Den lange fred : 1700-1800 [9] 8700522066, 8700518948

Citation preview

Danmark År

Krig med Sverige. Fred i Traventhai. Kalenderreform Landmilitsen oprettes Vornedskabet ophæves Thomas Kingo dør Det andet Kommercekollegium oprettes Halle-missionen starter i Trankebar Fattiglovgivning for byerne og landet Store nordiske Krig bryder ud Slaget ved Helsingborg Pest i København Slaget ved Gadebusch Magnus Stenbock belejres i Tønning Fæstningen Tønning overgives Rugen og Stralsund erobres Tordenskiold i Dynekilen Ludvig Holberg professor ved Københavns Universitet Svensk angreb på Norge. Øen Sankt Jan erhverves Tordenskiold erobrer Marstrand Store nordiske Krig slutter. Freden på Frederiksborg Arvehyldningen i Slesvig. Hans Egede til Grønland. Rytterskoler Grønnegadeteatret åbnes Gehejmekommissionen undersøger korruption i administrationen København får monopol på import af vin, spiritus, salt og tobak Københavns brand Ostindisk Kompagni går fallit Frederik 4. dør. Christian 6. konge. Landmilitsen ophæves Et faktisk stavnsbånd indføres Asiatisk Kompagnis oktroj Forordningen om landmilits og stavnsbånd. Sankt Croix købes Vestindisk-guineisk Kompagnis oktroj Kornmonopolet. Sabbatsforordning. Tredje Kommercekollegium Konfirmationen indføres. Kurantbanken oprettes Skoleforordningen. Generalkirkeinspektionskollegiet oprettes Skoleforordningen trækkes tilbage Holberg udsender Niels Klim Videnskabernes Selskab og Grosserersocietetet oprettes Selskabet for nordisk Historie og Sprog oprettes Christian 6. dør. Frederik 5. konge. Søfartstraktat med Algier Det adelige Akademi i Sorø oprettes Teatret på Kongens Nytorv indvies Berlingske Tidende udkommer

1700 1701 1702 1703 1704 1706 1708 1709 1710 1711 1712 1713 1714 1715 1716 1717 1718 1719 1720 1721 1722 1724 1726 1728 1729 1730 1731 1732 1733 1734 1735 1736 1739 1740 1741 1742 1745 1746 1747 1748 1749

fortsættes på bagesle forsals

Europa og den øvrige verden År Svensk sejr over Rusland ved Narva Den spanske Arvefølgekrig bryder ud Svensk sejr over Polen ved Klissow Zar Peter grundlægger Sankt Petersborg John Locke dør Svensk fred med Sachsen-Polen iAltranstådt Union mellem England og Skotland Karl 12. angriber Rusland Russisk sejr over Sverige ved Poltava Krig mellem Tyrkiet og Rusland (-1713) Fred i Utrecht efter Den spanske Arvefølgekrig Karl 12. ankommer til Stralsund Karl 12. vender tilbage til Sverige Karl 12. dør Svenske frihedstidsforfatning. Daniel Defoe: Robinson Crusoe Svensk fred med Rusland i Nystad Det religiøse center i Hermhut grundlægges Peter den Store dør Jonathan Swift: Gullivers rejser Isaac Newton dør Europæisk fredskongres i Soissons Polske Arvefølgekrig bryder ud Voltaire: Lettres philosophiques Fred efter Polske Arvefølgekrig. Krig mellem Rusland og Tyrkiet Fred mellem Rusland og Tyrkiet Østrigske Arvefølgekrig bryder ud Krig mellem Sverige og Rusland Fred mellem Sverige og Rusland Skotske oprør for stilarterne nedkæmpes Fred efter Østrigske Arvefølgekrig. Montesquieu: De l'Esprit des Lois

1700 1701 1702 1703 1704 1706 1707 1708 1709 1711 1713 1714 1715 1718 1719 1721 1722 1725 1726 1727 1728 1733 1734 1735 1739 1740 1741 1743 1745 1748

fortsættes på bageste forsats

Den lange fred

©

© © o o ©

Nasjonalbiblioteket avdeling Oslo

Gyldendal og Politikens

Danmarkshistorie Redaktion: Olaf Olsen

Bind 9

Den lange fred 1700 - 1800

af Ole Feldbæk

Gyldendals Bogklubber

Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie Bind 9: Den lange fred © 1990 by Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag A/S, Copenhagen & Politikens Forlag A/S, Copenhagen Udsendes i Gyldendals Bogklubber efter overenskomst med Danmarkshistorien PS Bogen er sat med Palatino hos GB-sats, København og trykt hos Nørhaven Bogtrykkeri A/S, Viborg Reproduktionerne i farve er udført hos Jan Sloth, Århus, i s/h hos Nørhaven Bogtrykkeri A/S, Viborg Bogbinderarbejdet er udført af Nordisk Bogproduktion A/S, Haslev Forlagsredaktion: Mogens Kristensen Billedkonsulent: Ole Feldbæk Grafisk tilrettelægning: Finn Evald/Grafikerne Omslag: Carsten Schiøler Omslagsillustration: Linieskibet „Indfødsretten", 1781. Gouache af T.E. Lønning. Foto: Det nationalhistoriske Museum på Frederiksborg. 2. bogkluboplag Printed in Denmark 1993 ISBN 87-00-52206-6 (hele værket) ISBN 87-00-51894-8 Denne udgave må ikke gøres til genstand for offentligt udlån. Kopiering fra denne bog er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan.

Nasjonalbiblioteket avdelinp Oslo

Indhold Forord

Helstaten

94 Hertugdømmerne 96 Kolonierne 98 Helstatspolitikken 99 Norge og Danmark 101 Ridderskabet 104 Helstatens regnskab 105

7

Danmark i 1700

9

Bondens år 9 1700-tallets Danmark 12

Magten

DET GAMLE SAMFUND Landskabet Danskerne

15

17

24

„ikkun få glade dage" 26

Samfundet 31 Jordens ejere 34 Jordens brugere 37 Konflikt og balance 38

Godsejeren 41 Magten 41 Myndigheden 45 Hovedgårdsdriften 47 Nådigherren og ridefogeden 51

Gårdmanden og husmanden 58 Tryghed i fæstet? 60

Tjenestefolk og fattige 64 „en fuldkommen pige" 64 „et velvilligt hjerte" 67

Landsbyen og fællesskabet 70 Vide og vedtægt 70 Driftsformer 74

Købstaden 78 Lillebyen 82 „det satans fiskebensskørt" 83

Hovedstaden

85

Institutionernes by 85 Erhverv og befolkning 90 „Ei blot til Lyst" 93

108

Enevælden 108 Den politiske ledelse 110 Herre og tjener 112 Enevældens magtgrundlag 114

Majestæten

116

Frederik 4. 118 Christian 6. 122

Magtens apparat 124 Kongen og staten 126 Godsejerforvaltningen 128 Ret og retfærdighed 129

Militæret

133

Flåden 133 Hæren 135

Den sidste svenskekrig

140

Kampen om Norge 144

Økonomisk krise 148 Den nødvendige politik 149 Stavnsbåndet og kornmonopolet 154 Krisepolitikkens følger 157

Merkantilismen

159

Industrielle initiativer 162 Koncentration omkring København 164 Kræmmere og købmænd 165 Handelsfremstød 167

Kompagnier og kolonier

169

Mål og midler 173 Slaver og sukker 174 Indien og Kina 176 Økonomisk teori og praksis 178

Indhold

5

Kirkegang og skolegang

Miljø og mentalitet 284

180

Statskirken 180 Ortodoksi og pietisme 183 „ynkelig uvidenhed" 184

Merkantilisme og liberalisme

Håndværk og industri 285 Kompagnier og kornmonopol 290 Danmark forbyder slavehandelen 292 Brud eller kontinuitet? 294

Danmark og Europa 188 Farlig oplysning 191 Kulturpolitik 293

Fred og sikkerhed

Den florissante handel

Skiftende alliancer 200

DET NYE SAMFUND

Fornuft og følelse

205

Nye tanker 209 En dansk offentlighed 211 Enevældens kulturpolitik 213

Frihed, lighed og borgerskab Censur og selvcensur 318 Farlige klubber 321 Reaktionens sejr 324

Frederik 5. og Christian 7. 216 Kampen om kongen 219

Konge og fædreland 327

225

Kærlighed til fædrelandet 327 National offensiv 330 Indfødsretten 332 Tyskerfejden 335

Guldbergs kabinetsstyre 231 234

De nye mænd 237

Landbosamfundet krakelerer

308

De stærke jyder 309 Det nye univers 310 Den danske digter 315

„Nyt liv og nye kræfter" 207

Kronprinsregenten

243

Hoveriet 246 Tidlige reformer 250

Kampen om landboreformeme

255

Norge og neutraliteten 338 Neutralitetsprincipperne 341 Defensiv neutralitetspolitik 344 Offensiv neutralitetspolitik 348

Slaget på Reden 351

„et lykkeligt og kækt folk" 256 Den store Landbokommission 259 Politisk kursskifte 261 Regningen for reformerne 265

Nederlaget 355

Den nye bonde - og den nye husmand 267

Det nye Danmark 359 Hvorfor? 360 Arven fra 1700-tallet 362

Kongen bød 269 Landbosamfundets omdannelse 270 Husmændene 275

Litteraturvejledning

Det nye land

Illustrationsliste

278 Naturen på tilbagetog 279 Skoven 282

6

Indhold

296

Neutralitetsudnyttelsen 299 Fremmed kapital 302 Regnskabet 306

196

Struensee og Guldberg

285

Danmark i 1800

Register

376

359

373

366

317

Forord Hver ny generation skal have sin egen nye, store danmarks­ historie, og en ny generation er kommet til siden Politikens Forlag i 1962 påbegyndte udgivelsen af sin Danmarkshistorie i 14 bind under redaktion af redaktør John Danstrup og pro­ fessor, dr.theol. Hal Koch. I begyndelsen af 80'erne havde såvel Gyldendal som Politikens Forlag planer om et nyt stort værk om Danmarks historie, og det var derfor naturligt at de to forlag i 1983 etablerede et samarbejde om denne opgave. Professor, dr. phil. Ole Feldbæk har ud over at have skrevet selve hovedteksten til bind 9 også skrevet billedtekster og udarbejdet den kronologiske tidstavle, litteraturvejledningen og registeret. Forfatteren har selv udvalgt og fremskaffet illu­ strationsmaterialet og i samarbejde med redaktionen udarbej­ det illustrationslisten. De mange illustrationer kunne ikke være bragt her uden beredvillig hjælp fra en række privatpersoner og institutioner som redaktionen skylder stor tak. Gyldendal og Politikens Forlag

I forhold til 1. udgaven er der i bogklubudgaven foretaget en række rettelser og tilføjelser. Gyldendals Bogklubber

Danmark i 1700 Ved midnat den 31. december 1699 gled Danmark ind i endnu et hundredår af sin historie - i dyb stilhed og i dyb søvn. De få, der læste og de færre, der skrev, vidste, at årstallet nu var 1700. Men for langt den overvejende del af de henved 700.000 mennesker, der levede i landet, var denne nat - på årets mørkeste tid, hvor vinteren for alvor strammede sit greb - en nat som alle andre nætter. Kalenderen med dens romer­ ske årstal og latinske månedsnavne var kongens og kirkens år, ikke bondens.

Bondens år

1700-tallet var enevældens storhedstid i Danmark, og den danske konge kunne som den franske Ludvig 14. sige: „Staten, det er mig." Marcus Tuschers maleri fra begyndelsen af 1740'rne viser Christian 6. og dron­ ning Sophie Magdalene med deres to børn, kron­ prins Frederik og prinsesse Louise, i et pompøst barok­ arrangement. Kongeloven sikrede ikke blot kongen den uindskrænkede magt, men garanterede også, at kronprinsen ville være konge i samme øjeblik, hans far døde. Efter Konge­ loven skulle den danske enevælde vare til tidernes ende.

Bondens år havde sine dage, der var betydningsfulde. De kirkelige højtider: påske, pinse og jul. De mange helligdage, der var spredt over året: helligtrekongersdag, kyndelmisse, Mariæ bebudelsesdag, sankthansdag, Mariæ besøgelsesdag, mikkelsdag, allehelgensdag og mortensdag. Og mange almin­ delige dage blev endnu kaldt som i den katolske tid: Gallus dag, Kjelds dag, Margareta dag, Peder fængsels dag, Peders stol, Sankt Pouls dag og Pauli omvendelses dag. Frem for alt var bondens år dog jordens år. Bondens år var forløbet, når høsten om efteråret var bragt i hus, og når de dyr, der ikke var udset til at føre bestanden videre, var slagtet. Så var et år forbi, og gårdens folk kunne gå i gang med at sikre overlevelsen endnu et år. Der skulle ages møg ud på de agre, der trængte mest; der skulle piøjes og harves; og vinterrugen skulle sås, før frosten bandt jorden. I vinterens løb skulle kornet tærskes og red­ skaber, plov og vogne gås efter. Der skulle skæres tækkerør, mens isen kunne bære. Og der skulle arbejdes i skoven med at fælde og hugge tømmer og skære gærdestave. Gårdens ledige hænder var sysselsat med at karte og spinde. Og der blev holdt omhyggeligt hus med det sparsomme vinterfoder, så det kun­ ne strække til den forårsdag, hvor dyrene igen kunne komme på græs eller drives til skovs. Med foråret kom pløjning, såning af vårbyggen og oprens­ ningen af grøfter. Sommeren var høslættens tid, og tid for at skære og stakke tørv. Og så kom atter en høst, hvor kornet skulle skæres med segl, bindes i neg og sættes i stak, indtil det var tørt nok til at blive åget eller båret hjem. Bondens år fulgte landbrugets uforanderlige rytme. Det var Danmark i 1700

9

eller SSrøetmatt

®ngt

•fjafbcr ! ©agenl. 10.

I. 13.40« I

25are ®ut> itfe nte& 0$/ spfal. 124. S5laft 21L

TO 12 (Eulnlte. ©agen I.$. $im.ao.m. tøaf.14.40.1

lo 1 Srigitfa gv 2 fef 3

O 12 > 24

□D □?

foran« [11 berligc 12 Ætøirlig ij

Om t)t fire flag^ ^æbejorb/ Fuc. 8. 4 5W $ Slgarøa.

6

Cl 6 0 On 7 4^12 $to g • (Bff. Ej "|j? 26 ft# i?! △£ tonfinnerer Fef «7 ginbanuS S»nt>an ffgf.friffré af©kfbeleo/a)?at4t

is

1^5 31

„ lim

T - ,■

।

mei>J?iflhn. .............

.

i2g 1

*5S«< ^ts*

Frederik 4. s almanak for året 1700 belærte befolk­ ningen om, at Danmark nu skulle have en ny kalender. Allerede i 1582 var de katol­ ske lande på pave Gregor 13.s bud gået over fra oldti­ dens julianske kalender til den gregorianske. Først ved århundredskiftet år 1700 skiftede de fleste øvrige europæiske lande dog til den nye tidsregning, Rus­ land så sent som i 1917. I Danmark blev den nye kalender indført ved en kongelig forordning af 28. november 1699, hvorefter februar år 1700 - den gamle Blide-måned med dens mange helgendage, stjerne­ tegn og oplysninger om vejrlig - kun skulle have 18 dage. Kongen truede med bøder for „forsætlig svig og bedrageri" med kalenderre­ formen.

10

Danmark i 1700

et liv uden egentligt skel mellem arbejde og hvile. Men det var langtfra monotont. Hævdvundne fester og familiens og lands­ byens gilder brød ensformigheden, og i de travle perioder var der altid en stille tid at se frem til, når et intensivt arbejde var overstået. Det lunefulde klima gav også den afveksling, bon­ den kunne ønske - og mere til. Efteråret kunne blive så vådt og koldt, at arbejdet med jorden knap kunne gøres færdigt. Vin­ teren kunne blive lang, med barfrost, der sved rugen. Eller sneen kunne ligge på markerne til langt ud på foråret og efterlade jorden i et ælte og søle, der gjorde pløjningen næsten umulig. Sommeren kunne blive hed, med en sol, der brændte korn og græs, og en blæst, der tog både jord og sæd med sig. Og høsttiden kunne blive regnfuld, så kornet måtte tages

drivvådt ind. Det var tilskikkelser, bonden måtte leve med - og havde levet med i umindelige tider. Intet under, at han gjorde, hvad han formåede, for at tage bestik af fremtiden og træffe sine forholdsregler. På syvsoverdag - den 1. juni - kunne kloge folk se, om høsten ville blive våd eller tør. Og var der sol på træernes toppe allehelgensdag - den 1. november - var det et varsel om, at det følgende år ville blive rigt på agern og bog, og at oldensvinene ville blive fede. Det var vigtige dage i bondens år. Den 1. januar var det ikke

Det Generalkort af Danmark 1763, tilegnet Kong Frederik 5., som biskop Erik Pontoppidan udsendte i første bind af syvbindsværket Den danske Atlas, repræsenterede det bedste, 1700-tallet formåede at yde på kortlægningens område. Den trianguleringsopmåling, som Videnskabernes Selskab havde påbegyndt i 1757, afsluttedes først 80 år senere.

Bondens år

11

- og kunne ikke være det - i et landbosamfund som det dan­ ske, hvor man havde levet sit liv stort set uændret siden middelalderen. Bondens tilværelse var dagligdagen og arbejdslivet på går­ den og i landsbyen. Sognet, godset og den nærmeste købstad afgrænsede hans horisont. Stat og nation var ord, han aldrig havde hørt. At kongen herskede, vidste han fra de skatter, han hvert år skulle betale, og fra de udskrivninger, der kom, når præsten fra prædikestolen havde bekendtgjort, at kongen skulle føre krig. Men noget tilhørsforhold til det rige, kongen herskede over, fornemmede han ikke. Følte han et tilhørsfor­ hold, der rakte ud over dagligdagen og arbejdslivet, var det til den egn, han levede i. Han kunne opfatte sig som morsingbo eller himmerlænding. Jyde var han kun, hvis han var borte fra Jylland. Og et ord som Danmark sagde ham intet.

1700-tallets Danmark Dagligdagen og arbejdslivet for 1700-tallets danskere - og de­ res opfattelse af sig selv og det samfund, de levede i - ved vi kun lidt om. Deres hjem og redskaber er næsten fuldstændigt gået tabt. Og det samme er, hvad de få, der gav sig af med at skrive, nedfældede på det dyre papir. I generationer har histo­

12

Danmark i 1700

rikerne stridt for at genskabe blot konturerne af den tids dag­ ligdag og arbejdsliv. Til gengæld har historikerne mulighed for at tilvejebringe et overblik over 1700-tallet, som samtiden ikke havde og ikke kunne have. Hverken bonden, herremanden eller kongen. I det overblik, historikerne i tidens løb har søgt at tilvejebrin­ ge, er de imidlertid selv med. Historikere vil til enhver tid være påvirket af, hvad de og deres samtid betragter som drivkræf­ terne bag den historiske udvikling: de store personligheder, de politiske ideer eller de materielle faktorer. Og hvad de selv og deres samtid anser for det væsentlige: staten, nationen, eller klassekampen. Diskussionerne herom vil aldrig ende, og ingen får det sidste ord. De valg, historikeren træffer, får imidlertid konsekvenser for fremstillingen. Vælger han at lægge hovedvægten på de materielle faktorer og på forholdet mellem samfundsklasser­ ne, er det vanskeligt at få Holbergs komedier, Brorsons salmer og Ewalds digtning med. Men de skal integreres, for de er en del af den helhed, enhver historisk periode er. Denne fremstilling af Danmark i 1700-tallet tager sit ud­ gangspunkt i samfundets sociale sammensætning og i den produktionsstruktur, der var ved 1700-tallets begyndelse. DerMaleriet af ulven bærer en påskrift om, at den blev skudt af ejeren af Bidstrup gods ved Langå, justitsråd Hans Henrik de Lichtenberg, i Knudstrup krat den 12. januar 1769. Over maleriet hænger endnu jagtbøssen, der affyrede det dræbende skud. Ulven i Knud­ strup krat var ikke den sidste ulv i Jylland. Men den var formentlig den sidste i de store skove ved Randers, og man har opfattet be­ givenheden som noget uigenkaldeligt: en sidste mindelse om det gamle land, der var ved at forsvinde.

1700-tallets Danmark

13

på skildres virkningerne af det vældige pres, dette gamle sam­ fund blev udsat for som følge af en befolkningsvækst, der afgørende ændrede forholdet mellem samfundets grupper, og en international højkonjunktur, der satte ind omkring 1750, og som sprængte den gamle struktur. Og den søger at afdække, hvad denne dybtgående omdannelse af det materielle grund­ lag for tilværelsen betød for, hvordan den tids danskere op­ fattede sig selv og deres omverden. En opfattelse, der ikke blot blev præget af den danske udvikling, men også af, hvad der kom til Danmark udefra af erfaringer og ideer. Tidligere skildringer af 1700-tallets historie har lagt megen vægt på personer og begivenheder og på institutioner og ide­ er. Denne fremstilling har ikke til hensigt at ignorere de frem­ trædende skikkelser og de markante begivenheder, der altid vil være en del af historien. Men den søger at forskyde vægten, for i højere grad at give plads for de materielle vilkår og muligheder. Og den søger at se og forstå 1700-tallets menne­ sker i et langt og sejt udviklingsforløb, der grundlæggende bestemte deres liv og muligheder, men som de ikke selv mag­ tede at overskue og forstå. Alligevel kæmpede de for at få indflydelse på deres eget liv, og også på at styre udviklingen. Det formåede de næppe at gøre så direkte og så effektivt, som tidligere historikere har ment. Men de var ikke passive tilskuere, og de evnede reelt at påvirke udviklingens retning og fart. På en måde, så de bliver mere forståelige og vedkommende, og i højere grad en del af os selv.

Det gamle samfund

Landskabet

Det pompøse paradeportræt af Frederik 4. i salvings­ skrud skildrer enevoldskon­ gen af Guds nåde, ikke mennesket på tronen. Det er udført af hoffets fore­ trukne maler Benoit le Coffre, der har tilstræbt at forlene kongen af Danmark og Norge med den gud­ dommelige højhed, som strålede ud af det store kunstneriske forbillede Hyacinthe Rigauds repræ­ sentationsportrætter af Europas største monark, Ludvig 14. af Frankrig.

Det gamle landskab var det Danmark, Adam Oehlenschlåger beskrev kort efter 1800: et yndigt land, med brede bøge. Den moderne rationelle forstkultur med mastelignende bøgestam­ mer med diminutive trækroner - gavntømmer til sidste kubik­ meter - og massive nåletræsplantager uden sollys og uden skovbund havde endnu ikke afløst det gamle landskabsbille­ de. En bøg var endnu som i oldtiden et kompakt træ i skoven eller i det åbne landskab, med sin korte, tætte stamme og sin vældige paddehatteformede krone, der begyndte to meter over jorden, hvor hjortevildtet og kreaturerne ikke kunne nappe skud og blade. Landets omrids var i alt væsentligt det samme som i dag. Jylland fra Skagen til Kongeåen og de henved 500 større og mindre øer udgjorde et areal på godt 37.000 kvadratkilometer. De 400 kvadratkilometer nyt land, som siden er blevet ind­ vundet fra havet, efter at jorden i sidste halvdel af 1800-tallet for alvor var blevet et knapt gode - har enkelte steder foran­ dret den gamle kystlinie: ved Vejlerne i Limfjorden, ved Lam­ mefjorden, på Syd- og Vestlolland, og mellem Sjælland og Amager. Men landets kontur har de ikke ændret. Selv om landet ikke var stort, var landskabet forskelligt fra landsdel til landsdel og fra egn til egn. Skoven havde gennem århundreder været trængt i defensiven. Længst havde den overlevet på Øerne og i Østjylland, hvor de store godser hæge­ de om resterne af hensyn til jagten. Men samfundets behov for træ til huse, redskaber og brændsel havde været umætteligt, og 1600-tallets besættelser havde yderligere forceret skovøde­ læggelsen. Hvor skoven var væk, henlå jorden som vidtstrakte kratbevoksede overdrev. Mange steder sprang jorden i lyng. Hede var der overalt i landet, men mest markant i landskabet var de vældige midtjyske hedestrækninger. I 1700-tallet var henved halvdelen af Jylland dækket af hede og ødelagt skov. Ved kysterne, hvor befolkningen havde skåret græs- og lyng­ torv og marehalm, var sandflugten den store svøbe. Betydeli­ ge dele af Thy og Vendsyssel var plaget af sandflugten, og det samme var store arealer i det engang så frugtbare Nordsjæl­ land. I det gamle samfund var kun henved en fjerdedel af arealet egentlig landbrugsjord. På Sjælland og på Fyn dominerede det dyrkede areal de fleste steder landskabet, hvorimod der i de næsten mennesketomme hedeområder i det sydlige Jylland

Landskabet

17

Johan Thomas Lundbyes maleri af det smalle drag mellem Lammefjorden og Sejerøbugten med det stor­ slåede udsyn op mod den lyng- og kratbevoksede Vejrhøj giver et godt ind­ tryk af det nye land, med kæmpehøje og mosgroede sten fra ødelagte dysser og herregården - det gamle Dragsholm Slot - klart markeret i landskabet. Det er præget af enligt liggende udflyttergårde, og over­ drevene er endnu ikke lagt under plov. Først i anden halvdel af 1800-tallet blev det nye land for alvor be­ bygget og opdyrket, og i 1873 var Dragsholms ejer blandt hovedaktionærerne i selskabet Lammefjordens Tørlægning.

18

Landskabet

kunne være flere kilometer mellem de små dyrkede lodder omkring de ensomt beliggende gårde. 1700-tallets Danmark var for størstedelen et naturlandskab, hvor den dyrkede jord lå som tusindvis af øer. Bebyggelsesmønsteret var på den anden side ikke ens. I Midt- og Vestjylland kunne gårdene ligge som en bygd langs et vejforløb eller en ådal; i nogle nord- og vestjyske egne lå gårdene som enkeltgårde ude i landskabet; og på Bornholm var enkeltgårdsbebyggelsen enerådende. Men den domine­ rende bebyggelsesform i det danske landskab bestod af to komponenter: hovedgården og landsbyen. Hovedgården lå som et anseligt kompleks af godsbygninger, med voldgrave og sirlige haveanlæg, omgivet af store, sammenhængende mar­ ker. Landsbyen derimod tegnede sig som en tæt koncentration af lave, stråtækte gårde og huse, ofte liggende omkring et gadekær. Der var landsbyer på kun tre-fire gårde, og der var enkelte med mere end et halvt hundrede, men typisk bestod den danske landsby af mellem ti og tyve gårde og et nogen­ lunde tilsvarende antal huse. Omkring landsbyen på Øerne og i Østjylland lå dens to eller tre vange, der hver var opdelt i et antal åse, som igen var opdelt i rækker af agerstrimler, af hvilke den enkelte bondegård kunne have op til hundrede. De dyrkede jorder omkring hovedgården og landsbyen var ikke regelmæssige parceller med lige sider og rette vinkler, plane af pløjning, harvning og tromling og med kom, hvor det ene aks ikke var til at skelne fra det andet. Jorden bar præg af, at den både skulle være under plov - oftest to år ad gangen og derpå ligge brak året efter, udlagt til græsning. Derfor

Frilandsmuseets massive bullade fra Øsby ved Ha­ derslev Fjord har over døren en indskrift med årstallet 1734. Bygningens tømmer er dog ifølge en årringsmåling af tømmeret fældet henved hundrede år tidligere. I et 1700-tallets Danmark, der var præget af et kraftigt pres på ressour­ cerne, var det kun i Sønder­ jylland med dets bevarede egeskove, at det var muligt at videreføre oldtidens og middelalderens materiale­ fråds. Allerede i 1554 havde Christian 3. måttet forbyde jyderne det umådeholdne forbrug af tømmer, der indgik i bulkonstruktionen: de brede vandrette væg­ planker mellem de svære lodrette stolper. Men først to hundrede år senere så sønderjyderne sig nødsage­ de til at efterleve det konge­ lige forbud.

pløjede bonden ikke dybt: vækstlaget, der skulle give føde til kreaturerne i brakperioden, skulle jo nødig ødelægges. Pla­ nering af det dyrkede areal var endvidere ikke nogen let sag. I sig selv var det uhyre arbejdskrævende, og det forudsatte, at landsbyfællesskabet kunne blive enig om indsatsen. Endvi­ dere var de kuperede jorder simpelt hen en betingelse for afledning af skadeligt vand i et agerbrug, hvor dræning i moderne forstand var et ukendt begreb. I stedet blev de enkel­ te jordstykker pløjet under hensyntagen til terrænets fald, for at lette afledningen af vandet mest muligt. Oldtidshøjene hav­ de normalt fået lov at blive liggende, hvor de lå. De var ar­ bejdskrævende at pløje og grave væk, og man vidste jo aldrig, hvordan de underjordiske ville reagere på at blive forstyrret. Grænselinien mellem kultur og natur var uskarp og umær­ kelig. Rundt om på agrene stod der enlige træer, trægrupper og kratbevoksninger, der gav skygge hl kreaturerne og også en smule foder, når jorden lå brak. Men frem for alt var det et landskab, der var præget af vand. Åer og vandløb fulgte deres naturlige bugtede forløb, og de blev sjældent oprensede, hvil­ ket medførte regelmæssige oversvømmelser af den omliggen­ de jord i forårsmånederne. De store åer Østerå, Nørreå og Gudenå, Skals Å, Varde Å og Skjern Å var omgivet af vældige vådområder, der adskilte de tilgrænsende egne fuldt så meget

Landskabet

19

Ved Immervad 12 km syd­ vest for Haderslev krydser hærvejen Sønderå. I det gamle landskab, hvor grundvandet stod i hvert fald en meter højere end i dag, løb vejene store om­ veje for at undgå vandløb og vådområder. Helt uden broer kunne man ikke klare sig, men broer var både dyre at bygge og vedlige­ holde, og endnu var der ofte tale om primitive sten­ konstruktioner, der efter­ lignede de enkle, gamle træbroer. Immervadbroen er opført så sent som i 1786 med et brodække bestående af henved fire meter lange stenplanker.

20

Landskabet

som sundene og bælterne. Kolind Sund ved Grenå flækkede det østlige Djursland på langs. Og mange halvøer og næs - som Hindsholm og Guldborg Land - var afskåret fra hoved­ landet af vådområder, der reelt gjorde dem til øer. Kulturland­ skabet var oversået med damme, kær og småmoser, hvor landbefolkningen hentede så uundværlige fornødenheder som tørv, tagrør og gærdemateriale. Betydelige dele af jorden stod under vand i vinter- og forårsmånederne. Men det var begrænset, hvad landsbyfællesskabet kunne enes om af grav­ ning og oprensning af afledningsgrøfter. Menneskene måtte leve med de lysende og glitrende vandflader, der om foråret forsinkede pløjningen og såningen. I sommernætterne og sommermorgenerne lå mosekonebrygget tæt over jorden. Og om efteråret gik tåge og gus gennem marv og ben og hjalp døden med at tage sin told blandt samfundets svageste: de yngste og de ældste. Mellem landsbyerne og mellem hovedgårdene - og fra lan­ det ind til købstæderne - snoede vejene sig som tynde striber. De lå, hvor de altid havde ligget, som jord- og sandspor, der nødtørftigt blev holdt farbare ved, at de værste huller fra tid til anden blev fyldt op med et læs grus og sten. Navnet Onde Aften på en halv mils vejstrækning ved Køge taler sit tydelige sprog om det gamle samfunds veje. De fulgte terrænet og om muligt vandskellene. De undgik omhyggeligt vandløb og vådom­ råder, og de løb lange omveje, hvor bakker gjorde kørselen

Frederik 5.s overfart over Storebælt på sin vej gennem Danmark til Norge i maj 1749 er tegnet af søløjtnant Poul Grønvold. Om vin­ teren måtte rejsende, der ville over bæltet, belave sig på lange ventetider, og måske endda selv være med til at hale en båd over isen. Også i sommerhalvåret kunne passagen i den lille færgesmakke være ube­ kvem nok. I maj 1749 var alt dog gjort for at gøre ma­ jestæten overfarten be­ hagelig. Færgesmakken med kongeflaget blev ledsa­ get af et lille fartøj med musicerende korsørborgere, og fregatten Ærø eskortere­ de smakken med dens dyrebare last. Ude i bæltet lå vagtskibet, der sikrede, at handelsskibene lagde ind til Nyborg for at betale bælt­ told, på samme måde som fremmede skibe i Helsingør betalte Øresundstold.

tung for bæster og vogne. Det vigtigste var at komme frem. Tiden betød mindre. På den anden side var landskabet ikke natur i moderne forstand. Naturen blev først opdaget af romantikken i slut­ ningen af 1700-tallet. Naturen var en del af befolkningens livsgrundlag, og på sin vis lige så vigtig for overlevelsen som kulturlandskabet. Vigtigst var overdrevene omkring det dyrkede areal. Land­ skabeligt varierede de fra egn til egn. Nogle steder bestod de af ødelagt skov og af kratbevoksninger; andre steder af sure enge, moser, stenede græsarealer, hedeområder eller strand­ enge. Husdyrholdet var en livsbetingelse. Ernæringsmæssigt var samfundet afhængigt af dyrenes kød og mælk og landbru­ get af deres huder og trækkraft, og dyrenes gødning var samti­ dig jordens eneste næringstilskud i det ensidige kornbrug. Der var græsning på det dyrkede areal: på tofterne omkring lands­ byens gårde, på engområderne, hvorfra en væsentlig del af vinterfoderet blev hentet, og på de jorder, der lå brak eller var afhøstede. Men det vigtigste græsningsområde - både for ho­ vedgården og for bondegården - var overdrevene. Også heden og skoven var en uundværlig del af livsgrund­ laget. Heden var frem for alt fårenes fødeområde, og på de jyske hovedgårde og bondegårde var fåreholdet stort. I hede­ egnene gav bihonning fra gårdens stader et velkomment til­ skud til landbrugets økonomi. Og på heden skar befolkningen

Landskabet

21

tørv og brændte trækul, ikke bare til eget forbrug, men også til videresalg. Skoven var nødvendig for sit tømmer og træ til bygninger, redskaber og brændsel. Men samtidig var den „lagt under hov og horn". Skovbund og underskov gav græs­ ning for heste og køer, og mange steder gik svinene endnu på olden og åd sig fede i bog og agern. Skoven var en anden end i dag. Stensatte skovdiger var sjældne, og grænsen mellem agerland og skov var ikke skarpt markeret i landskabet. I gode år pløjede man sig ind på sko­ ven, men i dårlige åringer lod man de yderste jordstykker springe i skov igen. Skoven selv var åben, med kratområder og små engstykker. Samtidig var det en blandingsskov. Nyplant­ ning var et ukendt begreb. Den voksede, som den kunne og ville, afvekslende med eg og bøg, elm og el, naur og lind, og vildæble, ask, pil, løn og røn. Nåletræer fandtes ikke, men krat af hassel, tjørn og el var almindelige. Trods sin rige afveksling var den dog ud fra en forstmæssig betragtning en ødelagt skov. Landbrugets og byernes behov for træ åd ubønhørligt skovene. Til et enkelt af flådens linieskibe skulle der fældes mere end 2000 fuldvoksne egetræer. Og var der først slået hul i skoven, var dens vækstbalance ødelagt, og havde vinden fået frit spil, var skaden uoprettelig. Ved 1700-tallets slutning var skovarealet faldet til fem procent af landets samlede areal, eller halvdelen af hvad det er i dag, efter næsten to hundrede års fredskovspligt og intensiv nåletræsplantning. Også dyrelivet var rigere og mere afvekslende. Kronhjorte, rådyr og dådyr fandtes overalt i landet. Vildsvin var der der­ imod kun på de kongelige jagtområder omkring Skanderborg og Silkeborg og i enkelte jyske skove. Og kun i Jylland levede der endnu ulve. Ulven havde altid været en plage for bønder­ ne, hvis får og lam den tog eller skambed. 1 1680'erne havde organiserede ulvejagter med op til 4000 klappere fordrevet ulvene de fleste steder i Jylland; kongens præmie på fire rigs­ daler for hver voksen ulv og en rigsdaler for en unge havde hjulpet til, og i bøndernes ulvegrave endte en del deres liv. I slutningen af 1700-tallet var ulvene fortrængt til de store midt­ jyske heder, hvorfra de dog om vinteren søgte ind mod lands­ byerne. I 1813 blev den sidste ulv skudt, på alheden mellem Skive og Holstebro. Hare, ræv, grævling, odder, mår, lækat og ilder var almindelige. Også fuglelivet var rigere. Det var ikke usædvanligt at se kongeørne, fiskeørne og havørne. Glenter, falke, høge og musvåger fandtes overalt og det samme gjorde storke, hejrer og traner. Ved kysterne var sæler et dagligdags syn og deres hæse gøen en del af hverdagens lydbillede. Og i Lillebælt drev man stadig den traditionsrige marsvinejagt fra 22

Landskabet

Johan Jacob Bruuns gouache skildrer Christian 6. og dronning Sophie Magdalene på jagt i Dyrehaven, hvor de med gjaldende jagthorn og gøende parforcehunde jager råvildtet. Jagten var kon­ gens og godsejernes sport, og såvel kongemagten som de danske godsejere vågede over deres skove og deres vildt. I kongens Dyre­ have nord for København havde Christian 5. beordret landsbyen Stokkerup nedrevet og flyttet af hensyn til sin jagt. Og på lands­ byens tomt havde Christian 6. 1734-36 ladet Laurids de Thurah opføre jagtpavillonen Eremitagen, hvor de kongelige herskaber kunne spise en ermitage, ugeneret af tjenerskabet, ved et dækket bord, der blev hejst op fra kælderen til spisesalen med den vide udsigt over skov og sund.

allehelgensdag til kyndelmisse - fra november til februar hvor flokke af disse små hvaler blev drevet ind i Gamborg Fjord og dræbt. For den unge, romantiske Adam Oehlenschlåger var det gamle Danmark et yndigt land. For de mennesker, der levede i landskabet, var det et kendt og fortroligt miljø, hvis ressourcer var livsnødvendige, og som alle blev udnyttet.

Danskerne

Sognepræsten i Gammelstrup Kirke mellem Viborg og Skive er malet på kirkens præstestol i 1696, i det øjeblik han meddeler et af sine knælende sognebørn syndsforladelsen. Det var en af sognepræstens mange embedshandlinger at mod­ tage sine sognebørns lønlige skriftemål. Herunder havde menigheden pligt dl at holde sig uden for hørevid­ de, og præsten selv havde absolut tavshedspligt, med­ mindre det drejede sig om forræderi eller om ulykker, han havde mulighed for at afvende.

24

Danskerne

Hvor mange mennesker, der omkring 1700 levede i kongeriget Danmark og i de øvrige dele af kongens riger og lande, vidste Frederik 4. og hans ministre ikke. Lige så lidt som vi ved det i dag. Det skyldtes ikke, at de fandt spørgsmålet uvæsentligt. Befolkningens størrelse var afgørende for, at enevælden fik de skatter, den havde behov for, og hæren og flåden det mand­ skab, der var nødvendigt. Og en voksende befolkning var af afgørende betydning for enevældens vækstpolitik. Men styret rådede ikke over et administrativt apparat, der kunne gen­ nemføre en folketælling. Før styret fik svar på spørgsmålet om, hvor mange menne­ sker der levede i Danmark, Hk det dog kendskab til, om be­ folkningstallet var stigende eller faldende. Disse oplysninger lå i virkeligheden allerede parat i de kirkebøger, som sogne­ præsterne siden 1645 havde haft pligt dl at føre. Ganske vist noterede sognepræsten ikke fødsel og død. Men han regi­ strerede, hvad der var næsten lige så oplysende: dåb og be­ gravelse. Og på det kirkelige område rådede den danske ene­ vælde over sin eneste effektive kommandovej fra Københavns Slot ud til lokalsamfundene. Fra konseilgemakket kunne der derfor - gennem centraladministrationen, bisper og prov­ ster - sendes kongelige befalinger til hver enkelt sognepræst. Det apparat havde enevælden brugt i andre sammenhænge, når det gjaldt skatter, skolevæsen og fattigforsorg. Og i 1735 tog Christian 6. det i brug i den første danske befolknings­ statistik. I de såkaldte stiftsrelationer indberettede de enkelte biskopper antallet af døbte og begravede i deres stift. Og allerede efter nogle få år kunne styret til sin glæde konstatere, at kongerigets befolkning ikke blot voksede, men også at den

steg støt år for år. Først i sommeren 1769 fik den danske enevælde et nogen­ lunde sikkert begreb om befolkningens faktiske størrelse. Den sommer afholdtes den første folketælling i Danmark, tyve år efter at Sverige som det første land i Europa havde vist vejen. Teknisk var den første danske tælling ufuldkommen. Central­ administrationens trykte spørgeskemaer var uklart formulere­ de, sognepræsterne havde ikke erfaring i at udfylde dem, og man valgte som tællingsdag den 15. august - midt om som­ meren, hvor mange var borte fra hjemmet og sognet. Resulta­ tet - at der i kongeriget skulle leve 785.590 mennesker - var derfor mellem 25.000 og 30.000 for lavt. Den følgende folketæl-

ling i 1787 var mere professionelt tilrettelagt både fra centralt og lokalt hold. De 840.045 danskere, der det år blev registreret, var derfor formentlig kun omkring 15.000 for få. Da befolk­ ningen tredje gang blev talt i februar 1801, svarede de 925.680 meget nøje til det faktiske folketal. Ud fra de første folketællinger samt oplysningerne om døbte og begravede har det været muligt med en høj grad af sand­ synlighed at beregne befolkningens størrelse år for år tilbage hl 1735. 1735 1740 1745 1750 1755 1760 1765

Gammelstrup Kirkes degn blev i 1702 malet på sin kirkes degnestol. Han var sognepræstens hjælper og skulle ringe med klokkerne, bede ind- og udgangsbøn, synge for i kirken og holde degnelæsning for sognets børn og unge, den tidligste offentlige skoleundervis­ ning på landet. Efter loven måtte kun studenter kaldes Hl degneembeder. Lønnen var imidlertid ringe: bolig, naturalier samt hvad menig­ heden ville betale for de kirkelige handlinger. Embe­ det havde derfor en tendens Hl at Hitrække fallerede eksistenser som Holbergs Per Degn, der var snu nok Hl at få bonden Hl at betale ekstra for fint sand til jord­ påkastelsen i stedet for slet og ret jord.

720.300 730.800 746.200 761.300 785.800 791.000 794.000

1770 1775 1780 1785 1790 1795 1800

813.500 817.900 838.200 856.400 867.100 895.700 925.000

Forud for 1735 kender vi derimod ikke befolkningens størrelse og bevægelserne i folketallet, og det er ikke forsvarligt blot at tilbageskrive den kendte tendens bagud til omkring 1700. Der­ til forløb befolkningsudviklingen alt for dramatisk. Siden Den sorte Døds dage havde Europa med mellemrum været plaget af voldsomme epidemier, der havde krævet katastrofalt man­ ge ofre i de byer og egne, der blev ramt af smitten. Danmark var ikke blevet skånet. 11711 havde byldepesten raset i Køben­ havn, hvor den havde kostet henved 20.000 eller en tredjedel af hovedstadens befolkning livet. Det blev den sidste vold­ somme epidemi i Danmark. Fra tid til anden indtraf der år, hvor der døde flere, end der blev født. Det skete i 1748, 1756, 1762-63,1771-73 og 1786-87. Det sidste store dødsår i Danmark var koleraåret 1853, der kostede København 5000 af byens 130.000 indbyggere. Men det afgørende i det lange perspektiv var, at det gamle samfunds dramatiske udsving i dødeligheds­ kurven i løbet af 1700-tallet blev afløst af en mere rolig be­ folkningsudvikling og af en vækst, der ikke blot var konstant, men også kraftigt stigende mod århundredets slutning. Fra og med 1735 ved vi således, at den danske befolkning voksede, samt i hvilken takt det skete. Vi ved også, hvordan væksten fandt sted. Den skyldtes ikke, at der blev født flere, eller at folk begyndte at leve længere. Baggrunden var et mærkbart fald i det, der havde været det gamle samfunds svøbe: en børnedødelighed af dimensioner, vi knap formår at fatte. Endnu i slutningen af 1700-tallet - efter at udviklingen var vendt, og børnedødeligheden var begyndt at falde - var

Danskerne

25

mellem 20 og 25 procent af børnene enten dødfødte eller døde, før de nåede deres første leveår. Yderligere ti procent døde, før de fyldte ti år og mindre end to tredjedele nåede vielses­ alderen, der på landet lå på 31 år for mænd og mellem 27 og 28 år for kvinder. Hvad vi ikke ved, er derimod hvorfor dødeligheden faldt, og hvorfor den blev ved med at falde. Flere har peget på, at epidemierne ofte fulgte i kølvandet på krige og på omfattende troppesamlinger. Umiddelbart ville det derfor være nærlig­ gende at søge forklaringen i den lange fredsperiode, Danmark oplevede efter 1720, da Den store nordiske Krig sluttede. Mod dette taler, at stort set den samme befolkningsvækst fandt sted i vore nabolande, der ikke oplevede en lang fredsperiode, men gang på gang var indviklede i krige. Mere sandsynlige for­ klaringer er en gradvist forbedret hygiejne i forbindelse med graviditet og fødsel samt en langsom forbedring af sundheds­ tilstanden som følge af en bedre og rigeligere kost. I sig selv sandsynlige forklaringer, idet man dog næppe kan fremholde indførelsen af kartoflen som årsag. Udbredelsen af kartoflen skete i Danmark, efter at faldet i dødeligheden var sat ind. Endelig har der været peget på en styrkelse af immunbe­ redskabet. Langtidsforandringer i temperatur og nedbør har også været nævnt. Tilbage står, at vi endnu er ude af stand til at forklare, hvorfor dødeligheden faldt, samt at de færreste i dag vil lade sig nøje med en enkelt forklaringsfaktor.

„ikkun få glade dage" Indberetninger om dåb og begravelse giver kun tal, og navne­ ne i folketællingerne fortæller os i virkeligheden ikke meget om 1700-tallets mennesker. Når det gælder samfundets øvre lag, har vi andre kilder, der kan give navnene kød og blod. Men de brede og svage grupper er det normalt ikke muligt at komme på nært hold. Undtagelsen fra regelen er, når et sogn havde en skriveglad præst, som nedfældede korte person­ karakteristikker i forbindelse med, at han noterede begravel­ ser i sin kirkebog. Hér kan vi møde 1700-tallets almindelige danskere: jævne, muntre og virksomme liv, og triste og tragi­ ske tilværelser. En sådan meddelsom præst fik Sørbymagle og Kirkerup sogne sydøst for Slagelse i 1717. Præsten, magister Hans Han­ sen, var på det tidspunkt 35 år gammel. I sin studietid havde han boet på Borchs Kollegium sammen med den jævnaldren­ de Ludvig Holberg, og familiemedlemmers karriere i stats­ tjenesten var formentlig baggrunden for, at han i 1711 blev

26

Danskerne

Kirkebogen var det sogne­ præstens pligt at føre, og straks ved tiltrædelsen af sit embede i Sørbymagle i november 1717 påbegyndte magister Hans Hansen en ny kirkebog. 11645 havde Christian 4. forlangt, at alle fødsler, faddere, vielser og dødsfald blev indført „ved dag og datum". Forsømte præsten denne pligt, kunne det koste ham kald og krave. Om han ville give den afdøde nogle mindeord med på vejen i sin kirkebog - som sognepræsten i Sør­ bymagle og Kirkerup pasto­ rat gjorde - var hans egen sag.

skibspræst i flåden, og at han derpå fik kald og krave på kronens eget gods på rytterdistrikterne omkring Antvorskov. I Sørbymagle og Kirkerup var han indtil 1730, da han blev forflyttet hl et federe kald. Men i den snes år, han var sjælehyr­ de i de to sogne, nedfældede han omhyggeligt et eftermæle for hvert sognebarn, han begravede. Adskillige var korte og tids­ typiske. Mange var de gange, hvor han ved samme gudstjene­ ste begravede en mor, der var død i barselsseng, og døbte hendes spæde barn - for så en eller to søndage senere også at begrave barnet. De fleste af hr. Hans' sognebørn Hk dog et længere liv, om end ikke alle lige lykkelige efter hans formening. En gammel gårdmand blev mindet som „en sanddru og adstadig mand efter gammel vis og skik". En kvinde, der var død i barsels­ seng, fik de ord, at „omendskønt hun var et godt, skikkeligt og gudfrygHgt menneske, så dog blev hun ikke vel gift og havde ikkun få glade dage i hendes ægtestand". Rytterbonden Peder Markussen havde været „en arbejdsom og flittig mand, tarve­ lig i klæder efter gammeldags vis. Holdt et fornuftigt og stille hus, hjalp sig vel og betalte enhver rigflg, men i det øvrige påholden og dyr med, hvad han havde at sælge". En anden gårdmand blev mindet som en fingernem mand, der havde lagt sig efter „at dreje, snedkre og tømre, at spille på fiol, hvilket han så godt som havde lært sig selv, og det som kan siges Hl hans ros, at man fast aldrig hørte ham bande". En „ikkun få glade dage"

U

27-årig karl kom i jorden med skudsmålet, at han „var enfoldig i hans adfærd, havde en vanskelig udmæle, var tungnemmet til hvad han skulle lære. Dog derhos gudelig, ædruelig, adsta­ dig og alvorlig til hvad gerning han skulle gøre". Triste skæbner fra samfundets bund blev hyppigt nedfældet i kirkebogen. Den 28. februar 1723 holdt præsten fattigbe­ gravelse over et sognebarn, der som ung havde forladt sognet, men nu var søgt hjem for at dø: „Knud Knudsen, en gammel betler, født i Kirkerup. Havde i mange år tjent kongen. Kom her til sognet omtrent for et halvt år siden. Var helt svagelig formedeis mange blessurer, han havde fået i krigen. Søgte almisse hos fremmede, og da han sidste gang således havde været ude at søge almisse, blev han ført syg her til byen en aften, og døde så samme nat. Var gammel omtrent 60 år." En anden sørgelig skæbne havde hr. Hans selv haft tæt inde på livet. Mikkelsdag 1729 begravede han det døde spædbarn Karen, „uægtefødt af Sidsel Christensdatter, som blev besovet af en landdragon ved navn Ole Holst (som tjente her i præ­ stegården)". Den lille pige var født den 25. september, blev døbt den 26., „og døde så samme aften, to dage gammel". Sådanne levnedsløb - lyse såvel som mørke - kunne man finde overalt i landets 2000 sogne. Det betød på den anden side ikke, at 1700-tallets danskere var ens, eller at de opfattede sig selv som ens. Der var forskelle fra landsdel til landsdel og fra egn til egn. At der var forskel på sjællændere og jyder, vidste alle og enhver. Degnen Lyder Høyer var en retsindig og alvorlig jyde fra Ålborg, som efter ti år i Grevinge nord for Holbæk ned­ fældede en beskrivelse af sognet. På det tidspunkt - omkring 1750 - havde han mange fortrædeligheder bag sig med sine sjællandske sognebørn, og det mærker man i hans beskrivelse af dem: „De er af naturen ladsnigende, følgelig ikke ret gode avlsbønder", og „deres gudsfrygt er mere tvungen end sand, består mere i ord end i gerning. I det almindelige levned vide de i omgængelse fluks at temporisere, eller på bredt dansk sagt, er de noget falske og tvetungede". Men det var sjælland­ ske bønder, og på Sjælland havde vornedskabet hersket i århundreder. I Jylland, hvor vornedskabet aldrig havde rådet, var befolkningen anderledes af sind og væremåde. Da Fre­ derik 4. i 1706 overvejede at forlænge de jyske landrekrutters tjenestetid imod det løfte, han havde givet i forordningen om landmilitsen, blev han advaret af en højtstående embeds­ mand. Efter krigskommissær Christopher Hartmanns erfaring var jyderne „et deres frihed meget agtende folk", som ville reagere stærkt på et kongeligt løftebrud. 28

Danskerne

Den gamle jøde med sin pelshue og lange kaftan, som den holstenske maler Claus Detlev Fritzsch tegne­ de i 1790 sammen med andre typer fra det køben­ havnske gadeliv, var en del af bybilledet i en storby som København. Han ernærede sig ved småhandel, og hans ydre fremtoning gjorde, at han ikke kunne være ano­ nym, og at han blev et yndet mål for gadedrenge­ nes hujen og piben. Efter Danske Lov skulle jøder have lejdebrev for at færdes i Danmark. Hvis det mang­ lede, var straffen en bøde på tusind rigsdaler. Men i slutningen af 1700-tallet var jøderne en minoritet, man for længst havde vænnet sig til i helstatens hovedstad.

I gennemsnit levede der på landet i Danmark ved 1700tallets slutning 24 mennesker per kvadratkilometer. Men det var et gennemsnit, der dækkede over store regionale og lokale forskelle. Befolkningstætheden var størst omkring hovedsta­ den, hvor der levede 70 mennesker per kvadratkilometer, og på de mellemstore og mindre øer: på Langeland og Samsø 35, på Fanø 39, på Tåsinge 44 og på Ærø 56 mennesker per kvadratkilometer. En tilsvarende befolkningstæthed fandt man på Als og Sundeved. På Sjælland, Lolland-Falster og Fyn lå befolkningstætheden jævnt på omkring de 30, og i Østjylland omkring Kolding, Vejle og Århus var tætheden mellem 25 og 30. Men i Randers, Ålborg, Hjørring, Thisted og Viborg amter var tallet kun på mellem 10 og 20, og i Ringkøbing og Ribe amter var gennemsnittet helt nede på omkring 10. I disse to amter fandt man de næsten mennesketomme hedeområder. I Ginding og Bølling herreder lå befolkningstætheden på seks og i Hammerum Herred på fem, mens der i Slavs Herred kun levede tre mennesker per kvadratkilometer. Mange af lokalsamfundene levede utroligt isoleret, skilt af heder og vådområder, og det satte sit præg på levevis og sprog. Umiddelbart undrer det ikke, at en dagligdags fore­ teelse som en ørentvist kunne have forskellige navne i for­ skellige dele af Jylland. Den kunne hedde kløftbider, kvinkelstjært, tveklo og øreklo. Men det siger noget om de mange lokalsamfunds afsondrethed, at man endnu så sent som i sidste halvdel af forrige århundrede kunne registrere mindst 44 forskellige navne på dette dagligdags insekt alene i Jylland. Det gamle samfunds sociale og økonomiske struktur: godser med fæstebønder og fæstehusmænd, efterlader umiddelbart en forventning om en befolkning, hvor mennesker levede, hvor de var født, og døde hvor de havde levet. Forventningen om et statisk samfund bestyrkes yderligere af den lovgivning, der gjaldt i det gamle samfund. På Øerne herskede et godt stykke ind i 1700-tallet endnu det senmiddelalderlige vorned­ skab. Ganske vist blev det ophævet af Frederik 4. i 1702. Men ophævelsen gjaldt kun børn født efter hans tronbestigelse i 1699. Og før ophævelsen kunne få virkning, indførte Christian 6. i 1733 det landsdækkende stavnsbånd, der nok formelt ophævedes i 1788, men som reelt først var endeligt afviklet den 1. januar 1800. 1700-tallets lovgivning fastholdt således landbefolkningens drenge og mænd ved deres fødestavn, på det gods hvor de var født og vokset op. Ikke desto mindre var 1700-tallets danskere et folk i bevægelse og på vandring, og der var tale om van­ dringer af et meget betydeligt omfang. „ikkun få glade dage"

29

Skildringer af 1700-tallets arbejdsliv er sjældne. Johan Hbrners maleri fra omkring 1750 viser en ældre mand, der sammen med fire yngre arbejder med papirer om­ kring et bord. Kunstneren har villet demonstrere sin tekniske kunnen, men også villet gengive en situation, hans samtid genkendte. Vi ved ikke, hvem personerne er. Det kunne være en em­ bedsmand eller en stor­ købmand med sine skrivere i intens beskæftigelse om­ kring det enlige lys.

I København og i de største købstæder var dødelighedstallet normalt større end fødselstallet som følge af den tætte sam­ menstuvning af mennesker under elendige sanitære forhold. Når hovedstaden og de største købstæder ikke desto mindre var i stand ril at følge med i den almindelige stigning i be­ folkningstallet gennem 1700-tallet, skyldtes det en massiv og vedvarende indvandring fra landdistrikterne. Også dengang var København den største jyske by i Danmark. I de små købstæder med deres mere åbne karakter fulgte befolknings­ udviklingen tilsyneladende ubesværet væksten i landdistrik­ terne. Vandringen fra land til by var betydelig. Men den vandring, der fandt sted fra en egn til en anden og fra en landsdel til en anden, var væsentligt større, mod 1700-tallets slutning for­ mentlig seks til syv gange så omfattende. Både mænd og kvinder brød op fra egne med lave lønninger og håbløse frem­ tidsudsigter og tog til steder, hvor lønnen var højere og mulig­ hederne større. Navnlig fra Nord- og Vestjylland søgte mange bort. De fleste forblev dog, hvor de var, og for dem var horisonten afgrænset til landsbyen og sognet og til de omliggende sogne og herreder, hvor de som unge havde været ude at tjene som karle, drenge og piger. Men en stadigt voksende del af landbe­ folkningen brød op og medvirkede dermed til at udviske ældre tiders stærke egnspræg.

30

Danskerne

Samfundet Spørgsmålet om, hvordan det gamle samfund skal karakteri­ seres og forstås, har været meget forskelligt besvaret af efter­ tiden. Samtidens mennesker havde flere opfattelser. I det omfang de gjorde sig tanker, der rakte ud over landsbyen, sognet og den nærmeste købstad, har langt de fleste ment, at de levede i et standssamfund. For dem eksisterede det senmiddelalderli­ ge samfund stadig med dets opdeling i adelige, præster, bor­ gere og bønder, skønt dette standssamfund for længst havde mistet sit reelle grundlag - og adelen i 1660 sine politiske og økonomiske standsprivilegier. Selv om der i dagligdagen var klare forskelle på landbosamfundets enkelte grupper: gårdmændene, husmændene, landarbejderne og landhåndvær­ kerne, blev de af de andre samfundsgrupper under ét be­ tragtet som almuen, og som sådan synes de også i vid ud­ strækning at have opfattet sig selv. Nogle ville være tilbøjelige til at opfatte samfundet efter 1660 som et rangssamfund, hvis øverste sociale lag var grupperet efter det tjenesteforhold, i hvilket de stod til den enevældige monark. Enhver havde her sin klart præciserede stilling, der stod at læse i Christian 5.s rangforordning fra 1680 og i de efterfølgende udgaver, og som endnu overlever i Hof- og Statskalenderens rangklasser. I dag vil de fleste historikere formentlig - uanset deres per­ sonlige politiske engagement - være tilbøjelige til at anskue det gamle samfund ud fra et klassebegreb og især lægge vægt på den enkeltes forhold til produktionsapparatet, på faktorer som indtægts- og formueforhold og på begreber som magt og status. Spørgsmålet vil aldrig kunne besvares enkelt og entydigt. Dertil er - og var - menneskets opfattelse af sig selv i forhold til sine omgivelser alt for nuanceret og alt for kompliceret. Også 1700-tallets mennesker kunne på en og samme tid an­ vende flere indbyrdes modstridende kriterier i synet på sig selv og andre. Når en veltjent embedsmand blev anset for at være højt placeret, var det ikke, fordi han var rig, men fordi han havde en høj rang. En ung officer rangerede ligeledes højt, fordi militæret i den danske enevælde var placeret bevidst højt i rangsystemet. Og selv om adelsbegrebet havde mistet sit politiske og økonomiske indhold, var adelskab fortsat betrag­ tet som en høj social distinktion, og de fleste officerer var Samfundet

31

I kapellet på dronning Anna Sophies enkesæde Clausholm vågede man - ligesom overalt i samfundet - vagt­ somt over, at hver kendte sin plads og vidste, hvem der havde „gang og sæde" før hvem. I kirkerne havde den enkelte husstand sit stolestade placeret inden for den stedlige rang- og standsfølge. På Clausholm havde enkedronningen sin egen loge, og på de 16 døre hl de lukkede stolestader stod omhyggeligt malet, hvem der skulle sidde der: fra overhofmesteren og hofkirurgen over mund­ skænken, lakajerne og livkusken Hl malkepigen, kokkepigen og vaskepigen.

32

Samfundet

adelige. En jysk godsejer kunne nok være anset, fordi han var en dygtig landmand og velstående, men på den sociale skala ville han ikke være placeret så forfærdeligt højt, fordi han hverken havde rang eller adelskab - hvorfor han så ofte tragte­ de efter det, om ikke for sig selv, så for sine børn. Sønnerne ved at lade dem gå embeds- eller officersvejen, døtrene ved fornemme ægteskaber. En købmands rigdom ville altid være en meget væsentlig faktor i andres øjne. Men for hans sociale anseelse var det også betydningsfuldt, om det var en rigdom, han selv havde samlet sig, eller om han ved fødsel eller ægte­ skab var knyttet Hl byens borgerlige patricierfamilier. Specielt i København var det forbundet med presHge at være medlem af hovedstadens eksklusive reformerte menighed og kunne trække på dens medlemmers udstrakte europæiske handels­ forbindelser. Inden for byernes håndværk var der forskel på de enkelte lavs anseelse, ikke bare som følge af medlemmernes velstand, men også på grund af lavets alder og det udefinerlige, der gjorde en rig guldsmed Hl Hnere end en rig bager. En vighg social gruppe som gejstligheden var heller ikke blot én stand: præstestanden. Der var bondefødte og degne­ fødte teologer, der måtte tage Hl takke med ringe aflagte kald, og hvis sociale preshge ikke var stor uden for sognets grænser.

Hofmaleren Carl Gustaf Pilos prægtige portræt fra omkring 1750 af overcere­ monimester Mogens Scheel von Piessen er mere en skildring af rang end af et menneske. I enevældens rangpyramide med grever og baroner og med gehejmeråder, etatsråder og justitsråder spillede også det nye ordensvæsen en rolle. Enevælden havde reorganiseret Elefantorde­ nen fra Christian l.s tidz og i 1671 havde Christian 5. indstiftet Dannebrogsorde­ nen med den store bryststjerne og det hvide ordens­ bånd. På Pilos portræt er det da også det hvide bånd, der fanger øjet, ikke ansigtstrækkene.

Men samtidig var der præster, der var født eller indgiftet i indflydelsesrige provste- og professorslægter, som reelt havde en førsteret til de høje embeder og de fede kald, og som samtidig udgjorde en kulturel elite. Ej heller landbefolkningen var en grå, konturløs almue. I ethvert sogn var der dygtige gårdmænd og dårlige gårdmænd, ligesom der var velstående gårdmænd og fattige, og mænd, som lokalsamfundet betrag­ tede med større respekt end andre som følge af afstamning og familieforhold. Samfundet var en broget mangfoldighed, men de færreste var i tvivl om deres og naboernes placering i den sociale pyra­ mide. Man vogtede på sin rang og ret og udkæmpede endeløse stridigheder om, hvem der havde „gang og sæde" før hvem, og hvem der skulle have de øverste stolestader i kirken. Men det var ikke et statisk samfund. De sociale opfattelser var ikke fastlåste én gang for alle. De ændrede sig - om end langsomt og næsten umærkeligt - i takt med udviklingen. En gård­

Samfundet

33

mand, en købmand og en embedsmand havde ikke den sam­ me placering i samfundet i år 1800, som hans bedstefar eller oldefar havde haft omkring 1700.

Jordens ejere Danmark var et landbrugssamfund. Gennem hele 1700-tallet levede 80 procent af befolkningen på landet. 10 procent boede i de 67 små - til dels meget små - købstæder, hvis økonomi stod og faldt med, hvad landbruget i byens opland havde at sælge og købe. Kun i København, hvor de sidste 10 procent af den samlede befolkning levede, træffer vi en økonomi, der stod i et mere selvstændigt forhold til landbruget: med hof, centralad­ ministration, garnison og flåde, universitet, handelskompag­ nier og tilløb Hl en industri. For overhovedet at forstå dette samfund er det af afgørende betydning at vide, hvem der ejede selve produkHonsgrund-

laget: landets jord. I 1680'erne havde den danske enevælde gjort en kraftan­ strengelse. Målet var skatter. Midlet havde været en omhygge­ lig opmåling af det samlede landbrugsareal af ager og eng samt en vurdering af de enkelte ager- og engstykkers ydeevne. Resultatet blev ChrisHan 5. s store matrikel fra 1688, hvor kombinahonen af arealopmåling og bonitetsvurdering blev ud­ trykt i det tekniske begreb: tønder hartkorn. I det korte åremål fra 1688 Hl 1700 skete der kun meget beskedne forskydninger i ejendomsforholdene, og hartkornstallene fra 1688 giver derfor et dækkende billede af, hvem der ejede Danmarks jord i året 1700. Tønder hartkorn

%

Kronen Præste-, kirke- og hospitalsjord Universitet og skoler Godser Jordegne bønder Købstadsjorder Bornholm

88.682 27.014 9.704 226.142 5.947 5.912 8.296

24,0 7,0 2,5 61,0 1,5 1,5 2,5

I alt

371.697

100

Jordfordelingen 1688

SituaHonen ved år 1700 er et øjebliksbillede. KarakterisHsk for ejendomsstrukturen var det, at kronen gennem 1700-tallet gradvist afhændede sit gods, og at størstedelen af det Hdligere

34

Samfundet

gL,

itferre tu ypiqeb 'hc-inuKielKu Vtndføy øg ttsrnqe. \J£fevf3la/. Duxefø t^ujhhrlancet/ie-og /

il Plrø^é ! nrz.'

Horsensdrengen Gerdt Hansen var en af de få, der i de magre år i første halvdel af 1700-tallet formåede at bane sig vej til samfundets top. Under landbrugskrisen, hvor jorden var billig, investerede den unge købmand i godser, og som 38-årig lod han sig adle under navnet de Lichtenberg. Han var typen på den driftige moderne godsejer, der kombinerede landbrug med tekstil- og metalindustri, samtidig med at han rundhåndet understøttede sin fødebys kirke, latinskole og fattigvæsen. 11744 lod den jyske matador sig afbilde sammen med sin hustru Bodil Hofgaard på et kobberstukket dob­ beltportræt. Han ses som herre til Engelsholm, Keldkær, Lindbjerggård og Ussingegård med sit adelige våben med det talende symbol: et bjerg med et lys, og med sine ærestitler justits-, kancelliog kommerceråd.

krongods blev købt af godsejere. Både under Frederik 4. og Christian 6. blev der bortsolgt gods - under Christian 6. såle­ des det samlede bornholmske krongods til bondeselveje. Men de store krongodssalg fandt sted i 1760'erne og 1770'erne, på et tidspunkt hvor underskud på statsbudgettet tvang kronen til at sælge ud, og hvor den overvejende del af de gamle rytterdi­ strikter blev omdannet til godser med hoveripligtige fæstebøn­ der. Omkring 1780 - umiddelbart før landboreformerne radi­ kalt ændrede ejendomsfordelingen - ejede godsejerne mel­ lem 75 og 80 procent af Danmarks jord.

Jordens ejere

35

I året 1797 malede Jens Juel en af de forholdsvis få, der virkelig brød gennem det danske samfunds stive standsgrænser. Det var storkøbmanden Niels Ryberg: fæstebondens søn fra Salling, som var stukket af fra stavnsbånd og landmilits og havde arbejdet sig op til at blive en af den florissante handelsperiodes rigeste købmænd. Maleriet, der er det største, Juel nogensinde malede, viser konferensråden som godsejer sammen med sin søn og svigerdatter med sit fynske herresæde Frederiksgave i baggrun­ den.

36

Samfundet

Konkret betød det, at langt den overvejende del af den danske landbrugsjord var samlet under godt 700 privilegerede hovedgårde samt et mindre antal proprietærgårde, der især lå i Jylland. Men i virkeligheden var ejendomskoncentrationen endnu mere udtalt. Mange godsejere ejede nemlig flere god­ ser, og mange var endvidere knyttet sammen gennem slægt­ skab eller ægteskab. Mod slutningen af 1700-tallet, hvor jor­ dén var samlet på de færreste hænder, var henved fire femte­ dele af landbrugsjorden ejet og kontrolleret af nogle få hundre­ de familier. Og det var ikke kun jorden, denne lille gruppe ejede. Gods­ ejeren ejede tillige godsets husmandshuse samt fæstegårde­ nes bygninger, landbrugsredskaber og besætning. De menne­ sker, der levede i fæstegårdene og i fæstehusene, betalte for det med landbrugsprodukter, penge og arbejde. De var efter loven forpligtede til at vise godsejeren hørighed og lydighed, og de havde ikke lov at forlade godset uden hans tilladelse. Det var Hl godsejeren, de skulle indbetale deres skatter og afgive deres unge mænd Hl soldatertjeneste. Normalt var det gods­ ejeren, der ejede sognets kirke og afgjorde, hvem der skulle

være sognets præst. Og når det gjaldt ret og retfærdighed i lokalsamfundet, førte godsejeren det store ord. Vælger man at anlægge et klassebegreb og spørge om ejen­ domsretten til produktionsmidlerne, var 1700-tallets danske samfund et godssamfund.

Jordens brugere De mennesker, der levede på godsejerens jord og som brugte hans jord, var langtfra nogen ensartet social gruppe. Landbe­ folkningen bestod - som den havde gjort i århundreder - af gårdmandsfamilier, husmandsfamilier, landarbejderfamilier, ugifte tjenestefolk samt den gruppe, tiden kaldte de fattige: mennesker, hvis arbejdskraft landbruget ikke havde brug for, eller som på grund af sygdom og alder var ude af stand til at arbejde. Omkring 1700 var de henved 60.000 gårdmandsfamilier landbosamfundets største befolkningsgruppe. Men også hér er der tale om et frosset billede. 1700-tallets store befolknings­ vækst ændrede afgørende forholdet mellem landbosamfun­ dets grupper. Antallet af gårdmandsfamilier holdt sig stort set konstant. Væksten blev i alt væsentligt koncentreret inden for landbosamfundets grupper under gårdmandsniveau. Den afgørende årsag til den markante forskydning i land­ bosamfundets sociale struktur var, at antallet af bondegårde lå fast. Det dyrkede areal kunne ikke bære flere bondegårde, såfremt gårdmandsfamilien skulle kunne leve, svare afgifter og hoveri til godsejeren og betale skatter til kongen. Det gamle samfund rådede ikke over jordreserver, som kunne inddrages og piøjes op, når befolkningen voksede. Overdrevene lå der ganske vist, men både godserne og bondegårdene var alt for afhængige af græsningen til kreaturerne til, at det var muligt at udvide det dyrkede areal væsentligt ad den vej. Hovedstaden og købstæderne formåede kun at opsuge en del af befolkningsvæksten, og udvandringsmuligheder eksi­ sterede reelt ikke i 1700-tallet. Resultatet var derfor forud­ sigeligt. Det var landbefolkningens laveste lag, der måtte vok­ se. Mest markant viste det sig i forholdet mellem gårdmændene og husmændene. På Sjælland var der omkring 1700 fire gårdmænd for hver tre husmænd, men omkring 1800 var der dobbelt så mange husmænd som gårdmænd. I det øvrige land gik udviklingen knap så stærkt, men ved 1700-tallets slutning var forholdet mellem gårdmænd og husmænd på landsplan som to til tre. Over for de 60.000 gårdmandsfamilier stod der 90.000 husmands- og landarbejderfamilier. Og husmands- og Jordens brugere

37

landarbejdergruppen fortsatte med at vokse ind i det følgende århundrede. Mens 1700-tallets Danmark - når det gjaldt ejendomsretten til jorden - var et udpræget godssamfund, bliver billedet et andet, når vi spørger om brugen afjorden. Af det enkelte gods' jordtilliggende blev kun henved en tiendedel drevet direkte under hovedgården, og arbejdskraften var her i alt væsentligt de hoveripligtige fæstebønder og deres tjenestefolk. De ni tiendedele lå under fæstegårde, der blev drevet af gårdman­ den og hans tjenestefolk. Lægger man derfor et brugskri­ terium til grund, var 1700-tallets Danmark et bondesamfund.

Konflikt og balance Umiddelbart skulle man forvente, at et samfund med så væl­ dig en ufrihed og ulighed ville have været ude af stand til at fungere. Europas historie er jo rig på bondeuroligheder og bondeoprør, og der er ingen grund til at antage, at den danske bonde var gjort af et specielt tålsomt stof. Men det gamle samfund fungerede, og havde gjort det i århundreder. Lands­ byfællesskabet gik i hvert fald tilbage til den tidlige middelal­ der, og 1700-tallets fæstevæsen var udviklet i senmiddelal­

deren. Når dette samfund ikke eksploderede, skyldes det, at det rummede et sæt fintmærkende balancemekanismer, som re­ gulerede forholdet mellem en godsejer og hans fæstebønder, og som begge parter respekterede og udnyttede. Og i deres dagligdag - i landsbyen - var bønderne ikke de små, men de store. Her var det bonden, der var husbond og arbejdsgiver. Godsejeren ejede gårdmandsfamiliens eksistensgrundlag: fæstegården. Men godsejeren havde ikke uindskrænket rådig­ hed over sin ejendom. Loven forbød ham således at nedlægge sine fæstegårde og lægge deres jord under hovedgårdsdriften, selv om dette ud fra et økonomisk synspunkt ville være mest fordelagtigt for ham. Den lov kendte bonden også, og han vidste, at lovgivningen udtrykkeligt præciserede, at et fæste var livsfæste. Bonden var garanteret sin gård på livstid, hvis han opfyldte vilkårene i sit fæstebrev: ydede sin landgilde, betalte sine skatter, udførte sit hoveri, holdt gården ved lige og i øvrigt udviste hørighed og lydighed over for godsejeren og hans repræsentanter. Spørgsmålet er selvsagt hér som i så mange andre sammen­ hænge, om lovgivningen blev efterlevet? I 1600-tallet var fæ­ stegårde og hele landsbyer blevet nedlagt. Men fra begyndel­ sen af 1700-tallet synes forbudet at have været håndhævet 38

Samfundet

I Gevninge Kirke vest for Roskilde brugte præsten omkring 1800 et tidligere gravkapel til skriftemål. Egentlige skriftestole var sjældne, og til det lønlige skrifte, som menighedens medlemmer aflagde for deres sognepræst, før de gik til alters, søgte man ro, hvor den var at finde. Det offentlige skrifte, der var et af kirkens disciplinerings­ midler, foregik derimod i menighedens påhør, med al den vanære det f.eks. brag­ te over en ugift kvinde og hendes familie, når hun måtte stå frem og tilstå, at hun havde født et barn.

effektivt, og ingen godsejer kunne regne med at slippe godt fra at omgå en lov, der sikrede kongen skatter og soldater. Og selv om et fæstebrevs bestemmelser kunne være åbne for fortolk­ ning, var der tale om et lovformeligt indgået kontraktforhold. En fæstebonde var i sin gode ret til at sagsøge sin godsejer for kontraktbrud. Men hvor mange fæstebønder havde også mo­ det og pengene til at gå rettens vej? Nu er livet og dagligdagen jo aldrig blevet levet med loven i hånden, ej heller i 1700-tallet. Når forholdet mellem godsejer og fæstebonde forløb så gnidningsfrit, som det normalt gjor­ de, skyldtes det da også i mindre grad lovgivningen, og i højere grad den gensidighed, der var indbygget i det traditio­ nelle fæstevæsen. Godsejeren var ganske enkelt afhængig af sine fæstebønder. Og fæstebønderne vidste det. Forbudet mod at nedlægge fæstegårde var ensbetydende med, at gods­ ejeren var tvunget til at bortfæste sine bondegårde, såfremt han skulle have noget ud af sin ejendom. Og det var vigtigt for ham at finde en fæster, der havde forstand på at drive en gård - hvad der var lige så krævende og kompliceret dengang, som det er i dag - og som helst også havde opsparet et passende beløb til indfæstning, når han skulle overtage gården. EndviKonflikt og balance

39

Stikket af en dansk bonde, der i slutningen af 1700tallet bærer den spanske kappe i Københavns gader under ledsagelse af to af stadens vægtere, blev of­ fentliggjort af en engelsk fængselsreformator, der var overbevist om denne strafs præventive virkning. At gå med den spanske kappe med en påskrift, der angav grunden og dommen - var en af 1700-tallets typiske vanærende straffeformer. På godserne blev den brugt som straf for ulovlig skov­ hugst, for opsætsighed eller for at have gjort en pige gravid. I byerne blev op­ toget fulgt af råbende ga­ dedrenge, og vægterne måtte bruge deres morgen­ stjerner for at beskytte delinkventen.

40

Samfundet

dere var godsejeren afhængig af sine fæstebønders hoveri, når hovedgårdsjorden skulle dyrkes. Og når det gjaldt skatteop­ krævning, soldaterudskrivning og det lokale retsvæsen, gjor­ de han klogt i at tage hensyn til, hvad hans bønder fandt ret og rimeligt. I virkelighedens verden var godsejeren ikke så al­ mægtig, som han umiddelbart forekom, og fæstebonden ikke så afmægtig. Den lov, der gjaldt i dagligdagen, og som regu­ lerede forholdet mellem jordens ejere og brugere, var det gamle samfunds sædvaneret: lokal skik og brug. Derfor var forholdet mellem jordens ejere og brugere grund­ læggende reguleret af et system af ydelser og modydelser. Bonden forrettede sit hoveri, men forventede til gengæld, at godsejeren kom ham hl hjælp med sædekorn, heste og ud­ sættelse af landgilde- og skattebetaling i dårlige år. Han holdt sin gård og dens jorder i god stand og havde da en berettiget forventning om, at en søn eller en svigersøn kunne overtage fæstet på rimelige vilkår, når han selv følte kræfterne svigte og ønskede at gå på aftægt på gården. Og viste han herskabet hørighed og lydighed, blev det nok ikke hans søn eller hans karl, godsejeren udpegede hl at springe soldat. Med hl at formindske de konfliktmuligheder, der vitterlig eksisterede, var, at jordens ejere og brugere i dagligdagen var så godt som uden direkte personlig kontakt. Den største kon­ taktflade var hoveriet på hovedgårdsmarkerne, men det lod bonden i vid udstrækning forrette af sin karl. På fæstegårdens agre kom herskabet og fogeden ikke, og havde heller intet at komme der efter. Og i landsbyen var det gårdmændene, der bestemte, ikke husmændene og landarbejderne. Bonden kunne optræde selvbevidst over for godsejeren og fogeden, hvis han var overbevist om, at han havde retten på sin side. Men normalt var han i optrækkende konfliktsituatio­ ner parat hl at udvise den forventede ærbødighed og yd­ myghed og spille uvidende og tåbelig. Man kunne komme langt med at spille dum, også i 1700-tallet. Kom en godsejer i åben konflikt med sine fæstebønder, var grunden normalt, at han savnede den fornødne indsigt i de hævdvundne former for gensidighed, eller at han bevidst udfordrede sine bønder med øgede byrder eller nye og uvante ydelser. Ejendomsretten var vigtig i det gamle samfund. Men det var brugsretten og adfærdsnormerne også. Det skrevne ord og det trykte bogstav betød i dagligdagen mindre end mands minde: de ældste gårdmænds erindring om, hvordan det altid havde været - og fortsat burde være.

Godsejeren Hovedgården - i daglig tale: herregården, eller blot gården var en økonomisk og social enhed, hvis betydning for 1700tallets mennesker vi i dag kan have vanskeligt ved at forestille os. For de mennesker, der levede på godset, var det deres land, som de sjældent - og nogle så godt som aldrig - bevægede sig udenfor. Sat på spidsen kan man hævde, at det ikke var enevoldskongen af Guds nåde, der regerede Danmark, men derimod godsejerne: at 1700-tallets Danmark bestod af om­ kring 700 private godser, der blot havde fyrste og forsvar fælles.

Magten Når godset kan betragtes som en stat i staten og godsejeren som den lokale hersker, skyldes det dels den magt, der umid­ delbart fulgte med ejendomsretten til godset, dels de admini­ strative beføjelser, den danske enevælde havde uddelegeret til godsejeren, som derved kom til at fungere som kongens re­ præsentant over for lokalbefolkningen. Godsejeren ejede ikke blot herregården selv med dens ho­ vedbygning, avlsbygninger, agre og enge, men også dens overdrev, heder og skove, og dens søer, moser, åer og strande. Han ejede også husene og bondegårdene i godsets umiddel­ bare nærhed - og ejede han ikke alle gårde og huse i de omliggende landsbyer, arbejdede han normalt ihærdigt på at købe andre ejere ud, eventuelt overtage deres gårde i bytte mod jord, der lå fjernere fra godset. Ejendomsretten til samt­ lige gårde og huse i en landsby indebar fordele for godset, når det gjaldt tilrettelæggelsen af hoveriet på hovedgårdsmarker­ ne samt opkrævningen af skatter og udskrivningen af solda­ ter. Hvor stor en ejendom skulle være for at kaldes et gods, stod ingen steder skrevet. Men enevælden fortsatte den landbrugs­ politik, der var blevet ført før 1660. Ud fra et produktionssyns­ punkt gik statsmagten ind for stordrift i landbruget. Enevælden gav derfor skattefordele til det, som samtiden kaldte komplette hovedgårde. For at kunne anerkendes som en komplet hovedgård - og dermed opnå den eftertragtede skattefrihed for hovedgårdens egne jorder- skulle godsejeren besidde mindst 200 tønder hartkorn bøndergods - svarende til 30-40 fæstegårde - inden for en afstand af højst 15 km fra

Godsejeren

41

Herregården Gammel Estrup på Djursland har bevaret de fleste af de bygninger, der omkring 1700 udgjorde hovedsædet for det største godsimperium i Danmark. Den trefløjede hovedbygning inden for voldgraven er i sin kerne fra omkring 1500, men om­ bygget i begyndelsen af 1600-tallet. Den vældige avlsgård - hvor man om vinteren, når gusen driver op fra Alling Ådal, ikke kan se fra den ene længe til den overfor liggende - er med sin portfløj, sin kæmpemæssige lade og bygningerne vinkelret herpå fra årene omkring 1600. Det store ridehus er dog fra 1722, og smedjen, der ligger i sikker afstand fra bygningerne, er i sin nuværende skikkel­ se fra 1761. Nord for slottet ses resterne af barokhaven.

42

Godsejeren

hovedgården. Der fandtes også ukomplette hovedgårde - mindre herregårde og hvad vi i dag ville kalde proprietær­ gårde - der ikke opfyldte disse krav. Ofte arbejdede ejerne stædigt over generationer på at samle sig det nødvendige antal bondegårde inden for denne magiske afstand. Nogle lykkedes det for, andre ikke, og navnlig i Jylland kunne man finde mange af disse små herregårde. I den anden ende af spektret lå de meget store godser. 11671 havde Christian 5. skabt et høj aristokrati af grever og friherrer. Til oprettelsen af et grevskab krævedes 2500 tønder hartkorn og til et baroni 1000. Disse såkaldte majorater blev sikret for slægten ved, at de udelt gik i arv til ældste søn eller nærmest derefter berettigede arving. Uddøde slægten, gik godset over til kronen. Grevskaber nød skattefrihed for 300 tønder hart­ korn jord ud over de komplette hovedgårde, og baronierne for 100. En hisvarende begunstigelse af de særligt store godser havde enevælden skabt med Danske Lov i 1683, hvor der af godser med mindst 400 tønder hartkorn kunne oprettes stam­ huse, der ligeledes sikredes for slægten gennem en bånd­ læggelse af jorden og kapitalen i et såkaldt fideikommis. Kun de løbende indtægter tilfaldt stamherren - en bestemmelse, der skulle få betydning i slutningen af 1700-tallet. Når ind­ tægterne fra salg af fæstegårde til selveje bifaldt fideikommiset og ikke den dl enhver tid siddende stamherre, var det nemlig mindre attraktivt at bortsælge bondegårde til selveje, end det var for de almindelige godser. 1700-tallets karakteristiske gods var dog den komplette ho­ vedgård. Men også på dem var der forskel. De meget store godser lå fortrinsvis på Øerne, mens der i Jylland lå forholds­ vis flere af de mindre. Godsets størrelse havde betydning, ikke blot for ejeren, men også for lokalsamfundet. I den ene ende af spektret var de små godser med kun 35 fæstegårde og et tilsvarende antal fæstehuse. Her boede ejeren oftest selv på gården, hvis drift han personlig varetog, og mellem godsets 3-400 beboere og godsejeren var der en reel kontakt, selv om de ikke mødte ham daglig. I den anden ende af spektret var storgodserne. Størst mod slutningen af 1700-tallet var Ahlefeldt-slægtens godsimperium. Foruden godser på Fyn og i hertugdømmerne samt det norske grevskab Laurvig ejede lensgreven på Tranekær to tredjedele af Langeland. Alene det langelandske gods bestod af fem hovedgårde, der omfattede 382 fæstegårde, 30 bolsteder eller mindre gårde, 482 fæstehuse og 315 landarbejderhuse. Her var en umiddelbar kontakt mel­ lem de omkring 5000 langelændere og lensgreven på forhånd udelukket. Godset blev drevet af forpagtere og forvaltere.

Magten

43

1700-tallets danske godsejere havde en umiddelbar og robust glæde ved den jord, de ejede. Og de gjorde intet for at skjule det. Jørgen Skeel til Gammel Estrup - Danmarks rigeste godsejer - var ingen undtagelse. Til den store sal på Gammel Estrup lod han i 1690'erne væve en serie store flamske gobeliner - fra gulv til loft - med gen­ givelser af otte af de ti godser, han ejede: Gammel Estrup, Ulstrup, Sostrup, Skærvad, Ørbækgård, Krenkerup, Rosenlund og Nørre­ gård. Sønnen Christen Skeel, der 1725 oprettede grevskabet Skeel, og hvis portræt ses over døren, var i så henseende sin fars søn. Han diføjede gårdene Karmark og Skjern og dækkede dermed hver tomme vægplads i den store sal med de ydre tegn på sin og slæg­ tens rigdom.

Beboernes kontakt var med lavere godsfunktionærer, og gods­ ejeren var for dem næsten lige så fjern som kongen i Køben­ havn. Ejendomsretten var grundlaget for godsejerens indtægter. Den sikrede ham kontanter i form af indfæstning, når en ny bonde overtog en fæstegård, samt eventuelt også penge som en del af landgilden. Normalt var hans indtægter af landgilden dog i naturalier. Fra fæstegårdene kom endvidere den over­ vejende del af den arbejdskraft og de arbejdsredskaber og 44

Godsejeren

En af de flamske gobeliner i Gammel Estrups store sal afbildede naturligvis gods­ imperiets hovedsæde. Inden for en rig ramme af ranker og klassiske orna­ menter i Ludvig 14.s tunge barok ses Gammel Estrup fra skovbakken syd for Randers-Grenå landevejen. I baggrunden knejser slottet med tårne og spir og med vindebro over voldgraven. De solide ladegårdsbyg­ ninger er i grundmur med tegltag. Og i forgrunden græsser et par af de stude, der var grundlaget for Skeelslægtens rigdom.

heste, der var en betingelse for driften af hovedgårdsmarker­ ne. Fra husmændene modtog han en årlig pengeafgift, lige­ som husmanden var forpligtet til at arbejde på hovedgården og husmandskonen i hovedgårdens have. Og hverken fæ­ stegårdmanden eller fæstehusmanden havde lov til at udleje dele af deres bolig til andre uden godsejerens udtrykkelige tilladelse.

Myndigheden Ejendomsretten gjorde samtidig i lovens forstand godsejeren til husbond for alle, der tjente ham og som fæstede hans gårde og huse. Med husbondretten fulgte automatisk tugtelsesret­ ten. Som husbond havde han ret til at tugte dem korporligt, for eksempel hvis hoveriet efter hans mening ikke blev udført godt nok eller hurtigt nok. Danske Lov satte ikke andre græn­ ser for tugtelsesretten, end at den ikke måtte medføre grov legemsbeskadigelse. Han havde ret til at revse „med kæp eller vånd, og ej med våben. Men gør han dem sår med od eller æg eller slår dem lemmer sønder eller skader dem på deres hel-

Myndigheden

45

bred, da straffes han såsom han en fremmed havde gjort skade". Med den indskrænkning var tugtelsesretten ubegræn­ set. Indril 1787 havde en godsejer lov til at straffe sine under­ givne med træhest, hundehul og halsjern. Den omfattende brug, som træhesten har i traditionen og i myten om stavns­ båndstiden, har den imidlertid aldrig haft i virkeligheden. Oprindelig var træhesten et militært strafferedskab, og lige­ som at stå i halsjern blev det af bønderne betragtet som en ydmygende snarere end en egentlig smertefuld straf. Den synes mest anvendt på Øerne, hvor det kan påvises, at to sjællandske bønder i 1728 og 1731 døde som følge af ridt på træhesten, den ene dog i forbindelse med en landmilitsøvelse. I Jylland synes den sjældent at have stået ved herregården, og endnu sjældnere at være brugt. Tiden var alt andet end blød­ søden. Men i det omfang en godsejer og hans foged over­ hovedet fandt det hensigtsmæssigt at bruge tugtelsesretten,

På det middelalderlige tømrede klokkehus på Varnæs kirkegård ved Åbenrå hænger endnu et sæt halsjern fra Christian 6.s tid. De skulle bruges over for de bønder, der forsømte deres kirkegang tvært imod Christian 6.s forordning fra 1735 om Sabbatens og andre Helligdages tilbørlige Helligholdelse, og som ikke havde penge hl at betale bøden.

46

Godsejeren

var det øretæver og prygl, de tyede til. Med Danske Lov havde enevælden bekræftet det husbond­ ansvar og den tugtelsesret, en godsejer altid havde haft. I praksis fungerede det enkelte gods derfor som en retskreds. En egentlig domsret overlod den danske enevælde aldrig godsejerne, men den gik langt i denne retning. Grever og baroner fungerede som amtmænd på deres grevskaber og baronier, med amtmandens traditionelle forpligtelse til at våge over, at der ikke skete bonden uret. På grevskaber og baronier samt en række af de større godser havde kongen endvidere indrømmet ejeren birkeret. Dermed erstattede godsets birke­ ring det lokale herredsting, og det var godsejeren, der ud­ nævnte birkefogeden - den dommer, der skulle dømme blandt andet i sager, som godsets bønder anlagde mod deres herskab. I forholdet mellem en godsejer og hans bønder og husmænd var det heller ikke uden betydning, at godsejeren ofte ejede sognekirken. Det betød ikke blot, at han havde ret til to tred­ jedele af den tiende, bønderne skulle yde — den sidste tred­ jedel gik ril sognepræsten. Det betød også, at han havde kalds­ retten. Udnævne præsten kunne han ganske vist ikke. Den ret havde kongen, som udøvede den gennem stiftets biskop. Men biskoppen havde alene myndighed ril at afgøre, hvorvidt an­ søgerne var teologisk og moralsk kvalificerede til at få kald og krave. Godsejeren kunne frit vælge mellem de kvalificerede, ligesom han havde en afgørende indflydelse på, om en sogne­ præst kunne få lov at lade en søn eller en svigersøn følge efter sig i embedet. Sognets præst befandt sig i et afhængighedsfor­ hold til godsejeren og kunne derfor vanskeligt fungere som

vejleder for sine sognebørn, hvis de kom i konflikt med deres herskab. Ydermere stod godsejeren som kongens lokale repræsen­ tant. For overhovedet at kunne fungere på lokalt niveau havde den danske enevælde været nødsaget til at uddelegere væ­ sentlige administrative beføjelser til de danske godsejere - og til at honorere deres lokaladministration med politiske ind­ rømmelser. Kort efter 1660 havde statsmagten overdraget skatteopkræv­ ningen til godsejeren. Umiddelbart rummede det elementære fordele for enevælden. Godsejeren garanterede nemlig med sin ejendom for sine fæstebønders skatter, og under 1730'rnes landbrugskrise gik en række godser vitterligt på tvangsauk­ tion, fordi bønderne var ude af stand til at indbetale deres skatter. Men statsmagten måtte betale for skatteopkrævnin­ gen. Dels med skattefrihed for hovedgårdsjorden - det vil i realiteten sige ca. seks procent af landets jord. Dels ved at acceptere et feudalt mellemled mellem fyrste og folk - et mel­ lemled, der grundlæggende stred imod enevældens idégrund­ lag og aspirationer om et umiddelbart kongeligt styre. I sin soldaterudskrivning fulgte enevælden den samme poli­ tik. Til den landmilits, der eksisterede fra 1701 til 1730, blev godsejerne forpligtet til at stille soldater. Men statsmagten måtte til gengæld give godsejerne magtmidler, der satte dem i stand til at fastholde de unge mænd på godset. Og ved genind­ førelsen af landmilitsen i 1733 gik enevælden endnu længere i bortgivelsen af sin autoritet. Som betaling for at afgive mand­ skab til militsen fik godsejerne stavnsbindingen af landbe­ folkningen, der markant styrkede deres position som arbejds­ givere og ved fæsteindgåelse, ligesom det gav dem et effektivt disciplineringsmiddel i hænde over for efterladende og gen­ stridige fæstebønder. På det formelle plan var de danske godsejeres myndighed så godt som uden grænser.

Hovedgårdsdriften Driften af hovedgårdene var ikke ens. I Jylland blev der endnu på mange godser opdrættet stude, som blev drevet ad Hær­ vejen ned gennem Jylland og hertugdømmerne til det store kvægmarked ved Hamburg, mens andre blev drevet til Ring­ købing eller Ribe og derfra sejlet til Holland. 1 1700-tallet var studehandelen dog kun en svag afglans af, hvad den havde været under højkonjunkturerne på Frederik 2.s og Christian 4.s tid. Hovedgårdsdriften

47

På J.J. Bruuns prospekt af Vordingborg fra 1755, hvor man blandt andet ser Gåse­ tårnet og Christian 5.s bror prins Jørgens barokpalæ fra 1671, har tegneren skildret en hoveriscene, som samti­ den har kunnet nikke gen­ kendende til. I det tørre julivejr har krongodsets bønder og deres folk slået hø på ladegårdens jorder og sat det Pstakke. En af ku­ skene haf lagt sig for at tage en lur, mens en karl og en pige har fundet på andet og mere fornøjeligt at fordrive tiden med - uden at se fogeden, der kommer lø­ bende med sin stok. I for­ grunden ses en mark med højryggede agre.

48

Godsejeren

På hovedgårdene på Øerne og i Østjylland var produktio­ nen frem for alt baseret på korn. Her dominerede rug og byg; noget havre dyrkede de fleste, men kun på Lolland og Falster var hvede af nogen betydning. Men foldudbyttet - det vil sige høstens størrelse i forhold til udsæden - var lavt. Naturligvis varierede det. Vejrliget det enkelte år spillede en væsentlig rolle. Udbyttet var endvidere højere på lerjord end på sand­ jord, højere på hovedgårdsjorden end på bondegårdsjorden, og højere for byg end for rug og havre. Gennemsnitlig lå det på mellem fire og fem fold, det vil sige mindre end en femtedel af foldudbyttet i dag. De faldende kornpriser i første halvdel af 1700-tallet havde imidlertid fået en del godsejere til at investere i en bredere produktion, der også omfattede smør, ost og slagtekvæg. Det var en kapitalkrævende omlægning. Men den var lønsom, ikke blot fordi priserne for mælke- og kødprodukterne steg mere end kornpriserne, men også fordi det øgede kreaturhold skaffede hovedgården mere af den gødning, der var det gamle landbrugs største mangelvare. Den ensidige korndyrkning med de korte hvileperioder forbrugte jordens naturlige kvælstoffer og udpinte markerne. Indførelsen af nye afgrøder som kløver, der ikke blot var foderintensiv i forhold til den spar­ somme græsning, brakjorden og overdrevet kunne yde, men

Gengivelser fra 1700-tallet af træhesten er sjældne. På J.J. Bruuns gouache fra om­ kring 1750 af Antvorskov ved Slagelse er den kommet med som en selvfølgelig del af en miljøskildring. Træhe­ sten - og pælen med hals­ jernet, der ligeledes ses på udsnittet af billedet - skulle ikke lemlæste, men latterlig­ gøre misdæderen, og derfor var den anbragt ved porten dl slottet, hvor mange havde ærinde.

som også bandt jordens kvælstoffer, skete først i anden halv­ del af 1700-tallet. Et karakteristisk træk ved hovedgården var, at den solgte mere, end den selv producerede. Fra de mange fæstegårde modtog den meget betydelige mængder af tærsket og renset korn. Som ejer af en eller flere kirker modtog godsejeren også kirketiende - en ydelse, der var endnu mere værdifuld end landgildekornet, idet tiendekornet blev ydet i kærven: det vil sige ikke blot kornet, men også den værdifulde foderhalm, der var en forudsætning for vinterfodring af et større kreaturhold. Fra gammel tid havde godsejeren ret til at gøre sig sit gods så nyttigt, som han kunne og ville. Bonden var forpligtet til at sælge sit korn i den nærmeste købstad, og ofte måtte han gøre det umiddelbart efter høsten, til en lille gruppe lokale køb­ mænd, der meget vel vidste, at bonden ikke havde råd til at vente. Men godsejeren kunne sælge sit korn til hvem han ville, og hvor han ville. Han havde normalt råd til at vente på den prisstigning, som altid kom i løbet af vinteren og foråret. Og han var ikke bundet til at sælge sit korn til købmændene i de omliggende købstæder. Han kunne selv udskibe kornet i køb­ stadens havn eller fra godsets egen ladeplads. På Dragsholm i Nordvestsjælland blev korntønderne kørt så langt ud i vandet, som heste og vogn kunne klare, derpå blev tønden ombundet

Hovedgårdsdriften

49

På et stik af Jonas Haas (udsnit) fra 1774 af den nordvestsjællandske her­ regård Løvenborg ses en af dagligdagens arbejdssitua­ tioner. Hovbønderne har bjærget det hø, der var en forudsætning for, at godsets store kreaturhold kunne vinterfodres. De har kørt høet hjem, og inde i lade­ porten stikker de det med høtyve op på høloftet.

med et reb, der var kastet ud fra den ventende skude ude på dybere vand, og en efter en blev tønderne flådet ud og halet om bord. Hvorefter skipperen satte kursen enten mod hoved­ staden eller en af de mange norske havne, hvor der altid var god afsætning på kornet fra Danmark. Endelig var det karakteristisk for hovedgårdsdriften, at ar­ bejdskraften var gratis - i hvert fald ud fra en umiddelbar betragtning. 1700-tallets herregårde var mærkeligt menneske­ tomme. Herskabet havde naturligvis et standsmæssigt tjener­ skab, der på de største gårde kunne ligne et lille hof. Men en senere tids rækker af karlekamre og pigekamre og klynger af landarbejderboliger på gårdens grund fandtes ikke. Hvor ho­ vedgården havde mejeri, var der malkepiger og også en røg­ ter. Men det overvejende arbejde - på markerne, i tærskeloen, i laden og på kornlofterne - blev udført af godsets arbejdspligtige gårdmænd og husmænd, ligesom det var gårdmændene og deres karle, der måtte age godsets korn til købstaden eller ladepladsen eller køre de lange rejser til København, der var en tung byrde for de sjællandske bønder. 50

Godsejeren

Magdalene Charlotte Hede­ vig Løvenskiold var en statelig repræsentant for de myndige kvinder, der for­ valtede godser og godsim­ perier for deres børn og for slægten. Hun var datter af feltmarskal Michael Num­ sen og tilhørte socialt kred­ sen omkring den politiske ledelse på Frederik 5.s tid. Denne position var hendes medgift i ægteskabet med den rige og nyadlede nor­ ske jernværksejer og sjæl­ landske godsejer Severin Løvenskiold. Efter hans død bestyrede hun det store gods Løvenborg ved Hol­ bæk, og hendes brevveks­ ling med forvalteren er en hovedkilde til periodens godshistorie.

Hovedgården repræsenterede stordriften i det gamle sam­ fund. Sammenholdt med bondegården stod den for en fleksi­ bel, kapitalkrævende produktionsform, underlagt markeds­ økonomien og i væsentlig grad baseret på den moderne pen­ geøkonomi.

Nådigherren og ridefogeden Før 1660 havde den danske adel, hvis medlemmer udgjorde to promille af den samlede befolkning, haft eneret på at besidde godser. Med enevældens indførelse bortfaldt denne eneret, og i 1700-tallet var der reelt ingen skranker for, hvem der kunne erhverve et gods. Godsejerne som gruppe blev derfor socialt langt mere sammensat. Kongelige embedsmænd, officerer og rige borgere købte godser. Holberg investerede sin opsparede professorløn og indtægterne fra sine bøger og skuespil i de to

Nådigherren og ridefogeden

51

sjællandske godser Brorup og Tersløsegård, af hvilke han end­ og oprettede et baroni og blev adelig på sine gamle dage. I løbet af århundredet blev endvidere et ret betydeligt antal tidligere godsforpagtere, godsforvaltere og ridefogeder af bondeslægt godsejere. Til billedet af godsejergruppen hører også myndige nådigfruer, der som enker håndfast styrede deres gods, som adelskvinderne havde gjort under adelsvæl­ den. Men der var tale om en langsom udvikling. Omkring 1700 var 60 procent af hovedgårdene endnu i adelig besiddelse. Reelt var adelens andel større, idet den navnlig ejede de store godser. Omkring 1700 tegnede den sig derfor for 75 procent af det samlede hartkorn, og endnu i årene før landboreformerne ejede den 70 procent af godshartkornet. Disse procenter på landsbasis dækker over en mere nuan­ ceret virkelighed, både geografisk og socialt. I Jylland med de gennemgående mindre hovedgårde var de ikke-adelige ejere stærkere repræsenteret, hvorimod de store godser på Sjæl­ land, Fyn og Lolland-Falster i højere grad bevarede deres aristokratiske ejerkreds. Samtidig var adelsbegrebet blevet ud­ videt. Adelsvældens krav om dokumentation for 32 adelige aner forsvandt med 1660. En betydelig del af godshartkornet tilhørte fortsat den gamle danske adel. Men en del af de adeli­ ge ejere kom nu fra slægter, der var blevet adlet af enevolds­ kongen som belønning for civil og militær tjeneste - hvis de da simpelt hen ikke havde været så rige, at de havde købt deres adelskab. I begyndelsen af 1700-tallet tilhørte de største godser første eller anden generation af de grever og baroner, som enevælden havde skabt som et særligt høj aristokrati omkring

tronen. Men højadelige eller almindelige adelige, borgerlige eller bondefødte, så var det medlemmerne af disse få hundrede familier, der ejede størstedelen af Danmarks jord og som styre­ de landet. Reelt var de konger på deres egen jord, de optrådte som konger, og herregården var deres residensslot - de stør­ ste var i virkeligheden anlagt og udstyret som slotte. Ganske vist var årtierne omkring 1700 fattige på nybygninger. Behovet for herregårde var i alt væsentligt blevet mættet i de hektiske byggeperioder under Frederik 2. og Christian 4., men mange renæssanceherregårde blev i de år ombygget og udstyret, så de opfyldte barokkens krav om parade og regularitet. Ejerne og deres familie var højt hævet over godsets alminde­ lige dødelige beboere, og de demonstrerede det konsekvent. De prægrige parforcejagter, hvor ryttere og hunde under trompetfanfarer jog efter råvildtet, og de store jagter, hvor 52

Godsejeren

På prospektet fra 1753 ligger Ledreborg ved Roskilde som et kongeslot i land­ skabet. Christian 6.s mini­ ster, lensgreve Johan Lud­ vig Holstein, lod i 1740'rne arkitekterne J.C. Krieger og Laurids de Thurah opføre det strengt symmetriske barokanlæg, hvis placering højt på skrænten over Kornerup Å blev udnyttet til et af tidens mest ambitiøse haveanlæg i italiensk-fransk stil, med terrasser, trapper og lysthuse og med kaska­ der og skulpturer. Den syv kilometer lange lindeallé fra den gamle landevej mellem Roskilde og Ringsted op hl slottet gav den besøgende rigelig rid til at fatte gods­ ejerens position i sam­ fundet.

hundreder af godsets undergivne blev opbudt som klappere, var også en bevidst social manifestation. I klædedragt, sprog og optræden og med deres tyske og franske kulturpræg lagde de distance. Alle i sognet vidste, hvem der kom, når de med firspand og tjenere bag på kareten kørte over deres egne jorder til deres egen kirke, hvor de fra et herskabspulpitur eller en herskabsloge bivånede deres præsts gudstjeneste. Kirken blev i sig selv et udtryksfuldt monument over dem og deres slægt - meget langt fra vore dages kønsløse, overrestaurerede kir­ ker, hvor menighedsrådene har fjernet de fleste af de ydre markeringer af det gamle samfunds godsejervælde. Endnu står altertavler og prædikestole med godsejernes våbenskjolde og navnetræk. Men det gamle præg af mausoleum - med sarkofager og mindetavler over tidligere ejere og med mørke gravfaner og sortmalede kårder fra en rid, da retten til at bære gyldne kæder havde været forbundet med pligten til at vove sin hals for konge og fædreland - er i dag borte. Eftertiden har fældet en hård dom over godsejere, der mis­ brugte deres ejendomsret og deres magtposition over for deres afmægtige, stavnsbundne fæstebønder. Fordømmelsen har dog haft sine nuancer. Nogle godsejere var hårdere end andre. Godsejere af gammel dansk adel er blevet anset for at være mere patriarkalske end nyadlede, med en nedarvet følelse af samhørighed med deres bønder. Enevældens adel var der­ imod tysk, fremmed og bondeplagere. Navnlig officerer, der Nådigherren og ridefogeden

53

Herregården Krengerup ved Assens er et godt eksempel på 1700tallets bestræbelser på at lade godsets hovedbygning og avlsbyg­ ninger fremstå som magtens bolig. Gennem århundredet ændredes udtrykket ganske vist, fra barokkens tyngde og alvor dl det sene 1700-tals lettere, mere åbne anlæg. Men at anlægget skulle være symmetrisk om sin midterakse, var fortsat et krav. Krengerup blev opført i årene efter 1772, formentlig af en af den indkaldte franske arkitekt N.-H. Jardins elever, den københavnske arkitekt Hans Næss. Den bevarede tegning viser det slotsagtige anlæg med dets tre klart accentuerede led: hovedbygningen med dens cour d'honneur, staldgården og ladegården. I den endelige skikkelse blev hovedbygningen mere pompøs, men planens dybde og symmetri blev fastholdt.

blev godsejere, skal have været hastige Hl at bruge træhesten. Og værst af alle var de godsejere, der selv nedstammede fra almuen, og som uden aristokradsk distance plagede deres bønder. Den eneste godsejer, der i 1700-tallet blev dræbt af sine bønder, tilhørte netop denne gruppe. Knud Ahasverus Becker var en jysk færgemandssøn, der havde tjent sig op som ridefoged og købt den lille sjællandske herregård Bækkeskov ved Præstø. Efter en halv snes år følte hans hovbønder og deres karle sig så stærkt provokerede over hans forfølgelse - han red omkring pistolbevæbnet og pryglede dem med en hasselkæp - at de blev enige om at rydde ham af vejen. En 54

Godsejeren

høstdag i 1738 blev godsejeren revet ned af hesten og myrdet med høstredskaberne. Enevælden skred naturligvis ind med al den demonstrative grusomhed, lovgivningen rummede. Syv af anførerne blev henrettet og deres hoveder sat på stager, ligesindede til skræk og advarsel. Traditionens og folkesagnenes had til disse bondefødte pla­ geånder overgås kun af hadet til deres bondefødte håndlan­ gere ridefogederne, der tyranniserede bønderne og samtidig bedrog deres herskab. Det var ridefogeden, Jeppe først af alle ville have hængt, „og vil ingen anden hænge dig, så skal jeg gøre det selv. Jeg ved nok, hvad I er for karle, I ridefogeder! Jeg ved, hvorledes I har omgået mig og andre stakkels bønder. ... I får fløden af mælken, og herskabet får en lort (med tugt at sige)". Der var vitterligt godsejere, der misbrugte deres ejendomsret og deres magtposition. Det er endvidere forståeligt, at der har været en reaktion imod godsejere med en fremmed kulturel baggrund. Og det er ligeledes psykologisk forståeligt, at tradi­ tionen især har vendt sig mod almuefødte godsejere, der gen­ nemskuede bøndernes undvigelsesmanøvrer og hårdhændet og effektivt søgte at opnå den størst mulige forrentning af den opsparede kapital, de havde investeret i deres gods.

Nådigherren og ridefogeden

55

Men grundlæggende har eftertiden skabt det vrængbillede af det gamle samfunds godsejere, som den ønskede og havde brug for. Det stammer fra landboreformerne, hvor en adels­ fjendtlig og privilegiekritisk borgerlig opinion fandt det poli­ tisk hensigtsmæssigt at skildre godsejeren som bondeplager og bonden som hensynsløst kuet - uden at spørge sig selv, hvordan et sådant samfund havde kunnet fungere i århundre­ der. Da det nationalliberale borgerskab i 1830'rne og 1840'rne allierede sig med bønderne mod enevælden, var traditionens godsejerbillede fortsat politisk bekvemt. Og under forfat­ ningskampen mod Estrups godsejerstyre udnyttede partiet Venstre bevidst traditionens billede af de få uretfærdige over for de mange retfærdige og fremstillede danmarkshistoriens gårdmand som den, der fra sin fornedrelse rejste sig og førte demokratiet til sejr. Forholdet mellem godsejeren og hans bønder fremtræder måske umiddelbart klarest, når vi ser på den godsfunktionær, der i det daglige befandt sig mellem de to: ridefogeden. Der var normalt ret snævre grænser for, hvad en godsejer kunne lade sin ridefoged kræve af bønderne. Det afgørende værn mod vilkårlighed var, at bonden opfyldte sit fæstebrevs betingelser. Det var det, Erasmus Montanus' kloge far, fæ­ stebonden Jeppe Berg, svarede, da hans kone Nille advarede ham mod at lade ridefogeden få kendskab ril deres velstand:

„Jo såmænd må han så. Det er hver mand her i byen bekendt, at vi er formuende folk. Når vi svarer vore skatter og landgilde, da kan ridefogeden ej rykke et hår af vort hoved/' Og at ridefogeden befandt sig i en formidlende position mel­ lem godsejeren og hans bønder, var Holbergs anden Jeppe, Jeppe Nielsen på Bjerget, udmærket klar over:

„Ridefogeden er en skikkelig mand. Når vi stikker ham en daler i næven, gør han sin saligheds ed for herskabet, at vi ikke kan betale landgilde." Så lød det nemlig fra ridefogeden: „Den stakkels mand er villig og flittig nok, men adskillige ulykker slår ham til, at han ikke kan betale. Han har en ond jord. Der er kommen skab på hans kvæg." I virkeligheden savner billedet af den onde herremand indre sandsynlighed. Det gamle samfunds godsejere handlede grundlæggende økonomisk rationelt, inden for de rammer og normer, der var tidens, og ud fra den indsigt, de havde. Begreber som frihed og lighed, der kom til at spille så be­ 56

Godsejeren

tydningsfuld en rolle under landboreformerne og i 1800-tallets politiske liv, var abstrakte og i virkeligheden meningsløse ord i det gamle samfund med dets udprægede karakter af over­ levelsesøkonomi. Det betød på den anden side ikke, at forholdet mellem en godsejer og hans bønder var en idyl, eller at 1700-tallets Dan­ mark var et patriarkalsk idealsamfund. Men begge parter kendte og erkendte den gensidige afhængighed, der bandt jordens ejer og dens brugere sammen. Den levede de efter. Og der var intet nedværdigende for en bonde i at yde hoveri. Tværtimod var det en form for betaling for brugen af anden mands jord, der var billig og overskuelig, i en økonomi hvor penge var dyre, hvor høsten kunne slå fejl, og hvor priserne kunne synke så lavt, at penge slet ikke kunne fås. Når konflikter opstod, var det fordi en godsejer overskred den usynlige grænse for, hvad der var tradition for at forlange af hoveri - eller hvis bønderne ville prøve, hvor langt de kun­ ne presse en ny godsejer. Og i sådanne sammenstød havde bønder, der holdt sammen, mange og gode muligheder inden for lovens rammer for at sabotere driften ved arbejd efter reglerne-aktioner. Når godsejerne misbrugte deres magt, var det som regel, fordi de selv var økonomisk pressede, eller fordi de endnu ikke havde fattet systemets balancemekanismer med dets uskrevne regler for ydelser og modydelser. Gods­ ejere og bønder handlede grundlæggende i overensstemmelse med et system, der havde fungeret længere, end nogen kunne huske, og som havde bevist sin funktionsduelighed på det helt afgørende punkt: overlevelse. Spørgsmålet var, om det gamle samfund ville være i stand til at overleve den overgang, der allerede var ved at ske, fra en naturaløkonomi og en over­ levelsesstrategi til det nye samfunds pengeøkonomi og pro­ fitorienterede markedsproduktion.

Gårdmanden og husmanden I det gamle samfund var de henved 60.000 bondegårde den dominerende driftsenhed. Og uanset at praktisk talt samtlige gårdmænd var fæstere, udgjorde de landbosamfundets mid­ delklasse. Over sig havde de godsejerklassen. Og over sig har gårdmændene også opfattet deres sognepræst og mølleren og kromanden, selv om disse levede af landbrug, der ikke var væsentligt større end deres eget. Under sig havde gårdmands­ klassen husmændene, landhåndværkerne og landarbejderne, og nederst samfundets underklasse af gamle, syge og sub­ sistensløse. Fra de sidste tiår af 1700-tallet ved vi, hvor mange der boede i fæstegårdene og i fæstehusene, og der er ingen grund Hl at antage, at dette billede i væsentlig grad adskiller sig fra for­ holdene i begyndelsen af århundredet. På bondegården leve­ de der typisk manden og konen, et eller to mindre børn samt en karl, mange steder dog både en karl og en pige. Eftertidens idealiserede billede af tregenerationsfamilien stemmer der­ imod ikke med forridens virkelighed. På mange gårde boede ganske vist mandens gamle far eller mor, og på ikke så få finder vi både den gamle fæster og hans kone. Men i helheds­ billedet indgår det ikke. I husmandshuset levede mand og kone og et eller to hjemmeværende børn, men tjenestefolk var der ikke. Både gårdmandsfamilien og husmandsfamilien hav­ de dog en større børneflok, end folketællingslisterne fra 1787 og 1801 viser. De hjemmeværende børn var nemlig de små børn, der også hjalp med i det daglige. Men når de nåede ni-tiårsalderen, kom de ud at tjene hos fremmede, drengene lidt tidligere end pigerne. I den alder var børnene store nok til, at drengen kunne lede den forreste af de fire til seks heste, der trak den tunge hjulplov, og til at flytte kreaturer, der var tøjret for at græsse, og pigen kunne se efter høns og gæs, passe gårdens mindre børn og gå ril hånde i huset. Fæstehuset havde ikke noget jordrilliggende og drev derfor ikke landbrug. Hvad husmandsfamilien rådede over af jord, var højst en stump have, hvor den dyrkede kål - den mest næringsrige haveafgrøde, før folk i slutningen af århundredet lærte at dyrke og tilberede kartoflen. Det almindelige var, at husmanden efter lokal skik og brug havde lov til at lade sine dyr - en eller to køer og nogle får - græsse sammen med 58

Gårdmanden og husmanden

Pigen, der trasker hjem fra marken med sin rive bag vognen med de neg, hun har bundet og lagt i læs, er en detalje i et prospekt af Maribo fra midten af 1700tallet. Men en væsentlig detalje. For landbruget beskæftigede ikke kun mænd. Det tunge arbejde med pløjning, harvning og gravning var ganske vist mandsarbejde, og det sam­ me var de lange kørsler til købstaden og til hoved­ staden. Men på markerne var kvinderne også med, både gårdmandskonerne, husmandskonerne og piger­ ne. De rev korn og hø sam­ men, bandt neg og lagde dem hl rette, så læsset kom helt hjem; og skulle det være, kunne de også føre eller ride den forreste plov­ hest.

gårdmændenes dyr på brakjorden og de afhøstede vange samt på det overdrev, landsbyen udnyttede i fællig med godset og de omliggende landsbyer. Disse græsningsmuligheder var livsvigtige for husmanden, men ret Hl dem havde han formelt ikke. Derfor blev husmændene for alvor den truede gruppe, da jord og græsning under landboreformerne dehnihvt blev en mangelvare. I landsbyen Voer på Randersegnen udelukke­ de gårdmændene i forståelse med godsejeren således allerede i 1772 husmændene fra græsningsadgang - 25 år før landsbyen blev udskiftet. Husmandsfamilien kunne ikke leve af sin havejord og sine dyr. For at kunne eksistere måtte familien arbejde for andre. Landgilde for retten Hl at bruge fæstehuset kunne husmanden ikke yde, da han ikke drev landbrug. Hans betaling bestod af et årligt pengebeløb samt hoveri. Hoveriet havde han dog mulighed for at afløse med en årlig betaling i penge, hvis han ellers kunne komme overens med godsejeren eller forpagteren om det. For de fleste bestod eksistensgrundlaget af, hvad de kunne tjene ved at arbejde for godsejeren og gårdmændene i landbrugets travle perioder. Formentlig omkring en femtedel levede dog helt eller delvis som landhåndværkere, og de kun­ ne sine steder være en smule bedre stedt end de husmænd, der alene tjente til udkommet som landarbejdere. Selv om landbosamfundets medlemmer kunne meget - og var nødt Hl at kunne meget - var der dog en række håndværksmæssige funkhoner, der bedst lod sig udføre af fagfolk. Der var brug for

Gårdmanden og husmanden

59

tømrere, bødkere, murere, vævere og skomagere. Og uden en smed kunne landsbyen ikke klare sig. Smedjen med dens redskaber kunne være et fæstehus under godset. Smeden betalte så for det med smedearbejde på godset, enten på faste dage eller når han blev tilsagt; og landsbyens gårdmænd hav­ de pligt til kun at bruge deres egen smed og at betale ham med græsningsrettigheder, gentjenester og faste beløb for de for­ skellige jernarbejder. Gårdmændenes eksistensgrundlag var den ager og eng, der lå til den enkelte fæstegård, og det overdrev, de havde brugs­ ret til. På de gode lermuldede jorder på Øerne og i Østjylland udgjorde bondegårdens tilliggende i gennemsnit henved 5 tønder hartkorn, svarende ril omkring 25 hektar, mens gårde­ ne på de dårligere, sandblandede jorder havde et noget større areal under plov. De lokale dyrkningsforhold var bestemmen­ de for, hvor stor besætning gården havde, og hvor stor en landgilde bonden ydede. En karakteristisk sjællandsk gård havde en besætning på otte heste - hjulploven var tung, og hoveriet krævede også trækdyr - samt en eller to stude, fire køer og lidt flere ungkreaturer samt endelig syv-otte får og en halv snes svin. På jyske gårde var fåreholdet større. Bondegårdsbrugets foldudbytte varierede fra ager til ager og svingede endvidere med vejrliget de enkelte år. I almindelige år kunne bonden ikke regne med mere end fire fold af ud­ sæden, og på det foldudbytte var landgilden baseret. På en almindelig sjællandsk gård kunne landgilden beløbe sig til to tønder rug - en tønde svarede nogenlunde ril 100 kg - fem tønder byg og to til tre tønder havre samt nogle småydelser: et lam, en gås, et par høns og en snes æg. Bondeøkonomien var imidlertid andet og mere end korn og kreaturer, får og fjerkræ. Der var flere muligheder for at opnå yderligere sikkerhed i kampen for tilværelsen. I landbrugets stille tid var hænderne beskæftigede med at karte, spinde og strikke, og man snittede og skar redskaber med salg for øje. Sommerens indsamling af bihonning kunne også give en vel­ kommen ekstra skilling, når honningkræmmeren om efteråret gik rundt. Bierne klarede jo sig selv. Højst gav man dem - som på Vejle-egnen - en snaps brændevin på en rugbrødsskorpe i det kolde forår, hvor de var svagest.

Tryghed i fæstet? Ved overtagelsen af fæstet havde gårdmanden og husmanden betalt et engangsbeløb: indfæstning eller stedsmål. Størrelsen af denne indfæstning var markeds- og konjunkturbestemt. For 60

Gårdmanden og husmanden

eftertragtede gårde som de fynske kunne godsejeren betinge sig en væsentligt større indfæstning end for gårde på Sjælland og i Jylland. Men individuelle forhold kunne også påvirke beløbet. Var gården i dårlig stand, kunne indfæstningen sæt­ tes ned eller måske helt bortfalde. Ved overtagelse af specielt dårligt røgtede gårde kunne den nye fæster endda betinge sig en igangsætningshjælp i form af materialer, dyr og sædekorn og få hel eller delvis eftergivelse af landgilden de første år. Fæstebrevet gav formelt gårdmanden sikkerhed, og fra 1719 havde godsejeren pligt til at føre retsgyldige fæsteprotokoller. Godsejeren kunne ikke ensidigt forhøje landgilden i fæste­ perioden. Og forudsat at bonden betalte sin landgilde og sine skatter, ydede sit hoveri og holdt sin gård ved magt, kunne han blive på gården, til han døde. Livsfæstet havde siden 1551 været påbudt ved lov, og også før 1551 havde det formentlig været regelen. Men det var ikke normalt, at bonden havde gården i fæste, til han døde. Den faktiske fæsteperiode var for de fleste kor­ tere, og mange forhold kunne spille ind. Det afhang blandt andet af, om bonden selv ønskede at forblive i fæstet til sin død, eller om han foretrak at gå på aftægt - og dette afhang igen af, om godsejeren var villig Hl at lade en søn eller sviger­ søn overtage fæstet på rimelige vilkår, mod løfte om at for­ sørge de gamle og give dem en hæderlig begravelse, når den dag kom. Men grundlæggende var fæsteperiodens længde - trygheden i fæstet - afhængig af, om bonden var i stand Hl at opfylde sin del af fæstekonHakten. Her var han afhængig af forhold, han ikke havde nogen indflydelse på: vejret og den almindelige prisudvikling. Formelt var behngelserne klare: kunne han ikke opfylde sine forpligtelser, havde han mislig­ holdt sin fæstekonHakt, og godsejeren var i sin gode ret Hl at sætte ham fra gården og indsætte en ny fæster. 1700-tallets virkelighed var imidlertid mere nuanceret. Hvis godsejeren havde tillid Hl fæsteren og kunne se, at vanskelighederne var uforskyldte, kunne det være i hans egen interesse at give henstand og udvise langmodighed. DygHge landmænd hang ikke på Hæerne. Godsejerens holdning afhang også af, om han overhovedet kunne få en bedre fæster - samt naturligvis af, om han havde råd til at give henstand. På mange godser ved vi, hvor længe fæsterne sad på deres gårde, og vi kender også årsagerne til, at de forlod gårdene i uhde. I 1730'rne, hvor landbrugspriserne var de laveste i mands minde, kan vi se, at mange måtte gå fra gården. Det mærkedes på Fyn og i Jylland, men endnu stærkere i Nord­ jylland og på Sjælland, og det mærkedes tilsvarende, at færre Tryghed i fæstet?

61

Det gamle samfunds fæ­ stebreve præciserede de vilkår, på hvilke bonden overtog en gård for sin og sin kones levetid. Den 5. december 1750 overlod enkegrevinde Lucia Hen­ riette von Holstein på det sydsjællandske gods Holsteinborg en gård i lands­ byen Høve ved Skælskør til landsoldat Ole Hansen, som samtidig blev slettet af rullen. I landgilde og hoveri - gården lå ri km fra godset - skulle Ole Hansen hvert år til mortensdag svare tre rigsdaler, to tønder byg, en tønde havre, et lam, en gås og to høns. I indfæstning erlagde han fem rigsdaler og to mark. Han forpligtede sig til at svare de kongelige skatter, gøde og dyrke gårdens jord, forbedre dens bygninger og besætning samt være sit herskab hørig og lydig. De forholdsvis lempelige vilkår kan skyl­ des, at han ægtede den afdøde fæsters datter og lovede at forsørge sin svi­ germor. Af „Hendes høj­ grevelige Nåde" modtog Ole Hansen det originale fæstebrev, og under grevin­ dens genpart prentede han møjsommeligt sine forbog­ staver: O H S. For at være retsgyldigt skulle fæstebre­ vet skrives på stempelpapir, hvad der skaffede kongens kasse en indtægt på 24 skilling.

62

bønder var i stand til at få en søn eller svigersøn til at overtage fæstet. Men da krisen ebbede ud, og priserne igen begyndte at stige, kom der atter en stigende tryghed i fæstet. Stadig flere gårdmænd sad nu på gårdene til deres død, og flere gård­ mænd og gårdmandskoner levede deres sidste år som aftægts­ folk på den gård, de selv havde drevet og forbedret, og hvor driften blev ført videre af næste generation. For gårdmandsklassen betød opgangsperioden fra midten af 1700-tallet en social konsolidering. I det gamle samfund havde der været et socialt skel mellem gårdmænd og husmænd. Men skellet havde ikke været skarpt, og det skete, at husmænd og husmandssønner tog gårde i fæste og blev gård-

Gårdmanden og husmanden

mænd, om end det sjældent var de gode gårde, de fik. Men den stigende tryghed i fæstet og udviklingen af et faktisk familiefæste var ensbetydende med en gradvist skarpere klas­ seopdeling af landbosamfundet, allerede før landboreformer­ ne definitivt befæstede gårdmandsklassens position gennem selvejekøb og positiv særlovgivning for de tilbageværende fæstegårdmænd samt gennem en lovgivning, der fastlåste husmændene som underklasse.

Tjenestefolk og fattige Tjenestefolkene var en talstærk gruppe i landbosamfundet. I begyndelsen af 1700-tallet udgjorde de knap en femtedel af landbefolkningen, og langt de fleste tjente hos bønderne. For de fleste var tjenesten imidlertid kun en fase i deres livsforløb. De kom fra hele landbosamfundet: gårdmands­ hjem, husmandshjem og landarbejderhjem, hvor børnene tra­ ditionelt kom tidligt ud at tjene, når de - som det hed i fattig­ forordningen fra 1708 - blev „så store, at de kan drive plov, vogte gæslinger eller anden små gerning". Nogle levede hele deres voksne liv som ugifte tjenestefolk. Men de fleste var kun tjenestefolk til 30-årsalderen, hvorefter de giftede sig og satte bo, nogle som gårdmænd, men de fleste som husmænd og landarbejdere. Gruppen af tjenestefolk var ikke blot karakteristisk ved at være ung. Den var også en befolkningsgruppe på vandring. Mange tog tjeneste i de omkringliggende sogne. Og mange drog længere bort, til egne, hvor lønnen var højere og mulig­ hederne for at lægge penge op til indfæstning for en gård bedre. Jyske karle søgte i stort tal til Sjælland, hvor de var en respekteret og efterspurgt arbejdskraft. At tage tjeneste hos fremmede var en økonomisk nødven­ dighed. Men det var også en pligt. Danske Lov forbød ud­ trykkeligt løsgængeri og krævede, at tjenestefolk tog tjeneste et år eller i det mindste et halvt år ad gangen. Når de rejste, skulle sognepræsten attestere i deres skudsmålsbøger, at det skete efter lovligt forvarsel til deres husbond til rette fardag: den 1. juni eller den 1. december. Der blev ført indgående kontrol både fra statsmagtens og fra arbejdsgivernes side. Men skik og brug blev også respekteret. Bønderne havde for længst lært at leve med, at tjenestefolkene tog sig en uofficiel frihed i forbindelse med, at de skiftede plads: de såkaldte bissedage eller skulkeugen.

„en fuldkommen pige" Pengeøkonomien spillede en meget begrænset rolle i det gam­ le samfund, og løn bestod hovedsagelig i kost og logi. Rede penge var få mellem bønderne, og fra gammel tid havde en karls løn ud over kost og logi bestået i den såkaldte lønnesæd: en aftalt mængde sædekorn, som karlen havde lov at så og høste på gårdens jord. Denne andel i produktionsudbyttet var 64

Tjenestefolk og fattige

På et prospekt af Hobro fra 1767 ses som en selvfølgelig skikkelse i landskabet en tigger med træben, der rækker hatten frem og beder om en skilling i Jesu navn. Efter loven var tiggeri forbudt, men vi ved fra samtidens mange klager og fra myndighedernes gen­ tagne, men halvhjertede bestræbelser på at komme det til livs, at det var umu­ ligt at udrydde.

en lønningsform, bonden fandt let at betale, og samtidig fulgte den konjunkturerne over gode høstår og dårlige. Godsejeren og statsmagten så derimod skævt til lønnesæd, fordi den for­ ringede bondens muligheder for at svare landgilde og betale skat. 11701 blev det derfor påbudt ved lov, at tjenestefolk skulle have deres løn udbetalt i penge, og ikke i lønnesæd. Men den gamle aflønningsform var tilvant og svær at komme til livs. Pengelønnen varierede fra landsdel til landsdel. Men i mod­ sætning til i dag lå den fast over lange perioder på 20 til 30 år, uanset om priserne på landbrugsprodukter steg eller faldt. Men ikke alle tjenestefolk var lige meget værd i løn. Højest lønnedes på Sjælland i 1730'rne „en fuldkommen karl, som foruden almindelig bondearbejde kan gøre en god plov og harve, tække huse, gøre alle slags små gårdredskaber, opringe vognhjul og så sin husbonds jord". Det normale var, at det dyre korn blev sået af bonden selv, både på gårdens egne agre og på hovmarkerne. En sådan karl skulle have 16 rigsdaler i løn om året - kun overgået af „en komplet avlskarl, som forestår en præsts eller anden mands avling på landet", som var 20 rigsdaler værd. En dreng måtte derimod lade sig nøje med fem, måske seks rigsdaler. Dydernes sum på et bræt, „en fuldkommen pige", der kunne „malke, brygge og bage med videre husgerning", kunne regne med seks til syv rigsdaler, „en fuldkommen pige"

65

Portrætter af 1700-tallets fattige har aldrig eksisteret. Højst er de med som navn­ løse statister i en torvescene eller i et byprospekt. Randerspræsten Mickael Fosies skildring af en gammel kone, der varmer sine hæn­ der over et glødefad, er da heller ikke et billede af en af 1700-tallets fattige, men derimod et symbol på vin­ teren. Alligevel giver hans billede af den gamle kvinde i den pjaltede dragt et ind­ tryk af, hvordan samtidens ringest stillede har set ud.

mens piger med ringere kvalifikationer blev tilsvarende rin­ gere aflønnet. De sjællandske gårdmænd betalte bedst. Derfor kom mange stræbsomme jyske karle til øen, for så hurtigt, det var gørligt, at lægge op til indfæstningen på en gård, så de kunne gifte sig og sætte bo. I begyndelsen af 1700-tallet kunne en stræbsom karl, der helt kunne holde sig fra at bruge af sin løn, eller som havde et medfødt handelstalent, spare op til indfæstningen i det sjællandske sogn, hvor han havde tjent, for to til tre års løn. Men fra midten af 1700-tallet begyndte indfæstningerne at stige, uden at lønningerne steg tilsvarende. Denne skæve udvikling medvirkede til at skærpe klassedelingen i landbo­ samfundet. Den favoriserede den ældste søn af en fæstebon­ de, der kunne lægge penge op til sønnens indfæstning, når han selv ville gå på aftægt, hvorimod husmands- og landarbejderbørns muligheder for social opstigning i landbosam­ fundet blev yderligere reduceret. 66

Tjenestefolk og fattige

Den smukke pengetavle af sølv og skildpaddefinér blev båret rundt under gudstje­ nesten, for at menigheden kunne lægge offer til præ­ sten eller gaver til sognets fattige. Fattigvæsenets sparsomme midler kom for en del fra sådanne ind­ samlinger: i kirken, i kroen og ved fester i forbindelse med bryllup og barnedåb. Tavlen blev i 1708 skænket Holmens Kirke af dens kapellan, Jens Lund, der forsynede den med et bille­ de af flådens kirke samt en lille sølvklokke, der gjorde det umuligt for kirkegæn­ gerne at overhøre opfor­ dringen til at give. Torden­ skjold, der var kendt for sin rundhåndethed, har uden tvivl lagt penge i denne tavle til sit sogns fattige.

„et velvilligt hjerte" For de mennesker, der forblev tjenestefolk hele livet, gjaldt det, at så længe de havde deres arbejdskraft i behold, og nogen ville bruge den, var de sikret udkommet. Men den dag alder eller sygdom gjorde dem uarbejdsdygtige, var de henvist til at dele kår med samfundets ringest stillede: de fattige. Denne gruppe omfattede også gamle og svagelige fra husmands- og landarbejderklassen og gårdmænd, der var gået fra gården i utide, eller som ikke havde kunnet betinge sig aftægt på deres gamle dage. Gruppen omfattede tillige kronisk syge, foræl­ dreløse børn, der endnu ikke var gamle nok til at komme ud at tjene, samt helt eller delvist arbejdsløse. Hvor mange, der var ude af stand til at forsørge sig selv, ved vi ikke. Tallet svingede som følge af forhold, menneskene var uden indflydelse på, og som især ramte samfundets svageste: fejlslagen høst, epidemier, kvægpest og dyrtid. Det er blevet anslået, at der på Sjælland i 1709 var mellem 4000 og 6000 voksne, der var afhængige af hjælp det meste af året - en hjælp, de hovedsagelig var henvist til at hente hos nogle få hundrede præster og 13-14.000 fæstebønder. 1709 var forment­ lig et af de hårde år. Men selv i gode år var antallet af fattige stort og behovet for hjælp betydeligt. Da antallet af bondegår-

„et velvilligt hjerte"

67

—-------- j rr

De burlignende, uopvarmede dårekister, hvor de voldsomste af de gale blev holdt indespærrede, ses på gentegningen af Christian Geddes kort over Køben­ havn fra 1760. Og i Stads­ arkivet er bevaret en plan fra 1738 over en af de 60 kvadratmeter store tømrede dårekister med plads til seks mennesker. 1700-tallet stod magtesløst over for psykiske lidelser, hvis årsager og behandlingsfor­ mer man ikke kendte. Kræf­ terne blev sat ind på at beskytte samfundet og de syge selv, når familien bevisligt var ude af stand til at påtage sig pasningen. I en storby som København, hvor problemerne var sær­ ligt store, blev de gale stu­ vet sammen i Sankt Hans Hospital på de fugtige engarealer ved Kalvebod Strand uden for Vesterport.

68

Tjenestefolk og fattige

de reelt lå fast, medførte befolkningsstigningen, at det var de udsatte grupper, der voksede gennem 1700-tallet. I princippet kunne samfundet og statsmagten godt erkende, at de, der ikke kunne forsørge sig selv, skulle hjælpes. Men dels var behovet for hjælp uforholdsmæssigt stort i forhold hl det, der var at undvære, dels var de, der ydede hjælpen, meget nøjeregnende med, at der ikke blev givet til dem, der kunne arbejde, og at der ikke blev givet hjælp ud over det allermest nødtørftige. De fleste sogne rådede ganske vist over små legat­ kapitaler, hvis afkast var testamenteret de fattige, og mange godsejere havde i tidens løb oprettet hospitaler eller fattig­ huse, hvor godsets egne fattige fik bolig og kost. Men det rakte ikke langt, og det gjorde heller ikke de beløb, der på præstens opfordringer blev lagt i kirkens indsamlingstavle og fattigblok eller indsamlet blandt gæsterne ved bryllup og barnedåb. Enevælden kendte fattigproblemet og dets omfang, og den var frem for alt interesseret i at få afskaffet det generende tiggeri. Men politisk veg den tilbage for at stille de nødvendige krav til godsejerne og bønderne. Den første egentlige fattiglov, udstedt i 1708, markerede derfor en meget betydelig afstand mellem idealer og realiteter. Loven påbød, at den enkelte sognepræst skulle organisere det lokale understøttelsesarbej­

de, at bønderne skulle pålignes ydelser i naturalier, og at godsejere, forpagtere og fogeder skulle yde rede penge til tøj. Da det kom til stykket, ville enevælden imidlertid ikke udstyre sognepræsterne med de nødvendige magtmidler til at påligne og inddrive fattighjælpen. Og et valent forsøg i 1730'rne på at gennemtvinge denne fattiglov viste kun yderligere afstanden mellem, hvad enevælden ville, og hvad den kunne. Nogle steder blev der gjort noget, navnlig hvor der var en sam­ vittighedsfuld sognepræst eller en nidkær provst. Men i alt væsentligt levede det gamle samfund med sit fattigproblem, som det alrid havde gjort. Den enkelte landsby hjalp sine egne fattige, så langt evnen og viljen rakte. Det var jo naboer og ofte slægtninge, det gjaldt. De fattige blev fordelt mellem de enkel­ te gårde i landsbyen, og hér fik de deres kost i den mængde og under den form, den enkelte husstand selv bestemte, mod at den fattige gav en hånd med i arbejdet. Men fatriglovens formaning om, at almissen skulle gives „med et velvilligt hjer­ te", afslører mere end mange ord de ydmygelser, de fattige blev udsat for, og den vrangvillighed, den usle kost blev givet med. Denne forsorgsform, hvor lokalsamfundet tog sig af sine egne fattige, var enkel og efter omstændighederne billig. Kom en fremmed tigger til landsbyen, blev indsatsen samlet om at få ham videre, og det gik på omgang mellem gårdmændene, hvem der skulle huse tiggeren om natten og næste dag føre eller køre ham videre til næste landsby. Få eller ingen, der levede under denne landsbyforsorg, dø­ de vel direkte af sult. Men mange levede en stor del af deres liv på sultegrænsen, og under. Og modstandskraften over for sygdomme var ringest og dødeligheden størst blandt dem, der ikke kunne arbejde eller ikke kunne få arbejde, og som var henvist til at leve i kulde, fugt og skidt og af en helt util­ strækkelig kost. Det var den forudbestemte og forudsigelige afslutning på livet for flertallet af landbosamfundets menne­ sker efter en tilværelse, der i sig selv havde rummet rigeligt af nød og usikkerhed. Sådan havde det altid været. Og fremtiden gav intet håb om, at det nogensinde ville blive anderledes.

Landsbyen og fællesskabet Langt den største del af den danske landbefolkning levede i de omkring fem tusind landsbyer, som for flertallets vedkom­ mende havde ligget, hvor de lå, siden den tidlige middelalder. Omkring 1700 var det almindelige endnu, at gårdene og huse­ ne i en landsby var ejet af flere: typisk af to eller flere godsejere i nabolaget, en enkelt gård måske af en kirkelig stiftelse som de adelige jomfruklostre og en anden af en institution som Kø­ benhavns Universitet. Men en udvikling havde allerede været i gang længe, hvor flere og flere gårde og huse blev samlet på en enkelt godsejers hånd, indtil hele landsbyen til sidst blev

hans ejendom. Det gamle samfunds landsby var ikke et fuldstændigt iso­ leret minisamfund. Landsbyen havde sine berøringsflader med godset, hvor hoveriet blev ydet, landgilden svaret og skatten betalt; med sognet, når en kvinde skulle indføres i kirken igen efter barsel og barnet døbes, når de unge skulle konfirmeres, troloves og giftes, og når de gamle skulle i jor­ den, samt ved den almindelige kirkegang søndage og hellig­ dage. Og med den nærmeste købstad, når bonden skulle sæl­ ge sit korn og købe salt, tømmer, jern, tobak og brændevin. Disse kontakter med verdenen uden for landsbyen prægede imidlertid ikke dagligdagen. Mange landsbyer lå som øer i landskabet, og familiestrukturen kunne være stærkt præget af indgifte og af gårdmandsdynastier, der førte deres rødder tilbage til en mytisk fælles forfader. Grundlæggende levede den enkelte landsby sit eget liv inden for rammerne af et fællesskab, der regulerede dagligdagen og arbejdslivet, løste konflikter og sikrede overlevelse.

Vide og vedtægt Landsbyselvstyret var så gammelt som landsbyen selv. Og det blev betragtet med velvilje, både af jordens ejere og af stats­ magten. For jordens ejer var det af afgørende betydning, at selvstyret var i stand til at opfange og løse konflikter, fordi det dermed sikrede en friktionsfri drift af hans fæstegårdes jorder og et effektivt hoveri på hovedgårdsjorden. For statsmagten var selvstyret vigtigt, fordi kronen slet ikke rådede over lokalembedsmænd med autoritet på landsbyplanet. Oprindelig havde reglerne for den enkelte landsbys selv­ styre været mundtlige. I middelalderens landskabslove kan vi 70

Landsbyen og fællesskabet

Jens Juels billede fra 1782 af arveprins Frederiks Jægers­ pris er en idyl. Men byg­ ningerne i billedets for­ grund giver i modsætning til reformperiodens skemati­ ske planer og facadeteg­ ninger af bondegårde og husmandshuse mulighed for at fornemme, hvordan en sjællandsk landsby har set ud. Man ser vestenden af landsbyen Neder Dråby en sommerdag med tre- og firelængede stråtækte bin­ dingsværksgårde med storkerede og med katten på jagt oppe på mønningen, med humlestokke op ad muren og med æbletræer.

skimte deres konturer. Fra midten af 1600-tallet var man imid­ lertid begyndt at nedfælde dem skriftligt i en vide eller ved­ tægt. Fra omkring 1700 kan der spores en voksende medind­ flydelse på formuleringer og bestemmelser fra landsbyens ejer, der fik viden til godkendelse, og også statsmagtens lov­ givning satte sig spor i vedtægterne. De mange bevarede vider - ordets grundbetydning er bø­ de - giver et enestående indblik i, hvordan landsbyen levede sit liv. Ganske vist var ikke to landsbyvider ens, men som regelsæt var de alligevel i høj grad ensartede, selv om både tidspunktet, hvor de blev nedskrevet, og de lokale natur- og kulturbetingelser gav hver enkel sit særpræg. Derfor kan et enkelt videbrev - vi vælger et fra den østjyske landsby Lind­ ved - give et rimeligt billede af det gamle samfunds landsby, umiddelbart før reformperiodens store opbrud satte ind. Lindved var en landsby på 15 gårde, nogle småbrug og nogle huse i Sindbjerg sogn, ti kilometer nord for Vejle ved vejen til Viborg. På valborgdag den 1. maj 1747 vedtog landsbyens Vide og vedtægt

71

„Når gadestævne tudes i byens horn, i hvad det end er angående, da skal hver mand i egen person være pligtig at møde for at høre, hvorfor eller hvorom der tudes. Når manden ikke er hjemme, da skal konen møde, og de må ikke skikke enten karl eller pige for sig." Denne bestemmelse fra en landsbyvedtægt på Stevns fra 1745 er i skiftende formuleringer blevet brugt i talløse vedtægter. Tuden i byhornet varslede drøftelse af fællesskabets anliggen­ der. Hornet var i oldermandens varetægt, og på mange byhorn skar skiftende older­ mænd deres forbogstaver og årstal. På dette horn, hvis hjemsted er ukendt, dækker initialerne det lange tidsrum fra 1720 til 1830.

72

gårdmænd i Den hellige Trefoldigheds navn et videbrev, „på det ej noget hverken imod Guds eller kongens lov hos os skal ske, vores omliggende naboer kunne være til forargelse og os selv til stor skade og fortrydelse, men at alting hos os må gå kristelig og lovformelig til". Videbrevet med dets 56 paragraf­ fer sluttede de 15 gårdmænd med „allerydmygst at ombede vores nådige herskab og husbonder eller deres fuldmægtige dette og til vitterlighed ville behage at underskrive". De fem lokale godsejere, der ejede gårde i Lindved, beseglede derfor videbrevet, sammen med sognepræsten i Sindbjerg. Og tre år senere blev videbrevet i form af en retsgyldig kopi indført i Nørvang herredstings panteprotokol, hvor det er blevet be­ varet for eftertiden. Lindved var et fællesskab, men ikke et demokrati. Lands­ byen styrede ganske vist sig selv - kun alvorlige forseelser skulle pådømmes på Nørvang herredsting - men magten lå hos de 15 fæstegårdmænd. De øvrige beboere - bolsmænd med et jordtilliggende mindre end en halv gård, jordløse husmænd, husfolk, inderster og landsbyens hyrde - tog ikke del i beslutningerne. Den myndighed havde alene gårdmændene, der i Lindved kaldte sig grander eller dannemænd, og de udøvede den på grandestævnet. Her valgtes hvert år den 1. maj en af gårdmændene til ny videfoged. Han modtog videstokken og videbrevet i sin forvaring og overtog ansvaret for landsbyens formue af korn og penge. Hvervet som videfoged var ansvarsfuldt, men kunne også være byrdefuldt, og ingen gårdmand kunne tvinges til at bestride hvervet mere end et år ad gangen. I grandelaget førte videfogeden forsædet, ledede drøftelser­ ne, afgjorde konflikterne i overensstemmelse med de fleste og ældste granders mening og idømte bøder i korn og penge. En karakteristisk straf for brud på gærder og diger var at „bøde fire skæpper byg til vide og derforuden betale skaden til ved-

Landsbyen og fællesskabet

□□□

Den sjællandske landsby Årslev seks km nord for Slagelse tilhørte kronen og lå under Antvorskov rytter­ distrikt. 1768 blev den op­ målt af landmåler C.C. Gercken i forbindelse med de store krongodssalg. De 14 gårde og et tilsvarende antal huse ligger samlet omkring gadekæret, og jorden er opdelt i tre vange: Blæsinge Mark, Kirkemark og Lille Valby Mark. Van­ gene er opdelt i Hisammen omkring hundrede åse, hvori landsbyens gårde som hovedregel hver har sin egen lange, smalle ager, der er lagt i terrænet, så render­ ne mellem agrene virker som afløb for skadeligt vand. På kortet, der er udtegnet efter originalkortet i Matrikelarkivet, er en enkelt gårds 108 agre mar­ keret med sort. Nordligst ligger Årslev Vandmølle. Landsbyens omlægning til kobbelbrug er vist side 245, og dens udskiftning side 271.

kommende efter fire mænds sigelse af videfogeden". Danske Lov anerkendte udtrykkeligt denne domsmyndighed og der­ med landsbystævnet som en første instans i retsvæsenet. Men det var ikke uvæsentligt, hvad bøden blev brugt til. Loven påbød, at de idømte bøder „må ej til gilde og drik anvendes, men til byens gærder, grøfter og anden byens nytte bruges" - et påbud, der i hvert fald gik tilbage hl Christian 4.s tid, og som øvrigheden altid havde haft vanskeligt ved at få respek­ teret. Selvstyret hvilede grundlæggende på, at alle i landsbyen anerkendte grandestævnets autoritet. Derfor blev der våget strengt over ro og orden på stævnet: „Hvo som løgner en anden, truer og skælder eller bander på grandestævne eller i andre måder i vore granders forsamling, eller med nogen anden uskikkelighed og Guds navns misbrug gør nogen for­ argelse, skal give for hver gang og hver ed en skæppe byg," og hisvarende streng var straffen for den, der bar eller brugte våben på stævnet. Blev videfogedens kendelse eller hans uparhskhed draget i tvivl, lå den endelige afgørelse hos „fire af Vide og vedtægt

73

Kortet viser de forskellige dyrkningssystemer i Dan­ mark omkring år 1700, således som de er regi­ streret i Christian 5.s store matrikel fra 1688. Trods lokale variationer tegner mønsteret sig tydeligt. På Øerne og i Østjylland domi­ nerede vangebruget, hvor dele af jorden hvilede hvert år - mest udbredt i form af trevangsbruget. I stør­ stedelen af Jylland møder vi derimod græsmarksbruget, hvor store dele af jorden hvilede flere år i træk. Alsædebruget, hvor sæde­ jorden kunne klare sig uden hvileperioder, fandtes kun på lokaliteter med rigelig græsning eller adgang til gødning i form af renova­ tion fra byerne eller tang.

de bedste gamle mænd". I det gamle samfund havde traditio­ nen selvstændig retskraft, og anseelse og alder vejede tungt. Fællesskabet var imidlertid ikke et driftsfællesskab. Den enkelte gårdmand pløjede, harvede og såede sine egne agre og høstede og tærskede sit eget korn. Videbrevets bestemmelser om driften omhandlede kun de problemer, der var fælles. Naturligvis skred fællesskabet ind, hvis en bonde pløjede ind på en andens jord, endsige høstede hans korn. Men hvad viden grundlæggende regulerede, var de fælles aktiviteter. Det var fællesskabet, der traf de vigtige beslutninger om op­ sætning af gærder og gravning af grøfter og diger, gav regler for tøjring og drift af kreaturer og sikrede, at alle fik lige stort udbytte af de fælles enge, kær og tørvemoser. Og som vågede over, at ingen tog fremmede kreaturer - og da slet ikke syge kreaturer - ind på landsbyens overdrev eller afhøstede jorder på egen hånd, uden grandernes samtykke. At videbrevet indeholdt detaljerede retsregler i tilfælde af tyveri og vold, siger sig selv. Derimod virker det som et frem­ medelement, når det fastsættes: „Findes nogen om helligdage eller søndage med hest og vogn, plov eller harve, høleer eller riven at arbejde eller lade arbejde, enten ved hø eller korn eller nogen grov gerning, give for hver gang en skæppe byg til vide og fire skæpper havre til husbonden samt bøde efter Loven." Her var en forseelse, som rakte ud over landsbyselvstyret, til godsejeren og det øvrige samfund. Den pietistiske kong Chri­ stian 6. var død året før. Men endnu levede hans sabbatsfor­ ordning fra 1735 om at komme hviledagen i hu og holde den

hellig.

Driftsformer De danske landsbyer drev landbrug på mange forskellige må­ der, afhængigt af lokale og regionale særtræk. Landsbyernes landbrug var - ligesom hovedgårdenes - baseret på en balan­ ce mellem korn og kvæg. Husdyrholdet forudsatte ikke blot græsning på overdrevet og i skoven, på de afhøstede jorder, på brakjorden og på de våde engstykker, der lå spredt mellem agrene, men også på de engarealer, der kunne sikre foder til de dyr, der ikke blev slagtet om efteråret. I et landbrug, der ikke kendte kunstgødning eller intensive foderafgrøder, var græs­ ning og gødning livsvigtig. Landbruget havde andre proble­ mer - navnlig skadeligt vand, hvor våde forår og våde efterår kun efterlod korte sånings- og modningsperioder for kornet. Men kreaturernes gødning, der medvirkede til at binde jor­ dens kvælstoffer, var uundværlig.

74

Landsbyen og fællesskabet

Ganske enkelte steder kunne jorden være i konstant drift uden hvileperioder. Men det forudsatte græsning og gødning i et omfang, en almindelig dansk bonde ikke turde blot drømme om. For at sikre jorden den nødvendige hvile og regenerering og samtidig udnytte græsningsmulighederne bedst muligt var det danske landbrug baseret på en rotation, hvor jorden i nogle år var under plov, mens den i andre hvilede.

Driftsformer

75

På en stolegavl i Hersom Kirke nordøst for Viborg har Hartvig Ahlefeld om­ kring 1750 malet en gård­ mand i solide træsko og med en sivflettet kurv i en rem over venstre skulder, der kaster sædekornet i lange, nøje afmålte sving. Såningen var husbonds arbejde. Det var ham, der tog varsler og vurderede vejret, før det dyre sæde­ korn blev kastet over den pløjede og harvede jord.

76

To rotationsformer prægede det gamle landbrug. På Øernes og Østjyllands lermuldede morænejorder dominerede van­ gebruget, mens græsmarksbruget fandtes på de sandblandede jyske jorder. I græsmarksbruget var landsbyens jord opdelt i et større antal enheder - i otte til tolv tægter - hvoraf halvdelen var besået flere år i træk, mens resten hvilede og var udlagt til græsning. Lindved, der lå i græsmarksbrugets område lige på grænsen til morænejorden, havde arealet udlagt i sådanne tægter. I vangebruget var jorden opdelt i et mindre antal vange, der blev dyrket i regelmæssig rotation. Fire- og femvangsbrug fandtes kun på Vestlolland. Tovangsbrug kunne man finde flere steder: på Østsjælland, på Sydlangeland, på Vestfyn og i det sydlige Østjylland. Dette tovangssystem var baseret på lige lange brugs- og hvileperioder. Det mest ud­ bredte vangebrug var imidlertid trevangsbruget med en tre­ årig rotation, hvor vangen det første år typisk var besået med vinterrug, og det andet med vårbyg, mens vangen det tredje år lå udlagt til græsning, hvor den fik tilført dyrenes gødning. Mere end hundrede lange, smalle agerstrimler til én gård rejser uvilkårligt spørgsmålet: var det et rationelt landbrug? I slutningen af 1700-tallet fordømte tilhængerne af landborefor­ mer så godt som enstemmigt fællesskabet og det ekstremt opsplittede landbrug som totalt uhensigtsmæssigt, og efter­ tiden har stort set enigt tilsluttet sig denne fordømmelse. Der­ imod har hverken reformtiden eller eftertiden stillet sig selv det meget rimelige spørgsmål, hvorfor danske bønder og dan­ ske godsejere gennem århundreder holdt fast ved dette dyrk­ ningssystem, som de jo faktisk ikke blot havde levet af, men også overlevet på. Det gamle landbrug var i virkeligheden rationelt. Det kan vi i dag se, når vi bedømmer det på baggrund af vor viden om landbruget i den tredje verden og samtidig betragter det ud fra dets egne forudsætninger. Det skal ikke sammenlignes med et moderne, tilpasningsdygtigt og markedsorienteret landbrug, der ensidigt satser på den til enhver tid mest lønsomme og efterspurgte afgrøde, og som er i stand til at tilføre jorden kunstgødning i det omfang, en intensiv moderne dyrkning forudsætter. Det betød ikke, at 1700-tallets bønder vendte sig imod profit. De fandt for så vidt profit udmærket - selv om de sjældent mødte den. Men det afgørende var sikkerheden. For at overleve fra år til år måtte bonden sprede risikoen og ud­ nytte den landbrugsteknologi, 1700-tallet rådede over. Derfor var jorden så ekstremt opsplittet. Faldt høsten dårligt ud på de lave, våde jorder, stod kornet måske bedre på de høje, tørre agre; slog vinterrugen fejl, havde man vårbyggen at sætte sin

Landsbyen og fællesskabet

På Hersom Kirkes øvrige stolestader har landsbyma­ leren skildret andre af årets arbejder, blandt andet en bonde, der tærsker det høstede korn med sin plejl.

lid til; og ukrudtet i kornet var ikke en plage, men et an­ vendeligt fodertilskud til den ikke særligt næringsrige halm, som udgjorde en væsentlig del af vinterfodringen til supple­ ment af det kostbare enghø. Landbrugets største enkeltproblem var skadeligt vand. Og det eneste middel, det kendte, var et møjsommeligt arbejde ikke blot med at grave grøfter, men også med at oprense og vedligeholde dem år efter år. Drænrør, som bonden havde råd til at betale, trængte først igennem i 1850'erne, og først da satte den massive afvandingsproces ind. Indtil da kendte landbru­ get kun grøfter og udfyldning af lavtliggende områder. Begge var løsninger, der var utroligt slidsomme og mange gange også vanskelige at få et helt landsbyfællesskab med på. Hvad det gamle landbrug kunne, var at lægge agrene efter terræn­ faldet og pløje dem høje på midten og lave mod siderne, så vandet kunne løbe fra, og rugen undgik at få frost. Men sy­ stemet var kun delvist effektivt, og megen værdifuld jord måtte henligge som golde agerrender mellem de dyrkede høj­ ryggede agre. Et andet krævende arbejde var at rejse og vedligeholde de gærder mellem vangene, der skulle holde dyrene væk fra kornet. Her var det gamle landbrug til gengæld i stand Hl at gennemføre et raffineret og funkbonelt materiale- og arbejdskraftbesparende samarbejde med de omkringliggende lands­ byer. I en træfathg egn som den, hvor Årslev lå, var staver og vidjer Hl gærder i sHgende grad blevet en mangelvare. Megen arbejdskraft og meget kostbart gærdemateriale kunne derfor spares, hvis man kunne komme overens med bønderne i na­ bolandsbyerne om, at de vange, der grænsede op Hl nabo­ landsbyerne, lå brak eller var under dyrkning på samme tid. Hermed kunne gærder fuldstændigt spares. Et sådant kompli­ ceret og bindende fællesskab med andre landsbyer- et såkaldt vangelag - formåede de sjællandske bønder udmærket ikke blot at aftale, men også at overholde. I virkeligheden var det gamle landbrug både rabonelt og funkHonsdygbgt. Det havde formået at overleve næsten en­ hver form for modgang. Men over for medgang havde det ikke den samme modstandskraft. Det, der Hk det gamle landbrug til at krakelere, var den langvarige højkonjunktur for land­ brugsvarer, der satte ind ved midten af 1700-tallet.

Købstaden I kongeriget var der foruden hovedstaden 66 købstæder ved 1700-tallets begyndelse; en enkelt, Nibe, kom til i 1700-tallet; og i Nordslesvig, der dengang også omfattede Ærø, var der fem samt den købstadlignende flække Marstal. De danske købstæder var mange, de lå tæt, de havde så godt som alle adgang til søværts transport, og de var små. Med få undtagelser var de af middelalderlig oprindelse, og i 1700-tallet udfyldte de den rolle, de alrid havde haft: som aftager af bondebrugets overskudsproduktion. Tal for købstædernes befolkning i begyndelsen af 1700-tallet har vi ikke. Dem får vi først med folketællingerne i 1769 og 1801. Antagelig voksede den samlede købstadsbefolkning gennem 1700-tallet med en tredjedel, ligesom landdistrikternes befolk­ ning gjorde det. De enkelte købstæders folketal omkring 1700 kan dog ikke rekonstrueres, blot ved at regne tilbage fra 1769. Dertil udviklede de sig for forskelligt. Ganske vist fulgte de fleste den almindelige befolkningsudvikling. Men nogle vok­ sede hastigere. Det gjaldt for eksempel en by som Randers. Andre - som Kalundborg, Skælskør, Fåborg og Hobro - stod derimod i stampe. Og nogle gik direkte tilbage i folketal, blandt andet Korsør, Horsens og Ribe. De fleste købstæder - godt 40 - må omkring 1700 have haft en befolkning på under 1000 sjæle, og de mindste var ikke større end store landsbyer. Omkring 20 havde et indbyggertal på mellem 1000 og 2000. Og kun en halv snes kunne opvise tal på mellem 2000 og 5000. Her finder vi Odense, Ålborg, Hel­ singør, Randers, Århus og Fredericia. Det er karakteristisk for hertugdømmernes erhvervsmæssige førerposition, at fire af de seks sønderjyske byer befandt sig i gruppen af de største købstæder. Et særkende for købstæderne omkring 1700 var endvidere, at de ligesom levede i for gammelt og for stort tøj. Ofte lå bebyggelsen et godt stykke inden for de for længst opgivne volde og bymure. Hvor de gamle byporte var bevaret for at tjene som opkrævningssted for told og forbrugsafgifter, stod de som ensomme tårne, der markerede, hvor grænsen mellem by og land engang havde gået. Bybilledet var præget af store haver, ubebyggede grunde og opdyrkede jordstykker. Og selv om bystyret bevidst søgte at fremstille byens situation som ringere, end den var, over for enevældens tilsyneladende umættelige skattevæsen, røbede kirkernes, rådhusenes og 78

Købstaden

Byernes indbyggertal ifølge folketællingerne 1769 og 1801, for de sønderjyske byer dog fra 1803.

1769

1801

Allinge 303 Assens 1.139 Bogense 430 Ebeltoft 563 Fredericia 2.813 Frederikssund 216 Fåborg 1.136 Grenå 704 Haderslev 3.141 Hasle 435 Helsingør 3.669 Hillerød 1.114 Hjørring 598 Hobro 492 Holbæk 1.223 Holstebro 688 Horsens 2.738 Kalundborg 1.337 Kerteminde 706 Kolding 1.510 Korsør 1.357 København 70.514 Køge 1.400 Lemvig 320 Mariager 402 Maribo 506 Marstal 760 Middelfart 736 Nakskov 1.287 Neksø 1.173 Nibe 1.029 Nyborg 1.637 Nykøbing F. 1.039 Nykøbing M. 555 Nykøbing Sj. 500 Nysted 489 Næstved 1.404

337 1.443 760 598 3.474 262 1.061 760 3.635 513 5.282 1.214 744 488 1.332 853 2.396 1.322 1.045 1.672 1.219 100.975 1.527 375 414 686 1.449 1.019 1.671 1.274 1.044 1.866 1.079 651 615 690 1.785

Odense Præstø Randers Ribe Ringkøbing Ringsted Roskilde Rudkøbing Rødby Rønne Sakskøbing Sandvig Skagen Skanderborg Skive Skælskør Slagelse Slangerup Sorø Stege St. Heddinge Stubbekøbing Svaneke Svendborg Sæby Sønderborg Thisted Tønder Varde Vejle Viborg Vordingborg Ærøskøbing Åbenrå Åkirkeby Ålborg Århus

1769

1801

5.464 385 2.901 2.130 508 705 1.711 814 650 2.058 424 218 704 566 438 592 1.379 414 532 798 514 488 562 1.815 487 2.692 815 2.584 690 957 2.221 802 1.138 2.701 361 4.425 3.837

5.782 480 4.562 1.994 771 817 1.768 1.141 776 2.436 549 248 834 488 520 567 1.732 336 592 917 576 467 663 1.942 517 2.761 1068 2.579 1.020 1.310 2.379 931 1.291 2.834 455 5.579 4.102

købmandsgårdenes forfald dog, at byerne vitterlig havde kendt bedre tider: under højkonjunkturerne for korneksport og studehandel et halvt hundrede år tilbage, før krige, skat­ teplyndring og besættelse havde gjort de velstående købstæ­ der fattige. Den middelalderlige købstadslovgivning, der fortsat var i kraft, trak en skarp grænse mellem by og land. Byerne havde privilegier, og de havde byrder. De havde eneret på handel med byens opland - dog med den meget væsentlige ind­ skrænkning, at oplandets godsejere fra gammel tid havde ret til at importere og eksportere uden om købstæderne og deres

Købstaden

79

Lichtenbergs Palæ i Hor­ sens adskilte sig markant fra købstædernes jævne købmandsgårde i bindings­ værk. Købmanden og stor­ godsejeren Gerdt Hansen de Lichtenberg lod i 1744 den jyske bygmester Nico­ laus Rieman opføre palæet. Selv om bygningen blev en noget hjemmegjort op­ visning i arkitekturdetaljer fra nordtysk renæssance og barok, kunne ingen dog være i tvivl om, at det var bolig for den lokale mata­ dor. På sin rejse til Norge i foråret 1749 overnattede Frederik 5. i palæet og kvitterede for gæstfriheden med at udnævne sin vært til etatsråd. Tegning afJ.D. Herholdt 1851.

80

Købstaden

købmænd. Byerne havde eneret på håndværksmæssig pro­ duktion, her dog med den lige så væsentlige indskrænkning, at landhåndværkere havde lov at nedsætte sig på landet og forsyne landbefolkningen med alle egentlige dagligvarer og dagligdags arbejder. Og byerne havde eneret på at brygge øl for salg og på at brænde brændevin. Til gengæld svarede de told og ret betydelige skatter samt forbrugsafgifter i form af accise og konsumtion, ligesom de skulle stille søfolk til orlogs­ flåden. Økonomisk var købstæderne så godt som fuldstændigt af­ hængige af landbrugets indtjening og forbrug. De mærkede derfor føleligt, at bonden i begyndelsen af 1700-tallet ikke havde penge til mere end det strengt nødvendige. Samtidig bevirkede presset på priserne, at oplandets godsejere udnytte­ de deres ret til at handle direkte med aftagerne, uden om købstaden og dens købmænd - en handel, der ikke blot om­ fattede hovedgårdens egen avl og dens landgildekorn, men også i mange tilfælde korn, som bonden i mangel af rede penge havde overladt godset som betaling for sine skatter. Byernes lavsorganiserede håndværkere følte sig udsat for en

I sin skildring af Frederik 5.s kortege, der i foråret 1749 passerer gennem Ring­ sted, viser søløjtnant Poul Grønvold en by under genopbygning efter en storbrand to år tidligere. Som i de øvrige danske købstæder var bygningerne i Ringsted opført af bin­ dingsværk, i gårde og haver stod talrige træskure, og trods forbud var baghusene ofte tækket med strå. Intet under derfor, at 1700-tallets danske købstadshistorie står i bybrandenes tegn. På dette tidspunkt var der allerede flere steder taget initiativ til oprettelsen af brandforsikringskasser, og fra 1761 var brandforsikring i købstæderne obligatorisk.

hård konkurrence, ikke blot fra omvandrende kræmmere og fra lokale markeder, lovlige såvel som ulovlige, men også fra landhåndværkerne, der med deres lavere omkostningsniveau kunne udkonkurrere dem i kampen om kunderne inde i køb­ staden. Og den stagnerende handel satte uundgåeligt sit præg på byens handelsflåde. Skibene var få og små og holdt sig stort set til farten mellem hjembyen og de traditionelle aftagere af oplandets produkter, enten i det sydlige Norge eller i Køben­ havn. Når de danske købstæder endnu omkring 1800 spydigt kun­ ne karakteriseres som „teglhængte landsbyer, privilegerede til at brænde brændevin", lå der som i enhver anden overdrivelse et gran af sandhed. De var en integreret del af det danske landbrug. I de fleste købstæder kunne borgerne ikke klare sig økonomisk uden den andel, de hver havde i byens jorder, hvad enten de brugte den til græsning, selv dyrkede den eller bortforpagtede den til lokale bønder imod en andel i pro­ duktionsudbyttet. De få købstæder, der efter danske forhold fremtrådte som store, havde alle en speciel baggrund. De kunne have særlige vækstfremmende privilegier som den nyanlagte fæstningsby Fredericia, hvor folk af fremmede trosretninger fik lov at tage borgerskab: jøder, som i 1719 indrettede en synagoge i byen, fransk-reformerte, som bragte tobaksavlen til byen, og katolik­ ker. De kunne være administrative centre, med bispesæde,

Købstaden

81

landsting og militære forlægninger. Og de kunne have helt specielle erhvervsbetingelser: Ålborg med dens særlige posi­ tion i Limfjordens omfattende sildefiskeri, Randers med de rige engarealer omkring Gudenå og Nørreå, og Helsingør, hvis borgere kunne lukrere af den livlige handel, som Øre­ sundstolden trak Hl byen.

Lillebyen

En vareprøve fra et auk­ tionskatalog fra 1755 viser farver og kvaliteter på de tekstilprodukter, som Tugtog Manufakturhuset i Odense - i lighed med Hisvarende insHtudoner i andre større byer - satsede på i de første år efter grund­ læggelsen i 1747. I længden viste det sig imidlertid umuligt at producere konkurrencedyghge tøjer, og i stedet gik man i Odense over Hl halvfabrikata i form af spunden uld til den militære uldmanufaktur i hovedstaden.

82

Købstaden

Den typiske danske købstad i 1700-tallet var lille - endda me­ get lille. Og dens sociale struktur var i udpræget grad lilleby­ ens. Øverst var nogle få købmænd og embedsmænd, nederst var daglejere, tjenestefolk og fattige, og imellem dem en lille gruppe af håndværkere, småhandlende og skippere. Middelfart var typisk for disse små købstæder. 11700-tallet lå dens indbyggertal på mellem 600 og 700. I så lille et samfund måtte de ledende borgere bestride flere funkhoner. I slut­ ningen af 1700-tallet var byens største købmand således samti­ dig postmester, stempelpapirforhandler, lotterikollektør og kirkeværge. Og for de fleste håndværkere var det hensigts­ mæssigt at kunne mere end ét fag. Hvad skulle for eksempel forhindre en slagter i samHdig at udføre gørtlerarbejde - og reparere et ur, hvis han var fingerfærdig. Erhvervskombi­ nationer var både almindelige og nødvendige, og hvor en tilladelse fra myndighederne var påkrævet, blev den normalt givet uden besvær. Enkelte gange blev en ansøgning dog afvist, som da Danske Kancelli sagde nej til en barber og kirurg i en lille købstad, som under henvisning Hl sine slette ind­ tægter søgte om tilladelse til også at virke som bedemand! I lillebyen kendte alle hinanden, og fremmede så man så godt som aldrig. Religiøse minoriteter måtte kun slå sig ned i Fredericia og i hovedstaden. Kun hvis byen lå ved en vigbg landevej eller som Middelfart ved et overfartssted, så køb­ stadsborgerne fremmede mennesker. At man var få og kendte hinanden, var ikke ensbetydende med, at livet i lillebyen var fredeligere end i de større byer. Somme tider tværHmod, kan man få indtryk af. Der var rigelig Hd Hl at lade spændinger udvikle sig mellem byens magistrat og dens borgere, som det skete i Middelfart i 1718, hvor borger­ ne måtte anmode amtmanden i Odense om at få indføjet en bestemmelse om, „at magistraten ej herefter som Hlforn er sket, bliver tilladt at bande os på rådstuen og ønske, at Djæve­ len skulle komme i os, og skælder os, der er Hans Majestæts undersåtter, ud for kanaljer". På det punkt arbejdede udviklingen dog for borgerne i Mid-

Da tegneren Johan Jacob Bruun i 1755 skulle skildre købstaden Skælskør til sit Novus Atlas Daniæ, måtte han gøre en kraftanstrengel­ se for at få pastor Peter Friis Edvardsens lille bysamfund på knap 600 indbyggere hl overhovedet at adskille sig fra en almindelig landsby. Man ser ind over bymarker­ ne mod byens lave tage, hvor man kun lige akkurat kan skelne præstegården med dens to kviste Hl ven­ stre for kirken og til højre taget af den middelalderlige latinskole, som Chrisban 6. i 1739 havde nedlagt.

delfart og de øvrige købstæder. I løbet af 1700-tallet blev det gamle samfunds købstadsadministration med dens tidstypi­ ske sammenblanding af offentlige og private interesser og dens uduelighed og korruption langsomt afløst af et bystyre, hvor byfoged og borgmester var egentlige embedsmænd med en juridisk uddannelse og med en løn, der principielt gjorde dem uafhængige af lokale særinteresser. Og selv om enevæl­ den først i 1840'rne bekvemmede sig Hl at give plads for et egentligt kommunalt selvstyre, fik borgerne allerede i slut­ ningen af 1700-tallet en lovfæstet ret til at udøve kontrol med bystyrets administration, sambdig med at det nøjeregnende Rentekammer i København reviderede dets regnskaber.

„det satans fiskebensskørt" Den 67-årige præst Peter Friis Edvardsen gav et godt billede af 1700-tallets lilleby, da han i 1759 udgav En ringe Underretning om Skælskør Købstads gamle og nuværende Tilstand, efter mange Ven­ ners Begæring aftvungen, hvori han sammenlignede de gode, gamle dage i 1720, da han kom til byen, med de moderne tiders uhyrligheder. Helt gode havde de gamle dage dog ikke været. Dengang havde der endnu været katolske levn i Skælskør. En gammel jordemoder havde haft for skik, når en fødsel begyndte, tre gange at bede: „Mutter Maria lån mig nøglerne dine, at jeg kan åbne lænderne mine." Og trods forbud var en gruppe ældre folk i byen så sent som i 1748 løbet om med stjernen helligtre­ kongersaften: et optog på ni-H personer, nemlig „Maria med barnet, den fornedrede Frelser i en pose, Josef og Herodes, de 3 vise af Øster med deres gaver, havende desuden en præst, „det satans fiskebensskørt"

83

en kasserer og en nar med sig"; og sognepræsten måtte be­ kymret konstatere, at optogets 80-årige anfører „ved og kan endnu al den katolske sladder, som i denne katolske komedie skal synges og læses". Nøjsomhed og ærbarhed var imidlertid dyderne i købstaden på Frederik 5.s tid. „Sukker, rosiner, svesker og kanel og kardemomme er rare og kostbare sager, så vi takker Gud for gode haveurter, og i det øvrige køber for en skilling allehån­ de." „Bal, assembléer, spil og leg, at traktere, holde gæstebud etcetera bruges ikke her, men hver skotter sig selv og stopper sin pibe tobak hver af sin egen dåse;" og „lakajer, paryk­ magere, som nu udgør en tredjedel af verden, vides ikke af i Skælskør." Men verden stod for fald. Endnu for 30 år siden gik gamle koner til alters ærbart klædt i sort klædeskappe og deres mormors veltjente stadskjole. „Nu desværre bliver Skælskør i dette seculo noget fransøsk, og det satans fiskebensskørt dra­ ger flere gale noder og unyttige omkostninger efter sig." 1700-tallets danske købstæder levede stort set, som man levede i Middelfart og Skælskør. Deres eksistensgrundlag var deres servicefunktioner for landbruget. Først sent i århundre­ det begyndte de største af dem at tiltrække de nye industrilig­ nende virksomheder, som indtil da hovedsagelig havde været koncentreret i og omkring København. Deres sociale struktur ændrede sig ikke. Men umærkeligt blev de alligevel præget af den langsomme velstandsstigning, der fandt sted gennem århundredet, og navnlig de større købstæder orienterede sig stilfærdigt mod det nye, der kom fra København. Sukker, rosiner, svesker, kanel og kardemomme blev i løbet af den florissante handelsperiode dagligdags forbrugsvarer. Og selv om Algade i Skælskør aldrig kom til at vrimle med lakajer og parykmagere og misliebige mamseller i franske fiskebensskør­ ter, mindskedes afstanden mellem lillebyen og storstaden. Provinsbyen blev en anelse mindre provinsiel i levemåde og horisont. Men endnu ved 1700-tallets slutning var der et socialt og kulturelt svælg mellem købstad og hovedstad.

Hovedstaden Hovedstaden var Danmarks tredje samfund. De to andre sam­ fund - landet og købstæderne - var økonomisk integrerede. København var derimod i vid udstrækning en selvstændig økonomisk enhed. Byen var landets største og mest købekraftige marked, og praktisk talt al import fra Øst- og Vesteuropa, fra Middelhavet og fra de oversøiske områder passerede gen­ nem Københavns havn, før varerne i små partier blev di­ stribueret til købstæderne. På væsentlige områder stod Køben­ havn uden for - og over - 1700-tallets danske samfund. Det gjorde den allerede i kraft af sin størrelse. Målt med en europæisk alen hørte den ganske vist til blandt de mindre hovedstæder. I år 1800, da dens befolkning lige akkurat krøb op over de 100.000, havde London én million indbyggere, Paris 547.000, Wien 247.000, Moskva og Sankt Petersborg hver henved 200.000, Berlin 172.000 og Hamburg 130.000. Men efter en dansk målestok var København en storby, der rummede lige så mange mennesker som alle de danske købstæder til­ sammen. Det hang sammen med, at byen ikke blot var Dan­ marks, men også helstatens hovedstad, kongens residensstad og rigets hovedfæstning. Institutionernes og initiativernes by.

Institutionernes by Københavns karakter af storby skyldtes ikke enevælden. Al­ lerede i senmiddelalderen havde staden reelt været rigets ho­ vedstad, dets driftigste by og dets administrative centrum. Enevældens politik, der sigtede mod administrativ centrali­ sering og økonomisk koncentration, havde forstærket denne udvikling. Og 1600-tallets moderne fæstningsværker omkring Gammel- og Ny-København og Christianshavn gav endnu i 1700-tallet rigelig plads til hovedstadens voksende befolkning. København var institutionernes by. Og institutionerne var på deres side en vigtig forudsætning for byens økonomiske vækst, for dens særlige sociale struktur og for dens kulturelle udvikling. Det, der umiddelbart mødte øjet, var, at København var kongelig residensstad. Frederik 4. havde i 1720'rne ombygget og nyindrettet det middelalderlige Københavns Slot. Christian 6. havde i 1730'rne jævnet den gamle borg med jorden og opført det vældige barokanlæg Christiansborg Slot, hvis ind­ retnings- og moderniseringsarbejder endnu ikke var afsluttet,

Hovedstaden

85

Københavns anden brand - i 1795 - var en begivenhed, som den driftige kobberstikker G.L. Lahde øjeblikkelig udnyttede. Umiddel­ bart efter branden averterede han et kort til salg, hvor de ned­ brændte kvarterer er skraveret, ligesom det året før nedbrændte Christiansborg. Kortet giver et klart billede af Danmarks og helsta­ tens hovedstad, som den så ud ved 1700-tallets slutning. Det mid­ delalderlige København, hvis gadenet overlevede branden i 1728, ligger med sine gader, gyder og torve vest for Slotsholmen, hvor man foruden slottet ser Tøjhuset, Proviantgården og Børsen med Knippelsbro over ril Christian 4. s regulære renæssanceby Christi­ anshavn. Nord for det gamle København og flådens anlæg på Gammelholm strækker sig den ældre enevældes Ny-København og Nyboder samt Frederiksstaden med Amalienborg. Nordligst ligger Kastellet, og inden for Christianshavns voldlinie ses flådens anlæg på Nyholm og de øvrige opfyldte øer omkring Flådens Leje.

86

Hovedstaden

da slottet i 1794 gik op i luer, og kongefamilien måtte tage bolig i tre af de fire adelige Amalienborg-palæer. Gennem 1700-tallet var Slotsholmen landets travleste og kunstnerisk mest avan­ cerede byggeplads, ikke blot for murere og tømrere, men også for stenhuggere, stukkatører, forgyldere, møbelsnedkere, ma­ lere og billedhuggere og en lang række kunsthåndværkere. Og selv om den danske konges hofholdning ikke var af et format og en rigdom som den franske konges, den tyske kejsers eller den russiske zars, var den danske enevældes behov for pragt og parade dog betydeligt, og i hoffet havde hovedstadens handlende og håndværkere deres største og mest betalings­ dygtige kunde. Omkring hoffet opstod der endnu en kunde­ kreds. Enevældens adel byggede sig statelige palæer, hvor de levede om vinteren med deres husstande og talrige tjenerskab. I begyndelsen af 1700-tallet var den fashionable adresse Kon­ gens Nytorv med den martialske rytterstatue af Christian 5. Her lå gyldenløvernes Charlottenborg - mere kongeligt end det gamle Københavns Slot - og Ahlefeldts, Reventlows og Juels palæer. Og da Frederiksstaden blev anlagt i 1749, var det aristokratiet, der fulgte kongens ønsker og skabte en ny bydel på højde med det bedste i Europa. Omkring rytterstatuen af fredsfyrsten Frederik 5. på bydelens centrale Amalienborg Plads rejstes de identiske Moltkes, Levetzows, Brockdorffs og Schacks palæer, og i tilslutning til den vældige, men ikke fuldførte barokkirke Frederikskirken lå Berckentins, Bernstorffs og Dehns rokokopalæer. Institutionernes by var dog præget af andet og mere end hoffet og aristokratiet. Helstatens civile centraladministration med dens voksende bureaukrati var samlet her, og det samme var den militære centralstyrelse: hærens Generalitetskollegium og flådens Admiralitet. Hvad der for byen var endnu mere betydningsfuldt var, at den var helstatens eneste flå­ destation. I Flådens Leje lå orlogsskibene opankrede. Værfter­ ne på Gammelholm bag Holmens Kirke og på Nyholm med Christian 6.s mastekran, hvor skibene blev bygget, vedlige­ holdt og udrustet, var helstatens største og teknisk mest avan­ cerede arbejdsplads. Flådens officerskorps, dens stamperso­ nel og dens håndværkerstok udgjorde i sig selv en betydelig befolkningsgruppe, for en stor del samlet i Christian 4. s Nybo­ der, der i løbet af 1700-tallet blev kraftigt udbygget og fik det præg, bydelen har i dag. Hertil kom det meget betydelige antal hvervede og værnepligtige søfolk, der samledes i byen, når flåden skulle stå ud, og som i krigs- og krisetider havde pligt til at forblive her vinteren over. Også hæren satte sit præg på byen, selv om de fleste af regimenterne var spredt over riget. Institutionernes by

87

Københavns Rådhus, der blev genopført efter bran­ den i 1728, er gengivet på Laurids de Thurahs stik fra 1746, der viser facaden mod Gammeltorv med Christian 4. s Caritas-springvand fra 1608. De moderne arkitek­ turstrømninger, der præge­ de opførelsen af Christians­ borg Slot, satte også deres præg på residensstadens rådhus, som på sin side kom hl at fungere som arkitektonisk forbillede for flere af de rådhuse, der sent i 1700-tallet blev opført i de større købstæder.

88

Hovedstaden

Fæstningen København med Citadellet Frederikshavn, som Kastellets officielle navn lød, var rigets vigtigste og stærkeste fæstning. Garnisonens soldater og deres familier var indkvar­ terede i Kastellet, men ernærede sig i vid udstrækning ved civilt arbejde som håndværkere, beværtere og arbejdsmænd ude i byen. De øvrige regimenter, der fra tid til anden var stationeret i København, var derimod tvangsindkvarterede hos byens borgere — en kilde både til indtægter og til pro­ blemer. Et egentligt kasernebyggeri påbegyndtes først i 1765 med den indkaldte franske arkitekt Jardins vældige kaserne­ kompleks for Danske og Norske Livregiment i Sølvgade ud mod Østervold. Også andre institutioner satte deres præg på hovedstaden og medvirkede til at fremme beskæftigelse og økonomisk akti­ vitet. Byen havde et stort og voksende antal sociale stiftelser. Hæren og flåden havde deres egne store sygehuse, kvæsthu­ sene, for deres mandskab. For byens egne borgere og også for andre var der stiftelsen Vartov, opfostringsanstalterne Christi­ ans Plejehus og Vajsenhuset samt Almindeligt Hospital, Den kongelige Fødselsstiftelse og landets første egentlige behand­ lingshospital: Frederiks Hospital. Uden for Vesterport lå Sankt Hans Hospital for pestramte og sindssyge med burlignende dårekister for de voldsomste patienter. Blandt de økonomiske institutioner havde Kurantbanken til

huse i Børsen, mens dens efterfølger Speciesbanken fik sin egen bygning med en nobel klassicistisk facade, mellem Bør­ sen og Den røde Bygning på Slotsholmen. Som et led i enevæl­ dens erhvervspolitik blev de store oversøiske og nordatlanti­ ske handelskompagnier ligeledes placeret i hovedstaden, i store komplekser med administrationsbygninger, pakhuse, Københavns Vesterport nåede at blive fotograferet af J. Henschel i 1857, umiddelbart før hovedstadens fæstningsværker blev sløjfet og portene nedrevet. Staden lå bag sine svære bastioner og brede grave fra Frederik 3.s tid, og den eneste adgang var gennem de fire porte Vesterport, Nørreport, Østerport og Amager Port, der hver aften blev lukket og låst. Vesterport, der var hovedporten, var udformet i barokkens tunge fæstningsarkitektur med svære frugtguirlander og med Frederik 3.s kronede navnetræk.

Institutionernes by

89

Gråbrødretorv med boderne omkring Corfitz Ulfeldts skamstøtte og med hånd­ værkernes skilte og ud­ stillede vareprøver er gen­ givet på J.J. Bruuns stik fra 1755. Bygningerne omkring torvet er karakteristiske for det København, der genop­ stod efter branden i 1728, med de såkaldte ildebrandshuse på to eller tre etager med en klassisk kvist. For at mindske brandfaren blev det forlangt, at de nye huse skulle opføres i grundmur hl gaden. Gårdfacaderne med deres bindingsværk, åbne trapper og svalegange forblev imidlertid stadig brandfælder.

90

Hovedstaden

egen havn og eget værft. Statsmagtens krav om, at kompagni­ ernes skibe skulle laste og losse deres ladninger i København, var gennem hele 1700-tallet en af grundbetingelserne for byens stigende velstand. Og selv om deres funktion og sigte ikke var umiddelbart økonomisk, var kulturelle institutioner som Kø­ benhavns Universitet, Det kongelige danske Kunstakademi og Det kongelige Teater ligeledes betydningsfulde for byens og borgernes dagligdag.

Erhverv og befolkning København bestod imidlertid ikke kun af kunder. Byen havde et aktivt erhvervsliv, der producerede og handlede, og som virkede som en magnet på driftige folk fra købstæderne, land­ distrikterne og de øvrige dele af helstaten og også på ud­ lændinge, der blev tiltrukket af den danske enevældes fred og tolerance. Den helt dominerende produktionsform var det traditionel­ le håndværk, og de henved 50 mesterlav med deres mange svende satte deres præg på hovedstaden. Mindre iøjnefalden­ de navnlig i første halvdel af 1700-tallet var den arbejdsstyrke, der fandt beskæftigelse i de industrilignende manufakturer og fabrikker, hvor hovedvægten lå på tekstilproduktion. Disse

Fiskerkonerne på Gammel­ strand, som maleren Claus Detlev Fritzsch omkring 1790 har tegnet midt i et forrygende skænderi, var en del af det udendørs handelsliv, som endnu prægede København i 1700-tallet. Størstedelen af handelen foregik på byens pladser og torve eller direk­ te fra håndværkerens værk­ sted. Fra midten af år­ hundredet begyndte butik­ kerne dog så småt at vinde indpas: dels egentlige butik­ ker med kinesisk porcelæn og te og med fornemme møbler, dels kramboder og spækhøkerudsalg i husenes kældre.

virksomheder repræsenterede fremtidens produktionsform, men endnu var det mest i deres organisation - samlingen af arbejdskraften og produktionen på et enkelt sted - de adskilte sig fra håndværket. De københavnske virksomheder fik ingen dampmaskiner i 1700-tallet, og knap nok maskiner overhove­ det. Deres tekniske indsats koncentreredes om mere moderne og arbejdskraftbesparende vævetyper. Men omkring 1800 var denne nye „industribefolkning" af arbejdere og faglærte og deres familier dog nået op på at udgøre henved en tiendedel af hovedstadens befolkning. Også handelen satte sit præg på byen, ikke mindst stor­ handelen i den florissante periode i sidste halvdel af 1700tallet. Havneløbet og kanalerne var et mylder af skibe, pram­ me og både. Salutkanonerne bragede, og røgen lagde sig tungt, når de store sejlskibe stod ud på deres oversøiske fart til Trankebar og Canton. På Toldboden og i de vældige pakhuse, der blev bygget i de år, var der i sommerhalvåret larm og liv. I vintermånederne lå havnen og kanalerne derimod stille hen. Til gengæld var bybilledet præget af de mange søfolk, der var hjemme hos familien, mens isen bandt farvandene. Men Kongens København var ikke kun håndværksmestre, fabrikanter, købmænd og skippere. I de 24.000 husstande, der fandtes omkring 1800, levede der godt 10.000 kvindelige tjene­ stefolk og mellem 3000 og 4000 mandlige, der arbejdede som tjenere, kuske og gårdskarle. Hovedstaden rummede des­ uden et betydeligt proletariat. Mænd, kvinder og børn, der tiggede, var en fast bestanddel i gadebilledet, ligesom pro­ stitutionen var en tålt del af dagliglivet. Byens vægtere og politi havde derfor nok at se til, samtidig med at de skulle holde styr på rapkæftede torvekællinger, skrappe skovserko­ ner og bønder, der havde svært ved at styre heste og vogn ud

Erhverv og befolkning

91

Frederiksstaden omkring Amalienborg fik et aristokratisk-højborgerligt præg, der modsvarede den for­ melle anledning til op­ førelsen af den nye bydel: 300-året for det olden­ borgske dynasti i Danmark. De adelige bygherrer fulgte monarkens ønske og til­ passede deres palæer til bydelens stilpræg og inten­ tioner, og de borgerlige bygherrer fik påbud om at give deres huse regularitet i form af en ensartet vinduesog tagflugt H.G.F. Holms tegning fra omkring 1850 viser Amaliegades sydlige del, før de noble borgerhuse blev ombygget og forhøjet.

92

Hovedstaden

gennem byporten efter de besøg i byens talrige brændevinskældre, der havde afsluttet markedsdagen. Det var dagligdags problemer for bystyret og dets fåtallige ordensmagt. Men København havde også egentlige storby­ problemer på grund af de store arbejdspladser: flådens på Gammelholm og Nyholm og de store byggepladser, der op­ stod i forbindelse med slotsbyggeriet og opførelsen af Fre­ deriksstaden og efter byens brande i 1728 og i 1795. Uro og demonstrationer i forbindelse med arbejdsnedlæggelser for højere løn og bedre arbejdsvilkår hørte ikke med ril daglig­ dagen. Men de forekom, og uro blandt flådens matroser kun­ ne også lejlighedsvis skabe en spændt situation. Navnlig i årene efter udbruddet af Den franske Revolution i 1789 op­ levede hovedstaden et ret betydeligt antal uroligheder, og såvel myndigheder som borgerskab begyndte at frygte parisi­ ske tilstande. Der synes dog blot at have været tale om almin­ delige arbejdsuroligheder i en i øvrigt urolig tid. Trods ivrig efterforskning formåede myndighederne ikke at afsløre revo­ lutionære sociale og politiske tanker blandt dem, der startede uroen og dem, der sluttede op om den.

„Ei blot til Lyst" Indbyggertal, institutioner, beskæftigelse og omsætning kan tælles og måles. Hvad der ikke på samme måde lader sig tælle og måle, er den langsomme udvikling fra en kulturelt pro­ vinsiel hovedstad til en åndeligt levende europæisk storby. Endnu op mod midten af 1700-tallet var København en by, hvor de kulturelle aktiviteter foregik inden for isolerede mil­ jøer: hoffets franske tragedier og italienske operaer, universi­ tetets forelæsninger og disputationer på latin, eksklusive sel­ skaber af lærde og skønånder og intime æstetiske saloner. Den kulturelle udvikling, der fandt sted i København, var et alment europæisk storbyfænomen, som imidlertid for Danmarks ved­ kommende blev forstærket af den økonomiske højkonjunktur og dens bærere: et københavnsk borgerskab med en voksende bevidsthed om eget værd. For første gang opstod der et købekraftigt publikum for aviser, tidsskrifter og bøger. Publikum søgte til teatret, „Ei blot til Lyst", men også for at møde tidens tanker og følelser. Slutningen af århundredet fik sit præg af de borgerlige klubber, hvor tanker om frihed, lighed og national identitet blev debatteret og spredt til større befolkningsgrup­ per. I oplysningstidens nytteånd oprettede de samme borger­ lige kredse i slutningen af 1780'erne de nye borgerdydsskoler, der skulle indpode den nye tids sociale og kulturelle selvfor­ ståelse i de fremtidige borgere. Målt med en europæisk alen var den kulturelle udvikling, der medvirkede til at forandre København, ikke særligt be­ mærkelsesværdig. Og meget af, hvad der blev deklameret og sunget omkring klubbernes punchebowler, var af et ret pro­ vinsielt tilsnit. Alligevel var der tale om en kulturel bevidst­ hedsudvidelse, man ikke før havde kendt. Man fulgte med i Den amerikanske Uafhængighedskrig og tog stilling til dens tanker, og om forløbet af Den franske Revolution med dens kamp mellem frihedstilhængere og lighedstilhængere blev det københavnske borgerskab orienteret hurtigt og dækkende gennem aviser og tidsskrifter. Det var fra København, de nye tanker og følelser langsomt spredte sig ud i landet, i første række til købstædernes fåtallige borgerskab og til præster og embedsmænd på landet. Og det var oplysningstidens kulturelle københavnske gennembrud, der i 1800-tallet dannede grundlaget både for den enevoldsloyale guldalder og for agitationen imod enevælden.

„Ei blot til Lyst"

93

Helstaten Den 25. august 1699 døde Christian 5. på Københavns Slot. I samme øjeblik kongen drog sit sidste suk, var kronprinsen konge. Fra det ene sekund til det andet blev den 27-årige kronprins kong Frederik 4. „af Guds nåde, konge til Danmark og Norge, de Venders og Goters, hertug udi Slesvig, Holsten, Stormarn og Ditmarsken, greve udi Oldenborg og Delmenhorst". Det var den danske enevoldskonges officielle kongetitula­ tur. Og bortset fra det middelalderlige levn: de Venders og Goters, var indholdet en politisk realitet. Den danske konge var konge både over Danmark og over Norge. Han var re­ gerende hertug i Slesvig og i Holsten - inklusive de holstenske landskaber Stormarn og Ditmarsken. Og han var fra 1667 til 1773 også regerende greve over kongeslægtens nordvesttyske stamland, grevskabet Oldenburg med det tilhørende Delmenhorst. Frederik 4. herskede over et rige, der strakte sig fra Nordkap til Elben, en strækning som fra København til Karthago. Kongeriget Danmark var ikke helt det samme som i dag. Området mellem en linie fra Kolding ril Ribe og den nuværen­ de grænse fra 1920 var en del af hertugdømmet Slesvig, hvortil også hørte Ærø. Norges grænser var derimod i alt væsentligt identiske med de nuværende. Den definitive grænse mellem Norge og Sverige blev dog først lagt fast med en traktat i 1751; og helt mod nord, i Finmarken, vidste ingen i 1700-tallet endnu med sikkerhed, hvornår lapperne på deres evige vandringer befandt sig på den danske konges eller på den russiske zars territorium. Som konge af Norge herskede den danske konge endvidere over de gamle norske skattelande Island og Fær­ øerne. Ved sin tronbestigelse hævdede Frederik 4. også højheds­ kravet over det gamle norske skatteland Grønland. 1 1699 var dette dog et højhedskrav uden egentligt politisk indhold. Si­ den senmiddelalderen havde forbindelsen mellem Norge og Grønland været afbrudt. 1 1600-tallet var tran af hval og hval­ ros, der blev jagtet i farvandene omkring Grønland, imidlertid blevet en efterspurgt vare på det europæiske marked. Og skønt det helt overvejende var hollænderne, der opererede på fangstfelterne i Danmarkstrædet og i Davisstrædet - og her­ under lejlighedsvis havde kontakt med eskimoerne i Grønland - deltog også skibe fra Bergen og København i fangsten. 94

Helstaten

Grønlands apostel, Hans Egede, var født i Nord­ norge, og efter endt ud­ dannelse ved Københavns Universitet blev han kapel­ lan i et af Nordlands nord­ ligste præstekald. Allerede i 1710 arbejdede han med planer om at bringe „op­ lysning og salighed" hl de gamle nordboer, som man mente endnu levede i Grøn­ land. 11721 blev han af Frederik 4. udnævnt til missionær i Grønland, og samme år gik han og hans hustru, Gjertrud Rasch, i land på Håbets 0 i Godthåbsfjorden, hvor de ind­ ledte 15 års missions- og koloniserings virksomhed. En voldsom epidemi af kopper, som en grønlænder i 1733 bragte med hibage efter et besøg i København, dræbte imidlerhd næsten alle grønlændere ved mis­ sionen, og hustruens død i 1735 hk ham hl at forlade Grønland for stedse. Som biskop over Grønland lede­ de han efter sin hjemkomst Det grønlandske Semi­ narium, der uddannede missionærer. Maleri af Johan Horner.

Det var da også et samarbejde mellem skibsredere i Bergen og den nordnorske præst Hans Egede om et kombineret fangst- og missionsfremstød, der førte til en genoptagelse af forbindelsen med Grønland. Et Grønlands Kompagni i Bergen fik ved kongeligt privilegium overladt Grønland i 25 år, men af privilegiet fremgik det tydeligt, at hverken investorerne eller kongen og hans embedsmænd havde nogen anelse om Grøn­ lands udstrækning. Enevoldskongens motiver var - i god overensstemmelse med tidens tankegang - „Guds ære og den kristelige religions forplantelse, og dernæst at sætte den imel­ lem Vort rige Norge og oftbemeldte land Grønland forhen værende commerce udi en god stand, og i så måde befordre Vore kære og tro undersåtters gavn og fordel". Grønlands Kompagniet i Bergen gik dog næsten øjeblikkelig fallit, og besejlingen overgik til privatpersoner og handels­ kompagnier i helstatens hovedstad. Men forbindelsen med

Helstaten

95

Også efter sin tilbagekomst fra Grønland i 1736 var Hans Egede ivrig efter at udbrede kendskabet til den nye missionsmark. I bogen Det gamle Grønlands nye Perlustration fra 1741 viser han, hvordan fangstlivet foregik i Grønland, når sommerteltene var rejst ude ved kysten. I forgrunden jager kajakroere sæler og søfugle, fra en konebåd harpuneres en blæsende hval, og ude fra fjorden bugserer tre konebåde en dræbt hval ind til fangst­ pladsen, hvor de skal flæn­ se det spæk og flå de bar­ der, som Hans Egedes mindre missionsivrige landsmænd var så begærli­ ge efter.

Grønland blev etableret, da Hans Egede og hans hustru Gjertrud Rasch i sommeren 1721 gik i land fra det lille fartøj Haabet på Håbets 0 i Godthåbsfjorden og indledte deres missions­ arbejde. Gennem resten af 1700-tallet udvikledes den danske konges højhedskrav over Grønland ril en egentlig tilstede­ værelse. Langsomt blev vestkysten fra Diskobugten i nord til Kap Farvel i syd dækket af en bræmme af fangst- og missions­ kolonier med de tidstypiske navne Christianshåb, Frederikshåb, Julianehåb og Holsteinsborg, der konkret markerede, at Grønland nu var en del af den danske konges riger og lande.

Hertugdømmerne Hertugdømmerne Slesvig og Holsten var et territorialt klude­ tæppe, skabt af 1500- og 1600-tallets fyrstelige arvedelinger. Omkring 1700 regerede den danske konge og den gottorpske 96

Helstaten

11671 anbragtes den svære sandstensplade over Holsten-porten på fæstningen Rendsborg. På latin be­ kendtgjorde den, at Ejderen var Det hellige tysk-romer­ ske Riges grænse. Holsten var kejserens len, og Slesvig den danske konges. Da Napoleon i 1806 opløste Det tyske Rige, og Danmark indlemmede Holsten i det danske rige, beordrede kronprins Frederik stenen taget ned. Indtil efteråret 1863 stod den derpå i Rendsborg Tøjhus, hvor­ efter den blev evakueret til Tøjhuset i København.

hertug over hver sine områder i Slesvig og Holsten, samtidig med at betydelige dele af de to hertugdømmer var under de to fyrsters fællesforvaltning. Og ind imellem de kongelige, de hertugelige og de fællesregerede områder lå små selvstændige fyrstendømmer samt helt mod syd enklaver tilhørende de frie tyske rigsstæder Hamburg og Lubeck og fyrstbiskoppen af Lubeck. Stridighederne mellem kongen og hertugen var grundlæggende af politisk art, idet den gottorpske hertug var indgiftet i det svenske kongehus og Sveriges loyale allierede. I det daglige antog rivaliteten karakter af endeløse kompetenceog prestigestridigheder. For Danmarks historie er det væsentligste træk ved hertug­ dømmernes udvikling gennem 1700-tallet, at det opsplittede territorium blev samlet under den danske konge. Under Den store nordiske Krig havde Frederik 4. besat hertugens sles­ vigske og holstenske besiddelser. Efter fredsslutningen måtte de danske tropper dog rømme de holstenske dele. Frederik 4.s eneste territoriale gevinst blev derfor de gottorpske dele af Slesvig, som han i 1721 ved en arvehyldning inkorporerede i de kongelige dele - en indlemmelse, som stormagterne England og Frankrig garanterede den danske konge. Først i 1773, efter generationers sej politisk og diplomatisk indsats blev den dan­ ske kongemagts fulde territoriale mål realiseret. Det år aner­ kendte den gottorpske hertugslægt ikke blot inkorporationen af de slesvigske besiddelser, men afstod også sine holstenske besiddelser til den danske konge i bytte med grevskabet Oldenburg-Delmenhorst. Sideløbende med bestræbelserne på at opnå en fredelig overenskomst med den gottorpske hertugslægt havde den danske konge gennem 1700-tallet erhvervet de fleste af de

Hertugdømmerne

97

tilbageværende selvstændige områder: i 1722 og 1730 hertug­ dømmet Nordborg, i 1734 rigsgrevskabet Rantzau, i 1761 her­ tugdømmet Plon og i 1749 og 1779 hertugdømmet Gliicksburg. Ved udgangen af 1700-tallet eksisterede af de selvstændige fyrstendømmer i Holsten kun det gamle fyrstbiskoppelige om­ råde omkring Eutin, der fra 1773 udgjorde en del af det nyop­ rettede hertugdømme Oldenburg under en sidelinie af den gottorpske hertugslægt. Den danske konges territorialpolitik i hertugdømmerne medførte ikke, at kongens tyske provinser, som samtiden kaldte dem, blev indlemmet i Danmark. Statsretligt var her­ tugdømmet Slesvig et len under den danske krone. Hertug­ dømmet Holsten og grevskabet Oldenburg-Delmenhorst var derimod statsretligt en del af Det hellige tysk-romerske Rige, og det var ikke uden reel politisk betydning, at den danske konge i sin egenskab af hertug og greve var tysk rigsfyrste, og dermed kejserens vasal og underlagt den tyske Rigskammer­ ret.

Kolonierne Som andre europæiske monarker herskede den danske konge også over besiddelser i de oversøiske områder. Efter samti­ dens målestok var det meget små besiddelser uden politisk og militær betydning. Men med det kraftigt voksende europæi­ ske marked for oversøiske produkter blev de økonomisk vær­

difulde. I Indien havde Ove Giedde i 1620 i Christian 4.s navn er­ hvervet Trankebar syd for Madras, og i 1700 administrerede Ostindisk Kompagni i Frederik 4.s navn den befæstede by med dens lille, omgivende territorium på størrelse med Fanø. Trankebar blev opretholdt som et dansk handelsstøttepunkt, og samme hensyn lå bag erhvervelsen i 1755 af et lille landom­ råde omkring Serampore i Bengalen, ved Hughli-floden umid­ delbart nord for Calcutta, samt øgruppen Nikobarerne i Den bengalske Havbugt. I Vestafrika administrerede Vestindisk-guineisk Kompagni kongens fæstning Christiansborg på Guldkysten. Kompagni­ ets navn markerede dets dobbelte sigte: at transportere slaver fra Guinea til dets sukkerplantager i Vestindien. I løbet af 1700-tallet blev det danske interesseområde gradvist udvidet mod øst med anlæg af nye slaveforter frem til floden Volta. I Vestindien administrerede handelskompagniet øen Sankt Thomas, som det havde sat sig i besiddelse af allerede i 1672. I 1718 koloniserede det yderligere den nærliggende ø Sankt Jan,

98

Helstaten

Med 18 øer og henved 4000 indbyggere var Færøerne den mindste af de nord­ atlantiske statsdele. Indtil 1708 havde øerne været bortforlenet ril slægten Gabel. Derefter overtog Rentekammeret besejlingen og handelen. Færøerne blev derfor den mest isolerede af helstatens dele. Ud fra sociale og politiske hensyn fastholdt den danske ene­ vælde øernes middelal­ derlige produktionsstruk­ tur, der var baseret på fårehold, og modsatte sig udviklingen af et havfiskeri med større både. Und­ tagelsesvis - som under Store nordiske Krig - blev der afsendt et orlogsskib til øerne. N.C. Hals har i 1710 tegnet fregatten Søridderen til ankers i Thorshavn ud for Tinganes.

og i 1733 købte det den store frugtbare ø Sankt Croix af den franske konge. Tilsammen udgjorde øerne et område på stør­ relse med Møn. 11754 afstod kompagniet Sankt Croix - „en af de største stene i Deres Majestæts krone'7, som storkøbman­ den Niels Ryberg karakteriserede den - og de to andre øer til den danske konge, som derpå gav handelen fri for samtlige sine undersåtter.

Helstatspolitikken Det var imidlertid ikke kun land, men også mennesker, den danske konge herskede over. Den tidligste folketælling, hvis tal er en smule for lave, viser befolkningsfordelingen inden for helstaten. 11769 levede der i Danmark 785.590, i Norge 723.141, i Slesvig 243.605, i den kongelige del af Holsten 134.665, i den øvrige del af Holsten skønsmæssigt 144.000, i Oldenburg 79.071, på Island 46.201 og på Færøerne 4.754. Samtidig var det en overordentlig sammensat stat. De er­ hvervsmæssige forhold varierede fra statsdel ril statsdel. Dan­ mark og hertugdømmerne var rene landbrugsområder, med en spinkel begyndelse til industrilignende produktion i de største byer. Norges eksistens hvilede for en del på landbrug - med hovedvægten lagt på husdyrholdet - men med en stærk eksportorienteret økonomi baseret på tømmer, fisk, jern og kobber. Island og Færøerne havde ligeledes en husdyrøko­ nomi, for Islands vedkommende suppleret med et sæsonbe­ stemt kystfiskeri. Den sociale struktur varierede også markant fra statsdel til statsdel. Både Danmark og hertugdømmerne var helt overHelstatspolitikken

99

1772 udførte den engelske rejsende John Clevelv en akvarel af sysselmanden Guåmundur Runolfssons gård Setberg ved Hafnafjdråur på Islands syd­ vestland. På øen levede ved midten af 1700-tallet henved 45.000 mennesker. Byer fandtes ikke. Først i 1786, da stedet endnu kun havde 300 indbyggere, fik Reykjavik købstadsrettigheder. Havne og veje fandtes der ingen af. Al transport skete til fods eller til hest, og de ensomt liggende gårde med deres græstørvsvægge og plankegavle havde stadig bevaret deres middelal­ derpræg.

100

Helstaten

vejende godssamfund, hvor jorden blev dyrket af henholdsvis stavnsbundne fæstebønder og livegne. Den norske landbe­ folkning bestod derimod af såvel selvejerbønder som fæstere eller jordlejere. Norge havde ikke en godsejerklasse, der både var jordejer og øvrighed, og den norske landbefolkning havde direkte kontakt med kongens lokale repræsentanter, sorenskriveren og fogeden. På Island var så godt som al jorden ejet af en indgiftet gruppe på henved hundrede mænd, der samti­ dig var kongens embedsmænd, og som reelt styrede øen og befolkningen som deres ejendom. Hvad der bandt helstaten sammen, var alene monarkens person. Samtiden kaldte helstaten det danske monarki eller blot Danmark. Det gjorde den, fordi kongeriget Danmark politisk var helstatens centrum. Her residerede den enevældige kon­ ge. I hertugdømmerne opholdt han sig kun sjældent. I Norge aflagde kun tre af 1700-tallets enevoldskonger korte præsenta­ tionsbesøg, i 1704, i 1733 og i 1749. Til Island kom de aldrig. Kongens autoritet i de enkelte dele af helstaten blev på intet tidspunkt i 1700-tallet direkte anfægtet. Tværtimod bad be­ folkningen i enhver kirke i helstaten ved hver eneste gudstje­ neste troligt for kongen og den kongelige familie og for den øvrighed, der i hver enkelt statsdel repræsenterede den ene­ vældige konge af Guds nåde. En nationalfølelse i moderne forstand eksisterede ikke omkring 1700. En national bevidst­ hed begyndte langsomt at udvikle sig inden for socialt af­ grænsede middelklassegrupper i sidste halvdel af århundre­ det, frem for alt i hovedstaden, hvor et dansk, et tysk og et norsk kulturmiljø markerede sig over for hinanden. Umiddel­ bart udgjorde dette imidlertid ikke nogen trussel mod helsta­

ten, og den langsomt vågnende nationalfølelse rokkede ikke ved den traditionelle kongetroskab, hverken i byerne eller på landet. Den danske enevældes mål var en stærk og effektivt fun­ gerende helstat, der blev regeret fra residensslottet og fra regeringskollegierne i København. Centralisering og enhed var derfor nøglebegreber i helstatspolitikken. De civile og mili­ tære administrationsorganer blev konsekvent placeret i ho­ vedstaden. Retsvæsen, kirke og skole blev organiseret efter ensartede retningslinier, så langt det politisk og praktisk var muligt. Og styret arbejdede bevidst og konsekvent på at skabe en positiv holdning hos befolkningen i de enkelte statsdele til den enevældige kongemagt og Hl den førte helstatspolitik.

Norge og Danmark I Norge nåede enevælden længst med sin helstatspolihk. Lan­ det blev administreret af de samme regeringskollegier, som administrerede Danmark. En reel uddelegering af magt Hl en norsk statholder fandt kun sted i krigs- og krisesituahoner og blev trukket Hibage i samme øjeblik, forholdene Hilod det; og gennem hele 1700-tallet afviste enevælden konsekvent norske ønsker om et eget universitet og en egen bank. Norske Lov fra 1687 var i sine hovedkæk idenhsk med Danske Lov fra 1683, med de afvigelser, som naturforholdene nødvendiggjorde. Retssproget og adminiskahonssproget var dansk, og det sam­ me var kirke- og skolesproget. Kirkegangen blev ledet efter det samme kirkeritual, og netop på det kirkelige område nåede enevælden langt i sine enhedsbeskæbelser. 11699 godkendte kongen den nye Kirke Psalme Bog, hvor hver eneste søndag og helligdag havde sin bestemte tekst og salmer. Det betød, at fra hver eneste kirke fra Kongeåen til Nordkap steg der på samme søndag præcis de samme salmer op Hl Gud - salmer, hvis indhold kongens salmebogskommission havde redigeret ikke blot „efter Guds rene ord og den bedste kirkeskik", som biskop Thomas Kingo skrev i sin fortale, men også efter „Eders konge­ lige Majestæts lov". I bekagtning af i hvor ringe grad den danske enevælde i virkeligheden regerede Danmark i 1700-tallet, og i hvor høj grad den gjorde en dyd af nødvendigheden og uddelegerede sin autoritet Hl de danske godsejere, falder det naturligt at spørge, om denne ydre autoritet og ensretning også var ensbe­ tydende med et fakHsk dansk styre af Norge? I Norge har generahonerne efter 1814 fremstillet enevældens helstatspoliHk som et socialt uretfærdigt og nationalt uværdigt Norge og Danmark

101

De ildsprudende norske jernværker betog den unge sønderjyske maler C. A. Lorentzen, da han i 1792 på kronprins Frederiks be­ kostning rejste i Norge. Efter sin tilbagekomst gav han sin fascination videre i form af sortkunstblade ril en dansk offentlighed, der i forvejen var levende op­ taget af industriel teknologi. Fra den store smelteovns­ bygning står flammerne til vejrs i natten, mens arbej­ derne slæber læs efter læs af jernmalm og trækul op for at styrte dem ned i ilden. Inde i den store smedje trækker vældige vandhjul den store blæsebælg og den svære hammer, der banker det glødende jern rent for urenheder.

102

Helstaten

fremmedherredømme, der økonomisk udsugede landet. Og de kunne hér henvise til en af den danske enevældes mest loyale fortalere, Ludvig Holberg, for en påstand om, at det var Norge, der økonomisk holdt Danmark - og dermed helsta­ ten - oppe. „Danmark har kunnet anses som en høj sø, der styrter idelig vand ned i det store hav, som aldrig kommer tilbage, og Norge som en flod, der falder igen ud i samme sø og derved hindrer, at den så hastig ikke kan udtørres/' En analy­ se af den dansk-norske handels- og betalingsbalance på et tidspunkt, hvor et økonomsprog endnu ikke var udviklet, og hvor billeder fra naturen måtte tages ril hjælp. Den norske kritik er forståelig, men derfor ikke nødvendig­ vis sand. Det er ubestrideligt, at en del af statsindtægterne fra Norge blev overført til Danmark, som derfor kom ril at drage fordel af de økonomiske effekter af denne kapital, når den blev investeret i byggeri og erhvervsstøtte og udbetalt i form af lønninger. Men ny norsk forskning har også påvist, at den danske enevælde i sin helstatspolitik i virkeligheden førte den samme forsigtige politik, som den gjorde i Danmark. Amt­ mandsembederne var i første halvdel af 1700-tallet delt nogen-

lunde ligeligt mellem norskfødte og danskfødte, og i anden halvdel af århundredet kom de danskfødte endda til at domi­ nere billedet. Men den afgørende magt lå i lokaladministratio­ nen med dens norskfødte fogeder og norskfødte præster, hvis råd og henstillinger styret i København i vid udstrækning rettede sig efter. Centraladministrationen i København vidste af lang erfaring, at det ikke var muligt at føre en politik, som den norske administration ikke sympatiserede med og fandt realistisk. Og følte bønderne, at embedsmændene i for høj grad varetog deres egne private interesser, var der en lang tradition for, at delegationer af norske bønder rejste ned til København og klagede til kongen, som var bondens ven, men som blev bedraget af utro tjenere. I sin helstatspolitik tog enevælden i udstrakt grad hensyn til de ledende norske samfundsgrupper: købmændene, sav­ værksejerne og bønderne, og den førte en skattepolitik, der gjorde Norge til et lavskatteområde sammenlignet med Dan­ mark. Enevælden ville helstaten, og den var villig til at betale, hvad det kostede, i form af politisk-administrative indrømmel­ ser og økonomiske begunstigelser.

Norge og Danmark

103

Ridderskabet I hertugdømmerne var enevældens helstatspolitik langt min­ dre konsekvent og dens resultater mindre markante. Slesvig og Holsten havde en godsstruktur som den danske, og i de to hertugdømmer fulgte den danske konge den samme uddelegeringspolitik som i Danmark. Politisk havde han så meget mere grund til at gøre det, som godsejernes magt­ position i kraft af gamle privilegier var stærkere syd for Kongeåen end i kongeriget. Endvidere svækkedes kongens autoritet ved, at mange godsejere havde ejendomme både i de kongeli­ ge og i de hertugelige dele - nogle af dem endda også i de små selvstændige fyrstendømmer - og dermed mulighed for at spille deres landsherrer ud mod hinanden. Hertil kom, at hertugdømmerne som de eneste af rigets statsdele besad en politisk institution, som den danske enevælde ganske vist formelt afviste at anerkende, men dog reelt så sig nødsaget til at forhandle med og tage hensyn til. Det var sammenslut­ ningen af de store godsejere i Slesvig og især i Holsten: det såkaldte Ridderskab, der oprindelig var den adelige repræsen­ tation på 1600-tallets skattebevilgende stænderforsamlinger. Enevældens faktiske accept af Ridderskabet som forhand­ lingsberettiget institution i en stat, hvor samtlige undersåtter ellers stod politisk retsløse over for enevoldsmonarken, beroe­ de på godsejernes stærke lokale magtposition. For landsher­ ren var deres loyalitet en politisk nødvendighed. Men Ridder­ skabet rådede også over et formelt magtmiddel. Det kunne indklage kongen for kejserens domstol, fordi Holsten var en del af Det tyske Rige, og over for styret i København spillede Ridderskabet i kritiske situationer bevidst på denne mulighed. Denne politiske konstellation prægede helstatspolitikken over for hertugdømmerne. I København blev hertugdømmer­ nes anliggender ikke behandlet sammen med de danske og norske. De havde deres eget kollegium, Tyske Kancelli, samt særlige kontorer i de øvrige kollegier. Modsat Norge havde de endvidere en statholder, deres eget universitet i Kiel og egen bank i Altona. Eftertidens danske historikere har bittert bebrejdet Frederik 4. og hans efterkommere, at de ikke fulgte inkorporationen af Slesvig i 1721 op med en administrativ helstatspolitik i hertug­ dømmerne, og at de ikke førte en national dansk politik i Slesvig. På baggrund af begivenhederne i 1848 og i 1864 er denne kritik forståelig. Men den afspejler eftertidens mål og holdninger, ikke samtidens, og i virkeligheden er den me­ ningsløs. Frederik 4. og hans samtid vidste simpelt hen ikke, 104

Helstaten

hvad nationalfølelse var, og hvad sproget kunne betyde for mennesker. Og hvis enevælden i slutningen af 1700-tallet, hvor den vågnende nationalfølelse begyndte at få politisk be­ tydning, havde indledt en kurs Hl fordel for de dansktalende bønder i Nordslesvig, ville den have bragt sig på en kollisions­ kurs i forhold til den tysk-kulturelle godsejeroverklasse i Sles­ vig og bragt den friktionsfrie helstatspolihk, der var dens mål, i fare.

Helstatens regnskab Enevældens mål var at bevare helstaten imod ydre angreb og indre opløsning. Helstatspolidkkens midler var centralisering og enhed. Men polihsk var der betydelig afstand mellem disse aspiradoner og de faktiske forhold, og mellem enevældens forfatningsmæssigt stærke posiHon og dens reelt begrænsede autoritet. Den enevældige konge rådede ikke over tvangsmid­ ler, der satte ham i stand til at give love og sHlle krav, som i væsentlig grad stred imod de enkelte statsdeles traditioner, rettigheder og interesser. Derfor undgik enevælden bevidst konfrontahoner, hvor valget kunne komme til at stå mellem magtanvendelse og et prestigeødelæggende tilbagetog. Gan­ ske som den udviste den størst mulige Hlbageholdenhed med at øge eksisterende byrder og pålægge nye. I virkeligheden kunne helstaten kun opretholdes, så længe de indflydelses­ rige befolkningsgrupper i de enkelte statsdele følte, at deres interesser blev varetaget bedre inden for helstaten end uden­ for- eller i det mindste lige så godt. Hvis denne grundlæggen­ de forudsætning faldt bort, og hvis det sene 1700-tals naHonale følelser fik lov at spille en poliHsk rolle, kunne helstaten ikke opretholdes. Det vidste den danske enevælde, og derfor førte den sin forsighge helstatspolitik. I Norge har man ofte spurgt, hvad helstaten og helstatspolihkken betød for landet, og i Slesvig og i Holsten har man hyppigt stillet det samme spørgsmål for hertugdømmernes vedkommende. I helstatens polidske kerneland har man der­ imod sjældent spurgt, hvad helstaten og helstatspolitikken betød for Danmark og for det danske samfund. Spørgsmålet er imidlertid, om et sådant regnskab overhove­ det kan gøres op, og om det i det hele taget er muligt at tænke 1700-tallets Danmark ud af helstaten. Hvordan skal man for eksempel måle betydningen af den værdifulde tyske kulturelle påvirkning, der kom fra hertugdømmerne, og de europæiske kulturforbindelser, der blev formidlet gennem hertugdøm­ merne? Og hvad ville 1700-tallets Danmark have været uden Helstatens regnskab

105

I sommeren 1733 aflagde Christian 6. sammen med dronning So­ phie Magdalene og et følge på 177 personer det traditionelle præ­ sentationsbesøg i Norge. De gik i land i Moss og fortsatte med chalup til Kristiania. Derfra gik rejsen nordover gennem Gud­ brandsdalen og op på Dovrefjeldet. Henrik Willemsens kolorerede kobberstik viser vejen ned ad den halsbrækkende Vårstigen. Med ankomsten til Trondhjem var strabadserne dog overstået. Rejsen fortsatte med skib til Bergen og videre langs kysten ned til Larvik, hvor kongeparret udskibede sig. Opholdet i Norge havde varet i tre måneder, og langs den æresportsmykkede rejserute havde alt stået på den anden ende for at hylde den fjerne landsfader.

nordmænd som Holberg og Wessel, Tordenskiold og Colbiørnsen? Det forudsætter en kunstig opsplitning af statsdele, som dengang netop var dele af en helstat, og ikke selvstændige stater. Der kan ikke herske tvivl om, at det danske landbrug havde fordel af sit kornmonopol i Norge, og at Københavns erhvervs­ liv nød godt af den udenlandske valuta, som norsk eksport og 106

Helstaten

Det farvelagte stik fra 1803 viser Bergen set ude fra fjorden. Med sine godt 18.000 indbyggere var byen helstatens næststørste, kun overgået af København med godt 100.000 indbyggere. Til venstre ligger fæstningen Bergenhus og Tyskebryggens tætte bebyggelse af træbyggede gavlhuse. Foran Bryggen ligger de mange nordlandsjagter, der fragtede de vældige mæng­ der af tørfisk og klipfisk ned fra Lofoten til Bergen, hvor­ fra byens købmænd på deres egne skibe ekspor­ terede fisken hl det europæ­ iske marked. For anker i Vågen ligger et aftaklet orlogsskib.

norsk international fragtfart indtjente. Ligesom Københavns udvikling til en europæisk storby forudsatte, at den ikke blot var hovedstad for Danmark, men også for Norge og hertug­ dømmerne. Men Danmark bar også sin rigelige del af helstatens og helstatspolitikkens byrder. I forhold til folketallet ydede det et større bidrag til helstatens finanser end både Norge og hertug­ dømmerne. Det bar en væsentlig del af de økonomiske og militære byrder, der var forbundet med at gennemføre og fastholde inkorporationen af de gottorpske dele af Slesvig og foreningen af Holsten under den danske krone. Og Danmark bar betydelige økonomiske og militære byrder i forsvaret af Norge mod svenske forsøg på anneksion - en anneksion, in­ gen nordmand i 1700-tallet ønskede. Regnskabet kan næppe meningsfuldt gøres op. Såfremt no­ gen frem for andre havde „fordel" af helstaten - ud over naturligvis den oldenborgske kongeslægt - var det den politi­ ske og administrative overklasse i helstatens hovedstad og i de enkelte statsdele, samt de befolkningsgrupper, enevælden med sin helstatspolitik især begunstigede: godsejerne, køb­ mændene og embedsmændene.

Magten Magt var mange ting for mennesker i 1700-tallets Danmark. Dengang som i dag blev de væsentligste og mest afgørende former for magt udøvet i en samfundssammenhæng. En fami­ liefars magt over sin hustru og sine børn. En husbond over sin husstand. En håndværksmester over sin svend og sin lære­ dreng. Købmanden, der holdt sit korn tilbage fra markedet i forventning om prisstigning. Sognepræsten over sin menig­ hed - også fordi han forstod sig på at signe, mane og uddrive djævle. Godsejeren over sine fæstebønder, og disse over hus­ mændene, landarbejderne og de fattige i deres landsby. Skip­ peren over sit mandskab. Og obersten over sit regiment. Men der var også andre former for magt: magten i staten, den politiske magt. Og i år 1700 var det kun 40 år siden - og endnu i mands minde - at magtstrukturen var blevet afgøren­ de forandret, da kongen havde gjort sig enevældig.

Enevælden I 1660 var en senmiddelalderlig konstruktion brudt sammen. Den militære udvikling havde fjernet grundlaget for adelens privilegier: dens pligt til at forsvare riget. Da adelen derpå under stændermødet i København i efteråret 1660 havde afvist at deltage på lige fod med de øvrige stænder i betalingen for den tabte krig, havde Frederik 3. brugt denne afvisning - og sin militære kontrol over hovedstaden - til at gennemføre et statskup. Rigsrådet gav kongen hans håndfæstning tilbage, og stænderne overlod til kongen at udarbejde en ny forfatning. Resultatet blev den danske enevælde. Frederik 3. lod sig øje­ blikkelig hylde som arvekonge, og i januar 1661 lod han adelen, gejstligheden og borgerstanden i Danmark og Norge skriftligt bekræfte, at de ikke blot havde overdraget kongen og hans slægt arveretten, men også en uindskrænket enevoldsmagt. Den forfatning, der gjaldt for 1700-tallets Danmark, var Kon­ geloven fra 1665, som gjorde den danske enevælde til den forfatningsmæssigt mest uindskrænkede enevælde i kristen­ heden. Kongen forpligtede sig ganske vist heri til at bekende sig ril og opretholde Den augsburgske Trosbekendelse, til at bevare riget udelt og ril at afstå fra at forringe sin egen ene­ voldsmagt og ændre Kongeloven. Men med disse politisk uvæsentlige forbehold var kongens magt uindskrænket. Han stod over loven; i ham forenedes den højeste lovgivende,

108

Magten

ii

Frederik 5.s mønstring af sit rytteri i foråret 1749 er skil­ dret af Poul Grønvold i kobberstikket fra kongens rejse gennem Danmark til Norge. Kongen var øverste krigsherre, og mønstring af hærens enheder var derfor en naturlig del af rejsen. Den 14. maj ankom kongen og hans følge til Antvorskov syd for Slagelse, hvor ge­ neralløjtnant Henrik Bielke Kaas' 1. jyske Kyrassérregiment og generalmajor Ul­ rich Carl Ahlefeldts 2. jyske Kavaleriregiment lå i lejr, og om formiddagen defilerede det tunge rytteri i tætte kolonner forbi deres konge.

udøvende og dømmende magt; han udnævnte og afskedigede alle militære, civile og gejstlige embedsmænd; og han var enerådende for krig og fred og for udskrivning og opkrævning af skatter og afgifter af enhver art. Samtidig truede Kongeloven med lovens strengeste straf enhver, der forgreb sig på kongens enevoldsmagt og mis­ brugte kongens tillid. Straffen blev præciseret i Danske Lov 18 år senere: misdæderen skulle „have forbrudt ære, liv og gods, den højre hånd af ham levende afhugges, kroppen parteres og lægges på hjul og stejle, og hovedet med hånden sættes på en stage" - den straf, Struensee i 1772 blev idømt, og som blev eksekveret i hele sin barbariske udstrækning. Hvad arvefølgen angik, var Kongeloven så præcis og så udtømmende, som nogen arvelov kunne være. Arvefølgen lå herefter uigenkaldeligt fast i Frederik 3.s efterslægt i tusind led, søn før datter, og mand før kvinde. Men på ét punkt blev misteltenen ikke taget i ed. Hvad skulle der ske, hvis en enevoldskonge psykisk blev ude af stand til at regere? Det skyldtes ikke en forglemmelse. I forarbejdet til Kongeloven havde en embedsmand med den største forsigtighed peget på problemet. I den endelige tekst blev det dog ikke nævnt med et ord. Politisk blev det betragtet som alt for farligt at sætte spørgsmålstegn ved den af Gud salvede konges autoritet. Men hundrede år senere opstod problemet, da det for den politiske inderkreds stod klart, at Christian 7. var sindssyg.

Enevælden

109

Den politiske ledelse

J. J. Bruuns gouache fra 1740 viser, at undersåtterne i virkeligheden ikke så deres konge og dronning, men kun deres symbol: en pragtkaret trukket af seks heste med forrider, kusk og lakajer bag, som under husareskorte hasrigt rullede forbi og forsvandt bag porthvælvingen på Hørs­ holm Slot. Christian 6. og dronning Sophie Magdalene foretrak livet bag murene på Laurids de Thurahs prægtige barokan­ læg. Kongen døde på slottet i 1746, og dronningen be­ nyttede det som enkesæde til sin død i 1770.

110

Magten

Kongeloven indeholdt heller intet om, hvordan den politiske magt reelt skulle udøves. Den forudsatte, at kongen selv re­ gerede sine riger og lande. Men den forudsætning var selvsagt urealistisk. Enevælden skabte derfor sin egen praksis, som fik en lang levetid. Først i 1772 blev der udtrykkeligt lovgivet for, hvorledes enevældens magt skulle udøves. Den institution, der kom til at repræsentere kontinuiteten i 1700-tallets politiske ledelse, blev kongens råd. Efter statsom­ væltningen i 1660 havde Frederik 3. samlet en snæver kreds af militære og civile rådgivere i et gehejmekonseil: kongens hem­ melige råd. Regler for, hvem kongen udnævnte, fandtes ikke. Oftest var gehejmeråderne chefer for magtapparatet: de civile og militære administrationskollegier - eller de blev det. Men et krav var det ikke. En monark, der vågede over sin enevolds­ magt, kunne meget vel foretrække ministre, der stod i et personligt afhængighedsforhold til ham, snarere end mænd med en selvstændig magtbasis i centraladministrationen. Da Christian 7. s sindssygdom i 1772 nødvendiggjorde en lov­ givning om udøvelsen af den politiske magt, var det da også karakteristisk, at ingen af centraladministrationens chefer - med undtagelse af udenrigsministeren - måtte have sæde i det nyoprettede gehejmestatsråd.

Iver Rosenkrantz var en statelig repræsentant for den del af den gamle dan­ ske højadel, der uden at gå på akkord formåede at tjene enevælden. Efter den store, klassiske dannelsesrejse gjorde han tjeneste ved hoffet og på diplomariske sendelser. Ved tronskiftet i 1730 blev han chef for både Danske og Tyske Kancelli og dermed reelt den sidste storkansler. Som medlem af Christian 6.s konseil mi­ stede han imidlertid i mid­ ten af 1730'rne sin politiske indflydelse, blandt andet på grund af sin modstand mod kongefamiliens pietisme, og 1740 blev han afskediget og trak sig tilbage til sine jyske godser. På sit fædrene gods Rosenholm iklædte han sig hvert år på sin fødselsdag Elefantordenens ridder­ dragt, således som Johan Salomon Wahl har malet ham 1743, og trådte frem på balkonen for at glæde sine bønder.

Officielt var rådets tre til fem medlemmer blot kongens ministre: hans tjenere. I korte perioder fungerede en stor­ kansler som faktisk førsteminister, men udnævnelsen af stor­ kanslere under Frederik 4. blev en parentes i 1700-tallets politi­ ske liv. Formelt var kongens ministre ligestillede. Politisk an­ svarlige i moderne forstand var de ikke. Men de var - og opfattede sig som - ansvarlige over for kongen, der normalt Den politiske ledelse

111

Frederik 5. kiste stod på castrum doloris i Christians­ borg Slotskirke, før den førtes til bisættelsen i Ros­ kilde Domkirke. Ved Fre­ derik 4.s og Christian 6.s død havde kronregalierne været anbragt på kisten, og sølvløverne fra Rosenborg, der havde stået foran tro­ nen ved salvingen, havde vogtet det kongelige lig. Ved Frederik 5.s død stod den franske arkitekt Nicolas-Henri Jardin for det store arrangement, og han valgte at bryde med de hævdvundne traditioner. Han opbyggede en strengt antik opstilling omkring en sørgepyramide i stil med Cestius-gravmælet i Rom. Det var til denne lejlighed, den unge Johannes Ewald skrev sørgekantaten „Hold Taare op at trille«.

112

Magten

traf sine afgørelser efter at have hørt sine ministre i rådet. Enkelte ministre var borgerligt fødte embedsmænd, der på et tidspunkt i deres karriere var blevet adlet. 1700-tallets typiske minister var imidlertid en højadelig godsejer, ofte født i ud­ landet eller af udenlandske forældre, der havde begyndt sin politiske løbebane med tjeneste ved hoffet. Ministre med en militær baggrund og en militær charge var derimod undtagel­ sen. Den danske politiske ledelse var i bund og grund civil.

Herre og tjener Selv om gehejmekonseilet - fra 1772 gehejmestatsrådet - stod centralt i enevældens politiske ledelse, kunne den politiske magt dog også ligge andre steder. Kongens sekretær, kabinetssekretæren, havde således mu­ lighed for at udøve egentlig politisk indflydelse. Det var uund­ gåeligt, at grænsen mellem hans formelle embedsområde - kongens uddeling af ærestegn og gunstbevisninger - og hans faktiske politiske indflydelse var uskarp. Posten åbnede mulighed for at udøve magt, og også for at dens indehaver kunne træde åbent frem som politisk skikkelse, således som Struensee gjorde det som gehejmekabinetsminister, og som Guldberg derpå gjorde det som gehejmekabinetssekretær. Hoffet tjente for overordentlig mange som springbræt til en politisk karriere. Men en fremtrædende hofstilling gav også i sig selv politisk indflydelse gennem den lette og regelmæssige adgang til kongen. Den mest markante repræsentant for den­ ne form for magtudøvelse var Adam Gottlob Moltke, der som overhofmarskal fungerede som helstatens faktiske førstemini­ ster gennem hele Frederik 5.s 20-årige regeringstid. Kongefamilien havde derimod normalt ikke egentlig poli­ tisk indflydelse, endsige magt. Kronprinsen blev som hoved­ regel holdt borte fra politisk betydningsfulde funktioner. Og dronningen var ikke tiltænkt politisk indflydelse, undtagen under en tronfølgers mindreårighed, hvor hun skulle føre forsædet i et formynderstyre - en bestemmelse i Kongeloven, som aldrig blev aktuel. Men der var undtagelser fra regelen. Frederik 4.s anden dronning, Anna Sophie, spillede en poli­ tisk rolle ved udskiftningen af kongens gamle ministre med medlemmer af hendes egen familie. Og Frederik 5.s anden dronning, Juliane Marie, indtog som enke en politisk ledende position som kongefamiliens faktiske overhoved efter Struensees fald, indtil kronprins Frederik i 1784 overtog den politiske ledelse som regent for sin sindssyge far. Det er altid svært at afgøre, hvornår administrativ indflydel-

se overskrider grænsen til egentlig politisk magt. For Dan­ marks vedkommende er der næppe tvivl om, at centraladmini­ strationens topembedsmænd opnåede egentlig politisk ind­ flydelse i hvert fald fra midten af 1700-tallet. Cheferne for de Herre og tjener

113

Delinpventer

bøfler og Sinbegruti/ 5or 2?ereø SorørlMfc itneb ^cn tøntirtn forfatte ©uptikur, £>tiØbiSfti b 24 Sd'r. Slnno i7ji uwatte fpillt om Sivet, od beu fom tabte. ARQVEBUSERES w*3

Cro biffe Q)«r«’nfKiUfl?i{ie Sgebler tøøirimetf tirb 3ntgdngfti «f Coi&fdts- w ©ttitfet. NB. Og gieICtr ingen Bilferier laugtre/ enb føt tfen © f> o i S.

11 -~W———1

xm.

£rofiiflt)«b - fr«@ibe4J3 11(478

XIV.

€mb«bé