104 93 200MB
Danish Pages 390 Year 1993
LANDET BLEV BY
1950-1970
Danmark År
Hedtoft „glider i smørret". Erik Eriksen danner regering sammen med de konservative Regeringens udspil om revision af grundloven, Landstinget foreslås afskaffet. Landbrugsminister Henrik Hauch går i protest mod politisk forlig om landbrugspriser. Statsradiofonien begynder regelmæssige fjernsynsudsendelser Danmark, Norge og Sverige indfører fælles pasområde. Bømelammelsesepidemi Folkeafstemning om grundlovsforslaget. Den 5. juni underskriver Frederik 9. den nye grundlov. Efter valg til Folketinget danner Hedtoft en socialdemokratisk mindretalsregering SAS indvier nordpolsrute til Tokyo. Antallet af traktorer passerer 50.000 Hedtoft dør, H.C. Hansen bliver statsminister. Thorkil Kristensen stemmer for regeringens forbrugsbegrænsninger. Klaksvigaffæren tilspidses Konflikt på arbejdsmarkedet standses ved lovindgreb. 150.000 demonstrerer på Christiansborg Slotsplads. Optøjer efter rock'n'roll-koncert Trekantregeringen dannes. Den første atomreaktor på Risø sættes i gang Jørgen Jørgensen gennemfører ny skolelov. Aksel Larsen ekskluderes af DKP Frihandelsområdet EFTA (de Syv) dannes. VK-planen vedtages. Thorkil Kristensen forlader Venstre H.C. Hansen dør. Viggo Kampmann bliver statsminister. Den første antiatommarch fra Holbæk til København Bodil Koch taler på Rådhuspladsen i København ved afslutningen af den anden antiatommarch. Valgretsalderen sættes ned fra 23 til 21 år Der indføres „oms" (omsætningsafgift i engrosleddet). Kampmann går af på grund af sygdom. J.O. Krag bliver statsminister Helhedsløsningen vedtages. Jordlovene forkastes ved folkeafstemning Danske soldater udstationeres på Cypern som del af FN's fredsbevarende styrke Underskriftindsamling til støtte for Rindals protest mod Statens Kunstfond. Hartling afløser Erik Eriksen som formand for Venstre Folketingsvalg giver flertal for S og SF Tronfølgeren prinsesse Margrethe gifter sig. 6 SF'ere stemmer sammen med de borgerlige partier. Krag udskriver valg RVK-regeringen dannes. Studenteroprør på de videregående uddannelser. CPR-numre indføres Valgretsalderen sættes ned fra 21 til 18 år. Forbuddet mod billedpornografi ophæves
1950
1951 1952
1953 1954 1955 1956 1957 1958
1959 1960
1961 1962 1963 1964 1965 1966
1967
1968 1969
Europa og den øvrige verden År
Senator McCarthy indleder sin kampagne mod „kommunister" i USA. Koreakrigens udbrud. USA griber ind, derefter også det kommunistiske Kina Våbenstilstandsforhandlinger i Korea. Britisk-iransk konflikt om olierettigheder (Mossadeq-krisen) USA bringer den første brintbombe til eksplosion på øen Bikini i Stillehavet. Kul- og Stålfællesskabet dannes Eisenhower præsident i USA. Stalin dør. Koreakrigen ophører. Sovjetunionens første brintbombe Fransk nederlag i Vietnam. Genévekonference deler Vietnam ved den 17. breddegrad. Frihedskrigen i Algeriet begynder De neutralistiske stater afholder deres første konference i Bandung. Vesttyskland optages i NATO. Topmøde i Genéve 20. partikongres i Sovjetunionen. Khrusjtjov fordømmer „persondyrkelsen" under Stalin. Opstanden i Budapest. Britisk-fransk-israelsk angreb mod Suez Romtraktaten om dannelse af det Europæiske Økonomiske Fællesskab. Sovjetunionen sætter den første satellit, Sputnik, i omløb om Jorden Mao Tse-tung proklamerer „det store spring fremad" i Kina. De Gaulle til magten i Frankrig efter hærens opstand i Algeriet Khrusjtjov besøger USA, i forbindelse hermed Eisenhower i Camp David. EFTA (de Syv) oprettes. Fidel Castro sejrer på Cuba Det amerikanske spionfly, U-2, skydes ned over Sovjetunionen. Topmøde i Paris sprænges. 13 tidligere kolonier i Afrika bliver selvstændige John F. Kennedy bliver præsident i USA. Sovjetunionen sender den første mand, Jurij Gagarin, ud i rummet. Berlinmuren bygges Algeriet bliver selvstændigt. Indisk-kinesisk grænsekonflikt. Cubakrisen De Gaulle afbryder forhandlingerne om Englands optagelse i EF. Store demonstrationer i USA for racelighed. Kennedy myrdes i Dallas Khrusjtjov afløses af Bresjnev og Kosygin. Maos „lille røde" udkommer. FN vedtager at udsende fredsbevarende styrker til Cypern Vietnamkrigen eskalerer. USA begynder bombetogter mod Nordvietnam. Krig mellem Indien og Pakistan om Kashmir Indira Gandhi premierminister i Indien. Regeringskoalition mellem Kristelige Demokrater og socialdemokrater i Vesttyskland . Kulturrevolutionen begynder i Kina „Oberstkuppet" i Grækenland. Kina sprænger sin første brintbombe. Seksdages-krigen mellem Israel og de arabiske lande. Suezkanalen spærres Fredsforhandlinger mellem USA og Nordvietnam indledes i Paris. Studenteroprør i Paris og andre steder. Warszawapagtlandene intervenerer i Tjekkoslovakiet Nixon bliver præsident i USA. De Gaulle træder tilbage. USA sender det første bemandede rumskib til Månen. Willy Brandt bliver kansler i Vesttyskland
1950
1951 1952 1953 1954
1955 1956
1957 1958
1959 1960
1961 1962 1963 1964 1965
1966
1967 1968
1969
Ex Libris
S
Nasjonalbiblioteket
Landet blev by
Gyldendal og Politikens
Danmarkshistorie Redaktion: Olaf Olsen
Bind 14
Landet blev by 1950 -1970 af Henrik S. Nissen
Gyldendals Bogklubber
Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie Bind 14: Landet blev by © 1991 by Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag A/S, Copenhagen & Politikens Forlag A/S, Copenhagen Udsendes i Gyldendals Bogklubber efter overenskomst med Danmarkshistorien I/S Bogen er sat med Palatino hos GB-sats, København og trykt hos Nørhaven Bogtrykkeri A/S, Viborg Reproduktionerne i farve er udført hos Jan Sloth, Århus, i s/h hos Nørhaven Bogtrykkeri A/S, Viborg Bogbinderarbejdet er udført af Nordisk Bogproduktion A/S, Haslev Forlagsredaktion: Mogens Kristensen Billedkonsulent: Axel Bolvig Korttegner: Knud Rosenlund Grafisk tilrettelægning: Finn Evald/Grafikerne Omslag: Carsten Schiøler Omslagsillustration: Socialdemokratisk valgplakat fra 1950. Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv.
Printed in Denmark 1993 ISBN 87-00-52206-6 (hele værket) ISBN 87-00-51935-9 Denne udgave må ikke gøres til genstand for offentligt udlån. Kopiering fra denne bog er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan.
INDHOLD
Grundloven 1953 98
Forord 7
PÅ VESTENS VILKÅR
9
Efterkrigstiden forbi 11 Orden og uorden i fire-parti-systemet 14 De store organisationer 17 Erhverv og klasser 22
Landbrugslandet 27 Godser, gårde og husmandssteder 27 Malkekøer og baconsvin 32 Afvandring og traktorisering 34
Byen 38 Det skæve Danmark 38 Industri 41 Butikker 47 Transport 49
Uddannelserne 51 Fra skole til arbejdsliv 51 Faglig uddannelse eller? 53 Undervisning for voksne 59 Reformtanker og kultursammenstød 60
Valuta og politik 62 Investering eller konsolidering 65 Politisk forlig 67 Vestens økonomiske system 69
Politisk politik 98 Indrømmelsernes nødvendighed 99 Erfaringer omsættes i paragraffer 105 Grundlovsforslaget gennemføres 106
Den kolde krig 111 En forsikring, der ikke dækkede 111 Koreakrigen 115 Basespørgsmålet 117 Afspænding og atomvåben 123 Den indre fjende 125 Det nordiske samarbejde 128
Ideologierne er (skin)døde 131 Den fortsatte ligevægt 131 Valuta vanskeligheder igen 135 S + R + 1 = VK - 1 138 Marchen mod den politiske midte 140 Bladdøden 143
H.C. Hansen 145 Vesttyskland i NATO og mindretalspolitik 145 Overenskomst ved tvungen voldgift 147 Benzinstrejke og avisstrejke 150 Ungarn og Suez 154
Trekantregeringen 157 Blokpolitik? 157 Valgets strømpil 160 Økonomisk medvind 163
Vagtskifte i kunsten 166 Kursskifte i politik 73 Koreakrig og prisstigninger 75 Hvorfor gik Hedtoft af? 78 VK-regeringen 81
Boligen 86
Tradition og „Glade dage" 175 Abstrakt, konkret og begivenheder 178
Forbrug og fritid 185 Familien bag pristallet 187 Den lokale bif 192 Fritid, ferie og egen bil 194
Indhold
5
Skolelov og radiolov 197
J.O. Krag 291
Jørgen Jørgensens 2. skolelov 200 Hvem skal styre radioen? 203 Fjernsynet tager magten 208
Indkomstgilde og oms 291 Helhedsløsning 295 Jordslået regering 299
Striden i DKP og dannelsen af SF 211
Venstres dilemma 302
Kreml og Dronningens Tværgade 211 Aksel Larsen 216 Socialistisk Folkeparti 217
Med eller uden Thorkil Kristensen 302 Erik Eriksens sidste mulighed 305 Opbrud i det parlamentariske mønster 308
„Det røde Kabinef' 312
VÆKSTENS ÅRTI
221
Den stærke stat? 223 Højkonjunktur 223 Europa, delt - samlet 228 Vækst som mål 235
Kildeskat 312 Arbejderflertallet 316 Venstresocialisterne 320
Et RVK til højre? 323
Velstand og velfærd 237
Partiernes rokader 323 Et levedygtigt alternativ? 324 Borgerlig magt og afmagt 331
Vækstens økonomi 241 Den lille socialreform 245
Opbrud i kønsrollerne 334
Hvornår begyndte 1960'eme? 249
Kvindens kald 334 Seksualitet og moral 336 Kernefamilien anfægtes 339
Atomvåben og forsvarsforlig 251 Kampagnen mod Atomvåben 256 Græsrodsbevægelse 260
Internationalisering og amerikanisering 262
U-landshjælp og Vietnamkampagne 343 Vietnam og Dag Hammarskjolds Allé 350
Bukser, slacks og jeans 267
Uddannelseseksplosionen 356
Kulturkløften 270
Mere uddannelse til flere 356 Studenterne revolterer 359
Kulturpolitik 274 De aktive 278
Kontrasternes tid 365
Den koloniale arv 280
Litteraturvejledning 368
Færøerne 280 Retten til Islands historie 283 Inuit 286
6
Indhold
Illustrationsliste 374 Register 377
Forord Hver ny generation skal have sin egen nye, store danmarks historie, og en ny generation er kommet til siden Politikens Forlag i 1962 påbegyndte udgivelsen af sin Danmarkshistorie i 14 bind under redaktion af redaktør John Danstrup og pro fessor, dr.theol. Hal Koch. I begyndelsen af 80'erne havde såvel Gyldendal som Politikens Forlag planer om et nyt stort værk om Danmarks historie, og det var derfor naturligt at de to forlag i 1983 etablerede et samarbejde om denne opgave. Universitetslektor, dr.phil. Henrik S. Nissen har ud over at have skrevet selve hovedteksten til bind 14 også skrevet billed tekster og udarbejdet den kronologiske tidstavle, litteratur vejledningen og sammen med bibliotekar René Herring regi steret. Billedkonsulent på dette bind har været universitets lektor, cand.mag. Axel Bolvig, der også har stået for frem skaffelsen af illustrationsmaterialet og i samarbejde med redaktionen udarbejdet illustrationslisten. De mange illustrationer kunne ikke være bragt her uden beredvillig hjælp fra en række privatpersoner og institutioner som redaktionen skylder stor tak.
Gyldendal og Politikens Forlag
I forhold til 1. udgaven er der i bogklubudgaven foretaget en række rettelser og tilføjelser. Gyldendals Bogklubber
På Vestens vilkår
Efterkrigstiden forbi
Næsten en kvart million modtog aldersrente i 1950. De fleste af dem var født, mens Estrup var statsmini ster, og mange af dem var kommet ud at tjene før år hundredskiftet. I deres tid var bilen, flyvemaskinen, det elektriske lys og radioen blevet til. Kvinderne blandt dem havde fået stemmeret i 1915. De af dem, der var gift, måtte affinde sig med en lavere aldersrente som „bipersoner" til deres mænd. Deres indtægt blev ført på mandens selvangi velse, som de gerne måtte skrive under; men det betød ikke noget, om de gjorde det eller ej.
Det danske samfund er i tiden efter 2. verdenskrig blevet udsat for så gennemgribende forandringer på næsten alle områder, at man skal tilbage til overgangen fra jæger- til agerbrugs kulturen for at finde en parallel. Begyndelsen til de drastiske forandringer lå mere end 100 år tilbage, og - som alle funda mentale ændringer i en befolknings måde at leve på - skete det gradvist, ikke i samme takt på alle områder. Til tider var det næsten umærkeligt for dem, der gennemlevede og deltog i forandringerne. Det var ændringernes tempo, der blev et andet i løbet af 1950'erne og navnlig 1960'erne. Man behøvede ikke længere at være særlig gammel for at kunne huske en tid, da levevilkår og tænkemåde var meget anderledes. „Gamle dage" kom til at ligge få år tilbage - ikke dengang bedsteforældrene var børn. Selv om forandringerne skete på næsten alle felter, kan de samles under to hovedtræk i udviklingen. For det første inter nationaliseringen, det at materielle og kulturelle påvirkninger udefra slog kraftigere og hurtigere igennem og gjorde dan skernes hverdag stadig mere afhængig af omverdenen. For det andet urbaniseringen, ikke blot i den forstand at en hastigt stigende del af befolkningen kom til at bo og arbejde i byerne, men også at den bymæssige måde at tænke på og forholde sig til hinanden og til omverdenen på blev dominerende, også blandt dem, der faktisk levede på landet. I forhold til de fleste andre lande var Danmark ved ind gangen til 1950'erne et rigt og velfungerende samfund med et udbygget socialt sikkerhedsnet og med en stabil demokratisk politisk kultur. I forhold til de levevilkår, der fandtes tyve år senere, var danskerne imidlertid endnu i 1950 materielt fattige. Forbrugsgoder, som i løbet af disse tyve år blev en selvfølge for de mange, var endnu ønskedrømme, eller de var knap nok opfundet og slet ikke sat i produktion. De første efterkrigsår havde været præget af et udbredt ønske om hurtigt at vende tilbage til, hvad man kaldte normale tilstande. Selv om der var sider ved førkrigstidens Danmark, man gerne ville være fri for, håbede man, at man nu kunne tage fat, hvor man slap i 1939. Men forestillingerne om, hvad der var det normale, var ikke klare, og der var ikke enighed om, hvad det var fra førkrigstidens Danmark, man ville be holde og eventuelt udbygge, og hvilke træk man ville af med. I udenrigs- og forsvarspolitikken havde man modstræbende
Efterkrigstiden forbi
11
Tre af det danske luftvåbens Gloster Meteor jagere 1950. Udgifterne til oprustningen blev en belastning for stats budgettet og valutakassen. Skiftende danske regeringer var bevidste om, at der også kunne blive tale om en in denrigspolitisk belastning, og brugte dette som argu ment mod de allieredes krav om større forsvarsind sats.
12
Efterkrigstiden forbi
opgivet den lange danske tradition for at holde sig uden for stormagternes konflikter. Den første efterkrigstids „brobyg ningspolitik" var lagt på hylden med tilslutningen til NATO. Socialdemokratiets kursændring, fra afrustning og neutralitet, flyttede det parlamentariske tyngdefelt over på en accept af alliancepolitikken og et militært forsvar. I den økonomiske politik var det mere tvivlsomt, hvor de parlamentariske muligheder lå, og i det hele taget hvilke be tingelser omverdenen ville give. Med accepten af Marshallplanen havde den socialdemokratiske mindretalsregering også forpligtet sig til medlemskab af det europæisk-amerikanske samarbejde i organisationen OEEC. Marshallhjælpens formål var en økonomisk genopbygning af Europa, og midlet var, foruden en milliardhjælp i amerikanske dollars, nedbrydning af handelsskrankerne mellem de europæiske stater. Under krig og besættelse havde den statslige styring af det økonomiske liv, udbygget med rationeringer og talrige andre ordninger, fungeret endnu mere nærgående over for mar kedskræfternes frie spil end under 30'rnes økonomiske krise. Når den første omstilling til fredsforhold var overstået, måtte spørgsmålet blive, hvor meget af reguleringssystemet der skulle og kunne afskaffes. Det var både et indenrigspolitisk spørgsmål, hvor skillelinierne mellem de politiske partier ikke var givet på forhånd, og det blev et udenrigspolitisk problem,
Fotografen C. Henriksen fik i 1950 et billede af en af de nye jetjagere, lige i det øje blik højderoret brækkede af. I de første år med de nye fly var det danske luftvåben plaget af en del nedstyrtnin ger-
da presset for en gennemgribende liberalisering af udenrigs handelen satte ind. Ved overgangen fra 1940'rne til 1950'erne pegede strømpilen både ude og hjemme mod liberalisering; men hvilket tempo det skulle ske i, og hvilke midler der så kunne komme i an vendelse i den økonomiske styring, var et åbent spørgsmål. Statsminister Hans Hedtofts nytårstale på tærsklen til 1950 var i sig selv et tegn på, at landet var kommet igennem den første efterkrigstid, og at normale tilstande var ved at vende tilbage. Han nævnte Forenede Nationer, NATO og det nor diske samarbejde; men talen handlede først og fremmest om landets økonomi, om mulighederne for at øge produktionen og om risikoen for, at der ikke kunne skaffes udenlandsk valuta til at betale importen. Hedtoft gav udtryk for både optimisme og for bekymring. Produktionen var oppe på et niveau langt over førkrigstidens. Det sidste par år af 1940'rne havde været præget af økonomisk vækst; men der var van skeligheder i vente. Nedskrivningen af kronen i forhold til dollar med 30 procent kun få måneder tidligere gjorde impor ten dyrere, uden at eksportpriserne på landbrugsvarerne fulg te med. Liberaliseringen af udenrigshandelen var på vej, og dansk industri måtte hurtigt indstille sig på at undvære valuta kontrollens beskyttelse. Regeringen stod over for at skulle bruge nye styringsinstrumenter i den økonomiske politik.
Efterkrigstiden forbi
13
Hedtoft benyttede en del af sin nytårstale til at advare mod at stille for store forventninger til de kommende overens komster. Steg industriens omkostninger for meget, sagde han, ville dansk produktion ikke kunne konkurrere, når udenrigs handelen blev givet fri. Vanskeligheder med betalingsbalan cen og stigende arbejdsløshed ville blive de uundgåelige føl ger. Det var temaer, som i 1950 allerede var velkendte i den politiske retorik, og som ikke skulle miste deres aktualitet i årene derefter.
Orden og uorden i fire-parti-systemet Skulle man dømme ud fra den økonomiske udvikling, var der al mulig grund til at tro, at dansk politik ville fortsætte be vægelsen tilbage til det kendte mønster med et stærkt Social demokrati i regeringsposition, støttet af Det radikale Venstre. De to oppositionspartier, Venstre og Det konservative Folke parti med basis i henholdsvis landbruget og industri og han del, måtte da skiftes til at skaffe sig indflydelse på lovgiv ningen ved kompromiser med regeringen. Det hørte med til det traditionelle parlamentariske mønster, at partier uden for dette politiske magtcentrum var små, eventuelt kortlivede og under alle omstændigheder uden mulighed for at gøre alvorli ge indhug i de fire gamle partiers vælgerskare. Når disse normale tilstande i det politiske liv blev bragt til veje, kunne den afsluttende parentes om besættelsestidens endeligt sæt tes. Men det politiske liv havde svært ved at finde et stabilt leje. Samarbejdet mellem Socialdemokratiet og de radikale var ble vet vanskeligere, fordi den stærke kommunistiske fremgang i slutningen af krigen, manifesteret ved 18 pladser i Folketinget i 1945, havde tvunget socialdemokraterne til at tage konkurren cen op på venstre fløj. Deres program, „Fremtidens Dan mark", fra den umiddelbare efterkrigstid var alt andet end en opskrift på revolution; men der var rigeligt agitationsstof at hente i det for de borgerlige partier, der hellere end gerne malede socialdemokraterne mere røde, end de faktisk var. Jo mere Hedtoft og navnlig hans unge handelsminister, Jens Otto Krag, blev opfattet som socialister med ønsker om at nationalisere det danske erhvervsliv, desto sværere blev det at få samarbejdet med Det radikale Venstre til at glide. Det var ikke blevet lettere efter 1949, da også udenrigs- og forsvarspolitikken stillede sig i vejen for samarbejdet mellem de to partier i stedet for som før at styrke det.
14
Efterkrigstiden forbi
Aksel Jørgensens portræt af statsminister Hans Hedtoft har et noget officielt præg. De seje forhandlinger i Christiansborgs udvalgsvæ relser var i virkeligheden ik ke Hedtofts foretrukne mil jø. Som taler kunne „Glade Hans", som han blev kaldt, rive en forsamling med sig, selv om hans åbne a'er, f.eks. i „Da(r)nmark", blev flittigt parodieret. I borgerli ge kredse vandt han et ry som statsmand, da han re solut drejede Socialdemo kratiet ind i den vestlige al liance; men hans hjerte hav de været mere med i det mislykkede forsøg på at skabe en nordisk forsvars union.
Et ihærdigt arbejde i Socialdemokratiets organisationer var i gang for at overbevise medlemmerne om rigtigheden af den nye kurs; men de forrige års fremgang i medlemstal vendte alligevel i 1949 og førte i 1950 til en reel tilbagegang på 11.000 af de knap 300.000 medlemmer. I den henseende var det ingen trøst for Socialdemokratiet eller regeringen Hedtoft, at udenrigs- og forsvarspolitikken kunne føres med et solidt flertal i Rigsdagen, hvor Venstre og Det konservative Folkeparti helhjertet sluttede op. De to parti er var, skønt indbyrdes uenige, i skarp opposition til regerin gens økonomiske politik. De så en mulighed for at bruge vreden over krigstidens rationeringer og reguleringer til et frontalangreb på selve den styring af økonomien, som var central i den socialdemokratiske opfattelse. De internationale
Orden og uorden i fire-parti-systemet
15
1. maj-møderne var en lej lighed til at vise enheden mellem fagbevægelsen og Socialdemokratiet; men det blev efterhånden mere og mere besværligt at oprethol de traditionen med demon strationstog gennem byen ril mødepladsen. I Fælled parken i København, hvor dette billede er taget i 1959, holdt kommunisterne deres konkurrerende 1. maj-møde i den anden ende af parken, og det år havde også Socia listisk Folkeparti meldt sig som deltager i arbejderbe vægelsens festdag et tredje sted i parken.
16
Efterkrigstiden forbi
politiske konjunkturer gav dem medvind i kravet om liberali sering af økonomien. Med Retsforbundet som et ekstremt liberalt blænkerkorps var den parlamentariske situation ganske broget for regerin gen Hedtoft, og de økonomiske vanskeligheder, der skulle melde sig i løbet af 1950, gjorde ikke regeringens tilværelse lettere. Knud Kristensens personlige vælgertække, hans sydsles vigpolitik, de konservatives vanskeligheder med Christmas Møller og endelig Venstres valgtekniske kneb med dannelsen af Hovedstadens Venstre havde i 1947 skaffet Venstre en over repræsentation, så det talte 49 medlemmer i Folketinget. Nu da valgloven var lavet om, og sydslesvigproblemet var klinget af, var det til at forudse, at et valg ville blive dyrt for partiet, så meget mere som man måtte regne med, at Knud Kristensens afgang fra formandsposten og hans udtræden af Folketinget også kunne komme til at koste stemmer. Venstre havde besvær med at besætte den tomme stol efter Knud Kristensen. Edv. Sørensen var blevet valgt til formand for partiet; men nogen høvdingekåring, som partiet før havde præsteret, havde der ikke været tale om. Professor Thorkil
Knud Kristensen som han ønskede at blive opfattet - sindig, runden af det dan ske bonde-venstre. Fotogra fiet er taget på hans 80-årsdag, efter at han havde trukket sig ud af politik.
Kristensen havde fået næsten lige så mange stemmer som Edv. Sørensen. Gårdejeren fra Ringe på Fyn, Erik Eriksen, der var partiets politiske ordfører i Folketinget, lignede mere en venstreleder. Det blev også mere og mere ham, der tegnede partiet. Det konservative Folkeparti havde lagt Christmas Mølleruroen bag sig og var opsat på at få et folketingsvalg så snart som muligt. De mange borgerlige stemmer, der i 1947 var blevet lånt ud til Venstre og hl Knud Kristensens fejlslagne sydslesvigaktivisme, skulle hentes hjem igen. Den konservati ve oppositionspolitik var skarpere, hvad der sidst havde givet sig udslag i partiets modstand mod devalueringen. Siden partiets start som afløser for det forrige århundredes Højre havde kun de to verdenskrige givet de konservative mulighed for at prøve ministerværdigheden. Den aktuelle styrke med kun 17 mandater i Folketinget kunne nok betragtes som en midlertidig svaghed; men den pegede alligevel på risikoen for, at partiet skulle blive henvist til pladsen som støtteparti, hvis det skulle komme hl et regeringsskifte. Ved årsskiftet 1949-50 var der dog ikke meget, der tydede på, at det skulle blive aktuelt. Ole Bjørn Kraft var blevet parhets leder efter Christmas Møllers afgang. Hans hjertesag var forsvaret; men med den kompakte enighed mellem de tre største partier om tilslut ningen hl NATO og opbygningen af det danske forsvar blev det sværere at markere en særlig konservativ profil. I den økonomiske politik havde Det konservative Folkeparh sine traditionelle problemer med at finde en linie uden at støde den ene eller den anden gruppe af sine vælgere fra sig. Ole Bjørn Kraft overlod gerne partiets yngre kræfter, Aksel Møller eller Poul Sørensen, den besværlige opgave at finde og forklare standpunkter, der kunne tiltale både fabrikanterne, grosserer ne og proprietærerne i parhet.
De store organisationer I forholdet mellem de polihske parher og de organiserede erhvervsinteresser var det traditionelle mønster i dansk politik intakt. Samarbejdet mellem parh og organisation kunne være tæt og formaliseret som mellem Socialdemokrahet og fagbe vægelsen, eller det kunne som for de to borgerlige parher være helt uden formelle bindinger. Ikke desto mindre kunne man regne med, at Venstre ikke ville genere de store landbrugs organisationer, ligesom Det konservative Folkeparti næppe ville træde hårdt op imod Dansk Arbejdsgiverforening, Indu-
De store organisationer
17
strirådet eller handelens organisationer - i hvert fald ikke imod alle tre på én gang. Husmandsforeningerne kunne regne med at finde lydhørhed hos Det radikale Venstre. Stabiliteten i dansk politik beroede for en del på, at partiernes stillingtagen var forudsigelig, fordi de var knyttet til bestemte økonomiske interessegrupper. Partierne var ikke organisationernes for længede arm på Christansborg; men politikken udformedes også andre steder, hvor organisationerne havde mulighed for at blive hørt. Medlemstallene i organisationerne var i stadig stigning. Det var sværere at stå uden for en organisation, der traf afgørelser med betydning for den enkeltes muligheder i sit erhverv. De samvirkende Fagforbund (senere LO) passerede i 1950 650.000 medlemmer; det var 150.000 flere end i 1940. Organisations procenten blev beregnet til 65, og selv om internationale sam18
Efterkrigstiden forbi
To magtcentre i det danske samfund, Dansk Arbejdsgi verforening i Vester Voldga de og De samvirkende Fag forbund (LO) i Rosenørns Allé, København. De store organisationer anskaffede sig hovedsæder, der i stilen mindede om landadelens palæer i hovedstaden.
menligninger af sådanne tal er usikre, var det under alle om stændigheder et stort tal i forhold til andre lande. 300.000 af fagbevægelsens medlemmer arbejdede i virksom heder, der var organiseret i Dansk Arbejdsgiverforening, der også havde mærket væksten med en stigning i medlemsskaren på 50 procent siden 1940. Der var ganske vist mange arbejdere og arbejdsgivere uden for DsF og DA; men det var disse to organisationer, man talte om som „arbejdsmarkedets parter". Aftaler om løn og arbejdsforhold mellem dem fik hurtig virk ning for det øvrige arbejdsmarked. Dansk Arbejdsgiverforening og DsF var paraplyorganisatio ner for henholdsvis brancheopdelte arbejdsgiverorganisatio ner eller mesterforeninger og fagforbund. På samme måde samlede Industrirådet brancheforeninger som Textilfabrikantforeningen, Beklædningsindustriens Sammenslutning, Jern
De store organisationer
19
industriens Sammenslutning og mange andre. Enkeltvirk somheder kunne også være direkte medlemmer. I 1950 var 3422 virksomheder tilsluttet Industrirådet, som dermed var blevet dobbelt så stort som før krigen. Handelens organisationer stod mere delt, med Grossererso cietetet for København og Provinshandelskammeret som de mest indflydelsesrige. Detailhandelen fik først i løbet af 1950'eme dannet Butikshandelens Fællesrepræsentation. Det danske landbrug var endnu mere gennemorganiseret end byerhvervene. Landbrugsrådet, der havde til huse i Axelborg i København, var paraplyorganisationen, hvor De sam virkende danske Landboforeninger, gårdejernes organisa tion, og andelsselskaberne udgjorde grundstammen. Siden 1939 havde landbrugets eksportforeninger og importforenin ger været med; men husmandsforeningerne, der under land brugskrisen i 1930'me havde været med i Landbrugsrådet, havde meldt sig ud i 1940. Det store, kornsælgende landbrug var organiseret i godsejernes tolvmandsforeninger, der også stod uden for Landbrugsrådet. Den økonomiske styrke, landbruget repræsenterede, og den betydning, landbrugseksporten havde i hele den danske økonomi, betød, at ingen regering, uanset partifarve, kunne tillade sig at lukke døren, når erhvervets talsmænd mødte op. Efter landbrugskrisen i 1930'rne havde de gode indtægter un der krigen og i de første efterkrigsår gengivet landbrugerne deres selvbevidsthed. Under de store organisationer var der en kraftig underskov af mindre sammenslutninger, der varetog specielle erhvervs interesser, eller som var lokalt baseret. Også de mødte op hos de offentlige myndigheder med deres ønsker, eller de søgte hjælp hos den enkelte rigsdagsmand, der forventedes at kun ne løse et problem for sin valgkreds. Med i billedet af det organiserede Danmark hører også et meget stort antal foreninger med ikke-økonomiske formål. Sport og meget andet affødte foreningsdannelser og hyppigt også sammenslutninger på landsplan. Det hørte til sjælden hederne, at de gjorde sig gældende politisk, selv om de ved festlige lejligheder fik mange velmenende ord fra politikerne. I kraft af medlemskontingenter og ekspertise rådede organi sationerne over store ressourcer. Man kunne forestille sig, at deres pressionsmuligheder over for de politiske partier var afhængige af, om de kunne dirigere deres medlemmers stem mer ved politiske valg; i praksis var det ikke blevet prøvet. Organisationsfolk sad dog ikke forgæves i partiernes bestyrel ser og i deres rigsdagsgrupper. 20
Efterkrigstiden forbi
Henry Heerups mælkegavl i Sølvgade i København. Da de storkøbenhavnske meje rier i 1953 betalte kendte kunstnere for at male på nogle af byens gavle med sloganet „Mælk gi'r Sund hed", var det selvfølgelig reklame for deres produkt. Men det drejede sig også om prestige, på samme må de som fortidens aristokrati ske mæcener havde ære af at engagere anerkendte kunstnere.
Muligheden for den enkelte borger til at påvirke betydelige politiske beslutninger gik gennem organisationerne til partier ne, til regeringen og til centraladministrationen. De almindeli ge vælgere stemte ved valgene til Folketinget, Landstinget og - med en lidt lavere stemmeprocent - også ved kommunalval gene. De politisk aktive var medlemmer af en vælgerforening og kunne i beskedent omfang påvirke opstillingen af kandi dater til valgene. Man kunne møde op til generalforsamlingen i den lokale afdeling af sin organisation eller sin vælgerfor ening og prøve at få sine synspunkter frem der. Men den
De store organisationer
21
direkte vej til beslutningsniveauet fandtes kun formelt. Er faringerne fra besættelsestidens urolige år, hvor „manden på gaden" havde taget beslutninger hen over hovedet på de orga nisatoriske og politiske tillidsmænd, så ud til at være glemt. Hverken de politiske partier eller organisationernes ledelse havde nogen grund til at ønske sådanne former for direkte folkestyre tilbage.
Erhverv og klasser Hvis man i det foreningsglade Danmark talte alle medlemskort til foreninger og organisationer, ville man nå et tal langt over de 4,25 mio. indbyggere i 1950. Men medlemskaberne var ikke jævnt fordelt. Dels var der naturligvis individuelle forskelle, dels var folk i den såkaldte erhvervsaktive alder, dvs. mellem 15 og 65 år, mere foreningsaktive, og ikke kun på grund af deres medlemskab af erhvervsbetonede organisationer. Den erhvervsaktive aldersklasse udgjorde næsten 65 pro cent af befolkningen. Godt 26 procent var børn; de store fød selsårgange i de sidste krigsår og de første efterkrigsår kunne ses i befolkningsstatistikken. Forøgelsen af den gennemsnit lige levealder bevirkede en fortsat vækst i antallet af gamle. I 1950 var 8,9 procent af befolkningen over 65 år. I den arbejdsdygtige alder var der da 2,78 mio. (de nævnte 65 procent). I statistiske opgørelser over de erhvervsbeskæfti gede regnede man imidlertid ikke det huslige arbejde med. Husmodre, husassistenter og hjemmeværende døtre talte ikke
Hjemme fra arbejde nyder manden sin velfortjente hvi le, mens han orienterer sig i politik og kultur. Arbejds fordelingen i hjemmet så ik ke ud til at blive antastet i 1950'erne.
22
Efterkrigstiden forbi
med i erhvervsstatistikken. Når de blev trukket fra de 2,78 mio., var der tilbage knap 45 procent af hele befolkningen eller lidt under to mio., hvoraf godt 100.000 var medhjælpende hustruer. En opgørelse af erhvervsfordelingen viser altså, hvilken branche disse 45 procent af befolkningen var beskæfti get i, eller hvilket erhverv de udøvede. Ved folketællingen i 1950 opdelte man den erhvervsmæssigt beskæftigede befolkning således:
Landbrug m.m. Industri, håndværk og byggeri Handel og omsætning Transport Liberale erhverv og administration Uspecificeret erhverv
procent 27,6 37,6 16,5 7,3 10,4 1,2
i 1000 518,3 721,8 316,7 139,5 200,4 22,8
Gartneri, skovbrug og fiskeri, der her er opført sammen med landbruget, beskæftigede tæt ved 50.000. I det egentlige land brug var der 465.000, når man regner de medhjælpende hu struer med. En sådan opdeling af den erhvervsaktive befolkning siger noget om, hvor samfundets ressourcer af arbejdskraft var sat ind; men den tæller godsejeren og landarbejderen sammen under landbrug, skibsrederen og letmatrosen hører under transport, uanset at deres tilværelse unægtelig var meget for skellig. Forskelle mellem grupper og klasser i samfundet kan be lyses ved at se på fordelingen af indkomster og formuer, og man kan sondre mellem lønmodtagere og selvstændigt er hvervsdrivende. Endelig begyndte man i 1950'erne at arbejde med en beskrivelse af forskelle i status, dvs. de positioner i medborgernes agtelse, som man kunne konstatere. Naturlig vis var der en vis sammenhæng mellem placeringerne i de forskellige opdelinger; men de var ikke entydige. Mange husmænd, der var selvstændige erhvervsdrivende og ejede en ret stor formue i jord og bygninger, havde en yderst beskeden indkomst. En direktør i et aktieselskab kunne nok være løn modtager; men i hele sin funktion repræsenterede han ejerne af virksomheden, og hans løn hørte som regel til i den øvre ende af skalaen. Indtægtsfordelingen i befolkningen kan måles ved de ind komster, der kom til skattevæsnets kendskab. 1 1950 var for holdet det, at 53 procent af skatteyderne delte den ene fjerde del af de samlede indkomster, 23 procent den anden, 16 pro Erhverv og klasser
23
cent den tredje, mens de bedst aflagte otte procent af skattey derne tilsammen havde tjent en fjerdedel af al indkomst i Danmark. Indkomsterne i selvangivelserne var fratrukket den skat, man havde betalt året før. Skatteprogressionens udjævnende virkning er altså indregnet. I forhold til de forandringer, der var sket i Danmark siden århundredskiftet, var der ikke foregået nogen dramatisk udjævning af indkomsterne, men uligheden var alligevel langsomt og støt blevet mindre. Tilsvarende beregninger af formuefordelingen viser, at ulig heden her var langt stærkere; mindre end fem procent af skatteyderne ejede tæt ved halvdelen af den privatejede for mue i landet. Sådanne beregninger af indkomst- og formuefordeling er uvægerligt belastet af megen usikkerhed, også ud over den der kommer af, hvad man skånsomt kalder mangelfuldt udfyldte selvangivelser. Alligevel var forskellen mellem rig og fattig eller mellem velhavere og almindelige mennesker efter alt at dømme mindre i Danmark og i de øvrige nordiske lande end i andre lande, hvor der foretages statistiske beregninger af disse forhold. De statistiske oplysninger er dog utilstrækkelige til at be-
24
Efterkrigstiden forbi
skrive folks arbejdsforhold og levevilkår. En egentlig klasse analyse, der i marxistisk forstand skelnede mellem kapitali ster, mellemlag, småborgere og proletarer, løb ind i vanskelig heder, fordi den danske virkelighed passede så dårligt til fore stillingen om en talmæssigt stadigt mindre kapitalistklasse over for et voksende proletariat, der blev drevet dybere og dybere ned i fattigdommen. Marxistisk klasseanalyse var i øvrigt ingenlunde på mode blandt statistikere i 1950'erne un der den kolde krigs politiske og kulturelle klima. Sammenlignet med andre velstående lande havde det dan ske erhvervsliv et umiskendeligt småborgerligt præg. Det var de mange små selvstændige virksomheder, der dominerede. Det gjaldt ikke blot landbruget med de 200.000 brug, men også de øvrige erhverv, hvor der i 1950 var omkring 226.000 perso ner, der regnedes for selvstændige. Direktører taltes med, skønt de fik løn - eller gage, som de selv foretrak at kalde det. Blandt de egentlige lønmodtagere var der 433.000 funktio nærer, og der blev stadig flere. Der var 921.000 arbejdere, der igen var delt i faglærte og ufaglærte. Når landbruget regnes med, var der altså i gennemsnit kun godt tre lønmodtagere for hver selvstændig erhvervsdrivende. Endnu en opdeling af den danske befolkning må med, når
I erhvervsstatistikken tælles matrosen (th.) sammen med skibsreder A.P. Møller (tv.) sammen under „Trans port". A.P. Møller genop byggede og udvidede efter krigen sin store flåde, navn lig af skibe i international li nietrafik. Fotografiet gengi ver ham, som han selv øn skede at blive set, om bord på sin yacht.
Erhverv og klasser
25
Over 90 procent af befolk ningen var medlemmer af folkekirken, uden at det gav sig udslag i noget bemær kelsesværdigt engagement. Flertallet var, hvad man kaldte 3-gangs kirkegænge re (dåb, bryllup og begra velse). Det kom som en overraskelse, at P.G. Lindhardt, professor i kirkehi storie, kunne vække vold somt røre med et foredrag på Askov Højskole i 1953 med titlen „Det evige Liv". Det, han sagde, var blot, at der ikke i evangeliet var no get løfte om et liv efter dø den for de troende. Blandt teologer var tanken ikke ny; men den opmærksomhed og forfærdelse, som fore draget fremkaldte, demen terede den udbredte opfat telse, at danskerne var ble vet ligeglade med deres religion.
det danske samfund skal beskrives. Af de 4,2 mio. indbyggere i 1950 boede omkring en mio. i hovedstaden, lidt flere hvis man regner omegnskommunerne med. Godt 1,4 mio. boede i pro vinsbyerne og i de bymæssige bebyggelser. De resterende lidt under to mio. boede på landet. Skellet mellem land og by var ikke kun en geografisk for deling. Det var i mangt og meget en grænse mellem forskellige livsformer. På landet var gårdejerne det økonomisk og kul turelt førende lag; men landbokulturens normer og måde at leve på deltes af mange med andre erhverv. Indvandringen fra land til by var foregået gennem århundreder. Den bragte i hver generation nogle til byerne, der måtte omstille sig eller i hvert fald se deres børn vokse op til andre normer og vaner. I modsætning til andre velstående lande - eller som man kaldte det dengang „civiliserede stater" - havde landbokul turen i Danmark, i kraft af bl.a. sin økonomiske betydning, bevaret en selvstændighed over for byen uden at synke ned i en bagstræberisk konservatisme. Forskellen mellem land og by kunne endnu konstateres på mange felter, i holdningen til penge og forbrug, i familiemønstre med mere stabile ægte skaber og flere børn pr. familie på landet og i meget andet, som ikke uden videre afspejledes i statistikken. Indkomst- og formuefordelingen, forskellige erhverv og for skellige pladser i produktionsprocessen eller uden for pro duktionen, bosættelsen i hovedstadens tætbebyggelse eller på de sandede jorder i Vestjylland - alle disse forskelle og græn ser i den danske befolkning ændrer ikke ved den kendsger ning, at danskerne var et homogent folk. De tilhørte næsten alle den samme religion, der måske netop derfor ikke optog dem særlig meget. De lignede hinanden tilstrækkeligt til, at personer med anden hudfarve eller hårfarve automatisk blev anset for udlændinge. Selv om dialekter endnu kunne volde forståelsesbesvær og hovedpine, blev den dominerende dia lekt, rigsdansk, forstået i hele landet.
Landbrugslandet Godser, gårde og husmandssteder Med udsigt fra en høj tgående flyvemaskine i 1950 ville det dominerende indtryk af det danske landskab være det dyrke de land. De bakkede jorder var ternet ud i mange marker, kun få steder så man store sammenhængende herregårdsjorder. Landskabet skiftede farve med årstiden, fra grønt til gult og til gråsort, når efterårspløjningen var forbi. Byerne fyldte kun lidt i billedet, selv om de var begyndt at få en bræmme af villakvar terer omkring sig. Landevejene forbandt de byer, der lå der i forvejen og havde ligget der længe. Sognevejene krydsede sig frem mellem markerne, mens jernbanerne mere fulgte deres egne love og selv var blevet årsag til nye bymæssige bebyggel ser. Byer og bebyggelser, veje og jernbaner optog tilsammen kun otte procent af landets samlede areal på 43.000 km2. Andre otte procent lå hen som heder, klitter, moser og søer. Godt ti procent var skov. Resten, altså næsten tre fjerdedele af Dan marks areal, eller 31.1460 km2, var landbrugsjord, og heraf var kun en ottendedel enge og andre vedvarende græsarealer. Danmark var i sammenligning med andre lande ret tæt befolket. Alligevel var en forholdsmæssig stor del af arealet landbrugsjord, og kun få steder i verden var så stor en del af landbrugsjorden med i omdriften, dvs. regelmæssigt bearbej det og tilsået. Disse forhold var kun blevet ændret lidt i den første halvdel af det 20. århundrede. Jordforbedringsarbejder, dræning og afvanding havde forøget det dyrkede areal; til gengæld havde byernes vækst, vejanlæg og lignende siden 1930'rne langsomt, men støt skåret noget af det fra, som jordforbedringsarbejder lagde til. Lovgivningsmagten havde ikke blandet sig meget i disse forhold. Bortset fra tilskud til jordforbedring og love om be varelse af skovene og andre fredningsbestemmelser var det blevet overladt til bønderne at dyrke deres jord så intensivt, som de formåede. Staten havde imidlertid ikke overladt fordelingen af land brugsjorden til de frie markedskræfter. Ejendoms- og brugs retten til jorden var nok et spørgsmål om penge (og skatter); men det var også i egentlig forstand et politisk spørgsmål. I det 19. århundrede havde det været gårdbrugene, der stod i cenLandbrugslandet
27
11950'erne og 60'erne blev de fleste danske gårde foto graferet fra luften, og bille derne kom mange steder i glas og ramme i gårdejerens stue. Gårdejer Alfred Kollerups gård, Asbækholt ved Dronninglund i Vendsyssel, havde forhøjede udlænger med nye tage af eternit. De tre udlænger og det store stuehus med kvist ud mod haven var typisk for de stør re gårde.
28
Landbrugslandet
trum for statsmagtens og lovgivningens interesse. I det 20. århundrede havde jordpolitikken opretholdt beskyttelsen af de selvstændige gårdbrug med forskellige forbud mod sam menlægninger; men den væsentligste statslige indsats havde været at skaffe flere og større husmandsbrug. En betragtelig del af de offentlige midler, som Statens Jord lovsudvalg fik at råde over, blev brugt til at købe jord, der blev lagt til de helt små brug, så de kom op på en størrelse, der blev anset for passende til et familiebrug. I loven regnede man otte ha „middelgod jord" for den rigtige størrelse på et husmands sted, i praksis søgte man at gøre dem større. En begyndende skepsis med hensyn til husmandslovgivningens samfunds økonomiske fordele havde endnu ingen gennemslagskraft. Den sociale værdi af familiebruget som rammen om det gode hjem blev ikke draget i tvivl. Med udstykninger til nye husmandsbrug, med køb af til lægsjord og med de sammenlægninger af brug, som Land brugsministeriet havde givet tilladelse til, var jordfordelingen i
1950 talt op i den traditionelle måleenhed, tønder hartkorn, et mål der kombinerer areal og jordens kvalitet.
Godser:
antal ejendomme 12 tdr.hrtk. og derover 1.881
4-12 tdr.hrtk. 2-4 tdr.hrtk. 1-2 tdr.hrtk.
i alt tdr. hartkorn 46.946
23.357 29.425 41.315
142.188 83.449 57.857
94.097
283.494
Husmandssteder: mindre end en tdr.hrtk., mere end en ha
101.773
45.487
Landbrugsejendomme i alt
197.751
375.927
Gårde:
Gårde i alt
De helt små brug med mindre end en kvart tdr. hrtk. kunne ikke ernære en familie, uden at indtægten blev suppleret, som regel ved at manden var landarbejder på gårdene eller godset i nærheden. Udtrykket „fritidslandmand" var ikke opfundet endnu, og det ville næppe heller være blevet accepteret af husmændene. Der var i 1950 25-30.000 husmandssteder med mindre end en kvart tdr. hrtk. eller med en grundværdi på under 4000 kr. De store gårde og godserne havde den bedste jord, og hus mandsstederne altså den ringere, hvor der krævedes mere arbejde og mere gødning. Men der var tale om et gennemsnit, og der var meget store variationer mellem de forskellige egne af landet og helt lokalt. Det var en gammel og populær tanke, at landbrug burde gå i arv fra far til søn. I mangel af sønner kunne en datter få gården, og der blev en chance for en ung mand, karlen, til at gifte sig til en gård. 11950'erne så virkeligheden anderledes ud. Af de ca. 12.000 landbrug, der årligt skiftede ejer, blev kun godt 3000 overdraget i såkaldt familiesalg eller på anden måde i privile geret salg. De øvrige blev solgt i fri handel, hvor prisen var væsentlig højere. Hvert sjette salg skete til ikkelandmænd. I nogle tilfælde var køberne velhavende byfolk med romantiske forestillinger om livet på landet eller med et vågent blik for spekulationsgevin ster. Lovgivningen lagde restriktive grænser for sammenlæg ninger og nedlæggelser af selvstændige landbrug; men hvor det drejede sig om de helt små landbrugshuse, kunne det være svært at få overholdt paragrafferne. Den procentdel af hus mandssteder, der blev solgt til ikkelandmænd, var noget over gennemsnittet. Godser, gårde og husmandssteder
29
De husmandsbrug, der var blevet oprettet ved senere, større udstykninger, havde ofte næsten identiske byg ninger, anbragt ved lande vejen, hvor mælken til me jeriet let kunne afhentes. Statens Jordlovsudvalg, der administrerede udstyknin gen, køb af tillægsjord og statens långivning til formå let, var fortsat i funktion, selv om beholdningen af jord i offentligt eje, særlig præstegårdsjord, var ved at være udtømt. I det finansår, der udløb i marts 1950, hav de staten medvirket ved op rettelsen af 250 nye hus mandsbrug og skaffet til lægsjord til 746 eksisterende brug.
30
Landbrugslandet
De gode konjunkturer, landbruget havde haft og endnu havde i 1950, gav sig også udslag i, at der i det år kun var 34 tvangsauktioner. I de regnskabsførende landbrugs indtjening pr. hektar var der store forskelle, uden at man kan se brugsstørrelsen eller jordens kvalitet som de afgørende faktorer. Den enkelte land mands økonomi var ikke kun afhængig af hans dygtighed og flid. Finansieringen af selvejet spillede en betydelig rolle. De gode konjunkturer under og efter krigen havde betydet, at ejendommens værdi var steget hurtigere end optagelsen af nye lån. Landbrugets gældsprocent var gået ned, også fordi der havde været begrænsede muligheder for at bruge ind tægterne. Der var altså opsamlet en kapital, som stod til rådig hed for den omlægning og rationalisering, landbruget stod overfor. Man talte ligefrem om en „opstemmet købedygtighed hos bønderne". Omkring halvdelen af det dyrkede landbrugsareal blev hvert år tilsået med korn, ca. en fjerdedel blev brugt til græs, kløver, lucerne eller andet grøntfoder, på en femtedel dyrke des rodfrugter, roer, sukkerroer, kartofler m.rn. I tiden op mod 1950 havde roedyrkningen optaget en stigen de andel af landbrugsarealet. Betydningen heraf var blevet forøget, efterhånden som man havde lært at bruge roetoppen til ensilage og derved udnytte dens høje foderværdi i vinter månederne. Roedyrkningen gav også et større udbytte end
kornet, målt i foderenheder, men havde til gengæld et lavere indhold af proteiner og vitaminer. Betegnelsen „foderenheder" er karakteristisk for det danske landbrugs indretning på den animalske produktion. Markud byttet blev talt op i afgrødeenheder = 100 foderenheder, idet en foderenhed er den foderværdi, der erfaringsmæssigt svarer til et kilo byg. Efter en vis nedgang i høstudbyttet i krigsårene og de første efterkrigsår, hvor der havde været mangel på gødning, var det steget igen og lå ved indgangen til 1950'erne på omkring 130 mio. afgrødeenheder. Det var en stigning på mere end 30 procent i forhold til blot 25 år tidligere. Det forøgede høstud bytte var nået ved forædling af frøstammerne og især ved en stærkere og bedre brug af gødning. Kunstgødningen dækkede mellem en fjerdedel og halvdelen af forbruget. Den stigende fodring af malkekøerne med proteinrigt kraftfoder, det meste importeret, gjorde også den naturlige gødning mere værdi fuld. En lille del af den danske høst blev brugt i industrien, f.eks. sukkerroerne, byg til ølbrygning og cikorierødder til kaffetil sætning eller -erstatning. En noget større del af kornhøsten blev brugt til brødkorn. Men den store aftager af markaf grøderne, og den der bestemte, hvad der skulle dyrkes, var landbrugets egen animalske produktion, først og fremmest køerne og svinene. Omkring tre fjerdedele af kornhøsten og hele roehøsten blev brugt til foder. Siden omlægningen af
Dyrkningen af roer og kar tofler krævede tre gange så meget arbejde som korn dyrkning, og de små brug, hvor man ikke målte sin egen arbejdsindsats i timer og slet ikke i penge, an vendte en større del af jor den til rodfrugter. Udtyn ding og lugning af roerne var den vigtigste, om ikke den eneste, metode til ukrudtsbekæmpelse, så og så større gårde, der måtte betale for roearbejdet, hav de roedyrkning med i sæd skiftet, vekslingen mellem forskellige afgrøder.
Godser, gårde og husmandssteder
31
produktionen i slutningen af 1800-tallet havde det danske landbrug været nettoimportør af foder, undtagen når krigene lagde hindringer i vejen.
Malkekøer og baconsvin
Præmieko fra Ejlekærgård ved Ringsted. 11950 havde gården 44 årskøer med en gennemsnitlig ydelse på 5492 kg mælk med en fedt procent på 4,44. Det gav 274 kg smør pr. ko. Ejlekærgård var kendt blandt kvægavle re. Ejeren Johs. Nielsen var sjette generation på gården; men „familiestambogen", der var ført siden 1884, handlede om gårdens be rømte besætning af røde malkekøer. Da den seksåri ge Niels på billedet senere besluttede sig til ikke at ar bejde med kvægavl, blev det ikke ham, men hans yngre bror, Søren, der over tog gården.
32
Landbrugslandet
„En storindustri til omdannelse af korn hl smør og bacon" var det danske landbrug blevet kaldt. Men det var en ejendomme lig storindustri med 200.000 selvstændige producenter, der måske nok kappedes, men dog især samarbejdede og villigt udvekslede ideer til produktionens forbedring. Deres samarbejde fortsattes i andelsmejerier og -slagterier, og det var en vedvarende bestræbelse, at også markedsføring og salg skulle være en fælles interesse, hvor ingen skulle tiltage sig fordele på de andres bekostning. Så godt som alle 200.000 landbrug var med i produktionen af hele varesortimentet eller råvarerne til det. Det skyldtes ikke kun en indgroet forestilling om, hvad der hørte sig til på en ordentlig gård. Der var en økonomisk sammenhæng mellem markskiftet og kvægdriften, hvor malkekøerne var i centrum. Mælken afleveredes til mejeriet, og returmælken fra mejeriets separator eller kærne blev samme dag givet videre Hl næste led i produkbonen i svinestalden. Denne balance og integrahon mellem de forskellige pro duktioner lod sig opretholde og raffinere gennem årene på én
Efterårspløjning. Med en plovfure på ca. 25 cm i bredden gik mænd og heste tilsammen ca. 125 millioner km om året for at pløje det dyrkede areal i Danmark.
betingelse: den stabile afsætning til priser, der gjorde pro duktionen rentabel for flertallet af brugene. Kvæg- og svineavlen viste i nogen grad samme mønster som jordfordelingen. Tyngdepunktet lå i endnu højere grad på gårdene mellem ti og 30 hektar. Næsten halvdelen af de godt tre mio. stk. hornkvæg fandtes på gårde af denne størrelse, de små brug havde godt en sjettedel, de store gårde og godserne resten. På de små og mellemstore brug var der i gennemsnit en malkeko for hver anden hektar, på de store brug var der en ko for hver fjerde hektar. Fordelingen af de godt tre mio. svin var nogenlunde den samme, dog med en lidt større andel til de små brug. På grund af hastigheden i omsætningen var svineavlen knap så kapital krævende. Den animalske produktion havde størst betydning for det lille landbrugs rentabilitet. Mere end fire femtedele af hus-
Malkekøer og baconsvin
33
mændenes indtægter kom fra mejeriet og slagteriet, mens de store brugs indtægter var delt lige mellem salg af markafgrøder og det, der blev tjent i staldene. Her lå grunden til den gamle konflikt mellem det store, kornsælgende og det mindre, korn købende landbrug. Det var spørgsmålet om prisforholdet mel lem en tønde byg og et slagterisvin, der i mere end et halvt århundrede havde været et af de mest afgørende i dansk økonomi - og i politik. I det lige så væsentlige forhold mellem smørprisen og prisen på kraftfoder var man mere afhængig af det internationale marked både ved indkøb og salg. Arbejdet med at effektivisere den animalske produktion foregik med en hurtig spredning af resultater fra fodringsfor søg og med et intensivt avlsarbejde. Kunstig insemination af køer, der var taget i brug i slutningen af 1930'rne, reducerede hurtigt antallet af tyre og medførte senere en koncentration af kvægavlsforeningerne. Udviklingen gik i retning af større mælkeydelse pr. ko og en større procent af smørfedt i mælken. I svineavlen gjaldt det ikke kun at tilpasse produktet til de britiske husmodres smag, men også at få en hurtigere vækst hos dyrene. Opfodringstiden for en bacongris var blevet hal veret siden 1. verdenskrig. Efter 2. verdenskrig havde der været vanskeligheder med at få landbrugsproduktionen op på niveauet fra før krigen. I de første år havde den afgørende hindring været knapheden på korn på verdensmarkedet, hvor man prioriterede forsyningen af det krigshærgede Europa med brødkorn højest. De danske valutavanskeligheder, speci elt manglen på dollars, havde været en yderligere bremse. Marshallhjælpen løste dette problem, og med de gode høstår omkring 1950 var produktionen på næsten alle landbrugets sektorer omsider kommet op på niveauet fra 1930'rne. Kun smørproduktionen var endnu lidt bagefter, fordi det tager længere tid at bygge en malkebesætning op.
Afvandring og traktorisering Den stigende produktivitet bragte landbrugets forrentnings procent op på niveauet fra de mest givtige år under krigen. Resultaterne blev nået med en fortsat nedgang i brugen af arbejdskraft. I landbrugets driftsudgifter udgjorde arbejdsløn nen godt 40 procent, når man regnede ejerens og familiens egen arbejdsindsats om i penge. Den fremmede arbejdskraft, som skulle betales, havde i mange år udgjort lidt over 20 procent. I de sidste krigsår og de første år derefter var den kontante løn steget markant på grund af konkurrencen fra de tyske befæstningsarbejder og tørvegravningen. De relativt fal-
34
Landbrugslandet
Brunkulsdriftens klondiketid var forbi. Tilbage var nogle fremmedartede måneland skaber, der syntes velegne de til at gemme ubehageligt industriaffald af vejen i.
dende lønudgifter skyldtes, at der blev fæstet stadig færre og yngre arbejdere på gårdene. I 1950 var ca. 30.000 kvinder og godt 70.000 unge mænd, piger og karle som det hed, fæstet med løn, kost og logi. Det var den traditionelle ansættelsesform for unge landmænd og for deres kommende hustruer, og det var også den traditionel le uddannelse til erhvervet. Godt 20.000 med egen husstand, heraf 5000 kvinder, var permanent beskæftiget i landbruget, og dertil kom andre 20.000 med sæsonbestemt beskæftigelse som daglejere. Trods advarende røster og megen bekymring både for erhvervet og for de unge fortsatte afvandringen fra landbruget, hvor lønningerne var lavere og arbejdstiden læn gere end i byerne. Afvandring og traktorisering
35
Selv om forædlingsarbejdet med dyr og frøstammer natur ligvis var rationalisering, blev mekaniseringen den egentlige omvæltning i landbruget. Det blev traktorerne, der mest radi kalt ændrede det daglige arbejde. Endnu i 1950 var der kun knap 18.000 traktorer, men næsten 400.000 heste i arbejde, og to tredjedele af landbrugsarealet blev dyrket uden brug af traktor. Men efterhånden som importmulighederne forelå, og de tekniske forbedringer af traktoren gjorde den mere alsidigt anvendelig, kørte den sin sejrsgang over markerne og afløste både heste og menneskelig arbejdskraft. Hestenes forbrug af foder hentedes fra dyrkningen af om kring 200.000 hektar, og en del af forklaringen på de følgende års produktionsfremgang i landbruget skyldtes, at benzinen og senere dieselolien til traktoren erstattede græsning og hav re til hestene. Det danske landbrug er her beskrevet i, hvad man kan kalde højdepunktet af sin klassiske form. Det stod på tærsklen til et kursskifte. 20 år efter var forandringerne slået igennem, og omdannelsen accelererede derefter yderligere. 11970 optog byer og vejanlæg mere plads, så der var næsten 2000 km2 mindre landbrugsjord. Fordelingen af jorden var blevet en anden ved nedlæggelse af mere end 60.000 brug; det var især de små brug, det var gået ud over, og ved sammen lægninger var der blevet 4-5000 flere mellemstore og store gårde. Trods det formindskede landbrugsareal blev der i 1970 høstet nogenlunde det samme som i 1950, et resultat af en firedobling af forbruget af kunstgødning. Der var kun ca. 100.000 landbrug, der havde køer, og det
Ferguson - den lille grå TE 20 - dækkede i midten af 1950'erne halvdelen af mar kedet i Danmark. Den veje de kun 1100 kg og havde 2030 hk; men det hydrauliske løftesystem og trepunktsop hænget til redskaberne bragte den foran i konkur rencen. Jo hårdere træk på redskabet desto mere pres sede trepunktsophænget traktoren mod jorden.
36
Landbrugslandet
Landsbyen Horreby på Fal ster 1952 og 1976. Horreby slap for at blive affolket. Ba geriet og telefoncentralen lukkede, men der blev byg get ny skole. De fleste af til flytterne i det nye parcel huskvarter i den sydlige en de af byen kørte på arbejde i Nykøbing F eller endnu længere væk. Se også kort i bind 8, side 274.
samlede antal køer var gået ned fra 1,5 til 1,2 mio. Selv om mælkeydelsen pr. ko var blevet større, var produktionen ikke længere helt så stor som i 1950. Svinebestanden var til gengæld steget fra de tre mio. stk. til 10,8 mio. i 1970. Samtidig var der også her foregået en koncentration på færre og større be sætninger. Der var kun ca. 16.000 arbejdsheste tilbage, men til gengæld 175.000 traktorer, i gennemsnit altså mere end en traktor pr. landbrug. Mejetærskere, der i 1950 vakte opmærksomhed, var blevet en selvfølge. På dyrskuerne optog landbrugsmaskiner mere plads og fuldt så megen opmærksomhed som dyrene. Den mest dramatiske ændring var imidlertid, at landbruget var blevet et arbejde, man var alene om. Der var kun 11.000 karle tilbage på gårdene, 7000 medhjælpere med egen hus stand og knap 4000 daglejere. Ikke alle 140.000 selvstændige landmænd var fuldtidsbeskæftigede i erhvervet, adskillige af dem supplerede indtægterne ved lønarbejde, og mange fik kun økonomien til at hænge sammen, fordi konen tog på arbejde og var borte fra gården hele dagen. En så stor afvandring fra erhvervet havde drastiske konse kvenser for lokalsamfundet. Nedlæggelser af skoler, luknin ger af brugser og andre butikker, kort sagt funktionstøm ningen af landsbyerne viste, at det ikke blot var en relativ nedgang for landbrugserhvervet i forhold til andre erhverv, men en livsform der var under afvikling.
Afvandring og traktorisering
37
Byen Det skæve Danmark Siden århundredskiftet var bybefolkningen i Danmark vokset fra at udgøre halvdelen til to tredjedele af landets indbyggere. I hovedstaden med forstæder boede i 1950 1,17 mio., i provins byerne med deres forstæder 1,26 mio. og i de bymæssige bebyggelser knap en halv mio. De kategorier, som Danmarks Statistik brugte, måtte nødvendigvis blive grove i forhold til de glidende overgange, virkeligheden bestod af. Hovedstaden, dvs. København, Frederiksberg, Gentofte og forstæderne — var det eneste sted i Danmark, der havde stor bypræg. I international målestok var det endda beskedent nok. Men byen havde fået sin andel af den tidlige industriali sering med dens følge af overbefolkede arbejderkvarterer og usunde slumbebyggelser. Befolkningstallet i Københavns kommune nåede sit højeste Ærøskøbing havde ikke forandret sig meget i første halvdel af dette århundrede, og turismen var endnu ikke blevet et stort erhverv. Mælkevognen er fra en tid, hvor husmødrene endnu var hjemme om dagen; gummihjulene var efterkrigstidens modernisering af transporten.
38
Byen
Fingerplanen fra 1947, der koncentrerede bebyggelsen omkring banerne og de sto re udfaldsveje, var ikke den første og blev ikke den sid ste plan for udbygningen af København og forstæderne. Men den havde i al sin en kelhed betydelig gennem slagskraft, når den fysiske planlægning i hovedstaden var til diskussion.
omkring 1950. Udflytningen fra den indre by og brokvarterer ne til forstæderne havde været i gang længe, men var blevet opvejet af tilflytning fra provinsen. Fra nu af skete hoved stadens vækst i forstæderne. Stagnation eller tilbagegang var imidlertid ikke det, der optog kommunalpolitikerne. De første af de store fødselsårgange var på vej til skolealderen, og efter krigstidens nedslidning af skolerne og efterkrigsårenes man gel på byggematerialer hastede det med at skaffe plads i de kommunale skoler. Det samme problem blev endnu mere akut i forstæderne, der i de følgende år fik en særpræget alderspro fil med unge ægtepar, mange børn og meget få gamle. Pensio nisterne blev boende i København, der mellem 1940 og 1960 fik fordoblet sit antal af borgere over 65 år. Det var imidlertid ikke kun de unge familier, der flyttede ud fra den indre by og brokvartererne. Erhvervsvirksomheder med vækst savnede udvidelsesmuligheder og besværedes af trafikproblemer. I forstæderne søgte man at etablere industri kvarterer for at adskille industri og beboelse og samtidig sørge for, at afstanden mellem hjem og arbejdsplads ikke blev for stor. Planlægning i den skala var i sig selv noget nyt, og de ideale forestillinger blev ikke lettere at realisere, så længe boligmangel og huslejerestriktioner lagde et økonomisk stavnsbånd på beboerne i den ældre boligmasse. Hvert år flyttede mere end en halv million danskere fra en kommune til en anden. Selv om mange kun flyttede mid lertidigt, og endnu flere flytninger opvejede hinanden, blev resultatet af flytningerne, nettovandringerne, at landdistrik terne afgav over 16.000 personer om året, heraf 12.000 til pro vinsbyerne og godt 1000 til hovedstaden. Fra provinsbyerne rejste ca. 5000 til København eller til dens forstæder, mens 10.000 flyttede ud fra København til forstæderne. Kun to provinsbyer, Århus og Odense, havde mere end 100.000 indbyggere. Ålborg med Nørresundby nåede samme størrelse, og hvis man ville godtage begrebet „Trekant-byen", bestående af Fredericia, Kolding og Vejle, var der en fjerde provinsby over de 100.000. Randers med forstæder og landets yngste by, Esbjerg, havde hver 50.000 indbyggere. Derudover havde kun syv byer mere end 20.000 beboere, mens der var 32 byer, der havde mindre end 5000 indbyggere. I hovedstads området boede der flere end i de 33 største provinsbyer til sammen. København var først og fremmest landets industriby. Reg nede man industri og håndværk under et, arbejdede godt 41 procent af de beskæftigede i hovedstadens virksomheder, lidt flere, nemlig 47 procent, i provinsbyerne og de bymæssige
Det skære Danmark
39
40
Byen
bebyggelser, og resten, 12 procent i erhvervsvirksomheder i landdistrikterne. I den egentlige industri var imidlertid mere end halvdelen af arbejdsstyrken inklusive funktionærerne be skæftiget i hovedstaden, og her lå også de få efter danske forhold meget store arbejdspladser med flere tusinde ansatte.
Industri
I sporvognene købte man en „ligeud" (en enkelt tur med den sporvogn, man var steget på) eller, som vist her, et rabatkort til rejser li geud. Man kunne også kø be en „omstigning" - en ti mebillet, hvor konduktøren klippede dato og klokkeslæt i tallene på billetten.
Myldretid på Frederiksborggade i København 1961. Ved overgangen til massebilis men blev trafikken i hoved staden ganske kaotisk. Bi lerne viste sig at blive de stærkeste. Cyklerne blev trængt tilbage, og sporvog nene blev afløst af diesel busser. Vognstyrere og kon duktører, der ikke blev om skolet til buschauffører, kunne tage hævn over bili sterne, da de blev ansat som parkeringsvagter.
Den københavnske industrielle førerstilling var langsomt ved at aftage. Liberaliseringen af udenrigshandelen skulle yderli gere bidrage til denne udvikling, fordi nogle af de ensidigt hjemmemarkedsorienterede brancher, som f.eks. skotøjsin dustrien, var koncentreret i København. 11950'erne og endnu mere i tiden derefter fik Øst- og Nordjylland en større andel af væksten i industrien end hovedstaden. I de fleste statistiske opgørelser lagde man traditionelt indu stri og håndværk sammen. Havde man brug for at skelne, brugte man den tommelfingerregel at regne fremstillingsvirk somheder med mere end fem ansatte for „den egentlige indu stri" og resten for håndværk. Til gengæld slog man alle virk somheder med mere end 100 ansatte sammen som de „store" foretagender. Af dem var der i 1950 kun godt 500 i hele landet. I gennemsnit var der 37 arbejdere på hver af de 7500 virksom heder i den egentlige industri. Talte man alle fremstillings virksomheder med, altså også skræddere, snedkere osv. nåe de man op på meget store tal. De nævnte 7500 fabrikker havde imidlertid tre fjerdedele af hestekræfterne, og inden for den egentlige industri rådede de 500 største virksomheder over mere end halvdelen af hestekræfterne i maskinparken. Dansk industri, der stod over for at gå fra importrestriktio nernes sikrede hjemmemarked til konkurrencen på verdens markedet, havde i forhold til andre højtudviklede lande en „husmandsstruktur" med en mangfoldighed af små fabrikker, der producerede snart sagt enhver tænkelig vare. Det skete ofte på grundlag af importerede halvfabrikata, og en del var udelukkende samlefabrikker for udenlandske storkoncerners mærkevarer. Ejerforholdene modificerede billedet af den opsplittede in dustristruktur noget. Det var imidlertid et emne, der traditio nelt ikke blev indsamlet oplysninger om, men i forbindelse med restriktionerne havde samarbejdet med brancheorganisa tionerne givet staten en betydelig indsigt. Det var en naturlig følge af den regulerede udenrigshandel, at det offentlige prøvede at forhindre, at beskyttelsen blev udnyttet til at opnå urimelige avancer. Efter priskontrolloven Industri
41
Odense Sporvejes rullende materiel i begyndelsen af 1950'erne. Trolleyvogne, elektriske busser med luft ledning, var smidige i tra fikken, lydløse og renlige, men dyre i drift. Derfor måtte også de vige pladsen for dieselbusserne.
42
Byen
skulle aftaler om faste priser eller bestemte markedsandele meddeles til myndighederne. Da forholdene i margarinebran chen havde påkaldt sig politikernes opmærksomhed, ned sattes i 1949 en trustkommission. Den nåede i sin tiårige funk tionstid at påvise monopollignende tilstande og koncentra tionstendenser i betydelige brancher. Produktion og import af en lang række rå- og dagligvarer var totalt domineret af en enkelt eller nogle ganske få virksomheder. I en del brancher, som Trustkommissionen underkastede en nærmere undersøgelse, konstateredes det, at virksomheder, der figurerede som selvstændige, var forbundet ved indbyr des aktiebesiddelser. Det gjaldt f.eks. F. L. Smidth & Co., der foruden sin velkendte førerstilling i cementindustrien også var enerådende på kalk- og mørtelmarkedet og i teglværksindu strien. I en tid med boligmangel føltes det foruroligende, at råvarerne til byggeriet var monopoliseret. På den anden side var F. L. Smidth & Co. netop i kraft af sin karakter af koncern i stand til at gøre sig gældende på verdensmarkedet. Det var vanskeligt at forlige modviljen mod monopoldan nelser med erkendelsen af, at det krævede kapitalkoncentra tion at klare sig, når liberaliseringen af udenrigshandelen blev en realitet. Langt den overvejende del af industrien var orienteret mod hjemmemarkedet. 11950 nåede eksportandelen af produktio-
B&W var Danmarks største og rødeste arbejdsplads. Skibsværftets evne til at skaffe sig ordrer på nybyg ninger til Sovjetunionen gav regeringen problemer på grund af kravet fra NATO om embargo på strategiske varer til østlandene.
nen op på de 15 procent, den havde været før krigen. Men industrieksporten udgjorde nu en tredjedel af landets samlede eksport. Videreforarbejdning af landbrugsvarer til kødkonser ves og tørmælk var der naturlig basis for. Væksten og navnlig vækstmulighederne lå imidlertid i maskinindustrien og i den elektroniske industri. Endnu i 1950 oversteg værdien af industriens import af råstoffer og brændsel dens eksport med 50 procent; men ingen tvivlede på, at industrien måtte omstille sig til eksport i langt højere grad og forberede sig på en skærpet konkurrence på hjemmemarkedet. I den socialdemokratiske arbejderbevægelse satte man i dis se år modernisering af samfundet og en produktionsforøgelse foran de fordelingspolitiske mål. De samvirkende Fagforbund medvirkede til, at rationaliseringerne kunne sættes i værk, blandt andet ved indførelsen af produktivitetsfremmende løn systemer. I lønkampen skulle fagbevægelsen sørge for, at ar bejderne tog sig betalt for den forøgede arbejdsintensivitet, som rationaliseringerne betød. Der var tale om en virkelig
Industri
43
balancegang, fordi individuelle belønninger af højt præsta tionsniveau bragte den solidariske lønpolitik i fare. Ikke desto mindre steg den andel af lønnen i den samlede industri, der udbetaltes som akkordløn, til et niveau over førkrigstidens, højest for de kvindelige arbejdere. Efter strejkebølgen i de første efterkrigsår var forholdene på arbejdsmarkedet i 1950 rolige. Stigningen i reallønnen (den udbetalte pengeløn sat i forhold til pristallet) havde været anselig, og efterhånden som importen kom i gang, og de dårlige erstatningsvarer forsvandt, var pristallet igen blevet et rimeligt mål for, hvad normalfamiliens forbrug kostede. De lønforhøjelser, der efter overenskomsten automatisk fulgte en stigning i pristallet, dyrtidstillægget, udgjorde i 1950 en fjerde del af lønnen for de højestlønnede, de faglærte arbejdere i København, og en tredjedel for de lavestlønnede, de kvindeli ge arbejdere i provinsen. Selv om dyrtidsportionerne var min dre for kvinder, havde de alligevel haft en lønudlignende virkning, fordi de ikke beregnedes som procenter af lønnen. Trods den solidariske lønpolitik, som fagbevægelsen gang efter gang havde tilstræbt ved overenskomstforhandlingerne, havde de traditionelle lønforskelle på det danske arbejdsmar ked vist sig meget sejlivede. 1 1950 havde ufaglærte arbejdere stadig en gennemsnitlig timeløn på fire femtedele og de kvin delige arbejdere tre femtedele af de faglærtes timeløn. Også de geografiske forskelle var blevet opretholdt; i provinsen var timelønnen kun 85 procent af hovedstadens niveau. De kvin delige arbejderes løn havde langsomt halet ind på mændenes, bl.a. fordi flere kvinder ikke længere betragtede lønarbejdet som noget midlertidigt, man måtte påtage sig mellem skole gang og ægteskab. Forskellene mellem aflønningen i de forskellige fag inden for samme geografiske område var stadig betragtelige. For skydningerne havde været små og tilsyneladende ret upå virkelige af, om der i de enkelte fag var arbejdsløshed eller mangel på arbejdskraft. Lønstatistikken baseredes imidlertid på arbejdsgivernes indberetninger til Dansk Arbejdsgiverfor ening, og der kan have været en tilbøjelighed til at lade være med at indberette eventuelle sortbørslønninger. Den amerikanske ekspert i arbejdsmarkedsforhold Walter Galenson, der omkring 1950 opholdt sig i Danmark, noterede denne konservatisme over for ændringer i lønstrukturen. Han anerkendte systemets succes med at undgå arbejdskampe, men var skeptisk over for dets evne til omstilling, når foran dringer i produktionsmetoder eller markedsforhold krævede det. Specielt kunne fagforeningernes politik med at monopoli44
Byen
Arbejds- og tidsstudieloka let på Esbjerg Arbejderhøj skole 1955. Rationalisering var tidens løsen, og fagbe vægelsen satte meget ind på at overbevise medlemmerne om nødvendigheden af stig ning i produktiviteten. Det var imidlertid ikke nogen let opgave at forklare, at man den med stopuret ikke kun var ude på at trykke akkor den og skrue tempoet i vej ret.
sere nogle arbejdsområder for bestemte faglærte og vanskelig hederne ved at skifte fra et fag til et andet lægge sig hindrende i vejen for rationaliseringer. Det var et velkendt diskussionsemne, Galenson her berørte. „Det stive fagforeningssystem" kaldte modstanderne det og beskyldte fagbevægelsen for at opretholde lavsvæsnet 100 år efter dets afskaffelse. Selv om der naturligvis reelt var tale om interessemodsætninger, også inden for fagbevægelsen, for svaredes systemet med, at det var forudsætningen for det høje uddannelsesniveau for faglærte arbejdere. Håndværkeren, der kendte sit fag i hele dets bredde, passede til den danske industristruktur med dens mange små virksomheder. Skulle de klare sig i konkurrencen, måtte deres produktion være yderst fleksibel. De skulle være i stand til hurtigt at omstille sig til nye produkter i nicher, hvor store masseproducerende virk somheder ikke kunne anvende deres specialiserede maskiner. Man vakte ingen opsigt i den offentlige debat ved at spå de små håndværksprægede fremstillingsvirksomheder en be sværlig fremtid eller slet ingen fremtid. Hvis udviklingen gik efter den økonomiske lærebog, ville kapitalkoncentrationen og det internationale marked henvise håndværkerne til re parationsarbejde. Servicefag som frisører eller skorstensfejere ville naturligvis kunne fortsætte, enkelte fag ville klare sig,
Industri
45
Porten lukkes ved arbejds tids begyndelse på Helsing ør Skibsværft i 1956. De ar bejdere, der ikke nåede ind, fik mindre i lønningsposen. Bestræbelserne for at sætte produktiviteten i vejret om fattede også disciplinering af arbejdskraften. Ordene om arbejdernes „liv og ære" i arbejdsmarkedets hovedaf tale blev ikke bragt i erin dring, når de sidste kravle de ind på arbejde.
46
Byen
fordi transportomkostningerne sikrede et lokalt marked, og nogle håndværkere ville overleve med individuelle opgaver for kræsne kunder, der ønskede noget andet end masseprodu cerede varer. Men småindustrien, der producerede for en ukendt kundekreds, ville blive udkonkurreret. I de næste årtier skulle det vise sig, at de små virksomheder sejrede over lærebogens teorier. Beskæftigelsen inden for håndværk og mindre industri viste nogen tilbagegang i den første del af 1950'erne for derefter at vokse til et niveau over det tidligere. Sektorens andel af den samlede indkomst i landet holdt sig nogenlunde konstant mellem 18 og 20 procent. Ændringerne i håndværket var dog større, end beskæftigel sestal og indkomstandel viser. Dels var der en betydelig af gang af virksomheder, der måtte lukke eller overgå til at drive forretning uden egen produktion. Dels var der en tilgang af nye virksomheder, mens andre ekspanderede og blev til egentlig industri. Mange småindustrier producerede ikke læn gere færdigvarer, men leverede komponenter til den store industri og blev derfor mere følsomme for konjunkturerne her.
Butikker I køkkenerne på landet blev mange madvarer forarbejdet hele vejen igennem, fra råvarerne blev hentet ind fra have og høn segård til serveringen på spisebordet. Folk i byen var nødt til at købe det meste af deres daglige forbrug og fik det i mere eller mindre forarbejdet form. Det var i hvert fald produceret andre steder og transporteret til byen for at blive leveret over disken i butikkerne. Dagliglivet i byen var præget af den arbejdsdeling, der ka rakteriserer industrisamfundet. Det gav arbejde til transport sektoren, omsætning i grossisthandelen og betingelser for en mangfoldighed af detailbutikker. Gadebilledet var præget af disse butikker. Ismejeriet med mælk, smør, brød og havregryn lå ved siden af købmanden, slagteren og grønthandleren. Kun på enkelte varer gik de hinanden i næringen. Kunderne, og det vil i overvejende grad sige husmødre, brugte tid på at gå fra den ene butik til den anden og vente foran disken på at blive ekspederet. Var indkøbet tilstrækkelig stort, telefonerede hus moderen sin bestilling til butikken og fik varerne bragt. I det pæne borgerskabs huse var der ofte et diskret skilt ved gade døren, der henviste budene til køkkentrappen. Der fandtes godt 11.000 engrosvirksomheder og agenturer, der ikke blot var beskæftiget med at forsyne detailbutikkerne, men også handlede med råvarer til industri og håndværk. Kun de større industrivirksomheder magtede selv at importere de-
Den hjemmegående hus mor kunne telefonere sin bestilling til købmanden. Budet eller lærlingen bragte så varerne ud, som her på en longjohn. Der blev færre hjemmegående husmødre, færre bude og færre køb mænd.
Butikker
47
Små lastskibe, „havets husmænd", havde traditionelt klaret det meste af godstra fikken mellem danske og de nærmeste udenlandske hav ne. Indtægterne rakte ikke Hl modernisering af småskibsflåden, og i længden blev de udkonkurreret af lastbilerne. Billedet her er fra 1965.
res råvarer. Mange virksomheder solgte direkte til detailbutik kerne, og en del, navnlig de mere håndværksprægede, havde detailudsalg, hvor der også forhandledes andre varer, der hørte til samme branche. I detailhandelen dominerede dagligvarebutikkerne med over halvdelen af de godt 50.000 forretninger. Der var en købmandsbutik for hver 285 indbyggere og en manufakturfor retning for hver 670. De fleste forretninger var derfor små med en beskeden omsætning. De blev drevet af indehaveren og en eller to medhjælpere, ofte ægtefællen og en dreng, der efter skoletid bragte varer ud til kunderne. Over 90 procent af detailbutikkerne havde mindre end fem ansatte. Indtægterne i mængden af små butikker kunne være ganske lille; den femtedel, der havde den mindste omsætning, havde en fortjeneste på under 4000 kr. om året, hvad der svarede til godt halvdelen af den gennemsnitlige arbejdsløn for en fuldtbeskæftiget arbejder. 48
Byen
I den anden ende af skalaen med de store forretninger havde blot en procent af butikkerne 20 procent af detailhandelens samlede omsætning på 9,5 mia. kr. Den gennemsnitlige års omsætning pr. forretning var 130.000 kr. De små butikker var nødt til at beregne sig en større avance, og deres priser var højere. Alligevel regnede man med, at de også i fremtiden ville kunne klare sig i konkurrencen, enten som specialbutikker eller som nærbutikker. Transportmulighederne satte ret snæv re grænser for den geografiske spredning af dagligvarebutik kernes kundekreds. Brugsforeningerne havde en førende eller endog domine rende stilling i detailhandelen på landet, hvor de forhandlede meget andet end dagligvarer. I byerne havde de vanskeligere ved at slå igennem; men Hovedstadens Brugsforening var dog med 60.000 medlemmer den største inden for FDB. Tilsammen tegnede brugsforeningerne sig for ti procent af detailomsæt ningen.
Transport
I nogle hjem stod der en stationær cykel, hvor bileje ren trampede i pedalerne for at få bugt med de ska vanker, som tilværelsen bag rattet havde medført.
Jo mere intensiv industrialiseringens arbejdsdeling blev, desto mere steg også behovet for transport. Man kan se den billige og sikre transport af varer som en forudsætning for industriali seringen. Danmarks geografi betingede, at den overvejende del af transporten foregik med skib, ikke blot i udenrigshande len, hvor landtransport spillede en meget beskeden rolle, men også mellem de 65 danske købstadshavne. Københavns Havn ekspederede en tredjedel af al ind- og udlosning i landet og fungerede også som transithavn for en betragtelig del af øster søtrafikken. Den danske handelsflåde var i gang med en fornyelsespro ces, hvor nye, store motorskibe erstattede tabene fra krigen og de ældre dampskibe. De varer, der skulle til og fra havnene, blev i gennemsnit transporteret godt 150 km. Det gav jern banerne et handicap i konkurrencen med lastbilerne, især når det drejede sig om små varepartier. Jernbanerne var endnu alene om at tage sig af det tunge gods og de længere trans porter over land. Hverken vejnettet eller lastbilerne var bygget til at klare mange tons; men den pause i udviklingen af biltra fikken, som krigen havde betydet, var definitivt forbi. De fleste fabrikker og grossistvirksomheder skulle hente og brin ge varer på jernbanestationen og anskaffede lastbiler, og det var nærliggende at springe omladningen over og bruge lastbi len hele vejen i en „dør-til-dør-transport". De samme konkurrencevilkår mellem biler og jernbaner Transport
49
Det typiske sjællandske landskab med marker, små skove, landsbyer og enkelt gårde. Sognevejene krydser sig frem under hensyn til kulturlandskabet og beboel sen. De nye motorveje som her ved Høsterkøb i Nord sjælland blev lagt som bre de fremmedlegemer, hvor høj hastighed og trafiksik kerhed havde højeste prio ritet.
50
Byen
gjorde sig til en vis grad gældende i persontrafikken, hvor urentable jernbanelinier blev nedlagt og afløst af rutebiler. Privatbiler betragtedes som luksus og beskattedes derefter. Alligevel var der omkring 100.000 personbiler; men de fleste af dem var gamle og havde tilbragt krigsårene „klodset op" i garagerne. I alt var der en bil pr. 25 indbyggere, når lastbiler og varebiler tælles med. I Europa blev dette kun overgået af Storbritannien med 17 indbyggere pr. bil og Frankrig med 18. I det eventyrlige USA var der en bil for hver tre personer. I den daglige trafik var det cyklerne, der talte. Danmark var cyklernes land, og der var næppe mange over den første barndom, der ikke havde en cykel og brugte den hver dag. Det småbakkede landskab gjorde cyklingen afvekslende; men blæ sten, der kun gjorde sig bemærket som modvind, satte op findsomheden i gang. 11950 indregistreredes de første knaller ter, „cykler med hjælpemotor", som de officielt hed. Det var i realiteten også, hvad de var med deres højtløftede og højtlarmende motor på bagagebærerens plads eller foran styret. Kun tyve år senere var der 1,3 mio. biler i Danmark. Bilen var blevet en selvfølge eller en nødvendighed. Afstanden mellem hjem og arbejdsplads var blevet så stor, at arbejdstidsfor kortelsen blev brugt på vejene. Byerne var blevet magneter, der hver morgen sugede menneskemasser til sig og stødte dem fra sig om aftenen.
U ddannelseme Fra skole til arbejdsliv
Uddannelse - vejen til ros og magt - blev et væsentligt politisk emne. Håbet var, at den længere og bedre skole gang ville udligne de for skelle, den sociale arv satte.
Hvert barn lærte i skolen, at Danmark var fattigt på råstoffer. Når det alligevel var et rigt land, skyldtes det danskernes dygtighed. I geografibøgerne blev de andre folks oplysnings stade målt i forhold til det danske uddannelsessystems effekti vitet. De andre landes befolkning var enten lige så oplyst som danskerne eller - som oftest - mindre, men aldrig mere op lyst. Siden 1814 havde der været almindelig undervisningspligt for børn mellem det 7. og det 14. år. Skolereformer siden da havde ikke rokket ved det; men der var store forskelle på, hvor megen undervisning børnene faktisk fik. Selv om loven om folkeskolen gjaldt hele landet, var der ikke set bort fra, at hverdagen formede sig forskelligt for børn i byerne og på landet, og at deres fremtid efter al sandsynlighed også ville blive forskellig. Skolegangen var indrettet anderledes i byerne end på lan det. Forventningen om, at børnene på landet fik deres vigtig ste erhvervsmæssige uddannelse ved at være med i land brugsbedriften, havde gjort det rimeligt og økonomisk for delagtigt, at skolen optog en mindre del af børnenes tid. Det problematiske ved denne forskelsbehandling af børne ne havde imidlertid længe været åbenbart. Børnene fra lands bymiljøet fik ringe glæde af deres erhvervsmæssige færdig heder, hvis de som voksne forlod landbruget og søgte til byen for at finde beskæftigelse. Det havde nogle unge altid gjort, og siden århundredskiftet var det sket i stærkt stigende tal. Der var ingen grund til at tro, at afvandringen fra landbruget ville tage af. Skoleloven af 1937 var blevet vedtaget med den udtrykkelige hensigt at tilnærme undervisningen i landsbyskolen til den, der blev tilbudt i byerne. 11950 var det endnu kun de færreste landkommuner, der havde nået at opfylde lovens bestemmel ser. Den mest påtrængende opgave var nu at forberede skoler ne på at modtage de store årgange af børn, født i krigens sidste år. I hvert af de næste seks til syv år skulle man skaffe plads og undervisning til ca. 25.000 flere børn i den undervisnings pligtig6 alder, samtidig med at man måtte være forberedt på, at flere børn skulle undervises ud over deres 14. år. Det forud satte flere skolelokaler og flere lærere, for manges vedkom-
Uddannelserne
51
Merløse Skole ved Holbæk. „Den stråtækte" - en beteg nelse for den syvårige, toklassede skole på landet var i 1950'erne endnu virke lighed nogle steder.
52
Uddannelserne
mende også med nye kvalifikationer, hvis 1937-loven skulle opfyldes. Den oprindelige skarpe deling mellem almueskolen og latin skolen var blevet ophævet med indførelsen af den fireårige mellemskole ved J. C. Christensens skolereform i 1903. Den afsluttedes med en eksamen, der gav adgang til et år i real klassen med realeksamen eller til det treårige gymnasium. Adgangen til mellemskolen og dermed til videre boglig ud dannelse baseredes formelt på børnenes lyst og evner, selv om man ikke kunne se bort fra, at forældrenes økonomiske mulig heder for at forsørge børnene ud over den undervisnings pligtige alder også spillede en rolle. Reelt var rekrutteringen til mellemskolen og i endnu højere grad til gymnasiet dog mere bestemt af kulturelle traditioner end af evner og økonomi. Det var ikke kun den geografiske afstand fra landsbyskolen til byernes mellemskole, der bevirkede den tydelige forskel. Omkring 90 procent af børnene i landkommunerne forlod skolen i 14-årsalderen, i provinsbyerne var det samme tal un der 70 procent, og i hovedstaden kun godt 60 procent. Samme mønster viste sig for dem, der gik videre og tog realeksamen; det drejede sig om ca. 20 procent fra provinsbyerne og hoved
staden mod kun fem procent fra landet. Studentereksamen understregede yderligere forskellen, nu igen med flest fra hovedstaden og færrest fra landet. Forskellen mellem drenge nes og pigernes skolegang viste sig først tydeligt ved gym nasiet. I hovedstaden og i provinsbyerne var der dobbelt så mange og på landet fire gange så mange mænd som kvinder, der tog studentereksamen. De sociale og kulturelle skel var mindst lige så tydelige. Fra akademikerhjemmene - det var altid faderens erhverv, man regnede med - kom fire femtedele af børnene i eksamenssko len, mens en tredjedel af de faglærte arbejderes børn og kun nogle få procent af de ufaglærtes og husmændenes børn fort satte skolegangen efter at være fyldt 14 år. Den sociale arv satte sig igennem og reproducerede erhvervsmønsteret.
Faglig uddannelse eller ?
Kibæk Centralskole mellem Herning og Skjern, opført i 1958. Yderst til højre den ældre skolebygning.
De unge mænd, der forlod landsbyskolen efter konfirmatio nen, tog plads på gårdene, og deres kvindelige skolekammera ter kom i huset som tjenestepiger. Når en del af dem nogle år senere forlod landbruget og søgte arbejde i byerne, blev det som ufaglært arbejdskraft. Kun meget få af dem besluttede sig til erhvervsskiftet tidligt nok til at tage fat på en faglig ud dannelse. De unge piger flyttede ofte i en yngre alder til byen
Faglig uddannelse eller?
53
I de nye boligområder som her i Brabrand ved Århus begyndte undervisningen i elementbyggede klassevæ relser, mens byggekranerne endnu svingede hen over legepladsen.
54
Uddannelserne
og fik plads som husassistenter (en stillingsbetegnelse, der ikke blev brugt på landet). Befolkningsstatistikkens tal for kvindeunderskud på landet og -overskud i byerne talte sit tydelige sprog om, hvad der var sket. De drenge, der forlod skolen i byerne i 14-årsalderen, fik plads eller fortsatte i deres pladser som bude eller arbejds drenge. Pigerne fik job i butikker eller kom i huset. I løbet af det næste par år, i praksis inden de fyldte 18, kom der en betydningsfuld afgørelse: Kunne de få en læreplads? Kunne og ville deres forældre forsørge dem endnu fire til fem år? Og endelig: Var de selv i stand til at stå læretiden igennem? Der blev indgået mellem 12 og 13.000 lærekontrakter om året. Fra midten af 1950'erne begyndte tallet at stige og nåede i løbet af 1960'erne op på 20.000. Fagene og de faglige ud dannelser var skarpt kønsopdelte. Langt de fleste lærekon trakter blev indgået med unge mænd, kun i kontor- og butiks fagene og i frisørfaget var kvinderne i overtal. Sønner af håndværksmestre og faglærte arbejdere udgjorde langt den største gruppe af lærlinge. Valget af fag var ofte traditionsbestemt, navnlig blev sønner af håndværksmestre lærlinge i faderens fag. Men en stor del af de unge „valgte" fag efter, hvor der var en læreplads at få. For mange af dem var det sket ved en tilfældighed. Deres far var kommet hjem og havde sagt, at nu var der en læreplads, de kunne få. I betragtning af, at valget fik konsekvenser for deres arbejdsvilkår de næste 40 år, kan det synes ejendommeligt; men forskellen på at blive faglært eller ikke vejede mere end ønsket om at lære et bestemt fag. Måske var denne tilfældighed skyld i, at mellem en femte del og en sjettedel af lærlingene ikke fuldførte deres faglige
I de uger, hvor der blev hø stet og tærsket, var der brug for alle i landbruget. 10-15 år senere blev høsten klaret på få dage af en mand og en mejetærsker.
uddannelse. Andre faktorer spillede nok også en rolle. Til værelsen som lærling kunne være svær; ikke blot var man økonomisk afhængig af forældrene, men også underordnings forholdet til mesteren og til svendene kunne være vanskeligt at bære. Arbejdstiden var lang, arbejdsgiveren, mesteren, kunne kræve, at lærlingene arbejdede en halv time ekstra hver aften med oprydning. I vinterhalvåret kom dertil undervis ningen på teknisk skole fire til fem aftener om ugen. Efter den sidste reform af lærlingeloven i 1937 blev de faglige uddannelser i de mere end 130 forskellige fag overvåget af mesterorganisationerne og fagforeningerne i fællesskab. I nogle fag var lærlingenes arbejdsforhold og mindstelønnen en del af overenskomsten. Lærlingelønnen var i alle fag beske den, i det første læreår var den aftalte gennemsnitsløn ca. 1000 kr., stigende til ca. 1600 kr. i det fjerde år. Der var vel at mærke tale om årsløn. Variationen mellem de forskellige fag var gan ske stor, og den faktisk udbetalte løn var som oftest noget højere, særlig hvis lærlingen kunne få del i akkordarbejde. Overgangen var brat fra lærling til faglært svend med en årsløn på 10.000 kr. De jævnaldrende, der ikke var blevet lærlinge, og som allerede et par år havde været arbejdsmænd, blev nu passeret både løn- og prestigemæssigt. I adskillige fag fandtes der aftaler om regulering af tilgangen af nye lærlinge, udformet som et hensyn til uddannelsens kvalitet, men reelt også med henblik på, at der ikke skulle blive flere svende, end der var arbejde til. Mestrenes vurdering af fremtidsudsigterne for deres virksomhed ser dog ud til at have Faglig uddannelse eller?
55
Murerlærlinge i gang med svendeprøven 1959. De præfabrikerede betonele menter truede allerede fa get; men under byggeboo met i 1960'erne var der nok at lave.
56
Uddannelserne
betydet mere i deres afgørelse af, om der skulle tages flere lærlinge ind. De udgifter, der var forbundet med at have en lærling i de første år af læretiden, tjente mesteren ind igen ved det arbejde, lærlingen præsterede i de sidste år. Det blev jævnligt dis kuteret, om regnestykket gik op, eller om mesteren udnyttede lærlingenes billige arbejdskraft. Men i nogle fag gav branchen tilskud til de mestre, der havde lærlinge, og krav om forbed ring af lærlingenes vilkår, f.eks. at undervisningen på de tek niske skoler skulle foregå om dagen i arbejdstiden, blev hver gang mødt med det argument, at det ville blive for dyrt for mestrene, og at der derfor ville blive for få lærepladser. Uddannelsen af unge inden for handel, kontor og butiks fagene havde sine særlige problemer. I begyndelsen af 1950'erne blev der hvert år ansat ca. 11.000 unge; men kun godt 6000 af dem fik lærekontrakter, og det var almindeligt kendt, at der skete omgåeiser af lærlingeloven. Navnlig de, der ikke fik uddannelseskontrakt, var udsatte. Undervisningen på han delsskolerne foregik - ligesom på de tekniske skoler - om aftenen, og den afsluttedes med handelsmedhjælpereksamen; men i øvrigt var uddannelsen ikke meget reguleret, og der var ikke noget, der svarede til håndværksfagenes svendeprøver. Det var fag med en hurtig udskiftning af arbejdsstaben, især fordi så mange unge piger ville „være noget på et kontor" eller ville „stå i butik", og det var stadig almindeligt, at de blev hjemmegående husmodre, når de giftede sig. Etaterne, dvs. postvæsnet, toldvæsnet og DSB, og banker og sparekasser havde deres egne uddannelsessystemer, der ikke faldt ind under lærlingeloven. Ligesom i handels- og kontoruddannelserne var realeksamen blevet den normale forudsætning for ansættelse. Selv om valget af erhverv i høj grad var socialt og geografisk
Studenterårgang 1950 fra Slagelse Gymnasium. Ved 1950'ernes begyndelse gik mellem 7 og 8000 i gymnasi et, og 2700 tog studenter eksamen, dvs. ca. fire pro cent af en årgang unge. Selv om det næsten var en for dobling i forhold til 30 år tidligere, var det små tal, og de geografiske og sociale skævheder i tilgangen var der næsten ikke rokket ved.
bestemt, og selv om mange senere opfattede det som noget af en tilfældighed, var der næppe mange, der bevidst valgte en fremtid som ufaglært arbejder. Når de unge forlod skolen, søgte de arbejde, og i den følgende tid skiftede de job - eller „plads" som det hed - ret ofte, indtil de fik læreplads eller på anden måde gik i gang med en erhvervsuddannelse. Karlene ved landbruget flyttede traditionelt fra en gård til en anden som en del af deres landbrugsfaglige uddannelse eller for at få højere løn. Det var også sjældent, at de unge piger i huset var i samme plads mere end et år. I byerhvervene foregik jobskiftet også fra branche til bran che; men det skete kun sjældent som en afprøvning af er hvervsmulighederne. De første tre til fire år efter skoletiden ser ud til at have været afgørende; kun meget få magtede et egentligt erhvervsskifte efter at være fyldt 18 år, medmindre de blev tvunget ud i det. Af de 20- til 24-årige unge mænd var knap en fjerdedel endnu ved landbruget, fordi afvandringen var stærkest, når de var midt i 20'rne. Mellem halvdelen og to Faglig uddannelse eller?
57
Mange finansierede studier ne eller supplerede hjælpen hjemmefra ved arbejde, som her ved papirindsam ling. Studenterhuen bevid nede, at det var et pænt ungt menneske, der ringede på og spurgte efter husstan dens gamle aviser.
58
Uddannelserne
tredjedele havde ikke fået nogen formaliseret erhvervsuddan nelse og var ikke i gang med en sådan. Men det var mindre end en femtedel, der betegnedes eller selv regnede sig for at være ufaglærte arbejdere. De egentligt ufaglærte udgjorde en bevægelig arbejdsstyr ke, hvor næsten alle med jævne mellemrum skiftede arbejds sted, og mange i løbet af arbejdslivet gik fra et erhverv til et andet. Men næsten uden undtagelse blev de ved med at ud gøre lavtlønsgruppen. De kvindelige ufaglærte tjente aller mindst. I spørgsmålet om de unge pigers uddannelse blev det anset for et væsentligt problem, at alt for mange, navnlig i byerne, ikke fik en forsvarlig oplæring i det, der ville blive deres arbej de - eller kald - når de blev gift. De lærte ikke madlavning, rengøring, vask og reparation af tøj, når de efter skolen fik job på fabrikker, kontorer eller i butikker, og dog skulle de en dag, som det hed, „stå med ansvaret for en families trivsel". Mange mente da også, at en lang og bekostelig uddannelse ville være spildt, når den alligevel kun ville blive brugt nogle få år. Ved 24-årsalderen var halvdelen af pigerne gift, og ved 30-årsalderen var det mere end tre fjerdedele. To ud af tre var husmødre uden egen indtægt. På den anden side var der mellem 6 og 7000 skilsmisser om året, og det vakte bekymring
som et tegn på familielivets opløsning, særligt i hovedstaden, hvor skilsmisseprocenten var dobbelt så høj som i det øvrige land.
Undervisning for voksne En meget lille del af en ungdomsårgang ventede længe med at „komme ud i livet", som det hed, når de ældre talte om, at de unge skulle forlade skolen. Efter loven skulle gymnasieskolen opfylde to formål. Den skulle forberede til videregående studier, og den skulle bi bringe de unge „almen dannelse". Mens der med hensyn til det første formål var valgmulighed mellem sproglige og mate matiske færdigheder, blev det andet formål opfyldt ved repro duktion af en finkulturel arv, der havde vist en betydelig modstandsdygtighed over for forandringerne i samfundet. Der var en svagt stigende tendens til at gå direkte fra studen tereksamen til en stilling eller en uddannelse i erhvervslivet; men det mest almindelige var, at man „brugte" sin studen tereksamen, dvs. læste videre ved universiteterne eller de højere læreanstalter. Kønsrollemønsteret viste sig igen her med al ønskelig tydelighed. Af de unge mænd, der tog studen tereksamen blev to tredjedele senere kandidater fra universite terne eller en af de højere læreanstalter. Det samme gjaldt kun for en femtedel af de kvindelige studenter. Derimod ser det ud til, at den socialt og geografisk bestemte sortering, der var foregået ved indgangen til gymnasiet, ikke blev yderligere skærpet ved de videregående uddannelser. De sociale vilkår for studerende var ellers skrappe nok. Som nævnt stod folkeskolen over for en alvorlig lærerman gel, og selv om elevtallet på seminarierne voksede støt, havde man givet mulighed for, at elever med studentereksamen kun ne gennemføre læreruddannelsen på to et halvt år i stedet for de normale fire. Ordningen var en succes, for så vidt som studenter tegnede sig for ca. en femtedel af de 3500 elever på seminarierne. Der var flest unge mænd, der læste til lærer; men den kortere uddannelse bragte andelen af kvindelige lærerstuderende op. Traditionen for frivillig voksenuddannelse på højskoler og aftenskoler var stærk i Danmark. Det var en bærende tanke, at det offentlige, uanset tilskud, kun udøvede et minimum af styring og kontrol med højskoleundervisningens form og ind hold. I sammenligning med andre landes uddannelsessyste mer var det en enestående liberal ordning, der ikke desto mindre i Danmark blev opfattet som en selvfølge. Undervisning for voksne
59
Der var et halvt hundrede folkehøjskoler med et elevtal på omkring 5000 om året. Skolerne havde næsten uden und tagelse den traditionelle deling i deres kursusplan, unge mænd i fem måneder om vinteren og unge kvinder i tre måne der om sommeren. Kursusterminerne var fra højskolernes oprindelse i det 19. århundrede tilpasset landbrugets årsryt me, og to tredjedele af eleverne var da også endnu i 1950 fra gårdejer- eller husmandshjem. Højskolerne var dog allerede begyndt at fungere som et trin på omstigningen fra landbruget til andre erhverv.
Reformtanker og kultursammenstød Det danske undervisningssystem var blevet til i et samspil med samfundets økonomiske og politiske udvikling. Fra bør neskole til universitet, med udslusning til arbejdslivet på for skellige trin, var det nogenlunde tilpasset arbejdsmarkedet eller i det mindste de almindelige forestillinger om, hvordan børnenes voksne liv ville blive. Afstanden mellem idealer og virkelighed var ikke større end på så mange andre felter af samfundslivet. De tanker om reformer af uddannelsessystemet, som blev diskuteret i årene omkring 1950, var ikke revolutionerende. Umiddelbart efter besættelsestiden havde der været en ud bredt stemning af taknemmelighed over for ungdommen, ud sprunget af den ikke helt forkerte forestilling, at modstandsbe vægelsen havde været en slags ungdomsoprør. Med bred tilslutning fra alle partier havde regeringen nedsat Ungdoms kommissionen med professor Hal Koch som formand og med repræsentanter for de politiske og upolitiske ungdomsorgani sationer. Opgaven var at stille forslag om forbedringer af ung dommens sociale og uddannelsesmæssige vilkår. I de følgen de år frem til 1952 afgav kommissionen en række betænk ninger. Set i lyset af de forandringer, det danske samfund stod overfor, var forslagene særdeles moderate, og udviklingen kom i løbet af de næste 10-15 år til at passere og distancere reformforslagene på næsten alle felter. Det er synd at sige, at forslagene blev mødt med udbredt velvilje. Det mentale skred, der i løbet af det næste årti, godt hjulpet af merkantile interesser, skulle gøre ungdom til en kvalitet i sig selv, var endnu ikke kommet i gang. Et centralt synspunkt i Ungdomskommissionens betænkning var, at ungdommen skulle have kortere arbejdstid, og at undervis ningen i tekniske skoler, handelsskoler og ungdomsskoler skulle ligge inden for arbejdstiden. I det mindste måtte man 60
Uddannelserne
sikre, eventuelt ved offentlig kontrol, at arbejdstiden i den alder, hvor de endnu voksede, ikke blev længere end for de voksne. Kommissionen var i forvejen under anklage for at ville pak ke ungdommen ind i vat. Men da den end ikke veg tilbage for at foreslå, at de beskyttelsesregler, som den mente burde gælde for unge i byerne, også skulle omfatte de unge i land brugserhvervet, rejste den en storm imod sig. Et offentligt møde, arrangeret af Hjørring Amts landøkonomiske Selskab, blev transmitteret i radioen. Professor Hal Koch og Venstres Ungdoms repræsentant i kommissionen, Jens P. Petersen, Farendløse, der selv var gårdejer, blev kastet for 800 vrede landmænd. „Noget diskussionsmøde i egentlig forstand blev der dog ikke tale om," refererede Vendsyssel Tidende. Det ganske land - radioen blev virkelig aflyttet - hørte ikke „må nedens diskussion", men fik i stedet forsamlingens hujen og tilråb og oplæsning af støttetelegrammer til „de gæve vendel boer". Ungdomskommissionen havde foreslået nogle beskedne foranstaltninger i forholdet mellem arbejdsgivere og arbejds tagere på landet, bl.a. om fast arbejdstid, og at karlekamrene skulle opfylde mindstekravene i medhjælperloven fra 1920'rne; men kommissionen havde råbt tværs over en kul turel kløft mellem land og by.
Kordegn Kofoeds Skole i København var ikke en sko le, men en social institution, der bl.a. tog sig af hjemløse mænd. Dér vidste man, at advarslerne mod storbyen ikke altid var ubegrundede.
Reformtanker og kultursammenstød
61
Valuta og politik Endnu i 1949 havde den unge handelsminister Jens Otto Krag karakteriseret landets økonomiske situation med et frimodigt „Vi ligger lunt i svinget!" Det var før England i september devaluerede over for dollaren med over 30 procent, og Dan mark sammen med 12 andre lande fulgte med og lod dollaren blive 44 procent dyrere. Det var også før OEEC i oktober konkretiserede sit krav om liberalisering af udenrigshandelen og forlangte, at importbegrænsningerne nu skulle reduceres. Det skulle ikke foregå langsomt og trinvist; allerede ved års skiftet skulle 50 procent af importen fra andre lande, der deltog i Marshallplanen, være på friliste, dvs. kunne købes uden importtilladelse. Ganske vist var det lykkedes for Krag ved et hastebesøg i december hos OEEC at opnå nogle dispensations muligheder fra kravet; men ikke desto mindre tårnede van skelighederne sig i den følgende tid op for dansk udenrigs handel, for handelsministeren, for regeringen og i sidste in stans naturligvis for hele den danske økonomi. For et lille land med en stor udenrigshandel var det i prin cippet en fordel, at de mange hindringer for en fri international vareomsætning blev fjernet. Men det var længe siden, prin cippet havde betydet noget i praksis i Danmark. Kombinatio nen af OEEC's liberaliseringsplaner og devalueringen over for dollar satte dansk økonomi i en klemme. Danmark havde styret sin udenrigshandel netop ved hjælp af importrestriktioner og havde derfor kunnet opretholde me get lave toldtariffer. OEEC's krav ville åbne for importen fra andre lande til Danmark, og den danske industri ville komme ud for en skarp konkurrence på hjemmemarkedet, mens kun en meget lille del af dansk eksport ville få glæde af ned brydningen af handelsskrankerne. Det traditionelle mønster i dansk udenrigshandel var enkelt nok. Eksporten af smør og bacon til England betaltes med engelske pund, der derefter blev brugt til at betale importen både af foderstoffer til landbruget og råstoffer og halvfabrikata til industrien. Der skulle helst også være et overskud til at betale for nyinvesteringer i industrien, hvis man skulle gøre sig håb om at skaffe arbejde til en stigende del af befolkningen. Det var grunden til, at man brugte en stor del af pengene fra Marshallhjælpen til en hurtig opbygning af landbrugsproduk tionen. Da den danske krone fulgte sterlings devaluering, fik man 62
Valuta og politik
„Når der kommer en Båd med Bananer" havde været refrænet i en populær sang. Valutabesvær og importre striktioner bevirkede lang tid efter krigen, at de efter tragtede frugter var sjældne eller helt holdt ude af det danske marked.
lige så mange kroner som før for eksporten til England; men en meget stor del af importen, korn, foderkager og maskiner blev købt i USA eller andre lande, der forlangte betaling i dollar. Efter devalueringen skulle der altså næsten 50 procent flere kroner til at betale for de vigtigste importvarer. Når dertil kom, at England ikke tillod fri omveksling af pund til dollar, blev Danmarks muligheder for at betale råvarerne endnu ringere. Resultatet kunne meget vel blive en påtvunget nedskæring af importen. Uden korn og foderkager ville produktionen af smør og bacon gå ned med endnu større valutavanskeligheder Hl følge. En forøgelse af eksporten Hl dollarlandene var en af de muligheder, der forelå. Men også USA's bønder var polihsk stærke og magtede at få lagt afgørende hindringer i vejen for konkurrence fra danske landbrugsvarer. Der var en åbning for eksport af dåseskinker, og i danske landbrugskredse var det i Valuta og politik
63
de år en kilde til morskab at forestille sig, hvordan den ideelle gris skulle se ud. Den skulle bestå af lange baconsider og to store skinker; men den skulle ikke have noget hoved, for der var ikke valuta til at købe foder til den. Det var mindre mor somt, at eksporten til USA dels ville kræve ganske store in vesteringer, dels ville have begyndervanskeligheder at over vinde på det amerikanske marked. De planer for den økonomiske udvikling, regeringen tidlige re havde lagt frem for OEEC og for Marshallprogrammets administration, sigtede mod, at der i 1952-53 skulle være balan ce over for dollaren om ikke direkte, så ved at Danmark havde et valutaoverskud på sin handel med andre OEEC-lande og kunne veksle dette overskud til dollar. Regeringen håbede at få det accepteret i OEEC med henvisning til, at den danske fødevareproduktion sparede OEEC-området for dollarudgif ter. Importen af foderstoffer til Danmark skulle reduceres ved at intensivere kornavlen - de gode høstår gav forhåbninger i den retning. Importen af kraftfoder kunne formindskes ved en udvidet brug af ensilage. Man havde også forestillet sig at købe en større del af landbrugets råvarer i Østlandene; men da handelsboykot blev introduceret som et våben i den kolde krig, blev der lukket for denne udvej. Devalueringen, handelsboykot, den amerikanske protektio nisme, der også ramte den danske skibsfart, og det stigende
Dansk eksportfremstød på Grime Woche i Vesttysk land. Liberaliseringen mel lem Marshall-landene gjaldt kun delvist landbrugsvarer. De blev sat i en kategori for sig med fortsatte restriktio ner. Konservesindustrien havde lettere ved at få sine varer ind under liberalise ringsbestemmelserne og frem til eksportmarkederne.
64
Valuta og politik
pres fra OEEC for at gennemføre liberalisering af importen gjorde en revision af regeringens planer nødvendig. Dertil kom, at regeringen Hedtoft ikke havde nemme vilkår på den hjemlige politiske scene.
Investering eller konsolidering Sidst i 1949 havde landbrugsminister Bording fremsat et såre prosaisk lovforslag om statsstøtte i form af billige lån eller direkte tilskud til forbedring eller nyopførelse af mødding steder og ajlebeholdere og til bygning af ensilagebeholdere. Der var tidligere ydet tilskud til disse formål; men bevillinger ne var brugt, og nu ønskede Bording 15 mio. kr. til en fortsæt telse af ordningen. Man skulle forvente, at Venstre var en selvskreven samarbejdspartner i denne sag; men ikke desto mindre blev beløbet under behandlingen i Folketinget skåret ned til fem mio. kr. De konservative ville ikke være med, man skulle efter deres mening helt væk fra tilskud til erhvervslivet. I folketingsudvalget, der behandlede forslaget, udtrykte so cialdemokraterne og de radikale ønske om, at pengene skulle skaffes fra den genopbygningsfond, som regeringen havde sat på programmet. Her lå konfliktstoffet. Det drejede sig om anvendelse af Marshallhjælpen. De dan ske virksomheder, der købte varer under Marshallprogrammet, betalte for dem, uanset om der var tale om lån eller gave, og pengene gik ind på en særlig konto i Nationalbanken. Der var enighed om at lade de tilbagebetalinger, der stammede fra Marshalllånene, blive stående. Spørgsmålet var, hvad de til bagebetalte penge fra Marshallgaven, der udgjorde langt den største del, skulle bruges til. Her spøgte to problemer endnu fra besættelsestiden. Det ene var statens gæld til Nationalbanken, den såkaldte regu leringskonto, der stammede fra clearingkontoen og værne magtskontoen. Det andet problem var inflationstruslen, de „ledige penge", der stammede fra de samme kontis pengeud pumpning. Hvis man brugte tilbagebetalingerne fra Marshall hjælpen til at betale af på statens gæld til Nationalbanken, forsvandt de ud af omsætningen og medvirkede således til også at komme det andet problem til livs. Staten førte i for vejen en stram finanspolitik med et betragteligt overskud på finansloven. Venstre og Det konservative Folkeparti ønskede ikke blot denne politik fortsat, men anså en yderligere pengeopsugende politik for en forudsætning for afskaffelse af regu leringerne og for en liberalisering af importen. Var pengerigeligheden væk, ville folk ikke have råd til at Investering eller konsolidering
65
På gårde med store besæt ninger byggedes kornsiloer og ensilagebeholdere. Ved at bruge Marshallpengene til investeringer i landbru get kunne man hurtigt øge produktionen i det traditio nelt eksportorienterede er hverv.
sætte forbruget op. I øvrigt ville den frie konkurrence sørge for, at priserne ikke ville stige. Det ubehagelige ved denne politik kunne blive et fald i den økonomiske aktivitet og altså en stigning i arbejdsløsheden; men det ville på den anden side gøre det lettere at holde lønkravene tilbage. Meningen med Marshallhjælpen var imidlertid at sætte gang i produktionen. Blev produktion og eksport stor nok, var der ikke længere tale om pengerigelighed. Det var regeringens plan, at man i stedet for at betale af på sin gæld skulle låne pengene fra tilbagebetalingerne ud anden gang, eller for den sags skyld flere gange. Virkningen i retning af at stimulere økonomien ville blive så meget større. I stedet for at lade markedet og renten bestemme, hvor store investeringerne skulle være, og hvad det kunne betale sig at investere i, skulle man prioritere investeringer, der skaffede valuta til landet eller sparede valuta. Hensynet til beskæftigelsen spillede også en afgørende rolle i denne politik. Renten på sådanne udlån til investeringer kunne holdes lavere end markedsrenten. Nogle af pengene fra tilbagebetalingerne til den særlige konto i Nationalbanken skulle efter regeringens plan bruges til 66
Valuta og politik
pengesanering, så man holdt inflationstruslen i skak. Men resten, efter forslaget 100 mio. kr., ønskede regeringen at bruge til starten på en genopbygningsfond, der skulle låne penge ud til produktionsfremmende formål. Forslaget var ikke blevet færdigbehandlet i 1949; Venstre, Det konservative Folkeparti og Retsforbundet havde rejst principielle indvendinger, mens socialdemokraterne og de ra dikale, der stod bag forslaget, havde modtaget uvelkommen tilslutning fra kommunisterne. Den lokale Marshalladministration i København, der fulgte regeringens økonomiske poli tik ret nøje og derpå gav indstilling om, hvor stor hjælpen til Danmark skulle være, havde anbefalet ideen om genopbyg ningsfonden. De forslag om lån fra fonden, der i første omgang var på tale, skulle kunne appellere til Venstre. Det drejede sig bl.a. om en rationalisering af mejerisektoren, som var ønsket af Mejerier nes Fællesorganisation. Også andre forslag viste, uanset even tuelle taktiske formål, at regeringen var klar over, at det i hvert fald foreløbig var landbrugsproduktionen, der skulle fylde valutakassen.
Politisk forlig De prisstigninger, der var blevet en uundgåelig følge af deva lueringen i september 1949, var ved at klinge af; men pris klemmen, som Danmark var kommet i som følge af import prisernes bratte stigning og eksportprisernes samtidige fald, gav ikke lyse udsigter. I alt regnede man med, at det ville betyde et dræn i valutakassen på 500 mio. kr. i løbet af 1950. Marshallhjælpen kunne nok pynte lidt på udsigterne, fordi tilskuddet af dollars jo havde beholdt sin værdi ved devalu eringen af de europæiske valutaer; men fra OEEC fik den danske regering i stadig skarpere vendinger at vide, at Marshallpengene ikke skulle bruges til at opretholde en levestan dard, der ikke var dækning for i dansk produktion. Under de omstændigheder var det ikke nemt for regeringen at fastholde sin politik med at stimulere den økonomiske akti vitet og med at holde forbruget i ave ved hjælp af restriktioner. Regeringen måtte søge forhandling med de to store opposi tionspartier. Resultatet af forhandlingerne blev et forlig den 27. marts 1950, det første af de store forlig om den økonomiske politik, der næsten kom til at udgøre de næste tiårs politisk-historiske kalender. Skatteudskrivningen for finansåret 1950-51 blev kob let sammen med regeringens plan om genopbygningsfonden
Politisk forlig
67
Omslag fra en Marshallpjece 1951. Marshalladministrationen i Danmark førte en målrettet agitation for større effektivitet i det dan ske erhvervsliv. Af det ame rikanske skjold i midterfel tet fremgår det tydeligt, at Marshallstøtten opfattedes som en del af den kolde krig. Teksten på skjoldet ly der: „Styrke til den frie ver den".
og med de love, der skulle bestemme, hvad fondens udlån skulle bruges til. Genopbygningsfondens beløb blev fordoblet fra 100 til 200 mio. kr. I forhold til regeringens oprindelige plan var der dog sket to væsentlige ændringer. For det første skulle udlånene opvejes af en tilsvarende formindskelse af likviditeten ved optagelse af et statslån. For det andet blev fonden lavet om til et engangs fænomen. Når udlånene blev betalt tilbage, skulle pengene afleveres med renter til Nationalbanken og afskrives på regu leringskontoen. Venstre og de konservative havde altså und gået en permanent statslig styring af en del af de erhvervs mæssige investeringer. Det havde været en af ideerne i re geringens forslag, og det havde forekommet oppositionspar tierne at være den skinbarlige socialisme. Penge til investe ringer og udvidelse af produktionen i de erhverv, der var de to oppositionspartiers bagland, henholdsvis landbruget og indu strien, skulle efter deres mening styres af markedskræfterne, ikke af den offentlige administrations opfattelse af, hvad der var samfundsmæssigt gavnligt. Det lykkedes oppositionspartierne at få inddraget rabatord ningerne på fødevarer i det politiske forlig. Siden krigen havde staten givet tilskud til mindrebemidledes og børnefamiliers forbrug af nogle dagligvarer. Nu forsvandt tilskuddene til kød, flæsk, smør og margarine. Da man regnede med, at det ville få forbruget til at gå noget ned, ville det formodentlig også have en gavnlig virkning på valutaindtjeningen, fordi der ville blive noget mere til eksport. For at opveje fordyrelsen for børnefa milierne blev børnetilskuddet sat op, og pensionisterne fik
68
Valuta og politik
Grønthøsteren blev almin delig fra midten af 1950'erne. Den klippede afgrøden, lucerne, roetoppe, græs m.m., af og knuste den, så den var velegnet til ensila ge. Den fik øgenavnet „en Kampmann" efter finansmi nisteren, fordi den tog det hele med.
også kompensation. Forliget rundedes af med en skattelettelse på i alt 62 mio. kr., forhøjelse af statsbane- og posttakster, samt en „justering", som det hed, af nogle forbrugsafgifter. Både i form og indhold dannede forliget mønster. En række politiske stridsspørgsmål fandt deres afgørelse i en nøje af vejning af de medvirkende partiers ønsker og deres politiske styrke. I de to foregående år havde regeringen haft vinden i ryggen. Nu da de økonomiske problemer meldte sig med forøget styrke, blev oppositionspartierne mere selvbevidste. Med det politiske forlig klarede regeringen sig igennem; men i de følgende måneder, mens forligets lovgivning blev vedtaget i Rigsdagen, blev den internationale udvikling af gørende for regeringens muligheder.
Vestens økonomiske system Marshallplanen, opbygningen af OEEC og arbejdet med at få liberaliseret udenrigshandelen i Europa var sat i værk med det erklærede mål at bringe de krigshærgede lande på fode. Det var ikke nogen hemmelighed, at den økonomiske genopbyg ning, ikke mindst bekæmpelsen af arbejdsløsheden, også skulle være et effektivt middel mod de kommunistiske partiers agitation i Vesteuropa. Derfor var en ekspansiv økonomisk politik blevet understøttet, og en statslig planlægning og sty ring var ikke blot blevet tolereret, men direkte opmuntret. Samtidig var den magt, Marshallhjælpen gav den amerikan ske regering, også blevet brugt til at undgå, at Vesteuropa lukkede af over for USA og skabte et beskyttet indre marked.
Vestens økonomiske system
69
Denne økonomiske politik havde passet fint til regeringen Hedtofts program for styrede investeringer og høj beskæftigel se. Afskaffelse af importreguleringerne ville imidlertid slå et betydningsfuldt instrument ud af regeringens hænder. Det uundgåelige problem med betalingsbalancen måtte enten kla res ved, at man trodsede OEEC og opretholdt restriktionerne, eller ved at stramme finanspolitikken (større skatter og færre offentlige udgifter) og ved pengepolitikken (kreditstramning og højere rente). Det var den vej oppositionspartierne pegede på. En tredje mulighed var at få tilstrækkelige internationale kreditter, langfristede nok til, at den ihærdige, men valutakræ vende investeringspolitik kunne nå at vise resultater i form af en konkurrencedygtig eksportproduktion. Det internationale lånemarked var endnu slet ikke i stand til at præstere de langfristede lån, der ville blive nødvendige. En reform af betalingssystemet havde imidlertid været på OEEC's dagsorden i lang tid. Vedtagelsen i efteråret 1949 af en hurtig liberalisering af udenrigshandelen havde gjort en reform end nu mere påtrængende, og i foråret 1950 nærmede man sig afslutningen af forhandlingerne. Målet havde helt fra 1947 været at få afløst de tosidige betalingsaftaler mellem landene af en ordning, der tillod hvert land at bruge den indtjente valuta hvor som helst inden for OEEC. Det var kun lykkedes i meget ringe grad, og et indviklet system af gensidige kreditter, så kaldte trækningsrettigheder, der var stivet af med Marshallpenge, havde kun bragt få procent af betalingerne ud over de tosidige forhold. Hvert land søgte som minimum at holde ligevægt i forhold til hvert af de andre, og alle lande var meget forsigtige med at opgive kontrollen med valutaen, fordi de frygtede på et eller andet tidspunkt at blive præsenteret for en regning, der skulle betales i dollars eller guld. Forhandlingerne om en reform af betalingssystemet blev besværliggjort af de klart modstridende interesser mellem lan de, der havde penge til gode, og lande, der skyldte penge. Danmark hørte til den sidste kategori, og med den forværring af bytteforholdet, devalueringen havde medført, var der fore løbig ringe udsigt til at komme over blandt kreditorlandene. Den ordning, der endelig blev gennemført, og som trådte i kraft i juli 1950, lå nærmest kreditorlandenes standpunkt. I princippet blev alle OEEC-landenes tosidige clearingaftaler erstattet af en enkelt, så hvert land kun skyldte penge eller havde penge til gode et enkelt sted, nemlig den Europæiske Betalings (Payment) Union, EPU, der føjede endnu en bogstavforkortelse til efterkrigstidens sproglige hærgen. Inden for en fastsat margin havde hvert land en vis kredit og
70
Valuta og politik
På et møde i Paris mellem de seks vesteuropæiske lan de, Frankrig, Tyskland, Ita lien og de tre Benelux-lande, forklarer Robert Schuman sin plan om Kul- og Stålfællesskabet, forløberen for Det europæiske Fælles marked. Siddende den fran ske økonomiske planlæg ger, Jean Monnet, der da gen efter foreslog opret telsen af et europæisk parla ment i tilknytning til Schuman-planen.
skulle yde kredit, hvis størrelse blev fastsat i forhold til landets udenrigshandel. Hvis et land kom hl at skylde mere end det aftalte beløb, skulle en del af overskridelsen betales i dollars eller i guld, og på hisvarende måde kunne et kreditorland få en del af sit overskud ud over den aftalte kredit hjem i dollars eller guld. For at få systemet i gang ydede USA over Marshallprogrammet en kredit til den Europæiske Betalings Union på 250 mio. dollars. Aftalen var ingenlunde gunstig for Danmark, der indtjente så få dollars, at landets internationale kredit i virkeligheden var begrænset til de 275 mio. kr., der kunne lånes, før der skulle betales noget i hård valuta. Da det stod klart, at for handlingerne i Paris gik i retning af stramme krav ril debitor landene, havde den danske regering da også skyndt sig at få en tiårig aftale med England om afviklingen af resten af valutapuklen, der stammede fra de første efterkrigsår. Regeringens håb om at blive hjulpet ud af vanskelighederne ved en for øgelse af Marshallhjælpen blev gjort til skamme. Tværtimod blev beløbet til Danmark reduceret. Regeringen Hedtoft kunne med en vis ret hævde, at der blev lagt tunge byrder på den danske økonomi, uden at liberali seringen af udenrigshandelen gav Danmark tilsvarende for Vestens økonomiske system
71
dele. Det er imidlertid et spørgsmål, hvor speciel den danske situation var. I andre vesteuropæiske lande, der ligesom Dan mark førte en ekspansiv økonomisk politik og tog vidtgående hensyn til beskæftigelsen, blev årene omkring 1950, og især sommeren 1950, en vanskelig tid, der krævede omstilling. I Norge kom Arbeiderpartiets flertalsregering under kraftige angreb fra Høyre for at benytte reguleringspolitikken til at smugle socialismen ind ad bagdøren, og labourregeringen i England havde tilsvarende vanskeligheder. Efterkrigstidens genopbygning var foregået, mens effektivi teten i den styrede krigsøkonomi endnu var i frisk erindring. Den kolde krigs ideologiske modsætning mellem de kommu nistiske landes planøkonomi og „den frie verden"s private initiativ lånte styrke til de politiske kræfter i USA og i Vesteu ropa, der ønskede en kursændring i indenrigspolitikken. Mere kynisk betragtet var det de to supermagter, der satte deres præg på de økonomiske systemer i deres respektive magtom råder. Danmark lå i den vestlige, den kapitalistiske, den frie verden. I maj 1950 præsenterede den franske udenrigsminister, Ro bert Schuman, en plan for et nært samarbejde mellem kul- og stålindustrierne i Vesteuropa. Selskaberne i disse basisindu strier skulle, hvad enten de var private eller statsejede, afgive en væsentlig del af deres beslutningsret over produktions- og prispolitik til en overnational myndighed. Som andre initiati ver, der kunne fremme samarbejdet mellem de vesteuropæi ske lande, havde Schumanplanen amerikanernes støtte. To gange var de blevet indblandet i, hvad de kunne opfatte som europæiske borgerkrige; det spillede måske også en rolle, at de så deres eget land som et forbillede for Europa. England afslog at deltage i forhandlingerne, dels på grund af kravet om afgivelse af beslutningsretten i de nyligt nationali serede industrier, dels fordi planen ville passe dårligt sammen med den beskæftigelsespolitik, der var højt prioriteret i labourregeringens program. Englænderne var ikke modstandere af et nærmere samarbejde i Europa; men efter britisk tankegang var Europa det, der lå på den anden side af Kanalen. Danmark havde af naturlige årsager begrænset interesse i sagen, hvis man ser bort fra glæden over, at en krig mellem de vesteuropæiske lande, der i forvejen syntes umulig, nu blev endnu mere usandsynlig. De hjemlige problemer med en ha stigt svindende valutabeholdning var store nok. Der var allere de pres på Nationalbanken for at få den Hl at sætte diskontoen (renten) op, og det manglede ikke på rygter om endnu en devaluering af kronen. 72
Valuta og politik
Kursskifte i politik De økonomiske - og for så vidt også politiske - forudsigelser om efterkrigstiden havde været baseret på erfaringerne fra tiden efter 1. verdenskrig. Økonomer og politikere i USA og i Vesteuropa og sandsynligvis også i Sovjetunionen havde væ ret klar over, at der i de første år ville være alt for få varer i forhold til behovet. Der ville være en kort periode, hvor det gjaldt om at producere så meget som muligt, mens mere lang sigtede investeringer måtte vente. Derefter havde man ventet en alvorlig krise med prisfald og arbejdsløshed, når demobili seringen var tilendebragt, og produktionen var omstillet og igen kørte for fuld kraft. Sådan var det gået i årene omkring 1920. Når krisen kom, ville man bruge, hvad man havde lært af krisebekæmpelsen i 1930'rne. Da der i slutningen af 1940'rne kom et lille tilbageslag i økonomien i USA, der dog var stort nok til at besværliggøre eksporten til dollarområdet, havde man set en bekræftelse af forudsigelserne og indstillet sig på, at nu kom krisen. Priser, produktion og beskæftigelse rettede sig imidlertid hurtigt. Alligevel var der i de europæiske regeringers politik et indslag af kriseberedskab; det gjaldt ikke mindst de nordiske lande og England, hvor de socialdemokratiske regeringer var mere tilbageholdende med at gennemføre en stramning af økonomien, fordi de vidste, at det ville gå ud over beskæftigel sen og altså ramme deres egne vælgere. Situationen i Danmark var ikke entydig i forsommeren 1950, da rigsdagssamlingen sluttede. Priserne var ikke stabile, men stigninger på nogle varer opvejedes af prisfald på andre. Over enskomsterne var i hus og havde kun medført moderate løn stigninger. Vanskeligst havde det været på landbrugsområ det, hvor spørgsmålet om arbejdstidsforkortelse havde fået arbejdsgiverne til at forkaste mæglingsforslaget. Det havde medført et regeringsindgreb, hvor arbejdstidsforkortelsen var blevet taget ud til lagring i en kommission. Betalingsbalancen var og blev det alvorligste problem for regeringen Hedtoft; men over for de mere og mere højlydte krav om diskontoforhøjelse eller om andre indgreb i økonomi en tøvede regeringen og erklærede, at den ville se tiden an til efteråret. Til den tid ville man vide, om devalueringens pris stigninger virkelig var udtømte, man ville kende det endelige resultat af forhandlingerne om den europæiske betalingsord ning, og man ville vide, hvor stor Marshallhjælp man kunne
Kursskifte i politik
73
regne med. Den danske høst var som altid i forsommeren endnu en usikker faktor, hvor prognoser kun var et finere ord for gætteri. De politiske taler på grundlovsmøderne rumlede nok med formodninger om et snarligt folketingsvalg; men det var ikke ualmindeligt, særlig ikke når der var gået næsten tre år siden sidste valg. Indenrigspolitisk var det mere bemærkelsesvær digt, at der i den sidste del af rigsdagssamlingen og i op positionspartiernes presse var talt og skrevet om et nærmere samarbejde mellem Venstre og Det konservative Folkeparti. Venstrebladet Sorø Amtstidende havde endog opfordret til en sammenslutning af de to partier. I maj 1950 havde Socialdemokratiet sammen med Venstre og de konservative gennemført en ny forsvarsordning. Det blev fejret retorisk, at den lange tradition for partipolitisk strid om forsvaret nu blev brudt med det brede forlig. Den nye for svarsordning var i sig selv et brud med en gammel tradition. Hele forsvaret kom under en enhedsledelse, forsvarschefen og forsvarsstaben. Flyvevåbnet blev en selvstændig værnsgren på linie med hæren og flåden. Sagligt byggede det på læren fra krigen om nødvendig koordinering mellem de forskellige værnsgrene. Politisk skulle den evindelige strid mellem hæren og marinen om strategien og ikke mindst om bevillingerne nu have en mulighed for at høre op. Opbygningen af forsvaret eller „oprustningen", som de ra dikale og kommunisterne foretrak at kalde det, skulle først til at begynde. På finansloven for 1950-51 var der afsat det hidtil største beløb til forsvaret, nemlig 358 mio. kr. af et samlet udgiftsbudget for staten på godt to mia. kr. Det svarede til 2,1 procent af nationalindkomsten, hvad der var højt for Dan mark, men ikke noget skrækindjagende tal i international sam menhæng. Den amerikanske våbenhjælp var kommet i gang; men det var klart, at også det danske forsvarsbudget måtte stige. Navn lig materielanskaffelserne ville være en belastning, fordi det meste ville blive import, der skulle betales i dollars. Mens andre europæiske lande kunne regne med kompensationer for deres dollarimport af våben, fordi deres egen våbenindustri kunne være med og sandsynligvis endog eksportere, var dansk industris chancer i den retning meget begrænsede. Ud gifterne til forsvaret havde nok et solidt flertal i Rigsdagen; men valutamanglen ville under alle omstændigheder sætte en bremse for aktiviteterne. Der var heller ikke tegn i den internationale situation på nogen akut fare. De foreløbige drøftelser med de andre delta
74
Kursskifte i politik
gere i Atlantpagten drejede sig om en opbygning af forsvaret, der i løbet af to til tre år skulle bringe styrkemålene i Vesteu ropa på højde med Den Røde Hær.
Koreakrig og prisstigninger Krigsudbruddet i Korea i juni 1950 betød en yderligere be lastning af Danmarks betalingsbalance, fordi råvarepriserne steg, og de danske eksportprodukter ikke fulgte med. Bytte forholdet i udenrigshandelen blev yderligere forværret. Natio nalbanken, der et stykke tid havde forsøgt at overbevise re geringen om, at situationen var for alvorlig til, at man kunne vente med at gribe ind til rigsdagssamlingen i oktober, for højede nu diskontoen fra 314 til 414. Det virkede ikke over bevisende, at finansminister H. C. Hansen kaldte det en ju-
Amerikanernes tilbagetog i Korea vinteren 1950-51, efter at Kina var gået ind på Nordkoreas side. Koreakrigen, der begyndte den 25. juni 1950, bragte en bølge af prisstigninger på råvarer i hele den vestlige verden.
Koreakrig og prisstigninger
75
stering, mens han forsikrede, at regeringen ikke ville opgive sin lavrentepolitik. På det tidspunkt var regeringens beslut ning taget. Den skønnede - sikkert med rette - at der ikke var muligheder for at føre en lønpolitik med reallønnedgang igen nem. Valget stod derfor mellem at følge oppositionspartiernes ønske om en stram penge- og finanspolitik eller at fortsætte investeringspolitikken og så klare betalingsbalancen ved hjælp af importkontrol, indenlandske rationeringer og anden forbrugsbegrænsning. Regeringen foretrak at tage kampen med oppositionen. Ved de afsluttende forhandlinger om den Europæiske Betalings Union havde regeringen sikret sig en undtagelsesbestemmelse fra den generelle beslutning om fort sat liberalisering. Forværringen i bytteforholdet som følge af Koreakrigen var en god begrundelse for at bruge denne udvej. Rigsdagen blev indkaldt til den 8. august og fik forelagt regeringens udspil. Selv om det indeholdt en stor bevilling til forsvarets materielanskaffelser, finansieret ved en særlig vær neskat, var det ikke en invitation til forhandlinger, men et valgoplæg. Da de radikale i folketingsudvalget gik imod for slaget, mødte Hedtoft op og erklærede, at en afvisning ville medføre folketingsvalg. Det ultimatum bøjede partierne sig ikke for, og valget blev udskrevet til den 5. september. Valgkampen var ikke let for regeringspartiet. Ganske vist kunne socialdemokraterne skilte med resultater i form af øko nomisk vækst og lav arbejdsløshed; men valget var nu engang blevet udskrevet, fordi der var økonomiske vanskeligheder. Det afgørende i den korte valgkamp blev vælgernes ønske om at slippe af med de sidste rationeringer. Socialdemokraterne havde aldrig med fuld styrke forsvaret reguleringerne som andet end midlertidigt nødvendige foran staltninger. Importrestriktionernes afskaffelse blev da også betragtet som et langsigtet mål. Parriet havde heller ikke ført en aggressiv agitation for offentlig styring af investeringer og for reguleringerne som et værktøj i en vækstpolitik. Sådanne forestillinger fandtes i partiet, men blev ikke brugt i agitatio nen over for vælgerne. Folketingsvalget den 5. september 1950 gav ikke den klare afgørelse, regeringen havde brug for. Socialdemokratiet gik en smule tilbage i procent af stemmerne, men fik i kraft af en matematisk mere retfærdig fordeling af mandaterne to pladser mere i Folketinget og mønstrede nu 59. Venstre gik som ventet tilbage; dels hindrede valglovsændringen en gentagelse af fidusen med Hovedstadens Venstre, dels vendte de konserva tive vælgere hjem. Venstres tab på 17 mandater til 32 var dog bemærkelsesværdigt stort. Det konservative Folkeparti gen76
Kursskifte i politik
Valgets økonomisk-tekniske tema gav ikke den helt store valgdeltagelse. Her tegne ren Jensenius' udlægning i Blæksprutten 1950 med tek sten „Landets trediestørste Parti faar Foretræde".
vandt sin styrke med 17,8 procent af stemmerne og 27 manda ter mod før 17. Det radikale Venstre fik en fremgang på to mandater til 12, mere kom der ikke ud af appellen til de social demokrater, der var imod deres gamle partis tilslutning til Atlantpagten. Heller ikke kommunisterne fik noget ud af det. Posten som satellitparti var ikke nem efter kuppet i Prag og midt i den kolde krig; partiets tilbagegang fortsatte med to mandater til syv. Valgets ubestridte sejrherre var Retsforbundet, der havde ført sin valgkampagne på en fuldstændig og omgående af skaffelse af reguleringer og rationeringer. Partiet fordoblede sit mandattal og fik 12, lige så mange som Det radikale Venstre. Fra sin observationspost i det parlamentariske spil konstatere de Svend Thorsen, at kaffetørstige vælgere med mangelhallu cinationer havde begivet sig på pilgrimsrejse til Viggo Starckes hellige Mokka. Over for Socialdemokratiets 59 mandater stod altså Venstre og Det konservative Folkeparti med tilsammen lige så mange. I udenrigs- og forsvarspolitikken var flertallet blevet styrket, fordi kursændringen ikke havde kostet Socialdemokratiet ret meget; men i den økonomiske politik, der var mere kædet sammen med udenrigspolitikken, end de fleste anede, var forholdene alt andet end stabile. De politiske partiers piruetter i forhandlinger om regerings dannelse og deres rådgivning af kongen endte med, at Hedtoft fortsatte som statsminister for en socialdemokratisk mindre talsregering. Koreakrig og prisstigninger
71
En af tidens vittigheder om varemangel og rationeringer var opskriften på kaffe, en blanding af en stor og en lil le Richs. I september 1950 vandt Retsforbundet sin store valgsejr på sin kam pagne for ophævelse af kafferationeringen.
Han ommøblerede sin regering. Hvis der var noget politisk signal i udskiftningen af ministre, var det J. O. Krags afgang fra Handelsministeriet. Ikke meget slap ud til offentligheden fra regeringens egentlige magtcenter, Ministerudvalget for Økonomi og Forsyning, MØF, som den uklædelige forkortelse lød; men Krag havde ikke været den mest ivrige forsvarer af de restriktioner, regeringen byggede sin politik på. H. C. Han sen, der havde en veludviklet sans for politisk infight, flyttede fra Finansministeriet til Handelsministeriet. Viggo Kampmann, der siden Thorkil Kristensens ministertid havde været chef for ministeriets økonomiske sekretariat, dukkede op på den politiske arena som finansminister. Den omdannede regerings levetid blev kort. Efter at et for søg på at inddrage Venstre og de konservative i et kompromis om den økonomiske politik inden Rigsdagens åbning var ble vet afvist, lykkedes det blot regeringen at nå et forlig om delvis dækning for de forsvarsudgifter, der var blevet vedtaget i august. Det blev på reguleringspolitikken, regeringen Hedtoft gik af.
Hvorfor gik Hedtoft af? „Hedtoft gled i smørret" eller „Smørstormen" har været be tegnelser for regeringen Hedtofts afgang i slutningen af okto ber 1950. Det er misvisende, for så vidt som Hedtoft kun brugte en ret tilfældig anledning til at skifte fra regeringsbænken Hl pladsen som leder af opposiHonen. Oluf Pedersen fra Retsforbundet forsøgte at leve op til parhets valgløfter og samhdig demonstrere dets nyvundne styrke ved at stille forespørgsel til handelsministeren, om han straks ville ophæve rationeringen af smør og margarine. Ingen af de tre andre oppositionspartier ville stå frem som forkæmper for rationeringer og redningsmand for regeringen. De ville på den anden side heller ikke tvinge regeringen væk eller for den sags skyld forlange, at den valutaindtjenende smøreksport skulle formindskes ved at give los for det indenlandske forbrug. Resultatet blev en ret vag folketingsbeslutning om ophævelse af rationeringen „snarest muligt". Uden ordkløveri kunne handelsminister H. C. Hansen altså have beholdt smørratio neringen; men Hedtoft valgte dagen efter at meddele regerin gens afgang. Denne beslutning er blevet forklaret dels med den alminde lige parlamentariske ordning, at regeringen går af, når den kommer i mindretal i Folkednget, dels med Hedtofts person lige ulykke. Hans kone var uhelbredeligt syg, og det kan have 78
Kursskifte i politik
frataget ham kræfterne til at tage kampen op. Beslutningen er imidlertid også blevet forklaret mere politisk. Den økonomiske politik, der nu var blevet tvingende nødvendig, når importre guleringen ikke kunne optrappes, bestod af en nedskæring af forbruget, en virkelig stram finanspolitik og en højere rente med en uundgåelig forøgelse af arbejdsløsheden til følge. Den ne politik ville Hedtoft ikke tage ansvaret for, så meget mindre som fagbevægelsen nægtede sin støtte til den. Set i lyset af de følgende års politik, hvor Socialdemokratiet ved at deltage i de store økonomiske forlig tog medansvar for den politik, Hedtoft (og fagbevægelsen) ikke ville føre fra regeringsbænken, kan forklaringen synes holdbar nok, især da den uden besvær kan kombineres med den personlige og den parlamentariske forklaring. En sådan betragtning risi kerer imidlertid at undervurdere forskellen mellem den poli tik, der blev ført, ganske vist med socialdemokratisk deltagel se, og den politik, som regeringen Hedtoft ønskede, og havde forsøgt at føre indtil efteråret 1950. Socialdemokratiet havde i mange år rummet to retninger, fordelingspolitikken, der ved beskæring af de store indtægter og formuer ville udbygge sociallovgivningen på vej mod vel færdsstaten, og produktionslinien, der ville lægge hovedvæg ten på at modernisere økonomien, først og fremmest ved at industrialisere landet. De to retninger behøvede ikke at føre til stridigheder i partiet, for så vidt som der kun ville blive råd til velfærdsstaten, hvis industrialiseringen lykkedes. På den an den side var den sociale velfærd og lighedspolitikken ikke nogen automatisk følge af omdannelsen af landet fra et bonde samfund til en industristat. Efter socialdemokraternes opfattelse var det en forudsæt ning for økonomisk vækst, at staten brugte sin viden og sin magt til at målrette investeringerne. På kort sigt kunne det være nyttigt med rationalisering af mejerisektoren og med statslig støtte til ensilagebeholdere; men kun hvis en tilstræk kelig stor del af fortjenesten fra landbruget kunne kanaliseres over i investeringer i en moderne industri. Denne politik mød te vanskeligheder på den parlamentariske hjemmefront. Venstre og de konservative bekæmpede den, men ikke ud fra samme tankegang. Venstre havde endnu ikke accepteret en udvikling, der ville fratage landbruget pladsen som det førende erhverv. Det konservative Folkeparti havde så mange modstridende interesser at varetage, at det var lettere for parti et at være liberal end konservativ. Det radikale Venstre kunne følge både fordelingslinien og produktionslinien i Socialdemo kratiet et langt stykke. Men partiet ønskede investeringerne
Hvorfor gik Hedtoft af?
79
De radikale Bertel Dahlgaard og Jørgen Jørgensen sidder på bukken, og social demokraterne H. C. Han sen og Hedtoft må trække læsset. Jørgen Jørgensen si ger: „Gi' den fjermer et lille Tjat til, Bertel!" „De røde Heste - eller De Radikales evige Ønskedrøm" var tit len på tegneren Jensenius' kommentar i Blæksprutten. „De røde Heste" var den første af en lang række po pulære Morten Korch-film.
spredt i den danske industri- og håndværksstrukturs mange småbedrifter. Direkte offentlige investeringer i produktions sektoren, sådan som de i stor målestok fandt sted i andre lande, frygtede de radikale, dels fordi partiet nu engang vare tog nogle vælgerinteresser for små selvstændige næringsdri vende, dels af mere ideologiske grunde for at forhindre en koncentration af økonomisk og politisk magt. Hedtofts regering var i stand til at føre sin politik et stykke ad vejen, nogenlunde så langt som de radikale ville slå følge. Det havde været en væsentlig støtte for den socialdemokratiske politik, at den lokale Marshalladministration i Danmark havde sat sig ind i de særegne danske forhold og gjort sin indflydelse gældende både over for danske partier og interesseorganisa tioner og ikke mindst over for det amerikanske bagland. Det var her, der skete en betydelig ændring i løbet af 1950 i den kolde krigs dybfrostperiode. Den amerikanske politik over for de europæiske allierede skiftede fra den økonomiske genrejsning som middel hl at bekæmpe kommunismen til den militære alliances oprustningsprogrammer. Det ideologiske, politiske klima blev et andet, utvivlsomt påvirket af midt vejsvalget i USA i november. De amerikanske skatteydere var mere tilbøjelige til at betale for våbenhjælp end for industriel ekspansion i den socialdemokratiske velfærdsstat Danmark. Tilknytningen til den vestlige alliance og til det europæiske samarbejde med USA som sponsor havde sine fordele og ulemper. Blandt omkostningerne var, at der blev sat grænser for, hvor særegen den „skandinaviske model" for samfunds 80
Kursskifte i politik
udviklingen kunne blive i Danmark, især når den internatio nale politiske og økonomiske konjunktur gik landet imod. Socialdemokraternes dilemma blev observeret i udlandet. Allerede i maj havde det amerikanske magasin Newsweek været fremme med en notits om, at ledende socialdemokrater havde drøftet dansk udmeldelse af Atlantpagten. „Det pure opspind" lød dementiet fra Hedtoft; men tanken må have strejfet en og anden socialdemokrat, der indså, at det politiske og det økonomiske system hang sammen.
VK-regeringen Erik Eriksen, der inden for det sidste år var blevet formand for Venstre og for partiets folketingsgruppe, stod nu med den taktiske opgave at danne en regering af Venstre og Det konser vative Folkeparti. Partiernes råd til kongen skaffede ikke umiddelbart et flertal, fordi de radikale forsøgte at få et samar bejde i stand mellem Socialdemokratiet og Venstre. Ved at handle hurtigt og udnytte socialdemokraternes nølen fik Erik Eriksen imidlertid dannet sit ministerium, uden at der var flertal imod det. Talmæssigt blev ministerposterne fordelt lige ligt mellem de to partier, og Ole Bjørn Kraft fik som regerin gens nummer to Udenrigsministeriet. Den vigtige plads som finansminister gik til Thorkil Kristensen, der formodedes bed re end en konservativ minister at kunne komme på talefod med de radikale og måske endog med socialdemokraterne. I dansk politisk historie var det en begivenhed. Venstre var gået i regeringssamarbejde med arvtagerne efter Højre. Samti dens og eftertidens kommentatorer har hæftet sig ved, at de konservative kom i regering for første gang siden systemskif tet i 1901, når man ser bort fra tiden under de to verdenskrige. Det blev også bemærket, at de liberale bønder nu gik sammen med byernes borgerskab. I Rigsdagens daglige arbejde var brobygningen mellem de to partier dog for længst fuldbyrdet. Som et fælles minimumsprogram havde de modstanden mod den socialdemokratiske dirigeren og kontrolleren. I det lange løb var begivenheden måske mest betydningsfuld ved at blo kere for et samarbejde mellem de konservative og socialdemo kraterne om en industrialiseringspolitik. Folketinget var det samme som før, og øjeblikkets økonomi ske problemer så ikke anderledes ud for den nye finansmini ster end for H. C. Hansen eller Viggo Kampmann. Trods Marshalladministrationens heftige protest blev den famøse smørrationering ophævet, og danskerne kunne ved morgenbordet glæde sig over det politiske kursskifte. Men
VK-regeringen
81
glæden blev kort. Forbruget skulle ned, og der var i store træk kun de samme kort at spille ud, som socialdemokraterne hav de haft på hånden. Importbegrænsningen blev ikke lempet, og der kom forhøjelser af de indirekte og de direkte skatter. Det tidligere forslag om en særlig værneskat Hl dækning af for svarsudgifterne kom igen, denne gang dog med bevarelsen af retten til at trække den betalte skat fra på selvangivelsen. I den forrige regerings buket af forslag indgik også et tvangslån Hl forsvarsformål. Det kom ikke med i forligsforhandlingerne efter regeringsskiftet; til gengæld blev skatteydere over en vis indtægtsgrænse pålagt en bunden opsparing. Tvangslån eller bunden opsparing, skatteyderne har næppe mærket den ideo logiske forskel så tydeligt. I løbet af november kom det alt sammen med i det næste i rækken af politiske forlig, hvor de fire gamle partier filede kompromiserne til. Under sådanne forhandlinger mærkede man gensidigt, hvor forligsmulighederne var, og hvor parter ne havde for stærke principper eller varetog interesser, der ikke måtte gås for nær. Regeringspartierne kunne ikke tåle, at der blev rørt ved skattefradragsreglen, og socialdemokraterne ville ikke acceptere, at pristalsreguleringen af lønningerne blev anfægtet. Novemberforligets skatter, afgifter og bundne opsparing skulle efter beregningerne sætte danskernes for brug ned med 500 mio. kr.; men underskuddet i valutakassen for det næste år så ud til at nå 800 mio. Den politiske diskussion drejede sig ikke om nødvendig heden af forbrugsbegrænsning, men om fordelingen mellem forskellige erhverv og befolkningsgrupper. Det kom tydeligt frem, da det viste sig, at indgrebene ikke var tilshækkelige. Allerede i februar 1951 måtte partierne i gang med en ny runde. I løbet af marts førte forhandlingene frem til det Hedje økonomisk-politiske forlig i løbet af et år. Thorkil Kristensen kunne i sin politiske retorik forene en tør saglighed med en appel til gammel borgerlig moral, der også tiltalte forligsmagerne i Det radikale Venstre, Jørgen Jørgensen og Bertel Dahlgaard. Når arbejdernes repræsentanter ikke vil le slippe pristalsreguleringen - noget de i øvrigt var enige med arbejdsgiverne om — og når de heller ikke ville møde prisstig ningerne med en sund, frivillig sparsommelighed, måtte den bundne (og altså tvungne) opsparing nå ned i deres indtægts niveau. Det havde den ubestridelige fordel i bekæmpelsen af inflationen, at opsparingen ikke, sådan som skatterne, blev regnet med i pristallet. Forliget indeholdt politisk sprængstof for regeringen. For at holde pristallet nogenlunde i ro besluttedes det, at hjemme82
Kursskifte i politik
I sammenligning med de andre europæiske industri lande var den danske stat overordentlig tilbagehol dende med at engagere sig i industriel produktion. Det danske Stålvalseværk i Fre deriksværk var en af de få undtagelser. Det var opret tet under besættelsen for at oparbejde affaldsjern, men udbyggedes efter krigen. Maleri af Victor Brockdorff.
markedspriserne på de vigtigste fødevarer ikke måtte stige. Der gennemførtes en stramning af kornordningen (tvangssalg af en del af høsten til en lavere pris) og forskellige andre foranstaltninger, der bragte landbruget i harnisk, ikke mindst fordi Thorkil Kristensen forklarede, at det ganske rigtigt var meningen, at landbruget måtte ned i indtægt. Hans Pinstrup, der havde afløst landbrugsminister Henrik Hauch som præsident for Landbrugsrådet, anklagede regerin gen for at have brudt en aftale med landbruget om ligelig fordeling af byrderne ved genopretningen af valutabalancen. Pinstrup fulgte sine angreb op ved at stemme imod sit parti, da lovforslagene gik igennem Rigsdagen. Hauch kunne ikke læn gere dække regeringen ind over for landbruget, og i september gik han af. Den konservative handelsminister Ove Weikop gik af samtidig, dog uden politisk dramatik; men regeringen, og navnlig Venstre, var ikke blevet styrket. Vreden var stor hos partiets kernetropper, de jyske bønder. Man kan formode, at det hjalp noget, da det nu omsider lykkedes at overtale Eng land til en forhøjelse af priserne på den danske landbrugseks port. VK-regeringen
83
Ole Bjørn Kraft havde været medlem af Folketinget siden 1926 og forsvarsminister i befrielsesregeringen. I Erik Eriksens ministerium blev han udenrigsminister og deltog med udelt tilfreds hed i udbvgningen af NATO. Hans engagement voldte nogle gange vanske ligheder med Det radikale Venstre, hvis parlamentari ske støtte var nødvendig for regeringen.
84
Kursskifte i politik
Netop i september 1951 begyndte situationen at lysne. Den internationale højkonjunktur, der var en følge af oprustnin gen, løjede en smule af, formodentlig påvirket af våbenstil standsforhandlingerne i Korea. Stigningerne i importpriserne fladede ud, og forbrugsbegrænsningen fra forårets politiske forlig begyndte at virke, også i negativ retning på investerin gerne og beskæftigelsen. Ved årets udgang måtte man notere en arbejdsløshedsprocent for hele året på 9,7. Industriproduk tionen var kommet ned under niveauet fra året før; men en større del blev eksporteret, og industrien tegnede sig nu for mere end en tredjedel af landets samlede eksport. Tendensen til en bedring var endnu usikker, og problemer ne var langtfra overstået. Sammenlignede man med året før, havde forandringen i bytteforholdet med udlandet nu be virket, at der skulle eksporteres 20 procent mere for at få råd til den samme import. Man kunne spare sig ud af den akutte valutavanskelighed; men man risikerede også at spare sig ind i en såkaldt vækstfælde, en situation hvor der ikke var råd til at finansiere et opsving. VK-regeringen måtte ligesom sin forgænger og sine efter følgere erfare, at politiske principper ikke noteres til pari på den parlamentariske børs i Danmark. Når regeringen ville have gennemført noget, måtte den ud og samle et flertal sam men ved at skaffe sig støtte fra de andre parher. Det blev derfor heller ikke VK-regeringens program, der blev realiseret, og Thorkil Kristensen måtte gang på gang finde sig i, at livrem men ikke blev spændt så hårdt, som han mente, det var nød vendigt. Overfor OEEC's krav om liberalisering måtte VK-regeringen også bryde med sine standpunkter fra oppositionstiden og i 1951 endog indvillige i at stramme importreguleringen. I re geringsposition kan man imidlertid bruge magten til at sætte sit præg på udviklingen i grænseområdet mellem admini strative og politiske afgørelser. Den genopbygningsfond, som havde været en del af forliget med regeringen Hedtoft i marts 1950, kunne VK-regeringen ikke afskaffe; men den kunne forsinke brugen af de 200 mio. kr. Også her mødte regeringen imidlertid vanskeligheder. Amerikanerne i Washington og i ambassaden i København forlangte, at der kom gang i brugen af tilbagebetalingspengene fra Marshallhjælpen. Ikke blot blev der sat en stopper for brugen af tilbagebeta lingerne til afdrag på statens gæld til Nationalbanken, de 200 mio. kr. til genopbygningsfonden var heller ikke nok. I alt blev der imod regeringens ønske og Industrirådets protester brugt 535 mio. kr. som diskud, billige lån og garantier til erhvervs
livet. Regeringen måtte også meget mod sin vilje bruge nogle af tilbagebetalingerne til forsvarsformål. Endnu i 1951 finansierede Marshallhjælpen halvdelen af Danmarks import fra dollarområdet. Alligevel blev under skuddet på handelsbalancen på 273 mio. kr. 11952 viste bed ringen i bytteforholdet sig at blive stabilt, og selv om hjælpen i Marshallprogrammets to sidste år, 1952 og 1953, blev skåret kraftigt ned, fik Danmark begge år et beskedent valutaover skud. Det skete ikke i kraft af nogen imponerende vækst i produktionen; tværtimod lå den økonomiske vækst i Danmark lavt i forhold til de andre OEEC-lande helt frem til 1957, hvor investeringerne og produktionen i industrien endelig gik stejlt i vejret. Der var ikke omfattende protester eller strejker mod regerin gens skatteforhøjelser eller spareplaner. Forsøg på at rejse en stemning mod oprustningen havde ingen succes. Venstreflø jen i dansk politik var indkapslet i DKP og dermed isoleret i den kolde krigs atmosfære. En egentlig højrefløj uden for de etablerede partier fandtes nok, men var enten kompromitteret under besættelsen, eller den savnede noget politisk at samles om. Grundlovsrevisionen skulle vise sig at være brugbar. I øvrigt blev det i vid udstrækning overladt til politikerne og avisredaktionerne at diskutere de svært forståelige problemer med betalingsbalance og valutaunderskud. Det store flertal af den danske befolkning havde prøvet 1930'rnes økonomiske nedtur og det offentliges regulerende indgreb i dets handlefrihed, det havde været gennem be sættelsestidens voldsomme følelsesmæssige og politiske ud sving og dens forsyningsmæssige besvær. Nu tog det vilkåre ne, som de var, og prøvede at indrette sig. Indtrykket af de første fem år af 1950'erne som en stilstands periode, hvor „den tavse generation" var de unge, kommer kun frem ved at sammenligne femåret med de første år af 1940'rne og de sidste år af 1960'erne. De unge i 1950'erne var de små fødselsårgange fra 1930'rne. Mens de lidt ældre fortalte om deres store oplevelser under besættelsen, og de endnu ældre rådede dem til at skaffe sig en fast stilling, var de unge selv optaget af andre ting, bl.a. noget så langt fra de høje idealer som at skaffe sig tag over hovedet.
Boligen Når unge forlovede par meddelte, at nu ville de gifte sig - eller at nu skulle de giftes - var der to standardspørgsmål, de be kymrede forældre stillede. For det første om pigen var gravid, for det andet hvor det unge par ville bo. I næsten halvdelen af tilfældene var svaret på det første spørgsmål et ja. I endnu flere tilfælde var svaret på det andet spørgsmål, at de ikke havde noget sted at bo, og at de i hvert fald ikke havde råd til at flytte ind i de nybyggede lejligheder, der var at få. De måtte ofte starte den nye familie hos den enes forældre, og boligmanglen genindførte på den måde tvangsmæssigt tregenerationsfamili en. De nygifte var ikke alene om at have vanskeligheder på grund af boligmanglen. Folk, der af en eller anden grund skulle flytte, stod med et tilsvarende problem; men de havde dog noget i forvejen, der kunne bruges som bytteobjekt. Ligesom under 1. verdenskrig var der under besættelsen og i de første efterkrigsår blevet bygget for lidt. Der var flere famili er, end der var boliger, og hvis ikke det offentlige havde grebet ind på dette område som på andre, hvor der opstod mangel, ville ejere af udlejningsejendomme have kunnet udnytte situ ationen til drastiske lejeforhøjelser. Boligen kan imidlertid ikke betragtes som et hvilket som helst andet forbrugsgode. Under danske klimaforhold er et
Drømmen om egen lejlig hed for det unge par. Køns rollemønsteret kan aflæses af den måde, de sidder på. Han studerer, hun læser.
86
Boligen
11961 begyndte magasinet Bo Bedre at udkomme. Det afspejlede den voksende in teresse for at forny boligind retningen i takt med den stigende velstand. Nederst i billedet en krenitskål, der var den helt store succes i de år.
sted at bo lige så nødvendigt som at få noget at spise. Ligesom der for madens vedkommende er en glidende skala fra det at få stillet sin elementære sult til vild luksus, sådan kan der ikke sættes nogen principiel grænse mellem, hvad der skal til for at imødekomme behovet for at få tag over hovedet, og hvad der vil blive betragtet som et overforbrug. Det er et kulturelt spørgsmål, og når staten griber regulerende ind, bliver det også et politisk spørgsmål. Teoretisk kunne man have afskaffet boligmanglen straks efter krigen ved at lade markedet bestemme prisen - lade de frie markedskræfter virke, som det hedder, når forskellen mellem rige og fattige skal mærkes. Havde man ophævet reguleringerne, ville folk være blevet tvunget til at afpasse deres boligbehov efter, hvad de havde råd til. De fattige ville være flyttet sammen i overbefolkede og dårlige lejligheder, og man ville med årene have fået endnu en demonstration af, hvilke sundhedsmæssige og sociale konsekvenser slumbebyg gelse kan afstedkomme. Huslejestoppet, der var indført i 1939, blev ikke ophævet, og den delvise boligrationering i byerne, der dog kun virkede ved nyudlejning, forblev i kraft. Ligesom efter 1. verdenskrig, hvor man også havde indført huslejestop, viste det sig vanskeligt at komme af med reguleringerne. I 1946 havde der været bred enighed i Rigsdagen om, at man skulle bygge sig ud af bolig manglen. Byggeri var arbejdsintensivt, så man samtidig be kæmpede arbejdsløsheden, og det var begrænset, hvad der brugtes af importerede materialer. Der var alt i alt gode grunde til at prioritere boligbyggeriet højt. Loven om statsstøtte til byggeriet blev så vidtgående, at både Venstre og Det konser vative Folkeparti måtte forsikre, at der ikke var tale om at socialisere byggeriet. Det almennyttige boligbyggeri blev fa voriseret, og i lighed med tidligere lovgivning på området blev der taget særlige hensyn til mindrebemidlede, børnerige fami lier. Forventningerne var i de første år efter krigen, at man ved en virkelig indsats fra statens side kunne skaffe boliger nok. Når boligkøen var væk, ville prisniveauet, altså huslejerne, falde eller i det mindste stabiliseres, og konkurrencen inden for byggebranchen ville så fremtvinge en rationalisering. Sådan gik det ikke. Prisfaldet udeblev, og befolkningens boligbehov blev ikke tilfredsstillet. Selv om man ret hurtigt kom op på at bygge 20.000 familieboliger om året, nogenlunde lige så meget som førkrigsproduktionen, var det ikke nok. Loven gav billige statslån op til lige under boligernes an skaffelsespris. Der var ikke nogen stærk tilskyndelse til at
Boligen
87
Rækkehus i Bækkevang i Lyngby nord for Køben havn, bygget til udlejning i 1952-54, med to værelser og to kamre og en husleje på 250 kr. mdl.
88
Boligen
sænke standarden og bygge billigt. Boligbyggeriet havde nok til formål at skaffe folk et sted at bo; men på lidt længere sigt var det også tanken at slippe af med slumkvartererne. Byggeaktiviteten begrænsedes i de første år af materiale mangel og af branchens kapacitet. Hvis det lykkedes at over vinde disse vanskeligheder, ville en forøgelse af byggeriet være en betragtelig belastning på statens udgiftsbudget. Når der skulle føres en stram finanspolitik, måtte der findes midler til at lægge en dæmper på befolkningens krav om flere og bedre boliger. Dertil kom imidlertid, at den statslige regulering kom til at indføre et nyt socialt skel i befolkningen, nemlig mellem dem der var så heldige at have en gammel lejlighed, hvor huslejen var låst fast, og dem der var nødt til at flytte ind i de nye, dyre lejligheder. Når inflationen var i gang, og priser og lønninger steg, kunne familierne i den gamle boligmasse regne med at bruge en stadig mindre del af deres indtægt til bolig. Da det nye byggeri hele tiden kun udgjorde, en meget lille del af boligmassen, ville der altid være et overvældende flertal af familier, der nød godt af huslejestoppet, og som ikke ville se med milde øjne på det politiske parti, der satte en liberalisering af boligmarkedet på sit program. Der var andre interessemodsætninger at tage hensyn til end de traditionelle mellem ejere og lejere. Folk, der købte eller
De første højhuse var ikke kontorer eller hoteller, men beboelse, her på Bellahøj i København i begyndelsen af 1950'erne. Udsigten var flot; men huslejen var så høj, at der var besvær med at få lejet dem ud.
selv byggede et parcelhus, sad ofte de første år med store udgifter; men siden kom også de til at betragte de fordele, boligpolitikken og skattelovgivningen gav dem, som veler hvervede rettigheder. Blev det foreslået at fjerne skatteforde len eller at sætte lejeværdien op, var der altid megen bekym ring for, at staten nu ville til at drive folk fra hus og hjem. Interessemodsætningerne fulgte ikke uden videre grænserne mellem de politiske partiers vælgerskarer. Det var derfor svært for en hvilken som helst regering at føre en konsekvent boligpolitik, så meget mere som boliglovgiv ning og den statslige støtte til byggeriet gang på gang også skulle bruges som værktøj i den almindelige økonomiske poli tik. Når den økonomiske aktivitet var ved at løbe løbsk, enten det var valutabeholdningen, der blev for lille, eller det var inflationen, der blev for hektisk, så måtte byggeriet holde for. Man sænkede lånegrænsen, eller man indførte et loft over, hvor meget staten måtte låne ud, så låneansøgningerne hobe de sig op, og man fik en kø af lånsøgende ved siden af bolig køen. Man lavede tilskuddet om fra billige statslån til driftstil skud, der blev givet pr. kvadratmeter uanset byggeprisen, og man fik på den måde bygherrernes omkostningsbevidsthed styrket noget. Mere panikagtige igangsættelsesstop blev også brugt, især når efterspørgslen efter håndværkere eller efter byggematerialer blev så stor, at det førte til sortbørspriser. Boligen
89
Folmer Bendtsens nøgterne gengivelse fra 1956 af det nye udlejningsbyggeri, der trænger sig ind på koloniha verne.
Når huslejereguleringen var på tale, var man mere forsigtig; men nogle lejeforhøjelser blev det til. I 1951 fik lejen et be skedent løft, og de lejligheder, der var bygget siden 1939, blev inddraget under reguleringen. Igen i 1955 og i 1958 tillod man huslejeforhøjelser, så der i 1960 i alt var lagt mellem 60 og 70 procent på lejen i forhold til 1939-niveauet. I 1962 blev der mulighed for begrænsede forhøjelser ved genudlejning, og endelig kom der generel stigning i 1965. Ejere af udlejnings ejendomme anså det hver gang for alt for små skridt i retning af, hvad de kaldte retfærdighed; ikke desto mindre kunne man, hver gang det blev tilladt at forhøje huslejen, omgående se forhøjelsen kapitaliseret i en stigning i huspriserne. Da man i 1966 indgik det såkaldte „store boligforlig", vovede man at tage fat for alvor og få huslejerne op på et niveau, som sagkyndige vurderede til at være markedsprisen. Men bygge omkostningerne løb igen hurtigt forud, så nye lejligheder alli gevel kostede mere end de gamle. Udlejerne fik denne gang kun en fjerdedel af lejeforhøjelsen, en anden fjerdedel skulle bruges til vedligeholdelse, mens resten skulle gå til billiggørel se af nybyggeriet. Vælgerne takkede de partier, der havde lavet det nye boligforlig, ved at svigte dem ved det efter følgende valg. Det klassiske forhold mellem løn og husleje tilsagde, at en faglært arbejder betalte en fjerdedel af sin indtægt for at bo ordentligt. For det statsstøttede nybyggeri lå prisen for en lejlighed lidt under det niveau, i det byggeri der ikke fik statsstøtte, kom prisen lidt over. Men for en førkrigslejlighed 90
Boligen
København var ikke alene om problemerne med usun de slumboliger. Her Mejlgade i Århus fotograferet i 1968.
var huslejen efter alle forhøjelserne i 1950'erne og 1960'erne alligevel nede på mindre end ti procent af lønnen. Lejeren betalte til gengæld unægteligt adskilligt mere i skat i 1970 end i 1939. Fortalerne for det helt frie boligmarked var ikke stærke nok Hl at afskaffe reguleringer og sociale tilskudsordninger, men stærke nok til gang på gang at få liberaliseret så meget, at spekulanter kunne udnytte situabonen og tjene hurtige pen ge. Da man i 1966 åbnede for muligheden for at udstykke udlejningsejendomme i ejerlejligheder, gav man køberne de samme skattefordele som ejerne af parcelhuse nød godt af; men spekulationen i opkøb, opdeling og videresalg af gamle ejendomme blev så provokerende, at man senere måtte slå bremserne i. Hvad man især havde opnået var at føje nye titusinder Hl det store antal husejere, der var tvunget til at ønske en galopperende inflaHon, og som indædt måtte be
Boligen
91
kæmpe ethvert forsøg på at afskaffe fradragsretten for renter af lån. Boligforligene op gennem 1950'erne og 1960'erne er blevet bedømt som en lang række af utilstrækkelige lappeløsninger, og hele boligpolitikken er blevet kaldt inkonsekvent og for fejlet. Det er ubestrideligt, at politikernes forventninger og lovenes intentioner den ene gang efter den anden ikke er blevet opfyldt. Befolkningens boligbehov voksede endnu hur tigere end den almindelige velstandsstigning. Inflationen modvirkede boligpolitikken, og de store prisstigninger på hu se og byggegrunde satte ekstra fart på inflationen. Der kan rettes anklager mod boligpolitikken for at have været sam fundsøkonomisk alt for kostbar og for at have flyttet en del af huslejeudgifterne over på skattebilletten. Men det er, når alt kommer til alt, næppe rimeligt at betragte boligpolitikken som én stor fejltagelse. Dens formål var at skaffe befolkningen flere og bedre boliger. Sammenligner man den almindelige boligstandard i Danmark ved begyndelsen af 1950'erne og slutningen af 1960'erne, er det ikke fiaskoen, der springer i øjnene. Danskerne havde i løbet af de 20 år fået verdens højeste boligstandard, hvad enten man måler i antal rum i lejlighederne pr. beboer eller i kvadratmeter pr. beboer. Der fandtes stadig overbefolkede lejligheder, men det drejede sig nu kun om mindre end fem procent af husstandene. Man kan vel ikke betegne boligbyggeriet som godt planlagt, hverken med hensyn til hvad eller hvor der blev bygget, og nok endnu mindre med hensyn dl hvad det kom til at koste. Men bygget blev der. 11950'erne nåede man i gennemsnit ikke op over niveauet fra de bedste år før krigen på ca. 20.000 boliger om året; i 1960'erne derimod, hvor byggeriet i langt højere grad var blevet industrialiseret, kom man år efter år op på næsten det dobbelte antal færdiggjorte boliger. Når folk flyttede til byerne, var det naturligvis der, man byggede, og i nybyggeriet var centralvarme og badeværelse en selvfølge - efterhånden også køleskab i køkkenet. Derfor blev det også boligerne i byerne, der først nåede de høje procenttal med hensyn til moderne bekvemmeligheder. Husene på lan det fik de nye installationer noget senere. Sidst i rækken stod den ældste boligmasse i byerne, hvor huslejerestriktionerne gjorde det urentabelt for ejeren at modernisere. I 1970 var forskellen mellem forholdene på landet og i byerne blevet meget lille. Under ét var kun fire procent af boligerne uden wc, 85 procent havde centralvarme, de fleste af dem også bade værelse. Kakkelovne og brændeovne blev solgt til jernhand leren. 92
Boligen
Under den stadige tilstrøm ning til byerne medførte manglen på lejligheder til en overkommelig pris, at kolonihavehuse og barakbe byggelser blev taget i brug. Forbudet mod at bo der he le året kunne ikke håndhæ ves.
Boligvaner, boligbehov og ønskedrømme om, hvordan man gerne ville bo, forandredes. Velstandsstigningen gjorde det muligt for mange at realisere ønskerne. 11950'erne var ønske drømmen for mange bare at få deres egen entrédør. De unge, der ville flytte hjemmefra, og de enlige, hvad enten det var „skyggetanter" eller dem, der lige var blevet skilt, stod ikke forrest i boligkøen, når lejlighederne skulle fordeles. Men de res ønske om egen lejlighed aktualiseredes, efterhånden som de fik råd. Det var medvirkende til, at boligbehovet hele tiden løb forud for beregningerne og forud for byggeriet. Den boligform, som de fleste ønskede sig, var det fritliggen de enfamiliehus, villaen, som det hed, dengang det var forbe holdt den velstillede middelklasse, parcelhuset, som i 1950'er ne blev den mere prosaiske betegnelse. På landet var enfamilieboligen det almindelige. Her var det ikke blot en selvfølge ved de selvstændige landbrug; siden 1930'me havde den statslige støtte til opførelsen af landarbejderboliger givet mange fodermestre og daglejere mulighed for at bygge selv eller i hvert fald for at få en rimelig bolig, der egnede sig for en familie. I byerne var det etageejendomme med udlejningslejlighe der, der skabte bybilledet. Transporten til og fra arbejde satte ret snævre grænser for, hvor langt væk man kunne bo. Villa kvartererne i byernes udkant strakte sig ikke længere ud mod det åbne land, end den daglige cykeltur tillod. I 1950 var 82 procent af boligerne i byerne lejligheder i etageejendomme, Boligen
93
knap ti procent var enfamiliehuse, kun to procent rækkehuse, mens tofamiliehusene, der i mellemkrigstiden havde været den snusfornuftige familieinvestering, udgjorde de resteren de seks procent. Det år blev der bygget 22.000 nye boliger, og 6000 af dem var enfamiliehuse. Fra 1955, hvor landdistrikterne kom med i boligtællingerne, viser det sig tydeligt, at det var parcelhuset, folk satsede på.
Boliger fordelt efter husets art (i 1000):
Enfamiliehuse Tofamiliehuse Lejligheder
1955 429 145 619
1960 481 155 644
1965 564 139 683
1970 713 116 739
Ser man bort fra landbrugsejendommene, var i 1970 46 procent af boligerne i Danmark enfamiliehuse og 47 procent lejligheder i udlejningsejendomme. I betragtning af at ejerne af parcelhusene kunne trække renteudgifter fra i deres selvangivelse, var det talmæssigt jævnbyrdige forhold mellem husejere og lejere politisk inter essant. Der var stemmer at hente ved at pleje parcelhusbe boernes besidderglæde, og der var endnu flere stemmer at tabe ved at tale for meget om det urimelige i, at de på én gang red med på forkanten af inflationen og fik en del af deres boligforbrug betalt af dem, der boede til leje. Den eneste lære, forbrugerne kunne uddrage af den histo rie, var, at det gjaldt om at hoppe på vognen og købe hus eller i det mindste en byggegrund så hurtigt som muligt. Efter spørgslen fik priserne til at stige endnu mere. Mellem 1955 og 1970 mere end fordobledes byggeomkostningerne. I det traditionelle byggeri var arbejdslønnen en stor del af omkostningerne. Murerne var blandt de højest lønnede hånd værkere bl.a. med den gamle begrundelse, at de som regel var arbejdsløse en stor del af vinteren, hvor man ikke kunne bygge. Det gjaldt om at få husene under tag, inden frosten satte ind. Man eksperimenterede med vinterbyggeri og gav særlige begunstigelser til dem, der ville bygge om vinteren. Naturligvis var det utilfredsstillende, at kapaciteten ikke ud nyttedes en tredjedel af året. Løsningen her som i andre pro duktioner, hvor arbejdslønnen er en betragtelig del af prisen på den færdige vare, måtte være rationalisering og industriali sering. Det blev ingeniøren i stedet for murer- og tømrerme steren, der tilrettelagde byggeriet, og ingeniørens viden kom til at spille en større rolle for, hvordan husene udformedes. 94
Boligen
Typehus fra omkring 1960. Byggeomkostningerne (håndværkerudgifterne) var ca. 51.500 kr. eller nogen lunde det dobbelte af en gennemsnitlig bruttoårsindtægt. Hvis man havde byg gegrunden i forvejen, ville den månedlige husleje blive 490 kr. plus varme. Oliereg ningen blev anslået til 800 kr. om året.
****»««*«
»stvci«
।------ 4.......4... . 4 . .. 4.
icammK*.
. .4 5 METEfl
Beton og færdigfabrikerede byggeelementer, hejst på plads af høj stilkede kraner, erstattede mursten, mørtel og stilladser. Højhuse og såkaldt „fritliggende boligblokke" var ikke sær lig velegnede for familier med små børn, der skulle lege i sandkassen ti etager nede mellem de parkerede biler; derfor prøvede man med tæt lav bebyggelse. Albertslund ved Køben havn blev planlagt som en moderne bydel med adskillelse af den gående trafik fra den kørende og med overskuelige lokal miljøer. Byggeriet opnåede en vis berømmelse; men da børne ne voksede op, viste det sig, at kvarteret var for sterilt eller rent ud sagt kedeligt for den aldersklasse. De havde, som det blev Boligen
95
„Danish design" blev i 1950'erne en international prestigevare med kombina tionen af kunstnerisk be vidst arbejde og produktion i grænseområdet mellem håndværk og industri. Nav ne som Arne Jacobsen („Ægget" siden overfor), Børge Mogensen, der tegne de for FDB, og Hans J. Wegner („The chair") fik deres produkter anmeldt som de kunstneriske begi venheder, der faktisk var ta le om. Billedet her er fra valgkampen forud for præ sidentvalget i USA i 1960, da John F. Kennedy mødte Richard Nixon i tv-duel. Stolene, de sad i, var Weg ners „The chair".
sagt, ikke andet at lave end at spille bold op ad Vridsløse fængselsmur. Da efterspørgslen efter enfamiliehuse for alvor satte ind, blev også dette byggeri i nogen grad industrialiseret. Typehu set blev en standardvare, hvor køberen på forhånd kunne få at se, hvordan det færdige produkt ville komme til at se ud, og få at vide, hvad byggeomkostningerne ville blive. Temaet, en stor stue, soveværelse og to kamre, blev med små variationer gennemspillet utalte gange. Den standardiserede rumopde ling siger noget om familiestrukturen, far, mor og to børn. Garagen til det femte familiemedlem, bilen, kom til i løbet af 1960'erne. Fra begyndelsen af 1950'erne, hvor byggestøtteloven satte en maksimumgrænse på 110 m2, steg det gennemsnitlige areal for parcelhuse. Der blev plads til gæstetoilet, så man ikke behøvede at afbryde det varme karbad, fordi et af børnene skulle tisse; men arealudvidelsen blev navnlig brugt til at gøre stuen større. Vinkelstue med panoramavindue blev det store salgsargument i annoncerne. Mange parcelhuskvarterer, der blev bebygget i løbet af en kort periode, virkede i begyndelsen lige så ensartede og sterile som de store etagebyggerier. Rafte-
96
Boligen
hegn var et populært middel til at skaffe sig lidt privatliv i haven. Men efterhånden som træer og buske voksede til, og husejerne byggede lidt om eller til, blev kvartererne menne skeliggjort. Der var som nævnt særdeles gode privatøkonomiske grun de til, at så mange strammede det private husholdningsbudget til bristepunktet for at få eget hus. Glæden ved at råde over et stykke jord til børn og grøntsager skal ikke undervurderes. Men dertil skal formodentlig lægges, at der mere eller mindre bevidst også var en rest tilbage af mentaliteten fra landbosam fundet med dets skarpe sociale skel mellem dem, der havde egen jord, og dem, der boede på en andens ejendom. Kredit foreningens prioriteter var en langt mere fjern og anonym herre end husværten.
Boligen
97
Grundloven 1953 Politisk politik Ved befrielsen i 1945 var den danske ungdom blevet fejret. Det var den, der havde rejst modstanden, og de politiske partier, der havde gjort, hvad de kunne for at holde modstanden nede, gav nu udtryk for en dybtfølt taknemlighed over for ung dommens indsats. Det gav sig udslag i nedsættelse af Ung domskommissionen, der skulle komme med forslag til forbed ring af ungdommens kår, og taknemligheden var også med i begrundelsen, da Rigsdagen i 1946 igen satte en ændring af grundloven på dagsordenen. Den ungdom, man mente at skylde så meget, havde ikke selv adgang til at deltage i den politiske proces. Danmark havde verdens højeste valgretsal der, 25 år til Folketinget og 35 år til Landstinget, og da der kun var landstingsvalg hvert fjerde år og så kun i den ene halvdel af landet, kunne de unge mennesker risikere at være fyldt 43 år, før de blev betroet en stemmeseddel til Rigsdagens førstekam mer. Bestemmelserne om valgretsalder var nedfældet i grund loven og kunne altså kun ændres, hvis man overvandt de vanskeligheder, der var forbundet med vedtagelsen af en ny grundlov. Forsøget på en grundlovsrevision i 1939 var strandet på kravet om, at 45 procent af den samlede vælgerskare skulle stemme ja. Venstre havde med held appelleret til vælgerne om at blive på sofaen. Den politiske lære, der kunne drages af det mislykkede forsøg, var, at det krævede enighed mellem de fire store partier, hvis det skulle lykkes at føre en ny grundlov igennem. Mens næsten alle spørgsmål, en regering og de politiske partier beskæftiger sig med, kan rubriceres under en eller anden tillægsordspolitik (økonomisk, sikkerheds-, erhvervs eller landbrugspolitik osv.), så er en revision af forfatning og valglov i egentlig forstand politisk politik. Grundloven fast sætter de fundamentale spilleregler for, hvordan politiske af gørelser skal træffes, og valgloven bestemmer i vid udstræk ning de politiske partiers muligheder for at opnå den maksi male repræsentation i forhold til deres vælgertilslutning. Dertil kommer, at den enkelte politiker, når sådanne spørgs mål drøftes, vil holde et vågent øje med, om hans eller hendes egne chancer for genvalg vil blive forøget eller formindsket. I den henseende lå der vanskeligheder af betragtelig størrel 98
Grundloven 1953
sesorden i vejen for de tanker om ændring af grundloven, som man måtte formode ville blive ført frem af socialdemokraterne og Det radikale Venstre. Det drejede sig om at afskaffe Rigs dagens førstekammer, Landstinget; et flertal af dets medlem mer skulle altså overbevises om, at deres indsats kunne und væres. Ideen med tokammersystemet havde oprindelig været, at de store jordejere eller folk med andre former for kapital, der forventedes også at blive de største skatteydere, skulle have en særlig repræsentation i Rigsdagens førstekammer, altså en privilegeret valgret, mens den lige og almindelige valgret skul le komme til udtryk i Folketinget. Men fra 1915 var det kun aldersgrænsen, der adskilte de to kamres vælgerkorps. Dertil kom den langsomme udskiftning af Landstingets medlem mer. Det afgående Landsting kunne endda sikre kontinuiteten ved selv at sætte 19 medlemmer, de „tingvalgte", ind i det nye Landsting, uden at vælgerne blev spurgt. Heri lå, efter afskaffelsen af den privilegerede valgret, be rettigelsen af Landstinget. Dets medlemmer behøvede ikke at bøje sig for en pludseligt opstået stemning blandt vælgerne, sagde Landstingets forsvarere. Det kunne trodse folkeviljen og forsinke nødvendig lovgivning, sagde dets modstandere. Den politiske virkelighed havde udviklet sig sådan, at hverken forsvarere eller modstandere havde ret. Landstinget mistede ikke sin eksistensberettigelse, fordi det gik imod Folketingets afgørelser, men fordi det ikke længere gjorde en selvstændig mening gældende. Partierne var gået over til at holde fælles gruppemøder for deres rigsdagsmedlemmer, ikke folketings gruppe og landstingsgruppe hver for sig. Her udformedes den daglige politik, så partiets stilling i de to ting stemte overens. Landstingsmedlemmernes relativt store sikkerhed over for vælgerluner og for den sags skyld også over for partiledernes pression kunne have manifesteret sig i de store politiske af gørelser under besættelsen. Mange mente, at vedtagelsen af det ekstraordinære straffelovstillæg i forbindelse med retsop gøret efter besættelsen, hvor dødsstraffen genindførtes, hav de været Landstingets sidste chance til at vise sin selvstændig hed ved at gå imod en stemningsbølge. Den var ikke blevet brugt.
Indrømmelsernes nødvendighed Grundlovsændringen var blevet sat på dagsordenen i 1945; men den var hurtigt taget af igen og lagt over i en kommission med statsminister Knud Kristensen som formand og med de
Indrømmelsernes nødvendighed
99
politiske partiers sværvægtere som medlemmer. Af og til var der i de følgende år blevet spurgt til kommissionens arbejde, og Knud Kristensen havde ærligt svaret, at der var så meget andet at tage sig til. Hedtoft, der arvede formandsposten, da han blev statsminister i 1947, havde heller ikke travlt med kommissionsarbejdet. Først i sommeren 1950 erklærede han, at nu skulle der gøres et alvorligt forsøg på at blive færdig. Men efteråret 1950 blev ikke tiden til den brede politiske enighed. Således var grundlovssagen rakt videre til Erik Eriksen, og i eftersommeren 1951 kom han med en lignende erklæring om det betimelige i at bringe grundlovsændringen i hus. Der er gode grunde til at tro, at Erik Eriksen havde regerin gens overlevelseschancer med i sine overvejelser, da han be sluttede at tage grundlovssagen frem af ubemærketheden. VK-regeringen skulle være et reelt alternativ til socialdemokra ternes monopol på regeringsmagten, og det ville den kun blive, hvis den kunne blive siddende længe nok til, at også socialdemokraterne vænnede sig til, at de borgerlige kunne regere landet. De økonomisk-politiske forlig med socialdemo kraterne, som de radikale „rigsmæglingsmænd", Bertel Dahlgaard og Jørgen Jørgensen, havde tvunget regeringspartierne til at acceptere, havde ikke været efter opskriften på liberal, borgerlig politik. Utilfredsheden blandt de jyske gårdejere havde været tydelig nok, og de egentlige højrekræfter på flø jen i Det konservative Folkeparti havde heller ikke just demon streret tilfredshed med regeringens styrke. Parlamentarisk var regeringen afhængig af de radikales støt te, og ingen anden sag kunne appellere til dem som netop grundlovens fornyelse. Socialdemokraterne havde det noget besværligt. De måtte mene, at det retfærdigvis hikom deres statsminister at blive den, der underskrev den nye grundlov. Men skulle man have en chance for at tromme 45 procent af de valgberettigede sammen til at stemme ja, så skulle Venstre og Det konservative Folkeparti være med. Det var blandt deres vælgere, man kunne forvente lunkenhed eller endog mod stand - vel at mærke hvis forslaget til den nye grundlov i det hele taget indeholdt forandringer, som gjorde det værd at arbejde for. Socialdemokraterne måtte altså - hjulpet til forståelsen af de radikale - lade Erik Eriksen få prestigegevinsten ved at blive grundlovsgiver, og de måtte tolerere at blive holdt borte fra regeringsbænkene i den lange tid, det tog at lave grundloven færdig. Forudsætningen for at grundlovssagen kunne holde VK-regeringen i live var, at dens partier var villige til at give så store indrømmelser, at socialdemokraterne ikke havde an-
100
Grundloven 1953
Jensenius kommenterede i Blæksprutten 1952 prestige kampen mellem Hedtoft og Erik Eriksen om, hvem der skulle være grundlovsfader. Frederik Folkekær siger: Nu må I rubbe jer! Der er kun Plads til en til!" Offent lighedens interesse i sagen illustreres også; den var koncentreret om ændringen i den kongelige arvefølge.
ledning til at springe fra, og at de radikale havde tiltro til fremskridt i forhandlingerne. Erik Eriksens udspil i august 1951 gav håb i så henseende. Han var villig til at sænke valgretsalderen fra 25 til 23 år, og han accepterede for egen regning etkammersystemet, altså Lands tingets afskaffelse. Det havde han ganske vist ikke forelagt i regeringen og heller ikke i dens partier, og han må altså have stolet på, at modstanden i hans eget parti var til at overvinde, og at de konservative ikke ville sprænge regeringssamarbejdet på dette spørgsmål. Begge dele viste sig at holde stik, selv om der begge steder var skumlere og også åbenlyse modstandere. Den 25. september kunne Erik Eriksen i forfatningskommis sionen gentage sit tilsagn, og kommissionen konstituerede sig med nyvalg til de fem underudvalg, som den var blevet delt op i, allerede mens Hedtoft var formand. Hvis enigheden om etkammersystemet og nedsættelse af valgretsalderen kunne holde, var det usandsynligt, at andre spørgsmål skulle lægge sig hindrende i vejen for et endeligt forlig. Men det var ingenlunde sikkert, at det ville lykkes at fastholde statsministerens linie. Socialdemokraterne var me get lidt tilbøjelige til at nøjes med en nedsættelse af valgretsal deren til 23 år. Formodentlig var tilslutningen i Venstres og Det konservati ve Folkepartis rigsdagsgrupper til etkammersystemet kun op nået, fordi en del af medlemmerne havde regnet med, at regeringen ville være gået af, inden forhandlingerne om
Indrømmelsernes nødvendighed
101
Fhv. statsminister Knud Kristensen vendte tilbage til aktiv politik med en kam pagne mod grundlovsforsla get. Som det her er fremstil let af Bo Bojesen, kom mod standen utvivlsomt særdeles ubelejligt for Ven stre; men kampagnen var med til at vække den nød vendige interesse for sagen, så jastemmerne ved folkeaf stemningen i maj 1953 nåe de op over 45 procent af de stemmeberettigede.
Venstre-vikingernes saga
grundloven var bragt til afslutning. Dermed ville de få mulig hed for at modarbejde grundlovsrevisionen uden at belaste regeringssamarbejdet. Det var i forfatningskommissionens 1. underudvalg med socialdemokraten Holger Eriksen som formand, at de afgøren de problemer behandledes. I løbet af efteråret 1951 nåede man et par betydelige skridt videre. Etkammersystemetblev accep teret, men skulle suppleres med et „lovudvalg" på 21 med lemmer, hvor jurister og andre eksperter skulle gennemse lovforslagene inden den endelige vedtagelse. Modstanderne af Landstingets afskaffelse argumenterede nemlig med, at man i etkammersystemet risikerede forhastede vedtagelser. Derfor kom muligheden for direkte folkeafstemning om love ind i forhandlingerne om grundloven. For at skabe garantier mod, at et snævert flertal gennemførte en lovgivning, der ikke harmonerede med befolkningens ønsker, skulle to femtedele af tingets medlemmer kunne forlange et lovforslag til folkeaf stemning. Denne mindretalsgaranti skulle dog ikke kunne bruges over for skattelove og finansloven. Ved hjælp af lovud valget og ideen om folkeafstemning var modstanderne af et kammersystemet trukket endnu et stykke ad vejen mod et forlig. Fastsættelsen af valgretsalderen skulle flyttes fra grund loven over i valgloven, som det ville være lettere at lave om engang i fremtiden. Om grænsen med det samme skulle sæt tes ved 23 år eller ved 21 år, kunne man overlade til vælgerne at
102
Grundloven 1953
Ved den sidste afstemning i Landstinget vedtog tinget i maj 1953 sin egen afskaffel se. Landstinget forsøgte at bevare betegnelsen Rigsdag i den nye grundlov, men Folketinget satte sin vilje igennem. Det var ordet Fol keting, der rummede konti nuiteten og understregede parlamentarismens sejr.
afgøre direkte, når der alligevel skulle være folkeafstemning om grundlovsforslaget. Tilbage stod kun spørgsmålet, om de 21- til 23-årige skulle have mulighed for at deltage ved den særlige folkeafstemning om valgretsalderen. Ved det endelige forlig fik de lov at være med; men på det tidspunkt var den ungdom, nationen i 1945 havde skyldt så meget, også blevet syv år ældre. Tilbage af tidligere begrænsninger af valgretten, bortset fra aldersgrænsen, stod da kun, at umyndiggjorte personer ikke kunne stemme. Fortabelse af valgretten på grund af modtaget fattighjælp skulle ikke længere skæmme grundloven, men blev flyttet over i valgloven, hvor den blev stående mange år endnu. Straffede personer fik derimod nu stemmeret, men var fortsat ikke valgbare, hvis den handling, de var dømt for, „i almindeligt omdømme" gjorde kandidaten uværdig til at være medlem af rigets lovgivende forsamling. Gang på gang lykkedes det Erik Eriksen at få bekræftet vedtagelsen af etkammersystemet, så i forfatningskommissio nen, så i regeringspartierne, og hver gang var der umiddelbart Indrømmelsernes nødvendighed
103
efter alligevel nogle af politikerne fra Venstre og Det konserva tive Folkeparti, der fortalte offentligheden, at de foretrak to kammersystemet. I de videre forhandlinger forsvandt det særlige lovudvalg. Det skete formodentlig i erkendelsen af, at juridisk bistand kunne Folketinget købe sig til uden at skulle give juristerne status af parlamentarikere. Måske spillede det en afskrækken de rolle, at tre sagkyndige jurister, som var tilforordnet for fatningskommissionen, professorerne Poul Andersen og Alf Ross og folketingssekretær Jens Møller, afleverede et fælles responsum til fordel for tokammersystemet. Det blev trykt i kommissionens betænkning og rummede utvivlsomt megen sagkundskab og lige så utvivlsomt forfatternes egne politiske syrn- og antipatier. Det var ikke sindrige argumenter, der afgjorde spørgsmålet om afskaffelsen af Landstinget. Det var et politisk spørgsmål, og når etkammersystemet vandt, var det fordi der uden denne indrømmelse fra de borgerlige partiers side ikke var nogen vej frem til et forlig om grundloven. Besværet med at danne faste flertal i Folketinget og det skræmmende eksempel i den tyske Rigsdag i Weimartiden førte til tanken om at begrænse antallet af partier. I betragtning af at der i begyndelsen af 1950'erne kun var seks partier i Folketinget mod otte før krigen, var der ikke nogen aktuel risiko. Alligevel enedes de tre store partier i forfatningskom missionens underudvalg om efter vesttysk forbillede at sup plere de tidligere spærreregler med en grænse på mindst fire procent af stemmerne i hele landet; kom et parti under denne grænse, skulle det ikke kunne få del i tillægsmandaterne. Forslaget rejste en heftig debat, og procenten blev i de videre forhandlinger gradvist sat ned for at ende med et fast tal på 60.000 stemmer (ca. tre procent) uanset valgdeltagelsen. De små partier, der selv kunne risikere at blive ofre for spærre grænsen, var naturligvis imod en høj tærskel, og Erik Eriksen Ejendomsrettens ukrænke var ikke til sinds at støbe kugler til eventuelle modstandere af lighed blev stadig betragtet som en af den liberale for den nye valglov. fatnings grundpiller. Men i Bekymring for Rigsdagens arbejdsduelighed var også be de følgende årtier blev den grundelsen for et forslag om at fjerne regeringens mulighed private ejendomsret anta for at opløse tinget og udskrive valg. Besværet med at få stet i lovgivningen, f.eks. vedtaget upopulære foranstaltninger, når partierne kunne ri da der blev fri passage for gående langs strande og sikere at skulle ud i en valgkamp kort tid efter, var alt for åer, og da det blev forbudt velkendte; alligevel blev regeringens mulighed for at bruge at sælge landbrugsejendom valgtruslen over for en uvillig Rigsdag bevaret i det endelige me over en vis størrelse til forslag. købere uden landbrugsfag lig uddannelse.
104
Grundloven 1953
Erfaringer omsættes i paragraffer
Stephan Hurwitz, profes sor, dr. jur. blev Danmarks første ombudsmand. Med den tradition, han grund lagde, blev institutionen hverken det organ for pose kiggeri, som tjenestemændene havde frygtet, eller det dommens sværd over skrankepaver, som kværu lanter havde håbet. Senere udvidelser af ombudsman dens virkefelt viser, at insti tutionen opnåede både Fol ketingets tillid og offentlig hedens respekt.
Magtforholdet mellem regering og Rigsdag blev ikke ændret af, at parlamentarismen blev grundlovsfæstet. Siden system skiftet i 1901 havde det været statsskik, at regeringen ikke måtte komme i mindretal i afgørende spørgsmål uden at gå af eller udskrive valg. Udformningen af paragraffen om parla mentarismen bar tydeligt præg af erfaringerne fra påskekrisen i 1920, idet man udtrykkeligt pålagde et afgående ministerium at fungere, indtil en ny regering var udnævnt. Erindringen om frygten for en uparlamentarisk regering i besættelsens første år var også med til at skabe enighed om, at statsskikken måtte ind i grundlovens tekst. Besættelsestidens erfaringer spillede også en rolle ved ud formningen af grundlovsforslagets paragraffer om de person lige frihedsrettigheder. Ganske vist belærte de samme erfarin ger om, at grundloven kunne tilsidesættes med henvisning til en såkaldt „nødret"; men en gentagelse af grundlovsbruddet skulle gøres endnu mere flagrant. Derfor fik paragraffen om, at anholdte skal stilles for en dommer inden 24 timer (Habeas corpus-akten) en ny, højtidelig indledning: „Den personlige frihed er ukrænkelig. Ingen dansk borger kan på grund af sin politiske eller religiøse overbevisning [Folketinget indsatte her yderligere „eller afstamning"] underkastes nogen form for frihedsberøvelse." Boligens ukrænkelighed og brevhemmeligheden blev ud bygget med en tilsvarende beskyttelse af post-, telegraf- og telefonhemmeligheden, hvad der senere gav anledning til ubehagelige spørgsmål i den offentlige debat i forbindelse med efterretningsvæsnets foretagsomhed. Ejendomsretten var fortsat ukrænkelig og vandt yderligere beskyttelse ved, at erstatningens størrelse i forbindelse med ekspropriation nu skulle kunne indbringes for domstolene. En så solid beskyttelse blev ikke de besiddelsesløses levevil kår til del. Som noget nyt kom retten til arbejde med i for handlingerne, inspireret af FN's menneskerettighedserklæ ring. Men i det endelige forslag blev det kun til en hensigtser klæring. Denne nye „rettighed" eller forpligtelse for det offentlige blev anbragt i samme paragraf som den ret, der uændret var overført fra den første grundlov, retten til at blive forsørget af det offentlige, når man ikke kunne klare sig selv. I grundlovens afsnit om Folketinget kom en virkelig ny skabelse, som mere drejede sig om borgernes rettigheder end om den lovgivende magt. I paragraf 55 hed det: „Ved lov bestemmes, at Folketinget vælger en eller to personer, der ikke Erfaringer omsættes i paragraffer
105
VK-regeringens justitsmini ster, byretsdommer Helga Pedersen, arbejdede ihær digt, men forgæves for den fulde ligeberettigelse mel lem prinser og prinsesser i arvefølgen til tronen.
er medlemmer af Folketinget, til at have indseende med sta tens civile og militære forvaltning. “ Det var ombudsmands institutionen, der hermed blev indføjet i grundloven. Danmarks forhold til udlandet kunne ikke forventes at be tyde meget i arbejdet med at gennemskrive paragrafferne i den nye grundlov. Når det i den første paragraf hed, at loven skulle gælde for „alle dele af Danmarks Rige", betød det, at Grønland gik fra status som koloni til at være en ligeberettiget del af riget. Derimod rejste en anden vedtagelse med udenrigspolitisk indhold diskussion. Paragraf 20 gav mulighed for, at suveræ nitet i et nærmere bestemt omfang kunne „overlades til mel lemfolkelige myndigheder, der er oprettet ved gensidig over enskomst med andre stater til fremme af mellemfolkelig rets orden og samarbejde." Det er opgivelse af dansk selvstændig hed dl NATO, sagde kommunisterne. De andre partier foretrak at tale om FN. Suverænitetsafgivelsen var omgærdet med ganske strenge betingelser, idet der i Folketinget skulle være et flertal på fem sjettedele for vedtagelse. Hvis der kun var almindeligt flertal kunne suverænitetsafgivelsen gennem føres efter en folkeafstemning, der skulle foregå efter de sam me regler, som når det drejede sig om almindelige love. Der skulle være et flertal af de fremmødte og mindst 30 procent af samtlige stemmeberettigede imod beslutningen for at få den forkastet. Lignende bestemmelser om suverænitetsafgivelse blev i årene efter 2. verdenskrig vedtaget i andre vesteuropæi ske lande som led i den integrationsproces, der var i gang. For kommunisterne blev paragraf 20 den afgørende an stødssten. Det er nok tvivlsomt, om partiet ville have stemt for grundloven under nogen omstændigheder - udtryk for det borgerlige, liberale demokrati, som den jo var - men paragraf 20 blev det centrale emne i kommunisternes kampagne for forkastelse af hele grundloven ved folkeafstemningen.
Grundlovsforslaget gennemføres Der var stærkere modstandere, grundlovspartierne måtte be rede sig på at møde, da de omsider i januar 1953 havde slebet kanterne af deres opfattelser og indgik en aftale om de endeli ge formuleringer. Modviljen i egne rækker skulle besværges, mest i Landstinget, hvor mange medlemmer kunne imødese en snarlig afslutning på deres Christiansborg-tilværelse. Men også i Folketinget måtte der bruges megen taletid på at ret færdiggøre de indrømmelser, der havde været nødvendige på vejen mod forliget. Tidsplanen blev imidlertid fulgt med fremsættelse af lovfor-
106
Grundloven 1953
Fra 1953 skulle den 13-årige pige opdrages til at føre mo narkiet videre.
slagene i Folketinget den 4. februar 1953. Udvalgsbehand lingen kom faktisk til at medføre en del mindre korrektioner; det var her, det blev bestemt, at den lovgivende forsamling ikke skulle hedde Rigsdagen, men Folketinget. Så lød den videre tidsplan: nyvalg til Folketing og Landsting den 21. og 28. april, vedtagelse af forslaget i den nyvalgte Rigsdag den 15. maj, folkeafstemning den 28. maj og endelig kong Frederik 9.s og statsminister Erik Eriksens underskrifter på loven i statsrådet på den rigtige historiske dag, den 5. juni. Hvis! Hvis altså folkeafstemningen fik tilstrækkelig mange til at ulejlige sig hen og stemme. Det var her, modstanderne af den nye grundlov havde deres chance. De kunne appellere med kritik, og uanset hvad de kritiserede, ville der altid være nogle, der kunne erklære sig enige. Og først og fremmest havde modstanderne en frygtindgydende allieret, ligegyldig heden. Der var ikke noget i den gamle grundlov, der kunne vække den harme, eller noget i den nye grundlov, der kunne vække den entusiasme, der skulle til for at mobilisere de over 1,16 mio. jastemmer, der var nødvendige. Den 13-årige prinsesse Margrethe er blevet placeret i en historisk rolle som den, der skaffede jastemmerne. Den slags gisninger er vanskelige at be- eller afkræfte. Kravet om en ændring af tronfølgen, så også en prinsesse kunne blive rigets
Grundlovsforslaget gennemføres
107
overhoved, var rejst så tidligt som i 1946-47, og det havde vundet tilslutning i Venstre, Socialdemokratiet og hos de radi kale, hos de sidstnævnte nok mest som et bidrag til at få vælgerne drevet til stemmelokalerne. For de konservative kom tilslutningen med den bestemte reservation, at en yngre søn af kongen skulle gå forud for en ældre datter. Nogen egentlig argumentation for dette standpunkt blev ikke forsøgt ud over nogle ikke helt præcise henvisninger til traditionens betyd ning. Mere eller mindre klart udtalt fungerede alternativet, kongens yngre bror, arveprins Knud, som et incitament til at bøje sig for kravet om kønnenes ligeberettigelse. For nogle, bl.a. justitsminister Helga Pedersen, var de konservatives halvvejsløsning ikke respekt for traditionerne, men fordom me. For de konservative var bestemmelsen imidlertid gjort ultimativ, og tronfølgeloven kom derfor til at følge traditionen for politiske kompromiser - nok ligeret, men med måde. I betragtning af det antal konger, der i disse år var blevet fordrevet fra deres troner rundt om i verden, er det bemærkel sesværdigt, at ingen, ikke engang kommunisterne, rejste spørgsmålet om indførelse af republikken. Rigsdagsvalget i april var et bekræftelsesvalg; men hvis fol keafstemningen endte med forkastelse af forslaget, ville den nyvalgte Rigsdag komme til at arbejde med den almindelige politiske hverdag. Det prægede valgkampen, nok også fordi det ikke var særlig interessant for vælgerne at møde op til rene hurra-møder, hvor alle taler kun drejede sig om grundlovsfor slagets fortræffelighed. Socialdemokraterne førte deres forslag om folkepension stærkt frem; men om det var det, der gjorde
Ved afstemningen om valg retsalderen havde også de unge mellem 21 og 25 år stemmeret. Et skuffende lavt antal af dem brugte den. Resultatet af afstem ningen blev, at de 21- til 23årige ikke fik stemmeret denne gang.
108
Grundloven 1953
Statsminister Erik Eriksen forelægger den nye grund lov i statsrådet den 5. juni 1953. Det officielle maleri af begivenheden er ikke det kunstnerisk mest vellykke de grundlovsbillede, og det er da også hængt op på en beskeden plads uden for udvalgsværelse 2 på Christi ansborg. Malet af August Tørsleff, 1953.
udslaget, er ikke godt at vide. Vælgerundersøgelser var endnu fortrinsvis spekulative betragtninger i avisernes lederspalter. Forskydningerne var ikke store. Socialdemokraterne gik to mandater frem, Det radikale Venstre og Venstre vandt hver et, mens Det konservative Folkeparti tabte et og Retsforbundet tre mandater, nu da restriktionerne ikke mere var så snærende. Magtbalancen mellem regeringspartierne og Socialdemokrati et havde forskubbet sig; men grundlovssagen fungerede sta dig som paraply over regeringen. Det radikale Venstre for hindrede et regeringsskifte for at fastholde de to borgerlige partier i en helhjertet agitation for grundlovsvedtagelsen. Det kunne også gøres nødig. Knud Kristensen, der allerede i februar og marts havde undsagt grundlovsforslaget, havde fået vind i sejlene. Finansieret af Højres Fond turnerede han i en velbesøgt møderække med krasse angreb mod forslaget. Hans appel havde, så vidt man kunne dømme, gennemslags kraft især hos hans fæller i de mørke dele af Jylland. Det er sandsynligt, at modstanden mod grundlovsrevisionen også kunne trække på borgerlige vælgeres skuffelse over, at re geringen ikke havde ført en mere renlivet borgerlig politik med klarere afstand til den socialdemokratiske velfærdslinie. Ved optællingen af stemmerne fra folkeafstemningen den 28. maj blev spændingen holdt ved lige til det sidste. Langt ud på aftenen var resultatet gjort op. Jastemmerne var kravlet op over de 45 procent, men kun med knap 20.000 i overskud. I Jylland var der kun 41,8 procent jastemmer, i hovedstaden kun 43,6 procent, her havde de gammelkonservatives modvilje mod forandringer kunnet virke sammen med kommunister nes kampagne mod paragraf 20. Øernes 52,6 procent jastem Grundlovsforslaget gennemføres
109
mer reddede grundloven igennem. Det er en rimelig formod ning, at Knud Kristensens og til dels kommunisternes kam pagne havde skabt den interesse om sagen, der fik folk op fra sofaen. Tilsammen havde modstanderne hentet 319.000 nej stemmer. Den samtidige afstemning om 21- eller 23-års valgret resul terede i 840.000 for 23 år og lige under 700.000 stemmer for 21 år. Ideen med at bruge folkeafstemning som forfatningens konservative garanti havde allerede vist sig at være ganske bæredygtig. Der var nogle, der ikke lod sig stille tilfreds med de konser vative garantier, der lå i den almindelige og direkte stemmeret. De ville have udviklingen skruet tilbage. Den 5. juni aflevere de Knud Kristensen på statsministerens kontor sin udmeldel se af partiet Venstre. De 300.000 nejstemmer havde inspireret ham. Kort tid efter var han sammen med andre borgerlige modstandere af den nye grundlov i færd med at danne et nyt parti, De Uafhængige, der i de følgende år optog pladsen på yderste højre fløj i dansk politik. Den 5. juni 1953 fik grundloven kongens underskrift; Erik Eriksen kontrasignerede. Politisk var gennemførelsen hans værk, som han da også siden betragtede med berettiget stolt hed. Indholdet af den nye grundlov var nok resultatet af en række kompromiser; men det var først og fremmest en ajour føring. De vigtigste rettelser i forhold til den forrige grundlov var, at en udvikling i det politiske liv, som i realiteten havde fundet sted, blev skrevet i lovens paragraffer. En sammen ligning mellem grundloven af 1953 og dens godt 100 år ældre forgænger viser, at forskellene ikke er så store. Men det var to helt forskellige samfund, der skabte den første og den tredje junigrundlov, og den politiske kultur var blevet en anden siden 1849. Alene det, at det var en bonde fra en mindre gård på Fyn, der satte sit navn neden under kongens, illustrerer udviklingen. Regeringen Eriksen-Kraft havde fået lejdebrev af de radika le, indtil grundloven var gennemført. Ministeriet kunne blive siddende sommeren over i ly af den aftale med Bertel Dahlgaard, at den til gengæld ikke foretog sig noget afgørende uden at indhente de radikales accept. Til september skulle der være valg, det tredje i løbet af det år, denne gang til det nye Folketings 175 pladser fra „Syd-Danmark", to fra Færøerne og to fra Grønland. Med en forøgelse af medlemstallet i Folketin get på 28 og med to nye årgange af unge, der havde fået stemmeret siden valget i maj, var resultatet ikke let at forud sige, og sommeren blev da politisk én lang valgkamp.
110
Grundloven 1953
Den kolde krig En forsikring, der ikke dækkede
NATO's øverste politiske organ, ministerrådet, her fotograferet i 1957 efter Vesttysklands optagelse i al liancen. Den kolossale glo bus over statsmændenes hoveder har måske mindet dem om, at deres afgørelser kunne få fatale konsekven ser for hele kloden. Lighe den med Hynkels ballonglo bus i Chaplins film „Dikta toren" er næppe tilsigtet.
Det var de lange chokbølger fra den 9. april 1940, der havde bragt Danmark ind i Atlantpagten. Da forhandlingerne om en nordisk forsvarsalliance strande de, traf Hedtoft beslutningen om at opgive brobygningspoli tikken - et andet ord for neutralitet. Det store arbejderparti flyttede sig udenrigspolitisk over på samme side som Venstre og Det konservative Folkeparti. Fra starten var Atlantpagten en traditionel forsvarsalliance, hvor medlemslandene forpligtede sig til at komme hinanden til hjælp, hvis de blev udsat for militær aggression. Alliancen udbyggedes imidlertid efter Koreakrigens udbrud med politi ske og militære samarbejdsorganer i et tempo, der kun kan
Den kolde krig
111
Den våbentekniske udvik ling og den geografiske pla cering af medlemmerne af de to alliancesystemer kræ vede, at man så på landkor tet fra uvante vinkler. - Tal lene her betyder, at landene med numrene 1-12 blev medlemmer af NATO i 1949, numrene 13-14 i 1952 og nummer 15 i 1955.
forklares med, at det blev anset for sandsynligt, at Stalin blot afventede det rette øjeblik til at lade Den Røde Hær marchere mod Vesteuropa. Det var i den kolde krigs første fase, hvor den gensidige mistillid mellem de to supermagter blev for stærket både af den manglende kontakt mellem dem og af den propaganda, hver af dem inden for sit magtområde førte mod den anden. Den militære planlægning i NATO var delt op i geografisk bestemte grupper, og Danmark deltog i den nordatlantiske (Grønland og Færøerne) og den nordeuropæiske gruppe. Den overordnede koordinering var lagt i hænderne på repræsen tanter for de tre stormagter, USA, England og Frankrig. Plan lægningen drejede sig naturligvis om, hvad man kunne for vente, og hvad man skulle stille op, hvis (eller når) det so vjetiske angreb kom. Resultaterne af de militære overvejelser var, da de efterhånden nåede frem til den danske regering, ikke bare nedslående, de var chokerende. Medlemskabet af Atlantpagten var en forsikring, Danmark havde tegnet mod gentagelse af „den 9. april". Præmien var opgivelsen af neutraliteten og nogle indenrigspolitiske om rokeringer. Nu viste det sig, at policen ikke dækkede det, man havde forsikret sig imod. Senest i foråret 1950 fik Hedtoft med rene ord at vide, hvad planlæggerne af forsvaret af Vesteuropa
112
Den kolde krig
forestillede sig. Atlantpagtlandenes samlede styrker i Europa var underlegne i forhold til, hvad man kunne regne med, at Sovjetunionen kunne stille i marken. Det vidste man godt for så vidt, som det var det mest slagkraftige argument for op rustningen. Men hvad man ikke havde forestillet sig var, at den sovjetiske overlegenhed var så stor, at et angreb østfra ikke ville kunne standses ved Elben, i bedste fald ved Rhinen, eller måske først ved Pyrenæerne og Den engelske Kanal. Regeringen Hedtoft havde ikke opgivet neutraliteten, for at det danske forsvar skulle sættes ind i en heroisk, men ud sigtsløs kamp. Hvis den besked gjaldt for pålydende skulle en rationel planlægning af det danske forsvar tilrettelægges efter, at de danske styrker efter en kortvarig kamp måtte kapitulere eller evakueres. Politisk var det en helt umulig situation for regeringen, og Hedtoft valgte klogeligt at holde den chokerende viden inden for en meget snæver kreds, mens han ihærdigt dementerede de rygter, der alligevel var i omløb. Han stod med valget mellem to muligheder. Han kunne opsige forsikringen og melde Danmark ud af alliancen. Hvis han kunne holde partiet sammen om en sådan kolbøtte, ville han sammen med de radikale have et parlamentarisk flertal for det. Som det internationale klima var, ville det imidlertid være meget vanskeligt at forlade NATO uden at blive regnet for - om ikke direkte underlagt Moskva - så dog halvvejs kom munist og i hvert fald upålidelig. En forsvarsalliance med det neutrale Sverige kunne måske bøde på det, men var ikke sandsynlig kun godt et år efter, at statsminister Tage Erlander havde afslået et sådant arrangement. Faktisk var Hedtoft og andre ledende socialdemokrater en overgang inde på tanken om at melde landet ud af Atlantpagten, fordi de mente, at tilslutningen var sket på præmisser, der havde vist sig ikke at holde. Den anden mulighed var at fortsætte hemmeligholdelsen og bruge Danmarks beskedne indflydelse i NATO til at opnå en ændring af den militære planlægning, således at NATO's nordflanke styrkedes, og det danske forsvar kunne få andet end symbolsk mening. NATO-alliancen var ingen garanti mod erobring. De delta gende stater forpligtede sig til at betragte et angreb på en af dem som et angreb på dem alle. Men forpligtelsen hindrede selvfølgelig ikke, at der ikke kunne forekomme strategisk eller taktisk fornuftige tilbagetog, hvis angrebet kom. De enkelte deltagerlande var også, for de fleste af dem som en selvfølge, forpligtet til at forsvare eget territorium med de til rådighed En forsikring, der ikke dækkede
113
Den amerikanske ambassa dør i Danmark, Eugene An dersen, fotograferet med blomsterbuket ved sin afrej se. Hans Hedtofts brevveks ling med hende er blevet en væsentlig kilde til belysning af hans sikkerhedspolitiske overvejelser.
stående midler; en øjeblikkelig kapitulation ville ikke udløse alliancens solidaritet. Ud fra en nøgtern betragtning måtte dansk forsvarspolitik bygge på, at der, uanset de ringe muligheder for at standse et angreb, skulle præsteres tilstrækkelig modstand. Uden en kamp, der varede længe nok til at nå de amerikanske avisers forsider, ville regeringen i Washington ikke være under noget opinionspres for at udløse en 3. verdenskrig blot for at befri det lille land på grænsen til Østeuropa. På den anden side kunne Danmarks placering ved ind sejlingen til Østersøen gøre kontrollen over dansk territorium så værdifuld for stormagterne i NATO, at de under alle om stændigheder ville søge at forsvare Danmark og tilbageerobre det, hvis det kom i Den Røde Hærs besiddelse. Der var mange og svært beregnelige faktorer i det sikker hedspolitiske regnestykke for dem, der skulle udstikke ret ningslinierne for dansk forsvarspolitik. Hvordan resultatet af sådanne overvejelser blev, beroede ikke kun på rationelle, om man vil kyniske, kalkulationer. Indenrigspolitiske vurderin ger og følelsesmæssige engagementer spillede i høj grad med. Sådan som Danmark nu engang var placeret på verdenskortet, og sådan som den indenrigspolitiske situation var, og endelig sådan som den psykologiske tilstand var hos de danske væl gere og politikere med traditionen for antimilitarisme og neu tralitet og med en traumatisk oplevelse kun ti år tidligere, måtte det blive NATO-alliancens krigsforhindrende effekt, der kunne føres frem i den hjemlige offentlige debat, og det fore114
Den kolde krig
byggende, fredsbevarende formål kunne ikke understreges nok. Det gjorde det imidlertid ingenlunde lettere at tilrettelægge en dansk forsvarspolitik. Hvor meget skulle man spendere, især af den knappe udenlandske valuta? Hvordan skulle for svaret konkret indrettes, når de allierede stormagters militære planlæggere, godt nok med andre ord, men ikke mindre tyde ligt, gentog Churchills anbefaling fra 1940 til danskerne om at „go down fighting".
Koreakrigen Den 25. juni 1950 brød Koreakrigen ud. Nordkoreanske trop per overskred den 38. breddegrad, der efter 2. verdenskrig var blevet den tilfældige delingslinie mellem amerikansk og so vjetisk indflydelsessfære. Kun få uden for de rettroende kom munisters kreds tvivlede på, at det var Nordkorea, der var angriberen. De nordkoreanske styrkers succes i de følgende dage var et stærkt argument for denne opfattelse. Præsident Harry S. Truman besluttede sig hurtigt for at sætte USA's styrker ind for at standse nordkoreanernes fremmarch. For melt blev det ganske vist FN, der greb ind; men reelt var det amerikanernes krig. Spørgsmålet var, om Nordkoreas leder, Kim II Sung, hand lede på egen hånd eller i forståelse med Stalin. Hvis Nordkorea var tilskyndet af Moskva til at gå i aktion, var det et endnu mere relevant spørgsmål, om den anden lige så tilfældige delingslinie, zonegrænsen i Tyskland, skulle være den næste skueplads for et kommunistisk fremstød. Det gjorde udbygningen af NATO-landenes forsvar til en hastesag og gav også de psykologiske og politiske betingelser for oprustningen. I løbet af et par måneder udkrystalliseredes det i et forslag om en fælles allieret overkommando i Europa og i forbindelse hermed et vesttysk bidrag til forsvaret. Tysk genoprustning var en sag, der vakte stærke følelser i Tyskland og ikke mindre i dets nabolande. Men den militære fornuft var åbenbar. Det centrale afsnit i den europæiske front kunne ikke efterlades som et militært tomrum, og når de andre allierede hverken kunne eller ville udfylde det, var der ingen vej uden om. Skulle det endelig være, var tyske tropper i et integreret vesteuropæisk-amerikansk forsvar dog at foretrække. Også i Danmark ville en tysk genoprustning vække ubehagelige min der; men interessen i at få skudt forsvarslinien frem mod øst, så adgangen til grænsen i Jylland blev dækket, var på den anden side selvindlysende. Koreakrigen
115
Det danske bidrag til krigs førelsen i Korea blev hospi talsskibet Jutlandia. Det vakte diskussion, at også sårede civile behandledes på skibet.
116
Den kolde krig
Det varede dog længere end beregnet at finde en form, der gjorde Vesttysklands deltagelse i forsvaret mod Østeuropa acceptabel; men i løbet af kun et par måneder var der enighed om oprettelse af en fælles overkommando og en fælles stab for NATO's forsvar af Vesteuropa. Chefen skulle være amerika ner - det var USA, der var supermagten, og som betalte en betragtelig del af omkostningerne. Da den danske regering tøvende godkendte den nye mili tære struktur i NATO og stillede Den danske Brigade i Tysk land direkte under allieret kommando, benyttede den lejlig heden til igen at gøre opmærksom på det uløste problem med forstærkning af forsvaret i Slesvig-Holsten og dermed adgan gen til Jylland. Nogenlunde samtidig gik regeringen Hedtoft af og overlod ansvaret for sikkerhedspolitikken til ministeriet Eriksen-Kraft. Ole Bjørn Kraft, der nu blev udenrigsminister, bifaldt af sit ganske hjerte enhver styrkelse af det væbnede forsvar mod kommunismen. Den mere jordnære parlamen tariker, venstremanden Harald Petersen, overtog Forsvarsmi nisteriet, et ansvar der kunne være vanskeligt nok i den stær keste vækstperiode, de væbnede styrker i Danmark har haft i det 20. århundrede. VK-regeringen levede den parlamentarisk set lidt mærkeli
ge tilværelse, at den måtte føre indenrigspolitik med støtte fra de radikale, mens udenrigspolitikken skulle have socialdemo kraternes medvirken. Forsvarskommissionen, der allerede havde arbejdet et par år og var nået frem til den rammelov, der skabte enhedsledelsen i det danske forsvar, blev reorgani seret. Under de nye betingelser begyndte den i januar 1951 at formulere retningslinierne for arbejdet. Forsvaret skulle, skrev man, „svare til de krav, som forsvaret af dansk område stiller", og der skulle skabes „det bedst mulige grundlag for dansk deltagelse i det vesteuropæiske forsvar". Det er siden ganske præcist sagt om disse retningslinier, at det ikke var „muligt på dette grundlag at uddrage mere detaljerede mål for forsvaret". Indtil NATO's planlæggere regnede med at kunne skyde forsvarslinien tilstrækkelig langt frem mod øst, ville de styr ker, der skulle forhindre en invasion af Jylland sydfra, under alle omstændigheder være for svage til at standse et angreb. Norges besættelsesstyrker, der var placeret i Slesvig-Holsten med en styrke på 4000 mand, blev ligesom Den danske Brigade forvandlet fra besættelsestropper til NATO-styrker. Men den afgørende svaghed, der også, eller måske navnlig, var politisk, bestod i, at alliancens stormagter kun var involveret i forsvaret af Danmark med en britisk styrke, hvis beskedne størrelse ikke gav nogen garanti for, at Jylland i det hele taget skulle for svares. Den hjemlige danske planlægning bar præg af denne akil leshæl ved sydgrænsen. Det forudsattes, at den mest slag kraftige styrke i Jylland skulle sendes sydpå og møde angrebet uden for Danmark.
Basespørgsmålet I NATO påpegede man to svagheder i det danske forsvar. Den såkaldte dækningsstyrke, der skulle kunne sættes ind øjeblik keligt, var for lille, og det danske luftvåben var ligesom det norske ude af stand til at holde luftherredømmet over eget territorium. Det første problem kunne afhjælpes ved at for længe tjenestetiden for de indkaldte fra 12 til 18 måneder, og det blev gennemført af forsvarsminister Harald Petersen i de sidste måneder af VK-regeringens levetid. Det andet problem skulle efter NATO's råd klares ved, at der stationeredes allierede (dvs. amerikanske) fly på baser i Jylland. Det voldte vanskeligheder. Norge havde allerede i 1949 over for Sovjetunionen forsikret, at medlemskabet af NATO ikke ville indebære fremmede tropper stationeret på norsk område, medmindre landet blev truet. En tilsvarende
Basespørgsmålet
117
binding havde den danske regering ikke påtaget sig, og spørgsmål i den retning i den hjemlige debat var blevet be svaret uforpligtende med, at det ikke var aktuelt. Det blev det i begyndelsen af 1952, da den danske regering blev stillet over for et tilbud om stationering af 150-200 amerikanske jagere og jagerbombere. Et led i samordningen af NATO-landenes for svar var opbygningen af en fælles militær infrastruktur, der blev vedtaget på et møde i NATO's øverste politiske organ i februar 1952. Beslutningen betød bl.a. for Danmarks vedkom mende udbygning af otte flyvepladser til fælles NATO-standard og to af dem, i Tirstrup ved Århus og Vandel ved Vejle, så de blev egnet til permanent stationering af amerikanske fly. Danmark accepterede det samlede program, men tog forbe hold over for beslutningen om stationering i fredstid. Stationeringsspørgsmålet, eller som det også hed i den sam tidige diskussion „de amerikanske baser" kaldte den latente uenighed frem mellem de tre store partier, som indtil da havde stået sammen om sikkerhedspolitikken. I vinteren 1952-53 var der ikke noget i offentlige udtalelser, der tydede på, at social demokraterne var i tvivl. Stationeringen blev betragtet - eller forsvaret - som en naturlig forlængelse af forsvarssamarbejdet med de andre NATO-lande. Selv om der altså var mange og tungtvejende grunde Hl en hurtig accept af tilbuddet, holdt regeringen og socialdemokra terne spørgsmålet flydende de følgende måneder og et stykke ind i 1953. På det tidspunkt var det under alle omstændigheder ubelejligt at tage stilling så kort før valget til Rigsdagen. Man henviste til, at der var tekniske og juridiske undersøgelser i gang, sådan som man normalt gør, når en beslutning skal udskydes. Der blev forhandlet med amerikanerne, i januar ganske kort om de juridiske spørgsmål og om kommandofor hold og indtil begyndelsen af marts også om den tekniske side af udbygningen af flyvepladserne; men sagen var stadig ikke moden Hl afgørelse. Socialdemokraternes beslutning om at sige nej Hl de ameri kanske baser kom endelig offentligt frem i Hedtofts tale Hl partiets kongres i juni 1953, efter at den nye grundlov var vedtaget. Hedtofts overvejelser havde været langvarige og kan følges i de indledende faser i en brevveksling fra sommeren 1952 mel lem ham og H. C. Hansen. Han henviste til, at den amerikanske base i Keflavik på Island gav mange problemer med forholdet mellem basens personale og den islandske befolkning. Baserne i Jylland ville med stor sandsynlighed give Hisvarende problemer og der-
118
Den kolde krig
Keflavikbasen på Island gav problemer mellem den is landske befolkning og det amerikanske personel på basen. Hans Hedtoft brugte det som begrundelse for modstanden mod oprettel sen af amerikanske baser i Jylland.
med slide på det flertal for NATO-medlemskabet, der var blandt danske vælgere. Hvad Hedtoft derimod ikke nævnte var, at amerikanerne tænkte sig en slags eksterritorialret for baserne. Kom det til episoder mellem danskere og amerika nere, og det ville næppe kunne undgås, ville amerikanerne altså ikke kunne stilles for en dansk domstol. Den amerikan ske holdning kan ikke have været overraskende; men den demonstrerede tydeligere end godt var, at der var træk af kolonistatus i Danmarks forhold til USA. Endnu vigtigere var spørgsmålet om kommandoen over de amerikanske fly styrker. De foreløbige drøftelser af komman doforholdene havde vist, at styrkerne ikke skulle integreres i forsvaret af NATO's nordflanke, men være netop en ameri kansk luftstyrke med base i Danmark. Det stillede den forøgede militære sikkerhed i et andet lys. NATO-alliancen var ikke mere bindende, end at den overlod til de enkelte regeringer at afgøre, om der forelå et angreb, der skulle udløse solidaritetsforpligtelsen. Hvis der opstod en konflikt f.eks. ved grænsen mellem de to Tysklande, og den danske regering indtog den holdning, at der ikke var tale om et angreb fra øst, ville den ikke kunne forhindre, at de amerikan ske fly fra baser i Jylland greb ind i konflikten. Og selv hvis det skulle lykkes at afværge dette, var det muligt eller måske
Basespørgsmålet
119
Landgangsøvelse ved Fre derikshavn 1952. Militære øvelser, der omfattede land sætning af amerikanske styrker i Nordjylland, skulle demonstrere de allieredes vilje og evne til at forsvare Danmark.
120
Den kolde krig
sandsynligt, at Sovjetunionen ville anse et præventivt angreb på Danmark for en militær nødvendighed. Det var betænkeligheder, der ikke kunne luftes offentligt. Både regeringspartierne og Socialdemokratiet havde igen og igen understreget Atlantpagtens defensive karakter. Sidst var det sket meget eftertrykkeligt, da Sovjetunionen havde pro testeret mod planerne om NATO-stationeringen. Den danske regering havde med stor bestemthed afvist den sovjetiske indsigelse og hævdet sin ret til at afgøre spørgsmålet uden indblanding fra Moskva. Da det danske nej til stationeringen var blevet en realitet, gentog regeringen, at den sovjetiske demarche ingen rolle havde spillet for afgørelsen. Men ganske uanset sådanne erklæringer var dansk sikker hedspolitik naturligvis afhængig af udviklingen af forholdet mellem de to supermagter. Netop på det felt var der ændringer på vej, som påvirkede vurderingerne i Danmark. I november 1952 var Eisenhower blevet valgt til præsident i USA, og med hans overtagelse af embedet i januar 1953 fulgte også et skifte på udenrigsministerposten. John Foster Dulles, der kom til at
Dwight D. Eisenhower, der i 1944 havde ledet invasio nen i Nordfrankrig, blev den første øverste militære chef for det integrerede NATO-forsvar i Vesteuropa. Storebededagsaften i 1952 talte han på Christiansborg Slotsplads. Kort tid derefter rejste han hjem til valgkam pen om præsidentposten i USA.
lægge navn til en æra i amerikansk udenrigspolitik, ændrede dens målsætning fra den hidtidige „inddæmning" af de kom munistiske regimer til „roll-back" eller „befrielsespolitik", der i hvert fald i sit ordvalg ikke lød defensivt. Også på den anden side af jerntæppet var der tegn på forandring. Stalin døde den 3. marts 1953 og blev bisat i Leninmausoleet med al mulig Kreml-højtidelighed, mens „iagtta gere", der identificerede dem, der bar kisten, og funderede over deres plads i rækkefølgen, allerede gættede om magt kampen efter diktatorens død. Forskellige signaler fra de nye magthavere, f.eks. afblæsningen af hetzen mod Jugoslaviens præsident Tito og amnesti til mange politiske fanger, blev tydet som varsler om en optøning i den kolde krig. En sådan mulighed for forhandling mellem øst og vest var med i Hedtofts begrundelse for at sige nej til stationeringen. Selv om han var et optimistisk gemyt, regnede han næppe med, at den danske sikkerhedspolitik gjorde meget fra eller til i Basespørgsmålet
121
USA's udenrigsminister, John Foster Dulles, og Bodil Koch. Hendes synspunkter om dansk sikkerhedspolitik var kontroversielle for den socialdemokratiske regering - og har formodentlig virket direkte umoralske for den amerikanske koldkriger Fo ster Dulles.
supermagternes forhold til hinanden. Men det var ingen ska de til, at Danmark antydede en distance til den antikommu nistiske korstogsstemning, der beherskede USA. Det passede også Socialdemokratiets taktikere godt, at Det radikale Ven stre observerede en udenrigspolitisk forskel mellem VK-re geringen og socialdemokraterne på det tidspunkt, hvor det radikale lejdebrev til regeringen var ved at udløbe. I sommeren 1952 havde Hedtoft og H. C. Hansen været enige om, at befolkningens reaktion på forslaget om baserne i Jylland var mindre negativ, end de havde regnet med. Efter at Socialdemokratiets holdning til basespørgsmålet var blevet kendt, blev der gennemført en gallupundersøgelse af hold ninger til Danmarks medlemskab af NATO og til basespørgs målet. Blandt de socialdemokratiske vælgere, der var blevet spurgt, var halvdelen for medlemskab og kun en fjerdedel imod. Det svarede stort set hl holdningerne i vælgerbefolk ningen som helhed. Men af de samme socialdemokrater var 61 procent imod og kun 15 procent for en stationering af „flyvere fra andre lande, som deltager i Atlantpagten", som spørgs målet var formuleret. Når Hedtoft i begrundelsen for partiets standpunkt også anførte, at man ikke måtte risikere at svække opslutningen om Atlantpolitikken, var det især Socialdemo kratiets egne vælgere, han havde i tankerne.
122
Den kolde krig
Afspænding og atomvåben
Efter mere end 20 års ene vælde bæres Stalin i marts 1953 til mausoleet på Den røde Plads i Moskva. Da var magtkampen i Kreml allere de i gang mellem dem, der bar kisten. Forrest til ven stre går Malenkov, bag ham Stalins søn, der ikke spille de nogen rolle i politik, så udenrigsminister Molotov, Bulganin og Kaganovitj. Forrest ved kistens venstre side går Berija, chefen for det hemmelige polid. Han blev snart efter henrettet som forræder.
Stationeringsspørgsmålets afgørelse i løbet af 1953 markerede et vendepunkt. I den internationale politik var der fra 1953, da Koreakrigen sluttede, i de følgende år stadig en mulighed for, at stormagterne forlod konfrontationen og mødtes i forhand ling. Bipolariteten, dvs. verdens opdeling i to blokke med hver sin supermagt, var mange år endnu det dominerende træk. Det internationale klima var nok vekslende, og der kom også akutte kriser; men dybfrostperioden fra de foregående fire til fem år var forbi. I sammenhæng hermed viste det klassiske partimønster i dansk politik sig igen med de konservative som de mest for svarsivrige og de radikale som de mest skeptiske. Socialdemo kraterne vendte ikke tilbage til deres tidligere placering i for svarspolitikken. Deltagelsen i NATO-alliancen og et forsvar, der havde som målsætning at leve op til de krav, alliancen stillede, var fortsat Socialdemokratiets program; men forsvars politikken blev ikke længere anset for et emne, der ikke kunne
Afspænding og atomvåben
123
diskuteres, og forsvarsudgifterne blev opfattet som et emne i den interne politik på linie med andre. I de følgende år blev der også mere end tidligere taget hensyn til, at dansk sikkerhedspolitik ikke måtte blive opfattet som en provokation imod Østblokken. Når denne linie blev angrebet for at være et tilbagefald hl den gamle følgagtighed over for en truende stormagt, blev det på det bestemteste benægtet. Den mildning i forholdet mellem de to supermagter, som man mente at kunne konstatere, stod i en mærkelig kontrast til den strategiske opfattelse, der rådede i NATO's militære plan lægning. Her kom atomvåbnene hl at spille en stadig større rolle. Der havde ikke været tvivl om, at den afskrækkende virkning af NATO's militære formåen hl syvende og sidst beroede på USA's overlegenhed på atomvåbenområdet. Vest europa levede under USA's atomparaply. Men indtil midten af 1950'erne blev denne kendsgerning kun i ringe grad kon kretiseret i den militære planlægning. Udviklingen af mindre, såkaldt takhske atomvåben ændrede dette, bl.a. fordi der ikke længere sondredes skarpt mellem en gammeldags krig med konventionelle våben og en krig med brug af takhske atom våben. Det var imidlertid svært at hække grænsen til det helt store ragnarok med brintbomber og total ødelæggelse af stor byer. Det danske forsvars planlægning i denne fase kom til at foregå under politiske betingelser, der fulgte linien fra statio neringsspørgsmålet. Danmark fik i 1957 tilbudt raketsystemer ne „Honest John", jord-til-jord, og „Nike", jord-til-luft. Raket terne kunne fremføre atomsprængladninger, og den danske forsvarsstyrelse mente, at de ikke var pengene værd, hvis de kun var forsynet med konventionelle sprængladninger. Re geringen sagde ja tak til raketterne, men erklærede, at den ikke ønskede atomudrustningen „under de nuværende forhold". Der havde ganske vist ikke foreligget noget hlbud om atom våben; men forsvarets takhske planer byggede alligevel på, at et angreb skulle imødegås med atomvåben. I spørgsmålet om atombevæbning stillede parherne sig på samme måde som i stationeringsspørgsmålet. Klargørende diskussioner om forsvarets opgaver og muligheder var sjæld ne og kunne næppe føres i offentligheden. Derfor blev det som regel forsvarsudgifternes størrelse, der blev genstand for par tiernes markeringer og kompromiser. Danmarks forsvarsbud get var hl stadighed genstand for krihk fra NATO's militære og polihske ledelse. Forsvarsudgifterne var steget hashgt fra 14 procent af statens udgifter i 1949/50 til 23,8 procent i 1954/55.
124
Den kolde krig
Derefter faldt procenten langsomt og nåede i 1961/62 ned på 15,8. Det svarede til 2,4 procent af bruttofaktorindkomsten. Til de udgifter, der afholdtes af den danske stat, skal lægges de amerikanske subsidier i form af våbenhjælp. Det var be tragtelige summer. De største beløb blev givet i 1952/53 med ca. 490 mio. kr., i 1953/54 med 520 mio. kr. og i 1954/55 med 540 mio. kr. Våbenhjælpen toppede altså i de samme år, som de danske forsvarsbudgetter var forholdsvis størst. I forhold til andre lande i Atlantpagten var det ikke store ofre, de danske skatteydere måtte bringe. Socialdemokratiet fik ikke grund til bekymring for, at forsvarsudgifterne skulle udhule velfærdsstaten og få vælgerne til at svigte tilslutningen til Atlantpagten. Der var imidlertid også en sikkerhedspolitisk fornuft i sparsommeligheden. I begyndelsen af 1950'erne havde tanken om et eksistensfor svar været dominerende. Et angreb skulle mødes ved landets grænser eller endog før, og kampen skulle tages op uden yderligere overvejelser. Det var i konsekvens af denne op fattelse, at der udstedtes en forholdsordre til forsvaret, hvori det udtrykkeligt hed, at enhver ordre om hel eller delvis kapi tulation skulle betragtes som et falsum. Udviklingen i våbenteknologien i retning af stadig mere kostbare systemer, NATO's atomvåbenstrategi, men også be vidste udenrigspolitiske og indenrigspolitiske valg førte til, at denne absolutte opfattelse af forsvarets opgave gradvist blev forladt. Efterhånden som det danske forsvars styrke blev rela tivt mindre i forhold til de modstandere og de våbentyper, det skulle stå overfor, måtte dets rolle også mere og mere betragtes som et beskedent bidrag til beredskabet på NATO's nord flanke. En større del af forsvarsopgaverne på dansk terri torium måtte overlades til allierede, og det ville sige tyske styrker. Dermed begrænsedes også mulighederne for en selv stændig dansk vurdering af, hvornår og på hvilken måde forsvaret skulle sættes ind. Det problem søgte man fra dansk side at gøre mindre påtrængende i forhandlingerne om Vest tysklands optagelse i NATO og især om kommandoforholde ne over de integrerede tysk-danske styrker i Slesvig-Holsten og Jylland.
Den indre fjende Retten til at bestemme Danmarks placering i den internationa le politik tilhørte efter den anerkendte folkeret naturligvis den danske regering. Skiftende danske udenrigsministre og an dre, der deltog i beslutningerne, erkendte imidlertid, at det
Den indre fjende
125
lille lands påvirkningsmuligheder var begrænsede, også i sa ger, der angik det selv, især hvis stormagterne i en krisesitua tion så deres interesser gået for nær. Derfor var det også under den kolde krigs dybfrostperiode kun meget små justeringer, den danske regering kunne foretage i forhold til den politik, stormagterne i den vestlige alliance lagde til rette. Den anti kommunistiske stemningsbølge i USA kunne forekomme mange danskere noget hysterisk, sådan som den kom til ud tryk i senator McCarthys komité mod uamerikansk virksom hed. Og det var karakteristisk for den politiske opinion, at udenrigsminister Ole Bjørn Kraft, der havde sind til at følge amerikanerne længere end de fleste af sine landsmænd, et par gange kom i indenrigspolitiske vanskeligheder på grund af sin redebonne tilslutning til det antikommunistiske korstog. Alligevel var der også i Danmark en stemningsbølge af sam me art som i USA, blot mere afdæmpet. Der var opfattelser og meninger om udenrigspolitikken eller om forståelsen af demo kratiske frihedsrettigheder, der medførte udskillelse af det pæne selskab, eller som krævede en indledningsfrase: „Jeg er ikke kommunist, men ..." for at blive hørt uden at vække mistanke. I sommeren 1952 opsøgte en kriminalassistent i Slagelse forstanderen på den nærliggende højskole for at få oplys ninger om en af skolens lærere, der havde været medunder skriver på en appel om en mere selvstændig dansk udenrigs politik og modstand mod tysk genoprustning. Da det viste sig, at den „mistænkte" efter al sandsynlighed ikke arbejdede efter direktiver fra Moskva, men for længst havde bekendt politisk kulør ved at være næstformand i Retsforbundets vælgerorga nisation og folketingskandidat for partiet, bad kriminalassi stenten om, at forstanderen ikke ville røbe samtalen. Det ville forstanderen ikke love, tværtimod. Læreren fik at vide, at hans forhold var genstand for politiets interesse, og om efteråret blev sagen ført frem i Folketinget af Retsforbundet og nogle dage efter også af de radikale. Andre sager, der tydede på en flittig registrering af borgernes politiske aktiviteter, blev frem draget. Justitsminister Helga Pedersen kom i sit svar for skade at erklære, „at der her i landet ikke foretages registrering af personer blot på grund af deres politiske overbevisning". Da sagen ikke dermed blev færdig, måtte hun ud i en længere redegørelse. Politiets efterretningsvæsen beskæftigede sig ik ke blot med at opklare begåede forbrydelser, men havde, forklarede hun, også et forebyggende arbejde med at holde øje med personer, der kunne tænkes at ville samarbejde med 126
Den kolde krig
Hjemmeværnet søgte at fremstå for offentligheden som modstandsbevægel sens arvtager. Dets militære kampværdi var ikke af skrækkende; men dets poli tiske værdi for tilslutningen til oprustning og alliancetil knytning var utvivlsom. De modstandere af hjemme værnet, der tog det alvor ligt, kaldte det et borger krigskorps.
fjenden. Derfor var underskrivere på fredsappeller eller på protester mod tysk genoprustning i politiets søgelys. Det var jo, sagde Helga Pedersen, af interesse, om disse bevægelser var organiseret fra udlandet. Naturligvis havde politiets efter retningsvæsen også i sådanne tilfælde et „arbejdsarkiv", hvor rapporter fra undersøgelserne blev bevaret. Med dette dementi af den forhastede benægtelse af politisk registrering indledte Helga Pedersen rækken af justits- og andre fagministre, der siden da har haft besvær af at være ansvarlig for de hemmelige tjenester. Det var ikke specielt for den kolde krigs atmosfære, at efter retningsvæsnerne førte kartoteker med oplysninger om bor gernes opfattelser og meninger. Det var ikke noget nyt den gang, så vist som både nazister og kommunister var blevet registreret af politiet allerede i 1930'rne og under besættelsen - unægtelig til større ulykke for de sidste end de første. Det, der karakteriserede stemningen i Danmark i begyndelsen af 1950'erne, var, at mange, formodentlig et politisk flertal, anså det for rimeligt og nødvendigt, at politiet arbejdede med dette „forebyggende arbejde". Der var særdeles tydelige tegn på, at
Den indre fjende
127
kartotekerne blev brugt f.eks. i forbindelse med udstedelse af rejse visum, og det viste sig, at det vel var muligt at blive registreret, men ikke at blive slettet af kartoteket, uanset om man var fundet „uskyldig". Et forslag om at få foretaget en stikprøvekontrol ved en uvildig person blev uden vanskelig heder afvist af Helga Pedersen. Det er lige så karakteristisk, at de sager, der kunne føres frem i debatten, drejede sig om personer, der ikke var kommunister. Registrering af kommu nisterne kunne ikke vække den demokratiske samvittighed. Samme år havde Rigsdagen vedtaget en ændring af straffe loven, de såkaldte 5. kolonne-paragraffer. I argumentationen for ændringerne fremhævedes det, at de var en udmøntning af erfaringerne fra besættelsestiden. Men Helga Pedersen brugte den som bevis på den politiske enighed om nødvendigheden af årvågenhed over for meninger, der kunne blive landsskade lige. Helga Pedersens første forsøg på at benægte sagen og den opmærksomhed, hele spørgsmålet vakte, viser imidlertid, at en betydelig opinion, der havde støtte i meget bredere kredse end kommunister og Det radikale Venstre, var besluttet på at sætte grænser for, hvor langt myndighederne i Danmark kun ne gå i retning af at praktisere den lille mccarthyisme. Opinionen imod, at sådanne midler af tvivlsom demokra tisk art skulle være i brug i Danmark, var stærk nok til at vække respekt langt ind også i Venstre og Det konservative Folkepar ti. Den afstand til den mest rabiate antikommunisme, der her manifesterede sig, viser yderligere, at uenigheden om uden rigs- og forsvarspolitikken mellem i hvert fald de tre af de fire gamle partier kun drejede sig om nuancer.
Det nordiske samarbejde Statsministerens tale ved Rigsdagens åbning i oktober ind ledtes år efter år med nogle kortfattede betragtninger om Dan marks udenrigspolitiske placering. Da Erik Eriksen i novem ber 1950 dannede regering og fremlagde sin politik for Rigs dagen, overtog han næsten ord for ord de vendinger, Hedtoft havde brugt en måned tidligere. Danmarks udenrigspolitik hvilede på medlemskabet af De forenede Nationer, Det euro pæiske Råd og OEEC i Paris. Dernæst nævnte han det nor diske samarbejdes betydning og til sidst NATO med en til føjelse om, at alliancens formål var at sikre freden. Rækkeføl gen behøver ikke at betyde, at regeringen faktisk prioriterede landets internationale forbindelser i den rækkefølge, men den har i det mindste regnet med, at vælgerne gjorde det. Året 128
Den kolde krig
Det nordiske samarbejde har aldrig haft store, iøjne faldende resultater, og der er ikke blevet opbygget magtfulde bureaukratier. Ik ke desto mindre er der fore gået en jordnær integra tionsproces med harmonise ring af lovgivningen, fælles arbejdsmarked og fælles pasområde. Fra sommeren 1952 kunne danskerne som her på billedet tage til Sveri ge uden formaliteter.
efter var det de samme elementer og i samme rækkefølge. I 1952 varierede Erik Eriksen ved at indlede med at give udtryk for sin bekymring over, at der ikke var tegn på afspænding i den internationale situation; men derefter fulgte de samme internationale forbindelser i samme rækkefølge, kun med små sproglige ændringer. Som noget nyt kom der denne gang også nogle velvillige ord med om, at man ville støtte FN's hjælp til de underudviklede lande. Samarbejdet med de andre nor diske lande fik en mere fyldig omtale. Samarbejdet mellem de nordiske lande havde en lang tradi tion og en stærk folkelig støtte, men også en solid erfaring for, at det kun kunne holde i de små daglige spørgsmål, ikke i storpolitiske anliggender. Skibbruddet for forhandlingerne om en nordisk forsvarsalliance i 1948-49 var i frisk erindring. De nordiske landes udenrigsministre og siden også andre fagministre mødtes jævnligt, men havde ikke noget regel mæssigt forum for drøftelser og samarbejde. Efter den udenrigspolitiske splittelse i 1949, da Norge og Danmark og Island knyttede sig til Vesten, og Finland blev bundet strammere af traktaten med Sovjetunionen, var der brug for at markere, at det særligt nære forhold mellem de nordiske lande stadig havde betydning. Den kolde krigs spændingsfyldte atmosfære gjorde behovet endnu stærkere. Det blev på dansk initiativ og med en energisk Hedtoft som igangsætter, at der i 1951 kom skred i forhandlinger om en fastere form i samarbejdet. Året efter kom resultatet, Nordisk Råd. De, der havde håbet på imponerende skridt i retning af en nordisk union, blev skuffet, og skeptikerne, som der nok var flere af, konstaterede, at Nordisk Råd kun skulle drøfte spørgsmål af fælles interesse og kun henstille til regeringerne, men ikke selv have nogen besluttende myndighed. Resultater nås ikke altid i kraft af formel kompetence. Ifølge vedtægterne skulle det tilstræbes, at de parlamentariske dele gationer afspejlede den partimæssige sammensætning af hen holdsvis den svenske og den danske Rigsdag, det norske Storting og det islandske Alting. Det var parlamenterne der valgte, ikke regeringerne der udpegede. Det betød, at man ved drøftelserne i Nordisk Råd kunne forudse, hvordan en hen stilling ville blive modtaget i de enkelte landes lovgivende forsamling. Sovjetunionen lagde pres på Finland, så det holdt sig uden for. Storslåede initiativer i den internationale politik blev det ikke til; men den jordnære proces med at harmonisere regler for mange dagligdags fænomener, som havde været i gang længe, fortsatte nu i Nordisk Råds regi.
Det nordiske samarbejde
129
Det er vanskeligt at vurdere den udenrigspolitiske betyd ning af det nordiske samarbejde, også fordi man må se bag om megen retorik og - tør man formode - også en del fortielse. Men det er sandsynligt, at det har været en støtte for Finland i dets forbindelse vestover, især efter at det i 1957 lykkedes at overvinde Moskvas nervøsitet og få Finland med i Nordisk Råd. På samme måde har der for Danmark og Norge været en mulighed for at henvise til det nordiske samarbejde, når de i NATO ville argumentere for en særstilling i udenrigspolitisk og sikkerhedspolitisk henseende. Dansk sikkerhedspolitik havde mellem 1948 og 1953 været igennem nogle rystelser, der endegyldigt havde brudt den lange tradition for en alliancefri neutralitet. I de følgende år svingede pendulet noget tilbage. Kontinuiteten i sikkerheds politikken skyldes først og fremmest, at Danmark er et lille land i den internationale politik, geografisk placeret som en forlængelse af den nordtyske slette og ved indsejlingen til Østersøen. Det er grundlæggende faktorer, ingen politisk vilje kan ændre noget ved. Danmark havde både økonomisk og militært placeret sig i den vestlige alliance, sådan som det store flertal af befolk ningen i kraft af den politiske kultur også følte, at landet hørte til. Da den værste frygt for at blive løbet militært over ende i en ny stormagtskonfrontation var aftaget, blev dansk politik i stigende grad påvirket af, at landets interesser ikke i enhver henseende var identiske med USA's. De danske kommuni sters parlamentariske og vælgermæssige styrke var i de sam me år svundet ind til det betydningsløse. Dermed kunne det traditionelle partimønster mellem de fire gamle partier og de res standpunkter i forsvarspolitikken igen slå igennem. Parla mentariske koalitionsmuligheder og forestillinger om, hvilken politik der kunne appellere til vælgerne, fik igen større be tydning også for sikkerhedspolitiske beslutninger. Det er usikkert, om vælgerne faktisk reagerede i overens stemmelse med partiernes taktiske forventninger. I det stabile vælgermønster i disse år er der tegn på, at man stemte på sit parti af indenrigspolitiske grunde og accepterede eller affandt sig med det udenrigspolitiske program, partiet nu engang havde.
Ideologierne er (skin)døde Den fortsatte ligevægt Den 22. september skulle de danske vælgere for tredje gang i løbet af 1953 udøve deres demokratiske borgerpligt. Den nye grundlov med vedhængt valglov skaffede 120.000 nye vælgere i aldersklasserne 23-25 år og 28 nye pladser i Folketinget, heraf skulle to vælges på Grønland. Det var i sig selv næppe til strækkeligt til at skaffe den rette valgstemning. Spændingen kom med valgets i egentlig forstand sorte hest. Knud Kristensen fandt de mere end 300.000 nejstemmer ved folkeafstemningen om grundloven lovende nok til at danne et nyt parti, De Uafhængige. Udgangspunktet var altså ønsket om at vende tilbage til tokammersystemet, men også resten af partiets valgopråb placerede umiskendeligt De Uafhængige på højre flanke i dansk politik. Spørgsmålet var, om Knud Kri stensens popularitet i hans jyske hjemegn og borgerlige væl geres irritation over VK-regeringens påtvungne kompromiser tilsammen ville være stærke nok til at skaffe de 60.000 stem mer, der skulle til for at bringe partiet over valglovens spærre grænse. Venstre og Det konservative Folkeparti kunne godskrive sig for en fyldt valutakasse og balance på budgettet. Socialdemo-
De konservative tog moder ne midler i brug i valgkam pen. Her fra partiets valgre vy, hvor drømmen om selv ejerbilen, endnu dog kun en beskeden Standard 8, appellerede til partiets væl gere.
Ideologierne er (skin)døde
131
kraterne kunne svare, at det var blevet betalt med en alt for lav økonomisk vækst i forhold til resten af Europa, og at VKregeringen også havde holdt en lav profil i sociallovgivningen. Den fortsatte liberalisering af udenrigshandelen var derimod ikke længere et centralt emne i valgkampen. Socialdemokra terne gjorde forslaget om folkepension til de gamle og Ung dommens Uddannelsesfond for de unge (ihukommende de mange unge vælgere) til centrale emner i valgkampen. Re geringspartierne måtte vise, at de også forstod kravet om social tryghed, selv om de egentlig måtte mene, at der ikke var råd til folkepension, og at det ville være økonomisk bedre for landet og mere moralsk for den enkelte, at folk selv sparede op til alderdommen og betalte for deres børns uddannelse. Det hører med til en valgkamp, at partierne markerer deres indbyrdes forskelle; men som den parlamentariske situation var og efter al sandsynlighed også ville være efter valget, skulle stærke udtalelser fra partiprogrammernes ideologiske afsnit helst ikke skaffe besvær, når valget var overstået. Hver ken socialdemokraterne eller regeringspartierne ønskede i valgkampen at flytte sig for langt fra midten. Og midten i dansk politik var pr. definition Det radikale Venstre.
Folketingsvalget den 22. september 1953: mandater
Socialdemokratiet Det radikale Venstre Venstre Konservative Retsforbundet Kommunister De Uafhængige Slesvigske Parti
74 14 42 30 6 8 0 1
(71) (15) (39) (31) (10) (8) (1)
+3 4-1 +3 4-1 ^4
procent af stemmer 41,3 (40,4) (8,6) 7,8 23,1 (22,1) 16,8 (17,3) 3,5 (5,6) (4,8) 4,3 — 2,7 (0,4) 0,5
Mandattallene i parentes viser det antal mandater, partierne ville have fået ved valget i april 1953, hvis det var foregået efter de regler, der gjaldt ved valget i september.
Valget var ikke blevet et vældigt vejr, der gik over landet. Stemmeprocenten var faldet en smule, fra 80,8 i april til 80,6 i september. Der var kun sket små forskydninger, og det åb nede for taktiske fortolkninger. Socialdemokraterne gik tre mandater frem, og Hedtoft anså det nu for sin soleklare ret at danne regering; men Venstre var gået lige så meget frem. De 132
Ideologierne er (skin)døde
Valgene i 1953 var første gang, fjernsynet blev taget i brug. Erik Eriksens place ring stående foran et bagtæp pe illuderede, at han talte til en stor forsamling, ikke til familierne i dagligstuerne.
konservative havde tabt lidt, og Retsforbundet fortsatte sin bratte nedtur fra aprilvalget. De Uafhængige blev ikke repræ senteret; men de manglede kun 1427 stemmer i at passere spærregrænsen. I Venstre og Det konservative Folkeparti kun ne man ærgre sig over de spildte borgerlige stemmer og glæde sig over, at man ikke skulle generes af et parti på deres højre fløj. Erik Eriksen forsøgte at fortsætte. VK-regeringen havde væ ret en mindretalsregering, og principielt skulle den have sam me parlamentariske basis som før valget. Men de radikale ville af med de konservative og navnlig med Ole Bjørn Kraft. De bekæmpede i det hele taget en opdeling af Folketingets partier i to blokke. „Det samarbejdende folkestyre" var en radikal yndlingsforestilling, der satte dem selv i beslutningernes og begivenhedernes centrum. Erik Eriksen fik tilbudt de radikales velvilje til en venstreregering uden de konservative, men tak kede nej. Samarbejdet mellem de to store borgerlige partier, så de kunne udgøre et realistisk alternativ til Socialdemokratiet, var Erik Eriksens politik; dertil kom efter al sandsynlighed også, at han personligt havde befundet sig godt i det nære samarbejde med de konservative ministre Aksel Møller og Poul Sørensen. Den fortsatte ligevægt
133
I løbet af valgaftenen den 22. september 1953 fyldtes de tomme ruder i facaden med valgresultater, og pub likum på Rådhuspladsen i København blev underholdt skiftevis fra BT's og Politi vens hjørne.
Efter diverse taktiske manøvrer blev det socialdemokrater ne, der dannede regering. De kunne ikke friste Bertel Dahlgaard til at deltage, så de måtte gå til arbejdet på mindretals regeringens vilkår. Socialdemokratiet kunne få de radikales støtte til en genoptagelse af fordelingspolitikken, så de kunne gøre sig håb om at indfri nogle af løfterne fra valgkampen; men der blev ikke noget tillidsfuldt forhold mellem de radikale og Hedtofts regering. Både i samtidige iagttagelser og i senere kommentarer er skylden herfor først og fremmest lagt på temperamentsfor skellen mellem Bertel Dahlgaard og regeringens chef, Hans Hedtoft. Det er da også fristende at forklare det kølige forhold mellem de to partier, der tidligere havde samarbejdet, ved at give et dobbeltportræt af disse to meget forskellige politikere. Bertel Dahlgaard var sig bevidst at kunne både sin politiske og 134
Ideologierne er (sktn)døde
sin økonomiske kugleramme. De intense, langvarige forhand linger, hvor detaljernes mængde møjsommeligt og tålmodigt vejedes op til kompromiset, var hans rette element. Det politi ske forlig om afgifter, skatter og støtteordninger gav både form og indhold til det politiske hverdagsarbejde i disse år, hvor dansk økonomi kun havde en smal margin mellem succes og fiasko. Hedtoft var bedre tilpas i søndagstøjet. Stuen blev ham for trang, når natten skulle bruges til at trækkes med spørgs målet om de forventede virkninger af, om benzinafgiften blev sat op med otte eller med ti øre. Han ville de større armbe vægelser, helst til favntag. I politik kan gode eller dårlige vibrationer mellem menne sker, som i de fleste andre menneskelige forhold, spille en rolle; men der er mange og slående eksempler både før og siden på politiske alliancer mellem personer, der var lige så forskellige som Bertel Dahlgaard og Hans Hedtoft, og som ikke havde andet til fælles, end at den politiske situation tvang dem til at slå følge. Den socialdemokratiske regering rummede al den økonomi ske sagkundskab, en Bertel Dahlgaard kunne ønske sig. Viggo Kampmann, der i 1950 næppe havde nået at sidde finansmini sterstolen varm, indtog med selvfølge pladsen igen, stadig med et præg af at være økonomisk tekniker. Jens Otto Krag var vendt hjem fra USA først til en ministerpost uden portefølje, men allerede fra november som økonomi- og arbejdsminister. Regeringens nummer to, H. C. Hansen, der af nogle var øn sket placeret et trin højere oppe, nøjedes ikke med at forvalte Udenrigsministeriet. Han var - også når han lod sin diver gerende mening komme til orde - en politisk sværvægter i regeringen og i partiet. Han var ikke uvidende om sin position som en mulig konkurrent til Hedtoft; men ingen har kunnet frembære eksempler på, at han ikke loyalt støttede sin ven og politiske kampfælle. Uanset at de radikale hævdede, at de helst så en bredere regering med Venstre, Socialdemokratiet- og dem selv ikke at forglemme - og uanset at de dernæst ville have foretrukket en smal venstreregering, var de helt på det rene med, hvem der ville blive regeringens chef, da de gav grønt lys for den social demokratiske regeringsdannelse.
Valutavanskeligheder igen Når regeringen Hedtoft fik en så farefuld færd og løb ind i så alvorlige vanskeligheder, var årsagen igen ebbe i valutakas sen.
Valutavanskeligheder igen
135
„Samson hos filistrene" kaldte Jensenius sin tegning til Blæksprutten 1954. En til freds Bertel Dahlgaard dri ver på den hårdt arbejden de Hans Hedtoft. Jørgen Jørgensens mere bekymrede mine illustrerer hans større tilbøjelighed til at støtte Hedtofts regering. Den smi lende tilskuer i døren er Viggo Starcke fra Retsfor bundet.
Socialdemokratiet havde lovet at bekæmpe arbejdsløsheden og dertil at gennemføre nogle udgiftskrævende reformer, og i den første tid så det ud til, at der var fornuft i at lægge en politik til rette, der kunne stimulere økonomien. I USA var der tegn på stagnation og endda tilbagegang i produktionen efter Koreakrigens afslutning, og noget sådant kunne meget vel føre til endnu stærkere tilbageslag i Europa. I Folketinget sad de le dende politikere med erfaringer fra krisen i 1930'rne, og øko nomerne havde annammet læren fra dengang om, at en krise skulle og kunne bekæmpes ved at sætte de offentlige udgifter op. Tilbageslaget i USA blev imidlertid kortvarigt, og stik imod forventningerne fortsatte højkonjunkturen i Europa. Endnu i foråret 1954 var det vanskeligt at se, om det voksende import overskud i Danmark blot var en kort overgang med store indkøb af råvarer og med lagerforøgelser. Noget sådant var ikke i sig selv skræmmende, da det jo måtte medføre stigende eksport siden hen, når råvarerne var blevet til færdigvarer. Kreditmulighederne var imidlertid så begrænsede, at et ind greb med opbremsning i økonomien blev nødvendigt. Re geringens lavrentepolitik, der holdt investeringerne og byg geriet i gang, havde skubbet Hl den hældende vogn. Som om der allerede nu skulle udspilles en gentagelse af den socialdemokratiske regerings vanskeligheder fra sommeren 1950, meldte NaHonalbanken sig med en forhøjelse af dis kontoen fra 4U Hl 5U procent, og ganske som dengang erklære
136
Ideologierne er (skin)døde
de regeringen mere eller mindre sammenbidt, at det skete med dens fulde forståelse. Den var da allerede begyndt at rebe sejlene. Hedtoft havde afsluttet folketingsåret med at nævne, at en yderligere forværring af valutasituationen ikke ville få regeringen til at gribe til restriktionspolitikken; men at finans politiske midler ville komme under overvejelse, altså besparel ser på de offentlige budgetter og afgiftsforhøjelser. Sådanne erklæringer er sjældent tomme trusler. Parallellen til 1950 var iøjnefaldende. Folketinget blev indkaldt før tiden og fik forelagt en spare- og afgiftsbuket. Da Viggo Kampmann mødte op med sin redningsplan for valutaen, var det tidligere tilgodehavende allerede forvandlet til et underskud på ca. 100 mio. kr., og en dårlig høst ville snart betyde en yderligere belastning af valutaen. Det vil være svært at bebrejde de to store oppositionspartier, at de søgte at udnytte situationen politisk. De erklærede, at det var regeringens letsindige omgang med statens og altså skatte ydernes penge, der var årsagen til vanskelighederne. Derfor ville det ikke nytte noget at medvirke til gennemførelsen af en kriseplan, så længe det var betroet regeringen Hedtoft at ad ministrere den. Det var vel ikke en ønskesituation for Det radikale Venstre; men når Venstre og Konservative satte sig udenfor, kunne Bertel Dahlgaard og Jørgen Jørgensen omtrent foreskrive re geringen, hvordan redningsplanen for valutaen skulle stykkes sammen. På indtægtssiden blev det noget så traditionelt som forhøjelse af punktskatterne (øl, tobak osv.). Befolkningens uansvarlige køb på kredit skulle begrænses ved et indgreb over for afbetalingshandelen og ved en præmiering af den private opsparing. Statens udgifter blev skåret ned ved at begrænse det statsstøttede byggeri. Dertil kom besparelser på de militære budgetter, bl.a. ved at udskyde genindkaldelser af de hjemsendte værnepligtige. Reelt var der tale om en ned sættelse af den militære tjenestetid fra 18 til 16 måneder. For at ingen skulle være i tvivl om, hvem der havde ført pennen i lovgivningsarbejdet, blev en del af afgifterne holdt uden for pristalsberegningen. Mindst lige så ydmygende for den socialdemokratiske regering var det, at de penge, som besparelser og skatteforhøjelser indbragte, skulle bindes på en særkonto i Nationalbanken. Da vanskelighederne begyndte at tårne sig op i sommeren 1954, havde Hedtoft givet luft for sin bitterhed: „I dette fattige land har vi åbenbart ikke råd til at have det godt." Han måtte selv finde sig i at være skydeskive for hovedparten af den meget hårde kritik, der ramte regeringen, og han havde svært
Valutavanskeligheder igen
137
ved at bære den. Hans autoritet som regerings- og partileder blev påvirket af, at forhandlerne fra de andre partier i stigende grad gik uden om ham. Mens de genstridige importtal stadig nægtede at gå ned, og eksporttallene ikke steg tilstrækkeligt, tog Hedtoft til Nordisk Råds møde i Stockholm. Her døde han på sit hotelværelse natten mellem den 28. og 29. januar 1955. Hedtoft er siden, navnlig af politikere fra de borgerlige parti er, blevet vurderet højt; en „statsmand" er han blevet kaldt, især på grund af beslutningen om at føre Danmark ind i Atlant pagten - i mere end et kvart århundrede den mest konse kvensrige beslutning i dansk udenrigspolitik. Man har for trængt bevidstheden om, at han gjorde det ugerne, og først da andre muligheder endegyldigt var faldet væk. Bedømmelsen af hans indenrigspolitiske indsats har været mere negativ; den socialdemokratiske regering blev styrket politisk, da H. C. Hansen overtog ledelsen efter ham.
S + R + 1 = VK-1 Den radikale beskæring af regeringens afgiftsbuket i septem ber 1954 havde været utilfredsstillende for regeringen, der tvivlede på, at forbrugsbegrænsningen ville vise sig stærk nok. En beskeden forringelse af bytteforholdet i begyndelsen af 1955 gjorde det klart, at finansminister Kampmann igen måtte søge et flertal for en forbrugsbegrænsende og aktivitetshæm mende lovgivning. Venstre og Det konservative Folkeparti nægtede også denne gang at være med - „de korslagte armes politik" blev det kaldt. Den taktiske mulighed for at bringe regeringen til fald måtte denne gang være mindre, fordi Det radikale Venstre ville have sværere ved at lade regeringen i stikken nu, kun et halvt år efter at partiet havde taget medansvar for valutaforliget i sep tember 1954. I regeringens plan blev der da også med det samme lagt op til endnu et forlig mellem de to partier, selv om der også var noget i forslagene, der skulle kunne friste Ven stre. Ud over de traditionelle afgifts- og takstforhøjelser kom der denne gang to nyheder med, der ikke kunne undgå at berøre Socialdemokratiets egne vælgere føleligt. For det første tænkte man sig en omsætningsafgift på tøj. Formelt blev den udfor met som et tvangslån fra forbrugerne til staten. Skatteyderne fik nemlig udleveret opsparingsbeviser, ikke i forhold til deres indkøb af tøj, men beregnet efter deres skattepligtige ind komst. Man fik i et glimt finansministerens vurdering af skat teligningens tvivlsomme effektivitet, da han ved forelæggel138
Ideologierne er (skin)døde
Socialdemokratiets og de ra dikales spinkle flertal i Fol ketinget på kun én stemme blev ganske vist kun forøget til tre stemmers overvægt, da Thorkil Kristensen for en stund skiftede side og den 13. marts 1955 rejste sig og stemte for regeringens kri sepakke. Men betydningen af hans tilslutning var langt større. Den respekt, der stod om ham som økonom og som saglig politiker, gjorde det lettere for de ra dikale at støtte regeringen. Thorkil Kristensen slog skår i Venstres og de konservati ves agitation om den øko nomisk uansvarlige social demokratiske regering.
sen af denne snedige plan bemærkede, at så fik de ærlige skatteydere for en gangs skyld glæde af deres hæderlighed. Meningen med opsparingsbeviserne var, at afgifterne formelt ikke var en fordyrelse af varerne og derfor ikke skulle med regnes i det lønregulerende pristal. Det var en let gennem skuelig måde at komme uden om en gentagelse af det radikale attak på pristalsreguleringen på. Også denne gang skulle pengene placeres på en særkonto i Nationalbanken; men det virkede mindre belastende, da der jo var tale om et „lån". Den samlede kriselovgivning, der førtes igennem Folketinget på nogle få dage i marts, betød en op sugning af befolkningens købekraft på ca. 500 mio. kr.; statens overskud på finansloven ville derefter nå op på mere end 600 mio. kr. for finansåret 1955/56. Det tilfredsstillede ingenlunde de to store oppositionsparti er, der ligesom i efteråret angreb regeringen for uansvarlig omgang med pengene. Heri var der ikke noget overraskende. Sensationen kom, da Thorkil Kristensen, finansminister i op positionens skyggekabinet, meddelte, at han ville stemme for regeringens forslag, fordi han selv ville have gennemført no get lignende, hvis han havde været finansminister.
S + R + 1 = VK 4- 1
139
Marchen mod den politiske midte Thorkil Kristensen havde under forhandlingerne gjort et for søg på at få en mere omfattende aftale i stand om den økono miske politik, der skulle føres de næste år. Når der kunne konstateres en enighed om, hvad der var nødvendigt i den øjeblikkelige situation, beroede det efter hans opfattelse ikke på en tilfældig parlamentarisk situation, men på at der i virke ligheden ikke var så stor afstand mellem partiernes synspunk ter, som de i deres agitation gav det udseende af. Bertel Dahl gaard var ikke langt fra den samme tanke. I april foreslog Det radikale Venstre, at der blev nedsat en kommission af eks perter, der samtidig repræsenterede de betydelige magtfak torer i den økonomiske politik; det drejede sig om regering og Folketing, der styrede finanspolitikken, Nationalbanken med ansvaret for kreditpolitikken og de store organisationer, der øvede en afgørende indflydelse på lønninger og avancer. Dis se beslutningsorganer traf deres afgørelser uden nogen koor dinering, af og til endog sådan at de modarbejdede hinanden. Kommissionen skulle undersøge, hvordan man kunne sam ordne deres politik. Hverken Bertel Dahlgaards eller Thorkil Kristensens ideer førte til øjeblikkelige resultater. De er imidlertid begge karak teristiske for tidens opfattelse af politik. Selv om der blev udfoldet store anstrengelser for at forklare de økonomiske sammenhænge sådan, at også folk uden en længere teoretisk uddannelse kunne følge med, blev det afgørende politiske spørgsmål for avislæsere og for tilhørerne ved de politiske møder ofte nedskrevet til, om det var Thorkil Kristensen eller Viggo Kampmann, der var den dygtigste økonom. De sagde begge to, at folk brugte for meget, at det gjaldt om at holde igen på lønkravene, og at også staten skulle spare. Man skulle kunne høre fine sproglige nuancer, hvis man skulle kunne opfatte, at Kampmann ikke havde meget tilovers for skattefra dragsreglen, eller at Thorkil Kristensen egentlig mente, at indkomstforskellene ikke måtte blive mindre, end de var. Den demokratiske diskussion kan hverken undvære saglig heden, hvor viden og indsigt kommer til orde, eller stand punkterne, hvor det er holdninger og ideologier, der kon fronteres. Når de politiske partier i disse år ikke i højere grad førte deres ideologiske grundlag frem i agitationen, skyldtes det ikke kun et ønske om at undgå at støde Det radikale Venstre fra sig, altså taktiske overvejelser om flertalsdannel sen i Folketinget. Det drejede sig også om kampen om vælger ne. Forskellen mellem Socialdemokratiets og VK-partiernes 140
Ideologierne er (skin)døde
Julius Bomholt og Viggo Kampmann, Fanø juli 1955. Sommerferiebilledet var et pressefotografisk scoop, men også et eksempel på, hvad kravet om publicity nu kunne få politikere til. De to ministre var kun gået i van det for at fotografen, Tage Christensen, kunne få årets sommerbillede.
stemmetal var så lille, at alt afhang af marginalvælgerne, dvs. de vælgere man kunne gøre sig håb om at flytte fra den ene blok til den anden. Der skulle tales til de vælgere, der i forvejen havde politiske synspunkter i nærheden af midten. Spørgs målet er imidlertid, om denne partiernes march mod den politiske midte havde andre årsager. Det var ikke kun et dansk fænomen; tendensen kunne iagt tages i andre vestlige lande med stabile demokratiske regimer. Det blev diskuteret i samtiden, om ikke væsentlige demokrati ske idealer blev tilsidesat, når den offentlige debat ikke drejede sig om samfundsudviklingens retning, men kun om små varia tioner i de midler, der skulle bruges i styringen af samfundet. I mangel af markante standpunkter blev slagord, ofte med et indhold ingen kunne være uenig i, og kandidaternes person lighed tillagt stigende betydning i partiernes agitation. Det var med bekymring og forargelse, man læste om valgkampagner - endnu dog kun i andre lande - hvor partiernes programmer blev filet til af professionelle reklamefolk, der skulle „sælge" partiet og dets kandidater til vælgerne. Partierne var blevet selvbærende konstruktioner, der mere opfandt end opfange de vælgernes krav.
Marchen mod den politiske midte
141
Alligevel kan man næppe gøre partiernes adfærd i parla menterne og i agitationen eller deres omdannelse til professio nelle institutioner til den tilstrækkelige årsag til, at diskussio ner drejede sig om tekniske småting, eller at forskellene mel lem standpunkterne var så små. Det afspejlede snarere en almindelig udbredt modvilje imod store ideologier og grandio se planer for samfundets udvikling. Historikere er med god grund forsigtige med at fastslå mas sefænomener som „en udbredt modvilje". Samtidens kultu relle kommentatorer, der klagede over tidens småtskårne, tak tiske femørespolitik, kan meget vel have haft nostalgiske, og urealistiske forestillinger om, hvilke raffinerede samfunds analyser eller sammenhængende ideologier en Hørup eller en Borgbjerg magtede at tilråbe deres vælgere før højttalerens opfindelse. Ikke desto mindre bygger opfattelsen af 1950'ernes politisk-kulturelle klima ikke kun på, at man i samtiden skrev ideologiernes dødsattest. Yderligtgående højreorienterede synspunkter var blevet grundigt kompromitteret af nazismen under 2. verdenskrig. Den kolde krig og beretninger om un dertrykkelsen af befolkningerne i Østeuropa stødte venstre orienterede anskuelser ud i en tilsvarende isolation. Hvad man næppe mærkede i samtiden var, at det uvægerligt med førte en indsnævring af synsfeltet i den offentlige politiske debat. Demokrati havde tidligere været en styreform, der rejste strid og skilte vandene politisk; nu var det et honnørord, som alle hyldede. Det blev i Danmark uden forbehold forstået som det repræsentative demokrati, hvor en vågen offentlighed og en kritisk presse ideelt set kontrollerede de valgte, der traf beslutningerne og bar ansvaret. Hvis ordet demokrati blev forsynet med tilføjelser som „vestligt" eller „folke-", var af standen mellem synspunkterne så stor, at samtale var umulig. Den hjemlige politiske debat kunne dreje sig om omfanget af fordelingspolitikken, ikke om samfundets ansvar for de svage. Socialdemokraterne ville traditionelt gå foran i udbyg ningen af velfærdsstaten; men omkostningerne var allerede med skatternes højde ved at ramme partiets kernevælgere så føleligt, at krav om sociale forbedringer i stigende grad blev omgærdet med det forbehold, at samfundet skulle have råd. Det var mere afgørende for det politiske klima, at der var en enighed omfattende hele det politiske spektrum om, at den mest effektive måde, man kunne forbedre vilkårene for de dårligst stillede på, var at „gøre kagen større", dvs. at få produktionen til at stige. Økonomisk vækst var endnu ikke et velkendt begreb, netop fordi det var et helt selvfølgeligt mål,
142
Ideologierne er (skin)døde
ingen anfægtede. Modsætningen til økonomisk vækst hed ikke lavvækst eller 0-vækst, men krise. De få, der løftede advarende pegefingre mod kravene om mere velstand, større produktion og flere varer, gjorde det ud fra gammel-moralske forestillinger om det åndelige livs uafhængighed af de materi elle vilkår. Hvis de placerede sig selv politisk, hvad de meget nødigt gjorde, blev det et godt stykke til højre.
Bladdøden Dagspressen havde endnu ved 1950'ernes begyndelse den struktur, der var blevet skabt i begyndelsen af århundredet. I provinsen var firebladssystemet med en lokal avis for hvert af de fire politiske partier det sædvanlige billede. København havde sit eget mønster, hvor Berlingske Tidende og Politiken udgjorde et „duopol", som det er blevet kaldt. Ved siden af eller rettere neden under disse to mastodonter i dansk presse skrantede de andre københavnske dagblade: formiddagsbla det „det røde" Aftenbladet overlevede til 1959, det renlivede konservative Dagens Nyheder, der blev holdt oppe af Dansk Arbejdsgiverforening indtil 1961, kommunisternes Land og Folk med idelige indsamlinger og en uafrystelig mistanke om, at en af bladets raslebøsser stod i Kreml, Kristeligt Dagblad, der var missionens landsdækkende avis, og endelig Infor mation, der overlevede en stribe velbegrundede spådomme om en snarlig død. Krigenes og efterkrigstidens restriktioner over for papirfor bruget havde virket bremsende på den udvikling, som kon kurrencevilkårene ellers foreskrev. Små aviser med et lille oplagstal og ringe annoncemængde havde stadigt vanskeli gere ved at klare sig. Sammenlægninger, hvor selvstændige lokale aviser blev til aflæggere af andre med samme partifarve, blev hyppige nyheder i de andre blade. Efterhånden var det heller ikke nok; det blev sværere at opretholde støttekredse eller skaffe kontante bidrag fra partiet til dets stedlige „ta lerør". I hver egn blev det ét blad, det i forvejen økonomisk stærkeste, der overlevede, og der var ikke noget fast politisk mønster i, hvem bladdøden ramte. Endnu i 1947 havde der været 118 selvstændige dagblade; i 1962 var tallet svundet ind til 66, og der var ikke tegn på at koncentrationen i dagspressen skulle standse. Et våben i konkurrencen - eller en nødvendighed - blev det at nedtone det partipolitiske agitationsstof og lægge mindre vægt på reportage og kommentarer og mere på nyheder. Der skulle skrives sådan, at ingen læsere blev stødt bort, og et Bladdøden
143
KORSØR AVIS tor farm •< Orccfn
Britisk-canadisk frihandels-
SOt: I AI.-DEM OK R ATEN
5 unge roere fra Bogense frygtes (kuknet i Lillebælt
SOVJET H IR ACCEPTERET
Udenrigsministermsde indedes den 11. maj
omraade-plan menes dødfødt
KriatiUfand i TIM — Mao-tropper brænder tusinder d»de i Lhasa
fint—*r
*-«“• *•■■■** •••‘—I*-«'-_
11950 var der 99 selvstændige blade i provinsen; men bladdøden hærgede i de følgende år ubarmhjertigt, så der i 1960 var 73 og i 1970 kun 48 tilbage. Typisk var det konservative Sorø Amts Dag blad, der udkom i Slagelse. Det overtog andre konservative blade, sidst Korsør Avis i 1948, der dog udkom med eget hoved. Bladet blev holdt i live til 1957 af tilskud fra partiet og fra en af egnens storgodsejere. Den socialdemokratiske presse blev også ramt hårdt. Fagbevægelsen, der ejede den, måtte betale en stigende del af om kostningerne. Hovedbladet, Social-Demokraten, tog i 1959 navneforandring til Aktuelt, og samtidig blev en række socialdemo kratiske aviser i provinsen aflæggere af det københavnske blad; få år efter forsvandt de helt.
eventuelt monopol i lokalområdet inspirerede til at åbne bla dets spalter for andre synspunkter end bladets egne, noget afblegede standpunkter. De færreste valgte avis efter politisk overbevisning, og de fleste af dem, der gjorde det, holdt meningsavisen som blad nummer to, fordi den førende avis på egnen blev opfattet som en nødvendighedsartikel, specielt på grund af annoncerne. Koncentrationsprocessen i dagspressen foregik næsten helt efter det klassiske mønster for udviklingen af kapitalistisk produktion. Avisen var blevet en vare, der blev udbudt på et marked. Dagbladene konkurrerede på stofmængde, moderne opsætning, trykketeknik, underholdning, på nyheder, leve ringstid og meget andet, men ikke på den politiske overbe visning.
144
Ideologierne er (skin)døde
H. C. Hansen Vesttyskland i NATO og mindretalspolitik Den nye socialdemokratiske statsminister beholdt sin post som udenrigsminister, formodentlig fordi han kunne lide ar bejdet, og fordi en vigtig sag stod umiddelbart foran afgørel sen. Siden planen om en integreret Vesteuropahær var stran det ved det franske Parlaments nej i slutningen af august, var der i hast stablet et nyt forslag på benene. Vesttyskland skulle anerkendes som suveræn stat og samtidig blive medlem af NATO. Det tyske bidrag til forsvaret var en militær nødven dighed, og selv om det ikke mindst var i Danmarks interesse, at adgangen til Jylland blev bedre bevogtet, gav Vesttysklands interesse i medlemskabet af NATO den danske regering en chance for at yde en håndsrækning til det danske mindretal i Sydslesvig. Danmark havde mulighed for at nedlægge veto i NATO's ministerråd. Den magtbeføjelse skulle bruges med så megen omtanke, at man aldrig nåede så langt. I oktober havde H. C. Hansen først opnået accept i Folketinget ved de tre NATOpartiers tilslutning, mens de radikale havde foreslået en folke afstemning om spørgsmålet; siden havde han ved NATO's møde i London givet Danmarks tilslutning. Men aftalen skulle også formelt vedtages i Folketinget, og selv om der naturligvis var flertal for ratifikationen, kunne sagen forhales. Det danske mindretal havde med sine 42.000 stemmer ved valget til den slesvig-holstenske Landdag i 1954 ikke opnået at blive repræsenteret, fordi der praktiseredes en fem procentspærreklausul. Det virkede så meget mere grelt, fordi det tyske mindretal i Nordslesvig ved valget til Folketinget året før i kraft af en særordning havde fået et mandat med kun 9.700 stemmer. En sammenligning mellem det offentliges holdning til de to mindretals nationale skoler faldt heller ikke ud til fordel for CDU-regeringen i Kiel. Den vesttyske præsident havde tidligere luftet tanken om, at den danske regering burde erklære sig højtideligt om græn sens uflyttelighed, og Slesvig-Holstens ministerpræsident, Kai Uwe von Hassel, føjede nu til, at en mindretalsaftale mellem Danmark og Tyskland ville kunne rydde vanskelig hederne af vejen. Det var den danske regering ikke inter esseret i. En mindretalstraktat ville altid give den stærke part H.C. Hansen
145
H. C. Hansen benyttede ved Vesttysklands optagelse i NATO lejligheden til at skaffe det danske mindretal i Sydslesvig en mere rimelig valgordning, så det fik mu lighed for at være repræsen teret i Landdagen i Kiel. Det skete ved direkte forhand ling med den vesttyske kansler, Konrad Adenauer. Billedet her er fra 1957, hvor Adenauer passerede Køben havn på vej til Sverige, og H. C. Hansen mødte op for at hilse på.
146
H.C. Hansen
lejlighed til at blande sig i den lille stats indre forhold, og en grænseerklæring ville ikke være nogen opmuntring for det danske mindretals arbejde, selv om enhver kunne se, at der ikke forestod nogen revision af grænsedragningen fra 1920. Der var selvfølgelig ikke tale om nogen officiel sammen kædning af mindretalsspørgsmålet og Vesttysklands optagel se i NATO. Men sagens realitet var ikke til at tage fejl af. Folketinget udsatte godkendelsen af traktatændringen. Vest tysklands kansler, Konrad Adenauer, har formodentlig været klar over, at den tyske deltagelse i forsvaret af Vesteuropa havde nok så stor vægt i den internationale politik som de danske grænseproblemer. Det havde derimod en vis betyd ning for den nye tyske statsdannelse, at den vandt respekt for upåklagelig demokratisk adfærd. Adenauer var ikke kendt for at tage vidtgående hensyn til sine partifællers opfattelse. Ministerpræsidenten i Kiel blev ikke nogen hindring, da forhandlingerne mellem København og Bonn kom i gang. I marts 1955 underskrev H. C. Hansen og Adenauer ensidige regeringserklæringer, altså ikke en gen sidig traktat, hvor de to nationale mindretals rettigheder blev fastlagt. Ud over ophævelsen af fem procent-klausulen for det danske mindretal, blev også skolespørgsmålet ordnet. De dan ske skoler syd for grænsen fik statstilskud, og det danske
gymnasium i Flensborg og det tyske gymnasium i Åbenrå fik eksamensret. Derved sløjfedes en af de antityske bestemmel ser, der var blevet taget i befrielsessommerens hede stemning. I april gik på samme dag ratifikationen af Vesttysklands optagelse i NATO og beslutningen om det tyske mindretals rettigheder gennem Folketinget uden vanskeligheder.
Overenskomst ved tvungen voldgift De hjemlige problemer var mere halsstarrige. Den finans politiske stramning og dens virkning i retning af nedgang i forbruget gav sig endnu ikke udslag i en nedgang i valutagæl den. En nærlæsning af nogle oplysninger fra en anden del af statistikernes arbejde gav imidlertid håb om, at sparsommelig hed ikke længere skulle være den eneste måde at forbedre valutasituationen på. Produktiviteten, dvs. det udførte arbej de i forhold til timeforbruget, var stigende. Der blev ganske enkelt bestilt mere, enten det nu skyldtes en forøgelse og forbedring af de tekniske hjælpemidler, eller det var arbejdets bedre tilrettelæggelse, der førte til en forøgelse af tempoet. Hvis denne udvikling fortsatte og helst foregik lidt hurtigere end i andre lande, ville industriens konkurrenceevne blive forbedret. Det ville give et mere solidt fundament under en positiv betalingsbalance end de mange opfordringer til at spænde livremmen ind. Men hvis produktivitetsforøgelsen udmøntedes i højere lønninger, ville valutagælden fortsætte med at true den danske økonomi. Der var udbredt enighed i arbejdsgiverkredse om, at sådan og kun sådan hang tingene sammen. Men arbejdsgivere og lønarbejdere stod nu engang over for hinanden med hver deres interesser. Når produktivitetsforøgelsen kunne konsta teres, var det arbejdernes ret at forlange deres del af den større indtjening. Så kunne økonomer og politiske ledere nok så meget fortælle dem, at valutagælden gjorde det umuligt. I foråret 1955 skulle arbejderne i landbrug, skovbrug og mejerierne have deres overenskomster fornyet. I landbruget udgjorde de organiserede arbejdere kun en mindre del af arbejdsstyrken, og de arbejdede fortrinsvis på de større gårde. Deres modpart havde heller ikke nogen høj organisationspro cent og stod uden for Dansk Arbejdsgiverforening. Landarbejderne udgjorde ikke fagbevægelsens stødtrop per, de havde både længere arbejdstid og lavere løn end de fleste andre. I foråret 1955 var deres fagforening imidlertid mere kampberedt end tidligere, formodentlig ikke uden sam menhæng med afvandringen fra landbruget og mekaniserin-
Overenskomst ved tvungen voldgift
147
Lovens forskrifter for, hvor gammel man skulle være for at køre traktor, var lem pelige og blev endda hyp pigt overtrådt. Langt det meste arbejde i landbruget blev udført af ejeren og hans familie, og traditionen for, at børnene skulle hjæl pe med, var stærk. Med mekaniseringen og afvan dringen fra landbruget blev det næsten kun de større gårde, der havde betalt ar bejdskraft.
gen af arbejdet. Et krav om nedsættelse af arbejdstiden viste sig at blive det afgørende konfliktpunkt. De sædvanlige strejke- og lockoutvarsler blev sendt af sted, og for at understrege arbejdsgivernes kampberedskab opfor drede Landbrugsrådets præsident, Hans Pinstrup, hele land bruget til at vise solidaritet med de konfliktramte. Mejeriernes Arbejdsgiverforening pålagde sine 1200 medlemsmejerier ikke at modtage mælk, når konflikten gik i gang. Der var elementer i situationen, der mindede om de aktioner, som Landbruger nes Sammenslutning havde gennemført i 1930'rne, og samti dig var der varsler om, at landbruget mere militant ville kræve samfundets, dvs. statens bevågenhed. Forløbet kom også til at illustrere regeringens position over for arbejdskampe. Inden konflikten begyndte, fremsatte den forslag om frivillig voldgift, og da arbejdsgiverne sagde nej til det, kom der forslag om tvungen voldgift. Derved blev det en sag for Folketinget, og regeringen måtte have de radikale med. Tvungen voldgift var i samklang med Det radikale Venstres program og helt i harmoni med Bertel Dahlgaards forslag om 148
H.C. Hansen
Formanden for De samvir kende Fagforbund, Eiler Jensen, sammen med for manden for De danske Landboforeninger, gårdejer Hans Pinstrup. Når land brugets organisationer blev mere interesseret i arbejds markedets overenskomster, var det ikke de direkte løn udgifter, der betød mest, men de prisstigninger og altså omkostninger, der fulgte efter.
økonomisk samordning. De radikale sørgede oven i købet for, at regeringens forslag fik en tilføjelse: voldgiftsretten skulle træffe sin afgørelse „på grundlag af en samfundsøkonomisk vurdering". Det lød rimeligt; men erfaringer fra samfunds økonomiske vurderinger af løn og arbejdsvilkår var ikke op muntrende for arbejderne, og erfaringerne blev fuldt ud be kræftet, da voldgiftsrettens afgørelse blev en forlængelse af de bestående overenskomster, praktisk talt uden ændringer. Jørgen Jørgensen havde ved den første drøftelse i Folketin get sagt, at Det radikale Venstre ikke var en budcentral, man kunne tilkalde, når de stridende parter ikke kunne forliges. Ikke desto mindre kunne det ikke undgås, at der i kommende forhandlinger på arbejdsmarkedet ville blive taget bestik efter den politiske situation i Folketinget. Begge parter kunne frem sætte krav og siden forhandle med den bevidsthed, at regering og Folketing nok ville gribe ind og forhindre en lang og - efter en „samfundsøkonomisk vurdering" - kostbar konflikt. Endelig fra begyndelsen af efteråret 1955 gik det den rigtige vej med valutagælden, så den fra 412 mio. kr. i juni kom ned på Overenskomst ved tvungen voldgift
149
det halve ved årsskiftet. Det var også opmuntrende, at lager beholdningerne af råvarer var blevet større i de samme måne der. Resultaterne var nået med de økonomiske styringsmidler, som den parlamentariske situation gav regeringen. De sam virkende Fagforbunds formand, Eiler Jensen, pegede på netop denne begrænsning, da han sagde, at det samme kunne være nået med færre ofre og større beskæftigelseseffekt, hvis man havde taget importregulering i brug igen.
Benzinstrejke og avisstrejke I slutningen af 1955 skulle de egentlige overenskomstforhand linger mellem De samvirkende Fagforbund og Dansk Arbejds giverforening i gang, og nationalbankdirektøren advarede som sædvanlig mod at sætte det vundne over styr, mens statsministeren appellerede til parternes samfundssind. Udstyret med disse velmente påmindelser udvekslede ar bejdsmarkedets parter kravene til de kommende overenskom ster. Lønstigningerne havde de forudgående år været modera te; denne gang skulle der opnås både lønforhøjelser, der kun ne mærkes, og en arbejdstidsforkortelse fra de traditionsrige
Priserne steg 40 procent, lønnen næsten 90 procent i løbet af 1950'erne. Forskel len mellem de to kurver skulle være reallønfrem gangen; men skatter og af gifter tog en betragtelig del af stigningen i lønmodtager nes forbrugsmuligheder.
150
H.C. Hansen
«*« detailpris (uden skatter og afgifter) 1950 = 100 »*"' ■1 løn (industri og håndv.) (gnsntl. timeløn)
48 timer til en 44-timers arbejdsuge. Arbejdsgiverne, der hav de fået ny formand, var også i kamphumør. Kravene blev afvist, og dertil ønskede arbejdsgiverne den automatiske pris talsregulering af lønnen afskaffet, så dyrtidstillæg i fremtiden var noget, der skulle forhandles om. Ved den foregående overenskomst havde kvinderne opnået, at deres dyrtidspor tioner blev af samme størrelse som mændenes. Det var ikke noget nyt, at parterne startede forhandlingerne med positionerne skarpt trukket op. Denne gang var der imid lertid en atmosfære af urokkelighed over forløbet. Det var kun få år siden, den amerikanske ekspert i arbejds markedsforhold Walter Galenson havde fremhævet det dan ske systems evne til at løse uoverensstemmelser uden arbejds kampe. Storkonflikter var i Danmark noget, man læste om i avisernes reportager fra andre lande. Men den 16. marts 1956 meddelte forligsmanden, Erik Dreyer, at han ikke så nogen mulighed for at fremsætte et mæglingsforslag, der havde ud sigt til at blive vedtaget af både arbejdsgivere og arbejdere. Nu gik det mod konflikt. I løbet af få dage ville godt 50.000 være i strejke, og når lockouterne kom til, ville arbejdskampen omfatte over 100.000. Frem for alt blev det benzinstrejken og avisstrejken, der greb ind i hverdagen. Man opdagede, at tankbilchaufførerne havde magt til at ramme samfundsmaski neriets vitale funktioner. Det var ikke kun de velståendes private bilkørsel, der blev standset. Uden de karrigt tildelte dispensationer, som Arbejdsmandsforbundets formand, Christian Larsen, uddelte, ville skoler og hospitaler lukke, gartnernes drivhuse ville stå kolde, og landbruget mangle traktorbenzin til forårsarbejdet. Sømændenes strejke ramte ikke alene forbindelsen Hl Bornholm, men også det nationale klenodie, landbrugseksporten. Den del af pressen, der var medlem af Arbejdsgiverforeningen og altså part i konflikten, kunne ikke engang skrive om ulykkerne. Kun Land og Folk heppede kampstemningen, mens den socialdemokraHske presse havde svært ved at finde ud af, hvordan monopolsitua tionen skulle forvaltes. På de borgerlige partiers foranledning gav radioen taletid Hl de politiske partier. Hvis meningen var at afbøde strejkernes virkning på meningsdannelsen og frede liggøre stemningen, var det et fejlgreb. Et radikalt forslag i Folketinget om frivillig voldgift førte ingen vegne hen. Skulle det have nogen virkning, måtte der som året før være en trussel om tvungen voldgift bagved. H. C. Hansen kunne dog bruge det i sine bestræbelser for at få forhandlingerne i gang igen. Det lykkedes den 26. marts, og fem dage efter lå et mæglingsforslag klar. I store træk rumme-
Benzinstrejke og avisstrejke
151
Information
Information genoplevede sin illegale fortid, da den under strejkerne i foråret 1956 skulle smugle sin nødavis uden om de strej kendes blokade. Den tryk keteknik, som Information brugte, var endnu på udvik lingsstadiet; men den vars lede om kommende vanske ligheder for typograffaget.
152
H.C. Hansen
de det generelle lønforhøjelser med særligt tillæg til de lavtløn nede og arbejdsgivernes accept af en sygelønsordning. Arbej derne måtte til gengæld opgive arbejdstidsforkortelsen. Da parterne i benzinstrejken ikke indvilligede i at standse konflikten, mens afstemningerne om mæglingsforslaget fore gik, besluttede Socialdemokratiets ledelse - og det betød i denne situation i praksis H.C. Hansen - at standse konflikten i oliebranchen ved lov den 5. april. Regeringens og partiets vanskeligheder fremgik af, at ikke blot kommunisterne, men også tre af partiets egne folketingsmedlemmer med betydelige poster i fagbevægelsen stemte imod regeringens forslag. Den 12. april blev afstemningsresultatet offentliggjort. Ar bejdsgiverne havde vedtaget mæglingsforslaget med tre fjer dedele flertal. Arbejderne havde forkastet det. Der var ikke blot et flertal af nejstemmer ved urafstemningen, det havde man set før, hvor fagforbundenes ledelse så ved de såkaldt kompetente forsamlingers stemmer havde forvandlet et nej til et ja. Denne gang var stemmeprocenten blandt arbejderne imidlertid så høj (over 75 procent), at fagforbundsledelserne, der havde anbefalet at stemme ja, ikke havde mange stemmer at supplere med. Regeringen fremsatte omgående forslag om at gøre det for kastede mæglingsforslag til lov. Et forsøg på at afkorte over enskomstperioden fra to til et år blev afvist af Venstre og konservative. Behandlingen i Folketinget foregik natten igen nem, mens deputationer, der ville tale med udvalget, blev sluset igennem politiafspærringer omkring Christiansborg. Ved den endelige afstemning gik smedenes formand, Hans Rasmussen, imod sit parti og stemte sammen med kommuni sterne og fire fra Retsforbundet imod loven. Det var ingen glædens dag i den socialdemokratiske ledelse; men den afgørende interne diskussion om kursen var i virke ligheden ført til ende, da det blev besluttet at standse ben zinstrejken. Efter H. C. Hansens vurdering var det kun et valg mellem et lovindgreb og ministeriets afgang. Realist som han var, erkendte han også, at det ikke kun var kommunistiske arbejdere, der havde stemt nej. Loven var ikke mange timer gammel, før det blev understreget. Straks fra morgenen fredag den 13. april var der strejker i gang mange steder, og københavnske tillidsmænd, især fra de større arbejdspladser, kaldte sammen til demonstration på Christiansborg Slotsplads. Ifølge politiets vurdering fulgte omkring 150.000 opfordringen og påhørte adskillige vrede ud fald mod Socialdemokratiet og De samvirkende Fagforbund. Aksel Larsen var blevet hentet ind som hovedtaler, og han
Demonstrationen på Chri stiansborg Slotsplads den 13. april 1956.
rådede forsamlingen til at afslutte demonstrationen og følge parolerne fra „situationens generalstab“. Denne krigeriske be tegnelse, der var opfundet til lejligheden, gjaldt kredsen af tillidsmænd, der efter demonstrationen holdt møde i Grundt vigs Hus. Aksel Larsen har siden forklaret, at han gav sit råd i håb om, at der ville komme styring af protesterne, så det ikke løb ud i nogle tilfældige småstrejker. Situationens generalstab opfor drede til at lade alt arbejde ligge stille lørdag og genoptage arbejdet mandag morgen. I de kommende uger og måneder skulle man så lokalt på de enkelte arbejdspladser og i fagfor eningerne forhandle og eventuelt aktionere for de forbed ringer, som mæglingsforslaget og regeringsindgrebet ikke havde bragt. Det lader sig ikke gøre op, hvor meget der kom ud af disse aktioner; men da landbruget sidst i april fik et mæglingsforslag at tage stilling til, ømmede formanden for landbrugets arbejds givere sig svært over det pres, der blev lagt på dem, for at få mæglingsforslaget vedtaget, så der ikke blev anledning til ny uro på arbejdsmarkedet. Det var ikke let at være socialdemokratisk tillidsmand eller bestyrelsesmedlem i en fagforening i det næste halve år, hvor generalforsamlinger blev flittigt brugt til at udskifte dem, der ikke eftertrykkeligt tog afstand fra lovindgrebet. Benzinstrejke og avisstrejke
153
Ungarn og Suez Benzinstrejkens lektie blev kun fortolket som et budskab om forholdet mellem arbejdsmarkedet og det øvrige samfund. Der var vitale funktioner, som man i fremtiden ikke ville have lammet, når det skulle afgøres, om timelønnen skulle ti eller 15 øre op. Det andet budskab fra de olieløse dage blev ikke forstået. Det danske samfund var på fuld march ind i af hængighed af kun én energikilde, olie. Den kom i rigelige mængder og til priser, der ikke fulgte med pristallet. Nyheder fra de steder, hvor olien kom op af jorden, eller om de store olieselskabers magt var ikke interessante, så længe der var olie nok. Med stort besvær var offentligheden ved at tilegne sig bevidstheden om, at Verden og Europa ikke var det samme. Den kolde krig havde betydet en udvidelse af det europæiske perspektiv med en vestlig og en østlig supermagt, vel at mær ke henholdsvis vest og øst for det, man forstod ved Europa. Kun få havde indset, at begivenheder i de „underudviklede lande", som de stadig kaldtes, kunne påvirke dagligdagen i Danmark, og de talte for døve øren. I efteråret 1956 udspilledes i den internationale politik to lærestykker, det ene i Ungarn, det andet ved Suezkanalen, begge med en besk morale. På Sovjetunionens Kommunistiske Partis 20. kongres havde Nikita Khrusjtjov startet opgøret med stalintiden. Det satte en frigørelsesproces i gang i de østeuropæiske lande, hvor nogle af de mest kompromitterede stalinistiske satrapper blev ud skiftet. I Ungarn var styret ude af stand til at dæmme op for frihedsrusen. Udstødte politikere hentedes ud af fængslerne og dannede en flerpartiregering, der meddelte, at landet ville forlade Warszawa-pagten. Det forhadte hemmelige politi blev jagtet, og pressen verden over bragte billeder fra opgøret i Budapest, der mindede danskerne om majdagene i 1945. Men den 4. november rykkede Den Røde Hær igen mod Budapest, hvis befolkning i seks dage førte en håbløs kamp i venten på hjælp fra Vesten. FN's generalforsamling vedtog et krav om tilbagetrækning af de sovjetiske tropper; men russerne kunne ignorere henstillingen, fordi de allerede havde fået klare signa ler om, at der ikke ville komme nogen indblanding fra NATOlandene. De tragiske begivenheder afslørede ubarmhjertigt Foster Dulles' „tilbagerulningspolitik" som tom retorik. En strøm af ungarske flygtninge søgte mod vest over den østrig ske grænse. FN var optaget af et andet storpolitisk brændpunkt. Egyp tens leder, oberst Nasser, havde i juli meddelt, at Suezkanalen
154
H.C. Hansen
Dagens Nyheders forside den 30. oktober og den 1. november 1956. Samtidighe den af Sovjets undertrykkel se af opstanden i Budapest og det engelsk-fransk-israelske angreb på Egypten kun ne give et falsk indtryk af planlægning. Udgangen af begge kriser demonstrere de, at der var to og kun to supermagter.
DAGENS NYHEDER-
PACENS NYHEDER Luftangreb startet, mens tumultagtig debat i underhuset foregik
Ungarns regering: Oprørerne fortsætter indtil sovjet-tropperne er forsvundet Kampene i den ungarske hovedstad blusset voldsomt op i aftes
Maal i Ægypten bombes af engelske og franske fly - Israelske styrker ved Suez
lat er ai LnU if 4a atttsi-lraAt bcteuat la a
Revolutionen vundet,
ville blive nationaliseret for at finansiere landets udvikling, navnlig bygningen af den store Aswan-dæmning. Aktionæ rerne i kanalselskabet ville få tilbudt fuld økonomisk erstat ning. Aktionærerne var imidlertid England og Frankrig, og de havde ikke betragtet kanalselskabet blot som en kapitalan bringelse, men som basis for kontrol med kanalen. I alliance med Israel planlagde de en fælles militær aktion, der skulle skaffe Israel af med risikoen for egyptisk støttede raids og samtidig demonstrere for regeringer og befolkninger med hel eller halvkolonial status, at de to vesteuropæiske lande stadig var stormagter. Angrebet startede den 29. oktober 1956. Mili tært var det en succes, men allerede den 6. november endte det med et totalt politisk nederlag. I FN var der pludselig amerikansk-sovjetisk enighed om at standse krigen, om at indsætte en fredsbevarende FN-styrke i området og om at kræve tilbagetrækning af de angribende styrker. I løbet af et par uger var det blevet demonstreret, at der i realiteten kun var to stormagter, og at de uanset deres grund læggende modsætningsforhold agtede at respektere hinan dens interessesfærer. I de dramatiske uger, hvor krigsfrygten greb om sig, var det Ungarns skæbne, der mest optog sindene i Danmark. Den optimistiske tro på, at tøbruddet i den kolde krig også ville slå igennem i en demokratisering og frigørelse i Østeuropa, fik en brat ende. Billeder og beretninger fra Budapest og fra flygt ningestrømmen mod Østrig gav oplagte muligheder for at identificere sig med de ungarske frihedskæmpere.
Ungarn og Suez
155
Den 4. november 1956 de monstreredes der ved den sovjetiske ambassade i Kø benhavn og mange steder i provinsen. Om aftenen foranstaltedes et møde på Frue Plads med talere, der delte opmærksomheden mellem harme over den russiske undertrykkelse og opfor dringer Hl at fratage de dan ske kommunister den Hislutning og de Hilidsposter, de endnu havde.
Hurtige initiativer til indsamling af tøj og mad til Ungarn og omgående transport af det indsamlede blev sat i værk næsten med timers varsel. Dansk Røde Kors afsendte med statsstøtte et feltlazaret, der dog ikke nåede frem tidligt nok til at få tilladelse til at arbejde i Ungarn. Da Folketinget skulle vedtage at afsende en dansk styrke til FN-missionen ved Suez, indledtes mødet med, at medlem merne mindedes ofrene i Ungarn. H. C. Hansen opfordrede forgæves Aksel Larsen til at tage afstand fra den sovjetiske invasion. Bag knuste ruder i Dronningens Tværgade havde det kommunistiske parti og Land og Folks redaktion nogle besværlige dage. Stemningspendulet fra forårets strejker svin gede nu den anden vej.
Trekantregeringen Blokpolitik? Begivenhederne i Ungarn og ved Suez kunne endnu et stykke tid holde opmærksomheden fangen. Et officielt besøg af en delegation fra Den øverste Sovjet blev udsat på ubestemt tid; men i samme måned advarede H. C. Hansen mod helt at slå døren i over for østlandene. De økonomiske forstyrrelser, der fulgte af Suezkanalens lukning, var hurtigt overvundet. Fak tisk havde bølgen af fjernsynskøb større virkning på den dan ske økonomi. Det tilstundende folketingsvalg ville også blive det første, hvor fjernsynet kunne komme til at spille en rolle. De grundlæggende svagheder i dansk økonomi i disse år havde ikke forandret sig. Den store valutaindtjener, land brugseksporten, voksede stadig mængdemæssigt; men de fal dende priser gjorde, at der ikke blev tjent mere. Det kunne ses både på landbrugets forrentningsprocent og på den stadige trussel om akut valutamangel. Industriproduktionen voksede også støt, og når kriseforligene virkede efter hensigten, så det hjemlige forbrug blev holdt nede, blev så godt som hele til væksten i produktionen eksporteret. Produktionen for hjem memarkedet var trods liberaliseringen stadig godt beskyttet af de kvantitative importrestriktioner. Industrien voksede imidlertid ikke hurtigt nok. Afvandrin gen af arbejdskraft fra landbruget og den beskedne vækst i industriens beskæftigelse fastholdt arbejdsløsheden blandt de organiserede arbejdere på omkring de ti procent. Alle var enige om, at det var større investeringer, der skulle til, for at få dansk økonomi op på vækstrater af samme størrelsesorden som de andre vesteuropæiske landes. Lige så enig var man om at udpege valutamanglen som den ene forhindring for større investeringer og en for lille opsparing som den anden. Men i spørgsmålet om, hvordan opsparingen skulle fremmes, hørte enigheden op. Regeringen havde, når de valutamæssige forhold tillod det, forsøgt at holde renten nede og skaffe billige lån til inve steringerne, i nogen grad ved at lade staten optræde som långiver. På Socialdemokratiets kongres i januar 1957 satte finansminister Viggo Kampmann spørgsmålstegn ved nytten af at fortsætte denne politik og talte om i stedet at oprette investeringsselskaber med statsgaranti for udbyttet. Partiets kongresudtalelse nøjedes med i meget generelle vendinger at
Trekantregeringen
157
gå ind for en „positiv produktionspolitik" og „fremme af in vesteringerne", hvad der næppe kunne skræmme vælgere væk. Mens regeringen og de radikale bebrejdede Venstre og de konservative „de korslagte armes politik", kaldte de to store oppositionspartier til gengæld regeringens politik for „socia listisk", nøjere forklaret med, at de høje skatter forhindrede en tilstrækkelig privat opsparing. Endnu mere „socialistisk" var det, at staten lånte skatteydernes penge ud til lave renter. Så længe fire femtedele af dansk industriproduktion stadig blev solgt på hjemmemarkedet, var investeringernes størrelse imidlertid mere afhængig af virksomhedernes forventninger til udviklingen i det private forbrug end af, om pengene til investeringer kom direkte fra private borgeres opsparing, eller om de havde taget omvejen ad de offentlige kasser. Hver gang en kriselovgivning blev gennemført for at redde valutaen ved at sætte det private forbrug ned, blev virksomhedernes for ventninger mere beherskede og investeringslysten mindre. Det internationale lånemarked var endnu ikke så velfun gerende, at der var mulighed for at fylde valutakassen med lånte penge og på den måde slippe for at skulle slå bremserne i, hver gang der var ved at komme gode konjunkturer. Indtil midten af 1950'erne havde Danmarks gamle gæld til udlandet, hvor betalingen af renter og afdrag havde været suspenderet under krigen, gjort det tvivlsomt, om man kunne låne sig til en økonomisk vækst. Problemerne var derfor det mest stabile i den økonomiske og politiske situation, og forholdet mellem import- og eksport priser på verdensmarkedet var afgørende for, om det gik godt eller skidt. Forudsigelserne var på dette punkt usikre i be gyndelsen af 1957. Der var enighed om, at det på kort sigt så dystert ud; men nogle spåede allerede en væsentlig forbedring på lidt længere sigt. Inden nye valutaproblemer igen skulle gøre finanspolitiske stramninger nødvendige, meddelte H. C. Hansen så tidligt som i februar, at valgdatoen ville blive den 14. maj 1957. For modentlig regnede han med, at der denne gang ville være ikke så få kommunistiske stemmer at hente; aviserne meldte med jævne mellemrum om prominente personers udmeldelse af DKP. Hvis H. C. Hansens håb skulle vise sig berettiget, kunne det åbne vejen for et regeringssamarbejde med Det radikale Venstre efter valget. Genopretningen af det nære politiske samarbejde mellem Socialdemokratiet og de radikale sådan som i 1930'rne var H. C. Hansens og mange ledende socialde mokraters yndlingstanke. 158
Trekantregeringen
De radikale var mere forbeholdne. Bertel Dahlgaard befandt sig godt i rollen som formidler, men Venstres og Det konserva tive Folkepartis korslagte arme havde ikke givet mange mulig heder for „det samarbejdende folkestyre". Det var bl.a. derfor blevet et mål i sig selv for Det radikale Venstre at få de to borgerlige partier til at gå fra hinanden. Den anden af de gamle radikale ledere, Jørgen Jørgensen, var mere tilbøjelig til at lede partiet ad de kendte stier ind i et samarbejde med Socialdemo kratiet. Der bestod et tillidsforhold mellem ham og H. C. Han sen, og desuden ønskede Jørgen Jørgensen at blive minister, helst undervisningsminister for at kunne rette på de mangler, hans skolelov fra 1937 havde vist sig at have. Traditionen tro holdt Det radikale Venstre før valget tand for tunge med hensyn til den kommende regeringsdannelse. Det eneste der kom frem, var det lige så traditionelle ønske om et regeringssamarbejde mellem Socialdemokratiet, Venstre og dem selv. Det stødte ingen radikale vælgere bort, og det var en afvisning af opdelingen i dansk politik i to blokke. Blokpolitikken var selve ideen i det nære samarbejde mel lem Venstre og de konservative og basis for den oppositions politik, de havde ført. Sammen skulle de udgøre det klare alternativ til socialdemokratiske regeringer. For de konservati ve var samarbejdet med Erik Eriksens Venstre og tilnærmelsen til topartisystemet den eneste synlige mulighed for at få del i regeringsmagten igen. For dem var det kun en gevinst, hvis blokpolitikken kunne reducere Det radikale Venstres indfly delse. Måske kunne den endda bevirke, at man endelig slap helt af med Det radikale Venstre ved at få det til i vælgernes øjne blot at være støtteparti for socialdemokratiske regeringer. I Venstres folketingsgruppe kunne Erik Eriksen regne med opbakning til samarbejdet med de konservative. Undtagelsen var Thorkil Kristensen, der til gengæld vejede godt til som de to partiers finansministeremne. Med muligheden for at kom me til at øve indflydelse fra en regeringsposition, hvis valget pegede den vej, fulgte han imidlertid i valgkampen sit partis parole, at landet havde brug for en liberal regering. Den økonomiske udvikling i månederne op til valget gav oppositionen vind i sejlene. Det var igen bytteforholdet og valutabeholdningen, det var galt med. Ved årsskiftet havde valutagælden været på omkring 150 mio. kr. for ved udgangen af april at passere 250 mio. kr. Nationalbankdirektør Svend Nielsen, hvis udtalelser sjældent havde været til opmuntring eller fristet til lyssyn, befæstede sin upopularitet hos socialde mokraterne ved to dage før valget at varsle nødvendigheden af yderligere forbrugsbegrænsninger.
Blokpolitik?
159
Folketingsvalget den 14. maj 1957:
Socialdemokratiet Det radikale Venstre Konservative Venstre Retsforbundet Kommunister De Uafhængige Slesvigske Parti
procent af stemmer 1957 1953 39,4 41,3 7,8 7,8 16,6 16,8 25,1 23,1 5,3 3,5 4,3 3,1 2,3 2,7 0,4 0,5
mandater
70-4 14 30 45 + 3 9 + 3 6-2 0 1
Det, man hæftede sig ved, var den nye balance i Folketinget. De to færøske mandater fordelte sig med et til Venstre som før valget, mens det andet, der tidligere havde været socialdemo kraternes, denne gang gik til Folkeflokken, det radikale selv styreparti. De to grønlandske folketingsmedlemmer og den ene fra Slesvigske Parti blandede sig ikke i den parlamentari ske balance, og da endelig ingen ville have med kommuni sterne at gøre, var der ingen oplagte flertalsmuligheder i det nye Folketing.
Valgets strømpil Socialdemokraternes tab bevirkede, at ideen om en flertals regering sammen med de radikale måtte skrinlægges. Ven stres fremgang betød, at partiet sammen med de konservative og det ene færøske mandat havde seks mandater flere end socialdemokraterne, men stadig var langt fra et flertal, også hvis de ønskede at regne Retsforbundets ni mandater med. Resultatet af valget pegede på en liberal regering, sagde Erik Eriksen og den konservative Aksel Møller. Det samme sagde også Viggo Starcke på valgaftenen. H. C. Hansen var skuffet over, at DKP havde vist sig så slidstærkt, og hans umiddelbare reaktion var, at hans regering måtte gå af. På et råd fra Jørgen Jørgensen valgte han at sove på det, og derved indledtes to ugers regeringskrise. Efter drøje forhandlinger fandt regeringskrisen sin over raskende løsning med dannelsen af den såkaldte trekantre gering med Socialdemokratiet, Det radikale Venstre og Rets forbundet. Man spurgte sig, hvordan det kunne være gået til, at H. C. Hansen, valgets taber, nu sad som statsminister for en flertalsregering. Han havde kaldt Viggo Starcke „en kedelig karl", og Starcke havde betegnet statsministeren som „en
160
Trekantregeringen
Blandt Viggo Starckes man ge talenter rangerede tale kunsten højest. Han gentog sit kunststykke fra 1950 og udnyttede fjernsynets og Statsradiofoniens millime terdemokrati til det yderste. Han havde sparet talerid op til de sidste minutter af ud sendelsen og opremsede nu med patos samfundets mo ralske dårligdomme fra skilsmisser, aborter og selv mord til fyldte fængsler. Kuren mod alt dette skulle være at stemme på Retsfor bundet. De andre deltagere i afslutningsdebatten havde kun sekunder til at give ud tryk for deres forargelse. Gevinsten ved dr. Starckes retoriske præstation viste sig i Retsforbundets stem metal ved valget den 14. maj 1957.
munter fyr". Bertel Dahlgaard havde i regeringskrisens ind ledende fase over for de forsamlede journalister på Amalien borg Slotsplads sagt, at han hellere ville dø en naturlig død end sidde i regering med dr. Starcke. Ved anden lejlighed afviste han tanken om at forhandle med Retsforbundet med en bidsk bemærkning om, at det ikke var muligt at forhandle med en bisværm. Det var kun, hvad der var sluppet ud til offent ligheden til bekræftelse af det umulige i et samarbejde mellem de tre partier, der alligevel fra den 28. maj sad i regering sammen. Da trekantregeringen var en kendsgerning, blev disse gen sidige karakteristikker og meget andet trukket frem, men også udtalelser, der bagefter kunne tolkes som varsler om, at Erik Eriksens liberale regering ikke var den eneste mulighed. To spørgsmål er blevet centrale, når regeringskrisens resul tat har skullet forklares. Det ene angik Retsforbundet, der fra en yderligtgående liberalistisk position og med en ensidig agitation mod skattebyrden tog et syvmileskridt over på den anden fløj og accepterede partiets parlamentariske ansvar ved at være med til at gennemføre en klækkelig skatteforhøjelse. Det andet spørgsmål angik Erik Eriksens beslutning om at fastholde det nære samarbejde med Det konservative Folke parti og blankt afvise et tilbud fra de radikale om støtte til en ren venstreregering. I spørgsmålet om Retsforbundets „omvendelse" blokerede forargelsen over partiets valgagitation, specielt over Starckes forførelseskunst, for erkendelsen af, at det var grundskylds tanken, der bandt partiet sammen, uanset deres interne uenig hed om mange andre spørgsmål. Grundskyld, inddragelse af samfundsskabte værdistigninger på jord, og udlejning af brugsretten til jorden havde både i Socialdemokratiet og Det radikale Venstre programmæssige paralleller. Man kan have sin velbegrundede tvivl om, hvor mange af Retsforbundets 120.000 vælgere der vidste, hvad grundskyld var, endsige ønskede den gennemført; men partiets kerne og dets politi kere tog det alvorligt, når de kaldte trekantregeringen en grundskyldsregering. Den helt banale forklaring, at en ministerpost må forekom me en politiker eftertragtelsesværdig, måske specielt efter mange års frugtesløs opposition, skal ikke udelukkes. Oluf Pedersen, der blev fiskeriminister, havde siddet magten nær i 9-mandsudvalget under besættelsen; han var en af nøglefi gurerne i det spegede spil frem mod trekantregeringens dan nelse. Erik Eriksens afslag på opfordringen til at sætte sit parti på
Valgets strømpil
161
Trekantregeringen var årets motiv for karikaturtegner ne. Før valget havde Bertel Dahlgaard sagt, at han hel lere ville dø en naturlig død end sidde i regering med Starcke. Jensenius kaldte sin tegning i Blæksprutten „Bertel i dødsriget" og lod Starcke og Oluf Pedersen byde Bertel Dahlgaard vel kommen, mens H. C. Han sen og Viggo Kampmann er de to tjenestegørende djævle ved porten.
ministertaburetterne har fremkaldt adskillige forklaringsfor søg, spændende fra, at han havde en uheldig hånd i det taktiske spil, til en helt personlig uvilje mod at påtage sig ansvaret og besværet over for de forventede store problemer, den kommende regering skulle løse. Det står fast, at de radikale tilbød ham og hans parti re geringsmagten. Med erfaringen fra hans kupagtige hurtighed i 1950, da han fik de konservative med i regeringen uden at spørge de radikale om forlov, turde Jørgen Jørgensen ikke give ham noget langt tøjr denne gang. Han fik udtrykkeligt at vide, at det radikale tilbud ikke gjaldt, hvis han tog de konservative fæller med. Der var givetvis et element af nervekrig over for Erik Eriksen i de radikales første forhandlinger med Oluf Pe dersen og Helge Madsen fra Retsforbundet. Erik Eriksen skul le advares om, at der var andre muligheder end hans VKregering. Der er heller ingen tvivl om, at han befandt sig godt sammen med de konservative; men det er et spørgsmål, om Erik Eriksen allerede dengang havde det langsigtede mål for øje, en partisammenslutning, eller om han i de følgende år tog konsekvensen af sin beslutning i maj 1957 og efterrationaliserede sin trofasthed mod samarbejdspartneren. Historikernes forklaringsforsøg rummer i sig selv et element af efterrationaliseringer af beslutninger, uanset viden om den rolle, irrationelle psykologiske mekanismer også kan spille. Erik Eriksens anspændte forhold til Thorkil Kristensen kan have påvirket ham til at fastholde sin første beslutning om at takke nej til det radikale tilbud, netop fordi Thorkil Kristensen 162
Trekantregeringen
Trekantregeringens ministre efter præsentationen for kongen den 28. maj 1957. Fra venstre Søren Olesen, Oluf Pedersen, Kjeld Philip, Kaj Bundvad, Kai Lindberg, Poul Hansen, J. O. Krag, Karl Skytte, Julius Bomholt, Jørgen Jørgensen, H. C. Hansen, Bodil Koch, Bertel Dahlgaard, Viggo Kampmann, Viggo Starcke og Hans Hækkerup.
i partiets gruppemøde havde tilrådet, at partiet skulle tage imod det. Da det hele var overstået, holdt Thorkil Kristensen ikke sin kritik tilbage. Han ville, på næsten radikal vis, have fore trukket en regering af de fire gamle partier, og når det ikke kunne lade sig gøre, en VK-regering. Når endelig de radikale nedlagde veto mod den, burde der, sagde han, være dannet en ren venstreregering. Hvis han havde meningsfæller i Venstres folketingsgruppe, og det havde han nok, tav de stille. Da trekantregeringens økonomiske kriseprogram kom til for handling i Folketinget i juni, blev Thorkil Kristensen ikke partiets finanspolitiske ordfører, og han blev holdt uden for det udvalg, hvor forligsmulighederne skulle afprøves. Men denne tugtelse lærte ham ikke ydmyghed. Venstre stemte imod afgiftsforhøjelserne. Thorkil Kristensen undlod at stem me.
Økonomisk medvind Trekantregeringen trådte til i en heldig stund, og det blev i den efterfølgende valgperiode ikke let at være opposition. Den europæiske økonomi stod over for en vækstperiode af hidtil ukendt styrke, der kom til at vare 12-14 år, og denne gang kom Danmark med. Men i forsommeren 1957 måtte regeringen starte med at
Økonomisk medvind
163
gennemføre den finanspolitiske stramning, som havde været prøvestenen på Retsforbundets vilje til at påtage sig regerings ansvar, da man forhandlede om regeringsdannelsen. Der var ingen nytænkning i lovbuketten, men alene den allerede ind øvede måde at rette op på valutabalancen på, afgiftsforhøjelser og bunden opsparing. Regeringen havde imidlertid denne gang også en mere langsigtet plan, der sigtede mod at fremme investeringerne. For det første opgav man den tidligere til bageholdenhed med at optage lån i udlandet. Allerede i juni 1957 opnåede Danmark et lån på 34 mio. dollars (svarende til 238 mio. kr.), så der ikke umiddelbart skulle være nogen risiko for, at valutamangel igen skulle bremse et økonomisk opsving. For det andet blev et forslag fra før valget taget op igen og gennemført. Det drejede sig om en betydelig omlægning af erhvervslivets afskrivningsregler og om dets mulighed for skattefrie henlæggelser til investeringsfonde. Disse forslag kom egentlig fra et udvalg, der havde arbejdet med spørgs målet siden Thorkil Kristensens ministertid. De skattefrie afskrivninger og investeringsfonde fik i de følgende år en langt større betydning, end man havde fore stillet sig, dels fordi investeringerne i erhvervslivet formelig sprang i vejret, dels fordi den stadige forøgelse af skattebyrden gjorde det mere og mere fordelagtigt at foretage sindrige om posteringer i regnskaberne for at slippe for skat. Lovgivningen kom også til at virke som Socialdemokratiets endelige farvel til forsøgene på at dirigere investeringerne direkte og underkaste dem politisk kontrol. Lavrentepolitikken blev mindre inter essant, når den lovlige skatteunddragelse spillede en langt større rolle end et par procent mere eller mindre på renten. Denne nye form for statstilskud til erhvervslivet over skatte billetten betød ikke, at en højkonjunktur omgående satte ind. Anden halvdel af 1957 var stadig præget af en vis tilbagehol denhed, påvirket af den bratte opbremsning i forbruget, som lovbuketten i juni afstedkom. Usikkerheden over for de euro pæiske markedsdannelser med Det europæiske Fællesmar ked, omfattende de seks lande i Kul- og Stålfællesskabet, gjor de sig også gældende. På arbejdsmarkedet nærmede man sig allerede næste omgang af overenskomstforhandlinger, hvor man skulle afprøve nye forhandlingsregler, der var lavet på grundlag af de skræmmende erfaringer fra 1956. Denne gang kom arbejdstidsforkortelser til at stå i centrum, og resultatet blev en aftale om en trinvis forkortelse af arbejdstiden fra 48 til 45 timer om ugen. Arbejdsgiverne opnåede til gengæld en treårig overenskomst. Fra begyndelsen af 1958 begyndte den hastige vækst. Bytte164
Trekantregeringen
Som stats- og udenrigsmini ster modtog H. C. Hansen i 1957 Indiens premiermini ster Ja waharlal Nehru. Der var stigende opmærksom hed om, at der ikke kun var et Øst og et Vest, men også en tredje verden. Nehru blev inviteret på en tur i ra diobilerne i Tivoli, så han og verdenspressen kunne få et billede af det fredelige, konfliktløse Danmark.
forholdet blev afgørende forbedret, og selv om landbruget havde alvorlige problemer med stadigt faldende forrentnings procent, blev dette rigeligt opvejet af industriens fremgang. Industriproduktionen steg i løbet af bare tre år med næsten 30 procent, og industrien tegnede sig nu for 40 procent af den samlede danske eksport. Snart efter var den blevet landets største valutaindtjener. Beskæftigelsen steg også, langtfra pro portionalt med produktionen, men dog nok til at arbejds løsheden næsten forsvandt. Uanset hvilke økonomiske for hold man ser på, viser alle tal tydeligt, at 1950'ernes problemer var løst, og at en ny epoke var begyndt.
Vagtskifte i kunsten 11958 udkom Klaus Rifbjergs roman „Den kroniske uskyld" og Leif Panduros „Rend mig i traditionerne". Begge bøger hand lede om den besværlige ungdom/pubertet og dens tilpasning eller mangel på tilpasning til et voksensamfund, som var menneskeødelæggende. Emnet var alvorligt nok og behandledes også derefter, men med en forsoren humor og i et forsonende stemmeleje. Vist var verden dødsens farlig, og vanviddet den dominerende magt, og det var derfor rimeligt at blive sinds syg. Men verden var ikke nødvendigvis en jammerdal. I litteraturhistorien kalder nogle dette skift i måden at skrive på og den nye holdning, der blev båret til skue, for modernis mens anden fase. Andre mener, at modernismen i virkelig heden først begyndte i slutningen af 1950'erne. Der er i det hele taget mange meninger om, hvornår modernismens begyndel se bør sættes, og ikke mindre uenighed om, hvad modernis men egentlig er. Det er tydeligt, at der i dansk litteratur var sket noget nyt i den sidste del af besættelsestiden og måske navnlig i den første efterkrigstid. Modernismens fremkomst i europæisk lit teratur dateres til mellemkrigstiden. I Danmark knyttes den for det meste til tidsskriftet „Heretica" (kætterier), der udkom på Wivels Forlag i årene 1948-1953. Det var ikke mærkeligt, at denne litterære retning herhjemme blev forstået som en reak tion på erkendelsen af nazismens udryddelseslejre og derefter den kolde krigs ødelæggelse af håbet om fred. Erfaringer om det europæiske menneskes muligheder for massedestruktion, bevidstheden om atombomben, der i den kolde krigs første år blev oplevet som den sandsynlige „Endlbsung" for menneske heden, blev tolket som det endegyldige bevis på den vestlige kulturs skyld og fald. Der var ikke kun tale om en kollektiv skyld, der kunne lægges på hele kulturen; det gjaldt også en personlig skyld, f.eks. konkretiseret som Martin A. Hansens bearbejdelse af det ansvar, han følte for at have opfordret til likvidering af stikkere under besættelsen. Ingen ideologier med deres allerede afprøvede og forka stede værdisystemer var nu troværdige. Det måtte blive kun sten og frem for alt poesien, lyrikken, der ikke blot skulle skabe nye værdier eller vise vejen til noget, som ingen vidste, hvad var, men selv skulle udgøre det frelsende værdisystem. Med den franske forfatter og filosof Jean-Paul Sartre som kilde blev der hentet inspiration i eksistentialismen. Man 166
Vagtskifte i kunsten
Klaus Rifbjerg debuterede i 1956 med digtene „Under vejr med mig selv. En utidig selvbiografi", der vakte op mærksomhed ved ikke at være dybsindigt fortvivlede. Det var afvæbnende, at han præsenterede sig selv som „Poseur fra starten/ Med en elegant bevægelse/ snor jeg mig ud af navlestrengen/ der som cashmeretørklæde/ er viklet tre gange om hal sen!"
vendte sig mod, at den naturvidenskabelige metode skulle være grundlaget for menneskesynet. Når sjælen blev gen stand for behandling, blev individet frataget frihed og ansvar. I stedet hævdede man det enkelte menneskes mulighed for at „blive sig selv" gennem det bevidste valg. Søren Kierkegaard blev aktuel læsning eller i det mindste diskussionsemne, til dels via Sartre. Der var noget næsten symbolsk og i hvert fald tidstypisk ved, at man værdsatte digteren Morten Nielsen så højt. Han var død ved en vådeskudsulykke under en våbeninstruktion i modstandsbevægelsen. Hans liv, digtning og død fremstod som en enhed. En del af hans digte var mærket af en på virkning fra Nis Petersen, og flere af efterkrigstidens lyrikere havde det på samme måde. Så meget stærkere blev der lagt afstand til Nis Petersen og hans lyrik, der blev bedømt som tom og smart. Periodens tema var tydeligt slået an ved de ofte citerede linier af Morten Nielsen:
„Du skal vokse og blomstre og sætte dine Frø, Du er endnu for ringe til at dø." Ole Sarvig skrev i „Jeghuset" om undergang som en forudVagtskifte i kunsten
167
13/g-w-
Karen Blixen i Hans Bendix' streg. Såre langt fra social realisme og indignationslit teratur udøvede Karen Bli xen en stærk indflydelse, ik ke kun i kraft af det, hun selv udgav i årene efter 1950, „Daguerreotypier", „Babettes Gæstebud" og „Kardinalens tredie Histo rie", men også ved nære venskaber med yngre digte re. Thorkild Bjørn vig har beskrevet sin betagelse i bogen „Pagten". 1954 of fentliggjorde hun „En Baaltale", der var skrevet flere år tidligere, og som det se nere blev svært at passe ind i interessen for kvindelitte raturen.
168
Vagtskifte i kunsten
sætning for det nye, der skulle komme, og som forudsætning for personlig identitet. Både han og Ole Wivel arbejdede med en forståelse, der tydeligt var kristen, men med afstand til kirken som institution. Paul la Cours „Fragmenter af en Dag bog", først offentliggjort i „Heretica", blev et hovedværk i modernismens første fase. Centralt var her kravet om, at digte ikke skulle handle om noget, men være noget. „Fragmenterne" blev citeret meget, også mere end de blev forstået. Under krigen havde store ord og patos været nødvendige for at udtrykke de stærke følelsesoplevelser. I efterkrigstiden blev de slidt ned til uanvendelighed. Det, som lyrikerne ville sige, kunne ikke udtrykkes med dagligsprogets ordforråd, undtagen når mellemkrigstidens litteratur blev afvist, da var talen klar. Det nye var ikke noget, man kunne skrive om eller beskrive. Det var noget, man ville skrive sig frem til. Så stor en bestemmelse for kunsten kunne føre til tvivl om forholdet mellem digt og virkelighed eller mellem kunst og liv. Thorkild Bjørnvig, der havde redigeret det første nummer af „Here tica", frygtede en uægthed i oplevelsen, der blev andenhånds, når den var et påskud for at skrive. Hverken digtene eller de litterære essays var lettilgængeligt læsestof. Beskrivelser af tidens lyrikdebat og af det miljø, den foregik i, ironiserer over dens tilbøjelighed til uudgrundelig højtidelighed. „I personlighedens og sindets dybder ... lever de stille lyrikere i mørke tangskove og sunkne vrag og venter på forløsningens pålandsstorm," skrev Tage Skou-Hansen, medredaktør af „Heretica"s sidste årgang, i et forsvar for pro saen. Det var dog et spørgsmål, om prosaen, romanen og novel len, havde forsvar behov. 11949 havde H. C. Branner udgivet romanen „Rytteren", og i 1952 kom skuespillet „Søskende , uden at den ibsenske symbolfyldte naturalisme var blevet forladt. I 1950 udsendte radioen Martin A. Hansens „Løg neren" om læreren Johannes Vig („sig ikke det navn for hur tigt"), der på den lille, indefrosne ø venter på foråret, hvor isen, mættet med betydning, vil bryde op. Martin A. Hansen var højt værdsat i Heretica-kredsen som en ældre autoritet. Han fulgte den i opgøret med mellemkrigstidens humanisme og i overbevisningen om fornyelsens nødvendighed; men han understregede lige så stærkt forbindelsen til fortiden, fortrins vis den fjerne fortid, „gammel-livet" eller myten, som han arbejdede med i bogen „Orm og Tyr". Hereticanerne fik for bindelse med højskolerne, der i deres digte og essays så deres egen kritik af den urbaniserede kultur bekræftet og håbede, at den moderne lyrik varslede en ny vækkelse.
Else Højgaard, Ebbe Rode og Preben Lerdorff Rye i Det kongelige Teaters opfø relse af H. C. Branners „Sø skende" i 1952.
Det var ikke lige tungt alt sammen. Frank Jæger havde i 1940'rnes slutning begejstret med digte, der gav udtryk for en frimodig appetit på livet. Også andre lagde afstand til kun stens isolation i „Elfenbenstårnet", en betegnelse, der kom til at give navn til en diskussion ved indgangen til 1950'erne. På det kommunistiske forlag Tiden begyndte i 1950 tids skriftet „Dialog" at udkomme som et erklæret modspil til „Heretica" og med et program om en kunst, der engagerede sig tydeligt i tidens politiske spørgsmål. Erik Knudsen, der udvandrede fra „Heretica" til „Dialog", blev retningens stær keste lyriker med hårdtslående satire over underholdnings industriens og kommercialismens fordummende virkning. I andre af sine digte gav han udtryk for en personlig angst for, at den kritiske holdning skulle blive en attitude. Halfdan Ras mussen begyndte i 1950 sine „Tosserier" og udviklede dem i de
Vagtskifte i kunsten
169
Sidste nummer af Heretica fra 1953 og Vindrosens prø venummer fra 1954. Tage Skou-Hansen flyttede med over i redaktionen af Gyl dendals nye tidsskrift, der med en bredere synsvinkel, symboliseret i tidsskriftets navn, ville tage pejling af kunstneriske, eksistentielle og politiske spørgsmål i ti den. Det lykkedes i adskilli ge år at gøre Vindrosen til det sted, hvor den nye lyrik blev publiceret.
i
HERETICA
VINDROSEN 1. Årgang - januar 1954 - nr. 1
TIDSSKRIFT REDIGERET AF FRANK JÆGER OQ TAQE SKOV-HAN SEN Erich Kabler: Åndstncnncskcts ansvar
I INDHOLD
TMO**Uø K.hrt»«LS S'-iX•ÆAXWB. f k, '? ; ’J r»«*oto TAO« P»OUJ