Klassesamfundet organiseres : 1900-1925 [12] 8700522066, 8700519170

Citation preview

KLASSESAMFUNDET ORGANISERES

1900-1925

Tidstavle Danmark__________ __________________________________________________ År Storlockout og septemberforlig. Statshusmandslov Ministeriet Sehested. Johs. V. Jensen: Kongens Fald Systemskiftet. Ministeriet Deuntzer Forsvarskommission nedsættes. Johan Skjoldborg: Gyldholm Skattereformer, menighedsrådslov, lov om højere almenskoler; Den radikale Klub Statens Lærerhøjskole; Ekstra Bladet Ministeriet J.C. Christensen; Det radikale Venstre Christian 9. dør; Frederik 8. konge; Martin Andersen Nexø: Pelle Erobreren; Jeppe Aakjær: Rugens Sange Statsanerkendte arbejdsløshedskasser; metersystemet indføres; Jakob Knudsen: Fremskridt Kommunalreform: valgret til kvinder og tyende; toldlov; Alberti melder sig til politiet; ministeriet Neergaard Ministeriet Holstein-Ledreborg (12. august); forsvarsordning; ministeriet Zahle (28. oktober) Ministeriet Berntsen; love om fast voldgiftsret og forligsmandsinstitution; Industrirådet; De samvirkende danske Husmandsforeninger Frederik 8. dør; Christian 10. konge; ministeriet Berntsens grundlovsforslag; M/S Selandia sættes i drift; Faaborg Museum oprettes Det andet ministerium Zahle Verdenskrig; dansk neutralitet; sikringsstyrken indkaldes; bælterne mineres; augustloven; Den overordentlige Kommission Grundlovsreform; Det konservative Folkeparti Retsplejereform; folkeafstemning om salg af De vestindiske Øer; kontrolministre; Vilh. Lundstrøm udstiller første gang Socialdemokratisk flertal i Københavns Borgerrepræsentation; begyndende strejkebevægelse Stormen på Børsen; demonstrationer ved Grønttorvet; dansk-islandsk forbundslov; den spanske syge; Emma Gad: Takt og Tone Ottetimers arbejdsdag; Samfundshjælpen; statslånskrisen; jordlove; Landbrugsrådet Afstemninger i Slesvig, Sønderjylland hjem; påskekrisen; regeringen Neergaard; grundlovsændringer; Det danske Luftfartsselskab Sygekasselov; storkonflikt Aldersrentelov; J.C. Christensen går af; Landmandsbankens krak; ministeriet Neergaard omdannes; Niels Bohr får Nobelprisen i fysik; den første radioudsendelse i Danmark Valutaproblemer Ministeriet Stauning Storkonflikt; Radiorådet oprettes; Kastrup Lufthavn

1899 1900 1901 1902 1903 1904 1905 1906 1907

1908 1909 1910

1912 1913 1914 1915 1916

1917

1918 1919 1920

1921 1922

1923 1924 1925

Europa og den øvrige verden__________________________________________ År Boerkrigen Bokseropstanden i Kina; Nietzsche dør; Freud: Drømmetydning Thomas Mann: Huset Buddenbrook Lenin: Hvad bør der gøres? Den russisk-japanske Krig Unionen mellem Sverige og Norge ophæves; den første russiske revolution; Einsteins relativitetsteori Dreyfus frikendes og får æresoprejsning; Henrik Ibsen dør; kvinder får valgret i Finland Haag-konference; tripleententen Østrig indlemmer Bosnien; revolution i Tyrkiet; Baden-Powell grundlægger spejderbevægelsen Storstrejke og almindelig (mandlig) valgret i Sverige; det futuristiske manifest Stolypins jordreformer i Rusland; Japan indlemmer Korea Marokkokrise; Roald Amundsen når Sydpolen Italiensk-tyrkisk krig Titanics forlis Balkankrige Woodrow Wilson præsident i USA 1. verdenskrig bryder ud; Tyskland erobrer Belgien Italien indtræder i krigen Slagene ved Verdun og Somme Uindskrænket ubådskrig; martsrevolutionen i Rusland; USA indtræder i krigen; novemberrevolution i Rusland Wilsons 14 punkter; tysk-russisk fred i Brest-Litovsk (marts); borgerkrig i Finland; centralmagternes sammenbrud; Tyskland udråbes til republik (9. november); våbenstilstand (11. november); Østrig-Ungam opløses Fredskonferencen åbnes (januar); fredstraktater; interventionskrig mod bolsjevikkerne; fascistiske partier i Italien og Tyskland Folkeforbundet; Kapp-kuppet i Tyskland; første socialdemokratiske regering i Sverige Stalin generalsekretær for Ruslands kommunistiske parti; den nye økonomiske politik i Rusland; Home Rule i Irland Mussolini og hans fascister til magten i Italien Frankrig besætter Ruhr-området; Hitlers kupforsøg i Munchen; Primo de Rivera diktator i Spanien (-1930) Grækenland republik; Dawes-planen for Tysklands afvikling af krigsgælden; Lenin dør Locamo-traktaten mellem Tyskland og Sovjetunionen; Hindenburg tysk rigspræsident

1899-1902 1900 1901 1903 1904-05 1905 1906 1907 1908

1909 1910 1911 1911-12 1912 1912-13 1913 1914 1915 1916 1917 1918 1919

1920

1921 1922 1923 1924 1925

Klassesamfundet organiseres

X * J B G A 1 1 .1. 7 4 1 x

Gyldendal og Politikens

Danmarkshistorie Redaktion: Olaf Olsen

Bind 12

Klassesamfundet organiseres 1900 -1925 af Niels Finn Christiansen

Gyldendals Bogklubber

Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie Bind 12: Klassesamfundet organiseres © 1990 by Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag A/S, Copenhagen & Politikens Forlag A/S, Copenhagen Udsendes i Gyldendals Bogklubber efter overenskomst med Danmarkshistorien I/S Bogen er sat med Palatino hos GB-sats, København og trykt hos Nørhaven Bogtrykkeri A/S, Viborg Reproduktionerne i farve er udført hos Jan Sloth, Århus, i s/h hos Nørhaven Bogtrykkeri A/S, Viborg Bogbinderarbejdet er udført af Nordisk Bogproduktion A/S, Haslev Forlagsredaktion: Mogens Kristensen Billedkonsulent: Poul Vitus-Nielsen Korttegner: Knud Rosenlund Grafisk tilrettelægning: Finn Evald/Grafikerne Omslag: Carsten Schiøler Omslagsillustration: En folketaler på Fælleden i København i den store lockouts år 1899 Maleri af Erik Henningsen 1899. Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv. Foto: Jørgen Strohbach

Printed in Denmark 1993 ISBN 87-00-52206-6 (hele værket) ISBN 87-00-51917-0

Denne udgave må ikke gøres til genstand for offentligt udlån Kopiering fra denne bog er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan

Industriel vækst

Indhold Forord

7

KLASSER, POLITIK OG KULTUR 1901-13 9 Det ny århundredes morgenrøde 11 Mange slags danskere 23 Land og by 17 Byen - ny elendighed eller frigørelse 20 Kontraster 24

Det folkelige gennembruds resultater 26 Degnen og magten 26 Skat og selvangivelse 30 Barnets århundrede 33 Tro og demokrati 39

Politiske opbrud

43

Den demokratiske alliances opløsning 43 Husmænd og akademikere 46 Nye alliancer 55 Kvinderne og kampen om kommunerne 59 Magten og vanæren - gåden Alberti 63 Krigen om forsvaret 69

Klasser, organisationer og politik 76 Fire partier og fire aviser 76 Organisationernes Danmark 82 Vejen - organisationernes by 84

Landboernes rodnet 91 Landmandsliv mellem idyl og rodløshed 96 Den mørke armé 100

Borgerskabets kvinder og mænd 105 Det gode selskab 105 De usynlige 110 Den geniale iscenesætter 114 Kapitalens netværk 117

119

Teknikkens vidundere 123 Danmark: et industriland, et landbrugs­ land - eller et socialistisk land? 127

Maskiner og mennesker 132 Arbejdets mekanisering 132 Fabrikslove, barselshvile og børnearbejde 137

Parlamentarisme i klasse­ kampen 140 Udmattelseskrig og septemberforlig 140 Gør din pligt og kræv din ret 143 Overenskomster, konflikter og resultater 147 Forligsmænd og arbejdsret 150

Brydninger i arbejder­ bevægelsen 153 Den revolutionære syndikalisme 153 Den socialdemokratiske reformisme 155 Principper på bonede gulve 159

Den folkelige realisme

266

Kunst og konserves 168 Træskokunst eller demokratisk kunst 272

Grundlovssag i slæbetempo

274

Det sidste hold af mænd 274 Stille år og ny grundlovsdebat 178 Partikamp eller grundlovsalliance 232 Grundlovsforlig og junikrise 234

BORGFRED OG KLASSEKAMP 237 Den første europæiske verdenskrig 239 Fremskridtets illusioner 290 Nationalismen - den farlige understrøm 295 Lille land - hvad nu? 296

Indhold

5

Den skrøbelige borgfred

202

Reguleringspolitikken, staten og organisationerne 203 Kampen om det daglige brød 206 Organisationsdiplomati 209

Borgfredens resultater 211 Den anden junigrundlov 211 Konservatismens genfødsel 214 Middelklasse i dødskamp? 217 Storm over Caraibien 222

Danskerne og krigen

225

Forhandlinger under pres 296 Kongen som forligsmand 298

Efterdønninger

301

Opgør og valg 301 Mod normale tider regeringen Neergaard 303 „Den største stund vor slægt har oplevet" 306

MELLEM LIBERALISME OG SOCIALDEMOKRATISME 309 1920'me - kaos eller fremskridt 311

Krig og kultur 225 Fred og forretning 229 Danskere i krig 235

Sociale og politiske kløfter 237

Musik og krop 313 Magtens og menneskenes boliger 317 Videnskabens veje og vildskud 321 Mødre og arbejdere 326

Brød, brændsel og bolig 237 Gullaschbaroner og børsspekulanter 241

Økonomiske og politiske konflikter 328

Uddrivelsen af Børsen 244 Radikalisering blandt arbejderne og splittelse i arbejderbevægelsen 246

Kriser, krak og arbejdskampe 328 Sociale reformer 331 J.C. Christensen fuldender sin

De trætte murere 248

Revolution i Danmark?

250

Den politiske venstrefløj 250 Parlamentarisme eller revolution 254 Fire dage i november 257 Hvorfor ikke revolution i Danmark? 261 Den danske kontrarevolution 262

Reformpolitisk offensiv

266

Statslånskrisen 268 Jord og huse 272

Den nationale sag

275

Nationalpolitiske konflikter 277 „Forrædere" og „chauvinister" 280 Den internationale kommission og afstemningerne 281

Påskekrisen 286 Optakt 286 Kup eller fadæser 291 Modoffensiv 293 6

Indhold

mission 334 Danmark i den internationale politik 336 Folkeforbund og forsvar 340 Kapitalen krakelerer 342 Anden akt af det borgerlige samarbejde 345

Det ansvarlige Socialdemokrati Demokrati eller diktatur 347 Det sociale demokrati 350 Staunings lommebog 353 Social fred eller klassekamp 355 Valutaproblemer og storkonflikt 357 Opgør 361 På vej ind i den moderne verden 363

Litteraturvejledning

Illustrationsliste 371

Register

374

365

347

Forord Hver ny generation skal have sin egen nye, store danmarks­ historie, og en ny generation er kommet til siden Politikens Forlag i 1962 påbegyndte udgivelsen af sin Danmarkshistorie i 14 bind under redaktion af redaktør John Danstrup og pro­ fessor, dr.theol. Hal Koch. I begyndelsen af 80'erne havde såvel Gyldendal som Politikens Forlag planer om et nyt stort værk om Danmarks historie, og det var derfor naturligt at de to forlag i 1983 etablerede et samarbejde om denne opgave. Universitetslektor, mag.art. Niels Finn Christiansen har ud over at have skrevet selve hovedteksten til bind 12 også skrevet billedtekster og udarbejdet den kronologiske tidstavle, littera­ turvejledningen og sammen med bibliotekar René Herring registeret. Billedkonsulent på dette bind har været stud.mag. Poul Vitus-Nielsen, der også har stået for fremskaffelsen af illustrationsmaterialet og i samarbejde med redaktionen ud­ arbejdet illustrationslisten. De mange illustrationer kunne ikke være bragt her uden beredvillig hjælp fra en række privatpersoner og institutioner som redaktionen skylder stor tak.

Gyldendal og Politikens Forlag

I forhold til 1. udgaven er der i bogklubudgaven foretaget en række rettelser og tilføjelser. Gyldendals Bogklubber

Klasser, politik og kultur 1901-13

Peter Hansen malede „Pløjemanden vender" 1900-1902 kort tid efter et længere ophold i Italien. Samspillet mellem natur og menneske var essensen i hans billeder, „...det intimeste i hans kunst falder sammen med det intimeste i dansk landskab og luft... Ingen har som han gengivet den danske vade luft... Man tør sige om ham, at han tilegnede sig det bedste af impressionismen, som datidens kunst sugede næring af, og overlod alle dens synder til andre... , skrev Johs. V. Jensen rammende efter vennens død i 1928.

Det ny århundredes morgenrøde Der var verdensudstilling i Paris i 1900. Byen kronede sin stilling som 1800-tallets hovedstad med en storslået status over århundredets tekniske og kunstneriske frembringelser. Ud­ stillingen fremstod som „symbolet på den store frugtbare for­ hastelse, det vilde fremskridt, den sejrsbevidste tro", skrev den unge digter Johannes V. Jensen i Skandinaviens største dagblad Social-Demokraten. Men den var mere end en for­ retning, den var en sang, hvor det nye århundrede susede hen over hovedet. Det litterære 19. århundrede måtte vige. Alver­ dens digtere og litterater formåede ingenting mod disse „vers i jærn og sten". Her digtede naturkræfterne. Verdensudstillingen var en prøve på, hvor langt samfunde­ ne var nået, og et løfte om, at de kunne nå videre endnu. Den var „en moderne tids bekendelse ril virkeligheden". Og virke­ ligheden var mangfoldig. Det fremgik ikke alene af de ud­ stillede maskiner, huse og kunstværker, men også af de mere end 100 internationale kongresser, der samtidig blev afholdt i Paris om i bogstaveligste forstand alt mellem himmel og jord. Her mødtes forskere og praktikere for at høre nyt om hypnose, meteorologi, biavl, fri tolkeundervisning, kvindernes stilling, matematik og arbejderboliger. Der blev taget hul på det nye århundrede med en kongres om motorkørsel og en luftskip­ perkongres og en kongres om det 20. århundredes altover­ skyggende problem, bevarelse af den internationale fred. Danmark var repræsenteret ved de fleste af disse begiven­ heder. På udstillingen vistes den nyeste udgave af centrifu­ gen, symbolet på de foregående årtiers revolution i det danske landbrug. I en lidt stilforvirret efterligning af et ældre køb­ stadshus viste danske udstillere industriprodukter, møbler og moderne dansk malerkunst. Det særegent danske fandt dig­ teren i kunsthåndværket. Navnlig det malede porcelæn var udtryk for alliancen mellem kunst og industri. Her kunne de blaserte udlændinge stifte bekendtskab med den smukke dan­ ske natur, hvor farverne altid er i mellemtoner, og landskabet har linde konturer. Mest opsigt vakte Valdemar Poulsens tele­ grafen og en demonstration af Niels Finsens opdagelse af lysets virkning på den levende organisme. Det viste, at det var muligt for danskerne at nå lige så langt som amerikanere, franskmænd og tyskere. Johs. V. Jensen måtte dog medgive,

Det ny århundredes morgenrøde

11

at det danske indslag på udstillingen var „tarveligt" set i for­

hold til de store nationer. Det Danmark, der præsenterede sig så beskedent på den internationale scene, var et lille land. Siden afståelsen af Hol­ sten og Slesvig havde det ikke spillet nogen rolle i international politik, og Danmark blev kun meget perifert inddraget i den imperialistiske stormagtskonkurrence, der havde raset fra 1870'erne. På den europæiske scene havde der været fred mellem stormagterne siden Den fransk-tyske Krig i 1870-71. Konflikterne blev udkæmpet uden for Europa. Danskernes verdensbillede dækkede i stigende grad hele verden, blandt andet fordi flere aviser nu begyndte at rumme direkte korrespondentberetninger fra verdens brændpunkter. De mange fjerne krige blev fyldigt dækket, Den græsk-tyrkiske i 1897, i 1898 Den spansk-amerikanske om Cuba, Boerkri­ gen i Sydafrika i 1899 og i 1904 Den russisk-japanske Krig. Denne sidste blev tilmed anledning til udsendelsen af et to­ øres tillæg til Politiken, et Ekstra-Blad, der om eftermiddagen bragte de seneste nyheder fra krigsskuepladsen. Bladet pla­ cerede sig hurtigt med Frejlif Olsen i redaktørstolen på en central plads i dansk presse. Justitsmordet på den jødiske franske officer Alfred Dreyfus, der blev dømt for spionage på falske beviser, blev fulgt intenst i den danske presse. Blandt danske journalister introducerede Henrik Cavling som „fly­ vende korrespondent" for Politiken en ny journalistik med causerende beretninger fra sine verdensrejser, men også med

Det danske hus på verdens­ udstillingen i Paris 1900. Den arkitektoniske ud­ formning skyldtes arkitek­ ten Otto Valdemar Koch, der her præsenterede om­ verdenen for en sen udgave af den nationalromantiske stil. Indretningen var lagt i hænderne på Thorvald Bindesbøll. Begge var stærkt optaget af kunst­ håndværkets udvikling. Bygningen blev efter ud­ stillingen nedrevet og se­ nere delvis genopbygget i Tivoli i København.

12

Det ny århundredes morgenrøde

Johannes V. Jensen fotogra­ feret med sin hustru Else Marie på parrets uund­ værlige motorcykel. Han forenede sin fascination over fremskridtet, den nye teknik og den store verden med en aldrig svigtende bevidsthed om sine danske historiske rødder. I sit forfatterskab bevægede han sig ubesværet mellem be­ gejstrede skildringer af USA, Himmerlandshistorier og store folkelige eposer som „Kongens Fald" (190001).

gedigne informationer om den store verden. Det samme gjaldt Nationaltidendes skoledannende korrespondent Franz v. Jes­ sen, der altid havde næse for at opspore konflikternes brænd­ punktet

USA var den store fascination ikke alene for Cavling, der samlede sine artikler derfra i den meget læste „Fra Amerika" (1897). Også Johs. V. Jensen videregav sin begejstring for det store land med de tilsyneladende uendelige muligheder. Med stor selvbevidsthed placerede H. N. Andersen Dan­ mark på den internationale kapitals landkort med sine engage­ menter i Det fjerne Østen, specielt Siam (det nuværende Thai­ land). På Østasiatisk Kompagnis skibe fik mange prominente danskere lejlighed til selv at studere de fjerne eksotiske egne. Igen var Henrik Cavling på pletten som pennefører for H. N. Andersens efter dansk målestok gigantiske imperium. Verden åbnede sig for mange danskere.

Mange slags danskere Det danske monarki var mere end kongeriget med grænse ved Kongeåen, og der boede et betydeligt antal danskere uden for riget. Der boede også adskillige titusinde udenlandskfødte her i landet. I selve Danmark var befolkningen i 1901 på knap 2,5 Mange slags danskere

13

Ved koloniudstillingen i Tivoli 1905 serverede en ægte negerkvinde te for borgerskabet. Yderst til højre ses admiral Nicolaus Urban Gad og fru Emma Gad. Der var overalt i Vest­ europa i disse år en dyb fascination af de eksotiske kulturer og kraftige be­ stræbelser på at civilisere de indfødte. Her ser det ud til at være lykkedes ganske godt.

millioner, heraf ca. 35.000 svenskfødte og et par tusinde polske sæsonarbejdere. I Slesvig boede knap 200.000 danske under et netop på dette tidspunkt hårdt undertrykkende tysk styre. Udsigterne til, at denne landsdel kunne forenes med det gam­ le rige, måtte realistisk vurderes som ringe, og en ændring af Sønderjyllands stilling var i hvert fald afhængig af de stor­ politiske magtforhold. Trods udbredt sympati og konkret støt­ te kunne danskerne selv ikke udrette stort til at forandre de

danske slesvigeres situation. I årtierne før 1900 var ca. 200.000 danskere udvandret, de fleste til USA. Nogle vendte tilbage igen, andre kunne i skik­ kelse af den rige onkel på besøg fra Amerika berette om de uendelige muligheders land, og indtil 1. verdenskrig fortsatte strømmen af udvandrere med ca. 8000 om åfet. De fleste emigranter lod sig hurtigt tilpasse den amerikanske levevis som farmere og håndværkere, enkelte udnyttede endda chan­ cerne til at blive rigtige kapitalister. Størst betydning fik para­ doksalt nok forfatteren og fotografen Jacob A. Riis, da han i bogen „How the Other Half Lives" i en serie enestående foto­ grafier og tekster blotlagde den sociale elendighed i New Yorks slumkvarterer. Den gav stødet til en første oprydning i storbyens slum og politiske korruption. Nogle hundrede sømil sydøst for USA lå resterne af Dan­ marks fortid som kolonimagt, de vestindiske øer Sankt Tho­ mas, Sankt Croix og Sankt Jan. Ud over de nødvendige civile og militære administratorer, enkelte handelsfolk og plantage-

14

Det ny århundredes morgenrøde

Eskimoer ved Angmagssalik ca. 1900. De mange delta­ gere i grønlands-ekspeditionerne mødte de lokale befolkninger med lige dele nyfigenhed og ønsker om at hjælpe dem på vej ind i den danske kultur. Gennem­ gående viste denne genera­ tion af opdagelsesrejsende betydelig respekt for den eskimoiske kulturs afhæn­ gighed af naturbetingelser og traditioner.

ejere boede der kun få danskere på øerne. Kolonierne gav underskud, og der var flere gange forhandlet med USA om køb af de tre øer. Tyskland viste i slutningen af 1890'erne interesse for at overtage øerne. Dette fremmede til gengæld amerikanernes iver efter at sætte sig på dem, og i 1902 blev der indgået en konvention om, at USA kunne købe dem for fem millioner dollars. Nationalistiske højrekredse og kapitalinter­ esser iværksatte en ophidset debat i offentligheden, og kon­ ventionen blev forkastet af Landstinget ved stemmelighed, mens der i Folketinget havde været overvældende flertal for salget. Ved en koloniudstilling i Tivoli i 1905 kunne det køben­ havnske borgerskab derfor glæde sig over at blive betjent af en „direkte importeret negerkvinde", som oven i købet talte godt dansk.

På udstillingen samlede interessen sig dog især om gen­ stande fra de mere nærtliggende besiddelser, Grønland, Is­ land og Færøerne. Grønland havde endnu status af koloni uden indre selvstyre. Danmarks adkomst til at styre og ud­ nytte hele det grønlandske område var internationalt omstridt og blev først gradvist anerkendt i de følgende årtier. Styret var lagt i hænderne på Den Kongelige Grønlandske Handel, der tillige havde monopol på al handel. I 1912 overgik admini­ strationen til „Styrelsen af kolonierne i Grønland", under hvil­ ken også kirke- og skolevæsen sorterede. Retsplejen stod der­ imod endnu under grønlandske retstraditioner, de få hundre­ de danske dog undtaget. De godt 10.000 eskimoiske grønlæn­ Mange slags danskere

15

dere ernærede sig næsten alle ved jagt og fiskeri og levede trods forsøg på fordanskning efter århundredgamle sædva­ ner. I årene omkring og efter århundredskiftet var Grønland genstand for en intens videnskabelig udforskning og kort­ lægning fra danske og internationale ekspeditioner. Eventyrlyst og videbegær drev mange til næsten ubegribe­ ligt anstrengende og farefulde ekspeditioner. Den danske of­ fentlighed fulgte med spændt opmærksomhed Mylius-Erichsen og hans to rejsefællers tragiske endeligt under „Danmarks-ekspeditionen" i 1906, ligesom Ejnar Mikkelsens, Knud Rasmussens og Peter Freuchens store rejser langs de grøn­ landske kyster og over indlandsisen med slæde talte til fantasi og national stolthed. Kolonierne blev styret direkte fra Danmark, mens de såkald­ te bilande, Island og Færøerne, havde forskellige grader af indre selvstyre. Konge, udenrigs- og forsvarspolitik var fælles, mens alle indrepolitiske forhold for Islands vedkommende varetoges af Altinget. Ved en forfatningslov af 1903 fik Island sin egen minister, som skulle kunne tale og skrive islandsk og være bosat i Reykjavik. Han var ansvarlig over for den danske konge og regering. Ordningen tilfredsstillede ikke alle islæn­ dinge, og de opbyggede i de følgende år en stærk bevægelse

for større national selvstændighed. Der boede ca. 78.000 mennesker i Island, hvoraf de fleste ernærede sig ved landbrug, især fåreavl. Fiskeriet var i stærk fremgang, men endnu ikke landets vigtigste næring. Islands særlige geografiske placering og naturforhold bevirker, at øen jævnlig hærges af naturkatastrofer, og i de sidste årtier før 1900 havde der været adskillige vulkanudbrud og jordskælv, der dræbte mange mennesker og ødelagde store værdier. For de ca. 18.000 færinger, der boede på de 18 Færøer, var fiskeri den vigtigste næringsvej. Det foregik fra åbne både fra kysterne og fra de små havne, og de bedste fangster blev taget 30-40 kilometer fra land. Mange forenede fiskeri med land­ brug, hvor fåreavlen var mest indbringende. I begyndelsen af århundredet trængte engelsk og dansk kapital ind og udøvede en dominerende indflydelse på fiskeforarbejdningen og eks­ porten, ligesom den noget senere var med til at finansiere den gradvise overgang til motorbåde i fjernfiskeriet. Færøerne var et amt i det danske rige med en amtmand som øverste embedsmand, og øerne var repræsenteret i Folketin­ get af et folkevalgt medlem og i Landstinget af et medlem valgt af Lagtinget, som i øvrigt varetog det indre styre og havde ret hl at indsende lovforslag til Rigsdagen i København. Færøsk taltes af hele befolkningen, men dansk var det autoriserede 16

Det ny århundredes morgenrøde

skole-, kirke- og retssprog. I slutningen af 1800-tallet rejste færingerne en bevægelse for national selvstændiggørelse på både det politiske og kulturelle område. Det resulterede i 1912 i en bestemmelse om, at der i de færøske skoler skulle under­ vises i læsning på færøsk og kunne undervises i færøsk ret­ skrivning, og at et begrænset antal gudstjenester kunne af­ holdes på færøsk. Derimod havde bestræbelserne for øget politisk selvstændighed endnu ingen fremgang.

Land og by Både i udlændinges og i danskeres bevidsthed var Danmark omkring århundredskiftet et udpræget landbrugsland. Af de 2,5 millioner danskere boede da også ca. 62 procent på landet, mens der i hovedstaden og provinsbyerne boede henholdsvis 18 og 20 procent. Under de foregående årtiers store befolk­ ningsvækst var der imidlertid indledt en ny fase, hvor be­ folkningen i byerne og navnlig i hovedstaden voksede langt hurtigere end landbefolkningen. Danmark befandt sig midt i en veritabel folkevandring, hvor titusinder vandrede fra lan­ det til byerne og for manges vedkommende videre til over­ søiske lande.

København var med næsten en halv million indbyggere ved at blive en storby, også efter international målestok. Næsten en femtedel af landets befolkning boede i hovedstaden, men mindre end halvdelen af dem var født i byen. Med optagelsen af Valby, Vigerslev, Vanløse, Brønshøj og Sundbyerne på Amager i Københavns Kommune forøgedes dennes areal og bebyggelsesmuligheder kraftigt. I de københavnske brokvar­ terer og efterhånden også i de lidt fjernere forstæder bosatte sig alle, der som Pelle Erobreren ikke længere accepterede de socialt elendige og politisk undertrykkende forhold for under­ klassen på landet. Befolkningstallet i Danmark steg i det følgende kvarte år­ hundrede fortsat meget stærkt. Ved genforeningen 1920 øge­ des det med ca. 160.000 sønderjyder. De stod imidlertid kun for en lille femtedel af den samlede befolkningsforøgelse på ca. en million. Næsten to tredjedele af denne vækst skete i byerne trods et ret stærkt fald i fødselshyppigheden fra ca. 30 promille til ca. 20 promille, selv om ægteskabsalderen faldt, og selv om anvendelsen af præventive midler endnu ikke var alment ud­ bredt. Årsagen til væksten lå først og fremmest i et kraftigt fald i dødeligheden, især blandt børn inden for deres første leveår. Det kan direkte tilskrives forbedringer i boligstandard, hygiej­ ne, ernæring og en bevidst indsats på børneplejens område. Så

Land og by

17

sent som i 1870'erne havde mange, navnlig på landet, levet en tilværelse på eller under sultegrænsen, og mange familier kunne endnu i de første årtier af det 20. århundrede risikere at opleve elementær fattigdom og sult. Men den almindelige levestandard var steget under landbrugets og industriens pro­ duktionsfremgang i 1890'erne, og den fortsatte med at forbed­

res. En anden vigtig årsag skal søges i de omfattende offentlige bygge- og anlægsarbejder, som gennemførtes af kommuner­ ne. Kloakeringen var begyndt i midten af 1800-tallet og fortsat­ te ikke alene i København og de nye forstæder, men også i provinsbyerne, hvoraf mange havde en vækst, der ikke stod tilbage for Københavns. I de fleste købstæder byggedes kom­ munale sygehuse, og forsyningen med vand, gas og elektrici­ tet blev udbygget i et hastigt tempo. Byggeriet omkring og efter århundredskiftet var af væsentlig højere kvalitet end de foregående årtiers spekulationsbyggeri af lejekaserner til ind­ vandrerne. Der blev stort set ikke længere bygget ejendomme med retirader i gårdene. I de nye lejligheder installeredes vandklosetter, mens badeværelser endnu var forbeholdt de velstilledes boliger. Det var navnlig i byerne, den hygiejniske standard forbedredes. Enkelte større flækker og handelspladser fik efterhånden status som købstæder, som f.eks. Silkeborg (1899), Nørre Sundby og Løgstør (1900), Herning (1913) og Struer (1917), men mest slående var den rivende udvikling i de bymæssige be­ byggelser på landet, stationsbyerne. Jernbanerne havde svej­ set købstæderne sammen, men mellem disse skabtes omkring stationerne nye bydannelser, ofte med et folketal, der oversteg de mindre købstæders. Haslev, Ringe og Vejen er eksempler på de mange bymæssige bebyggelser på landet, der var skudt op som. handels-, industri- og kulturcentre. I mange stations­ byer betød jernbanens linieføring og stationsbyggeriet en for­ skydning af tyngdepunktet fra den gamle kirke- og skoleby til området omkring stationen med opførelse af jernbanehotel, mejeri, eventuelt et slagteri, købmandshuse, en brugsfor­ ening, en bank, en realskole og en teknisk skole. Der ud­ vikledes en særlig stationsbyarkitektur, hvor de lokale murer­ mestre lod sig inspirere af den nye arkitektur i købstæderne. Som dynamiske lokale centre tiltrak starionsbyerne mange unge fra landet, og aftægtsfolk fra gårde og husmandssteder i de omliggende landsbyer bosatte sig ofte i disse socialt mere

livlige byer. På mange af disse aftægtsfolk kunne man bruge den karak­ teristik, som statistikeren Michael Koefoed i 1900 gav af land-

18

Det ny århundredes morgenrøde

Nedlægning af vand- og gasledninger i Rosengade i Allinge på Bornholm 1911. Som et vigtigt led i ud­ bygningen af byernes infra­ struktur og i hygiejnebe­ stræbelserne blev der kloa­ keret og indlagt vand og gas i perioden fra 1880'erne til 1. verdenskrig. De tekniske hjælpemidler var få, og anlægsarbejderne krævede derfor mange arbejdere.

befolkningen. „Det legemlige slid taler ud såvel af den krogede ryg, de lange arme som af det magre, kantede ansigt, hvor energien og den ubeherskede bondefiffighed synes de mest fremtrædende intellektuelle egenskaber navnlig hos de æl­ dre." Den foregående generation af gårdmænd, husmænd og landarbejdere, mænd og koner, børn og voksne havde slidt for at bringe landbruget gennem en dybtgående krise. Ved pro­ duktionsomlægning, opbygning af et imponerende net af an­ delsmejerier og -slagterier havde de ved egen kraft placeret det danske landbrug solidt i den internationale markedsdeling. Især de selvejende gårdmænd kunne nu for alvor høste frug­ terne af produktionsomlægningen i form af øget velstand. Den blev omsat i nye maskiner og redskaber til produktionen og i en forbedring af gårdene. Nye stuehuse blev bygget i stort tal i disse år. Velstanden blev ikke ligeligt fordelt. Landbosamfundet prægedes af dybe sociale kløfter mellem godsejere, gård­ mænd, husmænd og besiddelsesløse landarbejdere. Af de ca.

Land og by

19

275.000 landbrugsejendomme var knap 2000 godser, hvis jordtilliggender repræsenterede 15 procent af det samlede hart­ korn. Kernen i landbruget udgjordes af de ca. 70.000 gård­ mandsbrug, hvis størrelse varierede ganske betydeligt fra at ligge på grænsen til husmandsbrugene til at nærme sig et mindre gods eller en proprietærejendom. Gårdmændene eje­ de ca. 75 procent af jorden. De ca. 200.000 husmandsbrug dækkede blot ti procent af jorden, og omkring 30.000 af disse var helt uden jord. Antallet af husmandsbrug forøgedes kraf­ tigt i de følgende år som resultat af statshusmandsloven af 1899 eller, som den mere præcist hed, „Lov om tilvejebringelse af jordlodder til landarbejdere", idet formålet var at sikre gods­ ejere og gårdmænd den nødvendige arbejdskraft. Langt de færreste husmænd og selvsagt slet ikke de helt jordløse kunne ernære sig på deres lodder, men var henvist til at arbejde som daglejere på herregårdene og hos gårdmændene, og det gjaldt alle familiens medlemmer. Boede de i nærheden af kysterne, kunne de eventuelt supplere deres sparsomme udkomme ved fiskeri. Selv om antallet af landarbejdere var nedadgående, udgjorde de dog klart den største del af den samlede arbejder­ klasse på dette tidspunkt. De bedrestillede husmænd fik gen­ nem deres medlemskab i andelsforeningerne del i den for­ øgede velstand, og i kraft af en omfattende organisering i husmandsforeningerne erhvervede de sig en selvbevidsthed, der snart skulle give sig politiske udtryk. På undersiden af landbosamfundet levede landarbejderne og store dele af tyen­ det - disse „vredens børn", som Jeppe Aakjær kaldte dem - endnu i årtier under miserable og nedværdigende sociale

forhold.

Byen - ny elendighed eller frigørelse? For underklassen på landet var der umiddelbart to muligheder for at ændre dens vilkår. Den kunne organisere sig og gennem social og politisk kamp gennemtvinge forbedringer, eller den kunne forlade tilværelsen på landet. Den første mulighed var af mange grunde vanskelig farbar, og kun få forsøgte den. Til gengæld tog i titusindvis turen til byerne eller til udlandet, valgte et brud med generationers livsmønster og traf beslut­ ninger, der måtte forekomme radikale og uoverskuelige i de­ res konsekvenser. Måske fulgte de det gamle mundheld „byluft gør fri", og mange har da også berettet, at de følte bylivet som en frigørelse fra den politiske dominans, som gårdmændene udøvede i sognerådene, og fra landbosamfundets ganske vist uformelle, 20

Det ny århundredes morgenrøde

Transportabelt badekar fotograferet på Vesterbroga­ de i København i 1890'erne. Renlighed var det gennem­ gående feltråb fra læger og velmenende borgere i den offentlige debat. Når der nu var bygget tusindvis af lejligheder uden bademulig­ heder, var det nærliggende at køre rundt i gaderne og tilbyde et rensende karbad hl de beboere, der ikke havde muligheder for at komme på badeanstalten i bagbygningen Hl nr. 36. Det varme vand opbevaredes i tønder under karret. Først i 1928 ophørte Københavns badeanstalt med denne del af virksomheden.

men snærende sociale kontrol. Umiddelbart tilbød byerne ikke en ny tryghed, og klassedelingen var ikke mindre udtalt end på landet. Hvad der trak, var mulighederne for bedre lønnet arbejde i de hastigt ekspanderende erhverv inden for industri, handel, transport og byggeri. Her var der i det foregående årti sket en stærk forøgelse af reallønnen for alle arbejdergrupper, ikke alene som følge af den økonomiske højkonjunktur, men også fordi arbejderne gennem opbygningen af de faglige orga­ nisationer havde tilkæmpet sig en magtposition på arbejds­ markedet. I fagforeningerne kunne både de gamle byarbejdere og tilvandrerne skabe et nyt fællesskab over for det liberalisti­ ske konkurrencesystem. 11890'erne var der udkæmpet et utal af store og små strejker og lockouter mellem arbejdere og arbejdsgivere. Begge parter havde opbygget landsdækkende organisationer og gennem forhandlinger og arbejdskampe udviklet et net af kollektive overenskomster. 11899 kulminerede konflikterne i en 100 dage lang storlockout mellem Dansk Arbejdsgiverforening (stiftet 1896) og De samvirkende Fagforbund (stiftet 1898), hvor ud­ gangen blev det såkaldte septemberforlig (se side 140ff). At den økonomisk-sociale magt lå sikkert i arbejdsgivernes Byen - ny elendighed eller frigørelse?

21

hænder, fandt udtryk i forligets anerkendelse af deres ret til at „lede og fordele" arbejdet og at antage og afskedige den ar­ bejdskraft, de fandt passende for produktionen. Arbejdsgiver­ ne var en socialt meget sammensat gruppe, der rakte fra den lille håndværksmester til den industrielle storkapitalist eller entreprenør. Det egentlige kapitalistiske borgerskab udgjorde en ganske lille del af bybefolkningen, vel kun et par procent. Men det var en dynamisk og i stigende grad selvbevidst grup­ pe, der søgte at markere sig over for det traditionelle lag af handels- og finansborgere og især det indflydelsesrige em­ beds- og dannelsesborgerskab, der fortsat så det som sin selv­ følgelige opgave at præge befolkningen med sine dannelses­ normer. Skønt gruppen af mindre selvstændige, håndværksmestre og detailhandlere, var talmæssigt langt større, var deres socia­ le og politiske indflydelse begrænset. De søgte som alle andre grupper at fremme deres interesser ved at organisere sig i erhvervs- og brancheorganisationer, men disse havde langt svagere gennemslagskraft end bøndernes, arbejdsgivernes og efterhånden arbejdernes organisationer. De mindre selvstæn­ diges økonomiske og sociale position var ofte usikker, med hårdt slid, knap fritid og beskedent udkomme. Mange af dem lå i levefod og livsform tæt ved den arbejderklasse, hvis socia­ listiske mål de vel frygtede, men som mange alligevel kunne finde sammen med i konkrete sociale og politiske spørgsmål. Selv om Danmark befandt sig midt i en industriel vækst­ periode med en hastig mekanisering af produktionen, for­ måede håndværket at fastholde en stilling som et centralt erhverv. Først i 1914 blev værdien af industriens produktion større end håndværkets. Industrialiseringen indebar imidler­ tid, at nogle håndværksfag blev hårdt trængt og næsten helt overgik til reparationsvirksomhed som f.eks. skomagernes. Omvendt gavnede den tekniske udvikling med blandt andet udviklingen af små elektromotorer andre håndværkere og til­ førte fagene nye overlevelsesmuligheder. Når Johs. V. Jensen fra Paris kunne besynge det vilde frem­ skridt, og når den letbevægelige socialdemokratiske politiker og journalist F. J. Borgbjerg talte om „det ny århundredes morgenrøde", var det storindustrien, de besang. For Borg­ bjergs vedkommende ikke alene fordi den bragte materielle fremskridt, men især fordi den skabte den moderne arbejder­ klasse, der i hans vision skulle erobre magten i samfundet. For andre var dette et skræmmebillede, men alle kunne i de gamle og nye byer i disse år ved selvsyn forvisse sig om, at industrien rullede ind over Danmark, og at antallet af arbejdere i industri-

22

Det ny århundredes morgenrøde

Ungt arbejderpar ved „Ud­ kanten af Nørrebro", som Peter Rostrup Bøyesen kaldte dette maleri fra 1905. De to udstråler den styrke og selvbevidsthed, som karakteriserede arbejderne under opbygningen af fagbevægelsen. Billedet viser også tydeligt, at den ekspanderende bys arbej­ derkvarterer er ved at erob­ re det omgivende land. De moderne ledsagefænome­ ner, kloakdækslet og elek­ tricitetspælene, ses bag parret.

en voksede hastigt. Måske ikke så stærkt som i vore nabolan­ de, men dog støt. I 1890'erne næsten fordobledes antallet af industriarbejdere i virksomheder underlagt fabrikstilsynet til ca. 80.000, et tal der nu oversteg antallet af gårdmænd. Dertil kom faglærte og ufaglærte i bygge- og anlægsbranchen og i transportfagene samt i den hastigt voksende offentlige sektor som f.eks. gas- og elektricitetsværkerne. Blandt industriarbejderne udgjorde kvinderne omkring en fjerdedel, og de arbejdede alle for en lavere løn end deres mandlige kolleger. I adskillige brancher som væverier, trikota­ gefabrikker, fodtøjs- og beklædningsindustrien var den kvin­ delige arbejdskraft i klart overtal. Dertil kom, at mange kvin­ der arbejdede hjemme, navnlig som syersker. Andre var be­ skæftigede med rengøring, vask, strygning eller i rulleforret­ ninger. Alene i København havde mellem 20 og 30 procent af familierne en kvinde som eneforsørger, ti procent af kvinderne mellem 35 og 55 år var enker eller fraseparerede, mange var blot forladte hustruer, og en del var enlige mødre, der aldrig Byen - ny elendighed eller frigørelse?

23

Strygestue i København ca. 1918. Vask, rulning og stryg­ ning var nogle af de store kvindefag. Arbejdet lod sig i nogen grad forene med børnepasning og husarbej­ de. Oprindelig var det almindeligt, at konerne tog ud til folk for at vaske og stryge. Men fra 1890'erne ril 1920'rne gennemløb faget en professionalisering med oprettelse af mekaniserede vaskerier og rullestuer. Det betød færre selvstændige og flere ansatte arbejderkvin­ der.

24

havde været gift. For den store gruppe af arbejderkvinderne var tilværelsen præget af dobbeltarbejde med ansvar for både en lønindkomst og for familiens trivsel. Børnene blev passet af ældre søskende, nabokoner eller slægtninge.

Kontraster Socialt, politisk og kulturelt var danmarksbilledet ved århun­ dredskiftet meget modsætningsfyldt. Den selvorganiserede og selvbevidste landbokultur omkring andelsbevægelse og højskoler gennemsyrede størstedelen af landbosamfundet. I byerne var arbejderne i færd med at opbygge deres bevægelse og socialt-kulturelle netværk. Over for disse brede klassekul­ turer stod en borgerlig elitekultur præget af opbrud og selv­ ransagelse. Det moderne gennembruds radikalisme var under kritik fra en ny generation, der forkastede positivismen med dens forbillede i naturvidenskabens „falske objektivitet". Den var intenst optaget af det enkelte individ og dets psyke, og det er næsten symbolsk, at et af det nye århundredes mest ind­ flydelsesrige værker, Sigmund Freuds „Drømmetydning",

Det ny århundredes morgenrøde

Niels Finsen fik i 1903 No­ belprisen for sin banebry­ dende opdagelse af lysets helbredende virkning på en række sygdomme, navnlig hudtuberkulose. Allerede i 1900 var Finseninstitutet blevet grundlagt for midler indsamlet af private med den fremtrædende er­ hvervsmand G.A. Hagemann i spidsen. Desuden ydede både Københavns Kommune og staten tilskud til instituttet. Malet af C. Wentorf 1904-06.

udkom i Wien i 1900. Indsigterne fra Freuds arbejde med de psykiske strukturer slog dog først igennem i Danmark en menneskealder senere. I 1900 døde Friedrich Nietzsche, som til gengæld havde haft indflydelse i den danske debat, idet Georg Brandes formidlede hans aristokratiske radikalisme til den hjemlige offentlighed. Nietzsches forkastelse af gudstro, fornuft og socialisme og dyrkelsen af overmennesket som historiens formål vakte både tilslutning og skarp afvisning. Brandes' accept af den grænseløse individualisme indvarslede hans begyndende isolering i dansk åndsliv, men han forblev samtidig bannerfører for radikale frigørelsesideer. Hans inter­ nationale ry var usvækket, og han varetog endnu i det 20. århundredes første årtier positionen som udkigspost til og formidler af hovedstrømninger i europæisk åndsliv. Mange, også mange danskere, opfattede Danmark som en udkant i forhold til de europæiske kulturstrømninger. I virke­ ligheden forplantede disse sig forholdsvis hurtigt til den of­ fentlige debat herhjemme, ikke alene gennem en vågen presse og en mængde tidsskrifter, men også gennem arbejderbevæ­ gelsens lydhørhed over for de internationale socialistiske strømninger og debatter. Her spillede to af bevægelsens første akademikere, ægteparret Nina og Gustav Bang, en central rolle. I en vis udstrækning var Danmark og navnlig det køben­ havnske kulturmiljø endnu en korsvej for relationerne mellem det øvrige Norden og Europa. Den udviklingsoptimisme, som Johs. V. Jensen formulerede ved århundredskiftet, havde været et fælles kendetegn for de dominerende ideologier i det 19. århundrede, liberalismen, radikalismen og socialismen. Mange tog optimismen med ind i det nye århundrede, men den var ikke længere uanfægtet. Der havde i 1890'erne bredt sig en pessimistisk reaktion, ofte ka­ rakteriseret som en „fin de siécle" stemning, en fornemmelse af en epokes afslutning, og en begyndende kritik af den mo­ derne civilisation. Ikke al udvikling var fremskridt, hævdede skeptikerne. De skulle til overflod se deres værste anelser bekræftet med to verdenskriges destruktion af væsentlige dele af det, der hidtil havde været betragtet som værdifuldt i euro­ pæisk kultur.

Det folkelige gennembruds resultater Degnen og magten Danmark befandt sig i 1900 midt imellem septemberforliget og systemskiftet, to opgør om magten i det danske samfund. Mens udgangen på storlockouten i 1899 klart markerede en konsolidering - i civiliserede former - af de eksisterende kapi­ talistiske magtforhold på arbejdsmarkedet, var systemskiftet, hvor Højre måtte afstå magten til Venstre, der rådede over et flertal i Folketinget, et lige så utvetydigt symbol på den social­ økonomiske og politisk-ideologiske dominans, som de danske bønder havde erhvervet sig. Den parlamentariske magtposi­ tion var ganske vist vundet i en alliance med dele af byernes borgerskab og arbejderklassen, men ingen var i tvivl om, at storebror i dette partnerskab var gårdmandsklassen. Det gamle Højre måtte resigneret opgive, hvad den unge politiker Ove Rode kaldte „den konservative detailhandel i politik og administration" og i øvrigt satse på at udnytte den magt, som partiets fortsatte flertal i Landstinget gav det. Nogle embedsmænd kunne ikke skjule deres indgroede skepsis over for venstrefolkenes egnethed til at regere landet. I alle andre kredse blev det parlamentariske skifte modtaget med tilfreds­ hed eller endda begejstring. Historikeren Povl Engelstoft dæk­ kede sikkert de manges glæde, da han 40 år senere erindrede

sine følelser: „Den, der har oplevet den 24. juli 1901 som ung, vil mindes den som en mærkelig gennembruddets dag, i slægt vel med den junidag 1849, da grundloven blev givet. Folket havde fået styret for sig selv. Bonden var efter et halvt århundredes kamp for ligeret med de andre nået op i slottets sale. Det luftede, det lyste, det stemte for brystet som et kommende vejr. Flagene gik til tops foran gårde og huse, og mangen småmand kunne med ærligere følelse sige Danmarks navn/ I Engelstofts glæde afspejles måske især de københavnske radikales jubel over, at personifikationen af 30 års forfatnings­ kamp, Viggo Hørup, var med i ministeriet. Ude i landet no­ terede andre en noget mattere stemning ved modtagelsen af budskabet om den nye regering. Fra Vejleegnen berettedes det, at man ikke så mange flag foran gårdene. Var der ikke for 26

Det folkelige gennembruds resultater

Ministeriet Deuntzer, der tiltrådte 24.7.1901. Alle ministerier siden 1848 er fotograferet og hænger i den såkaldte ministergang, der forbinder den røde bygning med Christians­ borg. 11922 begyndte kgl. hoffotograf Elfelt at fotogra­ fere ministerierne. Ved en rekonstruktion blev billedrækken ført tilbage til 1848. Ministrene er fra øverst til venstre: justitsminister P. A. Alberti, kultusmini­ ster J. C. Christensen, trafikminister Viggo Hørup, marineminister F. H. Jøhnke, konseilspræsident J. H. Deuntzer, krigsminister W. H. O. Madsen, landbrugs­ minister Ole Hansen, in­ denrigsminister Enevold Sørensen, finansminister Christopher Hage.

mange københavnere og for få grundtvigianere blandt de nye ministre? Regeringens sammensætning sikrede repræsentation for hovedgrupperne inden for Venstrereformpartiet med de gam­ le ærkefjender P. A. Alberti og Hørup som yderpolerne, med konseilspræsident J. H. Deuntzer og finansminister Chri­ stopher Hage som repræsentanter for de københavnske kapi­ talinteresser. Ingen var dog i tvivl om, at det magtmæssige tyngdepunkt i ministeriet lå hos partiets ubestridte leder og den bergske gruppes frontskikkelse, J. C. Christensen. Af væsentlige grupper uden for Venstrereformpartiet var Det moderate venstre endnu for kompromitteret af forligspoli­ tikken med Højre i 1890'erne Hl at kunne accepteres af de øvrige venstrefolk, og socialdemokraterne, der havde leveret mange af de nødvendige bystemmer til alliancen, hverken

Degnen og magten

27

kunne eller ville optages i en venstreregering. Det havde ifølge nogle beretninger været en af kongens betingelser for at godta­ ge et systemskifte, og socialdemokraterne havde endnu ingen ambitioner om optagelse i det gode selskab. De havde de foregående års hidsige diskussioner i de internationale socia­ listiske kredse om de franske socialisters regeringsdeltagelse i frisk erindring, og de foretrak at udbygge både deres organisa­ toriske og parlamentariske magt, før de skulle sætte sig på taburetterne. De havde tiden for sig og så systemskiftet som en bekræftelse på partiets reformistiske politiske linie. Det var nu muligt at opnå den politiske magt og gennemføre sine ideer ad fredelig vej. Men de pegede samtidig advarende på, at lige så lidt som der kunne regeres mod landbefolkningen, kunne der regeres mod arbejderne og den frisindede bybefolkning. Trakasserierne om ministeriets sammensætning varslede om rige muligheder for fremtidige politiske og kulturelle mod­ sætninger inden for venstrealliancen. De dukkede op til over­ fladen allerede i eftersommeren 1901, da der, vistnok inspireret fra hoffet, fremkom planer om at arrangere et folketog til monarken, fordi han langt om længe havde imødekommet kravet om en regering udgået af Folketingets flertal. Socialde­ mokraterne var blankt imod at takke for en indrømmelse, der burde være givet for længe siden. De radikale var splittet. En af gruppens mest omstridte personligheder, Edvard Brandes, demonstrerede en påfaldende mangel på begejstring for den nye regering, og fra Studentersamfundets medlemmer lød knubbede ord mod dets nyvalgte formand Ove Rode, fordi han anbefalede takketoget, som Hørup var medarrangør af. „Gid Hørup aldrig mere må bringe mig i den situation at skulle forsvare så kedelige ting som i disse dage," skrev den ilde berørte Rode til sin kone. Men for Hørup var kampen til ende, og han gik endda så vidt, at han med vanligt stilistisk mester­ skab formulerede både folkets takketale til kongen og dennes svar. Den 1. september afleverede den jyske gårdmand Ole Jensen i spidsen for 15.000 udsendinge fra hele landet en tak til kongen, fordi denne „i et afgørende øjeblik så, at en foran­ dring i regeringsmåden var blevet nødvendig og uundgåelig". Taknemmeligheden var udtrykt just så raffineret tvetydigt, som folket følte den. Samme eftermiddag præsenteredes i forbindelse med en folkefest i Kongens Have for første gang den nye regering for folkets repræsentanter ved en banket med mange taler, hvori også regeringens program antydedes. Den mest bemærkelses­ værdige tale holdt Vilhelm Lassen, redaktør af Aalborg Amts­ tidende og indflydelsesrig venstremand, der i sin person for28

Det folkelige gennembruds resultater

Vilhelm Lassen var ud­ dannet jurist, men gik straks efter eksamen over til journalistikken. Som redak­ tør og fra 1896 ejer af Aal­ borg Amtstidende gjorde han dette blad ril det vigtig­ ste talerør for J. C. Chri­ stensens politik. Vilhelm og hans indflydelsesrige hu­ stru Marie Lassen var blandt de få, der kom til at stå J. C. Christensen per­ sonligt nær. Han tilhørte venstrefløjen i sit parti, og under partispliden 1903-05 håbede de radikale, at han ville bryde med Venstrere­ formpartiet. Men forgæves. I sin korte tid som politiker - medlem af Folketinget fra 1901 og finansminister fra 1905 til sin død i 1908 - satte han afgørende præg på reformpolitikken efter sy­ stemskiftet.

enede bondekultur og byradikalisme. Han advarede regerin­ gen mod „for de 50 opad at glemme de 50.000 nedad", husmændene først og fremmest. Var systemskiftet et reelt magtskifte? Adskillige, især fra Højre, tolkede ikke den nye regeringsdannelse som konge­ magtens accept af folketingsparlamentarismen, men så det snarere som en bekræftelse på kongens efter deres opfattelse ubestridelige ret til frit at vælge sine ministre. Det var ikke Venstre, der havde erobret magten, men Højre, der havde afgivet den, og folketingsparlamentarismen var ikke med ét slag blevet en givet, indarbejdet praksis, hvilket skulle blive demonstreret med al ønskelig tydelighed endnu mange år senere. Den krævede øvelse fra alle parter. Med Venstres solide flertal i Folketinget var jo heller ikke al parlamentarisk magt givet. Endnu havde Højre i dets forskellige afskygninger et solidt greb om Landstinget. Allerede ved landstingsvalget i 1902 nåede regeringen imidlertid et vigtigt skridt, idet de to venstregrupper og de Frikonservative erobrede flertallet fra Højre. Næsten samtidig opløste de moderate venstrefolk de­ res parlamentariske gruppe og banede derved vejen for et samarbejde med regeringen. For Venstre var det imidlertid heller ikke uden problemer at overtage en ganske vist efter vor målestok beskeden centralad­ ministration, der gennem 30 år havde udvist ubestikkelig loya­ litet over for Højre. Næppe alle i den militære topledelse følte sig beroligede ved besættelsen af de militære ministerier. Krigsminister Madsen og marineminister Jøhnke gav rigelig anledning til at frygte en uddybning af de traditionelle mod­ sætninger mellem hær og flåde. Men forsvarsspørgsmålet, der havde været så afgørende i forfatningskampen, spillede ingen væsentlig rolle ved regeringsdannelsen. J. C. Christensen øn­ skede klogeligt at henlægge dette for Venstre så ømtålelige spørgsmål til en forsvarskommission. Regeringens største svaghed var, som skeptikerne havde påpeget, dens bredde. Det havde været J. C. Christensens taktiske mesterstykke at holde sammen på alle forligsmod­ standerne under de sidste højreregeringer. Ville det også lyk­ kes for ham nu, da Venstrereformpartiet havde opnået re­ geringsmagten? Det ville kræve al den snilde og tålmodighed, som var hans særkende. Dybt rodfæstet i jysk grundtvigsk farvet kristendom fastholdt han midt i alle sine taktiske ma­ nøvrer nogle værdier, der gav hans politik en indre sammen­ hæng. Han var en ringere agitator end sit forbillede Christen Berg og savnede den åndelige spændvidde, der karakterisere­ de andre af Venstres ledere. Men, som Povl Engelstoft har

Degnen og magten

29

Statue af Viggo Hørup i Kongens Have i Køben­ havn, udført af J. F. Willurnsen 1903-08, efter at en kreds af Hørups venner havde samlet midler ind og afholdt en konkurrence. Willumsen var tidligt un­ derhånden blevet opfordret dl at deltage, og han fik overdraget arbejdet. Hørup er skildret med al sin agita­ toriske kraft som bondede­ mokratiets høvding. På soklens tre sidefløje frem­ stilles bondens historie fra 1700-tallets underkuelse, 1800-tallets hårde arbejde frem til dette århundredes frie bonde. Monumentet vakte heftig debat. Hørups gamle modstandere kaldte det en „råheds-statue", mens Social-Demokraten fandt, at den dækkede Hørup, der „huskes og hades, når spidsborgerne nu offentligt erklærer, at de altid går statuen forbi med bortvendt ansigt".

udtrykt det, overgik han dem alle „i samspillet mellem tro og vilje, det mystiske element, der skaber den store personlig­

hed".

Skat og selvangivelse Ved Rigsdagens åbning den 5. oktober 1901 holdt kongen for første gang i mange år selv trontalen. Det kunne han gøre, fordi han, som det hed i talen, med udnævnelsen af det nye ministerium havde imødekommet ønsket fra folkets flertal om at betro regeringens ledelse til mænd, der også havde dets tillid. Han håbede på et frugtbart samarbejde mellem regering og Rigsdag om et program, der set med vor tids øjne kan forekomme beskedent, men som repræsenterede kernepunk­ terne i Venstrereformpartiets hidtidige program. Regeringen bebudede en retsplejereform for at indfri grund-

30

Det folkelige gennembruds resultater

Jens Christian (J.C.) Chri­ stensen, her malet af N. V. Dorph 1910, var uddannet lærer og underviste i Stadil fra 1886 til 1901, da han blev minister. Året efter sit valg til Folketinget i 1890 blev han som 33-årig fører for den bergske gruppe. Som formand for tingets finans­ udvalg fra 1895 var han efter manges opfattelse landets egentlige regent. På om­ givelserne virkede han som en politisk naturkraft, et indtryk der blev forstærket af hans tilknappede, næsten mystiske personlighed. Han var grænseløst flittig og besad en enestående vilje til magt, der sammen med en folkelig rodfæstethed gjorde ham til den ubetinget føren­ de politiker i de to første årtier efter systemskiftet.

lovens løfte herom. Der ville desuden komme forslag til „et bedre ordnet og efter vore forhold afpasset forsvarsvæsen", til en mere hensigtsmæssig fordeling af skattebyrden, til fremme af erhvervslivet, til det kirkelige livs fremme og til udvikling af de kommunale styreforhold. Bag disse knappe formuleringer gemte sig sager af vidtræk­ kende betydning, først og fremmest spørgsmålet om indførel­ se af skat på almindelig indkomst. Det havde gennem årtier været et hovedpunkt for Venstre at få lettet skatterne på jor­ den, og fra midten af 1890'erne havde omlægning af skattesy­ stemet været en varm politisk kartoffel. Finansminister Hage fremsatte i efteråret 1901 forslag om indkomst- og formueskat til staten. Forslaget ville navnlig begunstige gårdejerne på de store og mellemstore gårde og i mindre grad de småbesiddende, mens byboerne ville blive hårdt ramt. De gamle jordskatter på landet og bygningsskatter i byerne skulle forsvinde og Skat og selvangivelse

31

erstattes af en ejendomsskyld, som var baseret på hele ejen­ dommens handelsværdi. Der skulle af alle ejendomme svares 1,1 promille til staten. Flytningen af skattebyrden fra jorden alene til jorden og bygningerne ramte de mindre ejendomsbe­ siddere hårdest, og husmændene kunne med en vis ret føle sig urimeligt behandlet. Det revolutionerende nye var indkomst­ skatten. Den skulle lignes efter en progressiv skala, hvor der f.eks. af 2000 kr. skulle betales 1,4 procent og af 100.000 2,5 procent. Med et skattefrit fradrag på 800 kr. var det endnu i nogen tid meget beskedent, hvad en arbejder kunne komme til at betale i indkomstskat. Skatteligningen skulle baseres på alle danske familiers senere årlige plage, selvangivelsen. Indsen­ delsen var frivillig, men undlod en skatteyder at indsende den, skete ligningen efter skøn. Endnu fem år efter skattelo­ vens vedtagelse i 1903 indsendte kun ca. 60 procent af skatte­ yderne i hele landet selvangivelse, mens tallet i de større byer, hvor et skøn var vanskeligere, hurtigt nåede 90 procent. Forslaget om en skattereform blev i første omgang standset af Landstingets flertal. Højre var imod indkomst- og formue­ skatten, men efter flertalsskiftet i Landstinget 1902 opnåedes et forlig mellem Venstre og de Frikonservative. Det gamle Højres to medlemmer undlod at stemme. I begge ting stemte socialde­ mokraterne mod skattelovene. De førte en stærk agitation mod den lave progression i ligningen og mod tendensen til at begunstige det store landbrug på husmændenes og byboernes bekostning. Socialdemokratiets parlamentariske leder F. J. Borgbjerg forudså, at lovene ville styrke socialisterne. „For 2-3 år siden måtte en fattig husmand forlade godset og køre ned ad alleen på den lille fjællevogn, hvorpå hans fattige ejendele lå. Han satte sig bagpå og spillede på sin harmonika, og det, han spillede, var socialistmarchen. De kan tro, mine herrer, at der vil blive spillet på harmonika, når disse skattelove bliver gennemført, og det bliver socialistmarchen, der bliver spil­

let." Socialdemokraterne vendte sig også stærkt imod de såkaldte „spændetrøjeparagraffer", der lagde loft over den lokale skat­ teudskrivning og satte bom for socialdemokratiske drømme om at udbygge de sociale og kulturelle institutioner i de kom­ muner, hvor de var ved at få solidt fodfæste. Også adskillige af byernes venstrefolk var skeptiske, og hele sagen var et blandt mange varsler om svigtende sammenhold inden for det store regeringsparti. I højreregeringernes tid havde gårdmændene næret en indgroet modvilje mod udgifter til sociale og kulturel­ le formål. Da skattelovene i nogen grad begunstigede de større landbrug, havde de efter alt at dømme den virkning, at denne 32

Det folkelige gennembruds resultater

modstand blev svækket nu, hvor den økonomiske byrde ved sådanne reformer blev lettet. I de første år blev de direkte personskatter næppe oplevet som særlig tyngende af nogen gruppe. Indtægterne herfra udgjorde endnu kun en beskeden del af de samlede statsind­ tægter, i finansåret 1905-06 således kun ca. ti procent, hvilket var omtrent det samme som overskuddet fra Statsbanerne og Post- og Telegrafvæsenet. Af statens indtægter kom ca. halv­ delen fra told og afgifter på øl og spiritus.

Barnets århundrede

? J .t

.f

f .1

f

/

f

f

f .1

f

f

f

f

i

f

WAZIW V A Z‘A K k • V K A V .k.A’.

Det første julemærke. 11904 fik postekspedient Einar Holbøll ideen til at forsyne de mange julehilsener med et særligt mærke, der skulle sælges til fordel for filantro­ pisk arbejde. Det blev en stor succes. Allerede efter få år var der indsamlet så mange penge, at der kunne opføres et sanatorium for tuberkuloseramte børn ved Kolding Fjord. Ideen fænge­ de hurtigt i mange andre lande. Portrættet er af Christian 9.s dronning Louise, der indtil sin død i 1898 havde været ivrigt op­ taget af velgørende arbejde.

Skolegang var en fælles erfaringsramme for stort set alle børn i 1800-tallet, men de havde langtfra de samme erfaringer fra skoletiden. Den skoleordning, der var skabt med loven af 1814, var baseret på syv års undervisningspligt, og den havde klaret sig uændret gennem hele århundredet trods adskillige forslag om ændringer. Folkeskolen havde efterhånden fået et tilskud af friskoler på landet og af private borger- og realskoler og pigeinstitutter i byerne. Her skulle borgerskabets og embeds­ standens børn kvalificeres til de mange nye funktioner i sam­ fundet, som var affødt af industriens og handelens ekspan­ sion. På landet blev omkring ti procent undervist privat, mens tallet i byerne var mellem 25 og 30 procent. Det markerede en klar klassedeling blandt børnene i byerne. Skellet blev yderli­ gere understreget ved opdelingen i betalingsskoler, hvor for­ ældrene bekostede undervisningen, og de betalingsfri offent­ lige skoler. I mange byer fik børnene i betalingsskolerne mere og bedre undervisning end børnene i de betalingsfrie skoler. En undersøgelse fra Vejle viser, at de forældre, der havde råd til at sende deres børn i betalingsskole, kunne være sikre på, at disse fik flere undervisningstimer end de fattiges børn. Yder­ mere var der langt flere børn fra de betalingsfrie skoler, der forsømte ulovligt, sandsynligvis fordi de måtte arbejde for at skaffe penge til familien. Mens piger og drenge på landet gik i klasse sammen, blev de i byskolerne almindeligvis undervist hver for sig.

I 1899 gennemførtes i et forlig mellem Højre og Venstre nogle ændringer af folkeskolen, uden at den blev grundlæg­ gende forandret. Den syvårige undervisningspligt bibehold­ tes, og der fastsattes skærpede regler mod overtrædelser, navnlig mod de mange forsømmelser på grund af børnenes arbejde. Klassekvotienten blev nedsat til 37 på landet og 35 i byerne, og børnene skulle nu deles i klasser efter alder, frem­ gang og modenhed. I alle skoler indførtes som nye fag sløjd og Barnets århundrede

33

Skolekøkken på Hans Tav­ sensgade Skole i Køben­ havn. Omkring 1900 ind­ førtes kvindelig husgerning eller skolekøkken, som det kaldtes, i byskolerne på initiativ af socialt engagere­ de lærerinder. Hensigten var at forberede især arbej­ derpiger til deres fremtidige virke som tjenestepiger og voksne arbejderhustruer. De skulle lære orden og hygiejne og at lave „næren­ de, velsmagende mad til billigste pris".

34

fysik og i byskolerne matematik og moderne sprog, for pigerne tillige håndgerning og gymnastik. Børn af fattige forældre kunne få udleveret gratis bøger. Desuden bestemtes det, at kommunerne kun måtte ansætte lærere, der havde bestået en lærereksamen. Endelig skulle staten yde direkte støtte både til de offentlige og de private skoler. Navnlig spørgsmålet om læreransættelser var et kardinalpunkt for Venstre, der havde ført en hård kamp mod højreregeringernes forsøg på at styre ansættelserne, ligesom partiet hele tiden af hensyn til arbejdet i landbruget havde ønsket, at sognerådene frit skulle kunne tilrettelægge skolegangen. 11900 udgav den indflydelsesrige svenske forfatter og kvin­ desagsforkæmper Ellen Key et stort værk, hvori hun plædere­ de for, at det 20. århundrede skulle blive „barnets århundre­ de". Hendes bog blev oversat til dansk i 1902, og den indgik i den samtidige livlige pædagogiske debat om undervisningens form og indhold. Diskussionen var blandt andet affødt af de sociale konflikter mellem børn fra de tæt befolkede arbejder­ kvarterer og børn fra konservative miljøer. Arbejderforældre og deres børn oplevede mangfoldige sammenstød med lærere og skolemyndigheder, fordi disse ikke accepterede de nye holdninger, der udsprang af livet i arbejderfamilierne. Børne­

Det folkelige gennembruds resultater

ne blev af mange lærere opfattet som forsømte, vanartede og forbryderiske, blandt andet fordi så mange af dem var nødt til at arbejde for at opretholde familiens eksistens. Skønt mange forældre selv anvendte tørre tærsk i opdragel­ sen, havde de svært ved at acceptere, at prygl endnu var et foretrukket pædagogisk middel for mange lærere. Det hændte ikke sjældent, at arbejderforældre tog sig selv til rette over for særlig hårdhændede lærere. I 1906 blev en arbejderkone i København idømt 60 dages simpelt fængsel for at have slået en lærer. Årsagen var, at læreren havde tildelt hendes søn tre-fire spanskrørsslag for at have gemt en klassekammerats efter­ sidningsseddel. Spanskrørsslagene havde ramt drengen på armene og benene og havde medført, at hans bukser gik i stykker. Det var hans eneste par bukser. Moderen mødte op på skolen og klagede til læreren, og under en hidsig menings­ udveksling slog hun ud efter ham. Dommen vakte voldsom opsigt i pressen, men den blev stadfæstet ved Højesteret. Året efter blev moderen efter ansøgning til kongen betinget be­ nådet. Først i 1912 blev straffen endelig eftergivet. Efterhånden opstod der dog også i lærerkredse en erkendelse af, at arbej­ derbørnene havde særlige problemer, og at hård disciplin måske ikke løste alle problemer. Både på landet og i byerne var børnearbejdet et gennem­ gående problem. Af en undersøgelse foretaget i 1899 af Dan­ marks Lærerforening fremgik det, at 37 procent af børnene på landet i den ældste klasse (11-14-årige) havde arbejde for frem­ mede. Af disse var otte procent børn af gårdmænd, mens 70 procent var børn af husmænd og landarbejdere. De fleste på landet anså det for en helt naturlig sag, at børnene arbejdede. En lærer fra Sjælland udtalte i forbindelse med undersøgelsen, at det næppe kunne skade børnene at øve deres kræfter tidligt, når de alligevel som voksne skulle tjene til livets ophold ved legemligt arbejde. Der skulle blot tages hensyn til, at de fik tilstrækkelig søvn og hvile, at arbejdet ikke oversteg deres kræfter, at de til stadighed kunne passe deres skole og få tid til at forberede sig, og endelig at det blev påset, „at tyende og arbejdsfolk ikke har en skadelig indflydelse på deres morali­ tet". Disse betingelser kunne næppe overholdes i ret mange tilfælde.

I byerne var børnearbejdet domineret af bypladser. Fabriks­ arbejdet, der tidligere havde optaget sindene meget, var nu reduceret til at omfatte ca. ti procent af børnene. Det blev ved en ændring af fabriksloven i 1901 helt forbudt for børn under 12 år, og endelig i 1913 blev fabriksarbejde forbudt for børn, der ikke var udskrevet af skolen. Ud over bypladsarbejdet, som 75 Barnets århundrede

35

procent af drengene og 54 procent af pigerne i købstæderne havde, var mange beskæftiget som mælkedrenge og pigerne ved børnepasning. Blandt arbejderbørn blev det nærmest an­ set for unormalt ikke at have en byplads, men en ny detaljeret undersøgelse i 1908 viste, at børn fra stort set alle klasser i befolkningen, bortset fra de øverste lag, havde betalt arbejde for fremmede. Langt den overvejende del af de arbejdende børn gik i de betalingsfrie skoler. Hvordan påvirkede det udbredte arbejde nu børnenes præ­ stationer i skolen? Næsten alle erindringer fra denne periode beretter, at børnene havde problemer med at holde sig vågne eller blot være åndeligt til stede i timerne. I udviklingen af skolefærdigheder synes arbejdet, ifølge lærernes oplysninger, ikke at have hæmmet børnene synderligt. Kun mælkedrenge­ ne skilte sig ud ved i de almindelige fag at være klart dårligere end gennemsnittet, mens de til gengæld var „flinke gymnastikere". Børnearbejde eller ej, så havde mange lærere en fornemmel­ se af, at den traditionelle noget autoritære pædagogik ikke længere virkede, og i den pædagogiske debat argumenteres for „selvvirksomhed" som pædagogisk princip. Børnene skul­ le ikke lære at huske, men at tænke, og undervisningen skulle være i „virkelig harmoni med elevens evner og kræfter", men­ te den indflydelsesrige pædagogisk-filosofiske debattør Kristi­ an Kroman. Børnenes naturlige aktivitetslyst skulle ikke ud­ nyttes til børnearbejde, det virkede tværtimod hæmmende. I stedet skulle den udvikles gennem leg, gymnastik og idræt. I første omgang fik debatten kun beskeden indvirkning på undervisningen, men en vis afsmitning kan dog spores i det cirkulære, som undervisningsministeren i den sidste højre­ regering, Hans V. Sthyr, i 1900 udsendte om kravene til under­ visningen. Her blev „anskuelsesundervisning" gjort til en slags fag for de yngre elever. Gennem samtaler støttet til virkelige genstande, til tegning på tavlen eller til vægbilleder skulle barnets sanseevne og forestillingsliv udvikles, og børne­ ne skulle øves i at fortælle om det, de havde iagttaget. Mange klasseværelser blev i de følgende år prydet af anskuelsestavler med billeder fra historien og naturen, udarbejdet af nogle af de bedste kunstnere. Hverken ændringerne i folkeskoleloven eller de pædagogi­ ske initiativer kunne overvinde undervisningssystemets klas­ se- og uddannelseskløfter. Det store problem i skoleordningen var den manglende sammenhæng mellem folkeskolen og den lærde skole. Sorø Akademi, Herlufsholm og de 19 latinskoler, som de endnu kaldtes, var stadigvæk befolket af børn næsten 36

Det folkelige gennembruds resultater

Kornet tærskes. Eksempel på anskuelsestavle fra 1910 I forlængelse af skoleloven af 1899 udsendtes et cirku­ lære, der angav retningsli­ nier for undervisningen i folkeskolen. Her blev der afsat et antal timer til, at børnene gennem billeder kunne bibringes en op­ levelse af ikke alene historisk-litterære forhold, men også situationer fra det praktiske liv.

udelukkende fra embedsmandshjem eller det højere borger­ skab. For børn fra landbomiljøer eller arbejderklassen var springet fra folkeskolen til de højere uddannelsestrin næsten uoverkommeligt. Udviklingen i industri, handel og admini­ stration krævede flere og bedre kvalificerede unge, og i 1890'erne førtes i skole- og politikerkredse en livlig debat om en ændring af den højere skole og navnlig adgangsmulig­ hederne til den. Efter et indgående forberedelsesarbejde, hvor især formanden for undervisningsinspektionen, professor i klassisk filologi Martin Clarentius Gertz og historikeren Johan Ottosen havde været drivkræfter, kunne J. C. Christensen i oktober 1902 fremsætte forslag til lov om højere almenskoler. Den vedtoges i 1903 med stort flertal af Venstre og Socialdemo­ kratiet.

Lovens nyskabelse var oprettelsen af en mellemskole som forbindelsesled mellem folkeskole og gymnasium. Efter det femte skoleår kunne eleverne, både drenge og piger, fra en skole i byerne gå videre gennem en fireårig mellemskole til enten en etårig realeksamen eller et treårigt gymnasium. Den gamle latinskoles klassisk-sproglige og matematisk-naturvidenskabelige linier blev nu suppleret med en nysproglig linie. Med denne lov blev der skabt en begyndende sammenhæng i uddannelsessystemet med en formel mulighed for, at alle med evner og lyst kunne få en videregående uddannelse. Johan Ottosen, der var Venstres ordfører, argumenterede for, at „som der i et folk skal være en folkeenhed, der står over dets klassemodsætninger, skal der i dets skole være en orgaBarnets århundrede

37

Modeltegninger til skole­ bygninger og gymnastik­ huse på landet. Kultusmini­ steriet udfoldede store bestræbelser for at gøre skolebygningerne tids­ svarende, navnlig på lan­ det. I samarbejde med Akademisk Arkitektfor­ ening lod ministeriet en række af landets førende arkitekter udarbejde model­ forslag. Dette fra 1913 er udarbejdet af Martin Nyrop. Den store opmærksom­ hed om kroppens sunde udvikling affødte den for­ holdsvis nye tilføjelse af et gymnastikhus.

nisk sammenhæng, en levende og let forbindelse, det, man har søgt at udtrykke ved slagordet enhedsskolen". Netop en­ hedsskolen var et gammelt socialdemokratisk krav, og selv om den ikke gennemførtes i det ønskede fulde omfang, støttede den socialdemokratiske ordfører F. J. Borgbjerg varmt for­ slaget, for det åbnede „en noget lettere adgang end nu for børn fra arbejderklassen, fra underklassen både i by og på land til at kunne nå videre frem og også op i embedsstillinger, og det er min overbevisning, at de børn, der udgår fra arbejderhjem, ville ikke glemme ... de følelser, den opfattelse og de inter­ esser, der findes i arbejderklassen". Mellem-, real- og gymnasieskole skulle være en af kanalerne til, at arbejderne kunne erobre den politiske og administrative magt i samfundet. Men loven vakte ikke udelt glæde i alle kredse. Grundtvigianeren Harald Holm mente, at den ville bryde ødelæggende ind i folkeskolens arbejde og „få vort folk ganske afvænt med det virkelige livs arbejde og få ungdom­ men vænnet til at leve i et sådant litterært liv, som man føres ind i gennem en lang og uafbrudt skoletid, hvor man så godt som udelukkende har syslet med bøger". Loven brød med den folkelige dannelsestradition, der var skabt i folkeskole og fol­ kehøjskole. Fra venstrefløjen i Socialdemokratiet kritiseredes loven, fordi den brød med princippet om en pædagogisk en­ hedsskole, som „ikke spaltes i grene, hverken i det ene eller andet øjemed, hverken efter formue, skolemål eller begavel­ se". Nægtes kan det heller ikke, at folkeskolen reelt blev forfor­ delt, selv om J. C. Christensen under debatten havde hævdet, at „mellemskolen ville lade folkeskolen ganske uberørt". Det var især landbobørnene, der blev ladt i stikken. Geografiske, kulturelle og sociale afstande bevirkede, at der skulle en gan­ ske ekstraordinær indsats til, hvis et barn fra en landsbyskole skulle bryde op efter det femte år og hver dag tage til byen for at gå i mellemskole. I byerne blev overgangen i hvert fald geografisk lettere, men også her skabte loven problemer, fordi de bedste og mest ambitiøse elevers overgang til mellemskolen

38

Det folkelige gennembruds resultater

efterlod klasserne i de to sidste skoleår svært amputerede. Folkeskolen visnede i toppen. I virkeligheden blev der skabt to slags folkeskoler, en på landet og en i byerne, et forhold der først blev rettet op på med skoleloven i 1958 og kommunal­ reformen i 1970. Den nye mellemskole og gymnasiet blev en stor succes. I alle købstæder og mange stationsbyer vandt mellemskolen hurtigt frem, og stadigt flere børn fra de nye funktionærlag og efter­ hånden også i en vis udstrækning børn af faglærte arbejdere søgte denne skoleform. Mellemskoleeksamen og realeksamen blev adgangsbillet til de mange nye jobs i banker, handels­ firmaer, i den kommunale administration og i told-, post- og jernbaneetaterne. Den blev også for et støt stigende antal unge adgangen til gymnasiet, hvor studentertallet, der omkring 1900 var ca. 400, fordobledes i det følgende tiår. På trods af adskillige ihærdige tilløb ændredes den nu gen­ nemførte skoleordning ikke i det følgende halve århundrede. Mange børn og unge både på landet og i byerne fik endnu i de første årtier af vort århundrede en væsentlig del af deres op­ dragelse til arbejde gennem arbejde. Men de strammere krav om overholdelse af skolegangen og skolereformen i 1903 for­ stærkede tendensen til at udskille barndommen og ungdom­ men som en særlig livsfase, præget af en nøje tilrettelagt ud­ dannelse. Det gjaldt også for de faglige håndværkeruddannel­ ser, der efterhånden blev bragt i fastere rammer, med hen­ læggelse af de boglige færdigheder til aftenuddannelse på de mange tekniske skoler, der så dagens lys i årtierne omkring århundredskiftet.

Tro og demokrati I juni 1897 indviede sognepræsten i Bøvling sogn i Nord­ vestjylland et mejeri med ordene „Gjøres alt til Guds ære". I forvejen var der både her og i nabosognet andelsmejerier. Oprettelsen af det tredje mejeri var en udløber af krigen om søndagsfreden mellem de hellige og de vantro, mellem in­ dremissionske, vakte bønder og husmænd og de grundtvigsk orienterede eller blot økonomisk køligere kalkulerende nabo­ er. I mange egne af landet var der i 1890'erne gået en ny vækkelsesbølge gennem sognene, og på de lange intense væk­ kelsesmøder i missionshusene styrkede missionsfolkene hin­ anden i overbevisningen om, at deres tro måtte leves konse­ kvent også i dagligdagen. Det skabte et indre sammenhold i de vaktes samfund, der gjorde det muligt for dem at træffe be­ slutninger, der syntes at gå på tværs af alle økonomiske for­

Tro og demokrati

39

nuftshensyn. På mejeriområdet indebar det et krav om, at mælketransport og mejeridrift ikke måtte finde sted om sønda­ gen. Mejerikrigen hærgede det ene sogn efter det andet, navnlig i Jylland, og polariseringen ramte også andre områder. Der stiftedes religiøse fiskerikompagnier, kristelige sygeplejefore­ ninger og missionske brugsforeninger. I begyndelsen af det nye århundrede ebbede krigen ud. Det sidste søndagshvile­ mejeri blev bygget i 1903 i Harboøre, det sogn der frem for alle andre stod som symbolet på den anden bølge af indremis­ sionske vækkelser. Troen samlede og splittede den danske befolkning. De fol­ kelige, religiøse vækkelsesbevægelser havde aftegnet deres skarpe konturer på 1800-tallets åndelige landskab. Mange dan­ skeres livsholdning og samfundsforståelse formedes inden for rammerne af de to store hovedretninger indre mission og grundtvigianismen. En vækkelsesbølge kunne splitte et sogn fra godsejer ril landarbejder, hvor det i andre tilfælde var alle sociale lag, der bekendte sig til en af trosretningerne. Mens grundtvigianernes kerne var de selvejende gårdmænd, var missionens sociale grundlag oftest bredere og talte gård­ mænd, husmænd, håndværkere, fiskere, tyende og daglejere blandt „vennerne". Den grundtvigske bevægelse havde bevaret præget fra den landbodemokratiske rejsning med basis i de enkelte sogne, med friskoler og højskoler som bredt orienterede kulturelle højborge, der havde taget kampen op med den borgerlige bykultur. Præster, lærere og højskolelærere spillede en rolle som åndelig fortrop, men deres autoritet over for lægfolket var begrænset til deres personlige indsats. For grundtvigianerne gik arbejde, hverdagsliv, deltagelse i andelsbevægelse og poli­ tisk virke ideelt set op i en højere enhed. Livet i indre mission havde et ganske andet præg. Det var centralt styret, nogle mente autoritært. Missionens høvding gennem 40 år, Vilhelm Beck, døde i 1901, og dermed sluttede en epoke i bevægelsen. Han kaldte stærkt modstridende følel­ ser frem. For de vakte var han den ubestridte fører i åndelige og verdslige anliggender, for folk uden for missionen var han slet og ret diktator. Jeppe Aakjær gav få år før Becks død følgende karakteristik af den indremissionske bevægelse: „Hele missionen er indrettet å la solsystem: Beck er dets hele midtpunkt; om ham drejer sig i sorte ringe en flok af præster, og om præsterne drejer sig missionærerne; men alle planeter­ ne såvel som drabanterne får deres lys fra solen, som er Beck." Uden at være bygget på formelt medlemskab repræsentere40

Det folkelige gennembruds resultater

Olfert Ricard blev cand. theol. i 1895 og året efter sekretær i Københavns KFUM, der under hans ledelse oplevede et vældigt opsving. Unge mænd blev i stort tal tiltrukket af Ricards og foreningens alsidige kristeligt-kulturelle og idrætslige aktiviteter, der Hl gengæld bragte denne gren af indre mission i et vist modsætningsforhold til mere puritanske missions­ kredse ude i landet. Med stor sproglig indføling og betydeligt vid fængede Ricards forkyndelse i lige grad lærlinge, kontorelever og gymnasiaster. Blandt hans mange skrifter blev „Ungdomsliv" (1905) det mest udbredte. Denne bog udkom i talrige oplag og er i alt trykt i 123.000 eksempla­ rer.

de indre mission både i lokalsamfundene og på den kirkelige landspolitiks område en magtfaktor med stor gennemslags­ kraft. Ved Vilhelm Becks død var der over hele landet 408 missionshuse, de fleste tilskødet indre missions bestyrelse, som holdt en streng linie for både den fysiske indretning af husene og for, hvem der måtte tale i dem. Til at virke for troens udbredelse og holde sammen på de vaktes samfund havde missionen ansat 257 udsendinge, hvoraf 147 var missionærer, 13 lærere og 97 kolportører, og tallet steg støt i århundredets første årtier. Missionens virke udbyggedes gennem oprettelse af højskoler og lærerseminarier i tilknytning til højskolerne i Haslev og Nørre Nissum samt et studenterkursus i Rønde, men denne side af indre missions arbejde fik aldrig et omfang, der kunne måle sig med den grundtvigske højskole- og seminarievirksomhed. Ved siden af Indre Missions Tidende fik bevægelsen med overtagelsen i 1897 af det nygrundlagte Kri­ steligt Dagblad et landsdækkende talerør. Stridighederne i indre mission var mange, med modsæt­ ningen mellem landmission og bymission som den mest dybt­ gående i 1880'erne og 90'erne. Det var samtidig en strid mellem en mere vækkelsesorienteret mission og byernes gerningsmis­ sionske orientering, med vægt på socialt arbejde for både at vinde byernes underklasse for Gud og forhindre arbejderbe­ vægelsen i at vinde den for den gudløse socialisme. Grundtvigianerne udgjorde en hovedgruppe i Venstres po­ litiske kamp både før og efter systemskiftet. Indre mission havde derimod et væsentligt mere kompliceret forhold til det politiske liv, med en officiel holdning der tilsagde de vakte at se bort fra denne verdens politiske stridigheder og koncen­ trere sig om frelsen. Følgen var, at en omvendelse for mange blev det samme som en afpolitisering af deres liv eller et stærkt nedtonet engagement. I den udstrækning indre mission over­ hovedet befattede sig med landspolitik, var der en tendens til at støtte Højre, og gennem en forståelse med det mangeårige regeringsparti havde indre mission opnået en betydelig ind­ flydelse på besættelse af præsteembederne, i adskillige til­ fælde uden at missionen i de pågældende sogne kunne mobili­ sere et flertal i menigheden.

Venstrereformpartiet havde sat en ændring af kirkens styre højt på regeringsprogrammet. Kirken skulle demokratiseres, menighederne være herrer i eget hus, selv vælge præster for at sikre den åndelige samklang mellem menighed og præst. Al­ lerede før systemskiftet havde J. C. Christensen fremsat lov­ forslag om oprettelse af menighedsråd. Som en af sine første ministergerninger fremsatte han fire lovforslag, om menigTro og demokrati

41

Eliaskirken på Vesterbros Torv i København stod færdig i 1908. Den er tegnet af Martin Nyrop. Klemt inde mellem almindelige etageejendomme er den ét blandt mange eksempler på det kirkebyggeri, som Kø­ benhavns Kirkefond iværk­ satte fra 1896. Indvandrin­ gen til hovedstaden havde sprængt alle kirkelige ram­ mer, og fonden ønskede at fremme kirke- og menig­ hedslivet i den hastigt voksende befolkning. Initia­ tivet blev taget af lægfolk fra det bedre borgerskab, der var inspireret af den kristeligt-sociale bevægelse i England. 1 løbet af de første 25 år opførte fonden 24 kirker.

hedsråd, kirkers brug, valgmenigheder og selvejende kirker. Forslagene udløste en heftig kirkepolitisk debat både i og uden for Rigsdagen. Indre mission og konservative, højkirkelige kredse modsatte sig med forskellige begrundelser på det be­ stemteste forslaget, men også grundtvigianernes venstrefløj argumenterede imod det, fordi det efter deres opfattelse ikke var tilstrækkelig demokratisk. 11903 vedtoges tre af forslagene, menighedsrådsloven dog i ret indskrænket form, idet der kun indførtes en høringsmulig­ hed og ikke en høringspligt ved besættelse af præsteembeder. I praksis fik menighedsrådene en udstrakt indflydelse på præstevalgene i de følgende år, mens rådenes kompetence på de økonomiske og administrative områder foreløbig kun blev ringe. Til de nye menighedsråd indførtes en meget bred valg­ ret, hvor alle medlemmer af folkekirken over 25 år efter be­ gæring kunne optages på valglisterne. Set i et videre demokra­ tisk perspektiv var det mest bemærkelsesværdige, at også kvinderne opnåede valgret til menighedsrådene. 42

Det folkelige gennembruds resultater

Politiske opbrud Den demokratiske alliances opløsning

I opbygningen af Socialde­ mokratiet til et organisa­ torisk velfungerende, lands­ dækkende parti var Peter Knudsen den ubestridt ledende kraft. Han varetog posten som forretningsfører (formand) for partiet i næ­ sten 30 år. 11910 måtte han på grund af sygdom træde tilbage og overlade posten til Thorvald Stauning. Med sikkert blik for dennes organisatoriske og politisk­ taktiske evner havde P. Knudsen så at sige op­ fundet og opdraget Stau­ ning til dette hverv. P. Knudsen var for sin tid teoretisk velskolet, et barsk ordensmenneske, der frem for alt krævede disciplin af sine partifæller. Hans legen­ dariske flid og tilknappede væsen kunne af og til virke skræmmende på yngre og mere livsglade socialdemo­ krater.

Den første venstreregering kunne efter to års regeringstid se væsentlige dele af sit program gennemført, om end i flere tilfælde alvorligt beskåret som følge af det fortsatte flertal af Højre og Frikonservative i Landstinget. Andre vanskelige sa­ ger havde regeringen søgt at fjerne fra den offentlige debat. Det gjaldt især forsvarsspørgsmålet, hvor der ikke alene var modsætninger mellem Højre, Venstre og Socialdemokratiet, men også dybe indre uoverensstemmelser inden for rege­ ringspartiet. Med nedsættelse af en forsvarskommission i 1902 håbede regeringen at få ro om dette ømtålelige problem i nogle år. Det var forgæves. Der var både blandt socialdemokrater og medlemmer af regeringspartiet en dyb og, viste det sig, be­ rettiget mistillid til krigsminister W. H. O. Madsens vilje til at følge det hidtil fælles krav om militærudgifternes nedsættelse. Det radikale, antimilitaristiske element i regeringen svække­ des yderligere ved Viggo Hørups død i februar 1902. Bag Venstrereformpartiets massive flertal i Folketinget ul­ mede en ildevarslende uro med baggrund i både politiske og sociale modsætninger. Socialdemokratiet havde straks fra sy­ stemskiftet markeret en skarpere selvstændig politisk profil og gjort det klart, at partiet havde mål, der var langt mere vidt­ gående end Venstres. Samtidig kritiserede socialdemokrater­ ne regeringen for at tilpasse sig det konservative Landsting og svigte bredere sociale interesser blandt andet i skattesagen. Regeringen fremstod mere og mere som den større besidden­ de gårdmandsklasses parti. På deres side var gårdmændene efterhånden grundigt irriterede på den socialdemokratiske agitation for at vinde husmænd og landarbejdere for arbejder­ nes organisationer og måske især på Peter Sabroes ihærdige afsløringer af tyendets og de arbejdende børns elendige vilkår. Det blev klart for begge parter, at vejene måtte skilles mellem de to store klassebevægelser. Det første varsel kom i København, hvor socialdemokrater­ ne gennem de foregående 20 år inden for rammerne af allian­ cen med Venstre havde gjort en væsentlig indsats for at bryde Højres monopol på byerne. Ved valgene til borgerrepræsenta­ tionen i 1901 og 1902 vandt alliancen af socialdemokrater og liberale venstrefolk så store sejre, at der efter valget i 1902 ikke sad en eneste højremand i borgerrepræsentationen. Imidlertid

Politiske opbrud

43

„Jensen er valgt!" Tegning af Alfred Schmidt i Blæk­ sprutten 1903. Den 3. marts blev maler Jens Jensen valgt til finansborgmester i Kø­ benhavn. Han var landets første socialdemokratiske borgmester. Alfred Schmidt har fanget det øjeblik, da Frederik Jeppesen Borgbjerg trådte frem på rådhusets balkon og meddelte valget til de mange forsamlede på pladsen. Schmidts evne til at forme karakteristiske portrætter har både i samtid og eftertid præget opfattel­ sen af politikernes ud­ seende og individuelle særpræg. Således også med Borgbjerg.

var borgmestrene indtil 1917 udpeget på livstid, og først da byens finansborgmester, højremanden Borup, døde i 1903, kunne socialdemokraterne som den største gruppe melde sig med Jens Jensen som kandidat til posten. Denne 42-årige „socialistiske malersvend" havde en lang karriere som faglig organisator bag sig, og han var i 1898 blevet valgt som De samvirkende Fagforbunds første formand. Hans valg til borg­ mesterposten blev sikret ved, at repræsentanterne for den københavnske liberale vælgerforening undlod at stemme, og det afstedkom stærke reaktioner både til venstre og højre. Jensen blev hyldet ved et fakkeltog, hvortil Jeppe Aakjær skrev et digt, der både udtrykte arbejdernes begejstring og borger­ skabets lidt gysende fornemmelser. Den stille mand, der førte i ondt og godt vor trop, ham er det, vi har løftet i kvæld på skjoldet op; for proletarborgmesteren vi stak de blus i brand, fra hvilke funker daler nu viden over land.

Rul ned, rul ned, Etatsråd! Træk plydsgardinet til! De fandens røde fakler, de driver så sært et spil; de flimrer under loftet i mangt et rigmandsbo og taler frækt rødtunget om fattigmands håb og tro.

44

Politiske opbrud

Den indre port i Køben­ havns nye rådhus illustrerer Martin Nyrops dristige blanding af materialer. Rådhuset udstråler, navnlig i dets indre, den „poesi, den ærlige danske mursten og det solide danske hånd­ værk rummer i sig", som en anmelder skrev. Relieffet over portalen er af Agnes Slott-Møller, hvis frem­ stilling af byens ældste råd er udført i brændt ler. Den national-romantiske stil falder fint i tråd med Ny­ rops ideer. Indskriften over relieffet lyder: Saa er By som Borger.

Etatsråderne kom igen. Højre mobiliserede i 1903 alt, hvad der kunne samles under antisocialismens faner, og fik justitsmini­ ster Albertis solide opbakning i dagbladet Dannebrog, som han kontrollerede. Det gjaldt ikke blot om at standse Socialde­ mokratiets stadige fremgang i byrådene landet over; også de radikale københavnere inden for Venstrereformpartiet skulle have en advarsel. „Antisocialismen" vandt valget, og Social­ demokratiet skulle på sin kongres i maj 1903 tage stilling til partiets taktik efter systemskiftet og de nye tendenser til en samling mod partiet. Holdningerne var delte, med yderpunk­ terne repræsenteret af Peter Knudsen, der gennem 20 år havde stået som garant for alliancen med Venstre, som den mest moderate, og på den modsatte side en lille gruppe af venstre­ fløjen, der ønskede forbud mod ethvert samarbejde med an­ dre partier. Kongressen vedtog et forslag fra F. J. Borgbjerg og de århusianske socialdemokraters dominerende skikkelse, Harald Jensen, hvorefter partiet skulle opstille kandidater i en lang række kredse, hvor partiet tidligere havde støttet venstrekandidater. Venstre havde efter socialdemokraternes opfattel­

Den demokratiske alliances opløsning

45

se svigtet den fælles demokratiske sag og allieret sig med overklassen både i skattesagen og i militærspørgsmålet. Beslutningen betød „Krig, alliancen sprængt", som Politi­ ken skrev i en overskrift. Og krig blev der under valgkampen i juni 1903. Venstrereformpartiet fik en lille tilbagegang, men bevarede med 74 mandater det sikre flertal i Folketinget, mens Socialdemokratiet fik en betydelig fremgang og med 16 man­ dater blev tingets næststørste gruppe. Højre, der ligesom Soci­ aldemokratiet led under valgordningen, fik en fremgang fra otte til 12 mandater, og Det moderate venstre en tilbagegang fra 16 til 12 mandater. Valget viste, at Venstre uden socialde­ mokraternes stemmer ikke kunne stille meget op i byerne, og resultatet gav næring til en allerede gærende uro blandt de mere radikale dele af regeringspartiet, blandt andet fordi den sidste, de havde tillid til i regeringen, finansminister Chri­ stopher Hage, tabte sin valgkreds til en socialdemokrat.

Husmænd og akademikere De store sociale kløfter, der var skabt i landbosamfundet i løbet af 1800-tallet, satte først sent i århundredet politiske spor. De helt jordløse landarbejdere og de fleste husmænd havde været næsten uden fortalere, bortset fra spredte socialdemokratiske forsøg på at organisere dem. De husmænd, der producerede mere end til eget forbrug, havde fundet deres plads i andels­ bevægelsen, og mange af dem var medlemmer af landbofore­ ningerne sammen med gårdmændene. Den daglige tilværelse på husmandsbrugene krævede et umådeligt slid af alle familie­ medlemmer, ofte samtidig med lønarbejde på de større gårde. I slutningen af århundredet vågnede en græsrodsbevægelse blandt husmændene. De begyndte at få mæle og udtrykke en selvbevidsthed som en særlig gruppe blandt landboerne. Lit­ terært fandt den udtryk hos en række forfattere med Johan Skjoldborg i spidsen. I fortællingen „En Stridsmand" fra 1896 gav han et usentimentalt, men noget heroiserende billede af husmanden Søren Brander, der kæmper for at aftvinge den tynde klitjord et mådeligt udkomme for familien og hæve denne op til en position, hvor den kunne nyde frugterne af sit arbejde og gøre sig uafhængig af andre grupper i samfundet. Drømmen var selvejet og familiebruget, midlet var et livslangt slid, der til sidst får Søren til at bukke under. Men først efter at vi i små intenst fortalte episoder har fået indkredset hele hus­ mandsfamiliens livssituation. Vi føres ind i en verden, hvor omsorg for hinanden, børn, gamle og dyr er uomgængelige krav. Hustruen Ane får en central rolle ikke alene ved at tage

46

Politiske opbrud

Martin Andersen Nexø (th.) og hans kone Margrethe fotograferet sammen med Johan Skjoldborg og hans kone Louise Abenth under et besøg i 1908 på Skjold­ borgs husmandssted på Dynæs ved Himmelbjerget. Begge forfattere knyttede sig tæt til opbruddet i un­ derklassen på landet og i byerne. På dette tidspunkt havde Nexø just afsluttet de to første bind af „Pelle Erobreren" og var i gang med det tredje, „Den store kamp". En betydelig del blev skrevet på Laven hotel ved Silkeborg. Herfra be­ søgte Nexø hver dag Skjold­ borg, der på denne tid husede eftersøgte revolutio­ nære og anarkister som Christian Christensen og Andreas Fritzner, begge gode venner af Nexø.

del i det daglige slid, men også ved en moralsk styrke, der sætter hende i stand til at samle Søren op, da han er ved at gå til i druk og hor i Bolle-Mettes smugkro. To år efter stillede Skjoldborg i „Kragehuset" den ældre generation af kæmpende husmænd over for en ny generation, der bragte et pust af de nye tider med højskole, andelsfor­ eninger, afholdsbevægelse og troen på politiske og sociale fremskridt ind i husmandstilværelsen. Den nyvundne selvbevidsthed fandt sit organisatoriske ud­ tryk i husmandsforeninger, der så småt skød op i det sidste årti af 1800-tallet, og som fik et massivt gennembrud i det første tiår efter århundredskiftet. I det ene sogn efter det andet stiftede husmændene deres egne foreninger, der skulle vare­ tage både økonomiske, sociale og kulturelle opgaver. Hus­ mandsbevægelsen blev ved siden af de velorganiserede bon­ de- og arbejderbevægelser den tredje store klassebevægelse i det nye århundrede, og den fostrede stærke lederpersonlig­ heder. 11901 blev der gjort forsøg med en landsorganisation Dansk Husmandsforening, men den kom for tidligt og smuldrede i løbet af 1902. Samme år blev der til gengæld stiftet lands­ delsorganisationer som De Samvirkende Sjællandske HusHusmænd og akademikere

47

L.A. Ring indfangede med maleriet „Husmandssted" (1901) nogle væsenstræk ved tilværelsen i en husmands­ familie: det nødvendigt tætte samarbejde mellem mand og kone, det fysiske slid, de beskedne, men velholdte bygninger. De tre steders nære placering fortæller, hvor små lodder­ ne var, og dermed hvor sparsomt udkommet måtte være. Alligevel hviler der over Rings billede en idyl og frodighed, som om han vil fortælle, at sliddet har sin løn. Billedet er fra Nord­ sjælland. Længere vestpå mødte der husmændene et barskere liv og en mindre gavmild jord.

48

Politiske opbrud

mandsforeninger, De Samvirkende Jydske Husmandsforenin­ ger og tilsvarende sammenslutninger på Fyn og Bornholm. I løbet af få år var landet omspændt af husmandsforeninger. Der udkom to ugeblade for husmændene, der med lidt for­ skellig vægt dækkede sociale, kulturelle og fagligt-økonomiske emner. Oplysnings- og kulturarbejdet stod stærkt i hus­ mandsbevægelsen med oprettelse af egne højskoler, studierej­ ser og indkaldelse af folkelige talere til de lokale husmandsfor­ eninger. Med store ofre for husmandsfamilierne og med støtte fra Rigsdagen sendtes i århundredets første tiår ca. 1500 hus­ mandssønner og -døtre på højskoler, landbrugs- og hus­ mandsskoler. I 1910 kronedes organisationsbevægelsen med dannelsen af De Samvirkende Danske Husmandsforeninger. Sit mest markante program fik bevægelsen i køgeresolutionen 1902, hvor de sjællandske husmænd fremhævede hus­ mandsbruget som den „fordelagtigste form for landbrug, så­ vel for samfundet som for den enkelte", men samtidig afviste at kræve særlige rettigheder fra staten. Blot skulle „husmands­ klassens lige retsstilling med de øvrige samfundsklasser"

anerkendes gennem lovgivningen. Det handlede i første om­ gang om en reform af skattesystemet, specielt en afløsning af ejendomsskatterne med en grundskyldsreform. Programmet viste en stærk påvirkning fra den amerikanske samfunds­ teoretiker Henry George og hans ideer om en skat på den jordværdi, som ikke skyldes enkeltmands arbejde, men som hidrører fra samfundets vækst og udvikling. Mod gårdmændene nærede husmændene et dybtliggende nag efter årtiers underkuelse i sognene, mangelen på ind­ flydelse på de kommunale anliggender og den halvhjertede statshusmandslov af 1899. På den anden side ville husmænde­ ne, eller de fleste af dem, nødigt mistænkes for maskepi med Socialdemokratiet, som med et gennemarbejdet udstyknings­ program appellerede til husmænd og landarbejdere. En af husmændenes ledere, Jørgen Nielsen fra Viby i Jylland, så også klart parallellen mellem arbejdernes organisationer og husmændenes gradvise opvågnen til gennem organisering at få varetaget deres interesser. Husmændene måtte lære at tage del i det politiske arbejde, og opgaven bestod nu, som P. Larsen fra Ølstykke i 1905 skrev i Husmanden, i at være „sam­ lingselementet i det danske demokrati" og „af alle livsens kræfter virke for samling og sammenhold, ikke lade sig drage af andre, men selv drage de andre". Husmændenes parole om demokratisk samling kunne ikke skjule, at de med deres selvstændige organisationsdannelse og social-økonomiske program undergravede venstregruppernes ellers så solide fundament i landbosamfundet. Hus­ mandsbevægelsen blev et led i uroen i Venstre, da der i 1902-03 blev sluttet kontakt mellem husmandsforeninger på Sjælland og Studentersamfundet i København. Flere af dettes med­ lemmer, heriblandt den unge historiker P. Munch, blev ind­ budt som foredragsholdere i foreningerne, og hermed var grunden lagt til en af de mest betydningsfulde politisk-sociale alliancer i de følgende årtier mellem københavnsk akademisk radikalisme og husmandsbevægelsen. I efteråret 1903 blev Den radikale Klub stiftet i København på initiativ af P. Munch, Ove Rode og andre yngre radikale. Den var tænkt som en privat diskussionsklub, men blev hurtigt centrum for oppositionen imod regeringens politik. Den sam­ lede et par hundrede medlemmer med et stærkt islæt af nogle af de mest fremtrædende akademikere med rødder i Studen­ tersamfundet; navnlig historikerne var stærkt repræsenteret med Kristian Erslev, Erik Arup og Aage Friis i spidsen. I dens møder deltog utilfredse folketingsmedlemmer fra Venstrere­ formpartiet og fra bevægelsen ude i landet. I oktober indledte

Husmænd og akademikere

49

Munch udgivelsen af tidsskriftet Det ny Aarhundrede, hvortil han knyttede nogle af de mest fremtrædende radikale skriben­ ter, men også en række højskolefolk. Dets indhold skulle bredt dække alle samfundsforhold og kulturspørgsmål. I sin programartikel slog Munch fast, at de „social-radikale skulle holde Venstre fast på dets gamle demokratiske pro­ gram. De var i sin tid blevet draget mod bønderne „af deres politiske retfærdighedsfølelse, de tog stilling side om side med arbejderne ledede af social retfærdighedsfølelse. De havde aldrig selv nogen klasse bag sig, og derfor aldrig nogen talrig vælgerhær". Den radikale verdens „indflydelse beror ene på den klogskab, hvormed den optræder". Fraværet af et selv­ stændigt klassegrundlag og troen på dannelsens magt ledte næppe tilfældigt tankerne hen på de nationalliberales selvop­ fattelse under rejsningen af den første demokratiske bevægel­ se godt et halvt århundrede tidligere. Ove Rode har utvivlsomt følt sig tiltalt af den tydelige linie tilbage til morfaderen Orla Lehmann. Hovedmålet var med Munchs formulering den „langsomme omformning af befolkningens tænkevis i moder­ ne ånd". Det internationale vidsyn, troen på fornuften og de gode argumenters gennemslagskraft blev ledetråden for

P. Munch fotograferet på vej til møde i Rigsdagen i Fredericiagade i begyndel­ sen af hans anden mini­ sterperiode fra 1913. Energi, fremdrift, selvsikkerhed og ro stråler ud af portrættet. Utynget af de mange doku­ menter og den nidkære forberedelse, som han altid lagde for dagen til beun­ dring og frustration hos både partifæller og mod­ standere. Frem for nogen personificerede Munch den radikale tro på fornuftens og de velunderbyggede argumenters gennem­ slagskraft i den politiske proces.

50

Politiske opbrud

Munch og de øvrige social-radikale. Og de fik travlt. Krigsminister Madsen rejste i sommeren 1903 rundt til møder i landets skytteforeninger og talte om „at holde brodden rede", og J. C. Christensen udfordrede i en tale i Ringkøbing de radikale ved at plædere for et forsvar, der skulle koste blod. Da der i februar 1904 udbrød krig mellem Rusland og Japan, lod Madsen uden bevilling opføre skanser på Saltholm. Med betydeligt ubehag måtte de radikale med­ lemmer af Venstrereformpartiet stemme for en tillidsdags­ orden for at afværge et socialdemokratisk mistillidsforslag. I efteråret 1903 bebudede justitsminister Alberti et lovforslag, hvorefter bøller og voldsmænd skulle have „læsterlige prygl". Efter forslaget skulle der indføres pryglestraf for mænd mel­ lem 15 og 55 år for voldtægt, grov legemlig vold og uterlighed over for småpiger. Anledningen var en række vitterligt grove voldssager i de foregående år og en kvindeadresse til Rigs­ dagen om indgreb mod voldsmænd, men reaktionen på for­ slaget blev ophidset. Socialdemokraterne agiterede kraftigt imod og Den radikale Klub udsendte sit første flyveskrift mod Albertis forslag. I første omgang blev forslaget standset, fordi adskillige medlemmer af Venstrereformpartiet og først og fremmest regeringslederen J. H. Deuntzer var imod og fik Rigsdagen hjemsendt inden dets vedtagelse. Men det blev gennemført i den følgende samling.

De afvigende holdninger til militærpolitikken og prygle­ straffen var blot ydre tegn på en tiltagende gæring i Venstre. Der havde i flere år været uro i Vendsyssel, fordi en del venstrefolk modsatte sig valget af Vilhelm Lassen til Folketin­ get. De ville have en lokal repræsentant. Vilhelm Lassen lå i mange spørgsmål ret tæt på de radikale, han gik ind for en aktiv husmandspolitik og modsatte sig prygleloven, men var ikke desto mindre en af J. C. Christensens sikre støtter, og hans blad Aalborg Amtstidende blev anset for at være J. C.'s talerør. Uroen blev anledning til endnu en kontakt mellem Det københavnske Venstre og kredse på landet, idet P. Munch i sommeren 1904 blev hentet til Vendsyssel for at tage kampen op mod Vilhelm Lassen på et møde, der blev det første store kampmøde mellem de stridende venstreretninger. I løbet af efteråret skærpedes modsætningerne. Det hjalp intet, at Anders Nielsen, formand for folketingsgruppen og J. C. Christensens tro væbner, slog uroen hen med en be­ mærkning om, at „man keder sig". Uroen var ifølge Anders Nielsen alene skabt af venstremænd uden for Rigsdagen, der ikke forstod de parlamentariske vilkår. Den radikale Klub indledte i november 1904 forberedelser til samling af radikale uden for Rigsdagen, og i rigsdagsgruppen ytrede stadigt flere utilfredshed med krigsministeren. Han anmodede juleaften om sin afsked, men krævede som be­ tingelse, at også marineminister Ferdinand Henrik Jøhnke gik af. Deuntzer tøvede, og så greb J. C. Christensen tøjlerne. Den 5. januar 1905 søgte han sammen med Alberti, Ole Hansen og Enevold Sørensen sin afsked, og den 10. januar gav Deuntzer op. På det tidspunkt havde en gruppe på 21 venstrefolk er­ klæret, at de kun ville støtte en ny regering, hvis den tog hensyn til alle sider af partiet. Efter pres forlod flere af dem dog den oppositionelle gruppe og gav deres støtte dl en ny re­ gering, der under J. C. Christensens ledelse blev dannet den 14. januar. Han overtog selv begge militære ministerier, mens Enevold Sørensen blev kultusminister. Ole Hansen og Alberti fortsatte på deres poster, og Udenrigsministeriet blev over­ taget af lensgreve Frederik Raben-Levetzau, Vilhelm Lassen blev finansminister. To sønner af gamle venstreførere blev optaget i ministeriet, Sigurd Berg som indenrigsminister og Svend Høgsbro som trafikminister. Ministeriet bestod af J. C. Christensens sikre støtter, og den radikale fløj blev overhovedet ikke repræsenteret. Ved frem­ læggelsen af regeringens program påpegede J. C., at han ikke troede på nedsættelse af de militære udgifter; han havde gan­ ske vist ikke tiltro til den eksisterende fæstning, men ville

Husmænd og akademikere

51

Det første ministerium J.C. Christensen, udnævnt den 14. januar 1905. Ministrene er fra venstre foroven: landbrugsminister Ole Hansen, indenrigsminister Sigurd Berg, kultusminister Enevold Sørensen, uden­ rigsminister Frederik Raben-Levetzau, konseilspræ­ sident og forsvarsminister J.C. Christensen, justitsmi­ nister P.A. Alberti, finans­ minister Vilhelm Lassen, minister for Island Hannes Hafstein, minister for of­ fentlige arbejder Svend Høgsbro.

hverken love fæstning eller ikke-fæstning og tvivlede på for­ svarskommissionens nytte. Om et andet kardinalpunkt for de radikale, den kommunale valgret, udtalte han sig svævende. Programmet blev vedtaget i Venstrereformpartiets folketings­ gruppe, men otte medlemmer undlod at stemme. De ville dog ikke følge J. C.s opfordring hl at melde sig ud, hvorefter de den 26. januar blev ekskluderet. Fire andre fulgte dem ud af partiet. Blandt de ekskluderede „rebeller" var juristen C. Th. Zahle, der stod husmandsbevægelsen nær, overretssagfører Alfred Christensen, veteranen Christopher Krabbe og redak­ tør Carl Slengerik. Folketingets formand Herman Trier var 52

Politiske opbrud

blandt dem, der selv meldte sig ud, dog uden at slutte sig til den nye gruppe i tinget. Denne tog navnet Folketingets Ven­ stre med tydelig historisk henvisning til Bergs og Hørups retning i 1880'erne. Venstres folketingsgruppe var tit og ofte blevet sprængt, uden at det havde givet anledning til, at der blev dannet nye organisationer ude i landet. Situationen nu var ny. Selv om der ikke var direkte forbindelse mellem Folketingets Venstre og kredsen omkring Den radikale Klub, så forstod de „moderne" politikere som Munch og Rode betydningen af at skabe et fast organisatorisk grundlag for en ny partidannelse, hvis den skulle have varig indflydelse. Den tid var forbi, hvor et parti kunne eksistere udelukkende som rigsdagsgruppe. De sam­ lede en liste på flere hundrede tillidsmænd ud over landet, hvoraf mere end en tredjedel var lærere, ganske mange gård­ ejere, husmænd og håndværkere, men stort set ingen arbej­ dere. Bevægelsen fik støtte fra en række venstreaviser landet over og fik med Ove Rodes overtagelse af posten som politisk redaktør ved Politiken fra januar 1905 et vigtigt talerør i hoved­ staden. Sammen med Munch og juristen Oskar Johansen, der var formand for Politikens bestyrelse, formulerede Rode det pro­ gramudkast, der blev forelagt på det egentlige partistiftende landsmøde i Odense i maj 1905. Her dannedes endelig, efter nogen strid om partiets navn, Det radikale Venstre, med en af de oprørske vendelboer Jørgen Hald som formand. Først efter denne partistiftelse blev medlemmerne af Folketingets Ven­ stre indladt til mødet, og efter at Zahle havde erklæret, at de ville arbejde på det nye programs grundlag, blev de optaget i partiet. Herefter var Det radikale Venstre både vælgerparti og rigsdagsparti med en noget uklar magtfordeling mellem de to led. I det lange løb viste det sig, at rigsdagsgruppen kom til at arbejde ret uafhængigt af vælgerpartiet og dets standpunkter. Det nye partis program rummede både elementer fra det gamle Berg-Hørupske Venstre og helt nye tanker. Med en klar markering af, hvad man anså for vigtigt, stod militærspørgs­ målet først, og her krævedes det, at Danmark skulle erklæres „vedvarende neutralt", og at militærudgifterne skulle ned­ sættes til det niveau, der krævedes for at varetage landets neutralitetsforpligtelser. Der skulle gennemføres en forfat­ ningsændring med afskaffelse af den privilegerede valgret til Landstinget, der skulle åbnes mulighed for folkeafstemnin­ ger, gives kvinder lige politiske rettigheder, og tyende og fattighjælpsmodtagere skulle ikke fortsat være berøvet valg­ retten.

Husmænd og akademikere

53

I de økonomiske afsnit krævedes en lighedsfremmende skattepolitik og under påvirkning af samtidens stærke geor­ gistiske strømninger indførelse af grundværdibeskatning. Over for virksomheder af monopolkarakter „værnes samfun­ dets interesser om fornødent ved virksomhedernes overtagel­ se af kommune eller stat". Der blev opstillet et bredt og om­ fattende socialpolitisk program for at mindske den bestående økonomiske ulighed. En retsplejereform skulle gennemføres, og der skulle sikres åndslivet frihed på alle områder. Folkesko­ lens binding til kirken skulle løsnes og enhedsskolen tilstræ­

Borgbjerg som kommandersergent. I den moderate venstrepresse hed det ofte, at de radikale blot var for­ klædte socialdemokrater. Med afsæt heri lod Alfred Schmidt i bladet Klods Hans i 1905 Borgbjerg ekser­ cere C. Krabbe og C.Th. Zahle. I baggrunden står K.L. Fogtmann, Alfr. Chri­ stensen, C. Slengerik og H. Rørdam. Til højre socialde­ mokraterne K.M. Klausen og Emil Wiinblad. Teksten lyder: ,,-Ret!-se til-venstre!Når jeg siger venstre, karle, venter jeg at se næserne flyve helt ud i Rømersgade. Der er jeres fremtidige venstre.-Om igen-Se Hl Wiinblad! - hvad står denne lille Zahle og kigger efter Integade for? Tror han, at der skal flyve stegte ænder ud af Cavlings vindue? Op med hovedet, Rørdam! Sikken en grabbe den Krab­ be står og dingler med! Kan Fogtmann få den mave trukket ind og det lidt vil­ ligt. Nå! Og nu vil jeg sige jer, at den første pligt er lydighed og ingen mukken i geledderne. For ellers kom­ mer jeg! Tr-r-æd af-f-f!"

54

Politiske opbrud

bes. Programmet var et omfattende social-liberalt manifest med en tydelig invitation hl samarbejde med Socialdemokratiet om en fælles reformpolitik. Men de radikale var ikke fordækte socialister, selv om enkelte formuleringer fik den borgerlige og især den moderate venstrepresse til at hænge dem ud for at danse efter socialdemokraternes pibe. Tværtimod, målet for et samarbejde med Socialdemokratiet var snarere at hindre parti­ ets frygtede fremmarch henimod et absolut parlamentarisk flertal. Og denne blokering gennem samarbejde frem for kamp blev uhyre effektiv. Som socialt bevidste ikke-socialister så de radikale det som deres mission at trække Socialdemokratiet ind i den politiske proces og hindre en isolering af arbejderbe­ vægelsen, som den kunne ses i Tyskland. Demokratisk sam­ ling i stedet for klassekamp var deres løsen, og her fandt de snart villige partnere blandt de mere moderate socialdemokra­ ter. Det radikale Venstre fik hurtigt ry for at være et parti af husmænd, skolelærere og københavnske akademikere. Disse grupper udgjorde da også kernetropperne i partiet, men dets sociale grundlag var dog noget bredere med et islæt af gårdmænd i visse egne af landet og tilslutning fra ganske mange velstående kapitalister og en del håndværkere i byerne. De radikale rummede en særpræget blanding af medlemmer med internationalt orienteret vidsyn og folk, der var optaget af i bogstaveligste forstand jordnære problemer. Partiet samlede omkring sig en række stærke personligheder, hvis selvbe­ vidsthed ikke var mindre end deres uomtvistelige begavelse. De kunne af og til virke irriterende på repræsentanter fra andre partier med deres utilslørede overbevisning om at være de bedste og have ret. Deres utrættelige forsøg på at argumentere sig frem Hl de „rigtige" løsninger forlængede mangen politisk debat. Der var i deres krav til de politiske former noget massivt tvingende, der i løbet af få år satte sit umiskendelige præg på den danske politiske kultur.

Nye alliancer For mange venstrefolk stod regeringsskiftet i januar 1905 som den egentlige fuldbyrdelse af systemskiftet. Det var J. C. Chri­ stensen, der havde ført Venstrereformpartiet frem til en styrke og repræsentativitet, der gjorde det uomgængeligt som re­ geringsbærende parti. Professoren, byboen Deuntzer, der til­ med stod den lidt suspekte storkapital nær, var i mange land­ bokredse blevet betragtet som en unaturlig overgangsfigur, som først nu overlod regeringsledelsen til den rette mand. Til gengæld måtte J. C. Christensen ved sin tiltrædelse gøre en del ud af at forklare, at regeringen ikke var et bondemini­ sterium. Venstre ville være et folkeparti og var fortsat den ægte arvtager af 1800-tallets folkelige traditioner. Bag sig havde regeringen stadig et solidt flertal i Folketinget. Men J. C. Christensens besværgelser kunne ikke skjule, at regeringspartiet nu klarere fremstod som gårdmændenes klas­ separti. Det sociale og politiske rodnet i landboforeninger, andelsorganisationer og venstrevælgerforeninger var fortsat urokket, men de sociale skel i sognene gav sig nu klare lands­ politiske udslag. Mange husmænd sluttede sig til Det radikale Venstre, en del til Socialdemokratiet. Landarbejderne begynd­ te for alvor at organisere sig, og de radikales udtræden inde­ bar, at Venstre mistede ethvert tilløb til fodfæste i byerne. Bruddet gav samtidig anledning til overvejelser om forholdet mellem Venstrereformpartiet og de moderate venstrefolk med Niels Neergaard og Klaus Berntsen i spidsen. Nu hvor de radikale havde skilt sig ud, var det vanskeligt at øjne væsent­ lige forskelle mellem de to venstregrupper. På enkelte punkter kunne de moderate vel endda siges at ligge de radikale nær­ mere end regeringspartiet, f.eks. på det socialpolitiske om­ råde. Til den anden side var Højres støtte i Landstinget fortsat nødvendig for lovforslagenes vedtagelse, og her blev J. C. Christensens overtagelse af de militære ministerier set som udtryk for, at han ville sætte sin personlige autoritet ind på at løse forsvarssagen. Til gengæld var der åbenbare konflikt­ muligheder til Højre i spørgsmålene om udvidelse af antallet af valgkredse, om valgmåden til Folketinget, hvor Højre sam­ men med Socialdemokratiet krævede forholdstalsvalg, i det ømtålelige spørgsmål om opløsningsmuligheden over for de kongevalgte medlemmer af Landstinget og endelig i den store sag om valgene til sogne- og byråd, der havde været på dags­ ordenen i nogle år. Tonen mellem Venstrereformpartiet og de radikale var

Nye alliancer

55

Frederik 8. var over 62 år, da han efter Christian 9.s død den 29. januar 1906 blev konge, og hans tid på tronen blev kort. Han døde i Hamburg den 14. maj 1912 efter et hjerteanfald. Han havde langt tidligere end faderen været indstillet på, at udgangen af forfatnings­ kampen måtte blive aner­ kendelsen af den parlamen­ tariske statsskik, og han samarbejdede gnidningsfrit med de første venstrere­ geringer. Med J.C. Chri­ stensen havde han allerede før systemskiftet venskabe­ lige kontakter. Som kron­ prins fulgte Frederik med stor interesse nye strøm­ ninger i litteratur, kunst og videnskab. Han lod ofte sine politiske meninger tilgå offentligheden gennem Berlingske Tidende, der bragte dem usignerede under den let gennem­ skuelige rubrik: „Fra særde­ les agtet hånd har vi modta­ get følgende".

umiddelbart efter bruddet bitter. Til gengæld fandt Det radika­ le Venstres åbning til Socialdemokratiet genklang her, selv om der åbenbaredes betydelige meningsforskelle om holdningen til det nye parti. Mest positiv var som venteligt Borgbjerg. Det radikale program savnede ganske vist efter hans opfattelse et ledende princip. Det var det gamle venstreprogram bisat lidt socialisme og georgisme. Det kunne ikke føres ud i livet uden socialdemokratisk støtte, men dets gennemførelse ville heller ikke sinke Socialdemokratiets vækst. „Klasserne består frem­ deles i den radikale fremtidsstat, og ... netop når demokratiets former er fuldt gennemført, vil arbejderklassen forlange dem fyldt med socialt indhold," skrev han i en velkomstartikel til Det radikale Venstre, samtidig med at han indbød ril konkret politisk samarbejde. I en knivskarp marxistisk analyse af de radikales samfunds­ opfattelse polemiserede partiets teoretiker Gustav Bang in-

56

Politiske opbrud

Thorvald Stauning var fra 1901 til 1918 opstillet til Folketinget i Faksekredsen. I denne udprægede land­ kreds opnåede han at blive valgt allerede i 1906, blandt andet takket være en ener­ gisk lokal agitation, som hans nære ven, lærer Einar Hansen, stod i spidsen for. Stauning plejede sin kreds med den for ham vanlige omhu. Her er han fotogra­ feret på jernbanestationen i Fakse Ladeplads parat til at cykle kredsen tynd. Hvert arbejder- og husmandshjem blev besøgt, og Stauning kendte kredsens sociale og politiske geografi som sin egen bukselomme.

direkte mod Borgbjerg. For Socialdemokratiet er „den pro­ letariske klassekamp i dens ubønhørlige bitterhed, med dens skarpe våben, en uundgåelig nødvendighed, et middel, som man må ville, når man vil målet". Det var nonsens, når andre partier hævdede, at de førte en samfundspolitik til lige gavn for alle klasser. At bringe de forskellige klassers interesser ind under en fælles politik er at forene det uforenelige. Et varigt samarbejde med de radikale var efter Bangs opfattelse en umulighed, uden at Socialdemokratiet opgav klassekampen. På partiets kongres i april 1906 blev det ikke desto mindre efter en heftig debat vedtaget at indgå en valgalliance med Det radikale Venstre. Formålet med at følge Borgbjergs linie var at splitte regeringspartiet, sprænge den antisocialistiske blok og sammen med de radikale bryde regeringens flertal i Folketin­ get.

Det sidste lykkedes. Oppositionen mobiliserede alle kræf­ ter. P. Munch fik Edvard Brandes til Langeland i en brand­ storm, for at han kunne overbevise sine gamle trofaste vælgere dér om, at den unge Munch var hans rette arvtager som folketingsmedlem. Lidt mindre stormomsust cyklede den ret ukendte tidligere cigarsorterer Thorvald Stauning rundt i Fak­ sekredsen og uddelte sin lille valgavis. I modsætning til Munch blev han valgt. Valget den 29. maj 1906 blev først og fremmest et for eller

Nye alliancer

57

Gennem et halvt århundre­ de spillede Edvard Brandes en central rolle i dansk kulturliv og politik. Som kririker, forfatter og journa­ list var han et af det moder­ ne gennembruds aktiveste talsmænd. Da Hørup blev minister i 1901, overtog Brandes redaktionen af Politiken, men måtte vige, da Henrik Cavling i spidsen for en gruppe yngre journa­ lister ville modernisere bladet. Han blev en værdi­ fuld mand for de unge ledere i Det radikale Ven­ stre, navnlig ved sin stærke position i Landstinget og sit personlige venskab med Mogens Frijs.

imod J. C. Christensens regering, og her tabte alle tre venstre­ partier. Med en valgdeltagelse på 70,6 procent, den hidtil højeste, gik Venstrereformpartiet ned fra 122.000 til 94.000 stemmer og mistede tre mandater, de moderate havde en lille stemmefremgang til 20.000, men gik to mandater tilbage til ni, og de radikale, der var gået til valget med store forventninger, fik med 42.000 stemmer kun ni mandater. Sejrherrerne var Højre, der trods en betydelig stemmefremgang fra 50.000 til 68.000 stemmer dog kun vandt ét mandat, og især Socialdemo­ kratiet, der gik frem fra 55.000 til 77.000 stemmer og fra 16 til 24 mandater. Med 114 medlemmer af Folketinget blev det af­ gørende for magtforholdet, at Venstrereformpartiet mistede sit absolutte flertal, og siden da har intet enkelt parti alene mønstret over halvdelen af pladserne i Folketinget. „Nu bliver vi dyre", var den moderate venstremand Klaus Berntsens kommentar til valget. Med en vis selvsikkerhed kunne de moderate konstatere, at deres tid var ved at komme. Som de første indså erfarne parlamentarikere som Berntsen og Niels Neergaard perspektiverne i, at intet parti kunne opnå flertal i Folketinget. Adskillige i både venstregrupperne og i Højre begyndte at sysle med tanken om et borgerligt samlings­ parti til værn mod socialdemokraterne. Men de radikale holdt tungen lige i munden og fastholdt deres taktik om inddæm­ ning gennem samarbejde. Den indbyrdes alliance, der her blev indledt, skulle med få afbrydelser vare i 60 år og sætte sit helt afgørende stempel på vort århundredes parlamentariske

udvikling. Mønstret fra folketingsvalget blev gentaget ved landstings­ valget i september. Venstrereformpartiet gik et par mandater tilbage og havde ikke længere et sikkert flertal sammen med de Frikonservative. I Landstinget sad nu 29 højremænd og ti Frikonservative over for 18 fra Venstrereformpartiet, fire mo­ derate, fire socialdemokrater og en enlig radikal, nemlig Ed­ vard Brandes. Skønt næsten 60 år var Brandes en af Landstingets yngste mænd. For de radikale tegnede han linien tilbage til det mo­ derne gennembrud, og han var med sin ætsende pen en om­ stridt personlighed i kulturdebatten. Som „aristokratisk de­ mokrat" omgikkes han ubesværet Landstingets mange kam­ merherrer, hofjægermestre og lensgrever. Det rummede mere end blot høflighed, at landets største jordbesidder, de Frikonservatives leder, lensgreve Mogens Frijs modtog Brandes hjer­ teligt på Rigsdagens trappe, da han gjorde sin entré. De Fri­ konservative besad nøglen til at føre systemskiftets reformpro­ gram gennem Landstinget, og i det følgende tiår blev den

58

Politiske opbrud

gensidige sympati og forståelse mellem disse to aristokrater et af omdrejningspunkterne for den reformpolitik, som der trods mange modsætninger opnåedes enighed om i Rigsdagen.

Kvinderne og kampen om kommunerne

Danmarks største jordbe­ sidder lensgreve Mogens Frijs til Frijsenborg var leder af de otte, senere ti såkaldte Frikonservative, der i 1900 udtrådte af Højre og danne­ de deres egen gruppe i Landstinget. Det var hans mål at trække Venstrere­ formpartiet mod højre, og da hans gruppes stemmer var nødvendige for at føre love igennem i Landstinget, kunne han i vid udstræk­ ning moderere reformpoli­ tikken efter systemskiftet. Som fordomsfri konservativ og taktisk uortodoks aner­ kendte han de flertal, der var for gennemførelse af den almindelige valgret, først til sogne- og byråd i 1908 og senere til Rigsdagen i 1915. Trods oprindeligt modstander stemte han for begge reformer. Han deltog heller ikke i sine stands­ fællers modstand mod lensafløsningsloven i 1919, og han var blandt de første, der søgte afløsning for sit gods.

En reform af den kommunale valgret var et gammelt fælles­ krav for alle venstregrupper og Socialdemokratiet. De skel, der var sat mellem borgerne, skulle slettes og den almindelige valgret indføres. Forslag herom var flere gange fremsat og vedtaget i Folketinget, men standset af landstingsflertallet. Højre betragtede med rette en valgretsreform som en alvorlig trussel mod deres beherskelse af de fleste købstæder. De gæl­ dende regler for valg til det kommunale styre var mildest talt både indviklede og udemokratiske. Venstrereformpartiets fastholdelse af kravet om almindelig valgret i kommunerne var på flere punkter omstridt. Det ville indebære en trussel mod den solide gårdmandsdominans i sognerådene, når husmænd, landarbejdere og tyende fik stemmeret, og Højres repræsentanter på Rigsdagen undlod da heller ikke over for venstrebønderne at udmale de farlige per­ spektiver for de besiddende på landet. Men her holdt J. C. Christensen og hans fæller fast, næppe uden sammenhæng med den trussel fra venstresiden, som Det radikale Venstre og Socialdemokratiet frembød. Kvindernes valgret var en anden knude, som dog allerede var ved at blive løst op. Den var som nævnt opnået i loven om menighedsråd i 1903, og i 1907 fik kvinderne valgret og valg­ barhed til de råd, der bestyrede de nye hjælpekasser, der ydede social bistand uden fattighjælpens virkninger. En ræk­ ke kvindeorganisationer agiterede efter systemskiftet for, at den kvindelige valgret skulle udstrækkes til de egentlige politi­ ske valg. Da Dansk Kvindesamfund tøvede noget med at gå ind i debatten, stiftedes i 1904 en Politisk Kvindeforening i København med kvindelig valgret på programmet. Herfra ud­ gik initiativ til dannelse af lignende organisationer ude i lan­ det. De sluttedes i 1907 sammen til Landsforbundet for Kvin­ ders Valgret, der havde ca. 5000 medlemmer. Det var en tvær­ politisk sammenslutning, dog med klar overvægt af repræsen­ tanter fra Det radikale Venstre blandt de aktive. Samme år stiftede kvinder fra fagbevægelsen og Socialdemokratiet en Socialdemokratiske Kvinders Valgretsforening, der imidlertid ikke blev anerkendt af partiet med den begrundelse, at mænd og kvinder skulle kæmpe sammen, hvorfor der ikke var plads for separate kvindeorganisationer i arbejderbevægelsen. Kvinderne og kampen om kommunerne

59

„Politisk Ret vi fordre maa, ved Enighed vi Maalet naa", stod der på de kvin­ delige herreskrædderes banner ved en grundlovs­ demonstration i 1901. Kam­ pen for kvindernes valgret forløb herhjemme for­ holdsvis fredeligt. De meget militante aktioner, som de engelske suffragetter måtte anvende for at vinde gehør, blev ikke nødvendige. Men der gik dog en årrække, før den kvindelige valgret blev gennemført som et af sy­ stemskiftets vigtigste resul­ tater, først til kommunerne og siden til Rigsdagen.

Ved den endelige vedtagelse af kommunalreformen i 1908 fik kvinderne valgret. J. C. Christensen og adskillige højremænd støttede dette ud fra en formodning om, at kvinderne ville stemme mere konservativt end mændene. Der indførtes forholdstalsvalg, og den almindelige og lige valgret gennem­ førtes med enkelte indskrænkninger. De Frikonservative be­ tingede sig, at vælgerne skulle have boet to år i kommunen, hvilket især ramte tjenestefolk og løsarbejdere ved større an­ lægsarbejder. De fik også indføjet en bestemmelse om, at skatteforhøjelser skulle godkendes af Indenrigsministeriet. Det skete ud fra en antagelse af, at de nye vælgergrupper fra de lavere sociale lag ville forsøge at flå borgere med høje ind­ komster. Venstre måtte også acceptere, at der bibeholdtes privilegeret valgret til amtsrådene. Mens repræsentanter fra alle partier i den gamle demokrati­ ske alliance trods indrømmelserne til de Frikonservative ud­ trykte deres tilfredshed med reformen, anede de mere stålsat­ te højremænd, at den var et varsel om tilsvarende ændringer i grundloven og valgretten til Rigsdagens to ting. I en af sine sidste taler i Landstinget advarede Estrup Venstre om følger-

60

Politiske opbrud

ne: „Hvad vil det forslå, om alle Danmarks 60.000 gårdejere eller hvor mange der nu rykker frem endogså med hustruerne under armen og deres myndige døtre? Hvad vil det forslå over for den umådelige vælgermasse, der nu skabes gennem denne lov?"

Som Alfred Schmidt i 1909 i Klods Hans forestillede sig et byrådsmøde efter kvin­ dernes indtog i rådene. Det massive flertal for kvinder­ nes valgret fjernede ikke med ét slag gamle køns­ rollemønstre og fordomme. De unge appetitlige kvinder kurtiseres energisk af de mandlige byrådsmedlem­ mer, mens alle vender ryggen til den mandhaftigt vredladne kvinde i billedets centrum. Hun overlades til sit ensomme hækleri. Det kunne være et portræt af formanden for de kvindeli­ ge herreskrædderes fagfor­ ening Andrea Brochmann, der med sin forening var gået i spidsen for kvindelig valgret.

Ved kommunalvalgene i de følgende år holdt kvinderne deres indtog i de kommunale råd, om end det ikke skete i den takt kvindeorganisationerne havde håbet, og deres mere hård­ nakkede modstandere havde frygtet. Dansk Kvindesamfunds forudsigelse om, at kvinderne hurtigt ville indtage halvdelen af pladserne, holdt ikke stik. Ved valget i 1909 fik de kun godt en procent af pladserne, i sognerådene var de så godt som uden repræsentation, mens de klarede sig noget bedre i køb­ stæderne og i København, hvor de fik henholdsvis syv og 18 procent. I København og på Frederiksberg steg tallet i 1913 til 23 procent, mens det ikke øgedes i de øvrige kommuner. Bestræbelser på at opstille kvinder på særlige lister havde kun ringe virkning, og de løb hurtigt ud i sandet. Formodningen om, at kvinderne ville stemme mere konservativt end mændene, så derimod ud til at blive indfriet. Ved de første valg efter reformen gik socialdemokraterne relativt tilbage i en række kommuner. Det skyldtes imidlertid, at arbejderkvinderne i ret vid udstrækning undlod at udnytte stemmeretten. Der gik dog kun få valg, før forskellen var udlignet. Estrups bekymring for vælgermasserne var bestemt ikke uden hold i virkeligheden. Landsognene forblev Venstres do­ mæne, selv om der efterhånden valgtes enkelte radikale og socialdemokrater. I byerne foregik der i den følgende snes år en intens kamp om magten mellem Højre og Socialdemokrati­ et. I København valgtes borgmestrene indtil 1917 på livstid af borgerrepræsentationen; derefter sammensattes magistraten efter partiernes forholdsmæssige styrke. I købstæderne var borgmestrene indtil 1919 kongevalgte, dvs. udpeget af regerin­ gen, og byernes ledelse havde i generationer været fuldstæn­ dig domineret af Højre. Kun i Kolding, Assens og Holbæk havde Venstre flertallet. Mange højreborgmestre havde været særdeles kompetente folk, der havde stået i spidsen for den kraftige udbygning af de kommunale aktiviteter fra slutningen af 1800-tallet. Kloakering og opbygning af vand-, gas- og elfor­ syning gennemførtes i stort set alle byer. Havne blev udvidet, og de største byer gennemkrydsedes af sporvejslinier, hvor de gamle hestetrukne vogne afløstes af el-drevne. Skoler og syge­ huse var skudt op, efterhånden som byernes befolkningstal voksede.

Fra arbejderbefolkningen var der tidligt en skarp kritik af Kvinderne og kampen om kommunerne

61

Fodboldkamp i Idræts­ parken omkring 1. verdens­ krig. Københavns Idræts­ park blev indviet i 1911 efter en større omlægning af den gamle fælled. Inden da havde boldspillerne måttet dele græsset med køerne. Det nye anlæg rummede kricket-, tennis- og hockey­ baner, et atletikanlæg samt et idrætshus med lokaler til de mange små fælledklub­ ber. Fodboldstadion havde 25.000 tilskuerpladser, hvoraf kun ganske få under den smukke hovedtribune var overdækkede. Idræts­ parken blev fra begyndelsen hjemmebane for det danske fodboldlandshold.

langsommeligheden i udbygningen af den kommunale sektor. Den fulgte ikke med behovene, og der var hyppigt en sam­ menblanding af private og offentlige interesser. Socialdemo­ kratiet ønskede en effektivisering af kommunerne og en fuld­ stændig kommunal overtagelse af alle offentlige tjenester og anlæg. „Kommunesocialisme" blev slagordet for arbejderbe­ vægelsen og skræmmebilledet for de borgerlige i de kommu­ nale valgkampe, og på mange måder blev kommunerne den første slagmark for kampen mellem socialdemokratiske og borgerlige politiske principper. De enkelte borgere mødte i det daglige langt hyppigere det offentlige i kommunalbestyrelsernes og sognerådenes skikkel­ se, end de blev konfronteret med staten. Social-, sundheds- og skolevæsen var næsten udelukkende kommunale anliggen­ der, og disse områder blev politiske kampfelter. I by efter by rykkede socialdemokraterne ind i stort tal, ofte i alliance med de radikale. Før 1. verdenskrig opnåede Socialdemokratiet kun flertal alene i ganske få byer. Med den initiativrige J. P. Sund­ bo i spidsen udnyttede det i Esbjerg i en kort periode fra 1905 til 1909 flertallet til at opbygge et mønsterskolevæsen. I Nakskov fik de flertal i 1913, og her udpegedes Sophus Bresemann i 1914 som den første socialdemokratiske borgmester i en provinsby. Først under og lige efter 1. verdenskrig kom det egentlige gennembrud med erobring af flertallet i flere og flere køb­ stæder.

62

Politiske opbrud

Magten og vanæren - gåden Alberti

Efterhånden som Socialde­ mokratiet vandt styrke i byrådene, tegnede nye markante personligheder lokalpolitikken. J.P. Sundbo blev fra århundredskiftet Hl sin død i 1928 „uroen og ildsjælen i Esbjergs kommu­ nale liv". Han ville gøre byen til et „kommunesocialishsk" forbillede. I sin ungdom havde Sundbo været tre vintre på Askov Højskole, og det skyldtes hans inibabv, at planerne om den første arbejderhøj­ skole blev virkeliggjort i Esbjerg i 1910.

„I Rigets Raad hensidder nu en Mand, der samtlige Rebeller tumle kan." Dette lidt gumpetunge rim stod at læse på en smukt forsiret krukke med et portræt af justitsminister Peter Adler Alberti. Krukken var fremstillet af Alberti selv eller hans vælgerforening til uddeling blandt hans trofaste vælgere på Sjælland. Inden de alle nåede at blive uddelt, havde Alberti meldt sig til politiet for falsk og bedrageri. Som en af rigets mest indflydelsesrige mænd kunne han i sine velmagtsdage tumle rebeller, men sin økonomi kunne han ikke styre. P. A. Alberti var med et af tidens udtryk født med en sølvske i munden. Som søn af Albertine og Carl Christian Alberti var han næsten forudskikket til at blive noget stort i politik eller forretningsverdenen eller, som tilfældet blev, begge steder. Den velstående fader havde politisk ry som ubestikkelig demokrat og havde som medstifter og leder af Den Sjælland­ ske Bondestands Sparekasse en solidt rodfæstet position blandt de sjællandske gårdmænd. Sønnen derimod var ikke demokrat i den gamle venstreforstand. Hans politiske lede­ tråd var snarere en konsekvent anti-socialisme og anti-radikalisme. Han var i sine unge dage blandt de sjællandske bønder mistænkt for at nære højresympatier og havde af samme grund problemer med at blive accepteret som leder af spare­ kassen ved faderens død i 1890. Med grundlag i sparekassen og smøreksportforeningen op­ byggede Alberti en enestående magtstilling. Han styrede sine foretagender enevældigt, forhandlede og traf beslutninger på egen hånd. Han førte en væsentlig del af korrespondancen, og alle checks og pengeanvisninger blev udstedt til ham person­ ligt. Hurtigt sammenblandede han sin personlige økonomi med smøreksportforeningens og dennes med sparekassens. Han førte selv alle sparekassens forhandlinger med andre pengeinstitutter om lån eller anbringelse af pengemidler og udfærdigede selv alle juridiske dokumenter. Han var flittig som få, var en skarp begavelse med evnen til hurtigt at trænge ind til kernen i en sag og træffe beslutninger. Han holdt sine medarbejdere, bogholdere og revisorer i kort snor, og bestyrelsesmedlemmerne i de forskellige selskaber var bønder uden kvalifikationer til at bedømme regnskaber og transaktioner. Derfor kunne ingen gennemskue det regn­ skabsmæssige rod, der fra starten var i Albertis selskaber, og ej heller konsekvenserne af en stadig tættere sammenblanding af sparekassens og smøreksportforeningens pengesager. Helt fra grundlæggelsen gennemførte han bedragerier over for sine Magten og vanæren - gåden Alberti

63

Justitsminister Alberti på udflugt med finansudvalget i sine velmagtsdage. Selv­ sikker troner „kolossen", som Ove Rode kaldte ham, i spidsen for Folketingets vigtigste udvalg på et af dets besigtigelsesrejser ude i landet. Bag ham udvalgets formand, socialdemokraten K.M. Klausen. I al sin plumpe elegance er Alberti anbragt således, at alle de øvrige blot fremtræder som statister.

64

Politiske opbrud

virksomheder. Han tilegnede sig midler fra dem og brugte dem blandt andet til spekulation i sydafrikanske guldminer, hvor han led store tab. Hele Albertis økonomiske imperium var bygget på tillid fra de sjællandske bønder. De fik ikke alene direkte kontante fordele gennem brandforsikringen og smørforeningen, men betragtede også disse og sparekassen som et led i den politiske og økonomiske kamp mod godsejerne og byernes privatkapi­ talister. Der er heller ikke tvivl om, at disse økonomiske fore­ tagender bidrog til at konsolidere gårdmændenes position, og det var baggrunden for, at de helt frem til Albertis fald i 1908 gav ham en uforbeholden politisk tilslutning. Han var deres mand i kampen mod fjender til højre og venstre. Fra dannelsen af Venstrereformpartiet var han en af J. C. Christensens mest trofaste støtter og selvskrevet ministerem­ ne, da der skulle dannes en venstreregering i 1901. Skønt Deuntzer havde forbehold over for Alberti som sagfører, og selv om der allerede da gik rygter om hans økonomiske pro­ blemer, og selv om kongen skal have omtalt Alberti som „en slyngel, en politisk kæltring", som han ikke håbede at se som minister, blev alle forbehold fejet til side efter en personlig erklæring fra Alberti til J. C. Christensen om, at hans for­ retningsforhold var i orden. Han kunne indtage den indflydel­ sesrige post som justitsminister og tilmed trække sin trofaste fælle fra sparekasse og smøreksportforening, Ole Hansen, med ind som landbrugsminister.

Lige så plump og brutal Alberti var, lige så slank, raffineret og retorisk syle­ spids var en af hans hoved­ modstandere, Ove Rode. Med sine skarpe analyser i Politiken af Albertis dubiøse administration og kriminelle forretninger befæstede Rode sin stilling som seriøs journalist. Indsatsen med­ virkede utvivlsomt Hl hans valg til FolkeHnget i 1909, hvor han straks blev cen­ tralt placeret som de radika­ les gruppeformand og poliHske ordfører. Under overskriften „Resultatet - hvad vi vandt og hvad vi tabte" portrætterede Alfred Schmidt de nyvalgte i Klods Hans 1909. Om Ove Rode hed det, at Folketinget havde fået „et godt hoved".

Som justitsminister var Alberti effektiv, hårdtarbejdende og politisk slagkraftig, men konstant omstridt. Det regnede ned over hans hoved med større eller mindre affærer, der var afledt af hans hang til at begunstige personlige bekendte, partifæller eller økonomisk allierede og til nådesløst at slå ned på mod­ standere og kritikere. Han førte et utal af injuriesager og vandt de fleste. Han forfulgte gennem sin avis Dannebrog enhver, der politisk eller økonomisk trådte ham for nær. Han ud­ stillede demonstrativt sin magt, sammenblandede økonomisk og politisk indflydelse og blev for sine modstandere - først og fremmest de radikale og socialdemokraterne - symbol på alt det, de ikke kunne lide ved venstreregeringen. Da Alberti blev minister, var han allerede insolvent, men ingen havde indblik i hans bedragerier og da slet ikke i deres omfang. Da angrebene mod Alberti satte ind under finanslovs­ debatten i Folketinget 1906-07 var de i første omgang rettet mod nogle mindre enkeltsager, og der var rigeligt at tage fat på. Alberti havde med rund hånd givet teater- og biografbe­ villinger til personlige bekendte. Han havde frataget den be­ rømte filmmand Ole Olsen en biografbevilling og givet den til en af sin kones veninder, havde reelt indført censur ved at forbyde revyer, uddelt lotteribevillinger i flæng og involveret sig tæt med kendte byggespekulanter. Kritikken blev indledt af socialdemokraten Borgbjerg, hvis fader i en årrække havde været knyttet til Albertis foretagender som revisor og bog­ holder. Der var tydelige islæt af både politisk og personligt fjendskab i hans angreb. De var ikke altid lige præcise eller velunderbyggede, men flere og flere begyndte at lugte rådden­ skaben omkring Alberti. Den radikale Zahle og økonomen L. V. Birck fra Højre gik ind med nye angreb, og i Politiken fulgte Ove Rode op med en sand kanonade mod Alberti, som han havde været i klammeri med helt fra begyndelsen af 1890'erne og udkæmpet et utal af injuriesager mod. Alberti svarede for sig med en blanding af magtfuld arrogan­ ce, sarkastiske modangreb og juridiske spidsfindigheder. Men i marts 1908 fik han det politiske nådestød. Det var blevet kendt, at en „embedsmand" havde lånt tre millioner kroner i Privatbanken, og den pågældende blev hurtigt identificeret som Alberti. Nu rettedes kritikken også mod regeringens chef J.C. Christensen, som under alle angrebene havde stået bag Alberti. Edvard Brandes spurgte i Landstinget J. C. om han mente, at Alberti kunne klare anklagerne ved en injuriesag, og rettede det samme spørgsmål til Mogens Frijs, som svarede med en i formen behersket, men politisk ødelæggende ud­ talelse:

Magten og vanæren - gåden Alberti

65

„Hvad jeg først og fremmest har ønsket, er, at den uhygge, der i den sidste tid har bredt sig i vort offentlige liv, snarest må forsvinde, og jeg tror, at den af den højtærede justitsminister angivne vej ikke vil kunne have dette til følge. Jeg kan ikke se rettere end, at den vej vil føre til en lang, muligvis til en gennem år gående proces, og under denne proces vil uhyggen vedvare og ikke være fjernet." Her talte ikke alene landets største jordbesidder, men også lederen af de Frikonservative, hvis støtte regeringen var af­ hængig af. Det fik J. C. Christensen til at beslutte sig til om­ sider at skille sig af med Alberti, der den 24. juli 1908 fratrådte som justitsminister „i nåde og med pension". Han udnævntes til gehejmekonferensråd og bevarede dermed sin plads i første

rangklasse og titlen excellence. J. C. Christensen benyttede Albertis afgang til en større ændring i regeringen. Niels Neergaard blev finansminister, Svend Høgsbro justitsminister, Jensen-Sønderup trafikmini­ ster, og Ole Hansen, der var blevet gået sammen med Alberti, blev afløst som landbrugsminister af Anders Nielsen. Med optagelsen af Det moderate venstres leder Neergaard i re­ geringen havde J. C. Christensen taget et afgørende skridt til at forene de to venstregrupper i Folketinget til et samlet venstreparti. Det blev i et videre politisk perspektiv det afgørende ved Albertis afgang. Med støtte fra de Frikonservative havde regeringen nu sikkert flertal i begge Rigsdagens ting. Med dette flertal i ryggen og Alberti-problemet tilsyneladen­ de sikkert ude af verden kunne J. C. Christensen ledsage kongeparret på dets sommerrejse. Frederik 8. rejste meget, og denne august 1908 rullede den kongelige karavane med dron­ ning Louise, prinser, prinsesser, hofdamer, adjudanter og lakajer gennem Jylland. Optoget fyldte godt i de små lands­ byer, og befolkningen var både benovet og beæret. Rejsen var ikke blot en traditionel kongelig formæling med folket. Den var beseglingen af monarkiets accept af det solide bondeven­ stre som regeringsdueligt. Til at lette den side af sagen med­ bragte kongen en kassefuld af ordener og hæderstegn, der med mild hånd blev fordelt blandt de fremmødte patrioter. Rejsens højdepunkt og umisforståelige symbol på forsoningen mellem bønder og kongemagt var majestæternes besøg i J. C.'s bolig i Hee ved Stadil Fjord. I sit stiveste puds modtog degnen og konseilspræsidenten kongeparret foran sit besked­ ne hus med en lille sang, skrevet af J. C. selv og fremført af drenge og piger fra hans skole. I sidste vers tolkede J. C. ydmygt, men også selvbevidst besøgets betydning: 66

Politiske opbrud

„Og her er fryd i alles sind og glæde alle vegne, er stuen lav, gå dog derind. Du er blandt dine egne." Kongen kvitterede med at kalde J. C. Christensen en bro mellem konge og folk og udtrykte et parlamentarisk set pro­ blematisk ønske om at kunne beholde ham ved sin side længe. En måneds tid senere var kongefamilien og regeringen igen samlet i en festlig anledning. Den 8. september 1908 stod de sammen med tusindvis af københavnere ved Toldboden for at modtage kongens søster, enkezarina Dagmar af Rusland. Ju­ stitsminister Høgsbro, der skulle deltage i modtagelsen, var ikke dukket op. Men pludselig banede han sig vej gennem mængden, trak J. C. Christensen ud af geleddet og hviske­ de ophidset til ham. Alberti havde meldt sig på politivagten og vedgået bedrageri og falsk for i hvert fald ni millioner kroner. Meddelelsen ramte J. C. som et kølleslag, og han forvandt det aldrig helt, hverken politisk eller personligt. Ikke alene havde han i lang tid trods utallige angreb beholdt Alberti i regeringen og støttet sig til ham, men han havde også så sent som i maj, efter Albertis afgang som minister, ydet ham et lån på 1,5 millioner kr. af statskassen. Alberti havde holdt ud længe. Når han endelig meldte sig til politiet, skyldtes det pressens stadigt mere nærgående kule­ gravning af hans økonomiske forhold med Ove Rodes artikler i Politiken som de bedst underbyggede. Rode afdækkede de bestandigt mere og mere indviklede transaktioner, som Al­ berti foretog for at dække over sin insolvens og sine bedrageri­ er: lån i Nationalbanken og private banker mod sikkerhed, som ikke eksisterede, transaktioner mellem de forskellige sel­ skaber, som ingen andre end Alberti selv kunne gennemskue. Den 8. september indløb der afslag på ansøgninger om lån i engelske banker. De sidste muligheder for at dække bedrageri­ erne var udtømt, og gehejmekonferensråden, den tidligere så almægtige justitsminister måtte gå den tunge vej til Domhuset og aflægge tilståelse til vagthavende overbetjent Jacobsen. Nyheden om Albertis tilståelse spredtes som en løbeild gen­ nem København. De journalister og redaktører der i måneds­ vis stædigt havde gravet i hans forhold triumferede, offent­ ligheden var lamslået. Juristen og forfatteren Otto Rung lader sine erindringer „Fra min Klunketid" rinde ud med sin op­ levelse som protokolsekretær i kriminalretten, hvor han re­ fererede alle forhørene over Alberti. 8000 håndskrevne sider

Magten og vanæren - gåden Alberti

67

fyldte de. For Rung blev Albertis fald symbolet på det gamle, velordnede, borgerlige verdensbilledes sammenbrud: „Det var klunketidens opløsning, der var på vej! Den lune optimisme var begyndt at blive mør i folderne. Ulden kunne ikke holde til det voldsomme stræk af en nytids skrappe op­ takt. Krak fulgte efter krak, den uldne politik forslog ikke mere til at dække. Plysset revnede, og nu så man, at ikke blot betrækket, men også konturerne i vort samfund var itu!" Andre mindre nostalgiske og mere koldsindige hoveder så Albertis gerninger som en illustration og bekræftelse af deres værste forudsigelser om den uhæmmede kapitalismes virk­

Da Alberti blev indsat i Horsens Tugthus, var ingen af fangedragterne store nok til hans korpus. Der blev da specialsyet disse knæbukser til ham. Alberti blev som fange nr. 75 målt og vejet til 172 cm på sokker, livvidde 155 cm og vægt 138,5 kg. Han fik arbejde ved en maskine, hvor han skulle strikke grove sokker til fangerne. Efter et par år blev han syg, og Ekstra­ bladet kunne i 1912 fortælle, at han nu kun vejede 70 kg. Den 14. august 1917 blev han efter ansøgning fra sin søster Sophie benådet. I de følgende år ernærede Al­ berti sig ved kontorarbejde og ejendomsadministration. Han døde i 1932 efter at være blevet påkørt af en sporvogn.

ninger. Under den langvarige retssag mod Alberti blev det klarlagt, at hans bedrageri omfattede næsten 15 millioner kr., et efter datidens forhold nærmest ufatteligt beløb, nogenlunde hvad det kostede at genopbygge Christiansborg eller næsten lige så meget som de årlige udgifter til forsvaret. Kort før jul 1910 faldt dommen. Alberti blev idømt otte års tugthusarbejde og straks overført til Horsens Tugthus. Ingen har nogen sinde helt kun­ net overskue, hvorledes Alberti holdt spillet gående så længe, eller hvad han brugte de mange penge til. Men han havde viklet sig ind i et morads af mislykkede spekulationer, led bestandigt tab, som krævede endnu flere penge. De politiske virkninger af Albertis fald blev vidtrækkende. Fra alle sider haglede kritikken ned over regeringen og især dens leder, J. C. Christensen. Mens enkelte højremænd så sig bekræftet i deres mistillid til det parlamentariske demokrati, triumferede socialdemokrater og radikale med Borgbjerg og Ove Rode i spidsen. Regeringen indgav den 13. september 1909 sin afskedsbegæring, men fungerede som forretnings­ ministerium indtil den 12. oktober. I slutningen af september trådte Rigsdagen sammen til en lidenskabelig debat om Alberti og regeringens ansvar. J. C. Christensen var personligt hårdt ramt af skandalen og holdt en bevæget tale, hvor han ikke alene gennemgik Albertis forbrydelser, men også forsvarede sine egne handlinger. Han appellerede til Rigsdagen om at fastholde de resultater, der var vundet efter systemskiftet og opridsede nogle perspektiver for de forskellige klasser. Han udfordrede mange ved at hævde, at „der kan regeres her i landet uden om København, men der kan ikke regeres uden om bønderne". Her lå vel en forklaring på, at han så længe havde holdt fast ved Alberti. Denne havde ikke alene kunnet sikre støtten fra

68

Politiske opbrud

den sjællandske bondestand, men havde også ved J. C.'s side været den mest standhaftige bom mod de nye klassers frem­ march. Hans fald betegnede derfor også indledningen Hl en ændring af de politiske magtforhold med en forskydning til fordel for husmænd og arbejdere. Efter folketingsvalget i 1909 besluttede et flertal af radikale, socialdemokrater og højremænd at rejse rigsretstiltale mod J. C. Christensen og Sigurd Berg for deres parlamentariske ansvar for Albertis handlinger. Under stor offentlig opmærk­ somhed gennemførtes en omstændelig retssag, der endte med en frikendelse af J. C. Christensen, selv om præmisserne var ret belastende. Derimod idømtes Sigurd Berg en bøde på 1000 kr. eller simpelt fængsel i 60 dage, fordi han havde tilsidesat sin embedspligt ved ikke at skride ind, da han af en em­ bedsmand blev gjort opmærksom på nogle af Albertis uregel­ mæssigheder.

Skønt frikendt genvandt J. C. Christensen aldrig sin for­ dums styrke. Alligevel vedblev han endnu et årti at være det faste centrum i det politiske liv. Hans evne til at lægge en langsigtet strategi og forfølge den ad krogede taktiske veje forblev usvækket, og ingen større sager fandt deres løsning uden hans mellemkomst og tilslutning. For partistrukturen betød Albertisagen, at samlingen af de forskellige venstregrupper blev fremskyndet. Den formelle sammenslutning til partiet Venstre skete i juni 1910.

Krigen om forsvaret Ingen anden enkeltsag delte den danske befolkning så dybt­ gående og fremkaldte så heftige lidenskaber som forsvars­ spørgsmålet. Under forfatningskampen havde forsvaret været stridspladsen frem for nogen, og det var et af de tungeste problemer, som regering og Rigsdag efter systemskiftet skulle tumle med. Den fælles modsætning til Højre havde i nogen grad tilsløret de dybtgående indre modsætninger mellem venstregrupperne i denne vitale sag. Med nedsættelse af en for­ svarskommission i 1902 blev der endnu for en stund lagt låg over uenighederne udadtil. Og stunden blev ikke så kort end­ da. Kommissionen arbejdede langsomt, ikke alene på grund af strid mellem de politiske medlemmer, men også fordi de mili­ tære var rygende uenige indbyrdes. I princippet anfægtede ingen den traditionelle neutralitets­ politik. Uenighederne bundede i radikalt forskellige opfattel­ ser af, hvorledes Danmark skulle forvalte sin neutralitet og for så vidt også af denne neutralitets karakter. I storpolitikken

Krigen om forsvaret

69

„Forsvarskommissionen arbejder. Øjebliksbillede fra 1924." I offentligheden var der efter systemskiftet konstant opmærksomhed om forsvarsspørgsmålet. Det var en varm kartoffel for Venstre, og kritikken mod regeringen for at sylte sagen blev fremført fra både højre og venstre fløj. Alfred Schmidt forestillede sig i Blæksprutten 1906, hvor­ ledes kommissionen endnu i 1924 ikke havde afsluttet arbejdet. I virkeligheden nåede endnu en kommis­ sion at behandle forsvaret inden da.

70

Politiske opbrud

spillede Danmark en uhyre beskeden rolle og var i hvert fald ganske uden indflydelse på de forskydninger, der omkring århundredskiftet skete mellem stormagterne. Mens der siden Den fransk-tyske Krig 1870-71 ikke havde været åbne konflikter mellem store stater i selve Europa, ud­ kæmpedes der økonomiske, politiske og somme tider også militære kampe om indflydelse i det, vi i dag kalder den 3. verden. De imperialistiske hovedmagter, England, Tyskland, Frankrig og delvis Rusland, søgte at udvide og konsolidere deres globale indflydelsessfærer for at udnytte de oversøiske områder økonomisk, og nye magter bankede på døren og ville være med. USA og Japan var pa vej til at blive ikke alene økonomiske, men også politiske stormagter. Militært demon­ strerede USA sin vilje til at følge i de imperialistiske magters fodspor i krigen mod Spanien i 1898, der resulterede i an­ neksion af Puerto Rico og Filippinerne og etableringen af et protektorat over Cuba. Økonomisk udøvede USA en stadig større indflydelse over Latinamerika. Japan tilføjede i krigen 1904-05 Rusland et sviende nederlag, der udadtil svækkede denne gigant og indadtil førte til den første russiske revolution i 1905. De europæiske stormagter grupperede sig omkring århundredskiftet i forskellige allian­ cesystemer. Tyskland gjorde England rangen stridig som in­ dustriel stormagt og var den dominerende part i den såkaldte triple-alliance med Østrig-Ungarn og Italien. Rusland og den svageste stormagt, Frankrig, havde i 1890'erne indgået en en­ tente (en venskabelig forbindelse uden egentlig traktatmæssi­ ge forpligtelser), der i 1904 fik en tilføjelse med indgåelsen af den såkaldte entente cordiale mellem Frankrig og England. I alle stormagter oprustedes der på livet løs fra 1890'erne. Tyskland

Prins Carl, senere kong Haakon 7. af Norge. Da Norge i 1905 opløste den næsten 100 år gamle union med Sverige, henvendte den norske regering sig til prins Carl, søn af den se­ nere Frederik 8., med tilbud om den norske trone. Val­ get blev bekræftet ved en folkeafstemning, der gav 259.563 stemmer for prins Carl som konge og 69.264 for, at Norge skulle blive republik. Christian 9. gav sit samtykke til valget, og i november ankom Carl, der fik kongenavnet Haakon 7., og hans dronning Maud til Kristiania. Den 22. juni 1906 blev kongeparret kronet i Trondhjem Domkirke. Sammen med sin broder Christian 10. og den sven­ ske kong Gustav 5. bidrog han væsentligt til udbyg­ ningen af det nordiske samarbejde, navnlig ved de såkaldte trekongemøder under 1. verdenskrig.

tilstræbte en rolle som verdensmagt og gennemførte en om­ fattende flådeoprustning, der skulle sætte landet i stand til at udfordre Englands hidtidige beherskelse af verdenshavene. Skønt konflikternes brøndpunkter lå fjernt fra Danmark, måtte forskydningerne i de internationale magtforhold ind­ tage en central plads i overvejelserne om det danske forsvars organisering. Det alvorlige dilemma var, at Danmark økono­ misk var helt afhængigt af England, mens de sikkerheds­ politiske hensyn måtte blive domineret af naboskabet med Tyskland. Den borgerlige opinion var overvejende pro-britisk og anti-tysk, men måtte hele tiden afbalancere denne holdning med hensynet til de danske i Slesvig. Omvendt var arbejderbe­ vægelsen med dens nære kontakter til det tyske Socialdemo­ krati gennemgående pro-tysk og stærkt anti-imperialistisk. Ved regeringsændringen i 1905 fandt der også et udenrigsog forsvarspolitisk systemskifte sted. Deuntzer havde som udenrigsminister anset Danmarks interesser for bedst vareta­ get gennem stormagternes anerkendelse af dets neutralitet. Den nye udenrigsminister grev Råben og J. C. Christensen, der også var forsvarsminister, anså det for nødvendigt at give den danske neutralitet et indhold, der gjorde den acceptabel for Tyskland. J. C. Christensens holdning synes at være blevet påvirket af, at officeren kaptajn L. C. F. Liitken havde fået en rolle som „militærpolitisk tillidsmand" allerede, mensj. C. var kultusminister i Deuntzer-regeringen. Ltitken etablerede tæt­ te kontakter til den tyske generalstab, navnlig til general Moltke, og hans rapporter om sine samtaler i Tyskland førte til, at Christensen „mistede troen" på et reduceret dansk forsvar, en holdning der som nævnt medvirkede til bruddet med den radikale fløj i Venstre. I december 1905 lod J. C. Christensen Liitken udnævne til departementschef i Krigsministeriet, og snart efter indledte denne udelukkende med J. C.'s og udenrigsministerens vi­ dende forhandlinger i Berlin med Moltke, der kort forinden var blevet chef for den tyske generalstab. Samtalerne forblev en hemmelighed i de følgende år og blev først kendt af offent­ ligheden, da P. Munch i 1919 lod forhandlingsdokumenterne offentliggøre. Liitken forhandlede i løbet af 1906 i flere om­ gange med Moltke. Det primære mål var at sikre Tysklands anerkendelse af dansk neutralitet og undersøge, på hvilke betingelser anerkendelsen kunne opnås. Fra tysk side var hensigten med forhandlingerne at sikre, at Danmark effektivt kunne forsvare sit territorium mod Tysklands eventuelle mod­ standere, og her tænkte tyskerne kun på England, hvorfra de frygtede en invasion i Vestjylland i tilfælde af en krig.

Krigen om forsvaret

71

Selv om ledende kredse i Tyskland med kejser Vilhelm i spidsen tidligere havde syslet med tanken om Danmarks nær­ mere sikkerhedspolitiske tilknytning til Tyskland, kom der ikke noget ud af forhandlingerne. Til alt held for Danmark greb Moltke ikke tilbuddet, men markeringen af den danske stilling beroligede i første omgang tyskerne, navnlig den ud­ trykte vilje til at lade kontrollen med gennemsejlingen til Østersøen blive effektiv i en eventuel krigssituation, hvor Tyskland stod over for både den engelske og russiske flåde. Tyskerne havde også længe demonstreret, at de ønskede et godt forhold til Danmark. Kejser Vilhelm besøgte hyppigt den danske kongefamilie og udfoldede en veritabel charmeoffen­ siv over for den danske offentlighed. Var samtalerne hemmelige og i det konkrete resultatløse, havde J. C. Christensens holdninger klare konsekvenser for hans standpunkter, da de afgørende forhandlinger om en forsvarsordning skulle finde sted. Men han holdt i denne som i så mange andre sager sine kort tæt til kroppen indtil be­ slutningsprocessens sidste faser. Få dage efter regeringsomdannelsen i juli 1908 afgav for­ svarskommissionen langt om længe betænkning, og med hele fire forslag blotlagde den de dybtgående uoverensstemmelser, der rådede mellem partierne om forsvarets ordning. Mest vidtgående var det socialdemokratiske mindretalsforslag, hvor det krævedes, at Danmark erklærede sig principielt og vedvarende neutralt, at landet blev totalt afrustet og fæst­ ningen omkring København nedlagt. En grænsevagt og nogle inspektionsskibe måtte være tilstrækkeligt til at konstatere brud på neutraliteten. Som motivering angav socialdemokra72

Politiske opbrud

I valgkampen i 1909 domi­ nerede to spørgsmål, Al­ bertis bedragerier og for­ svarssagen. Da Borgbjerg indledte sine angreb på Alberti, havde Venstres presse straks erklæret ham for „en død mand i dansk politik". Nu kunne Borg­ bjerg triumfere. Hans mod­ stander i Københavns 5. kreds var overretssagfører Poul Rasmusen, som var udgået af Det unge Højre og ivrig forsvarsmand. Deres livlige vælgermøder tiltrak mange københavne­ re. Begge tog moderne agitationsmetoder i an­ vendelse. Her på Borgbjergs valgvogn trækkes modsæt­ ningerne op, så de ikke er til at misforstå.

terne, at Danmark umuligt kunne forsvares mod en stormagts angreb, og at et krigsberedskab ville være en risiko, der tiltrak angreb, snarere end hindrede dem. Selv om der i Socialdemokratiet var mange pacifister, var partiets alternativ til et krigsberedskab ikke pacifistisk. Det foreslog, at den militære uddannelse skulle erstattes af ud­ videt gymnastikundervisning i alle skoler, og at ungdommen skulle uddannes fysisk og opøves i våbenbrug. På partiets kongres i september 1908 udspandt der sig en heftig debat om nødvendigheden af, at socialister i det kapitalistiske system kunne forsvare friheden, og Stauning tilsluttede sig en hol­ landsk partifælle, der havde understreget, at „riflen skal be­ nyttes i det kapitalistiske samfund, når stemmesedlen ikke strækker til. Vi lever i klassekampens tid, hvor arbejderne ikke kan bortkaste ethvert våben". Det skulle ikke være forbeholdt overklassens ungdom at øve sig i våbenbrug i de forskellige skydeselskaber. De socialdemokratiske synspunkter vakte bestyrtelse i Det radikale Venstre, hvis mindretalsforslag i betænkningen ellers lå nærmest det socialdemokratiske. Men det fulgte ikke konse­ kvent Odense-programmet. Ganske vist skulle Københavns land- og søbefæstning nedlægges, men hæren skulle blot ind­ skrænkes, og det udelukkedes ikke, at den kunne komme i kamp under forsøg på at afværge neutralitetskrænkelser. Vær­ nepligten skulle opretholdes, men tjenestetiden indskrænkes til et halvt år. Skønt det radikale forslag ville medføre be­ tydelige besparelser på militæret, var der indadtil i partiet rynkede bryn over forslagets imødekommenhed over for dele af Venstrereformpartiet.

Krigen om forsvaret

73

Billedhuggeren og kerami­ keren Niels Hansen Jacob­ sen udførte i 1898-99 under et ophold i Paris denne symbolistiske skulptur „Militarismen", der i dag er opstillet i hans fødeby Vejen. Skulpturen virker med sine fire meter i højden just så truende, som Han­ sen Jacobsen og med ham tusinder af andre fore­ stillede sig virkningerne af stormagternes rustnings­ kapløb. Denne moderne ridder i panser og plade er helt koncentreret om de­ struktion.

74

Politiske opbrud

De socialdemokratiske og radikale synspunkter havde sand­ synligvis tilslutning i næsten halvdelen af befolkningen, men kunne med den gældende parlamentariske magtkonstellation ikke realiseres. Fra den diametralt modsatte fløj fremsatte Høj­ res repræsentanter i kommissionen med støtte fra de militære sagkyndige fra hæren forslag om en kraftig udbygning af Københavns landbefæstning med 20 fortanlæg, en udbedring af søbefæstningen og forlængelse af værnepligtstiden. Men hvad ville Venstre og regeringen? Et flertal af Ven­ strereformpartiet og det forhandlende Venstre ønskede på grundlag af udsagn fra marinens repræsentanter „et levende værn", der effektivt kunne opfylde den folkeretslige forpligtel­ se til at hævde landets neutralitet. Det indebar efter flertallets opfattelse, at landbefæstningen skulle nedlægges helt og søbe­ fæstningen udvides betydeligt med blandt andet en række kystbefæstninger på Sjælland. Antallet af indkaldte skulle øges og hæren deles i en større østhær og mindre vesthær med skillelinie ved Store-Bælt. Det krævede en engangsudgift på godt 30 millioner kr. og en årlig forøgelse på knap to millioner kr., mens Højres forslag ville kræve ca. 40 millioner kr. i engangsudgift og godt fem millioner kr. årligt. Forslagene udløste en af tidens mest omfattende og lang­ varige offentlige debatter. En flodbølge af avisartikler, pjecer og bøger skyllede ud over landet. Alle lag i befolkningen engagerede sig i dette spørgsmål. Højre var klart i offensiven og kunne mobilisere forsvarsadresser med titusinder af under­ skrifter, og de såkaldte „forsvarskvinder" gik atter i aktion for at redde fædrelandet. Hovedinteressen samlede sig om flertallets forslag, mens Socialdemokratiets og Det radikale Venstres blev fejet til side eller latterliggjort i den borgerlige presse. I den nationalkon­ servative opinion blev Venstres forslag udlagt som ensbe­ tydende med en opgivelse af viljen til at bevare Danmark som en suveræn stat. Hvis der udbrød krig, ville vi blive reduceret til „Tysklands nødtvungne forpost" hed det i Vort Land, der førte an i kampagnen mod forslaget. Det var en „åben hånd mod Tyskland og en knyttet næve mod England", mente den konservative Holger Hammerich. At finde en politisk løsning for forsvaret krævede i denne ophidsede stemning mere end almindelig taktisk snilde og styrke. Den fandtes ikke i regeringen Neergaard, der i oktober 1908 havde efterfulgt J. C. Christensens regering. Kort efter valget 1909 faldt regeringen på indre uenighed i Venstre. J. C. modsatte sig Neergaards kompromisforslag om de såkaldte „fremskudte forter", som han opfattede som anti-tyske.

3000® 3000 Saarede og 60 MilL Kr. i Krigsudeitter kostede Krigen os i 1864. Mteteristena sisfes fetfe veJ støre Fester oa Agaatøn tør sarre

féiltlsrtynfer! Sw>« Protest tecrimwf

Socialdemokratisk Ungdomsforbund

antimilitaristiske 'iws'a1

IfllJllGl

ais umtw

Kom til Møde “VJ mod Militarismen! Socialdemokratisk Ung­ doms Forbund kastede sig før og under verdenskrigen med stor energi ud i kam­ pen mod militarismen. Deres aktioner var ofte på eller over kanten af, hvad moderpartiet brød sig om. Men agitationen havde en betydelig gennemslagskraft blandt byernes unge. Plaka­ ten annoncerer en lands­ dækkende mødevirksom­ hed, der i 1914 blev holdt som modvægt hl mindefe­ sterne for krigen i 1864.

Frederik 8. brændte for forsvarssagen og indkaldte partile­ derne til at rådgive sig om regeringsdannelsen, en procedure der her blev anvendt for første gang. Han kunne med til­ fredshed konstatere et flertal for en løsning af forsvarssagen nu, men flertallet kunne til gengæld ikke pege på en politiker, der kunne løse opgaven. Efter en række forgæves tilløb sendte kongen kronprinsen i kongehusets første bil til Ledreborg ved Roskilde for at overtale veteranen fra forfatningskampen, den aristokratiske venstremand grev Holstein til at danne rege­ ring. Han påtog sig tøvende hvervet, men så meget realistisk, at J. C. Christensen var nøglen til et kompromis i forsvarssa­ gen og udnævnte ham trods Højres fortørnelse til forsvarsmi­ nister. Til det sidste kogte lidenskaberne. Forsvarskvinderne lod ustandseligt høre fra sig, og da den nye regering den 19. august skulle fremstille sig for Folketinget, brød den ivrige forsvarsdame Mary Westenholz ind i tinget, greb formandens klokke og udslyngede en bandbulle mod J. C. Christensen. Derefter angreb hun alle tingets medlemmer: „Her sidder I danske mænd og købslår og sjakrer i magtbrynde og egennytte om landets ve og vel, men det skal siges Eder fra dette sted: Danske kvinder foragter og brændemærker Eder som en hob fædrelandsløse lejesvende, der forråder Danmarks ære." I sin dybe indignation havde hun her ironisk nok stemplet alle tingets medlemmer med brændemærket „fædrelandsløse svende", som 30 år tidligere var blevet heftet på de tyske socialdemokrater. I september 1909 lykkedes det omsider at samle venstregrupperne og et flertal af Højre og de Frikonservative om et forlig. Landbefæstningen skulle bibeholdes indtil 1922, søbe­ fæstningen skulle styrkes, mens de famøse fremskudte forter gled ud. J. C. Christensen havde igen vundet en politisk sejr og samtidig nået sit mål: at berolige Tyskland. Alle havde samtidig erfaret, hvilke stærke kræfter der kunne mobiliseres bag den nationale sag. Hvad indebar forsvarsforliget for Danmarks stilling inter­ nationalt? Var det, som hævdet fra mange højrefolk, blot en oppustet version af Hørups gamle udsagn „Hvad skal det nytte?" eller var det udtryk for en realisme i vurderingen af landets muligheder for at forsvare neutraliteten og af den sikkerhedspolitiske afhængighed af Tyskland? Lå der i ord­ ningen også en hensyntagen til de danske i Slesvig? Ro om forsvaret blev der ikke, men der var skabt nogle forholdsvis faste rammer, der holdt et tiår og stod sig i en verdenskrig, hvor Danmarks neutralitet for alvor kom på prøve.

Krigen om forsvaret

75

Klasser, organisationer og politik Fire partier og fire aviser Med forsvarsordningen havde venstreregeringerne løst den sidste af de store opgaver, der havde foreligget ved system­ skiftet. Det, der nu tegnede sig i den politiske horisont, var de stadig mere påtrængende krav om en grundlovsrevision. Er­ faringerne fra det første tiår med parlamentarisme pegede på behovet for ændringer i det politiske systems rammer. Det kunne alle partierne enes om. Men ønskerne og forventnin­ gerne til en revision af grundloven gik i forskellige retninger og lod sig først forene efter lange tovtrækkerier. Arbejdet kom til at præge de følgende fem års indrepolitiske udvikling. Under den ophidsede debat om forsvarssagen havde der lydt skarp kritik af parlamentarismen. Forliget blev fra højre­ folk karakteriseret som et renlivet udslag af partipolitik, og det var ikke positivt ment. Der var imidlertid et gran af sandhed i vurderingen. Den pegede på det elementære vilkår, der lige

76

Klasser, organisationer og politik

Den yngste klasse. Eleverne i forskolen i Dons lidt nord for Kolding fotograferet i 1903 i deres stiveste puds. At ikke alle var lige fine afsløres af små detaljer. Drengen midt i forreste række mangler sko. Han kunne være taget lige ud af Nexøs „Pelle Erobreren" eller Aakjærs „Vredens Børn". Lærerinden yderst til højre er sandsynligvis ud­ dannet på det forskolesemi­ narium, der i 1892 blev oprettet i Vejle. Børnene i forskolen, eller pogeskolen, skulle gennem anskuelses­ undervisning forberedes til den egentlige skole. De skulle lære at læse, skrive, regne med hele tal og synge lettere børnesange og sal­ mer. Desuden skulle disse yngste elever gennem for­ tælling og genfortælling lære bibelhistorie, dan­ markshistorie og geografi samt øves i gymnastik og lege. Det var ikke småting, der blev lagt på de unge forskolelærerinders skuldre.

siden har været styrende for dansk parlamentarisk politik, nødvendigheden af kompromiser. Mellem systemskiftet i 1901 og grundlovsrevisionen i 1915 blev konturerne af dette år­ hundredes politiske kultur trukket op. Større og mindre sager gennemgik et beslutningsforløb, der ofte tog sin begyndelse i sociale, politiske eller kulturelle modsætningsforhold eller endda kampe. Men som regel blev de hurtigt kanaliseret ind i den parlamentariske proces med udvalgsbehandlinger, for­ handlinger, eventuelt med inddragelse af interesseorganisa­ tionernes synspunkter, forhandlinger igen og endelig kom­ promis mellem to eller flere partier. Det har helt fra dette århundredes begyndelse været et kendemærke for dansk parlamentarisme, at et overvældende antal sager har fundet deres løsning i kompromiser mellem de fire „gamle" partier. Herigennem er der sket en egenartet afbalancering af klasse- og gruppeinteresser, som i hvert fald på overfladen har givet den politiske udvikling et præg af langt større harmoni end i de fleste andre lande. Også udenlandske iagttagere har peget på dette forhold som noget særligt dansk. Et sådant glansbillede tilslører dog, at der under denne politisk „kultiverede" overflade er foregået heftige kampe mel­ lem klasser, sociale lag og organisationer. Netop i de første årtier af dette århundrede gennemkrydsedes det danske sam­ fund af sådanne kampe, mere eller mindre synlige, men gan­ ske ofte i åbne konfrontationer baseret på håndgribelige social­ kulturelle og politiske modsætninger. Den harmoniserende, kompromissøgende tendens indebar heller ikke, at al magt forsvandt. Der var stadig nogle, der herskede over andre på alle samfundsmæssige områder, i produktionen, i de sociale sammenhænge, i kulturen og i politikken. Den tendens, der er indbygget i et kapitalistisk økonomisk system og i et parlamentarisk, forhandlende parti­ system til at gøre magten anonym, måske endda forflygtige den, havde sit modstykke i den faktiske magtudøvelse, som den enkelte og de sociale grupper blev konfronteret med i hverdagen. Når den danske politiske kultur udviklede sig med tyng­ depunkt i forhandling og kompromis, var en af årsagerne den forholdsvis stabile klassestruktur, der var formet i de sidste årtier af det 19. århundede. Der skete selvsagt forskydninger mellem antallet af borgere og småborgere, bønder, husmænd og arbejdere, mellem land- og bybefolkning, og nye sociale grupper kom til. Men afgørende i forholdet mellem klasser og grupper var, at ingen klasse eller gruppe vandt en sådan styrke, at den kunne sætte sine interesser og magtaspirationer

Fire partier og fire aviser

77

rent igennem. De måtte afvejes i forhold til krav fra andre dele af samfundet. Der måtte indgås alliancer med andre klasser for at gennemføre både langsigtede mål og aktuelle reformer. På det parlamentariske plan manifesterede dette behov sig i partikoalitioner og stadige kompromiser mellem partierne. Nødvendigheden blev yderligere skærpet af den manglende overensstemmelse mellem repræsentationen i Folketing og Landsting. Det måtte Venstre sande i den korte periode, hvor partiet som det eneste i vor parlamentarismes historie havde absolut flertal i Folketinget, men med større eller mindre entu­ siasme måtte bøje sig mod de Frikonservative i Landstinget. Det politiske system bar også præg af den uoverensstem­ melse, der var mellem størrelsen af partierne på Rigsdagen og deres andel af vælgerne. I Landstinget blev vælgerne fortsat særdeles ulige repræsenteret i kraft af valgsystemets favori­ sering af de økonomisk bedst stillede befolkningsgrupper. For Folketingets vedkommende bestemtes skævheden af det gæl­ dende system med flertalsvalg i enkeltmandskredse uden mu­ lighed for udligning med tillægsmandater. Det begunstigede helt åbenlyst Venstre, der kunne hjemføre langt størstedelen af landkredsene og en betragtelig del af de kombinerede by- og

landkredse. Omvendt virkede systemet specielt til ugunst for Højre, der måtte se sig voldsomt underrepræsenteret, selv om partiet fortsat kunne mobilisere et betragteligt stemmetal både på landet og i byerne. Partiets position blev yderligere under­ gravet af Socialdemokratiets stadige vækst i byerne og efter­ hånden også i en del landkredse. Selv om partiernes repræsentation var ulige i forhold til vælgertallet, blev det firepartisystem, der kom til at udgøre grundstammen i det parlamentariske liv i det følgende halve århundrede, dog dannet mellem 1901 og 1915. Udviklingen af dette system fandt sin afslutning med Højres genfødsel som Det konservative Folkeparti i 1915 og med overgangen til en mere ligelig repræsentation i Folketinget gennem indførelsen af forholdstalsvalgmåden. Selv om der altid er betydelig usikkerhed forbundet med analyser af den sociale sammensætning af de enkelte partiers vælgergrundlag, tyder meget på, at der i de første årtier efter systemskiftet var en ret høj grad af overensstemmelse mellem klasse- og partitilhørsforhold. Det var tydeligst for Venstre og Socialdemokratiet, mens både Højres og Det radikale Venstres sociale grundlag var mere sammensat. Venstres kernetropper var de selvejende gårdmænd. Dertil kom en del lærere og præster på landet samt det overvejende 78

Klasser, organisationer og politik

flertal af højskolernes forstandere og lærere. Venstre var såle­ des et udpræget landboparti. Men i enkelte egne var der dog tradition for, at gårdmændene stemte højrefolk ind i Folketin­ get. Det gjaldt f.eks. i Thy. Da Det radikale Venstre skilte sig ud, fulgte gårdmændenes flertal i en del områder med, blandt andet på Skiveegnen, på Vestfyn, på Sydlangeland og på Holbækegnen. Men de radikale hentede langt den overvejen­ de del af deres stemmer blandt husmændene. En del af disse stemte dog efter alt at dømme fortsat på Venstre, og også Socialdemokratiet begyndte at få husmandsstemmer, mens det næppe var muligt at opdrive husmænd, der stemte på Højres kandidater. Ud over husmænd støttede efterhånden også mange skolelærere på landet Det radikale Venstre. Partiet fik sit særpræg ved den alliance, der var opstået mellem hus­ mænd og radikale intellektuelle i byerne. Højre syntes omkring systemskiftet at være tæt på udslettel­ se som folketingsparti, men vandt omkring 1910 noget af det tabte terræn tilbage. Ligesom Det radikale Venstre udgjorde partiets vælgere en socialt meget ujævn gruppe. Landets ca. 1200 godsejere stemte fortsat trofast på partiet ligesom, som nævnt, en del gårdmænd. Også de konservative embeds­ mandsgrupper udgjorde en solid støtte for Højre. Det gjaldt selvsagt næsten alle militære befalingsmænd og officerer, stør­ stedelen af den civile embedsstand, heriblandt bisper, dom­ mere og universitetsfolk. Partiets vælgermæssige styrke skyldtes imidlertid en støtte fra det overvejende flertal af byer­ nes selvstændige erhvervsdrivende fra fabrikanter til de min­ dre håndværksmestre og detailhandlere. Der var fortsat en del arbejdere, der stemte Højre, selv om de blev færre og færre. Endelig kunne partiet på landet regne med tilslutning fra visse indremissionske miljøer, for så vidt de vakte overhovedet befattede sig med landspolitik. Som Venstre var Socialdemokratiet et udpræget klasseparti. Dets støtte kom fra den helt overvejende del af byernes faglær­ te og ufaglærte arbejdere og efterhånden også fra en del land­ arbejdere og husmænd. I konkurrence med Højre havde parti­ et helt fra opbygningsfasen i 1880'erne appelleret til de mindre selvstændige i byerne og havde i de udprægede arbejderkvar­ terer opnået en vis støtte blandt disse. Deres levevilkår adskil­ te sig ikke voldsomt fra arbejdernes, og en del håndværks­ svende, der arbejdede sig op til at blive mestre, fastholdt som selvstændige deres socialdemokratiske holdninger. I kampen om byerne stod konfrontationen mellem Højre og Socialdemo­ kratiet, af og til med de radikale i en afgørende balanceposi­ tion. For socialdemokraterne gjaldt det om at mobilisere og Fire partier og fire aviser

79

Haitiirø ilbrtflfefpnrors G’ftrnrtnufltt.

Randers Dagblad og Folketidende

Randers Venstreblad. (Socialdemokraten før Handcrj

Oraeqn.

Eg RANDERS S

A/AT5TID E N D E -^RADIKALT VENSTREBLAD *-

Bladfloraen i Randers med det gamle højreblad Ran­ ders Amtsavis grundlagt 1810, venstrebladet Randers Dagblad fra 1874, det mo­ derate Randers Venstreblad fra 1891, Social-Demokraten for Randers og Omegn, der blev selvstændigt 1907 og endelig den radikale Ran­ ders Amtstidende fra 1916. Alt sammen i en by med ca. 20.000 indbyggere. Der har ikke været mange husstan­ de, hvor man ikke læste mindst ét lokalt dagblad.

politisere alle arbejderne og at gøre så store indhug blandt de mindre selvstændige som muligt. Firepartisystemet beherskede ikke alene politikken på det nationale plan, men fik med mange variationer også paralleller i den lokale politik. En væsentlig del af mobiliseringen og holdningsbearbejdelsen af vælgerne var tæt forbundet med det politiske arbejde i lokalsamfundene, sognene, købstæder­ ne og de enkelte kvarterer i de store byer. Landspolitikken måtte for mange vælgere ofte virke som fjerne anliggender. For dem handlede den daglige politiske kamp om magt i lokalsamfundet og i de daglige sociale relationer. Firepartisy­ stemet lod sig tydeligst se i dagspressen, hvor det fik sit mod­ stykke i firebladsstrukturen. I en lang række købstæder fik de fire partier deres lokale avistalerør med redaktører, der var stærke personligheder og hyppigt tæt engageret i lokalpolitik­ ken. Der var i 1913 ca. 175 helt eller delvis selvstændige dagblade inden for landets grænser. De ældste var de store konservative „Stiftstidender", der i mange år havde været toneangivende i købstæderne. 11860'erne og 70'erne var der blevet opbygget en stærk venstrepresse, der skulle understøtte den politiske bon­ debevægelse, og fra 1880'erne skabtes med udgangspunkt i den københavnske Social-Demokraten en landsdækkende socialdemokratisk presse. I 1905 og årene herefter kom så det fjerde skud på stammen, da de radikale tog godt og vel ti aviser med sig efter bruddet med Venstre og grundlagde et

antal nye. Af det samlede avistal var 52 højreblade eller konservative, som det efterhånden kom til at hedde, 55 venstreblade, 32 radikale og 24 socialdemokratiske. Ti aviser var partipolitisk uafhængige, heriblandt det missionske Kristeligt Dagblad fra 1896 og grosserernes Børsen fra 1899. 30 byer ud over landet havde tre eller fire aviser af forskellig politisk observans. I en mellemstor provinsby som Næstved var pressemøn­ steret klassisk. Her fandtes Sjællands Stiftstidende fra 1848, venstreavisen Næstved Tidende fra 1866, Sydsjællands Social­ demokrat fra 1899 og endelig det radikale Sydsjællands Ven­ streblad, som blev grundlagt i 1906. Alle havde i øvrigt af­ læggere i de omkringliggende mindre købstæder som Præstø og Vordingborg. Pressedækningen var meget fintmasket, idet der i gennem­ snit var en avis pr. husstand, og tages der hensyn til, at nogle husstande holdt flere aviser, var på Øerne og i Østjylland 75-80 procent af husstandene dækket med lokalaviser, mens dæk­ ningen var på ca. 55 procent i Nord- og Vestjylland. Dertil

80

Klasser, organisationer og politik

ICpSMORAMf M" Østergade 2S, 4b ’ Kl. 1’ 2S-3JJ-4- 5$-6$—7-7$8.1— 91-10-10$.

AFGRODO Hoved* rollerne spilles af:

Ponl Renmert. Asta Nielsen. Robert Dinesen.

4OGRAF ROYAL Fr» tU. li'h-LLl

33ffi5fTowER Ekktranumaner. Kiaemntosraflen« Triaair,

Lovejagt i Afrika. Mervøse Datuer fraraadti at overvære denue Forestilling. UB, Hers har ikke Adgang.

•

Kort efter århundredskiftet dukkede biografreklamerne op i aviserne og indvarslede det, som er blevet kaldt det 20. århundredes kunstart frem for nogen, filmen. Heller ikke dengang blev der sparet på de stærke ord, når publikum skulle træk­ kes i biografen. Folk indtog den nye underholdnings­ genre med begejstring og strømmede Hl biograferne. Blandt andet for at se de to unge stjerner, Asta Nielsen og Poul Reumert, der blev et af de første store par i dansk film. „Afgrunden" fra 1910, der var Asta Niel­ sens debutfilm, iscenesat af Urban Gad, blev en for­ midabel succes både i Dan­ mark og udlandet.

kom, at næsten 100.000 hovedstadsblade blev solgt i provin­ sen. Avisen var i årene før 1. verdenskrig blevet en naturlig del af det daglige forbrug, også i provinsen. Uden andre konkurrerende medier end det talte ord spillede aviserne en central rolle i den politiske meningsdannelse. Henrik Cavlings reform af Politiken dannede model for en journalistisk omlægning af pressen. Andre temaer end de politiske erobrede efterhånden en større plads i bladene. Al­ mindelige nyheder og underholdende stof bredte sig, og sportsreportage og filmomtale, de to nye massekulturelle fæ­ nomener, vandt frem på bekostning af de direkte holdnings­ bearbejdende ledere, rigsdagsreferater og debatindlæg. Den socialdemokratiske presse kom senest med i denne omlæg­ ning; dens blade bevarede længst karakteren af partipolitiske kamporganer.

De fleste provinsaviser havde dog endnu i årtiet før verdens­ krigen klare partipolitiske opgaver. De skulle fastholde og opildne meningsfæller og vinde nye. Det skete ved bevidst ensidigt og stærkt forsvar af partiernes egne standpunkter og lige så kraftige angreb på modstanderne. Gennem afslørende reportager og tendentiøse referater aftaler fremhævedes parti­ fællerne, medens modstanderne ignoreredes eller latterlig­ gjordes. Indlæg fra tilhængere af andre partier blev sjældent eller aldrig optaget. Tilsvarende skete abonnenternes avisvalg fortrinsvis efter politiske og sociale kriterier. Dette gjorde det politiske tilhørs­ forhold til en gennemskuelig sag i lokalsamfundene. De fleste vidste, hvor naboen stod politisk, også selv om han - og det var endnu kun mænd - ikke lukkede munden op på de væl­ germøder, hvor kandidaterne konfronteredes direkte og ofte ubarmhjertigt med deres vælgere. Den tætte sammenhæng mellem avishold og politisk tilhørs­ forhold illustreres af den stadigt stigende overensstemmelse mellem partiernes stemmetal og udviklingen i avisernes op­ lagstal. Den daværende venstrefløj, Socialdemokratiet og Det radikale Venstre, øgede i tiden indtil 1914 sin andel af stemmer­ ne fra 34 til 45 procent, og samtidig steg de to partiers andel af det samlede avisoplag fra 26 til 33 procent. Provinsaviserne prægedes indholdsmæssigt endnu af den dobbelthed, der var i den enkelte danskers verdensbillede. Grundlaget var en dyb forankring i det lokale miljø, i sognet, i „markedet" forstået som den nærmeste købstad med opland. Men samtidig skete der en åbning mod politikken og økonomi­ en på landsplan og i den store vide verden. Denne dobbelthed bundede i et reelt forhold. Netop i denne Fire partier og fire aviser

81

„Der læses højt af Fre­ deriksværk og Helsinge Dagblad". Maleri af L.A. Ring 1901 fra en periode, hvor kunstneren boede i Frederiksværk. Ud over den jordnære skildring af et almuehjem har Ring ind­ fanget avisens stærke pla­ cering i meningsdannelse og udbredelse af oplysning.

periode sker der en stadig tættere sammenfletning mellem den lokale dagligdag i produktion, politik og kultur og udviklingen på nationalt og internationalt plan. Det, der bandt det lokale, det nationale og det internationale niveau sammen, var bor­ gernes deltagelse i et vidtspændende net af organisationer, der var blevet opbygget i sidste halvdel af 1800-tallet, og som blev udbygget og konsolideret i årene efter århundredskiftet.

Organisationernes Danmark Gennem 1800-tallet gik det som den røde tråd i de europæiske stater, at borgerne organiserede sig. I takt med udbygningen af borgerrettighederne og de demokratiske institutioner op­ byggede de enkelte klasser, erhverv og større eller mindre sociale grupper organisationer til at varetage deres interesser. Som en tæt forgrenet underskov under de offentlige institutio­ ner bredte de sig og markerede medlemmernes interesser i forhold til andre klasser og efterhånden også over for myndig­ hederne i stat og lokalsamfund. Danmark var formentlig det land i Vesteuropa, hvor organi-

82

Klasser, organisationer og politik

Før radio og fjernsyn var det direkte møde mellem politikere og vælgere et helt centralt element i det politi­ ske liv. Den stovte gamle venstrepolitiker Jens Busk taler her i 1903 ved et væl­ germøde i Ribe, hvor han havde opnået valg siden 1876. Han fastholdt livet igennem tilknytningen ril bondesamfundet, helt ud i det ydre med bondens sorte krave. Hans agitation var slagkraftig og slagfærdig. Jens Busk gjorde hele for­ fatningskampen med som jysk fortaler for den radikale fløj i Venstre. Skønt skep­ tisk over for J.C. Chri­ stensen fulgte han dog ikke de radikale i 1905, men han søgte ikke genvalg ved folketingsvalget året efter.

seringen omfattede det forholdsvis største antal borgere. I anden halvdel af 1800-tallet udformedes den organisations­ struktur, som lige siden har præget det danske samfund. Det fælles og særegent danske træk ved denne organisering var, at den hovedsageligt skete nedefra og ikke alene dækkede umid­ delbare økonomiske og erhvervsmæssige interesser. Den ind­ fangede under demokratiske former alle sider af borgernes liv i arbejde og fritid, i produktion og kultur. Langt ind i det 20. århundrede rummede den stærke ideologiske markeringer over for andre grupper og samfundet som helhed og bidrog på linie med pressen til at udbrede og underbygge de politiske holdninger og modsætninger i befolkningen. Organisationer og foreninger udgjorde en stadigt voksende „grå" zone for politik. I andelsselskaber, landbo- og hus­ mandsforeninger, i fagforeninger og arbejdsgiverforeninger, i sparekasser og byggeforeninger og mellem organisationerne indbyrdes blev der gennem forhandlinger, valg og afstem­ ninger truffet beslutninger, der havde vidtrækkende betyd­ ning og ofte bindende karakter for den enkelte eller for større samfundsgrupper. Det var et felt uden for partiernes virke, men bestemt ikke uden betydning for det offentlige liv og for partierne. Organisationslivet gennemsyrede samfundet fra top til bund, fra hovedstad til landsogn. Organisationerne stod i

Organisationernes Danmark

83

Stationsbyernes placering mellem landsbyfortid og købstadsdrømme satte deres umiskendelige præg på arkitekturen. Her kan det aflæses direkte af kon­ trasten mellem venstre og højre side af Nørregade i Vejen 1916. Købstadsambi­ tionerne gav sig stilmæssige udslag, der meget vel kun­ ne berettige arkitekternes „kamp mod hæsligheden" og forsøg på at sætte lidt skik på bygherrernes fanta­ sier.

84

deres oprindelsesfase ofte i skarp modsætning til hinanden og det omgivende samfund, men sleb gradvis de skarpe kanter af hinanden. I sognene og bysamfundene var de væsentlige for­ udsætninger for lokalsamfundenes funktion, og der var som regel et tæt personsammenfald mellem organisationernes le­ dende skikkelser og lokalstyret. Det gjaldt for landsognenes vedkommende mellem landboforeninger, andelsselskaber og sogneråd, hvor Venstre gennem disse organisationer kunne fastholde en næsten uantastelig førerstilling over hele landet. I byerne var billedet noget mere sammensat, men det er karak­ teristisk, at byrådene i vid udstrækning rekrutteredes fra bor­ gerforeninger, håndværkerforeninger og i vor periode i stigen­ de grad fra fagforeningerne. De lokale gruppeinteresser førtes via foreningerne og deres hyppigt nære tilknytning til et af de politiske partier ind i bystyret, godt understøttet af den lokale presse i dens forskellige afskygninger.

Vejen - organisationernes by Takket være historiske undersøgelser kan vi følge organisa­ tionslivet ganske nøje i mange byer. Det er således blevet indgående kortlagt i den sydjyske stationsby Vejen. Den er særlig interessant, fordi stationsbyerne repræsenterede et mø­ depunkt for gamle landsogne og nye byformer. I stations-

Klasser, organisationer og politik

Det første, der mødte den tilrejsende foran stationen i Vejen var Hansens Hotel. Det blev opført i flere om­ gange. Salen yderst til venstre i 1890, den midter­ ste del med tårnet i 1902 og endelig „byens hjørne" i 1917 samtidig med færdig­ gørelse af en ny stations­ bygning. Hotellet blev ikke alene mødested for byens spidser, men også rammen om utallige teatertruppers forestillinger, oplæsningsaf­ tener med kongelige skue­ spillere, oplysende foredrag og ikke at forglemme lør­ dagsballer. Det var en an­ sporing for Vejens kulturliv, at byen var nabo til landets førende højskole i Askov.

byernes eksplosive vækst spillede foreningslivet en afgørende rolle for deres sammenhængskraft og dynamik. Vejen havde i 1910 ca. 3000 indbyggere, hvoraf godt to tred­ jedele boede i selve byen, de øvrige på gårde og i huse omkring byen. 32 foreninger var virksomme i denne forholdsvis lille by, heri ikke medregnet de store klasseprægede organisationer som landboforeningen, andelsmejeriet, de efterhånden man­ ge fagforeninger og de politiske parher. Tælles disse med, når tallet op over 50. Den centrale forening for byens udvikling blev Borgerforeningen, stiftet i 1898 af de fremtrædende næ­ ringsdrivende. Den påtog sig opgaver, der senere blev be­ tragtet som kommunale anliggender. Den arbejdede således for en forbedring af trafikforholdene, anlæggelse og istand­ sættelse af veje og gader, brolægning, kloakering, renovation og fortovsregulering. Den udvirkede, at eksprestog standsede i Vejen, at der kom elektrisk belysning, og at der blev indført grabs udbringning af pakker og ilgods. En tid lang forhand­ ledes med sognerådet om et kombineret gas- og vandværk. Byen fik dog først sit vandværk efter verdenskrigen. Håndværkerforeningen stiftede i 1900 et Teknisk Selskab, hvis hovedopgave var at bygge en teknisk skole. Den blev indviet i 1907. Her foregik både lærlingeuddannelse og efter­ uddannelse af svende og mestre. Der blev også meget tidligt stiftet en handels- og kontormedhjælperforening, der skulle tage sig af denne gruppes uddannelse og varetage medlem­ mernes interesser på de forskellige virksomheder.

Vejen - organisationernes by

85

De mange andre foreninger og selskaber dækkede borger­ nes interesser over et bredt spektrum af økonomiske, sociale og kulturelle felter. Der var en grundejerforening og en bygge­ forening, en husholdningsforening, et lygteselskab og en engog fiskeriforening. Det sociale område blev tilgodeset af en sygekasse, en begravelseskasse, en sygeplejeforening og af Frelsens Hær. Sidstnævnte lå på grænsen til de religiøse sam­ menslutninger som Indre Missions Samfund samt en afdeling af KFUM og K og en afholdsforening. Borgernes kulturelle interesser udfoldede sig i et rigt vari­ eret mønster af foreninger. En læseforening fik opbygget en imponerende bogsamling og grundlagde i 1916 et offentligt bibliotek. Den indkaldte kendte kunstnere og forfattere til oplæsningsaftener og arrangerede sammen med kunstfor­ eningen både dilettantteater og forestillinger af udenbys tea­ terkompagnier. I mange år arbejdede kunstforeningens med­ lemmer på at få bygget et museum med basis i værker af billedhuggeren og maleren Niels Hansen Jacobsen, byens in­ ternationalt berømte søn. Museet stod færdigt i 1923 og er endnu i dag et betydeligt provinsmuseum. Mange organisationer forenede deres særlige opgaver med omfattende selskabelige aktiviteter som middage, baller, ju­ letræsfester og udstillinger. De unge tog hånd om deres inter­ esser i en ungdomsforening og i sportsforeningen, hvor der dyrkedes et bredt felt af idrætsgrene. Vejen havde også sine matadorer. Margarinefabrikken Alfa udgjorde en dominerende virksomhed i byens liv, blandt an­ det fordi den beskæftigede næsten 200 af dens indbyggere. Fabrikkens grundlægger og byens ubestridte førstemand var Johannes Lauridsen, der var landstingsmand, og som til byens stolthed blev nationalbankdirektør i 1909. Familien Lauridsen var også i spidsen, da byens anden store virksomhed, tagpap­ fabrikken Phønix blev etableret i 1907. Den lokale selvfølelse havde fået en første kraftig indsprøjtning, da Frederik 8. under sin store odyssé gennem Jylland i 1908 sammen med J. C. Christensen gjorde ophold i Vejen. Det fik så være, at en hoven hovedstadsjournalist beskrev byen som „et unikum af hæslighed". Konkurrencen var på dette felt ellers hård. Kun få stationsbyer kunne leve op til blot et minimum af æstetiske og arkitektoniske fordringer. Selv om mange arbejdede sammen for at udvikle Vejen, var alt ikke lutter idyl. Der var dybe sociale skel både på landet og i byen. Det ses med al ønskelig tydelighed af de offentligt til­ gængelige skattelister. Ikke mange arbejder- og husmands­ familier var med på listerne, adskillige håndværkere og detail86

Klasser, organisationer og politik

Landstingsmand Johannes Lauridsen fotograferet sammen med sin familie på havetrappen til fødegården Grønvang i Vejen. Under rejsen gennem Jylland i 1908 overnattede Frederik 8. på Grønvang. Johannes Lauridsen ejede adskillige store gårde, som han drev efter de mest moderne metoder. Blandt de mange forretnings­ virksomheder, han tog initiativ til, blev margarinefabrikken Alfa den mest succesrige. Den blev fra 1909 ledet af sønnen Olav Vang Lauridsen yderst til højre på billedet. Til venstre for ham sidder datteren Magdalene, der blev gift med den farverige grønlandsrejsende og forfatter Peter Freuchen. Den yngste datter Marie, der sidder på trappen nederst ril venstre, blev gift med den senere socialdemokratiske borgmester i København Arne Sundbo, søn af J.P. Sundbo.

handlere havde ret lave indkomster, de store skatteydere var de få embedsmænd og nogle gårdmænd, og man får indtryk af, at fabrikanterne var så indflydelsesrige, at de nærmest selv kunne fastsætte deres skat. Politisk var byen domineret af „Demokratisk Forening", der var identisk med Venstres lokale organisation. Den besatte i mange år alle pladser i sognerådet og havde i årene efter systemskiftet ca. 500 medlemmer, altså tæt ved en sjettedel af

Vejen - organisationernes by

87

byens indbyggere. Men splittelsen af Venstrereformpartiet nåede også Vejen med de radikales kritik af, at J. C. Chri­ stensen „stadig gik Højres ærinder og skadede demokratiets sag". I 1906 blev Vejen Radikale Venstreforening stiftet. Den blev aldrig stor, men dog repræsenteret i sognerådet i 1909. Kvinderne var meget aktive i Vejens foreningsliv, også på den politiske front. 11907 stiftedes „Kvindevalgretsforeningen for Vejen og Omegn", der formåede at hente en række pro­ minente foredragsholdere til byen, og ved sognerådsvalget i 1909 blev der indvalgt to kvinder. Da kvindernes valgret til Folketinget var sikret i 1915, tog foreningen navneforandring til „Social Oplysningsforening". Den videreførte det bredt an­ lagte oplysende arbejde, som den oprindelige forening havde igangsat. Socialdemokrater og fagforeninger var ikke udpræget vel­ sete i byen. I 1896 stiftede de en landarbejderforening, der allerede samme år blev omdøbt til Socialdemokratisk For­ ening. I de første år opfordrede foreningen sine medlemmer til at stemme på Venstrereformpartiets kandidat, men efter sy­ stemskiftet opstilledes her som overalt i landet selvstændige kandidater. Stemmetal og medlemstal var i mange år ret be­ skedne. Med 248 medlemmer i 1909 kunne socialdemokrater­ ne kun mønstre halvt så mange medlemmer som Venstre. Foreningens mangeårige ledende kræfter, Marius Sørensen og Andreas H. H. Bloch tilhørte som jernbaneportører et folke­ færd, der synes at have været overordentlig aktive socialister overalt i landet. Foreningerne i Vejen havde et meget alsidigt virke. For de fleste gjaldt, at de søgte at tilfredsstille tidens tilsyneladende umættelige trang til oplysning. Også socialdemokraterne drev en udstrakt oplysningsvirksomhed og opbyggede et lille bib­ liotek. Midlerne var beskedne. For at anskaffe Gustav Bangs bog „Den socialistiske Fremtidsstat" måtte 11 medlemmer ved et møde i 1904 hver lægge en tiøre på bordet. Kort tid efter at den politiske forening var blevet dannet, begyndte Vejens arbejdere at organisere sig fagligt med bygge­ fagene som de første. Tømrere, snedkere, murere og arbejdsmænd var startet før stor-lockouten i 1899, der i øvrigt ikke synes at have påvirket byen nævneværdigt. Så fulgte arbejdsmændene, tobaksarbejderne og smedene. De fandt sammen i 1908 og dannede en fællesorganisation. Et gennemgående problem var arbejdernes tøven med at melde sig ind i fagforeningerne. Der synes at have været et mildt pres på dem fra de lokale fabrikanter for ikke at lade sig forlede til på den måde at bryde harmonien i det lille samfund. 88

Klasser, organisationer og politik

Efterhånden som industrien i Vejen blomstrede, blev der travlt på stationen. Den havde en central placering midt mellem Kolding og Esbjerg, og aktiviteten blev i 1917 udvidet, da en baneli­ nie Troldhede-GestenKolding-Vejen blev åbnet efter lange lokale og lands­ politiske tovtrækkerier. Samme år færdiggjordes en ny stationsbygning, der endnu er i brug. 11920 blev linien fra Lunderskov til Esbjerg dobbeltsporet. Billedet af de fire jern­ baneportører er fra dette år. Som nummer to fra venstre ses den politisk og fagligt meget aktive Andreas H.H. Bloch.

Socialdemokratisk Forening måtte gang på gang drøfte, hvor­ ledes man skulle stille sig til medlemmer, der ikke havde indmeldt sig i deres fags organisation. Nogle blev ekskluderet, men så sent som i 1913 måtte foreningen finde sig i, at enkelte kneb uden om den faglige solidaritet. Ja, der var tilmed med­ lemmer, der holdt det lokale venstreblad og ikke Social-Demo­ kraten. Sådanne problemer var ikke ukendte andre steder. De illu­ strerer de mange stationsbyers situation som samfund i en smeltedigel. Forholdene i Vejen viser tillige, at de mange for­ eninger og organisationer spillede en afgørende rolle for såvel opbygningen af byens fysiske rammer som udviklingen af de sociale og kulturelle mønstre, en rolle der forekommer langt vigtigere end den endnu særdeles beskedent bemandede kommunale styrelse.

De dynamiske stationsbyer blev et mødested mellem land og by, og de kom inden for deres rammer til at rumme det begyndende skift i tyngdepunkt mellem de to sektorer, der blev stadig mere udtalt i de følgende årtier. Skiftet ses af forlægningen af byernes centrum fra de gamle kirkesogne til områderne omkring jernbanen og i det politiske vægtskifte fra fuldstændig gårdmandsdominans til en øget indflydelse fra Vejen - organisationernes by

89

Foreningsfane for VejenLæborg socialdemokratiske Arbejderforening, stiftet 1896. Fanen blev indviet 30.5.1897 ved en fest med J.P. Sundbo som taler. Foreningen blev grundlaget for både en socialdemokra­ tisk partiforening, der 190413 havde portør Marius Sørensen som formand, og en fagforening for ufaglærte i landbruget og ved byens store bygge- og anlægs­ arbejder, således som fa­ nens symboler også klart viser.

fabrikanter, håndværksmestre, detailhandlere og efterhånden

også arbejdere. Inden for samme sogn mødtes livsmønstre fra det traditio­ nelle landbosamfund og de nye kapitalistiske tilværelsesfor­ mer. Gårdmænd med dybe historiske rødder i lokalsamfundet kom til at stå over for energiske, nyrige, selvbevidste kapitali­ ster, der ofte var tilflyttere, og en hurtigt voksende arbejder­ klasse, der søgte et ståsted mellem identifikation med lokal­ samfundets ekspansion og en selvstændig klasseholdning. På mange områder finder vi her i miniformat de sociale og kul tureile spændinger, der i langt større målestok gjorde sig gæl­

dende i hele landet. 90

Klasser, organisationer og politik

Landboernes rodnet Damplokomobil driver et flytteligt tærskeværk på Brogård i Åker på Born­ holm. I slutningen af 1800tallet vandt dampkraften frem i landbruget. Det var først og fremmest de større gårde, der kunne udnytte disse „landevej slokomotiver" til at tærske korn. De sparede bønderne for et hårdt og ilde lidt arbejde med at tærske med plejl. De store tærskeværker krævede dog meget mandskab. Det var en stor begivenhed i landsbyen, når naboen skulle „tærske med damp", og gårdmandskonen og hendes piger havde 12-14 mennesker at lave mad til i de to til tre dage, tærsk­ ningen varede.

„Landmænd klager altid." Sådan har de fleste andre sam­ fundsgrupper i århundreder sagt om de danske bønder. Når dette indtryk har fæstnet sig, er det ikke fordi landboere er professionelle grædekoner, der angler efter omgivelsernes sympati. Men snarere fordi de på linie med fiskerne har været undergivet en kombination af natur- og markedskræfter, som de på én gang har skullet aftvinge så stort et udbytte som muligt og dog ikke har været herrer over. Årtierne før 1. verdenskrig er nok en af de perioder, hvor grundene til klager over i hvert fald ydre vilkår har været svagest. Landmændene høstede nu frugterne af den store omlægning af produktion og forarbejdning, de havde gen­ nemført fra begyndelsen af 1880'erne, og de producerede for et nationalt og internationalt marked, der var præget af næsten ubrudt højkonjunktur. Indril århundredskiftet havde forrent­ ning og afdrag på lån til udvidelse af stalde og besætninger hvilet som en tung byrde på landmændene, og overskuddet havde været minimalt. Nu mærkede de for alvor fordelen ved omlægningen, og med stærkt stigende priser forøgedes vel­ standen generelt stærkt i landbruget.

Landboernes rodnet

91

Samtidig med at landbrugets andel af det samlede bruttona­ tionalprodukt faldt, øgedes værdien af dets produktion med ca. 50 procent, og eksportandelen af den samlede produktion steg fra omkring 40 procent i 1890 til ca. 63 procent i 1914. Af hele den danske eksport udgjorde landbrugets andel tæt ved 90 procent, mens den nødvendige import af råvarer til land­ bruget, korn, foderstoffer og gødning, udgjorde knap 30 pro­ cent af den samlede import. Det var navnlig den animalske produktion, smør og flæsk, der steg kraftigt; den udgjorde i 1914 op mod to tredjedele af produktion og eksport. Bag­ grunden for fremgangen var først og fremmest en væsentlig forøget produktivitet, idet omfanget af arbejdsstyrken og det dyrkede areals udstrækning var stabilt. Produktivitetsfrem­ gangen må ses som et resultat af en øget arbejdsindsats, en bedre uddannelse af arbejdskraften, og et forøget antal af heste, så-, slå- og mejemaskiner og af en 50 procent stigning i forbruget af gødning. Landbrugets afsætning foregik på et frit marked, både inter­ nationalt og nationalt. Eksportfremgangen havde sin bag­ grund i den generelle internationale højkonjunktur, hvor for­ brugsevnen steg stærkt i de traditionelle markedsområder, især England og Tyskland. Tilsammen aftog de næsten 90 procent af vor eksport, med England som det største marked. Den principielle liberalisme, der herskede på landbrugsom­ rådet, gjorde sig også gældende i forholdet til statsmagten. Landbruget var et selvhjulpet erhverv. Det modtog kun be­ skeden støtte fra staten i form af bevillinger til landbo- og husmandsforeninger og den indirekte støtte, der lå i tilskud­ dene til højskoler og landbrugsskoler. Landboernes politiske magt manifesteredes selvfølgelig mest åbenbart gennem de politiske partier, Venstre, Det radi­ kale Venstre og delvis Højre. Men under disse lå rodnettet af organisationer og foreninger, der gav denne magt en dybde og varighed, der rakte langt ud over svingninger i stemmetal og vekslende regeringsdannelser. Landbrugets organisationer udviste omkring århundred­ skiftet en tendens til at danne centraliserede overbygninger, ganske som det skete på andre samfundsområder. De lokale landboforeninger var tidligt blevet sluttet sammen i regionale landboforeninger, og i 1895 dannedes De samvirkende danske Landboforeninger. Med ca. 100.000 medlemmer i 1914 dække­ de de ikke alene næsten alle gårdejere, men også en del af husmændene, hvoraf mange havde dobbeltmedlemskab af en husmandsforening og en landboforening. Også andelssektoren blev centraliseret. I 1899 blev andels92

Landboernes rodnet

Andelssvineslagteriet i Horsens ca. 1910. Andels­ mejerierne havde hurtigt fået en dominerende stilling ved forarbejdningen af mælken. Det krævede betydelig mere kapital at oprette et slagteri end et mejeri, og andelsslagteri­ erne var udsat for meget hårdere konkurrence fra private slagterier. Det første her i Horsens fik dog hur­ tigt følgeskab af godt en snes andre. En ny bølge af slagterigrundlæggelser kom i årene 1909-13, hvor 18 nye andelsvirksomheder blev oprettet. 11914 var der i alt 43 andelssvineslagterier og et Hisvarende antal private.

udvalget dannet som overbygning på de produktions-, for­ arbejdnings- og forbrugsforeninger, der var organiseret efter andelsprincippet. De største af disse var De samvirkende dan­ ske Andelsslagterier fra 1897, De danske Mejeriforeningers Fællesorganisation fra 1912 og Fællesforeningen af Danmarks Brugsforeninger, der var stiftet i 1896 og med sine 219.000 medlemmer i 1914 var Danmarks største organisation. Dertil kom en række foreninger for de vigtigste eksportområder som smør, æg og kreaturer og indkøbsforeninger for foderstoffer og kunstgødning. En af de oprindelige hensigter med andelsforeningerne hav­ de været at modarbejde privatkapitalistiske foretagenders ind­ trængen i landbrugets produktions- og afsætningsled. Det var lykkedes med én vigtig undtagelse. Det forenede Dampskibs­ selskab havde på det nærmeste monopoliseret transportsiden af landbrugseksporten. Det anti-kapitalistiske sigte blev vi­ dereført i 1911, da Dansk Andels Cementfabrik så dagens lys i Nørresundby i et forsøg på at bryde F. L. Smidths monopol på cementproduktionen.

Andelstanken bredte sig til andre områder som forsikringsog bankvæsen. Fra 1890'erne havde der været planer om en andelsbank. I kølvandet på Albertis fald blev tanken bragt i

Landboernes rodnet

93

^battoirs cøapcratifø ianøis

fcpøGiHøn umwrørffr Of pans

1 9 O O De samvirkende danske Andels-Svineslagterier præsenterede sig på ver­ densudstillingen i Paris 1900 med denne plakat, der viser slagteriernes beliggenhed. Der var endnu på dette tidspunkt kun få i Jylland.

94

Landboernes rodnet

miskredit under de mange angreb på andelsorganisationernes økonomi og manglende styring. Der var for andelsbevægel­ sens folk ikke tvivl om, at for en del af pressen og dens bagmænd skjulte der sig rent kapitalistiske motiver til at træn­ ge bevægelsen tilbage. Endelig i 1914 kunne Andelsbanken

træde i funktion. Angrebene var både økonomisk og politisk forståelige. An­ delsbevægelsen havde udviklet sig til en gigant i det danske samfund. En opgørelse fra 1913 talte et samlet antal medlem­ skaber i andelsorganisationerne på 1,1 million, hvilket dække­ de over mange dobbeltmedlemskaber. Men det blev i samme opgørelse anslået, at i hvert fald en tredjedel af den danske befolkning havde en eller anden form for tilknytning til an­ delsbevægelsen. Virksomhedernes tredobling af deres om­ sætning mellem 1900 og 1913 talte yderligere sit klare sprog til de øvrige samfundsgrupper. Ingen anden økonomisk-politisk sammenslutning kunne i tilslutning, økonomisk formåen og politisk gennemslagskraft blot tilnærmelsesvis måle sig med andelsbevægelsen. Andelsbevægelsen havde sit selvfølgelige fundament i landsognene blandt gårdmænd og husmænd. Men den på­ virkede i høj grad byernes økonomiske liv. Mange af dens større virksomheder som slagterier, foderstofforretninger og gødningskompagnier var placeret i købstæderne og gav her grundlag for beskæftigelse af et stort antal arbejdere. Brugsfor­ eningerne var ved at få et solidt fodfæste i byerne, en tendens der blev forstærket ved Socialdemokratiets beslutning i 1909 om at gå aktivt ind i brugsforeningsbevægelsen. Selv om det styrkede bevægelsen, gav det også mulighed for konflikter mellem land- og bybrugser som følge af bindingen til to stri­ dende politiske grupperinger, Venstre og Socialdemokratiet.

Haraldsted Andelsmejeri (til venstre) og andelsmejeriet „Stjernebjerg" i Haraldsted på Sjælland. De lands­ politiske modsætninger og sociale kløfter i lokalsam­ fundet førte i 1911-12 til en splittelse mellem andels­ haverne i Haraldsted me­ jeri. Ved talstærkt frem­ møde erobrede husmænde­ ne et flertal i bestyrelsen, hvorefter 52 gårdmænd anført af Venstres folke­ tingsmand Christian Ravn meldte sig ud. Deres be­ tingelse for at genindtræde var, at gårdmændene uan­ set stemmetal skulle sikres flertal i bestyrelsen. Da det blev afvist, grundlagde de i 1912 deres eget andelsmejeri „Stjernebjerg".

I denne periode var andelsbevægelsens største problem dog modsætningerne mellem gårdmænd og husmænd. Gård­ mændene sad traditionelt solidt på ledelsen af andelsorganisa­ tionerne fra bund til top. De havde den fornødne tid og kræf­ terne til det organisatoriske arbejde. Bestyrelserne i mejerier, brugsforeninger og slagterier var helt domineret af gårdmænd fra det mellemstore landbrug, af og til med en enkelt skole­ lærer som regnskabsfører, mens husmændene stort set var uden repræsentation, skønt de i mange andelsselskaber ud­ gjorde op til halvdelen af medlemmerne. Med den stigende selvbevidsthed og øgede organisatoriske styrke blandt hus­ mændene førte de landspolitiske modsætninger jævnligt til konflikter både i sognene og på de højere niveauer. Andelsorganisationerne var Venstres domæne og magtba­ se. Alle ledende bestyrelsesmedlemmer fra det lokale andels­ mejeri til landboforeningernes og andelsudvalgets top var venstremænd. Gårdmændene udgjorde indtil 1. verdenskrig halvdelen eller mere af Venstres folketingsgruppe, og alle havde de rødder i andelsbevægelsen, hvor de gennemgik en solid skoling i organisations- og forhandlingsteknik. Samtidig havde de fleste gennemgået en elementær politisk uddannelse i sognerådene. Andelsbevægelsens styrke var dens evne til at forene den enkeltes selveje med et demokratisk fællesskab. Centraliserin­ gen af andelsorganisationerne bidrog imidlertid til at svække det folkelige element i bevægelsen, samtidig med at den kon­ centrerede opmærksomheden omkring de økonomiske og po­ litiske interesser, hvilket blev stadig mere iøjnefaldende for andre samfundsgrupper. Men bevægelsens langtrækkende gennemslagskraft var ik­ ke bygget på snævre økonomisk-sociale interesser alene. Næ-

Landboernes rodnet

95

Jeppe Aakjær fotograferet omkring 1910. Billedet vi­ deregiver den dobbelthed, der er karakteristisk for Aakjærs forfatterskab, den kompromisløse agitation mod undertrykkelsen i landbosamfundet og den følsomme glæde over den danske natur, som han udtrykker i f.eks. „Rugens Sange" (1906). Det stærke had mod Aakjær i gård­ mandskredse illustreredes af et forslag i J.C. Chri­ stensens blad Tiden 1912 om at fratage ham statsstøtten på finansloven. Fra 1910 holdt Aakjær hvert år på sin gård Jenle meget besøgte folkefester, hvor forfattere og politikere blev indbudt som talere.

96

Landboernes rodnet

sten uden undtagelse havde andelsbevægelsens ledende folk et ophold på en højskole, en landbrugsskole eller begge dele bag sig. Højskolerne oplevede fra 1890'erne til 1. verdenskrig en vældig blomstringstid. Antallet af skoler udvidedes fra 75 i 1890 til 98 i 1910, hvoraf de 19 var landbrugsskoler. 11910 nåede det årlige antal elever op over 8000, svarende til omkring hver tredje af en ungdomsårgang på landet. Selv om der var be­ stræbelser for at udvide det sociale grundlag, og husmændene også fik deres egne højskoler, bevarede højskolen som helhed et præg af at være en klasseskole for kommende gårdejere og deres koner. Det var gårdmændenes sønner og døtre, der befolkede skolerne, der fortsat i deres indhold først og frem­ mest var indrettet på at give disse unge en personlig vækkelse og styrke bevidstheden om, at de udgjorde samfundets kerne og naturlige magthavere. Højskolerne blev således de fornemste centre for landbo­ samfundets ledende lag til at udvikle deres unge til at videre­ føre lederskabet. Et højskoleophold blev et selvfølgeligt led i gårdmandsbefolkningens livsforløb, og det fik en gennem­ gribende betydning ved ikke så meget at betone færdigheder som „livsoplysning". Det var ikke gennem agerbrugsunder­ visning, men i historisk-nationale foredrag, der formidledes en helhedsforståelse af historie og nutid, hvor bønderne var

folkets kerne. Andelsbevægelse og højskole, økonomi og ånd løb sammen i en højere enhed i denne gårdmændenes glansperiode og tilførte dem en i international sammenhæng særegen høj grad af klasseidentitet og handlekraft. Men netop dette forhold gjorde det vanskeligt at få højskoletanken til at slå rod i andre klasser.

Landmandsliv mellem idyl og rodløshed Næsten samtidig med det politiske systemskifte skete der et litterært nybrud. En hel generation af forfattere, der debutere­ de omkring 1900, fornyede det moderne gennembruds rea­ lisme i form af en folkelig realisme. Stil- og fortællemæssigt knyttede de sig til den moderne realisme, hvor den enkelte anskues i et samspil med den sociale omverden. Men de brød samtidig med det moderne gennembrud ved at skrive ud fra en ikke-borgerlig folkelig tradition. De kom alle fra landbomiljøer. Enkelte havde som Marie Bregendahl og Knud Hjortø deres baggrund i velstående gård­ mandsmiljøer. De fleste kom fra de dårligst stillede lag på landet, Jeppe Aakjær fra et tilbagestående, mindre landbrug,

Jakob Knudsen begyndte først som 40-årig at skrive større digterværker. Selv har han fortalt, at økono­ misk nød tvang ham til at digte, efter at han på grund af en skilsmisse i 1897 måtte forlade sit kald som valgme­ nighedspræst i Mellerup ved Randers Fjord. Fra 1898 hl sin død 1917 skrev han en snes værker, der placerede ham som en omstridt per­ sonlighed i alle lejre, også i eftertiden. Han måtte igen­ nem et opgør med et både angst- og tillidsbundet forhold dl en autoritær faderskikkelse, og han tumlede i hele sit forfatter­ skab med fundamentale moralproblemer.

Johan Skjoldborg, Martin Andersen Nexø og Thøger Larsen fra landarbejder- og husmandsmiljøer. Andre havde deres oprindelse i landlige akademikerhjem som Johannes V. Jensen og søsteren Thit Jensen, der kom fra et dyrlægehjem i Farsø, og Jakob Knudsen, der var præstesøn fra I^ødding. Fra lærerhjem kom to kvindelige forfattere, Nicoline Kirkegaard og Hansigne Lorenzen, som begge selv blev lærere ved siden af deres for­ fattervirksomhed. Også det 20. århundredes mest læste dan­ ske forfatter, Morten Korch, kom fra et lærerhjem, men selv om han tilhørte samme generation og dyrkede næsten de samme temaer, skilte han sig dog i både stil og værdinormer ud fra de øvrige. Fælles for alle disse forfattere er, at de i hele eller dele af deres forfatterskab behandler en situation, hvor en ældre al­ muetradition brydes med en moderne fremskridtsoptimisme. Langt klarere og mere engageret end i nok så mange sam­ fundsanalyser blotlægges her landbofamiliernes konfliktpræ­ gede liv og holdninger. De levede fortsat i en økonomisk enhed, hvor alle familiemedlemmer deltog i produktionen, i den sparsomme fritids hjemmeliv og i festernes løssluppen­ hed. Deres tætte kontakt med naturen, jorden og dyrene rum­ mede træk, der pegede bagud på århundredgamle bondetra­ ditioner. Det samme gjaldt den patriarkalske familieform, hvor husbondens autoritet over kone, børn og tjenestefolk var ubestridt og blev opfattet som næsten naturgivet. Men netop almuetraditionen med sin betoning af fælles­ præget i landbosamfundet havde sløret nogle brudflader, som nu af den nye forfattergeneration blev trukket frem i ofte krasse former. De fleste forfatterskaber kredsede om de sociale og kulturelle skel, der gennemsyrede disse samfund. For Jep­ pe Aakjær, Skjoldborg og Andersen Nexø er det umuligt at skildre livet på landet uden at pege på de iøjnefaldende kløfter og modsætninger, der skar sig ned gennem de enkelte sogne, satte skel mellem familier og naboer og ofte eksploderede i voldsomme konfrontationer. Med disse forfattere fremstod husmænd og landarbejdere i løbet af et årti så tydeligt, at andre klasser ikke kunne overse dem. Forfatterskaberne blev så in­ timt forbundet med de landlige underklassers begyndende bevidsthed om eget værd og deres krav på politisk indflydelse, at det er vanskeligt at pege på en tilsvarende historisk sam­ menhæng mellem kunstnerisk produktion og politisk aktion. Hånd i hånd med socialisters og radikales kritik af gård­ mandsvenstre ser vi i den ene fortælling efter den anden de ellers så uantastelige gårdejere udstillet som usympatiske indi­ vider, hvis væsentligste funktion er at fastholde en under-

Landmandsliv mellem idyl og rodløshed

97

Morten Korch fotograferet omkring 1. verdenskrig, på et tidspunkt hvor han var ved at slå igennem som folkelig forfatter. Ingen har som han fremhævet værdi­ erne i den lille selvstændige familievirksomhed i land­ brug, håndværk og handel. Hans umådeligt populære romaner er næsten alle skåret over samme læst: et truende sammenbrud for­ vandles hl succes, og be­ varelse af selvstændig­ heden. Budskabet synes i lige grad at have talt til dem, der var selvstændige og dem, der længtes efter at blive det.

trykkelse af husmænd, landarbejdere og tyende og - som et nyt tema - gårdmandskonen. Hun fremstilles ofte som den, der må tåle en grov husbond, men samtidig forsøger at ud­ glatte konflikterne på gården. Hun holder styr på hushold­ ningen, køkkenhaven og tjenestepigerne. Hun vogter mora­ len på gården og står klar med ekstra mellemmad til den trætte vogterdreng. Hun er sammen med de øvrige på gården også forudsætningen for, at andelsbonden kan overkomme sine hverv uden for hjemmet og bedriften. Gårdmændene var selvfølgelig ikke udelukkende behersket af onde drifter. Som et underliggende tema i litteraturen skil­ dres det pres, som alle i landbosamfundet er underlagt fra markedskræfterne. Der skal hele tiden ydes meget og for hvert år helst meget mere for at klare terminer og investeringer. Det lykkes i disse gode tider for de fleste ved hårdt arbejde og gennem andelsbevægelsen. Den sikrede de mange enkeltpro­ ducenters smidige indfletning på det nationale og internatio­ nale marked, og den bevirkede, at familiebruget på gårde og husmandssteder endnu i mange årtier kunne overleve som den dominerende produktionsform. Det mest dramatiske og mest iøjnefaldende tegn på opbrud i det gamle bondesamfund så mange i den stadige udvandring fra sognene til byerne eller til oversøiske lande. Der skete hermed ikke alene brud i slægter og familier, men også møder med nye kulturer. Bondestudenten, der i København kommer til at stå ansigt Hl ansigt med den dekadente og glatte borger­ skabskultur eller måske endda med radikalisme og socialisme, er yndede temaer i periodens litteratur. Ingen kunne som Jakob Knudsen hudflette den bonde, der efteraber borger­ skabet og dermed taber sin egen og sin stands værdighed. I romanen med den ironiske titel „Fremskridt" fra 1907 slår han et slag for de gamle autoritetsforhold i landbosamfundet, hvis opløsning fører til „opsætsighed", ja måske endda til socialis­ me eller georgisme. Det gamle patriarkalske myndigheds­ forhold fremholdes som grundlaget for åndelig vækst og kul­ tur. Hvor Jakob Knudsen skånselsløst og psykologisk indtræn­ gende på én gang gennemførte selvopgør og blotlagde sjæleli­ ge og sociale skel i sit oprindelsesmiljø, blev hans absolutte modsætning som forfatter, Morten Korch, den der søgte at fastholde traditionens dyder ved at undlade at kradse i over­ fladen. Begge var de erklærede reaktionære, men de måder, hvorpå de forvaltede de gamle værdier, var diametralt mod­ satte. Mens der altid var krihske modhager i Knudsens for­ fatterskab, strøg Korch sine småborgere på landet og i byerne

98

Landboernes rodnet

Gårdejer med familie, tyen­ de og landarbejdere. På de større gårde var husstanden omfattende og rangfor­ ordningen klart gennem­ skuelig. Den stolte gård­ mand til højre står sammen med sin familie og betragter sine ansatte, blandt hvilke der også er klare forskelle, navnlig mellem de kvinder, der arbejdede i huset, og dem, der måtte slide i mar­ ken.

med hårene, bekræftede dem i nogle værdier og holdninger, der efter Knudsens mening var i rivende opløsning. Grundtanken i Korchs forfatterskab var harmonien mellem alle sociale grupper på landet. De indgik i et naturligt hierarki og ikke i modsætningsforhold. Netop de, der skaber modsæt­ ninger, bryder de værdier i bondesamfundet, der er hævet over klasseskel. Den eneste rigtige og danske måde at leve på er som selvstændig, hvad enten det er som godsejer, gård­ mand eller husmand. Jorden binder dem sammen i et over­ ordnet fællesskab, og slægten, familien, folket, fædrelandet og Gud er de kerneværdier, som må fastholdes, for at bonden skal vedblive at være „landets marv". Det budskab blev i let varieret form sendt på markedet i Morten Korchs næsten 100 romaner, der tilsammen udkom i millionoplag og blev læst både af dem, der blev på landet, og dem, der var brudt op til byerne.

Morten Korchs bøger fremstår som klare modstykker til Aakjærs og Skjoldborgs folkelige realisme, og det er næppe tilfældigt, at han i en af sine gennembrudsromaner „En Hus­ mand" fra 1914 udelukker alt det personlige og sociale kon­ fliktstof, som Skjoldborg nogle år tidligere havde bygget sin „En Stridsmand" op omkring. Allerede i den indledende be­ skrivelse af husmandshjemmet ser vi kontrasten: „Og det var ikke alene i hus og have, der var orden, nej de fem

Landmandsliv mellem idyl og rodløshed

99

tønder land prægtig muldjord, der lå bagved huset, indeklemt mellem herregårdens jorder, var i lige så udmærket tilstand, og de smukke præmier for ypperlig dyrkning af husmands­ lodden, der prydede den lille inderstue, hang der med fuld ret."

Der er selvfølgelig slanger i det korchske paradis. Bondens og husmandens problemer med at klare terminer og lån personi­ ficeres i de onde finansmænd og ågerkarle, som truer folk på landet med at måtte gå fra hus og hjem. De undergraver hele livsmønsteret på landet med dets familiesammenhold og ar­ bejdsglæde. I en anden tidlig roman „Guldglasuren" fra 1912

hævder Korch, at

„det moderne forretningsliv er som en vampyr, der ikke slip­ per sit bytte, men holder det fast og udsuger det, indtil ethvert spor af liv er forsvundet, og der kun er en viljeløs slave tilbage, der helt og holdent sværger til dets fane."

Peter Sabroe engagerede sig som ganske ung journalist med stor gennemslagskraft i et forsvar for de forsvars­ løse. Han afdækkede usle tyendeforhold, misrøgt af syge og gamle, brutal be­ handling af polske land­ arbejdere og frem for alt mishandlinger af børn på de private eller halvoffentlige opdragelsesanstalter. Han var impulsiv, skrev „med den stumpe ende af penne­ skaftet", skabte sig selv fjender i alle lejre, men endnu flere venner i kraft af de resultater, han opnåede. Sabroe havde således stor andel i den første børnelov af 1905, der indførte vær­ geråd til at tage sig af misrøgtede og vanartede børn. 11913 omkom han ved en stor togulykke ved Bramminge, kun 46 år gammel.

100

Landboernes rodnet

Harmonien på landet forstyrres også af ekstreme holdninger, hvad enten de er religiøse eller politiske. Både grundtvigianis­ me og indremissionsk fanatisme ødelægger det gamle, solide, uproblematiske gudsforhold. Værst er dog de agitatorer, der med deres snak om socialisme og faglig solidaritet vil rive landarbejdere og husmænd ud af det store fællesskab mellem klasserne. Et var, at husmændene organiserede sig. Langt alvorligere var det, at landarbejderne for alvor begyndte at røre på sig, godt understøttet af den sociale indignation, som kom til ud­ tryk i romaner som Aakjærs „Vredens Børn", der var ud­ kommet i 1904, Andersen Nexøs „Pelle Erobreren", hvis første bind om landproletariatet udkom i 1906, eller i Aakjærs stærke sang om „Jens Vejmand", der blev trykt i digtsamlingen „Ru­ gens Sange" samme år.

Den mørke armé Det landproletariat, hvis forhold nu blev trukket frem i den ene roman efter den anden, havde i 1800-tallet været en usyn­ lig social gruppe. De kvinder, mænd og børn, der som tjene­ stepiger, karle, roekoner, daglejere og vogterdrenge udgjorde et så væsentligt element af landbosamfundet, var glemt og overset af stort set alle andre samfundslag. Der havde ganske vist været enkelte undersøgelser af deres sociale forhold, men en samlet indsats for at forbedre dem var det aldrig blevet til.

„Kvinder hakker Lyng", har maleren Jens Vige kaldt dette dystre billede fra 1906. Han har i en række malerier skildret det jyske landpro­ letariats vilkår. Stemningen er alvorlig, svarende til billedets tema. Fattigdom og slid lyser ud af billedet. Kvindernes arbejde med at hakke lyng rangerede nær­ mest på linie med Jens vejmands stenhuggeri.

De spor, disse grupper satte sig, var resultaterne af deres arbejde for godsejere og gårdmænd. Lidt tilspidset kan det vel hævdes, at det overskud, som netop disse klasser opnåede til at engagere sig i organisatorisk, politisk og kulturelt virke, kun blev tilvejebragt, fordi der hele tiden var en ekstra arbejdskraft til at tage det hårde slid. Politisk havde underklassen på landet ingen mulighed for at spille en rolle. Den optrådte hyppigere på fattiglisterne end på valglisterne, levede i sognene helt på godsejeres og gårdmænds nåde og var som følge af det sæsonprægede land­ arbejde i lange perioder henvist til at leve tæt på eller under fattigdoms- og sultegrænsen og til at modtage den fattighjælp, der berøvede dem en række af de borgerlige og politiske rettig­ heder. Det egentlige tyende, karle og piger, var underlagt ydmy­ gende, nærmest feudale bestemmelser i tyendeloven af 1854, der gav husbonden en næsten ubegrænset myndighed over dem i fæsteperioden. For manges vedkommende var tyen­ destatus imidlertid alene en station på vejen til at blive selv­ stændig, et led i uddannelsen til selv at overtage en gård eller et hus, og det indebar, at de næppe opfattede sig som arbej­ dere på linie med daglejerne. Landarbejdernes muligheder for at organisere sig var spink­ le. De levede og arbejdede spredt, og den næsten konstante Den mørke armé

101

„Det tabte Paradis", malet af Christjern Schobius i 1900. Billedet blev samme år udstillet på Charlottenborgs forårsudstilling og vakte diskussion i offentligheden ved den realisme, hvormed Schobius havde skildret nøgenhed, fattigdom og fortvivlelse. Tyendets vilkår var just ved at blive et af de hedeste emner i den politi­ ske debat, og billedet lagde med dets kunstneriske styrke vægt bag agitationen på en måde, som nok så mange taler og artikler ikke formåede. Schobius døde allerede i 1900 kun 27 år gammel.

102

Landboernes rodnet

eksistenskamp levnede ikke energi og tid til at bygge organisa­ tioner op. For manges vedkommende havde skolegangen væ­ ret brøstfældig, og den havde i hvert fald ikke bibragt dem en indsigt, der satte dem i stand til at gennemskue de rådende sociale og politiske sammenhænge. Det er da også karak­ teristisk, at 1800-tallets få forsøg på at organisere landarbejder­ ne skete på initiativ fra folk uden for klassen selv. Først et stykke ind i det 20. århundrede tog de selv fat. I slutningen af efteråret 1906 modtog De samvirkende Fag­ forbunds hovedkontor i København et brev fra en ung mand, der anmodede om 200 kr. til støtte for et agitaticmsskrift og en mødeturné rundt i landet for at stifte foreninger blandt tyen­ det. Den unge mand hed Carl Westergaard, var 21 år og under­ skrev sig på Tjenestefolkenes Forenings vegne. Han havde ikke tidligere haft forbindelse til arbejderbevægelsen, men kom som husmandssøn fra underklassen på landet. I april 1906 stiftede Westergaard sammen med nogle kammerater en Tje­ nestefolkenes Forening med et kort program på ni punkter. Det væsentligste krav var ophævelse af tyendeloven, fjernelse af usunde karlekamre, valgret og valgbarhed for tyendet til alle valg og afskaffelse af skudsmålsbøgerne. I brevet Hl De samvirkende Fagforbund angav Westergaard

et medlemstal i foreningen på 200 fra især Jylland og Fyn. Det var ikke mange, men det kunne næppe skræmme de garvede organisatorer i DsF, som alle havde erfaringer med opbygning af fagforeninger fra bunden. I sit brev slog han desuden på nogle strenge, der måtte tale til deres egne erfaringer: „Jeg tror, at det er den eneste virkelige begyndelse til at organi­ sere landarbejderne, da det hele er kommet fra denne klasse selv uden medvirkning udefra - og jeg tror, det ville have sin store betydning for de organiserede arbejdere, om landarbej­ derne kunne komme med, og skal det lykkes, må det være vi unge der skal begynde, og til dette arbejde venter vi støtte fra de organiserede arbejdere i byerne/' Carl Westergaard var hus­ mandssøn og kom som 11-årig ud at tjene på bøn­ der- og herregårde. Allere­ de som 19-årig havde han prøvet landarbejderlivets omskiftelighed, bl.a. som tørvegraver og fodermester. 11904-06 skaffede han sig midler til at komme på højskole, først på Køng og senere på Askov, hvor der i 1906 rasede en debat Om tyendets forhold under indtryk af Peter Sabroes agitation. Mens debatten resulterede i nedsættelse af tyendekommissionen af 1905, drog Westergaard ud i landet for at organisere tyende og landarbejdere.

Westergaard fik sine 200 kr. Måske fordi hans ansøgning hav­ de været ledsaget af en tungtvejende anbefaling til DsF's for­ mand Martin Olsen fra ingen ringere end Jeppe Aakjær. Han havde ganske vist endnu ikke hørt den unge mand som taler, men i personlige samtaler havde han vist sober dømmekraft og evner, der kunne gøre ham til en betydningsfuld agitator på landet. Aakjær fortsatte: „Tyendet - landarbejderne - husmændene - det er de store uopdyrkede heder og moser i vort folkesamfund, længe har de ventet på agitationens plov for at blive jævnbyrdige med de andre folkeslag. Her melder sig nu en ung, bondefødt mand - opvokset ved hyrdekæppen og tungt legemligt arbejde som har lyst til at lægge hånden på denne plov. De skulle sætte ham i stand dertil uden alt for nøjeregnende at undersøge, om han nu også kan pløje lige - en kunst man dog først nemmer ved øvelsen."

Det kneb ganske rigtigt for Westergaard at pløje lige. Han havde vanskeligt ved at orientere sig politisk-ideologisk mel­ lem socialdemokrater, radikale, kristeligt sociale og georgister, hans ordenssans var til at overse, og han var et rodehoved med penge. Men han var til gengæld en brændende, myndig og fængende agitator og organisator, for hvem det lykkedes på mindre end ti år at skabe en landsdækkende organisation af landarbejdere og tyende. I Tyendebladet agiterede Westergaard utrætteligt for at bi­ bringe denne underklasse en bevidsthed om eget værd og styrke. På forsiden af nr. 1 bragte bladet Jeppe Aakjærs slag­ sang for tyendet „Her kommer fra dybet den mørke armé og fordrer af verden et svar", og Westergaard sluttede en agitaDen mørke armé

103

Foreningsfane for Fensmark-Olstrup Landarbejder­ forening. Landarbejderfami­ lien hilser den opgående sol som symbol på fremtiden og friheden. Temaet gen­ findes på en række af land­ arbejderforbundets faner fra disse år. I forbindelse med en tørveskærerstrejke i 1893 var der blevet dannet en arbejderforening i Fens­ mark. Senere blev der stiftet en afdeling af Dansk Ar­ bejdsmands Forbund, og herfra udgik i 1918 initiativet til denne landarbejderfore­ ning.

tionspjece med en optimistisk appel: „Vi har magten, men det ved vi endnu ikke alle, men tyendeklassen er en slumrende kæmpe, der snart vil vågne - og når det sker — ja, da kan den blæse alle - både store og små - agrarer over ende." Op­ timismen var dog vanskeligere at omsætte i praksis, end det unge brushoved forestillede sig. Tyendeforbundet blev split­ tet på grund af organisatoriske uoverensstemmelser og uenig­ hed om tilknytningen til Socialdemokratiet og fagbevægelsen. I en årrække fungerede to foreninger med forbindelser til henholdsvis de radikale og socialdemokraterne. Michael Chri­ stian Lyngsie arbejdede i kulissen for at sikre en tilslutning til Arbejdsmandsforbundet, men Stauning ønskede et selvstæn­ digt landarbejderforbund med tilknytning direkte til Socialde­ mokratiet. I 1915 lykkedes det på en fælles kongres under Staunings myndige ledelse at samle de to foreninger i Land­ arbejderforbundet, der året efter til Lyngsies skuffelse ind­ meldte sig i De samvirkende Fagforbund som en selvstændig organisation. Der skulle gå næsten 20 år, før Landarbejderfor­ bundet kunne optages i Dansk Arbejdsmands Forbund. Landarbejderforbundets slagkraft blev ikke så stor, som We­ stergaard havde forudset. Det lykkedes kun at organisere et mindretal af landarbejderne, og kampen for at indgå kollektive overenskomster med landbrugets arbejdsgivere stødte på hårdnakket modstand. Der ligger en tragisk historisk pointe i, at denne den første og største del af arbejderklassen, de socialt mest elendigt stillede og politisk hårdest undertrykte arbej­ dere blev senest og dårligst organiseret.

104

Landboernes rodnet

Borgerskabets kvinder og mænd Det gode selskab

Natalie Zahle fotograferet ca. 1900, da hun gik af som overbestyrerinde for den pigeskole, hun havde byg­ get op fra 1850'erne. Hun ledede endnu til 1903 Zahles Kvindeseminarium. På linie med sine samtidige mente hun, at kvindens plads var i hjemmet, men hun arbejde­ de ikke desto mindre for, at kvinderne skulle udvikle en selvstændig personlighed. Hun ændrede den traditio­ nelle pigeskoles formål fra selskabelig dannelse til real undervisning og karak­ teropdragelse. Mange af kvindefrigørelsens pionerer udgik fra Natalie Zahles skole, hvortil hun knyttede energiske og særprægede kvinder og mænd som lærere.

Andreas Vinding var den københavnske stjernejournalist frem for nogen. Han færdedes hjemmevant på Strøget, i cafe­ erne, på teatrene og i boudoirerne og formede i en skoledan­ nende stil kærligt ironiske portrætter af det borgerskab, der i Frederik 8.s København følte sig som „tidens herre“. Der var overskud til at lade bønderne regere på Rigsdagen, når blot disse ikke hindrede borgerskabet i at udfolde sig økonomisk og kulturelt eller udbrede dets værdier og stil hl andre klasser. Hvem mødte Vinding så, når han spiste frokost i „det kø­ benhavnske bourgeoisis dagligstue" hotel Bristol, gik på café, blev inviteret til middag eller var til velgørenhedsbal? Borger­ skabet i København var en forholdsvis lille gruppe, vel kun nogle få tusinde alt iberegnet. Der var ikke mange egentlige storkapitalister, som ellers på denne tid satte deres præg på de europæiske storbyer. De danske holdt sig med ganske få und­ tagelser diskret i baggrunden af den sociale scene. Det var embeds- og dannelsesborgerskabet, der tegnede bybilledet, som de havde gjort det i årtier. Officerer og højere civile embedsmænd, professorer, en enkelt provst, men frem for alt forfattere, skuespillere, malere, redaktører, journalister og enkelte personligheder, der som Peter Nansen var både forfatter, journalist og forlægger. Denne „bogverdenens før­ stemand" forenede som direktør for Gyldendal kultur og kapi­ tal. Han omformede gennem sammenslutninger med andre forlag Gyldendal til et moderne bogforlag, der samlede stort set alle tidens toneangivende forfattere og digtere under sine vinger. Han førte stort hus med sin feterede hustru, skue­ spilleren Betty Nansen, som midtpunkt ved glansfulde mid­ dagsselskaber.

Borgerskabets kvinder træder i de sidste årtier før 1. ver­ denskrig langt tydeligere frem som selvstændige individer end på noget tidligere tidspunkt. Mange af dem havde fået deres opdragelse på en af Natalie Zahles skoler, som denne stærke og indflydelsesrige kvinde havde opbygget i 1800-tallets sidste årtier. Her blev pigerne opdraget til både at tilpasse sig de gældende sociale normer og samtidig hl en opfattelse af kønnenes ligeværdighed.

Borgerskabets kvinder og mænd

105

Københavnere på café i 1910. Kvinderne er i denne café i klart overtal. De få mænd skjules næsten af den overdådige hattepragt, som kvinderne excellerede i. På væggen ril venstre reklameres for „nyplukkede Jordbær flere Gange dag­ lig", og det fremgår, at en portion kostede 35 øre. Bagest ses det obligate lille musikensemble. Ingen ser rigtig ud til at more sig.

106

Andre af det højere borgerskabs døtre fik dog fortsat deres opdragelse på en af de øvrige private skoler. Det gjaldt også for en tredje af byens store kvindeskikkelser i denne periode, Emma Gad. Hendes ry i eftertiden har næsten udelukkende været knyttet til „Takt og Tone. Hvordan vi omgås", udgivet i 1918 som en slags „bibel for kulturnovicer". Frem for det mo­ nument over forstokkede, konservative omgangsformer, bo­ gen senere er blevet hængt ud som, var den i virkeligheden en sammenfatning af et langt livs frodige virke for at formulere borgerskabets værdier og sociale normer og for at udbrede

dem til andre sociale lag. Emma Gad stammede fra handelsborgerskabet og blev som ganske ung gift ind i det højere embedsborgerskab. Hendes mand var søofficeren Nicolaus Urban Gad, der omkring år­ hundredskiftet var kongens jagtkaptajn, og som sluttede sin karriere med rang af kontreadmiral. Hun begyndte i 1880'erne sit forfatterskab som tidsfordriv, medens manden var borte. Hendes arbejder var dramatiske skildringer af ægteskabs- og kvindeliv, hvor hun langede ud efter dobbeltmoral og forloren radikalisme. Hun var skeptisk over for dele af kvindesagsbe­ vægelsens indsats, men gjorde et stykke praktisk kvindearbej­ de ved i 1898 at være medstifter af kvindernes handels- og

Borgerskabets kvinder og mænd

Urban Gad fotograferet 1913. Han var søn af kontre­ admiral Nicolaus Urban Gad og Emma Gad. Han fik allerede med sin første film „Afgrunden" (1910) stor succes som instruktør. 11912 blev han gift med filmens stjerne Asta Nielsen og blev samme år engageret af et tysk filmselskab til årligt at instruere otte film med hende. Efter skilsmisse fra Asta Nielsen instruerede han endnu nogle film i Tyskland. 1 1922 vendte han hjem til Danmark og fik bevilling til Grand Teater, som han gjorde til Køben­ havns førende biograf. I 1919 skrev Urban Gad det første større danske filmteo­ retiske arbejde „Filmen, dens Midler og Maal".

kontoristforening med navnet Hegnet. Selv om dens virke først og fremmest var af velgørende og selskabelig art, var den en af de første faglige organisationer for kvinder uden for arbejderklassen. Emma Gad følte sig knyttet til den moderat radikale ånds­ retning og blev efterhånden gennem sit forfatterskab, en rig­ holdig korrespondance samt familiens omfattende selskabe­ lighed bekendt med de førende skribenter i København. Disse kontakter udnyttede hun, da hun sammen med maleren So­ phie Holten i 1903 skulle redigere det store værk „Vort Hjem", der udkom i hæfter til 60 øre. Det var blot et blandt mange i en strøm af håndbøger, vejledninger og artikler i ugepressen om god husførelse, men klart det mest omfattende og ambitiøse. Samlet er „Vort Hjem" en righoldig kilde til forståelse af samti­ dens borgerlige tilværelse. Alle bidrag er af høj kvalitet. Mange temaer anskues i et langt historisk perspektiv, f.eks. den indledende artikel om hjem og familie af datidens førende filosof Harald Høffding og artiklen om opdragelse af Troels-Lund. Værket var spræng­ fyldt med praktiske oplysninger om hjemmets indretning, hygiejne, madlavning, håndarbejde og sundhedspleje. Et helt hæfte var viet ægteskabets jura, hvor der blev taget fat på så konfliktfyldte emner som skilsmisse og separation og spørgs­ målet om ægtefællers særeje af formuer. Emnet „Det åndelige liv i hjemmet" indledtes med en stor artikel „Om læsning" af Georg Brandes, med hvem Emma Gad korresponderede hyppigt, og som hun jævnligt inviterede til sine middage. Et særligt kapitel handlede om „Det jødiske hjem" som udtryk for det betydningsfulde jødiske indslag i det københavnske borgerlige kulturmiljø. Få år senere gav Henri Nathansen i dramatisk form i „Inden for murene" den klassi­ ske skildring af dette jødiske miljø. „Vort Hjem" er gennemsyret af fremhævelsen af familien som kerneelement i den borgerlige kultur. Det slås fast allere­ de i Høffdings indledende artikel. Familien repræsenterer „in­ derligheden, samlingen, trygheden og hvilen", ud fra hvilken den enkelte kan yde sin indsats i den ydre verden. I hjemmet er kvinden udtryk for „det udelt menneskelige, de blivende livskilder for inderlighed og kærlighed". Men denne position er truet af arbejdsdelingen og truslen om lønarbejdets nødven­ dighed, navnlig i de lavere klasser. I forskellige sammenhænge dukker de sociale modsætnin­ ger op. Helge Hostrup, søn af forfatteren Christian Hostrup og grundlægger af Ry Højskole, forudser i sin artikel om højsko­ len og hjemmet „hele den dannede borgerklasses undergang Det gode selskab

107

Viggo Johansen malede i 1899 „Aftenselskab i mit Hjem". Han tilhørte op­ rindelig kredsen af skagens­ malere, men fandt inspira­ tion til en meget væsentlig del af sin produktion i sit hjem. Som skildrer af den borgerlige idyl, især af­ teninteriøret, var han en af de centrale skikkelser i dansk malerkunst omkring århundredskiftet. Selv læner han sig op ad døren Hl venstre i billedet.

og ligbegængelse. Men man spejder forgæves efter arbejdere og bønder i dette sørgetog. De har aldrig kendt den afdøde, de har ikke noget med den begravelse at skaffe". Egentlig var det vist Emma Gads håb, at værket også ville nå disse nye klasser og udbrede den efter hendes mening ikke helt afdøde borgerlige kultur blandt dem. Hun fremhæver i en af sine mange artikler, at et godt hjem og familielykke også kunne findes blandt de fattige klasser. I samtidens romaner, noveller og skuespil endevendtes for­ holdet mellem mand og hustru i ægteskabet, og Emma Gad tog selv uforfærdet hånd om dette emne i sit værk. Hun slog

fast, at

„husets herre, det vil sige ægtemanden, faderen, den, der tjener brødet, er ansvarlig med navn og person for hele famili­ en, men udtrykket husherren har ikke mere samme betyd­ ning, som i de ældste tider. Da var familiefaderen i bogstave­ ligste forstand herre, despot og tyran ... Nutildags har kærlig­ heden forlængst besejret frygten, og kærligheden tåler jo ikke gerne, at man taler om den, som om den følte trang til at befale." Husherren er familiens overhoved, fordi han står med an108

Borgerskabets kvinder og mænd

„Fruens Fødselsdag", malet 1927 af Erik Henningsen. Uden egentlig propagan­ distiske formål skildrede Erik Henningsen fra 1890'er­ ne i en række billeder tidens sociale forhold. Det gjaldt de nu hyppigt fremstillede „Sat ud" (1892) og „En såret Arbejder" (1895). I dette billede møder vi den sociale distance inden for borger­ hjemmets vægge fremstillet som et helt givet forhold, hvor den unge pige uden for herskabets og gæsternes synskreds også har drukket fruens skål.

svaret. Hans mening må være den afgørende, fordi han står der, „hvor livskampen er hedest". Emma Gads syn på manderollen skal dog ses i lyset af hendes sikre forvisning om, at „hjemmets lykke inden døre beror på moderen - husmode­ ren. Lad hende derfor være sig sin evne og sin betydning bevidst!" På hendes indsats beror til syvende og sidst også familiens ydre anseelse. Hvis kvinden ustandselig henviser til mandens myndighed, undergraver hun i virkeligheden hans autoritet. Emma Gad var ingen oprører, men med sit forsvar for „det oplyste patriarkat" og stadige betoning af kvindens betydning var hun med til at indvarsle frigørelsen af borgerskabets kvin­ der fra den tidligere fuldstændige mandsdominans. Selv var Emma Gad et glimrende eksempel på udvidelsen af de borgerlige kvinders aktiviteter, der spores i disse år. Hun blev Danmarks første kvindelige journalist, først som med­ arbejder ved Kvindernes Blad, der udkom som tillæg til flere københavnske dagblade, og fra 1915 som redaktør af Politikens Det gode selskab

109

søndagstillægs Dametidende. Hun forenede i sin person vare­ tagelsen af de traditionelt kvindelige pligter i hjemmet med en ny tids mere aktivt udadvendt kvinderolle.

De usynlige „Vort Hjem"s sidste hæfte helligede Emma Gad dem, der i virkeligheden var fundamentet for det borgerlige hjems funk­ tioner og dets medlemmers udadvendte virke, tyendet. Mens landbosamfundets karle og tjenestepiger indgik i en åben og synlig sammenhæng i den enkelte gårds eller herregårds drift og produktion, kan man få det indtryk, at for byernes hustyen­ de var det en væsentlig opgave at gøre sig så usynlig som muligt. Ingen, og mindst af alle Emma Gad, var uvidende om deres uundværlighed. Hun og mange med hende vidste, hvor me­ get „det daglige livs hygge og behagelighed afhænger af, om man er godt betjent eller ej, og at en dygtig og trofast tjene­ stepige er en uvurderlig skat". Men hun var sig også bevidst, at tyendeforholdet befandt sig i en brydningstid, fordi det „lægger så langt større beslag på den personlige frihed og for en del afskærer fra deltagelse i bylivets mangehånde både gode og mindre gode adspredelser". Den tyendegruppe, som Emma Gad skrev om, udgjorde en betydelig del af hovedstadens befolkning, omkring 18.000, hvoraf kvinderne var den helt dominerende del, ca. 95 pro­ cent. De udgjorde ca. syv procent af byens samlede kvindelige befolkning og godt 20 procent af de erhvervsaktive kvinder. Tjenestepigerne kom for de flestes vedkommende fra pro­ vinsen eller fra Sverige. Fruerne havde en indgroet tillid til, at de herfra fik de mest trofaste og tjenstvillige piger. Omvendt blev tjenestepigegerningen for de fleste af disse piger en over­ gangsperiode, hvor de tilpassede sig bylivet. Tjensteforholdene var af vidt forskellig varighed. Det klassiske husfaktotum med livslang, tro tjeneste hos en familie var på retur. Mange piger blev kun i en plads i få måneder og skiftede enten til anden familie eller søgte ud på det friere arbejdsmarked inden for industri, handel eller kontor. Mange gik også direkte fra

pladsen i huset til ægteskab. Når der blev så stor bevægelighed blandt tyendet, havde det flere årsager. Alle tjenesteforhold var fortsat underlagt be­ stemmelserne i tyendeloven af 1854, som stod ved magt ind­ til 1921. Den fordrede, at tyendet stillede hele sin arbejdskraft og tid til herskabets disposition og underkastede sig dets hus­ tugt. Tyendets borgerlige rettigheder var begrænsede. Først 110

Borgerskabets kvinder og mænd

Stuepige i færd med støv­ sugning i et klunkehjem i 1911. 11910 tog firmaet Fi­ sker og Nielsen patent på den første Nilfisk støvsuger. Kort efter byggedes en specialfabrik for støvsugerfremstilling på Peter Bangsvej på Frederiksberg. Gen­ nem hurtige tekniske for­ bedringer og et effektivt salgsarbejde blev støvsu­ geren snart en betydelig eksportartikel. Nilfisk støv­ sugeren blev fra 1920'rne et uundværligt hjælpemiddel i husarbejdet.

efter systemskiftet begyndte de at få stemmeret, til menig­ hedsrådene i 1903, til hjælpekasserne i 1907, til de kommunale råd i 1908 og endelig til Rigsdagen ved grundlovsrevisionen i 1915. Tjenestepigernes arbejde var slid fra tidlig morgen til sen aften. Der var knap grænser mellem arbejde og fritid, og for de fleste kun en eller to friaftener i ugens løb, om overhovedet nogen. I store husholdninger var der flere piger, kokkepige, stuepige, barnepige, men de fleste arbejdede efterhånden som enepiger, og de måtte klare næsten alle husets arbejdsop­ gaver. Rengøring, madlavning, indkøb, opvask, storvask og børnepasning gik i ét i den lange arbejdsdag. De måtte op før herskabet, hente brændsel, fyre i kakkelovne og fortsætte, indtil de ud på aftenen kunne trække sig Hibage til hjemmets mindste rum, pigekammeret bag køkkenet. Deres oplæring foregik i pladsen under husmoderens vej­ ledning og opsyn. En formaliseret uddannelse var kun lang­ somt ved at trænge frem. Renlighed var det altdominerende krav i det borgerlige hjem. Både de fysiske omgivelsers, rum­ mene, møblerne, køkkenet, og kroppens renligholdelse var det gennemgående tema i alle vejledningerne for god hus-

De usynlige

111

Skudsmålsbog for tjene­ stepige Anna Kirstine Ceci­ lie Løve. Tyendeloven krævede, at alle tjenestefolk skulle have en skudsmåls­ bog, hvori herskabet skulle notere, hvornår og hvor længe et tyende havde været ansat. Bogen skulle forevises den lokale politi­ myndighed, der også skulle underrettes om flytning. Skudsmålsbogen var et socialt kontrolinstrument, der var grundigt forhadt af alle inden for tyendegrup­ pen. Den forsvandt, da medhjælperloven i 1921 afløste den gamle tyendelov af 1854.

26 f 3 !

®

^kubsmaolsliog for

20 Øre inbbnubcn.

©obtjenbt i ^>en1>o(b til 5»{fitømiitifierietø Sirfjilart af 27be 3