Ved afgrundens rand : 1600-1700 [8] 8700522066, 8700516570

Citation preview

VED AFGRUNDENS RAND

1600-1700

GYLDENDAL OG POLITIKENS

DANMARKSHISTORIE-BIND 8 REDAKTION OLAF OLSEN

Nasjonalbiblioteket avdeling Osle

Danmark År København, Helsingør og Malmø får eneret til handelen på Island Rigsrådet afviser Christian 4.s ønske om krig mod Sverige Oprettelsen af Tugt- og Børnehuset i København Christian 4. besøger England Prins Christian anerkendes som tronfølger Kalmarkrigen bryder ud Christian 4.s dronning, Anna Cathrine, dør Kalmarkrigen afsluttes med Freden i Knærød Kristianstad grundlægges Christian 4. og Kirsten Munk indgår ægteskab Det dansk-ostindiske Kompagni oprettes Jubilæum i anledning af 100-året for reformationen Traktat mellem Danmark og en udsending fra kejseren af Ceylon Christianshavn anlægges Resultatløst topmøde i Halmstad mellem Christian 4. og Gustav Adolf Danskerne grundlægger Trankebar i Indien Jens Munk sejler ud for at finde Nordvestpassagen til Indien Jens Munk vender hjem efter en mislykket ekspedition Kristiania ved Oslo grundlægges Postvæsenet oprettes Christian 4. starter krigen mod den tyske kejser (Kejserkrigen) Christian 4.s nederlag i slaget ved Lutter am Barenberg De kejserlige tropper under Wallenstein besætter Jylland Topmøde i Ulvsbåck mellem Christian 4. og Gustav Adolf Freden i Lubeck afslutter Kejserkrigen og de kejserlige tropper forlader Jylland Den jyske borgerprotestbevægelse Teologisk embedseksamen indføres ved Københavns Universitet Kirsten Munk forlader Christian 4. Det store Bilager; den udvalgte prins Christian ægter Magdalena Sibylla Det afrikanske Kompagni grundlægges Landkommissærordningen indføres Corfitz Ulfeldt udnævnes til rigshofmester Christian 4.s næstældste søn, Frederik, ægter Sophie Amalie Den svenske general Torstenssons tropper angriber Holsten Svenske tropper besætter Jylland og trænger ned i Skåne Søslagene ved Lister Dyb og Kolberger Heide Freden i Bromsebro Den udvalgte prins Christian dør Christian 4. dør Stændermøde i København vælger Frederik 3. til konge Dansk-nederlandsk forsvarsaftale Frederik 3. s søn Christian anerkendes som tronfølger

1602 1603 1605 1606 1608 1611 1612 1613 1614 1615 1616 1617 1618 1618 1620 1620 1621 1622 1624 1624 1625 1626 1627 1629 1629 1629 1629 1630 1634 1636 1638 1643 1643 1643 1644 1644 1645 164/ 1648 1648 1649 1650

fortsættes på bageste forsats

Europa og den øvrige verden År Grundlæggelsen af det engelsk-ostindiske handelskompagni Det nederlandsk-ostindiske handelskompagni grundlægges på Java Nederlænderne grundlægger Kap-kolonien i Sydafrika Jakob 1. bliver konge over Storbritannien og Irland Hertug Karl bliver Sveriges faktiske konge Mislykket katolsk forsøg på at sprænge det engelske parlament og den engelske konge i luften Grundlæggelsen af den franske koloni Québec Dannelsen af den tyske protestantiske union Dannelsen af den tyske katolske liga Våbenstilstand mellem Spanien og Nederlandene Den franske konge Henrik 4. myrdes af katolik; efterfølges af Ludvig 13. Karl 9. af Sverige dør; efterfølges af Gustav Adolf Svensk-russisk krig Nederlænderne køber Manhattan af indianerne og grundlægger Ny Amsterdam Den franske stænderforsamling indkaldes for sidste gang før 1789 Trediveårskrigene begynder med anti-kejserlig opstand i Bøhmen Ferdinand 2. bliver tysk-romersk kejser Tilly besejrer den protestantiske bøhmiske konge i slaget ved Det hvide Bjerg Pilgrimsfædrene om bord på „Mayflower" sejler til Nordamerika og grundlægger Massachusetts Krig mellem Spanien og Nederlandene Den engelske konge Jakob 1. dør; efterfølges af Karl 1. I „Petition of Rights" kræver det engelske parlament skattebevillingsret og retssik­ kerhed Sverige erobrer Livland og polsk Preussen Karl 1. af England begynder at regere uden om parlamentet Svenske tropper landsættes i Pommern og forhindrer den tyske kejser i at rekatolicere Nordtyskland Gustav Adolf dør under slaget ved Lutzen; efterfølges af Kristina; Axel Oxenstierna bliver Sveriges faktiske regent Galilei må afsværge påstanden om, at Jorden bevæger sig Wallenstein myrdes Kejserlig hær besejrer svenskerne i slaget ved Nordlingen Ved Freden i Prag allierer Brandenburg og Kursachsen sig med den tyske kejser imod Sverige og Frankrig Friedrich Wilhelm (Den store Kurfyrste) bliver kurfyrste i Brandenburg Karl 1. tvinges til at indkalde parlamentet Borgerkrig i England mellem Karl 1. og oppositionen under ledelse af Oliver

Cromwell Ludvig 13. dør; efterfølges af Ludvig 14. Manchuerne erobrer Kina, styrter Ming-dynastiet og indfører Ching (Manchu)dynastiet Cromwells hær tilføjer de kongelige tropper et afgørende nederlag i slaget ved Naseby Den westfalske Fred; Sverige og Frankrig får store landområder; de nordlige Neder­ lande og Schweiz bliver uafhængige; religionsfreden i Augsburg (1555) bekræftes Karl 1. af England henrettes; England bliver republik; et irsk anti-engelsk oprør nedkæmpes

1600 1602 1602 1603 1604 1605 1608 1608 1609 1609-1621 1610 1611 1614-1617 1614 1614 1618 1619 1620

1620 1621-1625 1625 1628 1629 1629 1630 1632 1633 1634 1634

1635 1640 1640 1641 1643

1644 1645

1648

1649

fortsættes på bageste forsats

E

Nasjonalbiblioteket

Ved afgrundens rand

Nasjonalbiblioteket

r.vdeltn’Oslo

Gyldendal og Politikens

Danmarkshistorie Redaktion: Olaf Olsen

Bind 8

Ved afgrundens rand 1600 -1700 af Benito Scocozza

Gyldendals Bogklubber

Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie

Bind 8: Ved afgrundens rand © 1989 by Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag A/S, Copenhagen & Politikens Forlag A/S, Copenhagen Udsendes i Gyldendals Bogklubber efter overenskomst med Danmarkshistorien I/S Bogen er sat med Palatino hos GB-sats, København og trykt hos Nørhaven Bogtrykkeri A/S, Viborg Reproduktionerne i farve er udført hos Jan Sloth, Århus, i s/h hos Nørhaven Bogtrykkeri A/S, Viborg Bogbinderarbejdet er udført af Nordisk Bogproduktion A/S, Haslev Forlagsredaktion: Mogens Kristensen Billedkonsulent: Charlotte Appel Korttegner: Knud Rosenlund Grafisk tilrettelægning: Finn Evald/Grafikeme Omslag: Carsten Schiøler Omslagsillustration: Christian 4. malet af Pieter Isaacsz o. 1611 Foto: Det nationalhistoriske Museum på Frederikborg.

2. bogkluboplag Printed in Denmark 1993 ISBN 87-00-52206-6 (hele værket) ISBN 87-00-51657-0 Denne udgave må ikke gøres til genstand for offentligt udlån. Kopiering fra denne bog er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan.

Indhold Forord 7

En rundrejse år 1600 9 Den historiske kikkert 9 Bønderne fra Årslev 10 En tysk turist 12 Ved statsroret 17

Østersøens port 22 En broget købstad 22 Den rige enke 26 Øresundstolden 29

Kongens store hus 32 Det gamle slot 32 Det nye slot 33 Gud blandt guder 35 Christoffer Dybvad 39 Kongemagerne 41

Familien Rosenkrantz 46 Jørgen Ottesen Rosenkrantz 46 Den unge Holger 47 Herremanden 50 Rigens råd 52

En krig bygges op 56 Den onde nabo 56 Det katolske spøgelse 58 Kongens kup 63 Krigens bagland 65 En besværlig krig 67 Kalmar 68

Os fattige ringe bønder 72 Landbruget 72 Indkomstpolitik 75 Hoveriafløsning 77 Bonde og lensmand 78 „Har bønderne ikkun noget.80

De store planer 82 Privilegieøkonomien 82 Kongens formue 83 Det ostindiske Kompagni 85 Angrebet på lavene 89 Børnehuset 91 Silkeværket 92 Fiaskoerne 96

Dobbelttænkning 98 Forskel på folk 98 Fest og letsind 100 En horsag 105

De guddommelige ting 110 De udsatte præster 110 Præsten i Nakskov 111 Troldkvinden Birthe Olufsdatter 116 Luthers totale sejr 121

Vi mistede slaget 126 Den europæiske koncert 126 Optakten til Tredi veårskrigene 129 Hertug Christians krig 132 Lutter am Barenberg 135 Besættelsen af Jylland 136 Gustav Adolfs skygge 138

Fredens pris 141 De ti tønder guld 141 Christian 4.s ægteskabelige nederlag 145 Adelen salverer sig 148 Den jyske protestbevægelse 151 Bøndernes uforskammede tale 155

Den pantsatte krone 157 Torstenssonfejden 157 De feje harer 161 Adelen svarer igen 163 Gøgeungen 164 Marselis & Berns 167 Kongens uskiftede bo 168

Indhold

5

Adelens overmod 171

De uprivilegerede 260

Den udvalgte prins 171 Christian 4. og Corfitz Ulfeldt 172 Vicekongens sejr 176 Den tornekronede konge 179 Ådselgribbene 181 Corfitz Ulfeldts kabale 183 Stændermødet 186

Bonden og enevælden 260 Anne og Knud 260 Ødegårde og vornedskab 263 Skattetrykket 266 Taberne 267 Til fælles gavn 271

Kongen skaffer sig luft 189 Opgøret sætter ind 189 Dobbeltattentatet 193 Sagen mod Dina 196 Magtspillets offer 199

Brobygning 276 Statsleverandørernes skæbne 278 Kongeloven 282 Tronskifte 286 Et undersåtligt råd 289

Den store sammenhæng 200

Intriger og krig 292

Biskop Jersins dundertale 200 Læseklasser på landet 202 Latinskoler og gymnasier 204 Universitetet 208 Professor, dr.med. Ole Worm 211 Guds orden 214

Peder Schumacher 292 Griffenfeld 294 Krigsforberedelser 296 Den skånske Krig 300 Snaphanerne 305 Mordet i præstegården 307

Pest over Danmark 216

Det regulerede samfund 310

De befængte 216 Sømmet i foden 218 Revanche 220 Vendepunktet 223 Danmarks pine 227

Forfængelighedens marked 310 Afgudsbilledet 311 Danske Lov 315 Militærstaten 319 Residensstaden 321 Merkantilismen 324

Rigsrådets kapitulation 229 De københavnske købmænd 229 Frederik 3. 231 En fri rigsstad 232 Uden stands forskel 234 De moderate 238 Oktoberrevolten 240

Det højeste hoved 245 Håndfæstningen forsvinder 245 Et hoved 249 Privilegierne 252 Adelens modstand 253 Fortidens skygge 256 Konspirationen 258

6

Indhold

Enevoldsmagten befæstes 276

Guds orden 326 Gud og enevælden 326 Besættelsen i Thisted 329 Eva 333 Heltinders pryd 337 Niels Stensen 339 Christian 5.s testamente 344 Livsens Brød 348

Litteraturvejledning 351 Illustrationsliste 358

Register 361

Forord Hver ny generation skal have sin egen nye, store danmarks­ historie, og en ny generation er kommet til siden Politikens Forlag i 1962 påbegyndte udgivelsen af sin Danmarkshistorie i 14 bind under redaktion af redaktør John Danstrup og pro­ fessor, dr.theol. Hal Koch. I begyndelsen af 80'erne havde såvel Gyldendal som Politikens Forlag planer om et nyt stort værk om Danmarks historie, og det var derfor naturligt at de to forlag i 1983 etablerede et samarbejde om denne opgave. Universitetslektor, cand.phil. Benito Scocozza har ud over at have skrevet selve hovedteksten til bind 8 også skrevet billedtekster og udarbejdet den kronologiske tidstavle, littera­ turvejledningen og sammen med bibliotekar René Herring registeret. Billedkonsulent på dette bind har været stud.mag. Charlotte Appel, der også har stået for fremskaffelsen af illu­ strationsmaterialet og i samarbejde med redaktionen udarbej­ det illustrationslisten. De mange illustrationer kunne ikke være bragt her uden beredvillig hjælp fra en række privatpersoner og institutioner som redaktionen skylder stor tak. Gyldendal og Politikens Forlag

I forhold til 1. udgaven er der i bogklubudgaven foretaget en række rettelser og tilføjelser. Gyldendals Bogklubber

Sådan så kongeriget Danmark og hertugdømmerne Slesvig-Holsten ud for den hollandske korttegner Gerard Mercator. Kortet findes i hans atlas fra 1595.

En rundrejse år 1600 Den historiske kikkert At se ud over historiens landskab er som at se gennem en kikkert. Alting bliver mindre, mere utydeligt, kun få ting kan skimtes. Man får øje på enkelte begivenheder eller enkelte personer, der rager op i den historiske horisont. Århundreder­ ne virker som årtier, årtierne som år, og det enkelte år fylder én, måske kun en halv side i den historiske skildring- eller det springes simpelt hen over. Denne beretning om Danmark i 1600-tallet begynder med året 1600.1 sig selv er der ikke megen mening i at begynde med netop dét år, blot fordi det astronomiske ur har slået hundrede slag. Alligevel kan man lige så godt vælge dette dobbelte runde år som et hvilket som helst andet uden dermed at ville påstå, at der i året 1600 skete noget revolutionerende nyt, nogle iøjnefaldende hændelser, som for alvor betød et spring fremad - eller tilbage - i historien. Året 1600 kan ikke sammenlignes med 1536, hvor reforma­ tionen officielt blev gennemført, eller med 1660, hvor enevæl­ den blev til virkelighed, eller med 1945, hvor Danmark blev befriet fra den tyske besættelsesmagt. Men mennesker fødtes og døde, arbejdede og levede i året 1600 som i et hvilket som helst andet år i Danmarks historie. Hverdagen i år 1600 er lige så meget en del af forudsætningerne for vor tid som enevæl­ dens indførelse og Danmarks befrielse. Hvad kan man skimte af dette år gennem den historiske kikkert? Den 16. februar 1600 blev den frafaldne italienske munk Giordano Bruno brændt på bålet. Bruno havde i skrift og tale hævdet, at verdensrummet var uendeligt, og at Gud ikke var en person, der befandt sig uden for det. Gud var i Alting. Universet var Gud selv. Brunos opfattelse var en hån mod Kirkens lære, men den pegede frem mod eftertidens astrono­ miske videnskab, der foreløbig er trængt milliarder af lysår ud i verdensrummet. Ligeledes i året 1600 påviste den engelske dronning Eliza­ beths livlæge William Gilbert, at ved gnidning får visse gen­ stande evnen til at tiltrække. De har samme egenskaber som rav. Det græske ord for rav er „elektron" - deraf navnet elek­ tricitet. Gilberts opdagelse banede vejen for den teknologiske udvikling, hvis foreløbige højdepunkt er edb-alderen.

En rundrejse år 1600

9

Samme år syslede den engelske regering og Londons køb­ mænd med et projekt, der også skulle få den allerstørste be­ tydning for menneskeheden. Den 31. december 1600 fik 218 købmænd monopol på Ostindiens-handelen. Dermed grund­ lagdes Det engelsk-ostindiske Kompagni, der i et par århun­ dreder blev murbrækker for den europæiske imperialisme, og som mere end noget andet handelsfremstød lagde grunden til europæernes verdensmarked. o

Bønderne fra Arslev Men det var ikke universets udstrækning, elektriciteten eller den ostindiske handel, der optog bønderne fra Årslev, en landsby knap ti kilometer sydøst for Randers, da de onsdag den 30. april 1600 så et syn, de aldrig skulle glemme. Landsbyens folk begav sig om formiddagen ned til Alling Å for at rense den. Men der var for meget vand i åen, så folkene kunne ikke komme i gang med arbejdet. Det gav dem en kærkommen lejlighed til at tage sig et hvil. Klokken var mel­ lem 10 og 11. Pludselig kaldte Årslev landsbys oldermand på de andre, for det forekom ham, at „der opstod af engen langt borte ligesom en stor vogn med folk udi og mange løbendes derom­ kring, og som hastigt kom ned på engen". Snart så de alle en mærkelig hoben folk, der var „såre høje og tykke personer, og oven for skuldrene meget længere end mennesker almindelig­ vis plejer at være". De sære væsener løb frem og tilbage mel­ lem hinanden med „lange stager med blanke jern på enden, hvormed de stak til hverandre og undertiden holdt hverandre oppe i vejret på". Bønderne var lamslåede, og ikke mindst blandt „de arme kvindfolk, der også var til stede", bredte der sig „stor jammer og forskrækkelse". Der gik en halv time, før synet forsvandt. Bønderne ilede tilbage til landsbyen og fortalte om det, og snart bredte rygtet om den mærkelige foreteelse sig over hele egnen. Den 25-årige Holger Rosenkrantz, herremanden til Rosen­ holm, et prægtigt nybygget slot, der lå en halv snes kilometer borte, fik nys om sagen. Han var en dybt religiøs mand, som anede, at Gud måske havde meddelt sig gennem det sære syn. Anden pinsedag, den 12. maj, red han til Årslev. Bønderne, der havde fortalt om de underlige hændelser, blev efter guds­ tjenesten én efter én kaldt op til alteret for at gentage deres beretning for ham. Holger Rosenkrantz følte sig overbevist om, at de talte 10

En rundrejse år 1600

Dette stik fra Den olden­ borgske Krønike, der ud­ kom i 1599, viser, at ikke kun Årslev-bønderne kom ud for sære varsler. I tek­ sten til stikket hedder det, at den 7. maj 1598 så folk tre sole og tre regnbuer på den klare himmel over Oldenburg. „Hvad de måtte be­ tyde, er Gud bekendt", tilføjer krøniken.

sandt, ikke mindst da han fik beretningen bekræftet af sognets præst. Netop den formiddag, det var hændt, var pastoren gået i skoven for at holde øje med en vogterdreng, der passede noget kvæg, som var forkomment, fordi vinteren havde været gruelig hård. Og samtidig med at bønderne havde set den store tumult på engen, havde præsten hørt en advarende røst, „der tre gange klart og tydeligt råbte Vé! Vé! Vé!" En skeptisk eftertid har forklaret den besynderlige begiven­ hed med, at bønderne og præsten så en kraftig skypumpe. Rosenkrantz, der nedskrev beretningen om „Det underlige syn, Gud den Almægtige har ladet vise den sidste April nu sidst forleden 1600", fortæller da også, at præstens vogter­ dreng sagde, at han ikke havde overværet noget sært, men blot havde hørt en stor regn og stormvind. På bønderne og præsten og Holger Rosenkrantz gjorde en sådan snusfornuftig forklaring imidlertid ikke indtryk. De le­ vede i en verden, hvor det gode og det onde, Gud og Djæve­ len, var iblandt menneskene døgnet rundt, fra fødsel til død.

Bønderne fra Årslev

11

På epitafiet i Voer Kirke knæler det adelige ægtepar Otte Banner og Ingeborg Skeel foran Den korsfæ­ stede. Gravmindet, der stammer fra o. 1600, skulle fortælle eftertiden, at her­ remandsklassen kunne udfolde både pragt og kristeligt sindelag.

De tvivlede ikke på, at det var Gud, der med et jærtegn minde­ de dem om deres ulydighed og manede dem til at forsage synden. Som Rosenkrantz siger det i sin beretning: „Gud kalder og råber alle vegne ..."

En tysk turist Det måske sidste og afgørende livtag mellem Gud og Djævelen var således nærværende i menneskenes bevidsthed. Alligevel skulle det daglige arbejde gøres, livet leves og føres videre. Og de jordnære problemer såsom syge kreaturer og en tilmudret å kunne skygge for de store sammenhænge i verden og til­ værelsen. Måske var det derfor, at Holger Rosenkrantz i sin

12

En rundrejse år 1600

Færgeleje ved Guldborgsund over for Nykøbing Slot. Udsnit af maleri, ud­ ført af Adriaen Muiltjes i 1639. Da Zesterfleth år 1600 besøgte Nykøbing, var slottet næppe så prægtigt.

beretning om Årslev-synet så mismodigt beklagede, at en gæk ikke agtede Guds gerninger og tanker? Dog kunne han trøste sig med, at han tilhørte en klasse, der måske ikke kom lettere til det himmelske paradis, men som til gengæld klarede sig ganske godt her på Jorden. Rosenkrantz og hans klassefæller regerede Danmark, sad til bords med kongen, rejste udenlands for at lære statskunst og adelige manerer, byggede statelige herresæder og afholdt storslåede jagtselskaber. Det er derfor ikke mærkeligt, at det var disse adelsfolk og de spor, de og deres kongelige herre havde sat sig i byer og bygninger, den tyske turist Herman von Zesterfleth lagde mest mærke til, da han fra den 1. til den 24. august berejste Danmark. Zesterfleth kom over Østersøen og gik i land i Rødby havn. Han syntes, Rødby var en ussel flække. Til gengæld imponere­ de Maribo ham, for dér lå Danmarks rigeste og herligste klo­ ster. Kronen ejede klosteret, der efter reformationen fungere­ de som forsørgelsesanstalt for ugifte adelsfrøkener. Blandt jomfruerne kunne Zesterfleth have truffet Adelheid Venstermand, Erik Venstermands datter, der efter hendes slægts venner og råd havde bedt om at komme til at bo i klosteret. Den 21. april havde kongen allernådigst bevilget hende opholdet. Samtidig havde han indskærpet, at jomfru Adelheid skulle skikke sig ordentligt. Denne formaning skyld-

En tysk turist

13

Enkedronning Sophie, rest af et tabt helfigurportræt, malet af Jacob von Doordt i begyndelsen af 1600-tallet.

14

En rundrejse år 1600

tes sikkert, at der i tiden forud gang på gang var gået så vedholdende rygter om usædelighed blandt frøkenerne, at regeringen havde følt sig foranlediget til i 1595 at gennemføre en visitation af klosteret for at få has på udskejelserne. Fra Maribo kom Zesterfleth til Nykøbing Falster og blev her betaget af det tre etager høje ubefæstede Nykøbing Slot, hvor der boede en kvinde, som var fornemmere end nogen af de indsatte adelsfrøkener i Maribo Kloster. Det var enkedronning Sophie, afdøde Frederik 2.s hustru og mor til den unge kong Christian 4. Dronning Sophie var kun 30 år, da hendes mand døde i 1588. Ved ægteskabets indgåelse havde hun og hendes far i en kontrakt med Frederik 2. sikret hendes eventuelle enkestand bedst muligt. Hun kom således til at disponere frit over ind­ tægterne fra kronens gods på Lolland og Falster. Og hun blev en energisk godsejer, der nøje fulgte med i alt, hvad der skete inden for hendes vidtstrakte godsområde. I året 1600 var hun blandt andet optaget af, at hendes under­ såtter i Halsted holdt mange og store hunde, der ikke alene gjorde skade på hendes vildtbaner, men også på undersåtter­ nes egne får og lam. Derfor befalede hun, at de skulle holde deres hunde bundne hjemme ved gårdene eller lade hundenes ene ben afhugge. Enkedronningen greb også ind, da de syd­ lollandske bønder fra Errindlev sogn klagede til hende over, at en lokal adelsmand og godsejer havde spærret den vej, de siden arilds tid havde benyttet, når de skulle til Ålholm, én af dronning Sophies avlsgårde, for at yde hende afgifter og gratis kørsel og arbejde. Skulle de nu køre en omvej, ville det tage dem to dage i stedet for én at nå frem til Ålholm, og det ville være en så stor byrde for dem, at de ikke kunne blive længe ved deres gårde. Desuden plejede de at bruge vejen, når de skulle hente brændsel, tjørn og stave til at lukke og frede deres gårde og gærder med. For at få sagen bragt i orden befalede enkedronningen, at 12 „oldinge" skulle sværge om, hvor landevejen rettelig gik. Tan­ ken bag denne gamle retsregel var, at netop de ældste kunne huske, hvad der havde alders hævd. Hvilken kendelse, „ol­ dingene" nåede frem til, vides ikke. Blandt de mange problemer, enkedronningen tumlede med i året 1600, var der ét, hun havde helt inde på livet. Det hed sig, at hendes egen mejerske på slottet var utro mod dronningen og opførte sig dårligt og beflittede sig med alle hånde let­ færdighed. Hvad der konkret lå bag disse anklager, oplyser kilden, dronningens egen ordrekopibog, ikke noget om. Men hun ville i hvert fald af med den formastelige.

Selv om denne skitse af to amagerbønder i deres drag­ ter i hollandsk stil er fra en rejsebog fra 1674, har deres forfædre omkring 1600 næppe set meget ander­ ledes ud.

Det var ikke nemt at få fat på en ny. At være mejerske var et betroet hverv, der krævede kyndighed og håndelag. Enke­ dronningen tvivlede på, at hun kunne finde en på LollandFalster. Hun sendte derfor bud til København, for at en af hendes betroede kunne undersøge, om man ikke på Amager eller andetsteds kunne få en from, ærlig kvinde, der ville lade sig bruge som mejerske i nogen tid. At Amager blev nævnt, var ingen tilfældighed. Siden Christian?, i 1516 havde ladet 184 hollandske bondefamilier importere til Amager for at drage nytte af den store landbrugskyndighed, hollænderne besad, vidste man, hvor ekspertisen var at hente. Enkedronning Sophie formåede at overvinde de fleste større eller mindre skærmydsler, så det blev til gavn for hendes egen godsdrift. Zesterfleth bemærkede ikke uden grund, at hun evnede at trække store summer ud af sit gods. Hun havde allerede på det tidspunkt vist, at hun var en effektiv godsejer, der ikke veg tilbage for at nedlægge fæstegods med henblik på at øge den jord, der lå til hendes avlsgårde, og som blev dyrket ved hjælp af hovarbejde. Zesterfleth rejste videre til København via Køge, som han syntes var en temmelig stor by med prægtige bygninger, et net torv, formuende indbyggere, en god havn, stærk handel og sejlads, en sirlig kirke og et hospital. Endelig nåede han frem til København, Danmarks største by med omkring 20.000 indbyggere. Den tyske turist fandt, at København var en livlig og nydelig handelsstad. Men slottet imponerede ham ikke. Den del af det, der vendte ud mod byen, lignede mere en liden fyrstes end en stor konges. En tysk turist

15

København, som Zesterfleth så staden, da han ankom fra sydvest. Stikket er fra Braunius' atlas o. 1588. Den mest markante ændring ved byens profil fra 1588 til år 1600 var, at Christian 4. havde ladet et af Københavns Slots tårne, Blåtårn, få et nyt monumen­ talt spir (se side 58). Slottet rager højt op over byens tage bag galgen.

16

En rundrejse år 1600

Den 10. august besøgte han Frue Kirke og omtaler i den forbindelse kirkens nabo, universitetet. Det havde ikke så mange studenter som de fleste gode tyske, og de, der studere­ de i København, var næsten lutter danske og norske af mindre ædel stand, for de formuende sendte deres sønner til Rostock eller et andet udenlandsk universitet. Det var rettroende lærde, der stvrede det allerede mere end hundrede år gamle lærdomssæde. Konsistoriums, universi­ tetsledelsens, protokol for året 1600 vidner om omsorgen for den sande lutherske lære. Men den fortæller også, at kon­ sistorium ikke blot skulle tage sig af lærdommen. Universitetet levede af godsindkomster, så ledelsen måtte også beskæftige sig med bønder, der ønskede at få tømmer og gavntræ tildelt, og skride ind mod en møller, der ikke svarede sin fæsteafgift, sin landgilde. Endelig skulle konsistorium overvåge studenternes moral­ ske vandel. Ved dets samling den 25. juni berettede en by­ svend, at han havde pågrebet student Mikkel Kristensen „i et berygtet hus blandt jomfru Ingeborgs boder i en meget mis­ tænkelig situation". En måned efter blev Mikkel smidt ud af universitetet, fordi det forlød, at han for anden gang havde befundet sig i den mistænkelige situation. Zesterfleth omtaler ikke jomfru Ingeborgs boder eller andre tilsvarende etablissementer. Ud over slottet, de fornemmes boliger, den nette Kongens Have han spadserede i, var det mest havnen, der havde hans opmærksomhed. Han beretter, at der „i havnen ligger en halv snes skibe, hvoraf nogle for en rum tid siden er tagne af englænderne i Nordsøen, da den nu regerende konge første gang viste sig som søhelt".

Tre hollandske skibe salu­ teres af en dansk orlogs­ mand på Helsingør red. Hollænderne var de største forbrugere af Øresund, når de sejlede til og fra Østersø­ en. I baggrunden ses Kron­ borg. Maleriet er af Hendrik Cornelisz Vroom fra o. 1620.

Den dåd, Zesterfleth omtaler, var den kun 22-årige konges to-måneders færd langs Norges kyst, nord om Nordkap, hvor Christian 4. opbragte nogle engelske skibe, der uden dansk tilladelse sejlede i farvandet. Beslaglæggelserne skabte van­ skeligheder for Danmark. Den engelske regering var rasende, og i året 1600 forsøgte man at løse striden ad diplomatisk vej, men foreløbig uden held.

Ved statsroret Den 12. eller 13. august sad Herman von Zesterfleth på en bænk på Helsingborg-siden af Øresund og nød udsigten til Kronborg, „den kostbareste, smukkeste og prægtigste fæst­ ning i hele riget". Han betragtede de mange skibe, der sejlede ind og ud af Sundet, og som alle måtte melde sig på toldboden i Helsingør. De udenlandske skippere skulle betale told af la­ sten for at få lov til at sejle gennem Øresund. Zesterfleth opholdt sig kun et døgn ved Helsingør. Allerede den 13. august rejste han gennem en skov med mange hjorte i til Frederiksborg Slot, hvor kongen opholdt sig, når han følte trang til „at opmuntre sindet fra tungere regeringssorger". Derpå gik rejsen videre til Roskilde, der ikke var så smuk, fordi den „brændte for nogle år siden og var mange steder ikke genopbygget". Men domkirken var uskadt, et pragtfuldt byg­ ningsværk 130 skridt i længden og 48 skridt i bredden. Over Sorø og Slagelse nåede Zesterfleth til Korsør. Efter seks timers sejlads kom han til Fyn, der var berømt for sit gode mjød. Han rejste videre gennem Odense med dens smukke bygninger i den nederlandske smag, sejlede over Lillebælt og Ved statsroret

17

Christian 4. holdt meget af Skanderborg Slot, søerne omkring det og de gode skove at jage i. Bortset fra en udbygning af befæst­ ningerne viser dette kort fra Resens Atlas 1677 slottet, som det så ud o. 1600. Det meste af slottet blev brudt ned o.1770.

18

En rundrejse år 1600

nåede til Kolding. Her erfarede han, at kongen var på jagt i de nærliggende Silkeborg og Skanderborg len med deres ypperli­ ge skove. Zesterfleth opsøgte ikke kongen. Han syntes, det ville være upassende at forstyrre ham under jagten. Men han trøstede sig med, at han sikkert ville være så heldig at få ham at se en anden gang, og han rejste videre til Flensborg, „hvor det danske sprog hører op". Den tyske turist havde afsluttet sin danmarkstur. Herman von Zesterfleth traf ikke Christian 4. Men i kan­ celliets brevbøger, der refererer kongens ordrer, kan man følge den danske konges gøremål, mens han i eftersommeren 1600 var på jagt i det jyske, og få et indblik i, hvordan han og hans mobile regeringskontor, der fulgte ham på hans stadige rejser rundt i riget, undervejs tog sig af større og mindre sager. Allerede den 15. juli, da han opholdt sig på Kronborg, havde han truffet beslutningen om den jyske jagt. Han havde sendt breve til sine lensmænd på Koldinghus, Skanderborg og Silke­ borg og givet dem ordre til at skaffe salt, træ, havre til hestene og hvad andet, der behøvedes til den forestående jagt. I begyndelsen af august ankom kongen til Koldinghus, hvor han bemærkede, at slottet var noget forfaldent. Der var brug

Den unge Christian 4., født 1577, kronet 1596, afbildet i Den oldenborgske Krønike fra 1599. Rigs våbnet er stablet op ved siden af den skægløse konge, der bærer scepteret som tegn på sit civile styre og rustningen som tegn på sin militære myndighed.

for nogle solide gotlandske planker til lofterne i den store sal og andre gemakker, og hofmesteren fik besked om at skaffe plankerne til veje. Kongen ilede videre. Fra Vejle fik hof­ mesteren en ny ordre. Han skulle sende nogle bolde til Skan­ derborg Slot til brug i det nye boldhus, kongen havde ladet opføre for at fornøje sig med boldspil. Men kongen fik også tid til at beskæftige sig med sine under­ såtters problemer. Den 22. august udstedte han under jagten ved Ry et brev, der fritog en fæstebonde på kronens gods under Skanderborg len, Christen Jensen, for at betale det års landgilde, han resterede med. Christen Jensen var kommet bagud med sin ydelse, fordi hans gård var brændt. I samme anledning fik bonden også lov til at hente noget tømmer i kronens skove, så han kunne genopbygge gården. Kongen erfarede også, at Ry Kirke var meget forfalden. For at få den i ordentlig stand skulle Skanderborg-lensmanden sørge for, at de andre velbeslåede kirker, der var naboer til Ry, kom den betrængte kirke til hjælp. I september var jagten ovre. Men den trak spor efter sig. Kongen syntes, at det skortede på vildt dér, hvor han sammen med sine brødre og venner havde jaget. Derfor skrev han til lensmændene på Skanderborg og Silkeborg for at minde dem om, at de skulle indrette stier til vildsvinene, således som det Ved statsroret

19

Jagtmotiv fra adelsmanden Tage Thotts stambog 1601. Studenterne, adelige som borgerlige, medbragte på deres studierejser ofte „stambøger", som venner, de traf undervejs, skrev og tegnede i. En jagtscene med et jægerdigt tilføjet, her på tysk, var naturligvis en passende indførsel i en ung adelsmands stambog.

20

En rundrejse år 1600

var blevet aftalt, da kongen var ovre hos dem. Og lensmændene skulle sørge for, at der blev samlet nødder, agern og bog til at føde vildsvinene med, så dyrene ikke døde af hunger, når der kom stor frost og sne. Kongen ønskede også at sikre sig, at forplejningen på Koldinghus var i orden, når han næste gang kom på visit. Den 28. september fik lensmanden besked om, at han skulle lade noget godt øl brygge og holde så meget som muligt i forråd, at der altid fandtes nogle læster af alle slags gammelt og krydret øl i kælderen, da noget sådant agtedes for en synderlig nytte, når kongen holdt hoflejr dér. Men det var ikke vildsvin og øl, det handlede om, da to af kongens adelige rådgivere juleaftensdag 1600 fik ordre til at holde sig klar til et møde, der skulle holdes mellem Danmark og Sverige ved Kongsbak nær grænsen mellem det danske Halland og Sverige. Samtidig sendte han et brev til borgmestre og råd i en række købstæder. De skulle undersøge, hvilke af deres medbrødre der drev handel i Sverige, og på hvilke må­ der de var blevet besværet i deres handel. Han havde nemlig

hørt, at mange danske købmænd var blevet tvunget til at sælge billigt og købe dyrt, og at nogle af dem tilmed havde fået deres skibe og gods beslaglagt. Kongen ville gerne have besked herom, så svenskerne kunne få det forelagt på det aftalte grænsemøde. Klagemålene var et led i den aggressive politik, Christian 4. var ved at lægge op til over for Sverige - en ny skærpelse af modsætningen mellem de to lande om overhøjheden i Norden og Østersøen. Havde de Årslev-bønder, der oplevede jærtegnet ved Alling Å, kunnet se ind i fremtiden, ville de sikkert, vejledt af Holger Rosenkrantz, have opfattet de katastrofer, striden mellem Danmark og Sverige skulle føre med sig 1600-tallet igennem, som et bevis på, at Guds advarsel til menneskene havde været forgæves. De fleste af 1600-tallets mennesker ville ganske givet have tilsluttet sig Holger Rosenkrantz' slutningsord i beret­ ningen om bøndernes syn: „Bægeret er udi Guds hånd og er fuldt skænket af rød stærk vin. Han er den, som skænker deraf, men de ugudelige skulle drikke, og drikke bærmen ud."

Østersøens port En broget købstad Det var dog ikke de sidste tiders grumme bæger, en fremmed sømand drak ud, da nogle af Helsingørs bytjenere opsøgte ham på Maren Sneverlings værtshus. Han var rømmet fra sit skib, og skipperen havde bedt købstadens myndigheder om at fange ham. Men sømanden var ikke til sinds at lade sig føre bort. Han slog bysvendene blå og blodige, så selveste fogeden måtte hentes for at få ham fjernet. Helsingør var Danmarks port til den store verden. Alle skibe, der sejlede til Østersøen fra Vestersøen, som alle have vest for indsejlingen til Øresund kaldtes, og tilbage igen, måtte kaste anker på reden ud for Helsingør. De skulle betale told til kongen. Efter tidens danske målestok var Helsingør en stor købstad med sine mellem 5000 og 10.000 indbyggere. Det var en livlig by, hvis befolkning var sammensat af oprindelige helsingoranere, folk fra det øvrige Danmark og udlændinge, der enten lå over for en stund eller slog sig ned for stedse. Blandt køb­ stadsboerne kunne man møde Maren Snekkersten og Peder Espergærde fra stadens nærmeste opland, Hans Køge og Niels Læssøe fra fjernere landsdele, Jørgen Liineburg og Peder Svenske fra udlandet - og Tyske Margrete. Byens indvånere blandede sig med de mange fremmede matroser, købmænd og lykkejægere, der blev sejlet i land fra de udenlandske skibe. Og de fremmede kunne besøge værts­ huse, som var ejet af folk, der stammede fra deres eget land. Men ingen god rus måtte få skipperen til at glemme at melde sig ved Øresunds toldkammer for at deklarere sine varer og betale told til Kongelig Majestæt. Helsingørs indbyggere levede af at handle med de frem­ mede. Skibene skulle have proviant - brød, ost, øl, grønt­ sager, smør, tovværk og andet - for de kom langvejs fra og var længe undervejs. Så de helsingørske skudeskippere sejlede med deres små fartøjer til andre dele af Danmark og hentede korn og anden fetalje, vendte tilbage og solgte det til deres udenlandske kolleger, fra hvem de købte fremmede varer, som de solgte indenlands. Det var en god forretning, og derfor måtte de lokale køb­ mænd bestandigt slås med folk, der kom til byen, gjorde en god handel og derefter drog bort, når de havde „fået posen 22

Østersøens port

Rigdomskilden Øresund fremstillet allegorisk af maleren Isaac Isaacsz i 1622. Havguden Poseidon og al frugtbarheds moder, gud­ inden Kybele, læner sig til krukken, det herlige vand vælder ud af. Kybeles løve, der altid følger hende, vogter Sundet, og Triton, Poseidons søn, udblæser Sundets ry med sin konky­ lie. I baggrunden Helsingør, Kronborg og forbisejlende skibe. Motiver fra den græske gudelære var meget populære i 1600-tallet, in­ spireret af renæssancens dyrkelse af oldtiden.

fuld". Men de lokales interesser stred mod kongens. Især efter bygningen af Kronborg, der skulle våge over indsejlingen til Øresund, ønskede slottets bygmester, Frederik 2., at Helsing­ ør formerede sig med stadigt nye tilflyttere. På borgmestre og råds indstændige henstilling måtte kongen dog love, at kun de, der nedsatte sig i købstaden på livstid, skulle få lov til at drive købmandskab. Samtidig indskærpede han, at de til­ kommende ikke måtte fare med nogen sekt eller anden kæt­ tersk lærdom. Selv om kongen på forskellig vis søgte at ophjælpe byens handel, sørgede han dog for selv at have den absolutte for­ købsret, som skaffede ham den bedste vin, de herligste kryd­ derier og de fineste sydfrugter. Han opkøbte malerier, olie, øl og glas og kostbare rariteter såsom elfenben, papegøjer og marekatte. Dog hændte det, at de lokale handlende prøvede at komme kongen i forkøbet. 11628 skrev Christian 4. således til lensman-

En broget købstad

23

Maleriet her er fra en af tidens store handelsstæder, Antwerpen i Nederlandene. Bebyggelsen med huse, hvis gavle vendte ud mod gaden, blev efterlignet flere steder i Danmark. Fra 1600tallets begyndelse findes ingen billeder med Helsing­ ør som motiv.

24

Østersøens port

den på Kronborg, at han havde erfaret, hvorledes høkersker og andre fra Helsingør dristede sig til forlods at drage ud til skibene, når de ankom udi Øresund fra Spanien og andetsteds med pommerantser, citroner og andet sligt, og opkøbte varer­ ne. Så når skibene endelig opkom til toldboden, fik kongen ikke andet end det, andre havde vraget. En sådan urimelig handel skulle der straks sættes en stopper for. Men alene Helsingørs placering gjorde, at borgerne tjente godt, selv når de ikke gik kongen i bedene. Og det smittede af på købstadens udseende og indretning. Ganske vist bevarede byen sit middelalderlige præg med snævre og mørke stræder, der klemte sig inde mellem de smalle og langstrakte huse, hvis cirka 10 meter brede facader lå ud mod gaden. Men de formuende købmænd byggede prægtige gårde af røde mursten med pynt og forsiringer. Indvånerne grupperede sig i kvarterer og gader efter stand og erhverv. De rige boede helst ud mod hovedgaden, det styrkede deres forretning og rygte. De mindre håndværkere samlede sig i bestemte gader, og skilte med grovsmedens hestesko, skrædderens saks, klejnsmedens nøgle og bødde­ lens rødmalede sværd fortalte, hvad hver især havde at byde på. Ved siden af købmændene og håndværkerne var der de

I Helsingør tingbog, køb­ stadens retsprotokol, an­ førte skriveren i margen tegninger, der henviste til de sager, der blev ført, så man let kunne finde frem til den sag, man søgte. Træet, ud for hvilket står „skov" refererer til en sag, hvor der ulovligt var hentet brænde i skoven, og den anden sag handlede om en mand, der var anklaget for at slå og trække sin kone i håret, ja, han havde næsten myrdet hende.

mange løse folk, som søgte til Nordsjællands eneste større bysamfund. De måtte leje sig ind hos de mere velhavende og ofte friste tilværelsen i små skidne og utætte våninger til en ublu husleje. Navnene fortæller, hvad folk var beskæftiget med. Vi træf­ fer Søren Grydestøber, Peder Støvlesmed, Jacob Eddikebryg­ ger og Anne Løgkvinde. Den, der ville høre eventyr om det store udland, kunne opsøge Jacob Ostindiensfarer eller Jan Fransfar, der havde besøgt Frankrig. Der var de mere triste skæbner som Stodderkongen og Hovmodig Børges uægte barn. Og på de utallige værtshuse kunne man møde Den hvide Høne, Den blå Due, Hønsekød og Flækkesild, der hørte til blandt byens prostituerede. Det kunne være besværligt at finde frem til den helsingoraner, man ønskede at træffe. Der fandtes enkelte faste gade­ navne såsom Slotsgaden, Brøndstrædet, Kirkestrædet og Tor­ vet, hvor slagterboderne var rejst, men ellers måtte man, når man spurgte sig for, nøjes med angivelser som stedet „imod kongens plankeværk", „tværs over for Anne Trommeslagers" eller blot „den anden gade, som går på skrå". Og det kunne være sin sag at nå frem til den, man søgte. Gaderne var fyldt med skidt og skarn, og overalt stødte man på omkringløbende svin, hunde og geder. Fra slutningen af 1500tallet, da kongen og de fornemme herskaber efter bygningen af Kronborg kom oftere til Helsingør, fik myndighederne stri­ bevis af ordrer om at holde byen mere ren. Bøddelen fik besked om at fange de omstrejfende hunde og slå dem ihjel. Svinene blev gennet ind på kirkegården, så ejerne kunne hente dem mod bøde og formaning. Og for at de kongelige vogne ikke skulle sidde fast i gadernes mudder og det, der var værre, begyndte man en brolægning. Men byens borgere, der havde vedligeholdelsespligten, sad ordrerne overhørig og nø­ jedes med at kaste grus oven på skarnet, når det havde nået en alt for ulidelig højde. Der fandtes således de bedste betingelser for pest og andre smitsomme sygdomme, der da også med mellemrum redu­ cerede befolkningstallet betragteligt. Men til trods herfor leve­ de og virkede tusinder af mennesker på et uhyre lille byom­ råde, og de udenlandske skibe, der lagde sig ud for toldboden, spyede atter og atter fremmede søfolk ind i den overbefolkede kyststad. Det måtte nødvendigvis føre til klammerier og slagsmål, især når gæster såvel som hjemmefødninge fik mere end en tår over tørsten. Mord, knivstikkerier og brodne pander hørte til dagens og byens orden, og det skete ofte, at et af ofrene lod sig En broget købstad

25

„bese" af en nysgerrig flok, der skulle ynke den sårede og være vidner for ham, når han stævnede den, der havde forulempet ham. For at dæmpe gemytterne var strafferedskaberne blandt byens mest iøjnefaldende vartegn. Uanset om man kom fra sø­ eller landsiden, fik man som første velkomst synet af galgen med de dinglende kroppe, på torvet var rejst en kag, hvortil delinkventen blev bundet og pisket, og både på skibsbroen og på torvets fire hjørner fandtes der halsjern, hvori den, der havde forbrudt sig mod loven og torvefreden, blev anbragt til spot, spe og advarsel. Det var byrådet med dets borgmestre og rådmænd, der var udvalgt blandt købmændene, som sad inde med domsmyn­ digheden, og det var byfogeden og bysvendene, forløberne for vore dages politi, der skulle bringe synderne til veje. Men det kunne være svært at opretholde ordenen, for det skete ikke sjældent, at borgerne satte sig til modværge, når bysvendene dukkede op for at foretage en arrestation. 11606 meddelte seks borgere således bysvenden, der kom efter en eftersøgt, at myndighederne tog ganske fejl. „De vidste ikke, hvad øvrig­ hed, de havde", sagde de til svenden, „den ene borgmester er altid fuld, og den anden får de ond besked hos, og at 7000 djævle måtte have en sådan øvrighed". At der kunne være noget om de utilfredse borgeres snak, viser historien om borgmester Didrik Mahr, der engang slog Dorthe Clausdatter for munden, fordi hun havde nægtet ham en dans under en bryllupsfest. Borgmesteren mente dog, at han kun havde rørt hende med sin baghånd, og at hun hver­ ken var blevet rød, blå eller blodig, men Didrik måtte trods alle forklaringer betale en bøde på tre mark.

Den rige enke

Helsingørbøddelen Morten Skarpretters sværd. Klingen er forsynet med stempel fra knivbyen Solingen.

26

Østersøens port

Didrik Mahr tilhørte en af byens mest formuende købmands­ slægter. Og da hans svigermoder, Maren Klavsdatter, enke efter en velhavende købmand, døde i 1620, blev hans formue øget betydeligt. Boskiftet efter salig Maren fortæller om en efter tidens målestok anselig borgerlig rigdom. Maren efterlod sig ud over en guldkæde af firkantede mur­ stensformede led 22 guldringe, en signetring og adskillige sølvkander og sølvbægre. I købmandsgården fandtes 17 sen­ gedyner, 8 dundyner, 20 hoveddyner, 16 par lagener, 9 da­ maskduge og 37 andre duge. Blandt salig Marens klædninger var der, foruden en fin kåbe med blomstret fløjl under, en kørekåbe med fløjlskrave og adskillige silkeskørter. Stuerne

1579 lod tolder og borgme­ ster David Hansen i Hel­ singør dette prægtige gavl­ hus bygge, sandsynligvis opført af nederlandske bygmestre og håndværkere, der arbejdede ved opførel­ sen af Kronborg. Den sav­ takkede gavl og de røde murstensflader, der brydes af sandstensbånd, brugtes også i tidens slots- og her­ regårdsbyggeri. Husgavlen ligger ud til Helsingørs fornemme Stengade.

var møbleret med to sengesteder, to kister fra Danzig, et rødfarvet bord af løn, malerier og spejle. Hovedgården, i hvilken fru Maren selv havde boet, blev vurderet til 2000 daler, et beløb, der svarede til værdien af de allerstørste af byens købmandsgårde. Derudover ejede enke­ fruen en gård til en værdi af 350 daler, der var udlejet til Reinholdt Vagtmester, tre andre boliger, en gård næst op til Hans Olsens, værdi 250 daler, og endelig nogle bindings­ værkshuse med lerklinede vægge - fattigfolks våninger.

Den rige enke

T7

Dette overflødighedshorn af et køkkenstykke kan meget vel have prydet en væg i et velstående helsingørsk borgerhjem. I tidens kunst var mad i overflod et yndet motiv. Stikket er af Boétius Bolswert, der levede fra 1580 til 1633.

Ud over inventaret havde fru Maren også en pæn formue i penge. Ved sin død skyldte hun ganske vist 1200 daler væk, men til gengæld havde hun et udestående på over 3000. Blandt hendes kreditorer var adelsmanden Christoffer Ulfeldt, der alene skyldte hende 2000 daler plus renter - et forvarsel om den likviditetskrise, som efterhånden skulle gøre dele af ade­ len stadig mere afhængige af borgernes evne til at låne rede penge ud. Desuden oplyser skifteprotokollen, at fru Maren havde en andel i et skib, der var solgt til Hamburg, og at hun havde investeret 100 daler i Det ostindiske Kompagni, som Christian 4. havde grundlagt i 1617. Endelig blev der som følge af fru Marens testamentariske bestemmelser givet 200 daler til de fattige. Det var et hus som salig fru Marens, den franske gesandt­ skabssekretær Charles Ogier besøgte, da han ledsagede sin herre, gesandt Claude de Mesme, greve af Avaux, der i 1634 ankom til Danmark for at repræsentere den franske konge i

28

Østersøens port

anledning af brylluppet mellem Christian 4.s søn, den ud­ valgte prins Christian, og Magdalena Sibylla, kurfyrsten af Sachsens datter. „Jeg har besøgt flere privathuse," skriver Ogier i sin rejse­ beretning, „og fundet dem særdeles smukke, overalt smykke­ de med malerier og prydede med de skønneste kister. Alle vegne ser man det fineste linned, og jeg undrede mig over selv i barberernes bod at finde fine og kostbare håndklæder til brug for håndværkere og daglejere, skønt der ingen overflod dér i landet er på hør og hamp. I intet andet land har jeg set så store og smukke sengelagener som her". Ogier syntes dog, at sen­ gene var alt for korte og fjerdynerne alt for tætstoppede. Han fik kvælningsfornemmelser, når han gik til sengs. Men byen betog Ogier. Den er ganske vist „mellem de mindre, eller rent ud sagt lille", men han roser den for dens lige og brede gader. Husene er anselige både udvendig og indvendig og næsten alle bygget af røde sten - gesandtskabs­ sekretæren har som den ægte turist glemt at kikke ned i side­ gyderne og ganske overset småkårsfolkenes boliger. Men de huse, han har lagt mærke til, er velholdte. De får deres lys gennem vinduer af det klareste glas, som bliver pudset hver ugedag, og dørene er overbygget med bislag, som rager ud på gaden, og under hvilke der findes både bænke og søjler, så de ligner korthuse.

Øresundstolden Det var den eksplosive vækst i verdenshandelen i 1500-tallet, der førte stadig flere skibe til reden ud for Helsingør. Det var efterhånden mange penge, de forbisejlende skippere lagde i Øresundstoldens kasse. Begrundelsen for at opkræve tolden var, at den danske konge beskyttede farvandene mod sørøvere, lod udlægge bø­ jer og kendemærker på farlige rev og grunde og med stor bekostning sørgede for lys og lygter, så skibene kunne sejle sikkert om natten. På denne måde skildrede Christian 4.s propagandist, Claus Christoffersen Lyschander, det rimelige i toldopkrævningen, og det hændte da også, at kongens skibe opsnappede sørø­ vere. 1594 opbragtes piraten, adelsmanden Jacob Rostrup, og snart efter blev han selv halshugget, mens hans 27 mand store besætning rettedes i Helsingør og blev lagt på hjul og stejle. Men omkostningerne ved opbringningen af sørøvere og ved udlæggelsen af ikke alt for sikre sømærker var langt, langt mindre end de enorme indtægter, der flød fra Sundtolden, Øresundstolden

29

som stadig øgedes og i 1620'rne nåede op på over 200.000 daler årligt. Det er derfor ikke overdrevet, når præsten Jon Jensen Kolding i sin danmarksbeskrivelse fra 1594 jævnfører Øre­ sundstolden med andre landes rige indtægtskilder: „Selv om Danmark hverken besidder guldførende årer eller vingårde, hvorover det kan være stolt, tåler det alligevel sam­ menligning med Arabien, Spanien, Ungarn, Italien eller Tysk­ land på følgende vis. Thi landet frembringer - bortset fra me­ talminer - sine egne vældige rigdomme. Til visse er nemlig denne Balterhavets munding en sand guldgrube og ægte vin­ gård. Havet flyder nemlig med vin og guld. I kraft af disse umådelige årlige indtægter vokser kongens skatkammer og rigdomme ..."

Når Jon Jensen Kolding taler om „kongens skatkammer", skal det tages bogstaveligt. Pengene fra Øresundstolden gik ikke til staten, men til kongen personligt - eller til „kongens eget kammer", som det hed. Han alene kunne frit disponere over sundtoldindtægterne. Der kan da heller ikke herske tvivl om, at det voksende afkast fra den øresundske guldåre var den væsentligste årsag til, at Frederik 2. i 1570'erne på pynten ud for Helsingør lod rejse et mægtigt slot til erstatning for det gamle borganlæg, Krogen, som var blevet grundlagt af Øresundstoldens op­ finder, Erik af Pommern, mere end hundrede år tidligere. „Ude ved Sjællands kystside stråler Kronborg Slot, der er en overordentlig stærk og uindtagelig fæstning", skriver Jon Jen­ sen Kolding begejstret, og da der på den anden side Sundet over for Kronborg lå Helsingborg fæstning, fandtes der på begge sider „en vældig mængde krigsmaskiner, der er stillet op dér til skræk og advarsel for de fartøjer, der stjålent og uden given tilladelse forsøger at sejle forbi og unddrage sig den forskyldte told". Trods borge og kanoner slap adskillige skibe alligevel igen­ nem i nattens mulm og mørke, men blev de først opbragt af kongens skibe og ikke kunne attestere, at de var blevet for­ toldede, risikerede de at blive sejlet til København eller en anden havn og få deres ladninger konfiskeret. Overhovedet var det på kongens nåde, at skibene færdedes i de danske farvande - og til dels i det meste af Østersøen, for den danske konges rige rakte over Bornholm og Gotland til øen Øsel ud for den baltiske kyst. Østersøen opfattedes i det store og hele som dansk indhav. Og mødte et fremmed han­ delsskib den danske konges skib, skulle hun stryge topsejlet 30

Østersøens port

Jan Dircksens stik fra o. 1616 af det magtfulde danske krigsskib Trekroner, der var med til at sikre østersøherredømmet og Øre­ sundstoldens betaling, måtte fryde enhver helsingoraners øjne. Skibsskilderier optræder hyppigt i boskifter fra Helsingør.

ikke alene til kongens ære, men også som et tegn på, at kongen var havets herre. Adelsmanden Sivert Grubbe fortæller da også i sin dagbog under den 14. april 1601, da han sejlede med kongen mellem Ven og Helsingør, at de mødte et engelsk skib, „hvis kaptajn ikke ville vise kongens skib den skyldige honnør ved at lade topsejlet falde, hvorfor kongen selv rettede to kanoner og gav ham to kugler i skroget, så at engelskmanden blev nødt til med sit skib at følge med os til Kronborg".

Kongens store hus Det gamle slot

Miniaturemaleri i kapsel af guld og bjergkrystal fra 1612 af Christian 4.s dronning, Anna Cathrine.

32

Kongens store hus

Når helsingoranerne stimlede sammen for at kikke på det opbragte engelske skib og Kongelig Majestæts to orlogsfartøjer, „Victor" og „Hercules", kunne de mærke pustet fra den store verden med dens modsætninger mellem nationerne og fyrsterne om handel, territorier og overhøjhed. Men vendte kyststadens folk ryggen til havet og spadserede op ad skråningerne mod vest, forsvandt den internationale stemning hurtigt i de dybe nordsjællandske skove, der lå hen som jagtrevir for kongen. Den eneste rigtig farbare vej ind i landet var kongens priva­ te, anlagt allerede af Frederik 2. i 1580'erne, så han uden at blive hindret af bøndernes vogne bekvemt kunne færdes mel­ lem sit nybyggede Kronborg og sit lystslot, der lå midt inde i Nordsjælland ved Hillerød landsby. Ligesom sin far var Christian 4. meget øm over sine veje. Han ansatte en vejvogter, der skulle påse, at vejen fra Kron­ borg til Frederiksborg, som fortsatte til København, blev holdt i god stand, og at ræve og grævlinge ikke underminerede den med deres graveri. Og for at rense sine skove for uvedkom­ mende gav han ordre til, at alle de små huse, bønder og brændehuggere havde ladet bygge i skovene, skulle nedbry­ des, for dels gav de ringe landgilde, og dels brugte beboerne dem til hemmeligt at hugge ulovligt for så at sælge træet til købstæderne. Samtidig indskærpede han, at kun han alene og ikke lensmanden eller andre havde lov til at lade fiske i de søer, „som Vi altid til Vort eget behov har haft Os forbeholdet", og det var samtlige større søer i Nordsjælland, Frederiksborg Slots egen sø naturligvis indbefattet. . Christian 4. var født på Frederiksborg Slot, og ligesom sin far kom han der ofte. Under kroningshøjtidelighederne i 1596 havde det fungeret som indlogeringssted for mange af de fornemme udenlandske gæster. Efter kroningen og kongens bryllup i 1597 med Anna Cathrine af Brandenburg boede kon­ geparret fortsat hyppigt på slottet, og deres førstefødte søn, Frederik, der døde som spæd, blev født her. Slottet lå smukt, passende afsides og samtidig i bekvem afstand fra Helsingør, Øresundstoldens hjemby, og Køben­ havn, rigets største købstad. Men den unge konge var ikke tilfreds med sin fars jagtslot. Det var ikke meget større end de

herregårde, den velhavende højadel havde ladet bygge i an­ den halvdel af 1500-tallet. En mægtig potentat burde have et slot, der langt overskyggede adelens herresæder i pragt og størrelse. I de første par år efter kroningen nøjedes kongen med at lappe på Frederiksborgs omgivelser. Han lod bygge et lysthus nord for slottet på den anden side søen, og fra hollandske skibe, der anløb Helsingør, skaffede han kvæde-, kirsebær-, valnødde-, æble- og morbærtræer til slotshaven. Men slottets indretning var efter kongens mening under al kritik, og han besluttede at lade dets indbo, der var gammelt, fordærveligt og ubrugeligt, uddele til de fattige, dog undtaget tin-, kobber-, messing- og jerntøjet, der kunne genbruges.

Det nye slot

Frederik 2. s Frederiksborg, før Christian 4. rev det ned, malet af en ukendt maler i midten af 1580'erne. Til højre ses hovedslottet med to elegante tårne, i midten bag rytteren, der muligvis er Frederik 2., ses kirken og til venstre folkebygningerne, som Christian 4. lod stå.

Det varede da heller ikke længe, før kongen midlertidigt flytte­ de fra slottet og over i det nye lysthus med dets tilhørende bygninger til folkehold og heste. Og den 15. januar 1602 med­ delte han, at han havde indgået en kontrakt med bygmester Jørgen Friborg fra Slangerup, der skulle nedbryde hele slottet med kirken og skolen og andre bygninger på den store holm i slotssøen. Allerede tre måneder senere fik samme Jørgen Fri­ borg ordre til fra grunden at opmure de huse og bygninger, kongen ville have opsat på Frederiksborg Slot. Christian 4. s utålmodige og rastløse gemyt kom til at præge de følgende års omfattende byggeaktivitet. Kongen afsluttede kontrakter med blytækkere, snedkere, billedskærere, sten­ huggere, tømrere, malere og stukkatører. Han beordrede de

På denne detalje fra et værk fra 1589 af holsteneren Henrik Rantzau ses i bag­ grunden Rantzaus slot Breitenburg, omgivet af strimlede agre. I forgrunden er der livlig byggeaktivitet med udbedring af veje og broer og opmuring af en borg. Stikket er et af de få samtidige billeder, der viser mennesker i arbejde.

34

Kongens store hus

nordsjællandske kronbønder til at age sten, og han bandede over deres sendrægtighed og modvilje og truede dem med tårnet og den spanske tønde, når de ikke orkede at køre for ham. Han sendte bud helt over til Ods Herred for at få til­ strækkeligt med bønder til transporterne. Han hentede straffe­ fanger til Frederiksborg, så de kunne gøre det grove arbejde, og han lod dem kronrage, så de var lettere at fange, hvis de stak af fra tvangsarbejdet. Det trelængede slot, som i løbet af århundredets første årti blev rejst på den største og nordligste holm, var en sær blan­ ding af overdimensioneret herregård, nederlandsk renæssan­ cehus og middelalderligt klosteranlæg. Med sine to mægtige karnaptårne mod nord lignede det de mange herregårdsan­ læg. Den ydre stil med de røde mursten, der blev brudt af vandrette sandstensbånd, var inspireret af renæssancens byg­ ningskunst, mens placeringen af kirken i den vestre fløj, inde i selve slottet lå i forlængelse af byggeskikken i den katolske tids klostre. Men kirken fik ikke vestfløjen for sig selv. Over kirkerum­ met anbragte Christian 4. en gildesal, der senere blev udstyret med gobeliner, som skildrede kongens krigeriske bedrifter.

Lysekroner med kongens monogram oplyste salen med dens pragtfulde massive borde og prægtige skænk med gyldentmalede hylder, fra hvilke den rigelige udskænkning fandt sted, når salen fyldtes med gæster. Således blandedes fyr­ stepragt med fyrstefromhed, livlig dansemusik med tonerne fra kirkens orgel. Frederiksborg Slot var beregnet til både bolig og repræsenta­ tion. Efter tidens skik var kongens og dronningens gemakker adskilte. De lå på første sal over de hvælvede rum i stueetagen. Kongen havde en større stue på godt 150 kvadratmeter samt to mindre værelser til sin personlige rådighed. Den store stue, Sommerstuen kaldet, fordi den vendte mod nordvest og var vanskelig at opvarme og derfor kun rigtig anvendelig om sommeren, var sparsomt møbleret, men til gengæld herligt udsmykket med guld-, sølv- og silkeindlagte tapeter og adskil­ lige malerier. Sommerstuen var kongens repræsentationsloka­ le; selv brugte han i det daglige mindre kamre, blandt andet karnapværelset i det nordvestre tårn, hvorfra der gik et langt messingrør hed til skatkammeret i kælderen, så kongen be­ kvemt kunne kaste de mønter, man bragte ham, i sikkerhed bag tykke mure. Men Frederiksborg Slot var andet end en værdig bolig for en stor konge. Christian 4. var rigets største herremand, og Fre­ deriksborg var centrum for det omfattende nordsjællandske krongods. Til slottet lå avlsbygninger, og kongen var en ener­ gisk landmand, der nøje overvågede alle godsdriftens detaljer. Han eksperimenterede med kunstig kyllingeudrugning, holdt opsyn med, om mejerskerne passede smørkærningen, gav anvisninger på gravning af grøfter til afvanding og gav ordre til ladegårdsfogederne om, at de lod små piger og drenge luge byggen, hvilket skulle ske ved at børnene gik i marken „med bare fødder og med en kurv under armen, hvorudi de skal kaste klinten".

Gud blandt guder Dér lå så Frederiksborg Slot, midt i de nordsjællandske skove, isoleret fra menigmand, men dog så mægtigt med sine tre store længer og himmelstræbende tårne, at ingen, der besøgte det, eller fik et glimt af det hen over trætoppene, kunne være i tvivl om, at bygherren var en magtfuld monark. Mere end noget tidligere kongeligt bygningsværk genspejlede det den tanke om den kronede øvrigheds guddommelige ophøjelse, som netop i slutningen af 1500-tallet slog igennem i de euro­ pæiske stater.

Gud blandt guder

35

Da Christian 4. i 1596 var blevet kronet i Vor Frue Kirke i København, havde bisp Peder Winstrup, der forrettede den højtidelige handling, i sin store latinske indledningstale un­ derstreget, at Gud rundt om i Den hellige Skrift kaldte konger­ ne for guder. Selv om Winstrup i sin gennemgang af den overdådigt udsmykkede guldkrone samtidig havde betonet, at ædelstenene symboliserede rigets herrer, råd og adel, der styrede sammen med kongen, var det kongens magt og vælde, han først og fremmest lagde vægt på. I sin afsluttende tale dristede han sig ligefrem til at forkynde, at nu var Hans konge­ lige Majestæt i Jesu navn blevet salvet og kronet til en „ene­ volds konge". Om end Peder Winstrup næppe med denne karakteristik lagde den betydning i ordet, som det skulle få i løbet af 1600tallet, lå der i fremhævelsen af kongemagten som værende nærmere Gud end undersåtterne en tendens, der pegede fremad mod enevælden. Og den overdådige kroningsfest, der kostede flere skattedaler end nogen sinde, var ikke blot udtryk for en ung nyslået konges ønske om at demonstrere sin be­ tydning, men også en ideologisk manifestation. Egentlige enevoldsteorier var endnu ikke nået til Danmark. Men samme år som Christian 4. blev kronet, døde den franske statsteoretiker Jean Bodin. Han havde i en række værker, der hurtigt vandt stor udbredelse, betonet tanken om statsmag­ tens enhed og udelelighed, helst i skikkelse af en enevældig konge, thi det burde være i staten, således som det er i famili­ en, der også kun har ét overhoved. Dronning Anna Cathrines hjemland, Brandenburg i det nordøstlige Tyskland, var et af de fyrstendømmer, hvis regen­ ter i teori og praksis dyrkede den stærke fyrstemagt, og det smittede af på de lærde, der syslede med politisk tænkning. Blandt disse var den tyske læge Henning Arnisæus, der i begyndelsen af århundredet var lærer i moral ved universitetet i den brandenburgske by, Frankfurt an der Oder. I sit værk „De jure majestatis" - „Om majestætsrettighederne" - fra 1610 nærmede Arnisæus sig en enevoldstankegang. Selv om han ikke tildelte kongen al magt, ubunden af alle grænser, argu­ menterede han kraftigt for, at kongen burde være uafsættelig, og han hånede dem, der mente, at kongen var til for folkets skyld. Med tidens sans for spidsfindigheder gjorde han op­ mærksom på, at selv om lægen var til for patientens skyld, læreren for elevens og familiefaderen for familiens, kunne man dog ikke deraf drage den slutning, at lægen var under­ ordnet patienten, læreren eleven og familiefaderen familiens øvrige medlemmer! 36

Kongens store hus

Christian 4. s krone, specielt udført til hans kroning af guldsmeden Didrik Fuiren i Odense for 13.000 daler. Kronen er et hovedværk i dansk guldsmedekunst og også i europæisk målestok et sjældent klenodie.

Arnisæus tog også stilling til den århundredgamle debat om forholdet mellem kirke og stat. I smuk forlængelse af den tradition, Martin Luther havde skabt ved at underordne kir­ ken staten og forlange, at en kristen undersåt adlød den verds­ lige øvrighed, der var indsat af Herren selv, understregede Arnisæus statens magt over kirken. Kirken var statens tømme, med hvilken undersåtterne holdtes i ave. 1619 blev Arnisæus Christian 4.s livlæge, og selv om det er i denne egenskab, han sporadisk optræder i kilderne, kan det meget vel tænkes, at kongen og hans statsteoretisk skolede læge i stille stunder, når kongens medregerende rigsråder ikke har været i nærheden, har luftet deres fælles syn på, hvad der var sand majestætisk ret. Og Christian 4. har næppe været uenig med Arnisæus, når denne lagde vægt på, at de fyrstelige dyder ikke var de samme som de undersåtlige dyder. „Den, der fraviger kongevejen," skrev Arnisæus, „og bliver til en tyran, det er ikke ham, der lever i utugt, raser mod privat-

Gud blandt guder

37

P. van Somers maleri af Christian 4. s svoger, kong Jakob 1. af England i her­ melinskåbe og med en lukket krone på hovedet, der ganske i overensstem­ melse med Jakob l.s syn på kongemagten demonstre­ rer, at der ikke findes nogen myndighed over kongen uden Gud, symboliseret ved korset oven på kronen.

familierne, udpresser hårde skatter, øver sin kongelov med strenghed ... eller er en fjende af litteraturen; men det er derimod ham, som forsømmer samfundets vel og i al sin tanke og handling sigter mod at kuldkaste staten og borgernes vel­ færd." Den, der imidlertid gik længst i fremhævelsen af kongemag­ tens ophøjethed, var Christian 4.s egen svoger, kong Jakob 1. af England. Han hævdede, at en fri konge kun var undergivet Gud og sin samvittighed. Han herskede uindskrænket over

38

Kongens store hus

sine undersåtter. Og skulle det hænde, at kongen ikke var retfærdig, men ond, var det ikke tilladt undersåtterne at af­ sætte ham. De måtte nøjes med at bede til Gud om at komme dem til hjælp og om at tilgive deres synder, for den onde konge var Guds ris. Jakob 1. erklærede rent ud, at kongerne havde magt til at „gøre deres undersåtter til en slags skakbrikker". Og som et ekko af Peder Winstrups tale ved Christian 4.s kroning fastslog han i 1610 i en tale til det engelske parlament: „Monar­ kiet er den højeste ting på Jorden, thi kongerne er ikke blot Guds stedfortrædere på Jorden, men af Gud kaldes de selv guder."

Christoffer Dybvad Der var således rigelig åndelig føde til at mætte en konge, der ønskede at skaffe sig uindskrænket magt. Men selv om Chri­ stian 4. så langtfra forsagede magten og hellere end gerne ordnede alt selv, var han hverken et teoretisk eller strategisk hoved. Han skrev ikke som sin svoger pamfletter om den absolutte kongemagts berettigelse. I hans tusinder af egen­ hændige breve er der ikke en eneste sammenhængende be­ tragtning over, hvad han mente burde være kongemagtens rette placering i forhold til Gud og undersåtterne, kun almin­ deligheder om kongens ret og pligt og indimellem, når han var irriteret på rigsrådet, sarkastiske udfald mod den adel, der ragede til sig på kronens bekostning. Ca. 1620 gav hans hofmatematiker, Christoffer Dybvad, ham ellers en række gode råd om, hvordan han kunne komme af med den medregerende adel, som bandt hans hånd. Dyb­ vad var påvirket af Jean Bodin og dertil en hidsig natur, der forvandlede Bodins monarkiske teoretiseren til skarp polemik. Ifølge Dybvad skyldtes alt ondt i samfundet, at Danmark ikke var et arverige, således som det havde været i fordums tid. Adelen havde tilranet sig magten, sat sig på nakken af bønderne, fordærvet købmandskabet i riget og gået bag om ryggen på kongen. Det var nu på tide, at der blev gjort en ende på adelens indflydelse. Rigsrådet skulle afskaffes og kongen have absolut magt, således som den franske havde det. Og hofmatematikeren talte sig frem til, at eftersom der kun fand­ tes godt 800 adelige i hele Danmark, ville det ikke koste mere end to læster blod at gøre kongen enevældig. Det gik Dybvad ilde. Han blev fængslet og taget i forhør af tre rigsråder. Da han tilhørte den lærde stand, skulle han dømmes af universitetets ledelse, konsistorium. Den 22. de­ cember 1620 faldt dommen. Christoffer Dybvad blev fundet

Christoffer Dybvad

39

Udsnit af håndkoloreret tegning i stambog fra o. 1603, som viser en konge med scepter, der i den dennesidige tilværelse hersker over bonden med hakken. Men over for døden er de begge stillet lige.

40

Kongens store hus

Den aldrende rigsråd Chri­ sten Holck med pibekrave og guldkæde tilhørte høj­ adelens inderkreds. Han var rigsråd fra 1596 til 1630, hvor han fratrådte på grund af alder. Christian 4. brugte ham som lensmand på Silkeborg, som diplomatisk forhandler og til herredags­ rejser i Norge.

skyldig i at have forgrebet sig imod Gud, den kristelige reli­ gion, Kongelig Majestæt, riget, rigens råd, menig adel og andre rigens stænder. Flere forbrydelser var det næppe muligt at begå på én gang, og konsistorium fradømte ham da også al ære og fratog ham alle hans akademiske titler, hvorefter det gav ham kongens nåde eller unåde i vold. Christian 4. lod Dybvad slippe med livsvarigt fængsel, måske fordi kongen i virkeligheden var den eneste, han ikke havde fornærmet. Dybvad døde to år senere i sin celle på Kalundborg Slot. Dommen over Christoffer Dybvad blev afsagt kun lidt mere end et år, efter at kongen havde udnævnt Henning Arnisæus til sin livlæge, men Arnisæus var ikke alene mere moderat end Dybvad, han forstod også at holde tand for tunge. Når Christian 4. end ikke i de år, hvor han både økonomisk og udenrigspolitisk stod stærkt, tog et politisk opgør med adelen for at styrke kongemagten, skyldtes det naturligvis ikke i første række hans manglende sans for statsteoretiske spekulationer. Den almene europæiske enevoldstendens var i sidste ende ikke en følge af en Bodins, en Arnisæus' eller en Christoffer Dybvads overvejelser. Det forholdt sig tværtimod omvendt. Centralmagtens voksende styrke, som pegede frem mod enevælden, var et resultat af de øgede administrative og militære opgaver, statsapparatet måtte tage sig af. Når det blev en stærk politisk centralisering, der mere og mere viste sig som løsningen på statens vækst, skyldtes det i første række magtkampen inden for den herskende gods­ ejerklasse og mellem herremændene og det fremvoksende borgerskab. Kongemagten lukrerede på disse modsætninger, og den kunne desuden påberåbe sig en stærk centralmagts nødvendighed med henvisning til den latente trussel mod den herskende orden, som befolkningsflertallet, de store bonde­ masser, udgjorde. Bondekrigene i begyndelsen af 1500-tallet, i Danmark Clementsfejden i 1530'rne, kunne endnu i 1600-tallets begyndelse få selv den mest selvrådige adelsmand, der helst ikke så kongemagten styrket, til at indse nødvendig­ heden af en stærk statsmagt. Og til daglig sloges herremanden med halsstarrige og modvillige bønder, som mindede ham om den understrøm af murrende utilfredshed, der fandtes hos samfundets politisk umyndige flertal.

Kongemageme Endnu ved 1600-tallets begyndelse var der ingen tegn til, at den danske statsmagt, delt som den var mellem konge og høj adel, stod over for en udvikling i en mere monarkisk retKongemagerne

41

Den fynske herregård Holckenhavn, oprindeligt bygget af Jakob Ulfeldt i slutningen af 1500-tallet, senere ombygget og ud­ videt af Christian 4.s sviger­ mor nummer to, Ellen Marsvin, der overtog den i 1616 og kaldte den Ellens­ borg. Herregården blev i 1671 købt af gehejmeråd Eiler Holck, der året efter omdannede sit gods til baroniet Holckenhavn. Det var borgagtige pragtadels­ boliger som denne, Christi­ an 4. skulle konkurrere med, da han byggede Fre­ deriksborg Slot.

42

Kongens store hus

ning. Rigsrådet havde under Christian 4. s mindreårighed fra 1588 til 1596 evnet at regere riget og sikre dets enhed, mens det samlende kronede hoved endnu sad på skolebænken. Borgere og bønder, der nok kunne have grund til at sætte spørgs­ målstegn ved adelsmagten, forholdt sig i ro. Og selv om Peder Winstrup talte store ord ved Christian 4.s kroning, havde rigsrådet sikret sig den unge konges underskrift på en hånd­ fæstning, som var en nøje kopi af Frederik 2.s, og den lod ingen tvivl tilbage om, at adelen regerede sammen med kon­ gen. Det var fortsat rigsrådet, der valgte kongen, og kongen blev ikke konge, før han havde accepteret dets politiske betingel­ ser. Rådet, hvis medlemmer kongen var forpligtet Hl at ud­ vælge blandt adelen - og det betød reelt den godsrigeste adel - sad inde med skattebevillingsretten og eneretten til rigsembederne. Desuden var kongen tvunget til at bruge ade­ lige, når han udnævnte lensmændene, der bestyrede kronens gods og lokalforvaltningen. Endelig var det ikke kongen tilladt at erklære krig uden rigsrådets samtykke. Det var historikeren Arild Huitfeldt, som formede de stats­ teoretiske tanker, der genspejlede det rådende adelsvælde.

Rigsråd og rigskansler Arild Huitfeldt sammen med rigsråd Christian Barnekow som gæster i Amsterdam, bænket til højbords. De var på vej hjem fra en diploma­ tisk sendelse ril England i 1597. Huitfeldt sidder til højre. I forgrunden modta­ ges nogle nordhavsfarere, der netop er vendt tilbage. Stikket er fra Johannes Pontanus' beskrivelse af Amsterdam, trykt 1614.

Han tilhørte høj adelens inderkreds, var siden Frederik 2. s tid medlem af rigsrådet og fra 1586 rigskansler, den øverste retsembedsmand næst kongen. Fra begyndelsen af 1590'erne og til sin død i 1609 var han travlt optaget af udarbejdelsen af en danmarkshistorie, der skulle tage tråden op dér, hvor Saxo havde sluppet den knap fire hundrede år tidligere. Huitfeldt havde et bestemt formål med sin historieskriv­ ning. For ham var historien et spejl, i hvilket den unge konge kunne iagttage, hvorledes en retfærdig hersker burde optræ­ de. Og Huitfeldt var ikke i tvivl om, at kun den konge, der regerede sammen med rigets ædle mænd, var en værdig re­ gent. Christian 2., der prøvede at styre uden om og mod adelen, og som derfor blev afsat, var historiens store skurk, sindbilledet på tyrannen, det var tilladt at skaffe sig af med. Ligesom Jakob 1. opfattede Huitfeldt den tyranniske konge som en straf, sendt af Gud, thi det var nu engang Gud, der indsatte øvrigheden. Men hvor Jakob 1. understregede, at undersåtterne tålmodigt og ydmygt måtte finde sig i tyrannen, indtil Gud selv befriede dem, fremhævede Huitfeldt under­ såtternes ret til at hjælpe Gud med befrielsen. Fra tidernes morgen havde det nemlig været således, at kongen var valgt af Kongemagerne

43

Luftfotoet af Frederiksborg Slot demonstrerer klart tanken bag slotsanlægget. Det trelængede hovedslot med kirke- og gildesals­ fløjen til venstre, kongeboligen i midten og fløjen til højre, hvor kongens børn opholdt sig, er flankeret af to mægtige nordvendte tårne og et altdominerende kirketårn til Guds ære. Samtidig be­ mærkes det tilsyneladende uafsluttede ved hele anlægget. De gamle folkebygninger i forgrunden ligger skævt for selve slottet og forbindes med det ved hjælp af en S-formet bro. Porttårnet, hvor­ under de vinduesløse fangehuller lå i højde med voldgravens vand, kommer således til at danne den egentlige entré til slottet.

44

Kongens store hus

folket, men det var adelen, der var folkets repræsentanter, og som på dettes vegne havde indgået en kontrakt med kongen, hvori denne forpligtede sig til at regere riget efter loven. Ade­ len var lovens vogter, og forgreb kongen sig på loven, havde adelen pligt til at belære og om fornødent afsætte ham. Over for Christian 4. indskærpede Arild Huitfeldt utrætte­ ligt disse statsretslige grundsynspunkter, der passede så for­ træffeligt til adelens faktiske magtudøvelse og kontrol med kongemagten. Uanset om Christian 4. læste Huitfeldts digre historiske belæringer eller ej, var han låst fast. Der fandtes ikke i Dan­ mark politiske muligheder for at sætte adelen stolen for døren. Men det kom til at præge Christian 4. s regeringstid, at han bestandigt søgte at skaffe sig politisk albuerum ved så vidt muligt at vælge de rigsråder og de rigsembedsmænd, der enten var blege og farveløse, så de ikke kom på tværs af kongens personlige indgriben i store som små sager, eller stod ham så nær, at han mente, han kunne styre dem efter sin egen vilje. Samtidig søgte han ad bagdøren at komme uden om rigsrådets indflydelse. Og endelig arbejdede han hele sit liv energisk på at fremhæve kongerollen. Bygningen af Frederiksborg Slot var et led i denne Christian 4.s selvophøjelse. Det var næppe en tilfældighed, at slottet, da det i løbet af 1610'erne stod færdigt, som det store midtpunkt havde den fireetagers trelængede bygning med kongefløjen som det absolutte centrum. Nedenfor, på den nedre holm, var lensmandens og kancelliets mere beskedne huse anbragt, og endelig afsluttedes anlægget af de længer, der fik lov til at blive stående fra Frederik 2.s jagtslot. Disse mere simple og lidet udsmykkede bygninger tjente som husrum for det menige folkehold. Hele slotskomplekset er blevet opfattet som et symbol på stændersamfundet. Kongen har ihærdigt stræbt efter at frem­ hæve sin absolut overordnede rolle ved at sprænge alle prag­ tens rammer med hovedslottet. Men ét var slotsbyggeri, noget andet den politiske virkelighed. Omkring år 1600 var det ade­ len med dens huitfeldtske tankegang, der havde fat i den lange ende. Adelsvældens fjender kaldte de statsteoretikere, der mente det samme som Huitfeldt, for monarkomakerne, kongemager­ ne. Christian 4. kunne bygge sit hus nok så højt og majestæ­ tisk. Rigsrådsadelen var fortsat Danmarks kongemagere.

Familien Rosenkrantz Jørgen Ottesen Rosenkrantz Holger Rosenkrantz til Rosenholm, som i året 1600 havde udspurgt Årslev-bønderne om deres underlige syn, tilhørte inderkredsen af de adelige kongemagere. Rosenkrantzerne var en gammel og vidtforgrenet dansk adelsslægt, der sad inde med store godsrigdomme, og som i tidens løb havde beklædt vigtige statsembeder. Holger Rosen­ krantz' fader, Jørgen Ottesen Rosenkrantz, havde siddet i den formynderregering, rigsrådet havde udpeget under Christian 4.s mindreårighed. Jørgen Rosenkrantz var af den gamle adelsskole. Han havde været modstander af, hvad han senere kaldte „den fordærveli­ ge krig med Sverige", den nordiske Syvårskrig fra 1563 til 1570. Han havde siddet i rigsrådet under krigen og deltaget i for­ handlingerne om dens afslutning. Og efter krigen havde han energisk vendt sig mod alle udslag af det svenskerhad, som kunne tirre rivalen i kampen om herredømmet i Norden. Jørgen Rosenkrantz værnede om adelsmagten. Som ung havde han været de malmøske borgeres gidsel under Grevefej­ den, og han glemte det aldrig. Ifølge ligprædikenen over ham skal han have sammenfattet sin levetid fra 1523 til 1596 på denne måde:

Sidefløj af epitafium over Jørgen Ottesen Rosen­ krantz, malet 1579 for­ modentlig af Tobias Gemperle. Rosenkrantz knæler foran sin ældste søn, Otte, der døde i 1582, og lille Holger som seksårig. Epita­ fiet findes i Hornslet Kirke, Rosenholms sognekirke, der rummer Rosenkrantzslægtens gravminder.

46

Familien Rosenkrantz

„Jeg er mæt af dette liv og har haft stor møje derudi. Jeg har længe kendt Danmark både i fred og fejde, når det har ladet både vel og ilde. I Grevens Fejde stod det ynkeligt til her i landet, da adelen var rejst mod bønder og borgere, indtil Gud sendte den salige herre, hertug Christian, som stillede det oprør, og ved Guds bistand kom både religionen og riget på fode igen. Den svenske fejde svækkede riget meget på ottende år, så dersom vi ikke havde haft så gudfrygtig og from en herre konge, da skulle det have stået ilde til her i riget på denne dag, det har jeg set og mærket som gammel mand." Jørgen Ottesen Rosenkrantz døde den 9. april 1596, et halvt år før Christian 4. blev kronet og underskrev en håndfæstning helt i den afdøde herremands ånd. Men det uudslettelige indtryk, almuens oprør 60 år tidligere havde gjort på ham, og som endnu på hans dødsleje synes at have præget hans be­ vidsthed, havde også fået ham til at anlægge sin herregård,

Luftfoto af det voldgravsomkransede Rosenholm. Den ejendommelige skæv­ hed, hvormed sidelængerne forbinder portfløjen og den egentlige bolig, skyldes, at disse to fløje først blev bygget hver for sig uden tanke på en senere for­ bindelse mellem dem.

Rosenholm på Djursland, i lyset af sin livslange frygt for al­ muen. Jørgen Rosenkrantz sikrede sit nye herresæde mest muligt, så det kunne modstå angreb fra oprørske bønder, der ikke var udrustet med moderne våben. Både borggården, hvor familien boede, staldgården og avlsgården var hver for sig omgivet af dybe voldgrave. Inden for den største voldgrav rejste sig et herligt firelænget borgkompleks, endeligt fuldført af sønnen Holger efter fa­ derens død. Tømmer havde man nok af fra de omliggende store skove, arbejdskraften leverede godsets hovbønder og håndværkere, hvis arbejde betaltes med en beskeden løn. Det var straks sværere at skaffe mursten, men bygherren nedrev landsbykirker og holdt sig ikke for god til at gøre indhug i kongens slot, Kalø, hvor han var lensmand, så det ordsprog opstod, at „Rosenholm den røde lagde Kalø øde". At rosenkrantzerne gik effektivt til værks, fortæller Rosenholms mur­ værk selv. Her finder man adskillige rester af romanske granit­ kirker, og i den nordlige fløj er der blevet anvendt en ligsten som bygningsmateriale.

Den unge Holger Jørgen Rosenkrantz glemte aldrig, at han 16 år gammel under et ophold i Wittenberg, den nye lutherske tros Mekka, havde hørt både Luther selv og dennes arvtager, Filip Melanchthon. Den unge Holger

47

Denne håndkolorerede tegning findes i den senere viborgbiskop Frans Rosenbergs stambog fra 1615. Det fremgår, at den flittige student var udsat for mange fristelser. En lille knokkel­ djævel synes at lege Amor, der skyder sin pil af for at forlokke studenten til et eventyr med den lækre dame, der rækker ud efter ynglingen. Til gengæld forsøger både Vorherre foroven og den vingede engel at beskytte ham mod selveste Satan, der bistået af en minidjævel søger at gøre sin indflydelse gældende med helvedesdunster fra sit dragegab.

48

Familien Rosenkrantz

Jørgen Rosenkrantz var imod alt, hvad der i hans øjne stred mod den rette evangeliske lære, og han anstrengte sig til det yderste for at beskytte sin øjesten, hans eneste søn, Holger, imod at blive påvirket af teologiske afvigelser. Da Holger efter fem år som elev i Århus Latinskole og tre år ved Rostock Universitet trængte til yderligere lærdom, var faderen i vildrede med, hvor han skulle sende sønnen hen. „Så mangen steds høres underlig forandring, så det er vanskeligt at beslutte noget vist, hvorhen jeg kunne forskikke dig, dér hvor lærdommen var ren," skrev Jørgen Rosenkrantz til sin søn. Til alt held var Wittenberg just blevet renset for calvini­ ster, der i en periode havde haft overtaget ved universitetet, så Holger kunne rejse til den ortodokse lutheranismes genvund­ ne centrum. Holger Rosenkrantz' udenlandsophold fra hans 16. til hans 21. år var helt i overensstemmelse med, hvad der hørte sig til, når en ung adelsmand skulle have en standsmæssig uddan­ nelse. Efter faderens nøje eksamination udvalgtes en huslæ­ rer, som fulgte adelssønnen på rejsen, og som rapporterede om sin discipels opførsel, pengeforbrug, omgangskreds og studeringer. Daniel Cramer, en overbevist ortodoks luthera­ ner, der var Holgers ledsager, skrev således hyppigt til den gamle Rosenkrantz og fortalte om de studiemæssige frem­ skridt, Holger gjorde, samtidig med at han forsvarede studen­ tens kraftige pengeforbrug med, at Holgers svagelige helbred kostede dyrt i lægehjælp og medicin, at stedet, hvor de op­ holdt sig, ikke var prisbilligt, og at Holger som fornem adels­ mand havde selskabelige forpligtelser, som han ikke kunne undslå sig. Ifølge Cramer var det alt rigelig grund til, at Holger Rosenkrantz årligt spenderede en sum, der var dobbelt så stor som en velaflønnet professors gage. Holger Rosenkrantz' dannelsesrejse adskilte sig fra de fleste andre adelssønners. Holger var langt mere optaget af teologi­ ske spørgsmål, end det var sædvane blandt hans standsfæller, selv om en solid religiøs opdragelse bestemt hørte med til adelsfolkenes uddannelse. Holger Rosenkrantz' optagethed af trossagerne forhindrede ham imidlertid ikke i at forelske sig - til faderens store bekymring, eftersom den udkårne var bor­ gerdatter og derfor en adelig uværdig. Forbindelsen blev da også afbrudt, efter at den var kommet faderen for øre, og denne i et brev til sønnen havde advaret ham mod den syg­ dom, „som hedder på latin amor og på dansk en naragtig og gækkelig kærlighed". Den unge Holger synes dog at have anvendt det meste af sin tid til studeringer og indimellem på disputter med angivelige

n^lHmnfrx ftjnipiliil1ifiT7Tiriii»iiL.;ur-i-ifinin^"^^'.- -/----- n -~-~ -- ~?r- mrrr-—^~r r -t-

i.rwi

Den unge Holger

49

religiøse afvigere, som faderen mente mere udkæmpedes for disputternes egen skyld, og som han derfor fandt var både barnagtige og tidsspilde. Og selv om faderen givetvis var stolt af og tryg ved sønnens rettroenhed, mishagede det ham, at Holger ifølge Cramers rapporter var lidet interesseret i at stu­ dere den jura, som var et led i uddannelsen til de statslige embeder, en ung adelsmand skulle forberede sig til at vareta­ ge. „Holger ville synde mod Gud, fædrelandet og næsten, hvis han unddrog sig fra statsstyrelsen", skrev Cramer i 1593. Den gamle Jørgen Rosenkrantz, hvis karriere havde været den for højadelen så selvfølgelige blanding af godsejer og rigsråd, gav naturligvis Cramer ret. Holger Rosenkrantz gjorde da også, hvad man forventede af ham, og studerede jura.

Herremanden I 1595 vendte han hjem til Danmark for at sætte sig ind i bestyrelsen af de to nabogodser, han var enearving til, Rosen­ holm og Skaføgård, oprindeligt Jørgen Rosenkrantz' ret be­ skedne sædegård, senere udvidet og udbygget fra 1570'erne med en sådan energi, at folk, der så det stendige, bønderne havde rejst omkring godsets hovmark, skal have sagt, at „Skaføgårds hovdige og helvedes pine er lige lange". Skaføgård blev i første omgang enkesæde for Holgers mo­ der, fru Dorthe Lange. Så det var Rosenholm, der blev ram­ men om den hjemvendte adelsynglings tilværelse. Men før han for alvor slog sig ned på sit herresæde, var han en kort overgang ansat som sekretær i Danske Kancelli, det kongelige regeringskontor. Gennem sit arbejde her skulle han få den fornødne indsigt i statsadministrationen med henblik på at kvalificere sig til mere betydningsfulde poster. Holger var kun kancellisekretær i mindre end et år, og den eneste større opgave, han blev pålagt, var at være sekretær for to rigsråder, der sommeren 1597 blev sendt til Danmarks fjerne østersøbesiddelse, Øsel ved den baltiske kyst, for at inspicere øen og afgøre retstrætter. Allerede i januar 1598 tog han afsked med „dette modbydelige tvangsarbejdshus", som han skal have kaldt kancelliet, og slog sig ned på Rosenholm. Samme år giftede han sig standsmæssigt med Sophie Brahe, datter af rigsråd Axel Brahe og fru Mette Gøye og niece til Tyge Brahe. Ægteskabet faldt ganske ind i det adelige giftermåls­ mønster, der bandt det tynde lag af højadelige slægter sam­ men og sikrede herremandsklassens lukkethed. Mens Holger tog sig tid til såvel fortsatte studier som for­ fattervirksomhed, lærergerning og senere politiske og admini50

Familien Rosenkrantz

Maleri fra o. 1642 af det fromme ægtepar Holger Rosenkrantz og Sophie Brahe. Billedet pryder top­ stykket af deres epitafium i Hornslet Kirke.

/yj/rZ

''téf

Fra den senere så berømte læge og oldsagssamler Ole Worms stambog. Øverst står på græsk: „Ét gør jeg ... jeg glemmer, hvad der er bagved, og rækker efter det, der er foran", et citat fra Paulus' brev til filipperne, 3, 13. Underneden signeret - på latin - „Holger Rosen­ krantz, søn af G [= Georg = Jørgen] indføjede dette på mit Rosenholm den 28. juni anno 1610."

strative gøremål i statens tjeneste, overtog Sophie ledelsen af familiens økonomi, samtidig med at hun gik fra den ene barne­ fødsel til den anden. I alt fik ægteparret 13 børn, hvoraf de fem døde tidligt. Ved studierne og lærergerningen, der blandt andet med­ førte, at Rosenholm blev valfartssted for unge lærdomshung­ rende adelsdrenge og studenter, afveg Holger Rosenkrantz fra den øvrige adel. Ganske vist hørte et fromt sindelag tiden til, og de højadelige undlod da heller ikke at yde bidrag til kirken eller at deltage i kirkelivet, men i reglen var de mere optaget af godsspekulationer, erhvervelsen af gunstige len, udfoldelsen af standsmæssig herskabelighed, bygning og udbygning af deres herregårde og sikringen af deres politiske magt. Og mens disse sager var mandsopgaver, overvågede hustruerne husførelsen og lagde rammerne om de repræsentative hverv, der fulgte med deres mænds positioner. Holger Rosenkrantz var hele sit liv dybt optaget af de store religiøse spørgsmål. Han opbyggede et bibliotek, en hånd­ skriftsamling og et laboratorium, der vakte beundring langt uden for rigets grænser. „Lærde Holger" blev snart en kendt skikkelse i det internationale teologiske selskab. Og han havde råd til det. Rosenholmfamilien var velhavende og besad for-

Herremanden

51

På Rosenholm indrettede Holger Rosenkrantz et lille bedekammer med et husal­ ter, hvis altertavle er ud­ skåret i alabast. Motivet er den gammeltestamentlige fortælling om Jonas, der blev slugt af en stor fisk, fordi han skjulte sig for Herrens åsyn. Men Herren lod fisken spytte ham ud igen, så Jonas kunne gøre bod og gå ud i verden og omvende de vantro.

uden sædegården selv og Skaføgård flere godser på Fyn og i Skåne og gårde i København, Århus og Viborg. Familiens godsrigdom borgede imidlertid ikke for en upro­ blematisk økonomi. Vel gav salg af korn og øksne, bøndernes landgilde og andre indkomster et solidt grundlag for her­ remandstilværelsen, men godshandeler og overforbrug parret med hyppige svingninger i landbrugskonjunkturerne førte til stadige låneoptagelser. I en periode fungerede kongen som bank - 1605 er Holger Rosenkrantz således opført med en gæld på 2000 rigsdaler, som han skylder kongen, og 18 år efter er gælden vokset til næsten 30.000. Men adelsfolkene lånte også af hinanden eller på Kieler Omslag, samtidens mest søgte lånemarked for danske adelige, mod pant i godsejendom eller mod kaution. Holger Rosenkrantz optrådte hele sit liv som kautionist, og i flere tilfælde kom han til at hænge på en gæld, som skyldnerne enten ikke var i stand til at betale eller døde fra. Og for at skaffe de likvide midler, som kun fandtes i sparsomt mål i samtidens samfund, måtte Holger Rosenkrantz enten sælge ud af sit gods eller hastigt optage nye lån. I tiden før Holger Rosenkrantz blev udnævnt til rigsråd i 1616, blev han kun sjældent brugt i offentlige anliggender. I 1608 deltog han som befuldmægtiget for den menige jyske adel i valget af Christian 4. s søn, prins Christian, til tronfølger, han blev brugt som vitterlighedsvidne ved overdragelsen af len til nye lensmænd, han og Sophie Brahe var gæster ved adels­ bryllupper, hvoraf adskillige blev afholdt af kongen, og i et enkelt tilfælde blev han specielt kaldet af kongen til at regi­ strere nogle breve ved et lensmandsskifte, fordi der i lenets arkiv fandtes nogle breve på latin, som kongens udsendte registreringsmænd ikke havde været i stand til at tyde. Som andre adelsfolk var det også Holger Rosenkrantz pålagt at yde bidrag til rigets forsvar. Det kunne ske ved at møde med hest og harnisk. Da Christian 4. i 1611 angreb Sverige, blev Rosenkrantz også straks udskrevet, dog ikke som landkriger, men som skibskaptajn, og i maj 1611 var han optaget af at hverve krigsfolk i Nederlandene for kongens regning.

Rigens råd Den 1. december 1616 udnævnte Christian 4. Holger Rosen­ krantz til medlem af rigsrådet. Rigsrådet, der skulle regere riget sammen med kongen, var ikke Christian 4.s kop te. Det hæmmede ham både inden- og udenrigspolitisk, og i sine bestræbelser for at stække det havde han en tid lang undladt at udnævne nye råder, når de gamle 52

Familien Rosenkrantz

På denne stambogstegning fra o. 1623 synes ridder­ skabet at være steget den rustningsklædte herre til hovedet eller ligefrem ud af det, for rustningen er tom. Han er omgivet af adel­ skabets symboler, det musi­ ske, det lærde og det kri­ geriske. Tegneren har villet skildre forfængelighedens forgængelighed.

døde. I 1616 var antallet af rigsråder helt nede på ni mod det normale på omkring 20. Hvor meget kongen end helst så rigsrådet derhen, hvor peberet gror, var adelen ham for mæg­ tig, og Holger Rosenkrantz' udnævnelse var et led i en efter adelens mening længe tiltrængt supplering af rådet. Som begrundelse for at udnævne seks nye råder erklærede kongen, at „... efterdi en ganske hob af rigens råd ved døden er henkaldet og en part af dem, som igenlever, gamle og uformugsomme er, så har Vi for slig årsags skyld for rådsomt eragtet, at samme tal med det forderligste skulle formeres". Holger Rosenkrantz var 42 år, da denne omvæltning i hans tilværelse indtraf. Han blev med ét kastet ind i det politiske centrum, der sammen med kongen traf alle de rigsvigtige beslutninger. Samme år fik han Dalum i forlening og året efter det både givtige og vigtige len Odensegård. 11618 tog Holger Rosenkrantz fast ophold på Odensegård, samtidig med at han bestandigt måtte rejse til rådsmøder og i øvrigt blev brugt til adskillige diplomatiske sendefærd. Som rigsråd var han nu sammen med sine rådskolleger lovgiver og dommer og med til at tilse, at kongen regerede riget lovfor­ meligt sammen med rådet ifølge håndfæstningens ordlyd. Som lensmand var han den lokale udøvende instans, der skulle sørge for, at rigsbeslutningerne blev ført ud i livet, og at kronens gods ikke vanrøgtedes. Men lensmandsembedet omfattede også tilsyn med de lo-

Rigens råd

53

En lensmands brevskab fra omkring 1600. På nederste skuffe står: Sendebreve lenet vedkommende.

54

Familien Rosenkrantz

kale gejstlige forhold, og det kan næppe undre, at Holger Rosenkrantz især interesserede sig for skolevæsenet. På rigs­ plan var han en af initiativtagerne til oprettelsen af Sorø ade­ lige Akademi, hvis øverste tilsynsmand han blev. Og han stod bag grundlæggelsen af Odense Gymnasium og udnævntes til dets „direktor". En del af tiden gik også med at holde justits. 1622 meddelte skriveren på Bremerholm, kongens orlogsværft der brugtes som tvangsarbejdsanstalt, at Holger Rosenkrantz havde ladet hidsende en kældersvend, der havde stjålet nogle madvarer. Kongen resolverede, at svenden skulle gå tre år i jern som straf for den store brøde. Ud over sådanne husskærmydsler skulle Holger Rosen­ krantz tage sig af de mange sager, centraladministrationen lagde på hans skuldre. Han skulle sikre, at bønderne i lenet blev udskrevet til militærtjeneste, at kongens kvæg, der kom fra Holsten på vej til Sjælland, fik passende forplejning, når det passerede Fyn, og han fik ordre til at sørge for, at bønder­ nes og borgernes vogne, der ifølge kongen var for små og lidet ydedygtige, blev gjort større og bredere, og at vognporte og bomme blev indrettet efter den nye påbudte bredde. Sådanne sager var blot en lille del af de hverv, Holger Rosen­ krantz havde at se til som lensmand. Han havde naturligvis sine fogeder og andre undergivne, som tog sig af det prakti­ ske, om end han måske holdt mere øje med det daglige arbejde end mange andre lensmænd, der sjældent eller aldrig boede på lensgården. I sidste instans var det da også indtægterne fra lenet, der havde lensmandens interesse. Forleningsvilkårene kunne være mere eller mindre gunstige, men lenene gav un­ der alle omstændigheder den adelige lensmand et klækkeligt tilskud til de hjemlige godsindtægter. Højdepunktet i Holger Rosenkrantz' karriere som rigsråd indtraf, da Christian 4. i 1620 sendte ham som sin eneste repræsentant til den svenske kong Gustav Adolfs bryllup. Han har selv givet en livfuld skildring af denne rejse. Han fortæller begejstret om al den ære, man viste ham, da han drog gennem Sverige til Stockholm. Overalt blev han mødt med kanonsalutter. Han tog del i adskillige strålende jagtselskaber. I Ørebro var han indkvarteret i dronningens gemak, der var stateligt udstyret med tapeter, og han sov i en seng med fløjlsomhæng, silkedyner og herligt syede lagner. Gæstebud fulgte på gæstebud, og han beretter, at han engang blev budt på 26 retter og 16 konfektskåle. Da han endelig nærmede sig Stockholm, blev han uden for byen modtaget af Gustav Adolf selv, og han red den sidste halve mil til staden på kongens

11955 rekonstruerede Nordiska Museet i Stockholm den tredje af de store anretninger, der blev serveret ved en fornem festmiddag i 1600-tallet. Marcipan, kandiserede frugter, tærter og andre god­ bidder er anbragt på konfektskåle, båret af små figurer. Men det var ikke kun desserten, der imødekom smagen for søde sager. Tidens kogebøger viser, at også hovedretterne var fyldt med suk­ ker. Måske var det et sådant overflødighedshorn, Holger Rosen­ krantz blev præsenteret for under sin rejse til Sverige.

højre side. Og mens han var i det svenske, fik han også lejlighed til at drøfte teologiske sager med lærde folk. Holger Rosenkrantz var ikke en hvilken som helst gesandt. Han var en af det danske samfunds førstemænd, repræsentant ikke blot for kongen og riget, men for den endnu almægtige herremandsstand, de to promille af den danske befolkning, der var ædelstenene i Christian 4.s krone.

En krig bygges op Den onde nabo

På den nederlandske kort­ tegner Ortelius' kort fra 1595 har hele Den skandina­ viske Halvø fået samme farve som Sverige, hvilket næppe har huet Christian 4. På det, der vel skal forestille nordpolskalotten står der på latin: „Her bor pyg­ mæerne."

56

En krig bygges op

Over for kongemagernes højadelige kreds havde kongen med sin håndfæstning afgivet det edsvorne løfte, at han ingen krig „ville begynde eller påslå, uden det sker med menige Dan­ marks riges råds vilje, fuldbyrd og samtykke". Det var uden tvivl den bestemmelse i håndfæstningen, som plagede kongen mest. Og oven i denne kraftige indskrænk­ ning af kongens udenrigspolitiske handlefrihed kom paragraf­ ferne 24 og 25 i Stettinerfreden af 1570. De var på det danske rigsråds initiativ blevet indført i fredsaftalen, der afsluttede Den nordiske Syvårskrig mellem Danmark og Sverige, og in­ deholdt en nøje beskrivelse af, hvorledes stridigheder mellem de to riger for fremtiden skulle ordnes. Paragrafferne satte kongerne uden for indflydelse. Tvistemål skulle afgøres på grænsemøder mellem repræsentanter for det danske og det svenske rigsråd, og lykkedes det rådeme fra de to riger at blive enige, havde kongerne at rette sig derefter. Gjorde de ikke det, var råderne løst fra deres ed over for deres respektive herrer. Sverige var klemt af Danmark-Norge. Det havde kun ad­ gang til de vestlige have gennem en lille korridor ved fæst­ ningen Elfsborg, der lå ud mod Kattegat mellem det norske Bohuslen og det danske Halland. Danmark var ubetinget Østersøens behersker. De danske besiddelser fortsatte hinsi­ des Blekinges kyst til øen Øsel ud for den baltiske kyst, og Danmark havde foruden Bornholm et fast og stærkt støtte­ punkt i Gotland. Med den kraftige vækst i søhandelen kom Østersøen til at spille en stadig større rolle, og den indre udvikling i Sverige siden løsrivelsen fra Danmark i 1523 havde efterhånden konso­ lideret riget så meget, at det havde brug for albuerum. I første omgang kom den svenske ekspansion til udtryk i forsøg på at nå de vigtige Nord- og Vesterhave via det nordlige Norge og i bestræbelser på at sætte sig fast på den baltiske kyst. Det danske rigsråd var naturligvis klar over, at Sverige ville stræbe efter at befæste sin magtposition på det dansk-norske riges bekostning, men de konflikter, det måtte føre med sig, skulle så vidt det overhovedet var muligt løses gennem for­ handling og voldgift. Den danske konge havde helt andre storpolitiske ambitioner. Han ville erobre Sverige og genskabe den nordiske union under dansk overherredømme. På samme

R IE N S . O Den onde nabo

57

For at markere hensigten med sin nordiske politik lod Christian 4. kort før sin kroning i 1596 Blåtårn på Københavns Slot forsyne med et spir, lagdelt af tre forgyldte kroner. Detalje fra stik 1611 efter Jan van Wijks maleri af København.

måde som de danske storgodsejere gennem godsspekulation søgte at berige sig og lægge stadig ny jord under sig, agtede landsherren på rigsplan at forøge rigets område, sig selv til berigelse og reputation og Danmarks rige til evig gavn. I forsommeren 1599 stod en dansk flåde, anført af kongeski­ bet „Victor", ud fra Københavns havn. Christian 4. var flådens øverstkommanderende, men han bestemte, at han kun skulle kaldes Kaptajnen, eftersom han ikke ønskede, at 'fremmede' skulle få kundskab om hans tilstedeværelse på flåden, et snur­ rigt påfund, som næppe narrede den effektive svenske efter­ retningstjeneste. Målet for Kaptajnens flådefærd var at inspicere de nord­ norske områder, hvor svenskerne sivede ind, og samtidig skulle flåden på sin sejlads langs den norske vestkyst hånd­ hæve den danske overhøjhed over det nordvestlige ocean, der på trods af det umilde vejrlig blev søgt af stadig flere handels­ skibe, der sejlede på den isfri russiske havn, Arkhangelsk ved Hvidehavet, og af hvalfangerskibe fra mange lande. Det var en vovelig sørejse, Christian 4. og hans flåde begav sig ud på. Søuhyrer, storme, undersøiske skær, finske trold­ kvinder og en kat, der blev anklaget og dømt for at være et djævelsk uhyre, der kunne fremkalde faretruende orkaner, gjorde rejsen til en noget blandet fornøjelse. Men Kaptajnen fik afmærket sit terræn og tilmed opbragt et hollandsk og nogle engelske skibe, der besejlede farvandet uden dansk søpas. Baggrunden for rejsen nord om Nordkap var den stadig mere skærpede strid om højhedsretten over de nordnorske områder. Svenske fogeder var begyndt at beskatte samerne, der på deres nomadefærd nåede helt frem til den norske kyst, og det vakte Christian 4.s harme, at svenskerne og russerne ved en traktat i 1595 havde delt området ved Nordkalotten mellem sig. Til stridighederne mellem Danmark og Sverige om de ugæstfrie nordlige egne kom stadige danske klagemål over, at danske købmænd blev hindret i deres handel på Sverige, og at svenske kreditorer undlod at betale deres gæld til de danske købmænd, der havde solgt varer til dem.

Det katolske spøgelse 11500-tallets sidste årti var Karl 9. om ikke formelt, så dog reelt blevet Sveriges hersker. Når der var tvivl om hans status, skyldtes det, at han i virkeligheden kun med titlen af hertug styrede på sin broders, Sigismunds, vegne. Denne var i 1593 blevet svensk konge, men var samtidig gennem ægteskab

58

En krig bygges op

Stik fra 1596 af hertug Karl, den senere kong Karl 9. af Sverige. Hertugen agter ikke at lægge skjul på sin virile magt. På våbenet foran hovedet, der er skruet på en overdimensioneret pibekrave, ses i øverste venstre hjørne de tre kro­ ner, som Karl stredes med sin danske rival om at an­ vende.

blevet konge i Polen og var gået over til den katolske tro. Under påskud af at forsvare den sande evangeliske lære havde Karl efterhånden taget magten i Sverige og fjernet de adels­ folk, der var loyale over for Sigismund. Christian 4. gjorde, hvad han kunne for at udnytte splittel­ sen i Sverige. Han sendte åbne breve til det svenske folk, hvori han beskrev „den mislige tilstand", Sveriges stænder var stedt udi, og han understregede, hvor vanskeligt det var at forhand­ le med det svenske rigsråd, når adskillige af de høje herrer enten var i fængsel eller forjaget af riget. Hertug Karl var fanatisk danskfjendtlig. I en række kom­ mentarer til en sverigeshistorie af Laurentius Petri gav han udtryk for, at modsætningerne og hadet mellem danske og svenske stammede helt tilbage fra oldtiden. Danskerne havde altid haft det med at slå svenske konger ihjel, og midt i dette historiske mørke så Karl kun det ene lyspunkt, at det engang var lykkedes den svenske kong Attisl at slå danskerne og indsætte hunden Rakka som konge over Danmark. 11604 var modsætningerne mellem Christian 4. og Karl 9. så skærpede, at krigen syntes at stå for døren. Den danske konge mente i hvert fald, at tiden var inde til åben fejde. I et skriftligt Det katolske spøgelse

59

Rytterbillede af C. de Vos fra o. 1610 af den polsk­ svenske kong Sigismund, afsat som svensk konge i 1599. Maleriet er af så høj kunstnerisk kvalitet, at det tilskrives den berømte flamske maler, Peter Paul Rubens' skole. Hunden, der ødelægger noget af farten over den ridende konge, er sandsynligvis senere malet til af en af de professionelle hundemalere, der for­ synede folks skilderier med en Trofast.

forslag til rigsrådet den 18. august remsede han alle sine klage­ punkter mod de svenske op. Han lagde især vægt på de overgreb, den svenske konge begik mod handelsfolkene i Østersøen og de danske borgere, der handlede i Sverige. Men den trumf, han spillede ud for at få rigsrådet med til en krigserklæring, var en påstand om, at Danmark var ved at blive offer for en mægtig katolsk sammensværgelse. Kongen mente, at Karl snart ville dø, eftersom Gud nødvendigvis måtte forkorte hans levetid, således som Han havde for vane at gøre det med onde tyranner. Efter Karls død ville Sigismund, der havde munke og jesuitter som nærmeste rådgivere, og som var kongen af Spaniens og pavens søn og kreatur, igen få 60

En krig bygges op

Sådan fremstillede pro­ testanterne paven, som ifølge Christian 4. var le­ deren af den store katolske sammensværgelse, kongen fremmanede over for rigs­ rådet i 1604. Paven med tiaraen, pavekronen, er Det store Dyr i Johannes' Åben­ baring med panterkrop, dragehale, djævlehorn og løvegab, hér i færd med at dræbe et par profeter,, der dog får livsånden igen af Herren selv. Stikket, der går igen i utallige lutherske skrifter, er fra Christian 4. s Bibel fra 1633.

magten over Sverige. Rigsrådet burde da kunne indse, hvad der ville komme ud af et sligt naboskab, nemlig intet andet end den rette læres undertrykkelse. Christian 4.s malen fanden på væggen var efter al sandsyn­ lighed inspireret af et skrift, forfattet af en vis Jonas Henricsonius, som under en italiensrejse havde hørt om en mægtig sammensværgelse, der var inspireret af jesuitterne. De katol­ ske magter skulle med Sigismund som spydspids erobre Dan­ mark, hvilket var nemt nok, eftersom danskerne var svækkede af vellyst og udsvævelser. Danmark skulle deles mellem Sveri­ ge og Spanien og flertallet af danskerne gøres til slaver på galejerne og i de amerikanske sølv- og guldminer. Det var denne skumle plan, kongen ville komme i forkøbet med sin krig mod Sverige, og hvilken rigsråd, der havde svoret med liv og ære at forsvare den rette tro, turde forhindre ham i hans retfærdige forehavende? Men det turde rigsrådet. I sit svar til kongen gav det ham ganske vist ret i, at svenskerne optrådte urimeligt, men selv om hertug Karl havde uret, ville det alligevel være mere end betænkeligt, om man med en krig bragte såvel Kongelig Ma­ jestæt som rigets velfærd udi fare. Rigsrådet mindede kongen om Stettinerfredens bestemmelser, og det belærte kongen om, Det katolske spøgelse

61

I sit store værk fra 1555 om de nordiske folk forestillede den svenske forfatter Olaus Magnus sig samerne, lap­ perne, som skiløbende jægere. Også kvinderne deltog i jagten. Men i virke­ ligheden kendte samtidens „civiliserede" verden ikke meget til det omstrejfende nomadefolk, som både Sverige og Danmark ville hævde skatteretten over.

at den, der ikke overholdt fredsaftalen, var hjemfalden til en høj straf. Rådet gik videre med en omhyggelig udpensling af de farer, en krig indebar. Den ville kræve mange tønder guld, og riget var fattigt. Adelen var forarmet og skyldte mange penge væk, som straks ville blive opkrævet, hvis krigen kom. Og rådet fortsatte: „Hvad bønder og borgere er anrørendes, er iblandt dem større armod, end letteligen kan gives til kende. Endnu findes der nogle tusinde bøndergårde, som står øde, hvilke snart ville blive flere, om nogen synderlig skat og besværing påkommer," og så spillede rigsrådet sin trumf ud: „Og kunne være at befrygte, at anden ulykke deraf kunne opstå som tilforn udi Grevens og skipper Klements fejde er sket; thi en forarmet almue, som besværing påkommer, kan letteligen lade sig bevæge." Selv om det i denne omgang lykkedes rigsrådet at få tæm­ met kongens krigslyst, forsvandt modsætningen til Sverige naturligvis ikke. Striden om Nordkalotten blev yderligere op­ trappet, da Karl lod sig krone i 1607 og i sin kongetitel indsatte ordene „over de lapper i Nordland og Caianer etc.s konge". Lapperne tilhørte Norge, derom var Christian 4. ikke i tvivl, men mon ikke også caianerne var den danske konges under­ såtter, som Karl 9. nu ville frarøve ham? Christian 4. studerede de tilgængelige landkort og fandt minsandten noget, der blev kaldt „caianska sembla" - det caianske land - og det lå til­ syneladende så nær Nordnorge, at det vitterlig måtte være norsk. Selv om kongen ikke var helt sikker, protesterede han alligevel. Dertil kom, at Karl 9. havde anlagt havnebyen Goteborg ved Elfsborg. Det hidsede Christian 4. op, thi via den nye by kunne 62

En krig bygges op

nederlænderne undgå Øresund, hvilket ville - som kongen udtrykte det - „forringe Vor og rigens indkomst og højhed udi Sundet, hvilket Øresund er en af de fornemste regalier, som Gud og Naturen dette kongerige givet har".

Kongens kup I begyndelsen af året 1611 besluttede Christian 4. sig til at sætte sin krigsvilje igennem. Han indkaldte rigsrådet til et møde i København, og den 30. januar tilstillede han rådet en egen­ hændigt udformet skrivelse, hvori han atter en gang ridsede alle klagerne mod Karl 9. op. Hvilken gavn gjorde det, spurgte han, at man fortsatte med de evindelige resultatløse mæg­ lingsmøder, når kong Karl fortsatte med sine plyndringer og sørøverier? Kongens tålmodighed var opbrugt. Fandt han sig fortsat i kong Karls handlinger, ville det give ham et ondt eftermæle. Kongen havde derfor rådført sig med Gud og var nået til den konklusion, at han den tilkommende sommer ville påføre den svenske konge og hans undersåtter en åbenbar krig og fejde både til lands og til vands for med Guds hjælp enten at tvinge Sverige ind under den danske krone eller i det mindste kalde den svenske konge til orden, så den danske konge og hans undersåtter én gang for alle kunne blive befriet for kong Karls voldsomme påfund og skadelige og listige handlinger. Kongen vidste naturligvis, at rigsrådet ifølge håndfæstnin­ gen skulle give sit samtykke til krigen. Det forventede han da også at det ville, men skulle det ske, at råderne igen sagde nej og fortsat ikke ville lade den spot og vanære, hvormed kong Karl forhånede den danske konge, gå til deres hjerter og sind, da så han sig nødsaget til på sin egen persons vegne i sin egenskab af hertug af Slesvig-Holsten under alle omstændig­ heder at påbegynde denne fejde. Og dersom der kom noget frugtbart ud af krigen, ville han lade det komme ham selv og på ingen måde riget til gode. Kongen havde sat rigsrådet kniven på struben. Det havde ikke den fjerneste indflydelse på, hvad hertugen af SlesvigHolsten foretog sig, og det var faktisk ham, de nu forhandlede med, selv om han også hed Christian og i stedet for sin krone blot brugte sin hertughat. Det prægede da også rigsrådets svar. Det konstaterede, at al vidtløftig snak i virkeligheden var overflødig, thi „enten vi fejden bevilger eller ikke bevilger, da vil Eders Majestæt den fulddrive". Og rigsrådet bevilgede krigen, da Christian 4. satte sine

Kongens kup

63

64

En krig bygges op

Christian 4. i sine velmagts­ dage, malet af Pieter Isaacsz o. 1611. Den sejrende og selvbevidste konge i sin sorte dragt med jernhalskra­ ven, der symboliserer krigs­ manden, holder fast om kommandostaven med højre hånd og læner den venstre til kårdefæstet. Magtens civile og militære emblemer står på en sten­ søjle, der - bag kongens venstre arm - er prydet med et relief, som viser kongen stående på en triumfvogn, mens han laurbærkranses af den vingede romerske sejrsgud­ inde Victoria.

hertugelige tommelskruer på det. Kun ved at tillade kongen at påbegynde fejden mod Sverige kunne det bevare kontrollen over ham og få indflydelse på såvel krigen som på dens for­ håbentlig hastige afslutning. Det havde kun ét håb tilbage: at Gud ville standse kongen ... Men det gjorde Gud ikke. Den 4. april 1611 erklærede Chri­ stian 4. Sverige krig.

Krigens bagland Straks efter krigserklæringen sendte Christian 4. sin herold ind i Sverige for at forkynde krigen. Og få dage efter lod han de undsigelses- og fejdebreve, han havde ladet udsende om kri­ gen mod Karl 9., læse og forkynde over hele det dansk-norske rige, så menig almue både i by og på land kunne få kendskab til dem. Samtidig iværksatte kongen en generalmobilisering af riget. For at skaffe penge til krigsførelsen blev told- og accisesatserne kraftigt forhøjet. Afgifterne på en tønde rug og byg blev for­ doblet, seksdoblet på smør og honning og tredoblet på flæsk og ost. Ædelstene, perler, silketøjer, fint og gement klæde blev pålagt en importafgift på fem procent. Oven i forhøjelsen af de indirekte skatter kom de regulære skattepålæg. Selvejerbønderne skulle yde mest, derpå fulgte fæstebønderne, landsbyhåndværkerne og endelig husmændene og præste-, degne- og bønderkarlene. Købstæderne pålagdes ligeledes ekstraskatter. København skulle betale 3000 daler; Malmø, Helsingør, Ribe og Ålborg som de næststørste købstæder 1500, mens de små såsom Rudkøbing og Nykøbing Mors slap med 50 daler. Også provster, præster og professorer skulle slippe en pæn sum daler, mens adelen, skattefri som den var ifølge hånd­ fæstningen, ikke skulle yde pengeskatter. Til gengæld skulle den stille med ryttere og befalingsmænd til Kongelig Ma­ jestæts fejde. Endelig meddelte kongen, at han og rigsrådet i anledning af krigen midlertidigt havde sat øresundstoldsatser­ ne op. Det var ikke mindst udgifterne til lejetropperne, landsknæg­ tene, der skulle dækkes. De var krigens håndværkere, og fik de ikke sold til tiden, lod de enten være med at slås eller gik over til fjenden. Enhver fyrste, der brugte lejetropper, vidste, at de var upålidelige, brutale og hensynsløse. Da målet for krigen var Sveriges erobring, skulle den natur­ ligvis helst udspille sig på svensk jord, men det var samtidig vigtigt, at Christian 4. s egne lande og vande ikke blev anfaldet

Krigens bagland

65

Hær på march. Udsnit af stik fra Johan Jacob Wallhausens militære håndbog „Krigskunst til hest" fra 1616. Langs den store Sformede kolonne anes de mange småhandlende og andet godtfolk, der ledsage­ de samtidens hære. I for­ grunden er en rytterborg opstillet, klar til angreb.

af svenskerne. Derfor fik rigsadmiral Mogens Ulfeldt ordre til at lade flåden sejle overalt i Østersøen og Vestersøen for at skade fjenden mest muligt og yde kongens lande beskyttelse. En af flådens fornemste opgaver var at spærre for al skibstrafik til Sverige, og i den forbindelse var det af afgørende betyd­ ning, at den svenske adgang til Kattegat ved Elfsborg blev blokeret. Et centralt led i opmarchen mod Sverige var oprustningen og sikringen af de østdanske provinser. Bønderne blev be­ ordret på grænsevagt, men de var både modvillige og upå­ lidelige, så kongen satte sine egne soldater på vagten i stedet og lod bønderne besolde dem. Dermed var problemet dog langtfra løst. Til kongens store harme ihjelskød de Møllerød bønder en af hans indsatte vagter i Gønge Herred, og de skyldige blev tilmed beskyttet af den lokale foged. Grænsekøbstæderne kunne kongen heller ikke lide på. Indbyggerne i den blekingske købstad, Rønneby, der lå nær krigszonen, stak af fra byen med deres ejendele i stedet for at lade sig bruge af kongen. Også i det større bagland havde kongen kvaler. Han klagede over, at de skippere fra de syddanske øer, der skulle sejle til Warnemunde for at hente kongens hvervede tropper og trans­ portere dem til Halmstad i Halland, imod hans befaling satte en del af krigsfolkene i land på Sjælland, Lolland og Falster, så de hurtigt kunne blive dem kvit. Og de ulovligt ilandsatte krigere strejfede efterpå over land, var undersåtterne til stort besvær og kom for sent hl krigsskuepladsen. Samtidig be-

66

En krig bygges op

nyttede adskillige løsgængere og kumpaner sig af soldaternes omstrejfen til at udgive sig for at være kongens tropper og skaffede sig med gevalt og trusler gratis forsyninger fra bøn­ derne i de sjællandske landsbyer.

En besværlig krig

Landsknægt fra en samtidig lærebog i krigskunst. De professionelle krigere var fornemt udstyret med pose­ de knæbukser og flæser på ydersiden. På overkroppen bar de en tætsluttende, kortskødet vams af stof eller læder. På hovedet har skytten en bredskygget filthat med fjerbusk.

Det var således langtfra en sikker dansk fæstning, kongen forlod, da han den 1. maj rykkede fra Christianopel ind i Sverige og gav sig til at belejre den stærkt befæstede svenske grænseby Kalmar. Christian 4.s formodninger om, at sven­ skerne straks ville falde fra den onde kong Karl, slog ikke til. Kongen berettede selv, at svenskerne lå på lur efter hans folk og ihjelskød dem, når de kunne komme af sted med det, og den danske hærs popularitet blev ikke større af, at tropperne brandskattede befolkningen. Endelig havde kongen omkring krigslejren „fundet alle hånde djævelskunster med voksbørn nedsat udi jorden udi temmelig antal ..." Formålet med denne magiske idræt var at forgøre den, voksbarnet blev opkaldt efter. Til kongens kvaler med de uventet besværlige svenskere kom stadig svigtende forsyninger til belejrerne. I krigens før­ ste måneder sendte Breide Rantzau, Københavns statholder, som under krigen var kongens nærmeste rådgiver i feltlejren, en stadig strøm af breve til København, hvor kansler Christian Friis sammen med andre rigsråder dannede et regeringsråd under kongens fravær. Breide Rantzau klagede over, at der ingen tilførsler kom, at rytteriet led stor nød for fodring af hestene, og at der ikke var tilstrækkelig proviant til folkene. Han bestilte smør, flæsk, øl, sigtemel, hollandske tvebakker, saltet laks, ål, tørfisk, spegesild og hvedemel. Men lige lidt hjalp det. Soldaterne gjorde mytteri, simpelt hen fordi der var mangel på brød, og når brødet endelig nåede frem, var det en så sjælden vare, at prisen blev sat så højt, at de ikke havde råd til at købe det. I juni var det endog kommet så vidt, at der heller ikke var krudt, bly, lunter eller penge. Kongen skyldte allerede soldaterne en måneds sold. Regeringsrådet søgte desperat at afhjælpe situationen. Det skrev tilbage, at det allerede havde anmodet købstæderne om at fremsende det ønskede, men selv fra de nærmest liggende købstæder som Malmø og Ystad kneb det med at få proviant frem. Alligevel fortsatte kongen belejringen, og Kalmar by blev erobret i slutningen af maj, men fæstningen holdt endnu stand, og „Kalmar Slot er et fast slot", skrev Breide Rantzau.

En besværlig krig

67

Hollandsk kobberstik, der skildrer den danske be­ lejring af Kalmar i 1611. Den danske konges tropper befinder sig lige uden for den befæstede by. En mid­ lertidig ydre ringvold kon­ trolleres af danskerne. Øverst til højre ligger den svenske lejr, ifølge kortets hollandske tekst „2 mil fra fjenden". I stikkets øverste venstre hjørne er indfældet et oversigtskort over Kalmars beliggenhed over for Øland.

Desuden var Karl 9. dukket op med en stor hær. Og da det skortede på alt, undsætning, proviant, krudt og kugler, satte Breide Rantzau sin sidste lid til, at Gud den Allersommægtigste i elvte time ville redde dem ud af musefælden. I slutningen af juni var Rantzaus humør på nulpunktet. Svenskerne havde under ledelse af Karl 9. s søn, Gustav Adolf, erobret, afbrændt og plyndret Christian 4.s nyanlagte blekingske fæstningsby, Christianopel, så blandt andet Rantzau selv og andre adelige havde mistet gods, guld, proviant og klæder for op mod 20.000 daler, som de havde ladet opbevare i den nye købstad i den tro, at den ikke lod sig indtage.

Kalmar Christian 4., Breide Rantzau og den efterhånden mere end udmattede belejringsstyrke slap imidlertid for at lide nederlag til de svenske tropper. En dansk flåde kom til undsætning, og den 2. august gav Kalmar Slots høvedsmand, Krister Some, op - eller med Breide Rantzaus ord: „Some kontraherede med Hans Majestæt, så at han får udi Holsten et stykke gods, som

68

En krig bygges op

Epitafiestatue fra 1619 i Vor Frue Kirke i Ålborg af adels­ manden Jørgen Lunge, der optrådte som befalings­ mand ved både Kalmar og Elfsborg. Han blev rigsråd i 1616 og samtidig udnævnt til rigsmarsk, hærens øverstkommanderende næst kongen. For sin ind­ sats under Kalmarkrigen fik han sammen med en række andre adelige en nyindstif­ tet orden, Den væbnede Arm, som ses på hans bryst.

skal rente 1000 daler, og af rentekammeret 1000 daler. Og om Gud vil give Hans Majestæt lykke med Sverige, skal han have hans eget igen og slippe det andet." Bestikkelsen af Some blev senere gjort til Christian 4. s mæg­ tige krigsséjr, forherliget på adskillige malerier og hyldet af digterne. Slotshøvedsmand Krister Somes letkøbte kapitulation fik Karl 9. til at fare i flint. Den 11. august skrev han i et brev til Christian 4.: „Vi, Karl den Niende ... lader dig, Christian den Fjerde, konge udi Danmark, vide, at du ikke har handlet som en ærlig og kristen konge, når du således på urimelig vis og uden nogen given årsag har brudt og tilintetgjort den venlige fredsaftale, som for fyrre år siden blev undertegnet", har an­ grebet Kalmar, erobret byen og siden indtaget fæstningen gennem forræderi. Karl 9. håbede imidlertid, „at Gud den allerhøjeste, som er en retfærdig Gud, han skal sådant dit frivillige og forsætlige overmod hævne og straffe". Men, fort­ sætter kong Karl, eftersom han selv har foreslået sin danske kollega alle tænkelige kristelige midler til at bevare freden mellem de to riger, uden at kong Christian har villet gå ind på dem, findes der nu kun en sidste udvej. De to konger må efter de gamle goters skik personligt afgøre striden på åben mark, mand mod mand, kårde mod kårde. Møder Christian ikke op, vil kong Karl ikke holde ham for en ærlig konge og krigsmand. Christian 4. skrev tilbage, at hundedagene åbenbart var steget kong Karl hl hovedet, og at alle anklagerne for at have brudt Stettiner-fredens aftaler var løgn og digt. Det var kun af nød, han havde påbegyndt fejden, skrev den danske konge videre, og det uskyldige blod, der blev udgydt, var en følge af Karls egne tyranniske gerninger over for det svenske folk. Desuden ville Christian ikke finde sig i Karls påstand om, at han havde brugt svig ved erobringen af Kalmar Slot, „thi Vi har erobret samme hus som en ærlig herre og krigsmand". Og om Karls udfordring hl tvekamp skrev den danske kon­ ge: „Hvad angår den kamp, du hibyder Os, forekommer den Os spot værd, af den årsag, at Vi er udmærket klar over, at du allerede er nok så slagen af Gud i himlen, så det er meget bedre at ynke dig end at slås og fægtes med dig. En varm kakkelovn var dig meget tjenligere end en sådan skærmydsel eller kamp og dertil en god medicus, der kunne sætte dit hoved i lave igen. Du skulle skamme dig, du gamle nar, sådan at angribe en ærlig herre, hvilket du visseligen har lært af gamle skøger, som plejer at værge for sig med skælden og smælden ..." Christian 4., der daterede dette høflige svar den 14. august 1611 på Vort slot Kalmar, mere end antydede, at den svenske

Kalmar

69

På Rosenborg hænger dette hjortehoved af gips med ægte gevir. Indskriften lyder: „Anno 1611 d. 28. december blev jeg fanget i Kalmar by og gjorde dér først alarm og ry." Ifølge sagnet blev en hjort op­ skræmt, da den svenske hær forberedte et angreb på den danskbesatte by. Den løb ind i byen og gjorde dermed danskerne op­ mærksomme på det fore­ stående angreb, som blev afværget. Den slyngede ornamentering viser, at hjortehovedopsatsen er fra Christian 4.s tid.

70

En krig bygges op

konge havde haft et slagtilfælde, som havde gjort ham van­ vittig. Den danske konge så ganske bort fra, at kong Karls forslag var en sen efterklang af en middelalderlig riddertradi­ tion, hvor to modstandere gennem en personlig holmgang lod Gud afgøre, hvem der havde retten på sin side. Karl 9. udfor­ drede således ikke Christian 4. til en simpel duel, men ønskede striden mellem ham og den danske konge afgjort ved en guds­ dom. Og så spillede det naturligvis ingen rolle, at kong Christi­ an var yngre, stærkere og ved godt helbred. Gud ville give kong Karl magt til at gennembore ham med sin kårde. Det var således næppe blot en talemåde, når Karl 9. i sit brev til den danske konge skrev, at Gud ikke alene var den allerhøjeste, men også retfærdig og derfor ville vide at straffe kong Christi­ an. Karl 9. fik ikke sin tvekamp, men om det var Gud, der dømte ham imod ved at lade ham dø af sin sygdom to en halv måned senere, den 30. oktober, får stå hen. Nogen svækkelse for Sverige betød det dog næppe, at hans 16-årige søn, Gustav Adolf, blev Sveriges konge og ved sin side som rigskansler fik den højadelige, politisk lynende godt begavede 28-årige Axel Oxenstierna. Men det var Christian 4., som foreløbig militært stod stær­ kest. Sverige havde brug for fred, da det sloges både mod syd, vest og øst. Også de store vestlige handelsnationer ville have krigen afsluttet, fordi den generede deres østersøhandel. Men den danske konge afviste nederlandske fredsfølere, og da vinteren satte ind, indskrænkedes krigen til de sædvanlige gensidige hærgningstogter langs grænserne. Først den 1. juni 1612 blev stilstandssituationen for alvor ændret, da den danske konges tropper erobrede Elfsborg. Christian 4. mente nu, at tiden var inde til en knibtangsbe­ vægelse fra vest og øst med henblik på Sveriges fuldstændige erobring, men pest, forsyningsvanskeligheder og Gustav Adolfs styrke forhindrede ham i det. Det nærmeste, Christian 4. nåede Sveriges hjerte, var en sejltur med 36 orlogsskibe, der lagde ind i den stockholmske skærgård, uden at den svenske flåde udfordrede den til kamp. Men Christian 4. måtte nøjes med at rejse en stendysse på en lille ø til påmindelse om, at han havde været det svenske riges hovedstad nær. Han havde forventet et søslag og ikke medbragt landgangstropper. Sverige lod sig således ikke erobre, og det er tvivlsomt, om der efterhånden overhovedet fandtes nogen, end ikke Christi­ an 4., der ønskede krigen fortsat. Det lykkedes da også på engelsk initiativ at få gang i fredsforhandlinger mellem de to riger. De to parters forhandlere mødtes den 29. november 1612

I den østskånske Ravlunda Kirke findes en indskrift på muren i korbuens sydside, som beretter om svenskernes hærgninger under Kalmarkrigen. Indskriften lyder - på nudansk: „Anno 1612. Den 4. februar kom de svenske ind i Gønge Herred, dér brændte, røvede og ødelagde ved fem eller seks og tyve kirkesogne. Den 8. februar brændte Ve [byen Væ]. Denne 11. dag blev de tappert igen besøgte af vor konges folk, antastede på Visse Sø både ihjelslagne og druk­ nede nogle tyve hundrede mænd og mistede al deres bytte, som de havde taget. C.M-V [?]".

under åben himmel på en grænsebro i nærheden af Knærød i Halland. Allerede den 20. januar 1613 kunne fredsaftalen un­ dertegnes. Under indtryk af den stærkere danske militære stilling måtte Sverige finde sig i at give afkald på de lappiske krav og acceptere den indbyrdes toldfrihed mellem rigerne, men de fik dog traktatfæstet den sædvane, at svenskerne nød frihed for at betale Øresundstold. Det vigtigste resultat, set fra den danske konges side, var imidlertid, at Sverige måtte betale en krigsskadeserstatning på én million rigsdaler, at erlægge over seks år. Indtil erstatningen var betalt, skulle Danmark beholde Elfsborg som pant.

Os fattige ringe bønder Landbruget

Billeder af arbejdende bøn­ der er sjældne, men på pulpituret i Voer Kirke, Vendsyssel, fandtes disse relieffer af en bonde med le og en bonde med segl, skåret o. 1600. Efter relief­ ferne at dømme gik bønder­ ne barfodede i marken, medmindre de nøgne fød­ der blot skal symbolisere ydmyg fromhed. Reliefferne er senere blevet indsat i prædikestolen.

72

Os fattige ringe bønder

De danske bønder havde haft travlt under krigen. De var blevet udkommanderet til fæstningsarbejder, til at holde vagt ved grænserne og søsiden, til at spinde blår og hør og til at male korn og bage brød. Med deres vogne havde de måttet kæmpe sig ad mudrede veje eller simple kørespor for at nå frem med kalk, ved, tømmer og sten. Men selv om bønderne led under krigens byrder, gik det ikke så galt, som rigsrådet havde forestillet kongen, da han i 1604 havde presset på for at få dets samtykke til krig mod Sverige. Det kom ikke til farlige oprør og sammensværgelser. En væsentlig grund hertil var sikkert, at krigen faldt sam­ men med gunstige konjunkturer for landbruget. Netop i krigs­ årene toppede eksporten af dansk korn, og meget tyder på, at mange fæstebønder, efter at have ydet landgilde og andre afgifter til herskabet, havde korn tilovers, som de kunne sælge på markedet. Og da de store prisstigninger, der var sat ind i midten af 1500-tallet, endnu ikke var ebbet ud, fik i hvert fald de lidt større bønder rede penge mellem hænderne. Det betød, at de store krigsskatter ikke kom til at virke så tyngende. Alligevel var bondehverdagen præget af en stadig kamp for at få det hele til at løbe rundt. Blot et enkelt dårligt høstår kunne medføre landgilderestance og i værste fald, at fæsteren mistede gården. 1600-tallets begyndelse kunne således nok i korte perioder være gunstige for bonden, men det var i første række godsejerne - og hermed også kronen, som ejede godt halvdelen af landbrugsjorden - der høstede de rigeste frugter af de gunstige vilkår for dansk landbrugseksport. De adelige godsejere udnyttede de gode tider til en om­ fattende godsspekulation. Det kom der renter og renters rente ud af, men i sidste ende skulle værdierne skabes af de arbej­ dende bønder. Godsejerne nød godt af, at landgilden blev leveret i naturalier. Steg prisen på landgildekornet, var det dem og ikke de bønder, der ydede landgilden, der fik glæde af det. Men skulle herremændene for alvor udnytte de gunstige konjunkturer, måtte de have så meget ud af deres hovedgårds­ jord som muligt. Foldudbyttet på hovedgårdsjorden, den del af godsejernes jord, der ikke var udfæstet, var efter alt at dømme betydeligt mindre end på fæstegårdsjorden, under-

Kortskitse fra Holbækegnen, der viser delingen mellem forskellige brugere af en moselod. Øverst ses herregården Kongsdal med ladegårdsbygninger. Skit­ sen, der er fra 1602, er et af de ældste bevarede eks­ empler på et kort over besiddelsesfordelingen mellem danske bønder.

tiden kun halvdelen eller en tredjedel. Stordriften på hoved­ gårdsjorden var således langtfra rationel. En væsentlig årsag hertil var givetvis, at hovbønderne og de dårligt aflønnede daglejere drev den af, når de så deres snit til det. Men herremændene søgte ikke at øge foldudbyttet gennem investerin­ ger i nye dyrkningsmetoder. De kendte kun ét løsen til pro­ duktionsforøgelse: mere hovarbejde. Langsomt, men sikkert kom hoveriet i løbet af 1600-tallet til at blive bøndernes tungeste byrde. I begyndelsen af århundre­ det var det dog fortsat ægten, den gratis kørsel, og arbejdet i forbindelse med bygningen af herremændenes småslotte og kronens store anlægsarbejder, der generede fæstebønderne mest. Utallige ordrer om ægt og andet arbejde efterlader et indtryk af stadige og vilkårlige afbræk i landboernes daglige dont. Det var da også de stadig hyppigere hoveriforsømmel­ ser, der gjorde, at træhesten, hundehullet, den spanske kappe og andre korporlige strafformer bredte sig som supplement til de bøder, der blev pålagt modvillige bønder. Regeringen var særdeles følsom over for bøndernes reaktion på de byrder, der blev dem pålagt. Da det i oktober 1606 kom Christian 4. for øre, at nogle husmænd under kongens slot, Landbruget

73

I de dele af riget, hvor man havde tømmer nok, fortsat­ te bønder og husmænd med at opføre deres huse af træ. Denne gård fra Nås, Gønge Herred i Skåne, har vægge af lodrette stolper, hvis mellemrum er fyldt ud med vandrette planker. Gården er en såkaldt tvillingegård, der husede to familier. Med undtagelse af de laveste, hvidmalede dele af byg­ ningerne er gården fra 1700-tallet. Gården er gen­ opbygget på Frilandsmuseet nord for København.

74

Os fattige ringe bønder

Roskildegård, havde nægtet at udføre det arbejde, de var beordret til, greb han ind. Der var især to blandt de modvillige, Niels Pedersen og Christen Mortensen, som kongen mente var de ulydiges formyndere og rådgivere, og han krævede, at de to kumpaner straks blev sendt til København, hvor kongen ville overveje, hvordan de kunne blive bevæget til tilbørlig tjenstvillighed, dem selv til påmindelse og deres medbrødre til advarsel. Men kongen var sig også bevidst, at grænserne for bønder­ nes ydeevne ikke burde overskrides. Den 3. maj 1613 fik Kul­ iens lensmand, Claus Podebusk, således kongeligt påbud om, at han ikke måtte besvære de kronbønder, han havde under sig, med for meget avlshoveri. Bønderne havde klaget til kon­ gen over Podebusk, der ikke alene havde bebyrdet dem med utåleligt hovarbejde, men dertil forfulgt dem på tinge og fået dom over dem for deres vrangvilje. Kongen bebrejdede Pode­ busk hans emsighed og det ulovlige i, at retten ikke engang havde specificeret de ulydige ved navns nævnelse. Podebusk havde at standse retssagerne og i stedet indgå en aftale med bønderne om, hvor meget de årligt skulle yde af dagsværk, så han kunne vide, hvad han kunne kræve af dem, da kongen ikke ville tilstede, at hans bønder skulle fortynges for meget eller forarmes.

Nordfrisisk marskgård fra 1634. I gårdens vestre del fandtes et alrum, et køkken med en stor ovn og et min­ dre kammer, mens den østre del, i direkte for­ længelse af boligen, inde­ holdt lo og stald. Gården er omhyggeligt rekonstrueret og findes på det slesvigholstenske frilandsmuseum få kilometer uden for Kiel. Fra det danske rigsområde er der ikke bevaret gård­ bygninger fra det tidlige 1600-tal.

Indkomstpolitik Efter gammel sædvane var det kun de bønder, hvis fæstegårde lå i nærheden af hovedgården, der var hoveripligtige. De skulle mindst én gang om ugen selv møde eller sende en karl til gratis arbejde for herremanden, det være sig den adelige gods­ ejer eller lensmanden, der bestyrede kronens gods. Disse uge­ dagsbønder var fra gammel tid skattefrie. Det havde adelen betinget sig, vel vidende at pålæg af skatter oven i hovbyrden ville anstrenge ugedagsbønderne ud over deres ydeevne. Fra 1600-tallets begyndelse udvidedes kategorien af uge­ dagsbønder til også at omfatte fæstere i de landsbyer, der lå længere væk fra hovedgården. Samtidig med at hoveriet såle­ des vandt større udbredelse, blev der også skabt et pres på fæstebøndernes folkelønninger. Selv om folketallet tilsynela­ dende voksede i perioden, så der opstod et overskud af ar­ bejdskraft, var besidderne af denne arbejdskraft ikke villige til at sælge den for enhver pris. Prisstigninger og møntforringel­ ser skabte dyrtid, således at afstanden var ringe mellem lave lønninger og det usle udkomme, tiggeri og vagabondering kunne afkaste. Mange arbejdsføre karle strejfede hellere om, hvis gårdmændene ikke ville give dem en ordentlig løn, og det tvang gårdmændene til at sætte folkelønningerne op. Indkomstpolitik

75

Maleri fra o. 1650 af bønder, der sår, harver og pløjer med hjulplov med studefor­ spand. De arbejder på ladegårdsmarken uden for Møgeltønderhus, det nu­ værende Schackenborg i Sønderjylland. Til højre for ladegården ses Tønder by og til venstre Møgeltønder landsby. Maleriet findes i dag på Skokloster Slot uden for Stockholm, hvor der opbevares en stor samling krigsbytte, som svenskerne hjembragte fra deres be­ sættelser af Danmark i midten af århundredet.

76

Os fattige ringe bønder

11606 valgte kongen at komme de betrængte gårdmænd til hjælp. Den 1. april udstedtes en kongelig indkomstpolitisk forordning, som lagde loft over tjenestefolkenes lønninger. I første omgang gjaldt forordningen kun for Jylland, men i 1608 blev den udstrakt til at gælde i hele det danske rige. Det hjalp tilsyneladende lidet, hvorfor kongen efter en forhandling med rigsrådet i 1619 udsendte en detaljeret lønpolitisk lov. Begrundelsen for loven var ikke til at misforstå. Tjenestefol­ kene understod sig i at begære og oppebære en ubillig og fast højere løn, end der tilkom dem og deres husbonder evnede. Derfor agtede kongen og rigsrådet at fastsætte et øverste daler­ beløb. Desuden skulle det være forbudt ledige og ugifte karle at nedsætte sig i landsbyerne som karle på dagløn. De skulle i stedet lade sig antage som tjenestekarle et halvt eller helt år ad gangen, og ønskede de at forlade jobbet, skulle de opsige det med mindst otte ugers varsel. På den måde ville staten for­ hindre, at tjenestekarlene kun tog arbejde ved høsttid og i andre spidsbelastningssituationer, hvor de kunne udnytte den store efterspørgsel efter arbejdskraft. Eftersom maksimumslønnen blev sat til omkring halvdelen eller højst to tredjedele af, hvad der ifølge forordningens ord­ lyd tilsyneladende var almindeligt, er det ikke besynderligt, at kongen og rigsrådet „befrygtede, at en stor del af samme tjenestefolk hellere skulle sig ved lediggang og andet påfund behjælpe end med billig løn ..." Fik myndighederne færten af sådanne lediggængere, skulle de straks indfange dem og ved dom afgøre, hvor mange år de skulle være pligtige udi jern som fanger at arbejde. Forordningen afrundedes med en bandbulle mod såvel de

husbonder som de karle, der sad den overhørig. Den præst, foged eller bonde, som hemmeligt eller åbenlyst udlovede mere, end det bestemtes i forordningen, det være sig penge, sæd, varer, skattefrihed eller gildesøl, skulle betale en bøde til herskabet. Og skete det mere end én gang, blev husbonden pålagt en højere bøde, mens tjenestekarlen skulle straffes med ét års arbejde i jern.

Hoveriafløsning Med forordningen om tjenestefolk, der skulle sikre en passen­ de afstand mellem lønarbejde og fæste og dermed understrege lagdelingen inden for samfundspyramidens nederste hierarki, søgte staten at føre noget, der kan minde om en økonomisk landbrugspolitik. Men det var en undtagelse. Det var uhyre sjældent, staten greb ind i landbosamfundets forhold med generelle love. Den sociale orden på landet var af arild. Som det altid havde været, således skulle det fortsat være. I begyndelsen af 1620'rne tog Christian 4. imidlertid inden for sit godsherlige område, krongodset, initiativet til en vidt­ gående omlægning af afgiftssystemet. Han agtede at afløse en del af hovarbejdet med en pengeafgift. Kronbønderne skulle opdeles i to kategorier: én, som fortsat varetog ladegårdens avl og ydede andet hovarbejde, og én, som mod en fast årlig pengeydelse slap for de mange gratis kørsler og avlsarbejdet på ladegården. Lensmændene, der bestyrede krongodset, skulle sammenkalde de bønder, hvis hovarbejde skulle af­ løses, og aftale med dem, hvor meget de hver for sig kunne betale i forhold til deres gårdes avl og evne. Det var krongodset på Sjælland og Fyn, der skulle være prøveklud, og lensmæn­ dene skulle rubbe sig. Den kongelige besked er dateret den 5. april 1623, og svarene skulle være kongen i hænde senest ved månedens udgang. Lensmændene gjorde som befalet, og i de sidste uger af april begyndte rapporterne at indløbe. Lensmanden på Holbæk Slot berettede således, at der var 108 bøndergårde i herrederne Merløse og Tuse, og at 50 gårde ydede ægt, mens 38 små gårde ikke gjorde det. Dertil kom 11 herreds- og sognefogeder, der som modydelse for deres lokale myndighedsudøvelse var fri­ taget for ægt, 6 ugedagstjenere og endelig 3 forarmede land­ boer, der ikke agede rejser. De 108 gårdes størrelser blev nøje opregnet med angivelse af den landgildetakst, de var sat til, men lensmanden undlod ikke i indledningen til sin redegørelse at gøre opmærksom på, at bønderne underdanigst havde erklæret, at „deres formue er

Hoveriafløsning

77

Et af de hyppigst anvendte strafferedskaber mod gen­ stridige bønder var den spanske „tønde" eller „kap­ pe". Tønden er uden bund, og foroven er der et hul til delinkventens hoved. Den­ ne tønde har tilhørt Kerte­ minde by og er nu på Natio­ nalmuseet.

ganske ringe, thi de besidder små gårde, og den største part er sat højt for landgilde", hvorfor de bad om en så lav afløsnings­ sum som muligt. Fra Dragsholm len, nord for Holbæk, var reaktionen mindre ydmyg. Herfra skrev bønderne angiveligt selv svaret til kon­ gen. De klagede over, at de boede i en mager egn, at de betalte dobbelt så meget i landgilde, som de havde gjort tidligere, at de havde besvær med at aflønne soldater, at de årlig skulle betale for at lade fragt føre til København, og at de også var „meget besværet med Kongelig Majestæts brød, smør, gryn, havre, gæs, høns, spind og andet at age til København og Frederiksborg og jord og ved til Hans Majestæts salpeterla­ de ..." Og de klagede videre over det tyngende avlsarbejde på ladegården. Alt dette var for meget for dem „udi denne dyre og besværlige tid", hvorfor de bad kongen opgive sit fore­ havende, således at de ikke blev nødt til at „forlade gårdene øde". Fra Tryggevælde len var budskabet lige så nedslående. I Fakse Herred kunne 34 gårde klare afløsningen, mens 60 var så forarmede, at fæsterne bad om at blive fritaget for den. Fra Saltø kom en kort og knap meddelelse om, at bønderne havde begæret „for Guds skyld at måtte blive for en sådan pengeud­ gift forskånet ..." Og Ellen Marsvin, kongens svigermoder, ville ikke bebyrde kansleren, der modtog svarene på kongens vegne, med en lang skrivelse, men blot kort og godt berette, at bønderne helst ville gøre deres ægter med hest og vogn, såle­ des som de hidril havde gjort det, eftersom de ikke var i stand til at yde den påtænkte pengeafgift, der ganske ville bringe dem i fordærv. Det var et mørkt billede af bøndernes vilkår, indberetninger­ ne tegnede, men kongen opgav ikke sin plan. Han var vant til, at bønderne trykkede sig, når der skulle penge på bordet, og dertil kom, at han sikkert mistænkte lensmændene for at gøre deres til, at afløsningen skulle blive en fiasko. Allerede før den iværksatte undersøgelse havde han spurgt rigsrådet om dets mening, men det havde henvist sagen til en herredag, hvor kongen og rigsrådet forhandlede rigets anliggender.

Bonde og lensmand For at komme et eventuelt genstridigt rigsråd i forkøbet afløste kongen egenmægtigt den 20. april 1624 alt hoveriet på Ama­ ger, og dagen efter gennemførte han ægtafløsningen på en række len. Det fik rigsrådet til at reagere. På herredagen i august an-

78

Os fattige ringe bønder

I en Astronomisk Beskrivel­ se, udgivet af Lorentz Benedicht i 1594 ledsages skildringen af juni måned af et stik, der viser bønder, som klipper får. Over skyer­ ne ses Krebsen, det him­ meltegn, solen gennem­ løber efter den 22. juni.

modede råderne kongen om at afskaffe arbejdspengene. De bønder, som var blevet pålagt afløsningssummerne, betalte mere, end de gjorde, når de blev pålagt skat, og skatterne var i forvejen svære at hente hjem. Og de bønder, der nu skulle gøre hele hovarbejdet alene, blev overbebyrdede. Kom der dyrtid, ville hele ordningen føre til ødegårde eller i det mindste uinddrivelige landgilderestancer, og i en krigssituation ville en forarmet almue være til liden nytte, selv om kongen umiddel­ bart fik flere penge i kassen. Endelig ville der mangle vogne, når fremmede gesandter kom til landet, eller når andre store transporter var fornødne. Men fastholdt kongen på trods af disse indvendinger sin beslutning, burde han i det mindste forhindre, at fattige folk både gjorde arbejdet og betalte af­ løsning, at de, der havde landgilderestancer, slap for den nye afgift, og at gadehusmændene fik en klækkelig nedsættelse. Rigsrådets modvilje mod kongens eksperiment bundede givetvis i en faktisk forståelse for, at bønderne enten ikke orkede at betale arbejdspengene eller i hvert fald vægrede sig ved at erstatte hovarbejdet med penge. Hoveriet kunne ydes, uanset hvor få penge bønderne havde, mens en årlig penge­ ydelse krævede et overskud, hentet hjem gennem salg af gårdens produkter. I trange tider kunne det være mere end vanskeligt at skaffe klingende mønt, og bønderne vidste des­ uden af bitter erfaring, at pengeafgifter nemt kunne sættes op, når riget fattedes penge. Rigsrådets protester mod kongens plan skyldtes imidlertid også lensmændenes egen uvilje - og råderne selv sad på de fedeste len. De skulle have besværet med at opkræve arbejds­ pengene, med at få en indskrumpet hovbondeskare til at klare avlsarbejdet på ladegårdsjorden og med at skaffe vogne og heste til de kørsler, der nu engang var nødvendige. Kongens afløsningsordning var således også en trussel mod lensmæn-

Bonde og lensmand

79

denes egne indtægter af lenene. Deres beretninger i april 1623 om, at bønderne for Guds skyld ønskede at slippe for den nye ordning, stemte således helt overens med egne interesser. Bonden og den adelige lensmand kunne i denne sag danne fælles front mod kongemagten. Christian 4. opgav imidlertid ikke ævred, men gik dog ind på at revidere de satser, han havde ladet udarbejde, da han erkendte, at nogle var sat for højt, andre for lavt. Til dette revisionsarbejde blev der udpeget nogle adelige kommissæ­ rer, som skulle rejse rundt til lenene for at bringe endelig skik på afløsningsordningen. For så vidt var det et dødfødt initia­ tiv, eftersom det var lidet sandsynligt, at de adelige udsendin­ ge, der tilhørte rigsrådsadelen, og hvoraf den ene tilmed var lensmand på Dragsholm, hvis bønder med selvsammes vel­ signelse havde vist sig særdeles modvillige, skulle nå til andet resultat end rigsrådet. Kongen kunne således næppe se frem til et for ham gunstigt resultat af kommissærernes sendefærd. De kommissærer, der blev sendt til Skåne, takserede ganske vist i overensstemmelse med kongens ordre, men de gjorde samtidig opmærksom på, at bønderne ikke ligefrem var vel­ villige. Kommissærerne, der besøgte de sjællandske len, tog til gengæld tyren ved hornene og aflagde en fuldstændig af­ visende beretning. De skildrede bøndernes armod len for len og dryssede lidt ekstra salt i kongens sår ved at bemærke, at adskillige bønder både betalte arbejdspenge og alligevel ydede ægt og arbejde som tilforn, og at mange bønder sikkert ville „indflytte på adelens gods", hvor de var forskånet for sådanne udgifter. Og under alle omstændigheder ville det resultere i flere ødegårde, hvilket dels var til kongens skade, fordi han derved gik glip af indfæstningen, og dels medførte, at lens­ manden måtte „nøde og tvinge vornede bønders sønner til samme gårde ..." De sjællandske kommissærer underskrev deres rapport den 29. december 1624. Kongen, der på det tidspunkt var optaget af sin forestående indblanding i Trediveår skrigene, reagerede ikke. Og da rådet midt under krigen, i juni 1626, atter en gang rykkede for at få arbejdspengene afskaffet, svarede kongen kort, at så længe han var ved fronten, måtte sagen stilles i bero.

„Har bønderne ikkun noget ..." Nogle år efter krigens afslutning i 1633, tog kongen tanken op igen. Atter en gang blev han mindet om, at godt nok kunne bønderne finde på at love vel meget, men når det kom til stykket, skulle der umage til at få det lovede-. Kongen vidste 80

Os fattige ringe bønder

Udsnit af Christian 4.s egenhændige brev af 29. oktober 1633 til rentemestrene, administratorerne af rigsfinanserne, hvori han meddeler, at han agter at lade bønderne i Frederiksborg len betale arbejdspenge i stedet for at yde hoveri. Om protesterne mod en sådan omlæggelse af bøndernes ydelser skriver kongen: „At man uille siige, laa [ja] Bønderne loffuer uell megid vd, mens naar man skall haffue ded aff dennom, daa uill der wmage til. Derymod Er leet [let] at Suare, Haffuer bønderne yckun nogiid, man kan letteligens faa ded fraa dem." Kongen bruger u, hvor man på nudansk bruger v, v og w, hvor man i dag bruger u, og undertiden y i stedet for i.

selvfølgelig, at det forholdt sig således, men slap de for det tyngende hovarbejde, ville de få mere ud af deres eget, og - som kongen udtrykte det - „har bønderne ikkun noget, kan man letteligen få det fra dem". Heller ikke denne gang eller den tredje gang, kongen forsøgte sig, lykkedes hoveriafløs­ ningen. Det var i 1637, hvor kongen endog på grund af det stadigt voksende behov for statslige indkomster havde fået rigsrådets velsignelse, selv om det blev foreholdt ham, at arbejdspengene i sidste ende ville blive ham til mere skade end gavn. Når Christian 4. s forsøg på at forøge kronens indtægter gennem en hoveriafløsning mislykkedes, skyldtes det en blan­ ding af bøndernes manglende ydeevne, adelens modvilje mod at omordne lensstyrelsen og pengeøkonomiens beskedne ud­ bredelse inden for landbosamfundet. Men oveni kom bønder­ nes angst for forandringer. I ulvetider forsvarede de sig mod en forværring af deres kår ved at henholde sig til sædvanen. Hovpligterne, især de utålelige ægter, bød dem naturligvis imod, og de prøvede gang på gang at undgå dem og indimel­ lem ligefrem at sabotere dem, men de foretrak arbejdspligten frem for en afløsningsordning, de ikke kunne overskue, og som de af gode grunde kun kunne opfatte som endnu et forsøg på at lægge nye byrder på deres skuldre. De var naturligvis ikke bekendt med, hvad man kunne kalde Christian 4.s andet valgsprog, at „har bønderne ikkun noget, kan man letteligen få det fra dem", men de kendte det fra praksis, fra det daglige slid for herremanden, han være sig adelig eller kongelig.

„Har bønderne ikkun noget.81

De store planer Privilegieøkonomien Kongemagtens forsøg på at ændre landbosamfundets økono­ miske mekanismer var beskedne, tøvende og vilkårlige i for­ hold til de store planer for håndværk, manufaktur og handel, som kongen tumlede med og søgte at virkeliggøre i den første fjerdedel af 1600-tallet. For landboerne var handel og håndværk knyttet til den daglige dont. Bønderne drog til købstæderne og solgte grønt­ sager og et par flæskesider. Og med sig hjem havde de salt, andre krydderier og måske et par fine sko eller et stykke engelsk klæde hl en ny dragt, hvis de havde penge ril det. Skulle de have skoet deres heste, kunne de opsøge lands­ bysmeden, for selv om håndværk var købstadsnæring, var det tilladt enkelte håndværkere, der havde umiddelbar betydning for landbedriftens daglige produktion, at virke i landsbyerne. Statsmagten brød sig ikke om en alt for livlig kontakt mellem by og land. 11615 blev det således ved lov forbudt de bønder, der kom til torvedag for at sælge deres varer, at opholde sig i købstæderne længere end til klokken 12 slet, fordi de ofte æder og drikker det op, de har fortjent ved deres handel, hvorved de „formedelst slig en ond vane og uskikkelige levned sig selv forarmer og i længden aldeles fordærver". Den bonde, der blev opsnappet i købstaden efter det berammede tidspunkt, skulle straks fængsles. Denne specielle forordning var imidlertid blot et kuriøst udtryk for den indtil de mindste detaljer herskende regulering af de forskellige stænders rettigheder og pligter. Også græn­ serne mellem de enkelte fag beskæftigede statsmagten sig med. Det var således bestemt, at skomagerne kun måtte falbyde deres sko, støvler og andre skomagerarbejder to gange om ugen, onsdag og lørdag, og aldeles intet andetsteds end på købstadens torv. Det blev ligeledes forordnet, at nogle tilsyns­ folk, heriblandt én af købstadens rådmænd, i det mindste én gang om måneden skulle besøge alle vinkældre for at have indseende med, at „ingen udtapper nogen spansk eller fransk vin, som handler med rhinskvin, ej heller nogen at udtappe nogen rhinskvin, som handler med spansk og fransk vin". Det blev desuden indskærpet, at ingen borger eller anden ufri mand måtte købe øksne på landsbyerne, men kun på de almindelige markeder, der afholdtes på bestemte tider af året. 82

De store planer

Bønderne måtte ej heller sælge deres øksne til udenlandske købere, „men alene til adelen eller borgerne her udi riget". Og det blev ved lov bestemt, at borgmestre og rådmænd i køb­ stæderne, der alle var købmænd, skulle sørge for, at der fand­ tes en rimelig og kristelig forordning, der fastsatte priserne på vinhandlernes, bagernes, bryggernes og de andre håndvær­ keres varer. Siden Erik af Pommerns tid kunne håndværkerne ikke blive medlemmer af købstadsstyret. Samfundsøkonomien i 1600-tallet blev således reguleret ved hjælp af privilegier og forbud - så vidt det nu lod sig gøre, eftersom myndighedernes kontrolmuligheder i virkeligheden var begrænsede, tuskhandelen vidt udbredt og lovovertrædel­ serne så mangfoldige, at det var så godt som umuligt at gøre statsreguleringen blot tilnærmelsesvis effektiv. Herom vidner idelige påbud om at overholde gældende lov.

Kongens formue På dette udsnit af et pro­ spekt over København fra o. 1650, men med forlæg i et billede fra 1620'rne, ses bønder, der er kommet til staden for at sælge grønt­ sager, fjerkræ og en enkelt ko, mens havguden med sin trefork sidder og vogter færgestedet.

Højt hævet over det traditionelle erhvervsmæssige netværk, som staten søgte at opretholde, agerede staten selv, i be­ gyndelsen af 1600-tallet først og fremmest personificeret i Kon­ gelig Majestæt. Især i årene efter Kalmarkrigens afslutning var Christian 4. en særdeles holden mand, et særsyn blandt europæiske fyr­ ster, der ofte sad i gæld til op over slotstårnene og indimellem ligefrem gik bankerot. De to vigtigste indtægtskilder, der fik

Kongens formue

83

Lille bod, hvorfra en torve­ kone sælger ost og brænde­ vin. Stik fra Gaspar Danckwerths beskrivelse af Slesvig-Holsten fra 1652. Bille­ det af boden med torve­ konen er én blandt mange vignetter, der på Danckwerths kort over hertug­ dømmerne skildrer livet i landsdelene.

84

De store planer

den kongelige formue til at svulme kraftigt op, var Øresunds­ tolden, der i disse år næsten fordobledes som følge af den hastigt voksende østersøhandel, og de ti tønder guld - en million daler - svenskerne betalte i årene fra 1616 til 1619 i krigsskadeserstatning. Dertil kom, at kongen bestandigt kun­ ne låne penge af sin moder, enkedronning Sophie, der gjorde sig sit livgeding på Lolland-Falster særdeles nyttigt. Strengt taget var rigets midler delt mellem to kasser, kon­ gens egen personlige, og statskassen, der administreredes af rentekammeret. Som tidligere nævnt gik øresundstoldindtæg­ terne direkte i kongens egen kasse, mens eksempelvis lensind­ tægterne hørte under rentekammeret. Men i de gode år efter Kalmarkrigen blev der ikke sondret mellem de to kasser. Kon­ gen gjorde det i hvert fald ikke. Som rigets overhoved be­ tragtede han statsformuen som sin og handlede derefter. Et egenhændigt overslag i hans kalenderoptegnelse fra 1618 viser således, at han ud over øresundstoldindtægterne i det mindste også henregnede de svenske krigsskadesbetalinger og årets skatter til sin egen kasse. Christian 4. var således godt en million daler værd i 1618 og efter alt at dømme op mod halvanden million i begyndelsen af 1620'rne. Det var efter tidens målestok en kolossal formue. Til sammenligning kan tjene, at værdien af Holger Rosenkrantz' adelsgods omkring 1625 højst var på godt 100.000 daler - og Rosenkrantz hørte til blandt de kun 25 godsejere, der besad mere end 2000 tønder hartkorn. Kongens penge fik ben at gå på. Netop i de rige år fra 1613 til 1625 var Christian 4. den store iværksætter. Fra at bruge sin formue til pengeudlån til trængende adelige, der havde så stort j ordegods, at han var sikker på en god forrentning og ikke risikerede sine penge, svingede kongen omkring 1615 over til mere målrettede erhvervsinvesteringer. Det var handel og manufakturvirksomhed - oprettelsen af store værksteder med en samlet produktion - der havde kon­ gens interesse. Målet var at tilføre den ellers så ensidige dan­ ske landbrugsøkonomi en ny dimension. Gennem grundlæg­ gelsen af handelskompagnier, der var på danske hænder, men på kongens nåde, skulle riget sikres en positiv handelsbalan­ ce. Det overskud, der derigennem ville tilflyde riget og kon­ gen, skulle styrke kronen og være et solidt underlag for den militære magt. Og gennem skabelsen af manufakturer skulle riget gøres mere eller helt uafhængigt af import fra udlandet. Det gavnede også handelsbalancen og gjorde samtidig riget mindre sårbart, når forsyningslinierne blev truet i en krigs­ situation.

Stik fra o. 1608, der fore­ stiller Jonas Charisius, dr. jur. og kongelig dansk rådgiver i handelsanliggen­ der.

En væsentlig forudsætning for en vellykket indplantning af de nye erhverv var ekspertisen. Allerede før Kalmarkrigen, i 1607, havde Christian 4. sendt sin sekretær Jonas Charisius til Nederlandene for at undersøge, om man derfra kunne rekrut­ tere kyndige håndværkere og erfarne købmænd, der ville slå sig ned i Danmark og være kongen behjælpelig med at udvikle det danske riges borgerlige næring. Charisius var den rette mand. I modsætning til de adelige sekretærer, der ellers befolkede kongens regeringskontorer, var han af borgerlig herkomst, havde fået en alsidig uddannel­ se og var blevet doktor i både medicin og jura. Charisius var Christian 4.s altmuligmand. Han var ubundet af de adeliges optagethed af deres godsdrift og politiske karri­ ere. Han var de fornemme rigsråders uundværlige ledsager på diplomatiske sendefærd, og han var åben over for de nye handels- og erhvervspolitiske strømninger, der lå uden for adelens traditionelle godsejerhorisont. Han var ansat i kon­ gens Tyske Kancelli, der havde til opgave at sørge for kontak­ ten til det ikke-skandinaviske udland, og derfor vel inde i de europæiske sager. I første omgang mislykkedes Charisius' forsøg på i 1607 at hente nederlandske håndværkere og købmænd til Danmark. Men Christian 4. og hans borgerlige rådgiver opgav ikke, for de vidste, at det var i den nederlandske købmandsrepublik, de skulle søge både forbillederne og erfaringerne, når det drejede sig om borgerlige erhverv. Nederlandene var så ubetinget samtidens førende handelsnation og var nået langt i opbyg­ ningen af manufakturer, især inden for klædefremstillingen.

Det ostindiske Kompagni Det var da også kombinationen Charisius, Christian 4. og hollandske købmænd, der førte til oprettelsen af den danske konges flagskib inden for udenrigshandelen: Det ostindiske Kompagni. I slutningen af 1615 anmodede to indvandrede hollændere, Jan de Willum fra Amsterdam og Herman Rosenkranz fra Rotterdam, via Charisius kongen om at få lov til at grundlægge et ostindisk kompagni. Nogle måneder efter var kompagniet dannet, og dets oktroj - de artikler, der indeholdt bestemmelserne om kompagniets organisatoriske opbyg­ ning - lå tæt op ad ordlyden på den oktroj, nederlænderne havde udarbejdet ved oprettelsen af deres eget ostindiske kompagni i 1595. Christian 4. og Charisius ville sikre det nye foretagende gennem en regulær kopiering af et handelssel­ skab, de vidste havde haft succes.

Det ostindiske Kompagni

85

Kejseren af Ceylon møder en hollandsk admiral. Stik­ ket er fra storværket „Die orientalische Indien", der udkom i begyndelsen af 1600-tallet. Tidens mange afbildninger af de fjerne lande og deres folk byggede ofte mere på fantasi end på reelt kendskab.

Skabelsen af Det ostindiske Kompagni fandt sted inden for det traditionelle privilegiesystems rammer. Det fik monopol på at handle i Det magellanske Hav og Stræde, omkring Kap det Gode Håb samt på alle de ostindiske lande, hvor indianske herrer og konger ville tilstede handel og commercier. Dermed havde Christian 4. taget konkurrencen op med de store euro­ pæiske magter, England, Nederlandene, Spanien, Portugal og Frankrig, der i kølvandet på opdagelserne i begyndelsen af 1500-tallet havde kastet sig ud i det koloniale eventyr. Kongen agtede imidlertid ikke at være alene om at finansiere kompagniet, som havde brug for en betydelig kapital til ud­ rustning af skibe, forhyring af søfolk og proviantering til de lange og farefulde rejser, skibene skulle ud på. I første omgang investerede han 16.000 daler i kompagniet ud af et samlet indskud på knap 180.000. Det var de københavnske borgere med borgmestre og råd i spidsen, der satte mest på spil med en andel på lidt over 60.000, hvorpå fulgte provinskøbstædernes borgere med 43.000. Rigets mest formuende stand, adelen, holdt sig imidlertid tilbage. Tilsammen skød i alt 40 adelige kun 27.500 i kompagni­ et. Begrundelsen for denne tilbageholdenhed kom særdeles tydeligt til udtryk i et svar, rigsråd Claus Daae på et tidspunkt gav kongen, da han blev anmodet om at investere i kompagni­ et. „Jeg har aldrig inklineret til sådant købmandskab," skrev han, „fast mindre sådan en anselig sum under ubekendte 86

De store planer

skriveres hænder på en sådan lang og mislig rejse at betro." Herremændene agtede ikke at forvandle deres formue til risi­ kovillig pengekapital. Penge og jordejendom eller i det mind­ ste pant i gods hørte uadskilleligt sammen. Claus Daaes be­ tragtning viste i et glimt den modsætning mellem den frem­ voksende kapitalistiske virksomhed og den gamle feudale økonomi med dens forankring i det sikre, i jorden, i godset. Denne modsætning skulle i de følgende århundreder blive stadig mere skærpet. Trods al herremandsskepsis syntes kompagniet at få en flyvende start. I november 1617 blev Christian 4. opsøgt af kejseren af Ceylons gesandt, ridderen af Solens Orden, Øver­ ste i det kejserlige krigsråd og Storadmiral for den kejserlige flåde, hollænderen Marselis Boshouwer. Han tilbød på sin kejserlige herres vegne den danske konge en regulær alliance. Ville Christian 4. hjælpe den ceylonske kejser mod dennes fjender, ville den danske konge blive rigeligt belønnet med varer og kontanter, og kejseren ville give sin danske kollega 12 års eneret på den ceylonske handel. Kongen blev imponeret. Forbundet mellem Danmark og Ceylon kunne slå to store fluer med ét smæk. Det ostindiske Kompagni kunne søsættes på værdig vis, og kongen kunne vise sit orlogsflag på de store verdenshave. Den 30. marts 1618 blev traktaten mellem de to lande underskrevet, og kompagni­ ets færdigudrustede skib, „Øresund", satte kurs mod Ceylon. Dets kaptajn, nederlænderen Roland Crappé, skulle ved an­ komsten til det fjerne ørige gøre kejseren sin opvartning og meddele ham, at en fire skibe stor dansk flåde ville følge efter. Efter to års sejlads nåede Crappé og hans besætning frem til Ceylon og blev høfligt modtaget, men under en jagt på kej­ serens portugisiske fjender led „Øresund" skibbrud. Stærkt forkomne måtte kaptajnen og hans resterende 13 mands be­ sætning gå i land på Indiens sydøstkyst, 150 kilometer nord for Ceylons nordspids. Den lokale fyrste overlod kaptajnen det lille udsted Trankebar. Imens var den kongelige flåde under den unge adelsmand Ove Geddes kommando ankommet til Ceylon. Gedde optog kontakt med kejseren for at få traktaten med Christian 4. ratificeret. Men kejseren erklærede kort og godt, at han aldeles ikke havde givet Boshouwer fuldmagt til at indgå nogen som helst aftale med den danske konge. Boshouwer kunne ikke svare for sig; han var død på Ove Geddes admiralskib under­ vejs til Ceylon. I Danmark var man naturligvis ganske uvidende om det

Det ostindiske Kompagni

87

BENEDiCTio DOMINi DiViTES FACIT. yWnno j6'”50 benM9hfe>ff offer^nWpnig^frn). bcr feifentc^Mitf '

Ole Rømers tommestok. Efter studier ved Københavns Universitet kom Ole Rømer som 28-årig i 1672 til Paris, hvor han blev optaget i det franske Videnskabernes Selskab med astronomi som speciale. Det var under sit frankrigsophold, han opdagede „lysets tøven". Samtidig blev han kendt for sit tekniske snilde og blandt andet kaldt til Ludvig 14. s Versailles for at lede anlæggelsen af slots­ havens store springvand. 1681 vendte han tilbage til Danmark og blev professor i astronomi. Regeringen fik straks øje på hans tekni­ ske begavelse, og i de følgende årtier overtog han som kongens „mathematicus" ledelsen af rigets opmåling og af standardiserin­ gen af dansk mål og vægt. Desuden var han beskæftiget med bro­ lægning og belysning af de københavnske gader og med vandfor­ syning og -afledning. Ole Rømer, som ses til venstre, døde i 1710.

hovmodig og selvglad, da han gjorde karriere som viden­ skabsmand. Niels Stensens livsbane var et ekstremt udtryk for den mod­ sætning mellem den nye videnskabelighed og den gammel­ kristne tro, som prægede 1600-tallets intellektuelle verden. Selv udtrykte han det stærkest ved en af sine forelæsninger under sit sidste ophold i København:

Skønt er det, vi ser, skønnere er det, vi forstår, men langt det skønneste er det, vor forstand ikke kan rumme. Og sandt er det da også, at mens Thomas Bartholin opdagede lymfesystemet, Niels Stensen afslørede, at hjertet var en mu­ skel og de sære sten på Malta simple fossiler fra Jordens fortid, og astronomen Ole Rømer i 1676 ved studiet af Jupiters måner konstaterede, at lyset havde en bestemt hastighed, levede den gamle ortodokse trosverden videre, og teologien var fortsat al videnskabs moder.

Christian 5.s testamente Mens Niels Stensen forsagede verden som en vandringsmand mod evigheden, der ikke lod sig hæmme af det dennesidige, stræbte den verdslige øvrighed efter at befæste Guds orden på Jorden, så den kunne forblive urokkelig og uforandret, styret og vejledt af den absolutte monark til evig tid. 1684 satte Christian 5. sit navn under et dokument, der

344

Guds orden

Christian 5.s rytterstatue på Kongens Nytorv i København, skabt af den franske billedhugger Abraham-César Lamoureux og rejst midt på Kongens Nytorv o. 1687. Ud for soklen er anbragt fire figurer, der symboliserer visdommen og heltemodet, styrken og æren. Kongen selv bærer romersk imperatorkostume med laurbærkranset hjelm. Hesten tramper på en nøgen mandsfigur, der skal forestille misundelsen. Med rytterstatuen af Christian 5. blev Kongens Ny­ torv enevældens centralplads. Omgivet af mægtige palæer, som enevoldsmonarken behersker fra midten af pladsen, slår barokken fuldstændigt igennem med dens midtpunktsamlende, monumenta­ le og geometriske stil, alt til kongens ry og ære.

Christian 5.s testamente

345

Gravmonument fra 1695 i Auning Kirke, Djursland, over godsejer Jørgen Skeel. Monumentet viser tydeligt, at herremændene ikke agtede at stå tilbage for kongemagten, når det drejede sig om mani­ festation af magt og pragt. Jørgen Skeel ligger som den rige hof­ mand henslængt på sin kostbare sarkofag og løfter hånden mod relieffet, der forestiller hans hustru Benedicte Brockdorff. Samtidig blæser en basunengel hans ry ud over kirkerummet.

senere blev kaldt hans „testamente". Det var hemmeligt og blev først fundet i Rosenborgs gemmer engang i 1850'erne. Formålet med det var da heller ikke at bebyrde offentligheden med kongens tanker, men ene og alene at belære kongens efterfølgere om den politiske linie, de efter kongens mening burde følge, for at enevoldsmagten „som et kostbart og uskatteligt klenodie udi Vores kongelige arvehus må ved Guds nåde uryggeligt og ukrænket conserveres ..." Christian 5.s testamente var en formaning om nøje at sikre kongens enevælde, thi kongen havde formærket, at der fortsat fandtes en utidig og begærlig attrå blandt mange af under­ såtterne efter det gamle regime, der var blevet knust i 1660. Det 346

Guds orden

Gobelin fra slutningen af 1600-tallet, vævet til riddersalen på Jørgen Skeels herregård, Gammel Estrup på Djursland, som led i en hel serie af fornemme vægtæpper, der skildrer den stenrige herre­ mands godsrige. På denne gobelin ses de store ladebygninger på en af hans herregårde, Ørbækgaard, og på marken pløjer en af de bønder, der skabte Jørgen Skeels rigdom.

Christian 5.s testamente

347

lå derfor kongen på sinde, at hans efterfølger nøje forsvarede Kongeloven, sikrede den ensartede retsorden, der var indført med Danske Lov, alene forbeholdt sig benådningsretten og alene disponerede over alle statsembeder „dem efter eget be­ hag at uddele". Desuden lagde kongen vægt på, at den nye rangorden, der var indført med grever og friherrer, og som skabte en adel, der var trofast over for kongen og afhængig af ham, blev bevaret. Overhovedet skulle kongen vare sig for at binde statens embeder til adelig fødsel. Til regeringens førelse skulle kongen have et gehejmeråd, der bestod af højst fem eller seks af de fornemste ministre, der især skulle tage sig af udenrigspolitikken, og til gehejmerådet skulle knyttes en velstuderet sekretær, som helt og holdent skulle være kongens mand og på ingen måde være afhængig af nogen, der måtte vise sympati for „den forrige regerings art". Og også for de øvrige administrationers vedkommende skulle kongen sikre sig den fulde myndighed. Kongemagten var én og udelelig. Kongen gjorde i sit testa­ mente særligt opmærksom på, at „udi i de forordninger, pla­ kater og befalinger, som de [kongerne] lader udgå, ingen forskel gøres mellem kongen og riget", thi rigerne hører kon­ gen til som hans ejendom. Og Christian 5. tilføjede, at „ej heller bør det ord stænder udi kongelige forordninger eller andre offentlige skrifter at nævnes", eftersom stænder er ufor­ enelige med én kongelig suveræn regering. Alle sager skulle dirigeres direkte til kongen, „og derpå, hvad ret og billigt er, efter kongens velbehag dekreteres." Den 3. marts 1698, fjorten år efter udformningen af 'testa­ mentet', tilføjede kongen nogle bemærkninger til det, og det var fortsat frygten for den gamle adel, der optog ham. Atter en gang satte han en tyk streg under, at man i alle regeringsud­ valg altid skulle have flere borgerlige end af adelen, „især den gamle ..."

Livsens brød Christian 5. døde gigtsvækket den 25. august 1699. Hans hel­ bred var blevet hastigt nedbrudt efter et sammenstød med en kronhjort under et af de utallige jagtselskaber, han elskede så højt. Ved en tilfældighed randt en konges liv og et århundrede ud på samme tid. 1600-tallet havde skænket Danmark en enevældig konge­ magt og en ommøblering af herremandsklassen. Men bønder­ ne og husmændene og tjenestefolkene i landsbyerne dyrkede jorden og levede deres liv under nogenlunde de samme 348

Guds orden

grundlæggende vilkår som fandtes i begyndelsen af århundre­ det. Dog fandtes der ved århundredets slutning færre gårdfæ­ stere og flere jordløse husmænd end i år 1600. Hoveriet var blevet stadig mere tyngende, og skatterne var blevet så regel­ mæssige som årstidernes skiften. Som helhed var landboerne blevet fattigere, og det var dem sikkert til liden trøst, at der nu også blandt deres herremænd fandtes folk, der kaldtes grever og baroner. Og krigene havde efterladt grimme ar. Intet århundrede kan opvise så mange ødelæggende krige for Danmark som 1600tallet. I 1658 var Danmark nær ved at blive udslettet som nation. Stumperne blev reddet, men det var et forarmet rige, der kom ud af det tilsyneladende evige opgør med Sverige. Og uanset hvor grænserne lå eller kom til at ligge, blev landsbyer og godser og købstæder hærget af plyndrende soldater eller i det mindste plaget af indkvarteringer og ydelser til krigs­ førelsen. Alligevel var Danmark i 1600-tallet fra tid til anden præget af forsøg på nybrud. Under Christian 4. og gentaget under søn­ nesønnen Christian 5. forsøgte staten at skabe en storhandel og en hjemlig industri, men den altdominerende landbrugs­ sektor med dens naturalieøkonomi og fastlåsning af arbejds­ kraften kvalte projekterne. Og da pengeøkonomien trængte sig på i midten af århundredet med de københavnske og udenlandske storkøbmænd og pengeudlånere, endte den som statslig pantebrevsgæld, der blev forvandlet til jordegods. Med de store udlæg af krongods til private blev Danmark storgodsejernes eldorado i et omfang, den gamle adel aldrig i sin vildeste fantasi havde forestillet sig. Og den nye enevældi­ ge statsmaskine forsvarede og sikrede de nye storgodsejere langt bedre end adelsvælden havde evnet det. Samtidig gik byudviklingen i stå. De store bygrundlæggel­ ser i begyndelsen af århundredet førte ikke til købstædernes opblomstring. Kun København voksede sig stor som følge af det statslige bureaukratis opsvulmen efter enevældens ind­ førelse. For alvor skabtes kløften mellem hovedstad og pro­ vins. For flertallet af befolkningen blev 1600-tallet armodens år­ hundrede, et koldt århundrede, hvor alt frøs til, som sundene og bælterne gjorde det vinter efter vinter. Ingen hofpragt og intet herligt selskab på herresæderne kunne skjule stilstanden i landsbyerne og i de fleste af rigets købstæder. Der er således intet besynderligt i, at 1600-tallet i menneske­ nes bevidsthed blev syndens og bodens århundrede, hvor den Livsens brød

349

En synder aflægger skrifte­ mål og får ved præstens og dermed også Herrens håndspålæggelse tilgivelse for sine overtrædelser af Guds bud. Maleriet, der findes på en skriftestol fra o. 1680 i Kippinge Kirke på Falster, giver på passende vis udtryk for den ydmyge bodskristendom, der satte sit dybe præg på 1600-tallets danske samfund.

armes trøst alene fandtes i troen på Gud. Som salmedigteren, Elias Eskildsen Naur, i sin bønnebog, „Åndeligt Tidsfordriv", der udkom år 1700, lod en bager bede: „Lad ej synden mig så smage, at jeg bliver som en kage, der er ikke rigtig vendt. VEND MIG GUD PÅ BEGGE SIDER, så jeg stærk mod Satan strider og er i dit åg ret spændt. Gud lad mig i liv og død aldrig savne LIVSENS BRØD som en trøst i al min nød."

350

Guds orden

Litteraturvejledning Litteraturen til 1600-tallets historie er så omfattende, at den følgende vejledning vil indskrænke sig til at henvise dels til mere almene værker og kildeudgaver og dels til de kilder og fremstillinger, der i særlig grad er anvendt ved udarbejdelsen af nærværende bind. Ønsker læseren et overblik over det meste af litteraturen til perioden anbefales Gyldendals Danmarks Historie, bind 2, 2. del: 1559-1648, udarbejdet af Helge Gamrath og Erling Ladewig Petersen (1980), der indeholder en fyldig diskussion af kilder og litteratur samt en udtømmende bogliste. Det samme er tilfældet med Gyldendals Danmarks Historie, bind 3:1648-1730, udarbejdet af Knud J. V. Jespersen (1989) med en bogliste på 42 sider. Desuden skal henvises til forskningsdiskussionen og litteraturfortegnelsen i Erling Ladewig Petersen: Fra standssam­ fund til rangssamfund 1500-1700, Dansk socialhistorie, bind 3 (1980), der koncentrerer sig om periodens befolkningsmæssi­ ge, sociale og økonomiske aspekter. Af tidligere bredere fremstillinger af 1600-tallets historie skal nævnes Danmarks Riges Historie, bind IV, 1588-1699, forfattet af J. A. Fridericia (1896-1902), Erik Arup: Danmarks Historie, bind 2,1282-1624 (1932) og bind 31624-(1720) (1955); dette bind er dog udgivet og redigeret af Aksel E. Christensen efter Arups død, og endelig Politikens Danmarks Historie, bind 7, 1596-1660, af Svend Ellehøj (1964, 3. udg. 1977) og bind 8, 1660-1721, af Gunnar Olsen, afsluttet af Finn Askgaard (1964, 3. udg. 1977). Benito Scocozzas Feudalismen. Klassekampen i Danmarks historie (1976) går kun til 1660. Vigtige værker, der dækker kortere perioder, er Adelsvældens sidste Dage af J. A. Fridericia (1894, reprotryk 1975), der omhandler tiden 1648-1660 og DanmarkNorges indre Historie under Enevælden fra 1660 til 1720, I-II, af Edvard Holm (1885-86). Af større samleværker, der behandler enkelte sider af perio­ dens historie, skal nævnes Det danske landbrugs historie, II (1988), hvor afsnittet 1536-1720 er skrevet af Karl-Erik Frand­ sen, Industriens Historie i Danmark, udg. af Axel Nielsen, perio­ den til 1730 skrevet af Aksel E. Christensen (1943, reprotryk 1975), Dansk Retshistorie. Retskildernes og Forfatningsrettens Hi­ storie indtil sidste Halvdel af det 17. Aarhundrede af Poul Johs. Jørgensen (1940, 2. udg. 1947), Dansk litteraturhistorie, bind 2, 1480-1620, af Peter Brask m. fl. (1984) og bind 3, 1620-1746, af Litteraturvejledning

351

Jens Hougaard m.fl. (1983), der skildrer tidens både folkelige og finkulturelle litteratur, Den danske Kirkes Historie, bind 4, 1536-1700, af Bjørn Kornerup og Urban Schrøder (1959), der skildrer både de kirkelige institutioners og religionsstridig­ hedernes historie, Danmarks Kirker, der begyndte at udkomme i 1933 og fortsat er under udgivelse, og som er en uudtømmelig kilde til kirkebygningernes og -inventarets historie, Danske slotte og herregårde, red. af Aage Roussell, bind 1-20 (2. udg. 1963-68), der omhandler overklassens byggerier, Dansk kunst­ historie, bind 2 (1973), hvor Povl Eller gennemgår periodens malerkunst og skulptur, Dagligliv i Danmark i det syttende og attende århundrede 1620-1720, red. af A. Steensberg (1969), og endelig og ikke mindst det uundværlige Dansk biografisk Leksi­ kon, dels anden udgave, red. af Povl Engelstoft (1933-44) og dels tredje udgave, red. af Svend Cedergreen Bech (1979-84), hvor tidens fremtrædende personligheder er biograferet med ledsagende litteraturhenvisninger. Nyttige hjælperedskaber er Historisk Atlas Danmark (1988) og især Atlas over Danmarks administrative inddeling efter 1660,1-II, udg. ved Karl-Erik Frand­ sen (1984). Kildeudgivelserne til perioden er mangfoldige. Her skal kun de vigtigste og de større samlinger omtales. Af samtidige skildringer af Danmark skal nævnes En ny Danmarksbeskrivelse 1594 af Jon Jensen Kolding, oprindeligt skrevet på latin, oversat af Allan A. Lund (1980), den store systematiske beskrivelse Danmarckis oc Norgis Fructbar Her­ lighed af Arent Berntsen (1656, reprotryk 1971) og Atlas Danicus af Peder Hansen Resen fra 1670'erne, hvis forskellige afsnit siden 1920'rne uafsluttet er blevet oversat og udgivet under fællestitlen Resens Atlas. Kort fra samtiden findes gengivet i Gamle Danmarkskort af Bo Bramsen (2. udg. 1965). Dertil kom­ mer en række rejseskildringer, af hvilke her skal nævnes Det store Bilager i Kjøbenhavn 1634 af franskmanden Charles Ogier (1914), der skildrer den store fest i anledning af den udvalgte prins' bryllup, og En beskrivelse af Danmark som det var i året 1692 af englænderen Robert Molesworth, oversat af Svend Lyndrup (1977). Til den politiske historie findes Aktstykker og Oplysninger til Rigsraadets og Stændermødernes Historie i Kristian IV's Tid, 15881648, I-III, udg. ved Kristian Erslev (1883-90) og dens ufuld­ endte efterfølger Aktstykker og Oplysninger til Rigsraadets og Stændermødernes Historie i Frederik IITs Tid, I-II, udg. ved C. Rise Hansen (1959-75), der standser ved året 1653. De vigtigste love er trykt i Forordninger, Recesser og andre kongelige Breve, Dan­ 352

Litteraturvejledning

marks Lovgivning vedkommende, 1558-1660, udg. ved V. A. Se­ cher (1887-1918); lovsamlingen har endnu ikke fået en ligeså fyldig og grundig efterfølger, hvorfor man for perioden efter 1660 må ty til den mindre systematiske Kongelige Rescripter, Resolutioner og Collegialbreve for Danmark og Norge 1, 1660-1670 (1806), og II, 1670-1699 (1803), udg. ved L. Fogtmann. Til den tidlige enevældes regeringshistorie findes desuden Aktstykker og Oplysninger til Statskollegiets Historie 1660-1676,I-II, udg. ved J. Lindbæk (1903-1910). Endelig findes udtog af kongelige or­ drer og andre bestemmelser i Kancelliets Brevbøger 1551 ff med foreløbig afslutning i midten af 1640'rne (1885 ff). Enevældens grundlov, Kongeloven, er sammen med tilhørende aktstykker trykt i Kongeloven og dens Forhistorie, ved A. D. Jørgensen (1886, reprotryk 1973). Kong Christian den Femtis Danske Lov er udgivet af V. A. Secher (1911) og Kong Christian den Vtes Testamenter som Tillæg til Kongeloven af J. J. A. Worsaae (1860). Til udenrigspolitikken findes Danmark-Norges Traktater med dertil hørende Aktstykker, udg. ved L. Laursen og C. S. Christi­ ansen (1907-49) med en fyldig forklarende baggrundstekst til de enkelte aktstykker. Vigtige diplomatiske kildesamlinger er endvidere Svensk agent ved Sundet. Toldkommissær og agent i Helsingør Anders Svenssons depecher til Gustav II Adolf og Axel Oxenstierna 1621-1626, udg. ved Leo Tandrup (1971) og Sam­ linger til Danmarks Historie under Kong Frederik den Tredies Regiering af udenlandske Archiver I-II, udg. ved P. W. Becker (184757). Til social- og retshistorien er Ældre danske tingbøger (1954 ff) en guldgrube med dens referater af 1600-tallets retssager ved underretterne. Ligeså værdifulde til oplysning om dagliglivet er kirkebøgerne; her skal særligt nævnes Levnedsløb i Sørbymag­ le og Kirkerup kirkebøger, 1646-1731, I-II, udg. ved Ole Højrup (1963-68) og Vonsild kirkebog 1659-1708, udg. ved Hans H. Worsøe (1982). En anden væsentlig kilde til landbefolkningens levevilkår er boskifter; et uddrag af skifteprotokoller findes i Bondeskifter fra Smørum og Lille herred 1644-48, udg. ved Jørgen H. Andersen (1984). Landsbyvedtægterne er trykt i Danske Vider og Vedtægter, udg. ved P. Bjerge m.fl., I-V (1904-38). En adelsfamilies husholdning genspejles i Sophie Brahes Regnskabs­ bog, udg. ved Henning Paulsen (1955). En mere royal hushold­ ning træder frem i Frederik II's Enke Dronning Sophies Kopibøger 1588-1617, udg. ved Sv. Thomsen (1937). Til belysning af århundredets forestillingsverden vrimler det med salmer, andagtsbøger og teologiske afhandlinger. Her skal kun nævnes den enestående kilde til en præsts daglige gerning Perlestikkerbogen. Nakskovpræsten Anders Pedersen Per­ Litteraturvejledning

353

lestikkers Optegnelser og Regnskaber, udg. ved H. Knudsen og A. Fabritius (1954), Breve fra og til Ole Worm 1607-1654, I-III, udg. ved H. D. Schepelern (1965-68), der giver indblik i de lærdes verden, Historisk Efterretning om de i Ribe Byefor Hexerieforfulgte og brændte Mennesker, udg. ved Kirsten Agerbæk (1973), som gengiver en række trolddomsprocesser, og Efterretninger om Kryptocalvinisten M. Oluf Jensen Kock, udg. ved H. F. Rørdam, Kirkehistoriske Samlinger, III, 1 (1874-77), som giver et eksem­ pel på 1600-tallets teologiske stridigheder. Endelig findes der et væld af kilder til trosforholdene i Danske Kirkelove, 1536-1683, I-III, udg. ved H. F. Rørdam (1883-89). Den første danske avis Anders Bording: Den danske Mercurius er udgivet i faksimile ved P. Ries (Århus 1984). Folkebogen Tiile Ugelspegel er trykt i

Danske Folkeboger, XI, 1930, og en fortrinlig kilde til almuens tankeverden er Danmarks Trylleformler, udg. ved F. Ohrt, I-II (1917-21). I øvrigt henvises til kildeangivelserne i den tidligere nævnte Dansk litteraturhistorie. Af gode grunde er det hovedsageligt overklassen og de lærde, der har efterladt breve, memoirer og lign. Nævnes skal Kong Christian den Fjerdes egenhændige Breve, I-VIII, udg. ved C. F. Bricka og J. A. Fridericia (I-VII) og J. Skovgaard (VIII) (1878-1947), adelsmanden Sivert Grabbes Dagbog, udg. ved H. F. Rørdam i Danske Magazin, 4. række, 2 og 4 (1873 og 1878), hans standsfælle Eske Brocks Levnetsbeskrivelse, bearbej­ det af Vedel Simonsen (1842-45), Jammers Minde af Leonora Christina, Gyldendals bibliotek bind 1 (1971), Leonora Christinas grevinde Ulfeldts franske levnedsskildring 1673, udg. og oversat ved C. O. Bøggild-Andersen (1958), Dr. med. Otto Sperlings Selvbiografi 1602-73, udg. ved S. Birket-Smith (1885, reprotryk 1974), Biskop Jens Bircherods historisk-biographiske Dagbøger (1845) og - som et enkeltstående eksempel på en mere folkelig erin­ dringsbog - Islænderen Jon Olafssons Oplevelser som Bøsseskytte under Christian IV, oversat af S. Blondal og udg. af J. Clausen og P. F. Rist (1907, reprotryk 1966).

Værker og artikler, der beskæftiger sig med 1600-tallet, er talløse. I det følgende vil kun større afhandlinger, især sådan­ ne som har spillet en særlig rolle ved udarbejdelsen af nær­ værende fremstilling, blive anført. De økonomiske og administrative forhold behandles i Adels­ vældens Grundlag af Svend Aage Hansen (1964), i Det danske skattevæsen. Kategorier og klasser. Skatter på landbefolkningen 15301660 af H. Bennike Madsen (1978) og i Nogle synspunkter for dansk merkantilistisk erhvervspolitik af Albert Olsen i tidsskriftet Scandia, III (Lund 1930). - Godsejernes økonomiske proble­ 354

Litteraturvejledning

mer skildres i Adelig godsdrift i.l600-tallets Danmark af E. Lade­ wig Petersen (Uppsala 1974) og i Christian IVs pengeudlån til danske adelige af samme forfatter (1974) samt i Rostjenestetaksation og adelsgods af Knud J. V. Jespersen (1977). - Vigtige af­ handlinger til indsigt i borgerskabets økonomiske og politiske forhold er Den jyske Borgerbevægelse 1629 af Rudi Thomsen i Historisk Tidsskrift (1944-46), Rentemester Henrik Muller af Jo­ han Jørgensen (1966) og Det københavnske Patriciat og staten ved det 17. århundredes midte (1957) af samme forfatter. En central fremstilling af kapitalforholdene i midten af 1600-tallet er Mar­ selis konsortiet af John T. Lauridsen (Århus 1987). Oprettelsen af Det ostindiske Kompagni er behandlet i Danmarks første aktie­ selskab af R. Willerslev i Historisk Tidsskrift (1942-44). - Hånd­ værkernes forhold er skildret i Staten og Laugene af Albert Olsen i Historiske Meddelelser om København (1927-28); dog skal det her tilføjes, at nærværende fremstillings behandling af hånd­ værkerne står i gæld hl Statens lavspolitik i det 16. og 17. år­ hundrede af Ole Retsbo, en utrykt specialeafhandling (1987). - Om landbruget, bønder og husmænd handler Herremand og fæstebonde af H. H. Fussing (1942, reprotryk 1973), Det danske landbosamfund 1500-1800 af F. Skrubbeltrang (1978), der inde­ holder en fyldig litteraturfortegnelse vedrørende landbofor­ hold, og Husmand og Inderste. Studier over sjællandske Landbofor­ hold i Perioden 1660-1800 af samme forfatter (1940, reprotryk 1974). Desuden skal nævnes Hovedgård og bondegård af Gunnar Olsen (1957) og den landbrugstekniske afhandling Vang og tægt. Studier over dyrkningssystemer og agrarstrukturer i Danmarks landsbyer 1682-83 af Karl-Erik Frandsen (1983). Vigtige oplys­ ninger om bøndernes hoveri kan findes i den vejhistoriske afhandling Alvej og kongevej af Alex Wittendorff (1973), og vornedskabets skæbne skildres i Vornedskabet under den tidlige enevælde af Thomas Munck i tidsskriftet Historie (Århus 1975). - Statshusholdningen behandles i De ti tønder guld. Rigsråd, kongemagt og statsfinanser i 1630'erne af Steffen Heiberg i Histo­ risk Tidsskrift (1976), i Dansk finanshistorie i 1640'erne af Jens Engberg (Århus 1972) og i Bidrag til dansk Statshusholdnings Historie under de to første Enevoldskonger, I-II, af C. S. Christian­ sen (1908-22). - Den administrative udvikling er beskrevet i Kollegiestyrets Gennembrud og Sejr 1660-1680 af K. Fabricius i Den danske centraladministration, udg. ved Aa. Sachs (1921) og kort skildret i Skiftet i forvaltningsordningen i Danmark og Norge i tiden fra omkring 1630 inntil Frederik den Tredjes død af Knut Mykland (Oslo 1974). For købstadsstyrelsens vedkommende henvises hl Købstadsstyrelsen i Danmark fra Kristian IV s Tid til det 18. Aarhundredes Midte 1619-1745 af P. Munch (1900, reprotryk Litteraturvejledning

355

1977). - Der findes adskillige udmærkede byhistorier; da Kø­ benhavn spillede en særlig rolle i 1600-tallet, skal her blot blandt mange nævnes Københavns historie, bind 2,1600-1728, af Helge Gamrath (1980). - Retsvæsenet er behandlet i Højesteret 1661-1961, bind 1-2, udg. ved P. Bagge m.fl. (1961), i Dansk retshistorie i hovedpunkter, bind 1 og 2, af D. Tamm og U. Jørgen­ sen (1983) og kortfattet i Lov og ret i Danmark af Stig luul (2. udg. 1968). De politiske begivenheder er foruden i de bredere frem­ stillinger skildret i Christian 4. Monarken, mennesket og myten af Steffen Heiberg (1988), i Christian 4. af Benito Scocozza (1987), i Hannibal Sehested, I-II af C. O. Bøggild-Andersen (1946 og 1970) og ikke mindst i Statsomvæltningen i 1660 af samme forfatter (1936). Der savnes endnu en udtømmende skildring af Corfitz Ulfeldts liv og virke; anvendelig er dog Leonora Christina Ul­ feldts Historie, 1-2, af S. Birket-Smith (1879-81). De afgørende begivenheder omkring arverigets og enevældens indførelse er desuden behandlet i Hans Svane og gejstligheden på stændermødet i 1660 af Carl Johan Bryld (1974). Endelig står nærværende fremstillings afsnit om enevældens indførelse i gæld til efter­ ladte notater af Svend Ellehøj, velvilligt udlånt af Vivi Ellehøj. Den idépolitiske baggrund for og forhandlingerne forud for udstedelsen af Kongeloven er undersøgt i Kongeloven af Knud Fabricius (1920). Den politiske udvikling på Christian 5. s tid er dårligt belyst; dog skal nævnes biografien Griffenfeld af Knud Fabricius (1910). Udenrigspolitikken er for Christian 4. s tid grundigt behand­ let i den tidligere nævnte Christian 4. af Steffen Heiberg, i Mod triumf og tragedie af Leo Tandrup (1979) om perioden fra 1611-25, og i Danmarks ydre politiske Historie, 1,1629-1635 og II, 1635-1645, af J. A. Fridericia (1876 og 1881, reprotryk 1972). Den efter­ følgende tids udenrigspolitik er stedmoderligt behandlet; dog skal anføres den kortfattede Nordisk udenrigspolitik 1660-1675 af Finn Askgaard i samleværket Kampen om Skåne. Om Skånes afståelse til Sverige henvises til Skaanes Overgang fra Danmark til Sverige, I-IV, af K. Fabricius (1906-58, genoptrykt i tre bind 1972). Om snaphanernes virksomhed, se Snapphanekriget 16751679, I-II, af Vigo Edvardsson (Broby 1970-74). 1600-tallets sociale vilkår er skildret i Kirkebogsstudier. Bidrag til dansk Befolkningsstatistik og Kulturhistorie i det 17. Aarhundrede af Gustav Bang (1906, reprotryk 1976), i Bidrag til Folkesyg­ dommenes og Sundhedspleiens Historie i Danmark af F. V. Mansa (1873), der på mange områder er stærkt forældet, men rummer mange værdifulde oplysninger, i Fattigvæsenet i Danmark 15361708 af M. H. Nielsen i Aarbog for dansk Kulturhistorie (1897), 356

Litteraturvejledning

i Fængselsvæsenet i Danmark 1550-1741 af F. Stuckenberg (1893) og i Christian 4.s tugt- og børnehus af Olaf Olsen (1978). Til belysning af de forfærdende sociale forhold i slutningen af 1650'erne skal anføres Da landet blev øde af Aksel Lassen (1965) og Fyns vilkaar under svenskekrigene af Aage F. Blomberg (Oden­ se 1973). Om 1600-tallets forestillingsverden, herunder den lærde verden og uddannelsessystemet, henvises hl Biskop Hans Poul­ sen Resen, I-II, af Bjørn Kornerup, bind II udg. af V. Helk (1928 og 1968), som skildrer ortodoksiens sejrsmarch, Laurentius Ni­ colai Norvegus S. J. af V. Helk (1966), som behandler katolske forsøg på at genvinde Danmark, Holger Rosenkrantz den Lærde af J. Oskar Andersen (1896), der indgående beskæftiger sig med Rosenkrantz' religiøse virke, Biskop Jens Dinesen Jersin af S. M. Gjellerup (1868-70) og Jacob Worm af Erik Sønderholm (1971). - Et hovedværk til lærdommens historie er Museum Wormianum af H. D. Schepelern (1971); desuden henvises til det lille hyldestskrift Niels Steensen af G. Scherz (1988). I øvrigt skal anføres det uafsluttede jubilæumsværk Københavns Uni­ versitet 1479-1979, I-XIV, red. af Svend Ellehøj m.fl. (1979 ff). - Trolddomsprocesserne behandles i Froldkvinden og hendes anklagere af Merete Birkelund (1983), i Danske Domme i Trold­ domssager i Øverste Instans af J. C. Jacobsen (1966) og i Djævletro og Folkemagi af Kim Tørnsø (Århus 1986). - Fremkomsten af flyveblade og presse er systematisk skildret i Dagspressen i Danmark, dens Vilkaar og Personer indtil Midten af det attende Aarhundrede, I-II, af P. M. Stolpe (1878-79, reprotryk 1977). - Undervisning og uddannelse er skildret i Adelig opfostring. Adelsbørns opdragelse i Danmark af Birthe Andersen (1971) og i Bidrag til den danske Folkeundervisnings og Folkeskolens Historie 1536-1784 af Joachim Larsen (1916). - Af særlige kunsthistori­ ske værker skal anføres Kongelige Portrætmalere i Danmark 163082 (1971) af Povl Eller, der behandler hofkunsten, Borgerne og billedkunsten på Christian den Fjerdes tid af samme forfatter (1974), der belyser billedkunstens udbredelse, og Kobberstik­ keren Albert Haelwegh af J. Sthyr, der skildrer opblomstringen af kobberstikkunsten. - Arkitekturhistorien har især beskæftiget sig med Christian 4.s tid; her skal nævnes Christian 4.s Byg­ ninger af V. Wanscher (1937), Frederiksborg I-II af F. Beckett (1914-18) og Christian IVs Frederiksborg af Jan Steenberg (1950) - Musikken er behandlet i Musikkens historie i Danmark, I, af N. Schiørring (1977). Til denne fremstillings meget sporadiske behandling af kon­ gerigets norske del anbefales Norge i dansketiden, hvor Knut Mykland har skrevet om perioden efter 1536 (1987). Litteraturvejledning

357

Illustrationsliste Illustrationslisten indeholder følgende: 1) Oplysnin­ ger om hvem der har tegnet/fotograferet den på­ gældende illustration, eller fra hvilken publikation illustrationen er hentet. 2) Oplysning (sat med kur­ siv) om hvor de viste genstande eventuelt kan ses (kan være sammenfaldende med leverandør). s. s. s. s.

8 Foto, Det kgl. Bibliotek. 11 301, -223, 2°. Foto, Det kgl. Bibliotek. 12 Foto, Thomas og Poul Pedersen. 13 Foto, Hans Petersen. Statens Museum for Kunst.

s. s. s. s.

14 Foto, Rosenborg Slot. 15 Ny kgl. Saml. 375, 4°. Foto, Det kgl. Bibliotek. 16 Foto, Det kgl. Bibliotek. 17 Foto, Helsingør Kommunes Museer.

Helsingør Bymuseum. s. 18 Foto, Det kgl. Bibliotek.

s. 19 Foto, Jens-Jørgen Frimand. Universitetsbibliote­ ket, 1. afd.

s. 20 Ny kgl. Saml. 681, 8°. Foto, Det kgl. Bibliotek. s. 23 Foto, Hans Petersen. Statens Museum for Kunst.

s. 24 Foto, Musées Royaux des Beaux-Arts de Belgique, Bruxelles.

s. 25 Efter Laur. Petersen: Helsingør i Sundtoldti­ den, bd. 2, 1929. s. 26 Foto, Skokloster Slott, Sverige. s. 27 Foto, Kunstakademiets billedsamling. s. 28 Foto, Kobberstiksamlingen. s. 31 Foto, Det nationalhistoriske Museum på Fre­

s. s.

s. s. s.

deriksborg. 32 Foto, Rosenborg Slot. 33 Foto, Det nationalhistoriske Museum på Fre­ deriksborg. 34 Hj, -306, 2°. Foto, Det kgl. Bibliotek. 37 Foto, Rosenborg Slot. 38 Foto, Hampton Court Palace, The Royal Collection. 40 Thott 1287, 4°. Foto, Det kgl. Bibliotek.

s. s. 41 Foto, Det nationalhistoriske Museum på Frederiksborg. Privateje. s. 42 Foto, John Jedbo. s. 43 66, -278, 4°. Foto, Det kgl. Bibliotek. s. 44 Foto, Sven Thoby. s. 46-47 Foto, Nationalmuseet. s. 49 Ny kgl. Saml. 2090h, 4°. Foto, Det kgl. Biblio­ tek.

s. 51ø. Foto, Pacht og Crone. s. 51n. Rostg. 31, 8°. Foto, Det kgl. Bibliotek.

358

Illustrationsliste

s. s. s. s. s. s. s. s.

52 Foto, Jens-Jørgen Frimand. 53 Thott 444, 8°. Foto, Det kgl. Bibliotek. 54 Foto, Buus Jensen. Aalborg Historiske Museum. 55 Foto, Nordiska Museet, Stockholm. 57 Foto, Det kgl. Bibliotek. 58 Foto, Nationalmuseet. 59 Foto, Kobberstiksamlingen. 60 Foto, Statens Konstmuseer, Stockholm. Gripsholm.

s. 61-62 Foto, Det kgl. Bibliotek. s. 64 Foto, Det nationalhistoriske Museum på Fre­ deriksborg.

s. 66 9, -539, 2°. Foto, Det kgl. Bibliotek. s. 67 Kobberstik i Jacob de Geijn: Waffenhandlung von den Rbren, Musquetten und Spiessen, 1608. Foto, Tøjhusmuseet. s. 68 Foto, Det nationalhistoriske Museum på Fre­ deriksborg.

s. s. s. s. s. s. s.

s. s. s. s. s. s.

69 Foto, Thomas og Poul Pedersen. 70 Foto, Rosenborg Slot. 71 Foto, Palle Lauring. 72-73n. Foto, Jens-Jørgen Frimand. 73ø. KU.12.01.10. nr. 3-3-244. Foto, Rigsarkivet. 74 Foto, Frilandsmuseets arkiv. 75 Foto, Schleswig-Holsteinisches Freilichtmuseum, Schleswig. 76 Foto, Skokloster Slott, Sverige. 78 Foto, Nationalmuseet, 3. afdeling. 79 LN 402. Foto, Det kgl. Bibliotek. 81 Foto, Rigsarkivet. 83-84 Foto, Det kgl. Bibliotek. 85 Foto, Det nationalhistoriske Museum på Fre­ deriksborg.

s. 86 Efter H. C. Bering Liisberg: Danmarks Søfart og Søhandel fra de ældste Tider til vore Dage, 1919. s. 88 Foto, Lennart Larsen. Kongsberg Kirke, Norge. s. 89 Foto, Buus Jensen. Aalborg Historiske Museum. s. 90 Foto, Lennart Larsen. Nationalmuseet. s. 91 Efter Olaf Olsen: Christian 4.s tugt- og børne­ hus, 1978. s. 92 Tegning, Peter Linde. Københavns Bymuseum. s. 93 Foto, Rosenborg Slot. Patriarkernes Skatkam­ mer, Moskva.

s. 94 Foto, Det nationalhistoriske Museum på Frederiksborg. Privateje. s. 96 Foto, Skokloster Slott, Sverige. s. 99 Thott 1285, 8°. Foto, Det kgl. Bibliotek. s. lOOø. Foto, Rosenborg Slot. s. 100 n. Titelblad til Sørgeligt Spectackel oc Wundertegn, 1625. Foto, Det kgl. Bibliotek. s. 101 Thott 400, 4°. Foto, Det kgl. Bibliotek. s. 103 Foto, Rigsarkivet. s. 104 Foto, Malmb Museum.

s. 107 Stik i Didrik Nielsen Muus: Emblemata quaedam amatoria, 1651. Foto, Det kgl. Bibliotek. s. 108 Thott 432, 8°. Foto, Det kgl. Bibliotek. s. 109 Foto, Statens Museum for Kunst. Udstillet på Kronborg. s. 111 Foto, Nationalmuseet. s. 112 Foto, Jens-Jørgen Frimand. s. 113 Foto, Børge Christensen. Nakskov Lokal­

s. 163 Foto, Rosenborg Slot. s. 165 Foto, Politikens billedarkiv. Gavnø. s. 166-67 Foto, Det nationalhistoriske Museum på

historiske Arkiv. s. 114 Foto, Nationalmuseet.

s. 174 Foto, Det kgl. Bibliotek. s. 175 Foto, Det nationalhistoriske Museum på Fre­

Frederiksborg.

s. 169 Foto, Oslo Bymuseum. s. 170 Foto, John Jedbo. s. 173 Foto, Det nationalhistoriske Museum på Fre­ deriksborg.

deriksborg.

s. 115 Stik af Petrus Feddes van Harlingen. Foto, Kobberstiksamlingen.

s. s. s. s. s. s. s.

116 Foto, Nationalmuseet. 117 Foto, Det kgl. Bibliotek. 118 Foto, Kobberstiksamlingen. 120 14, -293. Foto, Det kgl. Bibliotek. 121 Foto, Rosenborg Slot. 123 Thott 1848, 4°. Foto, Det kgl. Bibliotek. 124 Foto, Det nationalhistoriske Museum på Fre­ deriksborg.

s. 127 Foto, Kobberstiksamlingen, efter faksimile. Die Grafische Sammlung der Staatslichen Galerie Moritzburg, Halle.

s. 128 Efter C. Danckwerth: Neue Landesbeschreibung der zwey Herzogthiimer Schleswich und Holstein, 1652. Foto, Det kgl. Bibliotek. s. 130-31 Foto, Rijksmuseum, Amsterdam. s. 133 Foto, Nationalmuseet, 6. afdeling. s. 135 Tegning, Knud Rosenlund, efter Steffen Heiberg: Christian 4., 1988 og Historisk Atlas Danmark, 1988. s. 136ø. Foto, Kungliga Biblioteket, Stockholm. s. 136n. Foto, Nationalmuseet. s. 137 Foto, Det nationalhistoriske Museum på Fre­ deriksborg.

s. 138 Foto, Kobberstiksamlingen. s. 139 Foto, British Museum, London. s. 140 Foto, Buus Jensen. s. 141 Foto, Nationalmuseet. s. 142 Foto, Musikhistorisk Museum. s. 143-44 Foto, Det nationalhistoriske Museum på

s. 176 Foto, Nationalmuseet. s. 177 Foto, Rosenborg Slot. s. 178 Foto, Det nationalhistoriske Museum på Fre­ deriksborg.

s. 179 35, -213, 4°. Foto, Det kgl. Bibliotek. s. 180 Foto, Knud Jacobsen. s. 182 Foto, Rosenborg Slot. s. 184 Foto, Kobberstiksamlingen. s. 185 Foto, Rosenborg Slot. s. 186 Foto, Gyldendals billedarkiv. Gavnø. s. 187 Foto, Rigsarkivet. s. 190 Foto, Rosenborg Slot. s. 192 Foto, Kobberstiksamlingen. s. 193 Foto, Nationalmuseet, 6. afdeling. s. 194-95 Thott 377, 8°. Foto, Det kgl. Bibliotek. s. 196 Foto, Det nationalhistoriske Museum på Fre­ deriksborg.

s. 197 Stik fra Resen: Atlas Danicus, 1677. Foto, Det kgl. Bibliotek.

s. 199 46, -214, 4°. Foto, Det kgl. Bibliotek. s. 201 Foto, Nationalmuseet. s. 202 5, -103, 8°. Foto, Det kgl. Bibliotek. s. 203 Foto, Historisk Museum, Universitetet i Bergen. s. 204 3, -435, 8°. Foto, Det kgl. Bibliotek. s. 205 Foto, John Jedbo. s. 206 Foto, Nationalmuseet. s. 207 Foto, Det kgl. Bibliotek. s. 208 Ny kgl. Saml. 375, 4°. Foto, Det kgl. Bibliotek. s. 209 Titelkobber fra Th. Bang: Phosphorus inscriptiones hierosymbolicae, 1646. Foto, Det kgl. Bibliotek.

Frederiksborg.

s. 146 Foto, Knud Jacobsen. s. 147 Foto, Det nationalhistoriske Museum på Fre­ deriksborg.

s. 150 Foto, Lennart Larsen. Privateje. s. 151 Som side 19. s. 153 Foto, Nationalmuseet. s. 155 Som side 128. s. 156tv. Foto, Rosenborg Slot. s. 156th. Foto, Københavns Bymuseum. s. 158 Foto, Rosenborg Slot. s. 159-61 Foto, Det nationalhistoriske Museum på Frederiksborg.

s. s. s. s.

210 Foto, Det kgl. Bibliotek. 212 Foto, Lennart Larsen. Nationalmuseet. 213-15 Foto, Det kgl. Bibliotek. 217 Foto, Lennart Larsen. Nationalmuseet, 3.

s. s. s. s. s.

219 186, -127, 2°. Foto, Det kgl. Bibliotek. 221 Foto, Rosenborg Slot. 222 Foto, Det kgl. Bibliotek. 224 Foto, Rosenborg Slot. 225 Foto, Det nationalhistoriske Museum på Fre­

afdeling.

deriksborg.

s. 226 Foto, Lennart Larsen. Nationalmuseet, 2. og

Illustrationsliste

359

6. afdeling.

s. 228 Tegning, Knud Rosenlund, efter Historisk atlas, Politikens Forlag 1983 og Historisk Atlas Danmark, 1988. s. 230 Foto, Københavns Bymuseum. Privateje i Amsterdam. s. 231 Foto, Det nationalhistoriske Museum på Fre­ deriksborg.

s. 233 Foto, Nationalmuseet. s. 234 Ny kgl. Saml. 1033c. Foto, Det kgl. Bibliotek. s. 235 Foto, Det nationalhistoriske Museum på Fre­ deriksborg.

s. 237 Foto, Købstadsmuseet Den gamle By, Århus. s. 239 Foto, Det nationalhistoriske Museum på Fre­ deriksborg.

s. s. s. s. s.

240-41 Foto, Kobberstiksamlingen. 242 Foto, Rigsarkivet. 243-48 Foto, Rosenborg Slot. 250 Foto, Niels Elswing. 253 Foto, Det nationalhistoriske Museum på Fre­ deriksborg.

s. s. s. s. s. s. s.

254 Foto, Flyvevåbnet. 257 Foto, Kobberstiksamlingen. 258 Foto, Nationalmuseet. 261 Foto, Jens-Jørgen Frimand. 262 Foto, Landsarkivet for Nørrejylland, Viborg. 263 Foto, Knud Jacobsen. 264 Foto, Hans Petersen. Statens Museum for Kunst.

s. s. s. s. s. s. s. s. s. s. s.

265 Foto, Rosenborg Slot. 267 Som side 128. 268 Thott 949, 2°. Foto, Det kgl. Bibliotek. 270 GI. kgl. Saml. 7131. Foto, Det kgl. Bibliotek. 272 Som side 128. 273 Foto, Knud Jacobsen. 274 Tegning, Svend Aage Sørensen. 275 Foto, Nationalmuseet, 3. afdeling. 277 Foto, Rosenborg Slot. 278 Foto, Kobberstiksamlingen. 279 Foto, Det nationalhistoriske Museum på Fre­

deriksborg. s. 280 Foto, Det nationalhistoriske Museum på Frederiksborg. Generaldirektoratet for Post- og Telegrafvæsenet.

s. s. s. s. s. s.

281 Foto, Nationalmuseet. 283 Foto, Musée National du Chateau de Versailles. 285 Foto, Rosenborg Slot. 286 53, -219, 4°. Foto, Det kgl. Bibliotek. 287-93 Foto, Rosenborg Slot. 295-97 Foto, Det nationalhistoriske Museum på

Frederiksborg. s. 298 Foto, Rigsarkivet, 3. afdeling. s. 301 Foto, Det kgl. Bibliotek.

s. 302 Foto, Statens Konstmuseer, Stockholm.

360

Illustrationsliste

Drottningholm. s. 303 Foto, Det nationalhistoriske Musem på Fre­ deriksborg.

s. 304 Foto, Statens Konstmuseer, Stockholm. Gripsholm. s. 307 Foto, Statens Konstmuseum, Stockholm.

s. 308 Som side 304. s. 312 Foto, Det nationalhistoriske Museum på Fre­ deriksborg.

s. 313 Foto, Grønlunds Forlag. Privateje. s. 315 Foto, Det nationalhistoriske Museum på Frederiksborg. Privateje. s. 316 Foto, Rosenborg Slot. s. 318 9, -137, 4°. Foto, Det kgl. Bibliotek. s. 319 Foto, Rosenborg Slot. s. 321 Foto, Nationalmuseet. s. 322 Foto, Det kgl. Bibliotek. s. 324 Foto, Wermund Bendtsen. Møntergården, Odense.

s. 325 Foto, Skokloster Slott, Sverige. s. 327-28 4, -275, 8°. Foto, Det kgl. Bibliotek. s. 329 Foto, Det nationalhistoriske Museum på Fre­ deriksborg.

s. s. s. s. s. s. s.

330 Foto, Nationalmuseet. 331 Foto, Det kgl. Bibliotek. 333 Foto, Jens-Jørgen Frimand. 334tv. 54, -286, 4°. Foto, Det kgl. Bibliotek. 334th. Foto, Det kgl. Bibliotek. 336 Thott 432, 8°. Foto, Det kgl. Bibliotek. 338 Foto, Det nationalhistoriske Museum på Fre­ deriksborg.

s. 339 Foto, Kobberstiksamlingen. s. 340 Foto, Institut for Naturvidenskabernes Historie, Aarhus Universitet.

s. 34110, -212, 4°. Foto, Det kgl. Bibliotek. s. 342 Foto, Hans Petersen. Statens Museum for Kunst.

s. 343 Foto, Det nationalhistoriske Museum på Fre­ deriksborg.

s. s. s. s. s. s.

344ø. Foto, Danmarks Tekniske Museum. 344n. Foto, Ole Rømers Museum. Privateje. 345 Foto, Politikens billedarkiv. 346 Foto, Jens-Jørgen Frimand. 347 Foto, Ole Malling. GI. Estrup. 350 Foto, Jens-Jørgen Frimand.

For enkelte illustrationer i dette bind har det været umuligt at finde frem til den retmæssige copyright­ indehaver. Såfremt vi på denne måde har krænket ophavsretten, er det sket ufrivilligt og utilsigtet. Ret­ mæssige krav i denne forbindelse vil selvfølgelig blive honoreret, som havde vi indhentet tilladelse i forvejen.

Register Registret omfatter følgende: Personnavne, stednavne, emner og be­ greber. Årstal placeret umiddelbart efter et personnavn angiver fød­ sels- og dødsår; årstal placeret efter stillingsbetegnelse angiver em­ bedsperiode. Nationalitetsbetegnelse er kun anført på udenlandske personer. Sidetal efterfulgt af f eller ff betyder at stikordet er omtalt på denne og følgende side(r). Kursiverede tal henviser til billedtekster. Stikord fra forord, litteraturvejledning og illustrationsliste er ikke medtaget.

adel, adelskab 13, 28, 36, 39, 41ff, 46ff, 50ff, 53, 62, 65, 72, 75, 80, 83ff, 95, 98, lOOf, 101, 108,108f, 122,138,145, 148f, 150,152ff, 161ff, 172f, 177ff, 186ff, 194ff, 199, 206f, 215, 220, 223, 229ff, 234, 236ff, 240, 241, 244ff, 250ff, 253, 258f, 276, 282f, 289, 300, 310f, 313f, 320, 339, 348f „Adelens svar på den partiske bagvaskers smædeskrift", af Oluf Rosenkrantz, 1663 255 afgifter, afgiftssystem, se også skatter 14, 65, 72, 77, 79, 180, 230f, 233, 235f, 239f, 247, 267, 320f afrikanske Kompagni, Det 167 afstraffelsesformer 26, 34, 73, 78,123, 3071, 3171, 331, 331, 335 Ahlefeldt, Frederik (1623-86), statholder i Slesvig-Holsten 294 Alling Å, ved Randers 10, 21, 126 „Almagest", astronomisk lær­ domsbog af J. B. Riccioli, 1651 340

Alterbogen af 1688 326 Amager 15, 78, 94, 222, 224 Amagertorv, i København 144, 198 Amsterdam 43, 85, 171, 290, 341 amtmænd 266f, 269, 276, 310, 330f Ancher, Poul (ca. 1630-97), præst på Bornholm 225 andagtsbøger 151, 202, 207

Andersdatter, Karen (d. 1671), tiggerske 269 Andersdatter, Karen (d. 1673), borgerpige, Christian 4. s el­ skerinde 145 Andersen, Anders (ca. 1620), sognebarn i Nakskov 113 Andersen, Jens (d. 1665), tjene­ stekarl 263f Andersen, Knud (d. 1683), hus­ mand i Rosted 260, 262ff, 267, 269 Andersen, Oluf (ca. 1620), klok­ ker i Ribe 118f Andersen, Søren (ca. 1630), fæ­ stebonde 105ff, 110 Anholt 221 Anna (1574-1619), eng. dron­ ning, g.m. Jakob 1. 131 Anna af Østrig (1601-66), fr. dronning, g.m. Ludvig 13. 176 Anna Cathrine (1575-1612), dronning, g.m. Christian 4. 32, 32, 36,101, 108,145, 171, 176,179 Anna Cathrine (1618-33), datter af Christian 4. og Kirsten Munk 165 Antvorskov Slot, ved Slagelse 264, 270 Antwerpen 24 arbejdspenge 7711, 81 Aristoteles (384-322 f.Kr.), gr. filosof 211 Arkhangelsk, ved Hvidehavet 58 Amisæus, Henning (d. 1636), ty. læge og retslærd, Christi­

an 4.s livlæge fra 1619 36f, 41 arveenevoldsregeringsakten af 1661 249ff, 255, 276, 283, 289, 316 arverige 187, 240, 241, 242, 242, 244ff, 251, 253f, 260, 278, 283f, 289, 304, 314, 346 „Astronomisk Beskrivelse", udg. af Lorentz Benedicht, 1594 79 Attisl, sv. sagnkonge 59 augsburgske Trosbekendelse, Den, af 1530 207, 326 Auning Kirke, på Djursland 346 Balle, på Djursland 227 Balticum 158, 218 banden og sværgen 121ff, 125, 201, 272 Bang, Jens (d. 1644), købmand i Ålborg 153 Banner, Otte (ca. 1525-85), adelsmand 12 Barnekow, Christian (15561612), adelsmand 43 barok 345 baroner, se friherrer Barritskov, herregård ved Juels­ minde 321 Bartholin, Caspar (1585-1629), læge og teolog, professor 204, 212 Bartholin, Thomas (1616-80), læ­ ge, professor 341, 344 Bartskær, Hans (ca. 1612), køb­ mand i Køge 120 Basel 211 Belgien 258 Benedicht, Lorentz (d. ca. 1604), bogtrykker i København 79 Bergen 102, 103, 220, 269 Berns, Albert Baltser (1602-52), købmand 16711, 280 „En beskrivelse af Danmark, som det var i året 1692", af Robert Molesworth, 1692 310 Bibelen lllf, 124, 1751, 179,183, 201f, 208, 209, 215, 273, 289, 316

Bille, Anders (1580-1633), rigs­ råd 149 Bille, Anders (1600-57), rigsråd,

Register

361

rigsmarsk 186 bisper, ærkebisper 102, llOff, 122f, 125, 1281,130, 132,158, 175,186, 204, 207, 212, 223, 231f, 250, 252, 254, 308, 314, 329f Bjemede Kirke, ved Sorø 111 Bjørn, Oluf (1648-ca. 1709), præst i Thisted 330f Blekinge 56,159f, 218, 221, 256, 305, 308 Blåtårn, på Københavns Slot 16, 58, 181, 197, 253, 258, 337, 338 Bodin, Jean (1530-96), fr. poli­ tisk filosof 36, 39, 41 Bohuslen, i Norge 56, 169, 221 Bolswert, Boétius (1580-1633), nederl. kobberstikker 28 „Bonde-Fadervor", ty. fly­ veblad, ca. 1620 127 bondemilits 155f, 162 Borch, Ole (1626-90), viden­ skabsmand, polyhistor 208 Borchs Kollegium, i København 208

103

Brockdorff, Benedicte (16781739), godsejerfrue, g.m. Jørgen Skeel 346 Brockenhuus, Birgitte (15801656), adelsdame, g.m. Jakob Ulfeldt (1567-1630) 166 „Den brune dreng", maleri af ukendt kunstner, ca. 1670/80 313

Bording, Anders (1619-77), digter, bladudgiver 286, 286, 33711

borgere, borgerstand 22, 24ff, 28, 41f, 46, 54, 60, 62, 82f, 86, 95, 98ff, 102,111, 112, 116, 143, 152ff, 155, 16211, 167, 186, 189, 201, 206, 217, 220, 222f, 227, 22911, 235, 235ff, 240, 241, 24411, 25011, 267, 282, 289f, 292, 300, 348 Bornholm 30, 56, 190f, 2211, 225, 225, 257, 265, 331 Boshouwer, Marselis (d. 1619), nederl. købmand og diplo­ mat 87 Braem, Johan (1595-1646), køb­ mand 169 Brahe, Axel (1550-1616), rigsråd 50 Brahe, Sophie (1587-1646), adelsdame, g.m. Holger Rosenkrantz 50ff, 51, 137, 149ff, 207 Brahe, Tyge (1546-1601), astro­ nom 50, 339, 340 Brandenburg 32, 36, 224, 297, 302f Braunius' atlas, ca. 1588 16

362

Breitenburg, herresæde i Hol­ sten 34 Bremen (Stift) 128f, 132,135, 157, 218, 2201, 2311, 293, 298 Bremerholm, orlogsværft i København 54, 92, 168,170, 191,198, 206, 246, 266, 335 „Et brev om undersåtterne i kongeriget Danmark og i særdeleshed om adelen", anonymt skrift, 1663 255 Brochmand, Jesper (1585-1652), biskop i København fra 1638 124, 125, 151f, 175, 241, 292 Brock, Eske (1560-1625), rigsråd

Register

Bruno, Giordano (1548-1600), it. filosof 9 Bruns, Johan (ca. 1620), sogne­ barn i Nakskov 113 Brbmsebro-freden 1645 160f, 174 Brønshøj, ved København 227, 234 Budolfi Kirke, i Ålborg 140 Bursø, på Lolland 330 byggeri 33ff, 34, 44, 45, 73, 143, 163,180, 305, 322 byråd(er) 20, 23, 26, 83, 86, 100, ' 119, 154, 200, 216, 218, 22911, 250, 252, 337 byting 196, 197

bøder 26, 73, 77, 102, 105, 122, 155, 2731, 281, 312, 335 Bødkers, Anne (d. 1682), tigger­ ske 269 Bbhmen 129f, 132, 171 bønder, se også fæstebønder lOf, 14ff, 15, 19, 21, 32, 40, 411, 461, 54, 62, 6511, 72, 7211, 73, 76, 79, 82, 83, 84, 100, 102, 108ff, 111, 115, 126, 136, 143, 151f, 154, 155, 161ff, 180, 186, 189f, 192, 200ff, 220, 2201, 222, 225, 227, 235, 237, 246f, 261, 265, 267, 2671, 27111, 275,

2751, 305ff, 348 Børnehuset, se Tugt- og Børne­ huset Børsen, i København 94, 229,

246

calvinisme 111,124, 124ff, 130, 169,179, 207, 290, 328 Camphuysen, Govert (1624-92), nederl. maler 104, 264 Gats, Jacob (1577-1660), nederl. forfatter 334 Ceylon 86, 871 Charisius, Jonas (1571-1619), dr. jur. et med., Christian 4.s rådgiver 85, 85 Charlotte Amalie (1650-1714), dronning, g.m. Christian 5. 290, 295

Charlottenborg, se Gyldenløves Palæ „Den christelige Hustrue", versfortælling af Jacob Cats, oversat af Søren Terkelsen, 1675 334 Christian (1603-47), udvalgt prins, søn af Christian 4. 29, 52,143,144, 144, 147,158, 171, 1771, 214, 231, 2311 Christian 2. (1481-1559), konge 1513-23 15, 43 Christian 3. (1503-59), konge fra 1536 46, 316 Christian 4. (1577-1648), konge fra 1588 13f, 16, 16ff, 18, 19, 231, 281, 31ff, 33, 37, 38, 41, 4111, 42, 44, 46, 52ff, 56, 56, 58, 5811, 61, 65, 6511, 70, 70, 7211, 7611, 81, 83ff, 88, 92, 93, 94, 96, lOOff, 103, 108ff, 109, 115, 119,121, 121, 123,124, 12411,128,130,133,135,142, 144,146, 153,158,159,161, 163, 170, 173, 174, 177, 178, 179,180,183, 183ff, 184, 185, 186, 188f, 191, 198, 204ff, 206, 207, 209, 209, 212ff, 223, 229ff, 246, 253, 255, 258f, 271, 276, 280, 2881, 308, 308, 316f,

323f, 326, 329, 349 Christian 4.s Bibel, 1633 61 Christian 5. (1646-99), konge fra 1670163, 210, 225, 281, 282, 286, 287, 287, 288, 289, 290,

290f, 293ff, 296, 302, 303, 305, 310f, 314ff, 316, 318, 319, 323, 328f, 331, 342, 343ff, 345, 348f Christian 7. (1749-1808), konge fra 1766 284 Christian Albrecht (1641-94), hertug af Gottorp fra 1659 296 Christianopel, i Blekinge 67f Christianshavn, på Amager 94, 224, 233, 233, 252, 323 Christianspris, ved Kiel 160 Christoffer af Bayern (1416-48), konge fra 1439 230 Clausdatter, Dorthe, indbygger i Helsingør 26 Coning, Jacob (ca. 1648-1724), maler 295, 313 Cramer, Daniel (1568-1638), rej­ seledsager for Holger Rosen­ krantz 48, 50 Crappé, Roland (d. senest 1645), nederl. købmand, kap­ tajn på „Øresund" 87 Cyprianus (200-tallet), biskop i Karthago 117 „Cyprianus", ty. trolddomsbog, 1607117 Dalum, ved Odense 53 Danckwerth, Caspar (d. 1673), forfatter 84, 267, 272 dannelsesrejser 48, 98,122, 207, 231f, 253, 255, 289 Danneskiold (slægten) 314 Dansborg, fæstning i Trankebar 325

Danske Kancelli 50 Danske Lov af 1683 265, 316, 316f, 318, 318f, 326, 329, 335, 348 „Den danske Mercurius", må­ nedsskrift udg. af Anders Bording, 1666-77 286, 286f, 299 Danzig (Gdansk) 27, 216 „De jure majestatis", se „Om majestætsrettighederne" „De jure Regio", se „Om kon­ geret" Dichmand, Maren (ca. 1650), borgerfrue, g.m. Hans Num­ sen 206 Dina, se Vinhofvers, Dina Dircksen, Jan (ca. 1600), nederl.

maler 31 disputatser 48, 50, 211f, 215 Djursland 47,149, 227, 347 Djævelen llf, 116,119,120,121, 121,123, 148,179, 200f, 329ff Doordt, Jacob von (d. 1629), ne­ derl. maler 14, 147 Dorothea Elisabeth (1629-87), datter af Christian 4. og Kir­ sten Munk 146, 185 Dover, i England 258, 338 Dragsholm, ved Holbæk 78, 80, 278

Dresden 171 Drigstrup landsbyvedtægt, 1698 275 Dronningens Have, i Køben­ havn 323 drukkenskab 25, 101, lOlff, 103, 110,122, 125 Dueholm len, på Mors 155 Dureel, Magnus (1617-77), sv. gesandt i København 189, 196f, 199, 217, 220f, 232 Duvall, Gustav (1630-92, sv. ge­ sandt i København 250f Dybvad, Christoffer (1572-1622), matematiker og retslærd 39, 41 dyrtid 75, 79, 90,114f, 179, 227 Daae, Claus (1579-1641), rigsråd, rigsadmiral 86f

Ehrenstrahl, D. K. (1628-98), sv. maler 304 Elben 128,128,136, 224 Elfsborg, sv. fæstning ved Gotaeleven 56, 62, 66, 69ff Elisabeth (1573-1626), hertugin­ de af Braunschweig, søster til Christian 4. 100 Elisabeth (1596-1662), kur­ fyrstinde af Pfalz, datter af Jakob 1. 130 Elisabeth Augusta (1623-77), datter af Christian 4. og Kir­ sten Munk, g.m. Hans Lindenov 184 Elizabeth (1533-1603), dronning af England fra 1558 9 Ellensborg, se Holckenhavn enevælde 9, 36ff, 41, 220, 237, 248, 249, 250, 250f, 253, 255f, 257, 259f, 265f, 276, 278, 280,

282, 282ff, 292, 295f, 299f, 310f, 313, 314ff, 319f, 323, 323, 325f, 328, 332, 338, 345, 346,

348f Engelbretsdatter, Dorthe (16341716), no. salmedigter 339 engelsk-ostindiske Kompagni, Det 10 England 43, 86, 88, 132ff, 218, 225, 227, 258, 310, 319, 325 epitafier, se gravmonumenter erhvervspolitik 82ff, 89ff, 96f Erichsen, Laurids (d. 1712), godsejer 262 Erik af Pommern (1382-1459), konge 1412-39 30, 83 Errindlev sogn, på Lolland 14 Estruplund, herregård ved Ran­ ders Fjord 262 Eybiswald, Paul von (ca. 1613), østrigsk student 101

Fakse, på Sjælland 78, 205 Falster 14f, 66, 84, 171, 221, 275, 350 fattigforsorg 270f Femern 160 Ferdinand 2. (1578-1637), ty. kejser fra 1619 130ff, 136, 138ff, 157,179 fester lOOff, 101, 109, 122,142, 144f, 257, 282 Fincke, Dorthe (1596-1628), dat­ ter af Thomas Fincke, g.m. Ole Worm 212, 212 Fincke, Thomas (1561-1656), læ­ ge, professor 212, 212 Finmarken 269 Firenze 341, 343 Fjelderupgård, fæstegård ved Randers Fjord 262 Flensborg 18, 217, 240 - Amt 189 flyveblade 127, 136 Fontainebleau-freden 1679 303 Forordningen om troldfolk af 1617 119, 121, 329 Frankfurt an der Oder 36 Frankrig 25, 86, 132ff, 165, 176, 176, 218, 225, 227, 232, 282, 282, 289, 297f, 302ff, 325, 341 Fredericia 328 Frederik (1596-1632), kurfyrste af Pfalz 1610-20, konge af

Register

363

Bdhmen 1619-20 130ff Frederik (1599), prins, søn af Christian 4. 171 Frederik 2. (1534-88), konge fra 1559 14, 23, 30, 32, 33, 42ff, 290

Frederik 3. (1609-70), konge fra 1648 124, 128f, 132,135, 141, 156, 157,158, 179, 181, 183, 185,186, 186,187, 18711,190, 193,196, 210, 2161, 21911, 221, 225, 225, 2271, 230, 231, 231ff, 234, 238, 240, 241, 241ff, 243, 246, 250, 255, 256, 257, 2571, 276, 277, 27711, 280, 282, 28211, 285, 286, 288, 290, 29211, 304, 308, 316, 318, 320, 338, 341

Frederik 4. (1671-1730), konge fra 1699 266, 286 Frederikke Amalie (1649-1704), hertuginde af Gottorp, g.m. Christian Albrecht, søster til Christian 5. 296 Frederiksborg 81, 222 - Slot 17, 32, 33, 33ff, 42, 44, 45, 78, 146, 150, 171, 178f, 180, 180f, 222f, 287, 287, 289, 329 Frederiksodde, fæstning ved det senere Fredericia 221, 328 Friborg, Jørgen (ca. 1602), byg­ mester i Slangerup 33 Friedrich 3. (1597-1659), hertug af Gottorp fra 1616 296 Friedrich 4. (1671-1702), hertug af Gottorp fra 1694 299 friherrer 310ff, 315, 320, 348f Friis, Christen (1581-1639), rigs­ råd, kansler 136f, 138 Friis, Christian (1556-1616), rigs­ råd, kansler 67 Frue Kirke, se Vor Frue Kirke Frue Plads, i København 213 Fuiren, Didrik (d. 1603), guld­ smed i Odense 37 Fyn 17, 52, 54, 77, 160, 215, 221, 225, 257, 263, 269, 270, 327 „Fyrstelig Tankering", anonymt politisk skrift, ca. 1670 290f, 296 Færøerne 221 fæstebønder 19, 65, 7211, 7711, 154ff, 236, 252, 260, 262, 264, 266, 269, 279, 2791, 347

364

Register

fæstegods 15,19,150, 156, 262, 262, 265f, 269, 281, 320 Gabel, Christoffer (1617-73), rådgiver for Frederik 3., stat­ holder i København 293f Galilei, Galileo (1564-1642), it. fysiker 339 Gallehus, i Sønderjylland 213 Galt, Peder (1584-1644), admiral 173, 181 Gamborg, Knud Olufsen (d. ef­ ter 1668), vinhandler i Køben­ havn 235 Gammel Estrup, herregård på Djursland 347 Gammeltorv, i København 196, 197

Gedde, Ove (1594-1660), rigs­ råd, rigsadmiral 871 Gemperle, Tobias (d. ca. 1600), maler 46 Georg (1582-1641), hertug af Braunschweig-Liineburg 232 Gersdorff, Joachim (1611-61), rigsråd, rigshofmester, stat­ holder i København 191, 231, 231, 235, 241, 242, 248, 278 Giessen, i Hessen 211 Gijsbrechts, Comelis (ca. 1610ca. 75), nederl. maler 342 Gilbert, William (ca. 1540-1603), eng. læge og fysiker 9 Gladsakse, ved København 100 Gluckstadt, i Holsten 128, 128, 160,168, 189 godsdrift 14f, 35, 52, 721, 77, 85, 98,150f, 155, 229, 259, 2791, 281

Gotland 30, 56, 160f, 204, 300, 302 Gottorp 296 - Slot 299 gravmonumenter 12, 46, 51, 69, 200, 206, 346

Grevens Fejde, 1534-36 41, 46, 62, 230 „Grevens og Friherrens kome­ die", anonym satire, ca. 1680 311 grever 310f, 314, 315, 320, 348f Griffenfeld, se Schumacher, Pe­ der Grimsted, i Jylland 225

Grubbe, Sivert (1566-1636), rigs­ råd 31, 102 Gråbrødretorv, i København 91, 258, 338 Gud 9ff, 11, 21, 38, 38f, 41, 43, 46, 63, 65, 70, 99, 99,110,112, 114ff, 119, 121,123, 123, 125f, 148f, 151, 154, 1791, 200ff, 208, 211, 214f, 288, 28811, 326, 329, 332f, 340, 350, 350 Guinea, i Vestafrika 324 Guldager Kirke, ved Esbjerg 116 Guldborgsund 13 Gustav 2. Adolf (1594-1632), konge af Sverige fra 1611 54f, 68, 70, 132f, 13711,139, 158 Gyldenløve, Christian Ulrik (1611-40), søn af Christian 4. og Kirsten Madsdatter 109 Gyldenløve, Ulrik Frederik (1638-1704), søn af Frederik 3. og Margrethe Pape, stathol­ der i Norge 294, 295, 295, 299, 301 Gyldenløves Palæ, i København 295, 323 Gyldenstierne, Henrik (15941669), rigsråd 101 Gønge Herred, i Skåne 66, 71, 74, 305f Gøngehøvdingen, se Poulsen, Svend Gøteborg 62, 149 Gøye, Mette (d. 1584), adelsda­ me, g.m. Axel Brahe 50

Haderslev 250 Haderslevhus 101 Haelwegh, Albert (ca. 1600-73), kobberstikker 192, 231, 240, 241, 278

Halland 20, 56, 66, 71, 159ff, 218, 220f, 305 Halmstad, i Halland 66 hals- og håndsret 247, 249 Halsted, ved Nakskov 14 Hamburg 28, 128, 128, 214, 280 Hameln, ty. fæstning 145, 148 Hammershus 225, 257, 308, 338 handel, handelsrestriktioner 10, 15, 20, 22ff, 32, 56, 58, 60, 66, 70, 82ff, 84, 93, 94, 9411, 101, 126f, 150, 15211,155, 16711, 169,

172,190, 218f, 229f, 233, 237, 237f, 240, 247, 251f, 280, 290, 296, 305, 313, 321f, 324f, 349 handelskompagnier, se også de enkelte kompagnier 28, 84ff, 97,167, 206, 240, 324f Hansdatter, Anne (d. 1682), husmandskone i Rosted 260, 262ff, 267, 269 Hansen, David (ca. 1660), borg­ mester i Helsingør 27 Hansen, Ditlev (ca. 1630), byfo­ ged i Ribe 200, 202 Hansen, Ebbe (ca. 1658), præst i Broby, Skåne 305 Hansen, Heinrich (1821-90), interiørmaler 178 Hansen, Ove (d. 1681), tigger 269 Harvey, William (1578-1657), eng. læge 339 Haven, Michael van (1625-79), maler 246, 287 Hedevig (1626-78), datter af Christian 4. og Kirsten Munk, g.m. Ebbe Ulfeldt 190, 308 Hedvig Eleonora (1636-1715), sv. dronning, g.m. Karl 10. Gustav 304 Heimbach, Wolffgang (ca. 1615-ca. 78), ty. maler 230, 243, 248

Heldvad, Niels (1564-1634), forfatter 337 Hellebæk, i Nordsjælland 198 Hellekande, Rasmus Jensen (ca. 1604-48), købmand 169 Helligåndshuset, i København 91 Helligåndskirken, i København 91 Helsingborg 17, 30,160, 2'53, 300ff Helsingør 17; 17, 22, 23, 23, 24, 24, 25, 25, 27, 29f, 31, 31ff, 65, 217 „Heltinders pryd", biografiske skildringer af Leonora Chri­ stina, ufuldført 337f Henne Kirke, ved Ribe 136 Henricsonius, Jonas (ca. 1600), forfatter 61 Hensel, Johan (ca. 1630), ty.

student 195 „Hercules", orlogsskib 32 Herlufsholm, gods og adels­ skole 105ff herredsting 103, 272, 337 Hillerød 32 - Kirke 116 Hindsholm, Laurids Jacobsen (ca. 1600-63), biskop i Odense fra 1651, hofprædikant 179 Hjørring, Anders Matthiesen (1609-78), præst i København, forfatter 333 Hobbes, Thomas (1588-1679), eng. filosof og statsteoretiker 288 Holbæk 73, 78 - Slot 77 Holck, Christen (1558-1641), rigsråd 41 Holck, Eiler (1627-96), gehejmeråd, friherre 42 Holckenhavn, herregård på Fyn 42, 257f Holland, se også Nederlandene 97, 198, 267 Holmen, se Bremerholm Holmstrup Kirke, ved Jyderup

„Højttrængende æresforsvar imod den publicerede usand­ færdige beretning angående Dinas og Walters sag", af Corfitz Ulfeldt, 1652 199 „Hør danske mand", andagts­ bog af Holger Rosenkrantz m.fl., 1631151, 151 håndfæstninger 42, 46, 53, 56, 63, 65, 164f, 177, 186,187, 187ff, 194, 199, 230ff, 244ff, 255, 258, 283 håndværk(ere) 24, 27, 29, 33, 47, 65, 82f, 85, 89, 90, 90ff, 94ff, 99f, 154, 180, 186, 204, 206, 207, 223, 229f, 271, 290, 322ff, 324, 328 „Idola Jeroboami", se „Jeroboams afgudsbilleder" Indien 87, 96, 325 Isaacsz, Isaac (1599-ca. 1648), nederl. maler 23 Isaacsz, Pieter (1569-1625), nederl. maler 65, 109 Island 167, 204, 221, 240 islandske Kompagni, Det 240 Italien 30, 341, 343

261

Holsten, se også Slesvig-Holsten 54, 68, 128, 152,160, 168, 221, 296 hor 105ff, 121,125, 333, 334, 334 Hornslet Kirke, på Djursland 46, 51 Horreby, på Falster 275 Horsens 241, 331 hospitaler 15, 270f, 330, 330ff hoveri 14f, 34, 73ff, 77ff, 81, 154ff, 180, 237, 254, 262, 266, 279, 282, 349 Hudsonbugten 96 Huitfeldt, Arild (1546-1609), rigsråd, rigskansler, histori­ ker 42ff, 43 „Hvad årsag Danmarks rige dag for dag forarmes, handelen undertrykkes og bonden lægges øde", anonymt skrift 162 Hven, se Ven Hårjedalen 160 Højesteret 240, 249, 255, 258, 294, 299, 311, 319, 331

Jacob Skomager (ca. 1620), sognebarn i Nakskov 116 Jacobæus, Holger (1650-1701), læge 208 jagt 18f, 20, 54, 62, 282, 291, 348 Jakob 1. (1566-1625), konge af England fra 1603, af Skotland (som Jakob 6.) fra 1567 38, 38f, 43, 130, 131f Jakob 2. (1633-1701), konge af England 1685-88 310 „Jammersminde", af Leonora Christina 337f Jensdatter, Karen (ca. 1620), sognebarn i Nakskov 114 Jensen, Christen (ca. 1600), fæstebonde 19 Jensen, Niels (ca. 1625), land­ boer 102f Jensen, Per (ca. 1625), landboer 103 „Jeroboams afgudsbilleder", disputats af Jacob Worm, ca. 1680 314 Jersin, Jens Dinesen

Register

365

(1587/88-1634), biskop i Ribe fra 1629 110, 125, 200ff, 202 jesuitter 60f, 124,132, 204, 207 Johan Adolf (1634-1704), hertug af Pldn fra 1671 298 Juel, Jens (1631-1700), baron og statsmand 313 Juel, Niels (1629-97), admiral 301, 303, 313 Juul, Malte (1594-1648), adels­ mand 150 Jylland 76, 113,136ff, 150, 152, 153,160f, 200, 221, 222, 225, 228, 231, 331 Jyske Lov 119,174, 316 Jamtland 160 jærtegn 21,114,151, 200ff, 202 Jørgensen, Morten (ca. 1620-81), præst i Oderljunga og Pers­ torp, Skåne 307ff

Kalundborg Slot 41 Kalmar 67ff, 68, 69, 70 - Slot 67ff Kalmarkrigen 1611-13 65, 69, 71, 71f, 83ff, 93, 127f, 146, 167 Kalø, på Mols 47, 149 Kap det Gode Håb 86 kapital 84, 86f, 281, 324 Karl 2. (1630-85), konge af England fra 1660 258 Karl 9. (1550-1611), konge af Sverige fra 1604 58ff, 59, 65, 67ff Karl 10. Gustav (1622-60), konge af Sverige fra 1654 219, 219ff, 221, 222, 223ff, 227, 227f, 232f, 256f, 276f, 304, 338 Karl 11. (1655-97), konge af Sverige fra 1660 302, 304, 307f Karl 12. (1682-1718), konge af Sverige fra 1697 304 Karl Gustav-krigene 1657-60 221ff, 227, 227, 255, 259, 276, 279, 281, 296, 306 Kastellet, i København 253, 255, 299, 304, 314, 323 katekismus 202, 203, 204f, 208, 326 Kattegat 56, 66 Kerteminde 78 Kieler Omslag, pengemarked 52 Kielerfjorden 160,173 Kingo, Thomas (1634-1703),

366

Register

biskop i Odense fra 1677, salmedigter 318, 326, 327, 327, 328, 328, 339 Kippinge Kirke, på Falster 350 Kirkeordinansen af 1539 148, 207, 326 Kirkeritualet af 1685 326, 328, 330, 332f Kirkerup, ved Slagelse 202, 207, 260, 263, 270, 271 - Kirke 273 Kirketugtforordningen af 1629 110, 122f, 126,151, 326 Klarebodeme, i København 341 Klavsdatter, Maren (d. 1620), købmandsenke i Helsingør 26ff Klingenberg, Poul (1615-90), købmand, generalpostmester 280

klædeproduktion 89, 91f, 97 Knippelsbro, ml. København og Christianshavn 94 Knudsdatter, Bodil (1674-85), tiggerske i Rosted 269 Knudsdatter, Maren (1670-85), tiggerske i Rosted 269 Knudsen, Niels (1671-85), tigger i Rosted 269 Knærød-freden 1613 71 Kock, Oluf (ca. 1577-1619), no. præst i København 125 Kofoed, Jens (1628-91), op­ rørsleder på Bornholm 225, 225 Kolberger Heide 160,161, 168, 173,185, 253

Kolding, Jon Jensen (d. 1609), præst og historieskriver 30 Koldinghus 18, 20,163, 217 kollegier, kollegiestyre 248f, 259f, 276, 278, 280, 289, 294, 296, 299, 316 kongelige Bibliotek, Det, i København 210 Kongeloven af 1665 284, 285, 285ff, 292, 326, 348 kongemagere 44, 46, 56 kongemagt 35ff, 38, 40, 142, 144, 180, 188, 199, 232, 287, 288, 288f, 348 Kongens Have, i København 16, 323

Kongens Nytorv, i København

295, 323, 345

Kongsbak, i Halland 20 Kongsberg Sølvværk, i Norge 88, 280f Kongsdal, herregård ved Hol­ bæk 73 konsistorium 16, 39, 41, 209 Kopemikus, Nikolaus (14731543), po. astronom 339, 340 Korsør 17, 216, 223, 270 „En kort undervisning, hvor­ ledes man sig forholde skal i pestilens", vejledning udg. af Københavns Universitet, 1654 216 Krag, Otte (1611-66), rigsråd 236, 241, 242, 242, 255 Krakow 219 Krempe, fæstning i SlesvigHolsten 160 „Krigskunst til hest", håndbog af Johan Jacob Wallhausen, 1616 66 krigsskadeserstatninger 71, 84, 138, 222 Kristendatter, Anne (ca. 1696), bondekone i Vendsyssel 330 Kristensen, Mikkel (ca. 1600), student i København 16 Kristiania 169, 169 Kristianstad, i Skåne 300ff, 305, 308

Kristina (1626-89), dronning af Sverige 1632-54 219, 232 Krogager, på Langeland 227 Krogen, borganlæg ved Hel­ singør 30 Kronborg 17, 17f, 23, 23, 25, 27, 30ff, 215, 222ff krongods 14,19, 35, 42, 53, 72, 75, 77, 155,164, 169,171, 198, 236f, 247, 264ff, 279, 279, 280, 280, 320, 349 Kruse, Vibeke (d. 1648), kam­ merpige, Christian 4.s elsker­ inde 181, 183f, 185, 199 Kulien 74 kunsthåndværk 37, 52,141,176, 185, 288, 347

„Kærlighed besejrer alt", bryl­ lupsdigt af Didrik Muus, 1651 107

København 15, 16, 30, 32, 52, 58, 58, 63, 65, 67, 74, 78, 83,

89, 90, 91, 94, 94f, 121, 125, 160,163,165f, 183, 183ff, 189, 192ff, 198, 208, 210, 216, 218, 220, 221, 225f, 229, 230, 230, 232, 233, 233ff, 237f, 240, 240, 241, 252f, 256ff, 276f, 280, 293, 298, 310, 321ff, 323, 331, 333, 345, 349 - belejringen af, 1658-59 223, 224, 224, 227, 233ff, 238, 253, 256f - freden i, 1660 227, 257, 277, 303, 305 - stændermødet i, 1648 178f, 185ff - stændermødet i, 1660 234ff, 248, 255, 260, 267, 278, 282, 289f, 314 Københavns Rådhus 196,197, 230 - Slot 15,16, 58, 171, 223, 224, 235, 237, 242, 248, 258, 284, 299 - Universitet 16, 39, 124, 204, 206ff, 208, 209, 212, 216, 229, 233, 241, 257, 292, 305, 341, 344, 344 Købmagergade, i København 292, 341 købmænd, købmandskab 10, 21ff, 58, 83, 85, 91, 94ff, 99, 126,150, 152ff, 155, 167ff, 172, 174,186,188f, 204, 217, 229f, 233f, 238, 240, 269, 271, 278, 278ff, 290, 324, 349 Køge 15, 221 Køge Bugt-slaget 1.7.1677 301, 303

Køge Hus-Kors, trolddomssag 120 Kbnigsberg 216 Kaas, Erik (1611-69), lands­ dommer 227 Kaas, Mogens (1576-1656), rigsråd 155

Ladby, ved Næstved 105f, 108, 110 Lambertsen, Hans (ca. 1620), indbygger i Ribe 116f Lamoureux, Abraham-César (d. 1692), fr. billedhugger 345 landgilde 16, 19, 32, 52, 72, 77ff, 150,156, 220, 266f

landsbyvedtægter 102, 272ff, 275

landsknægte, se lejetropper Landskrona 160, 302 Lange, Dorthe (1541-1613), adelsdame, g.m. Jørgen Ottesen Rosenkrantz 50 Lange, Gunde (1576-1652), adelsmand 155 Lange, Ide (1584-1649), adels­ dame 338 Langeland 221, 227f Lassen, Jens (ca. 1625-1706), købmand i København 234, 278 Laugesen, Poul (ca. 1620), skomager i Ribe 117 Lauridsen, Anders (ca. 1620), sognebarn i Nakskov 114 Lauridsen, Jens (1620-89), gods­ ejer 281 Lauridsen, Niels (ca. 1688), fæstebonde 262 Lauridsen, Rasmus (ca. 1630), fæstebonde 105ff, 110 lav, lavsvæsen 89, 89f, 229f, 240, 253, 323, 324 Leiden 211, 292, 341 lejetropper 65, 67, 127, 136, 141, 156, 227f, 253, 260, 305 Lemke, Johan Philip (1631-1711), ty.-sv. maler 302, 307 lensmænd, lensvæsen 42, 52ff, 74, 77ff, 102, 149f, 152, 154f, 164, 167,178, 186, 188,198f, 215, 236ff, 240, 252, 254, 266, 276, 308 Leonora Christina (1621-98), datter af Christian 4. og Kirsten Munk, g.m. Corfitz Ulfeldt 147, 165f, 174, 175, 176, 176f, 181, 183, 193f, 196, 218, 256ff, 337, 338, 338 „Levneds-kompas", skrift af Claus Pors, 1613 99 Lillebælt 17, 221 Lillienskiold, Hans Hansen (ca. 1650-1703), amtmand 269 Lindenov, Hans (1616-59), rigsråd 184f, 191 livgeding 14, 84, 290 Lolland 14f, 66, 84, 160,171, 215, 221, 330 London 10, 211, 290

Lorich (ca. 1618), rådmand i København 102 Ludvig, Otto (1597-1634), ty. greve, lejetropfører 145ff Ludvig 13. (1601-43), konge af Frankrig fra 1610 130 Ludvig 14. (1638-1715), konge af Frankrig fra 1643 250, 282, 282, 289, 297, 302f, 344 luksus 93, 95, 98ff, 200ff, 255, 324 Lund 302 - slaget ved, 1676 300, 302 - freden i, 1679 303ff, 313 Lunds Universitet 305, 314 Lunge, Jørgen (1577-1619), rigsråd, rigsmarsk 69 Luther, Martin (1483-1546), ty. reformator 37, 47, lOOf, 112, 121, 125, 210, 212, 214 Luther-jubilæet 1617, se refor­ mationsjubilæet 1617 Lutter am Barenberg 136, 137, 145, 179 Lubeck 127, 138, 138 - freden i, 1629 140f, 157 Lubeck, Hans von (ca. 1630), maler 151 Lybecker, Georg Henrik (1618/19-82), sv. general 305 Liineburg 211 Lyschander, Claus Christoffer­ sen (1558-1624), historiker og digter 29 „Lærde Holger", se Rosen­ krantz, Holger „Lærde Kvinders Forsvar", digt af Anders Bording, 1647 337f Læsø 221 lønninger 75f, 205, 293 løsgængere 75f, 89, 270f Løvstræde, i København 292 Madsdatter, Kirsten (ca. 1610), kammerpige, Christian 4.s elskerinde 108f Madsen, Jacob (1596-1653), købmand, borgmester på Christianshavn fra 1641169 Magdalena Sibylla (1617-68), prinsesse, g.m. den udvalgte prins Christian 29,143, 144, 144, 158 Magellanhavet og -strædet 86

Register

367

magi 119, 121, 125,180, 329, 332 Mahr, Didrik, borgmester i Helsingør 26 Malmø 65, 67, 256, 300, 338 Malta 341, 341, 344 Maltesholm, herregård i Skåne 150

Mander, Karel van, den Yngste (ca. 1610-70), nederl. maler, bosat i København fra 1638 143,173,175,190, 192,196, 206, 235

manufakturer 82, 84f, 89f, 92f, 94, 97, 270f, 321f, 324f Marburg 211 Maren Rasmus' (ca. 1630), fæstebondekone 105ff, 110 Maren Spillemands (ca. 1696), kvinde i Vendsyssel 330f Maria Eufrosyne (1625-87), prinsesse, søster til Karl 10. Gustav 304 Maribo 13f - Kloster 13f, 338 „Mars", sv. orlogsskib 303 Marselis, Constantin (1647-99), baron 279 Marselis, Gabriel, den Yngre (1609-73), købmand 169, 171, 190, 279, 2791 Marselis, Gabriel, den Ældre (d. 1643), købmand 168f Marselis, Leonhard (1611-ca. 78), købmand 169 Marselis, Selio (1600-63), køb­ mand 169, 169, 278f Marselis & Bems, firma 168ff, 188, 234, 280 Marselisborg, ved Århus 279 Marsvin, Ellen (1572-1649), godsejer, Christian 4.s 2. svigermoder 42, 78, 145f, 177, 257 Mavorm, Anders Pedersen („Perlestikker") (1586-1629), præst i Nakskov lllff, 113 Mazarin, Jules (1602-61), fr. minister 282 Medelfar, Mads Jensen (15791637), biskop i Lund fra 1620 206

Mejer, Johannes (1606-74), kartograf 270 Melanchthon, Filip (1497-1560),

368

Register

ty. reformator 47,112 Mercator, Gerard (1512-94), nederl. kartograf 8 Mesme, Claude de (1595-1656), greve af Avaux, fr. gesandt 28 Meyercrone, Henning (16451707), gesandt i Paris 298 Molesworth, Robert (1656-1725), eng. gesandt i København 310, 319, 322 Moltesdatter, Johanne (ca. 1620), indbygger i Ribe 119, 121 Morsing, Peder (d. 1658), bog­ trykker i København 233 Morten Skarpretter, bøddel i Helsingør 26 Mortensen, Christen (ca. 1606), husmand 74 Mortensen, Lars (d. 1711), præst i Sølvesborg, Blekinge 3071 Mortensen, Mads (d. 1667), tigger 269 mosaisk ret 317 Moth, Poul (1600-70), læge, livlæge hos Frederik 3. 216, 314

Moth, Sophie Amalie (16541719), Christian 5.s elskerinde 290, 299, 314 Muiltjes, Adriaen (1600-46/47), nederl. maler 13 Munk, Jens (1579-1628), no. adelsmand, søfarer 96 Munk, Kirsten (1598-1658), adelsdame, g.m. Christian 4. 145,146, 146,147, 1471, 165f, 17411,177, 179,180, 181, 183ff, 185, 189ff, 256, 308 Munkholm, no. fæstning ved Trondhjem 299 „Museum Wormianum", kata­ log af Ole Worm, 1655 213, 214, 215 musik 142

„Muskellærens elementer", af Niels Stensen, 1667 341 Muus, Didrik (ca. 1650), latin­ skoleelev 107 Muller, Henrik (1609-92), køb­ mand, rentemester 169, 234, 278, 27811

Møgeltønder 76

Møgeltønderhus (Schackenborg) 76 Møllerød, i Skåne 66 Møn 233, 279, 279 Mønbo, Jens (ca. 1625), land­ boer 102f mønter 193, 227 Møntporten, på Frederiksborg Slot 146 Nakskov lllff - Kirke 116 Nansen, Hans (1598-1667), købmand, borgmester i København 236, 240, 240ff, 244, 249, 278 naturvidenskab 339ff Naur, Elias Eskildsen (16501728), digter 350 Nederlandene, se også Holland 24, 52, 63, 85f, 94, 12711, 13211, 157,159f, 167,172,176,189f, 218f, 224f, 227, 297, 324f, 341 Neustadt, i Holsten 168,170 Newton, Isaac (1643-1727), eng. fysiker 339 Nielsdatter, Birgitte (ca. 1620), sognebarn i Nakskov 113f Nielsen, Hans (d. 1648), tække­ mand 202f Nielsen, Jens (ca. 1660), fæste­ bonde 262 Nielsen, Laurids („Klosterlas­ se") (1539/40-1622), no. jesuit 124 Nielsen, Laurids (ca. 1587-1656), købmand, borgmester i Præstø 281 Nocret, Jean (ca. 1617-72), fr. maler 282 Norden 21, 46, 139, 158, 300 nordiske Syvårskrig, Den, 1563-70 46, 56 Nordkap 17, 58, 224 Nordmand, Peder Andersen (d. 1694), maler 329 Nordsøen 16 Nordvestpassagen 96 Norge 17, 41, 56, 58, 62, 88, 102, 169, 169, 171, 189, 191ff, 203, 204, 218, 220, 221f, 227, 228, 269, 2781, 294, 295, 301, 324 Norrkbping 217 Norske Lov af 1687 318

Numsen, Hans (1613-52), ma­ terielforvalter på Holmen 206 Numsen, Mathias (1646-1731), generalmajor 206 Ny København 323 „En Ny og skøn Formular-Bog", af Niels Heldvad, 1625 337 Nyboder, i København 170, 323 Nyborg 216, 243 Nyhavn, i København 295 Nykøbing Falster 14 - Slot 13, 14, 290 Nykøbing Mors 65 Nysø, herregård ved Præstø 281 Nytorv, i København 197 Nås, i Skåne 74 Nørre Asbo Herred, i Skåne 307

Odense 17,150,162,186, 324 - Gymnasium 54 Odensegård 53, 149 Oderljunga sogn, i Skåne 307f Ods Herred, i Nordsjælland 34 Ogier, Charles (1595-1654), fr. gesandtskabssekretær 28f Olaus Magnus (1490-1557), sv. forfatter 62 oldenborgske Krønike, Den, 1599 11,19 Oldenburg 11, 303 Oluf Klokker (ca. 1620), ind­ bygger i Ribe 116 Olufsdatter, Birthe (d. 1620), tiggerske, anklaget for trold­ dom 116ff, 121 „Om guldhornet", skrift af Ole Worm, 1641 213 „Om kongemagt", statsteore­ tisk værk af Hans Wandal, ca. 1650 288 „Om majestætsrettighederne", afhandling af Henning Arnisæus, 1610 36 „Om Miracler, Tegn oc Obenbaringer oc deris Udleggelse", skrift af Jens Dinesen Jersin, 1631110, 200, 202 „Die orientalische Indien", ill. værk fra beg. af 1600-tallet 86 Ortelius, Abraham (1527-98), nederl. kartograf 56 Os, i Norge 203 Ostenfeld, Christen (1619-71), bibliotekar ved Københavns

Universitet 257 ostindiske Kompagni, Det 28, 85ff, 97, 167, 324 Ouerbeke, Peter van (ca. 1648), købmand i Hamburg 188 Ovens, Jurgen (1623-78), maler 296

Oxenstiema, Axel (1583-1654), sv. rigskansler 70, 137, 158, 159, 159 Oxford 292 Padua 211 Pape, Margrethe (ca. 1640), Frederik 3. s elskerinde 294 Paris 211, 282, 292, 298, 344 Parsberg, Oluf (1590-1661), rigsråd 240 Pas, Simon de (1591-1647), kobberstikker 138 „En patriots trohjertige Erin­ dring", af Gunde Rosen­ krantz, 1657 221 Paulijn, Horatius (1644/45-82), maler 314 paven, pavekirken 60, 61, 121, 123,130 Pedersen, Hans (ca. 1620), landboer på Tåsinge 113 Pedersen, Jens (d. 1722), fæ­ stebonde 269 Pedersen, Niels (ca. 1606), husmand 74 Pedersen, Sten (d. 1644), guld­ smed i København 340f Pentz, Christian von (1600-51), rigsråd 189 „Perlestikkerbogen", af Anders Pedersen Mavorm, ca. 1620 lllff pest, pestilens 25, 70, 91, 114f, 119,179, 203, 216, 217, 2171, 225, 228, 263 Petri, Laurentius (1499-1573), sv. historiker 59 Pfalz 133 Piccolomini, Octavius (15991656), ty. general 136 Plass, Zacharias (ca. 1610), østrigsk student 99 Plum, Claus (1585-1649), pro­ fessor 102 Podebusk, Claus (1562-1616), lensmand på Kulien 74

Polen 59, 219ff, 224 Pommern 218 Pontanus, Johannes (1571-1639), historiker 43 Pors, Claus (d. 1617), adels­ mand, forfatter 99 Portugal 86 Poulsen, Hans (ca. 1620), smed i Ribe 117, 119 Poulsen, Svend („Gønge") (ca. 1610-ca. 79), snaphane 306 Prag 129,131, 133 Prieur, Paul (ca. 1620-ca. 83), maler 288 Printzenskbld, Johan (d. 1658), sv. officer, kommandant over Bornholm 225 privilegier 230, 233, 233, 236, 238, 242, 244, 247, 251ff, 256, 260, 276, 282, 305, 310, 314, 325 Prom, Mads (d. 1688), præst i Sørbymagle og Kirkerup 202f, 207, 260, 263, 263f, 269, 271, 334 prostitution 16, 25, 269, 331, 334 Provianthuset, i København 191 præster 11, 65, 91, 100, 102, 110, 111, lllf, 114f, 122, 130, 143, 151,193,195, 200ff, 206, 210, 213, 216, 225, 2271, 244, 250, 267, 272, 314, 326, 328ff, 332f, 350

Præstø Kirke 333 Ptolemaios (200-tallet), gr. astronom 340 Pufendorf, Samuel (1632-94), ty. retslærd og historiker 219 Rakka, sv. hund, sagnkonge over Danmark 59 Ramstorp, P. (ca. 1640), sv. maler 308 Rantzau (slægten) 165 Rantzau, Breide (1556-1618), rigsråd, statholder i Køben­ havn 671, 165 Rantzau, Frants (1604-32), rigsråd, rigshofmester, stat­ holder i København 165, 165 Rantzau, Henrik (1526-98), holstensk adelsmand 34 Ravlunda Kirke, i Skåne 71 Rebolledo, Bemardino de (1597-

Register

369

1676), sp. gesandt i Køben­ havn 195,196, 199 reformationen 9, lllf, 121, 204, 241

- jubilæet 1617 121, 151, 212, 326 regnskaber, regnskabsbøger 149ff, 192 religionsfrihed 324, 328 Rembrandt van Rijn (1606-69), nederl. maler og raderer 118 Rentsch, Anton Erich (ca. 1625), ty. ridder 108, 337 renæssance 23, 34, 98,166,175, 183

Resen, Hans Poulsen (15611638), biskop i København fra 1615 110, 121,123,124, 124f, 326 Resens Atlas, 167718, 323, 331 retterting 174, 196f Rhinen 258 Ribe 65, 110,116,118,136, 200, 202, 202 Riber, Christopher Pedersen, no. degn 203 Riberhus 136 Riccioli, J. B. (1598-1671), astro­ nom 340 riddere, ridderskab, 53, 133, 162, 308 Riga 132, 167 rigsråd(er) 37, 39, 41, 41ff, 46, 50, 52f, 56, 59ff, 65, 67, 72, 76, 78ff, 85, 88, 90, 93ff, 98, lOOf, 110, 121f, 125ff, 129, 131, 133ff, 140f, 143, 145, 148f, 155ff, 162,163, 163ff, 169, 171ff, 174, 174, 176f, 183ff, 191f, 194,196, 196ff, 206, 219ff, 230ff, 236f, 241, 242, 242, 244, 246f, 249ff, 258, 260, 276, 289, 308 Rodenburg, ty. slot 179 Rosenberg, Frans (1593-1658), biskop i Viborg fra 1642 48 Rosenborg Slot, i København 70, 109, 165, 181, 183, 184, 255, 323, 346 Rosenholm, herregård på Djursland 10, 46, 46, 47, 47, 50, 51, 52, 149ff Rosenkrantz (slægten) 46, 46, 255

370

Register

Rosenkrantz, Gunde (1604-75), rigsråd 220f, 241, 242, 253, 253ff Rosenkrantz, Holger (15741642), rigsråd lOff, 21, 46, 46ff, 50ff, 51, 52, 55, 84, 126, 137, 148ff, 151, 206f, 212, 214f, 253, 253 Rosenkrantz, Holger (ca. 163559), adelsmand 253 Rosenkrantz, Jørgen Ottesen (1523-96), rigsråd 46, 46ff, 50 Rosenkrantz, Mette (1600-44), adelsdame, g.m. Christian Thomesen Sehested 151 Rosenkrantz, Oluf (1623-85), adelsmand, forfatter 255f, 311f, 314 Rosenkrantz, Otte (d. 1582), adelsmand 46 Rosenkranz, Herman (ca. 1615), nederl. købmand 85 Roskilde 17, 238 - Domkirke 17 - freden i, 1658 222, 231, 256, 296, 305 Roskildegård 74 Rosted, ved Slagelse 260, 263, 276 Rostock Universitet 16, 48 Rostrup, Jacob (d. 1594), adels­ mand, pirat 29 Rotterdam 85 Rubens, Peter Paul (1577-1640), nederl. maler 60 Rudkøbing 65 Rundetårn, i København 209 Rusland 219f Ry, ved Silkeborg 19 - Kirke 19 —resolutionen af 1629 153f Rugen 301 Rødby 13, 116 Rømer, Ole (1644-1710), naturvi­ denskabsmand, professor 344, 344 Rønne, på Bornholm 225 Rønneby, i Blekinge 66 rådstueret 119, 196f

Salmebogen af 1699 326f Saltholm 221 Saltø, herregård ved Næstved 78

Samsø 296, 299, 314 Sandsvær, i Norge 88 Sankt Anne Rotunde, i Køben­ havn 184 Sankt Annæ skanse 255 Sankt Nikolaj Kirke, i Køben­ havn 125 Sankt Thomas, i Vestindien 324 Saxo (nævnt 1202), historieskri­ ver 43 Schellerup, Jens Pedersen (1604-65), biskop 212 Schneider, Christopher (d. senest 1701), medaljør 303 Schrøder, Abel (d. 1675), billed­ skærer 333 Schumacher, Joachim (1604-50), vinhandler i København 292 Schumacher, Peder (1635-99), statsmand 210, 285, 292, 293, 293ff, 301, 304, 314, 319, 343 Schweiz 258 segl 233, 285, 324 Sehested, Christian Thomesen (1590-1657), rigsråd, kansler 151, 199 Sehested, Hannibal (1609-66), rigsråd, rigsskatmester, statholder i Norge 170, 184f, 189ff, 192,198f, 259, 276ff, 282 Seneca (ca. 4 f.Kr.-65), romersk filosof 339 Siena 211 Sigismund (1566-1632), konge af Polen fra 1587, af Sverige 1593-99 58ff, 60, 138 Sild, ud for Slesvig 160 Silkeborg 18f, 41 Silkegade, i København 95 silkeproduktion 89, 92, 93, 93, 95ff, 206, 324f Silkeværket, i København 95ff, 324 „Sjælefangsten", maleri af Adriaen van de Venne, 1614 130

Sjælland 25, 30, 32, 54, 66, 77, 80, 95, 110, 113, 121,160, 215, 221, 222, 225, 233, 241, 257, 270, 279, 279f, 298, 301, 306 Skaføgård, herregård på Djurs­ land 50, 52 Skanderborg 18f - Slot 18, 18f

skatter, skattefrihed 38, 42, 58, 62, 65, 67, 72, 75, 79, 84, 143, 145,155f, 169,180,186f, 192, 220, 225, 229, 235ff, 239f, 247, 251f, 266f, 269, 280, 282, 285, 290, 305, 310, 320f, 324, 349 Skeel, Albret (1572-1639), rigs­ råd, rigsadmiral 136 Skeel, Christen (1603-59), rigs­ råd 221, 231 Skeel, Ingeborg (1545-1604), adelsdame 12 Skeel, Jørgen (1656-95), godsejer 346, 347 Skokloster Slot, ved Stockholm 76 skoler, skolevæsen 48, 54, 91f, 115,140, 202ff, 205, 210f Skriver, Poul (ca. 1630), magi­ ster 106 skudsmål 113f Skåne 52, 74, 80, 138,149, 150, 159f, 218, 221, 225, 298, 300f, 305, 307ff skånske Krig, Den, 1675-79 297f, 300ff, 302, 305ff, 307, 320 Slagelse 17, 202, 216, 260, 270 Slangerup, i Nordsjælland 326f Slesvig-Holsten, se også Hol­ sten 8, 84, 136,138,160,163, 177,191, 217, 223, 225, 232, 267, 272 , 294, 296, 299 Slotsholmen, i København 210 Småland 138 snaphaner 225, 305ff, 307 Snede, på Langeland 227 Sneslev landsbyvedtægt, 1649 271f, 274, 275, 276 Sokkelund herredsting 103 Solingen, i Tyskland 26 Some, Krister (d. 1618), sv. høvedsmand på Kalmar Slot 68f Somer, P. van, maler 38 Sophie (1557-1631), dronning, g.m. Frederik 2. 14, 14f, 143f, 171, 290 Sophie Amalie (1628-85), dron­ ning, g.m. Frederik 3. 158, 190, 193, 198, 217, 232, 250, 265, 290, 304, 323 Sophie Elisabeth (1619-57), datter af Christian 4. og

Kirsten Munk 189 Sophie Hedevig (1677-1735), prinsesse, datter af Christian 5. 316 Sorø 17 - Akademi 54, 122, 207f, 231, 232 Spanien 24, 30, 60f, 86, 129, 131 „Speculum boreale", ill. værk af Hans Hansen Lillienskiold, 1698 269 Sperling, Otto (1602-81), læge 181, 183 stambøger 20, 40, 48, 51, 53, 99, 101, 108, 123, 195, 337

Steenwinckel, Morten van (1595-1646), maler 180f Stengade, i Helsingør 27 Stensen, Niels (1638-86), natur­ videnskabsmand, biskop i Nordtyskland fra 1677 340ff, 341, 343 Stettiner-freden 1570 56, 61, 69 Stockholm 54, 55, 70, 76, 159f, 305, 308, 313 Store Kannikestræde, i Køben­ havn 213 Stralsund, ved Østersøen 137, 302 Struensee, Johann Friedrich (1737-72), læge og statsmand 300 Strøget, i København 91 stænder, stændermøder 41, 44, 59, 82, 98ff, 105, 154,162f, 196, 208, 220f, 230, 233, 245f, 249ff, 282f, 285, 288ff, 348 - i København 1648 178f, 185ff - i København 1660 234ff, 244, 248, 255, 260, 267, 278, 282, 289f, 314 Svalbard 96 Svane, Hans (1606-68), biskop i København fra 1655, ærkebi­ skop fra 1660 241, 241f, 244, 249, 278, 287 Svendsen, Rasmus (d. 1645), præst i Fakse 205 Sverige 20f, 46, 52, 54, 55, 56, 56, 58, 59, 59ff, 62, 65, 67, 69ff, 126ff, 132, 136f, 140, 149, 157ff, 159, 169, 172, 174,186, 189, 218ff, 223, 228, 234, 251,

253, 256, 259f, 277, 282, 296, 296ff, 300ff, 314, 349 Swartjow (d. ca. 1677), sv. oberstløjtnant 308 Sølvesborg, i Blekinge 308 Søndre Borris Kirke, i Vestjyl­ land 112 Sørbymagle, ved Slagelse 202, 207, 260, 269, 270, 271, 334 - Kirke 260, 263 Sørensen, Hans (ca. 1625), landboer 103 Sørensen, Morten (ca. 1660), sognerytter 321 Sørensen, Rasmus (d. 1625), landboer 102f

Terkelsen, Søren (d. 1656/57), forfatter og oversætter 334 testamenter 28, 282, 284, 299, 346, 348 Thisted 330ff Thott, Birgitte (1610-62), adels­ dame, slægtsforsker 339 Thott, Tage (1580-1658), adels­ mand 20 tiende 112, 114, 154, 201, 266 tiggeri 75, 91,118, 119,180, 205, 229, 263, 269ff, 272 , 273 , 330, 334 Tilly, Johann Tserclaes (15591632), ty. feltherre 134ff Timm, Reinhold (d. 1639), maler 142 tjenestefolk 75ff, 91, 108, 113, 229, 260, 262f, 272, 335, 339, 348 told, toldfrihed, se også Øre­ sundstold 65, 71, 95, 168f, 171, 188,198, 233, 237f, 253, 256, 305, 324 Torkildsdatter, Karen (d. 1671), amme i Sørbymagle 334 Torm, Erik (1607-67), præst og matematiker, professor 212 Torstensson, Lennart (1603-51), sv. feltherre 159f Torstenssonsfejden 1643-45 159ff, 164,167,169,174,186, 192, 218, 221, 279, 306 tortur 119, 196, 227 Trane, Poul (d. ca. 1649), no. præst 123 Trankebar, i Indien 87, 314, 324,

Register

371

325

„Tre Løver", orlogsskib 303 Trediveårskrigene 1618-48 80, 129,136, 157,186, 218 „Trefoldigheden", orlogsskib 168, 181, 209 Trefoldighedskirken, i Kristian­ stad 308 „Trekroner", orlogsskib 31 Tressebølle, på Langeland 227 Trinitatis Kirke, i København 209

trolddom 58, 67,116,117,117ff, 120, 121, 179, 329ff, 330 trolovelse 98, 113, 114, 114 Trondhjem 221, 227, 299 Tryggevælde, i Sydsjælland 78 Tugt- og Børnehuset, i Køben­ havn 89, 91, 91f, 97, 206, 270f Tuse Herred, ved Holbæk 77 Tyske Kancelli 85 tyske Krig, Den, 1625-29 126, 134ff, 138, 141, 143, 145, 149, 151f, 153, 155, 161, 167f, 171, 179, 184, 200, 215 Tyskland 30, 36,115, 126, 128, 132ff, 136, 140f, 145, 157ff, 171, 218, 232, 258, 292, 297, 302f Tøjhuset, i København 94, 191, 237 Tønder 76, 200 - Kirke 200 Tåsinge 113,113 Uglspil, Till, fiktiv person 207 Ulfeldt, Christoffer (1583-1653), adelsmand 28 Ulfeldt, Corfitz (1606-64), rigs­ råd, rigshofmester, stathol­ der i København 147, 159, 165,166, 166, 167, 167, 169f, 172ff, 176, 176ff, 181,183ff, 187, 188f, 193f, 195, 195ff, 199, 206, 218f, 222, 232, 234, 242, 256ff, 258, 2761, 308, 337 Ulfeldt, Ebbe (1616-82), adels­ mand 190f, 307ff, 308 Ulfeldt, Jakob (d. 1593), rigsråd 42

Ulfeldt, Jakob (1567-1630), rigsråd, rigskansler 165, 166 Ulfeldt, Mogens (1569-1616), rigsråd, rigsadmiral 66 Ulfeldts Plads, se Gråbrødre­

372

Register

torv Ulrik (1611-33), prins, søn af Christian 4. 109 Ulrikke Eleonora (1656-93), sv. dronning, g.m. Karl 11., datter af Frederik 3. 304, 304 Ulvsbåck-mødet 23.-26.2.1629 138f universiteter 16, 36, 39, 48, 111, 124, 204, 206ff, 208, 209, 233, 241, 257, 292, 305, 314, 341, 344, 344

Voer Kirke, i Vendsyssel 12, 72 Vor Frue Kirke, i København 16, 36, 121, 179, 188 Vor Frue Kirke, i Ålborg 69 Vor Frue Kirke, i Århus 237 vornedskab 237, 247, 264ff Vos, C. de (1584-1651), nederl. maler 60 Vroom, Hendrik Comelisz (1566-1640), nederl. maler 17 væbnede Arm, Den, orden 69, 133

våben (heraldik) 19, 59, 233,

Valdemar Christian (1622-56), søn af Christian 4. og Kirsten Munk 147, 166,180, 183 Valkendorf, Christoffer (15251601), rigsråd, rigshofmester 165 Veide, Willem van de, den Yngre (1633-1707), nederl. maler 184 Ven, i Øresund 31 Venne, Adriaen van de (15891662), nederl. maler 130,158 Venstermand, Adelheid (1580-?), adelsdame, datter af Erik Venstermand 13 Venstermand, Erik (d. 1599), adelsmand 13 Verden (Stift) 128,132,135, 218, 231f Versailles 282, 344 Vertangen, Daniel (ca. 1598-ca. 1681), nederl. maler 224 Vestersøen 22, 66 Vestindien 324 vestindiske Kompagni, Det 167, 324 Vibe, Inger Margrethe (1622-48), borgerfrue, g.m. Hans Num­ sen 206 Vibe, Mikkel (1565-1624), køb­ mand, borgmester i Køben­ havn 102, 240 Vibe, Peder (ca. 1596-1658), rentemester, gesandt i Stock­ holm 159 Viborg 52, 152 „Victor", orlogsskib 32, 58 Vinhofvers, Dina (d. 1651) 193ff, 195, 196, 199, 232 Virum, ved København 102 Visse Sø, i Skåne 71

295, 313, 314, 328

Waldeck (ca. 1660), ty. greve, lejetropfører 227 Wallenstein, W. A. E. von (1583-1634), ty. feltherre 135, 137 Wallhausen, Johan Jacob (ca. 1616), militær forfatter 66 Walter, Jørgen (ca. 1610-70), oberst 193, 197ff, 199 Wandal, Hans (1624-75), biskop i København fra 1668 287ff Wamemunde 66 Warszawa 219 Weser 128 Wijk, Jan van (d. 1613), nederl. maler 58 Willum, Jan de (ca. 1615), ne­ derl. købmand 85 Windelbo, Jens Christensen (ca. 1630), lavsoldermand i Ål­ borg 89 Winstrup, Peder (1549-1614), biskop i København fra 1590 36, 39, 42, 125, 179, 289 Wismar, i Mecklenburg 298 Wittenberg, i Sachsen 47f, 117, 121 Wolff, Knud (1603-ca. 86), apoteker, rådmand i Nyborg 241, 244 Worm, Jacob (1642-92), præst i Viborg, forfatter 314 Worm, Ole (1584-1654), læge og naturvidenskabsmand, polyhistor 51, 208, 211, 212, 212, 213, 213f, 215, 215ff Wuchters, Abraham (ca. 161382), nederl. maler 190, 231, 241, 278, 293

Ystad 67 Zesterfleth, Herman von (ca. 1600), ty. rejsende i Danmark 13,13ff, 16

ægteskab 105ff, 108,113, 333, 334, 335, 337, 337 ødegårde 62, 79f, 228, 264ff Øland, ved Kalmar 68 Ørbækgård, herregård 347 Ørebro, i Sverige 54 Øresund 17,17, 22, 23, 23f, 63,

158,160f, 223, 305 „Øresund", handelsskib 87 Øresundstold 17, 22, 29ff, 31, 63, 65, 71, 84,126f, 143, 157, 159, 164, 176, 190 Øsel, ud for Estland 30, 50, 56, 160f, 204 Østersøen 13,17, 21f, 30, 56, 60, 66, 1271,132, 139,158, 218f, 322 Ålborg 65, 89, 330f - Katedralskole 140 Ålborghus 155 Ålholm, på Lolland 14

„Aandelige Siunge-Koors første Part", salmesamling af Tho­ mas Kingo, 1674 327, 328 „Åndeligt Tidsfordriv", bønne­ bog af Elias Eskildsen Naur, 1700 350 Århus 52, 211, 237 - Domkirke 237 - Latinskole/Katedralskole 48, 206, 211 Århusgård, se Marselisborg Årslev, ved Randers 10, 11, 13, 21, 46, 126, 151 Åstrup, ved Horsens 141

Danmark fortsat fra forreste forsats

Hannibal Sehested og Corfitz Ulfeldt fjernes fra magten Admiralitetet oprettes og organiseres som et kollegium Danmark erklærer Sverige krig Svenske tropper besætter Jylland Svenske tropper går over Fyn, Langeland og Lolland til Sjælland Freden i Roskilde Sverige starter en ny krig mod Danmark og belejrer København Polsk-brandenburgske tropper nedkæmper de svenske tropper i Jylland København afværger svensk angreb Danskerne generobrer Fyn Freden i København Stændermøde i København gør Frederik 3. til arvekonge Enevælden indføres Lenene omdannes til amter Corfitz Ulfeldt dødsdømmes in absentia; Leonora Christina indsættes i Blåtårn Frederik 3. underskriver Kongeloven Sankt Thomas i Vestindien erklæres for dansk besiddelse Frederik 3. dør og efterfølges af Christian 5. Oprettelsen af greve- og friherrestanden Griffenfeld udnævnes til rigskansler Krig mellem Danmark og Sverige (Den skånske Krig) Griffenfeld arresteres, dødsdømmes, men benådes til livsvarigt fængsel Slaget ved Lund ender med delvis svensk sejr Dansk sejr i søslaget i Køge Bugt Kristianstad generobres af svenskerne Freden i Lund Christian 5.s Danske Lov Leonora Christina løslades fra Blåtårn Den store matrikel Christian 5. dør

fa

1651 1655 1657 1657 1658 1658 1658 1658 1659 1659 1660 1660 1661 1662 1663 1665 1666 1670 1671 1673 1675 1676 1676 1677 1678 1679 1683 1685 1688 1699

Europa og den øvrige verden___________________________________________ fortsat fra forreste forsats

År

Den engelske navigationsakt begunstiger engelsk handel på Nederlandenes bekostning Krig mellem England og Nederlandene vindes af englænderne Oliver Cromwell bliver engelsk enehersker med titlen Lord Protector Nederlandene anerkender navigationsakten Dronning Kristina af Sverige abdicerer; efterfølges af fætteren Karl 10. Gustav Krig mellem Sverige og Polen Hollænderne erobrer Colombo på Ceylon Oliver Cromwell dør; efterfølges af sønnen Richard, der opgiver magten året efter Pyrenæerfreden afslutter en langvarig krig mellem Frankrig og Spanien, der må afstå Roussillon og Artois til Frankrig Karl 2., engelsk konge Frankrigs magtfulde minister Mazarin dør; Ludvig 14. skaffer sig uindskrænket enevælde Grundlæggelsen af det fransk-ostindiske handelskompagni Rusland erobrer Ukraine og Smolensk-området Nederlandene afstår Ny Amsterdam, der derefter kaldes New York, til eng­ lænderne Spanien anerkender Portugal som selvstændig stat Frankrig besætter Lothringen (Lorraine) Krig mellem Frankrig og Nederlandene; fransk indlemmelse af Nederlandene mislykkes Wilhelm af Oranien bliver Nederlandenes arvestatholder Enevælden indføres i Sverige Grundlæggelsen af den franske koloni Louisiana Grundlæggelsen af kværkerkolonien Pennsylvania Wien belejres af tyrkerne, der dog trænges tilbage Paven, den tyske kejser, Venezia og Polen danner et anti-tyrkisk forbund Nantes-ediktet ophæves; de franske huguenotter udsættes for forfølgelse Karl 2. af England dør; efterfølges af sin broder Jakob 2. Personalunion mellem Østrig og Ungarn Den pfalziske Arvefølgekrig mellem Frankrig på den ene side og den tyske kejser, Nederlandene, England og Spanien på den anden standser den franske eks­ pansion Wilhelm af Oranien fordriver med det engelske parlaments støtte Jakob 2. og bliver selv engelsk konge „Bill of Rights" grundlægger det konstitutionelle monarki i England Peter 1. (den Store) bliver russisk zar Efter årtiers krig mister Tyrkiet ved Freden i Karlowitz Ungarn og Siebenbiirgen, hvorefter Østrig-Ungarn bliver en europæisk stormagt

1651 1652-1654 1653 1654 1654 1655-1660 1656 1658 1659 1660

1661 1664 1667

1667 1668 1670 1672-1678 1674 1680 1682 1682 1683 1684 1685 1685 1687

1688-1697

1688 1686 1689 1699