at skride ud. Fund af et par spydspidser daterer med sikkerhed vejen til 300-400 e.Kr. På Langeland findes en lignende vej, der kan følges over en strækning på ikke mindre end 800 m; lokaliteten hedder - næppe tilfældigt - Stengade. Begge veje er konstrueret efter romersk forbillede (se næste illustration).

202

den yngre bro eller vej. Allernederst lå endnu to veje, begge stenlagte, og hermed er vi langt tilbage i jernalderen. Andre sten- og plankeveje har krydset åen på samme sted. Når én vej forfaldt, gik i forrådnelse eller blev skyllet væk, anlagde man en ny. Vej afløste vej igennem hele jernalderen, men formodentlig også endnu længere tilbage i tiden, og i vikingetiden blev den for første gang erstattet med en bro, som nu gjorde det muligt at passere åløbet uden at få våde fødder. Det var dog ikke altid så ligetil at krydse overgangsstedet. Sagnet vil vide, at mindst ét menneske hvert år mistede livet ved at blive taget af åmanden ved Sjellebro. Passagen var farefuld, folk gjorde holdt og mødtes, og indtil for få år siden lå kroen som et sidste minde om stedets be­ tydning. Engang bestod den også af en stor købmandshandel, rejsestald, pigekamre osv. Fire gange årligt, i februar, april, maj og oktober, blev der holdt markeder, hvor man især hand­ lede med kreaturer. Så sent som i 1920'rne var der stadig marked ved Sjellebro, med gøgl og anden optræden, og der kom mange mennesker. Men herefter ophørte det hele lidt efter lidt. Vejen og overgangsstedet eksisterede allerede i jernalderen

Landsbysamfundet forandres

Brolagt gade fra Trajans Forum i Rom, bygget om­ kring 150 e.Kr., hvor husene endnu er bevaret til anden sals højde. Stenene er her omhyggeligt passet sammen, som det også er tilfældet ved konstruktionen af de danske veje.

- kroen og markedet måske også. Vi ved det naturligvis ikke, for en markedsplads under åben himmel, nogle telte og et par skure vil ikke efterlade mange spor et årtusinde senere. Men én ting er i hvert fald sikker - mennesker havde allerede den­ gang brug for at kunne rejse og behov for at mødes bestemte steder for at høre nyt og omsætte varer, dyr og vel også trælle.

Til lands Det stigende befolkningstal, de større landsbyer og den stærke udnyttelse af landet gjorde det nødvendigt at transportere almindelige fornødenheder som brændsel, staldfoder, jern­ malm, tørv, sten, ler til pottemagerovnene, tømmer osv. viden omkring. Det var tunge ting, der kun kunne fragtes med vogn. Vi skal ikke forestille os, at varer er blevet transporteret over større afstande end højst nødvendigt. Det har været både besværligt og langsommeligt med de tunge, okseforspændte vogne, opkørte jordveje - mudrede eller knoldede, alt efter årstiden, de sumpede og til tider oversvømmede ådale, vade­ ne og de ofte stejle skråninger med de nedslidte hulveje. Det var ikke elegante Dej bjergvogne, der trak de tunge læs Til lands -

203

7TkiW TW

Vogndele fra Tranebær Mose ved Vejle. Dele af vogne er bevaret til vore dage, fordi de har ligget i moser, søer eller åer. I nogle tilfælde har vog­ nene været nedlagt som offergaver, i andre har det været praktiske hensyn, der lå til grund for deres ophold i vandet. Træet skulle holdes vådt i løbet af forarbejd­ ningens forskellige faser, og siden har vogndelene skullet holdes fugtige for at bevare træets styrke. Ved flere vej­ overgange er der fundet rester af vogne, som må være ødelagt ved passagen og derfor fik lov til at ligge.

204

.li*

for jernalderens bønder, men store kraftige arbejdsvogne med fire stærke hjul. I yngre romertid kom en lettere og mere terrængående vogntype med højere hjul til. Den har, i mod­ sætning til de andre, sikkert været hestetrukken. I princippet var det let nok at konstruere en stor, kraftig vogn, som kunne holde til en tung last; problemet var blot, at den blev for tung for trækdyrene. Derfor drejede det sig om at fremstille en vogn, hvis egenvægt var begrænset til et mini­ mum uden at lastekapaciteten blev væsentligt formindsket. Det opnåede man bl.a. ved at anvende og kombinere for­ skellige træsorter og eksperimentere med konstruktionen. Der var således en naturlig grænse for, hvor meget gods man kunne transportere pr. vognlæs. En romersk vogn for­ spændt fire okser måtte lastes med op til 490 kg; en normal vogn med to okser 260 kg. Sådan hedder det i en romersk forskrift fra begyndelsen af 300-tallet, og kapaciteten svarer sikkert meget godt til de germanske vognes. Hvis varerne skulle transporteres over større afstande, var en normal dagsmarch på 15-25 romerske mil, dvs. 22-35 km, men kun når trækdyrene blev udskiftet to eller tre gange

Landsbysamfundet forandres

Rekonstrueret vogn fra 3. årh. e.Kr. På dette tidspunkt skifter vogntypen i Danmark. De gamle skivehjulede typer forsvinder og erstattes af lettere vogne med egerhjul. Lasteevnen var den samme, egerhjul er ikke svagere end skivehjul, men hjulene kunne fremstilles af mindre stykker træ og gives større diameter, således at vognene blev både hurtigere, lettere og mere terrængående. Introduktio­ nen af egerhjulet i Danmark falder formentlig sammen med anvendelsen af heste som trækdyr, mens de skive­ hjulede kærrer blev trukket af okser. Jernalderens arbejds­ vogne er fremstillet uden metalbeslag. Den rekonstru­ erede vogn har en bredde på 175 cm og en sporvidde på 120 cm, dens vendediameter omkring 10 m. Lasteevnen har været 300-400 kg; den samlede lastede vægt 500 kg.

daglig. I det germanske område kan vi næppe gå ud fra, at transporthastigheden kunne blive meget mere end 18-20 km om dagen, veje og vogne taget i betragtning. Hestevognen var derimod hurtigere; til gengæld var den spinklere og kunne ikke bruges til de samme tunge transporter som oksekærren. Da hestens ryg ikke giver støtte for åget på samme måde som oksens, er det nødvendigt at supplere med en bringesele. Men den gjorde det samtidig umuligt for hesten at trække tunge læs uden at blive kvalt, fordi trækgjorden lå hen over luftrøret. Den ældste - og mest kendte - hestevogn fra Danmark er Solvognen fra den ældre bronzealder (1500-1200 f.Kr.), men de første rigtige vogne er fra århundrederne før vor tidsregnings begyndelse. Takket være Dejbjergvognene har vi et godt kendskab til den lette, hestetrukne kørevogn. Den fornemme kvalitet og det udsøgte keltiske kunsthåndværk viser, at det var en usædvanlig pragtvogn - et indtryk, der bekræftes af vogngravene fra Langå og Kraghede. Derfor er det forbløffende, at lignende vogne nogle få hun­ drede år senere fik lov at forfalde. Ganske vist har de været gamle og sikkert udtjente, men man kunne i det mindste forvente, at bronzen repræsenterede en vis genbrugsværdi. Men nej, bronzenav, beslag og små pyntefigurer er fundet der, hvor vognen faldt sammen: i stalden til en gård ved Fredbjerg i Til lands -

205

Vesthimmerland og på en gård i Dankirke ved Ribe. Havde man fået en ny vogntype, som gjorde den gamle overflødig? Eller var de gamle vogne rariteter, som man ikke har nænnet at skille sig af med? Set ud fra en praktisk synsvinkel har den hurtigste og mest hensigtsmæssige måde at komme rundt på været til hest - og sikkert også den mest behagelige i betragtning af vejenes be­ skaffenhed. Sporer kommer i brug omkring Kr.f. og vidner om, at man nu udnyttede hesten bedre som ridedyr end tid­ ligere. Sadler og specialiserede bidseltyper kendes fra det tred­ je og fjerde århundrede. Hesten havde fået afgørende be­ tydning i kamp, men uden tvivl også i det daglige, og det kan heller ikke undre. På hvilken anden måde kunne man tilbagelægge et halvt hundrede kilometer - eller mere - om dagen, tværs over land, gennem skov og krat, i sne og på is, over åer og bække og nå frem til den person eller det sted, der var rejsens mål - end netop til hest? Den var uovertruffen - og man vidste at værd­ sætte den. De „hverken særligt smukke eller særligt hurtige heste" som Tacitus omtaler hos germanerne, blev passet så godt, at nogle blev 20 år. Så gamle heste har man kun beholdt af én eneste grund - fordi man holdt af dem!

- og til vands „Dernæst følger - ude i selve Oceanet - svionernes stamme, der udover mandskab og våben også er stærke som flådemagt. Skibenes form afviger fra den gængse derved, at der er for­ stavn i begge ender, således at de altid har en landingsklar ende. Skibene betjenes ikke med sejl, og man lægger ikke årerne i række langs siderne, men årer er - ligesom det bruges på visse floder - løse og kan vendes i den ene eller anden retning, som forholdene nu kræver det."

En bedre beskrivelse af den nordiske skibstype, end den, Tacitus giver her, kan vi næppe ønske os. Og den passer perfekt på jernalderens skibe, som de kendes fra to sønder­ jyske fund, såvel det ældre fra Hjortspring på Als som det yngre fra Nydam på Sundeved. Hjortspringbåden (se side 73) har været en krigskano, 13 m lang og to meter bred, og med plads til en besætning på 20 roere, rorgænger, udkigsmand osv. Med sine ensdannede stævne og karakteristiske „snabler" har denne bådtype stærke mindelser om skibene på den sene bronzealders helleristnin­ ger, der dog måske afbilder skindbåde. Selv er den dateret til 206

Landsbysamfundet forandres

I Nydam Mose på Als blev der ved udgravningen i 1859-63 fundet to hele både og dele af en tredje. Den ene, en klinkbygget egetræsbåd på 23 m, er bevaret i sin helhed; den anden, en noget mindre fyrretræsbåd, gik tabt under krigen i 1864. Begge både er blevet sænket ved at der med økse har været hugget hul i skroget, mens den tredje, også af egetræ, var helt sønderhugget. Den endnu be­ varede båd, som i dag be­ finder sig på Gottorpmuseet i Slesvig, er det eneste fuld­ stændigt bevarede skib fra denne del af jernalderen, og det er forløberen for de nordi­ ske vikingeskibe.

den tidlige jernalder, tredje-fjerde århundrede f.Kr., og den er bygget af træ, ikke af skind, men tømmeret er syet sammen. Båden er konstrueret af en bred bundplanke og to sideplan­ ker i hver side, som overlapper hinanden langs kanterne. Herved bliver Hjortspringbåden det ældste eksempel på den klinkbygningsteknik, der er karakteristisk for alle større fartø­ jer fra jernalderen. Normalt blev skrogets planker dog holdt sammen af jernnagler, undtagelsesvis med nagler af træ. Det er kun Hjortspringbåden, der er syet. Det bedst bevarede skib fra yngre jernalder er fundet i Ny­ dam Mose. Også den er klinkbygget, men med fem brede sideplanker foruden bundplanken, som er kraftigere og mere køllignende end Hjortspringbådens. Nydambåden har været 23 m lang, næsten fire meter bred, og den har haft plads til en besætning på omkring 30 mand, hovedparten roere. Den da­ teres til 300-400 e.Kr. Den har et spidst skrog med buet køl og ensartede svungne stævne, klinklagte bord, spanter der var anbragt symmetrisk tværs over bunden og jævnt fordelt over hele bådens længde, samt en tværbjælke for hvert spant, der i Nydambåden fun­ gerede som tofte. Denne nordiske skibstype fortsætter helt op til 1200-tallet; blot var Nydambåden, i modsætning til de se­ nere, ikke sejlførende, og den savnede en egentlig køl. Fra Nydam Mose stammer desuden det ældste danske jernanker. Begge bådene, Nydam og Hjortspring, er ofret sammen

- og til vands

207

Nydam

O

1

2 m

Nydambåden fra 3.-4. årh. og det norske vikingeskib fra Gokstad, dateret til 900-tallet. De to både er nogenlunde lige lange, omkring 23 m, og de har haft 30-32 roere. Bred­ den er imidlertid forskellig; Nydambåden måler 3,29 m, Gokstadskibet 5,20 m. Vikin­ geskibets konstruktion er opbygget ud fra en dyb køl og brede stævne, og det har været sejlførende, hvad Nydambåden ikke var. Skibet styres med et fast monteret sideror i styrbords side agter. 11893 blev der bygget en nøjagtig kopi af Gokstad­ skibet, som blev sejlet over Atlanterhavet og dermed dokumenterede vikingeski­ bets fremragende søegen­ skaber.

208

med våben og anden hærudrustning. Det er krigsskibe - lette og hurtige at manøvrere, de havde et ringe dybtgående og var derfor velegnede som landgangsfartøjer. Begge har ensdannet for- og agterstavn og en løs styråre, der også fungerede som ror. De kunne derfor sejle begge veje - for Nydambådens vedkommende var det dog nødvendigt først at vende de fastsurrede åretolde. Det var særdeles praktisk ved sejlads gennem snævre og vanskeligt passable fjorde eller op langs åer, og konstruktionen har derfor også haft strategisk betydning, netop hvad Tacitus hæftede sig ved. Handelsskibene kender vi derimod ikke, for det var ikke dem, der blev ofret i moserne eller givet med i gravene - hvis de i det hele taget har eksisteret. Der er nemlig intet, som tyder på, at de skibe, vi kender fra 300-400- og 500-tallets fund og afbildninger konstruktionsmæssigt var særlig velegnede som egentlige transportskibe. Da der ikke er bevis for, at de havde sejl som vikingetidens handelsskibe, var der heller ingen „gra­ tis" energi; de fleste ombordværende måtte ro, og det betød, at lastkapaciteten ikke var så stor. Man kunne altså ikke trans­ portere store tunge mængder gods, og det giver et fingerpeg om karakteren af handelssamkvemmet mellem forskellige de­ le af landet. Småbåde var velegnede til lettere transport over korte af­ stande. Fra den yngste del af jernalderen og fra den tidlige middelalder kendes sådanne småbåde. med forskellig funk­ tion. Som „skibsbåde" var de med om bord eller på slæb efter større fartøjer, beregnet på at blive roet til og fra det opankrede skib med last eller passagerer. De har været fiskerbåde, færge­ både, lokale fragtskibe, eller som nogle - gået på længere handelsrejser ad floder, hvor større skibe ikke kunne passere. Fra romertid kendes en del småbåde, der har endt deres dage som ligkister på gravpladsen ved Slusegård på Born­ holms sydligste spids. Forstavn eller agterstavn var i mange tilfælde skåret af, så kun dele af bådene var tilbage og anvendt ved begravelsen. De oprindelige både har været tre, fem eller godt 10 meter lange; det er altså småbåde sammenlignet med det store Ny­ damskib, og selv om kun aftrykkene står tilbage i jorden, fordi træet for længst er rådnet, har det været muligt at bestemme deres type. De er alle, hvad man i fagsproget kalder „ud­ spændte stammebåde", fremstillet af en udhulet stamme, hvis sider er udspændt og holdt på plads af spanter efter samme princip som en ærtebælg, der ved hjælp af et par knækkede tændstikker bliver omdannet til en lille båd. Ingen af bådene fra Slusegård ser ud til at være bygget for at

Landsbysamfundet forandres

Billedsten fra Hunninge på Gotland. De gotlandske billedsten, der er udhugget af kalkstens- eller sandstens­ fliser og prydet med orna­ menter og billedfremstil­ linger, er en enestående kilde til det nordiske skibs historie i jernalderen. På denne sten ser vi den første gengivelse af et sejlførende skib fra Nor­ den. Stenen dateres til den tidligste vikingetid.

- og til vands

209

Fra en gravhøj i Nors ved Thisted stammer et usædvan­ ligt fund: Et lerkar med hen ved 100 små guldbåde. Hver båd er opbygget af blade af guldfolie omkring tværribber af bronzebånd. Bådene er mellem 10 og 17 cm lange, og af form og konstruktion har de stor lighed med de ud­ spændte stammebåde, som bl.a. kendes fra Slusegård. Deres alder er usikker - de dateres såvel til sen bron­ zealder som til jernalderen. Ud fra formen og enkeltheder ved ornamentikken - og med et sideblik til guldrigdommen i sen romertid og ældre ger­ mansk jernalder - synes 4.-5. årh. e.Kr. dog at være den mest sandsynlige datering. I så fald bliver de en fin illu­ stration af jernalderens små stammebåde.

ledsage de afdøde på deres sidste rejse. Det har været ganske almindelige brugsbåde, som i forbindelse med begravelsen er „taget ud af drift". Var Nydamskibet ikke velegnet som tungt lastet handels­ skib, var det derimod som skabt til én ting: plyndring og overfald på fremmede kyster. Noget kunne da også tyde på, at det har været effektivt, for ved denne tid forsvinder bebyggel­ sen efterhånden helt fra kystlandet overalt i Danmark. En af de få undtagelser er Slusegård, der ligger helt tæt ved kysten. Adskillige af de gravlagte bærer til gengæld tydelige spor efter en voldsom død. Udviklingen af veje, vogne, ridning og skibe tog et stort spring fremad i yngre romertid. Den gik hånd i hånd med de mange andre forandringer - flere mennesker, større gårde, større hære og større behov for handel og samfærdsel. Enhver længere rejse, til lands som til vands, var dog farlig, og at foretage den ubevæbnet og alene var hinsides sund fornuft. Den rejsendes eneste sikkerhed, når han forlod den beskyttelse, som slægten og høvdingen ydede, var gæstevenskabets ukrænkelighed. Også det skriver Tacitus om: „Intet andet folkeslag ofrer mere på selskabelighed og gæst­ frihed. At nægte noget menneske, hvem det end måtte være, adgang til sit hus, anses for en syndig handling. Enhver tager imod sin gæst med et så veldækket bord, som hans midler tillader ham det. Når maden slipper op, anviser den gamle vært en ny og følger selv sin gæst derhen. Og skønt de ikke er inviterede, tager de ind til det nærmeste hus. Det gør ingen forskel, for de modtages med lige så stor hjertelighed. Ingen skelner mellem kendt og ukendt, når det gælder gæstevenskabets forpligtelser."

Danemes land I hermundurernes gamle stammeområde, landet mellem den mellemste Elb, Saale og nordlige Donau, opstod i løbet af det tredje og fjerde århundrede et kongedømme med navnet Thoringi - Thuringen. Usædvanlig rige gravpladser i det sydlige Østtyskland, f.eks. Hassleben ved Erfurt og Leuna ved Leipzig, rummer antagelig dette tidlige kongeriges grundlæggere og første herskerslægter. Ved Tryggevælde Å på Stevns findes Danmarks fornemste gravpladser fra jernalderen. De ligger i Himlingøje, Valløby og Varpelev, og de har været brugt gennem mange generationer af yngre romertid. Hvilke herskerslægter er her stedet til hvile? I Danmark er der ingen skriftlige kilder til at fortælle om baggrunden for disse - også i europæisk sammenhæng usædvanlige grave. Alligevel kan vi måske løfte en flig af sløret ved at gå den mere indirekte vej over 500-tallets europæiske historieskrivning, først og fremmest den østgotiske historie­ skriver Jordanes. I midten af 500-tallet forfattede han i Konstantinopel en verdenshistorie og skrev desuden et værk om goternes historie, hvori der er spredte oplysninger om Skandi­ navien. Det fortælles her, at danerne, der var „udgået af sveernes rod", havde fordrevet herulerne fra deres gamle hjemegn. Hvem var disse heruler? Ifølge de skriftlige kilder spillede de allerede fra begyndelsen af det tredje århundrede en væsentlig rolle som lejetropper både i Europa og i Lilleasien, og de optrådte som sørøvere ved Sortehavet. Via Konstantinopel og den lilleasiatiske kyst nåede herulerne til Cypern og Kreta, og sammen med goterne plyndrede de i Grækenland år 267 e.Kr. I 460 var de i Sydfrankrig og Nordspanien, og en romersk digter, Sidonius Apollinaris, fortæller da, at herulerne kom fra „Oceanets yderste afkroge nær dets iskolde dyb". Senere slog de sig ned i Ungarn, hvorfra de blev fordrevet af longobarder­ ne i 509 e.Kr. Den græsk-byzantinske historiker Procopios, der var samti­ dig med Jordanes, beretter, at herulerne i 512 af den østromer­ ske kejser fik tilladelse til at bosætte sig i Illyrien, det nuværen­ de Jugoslavien, men at mange dog foretrak at vandre mod nord, tilbage til deres oprindelige hjemegn. Det hedder her, at „de nåede varnernes land (Sydjylland), vandrede derefter ha­ stigt gennem danernes land til havet og sejlede over til Thule (dvs. Den skandinaviske Halvø), hvor de modtoges af gøter­ ne, en af de største stammer der". 212

Danernes land

Procopios' og Jordanes' beretning stemmer ganske godt overens, og de menes da også begge at hvile på et ældre, nu tabt, historisk værk af Cassiodorus, der i begyndelsen af 500tallet var statskansler ved hoffet i Ravenna, hvor også den landflygtige herulerkonge Rodwulf opholdt sig. Hvis Cassio­ dorus er citeret korrekt, hvad ligheden i de to beretninger tyder på, rummer de et førstehåndskendskab til herulerne - herunder også deres forhold til danerne. Efter dette bør vi tro, at et folk, der kaldte sig herulere, engang omkring 200 e.Kr. blev fortrængt af et andet, der kom fra Sverige og kaldte sig danere. Det uddrevne folk fristede derefter i næsten 300 år en tilværelse som lejesoldater og krigskarle over hele Europa og Den nære Orient indtil de i begyndelsen af 500-tallet valgte at drage tilbage til Norden - til den egn, som de selv anså for stammens egentlige hjemsted. Gennem beskrivelsen af denne vandring kan vi udlede, at danerne på dette tidspunkt beherskede en del af Jylland. Men hvad siger de arkæologiske fund? Støtter de på nogen måde den historiske beretning om danerne, der tog herulernes gamle stammeområde i besiddelse fra slutningen af det andet eller begyndelsen af det tredje århundrede?

Kongegrave ved Tryggevælde Ved Tryggevælde Åens nedre løb, nogle få kilometer fra ud­ mundingen i Køge Bugt, ligger gravpladserne ved Himlingøje, Valløby og Varpelev. De er vidt forskellige, men supplerer hinanden så godt, at de rummer nøglen til en forståelse af jernaldersamfundet i det rige Østsjælland. Ved Himlingøje ligger den største af pladserne, anvendt gennem generationer, fra slutningen af det andet århundrede og halvandet hundrede år frem. Gravpladsen ved Varpelev er den mest eksklusive: et fyrstepar, gravlagt sammen med deres tyende på et tidspunkt, hvor den traditionelle gravplads ved Himlingøje ikke længere var i brug. Og endelig Valløby, hvor­ fra der ganske vist kun kendes én grav, hvis indhold til gen­ gæld knytter en række tråde ud over Danmarks grænser. Først Himlingøje, som fra gammel tid har været kendt for sine store høje (deraf navnet). En række på fire, Baghøjene, er stadig bevaret, mens en femte, Baunehøj, blev gravet væk i begyndelsen af 1800-tallet. Ved den lejlighed fremkom der en overdådighed af romerske bronzespande, glasskåle, guldrin­ ge og sølvpokaler. I de sidste 150 år er der jævnligt kommet nye fund fra Himlingøje, bl.a. fordi en jernbane er anlagt tværs igennem Kongegrave ved Tryggevælde

213

YaU.fby,sbZo

5~. O f. ff

YallfibyS.

Rekonstruktionstegning af den rige mandsgrav ved Valløby syd for Køge, udført af Magnus Petersen i 1873. Udgravningen viste, at gra­ ven har været dækket af en stenomkranset høj, markeret med stiplet linie på den øverste tegning. Nederst et kig ind i graven; den døde ligger i en stenomsat trækiste og ved hoved og fødder ses det rige gravgods: sølv­ pokaler, glas, et stort romersk lerkar og forskellige bron­ zekar.

214

Danernes land

gravpladsen. Men nu er hele området undersøgt; de fire store høje er blevet gennemgravet, store arealer er blevet afsøgt for grave under flad mark, og en række overpløjede småhøje, der knap var synlige på overfladen, er blevet udgravet. I alt er der fundet 16 grave, men der har givet været flere. Gennem årene er skeletter jævnligt kommet frem ved anlægs­ arbejder og grusgravning på stedet, og det er uklart, hvor mange begravelser der har været i den store, nu helt bortgravede Baunehøj. Det mest iøjnefaldende ved pladsen er naturligvis de fire storhøje, Baghøjene, som endnu er tilbage af en gruppe på syv. Den ældste rummer en af gravpladsens få brandgrave. På bunden af den store høj, i en nedgravning med et trælåg over, stod en stor bronzekasserolle, dækket af et fintvævet stykke klæde og fyldt til randen med brændte ben og rester af brænd­ te og smeltede gravgaver, heriblandt et stort bronzekar, to sæt med øse og si, et lysegrønt glasbæger og forskellige småting af guld og sølv samt tre bronzesporer, der viser, at den gravlagte er en mand. Naturligt nok har man haft store forventninger til gravene i de tre andre Baghøje. De er dog ikke blevet indfriet. Midt i den

største dannede otte meterstore sten et kisterum på to gange to meter- oprindelig dækket af et trælåg, og det var alt. Mon ikke højen er rejst for en person, hvis lig aldrig kom hjem til slæg­ tens gravplads? Man gjorde imidlertid meget for at bringe en afdød slægt­ ning hjem fra det fremmede. Det viser en af de andre grave. I en af de nu overpløjede og næsten helt forsvundne høje lå to grave. Den største og den, hvorover højen var bygget, rumme­ de en kiste på mere end fire meter, en udhulet egestamme, som var gravet ned under højbunden. I midten af kisten lå den døde - en mand, hvis skelet var velbevaret. Men skelettet lå ikke anatomisk korrekt. Og kun ganske få af knoglerne har ved gravlæggelsen hængt sammen; bl.a. har højre hånd været hel, og på dens pegefinger sad stadig en stor guldring. Selv om man omhyggeligt har søgt at lægge de enkelte dele En af de rige grave fra Him­ lingøje er optaget i sin helhed og udstillet på Nationalmuse­ et. Den døde er en kvinde, som var lagt i en dybt ned­ gravet trækiste, indrammet med store sten. Kisten stod, så hun havde hovedet mod syd, ligesom alle andre rige mænd og kvinder, der blev gravlagt på Sjælland i 3.-4. årh. e.Kr. Blandt de grav­ gaver, som kan ses på bille­ det, er to snoede guldarm­ bånd og to guldfingerringe. Over hovedet ligger en lang hårnål af sølv og en lille guldklump, som vel op­ rindelig har ligget i munden, en „charonsmønt" beregnet på betaling af færgefarten til dødsriget (som det var skik i det klassiske område). Hen­ des halskæde består af mere end 100 perler af rav, glas, sølv, guld og bronze, en lille amuletdåse af sølv og en romersk sølvmønt. Midt for brystet ligger en stor bøjlenål af sølv med guldudsmyk­ ning. Til dragten hører endnu tre små bøjlenåle af sølv; de to ligger på skulderen, den tredje på siden.

Kongegrave ved Tryggevælde

215

Himlingøjegravpladsen set fra øst. 1: Formodet beliggen­ hed af den store Baunehøj. Ved grusgravning i banken neden for højen mod jern­ banen er der flere gange gjort rige fund - om det er fra højen eller fra nærliggende fladmarksgrave er uvist. 2-5: De fire store høje, Baghøjene. 6-6a: Overpløjede høje. Den ene af gravene fra høj 6a er afbildet side 218. 7-11: Fund­ steder for en eller flere jord­ fæstegrave; den rige kvinde­ grav, afbildet side 215, er udgravet ved lokalitet nr. 10. Sådan tegner billedet af gravpladsen sig i dag - efter talrige udgravninger gennem de sidste 150 år. Men der har ganske givet været flere begravelser, for andre steder i området er der fundet oldsa­ ger, som snarest stammer fra ødelagte grave. Området har været intenst udnyttet til grusgravning, og også an­ lægget af jernbanen, som skærer sig midt ind igennem pladsen - ja endog igennem en af højene, har naturligvis været ødelæggende.

216

Danernes land

xxx

De fire endnu bevarede storhøje ved Himlingøje i det gamle Præstø Amt, tegnet 1875. Baghøjene, som de hedder, måler i dag 20-25 meter i tværmål og næsten fire meter i højden, men har sikkert engang været endnu større. Endnu mere påfalden­ de end deres størrelse er deres alder. De er opført omkring år 200 e.Kr., i en tid, hvor fladmarksgrave ellers var fuldstændig enerådende i Danmark. Højene ved Him­ lingøje virker derfor som et fremmed indslag; som om de mennesker, der opførte dem, havde andre traditioner end de danske at bygge på.

af skelettet rigtigt, er resultatet alligevel ikke blevet helt til­ fredsstillende - set ud fra en anatomisk synsvinkel. Således er kraniet kommet til at ligge på brystet, bækkenet over - og lårbenene sammen med armene ved siden af kraniet. Både lårben og skinneben var desuden lagt med ydersiden indad og forsiden nedad; skinnebenene endog vendt om, så den nederste ende vendte op mod lårbenene. Fødderne lå nogenlunde, hvor de skulle, men et hæleben var trods alt kommet op ved siden af knæleddet og et fodrodsben ved bækkenet. Ryghvirv­ lerne fandtes ganske vist på række, men i delvis forkert orden. Efter alt at dømme har kun skelettet været tilbage ved grav­ læggelsen - ellers ville man vel ikke forveksle lemmernes for­ side og bagside eller øvre og nedre ende. På knogleenderne omkring hofteregionen, knæleddene, på den nederste del af lægbenet og måske ved skulderbladet, er der hugspor. Meget taler for, at den døde er blevet parteret, og tankerne ledes uvilkårligt hen til middelalderens brug af „hjul og stejle". Både gravformen, egekiste under høj i det navnkundige Himlingøje, gravgaverne, som foruden den store guldfingerring bl.a. bestod af et lysegrønt glasbæger og en bronzebeslået træspand, samt det forhold, at den døde var gravlagt sammen med sin hund, tyder i hvert fald på, at han ikke er begravet som nogen nidding, men er blevet omfattet med respekt af de efterlevende. Kongegrave ved Tryggevælde

217

De bevarede skeletrester i den lange, nu opløste bulki­ ste fra højen nr. 6a på over­ sigtskortet over Himlingøje. Skelettets anatomiske uorden er åbenbar; kraniet ligger oven på bunken af ribben og ryghvirvler - snarest mellem lårbenene og armene. Umid­ delbart kan man også se et lerkar, der ikke står ved fødderne som vanligt, men nærmere oven på skinnebe­ nene. Fødderne ligger for sig selv et godt stykke længere nede i kisten. Nederst i bille­ det ses også den benkam, som den døde havde fået med. Den nordligste del af kisten, hvor der har ligget en pattegris, er ikke med på billedet.

De fem østsjællandske sølv­ pokaler fra Valløby (øverst), Nordrup (i midten) og Him­ lingøje (nederst). De er frem­ stillet af udhamret sølv, og langs randen løber en for­ gyldt figurfrise med menne­ sker og dyr. De fem ek­ semplarer er så forbløffende ensartede, at de gravlagte må have haft nære forbindelser med hinanden. Pokalerne må have været tidens fornemste tegn på ædel byrd.

218

Danernes land

Den døde var en mand på 20-30 år, og han var høj, næsten 180 cm - altså stor og stærk, en mand i sin bedste alder. Det er fristende at forestille sig, at han har mistet livet i det frem­ mede, måske i kamp, eller han er blevet taget til fange og siden henrettet. Først senere er den sønderbrudte krop blevet ud­ leveret til hans stammefæller og bragt hjem til Stevns, hvor højen blev rejst over hans kiste. Det er også muligt, at han er død under en rejse, og at hans fæller har skåret liget i stykker og pakket det sammen til en håndterlig bylt for at kunne få det med hjem. I hvert fald kom hans jordiske rester tilbage til Himlingøje. Nogle år senere blev højen åbnet og endnu en kiste sat ned, parallelt med den første. Den rummede et ungt menneske på 16-20 år, måske hans søn.

Udsnit af gravpladsen ved Varpelev, der blev udgravet i slutningen af 1800-tallet, og som tydeligt illustrerer den store forskel i gravformen på én og samme plads. I store kister, omgivet af sten og dybt nedgravet, blev de få lagt til hvile - udstrakt på ryggen med hovedet mod syd og med et opbud af luksusvarer. Rundt omkring disse grave lå andre, hvoraf hovedparten havde fået en behandling, der var stik modsat: Ingen kiste, ingen gravgaver, ingen dybe ned­ gravninger og den døde anbragt stærkt sammenbøjet i sovestilling med hovedet mod nord.

220

Danernes land

Mænd og kvinder af fornem byrd er gennem generationer blevet gravlagt på pladsen ved Himlingøje, enten i de vældige høje, som var helt usædvanlige i Danmark på denne tid, eller i dybt nedgravede kister ved siden af højene. De ældste be­ gravelser fandt sted i de store høje - monumentale symboler over dynastiets grundlæggere, hvis efterkommere blev stedt til hvile i deres umiddelbare nærhed. På omtrent samme tid som Himlingøjegravpladsen ophø­ rer, blev en ny gravplads taget i anvendelse nogle få kilometer derfra, ved Varpelev. Den viser et ganske andet billede; det var ikke slægtens gravplads, men gravstedet for et høvdingepar og deres folk. Den lille gravplads rummede 10-15 grave, heraf to meget veludstyrede og resten meget fattige. I den største af gravene lå bl.a. en halsring af guld (med en vægt på 180 gram), et sjældent fund i tidens grave. Desuden var der flere fingerrin­ ge, en mønt og en dragtnål af guld; et par skåle og en hævert af glas samt endnu en glasskål med sølvornamentik i gennem­ brudt arbejde. Der var sølvspænder med tilhørende rembeslag og desuden 42 spillebrikker. Den døde, en mand, var lagt til hvile i en trækiste, der var gravet næsten tre meter ned under jordens overflade og omkranset af store sten.

I den anden grav lå en kvinde. Her fandtes bl.a. en glasskål, et par fingerringe og en fornem hårnål af guld. De øvrige grave var næsten helt uden gravgaver; et lerkar, en bøjlenål, nogle få perler eller slet intet. De fattige grave er, i modsætning til de to rige, kun gravet ganske lidt ned under jordoverfladen; de har ingen stensætning, og skeletterne har kun i sjældne tilfælde modstået halvandet tusinde års ophold i jorden. Gravene i Varpelev viser os en høvding eller „stammekonge", omgivet af sine trælle eller medlemmer af husstanden. Den rige kvinde, der var gravlagt ved hans side, var vel ægte­ fællen. At dømme efter antallet af trælle må han have besiddet - eller tilegnet sig - omfattende magtbeføjelser. På den tredje og nordligste af de tre omtalte pladser, nemlig i Valløby, der kun ligger nogle få kilometer fra Tryggevælde Å's udløb i Køge Bugt, er der endnu kun fundet én grav, men der er heller aldrig foretaget større undersøgelser på stedet. Blandt det righoldige gravgods var to identiske sølvpokaler med en forgyldt, udhamret billedfrise under randen. Pokalerne er ikke romerske, men er snarest fremstillet af en lokal sølvsmed. Hvad der gør dem ekstra interessante er, at et tilsvarende par er fundet i den rige Baunehøj i Himlingøje, et enkelt eksemplar i en rig grav fra en lille gravplads en snes kilometer mod vest i Nordrup ved Ringsted, og endelig ken­ des der fragmenter af tilsvarende pokaler fra et par grave i Sverige - sveernes rige, hvorfra danerne skulle være kommet! Sammen med de mange fornemme romerske produkter og smykkerne af sølv og guld var pokalerne symboler på en ny elites rigdom, fjerne forbindelser og vidtrækkende alliancer. Men hvem var disse mennesker, der nærede et så stort behov for at demonstrere deres overdådige rigdom? Var det de første danere, der fra Sverige havde etableret et brohoved mod vest her ved Tryggevælde på Stevns engang i slutningen af det andet århundrede? Lægger vi alle de arkæologiske vidnesbyrd om kongegrave­ ne ved Tryggevælde sammen, peger de umiskendelig i den retning. Højættede begravelser uden sidestykke i Danmark, anlagt for sig selv på særlige gravpladser. Men også gravskik­ ken var ny. Storhøje havde ikke været i brug siden bron­ zealderen. I Sverige, og senere i Norge, oplevede sådanne høje imidlertid en renæssance i midten af jernalderen, og de fun­ gerede som kongelige symboler helt frem til vikingetiden. Også flere af de eksklusive gravgaver vidner om direkte kon­ takt med Mellemsverige, Øland og Gotland. Det nye dynasti beherskede, med sine svenske slægtsforbindelser i ryggen, tilsyneladende Østersøens handel med Romerriget. Kongegrave ved Tryggevælde

221

Dynastiske forbindelser De nye kongeslægter støttede hinanden gennem ægteskabeli­ ge alliancer. Men de forsømte ikke at etablere nære forbindel­ ser til de lokale stormænd, som på den måde fik del i rig­ dommen og magten. Det ses især på gravfundene fra Sjæl­ land, som viser et helt andet billede end tidligere. Det var en usædvanlig rigdom, der blev båret til skue. Intet var længere fremstillet af landets eget metal - jernet. Våben kom ikke med i gravene, og tidligere tiders småredskaber som kniv og saks er nu helt forsvundet. Det samme var bøjlenåle, spænder og andre småting af jern. Men romerske luksusvarer fandtes i rigt mål. Også smykkerne var større, mere prangende og i visse tilfælde af en særegen lokal form. De gyldne arm-, finger- og undtagelsesvis også halsringe var blevet værdig­ hedstegn for udvalgte slægter, drikkekar og spillebrikker sym­ bolet på et liv i lediggang - når tiden vel at mærke ikke gik med kamp eller våbentræning. Så rige var gravene, at der er fundet romerske bronzer eller glasskåle i ikke mindre end hver anden sjællandsk grav. De rigeste grave med de fornemste ting og den bedste kvalitet findes ved Tryggevælde Å, men ud over det er ligheden med de øvrige grave på Sjælland meget stor. Det gælder ikke blot gravgaverne, men også begravelsesritualerne. Alle grave er f.eks. jordfæstegrave, og de vender altid nord-syd, men i modsætning til tidligere er den døde nu anbragt med hovedet mod syd. Gravdybden varierer fra et par meter til mindre end en halv meter, og det er altid de rigeste grave, der er de dybeste. Dette massive indslag af rige, ensartede gravfund, der fuld­ stændig erstatter de forudgående århundreders spredte og sparsomt udstyrede grave på Sjælland, støtter den antagelse, at en ny overklasse, vel danerne, havde taget landet i be­ siddelse. Selv om det aldrig kan bevises, må vi på grund af de arkæologiske vidnesbyrd gå ud fra, at det var Stevns, der var udgangspunkt for denne nye magtfaktor. Herfra kunne kon­ trollen udstrækkes til resten af Sjælland - og måske efter­ hånden også andre dele af landet, i første række Fyn. På Østfyn findes grave af tilsvarende karakter som de østsjæl­ landske, men der er færre af dem, og hovedparten af de fynske grave har rødder i århundredgamle begravelsesritualer. En­ kelte grave, f.eks. i Årslev og ved Sanderumgård sydøst for Odense og i Hågerup nordøst for Fåborg viser dog påfaldende lighed med de sjællandske, både hvad angår gravenes ud­ formning, deres orientering og deres indhold.

222

Danernes land

Et udsnit af de fund, der gennem tiden er gjort på gravpladsen ved Himlingøje. Fornemme glaspokaler, spinkle drikkeglas med påmalede motiver fra de romerske arenaer, sølvpokaler, guldringe til arm og finger, bronzespande, -fade, -skåle, drikkehorn af glas osv. Så velbe­ varede kan glassene være, at et blev „genfundet" som blomstervase hos finderen, der havde anset det for „nyt".

Dynastiske forbindelser

223

Gravgaver fra kvindegraven i Årslev på Fyn. 11820 blev der på vestskråningen af Årslev Kirkebakke fundet to skelet­ ter, som lå parallelt og ganske tæt ved hinanden. Kun det ene havde gravgaver - og hvilke! Den døde var en kvinde, som foruden adskilli­ ge bronzefade og -spande, en sølvske og en del andre genstande, havde et smyk­ keudstyr med sig, der var enestående. Syv hængesmykker af guld med en uddreven løvemaske og smykket med røde halvædelstene. En næsten 10 cm lang guldfibel med filigran og otte indlagte halvædelstene, to slebne kameoler og seks granater. Den anden pragtfibel er af sølv, foden ornamenteret i niello (en indlægning af mørkt metal) og nakkepladen dækket af guldblik med påloddede grupper af småkugler. Hængesmykkerne og de to bøjlenåle er antagelig kommet til Fyn fra Ungarn i midten eller slutningen af 300-tallet, måske også den døde kvinde selv. Kan hun stamme fra herulerne i Østeuropa og gennem ægte­ skab være kommet tilbage til dette folks oprindelige hjem­ egn i Norden? Hvem hun end er, har hun i hvert fald haft en vis forbindelse til det sjællandske Varpelev, tyde­ ligst illustreret gennem de identiske og meget særpræ­ gede hårnåle.

224

Danernes land

Det gælder ikke mindst kvindegravene fra henholdsvis Års­ lev og Varpelev. I begge grave fandtes en enestående og kost­ bar hårnål af guld med en indfattet rød halvædelsten, en karneol, og tre små halvmåneformede guldstykker, der hæn­ ger ned fra ædelstenen i fine kæder. Disse særlig rige grave fortæller om nye dynastiske for­ bindelser mellem det sjællandske kongedømme på Stevns og Fyn. Den lokale befolkning på Fyn fortsætter med deres tradi­ tionelle begravelsesformer, og de rige grave er måske udtryk for alliancer, som kun har omfattet det højeste lag i samfundet, f.eks. hvor en højættet danerkvinde er blevet gift med en storhøvding på Fyn. De dynastiske forbindelser rakte imidlertid også uden for landets grænser. Tættest er de til Thuringen og Sachsen, dvs. den sydlige del af det nuværende Østtyskland, hvor der er meget rige gravfund. Forbindelsen kan bedst illustreres gennem en sammenlig­ ning mellem graven fra Hågerup og en af gravene fra en gravplads ved Leuna i nærheden af Leipzig. Begge er skeletgrave, anlagt omkring et par meter under jordoverfladen. Den døde er begravet med hovedet mod syd i en plankekiste, som er flankeret af store sten. Skelettet i Hå­ gerup er af en 45r50-årig mand, som har været omkring 176 cm høj. I graven fra Leuna var skelettet dårligt bevaret, men alligevel var det tydeligt, at den gravlagte ikke har været mere end 150 cm - sikkert en ganske ung mand eller stor dreng. Begge havde en „charonmønt" i munden, den ene en slidt sølvdenar præget så tidligt som 137 e.Kr. og den anden en guldmønt. Den døde fra Hågerup havde foruden sølvmønten en lille flad spiral af tyk guldtråd, der lå under højre under­ kæbe. Måske har også den været bestemt for færgefarten til dødsriget. Ved fødderne stod drikkeservicet. Det bestod i Hå­ gerup af to bronzekedler, der var stillet inden i hinanden. I den inderste lå en sølvskål og i den igen en lille glasskål samt en lille lerkop med en lang romersk sølvske. Øverst lå to sammen­ hørende sæt af øse og si samt en benkam med små bron­ zenitter. Ved siden af stod et par lerkar og en bøttespand af træ med beslag af bronze. I Leuna havde man stillet en fin trææske med bronzebeslag neden for den dødes fødder. Den rummede en bronzetaller­ ken, tre lerkar, en sølvskål, en glasskål samt et øse-si-par. Hen over den lukkede kasse lå dyreknogler, oprindelig madgaver, som uden tvivl også har været til stede i Hågerup. Benkammen med bronzenitter lå uden for trææsken, umiddelbart ved si­ den af den dødes fødder.

Sølvske, glasskål, guldring og sølvskål fra én grav i Hå­ gerup på Fyn (1), og fra tre forskellige grave i Leuna, der ligger i den sydlige del af Østtyskland (2). I guldfingerringen fra Hågerup sidder en onyx-sten, i ringen fra Leuna er det en karneol, men begge er prydet med et Merkurmotiv. Den fynske er romersk af oprindelse, den sydtyske må være indfattet uden for Romerriget, da ringens guldarbejde er „barbarisk" i sin udformning. Som andre eksempler på lighed kan nævnes sølvskeerne, glas- og sølvskålene. Også romerske bronzer findes begge steder, men den kunstneriske kvali­ tet på de sydtyske er be­ tydelig højere end på de danske.

Begge havde fine rembeslag og hver en guldring på fin­ geren. Den fynske stormand havde desuden haft sit toilet­ garniture med bestående af en lille pincet med tilhørende øreske af sølv. Den unge mand fra Leuna var derimod fornemt udstyret med to store guldbelagte sølvsporer, en forgyldt sølvfibel, der oprindelig stammer fra en romersk officersuniform, samt tre pilespidser af sølv. Dette til trods er ligheden mellem de to grave slående, og den antager næsten helt personlig karakter, når man opdager, at de to sølvskåle og motivet på de to guldfingerringe nærmest er identiske. Andre eksempler kunne også fremhæves, f.eks. de fine sølvskeer fra Hågerup, Årslev og nogle få andre af de rige fynske grave, som genfindes i både Leuna, Hassleben og Sakrau i det sydvestlige Polen; en sølvfibel fra Årslev med en pendant i Sakrau eller f.eks. ringene med guldindfattede halv­ 226

Danernes land

ædelstene, der er almindelige i de sydtyske fyrstegrave, og som også optræder i de fynske. Der er altså tale om et meget nært slægtskab, som indbe­ fatter både gravskikken, gravenes udformning, den dødes placering, gravgavernes karakter og kisterummets indretning. Det er udtryk for direkte kontakter og forbindelser, som går på kryds og tværs mellem Thuringen-Sachsen, Østfyn og Østsjælland. Der er endnu et særpræg, som det er værd at understrege - nemlig at kvindegravene ofte er de rigeste. Det gælder både i Østdanmark, f.eks. Årslev og Himlingøje, og i Thuringen, hvor den meget rige gravplads ved Hassleben udelukkende har været forbeholdt kvinder. Med de nye kongedømmer må ægteskabsforbindelserne også have fået vidtrækkende politi­ ske konsekvenser, ganske som vi kender det fra senere tiders europæiske historie. Begravelserne på pladser som Hassleben, Leuna eller Him­ lingøje underbygger opfattelsen af, at disse mennesker til­ hørte herskerslægter eller dynastier af en helt ny type. De gravlagte på pladsen ved Leuna var alle mænd mellem 20 og 30 år med undtagelse af én, som ved sin død endnu var en stor dreng. Trods sin unge alder havde han alligevel fået de fyr­ stelige værdighedstegn med sig - de store guldbelagte sølv­ sporer og sølvpilespidserne, velsagtens symbolet på den ædle rytterjagt. Hans position må derfor ubetinget tilskrives den familie eller det dynasti, som han fra fødslen var et fuldgyldigt medlem af. Det var altså en status, der var arvelig, og det er derfor nærliggende at opfatte de gravlagte som repræsentanter for de første herskerslægter i det fremvoksende kongedømme Toringi, udstyret med den rigdom og de værdighedstegn, der hørte et nyt dynasti til. I forlængelse heraf må vi tolke de mange lighedspunkter mellem nord og syd som konkrete vidnesbyrd om dynastiske forbindelser mellem den nye magt i Thuringen og en tilsvarende i Østdanmark. „Fyrstegravene" fra Østdanmark kan være de ældste repræ­ sentanter for landets første kongedynasti(er) - måske forfæd­ rene til danerkongen Hugliks, der i 515 faldt under et flådetogt til Frankerriget, og som er den allerførste danske konge, hvis navn vi kender fra samtidige skriftlige kilder. Kun få genera­ tioner skiller i alt fald ham fra tiden for det magtcentrum, der voksede frem i Østdanmark i det tredje og fjerde århundrede - først på Sjælland, siden hen også på Fyn.

Dynastiske forbindelser

227

Tomme traditioner Mens gravritualerne på Sjælland og til en vis grad også på Fyn indeholdt en opvisning i fornemme gravgaver, i omhyggeligt udførte gravlæggelser efter faste og tilsyneladende ufravigeli­ ge forskrifter, er den tid næsten helt forbi i Jylland. De fleste steder hviler gravskikken på de gamle traditioner, men nu i stærkt forenklet form; nogle steder kender vi den slet ikke, fordi gravene ikke er fundet. I Nordjylland er stenkisterne således stadig i brug - de er blot blevet mindre end tidligere; i Øst- og Midtjylland findes jordfæstegrave med mad og drikke, men uden tidligere tiders opbud af bordservice, og i Syd- og Sønderjylland er mange trækister endnu lange og smalle. Overalt er hovedparten af gravene ubrændte. Gravgaverne er svundet ind til næsten ingenting. De romer­ ske bronzer og glaskar er nu væk; dagligdags ting som bøjlenå­ le, glasperler, lerkar og jernknive forekommer kun sparsomt. Våbengrave findes stadig hist og her, hvorimod ryttergravene næsten helt er forsvundet. Også ritualerne virker mere sløsede, og de regionale for­ skelle, der var så tydelige i de første århundreder, er nu helt udviskede; kun den gamle skillelinie tværs over Jylland fra Mariager Fjord i øst til området omkring Nissum Fjord og Storåen i vest kan stadig anes. Gravfundene i Jylland tælles nu ikke længere i tusinder, men i hundreder. De store østjyske gravpladser, der havde været i brug i flere hundrede år, blev nu opgivet. Få, spredte og ofte fattige grave er trådt i deres sted. Forklaringen er sikkert, at landsbyernes fælles gravpladser er afløst af de en­ kelte gårdes eller slægters egne gravsteder, således som det bl.a. ses ved de udgravede landsbyer Vorbasse og Stavad. Der findes dog stadig gravpladser af en vis størrelse - om end ikke mange; i Nordjylland således i Sejlflod ved Ålborg og i Sønderjylland Enderupskov ved Ribe og Hjemsted ved Skær­ bæk. Men det almindelige billede er, at den energi og de ressourcer, der investeres i begravelsesritualerne, nu er meget mindre end tidligere. Nogle steder, som f.eks. i Østjylland, må man allerede ved begyndelsen af yngre romertid have anlagt så uanselige grave, at hverken sten, høj eller gravgaver afslører deres eksistens. Gravritualerne må have mistet enhver betydning ud over den primære - nemlig at bringe den døde i jorden og dermed videre til en anden verden. Lighed og forskelle, position og alliancer var ikke længere fænomener, som de efterlevende 228

Danernes land

lagde vægt på at understrege ved begravelsen - måske fordi de på forhånd var accepteret af enhver. Manglende gravgaver behøver derfor ikke være ensbety­ dende med økonomisk tilbagegang, fattigdom og isolation for de pågældende områder, hvad udgravningen af jernalderbe­ byggelsen Dankirke ved Vester Vedsted syd for Ribe har givet et tydeligt eksempel på. I en nedbrændt hustomt fra tiden omkring 500 e.Kr. blev der fundet ikke mindre end 1000 glasperler og omkring 1300 skår af frankiske glas. Ved brandens udbrud må glassene have stået opstablet i husets vestende. Denne enorme glasmængde kan kun forklares ved, at det nedbrændte hus var et handels­ magasin eller handelshus, hvad fund af vægtlodder da også underbygger. Pladsen er usædvanlig rig på værdifulde fund - foruden glassene også våben, smykker og ædelmetaller, der tilsammen underbygger stedets særlige position i yngre jernalder. Var Dankirke „porten til Jylland", hvorigennem handelskontak­ terne til Vesteuropa blev varetaget - måske en mellemstation for den omfattende og vidtstrakte Nordsøhandel, som vi ved fandt sted på denne tid? Der fandtes øjensynligt et marked for importvarer i Jylland i yngre romertid. Men kostbarhederne var til brug for de leven­ de; de døde fik dem kun sjældent med sig i graven.

En større verden Det var ikke længere forbeholdt en elite at leve i visheden om, at der fandtes en verden uden for de hjemlige strande. Bedre skibe og større hære havde gjort kysterne usikre, og forbindel­ sen mellem landsdelene var blevet lettere. Som tidligere om­ talt har flere mennesker haft behov for at rejse, og den enkleste måde var over vand. Det gjaldt både for krigeren og ikke mindst for de handlende, som efterhånden var ved at blive en fast bestanddel af samfundslivet. For vareomsætningen var centralt beliggende markedsplad­ ser en stor fordel. Her kunne skibene løbe ind med deres varer, her kom lokale handelsfolk, der siden stod for fordelingen. Skibene fik atter ny last om bord, f.eks. jernredskaber, våben og smykker, som blev fremstillet på stedet. De første handelspladser af denne art dukker op flere for­ skellige steder i yngre romertid; på Sjælland ved Tryggevælde, på Fyn ved Gudme, på Bornholm ved Slusegård og - som allerede nævnt -i Jylland ved Dankirke. Netop her findes også nogle af tidens få store og rige gravpladser. En større verden

229

Dette lille romerske hoved fra 3. årh. e.Kr. er fundet ved Gudme på Sydøstfyn. Det måler ikke mere end 1,7 cm fra hage til isse og er af mas­ sivt sølv. Det er et ganske usædvanligt lille kunstværk, der her er faldet i hænderne på Nordens barbarer. Om det er dem eller romerne selv, der har ladet sølvets værdi være vigtigere end den kunstneriske, er ikke til at sige. Men i hvert fald er hovedet med et hårdt slag skilt fra kroppen. Det lille hoved er fundet i et område på Fyn, hvor der også er fremdraget næsten halvandet kilo brudsølv fra 3.-4. årh., og ikke mindre end 503 romerske mønter af sølv og guld fra tidsrummet mellem 1. og 4. årh. e.Kr. Mange af fundene er gjort i et endnu ikke udgravet bopladsområde fra jernalderen, hvor hande­ len med varer fra fjerne egne må have spillet en særlig rolle.

230

Danernes land

Den største er Møllegårdsmarken på Sydøstfyn. Den ind­ tager på flere måder en særstilling med sine 2000 grave, hvoraf hovedparten er fra yngre romertid. Ikke alene er det den største gravplads, men den ligger også i Gudme sogn, ikke langt fra den navnkundige gravplads ved Langå fra det andet århundrede f.Kr. og midt i en egn, som er bemærkelsesværdig ved sine mange og store guldfund fra det femte og sjette århundrede. Det var altså et rigt og vigtigt område igennem det meste af jernalderen. Kysten ved Gudme frembyder, ligesom på Stevns, gode naturlige havne- og ladepladser, og begge steder ligger grav­ pladserne tilbagetrukket fra den ubeskyttede kystlinie, ved åer der gjorde pramtrafik mulig. Som Stevns var porten til Sjæl­ land, har Gudme sikkert været porten til Fyn. Den anden meget store gravplads fra denne del af jernal­ deren ligger ved Slusegård på sydspidsen af Bornholm. Her er der i alt undersøgt henved 1400 grave fra de samme 500 år som gravene på Møllegårdsmarken. Denne plads ligger helt nær ved kysten, hvor faren for overfald og plyndring konstant må have været til stede. Det er måske en af forklaringerne på, at så mange grave ikke alene indeholder våben, men at også mange af de gravlagte har været lemlæstede, halshuggede eller på anden måde har lidt en voldelig død. De tydeligste spor af vold findes især i gravene fra tiden omkring 100 e.Kr., og det ser ud til, at flere af de rige grave kort tid efter er blevet plyndret. Området er åbenbart blevet ind­ taget af fremmede; hvorfra de kom, ved vi ikke. I tidsrummet 100-250 e.Kr. er mere end 40 personer blevet gravlagt i små både, mænd, kvinder og i enkelte tilfælde også halvvoksne børn. Det er de rigeste grave, der ligger i bådene, og i de største ligger mændene. Det er nærliggende at forestille sig, at disse ældste bådgrave fra jernalderen skulle symbolisere den standsmæssige overfart til dødsriget, som tilfældet er med bådgravene fra den senere del af jernalderen og vikingetiden. Men især blandt de ældste både fra Slusegård kunne for- og agterstavn som tidligere nævnt være afhugget. Forklaringen kan være den enkle, at det var lettere at anvende udtjente både fremfor at tømre nye kister. Det udelukker dog ikke, at bådene også har haft en symbolsk betydning. Hermed føres vi videre over i en tolkning af selve grav­ pladsen, dens beliggenhed og dens mennesker. Der er flere grunde til at tro, at de, der blev gravlagt i bådene, ernærede sig ved handel snarere end fiskeri. Det fremgår bl.a. af, at båd-

Udbredelsen af bådgrave fra jernalderen. Som det fremgår af kortet ligger de ikke jævnt fordelt langs kysterne, som man kunne forvente, hvis det var en vanlig gravform for en fiskerbefolkning. På kortet er „nattespringsruterne" ind­ tegnet. Over åbent vand er det de længste stræk, man kunne sejle i ét stræk for at nå fra kyst til kyst. Det fore­ gik altid om natten, hvor man kunne navigere efter stjerner­ ne.

gravene i Skandinavien fra denne tid såvel som senere er sjældne og kun findes i de områder, som havde særlig be­ tydning for søtrafikken. Her betød skibene til gengæld så meget, at man blev gravlagt i dem, og her voksede efter­ hånden rige småsamfund og handelspladser frem. Bådgrave fra Slusegård var et tidligt led i dette mønster. Endnu i tidlig middelalder var sejladsen i de nordiske far­ vande i høj grad knyttet til kysten. Man fulgte den overalt, hvor det var muligt, og havde dermed stadig landkending, og om natten ankrede man op i en beskyttet naturhavn. I kong Valdemars Jordebog fra 1200-årene er en sådan rejserute be­ skrevet. Skulle man fra Blekinges kyst til Estland, gik turen ikke den direkte vej over Øland, Gotland og videre til Estland. Den fulgte i stedet den svenske østkyst indenskærs op til den stockholmske skærgård, videre over Ålandsøerne og Sydfinlands skærgård til det sted, hvor Den finske Bugt kunne kryd­ ses på det smalleste sted. Denne afhængighed af kysten har naturligvis været endnu stærkere i jernalderen, hvor man ikke brugte sejl, men måtte padle eller ro. Uden kompas var man henvist til at orientere sig efter solens og især stjernernes stilling, når man skulle krydse åbent vand, og ofte måtte man ligge i dagevis og vente på gunstigt vejr med vindstille og stjerneklare nætter. Den afstand, man kunne padle eller ro i løbet af en nat, kaldes et „nattespring", og det var den største afstand, det var muligt at tilbagelægge over åbent hav. En større verden

231

Den finske bådtype Esping, som svarer til jernalderbåde­ ne fra Slusegård på Bornholm og vel også til de små model­ både af guld fra Nors, af­ bildet side 210.

Skulle man fra Den skandinaviske Halvø til Østersøens syd­ kyst, var Bornholm den naturlige mellemstation. Fra øens sydspids kunne man i ét „nattespring" krydse havet til den polske kyst. Det er sikkert i lyset af dette, at vi skal forstå placeringen af Slusegård og flere nærliggende jernaldergrav­ pladser ved Store Kannikegård, Nørre Sandegård og Enekro­ gen. Kysten ved Slusegård bød ikke på naturlige læ- og havne­ muligheder, dertil lå den alt for udsat, men den var tilpas flad til at de anløbende både kunne trækkes på land. Den lille bugt uden for gravpladsen bærer imidlertid det særprægede navn „Ølkar Bugt". Navnet hentyder muligvis til en menneskeskabt mole, et stenkar, ved Øle Å's munding. Her kunne de skibe ligge i læ, som ventede på at krydse Østersøen, eller som var kommet sydfra, og her var, hvad der også var vigtigt, til­ strækkelig med ferskvand fra Øle Å. Var jollerne og småskibene, som de kendes fra gravpladsen, beregnet på at transportere varer til og fra ladepladsen ved Slusegård, hvor større skibe kom ind med deres last og måske fik ny om bord? Var Bornholms sydspids således blevet porten fra kontinentet, ikke blot til resten af øen, men til hele Østersø­ området, herunder de rige øer Øland og Gotland? Tanken er i hvert fald nærliggende.

232

Danernes land

„Da fjenden havde bemægtiget sig to lejre og et umådeligt bytte, ødelagde de med nyt og ubrugt raseri alt, hvad der var faldet i deres magt. Klædninger flængedes, ringbrynjer sønderhuggedes, hestetøj ødelagdes, guld og sølv kastedes i flo­ den. Hestene nedstyrtedes i dybe gruber og mænd ophængtes med reb om halsen i træerne, således at der ikke levnedes mere bytte for sejrherren end nåde for de besejrede." Så malende er de begivenheder beskrevet, der fandt sted efter slaget ved Orange i Sydfrankrig (år 111 f.Kr.), hvor kimbrerne, teutonerne og andre germanske folk besejrede den romerske hær.

Conrad Engelhardt stod for udgravningen af de store sønderjyske mosefund fra Thorsbjerg og Nydam, siden også de fynske fra Kragehul og Viemose. Udgravningerne i Sønderjylland blev brat afsluttet ved krigsudbruddet i 1864. Fundene fra Thorsbjerg og Nydam blev i hast evaku­ eret til et sikkert - og hemme­ ligt - opholdssted (i Kalund­ borg), mens kampen om grænselandet stod på. I fredstraktaten af 30. oktober 1865 blev der imidlertid ind­ føjet en bestemmelse, hvor­ efter Danmark forpligtede sig til at udlevere hele samlingen til Tyskland. Hovedparten af fundene fra Nydam og Thors­ bjerg kan i dag ses på Gottorpmuseet i Slesvig.

Beretningen er forfattet af den spanske kirkefader Orosius i det femte århundrede e.Kr. og er dermed ikke ligefrem nogen øjenvidneskildring - et halvt årtusinde senere, som det jo er. Men Orosius kunne bygge sin dramatiske fortælling på kend­ skabet til en række romerske forfattere, der havde beskrevet germanernes krigsførelse. I Cæsars bog om Gallerkrigene (58-50 f.Kr.) beskrives såle­ des en lignende ofring til krigsguden Mars; Tacitus (ca. 50-118 e.Kr.) fortæller, at den germanske stamme hermundurerne (i det senere Thuringen) inden opgøret med en af de andre folkestammer, chattere, på forhånd havde lovet den fjendtlige hær til Mars og Merkur, og såvel Poseidonios (omkring 150-35 f.Kr.) som Trabon (67 f.Kr.-22 e.Kr.) beretter, at gallerne hen­ lagde skatte i „aflukker og hellige søer." Orosius' overleverede beretning svarer så godt til det arkæo­ logiske fundbillede, at den kommer til at tage sig ud som selvoplevet. Det har den dog næppe været, skønt de arkæolo­ giske fund viser, at det beskrevne hændelsesforløb gentages mange gange i 400- og 500-tallet e.Kr. Blandt jernalderens moseofre er der en række store våbenfund, som er helt i overensstemmelse med Orosius' beretning: Våben og andet militært udstyr, ofte sønderhugget og mærket af ild, sænket eller kastet i søer og moser. Det ældste fund fra Danmark, der svarer til denne beskrivel­ se, er det allerede omtalte fra Hjortspring Mose på Als, som på mange måder har stor lighed med de keltiske våbenofre, til hvis tid det da også hører. Men det, der var almen praksis i den keltiske (og galliske) verden i århundrederne før vor tids­ regning, kommer først senere til fuld udfoldelse i Norden, især Krig og kult

233

Udbredelsen af våbenofre fra tiden mellem 200 og 500/600 e.Kr. Foruden de seks store offerpladser findes flere mindre, der som de store hovedsagelig ligger i Østjyl­ land og på Vestfyn. Uden for Danmark kendes kun ét af samme slags som de store danske, nemlig Skedemosse på Øland.

ved Jyllands østkyst og på det vestlige Fyn. Offerpladserne Nydam, Thorsbjerg, Viemose, Kragehul, Ejsbøl og Illerup har været i brug i tidsrummet fra det andet til det sjette-syvende århundrede e.Kr. Alle indeholder de i hundredvis - ja, tusindvis - af våben og anden udrustning, som tegner billedet af hele hære og alle deres fornødenheder, fra skibe, heste, husgeråd og redskaber til de enkelte soldaters personlige udstyr som bælter, punge, ildsten, kamme osv. De fleste fund er gjort i forbindelse med tørvegravning i sidste halvdel af 1800-tallet. Den største af udgravningerne, og den første, hvor man rent teknisk var i stand til at klare de vanskelige udgravningsforhold i en mose, fandt sted i årene 1858-61 i Thorsbjerg ved Sønder Brarup, der ligger i Angel, ca. fem kilometer nord for Slien. Det var gennem denne meget omhyggelige udgravning, at mosefundene for første gang kunne tolkes som de krigsbytte­ 234

Krig og kult

ofre, der var beskrevet i klassiske kilder - det sønderhuggede bytte efter voldsomme kampe, overgivet til krigsguden som tak for sejren.

Thorsb j ergfundet Omgivet til alle sider af højdedrag ligger den lille skovmose ved Thorsbjerg. De første våbenfund blev gjort ved tørvegrav­ ning i midten af 1800-tallet, og en større udgravning af mosen blev herefter indledt. Det var et overvældende rigt fund; oldsa­ gerne i mosen lå i tykke lag, og Conrad Engelhardt, der fore­ stod udgravningen, konstaterede, at „skjoldbrædder, lanse­ stager og mangfoldige andre træsager fandtes i de forskellige stillinger mellem metalsager, sandaler og klædningsstykker." Alle disse genstande lå spredt over et område på 700-800 kvadratmeter af mosefladen, tilsyneladende helt tilfældigt. Alligevel kunne en vis orden spores: Træsagerne var f.eks. samlet i grupper eller dynger, således eksempelvis skjold­ brædderne, der var stablet oven i hinanden og gennemstukket af spyd, mens skjoldbulerne lå for sig ligesom ringbrynjer og rideudstyr. Alt dette befandt sig nu omkring fire meter under mosens overflade, men nogle af de øverstliggende træsager havde været udsat for insektboringer og ormeangreb, som må stam­ me fra den tid, de har ligget i fri luft. Det er derfor uklart, om alle genstandene i sin tid er anbragt på mosefladen, eller om nogle måske er kastet eller sejlet ud i åbent vand, sådan som det med sikkerhed kan siges for andre af de store våbenofferfund. I hvert fald lå fundene op til 100 meter fra land - altså længere end man kunne kaste. En række nedhamrede pæle, der har været forbundet med vandrette bjælker og et dække af ris, og som går ud i mosen, er måske en slags bro eller over­ gang, der har tilknytning til offerpladsen. Fundene i Thorsbjerg består af våben, rideudstyr, dragttil­ behør, smykker, mønter, betalingsguld, værktøj, vogndele, landbrugsredskaber, lerkar - og som noget mere usædvan­ ligt - rester af soldaternes beklædning. Mosens høje syreindhold havde været hård ved jerngen­ standene; det betød eksempelvis, at sværdenes klinger og spyddenes og lansernes blade næsten var ætset væk. Alligevel havde både de og de øvrige genstande tydelige spor efter ødelæggelse - ikke blot, hvad der kunne tilføjes dem i kam­ pens tummel, men langt voldsommere: Skjoldbukler og mas­ sive metalbøjler var sønderhuggede, spydstager og buer hugThorsbjergfundet

235

De eneste hjelme fra mose­ fundene er disse to fra Thors­ bjerg. Grifhovedet nederst på siden er fra Viemose og stammer fra en romersk officershjelm, hvor det har siddet som kendemærke. Den ene af hjelmene er af sølv, og den har form som en ansigtsmaske med udskærin­ ger til mund, næse og øjne. Baghovedet er beskyttet af en bueformet kalot, opbygget af flade krydsende bånd. Den smukt ornamenterede hjelm blev tidligere betragtet som et orientalsk arbejde. Sidenhen har man ment, at den kunne være germansk, men det er umuligt at afgøre med sikker­ hed, da der ikke kendes andre tilsvarende hjelme. Den anden bevarede hjelm er derimod af bronze og med sikkerhed romersk - ligesom grifhovedet.

236

Krig og kult

get over, ringbrynjer og klædningsstykker flænget og sønder­ revet. Man kan med rette erindre sig Orosius' ord om, „at der ikke levnedes mere bytte for sejrherren end nåde for de be­ sejrede." Spyd og lanse var de mest almindelige våben - hvilket er i fuld overensstemmelse med de øvrige mosefund. Den noget mindre gruppe af sværd bestod hovedsagelig af korte, tveæg­ gede stiksværd, romernes gladius. Fra andre mosefund ken­ des desuden det lange, tveæggede sværd, som romerne kaldte spathaen. Ofte har sværdklingerne været „damascerede", dvs. fremstillet efter en avanceret smedeteknik, hvor tråde af

Ringbrynje fra Viemose. Dette næsten komplette eksemplar, som består af mere end 20.000 kunstfærdigt sammennittede jernringe, er det eneste velbevarede eksemplar fra Danmark, men stumper af øde­ lagte ringbrynjer fra flere af krigsbytteofrene viser, at de har været en ikke ualmindelig del af krigerudrustningen.

Thorsbjergfundet

237

Disse to kunstfærdigt ud­ smykkede brystplader fra Thorsbjerg er ligeledes ene­ stående i de danske mose­ fund. De er fremstillet af en bronzeplade belagt med forgyldt sølvblik og ud­ smykket bl.a. med Medusahovedet fra den græske mytologi, den romerske krigsgud Mars, dyrefriser og rosetter. Pladerne er frem­ stillet i de romerske pro­ vinser, men på germansk grund er der senere påloddet dyrefigurer. Hver af pladerne har siddet på brystet af en ringbrynje; deres diameter er 13 cm.

jern og stål blev snoet sammen. Det forøgede klingens elastici­ tet og gjorde sværdet mere effektivt og holdbart. Både på de korte og de lange sværd er der hyppigt fabrikationsstempler, som viser, at de er fremstillet i de romerske provinser. Blandt angrebsvåbnene var, foruden sværd, spyd og lanse, også bue og pil. Buerne har været mandshøje, pilespidserne enten afben eller jern. Til forsvar og beskyttelse var der skjold, ringbrynje og hjelm. I hvert fald hjelmene, men muligvis også ringbrynjerne, hører ellers ikke til de nordgermanske stam­ mers almindelige kampudrustning. I Thorsbjerg var ringbrynjerne splittet i smådele og lagt ned i lerkar, men fra Viemose på Fyn er der bevaret et fuldstændigt eksemplar. Her kan man rigtigt se, hvilket fornemt arbejde ringbrynjen er. Den består af tusindvis af små ringe, der hver især er stukket gennem fire andre og derefter nittet eller loddet sammen (se side 237). Til Thorsbjergfundets mere almindelige genstande hører en ret stor samling hesteudstyr, herunder et fuldstændig bevaret hovedtøj bestående af metalbeslåede læderremme forbundet gennem et par bronzeringe med tøjlen af støbte bronzeled og med et bidsel af bronze. I modsætning til nutidens hovedtøj er jernalderens konstrueret omkring en langsgående panderem, 238

Krig og kult

der ender over hestens mule. På remmen sidder en større, beskyttende pandeplade af metal. Mest opsigtsvækkende er dog de bevarede dragter: to par bukser, en kjortel, flere kapper og sandaler. Bukserne har haft stramme ben, som nederst ved vristen var forsynet med gama­ chelignende lapper, beregnet på at blive holdt på plads af sandalerne med smalle remme og knapper. Den bevarede kjortel, der er meget fint forarbejdet, må have været et fornemt klædningsstykke, ligesom kapperne med frynser og fine kant­ borter. Remspænder og bøjlenåle til dragten fandtes i anselig mængde, og af andre småting kan nævnes 37 romerske sølv­ mønter, slået mellem 60 og 194 e.Kr., små guldvedhæng, per­ ler, knapper og lidt betalingsguld. Desuden knive, syle, slibe­ sten, køller, kar, spiseskeer og andet værktøj og bohave af træ og jern, foruden enkelte vogndele. Udgravningen af Thorsbjerg blev få år efter fulgt af til­ svarende undersøgelser i Nydam på Sundeved, Kragehul og Viemose på Fyn. Hermed blev grundlaget for forståelsen af de store mosefund for alvor lagt - ikke mindst fordi gravningerne blev gennemført med den allerstørste omhu og akkuratesse datidens standard taget i betragtning. Man forsøgte ikke blot Thorsbj ergfundet

239

Kjortel og bukser fra Thors­ bjerg. Bukserne er syet sam­ men af ikke mindre end 10 forskellige enkeltdele. Snit­ mønster og vævning har tilsammen gjort stoffet ela­ stisk, og man har opnået en god pasform, der var nød­ vendig, når bukserne skulle sidde ganske tæt til kroppen - som en slags gamachebuk­ ser. Kjortelen var derimod løsthængende, men har været holdt sammen i livet med et bælte. Den er et fornemt klædningsstykke; stoffet er fint vævet i et kunstfærdigt rudemønster, og den har brikvævede bånd syet på ved håndlinningen.

at hjembringe så mange oldsager som muligt, men lagde lige så stor vægt på at beskrive de komplicerede fundforhold. Derfor stod de gamle fund fortsat helt centralt i diskussionen om tolkningen af de store mosefund til omkring 1950, da nye store fundpladser blev påvist og undersøgt.

Krigsbytteofre Som det ofte sker, kan nye udgravninger og undersøgelser rokke ved gamle tolkninger, der har været anset for klippefa­ ste og indiskutable. Våbenfundene i moserne blev i årtier opfattet i overens­ stemmelse med de klassiske beretninger - som takofre til krigsguden efter veloverstået kamp. Baggrunden var bl.a., at hvert enkelt mosefund blev betragtet som én samlet ned­ lægning. Da arkæologerne senere erkendte, at de indeholdt genstande med meget stor tidsmæssig spredning, blev den klassiske tolkning alvorligt rystet. Den gamle tanke om, at 240

Krig og kult

MM

krigsbytteofrene var udtryk for en fremmed invasionsstyrkes forsøg på at underlægge sig Østjylland og Vestfyn engang i midten af jernalderen kunne ikke holde. Eller kunne den? Den tolkning blev nu fremsat, at der i stedet var tale om flere tilbagevendende - og altså mindre - våbenofringer i særlige helligmoser. Nogle gik endog så vidt, at de forkastede enhver tanke om krigsbytte og tolkede de store fund som resultat af årligt tilbagevendende ofringer. De gamle fund kunne ikke give svar; der måtte nye udgravninger til med en helt præcis dokumentation af hver enkelt genstand og dens placering i mosen. Chancen kom, da man kort efter anden verdenskrig opdagede to nye våbenofferfund i Ejsbøl og Illerup. Udgravningen af Ejsbøl Mose ved Haderslev fandt sted i 1950 erne og 60'erne. De omfattende undersøgelser gjorde det klart, at de mere end 2500 genstande i mosen repræsenterede to - og kun to - offerhandlinger. Den første og største havde fundet sted engang i 300-tallet, den anden omkring 100 år senere. Krigsbytteofre

241

Nogle af oldsagsformerne fra Ejsbøl. Til venstre fra den ældste, og største, af ofring­ erne, til højre fra den yngre og betydelig mindre. Teg­ ningen giver mulighed for at sammenligne de ofrede genstande fra henholdsvis 4. og 5. årh. e.Kr.: 1-13 og 40-46 er forskellige remspænder og -beslag, 14-20 og 47-55 er sværdfæster og skedebeslag. 21 er en kniv, 22-25 pile­ spidser, 26-27 spydspidser, 28-33 og 56 er lansespidser, 34-35 skjoldhåndtag og -bu­ ler, 36 og 57 ildsten, 37-38 sporer, 39 sadelbeslag og 58 en våbenøkse.

Den ældste ofring bestod af militærudstyret til henved 200 mand; alt sønderhugget og forbrændt. Det yngre fund om­ fattede ikke hele hærudrustningen, men kun et udvalg af de fornemste ting, blandt dem især kostbare pragtsværd med skede og tilhørende bælte, forgyldte sølvspænder og rembe­ slag. Alt var af en kunstnerisk kvalitet, der overgik selv de bedste ting fra det ældre fund. Også de var voldsomt ødelagte. Foruden våben og hærudrustning fandt man i Ejsbøl Mose også resterne af en klinkbygget båd af tilsvarende type som i Nydam. Kun ganske få trædele var bevaret, men båden gav sig klart til kende ved de mange jernnagler, som lå i den del af

242

Krig og kult

mosen, hvor den yngste offerhandling havde fundet sted. Blandt de mange dyreknogler i mosen kunne nogle med vis­ hed knyttes til våbenfundet, heriblandt et hundeskelet, hvis kranie var ødelagt - sikkert knust - før udsmidningen sam­ men med de øvrige offergaver. Hunden havde været ret stor og tung, med en skulderhøjde på 60-65 cm og et ret kraftigt bagparti der viser, at den var god til at springe. Også kæbepartiet var bredt og kraftigt med et veludviklet tandsæt. Fra andre af jernalderens mosefund og fra flere gravfund (f.eks. i Himlingøje) kendes tilsvarende store hunde, som sammen med hesten var den faste ledsager i krig og på jagt. Typen svarer på mange måder til den tyske Rottweiler, som formodes at nedstamme fra de hunde, der fulgte de romerske hære. Deres opgave var først og fremmest at fungere som vagt- og hyrdehunde, men samtidig var de deres herres tro følgesvend og forsvarer. I Ejsbøl Mose er alle de genstande, som oprindelig blev smidt i søen, igen gravet frem. Det har været muligt, fordi området var langt mindre end i Thorsbjerg, og det er baggrunden for, at vi med fuldstændig sikkerhed kan sige, at der har været to krigsbytteofre med flere generationers mellemrum. Den langt større og endnu uafsluttede udgravning i Illerup Ådal ved Skanderborg og nye fund ved Nydam på Sundeved viser samme mønster. Offerhandlingerne var altså knyttet til bestemte helligmoser. Man ofrede ikke den slagne fjendes udstyr i en mose, som tilfældigvis lå i nærheden af kamp­ pladsen, men slæbte det hele hjem til en særlig udvalgt hellig­ mose for at ofre det, hvor alle kunne deltage. Illerupfundet omfatter tre forskellige nedlægninger. Den første er fra ca. 200 e.Kr., den næste fra 400 e.Kr. og den sidste fra 500-tallet. I jernalderen var der åbent vand over ikke min­ dre end 10 hektarer af mosen. Knap halvdelen af den tidligere sø er udgravet, og hidtil er der fundet 15.000 oldsager. Prøve­ gravninger og boringer har vist, at de ofrede oldsager ligger overalt på den oprindelige søbund, men allerede på nuværen­ de tidspunkt er Illerupfundet det største af alle kendte moseofre.

Hovedparten af de mange genstande tilhører den ældste ofring, heriblandt 150 romerske sværd, samt 1000 spyd- og lansespidser og personlig krigerudrustning bestående af kam­ me, ildstål, ildsten, syle osv. til 150 mand. Hertil kommer omkring 200 denarer, hvoraf den yngste er slået 187/188 e.Kr., flere guldringe samt mere gængse ting som hesteudstyr, smykker og værktøj. Fundforholdene viser, at mange af tingene er sejlet ud på Krigsbytteofre

243

søen og derefter kastet over bord, mens andre er blevet kastet ud fra søbredden. Også i dette fund er alle genstande voldsomt ødelagte, men de ser ikke ud til at være brændt. De sønderhuggede våben viser dog ved nærmere eftersyn nogle interessante detaljer, nemlig hugspor, som ikke kan stamme fra den rituelle ødelæg­ gelse. Der er tydelige tegn på brugen i kamp - klingerne på sværd, spyd og lanser er beskadiget, enten efter hug eller parering. På nogle våben kan man endvidere se, hvorledes tidligere hugspor og andre beskadigelser af æggen er repareret og udbedret inden den sidste og skæbnesvangre kamp. Tyde­ ligere kan vidnesbyrdene om forudgående kampe næsten ikke blive, og enhver tanke om at tolke de store mosefund som årligt tilbagevendende småofre i forbindelse med f.eks. sen­ sommerens høst- og takofre, må anses for udelukket. De centrale helligområder, moser - eller søer, som de fleste dengang var - kan dog også i fredstid have modtaget be­ folkningens gaver, f.eks. i form af dyreofre. I den store Skede­ mosse på Øland, den centrale helligdom, placeret lige langt fra øens nord- og sydspids og på det sted, hvor tre sogne og to herreder mødes, er der foruden et meget omfattende mili­ tærudstyr også fundet mange knogler. Hovedparten er heste­ knogler, hvad der næppe kan undre; foruden at være en del af hærens udrustning var hesten det hellige dyr, som også i andre sammenhænge måtte lade livet ved offerhandlinger. De centrale helligmoser har været så dybt og fast forankret i stammeområdets religiøse univers, at der kunne gå adskillige generationer mellem de store offerhandlinger. Selv om offerri­ tualet med tiden ændrede karakter, fandt selve handlingen som altid sted ved bredden af de gamle indviede søer og moser. Den anden ofring i Illerup adskiller sig fra den første på væsentlige punkter. Dels er den meget mindre, dels er gen­ standene fundet inden for en afgrænset del af søen, de er blevet kastet - ikke sejlet - derud, og endelig har de været brændt før udsmidningen. Fundet omfatter godt og vel 60 sværd, et tilsvarende antal spydspidser, 90 lansespidser og ca. 50 skjoldbuler, mens antallet af bøjlenåle, spænder, ildsten og andre småting er meget begrænset. Fra den tredje og sidste af ofringerne i Illerup Ådal, som fandt sted engang i 500-tallet, stammer blot nogle få våben. Skønt ritualerne ændres med tiden, både i Illerup og andre steder, så er mosen den samme - det indviede sted, hvor guderne fra gammel tid modtog befolkningens takofre — efter sejrrig kamp som krigsbytte, efter en god høst som madgaver. 244

Krig og kult

Romersk sværd fra Illerup, dateret til 3. årh. e.Kr.; fabri­ kationsstemplet CRISSIMM angivet i forstørrelse. De omkring 150 romerske sværd, som foreløbig er fundet ved udgravningen i Illerup Ådal, er den største samling romer­ ske våben, der er kendt uden for Romerrigets grænser. Med deres ofte velbevarede fabrikationsstempler giver de sikre holdepunkter for en bestemmelse af deres op­ rindelse og for en nøjagtig datering.

Germanerne i den romerske hær Allerede fra den tidligste kejsertid havde det været skik og brug, at de germanske høvdinge - i hvert fald fra grænseegne­ ne - sendte deres sønner i romersk krigstjeneste. Det kender vi f.eks. fra cheruskerhøvdingen Arminius og hans samtidige, marcomannerkongen Marbod; mere indirekte også høvdin­ gen fra Hoby. Det var en eksklusiv lille gruppe af særlig fremstående ger­ manere, som i begyndelsen kom til at stifte bekendtskab med romersk livsstil, romersk kultur og ikke mindst romersk mili­ tærvæsen. De kunne som en særlig gunstbevisning i sjældne tilfælde opnå rang af officerer, en status, der ellers var forbe­ holdt personer med romersk statsborgerskab. Men tiderne ændrede sig, og nogle hundrede år senere var germanske soldater de mest eftertragtede i den romerske hær. I slutningen af det tredje århundrede udgjorde de selvstændi­ ge delinger, slagkraftige ekspeditionsstyrker der når som helst var rede til at marchere til grænserne. I provinserne overskyggcde de fuldstændigt den gamle hær, der med tiden blev omdannet til faste garnisoner, hvis opgave var afpatruljering af grænseegnene, men hvis betydning i aktiv krigsførelse var helt underordnet. Forsvaret af rigets nordgrænse blev således i stadig højere grad overtaget af germanske stammer, „gentes foederatae", der mod betaling hjalp romerne med at beskytte den grænse, de selv boede udenfor. Var det nødvendigt, stillede den ro­ merske hær hele delinger af væbnede mænd under komman­ do af lokale fyrster. Det var fra de samme områder, at romerne ofte rekrutterede soldater til ekspeditionstropperne og til den kejserlige livgarde, prætorianergarden. Men hvorfor var det i særlig grad de germanske krigere, der havde romernes be­ vågenhed? Germanerne havde fra gammel tid været en permanent trussel for romerne. I slutningen af det andet århundrede Germanerne i den romerske hær

245

brugte Marcus Aurelius det meste af sin tid som kejser på at kæmpe ved Donaugrænsen, og hans søn Commodus opgav at føre kampene videre og sluttede fred med germanerne - en forsmædelig fred for verdens største hær. Mod vest, langs Rhingrænsen, fortsatte urolighederne og omkring 260 e.Kr. gav grænsen endeligt efter, og det mellem- og nederrhinske område gik for altid tabt. I de efterfølgende århundreder var det kun med allerstørste besvær, og kun takket være de om­ fattende germanske troppekontingenter der var blevet ind­ rulleret i den romerske hær, at grænsen mod nord kunne holdes. Der var vidnesbyrd nok om de germanske krigeres 246

Krig og kult

Europa i 3. årh. e.Kr., hvor store nye stammeforbund havde afløst de gamle vest­ og nordgermanske stammer. Det germanske tryk mod den romerske nordgrænse tog til, og i 260 e.Kr. blev grænsen for alvor løbet over ende og store områder ved RhinenDonau gik tabt. Det var kun takket være de germanske tropper, som var indrulleret i den romerske hær, at det overhovedet lykkedes for romerne at modstå trykket en tid endnu. Colosseum i Rom, bygget for kejser Vespasian og hans søn Titus; indviet år 80 e.Kr. Det var antikkens største amfitea­ ter, som kunne rumme ca. 50.000 mennesker. I Colos­ seum, der kunne overdækkes med store sejl, blev der af­ holdt dyre- og gladiatorkam­ pe frem til 400-500-tallet. Denne pragtbygning er kun én blandt mange, der blev opført i Rom i kejsertiden - og som unægtelig sætter samtidens Danmark i relief.

tapperhed og skæbnesvangre farlighed, selv for en overmagt som den romerske. Når det i sin tid overhovedet var lykkedes for den romerske hær at besejre kimbrerne og teutonerne i sidste øjeblik, var det resultatet af en omfattende militær reform, der havde effektivi­ seret den romerske armé ganske betydeligt. Fra at være en værnepligtig militshær blev den gradvis omdannet til en stå­ ende hær af professionelle soldater. Oprindelig havde solda­ tertjenesten været en bibeskæftigelse for de jordbesiddende borgere, der i fredstid vendte tilbage til deres gårde for at dyrke jorden. Den permanente hær kunne derimod holdes i skrap kamp­ træning, også i fredstid, og den kunne med kort varsel ind­ sættes overalt i riget, hvor der var behov for det. Denne nye militære organisation havde under Marius stået sin prøve og vist sin styrke, og den forblev i hovedtrækkene uændret til ind i det tredje århundrede e.Kr. Hæren var opbygget omkring det tunge infanteri (fodfolk), organiseret i legioner. Disse bestod i princippet af 6000 mand, men størrelsen varierede og kunne gå helt ned til halvdelen. Hver legion var igen opdelt i 10 kohorter, der udgjorde de taktiske grundenheder. For at sikre en optimal ensartethed blev alle de øvrige våbenarter, dvs. kavaleri, bueskytter, ka­ steskytter, elefanter, kameler osv. holdt uden for de egentlige legioner og betragtet som hjælpetropper. Den romerske hær bestod desuden af en række specialkorps og eliteenheder, bl.a.prætorianergarden, der senere i kraft af sin placering i

Germanerne i den romerske hær

247

Relieffer på Marcus-søjlen i Rom, rejst til minde om Marcus Aurelius' kampe mod germanerne i anden halvdel af det andet årh. e.Kr. På det ene billede ses romerske soldater, der invaderer en germansk landsby, slår mæn­ dene ihjel og fører kvinder og børn bort. På det andet bille­ de ses krigernes skæbne. Undertiden tvang romerne fangne germanere til at hals­ hugge deres egne stamme­ frænder, som her på denne dramatiske gengivelse. Bag germanerne ses romerske soldater til hest, med hjelm, skjold og lanse. Bemærk de germanske soldaters dragter, som ganske svarer til de dragter, der er fundet i Thorsbjerg Mose.

248

Krig og kult

byen Rom og sin funktion som kejserlig livvagt kom til at spille en vigtig magtpolitisk rolle i Romerrigets indre udvikling. Den professionelle hær havde dog en indbygget svaghed, nemlig soldaternes og officerernes tilbøjelighed til at rette loyaliteten mod de militære ledere mere end mod den abstrak­ te stat og dens stadig skiftende konsuler. Efter borgerkrigen i sidste halvdel af det sidste århundrede f.Kr., hvor denne svag­ hed var trådt tydeligt frem, søgte man bl.a. at løse hærens loyalitetskonflikt gennem indførelsen af monarkiet. Hermed blev den politiske og militære ledelse samlet hos én person, kejseren. Allerede kort tid efter blev det almen praksis, at soldaterne aflagde faneed til kejseren personligt, ikke til staten. Ved en kejsers død aflagde tropperne en ny faneed, nu i den efter­ følgende kejsers navn. Hermed fik hæren en betydelig ind­ flydelse på valget af kejser - en udvikling, der senere førte til, at det i realiteten var den, der alene foretog valget, ofte ledt af løfter om højere sold og bedre vilkår. I løbet af 200-årene blev kejseren udskiftet næsten 20 gange. Denne udvikling standsede først med kejser Diocletian (284305 e.Kr.). Han gennemførte en række vidtgående reformer,

som bl. a. indebar, at hovedparten af soldaterne nu blev rekrut­ teret fra de fjerneste og mindst romaniserede egne af imperiet, ja, endog fra egne uden for rigets grænser. Og de mest efter­ tragtede var germanere. Samtidig blev hæren udvidet, sand­ synligvis fordoblet, og antallet af officerer steg selvsagt til­ svarende. I løbet af det tredje århundrede skiftede officers­ standen fuldstændig karakter. Enhver soldat - også de ger­ manske - havde nu mulighed for at gøre militær karriere og nå selv de højeste embeder. Denne nye overklasse kom - ironisk nok - for en stor del til at bestå af germanere.

Hær og hird I de romerske hære lærte germanske høvdinge, hvordan en professionel hær er bygget op og fungerer, bl.a. ved hjælp af kommandohierarkier og pengelønninger. Selv om det i be­ gyndelsen måtte stå de germanske krigere fjernt, var det ele­ menter, som med modifikation lod sig overføre på de hjemlige forhold. Hvis vi tør fæste lid til Tacitus' beskrivelse, var denne nye udvikling allerede i fuld gang i slutningen af det første århundrede e.Kr.: Hær og hird

249

Sådan blev et udsnit af våb­ nene fra Viemose præsenteret på Nationalmuseets udstilling i 1930'me. Opstillingen giver umiddelbart indtryk af lan­ sernes og spyddenes mang­ foldige former - de har været veludviklede specialvåben. Selv om de ikke syner af så meget som et tilsvarende antal sværd ville have gjort, har de været farligere; i nyere krigsførelse svarer de til bajonetten. De har været dræbende stikvåben, hvis eneste sikre værn var ring­ brynjen, som imidlertid var uhensigtsmæssig, hvis man kæmpede til fods - den var med sine 20.000 små jern­ ringe så tung, at krigerens hurtighed og bevægelighed blev stærkt forringet.

„Når det kommer til kamp, er det forsmædeligt for høvdingen at blive overgået i tapperhed, forsmædeligt for følget ikke at være lige så tappert som høvdingen. Men livsvarig er vanæren og skændselen for den, som har overlevet sin høvding ved at trække sig ud af kampen. At forsvare og beskytte ham, ja endog give ham æren for deres egne bedrifter, dét er kernen i deres soldatered. Høvdingen kæmper for sejr, følget for høv­ dingen. Hvis den stamme, som de er født i, sløves af langvarig fred og ro, søger adskillige af de fornemme unge mænd af sig selv bort til de folkeslag, som netop da fører en eller anden krig. For dels bryder germanere sig ikke om fredelige forhold, dels vinder de lettere berømmelse under farefulde forhold, og endelig kan man kun ved krig og vold holde et stort følge. Af deres høvdings gavmildhed kræver de nemlig deres strids­ hest, og deres blodige, sejrrige framea [spyd]. For måltider og gilder- jævne, men dog rigelige - gælder for sold. Midlerne til denne gavmildhed erhverves ved krige og røvertogter. Det er vanskeligere at få dem overtalt til at pløje jorden og afvente årets afgrøder end til at udfordre fjenden og vinde sår. Ja, det tages endog som et udtryk for dovenskab og fejhed at ville erhverve sig det ved sved, som man kan forskaffe sig ved blod." Denne beskrivelse rummer elementer af både gammelt og nyt; på den ene side æresbegrebet, på den anden side solden: „Høvdingen kæmper for sejr, følget for høvdingen". Nu var det høvdingens ære, man kæmpede for, og det blev gjort mod betaling - sold - i form af naturalier (de daglige måltider) og gaver. Loyaliteten gjaldt ikke længere udelukkende éns egen slægt, men var først og fremmest rettet mod den høvding, hvis interesser man varetog. Hirdens eller følgets medlemmer skilte sig ud fra alle andre i samfundet ved at have betalt arbejde - ikke så utvetydigt som de professionelle soldater i den romerske hær, der var egent­ lige lønarbejdere med en fast pensionsordning, men dog et skridt på vejen:

„I selve følget er der endog rangklasser, som tildeles efter skøn af den høvding, de holder sig til. Blandt svendene er der stor kappestrid om, hvem der skal indtage førstepladsen hos deres høvding, og blandt høvdingene om, hvem der har de fleste og raskeste svende i sit følge. Deres anseelse, deres styrke ligger i, at de altid er omgivet af en stor skare udvalgte unge mænd. Det er i fredstid en pryd, i krigstid et værn."

250

Krig og kult

Hær og hird

251

Fuldt udrustet kriger. Den lette bevæbning gjorde hæren meget bevægelig og hurtig, og krigernes eneste beskyttel­ se var skjoldet. Det var stort, men fremstillet af ganske tynde træplader, eventuelt beklædt med tyndt læder, så vægten var minimal. Selv om skjoldet var tyndt, beskyttede det alligevel mod pile- og spydspidser, fordi disse borede sig ind i den bløde overflade i stedet for at flæk­ ke træet. Skjoldene var et raffineret udtryk for den vanskelige balance mellem på den ene side kravet om be­ skyttelse, på den anden side ønsket om lethed og maksi­ mal sikkerhed.

252

Krig og kult

Selv om Tacitus' beskrivelse af høvdingen og hans hird ikke uden videre kan overføres til danske forhold, så viser grav­ fundene fra det første og andet århundrede dog nogle træk, som peger i samme retning: Et arveligt militært lederskab og en stor gruppe „almindelige" krigere, der blev tolket som „følget". Fundene tyder også på en vis rangorden blandt kri­ gerne, som stemmer ganske godt overens med beskrivelsen hos Tacitus. Våbenfundene i tidens grave er dog få sammenlignet med mosefundenes rigdom. Måske var det kun dem, der faldt i kamp, der blev gravlagt som krigere - vi ved det ikke; men hvis vi tør tro Tacitus, fik den frie germaner som ganske ung spyd og skjold og blev dermed optaget i de voksne, våbenføre mænds rækker med pligt til at forsvare sit land. „De udfører imidlertid intet anliggende, offentligt som privat, uden at være bevæbnede. Det er dog ikke sædvane, at nogen anlægger våben, før samfundet har erklæret ham for våbenfør", skriver Tacitus. Når alle frie mænd har ret til at bære våben - og åbenbart også gør det - så må det altså være ganske særlige omstændigheder, der fører til, at våben sjældent gives med i gravene. Længere kan gravfundene ikke bringe os. Men her kommer de store mosefund til hjælp. Ganske vist er de lidt yngre, men de peger i samme retning som den gamle beretning om de germanske folk. Udrustningen til store hirde - ja, hele hære ligger her i moserne, sønderhugget og ødelagt. Det var især den meget omhyggelige udgravning af offerfundene i Ejsbøl Mose, der bragte klarhed over en germansk hærs sammen­ sætning. 200 mand var her bevæbnet med kastespyd, lanse og skjold og mindst 60 af dem tillige med sværd og kniv. Hertil kommer et ukendt antal bueskytter (der er 675 pilespidser), foruden 12-15 mand, hvis udstyr var mere eksklusivt end de øvriges og bestod af fint forarbejdede remspænder og -beslag, sværd­ fæster og lanser; herudover var ni af dem beredne. De bar sporer, og hestenes hovedtøj havde tøjlekæder af støbte og fint udformede bronzeled og til tider store, tunge bidsler. Sad­ lerne, der har været af træ eller meget svært læder, er ikke bevaret. Det er derimod nogle kraftige øskner og ringe, som har været fæstnet til sadlens fire hjørner. To af sadlerne har endvidere været prydet med smalle, forgyldte bronzebånd, der dækkede for- og bagkanten. Det er hovedtøjet, der beviser, at hestene var egentlige krigsheste. De svære bronzetøjler, som sikkert har været sup­ pleret med almindelige lædertøjler, var en ekstra sikkerhed,

Bidsel af jern med ringe og tøjlekæder af bronze. Dette ualmindelig velbevarede eksemplar stammer fra Ejsbøl Mose, men overalt har de været en fast bestanddel af hærenes rytterudstyr og som sådant også indgået i mose­ fundene. Det er ikke blot metalkæderne, der viser, at en ny udvikling havde fundet sted. Også bidslerne - eller biddene - viser det samme. De enkle, leddelte trensebid er nu blevet suppleret med store, tunge stangbid, hvis midte er bøjet i en firkant. Denne konstruktion an­ vendes den dag i dag, og den forhindrer hesten i at få tungen over biddet. Hvis det sker, er den umulig at stvre og kan løbe løbsk.

for de kunne ikke hugges over. Hvis man kæmper til hest og får tøjlen hugget over, er man fortabt og må i bedste fald kæmpe videre til fods. Tøjler af metal anvendes i dag hos Rødfrakkerne, Canadas beredne politi, og hos det beredne politi i England. Våbensammensætningen i Ejsbøl viser os en hær eller hird med rangfølge og kommandohierarki, med specialiseret vå­ benbrug og beredne ledere, der helt svarer til Tacitus' be­ skrivelse. Dens slagkraft afhang af taktik og strategi, af sam­ spillet mellem de forskellige våbenarter: fodfolk og ryttere, nærvåben og fjernvåben med forskellig rækkevidde. Arkæolo­ gen Mogens Ørsnes, der har stået for udgravningen, forestiller sig forløbet af kampen ved Ejsbøl engang i 300-tallet således: to rækker af farvestrålende skjolde og to skove af spyd og lanser, der langsomt rykkede hinanden nærmere. Rytterne har nok endnu holdt sig samlet bag fodfolket, medens enkelte bueskytter måske sniger sig frem i terrænet for at finde stil­ linger, hvorfra de snart kan komme på skudhold af fjenden. Så begynder stormløbet. Angrebet dækkes af bueskytterne, der sender byger af pile ned over modstanderne, mens angriberne løber frem mod en tilsvarende pileregn. De lette skjolde er i stadig bevægelse for at afværge beskydningen. Ved stadig at ændre position søger bueskytterne at aflede fjendens op­ mærksomhed fra angrebet, og samtidig er rytterne gået i ak­ tion. I omgående bevægelser eller ved at sprænge sig vej igennem fodfolkets linier engagerer de fjenden, der må for­ svare sig i stadig nye retninger. Når afstanden mellem de kæmpende er et halvt hundrede meter kommer kastespyddene i brug. De bider sig fast i skjoldene, så krigerne må lade dem falde, eller de trænger sig dræbende ind mellem skjoldene. Endelig følger den massive nærkamp - mand mod mand - på lanse, sværd, kniv - hænder og fødder."

Rekonstruktionstegning af den 200 mand store hær, hvis udrustning er fundet i Ejsbøl Mose. Krigerne har haft deres bestemte plads og funktion i hæren, og deres udrustning har været afstemt herefter. Antallet af bueskytter er umuligt at bestemme; kun i enkelte af mosefundene er nogle få buer bevaret.

Store specialiserede hærenheder - ofte større end Ejsbøls 200 mand, forudsatte en særdeles effektiv ledelse og lige så velud­ dannede soldater. Og dem fandt man næppe i de lokale bon­ desamfund. Måske tydeligere end noget andet sted ser vi her de konkrete resultater af kontakterne til Det romerske Im­ perium, ikke mindst hærene, som de germanske stammer havde fået så indgående kendskab til gennem adskillige år­ hundreders kamp på begge sider af rigsgrænsen. De hjem­ bragte erfaringer blev nu afprøvet og tilpasset de lokale for­ hold gennem indbyrdes kampe om bytte og om kontrollen over store landområder. Også det havde man lært i det frem­ mede. En ny udvikling var sat i gang. Den lod sig ikke standse.

254

Krig og kult

Stormand og træl Kampen om landet I den ældre jernalder var enhver fri mand kriger; skulder ved skulder har disse bondekrigere stået sammen om at forsvare liv, slægt, jord og landsby. Men de udgjorde ikke hære, som de kendes fra Ejsbøl, hverken i størrelse, i udrustning eller i slagkraft. Disse forudsatte nemlig et politisk og økonomisk magtapparat, som først blev bygget op i løbet af romersk jernalder. Stammekrigerne blev afløst af en ny tids krigere, der gennem troskabsed bandt sig til en høvding og derfor kæmpe­ de for ham, hans ære og hans sejr. Krig var blevet et specialiseret håndværk og en færdighed, der kunne gøres til levevej. Man løsrev sig fra jorden, gården, slægten og landsbyen og lod sig - permanent eller for en periode - mod tribut og betaling indrullere i en stormands hird. Krigsbyttet tilhørte krigsherren; det var ham, der ydede betaling til hirden og tribut til guderne. Krig, plyndring og røveri var en forudsætning herfor. Ufredelige tider med hyp­ pige overfald blev det fremvoksende krigeraristokratis uund­ gåelige vartegn. Der er imidlertid forskel mellem plyndring, røveri, slavetog­ ter, udpresning af fredsbetaling på den ene side og direkte erobring og underlægning af fjendeland på den anden. Plyndringstogterne forudsatte ikke nødvendigvis den sam­ me militære organisation som erobringen af land. Løst sam­ mensatte krigerbander, hvis taktik var overraskelsesangreb, og hvis bevægelighed var stor, kunne suverænt bestemme tid, sted og omstændigheder for et overfald. Når byttet var sikret, stak man af igen. Hvis det derimod var landet, man kæmpede om, var krave­ ne nogle ganske andre. Først og fremmest gjaldt det om at tilintetgøre modstanderens hær så fuldstændigt som muligt. Det betød slag til sidste mand. Dernæst måtte man være i stand til at følge sejren op, så man kontrollerede landet, hvad enten det var en handelsplads eller et stammeområde. Målet var økonomisk og politisk dominans. Gennem tribut, afgifter på landet eller overtagelse af handelspladser sikrede man sig et vedvarende overskud - i modsætning til plyndringstogter­ nes lidt tilfældige bytte. Det er dette forløb, som for første gang kommer til fuld udfoldelse i yngre romertid. Når målet var at dræbe eller på anden måde uskadeliggøre Stormand og træl

255

To sværd med hug- og parerspor fra Nydam Mose, samt rekonstruktion af forskellige kamphandlinger. Sværdene er omkring 90 cm lange, 5 cm brede og de vejer henholds­ vis 790 g og 750 g. Hver pil angiver beskadigelse i æggen som følge af enten hug eller parering, og pilen viser ret­ ning. Hugsporene sidder gennemgående på den nederste del af klingen, parersporene på den øverste. Ved at undersøge retning, dybde (1-10 mm) og placeringen af skaderne på æggen kan man rekonstruere kampteknikken. Studiet af kampsporene har også kastet lys over anven­ delsen af de særligt for­ nemme våben, som man måske kunne fristes til at tro tilhørte en gruppe officerer, som ikke tog lige så aktivt del i selve konfrontationen med fjenden. Men det er der intet, som tyder på. Alle i hæren har kæmpet på lige fod.

256

Stormand og træl

så mange fra fjendens rækker som muligt, måtte slagene nød­ vendigvis blive blodige. Og netop jernalderens mosefund vid­ ner om voldsomme kampe, om nedslagtning af hele hær­ enheder, hvis forudsætning kun kan være, at det var den fuldstændige kontrol over større områder, der blev kæmpet om.

Tilsvarende undersøgelser af beskadigelser på lansespidser afslører, hvordan de har været brugt. Lansen var et alsidigt og meget farligt våben. Ført med begge hæn­ der kunne den bruges som både hugvåben og stikvåben, og den er anvendelig også når modparten er bevæbnet med sværd.

De store krigsbytteofre ligger med en indbyrdes afstand på 40-60 kilometer langs den jyske østkyst, fra Århus i nord til Slien i syd, og på Fyn ved Assens og Odense. Hver for sig repræsenterer de centrale helligmoser, hvor der med genera­ tioners mellemrum blev foretaget takofre til guderne efter veloverstået kamp. Afstanden mellem dem kan være udtryk for den omtrentlige størrelse af de stammeområder eller politi­ ske enheder, der blev kæmpet om, og som i store træk svarer til størrelsen af en landsdel eller et østdansk amt (før kommu­ nalreformen i 1970). Men mosefundene er ikke de eneste synlige vidnesbyrd om urolige tider. Store forsvarsanlæg som f.eks. pælespærringer­ ne i Haderslev Fjord og ved Stege og voldanlæg som Olmerdi­ get i Sønderjylland anlægges i slutningen af det andet år­ hundrede. I hvert fald Olmerdiget udbygges og forstærkes i løbet af det næste par hundrede år som tegn på en fortsat strategisk betydning.

Med vold og grav og op til fem parallelle palisaderækker, bestående af i alt 90.000 egestammer, er Olmerdiget - efter nordiske forhold - et kæmpemæssigt forsvarsanlæg, som kun kunne bygges under en stærk central ledelse. Konstruktionen har forudsat et godt kendskab til den romerske Limes-grænse, som er dens forbillede (se side 173). Olmerdiget er anlagt, så det beskytter de sydlige områder (anglernes land) mod pludselige overraskelsesangreb fra nord, velsagtens fra jyderne, og dets dimension taler sit eget tydelige sprog om størrelsen og styrken af den magt, man ville værne sig imod. Vi må gå ud fra, at kampene ikke tidligere i oldtiden har været så voldsomme og krævet så mange menneskeliv som i denne del af jernalderen. Men hvem kæmpede mod hvem og hvorfor? Hvem var det, der blev overvundet i store slag, og hvis udrustninger blev ofret til guderne i helligmoserne? Hvor kom de fra, og hvad ville de? Én ting er i hvert fald sikker, nemlig at mosefundene ikke er resultatet af én samlet invasion langs Lillebælts kyster. De viser en række tilbagevendende kamphandlinger igennem en periode på næsten et halvt årtusinde. De overvundne hære behøver heller ikke at være kommet fra samme sted gennem Kampen om landet

257

Dette kort illustrerer ud­ bredelsen af to fundgrupper, som ikke er samtidige, nem­ lig de rige ryttergrave fra 1.-2. årh. e.Kr., og de store krigs­ bytteofre, der først begynder i slutningen af 2. årh. e.Kr. På samme kort er desuden indtegnet de rige myremalmforekomster, hvis strategiske betydning steg i takt med den militære udvikling. Såvel gravene som mosefundene ligger „beskyttende" omkring jernudvindingsområderne. Det er højst tænkeligt, at de findes netop her, fordi de vestlige jernudvindingsom­ råder på den måde kunne kontrolleres, og det er vel heller ikke usandsynligt, at det var dem, der blev kæm­ pet om.

hele dette lange tidsforløb. Men da både mosefund, pælespær­ ringer og forsvarsanlæg begynder næsten samtidig omkring 200 e.Kr., giver det dog en begrundet formodning om, at de også har haft en fælles årsag. Den græsk-byzantinske historiker Procopios skriver, at herulernes vandring til Den skandinaviske Halvø i begyndelsen af 500-tallet fulgte en rute, der gik gennem „danernes land til havet". Hvis disse oplysninger står til troende, betyder det, at danerne har kontrolleret i hvert fald den sydlige del af Den jyske Halvø i begyndelsen af 500-tallet. De skriftlige kilder beretter videre, at danerne, som „er udgået af sveernes rod", oprindelig havde fordrevet herulerne fra deres hjemegn, der må være Østdanmark, måske også Skåne. Og tidspunktet har været engang i løbet af det andet århundrede, hvor udvandrede heruliske krigerskarer for før­ ste gang optræder som lejetropper i Europa og Lilleasien. Mellem 200 og 500 e.Kr. havde danerne altså formået at

258

Stormand og træl

sætte sig fast, ikke blot på Sjælland, men også på Fyn og i en del af det sydlige Jylland. Hvad vil da være mere nærliggende end at se krigsbytteofrene i lyset af de kampe, som dengang fandt sted, og som sikkert har stået mellem danerne og jyderne - to historisk kendte folkeslag, hvis lande i begyndelsen af 500-tallet lå inden for den frankiske konges interessesfære og derfor nævnes i de skriftlige kilder. Vi kan konstatere, at hærene var germanske, men organi­ seret og bevæbnet efter romersk forbillede. De kæmpede om herredømmet over større landområder, hvis befolkning kunne gøres tributpligtige. Men kampene kan desuden have drejet sig om kontrol med de jyske jernudvindingsområder og med vigtige handelspladser og -ruter. Sikkert er det, at en sådan erobring er utænkelig uden militær kontrol over nøgleområder og uden en form for tribut/skat. Selv om vi ikke skal forestille os et udviklet beskatningssystem som i middelalderen, må det have eksisteret i primitiv form allerede nu. En sådan form for beskatning havde man også lært af romer­ ne. I de vestromerske provinser var det økonomiske system fra og med det tredje århundrede tilstrækkelig simpelt til at kunne overføres og optages af de germanske krigeraristokratier. Det hvilede nemlig udelukkende på skatter betalt i naturalier, ikke i penge. Baggrunden var det sammenbrud, økonomisk, politisk og militært, som i løbet af det tredje århundrede omdannede Romerrigets vestlige provinser fra en højkultur med blom­ strende handel, håndværk og byliv til et samfund af storgods­ ejere og forarmede landarbejdere. De fleste betalinger foregik med naturalier, især korn, som havde den fordel at være inflationssikkert - hvad de romerske penge ikke kunne siges at være. Når handelslivet næsten gik i stå, blev jorden det eneste grundlag for beskatning. Hvis denne simple beskatningsform blev overført til de ger­ manske områder, måtte kontrollen med jord blive en ny kilde til rigdom. Gennem erobring kunne en fremmed befolkning underkastes beskatning, men også lokalt gav det overklassen mulighed for at afkræve tribut eller afgifter af jorden. Forud­ sætningen for at jorden kunne tjene som grundlag for be­ skatning var imidlertid, at ejendomsretten var veldefineret. Hermed står vi måske med nøglen til en forståelse af lands­ byomlægningerne i yngre romertid. Sammenlægning af min­ dre landsbyer og omfordeling af jorden på store ensartede og selvstændige gårde skabte dette nye beskatningsgrundlag. Størrelsen af det, man skulle yde, fremgik af toftens - det indhegnede areals - størrelse. Kampen om landet

259

Tribut, hvad enten det var lokalt eller i nyerobret land, skulle imidlertid både opkræves og samles hos en leder - nor­ malt gennem flere led af loyale underhøvdinge. Dette magtap­ parat, der blev holdt sammen af en enkelt person - hærleder eller konge - kunne ikke fungere uden medvirken af en hær eller hird - hvis eksistensgrundlag til dels var afhængigt af indtægterne fra denne beskatning. Når der blev kæmpet om land, fik den sejrende hærfører gennem dette administrative system med ét slag adgang ikke blot til rigdom, men til dens kilde, stammeområdets jordejere og handelsmænd. Man behøvede ikke at kæmpe sig fra lands­ by til landsby. På denne måde gik landbrugs- og beskatningsreformer op i en højere politisk og militær enhed, som endegyldigt „frigjor­ de" landet fra stamme- og slægtsamfundets ligheds- og loyali­ tetsideal.

Besiddelse og arv

Udbredelsen af stednavne med endelsen -lev. Første led i navnet er altid et person­ navn, og disse stednavne må, med stednavneforskeren H. V. Clausens ord fra 1916 „sættes i forbindelse med den udvikling, at enkeltmand tilegner sig, hvad der før var slægtens ejendom". Navnene er spredt i Danmark og i Sverige på en måde, der uvilkårligt leder tanken hen på danernes ekspansion. En særlig påfaldende ting ved -levnavnene er deres eksi­ stens i Thuringen - her blot -leben - f.eks. Hassleben.

260

Stormand og træl

At besidde, at arve og at holde fast ved - det er filosofien for enhver jordbesiddende klasse, fortidig som nutidig. Den høvding eller stormand, som i jernalderens midte tog land i besiddelse og navngav det efter sig selv, viste sin samtid, at det var hans besiddelse, der skulle forblive i slægtens eje og til evig tid bære mindet om ham som grundlægger. Hvem tænker i dag på den Landar, der grundlagde Landerslev i det sjællandske Horns herred, den Thingi, der gav navn til Tinglev i Sønderjylland, Wighmar fra Vemmelev på Midtsjælland eller Brandi fra Brandelev på Sydsjælland? Alligevel har det sted, som de tog i besiddelse for næsten to tusinde år siden, og som de gav i arv til deres sønner som igen gav det videre til deres efterkommere, bevaret deres navne for en eftertid så ufattelig fjern. Der var unægtelig sket et og andet, når De danske Øer, Østjylland og Sydsverige kunne oversvømmes af personer, der mente sig i deres gode ret til at opkalde den jord, de levede på, efter sig selv og endog gennem navnet (ved tilføjelse af -lev = arv) gøre opmærksom på, at deres efterkommere skulle overtage jorden efter dem selv. Sådan gjorde romerske gods­ ejere i Italien, sådan lærte germanske kolonister det i Gallien, og sådan brugte man det altså også blandt en ny, selvbevidst klasse af jorddrotter heroppe på „danernes mark". Var disse nyanlagte stormandssteder, der ved middelal­ derens begyndelse i særlig grad blev udvalgt som kirkebyer og dermed som de administrative centre for sognene, allerede fra

Besiddelse og arv

261

På denne bøjlenål af sølv fra en kvindegrav i det nordsjæl­ landske Værløse står navnet Alugod indridset i runer på nåleskeden sammen med et hagekors. De første runer dukker op omkring 200 e.Kr., og de findes typisk på fibler og på våbenudstyr. På en dupsko til en sværdskede står der f.eks.: „måtte Ma'rr ikke skåne" (Ma'rr er sværdets navn). Denne indskrift har tydeligvis en magisk be­ tydning ved at forøge svær­ dets kraft. Ofte står ind­ skrifterne på bagsiden eller indersiden, hvor kun ejer­ manden har kendt deres eksistens.

262

Stormand og træl

begyndelsen den nye overklasses magtbase? Var det herfra, et bestemt antal landsbyer - en bygd måske - kunne kontrol­ leres og skatter opkræves, og hvortil hirden var knyttet? Er deres geografiske spredning måske udtryk for det admini­ strative system, som var danernes magtbase efter underlæg­ ningen af det østlige Danmark? Forudsætningen for en beskatning var i hvert fald til stede. Jorden blev ikke længere omfordelt, hverken reelt eller sym­ bolsk; hver enkelt gård havde sine egne marker og tilknyt­ ningen til jorden var så stærk, at slægtens døde blev gravlagt på den. Driftsformen var ændret. Også landsbyjordens små markstykker, adskilt med levende hegn, var forsvundet, går­ dene var blevet større og økonomisk adskilt fra det over­ ordnede landsbyfællesskab. En lang række specialfunktioner satte nu sit præg på sam­ fundslivet, i stort som i småt. Jernteknologien blev forbedret, smedningen var for fagfolk, snedkerens og tømrerens arbejde blev mere professionelt bl.a. gennem anvendelse af nye red­ skabstyper. Det var ikke enhver, der kunne bygge et Nydam­ skib eller fremstille et vognhjul, ligesom både våbensmedning og fremstilling af smykker har krævet specialistens viden. I husholdningen kom drejekværnen til som den effektive forud­ sætning for, at man - i bogstaveligste forstand - kunne brød­ føde flere mennesker på de enkelte gårde. Nye fåreracer blev udviklet af hensyn til ulden, nye væveteknikker kom i brug og endelig kom også det ældste skriftsprog - runeskriften. Også krigeren var blevet specialist. Han måtte holde sin våbenfærdighed ved lige gennem træning. Han kunne ikke

Massiv guldarmring fra graven i Valløby på Stevns. Den er dannet af en trind guldstang, snoet i spiral; hver ende afsluttes med et dyreho­ ved. Både arm- og fingerrin­ gene, udformet med dette ormehoved-motiv, har været værdighedstegn for elitens mænd og kvinder, og de er særlig almindelige i gravene på Østsjælland.

den ene dag være bueskytte, den anden kæmpe med lanse eller sværd; den ene dag til fods den næste til hest. Nej, han havde sin faste plads og udførte sin ganske bestemte funktion i hæren. Han kæmpede for sold, han adlød befalinger, han var pro­ fessionel soldat. Økonomisk behøvede han ikke længere være afhængig af jorden, landsbyen og ætten, men af sit ry for tapperhed og kampmod. Overtog han i stedet den fædrene gård, giftede sig til en eller grundlagde en helt ny, bevarede han alligevel en vis økono­ misk suverænitet. Gården var ikke længere en del af lands­ byfællesskabet, og han disponerede overjorden, som han selv Besiddelse og arv

263

kunne dyrke, eller han kunne overlade dele af den til andre - mod en passende afgift. Han havde ret til at give den videre til sine efterkommere, opkalde den efter sig selv og blive gravlagt på den - men han kunne ikke sælge den. Jorden tilhørte slægten eller ætten, som havde brugsretten - eller adkomsten - til den. Privat ejendomsret som vi forstår det, dvs. med uindskrænket dispositionsfrihed, med ret til at købe og sælge efter evne og forgodtbefindende, blev først en realitet langt op i historisk tid. Overdragelse af jord har ligget i ganske faste rammer, der ikke så meget var økonomiske som sociale og centreret om arveregler og ægteskaber. Ved hver ny generation skiftede jorden hænder; måske blev den opdelt mellem flere arveberet­ tigede sønner og døtre. Hvis kvinder kunne arve, blev ægte­ skaber en afgørende vej til større jordbesiddelse, til samling af det gods, som arvereglerne i sig selv var med til at splitte. Kvinder, der kunne arve jord, var nødvendigvis fuldgyldige medlemmer af den jordejende klasse, også selv om arveregler­ ne favoriserede mændene. Vi kender ikke arvesystemet, hverken for gods eller jord, i Danmark på denne tid. Derfor ved vi heller ikke, om kvinder havde arvemæssige rettigheder, og hvis de havde, da under hvilken form. Domesday Book, et noget yngre dokument fra England, viser, at døtre arvede jord - men kun, hvis der ikke var sønner. Om normannernes døtre vides det, at de kunne arve uafhængigt af deres mænd, men det er uvist, om de arvede på lige fod med deres brødre. De ældste kendte ar­ veregler fra Danmark stammer fra den tidlige middelalder, og i hvert fald på dette tidspunkt havde kvinder arveret til jord og gods, om end det ikke var på lige fod med mændene. Der er grund til at tro, at også jernalderens kvinder var arveberettigede til jorden. Den magt og den rigdom, der var knyttet til deres grave, lader i hvert fald ikke mændene noget efter, og nogle af de allerrigeste østdanske grave fra yngre romertid er kvindegrave, f.eks. i Himlingøje og Årslev. Begge steder er de fornemme kvinder desuden begravet på en måde, der antyder, at deres nærmeste tyende og trælle er lagt til hvile ved deres side. Kvinderne fra de højeste sociale lag har været ligeværdige medlemmer af elitens jordbesiddende klasse, og deres værdig­ hedstegn - de gyldne ringe på arm og finger - var identiske med mændenes. Kun spillebrikkerne - symbolet på et liv i lediggang - var forbeholdt mændene!

264

Stormand og træl

„Drik, og du vil leve skønt" „Straks når de vågner - de sover tit til langt op på dagen vasker de sig, for det meste i varmt vand, da vinteren oppe hos dem optager størstedelen af året. Efter badet indtager de et måltid. De sidder hver for sig og har hver sit bord. Bevæbnede tager de dernæst af sted til deres gøremål eller- lige så ofte - til fest. At drikke dag og nat er ingen skam. Der opstår, som almindeligt blandt berusede, hyppigt skænderier, der sjæl­ dent afgøres med skældsord, oftere med drab og sår. Men også uvenners indbyrdes forsoning, valg af høvdinge, ja, krig og fred drøfter de under festerne. For det er deres opfattelse, at netop dette tidspunkt kan åbne sindet for ligefremme tanker eller opflamme det til store. Da de hverken er et snedigt eller udspekuleret folkeslag, åbenbarer de tilmed deres lønligste tanker under indtryk af den almindelige tvangfri stemning. Alles tankegang ligger således åben og blottet. Den næste dag gennemdrøftes sagerne igen, og der ligger sund fornuft bag begge tidspunkter: de overvejer, når de ikke evner at forstille sig, de træffer beslutninger, når de ikke kan tage fejl .

Tacitus' karakteristik af de travlt beskæftigede mænds hver­ dag fortsætter: „Terningespil giver de sig, underligt nok, af med i ædru til­ stand som en alvorlig sag. De er så grebet af spillelidenskab, at de, når alle midler er sluppet op, i et sidste afgørende slag sætter deres personlige frihed som indsats. Taberen går ind til et frivilligt slaveri: Uanset han er yngre, uanset han er stærkere end vinderen, finder han sig i at blive lænket og solgt. Et sådant stivsind udviser de i denne urimelige situation. Selv kalder de det „ordholdenhed". Den slags slaver sælges af vinderen, for at også han kan befri sig fra den skam, der klæber til sejren ...

Det er vanskeligere at få dem overtalt til at pløje jorden og afvente årets afgrøder end til at udfordre fjenden og vinde sår. Ja, det tages endog som et udtryk for dovenskab og fejhed at ville erhverve sig det ved sved, som man kan forskaffe sig ved blod. Når de ikke drager i krig, tilbringer de ikke megen tid med at gå på jagt, men mere med ingenting at bestille; og de tænker kun på at sove og spise. Især de tapreste og mest krigslystne bestiller slet intet, da opsynet med hus, hjem og jorder er overladt til kvinderne, de gamle og svageste i husstanden. „Drik, og du vil leve skønt"

265

Denne blå glasskål med gennembrudt sølvindfatning og under randen en græsk indskrift, „til lykke", er fra en rig mandsgrav i Varpelev. Med sig havde den døde også en særpræget hævert af glas, som vel skulle bruges til vinen. Ud over det usædvanlige drikkeudstyr, hvortil også hørte mere almindelige romerske ting, havde han desuden et spil med 42 spillebrikker til at fordrive tiden med. Den døde fik ikke blot sit rige udstyr, men også en halv snes trælle med sig i døden. Det var herren over gods og guld, men sandelig også over sine trælles liv, der her havde fået et sidste hvilested. Var det måske stamfaderen, ham, hvis navn er blevet foreviget i Varpe-lev?

266

Stormand og træl

Spillebrikker, spillebræt og raflebæger fra krigsbytteof­ feret i Viemose. Ifølge Tacitus var germanerne grebet af umådeholden spilleliden­ skab, men alligevel var det kun en ganske lille del af dem, nemlig de allerrigeste mænd, der fik brætspillet med sig i døden. I stor­ mandsgraven fra Valløby ligger der således 105 små spillebrikker af glas, men hverken terninger eller bræt er bevaret - de var nemlig i modsætning til spillebrikker­ ne fremstillet af forgængeligt materiale.

Selv fører de et liv i sløvhed - et ejendommeligt naturens lune - for de elsker i den grad driverlivet og hader samtidig fred og ro." Kort sagt, de drikker, spiller og slås, hvis ikke de sover eller spiser. De gravgaver, der som det nødvendige udstyr kom med dem på den sidste rejse, ikke blot på Tacitus' tid, men også i de efterfølgende århundreder, modsiger da heller ikke denne beskrivelse. Men hvad skulle det bruges til, alt dette gods og guld, der nu fandt vej til gravene i et omfang, som overgik alt, hvad der kendes fra hele den forudgående del af oldtiden? Formålet var i første række at demonstrere en rigdom uden naturlige grænser. Det var mængden, der var afgørende. Men hvorfor var det pludselig blevet så nødvendigt at vise rigdom og overflod og dermed lægge afstand til andre? Den rigdom, som blev båret til skue og siden lagt med den døde i graven, har ikke været tilgængelig gennem køb og salg for almindelige mennesker. Tværtimod ser det ud til, at de romerske varer og i hvert fald en del af smykkerne var elitens monopol; det var den, der varetog forbindelsen med høj­ kulturerne sydpå. Det var derfor også eliten, der kontrollerede „Drik, og du vil leve skønt"

267

importen af fremmede prestigevarer og stod for tildelingen til andre i samfundet. Men den attråede luksus var kun tilgænge­ lig gennem personlige forbindelser, og her spillede gavegivningen en central rolle. Gaverne var f.eks. hjørnestenen i opbygningen af hirden, hvor de blev brugt til at besegle en aflagt troskabsed. En lind strøm har sikkert tilflydt hirdmænd og andre, hvis loyalitet man søgte at sikre sig. Disse personer kunne derefter selv investere af dette overskud i forhold til andre. Den, der kontrollerede tilførselen af de fremmede prestige­ varer, besad således et effektivt redskab til at skabe politiske alliancer, såvel gennem svorne hirdmænd som ved fordel­ agtige ægteskabsforbindelser. Men de nyvundne positioner var alligevel ikke mere sikre, end at det fortsat var nødvendigt at demonstrere dem gennem gravritualernes overdådige ødselhed - ikke mindst, når man som på Sjælland havde fortrængt de gamle herskende slægter. Først i 300-tallets slutning hører disse demonstrative ritualer op og antager nye former, som viser, at de hævdvundne rettigheder omsider var blevet ubestridelige. I løbet af romertiden udvikledes og blomstrede det german­ ske krigeraristokrati. Det var en jordejende klasse, hvis med­ lemmer selv skyede enhver form for legemligt arbejde, hvis man ellers tør tro, hvad Tacitus skriver. Deres land blev dyrket af jordløse eller trælle, mens de selv- og deres sønner - dyrke­ de krigerens ædle håndværk på plyndringstogter i det frem­ mede. Ind imellem var der tid til fredeligere ophold i det hjemlige, hvor brætspil og fester hørte til de foretrukne be­ skæftigelser, og hvor man efter bedste evne søgte at efterleve budskabet, som man ganske vist næppe har kunnet læse, fordi det var skrevet med græske bogstaver på et af glassene: „Drik, og du vil leve skønt".

Ældre germansk jernalder 375/400-ca. 550

Disse fem halsringe er fundet sammen i en lille mose ved Fræen Nord­ mark syd for Ålborg. De er typiske repræsentanter for tidens store, massive halsringe, bestående af to ens dele, sammenholdt i en krog. Halsringene, der kan veje op til et kilo, er de tungeste guldsmykker fra oldtiden. De kan være glatte som her eller udsmykket med enkle stem­ pelmønstre eller lave tværbånd, og de gør sig således mere bemærket ved vægten end på grund af den kunstneriske kvalitet. Disse fem fra Fræen Nordmark vejer tilsammen næsten to kilo; den største godt 700 g, den mindste ca. 70 g; kun guldhornene og skatten fra Broholm vejer mere.

Landet og de første „byer" Den danske bøgeskov Sommerdage, mættede af sol og varme, var umærkeligt blevet sjældnere. Gamle folk kunne berette - hvad de selv havde fået fortalt som børn af slægtens ældste - om somre, hvor solen gjorde græsset brunt og tørt, jorden hård som sten, åerne til små bitte løb, hvor vandet stod næsten stille, og om de efter­ følgende vintre, hvor sneen lå tykt og frosten bed, og hvor kvæget gik til af mangel på foder. Sådan var det ikke mere. Hårde tider kendte man naturligvis stadig, men det var især, når solen svigtede, afgrøderne druk­ nede i regn og når ingenting kunne tørre i det kølige og fugtige høstvejr. Så kunne det være en næsten umulig opgave at få kornet til at række gennem vinteren og det tidlige forår, når der også skulle være udsæd til det kommende år. Vandet og varmen - det var de to poler, hvorom jernal­ derbondens eksistens nødvendigvis måtte dreje. I århundre­ derne omkring Kr. var klimaet varmere, men først og frem­ mest mere tørt end nu, og man var derfor sårbar over for svigtende nedbør. Anderledes var det i 400- og 500-tallet, hvor regnen blev en trussel, fordi vejret i forvejen var blevet køli­ gere og mere fugtigt. Hvad der var ugunstigt for kornet, var derimod godt for græsset. Det regnfulde vejr fremmede græsvæksten på enge og overdrev. Moser voksede, og lavtliggende marker kunne mange steder ikke længere dyrkes, men blev lagt om til græs­ ningseng. Jernalderbonden måtte satse endnu mere på sine dyr fremfor at tilså og dyrke store markområder med korn. Det kan være en af forklaringerne på, at skoven fik lov at brede sig over de førhen så vidtstrakte agre. Det var især på de tunge - og frugtbare - østdanske jorder, at bøgeskoven efterhånden lukkede sig om landet. Takket være de nye driftsformer gav jorden nu også et bedre udbytte, naturligvis under forudsætning af, at høsten ikke blev ødelagt af regn og væde. Derfor var det heller ikke nødvendigt at holde så store arealer under plov. I Jylland, hvor forskellen mellem god og dårlig - dvs. mel­ lem leret og sandet - jord var større end på Øerne, slog mange bønder sig nu ned på den tunge jord. Ganske vist var den vanskeligere at opdyrke, men til gengæld gav den også større sikkerhed og bedre udbytte. Landet og de første „byer"

271

Sparsom ----------

Poliensum: Træer . Buske • Torbundsurler

Pollendiagram fra Abkær Mo­ se i Sønderjylland. Mange eg­ ne af landet viser samstem­ mende, at skoven, og især bøgeskoven, vinder kraftigt frem, som det også fremgår af dette pollendiagram. Da den samtidige bebyggelse har været meget svagt belyst gen­ nem arkæologiske fund, har det været nærliggende at kæ­ de disse to forhold sammen og se dem som direkte udslag af en affolkning eller udvan­ dring. Ganske vist ved vi, at jyderne sammen med angler­ ne og sakserne koloniserede en del af England på denne tid, men det er i høj grad usikkert, om det er resultatet af denne udvandring, der kan aflæses i pollenkurverne. Selv i landets østligste egne, hvorfra deres emigration i hvert fald ikke kan have sat sig spor, vinder skoven frem. Forklaringen må derfor søges et andet sted, og det kunne f.eks. være i en ændret ud­ nyttelse af jorden.

272

Livet havde på mange måder ændret sig for jernalderens mennesker i løbet af det sidste par hundrede år. I landsbyerne lå gårdene som store, selvstændige enheder, og både gårde og landsbyer var meget større end tidligere. Nogle var kendt viden om, fordi de ved siden af landbrugsdriften fremstillede f.eks. smedejern eller fint klæde, som andre landsbyer aftog og forarbejdede - ikke blot til eget brug, men også for at afhænde til opkøbere. Også landskabet havde ændret sig - umærkeligt fra år til år. Set i århundredets perspektiv var det åbne land på retur og den danske bøgeskov havde for alvor fået fodfæste som et karakteristisk træk i landskabet. Den skønhed, vi i dag ser i de store, uberørte naturområder, og den ro vi søger i skovenes dyb, ville ingen dengang have nikket genkendende til. Tværtimod. Røvere, trolde og elverpi­ ger var mere eller mindre konkrete trusler for den rejsendes liv og sikkerhed, og det har været rædselsvækkende, når vejen førte gennem mørke og endeløse skove. For et par tusinde år siden skrev Tacitus om Germanien, at „det som helhed er skræmmende med skove og hæslige mo­ ser". Tusind år senere kunne Adam af Bremen efter en rejse ad Hærvejen tilføje:

„Vel vrimler enhver egn i Germanien skrækkelig af dybe sko­ ve, men Jylland er dog endnu mere skrækindjagende end andre egne - jordbunden dér er gold - det ser næsten altsam­ men ud som en ødemark, et saltland og en vældig ørken. Jylland skys tillands på grund af manglen på afgrøde, tilvands på grund af sørøvernes angreb (sørøverne kalder de vikinger). Det befindes knap dyrket på noget sted og er knap egnet til menneskelig bosættelse".

Landet og de første „byer"

Udgravning af en jernalderboplads i forbindelse med nedlægning af naturgasled­ ning. Landmålerstokken ligger på gulvet i et hus. Bagved ses en indgangs­ brolægning. Den smalle søgegrøft midt i det kommen­ de gastracé skærer tværs gennem landsbyen, og arkæ­ ologerne ser tydeligt på rester af lergulve og brolægninger, hvor de enkelte huse har ligget. De mindst ødelagte huse udgraves omhyggeligt (men kun i tracéets bredde), hvorimod mindre informative dele af bopladsen springes over på trods af at de ødelæg­ ges ved nedlægningen af gasrørene - jernalderboplad­ ser med kulturlag er så tid­ krævende at udgrave, at man af økonomiske grunde må prioritere.

Det var ikke høje tanker, det kultiverede Europa havde om dette lille ukendte land ved randen af „Det Yderste Hav". Tydeligere end den romerske forfatter Plinius den Ældre gjor­ de for et par tusinde år siden, kan holdningen næppe ud­ trykkes:

De fletter fiskenet af tang og siv og med hænderne samler de mudder op, som de tørrer mere ved vind end sol. Med dette varmer de deres mad og deres af nordenvinden stivnede indvolde. Den danske bøgeskov

273

De drikker udelukkende regnvand, som opbevares i gruber foran hytterne. Og disse folk påstår at hvis det romerske folk besejrede dem ville de dermed blive slaver. Sandelig, der er folk som skæbnen skåner, men til deres egen ulykke!

Rekonstruktionstegning af fægyde ved Vallensbæk syd for København, udgravet i forbindelse med en jernal­ dergård. Tegningen giver et indtryk af hegnenes styrke. De har bestået af tre solide stolperækker, hvoraf de to inderste står ganske tæt, formentlig fordi de har holdt sammen på en træopbygning af brædder eller grenværk, mens den yderste har støttet og afstivet anlægget. De to hegn forløber parallelt med en nøjagtig indbyrdes afstand på godt syv meter - en almin­ delig bredde for mange andre fægyder. Det er muligt, at den store indhegning også har været malkeplads og måske fold for dyrene om natten.

274

Hegn og hæk Kast et blik på en almindelig nutidig dansk bondegård med husdyr og se, hvilken funktion og betydning hegnene har. Sådan har det altid været, bortset fra, at de hegn, der i dag er elektriske eller til nød af pigtråd, i tidligere tider var af sten eller træ. Ganske vist hegnede man førhen om de dyrkede marker for at beskytte afgrøderne mod kreaturer, mens man i dag hegner om græsningsarealerne for at holde kvæget inde; men både dengang og nu skulle hegnene regulere dyrenes græsning. Omkring de første jernalderlandsbyer dannede hegnet en beskyttende ramme om et velordnet og fortroligt fællesskab, og udenfor var de små markstykker omgivet af skærmende jordvolde og levende hække. Senere kom hegnene i højere grad til at markere forskellen mellem „min gård" og „din gård" selv om de også havde en rent praktisk funktion i forbindelse med regulering af dyrenes færden. Så vigtige har de været, at man i hvert fald i den tidlige middelalder fandt det påkrævet at lovgive om „gærdselspligten", dvs. om hvem i landsbyen, der havde pligt til at sætte gærder og ikke mindst til at holde dem i orden. Da jernalderens bønder opgav at dyrke jorden i de små parceller, hvis spor stadig i dag kan anes nogle steder på den jyske hede, forsvandt også arkæologernes umiddelbare mulig­ hed for at få indblik i dyrkningssystemerne. Selv om vi har haft en formodning om, at jorden blev udnyttet mere intensivt og dermed mere reguleret end tidligere, var det først gennem en udgravning i 1984 ved den gamle Vallensbæk landsby sydvest for København, at man konkret fik syn for sagn. Her er der gjort et overraskende fund: tre jernalderhuse og et langt hegn. Hegnet udspringer ved det mindste af husene, åbenbart en stald eller en ladebygning, og løber i to parallelle rækker fra det højtliggende gårdsområde ned over bakkeskrå­ ningen til den fugtige ådal og engområderne langs Store Vejleåen. Hvad er da mere nærliggende end at opfatte hegnene som en fægyde, der skulle sikre, at kvæget kom frem og tilbage

Landet og de første „byer"

Fægyde fra Store Svelmø i Det sydfynske Øhav, fotogra­ feret i 1931. Denne fægyde, hvis stengærder har holdt kvæget på rette vej fra gården til græsningsarealerne, har hindret dyrene i at ødelægge skoven og de omkringliggen­ de marker. Tilsvarende sten­ gærder kendes fra både Sverige og Norge, hvor man­ ge kan føres tilbage hl jern­ alderens midte.

mellem stald og græsningsarealerne uden at forvilde sig ind på de omkringliggende kornmarker? Hermed bliver hegnet fra Vallensbæk det første sikre tegn på en regulering af kvægets græsning og det hidtil eneste fra Danmarks jernalder. På Vestlandet i Norge, på Gotland og i Mellemsverige er jernaldergårdene og deres jorder derimod omgivet af stensatte gærder, som er bygget i det tredje og fjerde århundrede e.Kr., men som stadig kan ses. De har tjent til at holde dyrene uden for markerne i tiden indtil høst og indenfor i månederne efter, hvor kvæget fik lov til at græsse på stubmarkerne. Gennem fægyder kunne færdselen reguleres.

Hegn og hæk

275

Kort over Sjællands jern­ alderbygder, udarbejdet af stednavneforskeren H. V. Clausen i 1916. Kortet viser, at de ældste bevarede sted­ navne ikke findes jævnt over hele Sjælland, men snarere ligger i grupper, omkranset af tæt skov. På kortet tolkes stednavnekoncentrationeme som et udtryk for jernalder­ ens bygdebebyggelse, nem­ lig: Nordsjællandsbygden med f.eks. Holløse og Ram­ løse; Københavnsbygden med navne som Herlev og Stenløse; Roskildebygden med Himmelev og Veddelev; Horns herred med Skuldelev og Ferslev; Køgebygden med Kimmerslev og Volderslev; Merløse herred med Undløse og Tølløse; Nordvestsjællandsbygden med Markeslev og Raklev; Sydvestsjællandsbygden med Gerlev og Førslev; Midtsjællandsbygden med Gunnerslev og Rislev; Stevns med Gjorslev og Varpelev og endelig bygden i Sydsjælland med navne som f.eks. Ørslev og Alverslev. Denne opdeling kan naturlig­ vis aldrig bevises, men kortet giver en spændende ind­ faldsvinkel til problemer, som arkæologien ikke kan løse alene.

276

Såvel i form som i dimension svarer de svenske og norske fægyder til de danske. Forskellen er blot, at hegnet fra Vallens­ bæk er bygget af træ, mens de øvrige er af sten, men funktio­ nen har uden tvivl været den samme. Det er næppe tilfældigt, at de første regulære fægyder duk­ ker op i løbet af yngre romertid. Der var sket store forandringer siden tiden omkring Kr.f. De mange små marker med levende hegn, der havde omgivet hver eneste lille landsby, var for­ svundet. I stedet sås nu større markstykker, hvor kvæget kunne græsse i månederne efter høst - ikke igennem årelange brakperioder som tidligere. Jorden blev udnyttet i to-drift. Omkring landsbyerne var der et system af dyrkede indmarker; udenom lå græsningsarealer­ ne, udmarken. Den gammeldags, ekstensive og langt mere pladskrævende form for landbrug var for længst opgivet, og dyrenes græsning var nu underlagt en fast regulering, som bl.a. blev gjort mulig gennem anvendelse af hegn, gærder og fægyder.

Stednavne og bebyggelse „Så ligger da stednavnene og slumrer som soldaterne i kejser Frederiks underjordiske slot; de venter på det rigtige løsen, den smældende trompet, der rusker dem af søvne og får dem til at stille op i rækker og geled." Sådan skrev stednavneforskeren H. V. Clausen i 1916; men at tale om stednavne fra Danmarks jernalder, hvorfra der ikke eksisterer et eneste nedskrevet dokument - ja, knap nok skrift - kan virke som en anakronisme. Det er det imidlertid ikke, for de ældste danske stednavne kan med rimelighed dateres til det tredje-fjerde århundrede e.Kr., måske endog lidt tidligere. Stednavne er nemlig utrolig sejlivede. Så længe der har været mennesker i et område, har stedets navn levet videre. De stednavne, der kan udskilles som gamle, grupperer sig i tre lag, et ældre, et mellem og et yngre, hvoraf de to yngste kan dateres sikkert. Udgangspunktet er de navne, eller rettere navneendelser, som danske vikinger bragte med sig til England og brugte, når de navngav deres landsbyer. Det var almindeligvis navne, hvis endelser var -by, -tofte, -torp (nutidig -rup) og -bølle, og de har alle noget med begrebet landsbybebyggelse at gøre. Såle­ des betyder -by direkte landsby, -torp betegnede så sent som i 1200-tallet en lille by, eventuelt en gård, der var flyttet ud fra moderbyen, og -tofte henviser til det indhegnede jordstykke

Landet og de første „byer"

Stednavne og bebyggelse

277

3.-4.

1.- 2. årh.

årh.

Antal fund pr.10 km2

Afstanden mellem de ældste stednavne (-inge, -lev, -løse og -sted) og gravfundene fra henholdsvis 1.-2. og 3.-4. årh. e.Kr. Diagrammerne, der omfatter Sjælland, Lolland, Falster og Møn, viser en påfaldende forskel; i den ældste periode er der intet sammenfald mellem grav­ fundene og stednavnene; i den yngre er forbindelsen derimod ganske åbenlys - her ligger hovedparten inden for en afstand af 200 m. Disse statistiske undersøgel­ ser udgør et vægtigt arkæolo­ gisk indicium for, at de æld­ ste bevarede stednavne på Øerne har deres oprindelse i 3.-4. årh. e.Kr.

278

omkring hver enkelt gård i landsbyen. Endelig er -bølle afledt af ordet bol, som i den ældre middelalder var landsbyernes ind­ delings- og beskatningsenhed. Alle disse navneendelser hører til i vikingetidens ældste del. Andre, f.eks. -rud, -rød, -tved, -skov, -løkke er fra slutningen af vikingetiden og den tidlige middelalder. De har alle noget med skov at gøre, især med dens rydning og indhegning, og de stammer øjensynlig fra en tid, hvor man gjorde voldsom ind­ hug i de gamle skovarealer. De kan tidligst være dannet i 1000-tallet, for de hører ofte sammen med kristne person­ navne. Stednavneforskerne kan imidlertid udskille et endnu ældre navnelag med endelserne -heim, -inge, -lev, -løse og -sted, der må høre til i jernalderen. Det er disse navne, der interesserer

os her. Betydningen er selvsagt dunkel, da de har deres oprindelse i en - næsten - skriftløs tid. Man mener dog at kunne se, at de alle har noget med bebygget eller befolket område at gøre, akkurat som vi selv bruger det, når vi f.eks. taler om morsin­ ger, skåninger osv. -lev betyder „arvegods'7, ejendomsret - eller i hvert fald brugsret - til jorden. Denne navneendelse kombineres altid med et personnavn - vel bygdens eller landsbyens grund­ lægger. Dette ældste lag af navne menes at være opstået i løbet af det tredje og fjerde århundrede e.Kr.; måske er -mgenavnene end­ og nogle hundrede år ældre. Det er unægtelig en fascinerende tanke, at vore ældste stednavne kan føres 1500-2000 år tilbage i

Landet og de første „byer"

tiden, men det er vel den naturlige konsekvens af, at genera­ tion efter generation har levet på - og af - den samme jord. Åbenbart betød det ikke noget, at selve landsbyen flyttede rundt og med tiden også skiftede karakter - navnet forblev det samme. Selv om stednavne, hvis oprindelse går tilbage til jernal­ deren, forekommer over det meste af landet, er mange også gået tabt. I områder, hvor de burde være, som f.eks. på det frugtbare Sydøstfyn med dets mange arkæologiske fund, mangler de således helt. De store, centrale kirkebyer herfra bærer i stedet vikingetidsnavne med endelsen -by og -torp. Årsagen er næppe en tilfældig forsvinden i årenes løb, men snarere, at de gamle navne blev erstattet af nye i forbindelse med en dybtgående omlægning af bebyggelsen ved vikingeti­ dens begyndelse. Selv om enkelte af stednavnene har været de første, der blev givet en lokalitet, må vi regne med, at de navne, vi kender i dag, hovedsageligt er fremkommet ved afgørende forandrin­ ger i ejendoms- eller dyrkningsforhold i løbet af romersk jern­ alder, i begyndelsen af vikingetiden eller i den tidlige middel­ alder. Det er nemlig i disse perioder, at de store forandringer finder sted - i bebyggelsen og i hele samfundets organisation. Selv om hele landet har været befolket og al jord udnyttet igennem det meste af jernalderen, er der alligevel stor forskel på hvordan. I tiden omkring Kr.f. lå landsbyerne meget tæt i mange egne af landet, og de var ofte små. Derfor var det nødvendigt med faste ejerlavsskel, og de fulgte efter alt at dømme de samme naturlige skel, dvs. åer, enge, bakkedrag osv., som 1000, ja 2000 år senere. Hver enkelt bygd og be­ byggelse har naturligvis haft sit eget navn. I løbet af tredje-fjerde århundrede opgav man de små byg­ der og bosatte sig i større, centrale landsbyer. Også ejerlavene voksede, for det er utænkeligt, at områder skulle blive „ejer­ løse" ved denne omlægning. Nogle landsbyer, og dermed også visse stednavne, må derfor være forsvundet. Andre landsbyer har beholdt deres gamle navn, selv om de blev lagt helt om efter den nye tids forskrifter, hvad der f.eks. kan ses i Vorbasse. Bebyggelsen danner et mønster, der er som et net: Til nogle tider finmasket, til andre tider stormasket. I jernalderens mid­ te var det et stormasket net, som lå over landet - afstanden mellem de enkelte landsbyer var blevet større og deres jordtilliggender mere udstrakte. For jernalderbonden i hans daglige virke betød denne foran­ dring først og fremmest, at der var blevet længere fra de Stednavne og bebyggelse

279

Det nuværende Vorbasse set fra det sted, hvor dens for­ gænger har ligget. I tids­ rummet mellem 100 f.Kr. og 1100 e.Kr. lå i alt otte Vorbasse-landsbyer på dette sted inden den endelige flytning nogle få hundrede meter mod sydvest. Overalt i landet har jemalderlandsbyerne flyttet nogle få hundrede meter med 100-200 års intervaller, og alle steder bliver bebyggelsen først helt stedfast omkring 1100.

280

enkelte gårde til landsbyens fjerneste jorder. Det ville ikke være hensigtsmæssigt, hvis han var tvunget til at køre gød­ ning ud og bjærge afgrøder hjem, eller hvis han daglig måtte hente sit malkekvæg den lange vej tilbage til landsbyen. Derimod spillede det en mindre rolle, hvis hovedparten af produktionen var baseret på kvægdrift, fåre- og svinehold, altså dyr, som i det daglige kunne passe sig selv på over­ drevene, engene eller i skovene, og som kun behøvede en enkelt hyrde eller vogterdreng, der sammen med sin hund holdt flokken samlet på de områder, der skulle afgræsses. Men nærmere ved landsbyen blev jorden dyrket mere inten­ sivt end tidligere, for der var stadig brug for korn - til grød, til brød og til øl, også selv om høsten fra tid til anden led under for megen væde og for lidt sol.

Landet og de første „byer"

Dankirke Historien beretter, at Danmarks første kirke blev bygget af Ansgar i 800-tallets Ribe; sagnet vil vide, at Ansgars kirke

havde en forgænger nogle få kilometer mod sydvest, på en mark ved Vester Vedsted som endnu i dag hedder Dankirke. Om det sidste også er en historisk realitet får dog lov at stå hen i det uvisse, skønt tanken er tillokkende. På stedet er der spor af en jernalderlandsby, hvoraf endnu kun en lille del er udgravet. Den er til gengæld på mange måder noget ganske særligt. Den er det første - og hidtil eneste - kendte eksempel på en central handelsplads i denne del af jernalderen, selv om vi må antage, at der har eksisteret andre, hvad de nyeste undersøgelser i Lundeborg ved Gudme da også tyder på. Dankirke lå godt for en handelsrute, der gik ned langs Jyllands vestkyst og som forbandt Vesteuropa med både Norge og England i den omfattende Nordsøhandel. Det er heller ikke usandsynligt, at det var denne handels­ plads, der nogle hundrede år senere, omkring år 700, flyttede de seks kilometer længere mod nord og blev til et af vikingeti­ dens internationale handelscentre, Ribe. Naturligvis behøver det ikke at have været indbyggerne fra Dankirke, der rent fysisk flyttede til Ribe, men blot funktionen, som af en eller anden grund - måske fordi besejlingsforholdene i Vadehavet havde ændret sig - gradvis blev overtaget af en ny plads. Baggrunden for at sætte Dankirke og Ribe i forbindelse med hinanden er først og fremmest forekomsten af nogle sjældne mønter. I Dankirke blev der, foruden 38 romerske mønter, fundet tre merovingiske (dvs. frankiske) fra handelsbyen Dorestad i Frisland, dateret til 600- og 700-tallet, otte frisiske såkaldte sceattas fra begyndelsen af 700-tallet og to engelske fra samme tidsrum. Mønterne lå spredt over hele den ud­ gravede del af landsbytomten; de er med andre ord tabt under brug.

Det var imidlertid ikke enhver landsbybonde, der brugte mønter i det daglige. Denne tids mønter blev udelukkende benyttet på de handelspladser, hvor købmænd fra det frem­ mede lagde til med deres skibe. Her blev varer byttet eller købt og solgt med brug af penge, hvad enten de var frisiske, franki­ ske eller engelske. Hvis Ribe overtog Dankirkes betydning, må det være sket omkring år 700. På den tid ophører de rige fund fra Dankirke, og Ribes ældste bebyggelse begynder. Og her, i det ældste Ribe, viser fundene, at man også har brugt - og tabt - de sjældne frisiske sceattas. Dankirke

281

Men måske er ligheden mellem Dankirke og Ribe endnu større. De mange fund af smykker, redskaber og ikke mindst støbeforme til smykker fra Dankirke fortæller om tilstede­ værelsen af talrige håndværkere, der har beskæftiget sig med guldsmedearbejde, bronzestøbning og fremstilling af jernred­ skaber. Derfor må Dankirke - ligesom Ribe - have været sæde for en omfattende håndværksproduktion. Jernredskaberne er i overtal; småting som nøgler, søm og knive, men også større redskaber og våben. Forbruget af jern har været anseligt, og dette jern måtte skaffes udefra. Intet tyder nemlig på, at man selv har udvundet det. Det gjorde man derimod i landsbyen Drengsted, som ligger knap en snes kilometer sydøst for Dankirke - og det i så store mængder, at der har været mere end rigeligt til eget brug. Mange mennesker har her været beskæftiget med jernudvin­ ding i stedet for at dyrke jorden og passe dyrene året rundt. Denne specialisering var kun mulig, hvis det udvundne jern kunne indgå i et større handelsnet, f.eks. ved at blive af­ hændet og forarbejdet i Dankirke. Her kunne det omsættes med fortjeneste, fordi der kom mange handelsfolk. Antagelig var det fra Drengsted og andre landsbyer i „baglandet", at Dankirkes smede fik deres jern. Dankirkes formodede placering som et af knudepunkterne i 400- og 500-tallets internationale handel har ingen sidestykker herhjemme. Måske har Hedeby, Viborg og andre af vore æld­ ste handelsbyer haft forløbere, ligesom Ribe havde Dankirke, men i så fald kender vi dem endnu ikke. Den nærmeste parallel til Dankirke ligger i Sverige, hvor vikingetidens navnkundige handelsplads Birka har en lige så enestående forløber, Helgb, der som Birka ligger på en lille ø i Målaren sydvest for Stockholm. Ligheden mellem Dankirke og Helgd er uafviselig, selv om Helgd er mange gange større og mange gange rigere på fund end Dankirke. Begge har været handelspladser i 400-, 500- og 600-årene, hvortil der kom varer både fra deres eget opland og fra det fjerne udland, begge steder er der blevet fremstillet en række forskellige genstande af bronze og jern, bl.a. smykker, og begge steder er der fundet usædvanlige mængder af fran­ kisk glas. Igennem 20 år, fra 1954 til 1974, er Helgd blevet udgravet og udforsket indtil mindste detalje; foruden selve bopladsen også flere tilhørende gravfelter og en mindre tilflugtsborg. Denne store undersøgelse giver et helt usædvanligt indblik i en del af jernaldersamfundet, som vi ikke tidligere har stiftet bekendt­ skab med, og den forrykker fuldstændigt vores opfattelse af 282

Landet og de første „byer"

Norrsundcl

Den østligste del af Helgd med jernalderbebyggelsen. 1-3 er udgravede hustomter, 4 et befæstet anlæg og de øvrige markerede områder angiver grave og gravfelter. Bebyggelsen på denne lille, ikke ligefrem frugtbare klip­ peø i Målaren begyndte omkring 200 e.Kr., hvor der blev anlagt almindelige jern­ aldergårde med stald. Om­ kring 400 ændrede den karak­ ter; flere huse kom til, her­ iblandt mange værksteder, hvorimod de regulære gårde forsvandt. Sådan så be­ byggelsen ud igennem de efterfølgende århundreder, hvor Helgd havde sin største betydning. I løbet af 700-tallet ændrede øen igen karakter; værkstederne forsvandt og bebyggelsen svarede nu nærmest til en almindelig landsby, hvis gårde havde stalde, og hvis hovederhverv igen blev landbrug. Denne bebyggelse fortsatte frem til omkring 1000 e.Kr.

handelsforbindelserne og håndværksproduktionen i den yng­ re jernalder. Det er nemlig hævet over enhver tvivl, at Helgds metalværk­ steder med salg til fremmede for øje har fremstillet smykker, bøjlenåle, spænder og andet kunsthåndværk i store mængder. På Helgd er der fundet støbeforme til mange smykker, som kendes fra arkæologiske fund andre steder i Skandinavien. Hovedparten er naturligt nok fundet i Målarområdet, men nogle er nået så vidt omkring som det østbaltiske område. Helgd har øjensynligt været et centralt mødested for handelsmænd fra hele Østskandinavien. Her har de købt det smukke kunsthåndværk, som stedet må have været berømt for og som betaling afsat deres egne varer - mon ikke især de eftertragtede nordskandinaviske skind, som handelsmænd fra sydligere himmelstrøg var interesserede i? Og var det ikke ligefrem frankiske købmænd selv, der tog den lange tur herop, så har der været handelsfolk og krigere, der gerne tog den modsatte vej. De internationale kontakters veje er uransagelige. Det viser en lille indisk Buddhafigur, en koptisk (egyptisk) bronzeøse og en emaljeret irsk biskopstav, som på en eller anden måde er kommet den lange vej fra deres fjerne hjemlande til den lille ø i Målaren. Deres betydning var næppe nogen anden end det kuriøse - som souvenirs fra det fremmede - selv om bispesta­ ven er set som en antydning af en tidlig kristen mission. Dankirke

283

Glasfund fra Dankirke syd for Ribe. Ikke mindre end 1000 perler og 1300 skår af for­ skellige frankiske glas, kan­ der og flasker er fundet ved udgravningen i vestenden af et hus, som engang omkring 500 e.Kr. er brændt ned til grunden. De store mængder glas fortæller, at huset har været en købmands bolig eller et handelsmagasin. Vægtlodder, der er fundet i umiddelbar nærhed af huset, må være handelsmandens udstyr.

284

Landet og de første „byer"

Anderledes målrettet og systematisk har glasimporten væ­ ret. De enorme mængder af glasskår, som er fundet på Helgd, kommer fra Frankerriget og de romerske provinser - måske som affaldsglas, beregnet som råstof ved fremstilling af farve­ strålende perler, der var så populære overalt i Norden. En handelsplads af Helgds størrelse og betydning kunne kun være sikret mod udplyndring og ødelæggelse på to må­ der. Den kunne enten ligge et sted, hvor flere forskellige politiske interessesfærer stødte sammen, altså i et ingen­ mandsland, beskyttet af en væbnet neutralitet, som alle impli­ cerede var interesserede i at opretholde, fordi de havde fælles gavn af stedets eksistens. Den kunne også være beskyttet af én stærk centralmagt, som var et værn mod overfald, og som måske ligefrem selv organiserede stedets handel og produk­ tion. Der findes ingen vidnesbyrd om Helgds politiske tilhørsfor­ hold; ingen skriftlige kilder nævner stedet med ét ord. Men Helgd lå ikke langt fra Gammel Uppsala, der var centrum i det fremvoksende Svearige og sæde for dets ældste kongeslægt, Ynglingeætten. Set i dette lys kan Helgd opfattes som kongelig ejendom og dermed en vigtig brik i et nyt politisk og økono­ misk system, som i disse århundreder var ved at vokse sig stærkt i Målarområdet. Helgds betydning og funktion overgik lidt efter lidt til det nærliggende Birka, der som Ribe var et af knudepunkterne i vikingetidens internationale handel. Tolkningen af Helgd giver nogle interessante perspektiver for Dankirke. Det bliver aktuelt at spørge om, hvem der har kontrolleret stedets handel og produktion. Var Dankirke må­ ske underlagt et jysk kongedynasti, eller lå den i et politisk ingenmandsland? Var Dankirke Jyllands port mod vest, eller har der ligget andre vigtige handelspladser langs den jyske vestkyst? Og har der været en tidlig kristen mission på stedet, hvad navnet kunne antyde? I hvert fald fik både Dankirkes og Helgds efterfølgere, Ribe og Birka, sammen med Hedeby en sådan international position, at Ansgar valgte dem til sin første missionsindsats i Norden. Selv om det er umuligt at besvare et eneste af disse spørgs­ mål, så er det dog værd at hæfte sig ved, at det er første gang i Danmarkshistorien, at det overhovedet har nogen mening at stille dem. Danmark var nu for alvor på vej ind i den udvikling, som i løbet af nogle hundrede år førte til dannelsen af vikinge­ tidens og den tidlige middelalders historisk kendte byer.

Dankirke

285

Gyldne tider Kaos og folkevandringer Året var 451 e.Kr., stedet De katalauniske Marker i nærheden af Orléans i Midtfrankrig og anledningen et opgør med den frygtede hunnerkonge Attila og hans asiatiske rytterkrigere. I årtier havde dette nomadefolk fra de russiske stepper ud­ plyndret et lamslået og forsvarsløst Europa. Nu lykkedes det omsider en sammenbragt vestromersk-frankisk-burgundisk hær at standse dem i et voldsomt slag. Selv om hunnerne var et kort intermezzo i den europæiske historie, satte de sig alligevel uudslettelige spor. Måske var det den uroligste tid, Europas befolkning nogen sinde havde op­ levet. Store menneskemængder var kommet i bevægelse, og perioden kaldes ikke uden grund for folkevandringstiden. I 395 e.Kr. var det gamle Romerrige definitivt blevet delt i et østromersk og et vestromersk rige, og allerede kort efter blev den vestlige del løbet over ende af germanske stammer. Fran­ kerne, burgunderne og allemannerne annekterede hurtigt

286

Gyldne tider

Så voldsomme var foran­ dringerne i de politiske for­ hold for denne del af verden i løbet af 70 år, gengivet i tre stadier: I 406, hvor hunnerne havde sat sig fast i Sydøsteuropa og den gamle romerske verden var delt i øst og vest. I 450, hvor Attilas hunnere havde underlagt sig det meste af de gamle ger­ manske områder og forbe­ redte stormløbet på det vest­ romerske Gallien. Endelig i 476, hvor hunnerne helt er forsvundet, og det vestromer­ ske rige er gået i opløsning og opdelt i en lang række selv­ stændige germanske riger.

Kaos og folkevandringer

287

Folkevandringerne i Europa fra slutningen af 300-, og i 400-tallet. Over umådelige afstande bevægede store folkemængder sig fra den ene del af Europa til den anden. Blandt dem, der drog ud og slog sig ned i det fremmede, var jyderne og anglerne, som sammen med sakserne og nogle frisiske stammer kolo­ niserede Sydøstengland i midten af 400-tallet.

288

Gyldne tider

Vestromerske rige fra 395 e.Kr. Østromerske rige fra 395 e.Kr. Angreb og folkevandringer Angler, Sakser og Jyder

Vestgoter

Østgoter

Kaos og folkevandringer

289

Rhinens vestbred, og østpå trængte både øst- og vestgoterne ind i Sydøsteuropa. Mens østgoterne i en årrække forblev i Pannonien, det nuværende Ungarn, vandrede vestgoterne videre ned i Italien, hvor Rom blev erobret i 410. Herfra fortsat­ te de til Sydfrankrig i 415 og et halvt hundrede år senere til Spanien, hvor de slog sig ned og skabte et selvstændigt konge­ dømme. I disse kaotiske tider gjorde hunnerne deres entré i Europa. „Hunner" er fællesbetegnelsen for en gruppe nomader, som omkring 370 e.Kr. dukkede op i Don-området mellem Sorteha­ vet og Det kaspiske Hav og gjorde sig til herrer over det stedlige nomadefolk. Herefter undertvang de den østgotiske bondebefolkning i Ukraine og fortsatte mod vest gennem step­ pekorridoren syd om Karpaterne. I slutningen af 370'erne stod de ved Donaus nedre løb, ti år senere var de nået til Reatien og Noricum, det nuværende Sydtyskland og Østrig, og før år­ hundredskiftet havde de etableret sig permanent på den un­ garske steppe. Hjulpet af forskellige germanske lejetropper foretog hun­ nerne herefter storstilede angreb på romersk territorium. I 441-43 og 447 blev det nordlige Balkan hærget, i 451 invadere­ des Gallien og i 452 faldt hunnerne ind i Norditalien, hvor Aquileia, den store handelsby ved bunden af Adriaterhavet, blev raseret. Året efter døde Attila, og hans hunnerhær gik i opløsning. Overfaldene på de romerske områder aftog og ophørte helt i begyndelsen af 470'erne, og herefter forsvandt hunnerne tilsyneladende helt. Krig og overfald var dog ikke den eneste måde at få del i Romerrigets umådelige værdier. Modtagelse af tribut for at undlade angreb var en anden og sikkert langt mere indbring­ ende forretning. Tributbetalingen blev efter alt at dømme sat i system af hunnerkongen Rau, der årligt modtog 350 pund guld fra Konstantinopel. Ved hans død blev aftalen fornyet - dog med den forskel, at hans efterfølger Attila hævede be­ løbet til 700 pund. Den østromerske kejser har næppe overholdt aftalerne; hunnerangrebene på Balkan i 441-43 og igen i 447 havde til formål at tvinge Konstantinopel til at genoptage udbetalinger­ ne. Efter fredsslutningen i 443 måtte kejser Theodosius d. II erlægge 432.000 solidi, dvs. ca. to tons guld; i 447 var det tre tons samt forpligtelse til en årlig ydelse på 2100 pund guld, altså godt et ton. Attilas triumf var dog kort, for allerede ved kejserskiftet i 450 blev betalingerne definitivt indstillet. Hermed smuldrede det økonomiske grundlag for Attilas rige. Uden tribut til at holde en stor del af hunnerfolket på

290

Gyldne tider

permanent krigsfod og binde andre stammer i allianceforhold, måtte føderationen uundgåeligt gå i opløsning. Hunnerne kunne vælge at genoptage plyndringstogterne i mindre må­ lestok, de kunne slå sig ned som bønder eller tage tjeneste som lejesoldater hos romerne. Eller de kunne, som den sidste ud­ vej, søge tilbage til stepperne og genoptage deres gamle livs­ form som nomader. Valgte de fleste af dem dette, er det forklaringen på, at hunnerne forsvandt lige så pludseligt, som de var kommet. De efterlod Europa i kaos. Det vestromerske Rige gik ende­ ligt i opløsning, og på dets ruin opstod en række germanske kongedømmer, som allerede i begyndelsen af 500-tallet ud­ mærkede sig ved deres størrelse og styrke. I det nuværende Frankrig og tilgrænsende områder langt ind i Tyskland var det Frankerriget; i Spanien Det vestgotiske Rige og i Italien det østgotiske. Mod øst var det slaverne, der havde overtaget landet efter hunnerne, og syd for Danmarks grænse var det sakserne, der sad i Nordtyskland. Det er uvist, om Danmark direkte blev berørt af de voldsom­ me begivenheder på kontinentet, men man ved, at jyderne plyndrede i det sydlige England sammen med anglerne og sakserne, og at grupper af jyder omkring midten af 400-tallet slog sig permanent ned i Sydøstengland. Anglerne, sakserne og jyderne sluttede således op i rækken af folkeslag og stammer, som i løbet af 400-årene vandrede rundt i Europa: frankerne, quaderne, allemannerne, burgunderne, longobarderne, vandalerne, vestgoterne, østgoterne - og hunnerne. Europa blev aldrig det samme igen; fol­ keslag havde blandet sig i vekslende alliancer, stammer var flyttet over enorme afstande, Det vestromerske Rige var blevet tumleplads for alverdens barbarer - verdensordenen var i sandhed kommet på en hård prøve. Var tiden kaotisk og ulykkelig for mange, var den til gen­ gæld fuld af muligheder og udfordringer for andre. Den direk­ te vej til rigdom var ikke længere landet, men dets befolkning, som kunne udplyndres og afpresses. Tribut og betaling, gavegivning og troskabsed var nøglebegreberne i krigersamfun­ dets ideologi; de gyldne ringe og det fornemme kunsthånd­ værk dets symbol.

Guldhornene fra Gallehus Guld - ordet har en dragende og magisk klang, som ikke blot kan tilskrives en moderne kapitalistisk tankegang. Guld har til alle tider og hos folkeslag over hele verden tiltrukket sig særlig Guldhornene fra Gallehus

291

Guldhornene - kopi fra 1979. Nye undersøgelser og gen­ nemgang af politireferateme efter tyveriet af originalerne i 1802 resulterede i fremstil­ lingen af dette sæt nye kopier til erstatning for de gamle, fra 1860'eme. De nye er formet over naturlige oksehorn, dvs. at de er mere „vredne" end de gamle. Desuden er guldet af samme lødighed som i de originale horn i stedet for af forgyldt sølv, som man af økonomiske grunde havde fremstillet de ældre kopier i. Lødigheden kendes med sikkerhed, fordi tyven over for politiet havde gjort rede for, at de inderste horn kun var af 12 karats guld (semi d'or), mens ringene var af 24 karat (purt guld) - og som guldsmed og falskmøntner vidste han nok, hvad han talte om.

292

Gyldne tider

opmærksomhed. Og ikke uden grund, for det er det ædleste af alle metaller, næsten helt upåvirkeligt af ydre forhold. Årtu­ sinders ophold i muld eller mosevand passerer sporløst. Guldets historie er lang, også i Danmark, hvor det første guld optræder et par tusinde år f. Kr., og hvor bronzealderen er en guldrig periode. Men det er 400- og 500-tallet, ældre ger­ mansk jernalder, som er den guldrigeste i Danmarks forhisto­ rie. Mange hundrede fund med en samlet vægt på henved 45 kilo stammer fra dette korte tidsrum. Størst, tungest og mest særpræget er de to guldhorn fra Gallehus ved Møgeltønder i Sønderjylland. Det første blev fundet i 1639, det andet i 1734.11802 blev de begge stjålet fra det kongelige kunstkammer og smeltet om. Alt, hvad der i dag er tilbage af sikre oplysninger, er de gamle beskrivelser og teg­ ninger samt politireferaterne efter tyveriet. De to horn var konstrueret ens; begge var dobbelte med et glat, indre horn af 12 karats guld, dækket med ydre ringe af purt 24 karats guld. De har form som store oksehorn, og de var hver især forsynet med bærekæde. Overfladerne er udsmykket med et væld af menneske-, dyre- og fabelfigurer omgivet med geometriske motiver i vandrette felter. Figurerne er fremstillet på to forskellige må-

Ole Worm tegnede og be­ skrev det lange guldhorn i skriftet „De aureo Comu" fra 1641, og det er denne tegning, der med enkelte korrektioner ligger til grund for rekon­ struktionen. Den lille knop for enden hører dog ikke til det oprindelige horn, men har sin egen historie. Da guldhornet ad krogede veje omsider nåede sin retmæssi­ ge ejer, kong Christian 4., skænkede han det til sin søn Christian, den udvalgte tronfølger, med det skæb­ nesvangre påbud at få lavet et drikkebæger til oldtidens ære. Det blev dog til alt held jifværget, da hofmester Joa­ chim Gersdorff fik overbevist kongen om, at man i oldtiden netop brugte hornet til at drikke af, og han var dermed i realiteten den, der reddede hornet. I stedet nøjedes kongen med at lade hornet sætte i stand og lukke med en skrueprop af dukatguld, mærket med prinsens navne­ træk, C5, samt den gavnlige oplysning „Denne Skrufve er giort af ny 1639".

der; nogle er punslet ind i hornets overflade, andre er frem­ stillet separat og derefter loddet på. Rytterfigurer, kentaurer, mænd med dyrehoved, hornede mandsfigurer, krigere med skjold, bueskytter osv. blander sig med slangemotiver, fabeldyr, fisk og fugle. Mange af motiver­ ne stammer fra den klassiske græsk-romerske kunstverden, men fremstillingen er hjemlig. Den nordiske herkomst be­ kræftes også af indskriften på det ene af hornene, hvor der med urnordiske runer står „Jeg Lægæst - Holters søn - gjorde hornet". Guldhornene er enestående, og fra første færd har deres mystik fascineret læg og lærd. Utallige er de tolkningsforsøg, som gennem årene er fremkommet, fra lægen og oldforskeren Ole Worms fremlæggelse af det lange horn i bogen De aureo Comu fra 1641 og frem til i dag. Allerede Ole Worms tolkning af hornet som et oldnordisk blæseinstrument fra Frode Fredegods tid skabte en voldsom debat, og fra anden side blev det hævdet, at hornet var be­ regnet til at drikke af, at det var vendisk og stammede fra Arkona, hvorfra Valdemar den Store havde bragt det til Sles­ vig. Ole Worm så hornets billedverden som en allegori over den menneskelige elendighed og dyriskhed og en påmindelse om dyd og gode sæder, hvilket Københavns biskop måtte gøre indsigelser imod. Han mente derimod i billederne at læse en forudsigelse om Svenskekrigen i 1643. I de følgende tre hundrede år har man ikke blot forsøgt at se motiver med udspring i kristendommen, ligesom Ole Worm gjorde det, men også med tilknytning til den gamle nordiske eddamytologi, de keltiske kultceremonier og deres druide­ lære, til astronomi og til kultiske karneval og optog. Hornenes Guldhornene fra Gallehus

293

billeder forekommer dog stadig lige så gådefulde, som den­ gang de blev fundet. Ingen af hornene var hele, da de blev fundet; selv det lange horn bestod blot af en samling løse ringe omkring et for langt og stærkt bøjet horn. Men det blev der rådet bod på ved Christian 4. s hof. Her blev det sat sammen til et drikkehorn, og ved den lejlighed forsynet med skruegang og bundprop, og måske også med de nedre ringe, som er uden reliefmotiver, og den øverste, brede og glatte kant, hvorved det blev mere behageligt at drikke af. Ingen ved det; for det horn, som Ole Worm tegnede, var prinsens drikkehorn, benævnt „Hans Fyrstelige Naade og Prins Christian V's Gyldne Horn". Nogle få år forinden havde den kongelige guldsmed Heinrich Langmarch sat hornet i stand efter prinsens anvisning, og ved hoffet var det på Ole Worms tid værdsat som en kuriøs og festlig brugsgenstand. Vi ved derfor ikke, hvor gennemgribende denne restaurering havde været, men alene anbringelsen af skrueproppen forud­ satte et større indgreb. Den millimetertynde plade på det indre horn har ikke haft tilstrækkelig godstykkelse til, at man kunne skære et indvendigt gevind og måtte derfor forstærkes med et sværere rør eller en udboret prop. Der findes beretninger om, hvor fælt det lød, når man i Kunstkammeret, hvor hornet siden blev opbevaret, ville for­ lyste gæsterne ved at tude i det. Den rillede indsnævring og det skjulte gevind forhindrede nemlig en naturlig tonedannel­ se. Derved blev eftertiden bestyrket i den opfattelse, at guld­ hornet var et drikkehorn og ikke et blæseinstrument, som det var foreslået af Ole Worm. Man overså, at hornet i virkelig­ heden var som skabt for tonedannelse: med pres af læberne i den ca. tre cm vide munding var det ganske let at frembringe en række naturtoner. Den standende guldhornsdiskussion beskæftiger sig såle­ des stadig med hornenes oprindelige bestemmelse og med tolkningen af deres billedmotiver. Derimod er der almindelig enighed om, at guldhornene er fremstillet i Danmark omkring 400-450 e.Kr.; stil og motiver, våben og dragter, teknik, finde­ sted og runeindskrift peger alt sammen i denne retning. De to horn ligner hinanden så meget, at de ikke blot har haft samme funktion, men også må have været fremstillet på ét og samme værksted; ensdannede billedringe omkring et glat inderhorn og en fælles symbolsk billedstil. På det korte (knække­ de) horn er de støbte relieffigurer omhyggeligt adskilt fra de indpunslede ornamenter, mens de på det lange horn griber ind over dem. Det giver indtryk af en arbejdsgang, hvor det 294

Gyldne tider

Det korte horn blev tegnet af arkivar, kammerråd Jochum Paulii i 1734. Tegningen er meget omhyggelig og detal­ jeret, og de enkelte ringe er afbildet i udfoldet stand. Øverst ses langs randen runeindskriften, som sikkert angiver mesternavnet. Hor­ nets nederste ende mangler, og da finderen og hans søn afleverede det nye guldhorn på Schackenborgs godskontor blev de da også afkrævet en forklaring på den manglende ende; men de forsikrede deres uskyld og gjorde des­ uden opmærksom på, at brudenden var „sammen­ foldet" i gammel tid, og at leret jord endnu sad i folder­ ne. Forklaringen var uden tvivl korrekt, og man iværk­ satte da også udgravninger på stedet for at finde den eventuelle rest, men uden resultat. Så sent som i 1970'erne blev der foretaget nye undersøgelser på fund­ stedet, men stadig uden held. Rygterne ville i øvrigt vide, at der i 1830'rne på det samme sted skulle være fundet et tredje guldhorn, som straks blev solgt til omsmeltning i Hamburg.

is®®

Guldhornene fra Gallehus

295

Disse to ørenringe og et dokument med røde laksegl og forsynet med tre under­ skrifter, bl.a. en vis Niels Heidenreich, befinder sig på museet i Ringe, hvor de ligger i et jemskrin med 11 låse og under et beskyttende lag hærdet glas. Med god grund. De to ørenringe er efter al sandsynlighed den eneste rest af guldhornenes guld. De har tilhørt en fynbo, som ved sin død i 1960'erne var et godt stykke over 80 år. De stammede fra hans olde­ mor, som i København havde fået dem af en beleven nabo, guldsmeden Niels Heiden­ reich, i 1802. 11803 blev sam­ me guldsmed afsløret som guldhornstyven, og politiet eftersporede resterne af de ødelagte og omsmeltede horn. Hos tyvens søster fandt man fem pund sammen­ smeltet guld, men størstepar­ ten var allerede forarbejdet og afsat rundt omkring i byen. Ørenringene hos ma­ dam Nørregaard fandt de dog ikke.

296

Gyldne tider

lange horn med den indpunslede ornamentik blev fremstillet som det første, men gjort endelig færdigt med pålodning af de små relieffigurer efter fuldendelsen af det korte. Om der er gået dage, måneder eller år, før begge horn lå færdige, er uden betydning, for det ændrer ikke ved det fælles helhedsindtryk. Begge horn var bevidst ødelagt, før de blev lagt i jorden. Det lange horn lå med billedringene skubbet ind i hinanden, mens det andet horn var knækket over ved den femte ring. Tanken ledes uvilkårligt hen på andre af jernalderens pragtfund som f.eks. Gundestrupkedlen og Dejbjergvognene, eller på krigs­ bytteofrene fra de sønderjyske moser; også guldhornene må være offergaver. Guldhornene blev fremstillet i den første halvdel af 400tallet, og vi tør vel gå ud fra, at de også blev ofret i løbet af dette århundrede. Skønt tiden var guldrig og offergaverne mange, udgør de seks kilo guld, der er medgået til deres fremstilling, alligevel en betragtelig del af det guld, som er fundet i den danske jord. Hornene har repræsenteret svimlende værdier - også dengang. De er lagt i jorden ved Gallehus, nogle få kilometer nord for Møgeltønder, hvor vældige marsk- og mo­ seområder dengang skar sig ind i landet og dannede en natur­ lig spærring, som næsten ubrudt fortsatte mod øst til området omkring Tinglev, I disse århundreder blev passagen mellem Jylland og kontinentet yderligere begrænset og kontrolleret gennem det store voldanlæg, Olmerdiget, der gik fra Tinglev til Urnehoved og Hærvejen. Jyllands rod var godt beskyttet, men landet var også sårbart for en invasion af fremmede styrker. Kom de først forbi, lå vejen åben for Europas plyndrende horder. Grænsen måtte beskyttes med alle midler - og hvad var vel mere naturligt end at bede guderne om hjælp ved at ofre det fornemste, som nogen nordisk konge nogen sinde havde ladet fremstille? Som tak skånede de landet for Attilas frygtede krigere.

Mønter og ringe Det kan i hvert fald se ud, som om guldhornene opfyldte deres bestemmelse. Og det var måske - om end indirekte - de gamle nordiske guder, der var den væsentligste årsag til, at landet ikke blev løbet over ende af hunnerne. For plyndringslystne og guldhungrende krigere var der nemlig ikke meget at hente blandt disse simple bønder, og slet ikke når man sammen­ lignede med, hvad den kristne verden havde at byde på; i dette gudsforladte land var der hverken klostre eller kirker, statslige skatkamre eller residensbyer for konger, kejsere og paver.

I efteråret 1985 blev der ved en jemalderboplads i Gudme, ikke langt fra Stenhøjgård, (ill. side 300), fundet en skat på 288 romerske sølv­ mønter, siliquae, præget i tiden 355-370 e.Kr., hvoraf et lille udsnit ses på billedet. Selv om mønterne næsten ikke er slidte, viser tre german­ ske efterligninger, at de ikke kan være kommet direkte fra Romerriget, men har været i brug så længe blandt germanerne, at de er blevet eftergjort. Siliquae er meget sjældne ikke blot i Danmark, men også i resten af Skandinavien og Nordtyskland, og Gudmeskatten er det eneste større samlede fund af disse mønter. Med en enkelt undtagelse er alle mønterne præget i den østlige del af Romerriget. De må være kommet hertil via Donau-egnene, måske gennem Jugoslavien, og derfra videre langs de østlige floder Oder eller Weichsel. Mønternes lange rejse endte i Gudme, og fundet er med til at understrege stedets centrale placering i et vidtrækkende handelsnet.

Ganske vist holdt krigerne herfra også af guld, men de omsmeltede mønterne fra lødige, gangbare og håndterlige romerske solidi til grove og underlødige spiralringe, som de satte inden i hinanden til små kæder, der kunne hænge ved bæltet. Hvor primitiv og uciviliseret den nordiske befolkning end har forekommet, så indvarsler brugen af de simple guldringe alligevel en ny tids komme. Uanvendelige som smykker har de udelukkende tjent som betalingsmidler, der hele eller ophuggede blev omsat efter vægt. Størrelse og lødighed varierer, og Mønter og ringe

297

de har ingen forankring i faste vægtenheder, hvad enten den er romersk eller germansk. Overlevede de i den oprindelige møntform, var det oftest som smykker med ophængningshul eller øsken. Andre solidi blev omsmeltet til smukke, helstøbte hals-, arm- og fingerringe, kunstfærdigt udformede hængesmykker, fibler, mundblik til sværdskeder og andet, som, når de findes i skattefund ved husene eller som offergaver i moserne, aldrig er hugget i stykker. Den behandling var forbeholdt de grove betalingsringe. Det var dog ikke alle romerske solidi, som blev smeltet om; især på Bornholm forblev guldet oftere i møntform, akkurat som på de to andre store Østersø-øer Øland og Gotland. Vi kan se, at møntstrømmen hertil satte ind omkring 454 e.Kr., altså netop på det tidspunkt, hvor østgoterne havde afløst hunner­ ne i Pannonien (Ungarn) og som allierede af den østromerske kejser modtog store udbetalinger. Efter et oprør i 461 måtte kejseren hæve vederlaget betragteligt, og netop på dette tids­ punkt kulminerer strømmen af solidi til Skandinavien. I slutningen af 480'erne brød østgoterne op og drog til Itali­ en. Samtidig ændrer også de nordiske møntfund karakter til overvejende at bestå af vestromerske mønter. Da østgoterne siden hen, i årene 555-560, blev fordrevet fra Italien, standsede møntstrømmen til Skandinavien. Store dele af Nordens guld er derfor snarest kommet hertil som resultat af en nær og direkte forbindelse til østgoterne. 400-tallets europæiske solidifund ligger tæt langs Oder og Weichsel og ved Det mellemste Donau. Fra østgoterne i Un­ garn har forbindelsen til Norden fulgt de store flodveje gen­ nem Central- og Østeuropa, og fra knudepunkter ved den sydlige Østersøkyst fortsat over Bornholm til Øland, Gotland og Målarområdet. Mange af mønterne er præget med de samme stempler og må derfor være kommet til Norden ganske kort tid efter ud­ møntningen. Hvad der lå af personlige relationer bag disse nære forbindelser er umuligt at sige, men det kan være handel eller ydelser i tilknytning til alliancer og krigstjeneste. Bevarelsen af de fremmede penge er måske udtryk for, at befolkningen på Østersø-øerne drev handel med fjerne egne. Måske var guldmønterne en slags mellemhandleravance, op­ nået f.eks. ved videresalg af Nordskandinaviens eftertragtede skind og pelsværk og rav fra den baltiske Østersøkyst til syd­ ligere himmelstrøg, mens det simple ringguld snarere blev brugt ved interne handelstransaktioner og sociale betalinger som bøde, tribut eller brudepris. 298

Gyldne tider

Kunsthåndværk og dyreomamentik I et samfund som det nordiske, hvor gavegivningen spillede en afgørende rolle i det politiske og sociale liv, har der for både giver og modtager været afgørende forskel på en pose guld­ mønter og en smukt forarbejdet guldring, selv om vægten var den samme. Forarbejdningen forøgede genstandenes værdi og prestige, og de dygtigste kunsthåndværkere kom således til at lægge en ekstra dimension til den anseelse og det om­ dømme, som var gavegivningens egentlige formål. Ved overlegen anvendelse af forfinede metoder formåede de nordiske kunsthåndværkere at skabe smykker af eneståen­ de skønhed og kvalitet. De udviklede et kunsthåndværk, som på den mest raffinerede måde forenede fremmed stilpåvirk­ ning med den lokale tradition, og til deres rådighed havde de guld i mængder som aldrig tidligere. Purt guld er dog ikke videre velegnet til smykker, fordi det er for blødt. Ved at tilsætte sølv eller kobber bliver det lettere at arbejde med, smykker og ringe bliver mere holdbare, og gul­ det rækker længere. Legeres der med sølv, bliver farven hvid­ gul; blander man med kobber, bliver den rødlig. Den særegne glød og varme, som ofte stråler fra oldtidsguldet, stammer fra guld af højere lødighed end normalt anvendt i dag - 20 karat er intet særsyn. Den fornemste af alle danske guldringe er fundet ved Hannenov på Falster. Sammen med nogle få armringe, fibler og hængesmykker udgør den en lille eksklusiv gruppe, der er udsmykket med filigran og granulering; teknikker, der hører til de mest avancerede og specialiserede inden for guldsmed­ ningen. Filigran fremstilles af en ganske tynd metaltråd (guld eller sølv), hvis kornede udseende fremkommer ved hamring. Trå­ den formes til de ønskede figurer, som loddes fast til under­ laget ved en særlig loddeteknik, slaglodning, hvor der an­ vendes en legering af det samme metal, men med et lavere smeltepunkt, så man undgår, at tråd og underlag smelter ved sammenlodningen. Granulering, som ved første øjekast kan forveksles med filigran, består af ganske små påloddede guldkugler. De frem­ stilles ved at anbringe guldstykker på et underlag af trækul, hvor de opvarmes til smeltepunktet. Herved omdannes de til bittesmå kugler, der hver for sig kan sættes fast med slaglod­ ning. Filigran- og granuleringskunsten byggede på en tradition, som i Danmark gik tilbage til tiden omkring Kr.f., bl.a. kendt Kunsthåndværk og dyreomamentik

299

Skattefund med brudsølv fra Stenhøjgård ved Gudme på Fyn, fundet i 1984. Der ken­ des tre andre store sølvfund fra ældre germanertid - fra Høstentorp på Midtsjælland, Hardenberg på Lolland og Simmersted i Sønderjylland. Tilsammen rummer de mere end syv kilo sølv som stæn­ ger og barrer, ødelagte fibler, remspænder, hængesmykker, sølvmønter og afklippe­ de småstumper af senromer­ ske og byzantinske sølvfade og skåle. Måske kom sølvet ligefrem til Danmark i denne form, bestemt for videreforar­ bejdning til sølvsmykker og til brug i guldlegeringerne.

fra de små dråbeformede hængesmykker, der kaldes berlokker. Teknikken stammer fra romerne, som på deres side havde overtaget den som en arv fra etruskerne og den græsk-hellenistiske kultur. Nordens guldsmede kom til at beherske dette håndværk til fuldkommenhed, men de var samtidig åbne og eksperimen­ terende over for nye impulser. De første smykker, der kombi­ nerede filigran med indlægning af glas eller halvædelstene, kom til landet fra begyndelsen af 300-årene. Et af de smukkeste eksempler er en stor guldfibel fra Årslev på Fyn, som er frem­ stillet hos vestgoterne i det nuværende Ungarn. I de efter­ følgende århundreder begyndte nordiske guldsmede selv at eksperimentere med denne nye teknik. Ædelstensdekorationen hørte oprindelig til mod øst, blandt asiatiske rytterfolk i det nordlige Sortehavsområde, f.eks. skytherne og sarmaterne. Men det var især i de skythiske værksteder ved Sortehavskysten, at asiatiske og græske ele­ menter blev forenet til en særpræget og pragtfuld kunst fra midten af det sidste årtusinde f.Kr. Filigran og granulation, som f.eks. ses på den store keltiske guldhalsring fra Dron­ ninglund i Vendsyssel (side 82), blev nu kombineret med ædelstensindlægning i cloisonnéteknik, dvs. planslebne halvog helædelstene indfattet i et celleværk af metal (oftest guld) til et fladedækkende mønster. Alle disse kunsttraditioner levede videre og blev siden over­ taget af goterne, hvis rige ved Sortehavet opstod i begyndelsen af det tredje århundrede e.Kr. Ved midten af 300-tallet havde goterne udstrakt deres herredømme fra Sortehavets kyster til Østersøen, og herved spredtes også kendskabet til ædelstens­ dekorationen. I de følgende århundreder udvikledes og blom­ strede denne smykkekunst rundt omkring i Europa - hos vest­ goterne og siden østgoterne i Ungarn, hos østgoterne og lon­ gobarderne i Italien, i Frankerriget og det angelsaksiske Eng­ land - og i Skandinavien. Den skandinaviske stil, som for alvor blev udviklet i løbet af 400-tallet, kom ikke blot til udfoldelse på pragtstykker med guldindlagte ædelstene eller smykket med filigran og granu­ lering. Fibler, bæltespænder, våbenudrustning og rembeslag af ædelmetaller og bronze, træsager, tekstilbånd og sikkert meget andet af forgængeligt materiale var også dækket med stiliserede plantemotiver, geometriske mønstre og skulpturel­ le dyrefigurer. De geometriske mønstre, der er udformet som dybe mod­ stillede snit med skarp lys-skyggevirkning, var oprindelig en træskærerteknik, som romerne overførte på bronzer. Her kenKunsthåndværk og dyreornamentik

301

Næroptagelse af guldringen fra Hannenov på Falster; de­ taljer af ornamentikken ud­ tegnet (se også side 331). Hele ringen måler omkring 25 cm i diameter - en betragtelig størrelse for en halsring - og er fremstillet af et halvt kilo guld. Ringen består af to glat­ te guldrør, tæt besat med påloddede ringe og forbundet ved et hængsel. Overfladen er dækket med den fineste filigranornamentik, der danner cirkler, s-formede figurer, fletværk og enkelte dyrefigurer. Ringen, som er fremstil­ let i slutningen af 400-tallet, blev fundet ganske tæt under overfladen af en tidligere tør­ vemose. Som for så mange andre af de store guldfund tyder fundomstændig­ hederne på, at de ikke er ble­ vet skjult i jorden, men an­ bragt oven på den - på et hel­ ligt sted, som intet menneske siden har turdet nærme sig.

302

Gyldne tider

des den især fra den senromerske militærudrustning i grænse­ egnene fra Rhinen i vest til Ungarn og det nordlige Jugoslavien i øst. Ornamentikken blev optaget i germanernes kunsthånd­ værk, men det var især i den nordiske kunst, at den fik be­ tydning. Plastisk modellerede dyr med tilknytning til den senantikke mytologi sidder ofte langs randen af de romerske karvsnitbronzer, og også de blev optaget som et yndet dekorations­ element ikke blot i Norden, men over det meste af kontinentet og i Sydengland. Abstrakte og ofte groteske i udformningen slynger disse dyr sig omkring hinanden i en fladedækkende dyrestil, som om­ kring 500 e.Kr. havde fortrængt de fleste andre dekorations­ former som f.eks. karvsnit og indlægning af andre metaller. Den ældste af disse dyrestile er særlig rigt og originalt udviklet i Sydskandinavien, hvorfor det er mest sandsynligt, at den er opstået her. Karvsnit og stempelornamentik, filigran og granulering, ædelstensindlægning og dyremotiver fra vidt forskellige dele af kontinentet bliver i løbet af ældre germanertid ingredienser­ ne i selvstændige kunstnertraditioner. Den kaotiske og kon­ fliktfyldte tidsalder med de store folke- og stammeblandinger satte tydeligvis sine spor i kunsten, der blev et vigtigt redskab for de herskende krigeraristokratier overalt i Europa. De bedste af datidens kunstnere har uden tvivl været knyt­ tet til disse nye, fremvoksende herskerdynastier, hvis ry de gennem deres kunst skulle være med til at underbygge. Og mon ikke det var en af disse mestre, som i forståelig stolthed indskrev sit navn på guldhornet fra Gallehus.

Futhark'en - det ældste runealfabet „Jeg Lægæst, Holters søn, gjorde hornet", „Jeg hedder Hariuha, den ulykkesvise; jeg giver værn", „Lykke for Alvin", „Jeg jarlen, Adgisls søn, kaldes Muha. GaGaGa ...", „Jeg Alla be­ sidder sværdet Marr", „måtte Marr ikke skåne". Det, eller slet og ret ejernavne som „Harja", „Hariso", „Swarta", „Alugod" er nogle af de indskrifter, som findes på smykker, våben og redskaber fra romersk og ældre germansk jernalder. De korte meddelelser, besværgende eller oplysende, for­ ståelige eller gådefulde, er prentet med runer i det ældste fællesgermanske skriftsprog. Runealfabetet, futhark'en, be­ står af 24 tegn, opstillet i en fast rækkefølge, hvor de første seks er f-u-th-a-r-k, deraf navnet. Runerne er almindelige bogstavtegn med ganske den samFuthark'en - det ældste runealfabet

303

Pragtfibleme fra Kitnæs Strand ved Jægerspris i nær­ heden af Frederikssund (tv) og fra Skodborg sydvest for Kolding (th). Kitnæsfiblen be­ står af en stor rektangulær hovedplade, rygknappen og en fodplade med indskåme sider. De tre dele består hver for sig af en bronzeplade, der er pakket ind i en tynd guld­ plade og herefter loddet sam­ men. Alle flader er tæt besat med filigran og granulering. På rygknappen ses fire s-formede dyrefigurer, og overfla­ den er desuden pyntet med indlagte sten. Der er en påfal­ dende kontrast mellem det fornemme guldsmedearbejde og stenenes klodsede indfat­ ning og tilslibning. Forklarin­ gen må være, at smeden har været dybt fortrolig med tra­ ditionel guldsmedeteknik, men eksperimenterende og søgende, når han stod over for ædelstensdekorationen. Fiblen fra Kitnæs, som stam­ mer fra den sidste halvdel af 400-tallet, er et af de tidligste eksempler på, at man har op­ taget og indpasset denne nye kunsttradition i den traditio­ nelle. Også Skodborgfiblen er udsmykket med filigran og indlagte sten, men den er i modsætning til Kitnæsfiblen fremstillet af massivt guld. Den stiliserede dyrefigur og den komplicerede ædelsten­ sindlægning i cloisonné viser, at den er yngre.

me brug som enhver anden skrift; de var et meddelelses­ middel som det f.eks. ses af guldhornets mesterindskrift. De har næppe selv været tillagt magisk kraft; blev de brugt til at skrive trylleformler eller besværgelser med, var det ordene, der var magiske - ikke runerne. De fleste bevarede urnordiske runeindskrifter findes på me­ tal, men det skal ikke forlede os til at tro, at runeskriften især blev anvendt på metalgenstande. En stor skat af urnordiske breve, optegnelser og regnskaber kan være gået tabt, fordi de var ristet på forgængeligt materiale som træ, skind, ben, tak, bark og lignende. Vi ved intet om, hvor udbredt runekunsten har været i den yngre jernalder; men indskrifter på genstande af organisk materiale findes lejlighedsvis i moserne som en påmindelse om, at meget må være forsvundet. Og selve rune­ tegnenes form viser, at de er skabt til at skæres i træ. Runerne må være opstået omkring Kr.f. De ældste runeind­ skrifter kendes fra 1. årh. e.Kr., men først omkring år 200 blev de almindelige. Runeskriften er germansk; herom er der enig­ hed, men ikke om, hvilken germansk stamme denne opfindel­ se kan tilskrives. Var det goterne eller marcomannerne, som begge kom i berøring med den klassiske verden, eller var det nordgermanerne i Danmark? Og kom inspirationen fra det latinske, det etruskiske eller det græske alfabet? Hvis tid, udformning og alfabethistorie sammenholdes, er tilhørsforholdet til den latinske kapitælskrift (dvs. store bog­ staver) indlysende, idet godt en tredjedel af runetegnene er direkte lån eller kopier efter dette alfabet. Resten er frit op­ fundet, og det kan ikke være sket i de romerske grænseegne, hvor man var fortrolig med latinsk skrift. Meget tyder derfor på, at runeskriftens vugge har stået i Danmark, hvor den rigeste bestand af formler og indskrifter med den ældste futhark er fundet. Tidsmæssigt forskudt er skriftens introduktion illustreret på den særprægede nordiske oldsagstype brakteaten. Det er et tyndt, rundt hængesmykke med øsken, hvis forbillede var de senromerske kejsermedaljoner af guld fra 300-tallet. Udsmykningen på de ældste brakteater består da også altid af et mandsportræt, modstykket til kejserportrættet, samt en indskrift med fortegnede latinske bogstaver, der dan­ ner ord uden mening. På de yngre brakteater erstattes mands­ portrættet af hele figurer, ofte rytter og hest, og de latinske bogstavefterligninger af runer. Indskriften kan være en for­ mular, et navn eller slet og ret en samling runetegn. Denne udvikling finder sted omkring 400 e.Kr. Igennem dette år­ hundrede og dele af det efterfølgende er brakteaterne en yndet smykketype med særlig tilknytning til Norden. Futhark'en - det ældste runealfabet

305

Futhark'en fra Kylverstenen på Gotland. 24-tegns furthark'en er det ældste ger­ manske alfabet, som var i brug fra 1. årh. e.Kr. til 600700 e.Kr. Det ældste komplet­ te runealfabet er fundet i Kylver på Gotland, hvor det var ristet på indersiden af en flad kistesten i en grav fra omkring 400 e.Kr. Runerne er kantede, fordi de var be­ regnet på at skæres i træ. Vandrette linier er omhygge­ ligt undgået, fordi de ville falde sammen med træets årer og dermed stå utydeligt. Runerne er en fri dannelse efter de latinske bogstaver, dvs. efter et fonetisk princip, hvor ordene blev stavet og ikke skrevet i et logografisk tegnsprog (som f.eks. kine­ sisk). Futhark'en viste sig så velegnet, at den med for­ skellige justeringer var i brug helt frem til 1400-tallets mid­ te, altså næsten halvandet tusinde år.

306

Gyldne tider

Som runeskriften har også guldbrakteaterne deres tyng­ depunkt i Danmark, hvorfra næsten halvdelen af de ca. 800 kendte eksemplarer stammer. Deres betydning er ukendt, men det er påfaldende, at brakteaterne er den eneste oldsags­ type, hvorpå runerne har været brugt som en synlig del af udsmykningen. Måske var de ikke blot beskyttende amulet­ ter, som indskrifterne antyder, men også symbolet på den skriftbærende og magtfulde del af befolkningen? Gennem tusind år var runerne den eneste form for skrift. I de første 600 år forblev dette skriftsprog næsten uændret, hvilket ville svare til, at vi i dag skrev det samme sprog som i 1400-tallet. Talesproget ændrer sig imidlertid hele tiden, og det må i høj grad også have været tilfældet i den del af jernalderen, hvor hunnerne, goterne, longobarderne, vandalerne, burgunderne, jyderne, anglerne, sakserne og mange andre stammer flyttede rundt og blev blandet sammen. Herved opstod tre germanske hoveddialekter: sydøstgermansk (gotisk), vestger­ mansk og nordgermansk, samt et større antal underordnede dialekter. Men selv disse forandringer fik ingen indflydelse på skriftsproget før flere hundrede år senere, og runeortografien har gennem disse århundreder dækket det talte sprog lige så dårligt, som det latinske gjorde siden hen. Når runesproget blev overleveret uændret fra generation til generation, må årsagen være, at lærde mænd med største omhu viderebragte deres fædrene skriftsprog, skønt dette blev stadig fjernere fra sproget i deres egen samtid. Til deres rådig­ hed må de have haft en skriftsamling på træ, skind eller andet forgængeligt materiale, måske en romersk skrivetavle, med forskellige alfabeter, runevarianter, optegnelse af navne, san­ ge og lignende, og dertil den imponerende hukommelse, som udvikles blandt mennesker i alle skriftsvage samfund. Runemesteren beherskede sit felt, runeskriften, ligesom vå­ bensmeden og guldsmeden var specialister inden for deres områder. Den, der ristede runerne, kunne derimod ikke altid læse selv, men må have haft et forlæg fra den runekyndige at gå ud fra. Det tør vi slutte, fordi mange indskrifter er forvrøv­ lede eller, hvis de indeholder en fornuftig sætning, kan være brudt af midt i et ord, fordi der ganske enkelt ikke var mere plads. For den, der ristede runerne, var der tale om en række

(f)uf>arkgwhnij p e Z s t b e ml R

d o

Fra romersk kejsermedaljon til nordisk brakteat. Til ven­ stre en medaljon slået for kej­ ser Constantius 2 (337-61), fundet ved Allesø på Fyn. Ved siden af en dansk kopi fra Gundsømagle på Sjæl­ land. Herefter følger eksem­ pler på de fire brakteattyper, som fjerner sig mere og mere fra udgangspunktet. På de ældste er billedfeltet fyldt ud af et mandsportræt (svarende til kejserens), ledsaget af for­ vanskede latinske bogstaver eller en runeindskrift. Siden overtages udsmykningen helt af den nordiske kunst - bil­ ledfeltet fyldes ud med men­ neskefigurer, fugle, dyr, geo­ metriske tegn og runer. Ryt­ teren er et yndet motiv - gengivet som et mandsho­ ved anbragt på ryggen af et firefodet dyr. På de yngste brakteater er denne sprælske motivverden afløst af den re­ ne nordiske dyrestils abstrak­ te univers.

tegn, som han skulle forsøge at efterligne så godt som muligt. Men det kunne let gå galt. På én af brakteaterne lyder ind­ skriften således „ek fakaz f", på en anden „(e)eikakazfahi". Det var, hvad guldsmeden(e) havde fået ud af runemesterens forlæg: „ek fakaz fahido" - jeg Fak malede (dvs. skrev). Guld­ smedenes analfabetisme giver sig også til kende ved de mange brakteater med spejlvendte runetegn. De er opstået, fordi runerne var skrevet retvendt på det stempel, som brakteaten blev præget med. Runeskriften blev således behersket af de få, men anvendt af de mange. Derfor har vi så mange vidnesbyrd om smedenes vanskeligheder med at håndtere retskrivningen i et sprog, de ikke kunne læse og vel knap nok talte. Men hvem var det da, som havde monopol på skriftsproget, og hvad brugte de det til? Runeskriftens opfindelse fandt sted på et tidspunkt, hvor romerske handelsstationer skød frem langs de store grænse­ floder Rhinen og Donau, og hvor romerske og romaniserede handelsfolk havde opdaget det germanske marked - og ger­ manerne det romerske. Det er vel sandsynligt, at runeskriften opstod blandt dem, der fra Danmark rejste ud for at handle og slås, som så og kom i berøring med en større verden. Hjemme blev den siden holdt i hævd af skriftkloge, hvis fornemste opgave har været at underbygge krigeraristokrati­ ets særstilling ved at forlene det med en skrift, som kun en snæver kreds kunne læse. Den blev det magiske bindeled mellem mænd af byrd, men måske havde den også en praktisk

Futhark'en - det ældste runealfabet

307

Fra Skerne på Falster, ikke mange kilometer nord for Hannenov, stammer dette usædvanlige fund, der består af to sølvfibler og et bælte­ spænde. Den store sølvfibel er 17 cm lang og vejer over 400 g. Den anden fibel er forgyldt og belagt med guld­ blik. Udsmykningen er filigran, stempel- og karvsnitornamentik samt indlagte røde sten. Bæltespændet er frem­ stillet af forgyldt sølv og udsmykket med niello-indlægning, som er en mørk masse bestående af svovlfor­ bindelser af sølv, kobber, bly eller vismut. På dornen ses et lille dyrehoved.

r

L WiWw, U 1I MM U# MM

På en træhøvl, fundet i Viemose på Fyn, står på oversiden: „talijo (=høvl) gisaioj : wiliz(:)hlao(s)", på siden „tk(bi)s : hleuno : an : r(e)gu" som en mindelse om den udbredte brug af runer blandt andre end skriftkyndige. Hvad denne snedker egentlig har ønsket at skrive, har vi ingen anelse om; han skriver fejlfrit, hvad en høvl hedder på urnor­ disk, mens resten er uforståeligt. Han har øjensynligt kludret lige så meget med sit forlæg, som brakteatsmedene ofte gjorde med deres runer.

funktion ved udlicitering af opgaver til handels- og hirdmænd, der stod under høvdinge og kongers beskyttelse, ved op­ tegnelse af lagre, udformning af handelskontrakter og meget andet, hvor man naturligt nok ville gøre brug af gammelkend­ te formularer og dermed en sprogbrug, som med tiden fjerne­ de sig mere og mere fra talesproget. Det er vanskeligt at forestille sig, at et skriftsprog som dette kunne holdes i hævd gennem generationer, hvis det ude­ lukkende blev brugt til en række mere eller mindre uforståeli­ ge formler og magiske remser. Inden for krigeraristokratiet må der derimod have eksisteret et praktisk betinget behov for, at nogle kunne læse og skrive - og det var færdigheder, som forblev i deres varetægt igennem det meste af jernalderen.

Livet hinsides Lighed i døden Var det ikke for guldfundene, ville vi have opfattet 400- og 500-tallet som en periode, der var præget af kulturel isolation og fattigdom efter århundreders intense kontakter til den ro­ merske verden og de germanske broderfolk mod syd. Vi ken­ der nemlig kun få af tidens mennesker fra deres grave. Fra hele ældre jernalder er der udgravet massevis af simple, anonyme grave uden gravgaver af betydning, men ikke en­ gang det finder vi i germanertid. Da vi imidlertid ved, at landet var tæt befolket, og at man fortsat levede i store landsbyer, må der have været rigdom nok at tage af til gravgods. Der må nødvendigvis være en anden årsag end fattigdom til, at grave­ ne sjældent kan identificeres ved fund. Måske kan vi læse forklaringen ud af en fundberetning fra 1896 i Nationalmuseets protokol efter udgravningen af en lille gravplads ved Janum mellem Brovst og Fjerritslev i Han herred. Her står: „Alle grave i de 16 høje stammer fra folkevandringstiden [æl­ dre germanertid], og var i det væsentlige ensartede. De inde­ holdt som regel et lerkar med brændte ben, stående i et tyndt lag trækul. Dette havde altid størst udstrækning i øst-vest, og i det kunne ligge brændte ben og småoldsager, der jævnlig var præget af at have været på ligbålet. Det hele må betragtes som enkeltgrave ... Andre steder var i højbunden gravet en aflang, firesidet grav, hvis fyld indeholdt kul, brændte ben og småoldsager. Længderetningen var ligeledes her regelmæssig øst-vest. Lidt over denne stod et med brændte ben fyldt lerkar. Sten var aldrig anvendt, hverken til ramme om graven eller til brolægning/' Hvad der ikke står i denne sammenfatning, men derimod kan læses andetsteds i beretningen, er det forhold, at trækulslag og urner er anbragt 30-40 cm over højbunden i tuer af samme størrelse som de førromerske tuegrave - godt en meter i høj­ den og op til syv meter i diameter. Forskellen er imidlertid den temmelig væsentlige, at tuegravene har en underjordisk del, grøften og urnen, som blev gravet ned i jorden, før højen blev bygget, og som derfor er bevaret, selv om højen for længst er pløjet væk. 310

Livet hinsides

Udvalg af gravgaver fra Sejlflod sydøst for Ålborg. Nogle få steder i landet fort­ sætter gravskikken fra ro­ mersk jernalder med grav­ gaver og omhyggelige be­ gravelsesritualer endnu nogle generationer. Tydeligst ses det i Himmerland, hvor flere store gravpladser fortsat anvendes ind i 400-årene. Den største og rigeste af dem ligger ved Sejlflod. På grav­ pladsen er de døde anbragt i plankekister af egetræ, alle i øst-vestlig retning. Grav­ gaverne ligger i kisten på samme måde som tidligere. Ved fødderne kan der, for­ uden lerkar, stå et trækar og evt. en lille træspand med beslag og hank af bronze. Omkring den dødes hoved og overkrop ligger det per­ sonlige udstyr som f.eks. bøjlenåle, bæltespænder, knive, kamme, tenvægte, perler, nøgler og i sjældne tilfælde også en guldfingerring. Selv om der fortsat investeres betydelige mæng­ der i gravgaverne, f.eks. som den her viste sølvfibel og de to små sølvvedhæng, kom­ mer gravudstyret ikke på noget tidspunkt på højde med udstyret i de rige romer­ tidsgrave.

En urne med lidt trækul, et par sammensmeltede glasperler eller tilsvarende småting, anbragt i en lav høj uden stenmar­ kering eller grøft - den har ikke haft mange chancer for at overleve til i dag. Derfor er det forståeligt, at gravene fra dengang er forsvundet. Men havde guldet glimtet lige så ofte i gravene som i offerfundene, var de nok blevet opdaget allige­ vel. Det har det ikke gjort; gravene har været fattige - alle sammen. Begravelsesritualerne har altså ændret sig. Allerede fra mid­ ten af 300-tallet ses tendensen overalt - begravelserne tappes lidt efter lidt for alt overflødigt; tilbage er urnen med de brænd­ te ben eller skelettet uden gravgaver. Den tanke falder naturligt for, at det kan skyldes indflydelse fra kristendommen, som længe havde gået sin sejrsgang over Lighed i døden

311

Glasskål og lerkar fra grav­ pladsen ved Sejlflod. Lerkar­ rets form efterligner de ro­ merske glas med indslebne facetter, akkurat som de østjyske lerkar nogle hundre­ de år tidligere var lavet efter de romerske bronzekar (side 156-57).

312

Livet hinsides

den klassiske verden; som den første stat var Armenien blevet kristnet i 303, og i 337 blev kristendommen antaget som officiel romersk statsreligion under kejser Konstantin den Store. Ved århundredets slutning var den nye tro blevet spredt til germanske stammer som f.eks. vandalerne og burgunderne, og senere blev den antaget af de frankiske konger i det stadig mere dominerende Frankerrige. Endelig ved vi, at både Irland og store dele af det romerske England var kristnet, så kristen­ dommen har ikke været helt ukendt for befolkningen i Norden - i hvert fald ikke for den toneangivende del, som rejste ud. Alligevel kom der til at gå mange hundrede år, før kristen­ dommen officielt kom hertil, og før den tid tyder intet på en kristen påvirkning af Nordens gudetro. Og bortset fra det manglende gravgods ligner begravelsesritualerne da heller ikke de kristne det mindste. Den forklaring må altså forkastes. Andre steder i Skandinavien er gravene ikke så uanselige som i Danmark. Tidens største gravmonumenter er de be­ rømte storhøje ved Gammel Uppsala, ikke langt fra Helgd i det østlige Målarområde. Her opstod i yngre jernalder et politisk

centrum, som foruden handelspladserne Helgd og senere Bir­ ka også menes at være sæde for Svearigets ældste kongedy­ nasti, Ynglingeætten. De tre høje, som i størrelse svarer til de danske kongehøje i Jelling, skulle være rejst over de legendariske Ynglingekonger Aun, Egil og Adils. En tilsvarende storhøj ved Husby 40-50 km nordvest for Gammel Uppsala rummer ifølge overleveringen Ottar Vendelkråka, der skulle være død omkring 500. Daterin­ gen af højene modsiger ikke Ynglingesagaens kronologi; Ottarshøjen er opført i slutningen af 400-tallet, to af de andre henholdsvis 500-600 og 550-650. Og endelig viser de få og små rester af gravgodset, at det oprindelige udstyr - i det mindste fra højene i Gammel Uppsala - var konger værdigt: et stykke guldblik med filigranornamentik og dyremotiver i den ene og et lille stykke guldarbejde i cloisonné i den anden; og i Ottarshøjen en solidus fra slutningen af 400-tallet. Kendte disse konger det kristne budskab om lighed i døden, så havde det i hvert fald ikke smittet af på den storhed, som de ønskede at omgive sig med i graven. Men deres danske fæller - hvor var de? Hvorfor skabte de ikke synlige eftermæler, som var deres stand og position værdig? I Bjovulf-kvadet findes beretningen om den danske kon­ geslægt Skjoldungerne og deres stamfar, Skjold. Det fortælles heri, at han som barn kom sejlende til danernes rige alene om bord på et våbenprydet skib. Efter sin død mange år senere sendte et taknemmeligt dansk folk ham ud på den sidste rejse - over havet på samme måde, som han var kommet. Måske var det skik, at landets konger og jarler blev stedt til hvile på et skib i stedet for i jorden. Men de personer, som i givet fald var værdige til en sådan begravelse, var blot en lille del af det krigeraristokrati, der ejede gods og guld, og som også skulle begraves. De tider var øjensynligt forbi, hvor det var nødvendigt at lægge fornemme smykker, fremmede prestigevarer og kost­ bare våben i gravene; ingen skulle længere overbevises om bestemte slægters eller gruppers særstilling og deres ret til privilegier. Deres interesse var nu at underbygge og konsoli­ dere den samfundsorden, som de selv var blevet garanter for. Og til det formål var religionen et effektivt redskab. Det overskud, som tidligere blev brugt på gravgaver til slægtens forherligelse, blev nu i stedet anvendt som offergaver til gudernes ære. De guldringe, som førhen fulgte aristokratiet i graven, lagde de nu i de hellige moser og lunde. De ledende slægter, som engang blev gravlagt med så over­ dådige symboler på magt og rang, gjorde nu i stedet hvad de Lighed i døden

313

kunne for at understrege, at de - trods en åbenlyst privilegeret stilling - i døden var lig alle andre, medmindre naturligvis, at de som kong Skjold skulle være sendt af sted til det ukendte om bord på et prægtigt skib. Og det er vel den samme ligheds­ ideologi, som kommer til udtryk hos vikingerne, da de i 885 angreb Paris med en flåde på 700 større skibe og belejrede byen med 30.000-40.000 mand. Deres anfører præsenterede sig iføl­ ge den frankiske krønike ikke som konge, men som „fællernes herre".

Sejrens pris Inden for krigeraristokratiets egne rækker var der også forskel på de liv, der blev sat til i kamp - nogle var indiskutabelt mere værd end andre. Og de mest værdifulde var hærførerne, jar­ lerne eller kongerne - hvad vi nu vælger at kalde dem. Sejrens størrelse blev ikke målt alene i antallet af overvundne krigere og bytte. Hvis den tabende hærfører havde stort navn og ry, var det den største sejrspris, fordi det øgede sejrherrens egen berømmelse. Og de største slag blev navnkundige og genfor314

Livet hinsides

Storhøjene og kirken i Gam­ mel Uppsala ved Målaren i Uppland. Gammel Uppsala var politisk og religiøst cen­ trum i det fremvoksende Svearige i hvert fald fra be­ gyndelsen af 500-tallet. Her findes de tre kongshøje omgivet af et gravfelt med omkring 150 større og mindre høje. Kongshøjene er om­ kring 12 m høje og deres diameter omkring 40 m. Fragmenter af brændte grav­ gaver fra to af højene viser resterne af meget rige kri­ gerudrustninger. Foruden gravhøjene og Tingshøjen ses også den romanske stenkirke, som blev bygget i 1100-tallet, muligvis på stedet for det hedenske tempel, hvor Odin, Thor og Frej ifølge Adam af Bremen (død 1085) blev til­ bedt med menneske- og dyreofre. Gammel Uppsala var svensk ærkebispesæde fra 1164 til 1273.

talt af skjaldene generation efter generation, indtil nogle få af dem på et langt senere tidspunkt blev skrevet ned. Hærførerne var de centrale personer; det var dem, der sloges, og hærene var deres. De gamle helligmoser fra romertid modtog næsten alle sam­ men nye krigsbytteofre én eller flere gange i løbet af ældre germanertid. Kendskabet til de skatte, der generationer tid­ ligere var sænket i det sorte mosevand, var stadig levende, og her modtog guderne fortsat de sejrendes takofre. Alligevel var der forskel på dengang og nu. Tydeligst ses det i Ejsbøl Mose ved Haderslev, hvor der i den nye ofring blandt en halv snes førsteklasses sæt af sværd med skede, beslag og remspænder er tre, der hæver sig milevidt over de øvrige. De prydes af det fornemste kunsthåndværk og ædle metaller. Hverken ven eller fjende har været i tvivl om, hvem der var hærfører. Hærføreren blev ved ofringen symbolet på sejren. Resten af hæren - de menige krigeres jævne udrustning og ejendele, hesteudstyret, husgerådet og redskaberne, blev derimod an­ set for at være uden interesse - for guderne, men næppe for den sejrende hærfører! Når hæren var hans, så var krigsbyttet det også. Det var en bekvem ordning, som nu var kommet i stand mellem guder og mennesker - ikke blot efter kampene ved Ejsbøl, men overalt. Tidens krigsbytteofre omfattede kun en lille del af det oprindelige udstyr. Sædvanligvis består de af det fornemme og udsøgte som i Ejsbøl, men der er også eksempler på, at man i stedet har tiltænkt guderne et lille udpluk af den almindelige krigerudrustning. Det største af de yngre moseofre stammer fra Illerup. Forud var - som noget nyt på dette sted - gået en offerbrænding, ligesom det er tydeligt, at selve offerhandlingen alene er fore­ taget fra søbredden og ikke som tidligere også fra båd. Selv om der er fundet mere end 60 sværd, et tilsvarende antal spyd­ spidser, 90 lanser, omkring 50 skjoldbuler og 25 bæltespænder foruden et mindre antal ildsten, bøjlenåle og diverse beslag, udgør oldsagernes antal kun en brøkdel af den ældste ofring. I Nydam Mose med det store krigsbytteoffer og de tre både fra tiden omkring 300 e.Kr. ligger to andre offerpladser, begge fra 400-tallet. Den ene rummer et udvalg af kostbare sølvbeslag fra sværdskeder og remme, forgyldte og dekorerede som i Ejsbøl. Den smukke ornamentik på genstandene fra dette fund med dets karakteristiske karvsnit og dyr langs randen har fået navnet Nydamstilen. Den anden ofring i Nydam Mose, som blev opdaget i beSejrens pris

315

Tre eksklusive bæltespænder fra Ejsbøl Mose ved Haderslev. De er fremstillet af forgyldt sølv og prydet med karvsnit, dyreornamenter og forskellige rankemønstre, der breder sig på overfladen sammen med indlægning af niello, der som et mørkt metal skaber en virkningsfuld kontrast til det forgyldte sølv. Plastisk udformede dyrehoveder ligger hen over bøjlen på de store massive remspænder og sidder som af­ slutning på tornen. Sværdskedebeslagenes udsmykning har svaret til remspændemes, og det har derfor været muligt at udpege de op­ rindelige sæt af sværd med tilhørende skedebeslag og remspænde.

gyndelsen af 1980'erne, rummer et bredere udsnit af den al­ mindelige hærudrustning: lanser, sværd, skjolde, knive, buer, pileskafter osv. - altså en gammeldags ofring, men i meget mere beskedent omfang end tidligere. Takket være de usæd­ vanligt gode bevaringsforhold var træstagerne til mange af lanserne stadig intakte, og her ses de fineste båndflettede mønstre, som ellers kun er bevaret på metaller. Sammen med nogle enkelte ornamenterede spydstager fra Kragehul Mose på Fyn er de en påmindelse om, at der har været udsmykning alle vegne på de ting, som mennesker omgav sig med - dog velsagtens særlig hyppigt knyttet til våbenudstyret med dets både livsbeskyttende og prestigebetonede karakter. 316

Livet hinsides

Nærbillede og udtegning af det ene af spåenderne fra Ejsbøl Mose, hvor man tyde­ ligt kan se karvsnittenes dybde og de mørke bånd af niello, der virker stærkt mod sølvet og guldet. Seks ab­ strakte dyrehoveder ud­ smykker bøjle og dom. Disse dyremotiver hører til blandt de ældste eksempler på den abstrakte dyreverden, som i det følgende halve årtusinde skulle blive hovedmotivet i den nordiske billedkunst.

Ornamenterne og dyrebillederne var næppe til pynt alene. De må også have haft en dybere symbolsk betydning, måske med et vist magisk tilsnit, som hjalp med til at værne og beskytte ejeren i kamp. Sejrens pris

317

Jernspyd med ornamenteret stage af træ fra Nydam Mose. På udtegningen ses den indskåme ornamentiks kunstfærdigt båndflettede mønster med dyrehoveder fra en tilsvarende spydspids i samme mose.

De tre fyrstelige våbensæt fra Ejsbøl illustrerer den kon­ centration af rigdom og magt, som også ses andre steder i samfundet. Med undtagelse af sværdene er dette udstyr frem­ stillet herhjemme i et miljø, der rådede over de bedste kunst­ håndværkere og havde adgang til ædelmetaller. Sådanne fund er sjældne, sikkert fordi det kun var en ganske lille gruppe af fyrste- eller kongefamilier forundt at lade det fremstille. Med den magtkoncentration, som karakteriserer tiden, er det ikke utænkeligt, at de store militære opgør nu i højere grad fik karakter af personlige konflikter mellem konger. Derfor var det også naturligt, at man identificerede både sejr og krigs­ bytte med dem personligt. Ved at ofre deres eksklusive våben­ udstyr overgav man symbolsk hele den besejrede hær til gu­ derne.

Ringenes herrer Rigdom og gavegivning I sagaen om Egil Skallagrimson, den berømte islandske skjald, berettes, hvordan han som gammel skjulte sine kostbarheder i jorden. Han havde to kister med sølv, som var en gave fra den engelske konge. Sammen med et par trælle bar han dem til et hemmeligt sted på sin jord, hvor de blev gravet ned, mens trællene måtte lade livet, så de intet kunne røbe. Tilsvarende beretninger går igen andre steder i sagaerne. De beskriver, hvordan guld og sølv blev skjult af ejeren - enten gravet ned eller kastet i havet, men de nævner derimod aldrig med ét ord, at skatten skulle være hentet frem igen. Måske er forklaringen, at nordboerne gemte deres rigdom i jorden - ikke så meget for at skjule og opbevare den til senere i livet, men for ikke at komme tomhændet til dødsriget. Det samme kunne være baggrunden for nogle af de guld­ fund, hvis indhold minder om vikingetidens sølvskatte. De består af tilsyneladende tilfældigt sammenbragte spiralringe, de såkaldte betalingsringe, og forskellige former for barrer, brudguld, mønter og andet. Hvis de er blevet skjult i jorden for at sikre ejeren i et senere liv, må de være samlet sammen over en periode og gemt bort inden ejermanden begav sig ud på en farefuld færd til fremmede kyster - eller, som tilfældet var med Egil Skallagrimson, når livet gik på hæld. Derfor inde­ holder de guld i den form, som det blev brugt i det daglige. Andre genfundne skatte har derimod tydeligvis været gemt bort for en kortere periode, som ved skæbnens tilskikkelse blev længere end beregnet. Derfor indeholder de en blanding af smykker, mønter og betalingsguld - dvs. alle slags værdier. Det er f.eks. fundene fra Dalshøj, Helgd og Gudme. Helt for sig selv står til gengæld de store, pragtfulde hals­ ringe og armringe, guldfiblerne med ædelstensindlægning og brakteater i snesevis. De var ikke hvermands eje, selv ikke for det krigeraristokrati, som ønskede at sikre sig et standsmæs­ sigt liv i Valhal. Og heller intet tyder da på, at de blev skjult i jorden. De blev snarere overdraget guderne for at sikre deres medvirken ved vigtige tilskikkelser i dette liv. Hvad der kastede glans over guderne, kastede imidlertid også glans over giveren - under den forudsætning naturligvis, at de rette personer var bekendt med gavens omfang og skøn­ hed. Den, der kunne skænke sin gud de to guldhorn eller en Ringenes herrer

319

halsring som den fra Hannenov, ønskede næppe at overgå til glemsel lige med det samme. En sådan handling skabte an­ seelse og sikrede eftermælet, hvis man skulle være så uheldig at dø uden sværd i hånd. Nedlægning af guldet blev altså anvendt i to helt forskellige offerritualer. Det ene var offentligt og åbenlyst, udsprunget af gavegivningens princip om ydelse og modydelse og beregnet på at understrege giverens storhed. Den anden anvendelse var skjult og hemmelig og havde udelukkende til formål at sikre ejeren i et senere liv, hvor guld nødvendigvis måtte være lige så påkrævet for en standsmæssig tilværelse. Overalt kun­ ne man nemlig bruge guldet til at betale med; det var aner­ kendt som den standardværdi, andre ting blev udmålt efter. Og det var noget nyt. 320

Ringenes herrer

Den største guldskat fra germansk jernalder - bortset fra guldhornene - stammer fra Broholm i Gudme på Sydøstfyn. Den vejer over fire kilo og rummer braktea­ ter, halsringe, armringe, brudguld, ringguld og barrer samt en lille guldfibel (se forstørrelsen under farvefoto­ grafiet), der vidner om, at ikke alle guldsmede beher­ skede deres håndværk lige suverænt. Fundet fra Bro­ holm skiller sig ikke blot ud fra andre af tidens guldfund ved sin vægt (alene én af halsringene vejer 1,356 kg), men også fordi det rummer en ellers uset blanding af hele og ituklippede smykker, som giver indtryk af en skattened­ lægning af samme slags som samtidens store sølvfund.

Træfigur fra Rude Eskildstrup Mose på Midtsjælland. Den blev fundet stående i tørven med hovedet op over den gamle moseflade, og bl.a. derfor har man tolket den som et gudebillede. Den forestiller en siddende, skæg­ get mand, klædt i en lang kjortel. Over brystet er der svage spor af et krydsbånd; hænderne hviler i skødet. Han bærer en stor treringet halsring, der minder slående om de prægtige svenske guldhalskraver fra omkring 500 e.Kr.

Rigdom og gavegivning

321

Disse små vægtskåle blev fundet i krigsbytteofferet fra Viemose på Fyn; vægtlodder­ ne er fra Dankirke ved Ribe. Begge er udtryk for, at man har udmålt og vejet selv ganske små enheder - vel­ sagtens ædelmetal.

322

Ringenes herrer

Ganske vist blev de romerske mønter også førhen anvendt til visse begrænsede betalinger, men nu klipper man guldet i stykker og vejer det. Ringguld med afhuggede ender, små­ stumper, barrer og mønter, samlet og gemt i jorden, er det tydeligste udtryk for, at guldet nu blev brugt på en mere direkte måde i det økonomiske liv. Vi må derfor også regne med, at mange flere har haft det i hænderne. Men når først det omsmeltede guld var blevet formet og udsmykket af suveræne nordiske kunsthåndværkere, blev det eksklusivt; for eliten havde monopol på de fremragende kunsthåndværkere, og kun den havde guld og ædelstene nok til de virkelige pragt­ stykker. De gyldne gaver, som guderne fik overdraget, repræ­ senterede derfor elitens ypperste, såvel i guldforbrug som i kunsthåndværk. Guldet kom formentlig hertil som mønter, der næsten altid blev omsmeltet. Det må betyde, at der endnu ikke var brug for at bevare dem i en form, hvor lødighed og vægt var fast. Den eneste undtagelse var de store, centrale handels- og produk­ tionspladser som f.eks. Dankirke, Helgd og Gudme. Her ser det ud til, at mønterne blev anvendt i mere komplicerede handels- og bytteforhold.

Ringenes herrer - et lille udpluk af ringe fra germaner­ tid med oprindelse vidt forskellige steder i Europa. Overalt har ringen været symbolet på magt. 1: Segl­ billede fra den frankiske kong Childeriks fingerring; kongen bærer armring (la). 2: Guld­ armring med kolbeformede ender - fra Childeriks grav i Toumai, Belgien. 3: Kolbefor­ mede armringe fra Niedersachsen (2 og 3 kan sammen­ holdes med Broholmskatten). 5: Guldbrakteat fra Danmark med halsring (5a). 6-7: Udsnit af romerske kejsermedal­ joner, som har været for­ billede for brakteateme. I stedet for ring ses det ejen­ dommelige romerske her­ skertegn, som en lille sæk. 8: Medaljon fra Sverige. 9-10: Danske brakteater. 11: Del af vulstring fra Sverige (se Hannenovringen). 12: Vulst­ ring fra Rumænien. 13-14: Afbildninger på norske me­ daljoner. 15: Armring fra Danmark.

Betaling var således et begreb, som havde med regulær handel at gøre. På andre områder er varer og tjenesteydelser sikkert blevet omsat og udvekslet efter et sæt af sociale nor­ mer, vi ikke kender. Kun for krigeraristokratiets vedkommen­ de fortæller fundene - og heltedigtene - om gavegivningens forpligtende karakter. Det var her, de gyldne ringe - simple eller prægtige, afhuggede eller fuldendte - indtog deres særli­ ge plads.

Magtens fundament Overklassen var økonomisk forankret i jordbesiddelser, men den var også et krigeraristokrati, for hvem udøvelsen af den fysiske, militære magt var en indiskutabel ret og forpligtelse. Både retten til jord og retten til magt har været grundfæstede træk i aristokratiets verdensbillede. Det, man havde tilkæmpet sig i århundrederne forud, var nu blevet eviggyldige rettig­ heder overalt i landet. Et nyt magtfundament var etableret og konsolideret. Jorden var ikke længere gudernes, forfædrenes eller fællesskabets, men enkeltpersoners legitime besiddelse. Det betød bl.a., at den ved død overgik som en retmæssig arv til næste generation, og det medførte igen, at dyrkningsretten frit kunne overlades andre - mod afgift eller anden form for betaling eller tjenesteydelse naturligvis. Magtens fundament

323

Takket være de bevarede dragter fra Thorsbjergfundet er det muligt at rekonstruere den fornemme mandsdragt med den store pragtkappe, der kunne bæres på flere forskellige måder - men altid holdt sammen på højre skul­ der af en stor fibel. Disse bøjlenåle var, sammen med bæltespændet, uundværlige dele af mandens stands­ mæssige klædedragt, og det var da også dem, der blev genstand for fremragende forarbejdning.

324

Ringenes herrer

Det er svært at vide, hvor fremskredet dette afgiftssystem har været allerede i denne del af jernalderen. Sammenlæg­ ninger af gårde og landsbyer til nye, større enheder, som nu var gennemført over hele landet, samlede ikke blot mere jord på færre hænder, men gav de stormænd, som må have fore­ stået reguleringerne, mulighed for at sikre deres egne inter­ esser. Det krigeraristokrati, som nu havde etableret sig som en jordejende klasse, behøvede et overskud for at sikre deres position inden for elitens egne rækker. Det var nemlig ikke tilstrækkeligt at eje rigdom. Ingen stormand vandt sig ind­ flydelse - eller bevarede den, han havde - blot ved at besidde store jordområder eller fyldte skattekister. Nej, hans rigdom måtte cirkulere. Våbenmagten havde som sin forudsætning, at en stormand kunne knytte krigere til sig i troskabsforhold. Det kunne han bedst ved gavmildt at dele ud af sine rigdomme og dermed forpligte den, der tog imod, til at yde gengæld - hvad enten det var i form af modgaver, krigstjeneste eller andet arbejde. Det overskud, som var en nødvendig forudsætning for at holde denne gavestrøm i gang, kunne næppe alene hentes gennem éns egen jord. Krig, plyndring og røveri, måske også inddrivelse af skat og bøder ikke mindst fra befolkningen i erobrede områder, var en anden mulighed. Stormænd og de­ res hird i bitter kamp om kontrol med hinandens besiddelser og interesseområder er vel det, der kommer til udtryk i det fornemme, fyrstelige våbenudstyr, som fandt vej til helligmo­ serne. Målet var at øge sin magtbase gennem indtægter fra nye områder. Deltagelse i plyndringstogter og overfald var et attraktivt alternativ til det mindre indbringende liv i det hjemlige. Ja, måske var det en nødvendig forudsætning for unge mænds anseelse og videre skæbne i dette heltedyrkende krigersam­ fund. Jordens dyrkning og andre fredelige sysler var sikkert overladt den store gruppe, som ikke selv ejede jord, eller som i det mindste ikke ejede nok til at være fuldgyldige medlemmer af krigeraristokratiet. Selv tog man på togter til fremmede kyster for at vinde gods og guld, men ikke mindst heltery. Eller det kunne komme dertil, hvor man valgte at slå sig ned i det fremmede, fordi mulighederne var bedre der end hjemme. Jyderne, anglerne og sakserne hærgede de vesteuropæiske kyster, men nogle af dem valgte at bosætte sig i den sydøstlige del af England, ligesom vikingerne nogle hundrede år senere bemægtigede sig store dele af Østengland. Den historiske viden om disse tidlige plyndringstogter er

yderst sparsom og kan slet ikke sammenlignes med den viden, vi har om vikingetogterne. Vi mangler samtidige og troværdi­ ge skriftlige kilder, fordi der ikke var så mange, der kunne skrive og dermed give beretningen videre til eftertiden. Forskellen mellem de navnkundige vikingetogter og de tog­ ter, der fandt sted nogle hundrede år tidligere, var næppe så stor endda. Danerkongen Hugleiks, som faldt under et togt til Frankerriget i 515, er en påmindelse om, at konger og krigere også på dette tidspunkt drog ud for at handle, plyndre og vinde hæder ligesom vikingerne. Indimellem satte de også livet til og kunne - som i dette tilfælde - dermed komme til at skrive historie.

Sangen om Bjovulf Nordiske konger skrev sig glimtvis ind i den europæiske histo­ rie. Men deres egen historie forblev uskrevet, fordi Norden endnu var skriftløs. Det betød dog ikke, at befolkningen - eller de selv - var „historieløse"; for der har næppe eksisteret en stamme, et kongedømme eller en nation, som ikke kendte til sin egen oprindelse. Perspektivet kan være langt eller kort, men mennesker har altid set sig selv i et historisk forløb og været særdeles velinfor­ meret om dens seneste gang. Fra generation til generation er denne viden blevet overgivet i en mundtlig form - som helte­ sagn og familiesagaer i sange og kvad. Kontinuiteten kunne brydes ved politiske omvæltninger, hvor nye familier kom til magten, som det skete i Skandinavien i løbet af vikingetiden. De faldne dynastiers slægtskrøniker blev omskrevet eller er­ stattet af andre, hvis formål var at underbygge den nye konge­ magts rettigheder som værende dybt forankret i landets tradi­ tion. Nogle af de gamle kvad har overlevet så længe, at de nåede at blive skrevet ned. I den form, vi kender dem, er de fleste nedskrevet i middelalderen, men fortæller alligevel i korte glimt om begivenheder i Nordeuropa som hører til 500og 600-tallet, måske med rødder endnu længere tilbage. Den lange mundtlige overlevering bevirker imidlertid, at det er stærkt omdiskuteret, hvor meget lid man tør fæste til for­ tællingernes indhold og deres samfundsopfattelse. I det kristne England blev der allerede i 700-tallet forfattet bøger, ikke blot på latin, men også på angelsaksisk. Ikke alle var teologiske værker eller opbyggelige skrifter; verdslig digt­ ning udgjorde en stor del af den oldengelske litteratur. Bl.a. nedskrev man digte, som egentlig hørte til en ældre, mundtlig fortælletradition, heriblandt Sangen om Bjovulf. Sangen om Bjovulf

325

Lille mandsfigur af guld, fundet ved Nyborg, ikke langt fra Gudme. Figuren er knap syv centimeter høj og ser ud til at være fremstillet herhjemme. Den blev fundet i flere dele sammen med andre guldting, bl.a. en gennemboret solidus fra 3. årh. e.Kr., og hele fundet har karakter af at være en guld­ smedeskat. Måske var den lille figur slået i stykker for at tjene som råmateriale, måske var den ril reparation. Det er svært at få øje på de alminde­ lige mennesker i den guldrige germanertid, og denne lille nøgne mandsfigur, som bærer en af tidens store halsringe, repræsenterer næppe heller en af slagsen.

Den er, ligesom sangen om Odysseus, et imponerende hel­ teepos. Handlingen foregår hos danernes konge, Roar, og hos geaternes kong Hygelac (Hugleiks) engang i 500-tallet. Digtet har dog først fået den form, som vi kender i dag, ved ned­ skrivningen nogle hundrede år senere, og selve det bevarede håndskrift er fra slutningen af 900-tallet. Sproget er oldengelsk, i en vestsaksisk dialekt, men at gøre Bjovulfkvadet engelsk er lige så forkert som at gøre Ynglingetal islandsk; Bjovulfkvadet omhandler danere og geater, Ynglingetal de samtidige svenske og norske kongeslægter. Ynglingetal har fået sin skriftlige form på Island; Bjovulfkvadet i England - begge fjernt fra de kongeslægter, som hyldes - og siden blev fortrængt. Det er nok en af grundene til, at de blev glemt der, hvor de foregik. Her skulle de nye dynastier forherliges. 326

Ringenes herrer

Indledningen til det 3182 vers lange Bjovulfdigt. Håndskrif­ tet, der stammer fra 900tallet, er udført på perga­ ment, og det ligger nu som et af klenodierne på British Museum i London. Beowulf - på dansk Bjovulf - er del af en større samling håndskrif­ ter, hvis historie var næsten ukendt indtil islændingen G. J. Thorkelin, som tilhørte Københavns lærde elite, i 1786 dels selv skrev digtet af, dels lod foretage en afskrift. Disse to afskrifter har haft uvurderlig betydning, fordi de fandt sted på et tidspunkt, hvor håndskrifternes tilstand var betydelig bedre end i dag.

ft?™

kXt

dl«

f^ie-me-åon. øjæ fcyU fcep,^ IjtSxcitfn møne^u 'm^uin mtobo feclk opz&Ji eojil syikui ayiefv

paf

I sangen om Bjovulf omtales hverken anglere eller saksere; kun geaterne og danerne. Danernes hjemegn er kendt, og handlingen henlægges traditionelt til sagnhistoriens Lejre, skønt den ikke nævnes. Geaternes tilhørsforhold er derimod mere uklart; man har foreslået, at de skulle være jyder eller - mere sandsynligt - gotere fra Våster- og Ostergotland, eller fra Gotland. Bjovulfkvadet er, i modsætning til Ynglingetal, Skjoldunge­ sagaen og andre, ikke nogen familiekrønike. Det er en spæn­ dingsroman, der fortæller om helte, trolde og dramaer i SkanSangen om Bjovulf

327

dinavien igennem én generation. Nogle forskere mener, at digtet på mange måder er så bemærkelsesværdigt konkret, at det må være blevet til i selve det område, hvor handlingen foregår; snarest er det - som helten Bjovulf - geatisk. Til Eng­ land kom det siden med de geater eller sveer, som menes at være grundlæggerne af det østangliske kongedømme og hvis

328

Ringenes herrer

Angelsaksisk verdenskort fra 900-tallet, som nu findes på British Museum i London. Kortet er fra samme tid som den bevarede Bjovulf-tekst, og det giver et indtryk af de geografiske forestillinger i England. Som vanligt på de fleste kort fra middelalderen vender øst opad, og havet omslynger Jorden. Verden er delt i tre: Europa, Asien og Afrika, og Jerusalem ligger nogenlunde midt i. Det er den nordvestlige del af kor­ tet, som for os især er af interesse. Mest korrekt er fremstillingen af England (Brittania). Øst herfor ligger Jylland; længere mod nordøst Island og Sverige (Scithia).

fjerde generation, kong Readwald (død 624/625), blev stedt til hvile i den prægtige skibsgrav ved Sutton Hoo. Andre mener derimod, at englænderne i 9.-10. årh. omformede heltedigtet til skandinavisk historie ved at fordele hovedpersonerne på de danske og svenske folk i et forsøg på at skabe en fælles fortid for de angelsaksiske kongedømmer. Hvem var så Bjovulf? Han hørte til geaternes folk og var nært knyttet til deres konge, Hygelac, hvis søstersøn han var. Men han havde også nære forbindelser til danerkongens hof, hvor han som barn havde opholdt sig i en periode. Da han erfarede, at den aldrende kong Hrodgar (Roar) var i dyb nød, samlede han en halv snes af de bedste krigere og kom danerne til undsætning. Hver nat blev kongshallen Heorot hjemsøgt af et uhyre, som bortførte og åd en af kongens krigere. I 12 år havde ingen kunnet standse myrderiet; men Bjovulf fældede trolden og blev som tak hyldet ved store festligheder og mod­ tog fornemme guldringe og våbenudstyr. Herefter drog han tilbage og kæmpede for sit eget folk, og da kong Hygelac faldt under kamp ved den frankiske kyst, blev Bjovulf geaternes konge. Hans lange og lykkelige regeringstid sluttede, da han blev dødeligt såret i kamp med en drage. Selv forudsiger han, at hans død vil fremkalde et angreb fra geaternes arvefjende, sveerne, under kong Eadgils. Bjovulfkvadets første oversættelse til moderne dansk blev udført af N. F. S. Grundtvig og udgivet i 1820. Han gjorde opmærksom på, at digtets kong Hygelac måtte være identisk med danerkongen Chochillaicus, som biskop Gregor af Tours omtaler i sin Frankerkrønike (fra ca. 590). Dette skrift er den mest udførlige historiske fremstilling af en germansk folke­ stamme, som er bevaret, og den tillægges stor kildeværdi, fordi hovedparten af de hændelser, der berettes om, er fore­ gået i Gregors levetid. Om Chochillaicus hedder det heri, at han i 515 gjorde strandhugst i Frankerriget, men på tilbage­ vejen blev indhentet og dræbt af frankerkongens søn. Navne­ formen skulle være en latinisering af Hygelac. Grundtvig men­ te, at digtet herved var sikkert forankret i tid: Hrodgar her­ skede over danerne på samme tid, som Hygelac over geaterne, altså før 515, og kampene mellem geaterne og sveerne fandt sted efter Bjovulfs død, dvs. sidste halvdel af 500-tallet. I digtet nævnes en nevø til Hrodgar, Hrodwulf - Rolf Krake, som ifølge disse udregninger må høre hjemme omkring år 500. Hos den østgotiske historieskriver Jordanes og den græsk­ byzantinske historiker Procopios, som begge levede i midten af 500-tallet, nævnes i flere tilfælde skandinaviske konger ved navn Hroduulf, Hrothulf eller Roduulf, som havde kontakt til Sangen om Bjovulf

329

Udvalg af guldgubber fra Sorte Muld på Bornholm. Guldgubber er små, meget tynde plader med indpressede og graverede menneske­ fremstillinger. Hovedparten forestiller mænd; bredskuldrede, profilsete og med skulderlangt hår. Klædedragten er en halvlang ærmeløs kofte med en bred mønstret bort langs kanten. Kvinderne er fremstillet på samme måde, men de er alligevel let genkendelige. Håret er langt og samlet i en nakkeknude; de er klædt i en ankellang kjole og en kappe, der dækker armene. Betydningen af disse små guldplader er ukendt; med en enkelt undtagelse stammer alle de danske guldgubber fra Bornholm; i 1986 blev der alene ved Sorte Muld fundet omkring 2000. Det er derfor et spørgsmål, om de spredte fund fra Skandinavien, bl.a. fra Helgd, måske stammer fra Bornholm. I hvert fald er de fleste fundet på pladser, hvor der har været livlig handelskontakt med fjerne egne.

den østgotiske konge Theoderik den Store (454-526) og hans hof i Ravenna i Italien. Det er muligt, at navnene dækker to forskellige konger: Hroduulf, herulernes konge i 493 og Hrothulf Halgasson, dansk tronprætendent og senere - omkring 520-525 - skjoldungekongen Rolf Krake. Vi ved ikke, hvor megen lid man tør fæste til denne histori­ ske rekonstruktion - om overhovedet nogen. Men når et skan­ dinavisk heltesagn som Bjovulf findes i England, er det en illustration af de nære forbindelser efter den angelsaksiske erobring. I Bjovulf, men også mange andre steder i sagaerne, berettes om ægteskaber mellem medlemmer af forskellige europæiske kongedynastier, der skulle styrke forbindelsen mellem kon330

Ringenes herrer

Hannenovringen fra Falster. De smukkeste ringe var ifølge sagnene kendt viden om; de var - som også sværdene - navngivne. Som en illustration af den værdi, de blev tillagt, kan nævnes geaternes (gøter­ nes) helteklenodie, Brisingemen, der besynges i digtet om Bjovulf. Det var dette halssmykke, som kong Hygelac havde med på den sidste rejse, et plyndringstogt langs Frankerrigets kyst, og da han blev dræbt, kom det i frankernes eje. Brisingemen besynges således: „Det hals­ smykke havde Hygelak,/ høvding over gøter,/ Svertings søstersøn,/ på den sidste rejse,/ hvor under vejende banner/ han værned skatten,/ ...... I Han fragted smykket,/ vidunderstene,/ over vovernes skål,/ den drabelige drot;/ han blev dræbt under skjoldet./ Da kom kongens krop/ og hans kampskjorte med/ i frankernes eje,/ desuden halsringen."

Sangen om Bjovulf

331

geslægterne og sikre forbundsfæller. Medlemmer af de konge­ lige familier rejste som krigere ud for at vinde hæder hos fremmede fyrster - ligesom Bjovulf. Det er vel en meget natur­ lig følge af disse nære kontakter, at det samme persongalleri og de samme hændelsesforløb genfindes i mange af de skandina­ viske, angelsaksiske og germanske helteepos og sagnhistorier. Det betyder, at de rummer en kerne af historisk sandhed. Digtet beskriver krigerudrustningen: sværd, ringe, hjelme, brynjer og andet, som er karakteristiske for 500- og 600-tallets arkæologiske fund. Ofte er det gjort så detaljeret og eksakt, at tilhørerne må have nikket genkendende - ligesom arkæolo­ gerne i dag. Det var tidens ypperste frembringelser, som na­ turligvis hørte med i en beskrivelse af den aristokratiske helt. Også når skjaldene beskrev Bjovulfs rejse fra geaternes land til danernes kongehof, var tilhørerne med; for de var alle som krigere vidtberejste og fortrolige med søens landkendinger: ... Fartglade mænd steg op i stævnen - strømmene bruste. Hav mod sand; sømænd løftede skønne skatte i skibets favn, kosteligt kamptøj; krigere skubbede det veltømrede skib ud i viljesfærden.

Så strøg de over bølgerne, båret af vinden, et skumhalset fartøj, mest som fuglen at se til, til nuet var nået den næste dag, da skibet med buet bov var vandret derhen hvor de sejlende så imod land, lysende skær, lodrette skrænter, vidtstrakte næs; da var vandet besejret, rejsen til ende.

Farten over det åbne vand; høje klipper, der springer frem i havet og en nærliggende flad strand, en landingsplads for skibe (som digtet omtaler i efterfølgende vers) - det er i hvert fald ikke en beskrivelse af indsejlingen gennem Roskilde fjord til Lejre. Har rejsens mål virkelig været Sjælland, må stedet være Stevns - sædet for de ældste danerkonger. Sangen om Bjovulf er en blanding af myte, digt og virkelig­ hed. Bag myten og den gode historie fortælles der om datidens dyder: aristokratisk krigerfærd og heltemod, forbundsfællers hjælp i nødens stund og gavegivningens betydning til be­ segling af venskab og alliancer. 332

Ringenes herrer

Yngre germansk jernalder ca.550-ca.700 e.Kr.

Smykkedele af guld, sølv og bronze fra Bejsebakken ved Ålborg, fun­ det ved hjælp af metaldetektorer. Hovedparten af de fundne genstande er bøjlenåle, som tidsmæssigt tilhører germansk jernalder og vikinge­ tid. Nogle af bøjlenålene er udformet som naturalistiske dyr, andre som plader, smykket med dyreornamentik. Disse mange fund er ud­ tryk for, at Bejsebakken næppe har været nogen ganske almindelig landsby, men snarere må opfattes som en handels- og produktions­ plads.

Før vikingerne Landsbyer og nye handelspladser I landsbyerne gik livet sin vante gang igennem 500- og 600tallet. Når der var behov for ny jord i indmarken, blev gårdene flyttet nogle få hundrede meter - akkurat som tidligere. Men efterhånden gik der længere tid mellem flytningerne, og den landsby der, som f.eks. ved Vorbasse, blev bygget omkring 500 e.Kr., kom til at ligge så længe, at det var nødvendigt at udskifte og ombygge de enkelte gårde flere gange inden den næste store flytning nogle generationer senere. Denne øgede stedfasthed ses måske endnu tydeligere på den udgravede sjællandske landsbytomt ved Bellingegård i nærheden af Køge. Denne landsby omfattede, da den var størst, syv gårde, hver med et langhus og for nogles ved­ kommende også et mindre hus, omgivet med hegn eller pali­ sade. I løbet af 300 år, fra det tredje til det sjette århundrede, blev gårdene ombygget op til fem gange på samme sted. Selv om de to landsbyer er et spinkelt sammenlignings­ grundlag, er der dog interessante forskelle og ligheder mellem de midtjyske gårde fra Vorbasse og de østsjællandske fra Bel­ lingegård. Det mest iøjnefaldende er - ud over Bellingegårdlandsbyens permanente placering - størrelsen. Husene fra Vorbasse er mere end dobbelt så lange som Bellingegårds, mens selve konstruktionen ser ud til at være den samme, bl.a. er langvæggene en lille smule buede - spæde forløbere for vikingetidens store haller. Store gårde og små gårde - rige og fattige? Sådan kan man tillade sig at slutte, når det drejer sig om gårde i samme landsby, men ikke, når der som her er tale om landsbyer i to landsdele. Eksistensgrundlaget var vidt forskelligt i det midt­ jyske Vorbasse med de vidtstrakte engområder og det åbne, skovløse land, og på Østsjælland med den tunge, lerede jord, løvskovene og - for Bellingegårds vedkommende - nærheden til kysten. Derfor var det også naturligt, om Vorbassebøndernes eksi­ stens især var baseret på kvægholdet, mens de østdanske bønder havde et mere udtalt blandingslandbrug og - i dette specielle tilfælde - også drev fiskeri. Kvæget var nok vigtigt, men ikke så talrigt, bl.a. fordi der var flere svin på grund af skovene. Af samme grund havde man ikke brug for så megen plads i lader og stalde som i Jylland, hverken i form af separate Før vikingerne

335

Rekonstruktion af gård fra Bellingegård på Østsjælland og fra Vorbasse i Midtjylland, begge fra 500-tallet. De be­ gyndende buede langvægge, som er tydeligst på den sjællandske gård, er et træk ved husenes konstruktion, som bliver endnu mere ud­ præget overalt i landet i løbet af de efterfølgende århundre­ der.

336

Før vikingerne

bygninger eller som i Vorbasse ved en forlængelse af lang­ husets østlige ende. Derfor kan vi ikke uden videre tale om fattige sjællændere og rige jyder, skønt gårdene i Vorbasse unægtelig giver ind­ tryk af solid velstand. Men Jylland var også et rigt land - med sine jernforekomster, vidtstrakte enge og græsningsland. Des­ uden lå landsdelen centralt placeret for den voksende handel på Nordsøen. Dankirke ved Ribe er en af de få handelspladser, som ken­ des fra denne tid. Blandt de vesteuropæiske mønter, som er fundet her, er én præget i Dorestad, den frisiske handelsby ved Rhinens munding. Fra den sene del af 600-tallet spillede denne by en vigtig rolle i Nordsøhandelen, bl.a. fordi den lå gunstigt for flodtrafikken på Rhinen. Et knudepunkt for han­ delen over Nordsøen var Ipswich i Østengland ved floden Orwell, ikke mange kilometer fra det samtidige kongegravfelt ved Sutton Hoo. Indtil videre er Helgd i Målaren det eneste sted, hvor der er fundet en større handelsplads fra germansk jernalder i Nor­ den. Men det er tankevækkende, at frem til midten af 1950'erne var denne plads totalt ukendt. Intet i de arkæologiske fund eller i de skriftlige kilder fra kontinentet pegede forlods i ret­ ning af, at der kunne findes en plads med denne funktion og af denne størrelse her i Norden. Fundet af Helgd er derfor en påmindelse om, hvor van­ skelige betingelserne er for en vurdering af det arkæologiske materiale i den senere del af jernalderen. Sandsynligheden for at finde en jordfæstegrav fra romersk jernalder eller en guld­ ring fra ældre germanertid er nemlig mange gange større end muligheden for at komme på sporet af et nyt Helgd - af de første har der været i tusindvis, af den sidste højst nogle få. Derfor er det også uvist, om Helgd virkelig er enestående i

Den byzantinske kejser Justinian I (527-565), hvis portræt er afbildet på en mosaik i kirken San Vitale i Ravenna, gav navn til en af de frygte­ ligste pestepidemier, det historiske Europa har oplevet - Den justinianske Byldepest. Samtidens beretninger for­ tæller om dens voldsomme styrke, om forældre, som begraver deres børn for selv at følge dem i døden nogle timer senere; om munke, der lå døde i deres celler; om jammer og nød i hvert et hjem. Det er uvist, om pesten også nåede Skandinavien, men den har været brugt som en mulig forklaring på den befolkningstilbagegang, som man ellers havde vanskeligt ved at forklare - men som næppe har været reel.

Skandinavien, eller om der har været andre pladser med sam­ me status. Men selv om Dankirke ved nye undersøgelser skul­ le vise sig at være sæde for en større handelsvirksomhed og en mere omfattende produktion end hidtil antaget, kommer den dog næppe op på Helgds omfang. Helgd hører, sammen med bl.a. Dorestad og Ipswich, til de første store handelspladser ved Nordsøens og Østersøens ky­ ster. Dorestad, der gik til grunde engang i den sene del af 800-tallet på grund af en stormflod, har forenet handel med produktion af bl.a. klæde, metalforarbejdning, smykkefrem­ stilling, skibsbygning, kurvefletning og forskellige arbejder i ben, træ og læder. Stedets topografi er godt belyst gennem store udgravninger. Langs Rhindeltaets evigt foranderlige bredder lå dengang en række kajanlæg, som alle endte i en mole. Hver enkelt mole har tilhørt én bestemt af de mange handelsmænd, som havde til huse i de simple bygninger langs bredden. Det indre af byen var derimod meget anderledes; her lå et større antal af de karakteristiske frisiske gårde med stald og beboelse under samme tag. Husene var 20-30 meter lange og ikke under otte meter brede. De enkelte gårde var omgivet af

Landsbyer og nye handelspladser

337

Europa omkring 625 e.Kr. var mod vest domineret af Fran­ kerriget, mod øst af slaviske stammer. I England havde den angel-saksiske erobring nået et punkt, hvor den sydøstlige del af øen beherskedes af rivaliserende småkonger, mens det første angel-saksiske kongedømme i England var blevet etableret mod nord i Northumbria.

338

Før vikingerne

en indhegning, og på gårdspladsen fandtes en brønd og even­ tuelt et kornmagasin, men ingen tegn på handelsmæssige aktiviteter. Dorestad er et fint eksempel på en handels- og produktions­ plads, som den så ud på tærskelen til de første større bydan­ nelser i Nordvesteuropa. Det bebyggede område blev i løbet af 700-tallet på mere end 200 ha (to kvadratkilometer) og hoved­ erhvervet var landbrug, suppleret med fiskeri, som sikrede fødevarer til en befolkning, der også bestod af håndværkere og handelsmænd - til tider også et stort antal udenlandske køb­ mænd og nogle kristne missionærer. Byen havde fra slutningen af 600-tallet egen møntprægning, og det understreger stedets betydning for handel i internatio­ nalt regi. Så meget mere interessant er det, at hovedparten af bebyggelsen består af ganske almindelige gårde. Kun kajan­ læggene og det tilhørende havneområde vidner om Dorestads bymæssige funktioner.

Fundamentpæle til kajanlæg­ gene og gangbroerne ved Dorestad nær det nuværende Utrecht, bevaret på bunden af Rhinens tidligere løb (th.). Rekonstruktion af kajan­ lægget ses nederst på siden. Hver enkelt bro har ført ud i vandet fra et købmandshus, og ganske små forskelle ved deres konstruktion vidner om, at hver enkelt købmand har bygget sin egen. Dore­ stad ligger, hvor floderne Rhinen og Lek deler sig. Her ved Rhinens nedre løb var fastlandet dengang opløst i et utal af øer og vandveje; Dorestad lå ved knude­ punktet for alle ruter, som gik mod nord og vest fra Rhinlandet, og politisk lå den på grænsen mellem det nordfrankiske kongedømme og Frisland.

På Helgd var forholdene anderledes, idet landbruget næ­ sten helt forsvandt - i hvert fald blev staldkapaciteten stærkt formindsket i den periode, hvor handelspladsen blomstrede. Måske var baggrunden, at denne lille klippefyldte ø alligevel ikke kunne brødføde håndværkerne og de købmænd, som i visse perioder tog ophold her. Det er også muligt, at Helgd slet ,ikke var beboet året rundt, men alene tjente som et sæsonbe­ tinget mødested. Under alle omstændigheder var man henvist til at skaffe hovedparten af sine livsfornødenheder udefra. Dorestad ved Rhinmundingen og Helgd i hjertet af Svearnes rige illustrerer, trods de åbenlyse forskelle, den gunstige pla­ cering for kontrol med handelsruterne, som var forudsæt­ ningen for enhver stor handelsplads, og det spørgsmål melder sig automatisk, hvor en tilsvarende plads kunne ligge i Dan­ mark. Bortset fra Dankirke og det efterfølgende Ribe, er der især ét sted, som frem for noget falder for, når talen er om kontrol

Landsbyer og nye handelspladser

339

Dette lille stykke, fundet på Bej sebakken ved Ålborg, er del af en rektangulær pladefibel af bronze. Sådanne fibler har været en almindelig bestanddel af kvindernes smykkeudstyr i yngre ger­ mansk jernalder, især i slut­ ningen af 600- og begyndel­ sen af 700-tallet. Omhyggeli­ ge stilstudier af dyreornamentikken har ledt til den slutning, at denne fibel er fremstillet på Bejsebakken, men at bronzesmeden havde nære forbindelser til andre dele af Norden. Dermed kommer den til at under­ bygge opfattelsen af, at Bejse­ bakken hørte til blandt ger­ manertidens handelspladser.

med handelsruterne, og det er gennemsejlingen til Limfjorden på det smalleste sted, hvor Ålborg og Nørre Sundby i dag ligger. På Lindholm Høje, lidt vest for Nørre Sundby, blev der i 1950'erne undersøgt en gravplads fra germansk jernalder og vikingetid. Den samtidige bebyggelse lå oprindelig lidt nord for gravpladsen, men stedet var udsat for sandflugt, og efter­ hånden som gravpladsen blev dækket under metertykke fly­ vesandslag, voksede byen ind over den. Omkring 1100 e.Kr. opgav indbyggerne den ulige kamp mod sandet og flyttede ned til kysten, hvor det nuværende Nørre Sundby ligger. Syd for Limfjorden, på Bejsebakken ved Ålborg, findes be­ byggelsesspor fra samme tid som på Lindholm Høje. På stedet er der også fundet et stort antal fibler, spænder, keramik osv., som både kan stamme fra ødelagte grave og fra bosættelsen. Sandsynligvis har både Bejsebakken og Lindholm Høje væ­ ret vigtige handelspladser i den senere del af jernalderen - men de kan også blot have været velbjærgede landsbyer, hvis indbyggere udelukkende levede af landbrug og fiskeri. De hidtidige undersøgelser rækker ikke til videre slutninger, men stedets strategiske placering taler for, at de var pladser af mere end almindelig betydning. Det var nemlig her, at den nord-sydgående landtrafik, som forbandt Vendsyssel med fastlandet, passerede Limfjordens smalleste sted og dermed krydsede den øst-vestgående sørute fra Nordsøen til Kattegat (som fortsatte til Østersøen). Søtra340

før vikingerne

Dyremotivet i den sydskandi­ naviske stiludvikling igen­ nem yngre germanertid, fra den indledende stil, hvor dyret endnu hænger sammen i en organisk helhed med tydeligt hoved, krop og to ben (lårene er udsmykket med mandsmasker), til de stadig mere opløste og for­ vredne dyr, som ganske vist bevarer de samme enkeltele­ menter, men i en helt ab­ strakt udformning. Dyremoti­ vet fra Bej sebakken er af­ bildet tredjenederst.

fikken gennem Limfjorden havde stor betydning for denne handelsrute, som først i vikingetiden fandt vej over Jyllands rod ved Ejderen - Trene - Slien, med Hedeby som det alt­ dominerende merkantile knudepunkt. Det er uvist, om de to byer ved Limfjorden har været integreret i dette handelsnet med internationale kontakter, eller om de blot har tjent som interne markeder for varer til og fra Vendsyssel. Der er på Bejsebakken fundet et ganske lille bronzespænde med en dyreornamentik, som er den spæde begyndelse til en af de stilarter, der siden blev dominerende i Målarområdet. Selv om grundlaget er meget spinkelt, tyder dette fund allige­ vel på, at de to Limfjordsbyer har haft mere end lokale han­ dels- og håndværksmæssige kontakter med det øvrige Nor­ den. Dertil kommer de skriftlige kilder, hvor vi flere steder møder betegnelsen „å Vendli" eller „Vendila". Ganske vist er de alle noget yngre, og når de omtaler begivenheder, der fandt sted adskillige århundreder tidligere, er der al mulig grund til at tage forbehold over for deres oplysninger. I Ynglingesagaen, der er overleveret i Snorris Heimskringla, beskrives således en strid mellem den svenske kong Ottar og den danske kong Frode omkring år 700. Her nævnes det, at den svenske flåde sejlede ind i Limfjorden og hærgede „å Vendli". Ingen flåde ville uden vægtige grunde begive sig ind i det smalle farvand til en så farefuld færd i fjendeland. Var det landsdelen Vendsyssel, der var målet for plyndring og hærg­ ning, fandtes der andre og betydelig lettere indfaldsveje. Tør vi fæste lid til denne beretning, kan den kun forklares ved, at det var byen Vendel, der skulle plyndres - og den kunne meget vel ligge ved indsejlingen til Limfjorden. I givet fald var stedet så rigt, at det måtte være et attraktivt mål for plyndring og overfald, ligesom de større handelscentre og rige kristne klostre rundt omkring i Nordvesteuropa. Og jo flere handelspladser, klostre og byer, der voksede frem, des større var muligheden for indbringende flådetogter til frem­ mede kyster. For det var selvsagt mere lønsomt at plyndre Dorestad end en tilfældig frisisk landsby, men det krævede også flere mænd. Aldrig tidligere havde så store handelspladser været inden for rækkevidde som nu. Her var varer og rigdom ophobet, som gav krigerlivet en ny dimension. Kongemagten var etableret rundt omkring i Norden, og tidligere århundreders kamp om jord og territorial kontrol i hjemlandet var nu til en vis grad blevet afløst af plyndrings- og handelsekspeditioner til søs. Landsbyer og nye handelspladser

341

Lindholm Høje vest for Nørre Sundby. 11898 stod i Aalborg Stiftstidende følgende annon­ ce: „Lindholm Høje ca. 9 tdr. land med deri værende tal­ rige og sjældne oldtids­ mindesmærker, ønskes solgt." Sådan var vilkårene for landets fortidsminder inden den første fredningslov i 1937. Lindholm Høje blev købt af den dansk-argentin ­ ske plantageejer A. F. Las­ sen, der tilplantede området og skænkede det til Nørre­ sundby Kommune med den klausul, at det skulle forblive grønt område. Takket være denne gestus blev den store gravplads reddet, og ved en storstilet undersøgelse i årene fra 1952 til 1958 blev området fuldstændig afdækket, så det i dag henligger som et enestå­ ende fortidsminde.

Hære, som i store og fast organiserede delinger stod over for hinanden i regulære slag, den ene som angriber, den anden som forsvarer, blev nu erstattet af mindre enheder, skibsbe­ sætningen, hvis taktik var overraskelsesangreb på en uforbe­ redt fjende, f.eks. indbyggerne i en by eller munkene i et kloster. Kampteknikken var i højere grad præget af det indivi­ duelle initiativ end i hæren, og udbyttet var kontant. Man røvede det, der var noget værd, og sejlede videre mod nye mål - nye plyndringsværdige handelssteder og nye glorværdige heltegerninger.

Hjemme og ude Befolkningen på de nye handelspladser var købmænd og håndværkere, som levede her med deres familier. Ved Helgd, Birka, Hedeby og andre af de ældste handelsbyer blev der anlagt store fælles gravpladser - i modsætning til de små fami­ liegravpladser, som længe havde været det almindelige. I Danmark er Lindholm Høje det eneste hidtil kendte ek­ sempel. Det er den største gravplads fra yngre jernalder med ikke mindre end 600 bevarede grave, som dækker tidsrummet fra 500-tallet til omkring år 1000. Sandflugten, som blev en katastrofe for befolkningen, har bevaret gravene enestående godt. De op til fire meter tykke lag

Gravene på Lindholm Høje. Det beskyttende dække af flyvesand gjorde det ved udgravningen muligt at se, hvor omhyggeligt gravene var anlagt. Hver enkelt grav havde en indhegning af sten - enten firkantet, trekantet, rund eller oval, og i vikingeti­ den var de skibsformede. Fra tid til anden er der blevet fjernet sten fra gravene; i nyere tid fordi de kunne bruges til vejmateriale, i oldtiden, mens pladsen endnu var i brug, har man i flere tilfælde taget sten fra ældre grave for at bruge dem ved anlæggelsen af nye.

af flyvesand har beskyttet gravpladsen og dens oprindelige overflade, så gravene fremtræder med det udseende, de hav­ de i oldtiden. I næsten alle tilfælde var den døde blevet brændt, og med på bålet havde der været forskellige småting. Det var dragtens smykker, især bronzefibler og glasperler, småredskaber som jernknive, tenvægte og spillebrikker, et par kødfulde skinker og ikke sjældent den dødes hund. Omkring ligbålet blev der rejst en kreds af sten, og et ganske tyndt lag jord - om over­ hovedet noget - blev strøet over bålresterne. Kort tid efter lagde flyvesandet sig over det, som en hidsig vestenvind end­ nu ikke havde blæst væk. Der skal ikke megen fantasi til at forestille sig, hvad der ville være tilbage af disse grave efter tusinde år under åben himmel. Man kan derfor med god ret spørge, om Lindholm Høje nu også var det store gravfelt for en vigtig handelsplads, eller om Hjemme og ude

343

Lille fint ornamenteret bron­ zedåse fra en rig kvindegrav ved Nørre Sandegård på Bornholm. En tilsvarende sølvbelagt, men knap så velbevaret, fandtes i kvinde­ graven i Kyndby ved Jægers­ pris i Nordsjælland. Til den fornemme kvindes udstyr hørte denne lille sydåse med garn, som blev båret hæftet til brystet med en nål og dinglende i en kæde. Den her viste indeholdt fire små garnnøgler, det ene af næl­ detråd, de andre af uldgarn. Omkring dåsen ses rester af den dødes tøj, der ligesom de små nøgler er blevet bevaret af bronzedåsens ir.

344

Før vikingerne

den blot var en almindelig gravplads for en større landsby - tilfældigt bevaret for eftertiden på grund af den stærke sand­ flugt. Hvis Lindholm Høje var gravplads for en landsby, skulle århundreders tradition være ændret her, de enkelte gårdes små gravpladser opgivet til fordel for fællesskabets store en­ hed. Og det er der ikke meget, der tyder på. Andre steder i Danmark var gravene få, gravpladserne små og gravgaverne uanselige. Større gravpladser findes ganske vist fra yngre germanertid, men udelukkende på Bornholm, i egnen omkring Gudhjem, og ingen af tilnærmelsesvis samme størrelse som Lindholm Høje. Den største, der ligger ved Bækkegård, rummer mere end 160 grave - skeletgrave og brandgrave, hvoraf en del hører til i vikingetiden. Lindholm Høje er og bliver en usædvanlig stor gravplads, der underbygger indtrykket af stedets særstil­ ling. En enkelt lille gravplads i yngre germanertid hæver sig milevidt over alle andre, fordi den rummer et af tidens stolte­ ste symboler, ringsværdet, kendt fra den nordiske sagn- og skjaldedigtning og fra konge- og fyrstegrave rundt omkring i

den frankiske og angelsaksiske verden - og ikke mindst fra Svearigets gravfelter nær Gammel Uppsala. Stedet er Kyndby, tæt ned til Isefjordens kyst i Horns her­ red. Knap en halv snes grave lå her umiddelbart under jord­ overfladen tilsyneladende uden kister. Hver enkelt grav var i stedet blevet dækket med sten eller pakket med dem på sider­ ne. Heller ikke gravudstyret var prangende - en lille jernkniv, et lille jernspænde, i et enkelt tilfælde en skjoldbule, et lerkar, nogle madgaver og de dødes hunde. Tre af gravene skiller sig imidlertid ud - en mands, en kvin­ des og et barns. De to voksne havde et rigt gravudstyr, barnet nogle glasperler og en hund. I kvindens grav lå der bl.a. flere bronzefibler, mange perler, en lille sølvbelagt amuletdåse og et par hunde; i mandens et ringsværd med skede, et skjold, samt en kniv, et par små perler, nogle kødfulde skinker og hans hund. Overraskende nok var gravgaverne ødelagt, velsagtens i forbindelse med gravlægningen. Værst var det gået ud over det pragtfulde sværd, hvis klinge var bukket sammen og vre­ det fra hinanden. Ringsværdenes aura er ikke uforståelig; de forener det lan­ ge, lette tveæggede sværds ubestridelige effektivitet med det ypperste kunsthåndværk. Fæstet, hjaltet, var støbt i bronze og belagt med guld og sølv. Ringen, der sad i en bøjle ved sværd­ knappen, var på de ældste sværd løs og må have tjent et praktisk formål. På de yngre sværd blev ring og bøjle støbt sammen, som det f.eks. er tilfældet med Kyndbysværdet, og den skulle nu blot tjene til pynt. Overalt på hjaltet var der ornamentik - båndflettede mønstre og ikke mindst den nu stærkt udviklede dyreornamentik. De yngre pragtsværd var udsmykket med cloisonné, purpurrøde granater indlagt i guld. Det krigeraristokrati, hvis ypperste våben og stolteste pryd var ringsværdet, har ikke sat sig mange spor her i landet - og slet ikke i gravene. Men tilfældige fund viser, at sværdene har

De to eneste pragtsværd på dansk grund fra yngre germanertid stam­ mer fra Kyndby ved Jægerspris og Bildsø ved Slagelse. Kyndbysværdet, som ses her, er det ældste - et ringsværd med rig udsmykning, guld- og sølvbelægning. Sværdet fra Bildsø blev fundet i en mose, hvilket udelukker, at det som Kyndbysværdet nogen sinde har været i en grav. Det kunne i princippet være et lignende sværd, som kong Roar overgav til Bjovulf før dennes skæbnekamp: „Skaftsværdet næv­ nedes/ ved navnet Runting;/ det var et enestående/ oldtidsklenodie;/ æggen var jemhærd,/ med indskårne giftkviste,/ forædlet af kamp­ sved;/ aldrig i slaget/ svigtede den svenden,/ som svang den i hænder­ ne."

Hjemme og ude

345

været i brug. Ringknapper af purt guld, smukt ornamenteret guldmundblik til sværdskeder, guldsmykker med granatind­ lægning i cloisonné, ja, endog et pragtsværd, er fundet til­ fældigt i mark og mose og vidner om, at landets konger og krigere har båret samme værdighedstegn som deres stands­ fæller ude omkring. I Saxos beretning om den gamle, blinde kong Vermund fortælles det, hvordan han overdrog sit berømte sværd Skræp til sønnen Uffe, så denne kunne tage kampen op mod sakser­ kongens søn, der gjorde krav på landet. Om Skræp forlød det, at æggen var så stærk, at den kunne kløve alt uden selv at tage mindste skade, og det var dette sværd, som havde bragt kong Vermund hans livs mange sejre. Men den gamle konge havde opgivet håbet om, at hans eneste søn nogen sinde blev kriger, og af frygt for, at det ved hans død skulle tilfalde andre, havde han derfor gravet det ned på et sted, som kun han selv kendte. Men nu, hvor kampen om den danske krone skulle stå, blev det hentet frem for at frelse landet. Sagnet om Vermund og Uffe illustrerer den berømmelse, som et enkelt sværd kunne opnå, de overnaturlige kræfter, som man tillagde det, den personliggørelse, som det blev genstand for og ikke mindst den måde, som det under norma­ le omstændigheder ville være gået i arv på fra far til søn - blandt mænd af byrd. Selv om de danske krigerkonger vel ikke stod tilbage for de svenske, angelsaksiske, frankiske eller burgundiske konger, må den pragt, som andre landes fyrster fik med sig i graven, her i landet være givet videre fra generation til generation inden for de herskende dynastier. Derfor må vi også se ud over landets grænser for at få kendskab til den glans, de omgav sig med. I Norden glimrer de to upplandske gravfelter ved Vendel og

Under krypten i St. Denis-kirken i Paris ligger en af de frankiske kon­ gegrave - en kvinde, svøbt i en tunika af silke, holdt sammen med en meget stor sølvnål. På hendes venstre hånd sad en signetring med navnet „ARNEGUNDE REGINA". Om denne dronning ved man, at hun i 539 fødte en søn, og at hun døde mellem 565 og 570. Til det fornemme udstyr hører et bæltespænde - oprindelig til en mand velsagtens hendes egen, som var død i 561. Hun har båret knæstrøm­ per og sko holdt på plads af remme med fine spænder. Den rige orna­ mentik på spænder og smykker og den sikre datering af Amegundes grav giver et vigtigt kronologisk holdepunkt for studiet af også nor­ diske fund fra germanertid.

346

Før vikingerne

Drikkeglas, hjelm, lanse og skjoldbule fra en bådgrav i Vendel nær Gammel Uppsala i Sverige, dateret til 600tallets begyndelse. Våbenud­ rustningen bestod af ring­ brynje, to skjolde, to sværd, hugkniv, lanse og omkring 50 pile. I båden lå forskelligt værktøj, bl.a. hammer, saks, et par knive og ildslagningsstål, foruden spillebrikker og terning. Den døde havde fået sine to heste med sig, men kun den ene med sadel og seletøj. Også et par hunde havde fulgt deres herre i graven. Trods det righoldige gravgods er denne grav alligevel sparsomt udstyret sammenlignet med senere generationers grave i Vendel og Valsgårde.

Valsgårde ved deres rigdom. Vendel ligger omkring 40 km nord for Gammel Uppsala og ikke langt fra Ottarshøjen; Vals­ gårde ligger blot tre kilometer nord for Sveakongernes hoved­ sæde. Begge steder er der fundet 14-15 grave fra tiden mellem begyndelsen af 500-tallet til 1000-1050. Det svarer til én grav pr. generation på hver gravplads. De døde er begravet i både, men det er især gravene fra Valsgårde, som er spændende, fordi de ikke er plyndrede. De giver derfor et meget detaljeret indblik i gravskik, i skibsbyg­ ningsteknik, i kunsthåndværk og i alt, hvad der har med hesteudrustning og husholdning at gøre. Bådene blev åben­ bart udstyret til gravfærden på samme måde, som man ud­ rustede et skib til langfart. Hjemme og ude

347

De klinkbyggede både var 8-12 meter lange og havde plads til seks-ti roere (størrelsen svarer til Bjovulfs skib). Den døde var anbragt midtskibs på et leje af puder og fjerdyner, og ligesom i Vendel var alle de gravlagte mænd. I nærheden lå våbenudstyret: ringsværdet, flere skjolde, hjelm, spyd, pile, hugkniv og eventuelt brynje foruden sadler og andet rideud­ styr. Hertil kom glasbægre, drikkehorn, spillebrikker, ternin­ ger og andet til tidsfordriv. I forstavnen lå proviant, især store skinker, og her stod også kogegrejet og køkkenudstyret. He­ ste, der var opsadlede, hunde, hele okser, får og svin lå uden for bådens ræling. Inden jordpåkastelsen havde man spændt en presenning over skibet, som på den måde blev til et lukket kisterum eller gravkammer. De døde selv ved man ikke meget om. Der er intet tilbage af dem. Men hvad der er mere mærkeligt - heller intet personligt smykkeudstyr eller dragttilbehør, hverken armringe, finger­ ringe eller de uundværlige bæltespænder. Selv i grave, hvor dyreknogler er bevaret, er der ikke det mindste spor af menne­ skeknogler, og man ved med sikkerhed, at gravene aldrig er blevet plyndret. Har mændene, for hvem disse skibe blev så prægtigt udrustet, aldrig nogen sinde selv ligget i dem? Kan de alle være faldet i det fremmede, uden at deres hirdmænd havde held til at bringe dem hjem? Tanken falder uvilkårligt på optakten til kampen mellem Bjovulf og det altødelæggende uhyre. Taber helten, bliver der ikke meget tilbage at begrave; i så fald skal våbendragten sendes tilbage til kong Hygelac:

„Send til Hygelac, om halkampen tager mig, den kampgode brynje, mit bryst er klædt i, den bedste rustning; det er Rendels arv, Vølunds skaberværk. Skæbnen må råde!" Tidens ypperste bådgrav ligger i Sutton Hoo, en halv snes kilometer nordøst for Ipswich i Østengland. I modsætning til de upplandske grave fandt man her den dødes bæltespænde (i massivt guld), en stor guldpung til bæltet (fyldt med frankiske guldmønter) samt forskellige spænder og beslag til sværdop­ hænget. Hans våbenudrustning svarede til den upplandske; sværdknappen, skjoldet, hjelmen og muligvis også andre ting er enten fremstillet i Sverige eller lavet af svenske våbensmede i Suffolk. Udstyret i Sutton Hoo er ufattelig rigt og mangfoldigt. Hvad der i Vendel og Valsgårde var af bronze med belægning af sølv og guld, er i Sutton Hoo af ædelt metal. Gravgaverne spænder

348

Før vikingerne

Forskellige beslag til sværdskede og sværdophæng (øverst) og til en formodet læderrustning (nederst) fra den store skibsgrav ved Sutton Hoo i det østlige England. Alt er fremstillet i guld og smykket med granatindlægning. Graven er anlagt i en høj, som ved udgravningen i 1938 endnu var omkring tre meter høj og havde en diameter på ca. 30 m. Denne høj hører til et gravfelt med mindst 16 høje, hvoraf de største ligger på kanten af et plateau, som strækker sig ud mod Nordsøen. Pollenanalyser har vist, at det omgivende landskab i 600-tallet var åbent, med græs og en let buskvegetation. Højene har derfor været synlige fra floden Deben og de kuplede silhuetter har domineret hori­ sonten på det sted, hvor floden munder ud i havet.

i tid fra 400 til 600 e.Kr., og de enkelte dele kommer fra vidt forskellige områder - sølvservice fra Byzans, våben fra Sveri­ ge, en koptisk (dvs. kristen-egyptisk) skål fra Alexandria, fran­ kiske guldmønter, engelske (dvs. keltiske) bronzeskåle og kar samt angelsaksiske guldarbejder af fornemste kvalitet med nære paralleller til det mellemsvenske område. Hjemme og ude

349

Kopi af hjelmen fra Sutton Hoo. Hver eneste af båd­ gravene fra Vendel og Vals­ gårde indeholdt ligesom graven fra Sutton Hoo en hjelm af fremragende kvali­ tet, smykket med figurer og ornamentik, som alle har motiver, der har med kamp at gøre. Hjelmene er nordiske og deres motivverden lige­ ledes, men deres forbillede må søges i det kejserlige romerske kavaleri og kej­ serens egen hjelm - værdig­ hedstegnet, som siden mister sin oprindelige funktion og bliver regentens symbol - kronen.

Også båden er imponerende. Den var 27 meter lang og havde plads til 40 par roere, altså en besætning på mere end 80 mand. Størrelsen overgår dermed de fleste - endog sejlføren­ de - vikingeskibe. Guldmønterne i pungen viser, at graven ikke kan være ældre end fra 625/30. På dette tidspunkt døde den østangliske kong Readwald, hvis residens lå i Rendlesham, ikke mange kilometer fra Sutton Hoo. Det fortælles om ham, at kongen på et tidspunkt lod sig døbe, men senere frafaldt den kristne tro. Måske var det denne tætte kontakt til kristendommen, som var baggrunden for, at der hverken var skeletrester eller det personlige dragtudstyr til stede. I så fald måtte den døde være begravet et andet sted, måske i en kristen grav.

350

Før vikingerne

På det sidste har kemiske analyser dog vist et højt fosfatind­ hold i jorden langs sværdet. Det kan betyde, at den døde har ligget her, men at skelettet er opløst i den sure jord. Derimod forklarer det ikke, hvor fibler, smykker, spænder, ringe og andet er blevet af. Heri minder Sutton Hoo påfaldende om de upplandske grave. De personlige ting kan have tilhørt slægten og være overdraget fra far til søn, når en ny generation tog over. Det kan også have siddet på dragten og være gået til grunde ved en ligbrænding forud for den store højbegravelse. Sutton Hoo, Vendel, Valsgårde og en lang række frankiske konge- og adelsgrave viser os germanertidens magtfulde kri­ gerkonger. Deres ensartede udstyr afspejler de tætte dynasti­ ske forbindelser mellem kongeslægterne i Europa. Ikke mindst Sutton Hoo vidner om direkte forbindelser til det mel­ lemsvenske kongedømme. Den gravlagte kong Readwald i Sutton Hoo er fjerde genera­ tion af kongeslægten Wuffingas, og i hans grav ligger våben­ udstyr af svensk tilvirkning, som på tidspunktet for hans død var antikviteter. Den mest sandsynlige forklaring må være, at Wuffingas var svensk af oprindelse, og at Wehha, den første af slægtens konger som herskede over Eastanglia, kom fra Sveri­ geOveralt var det kongens evne til som krigsfører at skaffe sit følge et rigt bytte ved kamp i det fremmede, der var afgørende for hans position. I modsat fald lurede oprøret, for der var altid andre, som var parat til at tage hans plads. Et pragtfuldt ringsværd, ødelagt og forbukket, lagt i en simpel krigergrav, der var en fordybning i en strandvold og dækket med lidt sten, er Danmarks hidtil eneste svar på de storladne konge- og fyrstegrave fra det øvrige Europa. Men måske skal Kyndbygraven forstås på en helt anden måde. Det er nemlig ikke en almindelig begravelse for en kriger. Gravpladsen ligger tæt ved kysten, og den rummer en hel familie - far, mor og barn, foruden et hushold af mænd og kvinder. Hele sceneriet og den nødtørftige begravelse i en strandvold taler for, at det er en fremmed familie, der er blevet udslettet, enten voldeligt eller ved en ulykke, for herefter at blive grav­ lagt med det tøj og de smykker, som de havde på, kun ledsaget af deres hunde og nogle madgaver. Offerbål har brændt mel­ lem gravene, hvor de døde har ligget, måske i et leje af strå eller svøbt i tæpper - kister har de i hvert fald ikke haft. Sværdet og kvindens smykker vidner om, at det er en fami­ lie af stand, hvis skæbne blev beseglet ved Kyndby; en familie, hvis mandlige overhoved fik sværdet med sig. Usikkerhed Hjemme og ude

351

- måske angst - greb dem, som stod med den døde kriger og hans sværd, og som ikke så anden udvej end at sønderbryde og begrave det - så det var dødt som han selv.

Drømmen om Danmark Der kom en snekke for fulde sejl med løvehoved og hjertespejl, med guld og våben og stads om bord, men ikke en sjæl ved mast og ror

Undtagelsen var dog en lille dreng, der var Odins gave til det danske folk. Han fik navnet Skjold, blev landets første konge og stamfar til den ældste danske kongeslægt - Skjoldungerne. Sådan beskrives den danske kongemagts oprindelse i alle versioner af sagnet - hos Saxo, Snorre Sturlasson, Svend Aggesen, som her i Grundtvigs digt og i Bjovulfkvadet, om end Saxo mener at vide, at den første danske konge hed Dan, og at det var ham, landet var opkaldt efter. Videre beretter disse ældste kongesagn om Skjolds søn Halvdan, sønnesønnerne Roar og Helge og ikke mindst Hel­ ges søn, den navnkundige Rolf med tilnavnet Krake. Roar og Helge var samkonger, dvs. de regerede riget i fællesskab. Roar herskede over landet, og det var ham, der grundlagde konge­ byen Roskilde - Roars Kilde, mens Helge var den store søkri­ ger, hvis magt var knyttet til havet. Skjoldungernes hjemsted var Lejre; det var her, Rolf Krake byggede sin mægtige kongsgård - og det var her, han siden mistede livet ved den mordbrand, der så malende er beskrevet i Bjarkemålet, den berømte kampsang, som antagelig blev til i vikingetiden. Det historiske Lejre ligger ved bunden af Isefjorden, ikke langt fra Roskilde, med gode forbindelser til lands og til vands og derfor et oplagt sted som sæde for en herskerslægt. Men Skjoldungernes kongsby er en luftig konstruktion, og de for­ tidsminder, som i dag er tilbage på stedet, stammer fra vikin­ getiden - hvor Skjoldungerne, hvis de da overhovedet har eksisteret, i hvert fald havde udspillet deres rolle. Og dog! Den store Grydehøj i Lejre, hvis navn henviser til plyndringshullet i midten, siger noget andet. Det er nemlig en storhøj ikke ulig kongegravene i det gamle Uppsala. Nu er den overpløjet og stærkt udjævnet, men engang har den været mindst fire meter høj. Graven er plyndret - sikkert allerede i oltiden - men i bål­ resterne på højbunden lå, foruden knoglestumperne af den 352

Før vikingerne

Ole Worms prospekt af eg­ nen ved Lejre fra 1643. Ud­ drag af Ole Worms tekst: A, Harald Hildetands høj. B, Dronningestolen. C, Kongsgården. D, Høj, som kongen besteg efter kroningen (se­ nere kaldet Grydehøj). E, Ertedal, gudinden Herthas dal. F, Lejre Å. G, Steenhøj (senere kaldet Ravnshøj). H, Kong Olufs høj. I, Maglebro. K, Hestebjerg. L, Folehøj. M, Kirkehøj. N, Frijshøj. O, Hyldehøj, en stenomsat plads benyttet til Lejrekongens kroning (dvs. den store, endnu bevarede skibssæt­ ning). P, Komerup Å. Nav­ nene og forklaringerne illu­ strerer den rige sagndannelse omkring Lejre. Realiteter er der næppe bag et eneste af dem.

døde, også rester af guldindvirket stof. Såvel dette som højens oprindelige storhed taler for, at den døde besad en ganske særlig position - en position, som bliver ekstra interessant ved at kulstof-14 analyser har skabt sikkerhed for, at gravlæggelsen fandt sted i 500-tallet! Vi kender ikke den historiske virkelighed bag det mylder af sagnkonger og begivenheder, der henføres til disse århundre­ der, men det forekommer alligevel rimeligt, at der blandt dem skjuler sig personer, der virkelig har levet og begivenheder, som faktisk har fundet sted. Og slet ikke usandsynligt, at Lejredynastiets konger er begravet i Grydehøj og andre af de oprindelige storhøje, som stadig ligger uudforskede hen - der hvor vikingetidens pompøse skibssætning senere er rejst. Skjoldungerne er første gang omtalt i Bjovulfkvadet, der menes nedskrevet allerede i 700-tallet. Foruden at være et hyldestdigt til helten Bjovulf, til danerne og deres gamle kong Roar, er det samtidig vidnesbyrd om de nære kulturelle kon­ takter mellem Skandinavien og det angelsaksiske område i 500- og 600-tallet. Det er som nævnt muligt, at danerkonge Chochillaicus, der omtales hos Gregor af Tours omkring 575, genfindes i BjovulfDrømmen om Danmark

353

I Jægerspris Nordskov står Kongeegen, som med sine næsten 2000 år er den ældste levende organisme i Nord­ europa. Den ville - hvis den kunne tale - være i stand til at berette om dengang daner­ ne kom til landet og herulerne drog bort og om Skjold­ ungerne, der kom sejlende ned gennem sundet på vej til Lejre og tog landkending efter dens store krone og vældige stamme.

kvadet, hvor navnet dog er blevet til Hugleiks eller Hygelaks. Han faldt under et flådetogt til Frankerriget i 515 og er den første historisk kendte danske konge; hos Bjovulf er han dog geater. Herefter går der et par hundrede år, før en dansk konge igen optræder i de skriftlige kilder; anledningen er et missions­ besøg hos danerkongen Angantyr. Det er en fristende tanke, om end det kun kan blive herved, at befolke 400-, 500- og 600-tallet med konger som Halvdan, Roar, Helge, Rolf Krake og alle de andre og se Skjoldungerne som danernes kongeæt, ætlinger af dem, der engang skabte en første magtbase på Stevns, og for hvem det lykkedes at lægge kimen til den ældste kongemagt i Østdanmark. En tid endnu har landet været opdelt i rivaliserende kongedømmer eller storstammer. Men drømmen om Danmark begynder her, mange hundre­ de år tidligere end Harald Blåtands proklamation på Jellingestenen om, at han havde samlet og kristnet landet. Sagntradi­ tionen har en egen fascinationskraft, fordi vi - lidt uretmæs­ sigt ganske vist - løfter en flig af fortidens slør og kigger ind til mennesker med følelser, tanker og handlinger, som vi ellers ikke ser. Ikke længe efter går tæppet for næste akt, og sagnenes luftige persongalleri erstattes nu af en mere jordnær aktør­ skare, som det gradvist sker i løbet af vikingetiden og den gryende historiske tid. Herom kan der læses i det næste bind.

Litteraturvej ledning Litteraturen om Danmarks jernalder er meget omfattende, men rummer kun ganske få oversigtsværker af nyere dato. Det største er bind 3 af Johannes Brøndsteds store værk om Dan­ marks Oldtid i revideret udgave fra 1957-60. Det er stadig ho­ vedværket for så vidt angår en samlet oversigt over de arkæo­ logiske fund - med undtagelse af bopladserne, som først for alvor er blevet undersøgt inden for den sidste snes år. En moderne og mere populær fremstilling findes i forlaget Se­ sams Danmarkshistorie, hvor Lone Hvass har skrevet to bind om jernalderen med undertitlerne: Landsbyen og Samfundet og Bønder, Købmænd og Krigskarle fra 1980. 11979 udkom bind 1 af Dansk Socialhistorie, Oldtidens sam­ fund; Tiden indtil år 800 af Jørgen Jensen. 1 1982 kom den i en revideret udgave på engelsk: The Prehistory of Denmark (Lon­ don), hvor især jernalderafsnittet er udbygget. En sammenfattende analyse og nytolkning af Danmarks jernalder er under udgivelse: Fra Stamme til Stat - Samfunds­ organisation og forandring i Danmarks jernalder, og en oversigt over landbruget i Danmarks jernalder findes i bind 1 af Det danske landbrugs historie fra 1988, begge af Lotte Hedeager.

Førromersk jernalder De vigtigste nye resultater er fremkommet ved bopladsud­ gravninger. Den største er landsbyen Hodde, publiceret af Steen Hvass: Hodde - et vestjysk landsbysamfund fra ældre jernal­ der (København 1985). Heri findes desuden en oversigt over bopladser fra hele Danmark. Desuden bebyggelsen ved Grøntoft, som endnu kun er fremlagt i foreløbige artikler af Carl Johan Becker i Acta Archaeologica 36, 1965; 39, 1968 og 42, 1971. Enkeltgårdsbebyggelsen ved Grønbjerg Skole: samme forfatter i det tyske tidsskrift Offa 37 fra 1980; ved Omgård-Sig af Leif Christian Nielsen i Nationalmuseets Arbejdsmark 1982. Nørre Fjand blev udgravet af Gudmund Hatt i 1930'rne, men resultaterne blev først publiceret i 1957 Nørre Fjand, an Early Iron-Age Village Site in West futland (Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab, Arkæologisk-kunsthistoriske Skrif­ ter 11,2); Borremose af Brøndsted i Nationalmuseets Arbejdsmark fra 1936. Byhøjene i Thy er senest behandlet af Stig Jensen i en artikel fra 1976 i MIV (Museerne i Viborg amt) nr. 6 og af Jens-Henrik Bech i Journal of Danish Archaeology vol. 4 (1985).

356

Litteraturvejledning

Jernalderens kulturplanter er undersøgt af Hans Helbæk i Årbøger for nordisk Oldkyndighed og Historie 1950, Kuml 1951,1958 og 1970 og i Nationalmuseets Arbejdsmark fra 1959; Knud Jessen har skrevet om oldtidens korndyrkning i Danmark i det norske tidsskrift Viking (1951). Johannes Iversens undersøgelser over naturens udvikling siden istiden er genoptrykt i Danmarks Natur bd. 1 fra 1979, revideret af Svend Th. Andersen. De nyeste analyser af den danske vegetationshistorie er fremlagt af Svend Th. Andersen, Bent Aaby og Bent V. Odgaard i Journal of Danish Archaeology vol. 2 (1983) samt i Fortidsminder, Arkæologiske Studier nr. 7 udgivet af Fredningsstyrelsen. Om klimaforandringerne har Bent Aaby skrevet i Danmarks Geolo­ giske Undersøgelser, Årbog 1974. Den seneste oversigt over kli­ maudviklingen og vegetationshistorien af samme forfatter fin­ des i Arkæologisk Leksikon (Politikens Forlag 1985). Overbygårdfundet med forrådskælder er omtalt af Jørgen Lund i Kuml 1976 og 1979, og i mere populær form i Skalk 1, 1978; skaldynger fra jernalderen i det tyske tidsskrift Offa Bd. 35 1978 af Karen Løkkegaard Poulsen. Pionerarbejdet med opmålingen af de forhistoriske marksy­ stemer i Jylland blev gjort af Gudmund Hatt og fremlagt i Oldtidsagre (Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab. Arkæologisk-kunsthistoriske Skrifter 11,1, 1949). Viggo og Gudrun Nielsen har opmålt de østdanske agersystemer, som er foreløbigt fremlagt i Journal of Danish Archaeology vol. 3,1984. Viggo Nielsen har ligeledes skrevet om agerlandets historie i Danmarks Natur bd. 8 fra 1981, P. V. Glob om Jyllands øde agre i Kuml fra 1951 og Michael Muller-Wille om de jyske og nord­ tyske agersystemer i Eisenzeitliche Fluren in den festlandischen Nordseegebiet (Siedlung und Landschaft in Westfalen, bd. 5, 1965). De forhistoriske landbrugsredskaber er beskrevet af Axel Steensberg i Ancient Harvesting Implements (Nationalmuseets Skrifter. Arkæologisk-Historisk Række nr. 1, København 1943) og P. V. Glob i Ard og Plov i Nordens Oldtid (Jysk Arkæologisk Selskabs Skrifter bd. I, Århus 1951), træspaderne af Grith Lerche i Tool & Tillage vol. III, 2 (København 1977) og i Archaeological Formation Processes, redigeret af Kristian Kristiansen (Natio­ nalmuseet 1985). En oversigt over jordbrugsredskaber af jern før år 1000 findes i det svenske tidsskrift Fornvdnnen 2 fra 1982 af Janken Myrdal. Sporene efter brugen af landbrugsredskaber, især arden, er undersøgt og publiceret af Viggo Nielsen i Journal of Danish Archaeology vol. 5. Periodens gravfund er især behandlet af Carl Johan Becker i Førromersk Jernalder i Syd- og Midtjylland (København 1960) og Litteraturvejledning

357

Erling Albrectsen Fynske Jernaldergrave bd. I, Førromersk Jernal­ der (København 1954). De jyske våbengrave af Erik Jørgensen i Årbøger for nordisk Oldkyndighed og Historie 1968. Vogngraven fra Kraghede er beskrevet af Ole Klindt-Jensen i Acta Archaeologica 20,1949.

Gustav Rosenberg publicerede i 1937 Hjor tspringfandet (Nordiske Fortidsminder III, 1 København), Henry Petersen Vognfundene i Dejbjerg Præstegårdsmose ved Ringkøbing 1881 og

1883 (København 1888) og Per Ole Schovsbo en oversigt over vognfundene fra den ældre jernalder i Årbøger for nordisk Oldkyndighed og Historie 1981. Bronzekedlen fra Brå (Jysk Arkæolo­

gisk Selskabs Skrifter bd. III, 1953) af Ole Klindt-Jensen inde­ holder en beskrivelse af de tidlige kulturforbindelser mellem Norden og den keltiske verden. Gundestrupkedlen blev frem­ lagt af Sophus Muller Det store Sølvkar fra Gundestrup i Jylland (Nordiske Fortidsminder I, 3, 1892). Den sidste større bear­ bejdning af Gundestrupkedlen er foretaget af T. G. E.Powelli The European Community in Later Prehistory to C. F. Hawkes (London 1971); seneste bidrag er Anders Bergquist og Timothy Taylor i Antiquity 61 (1987). Om mosefundne lerkar fra Dan­ marks jernalder kan der læses i Årbøger for nordisk Oldkyndighed og Historie 1971 af Carl Johan Becker. Oversigt over den keltiske kultur: T. G. E. Powell The Celts (Ancient People and Places, London, revideret 1980) og John Collis The European Iron Age (London 1984). Settlement and Socie­ ty- aspects of West European prehistory in thefirst millenium B.C.,

redigeret af T. C. Champion & J. V. S. Megaw (Leichester 1985), er en samling artikler om Vesteuropa i det sidste årtusin­ de f.Kr. Samme tidsrum dækker Peter S. Wells: Farms, Villages and Cities - Commerceand Urban Origins in Eate Prehistoric Europe

(London 1984). Den romerske verdensopfattelse på Cæsars og Tacitus' tid er beskrevet af Allan A. Lund i Cæsar som etnograf (København 1978) og Nordens Barbarer (Århus 1979). En spændende frem­ stilling af det germanske samfund på baggrund af Cæsars og Tacitus' skrifter findes hos E. A. Thompson: The Early Germans (Oxford 1965).

Ældre romersk jernalder Den litteratur, der omhandler bebyggelsen fra ældre romertid, er i store træk sammenfaldende med førromersk jernalder. Om jernalderbebyggelsen i Ribeområdet kan der læses i tidsskriftet Mark og Montre fra 1980 (Esbjerg) af Stig Jensen, på Fyn i De fynske landsbyers historie - i dyrkningsfællesskabets tid 358

Eitteraturvejledning

(Odense Universitet, Historisk Institut 1985) af Erland Porsmo­ se og for landet som helhed i Archaeological Formation Processes, (redigeret af Kristian Kristiansen - Nationalmuseet 1985) af Steen Hvass. Husdyrbruget er beskrevet af C. F. W. Highami Acta Archaeologica 38 fra 1967; stempelmærker i lerkar af Per Lysdahl i Brudstykker, tilegnet Holger Friis (Vendsyssel histori­ ske Museum 1971); fiblernes fremstilling og udbredelse af Er­ hard Cosack Die Fibeln der Ålteren Rbmischen Kaiserzeit in der Germania libera (Danemark, DDR, BRD, Niederland, CSSR) (Neumimster 1979); vævning af Lise Bender Jørgensen i Forhistoriske Textiler i Skandinavien (Nordiske Fortidsminder ser. B, Bd. 9, København 1986) og i Skalk 2 fra 1984. Større samlede fremlæggelser af gravfund er for Fyns ved­ kommende Erling Albrectsens Fynske Jernaldergrave 11, Ældre Romersk Jernalder (København 1956), Fynske jernaldergrave V, Nye fund (Odense 1973), Fynske Jernaldergrave IV, Gravpladsen på Møllegårdsmarken ved Broholm (Odense 1971), for Århus amt: Hans Norling-Christensen Katalog over Ældre Romersk Jærnalders Grave i Århus Amt (Nordiske Fortidsminder IV. Bd., 2. hf., København 1954), for Sjælland: David Liversage, Material and Interpretation (Nationalmuseet 1980). Et katalog over gravene fra Sjælland, Lolland og Falster fra ældre og yngre romertid findes hos Lotte Hedeager i det tyske tidsskrift Praehistorische Zeitschrift Bd. 55, 1980. Endelig er den store gravplads ved Slusegård på Bornholm under udgivelse, og de to første bind er udkommet: Slusegårdgravpladsen, Bornholm fra 1. årh. f. til 5. årh. e.v.t. I-II (Jysk Arkæologisk Selskabs Skrifter 14, 1-2, 1978) af Ole Klindt-Jensen. Nordjyske grave med teltformet over­ bygning er beskrevet af Palle Friis i Kuml fra 1963; stenkisterne af Per Lysdahl i Brudstykker (se ovenfor). Gravfundenes repræ­ sentativitet i ældre og yngre romertid er fremlagt i Archaeological Formation Processes, The representativity of archaeological remains from Danish Prehistory, (redigeret af Kristian Kristiansen

- Nationalmuseet 1985) af Lotte Hedeager. Hoby-Fundet (Nor­ diske Fortidsminder II, 3 1923) er publiceret af Knud Friis Johansen, Dollerupfundet af Olfert Voss og Mogens ØrsnesChristensen i Acta Achaeologica 19, 1948. Den romerske import i Germanien er katalogiseret af Hans Jurgen Eggers i Der rbmische Import im freien Germanien (Atlas der Urgeschichte, Hamburg 1951); siden suppleret af Jurgen Kunow Der rbmische Import in der Germania libera bis zu den Markomannerkriegen (Neumunster 1983) og Ulla Lund Hansen Rbmischer Import im Norden (København 1987); handelsrelatio­ nerne mellem romerne og germanerne er analyseret i New Directions in Scandinavian Archaeology, (redigeret af Kristian Litteraturvejledning

359

Kristiansen og Carsten Paludan-Miiller - Nationalmuseet 1978) af Lotte Hedeager. Om skattefundene fra Smørenge og Gudme kan der læses i Nationalmuseets Arbejdsmark fra 1984 og 1985 af Anne Kromann Balling, Margrethe Watt og Peter Vang Petersen. Bendstrupgraven er fremlagt i Kumi 1982 af Lotte Hedeager og Kristian Kristiansen. Heri kan der også læses om ryttergra­ vene, kvindegravene og den mulige forbindelse mellem grave­ ne fra Hoby og Bendstrup. Om undersøiske pælespærringer: Ole Crumlin-Pedersen i Archaeological Formation Processes, redi­ geret af Kristian Kristiansen (Nationalmuseet 1985), om for­ svarsvolde: Hans Neumann Olgerdiget - et bidrag til Danmarks tidligste historie (Haderslev 1982), og om den befæstede landsby Priorsløkke i Nationalmuseets Arbejdsmark 1985 af Flemming Kaul. En kortfattet og letlæselig oversigt over Germanien er Malcolm Todd's The Northern Barbarians 100 BC-AD 300 (London 1975). Den murstenstunge håndbog: Die Germanen I, redigeret af Bruno Kriiger og udgivet af Joachim Herrmann (Berlin DDR 1976) indeholder en lang række specialartikler, som tilsammen belyser de germanske stammers kulturhistorie i 1. og 2. årh. e.Kr. bedre end noget andet sted.

Yngre romersk jernalder Undersøgelser i Vorbasse er fremlagt i Journal of Danish Archaeology vol. 2 1983 og Skalk 3, 1984 af Steen Hvass; Stavad i Antikvariske Studier 5 fra 1982 af Torben Dehn. Om jernudvin­ ding i Danmark kan der læses i Kumi 1962 og i Arkæologiske Udgravninger i Danmark 1985 (Det Arkæologiske Nævn 1986) af Olfert Voss; dets introduktion i Danmark i Kumi 1982-83 af Karin Levinsen; om veje og vad i Årbøger for nordisk Oldkyndig­ hed og Historie 1977, Skalk 2, 1972 og Skalk 6, 1973 af Helge Nielsen og Vagner Hansen. Georg Kunwald har publiceret Broskovvejen i Nationalmuseets Arbejdsmark 1962, Tibirkevejen sammesteds i 1944 og Sjellebrovejen i Turistforeningen for Dan­ mark, Årbog 1964 og Skalk 4,1957; Stig Jensen Fredbjergvognen i Kumi 1980; Henrik Jarl Hansen Drengstedvognen i Årbøger for nordisk Oldkyndighed og Historie 1984. Vogne af træ: Mogens Schou Jørgensen i Nationalmuseets Arbejdsmark 1977. Ole Crum­ lin-Pedersen har analyseret bådene fra Slusegård i et endnu upubliceret bind af den store Slusegårdpublikation (Jysk Arkæo­ logisk Selskabs Skrifter 14). „Kongegravene" ved Tryggevælde er sammen med de øvri­ ge gravfund fra Østdanmark publiceret i Praehistorische Zeit360

Litteraturvejledning

schrift Bd. 55 1980 og en analyse af de sociale og politiske forhold i ældre og yngre romertid i Fortid og Nutid Bd. 27 hf. 3

1978 af Lotte Hedeager. De topografiske forhold på gravplad­ sen ved Himlingøje: Mogens Schou Jørgensen i Antikvariske Studier 2 1978; udgravningen af den overpløjede høj med de kunstigt anbragte skeletdele: Ulla Lund Hansen, Jørgen Bals­ lev Jørgensen og Tove Hatting sammesteds; oversigt over fun­ dene fra Himlingøje: Ulla Lund Hansen og Helge Nielsen i Skalk 6, 1977. Gravene fra Hågerup og Årslev er sammen med de øvrige fynske grave fremlagt af Erling Albrectsen i Fynske Jernaldergrave III, Yngre romersk jernalder (Odense 1968); grav­ felterne fra Leuna og Hassleben af Walter Schulz Das Fur­ stengrab und das Grabfeld von Hassleben (Berlin 1933) og Leuna (Berlin 1953); Møllegårdsmarken af Erling Albrectsen i Fynske Jernaldergrave IV, Gravpladsen på Møllegårdsmarken ved Broholm I-II (Odense 1971); fundene fra gravpladsen ved Slusegård på

Bornholm er under udgivelse. Ole Crumlin-Pedersen har i sin endnu upublicerede del gjort rede for de skandinaviske sejl­ ruter i forbindelse med en analyse af Slusegårds topografiske placering. Mosefundene fra Thorsbjerg, Nydam, Kragehul og Viemose er publiceret af Conrad Engelhardt i 1863, 1865 og 1867, men genudgivet i kommenteret udgave af Mogens Ørsnes Sønder­ jyske og Fynske Mosefund Bd. 1-3 (København 1969). Ejsbølfundet er endnu ikke fremlagt i sin helhed, men en god oversigt giver Sejrens Pris (Haderslev Museum 1984) samt foreløbige bidrag i Acta Archaeologica 34, 1963 og i det svenske tidsskrift Tor 1964 af Mogens Ørsnes. Fundet fra Illerup er ligeledes under udgivelse; foreløbige meddelelser af Jørgen Ilkjær og Jørgen Lønstrup i Kuml 1975, 1977, 1981 og i Skalk 2, 1982. Skedemosse på Øland: Ulf Erik Hagberg i The Archaeology of Skedemosse II (Stockholm 1967). De mosefundne dragter, bl.a. fra Thorsbjerg: Margrethe Hald i Ancient Danish Textiles from Bogs and Burials (Nationalmuseet 1980), der er en revideret udgave af forfatterens arbejde Olddanske Tekstiler fra 1950, Eli­ sabeth Munksgaard Oldtidsdragter (Nationalmuseet 1974) og Lise Bender Jørgensen Forhistoriske Textiler i Skandinavien (Kø­ benhavn 1985). Kampspor på våben fra Nydam Mose er fremlagt i Materialheft zur Ur- und Friihgeschichte Niedersachsens Hf. 16 1980 (Hildesheim) af Michael Gebiihr; om krig og samfund i Danmarks oldtid: Lotte Hedeager og Kristian Kristiansen i Den Jyske Histo­ riker bd. 31-32 1985 (Århus). Den eneste samlede oversigt over Germanien i yngre romer­ tid er den store håndbog med en lang række specialartikler: Die Litteraturvejledning

361

Germanen Bd. 2, redigeret af Bruno Kriiger, udgivet af Joachim

Herrmann (Berlin DDR 1983). Romerne i de nordlige grænse­ provinser er beskrevet i Die Romer an Rhein und Donau (Berlin DDR 1978), udgivet af Joachim Herrmann. Den politiske ud­ vikling i Danmark, sat i relation til det øvrige Germanien og det romerske imperium i 1.-4. årh. e.Kr. er analyseret i Center, Periphery and Dependency in Ancient Regional Systems, redigeret af Mike Rowlands m.fl. (Cambridge 1987) af Lotte Hedeager.

Ældre germansk jernalder Jernalderbebyggelsen ved Vallensbæk er fremlagt i Journal of Danish Archaeology vol. 4 1985 og i Skalk 5, 1985 af Flemming Kaul; de middelalderlige hegn og gærder i Fortid og Nutid Bd. 311984 af Anette Hoff. Emnet oldtidsbebyggelse og stednavne er behandlet af H. V. Clausen i Årbøger for nordisk Oldkyndighed og Historie 1916, Erling Albrectsen i Kumi 1970, Erland Porsmose i De fynske landsbyers historie - i dyrkningsfællesskabets tid (Oden­ se Universitet 1985) og Helge Nielsen i Antikvariske Studier 2 (Fredningsstyrelsen 1978) og Fra Jernalder til Middelalder, redi­ geret af Henrik Thrane (Skrifter fra Historisk Institut, Odense Universitet 1979). Om jernalderbebyggelsen ved Dankirke kan der læses i Nationalmuseets Arbejdsmark 1972 af Elise Thorvildsen; om Helgd i Excavations at Helgø I-VIII (Stockholm 1961-82); om Glas och Handel i Senromersk Tid och Folkevandringstid (Upp­ sala 1984) af Ulf Nåsman. Perry Anderson Fra Antikken til Feudalismen (dansk udgave: København 1979), E. A. Thompson A History of Attila and the Huns (Oxford 1948) og Joachim Werner Beitrage zur Geschichte des Attila-Reiches (Abhandlung der Bayerische Akademie d. Wissenschaft. Phil.-Hist. KL, N. F. Heft 39 A-B, 1956) om­ handler hunnerinvasionen. Johannes Brøndsted har publi­ ceret Guldhornene (Nationalmuseet 1954); deres rekonstruktion er analyseret af Gunnar Milthers i Årbøger for nordisk Old­ kyndighed og Historie 1985. Om møntstrømmen til Skandinavi­ en: Late Roman and Byzantine Solidi Found in Sweden and Denmark (Numismatic Notes and Monographs 157, New York 1967) af Joan M. Fagerlie; om de ølandske guldmønter og deres forud­ sætning i Tor vol. 18 1978-79 (Uppsala) af Frands Herschend; om Vikt och Varde (Stockholm Studies in Archaeology I, Stock­ holm 1980) af Olav Kyhlberg. En samlet oversigt over danske guldfund findes i Horte als Geschichtsquelle (Offa-Bucher, Bd. 19 Neumiinster 1967) af Helmut Geisslinger. Dalshøjskatten er beskrevet i Bornholm i Folkevandringstiden (Nationalmuseet 1957) af Ole Klindt-Jensen; guldfundet fra Kitnæs i Nationalmu­ 362

Litteraturvejledning

seets Arbejdsmark 1966 af Elisabeth Munksgaard; Skattefund fra Jernalderen af samme forfatter i et lille skrift fra Nationalmuseet 1970. Om guldbrakteaterne: Mogens B. Mackeprang De Nordi­ ske Guldbrakteater (Jysk Arkæologisk Selskabs Skrifter bd. II 1952) og Morten Axboe i Acta Archaeologica 521981. Tillige i Karl Hauck: Gudme in der Sicht der Brakteaten-Forschung, Fruhmittel-

alterliche Studien 21. Band, 1987. Høstentorp er fremlagt af Olfert Voss i Acta Archaeologica 25 1954, Simmersted af Elisa­ beth Munksgaard i Acta Archaeologica 26 1955, og Stenhøj gård af Anne Kromann Balling og Peter Vang Petersen i Nationalmu­ seets Arbejdsmark 1985. De tidligste dyrestile er beskrevet i Nord­ isk dyrestil - bakgrunn og opphav (Arkeologisk Museum i Stavan­ ger - Skrifter 3 1979) af Arne B. Johansen; Runerne og deres oprindelse (København 1976) af Erik Moltke. Gravpladsen ved Sejlflod er endnu ikke fremlagt i sin hel­ hed, men foreløbige meddelelser findes i Antikvariske Studier bd. 41980, Journal of Danish Archaeology vol. 11982, Skalk 3 1980 og Årbøger for nordisk Oldkyndighed og Historie 1983 af Jens N. Nielsen m.fl.; Hjemsted - en gravplads fra 4. & 5. årh. e.Kr. (Haderslev 1986) af Per Ethelberge. Michael Parker Pearson har undersøgt sammenhængen mellem den sociale organisa­ tion og begravelsesritualerne i Viktoriatidens England i Symbolic and Structural Archaeology, redigeret af lan Hodder (Cambridge 1982). Om Bjovulf-kvadet: Inge Skovgaard-Petersen i bd. 1 af Gyl­ dendals Danmarkshistorie fra 1977 og Gad Rausing i Fornvånnen 3 1985 (Stockholm). Europa i perioden 500 til 800: Richard Hodges Dark Age Economics, The origins of towns and trade AD 600-1000 (London 1982), Richard Hodges & David Whitehouse Mohammed, Charlemagne & the Origins of Europe (London 1983). En større samling artikler om sakserne og angelsakserne findes i Sachsen und Angelsachsen, redigeret af Friedrich Laux, udgivet af Claus Ahrens (Veroffentlichungen des Helms-Museums Nr. 32, Hamburg 1978).

Yngre germansk jernalder Den foreløbige oversigt over bebyggelsen ved Vorbasse findes i Journal of Danish Archaeology vol. 2 1983 af Steen Hvass, over Bellingegård i Journal of Danish Archaeology vol. 4 af Svend Åge Tornbjerg. Om Dorestad, Ipswich, Birka, Hedeby og andre af de nye handelspladser langs Østersø- og Nordsøkysten kan der læses i de ovenfor omtalte bøger af Richard Hodges. Lindholm Høje er fremlagt af Thorkild Ramskou i Lindholm Litteraturvejledning

363

Høje Gravpladsen (Nordiske Fortidsminder ser. B, bd. 2, 1976),

Lindholm Høje (Nationalmuseets Blå Bøger 1975) og Oskar Marseen i Kumi 1959; Bejsebakken i Skalk 3 1958 af Thorkild Ramskou. En analyse af de nordiske dyrestile findes i Årbøger for nordisk Oldkyndighed og Historie 1967 og i Form og Stil (National­

museet 1966) af Mogens Ørsnes. Om Kyndbygravene kan der læses i Acta Archaeologica 26 1956 og i Nationalmuseets Arbejdsmark 1955, om Sutton Hoo i Rupert Bruce-Mitford The Sutton Hoo Ship Burial - a handbook (British Museum, revideret udgave 1979), om de svenske båd­ grave fra Vendel og Valsgårde, deres baggrund og kulturfor­ bindelserne til Sutton Hoo i Vendel Period, redigeret af J. P. Lamm & H.-Å. Nordstrom (The Museum of National Antiquities, Stockholm, Studies 21983) samt i en populær oversigt med de samme artikler, Vendeltid, redigeret af Ann Sandwall (Statens Historiska Museum, Stockholm 1980). Oversigt over frankerne: The Kingdom of the Franks (London 1971) af Peter Lasko. En oversigt over de forhistoriske fund fra Lejre og af den sagnhistorie, der knytter sig til stedet findes i Skalk 2, 1958 af Harald Andersen. I Skalk 2 1985 har H. Hellmuth Andersen beskrevet de ældste historisk kendte konger og tegnet et rids af den politiske situation i Danmark op til omkring 1000 e.Kr.

Citeret litteratur: Cæsar: Gajus Julius Cæsar, Gallerkrigen. På dansk ved Bo Grønbech (Borgens Forlag, København, 1. udg. 1967). Tacitus: P. Cornelius Tacitus, Germania I-II, oversat og kommenteret af Niels W. Bruun & Allan A. Lund (Wormianum, Århus 1974). Bjovulf: Sangen om Bjovulf. I dansk gengivelse af Andreas Haar­ der (Gad, København 1984). Jordanes: De origine actibusque Getarum, redigeret af Th. Mommsen i Monumenta Germaniae Historiae. Berlin 1882.

Illustrationsliste Illustrationslisten indeholder følgende: 1) Oplysnin­ ger om hvem der har tegnet/fotograferet den på­ gældende illustration, eller fra hvilken publikation illustrationen er hentet. 2) Oplysning (sat med kur­ siv) om hvor de viste genstande eventuelt kan ses.

8. Foto, J. Ilkjær og L. Lønstrup, Moesgård. 10. Tegning, Flemming Bau. 11. Foto, Erik Jørgensen, Haderslev Museum. 12. Foto, Lennart Larsen. Nationalmuseet i Køben­ havn. s. 13. Tegning, efter Carl Johan Becker i Acta Ar­ chaeologica XXXVI, 1965. s. 14-18. Tegning, Eva Koch Nielsen efter forlæg af Lotte Hedeager. s. 19. British Museum, London. s. 21. Foto, Ny Carlsberg Glyptotek. s. 22. Foto, Lennart Larsen. Nationalmuseet i Køben­ havn. s. 23. Tegning, efter Steen Hvass: Hodde, 1985. s. 26. Foto, Bo Hansen, Rigsantikvarens Arkæolo­ giske Sekretariat. s. 28-29. Foto, Hans Stiesdal, Nationalmuseet. s. 31. Tegning, Flemming Bau. s. 32-33. Tegning, efter Steen Hvass: Hodde, 1985. s. 35. Foto, Lennart Larsen. Nationalmuseet i Køben­ havn. s. 36 tv. Foto, efter Gudmund Hatt: Nørre Fjand, 1957. s. 36 th. Foto, Lotte Hedeager. s. 38. Foto, Hans Stiesdal, Nationalmuseet. s. 39. Foto, C. L. Vebæk, Nationalmuseet. s. 40. Foto, efter Gudmund Hatt: Nørre Fjand, 1957. s. 41. Foto, Jan Spliid, Esbjerg Museum. s. 43ø. Foto og plantegning, Jørgen Lund, Moes­ gård Museum. s. 43n. Rekonstruktionstegning, Mea Outry. s. 44. Foto, Nationalmuseet, 1. afdelings arkiv. s. 45. Efter P. V. Glob: Ard og Plov i Nordens Old­ tid, 1951. s. 46. Foto, Grith Lerche. s. 47. Foto, Anders Tvevad, Biofoto. s. 50. Foto, Jens Dahl Mikkelsen, Biofoto. s. 51. Foto, Kaj Halberg, Biofoto. s. 52. Foto, Svend Thomsen. s. 54-55. Efter Gudmund Hatt i Aarbøger for nor­ disk Oldkyndighed og Historie 1938. s. 57. Tegning, In gerlise Kjær. s. 58. Foto, Det kgl. Biblioteks billedsamling.

s. s. s. s.

s. 59. Tegning, efter Erling Albrechtsen: Fynske Jemaldergrave bd. I, 1954. s. 60. Foto, Jens-Henrik Bech, Vendsyssel Histori­ ske Museum. s. 62. Efter Sophus Muller: Ordning af danske Oldsager. Jernalderen. 1888-95. s. 63. Efter Erik Jørgensen i Aarbøger for nordisk Oldkyndighed og Historie 1968. s. 65. Tegninger af enkeltdele, Magnus Petersen. Rekonstruktionstegninger, Eva Koch Nielsen, efter H. J. Eggers: Der rbmische Import im freien Germanien, Hamburgisches Museum, 1951. s. 66. Foto, Lennart Larsen. Nationalmuseet i Køben­ havn. s. 67ø. Foto, Lennart Larsen. Nationalmuseet i Kø­ benhavn. s. 67n. Tegning, Magnus Petersen. s. 68. Tegning, Magnus Petersen, Nationalmuseet, 1. afdelings arkiv. s. 70. Foto, Sune Holt, Biofoto. s. 72-73. Efter G. Rosenberg, Nordiske Fortidsmin­ der III, 1, 1937. s. 74ø. Rekonstruktionstegning, Jørgen Jensen. s. 74n. Tegninger, efter P. V. Glob: Helleristninger i Danmark, 1969 og Gutorm Gjessing: Østfolds jordbrugsristninger, 1939. s. 78. Foto, Lennart Larsen. Nationalmuseet i Køben­ havn. s. 80. Tegning, Eva Koch Nielsen. s. 81. Tegning, Magnus Petersen. s. 82-88. Foto, Lennart Larsen. Nationalmuseet i Kø­ benhavn. s. 91. Efter Mitteilungen des Kaiserlichen Deutschen Archåologischen Instituts Bd. XIV, 1904. s. 92. Tegning, Pråhistorische Staatssamlung, Mu­ seum fur Vor- und Fruhgeschichte, Munchen. s. 94. Efter Oscar Almgren og Birger Neerman: Die åltere Eisenzeit Gotlands, 1923. s. 95. Foto, Musée Calvet, Avignon. s. 96. Foto, Musée Borély, Marseille. s. 98. Efter Claudius Ptolemæus, Cosmographia, Ulm 1482. s. 99. Wormianum. s. 101. Foto, Kristian Kristiansen. s. 103. Foto, Randers Kunstmuseum. s. 106. Foto, Lennart Larsen. Nationalmuseet i Kø­ benhavn. s. 109. Tegning, Ingerlise Kjær, efter Therkel Mathiassen: Studier over Vestjyllands Oldtidsbe­ byggelse, 1948. s. 110. Foto, Ulla Koustrup, Biofoto. s. 112. Tegning, Ingerlise Kjær, i MIV 6, 1976. s. 115. Foto, H. Zangenberg, Nationalmuseet, 3. afdelings arkiv.

Illustrationsliste

365

s. 117. Tegning, Eva Koch Nielsen, efter Bruno s. 172ø. Rekonstruktionstegning, Jørgen Ander­ Kriiger ed.: Die Germanen Bd. 1, Berlin 1978. sen, Haderslev Museum. s. 118. Foto og billedtekst, Tove Hatting, Zoologisk s. 172n. Rekonstruktionstegning, Eva Koch Niel­ Museum, København. sen, Nationalmuseet. s. 119. Foto, Historisk-Arkæologisk Forsøgscenter, s. 173. Tegning, Ingerlise Kjær, efter V. la Cour: Lejre. Sønderjyllands Historie, 1930. s. 121. Efter Danmarks Natur, bd. 2, 1968. s. 175. Tegning, Ingerlise Kjær, efter Die Romer an s. 122. Efter H. Kjær, Fra Nationalmuseets Ar­ Rhein und Donau, 1975. bejdsmark 1928. s. 176. Foto, Ute Jung, Antikenmuseum, Staaliche s. 124ø. Foto, Preben Dehlholm, Moesgård. Museen preussischer Kulturbesitz. Berlin. s. 124n. Tegning, Hemming Bau, efter Jørgen s. 177. Foto, Rheinisches Landemuseum, Bonn. Lund: Tre førromerske kældre fra Overbygård, s. 180. Tegninger, Elsebeth Morville og Eva Koch 1980. Nielsen (nederst). s. 125. Tegning, Jørgen Kraglund, Skalk. s. 181. Foto, Klassisk Arkæologisk Institut, Køben­ s. 126. Foto, Ole Brønden, Vendsyssel Historiske havn. Museum. s. 184. Foto, Lennart Larsen. Forhistorisk Museum, s. 127, Tegning, P. Lysdahl, Vendsyssel Historiske Moesgård. Museum. s. 187. Tegning, Hemming Bau. s. 129. Foto, Nationalmuseet. s. 188-89. Rekonstruktionstegninger, Jørgen Krag­ s. 131. Foto, Kirstine Lund. Vendsyssel Historiske lund, Skalk. Museum. s. 190. Tegning og billedtekst, Torben Egeberg s. 132. Rekonstruktionstegning efter Palle Friis i Hansen, Skjem-Egvad Museum. Kumi 1963. s. 191. Tegning, Flemming Bau. s. 133. Tegning, C. Neergaard, Nationalmuseet. s. 192. Tegning, Hemming Bau, efter forlæg af s. 135. Foto, efter Ole Klindt-Jensen: Slusegårds­ Hemming Kaul og Olfert Voss. gravpladsen, 1978. s. 194. Tegning, Hemming Bau, efter forlæg af Ols. 137. Foto, Nationalmuseets arkiv. . fert Voss, Nationalmuseet. s. 139-44. Foto, Lennart Larsen. Nationalmuseet i s. 195. Efter F. van Luschan i Zeitschrift fur EthnoKøbenhavn. logie XLI, 39, Berlin 1909. s. 147. Efter H. J. Eggers: Der rbmische Import im s. 196. Tegning, Ingerlise Kjær, efter Olfert Voss i freien Germanien, Hamburgisches Museum, Kumi 1962. 1951. s. 197ø. Tegning, Ingerlise Kjær, efter Karin Levins. 149. Foto, Nationalmuseet. sen i Kumi 1982/83. s. 150-51. Efter F. Schlette: Die Germanen zwis. 197n. Foto, Nationalmuseet. schen Thorsberg und Ravenna, Leipzig 1972. s. 198ø. Foto, Lennart Larsen. Nationalmuseet i Kø­ s. 152. Foto, Lennart Larsen. Nationalmuseet i Kø­ benhavn. benhavn. s. 198-99. Efter Vagner Hansen og Helge Nielsen i s. 153. Efter J. Overbeck: Pompeji in seinen GebåuAarbøger for nordisk Oldkyndighed og Historie den, Altertumem und Kunstwerken 444, 1884. 1977. s. 154-55. Efter M. B. Mackeprang, Fra national­ s. 200. Efter G. Kunwald i Nationalmuseets Ar­ museets Arbejdsmark 1936, foto S. Bengtsson, bejdsmark 1962. Nationalmuseet. s. 202. Foto, Nationalmuseets 1. afdeling. s. 156-59. Foto, Nationalmuseet. s. 203. Foto, Flemming Kaul, Nationalmuseet. s. 161. Tegning, Jens Åge Slot, Køge Museum, ef­ s. 204. Tegning, Magnus Petersen, m. billedtekst ter forlæg af Lotte Hedeager. af P. O. Schovsbo, Bangsbomuseet. s. 164. Foto, Preben Dehlholm, Moesgård. s. 205. Foto, Jørgen Kraglund, Skalk. Billedtekst s. 165. Efter E. Pernice: Gefåsse und Geråte aus efter forlæg af P. O. Schovsbo. Bronze,1925. s. 207. Tegning, Magnus Petersen. s. 166. Foto, Nationalmuseet. s. 208. Tegning, British Museum, London. s. 168. Foto, Flemming Kaul, Nationalmuseet. s. 209. Foto, Raymond Hejdstrbm, Gotlands Fom­ s. 169. Tegning, Flemming Kaul, Nationalmuseet. sal. s. 171 tv. Tegning, Kirsten Malling. s. 210. Foto, Lennart Larsen. Nationalmuseet i Kø­ s. 171 th. Foto, Historisk-Arkæologisk Forsøgscen­ benhavn. ter, Lejre. s. 214. Tegning, Magnus Petersen.

366

Illustrationsliste

s. 261. Efter G. Mildenberger i Archaeologica Geos. 215. Foto, Lennart Larsen. Nationalmuseet i Kø­ graphica Bd. 8/9. benhavn. s. 262-66. Foto, Lennart Larsen. Nationalmuseet i s. 216ø. Foto, Hans Stiesdal, Nationalmuseet. København. s. 216n. Tegning, Kirsten Malling, Nationalmuse­ s. 267. Foto, Sisse Brimberg. Nationalmuseet i Kø­ et. benhavn. s. 217. Tegning, E. Schiddte, Nationalmuseet. s. 270. Foto, Lennart Larsen. Nationalmuseet i Kø­ s. 218. Foto, Mogens Schou Jørgensen, National­ benhavn. museet. s. 272. Pollenkurve, udarbejdet og tegnet af C. s. 219. Foto, Lennart Larsen. Nationalmuseet i Kø­ Vang Nielsen og Bent Aaby, DGU. benhavn. s. 273. Foto, Martin Mikkelsen, Viborg Stiftsmu­ s. 220. Akvarel, Magnus Petersen. seum, med billedtekst af Mette Iversen, Viborg s. 223ø. Foto, Lennart Larsen. Nationalmuseet i Kø­ Stiftsmuseum. benhavn. s. 274. Tegning, Jørgen Kraglund, Skalk. s. 223n. Foto, Lennart Larsen. Køge Museum. s. 275. Foto, Alb. Nilsson, Nationalmuseets 3. af­ s. 225. Foto, Lennart Larsen. Nationalmuseet i Kø­ deling. benhavn. s. 277. Tegning, H. V. Clausen. Gengivet med Ge­ s. 226. Tegning, Eva Koch Nielsen, Nationalmuse­ odætisk Instituts tilladelse (A 218/88). et. s. 278. Efter Helge Nielsen: Skrifter fra Historisk s. 230. Foto, Lennart Larsen. Nationalmuseet i Kø­ Institut, Odense Universitet, nr. 23, 1978. benhavn. s. 280. Foto, Steen Hvass. s. 231. Tegning, Ingerlise Kjær efter M. Mullers. 283. Efter Wilhelm Holmquist: Excavations at Wille i Offa 25/26,1968/69, kombineret med op­ Helgd I, Uppsala 1961. lysninger om nattespring fra Ole Crumlin-Peters. 284. Foto, Lennart Larsen. Nationalmuseet i Kø­ sen, Skibshistorisk Laboratorium. benhavn. s. 232. Foto, Ole Crumlin-Petersen, Skibshistorisk s. 286-87. Tegning, Ingerlise Kjær, efter forlæg fra Laboratorium. Colin McEvedy: Atlas of Ancient History, 1967. s. 233. Foto, Nationalmuseet. s. 288-89. Tegning, Ingerlise Kjær, efter forlæg fra s. 234. Tegning, Ingerlise Kjær, efter forlæg af Lot­ Die Romer an Rhein und Donau, Berlin 1975. te Hedeager. s. 292. Foto, Lennart Larsen. Nationalmuseet i Kø­ s. 236. Tegninger, Magnus Petersen. benhavn . s. 237. Foto, Nationalmuseet. s. 293. Efter Ole Worm: De aureo Comu, 1641. s. 238-39. Tegninger, Magnus Petersen. s. 295. Efter J. R. Paulii: Tilforladelig Tegning på s. 240-41. Foto, Lennart Larsen, af plancher udar­ det Anno 1734 udi Jylland gefundene Guldbejdet til verdensudstillingen i Paris af Magnus Horn, 1735. Petersen. Nationalmuseet i København. s. 296. Foto, Skalk. Museet i Ringe. s. 242. Tegning, Henning Ørsnes, Nationalmuse­ s. 297. Foto, Anne Kroman, Nationalmuseet. et. s. 300. Foto, Lennart Larsen. Nationalmuseet i Kø­ s. 244-45. Foto, Moesgård. benhavn. s. 246. Tegning, Ingerlise Kjær, efter Bruno Kruger s. 302. Foto, Lennart Larsen. Nationalmuseet i Kø­ ed.: Die Germanen, Berlin 1978. benhavn. Tegning efter Johannes Brøndsted i s. 247. Foto, Kunstakademiets fotosamling. Nationalmuseets Arbejdsmark, 1938. s. 248-49. Foto, Andersson. Klassisk Arkæologisk s. 304. Foto, Lennart Larsen. Nationalmuseet i Kø­ Instituts Billedsamling. benhavn. s. 251. Foto, Nationalmuseet. s. 306. Efter Lis Jacobsen og Erik Moltke: Dan­ s. 252. Tegning, Gert Gram, Skalk. marks Runeindskrifter, 1941. s. 253. Foto, Lennart Larsen. Nationalmuseet i Kø­ s. 307-08. Foto, Lennart Larsen. Nationalmuseet i benhavn. København. s. 254. Tegning, Eva Koch Nielsen, Nationalmuse­ s. 309. Foto, Nationalmuseet. et. s. 311-12. Foto, Jens N. Nielsen, Aalborg Historiske s. 256. Foto, Schleswig-Holsteinisches Landesmuseum, Museum. Schloss Gottorf. s. 314. Foto, Nils Lagergren, Antikvarisk-Topogras. 256-57. Rekonstruktionstegninger, efter Michael fiska Arkivet, Stockholm. Gebiihr i Festschrift fur K. Raddatz, 1980. s. 258. Tegning, Ingerlise Kjær.

Illustrationsliste

367

s. 316. Foto, Lennart Larsen. Nationalmuseet i Kø­ benhavn. s. 317ø. Foto, Lennart Larsen. Nationalmuseet i Kø­ benhavn. s. 317n. Tegning, Eva Koch Nielsen, Nationalmu­ seet. s. 318. Tegning, Eva Koch Nielsen, Nationalmuse­ et. s. 320ø. Foto, Lennart Larsen. Nationalmuseet i Kø­ benhavn. s. 320n. Foto, Nationalmuseet. s. 321. Foto, Nationalmuseet. s. 322. Foto, Lennart Larsen. Nationalmuseet i Kø­ benhavn. s. 323-25. Efter Claus Ahrens ed.: Sachsen und Angelsachsen, Hamburg 1978. s. 326. Foto, Lennart Larsen. Nationalmuseet i Kø­ benhavn. s. 327. Foto, British Museum, London. s. 328. Foto, Det kgl. Bibliotek. s. 330ø. Foto, Lennart Larsen. Nationalmuseet i Kø­ benhavn. s. 330n. Tegning, Eva Koch Nielsen, Nationalmu­ seet. s. 331-34. Foto, Lennart Larsen. Nationalmuseet i København. s. 336. Tegning, Flemming Bau. s. 337. Foto, Klassisk Arkæologisk Instituts Billedsamling. s. 338. Tegning, Ingerlise Kjær, efter forlæg fra R.

s. s. s.

s. s. s. s. s. s.

s. s. s. s.

Hodges og D. Whitehouse: Mohamed, Charlemagne and the Origins of Europe, 1983. 339ø. Foto, Rijksdienst voor het oudheidkunnig Bodenonderzoek, Amersfoort. 339n. Tegning efter Reallexikon der Germanischen Altertumskunde. 340. Foto, Nationalmuseet. Tegning, Henning Ørsnes, Nationalmuseet. 341. Tegning, Henning Ørsnes, Nationalmuseet. 342. Foto, Hans Stiesdal, Nationalmuseet. 343. Foto, Thorkild Ramskou, Nationalmuseet. 344. Foto, Lennart Larsen. Nationalmuseet i Kø­ benhavn. 345. Foto, Nationalmuseet. Tegning, Henning Ørsnes, Nationalmuseet. 346. Efter Albert France-Lanord und Michael Fleury: Das Grab der Arnegundis in Saint-Denis, 1962. 347. Tegning, O. Sorling. 349-50. Foto, British Museum, London. 353. Efter Ole Worm: Monumenta Danica, 1643. 354. Foto, Arthur Christiansen, Biofoto.

For enkelte illustrationer i dette bind har det været umuligt at finde frem til den retmæssige copyright­ indehaver. Såfremt vi på denne måde har krænket ophavsretten, er det sket ufrivilligt og utilsigtet. Ret­ mæssige krav i denne forbindelse vil selvfølgelig blive honoreret, som havde vi indhentet tilladelse i forvejen.

Register Registret omfatter følgende: Personnavne, stednavne, arkæologiske og geologiske perioder, emner og begreber. Stednavne er fortrinsvis medtaget i forbindelse med fund og be­ givenheder. En række store sammenhængende emner optræder dels som selv­ stændige opslagsord, dels i større undergrupper. Dette gælder f.eks. bopladser, huse, landbrug m.m. Sidetal efterfulgt af f eller ff betyder at stikordet er omtalt på denne og følgende side(r). Kursiverede tal henviser til illustrationstekster. Stikord fra forord, litteraturvejledning og illustrationsliste er ikke medtaget.

Abkær Mose, Sønderjylland 272 Achilleus 140 Adam af Bremen 198, 272, 315 Adils 313 agersystemer 44 f, 55, 100 ager 54 allemannere 286, 291 Allesø, Fyn 307 Alling Å, Djursland 201 ambronere 57, 90 Angantyr 355 anglere 17,173, 257, 272 , 288, 291 Ansgar 281, 285 Aqua Sextias 56 Aquileia ved Adriaterhavet 151, 290 ard (se bueard, krogard) 45 ff ardspor 53 Ariovist 94 Arminius 176,177, 245 Amegunde Regina 346 Arretium, Etrurien 81 arv 260 Attila 286, 286, 290, 296 Augustus 90, 91, 99, 148,177,178 Augustustemplet 91 Aun 313 aureus 159

Baghøjene 213, 216, 217 Banyeri, Togo 195 Bau, Flemming 31 Baunehøj 213, 216, 221 bebyggelse 276 ff befæstet landsby 169 begravelsesritualer 128, 139, 222, 311

Bejsebakken, Ålborg 334, 340, 340 Bellingegård, Østsjælland 335, 336 Bendstrup, Djursland 124,165, 165,180,180, 182 Bendstrup Mark, Djursland 163 Bendstrupgraven 181 Beowulf, se Bjovulf berlok 139, 301 betalingsringe 298 bidsel 253 Bildsø 345 Billedsten 209 Birka, Sverige 282, 285, 313, 342 Bjarkemålet 352 Bjovulf 21, 313, 325 ff, 327, 329, 331, 345, 348, 352 ff Blidegn, Fyn 154 Boeslunde, Vestsjælland 193 bopladskeramik 35 Borremose 35 f, 38, 45, 89, 102, 200 brakteat 305, 307, 323 brandgrave (se også gravskik) 59, 66, 134 brandpletter (se også gravskik) 57 ff, 59,130 f Brisingemen 331 Broholm, Fyn 68, 270, 321 Broholmskatten 323 brolagt gade 39, 203 brolagt stald 41 brolagt vej 198 brolagte gader 37 bronzealderhus 10 Broskovvejen, Sydøstsjælland

198, 200, 201, 202 brudsølv 230, 301 Bruneborg, Østjylland 48 brystplader 238 brætspil 267 Bråkedlen 75, 80 f, 80, 85,197 bueard (se også ard) 45, 47 bukser 240 Bulbjerg, Østjylland 133 Bulkiste 134 burgundere 286, 291 byhøje 37,111 f, 112,123, 165 Byrsted, Himmerland, 145, 165, 174 Byrsted Hede, Himmerland 45 Bækkegård, Bornholm 344 bælte 81 Bøjlenål (se også fibel) 62, 62, 262 Bøllemosen, nord for Køben­ havn 71 båd 71 ff, 135, 207, 211, 230, 232, 242, 350 bådgrav 135, 230 f, 350

Capua, Italien 68 Camuntum, ved mellemste Do­ nau 146 Cassiodorus 213 Cemunnos 86 chattere 233 cheruskere 177 Childerik 323 Chochillaicus 329, 353 Chr. V.s danske lov 46 Christian 4. 293, 294 Claudius Ptolemæus 19 Clausen, H. V. 260, 276 cloisonné 305, 346 cloisonnéteknik 301 Colosseum 247 Commodus 246 Constantius 2 307 Cæsar, Gajus Julius 20, 21, 21, 56, 71, 93 ff, 99, 100, 114, 148, 233 Dalshøj, Bornholm 319 Dan 352 danere 212 f, 221 f, 258, 262, 326 f, 355 Danevirke 173 Dankirke, Sønderjylland 192, 206, 229, 281 f, 284, 285, 322,

Register

369

322, 336 f, 339 De aureo Cornu 293 De katalauniske Marker, Midtfrankrig 286 Dejbjerg Præstegårdsmose, Vestjylland 75 f, 104 Dejbjergvognen 75 ff, 78, 83, 203, 205, 296 Det romerske Rige 139, 174,175 Det vestromerske Rige 291 digevolde 44 Diocletian 248 Diomedes 142 dobbeltgrav 135 Dollerup, Østjylland 106, 137, 145,157, 167 f, 174 Domitian 150 Donneruplund, Østjylland 45 Dorestad, v. Rhinmundingen 281, 336 ff, 339 dragt (se også bukser, kjortel, kvindedragt) 239, 248, 324, 330 drejekvæm 185 Drengsted, Sønderjylland 192 ff, 282 drikkeservice, romersk 140 Dronninglund, Vendsyssel 75, 82,104, 301 Dronninglund Mose, Vendsys­ sel 79 dyreomamentik 299 ff, 316, 340, 341 dør 40 Døstrup, Himmerland 45 Eadgils 329 Eggeslevmagle, Vestsjælland 193 Egil 313 ejerlav 113 Ejsbøl 234, 241 ff, 252 ff, 253, 254, 315 ff, 316, 317 eksistensgrundlag 121 Elverhøj, Østsjælland 199 Enderupskov, Sønderjylland 228 Enekrogen, Bornholm 232 Engelhardt, Conrad 233, 235 engområder 49, 50, 100, 113 Espe, Fyn 165 Esping 232

Faber, Peter 19 Fauerskov, Fyn 165 fibel (se også bøjlenål) 62, 62,

370

Register

124,171, 180, 309, 324 filigran 299 ff, 302, 305, 309 Filoktet 142 fiskeri 35,112 foderproduktion 49 folkevandringer 288 folkevandringstid 17 forrådskælder 43 forsvarskonstruktion 171, 172, 257 frankerkrønike 329 frankere 286, 291 Fredbjerg, Himmerland 205 fredningslov 128 Frej 315 Friis, Holger 131 Frode 341 Frode Fredegod 293 Fræen Nordmark, Himmerland 270 frø 43 futhark 303 ff, 306 fægyde 274, 275, 275 færøfår 118 førromersk jernalder 15 får 116,117, 118 fåreavl 112 fårestald 115

Gallehus, guldhorn 291 ff Gallerkrigene 21, 21, 71, 93 f, 233 gallere 94 Gallien 21, 71, 290 Gammel Uppsala, Sverige 285, 312 f, 315, 345 geatere 326 f, 331 ged 117, 117 Geel Skov, ved København 45 germanere 93 ff, 174, 245, 248 Germania 20 Germanien 20, 99, 105, 137, 146, 146, 272 germansk jernalder 17, 19 germanske prestigeøkonomi 161 Gersdorff, Joachim 293 Ginderup, Thy 37, 120,123,159, 160 Gjurup, Vendsyssel 132 Glarkrogen, Vendsyssel, 132 glas 185, 266, 284 Gokstadskibet 208 goter 212, 301, 305 Granulering 299, 305 Grauballemanden 42, 107

gravskik, førromersk jernalder 61 ff gravskik, yngre germansk jern­ alder 342 ff gravskik, yngre romersk jernal­ der 213 ff gravskik, ældre germansk jern­ alder 310 ff gravskik, ældre romersk jernal­ der 128 ff gravpladsen ved Varpelev 220 gravsten 177 Gregor af Tours 329, 353 Grundtvig, N. F. S. 329, 352 Grydehøj, Lejre 352 f græsningsskov 49, 100, 109 Grønbjerg, Vestjylland 37 Grøntoft, Vestjylland 10, 13, 23, 112 Gudme, Fyn 229, 230, 319, 322 guld 291, 299, 320 guldarmring Valløby 263 guldbåde 211 guldfingerring Langå 66 guldgubber 330 guldhornene Gallehus 270, 291 ff, 292, 293, 295, 303 guldring Hannenov 302, 309, 320, 331 guldskat 321 guldsmed 305 guldsmedeskat 326 guldsmedningen 299 Gundestrupkedlen 67, 75, 79, 82 ff, 83, 84, 87, 88, 104, 198, 296 Gundsømagle, Sjælland 307 Gørding, Vestjylland 37, 46 gårde, førromersk jernalder 29 ff gårde, yngre germansk jernalder 335 ff gårde, yngre romersk jernalder 185 ff gårde, ældre germansk jernalder 271 ff gårde, ældre romersk jernalder 107 ff

Hadrian 150 Hadrians mur 151 halsring 79, 82, 270 Halvdan 352 handel 123, 151, 158 handelsplads 229, 259, 281 f, 341 f

Hannenov, Falster 299, 302, 309, 320, 323, 331 Harald Blåtand 355 Hardenberg, Lolland 301 Hassleben, Thuringen 212, 226 f, 260 Havredal, Nørrejylland 115 Hedeby, Slesvig 282, 341 f hegn 274 Heidenreich, Niels 296 Hektor 140 Helge 352 Helgd, Sverige 282, 283, 285, 312 ff, 319, 322, 330, 336 ff, 339, 342 Hellebjerggård, Vendsyssel 132 helleristninger 74 helligmose 70, 71, 197, 257,315 Herakles, 89, 142 Herculanum, Italien 181 hermundurer 212, 233 heruler 212 ff, 224, 258, 355 Hesselagergård, Fyn 30 hest 119, 119, 206 hesteudstyr 238 Hildesheimskatten 176 Himlingøje, Østsjælland 212 ff, 215, 217, 218, 223, 243, 264 Himlingøjegravpladsen, Øst­ sjælland 216, 220 hird 24, 249 ff, 255 hjelme 236, 347 hjelmen fra Sutton Hoo 350 hjemmebryg 149 Hjemsted, Sønderjylland 228 Hjerup, Fyn 82 hjortehomet gud 86 Hjortspring Mose, Als 71 ff, 72, 74, 87, 233 Hjortspringbåden 73 , 206 ff Hjørring Kirkegård, Vendsyssel 132 Hoby, Lolland 140 ff, 140, 145, 152, 179 ff, 180, 182, 245 Hodde, Midtjylland 23, 29 ff, 29, 31, 32, 35, 42, 48, 53, 61 f, 102 ff, 112, 123,125 f, 186, 188 Homer 140 Hornsjbn, Øland 51 hovedjægerkult 97 Hrodgar 329 Hroduulf 330 Hrodwulf 329 Hrothulf Halgasson 330

Hugleik 325 ff, 355 hund 243 hunnere 286, 286, 291 Hunninge, Gotland 209 Hurup, Thy 37 Husby, Sverige 313 Husby, Sydslesvig 68 husdyr 107, 114,117 hustomter 55, 55 Hvass, Lone 31 Hvass, Steen 31 Hvilsager, Djursland 133 Hygelac 326, 329, 331, 348, 355 hær 249 ff, 254, 315 Hærvejen 198, 272 høslæteng 50, 109 Høstentorp, Midtsjælland 301 Hågerup, Fyn 222, 224 ff, 226

Illemose, Fyn 79 Illerup, Østjylland 8, 234, 241 ff, 245, 315 Ipswich, England 336 f, 348

jagt 67 jagtvildt 121 Janum, Han Herred 310 Jelling, Midtjylland 313 Jensen, Carl Milton 103 jern 195 ff, 197 jemalderbebyggelse 112 f jemalderbygder 276 jemalderhus (se gårde) 10 jemalderlandsby (se landsby) jemredskaber 48 jemteknologi 47 jernudvindingen 194, 196, 198, 259 j emudvindingsovn 188, 193 jemudvindingsplads 48 Jordanes 212 f, 329 jordfæstegrave (se desuden gravskik) 58, 130, 134 Juellinge, Lolland 149, 157, 165, 166 Jupiter 86 Justinian I 337 jyder 17, 173, 257, 272, 288, 291 Jyske Lov 32 Jægerspris Nordskov, Nordsjæl­ land 355 Kannikegård, Bornholm 60 karvsnit 303, 309, 316, 317

kedler, 50, 64, 66, 79, 83 kejsermedaljon 307, 323 Keldby, Møn 80, 81 keltere 56, 93, 96, 148 keltertid 15 keltisk kultur 57 keltisk mønt 94 keltiske byer 91 kimbrere 57, 71, 90, 94, 100, 174, 233, 247 kimbrernes land 99 Kimbrertoget 57 Kitnæs Strand, Nordsjælland 305 kjortel (se også dragt) 240 klima 27, 101, 109, 271 klæde 125 Kong Valdemars Jordebog 231 Kongeegen 355 Konstantin den Store 312 kom 42, 43, 47 kornsilo 123 Kragehul, Fyn 233, 234, 239 Kragehul Mose, Fyn 316 Kraghede, Vendsyssel 37, 60, 64, 67, 68, 104,121, 205 krig 255 ff krigeraristokrati 173 kriger 63 f, 95, 103, 119, 252, 262 krigergrave 64, 137, 166 krigergrav fra Vorbasse 189 krigsbytte 151 ff krigsbytteofre 71, 74, 197, 234, 240, 257, 258, 296, 315 krigsheste 252 kristendom 311 krogard (se også ard) 46 Krogsbølle, Fyn 200 kronehalsring 13 kunsthåndværk 123, 299, 322 kvindedragt (se også dragt) 171 kvæg 114 ff, 117 Kylverstenen, Gotland 306 Kyndbygraven, Nordsjælland 344, 345, 351 Kyndbysværdet 345 kælder 43 landsby, førromersk jernalder 29 ff landsby, yngre germansk jernal­ der 335 ff landsby, yngre romersk jernal­ der 185 ff

Register

371

landsby, ældre germansk jernal­ der 271 ff landsby, yngre romersk jernal­ der 107 ff landsbyjorden 113 langhus (se gårde) langhuse fra jernalderen 191 Langkastrup, Djursland 133 Langmarch, Heinrich 294 Langå, Fyn 60, 64, 64, 66, 68, 76, 81, 82, 104, 205, 230 lanse 236 le 47 Lejre, ved Roskilde 352 ff, 353 lerkar 67, 125,126, 157 lerkargrave 132 Leuna, Thuringen 212, 224 ff, 226 Limes 150,151 Limes Britannicus 151 Limes Germanicus 151 Limes Raeticus 151 Lindholm Høje, v. Ålborg 340, 342, 343 ff, 343 Londinium, England 92 longobarder 212, 291 Lodde Å, Sverige 50 Lundeborg, Fyn 281 Lundegård, Lolland 60 lynghede 52,103, 113 Løgtved Mose, Vestsjælland 82 Lønne Hede, Vestjylland 171 Løvel Vandmølle, Vendsyssel 128 løveng 51, 53 løvkniv 47

Mainz, Vesttyskland 146 Manching, Bayern 77, 91 ff, 93 Marbod 176, 178, 245 marcomanner 150, 305 Marcomannerkrigene 175, 178 Marcus Aurelius 150, 159, 246, 248 Marcus Cælius Lembo 177 Marcus-søjlen 248 Margrethe Bro, Haderslev Fjord 171 Mariesminde, Thy 37 Marius 56, 247 markarbejde 45 ff markedshandel 152 marker 44, 55 markskel 44

372

Register

marksystemer 111,170 Mars 71, 233, 238 Medusa 238 Merkur 226, 233 Mollerup, Nørrejylland 145 Monumentum Ancyranum 90, 91, 99 Mosbæk, Himmerland 80, 81 muldfjælsplov 45 muldflugt 110, 111 Murus Gallicus 93 myremalm 48,194, 258 Møllegårdsmarken, Fyn 60, 68, 134, 230 mønter 158, 281, 296, 322 møntøkonomi 152 nattespring 231 ff nattespringsruter 231 naturgasledning 273 naturgasprojektet 26 Nero 154, 159 Nerthus 77 niello 309, 316, 317 Nordrup, Fyn 218, 221 Nors 211, 232 Norsk landslov 46 Nyborg, Fyn 326 Nydam, Sønderjylland 206, 233, 234, 239, 242 ff Nydam Mose, Sønderjylland, 207, 207, 315 ff, 318 Nydambåden 72, 207 ff, 208, 211 Nydamstilen 315 Næsbyholm Storskov, Midtsjælland, 45,121 Nørre Fjand, Vestjylland 34 ff, 36, 40, 102 Nørre Sandegård, Bornholm, 60, 232, 344 Nørre Snede, Midtjylland 189, 190, 192 Odin 315, 352 Odysseus 142, 326 offerfund 82 offergaver 15, 17, 19, 76, 79, 80, 104 offerhandlinger 70 offerpladser 234 offerritualet 244, 320 ofringer 71 Olgerdiget (se Olmerdiget) Olmerdiget, Sønderjylland 171

ff, 173 , 257, 296 Omgård-Sig, Vestjylland 38 opstadvæv 125 Orange, Frankrig 233 Orosius 233, 236 Ottar 341 Ottar Vendelkråka 313 Ottarshøjen 313, 347 Overbygård, Vendsyssel 37, 42, 43,124 overdrev 48, 53, 100, 109, 113

palisade 171 Paulii, Jochum 295 Fax Romana 150 penge 157 ff pest 337 Petersen, Magnus 214 Plankebakken, Østjylland 133 Plinius den Ældre 20, 273 pløjning 46, 53,110 pollendiagram 107, 272 Pompeji, Italien 153,165 Poseidonios 97, 233 pottemageri 125 ff pottemagerovn 126 pragtfibler 305 Priorsløkke, Østjylland 169 Procopios 212 ff, 258, 329 Ptolemæus, Claudius 19, 99 pælespærring 171 ff, 172, 257 Quadere 150, 291

Rau 290 Ravningbroen, Østjylland 173 Readwald 329, 350 ff Rendlesham, England 350 Ribe 281 ff, 285, 339 ringbrynje 95, 251 ringsværd 344, 345 ritualer 70, 133 ff Roar 326, 329, 352 f, 345 Rocquepertuse, Frankrig 97 Rodwulf 213 Rolf Krake 329 ff, 352 Roma 91 romere 93, 97 Romerriget 148, 286 romersk drikkeservice 179 romersk grænsebefæstning 151 romersk import 146 romersk jernalder 15, 17 romersk lerkar 152

skibsbilleder 74 skibsgrav 349 Skjold 313 ff, 352 Skjoldungerne 313, 352 ff, 355 Skjoldungesagaen 327 Skodborg, Østjylland 305 Skræp 346 skubbekvæm 185 Skyther 94 Skørbæk, Himmerland 37, 45 Skørbæk Hede, Himmerland 54, 55 Slusegård, Bomholm 134, 135, 208, 211, 211, 229 ff smed 124 Smederup Mose, Østjylland 13 smedje 32, 125, 188 Smørenge, Bornholm 159 ff Snorre Sturlasson 352 Solbjerg, Mors 120 Solvognen 205 Sophienborg, Nordsjælland 85 Sophienborg Mose, Nordsjæl­ land 81 Sorte Muld, Bomholm 330 Spjald, Vestjylland 10 Spjellerup, Østsjælland 199 sporer 106, 119,167, 206, 227 Sakrau, Polen 226 spyd 236, 318 saksere 17, 272, 291 St. Denis-kirken i Paris 346 Sanderumgård, Bornholm 222 stald 32, 40,115, 120,188 sandflugt 342 stalddriften 48 Saxo 346, 352 stammeområder 136 segl 47 Stavad, Vendsyssel 190 ff, 228 Sehested, Frederik 68 stednavne 260, 276 ff, 276, 278 Sejlflod, Himmerland 192, 228 stempelomamentik 126 311, 312 stenbrolagte gader 39, 203 Seneca 97, 99 stenbyggede kister 128 Sidonius Apollinaris 212 stenbyggede veje 200 Silius 142, 145,180,182 Stengade, Langeland 202 Simmersted, Sønderjylland 301 Stenhøjgård, Fyn 297 Sjellebro, Djursland 201 stenkiste 131,131, 228 Sjælborg, Vestjylland 41 stenlagt vej 36, 200 skaktovn (se også jernudvin­ Stilling, Østjylland 185 ding) 193 ff, 193,194,195 Store Kannikegård, Bornholm Skallagrimson, Egil 319 232 skammel 124 Store Svelmø, Sydfynske Øhav skattefund 301 275 skattenedlægning 321 Store Vildmose, Vendsyssel 53 Skedemosse, Øland 244 storhøje 214, 217, 221, 312, 352, Skeen Mølle, Vendsyssel 131 skelvolde (se også agersystemer) 315 44 storstensgrav 128 Skerne, Falster 309 Sueton 91 Sutton Hoo, England 329, 336, skib 206, 231, 347

romersk sværd 245 romerske bronzer 148, 228 romerske bronzespande 149 romerske drikkesæt 140 romerske grænsepolitik 148 romerske hære 150, 245 ff romerske import 166, 179 romerske markedsøkonomi 161 romerske mønter 160,161 romerske møntsystem 151 Romerske Republik 56 romerske sølvkopper 145 romerske sølvmønter 159 romertidsgrave (se gravskik) Rosenfeldt, Polen 68 Rude Eskildstrup Mose, Midtsjælland 321 rundvæv 125 runealfabet (se også futhark) 303, 306 runeindskrift 295 runer 262, 293, 309 Rynkeby, Fyn 79 ff, 80, 85 Ry omgård, Djursland 133 ryttergrave 137, 167,178, 258 røse 58

348, 349, 350 ff Sveariget 285 sveeme 212, 329 Svend Aggesen 352 svin 117, 118 sværd fra Nydam Mose 256 sydåse 344 sænkesten 35, 36 sølvbægre fra Hoby 140, 142 sølvfund 301 sølvkedel 82 sølvkop 180 sølvpokaler 218, 221 Sønder Skjoldborg, Thy 81 Sønder Vilstrup, Østjylland 63

Tacitus, C. Cornelius 20 ff, 77, 90, 100, 108, 111, 114,119, 121, 136,138,145, 158, 169,170, 206, 208, 211, 233, 249 ff, 252 ff, 265 ff, 267, 272 Taranis 86 Tarent, Syditalien 81 tekstil 118 terra sigillata 151,152 Teutoburg 177 ff, 177, 182 teutonere 57, 75, 90, 94, 100, 233, 247 Theoderik den Store 330 Theodosius d. II 290 Thor 315 Thoringi 212 Thorkelin, G. J. 327 Thorsbjerg, Sydslesvig 233, 234 ff, 236, 238, 240, 243, 324 Thorsbjerg Mose, Sydslesvig 248 Thorsbjergfundet 235 Tiberius 154, 175,182 Tibirke, Nordsjælland 200 tilflugtsborg 35 Tingshøj 315 Titus 247 Togo, Vestafrika 195 Tollundmanden 42, 107 Toringi 227 torques 79, 82, 84, 86, 95 Trabon 233 Trajans Forum, Rom 203 Tranebær Mose, Østjylland 204 Tryggevælde, Østsjælland 229 trækælder 42 træspader 46 tuegrave 310 tuegravpladsen 11, 60

Register

373

tøjlekæder 253

udgravningsmetoder 28 udskiftningskort 113 Uffe 346 ukrudtsfrø 42 uld 118, 124 umebrandgrube (se også grav­ skik) 59 urnegrave (se også gravskik) 57, 59, 59 ff, 60, 63, 131, 310 Vacheres, Sydfrankrig 95 Valdemar den Store 293 Valhal 319 Vallensbæk, Østsjælland 274 ff, 274 Valløby, Østsjælland 152, 212 ff, 214, 218, 221, 267 Valsgårde, Sverige 347, 348, 351 vandaler 291 Varpelev, Østsjælland 212 ff, 220 ff, 224, 266 Varus Quinctilius 176 ff, 176 Vedel, Emil 58, 68 veje 198 ff, 198 Vendel, Sverige 341, 346, 347, 348, 351 Venus 145 Verceliae, Norditalien 56

verdenskort, 2. årh. e. Kr. 19 Vermund 346 Vespasian 159, 247 Vester Lisbjerg, Østjylland 133 Vestervig, Thy 37, 39 vestgoter 290 ff Viborg 282 Viemose, Fyn 233, 236, 238 ff, 251, 267, 309, 322 vildkat 121 Virring, Østjylland 133 Vogn, Vendsyssel 60, 60 vogn 67, 75 ff, 203, 204, 205 vogngrave 68 voldanlæg 171 ff, 257 Vorbasse, Midtjylland 23,186 ff, 187,188, 191 ff, 228, 280, 335 ff, 336 vægtlodder 229, 322 vægtskåle 322 værkstedskredse 124,124, 127 Værløse, Nordsjælland 262 Væth Enge, Midtjylland 13 væv 32, 125 væveteknik 185 våben 63, 236, 242, 244, 251, 347 våbengrave 63, 135, 178, 228 våbenofferfund 8, 74, 173, 235 våbenudstyr 63, 64, 74

Wehha 351 Worm, Ole 293 ff, 293, 353 Wuffingas 351

Ynglingesagaen 341 Ynglingetal 326 ff Ynglingeætten 285, 313 yngre førromersk jernalder 15, 15, 25 ff yngre germansk jernalder 333 ff yngre romersk jernalder 183 ff

Zavist, Bohmen 91 Æ Lei, Haderslev Fjord 171 ædelstensdekoration 301 ægteskabsalliance 163, 179, 227 ældre germansk jernalder 269 ff ældre romersk jernalder 105 ff

økse 197 Ølkar Bugt, Bornholm 232 Ørsnes, Mogens 253 Øster Lem, Vestjylland 45 østgoter 290 ff, 298 østjysk lerkargrav 133

Årslev, Fyn 222, 224 ff, 224, 264, 301 Årupgård, Sønderjylland 11

Danmark Arkæologiske periodebetegnelser

År

VIKINGETID

800

GERMANSK JERNALDER

Yngre germansk Jernalder 700

600

Ældre germansk Jernalder 500

/ino 4UU

ROMERSK JERNALDER

Yngre romersk Jernalder

300

200 Ældre romersk Jernalder

100

----------FØRROMERSK JERNALDER

Kr.f.

Yngre førromersk Jernalder

100

----------

Ældre førromersk Jernalder

200

Europa År

Ansgar, „Nordens apostel" Nordiske vikinger angriber Lindisfarne Kloster ved Northumbrias kyst Karl den Store, Frankerrigets konge (fra 800 kejser) Muhamed

801-865 793 768-814 570-632

Justinian, østromersk (byzantinsk) kejser Jordanes, østgotisk historiker, forfatter verdenshistorie Theoderik den Store, østgotisk konge i Italien Cassiodorus, romersk historieskriver hos Theoderik d. Store Klodevig, frankisk konge Det vestromerske Riges opløsning Jyderne, anglerne og sakserne til England Hunnerkongen Attila Rom erobres af vestgoterne

527-567 ca. 552 493-526 ca. 520 481-511 476 fra 450 433-453 410

Romerriget deles i Det vestromerske og Det østromerske Rige Theodosius den Store, romersk kejser. Indfører kristendommen som romersk statsreligion Konstantin den Store, romersk kejser. Indfører religionsfrihed for de kristne Romersk rigsgrænse Limes løbes over ende af germanerne

Marcomannerkrigene Marcus Aurelius, romersk kejser Hadrian, romersk kejser. Udbygger den romerske grænsefæstning Limes Tacitus forfatter „Germania" Domitian, romersk kejser. Påbeg. bygningen af den romerske grænsefæstning Limes Slaget ved Teutoburg

Augustus grundlægger Det romerske Kejserrige De keltiske bysamfund går endeligt til grunde Cæsar myrdes Cæsar erobrer det keltiske Gallien og forfatter „Gallerkrigene" Kimbreme og teutonerne besejres af romerne Den græske Halvø underlægges romerne Romerne ødelægger Karthago

395

379-395 306-337 260

166-180 161-180 117-138 ca. 100

81-96 9

31 f.Kr.-14 e.Kr. ca. 15 f.Kr. 44 f.Kr. 58-50 f.Kr. 102-101 f.Kr. 146 f.Kr. 146 f.Kr.