Engelsk Og Amerikansk Filosofi: Videnskab Og Sprog 8756759002, 9788756759007

Citation preview

• ■.: v i •.•o- > ■ 1

ENGELSK OG AMERIKANSK

il ' •

FILOSOFI VIDENSKAB OG SPROG

!

I

I j|

)

Vor tids filosofi

ENGELSK OG AMERIKANSK

FILOSOFI Videnskab og sprog

Hovedredaktør Poul Liibcke

Forfattere Finn Collin, Jan Riis Flor, Lars Gundersen, Susan Haack, John Heil, Nils Holtug, Jesper Kallestrup, Klemens Kappe], Paisley Livingston og Jesper Ryberg

POLITIKENS HÅNDBØGER

FORORD Engelsk og amerikansk flosofi - Videnskab og sprog handler om hovedstrømningerne i det 20. århundredes filosofi i England og USA, hvor der siden 1900 har været et fokus på sprogets og videnskabernes betydning for filosofien. Flere af de medtagne filosoffer (f.eks. Carnap, Frege og Wittgenstein) og retninger (f.eks. den logiske positivisme) har en kontinental oprindelse, men er medtaget i denne sammenhæng, fordi de hovedsage­ lig har haft deres virkningshistorie inden for engelsk og amerikansk filosofi. Værket falder i to hoveddele, hvor den forste del, der omhandler filosofiens udvik­ ling til ca. 1960, er disponeret kr onologisk omkring indflydelsesrige filosoffer som Frege, Russell, Wittgenstein, Carnap, Popper og Ryle. Efter 1960 suppleres kronologien med en tematisk opdeling i filosofiske hoveddiscipliner som erkendelsesteori, filosofisk se­ mantik og pragmatik, metafysik, normativ etik, politisk filosofi og metaetik samt æste­ tik. Samtidig nedtones specielt i nogle af kapitlerne orienteringen mod "store navne”, idet engelsk og amerikansk filosofi efter 1960 i stigende omfang far karakter af et mere kollektivt projekt baseret på en tidsskriftsdiskussion. Også på dette punkt far den engel­ ske og amerikanske filosofi en større lighed med formen inden for fagvidenskaberne. Det forste kapitel om filosofien for 1960 er udarbejdet af Finn Collin,Jan Riis Flor og Lars Gundersen, idet afsnittet om Frege er skrevet af Lars Gundersen, og Jan Riis Flor er forfatter til afsnittene om Moore, Russell og den unge Wittgenstein, mens Finn Collin har skrevet afsnittene om logisk positivisme, Carnap og Popper. Endvidere har Lars Gundersen udarbejdet afsnittet om den sene Wittgenstein, der efterfølges af afsnit­ tene om dagligsprogsfilosofien og Strawson, som begge er forfattet af Finn Collin. De efterfølgende kapitler om filosofien efter 1960 har følgende forfattere:Jesper Kallestrup (filosofisk semantik), Paisley Livingston (filosofisk pragmatik), Finn Collin (videnskabs­ teori), Lars Gundersen (erkendelsesteori),John Heil (metafysik), Jesper Ryberg (nor­ mativ etik), Nils Holtug (politisk filosofi), Klemens Kappel (metaetik) og Paisley Livingston (filosofisk æstetik). Endelig er Susan Haack forfatter til kapitlet om det 20. århundredes amerikanske pragmatisme. Susan Haacks og John Heils bidrag er oversat til dansk af Sune Lægaard. Videnskab og sprog afløser bogen af samme navn, der udkom i 1982 som forste del af tobindsværket Vor tidsJilosofi. Bortset fra en række af de indledende afsnit er der tale om en helt ny tekst af nye forfattere og med en forøgelse af omfanget på ca. 50 %.Tilsvarende er det planlagt, at andet bind af Vor tidsJilosofi i de næste par år vil blive afløst af to helt nyskrevne, selvstændige boger om henholdsvis fransk og tysk filosofi i det 20. århundrede. Det er håbet, at det nye trebindsværk, Vor tids filosof, i lighed med det tidligere værk af samme navn kan fungere som en nyttig opslagsbog såvel i det private hjem som på biblioteker, skoler, seminarier og højere læreanstalter. Vor tids filosof vil blive efterfulgt af en væsentligt forøget og nyrevideret udgave af Politikens Filosojt Leksikon, der med sine næsten 2.000 opslag omhandler de vigtigste filosoffer og begreber i europæisk tænkning fra Sokrates til vore dage.

Poul Liibcke

INDHOLD Filosofien før 1960 7 Frege: Logik og sprogfilosofi 8 Analytisk sprogfilosofi 8 ■ Logik og syntaks 9 - Det logiske sprogs semantik 13

Moore: Forsvar for common sense 22 Idealisme og realisme 22 • Teorien om sansedata 28 • Erik: Den naturalistiske fejlslutning 31 • Intuition­ ismen 33 • Moores metode 35

Russell: Politik og logisk analyse 37 "Du skal ikke folge mængden i at gore ondt” 37 • Frihed og kreativitet 40 • Filosofiens opgaver 42 • Russells paradoks (klasseparadokset) 44 • Bestemte beskrivelser 47 • Det umiddelbart givne og den fysi­ ske verden 49 • Eksistens og logisk atomisme 50 Den unge Wittgenstein: Logisk form 51 Redelighedens evangelium: Det sigelige og det uud­ sigelige 51 • Sprogets logik 54 ■ Sandhed og sætnin­ ger 56 Billedteonen 58 Verden som en totalitet af kendsgerninger 59 ■ Sprog og virkelighed 61 • Logikkens natur 62 ■ Verdens grænse 64 • Tractatus’ virkningshistorie 66 Logisk positivisme 68 Wienerkredsen 68 • Positivismens videnskabsbegej­ string 70 • Metafysikkririk og meningskriterium 72 • Positivisme og empirisme: Grundlagsproblemet 76 • Modifikationer af meningskriteriet 77 ■ Filosofiens status 79 • Idealet om enhedsvidenskab 80 - Viden­ skabelig forklaring 82 • Etik og politik 83 Carnap: Filosofi som logisk syntaks 86 Geometriens status 86 - Verdens logiske opbygning 89 • Sprogets logiske syntaks 92 • Filosofiske konsekvenser 93 ■ Sammenhængen i Carnaps tænkning 95 • Seman­ tik og sandsynlighedslogik 96 • Religion og etik 97

Popper: Kritisk rationalisme 98 Poppers ungdomsar 98 • Idealet om falsificerbarhed 99 ■ Popper og den logiske positivisme 100 ■ Poppers kritik af sandsynlighedslogikken 102 -Videnskab som elimination af falske hypoteser 103 • Politisk filosofi 105 - Tilbage til videnskabsteorien 108 • Kritik af induktion som psykologisk fænomen 109 ■ Objektiv

viden 110- Poppers indflydelse 112

Den sene Wittgenstein: Sprogspil 113 Forståelse 113- Regelfolge 116- Betydning 119 • Kripkes skeptiske brug afWittgenstein 121 - Privat­ sprog 124 • Kritik af privatsprogsargumentet 125 ■ Sjælen 128

Dagligsprogsfilosofien 130 Dagligsproget som norm 133 ■ Paradigmeargumentet 133 • Daghgsprogsfilosofien som teori og praksis 135 • Gilbert Ryle og bevidsthedsbegrebet 136 • Oplos­ ningen af dualismens problemer 140 • Dagligsprogs­ filosofiens indflydelse 141 Strawson: Deskriptiv metafysik 142 Referenceteorien som filosofisk udgangspunkt 142 ■ Konsekvenser af referenceteorien: Individer 144 ■ Materielle tings rolle i referencesystemet 146 ■ Ikkerumlig reference 147 • Det fremmedpsykiskes pro­ blem 148 ■ Filosofi som "deskriptiv meta­

fysik" 150

Filosofisk semantik efter 1960 153 Quine: Sprogfilosofisk holisme 154 Kritik af skellet analyrisk-syntetisk 154 ■ Radikal oversættelse 157 • Holismen 162 Kripke: Rigide designatorer 162 Den beskrivende referenceteori 162 • Det modale argument 163 • Kritik af Kripke 167 ■ Den direkte referenceteori 168 ■ Kritik af identitetsteorien 171 Putman: Semantisk eksternalisme 173 Den kausale referenceteori 173 • Tvillinge-Jord-argu mentet 174 • Kritik af semantisk eksternalisme 177 Dummett: Den anti-realistiske udfordring 180 Verifikationstranscendens 180 • Semantisk og ontolo­ gisk anti-realisme 182 ■ Præcision af udfordringen 184 • Manifestationsargumentet 186 • Kritik af Dum­ mett 188

Wright: Minimalismen 191 Sandhedsegnethed og minimalisme 192 ■ Kognitiv kommando 195 • Euthyphron-kontrasten 196

Filosofisk pragmatik efter 1960 797

Erkendelsesteori efter 1960 275

Pragmatikkens omfang 198 Syntaks, semantik og pragmatik 198 • Sprogbrugerne 200 • Opgaven 202

Erkendelsens natur 276 Erkendelsens kilder 276 - Viden og Gettier-problemet 281 • Internalisme og eksternalisme 283 • Kontekster 284

Konventionalistisk talehandlingsteori 203 Performativer 203 - Talehandlinger og konventioner 206 • Searies forsvar for konventionalismen 212 • Ekspressive intentioner 217

Intentionalistisk talehandlingsteori 219 Mening, intention og kommunikation 219 ■ Kritik af Grice 222 • Indikation, udtryk, talers mening 224 ■ Implikation 226

Erkendelsens arkitektur 288 Lukningsprincippet 288 ■ Fundamentalisme 289 • Kohærentisme 291 • Kontekstualisme 294

Skepticisme 297 I-II-llI-argumentet 297

Metafysik efter 1960 303

Videnskabsteori efter 1960 231 Kuhn: Paradigmer og revolutioner 232 Fra fysik til videnskabshistorie 232 ■ Den traditionel­ le videnskabsopfattelse 233 • Videnskaben som en diskontinuert proces 234 • Paradigmebegrebet 235 ■ Normalvidenskab 237 - Videnskabelige revolutioner 238 • Kuhn og Popper 239 ■ Kuhns moderationer 240 • Den sene Kuhn 241

Feyerabend: ”Anything goes” 242 Feyerabends realistiske perceptionsteori 242 ■ Kritik af traditionel videnskabsmetodologi 244 ■ Feyer­ abends politiske filosofi 247 Lakatos: Forskningsprogrammer 249 Lakatos’ matematikfilosofi 249 ■ Kritik og videreud­ vikling af Poppers videnskabsteori 251 ■ Lakatos og Kuhn 254 ■ Kritikken fra Feyerabend 254

Realisme og anti-realisme 255 En rationalistisk rekonstruktion af Kuhns teori 256 • Rationalitet og sandhedslighed 257 ■ Kritikken af en realistisk fortolkning af videnskaben 260 Van Fraassen: Instrumentalistisk anti-realisme 261 • Et al­ ternativt argument for realismen 266 - Videnskabs­ filosofiens situation omkring år 2000 272

Bevidsthedsfilosofi 304 Den materialistiske identitetsteori 304 • Funktionalis­ men 306 • Eliminativisme 312- Davidson og radikal fortolkning 314 ■ Intentionelle systemer 320 • Kvalia 323

Fri vilje 335 Hård determinisme, kompatibilisme og libertarianisme 325 ■ Agent-kausalitet 329

Personlig identitet 330 Kvalitet og numerisk identitet 330 • Reduktionisme og anti-reduktionisme 331 • Den delte person 334 Kausalitet 336 Regularitetsteorien 336 • Kausalitet og kontrafaktiske konditionaler 338 • Kausalitet og nødvendighed 339 Ontologi 341 Mulige verdener 342 ■ Egenskaber 343 • Universaler 343 • Troper 345 • Substanser 346

Normativ etik efter 1960 349 Konsckventialisme 350 Konsekventialisme og utilitarisme 350 • Smarts handlingsutilitarisme 351 • En indvending: Straf af uskyldige 354 ■ Regel-utilitarisme 356 ■ Kritik af re-

gel-utilitarismen 358 • Indirekte utilitarisme 359 • Den afskyelige konklusion 363 Deontologi 366 Dobbelt-effekt-pnncippet 366 Handlings- og undladelsesdoktrinen 369 ■ Nagel: Agent-relative handlingsgrunde 373 ■ Kagans kritik: Forsvaret for ekstremismen 377

Dydsetik 381 Hvordan bor man leve sit liv? 382 • Dyden og lykken 386 • Kravet til den etiske agent 387 ■ Kritikken af dydsetikken 389

Praktisk rationalitet og konstruktivisme 484 Teoretisk og praktisk rationalitet 484 • Hobbesianske teorier 486 • Kantianske teorier 487

Filosofisk æstetik efter 1960 491 Definition af kunst og æstetik 492 Wittgensteiniansk kunstteori 492 • Beardsleys analyse 493 - Non-æstetisk kunstteori 495 ■ Symptomer på det æstetiske 498 Kunstens ontologi 500 Individuationsproblemet 500 • Hvad er et kunstværk for en slags ting? 501 - Værket 503

Politisk filosofi efter 1960 393 Ravvis: Retfærdighed som fairness 394 Opgoret med utilitarismen 395 • Rawls’ retfærdig­ hedsprincipper 396 • Det sociale og det naturlige lotteri 399 • Kontraktargumentet 401 ■ Metode 403 • Utilitaristen tager til genmæle 404

Nozick: Rettighedsliberalisme 406 Frihed og minimalstat 406 ■ Selvejerskab 407 • Den private ejendomsret 409 ■ Retfærdighedsprincipper 412 • Wilt Chamberlain-argumentet 413

Moderne egalitarisme 415 Arven fra Rawls 415 • Begrundelsen for lighed 415 • Lighed af hvad? 416 ■ Grænser for lighed? 420 • Lig­ hedens kompleksitet 422 • Lighed eller prioritet 425 Opgør med liberalismen 427 Selvbestemmelse og statslig neutralitet 427 ■ Kommunitaristisk kritik af selvbestemmelse 429 • Universalisme 433 • Den senere Rawls 436

Metaetik efter 1960 439 Klassisk non-kognitivisme 440 Emotivismen 440 ■ Irrealismen 443 • Fejlteorien 447

Realisme og moralsk sensibilitet 450 Kritikken af Mackie: Subjektivitet og eksistens 451 • Cornellskolens moralrealisme 459 • Kohærentisme og

Fortolkning 505 Hvad er en fortolkning? 505 • Intentionalisme og anti-intentionalisme 506

Metaæstetik 513 Kunst og normativitet 513 • Metaæstetik og metaetik 514 • Iboende og instrumentelle værdier 515 • Det æstetiske og andre værdier 516 ■ En bred eller snæver definition af det æstetiske? 517

Det 20. århundredes amerikanske pragmatisme 519 Peirce: Pragmatismens grundlægger 520 Pragmatismens mangfoldighed 520 • Peirce: Logik, sprog og fallibilisme 522

Klassisk og senere pragmatisme 529 James: Pragmatismens popularisator 529 • Dewey: Pragmatismens pædagog 535 ■ Mead: Socialpsykolo­ gien 539 • Schiller: Sandhed som virkningsfuld prak­ sis 541 ■ Lewis: Modallogik og erkendelsesteori 542 • Quine: Sprogfilosofien 543

Nypragmatismen 544 Churchland og Stich: Opgoret med folkepsykologien 545 ■ Rorty: Anti-repræsentationalismen 546 • Nypragmatismen og traditionen 547 Litteraturhenvisninger og noter 550

intuitionisme 465

Personregister 597 Den nye non-kognitivisme 469 Hare: Præskriptivisme og universaliserbarhed 469 • Blackburns kvasi-realisme 475

Filosofien før 1960 Engelsk og amerikansk filosof for ca. 1960 har været domineret af en interesse for specielle dele af den teoretiske filosofførst og fremmest erkendelsesteori og videnskabsteori. Floved-

parten affilosofferne er tilhængere af "analytisk flosof", dvs. en filosof, der tager sit ud­ gangspunkt i en analyse af sproget. De analytiske filosofer deler sig i to hovedretninger, alt

efter om de lader sig lede af et ideal om et formaliseret sprog (f.eks. Frege, Russell, den unge Wittgenstein og de logiske positivister) eller i stedet koncentrerer sig oin dagligsproget (f.eks. Moore, den sene Wittgenstein og dagligsprogsflosoferne). Kun ganske enkelte (f.eks. Popper)

soger at filosofere uden et sprogfilosoftsk grundlag. De feste afperiodens filosofer er endvi­

dere skeptiske overfor muligheden af at begrunde metafysikken eller etikken filosofisk.

8

FILOSOFIEN FØR 1960

FREGE: LOGIK OG SPROGFILOSOFI Analytisk sprogfilosofi Grundlæggeren af moderne analytisk fi­ losofi. Saledes omtales den tyske logiker, matematiker og filosof Gottlob Frege (1848-1925) ofte. Denne titel skyldes ikke mindst fire små skrifter, "Function und Begrift” (1891), "Uber Sinn und Bedeutuiig" (1892), "Uber Begrift' und Gegen­ stand" (1892) og "Der Gedanke" (1918). Hen udvikles en række ideer om sprogets virkemåde, der - sammen med Freges banebrydende værk om formel logik, Begrijfsschrift, eine der aritliinetischen nachgebildete Fornielsprache des rcineii Denkcns (Begrebsskrift, 1879) - lagde grunden til en helt ny filosofisk disciplin: sprogfilosofien. Sproget, og alle de muligheder for udfoldelse af vore menneskelige potentialer, som det muliggør,har altid været genstand

for filosofiens interesse. Men med Frege blev denne interesse kombineret med en ambition, som fortiden ikke havde set mage til: nemlig en ambition om at op­ stille en systematisk teori, der for hvert eneste udtryk i ethvert sprog kunne redegøre for, hvorfor dette udtryk betyder det særlige,som det nu engang gor. Dette stor­ stilede projekt har haft kolossal betydning for al efterfølgende filosofi, ikke mindst i de engelsk-amerikanske akademiske miljoer.

Begrebsanalyse Dette såkaldte "lifiguistic turn" har vist sig utrolig frugtbart derved, at det har haft en afklarende effekt i forhold til mange traditionelle filosofiske problemstillinger. vi ~ 1 visse tilfælde har det - i lyset af nye indsigter i, hvad problemstillingens centrale begreber

Gottlob Frege

af helbredsmæssige årsager.

(Aritmetikkens Grundlag, 1884)

1848-1925

Frege betragtes som grundlæg-

"Funktion und Begriff” ("Funk­

Tysk matematiker, logiker og filosof

geren

den moderne matema-

tiske logik. I samtiden blev hans

tion og Begreb", 1891) "UberSinn und Bedeutung”

Efter at have studeret matema­

arbejde som professor i Jena

("Om Betydning og Reference”,

tik, fysik, kemi og filosofi i Jena

ikke værksat af kollegerne, og han havde kun fa studenter -

1892)

og Gbttingen skrev han disser­

tationen Uber eine geometrische

hvoraf Carnap (1891-1970) er

("Om Begreb og Objekt”, 1892)

"Uber Begriff und Gegenstand”

Darstellung der imagindren Cebilde

den betydeligste. Derimod fik

Grundgesetze derArithmetik

in der Erde (1873). Efter at have

han stor indflydelse gennem sine

(Aritmetikkens Grundsætninger,

habiliteret sig med afhandlingen

skrifter og breve - først og frem­

1893 og 1903)

Rechnungpmethoden, die sich auf eine Erweiterungdes Grossenbegriffs

mest på Russell (1872-1970) og

”Der Gedanke” ("Tanken",

Wittgenstein (1889-1951).

1918)

grunden (1874) blev han i 1879 ekstraordinær (og fra 1896 ordi­

nær) professor i matematik i Jena. Måtte i 1917 træde tilbage

Værker Begrifftschrift (Begrebsskrift, 1879)

Die Grundlagen derArithmetik

FREGE: LOGIK OG SPROGFILOSOFI

egentlig betyder — vist sig. at disse proble­ mer har kunnet opløses som pseudo-

problemer. Selv filosoffer, der er pessimi­ stiske med hensyn til muligheden af en

generel og systematisk betydningsteori (og

det gælder et stadig stigende antal filosof­

fer), har derfor fastholdt ideen om, at en

to

sproglig præcisering og afklaring af cen­

■-' i™

trale filosofiske begreber, den såkaldte "be­ grebs-analyse”, må gå forud for en egent­ lig behandling at de filosofiske problem­

stillinger, hvori disse begreber indgår. Bevidstheden og verden En anden måde, hvorpå sprogfilosofien har

vist sig frugtbar, er derved, at den har

afdækket generelle træk ved forholdet mellem på den ene side den menneskelige

bevidsthed og på den anden side (resten

af) verden, ligesom den har affødt en række nye, metodologiske redskaber til brug for denne undersøgelse. Disse ind­

sigter og redskaber har givet nyt liv og in­ spiration til en række øvrige filosofiske

projekter inden for bl.a. metafysikken, bevidsthedsfilosofien, erkendelsesteorien,

videnskabsteorien og etikken.

Logik og syntaks O

Matematikkens grundlag

Logik er læren om ræsonnementers gyl­

Ud over pionerarbejdet inden for sprog­

dighed. Et ræsonnement består af en

filosofien og logikken har Freges værker

række præmisser samt en konklusion, og

om matematikkens grundlagsproblemer

ræsonnementet er gyldigt, hvis konklusio­

(Die Grundlagen der Arithmetik: Eitte

nen er underbygget af præmisserne på en

logisch-mathematisclte Uiitersuchung iiber den

sådan måde, at præmisserne, hvis sande,

Begriff der Zahl (Aritmetikkens Grundlag:

garanterer, at konklusionen også er sand. For

En logisk-matematisk undersøgelse af tal­

eksempel er de to følgende ræsonnemen­

begrebet, 1884) og Grnndgesetze der Arith­

ter begge gyldige:

metik, bcgriffsschriftlich abgeleitet (Aritme­

tikkens Grundsætninger, begrebsskriftligt af­

Præmis 1: Hvis det regner, så er gaden våd

ledet, 1903), specielt hans ideer om ma­

Præmis 2: Det regner

tematikken som baseret på rent logiske

Konklusion: Gaden er våd

principper (logicismen), haft stor indfly­ delse på alt efterfølgende arbejde inden

Præmis 1: Hvis dødsstraffen bliver gen­

for matematikkens filosofi.

indført, så vil kriminaliteten aftage

Gottlob Frcge.

9

10

FILOSOFIEN FØR 1960

Præmis 2: Dødsstraffen bliver genindfort Konklusion: Kriminaliteten vil aftage

Præmis 1: P‘ Gx) (foraile ting (x) gælder,at hvis de har egenskaben at være et menne­ ske, så har de også egenskaben at være glad).4 Endelig kan en sætning som "nogle hunde er bidske” oversættes til (3x)(Fx & Hx) (for nogle ting (x) gælder, at de både har egenskaben at være en hund og egenskaben at være bidsk). Den logiske struktur i et ræsonnement såsom:

forst klart, når ræsonnementet opløses i fi­ nere enheder ved også at fokusere på de prædikatslogiske ord "nogle” og "alle”.

Præmis 1: Alle kriminelle har et fader­ kompleks Præmis 2: Nogle kriminelle er intellektu­ elle_______________________________ Konklusion: Nogle intellektuelle har et faderkompleks

Alle F er G (f.eks. "alle kriminelle har et faderkompleks”) Ingen F er G (f.eks. "ingen mennesker er udødelige”) Nogle F er G (f.eks. "nogle kriminelle er intellektuelle”) Nogle F er ikke G (f.eks. "nogle men­ nesker er ikke intellektuelle")

kan nu gengives i det logiske sprog som: Præmis 1:

(Vx) (Fx -> Gx)

Præmis 2:

(3x) (Fx & Hx)

Konklusion:

(3x) (Gx & Hx)5

Og igen kan gyldigheden demonstreres derved, at konklusionen kan udledes fra præmisserne ved hjælp af reglerne fra Freges regelsæt. Med Freges introduktion af de præ­ dikatslogiske ord bliver det muligt at analy­ sere visse argumentstrukturer, der ikke la­ der sig blotlægge med det sætningslogiske vokabular. F.eks. ville ovenstående ræson­ nement, oversat til det sætningslogiske VOkabular, komme til at se således ud: Præmis 1:

P

Præmis 2:

1____

Konklusion:

Derfor r

Men her er der ingen synlig struktur, der afslører en logisk relation mellem præmisser og konklusion. Denne struktur fremtræder

Aristoteles og Frege Frege var ikke den forste, for hvem det lykkedes at afdække de prædikatslogiske argumentstrukturer. 1 f.eks. den aristoteli­ ske syllogisme ser vi ligeledes en afdæk­ ning af fire forskellige prædikatslogiske domsformer:

samt en indgående analyse af, hvilke logi­ ske relationer der optræder imellem disse domsformer. Aristoteles kunne således analysere ovenstående ræsonnement som havende den følgende logiske struktur:

Præmis 1:

Alle F er G

Nogle iF vm er H Konklusion: Derfor er nogle G H

Præmis 2:

hvilket var en af de strukturer, Aristoteles kunne påvise gyldigheden af.'’ Det epokegørende ved Freges præ­ dikatslogik er imidlertid, at den — i mod­ sætning til den aristoteliske syllogisme — ikke analyserer de prædikatslogiske ord, "nogle” og "alle” efter en subjekt-prædikat-model. Aristoteles analyserede en sæt­ ning af formen "alle F er G” som: "alle F” er subjekt og ”er G” som prædikat. Frege, derimod, analyserede den samme sætning efter en kvantor-prædikat-model. Frege betragter således både ”F”og ”G”som præ-

FREGE: LOGIK OG SPROGFILOSOFI

dikater, og i stedet for et egentligt subjekt lader han "alle” fungere som en kvantor, der opererer over både ”F” og ”G”. Således gjorde han det muligt at analysere den lo­ giske struktur i ræsonnementer indehol­ dende komplekse sætninger med mere end et prædikatslogisk udtryk, såsom:

Præmis 1: Alle elsker alle Konklusion: Der er nogen, der elsker nogen Ifølge den aristoteliske syllogisme skal dette argument analyseres således: Præmis 1: Alle F er G (Alle mennesker har egenskaben at elske alle mennesker) Konklusion: Derfor er nogle F H (Nogle mennesker har egenskaben at el­ ske nogle mennesker)

Men kun med den fregeanske analyse:

Præmis 1: (Vx)( Vy) ((Fx & Fx) -► Gxy) (For alle (x) og for alle (y) gælder, at hvis x og y har egenskaben at være menneske, så har x egenskaben at elske y) Konklusion: (3x)( 3y) (Fx & Fy & Gxy) (Der er nogen (x) og nogen (y), således at x og y har egenskaben at være menneske, og x har egenskaben at elske y)

bliver det muligt at blotlægge en struktur, der viser den logiske sammenhæng mel­ lem præmisser og konklusion. Med denne fregeanske analyse er det endvidere - i lig­ hed med sætningslogiske ræsonnementer — muligt at påvise gyldigheden ved at ud­ lede konklusionen fra præmisserne ved hjælp af reglerne fra regelsættet. Et andet klassisk prædikatslogisk pro­ blem, som det — store mængder blod, sved og tårer til trods — ikke var lykkedes no­ gen post-aristoteliske logikere at knække, var det følgende ræsonnement:

Præmis 1: Alle heste er dyr Konklusion: Derfor er alle hestehoveder dyrehoveder Det var indlysende for enhver, at der her var tale om et gyldigt argument. Men sam­ tidig forekom det som en umulig opgave at påvise gyldigheden alene ud fra argu­ mentets struktur. Der skulle gå mere end 2000 år, for denne opgave blev indfriet. Med Freges logiske system afslører struk­ turen sig som:

Præmis 1: (Vx) (Fx _> Gx) Konklusion: (Vx)(Vy) ((Fx &Hy&Iyx) —► (3z) (Gx & lyz))

(Præmis 1: Det gælder for alle (x), at hvis x har egenskaben at være en hest, så har x egenskaben at være et dyr) (Konklusion: Det gælder for alle (x) og alle (y) , at hvis x har egenskaben at være en hest, og y har egenskaben at være et ho­ ved, og y har egenskaben at sidde på x (dvs. hvis y er et hestehoved!), så er der noget (z) , således at det har egenskaben at være et dyr, og y har egenskaben at sidde på z (dvs. så er y et dyrehoved!)) Efter at denne struktur er blotlagt, viser den logiske sammenhæng mellem præmis og konklusion sig — i det mindste viser den sig for det trænede logiske øje. Og hvad væsentligere er, med den fregeanske for­ malisering af argumentet bliver det nu muligt at demonstrere gyldigheden ved hjælp af reglerne fra regelsættet.

Det logiske sprogs semantik Det logiske sprog, som Frege udviklede, gor det muligt at blotlægge et ræsonne­ ments logiske struktur, og det logiske regel-

13

14

FILOSOFIEN FØR 1960

sæt giver en metode, med hvilken det er muligt at skelne de gyldige strukturer fra de ugyldige. Men for at dette ikke skal udvikle sig til ren formalisme - og regel-fetichisme - en opfattelse af gyldighed som en bestemt slags formelle strukturer, der kan etableres alene i kraft af et givet regelsæt - så er det væsentligt at holde sig den dybere betyd­ ning afgyldighed for oje. Specielt ideen om gyldighed som garanti for, at konklusionen i et ræsonnement er sand, når præmisserne er det. 1 særdeleshed er det væsentligt at holde sig for oje, hvilken indflydelse de lo­ giske udtryk har på sandhedsværdien af henholdsvis præmisser og konklusion. For så vidt som et ræsonnement er logisk gyl­ digt, er det gyldigt i kraft af de logiske ud­ tryk, der indgår deri. Så nøglen ril en til­ fredsstillende teori for gyldighed må ril sy­ vende og sidst ligge i en forståelse af, hvor­ ledes de logiske udtryk indvirker på præmissernes og konklusionens sandhed på en sådan måde, at konklusionen altid må være sand, når præmisserne er det. De logisk gyldige strukturer er, med andre ord, ikke gyldige i kraft af, at de kan udledes fra reglerne i Freges regelsæt. Keglerne skal tværtimod indfange og afspejle det særlige ved de logiske udtryk, der sikrer, at præmissernes sandhed overføres til konklusionen i de gyldige strukturer.

sætningslogiske regler kan demonstrere gyl­ digheden af det følgende ræsonnement: Præmis 1:

P

q” betyder ganske simpelt, at når p er sand, så er q sand. Hvis vi så samtidig har givet, at p er sand (præ­ mis 2), så ved vi dermed, at _> q” betyder, at q er sand, når p er det, så er det blot en påpegning af, at /ie/e udtrykket ”p-> er højere end det høje C

101

102

FILOSOFIEN FØR 1960

om end med den væsentlige modifikation, at uafgorbare udsagn ikke identificeres med de meningsløse påstande. Der er her givetvis en spænding i hans videnskabsteori mellem kravet om, at videnskabelige teorier udmærker sig ved, at man kan ud­ pege en række syntetisk a posteriori singu­ lære udsagn,som ville kunne falsificere teo­ rierne, og den konventionaltiske teori om, at det i sidste ende afhænger af forskernes beslutninger, om en singulær syntetisk sætning skal accepteres eller ej.

blev udviklet af de logiske positivister i et forsog på at omgå Humes kritik.152 Disse varianter gjorde brug af sandsynlighcdsbegrebet og henviste til, at selv om en in­ duktiv slutning ganske vist ikke er logisk tvingende, så giver iagttagelsen af et stort antal tilfælde, hvor to fænomener er knyt­ tet sammen, dog en betydelig sandsynlig­ hed til den hypotese, at de også vil være knyttet sammen i fremtiden. For at forstå Poppers kritik må vi forst skelne mellem, hvad han kalder "sandsyn­ ligheden afen hændelse”, f.eks. at det næ­ Anti-induktionismen ste slag med terningen vil give en firer, og For det tredje forkastede Popper induk­ "sandsynligheden af en hypotese", f.eks. tion som basis for det videnskabelige ar­ den hypotese, at tyngdekraften aftager bejde.'31 Heri tilsluttede han sig helt Hu­ med kvadratet på afstanden mellem ting. mes berømte kritik af induktion i Treatise of Sandsynligheden af en hændelse er et maHuman Nature. Pointen er rent logisk:Ved tematisk-statistisk begreb, der ifolge stan­ enhver form for induktion bevæger vi os dardfortolkningen er defineret ved den fra et begrænset antal af observationer af en relative frekvens af denne type hændelse i bestemt type fænomen - af ravnes farve, af forhold til alternativerne (mere præcist: hvad der sker, når en billardkugle rammes den grænseværdi, som denne frekvens beaf kobolden osv. - til en generel lovmæssig- væger sig imod i en meget lang serie af hed: at alle ravne er sorte, at en billardkugle hændelser). Hvis vi således siger, at sand­ altid vil bevæge sig, når den rammes af en synlighedein er 1/6 for, at det næste slag anden kugle osv. Men denne slutning er med terningen vil give en firer, betyder logisk ugyldig: Selv om alle indtil nu iagt­ dette, at i en lang serie afkast med denne tagne ravne har været sorte, og alle indtil terning vil udfaldet 4 fremkomme i en videre iagttagne billardkugler blev sat i be­ sjettedel afkastene. Sandsynligheden af en hypotese drejer vægelse, når de ramtes af en anden kugle, så er det dog logisk muligt, at den næste ravn, sig derimod om den rationelle troværdig­ vi møder, er hvid, eller at vi ved det næste hed af en hypotese, dvs. dens grad af besøg i biUardsalonen oplever, at en billard­ begrundethed. Det er altså et erkendelsesteo­ kugle forbliver urokkeligt stille, når den retisk begreb til forskel fra et matematisk (statistisk) begreb. Ifolge de logiske positi­ træffes af kobolden. vister var der imidlertid en direkte sam­ menhæng mellem det statistiske begreb og

P

kritik af

^et ^kendelsesteoreriske. Hvis vi nemlig

afd” 'w«'

sanXSighedslogikken

skal vurjere

' b & Poppers kritik af den simple induktivisme,

tese, at det næste slag med terningen er en ' :e firer, vil vi se på det foreliggende statistisk« materiale: Vi ville se på hyppigheden af fi­ rere i serien af tidligere kast.

hvori han gentog Humes indvendinger, traf også de mere raffinerede varianter, der

POPPER: KRITISK RATIONALISME

Ifølge de logiske positivister er der en direkte overgang fra hamdclsessandsynlighed til /lypotcsesandsynlighed: Hvis der er en sandsynlighed på 1/6 for, at det næ­ ste slag med terningen vil give en firer, medfører det umiddelbart, at sandsynlig­ heden af den hypotese, at det næste slag vil give en firer, er 1/6. Der er i realiteten blot tale om en forskel i ordvalg mellem de to slags sandsynlighed. Popper er radikalt uenig heri. Især un­ derstreger han, at der ikke er nogen måde, hvorpå sandsynligheden af en generel hy­ potese kan fores tilbage til sandsynlighe­ den afhændelser; og dette er vigtigt, efter­ som (næsten) alle interessante videnskabe­ lige hypoteser er generelle (de er almene naturlove). Man kunne f.eks. foreslå,at den række afhændelser, der definerer sandsyn­ ligheden af en generel naturlov, skulle være rækken af testninger af loven, således at sandsynligheden af loven er frekvensen af positive testninger i serien. Dette ville imidlertid betyde, at en hypotese, hvis testninger faldt positivt ud i halvdelen af til— fældene og negativt i den anden halvdel, ville få sandsynligheden 50 %. Men det er jo oplagt, at en sådan hypotese har sand­ synligheden 0, eftersom den jo er blevet grundigt falsificeret. For det andet fastslog Popper,at det statistiske sandsynlighedsbegreb ikke kan bruges til at løse eller omgå induktions­ problemet, som positivisterne håbede. Tværtimod stoder positivisterne lige ind i denne vanskelighed med deres forsog på at gå fra det statistiske til det erkendelsesteoretiske sandsynlighedsbegreb. Positivisterne onsker jo at slutte fra, at statistikken viser, at (for eksempel) 1 ud af3 storrygere i fortiden har udviklet kronisk bronkitis, til, at der er 33'/j % sandsynlighed for, at hr.Jensen, der netop er begyndt på denne dårlige vane, senere vil udvikle bronkitis.

Men denne slutning forudsætter naturlig­ vis, at brokdelen af storrygere, der vil ud­ vikle bronkitis, også i fremtiden vil være 33'/j%. Slutningenforudsætter altså, at frem­ tiden uil ligne fortiden. Derfor forudsætter slutningen induktionsprincippet og er sårbar over for kritikken af dette princip. Ind­ førelsen af det statistiske sandsynligheds­ begreb bidrager ikke til at løse eller omgå induktionsproblemet.

Videnskab som elimination af falske hypoteser Hvis der ikke eksisterer nogen logisk gyl­ dig metode til at gå fra observationer til bekræftelse af generelle teorier, hvad er da den empiriske videnskabs fremgangs­ måde? Poppers svar er, at videnskabens metode er den at bruge erfaringen (ekspe­ rimenter) til at eliminere falske hypoteser.155 Dette er den eneste måde, hvorpå observationer på en logisk gyldig måde kan bringes til at afgøre teoriers skæbne. Fra enhver generel teori kan der (under ind­ dragelse af visse yderligere data) udledes konkrete observationssætninger. Fra den generelle hypotese "alle ravne er sorte” plus den yderligere information "dette dyr er en ravn”kan man slutte, at "dette dyr er sort”. Hvis observationer nu afslører, at det pågældende dyr ikke er sort, men hvidt, kan vi konkludere, at teorien ikke er sand. Videnskabens metode er den at udvikle hypoteser og afprøve dem ved eksperiment og observation. Ved denne testning eliminerer vi de falske hypoteser, Men hvad sker der nu, hvis den ravn, vi observerer, er sort? Har vi dermed faet underbygget teorien? Poppers svar her er klart: Observationen af endnu en sort ravn bidrager ikke til at understotte hypotesen om, at alle ravne er sorte. At tro det mod-

103

104

FILOSOFIEN FOR 1960

r,

• i

F- 1

fc^

Jipwv /Åj TW •/ z-,

Gilbert Ryl

værer en cricketmatch. Hans ledsager for­ klarer ham om de forskellige aktorer i spil­ let og deres funktion: kasterne, slåerne, markspillerne, dommerne, pointdom­ merne osv. Men novicen siger nu, at han ikke kan fa øje på den spiller, hvis funk­ tion det er at levere den hold-ånd. som han har hørt er så vigtig. Her må hans ledsager forklare ham, at hold-ånden ikke er en isoleret funktion, som det påhviler én bestemt spiller at udøve. Derimod er det et spørgsmål om den måde, hvorpå alle de andre funktioner udføres, mere præcist et spørgsmål om den effektive koordination af de andre funktioner. Novicen begår en kategorifejl, idet han tror, at den måde, hvorpå en række funktioner koordineres,

i sig selv er en funktion på samme niveu som dem. Denne misforståelse kan begås,

hvis man misforstår sproget, idet sproget taler på samme måde om, at en spiller ud­ over funktionen som kaster, og at han ud­ viser god hold-ånd. Dette simple eksempel fungerer for Ryle som model for analysen af mentale begreber. Pointen er.at begreber, som øjen­ synligt henviser til en særlig aktivitet i den mentale, private "spogelsessfære”, i virke­ ligheden henviser til måden, som visse of­ fentligt iagttagelige handlinger udfores på. Et vigtigt eksempel er analysen af sådanne kognitive mentale størrelser som intelligens, eftertanke, rationalitet osv.21' De fleste menneskelige aktiviteter kan være udfort med større eller mindre intelligens, ratio­ nalitet, eftertanke, omhu osv. Dette fore­ gøgler et billede af menneskelige handlin­ ger som bestående af diverse ydre hændel­ ser, ledsaget eller forårsaget af visse "indre”, mentale fænomener: omtanke, intelligens osv. Filosofferne har traditionelt opfattet disse private processer som bestående i en eksplicit repetition af teoretiske principper for, hvordan den pågældende slags handlin­ ger skal udfores. Dette leder uundgåeligt til en regres, idet denne repetition af princip­ per jo i sig selv er en handling, der kan ud­ fores mere eller mindre intelligent. I stedet er der tale om en praktisk, uformuleret og uteoretisk færdighed i at udfore hand­ lingerne på den rette måde. Ryle betegner denne tavse færdighed som "viden hvordan” (knoudedge horn) og understreger, at den er lige så vigtig, eller vigtigere, end sprogligt formuleret viden (knoudedge thai). For selv sprogligt formuleret viden forudsætter en praktisk, implicit evne til at anvende denne viden på den rette, intelligente måde; der findes mennesker,der kender de rette principper for alting, men aldrig forstår hvor, hvornår og hvordan de skal bruges. Og dei:r er megen viden, der udelukkende består af sådanne tavse færdighede::r.

DAGLIGSPROGSFILOSOFIEN

Dispositionelle egenskaber

som moralsk god eller slet, hvis den ikke

Når vi taler om en handling som intelli-

er gjort med vilje eller frivilligt, ej heller

gent. henviser vi ikke til en indre, privat

kan vi beskrive den som intelligent osv.

hændelse, der ledsager den. I stedet ser vi

Det er uundgåeligt, at den traditionelle fi-

handhngen som udslag af en såkaldt dis­

losofi konstruerer dette forhold i overens­

positionel egenskab hos personen. Det vil

stemmelse med den dualistiske myte om

sige, at den for det forste er udfort korrekt,

"spøgelset i maskinen": Man ser frivillige

og at den for det andet er en manifesta­

og viljesmæssige handlinger som bestå­

tion af en generel evne hos personen til at

ende af to komponentenen ydre handling

udfore sådanne handlinger korrekt, ikke

(en kropsbevægelse) og en indre mental

bare i simple, men også i komplekse og

størrelse, en viljesakt, som er beslutningen

nye situationer; til at lære af sine erfarin­

om at fore den ydre handling ud i livet, og

ger for at forbedre sine præstationer osv.

som forårsager denne. Men ikke alene stri­

Dette er standardformlen for Ryles

139

der denne opfattelse mod dagligsproget,

analyse af mentale begreber: De henviser

hvor vi aldrig taler om viljesakter. (Vi un­

ikke til en særlig spogelsesvirkelighed, der

derholder f.eks. aldrig vore venner og be-

eksisterer parallelt med den fysiske virke-

kendte med, hvorledes vi tilbragte formid­

lighed, men derimod til menneskers dis­

dagen med at udfore et antal viljesakter).

positioner eller tilbøjeligheder til at gore

Værre er det, at denne beskrivelsesmåde

ting, der horer hjemme i den fysiske, of­

uundgåeligt leder til en uendelig regres.

fentlige verden.214 Dispositioner udtrykkes i sætninger af formen "hvis ..., så ...”,

vilje må være produktet afen viljesakt (en

altså "hvis NN befinder sig i en situation

beslutningsakt), så må denne viljes-

afdenne eller hin art, så vil han typisk gore

handling i sig selv være produkt afen fore­

eller sige sådan-og-sådan”, eventuelt også

gående viljesakt, hvis ikke viljesakten selv

hypotetisk "hvis NN havde vieret i en lidt

skal være ufrivillig. Dette leder straks til

anden situation end den, han faktisk er i,

en uendelig regres af viljesakter.

så ville han have handlet anderledes på denne-eller-hin måde”. Ofte har udsagn

udtryk som "med vilje”, "frivilligt” osv.?

om det mentale en kompleks struktur, idet

Vi bruger dem ifølge Ryle for det første

de både siger noget om, hvad personen

kun om handlinger, som i en eller anden

Hvis en handling for at være udfort med

Hvordan bruger vi da i dagligsproget

faktisk gør, og om, hvad han ville gøre i

forstand er upassende, ukorrekte eller mo-

andre, lignende situationer. Det gjaldt

ralsk forkastelige. Og vi bruger udtryk-

netop eksemplet med intelligent adfærd

kene til at angive, at med hensyn til en

ovenfor.

sådan handling var der (i den konkrete si­

Viljen

undskylde aktoren eller mildne kritikken

tuation) ikke omstændigheder, som kan Et andet vigtigt aspekt af det menneske-

af ham. En sådan undskyldende omstæn-

lige sind er viljen.2'5 Vi taler bl.a. om, at en

dighed kunne være, at personen faktisk

person gør noget frivilligt eller ”med

ikke havde evnen til at udfore den rette

vilje”, og dette betragtes gerne som en

handling; når man siger, at en person

betingelse for, at handlingen kan under-

gjorde noget "frivilligt", antyder man der-

kastes forskellige former for vurdering og

med, at personen faktisk har evnen til at

kritik. Vi kan ikke beskrive en handling

udføre den rette handling. For det andet

i

140

FILOSOFIEN FOR 1960

udtrykker brugen af ordet "frivillig”, at

lingen om, at vi observerer sansefornem-

der ikke var ydre omstændigheder, der

melser, skyldes en misforståelse afog afvi­

forhindrede aktoren i at gore det rette.

gelse fra dagligsproget, og vi må sorge for

Hverken i det ene eller det andet tilfælde

at bringe os på linje med dette sprog igen.

har handlingens "frivillighed” noget at

Vi har faktisk i dagligsproget adækvate

gore med, om den var resultat af en indre

midler til at håndtere sanseillusioner og

mental begivenhed, en "viljesakt”.

hallucinationer. Når vi betragter en taller­ ken fra en skæv vinkel, kan vi beskrive si­

Sansning

tuationen ved at sige, at tallerkenen ser el­

Ryle diskuterer også sansningen.2"' Han

liptisk i/d.Vi behover ikke at sige, at der er

kritiserer den såkaldte "repræsentative

noget, der faktisk er elliptisk, hverken et

perceptionsteori” (hos f.eks. Descartes,

sansedatum eller noget som helst andet.

Locke. Moore o.a.,jf. side 29ff og 276ft),

Tilsvarende, hvis vi under indflydelse af

ifølge hvilken vi ikke ser de ydre ting di­

alkohol "ser lyserode elefanter", kan vi

rekte, men kun "repræsentanter”! bevidst­

beskrive vores oplevelser ved at sige, at det

heden i form af private størrelser, kaldet

ser ud som om, der sidder et par lyserode

"sansefornemmelser” eller "sansedata”.

elefanter i baren. Men dette betyder ikke,

Filosoffernes vægtigste motiv for at ind­

at der findes et sansedatum afen rod ele­

føre disse størrelser har været eksistensen

fant nogetsteds. Dagligsproget har rigelige

af sanseillusioner og hallucinationer. Hvis

ressourcer til at beskrive disse fænomener,

man betragter en cirkulær genstand, som

uden at vi tvinges til at indrømme eksi­

f.eks. en tallerken, under en skæv vinkel,

stensen afsansedata eller til at konkludere,

fremtræder tallerkenen ikke som cirkulær,

at vi aldrig observerer den fysiske verden

men elliptisk; og man kan under visse om­

direkte.

stændigheder tage fejl og tro, at der faktisk er en elliptisk genstand foran én. Der må

altså være noget ellipseformet, der umid­ delbart præsenterer sig for bevidstheden.

Og da det ikke er tallerkenen, må det være

Opløsningen af dualismens problemer

noget andet, en subjektiv størrelse, som fi-

Ryles analyse af det mentale undgår øjen-

losofferne kalder en sansefornemmelse el­

synligt de problemer, som den cartesianske

ler et sansedatum.

dualisme lober ind i. For det forste er der

Ryles kritik af denne teori følger det

nu ikke længere noget problem i forhol­

faste monster. For det første strider påstan­

det mellem det mentale og den materielle

den om, at vi aldrig perciperer andet end

verden. Der er ikke en årsagsforbindelse af

private mentale størrelser, imod daglig-

den art, som voldte Descartes så mange

sproget. For det andet leder den til en uen­

vanskeligheder. Forholdet mellem de to er

delig regres. Hvis vi hævder, at vi i virke­

nemlig forholdet mellem en disposition og

ligheden kun observerer sansefornem­

en bestemt manifestation aj denne disposition,

melser, må vi fastholde, at observationen

og dette er ganske ilkontroversielt. Et ek­

af sansefornemmelser involverer, at vi har

sempel herpå (fra den materielle verden)

sansefornemmelser af sansefornemmelser

er forholdet mellem, at en ting er skrøbe-

og så fremdeles. Vi er endnu en gang ka-

lig, og at tingen ved en bestemt lejlighed går i stykker. Dette er ikke en årsags-

stet ud i en uendelig gentagelse. Forestil-

DAGLIGSPROGSFILOSOFIEN

forbindelse: At tingen går i stykker, er et eksempel på dens skrøbelighed, ikke en virkning deraf. For det andet er der nu ikke længere et pres i retning af at forlægge det mentale til en anden verden. Det er ganske vist i en vis forstand rigtigt, at dispositionelle ter­ mer ikke henviser til noget, der findes på et bestemt sted i den materielle verden; men dette er ikke et udtryk for, at det fin­ des i en anden, spøgelsesagtig, ikke-materiel verden, men at spørgsmålet om, hvor det findes, udtrykker en kategorifejl­ tagelse. Man kan sporge om, hvor glasva­ sen befinder sig, og fa det svar, at den står pa kommoden. Men til spørgsmålet om, hvor glasvasens skrøbelighed befinder sig, er svaret, at den hverken befinder sig på kommoden, bag ved kommoden eller no­ get andet sted. "Skrøbelighed” tilhorer en kategori af fænomener, om hvilke det ikke giver mening at sige, at de findes noget bestemt sted. Endelig løser Ryles analyse, hvis den holder, også spørgsmålet om vores viden om andre menneskers bevidsthedsliv. Hvis det mentale består i menneskers disposi­ tioner til at handle og tale, så er det princi­ pielt lige så tilgængeligt for andre menne­ skers erkendelse som for subjektets egen. Det ærværdige problem om "andre men­ neskers bevidsthed” kan endelig lægges til side. Ryles bog skabte stor debat.Visse kriti­ kere beskyldte ham for at reducere det menneskelige bevidsthedsliv til monstre i menneskers handlinger - og derved være en behaviorist i forklædning. Kritikken er rimelig, for så vidt Ryle i det mindste ikke klart gør rede for, hvori hans teori adskil­ ler sig fra en (forfinet) behaviorisme.217 Det er også korrekt, at Ryle - med sin teori om, at det mentale fundamentalt er noget dispositionelt - har det vanskeligt

med mentale størrelser, som synes klart ikke-dispositionelle, som f.eks. en kortva­ rig smerte. Her synes analysen ikke at være særlig tilfredsstillende og under alle om­ stændigheder meget skitsemæssig.

Dagligsprogs filosofiens indflydelse På trods af disse svagheder blev Ryles bog meget indflydelsesrig, især som forbillede for, hvorledes man kan kortlægge et filo­ sofisk minefelt som de mentale begreber. En sådan beskrivelse viser detaljer og nu­ ancer i den måde, hvorpå vi i dagligsproget beskriver det pågældende område, påpe­ ger hvorledes alternative filosofiske beskri­ velser leder til vanskeligheder og lægger dermed (i det mindste) et solidt grundlag for videre filosofisk arbejde. Bogen skabte en opblomstring af interessen for "filoso­ fisk psykologi” og gav inspiration til en strom af boger og artikler, i hvilke psyko­ logiske enkeltbegreber eller snævrere om­ råder blev underkastet en minutiøs ana­ lyse.218 The Concept of Mind eksemplificerer derved den vigtigste arv, som dagligsprogs­ filosofien gav videre til den senere filosofi, nemlig omhu i omgangen med det dag­ ligsprog. der som regel er vores redskab i filosofiske undersøgelser, og indsigten i, at fine nuancer heri kan rumme væsentlige filosofiske pointer. Hvad derimod angår den dogmatiske doktrin om dagligsprogets paradigmatiske status samt forestillingen om, at filosofiske problemer kan loses uden inddragelse af formelle metoder, blev disse hurtigt forladt. Her skulle filosofiens pendul snart svinge tilbage til en position, der ligger tættere på Carnaps end på Ryles. Denne bevægelse blev ikke mindst gjort i Michael Dummetts filosofi.

141

142

FILOSOFIEN FØR 1960

STRAWSON: DESKRIPTIV METAFYSIK Referenceteorien som filosofisk udgangspunkt Som tidligere nævnt er dagligsprogs­ filosofien bl.a. en reaktion på den forstå­ else af sproget som en strengt matematisk kalkule, der gor sig gældende hos de logi­ ske positivister i almindelighed og de lo­ giske atomister i særdeleshed. De logiske positivister anerkendte ganske vist, at dagligsproget ikke er strengt regelstyret, men så dette som en fejl, som kan korri­ geres, hvis vi erstatter dette sprog med et stringent, konstrueret sprog. De logiske atomister - Russell (1872-1970) og den unge Wittgenstein (1889-1951) - mente derimod, at dagligsproget faktisk under sin tilsyneladende uregelmæssige overflade har en præcis logisk form, som det imid­ lertid kræver filosofisk arbejde at bringe frem i lyset. 1 begge tilfælde nedvurderes dagligsproget, som det umiddelbart fore­ ligger for os. Denne problemstilling er også inspira­ tionen for Peter Strawson (f. 1919). Det konkrete udgangspunkt er Russells teori om bestemte beskrivelser (jf. side 47ff), dvs. udtryk som "forfatteren til Waverley”, "kongen af Frankrig”, "den forste dør på højre hånd”, "den kop dér” osv. Ifølge Russell er vi tilbøjelige til at misforstå den semantiske funktion af sådanne udtryk, idet vi tager dem som henvisninger til en bestemt ting, person osv., som eksisterer et eller andet sted i verden. Fejltagelsen af­ sløres ved, at sådanne udtryk er menings­ fulde, selv om der ikke måtte findes noget eller nogen, som de refererer til. Det gæl­ der f.eks. udtrykket "kongen af Frankrig”, som vi tydeligvis forstår, samtidig med at

vi erkender, at der ikke findes nogen konge af Frankrig. Et ægte refererende udtryk er derimod ifølge Kusseli et ud­ tryk, hvis mening er den ting, det refererer til, og som derfor mister sin mening, hvis en sådan ikke findes. Derfor kan bestemte beskrivelser ikke være refererende udtryk. Russell foreslår en alternativ analyse, ifølge hvilken et udtryk som "kongen af Frank­ rig’’ i virkeligheden er en forklædt eksi­ stenspåstand, der siger, at der eksisterer én og kun én person, som er konge af Frank­ rig. Kritik af Russell 1 en indflydelsesrig tidlig artikel, "On Referring” ("Om reference”. 1950), kri­ tiserer Strawson denne analyse. Russell overser ifølge Strawson forskellen mellem et udtryks reference, som er den ting, per­ son osv., som det henviser til i en konkret anvendelse, og dets niciiiiig, som det har uafhængigt af den konkrete kontekst, og som består i dets evne til at blive brugt til at referere i en given konkret situation. Den sproglige funktion af udtrykket "kongen af Frankrig” er at henvise til en person, der er konge af Frankrig, hvis en sådan fin­ des. Men dette medfører ikke, at udtryk­ ket skulle miste sin meningsfuldhed (= sin kraft til at henvise), blot fordi der i dag ingen konge er at henvise til. Bestemte beskrivelser er sproglige redskaber, og li­ gesom en skruetrækker ikke mister sin evne til at skrue skruer i, blot fordi der tilfældigvis ikke er en skrue i nærheden, mister bestemte beskrivelser ikke deres mening, blot fordi der ikke findes noget for dem at henvise til i den konkrete si­ tuation. Derfor er der ikke brug for

STRAWSON DESKRIPTIV METAFYSIK

Kusseils analyse, som soger at forklare be­

net "kongen af Frankrig er skaldet” er ikke

stemte beskrivelsers meningsfuldhed ved

falsk, i samme forstand som udsagnet "Bill

at vise, at de i virkeligheden slet ikke er

Clinton er skaldet” er falsk. Udtrykket har

refererende udtryk, men i stedet forklædte

ifolge Strawson ikke nogen sandhedsværdi,

eksistenspåstande.

hverken sand eller falsk, idet det forudsætter

Strawson medgiver, at en sætning som

noget, som ikke er tilfældet.

"kongen af Frankrig er skaldet” ville fore­

En person, der bruger en bestemt be­

komme malplaceret, hvis den blev ytret i

skrivelse, forudsætter ikke blot, at der fin­

dag, hvor Frankrig har været en republik i

des noget, der henvises til med beskrivel­

generationer. Udsagnet vækker undren,

sen, men også at der kun findes én sådan

fordi taleren gor en bestemt ukorrekt

ting. Dette betyder imidlertid ikke, at der

eksistensforudsætning, og hvis tilhorerne

kun findes én ting, der svarer til den på­

ikke deler denne forudsætning, kan de

gældende sproglige beskrivelse. Strawson

ikke foretage sig noget med udsagnet.

påpeger, at vi ofte i dagligsproget bruger

Men at sætningen i sin konkrete brug for­

refererende udtryk på en lidt los måde. Vi

udsætter eksistensen afen konge af Frank­

siger ting som "nøglen ligger i kommode-

rig, er ikke det samme som at sige, at den

skuffen”uden dermed at antyde, at der kun

direkte hævder, at der findes en konge af

findes én nogle i hele universet, og at den

Frankrig, som det gælder ifølge Kusselis

ligger i kommodeskufFen. Den talende la­

analyse. Et tegn herpå er, at hvis en person

der forstå, at det er én bestemt nogle, han

udtalte, "kongen af Frankrig er skaldet”,

henviser til, og konteksten må så gore det

så ville svaret typisk ikke være ”nej”, men

klart, hvilken det drejer sig om. Flvis f.eks.

i stedet undren eller en bemærkning om,

den umiddelbart forudgående samtale har

at Frankrig jo ikke er et monarki. Hvis en

drejet sig om kældernoglen, så kan tilhore­

person tilsvarende spurgte, om kongen af

ren gå ud fra, at det er den, det handler om,

Frankrig er skaldet, ville man ikke vide,

tilsvarende hvis bemærkningen er rettet til

hvad man skulle svare (ligesom en person,

en person,som står og rusker i kælderdoren.

der aldrig har slået sin kone, ikke ved, hvad

Denne slags ubestemthed, der elimineres

han skal svare, hvis han bliver spurgt, hvor­

ved kontekstuel fortolkning, er typisk for

når han holdt op med at slå hende). Udsag­

dagligsproget. Man prover at fjerne den i

Peter Strawson F, 1919 Engelsk filosof Med udgangspunkt i sprog­ filosofiske overvejelser har Strawson udviklet en generel og systematisk udgave af daglig­ sprogsfilosofien. Han blev fodt i

Oxford, hvor han studerede 1937-1940 ved St. John’s Col­ lege. Efter at have været assis­

143

blev han i 1948 ansat som fellowved University College i Oxford, en stilling han bestred indtil 1968, hvor han overtog Ryles stilling som Waynfleete Professor of Metaphysical

Philosophy i Oxford. Han trådte

Individuals (Individer, 1961)

The Bounds ofSense (Forståelsens grænser, 1966) Logic-Linguistic Popers (Logisk-lingyistiske artikler, 1971)

Subject and Predicate in Logic and

tilbage i 1987.

Crammar (Subjekt og prædikat i lo­ gik og grammatik, 1974)

Værker ”On Referring” (”Om refe­

Scepticism and Naturalism (Skepti­ cisme ognaturalisme, 1985) Analysis and Metaphysics (Analyse

tant leeturer ved University Col­

rence”, 1950) Introduction to Logical Theory (Intro­

lege at North Wales, Bangor,

duktion til logisk teori, 1952)

og metafysik, 1992)

144

FILOSOFIEN FØR 1960

Peter Strawson.

logikken, men den er ikke i sig selv en de­

ting uden at identificere den entydigt i

fekt ved dagligsproget, men kim et problem

sproglige termer; i visse tilfælde kan man

for så vidt den giver anledning til misfor­

identificere en ting ved at pege på den

ståelser. Og det gor den kim sjældent i en

uden overhovedet at beskrive den. Hvis

dagligdags sammenhæng.

man imidlertid kommunikerer om en

1 Strawsons forste bog, Introditction to

ting, der ikke er til stede i situationen og

Logical Theory (Introduktion til logisk teori,

kan iagttages af samtaleparterne, er der

1952), viderefører han overvejelserne over

øjensynligt brug for en beskrivelse, der

forholdet mellem dagligsprog og logik.

udpeger tingen unikt, dvs. som kun passer

Han understreger, at dagligsprogets regler

på denne ene ting. Spørgsmålet rejser sig

i modsætning til den formelle logiks reg­

derfor, hvilken garanti vi har for, at der al­

ler altid inddrager konteksten for sprog­

tid vil være en unik beskrivelse, der udpe­

anvendelsen, og dagligsprogets regler er

ger en sådan genstand. Hvis kommunika­

bl.a. derfor aldrig helt eksakte. Ud fra

tion skal være systematisk og ægte inter­

denne grundposition gor Strawson rede

subjektiv, må dette være et fælles system.

for grundbegreberne og grundstrukturen

Der er også brug for at kunne koble dette

i den formelle sætnings- og prædikats­

fælles referencesystem til den kontekstu­

logik. idet han lobende sammenligner

elle reference, som gælder i situationen,

dem med deres dagligsproglige modstyk­

hvor der henvises til en umiddelbart fore­

ker. Han uddyber og præciserer også det

liggende ting.219

begreb om forudsætning, som blev ind­

fort i ”On Referring”.

Rum og tid Strawson påpeger nu, at der er et system af

beskrivelser, der tilfredsstiller disse krav.220

Konsekvenser af reference­ teorien: Individer

Det er det rum-tidslige beskrivelsessystem,

hvori vi henviser til en ting eller hændelse ved at sige, at det er den ting, der fandtes

Strawsons hovedværk, Individnals (Indivi­

der-og-der, eller den hændelse, der ud­

der, 1961), videreførte ligeledes tanker fra

spandt sig på det-og-det sted på det-og-

”On Referring”.Analysen af bestemte be­

det tidspunkt. Dette er et entydigt system,

skrivelser havde blotlagt en særlig funk­

idet der kun kan eksistere én ting (af en

tion i sproget, nemlig reference. Denne

given art) på et og samme sted på et og

består i at identificere eller udpege en be­

samme tidspunkt. Det er tillige et fælles

stemt ting, som sætningen som helhed så

system, idet mennesker befinder sig i et

udsiger noget om. I Individttals reflekterer

fælles rum og en fælles tid. Og det er altid

Strawson niere generelt over, hvorledes

muligt at slå bro mellem dette fælles

denne identificerende funktion effektu­

beskrivelsessystem og det beskrivelses­

eres i vores sprog og tænkning som hel­

system, som defineres af en konkret

hed, og han bruger resultaterne til at kaste

samtalesituation, idet denne situation i sig

lys over nogle traditionelle filosofiske pro­

selv kan lokaliseres i det fælles system. Det

blemer.

rum-tidslige system er også centralt med

1 sin kritik af Russell havde Strawson

hensyn til spørgsmålet om geniden­

påpeget, hvorledes kontekstuelle træk un­

tifikation, dvs. den proces, hvorved vi

dertiden gør det muligt at referere til en

identificerer en ting som den samme, som

STRAWSON: DESKRIPTIV METAFYSIK

145

I

146

FILOSOFIEN FOR 1960

vi har mødt tidligere. For vi gor i alt væ­ sentligt dette ud fra den betragtning, at en ring, som befinder sig på et givet sted, sandsynligvis er den samme som en, vi har set for på det samme sted. Hvis vi iagtta­ ger en hjort i skoven og vender tilbage lidt senere og ser et lignende dyr på det samme sted, giver det os grund til at antage, at det er det samme dyr.

Materielle tings rolle i referencesystemet Strawson rejser spørgsmålet, om der er visse typer af ting, som er fundamentale i det skitserede beskrivelsessystem.221 Her­ ved tager han en traditionel filosofisk problemstilling op, men formulerer den på en ny måde. Filosoffer har traditionelt været optaget af at opstille et hierarki af de typer af ting, der findes, således at visse ting siges at være fundamentale, mens andre er sekundære eller afledte. De fun­ damentale er typisk størrelser, der kan bruges til at forklare de mindre funda­ mentale, eller som kan bruges i en logisk analyse af de sidstnævnte. Den logiske positivismes (især Carnaps) bestræbelser på at opbygge konstitutionssystemer, hvor visse grundelementer bruges til at definere alle andre størrelser, er et godt eksempel herpå. I modsætning hertil bestemmes en tings position i Strawsons hierarki ved referencerelationen. Spørgsmålet er, om der er visse typer af ting, som man kan referere til uden at matte henvise til andre typer, mens det for andre typer af ting gælder, at man ikke generelt kan henvise til dem uden via henvisning til de først­ nævnte ting. Strawsons svar på dette spørgsmål er ja, og han giver materielle ting rollen som de fundamentale elemen-

ter i vores beskrivelsessystem, set fra en referenceteoretisk synsvinkel. Materielle ting Materielle ting har nødvendigvis selv en rumlig udstrækning og tidslig varighed og er derfor i stand til at udfylde en reference­ teoretisk hovedrolle, både når der henvises til tilstedeværende ring, og nar der tales om ting, der befinder sig uden for synsvidde af taler og tilhorer. I den førstnævnte situa­ tion kan materielle ring umiddelbart udpe­ ges ved demonstrativ identifikation. Ved kommunikation om fjerne ting eller kom­ munikation med fjerne personer har de den fordel, at de er elementer i et netværk af rum-tids-relationer. som gor det muligt at identificere enhver sådan ting entydigt ved dens rumlige og tidslige lokalisering. I dagligdags kommunikation bestemmer man en ting ved dens position i forhold til stabile, store og let iagttagelige kendemær­ ker i landskabet: Man identificerer huset ved dets position i forhold til bjerget eller søen. Dette muliggør også genidenti­ fikation: Man slutter, at det hus, man ser på nedturen fra bjerget, er det samme som det, man så på samme lokalitet på opturen. Denne slags identifikation er imidlertid stadig lokal og er afhængig af, at samtale­ parterne kender det samme landskab og dets kendemærker. For at overvinde disse begrænsninger har man indført et viden­ skabeligt referencesystem, hvori man identificerer alle ting på Jordens overflade ved deres position i et koordinatsystem med et bestemt nulpunkt (nemlig Greenwich) og en nullinje, nemlig ækvator. Dette system kan anvendes afalle, der ken­ der deres egen position i koordinatsyste­ met. Tilsvarende er der et fælles og offi­ cielt kalender- og tidssystem, i vores kul­ tur med et nulpunkt defineret ved Kristi

fødsel.

STRAWSON: DESKRIPTIV METAFYSIK

Materielle ting er i stand til at udfylde

ikke omfatter rumlige størrelser. Han be­

deres referencemæssige hovedrolle, fordi

handler dette spørgsmål ved hjælp af et

mange af (de største af) dem, såsom geo­

tankeeksperiment, hvori han forestiller sig

grafiske kendemærker, er stabile og let­

en iagttager, hvis oplevelser udelukkende

genkendelige, og de skifter ikke position. 1

er lyde.”2 Lyde er ikke i sig selv rumlige

kraft heraf er de bedre egnede til rollen

størrelser, og et sådant væsen ville derfor

end processer og begivenheder, som er to an­

ikke have et begreb om rummet.Ville ved­

dre grundkategorier i dagligsproget. Disse

kommende overhovedet kunne drage en

er essentielt mere foranderlige, og, i det

sondring mellem en objektiv verden og

mindste for begivenheders vedkom­

sine egne subjektive oplevelser af denne

mende, typisk mere kortvarige. Derfor må

verden? En minimal betingelse for denne

disse størrelser typisk identificeres ved de­

mulighed er, at iagttageren kan operere

res relationer til materielle tmgiVi henvi­

med forestillingen om, at genstandene ek­

ser til en proces, f.eks. opførelsen af et hus.

sisterer, selv når de ikke observeres (i det

ved at identificere det hus, der opfores, og

lydlige univers betyder dette: Når de ikke

til en begivenhed som et militært slag ved

hores). Dette er atter afhængigt af forestil­

at henvise til det sted (dvs. de geografiske

lingen om et "sted”, hvor tingene findes, når de ikke observeres:Vores tanke om, at

kendemærker), hvor slaget fandt sted. Der findes ikke noget fælles og systematisk

rumlige ting eksisterer, selv nar vi ikke op­

identifikationssystem af processer og be­

lever dem, har at gore med forestillingen

givenheder, der omfatter alle processer og

om, at de findes et andet sted, end vi selv

begivenheder, ikke engang hvis de tilho­

er, evt. skjult bag andre ting osv. Og dette

rer en bestemt type. Der findes f.eks. ikke

hænger atter sammen med muligheden af,

en liste over alle eksplosioner, der har fore­

at subjektet kan identificere genstanden

kommet i menneskehedens historie, såle­

for sine nuværende oplevelser som den

des at man kunne referere til en bestemt

somme som en, det oplevede tidligere, men

eksplosionsom f.eks."den 1.000.239.eks­

som var uobserveret i en mellemliggende

plosion”. Eksplosioner og andre begiven­

periode.

heder må nødvendigvis, som typer betrag­

Derfor må der findes en analogi i det

tet, identificeres relativt til materielle ting

rumlige univers til forestillingen om et

og rumlige positioner, som f.eks den eks­

sted, hvor ting befinder sig, når de ikke

plosion, der fandt sted i huset på hjørnet

observeres. Dette kunne være i form af en

af X-gade ogY-gade.

permanent "mastertone", der ledsager alle subjektets andre lydoplevelser, og som va­

rierer systematisk og kontinuerligt i tone­

Ikke-rumlig reference

højde. Dette udgor en slags lydlig dimen­

sion eller skala, hvor de oplevede lyde er

Det rum-tidslige identifikationssystem

lokaliseret. (Strawson sammenligner med

muliggør entydig identifikation af gen-

den lydoplevelse, man kan have med en -

stande i et fælles, intersubjektivt og der-

gammeldags og dårligt indstillet - radio-

med objektivt referencenetværk. Dette

modtager, hvor bevægelser op og ned ad

rejser nu for Strawson spørgsmålet, om det

skalaen producerer en hyletone af vari-

overhovedet ville være muligt at have ob-

erende tonehøjde. De forskellige stationer

jektiv reference i et beskrivelsessystem, der

er lokaliseret på forskellige 'steder” på

147

148

FILOSOFIEN FØR 1960

denne mastertone). På denne måde kunne et væsen, der udelukkende havde lydlige

Det frenilTiedpSyklskeS problem

oplevelser, tænke på forskellige lyde som værende lokaliseret på forskellige steder på Et andet klassisk filosofisk problemkom­ "lyddimensionen”. Det ville dermed være pleks, som Strawson bruger sin reference­ i stand til at genidentificere en bestemt lyd teoretiske tilgang til at belyse, er det som den summe individuelle lyd, som det fiemmedpsykiskes problem og sjæl-legetidligere havde oplevet på det samme lyd- me-problemet. En klassisk tradition i fi­ lige "sted", til forskel fra en anden, men losofiens historie har i forlængelse af kvalitativt identisk lyd, som det oplevede Descartes (1596-1650) hyldet en dualistisk et andet "sted” på hyletonen. Det ville position, ifølge hvilken universet rummer dermed have taget et forste skridt i ret­ materielle (fysiske) såvel som mentale stør­ ning af at kunne tænke på denne lyd som relser. Dette har imidlertid affødt et van­ eksisterende, selv når den ikke blev skeligt erkendelsesteoretisk problem om, perciperet, og dermed i retning af at kunne hvorvidt vi kan fastslå, om andre menne­ sondre mellem de objektive lyde og ens sker har bevidsthed samt også vanskelig­ egen oplevelse af dem. heder med at forstå sammenhængen mel­ Imidlertid er det langtfra givet, at ev­ lem sjæl og legeme. nen til genidentifikation er tilstrækkelig Ud fra en referenceteoretisk tilgang bor til at sikre en objektivering. Strawson so­ der ifølge Strawson stilles følgende spørgs­ ger at udbygge iagttagerens oplevelser for mål: Hvorfor tilskrives mentale tilstande at bygge bro over svælget. Han overvejer, overhovedet til noget andet som deres hvorledes man kunne forsyne iagttage­ subjekt? Og hvorfor tilskrives de til noget, ren med en lydlig ”krop”, således at der som ud over mentale egenskaber også har kunne gives et mere solidt indhold til materielle, fysiske egenskaber? Visse raditanken om, at iagttageren selv befinder kale empirister som f.eks. Hume (1711sig på den lydlige dimension, som han 1776) har hævdet, at forestillingen om, at oplever. Han overvejer også, om man mentale størrelser (ideas) nødvendigvis må kunne give iagttageren evnen til at ud­ tilskrives et subjekt, blot er en grammatisk fore handlinger, nemlig i form af bevid- illusion; jeget er blot en konstruktion ud ste og intenderede bevægelser op og ned fra ideer, idet det afspejler visse sammen­ ad masterskalaen, for dermed at give den hænge mellem dem. Men dette leder efter et mere substantielt "selv”. Strawson Strawsons mening til en cirkularitet: Hvis kommer til syvende og sidst ikke til no- jeg hævder, at mit jeg blot er en konstrukgen klar konklusion på sit spørgsmål, ud tion ud fra ideer, må jeg dog forst kunne over at genidentifikation er en nødvennødven­ specificere, hvilke ideer der konstituererer dig forudsætning for at kunne tale om mit jeg. For mit jeg omfatter naturligvis objektivitet. Tankeeksperimentet er en ikke alle ideer i universet. Det eneste svar for usikker metode til at kunne under­ synes at være, at mit jeg er konstitueret af stotte sikre konklusioner. Strawson nøjes mine ideer. Men nu kører forklaringen i med at konstatere, at den hypotetiske ring: Opgaven var at gøre rede for, hvori kaste lys lys over over den den øvelse har tjent til at kaste rolle, rummet spiller som betingelse for vores faktiske begreb om objektivitet.

mit jeg bestod, og Humes svar var, at det består i en sammenhæng mellem mine oplevelser. Men førend vi har faet specifi-

I STRAWSON: DESKRIPTIV METAFYSIK

ceret, hvad et jeg er, kan vi ikke tale om mine oplevelser, dvs. de oplevelser, der hører til mitjeg.Vi har at gøre med en cirkulær definition her. M- og P-prædikater Strawsons konklusion er, at subjektive oplevelser - "ideer” - er referentielt sekundære i forhold til reference til noget andet, nem­ lig et jeg eller en person, der er subjekt for oplevelserne. Personbegrebet er ifølge Strawson begrebet om en størrelse, som man kan tillægge både, hvad han betegner som M-prædikatcr (dvs. materielle prædika­ ter) og P-pm’dikater (dvs. psykologiske eller mentalistiske prædikater). Til den første gruppe hører sådanne prædikatersom "ve­ jer 70 kilo”, ”er i dagligstuen” osv.Til den anden horer prædikater som "har smerter”, "tror på Gud”, "smiler”, ”går en tur” osv. Det er ifolge Strawson karakteristisk for Pprædikater, at vi bruger dem om os selv på basis af andre kriterier end dem, vi benyt­ ter, når vi bruger disse prædikater om an­ dre mennesker: Hvis jeg vil finde ud at, om et andet menneske har smerter, tror på Gud, er ude at gå en spadseretur osv., må jeg observere vedkommende og udlede svaret fra hans adfærd. Dette behøver jeg ikke i mit eget tilfælde. Jeg behøver ikke at lytte ril min stønnen, for at finde ud af om jeg har smerter, eller se, om jeg går i kirke, for at finde ud af om jeg tror på Gud. Det er nu ifolge Strawson vigtigt at for­ stå, at de kriterier, som man bruger til at afgøre, om andre mennesker har smerter, tror på Gud, har til hensigt at købe hus osv., er logisk tilstrækkelige kriterier. De giver endegyldige grunde til at antage ek­ sistensen af disse mentale tilstande, ikke blot gode grunde.224 Dermed er spørgs­ målet om, hvorvidt man kan vide, at andre mennesker overhovedet har bevidsthed, bragt ud af verden.

Forklaringen er ifølge Strawson denne: Hvis man hævder, at disse kriterier ikke er logisk tilstrækkelige, er man tvunget til at se på vores viden om andre menneskers mentale liv (deres P-prædikater) som resultatet af en aiialogislutniiig: Først lægger jeg mærke til mine egne mentale tilstande og deres manifestationer i min adfærd, Dernæst konstaterer jeg, at andre mennesker (strengt taget: andre kroppe) ofte op­ fører sig på samme måde, som jeg gor, og derved kan jeg konkludere, at de sandsyn­ ligvis har samme mentale tilstande, som jeg har, når jeg udviser tilsvarende adfærd: De har smerter, når de stønner og vrider sig, osv. På denne måde slutter jeg til, at andre mennesker overhovedet har et mentalt liv (har en bevidsthed) ved at ræsonnere ud fra en analogi til mit eget tilfælde. Her har vi imidlertid efter Strawsons mening endnu en ond cirkel. Det giver kun mening at tale om visse størrelser som mine mentale tilstande, hvis jeg allerede er i stand til at tale om andres mentale til­ stande; uden denne kontrast er henvisningen til noget som mit helt tom. Derfor er analogislutningen overflødig: For en be­ tingelse for, at slutningen overhovedet kan formuleres, er, at jeg allerede kan henvise til andre som subjekter for mentale til­ stande. Men hvis jeg allerede har denne færdighed, er der ikke brug for analogi­ slutningen. Strawsons konklusion er, at vi­ den om andres mentale liv ikke skyldes en analogislutning, og at generel skepsis med hensyn til andres bevidsthed skyldes manglende indsigt i den miide, de mentale begreber fungerer på. Strawsons forsøg på at lose det fremmedpsykiskes problem har ikke vundet storre tilslutning. Den væsentligste svag­ hed ved argumentationen er nok, at Strawson anlægger et for intellektualistisk syn menneskers opfattelse af hinanden

149

i Iil

150

FILOSOFIEN FOR 1960

som bevidste væsener, nar han argumen­ terer for, at en sådan opfattelse må ud­ springe afenten en deduktiv slutning eller en analogislutning. Men slutter moderen, hvis lille spædbarn smiler til hende,at bar­ net er glad, og at det i det hele taget har en bevidsthed? Eller for den sags skyld, slutter hunden, der slikker sin klynkende hvalp, at hvalpen har det dårligt? Her synes der snarere at være tale om instinktive reak­ tioner. Denne kritik af Strawson udsprin­ ger af et niere naturalistisk syn på den menneskelige erkendelse, et synspunkt, som Strawson i øvrigt senere skulle til­ slutte sig. Subjekt og prædikat Strawson bruger i Individuals også sin referenceteoretiske strategi til at kaste lys over et vigtigt formelt træk ved vores sprog, nemlig dets subjekt-prædikat-struktur.225 Filosoffer fra Aristoteles (384-322 f.Kr.) til Frege (1848-1925) har ment, at sætninger, der består af et subjekt og et prædikat, har en grundlæggende status i vores sprog og tænkning, og i overens­ stemmelse hermed har de søgt at karakte­ risere forskellen mellem subjekt og prædikat på en måde, der går ud over den tri­ vielle grammatiske forskel på subjekts- og prædikatsudtryk. Strawson hævder nu, at de formelle, grammatiske træk ved di­ stinktionen kan udledes af den vigtige sondring mellem individuelle og generelle størrelser (universaler), hvis man reflekterer over, at subjektudtryk, der primært henviser til en individuel ting, er refererende udtryk af den type, hvis funktionsmåde analyseres i Individuals. De formelle træk skyldes forskelle i det, som forudsættes i Strawsons tekniske betydning, for at kunne henvise til henholdsvis indi­ viduelle størrelser og universaler. Strawson er senere gået videre med disse overvejel-

ser i bogen Snbject and Predicate in Logic and Grannnar (Subjekt (> prædikat i logik og grammatik, 1974).

Filosofi som '"deskriptiv metafysik” Strawsons analyser i Individuals demon­ strerer en moderat og reflekteret holdning til dagligsprogsfilosofiens hovedproblem, nemlig: Med hvilken ret giver man daglig­ sproget status af en norm, således at dette sprogs måde at beskrive virkeligheden på betragtes som autoritativ? Strawsons stra­ tegi er dobbelt: På den ene side understre­ ger han, at det, der fremlægges i Individuals, generelt er blotte beskrivelser af daglig­ sproget. Der gores ingen krav på, at dette er en særlig forbilledlig måde at tale på. Han betegner sit projekt i bogen som ”deskriptiv metafysik”, hvilket skal ses som en generalisering af den metode, som anven­ des af (den mere moderate del af) dagligsprogsfilosofien, 226 Mens dagligsprogs­ filosofferne typisk sogte at kortlægge be­ stemte dagligsproglige enkeltbegreber, er Strawsons ambition at kortlægge visse me­ get generelle træk ved sproget.Ved at kalde dette for deskriptiv metafysik markeres en kontrast til traditionel, revisionistisk meta­ fysik, der typisk forsøger at vise, at visse alment anvendte kategorier er suspekte og bor udrenses fra sproget. Men der ligger også en implicit afstandtagen til bestræbel­ sen på at give vores dagligsprog en ukræn­ kelig status. På den anden side er det dog også tydeligt, at Strawson undertiden drager visse normative implikationer fra sine analyser. Undertiden konkluderer han, at visse træk er nødvendige i ethvert sprog - eller i det mindste i ethvert sprog, der er rigt nok til at udtrykke kendsgernin-

STRAWSON. DESKRIPTIV METAFYSIK

ger af denne eller hin bestemte art. Dette gælder f.eks. hans påpegning af, at reidentifikation er en nødvendig funktion i et­ hvert sprog med objektiv reference, og det gælder hans konklusion om, at gene­ rel skepticisme med hensyn til andre menneskers bevidste liv strider imod lo­ gikken af det sprog, i hvilket vi taler om subjekter for bevidsthed. Imidlertid dra­ ger han altid sådanne konklusioner på baggrund af detaljerede og omhyggelige argumenter; han nøjes aldrig blot med at påpege, at dagligsproget har dette eller hint træk for dernæst at konkludere, at dette træk er nødvendigt for enhver me­ ningsfuld kommunikation.

Transcendentale argumenter versus naturalisme 1 Individnals gjorde Strawson brug af så­ kaldte "transcendentale argumenter", dvs. argumenter, der er beslægtede med dem, man finder hos Kant (1724-1804) i den såkaldte "transcendentale analytik” i Kri­ tik der rcinen Vernnnft (Kritik af den renefor­ nuft, 1781). Transcendentale argumenter soger at vise nødvendigheden af visse træk ved sprog, tænkning eller virkelighed ved at påvise, at de er uundværlige forudsæt­ ninger for andre træk, som åbenlyst er nødvendige. Strawson bruger f.eks. et så­ dant argument til at vise nødvendigheden af genidentifikation af genstande i en ob­ jektiv erkendelse. Der er visse ligheder mellem Strawsons fremgangsmåde her og Kants forsøg på at fastslå nødvendigheden af visse strukturelle træk i enhver mulig empirisk erkendelse i Kritik der reinen Vernunft. En yderligere lighed ligger i den rolle, som både Kant og Strawson tillægger ruin og tid. Det er derfor ikke mærkeligt, at Strawson har interesseret sig for Kant, og i sit eneste filosofihistoriske værk, The Bounds of Sense (Forståelsens grænser,

1966), gennemgår han grundtankerne i Kritik der rebien Vernnnft. Han søger på den ene side at vise, at Kants forsøg på at finde nødvendige strukturelle træk i enhver tænkelig empirisk erfaring er værdifuldt, om end han mener, at Kant var ak for op­ timistisk med hensyn til, hvad der kunne bevises ad denne vej. På den anden side påpeger han også, at denne værdifulde idé blev kompromitteret, dels af Kants ønske om at sige noget, der overskrider den em­ piriske virkelighed og vedrører "Das Ding an sich”, dels af hans forsøg på at forklare de nødvendige træk ved erkendelsen som resultat af et transcendentalt jegs virksom­ hed. I en senere bog, Skepticistn and Natnralism (Skepticisme og naturalisme, 1985), lægger Strawson afstand til transcenden­ tale argumenter, for så vidt de anvendes til at gendrive skepticisme med hensyn til eksistensen af en objektiv ydre verden og af andre bevidstheder. 1 stedet bekender han sig til, hvad han kalder en naturalistisk holdning: Anklagen imod skepticismen er ikke så meget, at den er meningsløs, men snarere, at den er tom, idet ingen i virke­ ligheden kan opretholdile en skepsis med hensyn til disse spørgsmål. Transcenden­ tale argumenter kan dog stadig være vær­ difulde som redskaber til at påvise gene­ relle sammenhænge i vores begrebssystem. Strawsons senest publicerede bog, Analysis and Metaphysics (Analyse og metafysik, 1992), betegnes i undertitlen som en 'Introduktion til filosofi . Her vender Strawson bl.a. tilbage til overvejelser over filosofiens natur, især den analytiske filosofi og herunder specielt den dagligsprogs­ orienterede. Han forkaster Wittgensteins syn på dagligsproget som en terapi imod filosofiske problemer og gør sig til tals— mand for en opfattelse af filosofi som den systematiske redegørelse for generelle

151

i

I

152

FILOSOFIEN FØR 1960

sammenhænge mellem dagligsprogets grundbegreber. Han holder stadigvæk muligheden åben for, at en sådan under­ søgelse kan have normative implikationer, idet den kunne afsløre begrebssammen­

hænge, som er uomgængelige i vores be­ skrivelse af virkeligheden.Til det sidste har Strawson således bevaret sit nuancerede og reflekterede syn på forholdet mellem filo­ sofi og dagligsprog.

Filosofisk semantik efter 1960 Den filosofiske semantik efter 1960 har især hos britiske filosoffer bestået i at viderendbygge arven fra dens grundlæggere, mens den hos amerikanske filosoffer har været mindre traditi-

onsbnndet og niere orienteret mod naturvidenskaberne. Således har Dummett og Wright for­ sagt med udgangspunkt i Frege og den senere Wittgensreiii at finde et semantisk grundlag for metafysiske diskussioner omkring realisme, mens Qtiinc, Kripke og Putnam har kritise­

ret traditionelle synspunkter, som f.eks. at nogle udsagn er sande alene i kraft af deres me-

ning, at alle nodvendige udsagn er a priori erkendbare, og at mening er et essentielt kognitivt fænomen.

1 54

FILOSOFISK SEMANTIK EFTER 1 960

QUINE: SPROGFILOSOFISK HOLISME Kritik af skellet analytisk syntetisk

Hvis vi skal indfange alle analytiske sæt­ ninger, så bliver vi ifolge Quine nødt til at inddrage disse sætningers semantik, men Distinktionen mellem analytiske og synte­ det forudsætter, at vi allerede har et betiske sætninger har i den forste halvdel af greb om mening til rådighed. det 20. århundrede spillet en afgørende Tag i stedet Freges forslag, at alle os? kmt rolle inden for såvel logisk positivisme som analytiske sandheder kan bevises ved hjælp af lo­ dagligsprogsfilosofi (jf. side 75). Det gav giske love og definitioner. En logisklovver en dom. derfor genlyd i vide kredse, da den ameri­ som er sand og forbliver sand, uanset hvad vi kanske filosofW.V.O. Quine (1908-2000) indsætter i stedet for dens ikke-logiske ter­ angreb den hævdvundne distinktion mel­ mer. Eksempler på logiske termer er "og", lem analytiske og syntetiske sætninger. 1 "eller”, "hvis-så” og "ingen". Sætningen det følgende præsenteres nogle af de ar­ "ingen hoflige danskere er uhøflige" er såle­ gumenter, der igennem de sidste fire år­ des sand og forbliver sand, selv hvis vi ud­ tier har været genstand for mest diskus­ skifter (substituerer) "høflige danskere" med sion i kølvandet på Quines kritik. Groft "venlige svenskere”: "Ingen venlige sven­ sagt har de vundet flest tilhængere blandt skere er uvenlige”. Den er derfor analytisk. amerikanske filosoffer, mens briterne har Men vi kan tilsyneladende også bruge Freges været mere skeptiske. definition til at vise, at sætningen "ingen ungkarle er gifte” er analytisk sand: Definitionen af analytisk-syntetisk 1 artiklen ”T\vo Dogmas of Empiricism” 1. Ingen ugifte mænd er gifte (logisk lov) fra 1951 afviser Quine, at vi kan give 2. Ungkarle er ugifte mænd (definition af nogen oplysende definition af, hvad det vil "ungkarl") sige at være analytisk.Tag f.eks. Kants for- 3. Ingen ungkarle er gifte (følger fra (1) og slag ”a, at "en analytisk sandhed er en sand­ (2)) hed ... benægtelse afhvilken resulterer i kontra­ diktion". Er det ikke plausibelt, at hvis man Men sammenlign nu (1)-(3) med det fol­ benægter sætningen, "ingen ungkarle er gende argument: gifte”, så tager man ikke blot fejl, man modsiger også sig selv? Quine svarer, at 4. Ingen ugifte danskere er gifte (logisk

dette er muligt, men at begrebet om selvmodsigelse er lige så uklart som begrebet om analyticitet, og at det forste derfor ikke kan forklare det sidste. For hvad vil det sige at modsige sig selv’Vi kan definere "selvmodsigelse” syntaktisk som alle påstande af formen P & ~P. Men sætningen "nogle ungkarle er gifte” har ikke denne form.

lov) 5. Politikere er ugifte danskere (definition af "politiker") 6. Ingen politikere er gifte (følger fra (4) og (5))

Problemet er naturligvis, at i modsætning til (2) er (5) falsk. Men, fortsætter Quine,

QUINE: SPROGFILOSOFISK HOLISME

vi kan kun skelne de korrekte definitioner (n de ukorrekte, hvis vi allerede har et be­ greb om analyticitet. (2) er sand, fordi "ungkarl" simpelthen betyder ugift mand, mens (5) er falsk, fordi det ikke ligger i meningen med "politiker”, at han er ugift (og nogle politikere faktisk er gift). Ifølge Quine forudsætter Freges definition der­ for, hvad den søger at definere.

Synonymi tet Måske kan vi give en oplysende forkla­ ring på, hvad en korrekt definition er uden at trække på begreberne om mening eller betydning. En definition er korrekt, hvis og kun hvis de definerede udtryk er syno­ nyme med de definerende udtryk. Men hvad vil det sige at være synonym? Et bud er, at to udtryk er synonyme, hvis og kun hvis man altid kan substituere det ene ud­ tryk i en sætning med det andet udtryk uden at ændre sætningens sandhedsværdi. Tag sætningen "Aristoteles var elev af Platon”.Vi ved, at Aristoteles var Alexan­ der den Stores læremester, så vi kan sub­ stituere "Aristoteles" med "Alexander den Stores læremester”, uden at vores sætning bliver falsk: "Alexander den Stores lære-

mester var elev af Platon”. Men "Ari­ stoteles” er ikke intuitivt synonym med "Alexander den Stores læremester", fordi det er muligt at begribe meningen med begge udtryk uden at vide, at de refererer til det samme individ. Anderledes med "ungkarl” og "ugift mand”. Her kan jeg ikke have en fuld forståelse af begge ud­ tryk uden at vide, at de refererer til de samme individer. Hvis jeg tror, at der fin­ des gifte ungkarle, så tager jeg ikke blot fejl; jeg har end ikke rigtig forstået, hvad "ungkarl" betyder. Måske vi kan undgå sådanne problemer, hvis vi siger, at to ud­ tryk er synonyme, hvis og kun hvis de »g leder Einsteins og Bohrs bidrag. Alle videnska­ belige nyskabelser skal forklares på funda­ videnskaben på afveje. I og med at Kuhn nu øjensynligt havde mentalt samme måde, nemlig ved at pege vist, at der ikke findes nogen overhistorisk på visse samfundsmæssige årsager, mere rationalitet, var døren imidlertid åbnet for præcist sagt ved at henføre de videnskabe­

f

I I I

REALISME OG ANTI-REALISME

lige teorier under generelle sociologiske

at deres egne sociologiske resultater heller

eller andre samfundsvidenskabelige lov­

ikke er bestemt af den sociale virkelighed, de handler om.

mæssigheder.

Bloor og Barnes henviser som eksem­

Bloor og Barnes benægter heller ikke,

pel til den amerikanske videnskabshis­

at valg af videnskabelige teorier er styret

toriker Paul Formans studier vedrorende

af rationelle overvejelser, kun insisterer de

kvantemekanikkens fremkomst i Tysk­

på, at der ikke findes nogen absolut, over­

land i årene efter 1. Verdenskrig.427 For­

historisk og transkulturel standard for ra­

man hævder, at denne nye fysiske teoris

tionalitet: Sådanne standarder er historisk

hurtige gennemslag skyldes, at den ved at

variable og relative.430 Her er de på linje

understrege virkelighedens fundamentalt

med Kuhn, men er også inspirerede af den franske sociolog Émile Durkheim (l 858-

ikke-deterministiske karakter imødekom en tidsånd, der sværmede for det ir­

1917), der indforte et begreb om "kollek­

rationelle og romantiske. Det var denne

tive repræsentationer”, der foregriber

historisk bestemte tidsånd, snarere end

samme forestilling om, at den menneske­

nogen overhistorisk rationalitet, der sik­

lige tænkning altid foregår inden for ram­

rede, at den nye fysik fik en positiv mod­

merne af variable, historisk og socialt be­

tagelse.

stemte kategorier. Overensstemmelsen

Bloor og Barnes benægter ikke, at vir­

med Kuhn betyder, at Barnes’ og Bloors

keligheden spiller en rolle med hensyn til

standpunkt er åbent for den samme ind­

at bestemme indholdet af de teorier, der

vending, som videnskabshistorikere ret­

handler om den. Virkeligheden påvirker

tede imod Kuhn: Et studium af videnskab­

teoridannelsen gennem observation og

ens historie viser faktisk, at den ikke ud­

eksperiment.428 På den anden side beken­

vikler sig i sådanne velafgrænsede, klart

der de sig til en så stærk variant af teori­

definerede enheder som "paradigmer", af

ladningstesen, at de ti! syvende og sidst

hvilke ét er dominerede til ethvert tids­

kommer tæt på alligevel at frakende vir­

punkt. I virkeligheden er der til ethvert

keligheden en rolle.429 Dette skaber visse

tidspunkt talrige forskellige ideer i omlob,

vanskeligheder for deres eget standpunkt,

mere eller mindre klart afgrænsede fra

idet de øjensynligt tvinges til at indrømme,

hinanden.

Barry Barnes F, 1943

~

Britisk videnskabsteoretiker

Uddannet i fysik ved universite­ terne i Cambridge og Leicester

og i sociologi ved universitet i Essex. Sammen med David Bloor ophavsmand til "det stærke program ” i videnskabs­ sociologien. Ansat ved Science

269

Edinburgh, derefter professor i sociologi og siden professor i so­ ciologi ved universitet i Exeter.

Studies Unit ved universitet i

il David Bloor

F. 1942

Britisk videnskabsfilosof Uddannet i filosofi, matematik

og psykologi ved universiteterne i Cambridge og Edinburgh. En ledende skikkelse i de Kuhn-inspirerede bestræbelser på at un­ derkaste videnskaben en socio-

logisk analyse. Professor i filo­ sofi og leder af Science Studies ved universitetet i Edinburgh.

270

VIDENSKABSTEORI EFTER 1960

Bruno Latour.

og alle andre teorier, som har været frem­

sat og vil blive fremsat i fremtiden. Dette forekommer hojst uplausibelt.

Bruno Latour En kritiker, der har fremfort en lignende

pointe, er en anden konstruktivist, fransk­ manden Bruno Latour (f. 1947). Samfundsvidenskabens ufuldkomne

teorier og lovmæssigheder er ifølge Latour ikke tilstrækkelige til at forklare natur­

videnskabens imponerende teoribygnin7

ger.Vi bliver derfor nødt til at gengive den

fysiske virkelighed en rolle med hensyn til genesen af vores teorier. Men dette bety­

der ikke, understreger Latour, at vi der­

Et andet problem for Bloor og Barnes be­

med vender tilbage til den mertonianske

står i, at de, på trods af deres brud med

videnskabssociologi, der tillægger både

gængs positivistisk videnskabsteori, arbej­

naturen og samfundet en rolle ved ud­

der med et meget traditionelt begreb om

formningen af teorier, det sidste især med

forklaring. At forklare et fænomen er for

hensyn til fejlagtige teorier. Vi undgår

dem at udlede fænomenet fra en almen

dette, hvis vi beskriver virkeligheden på

videnskabelig lovmæssighed. De under­

en måde, som ikke drager nogen sondring

streger stærkt, at videnskabssociologien

mellem de fysiske og de sociale faktorer.432

ikke skal vige tilbage fra at søge at opstille

Latour henter modellen til en sådan

strengt deterministiske kausallove for

beskrivelse inden for den strukturelle

fænomenerne.431 Dette leder imidlertid til

litteraturanalyse, som har sin oprindelse i

problemer: Hvis man skal kunne udlede

udforskningen af folkeeventyr. I denne

en beskrivelse af videnskabelige hypote­

analyse opererer man med begrebet om

ser, herunder naturvidenskabelige hypo­

en aktant,som er en ”rolleindehaver" i for­

teser, ud fra sociologiske teorier, så må

tællingen. Det er karakteristisk for even­

disse hypoteser og de begreber, i hvilke de

tyr, at både levende og ”dode” ting optræ­

er formuleret, allerede så at sige ligge in­

der som aktanter. Helten (som selv er en

deholdt i de sociologiske teorier. Viden­

aktant) kommunikerer både med andre

skabssociologiens teorier må i en vis for­

mennesker og med dyr og ”dode” ting:

stand rumme Einsteins og Bohrs teorier

Helten spørger fuglen og hjorten om vej.

Bruno Latour F. 1947 Fransk videnskabsteoretiker

antropologi. Ledende fransk

videnskabsforsker, der undersø­ ger videnskab og teknologi ved

hjælp af sociologiske og antro­

Ph.d. i filosofi fra universitetet i Tours 1975, videreudddannelse i

pologiske metoder, men også med væsentlig inspiration fra

moderne strukturalistisk litteraturteori. Professor ved Ecole des Mines i Paris, gæste­ professorved fremtrædende uni­

versiteter i USA og England.

REALISME OG ANTI-REALISME

Steve Fuller F. 1959 Amerikansk videnskabsteoretiker

Grunduddannelse ved Columbia University, derefter studier i filo-

sofi og videnskabshistorie ved Cambridge University og University of Pittsburgh. Har ar­ bejdet på at udvikle en kritisk videnskabssociologi med videnskabspolitisk sigte. Ansæt­

han gør bækken eller stenen en tjeneste og modtager en gentjeneste fra dem osv. Latour overforer nu dette begreb til videnskabssociologien og hævder, at både den fysiske virkeligheds og den sociale virkeligheds genstande spiller en rolle for teoridannelsen. Men de gør dette i kraft af at være "aktanter”, der indgår i netværk af allierede, der støtter den samme teori. På samme måde som helten i eventyret vin­ der over sine fjender i kraft af at have flere hjælpere på sin side — herunder både le­ vende og dode ting - på samme måde vin­ der den teori, der har held til at samle flest allierede, flest "aktanter,” bag sig. Et ek­ sempel: Når Pasteur vandt den berømte debat foran Det Franske Akademi om, hvorvidt liv kan opstå af dod materie, så gjorde han det, fordi han havde flest ak­ tanter på sin side, og disse aktanter omfat­ tede både de personer i Akademiet, der delte Pasteurs religiøse anskuelser om, at kun Gud kunne skabe liv afikke-liv.og de mikrober, der "understøttede” Pasteurs påstand om, at tilsyneladende spontan opståen afliv fra dod materie altid skyldes, at der er mikroorganismer skjult til stede i det dode stof.433 Latour kritiserer ligesom Bloor og Barnes rationalitetsbegrebet, men går vi­ dere i sin kritik. Latour udtrykker det standpunkt, at rationalitet er en rent retorisk kategori: "Rationel” er et indholdsløst plusord, som vi af propagandagrunde hæfter på synspunkter og fremgangsmåder, vi kan lide.434 Rationalitet står ikke for nogen

271

teiser ved Virginia Institute of Technology, University of Pittsburgh og University of Dur­ ham. Siden 1999 professor i so­ ciologi ved University of Warwick.

veldefineret størrelse eller procedure, der tjener til at frembringe teorier af en særlig udsogt kvalitet. Denne kritik er imidlertid tvivlsom, når man som Latour selv ønsker at basere sin analyse af videnskaben på eirnpiriske resultater. For hvis man insiste­ rer på, at der ikke findes nogen rationel videnskabelig metode, kaster man også et tvivlens lys over sine egne resultater.

Videnskabssociologiens instrumentelle funktion En tredje variant af den nye videnskabs­ sociologi, repræsenteret ved amerikaneren Steve Fuller (f. 1959), anlægger en prag­ matisk, instrumentel målsætning for vi­ denskabssociologien: Den er et redskab til at forbedre den videnskabelige praksis.Vi­ denskaben er ganske rigtigt ofte præget af irrationalitet, men disse mangler kan opdages og udbedres. Herved bliver vi­ denskaben en selvkorrigerende proces, hvor den videnskabelige udforskning af videnskaben selv - ved hjælp af viden­ skabssociologien - udpeger mangler i den videnskabelige forskning og bidrager til, at de elimineres.433 Socialkonstruktivismen synes hen imod århundredets slutning at have tabt meget af sin oprindelige dynamik. Dette skyldes hovedsagelig to ting: For det forste har det vist sig umuligt at indfri løfterne om at levere forklaringer af videnskabens udvikling ud fra sociale faktorer. Dette kan ikke undre, da det som ovenfor nævnt ville forudsætte teorier afen styrke og forkla-

iL

272

VIDENSKABSTEORI EFTER 1960

ringskraft, som ikke kendes inden for noget

alene ved at anvende udtrykket "aktanter”

samfundsvidenskabeligt felt, og som det

som fællesbetegnelse for de to typer af

antagelig er principielt umuligt at levere.

faktorer. Det er imidlertid en overfladisk

For det andet er videnskabssociologerne

terminologisk forskel, især fordi Latour

— bl.a. som folge af de nævnte vanskelighe­

ikke på overbevisende måde påviser, at de

der — gerådet i indbyrdes strid med hensyn

to faktorer indgår på samme måde i vi­

til videnskabssociologiens rette metode.

denskabsprocessen, nemlig som forsker­

Dette har resulteret i debatter, der er af

ens "allierede”.

umiskendeligt filosofisk karakter og er lige

Også et andet stridspunkt mellem de

så inkonklusive, som det er almindeligt for

to parter viser sig at være en variant af en

filosofiske debatter. En central og ganske

traditionel filosofisk problemstilling, nem­

forbitret debat har således stået mellem

lig debatten mellem realister og anti-reali-

Bloor og Barnes på den ene side og Latour

ster (idealister). Latour hævder, at de teo­

på den anden.436 Dette er ironisk, idet den

retiske aspekter af den fysiske virkelighed

nye videnskabssociologi jo netop sogte at

skabes af de videnskabelige teorier og den

erstatte de endeløse debatter i videnskabs­

hertil horende praksis. Dette er en særlig

filosofien med konklusive videnskabelige

radikal form for konstruktivisme, som

undersøgelser, der omsider skulle fastslå,

kunne kaldes ontologisk konstruktivisme.

hvad der er videnskabens egenart. Man

Heroverfor hævder Bloor og Barnes. at

havde glemt at tage den mistelten i ed, som

den fysiske virkelighed eksisterer uafhæn­

ligger i, at man ikke kan drive videnskab

gigt af de hypoteser, vi opstiller om den.

uden at gøre sig overvejelser over den rette

Det er udelukkende vores teorier om vir­

metode. Og disse overvejelser kan ikke i sig

keligheden, der er sociale konstruktioner

selv’ afgøres ved empiriske, videnskabelige

- ikke virkeligheden selv. De er sociale

metoder.

konstruktioner, fordi de er formet af de

I denne debat har Latour slået på, at det

sociale omstændigheder knyttet til forsk­

"stærke programs” forhåbninger om at

ningsprocessen og ikke et resultat af en

kunne forklare indholdet af videnskabe­

direkte "aflæsning” af virkeligheden.

lige teorier ud fra rent sociale kategorier

Bloor og Barnes forfægter herved, hvad

må lide skibbrud. Sådanne forklaringer må

man kan kalde en erkendelsesteoretisk kon­

nemlig forudsætte sociologiske teorier

struktivisme, som klart adskiller sig fra

med en udsagnskraft, som må antages at

Latours mere vidtgående ontologiske

være uopnåelig;jf. den kritik, som er rejst

konstruktivisme.

ovenfor. Bloor har på sin side indvendt, at Latours standpunkt forråder den oprinde­

lige ambition om at give en sociologisk forklaring af videnskaben. Ved atter at

Videnskabsfilosofiens situa­ tion omkring år 2000

inddrage elementer af den fysiske virke­ lighed som direkte forklaringsfaktorer i

Ved årtusindskiftet er spørgsmålet om

videnskabsteorien vender Latour i realite­

videnskabens rationalitet fremdeles den

ten tilbage til et mere ortodokst stand­

centrale videnskabsfilosofiske problemstil­

punkt, der giver lige plads til både fysiske

ling, som den har været det i det meste af

og sociale determinanter for den viden­

det 20. århundrede. Bestræbelsen på at

skabelige proces. Latours teori adskiller sig

opstille rationelle modeller af videnskaben

REALISME OG ANTI-REALISME

har tjent to, nært forbundne, formål: Det

teoretiske problemstillinger på, nemlig ved

ene er at fa indsigt i, hvorledes videnska­

en sociologisk udforskning.

ben fungerer, og hvordan den adskiller sig

Ovenfor blev omtalt, at en rent empi­

fra andre måder at erkende virkeligheden

risk, sociologisk undersøgelse af videnska­

på,såsom religiøse, magiske osv.Videnska-

ben ikke kan stå alene. Men det udelukker

ben er i den moderne kultur det aner­

ikke, at videnskabssociologien kan berige

kendte mønstereksempel på erkendelse,og

videnskabsfilosofien. Det vil den ikke

det har derfor naturligt nok været en cen­

mindst kunne gore med hensyn til spørgs­

tral opgave for videnskabsteorien (og

målet om, hvordan videnskaben faktisk

erkendelsesteorien) at finde ud af. hvor­

fungerer, og hvori videnskabens særpræg

dan den adskiller sig fra alternativerne,

faktisk består. Muligvis vil der også kunne

herunder også fra de historiske forståelses­

hentes indsigter heri fra kognitions­

former, som den udkonkurrerede.

psykologien. Der synes blandt videnskabs­

Det andet formål graver dybere: Det

filosoffer at være en voksende forståelse

drejer sig om at begrunde, at videnskaben

for, at en sådan delvis "naturalisering” af

faktisk fortjener den særlige status, vi til­

videnskabsteorien kan være frugtbar.

lægger den i vores kultur; at videnskabelig

Hvordan ligger det med det andet

viden faktisk har den hoje grad af troværdighed, som den traditionelt tilskri-

spørgsmål, som blev nævnt ovenfor, dvs.

ves i vores kultur; og at videnskaben fak­

ens gyldighed? Vi nævnte tidligere, at en

tisk giver et bedre og mere korrekt billede

videnskabssociologisk undersøgelse selv

begrundelsen af den videnskabelige vid­

af virkeligheden end de erkendeformer,

forudsætter gyldigheden af den videnska­

som den historisk har udkonkurreret.

belige metode; den kan altså ikke bruges

Indtil omkring 1960 gik de viden­

til at begrunde denne. I stedet kan en ud­

skabsfilosofiske bestræbelser ud på at be­

vej af videnskabsfilosofiens begrundelses­

stemme den unikke metodologi, som man

problem måske soges i visse ideer, der ved

var overbevist om. at videnskaben besad,

århundredets afslutning blev udviklet i

og at vise, at denne nrletode garanterer, at videnskabelig viden er gyldig, troværdig

erkendelsesteorien (epistemologien).

eller i det mindste rationel. Som det frem­

den kommet til den konklusion, at de tra­

Mange erkendelsesteoretikere er efterhån­

går af det foregående, har det vist sig me­

ditionelle veje til at lose erkendelsens

get vanskeligt at identificere videnskabens

begrundelsesproblem er ufarbare og kun

mætodologiske særpræg ved traditionel fi-

kan fore ril skepticisme. Den eneste udvej

losofisk analyse eller "rationel rekonstruk­

er at opstille et mindre krævende begreb

tion" og endnu vanskeligere at begrunde,

om viden, et begreb, som faktisk ligger

at videnskabens metode - hvad den end er

implicit i visse aspekter af dagligdags

- garanterer videnskabens gyldighed. Ved

tænkning. Ifolge den såkaldte "pålide-

århundredets afslutning synes de skeptiske

lighedsteori” tæller en overbevisning som

videnskabsfilosoffer - Kuhn, Feyerabend,

viden, hvis den er sand og er opnået gen­

van Fraassen og deres elever (med alle de­

nem en erkendelsesmetode, som er påli-

res indbyrdes forskelle) - at stå stærkere

delig, dvs. som faktisk altid (eller med me­

end deres modstandere. Vi har også set,

get hoj frekvens) leder til sande overbevis-

hvorledes denne situation har udlost en ny,

ninger.Til forskel fra den klassiske videns-

alternativ måde at angribe de videnskabs-

analyse insisterer pålidelighedsteorien ikke

273

274

VIDENSKABSTEORI EFTER 1960

på, at det skal kunne begrundes a priori og uafhængigt. at erkendekanalen faktisk er pålidelig. Et sådant krav kan i sidste ende aldrig honoreres og leder dermed uundgåeligt til skepticisme. Hvis dette standpunkt overfores til videnskabsteorien, far vi følgende mulige billede (hvis vi er optimistiske)437 :Viden­ skaben har faktisk en særlig metode. Hvad den består i, kan ikke afgøres ved rent filo­ sofisk analyse; denne må i det mindste sup­ pleres med empiriske, sociologiske eller psykologiske undersøgelser. Den viden­ skabelige metode, hvad den end måtte vise sig at være, har indtil videre vist sig suc­ cesrig, i det mindste målt ved evnen til forudsigelse og som praktisk instrument;

heroin er alle enige. Hvorvidt den vil være det også i fremtiden, kan ingen vide; men hvis det faktisk skulle være tilfældet, såle­ des at den videnskabelige metode faktisk er pålidelig, er dette ensbetydende med, at videnskabelig erkendelse udgør viden. Henne viden drejer sig om udfaldet af fremtidige eksperimenter, men kan mu­ ligvis udstrækkes til også at gælde for vir­ kelighedens bagvedliggende struktur. I dette spørgsmål synes bevisbyrden at hvile på de skeptikere, der vil opretholde et skarpt skel mellem observationelle og teoretiske aspekter af videnskaben, og som kun vil anerkende, at videnskaben gør fremskridt med hensyn til de først­ nævnte.

Erkendelsesteori efter 1960 Bidragene til den moderne erkendelsesteori falder iforskellige grupper: Nogle har behandlet spørgsmålet indirekte ved en bestemmelse afgrundlaget for den menneskelige erkendelse. Er

erkendelse ultimativt baseret på sanserne, herunder visuel perception; eller er det snarere

tænkning i>j> refleksion, der tjener som kilde til erkendelse? O(j hvorledes kan sanserne og tænkningen i det hele taget mediere mellem os og det vi gerne vil have erkendelse om? An­

dre, såsom Dretske, Goldman, Nozick og Williamson, er gået mere direkte til værks og har forsagt at udarbejde deciderede vidensteorier. Andre igen, harforsagt at fastlæggeforskellige

træk ved den menneskelige erkendelse. Bor den for eksempel opfattes internalistisk eller eksternalistisk? Hvorledes er et individs erkendelse organiseret internt?

er det overhovedet

nødvendigt med sådan noget som et grundlag for den menneskelige erkendelse? Iforbindelse med sidstnævnte spørgsmål har ikke mindst den sene Wittgensteins betragtninger været af stor betydning. En sidste kategori affilosoffer harforsøgt at tilnærme sig de centrale erken­

delsesteoretiske spørgsmål negativt ved gennem skeptiske argumenter at udfordre ideen om, at vi overhovedet kan have erkendelse inden for udvalgte - eller eventuelt alle - områder.

276

ERKENDELSESTEORI EFTER 1960

ERKENDELSENS NATUR Erkendelsens kilder l filosofiens historie harman arbejdet med forskellige mulige kilder til erkendelse. Den præcise kategorisering af disse kilder er kontroversiel. De fleste filosofiske dis­ kussioner har fokuserer på én eller flere af følgende nedenstående kandidater:

□ Hukommelse o Introspektion □ Kommunikation (herunder tradi­ tionen) □ Perception □ Refleksion og tænkning

Inden for det 20. århundrededes angloamerikanske filosofi har man i forlængelse af den empiristiske tradition - specielt som den kommer til udtryk hos de logiske po­ sitivister - været en tendens til at lægge afgørende vægt på empiri (perception) som erkendelseskilde. Andre indflydelsesrige filosoffer, f. eks. Popper, der i sin selvbibliografi personligt tager æren for at have påvist en fatal inkonsistens i rene empiristiske programmer såsom det logisk-positivistiske, tillagde refleksionen og tænkningen betydeligt større betydningdog stadig i nær samspil med empirien. Wittgenstein gik endnu længere. Uden dog at drage eksplicitte rationalistiske kon­ klusioner deraf, hævdede (den sene) Witt-

Roderick Chisholm F. 1916 Amerikansk filosof______ Chisholm er elev af den østrigske

filosof, Franz Brentano (1838-

genstein, at al empirisk erkendelse er be­ tinget af accepten af de såkaldte ”hængselsdomme” (jf. side 296) — der ikke selv på nogen måde kan (eller bor) begrundes empirisk. Som det vil fremgå af det føl­ gende, er det erkendelsesteoretiske billede efter 1960 betydeligt mere komplekst og fragmenteret.

Perception Perception omfatter kontakt med de fysi­ ske omgivelser ved hjælp af syns-, hore, lugte-, smags-, og følesansen. Igennem ti­ derne er der blevet fremfort utallige filo­ sofiske teorier om, hvorledes det er muligt at opnå erkendelse via perception. Det væsentligste punkt i disse teorier er spørgsmålet om, hvorvidt perceptionen tilvejebringe;■r en direkte, umedieret kon­ takt med de fysiske omgivelser, eller om denne kontakt er formidlet af et såkaldt ”sanse-datum” (jf.side 29ffog 49ff).Vi fin­ der afskygninger af denne distinktion hele vejen gennem filosofihistorien, og den bliver genstand for fornyet interesse fra og med 1970‘erne — ikke mindst på grund af forsvaret for den indirekte perceptions­ teori hos Frank Jackson (f. 1943) i Percep­ tion (Perception, 1977) og kritikken af samme hos Roderick Chisholm (f. 1916) i Theory of Knowledge (Erkendelsesteori. 1987), der i stedet forsvarer den direkte perceptionsteori.

til engelsk. Chisholm har bidra­

Værker Person and Object (Person og objekt,

get til bl.a. metafysik, bevidsthedsfilosofi, erkendelses-

1976) Theory ofKnowledge (Erkendelses­

ceori °g etik.

teori, 1987)

1917), hvis værk han har oversat

ERKENDELSENS NATUR

FrankJackson

F. 1943 Australsk filosof

svar for den repræsentative perceptionsteori og sit værk om konditionaler.

Jackson har specielt bidraget til bevidsthedsfilosofi, logik og me­ tafysik. Han er kendt for sit for-

Værker Perceiving: A Philosophical Study (Perception: Et filosofisk studie,

277

1957) Perception (Perception, 1977) Conditionals (Konditionaler, 1987)

Distinktionen kan illustreres med visuel argumentet — der har ledt filosoffer til at perception som eksempel. Når man ser på udvikle repræsentative perceptionsteorier; for eksempel et træ, så har man et distinkt eller indirekte perceptionsteorier, som de synsbillede for sig af dette træ. Men fore­ også benævnes. Ifolge disse teorier ser vi stil dig nu en situation, hvor det samme vore umiddelbare fysiske omgivelser i kraft synsbillede optræder, men denne gang blot af at se sanse-data af disse omgivelser som resultat af hallucination. De to situa­ omtrent som man kan se for eksempel en tioner forekommer helt identiske, ser ens ballet i kraft af at se et medierende fjern­ ud,så at sige. Så det er nærliggende at kon­ synsbillede af denne ballet. Dog med den kludere, at der er en indre, subjektiv stør­ væsentlige forskel, at "skærmbilledet” er relse — det subjektive billede af træet, der et indre, subjektivt billede (sanse-datum) umiddelbart viser sig i ens synsfelt — som ved perception, mens fjernsynets skærm­ går igen i de to situationer; både i det til­ billede er objektivt og kan beskues af flere fælde, hvor der rent faktisk er et ydre ob­ samtidig. Disse indirekte perceptions-teorier er jekt, der svarer til dette subjektive billede (perception) og i det tilfælde, hvor der ikke dog ikke uden problemer. For, må man er noget ydre objekt, der svarer til det sub­ sporge sig selv, hvis man ser for eksempel jektive billede (hallucination). Det er dette et træ i kraft af at se et sanse-datum af subjektive billede, som filosoffer traditio­ træet, hvad er da relationen mellem sansenelt har omtalt som et "sanse-datum”. datum og træet selv? Der kan, selvsagt, Men hvis man nu kan se et sådant sanse- ikke være tale om, at sanse-datum ligner datum af et træ både i de tilfælde, hvor der det, det er et sanse-datum af på samme er et træ (perception) og de tilfælde, hvor måde som man kan snakke om at operaen der ikke er et træ (hallucination), så følger på et skærmbillede ligner den rigtige det, at vi, selv i de tilfælde hvor der rent opera. For hvis man skal kunne tale om, at faktisk er et træ, ser dette træ i kraft af at se et sanse-datum og et træ ligner hinanden, et sanse-datum af træet. For, hvis det var må det være muligt at se begge dele. Men træet selv vi så, og ikke blot et sanse-datum ifolge indirekte perceptionsteorier kan af træet, så kunne det jo, i sagens natur, ikke man netop kun se et sanse-datum direkte se ens ud for os i de tilfælde, hvor der er et - aldrig tingen selv. Forskellige teorier har træ og de tilfælde, hvor der ikke er et træ. forskellige svar på denne problemstilling. Nogle teorier siger, at der er tale om en r en særlig slægt af menneskeheden ...Jeg er en af dem.”87’ Ganske som Peirce forstår Dewey logik bredt. Logik er "teorien om videnskabelig undersøgelse (inquiry)”, af hvilken formel, deduktiv logik - logik i gængs, moderne betydning - kun udgør en del. Peirce var imidlertid kritisk indstillet over for Deweys logik. Dette skyldtes ikke, at den ikke var "formel”. Problemet var sna­ rere, at den kun bestod af en under­ søgelsens "naturhistorie", at den var rent beskrivende uden normative "metodiske” anvisninger vedrorende den rette måde, hvorpå videnskabelige undersøgelser boiir gennemfores. 1 Logic:ThcThcoiy oj biqinry lader Dewey dog i det mindste klart til at anerkende, at logikken er normativ. Men han understreger, at dens anbefalinger vedrørende videnskabernes rette udvik­ ling må udgå fra studier af, hvilke procedurer der har vist sig succesfulde ved tidligere lejligheder. Sandhed Dewey beskriver Peirces karakterisering af sandhed som ”... den opfattelse, som alle forskere må nå til enighed om”880 som "den bedste definition”881. Men ganske som James har han en tilbojelighed til at lægge vægt på det konkrete frem for det abstrakte, faktisk verifikation frem for po­ tentiel verificerbarhed, sandheder frem for "sandhed”. Meget af forfatterskabet efterlader et indtryk af ambivalens mellem det mere og det mindre radikale. Den intel­ lektualistiske rædsel for at anerkende, at verifikation - som etymologien måske antyder - er et spørgsmål om at jjore en overbevisning sand, er "stort set sentimen-

537

538

DET 20. ÅRHUNDREDES AMERIKANSKE PRAGMATISME

tal". Men vi horer videre, at det, at en idé bliver gjort sand, er at modificere og trans­ formere den" - formentlig således, at den involverede sætning ændres, indtil den vil kunne overleve efterprøvning.882 Når en sætning verificeres, har den derved vist sig hele tiden at have været sand. Men dette betyder blot, at den ville blive verificeret for eller siden.883 Dewey skriver, at selv om pragmatisten benægter,at sandhed be­ står i tankens overensstemmelse med uerkendbare ting i sig selv, så benægter han ikke, at sandhed er tankens korrespondens med virkeligheden. Han tilfojer imidlertid, at denne overensstemmelse er en dobbelt modtagelighed (co-respondence), en gen­ sidigjustering (interadjustment) af ideer i forhold til erkendelsesmæssigt problema­ tiske situationer.884 Intet under, at han folte sig fristet til helt at droppe ordet "sand” for i stedet at tale om berettiget hævde­ lighed (warranted assertibility).

Moral og politik I det kapitel af The Questfor Certainty, der mest direkte beskæftiger sig med forholdet mellem videnskab og værdispørgsmål, ”The Construction of Good”, bemærker Dewey, at "dette at reintegrere menneskets overbevisninger om den verden, det befin­ der sig i, med dets ideer om, hvilke værdier og mål der bor lede dets opførsel, er det moderne livs dybeste problem.”885 Vi mø­ der atter forsøget på at mediere mellem ra­ tionalisme og empirisme, nu i form af et behov for et kompromis mellem at opfatte værdier som abstrakte og transcendente og at se dem reducerede til rene, konstaterbare præferencer. Og måske hører vi atter et ekko fra Jantes, når Dewey argumenterer for, at værdier må basere sig på, men ikke kan reduceres til, hvad folks ønsker faktisk er. Hvad der er spiseligt, er ikke kun et spørgsmål om, hvad folk faktisk spiser, men

er snarere det, der tilfredsstiller sult i det lange lob uden at gore skade på organis­ men. Ligeledes er det onskværdige ikke blot et spørgsmål om, hvad folk faktisk øn­ sker sig, men er snarere det. der i det lange lob tilfredsstiller vores ønsker og behov, uden at skabe en "dårlig eftersmag”.881’ Deweys insisteren på, at filosofien ikke må tabe forbindelsen med "livet", giver sig. som man kunne forvente, udslag i en dybt­ gående optagethed af politiske og sociale spørgsmål. Dette var ikke kun et teoretisk spørgsmål. Dewey var aktiv som samfunds­ reformator. Han involverede sig i Jane Addams’ hjem for hjemløse i Chicago og var med til at oprette den amerikanske sammenslutning af universitetsprofessorer, The American Council of Civil Liberties og The New School for Social Kesearch. Han var desuden blandt de internationalt udpegede delegater til en kommission, der blev sendt til Mexico for at undersøge Stalins anklager modTrotsky. Et gennemgående tema i Deweys insisteren på, at filosofien bor genoplives og rekonstrueres, er opgivelsen af en søgen ef­ ter uforanderlige og sikre indsigter til for­ del for en mere fleksibel og tilpas­ ningsvenlig anvendelse af menneskelig in­ telligens. Men der findes tillige et mere ra­ dikalt tema, som bliver skarpt formuleret i "Philosophy and Deniocracy” fra 1919, hvor Dewey lægger ud med dette glim­ rende spørgsmål: "Hvorfor (foretrække) fi­ losofi og demokrati frem for kemi og oligarki, matematik og aristokrati eller må­ ske astronomi og monarki?” Han svarer, at filosofi er at foretrække - ikke som viden­ skab betragtet - men som kærlighed til vis­ dom, ”... en intellektualiseret stræben un­ derlagt rationel skelnen og afprøvning, et socialt program disciplineret af seriøs tankevirksomhed og viden.”887 For Dewey betyder dette, at filosofi indebærer udøvel-

KLASSISK OG SENERE PRAGMATISME

sen af moralsk forestillingsevne, ”en for­ nemmelse for, hvordan man kan leve livet på en bedre måde". Filosofi indebærer bl.a. en undersøgelse af, hvorfor demokrati er værd at have, og hvad det betyder. Dewey holder sig altid vigtigheden af forskning som grundlag for indsigtsfuld og virkningsfuld samfundsændring for øje. Han er optimist med hensyn ni mulighederne for velgennemforte samfundsvidenskabelige undersøgelser, i det mindste hvis samfunds­ videnskaberne kan kureres for deres malpla­ cerede ambition om at efterligne fysikken. Eftersom han imidlertid er klar over fejlbarligheden i denne slags uniidersøgelser, finder han gradvise reformer at foretrække frem for revolutionære ændringer. Når Dewey skriver om demokrati, me­ ner han ikke en særlig form for regerings­ magt eller en præcis klasse af former af så­ danne. Han benytter ordet i en meget bred forstand, som også vedrører familie, skole, erhvervsliv og religion.888 Han synes desværre til tider at forfalde til en form for romantisk mysticisme. Men det er oplysende, når han gør det klart, hvorledes både regimerne i Sovjetunionen og NaziTyskland i det skjulte anerkendte nødven­ digheden af at kidnappe ordet "demo­ krati” for at legitimere deres totalitære styreformer. Ligeledes kommenterer han indsigtsfuldt, hvordan afstemninger orga­ niseres, ligesom han har et klart blik for betydningen af frembringelsen af konsen­ sus for ægte demokrati. Dewey skriver, at "demokratiets grundlæggende princip er, at målene - fri­ hed og individualitet for alle - kun kan realiseres ved hjælp af midler, der stemmer overens med de selv samme mål.” Som dette afslører, er Deweys opfattelse på trods af hans afsmag for det, han kalder "hård­ nakket individualisme”, mindre at individet er underordnet fællesskabet, end at in-

539

dividet og fællesskabet er gensidigt af­ hængige. I denne forbindelse refererer han beundrende til James. James havde leveret sine Talks toTeachcrs on Psychology (Tale til tarere om psykologi, 1899) og skrevet skarpsindigt om "ph.d.blækspruttens" omsiggribende fangarme, Tillige havde Peirce skrevet om untversiterets mål. Men det er Dewey, der er pragmatismens og endda Amerikas mest indflydelsesrige pædagogiske tænker. Deweys betænkelighed ved letkøbte dualis­ mer er igen på spil, når han argumenterer for en middelvej mellem to ekstremer inden for pædagogikken: henholdsvis udelukkende fokus på det faglige indhold og udelukkende fokus på barnets karakter. I denne forbindelse taler han igen om be­ hovet for gensidig indordning. Som titlen på hans Democracy and Education (Demokrati og uddannelse, 1916) afslører, så ser Dewey en intim sammen­ hæng mellem sociale forhold og uddan­ nelse: Uddannelse er et middel til sociale reformer, et bidrag til demokratiet; og demokratiske værdier - tilliden til intelligensen hos almindelige mennesker, mu­ ligheder for alle til at udvikle deres talen­ ter - gennemstrømmer omvendt uddan­ nelse. Dewey tror på, at skolen har en tnoralsk rolle at spille: Den bor ikke blot gore barnet i stand til at blive en ansvarlig bor­ ger og en intelligent valgdeltager, men også "til intelligent at erkende alle sine sociale relationer og tage del i deres opret­ holdelse" I bagklogskabens lys ser man fa­ ren for, at dette ville fremme politiseringen af uddannelse.

Mead: Socialpsykologien George Herbert Mead (1853-1931) var son af en præst, som senere blev udnævnt

■

540

DET 20. ÅRHUNDREDES AMERIKANSKE PRAGMATISME

til professor i kunsten at prædike (homiletik). Han arbejdede en tid som skolelærer og landmåler, for han i 1887 påbegyndte studier ved Harvard Universitetet under James og Koyce. 1 1891 blev han Deweys kollega som lærer ved Michigans Univer­ sitet. og i 1894 fulgte han Dewey til uni­ versitetet i Chicago. Mead var, ganske som Peirce og James, videnskabsmand såvel som filosof og be­ tragtes i dag som en af socialpsykologiens grundlæggere. Hans vigtigste filosofiske arbejde var en samlet teori om sproget, bevidstheden og selvet. Denne har lig­ hedspunkter med Peirces kritik af den in­ tuitive selvbevidsthed, som cartesiansk er­ kendelsesteori baserede sig på; med James' funktionelle redegørelse for bevidsthed; med Deweys opfattelse af handling som mindste enhed for adfærd - selv om dette kan være en vildledende måde at sige det på, idet Dewey anerkendte, at han stod i gæld til Meads tænkning med hensyn til disse spørgsmål; og med Royces under­ stregning af selvets og moralitetens sociale karakter. Meads sociale behaviorisme er også delvist en konstruktiv reaktion mod den mere velkendte behaviorisme, der forbin­ des medJ.B.Watson (1878-1958). Watsons behaviorisme er ifølge Mead for indivi­ dualistisk, fordi den abstraherer fra hand­ lingers sociale kontekst; og for atomistisk, fordi den fokuserer på en kunstig forbin­ delse mellem stimuli og reaktioner frem for handlinger forstået som en større hel­ hed. Mead lyder bestemt ikke som Watson, når han beskriver det, der er tilgængeligt i individets erfaring som noget "særegent psykologisk”.889 Meads behaviorisme er kættersk; i stedet for at benægte det indres eksistens anerkender den det i form af "at­ tituder”, de indre tilløb til ydre handlin­ ger.

Sprog, bevidsthed og selvbevidsthed Mead tegner et kompliceret billede afsprog, bevidsthed og selvbevidsthed som opstået af menneskers sociale omgang med hinan­ den. Denne sociale omgang ser han som kontinuert med, men mere avanceret end andre dyrs. "Sproget, der næsten altid op­ træder, når vi bliver bevidste om mening, er blot en slags — en særdeles specialiseret slags — gestus; i dets præsentationer af vores egne og andres attituder har vi det mate­ riale, ud af hvilket selvet konstrueres, og .bevidstheden om mening' er i sidste ende knyttet til selvbevidsthed.”890 Det forste element i Meads redegørelse, som han henter fra psykologen Wundt (1832-1920), er gestusbegrebet, der beriger udtryksbegrebet (som i Darwins arbejde om udtryk af følelse hos menne­ sker og dyr) med henvisning til den so­ ciale kontekst, udtrykket indgår i. En ge­ stus er den simpleste form for social hand­ ling. En hund snerrer; en anden svarer med at blotte tænderne; resultatet er et hunde­ slagsmål.! en sådan "gestussamtale” reage­ rer hvert dyr på det andet dyrs adfærd; men der er endnu hverken intention eller erkendelse af intention. Symbolisering, mening, opstår forst, når en person erkender betydningen af sin egen gestus over for en anden; som f.eks. en mand, der ryster sin knyttede næve ad en anden, klar over hvordan hans hand­ ling virker set fra den andens perspektiv. Gestus med brug af stemmen er særlig vig­ tige, fordi de, modsat mimik mv., er mindst lige så tilgængelige for taleren som for den person, de er rettede mod, hvilket gør det muligt for taleren at blive opmærksom på sine egne reaktionsattituder, som de be­ svarer, kontrollerer, og fortolker en andens

gestus. Givet den rette slags neurofysiologiske apparatur og den rette slags omgang med

KLASSISK OG SENERE PRAGMATISME

andre vil et biologisk individ erhverve indflydelse på Wittgenstein (1889-1951) sprog og dermed blive en bevidst orga­ var dog James’. Wittgenstein læste og be­ nisme — et selv. En person bliver et selv, undrede som ung The khneties of Religions efterhånden sorn vedkommende lærer at Experience, og han kendte ti] Principles of reagere på sig selv, som andre ville gore Psychology - der på et tidspunkt var den det - og begynder at tænke, efterhånden eneste filosofiske bog på hans hylde - så­ som vedkommende lærer at indgå i en in­ vel som Psychology: The Briefer Course, dre samtale, en dialog med sig selv - eller kendt som "lille Jimmy”. Da Russell i Sceptical Essays (Skeptiske rettere i en dialog mellem "jeg” og ”mig”. "Jeg” er selvet som bevidsthedens subjekt, essays) bemærkede, at ”de tre grundlæg­ ”mig” er selvet som genstand for bevidst- gere af pragmatismen adskiller sig meget heden - forst for andre og senere for jeg’et. indbyrdes”, tænkte han ikke på Peirce, Mead formulerer det sådan, at ”,jeg‘et’er James og Dewey, men på "James, Schiller organismens reaktion over for de andres og Dewey, der henholdsvis er (prag­ attituder; ’mig'et’ er det organiserede sæt matismens] religiøse, litterære og viden­ af andres attituder, som man selv påtager skabelige fortalere.”892 Han henviser her sig; de andres attituder konstituerer det til Ferdinand Canning Scott Schiller organiserede ’mig‘, og så reagerer man (1864-1937). Schiller var fodt i SlesvigHolsten og uddannet i Storbritannien. over for det som et jeg1.”891 Han underviste forst i Oxford og senere på University of Southern California. Peirce bemærker, at Schiller "ikke til­ Schiller: Sandhed som strækkeligt forstår pragmatismens karak­ virkningsfuld praksis ter”, og selv James indrømmer, at Schildebat sted mellem de lers pragmatisme er af den "mest afstum­ I Italien fandt der en mere peirceanske (Mario Calderoni pede” slags. Russell beskriver Schiller (1879-1914), Giovanni Vailati (1863- som ”en sjover, der vulgariserer alt, hvad 1909) og de mere jamesianske (Giovanni han rører ved". Schillers radikale, huma­ Papini (1881-1956), Guiseppe Prezzolini nistiske pragmatisme er uden tvivl mere (1882-1982) beundrere af pragmatismen frimodig og grovere end noget hos James — sidstnævnte gruppe gik endda langt vi- eller Dewey for slet ikke at nævne Peirce. dere end James og forherligede viljens Det er meget sandsynligt, at hans vul"suveræne magt” over overbevisningen, garisering opmuntrede Russells og MooSåledes påvirkede James’ betoning af det res kritiske reaktioner på pragmatismen i praktiske, det anstrengende, i en meget almindelighed, Kusseli beskriver Schiller som den lit­ overdreven form endda Mussolini (1883terære fortaler for pragmatisme, ikke for­ 1945) — hvilket uden tvivl bekræftede

Russells værste anelser! Peirces arbejde havde nogen indflydelse i Storbritannien via Frank Ramsey (1903-1930), der byg­ gede videre på det begreb om overbe­ visning som en handlingsmæssig vane, som Peirce havde hentet fra Alexander Bain (1818-1903). Den vigtigste pragmatistiske

di han alvorligt tænkte sig at forandre filosofi til litteratur, men fortli han havde en forkærlighed for filosofiske limericks og ordspil, der gor grin med andre filo­ sofiers udskejelser. Den britiske hegelianer Bradley (1846-1924) er et yndet offer;

541

S42

DET 20. ÅRHUNDREDES AMERIKANSKE PRAGMATISME

A staid felloiv oj Merton named 13 Fcll in love ivith the absolnte modly. A big book he mrote, Its perfcction to note. The absolnte looked at him, sadly.

kan verificeres, er overhovedet ikke en sandhed.”896 Virkeligheden er ligeledes foranderlig og vokser, efterhånden som sandheden vokser. Ligesom sandhed er af­ hængig af os, er relativ til vores mål, såle­ des er også virkeligheden; kendsgerninger opdages ikke, men vælges - eller fabrike­ res ligefrem - afos. Schillers foretrukne betegnelse for sin egen variant af pragmatisme er "huma­ nisme”. Som åbenlys relativist allierer han sig med Protagoras (ca. 485-415 f.kr.) og fortæller sine læsere, at mennesket sande­ lig er altings målestok. Det er fristende, i bagklogskabens lys, at beskrive ham som den oprindelige vulgærpragmatist.

Peirce, der havde skrevet, at "for at være dybsindig er det nødvendigt at være ke­ delig”893 - hvormed han tænkte på de torre detaljer i sin relationslogik - bekla­ gede sig over, at de nye pragmatister var for "sprælske”. I 1905 skrev han, at "humanismens apostel siger, at professio­ nelle filosofister "har gjort filosofi lig dem selv, dunkel, tor. abstrakt og afskyelig.” Men for mig at se er visse grene af viden­ skab ikke ved godt helbred, hvis de ikke er dunkle, torre og abstrakte.”894 I 1908 skri­ ver han, at "det er for mig at se en skam at Lewis: Modallogik og& |Hr. Schiller og nutidens pragmatister] til­ erkendelsesteori lader en filosofi så besjælet med liv at blive inficeret med dødens sporer i form af En anden af Roy ces studerende, Clarence ideer, såsom at sandheden er en forander­ Irwing Lewis (1883-1964), opfattes nor­ lig størrelse.”895 malt som den sidste afde klassiske pragmaDette kommer af, at sandhed i Schillers tister. Lewis vendte i 1920 tilbage til Harskrifter åbenlyst identificeres med verifi­ vard, hvor han havde taget sin ph.d.i 1910 kation, ligesom man finder en utvetydig efter at have undervist ved universiteterne tilslutning til, at sandhed er noget, der ska­ i Colorado og Californien. Han skulle rebes og kan forandres. For så vidt Schiller digere Pei‘irces papirer (selv om han brugte ~ anerkender abstrakt sandhed, så lader han et år eller to herpå, var det dog Hartshorne til at forstå denne som en ren konstruk­ og Weiss, der endte med at redigere bind tion på grundlag af konkrete sandheder. 1-6 af Collected Popers). Han var Edgar Han benægter direkte, at sandhed er kor­ Peirce professor i filosofi ved Harvard, ind­ respondens med virkeligheden - en idé, til han blev pensioneret i 1953. han beskriver som ikke alene værdiløs som Royce selv er nærmere at betegne som kriterium, men ligefrem som absurd i sig hegelianer end som pragmatist. Men de to selv. Sandhed er, at noget virker i praksis; traditioner er viklet ind i hinanden i hans sandhed er menneskelig, ude af stand til at doktrin,som han kalder "absolut pragma­ eksistere uden menneskelig aktivitet og tisme”. Ifølge denne "bestemmes hele vo­ handling. "Sand” betyder "noget vi værd­ res fortolkning af erfaringen - på en måde sætter”, "noget der fremmer vore mål”. i stil med den, Kant definerede, af særlige Konsekvensen er, at sandhed er forander­ træk ved vores aktivitet”, dvs. af antagelser lig, da udsagn kun bliver sande, når de an­ vi må gøre os for at tilfredsstille menne­ vendes succesfuldt; ”en sandhed, der ikke skelige behov."97 Heraf kommer Peirces

KLASSISK OG SENERE PRAGMATISME

bemærkning om, at Koyces "insisteret! på det formålsrettede element i intellektuelle begreber grundlæggende er pragmatisk.”898 Koyce opmuntrede Lewis til at studere logik, og i dag huskes Lewis formentlig mest for sit arbejde med modale systemer. Men han skrev også om erkendelsesteori, metafysik, og etik, og hans kursus om Kants Kritik aktien rene fornuft var berømt blandt flere generationer af Harvard-studerende. Lewis’ teori om empirisk viden, er, måske overraskende, fundamentalistisk; vores viden om den ydre verden er ”en Empire State Budding gjort ud af tand­ stikkere”, funderet på indtryk af noget uomgængeligt erfaringsmæssigt givent. Lewis’ originale bidrag til pragmatismen ligger i stedet i hans opfattelse af det