Politik og kultur. Artikler, optegnelser og breve fra fængslet 8700235814

Citation preview

Q Antonio h Gramsci

i Politik

I og kultur (i

-I.

m x

li

f

’•ll J

Artikler og breve udvalgt af Kjeld Osterling Nielsen -

rr“”

-------- ------------------------------------- —

—--------------------------- _---------- --------------

J

Antonio Gramsci I Politik og kultur

n

Antonio Gramsci Politik og kultur ARTIKLER, OPTEGNELSER OG BREVE FRA FÆNGSLET

UDVALGT AF

KJELD ØSTERLING NIELSEN

Gyldendals Uglebøger

Politik og kultur er oversat fra italiensk af Kjeld Østerling Nielsen efter tekster som er stillet til rådighed af Istituto Gramsci i Rom. Copyright Istituto Gramsci, Rom. Nærværende udvalg og oversættelse Copyright © by Gyldendalske Boghandel Nordisk Forlag 1972. All rights reserved. Bogen er sat med Intertype Baskerville og trykt hos Nordisk Bogproduktion A.S. Haslev. Printed in Denmark 1972. isbn 87 00 23581 4

INDHOLDSFORTEGNELSE

Det aktuelle i Gramscis politiske videnskab Noter, indskud, udeladelser Antonio Gramsci: 1891-1937 Breve fra fængslet Politiske skrifter Revolutionen mod „Kapitalen** Vores Marx Statens erobring Socialister og anarkister For en fornyelse af det socialistiske parti . Det kommunistiske parti Den italienske krise Bidrag til marxismens teori og historie . . Bidrag til den politiske teori De intellektuelle og kulturens organisering Tillæg............................................................ . Kort bibliografi

.

.

7 17 18 22

.

.

.

.

. . . •

48 54 59 62 70 75 79 82 86 140 184 196 211

J

DET AKTUELLE I GRAMSCIS POLITISKE VIDENSKAB

„Gramse! er i dag en organisk bestanddel af vor kultur som Vico eller Leopardi", hed det for nylig i et italiensk blad (Messaggero). Direkte og indirekte har han hos millioner af sine landsmænd befordret den „intellektuelle reform", den nye tænkning og handling, hvor politik og kultur forenes, der så ofte omtales i hans skrifter. Uden for Italien er kendskabet selvsagt mindre, men sti­ gende. I de seneste par år er der kommet bøger af og om Gramsci i så vidtspredte lande som USA, Australien, Ja­ pan, England, Frankrig, Belgien, Ungarn og en del steder endnu. Hans arbejder har spillet en ikke ubetydelig rolle i væsendige diskussioner, både om italiensk historie og kultur og om mere generelle teoretiske problemer. Hvori består nu denne aktualitet, der synes at være af både „ydre" art, dvs. et indlæg i den almindelige samfundsdebat, og af „indre" art, dvs. et specifikt og i visse henseender nyt bidrag til den tankeretning, han tilhører, marxismen. Gramscis vigtigste ting er skrevet i perioden fra slutningen af i. verdenskrig til midt i 30’rne. Dvs. et tidsrum, der i al sin konkrete forskellighed dog har en række „strukturlighe­ der" med vor tid i dag. I den vestlige, eller med marxistisk terminologi, den kapitalistiske verden, er der, sagt med en formel, et „gab" mellem de objektive muligheder for en ny samfundsformation og de „subjektive" betingelser for at re­ alisere dem. Produktionen kræver hele samfundets koopera­ tion, ja den sprænger de nationale samfunds rammer, men den udtrykker sig ikke i tilsvarende institutioner. Tilegnelsen, ejendomsforholdene, ledelsen er af privat og monopolistisk 7

karakter og styrkeforholdet er endnu af en sådan art, at den­ ne kontrast består, mens den uddybes. Der er ingen „automa­ tisme", men en kompliceret dialektik, der ikke løses blot ved en rationel erkendelse, men rummer en politisk, kulturel og moralsk praksis af ikke mindre kompliceret art. I den socialistiske del af verden er der skabt en ny sam­ fundsformation, der ikke rummer denne modsætning, men forholdet mellem de enkelte stater, vekselvirkningen mellem den sociale produktionsmåde og udstrækningen, formen, gra­ den af hele befolkningens aktive og umiddelbare deltagelse i ledelsen, skaber, positivt som negativt, nye opgaver for den politiske teori og praksis. Således, såvel fra vest som øst, kapitalisme som socialisme, opstår en tilskyndelse til en samtidig konkretisering og mere omfattende generaliseringer af teorien om den menneskelige omdannende aktivitets samfundsmæssige betingelser og virke­ liggørelse. Og dette er indholdet af Gramscis „politiske vi­ denskab".

Thi disse problemer fandtes også i den periode, hvor Gramsci skrev. Den italienske arbejderbevægelse var vokset, det socialistiske parti var betydeligt, men dets faktiske indgreb i samfundsforløbet langt mindre. Oktoberrevolutionen sej­ rer, men forbindes ikke organisk med hele det almene sociale og socialistiske røre, der fandtes i perioden. Generalstrejgerne og fabriksbesættelserne i Norditalien var af et omfang som ikke tidligere, de væsentligste kampe foregik under le­ delse af den gruppe venstrefløjssocialister Gramsci tilhører, men strejkerne lider nederlag, det nystiftede kommunistiske parti forbliver lille og i mange henseender isoleret, arbejder­ bevægelsen og de demokratiske kræfter i øvrigt er fortsat store, men de formår ikke at forene sig, den fascistiske mod­ offensiv bliver til diktatur. Hvor er forskellen mellem Rusland og Italien? Hvor har den ledelse og organisation svigtet i Italien, der var effektiv hos de andre? Hvad er det for samfundsmæssige mulighe­ der for den politiske handling, der ikke er erkendt og måske,

8

selv om de er erkendt, ikke er udnyttet? Disse spørgsmål kommer ikke på en gang, svarene heller ikke (nogle af dem var endog „givet" tidligere, før spørgsmå­ lene blev formuleret, og svaret derfor heller ikke forstået) — men det er dem der til slut i fængselsoptegnelserne fører til en af de sammenfatninger hos Gramsci, der bl. a. udgør hans aktualitet. Det drejer sig, skriver han, om samfund af forskellig „organisationsgrad". De højtorganiserede, vestlige samfund rummer en række „forsvarslinjer" bag hverandre, som er i stand til at opfange selv store gennembrud af de første linjer. Strategien i disse højtorganiserede samfund er derfor ikke „bevægelseskrigen" (som det kunne være i en vis periode i Rusland), men „stillingskrigen", erobring af position efter position på basis af en omhyggelig „rekognoscering" af det „nationale terræn". Og af denne „rekognoscering" - som Gramsci i øvrigt ind­ leder allerede i sine allerførste artikler under selve krigen — udvikles efterhånden, ligeledes springvis, delteorier og kon­ krete analyser af en række emner omkring kulturen, det na­ tionale særpræg, de intellektuelle, de folkelige ideologier, mo­ ralen og adskilligt flere. Næsten alle af den førnævnte „ydre" og „indre" aktualitet. Men hvorledes er så dette „højtorganiserede" samfunds funk­ tionsmåde, hvorledes fungerer samfund i det hele taget, hvordan ændres de? Dette er andre spørgsmål, der kommer igen hos Gramsci. Samfundets ledelse, anfører han, består af to strukturer i „usikker ligevægt", nemlig staten i snæver forstand (det poli­ tiske samfund), der fremtvinger lydighed med sit tvangsappa­ rat og af „medborgersamfundet" med „civilorganisationer­ ne", kirken, skole, propaganda, foreninger osv., der organi­ serer den beherskedes (aktive eller passive) „samtykke" over for de herskendes politik. Den højere organisering be­ står i en udvikling af begge disse strukturer og især deres samspil. Der findes ikke blot én ligevægtstilstand, men en

9

række sådanne (jo flere, jo mere „organiseret" samfundet er). Men disse to strukturer er ikke uløseligt forbundne, de kan endog komme i modsætning til hinanden, derfor er det muligt for de beherskede, der kæmper for at blive herskende at sikre sig ledelsen eller en del af denne i medborgersamfun­ det og på denne måde influere på tvangsapparatet, mulighe­ der for handling, inden de direkte kan erobre det, selv om dets erobring og omdannelse er den endelige betingelse. Organisationen af disse strukturer er ikke blot organisation af ting og personer, men også af menneskers tanke og hand­ linger, af ideer og vilje. Men hvem „producerer" ideer, hvem administrerer som de økonomiske lederes „fuldmægtige" sam­ fundet og dermed praktisk viljens muligheder — „de intellek­ tuelle" (se nærv. udv. s. 184 ff).

Den statslige og „medborgermæssige" organisation opstår ved bevidsthedshandlinger og viljesakter, men disse er ikke udelukkende tanke og vilje. I selve produktionsprocessen ind­ går menneskene nemlig forbindelser, der er uafhængige af de­ res vilje. Men disse forbindelser er ikke desto mindre altid menneskelige handlinger, der formidles af vilje og tanker, ofte ensidige, ufuldstændige, mystificerede, frustrerede, men det er af denne dialektik mellem objektivt-subjektivt at der på det økonomiske grundlag opstår en overbygning af juri­ disk, politisk, kulturel osv. art. Overbygningen er ikke passivt afledet af sit grundlag, ikke abstrakt, men historisk-konkret og den virker tilbage på sit grundlag, ligesom overbygningen i enhver af sine sfærer har sin relative „egenudvikling". Det er måske her den største vanskelighed for tilegnelsen af Gramscis arbejder består. Nemlig metoden. Udgangspunktet er hos Gramsci ikke kritikken af den poli­ tiske økonomi, men ideen-viljen og disses organisation. Her skelner han to dominerende „enheder", verdensanskuel­ sen („filosofien") og adfærdsmønstret (moralen), tilsam­ men bestemmer de „kulturen". Men da problemet er at gøre den mystificerede idé-vilje kritisk, det „diffuse" sammenhæn10

gende, er opgaven at finde ideerne-viljens reale „historie" dvs. deres oprindelse, udvikling og funktion. Og dette fører så til klassernes stilling, deres styrkeforhold og dettes foran­ dring. Og samtidig også til hans analyse af „fagfilosofien" og „folkefilosofien" og i en tilbagegående analyse, hvorle­ des der af produktionsrelationerne opstår bestemte samfunds­ funktioner, der udvikler en først snæver „gruppefornemmel­ se", der atter kan udvikle sig til en gruppebevidsthed (kor­ porativ) for endelig at blive til dækkende bevidsthed om sin funktion og som en del af denne funktion, dvs. klassebevidst­ hed. Handlingen og dens afbildning i idé-vilje, og idé-viljes sam­ menhæng med den handling, den formidler, tilskynder, modi­ ficerer osv. er uafbrudt forbundet i denne metode. Der opstår ingen „automatismer" uden for den menneskelige praksis. Virkeligheden er uafbrudt en konkret dialektik af tilfældigtnødvendigt, muligt-realiseret. Det fører til en fremgangs­ måde, som Gramsci undertiden kalder „filologisk", hvor han forsøger en mikroanalyse af især overbygningens processer, samtidig med at han med en anden fremgangsmåde han be­ tegner som „integral historicisme", forsøger at betragte alt i bevægelse og udvikling i en bestemt tid og rum, også den analyserende selv, hans metoder og resultater. Teorien og teoretikeren er ikke „uden for historien", men aktiv del af den, „historiens gang" er den menneskelige praksis i alle dens formers udvikling. Det er en metode, der har sine betydelige problemer, men den har en ubestridelig fordel, dens resultat, dialektikken mellem grundlag og overbygning bliver aldrig en blot ansku­ ende erkendelse, men en aktiv - evt. også aktiviserende - be­ tingelse for menneskelig effektiv handling til samfundets om­ dannelse.

Den politiske videnskab er, ifølge Gramsci, en bygning af „empiriske og praktiske principper". Dens kerne er forholdet mellem styrende og styrede, beherskede og herskende. Den politiske aktivitet er realisering af ideer ved hjælp af en kolII

lektivt organiseret vilje for at forandre den virkelighed, der afgørende betinger ideerne-viljen i den givne historisk-konkrete skikkelse. For så vidt er politik et valg mellem mulighe­ der, hvorledes opstår imidlertid kriteriet for disse valg? På dette punkt går en stor del af den politiske teori i hårdknude. Dens „svar“ er f. eks. man har disse kriterier, fordi man har visse andre, og dem har man, fordi man har nogle andre igen ... og således i det uendelige. Eller spørgsmålet slettes med henvisning til „irrationelle" motiver eller som „irrelevant", idet man „kun" kan beskrive en vis adfærd, eller det reduce­ res til luftigste idealisme eller vulgær økonomisme. Gramscis løsningsforsøg er dette: kriteriet for valget mel­ lem de forskellige ideer og viljesmuligheder frembringes af de sociale kræfter, der er i stand til at tilegne sig og realisere dem. De socialt effektive kriterier kan kun skabes og opret­ holdes af samfundskræfter, der er stærke nok til at influere på samfundets forløb, til syvende og sidst klasser og „sociale grupperinger". Kriteriet og valget er i sig selv en del af disse kræfters tilblivelse og organisering som klasser og grupperin­ ger, men bliver kun til „virkende virkelighed" hvis de udtryk­ ker den pågældende samfundsformations faktiske funktioner. Hans interesse samler sig derfor om analysen af styrkeforhol­ det i alle dets grader og former, kræfternes organisering og omorganisering. Den politiske videnskab må derfor udvides til alle den sociale videnskabs discipliner, alle samfundets funktioner. Den politiske leder bliver kollektiv, et parti. Her­ udfra udvikler Gramsci så sin teori om det revolutionære parti. (Se nærv. udv. s. 147).

Gramscis interesse er ikke blot en adækvat teori for den men­ neskelige handlings betingelser men også denne teoris tileg­ nelse. De arbejdende i et klassesamfund står her over for et tilsyladende dilemma og en real, dyb modsætning. Deres daglige tilværelse, med en større mængde manuelt arbejde, ringe­ re uddannelse osv. end de herskende grupper gør det vanske­ ligt, ofte umuligt for dem kritisk at tilegne sig disse gruppers 12

kultur, erfaringer, metoder osv. Men den nye teori, „praksis­ filosofien" er netop en kritisk overvindelse og videreudvik­ ling af den bestående kultur og videnskab (sammen med det nye, der opstår). Den stiller med andre ord større krav end dem, der kun vanskeligt kunne honoreres. Modsætningen løses ved at der opstår en „elite" (fortrop), der er i stand til at producere og i begrænsede lag udbrede en mere omfattende kritisk tilegnelse af teorien, kulturen og den politiske videnskab. Men dette er utilstrækkeligt til at sikre teoriens virkeliggørelse. Hertil kræves massernes tilslut­ ning, men denne formidles kun i begrænset omfang af teo­ rien, og først og fremmest af deres erfaring og den „diffuse" eftertanke herover, ofte nedarvet (igennem sproget ikke mindst), det Gramsci kalder „den sunde fornuft". „Den sun­ de fornuft" er udsprunget og del af den samme virkelighed som teorien, men den er ufuldstændig, ofte metafysisk, blan­ det med modpartens verdensanskuelse og moral. Opgaven er at fremskynde dens udvikling til at blive kritisk, til „dømme­ kraft", til et grundlag for elementære valg, der „differentie­ rer" de beherskede fra de herskende. Men er det forudsætningen, er det ikke selve tilegnelsen af den politiske videnskab. Massernes tilslutning, på disse første trin, der kan repræsentere en lang historisk periode, må der­ for ofte blive „disciplin over for et ideal" en „troskab" over for et parti eller endog indsnævres til en troskab over for enkelte ledere, der for masserne personificerer den nye idé­ vilje. Men en „troskab", der på den anden side opstår af er­ faring, klassefomemmelse, resultater og rummer massernes egne elementære, men selvstændige valg i modsætning til de tanker, forhold og klasser, der før beherskede dem. Dette er en uundgåelig historisk overgangsproces. Desto mere uundgåelig, jo mere undertrykte de undertrykte var, da de indledte deres befrielseskamp. Hvis de „subalterne" kun skulle følge det logisk formulerede, siger Gramsci et sted, ville de blive sat til vægs af enhver bedre uddannet modstan­ der. Derfor må de handle efter „autoritet", men efter hvil­ ken? - Deres klasses, deres livserfaring, „så mange kan 13

ikke tage fejl", „dette kunne jeg ikke sige selv, men jeg er sikker på at det er en af os, der kunne sige det“ „dette har jeg hørt før, og det var rigtigt". Men det har imidlertid sine virkninger på teorien selv, dens videre udvikling og dens udtryk. Lige så snart teorien på denne måde bliver „praktisk" for masserne, giver det på den ene side visse begrænsninger af psykologisk-pædagogisk art for „teoretikerne", hvis de vil gøre sig forståelige og ikke isolere ledere og ledede fra hin­ anden og på den anden side også et pres i retning af hvad Gramsci kalder en „deterministisk-fatalistisk" variant af den nye verdensanskuelse hos masserne. Thi de nye og store lag, der netop har sat sig i bevægelse, kræver en „sikkerhed", der er større end deres egen i øjeblikket, og den findes bl. a. i „love", i et „forsyn" eller en mirakuløs forudseenhed hos en enkelt stor leder, der overgår de reale menneskelige mulighe­ der eller som projicerer det reale ud i det metafysiske dvs. i en skæbnetro, verdslig i form af „love", der virker „uden for" den konkrete menneskelige praksis, eller religiøs som dyrkelse af det ufejlbarlige, forudbestemte, dvs. en determi­ nisme-fatalisme - der nok udelukker menneskene som de faktisk er og virker, men også de menneskelige skrøbelighe­ der, giver en stor moralsk modstandskraft, hjælper til at overvinde midlertidige modgange, fejl osv. Men dette sociale element er ikke det eneste i sin art. Fra den direkte modstander eller svingende mellemgrupper er der også et pres for at gøre den nye verdensanskuelse „passiv", udelukke de reelt eksisterende mennesker og betyd­ ningen af deres handling. Også her er determinismen en ud­ vej. Men ikke blot det sociale element virker. Der findes også en stærk indflydelse, omend kompliceret, indirekte osv., der har sin oprindelse i videnskabens „egenudvikling", dens gene­ ralisering af sine enkeltmetoder og enkeltopdagelser (og den verdensanskuelse-moral, der ligger bag generaliseringen, ind­ virker på den, indirekte betinger den osv.). Der er i hele Gramscis forfatterskab en samtidig polemik 14

såvel mod den kapitalistisk-feudale verdensanskuelse som mod den passiviserende determinisme ikke mindst i den pro­ blematiske form (se s. 54), hvor han som en af de første i Vesteuropa forstår Lenin og samtidig „misforstår" Marx, dvs. identificerer ham med den deterministiske udlægning af hans skrifter (Kautsky m. fl.). Men Gramsci lader sig heller ikke tvinge over i en intel­ lektualistisk rationalisme, der ikke forstår, at disse fæno­ mener på et givet trin er uundgåelige, ja, for en vis periode kan være medvirkende til at skabe de sociale styrkeforhold, der virkeligt åbner for den uddannelse, fritid, faktiske delta­ gelse i samfundets ledelse, følelse af egen kraft og historisk kontinuitet, der hidtil var massernes betingelse for den kriti­ ske tilegnelse af kulturen og teorien. Problemet er at undgå, at denne determinisme-fatalisme krystalliserer sig som en „teori", der fortrænger den virkelige, kritiske teori. Thi så fortsætter den ud over det punkt, hvor den er nødvendig og hvor den kan være en positiv faktor. Forbindelsen mellem ledere og ledede afbrydes, men nu ikke fordi lederne er for langt fremme, men fordi de kommer bag­ efter de „ledede" og disses evne til kritisk tænkning og selv­ stændig handlen. Og heller ikke indskrænker Gramsci det til et rent kulturelt-teoretisk problem. „En klasse, hvoraf nogle lag endnu sidder fast i den ptolemæiske verdensanskuelse kan ikke desto mindre repræsentere en meget fremskreden historisk situa­ tion; tilbagestående ideologisk (eller i det mindste med hen­ syn til nogle afsnit af verdensanskuelsen, der hos dem er usammenhængende og naiv) er disse lag ikke desto mindre uhyre langt fremme praktisk, dvs. som økonomisk og poli­ tisk funktion." I vor tid, hvor hele folkeslag gør udviklingen fra kolonista­ diet, fra det halvfeudale bondesamfund til forsøg på sam­ fundsformer, der søger at realisere normer, der endnu kun er tilskyndelser til „idé-vilje", hos os, er det muligt at også disse afsnit af Gramscis „politiske videnskab" har deres aktualitet.

>5

Det fører til forvrængning af både teori og praksis, hævder Gramsci, hvis objektiviteten reduceres til absolut uafhængig­ hed af den menneskelige aktivitet. En reduktion, der frem­ mer og fremmes af en anden, nemlig af reduktionen af de sociale tendenslove til „klassiske” („rent" kausale) naturlove. Eller - på den anden side - når den menneskelige aktivi­ tet opfattes abstrakt, dvs. løsrevet fra sine reale, historiske betingelser, enten som begrebsmaterialiserede ideers og mo­ ralbuds virkning eller et konstrueret typeindivid, osv. Gramsci går imidlertid et skridt videre. Opfattes også de samfundsmæssige tendenslove blot mekanistisk som „det til­ fældige sammenstød af et uendeligt antal arbitrære handlin­ ger", forbliver risikoen for at forblive i det passives, blot an­ skuendes sfære. At se bort fra ethvert viljeselement i objektivitetens navn skriver han, er i realiteten at kalkulere udelukkende med vil­ jeselementet hos „de andre". Udfra lignende betragtninger kritiserer han den kendte formel om „frihed lig indsigt i nødvendigheden". Frihed er ikke blot at vide, hvad man kan og må, men også at kunne gøre det, at gøre det. Socialt er dette til syvende og sidst et spørgsmål om magt. Frihed er derfor alles magt, og dermed ingens magt over andre. Men der er ingen genvej hertil (der­ af hans polemik mod anarkismen), den opstår først når alle forudsætninger findes for at alle deltager aktivt og på lige fod i „magtens" udøvelse, idet magten opløses i nye katego­ rier som styring, samordning osv. på individuel-kollektiv ba­ sis, når det „moderne menneske" opstår, „der er blevet både menneske og masse, dvs. det kollektive menneske, samtidig med at det bevarer sin stærke personlighed og individuelle originalitet". Dermed forandrer også den „politiske viden­ skab" karakter, den bliver viden, almen kultur. Frihed, socialisme og humanisme er på denne måde forbun­ det som både mål og middel i Gramscis „politiske viden­ skab".

Rom, januar 1972. 16

Kjeld Østerling Nielsen

NOTER, INDSKUD, UDELADELSER

() angiver forfatterens egne eller den italienske tekstudgivers og [] angiver den danske udgivers indskud og tilføjelser. De med tal betegnede noter er alle, hvor intet andet er bemær­ ket, den danske udgivers. De med *, ** betegnede er forfat­ terens under teksten anbragte noter; ... angiver forfatterens udeladelser, huller i teksten eller stilistiske midler, brugt af forfatteren; [...] angiver udeladelser eller afbrydelser af tekst, foretaget af den danske udgiver.

ORDNØGLE

Næsten hele teksten er blevet til under censur af civile og mi­ litære myndigheder eller af fængselsvæsenet. En række gæng­ se betegnelser og navne er derfor omskrevet. De hyppigst an­ vendte er: Praksisfilosofien = marxismen Grundlæggerne af praksisfilosofien = Marx og Engels Den største moderne teoretiker inden for praksisfilosofien — Lenin Andre omskrivninger er angivet direkte i teksten.

a Granuci

17

ANTONIO GRAMSGI: 1891-1937

Gramsci* blev født 22. januar 1891 som den fjerde af syv søskende i en lille embedsmandsfamilie i Ales (Sardinien). Under vanskelige økonomiske kår og plaget af sygdom bliver han student 1911. Ca. 1905 læser han de første socialistiske blade (sendt af en ældre broder), men hans opposition (i breve og skolearbejder) er endnu kun rettet mod den „natio­ nale" undertrykkelse, som Sardinien var - og er — udsat for. Gramscis forhold under universitetsstudierne (i Torino) er om muligt endnu værre end under gymnasietiden. Hans in­ teresser er især samlet om sprogvidenskab, litteratur og filo­ sofi, flere af hans professorer opmuntrer ham til en viden­ skabelig karriere. 1913 bliver han (antagelig) medlem af Ita­ liens socialistiske parti (PSI), året efter finder man hans første artikler i den socialistiske presse, fra 1916 er han fast medarbejder ved det socialistiske blad „Avanti" (område: politiske kommentarer, teater, litteratur) og taler hyppigt på møder, især om kulturelle emner. Arbejdernes opstand i To­ rino 23.-26. august 1917 mod krigen medfører, at hele den hidtidige socialistiske ledelse i byen arresteres og Gramsci vælges nu som sekretær for PSI’s Torinosektion og bliver redaktør af bladet „Grido del Popolo". Samme år har han de første egentlige kontakter med partiets venstrefløj. I en række artikler giver han en positiv og - forholdene taget i betragtning - forbavsende korrekt analyse af Oktoberrevolu­ tionen i Rusland og bolsjevikkernes politik. I de sidste dage af 1918 udkommer i Napoli, under redak­ tion af Amadeo Bordiga, første nr. af „Il Soviet", der bliver * Udtales: Gramsji. 18

den ene pol for de kræfter, der siden danner det italienske kommunistiske parti. Den anden „pol“, tidsskriftet „Ordine Nuovo", udkommer i. maj 1919 i Torino med Gramsci som redaktør og Angelo Tasca, Palmiro Togliatti (efter Gram­ scis arrestation det italienske kommunistiske partis leder til sin død i 1964) og Umberto Terracini som medarbejdere. Ordine Nuovo gruppen bliver den faktiske politiske leder af arbejderklassen i Torino omkring det „rådsprogram", som især Gramsci udvikler. Torino med sine store fabrikker, der var vokset enormt under krigen, har den mest revolutionære og bedst organiserede arbejderklasse i datidens Italien. PSIledelsens passivitet under de store massebevægelser i Torino 1919-20 (generalstrejke, fabriksbesættelser) fører til åbent brud mellem PSIs ledelse og venstrefløjen, der først konstitu­ erer sig som „kommunistisk fraktion" inden for partiet (Imola, november 1920) og derpå som selvstændigt parti (PCd’I, i det følgende: IKP) 21. januar 1921 (Livomo). Det lykkes ikke at drage PSI’s største gruppe, „centrum" ind i det nye parti, og partiet dannes på et tidspunkt, hvor den revolutio­ nære bevægelse er i aftagende og fascismen i offensiv. Gram­ scis optræden er præget af tvivl og tøven i denne periode. Ledelsen for det nye parti udgøres af Bordiga, Terracini m.fl. selv om Gramsci indvælges i centralkomiteen og redigerer partiets blad. På IKPs 2.kongres (Rom, marts 1922) kommer det første sammenstød mellem Bordigas „rene" (venstresekteriske) lin­ je og andre strømninger (stridspunkter: forholdet til PSI og deltagelse i parlamentet). Bordiga sejrer stort. Gramsci har en mellemposition og vælges til at repræsentere IKP i den kommunistiske Internationales eksekutivkomité (EKKI). Den følgende periode i Moskva med arbejdet i EKKI, hvor Gramsci møder og arbejder sammen med en række af tidens mest kendte og indflydelsesrige revolutionære, er af­ gørende for hans udvikling som politisk leder og teoretiker. I Moskva træffer Gramsci Julija Schucht, der bliver hans kone. I Italien hersker nu den fascistiske terror. Oktober 1922

»•

19

foregår „marchen mod Rom“ (for Mussolinis eget vedkom­ mende dog i sovevogn). IKP bliver faktisk illegalt, og i beg. af 1923 arresteres en del af dets ledelse (Bordiga m. fl.). Som modtræk - og på EKKIs foranledning - føres enheds­ forhandlinger med socialisterne. Fra fængslet protesterer Bor­ diga herimod og kræver den øvrige ledelses støtte. Med visse reservationer opnår han den fra Togliatti, Terracini m. fl. Gramsci derimod nægter. Differentiationen inden for den kommunistiske ledelse i Italien er begyndt. Efter aftale med EKKI flytter Gramsci fra Moskva til Wien for at være Ita­ lien nærmere og fremlægger i breve sin plan for partiets nye linje, en bredere, samlende antifascistisk politik og et nyt partiblad, der skal hedde „l’Unita" („Enheden"). April 1924 vælges Gramsci som parlamentsmedlem og kan vende tilbage til Italien (der var arrestordre mod ham). Her bliver han medlem af partiets forretningsudvalg og fra august generalsekretær. En samtidig partikonference (Como) viser imidlertid, at den nye linje og ledelse er i bety­ deligt mindretal blandt partiets aktivister. Fascistiske terrorister dræber den socialistiske politiker Matteotti i juni 1924. Det er begyndelsen til den hidtil alvor­ ligste politiske krise for fascismen, og Gramsci forsøger at bringe sit parti i spidsen for en bred antifascistisk enhedsbe­ vægelse på grundlag af det voldsomme røre, mordet og den fascistiske terror i det hele taget har bevirket. Men det mis­ lykkes af både politiske og organisatoriske svagheder hos alle parter. Disse erfaringer sætter imidlertid spor også i IKP, og på partiets 3-kongres i januar 1926 (Lyon) får den reso­ lution, Gramsci fremsætter på den nye partiledelses vegne, 90 pct. af stemmerne. Julija opholder sig fra efteråret 1925 i Rom, men den fascistiske terror er så overhængende, at Gramsci ikke tør lade hende og deres lille søn bo samme sted som han selv. Ju­ lija rejser sidst på sommeren 1926 tilbage til Moskva, hvor den yngste søn fødes, som Gramsci aldrig kommer til at se. Foruden en lang række partidokumenter, et meget stort antal artikler og taler skriver Gramsci (oktober 1926) artik20

len om „det syditalienske spørgsmål'1, der, skønt uafsluttet, rummer elementer, der endnu i dag er direkte virksomme i IKPs politik. På partiledelsens vegne skriver han også et brev til det sovjetiske parti om striden i dette parti. Der er ud­ arbejdet planer for Gramscis hemmelige udrejse af landet, da han den 8.11.1926 arresteres af det fascistiske politi. 4. juni 1928 idømmes han 20 år, 4 måneder og 5 dages fængsel. Det første hæfte med „fængselsoptegnelser" er dateret 8.2. 1929, i november 1933 findes der allerede 21 af disse hæfter. Gramscis helbred forværres uafbrudt i fængselstiden. Han lider til slut af åben TB, nyrebetændelse, en rygmarvslidel­ se, permanent mavekatar og hovedsmerter, søvnløshed, hans fødder er opsvulmet, så han i måneder ikke kan gå, alle hans tænder falder ud. I 1933 bringer „l’Humanité" i Paris en dokumenteret arti­ kel om Gramscis tilstand (det første spor i den udenlandske presse er fra 1927 i Manchester Guardian). Der dannes en international solidaritetskomité med bl. a. Romain Rolland og Henri Barbusse som medlemmer. Gramsci dør 27.4.1937, seks dage efter at være blevet „løs­ ladt". Hans svigerinde, Tatjana Schucht, der opholdt sig i Italien og bistod Gramsci under hele fængselstiden og - sam­ men med hans ven Piero Sraffa, professor i økonomi i Eng­ land — var forbindelsen til Gramscis meningsfæller,* modta­ ger fængselsoptegnelserne sammen med hans efterladenska­ ber og bringer hæfterne i sikkerhed i Moskva. Optegnelserne udkommer i Italien efter krigen (fra 1948) og i 50’eme og 6o’erne på de fleste hovedsprog. Nærværende udvalg er det første på dansk.

Kj. 0. N.

BREVE FRA FÆNGSLET

Gramsci arresteres af det fascistiske politi sent på aftenen den 8. november 1926 i det værelse, hvor han bor til leje i Via Morgagni 25 i Rom. Han var kommunistisk parlamentsmedlem, men heller ikke i dette tilfælde blev der taget hensyn til immuniteten. Det første kendte brev fra fængslet er dette:1 Roma 20. november 1926 Kæreste Julca2 Kan du huske et af dine sidste breve? (I det mindste det sid­ ste, jeg har modtaget og læst). Du skrev, at vi to endnu er så unge, at vi kunne håbe sammen at se vore børn vokse op. Det må du huske på nu, meget, meget stærkt, det må du

1. Der findes et samtidigt brev til familien Passarge, som Gramsci lejede værelse hos og hvor han undskylder „den forstyrrelse og ulejlighed" hans arrestation har forvoldt og samtidig beder om at få sendt nogle af sine bøger (en tysk grammatik, en bog om sprog­ videnskab og Dantes „Divina Commedia") til fængslet samt be­ sked om familien Passarges mindste, der har skarlagensfeber. Bre­ vet blev imidlertid konfiskeret af politiet og vedlagt akterne. Det findes ikke i den store italienske udgave af brevene, men er op­ trykt i den franske (Antonio Gramsci: Lettres de prison. Gallimard, Paris 1971,5. 15.). 2. Julija el. Giulia Schucht var datter af en russisk revolutionær af skandinavisk afstamning, Apolio Schucht. Under familiens land­ flygtighed inden Oktoberrevolutionen opholdt den sig længe i Ita­ lien, hvor Julija fik afgang (violin) fra Accademia di Santa Ce­ cilia i Rom. Efter revolutionen vendte familien tilbage til Rusland, hvor Julijas ældre søster, Jevgenija blev en nær medarbejder i skolespørgsmål for Lenins kone, Krupskaja. I sept. 1922 lærte Gramsci Julija Schucht at kende i Moskva, da han, alvorligt syg, opholdt sig på sanatoriet „Serebrjanyj bor". „Hun var høj og lys, havde et smukt ovalt ansigt og store, bedrøvede øjne." Hun var dengang 26, Gramsci 31. 22

tænke på, meget, meget stærkt, hver eneste gang du tænker på mig og i tankerne forbinder mig med børnene. Jeg er overbevist om, at du vil være stærk og modig, som du altid har været det. Du må være det endnu mere end før, så bør­ nene kan få en god opvækst og i ét og alt være dig værdige. Jeg har tænkt så meget i disse dage. Jeg har prøvet at fore­ stille mig, hvorledes hele vor fremtidige tilværelse kommer til at forløbe, for der vil sikkert gå lang tid, hvor jeg ikke vil høre fra Jer; og jeg har ladet tankerne gå til fortiden, hvad der har givet mig grund til styrke og en uendelig tillid. Jeg er og vil fortsat være stærk; jeg holder så meget af dig og jeg vil gense og se3 vore små børn. Jeg er lidt bekymret for den materielle side: er dit arbejde i stand til at kunne bestride alt? Jeg tror, at vi godt kan være bekendt og at det heller ikke vil være for meget, at bede om lidt hjælp. Det ville jeg gerne overbevise dig om, så du følger mit råd og henvender dig til mine venner. Jeg ville være mere rolig og føle mig stærkere, hvis jeg vidste, at hvad der end kunne ske af ube­ hagelige ting, så var du dækket ind. Som du ser, plages jeg stadig væk af mine forpligtelser som ansvarsbevidst fader. Kæreste, jeg vil ikke på nogen måde gøre dig bekymret: jeg er en smule træt, fordi jeg kun sover ganske lidt og er der­ for ikke i stand til at skrive alt det, jeg gerne ville og sådan som jeg gerne ville. Hvad jeg vil, er, at du i hele dens styr­ ke skal mærke al min kærlighed og hele min fortrøstning. Omfavn alle hos dig. Med ømhed tager jeg dig og børnene i mine arme. Antonio

I et senere brev (13.1.1931) til Julija fortæller Gramsci under hvilke omstændigheder det første brev blev skrevet: „[...] Da man den 19. november 1926 meddelte mig politi­ befalingen, der tildelte mig 5 års forvisning i arbejdslejr, op­ lyste fængselskommandanten mig, at det var bestemt, at jeg skulle til Somali ... Jeg blev klar over, eftersom jeg vidste,

3. Delio, som Gramsci har set, Giuliano (Julik), ser Gramsci der­ imod aldrig, se nærv. udv. s. ao. 23

hvorledes rejsen til afsoningsstederne foregår, at måske ville jeg ikke engang nå frem i live (næsten to måneders rejse med håndjern og lænker og samtidig skulle man passere ækva­ tor) og at jeg under alle omstændigheder ikke ville have le­ vet længe. Man gav mig tilladelse til at skrive, men i ca. 12 timer var jeg i tvivl; ville det ikke være bedre ikke at skrive til nogen og forsvinde som en sten i oceanet? Men så besluttede jeg mig til at skrive, meget kort, og hvis du kan huske det, skinner i disse få ord lidt af min daværende sinds­ tilstand igennem [...]“

Fangerne blev sendt af sted, men under rejsen, i Napoli, fik de at vide, at de ikke skulle til Afrika, men til en lille 0 nord for Sicilien, Ustica. Her bliver Gramsci til 20. jan. 1927, den eneste periode med nogenlunde tålelige forhold. Midt i februar, efter 18 dages rejse i lænker, kommer han til undersøgelsesfængslet i Milano. Under denne transport indtræder hans første alvorlige sygdomsanfald. Men lidt efter lidt kommer han sig og spørgsmålet er nu, hvad han skal gøre med denne tilværelse.

i9-3-’927 Kære Tania4 „[...] Min tilværelse forløber fortsat lige ensformigt. Det er også meget vanskeligere at studere, end man tror. Jeg har modtaget lidt bøger og faktisk læser jeg meget (mere end et bind om dagen, foruden aviserne), men det er ikke det, jeg sigter til; jeg mener noget andet. Jeg er hele tiden plaget (og jeg tror, at dette fænomen er typisk for folk i fængsel) af denne tanke: man burde gøre noget „fur ewig“, jævnfør en meget kompliceret opfattelse hos Goethe, som jeg husker har forvoldt vor egen Pascoli store kvaler, osv. Kort sagt, jeg ville gerne, i overensstemmelse med en i forvejen lagt plan, beskæftige mig intensivt og systematisk med et eller andet emne, der kunne optage mig og centralisere min indre tilvæ­ relse. Hidtil har jeg tænkt på fire emner og allerede dette

4. Tatjana Schucht, Julija Schuchts ældre søster. Havde studeret naturvidenskab ved Roms universitet. Se i øvrigt nærv. udv. s. 21. 24

viser, at jeg ikke er i stand til at koncentrere mig, nemlig føl­ gende: i° en undersøgelse af „lo spirito pubblico“ i Italien i forrige århundrede; med andre ord, en analyse af de itali­ enske intellektuelle, deres oprindelse, deres grupperinger, iføl­ ge kulturstrømningerne, deres forskellige måder at tænke på, osv. osv. Et i allerhøjeste grad suggestivt emne, som jeg na­ turligvis kun vil kunne skitsere i store træk, eftersom det jo er absolut umuligt at have den enorme mængde materialer til rådighed, som måtte kræves. Husker du min artikel om Syditalien og betydningen af B /enedetto/ Croce, som jeg skrev i største hast og yderst overfladisk?5 Nuvel, jeg ville gerne mere udførligt udvikle den tese, jeg dengang kun hav­ de skitseret, og gøre det fra et „uhildet", „fur ewig“ syns­ punkt. - 2° En analyse af den sammenlignende sprogviden­ skab! Mindre kan ikke gøre det. Men hvad kunne vel være mere „uhildet" og fur ewig end det? Det skulle naturligvis kun dreje sig om at behandle den metodologiske og rent teo­ retiske del af emnet, der aldrig er blevet behandlet fuld­ stændigt og systematisk udfra det nye synspunkt, der findes hos neolingvisterne i modsætning til neogrammatikerne. (Mit brev får sikkert hårene til at rejse sig på dit hoved, kære Tania!). Et af de største intellektuelle „samvittigheds­ nag" i mit liv er den dybe smerte, jeg forskaffede min brave professor Bartoli ved universitetet i Torino, der var overbe­ vist om, at jeg var den ærkeengel, der var bestemt til defini­ tivt at knuse „neogrammatikerne", eftersom han selv, der var af samme generation og forbundet med millioner af akade­ miske tråde til dette gilde af afskyelige personer, i sine udta­ lelser ikke ville overskride en vis grænse, fastsat af god tone og ærbødighed over for disse lærdommens aldersstegne grav­ monumenter. -30 En afhandling om Pirandello’s teater og den forandring af den italienske dramatiske smag, Pirandello er udtryk for og som han har medvirket til at betinge. Er du 5. Den ikke-afsluttede afhandling „Alcuni tenn della quistione meridionale"/ Nogle grundaspekter af det syditalienske problem/, skrevet kort før Gramscis arrestation.

25

klar over, at jeg opdagede Pirandellos teaterstykker og bidrog til at popularisere dem længe inden Adriano Tilgher? Fra 1915 til 1920 har jeg skrevet så meget om Pirandello, at der kunne komme en hel lille bog på en 200 sider ud af det og dengang var mine iagttagelser originale og uden sidestykke: dengang var man enten så elskværdig at finde sig i Pirandello eller også hånlo man åbent af ham. - 40 Et essay om følje­ tonromaner og den folkelige smag i litteraturen. Ideen faldt mig ind, da jeg læste, at Serafino Renzi var død. - Han var den komiske kraft i et fjællebodsteater, det teatermæssige modstykke til føljetonerne - og da jeg huskede, hvordan jeg morede mig de gange, jeg har været henne at se ham, thi fo­ restillingen var dobbelt: opstemtheden, de følelser, der blev sluppet løs, det folkelige publikums optræden, dette var så sandelig ikke den mindst interessante forestilling. Hvad mener du nu om al dette? Elvis man er tilstrækkelig opmærksom, er der i realiteten homogenitet mellem disse fire emner: den folkelige skabende ånd, i sine forskellige udvik­ lingsfaser og -grader, ligger i lige mål til grund for dem [...]“.

Sygdommen vender imidlertid tilbage i form af søvnløshed. Han sover i perioder kun tre timer i døgnet. Fængslets ensformighed mærkes. Han slås med begge dele. 8. august 1927. Kære Tania »[■•■] Nu skal jeg fortælle dig historien om mine gråspurve. Du bør nemlig vide, at jeg har en gråspurv og at jeg har haft én til, som nu er død, formodentligt forgiftet af et eller an­ det insekt (en kakerlak eller et tusindben). Den første grå­ spurv var meget mer sympatisk end den, jeg har nu. Den var meget stolt og yderst livlig. Den nuværende er så beskeden, så beskeden, servil og uden initiativ. Den første tog straks cel­ len i besiddelse. Jeg tror, at den havde et sind, der i høj grad var præget af en Goetheindstilling, efter hvad jeg har læst i en biografi om den biograferede. Db er allen Gipfeln. Den besejrede alle i cellen eksisterende tinder og slog sig derpå ned i nogle minutter for at nyde den heraf opstående sublime 26

fred. Stige op til proppen af en flaske med tamarinde i var dens fikse idé og derfor faldt den engang ned i en bøtte, der var fuld af grums og gammel kaffe og var lige på nippet til at drukne. Det, jeg bedst kunne lide ved den spurv, var, at man ikke måtte røre ved den. Den gjorde vildt oprør, med udspilede vinger og huggede en i hånden med stor energi. Den var blevet tam, men ikke familiær [...]“ 12.9.1927

Kære Carlo6 „[...] Formodentlig har du en og anden gang misundt mig lidt, fordi jeg fik mulighed for at studere. Men du ved be­ stemt ikke, hvorledes jeg blev i stand til det. Jeg skal kun for­ tælle dig, hvad der hændte mig i årene mellem 1910 og 1912. Eftersom Nannaro7 var ansat i Cagliari, tog jeg i 1910 af sted hjemmefra for at bo hos ham. Jeg modtog de første måneds­ penge og så kom der ikke flere; mit underhold hvilede helt på Nannaro, der ikke tjente mere end 100 lire om måneden. Vi lejede os ind et andet sted. Jeg fik et lille værelse, hvor ethvert spor af hvidtning var forsvundet på grund af fugtig­ heden og som kun havde et lille vindue, der vendte ud imod en slags lysbrønd, der snarere var en retirade end en gård. Jeg blev straks klar over, at det ikke kunne fortsætte på den måde. Nannaro var gnaven og blev hele tiden irriteret på mig. Jeg begyndte med at sløjfe morgenkaffen, der var meget beskeden, så udsatte jeg middagen til et stadig senere tids­ punkt og på den måde sparede jeg aftensmaden. I otte må­ neder spiste jeg på denne måde kun én gang om dagen og nåede frem til afslutningen af 3.G. i en tilstand, hvor jeg led af alvorlig underernæring. Det var først ved skoleårets afslut6. Grarascis bror. Var i perioder til stor støtte i fængselstiden. Forret­ ningsmand og kontoruddannet. Arbejdede efter krigen i Milano i bladet Unita’s annonceafdeling. 7. Gennaro Gramsci, Antonio Gramscis ældste bror. Blev hårdt så­ ret under et fascistisk overfald, derpå politisk emigrant. Deltog i Den Internationale Brigade under Den spanske Borgerkrig. Dræbt 8x år gammel ved en automobilulykke i Rom, oktober 1965.

27

ning, at jeg erfarede, at der fandtes et studielegat til Collegio Carlo Alberto [i Torino, legatet var beregnet for universi­ tetsstudier der, blandt dette års stipendiater var også Palmiro Togliatti], men at ansøgerne skulle op til prøve i alle fag og emner fra de tre gymnasieår. Jeg måtte derfor gøre en enorm kraftanstrengelse i de tre feriemåneder. Kun onkel Serafino bemærkede den sørgelige svækkelsestilstand, i hvilken jeg befandt mig og inviterede mig til at komme at bo hos ham i Oristano, hvor jeg skulle give ekstratimer til Delio. Jeg blev der i seks uger og var nær ved at gå fra forstanden. Jeg var ikke i stand til at forberede mig til prøven for legatansø­ gerne, eftersom Delio optog hele min tid og bekymringerne, forbundet med svækkelsen, slog mig helt ud. Jeg stak af. Jeg havde kun én måned til at forberede mig i. Jeg rejste af sted til Torino, som gik jeg i søvne. Jeg havde 55 lire tilbage, idet jeg havde brugt 45 lire til rejsen på 3-kl. af de 100 lire, jeg havde modtaget hjemmefra. Det var netop i udstillingssæ­ sonen og jeg måtte give 3 lire om dagen for værelset alene. Man godtgjorde mig rejsen på 2.kl., godt og vel 80 lire, men der var ikke noget at råbe hurra for, eftersom prøverne va­ rede ca. 14 dage og jeg bare for værelset måtte betale et halvt hundrede lire. Jeg ved ikke, hvordan det lykkedes mig at klare prøverne, thi jeg besvimede to eller tre gange. Det gik, men så begyndte vanskelighederne. Hjemmefra var man længe, ca. 2. måneder, om at sende mig papirerne til at blive skrevet ind og eftersom indskrivningen trak ud, trak det og­ så ud med de 70 lire om måneden i studielegat. Jeg blev red­ det af en universitetsbetjent, der fandt mig en pension til 70 lire, hvor man gav mig kredit. Jeg var så deprimeret, at jeg overvejede at lade mig sende hjem på politiets regning. På denne måde modtog jeg altså 70 lire og brugte 70 lire til en pension, der var yderst tarvelig. Om vinteren gik jeg uden overfrakke, blot med et let sæt tøj, der kunne passere til for­ års- eller efterårsklimaet i Cagliari.8 Omkiing marts 1912 var jeg kommet i en så elendig for8. Hovedbyen på Sardinien med mildere klima end Torino, der lig­ ger nær Alperne og om vinteren har nordiske temperaturer. 28

fatning, at jeg i et par måneder ikke talte. Når jeg talte, slog tungen klik. Og dertil kom, at jeg boede netop ved bred­ den af Dora og den iskolde tåge var ved at ødelægge mig. Hvorfor har jeg nu skrevet til dig om alt dette? For at overbevise dig om, at jeg også andre gange har befundet mig i forfærdelige situationer, uden dog at tabe modet af den grund. Hele denne tilværelse har hærdet min karakter. Jeg har fået den overbevisning, at selv når alt er eller synes at være tabt, er det nødvendigt at gå stille og roligt i gang med arbejdet på ny, begynde fra begyndelsen endnu en gang. Jeg er overbevist om, at det er nødvendigt altid kun at stole på sig selv og sine egne kræfter, og ikke forvente sig noget af nogen og som følge heraf heller ikke berede sig skuffelser. At man kun bør sætte sig for at gøre det, man formår og kan gøre og følge sin egen vej [...]“ Særdomstolens kendelse den 4. juni 1928 lød på mere end 20 års fængsel. Gramscis helbred og italienske fængslers tilstand taget i betragtning, nærmede det sig en dødsdom. Brevene fra denne peri­ ode drejer sig også først og fremmest om at opmuntre modtagerne, men samtidig er de udtryk for at kontakten med omverden er en betingelse for at Gramsci skal kunne arbejde, på samme måde er bekymringen for helbredet (og dette som en arbejdsbetingelse) et stadigt tema. Efter en lægeundersøgelse bliver han overført til specialfængslet i Turi (Bari-provinsen) for syge fanger, men sættes imidlertid i celle med fanger med åben TB, hvad han selv endnu ikke lider af. I et brev til broderen Carlo, 13. august 1928, foreslår han derfor at blive anbragt i enecelle og fortsætter:

„[...] Tilføj i ansøgningen, at mit tidligere arbejde som intellektuel får mig til meget stærkt at mærke den vanske­ lighed ved at studere og læse, som man kommer ud for, når man er i celle med syge af denne art og anmod om, at jeg, når jeg kommer for mig selv, må opnå tilladelse til at få papir og blæk for at kunne hellige mig et eller andet arbejde af lit­ terær art samt sprogstudier [...]“

29

Allerede tidligere (i fængslet i Milano i marts 1927) havde Gram­ sci anmodet om at få papir, pen og blæk, men fik afslag. Nu gav ansøgningen positivt resultat. Lister og bogbestillinger (Gramscis ven, Sraffa havde åbnet en konto for ham hos en af Milanos stør­ ste boghandlere, selv var Gramsci næsten uden midler og dukker nu op i brevene to år efter det første afslag på ansøgningen om at arbejde og to år efter det første udkast til dette arbejde (se bre­ vet om „fur ewig" af 19.3.1927) foreligger nu den såkaldte „2. ar­ bejdsplan" (brev til Tania, 25.3.1929):

»[•••] Jeg har besluttet mig til fortrinsvis at beskæftige mig med og foretage optegnelser om følgende tre emner: - i° Den italienske historie i det XIX århundrede, med specielt henblik på dannelsen og udviklingen af de intellektuelle grupper; - 20 Historiens og historieskrivningens teori; 30 Amerikanismen og fordismen [... ] “9 Det samme brev indeholder „bestilling" på henved et halvt hun­ drede bøger, fortrinsvis politisk og økonomisk teori. Der findes en­ kelte marxistiske værker, men Gramsci måtte som oftest hente disse tekster indirekte, f. eks. Marx hos Croce og Lenin hosTrotskij, der efter Trotskijs landsforvisning blev tilladt af fængselscensu­ ren - eller citere efter hukommelsen. Samtidig vokser bestræbelsen for at styrke den spinkle forbindelse med omverdenen (som fæng­ selsreglementet begrænser til I brev hver anden uge, kun til fami­ liemedlemmer og kun om personlige anliggender). Et brev til søn­ nen. 20. maj 1929 Kære Delio Man har fortalt mig, at du går i skole, at du er 1 meter og 8 centimeter høj og vejer 18 kilo. Så jeg tror, at du allerede er meget stor og at du inden længe vil skrive breve til mig. Ind­ til da kan du allerede nu lade mor skrive breve, som du dik-

g. Henry Ford, den amerikanske automobilkonge. Gramscis interesse er specielt produktivitetsproblemer og deres ideologiske reflekser inden for samtidig monopolkapitalisme. Terminologien er, som ofte hos Gramsci, „omskrevet" af hensyn til fængselscensuren.

S«

terer, sådan som du i Rom lod mig skrive „pimpo" til bedstemor. Så kan du også fortælle mig, om du kan lide de andre børn i skolen og hvad du lærer og hvad du bedst kan lide at lege. Jeg ved, at du bygger flyvemaskiner og tog og deltager aktivt i landets industrialisering, men fly­ ver de rigtigt og kan togene køre? Hvis jeg var dig, ville jeg i det mindste sætte en cigaret i skorstenen, så man kunne se en smule røg! Og så bør du skrive noget til mig om Giuliano. Hvad synes du om ham? Hjælper han dig i dit arbejde? Er han også konstruktør, eller er han endnu for lille til at fortjene denne betegnelse? Kort sagt, jeg vil vide en hel masse og da du er så stor og, har man fortalt mig, også en lille smule af et sludrechatol, er jeg sikker på, at du, med mors hånd, indtil videre, vil skrive et langt, langt brev til mig med alle disse nyheder og flere til. Og så vil jeg fortælle dig om en rose, jeg har plantet og et firben, jeg vil dressere. Giv Giuliano et kys fra mig og også mor og alle sammen hjemme og så vil mor give dig et kys fra mig.

Toi papa.10 Jeg kom til at tænke på, at du måske ikke kender et firben: det drejer sig om en slags krokodiller, der altid bliver ved med at være bittesmå. Men langt vanskeligere er det at opretholde en regelmæssig brev­ veksling med Julija. Han har ulyst til at skrive om sine inderste fø­ lelser, på grund af censuren, hævder han. Hendes breve er sjældne og svingende. I et brev til Tania af 16.12.1929 forsøger han at „gøre status": „[...] Grundproblemet er dette: bør jeg tænke på Julija og behandle hende ifølge skemaerne i den banale psykologi, der 10. Fejlskrivning for russisk „tvoj papa", „din far". Delio Gramsci blev sovjetisk søofficer. Giuliano Gramsci violinist i et symfoni­ orkester i Moskva.

31

almindeligvis tillægges den kvindelige verden? Det ville byde mig imod i allerhøjeste grad. Og alligevel ... Hvordan synes du, at man bør fortolke hendes brev, hvor hun siger, at efter mit brev af 30. juli føler hun sig nærmere mig og ikke desto mindre er der gået fire måneder, netop efter dette brev, hvor hun ikke har skrevet til mig. Hidtil er det ikke lykkedes mig at finde den højere syntese af denne modsigelse og jeg ved ikke, om det skal lykkes mig at finde den. Derfor holder jeg mig tilbage. Du skriver, at du ikke kan blive enig med dig selv, om du skal sende mit sidste brev til Julija, eftersom det ville kunne gøre hende ondt. Det er klart, at det vil gøre hende ondt, men jeg tror ikke, at det skulle være en god grund. Jeg er tværtom sikker på, at hun selv ville foretrække nøjagtigt at lære min sindstilstand at kende. Tror du, at det er morsomt at skulle skrive den slags? Men jeg er kommet til det punkt, hvor jeg befandt mig, som jeg før har nævnt, den­ gang jeg gik på universitetet: dengang skrev jeg aldrig bre­ ve. Når jeg står over for et problem, jeg ikke kan løse og overbeviser mig om, at jeg virkelig ikke kan løse det, så opgi­ ver jeg det og tænker ikke mere på det [...]“ Men det formår han ikke. Julija er „ingen sentimental burgøjser­ pige", skriver han til Tania, men hvad er der i vejen? Julija Gramsci led af svære og hyppige depressioner under Gramscis fængsling, men det blev holdt skjult for ham længe. Her ved han intet endnu, er tvivlrådig og nærmer sig tingene indirekte som f. eks. i dette brev om børneopdragelse (til Julija, 30.3.1929).

„[...] Men disse kendsgerninger har som helhed givet mig det indtryk, at opfattelsen hos dig og andre i din familie er alt for metafysisk, dvs. den går ud fra den forudsætning, at hele mennesket findes potentielt i barnet og at det drejer sig om at hjælpe barnet med at udvikle det, som barnet allerede rummer i det skjulte, uden tvang, idet man lader naturens spontane kræfter, eller hvad ved jeg, råde. Jeg derimod anser, at mennesket er helt igennem noget, der dannes og formes historisk og at dette opnås med tvang (forstået ikke 32

blot i dette ords brutale mening og som ydre vold) og kun dette anser jeg: ellers ville man ende i en form for transcen­ dens eller immanens. Det, der opfattes som en skjult kraft, er, som oftest, ikke andet end den uartikulerede og udflydende mængde billeder og sanseindtryk fra de første levedage, de første måneder, de første år af ens liv, billeder og sanseind­ tryk, der ikke altid er de bedst tænkelige. Denne måde at opfatte opdragelsen på, som drejede det sig om at udrede og afhaspe en tråd, der allerede fandtes i forvejen, har haft sin betydning, da den stillede sig som modsætning til den jesuiti­ ske skole, dvs. da den negerede en filosofi, der var ringere, men i dag er den selv blevet forældet. At give afkald på at forme barnet, betyder kun, at man tillader dets personlighed at udvikle sig ved, at den kaotisk griber alle tilværelsens te­ maer fra det generelle miljø. Det er ejendommeligt og inter­ essant, at Freuds psykoanalyse, specielt i Tyskland (som det forekommer ifølge de tidsskrifter, jeg læser), er ved at skabe tendenser, der ligner dem, der fandtes i Frankrig i det 18. århundrede; og at man er ved at skabe en ny type af den „gode vilde", som samfundet, dvs. historien har fordærvet. Heraf opstår der en ny form for intellektuel uorden, der er yderst interessant [...]“ Henvisningerne til Gramscis stadig mere svækkede helbred bliver stadig hyppigere i brevene (Til Tania, 4.11.1930).

„[...] Det hele er et spørgsmål om søvnløshed, som, da den kun delvis er bestemt af organiske årsager, og i stor udstræk­ ning af ydre, mekaniske årsager, der mere eller mindre skyldes fængselstilværelsen, ikke kan overvindes, men kun tindres ved terapeutiske midler. Jeg har foretaget en stati­ stik for oktober: kun to nætter har jeg sovet i 5 timer, i hele 9 nætter har jeg overhovedet ikke sovet, de andre har jeg sovet mindre end 5 timer i varierende længde, hvil­ ket giver et gennemsnit i alt på kun lidt over to timer pr. nat ..." 3 Gramsci

33

=

E

1

15. december 1930 Kære mor „[...] Jeg er blevet fire år ældre, jeg er ved at blive godt hvidhåret, har mistet mine tænder, ler ikke mere af et sundt hjerte, som jeg gjorde det engang, men jeg tror, at jeg er ble­ vet klogere og har beriget min erfaring om mennesker og

ting [...]“ Men der er andet, der måske belaster endnu mere. I brevene er der ingen direkte spor og vi må derfor forsøge at rekonstruere Gramscis situation udfra andre kilder. Sidst i oktober 1929 bryder New Yorks børs sammen. Den øko­ nomiske krise breder sig til Europa og tager stadig skarpere poli­ tiske former. I dette klima opstår en diskussion i det italienske kommunistiske parti om vurdering, perspektiver og taktik. Den forværrede situation øger massemes tendens til at gribe di­ rekte ind, fascismens grundlag svækkes, det er umuligt at danne en antifascistisk borgerlig front, „det dominerende element vil blive givet af revolten, af opstanden, af borgerkrigen, ført af de arbej­ dende masser under ledelse af proletariatet mod de herskende ka­ pitalistiske klasser", hedder det i en artikel af Togliatti fra begyn­ delsen af 1930. Den taktiske konsekvens er at overføre en stor del af partiets ledende arbejde fra emigrationen til selve Italien. Herimod opstår en opposition („de tre"), der både bestrider analysens rigtighed og den taktiske konklusions mulighed for at realiseres. Stemmerne står næsten Uge i partiledelsen, og striden bliver hur­ tig akut og udvides til tidens andre store emner i den kommunisti­ ske bevægelse (vurderingen af socialdemokratiet som „socialfasci­ ster", fraktionsstriden i Sovjetunionens kommunistiske parti mel­ lem flertallet og især Trotskijs fraktion m.v.), og i løbet af nogle måneder fører den til eksklusion af „de tre" (Leonetti, Tresso, Ravazzoli). Striden når også ind til de poUtiske fanger.H Gramsci synes at

11. Der findes to modsatte udsagn af Gramscis broder, Gennaro, der af IKPs ledelse i Paris blev sendt til fængslet for at erfare Gramscis mening. Det første, samtidige, at Gramsa var emg med partiledelsen. Det andet, 3o år efter at han var uen.g men at Gennaro forvanskede hans ord for ikke at skade broderen under partikampens stærke spæn ingcr.

34

have været meget forsigtig i den konkrete bedømmelse, grundet sin isolation. Men han var i færd med at udvikle en strategi og tak­ tik (som fængselsoptegnelserne bl. a. viser) og en kritisk eftertan­ ke over sin egen ledelses nederlag over for fascismen i 1924-26, der var en del mere kompliceret end den, der almindeligvis kom til udtryk i hans partis dokumenter på samme tid (selv om man netop i denne periode offentliggør og populariserer Gramscis afhandling om det syditalienske problem, der rummer disse nye ideer hos ham i en første form). Gramsci fremsætter sin opfattelse i samtaler i fængselsgården med medfangerne. Diskussionerne varer flere uger og fører i flere tilfælde til sådanne kontraster, at han beslutter at indstille samtalerne.12 Om de generelle problemer i den kommunistiske bevægelse (kil­ den er atter fængselsoptegnelserne, medfangers erindringer og en­ kelte bevarede dokumenter) er han, som i brevet til Sovjetunionens kommunistiske parti fra 1926 (se nærv. udv.s „tillæg" s. 196 ff.), enig i flertallets linje, afviser Trotskijs teoretiske grundlag, og Gramscis strategi for de „hojtorganiserede" vesteuropæiske lande formuleres netop nu i erklæret modsætning til Trotskijs grundopfat­ telse13. Men Gramsci har reservationer mht. fraktionskampens me-

12. „Reaktionen på Gramscis karakter og optræden i fængslet hos de af hans kammerater, der ikke havde kendt ham direkte i ar­ bejdet med den politiske ledelse, var stærkt skærpede af fængsels­ klimaet, af mangel på forståelse for hans fysiske lidelser og hans bekymringer for sit helbred, de forstod heller ikke den „lovlydige" holdning, han indtog over for fængselsreglementet, inden for hvis rammer han fremsatte sine krav for at opnå de særlige betingel­ ser, der tillod ham at arbejde, studere og læse. Nogle fængsels­ kammeraters impulsive holdning blev afvist af Gramsci som unyttig og steril. Heraf opstod ofte spændte, fjendtlige forhold, der udgjorde et element af bitterhed og lidelse, der gjorde fængsclstil værelsen endnu hårdere. Til denne mangel på forståelse kommer reaktionen på Gramscis politiske vurderinger, der fore­ kom at være i modstrid med den politiske linje, som i disse år blev fremsat af det kommunistiske parti: denne reaktion skabte hos Gramsci øjeblikke af depression, fik ham til at lukke sig inde i sig selv, til at tie." (Franco Ferri i „Rinascita" arg. XXI, nr. 49, 12.12.1964.). >3- Se især Gramscis noter om Machiavelli s. 65-67 ital. udg., nærv. udv. s. 177-178 samt endnu ikke udgivne optegnelser i fængsels­ hæfte XXX jfr. hæfte VII. 3*

35

toder („dens hårdhed"). Karakteristikken af socialdemokratiet som „socialfascisme" accepterer han ikke.14 Men blev resultatet af disse diskussioner en yderligere belastning for Gramsci, blev de måske også en tilskyndelse til den fordybning af analysen i fængselsoptegnelser, der netop nu tager fart. Denne „motor" omtaler Gramsci i et brev til Tania 15.12.1930.

„[... dette] svarer til et sandt psykologisk behov, jeg ikke formår at overvinde. Det skyldes vel, at hele min intellek­ tuelle udvikling har været af polemisk art; selv det at tænke „uhildet" dvs. studiet for studiernes egen skyld, er vanskeligt for mig. Det er kun en gang imellem, men det er sjældent, at det sker, at jeg forglemmer mig i en bestemt tankerække og finder, for nu at sige det på den måde, i tingene i sig selv den interesse, der får mig til at hellige mig deres analyse. Almin­ deligvis er det nødvendigt for mig at se på tingene ud fra en dialogens eller et dialektisk synspunkt, ellers føler jeg ikke noget, der stimulerer mig intellektuelt [...]“ Men krisen i forholdet til Julija er ikke overstået selv efter at han, i slutningen af 1930, har fået meddelelse om hendes sygdom, som årsag til den lange tavshed. I et brev fra 9. feb. 1931 til hen­ de forsøger han derfor at „etablere normale forhold mellem os to“ og fortsætter:

„[...] Du har tidligere overvurderet dine kræfter, og jeg var dum nok til at lade dig gøre det (nu siger jeg „dum", for dengang troede jeg ikke, at jeg var det); nu foragter du din styrke, fordi du ikke forstår konkret at tilpasse din vilje til det mål, der skal nås og ikke forstår at graduere dine mål og fordi du er en smule plaget. Kære, jeg mærker så inderligt

14. Dette var også tilfældet for andre af de af fascisterne fængsle­ de kommunistiske ledere (Terracini f. eks.). Også her opstod stærke spændinger til medfanger og meningsfæller. En udførlig dokumentation findes i IKPs arkiv, der igennem Gramsciinstituttet i Rom er tilgængeligt for enhver historiker og i øvrigt interes­ seret

36

vel, hvordan det, jeg skriver til dig, er utilstrækkeligt og koldt. Jeg mærker min magtesløshed, når det gælder at gøre noget som helst reelt og effektivt for at hjælpe dig; jeg strides og er delt mellem en følelse af en uendelig ømhed for dig, der fremstår hos mig som en svaghed, der må trøstes umiddel­ bart med et fysisk kærtegn og så følelsen af, at jeg for min del må udfolde en uhyre viljesanspændelse for fra det fjerne, med kolde og farveløse ord, at overbevise dig om, at du alli­ gevel er stærk og kan og må overvinde denne krise. Og så er jeg plaget ved tanken om fortiden. Husker du, da Delio blev født og barnevognen (men hvorledes kan du have glemt, at i april 1925 kørte vi ham sammen på spadseretur i den vogn i en park i nærheden af Tverskaja-Jamskaja15 og Bianco16 og de tolv rubler, du lånte. Og hvorfor har du så stædigt nægtet at tage imod den hjælp, som jeg havde sendt dig igen­ nem Bianco? Og hvorfor er det ikke lykkedes for mig at sætte min vilje igennem over for dig og få dig til at anerkende min ret til at hjælpe dig? Jeg tror, at jeg dengang havde fået en efterbetaling på 8200 lire som journalist og at jeg helt og holdent indbetalte dem til den nye avis.17 Hvordan har jeg dog kunnet tillade, at du stiftede en gæld på 12 rubler, mens jeg indbetalte 8200 lire til bladet, når jeg, uden vanske­ lighed og mens jeg alligevel fuldtud gjorde min pligt, kunne have nøjedes med at indbetale 50 pct.? Alt dette ophidser mig nu imod mig selv fra dengang og får mig til at indse, hvorledes vort forhold var præget af den elendigste mangel på sans for proportioner og den værste romanticisme. [...] Jeg tror, at den største ulykke, der har ramt os, er, at vi har levet sammen alt for lidt, og altid under betingelser, der som helhed var anormale, løsrevet fra hverdagens reale og konkrete tilværelse. Nu, under de tvingende omstændigheder, vi befinder os i, må vi søge at bøde på disse fortidens mang15. Nu Gorkijgaden i Moskva. Julijas familie boede i nr. 14 på Tverskaja-Jamskaja. 16. Italiensk politisk emigrant i Moskva. 17. „rUnitå", der begyndte at udkomme i Milano i 1924.

37

i

!

i'

ler, så vi kan bevare hele den moralske styrke i vort ægte­ skab og fra krisen redde alt det smukke, som alligevel var i det forløbne, alt det, der lever i vore børn [...]“

7- april 1931 Kære Tania „[...] Jeg har tænkt meget over de problemer, du hentyder til og som optager dig så meget og jeg er kommet til den overbevisning, at skylden for mange ting netop er min. Jeg si­ ger skyld, fordi jeg ikke kan finde et andet ord. Måske passer det, at der findes en form for egoisme, som man bliver offer for ubevidst. Det forekommer mig ikke, at det drejer sig om de almindelige former for egoisme. F. eks. anser jeg ikke, at det drejer sig om den egoisme, der er den mest almindelige og som består i at lade de andre tjene som redskaber for ens egen velfærd og lykke; i den henseende synes jeg, at jeg al­ drig har været egoist, thi jeg tror, at jeg i hele mit liv har gi­ vet mindst lige så meget, som jeg har modtaget. Men der er et problem: debet og kredit balancerer på det generelle regn­ skab, men gør de det også som individuelle poster? Når man har knyttet sit liv til et mål og heri koncentrerer alt, hvad man har af kraft og vilje, er det så ikke uundgåeligt, at nogle eller mange eller blot en enkelt af de individuelle poster mangler dækning? Man tænker ikke altid på det og derfor kommer man til at betale på et vist punkt. Man opdager endog, at man kan synes at være egoist netop for dem, hvor man mindst havde tænkt, at man kunne synes at være det. Og man opdager oprindelsen til fejlen, som er svagheden, den svaghed, at man ikke har haft mod til at forsøge at for­ blive alene, ikke skabe sig bånd, følelser af venskab og kærlig­ hed, forhold osv. Er man først kommet så vidt, er det kun overbærenhed og skyldens forladelse, der kan give ro, eller en vis ro, der ikke er den rene sløvhed eller ligegyldighed og som lader et håb åbent for fremtiden. Ofte følger jeg hele mit livs forløb tilbage til dets oprindelse og jeg synes, at jeg har det præcis som Renzo Tramaglino i slutningen af Promessi Sposi, dvs. jeg kunne opstille et inventarium og sige: jeg har 38

lært ikke at gøre dette og ikke at gøre hint osv. (omend denne sum af indhøstet lærdom gavner mig yderst lidt). Det er sket, at jeg ikke har skrevet til min mor i flere år (i hvert fald to år i træk) og jeg har lært, at det gør ondt ikke at modtage bre­ ve [...]“ 15-juni 1931. Kære mor Jeg har modtaget det brev, som Teresina18 har skrevet for dig. Jeg synes, at du ofte bør skrive til mig sådan; i brevet har jeg mærket hele dit sind og måde at tænke over tingene: det var virkelig et brev fra dig og ikke et fra Teresina. Ved du, hvad jeg kom til at tænke på? Jeg mindedes helt klart, dengang jeg gik i første eller anden klasse og du hjalp mig med mine lektier; jeg husker helt præcist, at jeg altid glemte, at „uccello" [fugl] skrives med to c’er og at du har rettet den fejl for mig mindst en halv snes gange. Når du altså har hjulpet os med at lære at skrive (og forinden havde du lært os mange vers udenad; jeg husker endnu „Rataplan" og den an­ den „Langs Loires skrånende bredder - som et sølverbånd strømmer hundrede mil - en skøn, lyksalig egn",19) så er det kun ret og rimeligt, at en af os tjener dig som hånden, du skriver med, når du ikke selv har kræfter nok. Jeg tør holde på, at mindet om Rataplan og sangen om Loire får dig til at smile. Og jeg husker også, hvor meget jeg beundrede (jeg må have været fire eller fem år dengang) din dygtighed til på bordet at efterligne trommehvirvlerne, når du foredrog Rataplan. I øvrigt kan du slet ikke forestille dig, hvor mange ting, jeg mindes, hvor du altid fremtræder som en kraft, fuld af godhed og ømhed over for os. Hvis man tænker virkeligt over alle problemerne om sjælen og sjælens udødelighed og om paradiset og helvedet, så er de i virkeligheden ikke andet 18. Gramscis søster. Bestyrede mange år postkontoret i familiens hjemby Ghilarza. 19. „Rataplan" henviser til balladen om „Den gamle sergent" af P. P. Parzanese. Verset om Loire, frit citeret af Gramvi og her prosaoversat, er begyndelsen til Arnaldo Fusinatos: ,De to mødre".

39

1 t

end en måde at betragte denne simple kendsgerning på: nem­ lig, at hver eneste af vore handlinger overføres til de andre efter sin værdi, på godt eller ondt går det i arv fra fader til søn, fra den ene generation til den næste i bestandig bevægel­ se. Eftersom alle de minder vi har om dig, er minder om god­ hed og styrke og eftersom du har brugt alle dine kræfter for at opdrage os,20 så betyder det, at du allerede fra da af befin­ der dig i det eneste virkelige paradis, der eksisterer og som jeg tror for en moder er hendes børns hjerter. Se, hvad er det nu for noget, jeg har skrevet til dig? I øvrigt må du ikke tro, at jeg vil såre dine religiøse meninger, og for resten tror jeg, at du er enig med mig i mere, end det kan synes. Sig til Tere­ sa, at jeg venter det andet brev, hun har lovet mig. De kær­ ligste hilsner til dig og alle hjemme Antonio April 1931 bekræfter IKPs 4. kongres - afholdt illegalt „et sted mellem Koln og Diisseldorf" - linjen om et umiddelbart revolutio­ nært perspektiv. Ca. en måned senere får Gramsci underretning om kongressen og dens beslutninger (med usynligt blæk imellem lin­ jerne i et tilsendt engelsk tidsskrift) og præciserer, ifølge en med­ fange (E. Riboldi), at det forinden er nødvendigt med en „demo­ kratisk fase", der „er i stand til at virke i dybden" på den borger­ lige stats strukturer og „rokke de gamle institutioner i deres grund­ vold." Omtrent på samme tidspunkt viser der sig en „krise" i Gram­ scis studier i fængslet. Herom i et brev til Tania af 3. august 1931. „[...] Man kan sige, at jeg nu ikke længere har et virkeligt program for studier og arbejde og dette måtte selvsagt ind­ træffe. Jeg havde sat mig for at tænke dybere over en vis række problemer, men på et vist punkt burde disse overvejel­ ser nødvendigvis være gået over til en dokumentationsfase og

20. Gramscis far, blev efter en hård valgkamp, hvor han ivrigt havde støttet den tabende part, arresteret og dømt for underslæb på et spinkelt grundlag. Havde det ikke været for moderens eneståen­ de energi og moralske styrke, var den allerede talrige familie blevet direkte ramt af sult, og den lille bys blanding af medfø­ lelse og mistro havde forkvaklet børnene.

4°

som følge heraf til en fase med arbejde og nærmere udarbej­ delse, hvortil der kræves store biblioteker. Det er ikke ensbe­ tydende med, at jeg helt spilder tiden, men, kort sagt, jeg har ikke længere det store videbegær i visse generelle retnin­ ger, i hvert fald ikke nu. Jeg skal give dig et eksempel: — et af de emner, der har interesseret mig mest i de seneste år har været at fæstne visse karakteristiske sider af de italienske intellektuelles historie. Denne interesse opstod, på den ene side, af et ønske om at uddybe statens begreb og på den an­ den side af et forsøg på at gøre visse sider af det italienske folks historiske udvikling klart for mig selv. Selv om man be­ grænser undersøgelsen til de væsentlige linjer, forbliver den alligevel af formidabelt omfang. Man må nødvendigvis gå til­ bage til det romerske kejserrige og til den første koncentra­ tion af „kosmopolitiske" („kejserlige") intellektuelle, som dette medfører: derpå studere dannelsen af den gejstlige, kristeligt-pavelige organisation, der giver arven efter den kej­ serlige intellektuelle kosmopolisme form af en europæisk ka­ ste osv. osv. Efter min mening er det kun på den måde, at man kan forklare, at det først er i det 18. årh., dvs. efter at de første kampe mellem stat og kirke er begyndt med „jurisdiktionalismen",21 at man kan tale om „nationale" italienske intellektuelle: indtil da var de italienske intellektuelle kos­ mopolitter, de udøvede en universalistisk funktion (enten for kirken eller for kejseren), de var anationale, de bidrog til at organisere andre nationale stater som teknikere og speciali­ ster, leverede „ledende personel" til hele Europa og koncen­ trerede sig ikke til en national kategori, en specialiseret grup­ pe i forbindelse med landets klasser. - Som du ser, ville det­ te emne kunne give anledning til en hel række afhandlinger, men for at det kan ske, kræves der en hel række undersøgel­ ser af lærd karakter. - Det samme sker for andre analysers vedkommende. Man bør også huske den vane med streng fi-

i >

Si

i

S 21. „Giurisdizionalismo", politisk doktrin, der argumenterede for, at aktiviteten i kirkens institutioner skulle underordnes statens rets­ område (jurisdiktion).

■s

41

I-

lologisk disciplin, jeg erhvervede under universitetsstudier­ ne og som har udrustet mig med, måske overdrevne, skrupler i metodisk henseende [...]“ Samme dag, ovenstående brev stammer fra, rammes Gramsci af et anfald af åben TB.

„[...] et udflod af blod, helt uventet. Det drejede sig ikke om en egentlig, fortsat blødning, som jeg har hørt det beskrive af andre; jeg mærkede en gurglen, når jeg trak vejret, som når man har slim i halsen, der fulgte et hosteanfald og mun­ den blev fuld af blod. Hosten var ikke voldsom og ikke en­ gang stærk: netop den hoste, der kommer, når man har et fremmedlegeme i halsen, i isolerede stød, uden fortsatte an­ fald og uden voldsom spænding. Det blev ved indtil for fire dage siden og imens hostede jeg 250-300 gr. blod op. Derpå kom der ikke længere mundfulde blod, men med mellemrum slim med småklumper af størknet blod [...]“ (Brev fra Gramsci til Tania. 17. aug. 1931) 7. september 1931 Kære Tania „[...] Nuvel, jeg er kommet mig helt godt [...] Den under­ søgelse, jeg har foretaget over de intellektuelle er meget om­ fattende som plan og i realiteten tror jeg ikke, at der i Ita­ lien findes bøger om dette emne. Der findes givetvis meget lærd materiale, men spredt i et uendeligt antal tidsskrifter og lokale historiske arkiver. På den anden side udvider jeg i overordentlig grad begrebet den intellektuelle og jeg begræn­ ser mig ikke til det gængse begreb, der refererer sig til de sto­ re intellektuelle. Denne undersøgelse fører også til visse be­ stemmelser af statens begreb, der almindeligvis opfattes som det politiske samfund22 (eller diktatur, eller tvangsapparat til at forme folkets masser i overensstemmelse med produktions­ typen og økonomien i et givet moment) og ikke som en lige­ vægt mellem det politiske samfund og medborgersamfundet (dvs. det hegemoni en samfundsgruppe udøver over hele det

42

nationale samfund igennem de såkaldte civilorganisatio­ ner,23 såsom kirken, fagforeninger, skolerne osv.) og det er netop i medborgersamfundet, at de intellektuelle særligt vir­ ker (Benedetto/ Croce f. eks. er en slags verdslig pave og et uhyre effektivt hegemoniredskab, selv når han i det enkelte tilfælde kan være i kontrast til denne eller hin regering osv.) [...] I et af de nærmest følgende breve skal jeg give dig et resumé af materialet til et essay om den X. sang i Dantes „Inferno”, for at du kan lade dispositionen gå videre til prof. Cosmo, der som specialist i danteri vil kunne sige, om jeg har gjort en falsk opdagelse eller om det virkelig er møjen værd heraf at udarbejde et bidrag, en liden stump at føje til de millioner og atter millioner af den slags kommentarer, som allerede er skrevet. Tro ikke, at jeg ikke skulle fortsætte med at skrive, eller at jeg er ved at blive deprimeret, fordi jeg på et vist punkt ikke kan føre min undersøgelse længere frem. Jeg har endnu ikke mistet en vis evne til at fabulere i den forstand, at enhver vigtig ting, jeg læser, stimulerer mig til at tænke: hvordan kunne du nu opbygge en artikel over det emne. Jeg forestiller mig en rubrik med spiseseddel og en spids, spændende afsluttende hale og en række uimodståelige argumenter, der efter min mening sidder lige i øjet og sådan har jeg lidt sjov med mig selv. Naturligvis skriver jeg ikke den slags djævelskab: jeg begrænser mig til filologiske og fi­ losofiske emner, den slags om hvilke Heine skrev: De var så kedelige, at jeg faldt i søvn, men kedsomheden var så stor, at den tvang mig til at vågne. De kærligste hilsner” Antonio. „Societå politica”, der i Gramscis terminologi og teori fæstnes som modsætningen til „societå civile”, „medborgersamfundet”. Begreberne formuleres i engelsk 18. årh. samfundsteori, men sy­ stematiseres først af Hegel, specielt i hans retsfilosofi (Staat, biirgerliche Gesellschaft) og indgår i Marx’ arbejde: Zur Kritik der Hegelschen Rechtsphilosophie (Dietz-udg. bd. I, s. 201 ff.) ligesom denne terminologi mødes spredt senere. Ovenstående begrunder vort valg af oversættelse. 23. „Le organizzazioni cosi dette private”.

22.

43

f

I

I I

i ji

2i. december 1931 Kære Tania „[...] siden jeg var 13 år har jeg levet alene, samtidig med at jeg havde stærk tilbøjelighed til at søge andres selskab og til ømhed; for at synes stærk, stærkere end hvad der var for­ eneligt med min alder, omgav jeg mig med en ydre dragt af kulde osv. som det siden aldrig er lykkedes mig at befri mig for og måske ikke engang at mildne. - Jeg har ikke modtaget nummeret for september-oktober af „Riforma Sociale"; vil du skrive til boghandleren og bede dem om at skaffe mig det? [...]“ 1. august 1932 Kære Julca ,,[...] Det moderne menneske burde være en syntese af dem, der bliver ... begrebsmaterialiserede som nationale træk: den amerikanske ingeniør, den tyske filosof, den franske poli­ tiker, og dermed genskabe, så at sige, det italienske menneske fra renæssancen, den moderne Leonardo da Vinci type, der er blevet både menneske og masse, dvs. det kollektive menne­ ske, samtidig med, at det bevarer sin stærke personlighed og individuelle originalitet [...]“ 29. august 1932 Kære Tania „[...] Jeg er kommet til et punkt, hvor mine kræfter til at yde modstand er ved at bryde totalt sammen, jeg ved ikke med hvilke følger. I disse dage føler jeg mig så elendig som aldrig før i mit liv. I otte dage har jeg nu ikke sovet mere end tre kvarter pr. nat og der er hele nætter, hvor jeg ikke har lukket et øje [...] det skræmmer mig, at jeg er ved at miste kontrollen over mine impulser og de elementære in­ stinkter i mit temperament [...]“

Efter dette brev anmoder Tania straks Mussolini direkte om tilla­ delse til at Gramsci må blive undersøgt af en læge efter sit eget valg. Efter en måneds forhaling undersøges han af fængselslægen, der intet effektivt har at foreslå. Piero Sraffa prøver i forbindelse med festlighederne for fascismens „io-årsdag“ at få Gramsci los44 1 '

ladt på prøve. De fascistiske myndigheder udnytter straks dette til en pression for at Gramsci skal ansøge om „benådning" for derved at diskreditere ham og demoralisere de andre politiske fanger. Gramsci forudser myndighedernes manøvrer og reagerer i skarpe, bebrejdende breve til Tania, Carlo m.v. Men imens skri­ der hans fysiske og psykiske krise frem. (I et brev til Tania 14. nov. 1932 argumenterer han således længe omkring følgerne af et eventuelt fuldstændigt brud med Julija).

il

li

6. februar 1933. Kære Tania „[...] Jeg kan ikke have noget på, der på nogen som helst måde forhindrer blodet i at cirkulere; jeg har måttet fjerne båndene fra mine sko, fordi de fik blodårerne på oversiden af foden til at svulme op; jeg kan ikke have seler på osv. Kære­ ste, jeg beder dig så inderligt om ikke at skrive til mig om alle disse unyttige ting. De irriterer mig; jeg er ikke længere i stand til at være tålmodig [...]“

i

Endelig kommer tilladelsen til at en læge efter Gramscis eget valg må undersøge ham. Men derfor kommer lægen ikke straks og

14. marts 1933

Kære Tania. „Sender dig blot nogle få ord. Netop i tirsdags sidste uge, ganske tidligt, da jeg var ved at stå op fra sengen, faldt jeg om på gulvet og kunne ikke rejse mig ved egen hjælp. Jeg har ligget i sengen i alle disse dage og været meget svag. Den første dag var der en slags hallucinationer, hvis man kan sige det sådan, og jeg var ikke i stand til at forbinde tanker med tanker og tanker med de rette ord. Jeg er fortsat svag, men mindre end den dag [...] “

Skræmt ved tanken om, at Gramsci dør i fængslet uden lægetilsyn, sætter fascisterne nu fart i tingene og den 20. marts 1933, mere end fem måneder efter ansøgningen, bliver Gramsci undersøgt af prof. Umberto Arcangeli, der i sin erklæring konkluderer: „Gram­ sci vil ikke længe kunne overleve under de nuværende betingelser; 45

II

I:

li

lll i’

!

i

jeg anser det for nødvendigt, at han overføres til et civilhospital eller en klinik, medmindre det er muligt at tilstå ham betinget løs­ ladelse." Erklæringen offentliggøres i udlandet, der er en voksende inter­ national protest og Mussolinis regering har brug for vestlig vel­ vilje (man er i konflikt om Østrig og forbereder sig til krigen i Afrika). Efter den sædvanlige forhaling forlader Gramsci 19. november 1933 fængslet i Turi, og efter en lang og trættende transport ankommer han 7. december til en klinik i Formia, hvor hans værelse, som det hedder i politibefalingcn „på fængsledes egen bekostning" er forsynet med gitre. Efter en forbigående stabilisering rammes Gramsci af nye fysiske sammenbrud. Efter ny forhaling overføres han til en anden og bed­ re klinik, nu i Rom. Den sovjetiske regering forsøgte at få Gramsci udvekslet med nogle spioner, men det mislykkedes. Men det er for sent og det var det længe. Arbejdet med optegnel­ serne fortsatte imidlertid indtil nogle måneder for døden. 4000 tætskrevne sider, skrevet, skrevet om, ordnet, atter og atter. Han fører også lange samtaler - til slut uden direkte overvågning - med Tania og Sraffa (der er i kontakt med IKP’s centrum i Paris). Ude i Europa har folkefrontspolitikken banet sig vej, IKP orien­ terer sig imod den „demokratiske fase". Den Internationale Bri­ gade slår Francos og Mussolinis legionærer på flugt ved Madrid. Kommandanten, den politiske kommissær og den største brigade er italienske antifascister, mange undsluppet fra fængslerne. I bri­ gaden er også hans bror, Gennaro. I sin isolation er Gramsci min­ dre ensom end før. Også andre ting løser sig. Han skriver atter re­ gelmæssige breve til Julija, de fantaserer begge om hendes even­ tuelle rejse til Italien og det gensyn, der ikke kommer. Blandt de sidste breve fra Gramsci er dette (udateret): „Kære Delio Denne gang har jeg ikke fået en lille billet fra dig. Af Giulianos fotografi har jeg kunnet se et hjørne af dit værelse med buret med undulaten. Det er synd, at man ikke kan skel­ ne fuglen. Jeg håber, at den med friske salatblade (der skal hakkes meget fint) og med lidt hirsegrød vil komme sig godt og at dens fjer igen vokser ud og bliver lange og skin­

nende. Jeg sender dig et kys

far.“ 46

i! Mea Gramsci24 fortæller: „Så kom der en kvinde hjem til os og sagde: „Men er det sandt at Nino [Antonio] er død?“ Vi blev lam­ mede. „De har sagt det i radioen, og jeg har hort det i radioen" sagde hun. Så begyndte der at komme folk, alle kom for at kon­ dolere. Farfar [Gramscis far] havde det dårligt og ingen havde mod til at fortælle ham det og derfor måtte en blive inde i hans værelse, lige ved døren, for at undgå at nogen gik ind og fortalte ham sandheden. Det var som regel mig, der bare var en ung pige, 17 år var jeg dengang. Og så, jeg ved ikke hvordan, var jeg der ikke. Jeg var ude i køkkenet, jeg hører et skrig, vi skynder os at løbe, det var bedstefar, der råbte: „Mordere, de har myrdet ham." Det kan jeg huske helt præcist. Og han hev sig i håret, trak sig i sit store skæg, slog. Næh, den slags gør indtryk, man glemmer det ikke så let ..." (berettet af Giuseppe Fiori).

r h i! I!

Il

24. Edmea Gramsci, datter af Antonio Gramscis bror, Gennaro.

47 1.

POLITISKE SKRIFTER

Disse tekster stammer fra en periode, der for den italienske arbej­ derbevægelse går fra revolutionær forberedelse til fascismens sti­ gende undertrykkelse af alle demokratiske institutioner. For Gram­ scis artikler er dette hovedtemaet, men formen, dybden og hori­ sonten er også præget af, at det er en student og skribent på venstre­ fløjen, der skriver de første og en partileder, der havde arbejdet direkte sammen med periodens kendteste revolutionære og som hele tiden havde forbundet studier og praktisk politik, der skriver de sid­ ste. Der findes derfor både en kontinuitet og samtidig en udvikling af begreber og metode, der gør disse politiske skrifter nødvendige for forståelsen af det mere teoretisk betonede i fængselsoptegnelser­ ne. (På samme måde som også de teoretiske overvejelser må læses med henblik på den samtidige politiske situation uden for fængslet og forfatterens tidligere indhøstede politiske erfaring.) Teksterne stammer fra den daværende socialistiske, den „førkommunistiske" (Ordine Nuovo tidsskriftet) og endelig den kom­ munistiske presse.

SOCIALISME OG KULTUR

For nogen tid siden kom vi til at se en artikel, i hvilken En­ rico Leone på den indviklede og tågede måde, der alt for ofte er typisk for ham, gentog nogle klicheer om kulturen og intel­ lektualismen i forhold til proletariatet og stiller dem i mod­ sætning til praksis, det historiske faktum, ved hjælp af hvil­ ke klassen med sine egne hænder er ved at forberede fremti­ den. Vi anser det ikke for unyttigt på ny at behandle dette spørgsmål, der allerede tidligere er blevet omtalt i Grido og som især i de unges Avanguardia har fået en mere streng 48

teoretisk behandling i polemikken mellem Bordiga fra Na­ poli og vor Tasca.1 Vi skal anføre to citater: det ene fra en tysk romantiker, Novalis (der levede fra 1772 til 1801), der siger: „Dannel­ sens højeste opgave er at bemægtige sig sit eget transcenden­ tale selv, på samme tid være sit eget jegs jeg. Så meget min­ dre undrer manglen på fuldstændig sans og forståelse for an­ dre. Uden fuldstændig forståelse af sig selv, vil man aldrig virkeligt kunne forstå andre.** Det andet citat, som vi her bringer i resumé, er fra G. B. Vico. Vico giver (i 1. Corollario intorno al parlare per caratteri poetici delle prime nazioni i Scienza nuova) en politisk udlægning af Solons berømte ord, som Sokrates siden gjorde til sine i filosofien, nemlig: „Kend dig selv". Vico hævder, at hermed ville Solon formane plebejerne — der troede, at de selv stammede fra dyrene og de adelige fra guderne — til at tænke over sig selv og derved erkende, at de var af „lige men­ neskelig natur med de adelige" og som følge heraf kræve at blive stillet lige med disse i borgerret. Og Vico fastslår så, at denne bevidsthed om den menneskelige lighed mellem ple­ bejere og adelige er grundlaget for og den historiske årsag til de demokratiske republikkers opståen i oldtiden. Det er ikke på må og få, at vi har sammenstillet disse to brudstykker. Det forekommer os, at der i dem antydes, eller endog vagt udtrykkes og defineres, de grænser og princip­ per, på hvilke en korrekt forståelse af begrebet kultur må bygge også når talen angår socialismen. Man må vænne sig af med og holde op med at opfatte kul­ turen som encyklopædisk viden, hvor mennesket kun betragtes som en beholder, der skal fyldes, stuves med empiriske data, med kendsgerninger i uforarbejdet, usammenhængende i. På ungsocialisternes kongres i Bologna, sept. 1912, havde Bordiga i sit indlæg hævdet, at man ikke burde overvurdere studier og skoling. Tasca havde derimod understreget betydningen af en kul­ turel fornyelse som betingelse for en intellektuel fornyelse af den italienske socialistiske bevægelse. Diskussionen fortsatte i Avanguardia.

4 Gramsci

49

i II' I

i ii

iH i.

i
ham som adfærdsnorm? Det vigtigste element er utvivlsomt i af ikke-rational, trosmæssig karakter. Men tro på hvem og ! på hvad? Især tro på den samfundsgruppe, han tilhører, for * så vidt den diffust mener det samme som han selv: manden af folket tænker, at så mange kan ikke tage fejl, ikke sådan uden videre, som den argumenterende modstander vil give det udseende af; han tænker, at det ganske vist er rigtigt, at han selv ikke er i stand til at forsvare og udvikle sine egne grunde på den måde, som modstanderen formår med sine, men at der i hans egen gruppe findes den, der ville være i stand hertil, givetvis også bedre end denne bestemte modstan­ der og han husker faktisk at have hørt grundene til sin tro fremstillet på en detaljeret, sammenhængende måde og såle­ des, at han blev overbevist efter denne fremstilling. Han husker ikke disse grunde konkret og han ville ikke være i ' stand til at gentage dem, men han ved, at de findes, fordi han har hørt dem blive fremsat og blev overbevist af dem. At være blevet overbevist én gang, som et lyn, der slår ned, er den vedblivende årsag til at overbevisningen bliver ved, selv når denne ikke længere formår at argumentere for sig. Men disse overvejelser fører til den slutning, at folkemas­ sernes nye overbevisninger har en uhyre labil karakter, især hvis disse nye overbevisninger er i kontrast til de ortodokse overbevisninger (også selv om disse er nye), der er socialt konforme med de herskende klassers almene interesser. Dette ser man, når man nærmere overvejer religionernes og kirker­ nes skiftende held. Religionen eller en bestemt kirke bevarer sin menighed (inden for visse grænser, der bestemmes af den almene historiske udviklings krav) i den udstrækning, den permanent og organiseret opretholder sin egen tro, idet den utrætteligt gentager apologien og dens argumenter, hele ti­ den kæmper og altid med argumenter der ligner hinanden, alt imens den opretholder et hierarki af intellektuelle, der giIO5

I

I

I

I

I

ver troen i det mindste skinnet af en tænkningens værdighed. Hver gang kontinuiteten i forbindelserne mellem kirke og troende er blevet voldeligt afbrudt, af politiske grunde, som det skete under den franske revolution, har kirken lidt umå­ delige tab og hvis de betingelser, der besværliggjorde den sædvanlige religionsudøvelse havde varet ved udover et vist tidspunkt, kan man forestille sig, at disse tab ville have været definitive og en ny religion var opstået, som det i øvrigt er sket i Frankrig i kombination med den gamle katolicisme. Heraf kan man udlede bestemte nødvendige krav til enhver kulturbevægelse, der tilsigter at afløse den sunde fornuft og de gamle verdensanskuelser i almindelighed, nemlig følgende i) aldrig blive træt af at gentage sine egne argumenter (sam­ tidig med at man litterært varierer deres form): gentagelsen er det mest effektive pædagogiske middel til at indvirke på folkets mentalitet; 2) arbejde utrætteligt for at stadig mere f omfattende lag af folket udvikler sig til højere trin i intellek­ tuel henseende, dvs. give personlighed til det amorfe masse­ element, hvilket indebærer et arbejde for, at der opstår eli­ ter af intellektuelle af en ny type, der udgår direkte af mas­ serne, og som samtidig forbliver i kontakt med dem, så at Ide spiller rollen som „stålfjedre" i et korset. Det er dette an\[det nødvendige krav, der - hvis det indfries - virkelig foranjdrer en epokes „ideologiske panorama". På den anden side kan disse eliter ikke dannes og udvikle sig, uden at der inden for dem selv opstår en hierarkisk strukturering af autoritet og intellektuel kompetence, der kan kulminere i en enkelt, stor filosof, hvis han er i stand til konkret at gøre kravene hos det massive ideologiske fællesskab levende i sig selv, hvis han forstår, at dette fællesskab ikke kan have den hurtighed i bevægelsen, der findes hos den individuelle hjerne og hvis han som følge heraf formår at udvikle den kollektive lære formalt på en sådan måde, at den tilslutter sig og passer til en kollektiv tænkers måde at tænke på. Det er indlysende, at en massekonstruktion af denne art ikke kan ske „arbitrært", omkring en hvilken som helst ideo­ logi, som følge af den formalt konstruktive vilje hos en per■

i l

[I

I

io6

f

sonlighed eller en gruppe, der sætter sig dette som mål på grund af fanatisme i pågældendes filosofiske eller religiøse overbevisninger. Massernes tilslutning eller ikke-tilslutning til en ideologi er den måde på hvilken den reale kritik af de forskellige tænkemåders rationalitet og historiskhed viser sig.9 De arbitrære konstruktioner bliver mere eller mindre hurtigt elimineret fra den historiske kappestrid, selv om det undertiden som følge af en kombination af umiddelbart gun­ stige omstændigheder kan lykkes dem at opnå en vis popula­ ritet. De konstruktioner derimod, der svarer til en kompleks og organisk historisk periodes krav, vil til syvende og sidst altid sætte sig igennem og blive fremherskende, også selv om de må gennemløbe mange mellemfaser, hvor de kun hævder sig igennem kombinationer, der er mere eller mindre luneful­ de og besynderligt sammensat af modstridende elementer. Disse udlægninger rejser mange problemer. De vigtigste koncentrerer sig om arten og kvaliteten af relationerne mel­ lem de forskellige, intellektuelt kvalificerede lag dvs. den be­ tydning og den funktion, som de højerestående gruppers ska­ bende bidrag kan og bør have i forbindelse med de intellek­ tuelt underordnede lags organiske evne til at diskutere og udvikle nye kritiske begreber. Det drejer sig altsa om at præ­ cisere grænserne for diskussionens og propagandaens frihed, en frihed, der ikke må opfattes på administrativ manér eller som noget, der angår politiet, men som den begrænsning de ledende selv pålægger deres egen virksomhed, altså i egentlig forstand som fastlæggelse af en kulturpolitisk linje. Med an­ dre ord: Hvem fastlægger „videnskabens rettigheder'1 og grænserne for den videnskabelige forskning og kan disse ret­ tigheder og grænser i det hele taget fastlægges? Det synes en nødvendighed, at det stadige forskningsslid efter nye sandheder og efter bedre, mere kohærente og mere klare for­ muleringer af sandheden overlades til de enkelte videnskabs9. „storicita". Det „historiske" omfatter både tilblivelsen, betydnin­ gen, rollen i og „overensstemmelse" (adækvans) med den reale historie. 107

■

i i' -!|

i

>

i'- :

i

jj:

. i; ' ;

mænds frie initiativ, selv om de hele tiden på ny stiller de principper til diskussion, der forekommer at være de mest væsentlige. Det vil for øvrigt ikke være vanskeligt at konsta­ tere, når disse diskussionsinitiativer skyldes andre motiver end videnskabelige interesser. Og det er heller ikke umuligt at forestille sig, at de individuelle initiativer foregår discipli­ neret og på en ordnet måde, således at de sigtes af akademier eller kulturelle institutioner af forskellig art og først bliver offendiggjort efter at der er sket en udvælgelse, osv. Det ville være interessant at foretage en konkret under­ søgelse, for et enkelt lands vedkommende, af den kulturelle organisation, der holder den ideologiske verden i bevægelse og studere, hvorledes den fungerer praktisk. Det ville også være nyttigt at analysere det talmæssige forhold mellem det personel, der som fag og erhverv er beskæftiget med det ak­ tive kulturelle arbejde, og så befolkningen i de enkelte lande, sammen med en tilnærmet beregning af de frie kræfter. Sko. len, på alle dens trin, og kirken er de to førende kulturelle organisationer i de enkelte lande, hvad angår den talmæssige størrelse af det personel, de beskæftiger. Aviserne, tidsskrif­ terne og bogproduktion og -distribution, det private skole­ væsens institutioner, hvad enten de er et supplement til stats­ skolevæsnet eller optræder som kulturinstitutioner af typen folkeuniversitet. Andre fag rummer i deres specialiserede virksomhed en ikke ubetydelig kulturel bestanddel, som det er tilfældet med læger, officerer og dommere. Men det er værd at bemærke, at i alle lande, omend i forskellig grad, findes der en stor kløft mellem folkets masser og de intellektuelle grupper, selv de grupper, der er talmæssigt størst og nærmest ved periferien af landets tilværelse, som det er tilfældet med lærerne og præsterne. Og det sker, fordi staten som sådan, selv hvor de regerende hævder det modsatte, ikke har en ko­ hærent og homogen enhedsopfattelse, hvad der er årsag til, at de intellektuelle grupper er splittet mellem de forskellige lag og selvsplittede inden for det samme lags område. Bortset fra enkelte lande udøver universitetet ingen samlende enheds­ funktion; ofte har en tænker, der står frit, større indflydelse

io8

end hele universitetsinstitutionen osv. Med hensyn til den historiske funktion af den fatalistiske opfattelse af praksisfilosofien kunne man holde en gravtale over den, hvori man forsvarer dens nytte for en vis historisk periodes vedkommende, men netop af den grund fremhæve det nødvendige i at begrave den med alle skyldige hædersbe­ visninger. Man kunne virkelig sammenligne dens funktion med den funktion, som teorien om nåden og prædestinatio­ nen havde da den moderne verden stod ved sin begyndelse, men som dog siden kulminerede med den klassiske tyske filo­ sofi og dens opfattelse af friheden som indsigt i nødvendighe­ den. Den fatalistiske variant var et folkeligt surrogat for råbet „Gud vil det således", selv om den også på dette primitive og elementære plan var en begyndelse til en mere moderne og frugtbar opfattelse end den, der rummes i „Gud vil det så­ ledes" eller i teorien om nåden. Er det muligt, at en ny opfat­ telse „formalt" fremtræder i anden iklædning end plebejernes grove og klodsede? Og dog kan historikeren, udrustet med det fornødne perspektiv, konstatere og forstå, at begyndelsen til en ny verden, der altid er hård og stenet, står højere end nedgangen af en verden i dødskamp og dennes svanesang. [•■•]

„SKABENDE FILOSOFl"

Hvad er filosofi? En rent receptiv eller højst ordnende, eller I en absolut skabende virksomhed? Man må definere, hvad der forstås ved „receptiv", „ordnende", „skabende". „Receptiv" i implicerer visheden om en absolut uforanderlig ydre verden, der eksisterer „generelt", objektivt i denne betegnelses popu­ lære mening. „Ordnende" nærmer sig „receptiv": selv om der impliceres en tankemæssig virksomhed, er denne virksom­ hed begrænset og snæver. Men hvad betyder „skabende"? Skulle det betyde, at den ydre verden er skabt af tanken? Men af hvilken tanke og af hvem? Man kan ende i solipsisme og i realiteten havner enhver form for idealisme nødvendig109

I

■ I

i'I I :

i|

i.!h

Det er problemet om relationerne mellem basis og over­ bygningerne, der må stilles præcist og løses, hvis man skal komme frem til en korrekt analyse af de kræfter, der er virksomme i en bestemt periode af historien og bestemme for­ holdet mellem dem. Det gælder om at bevæge sig inden for et område der dækkes af to principper: 1) at intet samfund stiller sig opgaver, for hvis løsning de nødvendige og til­ strækkelige betingelser ikke allerede foreligger eller i det mindste er ved at fremstå og udvikles; 2) at intet samfund opløses eller kan erstattes med et andet, før det har udviklet alle de livsformer, der rummes i dets relationer.32 Fra en drøftelse af disse to grundregler kan man komme frem til at udvikle en hel række andre principper for den historiske me­ todologi. Når man studerer en basis eller dens overbygning må man først og fremmest skelne de organiske bevægelser (relativt permanente) fra de bevægelser, som man kunne kal­ de „konjunkturprægede“ (og som fremtræder som tilfældige, umiddelbare, næsten accidentale). Også konjunkturfænome­ nerne er givetvis afhængige af organiske bevægelser, men

* En henvisning til dette internationale element, der „undertryk­ ker" de indre kræfter, findes i de artikler, G. Volpe offentliggør i „Corrierc della Sera" 22. og 23. marts 1932. 32. „En samfundsformation går aldrig til grunde, før alle de produk­ tivkræfter er udviklet, som den er vid nok til at rumme, og nye hojere produktionsforhold træder aldrig i stedet, før de materi­ elle eksistensbetingelser for dem er fostret i det gamle samfunds skød. Derfor stiller menneskeheden sig altid kun opgaver, som den kan løse, thi når man ser nøjere til, vil man altid finde, at opgaven selv kun melder sig, hvor de materielle betingelser for dens løsning allerede er til stede eller i det mindste er i færd med at skabes." (Karl Marx: Forordet til „Zur Kritik der politischen Oekonomie" (1859). Se Dietz. udg. bd. 13 s. 9. da. overs, i Marx/Engels Udvalgte Skrifter bd. I s. 356/57)158

deres betydning er ikke af stor historisk rækkevidde: de giver anledning til en politisk miniaturekritik, en løbende dags­ kritik, der rammer de små ledergrupper og de personer, der har det direkte ansvar for magten. De organiske fænomener giver anledning til den historisk-samfundsmæssige kritik, der rammer de store grupperinger, og som rækker længere end de umiddelbart ansvarlige personer og det ledende personel. Den store betydning af denne distinktion kommer frem, når man studerer en historisk periode. Der optræder en krise, der undertiden trækker i langdrag i snesevis af år. Denne usæd­ vanlige langvarighed betyder, at der i basis er fremtrådt (er modnet) ulægelige modsætninger, men at de politiske kræf­ ter, der positivt arbejder for at bevare og forsvare selve denne basis, alligevel anstrenger sig for at læge dem inden for visse grænser og overvinde dem. Disse uafbrudte og vedholdende bestræbelser (thi ingen samfundsform vil nemlig nogen sin­ de indrømme at dens tid er forbi) udgør det „tilfældiges" felt, hvor de antagonistiske kræfter organiserer sig, som søger at bevise (et bevis, der, når alt kommer til alt kun lykkes og er „virkeligt sandt", hvis det bliver til en ny virkelighed, hvis de antagonistiske kræfter sejrer. Umiddelbart sker det imid­ lertid i form af en række diskussioner af ideologisk, religiøs, filosofisk, politisk, juridisk osv. art, hvis konkretion kan må­ les efter i hvilken udstrækning, de virker overbevisende og fremkalder en forskydning af den hidtil eksisterende gruppe­ ring af kræfterne i samfundet), at der allerede findes de nødvendige og tilstrækkelige betingelser for at visse opgaver kan og følgelig bør finde en historisk løsning (bør, thi enhver svigten af den historiske pligt forøger den uundgåelige uor­ den og forbereder endnu alvorligere katastrofer). En fejl, man ofte begår ved historisk-politiske analyser består i manglende evne til at finde det rette forhold mellem hvad der er organisk og hvad der er tilfældigt: på denne må­ de kommer man enten til at fremstille årsager som umiddel­ bart virkende, der tværtimod virker middelbart eller til at på­ stå, at de umiddelbare årsager er de eneste, der har effekt; i det ene tilfælde er der et overmål af „økonomisme" eller dok159

ii'

!i;

;■ i ■

IÉ l

« :‘i ■ ■'il

i ■

■ .

• 'i'

bl

trinært pedanteri; i det andet af „ideologisme"; i det ene til­ fælde overvurderer man de mekaniske årsager, i det andet det viljemæssige og individuelle element. Distinktionen mellem „bevægelser" og organiske fakta og bevægelser og „konjunk­ tur-" eller tilfældige fakta bør anvendes på alle typer af situa­ tioner, ikke blot på de situationer, hvor der optræder en re­ gressiv udvikling eller en akut krise, men også på dem, hvor der forekommer en progressiv udvikling eller højkonjunktur, såvel som på dem, hvor produktivkræfterne stagnerer. Det er vanskeligt med nøjagtighed at konstatere den dialektiske forbindelse mellem de to typer af bevægelser og som følge heraf vanskeligt at etablere den nøjagtigt mellem de to typer af undersøgelser; og hvis dette er en alvorlig fejl i historie­ skrivningen, bliver den endnu mere alvorlig i den politiske kunst, hvor det ikke drejer sig om at genskabe fortidens histo­ rie, men skabe nutidens og fremtidens historie :* ens egne øn­ sker og lidenskaber af den lavere og umiddelbare art er årsa­ gen til fejlen, idet de træder i stedet for den objektive og upartiske analyse, og dette sker ikke som et bevidst „middel" for at stimulere til handling men som selvbedrag. Også i det­ te tilfælde går det som med troldmandens lærling, dvs. dema­ gogen bliver det første offer for sin egen demagogi. * At undlade at tage hensyn til „styrkeforholdenes" umiddelbare moment er forbundet med levn af den vulgærliberale opfattelse. Et af dens udtryk er syndikalismen, der troede, at den var mere frem­ skreden, mens den rent faktisk gik et skridt tilbage. Den vulgærlibe­ rale opfattelse lagde vægt på forholdet mellem de politiske kræf­ ter, der er organiseret i de forskellige partiformer (avislæsere, par­ lamentariske og administrative valg, partiernes og fagforenin­ gernes masseorganisationer i snæver betydning), og den var i reali­ teten mere fremskreden end syndikalismen, der lagde vægt på det grundlæggende økonomisk-sociale forhold og kun på dette. Implicit tog den vulgærliberale opfattelse også hensyn hertil (som det frem­ går af mange tegn), men insisterede i højere grad på forholdet mel­ lem de politiske kræfter, der var et udtryk for det andet forhold og i realiteten rummede det. Disse levn af den vulgærliberale opfat­ telse kan man spore i en hel række fremstillinger, der påstår at høre til praksisfilosofien og som har givet anledning til barnlige former for optimisme og enfoldighed.

160

Hele betydningen af disse metodologiske kriterier fremtræ­ der tydeligt og pædagogisk, når de anvendes til at undersøge konkrete historiske kendsgerninger. Dette kunne man med fordel gøre med hensyn til de begivenheder, der skete i Frank­ rig fra 1789 til 1870. Man må tage hele perioden med, synes jeg, hvis man vil give fremstillingen større klarhed. Det er faktisk først i 1870-71 med forsøget på Kommunen, at alle de kim, der opstod i 1789, udtømmes historisk, dvs. den nye klasse, der kæmper om magten, besejrer ikke blot repræsen­ tanterne for det gamle samfund, der ikke vil indrømme, at deres tid helt er forbi, men den besejrer også de helt nye grupper, der hævder, at tiden allerede er løbet fra den nye basis og overbygning, der er opstået af den omvæltning, der tog sin begyndelse i 1789. Den beviser således sin livskraft såvel over for det gamle som over for det helt nye. End­ videre indebærer begivenhederne 1870-71, at hele det kom­ pleks af principper for den politiske strategi og taktik, der opstod praktisk i 1789 og blev udviklet ideologisk omkring 1848, nu mister sin virkning (de principper, der sammenfat­ tes i formlen om „permanent revolution";33 det ville være interessant at studere, hvor meget af denne formel der er gået over i Mazzini og hans tilhængeres strategi - f. eks. med hensyn til opstanden i Milano i 185334 - og om dette skete bevidst eller ej). Et element, der viser rigtigheden af dette synspunkt, er den kendsgerning, at historikerne aldeles ikke er enige (og umuligt kan være det), når det gælder at fastlægge 33. „Permanent revolution" angiver her Gramscis kritik af Trotskijs kendte formel dvs. en politisk omvæltning, udfort af et min­ dretal og uden støtte af de store masser. G. anså denne opfattel­ se for forkert (se afsnittet: „Politisk kamp og militær krig", dette udvalg s. 177-178) og en misforstået fortolkning af Marx’ opfattelse af muligheden for, at den borgerlige demokratiske revo­ lution går videre til den proletariske, men som en massebevægelse. Heraf brugen af anførselstegn. Smig, brugen i afslutningen af dette afsnit. 34. Mod Østrig, der beherskede store dele af Norditalien. I opstan­ den markerede de forskellige klasser også deres idealer og indre politiske målsætninger. 1 x Gramse!

16i

I •

Hil

i'h1

'

!!

li ■1

1 ■H

Il V';

grænserne for den gruppe begivenheder, der udgør Den fran­ ske Revolution. For nogles vedkommende (f. eks. Salvemini) er revolutionen fuldbyrdet med Valmy: Frankrig har skabt den nye stat og har forstået at opbygge den politisk-militære styrke, der sikrer og forsvarer landets territoriale suve­ rænitet. For andres vedkommende fortsætter revolutionen indtil Thermidor [Robespierres fald og det moderate partis magtovertagelse], ja, de taler endog om flere revolutioner (den 10. august skulle således være en revolution for sig, osv.)* Måden hvorpå man fortolker Thermidor ogNapoleons arbejde frembyder de skarpeste modsigelser: drejer det sig om revolution eller om kontrarevolution? For andre igen fortsætter revolutionens historie helt til 1830, 1848, 1870 og endog helt frem til Den 1. Verdenskrig i 1914. I alle disse synsmåder rummes der en portion sandhed. Rent faktisk sker der først med Den 3. Republik en relativ bilæggelse af de indre modsigelser i den franske samfundsstruktur, der udvik­ ler sig efter 1789, og Frankrig får 60 år med ligevægt i det politiske liv efter 80 år med omvæltninger i bølger, der blev stadigt længere: 1789, 1794, 1799, 1804, 1815, 1830, 1848, 1870. Og det er netop studiet af disse „bølger*1 med forskel­ lig svingning, der gør det muligt at rekonstruere, på den ene side, relationerne mellem basis og overbygninger og, på den anden side, mellem forløbet af den organiske bevægelse og forløbet af konjunkturbevægelsen inden for basis. Det kan imidlertid siges allerede her, at den dialektiske formidling mellem de to metodologiske principper, der blev fremsat i be­ gyndelsen af denne optegnelse, kan findes i den politisk-historiske formel om den permanente revolution. Et aspekt af det samme problem er det såkaldte spørgsmål om styrkeforholdene. Man læser ofte i historiske fremstillin­ ger generelle udtryk som: „Gunstige, ugunstige styrkefor­ hold for den eller hin tendens." På denne måde, dvs. rent ab­ strakt forklarer denne formulering intet eller næsten intet, thi man gør jo ikke andet end at gentage det faktum, der skal

* Jfr. La Révolution franfaise af A. Mathiez i Collection A. Colin.

162

forklares, idet man den ene gang præsenterer det som kends­ gerning og den næste gang som abstrakt lov og forklaring. Den teoretiske fejl består altså i, at man angiver en regel for forskning og fortolkning som en „historisk årsag". Indledningsvis må man i „styrkeforholdet" skelne mellem forskellige momenter og grader, der i det væsentlige er føl­ gende: 1) Et socialt styrkeforhold, der er snævert forbundet med basis, objektivt, uafhængigt af menneskers vilje, og som kan måles med de systemer, de eksakte eller fysiske videnskaber anvender. På grundlag af udviklingsgraden af de materielle produktionskræfter har man de sociale grupperinger, af hvil­ ke hver enkelt repræsenterer en funktion og har en given stil­ ling i selve produktionen. Dette forhold er, hvad det nu engang er, en rebelsk virkelighed: ingen kan ændre antallet af virksomheder og deres ansatte, antallet af byer med den givne bybefolkning osv. Denne grundlæggende slagorden gør det muligt at undersøge, om der i samfundet findes de nød­ vendige og tilstrækkelige betingelser for en omdannelse af dette, gør det med andre ord muligt at kontrollere den grad af realisme og mulighed for virkeliggørelse, der findes hos de forskellige ideologier, der er opstået på dette samfunds egen jordbund, på grundlag af de modsigelser det har skabt under sin udvikling. 2) Et følgende moment er det politiske styrkeforhold; dvs. bedømmelsen af den grad af homogenitet, egenbevidsthed og organisation de forskellige samfundsgrupper har nået. Dette moment kan så igen selv analyseres og opdeles i forskellige grader, der svarer til de forskellige momenter af den kollek­ tive politiske bevidsthed, således som disse hidtil er kommet til udtryk i historien. Det første og mest elementære er det økonomisk-korporative moment: en handlende føler, at han bør være solidarisk med en anden handlende, en fabrikant med en anden fabrikant osv., men den handlende føler sig endnu ikke solidarisk med fabrikanten; man fornemmer altså den homogene enhed og pligten til at organisere den, enheden af den erhvervsmæssige gruppe, men endnu ikke enheden af

163

vs

i

HH

■i

$i

-*!

;■

l< Nj

I |l i

fa 1

•’i;' ■ j!:j ■■

den større samfundsgruppe. Det næste moment er så det, hvor der opnås bevidsthed om interessesolidariteten mellem alle samfundsgruppens medlemmer, men endnu kun på det rent økonomiske område. Allerede her opstår spørgsmålet om sta­ ten, men blot på det grundlag, at det gælder om at opnå politisk-juridisk ligestilling med de herskende grupper, af hvil­ ken årsag der kræves ret til at deltage i lovgivningen og admi­ nistrationen og eventuelt ændre, reformere dem, men in­ den for de allerede eksisterende, grundlæggende rammer. Et tredje moment er det, hvor der opnås bevidsthed om, at ens egne korporative interesser i deres nuværende og fremtidige udvikling går ud over den korporative kreds, ud over den rent økonomiske gruppe og kan og bør blive andre underordnede gruppers interesse. Dette er den mest udprægede politiske fase, der betegner den klare overgang fra basisbygningen til de sammensatte overbygningers sfære, det er den fase, hvor de ideologier, der er spiret frem tidligere, bliver til „parti", konfronteres og kommer i strid med hinanden, indtil en en­ kelt af dem eller i det mindste en enkelt kombination af dem begynder at vinde overhånd, sætte sig igennem og brede sig ud over hele samfundets område, hvad der samtidig ikke blot medfører ensartethed i de økonomiske og politiske mål, men også enhed på det intellektuelle og moralens område, idet alle de spørgsmål, omkring hvilke striden raser, ikke anbrin­ ges på et korporativt, men på et „universalt" plan, og såle­ des skaber en grundlæggende samfundsgruppes hegemoni over en række underordnede grupper. Staten opfattes ganske vist som en gruppes egen organisme, der har til opgave at skabe gunstige betingelser for denne gruppes størst mulige ekspan­ sion; men denne udvikling og ekspansion opfattes og fremstil­ les som drivkraft for en universal ekspansion, en udvikling af alle „nationens" energier. Den herskende gruppe bliver med andre ord koordineret konkret med de underordnede gruppers almene interesser, og statslivet opfattes som en stadig dannel­ se og overvindelse (inden for lovens rammer) af usikre lige­ vægtstilstande mellem den grundlæggende gruppes interesser og de underordnede gruppers interesser, ligevægtstilstande,

164

hvor den herskende gruppes interesser dominerer, men kun indtil et vist punkt, altså uden at ligevægten bliver ensbety­ dende med den rene, småtskårne økonomisk-korporative in­ teresse. I den virkelige historie betinger disse momenter hinanden så at sige horisontalt og vertikalt, dvs. ifølge den økonomi­ ske samfundsmæssige aktivitet (horisontalt) og ifølge terri­ torium (vertikalt), idet de forbinder og spalter sig på forskel­ lig vis: enhver af disse kombinationer kan være repræsente­ ret af sit eget, organiserede økonomiske og politiske udtryk. Yderligere må man tage med i beregningen, at i disse indre forhold inden for en nationalstat indfletter de internatio­ nale relationer sig, hvilket skaber nye, originale og historisk konkrete kombinationer. En ideologi, der er opstået i et mere udviklet land, breder sig i mindre udviklede lande og griber ind i de lokale kombinationers spil.* Dette forhold mellem internationale og nationale kræfter kompliceres yderligere ved, at der i alle stater findes en række udsnit af territoriet med hver sin struktur og styrkeforhold i alle grader (således var Vendce35 allieret med de internatio­ nale reaktionære kræfter og repræsenterede disse midt i det franske territoriums enhed; på samme måde var Lyon under

* Religionen f. cks. har altid været en kilde til denne slags ideologisk-politiske kombinationer af national og international art, og sammen med religionen de andre internationale formationer, fri­ murerne, Rotary-Club, jøderne, karrierediplomaterne, der fore­ slår politiske hjælpemidler af forskellig historisk oprindelse og bringer dem til sejr i visse lande, idet de fungerer som et interna­ tionalt politisk parti, som inden for det enkelte land virker med hele sin koncentrerede internationale styrke; en religion, frimu­ rerne, Rotary, jøderne osv. kan indgå i de „intellektuelle“s sam­ fundskategori, hvis funktion det er på internationalt plan at skabe en formidling blandt yderpunkterne, „socialisere11 de tekniske op­ dagelser og påfund, med hvis hjælp enhver ledende aktivitet fun­ gerer, udtænke kompromisser og udveje mellem de ekstreme los­ ninger. 35. Departement i Vestfrankrig. Under den franske revolution hjem­ sted for royalistisk rejsning (1793-96), der støttedes udefra, bl. a. fra England, ligeså under opstande mod Napoleon 1814, 1815.

165

il

I

'i

'

i ru

1

- 'h i

H

I

I

fil

den franske revolution udtryk for et specielt knudepunkt af relationer, osv.). 3) Det tredje moment er det militære styrkeforhold, der gang på gang er det umiddelbart afgørende. (Den historiske udvikling svinger hele tiden mellem det første og det tredje moment, under formidling af det andet). Men heller ikke dette er noget udifferentieret, der umiddelbart kan identifi­ ceres med en skematisk form, også her kan man skelne mel­ lem to grader: den militære i snæver dvs. teknisk-militær for­ stand og den, man kan kalde for den politisk-militære. Under den historiske udvikling har disse to grader optrådt i et stort antal forskellige kombinationer. Et typisk eksempel, der kan tjene til at belyse deres indbyrdes afgrænsning, forelig­ ger, når en stat holder en anden stat militært nede, der søger at opnå statslig uafhængighed. Det er ikke et rent militært forhold, men politisk-militært; og i realiteten ville det være umuligt at forklare denne type af undertrykkelse uden en tilstand af social opløsning hos det undertrykte folk og passi­ vitet hos dets flertal; derfor kan uafhængigheden ikke opnås med rent militære kræfter, men må ske med militære og po­ litisk-militære. Hvis den undertrykte nation, inden den be­ gyndte kampen for sin uafhængighed, skulle vente på at hegemonstaten tillod den at opbygge en hær i ordets snævre og tekniske forstand, kom den nok til at vente længe (det kan ske, at hegemonnationen imødekommer kravet om egen hær, men det betyder, at en stor del af kampen allerede er blevet udkæmpet og vundet på det politisk-militære terræn). Som modstykke til hegemonnationens militære styrke opstiller den undertrykte nation altså til at begynde med en styrke, der kun er „politisk-militær“, dvs. en form for politisk handling, der fremkalder reflekser af militær karakter i følgende forstand: 1) bevirker indre opløsning af hegemonnationens effektivitet i krig; 2) tvinger hegemonnationens militære styrke til at udtynde og sprede sig over et stort territorium, hvorved den krigeriske effektivitet ophæves i stor udstræk­ ning. I den italienske Risorgimento [kampen for landets na­ tionale enhed i det 19. årh.] kan man konstatere den kata166

strofale mangel på en politisk-militær ledelse, specielt hos Aktionspartiet (som følge af medfødt uduelighed36), men også hos de moderates, piemontesernes parti, såvel inden som efter 1848, givetvis ikke på grund af uduelighed, men som følge af „økonomisk-politisk malthusianisme" dvs. man ville ikke engang antyde muligheden af en landbrugsreform og man ville heller ikke indkalde en forfatningsgivende natio­ nalforsamling, men bestræbte sig kun på, at det piemontesiske monarki, uden betingelser eller begrænsninger, der skyld­ tes folket, skulle udvides til at omfatte hele Italien, blot med sanktion af regionale folkeafstemninger. Et andet spørgsmål, der står i forbindelse med de foregåen­ de, er at undersøge om de grundlæggende historiske kriser bestemmes umiddelbart af de økonomiske kriser. Svaret på dette spørgsmål rummes implicit i de foregående afsnit, hvor der er behandlet spørgsmål, der blot er en anden måde at præsentere det spørgsmål, der nu er tale om, ikke desto mindre er det, af pædagogiske grunde, med henblik på det spe­ cielle publikum, altid nødvendigt at undersøge alle de må­ der, det samme spørgsmål fremtræder på, som om det drejede sig om et nyt og uafhængigt problem. Man kan ude­ lukke, at de økonomiske kriser umiddelbart, og af sig selv, skulle fremkalde grundlæggende begivenheder; det eneste, de kan, er at skabe en mere gunstig jordbund for udbredelsen af visse måder at tænke på, at formulere og at løse de spørgs­ mål, der omfatter og har indflydelse på hele den yderligere udvikling af statslivet. For øvrigt kan alle konstateringer, der angår krise- eller højkonjunkturperioder, give anledning til énsidige vurderinger. I sit rids af den franske revolution ven36. Partito d’Azione. Den republikanske gruppering, der stillede den nationale forening i forgrunden og spørgsmålet om staten og de sociale reformer (f. eks. landbrugsreform) midlertidigt i bero og uden politiske genydelser og garantier. Denne fløj blev da og­ så fuldstændigt udmanøvreret. „Piemonteserne" bestemte stats­ formen og leverede den nye kongeslægt, de syditalienske bønders opstand blev mejet ned med enestående grusomhed („bande­ krigene"). 167

i

der Mathiez sig imod den vulgære, traditionelle historieskriv­ ning, der a priori „finder" en krise, der falder sammen med de store brud på den sociale ligevægt, og han hævder, at om­ kring 1789 var den økonomiske situation ikke dårlig rent umiddelbart, hvorfor man ikke kan sige, at katastrofen for det absolutte [kongedømmes] stat skulle skyldes en forarmel­ seskrise. Det bør dog anføres, at staten var offer for en livs­ farlig finanskrise og der rejste sig det spørgsmål, hvilken af de tre socialt privilegerede stænder, der skulle bære de ofre og byrder, der var forbundet med at bringe orden i statens og kongens finanser. Dertil kom, at selv om så også bor­ gerskabets økonomiske situation var blomstrende, var stil­ lingen så sandelig alt andet end god for de folkelige klasser i byerne og ude på landet, især ikke for dem, der plagedes af den elendighed og fattigdom, der som en sygdom hjemsøgte visse egne. Men under alle omstændigheder, bruddet på kræf­ ternes ligevægt skyldtes ikke umiddelbare og mekaniske årsager som følge af forarmelse af den samfundsgruppe, der havde interesse i at bryde ligevægten og som faktisk brød den, men skete inden for rammerne af konflikter, der rak­ te længere end den umiddelbare økonomiske verden, konflik­ ter, der var forbundet med klassers „prestige" (fremtidige økonomiske interesser), med en tilspidsning af følelsen af uaf­ hængighed, selvstændighed og magt. Det specifikke spørgsmål om økonomisk nød eller velstand som årsag til nye historiske realiteter er et delaspekt af spørgsmålet om styrkeforholdet i dets forskellige grader. Der kan opstå nyt, såvel fordi en vel­ standssituation trues af en modstandergruppes snævre og smålige egoisme, som fordi de økonomiske vanskeligheder er blevet uudholdelige og man ikke i det gamle samfund kan se nogen kraft, der vil være i stand til at lindre dem og genop­ rette normale forhold med lovlige midler. Man kan derfor sige, at alle disse elementer er konkrete udtryk for konjunkturfluktuationeme inden for komplekset af de samfundsmæs­ sige styrkeforhold, som er det terræn, hvor disse går over til at blive politiske styrkeforhold for at kulminere i det afgøren­ de militære forhold.

■

i!

■

■

:

s

i

1

H !!

1

h

'!

|;

■

i

r UK

•

168

Har vi ikke denne udvikling fra det ene moment til det næ­ ste — og her er der i alt væsentligt tale om en proces, hvor det er menneskene og deres vilje og formåen, som er de agerende — så forbliver situationen virkningsløs, og der kan opstå mod­ sætningsfyldte løsninger: det gamle samfund afværger trus­ len og sikrer sig en „åndepause“, hvor man fysisk udrydder modstandernes elite og terroriserer de masser, der udgør reserverne; eller det kan ske, at de kræfter, der er i konflikt, gensidigt tilintetgør hverandre og kirkegårdens fred oprettes, eventuelt under bevogtning af en udenlandsk skildvagt. Men det vigtigste, man bør bemærke angående den kon­ krete analyse af styrkeforholdet, er følgende: disse analyser kan ikke og bør ikke være et mål i sig selv (medmindre man er ved at skrive et kapitel af fortidens historie), tværtimod analysen får kun en betydning, hvis den tjener til at begrunde en praktisk aktivitet, et viljesinitiativ. Analysen viser, hvor punkterne med den svageste modstand findes, hvor viljekraf­ ten kan sættes ind med det største resultat, den stimulerer til umiddelbare taktiske operationer, angiver hvorledes man bedst kan føre en politisk agitationskampagne, hvilket sprog masserne bedst forstår, osv. Det afgørende element i enhver situation er den permanent organiserede og lang tid i for­ vejen etablerede og ordnede styrke, som man kan lade rykke frem, når man anser, at situationen er gunstig (og gunstig er den kun, for så vidt en sådan styrke findes og den brænder efter at kaste sig ud i kampen); den væsentlige opgave er derfor systematisk og tålmodigt at bestræbe sig på at danne, udvikle denne styrke og gøre den stadig mere homogen, kompakt og bevidst. Det ser man i krigshistorien og den om­ sorg, hvormed man til alle tider har sørget for på forhånd at etablere hære for at kunne indlede en krig, hvornår det skulle være. De store stater var netop store, fordi de på et hvilket som helst tidspunkt var rede til at gribe effektivt ind i de gunstige internationale konjunkturer og disse konjunktu­ rer var gunstige, fordi der fandtes den konkrete mulighed for at gribe effektivt ind i dem.

16g

POLITISK KAMP OG MILITÆR KRIG

I

i W ■

El ■

r

•I ; I

111

Når man i den militære krig har opnået det strategiske mål, tilintetgørelsen af fjendens hær og besættelse af hans terri­ torium, bliver der fred. Man bør yderligere bemærke, at det er nok, for at krigen kan slutte, at man blot potentielt opnår det strategiske mål: dvs. det er tilstrækkeligt, at der ikke fin­ des tvivl om, at en hær ikke længere er i stand til at kæmpe og at den sejrrige hær „kan“ besætte fjendens territorium. Den politiske kamp er kompliceret i uendelig højere grad: på en vis måde kan den sammenlignes med kolonikrigene eller de gamle erobringskrige, dvs. krige, hvor den sejrende hær va­ rigt okkuperer hele eller en del af det erobrede territorium eller sætter sig som mål at gøre dette. I dette tilfælde bliver den besejrede hær afvæbnet og opløst, men kampen fortsæt­ ter på det politiske område og med hensyn til militær „forberedelse“. Således findes der i Indiens politiske kamp mod englænder­ ne (og til en vis grad i Tysklands mod Frankrig eller Un­ garns mod Den lille Entente) tre former for krig: bevægelses­ krig, stillingskrig og underjordisk krig. Gandhis passive mod­ stand er en stillingskrig, der i visse momenter bliver til be­ vægelseskrig og i andre til underjordisk krig: boykot er stil­ lingskrig, strejkerne er bevægelseskrig, den hemmelige forbe­ redelse af våben og elementer til stormangreb er underjordisk krig. Der findes en form for arditisme31 men den anven­ des med megen omtanke. Hvis englænderne skulle få den op­ fattelse, at man var ved at forberede en stor opstandsbe­ vægelse, der tog sigte på at tilintetgøre deres nuværende overlegenhed i strategisk henseende (der i en vis forstand be37. Arditi, udvalgt mandskab i den italienske hær under 1. Verdens­ krig, opøvet i stormangreb og udrustet med særlige våben sva­ rende til en senere tids kommandotropper. Fra det militære om­ råde har betegnelsen bredt sig til det politiske f. eks. en bevæ­ gelse i 20’rne for at oprette demokratiske modstandsgrupper mod de fascistiske overfaldsgrupper. „Ardito" = „dristig", „for­ voven".

170

■: h

står i deres mulighed for at manøvrere ad indre linjer og koncentrere deres kræfter omkring det „sporadisk" mest far­ lige punkt) ved at kvæle den i masserne - dvs. tvinge englæn­ derne til at sprede deres styrker over en krigsskueplads, der på én gang bliver generel - ville det være i englændernes interes­ se at provokere de indiske stridskræfter til at slå løs for tid­ ligt for derved at identificere dem og hugge hovedet af den generelle bevægelse. På samme måde ville det tjene Frank­ rigs interesser, hvis det tyske nationalistiske højre blev ind­ viklet i et statskupeventyr, der ville tvinge den illegale mili­ tærorganisation, man har mistanke om, til at træde frem på et for tidligt tidspunkt, hvilket ville gøre et, set fra fransk synspunkt, rettidigt indgreb muligt. Ved disse blandede kampformer, hvis karakter er fundamentalt militær og over­ vejende politisk (men enhver politisk kamp har altid et mili­ tært substrat), kræver anvendelsen af særlige stormafdelin­ ger at man udvikler en original taktik, til hvis udformning krigserfaringen kun kan give en tilskyndelse, men ikke en model. En særlig omtale fortjener spørgsmålet om komitadje på Balkan,38 der er forbundet med specielle betingelser i det stedlige fysisk-geografiske miljø, med dannelsen af klasserne på landet og ligeledes med regeringernes reale effektivitet. På lignende måde forholder det sig med de irske ligaer, hvis krigs- og organisationsform var forbundet med den irske samfundsstruktur. Komitadje, irlænderne og de andre for­ mer for partisankrig må holdes adskilt fra spørgsmålet om arditismen, selv om de virker, som om de har berøringspunk­ ter med denne. Disse kampformer er typiske for svage, men forbitrede mindretal, stillet over for velorganiserede flertal: den moderne arditisme forudsætter derimod store reserver, der af forskellige årsager ikke er mobiliserede, men som er potentielt effektive og som støtter arditismen og holder den i 38. Opr. tyrkisk betegnelse for de bulgarske oprørere (komitati), senere anvendt på de øvrige hemmelige revolutionære og/eller na­ tionale befrielsesorganisationer på Balkan.

171

I I

I

I .

OH

in

i

■

-

i '■

i I i«

I

i!

live gennem tilskud af individuelle kræfter. Det forhold der i 1917-18 fandtes mellem stormtropsafdelingerne af arditi og hæren som helhed kan føre og har allerede ført politiske ledere til at udforme deres kamppla­ ner forkert. Man glemmer: 1) at arditi er simple, taktiske formationer og ganske vist nok forudsætter en hær, der ikke er særlig effektiv, men som dog ikke er fuldstændig uvirksom: thi selv om disciplinen og moralen hos tropperne er blevet så slap, at det er tilrådeligt med en ny taktisk opstilling, fin­ des der dog endnu både disciplin og moral i en grad, der net­ op svarer til den nye taktiske formation; ellers ville nederlag og flugt være uundgåeligt; 2) at man ikke bør betragte arditismcn som tegn på militærmassernes kampdygtighed i almin­ delighed, men tværtimod som tegn på deres passivitet og re­ lative demoralisation. Lad dette være sagt, med det generelle kriterium underforstået at sammenligninger mellem krigs­ kunst og politik altid må foretages cum grano salis, dvs. kun som tilskyndelse for tanken og som termer, der forenkler ad absurdum: der mangler jo for den politiske kampaktivitets vedkommende den ubønhørlige straffesanktion over for den, der begår fejl eller ikke adlyder præcist, idet krigsretten mang­ ler, foruden at den politiske kampgruppering slet ikke kan si­ destilles med de militære formationer. Udover bevægelseskrigen og belejrings- eller stillingskrigen findes der også andre former i den politiske kamp. Den san­ de arditisme, altså den moderne, er typisk for stillingskrigen, som det kom frem 1914-18. Også bevægelseskrigen og belej­ ringskrigen i de forudgående perioder havde i en vis forstand deres særlige stormtropper; det lette og svære kavaleri, jæger­ ne, bersaglierer osv., de hurtige våbenarter fungerede i al­ mindelighed delvis som særlige stormtropper; pa samme må­ de lå der i kunsten at organisere patruljer et kim til den mo­ derne stormtroptaktik. Dette kim fandtes i højere grad i be­ lejringskrigen end i bevægelseskrigen: mere udstrakt patrulje­ tjeneste og især kunsten at organisere uventede udfald og an­ greb med udvalgte elementer. Endvidere bør man erindre sig følgende: i den politiske 172

■

kamp bør man ikke efterabe de herskende klassers kampme­ toder, ellers falder man let i baghold. I de nuværende kam­ pe ser man ofte dette fænomen: en svækket statsorganisation er som en afkræftet hær; så gør stormtropperne deres entré, dvs. de private væbnede organisationer, der har to opgaver: anvende ulovlige metoder — mens staten giver udseende af at holde sig inden for lovlighedens rammer - for at reorgani­ sere selve staten. At tro, at man som modstykke til de private ulovlige organisationer kan stille en anden, lignende virksom­ hed, dvs. bekæmpe stormtropsvirksomhed med stormtrops­ virksomhed, er en dumhed; det er ensbetydende med at tro, at staten til evig tid forbliver uvirksom, hvilket aldrig fore­ kommer, bortset fra at forudsætningerne også i andre hen­ seender er forskellige. Klassekarakteren medfører en grund­ læggende forskel: en klasse, der må arbejde hver dag til be­ stemte tider, kan ikke have permanente og specialiserede stormorganisationer på samme måde som en klasse, der råder over store finansielle muligheder og som ikke, for alle sine medlemmers vedkommende, er bundet til fast arbejde. På et hvilket som helst tidspunkt af dagen eller natten kan disse organisationer, der er blevet professionelle, rette afgø­ rende slag og når ingen er forberedt herpå. Stormtropstak­ tikken kan altså ikke have den samme betydning for visse klasser som for andre; for visse klasser er det nødvendigt med bevægelses- og manøvrekrigen — thi det er denne form, der svarer til klassens væsen - en form, der, når det gælder den politiske kamp, kan kombineres med en nyttig og måske uundværlig anvendelse af stormtropstaktikken. Men at klæbe fast ved den militære model, det kan man overlade til tåber­ ne: også i dette tilfælde må det politiske stå over den militære side af sagen og det er kun politik, der skaber muligheden for manøvre og bevægelse. Af det, som her er sagt, fremgår, at i fænomenet militær arditisme [anvendelse af stormtropper], må der skelnes mellem den tekniske funktion, udøvet af en speciel våbenart og forbundet med den moderne stillingskrig, og så den politisk-militære funktion: som funktion udøvet af en speciel vå-

i73

■

» :

■

i I

!

i

H

1 .J ?|

r -i

benart har man haft arditisme inden for alle hære under ver­ denskrigen; som en politisk-militær funktion har man haft den i politisk ikke-homogene og svækkede lande, hvad der altså igen kom til udtryk i en national hær med ringe kamp­ dygtighed og en bureaukratiseret generalstab, forstenet i kar­ rieren.

Hvad angår sammenligningen mellem begreberne manøvre­ krig og stillingskrig inden for militærkunsten og de tilsvaren­ de begreber inden for den politiske kunst bør man ikke glem­ me Rosas lille bog,39 oversat til italiensk i 1919 af C. Alessandri (oversat fra fransk). I pjecen teoretiseres de historiske erfaringer fra 190540 hvilket sker på en lidt forjaget og endog overfladisk måde: Rosa gik nemlig let hen over de „viljesbestemte“ og organi­ satoriske elementer, der var meget mere udbredte og havde langt større virkning ved disse begivenheder, end Rosa var tilbøjelig til at tro som følge af en vis „økonomistisk“ for­ dom og spontaneitet hos hende. Alligevel er denne pjece (og andre artikler og afhandlinger af samme forfatter) et af de mest betydningsfulde dokumenter, når det gælder teoretise­ ringen af manøvrekrigen, anvendt på den politiske kunst. Det umiddelbare økonomiske element (krise osv.) opfattes som feltartilleriet, der i krig åbner en breche i fjendens for­ svar, som er tilstrækkelig stor til at ens egne tropper kan trænge ind og opnå et afgørende (strategisk) resultat, eller i det mindste et vigtigt resultat, der nærmer en til det strategi­ ske mål. I den historiske videnskab betragter man naturligvis virkningen af det umiddelbare økonomiske element som no­ get langt mere kompliceret end virkningen af det tunge ar­ tilleri i manøvrekrigen, eftersom dette element anses at have 39. Rosa Luxemburg: Lo sciopero generale - Il partito e i sindacati [Generalstrejke - Partiet og fagforeningerne], udg. af forlaget „Avanti“, Milano 1919U(^S-S note). 40. Den russiske revolution 1905.

i! :

f * ■! :j i

X. ' ■ :

174

dobbelt virkning: 1) åbne en breche i fjendens forsvar, efter at det først har bragt ham ud af fatning og fået ham til at miste tiltroen til sig selv, sine kræfter og sin fremtid; 2) med lynets hast og kraft organisere ens egne tropper, skabe kad­ rerne, eller i det mindste med lynets hast og kraft stille de eksisterende kadrer (udviklet hidtil af den almene historiske proces) på deres poster som centrer, omkring hvilke de grup­ perer de spredte tropper; 3) med lynets hast og kraft skabe den ideologiske koncentration med henblik på opnåelsen af et identisk mål. Der var tale om en form for ubøjelig økonomi­ stisk determinisme, med den forværrende omstændighed, at virkningerne opfattedes som lynhurtige i tid og rum; det dre­ jer sig derfor om en ren og skær historisk mysticisme, afvent­ ning af en slags lynforklarelse. General Krasnovs bemærkning (i hans roman41) om, at det var Ententen (der ikke var interesseret i en sejr for tsarens Rusland, for at problemerne østpå ikke skulle blive løst en­ deligt til tsarismens fordel), som påtvang den russiske general­ stab skyttegravskrigen (absurd, når man tænker på frontens enorme udstrækning, fra Østersøen til Sortehavet og med sto­ re sump- og skovområder), mens manøvrekrigen havde været den eneste mulighed - denne påstand er den rene dumhed. I virkeligheden forsøgte den russiske hær at føre en manøvreog gennembrudskrig, specielt i den østrigske sektor (men også i Østpreussen) og opnåede strålende resultater, selv om de kun blev af kort varighed. Sandheden er den, at man ikke kan vælge den form for krig, man vil, medmindre man da ikke straks har en knusende overvægt i forhold til fjenden, og det er bekendt, hvor store tab der er blevet forvoldt af ge­ neralstabenes stædighed, fordi man ikke ville indrømme, at stillingskrigen var „påtvunget" af det generelle styrkeforhold mellem de stridende parter. Stillingskrigen består nemlig ikke blot af de egentlige skyttegrave, men af hele det organisa­ toriske og industrielle system i det territorium, der ligger

4i. P. Krasnov: Fra tsarørnen til den rode fane. G. henviser til den ital. udg. Salani, Firenze, 1928.

175

■

I

in '1! : I ■

iq:

h

H

1

1; 1

I ti

31

bag den opmarcherede hær; og den påtvinges især af de hurtigtskydende kanoner, maskingeværer og geværer, af koncen­ trationen af våben omkring et bestemt punkt, foruden de rige­ lige forsyninger, der gør det muligt hurtigt at erstatte det ma­ teriel, der går tabt efter et gennembrud eller et tilbagetog. Et andet element er den store menneskemasse, der deltager i opmarchen, mennesker af meget forskellig kvalitet og som netop derfor kun kan operere som masse. Man så, hvorle­ des det på Østfronten var én ting at bryde ind i de tyske lin­ jer og noget andet i de østrigske, og hvorledes gennembruds­ taktikken endte med katastrofe også i den østrigske sektor, efter at denne var blevet forstærket med udvalgte tyske trop­ per og stillet under tysk kommando. Det samme så man i den polske krig i 1920, hvor fremrykningen,42 der ikke syntes til at standse, blev standset foran Warszawa af general Weygand langs den linje, der var under kommando af franske of­ ficerer. Militærspecialisterne selv, der nu har lagt sig lige så fast på stillingskrigen, som tidligere på bevægelseskrigen, vil sikkert ikke hævde, at den foregående type bør anses for strø­ get af deres videnskab, men at den i krige mellem de i indu­ striel og kulturel henseende mest fremskredne stater bør be­ tragtes som reduceret snarere til en taktisk end en strategisk funktion og bør anses for at indtage den samme stilling som tidligere belejringskrigen i forhold til manøvrekrigen. Den samme reduktion bør ske for politik som kunst og vi­ denskab, i det mindste hvad angår de mere fremskredne sta­ ter, hvor „medborgersamfundet“ [societå civile] er blevet en meget kompliceret struktur, der er meget modstandsdyg­ tig mod det umiddelbare økonomiske elements (kriser, lav­ konjunkturer, osv.) katastrofebringende „gennembrudsforsøg“: medborgersamfundets overbygninger er som skyttegra­ vene i den moderne krig. Ligesom det her kunne ske, at et rasende artilleriangreb syntes at have tilintetgjort hele mod­ standerens forsvarssystem, men i virkeligheden kun havde

42. Den Røde Hærs modoffensiv efter det indledende polske angreb. i

176

1

ødelagt dets ydre overflade, og angriberne derfor, når de ryk­ kede frem til angreb, kom til at stå over for en forsvarslinje, der fortsat var effektiv, således går det også i politik under de store økonomiske kriser; det er ikke sådan, at de angri­ bende tropper, som følge af krisen, organiseres med lynets fart og kraft i tid og rum, og endnu mindre er det herved, at de opnår en kampånd; omvendt, de angrebne demoraliseres ikke, de forlader ikke deres forsvarsværker, selv om de ligger i ruiner, og mister heller ikke tilliden til deres egen styrke og fremtid. Tingene bliver ganske vist ikke ved med at være som de var, men sikkert er, at det element, som udebliver, er den hurtighed, det fremskyndede tempo, den definitive frem­ march, som den politiske cadornismes43 strateger forventede. Det nyeste faktum af denne art i den politiske historie ud­ gøres af begivenhederne i 1917 [Oktoberrevolutionen]. De har betegnet en afgørende vending i politikkens historie som kunst og videnskab. Det drejer sig derfor om at studere i „dybden", hvad det er for elementer i medborgersamfundet, der svarer til forsvarssystemerne i stillingskrigen. Det er med vilje, at der siges „i dybden", thi de er blevet studeret, men ud fra overfladiske og banale synspunkter, sådan som visse historikere, der interesserer sig for skik og brug, beskriver kvindemodens ejendommeligheder, eller det er sket ud fra et „rationalistisk" synspunkt, dvs. med overbevisningen om, at visse fænomener er bragt ud af verden, lige så snart de er blevet forklaret „realistisk", som om det drejede sig om fol­ kelig overtro (der for øvrigt heller ikke bringes ud af verden ved at man forklarer den). Man bør undersøge om ikke Bronsteins [Trotskijs] berømte teori om bevægelsens permanens^ ikke skulle være en poli­ tisk refleks af teorien om manøvrekrigen (husk kosakgeneralen Krasnovs bemærkning), til syvende og sidst refleks af de ge43. Jfr. note 28 til dette afsnit. 44. Dvs. Trotskijs formel om „den permanente revolution" - se s. 161-162.

19 Gramse i

177

pr-

1

I

• i'i

I

ji

■ ■

nerelle-økonomiske-kulturelle-sociale betingelser i et land, hvor rammerne for nationens liv endnu er på fosterstadiet og meget løse og ikke i stand til at blive „skyttegrav eller fæst­ ning". I dette tilfælde kunne man sige, at Bronstein, der frem­ træder som en „vesterlænding", i virkeligheden var en kos­ mopolit, dvs. overfladisk national og overfladisk vesterlandsk eller europæer. Iljitj [Lenin] derimod var dybt national og dybt europæer. I sine erindringer anfører Bronstein, at man har sagt til ham, at hans teori har vist sig anvendelig ... femten år efter, og han besvarer dette epigram med et andet. I realiteten var hans teori ikke anvendelig, hverken femten år før eller efter: som det hænder for de stædige, som Guicciardini taler om, gættede han en gros, dvs. havde ret i den praktiske forudsi­ gelse i dens mest generelle form; præcis som hvis man forudsiger, at en lille pige på fire skal blive moder og når hun så bliver det når hun er tyve, siger: „det havde jeg forudset", idet man dog glemmer, at dengang hun var fire, havde man sat sig for at voldtage hende, så man var sikker på, at hun nok skulle blive moder. Det forekommer mig, at Iljitj havde forstået, at det var nødvendigt med en forvandling af bevæ­ gelseskrigen, hvis anvendelse havde ført til sejr østpå i 1917, til den stillingskrig, der var den eneste mulige vestpå, hvor, som Krasnov bemærker, hærene på kort tid og snæver plads kunne ophobe ubegrænsede mængder ammunition, hvor de sociale rammer i sig selv endnu var i stand til at blive uhyre veludrustede skyttegrave. Dette synes mig at være indhol­ det i formlen „enhedsfront", der svarer til opfattelsen som én enkelt front hos Ententen under Foch’s enhedskommando. Der var blot det, at Iljitj ikke havde tid til at uddybe sin formulering, idet man også må holde sig for øje, at han kun kunne uddybe den teoretisk, mens den grundlæggende opgave var national, dvs. krævede en rekognoscering af terrænet og at man fastslår de skyttegravs- og befæstningselementer, der udgøres af medborgersamfundets elementer, osv. Østpå var staten alt, medborgersamfundet var primitivt og uden faste konturer; vestpå var der et velafvejet forhold mellem

178 r I

stat og medborgersamfund og så snart staten begyndte at skælve, fik man straks øje på medborgersamfundets robuste struktur. Staten var kun en fremskudt skyttegrav, bagved hvilken der fandtes en kraftig kæde af befæstninger og kasematter; i mere eller mindre grad for de enkelte staters ved­ kommende, selvsagt, men netop dette krævede en omhyggelig rekognoscering af national art. Bronsteins teori kan sammenlignes med visse franske syndi­ kalisters teori om generalstrejken og Rosa [Luxemburg] s teo­ ri i det skrift, Alessandri har oversat: Rosas skrift og Rosas teorier har i øvrigt øvet indflydelse på de franske syndikali­ ster, som det fremgår af visse artikler af Rosmer om Tysk­ land i „Vie Ouvriére" (første serie i småhæfter): det beror delvis også på spontaneitetsteorien.

OVERGANG FRA BEVÆGELSESKRIGEN

(og frontalangrebet) TIL STILLINGSKRIG OGSÅ PÅ DET POLITISKE OMRÅDE

Dette forekommer mig at være det vigtigste problem i den politiske teori, som efterkrigsperioden har stillet og det pro­ blem, der er vanskeligst at løse korrekt. Det er forbundet med de spørgsmål, der er blevet rejst af Bronstein [Trotskij], der på den ene eller den anden måde kan anses for at være frontalangrebets politiske teoretiker i en periode, hvor fron­ talangrebet kun er anledning til nederlag. Denne overgang i den politiske videnskab er kun indirekte (formidlet) forbun­ det med den, der er sket på det militære område, selv om der givetvis findes en forbindelse, og tilmed en væsentlig forbin­ delse. Stillingskrigen kræver enorme ofre og uhyre befolk­ ningsmasser; der kræves derfor en uhørt koncentration af hegemoniet og som følge heraf en regeringsform der er mere „interventionistisk“, som mere åbent tager offensiven imod de oppositionelle og organiserer den permanente „umu­ lighed" af indre opløsning; kontrol af enhver art, politisk, administrativ osv., styrkelse af den herskende gruppes „posiia#

r79

1 i

i!

;h

tioner" som hegemon, osv. Alt dette viser, at man er trådt ind i en fase, hvor den politisk-historiske situation kulmine­ rer, thi i politik er det sådan, at når „stillingskrigen" engang er vundet, er den afgørende, definitiv. I politik findes der med andre ord bevægelseskrig, så længe det drejer sig om at erobre positioner, der ikke er afgørende og man som følge heraf ikke har mobiliseret alle statens hegemoniressourcer; men når disse positioner af den ene eller anden grund har mi­ stet deres værdi og kun de afgørende positioner har betydning, så går man over til belejringskrigen, en kompliceret, vanskelig krig, hvor der kræves usædvanlige evner i retning af at ud­ vise tålmodighed og opfindsomhed. I politik er belejringen gensidig, uanset hvordan det så end kan tage sig ud, og alene den kendsgerning, at den herskende er nødt til at diske op med alle sine ressourcer, er nok til at vise, hvordan han vurderer modstanderen og hans styrke. „En modstand, der trækker for længe ud i en belejret fæst­ ning er demoraliserende i sig selv. Den medfører lidelser, anstrengelser, mangel på søvn, sygdomme og den stadige til­ stedeværelse af, ikke den akutte fare, der hærder, men af den kroniske fare, der afstumper." (Karl Marx, „Østproblemet", artikel 14. sept. 1855.).45

:j

MORAL OG POLITIK

Der finder en kamp sted. Der fremsættes vurderinger af det „rimelige1' og „retfærdige" i de stridende parters krav. Man kommer til den konklusion, at en af parterne ikke har ret, at hans krav ikke er rimelige, eller at de oven i købet mangler sund fornuft. Disse konklusioner skyldes udbredte, populære 45. Det drejer sig om et sammentrukket citat fra cn artikel af Friedrich Engels: „Syn på Krim“, skrevet 14. sept. 1855 og trykt som lederartikel i New-York Daily Tribune 1. okt. 1855 i anled­ ning af Sevastopols fald under Krimkrigen. Marx skrev ofte dele af disse artikler og mange er vanskelige at henføre præcis til en af dc to forfattere. Dietz-udg. bd. 11, s. 53° citatet s. 531.).

SI

180

r

måder at tænke på, der også deles af den part, der på denne måde rammes af dadel. Ikke desto mindre fortsætter denne part med at hævde at „have ret", være inden for „rimelighedens“ grænser, og hvad der betyder mest, fortsætter med at kæmpe, selv om det koster ofre; hvilket betyder, at denne parts meninger ikke er overfladiske læbebekendelser, ikke polemiske begrundelser for at redde ansigtet, men at de går virkelig dybt og virker i bevidstheden. Det kan betyde at problemet er galt stillet og forkert løst. At begreberne ret og rimelighed og retfærdighed er rent for­ male. Det kan faktisk ske, at begge de stridende parter har ret „som tingene forholder sig“ eller at den ene synes at have mere ret end den anden „som tingene forholder sig“, men ikke „hvis tingene skulle ændre sig.“ Men det, som det netop drejer sig om at kunne bedømme i en konflikt er ikke tin­ gene, sådan som de forholder sig, men det mål, de stridende parter ønsker at opnå ved hjælp af netop denne konflikt; og hvorledes kunne man så bedømme dette mål, der endnu ikke eksisterer, som en faktisk realitet, der kan bedømmes? Og hvem kan bedømme det? Bliver bedømmelsen ikke selv et element af konflikten, dvs. bliver den ikke simpelt hen en kraft i spillet til fordel eller til skade for den ene eller den anden part? I al fald kan man sige: i) i en konflikt er enhver moralbedømmelse absurd, eftersom den kun kan bygge på de faktisk bestående kendsgerninger, som konflikten jo netop tenderer at forandre; 2) den eneste mulige bedømmel­ se er den „politiske", dvs. bedømme overensstemmelsen mel­ lem midlet og målet (og følgelig indebærer den konstate­ ring af målet eller målene, gradueret efter en skala af succes­ siv tilnærmelse). En konflikt er „umoralsk", når den fører bort fra målet eller ikke skaber betingelser for at nærme sig det (dvs. ikke skaber midler, der er bedre egnede til at opnå målet), men den er ikke „umoralsk" fra andre, „morali­ stiske" synspunkter. Således kan man ikke bedømme politi­ keren efter om han er mere eller mindre hæderlig, men ud fra den kendsgerning, om han overholder sine forpligtelser eller ej (og i denne overholdelse kan så „hæderligheden" i8i

1

b|. i

Xi :

I

■

rummes, dvs. at være hæderlig kan være en nødvendig politisk faktor, og er det i almindelighed, men bedømmelsen er po­ litisk og ikke hentet fra moralen). Han bliver bedømt efter - ikke om hans optræden er ret og rimelig - men udfra, om han opnår eller ikke opnår positive resultater, eller undgår et negativt resultat, et onde og i den forbindelse kan det være nødvendigt at „optræde ret og rimeligt", men som et poli­ tisk middel, og ikke som en moralsk dom.

t

!J

MOD BYZANTISMEN

Man kan kalde den degenerationsfremkaldende tendens for „byzantisme“ eller „skolastik", der går ud på at behandle de såkaldte teoretiske spørgsmål som om de havde en værdi i sig selv, uafhængigt af enhver konkret praktisk virksomhed. Et typisk eksempel på byzantisme er de såkaldte Romteser,46 hvor man på problemerne anvender den matematiske metode som i den rene økonomi.47 Det spørgsmål rejser sig, om en teoretisk sandhed, der er opdaget i forbindelse med en be­ stemt praktisk virksomhed kan generaliseres og anses for universal i en historisk epoke. Beviset på dens universalitet består netop i, at den bliver: 1) stimulerende impuls til at op­ nå større kendskab til den faktiske virkelighed i et miljø, der er forskelligt fra det, hvor den selv blev opdaget, og heri lig­ ger det første trin af dens frugtbarhed; 2) efter at den har stimuleret og bidraget til forståelsen af denne faktiske virke­ lighed, indgår den som et led af selve denne virkelighed, som om den var et oprindeligt udtryk herfor. Og denne inkorpo­ rering er dens konkrete universalitet, som ikke blot består i dens logiske og formale kohærens og i at den er et nyttigt po­ lemisk redskab til at forvirre modstanderen. Kort sagt, det

r

i

1

w

46. De venstresekteriske „teser", der blev præsenteret af Amadeo Bordiga og sat under afstemning på det italienske kommunistiske partis 2. kongres (Rom 1922) (Ital. udg.s note). 47. Den (borgerlige) formaløkonomi modsat den „kritiske økono­ mi" dvs. den marxistiske. 182

princip, der altid bør være herskende, er, at ideerne ikke fø­ des af andre ideer, at filosofierne ikke nedkommer med an­ dre filosofier, men at ideerne og filosofierne er udtryk for den reale historiske udvikling, udtryk der hele tiden fornyer sig. Historiens enhed, det som idealisterne kalder for åndens enhed, er ikke en forudsætning, men en uafbrudt fremadskri­ dende tilbliven. Ligheder i den faktiske virkelighed bestem­ mer identitet i tanken og ikke omvendt. Heraf udledes yderli­ gere, at enhver sandhed, selv om den måtte være universal og kunne udtrykkes i en abstrakt formel af matematisk type (beregnet for teoretikernes skare), skylder sin effektivitet, at den er udtrykt i de specifikke, konkrete situationers sprog: hvis den ikke er til at udtrykke i specifikke sprog48 er den en byzantinsk og skolastisk abstraktion, der egner sig til tids­ fordriv for dem, der tygger drøv på fraser.

LEDE OG ORGANISERE

En overbevisning, for hver dag mere rodfæstet, er den, at kontrol er lige så vigtig som initiativ, at initiativerne bli­ ver til noget, at midler og mål falder fuldstændigt sammen (selv om dette ikke skal opfattes rent materielt), og at man kun kan tale om at ville et mål, når man præcist, omhygge­ ligt og pinligt nøjagtigt forstår på forhånd at sikre de egnede, tilstrækkelige og nødvendige midler (hverken for meget eller for lidt, for meget til den ene eller den anden side). En anden rodfæstet opfattelse er den, at eftersom ideerne bevæ­ ger sig og historisk bliver til virkelighed takket være menne­ sker af god vilje, er studiet af menneskene, valget af dem, kontrollen med deres handlinger lige så nødvendigt som stu­ diet af ideerne, osv. Enhver distinktion mellem at lede og or­ ganisere (og i organisere er indbefattet „prøve eller kontrol­ lere") er derfor et fingerpeg om en afvigelse og ofte om et forræderi.

48. Dvs. „konkret".

183

DE INTELLEKTUELLE OG KULTURENS ORGANISERING

Li i i i;'

»I

fI

Gramsci bestemmer begrebet „de intellektuelle" på en ny måde. G. erstatter „faget" med „funktionen", således at enhver, der over­ vejende arbejder intellektuelt, f. eks. en fagforeningsleder, er „intel­ lektuel". Dernæst forbindes funktionen med „samfundsgruppen". Heraf opstår sondringen mellem „traditionale" og „organiske" in­ tellektuelle. De forste er dem, en klasse finder „færdige", udvikle­ de af en anden eller andre klasser, de „organiske" er dem, den selv udvikler til sine specifikke behov. De intellektuelle er en nøgleposition i kulturens „organisering", og dennes organisation og „reorganisation" er igen nøglepunkter i den politiske kamp og massernes orientering. Heraf den dobbelte opgave for arbejderklassen: at udvikle sine egne, „organiske" intel­ lektuelle og søge at vinde de „traditionale", eller dele af disse for og igennem en ny „historisk blok". Men for at dette skal lykkes må det politiske i „den kulturelle kamp" ikke opfattes snævert og sekterisk, tværtimod den fulde politiske effektivitet viser sig kun, når kulturen „reorganiserer" sig i alle sine dele og ikke blot de umiddelbart politiske. Heraf følger et tredje vigtigt element i Gramscis opfattelse. „Praksisfilosofien" må måle sig med den faktisk eksisterende kultur, gribe ind i denne, om- og opbygge under de konkrete, historiske be­ tingelser og ikke i en abstrakt form, isoleret fra historien.

4

DE INTELLEKTUELLES UDVIKLING

•!

1 Er de intellektuelle en autonom og uafhængig samfundsgrupi pe, eller har enhver samfundsgruppe sin egen specialiserede ■! kategori af intellektuelle? Problemet er kompliceret på grund af de forskellige former, den reale historiske udviklingspro­ ces af de forskellige intellektuelle kategorier hidtil har an­ taget. 184

I

De vigtigste af disse former er følgende to: 1) Enhver samfundsgruppe der vokser frem på en jordbund, som giver den en væsentlig funktion inden for den økonomiske produktions verden, skaber sig samtidig, organisk, et eller flere lag af intellektuelle, som giver den homogenitet og bevidsthed om dens egen funktion ikke blot på det økonomiske område, men også på det sociale og politi­ ske: den kapitalistiske erhvervsdrivende skaber sammen med sig selv industriteknikeren, den videnskabelige specialist i po­ litisk økonomi, organisatoren af en ny kultur, af en ny jura og retsorden, osv. osv. Man bør bemærke det faktum, at den erhvervsdrivende repræsenterer en højere samfundsudvikling, der allerede kendetegnes af en vis ledende og teknisk (dvs. intellektuel) formåen: han må have en vis teknisk kapacitet, ikke blot inden for den sfære, der begrænses af hans egen ak­ tivitet og initiativ, men også i andre sfærer, i det mindste dem, der ligger nærmest ved den økonomiske produktion (han må være en organisator af menneskemasser; han må kunne orga­ nisere „tillid" til sin virksomhed hos sparerne, hos dem, der køber hans varer osv.). Selv om ikke alle de erhvervsdrivende behøver det, så må i hvert fald en elite iblandt dem have kapacitet til at organi­ sere samfundet som helhed, hele dets komplicerede organis­ me af funktioner, lige op til statsorganismen, thi det er nød­ vendigt at skabe de gunstigste betingelser for deres egen klas­ ses ekspansion - eller de må i det mindste have kapacitet til at vælge de „fuldmægtige" (specialiserede funktionærer), til hvem de kan betro denne organiserende aktivitet, der er knyt­ tet til de generelle forhold uden for virksomheden. Det kan iagttages, at de „organiske" intellektuelle, som enhver ny klasse skaber sammen med sig selv og udformer videre under sin egen fremadskridende udvikling, for det meste er „specia­ liseringer" af delaspekter af den oprindelige aktivitet af en ny type i social henseende, som den nye klasse har frembragt.* * I. Moscas Elementi di scienza politica (ny, udvidet udgave 1923) bør undersøges under denne rubrik. Mosca’s sikaldte „politiske klasse" er intet andet end den herskende samfundsgruppes intellek-

185

I

I j i 1

I ■I'

■ i

Også feudalherrerne sad inde med en speciel teknisk kapa­ citet, nemlig den militære, og det er netop fra det øjeblik, hvor aristokratiet mister monopolet på den militærtekniske kapacitet, at feudalismens krise begynder. Men udviklingen af de intellektuelle i den feudale verden og den klassiske verden, der gik forud, er et spørgsmål der bør undersøges særskilt: de dannes og udvikler sig videre ad veje og på må­ der, der må studeres konkret. F. eks. bør man fremhæve, at bondemasserne, selv om de udøver en væsentlig funktion i produktionen, ikke udvikler deres egne „organiske" intellek­ tuelle og ikke „assimilerer" et eneste lag af de „traditionale" intellektuelle, skønt andre samfundsgrupper henter mange af deres intellektuelle fra bondemasserne og en stor del af de • traditionale intellektuelle stammer fra bønderne. I 2) Men enhver „væsentlig" samfundsgruppe, der i historien træder frem af den foregående økonomiske basis som ud­ tryk for dens (denne basis’) udvikling, har, i det mindste så­ ledes som historien hidtil har formet sig, forefundet intellek\ tuelle kategorier, der eksisterede allerede før den og ligefrem fremstod som repræsentanter for en historisk kontinuitet, der ikke engang blev afbrudt af de mest komplicerede og radi­ kale forandringer af de sociale og politiske former. De mest typiske af disse intellektuelle kategorier er præ/ stemes, de gejstliges kategori der i lange tider (i en hel hi// storisk fase, der ligefrem er delvis kendetegnet herved) mo/ nopoliserede en række vigtige funktioner: den religiøse ideo­ logi, dvs. den tids filosofi og videnskab, sammen med skolen, undervisningen, moralen, retsvæsnet, velgørenheden, social­ hjælpen osv. De gejstliges kategori kan betragtes som den intellektuelle kategori, der er organisk forbundet med det

tueile kategori: Mosca’s begreb „politisk klasse" bor bringes i for­ bindelse med begrebet elite hos Pareto, som er et andet forsøg på at fortolke de intellektuelle som historisk fænomen og deres funk­ tion i stats- og samfundslivet. Mosca’s bog er en ordentlig tamp, der rummer et sammensurium af sociologisk og positivistisk art, men med en umiddelbar politisk tendens oveni, der gør den mindre ufordøjelig og mere levende i litterær henseende.

■

186

' \• : ; ■:

■' li •' I

jordejende aristokrati: juridisk var den ligestillet med ari- / stokratiet, med hvilket den delte udøvelsen af det feudale eje til jorden og nydelsen af de statsprivilegier, der var for­ bundet med dette eje.* Men de gejstliges monopol på over­ bygningerne** forløb ikke uden kampe og begrænsninger, og på denne måde fik man i forskellige former (der bør for­ skes og studeres konkret) en fremvækst af andre kategorier, der blev begunstiget og forøget i antal ved at monarkens cen­ tralmagt blev styrket i en grad så den nåede helt til enevælde. På denne måde dannedes „de sorte kappers aristokrati" [dommere, universitetsprofessorer niv.] med deres egne privi­ legier, en stand af administratorer, osv.; videnskabsmænd, teoretikere, ikke-gejstlige filosoffer, osv. Eftersom disse forskellige kategorier af traditionale intel­ lektuelle har en „korpsånd", der giver dem en følelse af deres uafbrudte historiske kontinuitet og „kvalifikationer", opfat­ ter de sig selv som autonome og uafhængige af den herskende samfundsgruppe. De intellektuelles opfattelse af deres egen * Med hensyn til en kategori af disse intellektuelle, måske den vig­ tigste efter de „gejstliges" med hensyn til prestige og den sociale funktion, den har udøvet i de primitive samfund — nemlig lagernes kategori i vid forstand, dvs. alle der „kæmper", eller synes at kæmpe mod døden og sygdommene — bør man konsultere Ar­ turo Gastiglionis „Storia dclla medicina" [Lægekunstens histo­ rie] . Det bør huskes, at der har været forbindelse mellem reli­ gionen og lægekunsten og at der fortsat er det endnu på visse områder: sygehuse i hænderne på kirken, hvad angår visse organi­ satoriske funktioner, foruden den kendsgerning, at hvor lægen viser sig, viser også piæstcn sig (besværgelser, forskellige former for bistand, osv.). - Mange store religiøse skikkelser var også og blev opfattet som store „terapeuter": ideen om miraklet, helt til de dødes opstandelse. Også for kongernes vedkommende fortsatte man i lange tider med at tro, at de kunne læge ved håndspålæg­ gelse osv. ** Heraf er opstået den almindelige tillægsbetydning „intellektuel" eller „specialist, fagmand", som ordet „klerk" har fået i mange sprog af neolatinsk oprindelse eller som igennem kirkelatinen er stærkt prægede af de neolatinske sprog, med samt sit modstykke „lægmand" i betydningen „profan amatør", ikke-specialist, ikkefagmand. i87

I fe'' !! ' : i

bil

■

!

•I ■

!

3 . fe-i ■

stilling er ikke uden konsekvenser på det ideologiske og poli­ tiske område, konsekvenser af stor rækkevidde: hele den idea­ listiske filosofi kan uden større vanskeligheder sættes i forbin­ delse med denne stilling, de intellektuelle indtog som socialt struktureret helhed og den kan defineres som udtryk for den sociale utopi, der bevirker at de intellektuelle tror, at de er „uafhængige", autonome, udrustet med egne karakteristika, osv. Dog bør det bemærkes, at hvis paven og kirkens høje gejst­ lige anser sig for i højere grad knyttet til Kristus og apostle­ ne end til senator Agnelli [grundlægger af Fiatfabrikkerne] og senator Benni [storindustriel, formand for den fascistiske „industrisammenslutning"], så er det samme ikke tilfældet for f. eks. Gentile og Croce; Croce, især, føler sig stærkt bundet til Aristoteles og Platon, men han skjuler ikke, tvært­ imod, at han også er knyttet til senatorerne Agnelli og Ben­ ni, og det er netop her, man bør søge det mest fremtrædende kendetegn ved Croce’s filosofi. I Hvad er de „maksimale" grænser for indholdet af begre/bet „intellektuel"? Kan man finde et samlende kriterium, der gør det muligt på ensartet måde at karakterisere de forskelli­ ge og uensartede intellektuelle aktiviteter og samtidig på væsentlig måde skelne disse fra de andre samfundsgrupperin[ gers virksomhed? Den mest udbredte metodefejl forekomI mer mig at bestå i, at man har søgt dette kriterium i de intel' lektuelle aktiviteters indre væsen, i stedet for at søge det i hele det system af relationer, i hvilke disse aktiviteter (og som følge heraf også de grupper, der personificerer dem) befinder sig inden for de samfundsmæssige relationers gene­ relle struktur. Og i virkeligheden er f. eks. arbejderen eller proletaren ikke specifikt karakteriseret af det manuelle eller redskabsmæssige arbejde, men af dette arbejde under bestem­ te betingelser og i bestemte samfundsmæssige relationer (bort­ set fra, at der ikke findes rent fysisk arbejde og at selv Taylors udtryk „dresseret gorilla" er en metafor for at udtrykke en grænse i en vis retning: i et hvilket som helst fysisk ar­ bejde, også det mest mekaniske og degraderede, findes der

188

et minimum af teknisk kvalifikation, dvs. et minimum af skabende intellektuel virksomhed). Og det er allerede nævnt, at den erhvervsdrivende, som følge af selve sin funk­ tion, i en vis grad bør have et vist antal kvalifikationer af intellektuel art, selv om hans samfundsmæssige skikkelse ikke er bestemt af disse, men af de generelle samfundsmatssige relationer, der netop karakteriserer den erhvervsdrivendes stilling inden for industrien. Alle mennesker er intellektuelle kunne man derfor sige; men ikke alle mennesker har funktion som intellektuelle i samfundet.* Når man sondrer mellem intellektuelle og ikke-intellektuelle refererer man sig i virkeligheden kun til den umiddelbare samfundsmæssige funktion, der udøves af den faglige katego- I ri af intellektuelle, dvs. man retter sig efter i hvilken retning/ hovedvægten i den specifikke faglige virksomhed ligger,', altså intellektuelt arbejde eller anspændelse af muskler og nerver. Det betyder, at man kan tale om intellektuelle, men ikke om ikke-intellektuelle, thi ikke-intellektuelle eksisterer ikke. Men selve forholdet mellem anstrengelse i form af intellektuelt-hjernemæssigt arbejde og anstrengelse af muskler og nerver er ikke altid ens, følgelig findes der forskellige grader af specifik intellektuel virksomhed. Der findes ikke nogen menneskelig virksomhed, hvor man kan udelukke en­ hver intellektuel indgriben, man kan ikke adskille homo faber fra homo sapiens [det virksomme fra det tænkende men­ neske] . Endelig udfolder ethvert menneske en eller anden intellektuel virksomhed uden for sit fag, er med andre ord „filosof“, kunstner, menneske med en smag, deltager i en verdensanskuelse, har en bevidst linje forsin moralske adfærd, og bidrager følgelig til at opretholde eller forandre en ver­ densanskuelse dvs. bidrager til at fremkalde nye måder at tænke på. * Det kan ske for enhver, at han på et eller andet tidspunkt spejler et par æg eller syr en rift i sin jakke, men derfor siger man jo da ikke, at alle er kokke og skræddere. 18g

!I

•• i

. ri •. ■■

,i

H ?! 1

Problemet med at skabe en ny intellektuel stand består derfor i kritisk at udvikle den intellektuelle aktivitet, der på et vist udviklingstrin findes hos enhver, idet man modifi­ cerer forholdet mellem den og den neuro-muskulære anstren( gelse i retning af en ny ligevægt og idet man bestræber sig på at opnå, at selve den neuro-muskulære anstrengelse - som element i en generel praktisk aktivitet, der uafbrudt fornyer den fysiske og sociale verden - bliver grundlaget for en ny og integral verdensanskuelse. Den traditionelle og vulgariserede type af den intellektuelle har man i skribenten, filosoffen, kunstneren. De journalister, der anser sig for at være skriben­ ter, filosoffer og kunstnere, mener da også, at de er de „san­ de" intellektuelle. I den moderne verden bør den tekniske ud­ dannelse, snævert forbundet med det industrielle arbejde, selv det mest primitive og mest ukvalificerede, udgøre grundlaf get for den nye type af intellektuelle. På dette grundlag arbejdede ugetidsskriftet „Ordine ; Nuovo"49 for at udvikle visse former for en ny intellektua­ lisme og for at definere de nye begreber, og det var ikke den mindste årsag til dets succes, thi denne problemstilling sva­ rede til latente ønsker og bestræbelser og var i overens­ stemmelse med udviklingen af tilværelsens reale former. Den nye intellektuelles eksistensmåde kan ikke længere be­ stå i veltalenheden, en ydre og forbigående drivkraft for følel­ ser og lidenskaber, men må bestå i at tage aktivt del i det praktiske liv, som den, der bygger, organiserer, „bestandigt overtaler", eftersom den nye intellektuelle ikke er blot og bart taler - og alligevel stå højere end den abstrakte matematiske ånd; fra teknik-arbejde kommer den nye intellektuelle frem til teknik-videnskab og til den humanistiske, historiske opfat­ telse, uden hvilken man forbliver „specialist" og ikke bliver „leder" (specialist + politiker). På denne måde udformes historisk de kategorier, der er specialiseret i at udøve den intellektuelle funktion, de dan49. Se dette udvalgs afsnit om Gramscis politiske skrifter samt det korte rids af hans levnedsløb.

19°

nes og udvikles i forbindelse med alle samfundsgrupperne, men især i forbindelse med de vigtigste samfundsgrupper og oplever den mest vidtstrakte og sammensatte udvikling i forbindelse med den herskende samfundsgruppe. Et af de mest fremtrædende særtræk ved enhver gruppe, der udvik­ ler sig henimod en herskende stilling, er denne gruppes kamp for at assimilere og „ideologisk“ erobre de traditionale intel­ lektuelle, en assimilering og erobring, der bliver desto hur­ tigere og mere effektiv, jo mere den pågældende gruppe sam­ tidig udvikler sine egne organiske intellektuelle. Den enorme udvikling, som skolens (i ordets videste for­ stand) virksomhed og organisation har taget i de samfund, der er opstået af den middelalderlige verden, viser hvilken betydning de intellektuelle kategorier og funktioner har fået i den moderne verden: ligesom man har søgt at fordybe og udvide det enkelte individs „intellektualitet“, således har man også søgt at mangedoble specialiseringerne og for­ fine dem. Dette fremgår af skoleinstitutioneme på forskel­ ligt niveau, helt op til de organismer, der skal fremme den såkaldte „højkultur", på alle videnskabens og teknikkens fel­ ter. Skolen er det redskab, med hvilket man udvikler de intel­ lektuelle af forskelligt niveau. Hvor sammensat og mang­ foldigt den intellektuelle funktion er i de forskellige stater kan man måle objektivt ved hjælp af mængden af de specia­ liserede skoler og deres hierarkiske ordning: jo mere udstrakt ■ skole„området“ er og jo mere talrige skolens „vertikale gra­ der" er, desto mere sammensat og mangfoldig er den kultu­ relle verden, kulturen i en given stat. Man kan finde et sam­ menligningsgrundlag inden for den industrielle tekniks områ­ de: et lands industrialisering måles ved hjælp af dets udrust­ ning, når det gælder at fremstille maskiner, der fremstiller maskiner og ved hjælp af fremstillingen af stadig mere præci­ se redskaber til at fremstille maskiner og redskaber til at frem­ stille maskiner osv. Det land, der har det bedste udstyr til fremstilling af instrumenter for videnskabsmændenes labora­ torier og instrumenter til at gennemprøve disse instrumenter

i9>

Hl, I I ' 1

h

Bl

o

h v.i;

y

med, kan siges at være det rigeste på det teknisk-industrielle felt, det mest civiliserede osv. På samme måde forholder det sig med uddannelsen af de intellektuelle og de skoler, der er beregnet på denne uddannelse; skoler og institutter for høj­ kultur kan assimileres. Heller ikke på dette område kan man skille mængde fra kvalitet. Den mest forfinede teknisk-kulturelle specialisering må nødvendigvis modsvares af den størst mulige udbredelse af elementærundervisningen og den største iver for at tilbyde mellemstadieundervisning til så mange som muligt. Nødvendigheden af at skabe det bredest mulige grundlag for udvælgelsen og udviklingen af de højeste intellektuelle kvalifikationer — med andre ord, give højkul­ turen og den højere teknik en demokratisk struktur - er selv­ sagt ikke uden ulemper: på denne måde skaber man mulig­ hed for omfattende arbejdsløshedskriser blandt de intellektu­ elles mellemlag, således som det rent faktisk forekommer i alle de moderne samfund. Det bør noteres, at udviklingen af de intellektuelle lag i den konkrete virkelighed ikke sker på et abstrakt demokra­ tisk grundlag, men ifølge traditionale historiske processer af meget konkret karakter. Der er dannet stænder, der tra­ ditionsmæssigt „producerer" intellektuelle og det er de sam­ me, der almindeligvis er specialiserede i „opsparing", dvs. det lille og middelstore jordejende borgerskab og visse lag af det lille og middelstore borgerskab i byerne. Den forskellige for­ deling af de forskellige skoletyper (lærdomsskoler og fagsko­ ler) ud over det „økonomiske" territorium og de forskellige aspirationer hos de forskellige kategorier af disse stænder de­ finerer eller giver form til produktionen af de forskellige grene af intellektuel specialisation. I Italien f. eks. produce­ rer landbourgeoisiet især statsembedsmænd og medlemmer af de frie erhverv, mens bybourgeosiet producerer teknikere for industrien: og derfor producerer Norditalien især tekni­ kere og Syditalien især embedsmænd og udøvere af de frie erhverv. Forholdet mellem de intellektuelle og produktionens ver­ den er ikke direkte, som det er tilfældet for de grundlæggen192

de samfundsgrupper [klasser], men er „formidlet**, i forskel­ lig grad, af hele samfundsvævet, af den sammensatte helhed af overbygninger, hvis „funktionærer" de intellektuelle netop er. Man ville kunne måle „det organiske" hos de forskellige lag af intellektuelle, deres mere eller mindre snævre forbin­ delse med en grundlæggende samfundsgruppe ved at fast­ lægge en gradering af funktionerne og overbygningerne ne­ defra og op (fra den strukturelle basis og op). Man kan, ind­ til videre, fastslå to store „planer" i overbygningerne, det plan, der kunne kaldes „medborgersamfundet" [societå ci­ vile] , dvs. totaliteten af de organismer, der i jævn tale kaldes for „civile", og det plan, der benævnes „det politiske sam­ fund eller staten". Disse „planer" svarer henholdsvis til den „hegemoni“-funktion, den herskende gruppe udøver i hele samfundet og til den funktion af „direkte herredømme" el­ ler kommando, der udtrykker sig i staten og den „juridiske" regeringsfunktion. Disse funktioner er netop organisatoriske og forbindende. De intellektuelle er den herskende gruppes „fuldmægtige", der skal udøve de subalterne funktioner i det sociale hegemoni og den politiske regering, dvs.: i) det „spontane" samtykke, som de store befolkningsmasser giver den retning, samfundslivet har fået af den herskende, grundlæggende gruppe, et samtykke, der opstår „historisk" af den prestige (og følgelig af den tillid), der tilfalder den her­ skende gruppe som følge af dens stilling og funktion i pro­ duktionens verden; 2) det statslige tvangsapparat, der „legalt sikrer disciplinen hos de grupper, der ikke „samtykket", hver­ ken aktivt eller passivt, dette apparat er imidlertid oprettet for hele samfundet med henblik på krisesituationer i kom­ mandoen og ledelsen, hvor det spontane samtykke udebli­ ver. Stilles problemet således, bliver resultatet en meget stor udvidelse af begrebet intellektuel, men det er kun på denne måde, at man konkret kan nærme sig virkeligheden. Denne måde at stille problemet på støder mod kastefordomme: det er rigtigt at selve den organisatoriske funktion af det sociale hegemoni og det statslige herredømme giver anledning til en 193

lii

iq ■

■'( i 'i

■■

41

lit!

• 3

L i

■

i

i

l

!i' ■■

vis arbejdsdeling og som følge heraf til en hel skala af kvalifi­ kationer, hvor der for nogles vedkommende ikke viser sig no­ gen form for ledende og organisatoriske beføjelser: inden for det sociale og statslige ledelsesapparat findes der en hel række poster af manuel og instrumental karakter (hol­ de orden og ikke udforme tanker, være betjent og ikke offi­ cer eller embedsmand, osv.); men man må åbenbart fore­ tage denne sondring, ligesom det vil blive nødvendigt med et !' par stykker til. Faktisk bør man sondre den intellektuelle , virksomhed i grader også ud fra et indre synspunkt, grader, ! der giver en virkelig kvalitetsforskel, hvor der er tale om ekstrem modsætning: på det højeste trin bør man stille de skabende inden for de forskellige videnskaber, filosofien, kunsten, osv.; på det laveste, de mest beskedne „administratorer“ og de, der udbreder de allerede foreliggende, traditionale, akkumulerede intellektuelle rigdomme.* I den moderne verden er de intellektuelles kategori, for­ stået på ovenstående måde, blevet udvidet enormt. Det demokratisk-bureaukratiske samfundssystem har udviklet im­ ponerende masser [af intellektuelle], ikke alle begrundede i produktionens samfundsmæssige behov, omend begrun­ dede ud fra den herskende, grundlæggende gruppes politiske behov. Heraf Lorias idé om den uproduktive „arbejder" (men uproduktiv med hensyn til hvem og til hvilken produk­ tionsmetode), der til dels kunne begrundes, hvis man tager hensyn til, at disse masser udnytter deres stilling til at lade sig tildele en ordentlig portion af nationalindkomsten. Masseud­ viklingen har standardiseret individerne, både med hensyn til de individuelle kvalifikationer og til psykologien og dermed * Den militære organisme giver os, også i dette tilfælde, en model for disse komplicerede graderinger: befalingsmænd af de lavere grader, officerer af de højere grader, generalstab; og sa gælder det om ikke at glemme korporalerne, hvis reale betydning er større end folk al­ mindeligvis tror. Det er interessant at bemærke, at alle disse dele føler sig solidariske, ja, at de lavere lag viser en mere iøjnefalden­ de korpsånd og heraf henter en „storagtighed , der ofte udsætter dem for stiklerier og spydigheder. 194

5

fremkaldt de samme fænomener som hos alle andre stan­ dardiserede masser: dvs. konkurrence, der gør det nødven­ digt med faglige beskyttelsesorganisationer, arbejdsløshed, overproduktion på undervisningens område, udvandring, osv.

TILLÆG

TO BREVE OM STRIDEN I SOVJETUNIONENS

KOMMUNISTISKE PARTI

På centralkomitémødet i Sovjetunionens kommunistiske parti 14.23. juli 1926 oplyser Trotskij, at der er dannet en „blok“ mellem den opposition, der er ledet af ham og den, der ledes af Zinovjev og præsenterer samtidig denne bloks politiske grundlag. Striden i SUKP’s ledelse, der har udviklet sig siden 1923 omkring næsten alle vigtige politiske problemer er trådt ind i en ny og akut fase. Diskus­ sionen herom breder sig til de øvrige kommunistiske partier og of­ fentligheden i det hele taget. Virkningen føles stærkt i Italien, hvor arbejderbevægelsen er omtrent illegal (kun et par måneder efter undertrykkes de sidste rester af legalitet), og ledelsen for Italiens kommunistiske parti drøfter den sovjetiske udvikling ved flere lej­ ligheder. I begyndelsen af september '26 begynder Gramsci en se­ rie artikler om disse problemer i „l’Unitå" og efter et mode i par­ tiets forretningsudvalg i begyndelsen af oktober får han til opgave at udtrykke partiledelsens synspunkter. Det sker i følgende brev, der sendes til IKPs repræsentant i eksekutivkomiteen for Kommunistisk Internationale, Palmiro Togliatti, med anmodning om at videregive det efter eventuelle ændringer i „enkeltheder og form, givet det hastværk, med hvilket det er skrevet". Eftersom „vi ønsker at støt­ te flertallet i centralkomiteen [i det sovjetiske parti] kan du aftale disse ændringer med de mest ansvarlige [dvs. lederne for det sovjeti­ ske parti og Internationalen]" (citeret efter G.s følgebrev til Tog­ liatti, „Rinascita" n. 17,1970 s. 13).

H ■

■I

. '■

u

H i l: :

Kære kammerater, De italienske kommunister og alle de bevidste arbejdere i vort land har altid fulgt jeres diskussioner med den største opmærksomhed. Når en kongres og en konference i RKP [Ruslands kommunistiske parti] stod for døren, var vi altid sikre på, at til trods for skarpheden i diskussionerne var det russiske partis enhed ikke i fare; ja, vi var tilmed sikre pa, at 196

når partiet gennem disse diskussioner havde nået en større ideologisk og organisatorisk ensartethed, ville det være bed­ re forberedt og udrustet til at overvinde de mangfoldige van­ skeligheder, der er forbundet med magtens udøvelse i en ar­ bejderstat. I dag, på tærsklen til jeres XV konference, har vi ikke længere fortidens sikkerhed; vi kan ikke overvinde vor følelse af foruroligelse; det forekommer os, at oppositions­ blokkens nuværende holdning og polemikkens skarphed in­ den for SSSRs [Sovjetunionens] KP [kommunistiske parti] kræver, at broderpartierne tager til orde. Det er ud fra den­ ne klare overbevisning, at vi retter dette brev til jer. Det er muligt, at den isolation, i hvilket vort parti er tvunget til at leve, har fået os til at overvurdere de farer, der angår den indre situation i SSSRs kommunistiske parti; under alle om­ stændigheder overdriver vi givetvis ikke i vor bedømmelse af de internationale følger af denne situation og vi ønsker at gøre vor pligt som internationalister. Den nuværende situation i vort broderparti i SSSR fore­ kommer os forskellig fra og langt mere alvorlig end ved de tidligere diskussioner, thi i dag ser vi, at der viser sig og ud­ dybes en splittelse i den centrale leninistiske gruppe, der al­ tid har været partiets og Internationalens ledende kerne. En splittelse af denne art - uanset de talmæssige resultater af afstemningerne på kongressen - kan få de alvorligste føl­ ger, ikke blot hvis oppositionsmindretallet undlader at re­ spektere de grundlæggende principper for den revolutionære partidisciplin med den største loyalitet, men også hvis det (under sin polemik og kamp) overskrider visse grænser, der står højere end alle demokratiets ydre former. En af de mest værdifulde af Lenins lærer går ud på, at vi bør studere vore klassefjenders vurderinger med megen in­ teresse. Nuvel, kære kammerater, det er givet, at pressen og de stærkeste statsmænd inden for det internationale bourgeoi­ si satser på den organiske karakter af den bestående konflikt inden for den grundlæggende kerne i SSSRs kommunistiske parti, satser på splittelse i vort broderparti og er overbevist om, at denne må føre til opløsning i proletariatets dikta13 Gramsci

'97

II

h

I

i

i'.‘il

g I

'

'il - '

i ■

tur og dets langsomme dødskamp, at denne splittelse skal bevirke den katastrofe for revolutionen, som invasionerne og hvidgardisternes opstande ikke formåede. Selve den kølige forsigtighed, med hvilken den borgerlige presse nu søger at analysere de russiske begivenheder, den kendsgerning, at den forsøger, i den udstrækning det nu er den muligt, at undgå den voldsomme demagogi, der var mere typisk for den ved tidligere lejligheder, er symptomer, der bør foranledige de russiske kammerater til eftertanke og til at gøre sig deres an­ svar mere bevidst. Der er en yderligere grund til, at det inter­ nationale bourgeoisi satser på den eventuelle splittelse eller på en forværring af den indre krise i SSSRs komm. parti. Arbej­ derstaten har nu eksisteret i Rusland i 9 år. Det er givet, at det kun er et lille mindretal, ikke blot af de arbejdende klasser, men også af selv de kommunistiske partier i de andre lande, der er i stand til i sin helhed at genskabe revolutionens sam­ lede udvikling og at finde kontinuiteten af den røde tråd, der fører frem til det generelle perspektiv for socialismens op­ bygning, også i de enkeltheder, der udgør Sovjetstatens hver­ dag. Og dette ikke blot i de lande, hvor forsamlingsfriheden ikke længere eksisterer og trykkefriheden enten er fuldstæn­ digt undertrykt eller underkastet uhørte indskrænkninger, som i Italien (- hvor domstolene har konfiskeret og forbudt at trykke bøger af Trotskij, Lenin, Stalin, Zinovjev og for­ nylig også „Det kommunistiske manifest" —), men selv i de lande, hvor vore partier endnu har mulighed for at forsyne deres medlemmer og masserne i almindelighed med en til­ strækkelig dokumentation. I disse lande er masserne ikke i stand til at forstå de diskussioner, der foregår i SSSRs KP, især hvis de er så heftige som den nuværende og når de an­ går ikke en enkelt side, men hele partiets samlede politiske linje. Det er ikke blot de arbejdende masser i almindelighed, men selve masserne i vore partier som ser og som ønsker at se i Sovjetrepublikken og i det parti, som styrer den, én sam­ let kampenhed, der arbejder ud fra socialismens almene per­ spektiv. Det er kun for så vidt masserne i Vesteuropa ser Rus­ land og det russiske parti under denne synsvinkel, at de be-

l'; i . 198

si

- i-

il

Vi'r

men, der hviler som en tung byrde på det vesteuropæiske proletariats traditioner og som forsinker dets ideologiske og politiske udvikling. Vor bemærkning var udelukkende vendt imod oppositionerne. Det er rigtigt, at partiernes og også det russiske partis krise er forbundet med den objektive situation, men hvad vil det sige? Skal vi måske af den grund holde op med at kæmpe, skal vi ikke længere anstrenge os for at ændre de subjektive elementer i gunstig retning? Bol­ sjevismen består netop også i at man ikke taber hovedet og er ideologisk og politisk fast også i de vanskelige situationer. Din bemærkning er derfor uden virkning og værdi, på samme måde, som den der rummes i punkt 5,5 eftersom vi har talt om de store masser og ikke om proletariatets fortrop. Men sekundært findes vanskeligheden imidlertid også af den

5. Dette afsnit i Togliattis svar (18.10.1926) til Gramsci lyder: „Brevet er imidlertid alt for pessimistisk, ikke blot med hensyn til følgerne af den russiske diskussion, men i almindelighed med hen­ syn til den proletariske fortrops evne til at forstå, hvilken linje det russiske KP har og få arbejdermasseme til at forstå den. Af den grund overvurderer I den russiske diskussions skadelige følger iblandt det vesteuropæiske proletariat og jeres pessimisme giver indtryk af, at I ikke anser partiets linje for helt korrekt. Hvis den­ ne linje er korrekt og svarer til de objektive betingelser, bør vi være i stand til at få masserne til at forstå dens værdi og vi bør også være i stand til at holde masserne samlede omkring Rusland og det bolsjevikiske parti, uanset diskussionerne. Gennem diskussioner og spaltninger lykkedes det for det bolsjevikiske parti at erobre ledelsen af det russiske proletariat. Det forekommer mig, at I i dag har en udvendig opfattelse af det russiske parti og den rus­ siske revolutions historiske funktion. Det er ikke så meget den le­ dende gruppes enhed (som aldrig har været noget absolut), der har gjort det russiske parti til organisator og fremdrivende kraft i den revolutionære verdensbevægelse i efterkrigsperioden, som sna­ rere den kendsgerning, at det russiske parti har fået arbejderklassen til at erobre og fastholde magten. Fordømmer partiets nuværende linje det til at svigte denne partiets historiske opgave, ja eller nej? Det er på denne måde, at man bør stille spørgsmålet om det russiske partis stilling i den internationale arbejderbevægelse, hvis man ikke vil havne direkte i oppositionens argumenter."

208

grund, thi fortroppen er ikke frit i luften svævende, men for­ bundet med massen: og den findes så meget desto mere, som reformismen med dens tendenser til klassekorporativisme, dvs. manglende forståelse af fortroppens ledende rolle, en rolle, der må bevares, selv om det skal koste ofre, er meget mere rodfæstet i Vesteuropa end det var tilfældet i Rusland. Du glemmer desuden nemt de tekniske betingelser under hvilke der arbejdes i mange partier og som ikke gør det mu­ ligt at udbrede de højtudviklede teoretiske problemer i andet end små kredse af arbejdere. Hele din måde at ræsonnere på er negativt præget af „bureaukratisme": i dag, ni år efter ok­ tober 1917 er det ikke længere den kendsgerning, at bolsje­ vikkerne tog magten, der kan revolutionere masserne i Vest­ europa, for det er der allerede trukket veksler på og det har fremkaldt sine virkninger; aktiv er i dag, ideologisk og poli­ tisk, overbevisningen (når den findes) om, at proletariatet, når det først har taget magten, kan opbygge socialismen. P. [artiet] s autoritet er knyttet til denne overbevisning, der ikke kan indpodes i de store masser med en skolastisk pæda­ gogiks metoder, men kun med revolutionær pædagogik, dvs. alene med det politiske faktum, at det r[ussiske] p[årti] som helhed er overbevist og kæmper som en enhed. Det gør mig oprigtigt ondt, at du i første række ikke har for­ stået vort brev og at du, på grundlag af mit lille personlige brev, ikke under alle omstændigheder har forsøgt at forstå tingene bedre: vort brev er helt igennem en anklagetale mod oppositionerne, holdt ikke i demagogiske vendinger, men netop derfor mere effektiv og seriøs. Jeg beder dig vedføje til sagen, foruden brevets italienske tekst og mit lille personlige brev, også nærværende. Hjertelig hilsen Antonio.

Et centralkomitémøde i det italienske kommunistiske parti (1.-3. november 1926), hvor Gramsci ikke deltog (han blev forhindret af politiet), godkendte det sovjetiske partiflertals forholdsregler mod oppositionen. Korrespondancen mellem Gramsci og Togliatti blev ikke fortsat, idet Gramsci jo blev arresteret af Mussolinis politi den 8. november 1926 og var fængslet og under opsigt til sin dod. Gramsci forblev partileder, den faktiske lederfunktion overgik til Togliatti, Grieco m. fl.

I[i RI

;! J. :

I i'

i

•* ,

KORT BIBLIOGRAFI

Den hidtil mest fuldstændige udgave er Opere di Antonio Gramsci I—XII (Einaudi, Torino, 1947 ff.). Herefter er de filosofiske optegnelser oversat. Brevene er derimod oversat efter: Antonio Gramsci: Lettere dal Carcere (Einaudi, Torino, 1968), der indeholder 428 breve mod førsteudgavens kun 218 (enkelte udeladelser i teksten). Udvalg på hovedsprogene Der kan nævnes: Antonio Gramsci: Philosophie der Praxis, (Fischer Verlag, Frankfurt a.M. 1967), Selections From the Prison Notebooks of Antonio Gramsci (Lawrence and Wishart, London 1971)1 Antonio Gramsci: Oeuvres Choisies (Editions sociales, Paris 1959), Antonio Gramsci: Lettres de Prison (Gallimard, Paris 1971), Antonio Gramsji: Izbrannyje proizvedenija v trjokh tomakh (Moskva 1957). Endvidere findes på svensk: Antonio Gramsci: En kollek­ tiv intellektuelt (Bo Cavefors, 1967).

En komplet bibliografi for perioden 1922-1967 over Gramscitekster, oversættelser, afhandlinger og vigtigste tidsskrifts­ artikler om Gramsci er udarbejdet af Elsa Furbini og findes i „Gramsci e la Cultura Contemporanea“ bd. II (Editori Riuniti-Istituto Gramsci, Rom 1970). For perioden efter 1967 henvises til kildeangivelser m.v. hos Leonardo Paggi: Antonio Gramsci e il Moderno Prin­ cipe (Editori Riuniti, Rom, 1970) og Giorgio Nardone: Il Pensiero di Gramsci (De Donata, Bari, 1971), der samtidig repræsenterer de nyeste og mest udførlige analyser af Gram­ scis værker ud fra henholdsvis et historisk-logisk (Paggi) og et strukturelt-logisk synspunkt (Nardone). Kjeld Østerling Nielsen. 211

H' ■’

L

HERBERT MARCUSE

id j

h- : i

lid' ! ! ■

Det éndimensionale menneske En undersøgelse af det højtudviklede industrisamfunds ideologi.

d i

Eros og civilisationen En filosofisk analyse af Freuds psykoanalytiske teorier.

Frigørelsen Skrevet i revolutionsåret 1968 og tilegnet de unge oprørere.

Politiske essays Repressiv tolerance Volden og den radikale opposition Utopiens død

?!

•i

00

H

i. i. :i GYLDENDALS UGLEBØGER

Li!

Antonio Gramsci (1891-1937) var nummer fire af syv søskende i en lille embeds­ mandsfamilie på Sardinien. Student 1911 under svære økonomiske kår og plaget af sygdom. 1913 blev han medlem af Italiens socialisti­ ske parti, og året efter kom hans første artikler i den socialistiske presse. Fra 1916 fast medarbejder ved det socialistiske blad Avanti og 1917 redaktør af bladet G rido del Popolo. 1919 redaktør af tidsskriftet Ordine Nuovo, der sammen med tidsskriftet II Soviet, medvirkede til dannelsen af det italienske kommunistiske parti. Gramscis mange artikler og taler førte til, at han i 1926 blev arresteret af det fascis­ tiske politi. 1928 idømtes han 20 års fængsel. Dette udvalg af hans skrifter indeholder både artikler og breve og notater fra fængslet. I 1937 døde Gramsci efter at have været „løsladt” i seks dage.

i

GYLDENDALS UGLEBØGER

ISBN 87 00 23581 4