Pluk dagen. Romersk litteratur fra Plautus til Juvenal 9788771242416, 9788779344013

Citation preview

pluk dagen

Trine Arlund Hass tilegnet

OLE THOMSEN

P LU K DAG E N R O M E R S K L I T T E R AT U R F R A P L AU T U S T I L J U V E N A L

p lu k da g e n © Forfatteren og Aarhus Universitetsforlag 2008 Tilrettelægning: Grafisk SIGNS Omslag: Jørgen Sparre Bogen er sat med Minion Pro og Syntax

eISBN 978 87 7124 241 6

Aarhus Universitetsforlag Langelandsgade 177 8200 Århus N www.unipress.dk Fax 89 42 53 80

Forside Giovanni Bellini: Gudernes gæstebud (1514), © Foto: Araldo de Luca. Om lidt vil æslet til venstre give sig til at skryde, og Nymfen til højre vil vågne og løbe skrigende bort fra den brunstige herre (guden Priápus). Bellini har hentet denne historie om højst menneskelige guder og om nydelse, der brat kan forgå, fra Ovids digtsuite Festkalender; mere herom i kapitel 9 nedenfor. Dette er et af Bellinis (1430‑1516) meget få billeder med ikke-kristent motiv.

Bagside © Sandro Chia: Æneas (ital. Enea), bronze, Palazzo Valentini, Rom. Den neoekspressionistiske maler og billedhugger Sandro Chia er født i 1946.

INDHOLD

Indledning

9

1. Plautus

19 Af Tragikomedien Amfitryon

2. Cicero

45 Otte breve Af Talen for Cælius: Nutidens ungdom skal have lov til at rase ud Af Samtalerne i Tusculum: Én ting kræves for at blive lykkelig: godhed

3. Lukrets

87 Af Læredigtet Om Verdens Natur: Min mission og metode Sex og kærlighed

4. Catul

99 Digte om Lesbia og andre Af: Eposet om Peleus og Thetis’ bryllup

5. Sallust

121 Af Catilinas Komplot: Terroristen Catilina – en psykologisk profil Cæsars tale og Catos modtale i senatet

6. Vergil

137 Af Hyrdedigtene: Den fordrevne Den håbløst forelskede hyrde Et barn skal fødes Dafnis ved himmelens port

7. Horats

151 Epode om det dødsdømte Rom – De Saliges Øer Satire om den romerske morgen – den sabinske nat Elleve oder Af Ars Poetica

8. Elegikerne Tibul og Properts Tibul: Tre elegier: Haveguden om elskovskunst Den afvisende afvist Freden skal dyrke min jord! Properts: Fire elegier: En tilnærmelse En nat så hvid Nattesjov i digterhjemmet Elegiernes Dronning

177

9. Ovid

195 Af Metamorfoserne: Apollon og Dafne Ekko og Narcissus Pygmalion og Elfenbenspigen Af Tristia: Ovid til læseren om sit liv og levned

10. Seneca

215 Epistel om det guddommelige i mennesket Epistel om slavers menneskeret Af Om Mildhed: Et spejl for den attenårige fyrste Af Om Vrede: At opdrage børn til samfundsvæsener Af Om Sindsro: Led ved mig selv. En konsultation Af Om Sindsro: Frihed under tyranner

11. Petronius

235 Af Romanen Satyricon: Slutningen af Trimalchios Middag Purken fra Pergamon Enken fra Efesos

12. Lukan

253 Af Eposet Om Borgerkrigen: Pompejus’ drøm Cæsar flygter for sin egen sejr Catos stoiske credo

13. Martial

261 Toogtyve satiriske epigrammer

14. Tacitus

275 Af Annales (historiske årbøger): Seneca i audiens hos kejser Nero År 64: Orgier, Roms brand, massakre på de kristne Senecas død

15. Juvenal

289 Satire om Roms ulidelighed Satire om en gigolos mareridt Satire – og prædiken – om alderens pine

Noter

303

Bibliografi

449

Om oversættelserne

454

INDLEDNING

Pluk dagen. Romersk litteratur fra Plautus til Juvenal er blevet en temmelig tyk bog, men tung skulle den nødig være blevet. Hovedsagen i bogen er romernes egne ord, og romerord er ikke tunge. De er snarere spruttende, fængende, påtrængende. Hvordan er det at være gammel? Ifølge den romerske satiredigter er de gamle en forskelsløs flok af lidende børn: Forskel er der på unge: Én ung er kønnest, en anden kraftigst. Men alder gør ens. Som røsten, lemmerne bævrer, issen er bar som et barns, selv næsen løber som barnets, gubben må knække sit brød med våbenløs gumme, den arme. Min rettesnor ved udvælgelsen har været teksternes interesse for os som mennesker – dvs. som børn eller forældre, som elever eller lærere, som venner, som borgere i en stat. De romerske forfattere er nøgterne, de har menneskekundskab, livsklogskab, erotisk indsigt og blik for politik, de beundrer mod, foragter sleskeri og har en udpræget sans for slående, klarøjede, ikke sjældent kyniske formuleringer, som så senere er blevet klas‑ siske. Det har overrasket mig selv, at der uden besvær lod sig finde så mange herligheder. Men han har måske ret, den kollega fra Fransk, der sagde, at de fire hundrede år til de gamle franske forfattere føles længere end de tyve hundrede år til romerne. Vi hørte lige før et citat fra Juvenal om gamle mennesker; her er et fra Seneca om børn: Det er hensigtsmæssigt at give børnene flinke lærere og pædagoger: Mens man er spæd, tager man form efter de nærmeste og vokser i deres billede; ammers og pædagogers holdning viser sig snart hos den halvvoksne. En dreng, der havde gået i skole hos Platon, sagde, da han var vendt tilbage til forældrene og så faderen tage på vej: ”Det har jeg aldrig set hos Platon.” Men jeg tvivler ikke om, at han hurtigere lærte at efterligne farmand end Platon. Om erotik kan vi lade Catul belære os. Hans elskede har bedraget ham, og hvad ser han? Han indser, at denne krænkelse tænder hans begær efter hende, men slukker hans sympati. Han vil i seng med hende, men kan ikke lide hende. Det er første gang i europæisk litteratur, denne ulidelige splittelse bliver formuleret:

10

Pluk dagen

Nu har jeg set dig: Og derfor, skønt branden er værre end dengang, har du langt mindre værdi for mig og langt mindre vægt. Spør’ du: ”Hvordan?” Jo, fordi en sådan krænkelse tvinger nok til at elske mer, men holde des mindre af. Eftersom Catul var den første til at nedskrive denne oplevelse, har hans ord naturligvis historisk interesse. Og hvis hans indsigt så i århundredernes løb havde bundfældet sig hos alle mennesker og var blevet hverdagskost for alle og enhver, ville den romerske digters ord kun have historisk interesse. Men selv her efter to tusinde års forløb går vi jo stadig og glemmer, hvad Catul vidste om den mulige modsætning mellem begær og sympati og om kærlighed kløvet ved roden. Det er derfor, jeg taler om, at romeren kan belære os, og tillægger hans digt umiddelbar menneskelig interesse. Titlen er en oversættelse af det latinske Carpe diem! Det digt af Horats, hvori dette råd rettes til en ung kvindelig tryghedsnarkoman, præsenteres nedenfor i kapitel 7. Pluk dagen – dvs. Sæt tænderne i æblet, Sug glæde af det nærværende – er et bud, som de mest forskelligartede græske og romerske tænkere og digtere kan forenes om; men de lægger ikke alle sammen det samme i det. Pluk dagen er en antologi af oversatte latinske tekster (det græske ord antho-lógion betyder noget så lokkende som: blomstersamling, pragtbuket). Men eftersom bogen også rummer en fortløbende beretning om disse tekster og deres forfattere, er den, ud over at være en antologi, også en romersk litteraturhistorie. Jeg har nyoversat stykker af Catul, Vergil, Horats, Tibul, Properts, Ovid, Seneca, Petronius, Lukan, Martial, Tacitus og Juvenal. Men der er også gjort udstrakt brug af allerede foreliggende oversættelser. For nogles vedkommende er disse blevet ajourført. Alle oversættelserne er gennemar‑ bejdet på basis af den latinske original, alt imens jeg udarbejdede noter til dem. Dette med eftersynet, ajourføringen og annoteringen vil jeg gerne betone, for det går ikke an at sende disse store forfattere ud i verden med ord på læben, som ingen helt begriber. Klassikerne førte klar mennesketale i deres samtid – klar og smuk. Det samme skal de gøre i deres eftertid; ellers kan det være lige meget. Det er en tung byrde, der ligger på oversættelserne. Vi formidlere af antikken kan nok så meget påstå, at de klassiske forfattere er interessante umiddelbart og i sig selv og ikke kun i kraft af deres lange virkningshistorie. Det er oversættelserne, der ved deres friskhed, fantasi, skønhed, opfindsomhed, bid, vid, lethed, sejhed eller særhed skal vise og bevise, at påstanden holder. Bogen omfatter tre perioder på i alt ca. 350 år: a) Den arkaiske, gammelrepublikanske periode fra litteraturens grundlæggelse i 240 f.Kr., altså ved afslutningen af Den Første Puniske Krig (264‑241), og frem til 80, dvs. frem til Sullas diktatur (81‑79). Dramaet står stærkt over en bred front, hvad det desværre aldrig kom til igen.

Indledning

b) Derefter guldalderen, forstået som perioden fra 80 f.Kr. til 14 e.Kr., dvs. den cicero‑ nianske og den augustæiske epoke taget sammen. Nu perfektioneres de fleste af de genrer, som var blevet introduceret i den arkaiske periode. Prosaen fandt sin gyldne form (med Cicero og Cæsar) en generation før poesien (med Vergil og Horats). c) Og sluttelig sølvalderen, 14‑117, en periode med kejserdømme strækkende sig fra Augustus’ død til Hadrians tronbestigelse. I disse hundrede år sker der bl.a. det, at det litterære sprog – gennem nedbrydelse af Ciceros og hans tilhængeres skarpe grænsedragning mellem poesi og prosa – bliver glødende som aldrig før. Hele seks kapitler optages her i bogen af forfattere fra sølvalderen. Det var digterfilosof‑ fen Villy Sørensens bog om digterfilosoffen Seneca (1976), der i sin tid åbnede mine øjne for sølvalderforfatternes kvaliteter; og jeg ved af erfaring, at unge mennesker stadig har øre for den eksistentielle appel, der udgår fra Seneca, Petron, Lukan, Martial, Tacitus og Juvenal. Ved udarbejdelsen af bogen har jeg ønsket at forene en række hensyn: Om de valgte tekster må formodes at kunne engagere nutidsmennesker; om teksterne kan bringes til at tale med hinanden, så bogen hænger sammen; om de tematisk eller genremæssigt kan komme i samspil med græske tekster, så der fremstår en rød tråd i undervisnin‑ gen i oldtidskundskab (hvor bogen gerne skulle gøre gavn). Desuden måtte der tages hensyn til, hvad der foreligger oversat til dansk; og endelig hvad undertegnede mente at kunne oversætte af det, der enten ikke var oversat eller ikke var oversat brugbart. Bogens interne sammenhæng har jeg søgt at fremme ved en række valg: Blandt de taler af Cicero, der kunne have interesse for nutidige læsere, valgte jeg den, der handler om Catuls kæreste, hvormed der er slået bro fra kapitel 2 til kapitel 4. På lignende måde valgte jeg blandt de mange fængslende historier hos Tacitus de kapitler, der vedrører Seneca, hvormed forbindelsen fra kapitel 14 tilbage til kapitel 10 var sikret. Overens‑ stemmelserne mellem Vergils 4. hyrdedigt og Horats’ 16. epode er noget af det, der forbinder kapitel 6 og 7. Vi landsmænd af Jeppe Aakjær finder nemt ind i Tibuls ele‑ gier om barne- og bondeliv. Og når Tibul er repræsenteret (kapitel 8), er det klart, at Horats’ og Ovids digte om Tibul har særlig interesse (henholdsvis kapitel 7 og 9). Om lidt nævner jeg nogle af de andre tematiske tråde mellem kapitlerne. Af de forskellige fremstillinger af den romerske litteraturs historie har jeg især haft glæde af Norden, Bieler, Conte og von Albrecht (deres data kan findes i bibliografien). I dansk sammenhæng er der takket være Otto Steen Dues indsats sket det, at forfat‑ teren af en bog som Pluk dagen kan forudsætte, at virkelig mange af hans læsere har let adgang til Æneiden og Metamorfoserne – og lade sit tekstudvalg være påvirket af denne kendsgerning. Vel finder man altså ingen udsnit af Æneiden nedenfor; men man finder nogle andre digte af dens forfatter, og man finder noget om at læse Æneiden. Eduard Norden fastslår i første linje af sin litteraturhistorie, at ”det særlige kriterium i forbindelse med den romerske litteratur er dens forhold til den græske.” Altså, det middel, hvormed man skal bedømme romersk litteratur, får man bedst i hænde ved at undersøge dens forhold til græsk litteratur. Hvis dette er grundlæggende rigtigt, er

11

12

Pluk dagen

det klart nok vanskeligere at foretage en fair bedømmelse af romersk end af græsk lit‑ teratur. Erfaringen viser ganske vist, at vi mennesker tit går og tror, at det afledte – og romernes litteratur ér afledt – nødvendigvis er andenhånds. Men forbeholder man sig et vist mål af uafhængighed i bedømmelserne, falder man ikke i den fælde. Indsigt i den romerske litteraturs særlige historie bør ikke hindre nogen i at nyde og beundre den uden bagtanker. Pluk dagen består af 15 kapitler, hvert med en kort præsentation af et forfatterskab (dog behandler kapitel 8 to elegikere under ét). Fem af kapitlerne dækker republikkens tid, nemlig dem om Plautus (254‑184 f.Kr.), Cicero, Lukrets, Catul og Sallust (86‑34). Fire kapitler vedrører den augustæiske epoke (31 før-14 efter), nemlig kapitlerne om Vergil (70‑19), Horats, de to elegikere Tibul & Properts og endelig Ovid (43 før-17 efter). Hertil kommer kapitler om de ovenfor nævnte seks forfattere, Seneca, Petron, Lukan, Martial, Tacitus og Juvenal, fra sølvalderen (14‑117). Ingen af disse forfattere er a-politiske, ikke engang epikuræeren Lukrets eller eros-dyrkere som Tibul og Properts. Den romerske litteratur er omfattende og rig, og det er beklageligt, at der ikke er blevet plads til kapitler om komediedigteren Terénts, erobreren Julius Cæsar, histo‑ rikeren Titus Livius, retorikprofessoren Quintilián, brevskriveren Plinius den Yngre, biografiskriveren Svetón, romanforfatteren Apulejus, historikeren Ammián og kir‑ kefaderen Augustín. At begynde med Plautus giver sig selv. At der skulle sluttes med Juvenal, giver kun sig selv, hvis man har valgt at sætte grænsen ved sølvalderens ophør. Hertil kommer, at ”fra Plautus til Juvenal” er den periode på tre hundrede år, da den latinske litteratur var førende. I dette tidsrum havde græsk litteratur ikke for alvor noget jævnbyrdigt at stille ved siden af den latinske. Dette forhold ændrer sig fra Hadrian (117‑138) og hundrede år frem: Førsteklasses latinskrivende forfattere som Apulejus og Tertullian bliver nu en sjældenhed, de mest originale skribenter på latin er juristerne; men på græsk side har man nu – igen – en lang række, deriblandt to, der senere blev verdenslitterære stjerner: biografiskriveren Plutárk og satirikeren Lukián. Under 200‑tallets verdenskrise med soldaterkejserne (26 kejsere på halvtreds år) er den latinske litteratur næsten forstummet. Fra kejser Diokle‑ tian (284‑305) ændrer dette sig, og sidst i 300‑tallet har den hedenske latinske litteratur en kort og herlig renæssance med historikeren Ammián og digteren Claudián. I Pluk dagen lægges der vægt på at opspore temaer, motiver og genrer. Læser man tematisk, dvs. med blik for det idéhistoriske, erkender man, hvordan Ciceros og Senecas humanisme profilerer hinanden, for slet ikke at tale om den kritiske, utilpassede, stride humanisme af epikuræisk observans, som Lukrets står for. Hvis vi stiller Lukrets ved siden af Seneca, tegner der sig faktisk nogle af de holdninger, som vi den dag i dag forbinder med den typiske venstreorienterede over for den typiske konservative. I andre sammenhænge kan de romerske forfattere ellers godt udfordre vores medbragte forestillinger om, hvad der er progressivt, og hvad der er reaktionært (se fx Cicero og Sallust). Et andet eksempel på temaer i disse tekster er diskussionen af livsformer: udadvendt engageret eller indadvendt selvopbyggende? Stoiker eller epikuræer? By & stress eller

Indledning

land & stilhed? Republik eller monarki? Politik & krig eller det, som romerne kalder otium: kærlighed, lærdom & kunst? Man kommer ud i pragtfulde egne af romernes sind, hvis man opsporer deres snart poetiske, snart filosofiske udsagn om begrebet otium. Stykket fra Ciceros filosofiske værk Samtalerne i Tusculum åbner et vældigt udblik over livsformerne. Et tredje tema er synet på kærlighed: For Catul og elegikerne er den lidenskabelige kærlighed til én person lig med livsopfyldelse, for Lukrets indebærer den livsødelæggelse af værste slags; og ironikeren Horats befinder sig nærmest midt imellem disse positioner. Men Lukrets mener altså, at sex er naturlig og kærlighed dybt unaturlig: romantisk kærlighed er et væskende sår, et ulcus. Alle skoler inden for græsk-romersk etik tildeler venskabet en aldeles afgørende rolle i menneskenes liv. Og det samme gør, hvis jeg ikke tager fejl, unge i Danmark i stadig højere grad. Et fjerde tema, som udvalget her lægger op til, er forholdet til historien: Hvad ligger der i at betragte historia som ”lærer for livet”, magistra vitae (Cicero)? Man kan bruge historien som leverandør af forbilleder og skræmmebilleder (Livius blandt andre); så får vi overskrifter som: historie og karakterdannelse, historie og patriotisme (jf. Sal‑ lust), historie og kritik (jf. Tacitus). Bemærkelsesværdig hos nogle græske og nogle romerske tænkere er den cirkulære tidsopfattelse; hermed bliver historien et forløb, der stunder mod genoprettelse, guldalder og utopi (se Vergils 4. hyrdedigt). Et femte tema er forholdet til naturen: beskrivelserne af Italien (Juvenal 3), af det yndige sted, locus amoenus (bl.a. Vergil, Horats, Ovid), af det betagende bondeland, gammelt og godt (se især Tibul), af det majestætiske kosmos (se bl.a. Lukrets, Seneca og Lukan). Om grækernes og romernes forhold til det fysiske miljø se bl.a. Vergil, Horats’ 16. epode og Seneca. Et sjette tema er depression, ambivalens, selvlede, eksistenskvalme som beskrevet af den mageløse psykolog og pædagog Seneca i værket Om Sindsro, af hvilket der bringes et stort stykke. Menneskenes uvilje mod at se virkeligheden i øjnene, deres behov for at besmykke sig selv, deres formidable evne til at misforstå behandles af Plautus og alle hans efterfølgere som klassiske komedieskrivere; komediernes ramme er familien, og deres emne er – ligesom i elegi og satire – kærlighed og penge. Hermed har vi givet et omrids af tema nr. syv. Endelig kan vi nævne et ottende område, og her forenes det tematiske med det formmæssige: ironi contra patos, hvilket groft sagt svarer til: augustæeren Horats contra augustæeren Vergil. Påvirkning og indflydelse, efterliv (Nachleben) og tradition har man undersøgt i mange år inden for de klassiske studier, og perspektivering og aktualisering har været fremme i en del år. Men nu til dags er nøgleordet reception, og i det begreb ligger der noget bestemt. Egentlig betyder ”reception” blot modtagelse, og man kunne nemt tro, at der med studiet af receptionen af antikken menes stort set det samme, som man tidligere kaldte studiet af the classical tradition. Men der menes ikke det samme, for vi lever ikke længere i en tid, hvor man med ro i sindet ser hen til tradition og kontinuitet, arven fra antikken og den klassiske norm. Ret beset er disse to måder at studere nutidens forhold til antikken på da også modsætninger: I studiet af the classical tradition siger man Antikken og Vi og betoner oldtidens eviggyldighed og nærhed, men i reception

13

14

Pluk dagen

studies siger man Os og Antikken og betoner oldtidens fremmedhed og vores afstand fra den – hvis disse studier vel at mærke drives strikte efter bogen (hvad de dog ikke altid bliver). Mange af de nyere påvirkningsstudier må under alle omstændigheder bydes vel‑ kommen som en stor berigelse. Ét eksempel blandt mange er Philip Ayres’ bog (1997) om Rom-ideen i oplysningstidens England: Man hyldede borgerdyd og republikanske idealer; egenskaben gravitas, tyngde og værdighed, blev indprentet i skolerne og gjort synlig i buster og statuer; arkæologer udgravede det romerske Britannia, og arkitekter byggede nyklassicistiske palæer for adelen. Hele denne epoke frem til de store revolu‑ tioner er præget af ”Roman self-imaging” på det ydre såvel som det indre plan. Er man den lykkelige ejer af trebindsværket Imperium Romanum (1993), ved man, at lignende studier drives her til lands. Med hensyn til forbindelsen fra den romerske litteratur bagud til den græske, er det et problem, at dén græske litteratur, der er vigtigst for romerne, er den hellenistiske – som ikke er medtaget i min ærværdige lærer Holger Friis Johansens standardværk om den græske litteraturs historie: Fri Mands Tale (1984), der netop går ”indtil Alexander den Stores tid”, dvs. indtil begyndelsen af hellenismen (323‑31). Hvad angår det hel‑ lenistiske eller alexandrinske præg, der fra første færd hviler over romernes litteratur, kommer det som en foræring, at man blandt de danske klassikeroversættelser kan finde en ren perle, nærmest ukendt endda, nemlig digterfilologen Thor Langes fordanskning fra 1876 af Catuls epos Peleus og Thetis’ Bryllup, en i bund og grund hellenistisk tekst. I dette mini-epos af Catul kan man se og sanse, hvad alexandrinisme er. Bogen præsenterer tre andre aldrende perler: Erik Waages Plautus (1897), Vilh. Andersens Horats (1903) og Axel Juels Martial (1939). Jeg argumenterer i noterne til Horats-kapitlet for det synspunkt, at Vilh. Andersens Horats tilhører verdenseliten. Det er ikke kun efterklassiske grækere – altså forfattere fra efter 330 f.Kr. – de ro‑ merske forfattere har trukket på. Thukydid har påvirket Sallust og Tacitus, Platon og Isokrates Cicero, de attiske tragikere Vergil, og Homer har været forbillede for samme Vergil. Ja, men i Æneiden er die Sonne Homers faktisk brudt gennem et hellenistisk prisme; og de, der kalder Ovids Metamorfoser et hellenistisk verdensdigt, har godt fat i dette epos’ egenart. Ved læsning af ældre håndbøger, hvis forfattere gerne rynker på næsen ad ”det senere”, skal man helst have in mente, at hellenistisk litteratur ligesom hellenistisk filosofi har været genstand for en løbende opvurdering i de sidste årtier. Hvordan skal man bestemme det særligt romerske? Helst vil man naturligvis erfare, hvordan romerne selv så på deres egenart. Og dette med egenarten og det græskromerske kulturmøde og dets plusser og minusser er virkelig noget, som alle denne bogs forfattere enten direkte kommenterer eller indirekte belyser. Direkte kommentar til det romerske over for det græske finder vi bl.a. hos Cicero, Vergil, Horats og Juvenal, for at tage de mest berømte. Indirekte belyst bliver relationen mellem romersk og græsk i den måde, hvorpå komediedigteren Plautus og tragediedigteren Seneca skriver deres romerske dramaer om græske begivenheder og personer; især er Plautus’ både-Hellasog-Rom et studium værd.

Indledning



Og hvad siger de så? De siger (men naturligvis med deres egne ord):

Hellas kunst, Rom politik. Hellas bystater, Rom verdensrige. Hellas kultur, Rom karak‑ ter. Hellas leg, Rom nytte. Hellas letsindighed, Rom ordholdenhed. Hellas teori, Rom praksis. Hellas forskning, Rom sammenfatning. Hellas pedanteri, Rom resultater. Hellas originalitet, Rom popularisering. Græsk sprog ynde, latinsk sprog kraft. Dette er lidt af det, de selv siger, ofte stolte, undertiden klemte. Deres mest originale bidrag ydede disse akvæduktbyggere i Romerstaten, Respublica Romana, Romerriget, Imperium Romanum, og Romerretten. Men også Litterae Romanae havde en fremtid for sig: Horats varslede i ode 3.30, at hans ry ville holde sig frisk, ”så længe pontifex’en stiger op ad Capitol sammen med den tavse jomfru.” Hans ry overlevede imidlertid både ypperstepræst og Vestalinde. Her fik vi så et niende tema: romersk identitet. Vi kan fortsætte: Romerne er stoi‑ kere snarere end epikuræere; men dette billede kan Lukrets (og Petronius) forhåbentlig nuancere, skønt jeg må sige, at det har overvældet mig at se, hvor ofte den stoiske tanke om at overvinde de ydre omstændigheder, fortuna, ved hjælp af karakterstyrke, animus, indfinder sig i bogens tekster; og her tænker jeg ikke kun på tekster af overbeviste stoikere som Seneca og Lukan. Hyldesten til det stærke sind, til modet og mandshjer‑ tet m/k er simpelt hen typisk romersk – uden på nogen måde at være ugræsk. Skulle jeg have valgt en latinsk titel til denne bog, så tror jeg, det ville være blevet ANIMUS CONTRA FORTUNAM. Dette kunne gengives: Karakter mod Kaos. Med animus og virtus, med sind og mod, holder man nemlig ikke kun de ydre omskiftelser, men også de indre sjælebrande, affekterne, i skak. Vedrørende romerne og det stoiske og – et andet af bogens emner – stoicismen og kristendommen, kan vi minde om de to store åndelige revolutioner fra oven: I 100‑tallet tager kejserne stoicismen til sig; Marcus Aurelius (kejser 161‑180) var den sidste store stoiske forfatter, naturligvis på græsk (jf. ovenfor om de få latinskrivende i denne pe‑ riode). Tidligere havde mange stoikere været anti-monarkister (fx Lukan). Den anden revolution finder sted i 300‑tallet, hvor kejserne antager kristendommen, en kristendom præget af nyplatonisme. Med kejser Theodosius (379‑395) er kristendommen klart og umisforståeligt blevet statsreligion. Skulle jeg have sagt latinsk litteratur og ikke romersk? Romersk litteratur er i alt fald ikke romersk i den forstand, at forfatterne er født i Rom; det gælder ingen af de her medtagne (om Lukrets ved vi dog ikke, hvor hans vugge stod). Og første efterkristne århundredes litteratur tilhører spanierne (se kapitlet om Martial), ligesom andet år‑ hundrede, altså 100‑tallet, er den kulturelt og økonomisk blomstrende provins Afrikas (Svetón antagelig, Fronto, Apulejus, Tertullián). I andet århundrede har riget forbil‑ ledlige kejsere, som er udgået fra de i Spanien bosatte romerske jordbesiddere; ved slutningen af andet århundrede kommer Sevérernes dynasti fra Afrika. Og hvad med Rom? Fra andet århundrede – som er fredens og rigslykkens sekel – svinder byen Roms betydning som magtcentrum; kejserne tvinges ofte til at tilbringe flere år hos hærene

15

16

Pluk dagen

ude ved grænserne. I 212 giver Caracalla alle rigets frie borgere romersk borgerret. Den 11. maj 330 gør kejser Konstantin Byzans til Det Nye Rom: Konstantinó-polis, en kristen hovedstad. Rom bliver langsomt, men uafvendeligt til et museum for sin store fortid. Dette ændres først med biskopperne/paverne. I 395 sker der ved Theodosius’ død en de facto deling af Romerriget. I 476 afsættes den sidste vestromerske kejser. I 529 lukkes Platons Akademi i Athen af kejser Justinian, og Monte Cassino, moderklosteret for Vestens munkevæsen, grundlægges i Latium af Benedikt af Nursia. Dette er da også den periode, som fuldstændige romerske littera‑ turhistorier omspænder: fra 240 f.Kr. frem til 476 eller endda 529 e.Kr. Om mødet mellem det græske og det latinske sprog er der endnu et par bemærkninger at gøre. Der er et afgørende indsnit omkring midten af 200‑tallet e.Kr., da forfatterne hører op med at være tosprogede, hvilket indebærer, at de skribenter, der nu slår tonen an, nemlig de kristne, stort set kun har adgang til den græske filosofi – som de konstant føler sig udfordret af – gennem Cicero, som i sine filosofiske værker formidler græ‑ kerne. Hele den grundlæggende kristne filosofi kan altså ikke forstås uden kendskab til hedensk græsk filosofi, men vel at mærke græsk filosofi, som den var blevet fremstillet på latin af romeren Cicero. På den ene side var græskkundskaber et dannelsesgode for de skolede; man kunne være stolt af at være utriúsque linguae perítus, ”kyndig i begge sprog”. På den anden side var Rom gennem århundrederne en multikulturel metropol, hvis gyder genlød af græsk, uskolet græsk. Juvenals tredje satire – den er fra ca. 110 – skildrer, så man aldrig glemmer det, hvor græsk, græsk og orientalsk, Rom var. Nok er det den udbrændte og hidsige Umbricius, der taler i Juvenals satire; men det er svært at overdrive, hvor meget der blev talt græsk i Rom – altså ikke blot i Store Grækenland, Magna Graecia, dvs. i Syditalien og på Sicilien. På Ciceros og på Juvenals tid var eliten tosproget (se bl.a. Ciceros breve); men græsk var også immigranternes og flygtningenes sprog. Nogle af de første, der konverterede til kristendommen, var dette proletariat af rodløse græsktalende personer, til hvem apostelen Paulus ca. år 55 skrev sit Brev til Romerne – på græsk. Sådan var det i Italien, specielt i de kystnære byer. Men latinen havde i perioden fra 200‑tallet f.Kr. og fire hundrede år frem bredt sig over et enormt område, formidlet af soldater, bureaukrater, kolonister og købmænd. Omkring 200 havde Rom afsluttet erobringen af Sicilien, Sardinien, Korsika, Dalmatien samt syd- og østkysten af Spa‑ nien. Og ekspansionen fortsatte, indtil imperiet – med Trajans (98‑117) undertvingelse af dakerne (ca. det nuværende Rumænien) – havde nået sin største udstrækning: fra Britannien i det fjerne vest til de hellenistiske kongedømmer østpå, med nordgrænse langs Rhinen og Donau. ”De indfødte bukkede først under for erobrernes overlegne militære teknologi, og dernæst for deres sprog, kultur og organisationstalent” (L.R. Palmer). Bortset fra nogle småting har det ikke været muligt at konstatere lokale og regionale varianter i latinen inden for det nævnte kæmpeområde. Når vi, belært af bl.a. Horats, taler om romernes utilitarisme, kan vi roligt tilføje: og universalisme. Dog var

Indledning

der – ud over Magna Graecia – én region, der ikke lod sig latinisere, nemlig det græske område mod øst, hvor de talte græsk og vedblev at tale græsk. Den latin, der er tale om i dette kæmpeområde, er jo den såkaldte vulgærlatin (af vulgus, det jævne folk). Men hvornår hører latinen, vulgær eller ikke vulgær, op med at være latin? Man kan datere de romanske sprogs fremkomst til omkring 600. Men overgangen er naturligvis glidende og tøvende, og den blev fuldbyrdet under højlydte protester fra et kor af skolemestre over det halve Europa. Bibliografien her i bogen er langt fra udtømmende; men den kan suppleres med de bemærkninger, der findes ved slutningen af noterne til hvert enkelt kapitel. Her oplyses oversættelsernes herkomst, og desuden giver jeg nogle henvisninger til bøger eller artik‑ ler, som nemt kunne overses, men som kan være af særlig interesse ved fortolkningen af det pågældende forfatterskab. Disse data findes altså, hver gang noterne til en given forfatter lakker mod enden. Jeg har mange steder indsat accenter i de latinske ord; de er til fri afbenyttelse. Latin‑ ske ord betones efter den ganske enkle paenultima-regel: Er næst-sidste (paen-ultima) stavelse lang, skal den betones (eksempel: va-gí-na); er den kort, ligger trykket på tredjesidste (eksempel: fé-mi-na). Med de græske ord stiller det sig straks vanskeligere. Hvor skulle man fx sætte accenten i ordet Perikles? Over Pe, som de fleste danskere gør? Over ri, hvor en romer kunne placere den? Eller over kles, hvor accenten faktisk står på græsk? Når det græske Andrónikos på latin bliver Andronícus, skyldes det, at i’et, altså næstsidste stavelse, er langt, hvilket, som man ser, ikke er bestemmende for betoningens placering på græsk. Det samme gælder Fársalos, der bliver Farsálus. Men lad os ikke opholde os længere ved dette emne, som ikke hører til de vigtigste i verden. Dog skal ingen få mig til at kalde pønerne for ”punere”! Jeg håber ikke, uniformitet er det bedste, min læser ved; for jeg har ikke kunnet opnå komplet konsekvens i brugen af stort og lille begyndelsesbogstav, i brugen af kursiv og i gengivelsen af græske og latinske navne (sådan at der fx kun skrives Føbus og aldrig Phoebus, Foibos eller Phoibos – former, der dog er lige så legitime). Men i det, som må betragtes som hovedsagen, er der forhåbentlig ingen slinger i valsen. Pluk dagen har en hjemmeside. Her finder man forslag til undervisningsforløb i oldtidskundskab (med udblik til gymnasiets øvrige fagrække samt Almen Studie‑ forberedelse), omtaler af ny faglitteratur, henvisninger til perspektiverende stof m.v. Hjemmesiden er interaktiv, og der vil forhåbentlig hele tiden fra læserne indkomme nye forslag, omtaler og henvisninger. Via hjemmesiden har man også mulighed for at høre, hvordan en række af bogens tekster virker, når de bliver læst op. Yderligere oplysninger om hjemmesiden kan findes via www.unipress.dk. I en særlig afdeling er notestoffet – af historisk, geografisk, idéhistorisk, religionshistorisk og anden art – samlet. Disse noter er medtaget, for at teksterne kan være ”lige til at gå til” for travle folk. Noterne henvender sig til læsere med ingen forudsætninger i det romerske og få i det græske. Der henvises til noterne via en lille prik i teksten. Det er aldeles afgørende, at de græske og romerske forfattere får lov til at tale levende

17

18

Pluk dagen

menneskesprog, hvad der imidlertid ikke kun betyder, at de skal tale, som der tales ”i dette år”. Målet er, at de skal kunne læses som samtidige – erfarne samtidige. Derfor er bogens præsentationer, oversættelser og noter blevet afprøvet og afpasset; dette har fundet sted gennem flere semestres undervisning på Aarhus Universitet. Desuden har to gymnasielærere – Brian Andreasen, Risskov Gymnasium, og Jens Refslund Poulsen, Østre Borgerdyd Gymnasium – været tilknyttet Pluk dagen som konsulenter. Det har været en fornøjelse at være forfatter. For hvad gik det ud på? At få romerne til at tale dansk og bagefter bede kritisk ungdom afprøve, om det så også ér dansk og vedkommende. Med ildhu har studenter ved Klassisk Filologi her i Århus læst og påhørt tidligere versioner af bogens kapitler, og jeg håber, at de vil bære over med, at jeg ikke kan takke dem hver især. Det samme gælder de kolleger ved Aarhus Universitet, ved Syddansk Universitet og i Klassikerforeningen, som har lyttet til mine udlægninger og opmuntret på så mange måder. Men Trine, til hvem bogen er dediceret, Brian og Jens, de to konsulenter, Jens Pedersen, den tindrende oplæser, Birgitte Adams og Jette Persiani, dem nævner jeg med tak ved navn. Pluk dagen har samme undertitel – Romersk litteratur fra Plautus til Juvenal – som min Veje til Rom. De to bøger indeholder da også nøjagtig de samme oversatte tekststyk‑ ker. Noterne er en smule længere i Veje til Rom end i Pluk dagen, men hovedforskellen består i, at Veje til Rom rummer meget mere litteraturhistorie. Det er i Veje til Rom, man kan læse meget om de romerske forfatteres forhold til de græske forbilleder og om den måde, romerne har påvirket senere epokers litteratur og kultur på.

Kapitel 1 P L AU T U S

Titus Maccius Plautus blev født ca. 254 f.Kr. i Sársina (tæt ved Rimini) og døde i år 184. Hans navne nr. to og tre er reklame: Han har dannet dem efter 1) klovnefiguren Maccus i de folkelige Atellane-farcer og 2) skuespillerne i de farceagtige mimer, idet en mime-spiller var platfodet, plautus, i den forstand, at han spillede uden fodtøj. Altså: Titus Folkelig Fornøjelig. Plautus er den første romerske forfatter, vi har bevaret hele værker af. De tyve plautinske skuespil er aldeles overvældende i mængde og mangfoldighed, og så taler og synger personerne i disse spil det smukkeste, saftigste, mest bevægelige latin. Plau‑ tus er desuden, som en litteraturhistoriker har sagt, ”den mest plyndrede forfatter”. Sammen med sin efterfølger Terénts, Publius Teréntius Afer (ca. 195‑159), er Plautus ophav til den klassiske komedietradition, altså til den genre, der gennem de sidste fem århundreder har været teatrets almindeligste. Det er hos Plautus og Terents, Europas digtere har lært at skrue komedier sammen – komedier med deres karakterstudier af uforbederlige narre, med deres skildring af gamle skikke contra nye moder, med deres pikante afsløring af det mandlige og det kvindelige og med deres finurligt slyngede intriger. Intrigerne skal give publikum en forførende fornemmelse af, at alt kan lade sig gøre, bare man er smart nok, bare man tør. Plautus-komedierne har tre lag: (1) talte partier, (2) de såkaldte langvers, der blev reciteret, ”messet”, til fløjteakkompagnement, og så (3) de sungne partier, de såkaldte cántica (ental: canticum), for en eller to syngende. Når den nyere europæiske komedie blev på prosa (som regel) og musikløs, skyldes det, i alt fald blandt andet, at de dig‑ tere, der i senmiddelalderen begyndte at efterligne Plautus og Terents, læste dem som fortløbende prosa, og sådan blev de to også trykt i renæssancen. Ingen vidste bedre, og da slet ikke, at så meget i Plautus er recitation og sange. Men rigtigt læst er Plautus skaberen af det, der nu kaldes musical comedy, komisk musical. Tre af Plautus’ stykker kan dateres: Den Stortalende Soldat til ca. 205, Stichus til 200 og Pseudolus til 191. De embedsmænd, ædilerne, der havde opsyn med de festivaler, hvor skuespillene blev opført, førte arkiv over de spillede stykker. I arkivet indgik navnet på den græske forfatter, som den romerske havde brugt som forlæg, og titlen på det græske stykke, der var brugt; man ville nemlig ikke have det samme stykke sat op to gange. Visse brudstykker af disse arkivalier er blevet reddet over i vores Plautus-håndskrifter, og det er takket være dem, vi kan datere komedierne Stichus og Pseudolus. Med deres store indbyrdes forskelle er de tyve komedier, vi har bevaret af Plautus, alle bearbejdelser af dramaer fra den græske komedies tredje fase: Den Nye Komedie,

20

Pluk dagen

dvs. de erotisk-økonomiske lystspil, der florerede fra 320 og ca. hundrede år frem, og hvis betydeligste forfatter var Menander. En sådan romersk bearbejdelse kaldes en palliáta (underforstået fábula), et pállium-klædt stykke. Pallium er det latinske ord for en almindelig græsk kappe, den der på græsk hedder et himátion. Samtlige komedier af Plautus og Terents foregår nemlig i den græske verden, hyppigst i Athen, selv om Plautus nok så meget sminker de græske personer med romerske kulører. I talrige bøger læser man, at det, vi ved om antikkens slaveri, stammer fra kilder, der afspejler slaveejernes holdninger og ideologi. Hvis den historiker, der skriver sådanne sobre og ideologikritiske ord, ville leve sig ind i en komedie som Plautus’ Pseudolus, hvor titelpersonen legemliggør typen servus cállidus, listig slave, i al dens lyvende glans og bedragende herlighed, og hvor hans modpol, den artige slave, gøres grundigt til grin, så ville historikeren måske tilføje: ”Og dog er det ikke så blåøjet endda at tilkende komedier af Plautus – og andre – samfundskritisk kraft.” Nej, hvorfor mon totalitære og fundamentalistiske regimer er så bange for latter (undtagen naturligvis hånlatter rettet mod de udstødte)? Alle Plautus’ komedier synes at følge forlæg fra Den Nye Komedie, bortset fra én, nemlig Amfitryon. På Amfitryon kan man hæfte etiketten myte-parodi eller myte-trave‑ sti, og derfor har dette drama antagelig rod i Den Mellemste Komedie, dvs. komedierne fra perioden efter Den Gamle Komedie, idet Gamle Komedie er samlebetegnelsen for værker af Aristofanes og hans talrige kolleger. I den efter-aristofaniske periode var den komiske udnyttelse af den græske mytologis pragthistorier nemlig rigtig kommet på mode. Den Mellemste Komedies storhedstid kan bestemmes til ca. 400 til ca. 320. Så har romeren Plautus altså bevaret noget ellers tabt græsk, nemlig en mellemste komedie, ligesom romeren Catul, med ”Peleus og Thetis’ Bryllup”, har bevaret noget ellers tabt græsk, nemlig et alexandrinsk kort-epos, et epyllion. Siden romantikken, altså i mindst to hundrede år, har litteraturforskere og teaterfolk været glade for tragi-komedier, dvs. skuespil, der på én gang får os til at græde og le over de vilkår, vi mennesker må leve under her i verden. Man har fundet denne kvalitet i nogle af Shakespeares stykker, og man har søgt at fremelske tragi-komiske stykker hos sin egen tids dramatikere. Endnu den dag i dag anses skuespil og romaner, der er gennemtrængt af holdningen ”både til at græde og le over”, for at være de mest virkelighedstro. Ordet tragi-comoedia findes for første gang i prologen (fortalen) til Amfitryon. Ganske vist hører den udbyggede teori om tragikomik, virkelighedsnærhed og humor romantikken til; men når det gælder om virkelig at fortolke Plautus’ stykke, kan man roligt tillægge udtrykket tragi-comoedia en dybere og mere omfattende betydning, end Merkur selv gør i prologen til stykket (se note til vers 95ff.). I mødet med de forvan‑ skede og forheksede situationer her i tragi-komedien er Alkmene og Amfitryon, pga. deres høje heroiske og tragiske status, tungnemme på en helt særlig måde. De bliver paf, og de er til nar, men uden at blive naragtige. Det er tragedie-personer, der bliver udsat for komiske begivenheder – deraf tragi-komedien. Ikke mindst dette moment af fornemhed og værdi i løjerne, denne følelse af højde og dybde, har sikret dette Plautusdrama en helt usædvanlig bevågenhed hos senere dramatikere, heriblandt Molière med

Kapitel 1  ·  Plautus

Amphitryon (1668), Heinrich von Kleist med Amphitryon. Ein Lustspiel nach Molière (1807) og Jean Giraudoux med Amphitryon 38 (1929). Ikke mindst romantikeren Kleists stykke er en uafrystelig tragikomedie.

Af: Plautus’ tragikomedie Amfitryon 95‑152, 153‑290, 499‑550, 633‑860, 1053‑1146

Skuepladsen: Theben, foran general Amfitryons statelige hus. Vi befinder os i Den Lange Nat. Tiden er sat i stå.



Merkur (kommer ind og fremsiger prolog) Hvis I har lyst at vide, til hvad gavn jeg kommer, skal jeg sige jer mit navn. Min fader Juppiter bød mig stå på lur, og navnet, som jeg bærer, er Merkur. Og når I villigt åbner Eders øre, så skal I sagens forhistorie høre. Den by er Theben. Her i huset bor Amfitryon, en herre rig og stor, og denne mand er med Alkmene gift. Selv er han lige efter en bedrift vendt hjem fra fjenden med en sejrrig hær og ligger nu for anker i vor havn. Men førend han drog ud på krigerfærd, vented han sig en arving til sit navn.



Nu kender I jo alle godt min far og ved, hvad tanker han om elskov har, hans syn på den slags ting er grumme frit, han er der, bare han kan se sit snit. Alkmene har han da besøgt• i smug, af hende har han gjort så dristig brug, så af forventninger hun nu har to•. Til søvn han under hende nødig ro, selv nu husvaler han sin elskovstrang, og denne nat blev derfor lovlig lang. Han træder op i ægtemandens dragt, og jeg, som udenfor må holde vagt, ligner Amfitryons slave på en flig, hans navn er Sosia• – han er med i krig. Nu tror Alkmene, det er hendes mand,

107

111

124



21

22

Pluk dagen



som er vendt hjem fra krig i fjendens land, thi Juppiter fortæller hende alt, hvad der i kampens tummel forefaldt. Amfitryon vil siden komme hjem – for da at gøre Eder sagen nem er der en guldkvast på min faders hat• og på min egen et par vinger sat, som kun er synlige for Eders blik.



Men der jeg øje på en lygte fik, og ser jeg ret, er det Amfitryons træl Sosia, der kommer hjem fra krig. Nuvel, så skal jeg drive ham herfra med held! Og vil I skænke mig opmærksom gunst, så skal I se Merkurs komediekunst.



Sosia (med en lygte i hånden) Vis• mig en karl så rask som jeg, der vandrer tryg min dunkle vej! Skønt kendt med mine landsmænds færd, går jeg om natten ene her. Hvis byens strikse politi• nu førte mig i slutteri,• så fik jeg, når det først blev dag, i brummen en gang stokkeslag. Det hjalp kun lidt, jeg grunde gav, bøddelen lagde dog ej sin stav, ingen tog mod et kny eller muk, men jeg blev kendt værdig et livfuld hug. Seksten• smedestærke arme ville slå mig flad som blik, stadens offentlige varme hyldest jeg til velkomst fik.

142

155

160

165



Min herre• forlanger lovlig meget, i nattens mørke bliver jeg sendt hjem, monstro det ikke godt kunne vente, til dagen atter var kommen frem? Når herren er rig, er tjenesten hård, lutter elendighed trællens• kår. Ved dag og nat er der fuldt at bestille, søvn får man aldrig, så gerne man ville, herren er rig, kender ikke til møje, og efter hans hoved skal alting sig føje.

Kapitel 1  ·  Plautus

175

Han bryder sig pokker om, hvem der har sliddet, skænke det en tanke han aldrig har gidet. Nej, trællen – han herser og slæber og maser, under byrden han næsten ihjel sig aser.



Merkur (afsides) Jeg måtte da før over trældom klage end han, der kun har kendt trælledage; for jeg, som endnu i dag var fri, er lige puttet i slaveri.



Sosia (fortsætter, for sig selv) Og dog fortjener jeg prygl, så sandt det mig aldeles af minde randt at takke guderne from og glad, fordi jeg er kommen hjem til vor stad. Lønned de mig, som jeg havde fortjent, ved min ankomst de havde en sjover sendt, som langede mig til velkomstbud en rigtig forsvarlig kindhest ud, fordi de til ingen optænkelig nytte deres gode gerninger på mig ødte.

170



180

185

190



Merkur Den fyr har en rent forbavsende færdighed i det rette syn på sin egen værdighed. Sosia Hvad aldrig jeg tænkte mig skulle ske og ikke ret mange håbed at se, det er ved gudernes nåde hændt: Spillevende er vi tilbage vendt. Overvundne er alle fjender,• hæren på hjemvejen alt man finder, krigen er ude. Hvor kampen stod, vaded vi midt gennem fjendernes blod. Den stad, som havde vort land forvoldt, at mangt et drøveligt bål blev holdt, har krigerne ved deres tapre mod lagt i lydighed for vor fod. Soldaterne sloges godt, det er vist, men min herre Amfitryon gjorde dog mest. Bytte og lande, hæder og magt har sejren Theben i overflod bragt. Ved lykkelig udgang på mange krige

23

24

Pluk dagen

195

200

205

210



har han befæstet vor konges rige. Nu har han sendt mig fra havnen i land, for at jeg skal fortælle hans frue, hvordan han reddede staten midt i dens nød, svævende selv mellem liv og død. Her raster jeg lidt og grunder• på, hvordan det skal med mit budskab gå. Jeg tænker, jeg laver en lille løgn (dem stikker jeg både hellig og søgn), for midt under kampens værste ståhej så satte jeg kursen den gale vej. Nu lader jeg ej, som jeg haser har smurt, men fortæller frejdig alt, jeg har spurgt. Dog hvordan jeg skal lyve, med hvilke ord jeg skal brodere min tidende stor, se, det må jeg først spekulere• ud, forinden jeg bringer vor frue bud. Da flåden var ankret på fjendens strand og hele hæren var gået i land, valgte min herre en udsøgt flok af vore høvdingers faste stok og skikkede dem til fjenden som bud• for at sige sin vilje ligeud: Hvis uden sværdslag de gav ham lov til at bortføre hele det rige rov, hvis rub og stub blev leveret tilbage, så skulle på stedet han hjemad drage, lade byen og markerne kønt i ro og unde dem fred til at bygge og bo. Men hvis til en anden beslutning de kom og ikke gav, hvad han bad dem om, så ville han selv med hele sin hær storme byen i ledingsfærd. Og skønt Amfitryons sendemænd sagde det atter og atter igen, mente de herrer dog fuldt og fast, at de nok turde gi’ sig med os i kast. Et mægtigt overmod• i dem for, gesandterne gav de knubbede ord: Sig selv de skulle nok vide at hytte;

Kapitel 1  ·  Plautus



og ville til deres råd han lytte, var det bedst, at hæren til sidste mand fortrak lidt villigt fra deres land.



Da min husbond nu fik besked herom, åbned han straks for lejrens bom, hæren drog ud til kampens gny. Og ud fra teleboernes by rykkede hele den fjendtlige magt med våben af rent umanerlig pragt.





To vældige masser sig fremad strækker, krigerne er fordelt i rækker. Vi tager den opstilling, vi er vant til, vore fjender den, som de har forstand til. De tvende høvdinge fremad træder og samtaler ud for krigernes kæder: Det folk, som lider et afgjort nederlag, udleverer sit land til vederlag. Da dette var endt, gav luren signalet, jorden drøned, kampskriget galed. For at opildne hæren på begge sider anråbes Zeus – på Zeus man lider. Hver kæmper, som gjaldt det hans sidste dage, sværdet• slår gnister, spyddene brage, himlen fnyser, af damp og ånde står der en tåge, de faldne sig vånde. Vore bønner blev hørte, nu sejrer vor flok, fjenderne falder i snes og skok. Men ikke en eneste griber til flugt, de bliver i stillingen nok så smukt. Før livet lade end posten vige, hver faldt, hvor han stod. Det var uden lige. Da min herre Amfitryon dette så, bød han sine ryttere at gå på. Rytterne lystrer. Med vældigt råb flyr de af sted under fyrigt håb og tramper en bunke fjender til døde. Selvfølgelig må de for uretten• bøde.



Merkur Endnu har han, kan jeg mærke, ikke sagt et ord forkert, Zeus og jeg var selv til stede, dengang slaget blev lever’t.

215

220

225

230

235

240

245

25

26

Pluk dagen

250

255

260

265

270



Sosia Fjenderne til flugten griber, det os mod i brystet gød, fra de tætte spyd, som ramte dybt i ryggen, blodet flød. Fjendens konge selv min herre egenhændig hugged ned. Fra den lyse morgen ud på aften sent stod kampen hed (dette jeg des bedre mindes, som jeg ikke smagte mad, førend natten ved sit frembrud kaldte os fra kamp til fad). Dagen efter byens fyrster knuste ind i lejren tren, bad os tilgi’• deres brøde, hilste os med oliegren:• Alt de ville udlevere, koner, altre, børn og by, for at gi’ sig helt og holdent under Theben-folkets ly. For sin tapperhed min herre fik en drikkeskål i skænk, kong Pteréla havde ofte tømt den selv på gildesbænk. Det fortæller jeg min frue. Merkur Hillemænd, herhen han kommer, men i møde jeg ham går. Ikke med min gode vilje han til huset adgang får. Jeg skal ved min ydre lighed nok få trukket ham til vands, med det ydre følger nemlig der et indre ligesom hans: ondskabsfuld• og lun og sveden. Tro mig, han skal få det hedt; for at jage ham på porten, dypper jeg ham i hans fedt! Hvad er det? Han ser på himlen. Jeg må endnu vente lidt.



Sosia Hvis endnu naturens orden går sin gamle vante gang, må man tro, at Natteguden• gør sin svir en kende lang. Hist på himlen er Karlsvognen ikke kørt en tomme frem. Siden den stod op, ved Månen knap, om den gad rørt et lem. Aftenstjernen og Oríon er endnu ej gået ned – kloderne har stået stille i en lille evighed.



Merkur Nat, bliv ved, som du begyndte! Føj min faders elskovstrang! Hjælp den højeste blandt guder, det forrenter sig engang.



Sosia Aldrig dog i mine dage mindes jeg så lang en nat … når jeg undta’r den, hvori jeg fik min store omgang kat• … ja, selv den var dog i grunden kun at regne for en slik. Solen snuer, den har sagtens også slået sig på drik; sært, om ikke den i aftes kom lidt silde fra kalas.

275

280

285

Merkur Kommer du herhen, kanalje, skal du tugtes for din spas. Tror du, at de høje guder er som dig, fordrukne knægt? Jeg skal lære dig at angre, hvad du ymtede så frækt.

Kapitel 1  ·  Plautus



Sosia Til at ligge rigtig længe får galanerne skam lov, lejligheden er som skabt til nydelsen af kvinderov.•



Merkur Ja, min far forlænger snedigt natten til sin egen gavn, mens han får sin længsel stillet i Alkmenes hulde favn.

290

Der går endnu halvtreds vers, før de to taler til hinanden! Denne mammutscene, som med sine over 300 linjer er den længste i hele Plautus, er et af de berømteste eksempler på noget, som vedbliver at være komediegenrens speciale: mennesker der, af en eller anden grund, taler uden om hinanden. Det tragiske faktum, at mennesker nemmere misforstår end forstår, er et emne for komedier. Tvillinge- og gengangerkomikken, der ligeledes er et af genrens specialer, og som jo rækker over mod den uhyggelige litteratur, er med os lige fra scenens start og frem til dens slutning (med vers 462). Se 785f., hvor en af komediens egne personer, selvfølgelig en slave, flot overskuer dette motivs rolle i stykket. Merkur skal for enhver pris holde slaven borte fra Amfitryons dør, og gudens midler dertil er dels (trusler om) tæv, men især psykisk terror, hvor han kan betjene sig af den totale lighed og så af den kendsgerning, at han som ”Sosia” kan sige Sosia alt, hvad denne foretog sig under slaget mod teleboerne. Frygt er emnet for denne scene lige fra dens første linje, hvor den hunderædde slave søger at mane rædselen bort ved at hævde dens fuldkomne fravær. Det ender med, at Sosia virkelig kommer i tvivl om sin egen identitet (”Hvor tabte jeg min person? Måske har jeg forlagt mig selv på slagmarken – og så bare glemt det.”), hvorpå han skynder sig tilbage til Amfitryon nede ved havnen. Ud over kommunikationsvanskelighedernes, forvekslingens og skrækkens komik excellerer denne scene også i den suveræne løgns komik (slaven, der på feje – og for komedien at se: kloge – slavers vis gemte sig forud for slaget, formår ud fra andres beretninger at give en stærk slagskildring). Hertil kommer indstuderingens komedie-i-komedien-komik (se note til 197‑202). Heller ikke Molières version, i Amphitryon, af scenen mellem de to har kunnet glemmes, og på fransk hedder en dobbeltgænger en sosia: un sosie. Nu kommer Juppiter ud af palæet sammen med den højgravide Alkmene (499‑550).

Juppiter. Alkmene. Merkur



Juppiter Lev• så vel, min tro Alkmene, hold på huset ærligt styr. Skån dig, beder jeg indstændigt, snart din fødselstime gryr. Jeg må bort herfra i tide. Plej så barnet ømt, min skat.

500

505

Alkmene Men hvad er der dog på færde, siden du går bort så brat. Juppiter Tro dog ej, jeg allerede er af hjem og hustru ked, men når ikke øverst høvding er ved hæren i bered, så forsømmes tugt og orden, noget værre knap jeg ved.

27

28

Pluk dagen



Merkur (afsides)• Se mig til den lurendrejer, der blev givet mig til far, hvor han sukkersødt og kælent på den stakkels kone ta’r.



Alkmene Nu erfarer jeg, hvor megen pris du sætter på din viv!



Juppiter Tror du, jeg har elsket nogen højere mit hele liv?

510



Merkur (afsides) Jeg skal love for, hvis Juno får at høre, hvad her sker, før som ægtemand på jorden end i himlen du dig ser.



Alkmene Heller gad jeg se beviser, end at kun det bliver sagt. Næppe engang varmt• er lejet, hvor du var til hvile lagt. Sent i aftes er du kommet; går du nu, er det er skam.

515

Merkur (afsides) Jeg må tale lidt til hende, snakke• gode ord for ham. – (Til Alkmene) Nej, en dødelig så kærlig ved jeg aldrig før jeg så, jo, af elskov til sin hustru er han nær ved at forgå.



Juppiter Hvor jeg kender dig, din slubbert! Vil du se, du kan dig dy! Har du noget at bemærke? Slyngel, vover du at kny? 520 Eller vil du smage stokken? Alkmene Åh, lad være. Juppiter Prøv og muk.

Merkur (afsides) Det var slemt. Mit gode indlæg blev nok til en værre buk.

525

Juppiter Nej, Alkmene, du må ikke vredes på mig for min bøn: Jeg er listet bort fra hæren, smuttet hjem til dig i løn. Af mig selv du skulle høre om det held, jeg havde haft; var jeg kommen, hvis min elskov kun var sløv og uden kraft?



Merkur (afsides) Er det ikke, som jeg siger? Han får fred med kys og klap.



Juppiter Bedst, når hæren intet mærked, og i smug herfra jeg slap. Ellers hedder det, min hustru er mig mer end krig og dåd.



Alkmene Og så står din stakkels kone ganske opløst her af gråd. Juppiter Skån nu dine søde øjne. Du skal se, jeg er her snart.

530

Alkmene Ja, det si’r du nok. Juppiter Jeg finder heller ikke, det er rart.

Kapitel 1  ·  Plautus



Alkmene Jo, det mærker jeg, for samme nat, du kommer, går du bort.



Juppiter Sink mig ikke mer, til daggry ved du tiden kun er kort. – Denne skål,• som skulle lønne mig for mandig krigerfærd, 535 som var kong Pterelas eje, ham jeg dræbte med mit sværd, den skal du ha’ til foræring. Alkmene Altid er du god mod mig. Hvor det er en prægtig gave, som det sømmer sig for dig. Merkur Fuldt så meget hende værdig, som har fået den. Juppiter Nej, hør, er du der igen, din slyngel? Tænk på mine ord fra før. 540

Alkmene Kære, bliv dog ej for min skyld vred på Sosia for hans ord.

Juppiter Nå, lad gå da. Merkur Se, hvor hoven han af kærlighed sig kror.

Alkmene Elsk mig lidt, når du er borte, altid tænker jeg på dig.

Merkur Vi må gå, for det er daggry. Juppiter Ja, begiv dig blot på vej. – Er der mere? Alkmene Bare ét ja: Skynd dig hjem, så snart du kan. 545

550

Juppiter Du skal se mig, før du tror det. Vær nu tapper som en mand. – Nat, som vented mig, jeg byder: Lad det stunde imod dag!• Over jord skal atter stråle himlens rene lyse tag. Og den tidsfrist, som blev skænket dig i tilgift, lange nat, skal som fradrag dagen røves, hver en forskel jævnes glat. Klare dag, stig frem af natten! – Jeg Merkur må følge brat.

Nu er det, som befalet af Zeus, ved at gry ad dag. Plautus har derpå en scene mellem Amfitryon og Sosia, hvor denne beretter for herren om sit møde med den anden Sosia. Hans herre mener, at han må være fuld, gal eller forhekset, og truer ham med hug. Nu er de fremme ved generalens hus (633‑860).

Alkmene. Lidt senere Amfitryon og Sosia, den sidste medbringer et skrin.



Alkmene synger:•



Hvor lidt har vi lov til at frydes

29

30

Pluk dagen



den tid vi med livet må brydes, men kan der vel tænkes den møje, vi ikke er nødt til at døje?

635



Guderne selv det må ville, fra medgang de modgang ej skille; om glæden i vold du fanger, sorgen sin tid dog forlanger.



Den sandhed jeg lærte at agte, da lykkens sødme jeg smagte, den gang jeg fik lov i min stue min elskede husbond at skue.

640



En eneste nat kun så blide, så måtte han bort fra min side. Hvor timerne ensomt dog falde, ham savner jeg hårdest af alle.



Hvor fryded jeg mig ved hans komme, hvor græd jeg, da natten var omme, dog alt hvad jeg hør’ til hans hæder, i sorgen mig trøster og glæder.

645

Når hjem han med ære kun drager, jeg over hans bortgang ej klager, det rigeligt sorgen opvejer, at han er vendt hjem med en sejr.

650



Thi manddom og mod er det bedste hvortil vi vor lid kunne fæste; på manddom og mod kan vi trygge liv, frihed og fædreland bygge.



Amfitryon Ventet af min viv med længsel står jeg atter i min gård. Dobbelt glad hun sikkert bliver, når hun bud om sejren får. Fjender, som i alles øjne for ubetvingelige gjaldt, slog jeg, da jeg førte hæren, i en hidsig kamp de faldt. Ja, jeg stoler på, jeg kommer savnet, ventet længselsfuldt.



Sosia Tror du ikke, min veninde• ta’r imod mig lige så huldt?

655

Kapitel 1  ·  Plautus

Alkm. Det er jo min mand. Amfi.(til Sosia) Nå, kom nu! Alkm. Får jeg ham så snart at se? Før fik han så travlt med opbrud, men med forsæt kun måske har han stillet mig på prøve, om jeg følte rigtigt savn. Sandelig jeg skal med glæde atter trykke ham i favn.

660

665

Sosia Husbond, vi kan lige så gerne vende om, for ved• du hvad? Når vi kommer ind i stuen, får vi ikke en bid mad.

Amfitryon Men hvor hitter du på det nu? Sosia Alt er spist til sidste ret; se engang blot på Alkmene, hvordan hun er tyk og mæt. Amfitryon Vi kan vente os en arving. Sosia Uf, så bliver her da et sjask! Amfitryon Hvad for noget? Sosia Nu skal jeg nok bære vand til barnevask. 670 Månederne snart er omme, hvis jeg ellers har forstand, og så bliver det mig, der kommer til at slæbe med min spand. Tro en slaves ord: Med spanden knokler jeg mig gul og grøn, på den kommer jeg, når jeg skal hale alt det vand af brønd.

Amfitryon Kom nu bare. Den bestilling skal en anden slave få.

675

Alkmene (ved sig selv) Pænest tror jeg dog det bliver selv i møde ham at gå.

Amfitryon Dyrebare viv, din husbond bringer dig sin hilsen glad, dig, han skatter højest af alle kvinderne i Thebens stad, dig, hvem ingen mand i landet ejer trofast mage til, står det godt, og er mit komme forberedt? Sosia Med sang og spil… 680 Vi får li’så fin en hilsen, som man ofrer på en hund.

Amfitryon Når jeg ser dig bære livsfrugt, jubler glædehøjt min mund.



Alkmene Men bevares – ja, måske det blot skal være spøg og leg; man sku’ ikke tro, du nylig havde sagt farvel til mig, men det først var nu, du havde vendt fra fjenden hjem din vej.

685

31

32

Pluk dagen



Amfitryon Jeg ved ikke, jeg har set dig nogen steder før i dag.

Alkmene Tør du påstå det? Amfitryon At lyve tror jeg ikke er mit fag. 690



Alkmene Prøver du mig, eller glemmer du fra næsetip til mund? Til din hjemkomst kan jeg ikke tænke nogen anden grund. Blev du standset af et varsel, sinket af et bygevejr? Nylig sagde du jo, du måtte ufortøvet til din hær.

Amfitryon ”Nylig” siger du. Hvor ”nylig”? Alkmene Ved du ikke selv deraf?

Amfitryon Er det muligt, du kan påstå, jeg gik nylig bort herfra?



Alkmene Men hvad mener du? Skal jeg da selv ta’ fat med dril• og spot? Kommer du først nu? Du var her for en time siden blot.

695

Amfitryon Det er dog det rene vanvid. Sosia Husbond, tøv en lille stund, indtil fruen helt er vågnet. Amfitryon Går hun da omkring i blund? Alkmene Nej, jeg si’r den skære sandhed; tror du, jeg i søvne går? For du var her jo ved daggry, her jeg så dig. Amfitryon Kære, hvor? Alkm. Inde i vort hus. Amfi. Umuligt. Sosia (til Amfi.) Har du mer og skal ha’ sagt? Mon det ikke var i søvne, vi blev her for anker lagt? 700

Amfitryon Stemmer du nu i med hende? Sosia Ellers går det galt for os. Husk dog på, at når man hidser bacchantinden• op til trods, bli’r hun først aldeles tosset og besat på trommen slår; 705 føjes hun, er hun medgørlig. Amfitryon Jamen, fuldt og fast det står: Det er skammeligt, hun ikke hilser på mig i min gård. Sosia I en hvepserede stikker du jo hånden. Amfitryon Hold din mund. –

Kapitel 1  ·  Plautus

Svar mig blot på ét, Alkmene. Alkmene Ja, så gerne, spørg mig kun.

Amfitryon Er du blevet rent enfoldig, eller er det hovenhed?

710

Alkmene Kære mand, jeg fatter ikke, hvad du bli’r fornærmet ved.



Amfitryon Hilse på en nyankommen plejer man dog altid van, og det gør en kærlig hustru først og fremmest mod sin mand. Men jeg ser, at her er indført sæder af en anden slags.

715

Alkmene Da du kom her i går aftes, hilste jeg jo på dig straks, og jeg spurgte dig tillige, om det gik dig godt til søs. Kære mand, jeg ved, jeg gav dig det oprigtigst mente kys.



Sosia Så du ham i går? Alkmene Jer begge så jeg, før jeg gik i seng. Sosia Husbond, hør, jeg havde håbet, det var blevet til en dreng. Men med barn går hun ej svanger. Amfitryon Hvormed da? Sosia Med fjollethed.• 720



Alkmene (krænket) Jeg tør stole på, det bli’r en dreng, som jeg forløses med. (Til Sosia) Du skal få, hvad du fortjener, hvis min mand da gør sin pligt, at du som en ilde spåmand tør fornærme mig med sligt.

Amfitryon Har du set mig her i aftes? Alkmene Det har jeg da tit nok sagt.

725

Amfi. I en drøm. Alkm. Nej, ganske vågen. Amfi. Fra forstanden bli’r jeg bragt. Sosia Bli’r du gal? Amfi. Min hustru fabler. Sosia Hendes galde• er vel sort. Der er intet, som så hurtigt kan få mennesker forgjort.

Amfitryon Sig, hvornår du først har mærket, at den sygdom i dig fór.

33

34

Pluk dagen

Alkmene Jeg er frisk på sjæl og legem. Amfitryon Hvad betyder da de ord, at du så mig her i aftes, skønt jeg nøjedes i nat med om bord at holde måltid og at sove ved mit rat, skønt jeg ikke har sat foden inden for mit huses dør, førend nu jeg kom fra havnen – jeg forsikrer: ikke før.

730

Alkmene Du har både spist og sovet her i nat. Amfitryon Har jeg? Hvordan…

735

736

Alkmene Det er sandhed. Amfitryon Så går den i alt fald over min forstand.

Alkmene Og i dag ved solens opgang gik du til din hær. Amfitryon I dag? 740

Sosia Jo, betænker man, hun drømmer, så er det en afgjort sag. – Den gang du var vågnet, frue, burde du på Zeus ha’ kaldt: ”Slet den onde drøm!” og ofret røgelse og korn med salt.•

Alkmene Vogt dit hoved. Sosia Pas dit eget, det gør lovlig meget spræl.

Alkmene Vil min husbond atter tåle, jeg får grovhed af min træl?



Amfitryon Sosia, ti! – Svar du, Alkmene: Gik jeg bort ved gry i dag?



Alkmene Men hvem skulle da ha’ sagt mig, at du vandt et blodigt slag?

745 Amfitryon Ved du også det? Alkmene Du sagde jo, fjendens by var i en hård og forbitret kamp erobret, kongen gav du banesår.

Amfitryon Sagde jeg det? Alkmene Ja, her på stedet. Sosia ved din side stod. Amfi. (til Sosia) Har du hørt, jeg har fortalt det? Sosia Skønt min hørelse er god, mindes jeg aldeles ikke, noget lignende blev sagt. Alkmene Sært, om han sku’ gi’ dig uret! Amfitryon Sosia, giv alvorlig agt!

750

Kapitel 1  ·  Plautus

Sosia Jo. Amfitryon Med snak jeg tåler ikke, at jeg bli’r bag lyset ført. Hvad hun påstår, jeg har ytret, har du her i dag det hørt?

Sosia Jeg må spørge, om du ikke selv lidt løjerlig dig ter, første gang i dag jeg hende sammen med dig selv jo ser.

Amfitryon Der kan du da høre, kone. Alkmene Si’r han det, så lyver han.

755

Amfitryon Tror du ingen af os begge? Alkmene Nej, jeg tror på min forstand. Og jeg ved, at hvad jeg siger, nok skal holde stik til sidst. Amfitryon Påstår du, jeg kom i aftes? Alkmene Ja, det gør jeg, ganske vist.

Amfitryon Nej og atter nej. Jeg kommer først i dette øjeblik.

760



Alkmene Kære, vil du også nægte, at en skål jeg af dig fik, helt af guld; den skulle være løn for sejren, som du vandt.



Amfitryon Ikke stavelse jeg ymted, men jeg tænkte – det er sandt – på at gi’ dig en i gave, og det er endnu min agt.



Alkmene Men jeg hørte det jo af dig, mig har du jo skålen rakt.

765



Amfitryon Nu i morges? Bi en smule! – Sosia, det var ellers sært. Når hun ved, at jeg i krigen fik et drikkekar forær’t, så kan jo umulig nogen ha’ fortalt det uden du.



Sosia Hende har jeg på min ære ikke talt med førend nu.

Amfi. Men hvad går der dog af konen? Alkm. Skal jeg hente skålen? Amfi. Ja. Alkm. Det skal ske. – (Til en slavinde)   Hør, Théssala, hent mig prompte skålen indefra, den du ved min mand har medbragt. Amfitryon Sosia, kom du lidt herhen, har hun den, så tror jeg ikke, jeg bli’r menneske igen.

770

35

36

Pluk dagen

Sosia Er du også ved at vakle? Jamen her på skrinets bund ligger den jo under seglet. Amfitryon Er det helt? Sosia Se efter kun. Amfitryon Jo, det sidder ganske uskadt. Sosia Ved du, hvad jeg tror var bedst: Lad din kone straks kureres ved en grundig rensningsfest.•

775

Amfitryon Ja, hun er befængt med troldtøj. Alkmene Al den dumme blæst, du gør! Her er skålen. Amfi.(forfærdet) Nej, nu har jeg… Alkm. Kig herhen, såfremt du tør. Tror du dine egne øjne? Faldt beviset dårligt ud? 780 Er det ikke netop skålen, som du gav mig? Amfitryon Store gud! Jo, minsandten er det skålen. – Jeg går snart ud af mit skind. Sosia Enten er din hustru nylig blevet taskenspillerkvind,• eller skålen er i skrinet. Amfitryon I guds navn da, åbn det skrin! 785



Sosia Er det ikke overflødigt? Sagen er vist nok så fin: Du har ynglet. Jeg har også fået min hr. bror at se. Holdt nu tilmed skålen barsel, gik vi dobbelt• alle tre.

Amfitryon Det er bedst dog, du ser efter. Sosia Jamen, kig på seglet først.

Er der siden no’et i vejen, ved jeg nok, hvem der får børst.



Amfitryon Åbn den blot. Hun bringer os jo snart til sidst fra vid og sans.

790

Alkmene Hvis kan denne guldskål være, når den ikke er min mands?

Amfitryon Det må undersøges nøje. Sosia Juppiter, du store gud! Amfitryon Nå, hvad er der? Sosia Her i kassen er der ingen… Amfitryon Hvad? Tal ud!

Kapitel 1  ·  Plautus

Sosia Ingen guldskål. Amfitryon Hvis den ikke kommer frem, så bæv og skælv. Alkm. Men den er jo hér. Amfi. Hvem har da givet dig den? Alkm. Spørg dig selv. 795



Sosia (til herren) Å, du narrer mig. Fra skibet er du rendt herhjem i smug, ud af æsken har du snuppet skålen til dit eget brug, givet hende den og siden lukket til med segl og lås.

Amfitryon Nu begynder sgu krabaten at forbedre hendes vås. – (Til Alkmene) Har jeg været her i aftes? Alkmene Ja, så snart du kom fra søs, 800 hilste vi jo på hinanden, og jeg gav dig straks et kys. Sosia (afsides) Den begyndelse med kysset, den var fæl, hva’. Amfi. Tal kun frit. Alkmene Du tog bad. Amfitryon Og efter badet? Alk. Spiste du … Sosia Med appetit kan jeg tænke. Amfitryon Afbryd ikke! (Til Alkmene) Bliv du bare roligt ved.

Alkmene Maden blev sat frem; så lagde du dig til bords; jeg spiste med•.

805 Amfitryon Lå du på den samme løjbænk? Alkmene Ja. Sosia Det selskab var vist ømt.



Amfitryon Hør, du skal la’ hende tale. – Da så fadene var tømt …



Alkmene Blev du søvnig, vi gik derfor straks i seng for at få ro.

Amfitryon Og du lå? Alkmene I sovekamret, og der lå vi begge to. Amfitryon Alt er ude. Sosia Nå, hvad er der? Amfitryon Å, min kone bli’r min død.

37

38

Pluk dagen

Alkmene Jamen kære … Amfitryon Ti du stille. Sosia Er du syg? Amfitryon Et hjertestød. Medens manden er i krigen, svigter konen troskabspligt.

810



Alkmene Men, min mand, tør du for alvor og med føje sige sligt?



Amfitryon Jeg din mand? Nej, falske kvinde, kald mig aldrig mere så.



Sosia (afsides) Nå, for fremtid’n vil han hell’re for et fruentimmer gå!

815

Alkmene Men hvad har jeg gjort dig, siden du har slige ord mig budt?



Amfitryon Mens du gladelig fortæller, spør’ du, hvad du har forbrudt.



Alkmene Er det synd at sove sammen med sin mand, når man er gift?



Amfitryon Vi har ikke været sammen, skam dig, det er snart for stift. Har du ingen tugt i livet, se så at få lidt til lån.

820



Alkmene Mod en kvinde som din hustru passer dårligt den slags hån. Vil du fange mig som utro, går din fælde snart itu.



Amfitryon Men for himlen, sig mig, Sosia, kender du mig da endnu?

Sosia Jo så slideligt. Amfitryon I aftes, spiste jeg da vel i land?

Alkmene Min troværdighed vil mange ku’ bevidne ligedan.

825



Sosia Den er vanskelig at klare. Her var vel en anden mand, som har ment, at din forretning kunne trænge til hans skærv, og imedens du var borte, varetog han dine hverv. For om end den gavtyv Sosia faldt lidt hård for min forstand, imod denne nye husbond kan han ikke bære vand.

830

Amfitryon Så var det en trolddomskunstner, hvem min hustru var til pris.



Alkmene Højt ved Juppiter jeg sværger – fordrer du så mer bevis? – og ved Juno, hvem jeg altid nævner andagtsfuldt ved navn: Intet menneske foruden dig har hvilet i min favn,

Kapitel 1  ·  Plautus

og berøvet mig min ære. Amfitryon Ja, gid blot du talte sandt. 835

Alkmene Vist, det gør jeg, men forgæves, når jeg ingen tiltro fandt.

Amfitryon Rask til ed er alle kvinder. Alkmene Den, som ikke ved af synd, hun kan tale frit og dristigt og forsvare sig med fynd. Amfi. ”Fyndigt” taler du! Alkmene Med grund ja. Amfi. Til bevis har du kun ord.

Alkmene Jeg har ikke bragt dig medgift,• som af verden kaldes stor, men jeg bragte tugt og ære og blufærdig elskovsild, lydig mod min ægtefælle, imod andre god og mild, frygted guder og forældre, holdt kun fred i venners sal …



Sosia Skal hun sige selv sin mening, er hun slået med lineal.



Amfitryon På mit navn jeg knap har rede, jeg er helt fra sans og vid.

845

Sosia Jo, Amfitryon du hedder, men det kan gå af ved slid. Sådan bli’r godtfolk forvandlet, siden vi tog bort herfra.

840



Amfitryon (til Alkmene) Du må bare ikke vente, at vi hermed slutter af. Alkmene Gør for mig kun, hvad du lyster. Amfitryon Jamen hør nu og begrib: Kommer jeg nu med din slægtning Náukrates, som på mit skib 850 spiste aftensmåltid med mig, og han siger rent ud Nej til hvad her du har fortalt mig, hvad mon da der bliver af dig? Så har jeg da gode grunde til at blive skilt ved dom? Alkmene Ja, du har, hvis jeg forbrød mig. Amfitryon Godt, det blev vi enig’ om. Jeg vil straks gå ned til havnen og få fat i Naukrates (går). 855



Sosia Nu er jeg og fruen ene. Sig mig ærligt talt: Etsteds indenfor er der vel ikke nok en Sosia ligesom jeg?

Alkmene Følg din herre, hvem du ligner. Sosia Jeg skal gerne gå min vej (går).

39

40

Pluk dagen

860

Alkmene Kan jeg fatte mig for undren? Men hvor nænned dog min mand at beskylde mig for noget, hvor jeg ikke synded gran? Men min frænde skal bevidne, at min tale dog er sand.

Mens Amfitryon er ude for at finde denne person, med hvis hjælp han kan underbygge sin anklage mod Alkmene for hor, kommer Juppiter (= Amfitryon) igen, for at undskylde. Forsoning følger. Juppiter sender Sosia ned for at invitere Amfitryons, altså ”sin”, styrmand på frokost. Merkur (= Sosia) skal holde Amfitryon ude af huset med alle midler. Amfitryon har ikke kunnet finde sit vidne, kommer grædefærdig hjem, men formenes adgang til sit eget hus af Merkur (= Sosia, hans egen slave!), som håner ham fra husets tag og kyler kammerpottens indhold ned i hovedet på ham. [Ny strid mellem Amfitryon og Alkmene, som jo lige har forsonet sig med ”sin mand”, og også mellem Amfitryon og Sosia, som just er faldet fra. Nu kommer Juppiter ud af huset;] de to mænd står ansigt til ansigt. Amfitryon er desperat, da hans egen ven, hans styrmand, efter at være blevet valgt til voldgiftsmand, nægter at gå ind for ham. ”I kan jo dele hende,” foreslår styrmanden salomonisk, og fortrækker, han har travlt. Generalen truer med at myrde alle i huset. Han styrter frem imod det. Et tordenbrag bedøver ham. Nu følger slutningens mirakelspil (1053‑1146). De begivenheder, om hvilke der ovenfor er sat skarp parentes, foregår i et hul, en lakune, i teksten. Dog er der ingen videre tvivl om begivenhedsforløbet; en snes fragmenter af den tabte passage er nemlig bevaret, hvortil kommer handlingsresumeer fra antikken samt den omstændighed, at dramaet i sin helhed er komponeret med nøjagtige symmetrier mellem scenerne og nette spejlinger mellem personernes møder. I sin Amphitryon. Ein Lustspiel nach Molière (1807) har Heinrich von Kleist, til forskel fra sit forbillede Molière, et frygteligt optrin i slutscenen, hvor Alkmene bringes til at vælge mellem de to mænd, og vælger ”Amfitryon”. Vi tør sige med 99,9 % vished, at et sådant møde har heller ikke Plautus eller hans græske forlæg haft. Vedrørende dramaets tempo: Lige så god tid beretningen giver sig i begyndelsen, lige så tjept går det her henne imod slutningen. Dette træk findes i mange skuespil – og i mange andre historier, fx skal vi se, hvordan der speedes op i fabelen om bymusen og markmusen hos Horats (satire 2.6). 1055



Amfitryon ligger kollapset på jorden. Ammen Bromia kommer styrtende ud af huset. Uden at bemærke Amfitryon synger Bromia Hvert• håb og hver en smule trøst er rent forsvundet af mit bryst, og der var ikke tryghed skabt i hjertet, uden den er tabt. Det bares mig for, som om alt, ja alt, himlen og havet og jorden, faldt over mig ned i et mægtigt røre. Hvad skal jeg elendige menneske gøre?

Kapitel 1  ·  Plautus



Jeg får ondt. Å, havde jeg en tår vand! Jeg tror, jeg står på gravens rand. Jeg hører intet, mit hoved værker, mit syn forsvinder, det grant jeg mærker. 1060 Mon der har været et menneske til, der fik sådan en medfart af skæbnens spil?

Tænk, da det stundede til for min frue, så lød der, så hver og en måtte grue, et brag, et bulder, et tordenskrald, et rent uhyggeligt dundrende knald. Enhver faldt omkuld, hvor bedst han stod, og en tordenstemme• sig høre lod, der råbte: ”Vær uden frygt, Alkmene, i nøden du ikke skal lades ene. 1065 Nu kommer, dig og dit hus til både, himlens højeste gud af nåde. Rejs jer – sa’ han – fra jorden trygt, I folk, som dåned omkuld af frygt.” Jeg stod op og tro’de, vort hus stod i lue, for sådan et ildskær• var der at skue. Så kalder Alkmene mig til sig hid, til at komme mig lidt jeg knap får tid, før min frue mig bringer til rædsel atter, jeg iler til, min forundring I fatter, 1070 da jeg bli’r to tvillingedrenge vár, som født til verden min frue har, og dét skønt ingen af os har mærket, hvordan hun egentlig fuldbragte værket. Men hvad er det for en gammel• mand, som ligger herude ved tærsklens rand? Mon han blev ramt af tordnens stød? Han ligger så stille, som han var død. 1075 Det var da ellers slemt, desværre, men ih du store, det er jo min herre.



Husbond! Amfi. Alt er ude. Bro. Rejs dig. Amfi. Å, jeg dør. Bro. Ræk mig din hånd.

41

42

Pluk dagen

Amfitryon Hvem er det? Bromia Din pige Bromia. Amfitryon Rædselsslagen er min ånd. Det er som jeg kom fra Hades. Hvad har drevet dig herud? 1080 Bromia Å, vi blev så gruelig bange, da vi fik det himmelbud,

underlige ting vi skued, herre, jeg er rent forsagt, og mit mod er ganske borte. Amfitryon Bromia, se herhen! Giv agt! Kender du endnu din husbond? Bromia Jo. Amfitryon Se efter nok en gang. Bromia Jo. Amfitryon Som lise for mit øre lidt fornuft• omsider klang. Bromia Ved fornuft er vi da alle. Amfitryon Jamen, jeg bliver splittergal 1085 af min kones skam og brøde. Bromia Gør dig bare ingen kval. Jeg skal vise dig, min husbond, hvor din viv er kysk og from, ikke mange ord behøves, så forandrer du din dom. Tænk dig blot, nu har Alkmene tvillinger i verden sat. Am. Si’r du tvillinger? Bro. Tvillinger! Am. Himlens guder hjælper mig! Bro. Men fat, 1090 hvor din hustru, ganske som du selv, er hele himlen kær. Amfitryon Nå, fortæl så. Bromia Fruen mærked, fødselen var ganske nær, at dens veer så småt begyndte, og på barselskvinders vis bad hun himlen: ”Lad mig ikke gives feberen til pris!” Tænk dig så: Et vældigt bulder over vore ho’der lød, 1095 så vi tænkte, huset måtte styrte ved et sådant stød. Hele stuen stod i lysning, ganske som den var forgyldt. Amfitryon Stands den drilleleg,• du leger, lige så snart dens mål er fyldt! Nå, hvad så? Bromia Tænk blot, så føder, medens dette under hænd’s, fruen uden mindste smerte, uden at en sjæl imens

Kapitel 1  ·  Plautus

1100

hørte klynk og gråd fra sengen. Amfitryon Det er jeg glad for, det var rart, uanset hvad hun har lavet. Bromia Ti, til alting er forklar’t. Lige efter fødslen tog vi fat på tvillingernes vask, men den dreng, jeg fik at tørre, hvor var han dog vild og rask! Ingen af os kunne hindre, at han sprælled af sin ble.

1105



Amfitryon Underfuldt, hvad du fortæller. Er det sandt, så har måske guderne i deres nåde dog min hustru hjælpen bragt.

Bromia Jamen, hør nu, hvad der skete. Da han var i vuggen lagt, skød der to uhyre slanger• ned i regnbassinets• vand, kort derefter stak de ho’det op igen. Amfitryon Min gud, hvordan … 1110

1115



Bromia Vær kun rolig. De lod blikket vandre værelset omkring, og da drengene de øjned, bugted sig det fæle ting hen mod vuggen, som jeg skyndte mig i hast at dreje om (for mit eget liv jeg frygted, tæt på børnene de kom). Men da så den purk – den vilde – bliver slangekrybet vár, springer lukt han ud af vuggen og et mægtigt tilløb ta’r, og med hænderne han griber om dem begge i en fart.

Amfitryon Underfuldt, hvad du fortæller, gruopvækkende og svart, I sner alle mine lemmer, driver glæden fra min sjæl. Sig, hvad skete der … Så tal dog! Bromia Ungen fik dem trykt ihjel. 1120 Og imedens blev din hustru af en stemme kaldet ud. Amfitryon Hvem var det? Bromia Det var den store Juppiter, Olympens gud. Han fortalte, at han havde elsket• hende ømt i løn, og at drengen, som ihjelslog krybet, var hans egen søn. Din var derimod den anden. Amfitryon (henrykt) Stor var æren,• som jeg nød! 1125 Halvt med Juppiter at dele, derpå aldrig jeg fortrød. Gå du ind og byd dem gøre offerkarrene i stand, thi for Juppiter at hædre skal mit offer stå i brand (Bromia går ind). Selv vil jeg Teiresias hente, Thebens spådomskloge mand, alt vil jeg ham åbenbare, høre hans erfarne skøn. (Det tordner) 1130 Hvad er det? Et tordenbulder? Hjælp mig, guder, hør min bøn!

43

44

Pluk dagen



Juppiter (åbenbarer sig på husets tag) Vær trøstig, her er hjælpen, du har søgt, slå ikke lid til dine spåmænds kløgt. Alt skal du vide, kampen udstridt er, thi fuld besked du får af Juppiter. 1135 Alkmene føjede min elskovsbøn, jeg gjorde hende svanger med en søn, dog bar hun alt en spire i sit skød, og derfor har hun tvillingsønner fød. Den ene, som er vokset af mit frø, 1140 skal vinde heltery, som ej kan dø. Lad da din hustru vederfares ret,• på hendes rygte er der ingen plet: Hun føjed mig. – Endt er mit hverv på jord. 1145



Amfitryon Jeg vil handle, som du byder; så vil du nok holde ord. Til Alkmene går min vej nu; glemt er alt om spådomskunst. Hil dig, Juppiter du høje! (Til theatrum) Klap så alle til Hans gunst!

FINIS

Kapitel 2 CICERO

Marcus Tullius Cicero er det menneske fra oldtiden, vi kender bedst. Studiet af hans liv og værk i deres tætte indbyrdes sammenhæng tillader os på nærmeste hold at følge tilblivelsen af den europæiske humanisme, hvis ophav er romeren Cicero – i forlængelse af grækeren Sokrates. Udfordringen for en humanist var og er at få sin daglige praksis til at stemme overens med al den menneskekærlige, korrekte og tolerante teori, han eller hun har læst og tænkt sig frem til. Forholdet mellem liv og lære er noget, Cicero tit spekulerer over, fx når han i sit skrift Om Venskabet behandler det spørgsmål, om to politiske modstandere kan være personlige venner. Teori og praksis er også hans emne, når han betoner den patriotiske pligt for veluddannede og derfor indsigtsfulde mennesker til politisk indsats, og når han indskærper, at en taler, dvs. en sagfører og politiker, skal have en omfattende almendannelse at bygge på, fordi retorik uden filosofi er tom og nemt udarter til skamløs propaganda. Cicero blev født den 3. januar 106 f.Kr. i byen Arpínum i Latium som ældste søn af en ret velstående romersk ridder (ridderstanden er stand nr. 2 efter senatorstanden). Hans fire år yngre bror Quintus kender vi meget godt, dels fra brevveksling mellem de to brødre, dels fra de lejligheder, hvor Quintus politisk eller militært var i front. Ligesom Marcus blev Quintus offer for Marcus Antonius’ udrensninger i år 43; Quintus og hans 23‑årige søn blev angivet af slaver. Her er fire Cicero-årstal: År 80 holdt han en tale i en mordsag med opsigtsvækkende kritik af Sullas diktatur. Årene 79‑77 studierejse østpå. År 75 administrator i provinsen (på Sicilien). År 63 konsul. I tredive år holdt Ciceros ægteskab med Terentia. Med hende fik han den højt begavede datter Tullia, hvis død efter en barsel i 45 nær havde knust ham, og desuden den dovne, men ingenlunde uduelige søn Marcus. Det praktisk-filosofiske værk De Officiis, Om Pligterne, er tilegnet Marcus. I 47 blev Cicero skilt fra Terentia og gift med millionærdatteren Publilia, som han næsten omgående blev skilt fra. På mange planer kan opmærksom lytten til Cicero, denne ærekære, nærtagende og lidenskabelige mand, gøre os klogere på det romerske samfund og den måde, det vir‑ kede på med sin skarpe lagdeling i stænder. Som novus homo, ny mand, dvs. førstege‑ nerationspolitiker, var Cicero ikke patrónus for et stort net af clientes af den slags, som de adelige, fx Julius Cæsar, kunne råde over. Klienter var afgørende i romersk politik. Tankegangen hos patronen er denne: ”Jeg understøtter dig, og du bidrager til min status og mit image.” Fx ser det jo godt ud, hvis man viser sig offentligt med følge! Nedenfor i kapitel 10 siges der i forbindelse med Senecas værk om velgerninger og taknemmelighed

46

Pluk dagen

lidt mere om klientvæsenet, set i sammenhæng med samfundets såkaldte gaveøkonomi, som går ud på, at penge er ”indlejret” i noget andet. Hos epigramdigteren Martial (ka‑ pitel 13) skal vi høre klientens dagligdag beskrevet indefra og nedefra. Cicero led af sociale mindreværdskomplekser. Han var fair mod (i alt fald nogle af) sine slaver, ja, blev nær ven med sin sekretær Tiro, som han frigav; også til ham er der bevaret breve. Ciceros nærmeste ven var Titus Pomponius Atticus, der ligesom Cicero var ridder, dertil en højt kultiveret herre, epikuræer, tolerant og tempereret, Ciceros bankier, finansrådgiver og forlægger; han boede i Athen en snes år af sit liv, deraf tilnavnet Atticus, Den Attiske. Ciceros værk er kæmpemæssigt: (a) Talerne; 57 er bevaret. Der er politiske, og der er juridiske taler, idet de juridiske dog ofte rummer politisk stof. De politiske er enten holdt i senatet eller på folke‑ forsamlingen; og de er tydeligt afpasset efter publikum, både i form og indhold. (b) De filosofiske skrifter, herunder de statsteoretiske. Cicero er ikke nogen selvstændig filosof; hans værker er populariserende formidling, udarbejdet i lyntempo. Han satsede på sin ordkunst. Sit filosofiske testamente Om Pligterne – heriblandt i høj grad pligten til engagement for fædrelandet, for menneskeheden – skrev Cicero, til forskel fra de foregående skrifter, ikke fjernt fra den rasende vrimmel; han ud‑ arbejdede dette værk til sin søn samtidig med, at han holdt de taler mod Marcus Antonius, som førte til hans død. Filosoffer af faget har vist Ciceros filosofiske værker betydelig interesse gennem det sidste par årtier, hvilket hænger sammen med den markante opvurdering af hellenistisk filosofi. Det er nemlig ikke så meget Platon og Aristoteles, som det er disses efterfølgere i den hellenistiske periode (323‑31), Cicero formidler. (c) For det tredje er der de over 800 breve, hvoraf de færreste er skrevet med offent‑ liggørelse for øje. Man skønner, at disse godt 800 udgør ca. halvdelen af dem, der oprindelig blev udgivet. Som kilde til de storpolitiske begivenheder er de specielt velkomne, fordi de bøger af Titus Livius’ historieværk, der omhandlede republikkens undergang, er gået tabt. Brevene – til Atticus, til bror Quintus, til Brutus, og til en lang række venner og bekendte – dækker perioden fra 68 til juli 43. Der er ingen fra Ciceros konsulatsår: 63. I samlingen Ad Familiares, Til Venner og Bekendte, er der medtaget 90 breve til Cicero. (d) For det fjerde er der de retoriske afhandlinger, hvoraf de vigtigste er dialogen De Oratore, Om Taleren, I-III (år 55), Brutus (46) og Orator, Taleren (46). Et hovedtema er foreneligheden af retorik og filosofi; dette er vendt mod Platon, som dog agtes højt. Der tales endvidere om tilladeligheden af høj patos; dette har front mod den retning, der kaldtes atticisterne; de var tilhængere af lavmælt charme og ironi, og de mente bestemt, at less is more. Endelig tales der i Ciceros retoriske afhandlinger om de tre stilniveauer: lavt, middel og højt, som på passende vis skal afstemmes efter og tilordnes en tales tre opgaver. Talens tre opgaver er: docére, at informere og argumentere, delectáre, at underholde, og movére, at bevæge ind i en bestemt affekt

Kapitel 2  ·  Cicero

(fx vrede, frygt eller medlidenhed). Denne lære om det passende – decorum – skal vi senere se Horats udfolde. Det passende, inklusive det afstemte, velproportionerede og symmetriske, er en nøgleværdi i al klassik og klassicisme. (e) Endelig skal vi nævne digtene, hvoraf over 800 linjer er bevaret. Mest omtalt var Ciceros to episke digte Om Mit Konsulat (fra 60) og Om Mine Egne Tider (57). Sidstnævnte epos beskrev den triumflignende hjemkomst fra det eksil, som han i år 58 var blevet tvunget ud i. På Ciceros samtid havde hans filosofiske værker en begrænset virkning; for det store publikum var de for vanskelige, og folk med ægte interesse for græsk filosofi tyede hellere til den græske kilde. Begge dele ved vi fra Cicero selv. Endnu Seneca gik, hundrede år senere, stort set uden om Ciceros filosofiske værker. Men senere endnu forsvandt den tosprogede, og dermed græsktalende, elite fra romersk åndsliv, og for de latintalende kristne blev Ciceros værker hovedvejen til græsk filosofi. Kirkefaderen Ambrosius (340‑397) har øvet stor indflydelse med sit værk Om de Gejstliges Pligter, som er den første kristne etik (morallære). Fra Ciceros Om Pligterne har den kristne tænker over‑ taget: a) de fire kardinaldyder: indsigt, retfærdighed, mod og mådehold, b) læren om naturretten (menneskerettigheder) og c) den overbevisning, at kollektivet (for Cicero staten, for Ambrosius kirken) har krav på enkeltmenneskets fulde indsats. Om naturog menneskeretstanken læser vi igen og igen, at den ”stammer fra oplysningstiden.” Hvilket er helt rigtigt, hvis man ved oplysningstiden forstår den græske oplysningstid i 400‑tallet f.Kr. (især sofisterne er vigtige her), hvorfra disse ideer så formidledes videre via Cicero, Seneca og Ambrosius. Vaklen var der nok af i Ciceros liv. Men fra først til sidst var han tro mod sit po‑ litiske program: senatets urørlighed, senator- og ridderstandens pligt til enighed, de herskende klassers pligt til anstændighed; og på samme måde holdt han som formidler og oversætter fast ved det projekt at få grækerne til at tale klingende latin. Havde han ikke gjort det, ville meget mere af den græske kultur have været tabt for os.

I Ciceros korrespondance Fra eksilet, brev skrevet i Thessalonica, med efterskrift tilføjet i Dyrrachium, november 58 (Ad Familiares 14.1) 1

Tullius• sender kærlige hilsener til Terentia, lille Tullia og Cicero! Mange af dem, jeg får brev fra, og alle dem, jeg taler med, fortæller mig, at du er så utrolig tapper• og dygtig og ikke lader dig slå ned hverken af sjælelige eller legemlige anstrengelser. Åh, hvor er jeg ulykkelig over, at det er min skyld, at du er kommet ud i al den elendighed, du der er sådan en god og trofast kone, sådan en ren og fin sjæl! Og jeg er ulykkelig ved tanken på min kære lille Tullia: Hun havde det før så dejligt med sin far, nu har hun kun sorg og kval af ham.

47

48

Pluk dagen

2

3

4

5

6

Og så lille Cicero! Det første, han sanser i verden, er bitter sorg og elendighed! Hvis jeg endda kunne tro på – sådan som du skriver – at alt dette er skæbnens• værk, så ville det være knap så tungt at bære. Men nej, jeg er skyld• i det hele: I stedet for at slutte mig til dem, der havde bud• efter mig, troede jeg på venskab• hos dem, der i virkeligheden kun misundte mig. Vi kunne leve så lykkeligt og godt nu, hvis bare jeg havde holdt fast ved mine eg‑ ne ideer og ikke havde rettet mig efter dumme eller falske venners råd. Men nu må vi jo tage tingene, som de er, og da vores venner siger, vi skal fastholde håbet, skal jeg nok gøre mig umage for, at min helbredstilstand kan leve op til din hand‑ lekraft. Jeg er ganske klar over, hvor vanskelig sagen er, og hvor meget nemmere det ville have været at blive hjemme, end det nu er at vende hjem. Men sagen er ikke håbløs, hvis vi har alle almuetribunerne• på vores side, hvis Lentulus• er lige så engageret, som han ser ud, og hvis vi oven i købet har Pompejus og Cæsar. Mht. slaverne må vi gøre sådan, som du skriver vores venner synes. Mht. mit ophold her er der ikke grund til bekymring: Nu er epidemien overstået, og jeg gik fri, så længe den varede. Plancius• er uhyre hjælpsom og vil endelig have, jeg skal blive hos ham; foreløbig har han fået sin vilje. Men jeg ville egentlig gerne bo i Epírus• på et mere afsides sted, hvor Piso• og hans soldater ikke vil kunne komme hen; men foreløbig har Plancius altså fået sin vilje. Det er hans håb, at jeg kan følge med til Italien, når han forlader provinsen. Hvis jeg nogen sinde oplever den dag og atter kan falde i jeres arme, og hvis jeg opnår at genvinde både jer og mig selv, ja, da vil jeg finde, at det alt i alt er et rigt udbytte, jeg har høstet af jeres følelser• for mig og mine for jer. Piso• er storartet• og så fin og god; vi har alle i ham den bedste ven, man kan tænke sig. Jeg håber, han vil få glæde af sin holdning i denne sag; jeg ved, han vil få ære deraf. Hvad jeg skrev om Quintus, var ikke ment som en bebrejdelse mod dig; men netop nu da kredsen er blevet så lille, vil jeg gerne have, at I er så gode venner som muligt. Jeg har skrevet til dem, du bad mig sende takkebreve, og jeg har fortalt dem, at det er gennem dig, jeg ved besked. Du skriver, kære Terentia, at du vil sælge bydelen;• men hvordan, søde ven … åh, gud! … hvordan skal det så gå? Og hvad vil der ske med vores stakkels dreng, hvis den onde lykke bliver ved med at forfølge os? Jeg kan ikke skrive mere – så mange tårer er der, der presser på; og jeg vil ikke få dig til at græde også. Blot så meget: Hvis vores venner virkelig viser sig som venner, bliver der ingen finansielle vanskeligheder; i modsat fald kan du alligevel intet udrette med dine kontanter. For himlens skyld, tænk dog på, hvor elendigt vi er stillet, og pas på, at vi ikke prisgiver vores fortabte dreng! Hvis han bare får så meget, at han lige kan klare sig, skal der ikke meget talent• og heller ikke meget held til, for at resten nok skal lykkes for ham. Hav det nu godt og send brevbud til mig, for at jeg kan vide, hvordan det går, og hvordan det går jer. I hvert tilfælde bliver ventetiden• nu ikke lang for mig. Hils lille Tullia og Cicero. Lev vel alle sammen!

Kapitel 2  ·  Cicero

7

Dyrrachium d. 25/11. Jeg er nu taget til Dyrrachium, fordi det er en fristad• og fordi den er venligtsindet imod mig og tæt ved Italien. Hvis jeg ikke kan holde de mange mennesker ud, tager jeg et andet sted hen og skriver til dig derom.

Om festspil og farcer, brev skrevet i Rom, efteråret 55 (Ad Familiares 7.1) 1

2

3

Marcus Cicero sender venlige hilsener til Marcus Marius!• Hvis det var en eller anden legemlig smerte eller dit svagelige helbred, der hin‑ drede dig i at komme til festspillene, har din lykke været endnu bedre end din forstand! Men hvis det var fordi du gav pokker i det, alle andre beundrer, og ikke ville komme, selv om dit helbred faktisk tillod det, er jeg dobbelt glad: For det første, fordi du så har været fri for legemlige smerter, for det andet fordi du har været så stærk på sjælen, at du ikke har ladet dig imponere af det, som fylder andre mennesker med en ganske ubegrundet beundring – forudsat selvfølgelig at du har haft virkeligt udbytte af det stille, tilbagetrukne liv. Betingelserne for at nyde det har jo i alt fald været optimale, eftersom du næsten var den eneste, der blev tilbage i det idylliske landskab dernede. Jeg nærer nu ingen tvivl om, at du i de dage har tilbragt morgenen med lidt behagelig højtlæsning i dit smukke soveværelse – hvorfra du ved at fælde nogle træer har fået udsigt ned til Stabiaebugten – alt imens de, der lod dig ene tilbage dernede, sad og småblundede til nogle banale farcer. Den øvrige del af dagen kunne du tilbringe med de forly‑ stelser, du selv valgte efter eget forgodtbefindende, medens vi måtte finde os i dem, som Spurius Maecius• havde bestemt. Festspillene var ganske vist meget flotte, men ikke efter din smag (hvis jeg tør dømme ud fra mig selv). For det første var der nogle, der af respekt for Pompejus havde glemt deres selvrespekt – som velsagtens var årsag til, at de i sin tid forlod scenen – og var vendt tilbage til scenen igen. Vor ven Æsop,• dit store idol, var så dårlig, at ikke et menneske ville forhindre ham i at trække sig tilbage. Da han begyndte at fremsige edsformularen, klikkede hans stemme ved ordene ”Hvis jeg med vidende og vilje sværger falsk.” Vil du høre mere! Du kender jo de øvrige stykker; og de vakte ikke engang den moro, som mådelige farcer plejer. Betragtningen af det overdrevne udstyr bremsede nemlig ethvert tilløb til munterhed; det udstyr levede du med den største sindsro foruden, er jeg sikker på. For hvad sjov er der ved hundrede og sytten mulæsler i ”Klytaimestra” el‑ ler ved 3000 vinkummer i ”Den Trojanske Hest”? Eller ved de forskellige slags udrustninger af fodfolk og rytteri i et feltslag af en slags? Det blev alt sammen stærkt gouteret af det brede lag, men dig ville det ikke have moret. Men hvis du i de dage har lyttet opmærksomt til din kære Protogenes,• har du haft det ikke så lidt mere fornøjeligt end nogen af os (hvis det da har været alt andet end lige netop mine taler, han læste op for dig …). Jeg tør jo formode, at

49

50

Pluk dagen

4

5

6

du ikke har savnet de græske eller oskiske• farcer, navnlig da du jo, hvis du gider, kan få oskiske farcer at se i jeres lokale byråd, og da du er så lidt af en grækerven, at du ikke engang plejer at ville gå hjem til din gård ad Grækenlandsvej. Og atleterne har du næppe savnet, når du nærer så stor en foragt for gladiatorer; Pompejus indrømmer for øvrigt selv, at pengene til dem var kastet ud af vinduet. Tilbage står dyrekampene;• der var to hver dag, fem dage i træk, storartede – det kan ingen nægte; men hvad glæde kan en dannet person have af at se enten et svagt menneske sønderrevet af et kæmpestærkt vilddyr, eller et prægtigt dyr gennemboret af et jagtspyd? Og for øvrigt: Hvis det er værd at se, har du jo set det så tit, og denne gang bragte ikke noget nyt for os tilskuere. Den sidste dag var den med elefanterne. Den brede masse og pøbelen var imponeret, men de morede sig egentlig ikke; resultatet var tværtimod en vis følelse af medlidenhed og en fornemmelse af, at der består en art fællsskab mellem dette vældige dyr og menneskeslægten. For at du imidlertid ikke skal tro, at jeg i disse dage under festspillene har været en fri, endsige en lykkelig mand, vil jeg bare meddele dig, at jeg nær havde skreget mig fordærvet under din ven Gallius Caninius’• proces. Hvis jeg lige så nemt som Æsop kunne få publikums tilladelse til at trække• mig tilbage, ville jeg ved gud gerne lægge min kunst på hylden og leve sammen med dig og vore ligesindede. Også førhen var jeg led og ked af min profession, selv om min ungdom og min ærgerrighed gav mig blod på tanden, jo, og hvis der var nogen, jeg ikke ville forsvare, kunne jeg bare lade være; men nu da jeg er en ældre mand, er det slet ikke nogen tilværelse: Jeg venter mig ikke noget udbytte af mit arbejde, og jeg tvinges ikke sjældent af folk, der har gjort noget for mig, til at forsvare folk, der intet videre har gjort for mig. Derfor søger jeg alle mulige udveje for endelig engang at kunne leve efter mit eget hoved. Jeg forstår dig så godt og synes, det er udmærket, du har indrettet dig på denne tilbagetrukne levevis. At du så sjældent kommer på besøg, må jeg jo finde mig i, og der er det at sige til det, at selv om du boede i Rom, ville mine mange besværlige forretninger forhindre mig i at nyde dit behagelige• selskab (og omvendt … hvis det ikke er for ubeskedent). Hvis jeg tager mig en ferie – helt at holde op sætter jeg ikke næsen op efter – så tør jeg garantere, at selv du vil kunne lære noget af mig om, hvad det vil sige at leve et virkelig menneskeværdigt liv, skønt du i mange år ikke har øvet dig i andet. Du skal bare sørge for at pleje dit svagelige helbred – og det gør du jo også – så du i ny og næ kan besøge mig på mine gårde• og sammen med mig rejse nabolaget tyndt i en hyggelig lille bærestol. Jeg har denne gang skrevet mere detaljeret, end jeg plejer, ikke af overflod på fritid, men for at komme dig i møde. Du havde jo – husker du måske – i et af dine breve antydet, at jeg skulle skrive noget til dig, så du mindre ville fortryde at have sprunget festlegene over. Hvis jeg har opnået dette, er jeg tilfreds; hvis ikke, trøster jeg mig med, at du en anden gang vil komme til legene og besøge

Kapitel 2  ·  Cicero

mig og ikke mere regne med, at mine breve kan holde dig skadesløs for forsømte fornøjelser.

Bror Quintus glæder sig over, at Tiro• er blevet frigivet, brev skrevet ved fronten i Gallien, i slutningen af maj 53 (Ad Familiares 16.16)

Quintus sender kærlige hilsener til sin broder Marcus! Lige så meget som jeg glæder mig til at se dig, kære Marcus, og min lille• Cicero og søde Tullíola• og din dreng, lige så henrykt blev jeg over, at du har besluttet, at Tiro ikke fortjener at leve i slavestand,• men at han skal være vores ven og ikke vores slave. Jeg forsikrer dig for, at da jeg havde læst brevene fra dig og ham, sprang jeg i vejret af glæde. Jeg siger dig tak for det, og jeg ønsker dig også til lykke med det. Jeg ved jo, hvor megen glæde jeg har af min Statius’• trofasthed, og hvor meget mere må det så ikke betyde hos• Tiro, der desuden er sådan et fint dannet• menneske, velbevandret i litteratur og interessant at tale med – egenskaber som er endnu værdifuldere.   Jeg har alle mulige gode grunde til at elske dig, men jeg gør det også for den måde, du har sendt mig denne meddelelse på; det var helt som det skulle være. Jeg så dig i fuld figur i det brev! Jeg har lovet Sabinus’• folk alt, hvad de bad om, og jeg skal nok gøre det.

Tiro syg igen, brev skrevet 7. november 50 (Ad Familiares 16.4) 1

2

Tullius og Cicero samt Quintus senior og junior sender mange kærlige hilsener til Tiro! Det var med blandede følelser, jeg læste dit brev: Den første side gjorde mig meget ængstelig; ved den anden åndede jeg en smule lettet op. Nu er jeg da ikke i tvivl om, at du ikke må indlade dig på at rejse – hverken til søs eller til lands – førend du har det helt godt. Jeg sætter kun én frist: Du skal være helt rask• og stærk, når du kommer hjem! Du skriver, at lægen er vel anset, og det har jeg også hørt, men jeg er absolut ikke tilfreds med hans behandling af dig: Du skulle ikke have haft suppe, når du havde en skrøbelig mave! Jeg har alligevel skrevet et helt personligt brev til ham, ligeså til Lyso. Jeg har skrevet meget udførligt til Curius, som er det sødeste• menneske og ekstremt tjenstvillig og menneskekærlig; bl.a. om at lade dig flytte over til hans hjem, hvis du synes om det. For jeg har på fornemmelsen, at vores ven Lyso• er lidt skødesløs; det er, for det første, alle grækere,• og for det andet har han ikke svaret på et brev fra mig. Men du taler jo så pænt om ham. Det bliver da dig, der må skønne om,

51

52

Pluk dagen

hvad der skal foretages i denne sag. Én ting beder jeg dig om: Når det gælder dit helbred, må du ikke være bange for nogen udgift. Jeg har skrevet til Curius om at udbetale dig, hvad du forlanger. Jeg tror også, man skal give lidt til lægen selv for at gøre ham mere interesseret. 3 Du har gjort mig utallige tjenester,• både hjemme og på Forum, i by og provins, som privatmand og som politiker, ved mine studier og ved mit forfatterskab; alt det vil du stille i skyggen, hvis du opfylder mit håb og kommer rask hjem til mig! Om alt går vel, vil du kunne få en nem og bekvem hjemrejse, hvis du følges med min kvæstor• Mescinius. Han er ikke ukultiveret,• og han gør indtryk af at holde meget af dig. Nu skal du først og fremmest ofre al din omhu på at blive rask, kæreste Tiro, og så bagefter tænke på sejladsen. Nu vil jeg ikke have, at du forcerer noget. Det eneste, jeg spekulerer på, er at få dig rask. 4 Du må vide og regne med, kære Tiro, at ingen elsker mig uden også at elske dig: Dit helbred ligger først og fremmest dig og mig på sinde, men også mange andre bekymrer sig om det. Hidtil har du været så ivrig for ikke at svigte mig i nogen henseende, at du aldrig har kunnet komme helt til hægterne. Nu har du ingen pligter, der forhindrer dig. Skub alt andet til side, og tænk kun på dit legemes tarv! Lige så stor pleje og omsorg du spenderer på dit helbred, lige så meget vil jeg udlede, at du holder af mig.   Hav det nu rigtig rigtig rigtig godt, kæreste Tiro, og lev vel! Lepta• og alle de andre beder hilse. Hav det godt! Leukas, d. 7. november.

Cicero og Atticus’ familie, brev skrevet i Arpinum 27.11.46 (Til Atticus 12.1) 1

2

Cicero sender venlige hilsener til Atticus! Det er nu ti dage, siden jeg skiltes fra dig, og denne lille stump brev kradser jeg ned før daggry på vej ud af gården. Jeg planlægger at tilbringe dagen i dag på ejendommen i Anagnia;• i morgen skal jeg være på den i Tusculum, men jeg bliver der kun én dag; den 30. har jeg så en aftale. Bare• jeg så havde kunnet løbe lige lukt ind i min egen Tullias• åbne favn og hen til Atticas• lille mund! Apropos: Jeg kunne godt lide at vide, hvad den pludrer om, den lille mund. Vær rar og skriv det til mig, mens jeg er i Tusculum; hvis hun er på landet, skal du fortælle mig, hvad hun skriver til dig. Foreløbig må du hilse hende og Pilia• fra mig, enten pr. brev eller personligt. Og for resten, skriv endelig til mig, hvis du har noget at fortælle mig, selv om vi jo snart ses. Lige da jeg sad og foldede dette brev sammen, kom der brevbud til mig i nattens mulm og mørke med brev fra dig; jeg har nu læst det og er naturligvis meget ked af, at lille Attica har fået en let feber. Alt det andet, jeg ventede at høre om, erfarede jeg af dit brev. Men hør, ved du hvad: Du skriver, det er ”rigtig

Kapitel 2  ·  Cicero

præsenilt at ville have fyret lidt på morgenkvisten”; men det er ærligt talt meget mere ”præsenilt” ikke at kunne huske fra næse til mund! Jeg havde jo aftalt, at jeg skulle mødes med Axius d. 1. december, med dig d. 2. og med Quintus den dag, jeg kommer tilbage, altså d. 30. november. Der fik du den!   Ellers intet nyt. Hvad skal vi så med et brev?! Ja, hvorfor sludrer vi løs, når vi er sammen, om alt hvad der falder os ind? Det er fordi det at snakke sammen i sig selv betyder noget, så at selv en lille almindelig sludder om ingen verdens ting kan have sin charme.•

Cicero vil bygge et tempel for Tullia, brev skrevet i Ástura 11.3.45 (Til Atticus 12.18) 1

2

3

Cicero sender venlige hilsener til Atticus! Jeg må prøve at flygte fra de smertefulde minder, der dukker op og giver mig ligesom et bid i hjertet; det er derfor, jeg søger tilflugt i at skrive til dig for at huske dig på noget, vi har talt om før; det må du tilgive, hvad du så end ellers mener om det. Der er nemlig flere af de forfattere,• der for tiden er min daglige læsning, der kan anføres til støtte for den plan, jeg allerede har diskuteret med dig mange gange, og som jeg gerne ville have, du skal billige. Jeg mener dette tempel,• som jeg beder dig ofre al den opmærksomhed, dit venskab for mig tilsiger dig. Hvad bygningens form angår, er der ingen tvivl i min sjæl (jeg synes godt om Cluatius’ forslag), ej heller om sagen i sig selv (den skal gennemføres), derimod af og og til om stedet, og det vil jeg gerne bede dig overveje. Jeg er fast besluttet på at anvende alle de midler, vor tids høje kultur råder over, til at gøre hende udødelig,• og jeg vil hertil anvende enhver form for forevigelse, jeg kan finde hos de største ånder i den græske og latinske kultur. Måske dette vil få mit sår til at bryde op igen, men jeg føler det, som var jeg bundet på en vis måde af et helligt løfte,• og jeg tænker mere på det lange tidsrum, da jeg ikke vil være til, end på det spand af tid jeg har tilbage her, og som kun kan blive ganske kort – skønt jeg synes, det er uendelig langt. For jeg har prøvet al ting, men intet fundet, som jeg kan finde ro i. Så længe jeg var beskæftiget med det arbejde,• jeg før har skrevet til dig om, lagde jeg så at sige lindrende omslag om mine smerter. Men nu væmmes jeg ved alt og alle; det eneste jeg kan holde ud, er ensomhed. Den blev heldigvis ikke forstyrret af Filip,• som jeg havde frygtet; han tog nemlig straks til Rom, efter at han havde været henne og besøge mig. Jeg har fulgt din henstilling og skrevet et brev• til Brutus og sender det hermed til dig. Jeg beder dig sende det af sted sammen med dit eget. Jeg vedlægger imidlertid en genpart af det, for at du kan lade være med at sende det, hvis du ikke synes om det. Du skriver, at mine private forretninger er i en god gænge; skriv og fortæl mig,

53

54

Pluk dagen

4

hvad det er for forretninger, du tænker på; jeg venter nemlig besked om nogle. Pas på, Coccejus• ikke tager os ved næsen; Libos• løfte derimod, som Eros• skri‑ ver om, tror jeg er sikkert nok. Hvad min kapital angår, stoler jeg på Sulpicius og selvfølgelig på Egnatius. Er der nogen grund til, at du skal have bryderier med Appulejus,• når der står en bagdør åben? Du siger, du snart vil besøge mig. Bare det nu ikke bliver for besværligt for dig! Det er jo en lang rejse, og når du skal af sted igen, hvad du måske skal meget snart, vil det koste mig megen smerte at lade dig slippe. Men gør alt, sådan som du selv vil. Hvad du end gør, vil jeg ikke tvivle på, at det er ret og rigtigt, og at du gør det for min skyld.

Diktatoren som gæst, brev skrevet i Putéoli 19.12.45 (Til Atticus 13.52)

Cicero sender venlige hilsener til Atticus! At en gæst kan være så bøvlet – og så efterlade no bad• feelings! Faktisk var det en fin oplevelse. Men da han ankom hos Filip på saturnalie-feriens anden dag om aftenen, blev hele godset derovre så proppet med soldater, at der næppe kunne opdrives en spisesal, hvor Cæsar selv kunne dinere. Hele 2000 mand høj! Jeg blev lettere panisk: Hvordan skulle det gå i morgen?! Men Cassius Barba• reddede mig: Han skaffede mig et vagtmandskab; og så blev der slået lejr ude i terrænet og sat Adgang Forbudt til selve landstedet.   På den tredje dag af saturnalie-ferien blev herren inde hos Filip til hen imod kl. 1 og lod sig ikke forstyrre af nogen. Jeg formoder, han gennemgik regnskaber sammen med Balbus.• Derefter spadseretur langs stranden, og kl. godt 2 bad. Det var dér, han fik at høre om Mamurra,• men ikke en mine fortrak han. Så salvet og parfumeret. Så middag hos mig. Han gennemgik en vomitivkur,• så han kunne både spise og drikke uden gener og med velbehag. Fint var det og smukt serveret, og ikke det alene, også samtalen

1

2

flød• vel krydret og fin og, hvis du spørger, gemytligt.

Ud over det var der anrettet i tre spisesale for hans entourage, vældig overdådigt; de mindre fine af de frigivne og slaverne led heller ingen nød – for de rigtig fine var det simpelt hen flot. Jeg var, kort fortalt, et stykke af en verdensmand! Nå, han er nu ikke af den slags gæster, til hvem man siger: ”Kig endelig ind, når du kommer forbi en anden gang.” Én gang rækker! Seriøse• sager var der ikke noget af i konversationen, men meget om litteratur. Hvordan det gik? Ja, han morede sig og befandt sig storartet. Han sagde, han ville blive en dag i Putéoli og næste dag være ved Bajæ.•   Sådan var altså det gæsteri, eller skal jeg sige den indkvartering – bøvlet som

Kapitel 2  ·  Cicero

sagt, men uden at være ubehagelig. Selv bliver jeg kun kort tid her og tager så til min Tusculaner-gård.   Da han passerede Dolabellas• ejendom, red hele den bevæbnede eskorte til højre og venstre for ham, hvad der ikke skete andre steder. Det har jeg fra Nicias.•

Unge Marcus lover at strenge sig an, brev skrevet i august 44 (Ad Familiares 16.21) 1

2

3

4

Cicero junior sender hilsener til sin allersødeste Tiro! Dag ud, dag ind har jeg med spænding ventet på posten. Endelig er den kommet, 46• dage efter at brevbudene var rejst fra jer. Deres ankomst var lige, hvad jeg havde længtes efter: Fars meget forstående• og kærlige brev var mig en kilde til den største fryd, og din ualmindelig rare epistel satte prikken over i’et. Derfor fortryder jeg ikke længere, at jeg tog en time-out med brevskrivningen, jeg er snarere glad for det. Ellers ville jeg jo ikke have kunnet fryde mig over din forstående overbærenhed med min lange tavshed! Jeg er altså henrykt for, at du uden betænkning har taget min undskyldning for gode varer. Jeg tvivler ikke på, min søde søde Tiro, at du er meget glad og tilfreds med det, du hører om mig herovrefra, og jeg skal gøre mit allerbedste for, at det gode navn og rygte, jeg er ved at opbygge, og som vokser fra dag til dag, skal blive dobbelt så fint. Så når du lover, at du vil udbasunere mit ry, kan du gøre det med den bedste samvittighed af verden. Min ungdoms forvildelser har nemlig voldt mig en så intens sorg og smerte, at min tanke må gyse ved at forestille sig sådanne gerninger, ja, mine øren ved at høre dem omtalt. Jeg ved til fulde, at du har taget del i sorgen og bekymringen over dem. Og det undrer mig ikke: Både for min skyld og for din egen har du jo altid villet, det skulle gå mig godt, og jeg har også altid ønsket, at du skulle have del i den medgang, der faldt i min lod. Da du altså dengang havde sorg af mig, vil jeg nu love dig, at du skal få dobbelt så megen glæde af mig. Cratippus, må du vide, er ikke blot min lærer, men han er som den kærligste fader for mig. Jeg er ikke blot glad for at følge hans forelæsninger, men hele hans søde væsen knuser og krammer jeg. Jeg er sam‑ men med ham fra morgen til aften, undertiden også en del af natten; for jeg tigger og beder ham om at spise til middag sammen med mig så tit som muligt. Nu da vi er blevet så gode venner, kommer han ofte listende og overrasker os under middagen; så lægger han filosoffens strenge maske og spøger med os på den fineste og elskværdigste måde. Gør derfor, hvad du kan, for snarest at lære denne herlige mand at kende; han er både fremragende og charmerende. Og så Bruttius!• Ham lader jeg aldrig vige fra min side; hans levevis er nøjsom, men han er et dejligt menneske at leve sammen med. For spøg og munterhed

55

56

Pluk dagen

5

6

7

8

er ikke bandlyst fra vores litterære studier og daglige diskussioner. Jeg har lejet ham ind her i nærheden og hjælper ham efter evne med mine små midler i hans trange kår. Desuden er jeg begyndt på at gå til græske deklamationsøvelser hos Cassius;• de latinske vil jeg have hos Bruttius. De mennesker, Cratippus har bragt med sig fra Mytilene, hører til min daglige og fortrolige omgangskreds; det er lærde folk, som han sætter megen pris på. Jeg er også meget sammen med Epikrates, der er leder• i Athen, og med Leonides og andre af deres ligemænd. Concerning• ourselves, this must suffice. Til det, du skriver om Gorgias,• kan jeg kun sige, at jeg havde meget ud af de daglige deklamationsøvelser hos ham; men jeg har måttet følge fars instrukser og lade alle andre hensyn komme i anden række. Han havde nemlig skrevet til mig expressis verbis, at jeg skulle holde op hos Gorgias med det samme. Jeg ville ikke gøre vrøvl, for at far ikke skulle synes, at min forhippethed var for stor og en smule suspekt. Og bagefter kom jeg til at tænke på, at det egentlig var en alvorlig sag, hvis jeg satte mig til dommer over fars dom i denne sag. Men jeg er glad for din interesse og modtager gerne dine råd. Jeg tager undskyldningen med, at din tid er begrænset, for gode varer; jeg ved jo, hvor optaget du plejer at være. At du har købt et landbrug, er jeg vældig glad for, og jeg ønsker dig held og lykke med foretagendet. At jeg først lykønsker dig på dette sted i mit brev, må du ikke undre dig over; det var jo cirka på samme sted i dit, du informerede mig om købet. – Nå, så er du kommet så langt! Nu må du vænne dig af med storstadsvanerne: Du er blevet en romersk bondeknold. Jeg ser dig for mine øjne, et dejligt syn! Jeg ser dig stå og købe bondegrej, el‑ ler forhandle med forvalteren, eller gå hjem fra middag med kernerne fra den frugt, du har fået til dessert, gemt i fligen på din kappe! Hvad finanserne angår, beklager jeg lige så meget som du, at jeg ikke kunne være med denne gang. Men vær forvisset om, kære Tiro, at hvis lykken står mig bi, skal jeg stå dig bi, navnlig da jeg ved, at den jord, du har købt, skal være vores fælles. Jeg er taknemmelig for, at du har taget dig af mine kommissioner. Men jeg beder dig om så hurtigt som muligt at sende mig en afskriver, absolut helst en græker; jeg spilder nemlig en masse tid på at skrive kollegiehæfter af. Se nu først og fremmest at have det godt, så at vi kan mødes og få en rigtig diskussion i gang om litteratur• og videnskab! Jeg anbefaler Ánterus til dig. Hav det godt!

Det er en stor oplevelse at høre Cicero ytre sig i et brev om et emne, som han også behandler i sine filosofiske skrifter, sådan som det fx sker mod slutningen af brevet til Marcus Marius ovenfor, hvor diskussionen om de to livsformer: den offentligt en‑ gagerede versus den indadvendt personlighedsopbyggende, får mere intime accenter, derved at genren er brevet og ikke den filosofiske afhandling. Og dette gælder generelt: Det er fordi han udtrykker sig i så mange genrer (både taler og afhandlinger af retorisk, statsvidenskabeligt, teologisk eller på anden vis filosofisk indhold), men det er dog især

Kapitel 2  ·  Cicero

takket være den stort set ucensurerede kæmpestak på over 800 breve, at vi kender Cicero bedre end Ovid og Seneca, ja, bedre end Horats (med hans Epoder, Oder, Satirer og Epistler), ja, endda bedre end Augustin (med hans Bekendelser, et nybrud inden for selvbiografien). Disse fire andre oldtidsforfatteres betroelser er nemlig, hver på sin måde, mere stiliserede end korrespondenten Ciceros. Dog har vi fra Ciceros hånd en række breve, der bedst kan betegnes som essays (fx Ad Familiares 5.12 om historiografi og det ædle Ad Quintum Fratrem 1.1 om retfærdig provinsadministration). Senecas Epistulae Morales er af sidstnævnte art; de er alle skrevet med henblik på offentliggørelse, ligesom Horats’ versepistler naturligvis er, og ligesom Ludvig Holbergs Epistler. Da Ciceros breve til Atticus (plus dem til Quintus og dem til Brutus) blev fun‑ det – det skete i Verona i 1345 – hensatte de manuskriptets opdager, den lærde digter Petrarca, i en tilstand af chok, hvilket er forståeligt nok, da Petrarca havde skabt sig et idealbillede af vismanden Cicero. Petrarca satte sig ned og skrev et brev til Cicero om opdagelsen – det første af Petrarcas breve til afdøde forfattere. I 1392 modtog kansle‑ ren i Firenze, Coluccio Salutati, fra sin kollega i Milano en kopi af et håndskrift med Cicero-breve, og det viste sig, at det ikke som først antaget var de samme, som Petrarca havde fundet; det var dem, som senere kom til at bære overskriften Ad Familiares. Det håndskrift, Salutati modtog en kopi af, kan endnu beses i Biblioteca Laurenziana i Firenze; det hedder Mediceus 49.9 (og kopien: 49.7). Der er ikke siden fundet andre håndskrifter med hele samlingen Ad Familiares. At alle disse breve, som tager tidens puls, idet de dækker alt fra verdensbegiven‑ heder til håndører, kom til os, er et utroligt held; vi kan sammenligne med de tynde overleveringstråde, som fx Catul, Petronius og Tacitus hang i. Men et utroligt held er det naturligvis kun, hvis Cicero er så interessant, at han fortjener at være den bedst kendte oldtidsperson: Stykket fra Forsvarstalen for Cælius har både politisk, litteraturhistorisk og retorisk in‑ teresse. Her tegnes et grelt portræt af en formidabel romerinde, Clodia. Clodia er søster til og ifølge Cicero makker med Ciceros dødsfjende politikeren Publius Clodius Pulcher. Clodia er desuden (efter alt at dømme) identisk med den Lesbia, til hvem Catul har skre‑ vet nogle af de mest brændende digte på latin. Formelt set falder sagen mod Marcus Cæ‑ lius Rufus ind under en lov de vi, om vold, en lov, som specielt var rettet mod personer, der anstiftede uroligheder ved hjælp af lejede bander – altså en antiterrorlov. Cicero har, sin præference tro, ordet som tredje og sidste forsvarer i sagen, og lige fra talens første paragraf retter han skytset mod Clodia, fordi han mener, at hans klient, hans fremragende elev Cælius, i denne sag reelt bliver ”angrebet ved hjælp af en skøges magtmidler (opes meretriciae)”. Bag anklagen mod Cælius for at have bestjålet Clodia og haft til hensigt at forgive hende står altså den krænkede og hævntørstige dame; det er hende, der ifølge Cicero har leveret anklagerne deres ammunition (§ 50). Og så er det, at Cicero med gay and wicked wit præsterer det kunststykke at vende hele sagen på hovedet og vise, at det var hende, der ledte Cælius i fordærv, ikke omvendt. Cælius’ fødselsår er omdiskuteret, men måske var han 12‑13 år yngre end Clodia, som var knap fyrre her i år 56.

57

58

Pluk dagen

Cælius var et blændende medlem af Roms jetset, flot (§ 36), en af sin tids tre største dansere (hvilket i traditionalisters øjne var en pinlig rekord), egoist, upålidelig, Ciceros ven. Vi har, foruden fragmenter af hans taler, bevaret sytten breve, som han sendte Ci‑ cero for at holde ham ajour, mens han i 51 var statholder i Kilikien i Lilleasien; Cælius’ spruttende breve udgør 8. bog af Ciceros Ad Familiares. Enhver retorisk skolet person havde fået opdyrket et talent for det perfide; men nogle var i særklasse, heriblandt Ci‑ cero og Cælius – og en vis Catul fra Verona. Cælius døbte i den tale, han havde holdt lidt tidligere i sagen, Clodia quadrantaria Clytaemnestra, Klytaimestra På Klippekort, hvormed han både fik luftet det rygte, at hun ligesom Agamemnons viv havde taget sin mand af dage, og den giftighed, at hendes galaner fik adgang for en quadrans, dvs. sam‑ me pris, som herrer betalte for at komme ind i de offentlige bade. Det har tilsyneladen‑ de ikke forekommet dommerne utroligt, at en kvinde skulle have så megen indflydelse, som Cicero tillægger hende i sin tale, så Cælius blev frikendt. Om Clodia blev der tyst i Rom. Karaktermordet på hende var gennemført helt; det på hendes lillebror, talerens dødsfjende, kun delvis (trods behjertede forsøg som dem i § 32 og § 36). Det var ikke længe, siden Cicero havde oplevet sit politiske livs største traume, nem‑ lig den landflygtighed, han måtte underkaste sig fra marts 58 til september 57. Og dette traume var endda en udløber af det, han betragtede som sin største triumf: nedkæmpel‑ sen af Catilinas sammensværgelse. Som han skriver til Terentia og børnene: ”[…] jeg, som har frelst alle andre, åbenbart for at vi skulle gå til grunde.” (Ad Familiares 14.2.2). Det var ingen anden end Clodius, der som almuetribun, i de første måneder af 58, mere og mere slog på, at henrettelsen af de fem catilinarer i december 63 var uden tilstrække‑ ligt juridisk grundlag – hvad den nok også var (se kapitlet om Sallust). Cicero modtog masser af sympatitilkendegivelser i disse måneder, men lige netop Roms magthavere, Cæsar og Pompejus, sagde ingenting, og i marts 58 valgte Cicero at gå i eksil. Han brød komplet sammen, undskylder, trygler og hulker (”Min bror, min bror, min bror…”). Det meste af tiden tilbragte han i Thessaloniki, og kommer læseren dertil, vil hun måske sende den nødstedte Cicero en tanke, sådan som man i Constantza, fordum Tomis, kan lade tanken gå til Ovid, og på Korsika til Seneca. Da Cicero kom tilbage til Rom, fandt han sit hus på Palatin, som han havde købt i 62 for 3,5 million sestertier og var så stolt af, brændt ned til grunden; popularerne havde planer om at rejse et tempel for Friheden i dets sted. Og gangstere chikanerede de håndværkere, Cicero satte til at forestå genop‑ bygningen. I april 56 er disse begivenheder endnu i frisk erindring (jf. § 50 i talen).

II Ciceros taler Ciceros Forsvarstale for Cælius 27‑51 Nutidens ungdom skal have lov til at rase ud 27

Jeg vil her gå over til noget, der har gjort større indtryk på mig, nemlig kritik‑ ken af min klients luksusvaner;• om dem fik vi en lang tale, ja, men ret blid, og

Kapitel 2  ·  Cicero

just fordi der var mere argumentation end aggression i den, blev den påhørt med opmærksomhed. I den henseende adskilte den sig fordelagtigt fra min ven Clodius’• indlæg: Han slog om sig med sprogets voldsomste og mest højtravende udtryk, glødede sig op til et sandt raseri, med hængemule og tordenrøst; så selv om jeg måtte anerkende hans veltalenhed, blev jeg ikke ligefrem bange; nu har jeg snart i mange sager set den mand bokse• huller i luften.   Men dig, Balbus, vil jeg, med din tilladelse, veksle nogle ord med, hvis jeg i det hele taget tør formaste mig til at forsvare ”en mand, der aldrig har takket nej til en middag, og har været i parker, og har brugt parfume, og har været på ferie i Bajæ.”• 28 Først vil jeg nu sige, at jeg har både hørt og set mange mennesker her til lands – og dét ikke blot af dem, der kun havde nippet forsigtigt til det søde liv og aldrig for alvor havde slået til skaglerne, som man siger, men også af dem, der havde spenderet hele deres ungdom på skæg og ballade – som så på et vist tidspunkt har rebet sejlene, som man siger, og er styret ind i smult vande som brave og agtværdige borgere. Vi er jo også alle• enige om, at ungdom og en vis galskab går hånd i hånd; og naturen• selv er jo ødsel med spændte safter til unge personer. Og når det blot ikke går så vildt til, at de forspilder noget liv eller bringer nogen familie til ruin, ja, så plejer vi at se stille og roligt på det. 29 Men det var, som om du ville tage fordommene mod alle unge og puste dem op til had alene mod Cælius; og derfor var det, at din tale blev påhørt i så dyb tavshed: Selv om du kun opererede med én skyldig, sad vi og tænkte på en masse menneskers laster.   Det er ingen sag at præke moral mod nydelsessygen. Jeg for min del skulle gerne påtage mig at tale i dagevis om det emne, endda uden at udtømme det, både om forførelser og utroskab og blinde lidenskaber og ødselhed og andet. Og selv om man tager rent abstrakt på Sædernes Forfald uden at sigte på nogen enkelt person, er det et emne, som kan give anledning til megen og fortjent revselse. Men I, dommere, må have så megen sund• sans, at I ikke mister min klient af syne. Og hvis anklageren har fået jer til at spidse jeres strengheds og værdigheds pile mod lasterne i al almindelighed og det modernes livs moralske brist, så må I ikke fyre pilene af mod én person, som ganske uforskyldt er blevet gjort til syndebuk for en masse menneskers fejltrin. 30 Derfor, da jeg i al almindelighed må give dig ret, Balbus, tør jeg ikke fortænke dig i dit sortsyn, skønt det egentlig var min hensigt at undskylde ungdommen og bede om lidt overbærenhed for den til at slå sig løs. Men som sagt, det tør jeg ikke; jeg vil ikke bruge min klients ungdom som skærmbræt; og de rimelige indrømmelser, man skænker alle andre, vil jeg give afkald på og kun bede om denne ene ting: Er der en almindeligt udbredt forargelse (og det er der i høj grad) over vor tids ungdom, over dens pengeforlegenheder, dens gale streger og galante eventyr, lad den da ikke rette sig alene mod ham! Og lad ikke ham undgælde for, hvad andre har forbrudt, og for hvad tidsånden• blandt de unge

59

60

Pluk dagen

fører med sig! Forstå nu ikke dette, som om jeg vil slippe lettere fra mit forsvar. Tværtimod. De særlige beskyldninger, der rettes mod min klients person, skal jeg begge besvare på det omhyggeligste, punkt for punkt.   Der er nemlig to anklagepunkter: Affæren med guldsmykkerne og det påståede forgiftningsforsøg. I begge tilfælde drejer det sig om én og samme person: Det er Clodia,• han har fået guldet af, og det er Clodia, der skulle forgiftes, som det hedder. Alt, hvad der ellers er fremført, er ikke beskyldninger, men sladder, snarere hidsige skældsord end ting, der kan tages alvorligt under en kriminalproces. ”Horkarl! Libertiner! Stråmand!”  – det er injurier, ikke anklager; det er grundløse beskyldninger uden føling med virkeligheden; det er giftigheder, der udslynges på må og få af en ophidset anklager uden skygge af hjemmel. 31 Men disse to beskyldninger synes dog at have en vis hjemmel, en vis oprindelse, de er dog ikke ganske hovedløse, men bestemt formulerede.   Lad os høre: ”Cælius manglede guld; altså fik han det af Clodia, fik det uden vitterlighedsvidner; beholdt det, så længe han ville.” – Et umiskendeligt bevis på nær og fortrolig omgang, det er klart. ”Han ville dræbe samme Clodia; altså skaffede han sig noget gift, fik nogle slaver i sit sold, lavede drikken til, fastsatte stedet, bragte giften derhen!” – Et umiskendeligt bevis på et uopretteligt brud, et glødende had mellem dem; det er indlysende.   Her er det altså, hele slaget skal stå, høje dommere! Og det med en kvinde, der bærer et både berømt og berygtet navn: Clodia. Ikke et ord skal jeg sige om hende ud over, hvad der kræves af hensyn til mit forsvar. 32 Men på den anden side: At vi ikke kan komme uden om hende, at det er med hende slaget skal stå, det indser du sikkert, Gnæus Domitius,• højvise retsfor‑ mand. Kun hvis vi antager, at hun nægter at have lånt Cælius pengene, og at hun ikke kommer med nogen beskyldning mod ham for giftattentat, ja, så kan man med rette stemple min optræden som usømmelig, hvis jeg tiltaler hende anderledes, end ærbødigheden• for en romersk borgers frue kræver det.   Og hvis sagerne nu står sådan, at man blot behøver at sætte denne kvinde ud af spillet, for at alle deres angreb og beskyldninger mod Cælius skal falde til jorden, er det så ikke vores, hans forsvareres, pligt at slå angrebet tilbage der, hvor det truer? Og det skulle jeg også gøre med et ganske anderledes eftertryk, hvis der ikke netop bestod et personligt uvenskab• mellem mig og denne kvindes mand … bror• mener jeg … det tager jeg altid fejl af. Men i betragtning heraf vil jeg fare med lempe og ikke gå hende tættere på livet, end min pligt som forsvarer og sagen selv byder mig. Desuden sætter jeg en ære i ikke at lægge mig ud med damer, og allermindst da med en, der altid og hos alle har gået for at være, ingens uven, men alles ven—inde.• 33 Men før jeg begynder, vil jeg spørge hende selv, hvordan hun foretrækker jeg skal henvende mig: Under gammeldags strenge og højtidelige former, eller på en mere bymæssig måde i beleven selskabstone? For hvis det skal være efter de

Kapitel 2  ·  Cicero

gamles ramsaltede sæd og skik, så vil jeg vække• en af vore skæggede gubber op fra de døde (ikke en med sådan et flødeskæg, som den dame ynder, men med et rigtigt vildmandsskæg,• som vi ser det på antikke statuer og billeder) og så lade ham få ordet i mit sted – for at hun ikke skal gå hen og blive vred på mig – og kalde hende til orden. Vi kan jo tage en af hendes egen familie, fx den gamle blinde Appius;• ham vil det jo da ikke skære i hjertet at se hende. 34 Står han op af graven, får hun denne tale at høre: ”Quinde! Hvad har du med Cælius at skaffe, med en pur-ung Mand, med en, du ei kender? Hvortil dette Frændskab med ham, at du betroer ham dit Guld, eller dette Fiendskab, at du gruer for hans Gift? Har du ei set din Fader som Consul, har du ei hørt din Far‑ broder, din Bedstefader, din Oldefader, din Tipoldefader, ja, din Tiptipoldefader at have været dette selvsamme? Vedst du icke, at du nylig har været Quintus Metellus’• Viv, hiin berømmelige, tapre og fædrelandssindede Mand, som, blot han traadte ud af Hjemmets Dør, overstraalede fast alle udi vor Stad udi Dyd, Ære og Anseelse? Du som, selv ud af ædleste Byrd, var kommen som Brud til det berømmeligste Huus, skulde du knytte dig saa nøje til en Cælius? Var han mon Blodsforvandt, eller Frænde, eller Gæsteven af din Husbond? Intet af alt dette! Hvad var det altsaa uden Vanartethed og Liderlyst?   Og siden vore mandlige Ahnebilleder• icke have kunnet holde dig i Ave, burde da icke i det mindste min Sønnedotter, hiin Quinta Claudia,• paaminde dig om at kappes med dine quindelige Slægtninge udi Quinders Dyder? Burde ikke hiin anden Vestalinde• Claudia have paamindet dig, hun som ved at omfavne sin Fader hindrede Uvennen, Almuetribunen, i at neddrage ham af TriumfVognen? Hvorfor har din Broders Laster tilskyndet dig mere end din Faders og Bedstefaders og alle mandlige og quindelige Ahners Dyder? Har jeg dérfor brudt Freden med Pyrrhus, for at du dagligen skulde besegle de skammeligste Elskovspagter? Har jeg dérfor ledet Vand hid, for at du dermed skulde aftvætte din Utugts Skændsel? Har jeg dérfor anlagt min Vei, for at du, med fremmede Karlfolk i Halen, skulde stoltsere derpaa?” 35 Men holdt, dommere! Jeg begynder at blive bange for, at denne alvors-skikkelse, som jeg selv har manet op fra de døde, skal vende sig i al sin tugtemesterbarskhed mod Cælius og hæve svøben mod ham.   Dog, min klients livsførelse skal jeg komme tilbage til senere, og da giver jeg mit ord på, at jeg skal få den frikendt selv for den strengeste moral-instans. Men du, kvindemenneske – nu taler jeg nemlig til dig i mit eget navn uden talerør – hvordan agter du at få din opførsel, dine ord, dit komediespil, dine intriger og dine bagtalelser retfærdiggjort? Ja, så må du i alt fald først gøre nøje rede for hele din udstrakte omgangskreds, din fortrolige venneskare, dit netværk. Anklagerne himler ganske vist op om udsvævelser og orgier og ægteskabsbrud, om badeleben på Bajæ• Strand, om selskaber og nattesvir, om sejlture under sang og fløjtespil, og samtidig antyder de, at du intet som helst har imod, at de drager alt dette frem. Med andre ord: Siden du nu engang med en frækhed og samvittighedsløshed,

61

62

Pluk dagen

der søger sin lige, har sørget for, at alle disse historier ser dagens lys i denne of‑ fentlige retshandling, må du enten• modbevise dem og påvise det er løgn, eller indrømme at dine beskyldninger og dit vidnesbyrd ingen tiltro fortjener. 36 Men hvis du foretrækker, at jeg taler i en mere beleven tone, skal jeg gerne føje dig. Altså, bort med denne upolerede gamling; han lugter jo næsten af stald! Nej, lad os hellere• tage en af dine nulevende slægtninge, fx din yngste bror, der er noget af det mest polerede, og som hænger ved dig med den varmeste hen‑ givenhed, han puttede sig jo i sengen hos storesøster, den søde trold, velsagtens fordi han var bange for bussemænd i mørke. Forestil dig nu, at han siger følgende til dig:   ”For pokker, søster, hvad er det for et hus, du holder! Hvordan er det, du skaber dig! Det er jo den her komedie om igen: ”Lirumlarum, katten gør æg!” Nu har du igen set et ungt• hug nede om hjørnet,• og så bager du på hans hvide• skind og smækre hofter, og ansigt og øjne. Ham må du se igen! Stævnemøder på stribe i parken! Du, du er en højadelig dame, og han er en dengse, hvis for‑ nærede far er striks med lommepengene, men hvad så? Så har du med alle dine ressourcer jo snor i ham! Gu’ har du ej! Han slår sig i tøjret, væmmes, beder dig ryge og rejse, gider ikke have dine gaver, hvis han skal ta’ dig med i købet! Jamen herregud, så slå dig da på en anden! Hvad har du ellers din lysthave ved Tiberen til? Den er jo omhyggeligt anlagt netop der, hvor alle fyrene kommer ned og får sig en dukkert?• Der kan du jo så smutte ned hver dag og ta’ dig en makker. La’ nu vær’ med at stresse ham her, når han ikke vil ha’ dig!” 37 Men også dig, Cælius, vil jeg gerne snakke et par ord med, fra et myndigt fa‑ derstandpunkt. Jeg ved blot ikke, hvilken faderrolle jeg skal vælge at spille – om det skal være en af Caecilius’• buldrebasser, en af disse her, du ved:

Nej, det er dog for galt, jeg dør af harme! Det var den dråbe, der fik bægret til at flyde! eller: Din ulykkesfugl, din døgenigt, som bare foragter min opsang! Jeg vil, dog min vilje er rent til grin med sådan et vanartet afkom …



Det er den slags fædre, der skærer ind til benet. De er næsten ubærlige. Men en fader af den type ville sige følgende til dig: ”Hvorfor flyttede du hen i det luder-distrikt i stedet for at tage benene på nakken, da du havde gennemskuet fristelsen? Hvad har du med en vildfremmed kvinde at bestille? Men værsågod, for min skyld må du strø om dig til højre og venstre og sætte alt over styr! Det vil svide til dig selv engang, når du står på bar bund. Jeg har nok til, at jeg kan hygge mig på mine gamle dage.” Men selv over for så drøje skænd af en opbragt fader har Cælius svar på rede hånd: Det er ikke brunst, der har ledt ham på afveje. Hvad skulle tyde på det? Han har ingen ruinerende udgifter, ikke sat noget over styr, ikke stiftet gæld.

38

Kapitel 2  ·  Cicero

”Nej, men man siger …” Ja, hvad siger man ikke! I et samfund, hvor tungerne er så skarpe som her, er der jo ikke én af hundrede, der går fri for bysnak. Kan man undres over, at der går rygter om denne kvindes nabo, når ikke engang hendes kødelige bror er gået fri for perfide kommentarer?   Forestiller man sig derimod en rar og skikkelig farmand, fx af denne type:

Har• han sprængt deres dør? Så lad snedkeren hente! Er hans frakke itu? Så kald skrædderen ind!

Med sådan en far, går det hele naturligvis smertefrit for sønnen. Ikke et punkt vil man så kunne sætte fingeren på, uden at det vil fremtræde som uskyldigt og undskyldeligt.   Og selve forholdet til Clodia – ja, tro ikke, at jeg vil sige hende noget på eller vil hende til livs. Men sæt nu, hun ikke var den dydige kvinde, hun i virkeligheden er, men en af den slags, som byder sig til for enhver lysthavende, en, som altid for åbent tæppe har en aftale med en eller anden elsker, i hvis park eller hjem eller sommervilla i Bajæ alverdens levemænd sætter hinanden stævne og kan drive deres leben efter forgodtbefindende; en, som endda holder unge men‑ nesker ved sit bord og kan forstrække dem med mønt, hvis far’en ser nøje på skillingen – hvis hun som sagt var en af den slags, en glad enke, der nød livet, et forfløjent fruentimmer, der ikke gik af vejen for noget som helst, en rig dame, der strøede penge ud over en lav sko, en allemandstøjte, til fals for det første bud – selv under forudsætning af alt dette, skal den første mand så straks anses for en ægteskabsbryder,• som hilser en smule fortroligt på hende? 39 Nu• er jeg forberedt på, at en vil sige: ”Så dét er dine opdragelsesprincipper! Så dét er altså, hvad du lærer de unge! Du mener nok, at Cælius’ far har betroet ham til dig, mens han endnu var dreng, for at du skulle lokke hans ungdom ud i et hængedynd af udsvævelser, og så oven i købet forsvare sådan et liv og sådanne lyster?”   Hertil vil jeg, høje dommere, blot svare: Hvis der nogen sinde har eksisteret et menneske, som fra fødselen var udrustet med en sådan jernvilje og en så urokkelig karakterstyrke, at han har vendt alt, hvad der hedder nydelser, ryggen, og kun er hastet gennem livet under uafbrudt opbydelse af alle sine legemlige og åndelige kræfter; en mand, som ikke har brudt sig om hvile eller ferie eller omgang med sine jævnaldrende eller om teater eller selskaber, hvem livet in‑ gen anden tillokkelse bød end den at lyde ærens og pligtens bud – ja, et sådant menneske må efter min mening nødvendigvis have fået overnaturlige evner i vuggegave. Noget sådant var vist netop hemmeligheden ved mænd som Camil‑ lus,• Fabricius,• Curius• og hvad de hed alle sammen, alle dem der af en flække skabte et verdensrige. 40 Men hvor finder man nu til dags slige stålsatte karakterer? Ikke blandt vor tids mennesker, ja, knap nok i vor tids bøger. De forfattere, som forkyndte

63

64

Pluk dagen

gammeldags sjælsstyrke og heltemod, deres ruller samler støv på lofterne nu. Og det er ikke kun herhjemme hos os, som altid mere af gavn end af navn har bekendt os til dét livssyn og dén handlemåde, det er gået sådan; også hos de højtbegavede grækere,• der, selv når de ikke kunne handle, dog havde mulighed for at tale og skrive nobelt og brillant – også hos dem har Grækenlands ændrede• forhold bragt nye skoler og anskuelser frem: 41 Således har nogle dristet sig til den påstand, at nydelse var endemålet• for alle den vises handlinger, og selv højt oplyste tænkere har ikke generet sig for at slutte sig til denne slemme lære. Andre har hævdet, at målet er et kompromis mellem pligt og ære på den ene side og nydelse på den anden, og ødslet al deres veltalenhed på at forlige disse to stik modsatte principper. Kun den eneste lige og sikre vej til det gode, den der går gennem hårdt arbejde, har ingen talsmænd mere, ud over et par stykker, der står tilbage og præker for tomme bænke.   Der er nemlig det, at naturen• selv på mangfoldige måder med blide kærtegn søger at dysse samvittigheden i søvn; den frembyder mange slags glatis og skrå‑ planer for de unge, hvor de ikke kan stå uden at falde eller gå uden at snuble; den skænker os en broget vrimmel af de sødeste nydelser, som kan fange selv modne mænd i deres garn. 42 Jeg siger derfor: Kan I finde et menneske, som har gjort sig blind for alt, hvad der er skønt her i verden, som er lige så ufølsom for bløde klæder og lækker mad som for blomsterduft og fuglesang … OK, et sådant menneske vil jeg selv – eller mit bedre jeg i hvert fald – og enkelte andre kalde for en gudernes yndling, men folk, som de er flest, vil afgjort kalde ham for et gudernes stedbarn. Så drop den da, den øde, stenede og tornefulde vej, tilgroet som den er af slyngplanter og vildnis! Lad ungdommen give efter for sin legelyst! Se lidt gennem fingre med den! Vellyst kan man ikke bare sige nej til. Lad os en gang imellem overhøre dydens strenge og bastante tale, og lad den tørre fornuft vige for livsappetit og lyst, når bare man holder fast ved de besindige regler og bud, der gælder på dette felt: Lad ungdommen skåne den kyskhed der hører den til, ikke forgribe sig på andres, ikke bortødsle den fædrene arv, ikke komme i ågerkarleklør, ikke volde nogens hus eller husstand mén, ikke forarge de rene, ikke lægge snare for de uskyldige, ikke bagtale de gode; ikke true nogen på livet, ikke tage del i intriger, undgå alt kriminelt. Og endelig, når den unge har adlydt de naturlige krav om nydelse og viet en periode til fornøjelser og sådanne galante eventyr, som hører sammen med den letsindige alder, så lad ham tage sig sammen og tænke på familie og hjem, på domstolene og på republikken for således at vise verden, at han er blevet mæt af de nydelser, han i sin uforstand har smagt og af egen erfaring lært at foragte. 43 På dette sted vil jeg minde jer, høje dommere, om de mange ypperlige mænd både fra fortiden og i nutiden, som, når ungdommens hede blod først var kølnet, i de modne år har udfoldet glimrende dyder. Jeg vil nødig nævne nogen ved navn – I ved jo dog selv i jeres stille sind, hvilke mænd jeg tænker på –, for det kunne

Kapitel 2  ·  Cicero

aldrig falde mig ind at sætte den mindste plet på mænd, for hvem ingen lovord er for stærke. Men ellers skulle det være mig en let sag at udråbe i snesevis af højfornemme, glorrige navne og hér pege på et vildt hensværmet ungdomsliv, dér på raffineret forfinelse og yppighed, hist på bundløs gæld, dér på ødselhed eller udskejelser – alt sammen noget, man kunne undskylde med deres ungdom, hvis disse mænd ikke allerede havde kastet glemsel over forvildelserne ved deres senere bedrifter. 44 Jeg• tør nu tale lidt mere frit fra hjertet om, hvordan hele min klients higen og stræben står til hvad der er godt og ædelt, da jeg er vis på, at I, med jeres intel‑ ligens,• ikke vil misforstå min åbenhjertighed: I Marcus Cælius’ fortid vil man søge forgæves efter nydelsessyge og ødselhed og gæld. Og hang til solderi og horehuse finder man intet af: Vommens og svælgets last er jo ikke noget af det, der bliver mindre af med årene, men tværtimod mere. Og hvad det andet angår: eskapader med damer og smums,• som det kaldes, så er det glæder, som falmer for tidligt og pludseligt til, at de kan genere mere karakterstærke personer ret højt op i årene, og Cælius har de aldrig hverken besnæret eller bundet. 45 I har nylig hørt ham forsvare• sig, I har tidligere hørt ham føre en anklage – jeg berører dette udelukkende for at værne, ikke for at prale – og I har, intelligente som I er, fået et tydeligt indtryk af hele hans habitus som taler, hans flydende foredrag, hans evne til at belægge sine ord og afrunde sine sætninger. Det er dog ikke blot hans medfødte• talent, I vil have lagt mærke til – skønt et talent som hans ofte i sig selv er tilstrækkeligt til at hævde sig, selv uden røgt og pleje. Men i hele hans tale skinnede der en skolet logik igennem, der vidnede om en grundig teoretisk viden, tilegnet gennem vågne nætters ihærdige studium … medmindre da min sympati for ham har spillet mig et puds.   I må også vide, dommere, at de lidenskaber, der bebrejdes Cælius, og de studier, jeg her skitserer, uhyre vanskeligt findes forenet hos samme menneske. En psyke, der er kastebold for brunst, og som er bagbundet af sex, liderlighed og ustyrlighed, og som tit er trykket af sine millioner, ja, engang imellem af mangel på samme – sådan en psyke vil nemlig aldrig have spændstighed nok til at magte de opgaver, der stilles os talere, opgaver som måske ikke er så store og indviklede endda, men som alligevel kræver tankens indsats nok så meget som tungens. 46 Hvad skulle også være grunden til, at der er og altid har været så få, der har helliget sig dette studium, skønt det som intet andet åbner de mest lokkende chancer, og, samtidig med at det tilfredsstiller en selv, baner vej til hæder, po‑ pularitet og anseelse? Grunden er simpelt hen den, at det kræver, at man kvæler sine tilbøjeligheder, vender ryggen til adspredelser og fornøjelser, giver afkald på sport, lystighed og selskabelighed, ja, næsten på passiaren i familiens skød. Og det er altså hverken manglende naturanlæg eller skolekundskaber, der holder folk tilbage, men dette krav om selvfornægtelse, der ligger som en truende bom og skræmmer dem bort.

65

66

Pluk dagen

47

Tror I så, at min klient som purung havde kunnet rejse proces mod en konsular,• hvis han havde smag for det liv, jeg lige beskrev? Hvis han skyede anstrengelser og sad fast i et hængedynd af udskejelser, tror I så, at han stadig kunne stå midt i døgnets strid, forfølge sine modstandere, anlægge processer, vove sin borgerlige stilling og eksistens, eller nu for hele romerfolkets øjne, efter måneders kamp, tage den afgørende dyst om undergang eller hæderfuld sejr?   ”Ja, men er der ikke en duft tilbage ved ham af det berygtede naboskab, går snakken ikke blandt folk, og taler Bajæ By ikke sit tydelige sprog?” Jo vist taler Bajæ… nej, Bajæ råber til himlen, at så vidt er én kvindes brynde skejet ud, at den ikke længere søger ensomheden og mørket til skjul for sine skændselsgerninger, men ligefrem nyder at fremvise sin bedærvede natur midt i den tætteste trafik og ved højlys dag. 48 Skulle der være nogen, som stiller sig på det standpunkt helt at forbyde de unge købte elskovsglæder• – et strengt respektabelt standpunkt, det kan jeg ikke nægte –, da står han i fuldstændig modstrid ikke blot med nutidens friere anskuelser, men også med hvad forfædrene anså for sædvanligt og tilladeligt. Det er jo nemlig noget, der har gået i svang til enhver tid, man har altid set roligt på det uden at gøre anskrig og aldrig anset det, som nu engang er tilladt, for utilladeligt. Her skal jeg nu holde mig til sagen alene og ikke• nævne nogen kvinde ved navn; det vil jeg lade stå helt åbent: 49 Men når en enke åbner sit hus for enhver lysthavende, åbenlyst lader sig indrul‑ lere blandt gadens løse fugle og går på sold sammen med vildfremmede mænd, alt sammen snart mellem byens mure, snart i parkanlæggene, snart i Bajæs menneskemylder; når hele hendes opførsel – den udfordrende gang, hendes flitterstads, eskorten af beundrere, de glødende øjekast,• den letfærdige snak, krammeri og kysseri, the beach-parties, lystyachterne – når den opførsel stempler hende ikke blot som en skøge, men som en tæve, sig mig så, Lucius Herennius: Den yngling, der ved et rent tilfælde er løbet på hende, synes du ikke snarere, han er en hjerteknuser, der ville lette trykket, end en ægteskabsbryder,• der ville bestorme en dames dyd? 50 Og nu dig, Clodia,• bare rolig! De krænkelser,• du har voldt mig, skubber jeg til side; jeg bærer heller ikke nag over de nederdrægtigheder, du tilføjede min familie, mens jeg var udenlands; og hvad jeg sagde før, var skam ikke møntet på dig. Men nu spørger jeg dig selv (du er jo efter anklagernes udsagn i samme person både kilde til beskyldningerne og vidne derom): Forestil dig, at der var en kvinde af den slags, jeg beskrev før, en der, ganske i modsætning til dig, levede i og af utugt – regner du det så for en skandale, om en ung mand har haft lidt fjas med hende?   Hvis du nu ikke er identisk med hende – hvad jeg håber! – hvad har anklagerne så at bebrejde Cælius? Men hvis de påstår, at du ér den kvinde, hvorfor skal vi så frygte en anklage, som du selv for længst har sat dig ud over? Det er altså dig, der bestemmer strategien for mit forsvar. Er du ærbar, har Cælius jo ikke gjort

Kapitel 2  ·  Cicero

51

noget videre frækt. Er du liderlig, så er dét det bedste forsvar både for ham og for dine øvrige herrebekendtskaber. Men eftersom jeg nu betragter min tales skib som bragt flot og lodset ud forbi alle skær, vil resten være som en tryg sejlads gennem åbent vand. Der er to graverende beskyldninger,• hvori én og samme kvinde er impliceret: Om guld‑ smykkerne, som han skal have fået af Clodia, og giften, som han skal have skaffet sig til et mordforsøg på samme Clodia.

Efter dette er det nok på sin plads at minde om, at en Cicero-tale er drejebog til en performance, som ikke kun vil overbevise med saglige argumenter (logos, tale & for‑ nuft). Når logos ikke rækker, vil talen også imponere og charmere i kraft af talerens person (ethos, karakter), og den vil gribe og bevæge tilskuernes sind (pathos, affekt) og desuden jo da også fryde dem med ordkunst. Skønsnak, platte vitser (Pro Caelio 33!) og direkte løgn er ikke udelukket. Men Ciceros taler er ofte, sådan som hans retoriske teori krævede, præget af et vist filosofisk niveau; således fx Pro Caelio § § 39ff. og det humanistiske manifest i forsvarstalen for digteren Archias. Ciceros taler får derved et mere belæst præg end Demosthenes’. Cicero var ”som bekendt den største kunstner på feltet sjælebehandling, summus ille tractandorum animorum artifex” siger Quintilian (11.1.85). Nu har vi ganske vist bevaret så lidt af hans juridiske og politiske rivalers taler, at sammenligning er vanskelig, om end ikke helt umulig, for os. Men Quintilian og Tacitus havde materiale til at sammenligne Cicero med de andre, og begges konklusion blev, at Cicero var mesteren. Tacitus var selv en stor taler. Betragtet som talekunst er Pro Caelio specielt bemærkelsesværdig ved sin udstrakte brug af taktisk forbi-gåelse, praeter-itio, altså den manøvre, at man erklærer som sin bestemte hensigt at forbigå det og det, som man så altså alligevel får nævnt. Der kom‑ munikeres over lange stræk af denne tale efter devisen Jo lettere jo bedre, jo sjovere jo alvorligere. Beslægtede med pseudo-forbigåelserne er tankeeksperimenterne, fx i § 38 og § 50: ”Sæt, at hun er … Sæt, at hun ikke er …”. Cicero har villet have sin hånetale, sit invektiv, til at svæve og har satset på, at den just ved sin vægtløshed kunne få vægt. Det må have krævet et opbud af hele hans berømte kropslige veltalenhed at få alle disse kursændringer og tankekæntringer til at gå rent ind hos dommerne. Jævnfør også de tilfælde, hvor han anfører tænkte indvendinger fra modpartens side, idet han udtaler foregribelser af typen: ”Her kunne man indvende, at sådan og sådan…” (fx § 39). Den lidt mere åndsfraværende eller tungnemme tilhører måtte antagelig mere end én gang spørge sig selv: Hvem har i grunden ordet her! Helt forvirrende, subsidiært helt vildt underholdende, må det have været, når Cicero over længere stræk tyede til det greb at ytre sig gennem en anden person, først en langskægget ærkeromer fra gamle dage, dernæst talerens værste fjende, så at han først lægger stemme til Clodias blinde forfaders rungende patos, dernæst til hendes kære lillebrors vulgærepikuræiske kynisme (§ 33, § 36). Lige siden den blev opfundet af grækerne 400 år forinden, havde retorikken gået ud på, at man skal lære at tale både for og imod samme sag, at se sagen fra begge sider,

67

68

Pluk dagen

både den stærke og den svage side, og i givet fald formå at vende det hele på hovedet. Talen Pro Caelio har et berømt eksempel herpå allerede i § § 10‑14, hvor Cicero søger at komme om ved den kendsgerning, at Cælius under Catilinas kampagne i 63 for at blive valgt til konsul i 62 ”ivrede for” Catilina, Ciceros satan (i alt fald fra 63 og frem). Cicero går så vidt i hvidvaskning, at han erklærer, at han ligefrem selv i sin tid nær var blevet narret af Catilina – hvad han i år 65 faktisk havde været. Just i sin bestræbelse for at finde formildende omstændigheder inde på et så tæt mineret felt som dette vover Cicero sig ud i en analyse af psykologiske forunderligheder og paradokser, admirabília, og tegner en indlevet forbryderprofil af Catilina: ”På én gang udsvævende og udholdende; sammen med gamle seriøs, sammen med unge sjov, osv.”, sådan lyder dette portræt af kamæleonen Catilinas ”foranderlige og komplekse natur” (varia et multiplex natura). Retorikken pålægger Cicero at fastholde det bevægelige og hjælper ham samtidig dertil, idet den rækker ham sine skemaer for paradoksal portrættering. Vi skal senere se Sallusts profil af Catilina og hans dobbeltanalyse af Cæsar og Cato. En lignende intellektuel og moralsk smidighed som den, Cicero udfolder i skil‑ dringen af den karismatiske og sexede landsforræder Catilina, kan iagttages i § § 40 ff. og § 48, hvor der, med mange bolde i luften, argumenteres for, at synet på moral er undergivet en historisk udvikling, og at dette faktisk må tages til efterretning. Herunder kommer den fleksible retor tilsyneladende tæt på at trække tæppet væk under den gamle romeretik med virtus og mos majorum, mandighed og forfædres skik, som han dog selv hylder i så mange andre sammenhænge, og hvis forsvinden hans samtidige Sallust beklager så stærkt. Moralister har alle dage hæftet sig ved, at den retoriske metode lærer os at maskere os, og at dette kan udhule karakteren; men man kan også hæfte sig ved, at den retoriske metode kan vise tanken nye (ud)veje. Hvad Cicero siger om overbæ‑ renhed med de unge, er ikke kun taktik. Det er faktisk et aspekt af hans humanitas, at han antyder en ny kulturel og moralsk model, som vi kan skitsere sådan: Der er siden de store erobringer for hundrede år siden og mere strømmet så mange rigdomme til Rom, at vi ikke bare kan kræve nøjsomhed, tugt og ære, som da gamle Cato var ung. Den slags pukken på mos majorum er simpelt hen uklog; for stiller vi os sådan an, gør vi de unge fuldkommen fremmede for traditionens romerske værdier. Vi må være åbne over for det nye for at kunne bevare det bedste gamle. Sådanne ideer lufter Cicero som sagt ikke kun i Pro Caelio, men også i Pro Murena (63), hvor skydeskiven for hans vid er ingen ringere end Cato den Yngre og hans moralske nostalgi, og også andre steder. Næste generation havde ikke øre for Ciceros smag, originalitet og kloge konservatisme. Nej, nu kom Den Augustæiske Reaktion, som drømte kønt om tunge hakker på unge bønderkarles tyrenakker, for nu at citere romerodedigteren Horats (som dog ikke er hele odedigteren Horats, se fx ode 2.8). Som indføring i Samtalerne i Tusculum 5.1‑11 og 5.57‑83 følger her lidt mere om Ciceros filosofiske skrifter, deres indhold og baggrund. Fra barnsben havde retoren Cicero lært at behandle en sag fra begge sider: ”at drøfte i begge retninger”, in utrámque partem disputáre. Det overrasker ikke, at en retor, når

Kapitel 2  ·  Cicero

han bliver filosof, har visse forbehold over for de dogmatiske, de absolutte, skoler og tilslutter sig probabilismen (jf. vore dages postmoderne og ”den svage tanke”). Retorik‑ ken har aldrig befattet sig med det indiskutabelt sande og til evig tid retfærdige, men med det sandsynlige og rimelige, probábile (af probare, at billige, jf. ap-prove). Det var just det, Platon i dialogen Faidros havde angrebet retorikken for. Platons dialog havde kaldt Aristoteles’ Retorik frem med et omfattende og systematisk forsvar for talekun‑ sten, og Faidros vedblev at være en anfægtelse; den var det også for Cicero. Hvorfor véd retorikken ingenting, hvorfor mener den kun? havde Platon spurgt. I slutningen af det nedenfor bragte stykke fra Tusculum-samtalerne (§ § 82‑83) kommenteres Ciceros ek-lektiske, dvs. ud-vælgende, standpunkt, som består i dette: fra alle skolerne, ubundet af autoriteter, at udvælge, hvad der forekommer mest sandsynligt og overbevisende, probábile, og lægge det frem til åben kritik. Og dette ser han som det ægte sokratiske. Den hovedpart af Ciceros filosofiske skrifter, som handler om erkendelsesteori, etik og teologi, er blevet til i det utrolig korte tidsrum fra februar 45 til november 44. Tul‑ lia var død, og Cæsars diktatur havde afskåret Cicero fra at drive politik. Filosofifor‑ midling dyrker han, som han selv siger, som medicin mod smerten, doloris medicina (Academica 1.11). Hovedværket i filosofisk henseende er De Finibus Bonorum et Malo‑ rum, Det Højeste Mål for Godt og Ondt, eller: Hvad skal man egentlig forstå ved godt og ondt? Her behandles det problem, som vi ovenfor hørte Cicero skitsere i Pro Caelio (§ 41), problemet om livets højeste gode og øverste formål (græsk télos, latin finis). I de første to bøger gennemgås det epikuræiske svar: nydelse, som også strejfes i stykket her fra Tusculanerne (§ § 73‑75). I bøgerne 3 og 4 diskuteres det stoiske svar: virtus, dyden eller godheden; det er Cato den Yngre, Cicero lader forsvare den rene stoiske morallæ‑ re. I femte bog præsenteres det akademiske synspunkt, som derefter kritiseres på stoisk grundlag; der nås ikke noget klart resultat. Skriftet ender altså i aporía, udvejsløshed, ligesom en række af Platons ungdomsdialoger. Med ”akademisk” menes på Ciceros tid et skepticistisk, anti-dogmatisk standpunkt inden for erkendelsesteorien (jf. hvad der tidligere blev sagt om probabilisme og eklekticisme); dog havde Ciceros højt agtede læ‑ rer Antíochos fra Askalon under de sidste årtiers intense debat trukket Akademiet bort fra en alt for ekstrem skepsis. Det er Antiochos, der har lært Cicero at hæfte sig ved det, der forbinder akademikere, aristotelikere og stoikere, og se mindre på det, der adskiller dem, hvilket passer godt til romerens formidlende formål. Denne søgen efter det fælles skal vi se genoptaget af 1700‑tallets oplysningstænkere med front mod religionskrige. Den filosofi, Cicero formidler, er den hellenistiske, det er filosofien efter Aristoteles – hvad der i hovedsagen vil sige disse tre skoler: epikuræisme, stoicisme og skepticisme. Men naturligvis er der mange både ærbødige og indsigtsfulde åbninger tilbage, ikke blot til Aristoteles, men til Sokrates og Platon, ”den guddommelige Platon”, og dét så meget desto mere som skepticismen havde sit hovedsæde ved Platons Akademi. I det berømte stykke nedenfor (§ § 10‑11) om Sokrates, der ”kaldte filosofien fra himlen ned på jorden”, fremstilles de hellenistiske skoler netop som udgået fra ham, og også i andre sammenhænge betoner Cicero, at hans eget fokus er på filosofien fra Sokrates og frem, dvs. den tænkning, der har givet afkald på løsningen af de store naturvidenskabelige

69

70

Pluk dagen

spørgsmål, som førsokratikerne grublede over. Når man taler om Sokrates’ og Ciceros humanisme, sigter man bl.a. til dette fokus på det humane, det mellemmenneskelige, i deres tænkning. I første efterkristne århundrede sluttede Seneca sig til; også han betragtede sig på et vist plan som sokratiker, men Seneca havde en ægte interesse for naturvidenskab. I forlængelse af De Finibus ligger Tusculanae Disputationes, Samtalerne i Tusculum, hvis titel skyldes, at disse filosofiske diskussioner finder sted på Tusculanum, Ciceros gård ude i Tusculum (i Latium, ved det nuværende Frascati). Værket, som er Ciceros mest lidenskabeligt og lyrisk skrevne og det, hvori han kommer tættest på stoicismen, behandler mentalt kaos, depression og dødsangst. Hellenistisk filosofi sigter nemlig bestandig mod psykoterapi, den vil befri for de irrationelle, ambivalente og derfor sønderrivende affekter (se 5.60 nedenfor). Hvorfor er kroppens lægekunst (medicinen) så højt agtet, når sjælens lægekunst (filosofien) er ringeagtet? Angst og brunst er jo dog værre end legemlige sygdomme, hedder det hos den hellenistiske terapeut Cicero (Tusculanernes 3. bog). 1. bog af Tusculanerne handler om ikke at frygte døden, 2. bog om at udholde smerte, 3. bog om at helbrede mismod (aegritudo), idet diskussionen styres over mod sorg, 4. bog om helbredelse af andre affekter, bl.a. vrede, med en indgående afvisning af Aristoteles’ forsvar for affekterne, og endelig er 5. bog viet det emne, som Cicero anså for filosofiens vigtigste, nemlig at dyd/godhed, virtus, i sig selv er tilstrækkelig til at sikre et menneskes lykke, også under sygdom, også under tortur. Skønhed, rigdom, kendthed er alt sammen irrelevant, ofte er disse såkaldte goder endda ligefrem skadelige for lykken, da denne forudsætter ubundethed. Sådanne stoiske tanker formår at aflokke Ciceros og senere Senecas pen den mest majestætiske prosa, den har i sig. Men Cicero erklærer sig, til forskel fra Seneca, som akademiker. De dage er længst forbi, da hellenistisk filosofi blev betragtet som noget andenhånds. Siden 1960’erne har flere og flere fagfilosoffer fordybet sig i de hellenistiske skoler. I sin berømte bog The Therapy of Desire: Theory and Practice in Hellenistic Ethics (1994) taler Martha Nussbaum – apropos det ovenfor nævnte om medicin og filosofi – om hellenismens “compassionate medical philosophy” og undersøger denne filosofis bud på begærsterapi og ro. Disse temaer har også Michel Foucault studeret, bl.a. i tredje og sidste bind af sin Seksualitetens Historie (1976‑1984), hvor det, som Foucault kalder selv-omsorg, undersøges med fokus på de hellenistiske tænkeres praksis ved stressbekæmpelse. Det er ikke mange år siden, vor landsmand Vilhelm Grønbech over en bank hånede al denne indadvendthed som kvalmende, livsfjendsk fromhed; det skete i værket Hellenismen (1939). Helt modsat mener Martha Nussbaum, at hellenistisk filosofi kan vejlede moderne mennesker, og hun har fået stor gennemslagskraft i USA – og i Europa. Jo højere hellenististisk filosofi bliver vurderet, desto taknemmeligere vil man være for Ciceros – og Senecas – betydning for bevarelsen af (noget af) den. Men når det er indset, at den filosofiske argumentation er interessant, følger deraf, at Ciceros og Senecas oversættere bør være stringente og ikke gengive ”så at” (ut) ved ”fordi”, eller ”nemlig” (nam) ved ”men”, fordi man synes, det klinger bedre. Cicero var ikke den første, der populariserede græsk filosofi på latin; nogle

Kapitel 2  ·  Cicero

epikuræere var gået forud, men dem finder han det passende at kassere for deres lit‑ terære mangler. Cicero er ganske fair i sin polemik, undtagen over for epikuræere; her bliver han koldkriger. Når Seneca i Epistulae Morales ærligt bestræber sig for at holde kammertonen over for Epikur og hans tilhængere, kan det være en reaktion mod Ciceros mange anti-epikuræiske tirader. Cicero var ellers ikke prædikant i sine filosofiske værker. Prædikanter var der i samtiden: Ud over Lukrets’ flammende læredigt Om Verdens Natur, kan vi nævne Ciceros højlærde ven, den nypythagoræiske mystiker, magiker, astrolog og vegetar Nigidius Figulus. Ligesom Seneca hundrede år senere skulle blive en stoisk omvendelsesprædikant. Det er en stor rigdom for os, at vi har både Ciceros moderation og Senecas mission. Endnu et par ord om formen i Ciceros philosophica. Formelt indtager de tre bøger Om Pligterne en særstilling, derved at de som formaning er direkte rettet til Marcus, Ciceros søn, i Athen. Et skrift som De Finibus er opbygget som dialoger, hvis deltagere betjener sig af ganske lange indlæg, sådan som Cicero havde lært det i Aristoteles’ nu tabte dialoger, til forskel fra Platons mere springende, animerede og ironiske dialo‑ ger. Cicero er ganske vist den eneste antikke forfatter, der viser virkelig forståelse for Platon som kunstner; men Platons dialogform afstår han fra at kappes med. Værket Om Gudernes Væsen er opbygget nogenlunde som De Finibus. Derimod har Tuscu‑ lanae Disputationes form af en lærers forelæsning (schola), foranlediget af en tilhørers spørgsmål. I nogle håndskrifter markeres lærerens, dvs. Ciceros, lange indlæg med et M(agister), tilhørerens med et A(udítor). Tusculanae Disputationes er tilegnet Marcus Brutus. Denne søn af Servilia – Catos stedsøster, Cæsars elskerinde – skulle inden for et halvt års tid blive Cæsars morder. Her kommer Ciceros lovprisning af filosofien som livets fører: O vitae philosóphia dux! (§ 5). Foredragsholderens anliggende bliver hurtigt formuleret hen til det, som vi skal finde igen og igen i romerske tekster: Hvordan opnår jeg en virksom beskyttelse mod livets uforudsigelige, uretfærdige luner (fortuna) og, i nær sammenhæng hermed, mod de irrationelle og al ro og glæde dræbende lidenskaber (affectûs)? Hvordan bliver jeg usårlig?

III Ciceros filosofiske værker Cicero: Samtalerne i Tusculum 5.1‑11 og 5.57‑83 For at blive lykkelig kræves én ting: godhed 1

Kære Brutus,• dette er den femte dag, og den skal sætte punktum for vores Tusculum-samtaler. Femtedagens emne er det, som du selv giver din varmeste tilslutning. At godheden i sig selv er tilstrækkelig for et lykkeligt liv, det er en tese, som jeg véd du helhjertet går ind for, sådan som det fremgår af den bog, som du har dediceret til mig, og som rummer en meget indsigtsfuld behandling af emnet – rent bortset fra vores mange personlige samtaler derom. Et strengt

71

72

Pluk dagen

bevis er det ganske vist vanskeligt at føre, når man betænker, hvor uberegneligt og blodigt lykken kan spille med ens liv. Men netop ved denne tese bør vi gøre vores yderste, for at den nemmere kan vinde gehør. Af alle emner, som gøres til genstand for filosofisk drøftelse, kan intet nemlig måle sig med dette i betydning og højhed. 2 Når de som var banebrydende• med tænkning og filosofi, skød alle andre spørgs‑ mål til side, så var deres motiv netop, at de helt ville hellige sig undersøgelsen af den ideelle livsform; det var håbet om at nå til en lykkelig livsførelse, der fik dem til at satse al deres energi og tankekraft.   Hvis nu spørgsmålet om godhedens væsen er blevet formuleret og perfektione‑ ret af dem, og hvis, for det andet, godheden er værn nok om lykken, så kan man kun beundre disse foregangsmænd for at have lagt det filosofiske fundament – og os for at bygge på det. Hvis godheden derimod kun er tilfældets tjenestepige, underkastet fruens lunefulde omskiftelser, og ikke har muskler nok til at passe på sig selv, så ser det sort ud: Så er det jo ikke i tillid til godheden, vi kan stræbe opad med lykkehåbet i sigte; nej, så er der stort set kun fromme ønsker at falde tilbage på. 3 Det hænder desværre også for mig, at jeg, i mindet om de prøvelser, tilfældet så ubarmhjertigt har udsat mig for, begynder at tvivle på denne teses sandhed, og rystes ved tanken om menneskelivets usikkerhed og skrøbelighed. Når jeg ser, hvordan naturen har givet os et svagt legeme og dertil har føjet uhelbredelige sygdomme og ubærlige smerter, bliver jeg bekymret for sjælen og spørger mig selv, om naturen har tildelt dén lidelser og smerter ganske som legemets og oven i købet har snøret den ind i angst og plager, der er særegne for sjælen. 4 Men så går jeg hårdt i rette med mig selv, fordi jeg ved min vurdering af god‑ hedens råstyrke kigger på menneskenes slattenhed• – andres og velsagtens også min egen – i stedet for at tage godheden selv som målestok.   For hvis godhed er mere end et navn – og al tvivl herom har din morbror jo fjernet, Brutus – så lægger den alt, hvad der kan hænde et menneske, langt under sig, hæver sig over det, ringeagter livets blinde tilskikkelser, og fri for brøde og skyld er godheden overbevist om, at der bortset fra den selv intet• er i verden, der angår den. Men vi mennesker, som forværrer al forventet modgang med vores frygt og al nærværende med vores mismod, vi har en tilbøjelighed til at fordømme verdens indretning snarere end vores egen vildfarelse. 5 Men korrektion af både denne karakterbrist og alle vores andre defekter og fejl bør vi hente hos filosofien, og den alene. Den bød mig i sin tid næring, da jeg i min tidligste ungdoms målrettede videbegær hengav mig til den, og den har ydet mig ly, nu da jeg under disse svære lykkeomslag og deres rasende storme atter har søgt tilflugt i den havn, jeg var sejlet ud fra.   Filosofi, du vor ledestjerne i livet, godhedens opsporer, ondskabens uddriver! Hvad havde jeg, ja, hvad havde hele menneskelivet formået uden dig? Du har født byer, du har kaldt omstrejfende mennesker sammen til liv i samfund, du

Kapitel 2  ·  Cicero

6

7

8

9

har forenet dem i fælles boliger, og dernæst i ægteskaber, til fællesskab i sprog med dets skrifttegn og lyde, du har udfundet love, og i moral og anstændighed har du været vor lærer! Du er vor tilflugt, vor hjælper; dig, som jeg før tilhørte med en stor del af mig selv, hengiver jeg mig nu helt til, med liv og sjæl! Én• dag hos dig, henlevet i ret lydighed mod dine bud, er bedre end en hel udødelighed på gale veje. Hos hvem skal vi da søge hjælp, om ikke hos dig, som så rundeligt har givet os fred i livet og frataget os gru for døden! Og dog er det langt fra, at man lovpriser filosofien efter fortjeneste for dens gaver. Tværtimod, de fleste vender den ryggen, mange taler endda ondt om den. Vover nogen virkelig at tale ondt om menneskelivets moder og ved dette modermord at besudle alle sønlige følelser med sin utak, en utak så stor, at man anklager• den, man burde højagte, også selv om man ikke helt har fået øjnene op for dens værd? Men jeg tror, denne vildfarelse og dette forblindelsens mørke, som de uoplyste vandrer i, skyldes, at de ikke kan se tilbage i fortiden• og ikke er klar over, at menneskehedens foregangsmænd til en højere tilværelse har været filosoffer. Selv om vi således forstår, at sagen er ældgammel, må vi indrømme, at ordet filosofi er af yngre oprindelse. Anderledes er det med begrebet visdom,• hvor ingen kan nægte, at både sagen og ordet er gamle. Og denne skønne benævnelse blev tillagt den i gamle dage, fordi den formidler viden og kundskab om alt guddommeligt og jordisk, om oprindelse og årsag til alle enkeltfænomener. Lad mig nævne de bekendte syv,• som grækerne både anså og kaldte for sophoí, og vi romere for sapientes, lad mig minde om Lykurgos• mange slægtled tidligere – Homer skal have været hans samtidige endnu før vor bys grundlæggelse• – og længere tilbage, fra heltesagnenes tid, minde om Odysseus og Nestor; om alle disse siger overleveringen, at de både af navn og gavn var vismænd. Og overleveringen om, at Atlas bærer himmelhvælvingen, at Prometheus• er læn‑ ket til Kaukasus, og at Kepheus• tillige med hustru, svigersøn og datter er blevet gjort til stjernebilleder, den ville vi slet ikke have, hvis ikke den guddommelige kundskab om de himmelske ting havde overført deres navn til mytens fiktion. Efter disse pionerer regnedes og kaldtes i lige linje den række af mænd, som i rolig beskuelse søgte frem til forståelse af verdens sammenhæng, for vismænd, og det navn holdt sig lige indtil Pythagoras’• dage. Om ham berettes det – som man kan læse hos Platons elev Herakleides fra Pontos, en udmærker forsker – at han engang kom til Fliús•, hvor han over for byens fyrste Leon udviklede sin lærdom med lige så stor kløgt som veltalenhed. Fyrsten fyldtes af beundring for hans ånds klarhed og talens fylde, og spurgte ham så, hvilket fag• han især følte sig hjemme i. Men Pythagoras svarede, at fag kunne han ikke nogen af; han var filosof. Det ord havde Leon aldrig hørt før, så han spurgte forbavset, hvad filosoffer var for noget og hvorved de adskilte sig fra andre mennesker. Så svarede Pythago‑ ras:

73

74

Pluk dagen

  ”Livet er i mine øjne at sammenligne med et marked af den slags, som holdes, når de store festlege udfolder deres pragt under tilstrømning fra hele Grækenland. Der kommer da nogle, som prøver at vinde sejrskransens hæder ved sportspræ‑ stationer; andre lokkes af udsigten til at tjene penge ved køb og salg. Men så er der endelig nogle – og det er de mest fribårne• – som hverken stræber efter bifald eller gevinst, men blot kommer som tilskuere, for at give nøje agt på alt, hvad der foregår og hvordan. På samme måde er vi mennesker sat her i livet, henflyttet• fra et andet liv og en anden slags tilværelse, ganske som de mennesker, der kommer rejsende fra deres hjemby til det myldrende marked: Nogle træller for hæder, an‑ dre for penge; men der er også nogle få, som agter alt andet for tomhed og intet, og kun søger at trænge til bunds i tingenes væsen. Dem kalder jeg for visdoms‑ søgere (det er dét, ordet filosoffer betyder). Og ligesom det mest fribårne dér er at være tilskuer uden tanke på fortjenesten, således• er også her i livet én ting at foretrække frem for alt andet: fordybelse i og kundskab om verdens væsen.” 10 Men Pythagoras var ikke blot ophavsmanden til dette navn; han fremmede i høj grad også sagen selv. For da han efter denne samtale i Fliús var kommet til Italien, var det ham, som førte den egn – den fik navnet Stor-Grækenland• – frem til blomstring, takket være den kultur og videnskab af højeste værdi, for det enkelte menneske som for hele samfundet, som han plantede dér. Om hans lære bliver der måske lejlighed til at tale en anden gang. Men følger vi linjen fra den gamle filosofi frem til Sokrates – denne havde gået i lære hos Archelaos, der igen var elev af Anaxagoras• – ser vi, at man foreløbig kun beskæftigede sig med læren om tal og bevægelser, og om det tilgrundliggende for alle tings tilblivelse og forfald; man gjorde sig megen umage med at udfinde stjernernes størrelse, deres afstande og baner, kort sagt, alle himmelfænomenerne.   Men Sokrates brød nye baner: Han hentede filosofien fra himlen ned på jorden. Han gav den plads i byerne, helt ind i husene styrede han den, og han tvang folk til at diskutere med sig om livsførelse og moral, om godt og ondt. 11 Over hans mangfoldigt varierede samtalekunst, hans vidtspændende interesser og mægtige ånd satte Platon pietetsfuldt et mindesmærke i sit forfatterskab; og derved blev Sokrates udgangspunktet for adskillige filosofskoler, der indbyrdes afveg i indhold og metode. I valget mellem dem har jeg besluttet at gå den vej, som efter min mening er den ægte sokratiske, nemlig at holde min egen an‑ skuelse tilbage, befri andre for deres vildfarelser, og i alle filosofiske drøftelser at søge frem mod det mest sandsynlige. Ingen har anvendt den metode med så ubestikkelig logik og rig opfindsomhed som Karneades;• således har da også jeg selv ved flere tidligere lejligheder og nu for nylig på mit Tusculanum fulgt denne form for filosofisk samtale. 57

I otte og tredive år var Dionysios• tyran i Syrakus; han var kun fem og tyve år gammel, da han satte sig på eneherredømmet. Denne skønne by, blomstrende og rig, holdt han i trældom så længe! Og så læser vi hos troværdige forfattere, at

Kapitel 2  ·  Cicero

58

59

60

61

han var yderst mådeholden i sit privatliv og energisk og ekspansiv i sit styre, ja, men samtidig ondsindet og uretfærdig af væsen. Derfor må alle, som ser sand‑ heden i øjnene, fælde den dom, at han var bundulykkelig. For ikke engang da han mente sin magt fuldkommen, kunne han virkeliggøre sit inderste ønske. Han var af god familie og agtværdig stand (for øvrigt er de forskellige kilder ikke enige på dette punkt), havde overflod af jævnaldrende venner og nærtstående familie, havde desuden efter græsk• sædvane bestemte unge mennesker som sine elskede, og dog stolede han ikke på nogen af dem; sikkerheden• for sit liv betroede han til nogle slaver, som han selv havde valgt sig fra fornemme huse og hævet op fra slavestand, og til et slæng af rå barbarer. Takket være sit uretfærdige begær efter eneherredømmet havde han således på en vis måde spærret sig selv inde i et fængsel. Ja, af angst for at betro sin hals til nogen barber, lod han sine døtre oplære i at barbere. Så det blev kongedøtre, som ragede faderens skæg og klippede hans hår, som om de var nussede hjælpersker i en barberbod. Men ikke nok med det; da de blev voksne, tog han kniv og saks fra dem og lod dem afsvide sit hår og skæg med glødende valnøddeskaller. Hele to hustruer havde han, Aristomache fra sin egen by, og Doris fra Lokroi;• men han gik aldrig til dem om natten uden forudgående omhyggelig undersø‑ gelse af alle omgivelser. Rundt om ægtesengen havde han ladet grave en bred grav, hvorover der førte en lille træbro; når han havde lukket døren til sovekammeret, svingede han broen over til sig. Han turde heller ikke henvende sig til folket fra en almindelig talerstol, men holdt sine taler til dem fra et højt tårn. Man fortæller, at engang da han ville spille bold – noget han holdt meget af – og havde taget sin tunica af, overlod han sit sværd til en purung mand, som han el‑ skede. Så ytrede en af hans venner for sjov: ”Her er da virkelig en, du betror dit liv til,” hvorpå den unge mand smilede. Men Dionysios lod dem begge dræbe, ven‑ nen, fordi han havde peget på en mulighed for at rydde ham af vejen, og kæresten, fordi han havde bifaldet det udsagn med et smil. Han angrede sin ugerning og led sit livs frygteligste kvaler, fordi han havde slået den, han elskede så højt, ihjel. Således går det ustyrlige mennesker: Deres sind sønderslides af modstridende• drifter. Giver man efter for den ene drift, må man stritte imod den anden. Med denne tyran er der dog det særlige, at han selv gav sin lykke karakter: Da en af hans øjentjenere,• Damokles, i en samtale udbredte sig om al hans magt, rigdom og storhed, hans overflod på alt muligt, slottets pragt osv. og sluttede med at erklære, at han var det lykkeligste menneske i verden, så svarede Dionysios: ”Hør, Damokles, har du ikke lyst til selv i egen person at smage min lykke, siden du er så begejstret for den?” Det ville den anden da gerne, og Dionysios lod ham så tage plads på en guld-sofa, der var betrukket med en pragtfuld hynde, hvori der var indvirket de skønneste mønstre, lod dertil flere borde besætte med fade og pokaler af ciseleret guld og sølv. Til opvartning fik han en håndfuld billedskønne gutter, der vogtede på hans blik for at lystre hans mindste vink.

75

76

Pluk dagen

Der var salver og kranse, der blev brændt røgelse, på bordet tårnede de lækreste retter sig op. Damokles følte sig hensat til den syvende himmel.   Men midt i al denne pragt lod Dionysios et blinkende sværd dale ned fra loftet, ophængt i et hestehår, så det hang lige over den lykkeliges nakke. Og nu mistede Damokles blikket for de skønne opvartere og det kunstrige sølvtøj, og han glemte at lange til fadene; og kransene om hans hoved skred ned af sig selv. Til sidst bad han tyrannen om lov til at slippe; han havde mistet lysten til at være lykkelig. Har Dionysios ikke dermed bevist for gud og hvermand, at der ingen lykke findes for den, over hvis hoved der altid svæver en trussel?   Ikke engang det mindstemål af frihed havde han, at han kunne genindføre lov og ret og gengive sine medborgere deres frihed og rettigheder; for han havde i sin ungdoms ubetænksomhed viklet sig sådan ind i vildfarelser og havde bragt sig i en sådan stilling, at det for ham var forbundet med livsfare at komme til sans og samling. 63 Hvor stærkt han savnede de venskaber, hvis illoyalitet han sådan frygtede, viste han tydeligt i sagen med de to pythagoræere.• Den ene af disse havde taget imod den andens garanti for sit liv; og da han så mødte op i den ellevte time før henrettelsen, for at befri sin garant, udbrød Dionysios: ”Hvem der endda kunne være tredjemand i jeres venskab!”   Hvilken elendighed: at mangle venners fortrolighed, fredelig og venskabelig passiar, og det ikke mindst for en mand, der fra dreng var blevet godt oplært og vel uddannet i alle ædle fag, og som var vildt optaget af musik! Han skrev endda tragedier, siges det. Hvor gode eller dårlige de var, er en anden historie; for inden for digtekunsten gælder det i endnu højere grad end på andre områder (hvori det nu kan ligge), at enhver synes, hans egne produkter er de kønneste. Jeg har til dato ikke truffet nogen digter – og jeg har dog været ven med Aquinius!• – som ikke i egne øjne var den ypperste af alle. Det er nu engang sådan: Du er glad ved dit, jeg ved mit! Men for at vende tilbage til Dionysios, så var han berøvet alt det, som giver livet dets smag og menneskelige tiltrækning; hans eneste selskab var bortløbne slaver, forbrydere, barbarer. Ingen, som fortjente at være fri eller blot ønskede at blive det, regnede han for sin ven. 64 Nu er det ikke min mening at sammenligne Dionysios’ liv, der forløb så hæs‑ ligt, elendigt og afskyeligt, som tænkes kan, med fx Platons eller Archýtas’,• to højt oplyste vismænd i verdensklasse. Men fra samme by vil jeg rejse en sølle småkårsmand op fra tegnesand• og ridsepind – en der levede mange år senere: Archimedes.•   Hans grav fik jeg opsporet, mens jeg var kvæstor; den lå helt skjult, spærret inde bag tjørne, klædt i makis, og den var ganske ukendt for syrakusanerne. ”Den er gået til,” sagde de. Jeg kunne nemlig huske nogle jambiske trimetre, om hvilke jeg havde læst, at de var skrevet på mindesmærket over ham, og som højt og tydeligt sagde, at foroven på gravmælet lå der en kugle med en cylinder. 65 Da jeg nu stod og spejdede ud over alle gravene – som der ligger en mængde af 62

Kapitel 2  ·  Cicero

ved Agrigentum-porten – fik jeg øje på en lille søjle, der ragede en lille smule op over tjørnene, og i den så man fremstillet en kugle og en cylinder. Jeg sagde da straks til syrakusanerne (for alle byens honoratiores var med mig derude), at jeg troede at have fundet, hvad jeg søgte. Et helt hold arbejdere, udrustet med høstknive, blev så sat i gang med at rydde grunden og gøre stedet tilgængeligt. 66 Da adgangen var blevet fri, gik vi hen til fodstykkets forside og fandt dér den metriske indskrift, hvor dog cirka den sidste halvdel af linjerne var forvitret. Således gik det til, at borgerne i en af Grækenlands berømteste, og fordum også lærdeste, byer ikke ville have kendt gravmælet over deres genialeste landsmand, hvis ikke en mand fra Arpinum var kommet og havde vist dem det!   Men lad os vende tilbage til, hvor vi kom fra. Hvilket menneske, som blot har nogen berøring med Muserne,• dvs. med humanitet og lærdom, ville ikke hellere være en matematiker som Archimedes end en tyran som Dionysios? Hvordan levede og virkede de to? For Archimedes var videnskabeligt arbejde og forskning hans daglige brød, hvilket i forbindelse med den intellektuelle tilfredsstillelse, det giver, er den livsaligste åndelige føde. Dionysios’ liv var en kæde af drab og misgerninger under dødsangst nat og dag. Stil ved siden af ham Demokrit, Pythagoras og Anaxagoras! Hvilken kongemagt, hvilken rigdom vil du foretrække for deres forskning og de nydelser, den bereder? 67 Nej, i den del af mennesket,• som er den bedste, dér må også det højeste gode, du søger efter, have sin plads. Men hvad bedre findes der hos et menneske end en skarp og frodig ånd? Hvad den byder os af godt, må vi altså kunne drage nytte af, hvis vi vil være lykkelige. Nu er åndens gode godheden; følgelig må lykken bero på den. Den er kilden til alt skønt, ærefuldt og herligt, som jeg har sagt ovenfor; • men jeg synes, det må gentages med mere schwung: Der er en fylde af glæde deri! Men da det er åbenbart, at det lykkelige liv udspringer af uafbrudt og fuldkommen glæde, bliver konklusionen, at det udspringer af det etisk ærefulde.• 68 Men for at vi ikke skal nøjes med ord til at berøre det, vi vil vise, lad os så også præsentere, hvad vi kan kalde modeller• – noget der mere markant kan dreje os over mod den fulde indsigt. Lad os tage en bestemt type mand: højt oplært og uddannet, og lad ham for en stund fremtræde fuldt færdig for vores indre blik. For det første må han have en fremragende begavelse; for det er ikke nemt for godheden at slå følge med sløve sind. Dernæst må han være brændende ivrig efter at udforske sandheden. Af ham vil fremvokse det tredelte tanke-træ: for det første den gren, der går ud på at undersøge omverdenen og forklare natursam‑ menhængen, for det andet den, der søger at fastlægge, hvad der er attråværdigt og afskyværdigt, og give os rettesnoren for vores liv; og for det tredje den, som bedømmer, hvad der er logisk overensstemmende, og hvad der er selvmodsi‑ gende, og herved er hele forudsætningen for finessen i vor tale og sandheden i vore domme. 69 Hvilken glæde må den vises tanke ikke føle, når den bor sammen med disse

77

78

Pluk dagen

grublerier – og sover sammen med dem! Når tanken får klarhed over verdens‑ altets bevægelse og kredsløb, ser de utallige stjerner fæstet på firmamentet og ser dem bevæge sig hver på sin bestemte plads i overensstemmelse med himmel‑ hvælvingens egen• gang; når den ser de syv andre stjerner• hver styre sin særlige kurs vidt fjernet fra hinanden, højt eller lavt på himlen, og hvorledes disses tilsyneladende tilfældige bevægelser dog skrider frem efter bestemte regelbundne love. Vi forstår let, at det var synet af dette, som uimodståeligt tilskyndede• de navnkundige gamle til at forske videre.   Heraf opstod igen udforskningen af de første årsager, de ”spirer”, hvoraf alt er opstået, har udviklet sig og har vokset sig stærkt; hvad oprindelsen har været til hver eneste art af fænomener, organiske og uorganiske, stumme og talende; om liv og livets ophør, om arternes indbyrdes vekselvirkning og forvandling, hvorledes jorden er blevet til og hvilke kræfter der holder den i ligevægt, hvilke hulrum havene hviler i, hvad det er for en tyngde, som får alt til at bevæge sig nedad og stadig stræbe mod midten af verdensaltet – det punkt som også er det nederste og inderste i det kredsrunde univers. 70 Når en sjæl tumler med dette og grubler over det nat og dag, så opstår der i den den erkendelse, som er pålagt os af guden i Delfi: at tanken skal genkende sig selv, og føle, at den er beslægtet med den guddommelige tanke, og derved opfyldes af umættelig fryd. For netop denne grublen over gudernes væsen og natur vækker driften mod at efterligne deres evige tilstand, og tanken føler sig ikke længere indespærret af dette korte livs skranker, når den ser, hvordan alt i verden står i et gensidigt årsagsforhold og er bundet af lovmæssig nødvendighed; og i hele denne flod af årsager og virkninger fra evighed til evighed er det dog fornuft og tanke, der styrer. 71 Idet han nu vender sit blik opad mod dette skue, eller rettere lader det glide rundt, så langt verdensaltet strækker sig, med hvilken ophøjet sjælero• betragter han da ikke menneskelivet hernede! Da dukker erkendelsen af godheden frem hos ham, de forskellige sider og fremtoninger af den viser sig for ham som grene på et træ; han får øje på, hvad naturen sigter mod som det højeste blandt goder, hvad der er det værste onde, hvilke opgaver livet stiller ham og hvorfor, hvil‑ ken rettesnor hans livsløb bør følge. Når man er trængt til bunds i alt dette, da følger den uafviselige slutning – som jo også er emnet for vores diskussion – at godheden i sig selv er tilstrækkelig til et lykkeligt liv. 72 Endelig har vi den tredje form for åndelig virksomhed, som gennemtrænger og gennemstrømmer erkendelsen ud i alle dens dele: kunsten at definere, at opdele i kategorier, at bygge på hypoteser, at drage slutninger og formulere dem, at dømme sikkert om rigtigt og falsk, kort sagt den logisk-dialektiske metode og videnskab. Den bringer ikke alene den største nytte med hensyn til at bedømme og afveje, men også den uforfalskede nydelse, som er visdommen værdig. Og så er logik endda for legeværk• at regne. Lige netop den vise, vi taler om, må gå ind for at værne om republikken. Intet overgår ham, som i kraft af sin indsigt• ser,

Kapitel 2  ·  Cicero

73

74

75

76

hvad der tjener borgernes vel, som i kraft af sin retfærdighed ikke tilegner sig private profitter, og også udfolder de øvrige dyder, så mange og så forskellige de er. Og tænk på, hvad værdifuldt der ligger i venskaber for oplyste mennesker; de betyder tankeudveksling og fællesskab i livssyn ud fra hjertelig overensstemmelse, og ikke mindst det største velvære gennem fortroligt samkvem i livsførelsen. Det menneske, vi har skildret, hvad skulle han vel savne i fuldkommen lykke? Hans liv er så fyldt til overmål af glæder, at selv tilfældet må erkende sin afmagt over for ham. Men hvis glæden over alle sådanne åndens goder, dvs. dyder, er lykke, og alle sande vismænd har disse goder til rådighed, må man nødvendigvis indrømme, at de alle er lykkelige. ”Også under tortur og pinsler?” – Ventede du, at jeg ville sige ”på et leje af roser og violer?” Vi vender tilbage til Epikur, der jo optræder forklædt• som filosof og ønsker at tituleres som sådan: Skal han kunne tillade sig at sige – med mit bifald ganske vist, hvad det rent saglige angår – at selv om den vise pines med gloende tænger, tommelskruer og knive, er der intet øjeblik, hvor han ikke kan udbryde: ”Så ligegyldigt det dog er mig!” – det påstår denne Epikur, der bestemmer det onde overhovedet som smerte og det gode som nydelse! Han som spotter vore begreber om det etisk rigtige og det forkastelige og beskylder os for på pedan‑ ters vis at hælde indholdsløse fraser ud; som hævder, at det eneste, der virkelig kommer mennesket ved, er, om de strømninger, der går gennem legemet, føles glatte• eller ru; som sagt, denne Epikur, hvis dømmekraft ikke adskiller sig meget fra skovdyrenes,• skal han kunne tillade sig en sådan distraktion fra sig selv, at han taler om at foragte tilfældet, samtidig med at alle hans ”onder” og ”goder” er i tilfældets vold! Skal han have lov at erklære sig for lykkelig også under den grusomste tortur, samtidig med at han sætter smerten ikke alene som det højeste, men som det eneste onde! Han har jo ikke engang, til værn mod hvad der kan komme, de bekendte smerte‑ stillende• midler til rådighed: karakterens fasthed, skam ved at tabe ansigt, sindets styrketræning, opøvelse i hårdførhed, tapperhedsforskrifter og mandig hårdhed; han har kun• ét at henvise til: at hvile i mindet om fortidige nydelser! Præcis som hvis man henviser en, der damper af sved under uudholdelig hede, til at mindes dengang, han på min Arpinum•-gård blev ombølget af kølende strømme. Jeg fat‑ ter ikke, hvordan fortidige nydelser kan dulme nærværende lidelser. Lad det nu være, hvad det er, at Epikur hævder, at den vise er lykkelig, hvilket han slet ikke kan tillade sig at hævde, hvis han vil være konsekvent. Men hvad skal vi stille op med dem, som mener, at intet er attråværdigt, intet kan regnes for et gode, uden at det har del i det etisk rigtige? Hvis jeg skal give vore peri‑ patetikere• og gammelakademikere• et godt råd, skal det være: Ud med sproget! Tag mod til jer og sig åbent og højlydt, at lykken følger med den vise, om det så skal være ned i Falaris’• tyr. Lad os sætte, at der er de omtalte tre• slags goder (for det er vist på tide at for‑ lade de stoiske spidsfindigheder, som jeg har brugt flere af, end jeg plejer): De

79

80

Pluk dagen

legemlige og de ydre goder skal i så fald holdes på en yderst beskeden plads og blot kaldes for goder, for så vidt som de har en relativ• værdi; men den tredje art, sjælens ophøjede goder, skal have råderum og hædersplads over alt andet i verden, ja, nå til himlen! Hvorfor skulle jeg så ikke kalde den, som er kommet i besiddelse af dem, for lykkelig, eller endnu bedre for fuldkommen lykkelig?   Behøver den vise da at frygte smerten? Jo, for smerten står som den værste trussel mod sætningen om den vises lykke. De andre trusler – død, både vor egen og vore kæres, mismod og også de øvrige sjælelige rystelser – mener jeg, vi har gjort op med under de forrige dages drøftelser, sådan at vi står vel rustede mod dem. Men smerten synes at være godhedens hårdeste modstander; den går løs på den med sine brændende fakler, den truer med at undergrave både tapperhed, storsind• og hårdførhed. 77 Behøver godheden da at ligge under for smerten, skal den vise og karakterfaste mands lykke bøje nakke for den? Gode guder, hvor usselt! Se på de spartanske drenge: De klynker ikke engang, når de piskes til blods. Jeg har selv i Sparta set delinger af unge mænd kæmpe indbyrdes med utrolig hårdnakkethed og bruge næver og fødder, negle, ja, tænder mod hinanden, idet de hellere lod livet pine ud af sig, end de erklærede sig for overvundet.   Indien er et barbarland, så umådeligt og vildt, som tænkes kan. Og dog går de, som dér regnes for vise, nøgne• omkring hele deres liv og udholder uden smerte Himalayas sne og bidende vinter; og når de bestiger bålet, lader de sig brænde uden en smertenslyd. 78 Eller deres kvinder! Når en ægtemand dør dér, kommer det til kappestrid eller proces mellem hans hustruer (for der er flerkoneri hos dem) om, hvem han har elsket højest; og den sejrende lader sig glad, fulgt på vej af sine kære, lægge på bålet med sin mand, hvorimod den overvundne går bort med sorg i sind.   Naturen• kan aldrig overvindes af vaner; den er nemlig altid uovervindelig. Nej, det er os, som ved et liv i kølige skygger, i yppighed, lediggang, slaphed og magelighed har inficeret sjælen, det er os, som med fordomme og dårlige vaner har gjort den slatten og slap. Alle kender ægypternes vaner. Fyldte af overtroiske og bizarre ideer som de er, vil de hellere underkaste sig enhver form for tortur end at gøre en ibis,• en slange, en kat, en hund eller en krokodille fortræd; ja, selv om det så er uforvarende, de kommer til at tilføje et af disse dyr en skade, afviser de ingen straf. 79 Hvorfor tale om mennesker alene? Selv de vilde dyr udholder jo kulde og hunger, strejfer af sted over bjerge, gennem skove, uden at trættes; ja, hvis deres unger er i fare, forsvarer de dem med dødsforagt uden at ænse sår, hug eller slag. Jeg vil slet ikke tale om al den møje og de besværligheder, som alle gerne underkaster sig, der har sat sig et bestemt mål: hvad de embedssøgende døjer for at nå frem til anseelse, hvad de ærgerrige døjer for hæderens skyld og de forelskede for deres lyst til sex. Livet er fuldt af eksempler derpå. 80 Men det bliver nødvendigt at begrænse sig og tage tråden op der, hvor vi slap.

Kapitel 2  ·  Cicero

Det lykkelige liv – det kan jeg forsikre jer – menneskelykken, den vil underkaste sig pinsel! Idet den slår følge med retfærdighed, selvbeherskelse og ikke mindst tapperhed, storsind og hårdførhed, tro så ikke, at den pludselig standser op, når den får øje på bøddelknægtens bistre ansigt og – mens de øvrige dyder uforfær‑ det går deres lidelse i møde – bliver stående uden for fængselsporten (som jeg tidligere• sagde).   Nej, hvilken skændsel, hvilken usselhed at blive alene tilbage og lade sig skille fra så skønt et følge! Det er ganske udelukket. For disse dyder har intet andet forbindende fællesskab end netop lykken, og lykken har ingen eksistens adskilt fra dyderne. 81 Derfor tillader de den ikke at knibe udenom, men river den med sig, lige meget hvad de går i møde af smerte eller pinsel.   Det der kendetegner den vise, er nemlig: aldrig at gøre noget, han må fortryde, aldrig noget ufrivilligt, men overalt kun at handle forbilledligt, standhaftigt, sindigt og ret; ikke at regne noget fremtidigt for sikkert, ikke at tabe fatningen ved nogen som helst hændelse, så at den ser ud til at være kommet uventet eller overraskende; at bevare sin handlefrihed og selvbestemmelse i alle forhold, at være tro mod sine principper. Er der nogen større lykke end denne? Det kan jeg i alt fald ikke se. 82 Netop stoikernes• bevisgang er let og ligetil: Da det højeste gode, efter deres overbevisning, er at stemme overens med naturen og leve i harmoni med den, og da dette ikke alene er den vises pligt, men også står i hans magt, bliver den tvingende konklusion, at den, i hvis magt det højeste gode er, også har livets lykke i sin magt. Ergo bliver den vises liv uafbrudt lykkeligt.   Dér har du efter min mening den tapreste indstilling til lykken. Og, sådan som sagerne står nu, er den, medmindre du har noget bedre at fremføre, også den sandeste.   A. Noget bedre har jeg sandelig ikke at anføre, men jeg vil være dig taknem‑ melig, hvis det ikke er dig til besvær, om du vil forklare mig (for du er jo ikke lænket til nogen bestemt skoles teori, men nipper fra dem alle det, som du føler er mest sandhedslignende), hvordan det, som du for lidt siden forekom mig at opfordre peripatetikerne og Det Gamle Akademi• til at vove at sige åbent og ærligt, nemlig at de vise er fuldkommen lykkelige hele tiden … hvordan du me‑ ner, det uden inkonsekvens• kan forenes med deres lære. For du har jo fremført mange argumenter mod dén opfattelse på basis af stoikernes konklusioner. 83 M. Ja, så lad os gøre brug af vores frihed; vi er jo de eneste, der filosofisk set står uafhængigt og frit: Selv fælder vores diskurs ikke nogen dom, men den åbner sig til alle sider, så den kan bedømmes af andre på sine egne præmisser, uden at den trækker på nogens autoritet. Dit ønske er åbenbart, uanset de forskellige retningers divergerende meninger om livsmålet,• at det skal stå fast, at godheden i sig selv er livslykkens værn.

81

82

Pluk dagen

Som grundlag for den videre diskussion giver Cicero så følgende lærerige vue over de forskellige hellenistiske skolers definition af det højeste gode, summum bonum. Det højeste gode er intet andet end: det moralsk rette (stoikerne), nydelse (Epikur), frihed for smerte (peripatetikeren Hieronymos), i videst muligt omfang at nyde de elementære naturgoder (Karneades). Dette var de fire usammensatte bestemmelser. Dertil kommer de sammensatte: Det højeste gode er: trefoldigt, idet det består af sjælens, legemets og de ydre goder – med sjælens som de vigtigste (peripatetikerne og gammelakade‑ mikerne), nydelse i forening med det moralsk rette (Deinomachos og Kallifon, ellers næsten ukendte), frihed for smerte i forening med det moralsk rette (peripatetikeren Diodoros). Dertil kommer nogle definitioner af det højeste gode, som ingen tager al‑ vorligt længere ifølge Cicero. Men de andre positioner går han nu over til at diskutere, bortset fra stoikernes, om hvilken han mener at have sagt nok. En mere konverserende diskussion af disse emner får vi lejlighed til at se i Horats satire 2.6.72ff. Lad os kaste et blik tilbage på stykket ovenfor. Tre treheder møder vi her i Tuscu‑ lanernes livsvision: Pythagoras’ skildring af De Olympiske Lege, som bringer hele den græske verden på benene og som bliver et sindbillede på livet, afslører tre livsfomer: pengemandens, sportsmandens og vismandens; den første ligger under for penge og profitbegær (avaritia), den anden ligger under for berømmelse og ære (gloria), og den tredje ønsker én ting, nemlig at fordybe sig i betragtning af verdensordenen (§ 9). Lykken ligger i den tredje. Og nu til livets goder, som alle andre skoler end stoikerne undersøger indgående med henblik på deres mulige betydning for livslykken. Der er tre slags goder i menneskelivet: de ydre, fx rigdom, de legemlige, fx styrke, og de indre, fx visdom (§ 76). Den tredje lykkerelaterede trehed er denne: Ud af menneskets natur vokser filosofien med dens tre grene. Herom nu. Fra § 68 og frem udfolder Cicero den tredeling af filosofien i fysik, etik og logik, som specielt stoikerne igen og igen kommenterer i deres meta-filosofiske overvejelser, dvs. deres filosofi om filosofi. Det er nemlig af største vigtighed for denne skoles tilhængere, som er så stolte af deres system og dets organiske sammenhæng, at fastslå, at disse tre er grene på samme træ, og at ingen af dem kan undværes. Logik omfatter for stoikerne også erkendelsesteori og sprogteori. Som så mange andre romere er Cicero noget nølende over for både fysikken, dvs. naturvidenskaben, og betydelige dele af logikken. Men dette stykke fra Tusculanerne medtager  – i sin hyldest til den rene videnskab og dens glæde og fryd, som er hævet over alle nyttehensyn  – helhjertet naturvidenskaben og dens geniale udøver, småkårsmanden Archimedes, modpolen til den magtbegærlige, angstplagede tyran Dionysios. Og også logikken og dens ”spidsfindigheder” får lov at stå ganske stærkt her (jf. §  76). Alt i alt giver det god mening, at Cicero i dette stykke afleder de tre grene af filosofien af det fuldt udrustede og udviklede menneskes inderste væsen. De tre filosofiske discipliner siges altså her at være funderet i den menneskelige natur; og så kan logikken og fysikken selvfølgelig ikke holdes ude. For resten er der en del kendere af romersk filosofi og ikke mindst af romersk ret, der i disse år advarer mod alt for automatisk tilslutning til den kendte vise om, at romerne var sløje logikere.

Kapitel 2  ·  Cicero

Om den form for udødelighed, som den stjerneforskende sjæl kan opnå i kraft af sin overskridelse af tidens begrænsninger, taler Cicero i § 70 i sammenhæng med budet i Delfi om at kende sig selv. Det er helt i denne stjernefromheds ånd, når J.L. Heiberg i sin Universitetscantate (1839) skriver:

Og Tanken for sig selv blev klar, og Gud for Tanken aabenbar […] Thi Tanken opsteg til det Høie, dengang den nedsteg i sig selv.

I § § 70‑71 går fremstillingen uden brudflader fra fysik til etik. Når sjælen eller tanken ”vedkender sig” eller ”genkender” (agnoscit) sig selv, indser den, at den tilhører kosmos’ sjæl eller tanke, og at kosmos styres af en kærlig verdensfornuft, et forsyn. Fra denne erkendelse af godheden i verden følger erkendelsen af godheden i mennesket (virtus) – plus alle de konkrete etiske følger heraf; for hvis gud, dvs. naturen, er kendetegnet ved omsorg for menneskene, så skal også mennesket fyldes af omsorg for mennesker. Derfor, hvis man, som man skal, følger naturen (§ 82), indser man, at mennesket er en kosmos-borger, kosmo-polítes på græsk, og et samfundsvæsen, sociále ánimal på latin (jf. kapitlet om Seneca). Denne stoiske teologi med dens tro på en immanent, altså verden iboende, gud, en gud man kan se og sanse, er udtryk for det stik modsatte af erkendelsesteoretisk skepsis. Endvidere er en sådan panteisme uforenelig med jødedom og kristendom; men mange kirkefædre var uhjælpeligt tiltrukket af stoisk etik, som de især fandt den i Ciceros værker Om Staten og Om Pligterne, og de valgte så at overse, at denne morallære er en direkte udløber af stoikernes fysik og teologi. Og blandt andet derfor, og fordi den har grebet digtere til alle tider, er stoicismen endnu hos os. Lige efter Ciceros død bliver der stille om hans navn, som slet ikke nævnes af augustæere som Vergil og Horats, skønt der var lejligheder nok dertil. Så kommer Den Neronianske Æra (54‑68), hvor Seneca er i fokus. I Den Flaviske Æra sætter der med retorik-professor Quintilian (ca. 35‑ca. 100) en Cicero-begejstring ind, som udtrykkelig har front mod Seneca, der efter Quintilians mening helt havde besat samtidens stude‑ rende ungdom. Vi siger nu om stunder gerne, at den romerske prosa blev grundlagt to gange, først af Cicero, dernæst af Seneca. Det er, som om Quintilian anede, at noget sådant var under optræk, og af dybfølt uvilje mod den senecanske barok mobiliserede han i sit store værk Uddannelse til Taler alle argumenter for, at man måtte tilbage til Cicero, som hermed fik status af classicus (egentlig: som tilhører første formueklasse). Om antikkens kristne forfattere og deres brug af nogle af Ciceros philosophica er der talt ovenfor. Men Augustin (354‑430) bør vi lade komme til orde (Bekendelser 3.4, efter Torben Damsholts oversættelse): I dette selskab og i den letbevægelige alder, jeg da var i, læste jeg lærebøger i den veltalenhed, som jeg ønskede at dygtiggøre mig i med det forkastelige

83

84

Pluk dagen

og indbildske formål at nyde den menneskelige forfængelighed. Ifølge den sædvanlige studieplan var jeg nået til et skrift af en vis Cicero, hvis sprog næsten alle beundrer – men hans hjertelag (pectus) kun så få. Dette skrift af ham indeholder en opfordring til filosofi og hedder Hortensius, og det ændrede min indstilling (affectus). Dette skrift vendte mine bønner mod Dig selv, Herre, og gav mig nye ønsker og længsler. Pludselig mistede alle mine forfængelige håb deres betydning. Med brændende hjerte begærede jeg udødelig visdom og begyndte at bryde op for at gå hjem til Dig. Det var altså ikke for at polere mit sprog, jeg købte den bog for min mors penge – jeg var da i mit nittende år, og min far havde allerede været død i to år. Nej, det var ikke for at polere mit sprog, jeg studerede dette skrift, der gjorde indtryk på mig, ikke ved sin form, men ved sit indhold. […] Det eneste, der dæmpede ilden i mig, var, at navnet Kristus ikke fandtes deri. I middelalderen var det især Tusculanerne og Om Pligterne samt de to småskrifter Om Alderdom og Om Venskab, man studerede, hvortil kom det slutafsnit fra skriftet Om Staten, som kaldes Scipios Drøm, og som skildrer et møde på Mælkevejen mel‑ lem romerske statsmænd: Scipio-kredsen. Sådan var det kort fortalt med de filosofiske værker i middelalderen. Nogle breve og nogle taler kendte man samt en del af Ciceros retoriske teori – men meget af det var i antologi-form, i de såkaldte florilegia. Taleren, politikeren og brevskriveren Cicero var det forbeholdt renæssancen at genopdage i fuld figur. Umiddelbart forud var gået 1300‑ og 1400‑tallets febrilske jagt på håndskrifter, hvorunder man, foruden de store manuskripter til brevene, genopdagede en række af talerne og også de retoriske hovedværker. For 15‑ og 1600‑tallets geniale naturviden‑ skabsmænd, Tycho Brahe indbefattet, var det i en grad, som vi nemt overser, vigtigt, at deres standpunkter skulle være forenelige med Bibelen og med de antikke autores. Således lagde Kopernikus vægt på at kunne henvise til Ciceros Academica 2.123 som bevis på, at nogle i antikken havde hævdet, at Jorden roterer om sin akse (og at Solen, ikke Jorden er i centrum). Oplysningstidens tænkere søger at nå frem til en filosofisk renset såkaldt naturlig religion. Dette er langt fra ufarligt, men det styrker dem, at de kan henvise til Ciceros værk Om Gudernes Væsen, som bl.a. anfører disse to gudsbe‑ viser: (1) Alle folkeslag har en medfødt idé om gud; denne idé er altså ikke kulturskabt, den er natur. (2) Naturens, dvs. universets, regelmæssige og formålstjenlige indretning beviser, at der er en gud, som styrer med sin tanke. Hermed søger rationalisterne bag om det specifikt kristne, det specifikt muslimske osv. ind til det, der er fælles for alle religioner – og pointen med denne humanistiske deisme er, at nu er der ingen grund til religionskrige mere. Hvorfor går en 17‑ og 1800‑tals gentleman ikke i bad sammen med sin voksne søn eller sin svigersøn? Det gør han ikke, for det står der i ”Tully’s Offices”, at den naturlige blufærdighed forbyder. Det er afsnittet 1.126‑140 i De Officiis, der med sin redegørelse for decorum ud i alle kroge af dagliglivet bliver en håndbog i etikette, hvad senere tider så med et buk tog imod.

Kapitel 2  ·  Cicero

Hvis en person i middelalderen fik et Cicero-brev i hånden, ville meget af det – fx alle de græske ord, al den kodede snak om romerne og deres politik, finterne og slang’en – være sort tale for ham. Men ved et internationalt holdarbejde gennem de sidste fem-seks århundreder er der støt og stille blevet spredt stadig mere lys over hele Ciceros værk. Og fører din vej dig hen over Frue Plads forbi busterne af Københavns Universitets store, så stands en stund foran Madvig. I et tvingende, stedvis polemisk spruttende latin udformede Johan Nicolai Madvig (1804‑1886) en såvel sproglig som indholdsmæssig kæmpekommentar til De Finibus (første udgave kom i 1839) og lagde dermed grunden til det moderne, dvs. historisk-kritiske, studium af Cicero som for‑ midler af grækernes filosofi. Madvig vidste om nogen, hvor Cicero kommer til kort i de filosofiske skrifter, men den store filolog og politiker skriver mod slutningen af sin skelsættende udgaves fortale disse ord: Af jern må man være, hvis man ikke røres af billedet af Cicero, som han sidder der og finder trøst ved at skrive om filosofi, midt mellem de tungeste sorger forvoldt af en retfærdig sag (inter gravissimas curas ex honestis causis ortas).

85

Kapitel 3 LU K R ET S

Titus Lucretius Carus levede fra 98 til 55 (omtrent). Nok var han en gudbenådet digter, men han så mere sig selv som filosof, lærer, befrier. Den filosofi, i hvis tjeneste Lukrets stiller sin poesi, er Epikurs (341‑270 f.Kr.). Lukrets’ værk er et kæmpende læredigt og et ophøjet verdensdigt. Det omfatter seks sange, som hører sammen to og to. Sangenes emner er: atomerne (1‑2), mennesket (3‑4) og universet (5‑6). Lukrets’ digt har et omfang som ca. tre fjerdedele af Vergils Æneide. Titlen er De Rerum Natura, som bedst oversættes Om Verdens Natur; egentlig betyder titlen: Om Tingenes, dvs. Altings, Natur. En af de få helt sikre ting, vi ved om denne mand med efternavnet Kjær (Carus), er, at De Rerum Natura er tilegnet en fornem ven ved navn Memmius (han tiltales bl.a. i 1.25‑43). Denne Memmius må være den noget blakkede adelige politiker Cajus Memmius, diktatoren Sullas svigersøn, som vi kender fra Catuls digte. Som overbevist epikuræer hylder Lukrets Epikurs bud ”Lev ubemærket” (Láthe biósas på græsk), og han angriber helt fra grunden det romerske statsliv, dets griskhed og ambitioner, dets borgerkrige – som han alt sammen kalder ”disse sår i livet” (haec vólnera vitae), og som han sætter i forbindelse med menneskers frygt for døden (3.59‑86). Lukrets’ fødested og sociale status er ukendte. Han er den af alle denne bogs forfat‑ tere, om hvem vi ved mindst. Men hvor han vil hen med sit digt, det lader han os ikke et øjeblik i tvivl om: Materialisten i ham af-mytologiserer og af-fortryller verden; han siger: ”Det er der ikke noget underligt i”. Ja, men med sin fantasis og sit sprogs billeder gen-fortryller han verden. De Rerum Natura betyder det samme, som på græsk hedder Perí phýseos. Og Lukrets’ titel – med dens natura, alias fýsis – er virkelig dækkende; af filosofiens tre områder er det nemlig altovervejende fysikken, der behandles. Logik, inklusive erken‑ delsesteori, strejfes, bl.a. i 4. sang, som vi skal se. Etik – filosofiens tredje felt foruden fysik og logik – behandles med stor rigdom, men etikken er forstået som fysikkens udmøntning i menneskers livspraksis. Her er nogle af de etiske temaer i Lukrets’ digt, af hvilke vi skal genfinde de fleste hos Horats, men i et andet medium (satirer og sange, ikke læredigte) og i en anden tone: – Lysten (hedoné på græsk, volúptas på latin) betragtes som livets højeste gode. Den lyst, Epikur havde opstillet som mål, var den rolige glæde, der kan fylde os, når vi er fri for smerte og stress. – Simple living med opfyldelse af de naturlige og nødvendige behov. Disse basale

88

Pluk dagen

– –

–

–

menneskelige behov er hverken store eller mange, så selvforsyning er inden for rækkevidde. Enhver kan komme til at hvile i sig selv; det har naturen sørget for. Uforstyrreligheden ”højt i de stille haller, som vismænds lærdom har bygget”. Venskabets glæder. Epikur havde sagt: ”Venskabet danser omkring hele den beboede verden, idet det råber til os alle, at vi skal vågne op til lyksalighed.” Venskabsfølelsen er nemlig, til forskel fra den lidenskabelige kærlighed, en rolig lyst. Frihed for gudsfrygt og frihed for dødsfrygt. Opgøret med gudsfrygten sættes ind allerede i første sang. Umiddelbart herefter tages frygten for døden op. Tredje sang uddyber dette budskab: ”Døden vedrører os ikke; for når vi er, er den ikke, og når den er, er vi ikke.” (Epikur). Viljens frihed begrundet ud fra det, som på latin kan hedde clinamen (2.292). Med clinamen menes en minimal afbøjning i atomernes lodrette bevægelse, som mulig‑ gør en stor mængde atomgrupperinger og åbner for menneskets frie vilje. Det der hindrer, at sjælen – som for en epikuræer er materiel og består af atomer – gør alt under tvang og med nødvendighed, er denne lillebitte sidebevægelse, som sender atomerne i ubestemte retninger på uvisse tidspunkter. Om viljens frihed førte epikuræerne gennem århundrederne en heftig diskussion med stoikerne, som var fatalister, men samtidig stærkt betonede menneskets ansvar for sine handlinger.

Hertil kommer det store opgør i 4. sang med den lidenskabelige kærlighed; kærligheden gør os komiske, og den spolerer den seksuelle nydelse, siger Lukrets (se også kapitel 8). Og desuden er der hele den kulturhistoriske og historiefilosofiske sidste halvdel af 5. sang, som handler om menneskehedens udvikling og kulturens fremskridt gen‑ nem opdagelsen af sproget, ilden, metallerne, vævningen og agerdyrkningen, men også om kulturudviklingens farer: krigen og overtroen. Med grundlag i epikuræisk fysik fremstiller Lukrets verden som opstået ved en tilfældig forening af atomer. Der har ikke været noget skabende forsyn på færde; naturen styrer ikke hen mod et højt formål (telos på græsk, finis på latin; deraf teleologi og finalitet). Stoikerne mener det diametralt modsatte. Men der er det påfaldende træk ved Lukrets’ digt, at det ikke er de samtidige stoikere, han polemiserer imod, men derimod fire hundrede år gamle førsokratiske tænkere. Fjerde sang, som der nedenfor bringes et stykke af, handler om sansning og tanke. I et gennemført materialistisk system som det epikuræiske må sansning skyldes kontakt: Stof må berøre stof. Lukrets følger nøje den fremstilling af synet, som Epikur havde givet i Brevet til Heródotos (bevaret) på grundlag af de tidligere atomister, især Leukippos: Synet skyldes et billede. Billedet, som nøje ligner den genstand, det udstrømmer fra, falder ind i øjet og frembringer således syn. Epikur og Lukrets redegør for ”billedets” opståen, som finder sted ved, at en ydre hinde af atomer løsriver sig fra genstanden; og de beskriver ”billedets” struktur og hast og kommer ind på forholdet mellem syn og tanke. De kender godt de forskellige former for sansebedrag (fx den tilsyneladende knækkede pæl i vandet), men de vil til det sidste holde på, at sanserne, sanserne i sig selv, aldrig bedrager. Al videns grund er sanserne. Dette er deres erkendelses-teori.

Kapitel 3  ·  Lukrets

Nu til drømme, og det vil jo netop sige drømme-syn (på græsk siger man da også ”Jeg så en drøm”). Lukrets behandler dem i 4.962‑1036, og via de våde drømme får han en bekvem overgang til emnet sex. Hvis man genkalder sig nogle af de mange stykker fra antik litteratur, fx Herodot og Sofokles, hvor drømme betragtes som en kommunika‑ tionsvej mellem guder og mennesker og som vægtige varsler om fremtiden, indser man, hvor revolutionerende den epikuræiske reduktion af drømmene til en form for mental illusion er. Intet overnaturligt ved dem! For resten drømmer dyr jo også. Lukrets har adskillige steder i Om Verdens Natur et særlig godt øje til menneskers drømme om de døde. Hvorfor? Fordi disse drømme er en af de store kilder til gudsfrygt, menneskelyk‑ kens fjende nr. et. Stykket om drømme kan analyseres sådan her: 962‑986 om daglige gø‑ remåls indflydelse på drømmenes indhold. 987‑1010 om dyrs drømme, hvor det samme gælder. 1011‑1036 om drømme, der ophvirvles af frygt og begær; udspringet er i sindet. Ser man på Om Verdens Natur som helhed, må man spørge, hvordan 4. sangs vrængbillede af den lidenskabelige kærlighed til én person, amor uníus (1066), mon forholder sig til den henførte hymne til Venus i 1. sang. På samme måde har forholdet mellem denne tindrende hymne ved værkets optakt og beskrivelsen – efter den græske historiker Thukydid – af den athenske pest i 430 f.Kr. ved værkets slutning med rette beskæftiget mange. Omsætter dette verdensdigt da lys til mørke, sundhed til under‑ gang? Man har kaldt epikuræismen menneskestolt, og dette er en træffende karakteristik af den epikuræiske humanisme. Men dennes modpol, den stoiske humanisme, kan lige så fuldt kaldes menschenstolz, når stoikeren om ”det gode sind”, dvs. roen og redningen, siger, at det ikke er noget, vi behøver at bede guderne om, eftersom vi kan hente det ud af os selv (Seneca epistel 41.1). Epikuræeren bekæmper frygten for guderne. Men på sit – anderledes – grundlag gør stoikeren det samme, eftersom det at frygte ifølge ham aldrig kan sameksistere med det at dyrke og elske (Seneca epistel 47.18). Epikur blev af sine samtidige skildret som en enestående from mand, som deltog i statens kult til punkt og prikke. Og man kan ikke sætte lighedstegn mellem epikuræisme og ateisme. Karl Marx skrev i 1841 ph.d.-afhandling om atomlæren med Lukrets som hovedkilde, og digteren og dramatikeren Bertolt Brecht (1898‑1956) tumlede med planer om at omskrive Det Kommunistiske Manifest (1848) til et læredigt i Lukrets’ ånd. Det græske ord á-tomos betyder ”u-overskærelig”, og først i 1900‑tallet blev Demokrits, Epikurs og Lukrets’ lære om atomets udelelighed og uigennemtrængelighed modbevist.

Lukrets Om Verdens Natur 4.1‑25 Min mission og metode

Tit har jeg vandret i Musernes afsides egne, som ingen• fod før min har betrådt. Å fryd, som den første at øse

89

90

Pluk dagen

5

10

15

20

25

vand af skjulte kilder, at plukke af nyskabte blomster for så at binde en herlig krans deraf til mit hoved, én hvormed Muserne• aldrig før har kronet en pande! Først fordi jeg gir kundskab om vigtige emner, og ivrigt søger at løse sjælen af gudsfrygts snærende lænker;• og for det andet fordi mit digt behandler det dunkle lysende klart, og bestryger det hele med Musernes mundgodt.• Valget af denne metode er nemlig særdeles fornuftigt. Det er præcis som når lægerne prøver at lokke• et bittert afkog af malurt• i børn; så tar de et krus, og langs randen stryger de først et lag af gul, sødt duftende honning. Barnet er ikke mistænksomt, dets læber er lette at narre, kruset med bitter malurt tømmer det lige til bunden. Nok blev barnet gækket af lægen, men slet ikke svækket, tvært imod, ved denne list blev helbredet genskabt. Sådan gør jeg også nu. Da vor lære oftest vil virke alt for besk på dem der står udenfor, og da den jævne mand har vendt sig imod den med had,• har jeg valgt at fortælle om den i vers der må klinge som sød musik i dit• øre og, om du vil, er bestrøget med Musers liflige honning. Gid jeg så blot med denne metode kunne beholde al din opmærksomhed ved mine vers, så du tydeligt fatter verdens orden, og føler til fulde den hjælp det vil gi dig.

Lukrets Om Verdens Natur 4.962‑1208 Drømme 965

970



Det som vi hver især holder fast ved og særlig går op i, eller de ting som vi forhen især har givet os af med, så vor forstand var samlet mer om dem end om andet, netop de ting vil hyppigt vise sig for os i søvne. En advokat fører sager og ordner kontrakter i drømme, feltherren synes han drager i krig og fægter mod fjenden, sømanden at han må fortsætte dagens dyst imod vinden – jeg at jeg slider med detteher værk, studerer vor verden tidligt og sent, og skriver derom på det sprog vi har arvet. Ganske på samme måde kan andre erhverv eller håndværk fastholde menneskers sjæle som fanger i drømmenes blændværk. Den der hver eneste dag under festen har siddet begejstret henne i Cirkus, hos ham kan vi se at han for det meste,

Kapitel 3  ·  Lukrets

975

980



selv når det pragtfulde skue derhenne for længst er til ende, dog har en åben dør – eller fler – tilbage i sindet, som så de festlige ”billeder” let kan smutte igennem. Derfor kan de i dagevis vise sig for ham, nøjagtig som de blev sanset, så at han synes, selv mens han er vågen, at han ser dansende mænd bevæge de smidige lemmer, lytter til citharens smægtende spil, dens melodiske stemme, tydeligt ser de samme fyldte tilskuerrækker og samtidig sanser den brogede pragt der stilles til skue.



Sådan en vigtig rolle har menneskers lyster og glæder, ligesom alle de sysler der plejer at udfylde livet – ikke blot menneskers liv men alle levende væsners. Tænk på at fyrige heste, der har strakt benene fra sig, kan svede i søvne, ånde i kraftige stød, og kan spænde al deres kraft, som gjaldt det at vinde på væddeløbsbanen, 990 eller som stod de i Cirkus, på spring før båsene åbnes. Også jægernes hunde kan ofte, bedst som de sover dybt og trygt, sparke ud med ét, de begynder at halse og snuse ivrigt og hyppigt ind, som sporhunde gør det, ganske som havde de færten af vildt og nu fulgte på sporet; 995 og når de vågner, så vil det ofte ske, de forfølger drømmens falske billed af hjorte som flygtede for dem – indtil de kommer så vidt til sig selv at synet fordufter. Men så det søde kuld af hvalpe vi selv har dresseret: 999 Ivrigt ryster de søvnen af sig, får rejst sig fra lejet, ganske som så de en fremmeds ansigt og skikkelse for sig. 1005 Og af jo grovere grundkim racen er dannet, jo mere må den nødvendigvis røbe sin vildskab, også i drømme. Tænk på den vrimmel af fugle der brat flyver op, og hvis basken bryder den natlige ro i guders hellige lunde, hvis der i søvnen kom syner af falk og høg der fløj mod dem, 1010 ivrigt forfulgte de små og blev årsag til kiv og spektakel. 985

1015



Nu til de mænd, hvis sind er skabt til dåd og som derfor udfører store bedrifter; det gør de også i drømme: nedkæmper konger, går forrest i slag, blir taget til fange, skriger i søvne, som fik de et knivsblad sat imod struben. Andre kæmper på liv og død og stønner af smerte, fylder alverden med vældige brøl, som så de en panter eller en rasende løve der åbned sit gab for at bide. Atter andre taler i søvne om deres bedrifter –

91

92

Pluk dagen



hvorved de ofte har røbet en udåd de selv har forøvet.

1020 Mange ser deres egen død mens de drømmer; de stivner,



slagne med rædsel, som om de højt fra en bjergtop var styrtet tungt til jorden; og når de er vågnet igen, kan de næppe finde sig selv, forfærdede over hvad kroppen kom ud for. Også den tørstende drømmer; men han slår sig ned ved en kilde 1025 eller en flod, og den hele strøm forsvinder i svælget. Selv for pertentlige folk kan det ske, at når søvnen har magten, tror de, de står ved latrin eller natpotte, og at de løfter op i tøjet – og alt det vand som kroppen vil af med tømmer de ud over sengens pragtfuldt broderede tæpper.

Pubertet, sæd og sex Dernæst: Til ham der i ungdommens vårbrud første gang mærker sæden• trænge sig på, når den netop er modnet i kroppen, kommer der udefra ”billeder”, så han ser alle slags kroppe. Silkeblød hud og herlige ansigter bringer de bud om, pirrer de steder i ynglingens krop der svulmer af sæden, 1035 og – som blev kærlighedsakten udført utallige gange – udløser vældige strømme som afsætter pletter på tøjet. Sæden vi omtalte før, blir sat i bevægelse i os, lige så snart den fuldvoksne alder gør lemmerne stærke. Årsager er der til alting; men én kraft alene kan drive 1040 sæden ud af en mand: at et andet menneske drager. Straks når sæden blir udskilt og presser sig ud fra sin bolig, løber den frem gennem samtlige• kroppens organer og lemmer, samler sig så på særlige, følsomme steder og vækker lige på timen begæret i kroppens avleorganer. 1045 Når de er pirret og svulmer af sæd, vil der fremstå en vilje til at få kastet den, dér hvor den vilde attrå forlanger, kroppen vil søge den krop, der har såret dens sind med sin elskov. 1030





Der hvor pilen har ramt, til dén side falder man også, 1050 blodstrålen• finder den retning fra hvilken skuddet blev afsendt, og står man ansigt til ansigt, blir fjendens krop farvet højrød. Således også når Venus’ våben har affyret pilen, enten det nu er en rundlemmet dreng• der har sigtet på manden, eller det er en kvinde hvis krop strør om sig med elskov. 1055 Den der har ramt ham, higer han mod, han begærer et møde

Kapitel 3  ·  Lukrets



krop mod krop for at slynge sin livssaft ind i den anden, da jo hans ordløse attrå på forhånd udmaler fryden.

Kærlighedens sår og sygdom Venus• kalder vi denne magt som er ophav til elskov. Alle husker vi første gang da hun i vort hjerte 1060 indgød en sødmefyldt dråbe – med iskolde kvaler til følge. Thi er din elskovs genstand end fjern, kommer ”billeder” til dig, navnet klinger så sødt, det fortryller bestandig dit øre. Da er det bedre at bortjage sådanne ”billeder” fra sig, nægte sin elskov næring, vende sit sind imod andet,• 1065 og slynge sin samlede livssaft ind i tilfældige kroppe – hellere end at beholde den, gemt til den eneste ene, hvorved man sikrer sig selv at man pines af elskovens kvaler.



1070

1075

1080

1085



Thi når en byld• får næring, bliver den jo ældre jo værre, vanviddet vokser dag for dag og din kummer forværres, dersom du ikke fortrænger de gamle pinsler med nye, hastigt søger en kur for de ny i et hastigt bekendtskab, eller kan omsætte hjertets begær til højere drifter. Venus’ fryd kan vi nyde• og dog vige uden om elskov; det gir os netop goder som ingen skygge fordunkler. Den hvis hjerte er koldt, vil føle en renere vellyst end den forelskede kan. I selve besiddelses-nuet vakler de elskendes følelser rundt som i ravende vanvid, usikre om hvad de særlig skal nyde med øje og hænder. Hvad de har favnet, klemmer og trykker de voldsomt, så kroppen lider derved, hugger tænderne ind i de yndige læber, maser dem med deres grådige kys – fordi deres vellyst ikke er ren; af en hemmelig brod blir de hidset til voldsfærd rettet netop mod det der har vakt deres vanvid til live. Men under elskovsakten tar Venus toppen af smerten, lokkende vellyst blandes deri og gør biddene blide. Dette indgir dem håb om at elskovs flamme kan slukkes just af den samme krop som vakte bålet til live.

Det gør Naturen dog modstand imod, så det modsatte hænder. Ene i elskov gælder, at har man hvad hjertet begærer, 1090 da flammer hjerterne op i et grumt begær efter mere.

93

94

Pluk dagen



Mad og drikke fordøjes og optas i legemets indre, de slår sig ned på de steder som de er bestemt til, og derfor kan vort begær efter brød eller vand så stilles med lethed. Men af et menneskes herlige ansigt, af kindernes rødme, 1095 kommer der kun nogle vage ”billeder” ind i vort legem, og tit flår et ynkeligt håb dem itu, så de spredes for vinden. Som når en tørstende drømmer, han søger noget at drikke, uden at finde det vand der kan læske hans brændende indre, så gir sig til at fable om vand, uden lindring for pinslen, 1100 og vansmægter midt i den rivende strøm, hans drømmesyn skabte, således narres de elskende, i deres favntag, af Elskov. Elskerens krop blir slet ikke mæt af den elskedes ”billed”; hånden er tom, når den ikke mer rører den elskedes lemmer, skønt den i rastløs iver har famlet sig vej over kroppen. 1105

1110

1115

1120

1125



Når da til sidst deres kroppe blir ét for til fulde at nyde ungdommens blomstring, når legemet smager sin kommende lykke og Elskov har ført dem så vidt at kvindens ager kan tilsås, presser de grådigt legem mod legem, spyttet forenes i deres mund, de ånder i takt, trykker læber mod tænder … nytteløst! For af den elskedes krop kan de intet ta med sig, ej heller trænge sig ind, så legem forsvinder i legem; tit må man tro det er dette de strenger sig an for at opnå, så begærligt klæber de sammen i elskovsforening, indtil vellysten røver al lemmernes kraft, så de slappes. Når det begær der var samlet i kroppen omsider er udløst, indtræder der for en tid en slags ophold i lidenskabsbranden; så vender galskab tilbage, den gamle rasen fornyes, da de umuligt selv kan forstå, hvad det er de begærer, eller kan finde en kur der kan bringe det onde til ophør. Vidløse tæres de hen af et sår de slet ikke kender. Tænk også• på at de tappes for kraft og går til af bekymring, og at en andens luner behersker dem livet igennem. Formuen smuldrer imens, blir til pragtfuldt broderede tæpper, arbejdet passer de slet, deres rygte blir værre og værre. Duftende rober, og skinnende sko til den elskedes fødder, det er da klart, og pragtfuldt lysende grønne smaragder kantet med guld. ”Den søgrønne morgendragt slides så hurtigt” – den er bestandig i brug og inddrikker elskovens safter. Hele fædrenearven går op i parykker og hårbånd

Kapitel 3  ·  Lukrets

1130

1135

1140

eller forvandles til kåber af Østerlands prægtige stoffer. Udsøgt service og mad, og fester hvor terningen ruller, tømte bægre, salver, pandebånd, blomsterguirlander … Nytteløst, da der altid fra selve nydelsens udspring opstiger noget som bittert nager dem, selv iblandt blomster, enten hvis sjælen, betynget af brøde, bestandig må græmmes over et ørkesløst liv og grue for vellystens sumpe, eller fordi et ord hun har sagt lar sig tyde forskelligt, så det slog rod i hans hjerte, hvor attrås ild gav det næring – eller han mener hun ser sig for frit omkring, og at øjet faldt på en anden; i ansigtet finder han spor efter latter.

Den romantiske idealiserings store tåbelighed 1145

1150

1155



Ja, selv i varige, heldige elskovsforbindelser findes sådanne onder; i et uheldigt, bedrøveligt forhold træder de frem så klart at selv en blindebuk ser dem, så mange er de. Nej, bedre på forhånd at holde sig vågen, som jeg har lært dig, og ta sig i agt for at la sig forføre. Thi: at undgå at fanges i elskovs snarer er ikke nær så vanskeligt som – når først man sidder i snaren – at slippe fri og få Venus’ solide bånd rykket over. Dog: er man end fanget ind og bundet på hænder og fødder, var det dog muligt at flygte – hvis ikke man selv stod i vejen og slog en streg over alle den elskedes sjæle-skavanker lisom den tilbedte kvindes samtlige legems-defekter. Sådan gør mænd for det meste, når deres begær gør dem blinde: tilskriver kvinderne de kvaliteter de slet ikke ejer. Derfor ser vi at selv forvoksede, hæslige kvinder tilbedes vildt og folder sig ud under hæder og hyldest.

Hvorpå den ene mand spotter den anden; de råder hinanden til at få Venus som ven, når de plages så voldsomt af attrå. Staklerne glemmer at tit er den største nød deres egen: 1160 Sorthuden kalder de ”honningbrun”, sjusken ”bare naturlig”. Grønne øjne? Så ”ligner hun Pallas”. Og vindtør? ”Gazelle!” Er hun en dværg, en pygmæ, er hun ”Gratiers lige, et guldfnug”; er hun en kæmpestor klods, er hun ”helt magnifik, majestætisk”; stammer hun, ”læsper hun fint”; er hun stum, er hun ”bare beskeden”; 1165 udspyr hun galdefuld sladder, blir hun ”en sød lille ildsjæl”.

95

96

Pluk dagen

1170

1175

1180

1185

1190



”Lille skatte-pjevs!” – pjevsen går til af underernæring; ”slank som en lilje” er den der for længst er halvdød af hoste. Tungpattet kvindfolk er ”Ceres der ammer den nyfødte Bacchus”; har hun silénens og sátyrens bredflab … ”uh, nysseligt mundtøj!” Det blev for langt hvis jeg skulle forsøge at fortsætte listen. Nå men lad gå: Lad ansigtet være så skønt som du vil det, lad hendes hele legeme udstråle ynde som Venus – der er da andre kvinder end hende; vi leved da hidtil hende foruden; hun gør da præcis som de grimme, det ved vi: Staklen ryger sin skede med svovlets• kvalmende dunster, så tjenestepigerne flygter i skræk – og ler i det skjulte. Græde gør elskeren uden for døren;• ofte bedækker han hendes tærskel med blomster og kranse, bestænker de hovne stolper med merianolie, ja kysser døren, den arme! Sæt, han blev indladt, og mødt af et vindpust, blot ét, fra sin dame: Han ville finde en passende grund til at gå med det samme – dér lå så den elegi han ellers havde på læben – og han fordømte på stedet sig selv for den topmålte dumhed at gøre hende til mer end en guddom; nu kan han se det. Dette ved vore Venus’er godt; det er derfor de ivrigt søger at skjule alt hvad der foregår omme bag scenen, navnlig for mænd som de ønsker at binde i elskovens lænker – nytteløst, da du jo dog kan tænke dig frem til det hele, bringe det frem i lyset og afsløre al deres dårskab, og – hvis de ikke spyr gift, men er gode på bunden – til gengæld se gennem fingre dermed som en svaghed vi alle har del i.

Kvinders og hundyrs begær 1195



Kvindens• kærlighedssuk er dog slet ikke altid forstilte, når hun tar mandens krop i sin favn og forener den med sig, klamrer sig til ham, og suger sig fast, mens mundvandet løber. Tit kommer sukket fra hjertet; i længsel mod fryd i forening ægger hun ham, så han rask løber elskovs bane til ende.

Heller ikke vil hunnen hos fugle, hjorte og vilddyr, tamkvæg, og hopperne med, kunne parre sig med deres hanner, hvis ikke de er i flammende brunst og med fryd yder modstand, 1200 blot for at vække fornyet begær hos de springende handyr. Du har nok også set dyr som har villet hinanden så heftigt,

Kapitel 3  ·  Lukrets



at de må pines fordi de er bundet for fast til hinanden? Som når to hunde på gaden kun alt for gerne vil skilles, river og rykker i hver sin retning alt hvad de orker, 1205 uden at de dog kan løsne de bånd begæret har bundet! Stod de mon dér, hvis ikke de begge kendte en vellyst stærk nok til at den fanger dem ind og holder dem fangne? Altså, sagt endnu en gang: Den vellyst er fælles for alle.

97

Kapitel 4 C AT U L

Cajus Valerius Catullus blev født i Verona i ca. 87, og han døde i 54. Sit korte voksenliv levede Catúl i pausen mellem to diktaturer: Sullas (81‑79) og Julius Cæsars (49, 48, 46‑44). Verona ligger mellem Alperne og Po. Så Catul er faktisk født i Gallien – ”Gallien på denne side af Alperne”, Gallia cis-alpina. Set fra Rom er han ”fra den anden side af Po”, Trans-padanus, som han selv siger (i digt nr. 39, nedenfor). I et års tid levede Catul i Bithynien i Lilleasien som medlem af en guvernørs stab (en prætors kohorte). Guvernøren, Cajus Memmius, og hans stab kom hjem engang i 56. Det var det år, da Cicero den 4. april holdt talen for sin unge ven, smarte, smukke Cælius, som var Catuls rival om fru Clodias gunst. Catul kalder ganske vist sin tilbedte for Lesbia (hende fra Lesbos; jf. digterinden Sapfo), men Lesbia er dæknavn for Clodia. Catuls lilleasiatiske eventyr kom der ikke nogen romersk karriere ud af, men et legende, let parodisk digt til Sirmio (nr. 31) og desuden digt nr. 10, som ved sin forening af løs pludren og stram sluteffekt er på højde med Horats’ satirer og Martials epigrammer. Digtsamlingen, som først er blevet sammensat efter Catuls død, er primært, men ikke udelukkende, ordnet efter formelle, dvs. metriske og omfangsmæssige, kriterier. Samlingen omfatter tre grupper digte: (a) Digtene 1‑60, som er i ”mange versemål” og derfor kaldes de poly-metriske digte. Det mest anvendte metrum i denne gruppe er ellevestavelsesverset: ”Leve, Lesbia, vil vi, vi vil elske” (nr. 5). Hyppigt anvendt er også jambiske versemål. Catul kan bruge ordet iambus lig med spottedigt, invektiv. Hos formbevidste digtere, hvad enten vi er i Rom eller Danmark, har hvert versemål sin karakter og stemning, og ved de jambiske mål hæfter der for romerne noget svirpende og aggressivt; men det gør der såmænd også tit ved ellevestavelsesverset. (b) Digtene 61‑68, de såkaldt større digte, carmina maiora, til forskel fra dem i (a) og (c), som er korte. Det er i grupperne (a) og (b), at Catuls lyriske – hvad der egentlig vil sige: sungne – digte findes. ”Peleus og Thetis’ Bryllup” – det korte epos, som dog er det længste digt af Catul – er samlingens nr. 64. De sidste fire digte her i gruppe (b), altså 65‑68, peger fremad mod gruppe (c), derved at de er affattet i elegisk distichon (se nedenfor kapitel 8). (c) Digtene 69‑116, epigrammerne, hvis versemål er elegisk distichon. Epigrammernes rappe dialogteknik kan man nyde i digte som nr. 83, 86, 72 og 80. Det myldrer med stemmer i disse korte digte! Martial videreførte teknikken, og i kapitlet om ham (kapitel 13) kan der læses mere om epigrammet. Digt nr. 76 er en bøn til

100

Pluk dagen

guderne om, at digteren som løn for sit fromme (pius) liv må blive befriet for den sygdom, som hans betagelse af den utro Lesbia har udviklet sig til (morbus amoris, kærlighedens sygdom). Ved sin længde og ved sin grebethed bryder Catul 76 med læserens forventning til et epigram – og peger frem mod Den Romerske Elegi (se kapitel 8). Catul må tidligt være kommet til Rom, hvor han modtog en førsteklasses humanistisk uddannelse. Her kom han efterhånden i forbindelse både med Cicero (nr. 49, nedenfor) og med Hortensius, Ciceros rival som taler. Catuls forældre tilhørte Veronas overklasse. Det ser vi deraf, at ingen ringere end den højadelige Julius Cæsar var indkvarteret hos Catuls far om vinteren i de år, 58‑52, da Cæsar erobrede Gallien, ”Gallien på den anden side af Alperne”, Gallia trans-alpina. Hans legioner lå i vinterkvarter imens. Svetón beretter i sin Cæsar-biografi om nogle episoder, hvor Cæsar viste storsind over for sine forskellige angribere. Et af disse tilfælde vedrører Catul, der havde skrevet et par ualmindelig pebrede spottedigte mod Cæsars superofficer Mamurra, Cæsar selv og, i et afsluttende glimt, dennes svigersøn Pompejus. Men digteren bad om undskyldning, ”og samme dag inviterede Cæsar ham til middag, og han vedblev at logere hos hans far, som han plejede.” (Svetón). Invektiverne, spottedigtene, handler om penge og sex: Mamurra, med tilnavnet Mentula, Pik, sover ”i én lille seng” sammen med Cæsar. Også Ciceros fortrolige breve til Atticus fra denne periode beskæftiger sig med disse kulørte sider af romersk politik – dog med mindre dyneløfteri. Ind under rubrikken ”sex” hører for spottedigtere også urin og sæd (39 og 80); denne pærevælling kendes også fra Aristofanes’ græske komedier og fra vores vittigheder og drømme. Man taler om den neotériske revolution. Revolutionen var både æstetisk og etisk; dens digtere var venskabsdyrkere, kulturkritikere, pedanter og skønånder; men til forskel fra de alexandrinske digtere, deres græske idoler, holdt neotérikerne sig ikke borte fra det offentlige liv. Vi kalder altså digtere som Catul og hans kreds for neoteri‑ kere, hvad der så temmelig nøje vil sige: modernister (af græsk neóteros, yngre, nyere). Cicero, som Catul dog ellers gav en slags kompliment i nr. 49, var ikke særlig glad for disse poetae novi, nye poeter, disse neóteroi, som han kaldte dem. For ham var ”fader Ennius” (239‑169) stadig indbegrebet af stor poesi. I sit dedikationsdigt til Cornelius Nepos antyder Catul et program for den unge poesi: Vi skriver bare nugae, bagateller, til forskel fra dit superlærde historieværk, Nepos. På linje hermed taler Catul andetsteds om sine inéptiae, fjollerier, og sin digtning kalder han leg. Man går imidlertid fejl af dedikationsdigtet til Nepos, hvis man overhører den selvbevidsthed, det klinger ud i. Et af neoterikernes slagord er otium, behagelig lediggang, lærd sanselighed, livsfrisk boglighed. En neoteriker har aldrig travlt. Ved deres fokus på otium leder de frem til Den Romerske Elegi. For gammelromerske moralister tegnede denne mentalitet sig som slaphed, der var sivet ind fra den græske verden. En traditionsbevidst romer ser i alt dette kultur, der truer karakter. Dette møde belyses på forskellig vis af en hel række af denne bogs forfattere, bl.a. Cicero og Sallust, Horats, elegikerne og ikke mindst Ju‑ venal. Andre nøgleord for de neoteriske provoer er: lærd/belæst, doctus, desuden øm/

Kapitel 4  ·  Catul

sart, tener, og endelig charmerende/forførende, venustus. I et af Lesbia-digtene, nr. 86, skal vi høre en hel charmens eller yndens filosofi. Nummer 10 bringes her i Vilh. An‑ dersens nette oversættelse, hvor Memmius kaldes ”ærkesnyder” (Catul har irrumator, mundboller), og hvor pigen kaldes ”en helvedes lille taske” (Catul har scortillum, lille luder) og ”en rigtig taske” (Catul har cinaedior, ret smatsoet) – og hvor pointen er, at smatsoen er en charmetrold (venusta, linje 4), som suverænt vipper digteren og hans snobberi af pinden. Digtet indledes med, at den ene ven finder den anden otiosus, fuld af otium, og det endda på Forum, alle forretningers centrum. De romerske forfattere er ikke altid lette at rubricere i politisk og ideologisk hense‑ ende: Den provokerende skønånd Catul sværger dybt grebet til gammelromerske vær‑ dier som troskab, fromhed og loyalitet. Den politisk progressive Sallust gør det samme, ja, denne cæsarianer og folkeven går så vidt i konservatisme, at han beslutter at skrive som Cato Censorius, der havde været død i hundrede år. Hvorimod den konservative Cicero i Talen for Cælius – som har sidestykker i andre af Ciceros værker – laver fis med de mølædte catoniske værdier og slår et behjertet slag for ungdom og galskab.

I Catuls digte om Lesbia 5. Vivamus, mea Lesbia, atque amemus

Leve, Lesbia, vil vi, vi vil elske – alle gamles præk og pegefingre … fem og tyve øre gi’r vi for det! Sole kan gå ned og stige atter: Vi skal, når vort korte lys er svundet, sove én nat, sove den igennem. Giv mig tusind kys, og giv mig hundred, derpå tusind, derpå andre hundred, tusind oveni, og endnu hundred! Så, når facit lyder: mange tusind, visker vi dem ud, så vi får rent bord, så folk ingen onde øjne gi’r os efter et kig på vores kyssekonto.

3. Lugete, o Veneres Cupidinesque

Amor, græd! Græd, alle amoriner og i verden alle amourøse, for min piges drossel, som nu døde, for min kærestes kæledægge: droslen,

101

102

Pluk dagen



som hun elsked højt som sine øjne! Sød som honning, kendte den sin frue, ligesom lillesøster kender Moder. Aldrig veg den bort fra hendes arme, op, ned, op omkring på hendes kjole, altid pipped den – men kun til hende. Nu går den ad mørkets stier, hvorfra rygtet siger man ikke returnerer.



Fanden tage jer, mørke Hades-tåger, som opæder alt, hvad kønt vi ejer: Så køn var den fugl, I nu tog fra mig! Skam jer! Stakkels, lille døde drossel! Du får nu min pige til at græde, øjnene så røde svulmer søde.

83. Lesbia mi praesente viro mala plurima dicit

”Pokker stå i Catul!” siger Lesbia, når manden er inde. Dét er en kilde til fryd for denne topmålte nar. Æsel, fatter du intet?! For tav hun og havde hun glemt mig, var hun kureret, men nu bjæffer og brokker hun sig: Hun altså ikke blot husker, men – hvad der skærer i dybden – raser. Med andre ord: brænder og må så ha’ luft.

85. Odi et amo. Quare id faciam, fortasse requiris

Jeg både hader og elsker. Måske vil du spørge mig, hvorfor. Ved ikke. Men at det sker, føler jeg – pines derved.

86. Quintia formosa est multis. Mihi candida, longa

Smuk er Quintia• for mange. For mig er hun statelig, høj, rank, blændende hvid. Alt det medgi’r jeg punkt efter punkt. Men det totale ”smuk” … jeg si’r nej! Der er slet ingen ynde, i al den pragtfulde krop ikke et glimt af esprit. Lesbia er smuk: Hun er både en skønhed, og så er der det at: alle kvinder har hun tappet for ynde og ånd.

Kapitel 4  ·  Catul

70. Nulli se dicit mulier mea nubere malle

Ingen ægted hun hel’re end mig, det siger min dame – om så Juppiter selv kårede hende til brud. Siger det. Men, hvad en dame betror sin fyrige elsker, det bør han skrive i vind og i det rivende vand.

72. Dicebas quondam solum te nosse Catullum

Der var engang da du sagde, Catul var alt, hvad du kendte, ikke for Juppiter selv skulle du svigte din ven. Dengang elskede jeg, ikke blot som man elsker en kæreste, men som en fader sin søn eller sin svigersøn. Nu har jeg set dig: Og derfor, skønt branden er værre end dengang, har du langt mindre værdi for mig og langt mindre vægt. Spør’ du: ”Hvordan?” Jo, fordi en sådan krænkelse tvinger nok til at elske mer, men holde des mindre af.

58. Caeli, Lesbia nostra, Lesbia illa

Hun, den Lesbia, som Catullus elsked, ene, højere end sig selv og sine, hun, o Caelius,• hun, Catullus’ pige, strejfer i gyderne, gokker den af på Remus’ drenge, Roms forgyldte ungdom.

II Blandede digte af Catul 9. Verani, omnibus e meis amicis

Ak, Veranius,• kær for alle kære venner, kærere selv end 20.000, er du virkelig kommen hjem igen til din bedagede mor, de brave brødre? Kommet er du! O, for et herligt budskab! Jeg skal på visit og høre om Spaniens land, historie og folk (du glemmer intet!), alt imedens jeg om din hals, den søde, lægger armene, kysser mund og øjne.

103

104

Pluk dagen



Jeg gad spørge jer, alle lykkelige: Er der nogen så glad, så glad som jeg er?

45. Acmen Septimius suos amores

Med sin Acme• på skødet si’r Septimius: ”Som jeg, o, min elskede, elsker dig nu, vil jeg elske dig alle dage, mer end nogen sinde en ærlig elsker elsked. Svigter jeg, så gid i det svedne Indien, gid i Libyen da jeg måtte møde, ene, løven med de grønne øjne!” Talt. Da hoppede Amor om fra venstre og fra højre nøs han, nådig, bifald.



Acme bøjede svagt det skønne hoved, og på ynglingens elskovsdrukne øjne trykkede hun sin røde mund og kyssed: ”Ja, mit elskede liv, min Septimillus,• ja, så sandt som en endnu større elskov blusser her i mit bløde hjerte, vil vi altid tjene alene denne herre!” Talt. Da hoppede Amor om fra venstre og fra højre nøs han, nådig, bifald.



Tændt af dette gode elskovsvarsel elsker Acme sin ven, og han sin Acme: Selv for Syriens og Britanniens skatte bytter han aldrig – vild og blodig – Acme, og den lille pige nusser trolig ind i Septimius al sin lyst og længsel.



Aldrig så du på jord en større lykke, skønnere signet af den gode Venus.

31. Paeninsularum, Sirmio, insularumque

Hej, Sirmio, blandt øer og iblandt halve øer, som i det store hav, som i de stille søer Neptunus ta’r i favn, du lille perle klar,

Kapitel 4  ·  Catul



Hvor gerne og hvor glad bli’r jeg dig atter vár! Og kan jeg tro mig selv? Bithyniens flade strand har jeg forladt, ser frelst igen mit fødeland! O, hvad er sødt som sorg, der svandt, når af vort sind al tyngsel falder, i vort hjem vi drager ind; af fjerne rejser træt og alt, hvad vi har lidt, vi hviler i den seng, hvortil vi længtes tit. Stor var vor sorg og savn, dét ene lønner dem. Hil, skønne Sirmio, din herre kommer hjem! Ja, glæd dig, Garda Sø, og slip din bølge løs, le, bølger, med de grin, I gemmer i jeres pøs!

10. Varus me meus ad suos amores

Varus• førte mig i en ledig time hen fra Torvet at se hans små veninde, ret en helvedes lille taske,• vittig, vakker, spøgefuld – som jeg fik at føle. Dér vi snakkede løst og fast, blandt andet om Bithynien og bithynske forhold: ”Hvordan står det sig der? Du har vel samlet, kan jeg vide, en grumme hoben penge?” Her jeg svarede, som var sandt, at nu skal hverken prætoren eller hans kohorte vende federe hjem, end de er komne, ’sær når prætoren er en ærkesnyder og ej bryder en døjt sig om kohorten. ”Nå, men bærere har du sikkert købt dig, da det netop er dér, at slagsen findes, til din bærestol?” Her jeg gerne ville gi’ partiet som pæne mand og svarer: ”Slet så kummerligt står det dog ej med mig, at jeg ikke, fordi provinsen snød mig, kunne købe mig otte slanke slaver.” (Hverken her eller der jeg havde nogen til at læsse min stakkels, gamle sofa med de knækkede bene på sin nakke). Så begynder hun som en rigtig taske: ”Å, men kære Catul, hvor det var yndigt! Lån mig dem, for jeg skulle netop gerne bæres hen til Sarápis.•” ”Hm, så sagte!

105

106

Pluk dagen



Når jeg sagde, at jeg var ejermanden, har jeg vist husket fejl, for det er Cinna … Gaius Cinna, min gode ven, har købt dem. Men om hans eller mit – det siger intet; jeg kan bruge dem, som om de var mine. Ser man ret for en styg, uartig pige, som ej giver mig lov – at huske dårligt!”

39. Egnatius quod candidos habet dentes

Egnatius,• som har så hvide tænder, må brillere med sit smil. Når taleren har rørt en sal til gråd for en uskyldigs sag – et smil. Når sorgen tynger båren, når en stakkels mor begræder sønneløs sin eneste – et smil. Hvad end der sker, og hvor han er, hvad han har for, så smiler han. Den sygdom har han med sig rundt, en dille, synes jeg, og ikke spor af fiks.



Så derfor, brave ven, hør her et velment råd! Selv hvis du var fra Rom, sabiner, tiburtin,• en umbrer tyk og stor, forspist etruskermand, var fra Lanuvium• og sort med hvidt gebis, en transpadaner (for at feje for mig selv), en hvad-det-være-skal, som børster tænder rent, så så jeg nødig dog det grinebideri: Så fjottet som et fjottet grin er ingen ting.



Men, du er keltibér!• I Keltiberien sker morgenbørstningen af tandkød i det vand, man just har tisset, indtil tanden stråler hvid. Jo mer polered’ dine bisser derfor er, des mere, ser man, nød du af den ædle saft.

80. Quid dicam, Gelli, quare rosea ista labella

Gellius,• din amorbue så rød som rosen, hvorfor mon den er hvidere end vinterens skæreste sne, når du går hjemmefra om morg’nen, og når du er rustet af en siesta-lur til at ta’ fat på en frisk?

Kapitel 4  ·  Catul



Noget er rivende galt! Er der hold i det svirrende rygte, at du guffer så godt lige dér, hvor staven står strunk? Vist er der så: Stakkels Victor• er helt klappet sammen i skridtet: Gellius’ hvide sne, det er alt Victormands sprøjt.

49. Disertissime Romuli nepotum

Største retor iblandt Romas sønner, Marcus Tul-li-us, blandt dem der lever, dem der leved før, og dem der leve skal i tiden, som vil følge denne – dig sin varme tak Catullus sender, dig, den ypperste der en sag kan føre, jeg, den usleste der et digt kan gøre.

38. Male est, Cornifici, tuo Catullo

Cornificius,• det er ilde med mig, slemt, ved gud, med din kære ven Catullus. Værre bli’r det for hver dag, hver time. Du, som skulle trøste mig – en ringe, ingen vanskelig ting – hvor er du henne? Jeg bli’r vred. Min kærlighed … er dét at …? Find et ord til trøst, men mere sorgfuldt end Simónides’• tåredigte.

I forlængelse af det, der er sagt ovenfor om bryllupsdigtene, vil vi forsøge en nærmere karakteristik af carmen 64, ”Peleus og Thetis’ Bryllup”, Catuls uden sammenligning længste digt. Det er et mytologisk mini-epos, et epyllion (diminutiv af ordet epos). Denne slags digte var højmoderne blandt neoterikerne i Rom. Vi hører om ”Diana” af digteren Valerius Cato, kredsens oprindelige inspirator, ”Zmyrna” af Catuls ven Cinna, og ”Io” af hans ven Calvus. At dømme bl.a. efter Catuls digte nr. 35 og 95, betragtede disse poetae novi epylliet som den fornemste digtart; det var det svendestykke, enhver rigtig modernist måtte præstere. Catul har i ”Peleus og Thetis” valgt mere velkendt mytologisk stof, end de andre gennemgående udsøgte sig. I kraft af dette epyllion-boom bryder neoterikerne med den forudgående romerske epik (Nævius, Ennius), hvis emne var krig og fædreland. Horats havde efter alt at dømme ikke megen sympati for neoterikerne, sine forgængere. Men i dette at de unddrog sig det store fædrelandske helteepos, har de og augustæeren Horats noget vigtigt til fælles.

107

108

Pluk dagen

Ikke krig, men kærlighed var emnet. Pikant, ja betændt erotik blev dyrket i neote‑ rikernes digte. Cinnas ”Zmyrna” beskrev således en datters lidenskabelige kærlighed til sin far, og hvordan hun kom i seng med ham ved en snu ammes hjælp. Denne hi‑ stories forløb genfindes i Ovids beretning om Myrrha (= Smyrna) i Metamorfoserne 10.298‑504. I det hele taget holder Ovids epos os jo i betydeligt omfang skadesløse for den kendsgerning, at vi har tabt alle de neoteriske epyllier, lige bortset fra Catul 64. Men var Catul overhovedet alexandriner i den forstand, i hvilken Cinna og senere Ovid kan siges at være det? Ifølge nogle fortolkere havde Catul absolut ”ingen sans for de patologiske og perverse træk i alexandrinsk erotisk litteratur” (Syndikus). Dog kan denne karakteristik i høj grad diskuteres. Og diskussionens grundlag bør ikke kun være de lange Catul-digte, som fx nr. 63 om den underskønne Attis’ selvkastra‑ tion til ære for Magna Mater, men også digte som de nedenfor bragte 83 om Lesbias højst løfterige raseri: Hun bruger onde ord om mig, just fordi hun har godhed for mig (kan sammenlignes med 62.36f., som bringes om et øjeblik). Dertil kommer nr. 85 om kærlighedshadet, og endelig nr. 72 Dicebas quondam solum te nosse Catullum. Man har søgt og søgt i den uhyre omfattende græske epigramdigtning, men intetsteds fundet et digt, der kan have leveret Catul den indsigt, som han i nr. 72 viser i den omvendte proportionalitet mellem at begære, amare, og at holde af, bene velle. Jalousi og begærets syge tvang behandler han også i nr. 76 ”Føler den der erindrer det gode, han gjorde, en glæde”, som, sammen med Catul 68, virkede méd ved tilblivelsen af den subjektivt erotiske romerske elegi (og derfor er behandlet i kapitlet om elegikerne).

III Bryllupsdigte af Catul 62. Vesper adest, iuvenes, consurgite, Vesper Olympo 5

DE UNGE MÆND Aftenstjernen• er oppe! Kom! Op at stå, kammerater! Endelig stiger det lys, vi vented så længe, mod himlen. Nu er det tid at stå op, at forlade de bugnende borde! Snart kommer bruden, og snart skal bryllupssangen begynde. Hymen, kom Hymenæus,• o kom Hymenæus, o hymen



JOMFRUERNE Ser I knægtene der? Kom, rejs jer, piger! Giv modspil! Ilden på Oita• Bjerg, er den tændt mon af Aftenens Stjerne? Vel er den! Se dog engang, hvor adræt de springer fra bordet! Springe gør de med grund: Deres sang bliver værd at besejre.

10

Hymen, kom Hymenæus, o kom Hymenæus, o hymen

Kapitel 4  ·  Catul



DE UNGE MÆND Kransen vinder vi næppe så let denne gang, kammerater. Se blot, hvor pigerne terper alt det, de har øvet derhjemme! Terpen er ikke omsonst – nej, de har noget at synge. Rimeligt nok, da de strenger sig an af yderste evne. Vi har vendt øret mod højre, men sindet og sansen mod venstre. Sejr vil Flid: Det ’r kun ret, at vi så må bide i græsset. Vær dog på jeres post bare nu, og saml jeres tanker! Hør, nu stemmer de i! Men kender vi gutter en svarsang?



Hymen, kom Hymenæus, o kom Hymenæus, o hymen



JOMFRUERNE Hesperus! Hvor er så grumt et lys på himlen som dit lys? Du som kold river datteren bort fra moderens favntag, datteren bort, mens hun slynger sig fast til den favnende moder – og gi’r en værgeløs pige til pris for en blussende yngling. Er mon fjendernes hær mere grum i erobrede byer?

25

Hymen, kom Hymenæus, o kom Hymenæus, o hymen

30

DE UNGE MÆND Hesperus! Hvor er så sødt et lys på himlen som dit lys? Du besegler i strålende glans den pagt, der er lovet, den som fædrene sluttede før og mødrene med dem: Fuldbragt bliver den først, når du har løftet din flamme. Giver mon guderne skønnere stund og rigere lykke?



Hymen, kom Hymenæus, o kom Hymenæus, o hymen



JOMFRUERNE Aftenstjernen har røvet, I søstre, én ud af vor kreds; farer er der på færde, så såre han stiger på himlen. Alle er bange om natten, når bortses fra tyve og ransmænd, som du, Hesperus, lokker på gale veje med stråler. Drenges lyst er at synge din pris i de højeste toner – hvad, hvis engang de må hade just den, de lover og priser?!



Hymen, kom Hymenæus, o kom Hymenæus, o hymen



DE UNGE MÆND Aftenstjerne, der er ikke hold i pigernes klage,

15

20

109

110

Pluk dagen



vægterne er jo på vagt, så såre du stiger på himlen. Natten er tyvenes skjul, men du overrumpler dem ofte, når du har ombyttet navn og står som Morgenens Stjerne. Pigers lyst er at laste dig vredt med forstillede klager – men hvad nu, hvis deres hjerte dog banker for den, de må laste?!



Hymen, kom Hymenæus, o kom Hymenæus, o hymen





JOMFRUERNE Li’som i hegnede haver en blomst fremspirer i løndom, dulgt for græssende kvæg, ikke flænset af furende plovjern, mildnet af luft, vederkvæget af sol, udklækket af øsregn; talløse drenge må elske den højt, og utallige piger; brydes den så af en skærende negl og blegner dens krone, elskes af slet ingen drenge den mer, og af piger slet ikke: Således lever en mø, hvis urørt, elsket af alle; men når blomsten er brudt, når berørt er den dejlige skabning, ej er hun drengene mere til lyst, ikke piger til glæde.



Hymen, kom Hymenæus, o kom Hymenæus, o hymen





DE UNGE MÆND Li’som den enlige vin, der må gro på træløse skrænter, aldrig ranker sig op til at bære en solmoden drue, men i sin ranglede vækst krummes ned mod jorden, så plantens allerøverste tråd er nær ved at vikles om roden; slet ikke ænser den bondemand den, og hans pløjende okser. Men hvis vinen står brud i elmetræernes• favntag, o, så ænser den bondemand den, og hans pløjende okser: Således ældes en mø, hvis urørt, uden at ænses. Men hvis, når tiden er inde, hun vinder en passende mage, elskes hun mer af sin mand, og af faderen hades hun mindre.



(Bruden viser sig!)



65

Kæmp ikke længere, brud, kæmp ikke mod sådan en brudgom! Uforsvarlig er kamp, når din far selv har givet dig til ham, selve din far og din mor – at lyde dém er nødvendigt. Mødommen er ikke helt din egen, det meste er andres: tredje delen din fars, og tredje delen din moders, din kun en tredje del. Kæmp ikke ene mod de to, dem hvis ret over dig din brudgom fik med din medgift.



Hymen, kom Hymenæus, o kom Hymenæus, o hymen

35

40

45

50

55

60



Kapitel 4  ·  Catul

64. 1‑277 og 382‑408: Peleus og Thetis’ Bryllup Peliaco quondam prognatae vertice pinus

10

Sagnet• fortæller, at pinjer, som udsprang af Pelions tinde, fordum svømmede frem over havgudens blinkende vover hen til Aiétes’• land, hvor Fasan•-floden slår sine bølger; udvalgte svende, den kraftigste blomst af hellenernes ungdom, drog nu på togt for det gyldne skind fra Kolchis• at vinde; dristigt de voved et løb over sø på den ilende snekke, havets den blånende flade de fejed med årer af grantræ; selveste Pallas,• som råder for byernes knejsende borge, hun havde skabt denne vogn til at flyve dem fremad i vinden, bøjet kølen og tømret den sammen med pinjernes planker.



Det var den første belæring til Amfitrite• om skibsfart.



Men da den snablede stavn nu kløved de stormfulde søer, alt imens bølgerne vred sig for åren og skummende hvidned, titted der havfruers ansigter op af den perlende hvirvel: Nereiderne kom, for at måbe ved denne maskine;• skæret af den dags sol belyste for menneskers øjne det, som siden blev skjult: De kiggende Nymfer stak, nøgne• ned til brysternes vorter, op af de grånende vande. Da, siger sagnet, kom Peleus i brand• af begær efter Thetis, da blev bryllup med dødelig mand godtaget af Thetis, da ville selv fader Zeus forene Peleus og Thetis.

1

5



15

20

25

30

35

Hil jer, I som blev født i den dejligste tid der kan tænkes! Hil jer, heroer,• gudernes æt, en stolthed for mødre! Hil jer! Hil! Det er jer, jeg vil tale til når jeg• digter, mest dog til dig, for hvem de lyseste fakler• blev tændte, Peleus, Thessaliens tag, hvem Juppiter• selv, hvem den høje gudernes fader forundte at få, hvad selv han begæred. Dig tog Thetis i favn, den skønneste af Nereider?! Dig gav Thetys• sin Thetis, sin datterdatter, at ægte – hun og Okéanos selv, der omslutter jorden med havet?! Da forlovelsestiden var omme og Dagen var kommen, strømmede kongsgården fuld af Thessaliens brede befolkning, tæt gennem salene trængte en frydefuld skare sig fremad, rigelig skænk bar de med, og glæden dem stråled af øje. Bort fra Kíeros• drog de, forlod det fthiotiske Tempe,

111

112

Pluk dagen

40

45

50



øde blev Krannons stad, Larissas huse stod tomme, alle de drog til Farsálus,• Farsálus’ haller de fyldte. Landmandens arbejde hviler, og veg bliver trækstudens nakke, hakken rydder ej op blandt vingårdens duvende buske, ej med den pressende plov skærer tyren græstørven sønder, ingen krumkniv gør lyst i de skyggende løvrige kroner, plovjernet ligger slængt hen, og tiltrækker skurvede rustlag. Men over herskerens hus, gennem alle de pragtfulde sale spredes en spillende glans af sølv og funklende guldkar; elfenben lyser i tronen, på bordene tindrer pokaler, hele højsalen ler ud af strålende kongelig rigdom. Og for Thetis står bredt et leje• med brylluppets bolstre midt i hallen, det skinner af indisk blank elefanttand; rosenrødt farvet i purpur er tæppet, som ligger derover, dertil udsyet broget med skikkelser kendte fra oldsagn; og med forunderlig kunst• beretter tæppet om helte:

70

Ud fra Naxos’ ensomme kyst, hvor bølgerne buldrer, går Ariadnes blik efter Theseus’ svindende skibe,• rasende, hjertet er fuldt af ubetvingelig kummer. Endnu kan ikke hun tro, at hun ser, hvad hun ser for sit øje: hun er jo knap vågnet op af det blund,• der slørede alting – pludselig ser hun sig selv på en bar strand, ynkeligt ene! Tankeløs Theseus flygter, han banker åren i bølgen, alle hans hedeste løfter får lov at blæse i vinden. Minos-datteren står med søgræs om foden og græder, som en i marmor udhugget bacchant• kun fremad hun stirrer, fremad hun stirrer og bæres på jammerens vældige bølger; fra hendes gulblonde hår glider tørklædet ned, blotter håret, fra hendes barm er forsvundet den florlette, hyllende bluse, fra hendes bryst, der strutter af mælk, det sluttende brystbind – alle vegne på kroppen var• tøj gledet af, og det lå nu for hendes fod og blev vædet af havets drillende saltvand. Dog, hun ænsed det ikke: brystholder og bølgende bluse; du var al hendes tanke, Theseus – med hele sit hjerte, hele sin sjæl og hele sit sind var hun tabt i sin Theseus.



Ak,• ulyksalige, hvem Erycina• forvilded med smerte, i hvem Venus har plantet en stikkende, tornefuld kummer alt fra den første tid, da den fro og frejdige Theseus

55

60

65



Kapitel 4  ·  Catul

75

80

85

90

95

100

105

110



sejled af sted fra Piræus’ bugtede kyster og landed hist på Kreta, hvor Minos den uretfærdige hersked! Kekrops’• by var engang af en skrækkelig pest blevet tvunget til at betale – si’r myten – en bod for Andrógeos•-mordet: Byens smukkeste pi’r og de bedste gutter i landet måtte man hvert år sende som festmad til Minotauros. Da nu staden var trængt og kuet af sådan en plage, vågnede Theseus’ mod; for Athen, sin elskede hjemstavn, var det hans ønske at hengi’ sit liv for at hindre, at Kreta hjerteløst vedblev at kræve, at hjerteblod skulle spildes. Så han stævned på vuggende skib for venlige vinde ned til Minos, den vældige drot, og hans knejsende højsal. Dér blev prinsessens blik, da hun så ham, ramt af begæret. Hun, som sugede næring, i moders favn, af et leje,• som, jomfrueligt rent, kun dufted af yndige blomster, dufted som myrten, der gror ved Eurotas’• nærende vande, og som det spraglede flor, som vårluften kalder til live – nu trak hun ikke sit ildfulde blik tilbage fra gæsten, før hun fra isse til fod var omspændt af flammer i hvirvel og ind i knoglernes marv kun mærkede blussende luer. Hellige drengebarn, du, som grumt driver sjæle til vanvid, du, som i menneskers sind blander smerte og sødme tilsammen – dronning af Golgoi,• som ejer Idalions• løvrige tinder – at I nænned at tumle den glødende jomfru på bølger, alt imens hun måtte sukke så dybt for den fremmede blonde! Al den beklemmende angst, hun bar i sit lidende hjerte! Åh, så bleg hun dog blev, så bleg som guldet• der lyner, den dag det lystede Theseus i kamp mod det glubende udyr enten at søge sin død eller vinde sig smykkende hæder. Dog var det ikke omsonst, at hun sad så stille og hvisked løfter om ydmyge gaver til himlen – for pigen blev bønhørt. Thi, som når oppe på Tauros• en eg med baskende grene eller en koglebærende fyr, der sveder om barken, styrtes omkring af den krystende storm, der rusker i træet – hvirvelen rykker den op, den vælter med roden i vejret ned over skrænten og knuser i faldet alt, hvad den møder –, sådan faldt uhyret om, da Theseus huggede til det: Ynkeligt lå det og jog med hornene rundt om i luften.

113

114

Pluk dagen

115

120

125

130

135

140

145



Helten begav sig nu frelst med al sin hæder tilbage, lod den fintspundne tråd• dirigere sit famlende fodtrin, så han, imens han forlod labyrintens slyngede gange, ikke fangedes ind af bygningens vildsomme virvar. Men hvorfor fjerne mig mer fra det første mål• for min digtning, hvorfor skildre, hvordan en datter forlader sin faders• øjne, sin søsters• favn og endelig selv sin moders• (moderen elskede vildt sin datter, sin glæde i livet), da hun frem for de kære må følge sin kæreste: Theseus? Hvorfor berette, hvordan de stævnede frem til Naxos’ skummende strand, og hvordan, da søvnen bandt hendes øjne, brudgommen sneg sig fra lejet og glemte alt om sin troskab? Ofte – si’r sagnet – med luer i bryst og i rasende pine lod hun hvinende skrig vælde ud fra bunden af sjælen, snart steg hun sorgtynget op på de skarpt afhuggede klipper, strakte sit blik fra klinten hen over bølgernes ørken, snart igen løb hun frem imod havets krusede brænding, hvor man så hendes læg, når hun samlede kjolen op om sig; tvunget af ve brød hun ud i jammerens yderste klage, ned ad kinden flød tårer, og isnende lød hendes hulken: ”Troløse, la’r du mig sådan i stikken på ensomme strande, du der selv førte mig bort fra mit fædrehjem, troløse Theseus! Sådan sejler du hjem med brudte løfter, og guder håner du tankeløst – åh, forbandet være din méned! Var der da intet, der mægted at rokke den tanke, du skjulte bag ved dit grusomme bryst? Kom barmhjertighed ikke til orde, så at dit umilde hjerte blev varmet af ynk ved at se mig? Sådan lød løfterne ikke, du gav mig med dårende stemme, sådan var håbene ikke, du bød mig stakkel at håbe, nej, det var samliv i fryd, det var sanseglædernes bryllup – alt det er borte, er søndret og spredt for de flygtige vinde. Aldrig mer skal en kvinde nu tro, hvad der sværges af mandfolk, aldrig mer bør hun håbe på hold i mændenes tale! Når de i brunst og begær har noget, de gerne vil opnå, sværger de uden at frygte og sparer ikke på løfter. Men når de først har mættet begæret og driften er stillet, frygter de ikke de ord, de sagde – en méned er intet. Jo, da du dér lå tumlet i dødsensfarlige hvirvler,

Kapitel 4  ·  Catul

150

155

160

165

170

175

180

185



trak jeg dig op, og jeg valgte at miste en kødelig broder• frem for i nødens stund at svigte dig, din bedrager – lønnen er: Du har kastet mig hen for vilddyr og ravne, og ingen lægger mit lig, når jeg dør, i muld under tue! Hvilken løvinde har født dig i skjul af en afsides klippe – hvor er det hav, som spyed dig ud af sin frådende brænding – hvilken Syrte,• og slugende Skylla, og bundløs Charybdis – du der takker med hån den ven, der har skænket dig livet? For hvis det bød dig imod at ægte mig som din hustru, og du var ræd for rasende ord fra din aldrende fader, kunne du gerne trods alt have ført mig til jeres bolig, åh, hvilken frydefuld gerning at trælle for dig som slavinde: ømt at duppe din snehvide• fod i det klareste vand, og brede purpurstof ud over lejet, hvor du skulle ligge! Hvorfor dog tolke sin klage for vinde, de mærker det ikke, vanvittig er jeg af sorg, men vinde kan ikke forstå os: Vores ord hører de ikke, at svare os evner de ikke! Han er borte, han færdes nu snart midt ude på dybet, og intet menneske møder mit blik på den ensomme havstok; så grumt håner min Lykke• mig her i min yderste time: nægter min klagende gråd at finde et menneskeøre. Juppiter, altets monark, oh, gid athenernes skibe aldrig var landet ved Knossos, for det var ulykkens udspring! Havde den troløse skipper dog aldrig fortøjet sit fartøj, lastet med blodig tribut til tyren, nede på Kreta! Gid den onde, den fremmede mand – med de grusomme planer skjult bag sin dejlige krop – havde holdt sig borte fra slottet! Hvor skal jeg vende mig hen, hvad tør jeg arme vel håbe? Skal jeg gå vejen tilbage til Idas bjerge? Men dybet skiller mig jo fra min ø med skumle og fjernende vande! Og kan jeg håbe på hjælp fra min far? Jeg gik jo selv fra ham, dengang jeg fulgte en mand, som min broders blod havde plettet! Finder jeg trøst for min sorg hos en trofast elskende husbond? Han er på flugt – med årer, som boltrer sig smidigt i bølgen! Her på strandene ses ikke hus, hele øen er øde, ingen vej fører ud gennem havets ringmur af bølger. Flugt er utænkelig, håbet er tabt, der er lydløst omkring mig, udørk over det hele, og alt bærer Døden til skue.

115

116

Pluk dagen

190

195

200

205

210

215

220

225



Dog skal ikke forinden mit blik i dødstimen briste, ikke skal sanserne liste sig ud af mit slappede legem, før jeg fra guderne fordrer retfærdig straf for bedraget, før i min yderste stund jeg trygler om himmelens bistand! Hør mig da, I der slår ned med straf på forbryderes brøde, Eumenider, hvis pande med flettede lokker af slanger farves af det raseri, jeres hjerte uddunster som dampe, kom hertil på min bøn, lån øre til mine klager, ak! til at drage dem frem fra min inderste marv er jeg tvunget, hjælpeløs, optændt af harm og blændet af rasende smerte. Hvert et ord er retfærdigt og født på bunden af sjælen, derfor, gudinder, lad ikke min smerte bare forsvinde: Samme• forglemmelsens ånd, hvormed Theseus sveg Ariadne, falde med død og fordærv på ham selv og dem som han elsker!” Sådanne• veråb hæved hun op fra sit sorgfulde hjerte, mens hun bad i sin angst, at den grusomme dåd måtte straffes. Og med ubrødeligt nik gav gudernes• fader sit minde heftigt, så jorden bæved derved og vandene gyste, hen over himmelens hvælv det skjalv i de tindrende stjerner. Og over Theseus’ tanker blev sænket det dybeste dunkle, glemselen faldt på hans bryst; da vejredes bort fra hans minde alle de ordrer, han før havde husket så trofast og nøje, og han glemte at hejse i masten til fryd for sin fader mærket på sejr: at han frelst var vendt hjem til Attikas kyster. Thi det fortælles, at Aigeus, forinden han sendte den unge bort fra Athenes stad under sejl og lod stormene få ham, sluttede sønnen i favn og gav ham denne befaling: ”Du, min eneste søn, er mig mere kær end min egen lange række af år, og kun tvungen la’r jeg dig sejle, du blev jo skænket• mig sent ved min alderdoms yderste grænse – al min knibe• tilsammen med al din flammende ungkraft tvinger mig til at give slip, om end mine glippende øjne aldrig kan stirre sig mæt på din unge statur som jeg elsker. Det er ikke med fryd eller glæde jeg lader dig rejse, derfor tåler jeg ikke, du fører symbolet på medgang; men jeg vil først kalde frem af mit indre mangfoldige klager, mens jeg pletter mit grånende hår med støv og med aske; så vil jeg hejse det mørkladne sejl i den ravende stormast, thi min gråd og den sorg, der brænder mit hjerte, forkyndes bedst for verden af duge med rustens iberiske• farve.

Kapitel 4  ·  Catul

230

235

240

245

250

255

260



Dersom hun, der bebygger Itónos’• hellige jordbund, hun der loved at vogte min æt og Erechtheus’• bolig, giver dig held til at dyppe din højre i blodet af tyren, mærk dig da vel, hvad jeg siger, og gem mine ord i dit hjerte, så de slår rod og står fast u-slettet af kommende aldre: Straks når dit øje har set i det fjerne dit fædrelands høje, skal du fælde de sejl, der er farvet af sorger, fra masten! Højt skal du hejse med snoede reb de hvideste duge, så jeg kan vide det straks og jublende fatte min glæde, når du engang af dit heldige mod måtte føres tilbage!” Det var de ordrer, han før havde husket så trofast og nøje; nu gik de Theseus af minde som skyer, der presses af vinden bort fra det sted hvor de lå på bjergenes sneklædte tinder. Men fra det øverste punkt af Akropolis stirred hans fader, ud sine øjne han græd i ængsteligt rislende tårer; og da han kendte det sejl igen, der var farvet som rusten, styrted han sig på hovedet ned fra den højeste bjergtop, vis på, den grusomme død havde taget hans elskede Theseus. Og da den frejdige prins betrådte de hjemlige haller, fandt han dem smittet af faderens død; og således traf da samme sorg ham, som hans svig havde voldt kong Minos’ datter – som stod og stirrede• nu med gråd på de vigende skibe, medens ubodelig sorg slog kreds om det sårede hjerte. Men fra et helt andet felt på tæppet kom, blomstrende, Bacchus ilende hid med Sátyrers sværm og Siléner fra Nysa – dig, Ariadne, han søgte, for dig stod hans elskov i lue. Flokken løb hujende med og stormed omkring i ekstase,• Evoi! Evoi! Vild var dansen, de kasted med nakken: Nogle svang thyrsos-stave, hvis spids var skjult under vinløv, andre spillede bold med en kvies afrevne lemmer, andre viklede bælter af flettede slanger omkring sig, mange tog dybe cista’er frem til en hemmelig ritus, riter, som ingen må høre, der ikke er indviet i dem, andre med opstrakte hænder svang klage ud af tamburiner, andre slog kredsrunde cymbler af bronze, som skingrede ringvis, rundt om skrattende klang det i luften af rungende krumhorn, mens den barbariske fløjte lod hvine sin hvislende trille.

117

118

Pluk dagen

265

270

275



Sådanne billeder stod på det rige tæppe, der pragtfuldt lå med sit fineste væv bredt ud som dække på sengen. Da så Thessaliens folk, begærligt,• helt havde mættet blikket med billeder, trak de sig bort for de salige guder. Ret som det rolige hav under pustet af morgenens brise kruses af Zéfyrens vind, og bølgen ruller mod stranden, alt medens dagningen stiger og solen glimter så vide – først glider voverne sagtelig hen for den blideste luftning, og som af latter det klinger igennem den dæmpede skvulpen; snart frisker vinden dog op, og stærkere søerne skyller, trindt om stiger de frem og tindrer med afglans af purpur –: Sådan begav de sig alle nu bort fra kongsgårdens forhal, vidt de spredte sig ad, og hver gik hjem til sit eget.

I de herefter oversprungne vers 278‑381 beretter Catul, hvordan guderne ankommer til bryllupsfesten, nu da menneskehavet af dødelige thessalere har trukket sig tilbage. Kentauren Cheiron, flodguden Peneios og Prometheus danner en slags fortrop for de store guder. Der dvæles, på alexandrinernes vis, ved blomsterne; hele højsalen er dækket med grønt. Fra vers 305 introduceres Skæbnegudinderne, altså Moirerne/Parcerne; deres tilstedeværelse ved bryllupper er traditionel. Alt imens de spinder skæbnens tråde, synger de tre mimrende gamle damer med deres tørre læber en profeti om Achilleus, den næsten overmenneskelige frugt af dagens bryllup; deres vision når helt frem til begivenheder hinsides Achilleus’ død. Så ubegribelig stor en helt skal I to avle! I festens sammenhæng kommer Parcernes sang da til at fungere som Opfordring til Favntag, hvilket er en fast bestanddel i antik bryllupspoesi, hvor der tales uforblommet om det seksuelle, inklusive vigtigheden af at også pigen kommer i brunst (jf. Lukrets 4.1192ff.), og hvor det antages, at det er aldeles afgørende for det kommende ægteskab, hvad der sker på selve bryllupsnatten.

Dette var den profetiske sang, som oldtidens Parcer kvad med guddommelig røst om held og lykke for Peleus.



Dengang hændte det tit, at de himmelbeboende guder• gæstede heroers brødefri hus, og de skyede ikke samkvem med menneskers børn, for endnu var der fromhed• i verden. Tit er det sket, at gudernes drot fra sit strålende tempel deltog i ofringen selv, når den årlige højtidsdag oprandt; dér har hans øje da set hekatomberne styrte til jorden. Tit strejfed Liber• omkring på Parnassets højeste tinde fulgt af en svirende sværm af Thyiader• med udslagne lokker, og hele Delfi by løb om kap gennem gaderne ud til mødet med guden til fest ved de blodigt rygende altre.

385

390



Kapitel 4  ·  Catul

395

400

405



Ofte har Mars taget del i krigenes dræbende tummel og – som gudinden fra Tritons• dyb og møen fra Rhamnus• – selv været med og råbt højt til de skjoldklædte skarer af stridsmænd. Siden blev jorden for fuld af al slags afskyelig ondskab, ret blev fortrængt af begær i alles tanker og drømme: Ud over broderens hånd springer strømmende blodet af brødre; sønner er ophørt for længst at begræde døde forældre; faderen ønsker at se sin purunge søn under mulde, så at han uden rival kan ta’ sig en ungmø til hustru; uden viden og vilje bedækker sønnen• sin moder, moder, som byder sig til uden gru for familiens guder. I et så vanvittigt kaos er ret og uret slængt sammen, derfor har guderne vendt den retfærdige tanke bort fra os:• Aldrig nedlader de sig til besøg i sådanne kredse, aldrig tillader de mer, at det skarpe lys falder på dem.

119

Kapitel 5 S A L LU ST

Cajus Sallustius Crispus var født i 86 f.Kr. i den lille by Amiternum i Sabinerlandet, hvor hans forældre hørte til de fornemme; han døde i ca. 35. Rom var i Sallústs drengetid endnu præget af Den Første Borgerkrig, hvis vigtigste aktører var Marius, Sulla og Cinna (døde i 84). Om Marius, som ved flere lejligheder hæmningsløst havde massakreret modstandere, stod der megen glans i folkets øjne. Han havde jo ført krigen mod Jugur‑ tha, som fra 118 til 106 var konge af Numidien i Nordvestafrika, til en sejrrig ende; et splittet og formentlig korrupt senat havde ellers været ved at tabe denne krig. Og lidt senere havde Marius i 102 besejret teutonerne, og i 101 cimbrerne, dette isnende pust fra Himmerland. Efter Marius’ død i 86 foretog Sulla en række blodige proskriptioner, dvs. beslaglæggelser og udrensninger, og han opnåede fra 82 status af enehersker, indtil han frivilligt trak sig tilbage i år 79. Han mente, at der med hans reaktionære reformer i oligarkisk retning måttet være lagt en varig grund for en stabil fremtid. Så vidt firsernes rædsler. Senere udbrød der en ny magtkamp, hvis tre hovedper‑ soner var Pompejus og mangemillionæren Crassus (dvs. Fede), der begge havde tjent i Sullas hære, og Julius Cæsar, som havde træk til fælles med Sulla, bl.a. den urokkelige tro på sin egen lykke, og som endte som dictator ligesom Sulla. I år 63, da Pompejus var optaget af at organisere den østlige del af imperiet, intrigerede Cæsar og Crassus i Rom for at forhindre Pompejus’ tilbagevenden. De fiskede i rørte vande, det står fast. Men vi læsere af Sallusts Catilina ville så gerne vide noget, som allerede var tæt tilsløret for de samtidige, nemlig om Crassus og/eller Cæsar i 63 ligefrem var rede til at omstyrte republikken ved et kup. Nok skal vi nedenfor høre Cæsar protestere mod forslaget om henrettelse af de tilfangetagne sammensvorne; og nok er noget af hans tale lidt svævende, men han har trods alt argumenter for sin advarsel mod de politiske farer ved grusomhed, der løber løbsk. Vi ved kort sagt ikke, hvor tæt Cæsar fra fase til fase var på kupmageren Catilina. Ligesom sit græske forbillede Thukydid var Sallust politiker og officer, før han blev historiker, og ligesom Thukydid brændte han sig på politikken. Sallust, der som novus homo, ”ny mand”, dvs. førstegenerationspolitiker, engagerede sig i romersk politik på popularernes og Cæsars side, blev i år 50 ekskluderet af senatet pga. umoralsk levned. Dog blev han tre år senere rehabiliteret af Cæsar, som nu havde fået overtaget i borger‑ krigen mellem popularer og optimater. I 49‑45 har vi Anden Borgerkrig eller rettere: andet udbrud af den konflikt, der havde ligget latent gennem årtier. I år 46 beklædte Sallust Roms næsthøjeste embede, embedet som prætor (embedsrækken er: kvæstor, ædil, prætor, konsul); herefter blev han statholder i provinsen Africa Nova. Dette

122

Pluk dagen

bragte ham det følgende år en anklage på halsen for udsugning og personlig berigelse (de repetundis). Han blev frikendt. I 44 blev hans beskytter Cæsar myrdet for at have stræbt efter kongemagten. Nok havde Sallust uheld i politik; men i pengesager havde han held. Han blev en hovedrig mand, med palæ og parker så storslåede, at de senere overgik til kejserhuset, da Rom havde fået sådan et. Parkerne hed Horti Sallustiani og lå mellem Monte Pincio og Quirinal-højen. Ligesom Herodot og Thukydid skriver Sallust samtidshistorie. Når han, som i skriftet om Jugurtha, går tres år tilbage, er det ud fra en overbevisning om, at de behandlede begivenheder stadig har aktualitet, idet adelens hovmod stadig er et politisk problem. Han mener, at første gang denne arrogance hos den herskende klasse vakte modstan‑ dere til kamp, just var under krigen mod Jugurtha. En historiker er altid interesseret i, hvornår noget indtraf eller indfandt sig første gang; han vil følge sit emne til kilden. Det, der ligger Sallust på sinde, er den moralske tydning af begivenhederne, mere end det er de nøgne kendsgerninger; og tydningens resultat skal fremstilles med kunst, så det bliver præget dybt i tilhørerens sind. Sallust mener, at Karthagos udslettelse i 146 f.Kr. var fatal for romerne; nu var de nemlig verdens eneste supermagt; den herskende tilstand var, med et moderne ord, blevet uni-polær. Ingen frygt for fjenden holdt læn‑ gere romerne moralsk til ilden. Det er frygt, der holder værneviljen vågen! Dette og en række andre elementer i Sallusts ideologi genfindes i nutidens konservatisme. Vi har bevaret Sallusts to monografier Catilinas Komplot (hovedbegivenheden i 63 fremstilles som havende rødder tilbage i 66) og Krigen mod Jugurtha (i årene 111‑105). Desuden har vi vigtige brudstykker af Sallusts Historiae, som dækkede perioden fra 78 (Sullas dødsår) til 67 (Sallust kom ikke længere) med fokus på krigene og de store personligheder og med geografiske udblik. Historiae øvede stor indflydelse i augustæisk tid; værket synes at være gået tabt ca. 500. Catilina og Jugurtha er komponeret af en dramatisk begavelse med sikker sans for spænding og timing – hvilket desværre opnås på bekostning af en klar kronologi i værket. Kirkefaderen Augustin (354‑430), som priste Sallust både for stilen og for hans sandhedskærlighed, er i storværket Om Guds Stad optaget af Sallusts diagnose af Roms forfald og har bevaret betydelige brudstykker af Historiae. Med Augustins beundring i ryggen blev Sallust for middelalderen simpelt hen historikeren, ofte læst i skolerne. I Saxos Gesta Danorum, Danernes Bedrifter, har den nyeste udgiver fundet hele 18 paralleller fra Sallusts Catilina og 18 fra hans Jugurtha.

Sallust: Catilinas Komplot, 5‑16 Terroristen Catilina – en psykologisk profil Romerstatens vækst og forfald 5

Lucius Catilina, der var af gammel, anset slægt,• ejede åndeligt som legem‑ ligt stor styrke, men en slet og afsporet karakter. Fra hans pure ungdom var

Kapitel 5  ·  Sallust

borgerkrig, mord,• røverier og politisk uro hans lyst, og på det satte han sine evner ind i sin første manddom. Legemligt tålte han sult, kulde og nattevågen mere,• end nogen kan fatte; psykisk var han uden skrupler, lumsk, uberegnelig, og han var en fuldendt skuespiller; han begærede næstens gods, men forødte hensynsløst sit eget; hans lidenskaber var flammende, han savnede• aldrig udtryk, men havde ingen overbevisning at udtrykke. Hans umættelige higen var altid det umådelige, det fantastiske, det uopnåelige. Efter Lucius Sullas• tyranni havde en uhæmmet lyst til at tage magten i Rom grebet ham, og det bekymrede ham ikke, med hvilke midler han skulle opnå den, blot han kunne rejse sig en trone.• Dag for dag hidsedes hans sjæl til større og større vildskab som følge af hans mangel på kapital og af hans bevidsthed om de forbrydelser, han havde begået; begge dele havde han udviklet med de talenter, jeg har omtalt ovenfor. For resten opmuntredes han af moralen i et korrupt samfund, som hærgedes af to hinanden modstridende, men lige ødelæggende onder: ødselhed• og nærighed.   Eftersom mit emne her har ført mig ind på samfundsmoralen, synes lejlighe‑ den at opfordre til at gå tilbage i tid og med få ord skildre vore forfædres civile og militære institutioner, hvordan de organiserede republikken og hvor mægtig de efterlod den, og hvordan den efter en gradvis forvandling fra at være den prægtigste og bedste blev den værste og usleste. 6 Byen• Rom grundlagdes og beboedes, så vidt jeg er belært, oprindelig af troja‑ nere,• som på flugt længe havde flakket om med Æneas som deres fører uden at slå sig ned nogetsteds, og, sammen med dem, af Urfolket,• en rå slægt af mennesker som levede i lovløst anarki, men i uindskrænket frihed. Efter at de havde fundet sammen inden for én bys mure, voksede de dog, om end forskel‑ lige såvel af afstamning og sprog som af levesæt, uden vanskelighed sammen, selv om det lyder forunderligt: Således blev på kort tid en uensartet og ustadig folkemasse til et endrægtigt borgerskab. Men da nu deres samfund var vokset i befolkningstal,• kultur og areal, og syntes at være nogenlunde velstående og nogenlunde stærkt, avlede deres rigdom misundelse,• som det plejer at gå mellem mennesker. Konger og frie stæder omkring Rom angreb dem, og kun få af deres venner kom dem til hjælp; resten fik en skræk i livet og holdt sig fri af faren. Og romerne, der hjemme som i felten havde et øje på hver finger, viste, at de kunne handle hurtigt, tage forholdsregler, give hinanden mod, se fjenderne i øjnene og værge frihed, fædreland• og fædreslægt. Når de så havde slået faren modigt tilbage, bragte de deres allierede og venner hjælp, og knyttede venskaber ved• at yde hellere end ved at modtage bistand. De havde en lovfæstet styreform, og styreformens navn var kongedømme. Udvalgte mænd, som legemligt var svækket af alder, men som ejede en åndelig styrke i deres visdom, vågede over samfundet; de kaldtes ”fædrene”,• enten på grund af deres faderlige alder eller deres faderlige omsorg.

123

124

Pluk dagen

  Siden, da kongedømmet, som oprindelig havde tjent til at værne friheden og øge riget, var udartet til et overmodigt tyranni, ændrede de deres statsskik og indstiftede étårige regeringsembeder og parvis samarbejdende regeringsledere;• dette var, mente de, den bedste måde til at hindre, at de politiske ledere, som jo kun var mennesker, misbrugte deres store beføjelser. 7 Og fra da af begyndte den enkelte• at gøre sig gældende og bedre at vise, hvad der boede i ham. Thi konger er mistroiske, mere over for gode• end slette, og ubestikkelig dygtighed hos andre skræmmer dem altid. Og det er ganske forunderligt, som Rom nu voksede sig stærk på kort tid, da friheden var vundet; så voldsom en lyst• til at udmærke sig var nu opstået. Først lærte det unge mandskab, så snart de kunde stå for krigens strabadser, i felten krigerens håndtering i praksis, og de fandt deres lyst i smukke våben og kavaleriheste, ikke i løsagtige kvinder og drikkeri. Når den slags unge blev mænd, var ingen anstrengelse dem uvant, intet terræn vanskeligt eller ufremkommeligt, ingen våbenklædt fjende skrækindjagende; deres mandsdyd• beherskede allerede på forhånd alt. Men den voldsomste kamp stod mellem dem indbyrdes, kampen om æren; hver enkelt ville være den første til at gennembore en fjende, bestige en mur – og blive set under sin bedrift; dét var rigdom, dét var berømmelse, dét var i deres øjne det sande adelsmærke. De var begærlige efter ros, men rundhåndede med penge; de ønskede sig berømmelse• uden grænser, rigdom kun inden for hæderlighedens grænser. Jeg kunne godt opregne de steder, hvor det romerske folk med en talsvag styrke slog store fjendtlige styrker, de naturligt befæstede byer, de erobrede i kamp, hvis ikke det var fordi det vilde føre os for langt bort fra vort emne. 8 (Jeg kan hér ikke lade være med at indskyde, at tilfældigheder• regerer på alle livets områder; det er tilfældet, der efter sin lyst og ikke efter fortjeneste ophøjer eller nedstyrter i forglemmelse. Athenernes historiske indsats var også efter min mening stor og strålende, men dog en del mere berømt end betydningsfuld. Men hos athenerne fremstod fremragende• forfattere, og derfor fejres deres bedrifter over den hele verden som historiens største. Handlingens mænd blev med andre ord så berømte for deres bedrifter, som de store og geniale forfattere kunne gøre dem. Men dem har det romerske folk aldrig været lige så rigt på, fordi de bedst begavede var mænd af handling; sin kløgt viste man netop i sin handlen; vore bedste mænd ville hellere• handle end tale, de foretrak, at deres egen indsats blev lovprist af andre frem for at berette andres.) 9 Som sagt, både hjemme og i felten øvedes gode• sæder; enighed• opfyldte alle, der var ingen plads for egennyttig begærlighed. Det var lige så meget deres sunde natur• som lovens bud, der gav deres retfærdighed og retskaffenhed styrke. Med ydre fjender yppede de kiv, fjendskab og kamp; med hinanden kappedes de i borgerdyd.• Deres gudsdyrkelse var storslået, deres husholdning nøjsom, deres venskab ubrødeligt. De styrkede sig selv og deres fædreland med disse to grundlæggende egenskaber: dødsforagt i krigen og retfærd når freden var sikret.

Kapitel 5  ·  Sallust

Som det bedste bevis herpå anfører jeg, at der i krigstid oftere er skredet ind over for dem, som havde indladt sig i kamp• imod ordre eller som, trods ordre til tilbagetrækning, havde været for længe om at trække sig ud at kampen, end over for dem, der havde vovet at forlade deres afdeling eller flygte slagne; og at de i fredstid herskede med velgerninger ikke med terror, og foretrak at tilgive frem for at straffe. 10 Men da nu republikken var vokset ved udholdenhed og retfærdighed, mægtige konger besejret i krig, vilde stammer og store folkeslag betvunget med magt, da Karthago – Roms rival i kampen om magten – var tilintetgjort i bund og grund, og alle have og lande nu lå åbne for romerne, da begyndte Lykken• at drive sit grusomme spil og vende op og ned på alt. Dette folk, som ukuet havde tålt strabadser, farer, kriser og hård modgang, oplevede nu, at fred og rigdom, som ellers er mål for menneskelig stræben, blev en byrde og en ulykke. Sådan voksede begæret, først efter rigdom, siden efter magt; begær blev årsag til alle onder. Griskhed undergravede gensidig tillid, retskaffenhed og al hæderlig vandel; i stedet lærte den romerne arrogance, grusomhed, at ringeagte guderne, at tro at alt kunne købes og sælges for penge. Ærgerrighed• forledte mange mennesker til falskhed, til at have ét gemt i hjertet og noget andet liggende på tungen, til at afveje politiske forbindelser og brud, ikke efter politiske, men efter selviske bevæggrunde, at agte overflade højere end indre værd. Til at begynde med groede disse laster umærkeligt, nu og da blev der skredet ind imod dem; efterhånden som smitten bredte sig som en pest, forvandledes Rom; Roms herredømme, som havde været det bedste og retfærdigste, blev grusomt og utåleligt. 11 Men i begyndelsen var det ærgerrighed mere end griskhed, der øvede sin indfly‑ delse på menneskesindene, en last der dog i det mindste nærmer sig en dyd. Thi berømmelse, ære og magt ønsker den brave mand og den uduelige sig i lige høj grad; men den første kæmper med rene våben, den anden bruger list og bedrag, fordi han ikke ejer sindets ædelhed. Griskhed kender kun kærligheden til penge, men den kan aldrig få en viis mand i sin magt; som var den gennemtrukken med en gift, suger den kraften ud af legeme og sjæl; den kender ingen grænser, den er umættelig, hverken rigdom eller armod kan hæmme den.   Men efter at I.ucius Sulla med militærmagt havde sat sig i besiddelse af re‑ publikken og trods en god begyndelse fik en slet ende, begyndte alle at røve og plyndre, én at begære næstens hus, en anden hans jord; de sejrende kendte ikke mål eller måde, men begik hæslige og grusomme forbrydelser imod deres medborgere. Hertil kom, at Lucius Sulla imod forfædrenes• sæd havde opvartet den hær, han havde kommanderet i Asia, med luksus og eftergivenhed for at vinde dens hengivenhed. De skønne og yppige egne,• hvor de nød et driverliv,• havde snart svækket soldaternes krigersind. Det var dér, det romerske folks hær for første• gang vænnede sig til erotik og drikkeri; til at beundre billedhug‑ gerkunst, malerier og ciselerede vaser; til at stjæle både i Roms og eget navn, til

125

126

Pluk dagen

12

13

14

at plyndre helligdomme, og at krænke både hellig og profan ejendomsret. Når sådanne soldater havde sejret, levnede de intet til de besejrede. Medgang kan jo sløve selv de vises sjæle; hvordan skulle så de med deres forkvaklede moral kunne bruge sejren med måde? Da rigdom var kommet til ære og værdighed og lønnedes med berømmelse, kommandoposter og politisk magt, sløvedes æresfølelsen, fattigdom betragtedes som en skam, og uegennytte fortolkedes som lumske hensigter. Som en naturlig følge af rigdommen blev ungdommen et bytte for nydelsessyge• og havesyge – og hånd i hånd hermed gik foragten for andres ret; det blev ganske naturligt at tilvende sig eller bortødsle alt, at være ligeglad med sit eget, men begære næstens ejendom, at agte sømmelige følelser og sømmelig adfærd, guddom‑ melige og menneskelige morallove lige ringe, at være uden samvittighed eller selvbeherskelse. Det er lærerigt, når man har betragtet de privathuse og gårde, der er bygget i en målestok som storbyer, da at gå hen og besøge de templer, som vore dybt religiøse forfædre har bygget; for dem var gudsfrygt• templets smykke, som æren var hjemmets; de plyndrede da heller ikke deres besejrede fjender, de fratog dem kun muligheden for at begå uret. Men denne karakterløse generation begik de groveste forbrydelser mod vore undersåtter ved at fratage dem alt det, vore sejrrige helte havde ladet dem beholde; som om det at have et herredømme at administrere var det samme som at have frie hænder til at begå forbrydelser. Hvorfor skulle jeg omtale, hvad de, der ikke har set det, alligevel ikke vil tro på: at mange private bygherrer har jævnet• bjergene og brolagt havene? Har deres rigdom så ikke blot været et legetøj? Hvad ingen ville formene dem at besidde på hæderlig vis, det har de skyndt sig at formøble på den skammeligste. Og en ikke mindre uhæmmet lyst til usædelighed og dens huler• og til alle andre slags forlystelser havde bredt sig: Mænd• prostituerede sig som kvinder, kvinder stil‑ lede sig offentligt til salg; for at mætte deres appetit• måtte de skaffe alt, hvad landet og havet kan frembyde; de lagde sig til at sove uden at have trang til søvn; sult og tørst eller kulde og træthed tilfredsstillede de uden at afvente legemets naturlige behov, kun som en kilde til nydelse. Alt dette opmuntrede ungdommen til forbrydelser, når fædrenearven ikke slog til. Når sjælen var blevet vænnet til en depraveret levevis, gav den nødig igen slip på sine nydelser; og des mere tøjlesløst bøjede den sig for begærlighed og ødselhed. I så stor, så fordærvet en by omgav Catilina sig med horder af drabanter, der legemliggjorde enhver art af skændsler• og forbrydelser – hvad der ikke bød ham vanskeligheder. Thi alle skørlevnere, ægteskabsbrydere og spillere, de der havde formøblet deres fædrenearv med hånd, bug og lem,• de der havde sat sig i gæld for at betale sig fra følgerne af en skandale eller forbrydelse, alle mordere og tempelskændere, enten de var dømte ved retten eller frygtede en dom for deres gerninger, dertil de der havde deres udkomme af deres hånd eller tunge med méned eller blodigt mord på deres medborgere, alle der nagedes

Kapitel 5  ·  Sallust

af skændsel, bankerot og dårlig samvittighed: Alle de var Catilinas nærmeste, hans hjertevenner. Og hvis endelig én, der endnu var fri af brøde, fik indpas hos ham, var han daglig udsat for tillokkelser og blev ubesværet de andres ligemand. Navnlig søgte han unge menneskers omgang; med deres modtagelige og påvirkelige sind var de lette ofre for hans lumske rænker. Thi efterhånden som hver enkelt blev ældre og dermed fik stærkere lidenskaber, skaffede han dem løsagtige kvinder, købte dem hunde eller heste og skånede hverken sin pung eller ære, når blot han kunne gøre dem til sine lydige redskaber. Jeg ved, at adskillige troede, at de unge, som havde deres gang i Catilinas hus, hengav sig til unaturlig utugt; men dette rygte skyldtes mere, at man sluttede, at når det ene passede, passede det andet nok også, end at nogen ”havde bragt det i sikker erfaring”. 15 Lige fra sin pure ungdom havde Catilina stået i utugtige forhold til mange kvinder, blandt andre en fornem• jomfru og en vestalinde,• for ikke at tale om andre brud på menneskers og guders love.• Til sidst blev han forelsket i Aurelia Orestilla, om hvem intet anstændigt menneske kunne finde andet godt at sige end, at hun var smuk; da hun kviede sig ved at ægte ham af frygt for sin fremti‑ dige voksne stedsøn, skal det være ganske vist, at han dræbte sønnen og derved fjernede hindringen for et brødefuldt ægteskab. Denne handling var, tror jeg, den vigtigste grund til, at han satte sin statsfjendtlige forbrydelse i værk. Thi hans lastefuldhed, hans had til guder og mennesker fandt• ikke hvile enten ved dag eller nat, sådan hærgede hans skyldbevidsthed hans urolige sind; hans ansigt var ligblegt, hans blik var skummelt, hans gang snart hurtig, snart langsom; afsind stod malet i alle hans træk og miner. 16 Den ungdom, han, som vi ovenfor har fortalt, havde fået i sine garn, oplærte han på mangfoldige måder i misgerninger. Blandt dem kunne han altid finde nogle at udleje som falske vidner og ménedere; han var villig til at sælge deres æresord, deres lykke, deres liv for en slik; når så deres rygte og anstændighed var ruineret, beordrede han dem til grovere forbrydelser. Hvis han ikke for øjeblikket havde nogen grund til en ugerning, lod han dem begå overfald og mord, enten ofrene havde gjort ham noget eller ej; rimeligvis for at ikke lediggang skulle lamme hånd eller mod, øvede han gerne ondskab og grusomhed uden nogen som helst anledning.   I tillid til disse venner og medforbrydere tog han den beslutning at ville un‑ dertvinge republikken: Han så jo, at land og rige trykkedes af gæld, at de fleste af Sullas veteraner havde formøblet deres ejendom og drømte om deres gamle plyndringer og sejre og håbede på en ny borgerkrig. I Italien stod der ingen hær; Gnæus Pompejus lå i felten i de fjerneste lande; selv havde han gode udsigter til at vinde konsulvalget: Senatet sov sødeligt; alt åndede fred og ingen fare; og alt det gjorde just, at tidspunktet var gunstigt for Catilina.

127

128

Pluk dagen

Sallust: Catilinas Komplot, 50‑55 Internering eller henrettelse? Cæsars tale og Catos modtale i senatet 5. december 63 Cæsar og Cato: et dobbeltportræt Medens senatet diskuterede alt dette og vedtog, hvordan allobrogerne• og Titus Volturcius• skulle belønnes, da det nu var bevist, at deres oplysninger var sande, løb Lentulus’• frigivne og nogle stykker af hans klienter• rundt i hver sin gade og prøvede at ophidse håndværkere og slaver i de forskellige kvarterer til at befri ham med magt. Nogle af dem opsøgte de bandeledere, der levede af at anstifte optøjer. Cethegus• derimod sendte bud til sine slaver og frigivne, et udsøgt og veltrænet kompagni, bad dem vise deres vovemod og i væbnet sluttet trop bryde ind til ham.   Da konsulen fik nys om, hvad der var i gære, posterede han rundt i byen de nødvendige vagter til at holde situationen under kontrol, og indkaldte• så senatet. Han forelagde det spørgsmål, hvorledes der skulle forholdes over for de mænd, der var taget i forvaring.• De var kort• forinden af et fuldtalligt senat erklæret skyldige i forbrydelse •mod republikken.   Decimus Iunius Silanus var som designeret konsul den første, • der fik ordet. Han stillede forslag om, at de, der holdtes i forvaring, samt Lucius Cassius, Publius Furius, Publius Umbrenus og Quintus Annius, hvis de blev pågrebet, skulle lide lovens strengeste straf. Senere gjorde Gaius Cæsars tale så stærkt indtryk på ham, at han erklærede, at han ved en afstemning ville støtte Tiberius• Neros forslag om at sætte sagen på dagsordenen, når sikkerhedsmandskabet var forstærket. Men da det blev Cæsars tur til at tale, og konsulen gav ham ordet, holdt han en tale af følgende indhold: 51 Når man debatterer en ømtålelig sag, forsamlede fædre, bør man altid hæve sig over had og venskab, vrede• og medlidenhed. Når følelserne blænder én, er det ikke let at finde sandheden, og intet menneske kan på én gang tilfredsstille sin lidenskab og sin sande tarv. Kun når man koncentrerer sig om selve sagen, kan man tænke klart. Hvis en lidenskab griber én, tager dén magten, og tanken svækkes. Jeg kunne sagtens, forsamlede fædre, opremse eksempler på forkerte beslutninger, der er truffet af konger og nationer, når de lod sig styre af had el‑ ler medlidenhed; men jeg vil hellere nævne nogle tilfælde, hvor vore forfædre tilsidesatte deres lidenskaber og traf retfærdige og rigtige afgørelser.   I den makedonske krig, som vi førte mod kong Perses,• viste det store og rige Rhodos, som kunne takke det romerske folk for sin fremgang, troløshed og fjendskab imod os. Men da man efter krigens afslutning skulle træffe beslutning om rhodiernes skæbne, vedtog vore forfædre at give afkald på repressalier. Det 50

Kapitel 5  ·  Sallust

skulle kunne siges, at det var ønsket om at stifte retfærdighed,• der havde ført dem ind i en krig, ikke rovbegær. Og på samme måde i alle de puniske krige: Skønt karthaginienserne ofte både under fred og våbenstilstand begik mange hæslige overgreb, benyttede vore forfædre aldrig en lejlighed til at give lige for lige. De tænkte mere på, hvad der var dem selv værdigt end på, hvad de med god ret kunne have gjort mod pønerne.   På samme måde, forsamlede fædre, skal I passe på, at Lentulus’ og de andres forbrydelse ikke skal veje tungere end jeres selvagtelse, at I ikke tænker mere på jeres hævn end på jeres navn. Hvis der nemlig er nogen, der kan udtænke en straf, der står i forhold til deres gerninger, så skal jeg nok give min tilslutning, selv om fremgangsmåden skulle være uden fortilfælde. Men hvis forbrydelsens omfang går over alles forstand, vil jeg foreslå, at vi holder os til, hvad der er hjemlet i loven.   De fleste af de foregående talere har veldisponeret og formfuldendt givet udtryk for deres sorg over republikkens skæbne. De har udmalet krigens gru, de besejredes ulykkelige lod: Vi har hørt, hvordan uskyldige piger og drenge voldtages, børn rives ud af forældrenes favn, husfruer må lide, hvad sejrherrerne lyster; helligdomme og hjem hærges; der anrettes blodbad og anstiftes brand; med ét ord: Overalt møder øjet kun våben, lig, blod og hjerteskærende kval. Men, udødelige guder, hvad skal den tale tjene til? Gøre jer fjendtligt stemt mod de sammensvorne? Hvis der virkelig er én, som den frygtelige virkelighed ikke har berørt, så skal en tale nok kunne ophidse ham! Nej, sådan er det ikke. Ingen dødelig undervurderer den fortræd, han selv har lidt, tværtimod tager de fleste den tungere end rimeligt.   Men ikke alle har samme handlefrihed, forsamlede fædre. Hvis de, der lever i samfundets dyb, overtræder loven i et øjebliks hidsighed, er der ikke mange, der bemærker det: Bekendthed og social opstigen følges ad. De, der har fået overdraget stor magt og lever på samfundets tinde, kan intet gøre, uden at al‑ verden får det at vide. Jo højere på strå, jo mindre handlefrihed; man kan ikke tillade sig nogen forudindtagethed enten for eller imod, og mindst af alt at lade vreden løbe af med sig. Det, der hos andre hedder hidsighed, hedder hos den, der udøver myndighed over andre, selvrådighed og grusomhed. Jeg mener selv, forsamlede fædre, at ingen tortur kan være for streng til disse forbrydere. Men den menneskelige hukommelse er kort, og når man har glemt den grove forbrydelse, taler man kun om den uretfærdige straf – hvis den har været bare lidt strengere end sædvanlig.   Decimus Silanus er en modig og handlekraftig mand og har sagt, hvad han sagde, af kærlighed til republikken, det ved jeg. Han lader sig i en så alvorlig sag ikke lede af velvilje eller modvilje: Jeg kender ham til fulde som en rank og besindig mand. Det er ikke, fordi hans forslag forekommer mig grusomt – kan man overhovedet tale om grusomhed over for den slags mænd? Men det er i modstrid med republikkens interesse og forfatning. For det kan jo kun være

129

130

Pluk dagen

frygt eller harme over ugerningerne, der har fået dig til, Silanus, i din egenskab af designeret konsul at stille forslag om en straf uden fortilfælde.   Det har ingen mening at tale om frygt, især da vi takket være vor uforlignelige konsuls• årvågenhed er så godt beskyttet af bevæbnede tropper. Om strafforslaget kunne jeg jo hævde, hvad der siger sig selv, at for den fortvivlede og ulykkelige er døden• en hvile efter et liv i kummer, ikke plage og pinsel. Den gør en ende på alle de dødeliges ulykker; efter den findes hverken nogen smerte• eller glæde. Men hvorfor i alverden har du så ikke yderligere foreslået, at de først skulle piskes? Skulle det være, fordi det er forbudt i den porciske• lov? Men der er jo andre• love, der på samme måde bestemmer, at dødsdømte borgere ikke skal miste livet, men have lejlighed til at gå i landflygtighed. Eller skulle det være, fordi piskning• er en hårdere straf end døden? Men hvilken straffemåde er umenneskelig eller overdreven hård for mennesker, der er kendt skyldige• i en sådan forbrydelse? Men hvis piskestraffen• er mildere, er det da selvmodsigende at frygte loven vedrørende et mindre forbud, når man ignorerer den vedrørende et større.   Men, kunne man spørge, hvem vil da tage afstand fra nogen dom, der fældes over højforrædere?• Det vil ændrede forhold, nye tider, tilfældets• luner, der vilkårligt råder for folkenes skæbne. Disse mænd har fortjent, hvad som helst der kan ramme dem. Men I, forsamlede fædre, må overveje de konsekvenser, jeres beslutninger vil få for andre.   Alle de værste politiske overgreb er udsprunget af fortræffelige foranstalt‑ ninger. Men når forhistorien er glemt, og magten falder i hænderne på ringere mænd, så vil den ekstraordinære straffeforanstaltning ikke mere ramme skyldige, der havde fortjent den, men uskyldige, der ikke har fortjent den.   Efter sejren over athenerne indsatte spartanerne tredive• mænd til at styre denne stat. Til at begynde med lod de en række notoriske og almindeligt forhadte skadedyr dræbe uden lov og dom, og folket glædede sig og sagde, at dem skete der kun deres ret. Men lidt efter lidt blev de dristigere og dræbte nu uden forskel gode og onde, og kuede resten af befolkningen under deres rædselsherredømme. Således måtte athenerne med underkuelse og trældom bøde for kortsynet ska‑ defryd.   Så vidt jeg husker, takkede alle Sulla, da han efter sin sejr gav ordre til at gøre kort proces med Damasippus• og andre af samme sort, mænd der havde draget fordel af republikkens ulykke. De forbrydere og urostiftere, som med deres ræn‑ ker havde sat republikkens sikkerhed på spil, havde ikke fortjent bedre end at dø, hed det. Men det blev begyndelsen til et forfærdende blodbad. For når én nu begærede en andens hus eller gård, ja til sidst var et kostbart kar eller klædning nok, sørgede han blot for, at ejeren blev optaget på proskriptionslisterne. De, der havde glædet sig over Damasippus’ død, blev inden længe selv slæbt bort til slagtebænken, og blodbadet stod på, lige til Sulla havde tilfredsstillet alle sine kreaturers begær efter gods og guld.   Jeg frygter naturligvis ikke, at den historie skal gentage sig under Marcus

Kapitel 5  ·  Sallust

Tullius’ konsulat eller i vore dage, men i en stor stat er der mange og mangear‑ tede mennesker. På et andet tidspunkt, under lignende omstændigheder, under en anden konsul med en hær til sin rådighed kunne et falsk forlydende blive taget for sandhed. Og når først en konsul med præcedens i dette forslag og på grundlag af en senatsvedtagelse har draget sværdet, hvem kan så bremse ham, hvem kan holde ham tilbage?   Vore forfædre savnede aldrig visdom eller handlekraft, forsamlede fædre. De var aldrig for indbildske til at efterligne• fremmedes indretninger, når blot de var formålstjenlige. Våben både til nærkamp og fjernkamp overtog de fra sam‑ niterne,• og de fleste af embedsmændenes værdighedstegn fra etruskerne.• Kort sagt: Hvad de fandt egnet hos deres venner eller fjender, udnyttede de hos sig selv med stor begejstring. De foretrak at efterligne det gode hos andre frem for at misunde dem. Men i de samme fjerne tider optog de også græske• sædvaner og indførte pryglestraf for borgere og straffede de dødsdømte med pisk og økse. Efter at den romerske stat var blevet stor og befolkningen så talstærk, at den delte sig i indbyrdes stridende fløje, da blev sagesløse forfulgt, og meget andet af samme slags gik i svang. Da var det, man gav den porciske lov og de andre love, ifølge hvilke de dødsdømte fik muligheden for at gå i landflygtighed. Dette finder jeg, forsamlede fædre, er en meget afgørende grund til ikke at vedtage strafformer uden fortilfælde. Thi i sandhed, de som med så svage magtmidler skabte et så vældigt rige, havde mere moralsk mod og større visdom end vi, der er ved at sætte dette deres storværk over styr.   Hvad går så mit forslag ud på? At lade disse mænd løbe, så de kan øge Catilinas hær? Naturligvis ikke. Jeg stiller følgende forslag til vedtagelse: At deres formuer og ejendom inddrages til fordel for staten, og de selv skal holdes i fangenskab• i forskellige byer, der vil kunne bære byrden derved. At det skal være forbudt at genoptage deres sag for senatet eller forelægge den for folket,• og at den, der måtte overtræde dette forbud, af senatet skal erklæres for en fjende af republikken og det almene bedste. 52



Da Cæsar havde talt, nøjedes de fleste talere med korte bemærkninger; alle de stillede forslag• fik vekslende tilslutning. Men da Marcus Cato fik ordet, holdt han en tale af følgende indhold:

Når jeg betragter den fare, der truer os, forsamlede fædre, og gennemtænker de forskellige forslag, der er fremsat, må jeg erklære mig helt og aldeles uenig. Hvis jeg forstod de tidligere talere ret, handlede deres foredrag om den straf, der skal ramme mænd, der har erklæret deres fædreland,• fædreslægt, altre og arner krig; men situationen formaner snarere til at rådslå om, hvordan vi forsvarer os imod dem end, hvad vi skal stille op med dem.   Alle andre lovovertrædelser kan man først skride ind imod, når de er begået; men hvis man ikke forud hindrer denne forbrydelse, er det for sent at påkalde

131

132

Pluk dagen

rettens bistand, når den er begået: Når Byen er faldet, har de besejrede intet at hælde deres hoveder til. Jeg besværger jer ved de udødelige guder, I som altid har sat jeres huse og gårde, statuer og malerier højere end republikken: Hvis I gerne vil bevare det, som I elsker så højt, af hvad art det end måtte være, hvis I vil have fred og ro til jeres nydelsesliv, så vågn nu op og grib fast om statens ror – det er ikke for tidligt. Her drejer det sig jo ikke bare om skatteindtægter, der er endt i de forkerte kasser, eller om embedsmænds overgreb mod beboere i provinserne. Vor frihed og vort liv hænger i en tråd.   Jeg har talt ofte og længe her i senatet. Jeg har ofte bebrejdet vore medborgere deres ekstravagante og grådige levevis, og jeg har af den grund skaffet mig mange uvenner på halsen. Jeg, som aldrig har kunnet tilgive mig selv den mindste forseelse, har svært ved at tilgive mennesker uden moralske hæmninger deres misgerninger. Men selv om I lagde liden vægt på, hvad jeg sagde, stod repu‑ blikken dog fast: I sin velstand havde den styrke til at modstå jeres sløsethed. Men det, vi diskuterer nu, er ikke, om vor moral er god eller dårlig, eller vort riges storhed og herlighed, men om dette rige – hvad man end måtte mene om det – skal forblive vort, eller det og vi med det skal falde i fjendehænder.   Og så kommer man hér og taler om ”mildhed og medlidenhed”! Vi har til visse for længe siden mistet• sansen for ordenes rette betydning. Når én deler ud af næstens ejendom, hedder det ”gavmildhed”, når én med frejdigt mod begår de groveste forbrydelser, er han ”heroisk”. Netop derfor står republikken på afgrundens rand. Men lad så visse mennesker være rundhåndede på pro‑ vinsbefolkningernes bekostning, siden moralen er sunket så dybt, og lad dem føle medlidenhed med dem, der bestjæler statskassen. Men de skal ikke udøse vort blod og styrte alle hæderlige mennesker i ulykke for at skåne en håndfuld forbrydere.   Det var et smukt og ”veldisponeret” foredrag, Gaius Cæsar lige har holdt her i senatet om liv og død. Han tror åbenbart ikke på det, man plejer at sige om livet• efter døden, at de onde skilles fra de gode og må bo på skumle, uhyggelige, hæslige og rædsomme steder. Derfor foreslog• han, at de skyldiges formuer skulle inddrages til fordel for staten, de selv holdes i fangenskab i forskellige byer, vel sagtens af frygt for at beholde dem i Rom, hvor sammensværgelsens medlemmer eller en lejet bande kunne befri dem med magt: Som om det kun er i Rom, der er skurke og slyngler, og ikke rundt i hele Italien, eller som om en dristig bandit ikke netop har de bedste muligheder dér, hvor man dårligst kan beskytte sig mod ham. Dette forslag er derfor virkningsløst, hvis Cæsar• virkelig ser en fare i de sammensvorne; hvis han derimod, når alle andre er bange, er den eneste, der ikke føler frygt, må I og jeg frygte så meget desto mere. Og derfor må I gøre jer klart, at når I skal afgøre Lentulus’ og de andres skæbne, er det samtidig også Catilinas hær og alle de sammensvorne, I fælder dom over. Jo mere beslutsomt I optræder, des mere vil I svække deres moral. Ser de jer vakle blot et øjeblik, vil de straks kaste sig over jer.

Kapitel 5  ·  Sallust

  Tro aldrig, at det var med deres militære styrke, vore forfædre gjorde en lille republik stor. Hvis det var tilfældet, ville den i dag være endnu langt prægtigere, siden vi har flere forbundsfæller og borgere, og dertil større hære til fods og til hest, end de havde. Det var helt andre egenskaber, der gjorde dem store, og som vi ikke har: Hjemme var de flittige arbejdere, ude retfærdige herskere. Når beslutninger blev truffet, var de ikke bundet af uvedkommende hensyn; hverken dårlig samvittighed eller dårlige lidenskaber havde magten over dem. I stedet har vi vellevned og gerrighed. Statskassen er forarmet, der er overflod hos private borgere; vi lovsynger rigdommen og higer efter et liv i lediggang; det gør ingen forskel, om man er god eller ond. De spidse albuer har tilegnet sig dydens løn. Det kan ingen vel undre sig over: Når I hver og én kun tænker på jer selv, når I er slaver, hjemme af jeres nydelsessyge og her af jeres økonomiske interesser eller jeres prestige, må jo republikken blive et forsvarsløst offer, når den angribes.   Men jeg forlader dette emne. En række af vore fornemste medborgere har rottet sig sammen om at afbrænde deres fædres by. De henter gallere til hjælp i deres krig, et folk, som nærer et uslukkeligt had til alt romersk. Vi har for‑ rædernes fører og hans hær hængende over vore hoveder: Tøver I stadig? Kan I stadig ikke finde ud af, hvad I skal stille op med de fædrelandsfjender, der er pågrebet inden for Roms mure? Jeg synes virkelig, I skal vise medynk. Det er jo dog bare nogle unge fyre, der er bragt på afveje af deres ærgerrige stræben. Giv dem endelig nogle våben, og lad dem løbe. Vi får så håbe, at denne ”mildhed og medlidenhed” ikke skal vende sig til fortvivlelse, når de har fået våben i hænde. Naturligvis, sagen er alvorlig, men I er ikke bange. Jo I er, I er rædselsslagne, men dovne og slappe som I er, trykker I jer i lejet og venter på, at en anden skal gøre noget, i tillid naturligvis til de udødelige guder, som så ofte har reddet vor republik, når faren var størst. Men det er ikke med løfter og kvindagtige bønner, man vinder gudernes hjælp: Årvågenhed, handlekraft og beslutsomhed må dén vise, som lykken skal følge. Når man giver sig over til ansvarsløshed og sløvhed, er det omsonst at bede om gudernes hjælp. Da er de vrede og uforsonlige.   I vore forfædres dage, i krigen mod gallerne lod Aulus Manlius Torquatus• sin søn, der imod udtrykkelig ordre havde indladt sig i kamp med fjenden, henrette, og denne herlige yngling måtte bøde med livet for sin alt for store tapperhed. Og I er stadig i tvivl om, hvad I skal dømme disse grusomme mordere til? Men selvfølgelig, hele deres hidtidige livsførelse opvejer denne forseelse. I må skåne en rangsperson som Lentulus. Har han nogen sinde selv skånet sin anstændighed og sit rygte eller taget noget hensyn til guder og mennesker? Tilgiv Cethegus for hans ungdoms skyld. Er det ellers ikke anden gang, han har erklæret sit fædreland krig? Og hvad skal man sige om Gabinius, Statilius og Cæparius? Havde de nogen sinde kendt til samvittighed, havde de ikke konspireret mod republikken, som de har.   Lad mig slutte med disse betragtninger, forsamlede fædre: Hvis vi kunne tillade os et fejlgreb, kunne jeg godt gå med til at lade jer prøve at blive kloge af skade,

133

134

Pluk dagen

eftersom I foragter ord. Men vi er omringet fra alle sider: Catilina og hans hær har grebet os om struben; inden for murene, i Roms hjerte er der andre fjender, og vi kan ikke træffe nogen forberedelse eller beslutning, uden de straks ved det – det er en yderligere grund til hurtig handling.   Jeg skal derfor stille følgende forslag: Eftersom republikken som følge af nogle gudløse forbryderes anslag er stedt i den yderste fare, og disse ved Titus Volturcius’ og de allobrogiske udsendinges vidnesbyrd er blevet overbevist• og har tilstået at have planlagt massedrab og brandstiftelse og andre frygtelige og grusomme handlinger imod deres medborgere og fædreland, bør de skyldige, som forbrydere der er grebet på fersk gerning, lide døden efter forfædrenes• sæd.” Da Cato havde sat sig, hyldede alle ex-konsulerne og en stor del af det øvrige senat ham for hans gode forslag og hævede hans moralske mod• til skyerne. De anklagede højlydt hinanden for fejhed; Cato var en stor og herlig mand. Senatet vedtog et dekret efter hans retningslinjer.   Altid når jeg har læst og hørt om de mange herlige bedrifter, det romerske folk har øvet i fredstid og i krig, til søs og til lands, har det vakt ønsket om at forstå, hvad det dybest set var, der gav det kræfter til at yde så stort. Jeg vidste, at en lille flok ofte havde kæmpet med store fjendtlige tropper. Jeg havde hørt om krige med stormægtige konger udkæmpet med talsvage styrker. Videre at de ofte havde modstået skæbnens• tunge slag, og at grækerne• havde været romernes overmænd i forhandlingens kunst, gallerne• i krigerisk dødsforagt. Når jeg overvejede dette under alle synsvinkler, stod det mig klart, at det var nogle få borgeres store og behjertede indsats, der havde udrettet alt dette; at dét var forklaringen på, at disse fattige havde kunnet besejre de rige, disse få de mange.   Men efter at vellevned• og ørkesløshed havde undergravet samfundet,• havde på den anden side republikken haft indre styrke til at modstå sine egne korrupte feltherrer og embedsmænd. Igennem lange tider var det som om den gamle kraft var sygnet bort, og Rom avlede ikke én stor mand. Dog har der i min egen levetid været to mænd, Marcus Cato og Gaius Cæsar, som var modsætninger i moralske anskuelser, men begge af sjælden moralsk styrke. Eftersom de i medfør af mit emne har fået en plads i min fremstilling, agter jeg ikke at forbigå dem i tavshed, men vil, så vidt mine evner tillader det, her give en åbenhjertig skildring af de to mænds medfødte karakter og livsholdning. 54 I byrd, alder og veltalenhed var de hinandens lige. De havde den samme sindets adel og nød lige stor, men også meget forskellig anseelse. Cæsar beundredes for sin uselviskhed og gavmildhed,• Cato for sit uplettede liv. Den ene havde vundet ry ved sin mildhed og sit varme hjerte, den andens position hvilede på hans kompromisløse væsen. Cæsar havde vundet berømmelsen ved at give, lindre og tilgive, Cato ved aldrig at gå på kompromis. Hos den første fandt de nødstedte 53

Kapitel 5  ·  Sallust

55

tilflugt, hos den anden mødte de onde deres undergang. Man priste den ene for hans imødekommenhed, den anden for hans fasthed. Endelig havde Cæsar gjort det til en hovedregel altid at være flittig og årvågen, at ofre sig for sine venner og ofre sine egne interesser, aldrig at afslå en bøn om hjælp, som fortjente at opfyldes. Det var hans stadige attrå at få en overkommando, en hær, en krig, som var helt hans egen, og hvor hans egen personlighed kunne blænde verden. Catos ideal derimod var selvbeherskelse, tugt og den ubønhørligste strenghed. Han ville ikke kappes i rigdom med de rige, i politiske rævekager med de politiske ræve, men med de handledygtige i virketrang, med de beskedne i selvtugt, med de pletfrie i forsagelse. Han ville være, ikke ligne en god mand. Jo mindre han stræbte efter berømmelsen,• jo mere kom den til ham af sig selv. Efter at senatet som ovenfor nævnt ved en afstemning havde vedtaget Catos forslag, mente konsulen, det var heldigst at komme den tilstundende nat i for‑ købet, for at det ikke imidlertid skulle komme til nye optøjer, og gav ordre til fængselsledelsen• om at træffe de nødvendige forberedelser til eksekutionerne. Han lod gaderne besætte med sikkerhedsvagter og førte derpå selv Lentulus til fængslet, medens han lod prætorer hente resten. I fængslet er der et rum, som kaldes Tullianum.• Det ligger omkring tolv fod under jorden, men for at komme til det, skal man et par trin op til venstre. Det har mure til alle sider og er dæk‑ ket af en hvælving af tilhuggede sten. Snavs, mørke og stank gør det hæsligt og uhyggeligt. Derned sænkede de Lentulus, og retfærdighedens håndhævere gjorde deres pligt og kværkede ham med en slynge. Således fandt en patricier af Corneliernes højt ansete æt, som havde haft en konsuls• rang og magt i Rom, den død, som hans levned og forbrydelser havde fortjent. Cethegus, Statilius, Gabinius og Cæparius led samme straf.

135

Kapitel 6 VERGIL

Publius Vergilius Maro blev født den 15. oktober i 70 f.Kr. i landsbyen Andes uden for Mantua, som ligger lige nord for Po-floden. Hans forældre var jævne folk, men havde dog råd til at bekoste sønnens uddannelse, først i Cremóna, siden i Mediolanum, nu Milano, og til sidst i Rom. Vergil var altså trans-padaner (fra den anden side af Po) ligesom Catul. Febersyg efter en rejse til Grækenland døde han i Bríndisi den 20. september år 19. Ligesom tilfældet er med Horats, har vi bevaret alt, hvad der blev udgivet af Vergil. Vi har a) de ti hyrdedigte: Bucolica, også kaldet Eklogerne, b) læredigtet om landbrug: Georgica, og c) Æneiden, eposet om Æneas, ”den første, der kom fra Troja til Italien”. De er i henholdsvis en, fire og tolv bøger; alle tre værker er på heksameter. Frem‑ komsten af Vergils bøger markerer et afgørende indsnit i romersk litteraturhistorie. Han slog igennem med en hurtighed, som verdenslitteraturen kun kender få sidestykker til. Hans digte blev snart pensum i skolerne, og fra nu af kunne ingen undlade at tage stilling til Vergil, hans sværmende hyrder, hans kernesunde bønder og hans budskab om Roms mission i verden. (a) Om Bucolica, Hyrdedigtene, som er repræsenteret med fire digte nedenfor, bør vi betone en ting, som nemt kan overses af bymennesker, nemlig at hyrdeliv er noget grundforskelligt fra det bondeliv, som beskrives i Georgica. I Bucolica er der næsten intet om gårde, markskel og agerdyrkning; et urkommunistisk lyk‑ kerige, en utopi med sang og spil, anes. Men der er også erotik mellem hyrderne, og selv den bukoliske myte har sine skærmydsler. Dette univers kom til at øve stor tiltrækning på eftertiden, og talløse digtere har efterlignet Bucolica og disse digtes græske forbillede Theokrit (levede ca. 200 år før Vergil). Hyrdedigtning blev mere populær i renæssancen og barokken (1500‑ og 1600‑tallet), end den nogen sinde havde været i oldtidens Grækenland og Rom. Vores opfattelse af, hvad indtagende landskabelig skønhed er, præges stadig af denne poesi og al den malerkunst, den inspirerede. Nøgleord er ”idyl” og ”Arkadien”; det første kommer af græsk eidýllion, betegnelsen for Theokrits digte (eidýllia i flertal); det andet er navnet på den egn på Peloponnes, hvortil Vergil henlagde nogle af sine hyrdedigte. Men Arkadien er ingen idyl! Det erkendte man tidligt, og det er heller ikke ren idyl, der præger den franske symbolist Mallarmés (1842‑1898) ekloge – sådan kalder Mallarmé digtet – En Fauns Eftermiddag, senere sat i musik af Debussy: Prélude à l’après-midi d’un Faune, og omskabt til ballet af Nijinsky.

138

Pluk dagen

(b) Georgica kommer af græsk ge-orgós, jord-dyrker (heraf navne som Georg og Jør‑ gen). Dette digt i fire bøger udkom antagelig i 29, det år, da Octavian – som i år 27 fik tildelt den uhørte ærestitel Augustus, Den Ophøjede – vendte tilbage efter sejren ved Actium i Grækenland, hvor Marcus Antonius og Cleopatra var blevet sat ud af spillet (år 31). Georgica blev til på Octavians nære medarbejder Mæcenas’ opfordring. Georgica er mere gennemarbejdet, end Æneiden havde mulighed for at blive, da forfatteren døde, før han var færdig med den. Barok-digteren John Dryden (1631‑1700), en af Englands mange store Vergil-elskere og -efterlignere, kaldte Georgica ”the best poem of the best poet”.   Der er ingen tvivl om, at Vergils lovprisning af bøndernes liv, i hvilket han ser en afglans af livet i guldalderen, er dybtfølt og oprigtig (2.458‑540). I Georgica fremstiller han igen og igen bondens gerning som en krigerisk konfrontation med naturen, og Vergil var givetvis dybt overbevist om, at det hårde landliv var den rette kur oven på den moralske nedtur i de foregående årtier med borgerkrig: Bonden kæmper den gode krig. Overalt hvor landmandens tidløse livsform leves, er der endnu bevaret en rest af den oprindelige uskyld, for Jorden, Tellus, er dybt retfærdig, justissima. Her ser vi også ideen om Italiens bønders moralske og militære råstyrke som imperiets faste grund; jf. Sallust, jf. Horats (ode 3.6). At Roms magt hvilede på seje bønder, allermest bønder oppe fra Sabinerlandet, var noget, Cato Censorius (234‑149) havde forkyndt. Troen på bonden – som bestemt også findes i græsk litteratur, jf. bl.a. Aristofanes – er også kendetegnende for mange konservative strømninger i vore dage.   For så vidt som Vergil altså er en forkynder, ligner han Lukrets. Men Lukrets var inderligt overbevist om, at lige netop det, han skrev i sit læredigt Om Verdens Natur, virkelig var det evangelium, som en angstplaget menneskehed behøvede, hvorimod Vergil umuligt kan have tænkt på sit læredigt som en systematisk håndbog i den rette behandling af korn (emnet for 1. sang), træer og vin (2. sang), husdyr, store og små (3. sang) og bier (4. sang). I alt fald ville de mange nybagte bønder på den konfiskerede jord (det var de soldater, som den sejrrige Octavian havde belønnet med små landbrug) komme slemt op at køre, hvis de tyede til Georgica som manual. Der er fx uforholdsmæssigt meget om bier og intet om fjerkræ og fisk. I den intention, man synes at kunne læse ud af deres respektive læredigte, er der en afgørende forskel mellem Lukrets og Vergil. Hvad er det så, Vergil gør? Medens Lukrets med sin epikuræiske fysik og etik ville afdække alle årsager til alt og for så vidt af-mytologisere verden, så re-mytologiserer Vergil den. Det er altså et livspoetisk ærinde, Vergil er ude i. (c) Her følger nu et handlingsreferat af Æneiden, Vergils hovedværk. På et tidspunkt, da de allerede er tæt på Italien, bliver Æneas og hans fæller slået ud af kurs af en storm sendt af den vrede Juno, og de lander i Nordafrika (1. sang). – Her møder Æneas Dido, det nys grundlagte Karthagos dronning, for hvem han beretter om Trojas Fald, om sin flugt med sin fader Anchises, sin søn Ascanius/Julus og staden Trojas Penater (husguder) og om sin omflakken, efter at han er sluppet ud af det

Kapitel 6  ·  Vergil

brændende Troja (2. og 3. sang). – Dido og Æneas bliver forelsket i hinanden, eller rettere: Dido bliver forelsket, trods sin faste beslutning om at forblive tro mod sin afdøde mand. Juppiter må via Merkur minde Æneas om hans guddommelige mis‑ sion: at skabe forudsætningerne for Roms grundlæggelse (Rom blev først grundlagt af Romulus, stadens første konge, i år 753). Herefter begår Dido selvmord, idet hun forbander Æneas (4.). – På Sicilien afholdes der kamplege til minde om fader Anchises, som senere i en drøm pålægger Æneas at rådspørge Sibyllen i Cumae (5.). – Nedstigning til Underverdenen, under beskyttelse af Den Gyldne Kvist. Anchises profeterer og indskærper romerfolket dets pligt til at herske over folkene (6.847ff.) (6.). – Landgang i Latium. Fred sluttes med kong Latinus, som tilbyder Æneas sin datter Lavinia. Men Juno hidser rutulerkongen Turnus op til krig mod trojanerne; Turnus vil have Lavinia (7.). – Æneas besøger Euander, som hersker på det sted, hvor Rom engang skal ligge. Euanders søn Pallas slutter sig til trojanerne. Af sin moder Venus får Æneas et skjold, som afmaler Roms kommende historie, ikke mindst Slaget ved Actium (8.). – Krig; Turnus og rutulerne har overtaget. Det unge par Nisus og Euryalus omkommer (9.). – Turnus dræber Pallas, den ideale yngling ved den ideale mand Æneas’ side. Æneas slår den onde Mezentius, ”gudernes foragter”, ihjel (10.). – Krigerinden Camilla, Turnus’ allierede, dræbes; denne jomfru med Amazone-træk er en af Vergils uforglemmelige skikkelser (11.). – Æneas og Turnus i tvekamp. Turnus ville måske have reddet sit liv, hvis ikke det var, fordi Æneas havde fået øje på unge Pallas’ sværdbælte, der sidder som trofæ på hans skulder. Æneas råber: ”Af Pallas får du dit dødsstød.” (12.948).   Juno, Æneas’ vrede modstander, kunne altså ikke vedblivende bøje skæbnen, fatum. Men Juppiter lover sin trojanerfjendske frue, at der ikke vil opstå et nyt Troja i Latium: Æneas og hans fæller vil blive latinere.   Traditionelt har man læst Æneiden som en stor hymne til det kejserdømme (principatet), som Augustus netop nu grundlagde, efter at de tilsyneladende en‑ deløse borgerkrige var bragt til ophør (se kapitel 5). Det er det, man kalder nation building. Men et epos kan ligesom et drama have flere lag, og det er vanskeligt at overhøre, at Vergil også beskriver, hvordan der trampes værdi ned, for at Rom engang kan blive til. Det er fx påfaldende, hvordan Æneiden, som vi netop har set, munder ud i raseri – til forskel fra Iliaden, der slutter med forsoningen mellem den hidtil så vrede Achilleus og trojanerkongen Priamos, som får udleveret sin søn Hektors lig. Denne forskel har Vergil regnet med, at hans læsere ville bemærke og betænke. Den stoiske filosofi klinger ganske stærkt med i Æneiden, ikke mindst i betoningen af den målrettede skæbnes virke med Æneas som redskab. Men ifølge stoikerne var vrede, aggression og hævntørst noget aldeles uværdigt for et menneske (se om Seneca i kapitel 10). Så her er en løs ende i romernes epos – en åben slutning.   Hvad der har oprørt flest Æneide-læsere mest, er, at Dido skulle ofres, fordi hun elskede en mand med en mission. Digteren Sidney Keyes (som faldt i Afrika i 1943) tillægger Dido disse ord forud for selvmordet:

139

140

Pluk dagen

He never loved the frenzy of the sun Nor the clear seas. He came with hero’s arms and bullock’s eyes Afraid of nothing but his nagging gods. He never loved the hollow-sounding beaches Nor rested easily in carven beds. The smoke blows over the breakers, the high pyre waits. His mind was a blank wall throwing echoes, Not half so subtle as the coiling flames. He never loved my wild eyes nor the pigeons Inhabiting my gates. Keyes lader os se civilisationens fremmarch med Didos ”vilde øjne”. Det gør Vergil også, i alt fald til dels. Hvis man lytter efter, lyder der altid mere end én stemme i et klassisk litteraturværk. Det er forskellen mellem litteratur og propaganda.

Vergils første ekloge Den fordrevne 5

10

15

MELIBØUS Títyrus,• dér ligger du under bøgenes skærmende løvhang, indøver skovens musik på din nette fløjte af havre. Jeg er på flugt fra mit land,• drevet bort fra de elskede marker, ud over fædrelandsgrænsen; men du lærer skoven at svare, Tityrus, henslængt i skygge, på visen om Skøn Amaryllis. TITYRUS Sandt, Melibøus, men freden,• jeg nyder, den skylder jeg guden. Jo! En gud skal han være for mig, og være det altid, blodet af nyfødte lam fra min fold skal væde hans alter: Han lod køerne græsse (se blot!) og mig lod han lege, spille alt hvad jeg vil på denne fløjte fra marken. MELIBØUS Legen under jeg dig … skønt den undrer mig, med disse opbrud, opløste landbohjem alle vegne. Selv skranter jeg, mens jeg puffer gederne frem. Hende her må jeg, Tityrus, slæbe, hun fødte tvillinger før i krattet af hasler, de to var håb for min flok … men døde lod hun dem ligge i gruset.

Kapitel 6  ·  Vergil



Havde jeg sanset og samlet, så var disse plager jo varslet forud af alle de lyn, der slog ned i landsbyens ege… Nå! Men, Tityrus, sig, hvem det er, der står som din guddom.



25

TITYRUS Byen,• de kalder for Rom, Melibøus, jeg troede dumt nok, den grangivelig var som vor egen, med torv, hvor vi hyrder kommer med daggamle lam og sælger de små til en slagter. Og jeg tænkte: Som hund til hvalp, som geden til kiddet, stort til mindre, just sådan var Rom – kun altså lidt større. Sandheden er, at blandt byer knejser Roma lige så meget, som en højt hævet cypres ser ned på en skikkelig skovhyld.



MELIBØUS Hvad var den dybere grund, der drev dig til Rom-besøget?



35

TITYRUS Friheden … som jo fik blik, skønt sent, for den sløvede slave – skæghåret faldt allerede med grå stænk, når det blev studset. Vel trak det længe ud, men Friheden så mig til sidst, da min Amaryllis blev frue,• og Galatea var gået. I Galateas dage, indrømmer jeg, stod det ret skralt til både med frihedens drøm og med pengesagernes orden. Nok købte præsterne får efter får fra min fold til at ofre, masser af fuldfede oste blev solgt til den fedtede købstad, men når min næve kom hjem, var den aldrig tung af kontanter.



MELIBØUS Så! Det var det, du sukked til guderne om, Amaryllis, æblerne, de var til ham, dem du lod hænge i træet! Tityrus var ikke hjemme! Og var det så, Tityrus, pinjen, var det så kilden og busken – de kaldte og spurgte, hvor du var!



TITYRUS Hvor, om ikke i Rom ku’ jeg håbe at undslippe slavens åg eller lære at kende så kraftfuldt virkende guder? Hér fik jeg ham at se, han var ung,• Melibøus, og hvert år ryger og damper mit alter for ham tolv ubrudte dage. Hér frembar jeg min bøn, og han var den første, der svared: ”Knægte!• Lad køerne græsse som før! Lad tyre bedække!”

20



30



40

45

141

142

Pluk dagen

50

55

60

65

70

75



MELIBØUS Gamle, heldige mand! Så beholder du altså din jordlod! Størrelsen passer dig fint, skønt alt er den argeste stengrund og der gror siv i din toft og rør fra det sumpede vandhul: Så bli’r de drægtige dyr ikke fristet af ukendte græsser, og ingen nabobesætning vil smitte din med sin kvægpest. Heldige, gamle mand! Du bli’r ved de hjemlige bække, ved de ærværdige kilder, i træernes svalende skygge! Bliver, hvor hegnet imod din nabos marker, som altid, fyldes af sværme af bier, der smovser i rødpilens rakler og som med surren har lempet dig ind i mangen en god lur. Karlen la’r briserne bære sin sang fra vinens terrasser, dog holder duen, din hæse veninde, på med sin kurren, og i den duvende elm sidder turtelduen og sukker. TITYRUS Før• vil hjorte få vinger og græsse på himmelens bue, før blotter havene fisk og lægger dem nøgne på stranden, før bryder folkevandringer løs, så germanerne drikker vand af Tigris’ flod, og partherne vandet i Saônen – førend hans ansigts træk forlader mit hjertes kammer. MELIBØUS Vi derimod skal hérfra – til landet hvor negrene smægter, eller til Skythiens stepper, hvor Oxos• flyder med kalkslam, eller på verdensomspændende tur til briternes kyster. Skal nogen sinde mon så efter år i længsel jeg gense fædrenes jord, min hytte, dens fattige tækning af græstørv, stedet hvor kongen er mig, og måbe ved aks og ved avner? Skal den gudløse soldat mon beholde den mark, jeg har svedt i? Mit korn til den barbar!• Så langt har usalige krige bragt os borgere ud: For dem har vi pløjet og sået! Pod du så blot dine pærer! Plant vin på rad, Melibøus!! Kom, små geder, af sted! I var mig en glad, lille hjord. Kom! Aldrig mer skal jeg ligge i grottens græs og beundre jer, som I dér hænger ned fra klippevæggenes tjørne. Intet har jeg at synge; og jer kan jeg ikke mer lede hen til blomstrende kløver og bark af pilene bitre.

Kapitel 6  ·  Vergil

80



TITYRUS Dog, for en nat ku’ du blive og hvile her i det grønne løv; jeg kan godt rede op. Der er nok af saftige æbler til os og bløde kastanjer og mælk som er presset til oste – se, fra gårdenes tag stiger røgen op i det fjerne, og de vokser sig lange, de skygger,• bjergene kaster.

Vergils anden ekloge Den håbløst forelskede hyrde 5

10

15

20

25

Corydon,• hyrden, var varm på den underskønne Alexis, som var sin herres• skat, så han havde intet at håbe. Men, under bøgenes kroner, de skyggende tunge og tætte, kom han, og slyngede ud mod bjerge og skove, alene, al sin håbløse hede i disse kunstløse• strofer: ”O, du grumme Alexis, gør sangen da slet ikke indtryk? Kniber du ikke en tåre for mig? Skal jeg drives i døden? Ved denne tid søger kvæget, selv kvæget, de kølende skygger, nu går selv irgrønne firben i skjul under stikkende buske, og for de middagsmatte, af hede stønnende høstfolk knuser nu Théstylis urter: aroma af timian• og hvidløg. Men for mig, der må strejfe i dine spor under solens ild, står der ud fra hvert krat et ekko• af skingre cikader. Var Amaryllis så bedre, det sure ribs – sku’ jeg ha’ tålt alt hendes bysnobberi? Var det bedre at ty til Menalcas,• selv om Menalcas er sort – mens du er så hvid, at det blænder? Dog, du dejlige dreng, stol ikke for meget på farven: Hvide ligustre må falde, mens sorte blåbær bli’r sanket. Mig ser du ned på, Alexis, du glemmer at spørge, hvem jeg er: hvilken rigdom på kvæg, hvilke strømme af hvideste komælk; tusinde lam fra min hjord græsser rundt på Siciliens• høje, frisk mælk mangler jeg hverken i varmen eller i kulden. Sanger det er jeg, så fuldt som i gamle dage Amfíon,• når han sang køerne ind, på det attiske bjerg Aracynthus. Videre grim er jeg ikke: Forleden nede ved stranden

143

144

Pluk dagen



så jeg mig selv i det spejlblanke hav: Jeg kan stå mig mod Dafnis• … her må selv du give mig ret, jo, for spejle lyver jo aldrig.



Åh, bare du ville nyde det nussede hyrdeliv med mig under min løvhyttes tag, skyde hjorte med mig, ved aften genne gedernes flok i stald med en kæp af hibiscus! Sammen med mig skal du dyrke musik i lunden, som Pan gør, Pan, som af tagrør og voks bygged fløjter, de første i verden, Pan, som har fårene kær og hvem fårenes hyrder er kære. Bliv ikke ked, hvis din læbe, så fin, får lidt rifter af røret, hvad gjorde ikke Amyntas for netop at lære sig rørspil? Jo, jeg har en skalmeje, sat sammen af syv skarntyde– stilke af stigende længde, jeg fik den selv af Damøtas, som på sit dødsleje sa’: ”Efter mig skal den tilfalde dig så,” sagde Damøtas … Amyntas, det fjols, blev misundelig ved det. Og jeg har to bitte gemser, jeg fandt så forkomne i dalen, endnu med hvide pletter i pelsen, de patter to gange daglig yveret tørt på et får. Det er dig, der skal ha’ dem. Længe har Théstylis plaget: ”Må jeg godt få dine gemser?” … og det får hun, når nu du syn’s, min gave er griset.

30

35

40

45

50

55

60



Kom dog her, smukke dreng, kan du se, hvor Nymferne bærer liljer i bugnende kurve til dig, hvor den hvide Najade plukker dig blåblege iris og valmuekroner i mængde, deri binder narcisser og dildens krydrede skærme, ind fletter stenroser røde og andre sødlige planter og maler• blåbærranker med morgenfruernes solguld! Selv vil jeg plukke dig kvæder, de grå med den sarteste dunvækst, plukke kastanjer – dem var Amaryllis så glad for, da hun var min – og voksagtige blommer, en frugt der fortjener al ære. Også jer vil jeg plukke, I grene af lauren• og myrten: Når man fletter jer sammen, udstrømmer der ædel parfume. Corydon, du er en knold! Hvad du gi’r, preller af på Alexis; kom det til dyst på gaver, så tabte du stort til Iollas. Åh! Det har jeg sluppet løs: Lod, fortumlet, sciroccoen• svide blomsterne af, lod en so soppe løs i den klareste kilde! Skøre Alexis, hvem flygter du for? Der bor guder i skove, Paris af Troja var skovbo. Lad Pallas, som byggede borge, selv bo i borge! For os er der intet bedre end skove. Vildt• løber løven mod ulven, og ulven styrer mod kiddet,

Kapitel 6  ·  Vergil

65

og det fjantede kid styrter hen mod den blomstrende kløver, Corydon mod sin Alexis: Hvert væsen drives af sin drift.



Dér kommer okserne hjem med ploven der hænger i åget, se, hvor den vigende• sol nu fordobler de voksende skygger, mig brænder elskov som før – bli’r det aldrig aften for elskov?



Ah,• Corydon, Corydon, du er fanget i rasende vanvid! Under elmenes• løv ligger vinranker, der skal beskæres: Du skulle hellere gribe til noget af det, der er brug for, flette dig smidige kurve af siv og de mygeste vidjer. Rynker denne Alexis på næsen, så find dig en anden.”

70



Vergils fjerde ekloge Et barn skal fødes

Lad os, Siciliens Muser, nu synge lidt noblere sange! Ikke enhver finder glæde ved træer, ved små tamarisker; så når vi digter om skove, skal skovene klinge af konsul.



Kvadet, Sibyllen• synger, har nået sin yderste fase; seklernes• mægtige kreds er i færd med at fødes fra ny af, Jomfruen• kommer igen, igen de saturniske riger, nyt afkom• er på vej herned fra himmelens højder. Kyske Lucina,• vær nådig, når drengen fødes: Ved ham skal jernets æra forgå og i hele verden en gylden slægt vinde frem, hvor, Lucina,• din bror Apollon er konge.

5

10

15

20

Denne drøm af en tid vil begynde, Pollio, under dit konsulat,• og af dét vil fremgå måneder store; og hvis der endnu er spor af vor gamle synd, bli’r de slettet under dit opsyn, så Jorden bli’r løst fra sin kroniske rædsel. Gudernes liv skal han dele, og helte med guder i tale skal han se, og af dem vil han selv blive set, han er konge over en verden i fred• ved styrke nedarvet fra fædre. Barnlige gaver, min dreng, er det første, jorden vil gi’ dig, uden dyrkning: om baldrians blomster ranker af vedbend, smilende grønne akanthus op mellem indiske lotus.

145

146

Pluk dagen

25

30

35



Og af sig selv bringer geder det spændte yver til malkning hjemme i folden, og okser er slet ikke bange for løver.• Svøbet i vuggen la’r spire de kæreste blomster op til dig. Dø skal slangen tillige, og urter med snigende gifte dø; den syriske balsam vil svøbe verden i vellugt. Men når det bli’r ved den tid, du kan læse om heltes bedrifter og om din fars, og forstå, hvad stærk og modig vil sige, da vil sletterne lidt efter lidt farves gule af kornaks, og på de strideste torne ses rødmende druer i klaser, honningdug• driver som sved ud af egestammernes årer. Dog, visse levn er tilbage endnu af den arvede ondskab, den der får folk til med flåder at friste lykken på havet,• kranse byer med mure og flække furer i jorden. Da vil Tifys den anden i sø sætte Argo det andet, fuldt af herlige helte; og andre krige vil komme, ud til Troja bli’r sendt på ny en mægtig Achilles.

45

Så, når den hærdede alder har gjort dig til mand, vil man se, at selv en kræmmer vil vige for havet, de tømrede skibe sejler ikke med gods; al jord bærer alting i mængde. Ingen muld mærker hakke, og ingen vinmark en segls snit; nu vil den senede bonde befri sine tyre for åget. Ulden skal ikke mer lære at lyve med lånte kulører: Vædderens pels skifter selv, i engene, farve, snart purpur rødmende breder sit skær, og snart den guleste safran; græssende lam bliver klædt, af sig selv, i skarlagensfarve.



”Løb gennem sådanne sekler!” var Parcernes enige påbud til de tene, hvormed de spinder skæbnens beslutning.



Kære ætling af guder, gud Juppiters vældige afkom, giv dig i kast (thi snart er det tid) med en ærefuld bane! Se, universet der svajer med hvælvingens vægt for at hilse, al ting: ætherens dyb, fastlandene, havenes flader, se, hvor alle ting jubler i fryd ved den kommende æra!

40



50

55



Leved jeg blot i den tid med den sidste rest af et langt liv, og havde lungekraft nok til en fejring af dine bedrifter – mig ville Linus da ikke og ikke thrakeren Orfeus overvinde i sang, hvor meget så far og mor hjalp dem: Linus• den skønne Apollon, og Orfeus hans mor Kalliope.

Kapitel 6  ·  Vergil



Pan, om Pan måtte dyste med mig, med Arkadien som dommer, Pan måtte give fortabt, fordømt af Arkadien som dommer.

60

Lær, lille dreng, med et smil at vise, du kender din moder• (gennem ni måneder døjed din mor med evindelig kvalme), lær det dog nu, lille dreng, for smiler du ikke til moder, deler en gud ikke bord med dig, ikke seng en gudinde.



Vergils femte ekloge Dafnis ved himmelens port

MENALCAS Mopsus! Jeg hilser det held, at vi mødes,• vi to musikanter, du så ferm på din fløjte, og jeg ganske god med min sangrøst. Hvad, om vi nu slog os ned, her hvor hasler gror under elme?



MOPSUS Du, der er ældre end jeg, må afgøre sagen, Menalcas: Her da, hvor luftninger leger med løvets sitrende skygger? Eller i grotten måske? Se dér, dér slynger den vilde vin med de sparsomme klaser en krans om den hvælvede indgang.



MENALCAS Kappes med dig kan i bjergene her alene Amyntas.



MOPSUS Han var såmænd parat til at kappes med Føbus Apollon!



MENALCAS Mopsus, du synger først! Tag• den om ”Den Æggende Fyllis”, ”Visen til Alcons Pris”, eller den om ”Codrus’ Opsang”. Tityrus passer jo nok de græssende bukke så længe.

5

10

15

MOPSUS Nej, så hellere den, jeg forleden ridsed• i barken på den grønlige bøg med noder til fløjte og stemme. Den vil jeg prøve. Og så – bed Amyntas gøre det bedre!



MENALCAS Hvad• er en hængende pil mod oliventræet det grøngrå?

147

148

Pluk dagen



Hvad er en baldrians blomst imod rosenbedenes purpur? Hvad er Amyntas’ musik imod din? Her har du min mening! – Ikke mer udenomssnak, min dreng! Nu er vi i grotten.



MOPSUS Over den livløse• Dafnis græd Nymferne, over den grusomt døde (Nymfernes vidner er I, I hasler og floder), mens hans moder med sønnens ynkværdige lig i sit favntag kalder guderne grumme og stjernerne hårde og kolde. I de dage, o Dafnis, forglemte hver evige hyrde at drive kvæget til vands; og høvderne vragede flodens læskende drik og ænsede knap hverken strå eller stængel. At selv Nubiens løver, o Dafnis, dybt måtte sukke over din død, det kan høres i bjergenes, skovenes genlyd.

20

25

30

35

40

45

50



Mennesker lærte af Dafnis at tæmme Armeniens tigre, spænde dem fór, og at juble i spidsen for Bacchus’• danse, og svinge smidige lanser omvundet med vedbend og vinløv. Ligesom vinranken• smykker en elm, og druerne ranken, tyre er flokkenes pryd, og kornet• er agerens festdragt, var du for os dine kære al stolthed, lige til skæbnen• tog dig, og Pales forlod vore marker, og Føbus med hende. Plovfuren, den som vi før betroede fyldige bygkorn, bærer kun flyvende havre og golde, snyltende græsser. Hvor violen den blide, hvor glødende, dunkle narcisser stod, skyder tidslerne op og buskadser af skærende brombær. Strø nu jorden med løv i sorg, dæk kilden for lyset, hyrder (de riter er Dafnis’ bud, de sker til hans ære), kast ham en gravhøj så, og sæt på hans høj denne indskrift: Dafnis• var jeg i skove, af skovene kendt og af stjerner. Skøn var hjorden, og jeg dens endnu skønnere hyrde. MENALCAS Himmelske digter, at høre din sang var for mig samme lise som for den trætte et blund i det bløde græs, som at slukke tørsten en bagende sommer i kvægende vand fra et springvæld. Du står mål med din lærer• i fløjtens klang og i stemmens: Lykke til, unge mand! En smuk nummer to i hans fodspor. Dog vil jeg vove, så godt jeg nu kan, at synge et svar på salmen, du gav os. Til stjerner vil jeg nu hæve din Dafnis, Dafnis til stjernerne• op! Også jeg blev elsket af Dafnis.

Kapitel 6  ·  Vergil

55

60

65

70



MOPSUS Kan man tænke sig større og skønnere gave end denne? Just denne yngling fortjener at prises poetisk; og din sang• om ham har Stimichon gået i lange tider og lovprist. MENALCAS Klædt i lys, fuld af undren står Dafnis ved himmelens tærskel, under sin fod ser han skyer, ser han alle stjernerne tindre. Følgelig• trænger en lyst gennem skoven og alt i naturen, fryd griber Pan og hans hyrder og alle egenes Nymfer. Ulven glemmer at luske på kvæget, og fangnettet lader hjorte frit løbe i fred. Fred elsker den venlige Dafnis. Fredskoven slynger i glæde sin røst imod himmelens stjerner, jubel slår ud fra klippernes• væg, fra plantagerne toner sange som denne: ”En gud, en gud er han blevet, Menalcas!” Dafnis, vær nådig mod dine! Bring lykke! Se altre, vi bygger, fire i tallet, de to er til dig, de to til Apollon. Årligt stiller jeg tvende pokaler med skummende hvid mælk, stiller tillige to kummer fyldt op med de fedeste olier. Bedst af alt: Jeg vil muntre de fælles gilder med Bacchus• (når det er koldt, ved arnen; om høsten, ude i skyggen): Chios-vin vil jeg skænke i bægrene, liflig som nektar. Ægon fra Kreta skal synge, Amøtas løfte sin stemme, Alfesibøus skal hoppe, som Satyrer gør, når de danser.

80

Alt skal være til ære for dig: både ofret vi bringer Nymfer, og også den kreds,• vi signende slår om vor ager. Mens over ås vildornerne går og fisken i floder, mens bi suger af blomst og cikader drikker af duggen, skal• din hæder, dit navn, dit ry bevares iblandt os. Du får, som Ceres og Bacchus, af bønderne løfter• om ofre for dine gaver. Da giv alle bønder årsag til ofring!



MOPSUS Hvad kan jeg skænke af gaver• som tak for sådan en hymne! Hverken den hvislende• vind stik nord kan volde den glæde eller brændingens brus imod strandene• fryde mig sådan eller floder, der fosser blandt blokke, ligne din hymne.



MENALCAS Du får en gave af mig: min fløjte; men fat den forsigtigt.

75



85

149

150

Pluk dagen



”Corydon• elsked Alexis” har fløjten lært mig, og fløjten lærte mig ”Hvems er det kvæg? Monstro Melibøus’ kvier?”



MOPSUS Hyrdestaven er din! Du kan tro, Antígenes tit har bedt om at få den – men nej… skønt der var engang, han var dejlig. Staven er pæn med beslag og jævne knaster, Menalcas.

90

Kapitel 7 H O R AT S

Quintus Horatius Flaccus levede fra 8. dec. 65 til 27. nov. 8 f.Kr. Horats døde få måneder efter sin ven og mæcen Mæcenas. Gennem Mæcenas var han i sin tid også blevet nær ven med Vergil, som døde elleve år før Horats. Vergil og Horats er de to største augustæiske digtere; deres værker forholder sig til hinanden som patos til ironi. Magthaveren var naturligvis svært tilfreds med at have knyttet så store poeter til sig, og også Horats modtog opfordringer til at hylde Augustus’ fredsrige. Men han skriver, at med hans sørgelige mangel på anlæg for det store epos skal Augustus kun være glad for, at det ikke blev til noget, for det ville ved sin ufrivil‑ lige komik have gjort denne store kriger og hersker fuldkommen til grin. Sådan snor ironikeren sig, idet han ligesom Sokrates og alle andre brugere af ironi gør sig selv lille. Nå, Horats hylder nu faktisk Augustus. Det sker bl.a. i et lyrisk digt, som blev forbillede for senere epokers kongesalmer; og det digt har patos nok (ode 4.5). Horats var født i Venusia i Apulien. Han skrev satirer og epistler, dvs. genrer, der i betydeligt omfang kræver, at der siges ”jeg”. Og senere, da Horats var blevet pensum i skolerne, skrev Svetón (75‑150) hans biografi, så alt i alt ved vi meget om manden fra Venusia. Horats er den romer, vi kender bedst næst efter Cicero, som han i øvrigt ikke ligner. Med megen nænsomhed og pietet har Horats sat sin far, den frigivne slave, et minde i satire 1.6, som er tilegnet Mæcenas, og hvori det betones, at hvis Horats har nogen værdi som menneske, så ”var min fader årsagen til dette”. Digteren stammer, modsat Cicero, fra samfundets absolutte bund; han er ”søn af en frigiven far”, og det modtager han stikpiller for, men ikke fra Mæcenas, understreger han. Ludfattig kan Horats’ far ikke have været, og forkommen og fortrykt slet ikke, for han tog Quintus med fra Syditalien til Rom, hvor han satte ham i skole hos den ”slagrige Orbilius” og andre. Farmand fulgte selv drengen til og fra alle lærernes boder. Han var ”den aldeles ubestikkelige vogter” af den lilles renhed. Senere, det var ca. år 45, rejste Horats til Athen for at studere. Platons Akademi var naturligvis et af byens vigtigste ”universiteter”; det blev først lukket i 529, mere end et halvt årtusinde senere. I øvrigt rejste Ciceros tyveårige søn, unge Marcus, i år 45 til Athen med samme formål som unge Quintus, men udbyttet blev mindre for Cicero juniors vedkommende (se hans brev i kapitel 2). Der raser borgerkrig og revolution i disse år; og et af revolutionens ofre var Cicero senior, hvis kamp for republikken mod Antonius kostede ham livet (år 43). Horats nærede republikanske sympatier, og han lod sig i efteråret 44 hverve af Cæsarmorderen Brutus, i hvis hær han beklædte posten som krigstribun, tribunus mílitum, en ret høj rang, indtil Brutus’ nederlag ved

152

Pluk dagen

Filippi (år 42). Ved hjemkomsten fra Grækenland fandt han, at hans fars landbrug var blevet konfiskeret som led i uddelingen af jord til de sejrende veteraner; dette var en oplevelse, der ligner den, som Vergil afspejler i det første af hyrdedigtene. De kunne begge have haft god grund til at blive anti-augustæere, men valgte den modsatte vej. Nu da den politiske udvikling havde ruineret mig, ”drev den frække fattigdom mig til at gøre vers,” siger Horats. Andre steder taler han sandelig med større selvbevidsthed om drivkraften bag sit værk. Han siger, at en rigtig digter aldrig kan være pengegrisk, og han erklærer: Jeg har indført jamber à la Archilochos til Rom (han mener Epoderne). Jeg har omplantet Alkaios’ og Sapfos æoliske poesi til latin (han sigter til Oderne). Fra en litteraturhistorisk vinkel er det meget værdifuldt, at vi gennem Horats får et billede af disse græske digtere fra 600‑tallet, hvis værker vi kun har bevaret brudstykker af. Archilochos var den bidske jambedigter. Sapfo og Alkaios skrev personlig, ofte erotisk, lyrik; de var fra øen Lesbos (hvor man talte æolisk græsk). Om meningen med beteg‑ nelsen ”lyrik” se slutningen af kapitel 8 nedenfor. Både Epoderne (sytten i alt, offentliggjort ca. år 30) og Oderne (1.-3. bog i år 23, 4. bog i 13) følger således græske forbilleder, hvorimod Satirerne (1. bog ca. år 35, 2. bog ca 30) står i en romersk tradition, og de livsfilosofiske Epistler (1. bog ca. 20, 2. bog ca. 15) er en genre, Horats selv har opfundet. Med betegnelsen epistula menes her: poetisk brev. Horats var urokkeligt overbevist om, at vejen til storhed for romersk litteratur gik gennem efterligning af grækerne: ”I skal nærlæse de græske forbilleder (exemplaria Graeca) om natten, nærlæse dem om dagen!” Hele vores opfattelse af Hellas og Rom som en kulturel enhed, som vi så kalder antikken eller den klassiske oldtid, skyldes i høj grad Horats, hans praksis og hans teori. Både i Epoderne, i Satirerne og Epistlerne, i Oderne og i epistelen Om Digtekunsten findes der mange jeg-passager. Både Vergil i Bucolica og Georgica og Horats i et værk som satire 2.6 behandler emnet byliv contra landliv – men sikke en forskel i udførelsen! Tilsyneladende går Horats meget mere direkte end Vergil til et emne som dette; men Horats er en maskespiller, så vi må ikke tage naivt på sagen og tro, at han med store øjne betror sig til os, hver gang der står ”jeg”. Han elsker at opbygge en forventning, som så ikke indfries. På den måde undgår den legende og ironiske skribent at blive banal. Talrige har efterlignet dette, bl.a. Ludvig Holberg i sin selvbiografi Breve til en Højfornem Herre og i sine Epistler. Gennem sine værker fremtræder Horats som spids og skarp, selvbevidst og syrlig. Han er diskret, med en særdeles udviklet sans for det passende. Han kan holde tand for tunge, er en socialt kompetent herre, der færdes frit og utvungent ved hof som i hytte. Denne ungkarl har et stort behov for uafhængighed, hvad der medfører visse kriser i hans venskab med Mæcenas; han kræver tid til selvfordybelse: ”Jeg bliver liggende i sengen til ved titiden”. Dette planløst promenerende udfoldes i hans heksameterdigte, altså Satirerne og Epistlerne, som somme tider under ét benævnes sermones, samtaler. Men i hans lyrik, Oderne, er der plan; de er til det yderste koncentrerede. En ode af Horats er som en bi i rav.

Kapitel 7  ·  Horats

Horats har vid og ironi, hvad han selv kommenterer. Men også selvironi og humor, det mere sjældne, har han. Epistel 1.4 ”Albius, mine satirers oprigtige, fine bedømmer” er skrevet til hans ven elegidigteren Albius Tibullus, og her lancerer Horats sig selv som Epicuri de grege porcus, ”en gris fra Epikurs sti”, hvad der, i betragtning af den megen stoicisme i hans værk, skal tages med et vist forbehold. Epistelens slutlinjer til den de‑ primerede Tibúl lyder som følger: Kig ind og få dig en griner ad mig lille tyksak med skindet pudset og pomadiseret – en øfgris fra Epikurs sti. Sammen med Cicero er det Horats, der har lært verden om decórum, det klædelige, det der passer sig for din alder, dit køn, din status, etc. Dette passende har tre dimen‑ sioner: i forhold til (a) den der taler, (b) den der tales til, og (c) det emne der tales om. Ved i vægtige linjer at udforme dette begreb om stil blandt mennesker, stil i men‑ neskets forhold til sagen, stil i tale, liv og tanke er Horats blevet en klassiker og alle klassicismers fader. I den ufravigelige hævdelse af denne på én gang æstetiske og etiske kategori, decorum, består noget af Horats’ verdenshistoriske betydning. Ideen kom fra Aristoteles’ Retorik (to prépon), men det var Horats, der i Ars Poetica – det store heksameter-essay Om Digtekunsten – og andetsteds gav ideen digterisk form, og det gjorde han på et sprog, som verden forstod: latin, ikke græsk som hos Aristoteles. Og helt åben blev banen, da formidleren Horats i Solkongens Frankrig blev formidlet af Boileau i dennes L’art poétique fra 1674. Når decorum på én gang er noget æstetisk og noget etisk, skyldes det, at læren om decorum påbyder overensstemmelse og harmoni mellem det ydre og det indre hos et menneske. ”Efter sigende havde Horats ret svært ved at styre sin kønsdrift; man fortæller i hvert fald, at der var monteret spejle på alle vægge i hans soveværelse, for at han, lige meget hvor han kiggede hen, kunne blive mødt af et billede af samlejet.” (Svetón). Ligesom Vergils epos Æneiden rummer en undertekst eller en modstemme, som er bestemt til at skulle fange medmenneskers øren, er der også i Horats’ værk en del utilpassethed og utilpashed at spore under overfladen. For det første er der de uhar‑ moniske, aggressive og ikke sjældent obskøne ungdomsdigte Epoderne/Jamberne. Men også Satirerne lader os høre menneskesindets mislyde: uro, forfængelighed, brunst. Epistlerne – som skulle blive en milepæl i selvbiografiens historie – behandler ligeledes eksistentielle problemer uden angivelse af patentløsninger. De viser, at Horats tidligt følte sig trykket af alder. Epistel 1.7 ”En uges tid på landet var, hvad jeg sa’, da jeg rejste” afslører stærkt ubehag ved afhængigheden af Mæcenas: Du kan få alle dine gaver tilbage, hvis jeg så kan slippe for at skulle være din bordfælle på kommando. Horats er hverken troende stoiker (sådan som Seneca var, senere) eller troende epikuræer (som Lukrets), og han bekender beskæmmet, at han endnu som midaldrende kan blive overmandet af de mest ufilosofiske reaktioner som fx begær, misundelse og dødsangst. Meningen med livskunst (ars vivendi) er jo dog ellers, at den skal lære os modenhed og mod til

153

154

Pluk dagen

at hvile i os selv. Når Horats’ lyriske digte, Oderne, har kunnet nære og bære en hel verdensdels poesi, skyldes det, at der klinger bevidsthed om det uundgåelige og uopret‑ telige, alderdom og død, med i deres lovprisning af venskab, flirt og fester. Carpe diem betyder pluk dagen. ”Metaforen er hentet fra æbler, som vi jo plukker med det formål at nyde dem,” bemærker en antik kommentator (Porfyrio). Carpe diem er et af de allerberømteste af de talrige bevingede ord, Horats har plantet i Vestens be‑ vidsthed. Den filosofi, der ligger i befalingen, er ikke blød og behagelig, men tværtimod hård. Filosofien er, at det ikke er beklemmende, men tværtimod aldeles befriende at erkende, at man er en døgnflue, ”en skygges drøm” (Pindar Ottende Pythiske Ode, 95). Man gør sit liv flagrende og ulideligt let (koufos på græsk), hvis man hengiver sig til ”lange håb”. Håbet er i bedste fald en tvetydig ting (jf. bl.a. Hesiod Værker og Dage 96‑98 og Sofokles Antigone 615‑621), og verden er, hvis man ellers vover at erkende det, behersket af misundelige og smålige magter (jf. Homer og Herodot). Hvis du ikke selv er benhård realist og beskærer dine livsforhåbninger på oplyst vis, så gør magterne det på uigennemskuelig vis (se fx Herodot 7.10). Så megen antik etik har Horats trukket ind i den korte ode 1.11. Oden er, som så mange andre, på én gang et drikkedigt og et erotisk digt. Oden er henvendt til kvinden Leuconoe, Hvidsind, som den talende prø‑ ver at erobre via digtets ord. Det har vist sig, at hun ikke tør sige ja, hvis hun ikke kan være sikker på, præcis hvor mange leveår tilbederen og hun selv får. Herpå er Horats’ epikuræiske og anti-astrologiske digt et svar. Ordret og prosaisk oversat lyder det: Leuconoe, du må ikke give dig til at udforske, hvilket slutpunkt guderne har givet mig og hvilket de har givet dig (at vide det er en synd), og du må ikke fifle med babyloniske horoskoper. Hvor langt bedre er det ikke at tåle, lige meget hvad der indtræffer! Måske skænker Juppiter dig flere vintre, måske er den vinter, som i dette øjeblik udmarver Tyrrhenerhavet ved at banke det mod tufstenenes bolværk, din sidste. Så vær klog, filtrér dine vine, og beskær det lange håb i lyset af det korte liv! Mens vi står og snakker, skal det nok vise sig, at den misundelige levetid er løbet sin vej. Så pluk dagen, med et minimum af tillid til den i morgen! Mange kalder ode 1.11 et koncentrat af ”den antikke pessimisme”. Men er pessimisme mon det rette ord? Man kan sammenligne med Properts 2.15 ”En nat så hvid”.

Horats 16. Epode Det dødsdømte Rom – De Saliges Øer Atter en generation• bli’r nu knust under borgernes krige,   og ramt af sine egne• kræfter raver Rom: Rom, som selv marserne• ikke fik kraft til at udrydde forhen,

Kapitel 7  ·  Horats

  og ingen trussel af etruskerkongens• hånd, 5 ej heller Capuas• kappestridskraft eller Spartacus’ krigslist,   og ingen allobrogs• troløse mytteri, Rom, som germanernes• unge med stålblå blik ikke dukked,   og ikke fædres skræk og afsky: Hannibal•, Rom vil en gudløs• slægt – for vort blod er dødsviet – dræbe, 10   på ny vil vilde dyr besætte byens tomt. Sejrende – ak! – skal barbarernes• fod trampe rundt i dens aske   og hestes hovslag piske genlyd af dens grund; aldrig før blottet for sol og for vind, skal Romulus’ knogler•   – et syndigt syn! – smides rundt i sejrens blinde rus. 15

Spørger• nu alle som én – nej, spørger de bedste iblandt jer:   ”Kan intet da befri os fra den dystre dom?” da er den klogeste plan fokæernes• gamle: at flygte,   da hele staden under persers tvang forsvor hjemmenes guder og fædrenes jord og lod templerne ligge 20   til sti for vildsvin, hule for den sultne ulv, flygte, hvorhen vi bli’r båret af ben, bliver båret af både   med blæst fra syd og viltre vinde fra sydvest. Tager I mod dette råd? Eller ved I et bedre? Se fuglen!   Godt varsler den, så fluks om bord! Dog først en ed: 25 ”Den• dag stenen, vi kaster i havets dybder, bli’r vægtløs   og flyder op igen, er kursen hjemad fri. Da kan vi sporenstregs hejse vort sejl til sejladsen tilbage,   når vandene fra Po bruser op på Apuliens bjerg, når Appenninernes kæde udløber i havet og synker, 30   når sælsom elskovsleg har krydset dyrene mod naturen, så tigre i brunst bedækkes af hjorte,   og drift får duen til at næbbes med en høg, og når kvien, troskyldig, bli’r tryg ved de ravgule løver,   og bukken, fiskeglat, springer ud i hav og salt.” 35

Bundet af blodige løfter, som afskærer hjemkomstens sødme,   forsværgende sig selv, lad den hele by sejle ud! Eller dens bedste del dog … lad hoben, tanke- og modløs,   kun kælen knuge sengens puder, vi forsvor. I, som har mandsmod i bryst, lad kvindehylet forstumme, 40   hejs sejl i rå, og stryg Etrurien• forbi! Os vinker havet, der bælter sig fjernt om De Salige• Marker,   de marker søger vi og hine rige øer.

155

156

Pluk dagen

Dér vækker Ceres hvert år uden plov sine gaver af jorden,   dér ranker vinen sig i vejret uden• røgt, 45 knoppes olivenens kvist uden ét år bare at svigte,   den modne figen• pryder, mørk, sit eget træ, honningen• driver fra stenegens marv, fra bjergene løber   den lette bæk på rappe fod og risler hen. Geden går godvillig hen til spanden uden at lokkes, 50   sit spændte yver bærer koen venlig hjem, aldrig ved aften et brøl af bjørne ved fårenes folde,   og aldrig bulner jorden med hugorme•-bylt. 61 Ingen sot smitter kvæg, ingen hjord må vansmægte under 62   den vilde sommerstjernes alt for stærke brand. 53 Men over mere end det skal vi saligt undres, for aldrig   skal østen-væde vaske hvedemarker bort, 55 aldrig skal svangre aks svides af, når muldjorden sprækker,   thi begge dele dæmper himmelherrens hånd. Aldrig har Argo’s• besætning sat kursen imod disse kyster,   Medea med sin brunst er ikke trængt herind, herhen rettedes aldrig en mast af en skipper fra Sidon,• 60   Ulysses’ pinte flok er aldrig gået i land. 63

Juppiter spared den strand til løn for de fromme, den gang han   lod urent malm formørke gyldentidens• glans. 65 Malmaldren hærded han siden til jern, men ud af det jern kan   de fromme – tro mit syn! – udfries gennem flugt.

Horats Satire 2.6 Hoc erat in votis: modus agri non ita magnus Den romerske morgen – den sabinske nat 5

10

Dét var mit inderste ønske: at eje et godt lille landbrug• midt i en have, og tæt ved huset en rindende kilde, helst med lidt skov ovenfor. Men mere og bedre end ønsket skænkede guderne. Tak! Nu beder jeg ikke om andet, end at du gør disse gaver, Merkur,• for alvor til mine. Hvis jeg ikke forøger mit gods på uredelig måde, hvis jeg ikke ved last eller letsind formindsker det, ikke istemmer tåbernes bøn: ”Åh, bare den spids af min nabos mark kunne indgå i min matrikel, så den blev kvadratisk! Åh, bare Lykken vil vise en nedgravet krukke med penge,

Kapitel 7  ·  Horats

15

som for den daglejer, der med sit fund kunne købe den mark, han før havde pløjet som træl, men ved Hercules’• nåde nu ejed!” Kort: Er jeg glad og tilfreds med det, der er, tør jeg bede: Giv, Merkur, at mit kvæg og alt andet må fyldes af fedme – undtag dog herfra min ånd – og vær mig bestandig bevågen!



Når jeg er flygtet fra byen og op til min fæstning på bjerget, bort fra døden ved snobber• og sløvende ånde af sønden– vinde og efterårsfeber,• som skæpper i bedemandskassen, hvad skal jeg da prise først i satirens prosaiske• gangart?

20

Morgenens Drot (eller hører du hel’re dit gudenavn: Janus), du, med hvem guder bestemte, at mennesker har at begynde al deres gerning i livet, vær du dette digts ouverture! Er jeg i Rom, så haler du• mig ved daggry til Forum som kautionist: ”Op så! Sko på! Du har travlt, lad nu ingen komme før dig med at yde den tjeneste, netværket• kræver!” Jeg må af sted imod bidende blæst eller midvinterdagens fygende snestorm. Jo, hvis jeg har lovet ”Jeg kautionerer” (ord der kan få konsekvens!), må jeg kæmpe mig vej gennem trængslen, udøve vold mod de træge – en gadedreng raser og bander: ”Hvad har du gang i, din torsk! Gi’r det ret til at vælte os alle, at du igen pinedød ekspres skal hen til Mæcenas?” Dette, det tilstår jeg gerne, er honning, det fryder mit hjerte.

25

30

35

40

Men når den kulsorte• høj Eskvilin toner frem, stryger tusind sager – sager for andre! – ind over mit hoved. Jeg hører: ”Roscius be’r om din hjælp klokken otte på Forum i morgen.” ”Skrivernes• Klub be’r dig huske at møde, som lovet, hr. Quintus, ved en forhandling i dag om en sag af historisk betydning.” ”Sørg for, Mæcenas• får sat sit segl på mit brev!” si’r en tredje. Får han et ”Njah…”, klør han på og tilføjer: ”Vil du, så kan du!”



Snart er det syvende• år svundet hen, siden dengang Mæcenas tog mig med i sin kreds, først bare som fyld i kareten, en man på længere rejser betror bagateller af typen ”Hvad er klokken?” ”Er Høne• på højde med Syrus som fægter?” ”Morgenens kulde kan bide, medmindre man sikrer sig grundigt.” … og hvad man ellers la’r løbe selv ind i et øre med revner.



Hver dag, hver time er lille Horats• blot mere og mere blevet misundelsens offer: ”Ved gud, de har været i teatret!”

45

157

158

Pluk dagen

50

55

60

65

70

75

80

85



”Håndbold spillede de på Campus!” ”Det heldige asen!” Siver et isnende rygte i gader og stræder fra Forum, spørger alle, jeg møder, mig ud som orakel: ”Min bedste (du må jo vide besked, du der har din gang iblandt guder), ved du noget om krigen med dakerne?”• Intet! ”Åh, du skal altid vær’ så ironisk.”• Jeg aner, gud straffe mig, intet! ”Nu unge Cæsar vil gi’ veteranerne jord,• som han loved, bli’r det Italien eller Sicilien, lodderne ta’s fra?” Sværger jeg på, at jeg ingenting ved, ta’r beundringen ved dem: ”Enestående mand! En så dyb diskretion og så sjælden!” Glansen går af mine dage med den slags, så jeg tyr til ønsker: Bondeland, ser jeg dig snart igen, får jeg lov snart at veksle mellem mestrenes skrifter og døsende lediggangsstunder, så at det stressede• liv bli’r belagt med dulmende glemsel! Oh, hvornår skal jeg smage en bønne, Pythagoras’• søster, og hvornår kål olieret i fedt• i drivende doser? Nattegilde for guder: Ved egen ild kan jeg gumle med mine venner og made de næbbede slaver• i huset – efter de skyldige ofre. Som hver af gæsterne lyster, drikker han små eller store pokaler, er slet ikke bundet af et absurd reglement: Én tåler den ildnende drue, andre bli’r lykkeligt øre ved mindre bægre. Og derfor• tager en samtale fart, men ikke med sladder om andres huse og godser, og om hr. Charmant er dygtig som danser, nej, om de ting, som berører os dybt og er værd at betænke: Er det ved dyd• eller penge, et menneske skaber sig lykke? Bygger mon venskaber på ideal eller på interesse? Hvad er det godes natur? Og hvad er det højeste gode? Som apropos hertil kan min nabo Cervius pludre fabler som en morlil. Hvis man priser Arellius’ rigdom, uden at kende de kvaler, den volder, så har han en fabel: ”Markmusen havde engang – sådan går en gammel historie – indbudt en bymus, sin ven, til fest i sin fattige hule.’ Snoldet var den og striks med sit lager; men kom det til gæster, da blev der rum i den snærende sjæl. Kort sagt: Den sparede ikke: ikke på henlagte ærter og ikke på langkornet havre, kom med rosiner i munden og halvt fortærede bidder soflæsk – alt i det håb ved en rigdom af retter at fjerne leden hos gæsten, der hovent knap strejfede maden med tanden, medens husfaderen selv på sit leje af hakkelse spiste rajgræs og spelt og lod alt det lækreste tilflyde vennen.

Kapitel 7  ·  Horats

90

95

100

105

110

115



Så buser bymusen ud: ”Søde ven, hvor kan du dog finde glæde ved livet på randen af afgrunden her i en tykning? Synes du, at vildsomme skove er bedre end menneskers byer! Tro mig, og følg mig: Da skæbnen har givet hver skabning på jorden dødeligt liv, uden flugt fra døden for stor eller lille, lev så så lækkert• du kan, lev lykkeligt uden at glemme, hvilken døgnflue du er!” Disse ord gjorde indtryk på ”bonden”, som uden større bagage sprang ud af hulen. Og de to ind til byen! De håbed at snige sig ind under porten, mens det stadig var nat. – Da midnatstimen var inde, så man de tos entré i et rigmandshjem, hvor et rødt stof, bredt over elfenbensbænke, lå skinnende, og hvor de skønne rester fra gårsdagens fest stod stablet i kurve i hjørnet. Her i de purpurne tæpper fik bymusen markmusen anbragt, hvorpå den vimsed omkring som den ivrigste skaffer og bragte ret efter ret til sin gæst; som en slave påtog den sig pligter: slikkede• retterne, en efter en, før den satte dem for ham. Markmusen fryder sig over den nye komfort, og han gi’r den som den gladeste gæst ved et gilde – men pludselig brager fløjdøre buldrende op og blæser de to ned fra hynden. Skræmte farer de rundt over hele salen, og værre bliver panikken, så snart palæet gi’r genlyd af hunde, store molossiske• hunde. ’Farvel!’ sagde markmusen ’det liv er ikke noget for mig. Mig trøster• min skov og min hule, uden indbrud og fare, med magre bælge af vikker.’ ”

Horats Oderne Ode 1.9 Vides ut alta stet nive candidum

Se, hvor Soracte• rager op, helt hvid af sne! Se skovens top, så tung at træet knager! Se bækken standset i sit hop, som støbt i frostens flager!



Jag kulden bort med kraftigt ved, og tag, o Thaliarchus,• ned med sommermilde miner af dine dunkes lange led den fireårs sabiner.

159

160

Pluk dagen



For resten råder himlens gud, der tæmmer stormen ved sit bud og havets harme spæger, så askens blad, cypressens skud ej mindste vind bevæger.



Hvad ene morgendagen• ved, hvad lykken gi’r af op og ned, regn, uset, dig til vinding, øv dig i dans og kærlighed med kransen om din tinding,



før den bli’r grå – mens du er grøn.• På plads og torv• som dagens søn skal du af iver gløde og hæve nattens søde løn i et tusmørkemøde:



Den lyd af latter fra en krog, den ring du af en finger tog, de søde vredesblikke vil lære dig det pigesprog: De vil, når de vil ikke.

Ode 1.17 Velox amoenum saepe Lucretilem

Sin bolig veksler Faunus• brat: Fluks han Arkadien har forladt, Italien han betræder: Mod sol og byger med sit krat han skærmer mine geder;



nu hopper bukkens koneflok• uhindret over sten og stok og fjernt fra lundens gange og finder bær og timian nok og frygter ingen slange;



og ulven• skræmmer ingen kid, o Týndaris,• i denne tid, når den sabinske• højde

Kapitel 7  ·  Horats



og dalen kaster genlyd hid af hyrdegudens fløjte.



Thi guden vil den fromme• vel og under digteren sit held. O, kom! Se, jeg udspreder her for din fod et blomstervæld af landets yndigheder.



Her skal du i en lønlig dal, der gør selv Hundestjernen sval, besynge elskovs flamme: Penélopes og Kirkes kval, der elskede den samme.



Og Lesbos-vinen mild og blid skal læske dig ved middagstid i denne grønne skygge, og ej skal Mars• med nogen strid forstyrre Bacchus’ lykke,



nej, ingen Cyrus vild og rå skal imod kransen,• du har på, sin plumpe næve væbne og min venindes kjole flå, værdig en bedre skæbne.

Ode 2.3 Aequam memento rebus in arduis

Vær stille,• ven, når skæbnen går imod dig som en sø, hvor vrede bølger vældigt slår; vær stille, når, med vekslet kår, den fulde bør i sejlet står, da du jo dog skal dø –



om du din livstid har henbragt med sorg foruden trøst; om på en lønlig grønsvær strakt i en bestandig højtidsdragt Falernervinen dig har rakt sin bedst bortgemte høst.

161

162

Pluk dagen



Skal da den høje pinjes top og sølverpoplens sus til ingen nytte føre op det skyggelæ for sjæl og krop, og bækken gå med glædeshop forgæves i sit grus?



Kald• vin og salvers duft herhen, mens vi har tid og råd, og vore røde roser, ven, har deres blad og blomster end, mens der endnu er lidt igen af de tre søstres• tråd.



Dit hus, din sammenkøbte• vang, den gule Tiberstrand under din villas blomsterhang og dine skattes pragt og prang tilflyder dog som arv• engang en fremmed ejermand.



Er Inachus• din ættedrot og har du guld som hø, eller du er en stymper blot og ejer intet andet slot end himlens hvælving – lige godt, da du jo dog skal dø.



Vi samles alle dog for vist, da vi skal alle dø. Forskellig er kun livets frist: Det samme fartøj, sort og trist, skal føre dig og mig til sidst til den ukendte ø.

Ode 2.8 Ulla si iuris tibi peierati

Havde du blot én gang haft lidt pine, når du svor• dig dyd og ære fra, fik du hvidt i neglene,• Barine,• eller sortnede blot én af dine hvide tænders perlerækker – da

Kapitel 7  ·  Horats



troede jeg dig. Men jeg ser dig stedse for hver hellig ed, du svor og løj, skride, dobbelt• skøn som en prinsesse, Romas sønners fællesinteresse, ubeskåren ned ad gadens strøg.



Graven, som din moders• aske værner, åbner sig ved din forsvorne ed; ned af himmelen de tavse stjerner, guderne, som evig afstand fjerner, sværger du – og smiler blot derved. Venus, tror jeg, får du til at smile, hendes Nymfer ler ad pigemod, når Cupídos slibestene ile at forgifte sødt de flammepile, der skal drikke dine ofres blod.



Se, vort unge mandkøn er din ager, grønnes, blomstrer, modnes til din høst, og de ældre, som du har på lager, om de bander, truer eller klager, drages dog bestandig til dit bryst.



Mødre holder deres sønner hjemme, fædre lukker deres kasser i, unge, nylig gifte koner gemme deres mænd, når din parfume, slemme, stryger deres vinduer forbi.

Ode 2.16 Otium divos rogat in patenti

Fred• begærer midt på havet, af Ægæerbølgen avet, skipperen, når mørke skyer Månens lys har helt begravet og udslukket stjernens fyr.



Thrakeren med vilde smile, partheren med sine pile, alle, alle søge fred: O, men købe sjælen hvile kan ej jordens herlighed,

163

164

Pluk dagen



Grosfus!• Intet guld i blokke, ingen liktors embedsstokke• kan forjage tankers kval, der, lig sorte fugleflokke, flagrer i din kuppelsal.•



Små ting volder livets lykke: Når dit måltids bedste smykke er et arvet kar til salt, når ej frygt og attrå trykke søvnen af din øjenspalt.



Livet er en stakket møje: Drag fra fjerne mål dit øje, søg ej andre himles hvælv! Du kan fly din hjemstavns høje: Kan du også fly dig selv?•



På den malmbeslagne planke stryger méd din syge tanke, flyr selv ej for kampens brag, rappere end skovens ranke rå og østenvindens jag.



Hvad der er, skal glad• du nyde, med et smil skal lunt du bryde, når den kommer, sorgens brod. Helt foruden last og lyde er ej dødeliges lod.•



Brat Achilles sank i støvet, Tithon• segned, ældesløvet, vi skal alle samme vej. Ven, hvad lykken dig har røvet, giver den måske til mig.



Dig omstimler fåretroppen, dig tilvrinsker firspandshoppen, dig ombrøler hundred køer, du har purpuruld på kroppen af en afrikansk kulør.

Kapitel 7  ·  Horats



Mig gav Parcerne• de brave denne lille sommerhave og en gnist af grækervid• og – den allerbedste gave – at foragte• pøblens nid.

Ode 3.6 Delicta maiorum immeritus lues

Vil du ej uskyldig bløde, Rom,• for dine fædres brøde, rejs da guderne af grus, og lad fromme hænder bøde deres sammenfaldne• hus.



Kun ved guderne at lyde (hør det, romer!) skal du byde, det er lykkens vej og væld. Ved med guderne at bryde blegnede Hesperiens• held.



Skal en parther• flere gange gøre Romas hære bange, som forglemte guders lov, smykke sine grove spange,• grinende, med romersk rov?



Skal i broderkrigens lue atter Rom for livet grue: Sæt nu neger•-flåden kom! Skal en daker• med sin bue mer end én gang kyse Rom?



Først har tidens gift forpestet ægteskab• og æt og fæstet i vort hjem sin eddertand; men fra denne kilde gæsted nederlaget folk og land.



Møen løfter, næppe moden, til ioner•-danse foden, må som pige vænnes til,

165

166

Pluk dagen



så som kone hun fra roden kan forstå det leflespil.



Snart, mens mændene sig bælger, til en knøs hun villigt sælger den forbudne elskovsfrugt; sted og time hun ej vælger, når først lysene er slukt,



nej, mens ægtemanden• blinker, rejser hun sig, uden svinker, byder frækt til fals sin skam, når en spanie•-farer vinker eller en, der sælger kram.



Ej af slige fædre runden var den slægt, der lukked munden på Antiochus’• pral og fik Pyrrhus• overvunden og den slemme Hannibal,•



men en ungdom stærk og vakker, som med de sabinske• hakker vendte deres faders jord, og som bar på stærke nakker ved til deres strenge mor;



og fra bjerget hjemad hasted, medens aftensolen kasted skyggerne i dalen ned, og de trætte okser rasted i en sød fyraftensfred.



Tiden• arges, som den ældes, kun i nedgang er vi fælles, farfars tid og fars og vor – vi, hvis afkom snart skal tælles under slægten, som gik for.

Kapitel 7  ·  Horats

Ode 3.23 Caelo supinas si tuleris manus

Har du, når Månens ny er tændt, håndfladerne mod himlen vendt, du landlige Fidyle,• og modne aks og myrra brændt, mens pattegrise hyle, da skåner Larerne• som bedst din vin mod søndenvindens pest, mod rust dit korn bevarer, og æblehøstens feberblæst din søde yngel sparer.



Hvor Algidus• sin hvide top af egeskoven stikker op, på Albas• grønne bakker, dér græsser en dødsviet trop af offerdyr, hvis nakker



skal føle præsteøksens hvin. Du blev ej født til slig ruin for gimmerlam og kvier; med myrter og med rosmarin dit alterbord du vier.



Det er ej offerdyrets pragt, men hånden, som har ofret bragt, der gudens vilje tvinger. Tro mig, der er forsoningsmagt, hvor dine saltkorn• springer.

Ode 4.1 Intermissa, Venus, diu

Igen de længst tilendebragte krige• du åbner, Venus? Ak, pardon, pardon! Førhen da Cínara• min gode pige behersked mig, var jeg en hel person. Men, grumme mor til søde Amoriner, betænk, at snart fem halve snese år har gjort mig gammel, stiv og hård• mod dine kælne herskerindeminer.

167

168

Pluk dagen



Jeg beder ydmygst, at du går derhen, hvor mere friske stemmer klinger.



Ifald til Paullus• Maximus’ dør du styrer dine svaners purpurvinger, da finder du et hjerte, som du tvinger med mere lethed og med mer honnør. Thi han er smuk, han er af fin familie, han har en praksis, som er vidt bekendt – gut• med talent: Han, mer end jeg, kan være dig til vilje og gøre af din fane• sig fortjent. Så snart han sin medbejlers rige gaver har overvundet med et smil, han laver et marmorbilled dig af bedste slags i en af Nemisøens• villahaver under en kostbar baldakin af taks. Der skal du huldt med myrraduften forfriske dine næsebor, mens en begejstret sangers ord til lyrens eller frygerfløjtens kor eller skalmejens toner fylder luften. Der skal til ære for din guddomsmagt to gange daglig, mens din lov de synger, en flok af drenge, søde pigers klynger i jorden trampe, så den gynger, på Saliernes• vis i trippeltakt.



Mig• frister aldrig mer en knægt, en kvinde, og ingen tro til det, som elskov loved, og ikke drikkegildets• muntre krige og ej den friske krans omkring mit hoved.



Hvad vil da denne stille tåre sige, o Ligurinus,• på mit øjes rand? Og i min tale denne pludselige forstummen, lidet værdig for en mand? Og disse drømme! Snart har jeg dig, snart følger jeg din flugt hen over fælledernes grønsvær smukt, snart ser jeg dig igennem flodens strømme de flygtende, du alt for hårde,• svømme.

Kapitel 7  ·  Horats

Ode 4.5 Divis orte bonis, optime Romulae

Kom hjem,• du gode guders• ven, for længe var du fjern, og loved dog, da du drog hen, Romulus-folkets kårne mænd, du ville komme snart igen til deres sønners værn.



Du gode fører,• vær vort lands lysgiver og vor bys! Thi når dit øjes forårsglans• falder på disse højes krans, er dagen dobbelt let, som dans, og Solen dobbelt lys.



Ret som en mor til offers går og synker hen i bøn, når søndenvinden nidsk og hård har fjernet længer end et år fra synet af hans faders gård den vidt forrejste søn,



og intet varsel er ubrugt, mens fra den krumme strand hun stirrer på den åbne bugt og spejder hver en sejlers flugt – så venter, tro i længslens tugt, på Cæsar Patria.



Thi• kvæget har sit sikre fo’r, hesten sit trygge trav, velsignelsen på marken gror, for Ceres kroner bondens jord, og kølen drager frit sit spor på det fredlyste hav.



Og vold må fly for lov og ret, troskab er uden frygt, thi straffen følger brøden tæt, og ærbarhed er uden plet, og klart i kyske mødres æt står fædres træk udtrykt.

169

170

Pluk dagen



Hvem frygter mer for parthers• svig, og skythers• kolde trods, og keltiberers• vilde krig, eller, en rovdyryngel lig, germanerhordens• hæse skrig, når Cæsar er med os?



På egne• bjerge bonden står og binder op sin vin, til Solen under havet når; glad til sit nadverbord han går og drikker, men den sidste tår, den gudedrik, er din.



Og med de stærke stemmers kald, med bønnens fulde pres, med offerdruens perlefald han hilser dig i Larers• hal – som Hellas skrev i guders tal Castor• og Hercules.•



”Du gode fører,• feriens• ly Hesperien• du gav,” vi jubler i det tørre gry, jubler vi, når vi frit kan ty ind under rankens våde sky, når Solen er i hav.

Ode 4.7 Diffugére nives, redeunt iam gramina campis

Engene grønnes, og sneen er smeltet, skoven i flor, floden, der nylig med vælde sig vælted, stille sig snor. Jorden, oplivet, afkaster sin tynge, Gratiers klynge danser med Nymfer, imedens de synge, nøgne i jublende kor.



Dåre, som tror, at det vekslende varer – da hvert et år,

Kapitel 7  ·  Horats



da hver en dag, hver en time, der farer, undergang spår: Våren,• der smeltede vinterens harme, giver sin varme somren, hvis frugter, når høststorme larme, vinteren atter nedslår.



Månen, der synker af himlen, kan stige hastigt igen: Ancus,• Æneas og Tullus• du rige, hvor sank I hen? Så er da alt kun en skygge i grunden. Om der med stunden nu er en morgendag• nådigt forbunden, ingen erfarede end.



Hvad du ej under din arving, du give dig og dit hus! Selv ej Diana af mørket kan rive Hippolytus.• Vil da, Torquatus,• din tunge, din ære Minos besnære? Theseus• ej frelser fra Lethe• sin kære lænkede Pirithous.•

Ode 4.11 Est mihi nonum superantis annum

Denne dunk, der går i sit elvte år, dette blomsterbed, der netop passer, Fyllis,• til en krans om din pandes glans under denne vedbends mørke masser;



dette sølv, der ler i hver krog, du ser; dette alterbord, der står og længes, at dets grønsværfod snarlig skal med blod af et lille offerlam besprænges;

171

172

Pluk dagen



denne travle hast: uden ro og rast, i det hele hus en festlig vrimlen, som et hvirvelbundt drives røgen rundt på de muntre flammers hjul mod himlen;



denne glade fest kalder dig til gæst, det er Idus, midten af aprilen,• da af havets skød elskovs dronning sød, Anadyomene, steg med smilen.



Vel er denne dag værd et festligt lag, mere end min egen festdag næsten, da Mæcenas• får ende på et år og adderer videre på resten.



Télefus,• som er dig bestandig kær, har en mere rig og fornem pige bundet, træsk i ånd, i et rosenbånd: Hvor du ej kan vinde, må du vige.



Husk på Fáethon!• På Bellerofon,• som en dristig drøm lod alting glemme, indtil Pegasus• kasted ham bardus ned til jorden, hvor han havde hjemme. Når du ej attrår mer, end dig anstår,• skal du aldrig mere stå til skamme. Lige lege bedst! Kom, og vær min gæst, du mit gamle hjertes sidste• flamme!

Kapitel 7  ·  Horats



Thi, så vidt jeg ser, fænger jeg ej mer; kom da, lær af mig de melodier, for hvis trylleklang i din søde sang alle vore sorte sorger• tier.

Horats: Ars Poetica 263‑365 265

270

275

280

285

290



Ikke hver criticus evner at se det, hvis versene• humper; derfor har Roms poeter mødt megen og ufortjent skånsel. Skal jeg da bare klø på og bare gi’ pokker i regler, tro, at jeg er i salveten, skønt alle kan se mine fejltrin, håbe på goodwill hos folk, hvis blot jeg evner at sno mig? Muligvis slap jeg for vrøvl. Men var det mon ros, jeg fortjente? Endevend grækernes bøger! Studér dem ved sol og ved lampe! Sandt nok, vor Plautus• var genstand for ros i tidernes morgen, både med hensyn til versform og vid … de var nøjsomme dengang, ja, jeg vil kalde den dum, den beundring for Plautus, så sandt jeg sanser at sondre, som I, en vittig replik fra en ufin, og vort øre kan frydes ved rytmer, vor finger har optalt. Ingen kendte Den Tragiske Muses kunstart, før Thespis• opfandt den (si’r man) og kørte med digte i kærren, som truppen, mørkerøde i knolden af vinmos, sang og agered. Dernæst kom masker med taletragt til, og fornemme kåber; det fandt Aischylos på, li’som lave træ-balustrader, hvor han fik indført Den Høje Diktion og brug af kothurner. Herefter fulgte Den Gamle Komedie.• Yderst rosværdig. Men dens frisprog forfaldt til misgreb og voldelig fremfærd, som det var bedst at få tøjlet ved lovindgreb. Det gik igennem: Koret fik mundkurv lagt på. Det var slut med dets ret til at skade. Vore poeter lod intet af alt dette ligge. Dog vandt de megen respekt – og fortjent, da de med dristighed opgav slavisk at følge i grækernes spor: De begyndte at digte dramer• om romerske helte og folkelivsstykker i toga. Lige så stærkt med sin tunge som med sit mod, sine våben ville vort Rom kunne blive, hvis ikke hver eneste digter ømmed sig ved, hvad det koster med flid at gå éfter med filen.

173

174

Pluk dagen



Ædle Pisoner, Pompilius•-blod, la’ vær’ med at udgi’ noget, I ikke i dage har gennemset kritisk og strammet, rettet og filet og slebet for knaster dusinvis af gange!

295

”Trælsomt slid• med et værk klemmer livet af inspirationen, spærret er Musernes bjerg for digtere ved deres fulde fem,” det sa’e Demokrit.• Så Poeter la’r negle og skæg gro, søger de ensomme steder og skyr vore badeanstalter. Digterspiren bli’r nemlig berømmet som mester i faget, når han er helt resistent mod nyserodskure• og nægter at la’ barberen gå løs på sit skøre, vildtvoksende hoved. Jeg er et skrog, som får spulet min lever• hvert evige forår! Digtene blev sikkert bedre, hvis galden• fik fred til at sortne. Snak om en ting! Giv mig rollen som slibestenen,• der ikke selv skærer skår, men gør kniven hos andre helt ferm til at skære. Selv vil jeg ingenting skrive, men undervise skribenter i, hvor• ressourcerne er, hvad der danner og nærer en digter, hvad der klæ’r (og misklæ’r), og hvad rigtigt (og galt) fører hen til.

300

305

310

315

320

325

330

Visdom er kilden til ret poesi, og viden er vejen: Skrifter• i Sokrates’ ånd kan anvise digterne emner; hvis de har emnet• præsent, følger ordene gladeligt efter. Den der har lært, hvad man skylder sit fødeland og sine kære, hvilken hengivenhed fader og broder og gæsteven fordrer, hvad en senator, og hvad en dommer har pligt til, og hvilke hverv en hærfører har, når han udkommanderes til fronten, han kan som digter bestemt gi’ hver type en passende dækning. Udforsk• menneskelivet som mønster, studér individer; tænksom kopiering af livet gi’r mund og mæle til værket. Stundom evner et drama med fyndord og med karakterer, selv om dets helhed måske er lidt grå og lidt uinspireret, at more publikum mere og holde det stærkere fangen end nogle skønvers, der klinger så sødt, men er blottet for indhold. Musen gav grækerne ånd, af Musen fik de den evne at tale smukt og naturligt – var gerrige kun efter æren. Romerske børn derimod terper regning i timevis: brøker, renter, procenter: ”Kan unge hr. Hviid måske sige: Hvis nu der trækkes en tolvtedel as• fra fem tolvtedel, hvad bli’r så facit? Lad det nu gå lidt kvikt!” – ”En tredjedel.” – ”Rigtigt ja, bravo! Du kommer fremad i verden! Hvad nu, hvis vi lægger dem sammen?” ”Seks tolvtedel … gi’r en halv.” – Kan vi håbe, der hér skabes digte,

Kapitel 7  ·  Horats



som bør bestænkes med olie af ceder• i skrin af cyprestræ, når vores indre er ætset af den slags skillingesyge?



Digterens ønske er enten at gavne eller at glæde, eller på én gang at tale os glade og lære os livskunst. Hvad du end skriver af nyttigt, så stram det! Det korte, koncise indfanger opladte sind og huskes af hengivne hjerter. Hvor der ikke er rum, går alt, overflødigt, til spilde. Laver du, for at fornøje, fiktion, så gør det lidt livsnært. Skrøner må ikke forlange fidus til, hvad det skal være, som når en levende dreng hopper ud af den heks, der just åd ham.

335

340

345

350

355

360

365

Ældre agtværdige folk skælder ud, hvis der mangler morale; ungdommen holder sig kræsent fra alt for alvorlige værker. Alle• vil tiljuble ham, der vækker behag med sin alvor, ved på én gang at more sin læser og lære ham godhed. Sådan en bog tjener skejserne hjem til sin forlægger, flyver vidt over hav og gi’r digteren ry langt ud over døden. Ganske vist kan den ha’ fejl – men af dém, vi gerne vil tilgi’, som når en lyre gi’r toner, som hånd og sind ikke ønsker: Man havde tænkt sig en mørk, blød klang, men hører et skarpt smæld. Pilen, der sendes fra buen, kan også gå fejl af sit sigte! Men i et digt, hvor det meste er strålende fint, er jeg ikke den, der tager anstød af lidt, der blev spildt, så der kom et par pletter. Letsind? Slendrian? Svigt? For mennesker sker jo dog den slags! Hvor jeg vil hen med det her? Jo, tænk dig en skriver, der altid skriver den selv samme fejl, trods formaninger. Ingen pardon dér! En harpenist, der forsager hver gang den samme streng, grines ud. Og en digter, der fumler, bli’r: Choirilos• redivivus, hans to guldkorn, nej tre, forundres man over og griner. Men hvis den gode Homer døser hen, må jeg skarpt protestere … Ham er et blund ellers vel undt nok, hans værk var jo livslangt. Det er med digte som med malerier:• Ét griber dig mere, hvis du går tættere på, et andet på flere skridts afstand. Dét kræver clair-obscur, det dér vil beskues i solskin (tør nemlig møde den skarpe kritik og strenge vurdering!). Ét maleri går i folk … og så pist; et andet er slidstærkt.

175

Kapitel 8 ELEGIKERNE TIBUL O G PROPERT S

Den Romerske Elegi. Ansporet af Catuls første indsatser (om Catul 76 se kapitel 4) fik Den Romerske Elegi en kort og fager blomstring i senrepublikansk og tidlig augustæisk tid: fra den højt agtede Gallus – som grundlagde Den Romerske Elegi, men hvis digte er gået næsten helt tabt – over Tibul og Properts til Ovid. Vi hæfter gerne én etiket på Den Romerske Elegi, nemlig ”subjektivt erotisk”, om end dens få digtere opviser meget store indbyrdes forskelle. Til denne forskel i gemytterne kommer, at genren udvikler sig efter sin egen indre dynamik, idet dens digtere har kig på og blik for hinanden: De vil ikke gå hinanden i bedene. Ovids elegisamling Amores opsøger emner som jam‑ mer over det slappe lem (3.7) og angstfuld formaning til pigen Corinna, som svæver i livsfare pga. sine forsøg på at fremprovokere en abort (2.13, 2.14). Just da lemmet ikke må, rejser det sig igen (Amores 3.7.69ff.). Dette ovidianske har den tyske storklassiker Goethe efterlignet i digtet ”Das Tagebuch” (hvis motto om rejsningsbesvær for resten er hentet fra Tibul 1.5.39f.): Doch Meister Iste hat nun seine Grillen Und läßt sich nicht befehlen, noch verachten, Auf einmal ist er da, und ganz im stillen Erhebt er sich zu allen seinen Prachten… Den studentikose betegnelse ”Mester iste” kommer af, at det latinske pronomen iste kan bruges næserynkende: ”ham der der”. – I sine Römische Elegien (1795) genoplivede Goethe elegien, idet han trak på sin elskede Ovid og desuden inddrak Den Evige Stad, som han levede midt i. Se fx det digt ”Glad føler jeg mig nu inspireret på klassisk grund”, hvor poeten beretter, hvordan han om dagen med fryd ”gennembladrer De Gamles værker”, men om natten holdes beskæftiget af Amor. Og dog! Også elskovsmøderne rummer lærdom. Ved at lade hånden glide ned over Hendes hofter begriber han nemlig for første gang den klassiske skulptur. Og tit digter han ligefrem elegier i romerindens arme, mens han ”stille med fingrene tæller heksametrets mål på ryggen af hende”. Her knikser Goethe yndefuldt for det romerske begreb otium med dets dobbelthed af studium og sanselighed. Begrebet otium står centralt i så forskellige forfatterskaber som Catuls, elegikernes og Senecas, men spiller også med hos Cicero (se hans brev til Marcus Marius), i Vergils hyrdedigte og Martials epigrammer. Og otium er et bøjeligt begreb, som modtager forskelligt præg afhængigt af, hvilken forfatter, genre og politisk atmosfære der er tale om.

178

Pluk dagen

Hvis man som unge Goethe vil skrive rigtige antikke elegier, skal man mestre den elegiske to-linjer, det elegiske di-stichon, som består af et heksameter efterfulgt af et pentameter. Hør fra Oehlenschlägers digt ”Vaaren” to disticha: Stormenes tunge Drøn lyder mørkt, som en nordisk Ballade, Suk over svundne Liv toner den ikkun, og Død. Øiet paa Ridderborgens Ruiner da dvæler med Veemod, Rødsteens-Murene staae mosklædt i Aftenens Guld… Bemærk, hvordan hvert pentameter banker på hele to gange: Der er pause efter ”Liv” i det første, og efter ”staae” i det andet pentameter. I græsk litteratur kan det elegiske distichon spores helt tilbage til ca. 700 f.Kr. Ja, versemålet er græsk, men den subjektivt erotiske elegi med dens hede jeg-tale er romersk. Albius Tibullus levede fra ca. 50 til ca. 18 f.Kr. (han døde kort tid efter Vergil). Tibúl tilhørte ridderstanden ligesom bl.a. Cicero og Ovid, men til forskel fra en adelsmand som Julius Cæsar. Under Tibuls navn er der overleveret tre bøger elegier; kun de to første bøger skyldes helt igennem Tibul selv. I nogle af første bogs digte er elegikerens elskede kvinden Delia (pigen fra Delos), i andre af digtene er det den unge fyr (puer) Márathus (hvad der omtrent vil sige Saftløs). Ingen konflikt mellem disse ”to kærlighe‑ der” er antydet. I øvrigt er overgange fra homoseksualitet til heteroseksualitet – for nu at bruge disse to moderne termer – på en tankevækkende måde på spil i 1.8, som under titlen ”Den afvisende afvist” er oversat nedenfor. I anden bog af Tibuls elegier kaldes den elskede ved det ildevarslende navn Nemesis. Ingen af de andre elegikere har for alvor to damer i deres værk. Tibul var både smuk og velhavende, men havde tendens til tungsind; det ved vi fra Horats’ epistel til ham (se kapitel 7 ovenfor). Horats, Vergil og Properts hørte til Mæcenas’ kreds og priser Augustus og Pax Augusta, Augustus-freden – Properts dog med ret klare forbehold, skønt han er den eneste af de tre, der uforblommet kalder Augustus deus, gud. Til forskel fra disse tre blev Tibul, som aldrig nævner Augustus, støttet af stormanden Messalla, hvilket også gælder Ovid. Anderledes end Properts, som er akademisk anlagt, altså en lærd poet, en poeta doctus, anvender Tibul ikke megen mytologi, bortset fra guldaldermyten og visionen om det salige Elysium. Anderledes end Properts er Tibul ikke stærkt præget af retorik. Han er den mest ligetil af de romerske digtere. Dog er overgangene i hans digte nøje beregnede, og den tilsyneladende jævnhed er raffineret – ikke mindst i Marathus-elegierne. Han er lun, og hans humor (fx i 1.4 ”Haveguden om elskovskunst”) er rundere end den, vi finder hos Properts (se dennes elegi 4.8). Unge Tibul var bonderomantiker, ligesom Georgicas digter Vergil. Han var des‑ uden idylliker og pacifist, men modsat Properts var han en pacifist med visse militære erfaringer; se 1.10 ”Freden skal dyrke min jord!” I hvert af de tre digte, der er medtaget her, er Tibul intenst optaget af, hvordan pengebegær og griskhed forkrøbler menne‑ skers moral. Det er overordentlig udbredt i antik litteratur at betragte havesygen, den

Kapitel 8  ·  Tibul og Properts

endeløse griskhed, avaritia, ikke blot som én menneskelig fejl blandt andre, men som grundfejlen, selve årsagen til vores fald, så meget desto mere som avaritia er motivet bag alle krige (Tibul 1.10). Vi kender også disse temaer fra Sallust, og vi skal finde dem hos stoikeren Seneca og hans nevø Lukan. Sextus Propertius blev født engang mellem 54 og 47 i Assisi i Umbrien som søn af en af de lokale ”spidser”. Properts blev ikke gammel, men dog noget ældre end Tibul; han døde kort før vor tidsregnings begyndelse. Han synes at have giftet sig, sådan som Augustus sagde man skulle. Hans tilbedte Cynthia, som i virkeligheden hed Hostia, var antagelig ugift og kurtisane (luksusluder) – en markant forskel fra Catuls Lesbia, alias Clodia, en lady (se Ciceros tale for Cælius). Dæknavnet betyder: Pigen fra Cynthus, en klippe på Delos, musikguden Apollons fødeø. Den første af Properts’ fire digtbøger udkom ca. 28, den sidste udkom efter år 16, måske først efter hans død. Første bog, som næsten kun handler om Cynthia, skaffede Properts adgang til Mæcenas’ kreds, og fra og med fremkomsten af anden bog er der kommet visse proaugustæiske tilkendegivelser til. Her er et par træk, der kendetegner de fire elegier af Properts, der er medtaget her: Elegikerens ”herskerinde”, domina, er ofte kontant og krævende. Properts generer sig ikke for at beskrive sig selv som et fjols i ekstase. I 4.8, som jeg har kaldt ”Nattesjov i digterhjemmet”, udleverer han sig til den tronende Cynthias dominans og til læserens latter. I 4.11, ”Elegiernes Dronning”, skildres med vidunderlig indlevelse en klanbevidst romersk matrona. Properts lod efterhånden religionshistoriske og fædrelandske emner spille en større og større rolle, og han præsenterer sig som elev af Alexandrias lysende stjerne, den lærde Kallimachos (200‑tallet): Han kalder sin hjemegn Umbrien for ”den romerske Kallima‑ chos’ fædreland”. Også Catul var dybt påvirket af Kallimachos, som vi har kunnet iagt‑ tage i ”Peleus og Thetis’ Bryllup”. Properts er en egensindig, kantet og dunkel digter, en af de mest originale billedskabere i romersk litteratur, og han har fascineret en række af den lyriske modernismes digtere gennem de sidste hundrede år, bl.a. Ezra Pound. Måske kan en terminologisk afklaring være nyttig her. Lyrikere har frydet sig ved Properts’ kvaliteter, men hverken den, der som Properts skriver elegiske disticha, eller forfatteren af seksfodsjamber, fx Plautus, eller forfatteren af heksametre, fx Vergil, er lyriker i teknisk forstand. Elegisk distichon, jambisk senar og heksameter er linje-efterlinje poesi; det tekniske ord herfor er stichisk (af græsk stichos, linje). Lyrisk poesi har vi bl.a. fra Plautus’, Catuls og Horats’ hånd; lyrisk vil egentlig sige: sunget og spillet, og denne poesi er tit formet i strofer med fire, ofte indbyrdes uens, linjer. Kort sagt, der findes stichisk, og der findes lyrisk poesi. Det er en rigdom, at vi i én litteratur har både Catuls og Properts’ hymner til den lidenskabelige kærlighed som livets fylde og Lukrets’ stormløb mod netop kærligheden som stressende, forblindende og ødelæggende for den seksuelle nydelse (det sidste er epikuræerens tilføjelse). Midt imellem disse yderpositioner står den gådefulde erotiker Horats. Men Lukrets har filosofferne på sin side, idet de siden Sokrates har været stort set enige om at betragte lidenskab som en lidelse.

179

180

Pluk dagen

Tibuls Elegi 1.4 Haveguden• om elskovskunst ”Skærmende halvtag med hems vil jeg ønske du får dig, Priápus,•   værn for din knold imod sol, værn imod sne! Men så sig, hvilke fiduser du bru’er til at indfange fyrene – når dit   skæg er så gråt, mat og stridt, håret en væltet stak hø, 5 og du ved midvinter står så nøgen i bidende kulde,   gisper så nøgen af tørst i Hundedagenes ild.” Således sagde jeg. Og dette var svaret fra Bacchus’ bondske   pode, havernes værn, ham med den krummede segl:

”Oh! Skænk• aldrig din tro til fløsene i puberteten,

10   kærlighed kan bryde løs, inden du tæller til ti:

Han er en skat, for han tumler sin hest• med de snærende tøjler,   han slår sit crawlende bryst hårdt ned i Tiberens ro, han beta’r dig, fordi han strutter af saft, mens en anden   bærer en ung piges blu over den ømmeste kind. 15 Men opgiv ikke ævred, hvis en siger nej tak i starten,   pø om pø, skal du se, får du ham under dit åg. Tidens gang lærer løven at lystre mandens kommando,   tidens gang huler sten selv med det blødeste dryp; årets løb modner druer på solbeskinnede skrænter, 20   stjernernes tegn er på plads når et fuldt år er forbi. Sværg blot! Erotiske eder• er vægtløse, blæser med vinden   bort over landene, bort hen over sundenes skum. Juppiter skylder vi tak! Det var ham, der forbød at la’ gælde,   hvad et forhippet begær sværger til nar for sig selv. 25 Ustraffet udsteder du en forsikring ved Artemis’ pile,   ja, og ved Pallas’ hår må en forlibt sværge falsk. Den der tøver, tager fejl! Din livstid svinder; og ingen   dag står i stampe, i morg’n kommer den ikke igen. Oh, så hurtigt dog haven bli’r tappet for røde kulører, 30   sølvpoplen mister sit hår, hele sin pryd, i et nu. Se, som den ligger, den hingst, der før fór i mål i Olympia,   nu da skæbnen har gjort koderne matte og grå. Jeg har set unge mænd hulke, når årene tog til at trykke,   over det fjollede liv, der nu er rejst dem forbi.

Kapitel 8  ·  Tibul og Properts

35

Grusomme guder! En slange ifører sig hvert år en ny ham,   skønhed får ingen respit ifølge skæbnens diktat. Ene Bacchus• og Phoebus er evig ungdom beskåret,   de kan bære et langt, uklippet hår begge to.



Du skal føje din gut! Hvad end han vil prøve, så lad ham, 40   stryg• ham med hårene, stryg, hvis du vil score en knægt! Gå i hans spor, om så vejen er lang og om Hundestjernen   helt svider landskabet af og spreder tørke og tørst, gå, om så regnbuen maler med bræmmer af dybeste lilla   hen over himlen som tegn på, der er regnskyl på vej, 45 eller, hvis drengen får lyst til sejlads på den blånende bølge,   fat da selv åren og ro jollen fra kyst og til kyst! Slå dig ikke i tøjret, hvis du må døje strabadser,   eller din blødfine hånd får sig en rift eller to; hvis han vil ned i en dal og udspænde snarer, må din ryg 50   pænt slæbe nettene med – bare han syn’s, du er sød. Fægte vil han – så træn din hånd til at strejfe ham lidt blidt,   giv dig en blottelse tit, så han kan vinde, den små. Åh, så bli’r han så rar, og de kære kys kan du nuppe,   han stritter mod, ja, men gi’r, blot du vil ta’ elegant. 55 Først skal kyssene ta’s. Siden gi’r han dem selv, når du be’r ham.   Senere krammer han helst armen rundt om din hals! Ak, som vor tid• dog er sunket til omgangsformer så usle:   Hvert lille glathaget pus ta’r sig minsandten betalt! Ukendte, du der kom først• med den lære, at sex er en vare, 60   stenen der står på din grav – gid den må kvase dig flad! Muserne,• drenge, elsk dem, elsk digterne hvis de er kloge,   lad ikke gaver af guld rent overskygge De Ni! Digte fik elfenbensglimtene frem i Pelopses• skulder,   Nisus’• purpurne hår kender vi fra poesien. 65 Hver den Muserne nævner, vil leve,• mens jorden har ege,   himlen stjerner, og vand findes i flodernes løb. Den der ta’r penge for sex og har tilstoppet øret for Musen,   lad ham kun sjoske sin vej inde bag Kýbeles• vogn, ta’ hele turen som betler i tusinde fremmede stæder, 70   og gi’ det frygiske snit til sit foragtede lem! Venus vil ha’, der er råd til sød musik, og til patos,   tryglende jammer på knæ, alt dette elsker hun selv.”

181

182

Pluk dagen

Sådan sa’e guden – og jeg skulle synge det vid’re til Titius;•   ”Du kan tro nej, lille mand!” lød det fra fru Titius. 75 Ham om det! Men kom hid til mig, jeg er jeres magister,   I, som en durkdreven knægt har i sin garvede hånd! Hver mand har jo sit lys – mit lys er at råde forsmå’de   elskere; fordøren her, den står på klem for enhver. Engang skal jeg som gammel docere elskovens kunstgreb, 80   alt imens ungdom i flok hengivent følger mig hjem.

(Eftertænksom pause)

Uf, hvor den slikker, den ild, min Márathus rister mig over –   fiffene kommer til kort, staldfiduserne med! Nåde, min dreng, lad mig ikke bli’ rent blameret i byen,   når de får sig et grin over min pædagogik!

Tibuls Elegi 1.8 Den afvisende afvist



(Til unge Márathus)

Min næse går det skam ikke forbi, hvad den salige nikken   og hvad de smægtende ord bærer på mellem jer to. Men det er ikke på lodder• og ikke på varslende lever,   ikke på ravnenes sang, mine prognoser beror; 5 selveste Venus har lænket min arm med Den Magiske Knude   og med et tilskud af tæv• udlært mig i erotik. Stil dig nu blot ikke an! Cupído brænder med ekstra   grumhed den, der i trods nægter at hengi’ sig helt. Hvad kan det gavne dig nu at ondulere de bløde• 10   lokker, og gang efter gang at lægge hårstilen om? Sådan at male sin kind med luende rouge og at file   neglene til som en hel manicurist, er omsonst. At prøve skjorte på skjorte og toga på toga er spildt nu,   spildt at klemme sin fod ned i en mini-sandal. 15 Hun forfører, om end hun gør sin entré uden sminke   og hendes strålende hår ikke så skyggen af kam.

Kapitel 8  ·  Tibul og Properts

Er det monstro en kælling med tryllesange, med grøngul   gifturt, der har besat dig i den dødstille nat? Sangmagi lokker jo kornet fra nabomarkerne over 20   skellet, den rasende snog lammes af sanges magi, magiske sange forsøger at drage Månen• til Jord, og   slog man ikke på malm, kom hun herned på sin vogn. Hvorfor jamrer jeg mon, patetisk, om sange og gifturt?!   Skønhed klarer sig fint helt uden heksenes hjælp: 25 Kropskontakten forheksed, de lange kys rummed trolddom,   lår indslynget i lår – dér brød bedårelsen ud.

(Til Phóloe)

Knibsk vil jeg dog ikke ha’ du er imod knægten – husk Venus:   Hvad der er ugenerøst, straffer hun hårdt og kontant. Kræv ikke gaver af ham! Lad de grå galaner betale 30   varmen, din bølgende barm gi’r deres isnede krop. Intet guld er så kært som en yngling• med lysende kinder,   glatte, blottet for skæg, skæg der kradser dit kys. Læg under den mands skuldre din arm den tindrende hvide –   glans går af kongernes guld for dit foragtende blik. 35 Venus vil finde et skjul til dig og din dreng, når han svulmer   og med sit jomfruskød krammer igen og igen, og du besvarer hans stønnen med kys drivvåde af dysten   tunge mod tunge, og så hugger en tand i hans hals. Ingen juveler og perler kan trøste kvinden, der fryser 40   ubegæret af mænd, ene, forladt i sin seng. Ak, for sent kaldes sex, for sent kaldes ungdom tilbage,   når det ældede skinds tjavser og laser er grå. Så må der skønhedskur til! For at årenes hærgen kan skjules,   brunes håret med saft presset af valnøddeskræl. 45 Hvert et hår, der er hvidt, oprykkes ivrigt med rode,   fysiognomiet bliver nyt, ved at der afskrælles skind. Pige, din ungdoms vår står endnu i sin fagreste blomstring,   nyd den, den glider sin vej uden at vente på lov.

Plag ikke Márathus! Hvad gloriøst har en sejr over drenge?!

50   Mod de forkalkede mænd, dér kan du vise dig hård.

Skån ham, han er jo så sprød – hans sygdom• er ikke til døden,   det der farver ham gul, er lidenskabelighed: Ofte udslynger han klager og jammer imod dig, når du er   ude i by’n, og hans blik står under vand, og han si’r:

183

184

Pluk dagen

55

”Hvorfor foragter du mig? Din vogter ku’ jeg have narret:   Dem der er fyldt af begær, lærer gud Amor bedrag. Stævnemøder i mulm er jeg mester i: Jeg kan ånde   blidt uhørligt, og jeg kan snuppe lydløse kys; jeg kan snige mig ind, når alt ånder ro omkring midnat, 60   uden mindste alarm lirke ved fløjdøren. Dog: Al min teknik gi’r fortabt, hvis pigen ikke har hjerte   for mig og kold stikker af fra vores dobbelte seng. Eller hun sætter mig stævne, men pludselig så sender afbud,   så må jeg våge en nat ene, forkommen, forladt. 65 Jeg fantaserer: Hun kommer! Ved alt hvad der rør’ sig i huset,   syn’s jeg, jeg genkender straks lige på en prik hendes trin.”

(En kort pause)

Dreng, hør op med din gråd! Den kvinde bøjer sig ikke,   gråden grumser dit blik, øjnene hæver så fælt. – Phóloe, hør min formaning: Al hybris• hades i himlen, 70   brænd du kun røgelse af, lige lidt hjælper det dig! Márathus spilled engang fandango med elskernes lykke,   uden at ænse, en gud vented bag nakken på hævn; Márathus – det har jeg hørt – har grinet ad gråd hos forpinte,   han har holdt herrer i brunst hen med nøl og med smøl. 75 Alle kolde personer – nu hader han dem, nu er døre,   stænget med lås og med slå, noget af det værste, han ved.

(Til Phóloe)

Dig … du kan vente din straf, hvis du stadig skal være så hoven.   Åh! Du vil ønske så hedt, dagen i dag kom igen!

Tibuls Elegi 1.10 Freden skal dyrke min jord! Hvem fatted først• det grusomme Sværd, hvem kom på den tanke?   Hård har han været selv, hård som det hærdede stål! Han har sat krige i verden, massakrer på menneskeslægten,   åbnet en kortere vej til den besmittede død. 5 Eller – er han uden skyld? Er det os, der forgreb• os på gaven?   Hvad der var værn imod dyr, har vi så vendt mod os selv?

Kapitel 8  ·  Tibul og Properts

Alt det er guldtørstens fejl, thi krige• var ikke i verden,   dengang da bægre af bøg stod på det nøjsomme bord. Borge med volde til værn var ukendte, hyrderne lagde sig 10   trygt til hvile ved kvæld midt i den brogede hjord. Da var livet en leg, da skulle jeg ikke ha’ båret   pinens våben, i angst adlydt trompeternes kald. Nu bli’r jeg slæbt til slag; og hvem ved, om en menig hos fjenden   bærer et spyd med kurs lukt ind i livet på mig? 15

Skån mig, mit fædrehjems guder! I lod mig jo styrkes og trives,   da jeg som purk tulled om ved jeres billeders fod. Groft er I skåret i oldgammel eg, skam jer ikke ved det, for   sådan rykked I ind i vores urfaders hus. Da holdt man bedre ord:• I de dage da træguden stod her 20   i sit lille lukaf,• leved en slægt uden svig. Guden stemtes dem blidt, blot de kom med lidt drue som offer,   eller lagde flettede aks ned om hans hellige hår. Tit kom en bønhørt ind med takoffer-kage og lille   – pigen i hælene, hun havde skam honning til gud. 25 Oh, slægtsguder, afvend de bronzebeslåede• lanser,   så skal der vanke en gris• ud af min stopfulde sti, jeg går bag grisen i nytvættet dragt, med guirlande om kurven   bundet af myrter, og selv pyntet med myrter i krans. Gid I så hører min bøn: Giv lykke i kamp til en anden, 30   lad ham ta’ livet af fjendernes fremmeste mænd! Og lad ham siden ved bægret berette• om sine bataljer,   male med vin på mit bord fjendens kaserneanlæg. Vanvittigt selv at søge den sorte død på en slagmark;   uset, på snigende fod ér døden over os hér. 35 Nede mangler der korn, mangler haver med vin, nede har man   vipse Kerberos og Styxes forfaldne matros.• Dødningeskarer med afsvedet• hår og med gummerne knuste   strøjfer søgende om nede ved mørkhedens sø. Så må man prise den mand, som, omgivet af sine kære, 40   tryg i sit ydmyge hus ældes i ro og i mag. Fårene vogter han selv og sønnen hans lam, og hans kone   varmer ham badevand, åh! til de værkende ben. Gid jeg må få det som han, og som grånende olding berette,   hvad jeg har virket og véd, minder fra livet der svandt.

185

186

Pluk dagen

45

Freden• skal dyrke min jord så længe! Freden• den hvide   spændte plovokserne fór under det krummede åg. Freden• fremavlede vin, lagde druernes safter på lager,   for at det fædrene fad kunne beskænke en søn. Freden• ser plovjernet stråle og hakken, mens hårde soldaters 50   våben dækkes af rust gemt i den mørkeste krog. Men når de bondemænd ager, unægtelig noget besofne,   hjem fra skovballet med børn og kone til vogns, da blusser kærligheds-krigene op, og en ung frøken hulker   over sit ruskede hår, over sin opbrudte dør, 55 over sin kradsede kind – hendes sheik græder osse minsandten:   ”Tænk, at min sindssyge hånd dog kunne være så rå!” Amor,• den strik, sidder hós imellem de stridende parter,   henkaster hidsende ord både til hende og ham! Hård som sten og som stål er en mand, der kan tæve sin pige: 60   Han river guderne ned fra deres himmelske slot. Nok må det være at flå hendes yndige kjole af kroppen,   nok, at man i raseri ugler det opsatte hår, nok, at hun bryder i gråd: For en mand er det højeste lykke,•   at hans pige så blidt græder, når han raser ud. 65 Mænd med ufølsomme hænder, ja, de kan slæbe på skjolde,   slæbe på pæle med spids, langt fra det kærlige liv. Fred, du nærende moder, se til os i nåde, bring akset,   og lad dit hvide gevandt foldes med frugter i favn!

Properts’ Elegi 1.3 En tilnærmelse Som• Ariadne• lå tømt for kræfter på øens øde   strand, medens Theseus’ skib svigefuldt sejlede bort – som Andrómeda,• endelig løst fra sin lænke til klippen,   friet for rædslerne sank ind i den dybeste søvn – 5 eller som en bacchantinde, der ør af den hvirvlende kordans   segner til jorden i ro nær ved den græsrige flod, dét var den Cynthia, jeg så: sød hvile var hendes ånde,   støtten, hænderne gav hovedet, følte sig frem … da jeg kom vaklende ind med Vinguden• i mine hæle, 10   sent var det, slaverne svang faklernes døende ild.

Kapitel 8  ·  Tibul og Properts

Jeg forsøger, imens jeg endnu var ved sans og ved samling,   blidt at klemme mig ned til hende, dér hvor hun lå. To brande buldrede i min person: hér Amor, hér Bacchus,   de hårdtslående to guders kommando lød fast: 15 ”Blidt skal du lirke din arm ind under pigen og prøve,   stjæl med brug af din hånd kys kun, og se så dit snit!” Dog, det turde jeg ikke: forstyrre en døsende diva,   hendes skingre skældud kendte jeg kun alt for godt. Men som jeg bjergtaget stod og stirrede ned på min donna, 20   ligesom Argos,• da han vogtede pigen med horn, løste jeg først den krans• af roser, jeg bar om min pande,   lagde den stille om din tinding, o, Cynthia min, derpå fandt jeg min fryd i at ordne de vildsomme lokker,   så liste æbler• gedulgt ned i håndhulningens skål … 25 Den utaknemlige Søvn var slet ikke stemt for presenter,   den lod dem blot trille ned, ned fra din hældende barm. Hver gang du rørte dig lidt eller sukked uroligt i søvne,   da tog min overtro fluks varsler, jeg tænkte med gru, at det var sælsomme drømme, der voldte dig angst, eller også 30   en, der med vold og med magt gjorde min pige til sin. Da gled Månen forbi de åbentstående skodder –   flittige Luna, som helst havde sat blikket i stå –, Cynthia slog øjnene op for dens ømme stråler, hvorpå hun   sagde, med sin albue fast plantet i pudernes dun: ”Spot og spe fra den anden har drevet dig herhen i min seng:   Du er smidt ud?! Du blev mødt af hendes lukkede dør?! Hvor sku’ du ellers have spildt min nat,• disse tærende timer?   Gud, så forvåget• du er – stjernerne ér gået ned! Du skulle prøve dem selv, din grobrian, sådanne nætter, 40   som du igen og igen udsætter lille mig for! Nu mens jeg vented på dig, har jeg stridt for at holde mig vågen,   først spandt jeg purpur, og så tog jeg min harpe og sang. Ind mellem versene kom der et spagt, lille suk, og det skyldtes   alt dette spild af min tid, når du er ude på sjov… 45 lige til jeg blev båret bort på Søvnens• balsamiske vinger.   Dén sorg nagede mig, da jeg sov grædende ind.” 35

187

188

Pluk dagen

Properts’ Elegi 2.15 En nat så hvid Jeg lyksalige mand! Hvidglødende nat! Og madras, du   tumleplads for min fryd, du kom i himlen med mig! Sikke historier vi kunne, mens lampen stod ved vor side,   og da så lyset var væk, sikke en slåskamp der blev! 5 Snart tog hun brydetag på mig med brystvorter blottede, bare,   så trak hun natkjolen for, hun ville nok puste ud. Gled mine øjenlåg i, blev de straks kysset åbne af hende:   ”Slapsvans,• ligger du der!” sa’ hun ”Nej, du kan tro nej!” Alle de greb og de kram, de favne – vi byttede arme! 10   Alle de dvælende kys på dine læber, jeg fik! Det er en uskik at fumle med sex i buldrende mørke:   Øjnene,• ved du jo nok, lyser begæret i mål: Selveste Paris blev vild med den nøgne Heléne af Sparta,   da hun kom ud af en dør fra Menelaos’ gemak; 15 nøgen var – det siger myten – Endymion,• da han forførte   Luna, og nøgen var hun, da de lå sammen med lyst. Men hvis du stædigt bli’r ved at ligge dér med dit tøj på,   så går min næve i gang med at flå klunset helt af; ja, det kan komme så vidt, hvis vreden• gejler mig nok op, 20   at du må vise din mor arme, som jeg rev til blods. Du afskæres jo ikke fra leg, fordi patterne hænger;   den der har fået et barn, hun kan generes af dét. Så længe skæbnen gi’r lov, skal vi mætte øjet med elskov:   Natten,• der venter, er lang; nu kommer aldrig igen. 25 Som vi nu krammer hinanden, gid du ville binde en lænke   om os, som, uanset hvad, aldrig kan løsnes på ny! Turtelduer kan tjene som ideal for din elskov,   hannen og hunnen i ét par som vil omfatte alt. Galt at kræve en grænse for de forelskedes galskab, 30   kærlighed, hvis den er sand, afviser måde og mål. Før• vil Jorden bedrage sin dyrker med bagvendte frugter,   før vil Solgudens hest skifte sin farve til sort, før vil floderne suge alt vandet tilbage til kilden,   så den udtørrede strøm fyldes af gispende fisk, 35 før det bli’r muligt for mig at omdirigere min smerte:•

Kapitel 8  ·  Tibul og Properts

  Hendes• er jeg i liv, som jeg er hendes i død. Men hvis hun virkelig vil tilstå mig nætter som disse –   hvis hun da vil, da vil ét år være langt i et liv. Gi’r hun mig nætter i mængde, så bli’r jeg udødelig • i dem – 40   bare med én kan enhver vokse til gud, om han vil. Ønskede alle i verden at sejle i livet på den vis,   ligge med ublandet vin ned over arme og ben, da var det grusomme sværd,• da var orlogsskibene borte,   og ingen romeres ben rulled i Actiums• vand, 45 Roma var ikke belejret af borgers triumf over borger,   Roma med udslået hår ikke nedbøjet af sorg. Dette vil kommende slægter med rette finde at rose:   Mod ingen levende gud har vore bægre gjort vold. Svigt ikke livets frugter,• så længe det lyser på himlen! 50   Selv om man gi’r alle kys, gi’r man dog færre end få. Ligesom kronblade drysser fra visnende kranse• og svømmer   spredte rundt for dit blik på drikkeskålenes• vin, slutter dagen i morgen for os, som lige nu elsker   og ånder stort og sublimt, livsløbet inde måske.

Properts’ Elegi 4.8 Nattesjov i digterhjemmet Hør om panikken i nat på Eskvilin• med dens springvand,   da alle naboer til Den Nye Park• stak i rend, 19 mens• et forskrækkeligt skrål fra smugkroen skar gennem luften – 20   skønt uden mig, ikke ud’n pletter på mit renommé! Staden Lanuvium• står under værn af en urgammel drage,   denne seværdighed lønner rigt rejsen dertil. 5 Her nedstyrter en gang, som fortabes i slugternes mørke,   her trænger (vogt jer, I piger!) ceremonierne ned, thi den hungrige slange forlanger et måltid om året,   medens en hvislende lyd snor sig fra afgrundens bund. Blege nedsænkes møer til disse undergrundskulter, 10   rækker i blinde en hånd hen til reptildyrets gab. Dragen snapper og sluger den æde, som pigen gi’r fra sig,

189

190

Pluk dagen

  på hendes håndflade står kurven og skælver helt selv. Kysk – hvis pigen er kysk, når hun hjem til forældrenes favntag,   fulgt af bøndernes råb: ”Du har velsignet vor høst!” 15

Her kørte Cynthia ud i en vogn med studsede ponyer,   ”Juno” var grunden hun gav, Venus var grunden der gjaldt. Nu, Via Appia, beret, hvor vildt hun drev sit triumftog 18   hen over dine sten på sine rablende hjul! 21 Blikfang var hun, hun hang, denne galne kusk, frem fra giggen, 22   styred med dødsforagt hen over den bumpende vej. Vognen betrukket med silke, filejsen• plukket, molosser•   hunde med halsbånd på… jeg ’r da komplet ligeglad… 25 men … han må sælge sit liv, la’ sig opfede til gladiator,   den dag skægget, hans skam, står på hans slikkede kind. Min sengs integritet blev i ét væk krænket af damen,   udvej: at slå mit telt• op i en helt anden seng! Tæt ved Dianas tempel bor Phyllis – ret kedelig er hun, 30   når hun er sober, men alt klæ’r hende, når hun er fuld; i De Tarpejiske Lunde har Teja• hjemme, den skære –   når hun har drukket, er én mand hende meget for lidt. Disse to indbød jeg nu for at dulme min natlige pine   med en dybt hemmelig flirt og et knald kinky• sex. 35 Der stod en tremandsbriks• klar i en dunkel krog af min plæne.   Hvordan så sam-lejet• var? Jeg lå i revnen på langs. Lygdamus• sørged for vin: I glas, altså sommerservicet,   gød han den sølvklare, let perlende Lesbos-vin; på obo en ægypter, på kastagnetter skøn Phyllis, 40   roser, en svir at strø, yndefuldt uden system; Magnus, en nedgroet dværg, spilled fløjte, de stumpede fingre   hopped og dansed med flid over det hullede rør. Pludselig vaklede bordet• og lagde sig med benene opad,   lamperne blafrede slemt, skønt der var olie nok. 45 Hver gang jeg håbed, et terningekast• ville vise mig ”Venus”,   sprang den forbandede ”Hund” frem, når de rulled til ro. Sangerne sang for en døv, for en blind lå barmene bare –   jeg var alene, helt væk: ak, ved Lanuviums port. Pludselig hørtes en knirken og knagen fra yderstedøren, 50   ude i forhallen lød vage og mumlende ord; i samme nu smækkes fløjdøren op til haven, og dér står

Kapitel 8  ·  Tibul og Properts

  Cynthia med opkørt hår, Cynthia rasende skøn. Bægret, jeg just havde løftet, gled ned mellem lammede fingre,   og ganske slappe af vin, blev mine læber så grå. 55

Cynthia rased med lynende blik, som kun kvinder kan rase,   skuepladsen lå hen som en just indtaget by. Phyllis rev hun til blods med neglene, Teja den skære   fór ud i gaderne og råbte i rædsel: ”Brand! Brand!”

Bedsteborgernes slummer forstyrres af fakler der svinges,

60   vejene genlyder af råb i den ravgale nat.

Dækket af mørket slap damerne ind i den nærmeste vinbar,   pjusked’, med vidåben særk søgte de værtshusets ly. Cynthia stormer tilbage: triumf over byttet og sejren,   trækker en stribe af sår over min mund med sin hånd, 65 bider så til erindring i halsen et blødende mærke,   men mine øjne især banker hun på – som fortjent. Da hendes arme var trætte af prygl på mig, haled Cynthia   Lygdamus frem fra sit skjul: fjerneste fjæl af min seng; slaven beder min Genius• om hjælp, men jeg kan jo desværre, 70   Lygdamus, slet ingenting: Jeg ligger fanget med dig. Bedende rakte jeg hænderne frem, og endelig fik jeg   tilbud om fred, idet hun fremstrakte foden til kys. ”Skal jeg tilgi’ dig” sa’ hun ”den synd, du begik, må du villigt   underkaste dig de vilkår, jeg opstiller her: 75 Aldrig flanerer du, pyntet, i søjlehallernes• skygge,   eller når sanddækket strøs ud over Forum• til fest; ikke drej nakken af led op til kvindernes• plads i teatret;   bærestolsdamernes flirt haster du iskold forbi! Lygdamus, som har kreperet mig mest i denne skandale, 80   sættes til salg• med to jernlænker om sine ben!” Således lød hendes krav; jeg svared: ”Jeg følger de love.”   Overmodig af magt smilede Cynthia huldt. Alt hvad de fremmede pi’er havde rørt, blev renset• med dampe,   hvorpå tærsklerne• blev skyllet med rindende vand. 85 Dernæst befaled hun mig at skifte fra inderst til yderst,   tre gange blev så mit ho’ed lutret med rygende svovl. Overtæpper og under- blev skiftet … og nu var jeg kampklar,   og vi lagde våbnene• ned ud over hele min seng.

191

192

Pluk dagen

Properts’ Elegi 4.11 Elegiernes Dronning Paullus•, plag• ikke mere min grav med gråd og med klage,   Dødsrigets natsorte dør åbner sig ikke for bøn. Er først den døde trådt ind, hvor Hades-lovene holdes,   da står vejene• fast med ubønhørligste stål. 5 Om end bønnen når hen til gud i de mørke palæer,   døvt suger sandet ved Styx,• standsende, tårerne op. Himlens guder bevæges af bøn; men når Charon får mønten,•   så slår den gulgustne port slå i for ligbål og græs. Sådan lød sorgtrompeternes sang, da faklen min uven 10   tændte mit hoved, som gled ud over bårens kant, ned. Ægteskabet med Paullus, triumfkøretøjer på række,   børnene, ryets garant, hvad har det gavnet mig alt? Navnet CORNELIA fandt ikke nåde hos Skæbnegudinden:   Nu kan spidsen af fem fingre fint holde mit støv. 15

Hør mig, du mulm om fordømte, I dovent glidende sumpe,   lyt, hver bølge, der vil binde min flygtende fod: Jeg kom hertil før tid, men ikke fordi jeg er skyldig:   Gid da min sjæl bliver dømt kærligt af Faderen• her. Men hvis der ønskes proces, og Aiakos• sidder ved urnen, 20   når mit lod står for tur, lad ham så blot holde dom! Lad Rhadamanthys• og Minos• stå bi, med Furiernes• strenge   skare, lad publikum blot flokkes på dødningers torv! Sísyfos,• hvil fra din sten! Ixíons• eger skal tie!   Vand, lad dig gribe i hånd, nar ikke Tántalos• nu! 25 Kérberos,• stille i dag, ikke snappe efter de døde,   træk ikke lænken så stram, stands denne klirrende stang! Selv vil jeg tale min sag. Lad mig straffes som en Danaide,   slæbes fordærvet i vand, hvis jeg vil fare med løgn!

Kastes fra fædrenes• ære der glans over barnet, der fødes,

30   ja, da kan Afrikas• folk vidne med Spanien• om mig.

Lige så stolt er min mødrene slægt, de berømte Liboner,•   begge de huse står fast dybt i berettet bedrift. Snart, da ungpigens purpur• var aflagt, blev brudeblus tændte,   og med matronens bånd bandt man mit bølgende hår; 35 dig tilhører jeg, Paullus, forlader din seng på ét vilkår:

Kapitel 8  ·  Tibul og Properts

  Her på min sten skal der stå, at jeg var viet til én. Vær mine vidner, I fædre, hvis aske romerne ærer,   under hvis herlighed du, Afrika,• nu ligger knust; vidn, du Paullus, der fælded kong Perses,• Achilles’ ætling   (Perses’ mod led et knæk – med eller uden Achil): 40 Ilden i jeres arner har aldrig rødmet ved mit ry,   renhedslovene• blev ingen tid slækket for mig. I jeres rad af trofæer har Cornelia ikke gjort indhug,   hun blev en fuldgyldig del af et patricierhus. 45 Sommer veksled med vinter og vår, mit sind blev det samme:   skyldfri stod jeg som brud,• som jeg lå skyldfri på bål. Mig gav naturen• en lov, som ligger dybt inde i blodet:   ikke at ændre min norm blot ud af frygt for en dom. Hvilke som helst instanser, de strengeste, lad dem blot dømme – 50   ingen kvinde får skam, hvis hun vil vidne for mig, selv ikke, Claudia,• du som slæbte den strandede moder,   Kýbele, fri med dit tov, så alle så, du var kysk, du• ikke heller, for hvem det hvide hør ved et under   rejste i Vestas hus levende flammer igen. 55 Du, som jeg aldrig har såret, Scribonia, sødeste moder,   hvad vil du ændre hos mig, bortset fra skæbnen jeg fik? Jeg står retfærdiggjort nu, ikke blot ved tårer fra moder,   også ved sorgen i Rom, ja, ved selv Kejserens suk: ”Hun var Vor egen datter• en værdig søster i livet,” 60   klager han højt, og vi så tårer på guddommens kind. Mig blev den hæder• til del, man viser den romerske moder,   mit hjem lå ikke goldt, da jeg blev brat revet bort. Lepidus!• Paullus! I mine sønner, min trøst og min stolthed,   det var i jeres favn, at mine øjne sov ind. 65 Jeg fik min broder at se som konsul,• efter præturen –   men hans søster gik bort just ved den tid, han blev valgt. Du, som så helt er din strenge, retsindige far op ad dage,   datter,• hold dig til én mand, og lign deri din mor. Alle, forplant vores slægt! Jeg følger villigt med prammen, 70   når så mange liv kan fuldkommengøre mit liv. Det er en kvindes triumf, det er hendes største belønning:   at man, når hun er brændt, ubundet si’r, hvad hun var. Så overdrager jeg da vore børn til din varetægt, Paullus,   ind i min aske er brændt, ånder en omsorg for dem. 75 Nu skal så du, deres far, være mor: Hele klyngen derhjemme

193

194

Pluk dagen

  af mine poder skal du bære om halsen fra nu. Kys dem, så ofte de græder, og kys dem også fra Moder;   vægten af hele vort hus flyttes nu over på dig. Trykkes du selv af sorg, så lad aldrig dem være vidner, 80   kommer de, så tør i smug tåren af kinden og smil! Paullus, natten er nok, du skal trætte natten med sorgen,   opbyg ved drøm efter drøm troen på, jeg er dig nær. Når du går hen og snakker med mit portræt i det skjulte,   vej så de enkelte ord, som når man venter et svar. 85

Sker det, der skal redes op i ægtesengen til bryllup   og at en stedmor, på vagt, sætter sig dér, hvor jeg sad, børn, bær over, ja, ros jeres far, fordi han vil giftes:   Hun rækker hånden mod jer, hvis I da viser det sind! Tal ikke alt for pænt og tit om Moder; den nye 90   opta’r de rosende ord som en kritik af sig selv. Men hvis han vælger at leve, i mindet, tro mod min skygge   og han, fordi det er mit, hæger om aske og støv, så skal I lære fra unge at agte på alderens komme,   spærre hver eneste vej for ham til enkemandsnød. 95 Gid da de år, der blev taget fra mit liv, må lægges til jeres:   Støttet af mine børn kan Paullus bli’ gammel og glad. Alt gik godt: Jeg bar aldrig min sørgedragt for et spædbarn –   hele klanen• var med til min begravelsesfest.

Forsvarstalen er ovre. Så rejs jer, I grædende vidner,

100   medens den venlige muld• dømmende vejer mit liv.

Selve himlen står åben for rankhed: Gid jeg findes værdig,   så jeg kan samles dér med al min glorrige slægt.

Kapitel 9 OVID

Publius Ovidius Naso blev født den 20. marts 43 f.Kr. (Ciceros dødsår) og døde i år 17 e.Kr. (tre år efter Augustus). Vi bruger hans nomen Ovid(ius), men selv omtaler han altid sig selv med sit cognomen Naso, Næsemand. Vi er i den heldige situation, at han selv har berettet om levnedsløb, familie, uddannelse, gemyt og talent, om kvinden ”Corinna”s afgørende betydning, om sin personlige modning og ikke mindst om sit forhold til poesi og læser. Det sker i Tristia 4.10. I dette selvbiografiske digt – det første poetiske selvportræt, vi har – kommer Ovid også ind på den landflygtighed, han blev dømt til i år 8 e.Kr. Ovids mæcen var Messalla, som til forskel fra Mæcenas ikke stod Augustus nær. I kredsen omkring Messalla lærte Ovid Tibul at kende, over hvem han skrev et mindedigt, Amores 3.9 ”Hvis en moder har grædt for Memnon, en mor for Achilles”. At kende Tibul var åbenbart at elske ham. Ovid var ung i forhold til de andre augustæere. Han var den sidste af de fire store elegikere (se kapitel 8). Til gengæld var han elegiker med liv og sjæl. Den Romerske Elegi gik sin sidste dyrker i blodet; men for at erkende det må man se på hele hans produktion, ikke kun på Amores, hans elegisamling. Når man nu om dage taler om Den Augustæiske Revolution, sigter man til ind‑ førelsen af principatet – militærdiktatur maskeret som republik – kombineret med omfattende religiøse og moralske reformlove. Ovids holdning til Augustus skifter i takt med hans egne forhold, og holdningen farves i nogen grad også af den type litteratur, han til enhver tid skriver i. I år 8 e.Kr. stødtes Ovid så ud i mørket af den sårede og krænkede monark. Helt op til Tomis ved Sortehavet blev Ovid sendt – med følge. Hans læredigt Elskovskunsten blev fjernet fra de offentlige biblioteker, og det var heller ikke klogt at have et eksemplar af det liggende hjemme. De bevarede værker af Ovid er alle skrevet i det elegiske versemål, bortset fra ho‑ vedværket, Metamorfoserne, hvis metrum er heksametre. Værkerne er: (a) Amores, hvis titel er lånt fra Gallus, den første elegiker. Da Ovid i Amores – titlen betyder Kærlighedsdigte – leger med genrens faste temaer og rutiner, er det fint, om man kender disse godt; så kan man fryde sig over, hvordan Ovid tager gas på den klynken, vi kender fra elskerens oprørte jeg-tale i Properts’ elegier, eller hvordan han rynker på næsen ad den landlige simplicitas, enkelhed, som Tibul hyldede. I en berømt passage i det senere værk Elskovskunsten (3.113ff.) afviser Ovid eftertryk‑ keligt den idealisering af den landlige fortid, som stod så højt på det augustæiske regimes program, jf. Horats ode 3.6 om bønderkarlene og deres strenge moder og

196

Pluk dagen

ikke mindst Vergils Georgica om det karakterforædlende slid med jorden. Ovid driller bonderomantikerne, provinsdrengen er blevet byromer, og han elsker og priser den lækre mode og den cool livsform. (b) For det andet er der Heróides. Amores var gennemgående skrevet fra mandens syns‑ punkt, ligesom de fleste andre romerske elegier. I Ovids Heróides, Heltinder, eller bedre Epístulae Heróidum, Heltinde-breve, er det derimod det kvindelige synspunkt, der kommer til orde. Fjorten mytiske kvindeskikkelser beskriver med psykologisk skarpsyn deres sjæls tilstand i et mere eller mindre spildt bønskrift til deres fjerne elskede, fx Penelope til Odysseus, Dido til Æneas og Ariadne til Theseus. Kun én af de begærede mænd er ikke fjern, nemlig Hippolytos. Fædras brev til ham er et forsøg på at komme i seng med ham; så hun er aktiv, modsat de andre heltinder, som er passivt erindrende. Disse breve trækker på forfattere som Homer, Vergil og Catul; samlingen som helhed er påvirket af Euripides’ kvindetragedier og af Catul 64 med den lidende, hævntørstige Ariadne. (c) En anden udløber af Amores er det parodisk tonede læredigt Ars Amatoria, El‑ skovskunsten, I-III, skrevet i tiden op til Kristi fødsel. 1. og 2. bog lærer unge mænd at finde, score og fastholde en pige. 3. bog er rettet til unge piger, men er ikke sym‑ metrisk med de to første; det, pigerne lærer, er at undgå at være hårde (durae) og dermed stå mændenes lykke i vejen. Ovid indfrier således ikke sit løfte fra 3. bogs første linjer om at give pigerne våben til jævnbyrdig kamp; men det er jo interes‑ sant, at løftet overhovedet fremsættes. Elskovskunsten er skrevet i elegiske disticha, i modstrid med genreloven om, at didaktiske digte skal være på heksameter; alene derved bliver Elskovskunsten det, man kalder mock-didactic, dvs. et læredigt med et selvironisk og parodisk anstrøg. Her lempes ”det elegiske system” ind i læredigtet, sådan som det i Heltindebrevene blev lempet ind i epistelen. Alle vide vegne i Ovids omfattende produktivitet, i løbet af hvilken han stedse genskriver og ombelyser sig selv, støder vi på den erotiske elegis teknik og tematik. (d) Senere udgav Ovid Remedia Amoris, Midler mod Elskov eller Modgift mod Elskov. Remedia er som læredigt beslægtet med medicinske værker, og man bør sam‑ menligne det med Lukrets’ 4. sang, stykket ovenfor. Remedia vil modvirke erotisk ulykke, herunder selvmord; men det er forkert at sige, at dette digt ”tilbagekalder” Elskovskunsten. Både Ars Amatoria og Remedia Amoris foregår – ligesom Den Romerske Satire – i et ægte og uforfalsket romersk nutidsmiljø, hvad man ikke kan sige om Amores, som udspiller sig i elegiernes halvt hellenistiske halvt romerske kulisse. Om de mytologiske Heltindebreve kan man naturligvis slet ikke hævde, at deres miljø er romersk. Hele denne problemstilling om omfanget af det romerske over for det græske fører os tilbage til kapitel 1, hvor vi var inde på Plautusby, et ”rige i midten”. (e) Fasti, Almanak, er en poetisk bearbejdelse af den romerske festkalender. Værket blev aldrig helt færdigt. Vi har de første seks bøger, som dækker månederne januar til juni. Ligesom Properts’ 4. bog udsætter Fasti romersk materiale, som er hentet hos såkaldte antikvariske forfattere, for den hellenistiske digter Kallimachos’ metode:

Kapitel 9  ·  Ovid

eksakt, dokumenteret poesi. Med græske forbilleder fra 200‑tallet, Kallimachos og Áratos, kombinerer Ovid i Fasti astronomi med mytologi af den aitiologiske, dvs. årsagsangivende, art. Digtet har altså en vis videnskabelig målsætning. Ovid har ikke tilstræbt en kontinuerligt sammenkittet beretning som i Metamorfoserne. I Fasti viser digteren, som vi dog ellers har lært at kende som et cool bymenneske, almuefromhed, folklore og karnevalssjov megen sympati, og værket er en hovedkilde til romersk religion. Vil I høre årsagen til, at man til haveguden Priápus ofrer et så usædvanligt dyr som et æsel? Sådan spørges der i Fasti 1.391‑440. Og så beretter Ovid om dengang, da de græske guder var forsamlet til et heftigt drikkegilde i det grønne. Sidst på dagen faldt Lotis, som havde leget med de andre Nymfer, i søvn, og den altid erigerede Priápus var lige på nippet til at tage hende med storm, da gamle Silenos’ æsel pludselig gav sig til at skryde, hvorpå Lotis vågnede og løb skrigende bort. Æslet blev omgående dræbt – og har siden da været Priápus’ offerdyr. På det maleri af Giovanni Bellini (1431‑1516), der pryder denne bogs forside, vil æslets skryden lyde om få sekunder. Bellini har placeret de hovedrollehavende i billedets udkant og de festende guder i dets midte: barnet Bacchus, den skaldede Silvanus, Merkur, Juppiter, Kybele, Neptun og Apollon, lille og fuld, bag den brunstiges arm på jomfruens lår. Det lønner sig at efterse de politiske og religiøse tilkendegivelser i dette fædre‑ landske værk, Fasti, som rummer megen augustæisk propaganda. Alt i alt er der en lang og slynget vej fra Amores, som er u-augustæisk snarere end anti-augustæisk, over det pro-augustæiske Fasti, gennem Metamorfosernes mange eksempler på re‑ spektløshed over for guder og konger – inklusive kongelige passager fra Æneiden! – og frem til eksildigtene, hvoraf nogle kryber (eller: synes at krybe) for kejseren, dvs. Augustus og senere Tiberius (14‑37). I eksildigtene findes der i mange underdanige argumenter indflettet en del stolt kritik. (f) Metamorfoserne, Forvandlingerne, I-XV er skrevet i årene lige efter Kristi fødsel. Den græske titel er flertal metamorphóseis af meta-mórphosis, om-formning. Det er et kolossalepos, en mytemosaik, hvor der fortælles 250 historier, berettet i vidt forskellige tempi, lange og korte, rækkende fra verdens skabelse til den augustæiske samtid. Ovid præsenterer da også Metamorfoserne som et perpétuum carmen, et ”fortløbende digt”. Allerede i 11.194 begynder det trojansk-romerske stof med retning mod samtiden, så det var ikke udelukkende myter, Ovid ville fortælle. Dog er der fra 2. til 11. sang stort set ingen romerske referencer; samtiden er ude. Anderledes forholder det sig, som vi skal se, med slutningen af ”Apollon og Dafne” (fra 1. sang). Metamorfoserne hylder ikke princippet om stedets enhed: Første tredjedel er centreret om Theben, talrige tragediers sted, anden tredjedel om Athen, tredje om Troja-Rom. Stykket 13.623‑14.608 kaldes ofte ”Den Lille Æneide”. Ved beskrivelsen af episk digtning betjener man sig af begreberne objektiv og subjektiv. Homer er objektiv, siger man; og man fortsætter: Vergil i Æneiden er mere subjektiv og emotionel (”elegisk”), Ovid i Metamorfoserne i allerhøjeste grad subjektiv, se hans henvendelser til digtets personer (fx 3.432ff.), hans bemærkninger

197

198

Pluk dagen

i de talrige parenteser o.a. Til problematisering af denne skala fra Homer til Ovid må det dog nævnes, at de senere års Homer-fortolkning, især den narratologiske, har fremhævet en række subjektive træk allerede i Homer. Det er den raffinerede Homer – fx den kunstner, der beskriver Odysseus og hans fortielser og løgne – disse fortolkere vil vise os, idet de i deres læsninger fokuserer på synspunkt og taleret‑ ning, på personernes informationer, indre og bagtanker. Dette kan også bruges ved læsning af Catul 64, Æneiden, Metamorfoserne og Borgerkrigen af Lukan. Metamorfoserne er kendetegnet ved en enestående medmenneskelig sympati, herunder en særlig indføling i pinte pubertære sind. I intet antikt digt findes erotik‑ ken udforsket med større stofrigdom og variation end her. Kærlighed er ganske vist ikke allestedsnærværende (der er filosofiske og politiske passager, hvor den ingen plads har); men den er et af digtets allervigtigste temaer. Det samme gælder forvand‑ ling, som dog heller ikke findes i alle historierne uden undtagelse. Forvandlinger er ikke det samme som forløsninger; de kan gå ”nedad” (til planter eller dyr) eller ”opad” (til stjerner eller guder); ofte udsletter forvandlingerne på en nådeløs måde menneskelig personlighed, og tit indtræffer de uvarslet og brat. Det menneskelige perspektiv i ”Ekko og Narcissus” (nedenfor) indses bedre, hvis man også læser det afsnit, der hedder ”Den falske tale om ensomhedens forbandelse” i K.E. Løgstrups Den Etiske Fordring (1956). Ovid er den romerske digter, der har haft størst indflydelse på europæisk lit‑ teratur og billedkunst, og det skyldes Metamorfoserne. Historierne om kunstne‑ ren Pygmalion og ynglingen Narcissus tematiserer spejling, blik, gensidighed og identitet og fascinerer af den grund vore dages postmoderne tænkere. Den dystre engelske digter Ted Hughes udgav i 1997 samlingen Tales from Ovid, hvoraf nogle med succes blev dramatiseret af The Royal Shakespeare Company. Ted Hughes var ligesom nobelpristageren Seamus Heaney og fyrre andre engelskskrivende digtere blevet vendt mod Metamorfoserne gennem det poetiske formidlingsprojekt i bogen After Ovid: New Metamorphoses (1994). (g) Eksildigtene omfatter to samlinger: Tristia, Sorger eller Klagesange, nu i fem bøger, oprindelig i fire. Epistulae ex Ponto, Epistler fra Sortehavet eller Pontusbrevene, fire bøger. Det er afgørende for den landsforviste, at han har læseren, dvs. hele verden, med sig – underforstået: mod den Augustus, der har fjernet ham fra hans publikum. Jf. det, vi sagde ovenfor om Tristia 4.10 ”Jeg, som i ungdommen var den kælne kærligheds sanger”. Med sin på én gang analytiske og sanselige tilgang til verden og sin pangfarvede måde at afmale mennesker på har Ovid, direkte eller indirekte, været lærer for de største digtere, ikke mindst William Shakespeare. Der er smukke udsagn i Ovids værker om Den Indre Gud, deus internus, udsagn der kan sammenlignes med Senecas epistel 41, skønt Ovid ikke så udtrykkeligt som Seneca – hans store beundrer og bruger – identificerer Den Indre Gud med den frisættende fornuft (ratio).

Kapitel 9  ·  Ovid

Ovid Metamorfoserne 1.452‑567 Apollon og Dafne 455

460

465

470

475



Apollons første kærlighed var Dafne, Peneios’ datter, som han ikke fik ved slumpetræf, men ved Cupídos vrede: Stolt af sin sejr over Python•-slangen havde Apollon nylig set Cupído udspænde buens• streng, og råbt ham an: ”Hvad vil du, lille flab, med modets våben? Den byrde sømmer sig for mine skuldre, fra mig går pletskud ud mod dyr, mod fjende, og med en regn af pile har jeg nedlagt den svulne slange, som den lå og klemte med pest i bugen sygt så mange marker. Sving du din fakkel og sæt ild i folk og fæ, men bliv fra mine hæderstegn!” ”Lad kun din bue ramme alt, Apollon, min træffer dig!” si’r Venus’ søn til svar. ”Så meget som i verden alt det skabte er ringere end gud, så meget står din magt• og ære under min, Apollon!” Med vingen slår han vej i atmosfæren, når op i skyggen på Parnassets top, frem af sit kogger drager han to pile af modsatrettet• kraft: Den hér kan vække, den hér kan jage kærlighed på flugt. Forgyldt og med en hvæsset od, der lyner, er den, der vækker kærlighed; den anden er sløv og skaftet tynget ned af bly. Med den læderes Dafne,• men den spidse rodfæstes i Apollons ben og marv. Han elsker straks – hun skyr den blotte tanke, og lig Diana, jagtens kyske mø, er Dafne glad ved skovens tykninger og ved at flå det vildt, hun lægger ned, med pandebånd lagt om det viltre hår.

199

200

Pluk dagen



Og mænd begærer hende, men hun skyr dem, og strejfer mandræd i de øde lunde; 480 og Hymens Lænker gi’r hun en god dag. ”En svigersøn, det skylder du din fader!” det bad Peneios, og Peneios bad: ”Og børnebørn, det skylder du din fader!” Men hun, der hader bryllup som det onde, hun svarer, mens hun rødmer fint om kind 485 og slynger sine kælne pigearme omkring hans hals: ”O fader, lad mig leve som evig jomfru, li’som Artemis!” 490

Han føjer hende – men din skønhed, Dafne, forbyder dig at være den, du vil, just dejligheden spærrer for din bøn.

Ved første blik er Foibos tændt, vil ligge med Dafne; hans begær bli’r hede håb, og guden blændes af sin profeti.• Som halm går op i luer efter høsten; som frønnet gærde brænder, når en vandrer er kommet det for nær med sine fakler eller ved gry har smidt en fakkels gløder, 495 således står der flammer fra Apollon, og sådan brænder han i sind og sans, hans håb ernærer håbløs kærlighed. Han ser, hvor håret bølger frit om nakken, og tænker: ”Ja, en kam vil ikke skade”, ser øjnene, der gnistrer li’som stjerner, 500 ser munden, som han gerne mer end så; han priser hendes fingre, hendes hænder, og armene, som mer end halvt er blottet; er noget dækket til, skøntænker han det. Hun flygter lige så rapt som vindens pust og standser ikke ved hans råb:• ”Bliv, Nymfe! Du jagtes ikke af en fjende. Bliv! Du flygter, li’som lammet flyr for ulven, 505 for løven hinden, duerne for ørnen med skræmte fjer – enhver især for fjenden, men kærlighed er mit motiv til jagt.

Kapitel 9  ·  Ovid

510

515

520

525

530

535



Åh gud, hvis du nu snubler! Dine lægge – hvor ufortjent, om torne river i dem, og så bli’r jeg en kilde til din smerte! Den sti, du løber på, er strid, jeg be’r dig: løb sagtere – og jeg vil sagtne farten. Du kunne spørge, hvem det er, der bejler! Jeg er dog ingen bjergmand, ingen hyrde, der skidenfærdig tæller sine mæhlam. Du løber fra en ukendt, hovedløse, du flygter for en ukendt – deraf flugten. Mig dyrker Delfi, Ténedos• og Klaros• og Pátara•; min far er Juppiter. Jeg åbenbarer alt, hvad der skal komme, og var, og er. Jeg skaber harmoni imellem sang & digt og lyrens strenge. Ufejlbar er min pil – dog mere sikker den pil, mit hjerte bløder af, som aldrig til nu har elsket. Lægevidenskaben• er skabt af mig; jeg kaldes Hjælperen; og urters kraft er underlagt min vilje. Ve mig, at ingen lægeurt der findes mod kærlighed, og at min kunst, der gavner alverden, for sin mester kun er gavnløs!” Og han har mer på hjerte; hun – hun løber med frygtsom fart, og han får lov at stå med sine ord usagte der på læben. Så yndig er hun, vinden blotter former, modvinden bølger blødt i hendes tøj; den lette luftning løfter hendes hårpragt; på flugt er Nymfen skøn som aldrig før. Den unge gud vil ikke længer ofre sin søde bøn omsonst, han haler ind på pigen, ildnet heftigt af Cupído. Ret som• en gallisk mynde, der har øjnet en hare på den vidtudstrakte mark: Den ene søger bytte ved at løbe, den anden frelse; hunden håber just i næste nu at hugge tand i ofret og strejfer harens fod med snuden strakt, men haren – uklar på, om den er grebet –

201

202

Pluk dagen



får flået sig løs i allersidste nu, og mens snuden rører haren, smutter den. Just sådan iler Foibos og den Skønne, af håbet• han, af frygten hun sat op. Men hurtigst er dog guden, som forfølger, 540 thi Amor står ham bi med sine vinger; han haster fremad uden rast og hvile, nu står han lænet over hendes ryg, og puster ind i Dafnes hår, som flagrer fra nakken ned. Da blegner hun i afmagt; den vilde flugt har tappet hendes kraft, så ser hun mod Peneios-flodens bølger 545 og trygler: ”Hjælp mig, fader, hjælp, så sandt I floder ejer guddomsmagt og -evne! Udslet ved en forvandling denne skønhed, med hvilken jeg fortryller alt for meget!” 550

555

560



Og knap er bønnen endt, før blytung mathed indtager arme, ben; og brystpartiet belægges med en tynd bast; håret vokser til grønne blade, armene til grene; den fod, som løb så let, går ud i rødder uflyttelige; ansigtet bli’r krone. Tilbage er af alt det skønne: løvglans. Men også denne Dafne elsker han. Og da han lægger højre hånd på stammen, da føles endnu hendes hjertes sitren bag ved den nye bark. Og mens han knuger – som var det Dafnes arme – grenene ind i et favntag, kysser han på træ. Kys preller af på træ – han taler til det: ”Min hustru kan du, ser jeg, ikke blive, så skal du i det mindste vær’ mit træ: Mit kogger, mine lokker og min harpe skal, Laurbærtræ, i evighed dig bære. Du skal bekranse de latinske• fyrster, når glade stemmer synger ”Hil! Triumf!” og jubelskaren går mod Capitol. Augustus’ slot på Palatin skal du

Kapitel 9  ·  Ovid

565

flankere, du skal troligt værne om hin egekrans, der pryder dets portal. Og ligesom mit hår, urørt af kniven, skal bølge om mit evigunge ansigt, skal stedsegrønne blade pryde dig.”



Paian• var færdig. Med de nye grene gav Lauren håndslag, og det forekom, som om den rysted kronen som sit hoved.

Ovid Metamorfoserne 3.339‑510 Ekko og Narcissus 340

345

350



Han• blev berømt i alle Boeotiens byer og svared upåklageligt alle der søgte ham med deres spørgsmål. Først til at prøve hans ords troværdighed blev Liriópe, Nymfen, Cephísus• engang tog fangen i sine bugter, sluttede i sine vande og tog med voldelig elskov. Siden hen fødte den skønne af skødet en fuldbåren pode som fra han lå i sin vugge enhver fandt allersomkærest. Navnet han får er Narcissus. Hun går til Tiresias, spørger om hans liv bliver langt og når til oldingealder. “Hvis han ej kender sig selv!” er svaret fra skæbnens fortolker. Længe syntes det intet at sige. Men at det var rigtigt, viste hans sælsomme død og hans uhørte form for forrykthed.

355

Tre gange fem plus et var Cephisussønnen nu blevet og kunne altså både betragtes som dreng og som yngling. Mangen en ung mand, mangen en pige forelsked sig i ham. Bøjelig blid så han ud, men hjertet var hårdt og hovmodigt: Ingen ung mand og ingen ung pige fik lov til at få ham.



Han sætter net for den springende hjort, og en Nymfe med stemme ser ham, en Nymfe der ikke kan tie til andre, men ikke selv tage ordet til nogen, den genlydssendende Ekko.



Endnu var hun en pige og ikke blot lyd. Men hun havde ganske den samme snaksomme skik som hun stadigvæk ejer: at hun af alt hvad hun hører, må efterplapre det sidste.

360



203

204

Pluk dagen

365

370

375

380

385

390

395



Dette var Junos skyld. Thi når hun kunne ha grebet Nymfer i hendes Jupiters favn i bjergenes skove, sinkede Ekko gudinden med snak så Nymferne kunne nå at forsvinde forinden. Det mærked hun snart, og hun sagde: “Megen brug skal du ikke mer få af den tunge du narrer mig sådan med, og kort blir alt hvad du siger herefter!” Hun sætter handling bag, og i slutningen af hvad hun siger, blander Ekko sig kun ved at gentage hendes ‘herefter’. Som hun nu så Narcissus gå om derude i skoven, brød hun i kærligheds lue og fulgte ham lige så stille. Hedere blev hun jo tættere på hun kom til sin flamme, ganske som fængeligt svovl der sidder på enden af faklen, bryder i brand så såre man holder det nær til en flamme. Hvor hun dog ønsked hun kunne ha talt til drengen og bruge alle de ømmeste ord! Men som hun er indrettet, kan hun ikke begynde. Men hvad hun kan, det er hun parat til: Vente på noget at sende sit ord tilbage som svar på. Han var engang kommet væk fra skaren af trofaste fæller og havde råbt: “Nogen her?”, og “Her!” var svaret fra Ekko. Undrende ser han sig søgende om og råber med høj røst: “Kom så!”, og Ekko ber ham om det som han ber om. Han spejder atter ihærdigt omkring sig: Der viser sig ingen. Han råber: “Undgår du mig?” – og svaret består i det selv samme spørgsmål. Han bliver ved, og forvirret af svarene prøver han atter: “Kom og begiv dig nu hen til mig!” Og så gerne som aldrig svarer hun: “Giv dig nu hen til mig!” Og fuld af fortrøstning til sine ord går hun ud af tykningen og vil forsøge at lægge armene rundt om hans nakke og ta ham i favnen. Drengen flygter og råber imens: “Få så taget de arme væk og bliv mig fra livet! For hellere lider jeg døden end jeg er din!” “Jeg er din!” – det var svaret, han hørte fra Ekko. Afvist gemmer hun sig i skoven og skjuler sit ansigt bag dens løvrige grene og lever i ensomme grotter. Elskoven sidder i hjertet og gror ved at blive foragtet, og den elendiges krop bliver mager af søvnløse kvaler, runken og indfalden blir hun og udtørres helt og aldeles, indtil der ikke er andet tilbage end stemme og knogler.

Kapitel 9  ·  Ovid

400



Stemmen forblir hvad den var, men knoglerne bliver til klippe. Siden hen ses hun aldrig, men skjuler sig i sine bjerge, høres dog af enhver: Kun lyd er der liv i i Ekko.

405

Sådan blev hun og en hoben af Nymfer fra bjerge og bække afvist og narret, og endnu før• dét en hoben af mandfolk. Af de forsmåede var der da én der med blikket mod himlen udbrød: “Lad ham da elske som mig og lige så håbløst!”



Til den retfærdige bøn havde Nemesis• givet sit minde.



Dyndfri• lå der en kilde med vande så klare som sølvspejl, aldrig berørt af hyrder og aldrig af geder fra bjerget eller af andet kvæg og aldrig forstyrret af fugle eller af vilddyr eller af knækkede grene fra skoven. Om den voksede græsset så friskt og så frodigt af væden, og imod solens brand beskyttede træernes skygge.

410

415

420



Træt efter jagten og mødig af heden havde Narcissus lagt sig her, lokket hid af stedets skønhed og kilden. Ivrigt stiller han tørsten. Men derunder vågner en ny tørst. Medens han drikker, fortrylles han af hvad han øjner i vandet, elsker og håber og tror at hvad der er vand, er en anden, undrer sig over sig selv og stivner, med blikket fikseret ganske som om han med ét var en støtte• af marmor fra Paros. Oppe fra grønsværen ser han dernede en tvillingestjerne – det er hans øjne – et hår så skønt som Apollos• og Bacchus’, bløde kinder, en elfenbenshals og dejlige læber, og i den lysende, snehvide hud en rødmende skærhed.



Og han beundrer hvad andre beundred, og ubevidst elsker han nu sig selv og giver sig selv komplimenter og får dem, bejler og bejles til og sætter i flamme og brænder. Ofte forsøgte han på at kysse det skuffende vandspejl. Ofte forsøgte han, også omsonst, at få sine arme ned om den nakke han ser, og gribe sig selv i sit billed! Hvad han ser, fatter han ikke, men det han ser, tænder hans hjerte, øjenbedraget dårer og ægger hans øje des mere.



Du er naiv når du tror du kan fange det flygtige billed! Intetsteds er det! Vend dig! – og væk er det som du elsker.

425

430

205

206

Pluk dagen

435

440

445

450

455

460

465



Det er en skygge af lys der kastes tilbage af spejlet, ingenting selv! Det er kommet med dig, og det blir der hvis du blir; og det blir borte med dig hvis du kunne holde dig borte! Ingen tanke på føde og ingen tanke på hvile driver ham bort. Han ligger strakt ud i græsset på bredden og har kun øje for denne bedragerisk dragende skønhed og er fortabt i sit bliks trylleri. Han rejser sig halvt op, rækker så armene ud mod skoven omkring sig og siger: “Har du, o skov, været vidne til sådan ulykkelig elskov? Mangt et elskende par har du skjult i din skærmende skygge! Kan du i alle de tider og år, du har vokset, erindre nogen der sygnede hen som jeg af kærligheds kvaler? Se hvad jeg elsker, det kan jeg; men hvad jeg kan se og må elske, kan jeg dog ikke finde. Så grusomt narres min elskov. Og for at øge min kval er det hverken vældige have, ørkener, bjerg eller mur om befæstede byer, der skiller – blot en anelse vand! Han ønsker jeg tar ham i favnen. Thi når jeg rækker et kys ned mod de lysende vande, stræber han opad i vandet med læberne mod mig til gengæld. Det er så lidet der skiller os to at jeg må kunne nå dig! Hvem du end er, så kom op! Hvorfor skuffer du mig og forsvinder, dejlige dreng? Det er hverken mit ydre eller min alder, véd jeg, der jager dig bort – selv Nymfer forelsker sig i mig! – og af dit blik og dit smil kan jeg se jeg har nogen forhåbning. Rækker jeg armene mod dig, gør du det samme med dine. Smiler jeg, får jeg et smil. I dit øje ser jeg en tåre, når der er tåre i mit. Og nikker jeg, nikker du også. Og, kan jeg se på din dejlige mund, du forsøger at sende ord tilbage. Men ak, de når ikke frem til mit øre! Han – er mig selv!• Jeg ved det, mit billede narrer mig ikke! Jeg er min egen flamme og den der fortæres af flammen! Hvad er min rolle? At be eller lade mig be? Og om hvad da? Hvad jeg begærer, det har jeg! Men just den rigdom er armod! Kunne jeg bare forlade mit legeme, skille mig fra det! Gid min elskede ikke var hos mig – et grueligt ønske!

Kapitel 9  ·  Ovid

470

475

480

485

490

495

500

505

Smerten fortærer min styrke og sundhed, og livet forsvinder hurtigt, og snart skal jeg visne i selve ungdommens forår. Døden er ikke en pine – med den forsvinder min plage. Kunne blot den som jeg elsker, bestandig glædes ved livet! Én død skal vore to forenede hjerter nu lide!” Og i sit afsind ser han på ny på synet i vandet. Men da hans tårer bryder dets spejl, forstyrrer dets krusning billedets klarhed. Han ser det forsvinde og råber fortvivlet: “Flygt ikke! Bliv og forlad dog ikke så grusomt din elsker! Lad mig få lov til at se hvad jeg ikke har lov til at røre, og til at ildne mit arme begær!” I sorgen og smerten flænger han tøjet itu fra linningen oppe ved halsen, blotter sit bryst og slår sig med hænder så hvide som marmor. Og da begynder hans bryst at rødme som blussende roser, ganske som• æblet begynder at rødme på kinden i solen, eller som druen i klasen, når modningen lige begynder, ejer et skær i flere nuancer af fineste purpur. Da han så dette i vandet som atter var roligt og spejlblankt, var det forbi. Som det gullige voks bliver blødt under sagte ild, eller morgenens rim forsvinder i varmen fra solen, således svinder han hen i sin elskovs brændende smerte, hentæres lidt efter lidt af den brand han har i sit hjerte. Snart er hans snehvide teint og dens rosenbladsrødme forsvundet borte hans sundhed og kraft og alt hvad der gjorde ham dejlig, hele den yndige krop som vakte Ekko til elskov. Dog, da hun så• ham, fornam hun til trods for sin krænkede harme smerte derved, og så tit den elendige råbte: “Jeg stakkel!”, lod hun det lyde igen og runge i bjergene: “Stakkel!” Når han med hænderne slog sig for brystet i kvide, så gengav Ekko også den lyd så dumpt som den lyder ved graven. Og som han så ned i spejlet, var dette det sidste han sagde: “Ak, min ulykkeligt elskede dreng!” Og skovene gentog ordene, og hans “Farvel!” besvaredes også af Ekko. Mat sank hans hoved da ned i det grønne græs, og hans øjne lukkedes, medens de så beundrende på deres ejer. Selv i de dødes land hvortil han kom som en skygge, spejlede han sig i Styx.

207

208

Pluk dagen

Hans kusiner,• Najaderne, sørged over hans død og bragte ham ofre af deres hårpragt; også Dryaderne græd, og Ekko besvarede gråden. 510

Bålet var rede, man kom med både fakler og båre: Liget var borte.• Man finder i stedet en blomst der med hvide kronblade kranser den gullige •kalk der er i dens midte.

Ovid Metamorfoserne 10.243‑297 Pygmalion og elfenbenspigen 245

250

255



De tæver• stod Pygmalion• for øje i lange tider, og forarget dybt over de fejl, naturen havde nedlagt i overmål i kvindesindet, leved han ene som en ugift mand og uden en kvinde til at dele sine nætter. Så gav han form, ved kunstens lykkebårne mirakel, til det hvide elfenben og skænked det en skønhed, som den aldrig hos nogen kvinde født på jorden fandtes – og blev bedåret af sit eget værk. Så stor en sandhed præger hendes ansigt, at øjet skuffes, tror, hun lever, ånder, og at hun ville røre sig, hvis ikke blufærdigheden standsed hendes fod: I en sådan grad er kunsten• skjult med kunst. Pygmalion beundrer; han har flammer i brystet af begær mod en lavet krop. Han nærmer ofte hænderne og føler: ”Er det en krop mon eller elfenben?” – men kvier sig ved at medgi’: ”elfenben”. Han giver kys og tror, at kys ham gives, han taler og han favner, og han synes, at armene gi’r efter for hans fingre, han frygter, om blå mærker nu vil skæmme de lemmer, han har krammet alt for hårdt. Snart lokker han med søde komplimenter,

Kapitel 9  ·  Ovid

260

265



snart kommer han med gaver, som må fylde hvert pigesind med glæde: skønne sten, konkylier, blomsterflor i tusind farver, små fugle, liljer, bolde flot bemalet, og Heliaders• gråd fra træet dryppet. Om hendes lemmer lægger han en robe, og fingrene får ringe, halsen prydes med skønne smykker, ørerne med perler, og bånd om barmen, alting er så fint – men nøgen er hun ikke mindre skøn. Hun lægges hen på purpurtæpper, farvet med Sidons• musling, kaldes hjertenskær, med bløde puder under hals og nakke – som om en nakke• føler – puttes hun.



En festival• trak alle mand af huse på Cypern: Venusdag. Behængt med guld på deres krumme horn gik kvier ved altret i knæ, i hvide nakker ramt af øksen. Højt virakdampen steg: Pygmalion står ved altrene og offeret er bragt, så beder han i angst og si’r: ”I guder, hvis I formår at gi’ os alt, vi ønsker, så hør min bøn og lad min livsledsager da blive (dog, han turde ikke sige ”elfenbenspigen”, men kun) ganske lig den kvinde, jeg har skabt af elfenben!”



Den gyldne Venus deltog selv i festen og så helt vel, hvor denne bøn bar hen, og som et varsel om gudindens venskab slog flammen op tre gange, og den trak igennem luften hen en luetunge.

280

I samme nu Pygmalion er hjemme, så styrer han mod kærestens figur, han knæler ned ved hynden, kysser hende – og syn’s, han mærker varme. Om det passer, det prøver han med munden, så med hånden mod brystet, hvor det stive elfenben bli’r blødt og viger for hans fingres tryk, således som Hymettos•-voks i solen

270

275



209

210

Pluk dagen

285

290

295



kan blødnes, modelleres med en tommel til former, der bliver brugbare ved brug. Han fryder sig … i tvivl, han måber, gruer for blændværk, og så brænder han igen, igen med hånden på sit ønskes mål: Det ér en krop! Jo, han kan mærke årer, der banker mod hans tommel med en puls. Da bryder Pafos-helten ud i strømme af jubelord, som skal gi’ luft for tak til Venus. Og han presser sine læber imod den bløde mund, den ægte mund. Men pigen rødmer, da hun føler kysset, blufærdigt hævende sit blik hun øjner i samme nu sin elskede og himlen. Det par, hun skabte, våger Venus over: Ni gange mødtes månehornets spidser og fyldte hele skiven ud, da fødtes den lille Pafos• – hun gav øen navn.

Ovid Tristia 4.10 Digteren til sin læser om sit liv og levned Jeg, som i ungdommen var den kælne• kærligheds sanger,   læs• disse vers om mig selv: Hør mig, o kommende slægt! Sulmo,• hvis brusende bæk har køligt vand, er min hjemstavn,   atten mile fra Rom ligger den dejlige stad. 5 Der er jeg født. Vil du vide hvornår,• så var det, da begge   konsuler faldt i en strid uden for Módena by. Ridderskabet er gammelt i slægten (hvis sligt har betydning),•   ikke ved lykke og gunst vandt jeg mig ridderens rang. Ældste søn er jeg ikke; før mig der fødtes en broder, 10   netop to gange seks måneder kom han før mig. Samme stjerne bestrålede huldt vor fødselsdagsmorgen,   én var dagen, men to kagerne, guderne fik. Det var den tyvende marts: ved Minerva•-festen den første   dag, der bestænkes af gladiatorernes blod.

Kapitel 9  ·  Ovid

Uddannet blev vi fra små ved vor faders kærlige omsorg,   lærere• fik vi i Rom,• hvortil som drenge vi kom. Broderens studium var fra første færd elokvensen,•   han havde lunger til dyst ude på romernes torv. Jeg derimod som barn alt dyrked den himmelske sangkunst:• 20   Musen fristed mig til syslen med højere ting. Tit lød faderens ord: ”Hvortil denne brødløse rimen?   Selve Homerus har ej efterladt gods eller guld.” Faders formaning blev hørt: Jeg vendte Muserne ryggen,   og med et redeligt sind lagde på prosa jeg vind. 25 Dog faldt helt af sig selv min tale i klingende rytmer,   og• hvad jeg vilde ha’ sagt, gik efter digternes takt. 15

Tiden forløb. År fulgte på år. Og jeg og min broder   skulle på selv samme dag have vort mandetøj• på. På vore skuldre blev lagt en purpurtunicas brede 30   bræmmer – men som tilforn dyrkede hver sin passion. Dog, min broder gik bort, da han lige var fyldt sine tyve;   denne del af mig selv lever jeg uden endnu. Så begyndte så småt min embedsbane; jeg nåede   pladsen som en af de tre,• der fører fængselstilsyn. 35 Nær var jeg bleven senator. Da tog jeg den smallere• stribe,   sådant højtideligt hverv var mig for tungt et besvær.• Konstitutionen var svag, gemyttet alt for ustadigt,   lykkeligvis fik jeg bugt med min ærgerrigheds sting. Muserne gav mig det råd, som passede bedst for mit anlæg, 40   offentlig umag at sky, vi mig det tvangfrie liv. Med lidenskabelig flid blev samtidsdigtningen gransket,   samtlige digtere stod for mig som himmelske folk. Gamle Macer• har tit reciteret for mig sine ”Fugle”,   læst om ormenes bid, urternes dyder og kraft. 45 Mangen en stund Properts deklamered for mig sine sange,•   vi slutted fostbroderskab, var som to sjæle i én. Ponticus,• Thebens sanger, og Bassus, flink i satiren,   dyrked fortrolig og hang jeg uadskillelig ved. Selve Horats med sin klangrige• røst fortrylled mit øre, 50   hele Italiens land lytted til lyren, han slog. Jeg har kun set Vergil i et glimt; og den nærige skæbne•   røved Tibullus som ung, før han blev rigtig min ven. Gallus• afløste han, som han selv af Properts blev erstattet,

211

212

Pluk dagen

  i den elegiske flok er jeg det fjerde led selv. 55 Ret som jeg dyrked de ældre, blev selv jeg af ungdommen dyrket,   snart blev min lystige sang kendt i en videre kreds. Dengang jeg først trådte frem med ungdomsdigte for folket,   havde jeg næppe nok to gange barberet mit skæg. Den der tændte min gnist, var en kvinde på alle folks læber: 60   navnet Corinna• er et, jeg har fingeret som skjul. Ja, adskilligt jeg skrev, men de ting, der syntes mig slette,   dem stak jeg ind i min ovn• til revision og censur. Gode ting brændte jeg også, den tid jeg blev drevet af lande,   vred• på al poesi, vred på mit eget geni. Blødt var mit hjerte og blidt, for Cupídos pile en skive,   selv for en ren bagatel var det opfarende, sart. Trods denne hede natur, dette brændbare jeg, jeg bar rundt på,   fik bysladderen dog aldrig sat plet på mit navn. Halvt knægt var jeg – man gav mig en viv, unyttig, uværdig; 70   heller ej sige hun kan, at hun var længe min viv. Bedre var vist den næste, jeg fik; men også fra hende   måtte jeg skilles, min seng var for den bedste bestemt. Endnu i sene år er den tredje• med mig forbunden,   og hun har modigt holdt ud at ha’ sin mand i eksil. 75 To gange alt har min datter mig gjort lyksalig som bedste   fader, men hver af de to med en forskellig gemal. 65

Sent havde nu min fader fuldbragt sin jordiske vandring,   hundrede år minus ti blev den bedagedes lod. Og jeg græd ved hans lig, som han ville græde ved mit; men 80   øjet var næppe nok tørt, før også moder gik bort. Held jer, I elskede to! Betimeligt gik I til hvile,   såsom i graven I sank før min landflygtigheds stund. Held også mig, at forældrene vel var døde forinden,   så de blev sparet for den sorg, der har ramt deres søn. 85 Dog, hvis der bliver mer end et navn efter døden tilbage,   hvis den stofløse ånd undslipper ligbålets støv; hvis mit ry efter døden kan nå forældrenes skygger   og man på torvet ved Styx• drøfter mit anklageskrift: Lyve for jer er umuligt, så tro mine ord: Til eksilet 90   var en forseelse• kun, ingen forbrydelse, grund. Nok for de hedenfarne! Jeg vender tilbage til jer nu,   hengivne sjæle, hvis lyst er at få nys om mit liv.•

Kapitel 9  ·  Ovid

Gråsprængtheden var kommet og stribede nu mine lokker,   livets den smukkeste del gik, just da gråheden kom. 95 Tiende gang fra det år, jeg fødtes, olivenens kranse   lå om en sejrende hest ved den olympiske• fest. Da blev til Tomis• jeg sendt; i sin vrede• befaled Augustus   mig ved Det Gæstmilde Hav friste en kummerlig lod. Grunden• til dette mit fald, den kender desværre jo alle; 100   ikke fornødent det er, at jeg bevidner den selv. Rejsefællernes• svig vil jeg glemme – og slavernes lovbrud,   trængsler som ellers står mål med mit eksil i sig selv: Ånden• vægred sig mod at kues af nød og af modgang,   stolende selv på sin kraft uovervunden den stod. 105 Over mit liv som boheme slog jeg streg – og over mig selv med,   greb, skønt med uøvet hånd, våben der traf deres mål, medens til lands og til vands jeg trodsed så talrige kvaler,   som der er stjerner fra Nord-polen til polen i Syd.

Omtumlet ilde af rejsen den dræbende kom jeg omsider

110   op til sarmaternes land, nær ved den getiske strand.

Skønt jeg forstyrres af raslen af nabostammernes pile,   digter jeg dog om mit livs traurige skibbrud en sang. Vel når mit digt ikke frem til et publikums øjne og øren,   men jeg fordriver med det listig den trælsomme tid. 115 Ja, at jeg lever endnu og står op mod de tungeste sorger,   og at jeg ikke er led ved mit forstyrrede liv, skylder jeg, Musa,• kun dig! Du sød husvalelse giver,   dysser min kvide til ro, læger mit dybeste sår. Du er min fører, mit følge; og bort du mig leder fra Donaus 120   plumrede vand til en plads oppe på Musernes Bjerg.• Mig gav du lysende navn i levende live – hvor sjældent;   digterne som de er flest, får jo først ryet posthumt. Niddet,• der altid vil skose det sidste nye, har ikke   hugget sin giftige tand i noget værk af Ovid. 125 Selv om denne epoke er rig på sjældne poeter,   var Berømmelsen dog storsindet mod mit talent; og man har sat mig på linje med mange, jeg selv vil vurdere   højere, og jeg bli’r læst i hele verden• med lyst. Dersom en skjald da tør spå og spådommen bærer på sandhed, 130   skal jeg, o jord, når jeg dør, ikke hjemfalde til dig! Enten nu gunst eller kunst har skaffet mig navnet i verden,   skylder jeg dig, min tro læser, en hjertelig tak.

213

Kapitel 10 SENECA

Lucius Annaeus Seneca blev født i Córduba i Spanien, antagelig i år 1 f.Kr. Om det spanske boom i latinsk litteratur i første efterkristne århundrede se nedenfor i kapitel 13 om Martial. Senecas familie kom oprindelig fra Italien, de var velhavende folk af ridderstand. Hans forældre hed Seneca og Helvia. Seneca havde en storebror Novatus, senere kaldet Gallio, om hvem man kan læse i Bibelen (Apostlenes Gerninger 18.12‑17), og en yngre bror Mela, der blev far til digteren Lukan. En moster tog på et tidspunkt unge Lucius med til Rom. Annaeus-klanen holdt sammen, og også da Seneca var blevet voksen, gik denne selvhjulpne dame et par gange i brechen for ham. Under kejser Tiberius (14‑37) gjorde Seneca en vis karriere som jurist og debute‑ rede med held som forfatter; hans tidlige værker er imidlertid gået tabt. Formentlig er Consolatio ad Marciam, Trøsteskrift til Marcia, Senecas ældste bevarede værk. Disse lindrende og opbyggelige trøsteskrifter er typiske for Seneca. Meningen med værker inden for den stoiske moralfilosofi er i det hele taget, at de skal fungere som psykoterapi for trængte mennesker. Det samme gælder epikuræisk moralfilosofi (se om Lukrets i kapitel 3). For en stoiker, der vil trøste, er det oplagt at pege på, at døden kan betragtes som en befrielse, idet den døde ikke er underkastet det vilkårlige og ofte grusomme tilfælde, fortuna. Seneca afviser myterne om dødsriget, og nogen stærk tro på sjælens personlige videreliv har han ikke at dele med de sørgende. Han forstår ganske vist på betagende vis at udmale en udødelig sjæls tilværelse iblandt guder og stjerner, men i højere grad end denne eventuelle ulegemlige posteksistens er det faktisk eksistensen her og nu, der interesserer ham. Da denne eksistens kan forskønnes og højnes af historiske forbilleder, giver det god mening at stræbe efter en anden slags udødelighed, nemlig den, man kan opnå gennem ryet og eftermælet, fama. Så kan man selv blive et exemplum, en rollemodel for nu- og fremtid. Denne idé er også udbredt hos Cicero, som skriver meget om fama og gloria, berømmelse og ære, og faktisk er ret betænkelig ved disses rolle i hans tanker. Ideen om eftermælet kommer også til udtryk hos Tacitus, som lader den døende Seneca testamentere sine venner ”billedet af sit liv” (se kapitel 14). Vores venskab dør ikke, så længe I ser mit liv for jer. En hel række af de trøstegrunde, som anføres i de antikke consolationes, trøsteskrif‑ ter, er stadig i kurs hos os, fx den trøst, henvendt til et ungt menneskes efterladte, at det kommer an på, ”ikke hvor meget, men hvordan” man har levet. Som led i sådanne overvejelser formuleres ideen om livskvalitet (”hvordan”). Den møder vi ligeledes i alle de tekster, hvor budskabet er carpe diem (pluk dagen), og hvor det at leve er brugt i

216

Pluk dagen

prægnant betydning: leve stærkt, leve inderligt. Ved Michael Strunges død i 1986 skrev Klaus Høeck et digt, ”Til Michael”, hvis tredje strofe lyder: der er et liv som ikke kun måles i år men i kærlighed Som vi også skal høre i Lukans epos, fandt stoikerne, at det er uværdigt for et menneske at elske livet meget højt og hænge heftigt ved det. Overdreven kærlighed til og agtelse for livet forstyrrer et menneskes fred og frihed, den får os til at frygte døden og ikke mindst andre mennesker, især mennesker med magt over liv og død. Menneskefrygt, timor hóminum, er noget af det værste for tilhængerne af denne rankheds-etik, som også lyder i Karen Blixens værker, hvor det hedder, at man lever frit, hvis man kan dø. En krøllet og klog kommentar til dette findes i Martials epigram 11.56. Kort efter Martial kom kristendommen til orde med sin forkyndelse af ubetinget ærefrygt for livet og med sin lære om, at livet er godt og mennesket ondt. Foruden det til Marcia skrev Seneca et dejligt trøsteskrift til sin mor Helvia og et til Polybius, kejser Claudius’ sekretær. Sidstnævnte værk, som er noget krybende i det, udsendte Seneca, ligesom det til Helvia, fra sit eksil på Korsika, hvortil han var blevet sendt i 41, anklaget for hor med en af afdøde kejser Caligulas søstre. I 41 mistede Seneca også sin eneste søn. I 49 fik kejser Claudius’ nye gemalinde Agrippina kaldt Seneca tilbage fra eksilet. Seneca udnævnes nu til opdrager for Agrippinas begavede tolvårige søn Lucius Domi‑ tius Ahenobarbus, hvis fremtid som kejser Nero endnu ikke var nogen given ting. I 51 styrkes Senecas indflydelse, derved at Burrus, som snart bliver Senecas nære allierede, indsættes som øverstkommanderende for prætorianergarden. I 54 bliver Nero kejser, og indtil 62 har Seneca status som en slags førsteminister for supermagten. Seneca of‑ fentliggør en satire over den afdøde kejser Claudius (41‑54), samtidig med at han havde skrevet den officielle lovtale over den så dybt savnede monark. Seneca var en smidig mand, og hans samtid kunne lide ham. Med støtte i en udtalelse af kejser Trajan (98‑117) taler man om de første fine år efter 54 som ”Neros femår”, og de fleste henfører denne periodes relative humanitet til indflydelse fra ”humanisten ved Neros hof ”, for nu at anvende undertitlen på Villy Sørensens Seneca-bog (1976). Også Tacitus skriver om den mordhæmmende virkning, der udgik fra makkerskabet mellem Burrus og Seneca. Dog, allerede i februar 55 lader Nero Britannicus, Claudius’ søn, myrde. I 55‑56 udarbejder Seneca så værket Om Mildhed til den unge fyrste. Værket var oprindelig i tre bøger, kun første bog og de første syv kapitler af anden er bevaret. Hvordan skriftets grænseløse smiger af den attenårige kan fortolkes, kommer vi ind på i noterne til Om Mildhed. I 59 lod Nero sin mor myrde; nu var Neros Femår ude. Senecas skæbne efter Burrus’ død i år 62 er, ligesom hans sokratiske død i 65, be‑ skrevet af Tacitus. Villy Sørensen og mange andre antager, at Senecas værker som regel er blevet fremkaldt af filosoffens egne bevægede livsforhold. Hvis man på denne måde

Kapitel 10  ·  Seneca

tolker værkerne politisk-eksistentielt, vil man formode, at værket De Otio blev skrevet i 62, da Seneca, med fare for sit liv, har trukket sig tilbage fra magten. Samfundsgavnlig indsats var pligt for en stoiker, hvilket gør Senecas overvejelser over vilkårene for poli‑ tisk aktivitet i en totalitær stat særlig spændte; de kredser i høj grad omkring begrebet otium, som kan gengives med: lediggang, stille liv, politisk inaktivitet, indre emigration (jf. kapitel 8 om otium hos elegikerne). En række af Senecas filosofiske essays – fx de tre ovenfor anførte trøsteskrifter til Marcia, Helvia og Polybius og skrifterne Om Sindsro, Om Livets Korthed og De Otio – er sammen med de tre bøger Om Vrede samlet under titlen Diálogi. Værkerne De Clementia, dvs. Om Mildhed, De Beneficiis, dvs. Om Velgerninger (7 bøger), Naturales Quaestiones, dvs. Naturvidenskabelige Problemer (8 bøger), samt Epistulae Morales har lige så fuldt som de såkaldte Diálogi livfulde dialog-træk, uden at disse Seneca-værker dog ligner Platons dialoger, som kan være udformet som rigtige samtaler. Om Velgerninger er en omfattende socialetisk (samfundsmoralsk) undersøgelse af den rolle, velgerninger, beneficia, og taknemmelighed, gratia, for en romersk betragt‑ ning bør spille i det menneskelige samvær. I forlængelse af den franske sociolog Marcel Mauss (1872‑1950) taler man om, at et førkapitalistisk samfund som det romerske er kendetegnet ved ”gaveøkonomi”. Det betyder, at meget af økonomien er ”indlejret” i ikke-økonomiske institutioner: venskab, klientrelation, mæcenat eller lignende. Idealet er et stadigt voksende netværk af gensidig støtte og hjælp. Folk, der er vant til kapita‑ listiske samfund med en separat sfære for økonomisk udveksling, kan nemt gå fejl af dette, specielt skandinaver, som føler sig på glatis, hvis de ikke på kroner og øre kender prisen på ting og tjenester. Jeg nævner disse sociologiske begreber, fordi de kan fungere som lidt af en nøgle til mange romerske udsagn om venskab og taknemmelighed. Med begrebet gaveøkonomi kan der også kastes lys over digternes forhold til deres ”spon‑ sorer” (Mæcenas, Messalla) og over klienternes relation til deres patroner. Sine otte tragedier omtaler Seneca aldrig, i alt fald ikke i de bevarede værker. Tra‑ gediernes handling og miljø er græsk fortid, deres atmosfære romersk samtid. Denne dobbeltverden, dette græsk-romerske både-og, ligner strukturelt set det univers, man kan se i Plautus’ komedier; og også Den Romerske Elegi er i et vist omfang præget af et sådant både-og. Det er et litteraturhistorisk fænomen af stor kulturhistorisk inte‑ resse. Vedrørende Seneca-tragediernes formål går det ikke an at kalde dem stoiske lærestyk‑ ker, hvis man dermed mener, at de skulle forkynde, at verden, når alt kommer til alt, be‑ herskes af et nådigt forsyn, en kosmisk fornuft. Dette er den stoiske teologi, med grund‑ lag i den ”filosofiske religion”, som Platon (427‑347) udkastede i sene værker, vendt mod grækernes overleverede religion og de græske tragedier. Men slig opbyggelighed er ikke Seneca-dramaernes facit; sådan har stoikeren ikke kunnet eller villet ombøje de græske tragikeres udformning af myterne. Specielt Senecas Ødipus dokumenterer frygtelig ab‑ surditet; man kunne mene, at Seneca faktisk underminerer sin stoicisme med den slags, og finde, at det er blasfemi (gudsbespottelse). Lukan, som var fortrolig med sin onkels tragedier, dyster i sit epos Borgerkrigen med tilsvarende problemer, som her er skabt af

217

218

Pluk dagen

et samtidshistorisk stof: Hvordan tyde stoisk meningsfylde ind i borgerkrigens begiven‑ heder? Senecas tragedier har øvet en formidabel indflydelse, bl.a. på Shakespeare, men også på spansk litteratur, hvis forfattere, ikke mindst i 1600‑tallets barok, har følt, at de genkendte sig selv i denne sjælekloge mand fra Córdoba (som byen hedder nu). Søren Kierkegaard beskrev Senecas Moralske Epistler som ”Kjerne-Foder”.

Seneca: Moralske Breve til Lucilius, nr. 41 Gud i mennesket 1

2

3

4

Kære Lucilius! Det er fortræffeligt hvad du gør, det er din egen redning,• hvis du, som du skri‑ ver, målrettet styrer mod et godt humør• – som det er tåbeligt at bede guderne om, når man nu kan få• det hos sig selv. Vi behøver ikke at løfte hænderne mod himlen, eller tigge en tempeltjener om at lade os komme tæt hen til gudebilledets øre, som om vi så bedre kunne blive bønhørt. Nej, gud er nær ved dig, sammen med dig, inden i• dig. Sådan ser jeg det, Lucilius: Vi har i vort indre en hellig• ånd, der sidder som dommer og våger og vogter over alt det onde og gode ved os; og på samme måde som vi behandler ånden, behandler den os. God uden gud kan ingen være. Er der måske nogen, der kan hæve sig op over lykkens luner uden hjælp fra ham? Ham er det, der giver stolte og ranke råd. I hver eneste gode mand i verden ”bor• der en Gud – men hvilken, er uvist.” Dersom du forvilder dig ind i en lund, som er tæt bevokset med gamle træer, der hæver sig over den ordinære højde, og hvor der er spærret for udsynet til himlen af grenenes netværk, da vil træernes ranke og høje vækst, stedets afsondrethed og forundringen over at møde en så kompakt skygge under åben himmel i dig vække den tro, at her har en guddom bo. Dersom en grotte får et bjerg til at svæve i luften, og den ikke er fremstillet med håndkraft, men udhulet ved naturkræfter, som har fortæret klippemassen i stor dybde, da vil grotten få dit sind til at sitre, thi det hellige anes. Store floders kildespring hilser vi med ærbødighed. Hvor en vældig vandstrøm pludselig er brudt ud af en skjult afgrund, rejses der altre. Kilder, hvoraf der fremstrømmer varme vande, er genstand for kult, og over visse søer har snart det omgivende mørke, snart deres umådelige dybde udbredt en aura af hellighed. Når du da ser et menneske, der ikke lader sig skræmme af farer, ikke korrumperes af begær, som er lykkeligt under modgang og roligt midt i rasende storme, og som betragter sine medmennesker fra et højere stade og guderne fra sit eget, mon der så ikke vil trænge en ærefrygt ind på dig? Vil du ikke sige: ”Dette væsen her er alt for stort og alt for ophøjet til, at man kan tro, det ligner den smule legeme, det er indesluttet i.”

Kapitel 10  ·  Seneca

5

6

7

8

Ja, her er en guddommelig kraft steget ned. En højt fremragende og dog af måde‑ hold behersket sjæl, som forbigår alt som værende under dens niveau, som smiler ad alt, hvad vi frygter og ønsker – den sjæl henter energi fra en himmelsk magt. Et så ophøjet væsen kan ikke bestå uden at være støttet af en guddom; med den største del af sig selv ér det da også deroppe, hvorfra det er steget ned. Ligesom Solens stråler nok berører Jorden, men ér deroppe, hvorfra de udsendes, sådan har det sig også med den sjæl, der er stor og hellig og sendt ned til os med det formål, at vi skulle lære det guddommelige at kende på nærmere hold: Ganske vist færdes den sammen med os, men den er stadig fast forbundet med sit ophav; af dette afhænger den, mod dette skuer og stræber den, og i vor verden tager den kun del som ideal.• Hvem er da denne sjæl? En, som aldrig glimrer med andet godt end sit eget. Hvad er nemlig tåbeligere end at rose dét hos et menneske, der ikke tilhører ham selv? Er der noget mere afsindigt end den, der beundrer det, som i et snuptag kan flyttes over til en anden? En hest bliver ikke bedre af at få et gyldent seletøj på. To løver slippes ind i arenaen: Den ene har guld i manken, men den er blevet udmattet af at blive befamlet og tvunget til pænt at finde sig i at blive pyntet. Den anden er ustriglet, og déns kampiver har ingen forulempet. Den uplejede styrter frem, hidsig, som naturen har villet have den, skøn i sin gru, dens højeste pryd er jo, at ingen kan se på den uden frygt; og det er begribeligvis den, tilskuerne foretrækker, og ikke den slatne med bladguldet. Ingen bør bramme med andet end sit eget. En vinstok roser vi, hvis den tynger sine grene ned med frugt, hvis vægten af klaserne får selv dens støttende stolpe til at svaje. Er der nogen, der hellere end denne vinstok vil have en, der dingler af gyldne druer og gyldent løv? Ved en vinstok er frugtbarhed den dyd,• der er ejendommelig for den; også hos et menneske bør kun dét roses, der er hans eget. Måske har han en smuk husstand og et prægtigt hus, vidtstrakte kornmarker og en stor kapital på rente. Dog, intet af dette er i ham, men omkring ham. Ros dét hos ham, der hverken kan tages fra eller gives til ham, det der er men‑ neskets eget. Spørger du, hvad det er? Det er sjælen og en i sjælen fuldendt fornuft.• Mennesket er nemlig et fornuftsvæsen; så det for ham ejendommelige gode når sit højdepunkt, når han har opfyldt det, han fødes• til. Hvad er det så, denne fornuft fordrer af ham? Noget pærelet:• at han skal leve i overensstem‑ melse med sin natur. Dette lette bliver imidlertid vanskeligt, fordi vi alle er fra forstanden. To og to presser vi hinanden ud på gale• veje. Hvordan kan nogen kaldes tilbage til redningen, når ingen bremser og folk skubber? Lev vel.

219

220

Pluk dagen

Seneca: Moralske Breve til Lucilius, nr. 47 Slavers menneskeret

Kære Lucilius! Med glæde hører jeg fra folk, der har været ovre• at besøge dig, at du lever fami‑ liært med dine slaver. Det klæder din kløgt, det klæder din dannelse. ”Men det er jo slaver,” vil man indvende. Nej, det er mennesker. ”Men det er jo slaver.” Nej, det er bofæller. ”Men det er jo slaver.” Nej, det er lavstatus-venner. ”Men det er jo slaver.” Nej, det er med-slaver, hvis man tager i betragtning, at den lunefulde lykke• har akkurat lige så stor magt over os som over dem. 2 Derfor må jeg le ad personer, der regner det for en skam for en herre at spise med sin slave. Hvorfor dog det!? Ene og alene fordi skik og brug, ud af rent hovmod, har omgivet herren, når han ligger og spiser, med en stime stående slaver. Han æder mere, end der kan være i ham, og med grænseløs grådighed belæsser han sin bal‑ lon af en mave, der efterhånden er kommet helt ud af trit med at virke, med det re‑ sultat at den har mere besvær med at klemme det hele ud, end med at få det ind. 3 De ulyksalige slaver derimod, de må ikke engang tage et ord i deres mund. Med pisk holdes selv den mindste mumlen nede, og end ikke rent tilfældige og uvil‑ kårlige lyde som fx hoste, nys og hikke går fri for svøbens slag. Hvis stilheden brydes af nogen stemme, bødes der med en hård straf: Hele natten• igennem må de stå ret op og ned, fastende og stumme. 4 Følgen er, at de snakker• om herren bag hans ryg, fordi de ikke må sige noget op i hans ansigt. Nej, slaverne i gamle dage, de måtte ikke blot tale i deres herrers nærvær, men ligefrem føre samtale med dem, og de fik ikke munden rimpet sammen; derfor var de rede til at lægge hovedet på blokken for deres herre, for at omdirigere en overhængende livsfare fra ham til sig selv. Til spisegilder talte de, på pinebænken tav de. 5 En anden følge er, at der cirkulerer en talemåde, der er gennemsyret af samme arrogance, nemlig at ”der er lige så mange fjender i huset, som der er slaver.” Men fjender af os er ikke noget, de er; det er noget, vi gør dem til.   Jeg må her forbigå en hel række andre grusomme og umenneskelige forhold, der hænger sammen med, at vi begår overgreb – jeg taler ikke om overgreb mod deres værdighed som mennesker, men mod deres værdighed som trækdyr! Jeg begrænser mig til følgende: Når vi har lagt os til bords til banketterne, er der én af slaverne, der må finde sig i at tørre spytklatter op. En anden bliver stukket ind under spisesofaen for at samle fyldebøtternes efterladenskaber op. 6 En tredje skærer det kostbare fuglevildt for; efter helt bestemte kurver fører han sin dybt professionelle hånd hen over bryst og gump, for at skiverne kan falde perfekt; ulykkelig den stakkel, der lever for dette ene: at partere vildt med stil; dog, den person er mere elendig, der lærer andre den slags i vellystens tjeneste, end den, der må lære det i nødvendighedens. 1

Kapitel 10  ·  Seneca

7

En fjerde byder vin om og er majet ud som et pigebarn, og må derfor ligge i krig med sin egen alder: Det drengede væsen kan han ikke slippe ud af, han bliver trukket tilbage i det, og skønt han allerede har fysik som en soldat, får han huden gjort drengeglat,• enten med pimpsten eller med pincet; og således tilredt må han holde sig vågen hele natten, som han spenderer ligeligt på sin herres druk og brunst: i spisesalen dreng, i sovegemakket mandfolk. 8 En femte har fået overdraget gæste-evalueringen; den stakkels mand må stå og observere, hvem der, takket være sine dybe buk, sit store gab eller sin hvasse tunge, skal på gæstelisten til i morgen. Føj hertil delikatesseindkøberne, som er specialister i herre-ganen, og som ved: hvad mad der kan stimulere herren ved sin smag og duft, hvad der kan fornøje ham ved sit udseende, hvad der er nyt nok til at ægge ham midt i hans kroniske brækfornemmelse, hvad han er led og ked af, fundamentalt mæt som han er, og hvad han just i dag er ved at dø af sult efter. Disse mennesker er han for fin til at spise sammen med, og han betragter det som en underminering af sin høje herreværdighed at gå til bords med sin slave. Gud fri os! Når det kommer til stykket, hvor mange af disse slaver er så ikke hans herrer! 9 Foran Callistus’• gadedør har jeg med egne øjne set hans tidligere herre stå og vente; jeg så, hvordan den mand, der i sin tid havde smækket auktionsmærkaten fast på Callistus og sat ham til salg mellem de slaver, han ikke selv gad beholde, nu blev lukket ude, mens andre kom i audiens. Det var det tak for sidst, han fik af den slave, der ved auktionen var blevet smidt ind i det første bundt på ti (altså dem auktionarius prøver sin stemmekraft på): Nu skrottede han ham til gengæld, nu dømte han ham uværdig til at betræde sit hus. Herren solgte Callistus; men hvor meget fik Callistus ikke at sælge sin herre! 10 Du gør klogt i at tænke på, at den, du kalder din slave, er spiret af den samme sæd som du selv, at han nyder den samme friske luft, at han lige så fuldt ånder, lige så fuldt lever, lige så fuldt dør. Han kan lige så godt få dig at se som slave, som du kan få ham at se som fri. Da Varus• i sin tid led sit nederlag, da trykkede tilfældet mange af den mest strålende herkomst – folk, for hvem militærtjenesten var første skridt på vejen til en karriere som senator – ned i trællestand; én af dem gjorde tilfældet til kvæghyrde, en anden til pedel i en barak: Gå så hen og foragt et menneske, der befinder sig i en stilling, som du selv kan komme til at træde lige lukt ind i, alt imens du frejdigt foragter folk der er i den! 11 Jeg vil ikke her indlade mig på det store og komplicerede spørgsmål, hvordan man bør behandle sine slaver  – de slaver, mod hvem vi viser hovmod, gru‑ somhed og grovhed i så stor stil. Men mit budskab kan sammenfattes i denne hovedregel: Lev• med din undermand, som du ønsker din overmand skal leve med dig. Hver eneste gang du tænker på, hvor meget du kan tillade dig over for din slave, så tænk samtidig på, at over for dig kan din herre tillade sig nøjagtig det samme.   ”Jeg har da ingen herre,” siger du.

221

222

Pluk dagen

Du er endnu i dine gode år; det kan være du får en! Ved du ikke, i hvilken alder Hecuba• var, da hun måtte til at trælle? Eller Kroisos?• 13 Eller kong Dareios’• moder? Eller Platon?• Eller Diogenes?• Så lev mildt med din slave, kammeratligt endda; giv ham adgang til samtale, til rådslagning, ja, til bordfællesskab!   Når jeg siger sådan, vil hele horden af degenererede himle op: ”Men dette er dog det mest nedværdigende, der tænkes kan, det mest vanærende!” De selv samme personer vil jeg såmænd kunne gribe i at kysse• andre folks slaver på hånden … 14 Kan I heller ikke se, hvordan vore forfædre har fritaget herrestillingen for alt had og slavestillingen for al hån? Herren døbte de jo pater familias, og slaven familiaris, og i mime-farcerne har den sprogbrug holdt sig lige til vore dage. Forfædrene indstiftede også Saturnaliefesten, ikke for at herrerne kun skulle spise sammen med deres slaver ved den, men for at de ved den ubetinget skulle gøre det. De tillod også slaverne at beklæde embeder i huset, ja, at holde retspleje der; i det hele taget betragtede de gamle storfamilien som en ministat. 15 ”Sig mig, skal jeg da tage alle slaverne med til bords?”   Ikke mere end alle frie! Men du tager grundigt fejl, hvis du tror, jeg vil vrage visse kategorier af slaver, fordi deres arbejde skulle være for ulækkert, som nu for eksempel æseldriver NN eller korøgter BB. Jeg vil ikke vurdere dem efter deres profession, men efter deres personlighed: Personligheden skænker enhver sig selv, men professionen får man anvist af tilfældet. Lad nogle af slaverne spise sammen med dig, fordi de er værdige til det; lad andre gøre det, for at de kan blive det. Hvis der nemlig findes noget slaveagtigt i dem som følge af deres frastødende omgangskreds, så vil bordfællesskabet med bedre folk ryste det ud af dem. 16 Du skal ikke, kære Lucilius, kun søge efter venner på frimændenes torv eller i senatssalen; hvis du kigger omhyggeligt efter, vil du også finde kandidater på hjemmefronten. Tit og ofte ligger et godt stof uudnyttet hen, fordi den kreative kunstner mangler: Gør et forsøg, høst erfaring! Ligesom man er dum, hvis man ikke ser på hesten selv, når man køber hest, men på dens dækken og tøjler, er man godt dum, hvis man vurderer et menneske enten efter hans klædedragt eller efter hans livsvilkår – som jo er svøbt om os på samme måde som en klædedragt. 17 ”Han er en slave.”   Ja, men måske fri i sin tanke.   ”Han er en slave.”   Skal det komme ham til skade? Vis mig, hvem der ikke er: Én er slave af sin kønsdrift, en anden af sin havesyge, en tredje af sin ærgerrighed – alle af håbet, alle af frygten. Jeg skal vise dig en ex-konsul,• der træller for en gammelmor, jeg skal vise dig en millionær,• der træller for en ordinær slavinde; du skal få højfornemme unge aristokrater at se, der gør sig til slaver af pantomimespillere.• Ingen trældom er mere foragtelig end den, man underkaster sig af egen fri vilje. 12

Kapitel 10  ·  Seneca

Så lad ikke den slags hovskisnovski typer skræmme dig fra at vise dig smilende over for dine slaver og suveræn på en u-hoven måde. Lad slaverne ære dig, i stedet for at frygte dig! 18 Her kommer der nok en eller anden og indvender, at jeg gejler slaverne op til oprør, og styrter herrerne ned fra magtens tinder, fordi jeg har sagt: Lad dem ære deres herre i stedet for at frygte ham.   ”Er det virkelig din mening: at de skal ære, ligesom klienter• gør, ligesom morgenhilsende gør!”   Den der fremsætter en sådan indvending, glemmer nok, at det, der er nok for en gud, ikke kan være for lidt for en husherre. Den der æres, elskes også; kærlighed• kan ikke sameksistere med frygt. 19 Derfor er det min vurdering, at du handler fuldstændig rigtigt, når du ikke vil have, at dine slaver skal frygte dig, og når du ikke revser dem med andet end ord; med piskeslag formaner man umælende bæster. Ikke alt, hvad der støder og fornærmer os, tilføjer os også skade; det der tvinger os ud i rent raseri, det er ikke andet end vores egen ømskindethed, med det resultat at alt, der ikke går lige efter vores hoved, vækker vrede. 20 Det er kongers tænkemåde, vi dermed ifører os; også dem går det jo nemlig på den måde, at de, med forglemmelse både af deres egne kræfter og af alle andres skrøbelighed, blusser så heftigt op, raser så grumt, at man skulle tro de havde lidt en uret, skønt deres lykkestillings højhed yder dem fuldkommen sikkerhed mod enhver fare for overgreb. Og det ved de også meget godt selv; men med alle deres beklagelser jagter de bare en anledning til at skade: De har ”lidt uret” for at få en chance for at gøre en. 21 Nok om den sag! Du er jo ikke den, der har formaning nødig. Det fortrin er der, blandt mange andre, ved en stålsat karakter: at den godt kan lide sig selv, at den bliver, hvor den er. Usselheden derimod er flagrende, den slår tit om, ikke til noget bedre, men bare til noget andet. Lev vel.

Seneca: Om Mildhed 1.1 Et fyrstespejl for den attenårige Nero 1

At skrive om mildheden,• Nero Cæsar, har jeg foresat mig, for at jeg kan fungere som en slags spejl og vise dig dig selv, på vej til den størst tænkelige glæde. Thi selv om det sande udbytte af gode gerninger er at have gjort dem, og selv om der ikke findes nogen værdig løn for gode egenskaber uden for dem selv, er det dog en fryd at betragte og kredse om en god samvittighed, for så at vende blikket mod denne umådelige masse af uregerlige mennesker, i splid med hinanden, uden magt over sig selv, rede til, hvis de knækker dette åg, gladelig at styrte både andre og sig selv i fordærv – og at sige til sig selv:

223

224

Pluk dagen

2

3

4

5

6

7

”Mig er det altså, der blandt alle dødelige er blevet foretrukket og udvalgt til på Jorden at træde i gudernes sted! Mig er det, der er herre over folkenes liv og død; hvilken lod og plads enhver skal have, er lagt i min hånd; hvad lykken vil have tildelt enhver af de dødelige, forkynder den gennem min mund; på mit svar forstår folkene og byerne, om de har grund til glæde, ingen egn i verden kan blomstre mod min vilje og uden min gunst; disse mange tusinde sværd, som min Fred• holder nede, vil blive draget af skeden på mit vink; hvilke nationer der skal udslettes, og hvilke der skal flyttes, hvem friheden skal skænkes, og hvem den skal berøves, hvilke konger der skal gøres til slaver, og hvilke der bør have kronede hoveder, hvilke byer der skal omstyrtes, og hvilke der skal opstå – det er alt sammen underlagt min dom. I denne så store magtstilling har intet forledt mig til ubillige straffe, hverken vrede eller ungdommelig heftighed eller menneskers blinde trods, der tit kan få selv den roligste sjæl til at miste tålmodigheden, ej heller den uhyggelige, men i store imperier almindelige ærgerrighed i retning af at demonstrere magt med rædsler. Hos mig sidder sværdet fast i skeden, ubrydelig fast; her økonomiseres til det yderste selv med det sølle blod; enhver, som alt andet fattes, nyder gunst hos mig i kraft af det blotte menneske•-navn. Min strenghed holder jeg skjult, min mildhed holder jeg rede; mig selv vogter jeg på, som skulle jeg stå lovene, som jeg fra glemsel og mørke har kaldt frem i lyset, til regnskab. Jeg har ladet mig formilde• af den enes unge, den andens høje alder, en har jeg tilgivet på grund af hans høje, en anden på grund af hans lave rang, og hvor jeg ikke har kunnet finde nogen anden grund til medlidenhed,• har jeg skånet mig selv. På stedet er jeg, hvis de udødelige guder skulle kræve mig til regnskab, rede til én for én at tælle menneskeheden op.” Du kan, Cæsar, dristigt erklære, at alt, der er betroet dig, er i sikker forvaring, og at staten ikke har nogen voldelig eller hemmelig fare at frygte fra din side. Hvad mennesker såre sjældent og kejsere hidtil aldrig er blevet lovprist for, har du tragtet efter: at være uden skyld. Den enestående godhed, der lyser ud af dig, er ikke spildt møje, og de bedømmere, den kommer ud for, er hverken utaknemmelige eller ugenerøse. Den bliver gengældt, og aldrig har ét menneske været ét menneske mere kært end du det romerske folk, som i dig har et stort gode og længe vil have det. Men det er en umådelig byrde, du har taget på dig; ingen taler nu længere om den guddommelige• Augustus eller Tiberius Cæsars første regeringsår, ingen søger et forbillede, som han vil have dig til at efterligne, uden for dig selv; som målestok for dit principat må tjene den forsmag, du har givet på det. Vanskeligt ville dette være, hvis denne godhed ikke var naturlig for dig, men noget midler‑ tidigt påtaget, for ingen kan bære maske i længere tid. Det kunstige falder snart tilbage til sin natur, men hvad der bygger på sandhed og så at sige har rod i fast grund, det vokser sig med tiden blot større og bedre. Der stod meget på spil for det romerske folk, da det endnu var uvist, hvad retning

Kapitel 10  ·  Seneca

din ædle natur ville tage; nu er folkets forventninger vel funderede, thi der er ingen fare for, at du pludselig skulle forglemme dig selv. Rigtignok gør for megen lykke os grådige, og vort begær er aldrig så behersket, at det tier stille, når det tilfredsstilles; fra det store går det videre til det større, og har vi opnået mere end vi havde håbet, gør vi os de forkasteligste forhåbninger. Alligevel vil enhver af dine borgere nu lade sig afnøde den tilståelse, at han er lykkelig, og at intet kan føjes til denne lykke, ud over at den varer ved. Mange forhold tvinger dem til en sådan tilståelse, som er den allersidste, et menneske kan bekvemme sig til: trygheden,• som er dyb og uudtømmelig; retten, som troner over al uret; det uomgængelige syn af verdens lykkeligste statsforfatning,• som først begrænser friheden dér, hvor den bliver frihed til at blive tilintetgjort. Men hvad der især har slået høje og lave med lige stor beundring, er dog din mildhed, thi af de andre goder fornemmer eller forventer den enkelte mere eller mindre, alt efter sin mere eller mindre begunstigede stilling,• men mildheden sætter alle lige store forhåbninger til, og der er ingen, der i den grad behager sig i sin egen uskyld, at han ikke glæder sig over at se Mildheden stå rede som et tilflugtssted for de menneskelige vildfarelser.

Seneca: Om Vrede 2.21 At opdrage børn til samfundsvæsener 1

2

3

4

5

Det vil, som sagt, hjælpe• uhyre meget, hvis børnene lige fra begyndelsen får en sund• opdragelse; men det er en vanskelig balancegang, fordi vi på én gang må drage omsorg for ikke at nære vreden i dem og for ikke at sløve deres naturlige temperament. Sagen kræver omhyggelig opmærksomhed, da både det, der bør fremmes, og det, der bør hæmmes, trives ved midler, der ligner hinanden, og som derfor kan narre selv en god iagttager. Ånden udfolder sig i frihed og knuges i trældom. Den opløftes, hvis den roses og får indgivet selvtillid, men just dette kan også avle overmod og irritabilitet;• derfor gælder det om at styre den uden om begge vildspor og bruge snart tøjler, snart sporer. Barnet må ikke udsættes for nogen ydmygende eller slaveagtig behandling; det må aldrig have brug for at bede på sine grædende knæ eller gavn af at have gjort det; man må hellere tage hele dets situation• i betragtning og holde det til gode, både hvor smukt det har handlet i fortiden, og hvor godt det lover for fremtiden. I konkurrencer med jævnaldrende må vi hverken tillade det at give fortabt eller hidse sig op; vi må sørge for, at det bliver gode venner med dem, som det plejer at konkurrere med, så at det i kamp kan vænne sig til ikke at ville beskadige, men nok besejre de andre. Hvis det har sejret og præsteret noget rosværdigt,

225

226

Pluk dagen

6

7

8

9

10

11

bør vi tillade det at juble, men ikke at hovere, for sejrsrusen kan føre til kådhed og kådhed til opblæsthed og for høj en selvvurdering. Vi bør give det lov til nogen afslapning, men ikke lade det flade ud i lediggang og ladhed, og holde det langt væk fra berøring med det søde liv; thi intet skaber så irritable mennesker som blødagtig og eftergivende opdragelse: Jo mere enebørn forkæles, jo friere tøjler forældreløse børn får, jo større skade tager de på deres sjæl. Der er ingen modstandskraft mod livets genvordigheder hos den, der aldrig har fået nej, og hvis tårer en ængstelig moder altid har visket bort, og som altid har fået ret over for pædagogen.• Har du ikke lagt mærke til, hvordan der med større forhold• gerne følger større vrede? Hos rige og fornemme og magistrater træder den særlig frem, når alt det fjottede og hule i deres sind er blevet blæst op af megen medvind. Gunstige omstændigheder befordrer utålsomhed, især når en flok eftersnakkere har stillet sig an ved de stolte øren: ”Og det vover han at svare dig? Du måler ikke dig selv med elitens alen, du kaster dig i grams” – og lignende snak, som selv et sundt og oprindeligt velfunderet sind har svært ved at modstå. Barnet må altså holdes på lang afstand af smiger,• det skal høre, hvad der er sandt. Det må til tider frygte, men altid respektere, og rejse sig for de ældre. Det må aldrig opnå noget ved at gøre sig rasende: Hvad man nægter det, når det tuder, kan man give det, når det tier. Forældrenes rigdom må det have for øje, men ikke til rådighed. Hvad det gør af urigtigt, må bebrejdes det. Det er hensigtsmæssigt at give børnene flinke lærere og pædagoger: Mens man er spæd, tager man form efter de nærmeste og vokser i deres billede; ammers og pædagogers holdning viser sig snart hos den halvvoksne. En dreng, der havde gået i skole hos Platon, sagde, da han var vendt tilbage til forældrene og så faderen tage på vej: ”Det har jeg aldrig set hos Platon.” Men jeg tvivler ikke om, at han hurtigere• lærte at efterligne farmand end Platon. Frem for alt må de små ernæres og klædes uden luksus og have samme livsstil som deres jævnaldrende: Dén hidser sig ikke op over at blive sammenlignet med nogen, som man fra starten har stillet på lige fod med mange.

Seneca: Om Sindsro, 1‑2 Led ved mig selv. En konsultation Kapitel 1 1

Serenus:• Når jeg vendte blikket indad mod mig selv, Seneca, var der nogle bestemte svag‑ heder,• der trådte så klart og tydeligt frem, at de var til at tage og føle på; andre var mere mørklagte og bortgemte; atter andre var der ikke altid, men vendte

Kapitel 10  ·  Seneca

2

3

4

5

6

7

8

tilbage med mellemrum, og de er faktisk de allermest problematiske, ligesom omstrejfende fjender, der overfalder, når de ser deres snit, og afskærer os både fra det ene og det andet: både fra at være rustet til krig og fra at føle fredens tryghed. Men den tilstand, jeg hyppigst må konstatere hos mig selv, er følgende (for hvorfor skulle jeg ikke røbe sandheden for dig? Det gør man jo for sin læge):• at jeg hverken er ægte frigjort fra det, jeg frygtede og hadede, eller, på den anden side, helt ligger under for det. Jeg er havnet i en forfatning, som måske nok ikke er den allerværste, men dog i ganske særlig grad sur og sær: Jeg er hverken syg eller rask. Kom nu ikke og sig, at alle gode egenskaber i begyndelsen er spæde og først med tiden vinder stadighed og styrke. Jeg ved det godt: Selv det der går ud på at give os glamour – fx social rang og ry som taler, kort sagt hvad der er afhængigt af andres bifald – vinder først med tiden styrke (både det der skaffer os de sande kræfter, og det der fikser os op med en form for sminke så vi kan behage folk, må altså vente i årevis, indtil farven lige så stille bliver langtidsholdbar); men jeg er bange for, at vanen, der jo giver tingene bestandighed, vil få denne svaghed til at slå dybere rødder i mig; både vores omgang med det onde og med det gode ifører os i det lange løb kærlighed til det. Hvordan det forholder sig med denne skrøbelighed i en sjæl, der vakler hid og did og hverken kan beslutte sig for den rette eller den skæve vej, kan jeg ikke vise dig under ét, men nok punkt for punkt: Jeg siger symptomerne, så vil du nok stille diagnosen. Jeg nærer, det tilstår jeg, en overvældende kærlighed til sparsommelighed: Hvad jeg synes om, er ikke en seng der er stillet an til parade, ikke tøj, der hentes frem af et skrin og under vægtes og tusind pinslers• pres tvinges til at stråle, men en simpel hjemmedragt, som man hverken er nervøs for at lægge hen eller tage frem. Hvad jeg synes om, er spiser, som ikke tilberedes og følges med øjnene af horder af tyende, som ikke bestilles mange dage i forvejen og ikke serveres af mange hænder, men mad der er let at skaffe og lave, som hverken er særlig udsøgt eller særlig kostbar, som man kan få alle vegne, som hverken er en byrde for pungen eller kroppen, og ikke skal samme• vej ud, som den kom ind. Hvad jeg synes om, er en uskolet tjener og en usleben slavedreng, min bondefa‑ ders tunge sølvtøj uden noget kunstnernavn, et bord, der ikke imponerer med en mangfoldighed af marmoreringer og ikke er kendt i hele byen for at have tilhørt flere generationer af smagfulde herrer, men som er til at bruge, og som hverken får gæsternes øjne til at stråle af fryd eller skinne af misundelse. Når jeg så har fundet behag i alt dette, går jeg alligevel hen og bliver blændet af den første den bedste tjenerskoles• pragt, af guldbræmmede slaver, der er om‑ hyggeligere udstyret end til en offentlig procession, af en bataljon af blændende tjenere – og så paladset, som er en formue værd, sågar hvor man træder på det,

227

228

Pluk dagen

9

10

11

12

13

og hvor rigdommene er trængt så vidt ud i alle hjørner, at selv loftet funkler af dem, og hvor publikum tripper troligt i hælene på formuer mens de opsluges. Og hvad skal jeg så sige om de helt ned til bunden tindrende vande, der flyder rundt om banketterne, og om festmåltiderne, der matcher kulissen om dem? Kommer jeg, efter lang tids nøjsomhed og kedsomhed, ud i dette luksuriøse liv, og står jeg omstrålet af dets glans og ombølget af dets larm, så sortner det let for øjnene, jeg kan dårligt tåle synet af det, men nok tanken om det. Jeg er altså ikke mere bedærvet, men mere bedrøvet, når jeg vender hjem, og jeg bærer ikke længere hovedet så højt mellem mit omtalte simple bohave, men plages af et stille nag og af en stille tvivl: Mon dette andet liv dog ikke er bedre? Der er intet af dette, der forandrer mig – og intet der ikke ryster mig. Jeg føler trang til at følge vore læreres befalinger og træde lige ind i det politiske brændpunkt, trang til at lægge mig efter embeder og fasces,• naturligvis ikke fordi jeg er fascineret af purpurkapper og liktorstave, men for at være mere til rådighed og nytte for mine venner og slægtninge og for alle borgere, ja, for alle dødelige. Med begynderens beredvillighed følger jeg Zenon,• Kleanthes• og Chrysippos,• af hvilke sandt at sige ingen gik ind i det politiske liv, og ingen undlod at sende andre ud i det. Når så en eller anden bagatel rammer mig i sjælen, der er uvant med puf og stød, eller der indtræffer et eller andet oprørende, som der jo er meget af i men‑ neskelivet, eller noget ikke går glat, eller ting kræver mere tid, end det er umagen værd at ofre på dem, så vender jeg mig igen til det stille liv, og det går mig som køerne, der, hvor trætte de end er, sætter farten op på hjemvejen. Så føler jeg trang til at slutte mit liv inde bag dets egne fire vægge: ”Nu• skal ingen berøve mig én eneste dag, eftersom der ikke findes noget, hvormed man kan holde mig skadesløs for så stor en udgift! Min sjæl skal fordybe sig i sig selv, dyrke sig selv, ikke lade sig forstyrre af noget fremmed, ikke skele til andres mening; min kærlighed• gælder nu den over alle bekymringer, offentlige såvel som private, højt hævede sindsro.” Men når så sjælen er blevet opløftet af kraftig lekture og opflammet af ædle forbilleder, så er der intet, jeg hellere vil end at springe frem på Forum, låne én min røst, en anden mit arbejde, der, selv om det ikke gavner, dog er et forsøg på at gavne, og få en tredje ned med nakken, fordi han, overmodig af lutter medgang, knejser for meget med den. På det litterære område anser jeg det, det ved gud, for bedst at have selve sagen for øje og tale med den in mente, og for resten at overlade det til indholdet at finde formen, sådan at talen kunstløst følger tanken, hvorhen denne end fører. ”Har det nogen mening at forfatte for evigheden? Du skulle lade være med at satse alt på, at eftertiden ikke må tie stille om dig! Til at dø er du født; der er mindre ståhej ved en begravelse• i stilhed. Skriv altså for at beherske tiden til egen gavn, skriv i en enkel stil, det drejer sig jo da ikke om offentlige opråb; det kræver færre anstalter at arbejde fra dag til dag.”

Kapitel 10  ·  Seneca

14

15

16

17

Ja, men når ånden så hæves af vældige syner, bliver den også fordringsfuld på ordenes vegne, den brænder efter at lade talen svulme med åndedraget,• og ud vælder et sprog på højde med de ærværdige tanker. Borte har taget mit stilprincip og min restriktive opfattelse; henført svinger jeg mig højere• op, og den mund, der taler, er ikke længere min. Men for nu ikke at fortabe mig i enkeltheder – overalt hvor jeg går, følges jeg af denne skrøbelighed i humøret;• og jeg frygter, at den efterhånden vil lede mig på afveje, eller, hvad der er endnu mere foruroligende, lade mig blive hængende over afgrunden som en, der er ved at falde, og at det hele måske er mere, end jeg selv kan overskue. Thi vore egne sager ser vi venligt på, og hvad vi synes godt om, er vi ikke gode til at bedømme. Jeg tror, at mange kunne have opnået visdom, hvis de ikke mente at have opnået den, hvis der ikke var noget i dem selv, de stillede sig uvidende om, og andet, de sprang hen over med lukkede øjne. Der er jo ingen grund til at tro, at det snarere er de andres end vor egen smiger, der får os til at gå til grunde. Hvem vover vel at sige sig selv sandheden? Hvem har ikke, skønt lovprist og komplimenteret af flokke af smigrere, allermest snakket sig selv efter munden? Derfor beder jeg dig: Hvis du har et middel, hvormed du kan stilne denne bølge‑ gang i mit indre, hold mig da for værdig til, at jeg må have dig at takke for min sindsro! Disse sindsrørelser er ikke livsfarlige og fører ikke til sammenbrud, det ved jeg godt. For med et træffende billede at udtrykke, hvad jeg klager over, så er det ikke stormen, jeg plages af, men søsygen. Befri mig altså for dette onde, hvad nu end diagnosen lyder på, og kom en mand til hjælp, der stadig er svim‑ mel, skønt land er i sigte.

Kapitel 2 1

2

Seneca: Ved gud om jeg ikke selv i lang tid, Serenus, i mit stille sind har overvejet, hvad jeg bedst kan sammenligne en sådan sindstilstand med; og det mest nærlig‑ gende er nok en rekonvalescens efter lang og svær sygdom: Fra tid til anden kommer korte feberanfald og let upasselighed over en; og nok er man kommet over disse efterveer, men man lader sig dog stadig forurolige af fornemmelser og rækker, skønt helbredt, sin puls frem til lægerne og taler ilde om al slags varme i kroppen. Sådanne menneskers legeme ér tilstrækkelig sundt, Serenus, men ikke tilstrækkelig vænnet til sundhed, på samme måde som der kan være en vis skælven også på det rolige hav, især når det er efter en storm, det er faldet til ro. Hvad der er brug for, er altså ikke de mere skrappe midler, som vi allerede har skitseret: at man undertiden må stå sig selv imod, harmes på sig selv, gå hårdt i rette med sig selv, men derimod det middel, der kommer allersidst, nemlig

229

230

Pluk dagen

3

4

5

6

7

8

at man har tillid til sig selv og tror sig på rette vej uden at lade sig forlede af de mange spor efter dem, der strejfer omkring på kryds og tværs, og for visses vedkommende faktisk flakker om i udkanten af den rette vej. Den uforstyrrelighed, du tilstræber, er noget stort og ophøjet, den er nabo til gud. Denne sindets bofasthed kalder grækerne euthymía, et emne som Demokrit• har skrevet en ypperlig bog om, men jeg kalder den tranquíllitas. Det er nemlig ikke nødvendigt at kalkere og overføre ordene, så de får samme form som hos grækerne; selve den sag, det drejer sig om, må markeres med et navn, der bør have den græske betegnelses mening, ikke dens ydre skikkelse. Genstanden for vor undersøgelse er altså, hvad der skal til, for at sjælen kon‑ stant kan bevæge sig ubesværet i samme rytme, være sig selv gunstigt stemt og se med fryd på sit eget, og uden at der går noget skår i denne glæde, blive ved at være i en fredelig tilstand og aldrig blive opblæst eller nedtrykt. Se, det er tranquíllitas (ro, havblik). Lad os i generelle vendinger undersøge, hvordan man kan nå frem til denne ro; så kan du tage, så meget du vil af universalmidlet. Men først må hele dårligdommen trækkes frem i lyset, så enhver kan vedkende sig sin del. Så vil du også forstå, hvor meget mindre besvær du behøver at have med at overvinde din lede ved dig selv end de, der er bundet af en strålende stilling og stønner under en vældig titel, og som snarere af prestigehensyn end af fri vilje lader sig fastholde i en udvendig rolle. De er alle i samme situation: både de, der hjemsøges af vægelsind og i kedsom‑ hed• bestandig ændrer planer og altid synes bedst om det, de har lagt bag sig, og de, der glaner i tærende ørkesløshed. Man kan føje dem til, der – fuldstændig som mennesker der har svært ved at falde i søvn, og som vender og drejer sig og indtager snart en, snart en anden stilling, indtil selve trætheden lader dem finde hvile – har umådelig travlt med at ændre deres livsindretning, og så til sidst lader det blive ved det, de tilfældigvis fanges i, ikke af afsky for yderligere forandring, men fordi de er blevet gamle og reformtrætte. Man kan også tilføje dem, der snarere af træghed end af stædighed er for tunge i det og ikke lever sådan, som de vil, men sådan som de er begyndt. Utallige individuelle afskygninger har denne sygdom, men én virkning: ubehag ved sig selv. Dette kommer af sindets ubalance og af frygtsomme eller uheldige lyster, når mennesker enten ikke tør lige så meget, som de begærer, eller ikke får det realiseret og så ikke har andet end håb at gå op i. De, der hænger og svæver i håb, bliver uundgåeligt letbevægelige og letpåvirkelige. Deres ønskers mål søger de at nå ad alle veje og oplærer og tvinger sig selv til også at færdes ad de uhæderlige og besværlige, og er dette spildt møje, piner det dem at have kompromitteret sig til ingen nytte, og de beklager ikke, at de har villet det for‑ kerte, men at de har villet det forgæves. Så lammes de af anger over, hvad de er begyndt på, kombineret med angst for at begynde på noget andet, og ind på dem sniger sig den rådvildhed, der ingen udvej ser, fordi de hverken kan beherske eller adlyde deres lyster, den ubeslutsomhed,

Kapitel 10  ·  Seneca

9

10

11

12

13

der kommer af manglende livsudfoldelse, og det sløvsind, man lammes af mellem sine strandede forhåbninger. Og de gør kun det hele værre, når de af had til alle deres anstrengelsers flop går i indre emigration og dyrker ensomme studier, hvad en sjæl, der er politisk engageret og tørster efter handling og er urolig af naturen, slet ikke kan tåle, klart nok fordi den har for lidt indre trøst at tære på. Så uden den adspredelse, som selve beskæftigelsen giver de stundesløse, kan sjælen ikke bære huset, en‑ somheden, væggene; den ser sig ikke gerne overladt til sig selv. Heraf vores lede og ubehag ved os selv, heraf det hvileløse vægelsind og den forstemmende og sygelige utålmodighed med ens egen uvirksomhed, især når man skammer sig over at indrømme årsagerne, og skamfølelsen får kvalerne til at slå ind, og alt begær spærres inde i et snævert rum uden udgang og dér kvæler sig selv; heraf bedrøveligheden og sløvheden og de tusind bølgebe‑ vægelser i en usikker sjæl, der holdes oppe af forfængelige håb og slås ned af bristede forventninger; heraf tilbøjeligheden til at afsky sin egen uvirksomhed og til at klage over ikke selv at have noget at lave, og heraf misundelsen, denne svorne fjende af fremmed fremgang. Intet nærer jo naget til næsten som gold lediggang, og den, der ikke har kunnet føre sig selv frem, ønsker alle andre ned i skidtet; i sin fortrædelighed over de andres succes og fortvivlelse over egen fiasko, harmes sjælen over sin lod, klager over nutidens dårligdomme og trækker sig tilbage til sin krog, hvor den kan ruge over sine kvaler, mens den er led og ked ved sig selv. Thi af naturen er menneskeånden dynamisk og indstillet på aktivitet. Enhver anledning til at komme i sving og ud af sig selv er den kærkommen, kærkom‑ men især for de mindste ånder, der er bidt af rumsterelyst. Ligesom visse typer bylder og sår begærer – skadelig – kontakt med hænder og nyder berøring, og ligesom udslæt på kroppen føler lyst ved at blive kradset i, således fryder, vil jeg påstå, anstrengelser og rystelser de sjæle, i hvilke lidenskaberne er slået ud som ondartede sår. Der er jo noget, der også gør vores legeme godt ved at gøre lidt ondt, fx at vende og dreje sig om på den side, der endnu ikke er træt, og blive ved med at skifte stilling, som Homers Achilleus,• der, snart på maven, snart på ryggen, anbringer sig på alle mulige måder; det er jo typisk for den syge ikke at kunne tåle noget ret længe ad gangen og bruge forandringer som lægemidler. Derfor begiver man sig ud på rejser i det blå og farter fra kyst til kyst, og flyg‑ tigheden, der altid er det nærværende fjendtligt stemt, prøver sig selv af, så til vands, så til lands: ”Nu må vi til Campanien!” Men snart har man set nok af yndighederne: ”Vi må se vild natur, lad os gennemvandre Bruttiernes land og Lukaniens dale!” Men i ødemarken sukker man efter et anstrøg af idyl, som det forvænte blik kan rekreere sig ved efter så længe at have måttet tåle det barske syn af landskabelig gru: ”Tarent er målet, dens berømte havn og milde vinterklima og dens frugtbare omegn, der kunne ernære selv oldtidens store befolkning!”

231

232

Pluk dagen

14

”Nej, nu må vi sætte kursen mod Rom! Alt for længe har ørerne savnet lyden af bifald og vognrummel, nu skal det gøre godt at se menneskeblod flyde.” Således følger rejse på rejse, show på show. Som Lukrets siger:



Enhver• er bestandig på flugt for sig selv.



Men hvad hjælper det, hvis man ikke kan undslippe sig selv? Man er i hælene på sig selv som en påtrængende og besværlig følgesvend.

15

Vi må altså gøre os klart, at det ikke er omgivelsernes fejl, vi lider under, men vores egen: Vi mangler kraft til at holde alt muligt ud, vi kan i det lange løb hverken tåle anstrengelse eller nydelse eller os selv eller noget som helst. Der er mennesker der er blevet drevet til selvmord af dette, at de, just ved tit at ændre planer, blev rullet tilbage i de gamle rutiner, så der ingen plads blev til nye im‑ pulser, og så var det de begyndte at føle lede ved tilværelsen og hele verden, og op i dem sneg sig den hulkindede kælenskabs motto: ”Hvor længe endnu denne trælse trummerum!?”

Seneca: Om Sindsro, kapitel 5 Frihed under tyranner 1

2

3

Kan man forestille sig en mere ynkværdig by end Athen under de Tredive• Ty‑ ranners rædselsregimente? Tretten hundrede borgere, og det netop de bedste, havde de ladet dræbe og dog ikke raset ud; blodtørsten hidsede sig selv op. I denne bystat, hvor man havde et Areópagos, en uhyre samvittighedsfuld domstol, hvor man havde et råd og en folkeforsamling, der ikke stod tilbage for rådet, dér mødtes daglig en uhyggelig samling bødler, og i det ulyksalige rådhus kunne man ikke komme frem for tyranner. Hvor skulle nogen kunne føle sig tryg i et samfund, hvor der var lige så mange tyranner, som tyranner ellers har livvagter? Der vinkede intet håb om at genvinde friheden, der viste sig intetsteds noget middel mod så stor og ond en overmagt: Hvor skulle den ulykkelige by finde en Harmódios• – i så mange eksemplarer? Og dog stod Sokrates midt i det hele, til trøst for alle sørgende fædre og til opmuntring for alle, der fortvivlede over republikken; han bebrejdede de rige, hvis rigdom var dem en kilde til frygt, at det var i ellevte time, de angrede deres farlige griskhed; og for dem, der ville tage ved lære, var han et omvandrende forbillede, når han færdedes som frimand iblandt tredive despoter. Og dog lod det samme Athen ham dræbe i fængslet; den mand, der ustraffet havde hånet tyranner i hobetal, hans frihed kunne det befriede Athen ikke tåle – heraf kan du se, både at der i et underkuet samfund er lejlighed for en

Kapitel 10  ·  Seneca

4

5

vismand til at rage op, og at herskerne i et rigt og lykkeligt samfund er sladder, misundelse og tusinde andre slette egenskaber, der stortrives hos dorske. Alt efter hvad de politiske forhold og vor egen stilling tillader, vil vi altså vende os udad eller indad, men i hvert fald være i bevægelse og ikke stivne og lam‑ mes af frygt. Man fortjener nemlig navn af mand, hvis man, når faren truer fra alle sider og våben klirrer og kæder rasler rundt omkring, hverken lader sine kræfter• blive knust eller kryber i et musehul; for man redder ikke sig selv ved at begrave sig selv. Det var vist Curius• Dentatus, der sagde, at han hellere ville være død end leve som om han var det; det skrækkeligste af alt er at forlade de levendes tal, førend man dør. Men hvis man dumper ned i en tid, hvor der ikke er ret meget at stille op med staten, må man sørge for at kræve større ret for stilleliv• og studier og, ligesom på en farefuld sejlads, ofte søge i havn, og ikke afvente, at omstændig‑ hederne stiller en frit, men selv vide at frigøre sig fra dem.

233

Kapitel 11 PETRON(IUS)

Historikeren Tacitus omtaler i Annales (Årbøger) under år 66 e.Kr. en vis Petronius som kejser Neros elegántiae árbiter, ”elegance-bedømmer”, altså smagsdommer, og denne arbiter antages af næsten alle at være identisk med den Petronius Arbiter, som ifølge håndskrifterne til den romerske roman Satyricon er navnet på dennes forfatter. Hofmanden Petronius blev udrenset i 66, dvs. året efter Seneca, i øvrigt sammen med Senecas bror Mela, digteren Lukans far, og en række andre fremtrædende romere. Tacitus beretter om Petronius, at ”han tilbragte dagen med at sove, men natten med forretninger og fornøjelser.” Psykologen Tacitus går i detaljer med den provokerende, men alligevel stilsikre og minsandten også effektive ekstravagance, der kendetegnede Petronius. ”Hvor andre blev berømte i kraft af flid, blev han det ved ladhed.” I hvilken grad den slags må have udfordret mange romere, ses ved at sammenligne med romanens kap. 75 nedenfor, hvor den frigivne slave Trimalchio, revnefærdig af selvglæde, anlæg‑ ger pæne menneskers målestok på virketrang og nøjsomhed. Men Nero blev tiltrukket af Petróns ”lærde luksus” og tilsyneladende ”naturlige enkelhed”, så meget desto mere som Petron udviste stor handlekraft som guvernør i Bithynien (i Lilleasien) og senere som konsul (år 62). Portrættet af epikuræeren Petron danner i Tacitus’ værk en perspektivrig modvægt til skildringen af stoikeren Seneca; og heller ikke hos denne går historikeren nærmere ind på noget forfatterskab. I romanen – som er gennemparodisk – er det påfaldende, hvordan en forvreden udgave af Senecas argumenter i epistel 47 for human behandling af slaver lægges i munden på den sentimentale opkomling Trimalchio, i øvrigt indsat i en sammenhæng, der afslører Trimalchios menneskekærlighed som yderst egenkærlig (Satyricon kap. 71). Typisk for det første århundrede er den kloge diskussion af uddan‑ nelsesforhold, herunder ”årsagerne til veltalenhedens forfald”, som Satyricon byder på i sine første kapitler. Dette emne endevendes bl.a. hos Quintilian i hans Uddannelse til Taler og i Tacitus’ Dialog om Talerne. Ligesom Petron i romanen lader det følsomme fjog Trimalchio forvanske Senecas humanisme, var hans eget liv til sidst en parodi på de store stoiske dødsscener. Hofman‑ den med den lette hånd viste døden foragt, ikke ved heroisk standhaftighed, constantia, ikke ved tragisk trods, contumacia, men ved at lege med den og liste for den. Tacitus beretter i forbindelse med Petrons påtvungne selvmord: ”De overskårne pulsårer lod han tilbinde igen, som det passede ham, og derpå åbne på ny.” Han trøstede sine venner med spøgefuldheder; det,

236

Pluk dagen

han bad om at få foredraget, var ikke taler om sjælens udødelighed, men letsindige viser. ”Så gik han til bords, og han lod sig overmande af søvnen, for at døden, skønt den var ham påtvunget, kunne se tilfældig ud.” Romanen Satyricon havde oprindelig enorme dimensioner. Vi har kun bevaret ca. 175 sider af den; det håndskrift, der rummer den del af Satyricon, der nu er den berømte‑ ste, nemlig Trimalchios Middag, blev endda først opdaget så sent som ca. 1650. Titlen hentyder til det græske sátyros, satyr, hvilket svarer godt til romanens lystige og lystne indhold i almindelighed og i særdeleshed til den rolle, som Priápus, den farligt falliske havegud, som vi traf ovenfor i en elegi af Tibúl, spiller i handlingen. Priápus-temaet, som desværre ikke dukker op i de her medtagne stykker, indebærer, at Priápus forføl‑ ger hovedpersonen Encolpius, ligesom Poseidon hos Homer forfølger Odysseus. Da Encolpius bliver indfanget af den brunstige dame Circe, går det med hans potens, som det kunne være gået Odysseus med hans hos Kirke (Odysseen 10.301 og 341). Strukturelt set ligner Satyricon de græske romaner, som er en udløber af det rejse‑ eventyrlige epos Odysseen og af Den Ny Komedie (ca. 320‑220) med deres fortumlede intrige og happy ending (se ovenfor kapitel 1 om Plautus’ komedier). Også i Satyricon regerer Fortuna, det lunefulde Tilfælde, men hvad angår værdier, står Petron for det stik modsatte af græske romanforfattere som Heliodor, Longos og konsorter. Der er nemlig ikke tale om en ung mand og en skønjomfru, der, omhvirvlet af Tilfældet, må gå så gruelig meget igennem, for at de til sidst kan få hinanden. Den græske roman behandler det erotiske med den yderste anstændighed. I Satyricon viftes der mere med figenbladene: Vi har, i alt fald over et betydeligt stræk af romanen, to ungersvende, Encolpius og Ascyltus, der slås om en sprød og snu slavedreng ved navn Giton; og fra først til sidst er værket befolket af seksuelle opportunister (”biseksuelle”, som vi nu siger). Romanens hovedpersoner er alle mænd, som indgår i stadigt skiftende trekanter, af og til også med kvinder. Her må indskydes en litteraturhistorisk note. Vi er jo vant til, at det græske er ældre end det romerske. Men her i forbindelse med romanerne er det omvendt; en roman som Longos’ Dafnis og Chloe er mindst hundrede år yngre end Satyricon. Så spørgsmålet er, om der er gået en omfattende sentimental romandigtning på græsk tabt, eller om rome‑ ren Petron faktisk opfandt skælmeromanen. Mange interessante data og argumenter an‑ føres i denne diskussion. Jeg tror på det første: at der parodieres tabte græske værker. Handlingen i Satyricon foregår i hovedsagen i det græske Syditalien, Magna Gra‑ ecia. Encolpius, Ascyltus og Giton har da også græske ”talende navne”, som betyder henholdsvis Skødebarn, Ufortøvet og Sidemand. Tri-malchio bærer derimod et eksotisk navn: først det græske ”tre gange”, men så et semitisk ord malekh, mægtig, konge; han kommer jo også østfra. Måske har Trimalchios herre derovre i Lilleasien givet ham dette navn ”Den Koloenorme” ud af ærefrygt for den unge fyrs seksuelle formåen, som jo også gik hen og blev grundlaget for hele Trimalchios økonomiske opstigning til multimilliardær (kap. 75). Sin egen runkne slavebasse med de rindende øjne og rådne tænder omgiver den barnløse Trimalchio med inderlig ømhed.

Kapitel 11  ·  Petron(ius)

Den potente Ascyltus er, modsat Encolpius og Giton, ikke nogen gennemgående skikkelse; fra et vist punkt er det ikke længere ham, men den fiffige digtermand Eumol‑ pus, der er Encolpius’ rival. Om forholdet til Giton taler romanen nænsomt. Men hvordan er romanens jeg ellers? Encolpius er en ung vagabonderende akademiker med sarte nerver og kræsen gane, i besiddelse af en god portion selvironi, egentlig lige så kærlighedshungrende som Trimalchio, lusket, ofte på nippet til at bryde sammen under vægten af en dunkel forbrydelse. Encolpius er en kritisk intellektuel og opfanger med forkærlighed Trimalchios fromladne talemåder, overtro og astrologipræk. Alt i alt må man sige, at en forfatter, der lader det hele blive set og sagt af en så vaklevorn person som Encolpius, i udpræget grad afstår fra at tale med værdig autoritet. Her kan man sammenligne med Juvenals 9. satire ”En gigolos mareridt” (kapitel 15). De vil have deres læser med derud, hvor det flimrer. Ligesom lange stræk af Odysseen (nemlig de såkaldte apologer, sangene 9‑12) er Satyricon en rejseberetning i jeg-form. Her kan der smøres tykt på! Jeg-formen findes også i Apulejus’ roman Det Gyldne Æsel (ca. 180), og den forbliver en fast bestanddel i nyere tiders skælmeromaner: de spanske pikaréske romaner fra det sene 1500‑tal (af spansk picaro, gavtyv), som fik mange efterlignere i senere tiders slyngel- og vagabon‑ dromaner, fx Thomas Manns Felix Krull (1936) og Jack Kerouacs On the Road (1957). Dette lever videre i road movies som Easy Rider (1969) og Thelma and Louise (1991).

Petronius Satyricon 65‑78 Slutningen af Trimalchios Middag.

Trimalchio uddeler vin til de slaver, der sidder ved gæsternes fødder. Hvis der er en af dem, der ikke vil drikke, skal vinen hældes ud over hovedet på ham, for ”Om dagen alvor, om natten spas.” 65 Efter denne prøve på vor værts høje humanitet blev der serveret delikatesser, og – tro mig, om I vil – det vender sig i mig, bare jeg tænker på dem. I stedet for kramsfugle diskede de op med tvangsfedede hønniker, en til hver, og gåseæg med dejhue på. Trimalchio bad os meget indtrængende om at spise op, med det argument, at der ingen ben var i hønnikerne.   Mens dette stod på, smak en magistratstjener• sin stok mod spisesalens fløjdør, og svøbt i hvide klæder gjorde en nattesværmer• sin entré, med et enormt følge efter sig. Jeg blev forfærdet ved en så majestætisk fremtoning og troede, vi havde fået besøg af politimesteren.• Derfor forsøgte jeg at rejse mig og ramme gulvet med de bare fødder, men Agamemnon grinede ad min panik og sagde: ”Styr dig, din knold! Det er Habinnas stenhugger, han er kejserpræst.”   Det blev jeg beroliget ved at høre og lagde mig igen tilbage på albuen, og den indtrædende Habinnas betragtede jeg med måben. Plørefuld var han og havde derfor lagt hænderne på sin kones skuldre. Han var belæsset med op til flere

237

238

Pluk dagen

kranse, og med lugtevandet strømmende ned over panden ned i øjnene indtog han politimesterens plads og forlangte fluks en rødvinstoddy.• Henrykt over dette udslag af højt humør, forlangte Trimalchio også selv en rummeligere pokal og spurgte så, hvordan han var blevet beværtet derhenne. ”Alt havde vi” svarede Habinnas ”lige undtagen dig, så i tankerne var jeg her. Det var sågu en pæne fest. Jo, Scissa• gav et flot gravøl for sin stakkels slave, hun havde frigivet ham post mortem. Jeg er vis på, hun har vældigt vrøvl med skattevæsenet; de tager jo fem procent ved frigivelser, og den afdøde vurderer de til 50.000. Men skægt var det alligevel, selv om vi måtte pøse halvdelen af hver portion vin på ligets brændte ben.” 66 ”Men hvad fik I til middag?” spurgte Trimalchio.   ”Det skal jeg sige dig, hvis jeg kan. Jeg har nemlig så god en hukommelse, at jeg tit glemmer, hvad jeg selv hedder. Nå! Som forret fik vi et svin med en guirlande af pølser med blodsovs på, og fuglekråse, ypperligt tilberedt, og selv‑ følgelig rødbeder og hjemmebagt fuldkornsbrød, som jeg personlig foretrækker for det hvide brød: Man får muskler, får man, og man slipper for stønnen ved sine ture på tønden. Næste ret var kold ostetærte og et bryg af førsteklasses spansk vin hældt ud i varm honning. Af tærten tog jeg ikke en bid, men hon‑ ningen dyppede jeg snabelen i. Så var der ærter og lupinfrø, nødder ad libitum og et æble til hver. Jeg snuppede nu to, I kan selv se, her har jeg dem bundet ind i servietten, for hvis jeg ikke har gave med hjem til min lille slaveven, så får jeg et hus. Det er sandt, min frue minder mig om en ting. Som reserve-ret fik vi en luns bjørnekød, og da fru Scintilla uforvarendes kom til at smage på det, havde hun nær kastet sine tarme op. Jeg derimod åd over et pund af det, for det smagte nøjagtig som vildsvin, og sådan ser jeg nu på det, at hvis bjørnen æder os menneskebørn, hvor meget mere bør vi menneskebørn da ikke æde bjørnen. Til slut fik vi camembert i tyk vinsauce og en snegl hver og hachis af komave og lever i små skåle, æg med dejhue på, radiser, sennep og ruskomsnusk. Slut prut! Der blev også båret en kumme rundt med saltede oliven i, og der var nogle, der var så grådige, at de huggede tre håndfulde af dem. Men skinken, den gav vi løbepas. 67 Men sig mig, Gaius, hvorfor ligger din Fortunata ikke med til bords?”   ”Du kender hende jo!” svarede vor vært ”Før hun har lagt sølvtøjet til side og delt levningerne ud til slaverne, hælder hun ikke en dråbe vand i sin mund.”   ”Men hvis hun ikke kommer til bords, smutter jeg” sagde Habinnas, og han gjorde mine til at rejse sig, da samtlige slaver på kommando råbte FORTUNATA fire gange eller mere. Endelig kom hun så, højt opkiltet med et grøngult bælte, så man kunne se hendes kirsebærrøde tunica under kjolen, og de snoede ankelringe og guldbroderede slippers. Først tørrer hun hænderne i en svededug, hun havde om halsen, og så gør hun sig det mageligt på den sofa, Scintilla, Habinnas’ kone, lå på.• Hun klappede glad i hænderne, og det kyssede Fortunata hende for og sagde: ”Endelig ser man dig da.”

Kapitel 11  ·  Petron(ius)

  Snart blev de så intime, at Fortunata trak armbåndene af sine smældfede arme og lod Scintilla beundre dem, og til sidst bandt hun også sine ankelringe af og sit gyldne hårnet, som hun påstod var af pure guld. Det lagde Trimalchio mærke til, og så gav han ordre til, at man skulle komme hen til ham med det hele. ”Her ser I kvindens lænker” sagde han ”sådan ruineres vi nokkefår. Hun må have seks og et halvt pund på sig. Jeg har nu da også selv et armbånd på ti pund, det er lavet af den promille af min profit, Merkur skulle have haft.” For at bevise, at det ikke var lyv, lod han en vægt bringe ind, og armbåndet blev båret rundt og vejet af os alle efter tur. Og Scintilla var ikke et hår bedre, hun trak en lille guldkapsel af halsen, som hun kaldte sin Lykkemand, og ud af den tog hun to ørenringe frem, som det nu var Fortunatas tur til at beundre. ”Takket være min herres gavmildhed er der ingen, der har dem bedre” sagde hun.   ”Hvad for noget” sagde Habinnas ”plagede du ikke livet af mig, for at jeg skulle købe dig de glasbønner! Ja, hvis jeg havde en datter, ville jeg snitte de små ører af hende. Var der ikke kvinder til, kunne vi få alting for en skid. Men nu, nu pisser vi det varme og drikker det kolde.”   Kvinderne kluklo til hinanden. De var skæve og fandt sammen i drukne kys, mens den ene pralede af sin dygtighed som husmoder, og den anden beklagede sig over sin mands dyre vaner og sløseri. Mens de lå byltet sammen, rejste Ha‑ binnas sig lydløst, greb Fortunata om fødderne og lagde dem op på sofaen. ”Uh! Uh!” skreg hun, da tunicaen gled op over knæene på hende. Så puttede hun sig i favnen på Scintilla og skjulte sit ildrøde ansigt i sin svededug. 68 Efter en lille pause kaldte Trimalchio på dessertbordet. Slaverne fjernede da også alle bordene og kom ind med nye! Og så strøede de savsmuld farvet med safran og zinnober og – hvad jeg aldrig før havde set – pulveriseret marieglas. ”Jeg for mit vedkommende” bemærkede Trimalchio ”kunne såmænd godt nøjes med den foregående ret; og I har jo jeres dessertborde.• Men er der dejlig dessert, deserterer man jo ikke.”   Imens begyndte den alexandrinske slave, som skænkede toddy, at imitere nattergale, mens Trimalchio med mellemrum råbte: ”Skift melodi!” Vupti, ny leg på programmet: Den slave, der sad ved Habinnas’ fødder, brølede pludselig, formodentlig efter ordre fra sin herre, med klingende røst:   Højt• på havet imens med blikket rettet mod målet.

Ingen mere skærende lyd har nogen sinde ramt mine øren, for ikke nok med at hans brøl skred op og ned ad skalaen med aldeles planløs primitivitet, han blandede også vers fra folkekomedier• ind i det, med det resultat at selv Vergil stødte mit øre – for første gang. Da han endelig var kørt træt, applauderede Habinnas ham og sagde: ”Og han har aldrig lært noget! Jeg har selv skolet ham ved at sende ham hen til markskrigerne. Derfor har han ikke sin lige, hvad enten han vil imitere muldrivere eller markskrigere. Sindssygt, så begavet han er: Han er skomager, kok er han, konditor er han – alle Musers kæledægge. Han har dog

239

240

Pluk dagen

to fejl; uden dem ville han være ubetalelig: Han er omskåren, og han snorker. At han er skeløjet, det rører mig derimod ikke; det er Venus jo også. Kaje kan han ikke holde, for han kan jo se om hjørner. Ham har jeg købt for 300 denarer.” 69 Her afbrød Scintilla ham med disse ord: ”Det er nok ikke alle sjuftens kunstgreb, du fortæller om. Det er en luderkarl, ham; men jeg skal sørge for, han får sit brændemærke.”   Trimalchio grinede og sagde: ”Jeg kender en kappadoker,• når jeg ser en! Han lader ikke noget gå sin næse forbi, og det roser jeg ham sgu for, for den slags spas serveres ikke til ens gravøl. Nu ikke jaloux, Scintilla! Vi kender også godt jer da‑ mer! Så sandt som jeg står her sund og rask foran jer: I gamle dage da bollede jeg principalens frue så regederligt, at selv hendes mand lugtede lunten og degrade‑ rede mig til landarbejder langt pokker i vold. Stille, tunge, så får du sukker!”   Som om den slyngel af en slave var blevet rost, trak han nu en lerlampe frem af kappens brystfold og på den efterabede han basunister i over en halv time, mens Habinnas brummede til, idet han med fingrene trak underlæben nedad. Til sidst gik slaven ud midt på gulvet, og snart imiterede han fløjtespillere med overknækkede tagrør, snart spillede han iført kappe og pisk scener af ”Muldri‑ vernes• Liv”, indtil Habinnas kaldte ham til sig, kyssede ham og rakte ham et bæger vin med disse ord: ”Bravo, Massa, du skal få et par støvler.”   Og alle disse plager havde aldrig fået ende, hvis ikke desserten var blevet ser‑ veret: Kramsfugle af fint hvedemel, farseret med rosiner og nødder, og derefter kom der minsandten kvæder, der var forsynet med torne, så de lignede pindsvin. Det kunne endda gå an, men så kom der en så monstrøs ret, at vi hellere ville dø af sult end røre den. Vi troede først, det var en fed gås garneret med fisk og alle slags fugle. Da gåsen var kommet på bordet, sagde Trimalchio: ”Mine venner, alt, hvad I her ser serveret, er lavet af et og samme stof.” Med min noksom bekendte fiffighed begreb jeg selvfølgelig straks, hvad det var, kiggede bagud til Agamem‑ non og sagde: ”Jeg tør bande på, at alt det der er lavet af voks eller i alt fald af ler. I Rom har jeg set den slags forlorne middage blive tilberedt ved Saturnalierne.”• 70 Jeg havde endnu ikke talt ud, før Trimalchio sagde: ”Lige så sikkert det er, at jeg vil have mere – ja, ikke af vom, men af ejendom! – lige så sikkert er det, at det der er noget, min kok har lavet af et svin. Han er ubetalelig. På dit mindste vink kan han fremstile en fisk af et soyver, en skovdue af flæsk, en turteldue af en skinke og en høne af en skank; og derfor har jeg ud af min blomstrende fantasi givet ham et dejligste navn. Dædalus• hedder han! Og fordi han er sådan en knag, har jeg taget en present med til ham fra Rom: køkkenknive af Noricum•-stål.” Trimalchio lod dem straks bringe ind og betragtede dem med beundring, ja, han gav os lov til at prøve knivenes æg på kinderne.   Pludselig kom der to slaver ind; de så ud, som om de havde været oppe at slås ude ved brønden; i alt fald bar de endnu store lerkrukker på nakken. Da så Tri‑ malchio søgte at skifte sol og vind lige mellem dem, gav de pokker i hans afgørelse og smadrede hinandens krukker med en kæp. Rystede over disse drukkenboltes

Kapitel 11  ·  Petron(ius)

frækhed gloede vi ufravendt på slagsmålet, og se! ud af de tykmavede krukker trimlede østers og kammuslinger, som en slave samlede op og bar rundt i en skål. Med dette glansnummer holdt den opfindsomme kok trit: Han kom med snegle på en sølvgrill, hvortil han sang de fæleste tremulanter. Jeg skammer mig ved at fortælle, hvad der nu fulgte, for det var en ganske uhørt luksus. Langhårede slaver bar parfumerede cremer om i et sølvbækken og salvede gæsternes fødder der‑ med, efter først at have omvundet deres ben og ankler med små blomsterkranse. Derpå hældte de et skvæt af den samme parfume i vinfadet og på lamperne.   Nu fik Fortunata lyst til at danse,• nu klappede Scintilla mere, end hun knæv‑ rede, men så lød det fra Trimalchio: ”Philárgyrus, selv om man siger ude i byen, du er tilhænger af de grønne i Cirkus, så må du godt, og sig til Menóphila, din slavekone,• at hun også kan lægge sig med til bords.” Som sagt så gjort. Vi var nær blevet smidt• ned af sofaerne, i den grad havde slaverne okkuperet hele spisesalen. Jeg mærkede ved siden af mig den kok, der havde lavet gåsen af svin, og i hans kølvand en hørm af saltlage og krydderurter. Han nøjedes ikke med at tage plads, men gav sig straks til at parodiere den tragiske skuespiller Ephesus og opfordrede igen og igen sin herre til at vædde med ham om, hvorvidt de grønne ville vinde næste væddeløb i Cirkus.• 71 Denne finte satte fut i Trimalchio, som udtalte: ”Kære venner, også slaver er mennesker, de har diet den samme mælk som vi. De er bare kommet i klemme under en ublid skæbne.• Men snart skal de, om alt går vel, drikke frihedens læskende vande. Kort sagt: I mit testamente frigiver jeg dem alle. Philargyrus testamenterer jeg desuden både en gård og hans slavekone, og Cario skal have en udlejningsejendom, de 5 % der skal falde ved frigivelser, samt en opredt seng. Min egen Fortunata gør jeg til universalarving og anbefaler hende til mine ven‑ ners velvilje. Alt dette erklærer jeg offentligt, med det formål at mit slavehold allerede nu skal elske mig så højt, som de ville gøre, hvis jeg var død og borte.”   Alle gav sig nu til at takke herren for hans store nåde; men så glemte han alt om sjov og ballade og lod hente en afskrift af sit testamente og oplæste det fra A til Z under slavernes dybe sukke. Så så han hen på Habinnas og sagde: ”Hvad siger du, min allerkæreste ven? Bygger du på mit gravmæle, sådan som jeg har bestilt det? Jeg beder dig så mindeligt om ved fødderne af min statue at forevige min skødemops og kranse og parfumekrukker og alle Petraites’ gladiatorkampe, så at jeg takket være dig kan opnå at leve efter døden. Desuden må du nøje påse, at det måler 100 fod i fronten og 200 i dybden. Jeg ønsker nemlig, at der skal plantes alle slags frugttræer og vingårde i stor stil omkring min aske. Det er meget forkert, at en mand holder sit hus fejet og prydet, mens han lever, men forsømmer det hjem, han dog skal bo ulige længere i. Netop derfor ønsker jeg bemærket: ’Dette• gravsted følger ikke med i arven.’   For resten vil jeg sørge for i mit testamente, at jeg ikke bliver behandlet ilde efter min død: Jeg vil pålægge en af mine frigivne at holde opsyn med graven, så folk ikke kommer rendende og skider på monumentet. Desuden beder jeg

241

242

Pluk dagen

dig om, at du afbilder skibe,• der går for fulde sejl, og mig selv siddende på en tribune med purpurbræmmet toga• og fem guldringe,• alt imens jeg hælder penge ud af en sæk til menigmand. Du ved jo nok, at jeg har spenderet et offentligt festmåltid, to denarer pro persona. Hvis du synes, kan du også lave et billede af kantiner og hele byen der rækker til fadet. Ved min højre side skal du stille en statue af søde Fortunata med en due i hånden, og hun skal gå tur med mopsen, som hun har i en snor fra sit bælte, og husk også min lille slavebasse, og nogle rummelige vindunke, der er gipset til, så vinen ikke render ud. Én af de dunke, du modellerer, må godt være itubrudt, og oven på den skal der stå en grædende dreng. I midten skal der være en solskive, så at enhver, der vil se, hvad klokken er, kommer til at læse mit navn, enten han vil eller ej. Og overvej nøje, om du synes, dette er en passende gravskrift:

Her hviler Gaius Pompejus• Trimalchio Mæcenatianus.• Han fik in absentia tildelt posten som kejserpræst. Han kunne være blevet medlem af alle klubber i Rom, men takkede nej. Gudfrygtig, tapper og trofast var han. Han begyndte småt og endte stort. Han efterlod sig 30 millioner, og aldrig hørte han på en filosof. Fred være med dig! ”I lige måde!”

Efter disse ord begyndte han at stortude, tude gjorde også Fortunata, og tude gjorde Habinnas, og alle slaverne fyldte salen med deres jamren, som om de var bedt til begravelse. Selv jeg var stukket i at hyle, men så sagde Trimalchio: ”Så hvorfor ikke leve, når vi ved, at vi skal dø! Jeg ønsker at se jer lykkelige, og derfor foreslår jeg, at vi tager et bad sammen. Jeg garanterer jer, at I ikke vil fortryde det. Det er hedt som en bageovn.”   ”Hør! Hør!” sagde Habinnas ”At lave to dage ud af én, det er det bedste, jeg ved.” Straks rejste han sig på sine bare fødder og pilede efter den kisteglade Trimalchio. Jeg så hen på Ascyltus og sagde: ”Hvad mener du? Hvis jeg ser et bad, dør jeg på minutten.” ”Vi lader, som om vi er med på det” svarede Ascyltus ”og mens de går i bad, smutter vi i forvirringen.” Det blev vi enige om, og gik så med Giton i spidsen gennem kolonnaden ud til gadedøren, hvor lænkehunden modtog os med en så frygtelig gøen, at Ascyltus faldt i fiskebassinet; og jeg, som var lige så pløret (og var blevet bange• for en malet hund!), blev trukket med ned i malstrømmen, da jeg forsøgte at hjælpe den svømmende. Vi blev reddet af hushovmesteren, som kom til, beroligede hunden og trak os op på det tørre, mens vi sitrede af kulde. Giton havde allerede ved et yderst snedigt påfund skaffet sig bæstet fra halsen, for alt, hvad vi havde stukket til knægten under middagen, havde han kastet hen til den gøende køter, som over godbidderne havde glemt sin arrigskab. Da vi nu frysende og våde bad hovmesteren om at lukke os ud, sagde han: ”Du tager fejl, hvis du tror, du kan komme ud samme vej, som du kom ind. Ingen af gæsterne slipper nogen sinde ud ad indgangen. De kommer ind ad én dør og går ud ad en anden.”

72

Kapitel 11  ·  Petron(ius)

Hvad skulle vi gøre, vi arme stakler, indespærret som vi var i denne nymodens labyrint• og desuden med et brændende behov for at få os et bad? Helt af os selv spurgte vi derfor manden, om han ville vise os vej til badstuen. Vi smed vores tøj, som Giton tog og lagde til tørre i forrummet, og trådte ind i badet, som begribe‑ ligvis var trangt og lignede cisternen i et koldtvandsbad. Der stod Trimalchio ret op og ned. Ikke engang her kunne man slippe for hans stinkende selvros: Han påstod, at intet var bedre end at bade i enrum, og at der engang lige justement her havde været en bagerbutik. Så satte han sig træt ned, og da han ikke kunne stå for ekkoet i baderummet, spilede han sin drukne mund op lige til loftet og begyndte at mishandle Menecrates’ arier, efter hvad jeg fik at vide af dem, der forstod hans kaudervælsk. De andre gæster løb rundt om bassinet med hinanden i hånden, mens de skrålede Huttelihut af deres lungers fulde kraft. Der var også nogle, der havde hænderne bundet på ryggen, mens de prøvede på at tage ringe op fra gul‑ vet med munden, eller de hvilede på det ene knæ og vred nakken bagover for at se, om de kunne røre ved tåspidserne. Vi overlod dem til deres leg og gik selv ned i badekarret, hvor der var ved at blive forberedt et bad til Trimalchio.   Da vores rus således var fordampet, blev vi gelejdet ind i en anden spisesal, hvor Fortunata havde opstillet sine pragtstykker. Jeg lagde mærke til lamper med små bronzefigurer, der forestillede fiskermænd. Bordene var af massivt sølv. Rundt om stod der forgyldte lerbægre, og vinen blev siet gennem en sæk, mens man så på det.   Så sagde• Trimalchio: ”Mine venner! I dag har min kammerslave raget sit skæg• for første gang. Han er nobel (nu ingen onde øjne!) og en rigtig krummesamler. Så nu skal vi på bimpel, skal vi, lige til den lyse morgen!” 74 Næppe var ordene kommet over hans læber, før en hane• galede. Han blev for‑ fjamsket over denne lyd og befalede straks, at der skulle hældes vin ind under bordet, og på lampen skulle der ligefrem strintes ublandet vin. Oven i købet skiftede han ring fra venstre til højre hånd med disse ord: ”Ikke for intet har denne trompeter givet os et tegn. Enten bliver der ildebrand, eller også er der en her i nabolaget, der må opgive ånden. Den skæbne ej til os! En dusør til den, der skaffer mig denne ulykkesfugl!”   Sporenstregs blev hanen bragt ind fra en nabogård, og Trimalchio gav ordre til, at den skulle koges mør i en kobberkedel. Den blev derpå parteret af den mesterkok, som kort forinden havde lavet fugle og fisk af et svin, og kastet i gryden. Mens Dædalus øste den kogende suppe op, malede Fortunata peber i en kværn af buksbomtræ.   Da vi havde nydt de gode sager, vendte Trimalchio sig om mod slaverne og spurgte: ”Hvorfor har I ikke spist til middag endnu? Gå nu og lad andre tage deres tørn.” Der kom nu også et andet hold ind for at afløse. De råbte: ”Hil dig, Gaius!” og de der gik ud, råbte: ”Lev vel, Gaius!”   Nu blev vores festhumør forplumret for første gang. Blandt de nye slaver var der en langt fra uskøn fyr, som Trimalchio styrtede løs på og kyssede på i 73

243

244

Pluk dagen

længere tid. For at hævde sin ret som ægteviet hustru gav Fortunata sig til at skælde ham huden fuld og kalde ham et udskud og et afskum, der ikke kunne styre sine lyster. Til sidst satte hun trumf på: ”Køter!”   Trimalchio blev stødt over hendes ukvemsord og verfede et bæger i synet på hende. Hun skreg, som om hun havde fået slået et øje ud, og førte sine rystende hænder op til ansigtet. Også Scintilla blev bestyrtet og puttede den bævende Fortunata ved sin barm. Selv knægten førte sød og flink en kold kande vand ind mod hendes kind, og mens hun bøjede sig over kanden, begyndte hun at græde og sukke.   ”Der har vi det!” råbte Trimalchio ”Har den korpige da ingen hukommelse! Jeg har hentet hende ind fra en ladvogn på et slavemarked og ophøjet hende til medlem af menneskeheden. Men hun puster sig op som frøen i fabelen, og det falder hende ikke ind at spytte i egen barm.• En træklods, ikke en kvinde! Den der er født i kælderhalsen, drømmer ikke om villa. Må min genius stå mig bi: Jeg skal nok få denne Kassandra• med Kalotten til at makke ret. Og tænke sig, at jeg tosse kunne have giftet mig ti millioner til. Du ved, det ikke er lyv, hvad jeg siger. Agathon, en dame her i kvarterets parfumehandler, trak mig til side og sagde: ”Et venneråd: Lad ikke din slægt uddø.” Men så tossegod er jeg, så nødig vil jeg gå for at være illoyal, at jeg huggede mig selv en økse i foden. All right! Der kommer en dag, da du ville ønske, du kunne grave mig op igen med neglene. Og for at du nu i dette hellige øjeblik kan indse, hvad du har gjort mod dig selv, så hør: Habinnas, du skal alligevel ikke stille en statue af hende op på monumentet; jeg vil intet kævl have, når jeg er død. Og for at hun virkelig kan begribe, at jeg kan slå fra mig, så forbyder jeg hende at kysse mit lig.” 75 Efter denne tordentale bønfaldt Habinnas ham om at blive god igen. ”Ingen af os er ufejlbarlig” sagde han ”vi er mennesker, ikke guder.” En klynkende Scintilla sagde det samme, og hun kaldte ham for Gaius• og tryglede ham ved hans genius• om at gå i sig selv. Nu kunne Trimalchio ikke længere holde tårerne tilbage, og han sagde til Habinnas: ”Så sandt jeg håber, du må nyde godt af dine penge: Spyt mig i synet, hvis jeg har gjort noget galt. Jeg kyssede denne guttermand af en slave, ikke fordi han er pæn, men fordi der er penge i ham: Han kan dividere med ti, læse en bog fra bladet, har købt sig en gladiatordragt for sin dagløn,• og af egen lomme har han bekostet en stol med svaj i ryggen og to potageskeer. Fortjener han da ikke, at man elsker ham som sin egen øjesten? Men det må jeg ikke for Fortunata. Ikke sandt, din skude? Jeg råder dig til at passe din egen næringsvej og ikke få mig til at vise tænder, my sweetheart, ellers kunne det nok være, jeg nikker dig en skalle. Du kender mig. Når jeg har sat mig noget i hovedet, er det slået fast med syvtommersøm.   Men lad os mindes de levende! Kære venner, lad nu, som om I var hjemme! Jeg har også engang været, som I er nu; men min virketrang• har bragt mig i vejret. Det er spekulatoren, der gør en mand til mand, alt andet er nul & nix. ”Køber jeg godt, så sælger jeg godt.” Så kan de sige, hvad de vil. Jeg er færdig

Kapitel 11  ·  Petron(ius)

at flække af medgang. Flæber du endnu, din sovetryne? Jeg skal give dig noget at tude for! Som sagt, nøjsomhed er nøglen til min succes. Da jeg kom herover fra Lilleasien, var jeg ikke større end denne her kandelaber her. Jeg gik ærlig talt også hen og målte mig op ad den en gang om dagen, og for hurtigere at få skæg om snabelen smurte jeg læberne med olie fra en lampe. Og så var jeg dog min herres skat i fjorten år. Det er ingen skam at gøre, som chefen siger. Nå, jeg forlystede nu også fruen. I forstår nok antydningens kunst. Min mund er lukket, det ligger mig fjernt at prale. 76 Men det var himlens vilje, at jeg skulle blive boss i huset; min herre havde i den grad fået lille mig på hjernen. For at gøre en lang historie kort: Han indsatte mig som arving sammen med kejseren,• og jeg fik en formue som en senator.• Men ingen er tilfreds med intet. Jeg fik lyst til at slå mig på handel. Jeg skal spare jer for detaljer: Jeg byggede fem skibe og lastede dem med vin (der dengang var sin vægt værd i guld) og sendte dem til Rom. Man skulle næsten tro, det var noget, jeg selv havde arrangeret: Alle skibene gik under. Det er fakta, ikke fantasi. På én dag opslugte Neptun 30 millioner sestertier. I tror måske, jeg tabte hovedet? For mig var det tab sgu ikke andet et loppestik. Jeg lod mig ikke slå ud. Jeg byg‑ gede andre, der var større, bedre og mere held ved, så alle mennesker sagde, der er fut i den fyr. I ved: Stort skib = stor foretagsomhed. Jeg lastede dem på ny med vin, flæsk, bønner, parfume og slaver. I denne krise viste Fortunata mig en smuk gestus. Hun solgte nemlig alt sit guld og hele sin garderobe og lagde mig 100 guldstykker i hånden. Dette var gæret, der fik min kapital til at svulme. Gudernes vilje sker på en studs. På én fart tjente jeg fulde ti millioner. Jeg købte straks alle de godser tilbage, som havde tilhørt min herre. Jeg byggede mig et hus, investerede i slaver og opkøbte heste, og alt, hvad jeg rørte ved, voksede som en bikage. Da jeg havde skrabet mere sammen, end hele min fædrenestad ejer, så … fingrene af fedtefadet. Jeg lagde forretningerne på hylden og gav mig til at låne penge ud til ågerrenter via mine frigivne.   Netop som jeg havde i sinde at opgive min forretning, rådede en astrolog mig fra det. Han var lige kommet her til byen, Sérapa hed han, en grækersnude, men han kunne hviske guderne råd i øret. Han fortalte mig ting, jeg selv havde glemt. Alt forklarede han mig til punkt og prikke. Han kendte mine tarme! Han kunne næsten sige, hvad jeg havde fået til middag dagen forinden. Man skulle tro, han altid havde boet sammen med mig. 77 Hvordan var det, Habinnas? Var du der ikke, da astrologen sagde: ”Du har hentet din kone ud af ”visse omstændigheder”. Du har ikke lykke i venskab. Du gør mere for andre, end de gør for dig. Store godser ejer du; en slange nærer du ved din barm.” Han sagde også noget, som jeg egentlig ikke ville have nævnt for jer. Han sagde, at jeg endnu har 30 år, 4 måneder og 2 dage tilbage at leve i. Desuden vil jeg snart få en arv, det siger mit horoskop. Men hvis det times mig at få mine godser indlemmet i Apulien, har mit liv ikke været forgæves.   Undervejs har jeg under Merkurs beskyttelse bygget huset her. Som I ved: Hytte

245

246

Pluk dagen

var det, tempel blev det. Det har 4 spisesale,• 20 sovekamre, 2 marmorkolonna‑ der; på førstesalen en række pulterkamre, et værelse, hvor jeg selv sover, denne slanges boudoir og en prægtig portnerloge; og gæstefløjen kan tage hundrede gæster. Det er ligefrem sådan, at hver gang Scaurus’• vej falder her forbi, vil han aldrig indkvarteres andre steder end her, skønt han fra sin fader har arvet en villa ved havet. Og der er meget andet, som jeg straks skal vise jer. Tro mig: Har du en øre, regnes du for en øre. Hvad du har, er, hvad du gælder. Derfor er jeres ven, som før var en tudse, nu en konge. Men hør engang, Stichus, lad os få mine ligklæder herind, dem jeg skal begraves i. Kom også med salven og en pøs af den vin, mine knogler skal vaskes i!” 78 Et øjeblik efter troppede Stichus op i spisestuen med et hvidt ligklæde og en purpurbræmmet toga, og Trimalchio bad os mærke efter, om uldkvaliteten var i top. ”Pas på, Stichus” sagde han smilende ”at mus og møl ikke rører det, for så brænder jeg dig levende. Jeg vil have en ligbegængelse i glans og glorie, så hele byen ønsker mig lykke på rejsen.” Straks åbnede han en krukke med nardussalve, salvede os alle og sagde: ”Jeg håber, det her er lige så rart for et lig som for en levende.” Han lod også vin øse op i vinkummen og sagde: ”Lad nu, som om I er bedt til min mindefest.”   Det hele nærmede sig det kvalmende: Med den hæsligste bøhmand på, beor‑ drede han et sælsomt orkester af hornblæsere ind i spisesalen. Støttet til stabler af puder strakte han sig helt ud over sofaens kanter og sagde: ”Forestil jer nu, at jeg er død. Spil noget pænt.” Hornblæserne truttede en marche funèbre. Specielt én af dem – han var slave hos føromtalte bedemand,• som i det her selskab var en særlig fornem herre – blæste en sådan fortissimo, at han vækkede hele nabo‑ laget. Logisk nok brød vægterne, som patruljerede i nærheden, pludselig ind i den tro, at der var ild i Trimalchios hus, og de begyndte at rumstere, som de var i deres gode ret til, med deres vandspande og økser. Vi så vores snit til at narre Agamemnon og flygte lige så hovedkulds, som hvis der havde været ild i hytten.

Petronius Satyricon 85‑88.1 Purken fra Pergamon

Mens de befinder sig i et kunstgalleri, fortæller Eumolpus, denne aldrende, men vitale digter, Encolpius følgende historie:

85

Engang jeg var medlem af en finansembedsmands• stab, havnede jeg i Lilleasien, hvor jeg tog logis i Pergamon. Der kunne jeg rigtig lide at bo, ikke blot på grund af de hyggelige stuer, men også takket være værtens billedskønne søn.• Og nu måtte der udtænkes en måde, så husets herre ikke fattede mistanke til mine erotiske bagtanker.

Kapitel 11  ·  Petron(ius)

  Altså: Hver eneste gang emnet ”misbrug af kønne knægte” blev taget op ved middagsbordet, blev jeg aldeles hvidglødende af raseri, og så streng var den mo‑ ralistmine, hvormed jeg frabad mig at få mine ører tilsølet af slige obskøniteter, at i særdeleshed moderen så hen til mig som en af filosofferne.• Nu blev det så mig, der ledsagede den unge mand til sport,• mig der stod for hans studier, og mig der underviste og opdrog ham, så der ikke kom nogen ind i huset, der kunne ske at plukke hans rose.   Ved et tilfælde• lå vi engang og sov i spisestuen; det var helligdag, festlighe‑ derne havde trukket ud, og vi havde været for lade til at gå hver til sit. Cirka ved midnat mærkede jeg, at gutten lå vågen; og med angst og bæven mumlede jeg denne bøn: ”Mægtige Venus! Hvis jeg kan kysse denne dreng, uden at han mærker det, vil jeg give ham et par duer i morgen.” Da knægten hørte, hvad jeg takserede min nydelse til, satte han i med et snork. Så jeg gik løs på simulanten med en serie trutkys. Glad og tilfreds med denne begyndelse stod jeg tidligt op, gav ham, hvad han forventede: et udsøgt duepar, og indfriede således mit løfte. 86 Næste nat samme chance; men min bøn var en anden: ”Hvis jeg kan komme af sted med at køre min garvede hånd hen over min sidemand her, og han ikke mærker det, så vil jeg forære ham to kampklare brushaner• for hans modtagelig‑ hed.” Da ynglingen hørte dette løfte, rykkede han uvilkårligt nærmere; jeg tror såmænd, han var nervøs for, at jeg var faldet i søvn. Nå, den bekymring hjalp jeg ham gerne af med, og med hele kroppen – men kun lige på nippet til den ultimative nydelse – slubrede jeg i mig. Da det blev dag, gav jeg ham, til hans glæde, lige hvad jeg havde lovet.   Tredje nat igen frit slag, og jeg stod op, lænede mig ind over hans øre, mens han sov sin rævesøvn, og sagde: ”I udødelige guder! Dersom jeg fra denne sovende person kan snuppe et fuldbyrdet, et forløsende samleje, vil jeg som tak for denne lyksalighed i morgen skænke gutten en prima makedonsk fuldblodshingst, vel at mærke under forudsætning af, at han intet mærker.” Aldrig har ynglingen sovet fastere. Først fyldte jeg nu hænderne med hans mælkehvide bryster, så sugede jeg honning af hans læber, og til slut forenede jeg alle mine ønsker i ét. Om morgenen satte han sig ned i sit værelse og afventede min rutine med gaven. Som bekendt er det ulige lettere at købe duer og haner end en hingst, hvortil kom, at jeg var bange for, at sådan en kæmpegave skulle gøre min elskværdighed suspekt. Så da jeg efter adskillige timers spadseretur vendte tilbage til mit logis, var et kys alt, hvad jeg havde til drengen. Men han så sig sky omkring, slyngede armene om min hals og spurgte: ”Men, søde hr. professor, hvor er hingsten?” 87 Selv om jeg med denne krænkelse havde spærret den vej, jeg selv havde banet mig, fik jeg alligevel chancen på ny. Efter nogle få dages forløb ville tilfældet, at vi befandt os i en ganske lignende heldig situation, og da jeg så hørte, at faderen lå og snorkede, gav jeg mig til at trygle ham om, at han ville slutte fred med mig, med andre ord, at han skulle lade mig give ham oprejsning … og hvad den

247

248

Pluk dagen

bespændte brunst ellers buser ud med. Men pilsur som han var, havde han ikke andet at sige end dette: ”Sov så, eller også siger jeg det til far!” Men ingen frugt sidder så højt, at lumskhed ikke kan nå den. Han lå og sagde: ”Jeg vækker far!”, men jeg smuttede ind alligevel; han strittede halvhjertet imod, men jeg fik min orgasme. Så ked var han nu heller ikke af mine slemme brud på etiketten, for nok klagede han længe over, at han var blevet narret og bedraget, og mobbet af sine skolekammerater, over for hvem han havde pralet af min formue, men så sagde han: ”Men du skal få at se, at jeg ikke vil være som dig. Vil du noget, så gør det igen.” Og jeg glemte alt om fornærmelser og holdt forsoning med drengen, og da jeg havde nydt hans storsind i fulde drag, gled jeg stille ind i søvnen.   Men det var jo en fuldmoden pubertetsknægt, lige i den alder der gisper efter at give lov, så han havde ikke nok i denne ene gentagelse. Altså vækkede han mig, bedst som jeg sov, og sagde: ”Vil du ikke gerne?” Og hans milde gaver faldt stadig på et tørt sted. Under stønnen og strømme af sved baksede jeg med ham på bed‑ ste beskub: Han fik, hvad han ville have, og mæt og mat faldt jeg atter i søvn.   Efter mindre end en times forløb begyndte han at prikke til mig med hånden og spørge: ”Hvorfor gør vi det ikke?” Nu var jeg efterhånden blevet vækket så mange gange, at jeg blev godt gal i skralden og gav ham hans egne ord retur: ”Sov så, eller også siger jeg det til far!” •

Herefter fortsætter Encolpius: ”Stimuleret af denne konversation (erectus his ser‑ monibus) begyndte jeg at udspørge fyren som den store kunstkender, han var.”



Encolpius har mange oplevelser med denne fattige, snedige og liderlige poet Eumolpus. Her har poeten lige reddet Encolpius og Giton ud af en vældig knibe, de var kommet i om bord på Lichas’ skib, hvor dennes frue Tryfæna er umættelig i sit begær. Nu er alle glade igen: fredskys og forsoningsmiddag.

Petronius Satyricon 110.6‑113.2 Enken fra Efesos

Eumolpus var både advokat for os nødstedte og arkitekten bag den genoprettede harmoni, og han ville ikke have, at munterheden skulle miste mælet af mangel på anekdoter. Derfor gav han sig til at udslynge hib til kvindekønnets ubestan‑ dighed: hvor let de forelskede sig, hvor hurtigt de glemte deres egne børn – og ingen kvinde var mere kysk end, at hun kunne afspores af begær efter fremmed kød og få pip af det. Og det var ikke antikke tragedier, han her havde i tankerne, eller berømtheder fra forgangne sekler, men derimod en tildragelse, der havde udspillet sig i hans tid, og som han ville indvi os i, hvis vi gad lytte. Nu sad alle med øjne og øren på stilke, og Eumolpus lagde sådan her ud:

Kapitel 11  ·  Petron(ius)

”I staden Efesos var der en kone. Så navnkundig var denne kone for sin ærbarhed, at hun tiltrak medsøstre helt fra de omliggende byer. De kom for at beskue og beundre hende.   Så da hendes mand var død og skulle begraves, var det hende ikke nok, som det ellers er skik og brug, at slutte sig til følget med udslagent hår, og heller ikke at blotte sin barm og banke den i mængdens påsyn, nej, hun ledsagede den døde helt ind i graven, og da liget efter det græske ritual• var blevet hensat i et underjor‑ disk kammer, holdt hun vagt over det og græd over det i dage og nætter i træk.   Sådan martrede hun sig selv og søgte at sulte sig ind i døden, og det kunne hverken hendes forældre eller hendes øvrige slægtninge få hende fra. Til sidst kom der øvrighedspersoner, men også de måtte gå bort med uforrettet sag.   Alle måtte knibe en tåre over denne kvinde, dette fænomenale forbillede, som nu henslæbte sin femte dag uden vådt eller tørt. Ved staklens side sad en hjer‑ tenstro tjenestepige, som på én gang gød tårer for fruen og olie på lampen, hver gang der blev mørkt i krypten. Så blev da enken snart det eneste samtaleemne i hele byen, og folk af alle rangklasser, høj som lav, måtte indrømme, at med hende var der blevet tændt et lysende eksempel på kyskhed og sand kærlighed.   Imidlertid lod statholderen i provinsen nogle røvere korsfæste• i nærheden af det kammer, hvor damen lå og begræd det friske lig. Og den følgende nat skete der det, at den soldat, der holdt vagt ved korsene, for at ingen skulle tage et lig ned og begrave det, lagde mærke til et lys, som blafrede blandt gravene, og hørte den klagendes suk. Drevet af nysgerrighed• – en såre menneskelig last – ønskede han at få rede på, hvem der var derinde, og hvad vedkommende havde for. Han steg derfor ned i krypten, og da han så fik øje på den underskønne kvinde, standsede han, lamslået, som om det var et gespenst, et helvedes blændværk, han så. Men da han i anden omgang opdagede den døde mand og samtidig hæftede sig ved kvindens tårer og hendes ansigt, flænset som det var af negle, forstod han sagens sammenhæng, nemlig at kvinden fandt savnet af den bortgangne ubærligt. Han kom derfor ned i gravkammeret med sin madration• og formanede den sørgende enke til ikke at forhærde sig i ørkesløs sorg og ikke sprænge sit hjerte med suk, som alligevel intet nyttede. Han sagde: ”Samme• udgang venter os alle. Graven er det fælles hjemland” … og hvad man nu ellers siger for at kalde traumatiserede sjæle til fornuft. Men hun blev kun rystet af den ukendte herres trøsteord og slog sig endnu voldsommere på brystet, rev hårene af sig og dryssede dem over det afsjælede legeme.   Men soldaten blev på sin post: Alt imens han talte trøstens ord, søgte han at få mad i fruentimmeret. Endelig blev tjenestepigen forført af vinens duft, strakte hånden ud og modtog beredvilligt hans menneskekærlige invitation. Da hun havde forfrisket sig med mad og drikke, begyndte hun at bestorme sin hårdnakkede frue:   ”Hvad gavner det dig at gå til af sult? At blive levende begravet? At opgive ånden, endnu før skæbnen forlanger det? 111

249

250

Pluk dagen

  Tror• du, ånder i jorden og aske har tanke for de ting?   Liv nu op igen! Ryst den af dig, den kvindfolkekummer, og nyd lysets gave, så længe du kan! Som det ligger dér, bør den dødes kadaver, om noget, formane dig til at leve.”   Ingen lytter uvilligt, hvis man presses til at tage mad til sig eller til at leve. Så kvinden, der var dehydreret af flere dages faste, lod sig gerne overtale og guf‑ fede lige så grådigt i sig som slavinden, der havde været den første til at lade sig lokke. 112 Og nu ved I jo meget godt, hvilke fristelser• kødet sædvanligvis ligger under for efter et godt måltid. De samme indladende ord, hvormed soldaten havde overtalt enken til at leve, brugte han nu til et angreb på hendes dyd, og i den kyskes øjne var den unge mand skam hverken vanskabt eller mundlam. Også pigen gik igen og igen i brechen for ham med disse ord:   Men vil du virkelig trodse en kærlighed efter dit hjerte?   Husk, hvad det er for stammer, du her har slået dig ned blandt.   Hvorfor tvære i det? Damen opgav sin afholdenhed også i denne• del af legemet [Eumolpus peger], så soldatens talegaver triumferede på to fronter: De tilbragte ikke blot deres bryllupsnat sammen, men også den næste og den tredje, idet de selvfølgelig først stængede gravkammerets dør, for at enhver, der kom til graven, kendt såvel som ukendt, skulle tro, at denne den dydigste af alle hustruer havde opgivet ånden over sin mands lig.   Nå, men soldaten var fornøjet både med kvindens skønhed og deres lille hemmelighed, så han købte alle de lækre sager, han kunne få råd til, og kom ned i graven med dem straks ved nattens frembrud. Men da nu forældrene til en af de korsfæstede så, at der var blevet slækket på vagtsomheden, halede de deres døde ned om natten for at vise ham den sidste ære. Sådan blev soldaten taget ved næsen for sin skødesløshed; og da han den næste dag opdagede, at et af korsene manglede sit lig, måtte han frygte for sit liv, og så fortalte han damen, hvordan det hele hang sammen.   Han sagde: ”Jeg vil ikke afvente dommerens kendelse. Med mit eget sværd vil jeg bryde staven over min store dorskhed! Jeg beder dig kun om, at du vil skaffe mig en plads at dø på og indrette denne fatale krypt som fællesgrav for din ven og din mand.”•   Men kvinden var mindst lige så barmhjertig som hun var kysk, så hun sagde: ”Det forbyde gud, at jeg skulle se de to mænd, jeg elsker allerhøjest, ligge lig på samme tid. Jeg vil hellere have, at den døde hænger, end at den levende dør.”   Som sagt, så gjort: Hun befaler, at hendes mands lig skal fiskes op af kisten og bankes fast på det kors, der stod tomt. Soldaten fulgte den kloge kones lyse indfald, og næste dag undrede folk sig over, hvordan i alverden den døde mand var kommet op på korset.”

Kapitel 11  ·  Petron(ius)

Med latter påhørte matroserne historien, hvorimod Tryfæna rødmede ikke så lidt, og koket puttede hun sit ansigt ind til Gitons nakke. Men Lichas lo aldeles ikke, han rystede rasende på hovedet og udbrød:   ”Havde statholderen været retfærdig, havde han sørget for at få familiefaderens lig leveret tilbage i graven, og konen sømmet op på korset!” 113



Encolpius og Gitons eventyr fortsætter, men læseren hægtes brat af, da den snu Eumolpus forregner sig og styrtes ud over en klippe af vrede indbyggere i byen Kroton. Indbyggerne er forhærdede arvejægere og har smisket for Eumolpus i den tro, at han var en hovedrig mand uden arvinger – og ikke den uformuende digter han til slut afsløres som. Hele dette stort anlagte arvejægerdrama betegnes som en mime (kap.117).

251

Kapitel 12 LU KA N

Marcus Annaeus Lucanus blev ligesom sin onkel Seneca født i Córduba i Spanien, datoen var den 3. november år 39 e.Kr. Allerede da han var syv måneder gammel, blev han taget med til Rom. Som enhver anden begunstiget og begavet ung mand i kejsertiden, modtog Lukán sin højere uddannelse hos retorer, i hvis haller han lærte at deklamere på begge sprog: græsk og latin. Men han dyrkede også filosofi og blev elev af stoikeren Cornútus. I lighed med Petronius fik han sin gang ved Neros hof, hvor hans onkel var toneangivende. Sine første laurbær som poet vandt Lukan med et hyldestdigt til kejseren ved konkurrencerne ved Nero-festspillene i år 60. Konturerne af en embedskarriere tegnede sig. Men den godt tyveårige artist på kejsertronen blev misundelig over det digterry, som Lukan omgående havde vundet ved at offentliggøre de første tre sange af sit epos om borgerkrigen; eller regenten blev foruroliget over værkets republikanisme (antimonarkisme); eller Nero blev begge dele, både misundelig og urolig. Kejseren forbød i alt fald Lukan al offentlig optræden som digter, samtidig med at han traf ham med Berufsverbot som advokat. ”Næsten som bannerfører” engagerede Lukan sig nu i det komplot mod Nero, som kaldes Piso-sammensværgelsen. Lukan blev angivet, og han blev anklaget for højforræderi. Han modtog en befaling om at begå selvmord. Dette fandt sted den 30. april år 65, hvor Lukan ”efter at have indtaget et overdådigt måltid rakte årerne frem til sin læge til opskæring.” Lukan er en af de vilde unge i romersk litteratur: Hans epos er ét stort anti-mytisk, anti-monarkisk, anti-vergiliansk eksperiment. Overalt i den romerske litteraturs historie møder vi aemulatio, kappestrid med et forbillede med henblik på at ligne eller overtræffe det. Men med en vildt glødende iver vil Lukan ud af de overleverede former, motiver og konventioner skabe intet mindre end det ultimative – det, ud over hvilket ingen kan nå. Det er den fornemmelse, man efterlades med. Lukans epos hedder i de antikke biografier og i de middelalderlige håndskrifter De Bello Civíli, Om Borgerkrigen. Af eposets forskellige bestanddele: beretning, taler og beskrivelser, er taler for Lukan vigtigere end beretning. I talerne trækkes standpunk‑ terne op, her perspektiveres begivenhederne. Sådan bruges taler også hos de antikke historikere (se hos Thukydid metodekapitlet 1.22). Traditionelt er Lukans epos ikke blevet betitlet Borgerkrigen, men Pharsália, dvs. Fársalos-slaget. Hvad enten man nu omtaler digtet med den ene eller den anden titel, er og bliver dets hovedsag det, som ifølge digtet er verdenshistoriens mest fatale begiven‑ hed: slaget ved Fársalos (latin Farsálus) i det græske landskab Thessalien, 9. august 48

254

Pluk dagen

f.Kr. mellem Pompejus og Cæsar. Modsat Æneiden, har Farsalia ikke én hovedperson, men tre, nemlig Cæsar, Pompejus og, især hen imod slutningen, Cato den Yngre. Vi kender denne trehed af romere fra Ciceros politiske liv, klemt som det var af disse tre, blandt andre. (a) Cæsar er båret af supermenneskets tro på sin egen fortuna, sin uafviselige lykke. Mange kendte anekdoten om Cæsar, som, da overfarten til Italien fra Grækenland træffes af storme, beroliger styrmanden med de ord: ”Du har jo Cæsar og hans lykke med om bord!” Dette lille optrin udvides af Lukan til et stort meteorologisk drama, hvor Cæsar slås med elementerne. Lukan undlader i sit epos trods alt ikke at skildre den sejrende Cæsar som den storsindede og snedige udøver af clementia, mildhed, som vi kender både fra hans egne og andres bøger. Men i 7.728‑824, som bringes nedenfor, fremstår han som en sejrende satan, der vælger at indtage sit morgenmåltid med uhindret udsigt til ligdyngerne. (b) Pompejus med tilnavnet Magnus er den mest menneskelige af de tre, han ”står som skyggen af et stort navn”, stat magni nóminis umbra (1.135). Pompejus undergår en modning og lutring i løbet af digtet, og med nogen ret har man fortolket ham som en stoisk proficiens, en fremskridt-gørende, på vej til at blive sapiens, viis. Han indgår i smukke scener med sin hustru Cornelia. Herved får Pompejus et gyldent skær omkring sig, i markant modsætning til den egomane Cæsar, som til gengæld er den eneste hos Lukan, der for alvor indvikles i erotik, nemlig med Ægyptens dronning Cleopatra i 10. sang. Pompejus er i 7. sang, kort før sit fald, nået til et højt punkt af indsigt og resignation. Allerede sangens optakt, som bringes nedenfor, behandler Pompejus den Store med kærlighed. (c) Cato, den sidste af de tre, er ude af handlingen mellem 2. og 9. sang, men har gi‑ vetvis skullet spille en afgørende rolle i de planlagte sange (frem til tolvte). Vi skal se Cato i aktion i et stykke fra 9. sang, han er et overmenneskeligt sandhedsvidne. For en politisk psykolog som Lukan udgør disse tre, Cæsar, Pompejus og Cato, en højst dynamisk trio: fra en fascinerende satan over en ufokuseret ældre statsmand til en frelser. Parallellen med og kontrasten til Æneiden I-XII antyder, at Borgerkrigen – som ender brat og uformidlet i 10. sang og altså ikke er blevet ført til ende – ikke har skullet slutte med Cæsars sejr, men med hans store modstanders forbilledlige under‑ gang. Og Cæsars virkelige modstander hos Lukan er ikke Pompejus, og det er heller ikke Cæsars morder Brutus. Nej, Cæsars virkelige, dvs. åndelige og ideologiske, modpol er Cato fra Utica; og Catos selvmord (i 46) var en triumf for friheden. For Lukan er det store indsnit altså ikke mordet på Cæsar i 44, og det er heller ikke Brutus’ selvmord efter nederlaget ved Filippi i 42. Han havde efter alt at dømme ikke planlagt, at hans værk skulle gå frem til disse begivenheder, men slutte med 12. sang (i år 46). I barokken var Lukan i visse perioder og lande mere læst og efterlignet end Vergil, og Lukan, denne højst subjektive epiker, var den engelske romantiker

Kapitel 12  ·  Lukan

Shelleys (1792‑1822) romerske yndlingsdigter. Nu er denne sorte idealist så lidt kendt, at de fleste tror, man mener den græske satiriker Lukián, når man siger Lukan.

Lukan 7.1‑44 Pompejus’ drøm 5



Trægere end den takt, der fra evig tid har kaldt Solen op af havet, kom sorgdagens Sol; og han drev sine heste stædigt mod kosmos’ kurs, skønt himlen cirklede sin vej: hellere tåle eklipser og kørsel i buldrende mørke. Tunge sky’r trak han til, dog ikke som næring for lynild, men for ikke at lyse for klart på Thessaliens verden.

Natten – Pompejus’ sidste• med nogen lykke i livet – spilled hans rastløse søvn et puds med tomme• visioner: Det kom ham for, at han sad i sin stol i Pompejus-teatret,• og at han så så livagtigt et mylder af romerske godtfolk, 10 og at POMPEJUS blev båret af glade stemmer til himlen, mens række dysted med række om, hvem der klappede højest – – – det var portrættet af Rom fra hans velmagtsdage, hvor hurra lød, når han purung kom ind og frisk fra sit første• triumftog, 15 oven på kamp mod de stammer, som Ebrostrømmen slår ring om, mod den guerillahær, som Sertorius piskede fremad, satte sig, ”Fredens Skaber mod Vest”, med samme karisma dér i sin hvide dragt som i sejrsvognstogaens purpur,• under senatets applaus, kun ridder• endnu. Tyed sindet, 20 angst for de kommende ting, tilbage til gladere• tider? Eller pegede drømmen, med drømmes velkendte omsvøb, just på sin modsætning:• sorg; var den varsel om grædende enker? Eller undte Fortuna• dig – ikke at gense dit land, men dog at se Rom i en drøm? Nej, skildvagter, flæns ikke søvnen! 25 Ingen trompeter må træffe hans øre! I morgen vil natten bringe ham skrækblandet søvn, formørket af dagens gespenster: slagrækker ind alle vegne, på alle fronter kun blodbad. Har han en landsmand, der sover en søvn så livsalig som denne? Rom ville juble, om bare hun så dig, som du nu ser hende! 30 O, havde himlen blot skænket vort land og dig bare én dag,

255

256

Pluk dagen



hvor I begge, bevidste om skæbnen, helt frit kunne svælge al den godhed, I har for hinanden, til yderste dråbe.





Du forlader dig på, du får gravplads i Vesterlands-staden, dén erindrer, at altid blev bønner,• den bad for dig, opfyldt, og den kan slet ikke tænke, dén svig skulle klæbe til skæbnen, at selv en grav for den elskede fører skal romerne savne. Hvis du døde i Rom, var der gråd hos unge som gamle og (uden ordre!) hos børn, og flokke af almuekoner flænsed, som dengang for Brutus,• med udslået hår deres bryster. Selv nu, hvor alle skal frygte en ondsindet sejrherres våben, selv nu hvor Cæsar forkynder: Pompejus er brændt, vil de græde, alt imens Tordneren• dog får laurbærkranse og myrrha.



Ulyksalige folk, som slugte sin smerte i hulken, ikke begræd dig i kor i det fyldte Pompejus-teater!

35

40

Lukan 7.728‑824 Cæsar flygter for sin egen sejr

Cæsar så markerne sejle i romeres blod, han var mæt nu, bød derfor sine mænd at skåne næver og klinger, 730 spare ”de billige sjæle”: ”de underlødige stimers” død var jo helt uden zweck. Men nå at flygte til lejren, hvor deres angst kunne dulmes af søvn, det måtte de ikke, så han befaler sin hær at storme fjendernes lejrvold straks, mens Heldet er hedt, og alt er lammet af terror, 735 uden at frygte, om ordren var tung for de trætte soldater, og om mon gejsten var brudt. Ingen større formaning var nødig, når der var bytte i sigte! ”For os, kammerater, er sejren ultimativ; og tilbage står blot belønning for blodet. Lønnen viser jeg jer; om at give taler jeg ikke: 740 Hver forsyner sig selv! Se dér ligger lejren jer åben, bugner af alle metaller: guldbarrer tyvstjålet i Vesten, telte tæt på at sprænges af orientalske antikker. Så mange kongers gods, og Pompejus’, ligger og venter på sine herrer. Soldat, af sted, løb fjenderne trætte, 745 overhal så de forfulgte! Hvad Fársalos-slaget har skænket dig af rigdom, bli’r hugget af taberne!”

Kapitel 12  ·  Lukan

Med denne opsang sendte han hæren på rov; forrykt, forblindet af guldtørst fór de hen over sværd, over lig af Roms senatorer, trampede på officerer. Kan voldgrav standse, kan dæmning 750 horder, der kræver belønning for krigsforbrydelser?! Alle farer af sted for at se, hvordan lovløse bli’r præmieret. Jo, de fandt da enorme metalreserver i lejren, rov fra verden, som skulle bekoste Pompejus’ krige; men til at mætte de sind, der begærede alt, var det intet. 755 Fik de alt guldet, som Tagus• opskyller og spanieren graver, alt, arimasperne• sanker i flodernes guldrige sandlag – selv da ville de syn’s, deres synd var solgt til en spotpris! Eftersom borgene på Capitol er den sejrendes krigsmål og han har lovet sig alt i det håb, at Rom bli’r hans bytte, 760 er et raid i en lejr jo snyd! Plebejernes horder snupper en lur på patricieres briks, og et leje• for konger gemmer en blodig rekrut, og i ondskab slanger soldater sig så lange de er på fædres hynder, på brødres. Drømmene gejler dem op som gale, Thessalien-slaget 765 vises igen og igen i hjerternes rasende syner. Vågent i alle er mordet på romere; kaos af våben fylder sindet; det trækker i hånden – som mangler et håndtag. Sletterne, tror jeg, har stønnet ind i dem, og jorden har indblæst sjælene gasser med pest, og med døde befængt er den hele 770 luft, og natten heroppe formørket af Helvedes rædsler. Sejren kræver, at de der har skyld, lider grusomme straffe: Søvnen kommer med hvislen og flammer. Den myrdede landsmands genfærd står der; enhver har sine rædsomme syner: Hán ser gammelmandsøjne, og hán ser ranke rekrutter, 775 hán hjemsøges i hele sin drøm af myrdede brødre, hér rummer hjertet en far – men i Cæsar er alle de døde: Ser ham just med det blik, som Furierne sendte Orestes, lige til blodskylden veg for de rensende Krim•-ritualer; sender ham kaos i sindet, som Bacchus sendte den gale 780 Pentheus,• eller som det, Agaue• fik med sit klarsyn. Ham er hvert eneste sværd, som Fársalos så og som hævnens dag• siden hen får at se i senatorhænder, en pine natten igennem; han piskes af alle fantomer fra Hades. Dog, sikken straf hans betrængte samvittighed skåner sig selv for: 785 Nok ser han Styx og De Døde og Tártarus i sine drømme, men det er nag med Pompejus i live!

257

258

Pluk dagen

Skønt natten har vist ham alt grumt, gruer han ikke, da morgenens stråler har blottet Fársalos’ tab, for at dvæle med blikket ved dødningevange. 790 Blikket bider sig fast: Han ser floder løbe af levret blod, og dynger af lig på højde med slagmarkens bakker, menneskebjerge, der synker i pus, er en lise for øjet; han må ha’ tal på Pompejus’ folk; og til morgenmad søges dét plateau ud, hvor han bedst kan skelne alle de faldnes ansigt og miner. En fryd, at Thessaliens jord er usynlig, 795 at lade øjnene hvile på lande gemt bag et liglag! Lykken og guderne med er hans, det ser han i blodet. For ikke helt at gå glip af sit syge ligpanorama, under han ikke de faldne et bål, den skyldige• himmel skal ha’ Farsálus for øje! At pøneren Hannibal holdt en 800 ligfest til konsulens ære, der faldt ved Cannae,• får ikke Cæsar til at betænke sin fjende med menneske-riter, tværtimod husker han på, mens vreden fordrer massakrer, at de er landsmænd!• Vi beder slet ikke om grav til hver enkelt, ikke om blus til enhver – én ild til alle nationer, 805 ét stort flammende hav skal forkulle samtlige kroppe! Eller, hvis du har lyst til at hetze din svigersøn, dyng da Pindos•-skovene op og læg Oitas• ege på toppen, så at Pompejus fra havet kan se Thessaliens bålplads! 810

815

820



Al din vrede er spildt: Om vi tæres af råd eller flammer, gør hverken fra eller til; for Naturen ta’r al ting tilbage ind i sin kærlige favn, alle legemer indgår i kredsløb. Cæsar, du kan forbyde, at ilden nu brænder de dræbte – brænde dem vil den med jorden, og brænde dem med oceanet, når det universelle• ligbål indtræffer, der blander stjerner med knogler. Hvor end din lykke fører din sjæl,• dér er også fjendernes sjæl! Du kan ikke gå højere veje, vent ingen udsøgt placering i Hades-mulmet dernede. Tilfældet• har ingen magt over døden, og jorden ta’r til sig alt det fødte, og himlen• er låg for dem uden urne. Du, der straffer nationer og nægter mennesker gravfred, flygter du nu for de døde? Forlader de stinkende agre? Cæsar, søb dette vand, ånd denne luft, hvis du kan det! Nej! De mørnede masser ta’r Fársalos-markerne fra dig, sletterne har de besat, så den sejrende Cæsar må flygte!

Kapitel 12  ·  Lukan

Lukan 9. 544‑604 Det guddommelige menneske. En stoisk trosbekendelse 545

550

555

560

565

570

575



Orientalere trængtes i kø foran porten til templet for at få skæbnen at høre af vædderhornede Ammon; dog, for en fører fra Rom må de vige. Hans følge be’r Cato om at gå guden på klingen, som hele Afrika hylder, om at bedømme, hvad hold der mon er i det gamle orakel. Ivrigste fortaler for gennem gudernes ord at erfare sagernes udgang var Labienus:• ”En chance – det sa’ han – for at spørge så stor en gud om råd har nu budt sig ved det tilfældige sving på vor march: Her har vi en fører ud gennem Syrterne, her kan krigenes udfald erfares. Hvem skulle himmelen hel’re betro sine hemmeligheder end til Cato, den hellige• mand? Dit liv er i alt fald stedse nøje stemt af efter himmelens højeste love, guds spor vandrer du i – så se, her har du din frihed til at tale med gud! Frit gud om Cæsar den ledes skæbne, og ransag moralen i Rom i tiden der kommer! Er vores borgerkrig spildt, eller genvinder romernes folk dog folkets og lovenes ret? Lad brystet svulme af hellig røst! I det mindste spørg – du der elsker den jernhårde godhed• – hvad selve godheden er, og kræv en norm for det rette!” Cato var fyldt af den gud, han stille bar i sit hjerte, op fra hans bryst strømmed tale, som klang af oraklernes haller: ”Hvad skal jeg spørge ham om, Labienus? Om det er mit ønske fri i felten at dø eller se monarkiet? Om det har intet at sige, om livet, vi får, bliver langt• eller kun kort? Om ingen magt kan skade den gode, om truende ydre forhold må prelle af på dyd, om den reneste vilje rækker, om ingen moral bliver større ved sine succes’er? Alt det ved vi, og Ammon kan intet tydeliggøre. Alle går vi med gud, og selv når templerne tier, er det guds vilje, vi gør. Nej, himmelvæsener trænger ikke til at få stemme; én gang, ved vor fødsel, forkyndte• skaberen, hvad vi må vide. Mon hán har udvalgt den golde ørken til sang for de få og begravet det sande i sandet? Bolig for gud er jorden og havet og luften og himlen – himlen og dyden. Så hvorfor dog spørge guder om mere?

259

260

Pluk dagen

580

585

590

595

600



Juppiter• er hvad du ser og Juppiter er hvad du føler. De der vakler af tvivl i gru for, hvad fremtiden• bringer, kan ty til spåmænd, men mig gør ikke oraklerne sikker, det gør den stensikre død.• Den tapre, den feje skal falde; det har Juppiter sagt; det er nok,” sagde Cato, og går så, uden at antaste• templets troværdighed, bort fra dets alter. Det at udspørge Ammon la’r Cato de fremmede folk om. Sit legionsspyd bærer han egenhændigt. Han vandrer foran tropppernes gispende mund. At plager skal tåles, viser• han, siger det ikke. Han bæres ikke på skuldre, sætter sig aldrig i vogn. Til det yderste nøjsom med søvnen, altid sidst til at drikke. For finder de end’lig en kilde, tvinges der vand i de unge, der tørster – mens Cato selv venter, lige til trosknægten får. Hvis ry er noget, der skabes kun gennem ægte værdi, og den nøgne moral er i fokus uden et blik på succes, må det siges, at alt hvad vi roser selv hos vort fædrelands største, var slumpetræf. Ingen kan vinde Catos lysende navn ved blodige slag, ved massakrer.• Denne triumf gennem Syrter og Afrikas fjerneste kroge fejrer jeg hellere end Pompejus’ trende triumfer,• jubler jeg renere ved end, at kong Jugurtha• er knækket! Fædrelandsfader• med føje er Cato. Og ingen vil rødme ved at sværge ved ham, den værdigste til dine altre, Rom. Hvis engang din hals igen bli’r befriet for lænken,• vil du – nu eller siden – ophøje Cato til guddom.

Kapitel 13 M A RT IA L

Marcus Valerius Martialis var født i det nordøstlige Spanien i den romaniserede by Bílbilis (nu Bambola), men tilbragte 34 år af sit liv i Rom (64‑98). Rom stod i disse årtier i spaniernes tegn, idet en række af de førende forfattere var født på Den Iberiske Halvø (oftest var der tale om familier, der oprindelig kom fra Italien). Vi kan nævne histori‑ keren og kulturhistorikeren Seneca senior, dennes søn filosoffen og tragediedigteren Seneca, dennes nevø Lukan, landbrugsforfatteren Columella og endelig Quintilian, verdens første professor i veltalenhed. Martials årstal er 40‑104; han var født i marts, og hans navn vil sige Martsmanden. Vi kan slutte af Martials forældres navne, Fronto og Flaccilla, at de var romerske bor‑ gere. Martial nævner i et epigram, at familien var kelt-iberer, altså tilhørte det etniske mix af keltere og iberer. Arkæologerne har vist, at Bilbilis var et stærkt romaniseret municipium (kommune, købstad) med teater og badeanlæg. Det græske ord epí-gramma betyder påskrift, indskrift, graffito, fx på en stenflade eller et drikkebæger, i sagens natur ret kort. Fra et bestemt tidspunkt kom ordet til at betyde vers-indskrift, hvad der ikke ligger i ordet selv; og allerede i det klassiske Hel‑ las blev epigrammets foretrukne metrum det elegiske distichon (forklaret i kapitel 8). Epigrammer brugtes tit til med alvor og sorg at mindes afdøde, hvad endnu Martial giver en række prøver på. Sympotiske og erotiske temaer, altså fest (symposion), mad og kærlighed (eros), trænger sig på, ligesom det var sket i lyrikken, men i en anden toneart. I den hellenistiske æra (323‑31 f.Kr.), som svor til det korte format og det pikante indhold, oplevede epigrammet en vældig blomstring. Den hellenistiske epigrampoesi er samlet i Den Græske Antologi. Martials epigrammer består typisk af en lidt længere objektiv del, efterfulgt af en subjektiv kommentar, i hvilken digteren tit gentager adressatens navn i vokativ – med et svirp. Disse fænomener: forventningsmanipulationen, spændingen og knaldeffekten, har hjemme i vitser, er altså urmenneskelige. Vitsers producenter vækker jo latter ved at opbygge deres udsagn frem mod en afslutning, der kommer mod forventning. Et forbillede for Martial var Catuls epigrammer. Modsat Catul, der bredte sig over mange former for poesi, specialiserede Martial sig i epigrammets genre, og han profes‑ sionaliserede den. Det går mindre på liv og død end hos Catul. Der er kommet en spydig distance, en typebetragtning og almengørelse ind, som minder om det, der sker med Den Romerske Satire fra Lucilius (ca. 180‑102 f.Kr.) – satirens grundlægger, af hvem vi har bevaret fragmenter – og videre frem til Horats. Martials værk omfatter 1561 epigrammer fordelt på 15 bøger:

262

Pluk dagen

(a) Først den såkaldte Liber Spectaculorum, Showenes Bog, om sportslege i arenaen. Disse stedvis rå og bloddryppende digte er skrevet til kejser Titus’ åbning af Colos‑ seum i år 80 og tilegnet Titus. (b) Dernæst følger bøgerne 1‑12, kernen i Martials værk, offentliggjort i perioden fra 85 til 102. Temaerne, af hvilke kun nogle er repræsenteret i denne bog, er blandt andre: poesi, poeten og hans beskyttende patron, tilværelsen som klient (se kapitel 2 ovenfor), staden Rom, by og land, badeanstalterne, mad og drikke, kvinder, sex, herunder impotens, incest og lesbianisme, satirer over arvejægere, snyltegæster, opkomlinge og læger, endvidere livsfilosofiske refleksioner og minde- og sørgedigte. Hver digtbog er gennemkomponeret, så at versemål og emner hele tiden skifter. Nogle bøger har et særpræg, fx er 11. bog utilsløret obskøn. (c) Til sidst i udgaven kommer bøgerne 13‑14, som imidlertid allerede blev offentliggjort i midten af 80’erne. Disse to bøger går under de græske navne Xénia, Gæstegaver, og Apophoréta, Gaver til at tage med hjem, og rummer ledsagevers, typisk på kun to linjer, til presenter (ofte mad, ofte bøger). Der er tale om Saturnalie-gaver, ju‑ legaver kan vi sige. Titlen på 13. bog overtog Goethe og Schiller til deres Xenien, de op imod tusinde satiriske epigrammer om politik, religion, poesi og filosofi, de digtede i perioden 1795‑96. Martial kalder, ligesom i sin tid Catul, sine digte for ”spøgefuldheder” og ”bagateller”. Han fremhæver epigrammers livsnære realisme: ”Læs dette her, om hvilket Livet kan sige: Det er mit.” Epigrammet lærer sin læser ”at kende sin karakter (mores) og at vide, hvem han selv er.” Noget lignende mener antikkens og senere tiders komediedigtere, når de omtaler deres værk som ”livets spejl”, spéculum vitae. Ludvig Holberg, som både var epigrammatiker og komediedigter, tilsluttede sig Martials program om at ”skåne personer, men tale om laster”, hvorved epigram, satire og komedie nærmer sig den almene moralfilosofi. Denne sammenhæng blev omsat i handling af Holberg, som skrev sit storværk Moralske Tanker (1744) på den måde, at hvert af de heri indeholdte moralfilosofiske essays er en udfoldelse af et af Holbergs latinske epigrammer. I alt skrev Holberg 937 epigrammer i perioden 1737‑49. Han inddeler dem i nugatoria, bagatelagtigt underholdende, dentata, bidende satiriske, og philosophica, og blandt de filosofiske fremhæver han de paradoksale. Holberg, som åbenbart hverken bruger de græske epigrammatikere eller Catul, udtaler i Tredje Levnedsbrev, at Martials ”værk, hvis man undtager de obskøne passager, er det sande forbillede, efter hvilket epigrammer bør formes.” Som man kan tænke, er der ikke desto mindre blandt Holbergs epigram‑ mer ganske mange slibrige. Senere kom Wessels (1742‑85) rokoko-epigrammer, Emil Aarestrups (1800‑56) høstromantiske Ritorneller, Kumbels, dvs. Piet Heins (1905‑96), internationalt fængende Gruk og endelig Barske Børnerim og andet kort & godt af Poul Sørensen, alias Poeten (1906‑73). Bidske, brillante børn af Martsmanden fra Bambola.

Kapitel 13  ·  Martial

Martials Epigrammer 1.47 Lægens• gerning

Diaulus, som før var læge, har nu ligbærerbevilling. Nå, det bliver hip som hap: Han udfører samme bestilling.

1.55 Det simple• digterliv. Til en mæcen Fronto,• feltherrekappens sirat og fredskåbens smykke,   vil du vide din ven Marcus’ ønske og mål, da er det dette: at eje en ager, men bare en liden,   leve det nussede liv, blot det gi’r hvile og fred. Skulle jeg stille ved gry i en forhal af frysende marmor,   bringe en hoven patron trællende tåbers ”Goddag”, når jeg kan sidde lyksalig ved arnen og tømme de fyldte   net med den sprællende fangst, hentet i mark og i skov, hale de springende fisk i land ved den dirrende snøre,   øse mig honning så gul op af den rødlige dunk, medens forvalterens kone belæsser de vaklende borde,   og mens den aske, vi har, spejler mig nylagte æg? Den der har afsmag for mig, må aldrig få smag for den livsform,   han kan som gusten klient trælle i bylivets skrål!

1.87 Til den fordrukne Fescennia• Når du, Fescennia, guffer en masse parfumepastiller,   for at din drikken i går ikke skal dufte i dag, hjælper dén morgenmad kun til at skaffe dig skjoldede tænder:   Dunsten vil dybt fra din bug bane sig bøvsende vej. Sprutten bli’r endnu mer ram kombineret med søde pastiller,   for den fordoblede lugt hørmer jo dobbelt så langt. Undlad de velkendte tricks, den for længst afslørede svindel,   vær uden svig, hvad du er: simpelt hen sivende fuld.

263

264

Pluk dagen

1.101 En trofast sekretær er død nitten år gammel Du, den hengivne hånd bag alt mit skrivearbejde,   kreativ for din chef, velkendt af kejseren selv, du, Demetrius, tog din ungdom med dig i graven:   Til dine atten år føjedes én enkelt høst. Nedstige skulle du ikke som slave til skyggernes rige,   da du blev ramt af en ond, brændende dødelig pest; derfor tog jeg min ret som din herre og skænkede dig den,   det var mit håb, at måske dét kunne helbrede dig. Døende mærkede du din løn og hvisked Patronus,•   alt mens du, fri, var på vej ned til det underste vand.

1.117 Læser, men ikke køber

Altid, når du møder mig, Lupercus, siger du: ”Nu kommer snart min slave for at hente dine epigrammer; jeg skal læse dem på nogle dage, og så sender jeg dem straks tilbage …” Spar du hel’re slaven for besværet! Fra dit hus til mit Ved Pæretræet• er der langt, og høje, stejle trapper fører til min kvist. – Jeg ved, du ofte går en tur i Argiletum,• dér er du det, du ønsker, ganske nær: Tæt ved Cæsars Forum er en bod, hvor der hænger lister over bøger, læs dem, og du finder, hvad du søger. Før du åbner munden, vil Atrectus (sådan hedder bodens principal) række det imod dig; på hans første– anden hylde stråler MARTIAL, glittede og fine eksemplarer, purpurhyllede, til fem denarer. ”Det er du da ikke værd, min kære!” siger du – og gør din indsigt ære.

Kapitel 13  ·  Martial

2.53 Vejen til frihed. Nå, du vil føle dig fri?• Det er løgn! Det vil du jo ikke!   Men hvis du virkelig vil, kan du på denne manér: Aldrig, Maximus, ta’r du mod invitationer til middag,   tørsten stiller du kun med den vejentiske• vin, ler ad det gyldne service hos ynkeligt• stillede rigmænd,   bærer glad og tilfreds samme slags toga som min; sex, det køber du kun hos gydernes billigste piger,   under dit tag er så lavt, at du må bukke dig godt. Ja, hvis din karakter har kraft og krummer til dette,   lever du friere end Parthiens mægtige drot.

5.13 Kunst og penge Fattig, Callistratus, er jeg og var jeg, det tilstår jeg gerne,   men jeg er ridder og har aldrig beskæmmet min stand. Vidt over verden• jeg læses, på gaden si’r man: ”Det ér ham!”   livet gav mig, hvad få opnår i urne og grav. Dine huse er båret af hundrede søjler; som ex-træl•   pisker du din kapital til maksimeret profit; mægtige godser ved Nilen leverer dig afgift og grøde,   ulden af utalte får får du fra Galliens land. Det har vi nået – men du kan aldrig blive, hvad jeg er;   blive, hvad du er, min ven, det kan den simpleste mand.

5.20 Venners dyrebare dage

Kunne vi to, kære Martialis,• sorgløst glæde os ved livets dage, nytte sammen efter hjertets kald årene, vi endnu har tilbage – ingen høje herrers hus og hal, grå forretninger, processers plage, anerækker,• som skal imponere, ville nogen af os kende mere.

265

266

Pluk dagen



Lange ture, idrætsleg og spil, læsning, varme eller kolde bade, slentren i den svale kolonnade ville være, hvad vi tog os til. Som vi har det, lever ingen af os, men vi føler sole glide fra os, dyrebare sole gå til spilde. Når vi ved det, hvorfor står vi stille?

5.34 Ved en lille slavepiges død. Til digterens far og mor i Underverdenen Modtag nu, fader Fronto og moder Flaccilla, en lille   yndig pige, som jeg kyssende har fået kær! Lad ikke lille Erotion• bli’ skræmt af skumrende skygger   eller af Tartarus’ hund• med de forfærdende gab. Hun ville nu have levet sin sjette vinter til ende,   hvis hendes liv havde strakt bare seks dage endnu. Gid hun må lege, den strik, beskærmet af trofaste sjæle,   gid hendes læspende mund husker at sige ”Marsjal”. Grønsvær, dæk hendes barnlige ben med dit blødeste tæppe!   Tyng ikke på hende, jord! Aldrig• hun tyngede dig.

5.42 Du får ved at give Tyve kan listelig bryde din kasse og stjæle dit eje,   hærgende ildebrand kan styrte din bolig i grus, skyldner kan nægte at yde de pligtige renter og afdrag   og på den soltørre mark udsæden visne og dø; troløs veninde kan gøre din bogfører til en bedrager,   havet kan lukke sin favn over din last under dæk. Unddraget uheld• & held er, hvad du gi’r dine venner,   eneste rigdom du har altid, er den, du gi’r væk.

Kapitel 13  ·  Martial

5.58 Carpe diem Altid si’r du: ”I morgen, i morgen, ja, så vil jeg leve!”   Póstumus,• sig mig, hvornår kommer den omtalte dag? Hvor er den henne, hvor langt er den borte, og hvor har den gemt sig –   mon i armenieres land, mon under partheres tag? Dette i morgen er snart så gammelt og værdigt som Nestor;   sig mig, om det er til købs, og for hvor meget og hvor. Du, som vil leve i morgen: At leve i dag er for silde,   den, som er virkelig vis, Postumus, leved i går.

6.39 Hr. Cinnas syv bastarder

Med Marulla er du, Cinna, fader stolt til hele syv ikke•-børn! For de kan ikke kaldes dine uden lyv; det er heller ingen husven, der er far, nej, fruen• lå med dit slavehold i platte senge på en bund af strå.



Deres moders eskapader lyser ud af deres træk:



Først i rækken – se den krøltop med det lille maurer-ho’de, som fortæller, han er kokken Santras avl og sorte pode. På den næstes svulne læber med en flad opstoppernæse står der ”Pánnychus, atlet og bokselærer” klart at læse. Kender man konditor Damas øjnes surt betændte løb, ser man straks i nummer tre en lille bagermand i svøb. Fjerde fløs, så hvid og sexet, sart, med nakken lidt på skrå, ham har Lygdus, din højstegne lystdreng, lavet: Han belå fruen – bol du altså bare uden spor incest din søn! Nummer fems det spidse hoved og det lange æseløre, som det slasker – her er narren Cyrta til at se og høre. Én er rød af Cinnas døtre, én er sort – det skyldes vist, deres far er: forkarl Rødtop og den sorte fløjtenist.



Fjorten• børn det fik du ikke, skønt Marulla har former’t sig, for både Córesus og Díndymus er … operer’t.

267

268

Pluk dagen

9.92 Slavens kår og herrens Når du beklager, du stadig er slave, betænker du ikke   herrens kvaler og de goder, der følger din stand: Tryg er din søvn på den fattige måtte, mens Gaius, din herre,   kaster sig hid og did, søvnløs på puder af dun. Straks når det gryr ad dag, må han skælvende ud for at hilse•   højere herrer, mens du end ikke hilser på ham. ”Gaius, betal, hvad du skylder!” tilråbes han af kreditorer –   aldrig, Cóndylus, du hører de truende ord. Frygter du hug? Han jages af podagra og reumatisme,   så han langt hellere tog tusinde slag af en pisk. Fri for at brække sig dagen derpå og for slikken i kusser –   opvejer dét ikke fuldt tre gange Gaius’ liv?

10.62 Sommerferie fra 1. juli til 15. oktober

Du skolemester, skån din børneflok! Da vil en yndig skare om dit bord i frejdig tryghed lytte til dit ord, og ingen nok så dygtig terpemester vil samle halvt så mange glade gæster. Nu lyser Solen over somrens land, og kornet koger i dens tørre brand – lad det forhadte ris i krogen stå og skolesceptret: ferlen, ligeså, læg skrivebog og regnebog til side, til dagen bliver kort ved vintertide: At• trives vel er mer end lærdom nok i sommertiden for din børneflok.

11.39 Jeg er en mand nu! Charidémus, du var min vugges rokker, min drenge   tids bevogter, og du mandsopdækkede mig. Men, nu bli’r halsdugen sort, når barberen skærer mit skæg af,   og min veninde si’r: ”Uf! Som det da stikker, dit skæg!”

Kapitel 13  ·  Martial

Dog, for dig er jeg stadig den lille – dig frygter min forkarl,   dig bogholderen, dig ryster selv villaen for. Flirt tillader du ikke, alt sjov med pi’er er forbudt mig;   jeg må slet ingenting, du må præcis hvad du vil: rusker mig, udspionerer og klager, sukker og stønner –   lige før du griber til ferlen• i dit raseri. Hælder jeg lidt parfume i håret og klæ’r mig i purpur,   råber du: ”Tror du, din far ville ha’ fundet på sligt?!” Panderynkende sur har du tal på de bægre, jeg tømmer,   som om det var fra din kælder, at vinfadet kom. Stop det! Jeg kan ikke bære en frigiven,• der spiller Cato.   Spør’ du min skat, om jeg ér mand, skal du høre et JA.

11.43 Kvindens fysik contra mandens Kone, du pågreb mig inde i drengen• og hyler nu krænket   op om, at du også har mås li’så fuldt som en knægt. Ganske samme besked gav Juno den brunstige Tordner,   som dog – skønt han er stor• – sværger til sin Ganymed. Herakles hængte sin bue og legede buk med sin Hylas;•   men tror du, Megara var blottet for balder og bag? Som dog Apollon blev martret af Dafnes flugt! Men de flammer   bød Hyacinthus• ham blot sødt føre over på ham. Hvor tit Briséis så end lå med ryggen vendt mod Achilles,•   var hans glathudede ven dog endnu tættere på. Mås er et mandfolkeord, som ikke kan bruges om din ting,   dåse har du, min snut, både til gade og gård.

11.56 Livsmod i armod Når du på stoikervis• lovpriser døden, Chærémon,   venter du så min respekt for din højmodige sjæl? Hvorpå beror da din styrke? En skåret og hankeløs kande,   arnen, der skummel og trist aldrig er lunet af ild, tæppet, som laset og luset er bredt over lejet af brædder,   togaen krøllet og kort, som er din eneste dragt.

269

270

Pluk dagen

Ja, du er storsindet, du som kunne forlade endogså   bærmen af usselig vin, grovbrød og måtte af strå! Men, hvis nu puderne svulmed af kostelig uld på dit leje,   hvis der om hynderne lå duftende purpurbetræk, hvis der hvilede hos dig en knægt, hvis rødmende læber   tiltrak sig gæsternes blik, når han beredte din vin – o, da ville du leve så længe som tre gange Nestor,   ikke en time du gav bort af den tid, der var din! Letkøbt at ledes ved liv, når man lever i trykkende forhold;   sulte med livsappetit, det gør den modige• mand.

11.104 Hustru og hetære Kone, nu makker du ret, eller også må du på porten!   Jeg er ved gud ikke kong Numa• og Curius• Tand. Jeg kan li’ nætter, der får hele armen med svungne pokaler,   du sipper vand og er sur, du farer op og vil hjem. Mørket er dit element, min leg vil bevidnes af lamper,   mine forløsende knald må ligge badet i lys. Du, du er hyllet i snore og særke og slørende sjaler,   ingen pige er nok blottet og bar nok for mig. Jeg fantaserer om duer, der snaver, du spiser mig af med   kys li’som kysset, du gi’r mormor på morgenvisit. Stimulation med et vrik, med et ord, med fingre – du nægter,   ligner præstinden, der står strunk med en røgelsespind! Frygiske• slaver i flok masturberede omme bag døren,   når Andromache sad højt på sin Hektor til hest, og selv når Ithaka-manden snorkboblede, havde den kyske   Penelopeia et fast greb om Ulysses just dér. Baghyler nægter du blankt, men Gracchus• fik lov af Cornelia,•   Magnus• af Julia,• og Porcia• sa’: ”Brutus,• kom an!” Før Ganymedes fik tjansen at blande de søde pokaler,   var dronning Juno skam selv Juppiters lilleste prins. Skal du partout være pæn, så vær bare Lucretia• hele   dagen, men når det er nat, vil jeg ha’ Laïs• på langs.

Kapitel 13  ·  Martial

12.17 Livsstilssygdom Hvorfor du dag efter dag, Lætinus, har feber,• og hvorfor   sygdommen ikke vil bort, spørger du mig med et suk. Den turer med dig rundt i bærestolen, ta’r bad med,   østers og vildsvinesteg guffer den i sig med dig, og din feber bli’r fuld i setinervin og falerner,   drikker cæcuberen kun siet i kølende sne, ligger til bords i duften af salve, bekranset med roser;   du og den sover ind i purpursengenes dun. Når den nu har det så godt, hvor den bor, når den lever så herligt,   hvorfor så flytte fra dig – muligvis hen til en træl?•

12.21 Tak til Marcella Hvem skulle tro, min Marcella, at du hører hjemme ved Salos   isnende strøm og er født her i min fædreneby? Du er så fin og så udsøgt en ånd, at selv Kejserpaladset   kaldte dig sin, hvis det blot én gang ku’ høre dit vid. Ingen Subúra•-madame vil vove at måle sig med dig,   ingen af døtrene fra hjemmene på Capitol. Svært for et barn af provinsen at få et så blændende skudsmål,   en byromersk gemal havde du ærligt fortjent. Du kan dulme min længsel og savnet af Byernes Dronning:   Når jeg er sammen med dig, ér jeg, veninde, i Rom.

12.42 Mand ægter mand Med sit krasbørstige skæg har Callístratus ægtet den stive   berber,• som møen en mand helt efter rite og skik: Bryllupshymnerne toned, og brudeslør skjulte hans fuldskæg,   faklerne lyste, og den medgift, han gav, var solid. Mon du så endelig, Rom, vil finde, at grænsen er nået,   eller forventer du nu, bruden skal blive med barn?

271

272

Pluk dagen

12.57 Med hele Rom ved sengekanten

Hvorfor jeg, Sparsus, søger til Nomentum,• mit visne gods og småbeskidte bo? Jeg søger hvile og den arbejdsro, som byen intet sted en fattig• yder: Om natten klasker bageren sin dej, ved gry ta’r skolemesteren på vej, og altid runger kobbersmedens gryder. Hér finder en bankier, den spas er god at lade pengene på bordet springe, hist henne høres fra en guldsmeds bod den blanke hammer imod stenen klinge. Bellonas• præster vræler højt i kor. Skibbrudne søfolk vifter med en stump af katastrofen, mens med mange ord de skildrer deres nød. Lært op af mor, en jødedreng• er ferm i betler-løgne. En bissekræmmer med de røde øjne falbyder svovl.• – Den stakkel, som må lide ved al den larm, der lyder i vor by og jager søvnen bort ved nattetide, ja, han kan tælle optrin med det gny, der breder sig fra bronzeinstrumenter,• hvormed man Månen frem fra skyen henter.



De kvaler, som jeg her har regnet op, dem kender du slet ikke. Fra dit bo du skuer ned på fjerne højes top og lever frydefuldt i landlig ro på slottet, du besidder midt i Rom med marker og med haver udenom (Falernums• mark gi’r ikke bedre drue), lystrejser kan du gøre på din grund, den dybe stilhed fylder hal og stue, din søvn forstyrrer ingen plapremund; du vedta’r selv: ”Så! Nu er natten omme!” Det bli’r først dag, når du la’r dagen komme.



Jeg farer op ved latter og ved larm af sviregaster ved min vindueskarm:

Kapitel 13  ·  Martial



Jeg har det hele Rom ved sengekanten!• Så når jeg træt og mat engang vil sove, går rejsen til mit hus ved mark og skove.

273

Kapitel 14 TA C I T U S

Senatsadelens gamle slægter var efterhånden både udmarvede og forarmede, så det var godt for romerstaten, at den løbende modtog saltvandsindsprøjtninger fra provinserne. En sådan politisk højtstræbende provinsbo, vistnok fra Gallien, var Publius (eller Gajus) Cornelius Tacitus (ca. 56‑ca. 118), der blev den største menneskekender og billeddan‑ ner blandt Roms historieskrivere. Tacitus sigtede højt og ægtede i 78 en datter af den indflydelsesrige hærfører og politiker Julius Agricola, hvis biografi han senere skrev. Han opnåede også ry som en af statens førende talere. I 97 blev han consul suffectus (suffectus, valgt ved supplering). Glathed har været nødvendig for Tacitus, som formåede at holde karrieren på sporet under den blodtørstige skønhedsdyrker Domitians regime (81‑96). Her i livets skole har han høstet forudsætninger for som skribent at leve sig ind i Senecas liv tredive år tidligere op ad en anden artist på tronen, nemlig Nero. Tacitus lover et par steder, at han vil skrive om sin lykkelige samtid, dvs. tiden under Nerva og Trajan, altså fra 96 og frem. Dette løfte indfrier han aldrig. Det går ham på den måde, at først skildrer han perioden fra 69 og frem til Domitians død i 96; dette sker i værket Historiae. Men dernæst bevæger han sig ikke frem til sin relativt lyse samtid, men tilbage i tiden med start ved år 14 e.Kr.; dette sker i Annales. Tilsammen omfattede Historiae og Annales oprindelig 30 bøger; men kun ca. en tredjedel af Historiae og ca. to tredjedele af Annales er bevaret. Det bevarede af Histo‑ riae dækker år 69 og jødernes opstand i 70. Sådan som Annales er bevaret, er det for os blevet et værk om henholdsvis Tiberius (14‑37) og Nero (54‑68), to skikkelser, der hver på sin måde satte sjælegranskeren på prøve. Naturligvis begræder vi, at så meget er gået tabt. Men vi kan også vende sagen om og glæde os over et utroligt held: De ca. 650 sider af Historiae og Annales, vi trods alt har, nåede ind i middelalderen i to dele, som hver befandt sig i ét, ét eneste, håndskrift. Lignende dramaer har Catuls og Petronius’ overleveringshistorie at opvise. Annales vil sige Årbøger, og det annalistiske princip går ud på, at skribenten ved begyndelsen af hvert år anfører de to ordinære konsuler, og dernæst kommer ind på kejserens og hærenes bedrifter, senatsforhandlinger, andre byromerske begivenheder, fornemme mænds bortgang, og desuden jærtegn og varsler. Hos Augustus-tidens store historiefortæller Titus Livius (59 før-17 efter) kan man endnu tydeligere iagttage buen ”indre – ydre – indre”: Der begyndes år efter år med konsulerne, som så drager ud i krig, hvorfra de vender hjem for at forestå det kommende års valg. Med alle sine fordele har det annalistiske skema den ulempe, som Tacitus da også et par steder kommenterer, at logisk sammenhørende begivenheder ikke sjældent må

276

Pluk dagen

opsplittes. Til trods for skematvangen er Tacitus, om hvem man har sagt, at han var født til at blive tragediedigter, en af de sikrest komponerende skribenter i oldtiden. Tacitus’ fremstilling af begivenhederne i år 64 er et mønstereksempel herpå (se nedenfor). ”År 64” er et højdepunkt af dramatisk-patetisk historieskrivning. Denne form for historie‑ skrivning, som jo indebærer en overskridelse af grænsen mellem poesi og prosa, var blevet udstyret med teori i hellenistisk tid (323‑31), men den har rødder tilbage hos Thukydid (ikke mindst hans skildring i 6. og 7. bog af athenernes blodigt mislykkede felttog til Sicilien). Dramatisk-patetisk i denne ånd er Livius’ historie undertiden, Vergils Æneide er det gennemgående, og Lukans Borgerkrig er det på sin egen afmytologiserede måde. For nutidens faghistorikere, som er kildekritisk trænede, kommer Tacitus’ total‑ teater egentlig til ulejlighed, da det jo klart nok er blevet til ved delvis omordning af de fakta, Tacitus fandt i sine kilder. Med sin kunst har han forarbejdet det, der faktisk er sket, til noget, der til enhver tid kan tænkes at ske i kraft af en indre sandsynlighed eller nødvendighed. Herved har Tacitus overskredet og overvundet den grænse, Aristoteles havde hævdet mellem historikeren og digteren (Poetikken kapitel 9). Forud for Historiae og Annales skrev Tacitus biografien Agricola; dennes hoved‑ stykke vedrører Agricolas bedrifter i Britannien, af hvilket han erobrede store dele, og den fejrer forfatterens svigerfar som en modpol til Domitian. Omtrent samtidig udsendte Tacitus monografien Germania om vore modige, men også fordrukne, ludo‑ mane og meget sovende forfædre. Foruden Agricola og Germania har vi Diálogus de Oratóribus, Dialog om Talerne, som er skrevet i en helt anden, nærmest ciceroniansk stil. Sølvalderen (14‑117) er den kloge kortheds, de spydige sentensers æra. Enhver kan sige sig selv, at man hader den, der har krænket en; men der krævedes en Tacitus til at sætte den omvendte sandhed i omløb: ”Det er kendetegnende for menneskesindet at hade den, man har krænket.” Nok kan denne indsigt følges tilbage til en anden kender af den onde samvittigheds kraft til at fremkalde tyrannisk had, nemlig Seneca. Men det var mest i Tacitus’ udformning, at sådanne fyndord vandt genklang i 1600‑tallet, den såkaldte tacitismes æra, hvorfra de er blevet kanaliseret videre helt frem til vore dages kalendere og opslagstavler, for så her på det sidste at blomstre op hos stand-upkomikere.

Tacitus Annales 14. bog, 52‑57.1 Foråret 62 e.Kr. Seneca i audiens hos kejser Nero Burrus’• død gav Senecas magt det endelige knæk. Nu stod der jo ikke længere samme styrke bag den gode vilje, eftersom den ene af de to – i praksis lede‑ ren – var væk, hvortil kom, at Nero simpelt hen havde en svaghed for dårligere• mennesker. Fra dem udgår der nu diverse fjendtlige anklager mod Seneca:   Han hobede stadig enorme rigdomme op, der ingen steder havde hjemme 52

Kapitel 14  ·  Tacitus

for en menig borger; han anglede efter popularitet i befolkningen; og også med sine yndige parker og pragtfulde landsteder ville han fordunkle kejseren. Ros for veltalenhed – sådan fortsatte disse kritikere – ville Seneca have monopol på, og der flød mere og mere poesi• fra ham, nu da Nero havde kastet sin kærlighed på dén. Hvad der fornøjede kejseren, kunne man se gjorde Seneca sur: Monarkens geni som vognstyrer kimsede han ad, og hver gang Nero sang belcanto, sang Seneca parodi. Hvor længe skulle det blive ved at være på den måde, at intet kunne stråle i Rom, uden at folk troede, at det var blevet til på hans initiativ? Nero var ikke mere nogen skoledreng, han bugnede af ungdom; nu skulle han virkelig se at blive ”pædagogen” kvit, sublime lærere havde han nok af i sine egne aner.• 53 Seneca vidste om hetzen; han blev holdt informeret af folk med en vis anstændig‑ hed• i behold, og kunne jo se, at kejseren mere og mere afviste hans fortrolighed. Han bad om audiens. Audiens fik han, og lagde ud som følger:   ”Det er nu tretten år, Cæsar, siden jeg kom Dem nær, håbefuld pode, som De var; og det er otte• år, siden De indtog kejserværdigheden. I den periode har De overvældet mig med så megen ære• og rigdom, at det eneste, min lykke behøver, er sin egen begrænsning.   Jeg vil henvise til et par fornemme fortilfælde, ikke fra min sfære, men fra Deres: Deres tipoldefader, Augustus,• tillod Marcus Agrippa• at trække sig til‑ bage til Lesbos, og Caius Mæcenas• fik lov at leve så anonymt her i Rom, som havde det været i udlandet. Agrippa havde været Augustus’• fælle i krigene, Mæcenas• dybt engageret i krævende aktiviteter på hjemmefronten, og begge var blevet belønnet – rigt ja, men kun efter fortjeneste. Men jeg, hvad har jeg evnet at række Deres gavmildhed andet end studeringer, der, om jeg så må sige, er drevet i det dunkle og kun vinder glans, fordi man tror, jeg har haft en finger med i skolingen af Deres ungdom, hvad der i sig selv er rigelig belønning? Men De har lagt en krans om mig, en krans af uhyre prestige og uhyre rigdom, så jeg konstant nages af disse spørgsmål:   ”Er det virkelig mig, en provinsbo af ridderstand, der her tælles blandt rigets ypperste? Blandt adelige med lange anerækker glimrer jeg, der ingen har? Men hvad er der blevet af nøjsomhedens så højt besungne ånd? Den anlægger nok parker, skrider nok rundt på godser og på vældige marker og driver et net af profitable bankforretninger!”   Det eneste forsvar, der byder sig til, er, at Deres gaver har jeg ikke burdet afslå. 54 Men nu er målet fuldt for os begge: De har skænket mig alt, hvad en fyrste kan skænke sin ven, og jeg har fået alt, hvad en ven kan få af sin fyrste. Mere øger kun misundelsen. Misundelse kan begribeligvis, så lidt som noget andet jordisk, nå op til Deres højhed, men mig tynger den, jeg trænger til hjælp. Var jeg udmattet i felten eller udkørt af en lang rejse, ville jeg bede om en hjælpende hånd, men nu er det på rejsen gennem livet jeg står her, gammel og for svag til

277

278

Pluk dagen

selv de letteste opgaver: Jeg kan ikke længere bære min rigdom, jeg beder om Deres beskyttelse. Lad min ejendom blive bestyret af Deres administratorer, lad den gå tilbage til Deres formue!   Nej, jeg skubber ikke mig selv ud i fattigdom; men de ting, hvis glans for‑ blinder• mig, giver jeg tilbage, og den tid, jeg nu bruger på at bekymre mig om parker og godser, vil jeg vi til min ånd. De har overflod af styrke og har nu gen‑ nem mange år vist Deres faste greb om Det Højeste Hverv, men så kan vi, Deres ældre venner, også godt bede om lov til at leve i ro. Og også dette vil blive regnet Dem til ære, at dem, De lod nå det største, også kunne nøjes med det små.” 55 Neros svar lød omtrent således:   ”At jeg lige på pletten kan imødegå din nøje indstuderede tale, det er den første gave, du gav mig: Af dig har jeg lært at komme op med noget, ikke kun forberedt, men også improviseret.   Sandt nok, at tipoldefar gav Agrippa og Mæcenas lov til at leve det stille• liv, efter at de havde arbejdet hårdt for Rom. Men da var han selv så gammel, at hans alders pondus ville have garderet ham mod kritik, uanset hvad slags otium han tilstod dem. Og dog fratog han ingen af de to de belønninger, han havde givet dem! Under krig og farer havde de gjort sig fortjent til dem, for dét gik Augustus’ ungdom med. Og heller ikke jeg havde måttet savne dig med sværdet i hånd, ifald det var under våben jeg levede. Men de moderne tider fordrede noget andet, nemlig intelligens, klarsyn og principper, og det er hvad du har forsødet min drengetid og nu min ungdom med. Og dine gaver til mig vil vare, så længe jeg lever; men det, du har fra mig, parker og profit og paladser, det er jo underlagt tilfældets• luner. Det kan godt være det ser ud af meget, men der er mange der har mere, uden på nogen måde at have dit format. Man skammer sig ved at nævne frigivne,• som alle kan se er rigere end du. Ja, jeg må rødme, når jeg tænker på, at den, der står mit hjerte nærmest, ikke overgår alle i rigdom og magt, endnu. For du tror vel ikke, at du er ringere end Vitellius,• der var konsul hele tre gange, eller at jeg er ringere end Claudius, og at min generøsitet ikke skulle kunne forstrække dig med lige så meget, som Volusius’• sparsommelighed gennem et langt liv indkasserede ham?! 56 Men du har jo en jernkonstitution, der både kan yde og nyde; og jeg befinder mig i min første regeringsperiode. Hvis jeg glider ud på et eller andet ungdommeligt skråplan, så må du sandelig kalde mig til orden, stive min såkaldte ”styrke”• af og styre den mere målrettet! Det er ikke dit mådehold, hvis du returnerer mig pengene, eller dit stilleliv, hvis du går fra din kejser, nej, det er min griskhed og gruen for min grusomhed, der vil være på alles læber. Og selv om så dit afkald bliver nok så meget rost, så er det vist ikke rigtig i en filosofs• stil at hente sig selv ære just der, hvor han skaffer sin ven vanære.”   Oveni fulgte favntag og kys fra Nero, som af naturen var skabt og af vanen var øvet til at camouflere sit had bag indsmigrende og hykleriske lader. Og Seneca takker,• for sådan slutter jo samtaler med potentater. Men han lægger livsstilen

Kapitel 14  ·  Tacitus

57

fra sine velmagtsdage om: holder sværmen af morgenvisitter• væk, undgår stort følge i byen, hvor han i øvrigt viser sig sjældent. Det var angiveligt hans vaklende helbred, der holdt ham hjemme, eller hans filosofistudier.• Nu da Seneca var slået ned, var det en smal sag at rokke ved Fænius Rufus’ stil‑ ling for dem, der bagtalte ham for hans venskab med Agrippina. Og Tigellinus blev mægtigere for hver dag der gik …

Tacitus Annales 15. bog, 33‑47 År 64. Kejser & kunstner. Orgier. Roms brand. Massakre på de kristne Så kommer det år, da Caius Læcanius og Marcus Licinius var konsuler.   Dag for dag fik en drift mod tit at træde op på scener, der var tilgængelige for gud og hvermand, stærkere tag i Nero. Hidtil havde han kun optrådt med sang i sit palads eller i sine parker ved Ungdomslegene;• men dem forsmåede han nu: Der var for ringe tilstrømning, det var for snæver en ramme om så stor• en stemme. I Rom turde• han imidlertid ikke spille ud, men valgte Neapel,• der jo var en græsk by. Dér ville han først lade sig høre. Efterfølgende ville han tage over til Achaia• og vinde hellenske sangerkranse,• herlige, hellige fra de ældste tider, for så at vende hjem med et endnu større ry, hvad der nok kunne lokke klapsalver ud af det hjemlige borgerskab. Så fik man da samlet noget napolitansk plebs; med dem og med tilrejsende nysgerrige fra de nærmeste købstæder og med de hofmænd og lakajer, der udgør kejserens følge, og endelig med et par delinger af garden fyldtes pladserne i Neapels stadsteater. 34 Her indtraf der noget, som for de fleste var ildevarslende, men i Neros øjne var forsynets og nådige guders værk: Netop som publikum havde forladt teatret, brasede dette sammen, tomt og derfor uden at skade nogen. Følgelig kompo‑ nerede Nero omhyggeligt nogle takkevers til Himlen med fokus på heldet i den aktuelle tildragelse. Mens han skrev på denne hymne, tog han, idet det var hans agt at krydse Adriaterhavet, ophold i Beneventum, hvor Vatinius• lod opføre et velbesøgt gladiatorshow. Vatinius hørte til de vamleste misfostre, Neros hof kunne opvise: arving til en skomagerbod, vanfør krop og plumpe vitser. Fra først af kom han til hove, for at han kunne være skydeskive for de fines hån; men efterhånden lykkedes det ham, via systematisk bagvaskelse af alle anstændige personer, at drive det så vidt i yndest, rigdom og skade-magt, at han tog luven selv fra hoffets udskud. 35 Nok overværede Nero Vatinius’ show, men hans forbrydelser holdt ikke fri, bare fordi der stod fornøjelser på programmet: Det var netop i de dage, at Torquatus• Silanus blev tvunget til selvmord, fordi han, oven i den juniske families glans og herlighed, kunne rose sig af at have Den Guddommeliggjorte Augustus til 33

279

280

Pluk dagen

tipoldefar. Angiverne havde fået ordre til at anføre, at Torquatus ved ødsel rund‑ håndethed havde sat sin formue over styr og nu kun havde en revolution• at håbe på; han havde endog, påstod man, blandt sine frigivne nogle, han kaldte Privatsekretærer,• Registratorer og Rentemestre, alt sammen titler, der var stjålet fra topadministrationen, som han altså holdt generalprøve på. Så blev inderkred‑ sen af hans frigivne lagt i lænker og slæbt bort. Torquatus selv så øjeblikket for sin domfældelse nærme sig og overskar derfor årerne på sine arme. Sin vane tro udtalte Nero derpå, at hvor skyldig Torquatus end var, og skønt han med god grund havde opgivet alt håb om at kunne forsvare sig, ville han dog have beholdt livet, hvis han havde givet sin dommer tid til at vise mildhed.• 36 Ikke længe efter opgav Nero indtil videre tanken om at tage til Achaia (hans mo‑ tiver hertil var ukendte) og rejste tilbage til Rom med hovedet fuldt af hemmelige fantasier om Østerlands provinser, fortrinsvis Ægypten. Derefter kundgjorde han i et edikt, at man ikke skulle komme til at savne ham ret længe, og at alting i staten i den tid ville være præget af stabilitet og højkonjunktur. Til sidst besøgte han så Capitolium for at bede guderne om lykke på rejsen. Heroppe trådte han også ind i Vestas tempel, hvor han pludselig blev overfaldet af en skælven i alle lemmer, hvad enten det nu var fordi gudinden satte ham en skræk i livet, eller fordi erindringen om hans ugerninger aldrig lod ham fri for angst.• Sit foreha‑ vende• opgav han i alt fald, idet han udtalte:   ”Alt hvad mit hjerte begærer, er for intet at regne imod kærligheden til fæd‑ relandet. Mine landsmænds sørgende miner har jeg set, jeg kan høre jeres tyste klager over den lange rejse, jeg ville tiltræde. Ikke engang mine små udflugter har I det godt med, vante som I er til at søge lindring mod lykkens luner ved et blik hen på regenten. Kort sagt: Ligesom vore nærmeste slægtninge har fortrinnet i private forhold, således har på det storpolitiske plan romerfolket første prioritet, og når dét holder på mig, da må jeg lystre,• da må jeg lyde.”   Den slags kongeord huede mængden, med dens appetit på fest i gaden og med dens ængstelse for, at der skulle blive knaphed på korn,• når han var ude at rejse – korn• er hobens hovedbrud. Senatet og aristokratiet vidste ikke rigtig, om man skulle tro, han var grummest på frastand eller nært hold. Siden gik det, som det ligger i store ængstelsers væsen: Man regnede det for værst, som faktisk var indtruffet. 37 Nero selv ville gerne give indtryk af, at Rom var det sted, han var mest i sit es; derfor dækkede han op til banketter på de offentlige pladser og brugte hele byen som sin privatbolig. Det mest ekstravagante og berygtede var det kalas, Tigellinus arrangerede; det vil jeg anføre som et typisk eksempel, for at jeg ikke oftere skal behøve at berette om disse monotone udskejelser. Til sagen! På Agrippas• Dam lod han bygge en tømmerflåde, hvorpå taflet stod, så at det kunne flyttes ved at blive taget på slæb af andre skibe. Disse var prydet med guld og elfenben; til rorkarle brugtes lystdrenge,• arrangeret efter alderstrin og libidinøst speciale. Tigellinus havde ladet fugle og vilde dyr hente fra fjerne lande, ja, havdyr helt

Kapitel 14  ·  Tacitus

ude fra Verdenshavet.• På dammens skrænter lå der bordeller fulde af fornemme damer, og lige overfor mødte blikket skøger i det rene ingenting. Først blev der budt på utugtige fagter og danse; og efterhånden som mørket faldt på, begyndte hele den nærliggende lund og alle husene rundt omkring at genlyde af sang og stråle af lys.   Eftersom Nero havde sølet sig i alskens vellyst både med og mod naturen, havde han ikke nogen hæslighed i baghånden, som han kunne potensere sit fordærv med … og dog stod han ganske få dage efter festen brud for et medlem af denne horde af dekadente• (Pythagoras• var navnet) under iagttagelse af alle de formaliteter, som ægteskaber indgås med: Det brandgule brudeslør• blev sat på krigsherrens• hoved; der blev sendt forlovere; der var medgift, brudeseng og bryllupsfakler. Alt hvad der ellers dølges af nattens mørke, endog når bruden er en kvinde, foregik for åbent tæppe. 38 Der følger nu en katastrofe, om hvilken det er uklart, om den skal tilskrives til‑ fældet eller fyrstens svig; der er nemlig belæg for begge• dele i kilderne. Men al‑ vorligere og grusommere var den end alt, hvad der ellers er overgået denne stad af voldsomme brande. Ilden opstod i den side af Cirkus, der støder op til Palati‑ nerhøjen og Cæliushøjen, og aldrig så snart havde den fået fat i kioskerne derov‑ re, som lå fulde af letantændelige varer, førend den vandt styrke og, drevet frem af vinden, greb Cirkus i hele dets længde. På sin vej traf ilden nemlig hverken palæer med volde omkring eller templer med ringmure eller noget andet hæm‑ mende. Pga. fremdriften fejede flammerne først gennem byens lave og flade dele, så åd de sig i vejret, hvorpå de atter hærgede lavningerne, og alle afværgeforan‑ staltninger overhalede de på grund af ulykkens susende fart og fordi byen med sine snævre gyder og sine labyrintiske kæmpekarreer helt var i ildens vold (sådan var jo det gamle Roms byplan). Dertil kom skælvende kvinders jammerklager, affældige oldinge og hjælpeløse børn. At nogle tænkte på sig selv, andre på an‑ dre end sig selv, idet de slæbte af sted med tilskadekomne eller stod og ventede på dem, og at én stod stille, mens en anden styrtede frem – alt dette blokerede. Tit gik det sådan, at mens folk lige så sig over skulderen, blev de omsluttet på si‑ derne eller fortil; eller når de slap ind til naboen, tog ilden fat også der, og selv på steder, som de havde troet var langt borte fra faren, fandt de den samme misere. Omsider vidste de ikke mere, hvad de skulle undgå, hvad de skulle ty til; og da fyldte de vejene og lejrede sig fladt på markerne. Der var dem, der godt kunne være sluppet ud, men dog kom af dage, nogle fordi de havde mistet alt, hvad de ejede, og nu ikke havde salt til et æg, hvorimod andre døde af kærlighed til deres slægtninge, som de ikke havde formået at redde med ud. Og ingen havde mod til at inddæmme ilden; der gik nemlig mange rundt og forbød al slukning mens de udslyngede trusler, og andre smed ganske åbenlyst fakler ind og brølede ”Vi er dækket• ind!”, enten for at de så kunne røve mere uhæmmet, eller efter ordre. 39 Nero opholdt sig på den tid i Antium og rejste ikke tilbage til hovedstaden, førend ilden nærmede sig det palads, han havde bygget for at sætte Palatin og

281

282

Pluk dagen

40

41

42

Mæcenas’ Haver i forbindelse• med hinanden. Men ilden kunne ikke standses, og både Palatin og paladset og alt der omkring blev opslugt af den. For at trøste de hjemløse og fordrevne menneskemasser åbnede han imidlertid Marsmarken og Agrippas• bygninger, ja endog sine egne parker, og han lod opføre interimi‑ stiske bygninger, som kunne huse den ubemidlede mængde. Desuden blev der indført levnedsmidler fra Ostia og de nærliggende byer, og prisen på korn blev sat ned til tre sestertier pr. skæppe. Men hvor demokratiske disse forholdsregler end var, faldt de dog på gulvet, for der havde bredt sig det rygte, at netop på den tid, da Rom stod i flammer, var han trådt ind på scenen i sit hjemmeteater• og havde sunget om Trojas• undergang, idet han drog en parallel mellem de aktuelle rædsler og hin sørgelige tildragelse fra oldtiden. Først på den sjette dag blev ilden standset ved foden af Eskvilin, ved at man rev bygninger ned over et kæmpemæssigt areal, så at bar mark og åben horisont kunne dæmme op for flammehavet. Men endnu inden frygten havde lagt sig og en smule håb var vendt tilbage, begyndte ilden igen at rasere, nu i mere fritlig‑ gende bydele. På den måde kom der færre mennesker af dage, men gudernes helligdomme og de lystvandrendes kolonnader styrtede sammen i en videre omkreds. Ved brand nummer to hang der endnu mere skandale, fordi den var brudt ud på Tigellinus’ gård i Æmiliana,• og man havde det indtryk, at Nero gerne ville høste den ære• at grundlægge en ny by, som så kunne komme til at bære hans navn. Jo, for af de fjorten kvarterer, Rom er inddelt i, stod kun fire urørte, medens tre var ødelagt lige til grunden, og i de andre syv var der kun nogle få ruiner tilbage, sønderbrudte og halvbrændte. At opgive antallet på de palæer, lejekaserner og templer, der gik til grunde, ville ikke være nogen ligetil sag. Men så meget er vist, at de allerældste religiøse mindesmærker blev luernes bytte: Det monument, Servius Tullius havde sat for Lucina,• det store alter og kapel, som Euander fra Arkadien havde viet til Hercules Hjælperen, templet for Juppiter Stator, som oprindelig var blevet guderne lovet af Romulus selv, Numas• Kongeborg, Vestas helligdom med samt romerfolkets Penater.• Endvidere brændte de rigdomme, der var vundet ved et utal af sejre, desuden pragteksemplarer af græsk kunst, endelig oldgamle, uforfalskede skrif‑ ter• af store ånder; så selv i det genrejste Roms glans og herlighed erindrede de ældre mangt og meget, som var gået uopretteligt tabt. Nogle forfattere noterer, at branden brød ud den nittende juli, altså den samme dag, som senonerne• indtog byen og stak den i brand. Andre er gået så vidt i deres forskning, at de har opdelt intervallet mellem de to ildebrande i lige mange år, måneder og dage. Men Nero profiterede af Roms ruin: Han byggede et palads,• hvor det ikke så meget var guld og ædle stene, der skulle få folk til at måbe (disse materialer var jo efterhånden en ganske triviel luksusartikel), som det var dyrkede agre, damme og den aura af mennesketomhed, som hér affødtes af lunde, dér af åbne pladser og udsigtspunkter. Bygmestre og ingeniører var Severus og Celer, der havde originalitet og vovemod nok til at søge opnået med kunst, hvad naturen

Kapitel 14  ·  Tacitus

bestemt havde nægtet, og til at blæse på regentens ressourcer. De havde jo også påtaget sig at udgrave en sejlbar kanal fra Avernersøen lige til Tiberens munding; kanalen skulle føres hen over et misligholdt strandareal og gennem spærrende bjerge. Der findes nemlig ikke på denne strækning virkelige vådområder, når undtages De Pomptinske Sumpe; alt andet er stenet eller udtørret, og var det end muligt at få det gennembrudt, ville besværet være ulideligt og begrundelsen• tynd. Og dog satte Nero, der jo havde denne lidenskab for det fantastiske,• sig i hovedet, at der skulle føres en tunnel gennem de bjergrygge, der ligger lige op ad Avernersøen. Stedet bærer endnu spor af dette slag i luften. 43 De dele af byen, som paladset levnede• plads til, blev ikke genrejst efter de for‑ håndenværende søms princip, sådan som det var sket efter den galliske brand, nej, der kom nøje dimensionerede karreer med brede gennemfartsgader og et begrænset antal etager; og man byggede gårdspladserne større og opførte søjle‑ gange, som skulle beskytte udlejningsejendommenes facade mod solen. Disse søjlegange lovede Nero at opføre på egen bekostning, og desuden ville han levere ejerne deres byggepladser helt ryddet for murbrokker. Endvidere kunne de, der fik deres paladser eller udlejningsejendomme færdige inden for en bestemt frist, opnå belønninger i forhold til deres respektive rang og formueforhold. Bygningsaffaldet bestemte han skulle kastes i moserne ved Ostia, og de skibe, der havde korn med op ad Tiberen, skulle tage en ladning affald med retur. En bestemt del af hver bygning skulle opføres uden brug af tømmer, kompakt, kun af sten fra Gabii eller Alba, den er nemlig ildfast.• Da visse privatpersoner havde tilegnet sig vand lige som det passede dem, blev der sat mænd til at våge over, at vandet kunne flyde rigeligere og på flere steder til gavn for alle og enhver. Hver husejer skulle have brandslukningsudstyr stående i forgården. Husene måtte ikke have fælles vægge, men hvert hus skulle på begge sider have sine egne mure. Alt dette var drevet af nyttehensyn, men samtidig bidrog det til det nye Roms æstetik. Visse typer troede ganske vist, at den gamle bygningsmåde havde været heldigere for sundheden, fordi de snævre gyder og højhusene ikke på samme måde blev gennembagt af solens stråler, hvorimod de nye vidåbne pladser, som ikke var skærmet af nogen skygge, blev meget stærkere ophedet, sagde de. 44 Ovenstående foranstaltninger byggede på menneskekløgt. Men så søgte man at finde midler til at stemme guderne mildt, og rådførte sig med Sibyllens• Bøger. På disses anbefaling blev der holdt bønne- og takkefester for Vulcanus og Ceres samt Prosérpina, og fornemme kvinder søgte at vinde Junos nåde, først på Capitol, dernæst ved det nærmeste hav,• som man øste vand op af for at stænke det på gudindens tempel og kultbillede. Desuden fejrede gifte koner offermåltider og nattefester.   Men at bringe det slemme rygte til at forstumme, at ilden var påsat – det formåede ikke menneskers indsats, ikke regentens gaveregn, og ikke forsonings‑ gudstjenesterne. Altså besluttede Nero, for at lukke munden på folkesnakken, at skyde skylden på de mennesker, som almuen kaldte kristne• og afskyede for

283

284

Pluk dagen

deres skændselsgerninger,• og dem udsatte han for de mest udspekulerede straffe. Navnet ”kristne” havde de efter Kristus, som, mens Tiberius var kejser, var ble‑ vet henrettet ved guvernør• Pontius Pilatus. Derved blev denne dødbringende overtro undertrykt for en tid, men siden slog den atter ud, ikke blot rundt om i Judæa, denne sygdoms arnested, men også her i hovedstaden, hvor alt afskyeligt og skammeligt strømmer• sammen fra hele verden og finder grobund. Først lod man dem, der tilstod, pågribe; dernæst arresterede man en enorm• mængde, som var blevet angivet af de første; og det var ikke så meget brandstiftelse, de blev dømt for, som det var had• til hele menneskeheden. Under spøg og skæmt sendte man dem i døden: Nogle blev dækket af vilddyrskind og flænset til døde af hunde, andre blev korsfæstet, atter andre blev indsvøbt i brændbare stoffer, og når solen var nede, fungerede de som lygter i natten. For dette skuespil havde Nero åbnet sine haver, hvor han også gav opvisning i sin private cirkus: Iført vognstyrerkostume blandede han sig med pøbelen, eller han poserede i sin vogn. Så selv om de kristne var forbrydere der fortjente de mest eftertrykkelige straffe, rejste der sig dog en følelse af medlidenhed med dem, for folk syntes ikke, de blev ofret for almenvellet, men for én mands blodtørst. 45 I mellemtiden blev Italien totalt udplyndret for at skaffe penge til det hele, og provinserne, de allierede folkeslag og de såkaldte fristæder blev blanket af. End ikke guderne gik ram forbi: Templerne i hovedstaden blev skrællet og det guld kørt bort, som romerfolket i al sin levetid i triumf, i bøn havde nedlagt der, i gode dage og onde. Ja, i Lilleasien og Achaia blev ikke blot tempelgaverne, men også gudernes statuer• revet bort. Man havde til disse provinser sendt Akratos og Carrinas Secundus, af hvem den første var en frigiven, der havde smag for hver en svinestreg, og den anden var dreven i græsk filosofi til og med munden, hans hjerte var den ikke nået frem til. Der gik det rygte, at Seneca, for at bortlede tempelrovsskandalen fra sin person, havde bedt om tilladelse til at holde orlov på et afsides gods; men da det blev ham nægtet, havde han simuleret syg (nervegigt,• sagde han) og lukket sig inde i sit soveværelse. Nogle historikere skriver, at en af Senecas egne frigivne ved navn Kleonikos på Neros befaling havde blandet en gift til ham, men at han undgik den, enten fordi den frigivne røbede sagen, eller pga. sin egen forsigtige angst, idet han opholdt livet med en såre simpel diæt af vilde frugter og, når tørsten trængte sig på, rindende kildevand. 46 Ved samme tid søgte gladiatorerne• i byen Præneste at bryde ud, men oprøret blev knust af den militærforlægning, der holdt vagt på gladiatorskolen. Spartacus• og de ulykker, han i gamle dage havde voldt, kom omgående på alles læber. Folket frygter jo den revolution, det begærer.   Ikke længe efter led vor sømagt et tab, ikke ved krig, for aldrig havde man levet i så dyb en fred, men fordi Nero havde givet ordre til, at flåden på en bestemt dag skulle vende tilbage til Campanien, uden at undtage de tilfælde, da vejr og vind kunne forbyde det. Som følge deraf lagde styrmændene ud fra Formiæ, skønt havet var i rasende oprør, og da de så af al magt søgte at styre

Kapitel 14  ·  Tacitus

47

uden om forbjerget Misenum, blev de af en voldsom vind ud af Afrika slået ind på strandene ved Cumæ og mistede dér de fleste af deres treradårede skibe samt et virvar af mindre fartøjer. Ved årets slutning indløb der en række rapporter om varsler – i form af jærtegn – om truende tragedier: Der var lynnedslag af en uhørt hyppighed, og dertil en komet, et fænomen Nero altid havde neutraliseret• ved at lade blåt blod flyde. Og både af mennesker og af dyr kom der fostre til verden med to hoveder; de lå enten smidt på gader og stræder eller blev opdaget ved den type ofringer, hvor man slagter drægtige dyr. Ligeledes blev der i egnen ved Placentia, nær ved landevejen, født en kalv, hvis hoved efter sigende sad på benet. Varseltyderne sluttede deraf, at hele verden• var i færd med at skifte hoved, men stærkt ville det ikke blive og skjult ikke heller, da det var blevet forskubbet i moders liv og født ved alfarvej.

Tacitus Annales 15. bog, 60.2‑65 April 65. Senecas død Næste• mord var det på Annæus Seneca. Det fyldte monarken med en ganske særlig glæde; ikke fordi han havde fået vished for Senecas deltagelse i sam‑ mensværgelsen, men her var en chance for at fare frem med stål, når nu giften• var prellet af. Nej, Natalis var den eneste der sagde noget, og dét var ikke andet end, at Piso havde sendt ham ned på sygebesøg hos Seneca; og så skulle han samtidig beklage sig over, at Senecas dør var lukket for Piso, og sige, at det ville være bedre, om de holdt deres venskab i hævd med hjertelige samvær. Seneca havde så, ifølge Natalis, svaret, at lange meningsudvekslinger og hyppige visitter hverken var i Pisos eller hans egen interesse; men at hans velfærd stod og faldt med Pisos ve og vel.   Dette fik Gavius Silvanus, der var oberst i prætorianergarden, besked på at forelægge Seneca, og så skulle han udspørge ham om, hvorvidt han ville ved‑ kende sig, at det var, hvad Natalis havde sagt og han selv svaret. Om det nu var tilfældigt eller bevidst• – vist er det, at Seneca netop den dag var rejst hjem fra Campanien og var taget ind på sit forstadsgods ved den fjerde milesten. Dér kom obersten ud i aftenstunden, og lagde klynger af soldater i en ring omkring landstedet. Så gik han ind og overbragte kejserens besked til Seneca, der lå og spiste sammen med sin hustru Pompeja Paulina og to venner. 61 Jo, svarede Seneca, Natalis var blevet sendt ned til ham, og han havde på Pisos vegne klaget over, at Piso ikke måtte besøge ham; men Seneca havde til sin undskyldning sagt, at han havde sit helbred at tage hensyn til, og at han holdt af fred og ro. Men at sætte en privatpersons velfærd højere end sit eget liv havde han virkelig ikke haft nogen grund til; og han havde ikke talent for krybende 60.2

285

286

Pluk dagen

komplimenter, det vidste Nero da bedre end nogen, han havde jo tiere mærket til Senecas åbenhjertighed end til hans servilitet.   Da Nero hørte dette (dronning Poppæa og Tigellinus var der også, de to var jo den faste inderkreds, når han gik amok), spurgte han, om Seneca forberedte selvmord.   ”Han viste ingen tegn på frygt, der var intet nedbøjet i hans ord eller over hans ansigt,” forsikrede Silvanus.   ”Jamen, så tag ud og sig, han skal dø!” befalede Nero.   Fabius• Rusticus skriver, at Silvanus tog en anden vej end den, han var kommet ad, at han tog en omvej over Fænius,• gardens kommandant, og fortalte ham, hvad kejseren havde befalet, og spurgte, om han skulle gøre det, og af Fænius skal han have fået instruks om at parere ordre. Fejheden var jo universel: Silva‑ nus hørte selv til de sammensvorne, og nu bidrog han aktivt til de forbrydelser, som han havde sluttet sig til sammensværgelsen for at få hævn for. Men hans stemme og hans øjne var for fintfølende, så han sendte én af sine centurioner• ind til Seneca med ordren om eksekution. 62 Seneca bad uforfærdet om sit testamente. Da centurionen ikke kunne tilstede dette, vendte Seneca sig til sine venner og sagde højtideligt: ”Når jeg sådan afskæres fra at vise min taknemmelighed for, hvad I har gjort for mig, så te‑ stamenterer jeg jer det eneste, jeg har tilbage, nemlig billedet• af mit liv. Men det er også det smukkeste; for hvis I bærer det i mindet, vil I, som frugt af et så vedholdende venskab, få navn af menneskevenner.”   Samtidig søgte han at standse deres tårer ved at trøste dem, men også ved at tale dem mere myndigt til, for at sætte mod i dem: ”Hvor er filosofien og principperne henne nu? Hvad er der blevet af den indsigt til værn mod, hvad der knuger os, som vi har funderet på i alle disse år? Nero er vild og blodig, det vidste vi jo; sin mor• har han myrdet og sin bror,• nu er der så kun drabet på hans opdrager og mentor at føje til.” 63 Sådan ræsonnerede han, ligesom henvendt til fællesskabet. Så omfavnede han sin kone, og nu blev han en kende blød om hjertet, modsat sin fatning ellers, og han bønfaldt hende om at holde måde med sorgen og ikke anlægge den for altid, hun skulle prøve at dulme længselen efter sin mand med den smukke form for trøst, der var at finde i eftertænksom betragtning af et liv levet i godhed. Hun derimod forsikrede, at det var bestemt, at også hun skulle dø, og hun krævede hurtig hjælp fra en drabsmand.   Seneca ville ikke stå hendes ære i vejen. Af den grund sagde han, og også af kærlighed, fordi han ikke ønskede at udsætte sin inderligt elskede for de overgreb, der ventede: ”Jeg viste dig før, hvordan du kunne lempe livets byrde, men du ønsker dødens hæder, og jeg under dig at blive et lysende forbillede. Muligt, at vi udviser lige stor fatning ved vores tapre død, men der er størst ære• i din.” Derefter snittede de armenes årer op med samme hug. Men Senecas krop• var en gammel mands og udpint af mange diæter, så den tillod kun blodet at

Kapitel 14  ·  Tacitus

pible stille ud; derfor åbnede han også årerne i ankler og knæhaser. De rasende smerter overvældede ham, og for nu ikke at knække Paulinas modstandskraft, når hun så, hvad han led, og heller ikke ved synet af hendes pinsler selv at glide ud i opgivelse, rådede han hende til at gå ind i et andet værelse.   Endnu i sin sidste stund havde han sin veltalenhed i behold, og han kaldte på sine sekretærer og lod dem tage lange diktater, men de er udgivet med hans egne ord, så jeg vil ikke give en parafrase af dem. 64 Nero• nærede ikke noget had til Paulina specielt, og da han tillige ville undgå, at folks harme over hans grusomhed kom ud af kontrol, befalede han, at hen‑ des død skulle afværges. Så på soldaternes opfordring bandt slaver og frigivne hendes arme til og standsede derved blodstrømmen. Det er uvist, om hun var bevidstløs imens; den store hob tror jo helst det værste, så det skortede ikke på folk, der mente, at det kun var så længe hun var bange for, at Nero skulle være aldeles uforsonlig, hun havde satset på den ære, det er at gå i døden med sin ægtefælle. I samme nu hun fik årsag til blidere håb, havde livets tillokkelser gjort det af med standhaftigheden, sagde de.   Til sit liv føjede Paulina nogle få år, beundringsværdigt tro mod sin mands minde. Hendes ansigt og arme og ben bevarede en egen bleghed; det var åben‑ bart, at hun havde mistet megen livskraft dengang.   Imens forblødte Seneca kun langsomt, døden var træg. Nu bad han sin trofaste ven gennem mange år, den anerkendte læge Annæus Statius, om at finde den gift frem, som længe havde været parat; det var samme• slags, som de dødsdømte ved Athens statsprocesser i sin tid blev taget af dage med. Han fik den og ned‑ svælgede den, men den virkede ikke, for han var allerede kold i alle lemmer, og hele kroppen dermed blokeret mod giftens fremfærd. Til sidst gik han ind i et bassin med varmt vand, han strintede på de nærmeste slaver og udtalte med det yderste af sin stemme: ”Disse dråber• er et drikoffer til Frihedens• Gud!” Så lod han dem bære sig i bad, hvor han blev kvalt af dampen. Han blev brændt uden begravelsesritual. Sådan havde han forordnet i en note til sit testamente, engang han, mens han endnu var umådelig rig og umådelig mægtig, var betænkt på sin sidste stund. 65 Der gik det rygte, at Subrius• Flavus på et hemmeligt møde med nogle af gardens centurioner (men Seneca skal have vidst det) havde fået vedtaget, at når nu Nero var hugget ned ved Pisos indsats, så skulle Piso selv myrdes og kejsermagten overdrages Seneca. Når de til Det Højeste Hverv valgte en person, der var så berømt for sin høje moral, ville de selv synes skyldfri. Ja, Flavus blev endda citeret for, at for vanæren var det lige fedt, om musikanten kom væk, når hans eftermand var en tragisk• aktør. Ligesom Nero spillede harpe, sang Piso nemlig arier iført tragiske gevandter.

287

Kapitel 15 J U V E NA L

For historikeren Edward Gibbon var 100‑tallet efter Kristus en gylden og lykkelig tid. I indledningen til kapitel 1 af sit storværk The Decline and Fall of the Roman Empire, Romerrigets Forfald og Undergang (1776‑1788) skriver Gibbon: ”I det andet efterkristne århundrede omfattede Roms imperium den smukkeste del af jorden og den mest civi‑ liserede del af menneskeheden.” Ved optakten til dette århundrede finder vi Decimus Iunius Iuvenalis digtende satirer, der handler om tidernes nød. Juvenál, romernes sidste store satiredigter, var født i Aquinum nede i Volskerlandet, ved Via Latina; heller ikke han er altså byromer. Vi kender ikke hans nøjagtige årstal, men kan ud fra hans egne og hans ældre ven Martials digte slutte, at han først begyndte at offentliggøre digte som midaldrende mand, efter en tilværelse som retor/deklamator i fattigdom (hævder han i alt fald). Kejser var på dette tidspunkt Trajan (98‑117). Men allerede satire 7 synes at være skrevet, efter at Hadrian var kommet til magten (117‑138). Her ses der hen til kejserens kulturpolitik. Man kan da formode følgende nogenlunde faste punkter: Juvenals fødsel ca. 60, debut efter 110, død ca. 130. Modsat sine forgængere i satiren, nemlig Lucilius og Ho‑ rats, og anderledes end sin kammerat Martial, siger Juvenal ikke meget om sig selv. Og han havde ikke noget stort navn i sin samtid, til forskel fra Martial. Juvenal advarer i sin satire om satiredigtning (nr. 1) mod at spotte levende personer. Afdøde Domitian (81‑96) bliver hånet efter noder. Våbnet var arvet fra Lucilius, Den Romerske Satires grand old man, men han levede jo i republikanske tider med udstrakt ytringsfrihed. Lucilius døde i 102 f.Kr. Lad os tegne en profil af Juvenal gennem en omtale af hans værk og nogle af dets hovedtemaer. Hvad er det, disse satirers jeg finder oprørende, uretfærdigt og frastø‑ dende, og hvad anser jeget mon for stort og godt? Det er: stoiske moralprædikanters dobbeltmoral (satire 2), storstaden Roms ulidelighed (satire 3), klienttilværelsens ydmy‑ gelser (satire 5), det sande venskabs dybe fryd (satire 12) og arvejægeres foragtelighed (samme satire). Disse temaer er fælles for Juvenals satirer og Martials epigrammer. Satire 6, Juvenals længste, er et angreb på udsvævende, herskesyge, sladrevorne, mandhaftige, pseudokultiverede hustruer. Satiren har som sit erklærede formål at råde adressaten Postumus fra at gifte sig – skønt ugift stand erkendes at være i modstrid med loven, lex Julia. Digtet indgår i en lang tradition for kvindefjendske udladninger, som sætter sin tidligste blomst i grækeren Semonides’ jambe mod kvinderne fra ca. 650. Der var en lang tradition for kvindefjendsk argumentation i græsk litteratur, undertiden kombineret med en diskussion af fordele og ulemper ved sex med henholdsvis kvinder

290

Pluk dagen

og unge fyre. Juvenal 6 er et versificeret eksempel inden for den retoriske genre, der kaldes svasoria, en tilrådetale (kan også være en frarådetale). Det er overklassens, ja, hoffets, frigjorte damer, Juvenal har kig på; og deres karakterløse ægtemænd, hanrejerne, går ikke ram forbi. Årsagen til miseren findes i Roms herredømme over hele verden og den deraf følgende luxuria, luksus, blødhed og slaphed. Ondets rod er Romerfreden, med andre ord just den Pax Romana, det fravær af krig og knaphed, som var magtha‑ vernes stolthed. Satirerne 3, 9 og 10, som indbyrdes er ganske forskellige både tematisk og for‑ melt, er repræsenteret nedenfor. Satire 3 er storbykritisk og fremmedfjendsk. Det er en ildfuld udformning af de bykritiske temaer, som studenterne blev trænet i på Roms ”universiteter”, retorskolerne, og som vi allerede for adskilliges vedkommende kender fra Horats (fx satire 2.6) og Martial (fx 12.57). Men her er det hele set gennem et offers øjne. Satiren har form af en lang monolog, indsat i en ramme. Monologen fremsiges til digteren af hans ven Umbricius, som nu bryder op fra Rom for at flytte ned til Cumae. Det gammeldags provinsliv afmales i idylliske farver. Umbricius hader Rom, og hadet fyrer op under ham, så at han allerede i linje 60 henvender sig, ikke til sin ven, men til Quirítes, dvs. hele det romerske folk! Den idé ”at finde sig et arbejde” falder ikke Umbricius ind. Den herskende mentalitet tilsiger nemlig, at lønarbejde er vanærende for en fri mand – man er jo dog hverken slave eller frigiven! Man må udsøge sig ”et stort hus” og knytte sig til dets herre som klient, som ”ven”. ”Hvad skal en fattig mand gøre, som ikke har mulighed for at være klient?” siger Martial. Men problemet er ifølge Umbricius, at alle disse skide indvandrere hugger pladsen fra os ægte romere, os, der fra små har inddrukket luften over Aventinerhøjen og levet af olivenolie ude fra de seje sabineres land, og ikke af importerede blommer og figner! Juvenal lader sin klemte hovedperson Umbricius ækles ved strømmen fra Østen, hvori han indbefatter grækerne. Samuel Johnson (1709‑1784) har i ”London” omplantet Juvenal 3 til engelske forhold. Et af de berømte udsagn i Johnsons digt lyder: ”Slow rises worth by poverty depres‑ sed” – et af flere vægtige ekkoer af Juvenals protest mod social uretfærdighed. Denne protest kommer især til orde i den sidste af de passager, der er medtaget nedenfor. Umbricius er den tunge taber. Den forarmede frie romer kommer også til orde i satire 9, Juvenals på én gang mest udelikate og mest elegante digt. Navnet Nævolus, som egentlig betyder Lille Skønhedsplet, var også blevet brugt af Martial, men dér som navn på en passiv, en vrikkende og udmajet bøsse, en cinaedus. Juvenals Nævo‑ lus har kun foragt til overs for kinæder. Men nu er der sket det gruelige, at han ikke længere har noget at have denne foragt i. Potensen har forladt ham. Her er dramaets angrebspunkt. Nævolus er ganske vist en afdanket romersk ridder. Men indtil for kort tid siden havde han det åbenbart helt fint med, at midlerne var begrænsede: Han var ”tilfreds med lidt” og ”gav rollen som proletarisk-slagfærdig ridder” (9‑10). Men nu er han dybt deprimeret. Hvem skal vi holde med her? En person står stærkt i satirer (og komedier), hvis han er vittig og på elegant vis mestrer hentydningens kunst. Det gør Nævolus. Dette at

Kapitel 15  ·  Juvenal

Nævolus har fået lov til at udmærke sig ved drastisk vid, ja, faktisk til at være et stykke af en satiredigter, tyder på, at denne satire ikke bare er en hån af en gigolo og sæddonor med lykkedrømme uden jordforbindelse og heller ikke kun et grin over en bruger af stoiske og astrologiske fraser indsat i en absurd fallisk sammenhæng (32ff.). Denne satire i dialogform iværksætter altså et værdisystem, der er sådan skruet sammen, at en fattigfin sexmaskine, der lever af sin penis legítimus, sit ”regulære lem” (43f.), med alt hvad dette indebærer af ulækre ydmygelser af fysisk og social art, kan komme ud af kunstværket med format. Satirerne er forpligtede på det konkrete. Omvendt findes der en abstrakt og genera‑ liserende, undertiden ligefrem filosofisk, tendens i satirernes sentenser (mindeværdige sætninger). Det filosofiske præger endnu mere Juvenal 10. Den græske filosof Demokrit var en af atomteoriens fædre. Herudover havde han en etik, hvis mål var eu-thymía, munterhed. Til Demokrits tanker herom henviser Seneca i Om Sindsro som en af de afgørende forudsætninger for sit skrift (se ovenfor kapitel 10). Demokrits – og Senecas – indflydelse rækker ind i Juvenal 10, hvor vita tranquilla, det sindsrolige liv, fremstilles som menneskets højeste mål i satirens allersidste linje. Det berømteste af de mange bevingede ord, Juvenal har leveret, findes i 10.356: mens sana in córpore sano, ”en sund sjæl i et sundt legeme”. Ordene findes i satirens positive del, 346‑364. ”Såkaldt positiv” fristes man til at skrive, ikke kun på grund af denne dels korthed efter de foregående mere end tre hundrede heksametre om alt det overflødige, nej, skadelige og selvødelæggende, mennesker ønsker og beder om, men også fordi der på et afgørende sted tales så ironisk og med en let spot af religionens varselstagning ud fra offerdyrs indvolde (se 354f.). Den største dårskab, Juvenal 10 kan nævne, er ønsket om mange år og et langt liv. Og for at kurere mod dette ønske udmaler digteren med sort melankoli alderdommens gru. Det meste af denne passage (188‑288) er medtaget her. Tacitus og Juvenal blev, i alt fald i første omgang, de sidste store hedenske forfattere. Hedensk litteratur taber pusten, trækker sig tilbage. Vel bliver ”tidens laster”, vitia saeculi, analyseret og angrebet i tiden herefter, men nu svinges svøben af kristne forfattere. Og så indtræffer der dog tre hundrede år senere, altså i det sene 300‑tal, en hedensk litterær renæssance for både den høje prosa og den store poesi, med skarpt profilerede forfattere som Ammianus Marcellinus og Claudianus, som begge kender Juvenal godt. Både Ammián, Tacitus’ viderefører, den sidste store romerske historiker, og Claudián, Juvenals lærling, den sidste store hedenske digter, var oprindelig græsktalende. De kom til Italien fra henholdsvis Syrien og Ægypten – typisk for de nye, globaliserede tider. Anno 568 gik Det Vestromerske Rige helt under, idet longobarderne trængte ind i Italien. I middelalderen var Juvenal skoleforfatter, talrige af hans opbyggelige guldkorn indgår i tidens moralske citatsamlinger. Middelalderen havde øre for den forkyndende Juvenalis declámans og samtidig for den Juvenalis éthicus, der (jf. satire 10) hylder forsyn, samvittighed og mod.

291

292

Pluk dagen

Juvenals 3. Satire, 41‑112 og 3.164‑222 Farvel til dette græske Rom! 45

50

55



Jeg – hvad skal jeg stille op her i Rom, når jeg ikke kan lyve? Dårlige bøger kan jeg ikke rose og ønske i afskrift. Astrologi kan jeg ikke, så jeg kan og vil heller ikke love nogen, hans far snart dør.• Jeg har aldrig studeret skrubtudsers tarme. Og bringe de troløse koner en elskers breve og gaver må andre. En tyv går jeg ikke til hånde; ingen grisk guvernør• ta’r mig med til provinsen, de ser mig klart som en ren invalid, som et drog, hvis højre er vissen. Hvem bliver elsket i dag? En medvider!• Manden hvis hjerte gløder og syder af hemmelig viden, der aldrig må røbes. Den der gør en til fortrolig i pæne sager og forhold, mener sig ikke i gæld eller føler sig mindste forpligtet, derimod elsker en Verres enhver, der har klemmen på Verres når han kan se sit snit. Men, lad ikke mængden af guldsand, som hvirvles ud i Atlanten af Tagus’• skovrige strømme, veje så tungt, at du mister din søvn, og uglad påduttes gaver, som må returneres – undgå en ven, som er evig angst• for din viden.

Hvad race• af mennesker rigmanden ynder, hvem jeg undviger selv, vil jeg uden rødmen bekende: 60 I medborgere her! Jeg siger det frit, jeg kan ikke bære, at Rom er så græsk – skønt det mindste af lortet• er rent græsk: Ind i Tiberen flød for længe siden Orontes,• syrerfloden, med dén driver sprog• og skikke og mænd, der spiller på skæv sambuka og cymbler, med flodvandet driver 65 piger, som så på kommando må trække uden for Cirkus (skynd jer derhen, I der ynder en indvandrerdulle med turban!). Romer! Oplandets bønder går rundt i græske• atletsko; om deres hals, fuld af smat fra arenaen, dingler medaljer. 70



Sikyon• kommer han fra, denne græker, fra Amydon• ham der, andre fra Samos• og Tralles,• fra Andros,• ja, selv Alabanda,• alle skal valfarte til Viminalhøjen• og Eskvilinen,• hvor de vil møve sig ind hos de rige og slå sig til ridder. Hjernen er kvik, frækheden forrykt, deres smældende tunge sender en talestrøm ud som retor Isaeus.• Hvad tror du,

Kapitel 15  ·  Juvenal

75

80

85

90

95

100

105

110

165

dén herre dér er for en? En universalmand i én mand: sagfører, lærer og kunstmaler, lærd, matematiker, træner, spåpræst og læge, ja, selv astrolog, han kan danse på line! Sultende græker kan alt. Ja, send ham til himlen, det lykkes! Sagen er den: Det var ikke en mohr,• en sarmater,• en thraker,• der fandt på flyvningens• kunst: Han var født i Athen midt på Torvet! Grækernes højrøde rober – gør jeg ikke ret i at sky dem? Skal da den fineste plads ved festerne tilfalde folk, der kom med den samme vind ind, som bringer os blommer• og figner?• Tæller det slet ingenting, at jeg fra min spædeste barndom drak• Aventinhimlens briser og spiste sabinernes olie? De er de største eksperter i smiger,• de lobhudler vennen for hans talentløse tale og roser hans uskønne ansigt. Svæklingens langstrakte hals bli’r berømmet som Hercules’ nakke: ”Du er den helt, af hvis arme Antaeus• blev løftet fra Jorden.” Også en trangbrystet stemme bli’r hyldet, skønt ikke en hane hvæser værre, når hønen får hakken i nakken med næbbet. Selv om vi roser det samme, er de de eneste, folk tror. Grækerne stikker enhver komediespiller, hvad enten spilleren så spiller Thaïs,• en ægteviv eller en hushjælp kun i en særk, og man syn’s, det er de rene kvinder, der taler – ikke kun masker med tragt. Og man tænker, aktøren i skridtet må være glat, uden tap, med en tynd, lille tissekone. Dog duperer det ikke en græker, hvad Hæmus, Stratocles,• hvad Demetrius• kan fra en scene – hos dem er nationen komedianter en bloc! Ler du, skraldgriner en græker. Ser han en grædende ven, stortuder han, uden at sørge. Hører en græker dig bede din slave om ild i et fyrfad – grækeren på med en vams! Og siger man: ”Gud, sikken hede!”, sveder han tran. Konkurrencen er ulige, han kan jo altid dag eller nat regulere sit minespil efter de andres, klar til at klappe i næven og skamrose vennen, der sætter i med et ordentligt ræb eller pisser en snorlige stråle eller får natpotten, lavet af guld, til at gungre i gulvet. Intet er sikkert mod grækeres pik, og intet er helligt: fruen og jomfruen ikke, og jomfruens kær’ste slet ikke, han der til nu var så sart og så kysk – li’som sønnen i huset… Men smutter dé, går en græker i lag med sin velynders Bedste. At komme opad• i verden er tungt, når ens kompetencer hæmmes af nøden derhjemme; i Rom er forsøgene ekstra

293

294

Pluk dagen



hårde. Her er det dyrt at leje et tarveligt hummer, dyrt med slaver på kost – en bid brød kan vælte budgettet.



Spise af lerfad er ”simpelt”, skønt skammen ville fordufte, hvis man dumpede ned ved et bord hos sabinerne eller marserne,• og så gik rundt med en ru, blå hætte, som de gør. Skal vi ha’ sandheden frem, har Italien talrige egne, hvor man først klædes i toga som lig. Herude får fester al den pomp der skal til, i et simpelt teater af græstørv; folkekomedierne har det velkendte nachspiel,• der virker hver gang: Skræmt af bajadsen med gabende dødningemaske, søger et bondebarn ængsteligt ly hos Moder på skødet. Dér er de alle i ensartet dragt, vil du se, når du kigger, li’e fra orchestra og op iblandt folk, ja, de ædle ædiler• finder den kridhvide tunica pæn, trods embedets højhed. Inde i Rom går man flottere klædt, end man rigtig har råd til, gælder det mode, så køber man ofte for penge behændigt lånt i en anden mands skrin. Om denne skavank er vi fælles. Fattigfint lever vi alle; og kort kan man sige det sådan: Alting koster i Rom: Hvis du gerne vil hilse på Cossus eller vil nyde et nik fra snerpen Vejento – det koster.• Høstes en kæledrengs skæg, bli’r hans hårlok• indviet, sælger slaverne• gudernes kager ved døren. Sig til dem: ”Her har du grunkerne, æd så selv kagen!” Vi arme klienter bli’r tvunget til at spytte i bøssen til slikkede slavers finanser.

170

175

180

185

190

195

200

205

Hvem har nogen tid frygtet, at husene vil brase sammen hist i det svale Præneste• og på Volsiniis• skovskrænt, hist i Gabiis• nøjsomme stad og på bjergborgen Tibur?• Hér må vi bo i en by, hvis boligmasse er støttet på en klat puds; det ’r med det, vores vicevært vil lapperere husene. Blot han har klinet den gamle gabende revne, ønsker han alle ”Sov sødt!” – mens sammenstyrtningen truer. Man skulle leve et sted uden ildløs og uro for natten. Nu brøler naboen ”Brand!”, mens han slæber sit habengut med sig, tredje sal under dig står som et flammende hav allerede. Ingenting ved du derom; for begynder miseren i stuen, brænder dén lejer til sidst, som værnes mod regnen af tegl kun, oppe hvor kærlige du’r ligger tyst på reden og ruger. Cordus, hvis seng var for kort til dværgen Procula, havde seks kopper fremme til pynt på en skænk, og på hylden derunder stod der en kande og nederst en hvilende Chiron• i marmor,

Kapitel 15  ·  Juvenal

210

215

220



og i en ormstukken kiste lå bøger på græsk i en række, hvor de barbarer til mus åd sig gennem homeriske sange. Intet – hvem nægter vel det? – var Cordus’ eje, og dog gik alt dette Intet tabt; men den arme blev langt værre truffet: Ribbet for alt som han var, gik han tiggende om, men forgæves, ingen stod rede med hjælp, om så bare lidt mad eller husly. Brænder Asturicus’ kæmpepalads, må matronerne hulke, adelen trækker i sorg, og selv prætorens retssager hviler, åh, så begræder vi tabet for byen, så hader vi ilden. Endnu mens branden har fat, kommer folk og skænker ham marmor, yder ham bidrag til nyt byggeri, giver nøgne, hvide figurer, kostbare kunstværker skabt af Eufranor,• ja, selv Polykleitos,• eller antikt inventar fra asiaternes templer, bøger til bibliotek, og han får en Minerva i bronze, plus en hel skæppe sølv. Så nu har han flere og bedre ting, end han ejede før, denne stenrige, barnløse Krøsus, som man kan mistænke for, at han selv satte ild til sin bolig.

Juvenals 9. Satire En gigolos mareridt 5

10

15



DIGTEREN Nævolus! Næh, goddag! Hvorfor ser du så trist ud for tiden? Panden er rynket som skind af en flået Mársyas.• Du skal ikke gå rundt og se ud som Rávola,• da han blev taget med den våde moustache i Rhódopes• kusse, og vi så smak ham én, som man gør med slaver der slikker glasuren. Din forgræmmede mule er klammere end Creperéjus• Pollio, der fiser rundt og tilbyder tredobbelt rente, men ikke finder den torsk, der vil låne ham! Hvorfra de rynker, pluds’lig så mange? Du var da en romersk ridder• med slag i, glad ved dit liv, populær som gæst for dine replikker: vid og grinende bid, en blomst af den romerske stenbro. Nu er bøtten skam vendt! I dit ansigt står alvoren malet, håret ligner en tørkeramt skov, og huden er glansløs, savner de harpiksplastre,• du hjemtog fra Sydens plantager, læggene skæmmes af buske af børster, og du la’r dem være. Hvorfor er du så tynd og ser ud som det kroniske offer,

295

296

Pluk dagen

20

25

30

35

40

45

50



ham der af trofaste venner nu kun har sin fjerdedagsfeber?• Det, som en skrantende krop fremviser, er kvaler i sjælen, omvendt viser den friske, at sjælen er glad; joh, vort ydre henter sit op og sit ned fra psyken: Det ’r tydeligt, du har ændret mentalitet, totalt revideret din livsplan.• Indtil for nylig var templer, så vidt jeg erindrer, gebetet: Isis, Pax, Ganymedes, Kybéles dulgte paladser, Ceres (ja, hvilket tempel er uden damer, der trækker?!), dér var du bolleven, mer populær end Aufidius• Knepper. Damernes mænd (men om det er du tavs) konfirmered du også. NÆVOLUS Mit liv er lige så nyttigt som andres; men mig er der ingen, der betænker med no’et. I det højeste får jeg en frakke til at ta’ over min toga, af stof der river og kradser, slet banket ud af en væver i en af Galliens flækker, eller en smule bestik, hvor sølvet er plettet af messing. Skæbnen styrer os alle; og også de ædlere dele, skjult af togaen, ligger i skæbnens hånd: Står din stjerne stille, hænger det ned, dit lem det uhørt kolossale, om så Virro• han glor på den bare i badeanstalten, fråder og prøver at gejle dig op med breve i strømme; hvad siger ikke Homer:• ”Der trækkes i manden af bøssen.” Findes der ledere bæst end en listepik der er nærig!• ”Først fik du dit, og så dat, og siden hen fik du bonus.” Han tæller op og han vimser med røven, men jeg vil ha’ status, penge på bordet kontant: Tæl op, fem tusind sestertier alt iberegnet, og tæl, ved siden af, mine strabadser! Er det monstro en svir at drive en ordentlig sjover• op i tarmen og dér løbe ind i diner’en fra i aftes? Slaven, der hakker i jord, har det meget bedre end slaven, der hakker rundt i sin herre; men du, du tænkte selvfølgelig, du var en knægt, deliciøs, i klasse med gudernes mundskænk. Aldrig bli’r I generøse imod jeres arme bedækker, når I ikke vil gi’ jeres eg’n perversion,• hvad den koster! Gi’ den listepik dér en grøn paraply, og gi’ ham dér rav til hans fødselsdagsfest eller når det regnfulde forår er her igen og han ligger i lænestole og henslængt piller genert ved presenter ved festen for vore matroner.•

Kapitel 15  ·  Juvenal

55

60

65

70

75

80

85

90

Vipstjert! Hvem er de til, de apuliske godser, de bjerge, glenterne der må gi’ op (dine græsgange har ingen ende)? Proppet til randen bli’r du af vinstokke• fra dine skrænter hist ved det grønne Neapel, ved Gaurus-vulkanen, ved Cumae (tønder tættet med beg til druesaft der skal holde, hvem har flere end du?), men hvad så med at belønne nosserne på din udbrændte klient med et par tønder land jord? Skal din kastrerede• ven, ham præsten, der spiller på cymbel, arve den lille på godset, hans mor, hans hytter og hundehvalpen, der leger med drengen? — ”Hvor næsvist at kræve og kræve!” — Huslejen råber: ’Kræv ind!’, ’Kræv ind!’ si’r min eneste slave, én, som kyklopens øje (derfor ku’ Odysseus jo smutte). Endnu en slave må købes, ham her rækker ikke, og begge skal fodres af. Så hvad gør jeg, når vinterstormene tuder? Når det blæser fra nord, hvad si’r jeg til slavernes fødder og deres skuttende skuldre? ’Hold ud, cikaderne kommer!’?! Skjul kun sandheden, glem alt andet, men dét, at din kone• endnu var jomfru den dag i dag, hvis ikke jeg var dig en så hengiven klient, ja, hvad takserer du dét til? Du kan nok huske, hvordan, hvor tit og hvor lokkende du har tryglet om dét. Når hun løb, holdt jeg ”din pige’’ tilbage med et knald. Bryllupskontrakten var brudt, ja, hun var allerede ved at signere en ny, det var lige knap jeg fik ordnet det problem med en hel nats knoklen, og du stod og tuded uden for døren; på det er sengen mit vidne og du selv, ud til hvem husfruens gisp og sengens knirk kom i bølger. Når et ægteskab raver, og revner, og næsten er helt brudt, så er en ægteskabsbryder i mange familier recepten! Hvor du skal vikle dig hen?! Hvad du nu skal si’ til dit forsvar?! Er det da ingen merit, din løftebryder, slet ingen, at der bli’r født dig en dreng eller også en pige ved min hjælp? Du tager dem op lige så stolt, for nu kommer de i avisen• – tegn på din virilitet. Hæng kranse• op over døren! Nu er du far! Jeg har givet dig noget, der kan stive prestigen. Nu har du Faderens Ret, du begunstiges i testamenter,• holer den hele arv, og oveni: arvetillægget! Hertil kan føjes et væld af andre profitter, hvis jeg nu laver et tredje barn.

297

298

Pluk dagen

DIGTEREN Din klage er yderst begrundet, Nævolus. Hvad mon han siger som svar på dine kritikker? 95

100

105

110

115

125



NÆVOLUS Intet! Han søger et nyt,• et andet tobenet æsel. (pause) Alt, du har hørt, har jeg kun sagt til dig, du må huske at gemme i den inderste krog af dit hjerte min jamrende klage. Har man en pimpstensglattet• som fjende, så lever man farligt. Hvis han har handlet fordækt, er han tændt af had til sit vidne, tror åbenbart, jeg har sagt, hvad jeg ved, og betænker sig ikke på at gribe til våben, at stikke en stang i mit kranium og sætte ild til min dør. Nej, det må du ikke se bort fra: Ingen gift er for dyr for de rige. Forti, hvad jeg her har sagt dig, som var du en dommer fra Areópagos•-højen! DIGTEREN ”Åh! Corydon,• Corydon!” Tror du, at millionærer har nogen hemmelighed? Sæt, slaverne tier, så snakker muldyr og lænkehund, stolper og marmor! Luk blot alle skodder, dæk deres sprækker med tæpper, stæng dør, fjern lamper fra rummet, send dem ud alle mand, så ingen ligger og spiser, dog vil den riges bedrifter ved andet hanegal, være kendt i kvarterets knejpe før daggry, hvor værten han også ved, hvad den riges konditor og kokke har digtet af rygter. Ja, hvorfor ikke pådutte de høje herrer det værste, når man med rygter får hævn for alle de pisk, de har uddelt? Også til dig vil der komme en type og gylpe sin drukne snak i dit øre på gaden, skønt du stritter mod. Det er dém, du burde be’, ikke mig, om diskretion, men se, de vil endnu hellere sladre end søbe af hugget falernervin, om det så var den dunk, præstinden Saufeja• ku’ bælle. Blandt de mange motiver til høj moral, der kan nævnes, har dette vægt: jo, for så kan man blæse på slavernes tunge. NÆVOLUS Rådet, du gi’r, er skam godt, men jo ikke af de specifikke! Hvad er rådet til mig nu og her efter spildet af tiden og disse bristede håb? Mit mål af år er begrænset, og den flygtige blomst af mit snærende liv smutter fra mig; mens vi drikker og mens vi kalder på lugtevand, kranse, kalder på pi’r, bli’r vi snigende gamle og ænser det ikke.

Kapitel 15  ·  Juvenal



DIGTEREN Frygt ikke! Mangel på ’’venner’’ for dig at bedække vil aldrig opstå, så længe som Roms syv høje står: Åh, de vil stimle ad alle veje til Rom, i smakker, i kærrer, de herrer, der kun klør• sig i knolden med én af fingrene. Andet håb er der også, hvis du, som andre, vil slå dig på gamle koner;• blot hent stimulans i agersenneppens safter! 130



NÆVOLUS Folk på den grønneste gren kan du stikke den slags eksempler. Mine skæbnegudinder er glade, blot svansen kan fylde maven. Oh, husguder kære, I ’r små, men ved gud, I er mine, (I kan formildes med hirse, lidt myrra, en krans af de klejne): Hvornår rammer jeg noget, hvorved mit liv kan betrygges 140 imod tiggerens måtte og stav? En snes tusind• i renter, grundet på sikreste pant, plus skåle af sølv, ganske små, dog nok til at censor gør noter, plus to af de bomstærke slaver ovre fra Møsiens• horder, som si’r, mens de bær’ mig på nakken oppe i min portechaise: ”Ja, træd De kun trygt på dem alle 145 her i det støjende Cirkus!” Og giv mig desuden en slave, der kan gravere i sølv, og en hurtigmaler. Ikk’ andet! Hvornår mon jeg bliver blot fattig? Et sølle ønske, men grundløst, uden håb! For hvis jég påkalder Lykkens gudinde, stopper hun øret med voks der stammer fra skibet, hvis mandskab 150 undslap Sirenernes• sang, for alle mand var de døve. 135

Juvenals 10. Satire, 188‑245 og 346‑364 Til dem, der beder om at blive gamle!

”Und mig rum i mit liv! Gud, giv mig årenes mængde!” Dét er din eneste bøn, med røde kinder, med blegt næb.

190

Hvilket sejpineri, hvilken kæde af kvaler, en langstrakt alderdom vil trække méd! Se først på det vanskabte ansigt, ak, hvor forandret! I stedet for hud en afskyelig skorpe, hængende kinder – og hvor har du set disse rynker, om ikke nede i Thábraca,• dér hvor i skjul af urskovens skygge bavianernes mor gnatter hul i de vindtørre kinder. Forskel er der på unge: Én ung er kønnest, en anden

195



299

300

Pluk dagen

200

205

210

215

220

225

230

235



kraftigst. Men alder gør ens. Som røsten, lemmerne bævrer, issen er bar som et barns, selv næsen løber som barnets, gubben må knække sit brød med våbenløs gumme, den arme. Konen er han til byrde, og børnene, ja, og sig selv med, arvejægeren Cossus – selv hán må ækles ved synet. Lam og ram er hans gane, og mad- og vinlyst er ikke mer hvad den var engang, og i glemmebogen er skrevet samlejer. Prøver du ham, så ligger stumpen med pungbrok, og den bli’r liggende ned trods hele nætters befamling. Noget kan de nok håbe, de syge kugler med grå hår? Jo, men vi har vel ret til at mistænke• brunst, der vil nyde Venus med nul erektion? – Der er også gebrækkeligheder i et helt andet organ: Hvad glæde er der ved lytten, om så Seleucus er fin, til hans harpetriller og skønsang og hans trup, der forstår at blænde med guldlamékåber? Hvilket sæde han får i det store teater, er ét fedt, når han dog næppe kan høre basuner og trommekoncerter. Skrig og skrål skal der til, hvis øret skal sanse, når slaven vil præsentere en gæst og melde, hvad soluret viser. Blodet er tyndt som vand, og det iskolde legeme varmes ene op af en feber; omkring det springer i krigsdans alle slags syger. ”Men hvilke?” Så spørg mig hel’re, hvor mange bukke Oppias seng kan rumme, hvor mange patienter Themison• fik slå’t ihjel på en enkelt efterårsmåned, hvor mange partnere Básilus snød, og myndlinge Hirrus, hvor mange mænd den lange negresse har suttet på én dag, eller hvor mange elever• den lærde Hamillus ta’r bagfra, spørg om de villaers tal, den ragekniv,• der i sin tid sang i mit ynglingeskæg, siden dengang har raget til sig. Skuldergigt, lændeværk, hofteskavank – det gi’r tre. Begge øjne tabte den fjerde og skumler mod folk med ét. Og den femtes blåhvide læber får føden ind i sig ved fremmede fingre: Vant til at vide sin mund til sit øre ved synet af maden, spiler han nu sit gab som• svaleungen, hvis moder mader den, fastende selv, af sit næb. – Men tusindfold værre end alle legemets brøst er det oldingesløvsind, der taber tjenernes navne og vennernes træk, skønt de lå ved det samme bord i aftes, som slet ikke kender de børn, han har avlet selv og selv har lært op og nu med et grumt testamente skriver fra eje og arv, for ”Det hele skal gå til Fiale”•.

Kapitel 15  ·  Juvenal



Sådan en dragende magt er der lagt i dullernes mundsex, skolet til fuld perfektion gennem år bag et horehus’ tremmer.

240

Selv om han så er ved snøvsen – en olding må føre an i ligtog for sine sønner og stirre fortabt på sin kære hustrus og broders bål og urner fulde af søstre. Det er den straf, man vil få for at leve længe, at altid henligger huset i sorg ved en ny elendighed, evig jammer vil fylde hans liv, og han bliver gammel i sort tøj.

245

350



Intet skal vi da ønske, vi mennesker? Hvis jeg må råde: Overlad himmelen selv at fordele, hvad vi har godt af, hvad hver enkelt behøver og hvad der gavner hans forhold. Ikke bekvemmelighed, men behov styrer gudernes gaver. De har hvert menneske kært, mere kært, end mennesket selv har. Tumlet af blinde begær og drevet mod mål uden mening søger vi kone og bryllup og børn; men dem er det kendt for, hvilken slags børn vi vil få og hvordan vores mage vil blive.



For at du dog kan stille et krav og ofre en rosa pattegris i dit kapel med samt dens profetiske indmad, bed: I dit sunde legem må bo en lige så sund sjæl; kræv: En kækhedens ånd, som, fremmed for angsten og døden, regner årenes tal for ringest af alt, hvad naturen skænker, en ånd der har kraft til at døje alle strabadser, ikke bærer begær, ikke véd af vrede – som øjner målet der vinker bag Hercules’ kvaler og storværkers møje, højt over sengen og sulet og Sardanapallus’• puder.



Hvad jeg formaner, formår du selv. Der fører til visse én sti frem, og kun én, til ro i sindet: en mands mod.

355

360

301

Noter

Først en detaljeret liste over de oversatte tekster: 1. Plautus: tragikomedien Amfitryon 95‑290, 499‑550, 633‑860, 1053‑1146 2. Cicero: Otte breve fra perioden 58 til 44 Talen for Cælius 27‑51: Nutidens ungdom skal have lov til at rase ud Samtalerne i Tusculum 5.1‑11 og 5.57‑83: Én ting kræves for at blive lykkelig: godhed 3. Lukrets’ læredigt Om Verdens Natur: 4.1‑25: Min mission og metode 4.962‑1208: Sex og kærlighed 4. Catuls digte: Om Lesbia og andre: 5, 3, 83, 85, 86, 70, 72, 58, 62, 9, 45, 31, 10, 39, 80, 49, 38 Eposet om Peleus og Thetis’ bryllup: 64.1‑277 og 382‑408 5. Sallusts historiske monografi Catilinas Komplot 5‑16: Terroristen Catilina – en psykologisk profil 50‑55: Cæsars tale og Catos modtale i senatet 6. Vergil: Bucolica (Hyrdedigtene): 1: Den fordrevne 2: Den håbløst forelskede hyrde 4: Et barn skal fødes 5: Dafnis ved himmelens port 7. Horats: epode 16: det dødsdømte Rom – De Saliges Øer Satire 2.6: den romerske morgen – den sabinske nat Oderne (de lyriske digte) 1.9, 1.17, 2.3, 2.8, 2.16, 3.6, 3.23, 4.1, 4.5, 4.7, 4.11 Læredigtet Ars Poetica (Om Digtekunsten) 263‑365 8. Tibul: Tre elegier: 1.4: Haveguden om elskovskunst 1.8: Den afvisende afvist 1.10: Freden skal dyrke min jord! Properts: Fire elegier:

304

Pluk dagen

1.3: En tilnærmelse 2.15: En nat så hvid 4.8: Nattesjov i digterhjemmet 4.11: Elegiernes Dronning 9. Ovids epos Metamorfoserne: 1.452‑567: Apollon og Dafne 3.339‑510: Ekko og Narcissus 10.243‑297: Pygmalion og Elfenbenspigen tristia 4.10: Ovid til læseren om sit liv og levned 10. Seneca: epistel 41: Det guddommelige i mennesket Epistel 47: Slavers menneskeret Om Mildhed 1.1: Et spejl for den attenårige fyrste Om Vrede 2.21: At opdrage børn til samfundsvæsener Om Sindsro 1 og 2: Led ved mig selv. En konsultation Om Sindsro 5: Frihed under tyranner 11. Petronius’ roman Satyricon: 65‑78: Slutningen af Trimalchios Middag 85‑87: Purken fra Pergamon 110.6‑113.2: Enken fra Efesos 12. Lukans epos Om Borgerkrigen: 7.1‑44: Pompejus’ drøm 7.728‑824: Cæsar flygter for sin egen sejr 9.544‑604: Catos stoiske credo 13. Martials epigrammer 1.47, 1.55, 1.87, 1.101, 1.117, 2.53, 5.13, 5.20, 5.34, 5.42, 5.58, 6.39, 9.92, 10.62, 11.39, 11.43, 11.56, 11.104, 12.17, 12.21, 12.42, 12.57 14. Tacitus’ Annales (historiske årbøger): 14.52‑57.1: Seneca i audiens hos kejser Nero 15.33‑47: År 64: Orgier, Roms brand, massakre på de kristne 15.60.2‑65: Senecas død 15. Juvenals satirer: 3.41‑112 og 3.164‑222: Roms ulidelighed 9: En gigolos mareridt 10.188‑245 og 10.346‑364: Alderens pine

Noter til side 21

Kapitel 1: Plautus

Noter til Amfitryon 95ff. Plautus’ prologer rummer ofte partier, som han klart nok har skrevet på egen hånd, altså uden græsk forlæg, og de giver tit et godt indblik i teaterforholdene i Rom, hvor der nu i tre-fire årtier havde været opført tragedier og komedier efter græske forbilleder.

Et betydeligt stykke af Merkurs lange prolog her i Amfitryon – en såkaldt konferencier-prolog,

der skal varme publikum op og sætte det i stødet til at samarbejde med komedianterne og deres løjer – er ikke oversat af Erik Waage (som også har foretaget stramninger her i 95‑152). Se videre til 142ff.

Selv i ubeskåret stand mangler prologen desværre den angivelse af det græske forlæg (kome‑

diens forfatter og titel), som findes i en række andre Plautus-prologer, men som romeren altså har valgt ikke at levere her. Til gengæld forsyner han tilhøreren med en genrebestemmelse – så langt den nu går – i disse ord (51‑63): ”Så vil jeg fortælle handlingen i denne tragedie. Hvad? Får I rynker i panden, fordi jeg sagde, det bliver en tragedie? Jeg er en gud, jeg laver det om! Hvis I synes, laver jeg det samme stykke om fra en tragedie, så det bliver en komedie, uden at ét vers er ændret. Er det det, I vil: ja eller nej? Åh, så dum jeg er, som om jeg, en gud, ikke vidste, at svaret er ja. Jeg er på det rene med, hvad jeres hjertens mening er om den sag. Jeg laver den blandet (commixta), en tragikomedie (tragicomoedia); fluks at lave en komedie, det går jo nemlig ikke an, eftersom der optræder konger og guder. Hvad så? Ja, da der også er en slaverolle, laver jeg det, som sagt, til en tragikomedie.” Termen tragikomedie optræder for første gang her; men det beslægtede Komodo-tragodía findes som titel på værker inden for Den Mellemste Komedie i Athen, som er kendetegnet ved sin for‑ kærlighed for mytologiske burlesker.

Merkur kan her i prologen ikke siges at tilsløre den seksuelle side af farmands møde med

Alkmene! Juppiter i vores stykke er den eneste horkarl, moechus, med succes i hele Plautus’ værk. Normalt bliver ægteskabsbrydere grueligt til grin. Denne immoralisme i tragikomedien Amfitryon er, med andre og nye accenter, videreført af både Molière og Kleist i deres versioner (hvorom man kan læse i min disputats Komediens Kraft og mange andre steder. Molières stykke er oversat af John Pedersen, 2005). Det er tankevækkende, at det er ved at slippe en gud ind i handlingen, at Amfitryons digter – grækeren og derefter Plautus – giver stykket dette tilskud af ægteskabsundergravende umoral. 107ff. Alkmene har han da besøgt i smug: En forhistorie til denne ganske særlige nat, om hvilken der her i stykket berettes, er antydet her. Om denne vanskelighed ved fortolkningen af stykket se note til 1122.

305

306

Pluk dagen

111 Antikkens læger betragtede såkaldt superfetatio som en mulighed, hvis der gik uhyre kort tid mellem undfangelse et og to. 124 Sosías, et almindeligt græsk slavenavn. 142ff. Merkur bærer vinger på sin rejsehat (pétasus). Juppiter bærer en guldkvast ned fra sit hovedtøj. Til denne udrustning refereres der ikke ellers i stykket, og sådan som Plautus holder sine tilskuere informeret og på stikkerne, er dette heller ikke nødvendigt. Ja, Plautus underretter godt og grundigt: i Merkurs enetale i 463‑498 (ej medtaget af Waage), i Juppiters enetale i 861‑881, i Merkurs enetale i 984‑1008. I mange andre af Plautus’ (men ikke Terents’) komedier anbringes der allerede i prolo‑ gen antydninger om handlingens udfald; her i Amfitryon sker dette inde i stykket, især i Juppiters tale, 861‑881. Når digteren i sådanne metateatrale passager henviser til stykket, kalder han det en comoedia (88, 96, 868), ikke en tragicomoedia, hvad der dog ikke er særlig overraskende. 153ff. Denne mammutscene er beskrevet i den kommentar, jeg har indsat i teksten efter vers 290. Sosia monologiserer, og Merkur indtager lurerens rolle med bemærkninger til tilskuerne (lurer‑ scener er typiske for komisk drama, ikke for tragisk). Sosia bemærker ham først i 292.

Stykket 153‑261 veksler mellem sang og recitativ.

155 Typisk for Plautus nævner han en romersk institution: tres-viri capitales, tre-mændene, der stod for opretholdelse af ro og orden, ikke mindst om natten, og for fængsler (”slutterier”) og henrettelser. Se også Sallust Catilina 55 og Ovid Tristia 4.10.34.

I Sosias skrækslagne fantasi er der ingen herre til at hjælpe ham, så der vil nok blive gjort kort

proces med ham ved morgengry. De i 159 omtalte ”otte stærke mænd” (således Plautus, Waage er bedre) må være tre-mændenes hjælpere. Som så hyppigt i Plautus: Vi er ikke helt i den græske by (her Theben, i de fleste komedier Athen), men heller helt i Rom. Vi er i Plautusby. 163ff. I en komedie som Pseudolus er der en rigdom af bemærkninger om slavernes forhold. De kan findes via stikordet ”slaver” i registeret til min udgave (1987).

Sosia er, siger han i originalen, blevet sendt hjem ”fra havnen.” Thebens havn, Anthedon,

ligger nogle og tyve kilometer fra byen. 186‑261 Sosias slagskildring – med både tale, recitativ og sang – fungerer som stykkets første bud‑ bringerberetning (jf. græsk drama). Sprogligt set trækkes der på romersk embedssprog (generalers indberetninger til senatet) og navnlig på det romerske epos (Nævius og Ennius). Gammellatinens storhed i slavens mund: Amfitryons Sosia triumferer med digt, både i betydningen løgn og i betyd‑ ningen poesi, men han triumferer ikke, som så mange andre slaver, med intelligent list (se til 268f.), skønt han såmænd er klarhjernet nok (se 825ff., hvor han siger sandheden, og note til 785f.). 197‑202 Selviscenesættelse og indstudering med dertil hørende komedie i komedien er også noget, som Plautus’ virkelig listige slaver hengiver sig til, før det går løs med intrigerne. Talent for

Noter til siderne 21-26

improvisation er sagen. At en klog list slående ligner den digteriske opfindelse, idet begge skaffer noget ikke-eksisterende til verden, fastslås af Pseudolus (Pseudolus 401‑405), hvis navn er lavet af de græske ord pseudos og dolos, løgn og list, og kunne oversættes Løgnogfidusius.

Her i 197‑202 bruger Sosia to gange verbet meditari, indstudere, indøve, begge gange om

måden – måden til forskel fra indholdet, ordet til forskel fra tingen (om verbum og res se til Horats Ars Poetica 310f.). I den anden passage anvender Sosia desuden begrebet decorum, det passende, som netop er afgørende i forbindelse med ordvalgets forhold til emnet/sagen (201f.): ” Men på hvilken måde og med hvilke ord det er passende, at jeg snakker [til Alkmene], det vil jeg først indøve for mig selv her.” Denne passage, med al dens bevidsthed om den retoriske kunst/ videnskab, har nok allerede stået i Plautus’ græske forlæg. 204ff. For sejrrige romerske feltherrer var det yderst vigtigt i deres indberetninger at kunne påvise, at den just afsluttede krig var en retfærdig krig, bellum justum, udkæmpet mod provokerende, overmodige (213), men dog tapre og stærke (238ff.) fjender, og fra romersk side ført med overhol‑ delse af alle regler og ritualer. Ellers blev der ikke bevilget nogen triumphus. Sosias slagskildring er et af krigsideologiens ældste dokumenter, i Europa. Vedr. Retfærdig Krig leverer Cicero i 3. bog af Om Staten (desværre fragmentarisk) et svar til den akademiske filosof Karneades, der havde kritiseret den romerske imperialismes brug af dette begreb.

I den mytologiske tradition var det Alkmene, der havde krævet krigen mod teleboerne (boede

ude på øerne ud for Akarnaniens kyst, mod vest). Så længe disses mord på hendes brødre var uhævnet, nægtede hun Amfitryon adgang til sin seng (herom i digtet Skjoldet, tillagt Hesiod). 232‑234 En prøve på den arkaiske latins udtrykskraft lydligt og billedligt (vi er inde i et sunget parti af slagskildringen): boat caelum frémitu virûm, ex spiritu atque anhélitu nébula constat, cadunt vólnerum vi viri, himlen gungrer af mænds brøl, af deres gispende ånde står der en tæt sky, for sårenes kraft falder mænd. Jf. noten til 1053ff. 247 Der er ideologi i ordstillingen: Denne afdeling af slagskildringen slutter med dette: ”de ned­ tramper fjendernes uretfærdige tropper (på latin: tropper uretfærdige) med rette (iure iniustas er de to sidste ord).” Om bellum justum se til 204ff. og 258. 257 Man omvinder typisk olivengrene med uld ved sådanne lejligheder (græsk skik, jf. Iliaden 1.14). 258 Tilgive: Allerede i førklassisk tid roste romerne sig af at ære idealet om clementia, mildhed. Om mildhedens rolle for Julius Cæsar, Augustus og Seneca se kapitlet om denne. 268f. malus, callidus, astútus: Sådan er den typiske listige slave, servus cállidus, hos Plautus – og i den europæiske komedietradition, inklusive Holbergs Henrik’er og Pernille’r. Og sådan er mytolo‑ giens Hermes/Mercurius også. Den listige træffer offeret ”med hans eget spyd”, som der står i 269. Herved ligner list ironi. Begge disse former for adfærd lader offeret syde i sit eget fedt.

Sosia er, hvis man ser på handling og handlinger, mere passiv end en rendyrket servus cállidus,

307

308

Pluk dagen

listig slave, som fx Pseudolus i komedien af dette navn. Det kommer af, at der er guddommelige aktører i nærværende komedie, som altså ikke drejer sig om, at den listige skal liste en stor sum gysser fra den gamle herre til fremme af den rådvilde unge herres kærlighed (til en pige i kløerne på en bordelvært). 271ff. Natteguden, Nocturnus, en personifikation ganske som Horats’ Matutinus pater, Fader Morgen, i satire 2.6.20. Se videre til 546ff. 280 Sosia mindes en nat, ”hvor jeg efter at være blevet pisket [kat = pisk] hang [med hænderne bundet fast til en planke] hele natten igennem.” 288 Ordret: ”Denne nat er fjong til at klø på med en luder, der er betalt i dyre domme [altså i luksusklassen].” Den plautinske komedie er rig på social kommentar af mange slags. Jf. til 703ff.

Med sin tilslutning i 289f. placerer Merkur nattens store elskovsmøde i kategori med bordel‑

besøg. Slavekynisme; jf. til 268f. 499‑550 Som så meget allerede i det foregående (således 263ff.) er også denne scene skrevet i tro‑ kæiske septenarer (4 gange dumda, så indsnit, og så 3H gang dumda), disse af Plautus så elskede langvers, som vi godt kender: ”Tag det sorte kors fra graven, plant en lilje, hvor det stod”.

Allerede Livius Andronícus fastlagde, hvordan man, med udgangspunkt i grækernes trimetre

og tetrametre, på latin skulle skrive seksfodsjamber og syvenhalvfodstrokæer. Det var Ennius, der i sit epos Annales indførte det daktyliske heksameter (som afløser for det saturniske versemål, som Nævius havde brugt i Den Puniske Krig). 506 Se til 659. 513 Sengen er ikke engang blevet rigtig varm endnu! Plautus’ Alkmene er en sanselig kvinde, sanselig og gravid. Også elegikernes damer er – mange, mange årtier senere – sensualister. Hvad komedien angår, må man fastholde, at den har sympati for sanselighed; komediegenren, det leende drama, er sensualistisk – hvilket indbefatter arbejdsskyhed. Og se også til 839‑842 (for at dette med Alkmenes sanselighed ikke skal blive pustet alt for vildt op, som det ses hos visse nyere kommentatorer). 515 Ordret: ”Hjælpe far som en snyltegæst gør.” Hermed hentyder Merkur til en fast skikkelse i komediernes typegalleri: parasítus, snyltegæsten, som, smigrende og rygklappende, hænger i frak‑ keskøderne på en mand med midler. Den bemidlede kan være en alazón, en selvusikker blærerøv af en officer, som der uden større vanskelighed kan nasses på; jf. parasitten Arto-trogus, Brødspiseren, i Plautus’ Miles Gloriosus, Den Stortalende Soldat, desuden Gnatho, Gumle, i Terents’ Eunukken og endnu Jesper Oldfux i Holbergs Jacob von Tyboe.

Er Merkur mon på nippet til at afsløre Juppiter i 516?

534f. I tusinder af dramaer er der et kende-tegn, et gnórisma, af en slags; det skal tjene som redskab for den anagnórisis, genkendelse/erkendelse, som dramaerne går ud på. Dette stykkes gnórisma,

Noter til siderne 26-31

nemlig drikkeskålen, skaber imidlertid ikke afklaring og indsigt, men forvirring og antager ef‑ terhånden djævelske dimensioner, som vi skal se. 546ff. I et teater, hvor der spilles i dagslys, bliver det dag ved hjælp af ord, færdig.

Myten fremstillede natten for Herakles’ undfangelse som tre gange så lang som normale nætter;

så megen kraft måtte der til for at frembringe denne frelserskikkelse. Dette har komediedigteren (altså Plautus’ græske forlæg) drejet over til en nat, som er forlænget af hensyn til Juppiters store behov for samvær med Alkmene; se 113f. og 287f. Det er en fantasi, mange elskendes fantasi (jf. Ovid Amores 1.13.40 ”Løb langsomt, I nattens heste!”), der dermed sættes i scene af den myto‑ logiske komedies digter. Men hvis man overskuer hele komedien, inklusive slutningens mirakel, ved man, at der er mere på færde deri end blot komisk reduktion, mere end blot fis og ballade omkring den liderlige overgud. Jf. til 1122. 633ff. Dette er en af de berømteste arier, cántica, i hele Plautus. Arien udtrykker – omtrent – den tanke, at ”de udødelige guder for hver lykke giver menneskene to sammenhængende ulykker”, hvad der går tilbage til arkaisk græsk lyrik (det netop bragte citat er fra Pindars Tredje Pythiske Ode). Ariens temaer er voluptas, lyst, og virtus, mandigt mod. Nærværet af mod kan trøste mod fraværet af lyst og glæde. Det er en finesse, at dette indhold i Alkmenes arie kaster lys over den følgende scene.

Beskyldninger for galskab, fuldskab, forheksethed og drømmende eller sovende fantasterier

dukker op igen og igen i den kommende scene. Det samme har Amfitryon lige anklaget Sosia for i den foregående scene (ikke medtaget her), hvilket er et af de mange vidnesbyrd om, at denne komedie er såre velkomponeret, at den er både tematisk og strukturelt tight.

Man påskønner i denne scene, at både Amfitryon og Alkmene får lov at tænke højt, før

samtalen mellem dem går i gang (i 676). 659 Fra første færd udfylder Sosia den funktion at kile jordbundne bemærkninger (som i komedier kan omhandle tre ting: mad & drikke, sex eller vold) ind i det ægteskabelige opgør. Man kalder ofte denne – i teaterrepertoiret udbredte – rolle for tertius gáudens, ordret: den sig glædende tredjemand. Jf. Merkur i 499‑550. Når man analyserer tertius gáudens-indlæg, kan man skelne mellem dem, der siges ”afsides” (og inden for disse kan man se på, i hvor høj grad der tales ”til tilskuerne”) og dem, der siges lige op i hovedet på de (typisk) to hovedrolleindehavere. Det er også godt at kigge efter ironi i disse indlæg. 664‑674 Man bemærker, hvordan Sosia med sine suverænt gådefulde udsagn igen og igen og igen får sin herre til at ligne et måbende spørgsmålstegn, hvormed der frembringes en situation, som er velkendt fra klovner i cirkus: august contra den hvide klovn. Se også en passage som 718ff. og mange andre (man kan notere sig, at den drillende person ofte indleder med den tiltaltes navn i vokativ – sådan som vi også typisk gør i drillerier). Her i 664‑674 lader Amfitryon sig slet ikke drille, tværtimod.

Det kan ud fra flere kriterier – dels eksistensen af romersk lokalkolorit just i disse gåde-

passager, dels det at de tit er ret nødtørftigt og stereotypt hæftet på den forudgående og den

309

310

Pluk dagen

efterfølgende dialog – påvises, at de som oftest er noget, Plautus har skudt ind i de mere net og organisk opbyggede græske originaler, som han bearbejdede. Gåderne og deres klovneballet er med andre ord noget af det mest plautinske i Plautus. 694 Ordret: ”Mener du, jeg skal lege med dig til gengæld, dig der leger med mig [dig, min lusor]?” Alkmene vender her i forhørsscenen hele tiden tilbage til, at Amfitryon enten prøver hende eller leger med hende – vel at mærke ”leger med” i ondskabsfuld betydning. Se fx 682 og 688. Denne komedie er fuld af indsigt i den ondsindede leg, det nederdrægtige komediespil. 703ff. Denne passage om de Dionysos-dyrkende kvinders guddommelige insánia (manía på græsk) havde givetvis særlig interesse for Plautus’ publikum. Dionysos-kulten blev erklæret for undergravende ved det berømte Senatus consultum de Bacchanalibus i 186 f.Kr., to år før Plautus’ død. Der er i vers 1083 en fin ironi i, at Amfitryon om Bromia – som er navngivet efter Bromios, Larmeren, tilnavn til Dionysos – siger, at hun er den eneste i huset, der er ved sine fulde fem. 718ff. Fjollethed: insánia; se til 703ff. og 633ff. Også til 664‑674. 727ff. Hendes galskab er altså melan-cholía (græsk), sort-galdethed. Se til Horats Ars Poetica 295ff. 740 Korn med salt: mola salsa, blev strøet på offerdyrets nakke. Der tænkes på et offer til Zeus (Juppiter Prodigialis), for at han kunne afværge de onde varsler, der hænger ved en ond drøm. 775f. Ved en rituel renselse, lustratio, gik præster rundt om den besatte, idet de svingede rygende svovl eller harpiksede fakler. 782 Ordet er praestigiatrix, tryllekunstnerinde. Samme ord (i maskulinum) i 830. 785f. Det er typisk, at det er slaven, der har overblik og vid til at sammenfatte genganger- og tvil‑ lingemotivet på denne måde. I komedien kommer sandhederne typisk nedefra, fra underhunde‑ nes og fjogenes frøperspektiv. Det er også ofte slaver, der har humør og humor til at drille deres samtalepartner med de ”gåder”, som omtales i noten til 664‑674. 804f. Normalt, eller i hvert fald ofte, spiste kvinder og mænd i adskilte værelser (jf. Pompeji); efter middagen kunne kvinderne komme ind til mændene, men de sad så til bords hyppigere, end de lå. Men på Ciceros tid, altså ca. halvandet hundrede år efter Plautus, blev den romerske matrona, i det mindste i de højere sociale lag, mere og mere jævnbyrdig med mændene, også hvad angår bordskik. Se til Petronius Satyricon 67. 839‑842 I en række romerske tekster om bryllup og ægteskab – jf. slutningen af Catul 62 – ven‑ des der tilbage til den tanke, at ”den anden medgift”, secunda dos, nemlig jomfruelig kyskhed, er den vigtigste. Penge-medgift kan gives tilbage, og den skal gives tilbage ved skilsmisse; men

Noter til siderne 31-44

kyskheden ”forbliver som det eneste af det, kvinden havde med som medgift, hos manden.” (Apulejus Apologi 92). 1053ff. Dette er stykkets anden budbringerberetning; den fremføres af en såkaldt ex-ángelos, en budbringer ud af huset, og handler, hvad der også er velkendt fra græsk tragedie, om begivenheder ”derinde”. De første tyve linjer er sungne, givetvis til en svulstig melodi. Sangen betjener sig af den romerske episke og tragiske digtnings barokt overlæssede sprog, kendetegnet ved fordoblinger eller tredoblinger af synonymer (1062!) og ved anafora’er (”hvor jeg… hvor jeg… hvor jeg”): ”Mit livs forhåbninger og udsigter ligger ned, begravet i mit bryst” lyder ariens første linje; men lidt senere kommer den jordstrygende linje 1058: ”Å, havde jeg en tår vand!” Her parodieres, men med let hånd.

Hele dette slutoptrin, 1053‑1146, er listigt komponeret, med et maksimum af økonomi, spæn‑

ding og temposkift. 1063f. En tordenstemme: Hvem den tilhører, afslører hun først i 1121. 1067 Overnaturligt strålende lys er et forvarsel om en guddoms åbenbaring (epifani). Jf. 1096. 1072 Gammel mand: En elsker i det plautinske univers er enten ung (aduléscens) eller gammel (senex); den midaldrende har ikke nogen benævnelse. Amfitryon er senex; også Juppiter er altså en charmør med grå tindinger. 1083 Se til 703ff. 1097 Drilleleg: Jf. til 694. 1108 I den mytologiske tradition er det den skinsyge Juno, der sender de to slanger – efter at hun i øvrigt har sørget for, at Alkmene føder i den største smerte. Herom intet her. I Vettiernes Hus i Pompeji findes der et vægmaleri af begivenheden. Her står Amfitryon og ser chokeret til, mens Herakliskos, Lille Herakles, kvaser slangerne.

Et regnbassin, et impluvium, hører romerske huse til, ikke græske. Der er altså – som så tit

hos Plautus, til forskel fra Terents – tale om romersk lokalkolorit, color Romanus. Jf. til 155. 1122 Plautus taler om ”samlejer” i flertal, men det behøver ikke at være mere end de to, vi forestiller os inden for handlingsrammen. Bortset fra visse hints, især i 481f. (ej medtaget her), i retning af noget mere realistisk, altså et længerevarende forhold, har denne komedies myte-travesti jo fusio‑ neret Den Lange Nat (med undfangelsen af Herakles, den store redningsmand og frelserskikkelse i græsk mytologi) og dagen for hans fødsel. Hvad angår broder Ifikles, se 102f., 670 og 1137f. 1124f. Ordret: ”Det nager mig minsandten ikke, hvis det er mig tilladt at dele et gode [jeg har] midt over med Juppiter.” 1131ff. Det er ikke meget, denne deus ex máchina (gud fra kranen) kan føje til det af exángelos (ud-budbringer) Bromia sagte. Dog er opfordringen til forsoning vigtig.

* Om Amfitryon-temaet og de forskellige komedier efter Plautus, især Molières og Kleists, handler kapitel 2 i min disputats (1986). Se også Christensons Cambridge-kommentar fra 2000. Men jeg

311

312

Pluk dagen

finder, at Christenson anvender sin metode – performance criticism – på en meget mekanisk og forfladigende måde: Alkmene – det er jo kun en mand, der er klædt ud og lavet gravid med puder, osv. (jf. til 513). Hvis Plautus’ komedie var sex-farce, kun sexfarce, var dens fantastiske virknings‑ historie så ikke også umulig at begribe? Oversat af Erik Waage, Studier fra Sprog- og Oldtidsforskning 1897. Om Waage er der sagt lidt i hovedteksten. Nogle ændringer er foretaget, hvoraf kun 20‑25 har en vis vægt. Om metrum se note til 499‑550.

Noter til siderne 47-49

Kapitel 2: Cicero

Noter til brev Ad Familiares 14.1 Sit nomen Tullius bruger Cicero kun, når han skriver til medlemmer af sin familie og til Tiro.

1 Utrolig tapper og dygtig: Cicero taler om Terentias incredibilis virtus et fortitudo. Og et par

linjer længere fremme priser han hendes virtus sammen med hendes humanitas. Denne sprogbrug er et vidnesbyrd om, at virtus, skønt afledt af vir, mand, ikke er forbeholdt hankønsvæsner. Dette er et tema hos Seneca, bl.a. i hans to trøsteskrifter til kvinder. – En handlekraftig hustru til en landflygtig mand får vi også at se i forbindelse med Ovid.

Skæbnen: fatum.



Jeg er skyld i det hele: Jf. problemstillingen i Tusculanerne 5.4.



Havde bud efter mig: I 59 havde Cæsar og Pompejus haft følere ude (men ikke mere).



Troede på venskab: Fra optimater som Hortensius og Lucullus. De betragtede Cicero som en

opkomling.

2 Almuetribuner: Der var 10 tribuni plebis.



Publius Cornelius Lentulus Spinther, designeret (udpeget) konsul, ven af Cicero.



3 Plancius, kvæstor her i Makedonien.



Epírus: Det nuværende NV-Grækenland plus noget af Sydalbanien.



Piso: Lucius Calpurnius Piso, næste års prokonsul, guvernør, i Makedonien – på vej herop

nu. Denne Piso var Cæsars svigerfar, Ciceros dødsfjende. Ciceros formidable invektiv, hånetale, In Pisonem (55) angriber bl.a. hans administration i Makedonien – og hans epikuræisme. Piso var og blev en højt anset mand.

Følelser for: píetas.



4 Piso: Caius Piso, Ciceros svigersøn, døde kort tid senere. Piso var Tullias første mand. Hendes

anden var Furius Crassipes, som hun blev skilt fra. Hendes tredje mand var cæsarianeren Dolabella, som Cicero ikke kunne lide. De var blevet gift, mens Cicero var bortrejst, med fru Terentia som giftekniv. Tullia var blevet skilt fra Dolabella, kort før hun døde i februar 45.

Storartet…: Tullius taler om Pisos humanitas, virtus og amor.



5 Den nævnte bydel, vicus, må have været en del af Terentias medgift i sin tid.



Om Cicero junior skriver Cicero, at en gennemsnitlig virtus og en gennemsnitlig fortuna vil

være nok som basis. Cicero-navnet vil hjælpe den unge mand frem og op (tænker hans fader, selv om han lige nu er i eksil).

6 Ventetiden: Overvejede Cicero selvmord?



7 I en fristad, líbera cívitas, var det vanskeligere for guvernør Piso at skade ham.

313

314

Pluk dagen

Noter til brev Ad Familiares 7.1 1 Marcus Marius kender vi kun fra Ciceros korrespondance (i alt fem breve, ét af dem til bror Quintus), hvor han fremstår som svagelig, venlig og sjov. Han levede hyggeligt, i otium, i sin villa ved Napolibugten (ved Stabiae). Her i august-oktober 55 blev der holdt kæmpe fester, ludi, i an‑ ledning af indvielsen af Pompejus’ Teater (se til Lukan 7.9ff.) og templet for Venus Victrix. Dette Cicero-brev er litterært gennemarbejdet ligesom mange af Plinius den Yngres breve.

Spurius Maecius: Pompejus’ manager ved festerne.



2 Aesópus: tidens førende tragiske skuespiller, Ciceros ven.



3 Protógenes: Marcus Marius’ højtlæsningsslave (anagnostes).



Oskisk: Der var mange oskisk-talende i Campanien. De italiske sprog fra nord mod syd:

umbrisk, latin, oskisk. Der hentydes til de såkaldte fabulae Atellanae. I § 1 talte Cicero om mimi (se kapitlet om Plautus).

Dyrekamp: venatio.



4 Gallius Caninius havde som almuetribun året inden gjort Pompejus store tjenester; så

Cicero måtte forsvare ham (jf. slutningen af § 4). Disse § § 4‑5 er interessante derved, at Cicero, konfronteret med sin otium-dyrkende ven, medgiver, at der i hans egen virksomhed som advokat og politiker mangler frihed (og dermed lykke). Tilværelsen som patronus, forsvarer, oplyses grelt af slutningen af § 4 (bemærk ”tvinges”), hvor man også aner, hvorfor det på latin er det samme ord, patronus, der bruges om en forsvarer i en retssag og om en patron i relation til hans clientes (se til Sallust Catilina 50). Bemærk også, hvordan romeren tænker i tjeneste/velgerning, beneficium, og gentjeneste/pligt, officium.

5 Behagelige selskab: lepos, vid, charme. Også for Catul og hans digterbrødre et vigtigt plus‑

ord.

Mine gårde: Cicero havde på denne tid to villae dernede, én i Cumae, én i Pompeji.

Noter til brev Ad Familiares 16.16 Tiro antages at være i tyverne (if. tidligere forskning var han 50 ved frigivelsen!). Sammenlign i øvrigt med Martial 1.101.

Min lille Cicero: Quintus junior.



Tullí-ola: diminutiv af Tullia.



Slavestand: Her og ofte ellers hedder ”stand” fortuna.



Statius: en af Quintus’ frigivne. Faktisk havde Cicero kraftigt misbilliget manumissionen,

frigivelsen, af Statius seks år tidligere! Det ved vi fra Til Atticus 2.19.1.

Hos Tiro: Quintus’ sætningsbygning er ikke lysende klar heromkring.



Fint dannet…: Quintus taler om litterae, sermones og humanitas hos Tiro: litterær dannelse,

konversationstalent og varm og åben menneskelighed.

Sabinus: var blevet dræbt i Gallien, oktober 54. Måske var Quintus tilgodeset i hans testa‑

mente.

Noter til siderne 49-53

Noter til brev Ad Familiares 16.4 Cicero er på vej hjem fra sit statholderskab i Kilikien, Lilleasien, og skriver fra den vestgræske ø Leukas til Tiro, der ligger syg i Patrai på det nordvestlige Peloponnes. Man har formodet, han led af malaria; også i 53 havde Tiro haft en sygdomsperiode, med dyb depression (Ad Familiares 16.14 og 16.15). Her i Patrai, hvor han nu er, havde Cicero og andre fornemme romere stor gavn af den rige græker Lysons gæstfrihed. På samme måde var den romerske pengemand Curius, Atticus’ ven, nyttig at kende.

2 Om Curius står der, at han er ”allersødest”. Sådanne superlativer, suavissimus, dulcissimus og

lign., er overordentlig hyppige i brevene, idet disse gengiver dannede romeres omgangssprog (sermo cotidianus), og det er kendetegnende for omgangssprog, at der ruttes med følelser. Interessant, at det er mindre skurrende at gengive sådanne ord ordret på dansk nu end for halvtreds år siden. Det samme gælder amor og amare (se fx Fam. 16.16). Om Curius står der i øvrigt, at han er en mand ”af det højeste officium” (se note til Fam. 7.1.4) og ”af den højeste humanitas” (se i noterne til en række af brevene, hvordan dette ciceronianske nøglebegreb dukker op igen og igen; ligeså i talerne og i de filosofiske skrifter).

Alle grækere: Se Juvenal 3. satire. Jf. nedenfor Pro Caelio 40.



3 Tjenester: officium (i flertal).



Kvæstor: Ligesom Cicero havde været kvæstor på Sicilien i år 75.



Ikke ukultiveret: Der står, at han ikke mangler humanitas.



4 Lepta: Ciceros praefectus fabrum, chef for ingeniørerne, i Kilikien.

Noter til brev til Atticus 12.1 1 Anagnia: by i Latium (hos herniker-folket). Hvad Cicero ejede her, var næppe nogen villa, snarere et rastested, et deversorium.

Bare jeg så havde kunnet: Et uopfyldeligt ønske. Som det fremgår af § 2, kan Cicero ikke tage

direkte hen til Atticus.

Tullia: var antagelig på besøg hos familien Atticus.



Attica: på dette tidspunkt ca. 6 år gammel.



Pilia: fru Atticus.



2 Charme: suávitas, sødme. Sødme er noget af det bedste, dagligsproget ved, se note til Fam.

16.4.2 – pyt så med substansen. I disse slutlinjer af Att. 12.1 skitserer Cicero en slags passiarens poetik.

Noter til brev til Atticus 12.18 Ástura: en flod/ø/by i Latium. Efter Tullias død var livet i Rom blevet ham ulideligt. Dette brev er det første, hvori Cicero omtaler planen om en helligdom for Tullia (født ca. 78, døde i midten af februar 45); herefter skriver han frem til juni jævnligt til Atticus herom; der er en masse talen

315

316

Pluk dagen

frem og tilbage om den rette park. Atticus var skeptisk over for ideen. Meget tyder på, at Tullias tempel aldrig blev bygget.

1 Flere af de forfattere…: Vi ville gerne vide, hvem han har i tankerne.



Tempel: Det ord, Cicero bruger, er ikke templum eller aedes, men fanum. Der var lovgivnings‑

mæssige begrænsninger for, hvor kostbart et gravminde (monumentum) romerne måtte rejse over deres afdøde; overskridelse blev straffet med bøde. Cicero vil da rejse et heroon eller et tempel over Tullia (jf. brevene 12.35 og 12.36 til Atticus). Guddommeliggørelse – ordet apo-théosis bruges i 12.36.1 – eller heroisering af store mennesker var Cicero fortrolig med fra den græske verden. Se også stykket fra Lukans 9. sang med note til 9.555ff. og til Tusculanerne 5.8 om euhemerisme.

Gøre hende udødelig: con-secrare, gøre hellig, indvi.



Helligt løfte: votum. Cicero betjener sig flere gange af lignende vendinger i forbindelse med

Tullias fanum. Han ville altså lette sin samvittighed ved at bygge.

Det arbejde, jeg før…: Trøsteskriftet til ham selv.



Filip: Lucius Marcius Philippus, stedfar til Octavian. Se noter til næste brev.



2 Brev til Brutus: svar på kondolecebrev. Atticus skal læse kopien; så behøver han ikke at bryde

forseglingen på det, der i givet fald skal sendes til Brutus.

3 Coccejus og Libo skyldte åbenbart Cicero penge. Sulpicius og Egnatius var kautionister.



Eros: en betroet slave; varetog Ciceros forretninger under Atticus’ opsyn. Om slavens navn

jf. note til Ad Familiares 16.21.8 nedenfor og Martial 5.34.

Appulejus: ejendomsmægler; havde haft med en gammel kautionsforpligtelse at gøre.

Noter til brev til Atticus 13.52 Ved saturnalie-festen i december 45 – festens første dag er 17.12. – opholdt Cicero sig på sit gods i Putéoli ved Napoli-bugten, et af hans i alt otte landsteder. I Putéoli havde han som nabo Lucius Marcius Philippus, der var gift med Julius Cæsars søsterdatter og derved var stedfar til Octa‑ vian, som Atia havde fået i et tidligere ægteskab, nemlig med Caius Octavius (hvilket også var Octavianus’ oprindelige navn). Her ankom Cæsar pludselig med hele sit følge. Virkelig interesse som menneskeligt dokument får dette brev, hvis man genkalder sig hele Ciceros kompleksfyldte forhold til Cæsar, hvis man, for det andet, gør sig klart, hvor politisk stækket Cicero er her i år 45, og hvis man for det tredje husker, hvor ellevildt Cicero reagerer på nyheden om Cæsars mord tre måneder senere.

1 No bad feelings: Cicero bruger det græske adjektiv a-meta-mélêtos, u-fortrudt.



Cassius Barba: ven af Cæsar og Marcus Antonius.



Balbus: Lucius Cornelius Balbus den Ældre, på dette tidspunkt en af Cæsars vigtigste rådgivere,

hans forretningsfører. I år 56 havde Cicero holdt en – bevaret – forsvarstale for ham.

Mamurra: Det, Cæsar hørte om ham, var formentlig, at han var død. Om Mamurra se i Catul-

kapitlet.

Vomitivkur: ”De brækker sig for at æde, de æder for at brække sig”, vomunt ut edant, edunt

ut vomant (Seneca Trøsteskriftet til Mor Helvia 10.3).

Citatet om den krydrede konversation stammer fra en af Lucilius’ satirer.

Noter til siderne 53-56



2 Seriøse sager: Dvs. politik. Det af Cicero brugte ord om ”litterært” er philó-logon (jf. nedenfor

til Ad Familiares 16.21.8).

Bajæ: Se note til Pro Caelio 35.



Dolabella: Ciceros tidligere svigersøn, stod højt i kurs hos Cæsar.



Nicias: Curtius Nicias, kendt litterat. Græker, fra Kos, som havde fået romersk borgerskab,

boede i Dolabellas hus.

Noter til brev Ad Familiares 16.21 Marcus junior var født i 65. Han havde allerede tjent som kavaleriofficer på republikansk side i 49; blev tilgivet efter Farsálus (48) og ville gerne have tjent under Cæsar i Spanien, men blev af sin fader sendt til Athen for at studere under den berømte aristoteliker Krátippos/Cratíppus fra Lesbos, som var tæt knyttet til Cicero. Unge Cicero havde et alkoholproblem (Plinius den Ældres Naturhistorie 14.147). Martials epigram 11.39 er i visse henseender sammenligneligt med dette brev.

1 46 dage: I gunstige tilfælde tog det et brev et par og tyve dage at nå fra Rom til Athen.



Forstående: humanus. Om lidt bruges humanitas om Tiros ”forstående overbærenhed”. Unge

Cicero har lært at sætte humanitas i centrum! Se note til Fam. 16.4.2.

4 og 5 Hverken lektor Bruttius eller lektor Cassius er kendt andre steder fra.



5 Leder i Athen: Formentlig leder for eféb-korpset. Leonides er i sine breve til Cicero senior

ret forbeholden og forsigtig, når han roser sønneke.

Concerning…: Junior bruger en græsk vending; således også andre steder i brevet. Hans far

har masser af græske ord og vendinger, undtagen i de officielle breve; se fx til Att. 13.52.1.

6 Denne Gorgias, som fyrre år senere gjorde karriere i Rom og altså må have været ung endnu,

havde åbenbart en slet indflydelse på unge Marcus, hvis fader skrev et rasende brev til ham på græsk (Plutarks Cicero 24).

8 Litteratur og videnskab: philología.



Ánt-eros: Gen-kærlighed, antagelig et brevbud (slave).

Noter til talen Pro Caelio 27 Luksusvaner: deliciae; af samme familie er adjektivet delicatus. På linje med deliciae nævner Cicero i talen luxuries (§ 29: ”nydelsessygen”) og libído (fx § 30 i flertal: ”galante eventyr”, § 47 i ental om Clodias skamløse brynde), og også ludus, leg (fx §  28: ”galskab”). Disse ord og en række synonymer – især volúptas, vellyst, og cupíditas, begær – formelig falder over i hinanden i § § 42ff.

De tre anklagere: Lucius Sempronius Atratinus, purung, en vis P. Clodius (ikke dén Clodius,

men en slægtning) og en vis Lucius Herennius Balbus.

Bokse huller …: Der står frustra litigantem, ordret: uden grund/forgæves førende proces.



Bajæ: Se til § 35.

317

318

Pluk dagen



28 To argumenter: Et retorisk (og visselig ikke filosofisk!): ”Argumentet ud fra alles enighed”.

Et filosofisk og retorisk: ”Argumentet ud fra Naturen selv”. Disse to argumenter er aldrig gået af brug. Om natura ipsa se også til § 41. 29 Sund sans: sapientia. 30 Tidsånden blandt de unge: Otto Foss’ fornemme gengivelse af aetatis et témporum vitia, alde‑ rens og tidernes laster.

Det er Clodia, han har fået guldet af: Her nævner Cicero for første gang Clodia. Anklager

Herennius har åbenbart sagt ting, der virkelig kunne kompromittere Ciceros klient Cælius. Om ”de to punkter” se det dilemma, Cicero opstiller i § 50. 32 Cnaeus Domitius Calvinus, almuetribun i 59, cæsarianer.

Ærbødigheden … frue: Der står matronarum sanctitas, matronernes hellighed.



Om uvenskabet se ndf. § 50.



Bror mener jeg …: Dette er det velkendte retoriske kneb selv-korrektion! Det er beslægtet

med praeter-itio, det at anføre som en forbi-gåelse.

Alles ven—inde: I sin Cicero-biografi kap. 29.3 hævder Plutark, at Clodia på et tidspunkt

ønskede at blive gift med Cicero. 33 Vække op fra de døde: Det, Cicero nu gør, kaldes i retorikken prosopo-poiía, ordret: personfremstilling, impersonation. Et andet berømt eksempel findes i Første Catilinariske Tale § 18, hvor det er, ikke en person, men det personificerede Fædreland, der taler til Catilina. Ved denne teknik kaldes der i ganske særlig grad på talerens skuespilkunst, heri indbefattet hans evne til at skabe en passende røst.

Vildmandsskæg: De gamle kerneromere var barbati, skægprydede. Den første, der gik over

til daglig barbering, var Scipio Africanus den Yngre (185‑129). Unge mennesker på Ciceros tid havde, som det også fremgår af periodens mønter, et elegant trimmet skæg, som de anlagde efter pubertetens første barbering, som var blevet omhyggeligt højtideligholdt under navnet Skæggets Aflæggelse, barbae depositio. Først den filhellenske kejser Hadrian (117‑138) gjorde fuldskæg moderne igen.

Cicero taler gennem Appius Claudius Caecus (dvs. den Blinde), censor i 312. Han anlagde

Via Appia og byggede Aqua Appia, den første romerske akvædukt. Han modsatte sig i en berømt tale fredsslutning med kong Pyrrhus af Epirus (se ndf.). Man har kaldt Appius Claudius Caecus den første individualitet i romersk historie.

Bemærk, at Clodius blot er den ”folkelige” udtale af Claudius, idet tvelyden au udtaltes o på

vulgærlatin (hvilket er slutresultatet overalt på fransk).

Alle de arkaiske ordformer er Foss’ og min import.

34 Quintus Metellus Celer, Clodias fætter og ægtemand, konsul i 60. Han døde pludselig i 59, og der opstod det rygte, at Clodia havde forgivet ham.

Ahnebilleder: Anebillederne i adelens huse var noget af det mest romerske, romerne vidste.

Noter til siderne 56-64

Når et familiemedlem, der havde beklædt et højere (et såkaldt kurulisk) embede, var død, lod man ham portrættere ved hjælp af en voksmaske. Ved begravelsesoptog blev disse dignitarers masker båret af personer, der lignede dem mest muligt, og som iførtes den rette embedsklædning. Voksmaskerne opbevaredes til daglig i lukkede skabe i atrium; til familiefester stod skabene åbne. På denne ”ret til billeder”, ius imáginum, lagde den romerske nobilitet den største vind.

Quinta Claudia: Se til Properts 4.11.51ff.



Hiin anden Vestalinde: datter af Appius Claudius Pulcher (den Smukke), som var konsul i 143.

Hun beskyttede med sin egen krop sin fader mod folkemængden, som anfægtede hans triumphus over salasserne. Claudia var med i vognen. – For romeren rummer en gammel slægt en række forbilleder (exempla), hvis funktion er at påminde og formane (admonére) den nulevende, så at vedkommende ikke bliver vanartet (dé-gener, ”af-slægtet”). Selv om Cicero selvfølgelig har smurt tykt på her, er Appius typisk romersk i sin tænkemåde (jf. Livius’ historieværk). 35 Bajæ: Ved Napoli-bugten, berømt for sine varme kilder. Om Bajæ jf. Seneca epistel 51, en yderst levende rapport fra datidens Ibiza.

Enten … eller …: Hvis det alt sammen passer, er din karakter sådan, at ingen kan have tillid

til dit vidnesbyrd og din anklage. Af sammenhængen fremgår, at anklagerne (på Clodias vegne) har omtalt hendes forhold til Cælius. 36 Ciceros anden prosopopoiía benytter Clodius, som puttede sig hos storesøster, da han var en pusio, purk (folkelig diminutiv af pusus, sideform til puer, dreng). Clodia synes at være født i 95, Clodius i 93.

Et ungt hug: adulescént-ulus, en purung mand, en sød, lille fyr (diminutiv), jf. § 33 om hendes

fyre med bárb-ula, flødeskæg. Clodia foretrækker altså unge mænd i samme fase som Márathus hos Tibul 1.8.31ff., og som Cynthias galan hos Properts 4.8.23‑26.

Nede om hjørnet: Cælius var for ca. tre år siden flyttet ind i en lejlighed på Palatin, i nærheden

af Clodia, ”denne palatinske Medea”, haec Palatina Medea (§ 18). Forholdet varede vel et par år, og så brød han (ser det ud til). Unægtelig en anden historie end den, hun havde med Catul.

Hvide skind: candor, blændende hvidhed, jf. Tibul 1.8.33 candentes.



Dukkert: Jf. Tibul 1.4.12.

37 Caecilius: palliata-digter ligesom Plautus og Terents (se kapitlet om Plautus). 38 ”Har han sprængt etc.”: Terents Brødrene 120f. Ægteskabsbryder: Se til § 49 nedenfor. 39 Nu er jeg forberedt på, at en vil sige: Herfra anslår Cicero alvorstoner. Nogle moderne bedøm‑ mere har fundet, at det var uklogt af ham sådan at anstille livsfilosofiske overvejelser og derved sagtne tempoet; andre, at der herved frembringes drama og dybde.

Under alle omstændigheder anser den retoriske teoretiker Cicero det for relevant for en

taler, at han ”klogt kan indføje” generelt filosofiske bemærkninger – men naturligvis ”uden tørt

319

320

Pluk dagen

pindehuggeri” (jf. bl.a. Om Taleren 2.68). Forholdet mellem talerens praksis og filosofiens teori optager Cicero i de retoriske skrifter.

Tre herrer fra det kerneromerske helgengalleri: Marcus Furius Camillus, dictator i 396 og

390. Caius Fabricius Luscinus, bekæmpede Pyrrhus, var censor i 275. Manius Curius Dentatus, besejrede som konsul i 275 Pyrrhos/Pyrrhus. 40 Den romerske indstilling til grækernes filosofi er i kort begreb denne: Hvad ord og forskrift, verbum og praeceptum, er for grækerne, det er kendsgerning og forbillede, res og exemplum, for os; og det sidste er større end det første (jf. også Sallust Catilina 8 og Quintilian 12.2.30). Men i disse § § er Cicero – i overensstemmelse med sit hele kulturpolitiske ærinde i Pro Caelio – nået videre end til de fortærskede, sort-hvide opstillinger. Han taler om ”ændrede tider” (mutatis Graeciae tempóribus). Indsigt i den historiske udvikling og dens krav kan også iagttages i Tusculanerne, fx 5.6 og 5.69. 41 Dette er i hellenistisk-romersk tid synspunkterne i diskussionen om livets højeste gode, summum bonum: 1) den epikuræiske, 2) den akademiske & peripatetiske og 3) den stoiske position. Men det er karakteristisk, at taleren Cicero ikke generer sine tilhørere med teknikaliteter som fx de filosofiske skolers navne.

Bemærk i øvrigt, hvordan Cicero antyder, at filosofferne har brugt megen retorik på at ”sælge”

kompromis-synspunktet.

Naturen selv: Her betegner natura ipsa sandelig ikke den store natur (= skæbnen = gud), men

tværtimod den lille, svage menneskenatur. Det geniale greb er så, at man kan bruge plus-ordet ”natur”, gerne med tilføjelsen ”selv”, til at argumentere på den lille naturs vegne, mens folk tror, man taler om den store. Således her, således ofte den dag i dag. 44 Jeg tør nu tale: På en finurlig og klog måde medgiver Cicero, at Cælius ikke er nogen engel; se også § 27, § 35 (jf. § 14 om forholdet til Catilina, § 77).

Intelligens: sapientia.



Smums: deliciae; se til § 27.

45 Cælius var selv den første forsvarer i den aktuelle sag. Desuden har han (se § 47) tidligere an‑ klaget Caius Antonius. Cælius er Ciceros elev, på den måde at han har været igennem ”rekruttid på Forum”, tirocinium fori, hos den store advokat (denne mesterlære varede for Cælius 66‑63; se også § 39 ovenfor). Men det sidste, mentor’en vil, er naturligvis at prale!

I omtalen af sin elev tyr Cicero så til den i græsk og romersk pædagogik så velkendte tale om

a) medfødt natur, b) træning, c) kunst/teori/videnskab. Denne trehed koges ofte ned til kun a) og c): natura/ingenium og ars. Forholdet mellem disse to er et af de absolutte hovedemner i Horats’ Ars Poetica.

Om menneskers medfødte talent, ingenium, siger Cicero her, at det ”lyser frem (e-lúcet)”, og

”ofte er stærkt nok i medfør af sine egne kræfter, selv når det ikke næres ved hjælp af flid (indústria).” Vedr. tanken om sindets egne, indefra kommende kræfter se Ovid Tristia 4.10.104.

Noter til siderne 64-67

47 Konsular: Caius Antonius Hybrida, i 59 anklaget for udsugning. Antonius havde været Ciceros kollega i 63. Cicero satte ham ikke højt; men det var Cicero, der forsvarede ham her i 59 – og altså tabte til sin lærling. 48 Købte elskovsglæder: Om prostitution, hellig såvel som profan, er der et par gode opslag i The Oxford Companion to Classical Civilization. Se her i bogen også kapitlerne om Plautus, om Elegien og om Juvenal. Prostitution spillede en stor rolle i Rom.

Ikke nævne nogen kvinde ved navn: Man har, noget nøjeregnende, undret sig over, at Cicero

helt herhenne – hvor vi for længst har hørt § 38 – genoptager den spøgefulde fiktion om damens anonymitet. 49 De glødende øjekast: Clodia/Lesbia bar det smigrende tilnavn boôpis, ”kvieøjet” på homerisk græsk (det ved vi om hende fra Ciceros Breve til Atticus 2.9.1).

Ægteskabsbryder: adulter, horkarl.

50 Højdramatisk nævner Cicero nu Clodias navn. Det har ligget i luften siden § 35, § 38.

Han vælger at se bort fra Clodiernes krænkelser.

51 Kendsgerningerne antages at have været omtrent disse: Cælius lånte, uden vidner, nogle guld‑ smykker af Clodia, angiveligt for at kunne afholde nogle festspil, men i realiteten for at kunne bestikke Lucceius’ slaver til at myrde Dion, gæst hos deres herre. Cælius’ motiv hertil skulle være at indynde sig hos Pompejus. Det er en yderst celeber sag, som vedrører ingen ringere end kong Ptolemaios i Alexandria: I 57 havde kongen ladet Dion, en akademisk filosof, talsmand for et oprør mod kongen, myrde, og if. visse rygter stod Pompejus bag Ptolemaios i denne sag. Det hele vakte enorm opsigt.

Noter til Samtalerne i Tusculum Otto Foss’ oversættelse fra 1971 er fulgt, men med ændringer. Blandt de vigtigste ændringer er disse: Gengivelsen ”skæbne” af fortuna er ændret til: tilfældighed, lykke. Ordet virtus er, specielt når det står i ental, gengivet, ikke ved ”dyd”, men ved: godhed. Jf. herom til Sallust Catilina 7. Denne gengivelse ved ”godhed” er bestemt ikke uproblematisk, idet den nemt kan gøre virtus for venligt og passivt og fratage ordet dets klang af dygtighed og storsind (se fx § 68). Der er da også en del moderne filosoffer, der ikke har skrupler ved at tale om dyd og dydsetik i antikken. 1 Brutus – som ikke var stoiker, men akademiker – havde tilegnet sin ven Cicero et skrift De Virtute (tabt). 2 Banebrydende: Se slutn. af § 6.

321

322

Pluk dagen

4 Slattenhed: mollitia, bruges om fedladenhedens, umandighedens og impotensens, men også om nydelsessygens og luksusvanernes blødhed.

Intet angår virtus ud over virtus selv: Idealet er det, som på græsk hedder aut-árkeia, ordret:

selv-tilstrækkelighed, selvberoen. Når denne selvberoen er nået, kan menneskets sociale instinkt – og dets karakter af samfundsvæsen – frisættes og udfoldes optimalt. 5 Én dag hos dig: Noget lignende siger Poseidonios hos Seneca epistel 78.28: ”Én dag for de ind‑ sigtsfulde rækker videre ud end en kæmpelang tidsalder for de ukyndige.” Trods udtrykket ”rækker ud” (patet) er det livets dybde, stoikeren taler om. Jf. nedenfor § 70. ”Tusinde døgne,/verdslige, søgne,/gyldne for kød,/kan de vel ligne/én dag af Dine,/som vi dem nød,/når under sang med Dit vingede ord/sjælen af by over stjernerne fór?” (Grundtvig i salmen ”Hyggelig, rolig”).

Hele dette stykke er en prosa-hymne til den – guddommelige – Philosóphia, livets moder,

vitae parens (§ 6). Til hvert enkelt element i hymnen kan der findes sidestykker i tidligere græske (og derfor i senere romerske og kristne) hymner, salmer og bønner. 6 Anklager: Der var megen statslig skepsis over for filosoffer i Rom. Eksempler: I 173 udvistes epikuræerne Alkaios og Filiskos. I 161 forbød man filosoffer og retorer ophold i staden. I 155 sendte man huhej en delegation af græske filosoffer (heriblandt Karneades, Ciceros idol) tilbage, hvor de kom fra. Ja, endnu under kejser Domitian udvistes filosofferne fra hele Italien (89 og 95 e.Kr.).

Se tilbage i fortiden: Angående Ciceros forhold til historien se noterne til Pro Caelio 34 og

40; se også nedenfor 5.78 om hans syn på natur og kultur. 7 Visdom: græsk sophía, latin sapientia.

De Syv Vise: Thales, Bias, Pittakos og Solon er sikre; de sidste tre varierer (Anacharsis optræder

undertiden blandt de tre).

Lykurgos: Spartas lovgiver, måske o. 775.



Roms grundlæggelse: 753 f.Kr.

8 Prometheus har dét med stjerner at gøre, at denne kulturheros også regnedes for at have lært menneskene astronomi (”kundskab om de himmelske ting”). Og det var jo fordi han havde givet sådanne gaver til menneskene – ild, stjernekundskab, spådomskunst og andre – at Prometheus blev lænket til Kaukasus.

Kepheus: gift med Kassiopeia, far til Andromeda, svigerfar til Perseus. Hele ræsonnementet

her i begyndelsen af § 8 bygger på det, man kalder euhemerisme (efter forfatteren Euhémeros, o. 300): Bag myternes guder gemmer sig store vise mennesker. Guderne er altså intet andet end diviniserede supermennesker.

Pythagoras, ca. 570‑500. Der var en vældig pythagoræisk renæssance i Rom, som også fx

Ovid og Seneca bliver påvirket af.

Fliús: by på NØ-Peloponnes.



Fag: ars (på græsk téchne), profession. I Ad Familiares 7.1.4 taler Cicero om advokatens og

skuespillerens ars.

Noter til siderne 71-75

9 Fribåren: ingénuus, synonymt med liberalis, som kommer mod slutningen af § 9. Jf. også De Frie Kunster, artes ingénuae (således i 5.63 nedenfor) eller, hyppigere, artes liberales. I betragtning af den vægt, disse to adjektiver har for antikkens forfattere, er det en skam, at vi, medmindre jeg har overset noget, ikke har en bedre gengivelse end det standshovne og støvede ”fribåren” (modsat ”slaveagtig”).

Henflyttet fra et andet liv: Pythagoras’ lære om sjælens præeksistens og om sjælevandring.

Pythagoras opererede med theoría, kontemplation, betragtning, nemlig af kosmos, den ordnede verden, som skabende kátharsis, renselse – og dermed udfrielse fra fødslernes kreds – og dermed udødelighed. Platons dialog Faidros viderefører meget af dette tankegods.

Således er også her i livet: At vita contemplativa, det betragtende liv, står højere end vita activa,

det handlende liv, mener Cicero ikke; se De Officiis 1.152ff. Som man ser i § 10, er Pythagoras sandelig heller ikke kun en stjernebetragter. Om Aristoteles og de tre bioi, liv, se også Karsten Friis Johansen 1991: 467ff.

Vedr. antikkens overvejelser over de livsformer, der står til et menneskes rådighed, se kapi‑

tel 8. 10 Stor-Grækenland: Magna Graecia.

Anaxagoras: den første filosof, der slog sig ned i Athen (480, fra Lilleasien). Om ham taler

Sokrates, afværgende, i Forsvarstalen (26d). Om Archelaos vides ikke meget. 11 Karneades: leder af Akademiet indtil 137 f.Kr., karismatisk person, skrev ingenting; men hans skeptiske filosofi (man taler om Det Tredje Akademi fra og med ham) fik stor indflydelse, hvilket ses mange steder hos Cicero, fx i De Natura Deorum 3. bog og De Divinatione 2. bog. Karneades var optaget af guder, forsyn og profeti, og han satte en ære i at kunne argumentere lige så godt for som imod en given sag. Det er filosofihistorisk dristigt af Cicero at betegne Karneades’ metode som ”den ægte sokratiske”. Hermed kan sammenlignes den stoiske udlægning i 5.70 af budet i Delfi, som jo hører hjemme i tider og tanker længe før stoicismen. 57 Dionysios den Ældre regerede fra 405 til 367. Platon besøgte ham i 387. Men det var især hans søn Dionysios den Anden, med hvem Platon, under sine to senere Siciliens-ophold, kom i kontakt i sit forgæves forsøg på at humanisere ham og styre hans politik. Den gamle Dionysios var kendt i oldtiden for ikke at have en række af de for tyranner typiske træk: liderlighed, overdådighed, griskhed; men magtbegæret og den deraf følgende grusomhed havde han i fuldt mål (jf. Cornelius Nepos De Regibus 2). Dionysios den Ældre var alt i alt en stor hersker, og i Ciceros beretning om ham er der da også en del formidable træk.

Forud for 5.57 har Cicero behandlet emnet lykke og magt med eksempler fra romersk hisorie,

og nu går han så over til Dionysios. Emnet er aktuelt her i 45! Det er oplagt at læse dette stykke Cicero om tyrannen Dionysios sammen med Platons analyse af Den Tyranniske Mand i begyn‑ delsen af 9. bog af Staten, en analyse, som bygger på Platons egne oplevelser med bl.a. just de syrakusanske tyranner (stykket er oversat af mig, i bogen Samtiden Anbefalet). Fællestrækkene mellem Staten 9 og Tusculanerne 5 er mange (eneherskeren lever i et fængsel, han er afskåret fra venskaber, hans ulykke er dyb), men det er en vigtig forskel, at Platon taler om tyrannen som

323

324

Pluk dagen

topmålet af kønsdrift (eros týrannos), hvad Cicero ikke gør og ikke kunne gøre (se om Dionysios’ karakter ovenfor), og på den anden side, at Cicero har denne kontrastering af tyrannen og den glade forskersjæl Archimedes. 58 Efter græsk sædvane: Cornelius Nepos (Alkibiades 2.2) taler om, at unge Alkibiades blev elsket med amor Graecorum, grækernes kærlighed. Men som det fremgår af adskillige af denne bogs tekster, var pæderastien i ikke helt ringe omfang også ”romernes kærlighed” (se bl.a. under Lukrets [4.1053], Catul [digtene til Juventius], Vergil [især 2. ekloge og Æneidens 9. sang], Horats [ode 4.1], Tibul [digtene til Marathus], Petron, Martial og Juvenal [9. satire]). Se også til Sallust Catilina 13. De unge mennesker (adulescentes) var Dionysios’ elskede (erómenoi), ikke hans elskere; denne skelnen er afgørende inden for Den Græske Kærligheds normsæt. Se også § § 60 og 61.

Sikkerheden for sit liv: Det, der altid hos grækerne og romerne kendetegner en týrannos,

en tyránnus, er, at han har drabanter, dvs. en til døden hengiven livvagt. Dionysios lider under paradokser: Sine egne slægtninge og de unge fyre, han elsker, tror han ikke på. Og dem han betror selve sit liv, er slaver og barbarer (der var tale om spaniere). Vedr. dette træk hos undertrykkeren har Cicero en bemærkning i slutn. af § 63. 59 Lokroi: på Italiens tå. Det hele var jo Stor-Grækenland dernede. 60 Modstridende drifter: Antikkens mest indgående undersøgelse heraf er Senecas Om Sindsro. Nedenfor i § 63 omtales tyrannens ambivalente følelser over for intet mindre end venskaber: på én gang begær efter dem og frygt for dem. 61 Øjentjener: assentator, rygklapper, spytslikker. På smigrere har han overflod, af venner har han ingen (§ 63). Denne betoning af modsætningen mellem følgagtighed og venskab er et stort tema i antik socialetik. 63 De to pythagoræere hedder i nogle versioner Damon og Fintias, i andre versioner har de andre navne. Hvis B, for hvem A har påtaget sig at garantere, ikke indfinder sig, må A dø.

Aquinius nævnes også hos Catul 14.18 som en poetaster.

64 Archytas: pythagoræer fra Tarent, Syditalien; filosof, matematiker, feltherre, politiker, Platons nære ven.

Tegnesand: I sand, pulvis, udbredt på et lille bord, ábacus, ridsede matematikeren sine dia‑

grammer med en tilspidset pind, radius.

Archimedes (287‑212) havde ønsket, at der på hans gravmonument skulle anbringes en cy‑

linder, der omgav en kugle, med det forhold 3:2, som han havde opdaget mellem disse to. Hans afhandling herom findes stadig. 66 Med Muserne…: cum Musis, id est cum humanitate et doctrina, en hos senere tiders cicero‑ nianere hyppigt citeret vending. Jf. note til Ad Familiares 16.4.2.

Noter til siderne 75-80

67 Budskabet her synes at være det samme som i Senecas epistel 41, som bringes senere.

Sagt ovenfor: 5.43.



Det etisk ærefulde: honestas og honestum, oftere gengivet ved: det moralsk/etisk rigtige, således

fx i 5.75 nedenfor. 68 Modeller: moventia, bevægende faktorer. De stoiske pædagoger indså, at tørre ord ikke var nok; for at opnå moralsk fremskridt, må der anskuelige rollemodeller, enten fantasiskabte eller virkelige, til. Anekdoter om forbilledlige – og afskrækkende! – mennesker kan virke i samme retning. Filosofi er altså ikke kun noget intellektuelt; jf. det, der nedenfor til § 74 siges om karakteren og viljen. 69 Egen gang: Der var astronomer i antikken, der antog, at det er Jorden, der roterer, ikke Himlen (Ciceros Academica 2.123).

De syv andre stjerner: De 5 da kendte planeter (Merkur, Venus, Mars, Juppiter, Saturn) og Sol

og Måne.

Tilskyndede de gamle: Se note til Pro Caelio 40.

71 Sjælero: tranquíllitas ánimi, samme begreb, som vi skal finde hos Seneca i hans psykologiske mesterskrift. 72 Legeværk: otium.

Indsigt: prudentia.

73 Forklædt som filosof: Cicero kritiserer andetsteds Epikur for hans foragt for almen dannelse/ kultur, paideia, artes liberales (det er et vigtigt punkt for Epikur i hans søgen efter det ene fornødne: uforstyrrethed, at lærdom er irrelevant, ja, måske en hindring og forstyrrelse) og for hans ringeagt for logik – og de deraf følgende selvmodsigelser. Men han priser Epikurs klare og ligetil stil.

Glatte eller ru: Ifølge Epikurs materialisme var al vellyst (græsk hedoné, latin volúptas) i sidste

instans af fysisk art. Glatte atomer volder lyst, ru volder smerte.

Skovdyrene: Epikur betragtede dyrene som spécula naturae, ”naturens spejle” (Cicero De

Finibus 2.31), og for dyrene er jo vellysten det højeste gode, så det må den også være for men‑ neskene. Alt dette er ekstremt forskelligt fra stoikernes idealisme. 74 Disse stoiske ”midler til at tåle smerte” kan sammenlignes med de selvhjælps- og selvudvik‑ lingsterapier, der udbydes i dag. For stoikerne er karakterens hærdning altafgørende; og fra og med stoikeren Seneca tales der også meget om volúntas, viljen, i denne forbindelse. Dette er ført ud i sit ekstrem i moderne massebevægelsers voluntarisme, hvor vilje er alt og forståelse og indsigt intet – og mottoet er det løgnagtige ”Du kan, hvad du vil!”

Kun ét: Den anti-epikuræiske polemiker Cicero forenkler. Ud over erindringen om fortidige

glæder og håbet om fremtidige, anførte Epikur også den trøstegrund, at smerten enten kunne have været stærkere end dette eller snart vil høre op (og smertes ophør indebærer lykke).

Arpinum: Floden Fibrenus løber ud i Liris.

325

326

Pluk dagen

75 Peripatetikere – Aristoteles’ skole – og gammel-akademikere (jf. til § 82): På forskellige andre punkter her i Tusculanerne 5 fremhæves det, hvor megen vægt disse to skoler tillægger areté, virtus. Hvorfor vil de så ikke tage skridtet fuldt ud?! Epikur – for hvem smerten dog ellers er det største onde – har, selv om man skulle tro, hans etik var fej og blød, fine lovprisninger af den vises standhaftighed mod tilfældighedernes hug. Her kunne de andre såmænd lære noget. Mener stoikeren.

Fálaris, tyran i Agrigentum o. 550, lukkede sine ofre inde i en bronzetyr og fyrede op under

den, og så var der kun skrigene at vente på… 76 Efter en overordentlig udbredt antik systematik kan livets goder inddeles i ydre goder, legemlige goder og åndelige goder, fx rigdom, skønhed og visdom. Den inddeling kommer ikke først ind med Aristoteles (se fx Platon Filebos 48e), og den løber da også parallelt med de tre livsformer (§ 9 ovenfor).

Har relativ værdi: sumenda, de ting der bør tages. Cicero oversætter den stoiske term pro-

êgména.

Storsind: magnitúdo ánimi, en aristokratisk dyd. Den storsindede giver hellere end han tager

imod, han er urokkelig, utilnærmeligt elskværdig. Se den fantastiske analyse af megalo-psychía i Aristoteles’ Nikomacheiske Etik 4.3. 77 Nøgne: brahmanerne, med det græske udtryk: gymno-sofisterne. 78 Natur kontra skik & brug/vane/kultur: natura kontra mos, på græsk fýsis kontra nómos, det begrebspar, som dukker op i så mange sammenhænge i Den Græske Oplysningstid i 400‑tallet f.Kr. (se bl.a. parodien i Aristofanes’ komedie Skyerne). Ciceros mening fremgår, hvis man hæfter sig ved ordet ”vaner” (mos, tre gange).

Ibis etc.: Jf. Herodot 2.65.

80 Som jeg tidligere sagde: 5.13. 82 Her får vi stoiske nøglebegreber og nøgletanker!

Den skarpsindige elev A kræver konsekvens og kohærens af foredragsholderen: Hvordan kan

du – siger han, dog med andre ord – på dette område, som du selv kalder filosofiens vigtigste, være stoiker, dvs. hylde et absolut standpunkt, og så samtidig gøre et så stort nummer ud af din akademiske probabilisme, åbenhed og tolerance?

Det Gamle Akademi: Sådan kaldte Ciceros lærer Antiochos fra Askalon sin version af læren

fra Sokrates & Platon. Antiochos var leder af Akademiet, da Cicero studerede i Athen. 83 Jf. § 11 ovenfor.

Om livsmålet: de finibus.

*

Noter til siderne 80-81

Der findes et enestående hjælpemiddel på dansk, nemlig En Cicero-Antologi. Danske Oversæt‑ telser med vedføjet latinsk Tekst og Noter, af Otto Foss, Hartvig Frisch og Carsten Høeg (1945), 614 sider. Alle aspekter af Cicero er dækket, bortset fra filosoffen. Men hvis de filosofiske værker er relevante for de i antologien behandlede aspekter, så kommer de med, oversat og annoteret som de andre tekster. Således er stykket fra De Legibus (2.1‑7) om Ciceros barndomsegn og styk‑ ket fra De Finibus (5.1‑6) om hans studietid i Athen medtaget. Der citeres også et stykke fra bror Quintus’ Commentaríolum; det skal nævnes, at ikke få filologer mener, at dette skrift ikke er af Quintus, men af en noget senere forfalsker. Dette ægthedsspørgsmål er ikke afgjort. Derimod er det sikkert, at det under Marcus’ navn overleverede brev til Octavian er uægte.

Carsten Høeg Cicero. Kunstneren. Statsmanden. Mennesket (1942) anbefales varmt.



Det samme gælder Adam Afzelius’ kommenterede udvalg af Cicero-breve (1933).



Om tre af kvinderne i Ciceros liv se Treggiari 2007. Om kvinders uddannelse i Rom se He‑

melrijk 1999.

Filologen og advokaten Sven Helles har udsendt rigt kommenterede oversættelser af De Filip‑

piske Taler i 1999 og af Verres-talerne i 2003.

Et prægtigt hjælpemiddel til at overskue Ciceros filosofiske og retoriske skrifter bog for bog,

afsnit for afsnit, er Paul MacKendrick The Philosophical Books of Cicero (1989).

Long & Sedleys tobindsværk The Hellenistic Philosophers (1987) kaster afgørende nyt lys over

mange passager hos Cicero.

Under overskriften republikanisme sætter Mogens Herman Hansen 2007 Ciceros politiske

ideer ind i en omfattende sammenhæng, der rækker frem til slutningen af oplysningstiden.

Om samtidens forhold til Ciceros selvglæde, Plutarks Cicero-biografi 24.



Ciceros betydning for skabelsen af den filosofiske terminologi er allerede fremhævet i Plutarks

biografi, kap. 40.

Om de hellenistiske filosoffers praksis ved stress-bekæmpelse se Tusculanerne 5.68, 5.70‑71

og 5.74 (medtaget her i bogen).

Cicero kasserer epikuræere for deres litterære mangler, Tusculanerne 1.5f., 2.7 og ellers.



De to gudsbeviser, som oplysningstiden henter hos Cicero, findes i De Natura Deorum 1.43ff.

og 2.15. Hvad angår Cicero-oversættelserne i denne bog:

Brevene: Ovennævnte Cicero-Antologi er fulgt, men med nogle ændringer.



Pro Caelio: Otto Foss (Gyldendals Bibliotek, bind 5, 1928) er fulgt, men med ændringer.



Tusculanae Disputationes: Otto Foss (Ciceros filosofiske skrifter, udgivet af Blatt, Hastrup og

Krarup, bind 4, 1971) er fulgt, men med ændringer.

327

Kapitel 3: Lukrets

Noter til De Rerum Natura 4.1‑25 1‑25, altså fortalen til digtets anden halvdel = 1.926‑950 (med et par små ændringer). 1ff. Lukrets’ påstand om originalitet er vel begrundet. Læredigtet er naturligvis en gammel genre (Hesiod, Parmenides, Empedokles, alexandrinere som Arat og Nikander, osv.), men et et læredigt på latin om epikuræisk fysik var aldrig før set. 4‑5 Musernes krans: Se Hesiod Theogonien 30f. og Curtius 1948/54: kapitel 13. 7 Lukrets knytter, i lighed med andre, ordet religio til ligare, at binde. Denne etymologi bruges så at sige som bevis for, hvad religio af væsen er for noget. 9 Mundgodt: lepos, ynde, charme. Heraf adjektivet lépidus; se kapitlet om Plautus. 10‑17 Dette er, hvad man har kaldt ”the seductive theory of art”. Jf. Platon Lovene 2.659e-660a. 11 Malurt blev brugt mod ondt i halsen og mod mavepine. 20 Had: Cicero siger det modsatte i Tusculanerne 4.6‑7. Epikur havde betonet, at han intet gjorde for at behage masserne; måske overdriver Lukrets altså. 21ff. Dit, du…: Memmius eller læseren i almindelighed. Ligeledes 1145 nedenfor.

Noter til De Rerum Natura 4.962‑1208 1011ff. Den klassiske behandling af drømme i antikken er Dodds 1951: kapitel 4 ”Dream-pattern and culture-pattern”. Se også Lieshout 1980 og Näf 2004. 1013‑1023 Drømme fremkaldt af noget psykologisk. 1024‑1036 Nu om fysiologiske stimuli til drømme: tørst, fuld blære, sæd i overflod. 1037ff. Kønsdriften skyldes en overflod, ikke en mangel som i Platons Symposion (se 199c201c).

330

Noter til siderne 89-96

1042 Demokrit og Epikur lærte, at sperma kommer strømmende fra hele kroppen. Der var andre teorier i omløb, og sagen diskuteredes heftigt (se Brown 1987). Lukrets går imidlertid ikke ind i nogen argumentation. 1049‑1057 Blodstrålen sammenlignes med ejakulation og kønsdrift. Vi får en omfattende sam‑ menligning af det militære og det erotiske sårs virkninger. Til sine egne formål bruger Lukrets dels mytologiens tale om Amors bue, pil og sår, dels motivet militat omnis amans (se til Properts 4.8.28). Epikuræeren bogstaveliggør – ligesom en parodierende satiriker – al traditionens poetiske snak, og går så i det følgende fra såret over til sygdommen og vanviddet. 1053 Lukrets omtaler ikke pæderastien som noget påfaldende; se til Cicero Tusculanerne 5.58. 1058 Altså: Alt dette har vi gjort til en gudinde ved navn Venus! (Linjen bør ikke læses som en und‑ sigelse af hymnen til Venus i 1. sang). Indbegrebet af Venus, altså sex, har meget godt og forløsende ved sig; det er amor, der er noget djævelskab. Epikuræeren mener nemlig, at den lidenskabelige kærlighed mangler grundlag i naturen – ligesom ambition, dødsangst og overtro. Anti-sentimentalt havde Epikur sagt: ”Og eros er ikke gudesendt” (if. Diogenes Laertios 10.118). 1064 Afledning, sublimering, jf. 1072. Sådanne råd høres ofte hos hellenistiske psykoterapeuter, fx Cicero Tusculanerne 4.74 og Ovid Modgift mod Elskov 135ff., 559ff. Et fascinerende sokratisk dokument om sublimering findes i Xenofons Symposion, som er fortolket i Thomsen 2001. 1068‑1072 Såret, volnus, er nu blevet til et betændt sår, en byld, ulcus. Med kunst gennemfører digteren dette billede på kærlighedens sygdom, morbus amoris (sammenlign Euripides Hippo‑ lytos 476f., Platon Faidros 231d, 238e og Symposion 207b, Catul 76.25, Vergil Æneiden 4.389 og mange andre steder). 1073‑1120 Den forelskede får et ringere udbytte af sex end den uforelskede. Dette kan med fordel sammenlignes med Lysias-talen og Sokrates’ første tale i første del af Platons Faidros; om dem står der noget i afsnittet om Tibul. Vedrørende sammenligningen af sexlyst og sult og tørst, 1086‑1104, se til Sallust Catilina 13. Men for Epikur stiller sagen sig således, at sexbehovet til forskel fra de to andre ikke er både naturligt og nødvendigt. Med kærligheden er det endnu værre end med sexdriften, for den er ikke engang naturlig, men en tom formening, en illusion (se til 1058). 1121‑1140 Oven på den fysisk betonede anklage følger nu en omtale af de socialt og psykologisk ødelæggende virkninger af kærlighed. I denne passage er Lukrets mindre specifikt epikuræisk; mange græske og romerske moralister siger noget lignende. Ciceros Pro Caelio kan sammen‑ lignes. I vers 1122 mindes vi om servitium amoris, elskovsslaveriet, som inden længe skulle blive gennemspillet af elegikerne. 1175 Kvindesygdomme behandledes uhyre ofte med røg (af svovl, brændt hår, uld, urin eller møg), der blev ført ind i næsen eller ind i skeden ved hjælp af et lille rør (se Brown 1987). Så

Pluk dagen

linjen betyder: ”Og den arme stakkel gennemryger/”desinficerer” sig selv med afskyelige lugte.” Sådan ville Lukrets’ noble fordanskere givetvis også have oversat, hvis de havde kendt Browns overbevisende nytolkning af stedet. 1177ff. Det fra de (senere) elegiske digtere så velkendte motiv exclusus amator, den ude-lukkede elsker; sammenlign også Terents Eunukken 934ff. Det vindpust (aura), der tales om i 1180, stammer fra den gynækologiske behandling (jf. 1175); det er noget andet, når Ovid anbefaler et kig på den elskede på lokum som effektiv modgift mod betagelsen af hende (Remedia Amoris 437f.). 1192‑1208 Efter stykket om den romantiske idealiserings latterlighed, 1141‑1191, hvor Lukrets skrev kulørt i diatribe-stil og førte sit angreb til kulminationen, følger der nu en noget mere videnska‑ belig passage om kvinders seksuelle nydelse og om ”fryd i forening”, dvs. fælles orgasme (som det fremgår af det følgende stykke – ikke medtaget her – hører Lukrets til de mange antikke forfattere, der mener, at både mand og kvinde producerer sæd). Dette emne ses i overensstemmelse med epikuræisk metode (se til Cicero Tusculanerne 5.73) i lyset af dyrenes, her hundyrenes, adfærd.

* Kort og ualmindelig perspektivrig indføring i antik naturvidenskab: Rihll 1999. Om Cæsar og epikuræismen se Sallust Catilina 51, jf. 52.

Guderne hverken vil eller kan skade; se henholdsvis Lukrets 6.71ff og Seneca epistel 95.49.



Om atomlæren dengang og nu se O.E. Lowenstein ”The Pre-Socratics, Lucretius, and Modern

Science” in D. R. Dudley (ed.) Lucretius (London 1965).

Om receptionen af Lukrets’ etik, inklusive seksualetikken, se W.R. Johnson Lucretius and the

Modern World (London 2000). Herligt, at vi har Ellen A. og Erik H. Madsens Lukrets (DET lille FORLAG 1998). Andre nationer har grund til at misunde os, at vi kan studere Om Verdens Natur i en moderne, højkompetent, saftig gengivelse. Ved læsningen af den danske Lukrets skal man imidlertid være belavet på, at ganske mange af heksametrene har tonløs ”optakt” (fx 983, 988 og mange andre). Dette med op‑ takten betragtedes i et par årtier som lovligt i gengivelsen af heksametre på dansk; men det gør det ikke mere. Dertil kommer, at nogle af heksametrene i de her bragte stykker forekommer (optakt eller ikke optakt) vanskelige eller ligefrem umulige at læse; det drejer sig om bl.a. 15, 17, 964f., 982, 993, 999, 1020, 1064, 1132, 1134, 1152. Ellen A. Madsen døde, inden de to var helt færdige med den kæmpeopgave, som den danske Lukrets har været; og jeg antager, at det derefter gik sådan, at oversættelsen blev sendt ud uden den sidste affiling (se fx 1157 og, lige efter det her medtagne, 1226, hvor Lukrets’ vers står hen som en ordrække på prosa). PS: Jeg bilder mig ikke ind, at alle mine egne vers er lige vellykkede.

331

Noter til siderne 101-111

Kapitel 4: Catul

Noter til diverse digte Som indføring i denne bogs to første grupper af Catul-digte, dem om Lesbia og de blandede digte, kan følgende data nok være til nytte. Kun til Catul 64 har jeg fundet, at detailnoter var nødvendige. Quintia i Catul 86 ved vi ikke, hvem er; det samme gælder den Cælius, der tiltales i nr. 58. Vera‑ nius i nr. 9 var en nær ven, han omtales i flere digte. Veranius har været i Spanien som medlem af en cohors (jf. Catul i Bithynien). I nr. 45 er Acme og Septimius (kærlig diminutiv: Septimillus) et par ubeskrevne blade; hendes græske navn, som betyder Toppunkt, Bedste Alder, kunne tyde på, at hun er en frigiven slave, en libertina. Varus i nr. 10 kan vi ikke bestemt identificere, hvad der heldigvis ikke gør indhug i fornøjelsen. Som så mange andre hetærer (scortillum, 10.3, igen diminutiv) dyrker Varus’ kæreste udenlandske guder, her en ægyptisk: Sarápis (jf. Ovid Amores 2.13). Når vi om Egnatius i nr. 39 ved, at han kort forinden, i nr. 37, er blevet præsenteret som en potent rival, kommer der ny dynamik ind i 39. Da digtet, efter den indledende passiar med tilhøreren, henvender sig til Egnatius selv, væltes der en liste ud over af ham af en slags, som også Martial ynder i sine spottedigte. Vi får en stribe lokaliteter: Rom, Sabinerlandet, Tivoli, Umbrien, Etrurien, Lanuvium (lanuvinernes hudfarve og tandkvalitet omtales vist kun her), Transpadana – og Keltiberien i Spanien. Vedrørende nr. 80: Catuls invektiver fik en brillant arvtager i Martial, som imidlertid styrede uden om ofre, der kunne risikere at slå igen. Måske gælder noget lignende allerede et Catul-epigram som nr. 80: Gad dog vidst, om arme Gellius – Catuls Prügelknabe i flere digte – og Victor var farlige, sådan som Cæsar og Mamurra vitterlig var. Den i 38 tiltalte Cor‑ nificius er en digterven, af hvem Catul ønsker et trøstende digt, og det skal være mere sørgeligt end en threnos, et sørgedigt, af den græske digter Simónides (ca. 555‑ca. 470). Catul vil øse trøst hos de trøstesløse.

Noter til Catul 64 Opbygningen af ”Peleus og Thetis” kan fremstilles således: INDLEDNING 1‑30 Historiens første skib: Argo 1‑11 Argo-nauten/Argo-fareren Peleus og havgudinden Thetis 12‑21 Heroerne i gamle dage, især Peleus 22‑30 BRYLLUPPET 31‑408

333

334

Pluk dagen

Dødelige gæster 31‑277

Gæsternes ankomst 31‑49



Tæppet på brudens sofa: Ariadne på Naxos 50‑266

Gæsternes opbrud 267‑277

Guddommelige gæster 278‑408 Gudernes ankomst 278‑302 Parcernes/Skæbnegudindernes profeti om Achilleus, dette bryllups frugt 303‑381 Gudernes fravær fra jorden i vore gudløse tider 382‑408. Om Catul 66, ”Berenikes Fletning”, ved vi, at det bygger på et hellenistisk forlæg: en episode fra Kallimachos’ Aitia (Forklaringer, nemlig på diverse dunkle riter og skikke), et stykke dobbelt‑ bundet, fallisk hofpoesi, som bl.a. hylder den heroiske og handlekraftige, magnánima, dronning Berenike, fordi hun i sin tid som femtenårig lod sin forlovede myrde, mens han drev sit spil i hendes moders sovekammer (66.25‑28, lidt mere indpakket sagt). Vi har en betydelig del af Kallimachos’ digt takket være et papyrusfund. Om Catul 64, ”Peleus og Thetis” (i heksametre), antager mange forskere, at en lignende afhængighed af en efterklassisk græker gør sig gældende; men vi kender ikke navnet på denne (formodede) græske digter. Cicero citerer i Breve til Atticus 8.5.1 et græsk vers, om hvilket det gælder, at det muligvis kan have været forlæg for Catul 64.111; men Cicero nævner ikke noget digternavn. Man har naturligvis gættet på, at ”Peleus og Thetis” var inspireret af Kallimachos, romernes store idol blandt alexandrinerne, ”klassikeren i en uklassisk kunst”. Om det særligt romerske, som mange finder i Catul 64, se noten til 406 nedenfor.

Det er kendetegnende for alexandrinsk/hellenistisk digtning, at heltene trækkes ned på det

private, hverdagslige, intime plan, hvilket er en form for ironisering af fortidens store. Dette kan iagttages hos Kallimachos, Theokrit og Moschos (digtet Europa, især skildringen af den vågnende kønsdrift i det troskyldige pigebarn). Man hævder ofte, at sådan anskues heroernes æra netop ikke i Catul 64; og henviser bl.a. til 22‑30, 50f., 384‑408. Dog er det muligt og tilladeligt at gå bag om digtets ord og proklamationer. Hvad mener man for eksempel om, at det højeste plusord om mandighed og mod, virtus, bruges i optakten til beretningen om Theseus og hans blodige svigt af Ariadne (vers 51, jf. 218)? Det tema, at mændenes heroiske udfoldelser går ud over de kvinder, der knytter sig til dem, findes behandlet i græske tragedier (fx Sofokles’ Kvinderne i Trachis og Euripides’ Herakles), det findes i det hellenistiske digt Megara (om Herakles; vi kender ikke forfat‑ terens navn), og naturligvis i Æneiden (Dido og Æneas). Til dette vanskelige spørgsmål om den mulige hellenistiske underminering gennem ironisering er der yderligere det at bemærke, at det interne sammenligningsgrundlag er begrænset, da det næsten kun er her i ”Sagnet fortæller at pinjer” og i nr. 68, Allius-elegien, at Catul bruger heroiske myter (en markant forskel fra Properts og Ovid, men ikke fra Tibul). Men mange mener altså, at Catul 64 skildrer heltelivet som stort. 1f. ”Sagnet fortæller”: Gennem hele digtet bruges sådanne udtryk (”det siges”, ”det berettes” etc.), 19, 76, 124, 212. De formidler et indtryk af dokumenterende distance mellem digter og digt – modsat alle de patos-fyldte tiltaler og spørgsmål (herom til vers 71 nedenfor).

Noter til siderne 111-112

1‑11 Argo var det første skib i historien; selveste Pallas Athene havde stået for bygningen af det. Dets første rejse var en ”belæring” for havets gudinde Amfitrite (vers 11, stilen er akademisk tør); jf. Vergils 4. ekloge 31‑45. Argo er ensbetydende med et overgreb, en hybris; se også Horats ode 1.3. Nogle fortolkere af Catul 64 lægger megen vægt på dette ildevarslende i beretningens udgangspunkt og mener, at digtet som helhed tones mørkt heraf. Men når man fra diverse parallelpassager om skibe ved, hvor brutalt et ordvalg Catul kunne have betjent sig af for at beskrive kløvningen af det kvindelige hav, forekommer denne udlægning mindre sandsynlig. 3 Fasan-floden: Fasis (deraf fasianós, fasan). 3ff. En af Argo-sømændene, Argo-nauterne, var Jason, som hjemførte Medea, kong Aietes’ datter, ovre fra Det Gyldne Skinds land Kolchis (og måske har Catul til visse passager her i 64. digt, især 31‑37, benyttet skildringen af Jason og Medeas bryllup hos den hellenistiske digter Apollonios fra Rhodos i hans epos Argonauter-toget 4.1128ff.). En anden Argonaut var Peleus fra Thessalien, hvor Pelion-bjerget findes; Peleus faldt pladask for Thetis under sejladsen derover. Der var nem‑ lig sket det, at Nymferne på denne ene dag, af nysgerrighed efter at se den uhørte nyhed: skibet, havde overvundet deres skyhed og var kommet op til overfladen, hvor de lå med kroppen blottet ”indtil brystvorterne” (vers 18). Dér faldt Peleus for nymfen, og trods modstand kom brylluppet i stand mellem den stolte gudedatter Thetis og den dødelige Peleus. Thetis fødte sønnen Achilleus, Peleiden Achilleus, som står i levende kontakt med sin mor i Iliaden. 15 Verdens første skib, das Wunderschiff, er fascinerende, fantastisk og uhyggeligt; det kaldes et monstrum. Samme ord bruges om Minotauros i vers 101. 17‑18 Alexandrinske pikanterier; jf. bl.a. 63‑67, 129. 19 Mandens såvel som kvindens kærlighed opstår pludseligt og er uafvendelig; derfor den bestan‑ dige sammenligning med en brand. Jævnfør 86ff. om den purunge pige, og jævnfør vers 253 om guden Dionysos. Om kærlighedens dobbelthed af lyst og smerte se 94ff., den oprørte tiltale af Eros og Afrodite/Venus. Om amor uníus, kærlighed til én, og om morbus amoris, elskovs-sygdommen, se under Lukrets og under elegikerne. 22ff. Jævnfør 384ff. 22‑30 I højhellig hymnestil. 24 Catuls digtning er altovervejende ikke-mytologisk, ikke-heroisk (dog se 68.70ff. om Laodameia og Protesilaos). 25 Der sigtes til bryllupsfakler. 26f. Denne ganske særlige nåde er et vidnesbyrd om Zeus’ store godhed for Peleus.

335

336

Pluk dagen

28‑30 Thetis var datter af Nereus og Doris, som var datter af Okeanos og Thetys. Det gælder i almindelighed, at lærde detaljer ikke nødvendigvis ansås for upoetiske af disse poeter, som nemlig hyldede den kvalitet, de kaldte brogethed, poikilía. Ældre kommentatorer kritiserede ofte sådanne indslag i Catuls carmina maiora som ”træagtige” og ”pedantiske”, og det ér de muligvis også efter vores smag, men ifølge den hellenistisk-romerske poeta doctus’ poetik er de tit på deres plads. Disse digtere havde et mere tolerant, ja, nærmest postmoderne begreb om polytoni – hvad deres oversættere må have in mente (og kan trøste sig ved). 35 Ikke alle og enhver kender den thessaliske lokalitet Kíeros (nord for Fársalos), men en poeta doctus gør. 37 Digteren har lavet den gamle beretning om, så den bliver royal og moderne! Denne ændring kan betragtes som det, der kaldes en mytekorrektion. Catul 64 kan på flere måder belyses ved hjælp af fænomenet mytekorrektion: De lærde alexandrinske digtere (der tit var filologer, altså på én gang historikere og litteraturforskere) fandt ofte lejlighed til, mere eller mindre direkte, at revidere den overleverede version af den myte, de fortalte. Se fx vers 20 om den beredvillige Thetis (mod Iliaden 18.433f.), og se vers 75, som anlægger det athenske synspunkt og således hæfter det opsigtsvækkende prædikat ”uretfærdig” på Minos, som trods alt er en af Underverdenens dom‑ mere. En af digtets store provokationer findes i vers 150, hvor Ariadne udtaler sig familiesolidarisk om bror Minotauros – hvorved et grelt, absurd moment kommer til at indgå i portrættet af den lidende pige og hendes retorik, som åbenbart ikke skyr noget argument. Ligesom det er vigtigt for digtets lykketema, at Thetis fremstilles som aldeles indforstået med giftermålet, er det vigtigt for ulykkestemaet, at Ariadne ikke, som normalt, fremstilles som findende en happy ending med Dionysos på Naxos (se de abrupt afsluttede 251‑264). Som endnu et punkt kan vers 37, vort udgangspunkt, nævnes: Ifølge overleveringens hovedgren blev Peleus, som rimeligt er, gift på Pelion-bjerget, i kentauren Cheirons grotte; hér har vi i stedet et fyrstebryllup efter alle kunstens regler i residensstaden Farsalos. Ved diadokernes (Alexander-efterfølgernes) hoffer holdtes der den slags bryllupper. 47ff. Vi skal forestille os bruden siddende på brudesengens hynde; jf. den pragtfulde florentinske volutkrater af Klitias og Ergotimos (ca. 570 f.Kr.), hvor Peleus foran sit palads venter på gudeop‑ toget (som på vasen er fremstillingens absolutte hovedsag), mens Thetis sidder på brudesengen indenfor. 51 Kunstens kraft; jf. 267f. Ord- og billedkunstens vidunder har været et tema siden Homer. Natur‑ ligvis er der mange andre homeriske elementer i et epos, et epyllion, som ”Peleus og Thetis”, se fx 204‑206, som, gennem mellemled, rummer et ekko af Iliaden 1.528‑530, og se lignelserne i 105‑111 og 269‑277. Men se også hele den stort anlagte beskrivelse (ék-frasis) af det forunderlige kunstværk i versene 50‑266 (bemærk vers 251 ved optakten til ékfrasis af den dionysiske thíasos, festbande). Den slags ordkunst om billedkunst går i sidste instans tilbage til beskrivelsen af Achilleus’ skjold i Iliaden 18.478‑609. Hermed kan man sammenligne Vergils Æneide: billederne i templet i Kar­ thago (1.466‑493), Cloanthus’ kappe (5.250‑257), Dædalus’ frise (6.14ff.), Æneas’ skjold (8.626‑728)

Noter til siderne 112-113

og Pallas’ skulderrem (bálteus, 10.495ff.), og desuden fx Ovids Metamorfoser 6.70‑126: Minervas billede og Arachnes billede. Når man har beundret en given ekfrasis (for det er meningen!), kan man kigge efter, hvordan digteren – eller historikeren – har indfældet den i sin beretning. Om ekfrasis, set i sammenhæng med romersk vægmaleri, handler Elsner 2007: kapitel 4. Egentlig betyder ekfrasis bare: poetisk eller retorisk beskrivelse, være sig af landskab, bygninger, feltslag eller storme. I nyere tid er ordet så blevet indsnævret til at betyde: beskrivelse af et mesterværk inden for de visuelle kunster – hvorved ord- og billedkunst krydses. Traditionelt mener man, at tid og tidsfølge er digterens sag, rum derimod malerens (således Lessing i ”Laokoon”), Catul 64 overholder ikke denne grænsedragning, idet digtet tildeler et visuelt medium – broderiet – både lyd, bevægelse og tidsfølge. Se også til 132‑201.

Alt epos rummer dels direkte tale, dels beretning; men at der inden for beretningen over så

store stræk breder sig beskrivelse, som det ses i Catul 64 – det er efter-homerisk (se også kapitlet om Lukan). Det kan nævnes, at såvel ”Ariadne på Naxos” (50ff.) som ”Dionysos og hans følge af musicerende mænader” (251ff.) er yndede motiver i hellenistisk kunst, hvad der bl.a. fremgår af flere vægmalerier i Pompeji. Herom til Properts 1.3.1‑6.

I ekfrasis’er kommer grækernes og romernes forhold til kunst og til natur frem på koncentreret

vis. 53 Var Argo så alligevel ikke det første skib?! Jo, men i myter gælder mytologisk kronologi. Man kan sammenligne med det spørgsmål, som rejses af en passage som Ovid Metamorfoserne 3.494. 56 Theseus er smuttet, mens hun sov; jf. 122. De hár haft sex, jf. udtrykket ”brudgom” i 123. 61 Jf. 251ff. 66 Var: Billedbeskrivelsens præsens viger nu for beretningens fortid. Til dette har jeg ikke set sidestykker (se til 132‑201). 71 Digterens beklagende udråb hører denne poesi til: de gør eposet mindre stift, mere bøjeligt og lyrisk. Sådanne udråb og spørgsmål (22ff., 28‑29, 94f. og mange andre steder) rettet til digtets personer – eller til de guder, i hvis vold de er – skal bygge bro til digtets tilhører og vække hans medlidenhed. I hellenistisk poesi er de store ulykkesmagter Afrodite, Eros og Tyche/Fortuna (om hendes grusomhed, hovmod og misundelse se 169f.). 72 Erycina: Venus. For hende var der et berømt tempel på Eryx-bjerget på NV-Sicilien. 76f. Kekrops var Athens første (mytiske) konge. – Andrógeos var Minos’ søn, altså Minotauros’ bror; han var blevet myrdet i Attika. Disse to linjer er et eksempel på, at vigtige forudsætninger for mytefortællingen ikke bliver grundigt udfoldet. 86ff. Indtil dette øjeblik, da kønsdriften i ét nu blev vakt, blev Ariadne næret af den blomster‑ duftende ”kære lille seng”, lectulus; det var den, hun voksede sig stor i, ”i sin moders favn”. Det

337

338

Pluk dagen

er fristende at sammenligne denne blomsteridylliske passage med Vergils 4. ekloge vers 23 om blomsterne, der spirer frem af vuggens svøb.

Hvad angår begærets opståen i en kvinde sammenlign (fra tiden før Catul) Apollonios fra

Rhodos 3. sang, 616ff., om Medea og (efter Catul) Vergil Æneiden 1.712‑756 og 4.1‑89 om Dido. 89 Eurotas: Flod i Lakonien (landskabet med Sparta); stadig vidunderlig egn. 96 Golgoi og Idalion: Begge på Cypern, Afrodites/Venus’ ø. Jf. 71ff. ovenfor. 100 Guldet: Mørklødede mennesker blegner jo gulligt. 105 Tauros: Bjergkæde i det indre Lilleasien, mod syd. 113 Historien om Ariadnes tråd forudsættes bekendt. 116ff. Nu ikke for mange detaljer og kendsgerninger! Meningen med ordene ”det første mål for min digtning” er: Ariadne på Naxos som skildret på tæppet. Beskrivelsen af Ariadne var blevet afbrudt i linje 71, hvor henvendelsen til guden fungerer som overledning til et nyt afsnit af digtet; således oftere. 117f. Far: Minos. Søster: Faidra. Mor: Pasifae, som havde fået Mino-tauros efter at have haft sex med en tyr (jf. til 37 om vers 150). 132‑201 Direkte tale i en beskrivelse af et billedkunstværk (se til 51), ligesom i 215‑237 (endda en del af et flashback)! Dette er den eneste antikke ekfrasis med direkte tale (som endda fylder ca. halv‑ delen deraf). – På græske vaser får personerne af og til tildelt et kort indlæg i en ”taleboble”. 150 Se til vers 37 og 117f. 156 Syrterne var de frygtede havbugter ud for det nuværende Tunesien. Se Lukan 9.553. 162f. Farvekontraster dvæles der ved gennem hele digtet; de er en del af dets sensualisme; jf. 48f., oftere. 169f. Om Tyche, på latin Fortuna eller Fors, se ovenfor til 71. Fortuna leger med menneskene; se Sallust Catilina 10 og Horats ode 3.29.49‑52. 200f. Forholdet til pigen og forholdet til faderen kan opveje hinanden. Se linjerne 119 og 220 om lidenskabelig, sanselig moder- og faderkærlighed. På denne baggrund forstår vi bedre Catul 72.3‑4 til Lesbia: ”Dengang elskede jeg dig, ikke bare som folk elsker deres kæreste, men som en fader elsker sine sønner og svigersønner.”

Jf. til linje 386 nedenfor om pietas.

Noter til siderne 113-119

202ff. Her berettes, hvordan Ariadne – efter sin lange, af ingen hørte tiltale af Theseus, efter sin forrykte dialog ud i vindene (132‑201) – ved den øverste guds hjælp dog kommer i en form for kontakt med den af hende tiltalte. Juppiter sætter, af medynk med ménedens offer, himmel og jord i bevægelse for den lille prinsesse. Og underjordiske magter, Erinyerne/Eumeniderne, virker sammen med himlens behersker (jf. 191 ”de himmelske guders bistand” lige før omtalen af de frygtelige helvedesmagter, di ínferi). 204ff. Se til 51. 217 Theseus var vokset op hos sin moder nede i Troizen; i lang tid kendte Aigeus ikke til sønnens eksistens. 218 Her stilles fortuna – Aigeus’ af tilfældigheder skabte situation – og sønnens virtus ved siden af hinanden. Se til Sallust Catilina 53. 227 Spanien leverede forskellige farvestoffer, deriblandt altså rustrødt. Dette er et lille romersk træk i grækerens tale – color Romanus af en type, som kendes i rigt mål fra Plautus’ komedier. 228f. Itonos, by oppe i Thessalien med gammel Athene-kult.  – Erechtheus, mytisk konge af Athen. 249f. Hvis man eftertænker disse to linjers forhold til omgivelserne, erkender man, at fortællemå‑ den i Catul 64 er i enestående grad indfoldet i sig selv: til det yderste raffineret. 251 Se til 51. 254ff. Samtlige punkter i denne opregning kan paralleliseres i Euripides’ tragedie Bacchant(ind) erne. Den såkaldte cista mystica var en vigtig rekvisit i de dionysiske mysterier. Der er en lignende skildring af ekstatisk musik i Catul 63, Attis-digtet, 8ff. 264 Ikke et ord om, at Bacchus redder Ariadne. Se til 37 (og til 113). 267f. Det er kunstværket, gæsterne med begær har betragtet; jf. 50f. 384ff. Jf. ovenfor 22ff. om heroerne. Når man vil bedømme Catul 64 som epos, er det vigtigt også at undersøge gudernes rolle i digtet; her er det interessant, at digtet udmunder i en kommentar til selve kontakten mellem guder og mennesker set i et historisk og moralsk perspektiv.

Med hensyn til guders og menneskers festlige samkvem sammenlign Odysseen 7.201‑203

(den faiakiske utopi) og, efter Catul, historien om Philémon og Baucis, Ovid Metamorfoserne 8.611ff.

Catul bruger motiver fra skildringen af guldalderen hos Hesiod og den hellenistiske digter

Arat(os). Eftersom der herskede krig i den epoke, Catul priser, er der imidlertid ikke tale om

339

340

Pluk dagen

guldalderen, men snarere om den heroernes/halvgudernes generation, som Hesiod, fravigende sit metal-skema, skyder ind som den fjerde generation før den jernalder, som han siger er hans samtid (Hesiod Værker og Dage 156ff.).

Pessimismen i passagen 384‑408 kan sammenlignes med den i Sallusts Catilina 5‑16.

386 Fromhed, pietas, er en af de højeste værdier hos Catul; se ovenfor til 200f. Ordet pietas bruges på én gang om forholdet til guderne og om forholdet til fader og familie – og dermed også om forholdet til fædrelandet, for det er given ting for både grækere (fx Platon i Staten, bl.a. begyn‑ delsen af 9. bog) og romere, at på same måde som man forholder sig til sin fader, forholder man sig til fædrelandet.

Her i slutningen af Catul 64 påvises gudsforholdets sammenbrud gennem en skildring af

familiebåndenes sammenbrud; om moderen i 403f. hedder det to gange, at hun er im-pia, blottet for pietas. 390ff. Til ære for Dionysos/Liber og Apollon rasede kvinder fra Delfi oppe på Parnassós-bjerget; de kaldtes Thyiader (jf. Mænader). Hvert andet år holdt man en stor fest i Delfi, hvor borgerne (heriblandt naturligvis disse koners mænd og sønner) løb de hjemvendende Rasende i møde. 395 Det er kendt fra Homer, at guder opildner mennesker til kamp: Iliaden 4.439 (Ares og Athene), Iliaden 5.461 (Ares). Den første her hos Catul omtalte gudinde er Athene. Men dernæst er sagen ikke helt klar: I håndskrifterne er der overleveret Ramnusia virgo, dvs. Nemesis, om hvem vi dog ikke kender til (andre?) udsagn om, at hun, ligesom Ares og Athene, blandede sig i slagtummelen. Om jægerinden Artemis, jomfruen fra Amarynthos, ved vi derimod, at hun var såre kamplysten (Iliaden 5.51ff., 20.70f., 21.470ff.); så måske har Catul ikke skrevet Ramnusia, men Amarunsia (eller Amarynthia). 403f. En sådan historie findes hos Parthenios: Erotiske Passioner nr. 17 om moderen til Periandros fra Korinth (altså en græsk historie).

Om Parthenios får vi brug for at vide omtrent følgende: Til brug for den første romerske ele‑

giker, Cornelius Gallus (han var 15‑20 år yngre end Catul), skrev den græske digter Parthenios en samling Erotiske Passioner, Erotiká Pathémata; her findes bl.a. søskendesex, sex mellem forældre og børn, mord ud af svigtet kærlighed, landsforræderi pga. kærlighed til en fjende af fædrelan‑ det. I forordet til denne håndbog skriver Parthenios til Gallus, at han har samlet disse erotiske beretninger fra forskellige, undertiden vanskelige græske digtere, for at Gallus frit kan gøre brug af dem i epos eller elegi. 406 I disse år(tier) er der blandt fortolkerne en mærkbar tendens til at tilkende Catul 64 en høj grad af selvstændighed i forhold til den alexandrinske poesi. Men man skulle ikke fremstille det, som om det var en given sag, at meningen med ”os” er: os romere. Det er mere træffende at betragte dette stykke, 397‑408, som en ajourføring – i retning af morbid seksualitet, 401‑404 – af Hesiods jernalderskildring, Værker og Dage 176‑201, hvor den familiemæssige opløsning allerede er i fokus (fra vers 180 sætter hos Hesiod beskrivelsen af jernalderens rædsomme slutfase ind). Det

Noter til side 119

omslag, der er tale om ved vers 397, er ikke et omslag fra Grækenland til Rom; det ligger meget længere tilbage i tid (før Hesiod).

Efter min mening kan man således ikke anse det for sandsynligt, endsige sikkert, at Catul i

”Sagnet fortæller at pinjer” ender med at anslå romerske, ja, personlige toner.

* Om digterinder kan man læse i E. Greene (ed.) Women Poets in Ancient Greece and Rome, University of Oklahoma 2005. Om kvinders uddannelse se Hemelrijk 1999.

Til perspektivering af Ariadne-stoffet kan man anvende kapitel 6 ”Sindets irgange – myten

om Theseus og Labyrinten” i Benn og Jacobsens bog om mytemotiver (men myte-motivet er mere indlysende i nogle af deres bogs tekster end i andre). Se også ved slutningen af noterne til kapitel 11.

Om Theokrit på dansk se slutningen af noterne til kapitel 6.

Om oversættelserne, bortset fra den af nr. 64: Enten er det Vilh. Andersen (Mindre Afhandlin‑ ger udgivne af Det philologisk-historiske Samfund, 1887) ren og pur [nr. 10]. Eller det er Vilh. Andersen 1887 bearbejdet af OT (= Ole Thomsen), i visse tilfælde bearbejdet kraftigt [fx 5, 3, 85, 72], i andre en hel del [58, 45, 39, 38, 62; Oehlenschlägers overs. af 62 rummer ganske vist en del misforståelser, men også perler som ”Mildnet af Luft, vederqvæget af Sol, udklækket af Plaskregn” (vers 41). Lakunen efter vers 32 er udfyldt i overensstemmelse med overvejelserne i min bog Ritual and Desire og de af Goold 1983 foretagne supplementer], i atter andre er Andersen bearbejdet mindre [70, 9, 31, 49]. Ikke sjældent var det finalen, der syntes at trænge til lidt reform. Eller det er OT [således 83, 86 og 80]. – Axel Juels Catul 1937 er pæn og rund på en måde, der ikke synes mig at ramme Catul ret godt. Men nogle enkeltheder har jeg lånt fra Juel. Otto Gelsteds posthume Catul er ikke på niveau. Jeg har anmeldt dette mystiske værk i tidsskriftet Standart 11. årgang nr. 3, aug.-okt. 1997, ss. 20‑21. Oversættelsen af Catul 64 er en bearbejdet version af digteren og filologen Thor Langes oversættelse fra 1876. Denne findes i Lykønskningsskrift i Anledning af Johan Nicolai Madvigs halvtredsinds‑ tyveaarige Jubilæum som Lærer ved Kjøbenhavns Universitet fra hans Disciple, siderne 294‑305. Thor Lange (1851‑1915) var på det tidspunkt ”Lærer ved Institut Lazareff for de østerlandske Sprog i Moskwa”.

Thor Lange begår, som alle oversættere, visse fejl, men ikke mange (fx 14‑15, 220, 256), han er

ikke altid lige frappant, ikke sententiøs og filosofisk (fx 164‑166), ikke stram. Han er strømmende, rund, melodiøs, en stemningskunstner. Hans kunst fejrer triumfer i digtets mange lange perioder, hvad enten det nu er lignelser eller ej; se fx 1‑10, 32‑46, 105‑111, 269‑277. Men kunsten gemmer sig også i talrige enkeltheder (fx 13, 14, 16, 18, 46 ”ler”, 60 ”Søgræsset”, 84, 95 ”Drengebarn”, 213 ”lod Stormene faa ham”, 235 ”de hvideste Duge”, osv.). Om Thor Langes oversættelser af bl.a. Pindar er det blevet sagt: ”Thor Langes oversættelser af græske digtere er nok de poetisk mest intense, vi har på dansk” (Ivan Boserup, Københavns Universitets historie bind 8 [1992] 349). Det ville være forstilt, hvis jeg påstod, at det var ”med den største betænkelighed” jeg gav mig til at ændre

341

342

Pluk dagen

på en så fremragende oversættelse som Langes ”Peleus og Thetis”. Jeg vil vende det om og sige, at dette Thor Lange-værk i substansen stadig er så læseværdigt, at det simpelt hen fortjener at få udenværkerne ført lidt up to date, så at de fleste kringlede ordstillinger rettes ud, så at nogle arkaismer fjernes (Frænke og Filsben og den slags, der er ikke mange), men navnlig så at en vis vaghed i selve beretningen, vedr. navne, periodegrænser, grammatiske tider og lign., afløses. Om versemålene: 5, 3, 58, 9, 45, 10, 49 og 38 er skrevet i hendeka-syllaber/elleve-stavelsesvers: Disertissime Romuli nepotum (49.1); jeg har kun kunnet få skik på dem, hvis jeg tillod mig at reducere temmelig mange af linjerne til ti stavelser. Digtene 31 og 39 er skrevet i hinkejamber/ choliamber: Egnatius, quod candidos habet dentes (39.1); jeg har oversat dem til seksfodsjamber. De øvrige her bragte digte er enten skrevet i elegiske disticha eller daktyliske heksametre (62 og 64). Eventuelle enderim, som i 31, skyldes oversætterne.

Noter til siderne 122-123

Kapitel 5: Sallust

Noter til Catilina 5‑16 5 Gammel, anset slægt: Catilina var nóbilis; hans slægt, gens Sergia, var patricisk. Men tro ikke, at Sallusts bemærkning herom er ment som reklame: Nobilitetsbekæmperen Sallust forsømmer ingen lejlighed til at fremhæve, at just Catilina og nogle af catilinarerne var højadelige. Nej, den sande adel er sindets eller modets adel; se kap. 7 ”det sande adelsmærke” (magna nobilitas), og jf. i kapitlet om Juvenal dennes 8. satire.

Der kommer ekstra dybde i disse kapitler 5‑16, hvis man sammenligner deres udsagn om

moral og politik med græske forfatteres udtalelser om disse emner; en del citater fra græske – og romerske – forfattere er anført i noterne nedenfor, mange andre kan findes i Dovers bog om græsk populærmoral. Mord: Catilina myrdede sin bror, desuden, under Sullas proskriptioner (se kapitel 11), blandt mange andre sin svoger, og senere sin voksne søn (kapitel 15). Mere end nogen kan fatte: Jf. Ciceros bemærkelsesværdige analyse af Catilinas karakter i Pro Caelio 12‑14 (oversat i En Cicero-Antologi 244‑247). Savnede aldrig udtryk… overbevisning at udtrykke: Ordret: ”Tilstrækkeligt af veltalenhed, af vis‑ dom for lidt”. Det er, som vi så i kapitlet om ham, Ciceros evige budskab og en vigtig komponent i den ciceronianske humanisme, at eloquentia, der ikke er modereret af sapientia, er farlig. Sullas tyranni (dominatio): Sulla gav staten tilbage til nobiliteten/oligarkiet. Trone: Sallust bruger ordet regnum, kongemagt, noget, der var forhadt for enhver god romer (dog se slutningen af kap. 6). Forhadt er kongestyre også for Sallust, hvis syn på Cæsar, som i sine seneste år syntes at stræbe efter regnum, derfor må blive komplekst. I taleparret nedenfor (51‑52) er en af de mange overraskelser, at det er Cæsar, der står på forfatningens grund. Ødselhed og nærighed: Luxuria og avaritia (også: griskhed, havesyge); disse to lasters – para‑ doksale – samvirke som statsundergravende faktorer er et hyppigt tema, således fx i en tale, som Livius 34.4.1 lader Cato den Ældre holde. 6‑ 13 Disse kapitler kaldes Arkæologien (egentlig: Talen om gamle ting) i lighed med Thukydid 1.2‑19, hvor Thukydid går tilbage til den tidligste begyndelse, i den hensigt at vise, at magt er lig med

343

344

Pluk dagen

sømagt, og for at anslå en ouverture for sit emne, Den Peloponnesiske Krig, som if. ham er historiens største. 6 Trojanere og Urfolket: Troiani og Aborígines. Sallust lader – og dertil kender vi ingen sidestykker blandt romerske forfattere – Rom blive grundlagt direkte af de indvandrede trojanere, ikke først af Romulus og Remus (753 angives traditionelt som grundlæggelsesåret). Denne overlevering lod åbenbart trojaneren Æneas grundlægge først Lavinium og derefter Roma. I alt fald udelader Sal‑ lust mellemstationen Alba Longa. Måske bygger Sallust her på den græske (sicilianske) historiker Timaios fra Taormína (ca.350‑ca. 250).

Aboriginerne betragtes i nogle kilder som et autoktont (op af jorden groet) italisk urfolk, i

andre kilder som de indbyggere i Latium, som kong Latinus herskede over, og som så efter for‑ eningen med trojanerne/frygerne fik navnet Latini.

Med sin utopi om et skønt og enigt Urrom, fremgået ved fusion af to vidt forskellige folk, får

Sallust et godt grundlag for sin politiske moralisme i det følgende. Anderledes, hvis han var gået ind på Romulus og Remus og den førstes brodermord på den sidste. Befolkningstal, kultur og areal: Cives, mores, agri – de tre hovedfaktorer ved dannelsen af en varig stat. Misundelse: Herom taler grækere og romere uforblommet. Om misundelse mellem stater og deraf følgende krig se fx Platon Menexenos 242a. Her omtales de øvrige grækeres misundelse mod athenerne efter Perserkrigene som årsag til de følgende indregræske krige.

Om den misundelse, der nager konger/tyranner, se begyndelsen af kapitel 7 nedenfor.

Fædreland og fædreslægt: Patria og parentes. Som man forholder sig til sine forældre, forholder man sig til sit fædreland. Dette betragtes som en given ting af både grækere og romere (jf. romer‑ dyden píetas, ærbødighed for fader, slægt, fædreland og guder). Derfor bruger man på latin det udtryk om en landsforræder, at han er ”fædrelandets/statens fadermorder”, parricída patriae/rei publicae (således Cæsar i kap. 51). Jf. også begyndelsen af Catos tale i kap. 52 nedenfor. Se noten til Catul 64.386.

Det er oplysende at sammenligne pessimismen i Catul 64.384‑408 med den hos Sallust.

Ved at yde hellere end ved at modtage: Dette kendetegner just storsindet, magnitudo animi. Jf. Perikles’ Gravtale, hos Thukydid 2.40.4: I modsætning til de fleste andre vinder vi athenere vores venner ved at yde velgerninger hellere end ved at tage imod dem. Fædrene: En senator våger over res publica, ligesom en pater familias våger over domus. Endnu på Sallusts tid hedder senatorerne i tiltale ”fædre”, udtrykket er patres conscripti (jf. 51 og 52). Regeringsledere (imperatores, brugt bevidst ubestemt): Benævnelsen cónsules findes allerede i indskrifter fra 400‑tallet.

Noter til siderne 123-125

7 Den enkelte at gøre sig gældende: Herodot 5.78 skriver noget lignende om Athens borgere ef‑ ter fordrivelsen af Peisistratidernes tyranni (samtidig med fordrivelsen af Roms konger i 510). Herodot fremhæver, som bevis på, ”hvor vigtig en ting friheden er”, at ”så længe athenerne stod under tyranner, kæmpede de med vilje fejt, fordi de arbejdede som slaver for en herre, men efter befrielsen var hver enkelt person ivrig for at arbejde for sit eget bedste.” Og så vandt athenerne deres krige. Herodots pointe er, at når folket, demos, har magten, så er der sammenfald mellem at arbejde for sig selv og for det fælles.

Interessant, at den romerske republik, som jo ikke var noget demokrati, kan fremstilles med

lignende accenter som det athenske demokrati. Bemærk, hvordan Sallust kommer ind på athenerne blot få linjer længere fremme (i kap. 8). Gode … dygtighed: Henholdsvis bonus (flertal boni) og virtus. I talrige passager svarer, som her, adjektivet bonus til substantivet virtus – som derfor tit bedst oversættes: godhed (se note til be‑ gyndelsen af Cicero Tusculanerne 5. bog). Konger møder altid de fremragende/de moralsk rene i staten med frygt; jf. til kapitel 6 om deres misundelse. Se videre Ciceros portræt af Dionysios, Tusculanerne 5.57ff. Lyst til at udmærke sig: Ordret: begær efter berømmelse, cupído gloriae. Her kommer nu en lovprisning af gloria med fremhævelse af dennes for staten så gavnlige kompetitive sider. Jf. lidt senere ”kampen om æren”, gloriae certámen (grækerne siger filo-timía, kærlighed til ære). Bagsiden af gloria kender Sallust også; se ”begærlige efter ros, men rundhåndede med penge …” og kap. 11. I slutningen af 54 afsløres den lov, at jo mindre det store menneske søger gloria, desto snarere får han den. Mandsdyd: virtus. Berømmelse… rigdom: Ære modstillet penge; således også græsk populærmoral – og dansk med. Demosthenes 22.76 hævder, at det athenske folk er komplet ligeglad med penge, men lægger større vægt på ære end noget andet folk. Penge spenderer athenerne generøst på statens alter, og for æren udstår de hvilken som helst fare. Bemærk, hvordan mod kommer på ærens side, og fejhed på griskhedens og materialismens. Jf. også ”pung eller ære” ved slutningen af kapitel 14. 8 Tilfældigheder: fortuna. Her måske bedre: Heldet. Fremragende forfattere, og derfor …: Jf. Lukan 9.980‑986, fortolket i Lukan-kapitlet. Hellere handle end tale: Jf. Cicero Pro Caelio 40 og nedenfor kap. 53 om grækerne. Den første rigtige historieskriver i Rom var Fabius Pictor o. 200.

345

346

Pluk dagen

9 Gode sæder: boni mores. Jf. kapitel 6. Enighed … egennyttig begærlighed: Concordia versus avaritia; jf. kapitel 5 ovenfor. Vi er tæt på nerven i romernes tanker om staten. Jf. også kapitlet om Cicero, bl.a. hans ”testamente” De Officiis, hvor værdien af korpsånd og kollektivets krav på den enkelte betones. Sunde natur … lovens bud: Om natur contra lov se til Cicero Tusculanerne 5.78. Med hinanden … borgerdyd: Ordret: ”Som borgere kappedes de med borgere om virtus.” Om kappestriden se ovenfor kapitel 7. Indladt sig i kamp mod ordre: Se nedenfor til kap. 52 om Manlius Torquatus og hans søn. 10 Lykken: Fortuna. Jf. til kapitel 8, og se noten til kapitel 53 nedenfor. Ærgerrighed: Ambitio; se ovenfor kapitel 7 om farerne ved begær efter gloria. Se kapitel 11 om ambitio og avaritia. 11 Forfædrenes sæd: Mos majorum. De skønne og yppige egne … havde svækket (blødgjort/kvindagtiggjort) soldaternes … sind: De lækre omgivelser i Lilleasien nedbryder i sig selv karakteren. Her argumenteres ud fra environmentalism i forening med orientalism. Den første isme antager, at the environment, forstået som jordbund, vejrlig, flora og fauna etc., virker formende på karakteren (se til Juvenal 3.84f.). Den anden isme, orientalismen, antager, at Østen er slap og gør slap; med Gamle Catos ord hos Livius 34.4.3: Lilleasien er ”fyldt med alle lokkemidler til liderligheder”, omnibus libídinum illécebris repleta (se videre til Juvenals 3. satire, specielt versene 60ff. om Østens skidne strøm). Østen er indbegrebet af libído, volúptas og luxúria, og på denne baggrund kan romerne projicere og gøre det vellystige og overdådige til noget udefrakommende fremmed (luxuria peregrína, Livius 39.6.7).

Med et blik frem til ordene om de modige gallere i kap. 53 nedenfor vil jeg referere Aristoteles

for en indflydelsesrig formulering af disse teorier om klimabestemte nationalkarakterer (Politik‑ ken 1327b16‑36): Et blik ud over hele den beboede verden viser, at folkeslag i kolde regioner, ikke mindst Europa, er fulde af mod, men tilbagestående i intelligens og snilde; folkene i Asien har intelligens og snilde, men mangler mod; grækerne har i medfør af deres geografiske position del i både det europæiske og asiatiske: de har både mod og intelligens. – Et af de nordlige folk er kelterne, om hvem Aristoteles andetsteds skriver: ”Man måtte jo være sindssyg eller komplet følelsesløs, hvis man intet frygtede, hverken jordskælv eller bølger, hvad man siger om kelterne.” (Den Nikomacheiske Etik 3.1115b26‑28).

Driverliv: otium.

Noter til siderne 125-127

For første gang: Sulla var altså i fatal grad den romerske hærødelægger – if. Sallust. 12 Nydelsessyge og havesyge: Luxuria og avaritia: Nu er vi tilbage ved de begreber, som dannede afsæt for digressionen i kapitel 5 ”Eftersom mit emne her har ført mig …” Ved udgangen af kapitel 13 er digressionen forbi. Og i kapitel 16 genoptages selve beretningen med ordene ”I tillid til disse venner og medforbrydere …” Gudsfrygt … ære: Píetas og gloria. 13 Jævnet bjergene og brolagt havene: Sådanne udfald mod den arkitektoniske luksus og dens over‑ skriden af de naturlige grænser (villae ude i vandet var herligt kølige og desuden frembød de et mageløst naturdrama) indgår hos mange moralister i deres convicium saeculi, udskældning af samtiden, fx findes det markant udført hos Horats (bl.a. ode 2.15) og Seneca (bl.a. epistel 89.21). Dens huler: I en gánea, beverding, knejpe, kunne man drikke, spille, danse, hore. Mænd prostituerede sig som kvinder: Bedre måske: Mænd lod sig bespringe som kvinder. Sallust skriver muliébria páti, ordret: at lade sig udsætte for kvindelige ting, dvs. at lade sig penetrere per anum. Jf. slutningen af kapitel 14, hvor Sallust ganske vist kun siger ”behandlede deres egen kyskhed med for ringe hensyntagen til æren”; men der må, efter de foregående udsagn om heteroseksuelt hor, være tale om homoseksuelle aktiviteter. Om romerne og sammekønnet sex mellem mænd se til Cicero Tusculanerne 5.58. For at mætte deres appetit …: Som så ofte ellers hos de græske og romerske moralister, betragtes de forskellige appetitter – efter lækker luksus, efter sex, efter mad og drikke, efter søvn – som liggende i forlængelse af hinanden. Se til Lukrets 4. 1073‑1120 – hvor sagen er fremstillet mere komplekst – og til Satyricon 112. 14 Carsten Høeg 1942: 127 om kapitel 14: ”Sallust omskriver heri et Stykke af Ciceros 2den catilinariske Tale (§ § 17‑23), men han udelader alle præcise og pittoreske Enkeltheder, og det hele er farvet af hans sædvanlige pathetiske Ethos.” Høegs sider om Sallust anbefales. Lem: penis.

15 Fornem jomfru: Hendes navn kendes ikke. Vestalinde: Fabia, halvsøster til Terentia, Ciceros hustru. Fabia og Catilina blev frikendt ved den efterfølgende incestum-proces (året var 73). Og så måtte Fabias navn ikke nævnes. Men Sallust strammer den alligevel ved at fremstille affæren som en kendsgerning!

347

348

Pluk dagen

Menneskers og guders love: Henholdsvis jus og fas. Fandt ikke hvile …: Jf. Cicero Tusculanerne 5.66. Det er denne dæmoniske Catilina, Henrik Ibsen skildrer i sit ungdomsdrama om ham.

Noter til Catilina 50‑55 50 Belønningen af allobrogerne var blevet vedtaget af senatet 4.12.63. Allobrogerne, en mishandlet og oprørsk gallisk stamme, var blevet kontaktet af catilinarerne, som havde afsløret mange af deres planer for dem. Allobrogerne vedtog at ”sælge” disse værdifulde informationer til senatet. Titus Volturcius havde ageret med catilinarerne, var blevet pågrebet og havde afsløret vigtige forhold. Léntulus og Cethégus, catilinarer, prominente politikere, især Lentulus, se ndf. kap. 55. Klienter: clientes skulle støtte deres patronus i hans offentlige og private liv til gengæld for hans beskyttelse af dem i retssager og hans økonomiske støtte til dem (sportula, fem., madkurv, penge‑ gave). Dette er det romerske samfunds klientelisme (et fænomen, som stadig står stærkt i mange samfund). Man bruger ofte den vending, at klienterne er parasitter på patronens hus (jf. Juvenal 3). En frigiven, libertus, er automatisk sin tidligere herres cliens. Klienter uden slavefortid er friere stillet. Hos Martial får vi indblik i klienters dagligdag med morgenhilsenen (salutatio) hos patronen osv. Hvordan cliens kom til at betyde en sagførers ”klient”, indses, når man ved, at patronus ofte betyder: sagfører, advokat (se til Cicero Ad Familiares 7.1.4). Indkaldte så senatet: Cicero handler for at hindre, at de fem tilbageholdte bliver befriet. Taget i forvaring: På dette tidspunkt, 5.12., er fem arresteret, fire undsluppet (deres navne anføres af Sallust om lidt; deres skæbne er ukendt). Catilina er i Etrurien. Da de fem bliver henrettet, søger han at flygte nordpå, men bliver i januar 62 afskåret og tvunget til kamp ved Pistoria (ital. Pistoia), 35 km. NV for Firenze, hvor han omkommer heltemodigt. Hermed slutter Sallusts Ca‑ tilina (kap. 61). Kort forinden: Dagen før. Forbrydelse mod republikken: Leisner-Jensen gengiver gerne res publica ved ”republik”, ikke, som man plejer, ved ”stat”. Se til kap. 53.

Designeret konsul: Når valgene, som i dette tilfælde, var afholdt, fik de udnævnte konsuler

ordet først. Med sin fokusering på Cæsar og Cato undlader Sallust at anføre, at alle tilstedeværende consulares, ex-konsuler, 14 i alt, tilsluttede sig Silanus’ forslag om henrettelse!

Noter til siderne 127-130

Hvad Tiberius Neros forslag går ud på, og hvad Silanus’ omslag består i, er ikke lysende klart hos Sallust. Silanus havde foreslået dødsstraf, og konsularerne havde tilsluttet sig. Cæsars tale ændrede debattens gang. Men hvad havde Tiberius Nero foreslået andet end noget, der kunne indebære et par dages forhaling? Silanus fremkom, for at dække over sit omslag, med den bortforklaring, at han med supplicium slet ikke havde ment dødsstraf, men fangenskab. Tiberius Neros forslag var  – if. historikeren Appian  – dette kloge: at holde catilinarerne bevogtet, til Catilina var slået i krig, og så indlede regulære retssager. Men nogle var måske betænkelige ved udsigten til en opklaring … 51‑52 Et sådant stramt disponeret tale-par (en anti-logía med det græske ord) findes kun her hos Sal‑ lust. Thukydid har tjent som forbillede; se fx Mytilene-debatten i Thukydid 3.35‑49. Problemet ”Mildhed eller strenghed?” er det samme hos Thukydid og Sallust, men forskellene er alligevel mange: hos grækeren udenrigs-, hos romeren indenrigspolitik, osv. 51 Advarsel mod vrede og hævntørst i forbindelse med politiske beslutninger: Jf. Diódotos under Mytilene-debatten, Thukydid 3.42.1. Om Perse(u)s se til Properts 4.11.30. Ønsket om at stifte retfærdighed: Om bellum justum, Retfærdig Krig, se til Plautus Amfitryon 204ff. Cæsar forskønner i nogen grad romernes optræden over for Rhodos: Rigtigt, at ingen rhodiere blev henrettet eller solgt her efter afslutningen af Den Tredje Makedonske Krig i 168 (romernes sejr over Perses ved Pydna), men Rhodos blev tvunget til at afstå betydelige besiddelser i Lille‑ asien, som Rom havde overdraget denne stat i 189. Den, der havde fået senatet til at følge denne relativt milde kurs over for Rhodos, var ingen anden end Cato Censorius, til hvem Cæsar altså hentyder i denne tale, som bliver besvaret af den gamles oldebarn. Betydelige stykker af Catos tale for rhodierne er bevaret hos Aulus Gellius 6.3. Uforlignelige konsul: clarissumus vir consul. I 43.1 betegner Sallust i eget navn Cicero som optumus consul, den fremragende konsul, hvad mange har taget som spydigt, andre ikke. Det er godt at sammenligne med Catul 49, der slutter ”lige så meget som du er den bedste sagfører (optimus patrónus) af alle.” Og desuden huske, at vi fra bl.a. Plutark ved, at romerne var godt trætte af Ciceros selvgratulationer. Døden en hvile efter … kummer: Jf. Artábanos hos Herodot 7.46.3. Cicero kommer ind på disse tanker om døden som straf eller som befrielse i 4. Catilinariske Tale § 7.

Efter den [døden] hverken nogen smerte eller glæde: Således epikuræerne (fx Lukrets 3.978ff.);

men romerne havde i almindelighed, altså uanset filosofisk tilhørsforhold, ingen grundfæstet forhåbning om et videreliv efter døden.

349

350

Pluk dagen

Lex Porcia forbød prygling af romerske borgere. Det afgørende stykke af den gamle lov (antagelig fra 199) er dette: ”Hvis nogen pisker eller dræber en romersk borger …” I de nu følgende § § afvejer Cæsar piskning og drab over for hinanden, og han leger med den tanke, at piskning er værst. Andre love: Borgere kunne vælge at gå i landflygtighed helt frem til sidste øjeblik, før en (døds)dom faldt. Det ved vi. Men hvad Cæsar sigter til med disse unægtelig mere vidtgående ”andre love”, har romerretshistorikerne ikke kunnet fastslå. Men hvis man tror Cæsar på hans ord, må meningen være: Men andre love forbyder at henrette dømte uden først at have åbnet mulighed for eksil. Underforstået: Så din frygt for lovene kan være på et lille sted, for du foreslår jo henrettelse. Kendt skyldige i en sådan forbrydelse: Det siger Cæsar altså; og det er en stor indrømmelse til Silanus’ og Catos standpunkt. Kommentatorerne skulle ikke forsøge at bortforklare dette. Se nedenfor til 55 om sagens efterspil. Men hvis piskestraffen er mildere …: Oversættelsen er her rettet ind efter den fortolkning, som Gertz giver i sin kommentar (Kbh. 1895). Cæsar tillægger kun Silanus to bevæggrunde: Lovfrygt eller medfølelse. Højforræder: parricída rei publicae; se ovenfor til kap. 6. Tilfældets luner … råder for folkenes skæbne: Ordret: ”Fortuna, hvis vellyst styrer nationerne”. Jf. kap. 10. De Tredive Tyranner: Se Seneca Om Sindsro 5. Lucius Iunius Brutus med tilnavnet Damasippus, prætor, var tilhænger af Sullas modstander Ma‑ rius. Han havde i 82 forestået et blodbad på sullanske senatorer – én af dem foran Vestas alter. Aldrig for indbildske til at efterligne: Romernes enestående evne til hurtig efterligning af ”det bedre” hos de fremmede fremhæves af Polybios (6.25.11), hvis hele historieværk er drevet af ønsket om at finde årsagerne til Roms storhed (jf. Sallust i kap. 53 nedenfor). Samniterne: Oskisk-talende stammer i den sydlige del af Apenninerbjergene. Samnium lå altså øst for, så at sige bag ved Latium. Samniterne var de mest frygtindgydende af alle de folk, romerne måtte kæmpe med for at opnå herredømmet over Italien: de tre samnitiske krige 343‑290; så sent som på Sullas tid lader samniterne høre fra sig. Om deres bidrag til våbenteknologien kan man læse nærmere i E.T. Salmon Samnium and the Samnites (Cambridge 1967) 101‑112.

Værdighedstegn fra etruskerne: De tolv liktorer med risknippe, fasces, og dobbeltøkse, desuden

embeds-stolen sella curúlis, og endelig toga praetexta, den purpurbræmmede toga, der blev båret af embedsmænd og de fines børn. Om disse lån se Livius 1.8.1‑3. Dette havde romerne overtaget for mange hundrede år siden, og de havde beholdt det.

Noter til siderne 127-131

Romerne var af den opfattelse, at deres ret, inkl. strafferetten, var overtaget fra grækerne. At specielt stokkeprygl og halshugning skulle være importeret fra Hellas, er der ikke andre vidnesbyrd om. Det har næppe noget på sig, men har været sød musik i nogle romeres øren. Som Cicero påviser i 4. Catilinariske § 7, var Cæsars forslag om internering uigennemførligt. Der var ikke noget professionelt fængselsvæsen i Rom, så de revolutionære skulle til deres dages ende bevogtes i private huse ude i municipierne! Forelægge [sagen] for folket: Det var just det, der aldrig skete; se nedenfor til kap. 55. Før senatet kunne henrette dem, skulle en folkeforsamling have dømt dem som statsfjender. Da dette ikke var sket i forbindelse med catilinarerne, havde senatet – oligarkiet – altså gjort indhug i folkets magt. Kort note: Folkeforsamlingerne – det demokratiske element i den romerske forfatning – 1) dømte, 2) gav love, 3) foretog valg. 52 Af stillede forslag var der egentlig kun to, nemlig Silanus’ og Cæsars. Nu vaklede senatet, og Cicero greb ind med Fjerde Catilinariske. Så kom Tiberius Neros kloge forslag (se ovenfor). Men først Cato gør udslaget. Hvor Cæsar holdt på faren for eskalerende grusomhed, slår Cato på pligten til nødværge. Cato er 32 år gammel, fem år yngre end Cæsar. Uhyre meget af det, Sallust har lagt ham i munden, svarer til ideer i de programmatiske kapitler af Catilina, som vi har studeret ovenfor. På det politisk-moralske felt er Cato altså Sallusts talerør. Fædreland, fædreslægt, altre og arner: Se ovenfor til kap. 6. Mistet sansen for ordenes rette betydning: Jf. Thukydid 3.82. Både Thukydid, Sallust og Tacitus er garvede politikere og afslører gerne, hvordan partistridigheder med dertil hørende slagord fordrejer sproget. Livet efter døden: Cato skitserer folketroens standpunkt; se Properts 4.11. Det er dog langt fra givet, at den historiske Cato delte dette standpunkt. Derfor foreslog han: Dvs. Fordi han ikke tror på nogen gengældelse efter døden! Cato betragter ikke de sammensvorne som borgere, cives, men som statsfjender, hostes, også selv om ingen folkeforsamling har udtalt sig herom. Se nedenfor til kap. 55. Man kan sammenligne med Lukan 7.799‑803. Hvis Cæsar virkelig ser en fare i de sammensvorne: Ligesom Crassus, blev Cæsar af nogle an‑ klaget for sympati med oprørerne, som han formodedes at ville benytte til fremme af sine egne undergravende planer (jf. Catilina 48‑49). Catos ordvalg her er insinuerende. Ifølge andre kilder (Appian, Plutark) var Catos tale et aldeles uforblommet angreb på Cæsar for meddelagtighed i konspirationen, og derfor rev Cato ifølge disse kilder senatet med.

351

352

Pluk dagen

Torquatus-episoden anbringes her o. 390; af andre forfattere i 340 (Latinerkrigen). ”Disse … er blevet overbevist”: Dette nu sjældne danske udtryk betyder: Der er blevet anført fældende beviser imod disse. Forfædrenes sæd: Se til kap. 11. Cato mener: med forudgående piskning/svøbeslag. Aflivning kunne finde sted offentligt: ved korsfæstelse eller halshugning; eller ikke-offentligt i fængslet: ved kvælning eller sultedød. 53 Moralske mod: virtus animi. Skæbnens tunge slag: Der står Fortunae violentia, som snarere bør oversættes: voldsomme lyk‑ keomslag. Der er ikke tale om fatum, men om fortuna – som, til forskel fra fatum, skæbnen, kan overvindes af én kraft, nemlig virtus, et menneskes behjertede indsats. Denne aldeles grundlæg‑ gende stoiske modstilling af fortuna og virtus eller fortuna og animus, holdning, møder os mange steder her i bogen, se kapitlet om Cicero, se Ovid Tristia 4.10.103ff., se kapitlet om Seneca, bl.a. epistel 47, se Lukan 9.569‑571, se Martial 11.56. Modstillingen er på denne tid indoptaget af næsten alle romerske forfattere, ikke mindst Sallust (se fx kap. 10). Den er en nøgle til selve det romerske; jf. Sallust/Cato på stedet her. Hvad der ikke betyder, at den ikke findes hos græske forfattere; det gør den i høj grad, såvel hos erklærede stoikere som hos andre (týche og areté). I renæssancen bliver fortuna og virtù et centralt begrebspar hos Machiavelli (herom i Tacitus-kapitlet). Grækere: Jf. til kap. 8. Gallerne: Gallerne/kelterne er et nordligt folk og derfor særlig modige if. de antikke miljøteorier; om disse se til kap. 11. Dette er vel i øvrigt en kompliment til Cæsar. Vellevned og ørkesløshed: Luxus og desidia (slap lediggang). Samfundet … republikken/staten: Civitas og res publica. Romerne/samfundet var korrumperet, men der var en indre storhed i republikken, som kunne modstå korrupte enkeltpersoner. I gamle dage havde enkeltpersonernes indsats just været forklaringen på Roms storhed; derfor skriver Sallust ”på den anden side”. Alt i alt er disse ord en ægte republikaners manifest! 54 Gavmildhed: Den blev først rigtig mulig, efter at Cæsar havde bemægtiget sig Galliens guld (gen‑ nem årene 58‑52) og var blevet en virkelig magthaver i Rom. Jo mindre han stræbte efter berømmelsen: Jf. til kap. 7. I selve dette, at han ville være, ikke bare synes (esse, non videri) en god mand, ligger der jo også en ligegladhed med, hvad de andre mener, altså med gloria.

Noter til siderne 131-135

55 Fængselsledelsen: Tres-viri capitales; se til Plautus Amfitryon 155. Tullianum kan man opleve under den kirke, der hedder S. Giuseppe dei Falegnami, Tømrernes St. Josef, nær Concordias Tempel, hvor i øvrigt senatsmødet 5.12. blev afholdt. Konsuls rang: Lentulus havde været konsul i 71. Marcus Antonius var Lentulus’ stedsøn, og i sine udfald mod Antonius i september 44 gør Cicero en del ud af denne forbindelse mellem den aktuelle statsfjende nr. 1 og ærkecatilinaren i sin tid (Anden Filippiske Tale 14‑18). Det var ved denne tid, Sallust begyndte at skrive. Det retsgrundlag for garrotteringen, der blev bragt i anvendelse, var det senatus-consultum ultimum, ordret: den yderste senatsbeslutning, som var vedtaget allerede 21. oktober. Så kunne senatet optræde som domstol; og tilsyneladende anfægter ikke engang Cæsar i sin tale senatets ret til at dødsdømme statsfjender/højforrædere. Men sagen er (som vi har strejfet ovenfor), at de sammensvorne ikke lovformeligt ved en folkeforsamling var erklæret for statsfjender (hostes). Senere blev fremgangsmåden i disse decemberdage derfor anfægtet, og Ciceros liv forpestet (se om Clodius i kapitlet om Cicero). Om Catilinas sluttelige skæbne se noten til kap. 50 ovenfor. Hans hær deroppe var blevet svækket ved nyheden om henrettelserne (57.1).

* Om de store magter, der ikke kan bære vægten af sig selv, se E. Dutoit, E ”Le thème de ’la force qui se détruit elle-même’ et ses variations chez quelques auteurs latins”, Revue des études latines 14 (1936) 365‑373. Sallust er storslået oversat af Mogens Leisner-Jensen (Museum Tusculanums Forlag, 1990), hvis påfaldende ortografi – vel et forsøg på at opnå en virkning, der svarer til Sallusts arkaiske stave‑ måder – dog er normaliseret her.

353

K a p i t e l 6 : Ve r g i l

Noter til Første Ekloge 1 Tityrus: Alle eklogerne undtagen 4, 6 og 10 har et hyrdenavn i første linje. Tityrus betyder if. én antik udlægning: Fører-vædder. Melibøus kommer af græsk melei boôn, der er omsorg for køer; Melibøus er altså noget i retning af Kærikøer. 3‑4 Se til 30‑32. 6 Freden, jeg nyder: Otium. Om dette begreb og dets sammenhæng med den legende (se vers 10), musiske livsform tales der i kapitlerne om Catul og om elegikerne. Otium modstilles ofte krig, herunder borgerkrig; og otium er kendetegnende for hyrdelivet og den bukoliske myte. 19 Byen: Første ekloge er atypisk ved at omtale byen. 30‑32 Slaver kan ikke indgå lovformeligt ægteskab, men kun leve i et såkaldt contubernium, bo‑ fællesskab. På lignende måde har de penge, som driftige slaver samler sig, den særlige status, der betegnes med ordet peculium, slaveformue (32). Juridisk set er pekuliet herrens ejendom. Men er det blevet stort nok, kan en slave evt. købe sig fri med det.

Vi kan få et indblik i de to herrers status ved at inddrage følgende: At der med Tityrus og Meli‑

bøus er tale om en heldig slave versus en ulykkelig fri, ses af vers 32 (peculium) på den ene side, og på den anden side af 3‑4 (to gange patria, fædreland, et sådant har en slave ikke) og 71f. (”borgere”). 42 Han var ung: iúvenis. Octavian var født i 63 f.Kr. Efter Slaget ved Filippi i 42, med sejren over Cæsars mordere, havde Antonius overladt det til Octavian at stå for jorduddelingen til veteranerne fra dette slag. Der var uro gennem hele år 41: På den ene side klagede de hjemvendte soldater over smøl; de ville have jord under neglene. På den anden side rejste de truede jordejere til Rom og krævede erstatning og en mere ligelig fordeling af konfiskationerne. Slaven Tityrus var, på den særlige måde, som hans slavestand tilsagde (se til 45), en af disse protesterende, og havde, som vi hører, heldet med sig. 45 Knægte: Der står púeri, drenge, dvs. slaver. Ordet står i flertal; Tityrus har altså været med i et større protesttog; se til 42. Vedr. det typiske i de tos situation se 11‑12 og 71‑72. – Der er intet, der tyder på, at Tityrus bliver frigivet ved dette svar. Det afgørende er, at han har køer, køer der får kalve, og græsning til dem. Med dette peculium kan han håbe på i tidens fylde at kunne købe sig fri (30‑32). 59‑63 Om denne form for forsikring (ved hjælp af umuligheder, adýnata) se Properts 2.15.31‑35. 65 Oxos løber fra Kaukasus til Det Kaspiske Hav.

356

Noter til siderne 140-144

71f. Ordret: ”Se, hvor langt uenighed har drevet ulykkelige borgere ud: Til sådanne folk [de netop skildrede romerske ”barbarer”] har vi tilsået marker!” Ordet borgere, cives, skal bemærkes. 79 Digtet får closure, eftertrykkelig afslutning, ved at slutte i aftenstunden. Således også eklogerne 2, 6, 9 og 10.

Noter til Anden Ekloge 1 Corydon: Lærke, et græsk navn, almindeligt i den bukoliske poesi. 2 Den rige rival: Jf. 19ff., 56f. 4‑5 Disse kunstløse strofer: haec incóndita, disse usammenhængende ting. En kunstnerisk udfor‑ dring for Corydons digter at give det usammenhængende sammenhæng! NB: Trods ordet ”disse” her i 4‑5 er det kun brudstykker, vi får af Corydons kvad, som jo varer fra middag til aften. 10‑11 Sådan en ret hedder moretum. Urterne blev knust i en mórter og tilsat olie og ost. 13 Ekko: Cikadernes sang lyder som et ekko af den syngende Corydon! Som man ser, bliver han ikke ved med at opholde sig under bøgene. 15f. Menalcas: Mandsnavn ligesom Damøtas og Amyntas nedenfor. Se femte ekloge. 17 Til forskel fra Polyfemos hos Theokrit, er Corydon ikke den, der priser eller komplimenterer sin tilbedte skønne. Mht. de professionsbundne talemåder jf. 58f. og 70. 21 Siciliens høje: Dette er den eneste af eklogerne, der udtrykkeligt siger, at den foregår på Sicilien. Se til fjerde ekloge. 24 Amfíon havde genrejst Thebens mure med sin magiske musik. Han blev undertiden forbundet med Orfeus, som kunne fortrylle dyr med musik. I Attika har Amfion antagelig opholdt sig under sin landflygtighed fra Theben. 26 Dafnis: Indbegrebet af den smukke, syngende hyrde. Således allerede hos Theokrit. Om Dafnisskikkelsen indgående til femte ekloge. 50 Maler: Der hentydes til farvekontrasten mellem blåsort og gult. 54 Lauren og myrten = Apollon og Venus = musik og kærlighed. 58f. Corydon bruger de to eksempler på manglende afskærmning som et billede på, hvor langt han har tilladt sig selv at komme ud (den vind, han nævner, er Auster, søndenvinden). Nedenfor

Pluk dagen

i 70 skal vi heller ikke forstå, at Corydon vil gå i gang med vinbeskæring lige nu; der er tale om en landlig – poetisk talemåde. 63‑65 Jf. noten til 5.16‑18. 66 ff. Ved at strække forløbet fra middag (8ff.) til aftenstund får Vergil mulighed for at uddybe temaet om den dobbelte ild, solens og elskovens, fra Meleagers epigram 12.127 på blot 8 linjer. 69 Heksametret A, Corydon, Corydon, quae te dementia cepit, ”Ah, Corydon, Corydon, hvilket vanvid har ikke taget dig til fange!” blev bevinget; se Juvenal 9.102. 70 Både vinens eget løv og løvet på de støttende elmetræer måtte holdes i skak for at sikre solen adgang til druerne. Jf. i øvrigt Catul 62.49‑54.

Noter til Fjerde Ekloge Hvis man digtet igennem følger de ordgentagelser, hvis mønstre er så typiske for det (se allerede i vers 3 og en anden type i vers 6), bliver man klogere på dets tematiske og tonale spændthed. Denne mønstrede stil karakteriserer hele digtet, men kulminerer i de afsluttende blokke 55‑59 og 60‑63. Man bruger ofte et græsk ord for dette stiltræk (i alt fald for nogle af dets manifestationer): epanalepsis, genoptagelse. Fænomenet bruges både i den intime stil (fx hos Sapfo og Catul) og i den høje stil. I bukolik er epanalepsis særlig hyppig (se fx 5.51‑52), så på dette punkt er 4. ekloge bukolisk nok i tonen – trods første linjes paulo maiora. Fjerde ekloge rummer en del markante genklange af Catul 64 ”Peleus og Thetis’ Bryllup”. 4 Allerede i de tidligere samlinger af Sibyllinske Bøger (til forskel fra den til os overleverede samling) antages der, foruden orfiske elementer, at have været indslag af rent østlige apokalyptiske lærdomme; jf. ndf. til 7. At Guldalder-forestillinger florerede her i fyrrerne f.Kr., fremgår af mønterne, som ofte er forsynet med symboler herpå: Solen, overflødighedshorn, heroldstave. 4‑9 Vergil udnytter fantasiappellen i en række apokalyptiske forestillinger, som for nylig var blevet aktualiseret i kølvandet på Iulium sidus, Cæsarkometen i sommeren 44.

I sin bog Die Geburt des Kindes (1924) undersøger den store filolog Eduard Norden, med

basis i en bemærkning hos den romerske forfatter og Vergil-fortolker Macrobius (o. 400) rele‑ vansen af to ægyptiske fester: en der blev holdt 24.-25. december (altså ved Jul) for Sol-barnet, og en fest, der blev holdt 6. januar (altså ved Helligtrekonger) for Aiôn (Æon, Æra, jf. Aevum i linje 11). Ved den sidste fest lød budskabet: ”I dag er Aiôn blevet født af Jomfruen.” Eduard Norden vil fundere vort digt i forestillinger, som er langt ældre end kristendommen, men som også denne er påvirket af: en urgammel teosofi med tilhørende ritualer, inklusive fester som de to nævnte.

357

358

Noter til siderne 144-146

Det er almindeligt at hævde, at Nordens udlægning blev gendrevet af G. Jachmann i 1952. Men så nemt er det ikke; se Nisbet 1978. Se også til 11f. 6 Stjernetegnet Jomfruen forstået som Retfærdigheden (efter Aratos). Men det er et spørgsmål, om Jomfruen også skal knyttes sammen med den følgende linje; jf. næste note. 7 I nærøstlig, herunder hebraisk, apokalyptik er Barnets Fødsel et udbredt symbol. En poeta doctus, en lærd digter, som Vergil kan meget vel have kendt en profeti som Esajas 7.14 om jomfruen og hendes søn Immanuel (som han i givet fald har læst i Septuaginta-oversættelsen, fra hebraisk til græsk). De latinske ord, nova progénies, som her er gengivet ”nyt afkom”, kan imidlertid også betyde ”en ny slægt”, hvormed der ville være tale om en reference til gens aurea, den gyldne slægt, i vers 9. Men der tales om ”fødes” i både 5 og 8. Hvis man også medtænker 26, 49 og 60‑62, kan det godt begynde at flimre for øjnene af en. 10 Lucina (som bringer for lyset, lux): Gammel romersk fødselsgudinde, identificeret enten med Juno eller, som her, med Diana. 11f. Den eneste nøjagtige tidsangivelse i hele Bucolica. Eduard Norden afviser den alment ac‑ cepterede henføring af 4. ekloge til Freden i Bríndisi med betragtninger, som kan sammenfattes til dette: Er det virkelig den just sluttede fred, der fejres? Hele digtet placerer jo fredstiden i fremtiden; freden knyttes til barnets fødsel. Dette hænger ikke sammen: Freden sluttet, men det fredsbringende barn endnu ufødt! – Nej, siger Norden med et blik på bl.a. Esajas, det er i tider af dybeste nød, at profetier som denne opstår. Digtet er, antager han da, skrevet i slutningen af 41, da Pollio var designeret konsul, og borgerkrigen rasede i al sin gru. Så bliver 4. ekloge også en fejring af hele Pollios konsulat (til dette er der paralleller), ikke kun af dets sidste tredjedel (Brindisi-freden sluttedes i sept. 40). Norden altså: Barnet er en ubekendt; digtet er et religiøst, et mystisk dokument, skrevet i en angstfuld tid (se også vers 14). ”Über der Geburt dieses Kindes schwebt ein Geheimnis.” (Norden 1924: 12). 17 Jf. Esajas 9.6‑7. 22 Løver: Horats 16. epode 33. Esajas 11.6. 30 Mange folk, religioner og kulturer er optaget af det, man kunne kalde Honningens Under (honning og mælk i Dionysos-kulten; ”landet der flyder med mælk og honning” [Anden Mosebog 3.8]). Fx findes der asiatiske myter om et guddommeligt træ, fra hvis blade der dryppede en gul, livgivende saft, til vederkvægelse for den første tids mennesker. Det er nok disse østlige myter, der ad omveje er nået frem til de augustæiske digteres skildringer af guldalderens (hule) ege, ud af hvilke honning strømmer. Jf. Horats 16. epode 47, og også Hesiod Værker og Dage 233. Vergil taler

Pluk dagen

her om ”dugagtig honning”, hvormed han beskriver honningens overfladetekstur. Mere prosaisk har man mindet om, at der findes en klæbrig, sukkerholdig substans, som ligger på mange træers blade, især i lummert vejr, og som bier ynder; den kaldes honey-dew. 31ff. Om søfart og om skibet Argo (hvis rorsmand var Tifys) se begyndelsen af Catul 64.

Der har engang været en Guldalder, fra hvilken menneskene faldt. Nu på vej til den ny

Guldalder skal vi ud af den herskende Jernalder (8); men på vejen til Guldalderen ligger en ny Heroernes Alder, ligesom den, der if. Hesiod fulgte efter Bronzealderen – og altså kom lige før Jernalderen – i forne tider. 56 Linus: Ligesom Dafnis, Hymenæus og Adonis en af de talrige unge døde i græsk mytologi. Også Ovid nævner Apollon-sønnen Linus sammen med Orfeus. 60‑62 Om moderen se til 6 og 7. Her i 61 er det ikke en ophøjet jomfru, vi får skildret.

Noter til Femte Ekloge 1ff. En samtale mellem de to hyrder leder over til en venlig udveksling af sange og, til sidst, gaver. Til forskel fra eklogerne 3 og 7 er der her ikke tale om nogen sang-konkurrence.

Der er visse spændinger under elskeligheden: Mopsus lader ikke Menalcas bestemme, men

vil hen i grotten … og får sin vilje. Så komplimenterer Menalcas den unge ved at sammenligne ham med den lokale mestersanger Amyntas; men det hensætter Mopsus i spydigt humør. Vergil vil have sine læsere til at nyde disse let utilpasse forpostfægtninger og, spændt, følge den videre udvikling i stemningen mellem de to kunstnere i hyrdeland. 10‑11 Dette er gangbare bukoliske temaer: kærlighed, lovprisning og mundhuggeri. Men den selvstændige Mopsus vælger – overraskende – emnet Dafnis’ Død. 13‑15 Dette er den første omtale af nogen form for nedskrivning i antik hyrdedigtning; også ne‑ denfor 42 og 10.52. Om fløjte og sang se ndf. til 86‑87. 16‑18 En af de i Bucolica så hyppige analogier (lige så meget som … så meget) med landligt ind‑ hold. Jf. 2.63‑65 og ndf. 32‑34 og 45‑47. Disse analogier rummer ikke sjældent Theokrit-ekkoer. Nærværende ekloge får ligefrem struktur og rytme af disse genkommende rustikke analogier. 20ff. I vort digt ér Dafnis død (hvordan det så end skete, jf. 34). Theokrit 1.64ff. beretter derimod om Dafnis’ sidste øjeblikke i live. Dafnis i Theokrits første idyl dør på mystisk vis af kærlighed. Dette erotiske tema har Vergil taget ud, hvorved han afviger stærkt fra Theokrit, af hvem der dog er en del genklange i dette digt, mest i Mopsus’ sang (24‑28, 32‑34, 43‑44).

Dafnis adskiller sig fra de andre bukoliske personer ved at have rod i tidligere i mytologi. Han

var søn af Hermes og en nymfe og blev som lille sat ud under et laurbærtræ (græsk daphne, deraf

359

360

Noter til siderne 144-149

hans navn). Sicilianske hyrder opfostrede ham og oplærte ham i musik. Fra Theokrits forskellige beretninger overtager Vergil billedet af Dafnis som en underskøn, af forskellige grunde lidende yngling (54). I det følgende skildres Dafnis som på én gang menneske, begrædt af mennesker, og heros/halvgud, begrædt af naturen og guderne. Dafnis er kultstifter. Man forstår måske, hvorfor jeg i linje 51, hvor Menalcas taler om sang, har indført ordet salme. 29‑31 Ligesom Dafnis hører til Nymfer og Muser, er han i et vist omfang knyttet til Dionysos: tigerforspandet, de orgiastiske optog, thyrsosstaven (31). Jf. Catul 64.252. Men båndet DafnisDionysos er for så vidt overraskende, som det almindelige hyrdeliv hos Vergil (og Theokrit) ikke er dionysisk: Beruselse og ekstatisk gudsdyrkelse hører ikke hjemme blandt hyrderne. Men dyrkelse af Bacchus ved siden af Ceres, altså af Dionysos ved siden af Demeter, dvs. det våde ved siden af det tørre (se Euripides Bacchanterne 274ff.), overrasker ikke (se ndf. 79). Og festen nedenfor med liflig vin og dans der imiterer de til Dionysos knyttede satyrer (69ff.) kan vel ses som en forsmag på den guldalder, over i hvilken den pastorale myte stedse stræber. Dog, traditionelt stof er alt dette ikke. Se endvidere 35 om Pales, den italiske hyrdegudinde, og Apollon, dels i hans egenskab af Nomios, græsgangenes gud, dels qua sanggud, og desuden vers 59 om Pan og Dryaderne. Pan er ligesom Dafnis søn af Hermes; Pan er arkaderen, Dafnis sicilianeren. 32 Om vinranken og dens støtte elmetræet se Catul 62.54. 33 Kornmarker er ikke noget pastoralt; jf. ndf. 80 ”bønder”. Se til første ekloge, som jo er husmandsdigtet blandt de ti. 34 Der berettes forskelligt om årsagen til Dafnis’ død: fald fra klippe, forvandling til sten, him‑ melfart. Vergil kommer ikke ind på dette. 43‑44 Daphnis ego in silvis, hinc usque ad sidera notus,/formosi pecoris custos, formosior ipse, ordret: Dafnis jeg i skove, herfra lige til stjernerne kendt,/det smukke kvægs vogter, smukkere selv. 48‑52 Mopsus er elev af Dafnis (men er Menalcas ikke også det?). 51‑52 Ordene om at opløfte til stjernerne, dvs. at lovprise, får en ny dimension fra 56ff., hvor Dafnis er faret til himmels, op over stjernerne. 54f. Så Mopsus kendte Menalcas’ sang og har formet sin egen efter den. Under alle omstændigheder lønner det sig at sammenholde de to sange, hver på 25 linjer, med hinanden. 58ff. Dafnis’ apoteose (64) opliver den lammede og tilgroede verden (25f., 37, 39). Fra linje 60 og frem beskrives tegn på en frembrydende guldalder (jf. fjerde ekloge) under Dafnis, som elsker fred, otium (se til første ekloge). 63f. Klipperne synger (vel at mærke ”af sig selv”, som der står): Jf. Profeten Esajas 55.12.

Pluk dagen

69 Bacchus = vin, ved metonymi. 75 Kreds om vor ager: Ved den fest, der hed Amb-arvália, i højsommeren. Men en romersk ager blev også udsat for lustratio, renselse, på andre tider af året. 78 Denne linje er genbrugt i Æneiden 1.609, henvendt til dronning Dido. 79f. Man forbinder sin bøn til guden med et votum, et løfte om offer, hvis det og det går i op‑ fyldelse. 81‑90 Om forskellige former for erotiske gaver: gaver som belønning for sang, gaver for skønhed (89: ”og han var værd at blive forelsket i dengang”). Udvekslingen af hyrdestav og rørfløjte er inspireret af Theokrit, hhv. syvende og sjette idyl. 82‑84 Denne sammenligning, som ikke har noget Theokrit-forlæg, inddrager netop ikke idyllisk natur – modsat Menalcas i 46‑47. I det bukoliske univers med alle dets udsøgte, rokokoagtige komplimenter må man sige, at Mopsus’ kvittering er påfaldende.

Om den frygtede søndenstorm se anden ekloge vers 58.



Omtaler af havet er sjældne i bukolik.

86‑87 Her citeres brudstykker af første linje i henholdsvis anden og tredje ekloge (formentlig de to ældste i Bucolica). Det er således vanskeligt at komme udenom en identifikation af Menalcas og Vergil. Men hvad mon det betyder, at fløjten nu bortgives?

Bemærk, hvordan det er rørfløjten, der ”lærer” sangeren sangene: Først leges melodien frem,

hvorpå musikken inspirerer sangeren til ord, der passer til den; jf. 13‑15.

* Om senantikkens og middelalderens billede af den guddommeligt alvidende mirakelmand Virgilius se Domenico Comparetti Virgilio nel Medio Evo, 1872. Oversat til engelsk, 1895. I 1998 kom Mac‑ Cormacks værk om Vergils og den antikke Vergil-fortolknings rolle for udviklingen af Augustins sprogfilosofi, psykologi og historiefilosofi.

Om økologi i Georgica og andre antikke tekster se J.D. Hughes’ i bibliografien anførte værk;

men man kan som så ofte med fordel begynde med et opslag i The Oxford Companion to Clas‑ sical Civilization, i dette tilfælde under ”ecology”. Om locus amoenus se til Ovid Metamorfoserne 3.407.

Eksperten i alt det antikvariske stof i Vergil er Nicholas Horsfall. Til hans afhandlinger og

udgaver samt den af ham redigerede A Companion to the Study of Virgil (1995) henvises.

Vergils brug af Homer er fremstillet med linje-for-linje-overskuelighed i G.N. Knauer Die

Aeneis und Homer (1964).

Æneiden 9 er udgivet med en forbilledlig indledning af Philip Hardie i den handy serie

Cambridge Greek and Latin Classics (1994). Hardie sætter historien om Nisus og Euryalus ind i

361

362

Noter til siderne 149-150

en oplysende sammenhæng, både poetisk (jf. Æneas og Pallas) og kulturhistorisk (se Hubbards antologi, noten til Ciceros Tusculanere 5.58, og vedr. Achilleus og Patroklos noten til Martial 11.43). Det er i kapitlerne 18‑19 af Pelopidas-biografien, at Plutark analyserer Thebens Hellige Regiment (passagen findes oversat hos Hubbard ss. 70‑72).

Nisbet undersøger i sin 1978‑afhandling på ny spørgsmålet om østlige kilder til 4. ekloge (jf.

Norden 1924).

Om ”Harvard-skolen” og ”den europæiske skole” i Æneide-tolkningen se Hardie 1998: 2, 94.



Om de to ”stemmer” se Adam Parry ”The two voices of Virgil’s Aeneid” Arion 2.4 (1963)

66‑80.

Om Æneiden og græsk tragedie se A. König Die Aeneis und die griechische Tragödie. Studien

zur imitatio-Technik Vergils (1970). Her undersøges også ekkoerne i Æneiden 9 af den under Euripides’ navn overleverede tragedie Rhesos.

Om Rom som augustæisk udstillingsmontre se Hannestad 1986 og Zanker 1988. Se også Niels

Hannestad i Imperium Romanum I 99‑120: ”Imperiets spejlbillede: billedkunst og monumental arkitektur fra Augustus til Hadrian”.

Om fascismen/nazismen og Rom se Steen Bo Frandsens og Kay Lundgreen-Nielsens bidrag

til bind III af Imperium Romanum (Århus 1993), og se også Ziolkowski 1993. Om brugen af Vergil hos fascister (herunder Goebbels) og anti-fascister (herunder Broch og Francesco Sforza) se kapitlerne 7 og 8 i R.F. Thomas Virgil and the Augustan Reception (Cambridge 2001).

Om nationalisme se bl.a. Hans Kohn ”The Idea of Nationalism” in J. Hutchinson and A. Smith

Nationalism: Critical Concepts in Political Science I, London 2000. Første ekloge er oversat af Johs. Loft – i Vergil: Tre Hyrdedigte [1, 5 og 8], Kbh. 1948 – og Ole Thomsen.

Anden og fjerde ekloge af Ole Thomsen.



Femte ekloge af Johs. Loft 1948 og Ole Thomsen.



Det Danske Sprog- og Litteraturselskab har stillet en oversættelse af de latinsprogede bucolica

fra 1500‑tallet i udsigt.

Sønderholm 1969 har de dansksprogede bukolikere, Søren Terkelsen, Anders Bording og ikke

mindst Kingo.

Italiens Pris, Georgica 2.136‑176, findes oversat i Foss 1965: 164f. (”efter Thure Hastrup”).



Apollonios: Argonautertoget er oversat C. P. Christensen Schmidt, Kbh. 1897.



Theokrit er oversat til dansk af Kai Møller Nielsen: Theokrit. Jalousi og andre billeder fra

hellenismen (1990). Min kommenterede oversættelse af Theokrits 2. digt ”Troldkvinden” findes på Nettet i det elektroniske tidsskrift AIGIS (2007).

Kapitel 7: Horats

Noter til Epode 16 Metrum alternerer mellem et daktylisk heksameter (6 gange dumdada) og et jambisk seksfodsvers (6 gange dadum). Om forholdet mellem epode 16 og Vergils ekloge 4 – hvis indbyrdes ligheder ikke kan være tilfældige – se i hovedfremstillingen her og til ekloge 4. Vi befinder os i den oprørte tid et par år efter Slaget ved Filippi (42). 1 Generation nummer to, altera aetas: Octavians og Sextus Pompejus’ generation. Deres (adop‑ tiv) fædres generation var den første. De soldater, der nu ligger i felten, er sønner af Cæsars og Pompejus’ veteraner. Man kan sammenligne med begyndelsen af ode 3.6, den sidste af de såkaldte Romeroder. 2 Den tanke, at et rige kan forvokse sig, er udbredt i antik historiefilosofi; se fx Livius 30.44.8. Se videre i kapitlet om Sallust. 3 Med et oprør fra marserne – sejt folkeslag øst for Rom – begyndte Forbundsfællekrigen, alias Marserkrigen (91‑87) mellem Rom og dets allierede i Italien. En del historikere ser en lige linje fra Forbundsfællekrigen til borgerkrigene, først de sullanske, dernæst de ovenfor til vers 1 nævnte. 4 Porsenna nævnes; han førte krig mod Rom for at genindsætte den fordrevne Tarquinius Superbus, Roms sidste konge (frem til 510 f.Kr.). 5 Capua tilsluttede sig Roms fjender i Anden Puniske Krig (218‑202). Spartacus’ slaveoprør (73‑71) begyndte i Capua. 6 Her står det galliske folk allobrogerne antagelig for gallerne i almindelighed. 7 Germanerne, dvs. cimbrerne (fra Nordjylland; Himmerland = Cimberland) og teutonerne (cimbrernes naboer). I 101 var det slut; nær Vercellae i Po-dalen blev cimbrerne besejret af Ma‑ rius. Både Cæsar (Gallerkrigen 1.39.1) og Tacitus (Germania 4) omtaler vore germanske fædres frygtindgydende blik. 8 Om Hannibal se ndf. til ode 3.6. 9 Ordret: Vi, en gudløs generation, hvis blod er viet til undergang, vil tilintetgøre (samme ord som i 3) … Kan sammenlignes med de to første og den sidste strofe i ode 3.6. 11 Når Rom er svækket, kommer barbaren. Partherne fejrede store triumfer i begyndelsen af år 40 og truede virkelig Rom østfra.

364

Noter til siderne 154-156

13 Den såkaldte Romulus’ Grav befandt sig på Forum. 15ff. Rammen er en politisk forsamling, et folkemøde (se 36, og overse ikke 66). 17ff. Horats har nok løbet an på, at læseren ville genkalde sig Herodot 1.165 om Fokaia, en vigtig by i Lilleasien, hvis indbyggere, belejrede af kong Kyros’ general Harpagos, besluttede at udvandre til Chios, og så til Korsika (år 540). Herodot beretter, at fokæerne, før det gik mod Korsika, nedkaldte vældige forbandelser over enhver, der ville svigte ekspeditionen; og de nedsænkede en jernblok i havet og svor, at de ikke ville vende tilbage, før jernet kom op til overfladen igen. 25‑36 Med visse efterklange af fokæernes berømte forbandelser anføres her en række umuligheder, adýnata. Den slags møder vi hyppigt ved troskabsforsikringer; se Properts 2.15.31‑35. 40 Det går mod Gibraltar, mod vest. I antikken sejler man helst langs kysten. 41ff. Jf. Elysium (Den Elysiske Slette, Odysseen 4.563) og De Saliges Øer hos Hesiod (om påvirk‑ ningen fra Hesiod Værker og Dage se nedenfor til 63‑66). Jf. 4. ekloge, Horats ode 4.5.17ff., og Tibul. 46 Et aspekt af arbejdsfriheden og af fraværet af kunst og teknik (utopiens ”af sig selv”): De modne figner – som ellers frygtelig nemt falder på jorden – bliver hængende på deres træ, også uden den podning med en vild figen, som man ofte tyede til for at sikre dette. 47 Se til 4. ekloge, vers 30. 52 Om foråret søger hugormene, der har overvintret i jorden, op og ud. 57‑60 På Argo, verdens første skib, var Jason argo-naut, og han hjemførte Medea, der, som en del af planen, måtte myrde sin bror Apsyrtos (og derfor kaldes impudíca, ukysk, her). Se også begyndelsen af Catul 64. Fønikerne, fra Sidon og Tyrus og andre steder, befór alle have. 63‑66 Ikke fire (eller fem), men kun tre aldre: Guld, Bronze (Malm) og Jern. Angående verdens‑ aldrene se til Vergils 4. ekloge.

Ved at kombinere de fromme (pii), De Saliges Øer (beatae insulae) og Guldalderen (tempus

aureum) viser Horats sig påvirket af Hesiod, som på forskellige steder i Værker og Dage taler om Den Gyldne Slægt, De Saliges Øer og Den Retfærdige Stad, hver gang med anvendelse af visse genkommende udtryk og begreber (109‑120, 166‑175, 225‑237). Det er en sigende forskel, at hos den arkaiske digter Hesiod er det heroer, der bebor De Saliges Øer; hos den hellenistiske digter Horats skal man opfylde en etisk betingelse: være from (men se vers 9!).

Pluk dagen



Hos Horats (og andre) er Øerne en bestemt lokalitet i verden, hvortil man kan nå i levende

live. Der er sket en sækularisering af disse eskatologiske ideer. Tro mit syn: vate me, ordret: med mig som vates, dvs. guddommeligt inspireret seer. Folketaleren hæver sig til profet – og poet. Begge dele, profet og poet, ligger nu, fra og med Vergils og Horats’ tid, i det gamle ord vates.

Noter til Satire 2.6 Dette er den eneste af Horats’ satirer, der har form af monolog (monolog, enetale, indbefatter i antik poesi ofte, at der tales til en gud, i bøn). Satiren stammer fra slutningen af år 31 (Slaget ved Actium fandt sted i september 31); se til 40f., 50ff. og 55f. 1 Som en følge af konfiskationerne efter Slaget ved Filippi (42) havde Horats mistet sin fars land‑ brug nede i Apulien. Det var formentlig i 33, Mæcenas, som tak for den første bog satirer, der var dediceret til ham, havde foræret Horats Sabiner-gården (se til ode 1.17). Se B.D. Frischer and I.G. Brown (edd.) Allan Ramsay and the Search for Horace’s Villa (Aldershot: Ashgate 2001), et pragtværk om maleren Ramsays fire ekspeditioner – med tilknyttede tegnere – til Sabiner‑ landet i perioden 1775 til 1784. Ramsay’s Enquiry, som er gennemstrømmet af oplysningstidens Horats-begejstring, var den første redegørelse for Sabinervillaen på engelsk. Den har værdi ved at beskrive området, før erosion og landbrug havde slidt så meget som nu. Villaen blev officielt udgravet mellem 1911 og 1914. 5 Merkur: Som lyrens opfinder var han værnegud for digterne, ikke mindst for Horats, denne vir Mercurialis, som Merkur havde reddet ud af Slaget ved Filippi (om Merkur og Horats se oderne 2.7 og 2.17). Her skal han hjælpe til stabil og rolig mental besiddelse af Sabiner-gården; jf. ndf. 13‑15. Man kan sammenligne med ode 4.5 (”på egne bjerge bonden står”) og epistel 1.4.6‑7 (til Tibul): ”Guderne har givet dig skønhed, guderne har givet dig rigdom og kunsten at nyde det (ars fruendi).” Denne tematik er beslægtet med den i 93‑97 (hvor det imidlertid er bymusen, der taler!). 13 Hercules: Vogter af skatte. 16ff. Snobber: Horats nævner egenskaben (den sociale fejl og moralske last) ambitio, ærger‑ righed, nævenyttighed (herunder snobberi). Om misundelsen se 47ff. Det, der har bragt Horats i en situation, hvor ambitio kan ”dræbe” ham, er hans venskab med Mæcenas, nu hans daglige omgangsfælle (30f.). Verbet ”dræbe” gentages på oplysende vis i vers 59. Høstvindene bringer feber, et almindeligt emne. Ordret: ”med satirer og til-fods-gående (pedestris) Muse”. Pedestris oratio (efter græsk pezós logos) betyder det samme som prosa oratio (prosa, af pro-versa, fremad-vendt, ligefrem).

365

366

Noter til siderne 156-158

23 Haler du: Du = Morgenguden, alias Janus. Denne idé om den agerende Janus opgiver digteren straks herefter. 24 Netværk: Romerne var meget bevidste om båndet af taknemmelighed (gratia) mellem den, der har gjort en anden en tjeneste/velgerning (beneficium), og den der ved at modtage denne er forpligtet til at yde en gentjeneste (officium). Ofte var der naturligvis, som her, penge involveret. Eftersom romerne var yderst fintfølende på dette felt, bør læsere af deres litteratur spidse øren, når teksterne bevæger sig ind på feltet – og fx i denne satire bemærke, at Horats her ikke (som han senere gør) takker Mæcenas, men guderne for sit Sabinum. 33 Det antages, at Eskvilin, hvor Mæcenas’ palads lå, kaldes sort, uhyggeligt sort (ater) pga. de nærliggende begravelsespladser. 36f. Quintus havde åbenbart stadig kontakt med kvæstor-sekretærerne, hans gamle kolleger. 38 Mæcenas skal stemple en anbefaling, som den pågældende allerede har skrevet, med sin sig‑ netring. 40f. Horats var blevet præsenteret for Mæcenas i foråret 38 (se satire 1.6.61). Venskabet begyndte så i vinteren 38/37. 44 Høne (Gallína) og Syreren er gladiatorer. 48 Lille Horats: Der står noster, vores, vores egen (ven). Med et sådant distanceret udtryk trækker Horats vand ud af monologens jammerklager. Se til 53f. 50ff. Frygten for dakerne (ca. i det nuværende Rumænien): Måske ville de invadere Italien, nu da alle tropper var optaget af at forfølge Actium-slagets taber Antonius (som dakerne støttede). Vi er i vinteren 31/30. Se også ode 3.6 ndf. 53f. Horats bruger udtrykket de-risor, en latterliggører. En græker kunne her bruge ordet eiron, en selvformindskende ironiker (”jeg ved virkelig ingenting”; jf. Sokrates). Horats tillader sin modpart at karakterisere ham ganske passende, i overensstemmelse med den ironiske og parodierende ma‑ ske eller personlighed, digteren selv anlægger i satirerne (og andetsteds). Se denne personlighed i linjer som 14f., 20ff., 63, for ikke at tale om den komplekse behandling i 70‑79 af filosofiens mest brændende emner. Se også til 93‑97. 55f. Om Octavians jordtildeling efter Slaget ved Actium. Jf. til Vergils 1. ekloge (ti år tidligere). 62 Stresset: sollícitus, det modsatte af tranquillus, om hvilket Senecas Om Sindsro handler.

Pluk dagen

63f. Horats gør sig lystig over det forbud mod at spise bønner, som Pythagoras (500‑tallet) havde indskærpet sine disciple. Horats skriver: ”den med Pythagoras beslægtede bønne”. Antikkens lærde fremsatte en række forklaringer på det pythagoræiske bønne-tabu; en af dem havde med sjælevandringslæren at gøre. Kålen serveres med drivende fedt i stedet for olie. Saltet flæsk, med bønner eller kål, var bon‑ demad. 66 En verna, slave født i familien, må godt være rapkæftet. 70 Og derfor: Ergo, et tankevækkende ord her. 72ff. Afvejning af Rigdom og Dyd/Godhed over for hinanden – hvad bliver man mest lykkelig af? – var et yndet tema i hellenistisk filosofi. Det samme gjaldt problemet om menneskers motiv til at indgå venskaber: Er det fordi man kun med en ven virkelig kan realisere det menneskelige potentiale for godhed, virtus (således stoikerne)? Eller er det fordi mennesker er svage væsener, som har behov for en ven, hvormed venskabet kan siges at udspringe af (egen)interesse (således de altid illusionsløse epikuræere)? Det overordnede filosofiske spørgsmål for de græske filosoffer var det om det højeste gode, som også er emnet for Ciceros filosofiske hovedværk De finibus bonorum et malorum. Se herom i fortolkningen af Ciceros Samtaler i Tusculum. 93‑97 Dette carpe diem-budskab, som Horats kendte og elskede fra græsk lyrik og epikuræisk filosofi, og som han senere gav den klassiske udformning i en række af sine oder, bl.a. 2.3 og 2.16, lægger han her i munden på … bymusen. 109 Det var ved det ægyptiske hof (og snart også ved Augustus’ hof) et betroet slavejob at være prae-gustator, for-smager. Anderledes i vers 85! 114 Om molosserhunde se til Properts 4.8.23‑26. Huskatte var endnu ikke almindelige i Vest‑ europa. 117 Trøster: Han er blevet ”a sadder and wiser mouse” (Rudd).

Noter til Ode 1.9 I fagsproget kalder man en sådan kombination af drikkevise og elskovssang for et sympotisk-erotisk digt. Dem har Horats mange af, og i en del af ham indskriver han sig i Lesbos-lyrikernes tradition; således har han i de første linjer her taget en af Alkaios’ drikkeviser og italianiseret den (bjerget Soracte, nu Monte San Oresto, ligger i Tiber-dalen, rager ca. 700 meter op), alt imens Alkaios’ rasende storm er gjort til stille frost oven på et tungt snevejr. Den unge adressat (puer, dreng, i vers 16, jf. ode 4.1) bærer, hvad der er sjældent for adressater i oderne, et græsk navn: Festglæde-

367

368

Noter til siderne 158-162

anfører (et virkeligt eksisterende navn). I strofe fire forbindes det for et carpe diem-digt typiske forbud mod at bekymre sig om morgendagen (hvis den kommer, er den en foræring; kræves kan den ikke, ikke engang forventes kan den) med påbudet om at hengive sig til kærlighed og dans; sammenlign med oderne 2.3 og 2.16, og se også Martial 5.58. I næstsidste strofe omtaler Horats ”Marsmarken og pladser”; her var det muligt at date damer. Ringen er et elskovspant, pant på, at hun kommer igen.

I sine yngre dage havde Horats, i epode 13, taget afsæt i samme Alkaios-sang. Men i epode 13

retter han ikke elskovsopfordringen til en ung mand (som ydermere kaldes ”dreng”), men til sig selv og vennerne: ”Lad os gribe lejligheden, venner, mens det endnu er lyst, og knæene er grønne og det er passende (decet).” Jf. til ode 4.1 nedenfor om mange oders tempererede, for et senere alderstrin passende (decorum) syn på erotik.

Noter til Ode 1.17 I bukoliske farver skildrer Horats sin Sabiner-gård (som lå i Digentia-dalen ved bjerget Lucrétilis; Sabinerlandet ligger nord for Latium, se til satire 2.6). Hyrdeguden Pan, alias Faunus, kan lyn‑ hurtigt komme over til Sabinerlandet, fra sit hjemland Arkadien, og det gør han tit og ofte (om Pan og Arkadien se til Vergils ekloger). Digtet har – som det overvældende flertal af oderne – en adressat; her er det Týndaris (Den Skønne Helene var en tyndaride), som ude hos Horats vil være i sikkerhed for sin skinsyge og brutale tilbeder Cyrus.

I de første tre strofer beskrives, hvordan dyrene er sikre, når Faunus er der og (læs: fordi)

klipperne genlyder af sang til hans ære. I midterstrofen siges det på denne baggrund, at guderne værner den fromme (jf. epode 16), ikke mindst den fromme digter: dis pietas mea/et musa cordi est, ”for guderne er min fromhed og min musik til glæde.” Derefter beskrives den kunstudøvende kvinde, festende og derfor bekranset. Det skaber sammenhæng i digtet, at det i vers 9 siges om ulvene, at de ”tilhører Mars”; jf. nemlig de to sidste strofer om den truende krig (om krig og kærlighed kan man læse i kapitlet om elegikerne).

Om digtet som helhed gælder, at Horats, næsten uden anvendelse af ”jeg”, får givet et billede

af sig selv som erotiker – tempereret erotiker. Let selvironi kendetegner, som så mange andre af oderne, også denne erotiske idyl om from, fredelig og frodig poesi.

Noter til Ode 2.3 Adressaten er her Quintus Dellius. Dellius (hvis på dansk ret umulige navn Vilh. Andersen har lavet om til det almene ”ven”) var først republikaner (ligesom Horats); efter Filippi i år 42 f.Kr. gik han over til den sejrende Antonius; kort før Actium i 31 sluttede han sig til Octavian, som jo da også vandt. Ikke for ingenting fik Dellius øgenavnet desultor bellorum civilium, ”borgerkrigenes kunstryt‑ ter” (han kom hele tiden op på hesten igen!). Nu tilhørte han inderkredsen omkring Augustus. Det er en herlig park, der skildres i strofe 3. Strofe 4 siger så, at her skal der festes – nu. Der står med en du-imperativ: ”befal, at man bringer vine og salver […] herhen”, så parken er Dellius’.

Pluk dagen



Digtet handler om aequa mens, et ligevægtigt sind, som må bevares både i modgang og i

medgang. I modgang er faren, at man knuses, i medgang er faren jubel og overmod. I kapitlet om Seneca kan man læse om stoikernes syn på sindets balance, ro og stilhed, og om alle de maritime metaforer, de antikke psykologer betjener sig af. Sindsligevægt er imidlertid også et livsmål i den epikuræiske etik.

Om man så har kæmpemæssige godser, ”sammenkøbte vange”, latifundia, og skatte, der er

tårnet højt op, om man så har Inachos, den første konge af Argos, som stamfader, skærer dog Skæbnegudinderne, Parcerne, ”de tre søstre”, ens tråd over. Omnes eódem cógimur, ”Alle drives vi samme sted hen” (vers 25). Der venter os ”et evigt eksil”, aeternum exilium (27f.). Man kalder dette motiv memento mori, sådan benævnes motivet i videnskab og kunst. Men modsat udtrykket carpe diem, pluk dagen, som virkelig findes hos Horats (ode 1.11.8), vil man lede forgæves efter memento mori, som på klassisk latin nemlig ville betyde ”husk at dø” (”Husk, at du skal dø” hedder Memento tibi moriendum esse eller Memento te moriturum esse). Se også til satire 2.6.93ff.

Noter til Ode 2.8 ”Guderne straffer ikke mened i elskov,” lød et græsk ordsprog. På det erotiske felt drejer alt sig altså om én ting: eros, og grænsen mellem løgn og sandhed er ophævet. Normalt var det unge mænd, der forlod sig på den nævnte talemåde og sagde til pigerne, hvad der passede i deres kram. Her skildres en hetære ved navn Barine (Pigen fra Barium, alias Bari), hvis mened ikke blot ikke bliver straffet, men bliver rigeligt belønnet, idet hun går ud på gader og stræder, strålende af endnu større skønhed, ”hver gang hun har svoret falsk ved sit eget liv” (5‑7). I første strofe sigtes der antagelig til den forestilling, at den der har hvide pletter i neglene, lyver. Egentlig skulle Barines afdøde moders manes, ånder, hævne sig, når hun, en prostitueret, under påkaldelse af dem sværger, at hun er dydig og ærbar, og desuden kalder guder og stjerner til vidne herpå. Men disse manøvrer, disse heksekunster ”gavner hende” (9); kynismen er total. Digtets elegante og galante ironi kom‑ mer af, at det fremtræder som en udlevering af den fatale dame, men ret beset er en hyldest til hendes alle omfattende herskermagt.

Det er tankevækkende, at Horats har udsendt ”Havde du blot én gang haft lidt pine” og en

kønsmoralsk opsang, ja prædiken som 3.6 ”Vil du ej uskyldig bløde” i samme samling.

Noter til Ode 2.16 Igen en af Horats’ sange imod stress. Temaet er otium og sjælefred; jf. til ode 2.3, hvor vi også strejfede epikuræernes og stoikernes bestandige sidestilling af hav og sind. Se også Seneca epistel 41. Det modsatte af otium er curae, bekymringer, stress, et nøgleord i 2.16 (strofe 3: med fasces kan man genne oprør bort, men ikke sindets oprør ”og ikke de curae der flagrer omkring under kassettelofterne”).

Hvis Horats i sin lyrik havde betjent sig af logisk leddelt syntaks – hvad lyrikeren netop ikke

gør, for han frygter, at det gennemskuelige bliver trivielt – ville dette digts første tre strofer have

369

370

Noter til siderne 162-165

været opbygget omtrent således: Lige så lidt som skipperen på det oprørte hav, og lige så lidt som folkeslag i krigens tummel kan købe sig til otium, fred, lige så lidt formår rigdom og embedsære (symbol: fasces; se til Sallust Catilina 51) at skaffe os sjælefred. De to affekter frygt og begær er fredens modstandere. Ergo: Ikke fremtiden og det fjerne, men nuet og det nære må man stille ind på (således allerede Pindar). Udtrykket er her laetus in praesens, ”glad ind i det nuværende” (25). På livets længde kan der ikke satses: Achilles faldt i sin pure ungdom, Tithonos derimod fik endeløs alderdom, mimrende og uvirksom (Morgenrøden, som elskede denne bror af Priamos, kongen af Troja, havde opnået udødelighed for ham, men glemt at bede om evig ungdom). Nihil est ab omni parte beatum, ”Intet er fra enhver side lykkeligt” (27f.), her gengivet ”Helt foruden last og lyde er ej dødeliges lod.”

Der sluttes med en modstilling af den stenrige adressat, godsejer Grosfus, og digterjeget,

om hvem det hedder i sidste strofe: […] mihi parva rura et/ spiritum Graiae tenuem Camenae/ Parca non mendax dedit et malignum/spernere vulgus. Om Sabinergården se til satire 2.6 og ode 1.17. Om den stille selvberoen og dens uafhængighed af normalitet og massedom se kapitlerne om Seneca og Lukan: modstillingen af conscientia og fama, selvbevidsthed/samvittighed contra rygte/folkesnak. Dette er dog ikke kun et stoisk mål, men i høj grad også et epikuræisk: aut-árkeia, selv-forsyning, selv-beroen, er et centralt græsk ord (ordet har intet med -archia, ”styre”, at gøre). Og digtets eftertryk på smilet, ”det seje (lentus) smil”, hvormed man kan ”moderere det bitre”, er snarest epikuræisk. Hvad betyder det mon, at Horats her i slutstrofen anbringer ”det fine pust af den græske muse” midt mellem ”den lille gård” og ”den småtskårne/ondsindede hob”? Der er under alle omstændigheder closure over et digt, der slutter med ordene spérnere vulgus, ”overse hoben”! Vilh. Andersen opnår med rimet ”vid … nid” en tilsvarende – eller endnu flottere – virkning.

Strofe 5 taler om forsøget på at undslippe sit oprørte sind ved at rejse. Allerede Lukrets havde

analyseret menneskers evige uro, som han henfører til ubevidst dødsangst (De Rerum Natura 3.1057f.). Med Pax Augusta åbnedes der mulighed for turisme i stor stil; Horats undsiger den med de berømte ord ”Himmel, ikke sind skifter de, der stæser over havet” (epistel 1.11.27); se også Seneca Om Sindsro kapitel 2, slutningen.

Noter til Ode 3.6 Dette er den sidste af de seks patriotiske såkaldte Romeroder, hvormed Horats indleder 3. bog af oderne. Digtets adressat er romeren (måske især Roms ungdom), og synsfeltet udvides til hele Hesperien (Vesterland, alias Italien). Ordret begyndes der som følger: ”Romer, uden at have fortjent det, vil du skulle sone forfædrenes forbrydelser, indtil du genskaber templerne og […].” Anden strofe: ”For så vidt som (eller: fordi) du optræder som mindre end guderne, hersker du.” Man sam‑ menligner ofte denne strofe med Anchises’ ord til romeren om hans imperium i Æneiden 6.851.

”Nedgangens”, degenerationens kilde er hjem og ægteskab (det er almindeligt i Hellas og

Rom – som hos os – at antage denne sammenhæng mellem familie og samfund). Purunge piger lærer liderlige joniske danse, hvorved vejen til hor ligger åben: Med ægtemandens vidende (han er altså hanrej med åbne øjne!) sælger fruen sig til den højestbydende, hvad enten det er en yngre gut, eller kaptajnen på et spansk skib eller en handelsrejsende. Fra hjemmet (med ægteskabsbrud,

Pluk dagen

med bastardisering og med opløst hustugt, 17‑18) går der en lige linje til land og folk, patria og populus (20). Forbi er den tid, da Rom overvandt Antiochus (den Store, hvis syriske seleukiderige led nederlag til Rom i 188), Pyrrhus (af Epírus i Vestgrækenland, hjalp Tarent mod Rom, slut i 275) og Hannibal (ubesejret i 16 år; nederlag ved Zama i Nordafrika i 202). Nu gruer stormagten for angreb fra øst, syd og nord: fra partherne (partheren ”stråler over at have føjet bytte til sine uan‑ selige halskæder”, 11‑12; ”spang” betyder: metalspænde), fra æthioperne, ”de sorte”, dvs. ægypterne (Kleopatra havde stillet med 200 skibe ved Actium) og fra dakerne (omkring Donau; de havde stået på Antonius’ side, man frygtede i 31/30 invasion deroppefra, se satire 2.6.50ff.). I sin stærke tid var Rom en stat af bønder, bønder i uvejsomme egne som fx Sabinerlandet; bønder præget af muskelkraft, strenghed, nøjsomhed og gudsfrygt (men dette sidste siges ikke udtrykkeligt). Tiden, tiden selv er ødelæggende: damnosa dies (45, jf. Sofokles Ajax 714: ”Den store tid bringer alt til at visne”). Sidste strofe overskuer forfaldet gennem fire generationer. Hos Horats lyder denne strofes første linje ordret gengivet: ”Hvad formindsker den tabbringende tid ikke?” Efter at have citeret Vilh. Andersens gengivelse for os, spurgte vores geniale latinlærer Alfred Hansen (Rønde): ”Hvad skal man mene, når oversættelsen overgår forlægget? Er det et problem, synes De?”

Man kan med fordel sammenligne ode 3.6 (hvor der tales om interne stridigheder i strofe fire)

med epode 16 (se vers 9 der), som vel at mærke er skrevet i en ganske anden politisk situation. Og med ode 4.5 ”Kom hjem, du gode guders ven”, som er skrevet i en helt tredje situation, mere end 25 år efter epode 16. Vor odes optakt ses bedst på baggrund af den omfattende genrejsning og nybygning af templer, Augustus satte i gang efter Actium: 82 styk (men vi ved ikke nøjagtigt, hvornår ode 3.6 er skrevet). Men odens udgang taler et andet sprog.

Noter til Ode 3.23 Ude på landet har Fidyle (af det græske pheídesthai, at spare) alle dage ofret til Larerne og Pena‑ terne (19), sine husguder (se til ode 4.5). Dette sker på Kalendae, den første i måneden (ved visse lejligheder ofres også en gris). Men er dette nu nok? Er der værn nok deri for hendes vinstokke, hendes korn, hendes ”søde yngel” af småkvæg (der, ligesom menneskene, levede livet farligt i sensommerheden)? Digteren beroliger hende: Denne traditionsforankrede gudsdyrkelse er til‑ strækkelig for guderne. Slagtning af okser, der har græsset på Algidus-bjerget eller i engene ved Albanersøen, kan hun trygt overlade til statskulten og dens pontífices. Det er det fromme sindelag, pietas, guderne belønner. Lignende tanker hos Sokrates (Xenofon Mindeskrift om Sokrates 1.3.3, Platon Euthyfron 14 e og videre). Faktisk er Fidyles sædvanlige gaver mere end nok; se slutstrofen om et offer af ”from spelt og et [i offerilden] springende saltkorn.” Op i denne teologiske (på én gang religiøse og etiske) pointe tilspidser Horats sit digt og giver det closure.

Dette er den eneste ikke-erotiske Horats-ode, hvor en kvinde er hovedperson (jf. til ode

1.17); grækerne og romerne betragtede gennemgående kvinder som mere fromme (og også mere overtroiske) end mænd. Man har diskuteret, om den tanke findes i digtet, at det jævne offer er guderne mere kært end det overdådige (NB: Fidyle er ikke fattig, se strofe 2).

371

372

Noter til siderne 165-168

Noter til Ode 4.1 Adskillige af Horats’ oder anskuer erotik som noget temmelig tilbagelagt. Erotik ses som noget der, på godt eller ondt, har fat i de unge, og som det midaldrende digterjeg nu, med skyldigt hensyn til det passende, formår at betragte på frastand (jf. 1.9 og 1.17). Denne holdning krakelerer i denne ode. Et sådant brud på det passende er forbundet med latterlighed og/eller smerte (jf. den formidable magt i liv og kunst, som Horats tillægger decorum i Ars Poetica). Der henvises til det passende i vers 9 (”mere betimeligt vil du styre din svane-kortege ind i Paullus’ hus”), vers 12 (”hvis du søger efter en egnet lever at riste”), versene 35f. om den forelskede herres stammen (”Hvorfor snubler den veltalende tunge med en lidet passende tavshed?”).

Digteren føler Venus nærme sig. Over et langt stræk tiltales da Venus: Lad mig i fred, og flyv

i stedet hen til den unge aristokrat, stjerneadvokaten Paullus Fabius Maximus (puer, dreng, i vers 15; han var knap tredive). Gør du det, vil han belønne dig med en marmorstatue nær Albaner- og Nemi-søen (hvor Paullus nok havde en villa), ja, med en Venus-kult (lov-sang morgen og aften, med en symfoni af instrumenter og med de unges tredobbelt stampende dans a la Salierne, et gammelt præsteskab for Mars). Jeg for mit vedkommende har fået nok af kvinder og knægte (29) og drikkelag (altid denne kombination af eros og symposion). Men hvorfor overmandes jeg så ved dag og ved nat af billedet af Ligurinus? I linje 7 beskrev digteren sig selv som durus, hård. I sidste linje tiltales Ligurinus som durus. I originalen tales der i de sidste linjer klart om Marsmarken, så floden, de i drømmen svømmer i, er Tiberen.

Når der i Horats’ digte er tale om unge begærede fyre, anvender han ellers græske navne

(1.4.19, 2.5.20, 3.20.6). Se videre til Sallust Catilina 58. Navnet Ligurinus (ode 4.10 anklager ham for grusomhed) kunne en virkelig romer have båret (cognomen: ham fra Ligurien). Frøken Cínara (Artiskokblomst; en frigiven grækerinde) omtaler Horats oftere; hun døde ung. Om kærlighed og krig (versene 1‑2, vers 16 om fanen) se kapitlet om elegikerne.

Apropos den på raffineret vis indførte lovprisning af Paullus, kan man bemærke om fjerde

bog af oderne, at den rummer meget mere lovprisning, panegyrik, med politisk perspektiv, end tilfældet var i de første tre bøger, hvor drikkeviser og elskovssange stod stærkere. Ode 4.1 er for så vidt velegnet til at indlede fjerde bog. Den læser, der tør give sig af med at tolke, vil nok spørge, hvordan ”drengene” forholder sig til hinanden i digtets økonomi. Ordet puer bruges tre gange: om Paullus (15: ”en dreng af hundrede færdigheder”), om de dansende Venus-præster (25), og i vers 29: ”mig glæder hverken kvinde eller dreng.” Jf. til Martial 11.43.

Noter til Ode 4.5 Augustus var i år 16 f.Kr. rejst op for personligt at ordne visse militære og administrative for‑ hold i Gallien og Spanien. Dette viste sig langt vanskeligere end ventet, og kejseren (her kaldet ”føreren”, dux, og Caesar – men netop ikke rex, konge) var først tilbage i juli 13. Digtet, som vel var beregnet til at overbringes monarken ovre i Spanien, tolker den stigende nervøsitet hos det store flertal, som måtte betragte den herskende fred og trivsel som bundet til herskerens person: Han er deres værner, custos (man kan sammenligne med romernes forhold til Nero, som vi skal

Pluk dagen

se det beskrevet af Tacitus). Det ”thi”, der står i vers 17 (”Thi kvæget har…”), er meget afslørende for digtets herskerideologi. Man ville have ventet, at begrundelsen for, at Augustus straks måtte komme hjem, tværtimod var, at der rådede mangel eller ligefrem nød.

Skildringen af den unge – evigunge – fyrstes forårsagtige åsyn minder om det, Tityrus havde

set i Rom (1. ekloge, 42ff., 59ff.). Stroferne 5‑6, som skildrer den herskende lykke, kan sammen‑ lignes med epode 16 (og Vergils ekloge 4) og ode 3.6 (nu, efter sædelighedsloven lex Iulia de adulteriis fra år 18, er der ingen bastarder mere!), men også med det stykke fra Senecas fyrstespejl Om Mildhed, som bringes nedenfor. Strofe 7 handler om freden ved grænserne: Mod øst var partherne blevet tvunget til at aflevere de romerske felttegn i år 20; mod nord var skytherne i år 16 blevet trængt bag om Don; de spanske (keltiberiske) forhold var Augustus just i færd med at regulere; germanerne trak sig tilbage, da han var i Gallien i 16. Strofe 8: Bonden binder vin op ”på sine egne høje”: Selvfølgelig er de hans egne, og sådan føler han det også. Der er ikke længere nogen trussel om konfiskation (se Vergils 1. ekloge). Slutstrofen udtaler ønsket om longae feriae (synonymt med otium, jf. ode 2.16) til Hesperien (Aftenland, Vesterland, Italien), hvad der jo også indebærer ønsket om et langt liv til føreren, værneren.

Hovedtemaerne i hersker-panegyrikken har allerede en lang historie bag sig (se Odysseen

19.106ff.), men denne kongerøgelse fik et vældigt opsving i hellenismen, monarkiernes æra. Og Divis orte bonis har i høj grad ”givet Formlen for senere Tiders Lovsange over den faderlige Enevælde” (Vilh. Andersen). Men gad dog vidst, om nogen af Horats’ efterlignere har ladet deres hyldest munde ud i en så vin-drivende finale, som denne odes sidste tre strofer opviser?

I digtets første strofe omtales Augustus’ fødsel som sket ”ved de gode guders nåde”; han er

sendt af forsynet, med andre ord. Af næstsidste strofe fremgår, at romerne i deres lararium, den lille helligdom for husguderne (se til ode 3.23), nu ofrede drikofre til genius Augusti, ligesom grækerne gjorde heroerne Castor og Hercules, to af de store frelsere i græsk religion, til guder.

Generelt vil jeg sige om lovprisningen i ode 4.5, at den minder om en besværgelse: Noget,

der lige er blevet indført og gennemført for et par år siden eller så, fremstilles som urokkeligt og evigt. Dette træk er godt at have in mente, når man skal leve sig ind i, hvordan Vergil kunne få sig til at fundere sin messianske ekloge på Forliget i Bríndisi, skrøbeligt menneskeværk.

Noter til Ode 4.7 Torquatus, digtets adressat, var ven af digteren (fremgår af epistel 1.5). Selv denne berømte advokats veltalenhed vil lade underverdensdommeren Minos kold. For så vidt er Torquatus stillet ganske som de to mytologiske ynglinge, som digtet fremmaner til sidst som exempla. ”Når vi er sunket ned […], er vi støv og skygge (pulvis et umbra sumus, linje 16).” Om memento mori se til ode 2.3.

Naturen kan genoprette sig selv ved sit kredsløb (vinteren smelter for våren, der giver sin varme

til sommeren, der viger for efterår og dernæst for vinter. Men så…). Selv om det kunne se sådan ud, får vinteren ikke det sidste ord, da Månen, dvs. månedernes gang, ”genopretter tabene” (13). Med mennesker er det anderledes: De ”synker ned”, selv de mægtigste. Tullus Hostilius og Ancus Mar‑ tius var Roms 3. og 4. konge (600‑tallet f.Kr.). Om arvingen og morgendagen (som den, der har fattet carpe diem-budskabet, begge vil se bort fra) se ode 2.3 og ode 1.9. Her i ode 4.7.7 bestemmes

373

374

Noter til siderne 169-173

dårskaben som immortalia sperare, ”håbe udødelige ting” (således allerede Pindar og de græske tragikere, specielt i korsangene). De to mytologiske ynglinge: Hippolytos dyrkede den kyske jagt‑ gudinde Artemis i et omfang, som blev hans død – som Artemis ikke kunne frelse ham fra. Og Peiríthoos ledsagede Theseus på en Hades-færd med det formål at bortføre Persefone. Peirithoos måtte blive tilbage i Hades, lænket til Glemselsfloden Lethes tronstol. Theseus blev ført op til Athen af Herakles, måtte altså efterlade sin erómenos, unge elskede, i underverdenens glemsel. Digtet slut‑ ter: ”Og Theseus formår ikke at rive Lethe-lænkerne af sin elskede Pirithous.” ”Formår” i nutid…

Noter til Ode 4.11 Invitation til sangerinden Fyllis – meorum finis amorum, ”afslutningen på mine kærlighedseven‑ tyr” (31f.). Hun kan lige så godt komme, da en anden dame, ”rig og koket”, har indfanget Telefus, som Fyllis sværmer sådan for. Kommer Fyllis og synger, vil hun altså også selv nyde godt af den dulmende musik. Huset står på den anden ende, for det er Idus Apríles, Mæcenas’ fødselsdag, den 13.4. (Mæcenas er for resten kun omtalt hér i odernes 4. bog). Horats tager i dette digt relativt let på temaet laetus in praesens (se til 2.16) og de dertil hørende advarsler mod hybris, uformeligt begær og avarae spes, ”griske forhåbninger” (25f.). I sammenhæng med Telefus og Fyllis kommer der et let komisk anstrøg over henvisningen til de to berømte mytologiske exempla: Fáethon, der havde lånt Solgudens vogn, men blev ramt af Zeus’ tordenkile, da han kom for højt op. Og Bel‑ lerofontes, som, da han ville ride op til guderne på Pegasus, blev kastet af af den vingede ganger. Det er oplysende at sammenligne ode 4.11 med 1.17, en anden indbydelse til en musicerende dame. Oden her er jævn og munter i stilen, så det er et godt valg af Vilh. Andersen at fordanske den i versemålet fra Poul Martin Møllers ”Grøn er Vaarens Hæk”.

Noter til Ars Poetica 263‑365 263 I en diskussion af metrik, som begyndte i vers 251, kommer Horats ind på arkaisk romersk drama. Sin vane tro anfører Horats de musiske grækere som modbillede til de sløsede romere. Sammenhængen mellem de følgende afsnit indses, hvis man hele tiden tænker Grækenland – Rom. Og den formaning, der midlertidigt indstilledes i 270‑274, kommer ud som storm i 291‑294. 270 Plautus var en af antikkens største musikalske og metriske begavelser overhovedet! Horats driver litteraturpolitik her med det formål at promovere augustæernes poesireform. 275ff. Der var enighed i oldtiden om, at Thespis havde ”opfundet” tragedien (om behovet for at udpege en ”første opfinder” se til Tibul 1.10.1‑4). Vi ved ad dokumentarisk vej, at Thespis som den første fik en tragedie opført ved De Store Dionysier i Athen mellem 536 og 532. De titler og fragmenter, der tillægges Thespis, er under mistanke for at være uægte. Den siden hen så berømte Thespis-kærre nævnes for første gang her. Skuespillerne brugte vinmos til at gøre sig ukendelige; senere kom der så masker til. Aischylos’ træanordning erstatter den kærre, Thespis’ trup spillede

Pluk dagen

fra. Det var – ifølge Horats’ kilde – også Aischylos, der indførte de slæbende gevandter og tykså‑ lede, høje sko: kothurner. 281‑284 Komediens afpolitisering fra Aristofanes i 400‑tallet til Menander i 300‑tallet (se kapitlet om Plautus) reduceres her til et spørgsmål om en enkelt lov. Denne fremstilling, som Horats nok har fra alexandrinske litteraturhistorikere, kan være blevet til ved en vag erindring om det par gange, da komediens ret til ”at spotte med navns nævnelse” faktisk var blevet kortvarigt ophævet i Aristofanes’ dage. Hvad den augustæiske monarkist Horats her omtaler som korets ”ret til at skade”, var for Aristofanes og hans kolleger korets ”pligt til at gavne”, nemlig gennem revselse af den demokratiske offentlighed i Athen. 287f. Henholdsvis fabula praetexta og fabula togata, begge kun bevaret fragmentarisk. En eksponent for den første dramaart – romertragedier – har vi i det Seneca tillagte drama Octavia. 292 Piso’erne førte minsandten deres slægt helt tilbage til kong Numa Pompilius. De tre elever Piso her i epistelen er: en fader og hans to sønner (vi ved ikke nøjagtigt, hvem af de på dette tidspunkt prominente Piso’er, Horats henvender sig til). 295ff. Her indføres ars og ingenium (af in + gigno, altså ”det i-fødte”), hvorom ovenfor. Om Demo‑ krit se til Seneca Om Sindsro 2.3. Man bekæmpede sindssyge med helléborus, nyserod, julerose. Overflod af ”sort galde” (noget, som ikke let lader sig finde i den menneskelige organisme!) kendetegner melan-kolikerne, de sort-galdede, til hvilken kategori af gale man ofte henførte såvel poetisk som erotisk begavede mennesker. Også erotisk besættelse kan jo se ud som galskab. 301ff. Spøgefuglen ræsonnerer sig på basis af Demokrits teori om den gale digter frem til, at han jo ikke kan digte, da han får leveren renset en gang om året. Derfor må han påtage sig rollen som slibesten: lærer og kritiker. Den konverserende ironiker Horats er ikke for fastholdere! Jf. til satire 2.6.53f. 307f. Dette er antagelig – men det går nu ikke helt op – en tema-angivelse for det følgende (især decorum, det klædelige, er ultravigtigt). Men Horats’ strukturerende angivelser er normalt ikke helt nemme at gennemskue, og de indføres næsten lydløst. Lærebogen – og Ars Poetica ér en lærebog – skal nemlig camoufleres bag den uakademiske konversationsstil, som er genretypisk for den poetiske sermo. 310ff. Der står Socraticae chartae, ”sokratiske papirer”. Hermed sigtes ikke kun (ja, næppe engang primært) til Platons dialoger, men også fx til Xenofons Mindeskrift om Sokrates. Men for Horats var også stoikerne sokratikere, og stoikeren Panaitios har spillet en rolle for den i Ars Poetica så centrale tanke om det passende, græsk prépon, latin decorum. Panaitios’ socialetik undersøgte, hvad der er klædeligt og passende for de forskellige alderstrin, for de forskellige professioner etc. Bryder man dette decorum, opstår der grimhed og latterlighed (det latterlige indtager en nøgleposition i Ars Poetica!).

375

376

Noter til siderne 173-175

311 Jf. Gamle Catos dictum Rem tene, verba sequentur, Hold på sagen, og ordene vil følge. Det vel almindeligste udtryk for ”indhold – form” i retorik og poetik er i øvrigt netop res og verbum. 317f. Her kræves kombineret læsning og iagttagelse af livet. Pligten for digtere og forfattere til at forene disse to bliver en nøgledoktrin i klassicismen. Alexander Pope (1688‑1744), Englands Horats, udtrykker det i følgende femjamber: ”A knowledge both of books and humankind” (An Essay on Criticism, vers 640).

Horats kommer aldrig tættere på begrebet mimesis, end det sker med ordet imitatorem i 318.

Denne upåfaldende placering af begrebet (kun én gang) er et slående bevis på, at hans aristotelisme er filteret gennem hellenistiske poetologer, thi hos Aristoteles er mimesis det absolutte nøglebegreb (overtaget fra Platon og ombelyst). 325 As: En romersk småmønt. 332 Cederolie brugtes til konservering. 343 Ellen A. Madsens fornemme gengivelse af klassikeren omne tulit punctum, qui miscuit utile dulci, hver en stemme hentede hán, der blandede det nyttige med det søde. 357 Det er ingen spøg at være en ny Choirilos! Denne epiker fra 300‑tallet, Alexander den Stores hofpoet, er det skik at sammenligne med Homer. 361 Ut pictúra poésis, Som maleri poesien. Denne passage ligger i forlængelse af det foregående om overbærenheden (som dog, jf. 364, aldrig bliver overstrømmende!). Der er blevet bygget megen lære om malerkunsten på disse linjer. Og det er da også tilegnelsen af malerier, Horats taler om; men det er ordkunsten, han vil sige noget om, idet han overtager det pædagogiske greb, som vi allerede ser hos Aristoteles, at de bildende kunster indføres som noget oplysende og indlysende, når et punkt i poetikken skal gøres tydeligt.

* Don Fowlers karakteristik af ode 4.5 som Horats’ mest fascistiske digt kender jeg fra Jasper Griffins bidrag til Classics in Progress (udg. af Wiseman). Griffin (som i øvrigt leverer en fin læsning af ode 4.15) er rystet over Fowlers ord. Epode 16 er oversat af Vilh. Andersen (Horats-værkets bind 1, 1939) og Ole Thomsen.

Satire 2.6 er oversat af Axel Juel (Horats’ Satirer og Breve, 1945) og Ole Thomsen. Også en

oversættelse ved Annemarie Torresin af passagen 79‑117 er benyttet.

Oderne er oversat af Vilh. Andersen (Horats Lyriske Digte oversatte paa danske Vers, 1903),

for nogles vedkommende i bearbejdet form i 1939 (Horats-værkets bind 1). Ændret af OT en snes steder. Om Vilh. Andersens oversættelse af oderne mere om et øjeblik.

Ars Poetica er oversat af Ellen A. Madsen: Horats Poetik og Kritik. Anden bog af Epistlerne

Pluk dagen

(1996). Ændret, mest i de passager, der rummer tekniske udtryk vedr. poetik og kritik. Søren Sørensen har oversat og kommenteret Ars Poetica i tidsskriftet Kritik 97 (1991) 5‑27.

Visse oplysninger om versemålene findes i hovedfremstillingen under epoderne og oderne

og nedenfor her. Om de oversættelser af Horats’ oder, som Vilh. Andersen (1864‑1953) foretog på grundlag af en uddannelse i klassisk filologi hos lærere, der var skolet af Madvig, og et enestående kendskab til dansk og for resten også svensk lyrik, vil jeg gerne sige lidt:

Poesi skal ikke blot være perfekt, den skal være indtagende, siger Horats, non satis est pulchra

esse poemata, dulcia sunto, ordret: det er ikke nok, digte er smukke, de skal være søde (Ars Poetica 99). Horats’ oder er visselig pulchra: de er formfuldendte og prægnante, de har et maksimum af ”energi i tegnene” (Nietzsche). Ja, prægnant energiske er oderne, sprængfærdige; men dertil kommer, at de er festlige. Festlige og forførende har ingen fordansker til dato kunnet gøre dem ved den form for troskab, der tager dem ord for ord. Troskab mod Horats er ikke at kalkere, men at ombytte én versverden med en anden, fest med fest. Oversættelser kan nok så meget betjene sig af originalens versemål eller noget der ligner – strømmer og stråler de ikke, kan det være lige meget. Vilh. Andersens oversættelser kan skaffe Horats’ vers nye venner. For de stråler over hele femøren.

Disse oversættelser foreligger dels i Horats Lyriske Digte oversatte paa danske Vers (1903), en

tredjedel af Horats’ samling, dels i Vilh. Andersens seksbindsværk Horats (1939‑1951), denne vidt forgrenede receptionsstudie. Nogle af oversættelserne fra 1903 er blevet bearbejdet, undertiden gennemgribende, i bindet fra 1939 (deriblandt vore 1.9, 2.3, 3.6, 4.5 og 4.11), hvor Andersen også kommenterer sin oversættelse af 1.17 ”Sin bolig veksler Faunus brat” med anbringelse af en ordret oversættelse ved siden af hans egen rimede. Her i bogen er der plukket frit fra 1903‑ og 1939‑ver‑ sionerne. Vilh. Andersen gør (i 1903) rede for, at han gennemgående anvender femlinjede strofer til gengivelse af Horatses firelinjede. Dette hænger sammen med prægnansen: ”Horats bruger aldrig to Adjektiver for et, hellere et for to” (1939: 73). Disse femlinjede strofer er lånt fra ”den danske horatsiske Skole”: Ikke blot er næsten al verdslig Lyrik her i Landet før Oehlenschläger [Stub, Wessel og Baggesen o.a.] mer eller mindre paavirket af Horats, men selv i det 19de Aarhundrede har vi i den HeibergHertzske Kreds (med Bødtcher) en hel horatsisk Skole. Først med Holger Drachmann ophører Horatses levende Forhold til dansk Digtning. Vilh. Andersen har altså ofte en ekstra linje at gøre godt med. Dermed opnår han i sine oversæt‑ telser plads til, at han med nøjagtighed kan fastholde et maksimum af træk ved originalen, også ganske mange af de eksotiske og skæve træk (fx 1.17.7 ”bukkens koneflok”). Ofte breder han sig mere end originalen; det er når han vider dennes billedsprog ud (fx i 2.3). En sådan udpensling af billederne er ofte legitim og ikke sjældent nødvendig, og hos denne oversætter foretages den uden import af fremmed gods (tro ikke, at gårdmandstonen i ”nadverbord” og deslige er frem‑ med for augustæeren). I 1939‑versionen af 4.5 kaldes Augustus, til forskel fra i 1903‑versionen, to steder for ”fører”. Og faktisk har originalen begge steder dux, som samtidens brøl på il duce

377

378

Vilh. Andersens Horats

og der Führer altså har åbnet oversætterens øjne for, hvorimod han i 1903 havde ladet dux ligge. Flot rimende hedder det i 2.16 ”Thrakeren med vilde smile,/partheren med sine pile”. Men hvor har han disse barbargrin fra? Horats siger jo ikke noget om dem. Nej, ikke her, men det gør han i ode 3.6. For resten er det ikke altid, Andersen gør udtrykket bredere; undertiden strammer han stærkt op (fx 4.7, slutningen). Hvad rimene angår, finder jeg, at Vilh. Andersen overtræffer Ludvig Bødtcher, et af hovednavnene i 1800‑tallets horatsiske skole. Hvem kan i det hele taget stikke rim som det kontrastive ”grækervid … pøblens nid” (2.16)? Eller det akkumulative ”vak‑ ker … hakker … nakker” (3.6)?

I en meget værdifuld bog fra 1997, lærd og let, har Antony Lentin over for teksten til hver

enkelt Horats-ode anbragt den bedste oversættelse til engelsk af den pågældende ode, han har kunnet opspore. Der findes mange perler her, heriblandt filologen og digteren A.E. Housmans oversættelse fra 1897 af vårdigtet 4.7, som Housman betragtede som det smukkeste af alle digte fra antikken. Housmans gendigtning er som de fleste andre i Lentins bind friere end Andersens oversættelser, dog har Housman i slutstrofen fået med, at Hippolytos kaldes pudícus, kysk. Vic‑ torianeren indsætter så som slutlinje en relativsætning, der er tung af homoseksuel resignation: Night holds Hippolytus the pure of stain,

Diana steads him nothing, he must stay;

and Theseus leaves Pirithöus in the chain

the love of comrades cannot take away.

Det største, ”perhaps the greatest of all”, udgiveren Lentin har kunnet finde inden for den engelske horatsiske skole, er barokdigteren John Drydens gengivelse af versene 41 ff. i ode 3.29 (oden er ikke medtaget her i bogen): Happy the man, and happy he alone, he, who can call today his own; he who, secure within, can say: Tomorrow, do thy worst, for I have lived today! Be fair or foul, or rain or shine, the joys I have possess’d, in spite of fate, are mine. Nor Heaven itself upon the past has power, but what has been, has been, and I have had my hour. Det kan en række af Vilh. Andersens oversættelser godt måle sig med. Det er synd for Lentin, at han ikke kender dem, og en lykke for os, at det gør vi. Men lad os alligevel håbe, at en ny digter, en der har set andre fester og dyrker andre former end Vilhelms, engang vil tage sig lige så kærligt som han af Horats. Denne nye digters læsere må så affinde sig med, at det ikke lader sig gøre endnu en gang at finde en versverden, der er adækvat med Horats på den historisk-kontinuerlige måde, at den er lånt hos danske poeter, der digter ud af Horats.

Noter til side 180

Kapitel 8: Elegikerne: Tibul og Properts

Noter til Tibul 1.4 1‑8 Príapos, som på latin blev til Priápus, hører hjemme i den østlige udkant af den græske ver‑ den, i Lámpsakos ved Hellesponten, og hans offerdyr var et æsel, hvilket ellers var græsk religion fremmed. Sin glansperiode fik han først i hellenistisk og romersk tid. Ligesom man i det klassiske Grækenland havde en erigeret Hermes til at værne hjemmet mod uønskede indtrængende, har man i de romerske haver en Priápus stående, en grotesk grim mandsling lavet af figen- eller egetræ, med et rødmalet lem og bevæbnet med en skarp segl. Vil man give sig af med at udlægge fallossymboler, må man vide, at falliske figurer angriber og beskytter på én gang. Dette fremskinner uforglemmeligt af fallos-sangen i Aristofanes’ Acharnerne/Kulsvierne 263‑279 (sangen er oversat Thomsen 2005: 150).

Priápus er søn af Dionysos; de to forenes af: vegetation (”Dionysos i haverne”), det falliske,

tendensen mod pæderasti. Priápus, beskytteren – mod tyve og røvere – af haver, vingårde, bistader og indhegninger, vedblev at have tag i folk; det ses af, at mange kirkefædre fandt det påkrævet at angribe hans kult. Der findes en samling latinske digte, de såkaldte Priapéa. Der er tale om 80+5 frække, anti-borgerlige epigrammer, antagelig digtet senere end Martials epigrammer, dvs. o.100 e.Kr.; de er udgivet af bl.a. W.H. Parker (London 1988). Også Horats satire 1.8 er et priapéum. Alexandrinerne havde tidligere digtet priapeisk poesi. I Goethes Römische Elegien er numrene 3 og 4 priapeer. Hos os er bevaret det lægevidenskabelige udtryk priapisme.

Bag optakten til nærværende priapéum af Tibul ligger den tanke, at digteren ønsker den

udsatte gud et ”skyggende tag” (hemsen er oversætterens påhit), forudsat han vil lære ham ”at indfange smukke fyre”. Så usoigneret og upåklædt og dermed egentlig frastødende Priápus er, må han jo kende til nogle helt særlige teknikker! Priápus er nært beslægtet med Pan, og Pan var det almindeligt at fremstille som magister amoris, elskovslærer. 9‑84 Der anvendes af og til (fx 9‑14 og 57ff.) fine udtryk fra det høje stilregister, og groteske Priápus lancerer sine trivialiteter (endevendt gennem århundreder i klassisk græsk og hellenistisk litteratur om kærlighed og forførelseskunst) med den største professorale selvsikkerhed. Resultatet er, at der holdes en muntert ironisk distance til læredigtet. Noget tilsvarende gælder om Ovid ca. 25 år senere i Elskovskunsten. Man kalder det mock-didactic. 9‑10 Priápus begynder som en sokratisk filosof. Men allerede fra vers 11 skrider det ud i en henført katalog … 11‑12 Ridning (på Marsmarken) og svømning (i Tiberen). Vedr. sport se også 49‑52. 21‑26 Der er mange omtaler i græsk og romersk litteratur af fænomenet Afrodite-eden: De elsken‑ des eder når aldrig gudernes ører; de elskendes mened bæres bort af vinden. Se til Horats ode 2.8.

379

380

Pluk dagen

Denne idé holdt sig længe: Julie siger i Romeo og Julie: ”at lovers’ perjuries they say Jove laughs.” Finurligt, at også de to superjomfruer Artemis og Athene er med på dette erotiske anarki!

Ellers så antikken med største alvor på mened. Der var ingen straf mod den i lovene; det var

en sag for guderne at straffe denne form for falskhed. 37‑38 Dionysos og Apollon har det særlige ved sig, at drengehåret klæder dem, det er passende, det er decorum. For grækere og romere er decorum et tungtvejende begreb, på én gang æstetisk og moralsk. Se Ovid ”Apollon og Dafne”, Metamorfoserne 1.564f., hvad angår Apollons evige ungdoms hårvækst. 40 Løsningen er ob-séquium, underdanighed, følgagtighed. Dette er toppen af elskovsslaveriet, servitium amoris, i såvel hetero- som homoseksuelle sammenhænge. 57‑72 Hele denne passage er rettet mod solgt kærlighed. I 59f. tales der om ”den første opfinder” (se til 1.10.1f.), og han forbandes i sin grav (velsignelse af de døde tager, omvendt, denne form: ”Gid jorden må hvile let på dig!”, Sit tibi terra levis, se Mar‑ tial 5.34). Og nede i passagens sidste distichon, 71f., henvises der til selve Venus, som i et forhold kræver plads til alt det søde og smertelige, som solgt kærlighed aldrig kan omfatte.

Versene 61‑70 er tænkt ud fra denne modstilling: på den ene side Muserne, den hellige poesi

og poeten (pr. definition mindrebemidlet) og på den anden side de griske, avari (herunder rivalen, Den Rige Elsker, dives amator, som i mange tekster har en rufferske, lena, som sin forlængede arm). 63‑66 Udødelighed gennem poesi, et bestandigt genkommende tema, fx i Pindars sejrsdigte: Den lovpriste og den lovprisende har brug for hinanden. Kong Nisus’ datter Scylla afskar den purpurlok, som garanterede hendes far hans magt, og gav den til kong Minos, som belejrede deres by Mégara. Hun gjorde det af kærlighed til Minos. Jf. Ovid Metamorfoserne 8.1‑151.

Pelops blev skåret i stykker af sin fader Tantalos og serveret for guderne, hvis visdom Tantalos

ville prøve. De gennemskuede ham og rekonstruerede drengen, men måtte indsætte en protese af elfenben, da Demeter i åndsfraværelse og sorg (over Perséfone) var kommet til at spise et stykke skulder. 67‑70 Erotisk nemesis så det forslår: Den pengebegærlige skal blive tiggerpræst, Gallus. Sexsælgeren skal kastrere sig som en Kybele-præst. Den orgiastiske Kybele-kult stammer fra Pessinús i Frygien, Lilleasien (på latin hedder gudinden enten Cýbele eller Cybébe). 73‑74 Hvem denne Titius er, ved vi ikke. I digtets økonomi fungerer han som en slags buffer. I optakten og fx i vers 39 er der ikke noget om nogen Titius.

Noter til siderne 180-184

Noter til Tibul 1.8 Man kan sammenligne elegi 1.8 med 1.4 under ganske mange synsvinkler: solgt kærlighed (1.8.39f., sandelig en anden tone end i 1.4), det hektiske, uhyggeligt kortfristede i pæderastien (sammen‑ lign 1.4.27ff. med 1.8.9‑16), carpe diem (1.8.39 ff.), erotisk nemesis (hele slutningen i 1.8; se note til 1.4.67‑70, og sammenlign med Ovids historie om Narcissus). Her i 1.8 spiller mødet mellem mandligt og kvindeligt en stor rolle (se 15 f.!), og om alderdom tales der med kynisme. 3‑6 Tre former for spådomskunst: lodder trukket op af urne, offerdyrs lever, fugles sang. Vedr. hentydningen til magi i vers 5 se også 17‑26.

Både spådomskunsten og magien bringes ind for at afvises af digteren; der er langt mere

håndgribelige og sanselige kræfter på færde. 5 At Venus udlærer ham med brug af prygl, er et aspekt af kærlighedsslaveriet, servitium amoris. Se 1.10.57f. om den rentud djævelske Amor. 9‑14 Hvad er sexet hos en ung fyr, en pais/puer? I arkaisk og klassisk tid var det græske ideal for ynglingen, erómenos, at han skulle være tough, atletisk, en kriger i svøb, jf. også vasebillederne (Dover 1978). I hellenistisk tid ændres ynglinge-idealet i retning af det mere bløde, søde og hvide (Thomsen 2005: 138). Passager som denne og 1.4 11‑14 er interessante i denne sammenhæng – versene 31f. og 36 her i elegien ikke at forglemme. 21‑22 Heksene i det græske landskab Thessalien kunne trække Månen/Seléne/Luna ned på Jorden. Dette kunne modvirkes ved den velkendte mod-magi mod formørkelser: heftige slag på bronze‑ bækkener (brugt i mange kulturer). 31 Yngling: Netop her, i fantasien om den seksuelt aktive unge, bruges ordet iúvenis, ung mand, yngre mand (se 1.4.33: ”den fremskredne alder” trykker en iúvenis) – selv om gutten her endnu har glatte kinder. Ellers bruger elegi 1.8 (fx i vers 27) ordet puer, dreng (puer er i nogle tekster brugt om drenge helt op til 14‑15‑årsalderen, ja, se Horats ode 4.1). Se til Martial 11.43. 51f. Marathus, den visnende, er syg – af morbus amoris, elskovssygen. 69 Ordret: ” Phóloe, jeg formaner dig: guderne hader arrogance”. Jf. det afsluttende distichon, 77f.

Noter til Tibul 1.10 Denne elegi, som tematisk har meget til fælles med 1.1 og 1.3, har ingen adressat, og ingen kæreste (Delia eller Márathus) nævnes. Digtets foranledning kan findes i linjerne 11ff.: ”Nu bliver jeg slæbt i krig”, nunc ad bella trahor.

381

382

Pluk dagen



Der tales tydeligt om dødsfrygt. Familiens og barndommens guder – Larerne, 15, 25 – skal

beskytte digteren mod krigen og dens farer. 1‑4 Når grækerne og romerne anstiller betragtninger over historiens gang – hvad enten historien nu på det pågældende sted anses for at være gået fremad eller tilbage –, søger de som regel efter en ”første opfinder/opdager”, på græsk protos heuretés. Jf. 1.4.59f. Se Catul 64 om det første skib Argo og de fatale følger af skibsfartens indførelse.

Se også nedenfor 45‑50, hvor der er tale om de civilisatoriske fremskridt, som tillægges den

personificerede Fred, Pax.

Der var en heftig diskussion i antikken mellem primitivister og progressivister; til de sidste

hørte epikuræerne (se kapitel 3 om Lukrets). 5‑6 Det er en ofte udtrykt tanke, at også det, der egentlig er godt, kan perverteres ved menneskers misbrug af det. En lignende idé (den intention, hvormed man handler, er det afgørende) findes i Pausanias’ tale i Platons Symposion 180c-185c. 7‑8 At krig er krig om penge, var blevet anset for en kendsgerning af bl.a. Thukydid, se fx de første kapitler af hans historieværks første bog (den såkaldte archaiologia), Aristofanes’ politiske kome‑ dier, fx Lysistrate 486ff., Platon, fx Staten 373d-e. Sallust taler indgående herom (se kapitel 5). 19f. Blandt de højest rangerende romerdyder er fides, ordholdenhed, loyalitet, troskab. Det blev almindeligt, at romerne så sig selv som bedre end grækerne, hvad angår just fides. Som romerne så grækerne, ser nordeuropæere vist nu om stunder på sydeuropæere mht. fides og relaterede dyder, fx punktlighed. 20 Der hentydes til det såkaldte lararium, jf. Horats ode 4.5. 25 Messalla foretog en ekspedition mod det galliske folk aquitanerne (elegi 1.7). Måske er det disse keltere, der betjente sig af noget så antikveret som våben af/med bronze. 26 Grise blev hyppigt ofret af romerne, som også med glæde spiste svinekød. Grækerne – hvis fore‑ trukne offerdyr var okser, får og geder – ofrede kun grise til guder som Dionysos (Vin) og Demeter (Korn). Disse to guder kan i visse henseender betragtes som ”excentriske” (mysterieguder). 31‑32 En stortalende soldat, en miles gloriosus. Også i komedierne er soldaten den unge elskers rival og modpol. Men herren her har ægte blod på hænderne. 36 Færgemanden Charon kaldes her Stygiae návita turpis aquae, Styx-vandets fæle sømand. 37‑38 Dødningerne bærer spor af det, der overgik liget under begravelsen. Jf. Properts 4.7.7‑10: Cynthia – som her åbenbarer sig for den sørgende digter lige efter sin begravelse – har ganske vist samme frisure og blik (og blikket er bestemt!), men hendes kjole er svedet, og i hendes ring

Noter til siderne 184-186

har ilden gnavet, hvortil kommer, at huden på hendes læber er blevet vansiret ved mødet med Glemselsfloden Lethes vande.

Jf. Odysseen 11.40f. (ånderne bærer stadig de ar, de fik, mens de levede) og omtolkningen

af denne forestilling i Platons Gorgias 524a-525a, hvor der tales om sjælens ar – en tanke, som derefter fik betydelig udbredelse.

Man kan sammenligne med den opstandne Kristus, som stadig bærer ar (bl.a. Johannes-

evangeliet kapitel 20). 45 Interea Pax arva colat, Gid Freden må dyrke markerne i mellemtiden. 45‑50 Som en hymne: 4 gange pax. Man kan sammenligne med optakten til Horats ode 2.16 Otium divos rogat in patenti. Og med sidste strofe i salmen ”Mægtigste Kriste”, som ydermere er skrevet i det fra Horats velkendte sapfiske versemål. 57f. Amor ved, hvad enden på slåskampen bliver! Han er lascívus, kåd, og lentus, afslappet – hvilket i situationen er hjerteløst. 63f. Sammenlign Catul 83 og Ovid Elskovskunsten 2.447‑454. Det sidste er den klassiske passage; men den er jo senere end Tibul, og derfor en principielt anden slags parallel end passagen fra Catul. Det er oplysende at sætte sig ind i, hvor forskelligt Tibul har skruet tre elegier som 1.4, 1.8 og 1.10 sammen.

Noter til Properts 1.3 Om digtet som helhed: ”Han er sort og bleg, hun gylden” (Vilh. Andersen). 1‑6 Ofte begynder Properts sine digte med mytologiske sammenligninger (fx 2.14). Det er en af hans foretrukne måder at lægge ud på; der knyttes på den måde en forbindelse fra her og nu og mig til den gamle verden af smukke eller sjove historier. Om et spøjst møde mellem nutid og myte se til 19f.

Man kan ikke sige, at Properts lægger ud i øjenhøjde med sin tilhører; således er det ganske

typisk, at han her ikke ligeud siger Ariadne, men ”Knossos-kvinden”, ligesom han i vers 20 ikke ligeud siger Io, men ”Inachos-datteren”. Vi må antage, at et flertal af hans tilhørere har fundet glæde i at få serveret disse mytologiske nødder til knækning.

Om Ariadne på Naxos se Catul 64.



Andromeda var truet af et havuhyre; hun blev i sidste øjeblik befriet af Perseus.



På vægmalerierne i Pompeji er Ariadne det hyppigste motiv, Perseus nr. 2, og bacchantinder

nr. 3. Just de tre myter, vi ser hentydet til her – og tilfældigvis endda i samme rækkefølge.

383

384

Pluk dagen

9 Ordret: ”Da jeg slæbte spor, der var berusede af megen Bacchus”. Almindeligt i antik poesi sådan at knytte adjektiverne et andet sted hen, end prosaen ville gøre (prosaisk set er det jo ”jeg”, der er beruset, ikke fodsporene). Dette vigtige middel, som digtere stadig betjener sig af, kaldes enallagé, græsk for: ombytning. Herom kan man læse nærmere hos Ulla Albeck. 19f. Da Zeus havde forvandlet Io til en ko, blev Argos med de hundrede øjne af Hera sat til at holde øje med pigen/den hvide ko.

Properts bruger sammenligningen til at fremhæve den fulde mands uflyttelige måben over

for et under: ”Men jeg stod naglet til stedet med anspændte øjne, på præcis samme måde som Argos [med 100 øjne!] over for Ios for ham så utrolige [ignotus] horn”. 21 Man havde blomsterkrans på hovedet, når man var til fest; se elegi 2.15.51f. En krans om hovedet betyder, at man er indviet. 24‑26 Æbler var det store flirtemiddel. De kastede også med dem; jf. Aristofanes Skyerne 997. 37f. Hun taler om ”min nats lange tider”, som han har tilbragt andetsteds, og kalder ham lánguidus, udkørt og slap. Om de forskellige udtryk for erektionsbesvær kan man læse i Adams’ bog om latinens sex-vokabular; på linje med lánguidus ligger lentus, træg, afslappet, se 2.15.8. Det just sagte skal ikke forstås sådan, at lánguidus og lentus er decideret tekniske udtryk; de bruges bare ret hyppigt om (momentant) impotente. Om impotens handler hele Ovids Amores 3.7.

Vers 38 lyder: languidus exactis, ei mihi, sidéribus, slap, nu da, ve mig, stjernerne er ført til ende.

Det er sigende, at det er i denne sammenhæng, at interjektionen ”ve mig” anbringes af kontante Cynthia. Hvis man agter på interjektioner og vokativer og på skifte i grammatisk person og tid, begynder de gamle digte at drage ånde. 45f. Digtet slutter netop ikke som fx elegi 4.8 ”Nattesjov i digterhjemmet”. Men for så vidt som det bringer os tilbage til udgangspunktet, har det sin egen cirkularitet og dermed closure.

Noter til Properts 2.15 Først dette digt fra: Ezra Pound Homage to Sextus Propertius (1917) VII Me happy, night, night full of brightness; Oh couch made happy by my long delectations; How many words talked out with abundant candles; Struggles when the lights were taken away; Now with bared breasts she wrestled against me,

Tunic spread in delay;

And she then opening my eyelids fallen in sleep,

Noter til siderne 186-188

Her lips upon them; and it was her mouth saying: Sluggard! In how many varied embraces, our changing arms, Her kisses, how many, lingering on my lips. ”Turn not Venus into a blinded motion,

Eyes are the guides of love,

Paris took Helen naked coming from the bed of Menelaus, Endymion’s naked body, bright bait for Diana,” – such at least is the story. While our fates twine together, sate we our eyes with love; For long night comes upon you

and a day when no day returns.

Let the gods lay chains upon us

so that no day shall unbind them.

Fool who would set a term to love’s madness, For the sun shall drive with black horses,

earth shall bring wheat from barley,

The flood shall move toward the fountain

Ere love know moderations,



The fish shall swim in dry streams.

No, now while it may be, let not the fruit of life cease.

Dry wreaths drop their petals,



their stalks are woven in baskets,



To-day we take the great breath of lovers,



to-morrow fate shuts us in.



Though you give all your kisses you give but few.



Nor can I shift my pains to other,



Hers will I be dead,



If she confer such nights upon me,



long is my life, long in years,

If she give me many,



God am I for the time.

8 Slapsvans: Om lentus se note til 1.3.37f. 12 oculi sunt in amore duces, øjnene er førere i kærligheden. Jf. Martial 11.104.5‑8. 15f. ”Luna sit Sølverbaand snoer om Endymion” (jægerkoret i Heibergs Elverhøj).

385

386

Pluk dagen

19 Vreden: ira, vrede, aggressivitet, hævntørst, skadelyst (se kapitlet om Seneca). 23ff. Tidsoplevelsen, som den fremstilles her, kan sammenlignes med den, der beskrives i 37‑40. 25f. Ordret: ”Gid du … ville have bundet”: Håndskrifternes velles, henvendt til kvinden, blev af filologen Burman rettet til vellent, hvilket ville give: ”Gid skæbnen ville …”. Pound følger åbenbart en udgave, der har optaget Burmans rettelse. De der billiger rettelsen, tror ikke på, at hele 11‑30 kan være oprømt sengetale til kvinden. 31‑35 Det er udbredt i antik poesi at understrege en forsikring ved at anføre en sådan række ”umu‑ lige ting”, adýnata, fra naturens verden. Der bruges typisk: før skal …, før skal …, før skal …, end jeg gør dette foragtelige eller forkerte. Her: Mit svigt af min elskede er mindre sandsynligt end de værste naturkatastrofer. Sammenlign Tibul 1.4.65f., hvor forsikringen igen søger sit grundlag i naturen, men vender modsat, så at sige. 35 Smerte: dolor, om den pinefulde – skæbnebestemte og uophævelige – kærlighed til én, amor uníus (se kapitlet om Lukrets). 36 huius ero vivus, mortuus huius ero. 39f. Vedr. guddommeliggørelsen jf. note til Lukan 9.555ff. 43 Jf. Tibul 1.10. 44 Actium, i Vestgrækenland. Slaget – 2.9.31 f.Kr. – krævede naturligvis mange romerske ofre. 49 tu modo, dum lucet, fructum ne désere vitae – et af de hyppigst citerede carpe diem-ord, netop ”pluk dagen”. 51f. Om brugen af blomsterkranse om hovedet ved gilder se til Properts 1.3.21. 52 Det ord, der her er brugt for drikkeskål, cálathus, har også i et par andre passager i romersk litteratur denne betydning, men normalt betyder det: kurv. Deraf Pounds sætning om ”baskets”.

Noter til Properts 4.8 1‑2 Vi ved fra 3.23.24, at Properts boede på Eskvilinerhøjen, Esquiliae, som var et knudepunkt i stadens vandforsyning. Den Nye Park: Mæcenas-parken, Horti Maecenátis.

Noter til siderne 188-191

19‑20 Dette distichon er i håndskrifterne overleveret efter vers 18, hvor det afbryder sammenhæn‑ gen. Her efter vers 2 passer distichon’et godt ind; se 58‑63. 3‑14 Lanuvium, sydøst for Rom, ved Via Appia (vers 17). Lanuvium var berømt for sit tempel for Juno Sóspita (vers 16) og for den her beskrevne hule-ritus. Dette frugtbarhedsritual forløb således: Pigerne gik, ført af en hellig luftstrøm, ned til slangen med bind for øjnene; var de jomfruer, tog slangen mod den kage, de bragte; i modsat fald blev de straffet bagefter. De kristne slog hårdt ned på denne kult. Slangekult i huler var udbredt i Grækenland og Rom, ofte forbundet med spådom (fx Trofonios-oraklet i Boiotien). 23‑26 Ordret: ”En skørtejæger, hvis behåring er trukket ud med pincet”, vulsus nepos. Også Cynthia har åbenbart denne svaghed for fyre i slutfasen af den pæderastiske glansperiode; jf. Tibul 1.8. Sammenlign i øvrigt Seneca epistel 47.7.

Triumferende forestiller poeten sig, at filejsen, når han om kort tid rammes af skæg-traumet

og ingen gider bruge ham til sex mere, bliver så forarmet, at han må sælge sig selv til ”ulækker opfedning” i en gladiatorskole. Forarmede frie foretog undertiden denne satsning; hyren var i top. Molosserne, et folk i Épeiros/Epírus i Vestgrækenland, opdrættede store og modige hunde. 28 Der spilles på mílitat omnis amans, enhver elskende er soldat; se også vers 88. Se til Lukrets 4.1049‑1057. 31 Teja: Téia, fra byen Teos i Lilleasien. 34 Ordret: ”og at forny mine stjålne affærer (furtum) ved hjælp af uprøvet elskov (Venus ignota)”. Om ignotus, egentlig: ukendt, se note til 1.3.20. 35f. De er i peristylet i Properts’ hus. ”Sam-lejet”: Properts tager ordet for samleje, concúbitus, bogstaveligt; han ”re-etymologiserer” ordet, hvad jeg har gengivet med bindestregen. 37f. Lýgdamus, Properts’ kammertjener, kendt fra andre af hans digte. 43‑46 Frygtelige varsler. Bedste terningkast: Venus (I, III, IV, VI – kun disse tal fandtes på terningerne), dårligste: Canis (I, I, I, I). Man kastede fire terninger. 69 Enhver mand har en Genius, en værneånd født sammen med ham. Enhver kvinde en Juno. Genius og Juno har lighedspunkter med grækernes daimôn (jf. Sokrates’ daimonion).

387

388

Pluk dagen

75‑78 Dette er steder, hvor man laver frække aftaler. Jf. Ovid Elskovskunsten 1. sang 67ff., 89ff., 163ff.

Der er tale om Pompejus’ Søjlegang, pórticus, som lå på Marsmarken, Campus Martius.



Gladiatorshows fandt ikke kun sted i amfiteatret, men lejlighedsvis også på Forum Roma‑

num. 77f. Kvinder sad på teatrets øverste rækker. 79f. Lygdamus blev ikke solgt. Det ser vi af 4.7.35, hvor den døde Cynthias ånd taler om Lygdamus som aktiv hos Properts. Hun mistænker ham dér for at have været med til at forgive hende! 83‑86 Renselse (på græsk kátharsis) med svovl, dets røg, dets gennemtrængende lugt, var meget udbredt; omtales allerede i Odysseen 22.481, jf. Iliaden 16.228. Her har vi et eksempel på en ren‑ hedsregel, som faktisk har en desinficerende effekt. Modsætningen til sådanne udrensninger af det besudlede og fordærvede med svovl er røgofre til guderne, som skal dufte sødt. Tærskelen er hellig, bl.a. i bryllupsritualet. Jf. begreber som rite de passage og initiation. 88 Bemærk den elegante drejning her af den vante vending: Sex er krigsførelse.

Noter til Properts 4.11 Det er Cornelia, der her taler til os, en yngre kvinde af den højest tænkelige adel: på fædrene side ud af Scipionernes æt, på mødrene side ud af Libonernes (se bl.a. versene 29ff.). Cornelia var dat‑ ter af en Cornelius Scipio og ikke mindst af Scribonia (se vers 55), som, senere, et helt år, nemlig år 39, var gift med Octavian (fra år 27 f.Kr. kaldet Augustus, Den Ophøjede) og som fødte ham dat‑ teren Julia (se versene 58‑60). Den talende er med andre ord steddatter af Augustus, dvs. af en gud (60). Men det er en til det yderste jordnær og usentimental steddatter, gud Augustus der har fået sig (se fx 85‑94). Her taler en klanbevidst og fødedygtig romersk matrona. Hun står helt deroppe, hvor aristokrati går over i monarki. Hun er uforfærdet (47f.), har galgenhumor (25 f.); og hun gør oprør mod sin berømte mor, idet denne på markant vis ikke havde levet op til det ideal, som Cor‑ nelia havde viet sit liv til, og som hun indskærper sin egen datter: Det bør være dit livs indhold at være unívira, gift med én i alt (67f., se til 99‑102). Cornelia har åbenbart sine tvivl om, hvorvidt det tilsvarende ideal, som vi kunne kalde ”énhustruet”, er noget for hendes mand (85‑96).

Cornelia er netop død; året er 16 f.Kr. (se note til 65f.). Properts kunne have valgt at skrive en

lovtale, en laudátio, over den afdøde: ”Hil dig, Cornelia, du …”. For den slags havde der eksisteret retoriske håndbøger igennem fire århundreder (lovtaler hører under de epideiktiske taler, genus demonstrativum). Digteren går frem på en anden måde, mere som en dramatiker: Cornelia taler selv, først til sin efterladte mand, Lucius Aemilius Paullus Lepidus, dernæst taler hun, fra vers 15, ud i Underverdenen, og til magterne hernede retter hun så den forsvarstale, som opfylder resten af digtet, 29‑102. Men inde i denne tale henvender hun sig igen til sin mand og desuden til sine to

Noter til siderne 191-192

sønner og sin datter (63‑98). Også de kan altså på en eller anden måde høre hende (se ”vidner” i vers 99, jf. 37 og måske 50). Cornelia er på samme tid til stede i Underverdenen og ved sit grav‑ sted (1, 36 in lapide hoc, på denne sten). Og så dog alligevel … (3f., 8). I disse hemmelighedsfulde overgange, som på én gang vedrører indholdet (en historie om uudgrundelige ting) og formen (talende til én, taler hun til en anden, til en tredje …), ligger en god del af Properts’ kunst, her findes noget af baggrunden for, at man kan tilslutte sig filologen J. J. Scaliger, som allerede i det 16. århundrede kaldte Properts 4.11 for ”elegiernes dronning”, regína elegiárum. 1 I gravepigrammer er det almindeligt, at den døde tiltaler en person ved graven: ”Stat stille, vandringsmand, og hør …”(jf. Herodot 7.228.2).

Omhyggelig omsorg er til glæde for den døde, men hæmningsløs sorg er en plage (jf. Tibul

1.1.67f. tu Manes ne laede meos …). 4 Hades’ veje er lavet af jern (Den Græske Antologi 7.412.8). Også Underverdenens porte er af stål, Vergil Æneiden 6. 552, Ovid Metamorfoserne 4.453. 5‑6 Selv om Pluton (se til 18) måske hører dig, så er grænsefloden Styx ubønhørlig. 7 I Grækenland opbevarede man småpenge i munden; og de døde fik en obol med i munden til Charon. Se 69f.

18 ”Faderen her”: Pluton, jf. 5.

19‑22 Aiakos er halvbror til brødrene Rhadamanthys og Minos; de er alle tre sønner af Zeus. De optræder også i Sokrates’ Forsvarstale 41a og i den eskatologiske myte i Platons dialog Gorgias 523a-527e. Grækerne havde på ingen måde én kanonisk fremstilling af Dommen over de Døde; og hvad Platon her i Gorgias lader Sokrates sige, vel at mærke under henvisning til en unavngi‑ ven hjemmelsmand, det troede Sokrates ikke selv på. Homerisk er det berettede ikke (man kan sammenligne med Iliaden 3.278f. og Odysseen 11.576ff.). Første gang ideen om Dom over de Døde optræder, er hos Aischylos (De Asylsøgende 230f., Eumeniderne 273ff.) og Pindar (Anden Olympiske Ode vers 58). Man taler gerne om orfisk eller pythagoreisk påvirkning, og henviser i øvrigt til De Eleusinske Mysterier (jf. den homeriske Demeter-hymne 480 ff.). Heller ikke romerne havde én – ortodoks – lære om det eskatologiske; og Cornelia anser da heller ikke dette tribunal for en given ting (19). Furierne: Erinyerne, Eumeniderne. De fremstilles allerede i Iliaden (bl.a. 19.258) som gruopvæk‑ kende kvindeskikkelser, der straffer forbrydere. 23‑26 Sisyfos’ forbrydelse angives forskelligt; hans straf var evigt at rulle en sten op ad en bjergside. Ixíons forbrydelse var voldtægt af Hera/Juno; straffen var i evighed at blive drejet rundt fastspændt til et hjul. Tantalos’ forbrydelse angives forskelligt (se note til Tibul 1.4.64); hans straf er, at vandet hele tiden viger, når han bøjer sig efter det.

389

390

Pluk dagen

Først nævner Cornelia tre af de til evig tid hjemsøgte konger og dernæst hunden Kerberos. Sidstnævnte har kronede dage. 30 På fædrene side: Publius Cornelius Scipio Africanus den Ældre, som kæmpede mod bl.a. Hannibal. Samt Publius Cornelius Scipio Africanus den Yngre, som erobrede Karthago i 146 og Numantia i Spanien i 133. Han havde fået dette navn pga. adoption; egentlig var Scipio søn af den store Lucius Aemilius Paullus, Grækenlands undertvinger, og han havde i en alder af sytten, i 168, været med i det afgørende slag ved Pydna, i Makedonien, mod kong Perse(u)s (se 39 f.). 31 Libonerne var ikke nogen særlig glorrig slægt; men moder Scribonia havde været gift med Octavian, senere Augustus. Det var Scribonias tredje ægteskab; de var kun gift i ét år (år 39); Sveton beretter, med et ordret citat fra et af Octavians breve, at han lod sig skille, ”fordi jeg var led og ked af hendes forskruede karakter (morum perversitas)”. Nogle kilder mener at vide, at skilsmissen skyldtes, at han var blevet forelsket i Livia, som i øvrigt skulle vise sig at blive hans livs kærlighed. Hvordan nu Scribonia nærmere var indrettet, så kaldes hun af Cornelia noget meget intimt: dulce caput, ordret ”søde hoved”, i vers 55; det er, ligesom en del andet i Properts, et udtryk hentet fra talesproget. 33f. Den purpurbræmmede toga, toga prae-texta (egentlig ”foran-vævet”), blev, i fornemme familier, båret af drenge, til de blev femten, af piger, til de blev gift.

Ved brylluppet blev kvinders hår, som de forud havde båret løst, bundet op i seks afdelinger,

de sex crines. 36 Der sigtes her og i 68 til hæderstitlen uní-vira, ordret ”én-mandet”. Se til 99‑102. Jf. Vergil Ænei‑ den 4.20‑29, hvor Dido løfter sløret for det problem, hendes kærlighed til Æneas udgør for den beslutning, hun havde truffet om aldrig at gifte sig igen efter Sychaeus’ død (for hendes broders hånd). På talrige gravsten prises afdøde som unívira. Det at man forbliver énmandet, er et udslag af pudor/pudicitia, blu eller kyskhed, hvilket efter den traditionelle kodeks er hos kvinden, hvad mod, virtus, er hos manden.

En anden hæderstitel foruden uní-vira var morí-gera, føjelig (over for manden); den kommer

Cornelia mindre ind på, kan man synes. 39f. Se til 30. 41f. Se til 67. 46 Ordret: ”Jeg har levet nobelt i mellemrummet mellem de to fakler (inter utramque facem).” Brylluppets fakkel og begravelsens fakkel: Mange udsagn fra Grækenland og Rom og andre kul‑ turer grunder over sammenhængen mellem disse to tærskel-begivenheder. Jf. Mike Newell’s film Four Weddings and a Funeral (1994). 47f. Ordret: ”Mig har Naturen givet love afledt af mit blod, for at jeg ikke skulle kunne blive bedre

Noter til siderne 192-194

pga. frygt for en dommer.” Den store Natur har føjet hendes slægts-natur efter sin master plan. Her er forestillingen om den teleologiske, den målrettede, Natur (se kapitlet om Seneca og hans stoi‑ cisme) forenet med traditionel slægtsideologi (se Tacitus Annales 14.52.4 om blod og dynasti). 51‑54 Vestalinden Claudia havde man mistænkt for ukyskhed; men da båden med Den Store Moder Kybeles statue – som i året 205 skulle indføres til Rom – grundstødte i Tiberen, og Claudia ene kvinde halede statuen frem til målet, da forstummede mistanken.

Vestalinden Aemilia have overladt den evige ild til en ukyndig novice, og ilden gik ud. Desperat

lagde hun, med bøn, et tøjstykke på arnen, og Vesta lod på mirakuløs vis tøjet fænge, hvorefter krisen var ovre. 58‑60 Julia var 23 år gammel her i år 16, så hun har givetvis allerede givet mange prøver på sit lærde og frimodige væsen. Det var i år 2 f.Kr., hun blev forvist; det siger noget om moder Scribonia, at hun sluttede sig til sin datter i eksilet. Julia er blevet biograferet af Elaine Fantham: Julia Augusti, the Emperor’s Daughter, London & New York 2006. 61f. Havde en kvinde født tre børn, fik hun tildelt en såkaldt æresstola. 63f. Lepidus blev konsul i år 6 e.Kr., Paullus i år 1. Paullus blev senere henrettet, anklaget for sammensværgelse mod Augustus. 65f. Publius Cornelius Scipio var konsul i 16 f.Kr. 67 Ordret: ”Datter, du som blev født som et mønster på din faders censor-gerning”. Paullus havde været censor i 22 f.Kr. Det havde han ikke megen ære af (if. historikeren Velleius Patérculus 2.95.3 manglede han vis censoria, en censors gennemslagskraft). 98 Hun taler hyggeligt og jævnt: ”hele flokken”, jf. 75f. 99‑102 Det ord, der er brugt, er ikke terra, jord modsat himmel, men humus, jord i betydningen jordbund (heraf húmilis, lav). Der sigtes altså stadig til De Underjordiske, Underverdenens magter; det er dem, der ”afvejer prisen for mit liv”. Cornelia beder til, at hun må få adgang til himlen (jf. Elysium og De Saliges Øer) som belønning for sine mores, sin livsførelse, sin personlige moral, sin rankhed, hvormed hun efter sammenhængen at dømme især mener, at hun har været unívira (se til 36).

* Om de nye Gallus-fragmenter se Anderson, Parsons og Nisbet ”Elegiacs by Gallus from Qasr Ibrim” i Journal of Roman Studies 69 (1979) 125‑155. Om Sulpicia eller rettere ”Sulpicia” se Holzberg 2001: 98‑109, som i forlængelse af egne og andres

391

392

Pluk dagen

sproglige analyser mener, at hele 3. bog af Corpus Tibullianum er fremstillet – som en lærd leg, et litterært genkendelsesspil – af én mand engang i 1. efterkristne århundrede på basis af de to bøger af Tibul, Properts 4.3 og 4.11 og Ovids Elskovskunst og Heltindebreve. Logisk nok mener Holzberg også, at ”Messalla-kredsen” er en – romantisk – fiktion. Om Sulpicia se Mathilde Skoies altomfattende receptionsstudie. Tibul 1.4 og 1.8 oversat af Ole Thomsen. Tibul 1.10 oversat af OT, med lån hos Axel Juel (Tibul og Properts: Kærligheden og Freden, 1942). Properts 1.3 oversat af OT, med lån hos Axel Juel 1942. Properts 2.15 oversat af OT. Properts 4.8 oversat af OT, med lån hos Axel Juel. Properts 4.11 oversat af OT, med lån hos Otto Foss (Gyldendals Bibliotek, bind 4, 1928‑30) og Axel Juel, og, ang. versene 73‑102, hos Vilh. Andersen 1939: 135 f.

Noter til siderne 199-201

Kapitel 9: Ovid

Noter til Ovids Metamorfoser 1.452‑567 454 I den forudgående passage, 1.434‑451, er der lige blevet berettet om, hvordan Apollon nedlagde slangen/dragen Python. 455 Grækernes Eros har fakkel, medens romernes Amor har bue og pil. Dette er dog kun en tom‑ melfingerregel: Også hos grækerne fremstilles kærlighedsguden med bue & pil, også hos romerne med fakkel. Døden, Thánatos, fremstilles med sænket fakkel. For resten er det ikke sjældent, at kærlighedsguden så at sige udstyres med begge dele, nemlig brandpile (Horats ode 2.8. ”Havde du blot én gang haft lidt pine”, versene 14ff.: ”den vilde Cupído, uophørligt hvæssende brændende pile på en bloddryppende slibesten”). 465 Eros ”betvinger alle guders og alle menneskers tanke og plan,” siger Hesiod i Theogonien 121f., et i antikken hyppigt citeret sted. 469ff. Man har sammenlignet med Euripides’ Ifigenia i Aulis 548‑551 (et stykke fra en korsang): Eros har en dobbelt bue, den ene medfører en lykkelig skæbne, den anden livets sammenbrud. Hvad der jo ikke er nogen slående parallel. De græske og romerske forfattere taler om kærlighedens dobbelthed på forskellig vis: 1) Den netop nævnte hos Euripides, 2) Platons begrebspar Begær og Gen-begær, Eros og Ánt-eros, 3) det hyppigt forekommende græske par Eros og Philía, Begær/ Kærlighed og Kærlighed/Venskab, 4) Aphrodite Uranía og Aphrodite Pándemos, Den Him‑ melske Afrodite og Den Vulgære Afrodite, og dermed også to slags Eros, af hvilke den vulgære er fikseret på kroppe, kvindelige eller mandlige (Pausanias’ tale i Platons Symposion 180c-185c), 5) Ovid Fasti 4.1: Venus er geminorum mater Amorum, moder til Amor-tvillingerne (klargøres ikke nærmere), 6) passagen her. 472 Umærkeligt, elegant får digteren bragt Dafne på scenen. 491 Ordret: ”Og hans egne orakler narrer ham.” Her sigtes – med en let nedladende behandling af guden og hans højhellige institution i bl.a. Delfi – til håbets orakler, ønsketænkningens profetier. Oraklet er psykologiseret ind i guden. 504ff. En snes bejlende heksametre, fornemt retorisk afslebne, afleveret i rasende løb! I sådanne passager finder nogle fortolkere ren kitsch, tilsigtet ovidiansk kitsch; jf. en linje som 498 om den ufriserede Dafne. Begrebet kitsch anvendes af disse fortolkere for at bringe moderne mennesker tæt på diverse smagløse, groteske, absurde passager hos Ovid, Seneca, Lukan og andre – tæt på passager, hvor komikken ligger på lur. Jeg finder anvendelsen af begreber som barok, manierisme

393

394

Pluk dagen

og kitsch i orden, hvis disse moderne termer kan befri os fra nogle medbragte forestillinger om det klassiske som stedse ophøjet. 516 Ténedos, ø i Ægæerhavet, jf. Iliaden 1.37f. Klaros, by i Lilleasien, med berømt orakel. Pátara, ligeledes stad i Lilleasien. 521f. Apollon sender sygdom (fx pesten i Iliaden), men Apollon skænker også sundhed (Apollon Epikúrios, Hjælperen, til hvem det vidunderlige tempel i Bassai er indviet). Sammenlign hans søster Artemis, og Dionysos, og Hefaistos. ”All divinities are apt to be bipolar, or ambivalent.” (H.J. Rose). Dette gælder ikke mindst Afrodite og Eros, hvilket alle de tre her bragte metamor‑ foseberetninger bevidner, hver på sin måde. Dette med ambivalensen eller bipolariteten er i det hele taget et frugtbart synspunkt at nærme sig de græske guder med. 533ff. I Homer findes lignelser især i forbindelse med slagskildringer (og derfor mest i Iliaden). I det ovidianske epos benyttes lignelser bl.a. til at rette lyset mod den affekt, der sætter handlingen i gang; til at trække tiden ud og ophobe spænding; til at anskueliggøre en metamorfose (2.825ff.); til at aktualisere politisk (1.199ff.). 539 Håb og frygt: Disse to affekter danner bestandig par i antik – og senere – psykologi; således fx Seneca epistel 47.17. Se, hvordan Ovid får beskrevet situationen udtømmende med dette tradi‑ tionelle par. Sådan går en klassiker frem. 560‑563 En hyldest til kejserhuset: 1) Efter principatets indførelse er det kun princeps og visse til hoffet knyttede personer (her kaldet duces), som får bevilget den ære at holde triumf. 2) I år 27 fik Octavian tildelt hæderstitlen Augustus, Den Ophøjede, samt corona civica, borgerkransen af egeløv, som man modtog ob cives servatos, ”på grund af reddede medborgere” (jf. egekransen på en dansk politibetjents kasket). Bogerkransen skulle hænge over paladsets dør, og ved hver af de to dørstolper skulle der fra nu af stå et laurbærtræ. Ovid kommer oftere ind på denne patriotiske og apollinske portdekoration, især i Fasti, som man kunne vente. I passagen her får Ovid, den uforlignelige poetiske strateg, lagt en form for evighedsgaranti ind i kejserhyldesten. Læs 553‑567 under ét – så forstår man, som sagt, noget af meningen med at kalde Metamorfoserne et verdensdigt. 566 Paian: Apollon.

Noter til siderne 201-207

Noter til Ovids Metamorfoser 3.339‑510 339 Han: Teiresias, på latin Tiresia(s). 343 Ni græske floder bar navnet Kephisós, den bekendteste var den i Attika (jf. den athenske forstad mod nord, der med nygræsk udtale hedder Kifissiá), den største var den i Boiotien, som altså ved voldtægt blev far til Nárkissos (af grækerne forbundet med verbet narkán, at bedøve; jf. blomstens duft). Narcisser gror gerne i enge. 403 Endnu før det … mandfolk: Det typiske i den græske pæderasti er, at den pubertære yngling dyrkes af mænd (i tyverne og trediverne). Når ynglingen har fået skæg osv., finder han selv en ung tilbedt fyr – og gifter sig så senere. Dette er i al korthed skemaet og normen. 406 For en klassisk græker og for Ovid betyder némesis retfærdig harme (derfor ”retfærdige bøn”), det modsatte er medynk. I en formidabel analyse (i anden bog af Retorikken) undersøger Aristo‑ teles forholdet mellem nemesis, sagrelateret indignation, og fthónos, jegcentreret misundelse. Det at den retfærdige straf en dag vil ramme den i sin skønhed arrogante og afvisende unge fyr, er et stort tema i antik homoseksuel poesi, epigram såvel som lyrik, se fx Horats ode 4.10. 407 Med en udfoldet beskrivelse (ékfrasis) af stedet indledes fortællingens anden del. Jf. nedenfor til 10.270ff. Om ekfrasis (både i videre og i snævrere betydning) se til Catul 64.51. Når talen er om grækernes og romernes forhold til og beskrivelser af naturen, bruger man ofte udtrykket locus amoenus, det yndige sted. At udtrykket er latinsk, må ikke få os til at overse, at der allerede i ar‑ kaisk græsk poesi findes passager, som stærkt har præget de følgende århundreders beskrivelser af landskabets fagerhed. Man kan fra Iliaden nævne 14. 283ff. og 346ff. (Det Hellige Bryllup på Ida-bjerget) og fra Odysseen stykker som disse, blandt andre: Kalypsos grotte (5.55ff.), Alki‑ noos’ have (7.112ff.), Kyklopernes land og Gedeøen (9.116ff.), Ithaka-nymfernes grotte (13.102ff.) og endelig Nymfehelligdommen i 17.204ff. I Hesiods Værker og Dage 582‑96 har vi landskabet omkring bøndernes picnic. Om disse underfulde steder fremhæver digterne ofte, at de er urørte og afsondrede, før-kulturelle så at sige, og at guder og mennesker har en form for fællesskab om dem. – Der går en linje herfra til romernes havekunst (se til Martial 12.57). 419 Jf. Catul 64.61. 421 Jf. Tibul 1.4.37f. 463 Erkendelsen og omslaget (med Aristoteles’ ord fra drama-analysen: anagnórisis og peripéteia). Ordret siger Narcissus: Iste ego sum, ”Jeg er ham”. I pronomenet iste ligger ”ham der hos dig”. I kraft af denne relation til et ”du” hænger 463 organisk sammen med al du-talen i de foregående linjer. Skulle man oversætte 463 i overensstemmelse hermed, kunne den lyde: ”Jeg er ham! Og jeg …”

395

396

Pluk dagen

482‑485 I den latinske original er der tale om en sprogligt fint varieret sammenligning. Om ovi‑ dianske lignelser jf. noten til 1.533ff. 494 Hun så: Men hvordan harmonerer det med 397f.? 505 ”Kusiner”: Der står sorores, hvad der (normalt) betyder: søstre. Disse flod- og kildenymfer kan kaldes hans søstre, fordi han er søn af en flodgud. 509 I dette tilfælde altså en aldeles pludselig metamorfose. Forvandlingen går meget anderledes for sig i de to andre historier, der bringes her. 510 Som en pinselilje, narcissus poeticus.

Noter til Ovids Metamorfoser 10.243‑297 243 Orfeus synger; hans sang omfatter 10.148‑739 (med 739 slutter bogen). Fra vers 220 og 10. bog ud er vi på Cypern, Venus’ fødeø. Ovid har netop berettet den ellers ukendte historie om Propøtiderne, der bespottede Venus ved at nægte, at hun var en gud, og som straf blev de de første prostituerede. Den slags mennesker kender ikke til skamrødme og har altså ikke blod i kinderne, så Venus’ sluttelige forvandling af Propøtiderne til kisel (sten) betød ”kun en lille forskel”. På denne beretning hægtes nu med megen kunst – en kunst med markante kontraster: kvinder lavet til sten contra elfenben lavet til kvinde, solgt kærlighed versus ægte – myten om Pygmalion. Navnet Pygmalion er oprindelig fønikisk, dvs. semitisk; det samme gælder en række andre navne i disse beretninger fra Cypern. Afrodite-kulten har rødder i det semitiske, nærøstlige område; det er ”en i grunden orientalsk kult, overstrøget med græsk fernis” (M.P. Nilsson). På det østlige Cypern havde fønikerne en række kolonier. 252 Ars ádeo latet arte suâ: ”Kunsten er i dén grad skjult ved hjælp af sin egen kunst.” I afhand‑ lingen Om det Sublime (tillagt Longinus, græsk, 1. årh. efter Kr.) hedder det: ”For da er kunsten fuldkommen, når den synes at være natur.” (22.1). Alt dette behandles i Spahlingers bog. 263 Heliaderne, døtre af Solen, Helios. Deres tårer = rav. 267 Med muslinger fra den fønikiske by Sidon fremstilles purpurfarve. 269 Der står ”som om villende føle”, hvad der grammatisk går på ”nakken”, ikke på ”hun”. Her ligger finurligheden og ømheden. 270ff. Beretningens anden del indledes med en tidsangivelse. Således (naturligvis) ret ofte. Jf. om ékfrasis til 3.407. 284 Hymettos, bjerg i Attika. Herfra fås stadig honning og voks.

Noter til siderne 207-211

297 Pafos, navnet på en by på det vestlige Cypern, skulle således oprindelig have været navnet på hele øen. Den slags geografisk lærdom med navnes betydningsskift var yndet af hellenismens digtere (bl.a. Kallimachos).

Noter til Ovids Tristia 4.10 1 Den kælne kærligheds sanger: tenerorum lusor amorum, ordret: en leger af ømme elskovsaffærer (samme selvkarakteristik findes i gravskriften Tristia 3.3.73). Adjektivet tener, sart, øm, og verbet ludo, jeg leger, står begge centralt i den romerske erotiske elegis poetik. 2 Der står: ”for at du kan lære den, du læser, at kende” (skal du, o eftertid, høre, hvem jeg var). Se note til 92. 3f. Om Sulmo jf. Ovid Amores 2.16. Byen ligger i Abruzzerne 90 romerske, alias 18 danske, mil, dvs. godt 130 km., fra Rom. Det er efter sigende det yndigste sted, uden mange turister. 5f. I år 43 f.Kr. faldt begge konsuler, Hirtius og Pansa, i (borger)krigen om Mútina (ital. Módena), den ene af sygdom, den anden af sår. 7 Se til 103ff. 13f. Til ære for Minerva fejrede man Quinquatrus-festen over fem dage: 19.-23. marts. Det er den italiske pendant til Panathenæer-festen. Gladiatorspillene begyndte på andendagen, 20.3., hvor Ovid – og hans storebror – altså er født. 16 Seneca den Ældre nævner (Controversiae 2.2.8‑9) to retorer, der underviste Ovid: Arellius Fuscus og Porcius Latro. Ovid var ifølge Seneca senior en brillant student, en bonus declamator, i retorskolen. Rom … kom: Sådanne interne rim i pentametret er hyppige. Oftest skyldes de overensstemmelse mellem et substantiv og det dertil hørende adjektiv (fortia verbosi natus ad arma fori, 18). Se kapitel 8. Ovid har disse interne rim i ca. 20 % af sine pentametre. Rim bliver dog aldrig konstituerende, endsige obligatorisk i oldtiden; i middelalderen bliver det overordentlig hyppigt, fx som indrim i heksametre (såkaldt leoninske vers). 17ff. Retorik contra poesi, legemliggjort i de to brødre. Retorik contra poesi, det vil sige negotium contra otium (se 39f.), styrke (se 18) contra blødhed (36, 65ff.). Se også til 103ff. nedenfor. 26 Det berømte pentameter et quod temptabam scribere, versus erat.

397

398

Pluk dagen

28f. Først om toga libera/toga pura/toga virílis. Brødrene har vel været henholdsvis 15 og 16 år gamle; umiddelbart herefter er Publius nok blevet gift (se vers 69). I vers 29 refereres der til tunica lati-clavia; denne var egentlig forbeholdt senatorers sønner, men dette privilegium blev i kejsertiden også udstrakt til lovende unge riddere. 34 Tres-viri capitales havde opsyn med fængsler og henrettelser. Men måske er det ikke dem, men tres-viri monetales, møntmestrene, Ovid sigter til! Pentametrets latinske ord siger ikke andet end: ”og af tre mænd var jeg i sin tid én del”. 35 Før det kunne være kommet til et sæde i senatet, skulle han have været kvæstor. Men han anlæg‑ ger nu den smal-bræmmede, angusti-clavia, tunica og siger dermed: Ridder er og bliver jeg. 36 Ordret: ”den byrde oversteg mine kræfter”. Han vender tilbage til det med kræfterne i 104. 43f. Aemilius Macer havde skrevet læredigtene Ornitho-gonia, Fuglenes Oprindelse, og Theriaca, Dyreliv (tabte). 45 Properts’ digte kaldes ”brande”, ignes. Ovid taler om en recitatio (jf. også 43, hvor der siges ”læste”). Recitationes kan omfatte alt fra en stor offentlig festoplæsning til oplæsning for en ven, som forventes at komme med kritik. De store recitationes blev vældig populære i augustæisk tid. Digterne skulle altså have noget showmanship i sig (jf. 113). Horats kunne ikke lide at recitare. 47 Ponticus skrev en Thebaide (tabt). Bassus ved vi meget lidt om. Properts omtaler både Ponticus og Bassus, men ikke Ovid. 49 Horats kaldes numerosus, rig på versemål, rig på melodier. Der er altså tale om lyrikeren Horats, ikke om jambografen, satirikeren eller poetologen. 51f. Ovid var trods alt 24 år gammel, da Vergil og Tibul døde i 19 f.Kr. 53 Cornelius Gallus hyldes i Vergils 10. ekloge. 60 Corinna, græsk digterinde. Denne navngivning er nok et ekko af Catuls Lesbia, kvinden fra Lesbos = Sapfo. 62 Ordret: ”gav jeg selv til ilden, som nok skulle fjerne fejlene i det”. 64 Ordret: ”vred på min (digter)passion og på min digtning”.

Noter til siderne 211-213

73f. Til Ovids tredje hustru er seks ud af de halvtreds elegier i Tristia rettet: 1.6, 3.3, 4.3, 5.2, 5.11, 5.14. Tonen er oprigtig uden at være overstrømmende. 88 Se Properts 4.11.22. 90 Kun error, uoverlagt fejl, ikke scelus, overlagt forbrydelse. Se til 99f. 92 ”Mit livs handlinger & begivenheder (acta)”. Det er dem, digtet handler om. Der er altså ikke nogen videre grund til at undre sig over, at Ovid lader sit hovedværk, Metamorfoserne, uomtalt her. 95f. Her sættes, som andre steder, en olympiade til fem år. Ovid var halvtreds, da fyrstevreden traf ham i år 8 efter Kristus. 97 Tomi(s), grundlagt fra Milet o. 650; det nuværende Constantza. Eú-xeinos Pontos, Gæstmilde Hav, var grækernes navn for Sortehavet. 98 Ordret: ”den sårede princeps’ vrede”. Hvad end Ovids forseelse var, så var det noget, Augustus tog som en dybt personlig krænkelse (jf. Tristia 2.133f.). 99f. Ovid havde skrevet det frivole læredigt Elskovskunsten. Jf. Tristia 2. bog (2. bog er ét digt) 61, 207, 240, 303, og andre af hans Klagesange. Men foruden digtet var der hans ”fejl”: ”to anklager har tilintetgjort mig: digtet og fejlen (carmen et error)”, som der står i Tristia 2.207. Vi ved ikke, hvordan de to anklagers indbyrdes vægt var; det er ikke sikkert, at carmen vejede tungere end error. Ved forsøg på afvejning af de to spørger man med rette, hvorfor der gik næsten ti år fra offentliggørelsen af Elskovskunsten I-III frem til landsforvisningen. Og man betoner, at tiden op til år 8 både militært, økonomisk og dynastisk var vanskelig for Augustus. Måske ér det altså ”forseelsen”, der vejede tungest. De to almindeligste formodninger om Ovids error er disse: En‑ ten den seksuelle: At Ovid havde en eller anden farlig viden om Augustus’ datterdatter Julia den Yngres udsvævende leben, for hvilket hun blev sendt i eksil just i år 8 e.Kr. Eller den politiske: At Ovid på en eller anden måde var indviklet i intrigerne i det julisk-claudiske dynasti, især ved forbindelse med den i år 7 eksilerede Agrippa Postumus, Augustus’ dattersøn, Julia den Yngres bror, i lang tid Tiberius’ konkurrent. Det er jo nemlig påfaldende, at Tiberius ikke kaldte Ovid hjem fra Tomis, da Tiberius var blevet kejser efter Augustus’ død i 14 (Agrippa Postumus blev myrdet straks efter Augustus’ død). 101ff. Rejsen, som foregik om vinteren, beskrives i Tristia 1.10. Første bog af Tristia blev skrevet under rejsen fra Brundisium til Tomis; den varede fire måneder. Fjerde bog blev skrevet i perio‑ den 10‑11. 103ff. Ovid taler som en stoiker, der stiller animus, alias mens, op imod fortuna, alias casus, de tilfældige omstændigheder. Det er det, jeg vil kalde den stoiske grundfigur. Ovid siger: ”Sindet

399

400

Pluk dagen

(mens) viste sig uovervindeligt, idet det brugte sine egne kræfter”. I 105f. skriver han udtrykkeligt, at her, omgivet af nederdrægtighed, måtte jeg ”glemme mig selv og mit i otium henlevede liv”. Her kommer altså en filosofisk og psykologisk dimension ind som noget tredje ved siden af poesien/ kunsten og retorikken/politikken ovenfor. En personlig udvikling beskrives: ”glemme mig selv”. Filosofisk bevidsthed kan også spores i det elegante vers 7 (der lægges luft til standshovmod) og i 38 (der lægges luft til ambitio, som kaldes sollícita, stresset). 115‑122 Hymne til Musen, til poesien der redder menneskeliv. Eftersom Musen hører otium-livet til, bliver denne elegis samlede udsagn om livsformerne kompliceret og spændt; jf. note til 103ff. 120 Musebjerget: Helikon i Boiotien. 123 Livor, den gule og grønne misundelse. Det er normalt, at den tænkes udstyret med en bidende, gnavende tand. Jf. til Metamorfoserne 3.406. 128 At han bliver læst eller sunget toto orbe, ud over hele verden, siges også i den ovenfor behand‑ lede polemiske passage i Modgift mod Elskov (363). Se også Martial 5.13.

* Om en mands betagelse af Praxiteles’ Afrodite-statue og hans forsøg på at tage den bagfra se Lukian Érotes 11ff.

Det motiv, at en kunstner formår at skabe en kvinde og give hende liv, var velkendt fra Hesiods

fortælling om Pandora, skabt af smedeguden Hefaistos; se Theogonien 570ff.

Om Metamorfoserne som perpétuum carmen er der mange iagttagelser i S.M. Wheeler Nar‑

rative Dynamics in Ovid’s Metamorphoses (Tübingen 2000). Wheeler finder en ”grand narrative” om Juppiter og Juno, der omspænder hele digtet.

Om Ovids ”lille Æneide” se ss. 107‑119 i Stephen Hinds’ Allusion and Intertext: Dynamics of

Appropriation in Roman Poetry (Cambridge 1998).

Det er sjovt at sammenligne ”Philemon og Baucis” (Metamorfoserne 8.611ff.) med ”Gaffelen”

af Johan Herman Wessel.

Inspiration til perspektivering af stykkerne fra Metamorfoserne – og andre tekster i denne

bog – kan findes i Benn og Jacobsens Mytemotiver i dansk litteratur. Apollon og Dafne: Walt Rosenberg 1918 og Ole Thomsen. Ekko og Narcissus: Otto Steen Due: Ovids Metamorfoser, 2005. Pygmalion: Walt Rosenberg 1918 og Ole Thomsen. Jeg har altså for to af historiernes vedkommende bearbejdet den gengivelse i blankvers, som Walt Rosenberg (1888‑1918) foretog. Rosenberg oversatte Apollon, Pygmalion og fem andre til den pragtudgave med Axel Saltos litografier, som fremkom i 1918. Rosenberg anfører, at han for Metamorfosernes vedkommende ”efter megen Experimenteren” er ”naaet til den Overbevisning,

Noter til side 213

at de bedst lader sig overføre til Dansk i den femfodede Jambe.” Sidst i bogen bringer han for sammenligningens skyld en heksameter-version af Pygmalion.

Under alle omstændigheder er det ingen garanti for en både dækkende og virksom gengivelse,

at man ”følger originalens versemål”. Fx kan heksametre, altså langvers med faldende rytme, meget vel virke anderledes på et sprog som vores, end de gør på latin. Hvad specielt Metamorfoserne angår, fulgte Rosenberg en tradition for gengivelse i blankvers, som er udbredt på bl.a. engelsk, hvor Solens palads ser sådan ud: ”High-pillared rose the palace of the Sun/With glittering gold and flaming bronze it shone” (Met. 2.1‑2). Om de engelske Ovid-oversættelser – sjældent til heksametre eller til elegiske disticha, men oftest til rimede tistavelses coupletter, dvs. par af femfodsjamber med mandlig udgang – kan man læse i C. Martin (ed.) Poets in Translation: Ovid in English (Penguin Books 1998). I vore dage benytter mange engelske oversættere såkaldt frie vers; således Ted Hughes og andre bidragydere til den fængslende antologi After Ovid (1994, omtalt i teksten). Men de heroiske coupletter holder endnu skansen hos nogle, bl.a. i den irske nobelpristager Seamus Heaneys blændende Metamorfose-oversættelser (i samlingen The Midnight Verdict fra 1993).

For resten følger man slet ikke originalens versemål, hvis man ikke skriver danske heksametre

med lige så strenge krav til vekslen mellem daktyler og spondæer og til cæsurernes placering som hos de antikke digtere, hvad næsten ingen gør (herom i Peter Zeebergs artikel). Målet er at få Metamorfoserne fortalt fængslende, og det forekommer blankversene mig velegnede til. Hvad vi først og fremmest beundrer hos Ovid, er jo hans ”Fortællerfantasi” (Rosenberg).

Blankvers: Enten 5 jamber ”For Danmarks hæder er det skønt at dø” (såkaldt mandlig udgang).

Eller 5H jambe ”Jeg mindes dig når morgensolen brænder” (såkaldt kvindelig udgang: brænder). Første linje i vor nationale tragedie, Oehlenschlägers Hakon Jarl, lyder, udsat for en håndfast skandering: ”Hør, hvor de støje! Hvilken lystighed!” Blankvers må gerne begynde med betonet & ubetonet i stedet for med ubetonet & betonet, fx ”Himlen vil træffe dig med sine flammer!” Ordaccenten siger Himlen, men versaccenten siger Himlen, og i værker af fine versifikatorer skal der tages hensyn til begge accenter, ikke kun til den første, den ”naturlige”. Fra kapitel 1 kender vi allerede Erik Waages brillante – endda rimede – blankvers i Amfitryon. Angående Tristia 4.10: Paul V. Rubow (Tre Klagesange af Ovid, 1944). Ikke så lidt ændret. Sprogto‑ nen i nærværende oversættelse er ganske gammeldags. Det skyldes ikke, at Ovid skriver specielt arkaiserende i 4.10; det skyldes ærbødighed for Rubows nette og sprøde fordanskning fra 1944, som jeg, i samråd med mine førstelæsere, har bevaret så meget som muligt af. Et pentameter som ”heller ej sige hun kan, at hun var længe min viv” (70) kunne man nok have fundet på en ombygning af, men den på én gang spydige og ridderlige tone ville være gået tabt.

401

Kapitel 10: Seneca

Noter til Seneca Epistel 41 § 1 Redning: Der bruges en form af ordet salus, som jo også betyder: frelse. Godt humør: bona mens. Se note til Om Sindsro 1.15 og 2.3. Jeg håber, man ikke vil forstå ”godt humør” som noget letkøbt. Få det hos dig selv: Jf. Juvenal 10, især 363f. Om det guddommelige i mennesket se note til Lukan 9.555ff. I kristendommen er det ganske vist bemærkelsesværdigt, at Jesus siger, at ”Guds Rige er inden i jer” (Lukas 17.21; den hér benyttede græske præposition, entós, kan ikke betyde ”iblandt”; men andre steder bruges i lignende udsagn præpositionen en, som kan betyde både ”inden i” og ”iblandt”). Men det er en vigtig forskel mel‑ lem grækernes Indre Gud og kristendommens, at for grækerne er den mennesket iboende fornuft (græsk nous, latin ratio) altid allerede guddommelig, i og med at den er en del af, en emanation af gud (disse ideer, som ikke er homeriske, blomstrer op i 400‑tallet, hvor Diogenes fra Apollonia er central: Den menneskelige nous er en del af den kosmiske gud). Hos apostelen Paulus kan Gud træde ind i visse udvalgte mennesker gennem Helligåndens formidling. Paulus er ikke hele kristendommen; Johannes-evangeliet går videre end han med den mystiske betragtningsmåde: Kristus i Faderen, Faderen i Kristus. § 2 Hellig ånd: sacer spiritus, jf. § 5 animus sacer. Citatet: Vergil Æneiden 8.352 (oversat af Due). § 5 Som ideal: Der står tamquam melior, med funktion af en bedre (person). § 7 Dyd: virtus, forstået som udfoldelsen af det inderste væsen. Om virtus se begyndelsen af noterne til Ciceros Tusculanere. § 8 Fornuft: ratio. Vigtigt, at dette ikke oversættes ”forstand” eller ”intellekt”; for ratio (græsk logos eller nous) er betegnelse for hele personen, inklusive følelserne. Det, der skal beherskes med ratio, er ikke følelserne, men affekterne, dvs. de kaotiske og umenneskelige følelser, lidenskaberne (se til kapitlerne 1 og 2 af Om Sindsro). Fødes: Her og andetsteds forstås argumentationen, hvis man ved, at det latinske natura – stoikernes og mange andres øverste norm – kommer af verbet nascor, jeg fødes.

404

Noter til siderne 218-222

For stoikeren er det et afgørende tegn på verdensordenens godhed, at det gode i grunden er enkelt og nemt; det er ret beset lasterne, der er indviklede. Se Om Vrede 2.21.10! Gale veje: vitia, laster. Se til Om Sindsro 1.1.

Noter til Seneca Epistel 47 § 1 Lucilius var kejserlig procurator på Sicilien, bestyrer af de kejserlige godser. Den lunefulde lykke: Om fortuna se også § § 10, 15 (hvor synonymet casus er brugt) og 20. Om affekter se, foruden § § 19‑20 om vreden, § § 5‑8, 17. § 3 Hele natten igennem: dvs. så længe middagen varer. § 4 Se Juvenal 9.102 om de sladrende slaver.

Egentlig var det en regel i romerretten, at slaver ikke måtte underkastes forhør mod deres

herre (forhør af slaver var altid forhør under tortur). Men dels var der undtagelser fra denne regel, dels fandt man på udveje til at omgå den.

Historier om loyale slaver: Senecas Om Velgerninger 3.23‑27 og Valerius Maximus 6.8, Martial

3.21. § 7 Mundskænke skulle ligne den smækre dreng Ganymedes, mytologiens erotiske mundskænk for Zeus/Juppiter.

I sengen skal ”drengen” være mand, for dér er herren slave. Se Juvenals 9. satire.

§ 9 Callístus, efter græsk Kállistos, Den meget smukke, altså: Bellissimo. Hans oprindelige herre havde sat Bellissimo til salg blandt de nærmest uafsættelige slaver (dem, der bliver en prøvelse for opråberens stemme, fordi de skal udråbes igen og igen). Nu indgår han i kredsen af almægtige fri‑ givne, liberti eller libertini, ved kejser Claudius’ hof, og han kan sælge sine tjenester dyrt til sin exherre. Callistus beklædte hofembedet a libellis, dvs. han modtog og kunne sortere alle de ansøgnin‑ ger, der blev indgivet til kejseren. Om frigivne hører vi meget mere i romersk litteratur end i græsk, hvad der bl.a. skyldes, at græske frigivne, sammen med andre frie ikke-borgere, indgik i flokken af metøker, hvorimod mange romerske frigivne ved frigivelsen, manumissionen, blev borgere. § 10 Ved nederlaget i Teutoburgerwald i år 9 e.Kr. mistede Publius Quintilius Varus tre legioner – og sit eget liv. § 11 Lev med din undermand…: En version af Den Gyldne Regel: Hvad du ønsker andre skal gøre mod dig, gør selv det mod andre. Se Dihle 1962. Den Gyldne Regel var overordentlig udbredt, også før kristendommen. Jf. også epistel 41.2 (ikke om en inter-personal relation, hvilket er det normale, men om en intra-personal relaltion).

Pluk dagen

§ 12 Hécuba, græsk Hekábe, dronning af Troja, blev slave efter Trojas fald. Således i Senecas tragedie Trojanerinderne. Kroisos, lydernes konge, blev slave, da hans hovedstad Sardes i 546 f.Kr. blev indtaget af perser‑ kongen Kyros. Der er tale om den kong Dareios, der led nederlag til Alexander den Store ved Issos. Hans mor hed Sisygambis. Platon blev ifølge nogle beretninger solgt som slave af tyrannen Dionysios, som han havde fornær‑ met ovre i Syrakus (men Platon blev senere frigivet af sin herre i Kyrene og sendt til Athen). Diogenes, den kyniske filosof i tønden, blev engang fanget af pirater og solgt til en mand i Korinth. Han blev lærer for mandens sønner og afviste at lade sig frikøbe. Denne historie, Diogenes’ Salg, var de senere græske kynikere – som Seneca kendte indgående – glade for at berette. § 13 De kryber for slaverne for at få adgang til deres herrer. § 17 Konsularen, ex-konsulen, vil arve den gamle dame, han er arvejæger, captator. Millionæren vil have adgang til pigens frue, han er en galan. De unge adelige vil have sex med de feterede show- og dansestjerner. § 18 Om klienter se til Sallust Catilina 50. Jf. Johannes’ Første Brev 4.18: ”Frygt er ikke i kærligheden, men den fuldkomne kærlighed driver frygten ud; thi frygt har med straf at gøre, og den, der frygter, er ikke blevet fuldkommengjort i kærligheden.” Fortolkere af slave-epistelen sammenligner ofte med apostelen Paulus, hos hvem der også findes passager, der gør op med de herskende forestillinger om slave og fri, fx Brevet til Galaterne 3.28. På baggrund af ligheden formuleres derpå ofte denne forskel: Seneca siger, man skal behandle slaven humant, fordi han qua menneske er et fornuftsvæsen. Paulus derimod siger, at Kristi for‑ soningsdød for alle mennesker har ophævet grænsen mellem slave og fri.

I The Oxford Companion to Classical Civilization hedder det under “Slavery”, at en stoisk

moralist som Seneca var mere optaget af, hvordan slaveriet påvirkede slaveejernes moralske helbred, end af slavernes faktiske livsforhold. Her skulle være et incitament til fortolkende diskussion!

405

406

Noter til siderne 222-225

Noter til Seneca Om Mildhed 1.1 Om Mildhed kan dateres ud fra en passus i 1.9.1, hvor Nero omtales som ”værende gået ud af sit 18. år”; dette var sket på hans fødselsdag den 15. december 55. Værket er nok statsfilosofisk, men det er ikke, som fx Ciceros Om Staten, en diskussion af, hvilken forfatning der er den bedste. Den af Augustus grundlagte form for eneherredømme, principatet, betragtes som givet. Vi bemærker, at Julius Cæsar og hans berømte mildhed ingen rolle spiller i De Clementia. Cæsars mildhed havde en ad hoc-karakter og måtte her hundrede år senere forekomme at høre uhjælpeligt hjemme i borgerkrigenes kaotiske revolutionstid.

Senecas skrift er et forsøg på at fusionere mildhed og nåde på den ene side med ret og ret‑

færdighed på den anden. Statsfilosoffen Seneca forsøger, i erkendelse af, at der er sat skranker for retfærdigheden i et absolut monarki, ”at udligne denne uundgåelige mangel på retfærdighed med human etik uden dog at ophæve alle grænser i hovedløs sentimentalitet” (Manfred Fuhrmann). Vi befinder os på et felt, som til alle tider har voldt problemer: forholdet mellem jura og moral.

Sangen siger ”Danskens Lov i Krig og Fred være Ret og Billighed, som Kong Volmer vilde”

(Helge Rode: Som en rejselysten Flaade). Men grænsen mellem ret på den ene side og rimelighed & billighed og det dertil hørende skøn varierer fra kultur til kultur. I antikken havde man i lovene højst ganske rudimentære bestemmelser om formildende omstændigheder; derfor var der meget større rum for skønnet. I Rom foreskrev strafferetten næsten altid faste straffe, så hvis nogen fik anerkendt formildende omstændigheder, måtte det føre til frifindelse. § 2 Fred: Fredstilstanden under Nero fremhæves ofte af Tacitus i Annales. § 3 Det blotte menneske-navn: En vigtig forudsætning for det senecanske begreb om clementia, mildhed, er det græske phil-anthropía, menneskekærlighed. Seneca udformer altså humanistisk fyrsteideologi; jf. også den rolle, menneske- og naturret spiller i Om Mildhed. § 4 Det udfoldes i denne § , hvordan mildheden qua rimelighed & billighed tager individuelle hensyn. Ved at se lidt på den ”medlidenhed”, der her tales om, kan vi blive klogere på Senecas helt bestemte opfattelse af sin afhandlings emne. Om medlidenhed, miseri-cordia, handler nogle berømte og aktuelle sider af Om Mildhed, nemlig 2.5 og det helt vidunderligt skrevne 2.6 (alt det bevarede af De Clementia findes oversat i Villy Sørensens tekstbind). I disse kapitler skelner Seneca, til forskel fra her, hvor det endnu ikke er blevet så relevant at sætte grænser om begrebet, mellem dyden clementia og affekten misericordia: Den første ligger på linje med fornem storsindethed og leder til målrettet handling til fordel for de nødstedte, hvorimod misericordia er føleri og sentimentalitet: sindets ængstelige klynken over andres elendighed, så at sige pr. automatik. De tidlige kristne tænkere angreb stoikerne for dette negative syn på misericordia (herom Sørensen 1976: 160, 220f.), men det stoiske synspunkt har rødder tilbage i Platons afvisning af den if. ham karakternedbrydende medynk ved tragedien. De kristne tænker på misericordia som barmhjer‑ tighed og deler ikke stoikernes afvisning af denne affekt i mandighedens, roens og rationalitetens

Pluk dagen

navn. Det fremgår af Om Mildhed 2.4.4, at også de fleste (hedenske) romere anså misericordia for lig med godhed. Det er altså ikke alle sider af den stoiske doktrin, romerne følte sig hjemme i; nogle aspekter var dem for radikale, ekstreme og livsfjendske; dette punkt kommer Seneca ind på i Om Mildhed 2.5 – og ikke så få andre steder. § 6 Guddommelig: divus. Med ordet divus hentydes der altid til den afdøde kejsers apothéosis, consecratio, ikke til kult af den levende monark. Tiberius var ikke blevet apoteoseret; det var Julius Cæsar, Augustus og Claudius derimod.

Det er noget andet end denne divus-sprogbrug, når Properts i 4.11.60 omtaler den levende

Augustus som deus. Over hele dette felt har vor landsmand Ittai Gradel kastet nyt lys med med sit værk Emperor Worship and Roman Religion (2002). § 8 Trygheden: securitas, frihed for cura, bekymring. Verdens lykkeligste statsforfatning: Claudius havde indført en kejserlig domstol med ubegrænset kompetence. Ved sin tronbestigelse erklærede Nero, at han ville vende tilbage til tilstandene un‑ der Augustus: Princeps og senat skal styre i fællesskab. Det er formentlig dette pro-senatoriske program, der her sigtes til. Senatsaristokratiets af disse erklæringer foranledigede optimisme viste sig dog snart at være illusorisk. Og allerede fire måneder efter sin tiltræden, i februar 55, havde den syttenårige Nero ladet sin adoptivbror Britannicus myrde. Allerede den italienske filolog og digter Petrarca (1304‑1374) tog anstød af Senecas lovprisning af denne morderyngling; men hvis Seneca ikke havde valgt at tro på den officielle version, nemlig at Britannicus var død af naturlige årsager, ville hans muligheder for påvirkning vel have været lig nul. § 9 Stilling: Mildheden er ens for høj og lav, den tager netop ikke hensyn til fortuna (det gør derimod misericordia, 2.5.1).

Noter til Seneca Om Vrede 2.21 De tre bøger De Ira er tilegnet storebror Novatus (Gallio). § 1 Hjælpe uhyre meget: Seneca er i gang med en behandling af midler mod vrede (mod aggres‑ sivitet). Sundt afvejet opdragelse kan forebygge vrede, dvs. virke profylaktisk. Sund: Hele dette kapitel er præget af lægernes ideer om diætetik; jf. § 11. Det er oplysende at sammenligne Senecas forskrifter her med dem, som netop en læge giver om børneopdragelse; jeg tænker på lægen Athenaios fra Attaleia (formentlig ca. 100 år tidligere end Seneca), hvis lære findes gengivet hos Heiberg II (1929) 270‑272 i artiklen ”Græske Sundhedsregler”. Men Seneca skriver til forskel fra Athenaios om opdragelse under dette bestemte synspunkt: vredesprofylakse. § 3 Irritabilitet: iracundia, vredladenhed, tendens til/disposition for ira. Jf. § 6.

407

408

Noter til siderne 225-226

§ 4 Tage hele dets situation i betragtning: Sådan som mildheden, til forskel fra medlidenhedens føleri, gør. § 6 Pædagog: den slave, ofte græker, der som hovmester varetog barnets opdragelse i det daglige, lærte det manerer og passede på det. Pædagogen er altså opdrager, ikke lærer. Se til Martial 11.39. § 7 Forhold: fortuna. § § 7‑8 Smiger: Se Om Sindsro 1.16. § 10 Hurtigere farmand end Platon: Seneca berører tit, at vi mennesker har langt lettere ved det onde end ved det gode; se fx epistel 97.10: ”I alle andre kunster skammer man sig over sine fejl, men i livets kunst glæder man sig over dem.” Den franske oplysningstænker Diderot udbrød i 1778: ”I fædre og I ungdommens opdragere, læs og genlæs kapitel 21 i Senecas 2. bog Om Vrede!”

Noter til Seneca Om Sindsro kapitel 1 Ved slutningen af noterne til kapitel 2, nedenfor, findes en oversigt over hele skriftet Om Sindsro. § 1 Annaeus Serenus, en yngre slægtning af Seneca, som ”græd ubehersket” over hans død. Serenus var under Nero praefectus vígilum, chef for Roms brand- og vægterkorps, og døde (vel i 61) af svampeforgiftning sammen med en hel deling af sit vagtmandskab. I afhandlingen Om Den Vises Standhaftighed havde Seneca udfoldet en samtale med Serenus, der fremstræder som fortrolig med stoicismen, og kritisk over for den. I mellemtiden er der altså foregået en omvendelse, og Serenus har, under sin vens vejledning, gjort store fremskridt i retning af visdom, som stoikerne så den. Mon ikke nærværende kapitlers genialitet har sammenhæng med forfatterens dybe sympati og respekt for adressaten/samtalepartneren. Også De Otio er dediceret til Serenus (hvis navn faktisk betyder den rolige). I De Otio er det Serenus, der forsvarer den stoiske doktrin om, at man skal leve et udadvendt og aktivt liv, og tager Seneca i skole for hans dragning mod indre eksil (vi befinder os efter alt at dømme i år 62, hvor Senecas forhold radikalt ændres; herom Tacitus). Så i dette skrift har vi en ny, en tredje fase af Serenus’ omvendelse. Svaghed: Således kan man gengive vitium, som også kan oversættes: fejl, fejlkonstruktion, last; jf. 1.3, 1.15 (synonymet infírmitas), 1.17 (synonymet malum), 2.5, 2.7 (vitium gengivet ved sygdom), 2.15. Dets modsætning virtus, dyd, godhed, gengiver Villy Sørensen ofte med ”gode egenskaber” (fx 1.3); i 5.4 (nedenfor) oversætter han virtus ved ”kræfter”; på dét sted argumenterer Seneca nemlig ud fra ordets sammenhæng med vir, mand.

Pluk dagen

§ 2 Læge: Jf. § 4 og § 17, og se også til Om Vrede 2.21. § 5 Under vægtes og tusind pinslers pres: Seneca fremstiller her instrumentet prelum, der blev brugt til at rulle og presse tøj med, som et torturinstrument! § 6 Samme vej ud: Enten fordi maden ikke kan fordøjes, eller fordi der bruges brækmiddel for at give plads til flere delikatesser. Mange romere, bl.a. Julius Cæsar, betjente sig af vomitiver for at kunne nyde (se Ciceros brev til Atticus 13.52). § 8 Tjenerskole: En lidt omtrentlig gengivelse af paedagogíum, slaveskole, dvs. et institut i de store huse, hvor man uddannede slaver, fx til alle de specialfunktioner, som beskrives i epistel 47. § 10 Fasces, genoptages med ordet liktorstave; se til Sallust Catilina 51. Zenon, Kleanthes og Chrysippos (han døde i 207): de første tre ledere af den stoiske skole, der blev grundlagt i Athen o. 300 f.Kr. § 11 ”Nu skal ingen …”: Serenus refererer sig selv i direkte tale; jf. § 13. Det er formidabelt, hvor polyfon, hvor mangestemmet en tekst i diatribe-stilen kan være. Min kærlighed: Sindsro, glæde og godt humør er målet for hans amor. Her beskrives altså subli‑ meringens omdirigering af driftens retning. At Seneca foregriber moderne psykologi, er hævet over al tvivl; men ad hvilke veje han har påvirket den, lader sig ikke sige på nogen enkel måde og med få ord. Men én af vejene er Shakespeare, en anden er de klassiske franske moralister (Montaigne og andre). § 13 Begravelse i stilhed: Det tekniske udtryk funus tácitum, tavs begravelse, betegner en simpel begravelse, uden kortege, trompeter, grædekoner og deslige. Der spilles på det foregående ”tie stille”. § 14 Åndedraget: Vi skelner på vort sprog mellem ånde og ånd. Det gør grækerne og romerne ikke på samme måde. Højere op: sublímius. Der er i hele taget om dette omslag fra simplex stilus brugt en række udtryk fra det sublimes og entusiasmens poetik, ifølge hvilken en gud taler igennem den beåndede poet. Serenus ironiserer begribeligvis over sig selv. § 15 Humør: bona mens, ordret: godt sind. Dette begreb, humør, godt og stabilt humør, er centralt, hvis man vil forstå, hvad Seneca mener med tranquillitas animi, sindets havblik; jf. nedenfor 2.3 om det græske eu-thymía, som netop ordret betyder: den tilstand at være i godt sind. Stoikerne vil befri mennesker for affekter, hvilket ikke er at befri for følelser, men befri til menneskelige følelser. Allerede de første kristne modstandere af den stoiske etik misforstod dette; se til Om Mildhed

409

410

Noter til siderne 226-232

1.1.4. Hvis man ser på definitionen i 2.4 og desuden på den pendulerende selvlede, som Serenus og Seneca fremstiller som det modsatte af sindsro, skulle meningen ellers være klar nok.

Noter til Seneca Om Sindsro kapitel 2 § 3 Demokrit: Sammen med Leukippos (begge er fra 400‑tallet, vi regner dem til førsokratikerne) grundlæggeren af atomlæren, som senere blev taget op af Epikur og dermed af Lukrets. Også af Demokrits etiske skrifter har vi kun fragmenter. Sit ideal eu-thymiê (som den joniske form af ordet lyder), munterhed, frejdighed, godt humør, kendetegnet ved besindighed og frihed for dødsfrygt, må han have sat i forbindelse med atomlæren (de etiske og de fysiske doktriner skulle hænge sammen). Senere blev Demokrit kendt som den leende filosof, Heraklit som den grædende (se bl.a. Om Sindsro 15.2).

To forhold er bemærkelsesværdige: 1) At Seneca som stoiker kan bruge en på atomisme baseret

doktrin, og det vedrørende selve sit emne og nøglebegreb. Også stoikeren Panaitios (ca. 185‑110) havde skrevet om euthymia og står vel i nogen grad som den, der har formidlet Demokrit til Se‑ neca. Bemærkelsesværdigt er 2), at Seneca altså ser sit begreb om Sindets Havblik, ikke primært som stilhed, men som ensbetydende med godt humør og frejdig munterhed. Det sidste er vigtigt at få med; i det hele taget må vi aldrig glemme, at stoikernes kamp mod affekter ikke er en kamp mod følelser, men en kamp for råderum til menneskelige følelser, inklusive det, Seneca kalder bona mens, dvs. jævnmodigt godt humør uden stress.

Hvis ordet eu-thymía skulle gengives efter sin ”ydre skikkelse” på latin, skulle det bestå af

komponenterne vel- (bene) og -sind (animus). De to sprog er imidlertid dybt forskellige, derved at græsk langt nemmere frembringer sådanne sammensætninger end latin. § 6 Kedsomhed: Men også her står der taedium, lede. § 12 Achilleus: Iliaden 24.10f., efter Patroklos’ død. § 14 Lukrets De Rerum Natura 3.1068; men Seneca har indsat et ”bestandig” (og derved ophævet heksametret). Her følger nu et kort udblik over Om Sindsro: Kapitlerne 1 og 2 fremlægger altså symptomer på og diagnose af lidelsen. I resten af skriftet tales der om midler mod lidelsen, sagt på en anden måde: ”nogle midler til sindsroens bevarelse og genoprettelse og gardering mod lasternes snigløb” (17.12). I kapitlerne 3‑6 findes en diskussion af otium-problemet, som der allerede var åbnet for i det foregående, og som jo altid brænder på hos ”humanisten ved Neros hof ”. Den advarsel, som stoikeren Athenodoros fra Tarsos, Ciceros ven, havde fremsat mod politisk aktivitet, præsenteres i kapitel 3; Seneca tager derefter afstand fra Athenodoros, men ulemperne ved det udadvendte liv erkendes (i et senere værk, De Otio, tilslutter Seneca sig derimod Athenodoros). Som belæg for sin påstand om, at der under alle forhold er plads for anstændig handling, har Seneca skrevet kapitel 5 om Sokrates. I kapitel 7 tales der dernæst om valg af venner; de værste trusler mod vores

Pluk dagen

tranquillitas er konfuse og kværulantiske venner. Kapitlerne 8‑9 beskriver rigdommen som farlig for sindsroen; 9.4‑7 rummer en kritik af de riges bibliomani, deres opkøb og udstilling af bøger, de aldrig får læst. Disse to kapitler 8 og 9 rummer lovprisninger, med grundlag hos de kyniske filosoffer, af den vises selv-beroen og selv-forsyning, hans aut-árkeia, autarki. Den vise siger: Alt hvad der i egentlig forstand er mit, bærer jeg hos mig; så over for mig står tilfældet magtesløst. Stykket 10.1‑4 handler om at bære ulykker; vi må være taknemmelige over menneskets evne til at vænne sig til selv det værste. I 10.5‑7 skriver Seneca om ulemperne ved høj status, som ingen bør misunde nogen. I kapitel 11 skildres den vises ligegyldighed over for ydre begivenheder. Han hænger ikke ved livet. I 12‑13 tales der om at undgå engagementer, der ikke fører nogen vegne, og om formålsløs travlhed. ”Stay focused” siger Seneca (omtrent). Kapitel 14 redegør for stædighedens og stivhedens farer for den, der søger tranquillitas. Kapitel 15 advarer mod at lade sig demoralisere af de omgivende laster; latter over menneskene er bedre end gråd over dem. Kapitel 16 advarer mod at opgive troen på det nådige forsyns virke i verden, selv om man ser de gode lide ondt (theodicé-problemet, som Seneca også behandler i Om Forsynet). Kapitel 17 handler om uma‑ skeret simpelhed, om at skifte mellem ensomhed og selskab, om at skifte mellem anspændthed og afslapning. – Den røde tråd gennem disse overvejelser må den enkelte læser selv se at finde.

Noter til Seneca Om Sindsro kapitel 5 § 1 De Tredive Tyranner: 404‑403, efter Athens nederlag til Sparta. Harmódios: den udødelige tyranmorder (sammen med Aristogeiton) fra 514. § 4 Kræfter: virtus, i dets sammenhæng med vir, mand. § 5 Curius Dentatus: Se til Cicero Pro Caelio 39. Stilleliv: otium, her knyttet sammen med litterae, andre steder, fx Om Sindsro 2.9, sammen med studia.

* Om Senecas ikke helt enkle syn på kvinder se M. Mauch Senecas Frauenbild in den philosophi‑ schen Schriften (Bern 1997). Epistel 41, oversat af Gertz 1927 (se nedenfor) og Ole Thomsen.

Epistel 47, oversat af Ole Thomsen.



De resterende Seneca-tekster er oversat af Villy Sørensen, men ændringer er foretaget, idet

Sørensens eminent flotte fordanskning her og der er mærket af, at hans filologiske medhjælp Leo Hjortsø [se V. S. II 7] har svigtet, undertiden ikke så lidt endda. Så kan der pludselig indfinde sig passager, som er langt vanskeligere end hos Seneca selv, fordi de er misforstået. Havde det ikke

411

412

Villy Sørensens Seneca

været for disse dyk, ville man have kunnet argumentere for, at Sørensens Seneca er den mest vel‑ lykkede prosaoversættelser fra latin, vi har på dansk. Som det er nu, må Villy Sørensens Seneca ”nøjes med” at være den flotteste prosaoversættelse, vi har fra latin. Markante og videnskabshistorisk interessante passager fra Naturales Quaestiones findes oversat af M. Cl. Gertz i Senecas Breve og andre Skrifter til Lucilius (1927). Gertz (1844‑1929) er anerkendt som en af de største Seneca-filologer nogen sinde. Som oversætter bruger han mange ord, hvorved Gertz’ Seneca bliver langt mere udfoldet end Senecas.

Man må håbe, at vi snart får en god oversættelse til dansk af en af Senecas tragedier.

Kapitel 11: Pet ronius

Noter til Satyricon 65‑78 65 Som se-vir, seks-mand, har Habinnas ret til en lictor, en magistratstjener. Seksmændene var et præsteskab for Den Guddommeliggjorte Augustus, divus Augustus, i provinsbyerne, colóniae (denne betegnelse er brugt i kap. 76). Det var især frigivne, libert(in)i, der blev udnævnt til den eftertragtede post som seksmand. Jf. kap. 71. Mens man er seksmand, har man ret til toga praetexta og sæde på ærestribunen; jf. kap. 78. Mere end halvdelen af det bevarede af Satyricon foregår i en uspecificeret ”græsk by” (Graeca urbs, kap. 81), med andre ord en colonia i Campanien. Hvis der skal tænkes på en bestemt by, må det efter de flestes mening være Putéoli. Nattesværmer: comissator (efter det græske komastés): Jf. Alkibiades. Se nedenfor til kap. 85. Politimester: Kun en omtrentlig gengivelse af praetor. En colonia ledes af et par to-mænd, duúmviri (eller duó-viri). Encolpius frygter, at det er en af dem, der er kommet. Toddy: At drikke vin blandet med varmt vand var almindeligt. Jf. kap. 68. Scissa kan også være et mandsnavn. At der holdes en så fornem mindefest (det skete på niende‑ dagen) for en slave, antyder en højst usædvanlig relation til slaven. Frigivelsesskatten på 5 % skulle betales af den frigivne, medmindre den frigivende herre overtog den; jf. kap. 71 (testamentarisk manumission). 67 Lå på: Respektable frie kvinder sad normalt til bords i republikkens tid og lå normalt til bords i kejsertiden. Hvis man betoner ordet ”normalt”, holder dette udsagn. Ud fra såvel billeder som tekster påviser M.B. Roller i sin nyttige bog om bordskik: Dining Posture in Ancient Rome: Bo‑ dies, Values, and Status (Princeton University Press 2006), at der er ganske mange undtagelser fra det, der står i håndbøgerne: Frie voksne mænd lå, kvinder sad/lå (se ovenfor), børn sad, og slaver stod op. M.B. Roller fremdrager fremstillinger, hvor tilsyneladende frie mænd sidder, ja, står op – åbenbart for at forskelle i status kunne fremgå. 68 Trimalchio kalder på dessert med den gangbare betegnelse ”andetbord”, secundae mensae. Dette tages bogstaveligt af hans slaver, der kommer med nye borde! Og Trimalchio fyrer lidt senere en udsøgt brander af. Citatet: Æneiden 5.1. Folkekomedier: Atellanere, se kapitlet om Plautus. 69 Slaver fra Kappadokien (i Lilleasien) ansås for særlig udspekulerede.

414

Noter til siderne 237-241

Muldrivernes Liv: Måske titlen på en mime; jf. til kap. 68. Ved Saturnalierne, den karnevalslignende fest 17.-21. december, gav man ofte hinanden lerfigurer som gaver – så ofte, at der var en særlig butiksgade for dem i Rom. 70 Daidalos, konstruktør af labyrinten på Kreta, af vinger til mennesker, og af andet. Daidalos er det mytiske opfindergeni. Noricum: Omtrent det nuværende Østrig. Ekstremt uanstændigt, at en dame vil danse. Men Fortunata er jo også en kvinde med en fortid (kap. 74, kap. 77) og beruset oven i købet. Der var fire vogne ved løb i Cirkus (længere nede i tiden kom der flere). De Grønne var de mest populære (også Caligula og Nero holdt med dem), derefter De Blå (som Trimalchio måske holdt på). De andre to var De Røde og De Hvide. Man væddede med betydelige indsatser. Slavekone: contubernalis. Slaver kunne indgå et formaliseret bofællesskab, contubernium, men ikke ægteskab, matrimonium. Vi var nær blevet smidt ned: Til sidst når selskabet op på 21 personer. De ligger – tæt! – på den vanlige opstilling med tre spisesofaer. Om sofaernes tretal er der enighed; men andre fortolker placeringen anderledes, idet de frigivne kammesjukker (kapitlerne 41‑46) formodes at ligge for sig. Under alle omstændigheder: Giton ligger ikke til bords. 71 Skæbne: Fatus siger han. Fejlen er både grammatisk (det hedder fatum) og filosofisk (det er netop ikke fatum, men fortuna, der skaber sociale forskelle; se kapitlet om Seneca). Sejlskibene (jf. kap. 76), ærestribunen og den bræmmede toga (jf. kap. 65) er jo velbegrundede nok. Men de fem guldringe – guldringe er de romerske ridderes privilegium – synes at være en grotesk overlæssethed. Monumentet fortolkes af J. Whitehead i P.J. Holliday Narrative and Event in Ancient Art (Cambridge 1993) 299‑325. Arkæologerne sammenligner det med Caius Lusius Storax’ monument fra Chieti og Marcus Valerius Anteros Asiaticus’ fra Brescia. Og konklusionen er, at Trimalchio på mange måder er ”social virkelighed skrevet med store bogstaver” (Courtney). Dette monument indgår ikke i arven: En sådan formel brugtes ofte for at hindre, at en grisk arving afhændede gravstedet. Trimalchio hedder Pompejus efter sin tidligere herres slægt; men at han også skulle have haft noget at gøre med Mæcenas, er usandsynligt. Gravindskriften er, som gode parodier bør være, sammenstykket af visse autentiske og korrekte formler. Selv den spøjse slutning, hvor den døde

Pluk dagen

tiltaler den forbipasserende vandringsmand og får et høfligt svar tilbage af denne (”I lige måde”), har sidestykker fra virkelige gravsten, af hvilke der er bevaret en mængde. 72 Bange for en malet hund: Det har Encolpius beskrevet i begyndelsen af kap. 29 (ej medtaget her). 73 Indespærret i labyrint: Taget sammen med kap. 72 (hunden, malstrømmen) får dette Courtney 2001: 117 til at tale om en ”dyb symbolisme” i Trimalchios Middag: ”All the luxury in Trimalchio’s house is just a way of disguising the fact that its inhabitants and guests are experiencing a kind of living death; now we appreciate to the full the proximity of the banquet and the grave which has been kept in our consciousness by continual occurrence of the theme of death in the Cena (note especially the Sibyl in 48.8).” Så sagde Trimalchio: Der synes at være en lakune i teksten heromkring. Nogle har i alt fald ment, at Encolpius må have berettet, at Trimalchio var kommet op og ud af badet. Satyricon er ikke godt overleveret til os: På den ene side er der huller, såkaldte lakuner, i teksten (nogle af disse er indiskutable), på den anden side er der interpolationer (forklarende tilføjelser af mere eller mindre pedantisk art, som bryder beretningens strøm og stil). Skæg: Om skægfesten se til Cicero Pro Caelio 33. 74 Hane: ”Den røde hane” varsler ondt og mødes her med hele tre ondtafværgende (apotropæiske) handlinger. De er til dels kendt fra andre romerske forfattere – og fra andre kulturer. Apropos ringflytningen: Der er stadig dem, der flytter pengene fra den ene lomme over i den anden for heldets skyld. Spytte i egen barm: Man spytter på sit eget bryst for at annullere noget groft grænseoverskridende, man er kommet til at gøre eller sige. Kassandra: Der står Cassandra caligaria, Kassandra bestøvlet: Den bogstavrimende hån forbinder kong Priamos’ datter, som forudsagde Trojas undergang og derfor kan siges at være en slem lyse‑ slukker (!), med et romersk militært outfit (kejsernavnet Caligula betyder jo Støvletten). 75 Gaius: Det er dejligt for en frigiven at blive kaldt ved sit praenomen (overtaget fra herren ved manumissionen). Et sådant havde han nemlig ikke som slave; jf. kap. 71. Encolpius omtaler ham kun som Trimalchio og kunne aldrig finde på at sige ”Så sagde Gaius …”. Genius, skytsånd: Herom se til Properts 4.8.69. Dagløn: En slave kunne godt lige så stille opbygge en formue, peculium. Se til Vergils 1. ekloge 30‑32. Virketrang: virtus. Se ved begyndelsen af noterne til Ciceros Tusculanere.

415

416

Noter til siderne 241-246

76 Kejseren: Fornemme romere betænkte kejseren i deres testamente. Visse velhavende danskere yder endnu i dag kongehuset en tilsvarende honnør. Men i Rom risikerede man at få sit testamente underkendt, hvis man glemte kejseren! Senator: Den senatoriske census, dvs. nedre formuegrænse, var af Augustus blevet fastsat til en million sestertier. 77 Fire spisestuer: En til hver årstid. Scaurus: Måske er der tale om den berømte fabrikant af fiskesauce, garum, fra Pompeji. 78 Føromtalte bedemand: Ovenfor 38.11‑16 (ikke medtaget her).

Noter til Satyricon 85‑87 Inde i kunstgalleriet (de fandtes ofte i templer; jf. senere tiders kirker) har Encolpius læst sin egen historie ind i diverse malerier med homoseksuelle temaer (Ganymedes; Hylas; Hyacinthus). Jf. kunstbetragtningen i begyndelsen af Achilles Tatios’ roman (ganske vist langt yngre; den er med hos Weber-Nielsen, 2007); motivet stammer, som så meget andet i novelle og roman, fra Den Ny Komedie (Terents Eunukken 586ff.). Det gælder helt generelt, at komedien er fiktionens kilde (se nedenfor om Tilfældet). 85 Finansembedsmand: quaestor. Pergamon var hovedstad i den romerske provins Asia. Søn: Den unge fyr betegnes afvekslende puer, dreng, og ephébus, pubertær yngling (i attisk ret fastlægges betydningen af denne græske term éphebos til: 18‑20 år). Pointen falder hen imod novellens slutning. Filosofferne: Filosoffer i den store asketiske tradition (pythagoræisk, sokratisk, platonisk, kynisk, stoisk). Se næste note. Ledsagede … til sport (in gymnasium): Jf. Platons Symposion 217b-c – og hele historien dér om Alkibiades og Sokrates. Ud fra et desillusioneret-kynisk syn på den rene og romantiske kærlighed vender Petronius’ parodi Platon på hovedet. Hvad angår anti-romantikken, sammenlign den føl‑ gende novelle om Damen fra Efesos. – Også Trimalchios Middag ”bearbejder” Platons Symposion parodisk: Festen er noget, vi får fortalt om af en af gæsterne, hos Platon endda på anden hånd. Man kan også sammenligne den drukne Habinnas’ ankomst i kap. 65 med Alkibiades’ entré hos Platon, 212c-215a. Ved et tilfælde: Jf. begyndelsen af kapitel 87, hvor novellens anden akt indledes. I novelle og roman er – ligesom i komedien – Tilfældet stormagten.

Pluk dagen

86 Brushaner: Der nævnes her i novellen duer, haner, hest. En græsk pæderasts/ynglingeelskers gave til den tilbedte var typisk en hare eller en hane, hvilket ofte er fremstillet på vaser. Vi ken‑ der også til hest, hund, ræv, kronhjort, gås, vagtel og blishøne som homoerotisk gave. Se Dover 1989. 87 Sov så…: Man giver sin samtalepartner hans egne ord i hovedet. Samme teknik i Aristofanes’ Frøerne 1471ff., og jf. spillet i Ovid Amores 2.8.

Noter til Satyricon 110.6‑113.2 Historien om Matronen og Soldaten var før Petronius blevet fortalt på latin af fabeldigteren Fædrus (nr. 15, appendiks). Fædrus henlægger ikke begivenheden til en bestemt lokalitet. Fabelens morale er svær at få øje på hos Fædrus. 111 Efter det græske ritual: Modsat det romerske: ligbrænding (jf. Properts 4.11). Korsfæste: Den velbevidnede omstændighed, at romerne – som ønskede, at de korsfæstede skulle rådne op eller flænses og fortæres af fugle og hunde (jf. Satyricon 58.2) – ikke tillod, at korsfæstede forbrydere blev regulært begravet, er naturligvis blevet inddraget ved bedømmelsen af evange‑ liernes påskeberetnings troværdighed. Se Crossan 1999: kap. 6. Jf. Markus-evangeliet 15.44 om centurionen, der holdt vagt. I forbindelse med Jesu korsfæstelse og nedtagelsen af hans lig fra korset gjorde der sig særlige forhold gældende pga. den forestående sabbat. Nysgerrighed: Denne last (vitium), som har det med at bryde religiøse eller seksuelle tabuer, spiller en stor rolle i Apulejus’ roman (Metamorphoses, alias Det Gyldne Æsel). Nysgerrighed er ikke soldatens motiv hos Fædrus, men derimod tørst. Madration: Om mad og sorg jf. Iliaden 19.225 og 24.602. Samme udgang venter os alle …: Se i Horats- og Seneca-kapitlet om temaerne i de antikke trø‑ steskrifter. Det er naturligvis ikke soldaten, men beretteren Eumolpus, der kender disse temaer! Sådan bliver teksten mangestemmig, og bag det hele anes Den Skjulte Forfatter (med Contes og andres udtryk). 111 og 112 Citaterne stammer fra Æneiden 4.34 og 4.38f. Søster Anna søger at vende Didos sind mod Æneas, bort fra den afdøde ægtemand Sychaeus. Det søsterlige hovedargument: ”Du er jo glad for din kærlighed til Æneas.” De kender deres Vergil godt i Efesos! På samme måde som Vergil-stumper her bruges Homer-citater i Charitons roman (som er med hos Weber-Nielsen, 2007). 112 Kødets fristelser efter et godt måltid: Jf. Terents Eunukken 732 (efter Menander): sine Cérere et Líbero friget Venus, uden Ceres [brød] og Liber [vin] fryser Venus. Det er typisk for grækerne, at de ser en glidende overgang mellem appetitten efter genital kontakt (sex), efter mad, efter drikke,

417

418

Noter til siderne 241-251

efter søvn, efter varme og komfort. Der er for dem at se tale om ét driftsøkonomisk system. Senere tider tildeler derimod sex en privilegeret status, enten dybt nede eller højt oppe. Se til Sallust Catilina 13 og videre i kapitlet om Lukrets. ”Også i denne (hanc) del af legemet”: På dette sted synes den ellers, i alt fald på overfladen, så pæne Eumolpus at være sjofel. Din ven og din mand: En særlig udgave af det fænomen, som spiller så stor en rolle i Satyricon: Den Erotiske Trekant. Jasper Griffin (1985: 161f.) minder om, at romerske prostituerede ikke sjældent betjente deres kunder på kirkegårde.

* I Courtneys Companion (2001) indledes der med en grundig argumentation for det synspunkt, at den hos Tacitus skildrede hoffunktionær er lig med forfatteren til romanen. Courtneys Compa‑ nion er en velkommen hjælp for den, der vil danne sig et overblik over det fragmenterede værk Satyricon.

Mange af Lukiáns talrige værker blev i sin tid oversat af Gertz og er nemme at finde antikva‑

risk.

Conte 1996: kap. 5 er skeptisk over for tanken om, at Satyricon skulle være stærkt påvirket

af Den Menippeiske Satire med dennes præg af pamflet (jf. Seneca) og collage (jf. Varro). Conte plæderer for at tage intrigen alvorligt og betoner således værkets karakter af roman. Han medgiver naturligvis, at Satyricon har prosi-metrum og parodi; men Den Menippeiske Satire havde ikke monopol på disse to. Hos Conte – og i Courtneys kap. 2 – kan man hente informationer om de fund af papyrus-fragmenter med relation til Den Græske Roman, der er gjort siden 1970’erne. En af Den Græske Romans førende kendere er Tomas Hägg.

Om romantisk kærlighed i Kyrupædien se Bodil Due 1989.



Om Odysseen 8.266‑369, novellen om Ares og Afrodite, kan man læse hos Ole Thomsen

1993.

Om noveller i Herodots værk se Gray 2002, som, med analytiske begreber som skæbne, krise,

closure og morale, foretager eller lægger op til fortolkning af bl.a. Kandaules og Gyges (1.8ff.), Aríon (1.24), Kroisos og Solon (1.29‑45), De Ægyptiske Tyve (2.121; sammenlign med Enken fra Efesos), Polykrates (3.39ff.; jf. Blixens novelle Fra det gamle Danmark) og Hermotimos (8.103ff.). Herodots metode er påvirket af Homer (se Torresin 1989: 37) og af mundtlig overlevering blandt almindelige mennesker. Hans historier er ikke værdimæssigt firkantede, men løber an på læserens eftertanke. Hans efterfølger Thukydid afstår fra at bruge noveller til at belyse sin tematik; det har forekommet ham gammeldags og uvidenskabeligt.

Dybtgående behandling af novelle, eventyr, fabel, anekdote og myte – med åbning mod

Østen – i Graham Anderson 2000.

I Apulejus’ roman Det Gyldne Æsel (se ovenfor) findes der i 10.21 en uhyre milesisk – i

Pluk dagen

betydningen pornografisk – novelle om sex mellem en fornem matrone og den til æsel forvandlede Lucius (hovedpersonen). Nogle mener, at 10.21 er en middelalderlig tilføjelse til Apulejus’ tekst. Satyricon er ikke særlig obskøn; det vildeste er kap. 140.

I sin monografi fra 2004 leverer Gottskálk Jensson en argumentation, som har gjort indtryk

på eksperter på feltet, for det synspunkt, at Satyricon følger et græsk forlæg.

P. Habermehl udsendte i 2006 på tysk en filologisk-litterær kommentar til Satyricon 79‑110

(kommentarens andet bind skal gå frem til kapitel 141), altså til delen efter Trimalchios Middag.

Om receptionen af Satyricon i litteratur fra 1500‑tallet frem til nu og på film er der et over‑

dådigt materiale i R. Martin Pétrone Le Satyricon (Paris 1999), som jeg anbefaler af denne (ene) grund. Petrón er oversat af Knud Schwanenflügel (1945) og Ole Thomsen; de to noveller dog af sidst‑ nævnte alene.

Det lille stykke fra kapitlerne 44‑45 findes oversat i Vilh. Andersens Horats I (1939) 176‑178.

419

Noter til siderne 255-256

Kapitel 12: Lukan

Noter til Borgerkrigen 7.1‑44 1‑6 I oldtiden mente mange, at Helios, Solen, selv bevægede sig fra vest til øst, og at dens tilsyne‑ ladende bevægelse fra øst til vest skyldtes himlens rotation (jf. note til Ciceros Tusculanere 5.69). Her om morgenen 9.8.48 f.Kr. søger Solen at køre hurtigere, end den plejer, mod øst, dvs. mod himmelbevægelsen, for at undgå at komme til at lyse over verden. Lukan beskriver en kosmisk konflikt, udløst af en højst menneskelig følemåde hos Helios. 7ff. Pompejus’ drøm om det fyldte teater i hans sejrrige ungdomstid omtales af flere forfattere. Drømmens gudesendte fantasmer – højeste lykke, triumfer, folkets kærlighed – gør i og for sig ikke Pompejus mere modtagelig for de opfordringer til kamp, som Lukan umiddelbart derefter lader Cicero udslynge. Men ”han mærkede, at gudernes list og skæbnen modarbejdede hans egen holdning (mens).” Således står der ved optakten til hans tale (7.85f.). 8 Den klassiske passage om de to slags drømme, de sande og de bedrageriske, er Odysseen 19.560‑569. Se Dodds 1951: 102‑134 om drømme i antikken – som altid hos Dodds med vide perspektiver. 9 Pompejus-teatret, det første af sten i Rom, blev indviet i 55; se Cicero Ad Familiares 7.1 (oven‑ for). 14ff. Pompejus’ første triumf var faktisk over Numidien (Afrika) i 81 eller 80. Denne triumf ig‑ norerer digteren og kalder hans anden – mere prestigefyldte – triumf for den første. Pompejus’ anden triumf var over Sertorius, som i 70’erne havde fået magten over næsten hele det romerske Spanien, i 71. På det tidspunkt var Pompejus-teatret slet ikke bygget. 17f. En voksen romersk borger bærer hvid toga (toga pura). Denne modstilles her triumfatorens purpurtoga (toga picta). 19 Da Pompejus ikke havde gennemgået karriereforløbet, cursus honorum, var han kun ridder, helt frem til 70. 19f. Drømme er ønskeopfyldende (Freud). 21f. Ordret: drømmen varslende det modsatte af det [i drømmen] sete. Drømme kan – i det camouflagearbejde, som er nødvendigt, for at vores søvn ikke skal blive forstyrret – betjene sig af ”fremstilling ved hjælp af det modsatte”; det samme gælder (ironiske) vittigheder. Dette blev påvist af Freud i hhv. 1900 (Drømmetydning) og 1905 (Vittigheden og dens Relation til det Ubevidste).

421

422

Pluk dagen

Dette med drømmenes ”modsathed” synes ikke at være nogen almindelig iagttagelse i antik lit‑ teratur; se dog Plinius Epistel 1.18. NOTA BENE: For Freud handler drømme om fortiden, ikke om fremtiden. 23f. Her er den agerende hverken ”sind” eller ”drøm”, men Fortuna, som styrer drømmene. 34 Romerstaten bad for Pompejus’ helbred, da han var alvorligt syg i år 50. Dette omtales af flere forfattere. 39 Brutus: Den første konsul (509) i det fra kongerne befriede Rom. Ved hans død sørgede ma‑ tronerne et helt år. 42 Tordneren: Juppiter Capitolinus. Lukan forestiller sig en triumf (eller en takkefest, supplicatio?) i anledning af Cæsars sejr, hvor romerne må undertrykke deres virkelige følelser. I virkeligheden holdt Cæsar aldrig triumf efter sejr over borgere.

Noter til Borgerkrigen 7.728‑824 755 Tagus: Se note til Juvenal 3.55. 756 Arimasperne: Et sagnfolk langt mod nord. Se Herodot 3.116. 761 I sit værk Borgerkrigen 3.96 beretter Cæsar om luksus i aristokraternes pavilloner i Pompejus’ lejr. Sølvtøjet og alt det andet derinde ”viste overdreven luxuria og sejrssikkerhed.” 777f. Efter mordet på sin mor Klytaimestra blev Orestes af Hævngudinderne drevet helt op til Krim, hvor han omsider blev renset for blodskyld, míasma (jf. Euripides’ tragedie Ifigenia i Taurien). 780 Thebens konge Pentheus – dvs. Sorgmanden – blev ramt af vanvid, fordi han modarbejdede den indtrængende Dionysos. Opfyldt af Dionysos rasede Pentheus’ mor Agaue sammen med andre mænader i bjergene, hvor hun fortærede sin søn råt. Da hun senere var kommet til fornuft og indså dette, brød hun sammen (jf. Euripides’ tragedie Bacchanterne; om Agaues anagnórisis, erkendelse, i versene 1216‑1300). 782 Cæsar drømmer også om 15.3.44. 796‑799 Det er afgørende for Cæsar, at guderne er hans medskyldige. 799ff. Efter slaget ved Cannae (216) blev den romerske konsul Lucius Aemilius Paullus, som faldt i slaget, begravet under fuld honnør (Livius 22.52.6). Sådan handlede selv Roms ærkefjende, ”den troløse pøner”!

Noter til siderne 256-259

801‑803 Cæsar hader if. Lukan borgere mere end fjender. Havde det bare været (udenlandske) fjender, skulle de nok have fået en begravelse! Cæsar vil altså borger-krig, borger-mord; og det, der driver ham, er hans ira, vrede, raseri (802, 809). Om stoikernes absolutte fordømmelse af ira se kapitlet om Seneca og dennes monografi Om Vrede. 803ff. Med rette er digterens henvendelse til Cæsar blevet sammenlignet med det, som i retorikken hedder en suasoria, en rådetale. Svasorien ender i hån (820‑824). 806f. Pindos og Oita, berømte nordgræske bjerge. Oita kender vi fra Catul 62. 812‑815 Stoikernes lære om ekpýrosis: Over en lang, lang periode hersker der i kosmos/universet ligevægt mellem de fire elementer. Men efterhånden vil det mest aktive og kraftige element, ilden, få overvægten. Så får vi Verdensbranden. Med den følger renselse, og efter den kommer genfødsel og genoprettelse. Alt indtræffer på ny: Sokrates og Xanthippe og alt andet. Universets formende princip (gud) bevares intakt gennem Verdensbranden; for så vidt kan universet siges at være evigt if. den stoiske fysik. Disse cykliske ideer om verdensperioder har sidestykker – dog ikke nøjagtige paralleller – i andre filosofier og religioner, og de har i senere tider tiltrukket de mest forskellige gemytter, deriblandt Nietzsche. NB Lidt ældre idéhistorier fremstiller det, som om læren om Verdensbranden skulle have nedsænket oldtiden i meningstom monotoni, frataget det antikke menneske al tro på fremskridt – og således medvirket til oldtidskulturens undergang. 815‑817 Det første, udsagnet om animae, sjælene, bør sammenlignes med den Cæsar tillagte idé om ”de billige sjæle” i 730. Passagen er heftigt anti-augustæisk: se til Vergil 4. ekloge 4‑9 om Iulium sidus (og Divus Iulius). 818 Døden er fri for/uafhængig af fortuna, omslag, tilfældigheder, standsforskelle. Derfor er det døden, der bedst lærer os, hvad der virkelig gælder i livet. Jf. Cato i 9.582ff. nedenfor. 819 Himlen: Jf. Seneca epistel 47.10.

Noter til Borgerkrigen 9.544‑604 549ff. Titus Labienus havde været en af Cæsars vigtigste officerer i Gallien; læsere af Cæsars commentarii kender hans bedrifter. Allerede ved begyndelsen af Borgerkrigen var han gået over til Pompejus (5.346). Han betragter nu Julius Cæsar som nefandus, afskyelig, djævelsk (558f.). Pompejus er blevet myrdet under flugt (8. sang) efter nederlaget ved Fársalos (7. sang). Cato holdt en – tempereret – lovtale over Pompejus i 9.186‑217. 555ff. Her bruges ordet ”hellig”, sanctus, om Cato, Sankt Cato altså. Se ndf. vers 604. For Catos vedkommende har denne karakteristik, sanctus, baggrund i hans slægt – hans oldefar var Cato

423

424

Pluk dagen

Censorius, der havde lært romerne at spejle sig i den seje bonde og den hårde soldat og se dem som de sande romere – og ikke mindst i hans ualmindelig vel gennemførte stoiske livsførelse.

Antikkens forestillinger om ”den guddommelige mand”, theios anér (på græsk), gudemen‑

nesket, dækker et stort og fængslende felt, som vedrører både religion, filosofi og politik. Et blik på nogle af vor tids potentater viser, at der stadig er liv i disse forestillinger om nationens gud‑ dommelige frelser.

Her skal blot samles nogle stikord, så der kan henvises til denne note fra andre steder i bogen,

som derved kommer til at belyse hinanden. Heroer, halvguder, gudesønner: En række af heltene i Homer er gudesønner; fx Achilleus, søn af gudinden Thetis, og Aineias, søn af Afrodite. Dette sidste blev springbræt for hele den romerske Æneas-mytologi: Det Juliske Hus (Dynasti), der nedstammer fra Venus, som allerede Julius Cæsar havde bygget et tempel for. Om Augustus og Apollon se til Vergils 4. ekloge. Om dyrkelsen af Augustus’ genius se til Horats ode 4.5. Og se til Seneca Om Mildhed 1.1.6 om forskellen mellem divus og deus. I Om Mildhed søger Seneca at inddæmme forestillingerne om guddomsherskerens nåde med en lære om den rationelle fyrstes velovervejede mildhed.

Foruden de politisk mægtige gudemennesker er der de guddommeligt inspirerede seere, pro‑

feter og mirakelmagere; og tæt på profeterne er digterne, jf. det begreb vates, som de augustæiske digtere genoptog (se til slutningen af Horats epode 16). For skaberne af de legender, som voksede op omkring Vergil/Virgil i senantik og middelalder, var han en theios anér.

Lad os vende tilbage til Cato. I hellenistisk-romersk tid træffer vi forestillinger om gudemen‑

nesket i både epikuræisk og stoisk filosofi. Epikuræernes kult af Epikur, den utrættelige sandheds‑ søger, verdens frelser, lever stærkt hos Lukrets. Stoikerne betragter, i medfør af deres tro på deus internus, dvs. den indre gud, ethvert menneske som guddommeligt (se Seneca epistel 41), men i særlig grad den vise, som stoikerne ofte ser i den diviniserede Herakles’ billede (jf. Horats ode 4.5, endvidere slutningen af Vergils 4. ekloge og hele den parallelisering af Herakles og Æneas, som ses i Æneiden). Vi glemmer ikke Ciceros planer om kult af sin elskede datter Tullia (Til Atticus 12.18), Catuls og andre digteres divinisering af den elskede (puella divina) eller kejser Hadrians verdensomspændende kult af sin elskede Antínoos.

Inden for hele denne forestillingsverden befinder sig også den vigtige healer-skikkelse Apol‑

lonios af Týana, samtidig med Jesus. Den anti-kristne polemik (bl.a. hos satirikeren Lukian og nyplatonikeren Proklos) opfatter Jesus som en typisk theios anér. 562f. De anvendte begreber er dura virtus, den hårde dyd, virtus og honestum, det moralske, det hæderlige. Om hårdhed og stoicisme sammenlign bl.a. Cicero Tusculanerne 5.74. 568 Livets længde er, med stoikernes græske udtryk, noget adiáphoron, noget ligegyldigt. Det eneste gyldige og gode er – jf. Cicero Tusculanerne 5 – godhed, virtus, og den bliver ikke større af at blive længere, non est virtus maior quae longior, som Seneca siger (epistel 73.13). Stoicismen afviser al kvantiteren sig frem, heri ikke ulig Søren Kierkegaard. 575f. én gang … forkyndte: Via vores medfødte moralske bevidsthed, samvittigheden.

Noter til siderne 259-260

580 Iuppiter est quodcumque vides, quodcumque movéris: Stoikerne har lagt den antropomorfe religion bag sig og siger, at overguden ret beset er at forstå som på én gang den ydre verden og hvert enkelt menneskes indre følelsesliv. Gud er altså im-manent, i-boende, i både makro- og mikrokosmos. Passagen kan sammenlignes med Anchises’ tale i Æneiden 6.724‑734 (der er mange stoiske elementer og toner i Vergils epos). 581f. Tilfældighed, casus, er underordnet virtus. Jf. 596 om fortuna. 582f. Dødsbevidstheden gør, at man kan træde sikkert og illusionsløst her i livet; det er en be‑ frielse at indse, at man kun er én, som Seneca siger, og at man er dødelig (epistel 114.26). Noget lignende – vi kunne kalde det begrænsningens befrielse – ligger allerede i det delfiske bud ”Kend dig selv!”. Se fortolkningen af Horats ode 1.11 i kapitel 7. 585f. Passagen er sigende vedr. stoikernes forsigtige forhold til den overleverede religion: En afprøvning af oraklet ville være en tvivlende antastelse af dets autoritet! 587ff. Cato er et exemplum for dem. Seneca understreger tit, at vejen gennem forbilleder er uhyre meget kortere end den gennem forskrifter; jf. fx hans epistel 6. Se også note til Cicero Tuscula‑ nerne 5.68. 596ff. Vedr. undsigelsen af krig og vold se Seneca Om Mildhed 1.1. 599f. Om Pompejus’ triumfer se note til 7.14ff. Hans tredje triumf var over Østen i år 61. 600 Marius havde triumferet over Jugurtha den 1.1.104 f.Kr. 601 Fædrelandets Fader, pater (parens) patriae: Denne hæderstitel, som Cicero blev hyldet med efter henrettelsen af catilinarerne i 63, altså som tak for at have reddet republikken, havde Cæsar officielt modtaget kort før sin død, Augustus i 2 f.Kr. Men titlen blev aldrig ren rutine: Tiberius afslog den konsekvent, hans efterfølgere takkede nej til at begynde med og accepterede så siden hen. 601ff. Lukan udtaler åben kritik af kejserkulten i 7.457ff.

* I brevet Ad Familiares 9.18.2 siger Cicero, at han aldrig har været med i slag.

Feeney 1991 behandler på en måde, der virkelig har gjort epoke, guderne i det antikke epos

fra Apollonios Rhodios til Statius. Også Lukan fortolkes indgående.

Se også W. von Koppenfels “Our Swords into our Proper Entrails. Aspekte der Lucanrezeption

im elisabethanischen Bürgerkriegsdrama”, Antike und Abendland 21 (1975) 58‑84. De tre stykker Lukan er oversat af Ole Thomsen.

425

Kapitel 13: Martial

Noter Martial 1.47 Om oversættelser og versemål se ved slutningen af noterne til Martial.

Spot af læger er ikke ualmindelig i græsk og romersk epigrammatik. Det krævede ingen

autorisation at slå sig op som læge. Langt de fleste læger i Rom var grækere. Han her hedder Tvefløjte.

Noter Martial 1.55 Det er meget almindeligt ved optakten til epigrammer at tillægge adressaten et videbegær, et spørgsmål (fx 12.57).

Fronto: Det kan ikke med sikkerhed siges, hvilken af de i hvert fald tre Fronto’er, der var

politisk og militært aktive på Martials tid, der sigtes til.

Når man sammenligner dette epigram med Horats satire 2.6 Hoc erat in votis (Martials

første ord er vota, ønsker!), bemærker man bl.a., hvor fremtrædende temaet patronus – cliens nu er blevet, hvoraf man dog ikke må slutte, at denne institution ikke fandtes under republikken. I øvrigt er der digte, hvor det er Martial, der er patronus (fx 12.68). Om klientelisme se til Sallust Catilina 50. Martial er meget optaget af den generende pligt til at gøre patronen sin opvartning om morgenen, pligten til salutatio (se epigram 9.92).

Epigrammet lovpriser simple living; ordet vita, livsform, falder i næstsidste linje. Med den for

ham typiske positive toning af sórdidus, snavset, kalder Martial i linje 4 det simple liv for sordidum otium, den landligt nussede, den uvaskede og ufriserede lediggang. Også i 12.57.2 bruges sordidus uden fordømmelse i en rustik sammenhæng.

Noter Martial 1.87 Martial taler i originalen om pastiller fra Cosmus’ butik, med reference til Roms dengang fø‑ rende parfumeri. Sådanne aktualiteter/topikaliteter er en vigtig ingrediens i komisk litteratur (i Aristofanes’ komedier er de athenske topikaliteter overvældende, i mange af Holbergs er der mange københavnske).

Damens navn er, som så mange andre navne i epigrammerne, talende: versus Fescennini var

nemlig de sjofle vers, der blev sunget ved de romerske bryllupper (se Catul 61). Den fordrukne (gamle) dame er en fast type i græsk-romersk litteratur: i komedie, satire, elegi, epigram og roman (Satyricon 67!).

428

Noter til siderne 263-265

Noter Martial 1.101 Slaven, servus, siger dominus, og den frigivne, libertus, siger patronus. Om frigivelse af døende (eller døde!) jf. Petronius Satyricon 65. Om de frigivne i det romerske (og det græske) samfund se til Seneca epistel 47.9.

Noter Martial 1.117 Lupercus (tilsyneladende et vilkårligt valgt navn) henvises til at købe Martials digte hos boghand‑ leren, som forhandler digterens epigrammer i luksuseditioner med purpurfarvet pergamentomslag. NB: Der var ingen copyright i oldtiden, så det ville være forkert at slutte af digtet her, at Roms digtere modtog procenter af de solgte bøger. Digterne modtog ikke royalties, men gaver fra de hyldede.

Martial bor til leje Ved Pæretræet, ad Pirum, på Quirinal-højen, langt fra Forum Julium, hvor

bog-boderne findes. Senere, fra og med 9. bog (år 94), omtaler han en ejerbolig i Rom.

Argiletum er navnet på kvarteret fra sydspidsen af Quirinal mod Capitol og Forum.

Noter Martial 2.53 Både for stoikere (se til 5.42) og for epikuræere er frihed, forstået som selvforsynende og selvbero‑ ende uafhængighed (aut-árkeia på græsk), det højeste mål i etikken. I dette epigram er budskabet mest epikuræisk; vedrørende seksualetikken i linje 7 kan man sammenligne med Lukrets: Det afgørende er, at man ikke forelsker sig i én! Ifølge disse hellenistiske afkaldsetikker er millionæren den virkeligt ulykkelige (miser, linje 5). Hvad angår den ”kraft” og ”magt”, der tales om i næstsidste linje, se nedenfor til 11.56.

Vinen fra Veji (i det sydlige Etrurien) var sølle.



Vedr. epigrammets struktur kan man sammenligne med noten til 11.43.

Noter Martial 5.13 Om de frigivne og deres millionformuer se Seneca epistel 47.9.

Originalen er mere specifik og taler om ”Syene ved Nilen” og ”det galliske Parma”; sådan er

stilen i epigrammer og i satirer og i nogen grad i elegier (se bl.a. noter til Juvenal 9 og til Properts 1.3).

Mht. det at være læst ”over hele verden” jf. Ovid Tristia 4.10.128.

Pluk dagen

Noter Martial 5.20 Henvendt til Julius Martialis, en af digterens bedste venner, noget ældre end vor Martial.

Epigrammet taler om det sande, det virkelige liv, vera vita (4) og om det at forstå at leve, at

vide hvad det er at leve (sidste linje); hertil hører at være sorgløs (se-curus, 2) og at nyde otium (3). Mht. dette primært epikuræiske carpe diem-budskab se 5.58 nedenfor.

Om anebillederne se note til Cicero Pro Caelio § 34.

Noter Martial 5.34 Erótion (neutrum) er diminutiv af Eros. Martials forældre ér allerede i Underverdenen, og til dem overdrager digteren så slaven Littlelove, som er død 6 år minus 6 dage gammel.

Trøsteskrifter, consolationes, og gravindskrifter henviser ikke sjældent til, at den afdøde vil

møde sine slægtninge i Underverdenen; dette drejes her over til et møde med den sørgendes slægt‑ ninge. Om romerne troede på dette og lignende, varierede efter dannelsestrin og også fra epoke til epoke; jf. note til Sallust Catilina 52 og Seneca-kapitlet vedrørende konsolationslitteraturen.

Martial har skrevet endnu to digte om Erotions mors immatura, hendes umodne/ubetimelige

død. En række litterære tekster og mange gravindskrifter fra Rom viser varme, undertiden som her erotisk tonede, forhold mellem herrer og slavebørn, hvad enten herren var barnløs eller ej; jf. (barnløse) Trimalchio i Satyricon 64, 71, 74.

De forfærdende gab: Kerberos havde tre af dem.



Bønnen sit tibi terra levis, Gid jorden må hvile let på dig, er – med diverse variationer – al‑

mindelig på romerske gravsten (sammenlign Tibul 1.4.59f.). Men den argumenterende tilføjelse ”Aldrig hun tyngede dig” er epigrammatikerens finurlighed (vid er altså ikke uforeneligt med patos).

Noter Martial 5.42 Epigrammets paradoks er stoisk: Hvordan medmenneskelighed stiller os uden for fortuna, de tilfældige omskiftelsers onde magt (linje 7: extra fortunam est si quid donatur amicis). Se til Sal‑ lust Catilina 53. Om Martial og stoisk etik se også nedenfor 11.56. Bag det hele står, uafhængigt af alskens filosofiske skoler, grækernes og romernes tro på betydningen af taknemmelighed. Se til Horats satire 2.6.24.

Noter Martial 5.58 Horats ode 2.14 om de flygtende år er netop henvendt til en Postumus. Egentlig er dette ord betegnelse for en søn født efter faderens død. Hvis man vil se carpe diem-digte i andre tonearter, kan man tage Catul 5, Horats ode 1.9 og 1.11 eller Properts 2.15.

429

430

Noter til siderne 265-268

Noter Martial 6.39 Som man ser af en lang række af hans digte, er Martial en ynder af grotesk accelererende kataloger (jf. epigram 11.43 og Catul 39).

Dette digt er det længste og mest ekstreme i Martials sjette epigram-bogs digte om ægteskabs‑

brud, som skal ses i sammenhæng med kejser Domitians ægteskabslove.

Cinna er et aristokratisk navn; der sigtes næppe til nogen bestemt.



Epigrammet kan sammenlignes med Juvenals satire 9 (som er medtaget her i bogen).



Cinnas børn er non líberi, hvad der på én gang betyder: ”ikke børn” og ”ikke fri”.



Lygdus er, eller rettere: var, Cinnas concubínus, sengefælle. Jf. til 5.34 og til 11.43 om grandis

Ganymedes. Disse mores kan ikke gøres glat acceptable for os, der lever i et moderne samfund uden slaver.

Cyrta er morio, idiot – bajads og vanskabt. Jf. dværgen Magnus i Properts 4.8.41.



Niobe fik fjorten børn; og det ville Marulla også have fået, i betragtning af hvor tit hun har

hygget sig med de to eunukker, hvis det ikke lige var fordi de var … eunukker. Eunukker, som ikke nødvendigvis er impotente, blev tit brugt til ”sikker sex” (jf. Juvenal 6.366ff.).

Marulla er blevet sammenlignet med D.H. Lawrences romanfigur Lady Chatterley.

Noter Martial 9.92 Det lønner sig at sammenligne dette epigram, specielt dets pointe i det afsluttende distichon, med Seneca epistel 47, der jo handler om, hvem der virkelig er slave. Jf. ovenfor epigram 2.53.

Om salutatio se til 1.55.



Der er en del udladninger mod oral sex af typen cunnilinctus, kusseslikning, i antik litteratur;

fx Aristofanes Ridderne 1280ff. og Juvenal 10.208f. og 238f.

Noter Martial 10.62 De i overskriften angivne datoer fremgår af den latinske original.

Skolemesterens ris er beskrevet med et vældigt mytologisk apparatur (”skytherens læder, som

er frynset af gruelige slag, og hvormed Marsyas fra Kelainai fik tærsk”). I kraft af misforholdet mellem denne tunge lærdom og digtenes lette tone bidrager den slags til epigrammernes vid, ikke mindst de obskøne epigrammers (jf. 11.43). Også Juvenal excellerer i sådanne mythologica – foruden i de topikaliteter, vi er inde på til epigram 12. 17. Om ferlen se til 11.39.

Slutlinjen lyder aestate pueri si valent, satis discunt, hvis drengene er sunde og raske om som‑

meren, lærer de tilstrækkeligt.

Pluk dagen

Noter Martial 11.39 Paedagógus var børnenes overvåger (se til Juvenal 10.224) og opdrager, og han læste i visse tilfælde også lektier med dem. En paedagógus var slave eller, som her, frigiven, normalt græker, hvad der var af afgørende betydning for (velstillede) romeres tosprogethed. Dette epigram sammenfatter mange af denne hovmesters funktioner. Også i det klassiske Hellas fandtes paid-agogós-institutionen. I Horats’ tilfælde påtog hans far sig selv pædagog-opgaven (herom Horats i satire 1.6.76ff.). Også Cicero juniors brev til Tiro kan med udbytte sammenlignes med dette epigram (Ad Familiares 16.21).

Ferler blev lavet af kæmpe-fennikelens stængel; de var lette og smidige. Ferlen var trods alt

det mildeste straffeinstrument i den romerske opdragelse.

I næstsidste linje lader Martial den talende teenager fra overklassen generalisere ud fra en

udbredt fordom om, at frigivne var særlig umoralske, ”libertinske”. Om de frigivne se note til Seneca epistel 47.9.

Noter Martial 11.43 Dreng: puer. Ligesom det græske pais betyder ordet puer ”knægt”, young boy, i disse pæderastiske – men ikke pædofile – sammenhænge. Se til Tibul 1.8.31 og ikke mindst til Horats ode 4.1.

At Ganymedes kaldes grandis, går på hans alder; han ér fuldt kønsmoden. Se ovenfor til 6.39,

og jf. noten til Properts 4.8.23‑26.

At Hyacinthus udlægger sine tjenester på denne stedfortrædende måde, er vist noget, Martial

har fundet på.

Allerede i det klassiske Athen tolkede man et homoseksuelt forhold ind i venskabet mellem

Achilles og Patroklos, om hvis indbyrdes over- og underordning der i øvrigt udspandt sig en heftig diskussion; se Platons Symposion 180a. Hos Homer, hvor der intet siges om sex mellem de to, er Patroklos ældst. Jf. Ole Thomsen 2005: 130, 142, 156.

Vitsen i dette epigram består dels i brugen af mytologien (bemærk igen, som i 6.39, katalogen,

listen), dels i ordspillet på culus, bagdel, og cunnus, kusse. Epigrammernes pointer er tit på denne måde verbalt baserede, så at sproget selv, fx med sine allitterationer, kommer ind fra venstre og – vupti – beviser tesen.

Strukturen er som ofte i pointerede epigrammer net: 2 + 8 + 2.



Slutlinjen te-que puta cunnos, uxor, habere duos, og vid, kone, at du har to kusser, blev citeret

af Voltaire (1694‑1778) som et slående eksempel på Martials obskønitet.

Noter Martial 11.56 For en stoiker er det forkert ”at elske livet meget”; for denne hængen fast ved livet gør os ufrie. Stoikerne diskuterede aldrig, om selvmord er tilladeligt, kun under præcis hvilke omstændighe‑ der det er tilladeligt. Ét aspekt af dette epigrams kritik: Som man måske også kan ane af Tacitus’

431

432

Noter til siderne 268-271

skildring af Senecas selvmord, så antikken visse problemer i stoikernes holdning til selvmordet, der Freitod, som den handling, hvor tappert sind, fortis animus, og dyd, virtus, for alvor kan ma‑ nifestere sig. Se epigrammets optakt og slutning og de ironiske linjer 7‑8 om stoikerens åh så store sind. Der er i Senecas epistel 78.2 en selvbiografisk passage, hvis budskab kan sammenlignes med vort epigrams pointe. Om fortis animus jf. det aldeles afgørende sted Juvenal 10.357.

Der er i dette fornemme Martial-epigram visse ekkoer af et tema, som Martial i andre digte

udfolder mere entydigt og groft: Den kyniske eller stoiske filosof, der i sin hullede kappe poserer som mandig, ærkeromersk foragter af det søde liv, men i det skjulte lader sig penetrere. Angrebs‑ målet i den gruppe epigrammer er altså forfængelighed og hykleri (fx epigram 9.27), jf. komedier, jf. satirer.

Noter Martial 11.104 Lærd argumentation ved hjælp af exempla: fædrelandshistoriske og mytologiske paralleller og fortilfælde; jf. 11.43 mht. den overlæssede lærdomsparodi.

Numa Pompilius, den anden af Roms syv konger, berømt for sine dyder; også Curius Dentatus,

den Tandbesatte, konsul 290, var en af de ærkeromerske worthies.

Om øjne og lys i forbindelse med sex se Properts 2.15.11ff.



Frygien, landskabet omkring Troja.



Cornelia, Gracchernes moder, en kysk og værdig matrone, var gift med Tiberius Sempronius

Gracchus. Julia, Julius Cæsars datter, gift med Pompejus (Magnus), og Porcia, Cato den Yngres datter, var berømte, men dog knap så oldtidskyske som Cornelia.

Lucretia, højdepunktet af kyskhed: Efter at være blevet voldtaget af prins Sextus, søn af Roms

sidste konge Tarquinius den Hovne, berettede hun det for sin mand og tog derpå sit eget liv – hvilket afstedkom et oprør og republikkens indførelse (510).

Laïs fra Korinth, en af antikkens berømteste hetærer, o.400.



I kommentaren (af N.M. Kay, 1985) til dette epigram ser man smagsprøver på, hvordan det i

romantikken inspirerede til elegant og saftig britisk bawdy med Lord Byron i brændpunktet.

Noter Martial 12.17 Feberen (Febris, ordet er femininum) beruser sig i tre af de mest anerkendte vinsorter.

Om sining af vinen gennem sne, bragt ind fra bjergene, tales der ofte.



Vi oversætter i sidste linje ”en træl”, Martial har mere specifikt og konkret ”Dama”. Således såre

ofte i epigrammerne (jf. til 1. 87), ligesom de omtalte genstande hyppigt har tilknyttet et adjektiv, der angiver deres herkomst (jf. til 5.13). Den slags må ofte udglattes af oversætteren – men endelig ikke konsekvent. Disse udglatninger af det for os – men til dels også for Martials tilhørere – eksotiske er naturligvis forbundet med et tab; se også til 10. 62 om det mytologiske rankeværk omkring skolemesterens ”ris”.

Pluk dagen

Noter Martial 12.21 Marcella var en kvindelig mæcen hjemme i Bilbilis; hun forærede Martial et landbrug derovre. Altså en kvindelig patron; jf. til Sallust Catilina 50.

Subura, tætbefolket bydel med mange butikker og bordeller, Roms red-light district, men dog

også med pæne folks huse. Subura betegner det indre Rom, Capitol højdepunktet.

I næstsidste linje kaldes Rom domina urbs.

Noter Martial 12.42 Jf. Tacitus Annales 15.37. I Juvenal 2 (ej medtaget her) er mand-mand-bryllupper et stort tema (117ff.); hele denne satire er oversat og kommenteret i Hubbard 2003: 431‑437.

Med ”berber” gengiver jeg Afer, med hvilket ord romerne normalt betegner nordafrikanere

(dog ikke ægyptere).

Noter Martial 12.57 Martial omtaler ofte sit Nomentanum, sin villa Nomentana. Nomentum er en by ude i Latium, ved grænsen mod Sabinerlandet, godt 20 km. NØ for Rom, i et kønt bakket landskab. Af den omstæn‑ dighed, at Seneca-familien ejede jord ved Nomentum, har man sluttet, at Martial havde fået sin gård af disse med-spaniere og var deres protegé; men grundlaget for denne antagelse er tyndt.

Måske er den tilskrevne millionær Sparsus (yderst sjældent navn: Spredt) med den misun‑

delsesværdige villa urbana identisk med en fra Plinius den Yngres breve kendt adressat.

”Fattig” (pauper) kalder Martial sig, skønt han var romersk ridder (jf. Nævolus i slutningen

af Juvenal 9). Noget tilsvarende kan iagttages i Horats (fx ode 2.18), og hos talrige senere poeter indtil denne dag.

Mangen skolemester (ludi magister) underviste under åben himmel.



Bellona, egentlig en sabinsk krigsgudinde, blev ikke sjældent identificeret med Den Store

Moder, Kybele; optog med hendes fanatiske, selvlemlæstende dyrkere beskrives jævnligt, jf. Tibul 1.4.67‑70.

Blandt tiggere var det rutine at fremvise deres tilskadekomne krop og, hvis det var søfolk, ofte

også en tegning af det skib, hvis undergang var årsag til deres nuværende ulykke.

Jøder fremstilles ikke sjældent som tiggere.



Svovl brugtes til svovlstikker.



Måneformørkelser ansås for at være fremkaldt ved heksekunster, som så søgtes neutraliseret

ved slag på bækkener (således også i andre kulturer end den græsk-romerske), jf. Tibul 1.8.21f.

Om Sparsus’ bolig bruges vendingen rus in urbe, land i byen; det var det, romerne kunne

lide: ikke vilde landområder fjernt fra alting, men kunstig landlighed med bevarelse af bylivets bekvemmeligheder. Om romernes havekunst – som vi kender vældig godt, både fra poeter og landbrugsforfattere og fra de mange fresker og mosaikker – kan man læse hos Farrar 1998.

433

434

Noter til siderne 271-273



Falerner-vinen er velkendt fra bl.a. Horats, se også Martial 12.17 ovenfor.



De formidable ord om Rom ved sengekanten lyder: et ad cubíle est Roma. Om det støjende

Rom (der hindrer digteren i kreative tanker) tales der oftere, bl.a. i Juvenal 3.

* En række græske epigrammer er oversat i: Græske Digte oversat af Otto Gelsted, Kbh. 1941.

En handy udgave af Den Græske Antologi med oversættelse og noter: Hermann Beckby

Anthologia Graeca. Griechisch-deutsch I-IV, München 1965. Vi har et udvalg af Martials digte i den fine oversættelse af Axel Juel, kontorchef i Marinemini‑ steriet (Martials Epigrammer, 1939). Dog har jeg ændret Juels version meget i et par af digtene, i de fleste andre er der ændret her og der, men et par af digtene, fx 5.58 og 10.62, er der ikke lavet om på. Alt i alt er Juels Martial rig på rimende indfald, varme, vid og bid; efter min mening er det den bedste af Juels mange oversættelser fra latin. Epigrammerne 11.39, 11.43 og 11.104 er fra grunden af oversat af mig. Martials versemål: Bortset fra 1.117 (ellevestavelsesvers, her gengivet i femfods trokæer), 5.20 (samme), 6.39 (hinkejamber, gengivet med syv en halv/otte trokæer), 10.62 (hinkejamber, gengivet med jamber) og 12.57 (samme) er alle de her bragte epigrammer i elegisk distichon (også 1.47, som her ikke er gengivet sådan). Enderim findes ikke i originalen, hverken hos Martial eller andre af de her i bogen medtagne digtere.

K a p i t e l 1 4 : Ta c i t u s

Noter til Tacitus Annales 14.52‑57.1 52.1 Burrus: Leder af prætorianergarden helt fra 51 til 62. Efter ham deltes kommandoen over garden mellem Senecas ven Fænius Rufus (se ndf. 15.61.3) og Senecas fjende Tigellinus (14.57.1). Svaghed for dårligere mennesker: Kendetegnende for eneherskere (jf. forfatningsdebatten hos Herodot 3.80). Et andet typisk træk er uoprigtigheden, hykleriet (jf. ndf. 14.56.3) og skyldfølelse og angstanfald (se til 15.36.2). 52.3 Poesi, carmina: Der sigtes vel primært til Senecas tragedier. Quintilian 10.1.129 nævner, at man på hans tid havde både taler, digte (poemata), breve og diálogi af Seneca. 52.4 Sine egne aner, maiores sui: Dynastitænkning. Se ndf. 15.65: Den til enhver tid værende opposition mod principatet tenderer mod at være anti-dynastisk. Men ikke anti-monarkisk, idet man typisk vil den forhåndenværende tyran til livs og erstatte ham med en rex iustus, en retfærdig konge. 53.1 Anstændighed, honesti cura: Efterhånden som svælget mellem Nero og Seneca bliver større, vokser Tacitus’ sympati for filosoffen. 53.2 Otte år: Claudius døde i oktober 54, og vi er nu i foråret 62. Ære: Seneca havde været consul (suffectus) i 56. 53.3 Augustus: Lige fra tiltrædelsestalen, der var skrevet af Seneca, gik Nero-principatets ideologi ud på, med overspringning af de tre mellemliggende kejsere, Tiberius, Caligula og Claudius, at vende tilbage til Augustus. Jf. også Senecas Om Mildhed. Men Augustus havde vadet gennem blod til magten; anderledes Nero; herom 14.55.3. Den store general Agrippa, af mange anset for Augustus’ ”kronprins”, trak sig tilbage i 23 f.Kr. for at undgå at konkurrere med 19‑årige Marcellus, Augustus’ søstersøn, som nu blev ført frem. Marcellus’ død i 23 begrædes af Vergil i Æneiden 6.860‑886. Mæcenas, førsteministeren, levede otte år i otium, det meste af tiden i sin villa på Eskvilin. Det var kommet til et brud. Han døde i 8 f.Kr. 54.3 Hvis glans forblinder mig: Igen og igen viser Tacitus, hvor godt han kender senecansk stoi‑ cisme.

436

Noter til siderne 276-279

55.2 Det stille liv: otium. 55.4 Tilfældets luner: casus, synonymt med fortuna. 55.5 Frigivne: libertini, de af senator- og ridderstandens medlemmer så foragtede. Deres regimente toppede under Claudius, hvor den frigivne Pallas samlede sig en kæmpeformue. Pallas levede i øvrigt endnu. Vitellius, far til kejseren af samme navn i firekejseråret, 69, gjorde stor karriere under Claudius. Lucius Volusius: stenrig, bypræfekt under Claudius. 56.1 ”Styrke”: 14.54. 3 ovf. 56.2 Neros slutbemærkning er 100 % senecansk etik. Den unge kejser ”beats his opponent on his own ground”, en ironisk fremgangsmåde, der altid virker, fordi den kan udføres uden synlige brud på høfligheden. 56.3 Seneca takker: If. Seneca Om Vrede 2.33.2 spurgte man en mand, hvordan han havde kunnet blive gammel ved et hof, in aula, hvor alderdom er en sjælden ting, og han svarede: ”Ved at lade mig fornærme og sige tak til.” Morgenvisitter: clientes har pligt til morgenhilsen, salutatio. Se til Sallust Catilina 50. Filosofistudier: Det antages, at Senecas De Otio – og en række andre af hans filosofiske værker – er skrevet efter denne audiens.

Noter til Tacitus Annales 15.33‑47 33.1 Ungdomslegene, ludi juvenales, var egentlig blevet indstiftet for at fejre Neros første barbering (noget, de fleste romere højtideligholdt). Legene blev afholdt i hans private teater; de var løsslupne (Annales 14.15), men bevarede deres halvt lukkede karakter. Her i 64 lader den bifaldshungrende artist, ekshibitionist og populist imidlertid alle skranker falde. Så stor en stemme: Elegant gør den ironiske forfatter Neros synspunkt til sit. Ironi er pseudosamarbejde. Ordet ”turde” er sigende: Se om lidt til 15.33.2, og jf. en passage som 15.64.1 om Neros frygt for ry hos folket for blodtørst.

Pluk dagen

33.2 Neá-polis, Ny-stad, en græsk by: Vi er nede i Magna Graecia (se kapitlet om Petronius). Neapel bevarede et græsk præg helt op i middelalderen. Achaia: Nordvest-Peloponnes. Sangerkranse, fx en krans af vild oliven i Olympia. Nero er en formidabel eksponent for kulturmødet mellem romersk og græsk; man kan også se ham som offer for dette møde. Da romerne anskuede det romerske som mandigt, det græske som kvindagtigt, vedrører normbrud à la grecque personlighedens inderste og vækker nemt skam og skandale; se det uhyre tankevækkende kap. 39. Hos Nero forenes det filhellenske med en dragning mod Østen; se kap. 36; og jf. Juvenals 3. satire om græsk og orientalsk. 34 Vatinius havde været bajads, scurra, ved hoffet. Han stammede fra Beneventum, som ligger ved Via Appia, der skulle føre Nero og hans følge til Brundisium/ Bríndisi, den store overfartshavn til Hellas. 35.1 Decimus Iunius Silanus Torquatus havde været konsul i 53. Neros udrensning af mænd, der stod kejserhuset nær, var så grundig, at han gik hen og blev den sidste regent af det julisk-claudiske dynasti. Om Nero og Augustus se ovf. til 14.53.3. Om betegnelsen guddommeliggjort, divus, se til Seneca Om Mildhed 1.1.6. 35.2 Revolution, res novae: Se om Catilina i kapitlet om Sallust. Se også nedenfor 15.46.1 og 15.47.1.

De tre titler fra den kejserlige administration: ab epistulis, a libellis, a rationibus. Om frigivne,

liberti(ni), se ovf. til 14.55.5. 35.3 Mildhed, clementia, var den herskerdyd, som Seneca havde indskærpet Nero i sit fyrstespejl til ham: De Clementia. I kraft af sin tribunicia potestas kan kejseren omstøde selv senatets domme. 36.2 Aldrig lod ham fri for angst: Nero var numquam timore vacuus, ligesom andre af de af skyld‑ følelse hjemsøgte tyranner, som skildres i græsk-romersk litteratur. Jf. Platons Staten, begyndelsen af 9. bog (oversat i mit bidrag til Samtiden anbefalet), Annales 14.10.3, Sveton Nero 46. Sit forehavende opgav han: Måske havde han modtaget efterretninger om den truende sam‑ mensværgelse. 36.4 Uregelmæssigheder i korntilførslerne udløste gang på gang optøjer/oprør. De kunne ikke trykke kornpriserne ned med tumulter, når kejseren ikke var hjemme. Se også 15.39.2. Eneherskeren/trøstermanden er romernes tjener. Nero var en genial folkeforfører. ”Senatet og aristokratiet” var med god grund nervøse ved ham.

437

438

Noter til siderne 279-282

37.2 Stagnum Agrippae lå et sted på Marsmarken. Lystdrengene, exoleti, er arrangeret systematisk. Samme pedanteri i udskejelserne som det, Seneca skildrer i epistel 47. Jf. lidt længere fremme Neros pinligt nøjagtige parodi på ægteskabsritualet – nøjagtig, lige bortset fra ekshibitionismen (jf. Martial 12.42). Verdenshavet, gr. Okeanós, lat. Océanus. 37.4 Dekadente, contaminati, besmittede. Pythagoras: Historikeren Dio Cassius 63.13.2: ”Pythagoras havde sex med Nero som mand, Sporus som kvinde.” Jf. Sveton Nero 28‑29. Se også Juvenal 2.117ff. om en Gracchus, altså en patricier, som, ud over at optræde offentligt som gladiator, stod brud for en hornblæser. Se Hubbard 2003: 390‑92 og hans register under Nero. Se til Martial 12.42. Brandgule brudeslør: flammeum. Krigsherren: imperator. 38.1 Tacitus fandt belæg for begge dele. Men de kilder, vi har bevaret, er anti-neronianske mht. Roms brand, hvad der jo også er mest skandale i. Jf. bl.a. Sveton Nero kapitel 38.

Havde det ikke været for Tacitus, ville vi slet ikke have kendt til tvivlen om brandens årsag.

Jf. ndf. 15.38.7 og 15.40. For Tacitus’ vilje til objektivitet taler på lignende vis, at han lader det stå åbent, om Nero stirrede på sin moders lig og hånede det (14.9), og om han lod Burrus, Pallas og Doryphorus forgifte (14.51, 14.65).

Branden brød ud 19. juli (kapitel 41). Den omstændighed, at der var fuldmåne natten inden,

er af nyere forskere blevet anført som indicium for, at branden ikke var planlagt og påsat.

Om romerske brande se også Juvenal 3.197ff.

38.7 Vi er dækket ind: Vi har en auctor, en garant, en bagmand. 39.1 Forbindelsesbygningen, domus transitoria, mellem Palatin og Eskvilin (her lå Mæcenas’ Haver, som i sin tid var blevet testamenteret til kejseren) dannede senere basis for Det Gyldne Hus, Domus Aurea, hvorom i kap. 42. 39.2 Agrippas bygninger, på Marsmarken, bl.a. Pantheon og Saepta Iulia. 39.3 Hjemmeteater: Ifølge Sveton Nero 38 noget mere sensationelt, nemlig Mæcenas’ Tårn på Eskvilin. Ifølge historikeren Dio Cassius 62.18.1 stod Nero oppe på paladsets tag!

Nero skrev et værk Troica. Hvis det er fra dette, han citerer, sker paralleliseringen med det

brændende Rom kun implicit.

Pluk dagen

40.2 Æmiliana, bydel på Marsmarken. Neronó-polis var, hvad man tillagde ham planer om at kalde den ny by. 41.1 Lucina: Juno eller Diana. Se til vers 10 i Vergils 4. ekloge. Servius Tullius var den sjette af Roms syv konger. Euander: Se om Æneidens 8. bog i kapitlet om Vergil. Numa Pompilius: Roms anden konge. Penaterne: De husguder, som Anchises, Æneas og Ascanius havde ført fra Troja til Rom. Passende, at Penaterne stod i templet for Vesta/Arnen. Skrifter af store ånder: Vel en hentydning til beskadigelse af Bibliotheca Palatina, som blev aldeles ødelagt i 363. 41.2 Gallerne brændte Rom i 390 f.Kr. De mellemliggende 454 år (regnet inklusivt) kan, næsten nøjagtigt, inddeles i 418 år, 418 måneder og 418 dage. 42.1 Om Domus Aurea se Sveton Nero 31. 42.2 Begrundelsen tynd: Tværtimod er det et højst respektabelt projekt (1) at tørlægge de usunde Pomptinske Sumpe og (2) at spare kornskibene for et langt stykke farlig sejlads langs kysten. Hvor farlig denne sejlads kunne være, ses af 15.46 nedenfor. 42.4 Lidenskab for det fantastiske: Jf. Sveton Caligula 37 om Neros forgænger som grænseover‑ skrider. 43.1 ”Som paladset levnede plads til”: Her tager Tacitus næsten papnæsen på. Det var nemlig folkevid i disse måneder, at Rom var ved at blive ét hus, nemlig Neros (se Sveton Nero 39). 43.3 Den ildfaste sten er vulkansk tufsten, peperino. 44.1 Sibyllens Bøger: Se til Vergils 4. ekloge. Ved det nærmeste hav: Ved Ostia. 44.2 Christiani: Ca. tyve år tidligere var navnet Khristianoí opstået ovre i Antiochia i Syrien (Apostlenes Gerninger 11.26). At Tacitus ikke betragtede de kristne som brandstifterne, fremgår af alternativet i 15.38.1 ovf.: enten Nero eller tilfældet.

439

440

Noter til siderne 282-285

Skændselsgerninger, flagitia: Barnemord, kannibalisme, incest, sort magi mv. tillagdes de kristne, nu og senere. Det med kannibalismen skyldtes en misforståelse af nadverens indstiftelsesord! Se også den korte notits hos Sveton Nero 16. Derimod betoner provinsguvernør Plinius den Yngre i sit brev til Trajan om de kristne (10.96), at han ikke har fundet grundlag for sådanne anklager (se især § § 7‑8). Dette forhindrer ikke Plinius i med alle tegn på afsky at tale om superstitionis istius contagio, ”denne smitsomme overtro”. 44.3 Guvernør, procurator. Om den til Rom strømmende ”bærme” også Juvenal 3.60ff. 44.4 En enorm mængde: multitudo ingens. Dette synes at være en overdrivelse. For mon dog Paulus’ toårige ophold i Rom (Apostlenes Gerninger 28) ligefrem havde skabt en multitudo ingens af kristne? Vi ved i øvrigt ikke, om Paulus, kristendommens første teolog, blev henrettet allerede nu i 64 eller et af de følgende år (senest 68). Had til hele menneskeheden, odium humani géneris: Noget tilsvarende – ”fjendtligt had mod alle andre” – tillægger Tacitus jøderne, som kun hjælper hinanden, aldrig udenforstående (Historiae 5.5.1). Kristendommen er udgået fra jødedommen, synagogen var dens vugge. 45.2 Pausanias (10.7.1) hævder, at Nero fjernede 500 statuer alene fra Delfi. 45.3 Nervegigt: Der står aeger nervis, syg i musklerne. 46.1 Om træning og opfedning af gladiatorer se Properts 4.8.25f. Thrakeren Spartacus’ formidable slaveopstand, som var blevet sat i gang af kun 74 bortløbne gladiatorer i Capua, blev nedkæmpet i 71 f.Kr. 47.1 Altid havde neutraliseret (udsonet): Man skal trods ordet ”altid” ikke forestille sig dette som hyppigt. Under alle omstændigheder mente Nero nok, at han med de følgende eksekutioner af pisonianerne sonede dette års komet. Kompositorisk ser vi Tacitus bygge bro mellem årene 64 og 65. 47.2 Hele verden (res humanae) var i færd med at skifte hoved: Mon ikke det først var, da Den Pisoniske Sammensværgelse viste sig ikke at blive ”stærk” og ikke at forblive ”skjult”, at varseltyderne mobiliserede denne ”verdensomspændende” udlægning af den deforme kalv fra Piacenza?

Pluk dagen

Noter til Tacitus Annales 15.60.2‑65 60.2 Næste mord: Vi er inde i en stribe af udrensninger, efter at Den Pisoniske Sammensværgelse er blevet afsløret. Natalis har angivet Piso og Seneca, og Pisos død er lige blevet registreret. Sammen‑ sværgelsen fik næring af den krise, der fulgte oven på Roms brand. I hvilket omfang og på hvilken måde – om overhovedet – Seneca var deltager, ved vi ikke. Se ndf. 15.65 (en kejser af ridderstand ville være opsigtsvækkende!). Begge Senecas brødre og hans nevø Lukan blev udrenset. Giften: Se ovf. 15.45.3. 60.4 Eller bevidst: Med henblik på den forestående sammensværgelse. 61.3 Fabius Rusticus: Seneca-venlig historiker, som Tacitus også andetsteds henviser til. Fænius Rufus: Se ovf. til 14.52.1. Centurion: Se ndf. til 15.65. Fine herrer er sarte. Sådan skildrer Seneca dem også (jf. fortolkningen af hans epistel 47). 62.1 Billedet af mit liv: Også i Plutarks biografier udtrykkes denne idé om lysende for-billeder. 62.2 Sin mor: Agrippina, død i 59. Sin bror: Britannicus, død i 55. Herom Annales 13.17. 63.2 Størst ære i din: Paulina var jo ikke tvunget. 63.3 Krop … en gammel mands …: Jf. ovf. 15.45.3 om diæten. 64.1 Siden der har været tid til kontakt med Nero, forstår vi, at dødskampen virkelig trækker ud. 64.3 Samme slags som … ved Athens statsprocesser: Historikeren Tacitus’ stilistiske decorum tilsiger ham at undgå et teknisk ord som cicúta, skarntyde; samtidig er der ved omskrivningen den fordel, at tanken ledes hen på Sokrates. 64.4 Disse dråber: blod og badevand. Frihedens Gud, Juppiter Liberator: Thrasea Paetus bruger samme udtryk i en lignende situation (Annales 16.35.1). Et løsen for de sammensvorne? Man kan godt kalde dødsscenen kaotisk (med alle disse tiltag, der ”ikke virker”), men det er ikke sikkert, at kaotisk er lig med parodisk, altså at der er parodiske forfatterhensigter på spil. Man

441

442

Noter til siderne 285-287

bør under alle omstændigheder sammenligne med skildringen af Sokrates’ død i Platons dialog Faidon. Se også til Martial epigram 11.56. 65 Subrius Flavus, en af gardens tolv tribuni, ligesom Gavius Silvanus i 15.60.4. En tribun har 1000 mand under sig, en centurion 100 (centum). Om Flavus’ ærkeromerske syn på (skuespil)kunst se til 15.33 ovf.

* Om eftertidens brug af Tacitus er der meget at hente i R. Mellor (ed.) Tacitus: The Classical Heritage (New York & London 1995). Om nazisternes brug af Tacitus’ Germania se Lund 1995. De tre Tacitus-stykker er oversat af Ole Thomsen

Kapitel 15: Juvena l

Noter til Juvenals Satire 3 (omfatter i sin helhed 322 heksametre) 42‑45 Det var strafbart at konsultere astrologer om nogens død. Astrologi nævnes her sammen med varseltagning ud fra tudseindvolde (disse brugtes også i magi). Orientalske sager! 46‑48 Man kan få et udkomme ved at indgå i en – tyvagtig – provinsguvernørs stab (cohors), hvis man da ikke lige er ubestikkelig og derfor, billedligt talt, har en vissen højrehånd (kan ikke holdes frem til bestikkelser). Indbegrebet af en provinsudsuger er Verres, som Cicero i år 70 afslørede for alverden. Se videre kapitlet om Catul, indledningen. 49ff. Man bliver ”elsket” af den, man har klemmen på. 55 Den guldholdige flod Tagus, på Den Iberiske Halvø, udmunder i Atlanten i det nuværende Portugal. 57 Mht. patronens angst, som gør ham intet mindre end livsfarlig for klienten, jf. Juvenal 9.93ff. 58 Med ”race” gengives gens, som er synonymt med natio (100) i disse udladninger mod de frem‑ medes nationalkarakter. Se også til 84f. 61 Der står: ”og dog er kun en lille del af denne bærme (faex) achaiere [den hæderkronede, fra Homer kendte betegnelse for grækere].” 62 Orontes, Syrus Orontes, er en vigtig flod, thi ved den lå Antiochia, Seleukidernes hovedstad. Nu hedder Orontes Asi. 63 Sprog: Der menes det kaudervælsk, der høres på gader og stræder. For romere var græsk et privilegeret sprog (se til Martial 11.39), og jeg tror ikke, de fortolkere har ret, der mener, at Um‑ bricius her kun hentyder til græsk (koiné). Nej, her i starten af hans xenofobiske tirade tæller det semitiske stærkt med: syrerne, den orientalske harpe: sambuka’en, og ”barbarluderen” (66). Jf. til 83. Der findes lignende, men bestemt ikke identiske nationalistiske passager i satirer af både Lucilius, Horats og Persius, og jf. Tacitus Annales 15.44 (om de kristne). 67f. Ifølge traditionel romersk tankegang (og det er jo i høj grad den, Umbricius forsøger sig med) er konkurrencesport noget græsk tøjeri.

69f. Lokalitet 1 og 2 er byer på det græske fastland, 3 og 5 øer i Ægæerhavet, 4 og 6 byer i

Lilleasien.

444

Noter til siderne 292-294

71 Disse to høje er ”fine” kvarterer, rige på potentielle patroni. Anderledes collis Aventinus (85). 74 Isaeus, assyrisk retor, havde for nylig skaffet sig et stort navn i Rom. 79 Fra Marokko, fra området mellem Don og Donau, fra Nordgrækenland. 80 Der sigtes til Daidalos, opfinderen over alle opfindere. 83 De nævnte frugter importeredes fra Syrien. Men de personer, som der er tale om på dette sted i hans tale, er grækere. Altså, stadig én stor østlig pærevælling, jf. til 63. 84f. At inddrikke himlen over Rom: Den idé, at klima præger karakter, findes udviklet i det hip‑ pokratiske skrift Om luft, vand og steder. Se også Platons Staten 453e, sammes Lovene 747c og Aristoteles’ Politikken 1327b23‑33. Polybios 4.21 henfører arkadernes vilde væsen til Arkadiens natur. Se til Sallust Catilina 11. 86f. Forskellen mellem smiger og venskab var et vigtigt emne i græsk-romersk etik. Det er også vigtigt for Umbricius, som er bestyrtet over nutidens materialistiske og hykleriske brug af begrebet ven (amicus også brugt i 107 og 112). Dette er noget af det dybest loddende i hans samfundskritik. Se også 49ff. 89 Herakles overvandt kæmpen Antaios, da han løftede ham op og fratog ham forbindelsen med Jorden. 93ff. Tre faste kvinderoller i en fabula palliata: méretrix, hetæren; matrona; ancilla, slavinden. Kvinderoller blev jo spillet af mænd (undtagen i mimerne, de lavkomiske, folkelige farcer). 98f. To af disse skuespillere, Demetrius og Stratocles, omtales af Quintilian (i fortid). 164f. De snærende forhold, armoden, står i vejen for den opdastræbendes virtutes. 169 Marserne: Sejt folk øst for Latium. 172ff. Efterspillet, exodium, til Atellane-farcerne (se kapitlet om Plautus). Den skrækindjagende maske tilhører den type, der hed Manducus. Det er velbevidnet, at børn kom med i teatret i Italien. Honoratiores, ”spidserne”, sad på orchestra (i en provinsby decurionerne, i Rom senatorerne). Et municipium blev styret af to ædiler, duumvirerne, som her omtales med sagte ironi. 184f. Dørvogteren, ostiarius, skal bestikkes. 186ff. Stor og altså hellig begivenhed, når kæledrengen første gang måtte lade de lange lokker eller blev barberet. Jf. Satyricon 73. De slaver, der handlede med offerkager, tjente lidt til deres peculium, deres slaveformue.

Pluk dagen

190ff. Volsinii i Etrurien, formentlig det moderne Orvieto. De andre tre byer ligger i Latium. 205 Chiron, den vise kentaur. 217 Eufranor, billedhugger og maler, Athen, 300‑tallet. – Polyklet, billedhugger, Argos, 400‑tal‑ let.

Noter til Juvenals Satire 9 2 Satirer betjener sig af allusioner, fx mytologiske eller historiske. Satyren/silenen Marsyas blev flået af Apollon, fordi han udfordrede guden i fløjtespil og tabte. Vedr. de historiske allusioner se fx vers 101 om Areópagos-domstolen i Athen, hvis dommeres tavshed var ordsproglig. I noter til Juvenal 10 og til Martials epigrammer kan man finde en række paralleller til dette med allusionerne. 4‑7 Foruden parodi og lærd allusion, benytter satiren (ligesom komedier og revyer) såkaldt topikale – dvs. stedbundne – referencer. Referencerne kan gælde personer, med eller uden anven‑ delse af dæknavn; se linjerne 4‑7 (vi kan ikke rigtig sige noget om de tre nævnte personager), 25 (Aufidius, en kendt jurist fra Domitians tid), 35 (her med ironisk spil på vir, mand; men navnet blev båret af romere i det virkelige liv), 117 (som hustru til en konsul eller prætor leder Saufeja ceremonierne ved festen for Bona Dea). De topikale referencer kan også omfatte institutioner, fx linje 53: Matronalie-festen den første marts hvert år, hvor kvinderne fik kvindegaver, og de refe‑ rencetunge linjer 84‑90, hvor der refereres til skikken med at faderen skal lyse nyfødte i kuld og køn, til acta diurna populi Romani, den romerske statstidende, til skikken med at pryde døre med en krans, til kejser Augustus’ ægteskabslovgivning, der pålagde barnløse mænd begrænsninger i forbindelse med arv, og omvendt tildelte fædre med tre børn privilegier. De topikale referencer kan også være af geografisk art, se fx 56f. om Campanien og denne landsdels fine vin, og 143 om de stærke slaver fra Møsien (ca. det nuværende Bulgarien). Det er også typisk, at Juvenal i 150 taler om Sirenernes sicilianske sang. 9‑10 Nævolus ”gav rollen som verna eques”, dvs. en ridder, der ter sig som en fræk og vittig slave (verna, slave født i huset). 12‑15 Plastre med harpiks blev brugt til at trække hår ud med. Her nævnes harpiks fra Bruttium, det nuværende Calabrien, Italiens ”tå”, med de mange store fyrreskove. 17 Jf. Martial 12.17. 37 I Odysseen 16.294 og 19.13 står der ”der trækkes i manden af jernet”. Forvanskningen indtræffer altså, ligesom i mange vittigheder, på sidstepladsen … efter tre prikker så at sige. 38 Der står mollis avarus: en blød nærig eller: en nærig blød.

445

446

Noter til siderne 294-299

43f. Nævolus’ penis legitimus: Jf. 34, 59, 134. 49 Perversion: morbus, sygdom. Se note til 92. 62 Jf. Juvenal 3.63f., Tibul 1.4.68‑70. 70ff. Sammenlign med Martial 6.39. 84‑90 Se note til 4‑7. 92 Jeg tror, de syv ord i vers 92 (jf. 125f.) skal fortælle, at det er kommet til et for Nævolus fuld‑ kommen traumatisk brud med millionæren, den farlige mollis avarus (digtet navngiver ham ikke; Virro i 35 er efter alt at dømme bare et flygtigt badebekendtskab, som Nævolus aldrig får sex med). Bruddet, eller rettere: kassationen, skyldes, synes det, Nævolus’ hårde hån af denne patronus; og det ser ud til, at Nævolus så, efter tabet af denne indkomstkilde, er blevet impotent (hvad han udlægger fatalistisk-astrologisk, 32ff., se også 134), hvorfor han nu på det sidste (22) er hørt op med at frekventere templerne med alle damerne (og deres mænd), og er gået i fysisk og psykisk forfald. Man kan ikke rigtig hævde, at Nævolus har ændret ”livsplan”, propósitum, som digteren siger i 21; han har overgivet sig til planløshed og dagdrømmeri (137ff.). – Når man imidlertid ikke kan være 100 % sikker i rekonstruktionen af denne historie, skyldes det, at Juvenal fortæller om Nævolus på en måde, der tangerer det generaliserende (fx står der i vers 91: ”Hvad mon han siger som svar?”; der står ikke fortid ’’sagde’’, som man ville vente, hvis der var tale om en unik historie). – Socio-seksuelt er det bemærkelsesværdige, at den socialt underlegne (cliens, 59, 72) er den seksuelt totalt overlegne, idet klientens patronus eller amicus (130) er en cinaedus (37): Han er mollis (38) og páthicus (130), en af de herrer, der glatter hår af huden med pimpsten (95) og som kun klør sig i hovedet med én finger ad gangen (133; af hensyn til frisuren). Ifølge Nævolus ligger sådanne typer ligefrem under for en perversion, en sygdom (morbus, 49), i hvert fald hvis de samtidig er pengegriske. 101 Se note til vers 2. 102 Formelt set er Corydons forelsket-patetiske selvtiltale fra Vergils Ekloger 2.69 uændret (an‑ derledes parodien i linje 37). 134 Efter linje 134 er der en lakune i den latinske tekst. Så meget kan vi se af det sproglige; men om hullets omfang kan man ikke sige noget sikkert. Lakunen er her i oversættelsen, ved hjælp af de indsatte ord ”hvis … koner”, fyldt ud med en henvisning til dem, der af økonomiske grunde går over til at betjene gamle damer; jf. Martial epigram 11.87. 140 Formueminimum, census, for en romersk ridder var 400.000 sestertier. Nævolus opererer altså, ret beskedent, med en rente på 5 % pro anno (12 % regnedes for OK).

Pluk dagen

149f. Odysseus havde stoppet sine roeres ører til for at gøre mændene døve for Sirenernes lok‑ kende sang, Odysseen 12.39ff. Noter til Juvenals Satire 10 194 Thábraca i Numidien, området vest og syd for Karthago. Jf. note til Juvenal 9.4‑7. 208 Oral sex regnedes af mange for suspekt; se også 238f. Jf. Martial 9.92. 221 Themison var en berømt og agtet læge på Augustus’ tid, som åbenbart nu under Hadrian havde en uværdig navnefælle. 224 Skolelærere anklagedes jævnligt for at forgribe sig på drengene. Se bl.a. Quintilian 1.2.4‑5, 1.3.17 og 2.2.1ff. Jf. note til Martial 11.39. 225f. Min ungdoms barber er blevet storgodsejer. 231f. Parodi på en homerisk lignelse, Iliaden 9.323f. 236ff. Højst tvivlsomt, om en prostitueret, dvs. en persona turpis, en kompromitteret person, overhovedet kunne arve. 362 = Assurbanipal, Assyriens sidste konge (800‑tallet f.Kr.), for grækerne og romerne et monster af blødagtighed. Modpol til Herakles. 363f. Se til Sallust Catilina 53.

* Satire 3 er oversat af mig, med betydelige lån hos Alex Garff og Thure Hastrup (Verdenslitteratur 2: Rom, 1963; men en del passager i denne oversættelse er faldet uforståelige ud, bl.a. pga. tilfældig overspringning af vers som 61 og 98f.).

Satire 9 er oversat af mig.



Det bragte stykke af satire 10 er oversat af Vilh. Andersen og Ole Thomsen, således: 10.188‑200,

217‑239, 346‑350, 354‑364 var oversat af Vilh. Andersen (Horats-værkets 1. bind, 1939); heraf har jeg brugt det meste; dertil kom så de stykker, Andersen ikke havde medtaget.

Metrum: heksametre.

447

Bibliografi Se også i noterne ved slutningen af hvert kapitel og på bogens hjemmeside

Adams, J.N. The Latin Sexual Vocabulary, London 1982. After Ovid: New Metamorphoses, edd. Michael Hofmann and James Lasdun, London 1994. Albeck, Ulla Dansk Stilistik, Kbh. 6. udg. 1968 (1. udg. 1939). Albertsen, Leif Ludwig Das Lehrgedicht. Eine Geschichte der antikisierenden Sachepik in der neueren deutschen Literatur, Aarhus 1967. Albrecht, Michael von Geschichte der römischen Literatur von Andronicus bis Boethius. Mit Berücksichtigung ihrer Bedeutung für die Neuzeit I-II, München 2. udg. 1994. Er oversat til engelsk. Andersen, Lene Hesiod – De Homeriske Hymner, Klassikerforeningen 1995. Andersen, Vilh. Horats I-VI, Kbh. 1939‑1951. Anderson, G. Fairytale in the Ancient World, London & New York 2000. Auerbach, Erich Mimesis. Dargestellte Wirklichkeit in der abendländischen Literatur, Bern 7. udg. 1982. Ayres, Philip Classical Culture and the Idea of Rome in Eighteenth-Century England, Cambridge 1997. Bakhtin, Mikhail M. Rum, tid & historie – Kronotopens former i europæisk litteratur, Århus 2006. Bang, Peter Fibiger (red.) Fremmed og moderne – glimt af antikken i Europa, Aarhus Universi‑ tetsforlag 2005. Barsby, John Ovid, Oxford 1978. Benn, Ove og Jørn Jacobsen Mytemotiver i dansk litteratur – en antologi, Systime 2005 (1. udg. 1999). Bieler, Ludwig Geschichte der römischen Literatur I-II, Berlin 1965. Blatt, Franz Oldtidskulturens Undergang. En Orientering, Kbh. 1934. Bolgar, R.R. The Classical Heritage and its Beneficiaries, Cambridge 1954. Bremmer, Jan N. Greek Religion, Oxford 1999. Brown, Robert D. Lucretius on Love and Sex: A Commentary on De Rerum Natura IV, 1030‑1287 with Prolegomena, Text, and Translation, Leiden 1987. Burkert, Walter Babylon Memphis Persepolis: Eastern Contexts of Greek Culture, Harvard Uni‑ versity Press 2004. Cambridge Companion to the Hellenistic World, The, ed. G.R. Bugh, Cambridge 2006. Christensen, Bent og Gorm Tortzen Romersk Antologi, Kbh. 2006. Christiansen, Erik Romerrigets historie. fra by til verdensrige og fra verdensrige til by, Aarhus Universitetsforlag 2007 (1. udg. 1989). Coffey, Michael Roman Satire, London 1976.

450

Pluk dagen

Conte, Gian Biagio Latin Literature: A History, Baltimore & London 1994 (italiensk udgave 1987). Conte, Gian Biagio The Hidden Author: An Interpretation of Petronius’ Satyricon, University of California Press 1996. Courtney, Edward A Companion to Petronius, Oxford 2001. Crossan, John Dominic Jesus. En revolutionær biografi, Forlaget ANIS 1999 (engelsk udgave 1994). Crusius, Friedrich Römische Metrik, München 8. udg. 1967. Curtius, Ernst Robert Europäische Literatur und lateinisches Mittelalter, Bern 9. udg. 1978 (1. udg. 1948). Dihle, Albrecht Die goldene Regel. Eine Einführung in die Geschichte der antiken und frühchristlichen Vulgärethik, Göttingen 1962. Dodds, E.R. The Greeks and the Irrational, University of California Press 1968 (1. udg. 1951). Dörrie, Heinrich Pygmalion. Ein Impuls Ovids und seine Wirkungen bis in die Gegenwart, Düs‑ seldorf 1974. Dover, K.J. Greek Homosexuality, Oxford 1989 (1. udg. 1978). Dover, K.J. Greek Popular Morality in the Time of Plato and Aristotle, Oxford 1974. Drachmann, A.B. Den romerske Statsforfatning, Kbh. 1962 (1. udg. 1903) og Romersk Statsforvaltning, Kbh.1962 (1. udg. 1924). Due, Bodil Pantheia og Abradatas. En opbyggelig, men sørgelig kærlighedshistorie fra Xenofons Kyrupædi. Tekst, oversættelse og kommentar, Aarhus Universitetsforlag 1989. Due, Otto Steen Changing Forms. Studies in the Metamorphoses of Ovid, Kbh. 1974. Disputats. Eliot, T.S. Selected Essays, London 3. ed. 1951. Elsner, Jas Roman Eyes. Visuality & Subjectivity in Art & Text, Princeton 2007. Engberg-Pedersen, Troels ”Hellenistisk kultur. Videnskab, litteratur, filosofi”, 58‑116 in Sigfred Pedersen Den nytestamentlige tids historie, Aarhus Universitetsforlag 1994. Engberg-Pedersen, Troels Antikkens etiske tradition. Fra Sokrates til Marcus Aurelius, Kbh. 1996. Farrar, L. Ancient Roman Gardens, Sutton Publishing 1998. Feeney, D.C. The Gods in Epic: Poets and Critics of the Classical Tradition, Oxford 1991. Foss, Otto Vergil, Kbh. 1965. Fränkel, Hermann Ovid: A Poet between Two Worlds, Berkeley 1945. Friis, Oluf Den danske Litteraturs Historie I Fra Oldtiden indtil Renæssancen (c. 1615), Kbh. 1945. Fuhrmann, Manfred Einführung in die antike Dichtungstheorie, Darmstadt 1973. Gradel, Ittai Emperor Worship and Roman Religion, Oxford 2002. Gray, Vivienne ”Short Stories in Herodotus’ Histories”, 291‑317 in Brill’s Companion to Herodotus, Leiden & Boston & Köln 2002. Griffin, Jasper Latin Poets and Roman Life, London 1985. Grumach, E. Goethe und die Antike. Eine Sammlung I-II, Berlin 1949. Guthke, Karl S. Geschichte und Poetik der deutschen Tragikomödie, Göttingen 1961.

Bibliografi

Hägg, Tomas Den antika romanen, Uppsala 1980. Hannestad, Niels Roman Art and Imperial Policy, Århus 1986. Disputats. Hansen, Mogens Herman Den moderne republikanisme og dens kritik af det liberale demokrati, Kbh. 2007. Hardie, Philip Virgil, Oxford 1998. Hardwick, Lorna Reception Studies, Oxford 2003. Heiberg, J.L. Den græske og den romerske Litteraturs Historie i Omrids, Kbh. 1902. Heiberg, J.L. Fra Hellas og Italien. Udvalgte Afhandlinger I-II, Kbh. 1929. Heinze, Richard Virgils epische Technik, Leipzig & Berlin 3. udg. 1915 (1. udg. 1903). Oversat til engelsk i 1994. Hemelrijk, E.A. Matrona Docta: Educated Women in the Roman Élite from Cornelia to Julia Domna, London & New York 1999. Highet, Gilbert The Classical Tradition. Greek and Roman Influences on Western Literature, Oxford 1949. Holzberg, Niklas Die römische Liebeselegie. Eine Einführung, Darmstadt 2. udg. 2001. Horace The Odes in English Verse. Translations Selected and Introduced by Antony Lentin, Words‑ worth Classics 1997. Hubbard, Thomas K. Homosexuality in Greece and Rome: A Sourcebook of Basic Documents, University of California Press 2003. Huber, G. Das Motiv der “Witwe von Ephesus” in lateinischen Texten der Antike und des Mittelalters (Mannheimer Beiträge zur Sprach- und Literaturwissenschaft), Tübingen 1990. Hughes, J.D. Pan’s Travail: Environmental Problems of the Ancient Greeks and Romans, Baltimore & London 1994. Imperium Romanum. Realitet, idé, ideal I-III, red. af Otto Steen Due og Jacob Isager, Tidsskriftet Sfinx 1993. Isager, Jacob Forum Romanum: Magtens centrum – magtens symbol, Kbh. 1983. Jensson, Gottskálk The Recollections of Encolpius. The Satyrica of Petronius as Milesian Fiction, Groningen 2004. Johansen, Holger Friis Fri Mands Tale. Græsk litteratur indtil Alexander den Stores tid, Århus 1984. Johansen, Karsten Friis Den europæiske filosofis historie. Bind I Antikken, Kbh. 1991. Klingner, Friedrich Römische Geisteswelt. Essays zur lateinischen Literatur, München 5. udg. 1965. Laird, Andrew (ed.) Ancient Literary Criticism, Oxford 2006. Lane Fox, Robin The Classical World: An Epic History of Greece and Rome, Penguin Books 2006. Laugesen, Anker Teilgård Middelalderlitteraturen – en orientering, Kbh. 1966. Levin, Poul Ovids Ungdomsdigtning. En æstetisk Studie, Kbh. 1898. Disputats.

451

452

Pluk dagen

Lieshout, R.G.A. van Greeks on Dreams, Utrecht 1980. Lindhardt, Jan Machiavelli. En biografi, Kbh. 2. udg. 2006. Lund, Allan A. Germanenideologie im Nationalsozialismus. Zur Rezeption der Germania des Tacitus im Dritten Reich, Heidelberg 1995. Lund, Allan A. I seng med romerne. Køn og sex i det antikke Rom, Kbh. 2006. Lyne, R.O.A.M. The Latin Love Poets. From Catullus to Horace, Oxford 1980. MacCormack, Sabine The Shadows of Poetry: Vergil in the Mind of Augustine, University of Ca‑ lifornia Press 1998. Møller Kristensen, Sven Den dobbelte eros. Studier i den danske romantik, Kbh. 1966. Møller, Niels Verdenslitteraturen, Kbh. 1928‑1929. Näf, B. Traum und Traumdeutung im Altertum, Darmstadt 2004. Nepos, Cornelius Store personligheter. Oversatt fra latin av Per Pippin Aspaas, Oslo 2006. Nisbet, R.G.M. ”Virgil’s Fourth Eclogue: Easterners and Westerners” Bulletin of the Institute of Classical Studies 25 (1978) 59‑78. Nock, A.D. Conversion. The Old and the New in Religion from Alexander the Great to Augustine of Hippo, Oxford 1969 (1. udg. 1933). Norden, Eduard Die Geburt des Kindes. Geschichte einer religiösen Idee, Leipzig & Berlin 1924. Norden, Eduard Die römische Literatur, Leipzig 6. udg. 1961. North, J.A. Roman Religion, Oxford 2000. Nussbaum, Martha C. The Therapy of Desire: Theory and Practice in Hellenistic Ethics, Princeton 1994. Oplysningens Verden. Idé, historie, videnskab og kunst, red. af Ole Høiris og Thomas Ledet, Aarhus Universitetsforlag 2007. Oxford Companion to Classical Civilization, The, edd. Simon Hornblower and Antony Spawforth, Oxford 1998. Oxford Companion to Classical Literature, The, ed. M.C. Howatson, Oxford 2. ed. 1989. Palmer, L.R. The Latin Language, London 1966 (1. udg. 1954). Plautus’ komedie Pseudolus. Tosproget udgave med noter og kommentar ved Ole Thomsen, Aarhus Universitetsforlag 1987. Poulsen, Frederik Romerske Kulturbilleder, Kbh. 1945. Rasmussen, Susanne William Romerne, Politikens Forlag 2006. Recke, Ernst von der Dansk Verslære, Kbh. 2. udg. 1922. Rihll, T.E. Greek Science, Oxford 1999. Rist, J.M. Stoic Philosophy, Cambridge 1969. Rudd, N. The Classical Tradition in Operation: Chaucer/Virgil, Shakespeare/Plautus, Pope/Horace, Tennyson/Lucretius, Pound/Propertius, University of Toronto Press 1994.

Bibliografi

Samtiden anbefalet – en antologi til undervisningen i oldtidskundskab, Klassikerforeningen 2005. Schmitz, Thomas A. Moderne Literaturtheorie und antike Texte. Eine Einführung, Darmstadt 2002. Sedley, D.N. Lucretius and the Transformation of Greek Wisdom, Cambridge 1998. Skafte Jensen, Minna Lyre og bog. Indføring i moderne læsning af antik litteratur, Syddansk Uni‑ versitetsforlag 2004. Skoie, Mathilde Reading Sulpicia. Commentaries 1475‑1990, Oxford 2002. Skydsgaard, Jens Erik Den romerske villa rustica, Studier fra Sprog- og Oldtidsforskning 246, Kbh. 1961. Skydsgaard, Jens Erik Pompeii. En romersk provinsby, Kbh. 2. udg. 1977. Spahlinger, L. Ars latet arte sua: Untersuchungen zur Poetologie in den Metamorphosen Ovids, Stuttgart & Leipzig 1996. Sønderholm, Erik Dansk Barokdigtning 1600‑1750 I-II, Kbh. 1971. Sonne, Jørgen Europæisk lyrik fra 1100‑tallet til 1700 i England, Frankrig og Italien med biografier og essays, Kbh. 2008. Sørensen, Villy Seneca. Humanisten ved Neros hof I-II, Kbh. 1976. Andet bind indeholder oversæt‑ telser af Om Vrede II, Om Mildhed og Om Sindsro. Syme, Ronald The Roman Revolution, Oxford 1939. Tankens Magt. Vestens idéhistorie I-III, red. af Hans Siggaard Jensen, Ole Knudsen og Frederik Stjernfelt, Kbh. 2006. Thomsen, Ole “Himmelstormer og kildegransker. Om Nietzsche og hans fag” Slagmark 31 (2001) 51‑68. Thomsen, Ole “Socrates and Love” Classica et Mediaevalia 52 (2001) 117‑178. Thomsen, Ole ”Grækerne ler ad deres guder”, 40‑60 in Det religiøse, det hellige og det guddommelige I, Themata 5, Agora, Aarhus Universitet 1993. Thomsen, Ole ”Græsk homoseksualitet. Tendenser i udforskningen af antikkens græske erotik”, 115‑159 in Bang 2005. Thomsen, Ole ”Lys af klassik og komik – Holbergs eksempel”, 527‑545 in Oplysningens Verden 2007. Thomsen, Ole ”Sex, kærlighed og venskab (med nye oversættelser af Platons Symposion 189c-193d og Platons Stat 9.571a-576b)”, 42‑78 in Samtiden anbefalet 2005. Thomsen, Ole Ritual and Desire: Catullus 61 and 62 and Other Ancient Documents on Wedding and Marriage, Aarhus Universitetsforlag 1992. Thomsen, Rudi Det augustæiske Principat. Historiske kildehefter, Kbh. 1963 og senere. Thomsen, Rudi Augustus. Liv og virke, Tidsskriftet Sfinx 2001. Toohey, Peter Reading Epic: An Introduction to the Ancient Narratives, London 1992. Toohey, Peter Epic Lessons: An Introduction to Ancient Didactic Poetry, London 1996. Torresin, Giuseppe Homer, Klassikerforeningen 1989. Treggiari, Susan Terentia, Tullia and Publilia: the Women of Cicero’s Family, London & New York 2007.

453

454

Pluk dagen

Trenkner, Sophie The Greek Novella in the Classical Period, Cambridge 1958. Tusculum-Lexikon griechischer und lateinischer Autoren des Altertums und des Mittelalters, Darm‑ stadt 3. udg. 1982. Walsh, P.G. The Roman Novel, Cambridge 1970. Weber-Nielsen, Carsten Kærlighedens Magt. Fire romaner fra antikken, Syddansk Universitets‑ forlag 2007. Chariton, Xenofon fra Efesos, Achilles Tatios og Historien om Apollonius af Tyrus (forf. ukendt). Wifstrand Schiebe, Marianne Vergil og Tityrus. En studie i selvbiografisk læsning af Bucolica, Kbh. 1998. Wiseman, T.P. (ed.) Classics in Progress. Essays on Ancient Greece and Rome, London: The British Academy 2002. Wistrand, Erik Politik och litteratur i antikens Rom, Stockholm 1978 (1. udg. 1962). Yourcenar, Marguerite Hadrians Erindringer, Kbh. 1954 (fransk 1951). Zanker, Paul The Power of Images in the Age of Augustus, University of Michigan Press 1988 (tysk 1987). Zeeberg, Peter “Antikke vers på dansk” Mål & Mæle 3‑4 (2005) 26‑29. Ziolkowski, Theodore Virgil and the Moderns, Princeton 1993.

OM OVERSÆTTELSERNE En række af bogens tekster er oversat af dens forfatter. Herudover er der benyttet oversættelser fra følgende bøger: Plautus’ Amfitryon, oversat af Erik Waage, Studier fra Sprog- og Oldtidsforskning, Kleins Forlag, Kbh. 1897. En Cicero-Antologi. Danske Oversættelser med vedføjet latinsk Tekst og Noter, af Otto Foss, Hartvig Frisch og Carsten Høeg, Gyldendal, Kbh. 1945. Gyldendals Bibliotek, Bind 5: Rom II Historie og Hverdag, udg. af Carsten Høeg, Kbh. 1928‑30. Ciceros filosofiske skrifter, bind 4, udg. af Franz Blatt, Thure Hastrup og Per Krarup, Gad, Kbh. 1971. Lukrets Om Verdens Natur, på dansk ved Ellen A. og Erik H. Madsen, DET lille FORLAG 1998. Catullus: Udvalgte digte i metrisk oversættelse ved Vilh. Andersen, Mindre Afhandlinger udgivne af Det Philologisk-historiske Samfund, Kleins Forlag, Kbh. 1887. Lykønskningsskrift i Anledning af Johan Nicolai Madvigs halvtredsindstyveaarige Jubilæum som Lærer ved Kjøbenhavns Universitet fra hans Disciple, Gyldendal, Kbh. 1876.

Bibliografi

Sallust Den Catilinariske Sammensværgelse og Den Jugurthinske Krig, oversatte med indledning og noter af Mogens Leisner-Jensen, Museum Tusculanum, Kbh. 1990. Vergil Tre Hyrdedigte, oversat af Johannes Loft, Thaning & Appel, Kbh. 1948. Vilh. Andersen Horats I, Gyldendal, Kbh. 1939. Horats’ Satirer og Breve ved Axel Juel, Gyldendal, Kbh. 1945. Horats Lyriske Digte oversatte paa danske Vers af Vilh. Andersen, Gyldendal, Kbh. 1903. Horats Poetik og Kritik. Anden bog af Epistlerne, på dansk ved Ellen A. Madsen, Hans Reitzel, Kbh. 1996. Tibul og Properts Kærligheden og Freden, ved Axel Juel, Gyldendal, Kbh. 1942. Gyldendals Bibliotek, Bind 4: Rom I Digtning, udg. af C. M. Rosenberg, Kbh. 1928‑30. Forvandlingerne af Publius Ovidius Naso, indledet og oversat af Walt Rosenberg med Original‑ litografier og Vignetter af Axel Salto, trykt hos H.H. Thiele, Kbh. 1918. Ovids Metamorfoser på dansk af Otto Steen Due, med 30 raderinger af Pablo Picasso, Gyldendal, Kbh. 2005. Tre Klagesange af Ovid ved Paul V. Rubow, Thaning & Appel, Kbh. 1944. Senecas Breve og andre Skrifter til Lucilius, i Oversættelse ved M.Cl. Gertz, I-II, Gyldendal, Kbh. 1927. Seneca Om vrede. Om mildhed. Om sindsro, på dansk ved Villy Sørensen, Gyldendal, Kbh. 1976. Petronius Satyricon, oversat af Knud Schwanenflügel, Hans Reitzel, Kbh. 1963 (oprindelig 1945). Martials Epigrammer ved Axel Juel, Gyldendal, Kbh. 1939. Verdenslitteratur 2: Rom, tilrettelagt af Thure Hastrup, Gyldendal, Kbh. 1963. Nærmere oplysning om brugen af oversættelserne kan findes i denne bogs noter (ved slutningen af noterne til hvert enkelt af de 15 kapitler).

455