Vor tids filosofi : engagement og forståelse

Citation preview

Vor Tids Filosofi under redaktion af mag. art. Poul Lubcke. Vor Tids Filosofi gennemgår de vigtigste retninger inden for amerikansk og europæisk filosofi i det 20. århundrede. Der gives en grundig behandling af alle de betydeligste filosof­ fer i deres forhold til de filosofiske strømninger, de tilhører, og som de selv har været med til at forme. Værket er skrevet af en række yngre, danske filosoffer, og det er sådan opbyg­ get, at det både kan benyttes som opslagsværk og samtidig læses som en sammenhængende fremstilling af filosofien i vor tid. Engagement og forståelse omhandler filosofien i Tyskland og Frankrig. Diskussionen har her overvejende drejet sig om en kritik af det traditionelle syn på mennesket og meta­ fysikken. I Tyskland har analysen af den menneskelige erfa­ ring og forståelse stået i centrum, mens fransk filosofi har kredset om engagementets rolle i menneskets liv. Centrale filosoffer i dette bind er Adorno, Heidegger, Husserl, Mer' leau-Ponty og Sartre. Videnskab og sprog koncentrerer sig om den angelsaksiske filosofi. . De to bind Vor Tids Filosofi vil blive efterfulgt af et supple­ mentsbind i form af Politikens Filosofi Leksikon, der i kort form omhandler de vigtigste filosoffer og begreber i euro­ pæisk tænkning fra Sokrates til vore dage. Vor tids filosofi Engagement og forståelse Videnskab og sprog Politikens Filosofi Leksikon

ISBN 87-567-4408-0

Politikens Forlag

lliuilllll

I

i

\brtids filosofi

Engagement ogforståelse Redigeret af Poul Liibcke Forfattere: Keld Brikner, Arne Grøn, Flemming Juhl, Poul Liibcke, Søren Matthiesen, Peter Sandøe, Peter Widell

I

i

i i

>

Politikens

5^\Forlag

I

Vor tids filosofi: Engagement og forståelse © 1982 by Politikens Forlag A/S, Copenhagen

1. udgave, 5. oplag 1994 Redaktion: Poul Liibcke Omslag: Inge Marie Møller

Bogen er sat med Baskerville og trykt hos Levison+Johnsen+Johnsen a/s, Glostrup ISBN 87-567-4408-0 (Hæftet udgave)

Mangfoldiggørelse af indholdet i denne bog helt eller delvis - er i henhold til gældende dansk lov om ophavsret forbudt uden aftale med Politikens Forlag. Forbudet gælder enhver form for mangfoldiggørelse gennem trykning, duplikering, fotokopiering, båndindspilning osv.

Forord Engagement og forståelse handler om filosofien i Tyskland og Frankrig efter 1900. Diskussionen har her overvejende drejet sig om en kritik af det tradi­ tionelle syn på mennesket og metafysikken. I Tyskland har analysen af, hvad det vil sige at være et menneske med erfaring og forståelse, stået i cen­ trum. Fransk filosofi har til gengæld kredset om engagementets rolle i menneskets liv. Centrale filosoffer i dette bind er Adorno, Heidegger, Husserl, Merleau-Ponty og Sartre. Engagement ogjorståelse er første bind i værket, Vor lidsfilosofi, der gennem­ går de vigtigste retninger inden for amerikansk og europæisk filosofi i det 20. århundrede. Værket er et forsøg på at skrive en introduktion til den moderne filosofi, som tagersigte på at imødekomme den stigende filosofiske interesse, der har kunnet spores i de senere år. Som helhed betragtet giver værket en indgående, sammenhængende fremstilling af filosofien i vor tid, samtidig med at de enkelte bind er opbygget sådan, at hvert afsnit kan læses uafhæn­ gigt af de øvrige. Det er vores håb, at værket på denne måde kan fungere som en nyttig opslagsbog såvel i det private hjem som på biblioteker, skoler, se­ minarier, højere læreanstalter, osv. Der gives en grundig behandling af alle de betydeligste filosoffer i deres forhold til de filosofiske strømninger, som de tilhører og selv har været med til at forme. Der ligger ikke heri nogen »histo­ rie-filosofisk« teori om, at filosofien bliver skabt af de store genier. Men ved at opbygge værket omkring en række indflydelsesrige filosoffer, har det væ­ ret muligt at give en mere nuanceret redegørelse for filosofien i vor tid, end en abstrakt fremstilling af de forskellige retninger og deres problemer ville have formået. Det andet bind i værket - med titlen Videnskab og sprog -omhandler den angelsaksiske filosofi, der siden 1900 hovedsagelig har været optaget af sproget og videnskabernes betydning for filosofien. De to bind Vor tidsfilosofivW blive efterfulgt af et supplementsbind i form af Politikens Filosofi Leksikon, der med næsten 2000 opslag omhandler de vigtigste filosoffer og begreber i europæ­ isk tænkning fra Sokrates til vore dage. Ved værkets udgivelse vil forfatterne og forlaget gerne benytte lejligheden til at takke Elizabeth HoueogMerry Scheel, der har gennemlæst manuskrip­ tet og på liere punkter givet råd, som har været med til at fremme værkets kvalitet.

Politikens Forlag 1982

Poul Liibcke

Illustratwnskilder I dette bind er benyttet billeder fra bl.a. følgende arkiver og museer: The Associated Press, Carlsbergfondets Billedarkiv, Husserlarkivet, Det kon­ gelige bibliotek, Land og Folks billedarkiv, Niedersåchsische Staats- und Universitåtsbibliotek og Politikens Pressefoto. Endvidere har forlaget modtaget hjælp fra en række private, der beredvilligt har stillet fotografi­ er til rådighed for værket. En særlig tak rettes til: Karl-Otto Apel (Frankfurt), Otto Friedrich Bollnow (Tiibingen), Hermann Heidegger (Stegen-Wittental), S. IJsseling (Leuven), K. Max Møller (København), Schweppenhåuser (Evern) og Michael Theunissen (Berlin). For enkelte illustrationer i dette bind har det været umuligt at finde frem til den retmæssige copyright-indehaver. Såfremt vi på denne måde har krænket ophavsretten, er det sket ufrivilligt og utilsigtet. Retmæssige krav i denne forbindelse vil selvfølgelig blive honoreret, som havde vi ind­ hentet tilladelse i forvejen.

Indhold FILOSOFIEN I TYSKLAND EFTER HEGEL

Poul Liibcke Filosofiens forfaldstid J9 Den historiske skole 13 Naturalisme og positivisme 14 Nykantianismen 17

FÆNOMENOLOGIEN OG HERMENEUTIKKEN I TYSKLAND

Poul Liibcke Dilthey: Ånd og natur 25 Forholdet til traditionen 25 Åndsvidenskabernes selvstændighed 27 Livsfilosofien 32 Husserl: Filosofi som streng videnskab 35 Fænomenologiens grundlægger 35 »Til sagen selv...« 38 Bevidsthedens rettethed 43 Sandhed og evidens 46 Erfaring og anskuelse 50 Ideerne 53 Den botaniserende filosof 56 Reduktion og konstitution 58 Jeget og livsverdenen 63 Den fænomenologiske bevægelse 69

Gottingen og Munchen 69 De gode år 72 Opbruddet 76 Ingarden: Polsk mellemspil 77 Kritik af idealismen 77 De ontologiske grund­ begreber 79 Det litterære kunstværk 81 Scheler: Værdi og person 89 Den dæmoniske filosof 89 Moralfilosofi på fænomenologisk grundlag 90 De erfarede værdier 94 Personen og kærligheden 95 Hartmann: Filosofi som kritisk metafysik 99 Den akademiske filosof 99 Erkendelsens metafysik 100 Jaspers: Eksistensfilosofien 107 Fra psykiatri til eksistens­ filosofi 107 Filosofi og videnskab 108 Grænsesituation og eksistens­ oplysning 112 Den absolutte væren 116 Heidegger: Filosofi som radikal spørgen 118 Opgør med skolefilosofien 118 Forholdet til Husserl 121 Tilværens rettethed 128 Rettethed og overskridelse 130 At være »ved hånden« og »forhånden« 131 Verdensbegrebet og tilværen som væren-i-verden 136

Befindtlighed og forståelse 138 Sandhed og egentlighed 143 Sandhed og værenshistorie 149 Filosofien efter krigen 154 Bollnow: Stemningernes væsen 155 Fink: Spilbegrebet og den kos­ mologiske filosofi 159 Gadamer: Sandhed og metode 163 Kunsthistorie eller filosofi? 163 Sproget og den hermeneutiske cirkel 165 Tradition og virknings­ historie 171 Peter Sandoe Apel: Fra fænomenologi til sprogfilosofi 178 Filosofiens omformning 178 Erkendelsesantropologien 179 Sprogfilosofien 182 Moralens grundlag 186

I i

Poul Liibcke Theunissen: Filosofi som dialog 188 Alvoren og »den anden« 188 Dialektik og negativisme 191

MARXISTISK FILOSOFI

i

Keld Brikner Den dialektiske materialisme 195 Hovedanliggendet 195 Filosofi og videnskab 197 Teori og praksis 200 Genspejlingsteorien 202 Sandhed, ideologi og partiskhed 205 Materialismen 208 Udviklingsopfattelsen - de

dialektiske love 212 Menneskeopfattelsen 218 Flemming Juhl Lukåcs: Det gælder realismen 221 Den præ-marxistiske æstetiker 221 Historie og klasse­ bevidsthed 223 Realismeteorien - den marxisti­ ske æstetiker 225

FRANKFURTERSKOLEN: FILOSOFI SOM KRITISK TEORI

Flemming Juhl Hovedtræk af skolens udvikling 227 Institut for socialforskning 227 Emigrantårene 228 Efterkrigstidens radikalisme 230 Horkheimer og Adorno: Filosofiske dioskurer 235 Filosofi og videnskab - kritikken af positivismen og ontologien 235 Filosofi og samfund 239 Oplysningens dialektik 241 Negativ dialektik; det ikkeidentiske 247 Kunsten som sandhedens sted 253

Saren Matthiesen Benjamin: Messiansk materialisme 257 En filosofi mellemkrigs­ tiden 257 Skønhed og erkendelse 258 Kultur og bevidsthed 260 Messias og historie­ filosofien 264

Flem m ing Juh l Marcuse: Ungdomsoprørets filosof 266 Fra ontologi til kritisk filosofi 266 Eros og civilisationen 267 Det én-dimensionale menneske 269

Peter Widell Habermas: Enheden af teori og praksis 271 Habermas’ forfatterskab 271 Natur, frihed og frigørelse 272 Erkendelse og interesse 273 Universalpragmatikken 278

FRANSK FILOSOFI I DET 20. ÅRHUNDREDE Arne Gron Traditionen fra Descartes 280 Bergson: Det umiddelbart givne 282 »Den nye filosofi« 282 Den kvalitative forskel 283 Bevidshedens varen 284 Friheden 287 Den umiddelbare bevidst­ hed 288 »Det fælles område« 290 Opbruddet: Vendingen »mod det konkrete« 294 Marcel: Eksistens og engagement 298 Kropslighed og engage­ ment 298 Dialogforholdet 302 Person, engagement, historie (Mounier og Landsberg) 305 Kojéve: Anerkendelsens dialektik 307

Genopdagelsen af Hegel 307 Negativiteten 309 Forholdet til den anden negativitet 310 Spørgsmålet om dialektikken 313 Sartre: Frihed og situation 315 Eksistentialismen 315 »Væren og intet«: Menneskets væren 317 Overskridelse og fakticitet: Situationen 321 Uredelighed 322 Blikket: »Den anden« 323 Den umulige syntese. Valget 325 Eksistentialisme, fænomenologi og dialektik 327 Merleau-Ponty: Sansning og verden 329 Genfortolkning af fænome­ nologien 329 Fænomenologi som kritik af »cartesianismen« 330 Kropslighed, mening og verden 334 Merleau-Ponty: Kropslighed og historie 339 Humanisme og terror 339 Friheden i situationen 344 Eksistens og dialektik 346 Den ældre Sartre: Hvad er dialektik? 349 At genvinde mennesket i marxismens indre 349 Det kritiske projekt: Dialektik og historie 351 Praksis og træghed 354 Fremmedhed og fællesskab 360 Struktur og historie 367 Kritik af dialektikken 367 Saussure: Sprog og system 367 Sprogsystem og sprogbrug 370

Sprog og samfund 372 Lévi-Strauss: Det strukturelt ubevidste 374 Foucault: Spørgsmålet om historien 378 Althusser: Historien uden subjekt 382 Ricoeur: Sprog og verden 384 Struktur og subjekt 384

t

I

Eksistens, struktur og fortolk­ ning 386 Forskel og frigørelse 390 Derrida: Skrift og forskel 390 De »nye filosoffer« (Glucksmann) 392

Litteraturhenvisninger

Personregister

428

396

Filosofien i Tyskland efter Hegel Filosofiens forfaldstid I begyndelsen af 1830’rne døde Hegel, Goethe, Schleiermacher og Humboldt og med dem livskraften i den kultur, som vi kender under navnet Den tyske idealisme'. På baggrund af det opgør og forfald, der fulgte, syntes filoso­ fien at have udspillet sin rolle. Endnu i tiden efter de tyske befrielseskrige kunne historikeren Treitschke sige, at en ny filosofi ville vække mere op­ mærksomhed end en politisk begivenhed. Nu forekom filosofien at være en uddød livsform, højst et emne af interesse for den historiske forskning. Den hcgelske filosofi havde søgt at forstå hele tilværelsen som et menings­ fuldt, systematisk hele, hvor ak indtog sin nøje afgrænsede plads i systemet. Systemet bestod af tre dele: Logikken (ontologien), naturfilosofien (læren om de grundlæggende strukturer i naturen) og filosofien om ånden (således som den­ ne ytrer sig hos det enkelte menneske, i staten, i historien, i kunsten, i religionen og i filosofien). I systemets første del - logikken - havde det været opgaven at opstille nogle grundprincipper, der gælder for hele tilværelsen, dvs. for såvel naturen som kulturen. Hegel gjorde i denne del af systemet krav på uafhængigt af al sanseerfaring at kunne angive grundstrukturerne i de forskellige regioner af tilværelsen, som han behandlede i de øvrige dele af systemet. Således mente han at kunne bevise a priori (dvs. uafhængigt af al sanseerfaring), at historien er ledet af et fornuftsprincip, der med nødven­ dighed driver den fremad moden tilstand, hvor menneskene opnår en stadig større frihedsbevidsthed2. Det foreløbige højdepunkt i frihedsbevidstheden var nået med Hegels eget begreb om den på enevælden baserede kristne rets­ stat. I en sådan stat ville det enkelte, moralske menneske finde sin sande fri­ hed realiseret igennem en overholdelse af statens fornuftige love, der bestan­ dig havde almenhedens frihed som sit højeste mål. For Hegel var datidens Preussen med dets oplyste embedsstand det bedste samtidige udtryk for den­ ne frihedselskende retsstat. Vel at mærke, hvis man ikke med »frihed« mente »tøjlesløs tilfredsstillelse af individuelle, egoistiske særinteresser«, men som Hegel forstod »frihed« som »frihed til at virkeliggøre det gode liv i overens­ stemmelse med fornuften«. Drømmen om denne »frihed i overensstemmelse

1

!

- 'i’--^--

ffe-

f ’^saffSSsSSr*1

'‘irU VI?

:&•’

icri.

Hele denne meget traditionelle erkendelsesteoretiske tankerække hos Dilthey viderefører han i sin redegørelse for troen på realiteten af andre perso­ ner, dvs. i hans løsning af det såk.a\dtefremmedpsykiske problem. Dilthey benyt­ ter sig her af det klassiske analogiargument, der i det hele ligger til grund for hans redegørelse for vor forståelse af andre mennesker både i dagligdagen og i åndsvidenskaberne23. Fra vort eget liv har vi viden om, at visse bestemte bevidsthedsakter er regelmæssigt sammenknyttede med bestemte kropstil­ stande, f.eks. er oplevelsen af glæde ofte knyttet sammen med det at smile, dvs. en kropstilstand. Når vi derfor i vor omverden ser fysiske genstande, der opfører sig på samme måde, som vor egen krop, så slutter vi pr. analogi til, at disse fysiske genstande nok er regelmæssigt sammenknyttede med be­ vidsthedsakter, således som vor egen krop er det. Når vi ser et menneske vri­ de sig og udstøde stønnende lyde, så slutter vi pr. analogi til, at dette væsen enten føler smerte eller har en bevidst vilje til at lade som om, at det føler smerte. Andre fysiske bevægelser tolker vi som udtryk for viljesakter, f.eks. en kæmpende soldats forsøg på at forsvare sig i krig eller en forretnings­ mands forsøg på at konsolidere sin virksomhed. En fysiker kan betragte for­ retningsmandens krop som en fysisk genstand blandt andre fysiske genstan­ de, og han kan forsøge at beskrive disses vekselvirkning, som han ville be­ skrive ethvert andet fysisk system. Medicineren undersøger ligeledes forret­ ningsmandens krop som en fysisk genstand, omend af en særlig indviklet na­ tur. Ingen af disse naturvidenskabsmænd kan dog med deres naturviden-

1

30

Dilthey: Ånd og natur

skabelige begreber og metoder gøre restløst rede for alt, hvad der menings­ fuldt kan siges om denne mand. Først åndsvidenskaberne kan forstå hans kropslige bevægelser som udtryk for viljesakter, drifter, ønsker, håb, længs­ ler, skuffelser og glædesoplevelser. Først åndsvidenskaberne kan tage hen­ syn til, at kroppen er mere end blot ydre natur, men også udtryk for et indre liv. Dette indre liv betegnes normalt som åndeligt21, og vi har herved fundet det terminologiske grundlag for udtrykket åndsvidenskab. Mine egne og de andres subjektive oplevelser ytrer sig igennem vore krops­ lige aktiviteter og i resultaterne af vore handlinger. Dilthey taler om, at ånden har objektiveret sig2i. Dvs. det, som tidligere blot var tilgængeligt forden enkel­ te, isolerede bevidsthed, er nu trådt ud i den almenttilgængelige, fysiske sfæ­ re. Til disse åndsobjektivationer hører naturligvis vore kropslige gebærder, men også resultatet af vore handlinger, således som disse har fundet deres udtryk i sten, marmor, musikalsk formede toner, ord og skrift, videnskabeli­ ge arbejder osv.. Alle disse objektivationer står som et ydre tegn på et indre åndeligt liv. Den proces, hvorigennem vi erkender noget indre på grundlag af et ydre tegn givet i vor sanseerfaring, kalder Dilthey forforståelse (Verstehen). Ordet er naturligvis taget fra dagligsproget, men bliver af Dilthey benyttet som en specifik fagfilosofisk term for åndsvidenskabelig erkendelse. Dilthey kan derfor sige, at en videnskab kun tilhører åndsvidenskaberne, når dens gen­ stand er blevet os tilgængelig i en livssammenhæng, hvor vi forstår et ånds­ udtryk. Berømt er i denne forbindelse hans tale om, at vi forklarer (erklåren) naturen, men forstår (verstehen) sjælelivet26. Den nærmere mening med denne distinktion er ikke ganske klar hos Dilthey. Det er dog givet, at den hænger sammen med den grundtanke, at naturen er det ydre, det fremme­ de, det som kun er givet stykkevis og delt igennem vore sanseerfaringer, mens det åndelige liv er det indre, det bekendte, det som er givet i sin fulde sammenhæng. Det åndelige ligger åbent for os og kan derfor forstås i sin ful­ de konkretion. Den stykkevise erfaring af naturen fører derimod til, at na­ turvidenskaberne i tanken må tilføje ikke-observerede fænomener til de fak­ tisk erfarede for at opnå den fornødne sammenhæng27. For åndsvidenska­ berne ligger sjælelivets sammenhæng konstant til grund, mens naturviden­ skaberne må benytte sig af supplerende slutninger, der bygger på abstrakte hypoteser28. I forlængelse af den tidligere nævnte analogislutning bliver det åndsvi­ denskabernes opgave at sætte sig ind i den andens tankegang (Sichhineinversetzen), hvilket skal udbygges til en såkaldt genskabelse (Nachbilden) el­ ler genoplevelse (Nacherleben)29. Denne gcnoplevelse"1 er et forsøg på i en re-konstruktion afden andens situation at genopleve hans sjæleliv i mulighe­ den Denne genoplevelse kan blive meget intens, som når en kongenial ånd læser en andens forfatterskab, og der kan da ligefrem blive tale om en må/ø/tng(Einfuhlung)" en såkaldt genfølelse (Nachfuhlen)*2. Det fælles foral for-

I

Åndsvidenskabernes selvstændighed

31

ståelse er, at vi på grundlag af noget sansbart givet - et kunstværk, en bog, et juridisk dokument, et stykke arkitektur, en maskine, en kulthandling osv. søger at rekonstruere den andens bevidsthedsliv. Forskellen på den daglig­ dags og den videnskabelige forståelse af den andens åndsobjektivationer er primært et spørgsmål om graden af den forfinelse, hvormed vi søger at sikre vor forståelse. Igennem den åndsvidenskabelige metodebevidsthed udvikles forståelsen til en kunst, den såkaldte udtagningskunst (Auslegung)33. Viden­ skaben om denne kunst er hermeneutikken. I synet herpågriber Dilthey tilbage til Schleiermacher (1768-1834), som han forfatterskabet igennem opfattede sig som egentlig arvtager af. Schleiermacher havde taget sit udgangspunkt i de teologiske, praktiske regler for eksegese, idet han havde set det som sin opgave at udbygge disse til en generel teori om udlægning af tekster, uanset om disse havde et teologisk indhold eller ej34. Hermeneutikken (forståelseslæren) skulle opfattes som en generel kunstlære om de metoder, der må benyttes for at kunne slutte fra en forfatters værk til hans tanker. Dilthey overtager dette begreb om herme­ neutik, idet han ligesom Schleiermacher35 ser hovedproblemet foral udlæg­ ning i den såkaldte hermeneutiske cirkel. Idet vi f.eks. læser en bog, forstår vi kun de enkelte ord i forhold til de sætninger, hvori de indgår, ligesom vi kun forstår sætningerne i forhold til de helmeninger, som de er en del af. Helme­ ningerne kan på den anden side kun forstås som dele af teksten som helhed, og teksten selv er kun en del af et større forfatterskab. Forfatterskabet indgår i et livsforløb, livsforløbet i et miljø, miljøet i en epoke og epoken i verdenshi­ storien som helhed. Omvendt gælder det, at teksten eller forfatterskabet - og endnu mere generelt: verdenshistorien - kun er forståelig foros i sin helhed, fordi vi kender de enkelte dele deraf. Der opstår derved den vanskelighed i al forståelse, at den på den ene side forudsætteret kendskab til helheden, mens helhedsforståelsen på den anden side er betinget af vor viden om det enkelte. Dilthey mødes her med Schleiermacher og den tyske idealisme i øvrigt i op­ fattelsen af åndsobjektivationerne som udtryk for en organisk sammenhæng. Denne organismetanke medfører, at vi med vort større kendskab til en histo­ risk periode eller et forfatterskab i dets helhed kan forstå de enkelte historiske handlinger eller litterære værker bedre end dem, der var samtidige med dis­ se. Det er således et hermeneutisk ideal at forstå en forfatter bedre, end han forstod sig selv35. På baggrund heraf kan vi se, at Dilthey med forståelse ikke blot mente en intuitiv genoplivelse af det tidligere oplevede, men at den højere forståelse li­ gefrem kan siges at indbefatte en art forklaring (erklåren). Naturvidenska­ berne og åndsvidenskaberne benytter sig begge af de samme elementære lo­ giske operationer: induktion, analyse, konstruktion og sammenligning. I begge tilfælde fordres, at det specielle underordnes noget alment, at de en­ kelte fakta ses i en sammenhæng. I naturvidenskaberne er denne sammen­ hæng imidlertid et underliggende logisk system af abstrakte konstruktions-

32

Dilthey: Ånd og natur

midler. I åndsvidenskaberne er der derimod tale om den i den indre erfaring givne sjælelige sammenhæng indenfor bestemte livsomstændigheder. Idea­ let for den naturvidenskabelige konstruktion er en begrebslighed, hvis prin­ cip består i overensstemmelse af årsag og virkning. Åndsvidenskabernes ideal er derimod forståelsen af hele den menneskelig-historiske individua­ tion ud fra sammenhængen og det fælles i alt sjæleliv.

Livsfilosofien Udgangspunktet i det forrige har været at skelne mellem natur- og åndsvi­ denskaber ud fra en forholdsvis simpel opfattelse af forholdet mellem natur og ånd. Naturen er noget fremmed, mens vi har direkte kendskab til vort be­ vidsthedsliv. Andre menneskers bevidsthedsliv kan vi forstå i analogi med vo­ re egne bevidsthedsakter, idet vi foretager slutninger enten ud fra deres kropshandlinger eller ud fra mere blivende resultater af disse handlinger. Herved er lagt op til en intuitiv indlevelse i den andens oplevelser. Samtidig er det imidlertid blevet klart, at dette snævre intuitionistiske begreb om for­ ståelse ikke kan være det »oprindelige« for Dilthey. Med organismebegreget er der kommet noget nyt til. Bevidstheden kan nu ikke opfattes som det fun­ damentale, men den er selv en del af livel, der er mere omfattende end det be­ vidste liv. Med liv mener Dilthey ikke blot det biologiske, som menneskene har til­ fælles med dyrene. Der tænkes snarere på den omfattende række af menne­ skeskæbner, der er med til at skabe menneskehedens sociale og historiske virkelighed. Denne virkelighed strækker sig langt ud over det enkelte men­ neskes bevidsthedsliv og går ud i det anonyme liv, som til stadighed ligger til grund for vore individuelle erfaringer. Til syvende og sidst er det dette liv, der muliggør den fællesmenneskelige erfaring og kommunikation. Dilthey griber her tydeligvis tilbage til tankegange, der var udbredte i den tyske idealisme og navnlig gjorde sig gældende i Schleiermachcrs forsøg på at fun­ dere filosofien (og hermeneutikken) i en såkaldt »dialektik«. Det er på den anden side også klart, at Dilthey søger at undgå de holistiske konsekvenser, som ligger i kim i talen om det overindividuelle liv. Der var tale om et pro­ blem, hvor Dilthey ikke nåede til afklaring. Tilsvarende er der en spænding hos ham mellem den bevidsthedsfilosojiske ansats (med den analogiserende re­ degørelse for forståelsen af andre mennesker) og den livsfilosofiske tolkning af bevidsthedslivet. Der ligger i livsfilosofien grundlaget for en sprængning af den rent erkendelsesteoretiske problembevidsthed hos Dilthey. Vi skal sene­ re under gennemgangen af Husserl og Heidegger vende tilbage hertil. Hvad der tidligere blev betegnet som åndsobjeklivationer omtales også som livsytringer31. Det er betegnende, At Dilthey kan benytte disse udtryk syno­ nymt. Han afviser Mills elementpsykologi som grundlag for den åndsviden­ skabelige redegørelse for disse livsyttringer. Sjælelivet kan ikke forklares ved

Livsfilosofien

33

at blive opløst i nogle grundelementer, der skal stå i forbindelse med hinan­ den ved en årsagssammenhæng’8. Fejlen er, at man her søger at forklare be­ vidsthedslivet på en mekanisk måde som i fysik og kemi. Overfor den forklarende eller konstruerende elementpsykologi opstiller han sit eget ideal om en beskri­ vende psykologi. Den har til opgave at finde de bestanddele og sammenhænge, som på ensartet måde optræder i ethvert udviklet sjæleliv. Disse bestanddele og sammenhænge skal fremstilles, således som de optræder forbundet i en sammenhæng, der ikke bygger på teoretiske tilføjelser, slutninger eller tankekonstruktioner, men som er direkte oplevet. Herved fremstilles noget ty­ pisk menneskeligt. Det psykiske liv består af processer, der begynder i tid, ændrer sig og afsluttes39. De forskellige psykiske processer opfører sig imid­ lertid på en regelmæssig måde. Dilthey tænker her ikke på de associations­ love, som navnlig den engelske elementpsykologi undersøgte; derimod hen­ viser han til de regelmæssige strukturer, som vi erfarer i vore oplevelser. Den be­ skrivende psykologi har til opgave at tematisere disse strukturer. Da vi har kendskab til strukturerne indefra, er de givet umiddelbart og objektivt på en ubetvivlelig og almengyldig måde. Med denne strukturlære har Dilthey op­ nået to ting. For det første har han holdt fast ved sit udgangspunkt i erfarin­ gen på en sådan måde, at han både har undgået den »rationalistiske« apriorisme og den »empiristiske« tendens til at begrænse sig til de isolerede sans­ ninger (sansedata) som udgangspunkt for erkendelsen. For det andet har han forenet den historistiske relativisme med en strukturlære, der skal gælde for al historie. Dilthey fastholder, at alt historisk indhold (vanerne, de kul­ turelle omgangsformer, værdierne osv.) er relativt i forhold til de givne hi­ storiske perioder. Dette historiske indhold er imidlertid altid afhængigt af nogle helt generelle former, og det er strukturlærens opgave at blotlægge disse. Strukturlæren i den beskrivende psykologi er imidlertid kun en del af det endnu mere ambitiøse projekt at finde de helt generelle former eller struktu­ rer, som ligger til grund for livet, dvs. de såkaldte livskategorier'0. Hertil hører udover de helt formale begreber (enhed, flerhed, lighed, forskel, grad, forhold osv.)81 også mere specielle begreber som liv, helhed/del, indre/ydre, kraft, me­ ning, værdi, formål, osv.. Udgangspunktet er igen taget i erfaringen, i livet selv, og vi kan derfor ikke opstille nogen endegyldig liste over antallet af ka­ tegorier. Ligeledes er der igen tale om en forening af det relative og det al­ mengyldige. Enhver livssammenhæng forholder sig således til værdier, men hvilke værdier, der gælder, er forskelligt fra periode til periode. Indenfor disse rammer søger menneskene til stadighed at fortolke deres liv. Et udtryk herfor er livs- eller verdensanskuelserne. Kunst, religion og filosofi er de tilbage­ vendende måder, hvorpå dette sker. Tro imod sin historisk orienterede erfaringsfilosofi afstår Dilthey fra at prioritere den ene verdensanskuelse frem­ for den anden. I stedet søger han ad induktiv vej at opstille forskellige typer af verdensanskuelser. Inden for filosofien finder vi således tre grundformer for 3

Engagement og forståelse

34

•I

1

Dilthey: Ånd og natur

metafysiske verdensanskuelser42. 1. Materialismen (naturalismen, positivis­ men), f.eks. Demokrit, Lukret, Epikur, Hobbes, Comte. 2. Den objektive ide­ alisme, f.eks. Heraklit, Stoicismen, Spinoza, Leibniz, Shaftesbury, Goethe, Schelling, Schleiermacher, Hegel. 3. Frihedens idealisme, f.eks. Platon, den hellenistisk-romerske livsfilosofi hos Cicero, den kristne spekulation, Kant, Fichte, Maine de Biran og Carlyle. Det afgørende i de metafysiske systemer er ikke deres argumenter, men deres karakter af verdensanskuelser og der­ ved af livsudtryk. Det er opgaven at tolke disse og derved udvikle en forståel­ se for filosofiens placering i historiens liv. Dilthey har aldrig selv formået at realisere dette program. Hans værk er forblevet en torso, der i kraft af dets flertydighed har ladet sig fortolke og ud­ nytte i forskellige retninger. HosDiltheys elever - bl.a. Georg Misch (18781965) - er det den »livsfilosofiske« side af hans filosofi, der er blevet videreud­ viklet . Diltheys kritikere har navnlig vendt sig imod hans tendens til at »rela­ tivere« store dele af filosofien og opfatte den som en verdensanskuelse blandt andre mulige. Således er der i tiden omkring Den første Verdenskrig en modsætning mellem Diltheys hermeneutiker den såkaldtefænomenologiskefilo­ sofi, først og fremmest i Edmund Husserls (1859-1938) udformning af den­ ne. Husserl fordrer af filosofien, at den skal være en streng videnskab og ikke blot en verdensanskulse (jf. side 38). Først i løbet af 1920’rne og 1930’rne kan der spores en begyndende tilnærmelse mellem den hermeneutiske og den fænomenologiske retning i tysk filosofi. I Husserls alderdomsværk fra 1930’rne kan der således findes en række »livsfilosofiske« træk (jf. side 63ff), omend han lige til det sidste svinger mellem på den ene side at forsøge en »idealistisk« fundering af filosofien i bevidsthedens direkte erfaringer og på den anden side et tilstræbe en analyse, der tager sit udgangspunkt i et »ano­ nymt«, underliggende, mere eller mindre »ubevidst«, historisk betinget »liv«. Husserl-eleven, Martin Heidegger(1889-1976) gåret skridt længere i denne retning. Han kritiserer enhver form for »bevidsthedsfilosofi« for at overse betydningen af det menneskelige »liv«, der »eksisterer« forud for alle erfaringer og al viden (jf. side 121 ff). Herved rammer han stiltiende tenden­ ser såvel hos Dilthey selv som hos Husserl. I stedet fordrer Heidegger, at filo­ sofien skal blotlægge de strukturer, der gælder for ethvert »eksisterende« menneske, de såkaldte »eksistentialer« (jf. side 147), der kan opfattes som modstykket til Diltheys »livs-former«. Hvor Dilthey imidlertid kun vil be­ nytte sin analyse af livsformerne som et grundlag for den erkendelsesteoretisk-metodologiske undersøgelse af forudsætningerne for den historiske for­ ståelse, har Heidegger et langt videre sigte, idet han ønsker at kritisere al hidtidig metafysik. Historien om, hvorledes Diltheys hermeneutik og Hus­ serls fænomenologi har udviklet sig frem til Heideggers hermeneutiskefænome­ nologi (jf. side 142), er et af de vigtigste temaer i nyere tysk filosofi.

Husserl: Filosofi som streng videnskab Fænomenologiens grundlægger I lighed med flere andre af de kendte filosoffer i dette århundrede er vejen til filosofien for Edmund Husserl (1859-1938) gået over matematikken. I 187684 studerede han i Leipzig, Berlin og Wien bl.a. under Karl Weierstrass og Leopold Kronecker, og det var disses arbejde med matematikkens grund­ lagsproblemer, der oprindeligt vakte hans interesse for filosofi. I Berlinerti­ den fulgte han samtidig med sine matematiske studier forelæsninger hos fi­ losoffen Friedrich Paulsen, men der var dog stadig kun tale om en bibeskæf­ tigelse. Efter at have skrevet disputats om et matematisk emne begyndte han imidlertid at studere filosofi hos Brentano (1838-1917) i Wien, og navnlig dennes idé om en rent beskrivende psykologi fik stor betydning for Husserl. I 1887 habiliterede han sig i Halle hos Brentano-eleven Carl Stumpf (18481936) med afhandlingen Uber den Begriff der Zahl (»Om talbegrebet«). Derpå fulgte 14 år som privatdocent i Halle, indtil Husserl endelig i 1901 blev pro­ fessor i filosofi i Gottingen og fra 1916 i Freiburg. Husserls filosofi var således oprindelig knyttet til den matematiske grund­ lagsforskning, og hans filosofi vedblev livet igennem at have en teknisk, strengt akademisk karakter. Det interessante er imidlertid, at han i sin filo­ sofiske udviklingsgang i sin søgen efter forudsætningerne for de specielle problemer blev tvunget til at tematisere stadig mere omfattende grundpro­ blemer af mere klassisk filosofisk art. I afhandlingen om talbegrebet fra 1887 ogi Philosophie der /ln7/zznrb£(» Aritmetikkens filosofi«) fra 1891 søgte han som de fleste i sin samtid at begrunde matematikken ved hjælp af psykologien. I årene 1894 og 95 skete imidlertid en'ændring i Husserls tænkning, idet han accepterede den kritik, der blev rettet mod ham af logikeren Frege (1848•1925) og nykantianeren Natorp (1854-1924). Husserl kritiserede fra nu af alle forsøg på at reducere erkendelsen - herunder den matematiske erken­ delse - til psykologi. I Logische Untersuchungen (»Logiske undersøgelser,« 1900-01) vendte han sig skarpt imod sine egne tidligere synspunkter og in­ troducerede som alternativ den såkaldte fænomenologi. Hans filosofi var fra nu af og indtil hans død et forsøg på at uddybe og radikalisere denne positi­ on. Omkring 1905 gennemgik han en krise dels af faglig, dels af personlig art. Han blev overvældet af modløshed over filosofiens muligheder. Det mest markante udslag af denne krise er Ideen zu einerreinen Phånomenologie und phånomenologischen Philosophie (»Ideen til en ren fænomenologi og fænomeno­ logisk filosofi«), hvis første bind kom i 1913. Husserl var imidlertid ikke til­ freds med dette værk og tilbageholdt bind 2 og 3, der først er blevet udgivet efter hans død. I tiden som professor i Freiburg var Husserl meget tavs, og først i slutningen af 20’rne, begyndelsen af 30’rne publicerede han påny en 3*

i'

36

Husserl: Filosofi som streng videnskab

1 ■J

5

lp il •*. %

"O

Hans von Amim, 1859-1931, Malvine Husserl, Edmund Husserl og Ella von Amim. Foto­ grafifra Hasseris tid som privatdocent i Halle, formentlig taget omkring 1890. Den klassiske filolog og filosofihistoriker Hans von Amim var jævnaldrende med Husserl og havde habiliteret sig i Halle året efter denne. Begge stod de på delte tidspunkt umiddelbart foran starten på deres karriere. Deres koner var respektfuldt i baggrunden med kæmmet hår og snoreliv som repræsen­ tanterfor del bagland, som navnlig Husserl havde så stærkt brug for i årene inden ansættelsen som professor i Goltingen.

række afhandlinger, hvoraf de vigtigste er Fonnale und transzendenlale Logik (»Formal og transcendental logik«, 1929) og Meditations Cartésiennes (»Cartesianske meditationer«, en række forelæsninger holdt i 1929 og udgivet i 1931). I disse tavse år begyndte Husserl imidlertid at stenografere sine tan­ ker ned i en form, der hverken var beregnet påforelæsninger eller udgivelse. Manuskripterne svulmede med årene og omfattede ved hans død omkring 45.000 sider med stenografi! Optegnelserne er af meget svingende art og kvalitet. De udmærker sig ved deres mange gentagelser og stadige kredsen omkring de samme problemer, en form der også kendetegnede Husserl som underviser. Hans seminarøvelser bestod hovedsagelig af monologer. Gadamer erindrer, hvorledes Husserl engang efter en time henvendt til Heideg­ ger bemærkede, at »i dag har vi dog virkeligt for en gang skyld haft en livlig

Fænomenologiens grundlægger

37

diskussion«43. Dette på baggrund af at Husserl efter det første spørgsmål fra en af de studerende selv havde talt uafbrudt i hele timen. Efter i 1928 at være blevet emeritus fortsatte Husserl sit arbejde, der kul­ minerede i den ufuldendte Die Krisis der europåischen Wissenschajlen und die transzendentale Phdnomenologie (»De europæiske videnskabers krise og den transcendentale fænomenologi«, udgivet 1937). Den rationalitetens krise, som Husserl her taler om, havde på tragisk måde ramt ham selv. Da han var afjødisk afstamning, blev han efter Hitlers magtovertagelse offer for de antisemitiske love for de tyske universiteter. At Husserl i 1887 havde ladet sig døbe og mere og mere havde fjernet sig fra det jødiske fællesskab, ændrede intet på dette. Fra 1933 blev han slettet af den officielle liste over universitets­ professorer, og det blev ham meddelt, at han ikke kunne deltage i de officiel­ le, tyske delegationer ved de internationale filosofikongresser i Prag 1933 og Paris 1937. Hvis han ønskede at deltage som privatmand, ville et visum blive ham nægtet44. Husserl levede herefter et tilbagetrukket liv i Freiburg, stadig mere svækket af sygdom, og med stadig færre venner og tilhængere. Kun hans assistenter, Ludwig Landgrebe og Eugen Fink, var ham tro til det sidste, hvilket for dem begge indebar, at de måtte fraskrive sig enhver mulig­ hed for en ansættelse ved et tysk universitet i nationalsocialistisk ånd. Husserls bøger kunne stadig lånes på de tyske biblioteker, men nyudgivelser el­ ler optryk var udelukket, ja selv Finks tale ved Husserls grav i april 1938 måtte trykkes i Tjekkoslovakiet for at undgå censuren. Under disse omstændigheder var det naturligvis umuligt at tænke på en udgivelse af de efterladte papirer inden for Tysklands grænser. Ja, risikoen for en snarlig konfiskering og destruktion var overhængende. Netop som si­ tuationen for alvor var ved at blive kritisk, ankom belgieren van Breda den 15. august 1938 til Freiburg. Van Breda var på dette tidspunkt 27 år, han havde netop afsluttet sin filosofiske licentiatgrad ved Leuvens universitet i Belgien, og det var hans hensigt at gennemgå Husserls efterladte papirer med henblik på sin disputats. Manuskripternes omfang var ham ukendt, men han regnede med at kunne gennemgå dem på overskuelig tid. Stor var derfor hans undren, da han blev præsenteret for det enorme materiale. Før afrejsen fra Leuven havde han fået til opgave at danne sig et overblik over pa­ pirernes karakter med henblik på en eventuel udgivelse af mindre dele deraf. På eget initiativ foreslog han imidlertid nu Husserls enke og hans to assisten­ ter, at de efterladte skrifter skulle overføres til Leuvens universitet og derved bringes i sikkerhed45. Der skulle oprettes et særligt Husserl-arkiv med speci­ elt tilknyttede forskere, der bl.a. skulle have til opgave at forestå de omfat­ tende transkriptioner af det stenografiske materiale. Forslaget var dristigt for ikke at sige letsindigt. Van Breda var stadig student og havde absolut in­ gen beføjelser fra universitetet i Leuven. Dertil kom, at alt sandsynligvis måtte smugles ud af Tyskland. Endelig var der intet økonomisk grundlag for projektet. I løbet af få måneder ændredes dette. I september-oktober 1938

38

I I

!

Husserl: Filosofi som streng videnskab

udfoldede van Breda en heftig rejseaktivitet for at muliggøre transporten af manuskripterne og oprettelsen af arkivet. Resultatet blev, at papirerne i november måned efter at.have været deponerede i den belgiske ambassade i Berlin blev sendt som diplomatpost fra Berlin til Leuven, hvor van Breda den 27. oktober havde fået rejst 75000 belgiske frank til formålet46. Dramaet var imidlertid ikke tilende. Fra besættelsen af Belgien i maj 1940 til krigens slut­ ning var arkivet til stadighed truet med udslettelse. Presset blev imidlertid modstået, og efter krigen har arkivet haft til huse i et par mindre værelser på universitetet i Leuven, der har dannet rammen om udgivelsen af Husserliana, den tekstkritiske udgave af Husserls skrifter og efterladte papirer, som er grundlaget for efterkrigstidens Husserl-forskning.

»Til sagen selv. . .« Husserls filosofi er fra begyndelsen til enden besjælet af ønsket om at gøre fi­ losofien videnskabelig, dvs. bygge den på en erkendelse, som alle fornuftige mennesker vil være enige om at tilslutte sig. Husserl mener imidlertid, at det står skralt til med opfyldelsen af dette ønske. I det lille programskrift Philosophie als strenge Wissenschajt (»Filosofi som streng videnskab«) fra 1911 gør han status over filosofiens situation omkring århundredeskiftet. Filosofien står langt tilbage for alle de øvrige videnskaber. De andre videnskaber - f.eks. matematik og fysik - er ganske vist ufuldkomne, idet de har en uendelig ho­ risont af åbne problemer og uklarheder, som endnu ikke er løst, men der er dog noget, som ligger fast. Ganske anderledes i filosofien. Her er alt kaos. Ethvert synspunkt synes at være lige så godt som ethvert andet. Her er der frit spillerum for alle slags »standpunkter«, »meninger« og »verdensanskuel­ ser«. Ja, en hel del filosoffer (f.eks. Dilthey) synes at være tilfredse med at op­ fatte filosofien som en verdensanskuelse på linie med f.eks. religion og kunst. Over for kravet om videnskabelighed er filosofien derfor ikke blot ufuldkommen - filosofien er overhovedet ingen videnskab endnu47! Vi må derfor begynde helt forfra i filosofien. Vi må begynde helt fra grunden. I Logische Untersuchungen søger Husserl selv at indfri kravet om en strengt videnskabelig filosofi. Han må imidlertid erkende, at han tilsyneladende ik­ ke er ene om et sådan projekt. Siden midten af 1800-tallet har naturalister (positivister og empirister) i alle afskygninger tilsyneladende haft det samme program. Kravet om at gøre filosofien og specielt erkendelsesteorien viden­ skabelig kan findes hos f.eks. Mili, Spencer, Sigwart, Wundt, Mach, Avenarius, Lipps og Høffding. Deres program er imidlertid kun tilsyneladende det samme som Husserls. At filosofien skal være videnskabelig betyder for naturalisterne, at filosofien skal knyttes så tæt til de eksisterende, empiriske fagvidenskaber som muligt. Husserl ønsker derimod at begynde radikalt fra grunden uden at støtte sig til fagvidenskaberne eller nogen andre teoretiske forudsætninger i øvrigt. For naturalisterne bliver filosofien et vedhæng til

»Til sagen selv ...«

39

fagvidenskaberne, for Husserl skal filosofien danne grundlaget for al anden erkendelse, bl.a. den som vi finder i fagvidenskaberne. Erkendelsesteorien og logikken skal gøre rede for erkendelsen. Men hvad er grundlaget for erkendelsen? For naturalisterne ligger svaret lige for: psy­ kologien. Psykologien er læren om psyken, dvs. bevidstheden. Da al erken­ delse er knyttet til bevidsthedslivet, er det nærliggende at opfatte psykologi­ en som den videnskab, der skal gøre rede for erkendelsen og derved gøre filo­ sofien videnskabelig. En sådan opfattelse, der reducerer erkendelse til psy­ kologi, betegner Husserl som psykologisme'3. Til tider går man endda et skridt videre, idet man knytter an til, at bevidsthedslivet er forbundet med visse hjerneprocesser. Det er derfor besnærende at gå videre og sige, at erkendelse er en form for psykologi, og psyken er en form for hjerneproces, dvs. noget fysiologisk, således at jo mere vi lærer om hjernen, desto mere ved vi om er­ kendelsen , og desto mere videnskabelig en erkendelsesteori og filosofi får vi. Sådanne (v\x\gxr)materialistiske synspunkter var ikke ualmindelige i anden halvdel af 1800-tallet. Lægen Karl Vogt (1817-95) hævdede f.eks. i en af­ handling fra 1854, at tankerne står i det samme forhold til hjernen som gal­ den til leveren eller urinen til nyrerne. Hos mænd som Moleschott (1822-93) og Biichner (1824-99) kan man finde tilsvarende formuleringer. Når man betænker, at Buchners bog, Kraft und Stoff(»Kraft og stof«, 1855), kom sidst i 1904 i 21. oplag, ses det, at Husserls invendinger imod materialismen stod over for en modstander med en nok så stor folkelig appel - ganske som hans kamp imod psykologismen varen torn i øjet på samtidens etablerede filosofi. Fælles for psykologismen og materialismen er det,49at begge standpunk­ ter opfatter erkendelsen som en art natur. Det er derfor, at Husserl kan be­ nytte udtrykket naturalisme™ som samlebetegnelse for disse to gængse positi­ vistiske og empiristiske synspunkter, og det er netop p.g.a. denne »naturali­ sering« af erkendelsen, at han må vende sig mod såvel materialismen som psykologismen, idet han benægter, at erkendelsen og erkendelsesteorien skulle kunne reduceres til enten psykologi eller fysiologi. Erkendelsen er mu­ ligvis altid knyttet til en række psykiske og fysiologiske processer, men er­ kendelsen er ikke identisk med sit psykiske endsige med sit materielle grund­ lag. Hvis jeg en forårsdag står i en gammel villahave og ser på nogle nyud­ sprungne æbletræer, så vil materialisten forklare min synsoplevelse ved at henvise til, at lyset fra Solen bliver kastet tilbage fra træerne og rammer mit øje, hvorved nethinden påvirkes fysisk. Dette giver anledning til en række elektriske og kemiske processer i mit nervesystem, således at jeg til sidst op­ når en erkendelse af, at der står nogle nyudsprungne æbletræer i haven. Herafslutter materialisten, at min viden om æbletræerne i virkeligheden ik­ ke er andet end højere kemi. Kender vi derfor lovene for hjernen, så kender vi også lovene for erkendelsen. Erkendelsesteori og logik bliver først til rigtig videnskab, når de bygger på et grundigt kendskab til hjernens fysiologi.

8

ii ■

40

Husserl: Filosofi som streng videnskab

r~i

i

LI TIFrtii

i

J

OMf1

rL-4»

TLH4* k. va*1

m. Den formale ontologi har til opgave at gøre rede for, hvad det i det hele taget vil sige at være en genstand. Der er noget, der er fælles for alle genstande - uanset hvad de i øvrigt måtte være. Den formale ontologi er modstykket til, hvad man traditionelt har kendt un­ der navnetformel logik (af Husserl også kaldet »formal apofantik«). Mens den formelle logik imidlertid omfatter de formelle principper for meningsfulde ud­ sagn, omhandler den form sile ontologi genstandene for disse udsagn. Mens den formelle logik formulerer en række udsagn om, hvad der nødvendigvis må gælde for alle meningsfulde udsagn, formulerer den formale ontologi en række udsagn om, hvad der nødvendigvis må gælde for alle mulige genstande. For­ skellen på formel logik og formal ontologi, der allerede antydes i Logische Uniersuthungen"r) fra 1900-1901, men først for alvor diskuteres i Formale und transzendentale Logik fra 1929, kan måske bedst illustreres ved et par eksem­ pler. Begrebet »begreb« og begrebet om et »meningsfuldt udsagn« er to grundbegreber i den formelle logik; tilsvarende finder vi i den formale onto­ logi en række grundbegreber såsom begreberne »genstand«, »sagforhold«,

Den botaniserende filosof

57

»enhed«, »flerhed«, »antal«, »forhold« osv.110. I den formelle logik er det en grundsætning, at »et sandt udsagn er et sandt udsagn, og et falsk udsagn er et falsk udsagn«; tilsvarende er det en grundsætning i den formale ontologi, at »en genstand er identisk med sig selv«. Et andet klassisk eksempel fra den formelle logik lyder: »intet utvetydigt udsagn kan på én gang både være sandt og falsk«; den tilsvarende formalontologiske grundsætning lyder: »en genstand kan ikke både være P og ikke-P«. Husserls syn på forholdet mellem formel logik og formalontologi står i kri­ tisk modsætning til to andre gængse teorier fra nyere tid. For det første er Husserl i modsætning til psykologister som John Stuart Miil (1806-1893), der opfatter de logiske og ontologiske love som psykologiske lovmæssigheder (jf. side 41 -42). I modsætning hertil hævder Husserl, at disse love ikke er love for psyken (bevidstheden), men love for henholdsvis betydninger og genstande. Det psykologiske falder på intentionalitetens intentio-side, mens betydnin­ ger og genstande begge tilhører intentum-siden. Endvidere er psykologiske love fundet ved den empiriske erfarings hjælp, mens de logiske og ontologi­ ske principper kan blotlægges med streng nødvendighed gennem en eidetisk variation. - For det andet er Husserl i modsætning til tendenser inden for den logiske positivisme (jf. bd. 2), hvor det hævdes, at logikken ikke siger noget om virkeligheden, men kun om vort begrebssystem, vort sprog. I forlængelse heraf er det endog blevet hævdet, at logikken »blot« er et sæt afspilleregler for et givet tegnsystem, og at vi strengt taget godt kunne vælge oset andet sæt regler, hvis vi fandt det belejligt. Både det første og det sidste strider stærkt imod Husserls opfattelse af logikkens status. For Husserl er logikkens love ikke noget, som vi blot kan vælge: Logikkens love er hverken noget, vi væl­ ger eller opfinder, men derimod noget, vi erfarer igennem en eidetisk varia­ tion. Logikkens love er heller ikke »blot« et sæt regler for vort sprog. Logik­ ken angiver de nødvendige væsenslove for meningsfuld sprogbrug, og det viser sig da, at sproget med væsensnødvendighed er rettet imod et hierarki af simple og komplekse genstandsområder med hver deres strengt nødvendi­ ge, ontologiske væsenslove. Logikkens modstykke er altid ontologien. Logik og ontologi er to sider af den samme sag. Logikken siger derfor ikke kun no­ get om vort begrebssystem, men peger henimod ontologien, der siger noget om virkeligheden. Den formale ontologi angiver, hvad der med væsensnødvendighed gælder for enhver mulig genstand (»ein Gegenstand iiberhaupt«)111. Den formale ontologi er helt »formal«, idet den ser bort fra alle særegne træk ved genstan­ den udover dem, der i det hele taget hører med til dette at være en genstand. De materiale ontologier tager derimod hensyn til de væsensforskelle, der er mellem de forskellige genstandstyper (også kaldet »genstands-« eller »væ­ rensregioner«)112. Den materiale ontologi er »material«, dvs. den har et ind­ hold, der går ud over de rene former, som hører med til enhver mulig gen­ stand. Hver genstandstype (hver værensregion) har sin bestemte materiale

58

Husserl: Filosofi som streng videnskab

ontologi, der gør rede for hvilke væsenslove, der gælder for netop denne gen­ standstype. Det er i arbejdet med at udforske de forskellige materiale ontolo­ gier, at fænomenologen for alvor viser sig som botaniserende filosof. Eksempler113 på materiale (eller »regionale«) ontologier er f.eks. naturfilo­ sofien, der igen er underdelt i en ontologi fordet fysiske, det kemiske, det bio­ logiske osv.. Et andet eksempel er kropslighedens ontologi: Hvad vil det sige at være en krop med en bevidsthed? Hvilke væsensnødvendige egenskaber hø­ rer til en sådan krop? Svarende til kropslighedens ontologi findes der en on­ tologi for det sjælelige, dvs. en væsensbestemmelse af, hvad det vil sige at være et bevidst jeg knyttet til en krop. På grundlag heraf kan yderligere udarbej­ des en ontologi for den åniWtge (»geistigen«) verden, dvs. en væsensbestem­ melse af, hvad der nødvendigvis hører med til enhver kulturgenstand, f.eks. en stat, en offentlig institution, en bog, et musikstykke, et gadeskilt eller en anden dagligdags genstand såsom borde, stole, lamper, gardiner, veje osv., kort sagt alle de fysiske ting, der er mere end blot fysiske, idet et menneske (generelt: »et jeg«) har sat sit præg på det og inddraget det i kulturlivet. De materiéde ontologier er uafhængige af sanseerfaringen - de er »a prio­ ri« . De angiver de nødvendige sammenhænge og grænser for hver deres type (»region«) af genstande. De angiver, hvad der nødvendigvis må gælde om en genstand afen bestemt type, hvis genstanden skal kunne eksistere. Disse væ­ senslove siger ikke noget om, hvor vidt der faktisk eksisterer genstande Husserl har jo fra starten sat spørgsmålet om genstandenes eksistens uden for parentes; men hvis der i det hele taget skal eksistere genstande, så må de overholde de forskellige væsenslove. Det betyder, at når vi i dagligdagen el­ ler i fagvidenskaberne beskæftiger os med et bestemt genstandsområde, f.eks. driver fysik, biologi, psykologi eller sociologi, så vil vore undersøgel­ ser altid være afhængige af de grænser, som væsenslovene sætter for hvert deres genstandsområde. Overskrider vi i vor empiriske (sansemæssige) re­ debonheden væsenslov og behandler fejlagtigt en genstand (f.eks. et menne­ ske) fra ét genstandsområde på samme måde som en genstand fra et helt an­ det genstandsområde (f.eks. det blot fysiske), så går vi i det lange løb grueligt galt i byen - uanset hvor nøjeregnende vi i øvrigt er med vore undersøgelser. På denne måde virkeret kendskab tilde materiale, »a priori« ontologier som et erkendekritisk kriterium på, hvad der er gode og dårlige »empiriske« vi­ denskaber.

Reduktion og konstitution Husserls radikalisering af erfaringsbegrebet til at omfatte enhver form for direkte, »anskuende« tilgang til det erfarede modsat den blotte formenen har givet ham et omfattende erfaringsfelt i hænde. Udover de sansemæssigt giv­ ne reale genstande (f.eks. æbletræet) giver det nu også mening at tale om en erfaring af sagforhold (f.eks. træet står i haven), summationer (f.eks. 10 træ-

Reduktion og konstitution

59

er i forhaven + 14 træer i baghaven) osv., ja endog det nødvendige, al men tgyldige væsen (f.eks. æbletræets idé) er en genstand, der kan erfares og ikke blot formenes. Det er fænomenologens opgave at vende sig imod (»at reflek­ tere over«) de bevidsthedsakter, hvori disse forskellige genstande erfares i deres direkte givethed for en bevidsthed. Idet fænomenologen vender sig imod disse bevidsthedsakter har han mulighed for at beskrive genstanden i dens direkte givethed uden at behøve at tage hensyn til alle mulige mere eller mindre velunderbyggede »forklaringer«, »teorier«, »hypoteser« eller »for­ modninger«. Han springer alle disse omsvøb over, han sætter dem i parentes og går i stedet direkte »til sagen selv« og beskriver genstanden i dens direkte givethed som »rent« (dvs. teorifrit) fænomen. Genstanden med dens forskellige betydninger er imidlertid kun den ene side af det, som fænomenologen præsenteres for, idet han vender sig imod de bevidsthedsakter, hvori genstandene erfares på mest oprindelig måde. Udover genstanden med dens betydning indeholder akten også den måde, hvorpå genstanden erfares. Udover sin intentum-side (genstand med betyd­ ning) har den intentionale akt også en intentio-side. Idet fænomenologen vender sig imod akten som helhed, er det muligt for ham at beskrive begge disse sider. Svarende til det reale æbletræ er der en række afskygniger igen­ nem hvilke, æbletræet erfares. Svarende til sagforholdet »æbletræet står i haven« er der en række specifikke kategoriale anskuelser. Og svarende til æbletræets væsen er der en række varierende, fantaserende, grænsesøgende erfaringer. Det er fænomenologens opgave at beskrive begge sider afakter. ne i deres fulde omfang. Sagt på en anden måde: Fænomenologen skal be­ skrive fænomenerne i alle betydninger heraf: Både som erfaringsgenstande (intenta) og som erfaringer (intentioer). I sin beskrivelse af disse fænomener er fænomenologen »ved sagen selv«. I beskrivelsen af denne sag bliver det ham imidlertid klart, at »sagen« i de fle­ ste tilfælde langtfra er noget simpelt, på forhånd givet, således som man til daglig er tilbøjelig til at tro. Det viser sig, at hvad man i dagligdagen blot ta­ ger for givet, i virkeligheden har en række forudsætninger, som man nor­ malt ikke skønner på. F.eks. kan sagforholdet »der står et æbletræ i haven« kun opnå fuld anskuelig fylde i en kategorial akt, der på sin sideforudsatter, at æbletræet bliver direkte erfaret i en akt, hvor jeg ser, lugter eller føler det. En sådan syns-, høre- eller føleakt for udsætter gengæld på sin side en aktstrøm, i hvilken træet fremtræder igennem sine afskygninger. Disse afskygninger har igen yderligere Jorudsatninger på intentio-siden, der igen har yderligere forudsætninger, osv.. Sagt på en anden måde: For at en genstand kan erken­ des, må der fremkomme en række akter, hvori genstanden giver sig helt og fuldt. Disse akter har imidlertid som deres nødvendigeJorudsatningerandre ak­ ter, der igen har forudsætninger, osv.. Dvs. idet fænomenologen beskriver fænomenerne, således som de fremtræder i akterne, bliver det tydeligt for ham, at disse fænomener er led i et akthierarki, hvor den ene akt forudsætter

■■■ I

60

Husserl: Filosofi som streng videnskab

den anden som sin nødvendige betingelse. Husserl taler om, at den ene akt er »konstituerende" for den anden, og han taler om, at en genstand er »konstitu­ eret«, hvis den akt, hvori den indgår, selv er konstitueret1H. Ordet »konstitution« optræder tidligt i Husserls forfatterskab115.1 Logische Untersuchungen fra 1900-1901 dukker det op i flere forskellige sammenhænge - mest oplagt dog i omtalen af de konstituerede, kategoriale akter116. En central term bliver udtrykket dog først hos den noget senere Husserl, nær­ mere betegnet fra omkring 1905 og frem til Husserls død i 1938. Dette hæn­ ger sammen med, at Husserl fra dette tidspunkt begynder at give sin fæno­ menologi en ny drejning. Husserl omtaler nu ikke mere sin filosofi som fæ­ nomenologi slet og ret, men som transcendentalfænomenologi. I denne er »kon­ stitutionen« modstykket til den såkaldte »transcendentalfænomenologiske reduk­ tion«, der udgør et hovedanliggende for Husserl i hans senere tænkning. Hvad der nøjagtigt skal forstås ved »transcendental fænomenologi« og »transcendental-fænomenologisk reduktion« er stærkt omstridt - også hos Husserl selv! I løbet af sit forfatterskab gør han adskillige tilløb til at afklare, hvad han nærmere mener, og man kan ligefrem i Husserl-forskningen tale om, at han har tre, fire eller flere »veje til reduktionen«117. At de til tider end­ og synes at være i modstrid med hinanden, gør ikke sagen lettere. Rent verbalt betyder ordet »reduktion«: »tilbageforing af noget til noget an­ det«. Spørgsmålet bliver da, hvad det er, Husserl vil »føre tilbage« til noget

Husserlfotograferet i 1920’rnc.

-

*■' ?-

-i

Reduktion og konstitution

61

andet. Ifølge én af de dominerende tendenser hos ham indebærer reduktio­ nen en tilbageforing afgenstandene til de akter, hvori de bliver konstituerede. Normalt tager vi blot genstandene for givet. I den mundæne, naturlige indstilling (jf. side 44) taler vi om genstandene, vi undersøger dem og belyser dem ud fra forskellige videnskabelige synsvinkler, men vi spørger ikke om, hvilke betin­ gelser, der må være opfyldte, for at genstandene i det hele taget kan give sig på en oprindelig måde. For at kunne stille og besvare dette spørgsmål kræves en indstillingsændring. Fra at være optaget af genstandene slet og ret vender jeg mig imod de akter, hvori genstandene kommer til syne på mere eller mindre oprindelig og direkte måde. Fra blot at være optaget af genstandene bliver jeg nu i stand til at beskrive både genstandene og de måder, hvorpå disse giver sig. Hvor jeg før kun så genstandene, bliverjeg nu i stand til at be­ skrive de intentionale korrelationer mellem intentum (genstand med betyd­ ning) og intentio. Jeg har så at sige ført genstanden tilbage til den akt, hvori den giver sig. Jeg har reduceret genstanden tilbage til de akter, hvori den kan erfa­ res. Men jeg standser ikke herved. I min beskrivelse af de akter, hvori gen­ standen giver sig på mest oprindelig måde, bliver det mig klart, at disse akter er »funderede« i andre akter, der udgør en række nødvendige forudsætnin­ ger for disse.' Herved har jeg ikke blot ført genstanden tilbage til de akter, hvori den giver sig på mest oprindelig måde; disse akter er selv blevet ført til­ bage til (de er selv blevet »reducerede« til) de akter, der er »konstituerende« for dem. Den genstand, der i den mundæne, naturlige indstilling syntes at være noget blot og bart forud givet, den viser sig nu, så snart jeg vender blik­ ket imod de måder, hvorpå den oprindeligt giver sig, at være »opbygget« el­ ler »konstitueret« igennem en række syntetiserende akter, der fungerer som nødvendige forudsætninger for, at den pågældende genstand i det hele taget kan give sig på oprindelig måde"8. I den mundæne, naturlige indstilling ta­ gerjeg blot genstandene for givne som forudsætninger for mine erfaringer; nu viser det sig, at genstandene og erfaringerne har en række nødvendige forudsætninger i et hierarki af konstituerende akter. Den »mundæne« erfa­ ringsgenstand er derved blevet ført tilbage til (»reduceret til«) en række kon­ stituerende akter, der går forud for og fungerer som nødvendige betingelser for en oprindelig tilgang til genstanden. Nødvendige betingelser for erfarin­ gen , der går forud for denne og betinger dens karakter, kaldes siden Kant for transcendentale betingelser (jf. side 19). Dette er baggrunden for Husserls tale om en transcendental fænomenologiske reduktion af den »mundæne« genstand til­ bage til de akter, hvori den konstitueres. Husserls terminologi og snørklede fremstilling giver let anledning til en række oplagte misforståelser af, hvad der er hans anliggende. F.eks. giver ordet »reduktion« anledning til problemer, hvis man med »reduktion« for­ står en »formindskelse« eller »forringelse«, sådan som vi f.eks. er vant til at gøre det, når vi taler om en »reduktion af de offentlige tilskud til sygdomsbe­ kæmpelse«. Husserl taler ganske vist ofte somom11’, at den transcendental-

i

I

62

Husserl: Filosofi som streng videnskab

fænomenologiske reduktion blot betød en »bortseen fra« noget ved genstan­ den, f.eks. om den eksisterer, eller om den nu også har de egenskaber, vi normalt tillægger den. Men hovedsigtet med hans tale om reduktionen er et andet. Reduktionen skal ikke betyde et tab, men tværtimod føre til en ge­ vinst: Fra blot at kunne se genstanden, kan vi nu også »se« genstandens må­ der at give sig på og det akt-hierarki, der er konstituerende for den. Vi ser kun bort fra noget for derved at vinde en tilgang til de konstituerende akter. Men også denne tale om »konstituerende« akter giver let anledning til fejl­ tolkninger. Ordet »konstitution« betyder i daglig tale »skabelse«, hvilket f.eks. fremgår af vendingen: »bestyrelsen konstituerer sig selv med formand og næstformand«. Det betyder, at bestyrelsen selv »skaber« de interne ar­ bejdsbetingelserved selv at vælge en formandogen næstformand. Hos Hus­ serl betyder ordet »konstitution« imidlertid ikke »skabelse«. De »konstitue­ rende« akter »skaber« ikke genstanden: Sagforholdet, »der står et æbletræ i haven«, er f.eks. ikke skabt afde konstituerende synsakter igennem hvilke, at jeg ser træet. Derimod påstår Husserl, at sagforholdet, »der står et æbletræ i haven«, kun kan opnå fuld anskuelig givethed, hvisjegogsåhar en synsople­ velse af træet, mens det omvendte ikke er tilfældet. Synsakten er en nødven­ digbetingelse for sagforholdets anskuelige nærvær og i denne forstand »kon­ stituerende« forsagforholdet. Heri ligger ingen skabelse, men derimod et af­ hængighedsforhold, der er forudsat i alle erfaringer, og som derfor kan kal­ des »transcendentalt«. Ordet »transcendental« er på sin side heller ingen be­ tegnelse for en eller anden mystisk oplevelse. Husserls »transcendentale fæ­ nomenologi« har intet at gøre med den såkaldte indiske »transcendentale meditation«! Derimod består den transcendentale fænomenologi i en reflek­ sion over, hvad der viser sig i bevidsthedsakterne, som forudsætning for en nøgtern, ren (dvs. teorifri)beskrivelse afintentum-intentio-korrelationerne og akternes indbyrdes sammenhænge. Men betyder det, at Husserl mener, at vi ikke kan tale om, at »der står et æbletræ i haven«, uden at vi faktisk ser træet? Dette er naturligvis ikke Hus­ serls mening. Vi kan netop godt »tale om«, at »der står et æbletræ i haven«, uden at vi faktisk har en synsoplevelse af træet. Det gør vi f.eks., når vi står inde i stuen om aftenen og taler om, hvad der er i haven. Men at tale om et sagforhold er heller ikke det samme som at have en direkte anskuelse af det. Når vi blot »taler om« noget, såformener vi det blot; der er kun tale om »signitive« (»menende«) akter. En direkte anskuelse af sagforholdet er noget andet end en blot og bar formening - og en sådan anskuelse forudsætter, at vi har synsoplevelser af æbletræet. Når der derfor tales om, aten akt A er konstitu­ erende for (er en nødvendig betingelse for) en akt eller en genstand B, så ude­ lukker det ikke, at vi kan »tale om« B uden at vide noget om A. Derimod be­ tyder det, at B ud fra en transcendental-fænomenologisk synsvinkel viser hen til A, fordi B kun kan give sig på oprindelig måde, hvis A foreligger. Samhørigheden mellem A og B går derfor ikke så meget på de enkelte indivi-

III

Jeget og livsverdenen

63

duclle genstande og akter som på, at en bestemt genstands- eller akt-/y/>c B (f.eks. kategoriale genstande og akter) for at kunne give sig på anskuelig må­ de nødvendigvis må forudsætte, at der foreligger direkte, anskuende akter af typen A (f.eks. perceptionsakter)120. At der findes sådanne sammenhænge mellem forskellige typer af akter, kan fænomenologen erfare, idet han ven­ der sig imod de individuelle akter (f.eks. synsoplevelsen af æbletræet og den kategoriale akt, hvori det hævdes, at »æbletræet står i haven«) og ved fantasi­ ens hjælp varierer disse for at se, hvad der må kræves, for at akter af de på­ gældende typer kan opnå fuld anskuelig fylde. Fænomenologen udøver eidetisk variation over for akterne og aktsammenhængene. Han ser derved, at der er bestemte væsenssammenhænge mellem forskellige akttyper. Først når enhver genstand er ført tilbage til den akt, hvori den erfares, og når en­ hver akt er ført tilbage til en bestemt akttype, og denne akttype er blevet ind­ ordnet i et hierarki af akttyper, først da kan den transcendental-fænomenologiske reduktion siges at være tilendebragt.

Jeget og livsverdenen Gennem sin kritik af materialismen og psykologismen i første bind af Logische Unlersuchungen fra år 1900 er Husserl meget afvisende over for enhver form for naturalisme. Kritikken er dog primært negativ. Under sin udvik­ ling af fænomenologien til transcendental fænomenologi radikaliserer Hus­ serl imidlertid kritikken til at udgøre et positivt alternativ til naturalismen. Denne udvikling kulminerer i alderdomsværket Die Krisis der europaischen Wissenschaflen und die transzendentale Phdnomenologie udgivet i ufuldendt form i 1936. Husserl stiller her sin egen fænomenologi i modsætning til det ver­ densbillede, der under indflydelse af den naturvidenskabelige revolution har været dominerende siden Galilei (1564-1642). Ifølge Galilei er det mu­ ligt at foretage en skelnen mellem den »objektive« verden, sådan som den er i sig selv, og den »subjektive« verden, sådan som den fremtræder foros men­ nesker. Den »objektive« verden er for Galilei identisk med en rumtidslig, ud­ strakt, fysisk verden, der kan beskrives ved hjælp af ren matematik og geometri121. Den »subjektive« verden er derimod den, som vi kender fra dag­ ligdagen, dvs. en verden af farvede, sansbare ting, der udsender lyde, og som haren eller anden form forsmag. For Galilei er farver, lyd og smag - for slet ikke at tale om værdier - ikke noget, der tilhører verden i sig selv, men blot et træk ved den måde, på hvilken vi oplever den. Den »egentlige«, »ob­ jektive« verden er uden farve, lyd, lugt og smag, en rum-tidslig verden, der kan beskrives restløst ved hjælp af geometriske og matematiske begreber. For Husserl er dette »moderne«, »naturvidenskabelige« verdensbillede en naiv myte. Vil vi trænge bagom myten, må vi rekonstruere122 den problem­ stilling, Galilei befandt sig i. Den verden, vi i dagligdagen erfarer, er ifølge Husserl en fysisk verden med farver, former, lyde, lugte og smag. Denne

! -

i.

I ’

64

Husserl: Filosofi som streng videnskab

sansbare verden kan vi i fantasien forestille os forandret på mange måder, men uanset hvor meget, vi ændrer den i fantasien, vil den dog vedblive med at være en verden af farver, former, lyde, lugte og smag. I omgangen med denne sansbare, dagligdags verden kan vi komme i situationer, hvor vi skal foretage målinger, f.eks. målinger af et stykke træs længde, hvis vi vil bygge en båd. Jo mere komplicerede opgaver, vi stiller os, desto mere kompliceret bliver vor måleteknik. Hvad der ved første øjekast tog sig ud som en plan fla­ de, viser sig ved finere målinger at være svagt buet. Under udviklingen af stadig finere måleprocedurer, opstår da tanken om en helt plan flade, en ren cirkel, en fuldstændig lige linie. Sådanne genstande vil vi aldrig møde i vor sansbare omverden: De udgøret nyt genstandsområde af idealtypiske græn­ setilfælde kun tilgængelige for en rent geometrisk og matematisk tankevirk­ somhed. ForGalilei forelå der allerede en højtudviklet, ren geometri, og han behøvede derfor ikke spørge om, hvorledes det geometriske genstandsområ­ de og den geometriske metodik viser tilbage til den førvidenskabelige, sans­ bare verden og den måleteknik, der benyttes i denne verden123. I stedet kun­ ne han på naiv måde tage geometrien for givet og endog gå et skridt videre, idet han erklærede den geometriske verden for den »egentlige«, »objektive« verden, således at den verden, vi erfarer gennem vore dagligdags målinger, kun er at betragte som en tilnærmelse til den »virkelige« verden. Efter at ha­ ve foretaget denne »objektivering « (»hypostasering«) af den geometriske verden lå det næste skridt lige for: Jo mere forfinede målinger, vi kan foreta­ ge, desto mere »objektive« resultater når vi frem til; da farver, lyde og lugte kun i begrænset omfang kan underkastes strenge målinger, er de følgelig mindre »objektive« end tidslig og rumlig udstrækning; ergo er kun den i tid og rum udstrakte virkelighed »objektiv«, mens farver, lyde og lugte er noget blot »subjektivt«. For Husserl er denne måde at se tingene på ikke holdbar. Den i tid og rum udstrakte, rent geometriske verden må ses som det, den er: Et grænsetilfælde. Dette grænsetilfælde udgør et konstitueret genstandsområde, idet de akter, i hvilke de geometriske genstande kan erfares på mest direkte måde, nødvendigvis forudsætter en række akter, i hvilke en sansbar verden af farver, lyde, lugte og former giver sig til kende. Denne verden - eller dette genstandsområde - omtaler Husserl som vor livsverden (»Lebenswelt«), Det­ te genstandsområde haren bestemt eidetiskstruktur, en bestemt »typik«. Til tider bruger Husserl også ordet »livsverden« som betegnelse for denne eidetiske struktur124. Enhver genstand viser i sidste instans tilbage til denne livs­ verden forstået som en sansbar verden125 med en bestemt eidetisk struktur. Da livsverdenen på denne måde må siges at være en nødvendig betingelse for enhver erfaring, kan den med rette siges at være en transcendental betin­ gelse (jf. side 19 og 61). Modstykket til den transcendentale livsverden er det såkaldte transcenden­ tale ego (det transcendentale »jeg«). Enhver genstand viser tilbage til en række mulige akter, hvori den kan erfares. Disse akter er enten selv perceptions-

Jeget og livsverdenen

65

akter eller konstituerede ud fra sådanne. Strømmen af perceptionsakter er rettede imod selvidentiske, sansbare ting på intentionalitetens intentumside. På intentio-siden modsvares dette af, at strømmen af bevidsthedsakter ikke blot udgør en sum af hinanden uvedkommende, isolerede erfaringer, men at de hører sammen, idet de alle tilhører ét og det samme jeg (»ego«). Jeget er det, der giver sammenhæng i en bevidsthedsstrøm, det, der udgør identiteten i aktmangfoldighedens forskellighed. Jeget er ikke en egenartet »ting« på linie med alle de andre »ting«, der optræder som genstande for be­ vidstheden. Jeget er derimod det, der skaber sammenhæng i tingserfarin­ gen, eller rettere: Jeget er selve sammenhængen. Jeget er den »pol« imod hvilken alle bevidsthedens bevidsthedsakter orienterer sig: Jeget er identitets­ polen i bevidsthedsstrømmen126. Det er en betingelse for, at noget kan erfa­ res, at erfaringsstrømmen hænger sammen, at den har en identitetspol, så den ikke opløses i usammenhængende, fritsvævende bevidsthedsakter. Da jeget som identitetspol er en forudsætning for enhver mulig erfaring, kan Husserl med rette omtale det som det transcendentalejeg. Husserls lære om det transcendentale ego hører til et af de mest komplice­ rede i hans fænomenologi. I førsteudgaven af Logische Untersuchungen fra 1900-1 benægter Husserl, at der findes noget fænomenologisk grundlag for at tale om et jeg, et »ego«. I anden udgaven fra 1913 trækker han imidler­ tid i land127, og i hans senere periode bliver læren om jeget et centralt tema hos ham. Bestemmelsen afjeget som det, der sikrer bevidsthedsstrømmens selvidentitet, er den minimumsbestemmelse afjeget, som bevares igennem hele hans senere forfatterskab. Men han går videre. Jeget er ikke blot en »tom identitetspol«, ikke blot et fast »punkt«, til hvilket erfaringer kan føres tilbage. Jeget må derimod opfattes som en enhed, der er under stadig konsti­ tution bevidsthedsstrømmen igennem. Jeget er hverken en blot og bar »sum« af bevidsthedsakter eller en blot og bar »tom identitetspol«, men deri­ mod en konstitueret bevidstheds-identitet, der er under stadig udvikling, ef­ tersom bevidsthedsstrømmen går fra den ene akt til den anden. Dvs. jeget konstituerer sig som stående og blivende »personalt jeg«. Men heller ikke denne bestemmelse afjeget er tilstrækkelig præcis. Jeget er ikke blot en iden­ titet på intentio-siden, nej jeget er det, der giver sammenhæng i aktstrøm­ men som sådan. Jeget må forstås i dets fulde konkretionl2H, idet mit jeg ikke blot er sammenhængen i mine oplevelser af genstandene, men også en be­ stemt sammenhæng i genstandene, for så vidt som de er blevet oplevet af mig og har været med til at konkretisere, hvad jeg er. Det konkretejeg er sammenhæn­ gen i bevidsthedsstrømmen i dens enhed med den verden, den erfarer. Det er dette fuldt udviklede, konkrete jeg forstået som en enhed i intentionalitets-strømmen, som Husserl omtaler som det transcendentale ego. Dette transcendentale ego må ikke forveksles med det »empiriske jeg«. Det empiriske jeg er det jeg, som jeg naivt antager eksistensen af, når jeg i den naturlige indstilling opfatter mig selv som en genstand blandt andre 5

Engagement og forstAelic

66

Husserl: Filosofi som streng videnskab Den ældre Husserlfotograferet i Freiburg ca. 1930.

Å -

i

ML

: i"

■

genstandei verden. Alt dette har Husserl imidlertid sat i parentes. Det trans­ cendentale ego er derimod noget, som fænomenologen støder på, idet han vender sig imod den aktstrøm, der bliver tilbage, når han ser bort fra alt an­ det end de rene fænomener. Derved opstår imidlertid et delikat problem for fænomenologen. Idet han satte parentes om den naturlige indstilling og genstandene for denne, satte han ikke alene parentes om alle teorier angående tingenes og sin egen eksi­ stens, han så også bort fra eksistensen af eventuelle andre jeger. Igennem den fænomenologiske analyse har fænomenologen genfundet sig selv, jeget, som en transcendental forudsætning for fænomenstrømmen. Men hvad med de andre »jeger«? Hvad med »den anden«, alle »jer«, der ikke er mig? Hvordan når jeg ud til »de andre« jeger, når jeg én gang har set bort fra deres eksistens? Hvordan undgår jeg at havne i en fænomenologisk solipsisme129, dvs. den opfattelse, at der ud over mig ikke eksisterer andre bevidste væs­ ner? Skal problemet løses, må det løses inden for rammerne af den transcen­ dentalfænomenologiske konstitutionsproblematik. Spørgsmålet lyder da: Hvorledes konstitueres en erfaring af, at der eksisterer et andet jeg end mig selv? Husserl behandler dette udførligt i Cartesianische Meditationen fra 1929. Jeg starter i en erfaring af mig selv som et konkret jeg, dvs. en enhed i en erfa­ ringsstrøm med en bestemt genstandsverden omkring sig. Idet genstands­ verdenen hører med til det konkrete jeg, hører også min krop (»Leib«) med

Jeget oglivsverdenen

67

til mit konkrete jeg. Min krop er ikke bare et udstrakt legeme (»Korper«) på linie med borde, stole og huse; kroppen adskiller sig fra disse ved at være knyttet til et konkret jeg. Idet jeg erfarer min egen krop, erfarer jeg den som noget, der er »her«130. Min egen krop er altid karakteriseret ved et »her«, mens andre legemer er noget, som er »der-ovre«. Min krop er »her«, men mit skrivebord er »der-ovre«. På et vist tidspunkt optræder der imidlertid i mit erfaringsfelt et legeme (»Korper«), der foretager bevægelser nøjagtig magen til de bevægelser, som min krop (»Leib«) kunne have udført, hvis den havde været »der-ovre«131. Denne lighed er direkte givet som en erfaret kendsgerning. Derimod er det ikke givet, at legemet (»Korper«) der-ovre har visse bevidsthedsakter knyttet direkte til bevægelserne. Spørgsmålet er derfor, hvorledes jeg når til at tolke legemet der-ovre som en krop ved en an­ den bevidsthed end min egen. Her er nu det springende punkt: Fordi »det givne« fremmede legeme (»Korper«) opfører sig, som jeg kunne have set min egen krop (»Leib«) opfø­ re sig, såkan jeg ved analogi se dette fremmede legeme (»Korper«) som en an­ dens krop (»Leib«), Og da en krop netop udmærker sig frem for andre lege­ mer derved, at den er en legemlighed ved et konkret jeg med en selvstændig bevidsthedsstrøm, så kan jeg ved at erfare den andens kropslighed også siges at erfare den anden som bevidst, konkret jeg. Igennem denne analogislut­ ning har jeg således på fænomenologisk grundlag fået konstitueret mit eget jeg i forhold til andre jeger, og på grundlag heraf kan vi i et transcendentalt fællesskab konstituere en række kulturelle genstande (f.eks. stater og offent­ lige institutioner), der indebærer en henvisning til mere end mit eget jeg. Husserls lære om, at jeget erfarer »den anden« gennem en analogislut­ ning, viser, at Husserl filosofisk set står i den tradition, der i nyere tid går til­ bage til Descartes (1596-1650). Analogiargumentationsformen er klassisk inden for denne tradition - f.eks. har Dilthey den også (jf. side 29). Husserl giver imidlertid argumentet en særlig drejning. Normalt består analogiseringen i, at man slutter fra, at noget fremmed legemligt ligner vor krop til, at dette legeme nok er legeme ved en bevidsthed med bevidsthedsakter, der lig­ ner vore. For Husserl er bevidsthedsakter derimod fra starten en del af et konkret jeg med en krop, således at analogiseringen går mellem vor kropsli­ ge legemlighed og et andet legeme, der ligner vor krop. Analogien har altså til opgave at godtgøre, at et fremmedlegeme (»Korper«) er en krop (»Leib«), ikke at et fremmed legeme er knyttet til en bagvedliggende bevidstheds­ strøm . Når den fremmede legemligheds kropslighed én gang er dokumente­ ret, følger resten afsig selv, idet kropslighed altid indebærer bevidsthed, idet kropsligheden er en del af et konkret jeg. Husserl rammes derfor heller ikke af den indvending, at da erfaringen af vor egen krop er en indre oplevelse og ikke en erfaring af noget ydre, så er forskellen på vor erfaring af vor egen krop og af det fremmede legeme så stor som i det hele taget muligt132. Hertil kan Husserl med rette svare, at hans argument jo netop ikke går på en oplevelse

>•

i

68

Husserl: Filosofi som streng videnskab

af min krop »indefra«, men på at jeg kan erfare, at det fremmede legeme nøje svarer til noget ved min krop, således som jeg erfarer den »udefra«, når jeg erfarer den som en del af min konkrete livshelhed. Ikke desto mindre kommer man ikke bort fra, at »den anden« er noget af­ ledet for Husserl, at min erfaring af ham altid er noget formidlet. Den anden er i lighed med alt andet primært bestemt som et fænomen, en genstand, der kun kan henvises til ud fra mit jeg. Alle ontologiske bestemmelser hos Hus­ serl underordnes til syvende og sidst problemet om de måder, hvorpåjeg er­ farer de forskellige typer af genstande. Ontologien er således fra starten un­ derordnet det erkendelsesteoretiske begrundelsesspørgsmål133, dvs. spørgs­ målet om hvilke erfaringer, der må fordres, for at jeg kan siges at have en di­ rekte tilgang til sagen selv. På dette punkt er Husserl klart forudindtaget. Det synes endog sådan, at han i sit senere forfatterskab har en tendens til at betone det transcendentale egos rolle i en sådan grad, at hans fænomenologi udvikler sig til en egentlig idealistisk filosofi, dvs. en lære om, at alt er afhæn­ gigt af jeget. Problemet er imidlertid, hvori denne afhængighed nærmere består. Det er klart, at Husserls filosofi indebærer, at noget kun kan være til, hvis det har den principielle mulighed for at blive genstand foren bevidsthed. Men Husserl synes ofte at gå videre og erklære, at verdens eksistens kan ud­ tømmesveddenne mulighed forat være foren bevidsthed. Det transcenden­ tale ego vil i så fald i strengere forstand være en del af grundlaget for, at der i det hele taget kan være en verden. Det transcendentale ego fungerer i så fald som et uomgængeligt »urfaktum«. Går vi derimod til andre passager hos Husserl, er han mindre yderliggående i sine synspunkter. I idealisme­ spørgsmålet kan han derfor med rette siges at have været uafklaret. For hans efterfølgere blev dette et problem. Et af hovedemnerne i den fænomenologiske bevægelse er netop spørgsmålet om, hvorledes man skal stille sig til de idealisti­ ske tendenser hos den sene Husserl.

Den fænomenologiske bevægelse Gottingen og Miinchen Husserls arbejder fra Logische Untersuchungen til Krisis udgør en af hjørneste­ nene i den filosofiske strømning, der i dag er kendt under navnet »den fæno­ menologiske bevægelse«134. Betegnelsen skal tages med et gran salt. For del forste må man ikke forledes til at tro, at der var tale om en egentlig »skole«dannelse med et fast program og en ensartet lærebygning. Enigheden bestod snarere i en fælles afstandtagen fra bestemte sider af den traditionelle filosofi forbundet med en vis overensstemmelse i arbejdsform. Men selv her var der store forskelle, og bevægelsen må snarere siges at have været holdt sammen af en vis familielighed (i Wittgensteinsk forstand) end af en fælles, fast kerne af meninger. For det andet var det først på længere sigt, at der blev tale om en indflydelsesrig bevægelse. Den dominerende, filosofiske retning i Tyskland omkring århundredeskiftet og helt frem til omkring 1930 var ubestridt nykantianismen. I starten bestod den fænomenologiske »bevægelse« da også kun af en lille gruppe yngre filosoffer fordelt på nogle få tyske universiteter: • Miinchen, Gottingen - og senere Freiburg og Marburg. Det ville også være synd at sige, at fænomenologerne blev behandlet med fløjlshandsker, hvor de kom frem. Da Husserl efter 14 år som privatdocent i 1901 blev udnævnt til ekstraordinær professor i Gottingen, var det ikke med fakultetets gode vi­ lje. Fakultetet ville hellere have haft en filosofihistoriker, men Dilthey fik gennemtrumfet, at departementet i Berlin valgte Husserl. Han fik en per­ sonlig lærestol og hørte ikke formelt med til fakultetet135. I flere år derefter blev han boykottet, fordi han havde taget imod udnævnelsen. I 1907, da de­ partementet ville gøre ham til ordinær professor, afviste fakultetet dette un­ der henvisning til, at han ikke var noget talent! I de første år efter ansættelsen i 1901 var der da også kun få tilhørere til hans forelæsninger. Husserl blev så langt fra betragtet som den store fornyer af tysk filosofi. I en alder af nogle og fyrre havde han lige akkurat drevet det til at blive ansat på et pro­ vinsuniversitet136 - hvor han end ikke var vellidt. Noget tilsvarende gæl­ der for Max Scheler (1874-1928), en anden af de mere berømte skikkelser inden for den fænomenologiske bevægelse. Først i en alder af 45 kunne han i 1919 tiltræde et professorat i Koln. Ganske vist var der ikke noget særligt unormalt ved denne situation; det var helt almindeligt (og er iøvrigt ved at blive det igen), at tyske filosoffer måtte hutle sig igennem som privatdocen­ ter, før de kunne komme ind i varmen som ordinære eller ekstraordinære professorer. Det specielle var, at her var der tale om en ny, filosofisk retning, der skulle søge at tilkæmpe sig en universitær position. Fænomenologerne stod derved i en helt anden situation end nykantianerne, der i tidsrummet 1875-1900 havde formået at besætte en række vigtige, filosofiske professora-

I

70

Den fænomenologiske bevægelse

ter. I det nærmest feudalt-patriarkalske, tyske universitetssystem før og ef­ ter Den første verdenskrig vardet noget, der betød noget: En akademisk be­ vægelse måtte have et »professoralt« fodfæste; - ellers var den dødsdømt på forhånd. Fænomenologien havde i de første år kun lige akkurat så meget fodfæste, at den kunne overleve. De små, lokalt betonede, fænomenologiske cirkler og de dertil knyttede små, private selskaber var derfor af afgørende betydning for den senere udvikling. Udover Gottingen, hvor Husserl var den drivende kraft, var Miinchen i tiden op til Den første verdenskrig præget af den fænomenologiske be­ vægelse137. Her virkede Theodor Lipps (1851-1914), der siden sin udnæv­ nelse til professor i Miinchen i 1894 havde formået at samle en kreds af elever omkring sig. I de tidlige værker fra 1880’erne og 90’erne gik han stærkt ind for en radikal psykologistisk tolkning af logikken, og han blev derfor gen­ stand for Husserls kritik i første bind af Logische Untersuchungen fra 1900. Un­ der diskussionen med sine elever i Miinchen søgte Lipps i begyndelsen at forsvare sig over for Husserls kritik, men han måtte snart se i øjnene, at for­ svaret nærmest havde den modsatte virkning end den tilsigtede, og at hans nærmeste elever tilsluttede sig Husserl138. Med en blanding af ærgrelse og forfærdelse måtte han erkende, at den kreds af elever, han protegerede, var gået deres egne veje, og at han sådan set var med til at understøtte opløsnin­ gen af den psykologisme, han selv havde lagt til grund for sin filosofi. En af disse elever var Alexander Pfånder (1870-1941), hvis første bog udkom år 1900, og som ikke uden grund bar titlen, Phånomenologie des Wollens (»viljens fænomenologi«). Hans hovedindsats lå inden for den såkaldt beskrivende psy­ kologi, der på den ene side stod i modsætning til den angelsaksisk inspirerede elementpsykologi (hos f.eks. Stuart Miil) og på den anden side vendte sig imod de naturalistiske forsøg på at forene psykologien med fysiologien (hos f.eks. Fechnerog Wundt). 1 stedet så han det som psykologiens opgave at be­ skrive de psykologiske fænomener, således som de viser sig i deres »makrokosmiske« totalitet. Igennem denne bestræbelse på at beskrive de psykiske fænomener i deres faktiske kompleksitet var Pfånder på bølgelængde med Husserl, der også fordrede en detaljeret beskrivelse af fænomenerne, sådan som de viser sig, førend han kunne tillade, at man gikover til at udarbejde en »teori« om disse fænomener. Ved siden af Theodor Lipps og Pfånder var Max Scheler en af de domine­ rende skikkelser i Miinchen. Mens Lipps - noget modstræbende - udgjorde den professorale rygdækning for hele foretagendet, og Pfånder fungerede som den samvittighedsfulde, men noget pedantiske assistent, var Scheler som en saltvandsindsprøjtning på miljøet139. Han var oprindeligt uddan­ net ijenahos Eucken (1846-1926) og Otto Liebmann (1840-1912), men tog efter at have mødt Husserl i Halle på dennes anbefaling til Miinchen, hvor Theodor Lipps foranledigede, at han kunne blive »omhabiliteret«. Han be­ gyndte snart at studere Husserls Logische Unlersuchungen og at diskutere den

Gottingen og Miinchen

71

med sine yngre venner, og efterhånden opstod det såkaldte Philosophische Gesellschafl, der udover Theodor Lipps, Alexander Pfander og Max Scheler be­ stod af bl.a. Johannes Daubert (1877-1947) Moritz Geiger (1880-1937), Adolf Reinach (1883-1917) og senere Dietrich von Hildebrand (1889-1966)140. De fleste af disse personer er i dag ukendte, men de har haft en stor betyd­ ning for fænomenologiens udbredelse i århundredets første årtier. Daubert hører til de mærkelige skikkelser i filosofihistorien, der aldrig har skrevet en linie, men som, alle er enige om, har øvet stor indflydelse ved deres personli­ ge, tidsbundne indlæg i diskussionen. Bl.a. skal det navnlig skyldes Dau­ bert, at der ret hurtigt efter, at han havde opsøgt Husserl i 1902, opstod en nær kontakt mellem Husserl og Munchener-kredsen. Geiger er hovedsage­ lig kendt for sine bidrag til æstetikken. Geiger vendte sig imod den psykolo­ giserende æstetik og forstod i stedet æstetikken som en videnskab om den æstetiske værdi. Reinach beskæftigede sig som den første fænomenolog med retsfilosofi, som han betragtede som en apriorisk retslære. Retslæren skal opstille en række retssætninger, der ifølge Reinach har samme aprioriske status som aritmetikkens eller logikkens aksiomer. Retslærens erfaringsuaf­ hængige, universelle gyldighed bygger helt og holdent på det meningsind­ hold, der ligger i begreber som »fordring«, »forpligtelse«, »overdragelse«, »ejendom«, osv.. Ved at beskrive, hvad der ligger i disse begreber, var det Reinachs mening, at det er muligt at angive, hvad der væsentligt set hører med til selve rettens væsen. Endelig arbejdede von Hildebrand med etiske spørgsmål, navnlig inden for handlingsfilosofien. I lighed med Max Scheler hævdede han eksistensen af objektivt gyldige værdier (en såkaldt »material værdietik«, jf. side 94). Det, der forbandt de forskellige deltagere i bevægelsen, var visionen om, at filosofien og videnskaberne kan og skal opbygges på grundlag af en række fordomsfri beskrivelser af fænomenerne i deres direkte givethed. Hvad der nærmere skulle forstås ved »fænomenerne«, var man derimod ikke enige om, lige så lidt som man havde et fælles kriterium på, hvad der var et fæno­ men, og hvad der ikke var det. Der fandtes heller ikke nogen fælles holdning til spørgsmålet om fænomenologiens metodiske status inden for filosofien og videnskaberne. Nogle var enige med Husserl i, at al egentlig filosofi og vi­ denskab til syvende og sidst måtte være af fænomenologisk art, andre opfatte­ de derimod fænomenologien som en grunddisciplin, der ganske vist ikke var til at komme udenom, men som heller ikke kunne stå alene, og som følgelig måtte fordre et supplement i form afen ikke-fænomenologisk arbejdsform. Andre igen opfattede fænomenologien som en metode blandt andre, og for nogen var fænomenologien slet og ret en hjælpedisciplin. Når dertil kom­ mer, at forskellighederne i synet på fænomenologiens formelle status havde deres modstykke i en række filosofiske og videnskabelige uoverensstemmel­ ser af indholdsmæssig art, så kan man spørge sig selv, hvad det egentlig var, der holdt »bevægelsen« sammen? En enighed synes først og fremmest at væ-

72

I

Den fænomenologiske bevægelse

re opstået igennem en kritik af det bestående. Der var almindelig enighed om, at filosofien påny skulle indsættes i sine gamle rettigheder som andet og mere end blot og barjilosofihistorie. Filosoffen skulle påny have systematiske op­ gaver -han skulle være andet og mere end lærd filosofihistoriker. Der var og­ så enighed om, at disse systematiske opgaver ikke skulle formuleres inden for rammerne af et naturalistisk syn på tilværelsen. Opgøret med naturalis­ mens snærende bånd, med dens tendens til at reducere hele tilværelsen til »ikke andet end. . .« dette eller hint. Over for nykantianerne var indvendin­ gen, at de mistede virkeligheden af syne. I stedet for at gå »til sagen selv« og beskrive fænomenerne var nykantianerne optaget af at undersøge forudsæt­ ningerne for den menneskelige erkendelse, således som den synes at forefin­ des i de faktiske fagvidenskaber. Ifølge fænomenologerne lukkede nykantia­ nerne sig inde i en erkendelsesteoretisk glasklokke, udelukkende beskæftige­ de med en forfinelse af erkendelsesapparatet. I stedet for formalistisk snæ­ versyn fordredes åbenhed for det anskueligt, direkte givne - kort sagt, fæno­ menerne. Det er ganske vist et stort spørgsmål, om denne kritik af nykantia­ nerne ydede disse fuld retfærdighed, ligesom man kan overveje, om fæno­ menologerne nu også, når det kom til stykket, stod så fjernt fra ny­ kantianerne141. Det er f.eks. en kendsgerning, at Husserl på flere punkter var i overensstemmelse med Natorp. Men alt dette ændrer ikke på, at opgø­ ret med de dominerende retninger i tysk filosofi - historismen, naturalismen (positivismen) og nykantianismen - i fænomenologernes selvforståelse vir­ kede som en befrielse. Fænomenologerne havde en fornemmelse af, at de til­ hørte en bevægelse, der åbnede nye og gamle døre til upåagtede og glemte si­ der af tilværelsen. Virkeligheden fik påny en mangfoldighed af aspekter, og det blev påny et seriøst anliggende at beskæftige sig med dem alle. Fænome­ nologien var på en gang en påmindelse om, at verden har et utal af dimensio­ ner, og en forsikring om, at disse dimensioner er tilgængelige for os som fæ­ nomener, hvis vi har mod og styrke til blot at »se«, hvad traditionen i bornert snæversyn har lukket øjnene for. Fænomenologien var på en gang et løfte om, at verden er dyb, og at vi kan lære den at kende. Fænomenologien var derfor fra starten rummelig nok til at omfatte Schelers lidenskab og Pfanders næsten pedantiske omhyggelighed i detaljen. Både visionen og den nøjereg­ nende beskrivelse havde sin plads inden for fænomenologien.

Degode år Omkring 1910 forekom fænomenologien at være nået til et punkt, hvor den kunne begynde at indfri sine løfter. Husserl havde fået tilkæmpet sig en posi­ tion i Gottingen, og forbindelsen mellem kredsen omkring ham og fænomenologerne i Munchen var veletableret. I 1910 udgav Husserls første elev i Gottingen, Wilhelm Schapp( 1884-1965), en disputats, Bedragezur Phanomenologie der Wahrnehmung (»Bidrag til perceptions-fænomenologien»), der helt

I

De gode år

73

!

4t ■O '-V

-

*. _

M .

_--

Del Philosophische Gesellschajt i Gottingen. Max Scheler har betegnende nok placeret sig ifoi grunden og dominerer billedet, ganske som han dominerede moderne. Fra venstre ses: Jean Hertng, ?, AdolJ Reinach, Hans Lipps, ?, Max Scheler, ?, ?, Hedwig Martius, ?, ?, og Theodor Conrad. Billedet erformentlig taget ca.

og holdent byggede videre på det husserlianske forlæg1^. I 1911 kom fest­ skriftet til Theodor Lipps med bidrag fra alle de vigtigste medlemmer af Philosophische Gesellschajt - et helt igennem fænomenologisk værk. Ved samme tid kom Reinach fra Miinchen til Gottingen, hvor han i løbet afkort tid habi­ literede sig hos Husserl og derpå virkede som privatdocent .11912 disputere­ de både Hedwig Martius (senere Hedwig Conrad-Martius, 1888-1966) og Hans Lipps (1889-1941) hos Husserl. Samme år kom Roman Ingarden (1893-1973) til Gottingen fra Polen og begyndte at studere under Husserl. I et tilbageblik fra 1967 berettede han om, hvorledes han oplevede miljøet:

f

74 t

Den fænomenologiske bevægelse

»Da jeg kom til Gottingen i foråret 1912, varden filosofiske gruppe omkring Husserl ganske talrig og levende. De gik ofte lange spadsereture eller sad sammen og førte le­ vende diskussioner om fænomenologiske problemer. Man havde også her et »filoso­ fisk selskab«, og på møderne diskuterede man et valgt tema hele året igennem. For disse unge mennesker var fænomenologi mere end en åndelig atmosfære: Det var en livsform144«. Helt så rosenrødt har det nok næppe været for mere end et fåtal af fænomenologerne, men en kendsgerninger det, at Husserl i disse år øvede en stigen­ de indflydelse -også uden for filosoffernes snævre kreds. F.eks. modtog Ru­ dolf Otto (1869-1937), der siden 1907 havde været professor i teologi i Got­ tingen, en varig inspiration, hvilket måske navnlig kommer til udtryk i hans nu klassiske værk, Das hellige (»Det hellige«) fra 1917. Også gestaltpsykologien blev påvirket af fænomenologien, hvilket dog langtfra betød, at Husserls synspunkter blev slugt råt. Det, man kunne bruge, var hans detaljerede be­ skrivelser af navnlig perceptionsfænomenerne, mens hans begyndende transcendentalfilosofiske drejning af fænomenologien næppe har vundet nogen klangbund. Den danske psykolog Edgar Rubin (1886-1951), der i 1912-14 studerede hos gestaltpsykologen G.E. Muller (1850-1934) i Gottin­ gen, fortæller f.eks., hvordan han og hans psykolog-venner efter en forelæs­ ning hos Husserl kunne fortsætte i profetens sprog: »Die Jetztzeit meiner Ichheit ist in Bedurfnishaftigkeit der Kaffeegeniesshaftigkeit« (Min Jegheds Nuhed er i behovhed for kaffe-Nydelseshed)145. Husserls sprog har man fun­ det forskruet, hans filosofiske perspektiveringer har man næppe forstået, men den fænomenologiske beskrivelse af erfaringen og det erfarede i dets kompleksitet, det var noget, man kunne bruge. Det, der umiddelbart falder i øjnene, når man søger at orientere sig i, hvad det var for problemer, som fænomenologerne beskæftigede sig med i den første periode, er den mangfoldighed af emner, de tog op. Alle de klassi­ ske filosofiske discipliner var fra starten repræsenterede: Logik, erkendel­ sesteori, metafysik, etik, retsfilosofi, æstetik, filosofisk psykologi, osv. blev hurtigt gjort til genstand for en behandling, der blev kaldt »fænomenolo­ gisk«. Dette første indtryk forstærkes, når man går til Jahrbuchfur Philosophie undphanomenologische Forschung (»Årbog for filosofi og fænomenologisk forsk­ ning«), der udkom i tidsrummet 1913-1930. Første bind fra 1913 består afen

Hans Lipps, 1889-1942, som soldal under Den første verdenskrig. Lipps var en af de få fra Gotlingerkredsen, der overlevede krigen. Fra 1921 var han privatdocent i Gottingen, og i 1928 blev han udnævnt til professor. Lipps arbejder efter krigen er præget af, at han soger at forene Husserls fænomenologi med Dillheys hermeneutik. Navnlig hans Untersuchungen zu einer hermeneutischen Logik (»Undersøgelser angående en hermeneutisk logik«, 1938) harfået blivende betydning.

De gode år ■**

"SL •.' ■ f ■

: "•* -

i.

■

i.

■

i

■

■? i

*

■1

cM

i

v" *■■

z

I w* , f*

» s

!

■

r

V' 1

I

76

Den fænomenologiske bevægelse

række, nu klassiske, fænomenologiske arbejder. Husserl selv bidrog med Ideen zu einer reinen Phånomenologie undphånomenologischen Philosophietjf. side 35 ff) og Scheler med Der Formalismus in der Ethik und die materiale Wertethik [pFormalismen i etikken og den materiale værdietik«, jf. side 90). Dertil kom af­ handlinger af Geiger, Zur Phånomenologie des åsthetischen Genusses (»Bidrag til den æstetiske nydelses fænomenologi«), af Pfander, Phånomenologieder Gestnnungen (»Sindelagenes fænomenologi«) og af Reinach, Uber die apriorischen Grundlagen des burgerlichen Rechts (»Om den borgerlige rets aprioriske grund­ lag«), Alt i alt fem afhandlinger inden for så forskellige områder som erkendelsesteori og ontologi (Husserl), etik (Scheler), æstetik (Geiger), psy­ kologi (Pfander) og retsfilosofi (Reinach). Den fænomenologiske bevægelse syntes nu for alvor at være slået igennem.

Opbruddet

= =

=

Så kom 1914 og krigen. Gottinger-kredsen blev revet op med rode. Mange af deltagerne kom til fronten og døde, f.eks. Reinach, der faldt i 1917. Andre overlevede nok krigen, men ophørte med at bidrage til tysk filosofi. Det gæl­ der f.eks. russeren Alexander Koyré (1892-1964) og Jean Hering (18901966), der kom fra Elsass. Begge bosatte de sig efter fredsslutningen i Fran­ krig. Kun nogle ganske få, f.eks. Hans Lipps og Husserls senere assistent, Edith Stein (1891-1942), var tilbage, da krigen endelig var omme. Gottinger-fænomenologien eksisterede ikke længere. Meget symbolsk forlod Husserl i 1916 universitetet i Gottingen og over­ tog et professorat i Freiburg. Fra nu af begyndte en ny epoke i fænomenolo­ giens historie. Husserl måtte ikke alene begynde helt forfra med næsten ude­ lukkende nye elever - han begyndte også selv at filosofere på en anden måde. Medlemmerne af Gottinger-kredsen og til dels også fænomenologerne i Mtinchen var alle inspirerede af Husserls program for en beskrivende fæno­ menologi, sådan som det kom til udtryk i Logische Untersuchungen. De nye ele­ ver i Freiburg blev derimod alle fra starten konfronterede med Husserls transcendentale fænomenologi. Det betød et brud i den fænomenologiske bevægelse. Husserl fik da nok nye elever i Freiburgertiden, men han måtte samtidig se i øjnene, at de, der havde været med ham ide første år, ikke mere kunne tilslutte sig hans synspunkter, der syntes at gå stadig mere og mere i idealistisk retning. Husserl var nok stadig fænomenologiens »grand old man«, men han var ikke mere den ubestridte leder af den fænomenologiske bevægelse. Da bevægelsen endelig i 1927 med udgivelsen af Sein und Zeil (»Væren og tid«) fik en ny leder i form af Husserls assistent fra årene 19171923, Martin Heidegger (1889-1976), var det igen helt nye toner, der blev slået an. Husserl og hans filosofi gled langsomt i baggrunden. De grund­ problemer og anskuelser, som han havde gjort gældende i 1901, vedblev imidlertid med at øve indflydelse.

Ingarden: Polsk mellemspil Kritik af idealismen Den polske filosof Roman Ingarden (1893-1973) hører til blandt dem, der har været mest trofast mod det oprindelige fænomenologiske program. Der­ imod vendte han sig på et tidligt tidspunkt imod den drejning i mere ideali­ stisk retning, som Husserl i sine senere faser søgte at give fænomenologien. Efter at have studeret filosofi i Lvov var Ingarden kommet til Gottingen for at læse under Husserl, og da denne blev kaldt til Freiburg, fulgte Ingarden med. Da han i 1918 vendte tilbage til Polen, medbragte han to blivende resultater af sit Tysklandsophold: Visionen om fænomenologien som en strengt videnskabelig, filosofisk arbejdsform og overbevisningen om, at han i spørgsmålet om den reale verdens eksistens ikke kunne være enig i Husserls transcendentale idealisme146. Det er således Husserls tidlige værker, der har virket inspirerende på Ingarden, mens de idealistiske tendenser, der allere­ de kan spores i Ideen I, vakte hans kritik. Denne skærpedes, da han modtog Formale undtranszendentale Logikog Meditations Cartésiennes. I en række breve til Husserl gjorde Ingarden ham opmærksom på nogle af sine indvendinger, men desværre lykkedes det dem ikke at komme i en frugtbar dialog om em­ net. I en lidt bitter optegnelse147 fra 1962 kommenterer Ingarden deres for­ hold efter udgivelsen af Meditations Cartésiennes i 1931:

»Jeg nedskrev mine bemærkninger til de fire første meditationer, og jeg sendte ham dem også, men derpå indså jeg, at det slet ikke var tilstrækkeligt blot at kritisere en­ kelte steder i den Husserlske tekst, men at man påny må opbygge hele problemet fra grunden af. Husserl opfordrede mig adskillige gange til også at skrive mine bemærk­ ninger til den femte meditation, og han blev ubehageligt berørt, da jeg lod ham vide, at jeg ikke kunne gøre det pga. tidsmangel. Han mente nemlig, at jeg altid skulle have tid til ham. Faktisk begyndtejegfranu af at skrive den nye bog for ham, og under disse omstændigheder forfattede jeg den i det tyske sprog. Men udførelsen af planen for­ drede år, og Husserl, der var utålmodig, ville have mine kritiske bemærkninger med det samme. At han på en eller anden måde satte pris på dem og også behøvede dem, kunne jeg bevidne med citater fra hans breve. Det kom dog ikke mere til nogen saglig diskussion mellem os. Ganske vist kom jeg i året 1936 til Freiburg, men omstændig­ hederne ved den for Husserl dengang så pinlige tid tillod os ikke på rolig måde at hel­ lige os rent teoretiske spørgsmål. Jeg måtte også efter to dage forlade Freiburg og har siden da aldrig genset Husserl.« Manuskriptet til »den nye bog«, som Ingarden taler om, skulle senere danne udgangspunktet for udarbejdelsen af hovedværket Der Slreit um die Existenz der Welt (»Striden om verdens eksistens«). Ydre omstændigheder forårsage­ de dog, at bogens færdiggørelse tog flere år, end selv Ingarden havde forven-

ji

78

Ingarden: Polsk mellemspil

$

ff

o ";s, / é Y

l

’ V. ■

■f

■

1

.

■

/

'■

;

*

■

i

•y

g

J

-

■

% ■/

i

/

V-v

..

£ Roman Ingarden fotograferet i 1957 under en samtale med eksilpolakken Kolakowski.

tet. Såledeser det et udslag af skæbnens ironi, at først i 1940’rne, da univer­ siteterne var lukkede i forbindelse med den tyske besættelse af Polen, kunne Ingarden få den fornødne samling på sig selv og sit stof til for alvor at påbe­ gynde det oprindelige projekt. På et tidspunkt, da de ydre begivenheder i Polen var nok så påtrængende, følte Ingarden sig kaldet til at gennemføre sin længe planlagte undersøgelse af problemet om, hvad det vil sige, at verden eksisterer! I 1945, da han skulle genoptage sin akademiske virksomhed i en ny stilling som professor ved universitetet i Krakau, var de to første bind fær­ dige i en polsk version. Siden da er afhandlingen blevet oversat til tysk og suppleret med et tredie bind udgivet i en ufuldendt skikkelse efter Ingardens død. Selvom hans hovedværk således er forblevet en torso, har han dog for­ mået at give det en så sluttet form, at hans filosofi står som et veludviklet al­ ternativ til den måde, hvorpå Husserl har gennemført det fænomenologiske program. Det ville dog føre for vidt i vor sammenhæng at give et direkte referat af Ingardens livsværk. I stedet vil det følgende bringe en gennemgang af Das lilerarische Kunslwerk fra 1931, idet denne bog på en gang er den kendteste af

i

De ontologiske grundbegreber

79

hans værker og samtidig et eksempel på et af de forstudier, der peger frem mod hans hovedanliggende.

De ontologiske grundbegreber Ingardens analyse af det litterære kunstværk er fra starten anlagt som en on­ tologisk analyse, der står i en bredere ontologisk problematiks tjeneste. Såle­ des kan han skrive i forordet til Das literarische Kunstwerk, at hans udgangs­ punkt er idcalisme-realisme-problemet148. Det litterære kunstværk er kun analyseret, fordi vi her har en genstand, hvis rene intentionalitet er hævet over enhver tvivl. Det litterære kunstværk benyttes som eksempel på en rent intentional genstand, således at den konkrete analyse af, hvad der ligger heri, kan tjene til at belyse en mere omfattende ontologisk problemstilling - så­ ledes som vi f.eks. senere finder den i Ingardens hovedværk. Den generelle ontologiske problematik dukker op i formuleringen af ud­ gangsproblemet. Vanskeligheden opstår, idet Ingarden søger at bestemme det litterære værk ud fra den velkendte distinktion mellem det rra/rogdet ide­ ale værende. Denne skelnen synes at være den mest almene, samtidig med at den synes at være fuldstændig149. Det reale værende (f.eks. et træ eller en stjerne) er kendetegnet ved, at det 1) er opstået på et bestemt tidspunkt, 2) har en vis tidslig vedvaren med eventuelle forandringer undervejs, og at det 3) har muligheden for at forgå på et bestemt tidspunkt. Dertil kommersen punkt 4), at det er værensuafhængigt (værensautonomt), dvs. at det har fun damentet for sin væren i sig selv150. Omvendt er det ideale værende (f.eks. tallet otte) kendetegnet ved, at det 1) ikke er opstået på et bestemt tidspunkt, 2) ikke har eventuelle forandringer under sin vedvaren, 3) ikke har mulighe­ den for at forgå på et bestemt tidspunkt, samt at det 4) er værensautonomt. Hvis denne distinktion er fuldstændig, bliver det et problem at bestemme det litterære værks værensmåde. Et litterært værk kan siges at være realt, da det 1) er opstået på et bestemt tidspunkt, 2) har muligheden for at blive for­ andret (f.eks. i 2. udgaven), og 3) har muligheden for at gå til grunde (f.eks. ved en bogbrænding). På den anden side har det et idealt præg, idet det består af sætninger, der ikke kan reduceres til noget realt (f.eks. klatterne på papi­ ret). Ved at de er opstået på et bestemt tidspunkt, mener Ingarden imidler­ tid, at disse sætninger adskiller sig radikalt fra sådanne ideale værender som tallet otte, idéen om et parallelogram eller væsenheden »rød«. Dette anty­ der, at vi nok må tilskrive det litterære værk en anden status end »realitet« el­ ler »idealitet«, hvilket indebærer, at denne distinktion ikke er fuldstændig. Problemet tilspidses, idet vi søger at tage højde for, hvad vi kan kalde vær­ kets »selvidentitet«. Denne viser sig på flere måder. Således kan vi tale om flere eksemplarer af det samme værk, ligesom en bog kan undergå forskellige redaktionelle ændringer og dog være den samme bog. Derudover kan det samme værk læses påforskellige tidspunkter i vort liv, ligesom det er det samme værk

80

Ingarden: Polsk mellemspil

som min nabo, forfatteren til værket ogjeg selv læser. I kraft heraf kan vær­ ket ikke på naturalistisk vis reduceres til at være tegn på forfatterens151 »psy­ kiske tilstande ved nedskrivningen« eller vore »oplevelser« ved læsningen. Lige så lidt kan værket reduceres til de fysiske tryksværteklatter på papiret, da vi i så fald ville få et problem med at forklare, hvad der menes med flere »eksemplarer« afétogdet samme værk. Vanskeligheden ved at indfange dis­ se kendetegn ved det litterære værk ved hjælp af distinktionen mellem reali­ tet og idealitet peger i retning af, at denne distinktion ikke er fuldstændig.. Men hvorfor er distinktionen ufuldstændig? Fordi den antager, at der kun kan være værensuajhængige (værensautonome) varender'52. Men et litterært værk kan ikke forstås som værensautonomt. Det litterære værk er derimod værensafhængigt (værensheteronomisk), dvs. det er en såkaldt rent intentional gen­ stand'53. Dvs. distinktionen mellem værensautonomi og værensheteronomi er mere basal end distinktionen mellem realitet og idealitet. Såvel det realle som det ideale falder indenfor værensautonomien, medens rent intentionale genstande er værenshetoronome. Men hvad menes der med en rent intenti­ onal genstand? Ingarden går ud fra, at bevidstheden er »intentional«, idet den er rettet imod noget. Intentionaliteten har derved to sider: Den intentionale bevidsthed og den genstand, som bevidstheden intenderer. Denne genstand (intentionalite­ tens »intentum« i Husserls terminologi) kan nu enten være »rent intentio­ nal« eller ». . .også intentional« 15,_ Dvs. der skelnes mellem de genstande, der er blotte intentionalitetskorrelater (dvs. de rent intentionale genstande) °g de genstande, der ganske vist ». .også. .« er intentionalitetskorrelater, men som derudover har deres egen autonome væren. F.e'ks. er det realt eksi­ sterende bord foran mig ». .også. .« en intentional genstand, for så vidt som jeg i øjeblikket ser det, men derudover er det også et selvstændigt (dvs. væ­ rensautonomt), realt værende, der eksisterer uafhængigt af mig. En rent in­ tentional genstand er derimod bestemt ud fra dens tilhørsforhold til en be­ vidsthedsakt. Det er dette tilhørsforhold, der gør, at den rent intentionale genstand er »værens-heteronom«, modsat f.eks. Månen, der har en værens­ autonom status, idet den eksisterer uafhængigt af, om den faktisk bliver op­ levet eller ej. Tilsvarende gælder det, at tallet otte har en værensautonom ideal status udover, at jeg i en matematisk tankeoperation kan intendere det­ te tal. Sætninger har derimod ikke en sådan autonomi: De skal »indstiftes« af en bevidsthedsakt. Det er helt op til mig, om en sætning skal eksistere eller ej, idet det er mig, der afgør, om jeg vil formulere den eller ej. Også sætningens egenskaber (dens »Sosein«) afhænger af mig, idet det er mig, der bestem­ mer, hvad sætninger skal sige, og hvorledes den skal sige det. Der findes flere typer af rent intentionale genstande. Ingarden nævner selv eksemplet med et bord, som jeg blot forestiller mig. Der er her tale om en rent intentional genstand: Bordet. Bordet er intenderet i en forestillingsakt og er således afhængig i sin væren (»Sein«) af, at jeg forestiller mig det med

Det litterære kunstværk

81

disse bestemte egenskaber (»Sosein«), Det blot forestillede bord adskiller sig derved fra det bord, som jeger rettet imod, nårjegser pået realt eksisterende bord. Det realt eksisterende bord har sin egen autonome værensmåde, dvs. dets eksistens (»Sein«) er uafhængig af min perceptionsakt, ligesom dets egenskaber (»Sosein«) ikke fastlægges ved mine perceptioner. I enhver intentional menen (det være sig en tankeakt, en perceptionsakt, en fantasiakt, en domsakt osv.) er jeg rettet imod en rent intentional gen­ stand. I visse tilfælde (f.eks. hvisjegharen fantasiforestilling af et eller andet fabeldyr, f.eks. en Pegasus) standser jeg ved den intentionale genstand, der kun eksisterer i og med, at jeg forestiller mig den. I mange andre tilfælde (f.eks. når jeg ser, hører, lugter, smager eller mærker noget), standser jeg imidlertid ikke ved denne rent intentionale genstand, men min intentionali­ tet »viser gennem«155 den rent intentionale genstand hen til en »værensauto­ nom genstand«. Idet jeg formener den rent intentionale genstand på en be­ stemt måde (f.eks. idet jegser bordet som brunt), så»viser«jeg i perceptions­ akten ud over den rent intentionale genstand hen til det værensautonome værende (f.eks. bordet i min stue). Den rent intentionale genstand kan siges at passe til bordet i perceptionsakten, hvis bordet rent faktisk er brunt og der­ ved møder mig som brunt .Jeg har således i min perceptionsakt såvel en rent intentional genstand (min forestilling om bordet) som en værensautonom genstand (det perciperede bord istuen), derogjåerintenderet. Vi har således at gøre med to genstande: Den værensautonome også intentionale genstand og den rent intentionale genstand, der i kraft af sin afhængighed af bevidst­ hedsakten er værensheteronom. Det gælder om at holde fast ved, at der i begge tilfælde er tale om genstande: Såvel den værensautonome genstand som den værensheteronome rent intentionale genstand er »transcendente« i for­ hold til bevidstheden158, idet bevidstheden er »om« noget. Den rent intentio­ nale genstand er således ikke noget på intentionalitetens intentio-side, men netop en genstand - omend ikke en værensautonom genstand. Derved er det også muligt, at en adskilt mangfoldighed af bevidsthedsakter kan have én og den samme intentionale genstand, hvilket naturligvis ville være umuligt, hvis den intentionale genstand havde været en del af intentio.

Det litterære kunstværk Det litterære værk er en rent intentional genstand. Det er endog en særdeles kompliceret rent intentional genstand. Ingarden skelner således mellem for­ skellige »lag« (Schichten157) i værket:

1. 2. 3. 4. 6

Laget af ordlyde og de derpå opbyggede højere lydbilleder. Laget af betydningsenheder på forskellige trin. Genstandslaget. De skematiske afskygninger (»Ansichten«158). Engagement og forståelse

82

»

Ingarden: Polsk mellemspil

Ethvert litterært værk - f.eks. Poul Martin Møllers En dansk Students Even­ tyr - består af ord, sætninger og sætningssammenhænge. Således hedder det i den første sætning i Møllers bog, at »En flok Studenter gik en smuk Efter­ middag i Juni Maaned ud af Kjøbenhavns østre Port«. Læser vi sætningen op, hører vi nogle lyde, som vi kan kalde lydmaterialet'’19. Der er imidlertid ik­ ke tale om tilfældige lyde, men om lyde meden bestemt betydning. Sætningen består af ordlyde'™, og disse er »bærere« af betydningen. Ordlyden er den ty­ piske strengt identiske lydlige form (»Gestalt«)16’, der får sine konkrete ud­ tryk igennem det forskellige lydmateriale. Hver gang ordlyden udsiges, er der tale om et nyt fysisk lydmateriale, men om én og den samme ordlyd. F.eks. er det de samme ordlyde, som Poul Martin Møller benyttede sig af, da han første gang foredrog novellen for sine venner, og som vi nu 160 år ef­ ter gør brug af, når vi oplæser novellen. Det fysiske lydmateriale er derimod forskelligt, idet en lyd (forstået som real fysisk genstand) kun kan siges én gang. Næste gang ordlyden udsiges, er der tale om en ny fysisk lyd. Når ordlydene går sammen i større helheder, dannes de højere lydbille­ der, f.eks. sætninger og sætningshelheder. Ordlydene og derpå opbyggede højere ordbilleder udgør tilsammen et særligt lag i det litterære værk, som i kraft af sin faste struktur kan underkastes analyse. Her giver det f.eks. me­ ning at tale om værkets162 rytme, tempo, melodi og stemningskvalitet. At der her virkeligt er tale om et særligt lag, der ikke kan fjernes fra et litterært værk, viser sig ved den gennemgribende forandring, som en bog undergår, når den oversættes til et fremmed sprog. Ordlydene er derfor en del af det lit­ terære værks ontologiske grundlag. Efter laget afordlyde kommer betydningslaget. Betydningen må principi­ elt være knyttet til en eller anden ordlyd, omend den ikke med nødvendighed er forbundet til den ordlyd, som den faktisk er knyttet sammen med163. F.eks. har den danske ordlyd »Port« samme betydning som den engelske ordlyd »gate«. Betydningerne udgør derfor et nyt lag i værket. Ordlydene er bærere af betydningerne, der igen viser hen til værkets genstande, der tilhører det såkaldte genstandslag. En dansk Students Eventyr starter f.eks. med at tale om »En flok Studenter«. Ordlyden »Studenter« har en bestemt betydning, der igen viser hen til en intentional genstand. Isolerer vi på denne måde ordly­ den »Studenter«, så er genstandsområdet imidlertid temmelig vagt angivet. Der er jo så mange, der er eller kan tænkes at være studenter. Inden for sæt­ ningshelheden indtager ordlyden »Studenter« imidlertid en funktion, der er med til at præcisere genstandsområdet noget nærmere. Det drejer sig nu ik­ ke blot om »Studenter« i al almindelighed, men om den »flok Studenter«, der en »smuk Eftermiddag i Juni Maaned« gik »ud af Kjøbenhavns østre Port«. Det intentionale genstandsområde er herved blevet indsnævret, omend der stadig er mange mulige kandidater til posten som »Studenter« på vej ud af Østre Port. Selvom genstandsområdet således er blevet noget mindre, er be­ tydningens »intentionale retningsfaktor«164 stadig variabel, idet der stadig er

Det litterære kunstværk

83

flere mulige genstande, som betydningen kan tænkes at rette sig imod. Først efterhånden som novellen skrider frem, bliver flokken af »Studenter« af­ grænset til Christian, Bernhard og Zacharias, således at genstandsområdet bliver endeligt afgrænset. Dvs. det hører med til betydningslaget, at det hen­ viser til et genstandslag. Hvilken genstand (eller hvilket genstandsområde), der henvises til, skifter fra betydning til betydning, og det er ofte således, at den endelige identifikation først er mulig på grundlag af en samvirken af fle­ re betydninger. Indtil nu har vi set, hvorledes den samme ordlyd alt efter sammenhængen kan have forskellig betydning og derved også en noget forskellig genstand. Ingarden kommer imidlertid også ind på de tilfælde, hvor såvel ordlyd som genstand forbliver den samme, men hvor der alligevel sker et skift i betydningslagetl65. F.eks. kan ordlyden »Studenter« både betyde »personer, der har taget studentereksamen« og »personer, der har taget afsluttende ek­ samen fra en højere skole«. Ordlyd og intenderet genstand forbliver identi­ ske, men betydningen skifter. Det samme gælder Ingardens eget eksempel. Ordlyden »kvadrat« kan for det første betyde »et ligesidet, retvinklet paralle­ logram«, fordet andet »et ligesidet, retvinklet parallelogram med sider af vil­ kårlig længde« og for det tredie, »en ligesidet, retvinklet firkant med to par parallelle sider af vilkårlig længde«. Ordlyden forbliver den samme, gen­ standen ligeså, men betydningen skifter alt efter hvor meget, der siges direk­ te, og hvor meget, der er underforstået. Det drejer sig om flere forskellige ordbetydninger, der dog på en eller anden måde siger »det samme«. Hvorle­ des kan betydningen både skifte og dog være »den samme«? Ingardens løs­ ning går ud på, at de forskellige ordbetydninger er »aktualiseringer« af ét og det samme begrebs ideale mening. Eksempelvis hører det til begrebet om et kvadrat, at det både indebærer betydningen »et ligesidet, retvinklet paralle­ logram« og betydningen »en ligesidet, retvinklet firkant med to par parallelle sider af vilkårlig længde«. Dvs. Ingarden gårud fra, at der eksisterer en ræk­ ke ideale meningsenheder, de såkaldte begreber. Disse begreber kan virke­ liggøres (»aktualiseres«) på forskellig måde i de forskellige ordbetydninger. Mens ordbetydningerne hører med til det litterære værk, gælder dette ikke for de ideale begreber166. Herved har Ingarden opnået at give det litterære værk den ønskede mellemstatus mellem det reale og det ideale. De ideale be­ greber er evige, idet de hverken opstår, forandres eller går til grunde. Idet vi igennem ordlydene udtrykker ordbetydningerne, virkeliggør (»aktualise­ rer«) vi en del af begrebets ideale mening. Denne aktualisering sker på et be­ stemt tidspunkt i forbindelse med nedskriften eller oplæsningen af værket, hvoraf det fremgår, at ordbetydningerne ikke selv er ideale og evige. Istedet forudsætter de en række evige og ideale begreber samt en række reale be­ vidsthedsakter, der kan indstifte dem som aktualiseringer af disse begreber. Bevidstheden kan foretage en aktualisering af en del af det ideale begrebs mening, men den kan ikke skabe selve det ideale begreb. Heraf ses, at det 6*

r ~ 84

Ingarden: Polsk mellemspil

ideale begreb er værensautonomt, mens ordbetydningen er værensheteronom, idet den både afhænger af det ideale begreb og af bevidsthedsakterne. Som allerede anført består det litterære værk ikke alene af en række ordly­ de og betydninger, men også af et genstandslag. I En dansk Students Eventyr optræder f.eks. en række personer: Christian, Bernhard, Bertel, Zacharias, den krøllede Frits, frøken Sophie, Licentiaten og mange andre; dertil kom­ mer omtalen afen række huse, gader, vogne, huskeråd, dyr, træer og meget andet. Alt dette udgør tilsammen genstandslaget i novellen. Spørgsmålet er nu, hvad der nærmere menes hermed? Novellen introducerer os til en mere eller mindre opdigtet verden af gen­ stande. Om disse genstande svarer til noget uden for novellen er ikke afgø­ rende. Uanset om den krøllede Frits svarer til en virkelig person eller ej, så eksisterer han i hvert fald på en eller anden måde som genstand inden for novellens rammer. Inden for novellens opdigtede verden er den krøllede

Værensautonomt idealt begreb

Aktualiseringer af dele af be­ 1. ordbe- 2. ordbe- 3. ordbe- n. ordbe­ grebets ideale tydning tydning tydning tydning mening (,Sinn") (betydningslaget)

■

Rent intentional genstand

(genstandslaget)

(laget af lyde)

ud- ud- ud- ud-ud- ud- ud- udtryk tryk tryk tryk tryk tryk tryk tryk

(eventuel værens­ autonom genstand)

Forholdtt mellem det ideale begreb og det litterære værk hos Ingarden.

Det litterære kunstværk

85

Frits en rent intentional genstand, ellermere præcist: En afledet rent intentio­ nal genstand167. Første gang Poul Martin Møller forestillede sig den krøllede Frits som litterær figur, var han givet på en oprindelig måde som rent inten­ tional genstand for Møllers bevidsthed. Frits var givet som en fantasifigur i en række af Møllers bevidsthedsakter. Møller blev imidlertid ikke stående herved, men skrev en novelle, hvor Frits optræder som litterær figur, dvs. Møller udtrykte sine forestillinger ved hjælp af en række ordlyde med be­ stemte betydninger, der peger hen på et genstandslag, hvor bla. Frits optræ­ der. Dvs. fra at være oprindeligt givet som fantaseret, rent intentional gen­ stand gik Frits over til på afledet måde at blive intendcret af novellens betyd­ ninger. Vi ser her konturerne af den sprogteori, som Ingarden har overtaget fra Husserl. Det oprindeligt betydningsgivende er vore bevidsthedsakter, der intenderer rent intentionale genstande, f.eks. fantasifiguren den krølle­ de Frits. Afledet heraf får ordlydene et betydningsindhold, der peger i ret­ ning af en række afledede rent intentionale genstande. Dvs. såvel de oprin­ delige som de afledede rent intentionale genstande viser tilbage til en række bevidsthedsakter, men de sidste gør det kun på indirekte måde. Idet ord- og sætningsbetydningerne skydes ind mellem bevidsthedsakter­ ne og de afledede, rent intentionale genstande, opnås det, at genstandene i det litterære værk bliver tilgængelige for andre end forfatteren168. Herved adskiller de sig fra de oprindelige, rent intentionale genstande, der er en del af bestemte forestillingsakter. Til gengæld forden vundne »intersubjektivitet« mister den afledede, rent intentionale genstand imidlertid den »anskue­ lige fylde«, som kendetegner den oprindelig, rent intentionale genstand. Tilbage bliver kun et »skema«, et skelet, der kun antydningsvis er fyldt med anskuelige bestemmelser. Herved er vi nået til det fjerde og sidste lag i det lit­ terære værk. Ingardens lære om laget af skematiske afskygninger bygger på Husserls undersøgelse af tingsperceptionen (jf. side 45). Når jeg f.eks. ser en båd, så ser jeg en ting med bestemte egenskaber. Jeg ser imidlertid hverken tingen eller dens egenskaber i deres totalitet. Derimod ser jeg et udsnit heraf. Jegser et bestemt aspekt, en bestemt afskygning (»Abschattung«, »Ansicht«) af gen­ standen. Hvis der er tale om en virkelig (real og værensautonom) båd, så eksisterer den uafhængigt af mig. Derimod mener Ingarden ikke, at afskyg­ ningen eksisterer uafhængigt af, at jeg ser båden. Idet båden er en mulig in­ tentional genstand angiver den en lov for, hvilke afskygninger jeg under be­ stemte forhold vil komme til at se. F.eks. ved jeg, når jeg ser forsiden af bå­ den, at der også er en bagside. Endvidere ved jeg, at jeg ved at gå om bag bå­ den kan se denne bagside, og at der vil være ganske bestemte love for, hvor­ ledes bagsiden vil komme til syne, efterhånden som jeg lader mit blik glide hen over denne bagside. Ingarden påpeger nu, at to personer aldrig kan se én og den samme af­ skygning. To personer kan sagtens se den samme ting og de samme egenska-

86

!

i i

■ ■

■

Ingarden: Polsk mellemspil

ber, men de ser altid genstanden på lidt forskellig måde. Ja, strengt taget kan jeg heller ikke selv se det samme aspekt to gange; jeg kan se den samme gen­ stand to gange, men måden jeg ser den på, vil altid være forskellig. Følgelig er der strengt taget ikke tale om en lovmæssig sammenhæng mellem tingen og dens afskygninger, men derimod om en lovmæssig sammenhæng mellem tingen og dens »idealiserede aspekter«, de såkaldte »skemaer«169. En bestemt ting kan derfor siges at foreskrive én bestemt mangfoldighed af skematisere­ de afskygninger. Således angiver båden et skema for, hvilke typer af afskyg­ ninger, en given person vil kunne iagttage, hvis han ser båden under den og den bestemte synsvinkel. Denne analyse overfører Ingarden til omtalen af genstandene i det litteræ­ re værk. Disse genstande kan ikke have egentlige afskygninger, men kun skematiserede afskygninger. Det litterære værk er en skematisk dannelse, der ikke må identificeres med de konkretioner, som forekommer, når forfatteren skriver sin bog, eller når læserne læser den. Idet jeg f.eks. læser om, hvorledes den krøllede Frits kravler ned igennem skorstenen for skjult at kunne iagttage Sophie, så får jeg kun en skematisering afhændelsesforløbet. Således får jeg ganske vist at vide, at »der i den skjønne Sophies Værelse fandtes en rummelig Kamin, som om Sommeren var tilspærret med en stor Trælaage«, og det bliver også oplyst, at Frits søger at boreet hul i denne træ­ låge, så han skjult i kaminen kan nyde synet af Sophie igennem det borede hul. Derimod får jeg intet at vide om, hvor tyk trælågen er, eller af hvilken træsort, den er fremstillet. Det oplyses heller ikke, hvilken type bor Frits be­ nytter sig af. Der siges intet om, hvilken slags klæder Frits har taget på til for­ målet, ligesom der ikke nævnes noget om kaminens nøjagtige størrelse. Så­ dan kunne vi blive ved. Det vrimler med »ubestemthedssteder« i novellen, der kun på skematisk måde opridser genstandslaget og dets begivenheder. Et »ubestemthedssted« er den side af en omtalt genstand, som vi ikke på grundlag af teksten kan vide noget nærmere om. (Havde Frits f.eks. sit dag­ lige tøj eller nogle gamle klude på, da han klatrede ned i skorstenen?). Så­ danne »ubestemthedssteder« må værket nødvendigvis have, da en forfatter ikke med et endeligt antal ord, sætninger og sætningshelheder kan angive det uendelige antal af ubestemtheder. Derimod kan værket godt have visse implikationer (f.eks. kan vi ud fra oplysningen om, at det er sommer, slutte os til, at Frits næppe har haft vintertøj på), men sådanne implikationer kan aldrig udfylde hele det spektrum af ubestemtheder, som indeholdes i værket (f.eks. kan vi ikke vide, om Frits har haft bluse eller skjorte på). Mens jeg ved en real genstand kan se efter, hvorledes f.eks. bagsiden ser ud, så er jeg af­ skåret fra at gøre noget tilsvarende, når jeg læser om en eller anden genstand i et litterært værk. Således kan jeg ikke gåhen og se efter, om Frits havde blu­ se eller skjorte på, for Frits eksisterer kun som rent intentional genstand in­ den for novellens rammer. På denne baggrund er der to principielt forskelli­ ge måder, hvorpå novellen kan læses170: Dels kan jeg nøje sørge for ikke at

Det litterære kunstværk

87

udfylde værkets ubestemthedssteder, og dels kan jeg på uvilkårlig måde ud­ fylde dem med bestemmelser, som teksten ikke giver noget belæg for. Da et ubestemthedssted altid kan udfyldes på flere forskellige måder, giver den sidste læsepraksis anledning til flere forskellige læsninger af værket. Dette får betydning for »værkets liv«. Et værk lever igennem de forskellige konkretioner, som værket undergår, efterhånden som nye læsere kommer til171. Den ægte opfattelse af værket afhænger af dets konkretioner, idet konkretionerne kan foretages på (uendelig) mange måder. Konkretionerne af værkets dele får betydning for konkretionen af hele værket, hvilket f.eks. sker, når en ny generation af læsere tager en tidligere overset del af værket op og udfylder det på en ny måde. Nogle konkretioner kan siges at være me­ re i forfatterens stil end andre; f.eks. ville det være i strid med novellens ten­ dens, hvis vi forestillede os, at Frits benyttede sine ledige stunder på Møl­ lerkroen til at læse flittigt til eksamen, selv om dette ikke ville være direkte selvmodsigende. Konkretionerne kan endog gå så vidt, at de kommer til at indgå i værkets egen struktur, hvilket f.eks. sker ved forfatter- eller udgiver­ korrektioner i senere udgaver af værket. Ligeledes er det muligt, at bestemte konkretioner vinder almindelig indpas som etableret læsemåde, således at en ny konkretion kan virke direkte chokerende på læserne. Ingarden angiver ingen grænser for konkretionerne, hvilket muligvis hænger sammen med hans almindelige opfattelse af det litterære værks for­ hold til sandheden. Han skelner mellem »ægte domme« og »rene udsagns­ sætninger«. Det litterære værks domme (udsagn) ligger midt imellem som »quasi-domme«. En ægte dom sætter det intentionale sagforhold ud i den re­ ale værenssfære172. En ren udsagnssætning søger derimod ikke at sige noget om virkeligheden. En ægte dom siger, om noget eksisterer eller ej; dette mangler ganske i den rene sætning. En ægte dom har en tilpasningsforme­ ning til det, som faktisk er. Dette finder vi ikke i den rene sætning. Quasidommene er midt imellem disse to yderpunkter, idet de snart minder mest om ægte domme og snart mest om rene sætninger. F.eks. minder indled­ ningspassagen til En dansk Students Eventyr om en ægte dom, idet der henvises til »Kjøbenhavns østre Port«, hvilket varen realt eksisterende historisk loka­ litet på Poul Martin Møllers tid. Alt dette får betydning for »sandheden« af de udsagn, der indgår i værket. I et videnskabeligt historisk værk søger for­ fatteren at fremsætte en række sande ægte domme om de historiske begiven­ heder; dette er derimod ikke tilfældet i det litterære kunstværk, hvor vi kun har at gøre med quasi-domme. Hvis vi med »sandhed« mener en overens­ stemmelse mellem en ægte dom (f.eks. »Rom ligger i Italien«) og et værens­ autonomt sagforhold, så hører det ikke med til kunstværket, at det skal være sandt173, thi kunstværket behøver ikke at sige noget om virkeligheden uden for værket. Derimod accepterer Ingarden, at vi kan tale om, at kunstværket indeholder en sandhed, hvis det er en art »kopi« af noget værensautonomt, eller hvis kunstværket på konsekvent vis følger de forskellige lovmæssighe-

88

Ingarden: Polsk mellemspil

der, som værkets rent intentionale genstande ville have været underlagt, hvis de havde haft en værensautonom eksistens uden for værkets litterære fiktion. Eksempelvis er En dansk Students Eventyr »sand«, for så vidt persontegningen og miljøskildringen overholder en række psykologiske og sociologi­ ske lovmæssigheder. Dvs. værket er »sandt«, fordi dets skildring virker »ri­ melig«. Det er således kun i en meget afbleget form, at Ingarden vil tale om sandhed i forbindelse med litterære kunstværker. Det er derfor kun konse­ kvent , at han ikke sætter grænser for de mulige konkretiserende læsemåder: Hvis værket ikke indeholder noget krav om sandhed, er der heller ingen grænser for, hvorledes vi kan læse værket, blot vi holder os inden for de ram­ mer, som skematiseringerne angiver. Ingardens afvisning af al romantisk tale om kunstværket som kilde til sandhedserkendelse er et godt eksempel på hans lidenskabsløse syn på kun­ sten, som er symptomatisk for Ingardens opfattelse afalle filosofiens emner. For ham er kunstværket primært et emne blandt andre emner i hans filosofi - aldrig den oprindelige kilde til sandhed, og slet ikke det vigtigste filosofiske emne. I sidste ende er kunstværket kun en anledning til at eksemplificere In­ gardens centrale anliggende: Realisme-idealisme-problemet. Såvel kunst­ værket som dets genstande fungerer som eksempler på en afledet rent intentional genstand. Ved at analysere en genstand af denne type får Ingarden mulighed for skarpt at skelne mellem de værensuafhængige, reale og ideale genstande på den ene side og de værensafhængige, rent intentionale genstande på den anden side. Derved peger analysen frem mod hans hovedanliggende: Afvis­ ningen afalle idealistiske forsøg på at reducere enhver genstand til blot og bart intentionalt korrelat.

Scheler: Værdi og person Den dæmoniskefilosof Blandt de tidlige fænomenologer var Max Scheler (1874-1928) utvivlsomt den mest farverige. Fra starten var han en rebel, det var vanskeligt, for ikke at si­ ge umuligt at indordne i en bestemt bås. Født af en jødisk mor og en prote­ stantisk far, gik Scheler sine egne veje og konverterede i en alder af 14 til ka­ tolicismen, en konvertering, der hurtigt blev lige så problematisk som hans forhold til barndommens religiøsitet. Livet igennem svingede han mellem en tilnærmelse og en afstandtagen til katolicismen, hvis strenge dogmatik han dog på intet tidspunkt synes at have taget helt bogstavelig. Hans forhold til filosofien og filosofferne var også skiftende. Scheler var oprindelig uddan­ net hos kultur- og religionsfilosoffen Rudolf Eucken (1846-1926) i Jena, men sit egentlige filosofiske ståsted fandt han først igennem mødet med fæ­ nomenologien. Edmund Husserl fik han lejlighed til at træffe i 1901 ved et selskab i Halle, som Hans Vaihinger arrangerede for medarbejderne ved det dengang førende, filosofiske tidsskrift i Tyskland, det såkaldte Kantstudien. Om sit møde med Husserl har Scheler senere skrevet, at udgangspunktet for deres bekendtskab var en filosofisk samtale om begreberne anskuelse (Anschauung) og perception (Wahnehmung). Utilfreds med den kantianske fi­ losofi, som Scheler hidtil havde stået nær, havde han sagt til Husserl, at han:

»... var kommet til den overbevisning, at indholdet af det anskueligt givneoprindelig er langt mere omfattende end det, der omfattes af sansning, genetiske afledninger heraf og logiske enhedsformer for dette indhold. Efter at ... [Scheler] havde gjort dette synspunkt gældende, og efter at have bemærket, at han i denne indsigt sået nyt, frugtbart princip for opbygningen af den teoretiske filosofi, havde Husseri straks be­ mærket , at også han i sit nye værk om logikken foretog en lignende udvidelse af ansku­ elsesbegrebet til den såkaldte ‘kategoriale anskuelse’«174. Det er betegnende, at det netop var forståelsen aferkendelsen som anskuelse - direkte skuen af sagen selv - som bragte Scheler til fænomenologien. For ham var fænomenologien et værktøj ved hjælp af hvilket, man kunne udvide filosofiens emneområde til de strukturer, der kan erfares i et direkte nærvær. Her var forbindelsen til Husserl etableret - men samtidig også kimen til et brud. Thi mens Husserl så fænomenologien som filosofiens grundlagsvi­ denskab, var fænomenologien for Scheler til syvende og sidst kun et hjælpe­ middel , der kunne opgives eller erstattes af et andet, hvis sagen krævede det. I 1907 forlod Schelerjena og blev på Husserls anbefaling Theodor Lipps’ assistent i Miinchen. Overgangen fra Jena til Miinchen var ikke alene et akademisk anliggende, men som så meget andet i Schelers liv omgærdet af en atmosfære af skandale. Under et selskab på universitetet havde Schelers

'I

90

Scheler: Værdi og person

kone, Amelie, vakt almindelig forargelse i det bornerte, wilhelminske Jena, ved at lange en af de tilstedeværende kvinder en lussing, samtidig med at Amelie havde beskyldt hende for at have et elskovsforhold til Scheler175. Den slags historier var der flere af i hans liv. Efter at være blevet skilt fra Amelie som følge af skandalen i Jena indgik han et nyt ægteskab, der dog kun holdt en kort tid. Hans anden kone, Maerit, synes imidlertid at have haft lige så stor sans for sensationer som Amelie. Kort efter den nye skilsmisse lod hun sig interviewe af det socialistiske dagblad, Die Munchener Post, hvori hun er­ klærede, at Scheler havde sat sig i gæld for at kunne betale sine besøg hos prostituerede, mens hans kone og børn blev efterladt tilbage i fattigdom. Den nye skandale førte til, at Scheler i 1910 blev opfordret til at søge sin af­ sked, samtidig med at han mistede retten til at undervise (venia legendi) på et andet tysk universitet176. Igen var det Husserl, der trådte hjælpende til, og Scheler flyttede til Gottingen i 1911. Det skulle dog hurtigt vise sig, at der ikke var grobund for no­ get nærmere samarbejde mellem Scheler og Husserl. Navnlig irriterede det den sidstnævnte, at Scheler på privat basis etablerede sig som »mesterfænomenolog« og holdt improviserede forelæsninger over fænomenologiske emner på en af de stedlige kafeer. Opholdet i Gottingen blev derfor kun af kort varighed, og efter kun et semester var Scheler atter tilbage i Miinchen hvor Maerit ventede på ham. På trods af, at det personlige forhold mellem Husserl og Scheler var køl­ net, blev Scheler medudgiver af den fænomenologiske årbog. Her offentlig­ gjorde han i 1913 Der Fonnahsmus in der Ethik und die materiale Wertethik (»For­ malismen i etikken og den materiale værdietik«), der er Schelers fænomeno­ logiske hovedværk. Den følgende fremstilling vil hovedsagelig koncentrere sig om dette værk, idet Schelers arbejder fra krigen og årene derefter til dels ligger uden for det rent fænomenologiske udgangspunkt. Det gælder navn­ lig værkerne skrevet efter, at han i 1919 var blevet professor i Koln, f.eks. Vom Ewigen im Menschen (»Om det evige i mennesket«, 1921) og Die Stellung des Menschen im Kormor (»Menneskets placering i kosmos«, 1928). Fænomenolo­ gien var og blev for Scheler et praktisk redskab.

Moralfilosofi påfænomenologisk grundlag Scheler anvender fænomenologien i sin polemik imod to dominerende, mo­ derne opfattelser af, hvad det vil sige at være et menneske og handle etisk for­ svarligt. På den ene side vender han sig skarpt imod det ensidigt formale i Kants og nykantianernes/Æg/ehrfc(»deontologiske«) opfattelse af moralfilo­ sofien. På den anden side kritiserer han lige så stærkt Kants traditionelle modstander, konsekvensetikeren (»utilitaristen«), for ikke at have taget Kants kritik tilstrækkelig alvorligt. Selv søger han at formulere en ny position mel­ lem disse to klassiske standpunkter (jf. bind 2, side 271).

Moralfilosofi på fænomenologisk grundlag

91

Scheler er enig med Kant i, at en handlings moralske værdi udelukkende afhænger af de hensigter, som ligger bag handlingen. Hvis en person igen­ nem hele sit liv bestræber sig på at gøre det gode, så er han moralsk set et godt menneske ganske uanset, om det lykkes ham at realisere det gode eller ej. Scheler går endog så vidt som til at hævde, at de faktiske konsekvenser af en handling er fuldstændig ligegyldige for den moralske bedømmelse afhand­ lingen og personen bag handlingen177. Synspunktet kan illustreres ved et eksempel. Antag f.eks. at et menneske i sin fritid samler penge ind for en hu­ manitær organisation med det formål at hjælpe befolkningen i et u-land, der er blevet ramt af en naturkatastrofe. Antag endvidere, at det senere viser sig, at stile de indsamlede midler er havnet i lommerne på en samling korrupte generaler, der har brugt pengene til indkøb af våben med henblik på fortsat undertrykkelse af den katastroferamte befolkning. I så fald har en god vilje ført til en handling, der har direkte skadelige konsekvenser. Selvom handlin­ gen således har været med til at forøge det onde i verden, vil Kant og Scheler imidlertid fastholde, at den moralsk set er god, thi den er udført med en vilje til at gøre det gode. Mennesket er herre over sin egen vilje og kan selv be­ stemme, om det vil stræbe efter det gode eller det onde. På denne vilje skal mennesket bedømmes. Mennesket har derimod ingen sikkerhed for, om handlingen faktisk får de tilstræbte konsekvenser. Moralsk set kan menne­ sket derfor kun gøres ansvarligt for dets bestræbelser for at gøre det gode, mens det er moralsk irrelevant, om mennesket ved sine handlinger fremmer et faktisk gode eller ej. Så langt er Scheler enig med Kant. Scheler kritiserer imidlertid Kant for på dette grundlag at drage falske slutninger angående etikkens grundlag. Denne kritik bygger ganske vist på en noget ensidig fortolkning af Kant, idet Scheler ser bort fra andre tendenser hos ham. Men ensidigheden gør det til gengæld muligt for Scheler at skitsere en konsekvent modstander, der sætter hans eget standpunkt i relief. Kant har ifølge Scheler ret i, at etikken udeluk­ kende skal bygge på principper, som mennesket kan drages moralsk til an­ svar for. Det udelukker imidlertid, at de etiske principper skulle bygge på en viden om, at handlinger udført i overensstemmelse med principperne vil forøge mængden af faktiske goder i verden. Thi såvel de faktiske goder i ver­ den som min indsigt i, hvordan jeg griber ind i disse, er præget af en tilfæl­ dighed, der udelukker min frihed og derved min moralske ansvarlighed. Kant drager imidlertid ifølge Scheler den fejlagtige slutning heraf, at hvis etikken ikke kan afhænge af det tilfældige, gode eller slette indhold, som føl­ ger af mine handlinger, så skal etikken slet ikke have et indhold. Derimod gælder det om at finde et rentfarmalt, etisk princip, som jeg kan benytte som rettesnor, når jeg handler. Kant formulerer dette formale princip som prin­ cippet om, at jeg i enhver situation har pligt til at handle i overensstemmelse med prin­ cipper, hvis almengyldighed kan accepteres afethvertfornuftsvæsen (det såkaldte »ka­ tegoriske imperativ«). I en handlingssituation skal jeg i et og alt lade mig vej-

.1

92

Scheler: Værdi og person

lede af dette øverste, rent formale princip. Hvis en handling udføres i over­ ensstemmelse med princippet, er den moralsk set god - ganske uanset hvilke goder, den fremmer eller hæmmer i den faktiske verden. Scheler afviser denne formalistiske etik, idet han påpeger, at selvom det er etisk uvedkommende, om en handling realiserer en værdi og derved frem­ mer del gode i verden, så er det ikke rigtigt, at værdierne selv er uden betydning for etikken”8. Kant overser ifølge Scheler, at det er moralsk betydnings­ fuldt, hvilke værdier jeg ønsker at realisere, selvom han har ret i, at det er moralsk betydningsløst, om værdierne faktisk realiseres eller ej. Scheler vil således indføre et skel mellem de realiserede værdier, dvs. defaktiskforekom­ mende i verden, og værdierne (Werte) i sig selv. Et faktisk gode kan si­ ges om at være en værdifuld ting (»Das Gut.. ist ein Wertding")'79■ En sådan værdifuld ting eksisterer til en bestemt tid og på et bestemt sted. Værdien går derimod ud over det enkelte tidspunkt og det enkelte sted. Værdierne reali­ seres i de enkelte værdifulde ting (de faktiske goder), men værdierne kan ik­ ke reduceres til de værdifulde ting, som er bærere af værdierne. Skønhed er f.eks. en værdi, der som værdi er hævet over tid og sted, men som realiseres på bestemte tider og steder i de enkelte skønne ting. Den enkelte skønne ting, f.eks. en græsk vase, er bærer af den æstetiske værdi, skønhed, men denne værdi er ikke udtømt i den enkelte skønne ting, der eksisterer som et faktisk forekommende, æstetisk gode. Den græske vase (det æstetiske gode) er op­ stået på et bestemt tidspunkt og vil formodentlig gå til grunde på et andet tidspunkt. Værdien skønhed er derimod ikke bundet til de tidspunkter, hvori værdien realiseres. Mens de faktiske goder således indgår i den faktiske verden og på denne måde er underlagt denne verdens tilfældigheder, så er værdierne hævet over disse tilfældigheder. Værdierne udgør et eget genstandsområde, hvor de enkelte værdier står i et nødvendigt forhold til hin­ anden, således at det gælder med nødvendighed, at det vil være bedre at rea­ lisere nogle værdier fremfor andre. F.eks. er hjælpsomhed med nødvendighed en højere værdi end brutalitet, således at det vil være bedre, om hjælp­ somheden fremmes i verden i stedet for brutaliteten. Om den faktisk fore­ kommende verden er præget af hjælpsomhed eller brutalitet er derimod i sidste instans en empirisk tilfældighed. Kant har ret i, at det etisk set er irre­ levant, om vore handlinger faktisk fremmer hjælpsomheden (et gode) eller brutaliteten (et onde), thi det er i sidste instans tilfældigt, hvilke konsekven­ ser vore handlinger får. Anderledes formuleret: Etikken skal ikke tage hen­ syn til noget empirisk, tilfældigt indhold, som f.eks. de faktiske konsekvenser af vore handlinger. Men det udelukker ikke, at etikken i en anden forstand kan siges at have et indhold, for så vidt som det er af etisk betydning hvilke værdiMax Scheler portrætteret af Otto Dix. Maleriet, der hænger på professorværelset på Kolns uni­ versitet, soger i sin æstetiske dyrkelse af det hæslige al give beskueren en fornemmelse af Schelers korpulente sanselighed og dragende lidenskab.

=

■

?

r

i

l

■ .. 77 ■ 71777

. g ■

■-■'■

i

■7

^‘7

77

i ,1 Pil

! !■,„

A ''VUAv

Li***;

. ‘ .

I !' fW

li

■ R

u-

,M

W ®..®

>1 J'

.'■'

'"'

i ■* /

■,jlf

Ji-Hf f»«

3 •'« . -■

1pI

i’Wi

V

■; , v

l IrH’1-!1

&

a

• T i': i’ ■

■ A■

;/ -l

1

I

’il"1

j j, ■- '■ •'/!•

J! hi li; • i-

I

124

Filosofi som radikal spørgen

Ved at indføre begrebet om tilværen (Dasein) bryder Heidegger med Husserl. Men det er et tvetydigt brud. På den ene side opfatter Heidegger sin fi­ losofi som en videreførelse af Husserls fænomenologi. Sein undZeit er dedice­ ret til Husserl, og Heidegger kan i dette værk henvise til Husserl og betone, at de er enige om, at en »person ikke er en ting, ingen substans, ingen gen­ stand«257. På den anden side er det netop på spørgsmålet om, »hvad« en per­ son da »er«, at Husserls og Heideggers veje må skilles. For Husserl er det at være et menneske eller en person noget, der skal »konstitueres« i en række bevidsthedsakter hos det transcendentale jeg. Men »hvad« »er« dette trans­ cendentale jeg selv, spørger Heidegger258, og hvorledes er dets forhold til dette at »være« en person? Husserl nåede aldrig til noget entydigt svar på dette spørgsmål, og det er symptomatisk, at mens første bind af Ideen zu etner reinen Phdnomenologie und phånomenologischen Philosophie blev udgivet i 1913, blev andet bind, der skulle omhandle personbegrebet, aldrig offentliggjort i Husserls egen levetid. Husserls senere bud på, hvad et jeg »er«, fandt Heidegger utilfredsstillende, og det er betegnende, at han foretrak førsteudga­ ven af Logische Unlersuchungen fra 1900-1, hvor Husserl endnu ikke vil tale om etjeg> for desenere værker, hvor Husserl hele tiden kredserom at give en po­ sitiv bestemmelse af, »hvad« et jeg »er« (jf. side 65)259. Heideggers begreb om tilværen (Dasein) træder i stedet for Husserls tale om »jeget«, »bevidstheden«

og »personen«. Det betoner, at mit forhold til dette, at »jeg« er-til, hører med til enhver oprindelig karakteristik af, »hvad« »jeg« »er«. Når Husserl derfor indleder sine fænomenologiske undersøgelser med at se bort fra eksistensen af de fænomener, han vil beskrive, så udelukker han sig selv fra en oprindelig erfaring af, »hvad« han selv »er«. Husserl er derfor utro mod sit eget ideal om at »gå til sagen selv«, thi »sagen selv« er for fænomenologen identisk med det, der viser sig i en oprindelig erfaring. I stedet indsmugler Husserl en fæno­ menologisk set uprøvet forudsætning om, at »jeget« på trods af alle forskelle dog ligner tingene derved, at det i begge tilfælde er muligt at beskrive »hvad«, »jeget« eller tingen er, uafhængigt af, om »jeget« eller tingen eksiste­ rer. Ved at gå mere radikalt fænomenologisk til værks end Husserl selv, sø­ ger Heidegger at gøre op med denne forudsætning. Kritikken af bestræbelsen på at bestemme, hvad, jeg er, svarer stort set til de eksistensfilosofiske overvejelser, som man f.eks. kan finde hos Jaspers (jf. side 113-14). Heideggers opgør med Husserl indebærer imidlertid videre konsekvenser end som så. Efter først én gang at have rejst tvivl om almengyl­ digheden af skellet mellem »hvad«, noget er, og »at« det eksisterer, kan Hei­ degger rejse det mere radikale spørgsmål, om dette skel i det hele taget er så klart, som det umiddelbart synes. I afslutningen af bogen Kant und das Pro­ blem der Metaphysik (»Kant og metafysikkens problem«) fra 1929 stiller Hei­

degger netop dette spørgsmål: »Ved ethvert værende ‘gives der’ sådan noget som hvad-værcn [Was-sein] og atværen [Da/3-sein], essentia og existentia, mulilighed og virkelighed. Betyder ‘væren’

Forholdet til Husserl

125

[‘Sein’] her begge gange det samme? Hvis ikke, hvori ligger det da, at væren er spal­ tet i hvad, noget er, [Was-sein] og at, det er [Da/3-sein]? Er denne alt for selvfølgeligt opsnappede forskel - essentia og existentia - givet på samme måde, som der også er givet hunde og katte, eller foreligger der her et problem, som omsider må stilles, og som tydeligvis kun kan stilles, når der sporges om, hvad væren som sådan [Sét'n als solches] er?«™ Heidegger er herved nået til sit hovedproblem, problemet om væren, til hvil­ ket problemet om tilværen kun er et forstadie. Samtidig har Heidegger givet problemstillingen en omfattende historisk dimension, idet han går fra Kant tilbage til middelalderens skelnen mellem essentia (væsenet; hvad noget er med nødvendighed) og existentia (at noget eksisterer). Både når der tales om, »hvad« noget er, og »at« det er, tales der om det, der »er«. Hvad menes der her med »er«? Ellersom Heidegger ynder at spørge: Hvad er det for et gene­ relt begreb om væren, vi går ud fra, når vi skelner mellem, »hvad« et værende »er«, og »at« det værende »er«? At der kan skelnes, kan vi hurtigt blive enige om, men hvorfor der skal skelnes, og om skellet altid er det samme, samt om skellet bygger på et grundlæggende forkert begreb om det værendes væren det er netop problemet. Er skellet mellem »hvad«, noget er, og »at« det er, analogt med skellet mellem hunde og katte - og hvis ikke, hvorledes skal skel­ let da forstås? Dette værensspørgsmål er for Heidegger filosofiens vigtigste - og mest forsømte - spørgsmål. »Det kan jeg overhovedet ikke indse« skriver Husserl i margenen på sit eksemplar af Heideggers bog om Kant. I stedet antyder han sit eget filosofi­ ske program:

»Om ethvert værende kan jeg spørge efter dets ‘egenskaber’, dets ‘relationer ;jeg kan spørge om dets ‘almene væsen’, og jeg kan modstille det værende dets almene væsen (eidos. . .), idet det værende er delagtigt [Metexis] i væsenet sammen med alle de mulige andre væren der, der er varianter af dette. Ethvert værendekan < opfattes > som en »enhed« inden for en flerhed, en virkelig og en mulig osv.; det er de formale kategorier. Gives der egenskaber, kategorier, osv. på samme måde, som der gives hunde og katte? - ‘eller foreligger der her et problem, som omsider må stilles’. Hvad for et problem? Idet jeg dømmer [urteilend] direkte [Geradchin] og evident om et­ hvert værende [Seiendes im Uberhaupt] (og ikke blot indskrænket til det verdenslige [Weltliches] værende, som måske ikke er det eneste og det eneste mulige) vinder jeg det formal ontologiske og angående det verdenslige [Weltliches] det verdensligtformale [Weltlichformale] (Materiale). Men trods alt er jeg ikke tilfreds. Forholdet til subjektet [Die Subjektbeziehung], til bevidstheden, til erkendelsen, giver de vanske­ ligheder, som i nyere tid er bragt på bane; de angår ikke en mystisk ‘væren’, men der­ imod det væsentlige forhold [Wesensverhåltnis], der er mellem alt det værende [Seiendem uberhaupt] og subjektiviteten som sådan [Subjektivitåt uberhaupt], for hvil­ ken det værende er. Dette fører såtil de eneste fornuftige konstitutionsproblemer«261. Spørgsmålet om det værendes væren, der for Heidegger er det vigtigste filo­ sofiske spørgsmål overhovedet, afvises af Husserl som et skinspørgsmål. I

|-i

I

i

i

126

Filosofi som radikal spørgen

stedet opregner Husserl to hovedopgaver for filosofien: Fordetførste ska\ filo­ sofien undersøge, hvilke nødvendige væsenstræk det værende har; dels kan der spørges om de formale væsenstræk, der knytter sig til ethvert værende (»formalontologi«), og dels kan man spørge, hvilke væsenstræk, der knytter sigtil bestemte typer (»regioner«) afværender(»material-ontologi«), (jf. side 56-58). Fordel andet skal filosoffen gøre rede for forholdet mellem det væren­ de og den bevidsthed (»subjektivitet«), der erfarer og erkender det værende. Filosoffen skal undersøge, hvilke bevidsthedsakter, der er fornødne, for, at et værende kan erfares. Dette fører ind i »konstitutionsproblemet«, dvs. problemet om, hvorledes forskellige genstandstyper viser sig på forskellig måde for en bevidsthed, og hvilket forhold der er mellem de forskellige må­ der at vise sig på (jf. side 58-63). Husserl afviser Heideggers grundproblem som et skinproblem. Til gen­ gældvil Heidegger hævde, at Husserls filosofiske program indebærer to fun­ damentale forsømmelser262: På den ene side kan Husserls ønske om at foretage en væsensanalyse af det værende aldrig erstatte Heideggers værensspørgs­ mål. Uanset om man spørgerom et værendes formale eller materiale væsen, har man forudsat, at der på problemløs måde kan skelnes mellem det væren­ des væsen (essentia, dvs. hvad det værende nødvendigvis er) og dets eksistens (existentia, dvs. at det værende faktisk forekommer) på en sådan måde, at man kan gennemføre en væsensanalyse og samtidig se bort fra spørgsmålet om eksistens. Herved har man stiltiende forudsat, at eksistensbegrebet er bekendt, og at alle værender eksisterer på samme måde. Endvidere har man stiltiende forudsat, at forholdet mellem eksistensen og det værendes hvadhed (herunder dets væsen) er bekendt og uproblematisk. Alt dette mener Heidegger er filosofisk uacceptabelt. - Påden anden sideer Husserls konstitu­ tionsanalyse utilfredsstillende, fordi den ikke stiller spørgsmålet om det transcendentale jegs egen måde at være på. Da værensspørgsmålet ikke bli­ ver stillet, risikerer Husserl endog at behandle dette jeg på samme måde, som han ville behandle en genstand, idet han også her kan se sig fristet til at skelne mellem jegets »væsen« og dets »eksistens« på principielt samme måde, som når der spørges om ethvert andet værendes »væsen« og »eksistens«. I stedet fordrer Heidegger, at filosoffen skal tage sit udgangspunkt i en analy­ se af tilværen (Dasein) som forberedelse til værensspørgsmålet263. Enhver konstitutionsanalyse i stil med Husserls må tage sit udgangspunkt i en analyse af tilværen (Daseinsanalyse), hvor tilværens forholden sig til dette at være-til er helt centralt. For Husserl er denne forskydning i spørgemåden katastrofal. Heideggers tilværensanalyse betyder for Husserl et tilbagefald i den førfænorhenologiske, »mundæne« indstilling (jf. side 44 og 61). Ifølge Husserl er Heideggers

Husserl og Heideggerfotograferet i Si. Mårgen 1922, da Husserl betragtede Heidegger som sin vigtigste arvtager.

1

k«

!

&

w> »M,4

®y.,

—J.«

mV^

fe

■'

-3*-

/

- e*£*”*" • .

&

’ to

■ ■’

’

i" F

.. ' * ■* ?

. *■

fe- ■ 4

.■

’

. ;r

r~* cs t j

w

kunne indgå som et meningsfuldt og nødvendigt led i menneskets væsen? Sådanne spørgsmål forudsætter naturligvis, at mennesket kan forstås som en meningsfuld, sammenhængende dannelse. Denne forudsætning er imidlertid ikke et dogme for Bollnow, men derimod en metodisk valgt lede­ tråd for hans fortolkning af de træk ved mennesket, som udgør hans - empi­ riske - arbejdsgrundlag. På forhånd kan det ikke afgøres, om de enkelte træk ved mennesket viser tilbage til et fælles væsenstræk. At mennesket har et så­ dant væsen, er til syvende og sidst en hypotese, og vel at mærke en hypotese, der aldrig bliver endegyldigt bekræftet. Ethvert nyt træk ved mennesket kræver at blive fortolket som et led i menneskets væsen, og følgelig kan et­ hvert nyt, opdukkende træk vælte alle tidligere fortolkninger af, hvad men­ nesket væsentlig set er. Bollnow tilslutter351' sig derfor Helmuth Plessners ta­ le om, at »det åbne spørgsmål« er den filosofiske antropologis grundlæggen­ de, metodiske princip. På dette grundlag kan Bollnow kritisere Heideggers eksistentiale analyse af den menneskelige eksistens. Ifølge Bollnow351 antager Heidegger, at der findes en række formale (eksistentiale) grundstrukturer ved mennesket, som er uafhængige af ethvert indhold, der måtte blive fyldt i disse former, (jf. side

158

Filosofien efter krigen

147). Det er imidlertid langt fra sikkert, at denne forudsætning holder stik. Udfra et antropologisk synspunkt må man sige, at dette er en ren hypotese. Den filosofiske antropologi udmærker sig ved at have erkendt dette. Bollnow søger at realisere sit program i en række systematisk anlagte vær­ ker, f.eks. Das Wesen der Stimmungen (1941), Wesen und Wandel der Tugenden (1958) og Mensch und Raum (1963). På trods af, at Bollnow i sin programer­ klæring definerer den filosofiske antropologis opgaver meget bredt, er det helt tydeligt, at hans egen hovedindsats koncentrerer sig om det, der kan si­ ges om det enkelte menneske i dets nære, næsten intime forhold til sig selv og sine omgivelser. Social-og kulturantropologien i mere kompleks forstander ikke Bollnows sag. I stedet analyser han fænomener som angsten, lykken, saligheden, fortvivlelsen, fællesskabsfølelsen, kærligheden, kroppen, hjem­ met , det hellige rum, osv.. Bollnows redegørelse35'2 for angsten kan tjene til at belyse hans særegne forhold til Heidegger. Han behandler angstbegrebet hos Kierkegaard og Heidegger under ét, idet han i begge tilfælde mener, at der er tale om en eksistensfilosofisk analyse af angsten (jf. side 141 , 151)355. Denne analyse er for ham udtryk for »en af de dybeste indsigter, som den nyere filosofi i det hele taget har frembragt«354. Det er eksistensfilosofiens fortjene­ ste, at den betragter angsten som et væsenstræk ved mennesket - og ikke som en fysiologisk eller psykologisk betinget, forbigående stemning, der kræver lægelig behandling. Bollnow er enig i, at angsten er noget, der hører med til selve det at være menneske. Ikke desto mindre kritiserer han eksistensfilo­ sofferne for på ensidig måde at give angsten en særstilling i forhold til de øvrige stemninger. Det er ifølge Bollnow langt fra givet, at angsten er det eneste udtryk for et »egentligt«, »ægte« liv. Der findes også et mere roligt liv, der som en stille undergrund kan bære mennesket igennem livet og give dets eksistens en egen fylde. Det hænger igen sammen med, at eksistensfilosof­ ferne ifølge Bollnow ikke anerkender berettigelsen af de mere lykkelige og behagelige sider af tilværelsen. Tilsvarende er forholdet til medmennesket blevet sat i skyggen af den angstfyldte, menneskelige isolation355. Herved bliver det også umuligt for eksistensfilosofien at give en positiv bedømmelse af hele den objektive kultur. Kun det isolerede, angstfyldte privatmenneske anses for at udtrykke det menneskelige væsen fuldt ud. For opfattelsen af ti­ den og historien betyder det, at vægten forskydes fra det sammenhængende liv i samklang med traditionen til fordel for en koncentration om det enkelt­ stående, ekstatiske, angstfyldte, rent punktuelle øjeblik. I sidste instans be­ tyder denne fascination afangsten, at kun den og ingen anden stemningan­ erkendes som et ægte bidrag til en sand erkendelse - det være sig af menne­ sket selv som af dets omverden. I stedet gælder det om at se angsten som e't blandt flere væsenstræk ved de menneskelige stemninger og derved ved det menneskelige liv. Den filosofiske antropologi skal således ikke forkaste eksi­ stensfilosofien, men derimod nyttiggøre den i sin egen, bredere anlagte un­ dersøgelse af, hvad der hører med til det at være menneske.

Fink: Spilbegrebet og den kosmologiske filosofi

159

Fmk: Spilbegrebet og den kosmologiskefilosofi Mens Bollnow bygger videre på den eksistensfilosofiske side af den unge Heideggers tænkning, er Eugen Fink (1905-1975)eksponent forden retning inden for heideggerianismen, der har ladet sig inspirere af den sene Heideg­ gers rent værensfilosofiske tænkning. Det, der hovedsageligt interesserer Bollnow, er det eksisterende menneske; det centrale tema for Fink er begre­ bet om den altomfattende verden. Tilsammen viser de noget om bredden i efterkrigstidens heideggerianisme. Fink har sin baggrund i den strengt fænomenologiske tradition. Efter at have studeret i Miinstcr og Berlin (hos Nicolai Hartmann) kom han til Freiburg, hvor han blev en af Husserls mest trofaste elever. Sammen med Lud­ wig Landgrebe (f. 1902) var han 1930-37 assistent hosdenemeriterede Husserl. Hvor nært han stod sin gamle lærer, kan bla. ses af Finks alhandling fra 1933, Diephanomenologische Philosophie Edmund Husserls in dergegenwårtigen Kri­ tik, hvor Husserl i et forord skriver, at der heri ». . ikke findes én eneste sæt­ ning, som jeg ikke fuldstændig kan tilslutte mig, og som jeg ikke udtrykkelig kan anerkende som min egen overbevisning«356. Efter krigen skete der imid­ lertid et omsving i Finks filosofi. I 1930’rne havde han tilsluttet sig Husserls stræben imod at give en rent fænomenologisk beskrivelse af det oprindeligt givne uafhængigt af alle forudgående teorier. Han havde således tilsluttet sig Husserls afvisning af al »spekulation«, der gik ud over det i »anskuelsen« di­ rekte givne. Netop på dette punkt er det, at Finks kritik nu sætter ind. Han hævder, at Husserls idé om en forudsætningsløs, videnskabelig fænomeno­ logi selv er en myte. Ifølge Fink bygger Husserls egen fænomenologi på en række spekulative forudsætninger, der ikke bliver (og ej heller kan blive) te­ matiseret inden for rammerne af Husserls fænomenologi357. Husserls filoso­ fi bygger - som enhver anden filosofi - på en række operative begreber™, dvs. en række forudsætninger, som Husserl bestandig stiltiende gør brug af, men som han ikke kan diskutere inden for rammerne af sit eget filosofiske pro­ gram. Husserls fænomenologi må følgelig »suppleres« med spekulative overvejelser, der sprænger rammerne for Husserls spørgefelt. Dette må imidlertid ikke forstås sådan, at først har man fænomenologien og derpå de spekulative analyser. Opgaven er tværtimod at indse, at allerede Husserl ar­ bejder inden for en spekulativ grundbestemmelse, som ikke er den eneste mulige359. Sprængningen af Husserls filosofi foregår derfor på to planer: Dels gennem blotlæggelsen af fænomenologiensegne, spekulative forudsæt­ ninger og dels gennem en kritik af disse. Husserl går ud fraden spekulative grundantagelse, at alle filosofiske over­ vejelser er begrænsede af bevidsthedens intentionalitet. Herved går han stilti­ ende ud fra, at alt værende er værende-for-os360. »Sagen selv«, dvs. de fæno­ mener, som fænomenologen beskriver, er ikke det værende, således som det er i-sig-selv, men derimod det værende som genstand for-os361. Husserl afvi-

160

Filosofien efter krigen Eugen Finkfotograferet umiddelbart ef­ ter kåringen som æresdoktor ved univer­ sitetet i Leuvcn i 1971. I baggrunden ses S. IJssehng, den senere direktorfor Husserlarkivet.

ser fra starten af diskutere hvilket forhold, der er mellem det værendes rene væren-i-sig-selv og dets væren-for-os. Denne afvisning kan imidlertid ikke selv begrundes fænomenologisk, men er tværtimod udtryk for en spekula­ tiv, før-fænomenologisk afgørelse. Fænomenernes fænomenalitet, dvs. fæ­ nomenernes status som fænomener, er ikke et problem, der kan afgøres ved hjælp af fænomenologiske metoder562. Fænomenologien kan beskrive fæno­ menerne, men spørgsmålet om, hvad et fænomen er, det er et førfænomenologisk, spekulativt problem. Fink kritiserer Husserls forsøg på at betragte fænomenerne som filosofiens eneste legitime basis363. At det væren­ de viser sig som fænomen, idet det bliver genstand-for-os, er til syvende og sidst et tilfældigt træk ved det værende. Det er tilfældigt, at der eksisterer mennesker, og følgelig er det tilfældigt, om det værende bliver gjort til genstand-for-den-menneskelige-bevidsthed eller ej364. Derimod hører det med til det værende i-sig-selv, at det kun kan være-i-sig-selv, idet det står i forhold til noget andet værende. Det værende kan kun være, idet det kom­ mer til at »fremstå« (»zum Vorschein kommt«) på en bestemt måde i forhold til noget andet værende. Denne fremståen (Vorschein) hører med til det væ­ rendes væren365, og den er en forudsætning for, at det værende kan fremstå som fænomen, idet et menneske forholder sig erkendende til det værende. At fremstå ved at indgå i et forhold til noget andet er den grundlæggende måde, på hvilken det værende fremtræder. Denne fremtræden (Erscheinen) er det altgennemtrængende medie, igennem hvilket alt det værende - ting så-

Fink: Spilbegrebet og den kosmologiske filosofi

161

vel som mennesker - kommer til at stå i forhold til hinanden. Hvad skal vi forstå ved dette medie? En ting er klar: det adskiller sig radikalt fra de medi­ er, vi normalt har med at gøre. Vandet, luften og lyset er naturlige medier, og tilsvarende er en historisk periode eller en livsverden eksempler på medi­ er, der hører menneskene til. Men mens vandet, luften, lyset, den historiske periode og livsverdenen alle er onliske medier, dvs. dimensioner og spillerum, der alle selv er en art »værender«, så er det medie, hvori alt det værende fremtræder, ikke selv et værende366. Der er tale om det yderste afalle medier, og Fink taler derfor om det absolutte medium eller slet og ret om verden. Denne verden er ikke som hos Husserl den yderste bevidsthedshorisont; den er hel­ ler ikke som hos den unge Heidegger et eksistentiale; derimod er den det alt­ omfattende medie, inden for hvilket alt det værende fremtræder og indgår i forskellige forhold til hinanden, hvilket er en forudsætning for, at der i det hele taget kan være bevidsthedshorisonter og eksistentiale strukturer367. Så­ vel mennesket som det ikke-menneskelige værende kan derfor siges at værei-verden som indenverdensligt værende368, idet mennesket imidlertid ud­ mærker sig ved at være det særegne værende i kosmos, der er åben for dette ur-faktum, at det selv og alt det øvrige værende fremtræder i verden. Både terminologien og det grundlæggende tankeskema har Fink tydelig­ vis overtaget fra Heidegger. Men han giver problemstillingen en klar drej­ ning. Mens Heideggers begreber om verden og væren indtil det sidste kan betragtes som udtryk for en videreudvikling af det oprindelige fænomenolo­ giske horisont-begreb, så forsøger Fink at udarbejde en filosofi om verden som det værendes altgennemtrængende fremtrædelses-medie. Ganske vist er ethvert menneske filosof, for så vidt som det hører med tildet at være men­ neske, at mennesket forstår sig på væren og verden369, men verden er ikke som hos Husserl og Heidegger bundet til den menneskelige forståelseshori­ sont. Tværtimod er verden ifølge Fink en betingelse for, at der i det hele ta­ get kan fremstå mennesker, der kan forstå noget som helst. Verden er principielt ingen genstand, men snarere den grundlæggende »egn«, som enhver genstands »omegn« viser tilbage til (»Die Gegend aller Gegender ist die Welt«)370. Men hvis verden ikke er en genstand, hvordan kan filosoffen da tillade sig at gøre den til »genstand« for nærmere undersøg­ else? Det kan filosoffen heller ikke, og Fink må derfor gå en omvej, når han vil gøre opmærksom på den tilgrundliggende verden. I stedet for at tale di­ rekte om verden leder han efter noget blandt det værende, som kan benyttes som symbol på verden. Et sådant verdenssymbol finder Fink i spillet - det væ­ re sig et verdsligt skuespil eller et religiøst betonet kultspil. Spillet er ganske vist et indenverdensligt værende, men det er samtidig et symbol på verden selv. Ved at spille har mennesket en særlig forståelse afverden i dens helhed: I menneskespillet viser verdensaltet tilbage til sig selv. Når mennesket be­ gynder at spille, overskrider det igennem spillet alle de faste rammer, som det ellers lever indenfor371. Den begrænsende endelighed377, som hører med li

Engagement og forståelse

162

Filosofien efterkrigen

til alt det indenverdenslige værende, bliverophævet, idet mennesket spiller. I livet måjeg affinde mig med, at jeg er underkastet bestemte naturlige, soci­ ale, økonomiske og psykiske betingelser, som jeg må handle på baggrund af. Tilsvarende er ethvert valg udtryk for en bortvælgelse af muligheder. På denne måde gennemstrømmes mit liv at et netværk af begrænsninger, hvor det én gang valgte står uomgængeligt naglet ind i min fortid. Når jeg spiller, ophæver jeg alle disse bånd. Igennem spillet står det mig til stadighed frit for at ophæve alle tidligere beslutninger og alle andre begrænsninger. I spillet står det mig frit for, om jeg vil være hyrdedreng eller kejser af Frankrig. Ved at spille bevæger jeg mig i ur-mulighedernes verden - hinsides enhver græn­ sesætten, ethvert snærende bånd, ethvert forhold til noget, der kan hæmme mig. Spillet udgør et uendeligt mulighedsrum på baggrund af hvilket, mit frie spil kan fremstå. Derved bliver spillet et symbol på verden, der ligeledes kan opfattes som et mulighedsrum på baggrund af hvilket, det værende kan fremstå. Idet jeg spiller, forstår jeg mig på spillet, og idet spillet er et symbol på verden, forstår jeg mig som spillende på verden. Symbolsk udtrykt kan verden ifølge Fink siges at være el spil uden spiller: Verden er det værendes op­ rindelige mulighedsfelt påbaggrund af hvilket, ethvert værende fremtræder som et begrænsende udspil. Igennem det menneskelige skuespil får vi et symbolsk udtryk for, hvad der kendetegner det værende overalt i kosmos.

if! li

Gadamer: Sandhed og metode

i* i

Kunsthistorie ellerfilosofi? Blandt de unge filosofistuderende i 1920’rne var Hans-Gcorg Gadamer (f. 1900) en af dem, for hvem mødet med Heidegger skulle blive af livslang be­ tydning. Inden Heideggers udnævnelse til professor i Marburg i 1923 havde Gadamer skrevet disputats om Platon hos Hartmann og Natorp. Valget af et filosofisk emne til en disputats havde ikke været uden konkurrerende mulig­ heder. Navnlig optog kunsthistorien ham fra hans første studieår, og at det var filosofien, der fik overhånd, var til dels et samspil af tilfældigheder. At netop Heidegger måtte inspirere Gadamer, var derimod ingen tilfældighed. Heideggers evne til at lade sin egen filosofi fremstå på baggrund afen kritisk dialog med traditionen - Platon, Aristoteles, Augustin, Luther, osv.373 måtte nødvendigvis tale til Gadamer, der i filosofien søgte såvel en historisk som en bredt anlagt systematisk dimension. Denne holdning til filosofien blev bestemmende for hele Gadamers senere tænkning. Modsat Husserl mener han ikke, at filosofien kan drives uden at vejen til de systematiske pointer må gå gennem et historisk studie af traditio­ nen. Fortolkningen af den historiske overlevering er ikke blot en filosofihi­ storisk aktivitet ved siden af den systematisk anlagte filosoferen. Forholdet til traditionen er en del af filosofien selv. Betegnende er det således, at både Gadamer og ungdomsvennen Ldwith (1897-1973), der begge havdeoplevet Heidegger i Marburg, tildels vendte sig imod Sein undZeit, hvor Heidegger hans særegne terminologi undtaget - i en ret traditionel, tysk akademisk stil søgte at sammenfatte sin tænkning i en sluttet lærebygning374. For Gadamer og Lowith var dette noget af en helligbrøde. Hvad, der var brug for, var ikke et nyt filosofisk »system«, men en systematisk indoptagelse og kritik af den fi­ losofiske tradition i dens forhold til kulturhistorien iøvrigt. Det var, hvad de begge havde mødt til forelæsningerne og seminarerne i Marburg. Det var ikke, hvad de mødte i den hastigt opblomstrende heideggerianisme efter 1927. Det var ikke her, at inspirationen kunne hentes. Derimod forblev Ga­ damer livet igennem tro imod det historisk-konkrete, systematisk-kritiske »program« for, hvad der er filosoffens opgave. Efter i 1929 at have habiliteret sig hos Heidegger med afhandlingen Platos dialektische Ethik begyndte Gadamers periode som privatdocent. Mulighe­ derne for at få en stilling var ikke store, og den beskedne aflønning som pri­ vatdocent afhang af, om man kunne skaffe tilhørere eller ej375. I overens­ stemmelse med de gamle akademiske traditioner var der ikke andet at gøre end at vente på et »kald« til et professorat - en ordning, deri vid udstrækning praktiseres den dag i dag i Vesttyskland. Bedre blev mulighederne ikke i 1933 med Hitlers magtovertagelse. Gadamer var hverken på dette eller noir

i

i

i

I 11H i|;| h I

hi! !i'j1

J , bi bi::

164

Gadamer: Sandhed og metode

get senere tidspunkt politisk engageret. Hans bredt anlagte filosofiske be­ stræbelser havde nok et kulturhistorisk sigte, men om nogen politisk stilling­ tagen var der ikke tale. I sin reaktion på nazismen legemliggjorde han den typiske, intellektuelt dannede borgerligheds halvt æstetiske, halvt moralske modvilje imod »de brunes« kulturbarbari. Han tilhørte »den indre emigrati­ on«, hvis modstand ikke bestod i en aktiv, direkte kritik af regimet endsige i en kamp mod dette, men som søgte at værne om de humanistiske værdier gennem en beskæftigelse med emner, der ikke havde nogen tilknytning til den nazistiske politik og propaganda. Det var en balancegang fyldt med kompromiser. Således meldte Gadamer sig i 1936 som »frivillig« deltager i et lejrkursus, et såkaldt »Dozentenakademie«, der havde til opgave at give ty­ ske privatdocenter en gang nationalsocialistisk fernis som baggrund for en eventuel senere karriere på et tysk universitet i den nye ånd ”'’. Det var ren og skær taktik fra Gadamers side. Året efter bar denne frugt gennem en udnæv­ nelse til professor, først i Marburg og senere i Leipzig. Overgangen til Leipzig var en stor lettelse. Mens det lille Marburg som andre små universitetsbyer var præget af, at alle kendte alle og vidste hvem, der sympatiserede med det nye styre, og hvem, der ønskede at holde sig fri deraf, så var Leipzig en storby med langt større muligheder for den enkelte for at dyrke andre aktiviteter end dem, der var sat i scene af partiet. Når der­ til kom, at universitetet i Leipzig var ledet af en rektor, der nok var gammelt partimedlem, men som havde forestillet sig udviklingen af Det tredie Rige på en noget anden måde end den, der var realiteten, så var det klart, at uni­ versitetet i Leipzig måtte opleves som et åndehul sammenlignet med Marburg3”. Efter sammenbruddet i 45 blev der igen brug for Gadamers smidighed og politiske tilpasningsevne. Først kom amerikanerne, og den gamle rektor fra naziårene blev udskiftet med en ny. Så kom russerne, og den amerikansk indsatte rektor måtte gå af. Der var nu brug for en person, der både var ac­ ceptabel for lærerkollegiet på universitetet, og som samtidig var tilstrække­ lig harmløs i russernes øjne. Valget faldt på Gadamer. Hans rektoratsperio­ de i Leipzig varede fra 1946-47. Samarbejdet med russerne og de østtyske myndigheder gik rimeligt godt, men efterhånden blev tendenserne imod en ny politisk ensretning af universiteterne dog i Gadamers øjne for tydelige. Da han derfor fik muligheden for at overtage et professorat i Frankfurt, tog han imod det og flyttede til Vesttyskland med den officielle begrundelse, at han længtes efter sin fødeegn Hessen - »hjemstavn for Grims eventyr«378. To år efter skulle denne mere taktiske formulering blive erstattet af et følelses­ mæssigt indhold, idet Gadamar forlod industribyen Frankfurt til fordel for det idylliske Heidelberg. At dette skete samtidig med, at Horkheimer og Adorno kom tilbage fra USA og påbegyndte genopbygningen af Institut for socialforskning i Frankfurt, gør ikke symbolikken mindre klar. Da Gadamer i en alder af 49 overtog professoratet i Heidelberg var hans

Kunsthistorie eller filosofi ?

165

produktion endnu forholdsvis beskeden. Udover habitulationsafhandlingen fra 1929 havde han kun offentliggjort en række mindre artikler, og hans egentlige forskningsarbejde lå ude i fremtiden. At Gadamer ikke desto mindre med kun to års mellemrum fik et kald først til Frankfurt og derpå til Heidelberg, viser noget generelt om det tyske universitetssystem. Ikke så meget publikationernes antal eller vægtighed, men mere det faglige om­ dømme eller rygte var afgørende for en ansættelse. Mens amerikanske uni­ versiteter i stigende grad i dette århundrede har bygget på det såkaldte »publish or perish«-princip (princippet om at publicere eller uddø), har det tyske, halvt feudalt-patriarkalske universitetssystem i stor udstrækning overladt den enkelte professor til det kollegiale omdømme som vigtigste kontrolin­ stans. Mens amerikanske filosoffer følgelig har set sig tilskyndede til at pu­ blicere mange mindre bøger og artikler, har filosofien i Tyskland samlet sig om få, men digre værker. Mens amerikansk forskningstradition har til­ stræbt at lade den kvalitative, skønsmæssige bedømmelse af en forsknings­ indsats supplere afen mere kvantitativt orienteret vurdering, har tysk tradi­ tion næsten udelukkende støttet sig til en kvalitativ afvejning byggende pået mere eller mindre personligt kendskab til den pågældende forsker eller den­ nes protegé. Den dag i dag er det altafgørende for en ung filosof, hvem han får som »Doktorvater« til sin disputats, og senere hvem han kan få til at ac­ ceptere sin habitulationsafhandling. Ordningen har alle det feudale systems svagheder og fordele. Svagheden består i manglende retssikkerhed og stor risiko for spytslikkeri og nepotisme. Fordelen er imidlertid også klar. Er man først inde i systemet, kan man give sig tid til at forske, indtil man er nået til et resultat, der er værdigt til offentliggørelse. Det er da heller ikke ualminde­ ligt, at en tysk filosof livet igennem mere er kendt gennem sine forelæsninger end gennem sine bøger, der ofte først for alvor begynder at komme, når han er i 50’erne eller 60’erne. Gadamer er et typisk eksempel på dette. Hans ho­ vedværk, Wahrheil undMethode, kom først i 1960 - kun otte år førend Gada­ mer blev emeritus.

Sproget og den hermeneutiske cirkel Gadamer forstår sin egen tænkning som en forlængelse af den tidligere Hei­ deggers hermeneutiske filosofi, idet han sætter denne filosofi i forhold til den hermeneutiske tradition fra Schleiermacherover Dilthey. I hermeneutikken før Schleicrmacher indtog Bibelen og oldtidens græsk-romerske værker en central rolle, idet de blev betragtet som priviligerede tekster, der stod i et særligt forhold til sandheden. Det blev derfor stiltiende antaget, at en tekstudlægning udover at sige noget om teksten også sagde noget sandt om henholdsvis det guddommelige og det menneskelige. I forbindelse med det 17. og det 18. århundredes bibelkritik og navnlig hos Schleiermacher i første halvdel af det 19. århundrede blev hermeneutikken »løst« fra dens oprindeli-

166

Gadamer: Sandhed og metode

ge binding til teologien og den humane filologi. I stedet blev hermeneutik­ ken til en almen lære om, hvad det vil sige at forstå en tekst, et andet menne­ ske eller en historisk begivenhed. Som en konsekvens af denne udvidelse af hermeneutikkens emneområde mistede hermeneutikken imidlertid samti­ dig sin tilknytning til tekster med et særligt priviligeret forhold til sandhe­ den . Spørgsmålet om tekstens sandhed eller usandhed gled derfor i baggrun­ den. Ifølge Schleiermacher skulle hermeneutikken ikke forstås ud fra et be­ stemt antikt-kristeligt indhold i de fortolkede tekster, men ud fra den måde, hvorpå hermeneuten beskæftiger sig med tekster, der ikke er umiddelbart forståelige, eller som frembyder muligheder for misforståelser379. Herme­ neutikken havde følgelig ikke mere til opgave at føre os frem til sandheden om Gud og mennesket ved at lære os at læse Bibelen og værker fra den antik­ ke tradition. Derimod var det hermeneutikkens opgave at opbygge en meto­ delære ved hjælp af hvilken, vi kunne undgå misforståelser afen tekst, en an­ den persons tale eller en historisk begivenhed. For at undgå sådanne misfor­ ståelser måtte vi ifølge Schleiermacher trænge »bagom« teksten til det »du«, der havde frembragt teksten. Dette betød, at vi ud over en filologisk tilgang til teksten også måtte medtage en psykologisk™. Ved hjælp af en psykologise­ rende fortolkning af teksten var det opgaven at sætte sig ind i den fremmede forfatters psykologiske tilstand og på denne baggrund »reproducere« tek­ sten. Hermed havde Schleiermacher introduceret et nyt begreb om, hvad en tekst var for noget: En tekst var ikke mere primært en formidling afen sand lære om Gud og mennesket, men derimod et livsudtryk, en psykologisk frembringelse. Ifølge dette nye tekstbegreb forstod man først en tekst, idet man forstod den som led i et livsforløb, en personligheds hele dannelsespro­ ces. Derved ville det også være muligt at forstå en forfatter bedre, end han forstod sig selv, thi vi ville være i stand til at forstå hans enkelte bøger i sam­ menhæng med hele hans forfatterskab, ja hele hans liv og hans tidsalder, mens forfatteren ikke selv var i stand til at overskue dette, fordi han selv stod midt i livet381. Herved psykologiserede Schleiermacher det hermeneutiske grundprincip, at helheden skal forstås ud fra delene og delene ud fra helheden382. Dette hermeneutiske cirkelprincip betød nu ikke blot, at tekst­ helheden skulle forstås ud fra tekst-delene og omvendt, men mere generelt, at tekstens enkelte dele skulle forstås som led i forfatterens hele liv, såledesat dette hele liv skulle forstås ud fra de enkelte dele aflivet og omvendt. Det var denne psykologiserende udgave af den hermeneutiske cirkel, som Dilthey overtog383, idet han forbandt den med den med den historiske skoles histori­ sering af den enkelte psyke, det enkelte liv, (jf. side 31). Gadamer tilslutter sig Schleiermachers og Diltheys opløsning af herme­ neutikkens binding til teologien og den klassiske filologi. Men i lighed med Husserlog Heidegger vender han sig imod at betragte teksten som en blot og bar manifestation af et personligt liv. En tekst kan naturligvis godt betragtes som udtryk for en psykologisk tilstand, et personligt liv, en historisk situa-

Sproget og den hermeneutiske cirkel

167

tion, men den er aldrig et rent udtryksfænomen'84. Der er altid det mere i teksten, at den foregiver at sige noget sandt om det, som den taler om. Det gælder både for det skrevne og det talte sprog, at sproget er mere end en blot og bar livsytring. I sprogel havdes noget om noget, og denne hævdelse kan ikke reduceres til at være blot og bart symptom på et psykologisk liv. At forstå, hvad der bliver sagt, indebærer, at vi forstår hævdelsen med dens krav om at sige sandheden. Normalt er det da også sådan, at vi forstår og accepterer det, som den anden siger eller skriver. Den oprindelige form for forståelse er indforståethed385. Hvis jeg f.eks. spørgeren forbipasserende, hvad klokken er, og han svarer, at den er halv tolv, så er min første reaktion ikke at under­ søge, hvorledes han kan være kommet til den mærkelige mening; min første reaktion er derimod, at jeg forstår og accepterer (har tillid til) det, som den an­ den siger. På samme måde gælder det, at jeg normidt læser en tekst med tillid til, at det, den meddeler mig, er noget, der kan gøre krav på sandhed. Idet jeg læser og forståren tekst som tekst, læserjeg noget, der gør krav på gyldig­ hed. Hvad jeg forstår, er altid mere end en fremmed mening, et fremmed livsudtryk. At forstå en fremmed tekst vil sige, at man forstår noget, der gør krav på at være en mulig sandhed, der som sådan må tages alvorligt ’86.1 den daglige omgang med vore medmennesker tager vi da også for givet, at de ta­ ler sandt. Først når denne naturlige indforståethed mennesker imellem er brudt sammen, først da bliver hermeneutikken til et selvstændigt problem. Først når den anden f.eks. siger, at klokken er 11.30, og det samtidig er buld­ rende sort uden for, kan jeg begynde at overveje, hvad han egentlig har ment. Og selv da forsøger jeg at finde en mening i det, han siger. F.eks. for­ søgerjeg at forstå det sagte som en spøgefuldhed. Først når alle andre veje til at forstå en samtalepartner (eller en tekst) er lukkede, først da giver jeg mig til at »gå bag om« teksten eller det sagte og undersøge, hvorledes det forhol­ der sig med den andens psyke og individuelle måde at opføre sig på. Mens Schleiermacher og Dilthey således forstår den psykologiske undersøgelse al den andens (forfatterens) psykiske liv som grundmodellen for al forståelse, så er der for Gadamer tale om et grænsetilfælde, der ikke kan gøre rede for den elementære forståelse mennesker imellem. I modsætning til Schleiermacher og Dilthey benægter Gadamer, at forstå­ else skulle bestå i en »rekonstruktion« af det fremmedpsykiske igennem en »indlevelse« i et fremmed bevidsthedsliv. Når vi ønsker at forstå en tekst, søger vi ikke at sætte os ind i forfatterens sjæleliv. Skal det i det hele taget give mening at tale om, at vi »sætteros ind i noget« (Sich verset zen), så må vi sige, at vi sætter os ind i forfatterens mening om den sag, han taler om,8'. Dette indebærer, at vi søger at lade det sagte komme til orde med dets krav på at si­ ge noget sandt (Wahrheitsanspruch)188. Er det imidlertid rigtigt, at vi kun forstår en tekst, hvis vi indlader os med den og tager dens fordring om at sige noget sandt alvorligt, såbetyder det, at vi ikke kan forstå en tekst, hvis vi for­ holder os blot »neutrale« over for den. Vi forstår aldrig en tekst som tekst,

i!

i:

L ■

I

-

168

Gadamcr: Sandhed og metode

hvis vi reducerer den til at være blot og bart »kildemateriale«, »overlevering« eller »melding« om noget, der er sket. En tekst er f.eks. aldrig blot en kilde ved hjælp af hvilken, vi kan rekonstruere et psykisk forløb hos et andet men­ neske. En tekst er altid primært en hævdelse, der kun kan forstås, hvis vi ta­ ger den alvorligt som hævdelse med krav om at sige noget sandt. Vi forstår kun en tekst, hvis vi har vilje til at lade os sige noget af den, dvs. hvis vi har villighed til at gå ind på, at teksten måske siger noget sandt. Men

7Z

"7~‘’u

' k~ -•

•: l. . ’

...................................................... ■-

„A Hans-Georg Gadamcrfotograferet ca. 1970.

'

'

■ A1/-

Tt1*

Sproget og den hermeneutiske cirkel

169

en tekst kan kun være sand, hvis den udgøren »fuldkommen enhed«, således at der ikke er nogen modstrid mellem tekstens enkelte dele og den helhed, som teksten udgør389. Tekstens krav om at sige noget sandt om sit emne (sin »sag«) indebærer, at der ikke må være nogen modstrid inden for teksten selv, dvs. der må ikke være nogen modstrid mellem teksten som helhed og tek­ stens enkelte dele. Da forståelsen af en tekst indebærer, at vi anerkender dens krav om at være en mulig sandhed, så må vi i vor forståelse af teksten forudsætte, at den søger at leve op til dette krav om fuldkommen overens­ stemmelse mellem helhed og del. Vor tekstfortolkning er følgelig ledet af et forudgående begreb om den fulkomne tekst. Dette forudgående begreb om det fuldkomne (Vorgriff der Vollkommenheit) er en del af vor for-forståelse, der er en betingelse for, at vi i det hele taget kan forstå en tekst. For­ forståelsens forudgående begreb om den fuldkomne tekst leder bestandig vor læsning, således at vi frasorterer de læsemåder, der gør teksten selvmod­ sigende, urimelig eller direkte falsk. I stedet søger vi at fortolke teksten såle­ des, at vi på stadig mere dækkende måde formår at indfri vor for-forstående stræben efter forståelse af en fuldkommen tekst, der på fuldkommen måde gør rede forden sag, som den taler om. Ved at tale om, at for-forståelsen foregriber den fuldkomne tekst, baner Gadamer vejen for et nyt begreb om den hermeneutiske cirkel. Det er et fælles­ træk hos alle hermeneuter før Heidegger og Gadamer, at de - populært sagt - har opfattet »den hermeneutiske cirkel« som noget, der ligger »i« objektet, det være sig teksten, forfatterens liv eller historien. Den helhed, hvorom der tales, er en helhed, der ligger »i« objektet, og forholdet mellem del og helhed er et forhold mellem dele og helheder »i« objektet. F.eks. kan der være tale om et forhold mellem et udsagn og teksten i dens helhed, mellem teksten og andre tekster, mellem teksten som livsmoment og forfatterskabet i dets hel­ hed eller mellem den enkelte tekst og universalhistorien. Det gensidige be­ tingelsesforhold - »cirkel-forholdet« - mellem del og helhed er her noget, der ligger »i« objektet uafhængigt af vor forståelse af dette. Hos Heidegger og Gadamer er vor forståelse en betingende del af cirklen. For i det hele taget at forstå en tekst, må vi igennem en for-forståelse udkaste en helmening på baggrund af hvilken, vi kan bedømme teksten. Den helmening, som tidlige­ re lå »i« teksten selv, modsvares nu af for-forståelsens foregriben af, hvad der kan menesmed en fuldkommen tekst. Kun på baggrund af denne foregribel­ se af, hvad der meningsfuldt kan siges at hænge sammen, er det muligt foros at møde teksten og fortolke den i lyset af idealet om den fuldkomne tekst. Fortolkerens for-forståelse er derved blevet en del af den hermeneutiske cir­ kel, idet denne kan bestemmes som det gensidige betingelses-forhold mel­ lem det, som teksten siger, og den helmening på baggrund af hvilken, fortol­ keren bedømmer teksten, idet han udlægger den. Gadamer går i lighed med Heidegger ud fra, at mennesket er-til, idet det udlægger (»afdækker«) det værende påbaggrund afen værensforståelse, der

170

Gadamer: Sandhed og metode

angiver det spillerum af betydninger, der meningsfuldt kan tillægges det væ­ rende, der møder os. Mennesket befinder sig i en verden (et betydningsspil­ lerum), som mennesket forstår sig på, idet det udlægger det værende, der møder det. At forstå sig på verden, at være i stand til at kende forskel på det meningsfulde og det meningsløse, er en betingelse for, at mennesket kan mene noget om det værende. Da enhver erfaring af det værende har form af en udlægning, hvorigennem vi gør denne eller hin mening om det værende gældende, kan vi sige, at al erfaring af det værende er sproglig bestemt. Spro­ get er det universelle medium, hvori forståelsen foregår390. At mennesket kan tale et sprog, er da heller ikke et eller andet tilfældigt træk ved menne­ sket, men udtryk for dette, at mennesket befinder sig i en verden391, som men­ nesket forstår sig på, idet mennesket gennem sproget er i stand til at sige no­ get om det værende på baggrund af en åbenhed for verden (betydningsspil­ lerummet). Verdens sproglighed betyder imidlertid ikke, at den er genstand for sproget392. Tværtimod forudsætter enhver genstandsgørelse, at vi har at gøre medet værende, der udlægges inden for sprogets verdenshorisont. Idet vi bevæger os inden for denne sprogligt bestemte verdenshorisont (dvs. det sprogligt udtrykte betydningsspillerum), kan vore udlægninger af det væ­ rende tage form af en mundtlig meddelelse eller en skreven tekst. En sådan tekst er ikke blot udtryk for en forfatters psykologiske liv eller en manifesta­ tion af bestemte åndsstrømninger i en given historisk periode. En tekst er et sprogligt fænomen, der hævder noget om noget, idet den foregiver at sige noget sandt om den sag, den udtaler sig om. Det er en betingelse for, at en tekst kan være fuldkommen sand, at den afdækker den sag, der tales om, på baggrund af en helmening, der lader sagens enkelte aspekter komme til de­ res ret, uden at de fordrejes. Pointen er nu, at tekstens helmening ikke er no­ get, der ligger »i« teksten selv uafhængigt af vor fortolkning af den, lige så lidt som helmeningen er noget, vi skal søge i forfatterens liv. Tekstens helme­ ning er derimod en meningshorisont, et betydningsspillerum, en verden, som udgør den spørgeramme på baggrund af hvilken, det værende kan ad­ spørges og teksten give svar. Teksten hævder noget om det værende, idet den svarer på spørgsmål, der stilles på baggrund af en spørgeramme givet med det betydningsspillerum, som teksten bevæger sig indenfor. Tekstens helmening angiver retningen for mulige spørgsmål393, og den fuldkomne tekst er den, der inden for betydningsspillerummets rammer stiltiende stiller en række sammenhængende spørgsmål og besvarer dem på en rigtig måde. Idet vi udlægger en tekst, er vi åbne for den helmening (det betydningsspille­ rum), som den bevæger sig indenfor. I vor for-forståelse har vi givet en måle­ stok for den fuldkomne tekst på baggrund af hvilken, vi bestandig bedøm­ mer teksten, således som den viser sig i vore udlægninger af den. Vi behøver ikke at være enige med teksten forat forstå, hvad den hævder, men vi må ta­ ge tekstens krav om at sige sandheden alvorligt. Det gør vi, idet vi stiller tek­ stens egne spørgsmål og diskuterer dens svar på baggrund af det spørgespil-

Tradition og virkningshistorie

171

lerum, som tekstens og vort betydningsspilerum åbner op for. At forstå en tekst vil sige at forstå den som svar på en række spørgsmål, mens forståelsen af et spørgsmål fordrer, at vi stiller spørgsmålet394. Men at stille et spørgsmål vil sige, at man bevæger sig inden for en bestemt spørgeramme og derved et bestemt spillerum af betydninger, der sætter grænser for, hvad der menings­ fuldt kan spørges om og svares på. Disse grænser sætter et mål for den fuld­ komne sandhed om den sag, der spørges om. I vor for-forståelse har vi fore­ grebet denne fuldkommenhed, idet vi har forholdt os åbne over for det be­ tydningsspillerum, der sætter grænser for mulige og umulige spørgsmål, og som sætter et mål for, hvad der er rimelige spørgsmål og rigtige svar, kort sagt et mål for, hvad der er en fuldkommen besvarelse og derved en fuld­ kommen tekst.

Tradition og virkningshistorie Så længe jeg blot læser tekster fra min samtid og mit eget miljø, bevæger for­ fatteren og jeg mig inden for den samme tankeverden med nogenlunde de samme spørgsmål og svar til til-værelsen. Jeg befinder mig i den samme ver­ den som forfatteren. Når jeg i min for-forståelse foregriber, hvad der skal forstås ved en fuldkommen tekst, så bevæger jeg mig inden for det samme meningsspektrum og det samme spørgerum, som forfatteren forholder sig til. Dette giver sig udslag i, at min for-forståelse af teksten på tvangfri måde gør det muligt for mig at udlægge den. Går jeg derimod over til tekster fra fremmede kulturer eller fra en fjern fortid, så ændres situationen. Teksten yder en hidtil ukendt modstand. Denne modstand giver anledning til den egentlige hermeneutiske erfaring - en erfaring, der allerede kan anes, når jeg læ­ ser tekster fra min samtid og mit eget miljø, men som først får fuld næring, idet jeg går over til tekster, der står mig fjernt såvel historisk som kulturelt. En tekst fra fortiden - f.eks. Sofokles’ tragedie Kong Ødipus - har noget dobbelttydigt over sig. På den ene side er der tale om noget, der er overleve­ ret fra fortiden. På den anden side er den overleverede tekst ikke kun en for­ håndenværende, gammel ting, men en tekst, der taler til en adressat - f.eks. mig selv. Teksten taler til mig: Den udtrykkeren meddelelse fra et du til mig. Den fortidige tekst har derved den samme funktion, som en tekst fra nuti­ den: Den søger at sige noget om noget ogat blive hørt på denne måde. Følge­ lig gælder det samme for en overleveret tekst, som gælder for alle andre tek­ ster: Jeg forstår kun teksten, hvis jeg er åben over for den, idet jeg er villig til at høre på, hvad teksten har at sige395. Det er aldrig nok at nøjes med en »re­ konstruktion af en fortidig adressat«; der kræves altid det mere, at jeg må prøve at forstå teksten som adresseret til mig396. Herved gælder det samme foren overleveret tekst, som gælder for nutidige tekster: Jeg kan kun forstå den overleverede tekst, hvis jeg forstår den som et svar på et spørgsmål, og jeg kan kun forstå den som svar på et spørgsmål, hvis jeg selv stiller det på-

172

Gadamer: Sandhed og metode

gældende spørgsmål. Jeg må følgelig bevæge mig ind i tekstens spørge felt for at forstå, hvad den siger. Jeg må begynde at stille spørgsmål om skæbne og skyld for at kunne tilegne mig Sofokles’ Kong Ødipus. Det nytter ikke noget at betragte den overleverede tekst som del af en afsluttet, historisk proces (Geschehen), der kan behandles som en foreliggende genstand. Den historisk (geschichtlich) overleverede tekst er en del af en proces, hvori jeg selv ind­ går. Tekstens sigen-noget-om-noget til-nogen, angår også mig. Vil jeg for­ stå teksten, må jeg blive tiltalt af den, idet jeg bevæger mig ind på dens pro­ blematik, dvs. den betydningshorisont påbaggrund af hvilken, teksten spør­ ger og svarer. Det er her, at det egentlige problem opstår. I den hermeneutiske erfaring bringes vi i vor egen historicitet i et forhold til den historicitet, der præger den overleverede tekst. Teksten taler ud fra sin horisont af betydninger, fordom­ me og spørgsmål, og det samme gør vi. Igennem den hermeneutiske erfa­ ring bringes tekstens og vor horisont (problematik/betydningsspillerum/spørgeramme/verden/værensforståelse) i et forhold til hinanden. Igennem dette møde bringes teksten inden for vor horisont, og vi går ind i tekstens problematik, og først på baggrund af dette møde, bliver det muligt for mig at stille tekstens spørgsmål og forstå dens meninger som svar på sådanne. Ga­ damer omtaler dette møde som en sammensmeltning af tilsyneladende selv­ stændige horisonter (». . Verschmelzung. . vermeintlich fur sich seiender Horizonte«)397. Igennem denne horisontsammensmeltning når teksten og jeg frem til en fælles horisont - og samtidig erkender jeg teksten i dens anderledeshed398. Det er denne dobbelthed, der er det egentligt interessante i den hermeneutiske erfaring. Strengt taget findes der kun én horisont - ligesom der hos Heidegger kun findes én verden, én væren. Denne horisont (problematik/betydningsspillerum/spørgeramme/verden/værensforståelse/sandhed) er imidlertid kun »givet« for mennesket, idet konkrete, historisk eksisterende mennesker er åbne for denne horisont. Horisonten er derved inddraget i den historicitet, som menneskene er en del af. Horisonten viser sig kun ved at indgå i en prin­ cipielt uafsluttet, historisk proces. Tidligere stadier i denne proces (Geschehen) må derfor først vise sig som noget fremmedartet, for at vi senere igen­ nem den hermeneutiske erfaring kan bringe os i et forhold til denne frem­ medhed. Resultatet af den hermeneutiske erfaring er en horisontsammen­ smeltning, der lader en ny problematik fremgå, der hverken er helt lig den, som Sofokles befandt sig indenfor, eller identisk med den, som jeg befandt mig indenfor, da jeg første gang mødte tragedien om Kong Ødipus. I stedet er der tale om en ny-udviklet problematik, som er fremkommet ved, at både Sofokles’ og min oprindelige snævre horisont er blevet overskredet (tran­ scendere!). Jeg harderved i dybere forstand gjort en erfaring ved mødet med det fremmede. Jo fjernere den mødende problematik er, desto mere må min horisont ændret sig, for at den hermeneutiske erfaring af horisontsammen-

Tradition og virkningshistorie

173

smeltningen kan bringes tilveje. Den første betingelse for, at jeg kan forstå en fremmedartet tekst, er således, at der sker noget med mig selv. Hvad der sker, afhænger af mødets art. Det er ikke noget, som jeg selv kan bestemme. Jeg har ikke selv herredømmet over, hvorledes horisontsammensmeltnin­ gen skal gå for sig. Havde jeg det, ville jeg jo netop have muligheden for at placere mig selv uden for den historiske proces, som jeg befinder mig i. Men ethvert sådant forsøg på at hive sig selv op ved hårene og se den historiske proces »ude fra« er blot en ny måde at befinde sig i historien på. Ud afhistorien kan vi aldrig komme. Enhver udlægning befinder sig inden for en histo­ risk betinget horisont, og søger jeg at vende mig imod min egen horisont for at udlægge den, somom den var en genstand blandt andre genstande, så smutter den fra mig, og jeg befinder mig inden for en ny modificeret hori­ sont. Sandheden om vor verden er aldrig noget, som vi kan gribe og kortlæg­ ge, men derimod noget, der er forudsat i al vor begriben og udlægning af det værende. Vi er således trukket ind i en sandhedsproces (Wahrheitsgeschehen), og vi kommer altid for sent, hvis vi vil vide, hvad vi skal tro om den­ ne399. Kun igennem mødet med det fremmede, f.eks. i form afen tekst fra en fjern fortid, bliver jeg provokeret til at erfare, at min horisont er for snæver. Jeg tvinges til at spille mine fordomme ud imod den fremmede tekst, ogjeg tvinges til at stille nye spørgsmål. Herved overskriderjeg rammerne for min tidligere forståelse. Og igennem denne overskridelse bliver det muligt for mig at møde den fremmede tekst, der netop ved sin fremmedhed sætter mit særpræg i relief. Igennem horisontsammensmeltningen41’0 skabes en problematik, der gi­ ver mening til vore egne begreber. Derved bliver det muligt foros at benytte disse begreber i vor fortolkning af teksten, idet vi læser teksten som en række svar på noget, som vi selv forstår som virkelige spørgsmål. Horisontsam­ mensmeltningen er forudsat i enhver fortolkning - også i de mest trivielle dagligdags fortolkninger af, hvad min nabo siger. Til daglig lægger vi imid­ lertid ikke mærke til den, fordi sammensmeltningen normalt foregår smer­ tefrit, mens tilegnelsen afen tekst fra en fjern kultur ogen fjern fortid kræver et stykke hårdt arbejde fra vor side. Horisontsammensmeltningen kan der­ for siges at være en mulighedsbetingelse for udlægning af tekster og samtale med andre mennesker. Sådanne mulighedsbetingelser, der principielt ikke lader sig beherske ad metodisk vej, men som er forudsat i alle erfaringer og i al metodik, plejer man traditionelt at kalde transcendentale forudsætninger for forståelsen, (jf. side 19). Gadamers hovedværk, Wahrheit und Methode, er derfor et forsøg på at påvise de universelle, transcendentale mulighedsbetin­ gelser for at forstår hinanden i almindelighed og tekster i særdeleshed. I tit­ len ligger hovedvægten på Wahrheit (sandhed), idet Gadamer ser det som sin opgave at gøre opmærksom på den sandhedsproces (Wahrheitsgeschehen), som vor forståelse med transcendental uundgåelighed er en del af. Titlens andet led - ordet Methode(metode) - er mere ironisk ment. Gadamer vil ikke

!

J

174

Gadamer: Sandhed og metode

præsentere os for en metodelære ved hjælp af hvilken, vi kan nå frem til en mere »rigtig« udlægning end tidligere. Derimod ønsker han at gøre op­ mærksom på de - transcendentale - træk, der er forudsat i enhver udlæg­ ning, uanset om vi kan lide det eller ej. Tolkningen af dette punkt har givet anledning til en polemik mellem italieneren Emilio Betti (f. 1890) på den ene side og Gadamer på den anden*01. Betti tager sit udgangspunkt i Gadamers påstand om, at vi under læsningen af en tekst går ud fra, at vi har at gøre med en fuldkommen tekst, og at denne forudsætning først betvivles, når teksten viser sig ikke at kunne leve op til forventningerne, hvorved forståelsen af teksten opstår som et sær­ ligt problem. Betti kritiserer da Gadamer for, at han skulle mene, at fortol­ keren sad inde med et monopol på sandheden om den sag, som teksten udta­ ler sig om. Betti mener ikke, at han - eller nogen anden fortolker - sidder in­ de med et sådant sandhedsmonopol. I stedet foreslår Betti, at fortolkeren skulle påtage sig den mere beskedne opgave blot at lade den fremmede tekst komme til orde - uanset om dens synspunkter er »rigtige« eller ej. Betti har formodentlig misforstået Gadamer på dette centrale punkt. Gadamer me­ ner ikke, at vi som fortolkere skulle sidde inde med et monopol på, hvad der er sandt eller falsk. Det ændrer imidlertid ikke på, at vi ved læsningen afen tekst altid medbringer et bestemt begrebsapparat, en række fordomme om den sag, som teksten siger noget om, samt en problemhorisont på baggrund af hvilken, vi kan forstå tekstens meninger som en række svar på nogle spørgsmål, som vi selv stiller. Kun i den udstrækning vi formår at indordne teksten i denne problematik eller gennem mødet med den fremmede tekst formår at overskride (transcendere) vor oprindelige problemhorisont, vil det i det hele taget være muligt for os at forstå teksten. Vi har her at gøre med en transcendental mulighedsbetingelse for al tekstfortolkning. I et brev til Betti siger Gadamer da også, at hans tale om et forbegreb om den fuldkomne tekst (Vorgriff der Vollkommenheit) aldrig kan tjene som sandhedskrite­ rium . Derimod er der tale om en betingelse for, at vi kan tilegne os teksten, idet vi for det første må tilegne os tekstens problem og for det andet må for­ mode, at teksten siger noget rimeligt, da vi ellers ikke ville læse den. Det be­ tyder selvfølgelig ikke, at vi kan være sikre på, at teksten rent faktisk er rime­ lig. Det betyder heller ikke, at vi selv sidder inde med noget sandhedsmono­ pol . Derimod betyder det, at vi kun kan forstå teksten, hvis vi stiller spørgs­ målet om, hvorvidt det er teksten, os eller nogle helt tredie, der sidder inde med de »rigtige« meninger om den sag, som teksten udtaler sig om. Betti tror, at vi metodiskkan vælge, om vi vil gå ud fra, at vi sidder inde med et sand­ hedsmonopol på baggrund af hvilket, vi kan bedømme teksten, eller om vi mere beskedent vil nøjes med at forstå, hvad teksten siger. Gadamers anlig­ gende er imidlertid ikke metodisk. Derimod hævder han, at selv det mest be­ skedne forsøg på at forstå en tekst nødvendigvis må indlade sig på en diskus­ sion med teksten på baggrund afen nydannet problemhorisont, der udgør

Tradition og virkningshistorie

175

en - transcendental - mulighedsbetingelse for at forstå teksten41«. Selvfølge­ lig kan man slå metodisk mønt af dette og fordre af fortolkeren, at han skal ophøre med at være neutral og i stedet begynde at diskutere med sin tekst. Men denne metodik går ud over, hvad Gadamer selv siger, idet han nøjes med at blotlægge, hvad der nødvendigvis må gælde, hvis vi vil forstå noget. Det er en konsekvens af Gadamers filosofi, at det overleverede (teksterne) aldrig kan siges at være endegyldigt fortolkede. Hver ny generation må be­ gynde forfra og fortolke påny. Det overleverede viser sig således bestandig igennem et nyt betydningsaspekt403, dvs. som stadig nye svar på nye spørgs­ mål, der opstår, efterhånden som stadig nye horisontsammensmeltninger dannes igennem den historiske proces, som vor fortolkning er en del af. Og dog er det én og den samme tekst, som vi alle sammen (forfatteren, tidligere fortolkere, os, kommende fortolkere) forholder os til. Gadamer er her ude i et dobbelt ærinde. På den ene side vender han sig imod, at teksten skulle have en mening »i sig selv« uafhængigt af enhver fortolkning. Det er derfor et fan­ tom at tale om en »ideal« tolkning af teksten, således som den er »i sig selv« uafhængig af enhver tolkning404. Selv hvis man opfatter dette ideal som no­ get, vi kun kan tilnærme os, men aldrig nå, har vi at gøre med et fantom. Herved adskiller Gadamer sig fra f.eks. Roman Ingarden, der netop lægger megen vægt på teksten selv som et selvstændigt eksisterende betydnings­ univers, som vi kan opnå en mere eller mindre objektiv forståelse af. På den anden side vil Gadamer også undgå at havne i en relativistisk orienteret sub­ jektivisme. Relativisme (subjektivisme) er ifølge Gadamer blot objektivis­ me vendt på hovedet efter princippet: Findes der ikke en objektivitet, der eksisterer i sig selv uafhængig af ethvert forhold til vore fortolkninger, så kan enhver fortolkning være lige god, så er alt relativt, og vi kan sige hvad som helst om hvad som helst. I stedet gælder det om at indse, at det er menings­ løst at tale om teksten »i sig selv« uafhængig af, hvad vi har mulighed for at ud­ lægge den som. En tekst »er« kun, for så vidt som den kan indgå i en kreds af mulige udlægninger. Eller hvis vi endelig vil tale om, hvad teksten er »i sig selv«, så må vi sige, at »i sig selv« er teksten identisk med hele den menings­ fylde, som samtlige mulige fortidige, nutidige og fremtidige fortolkere kan finde i teksten. Teksten viser hen til hele denne kreds af udlægninger. Tek­ sten er som alt andet værende henvist til at blive erfaret inden for rammerne afen horisont (en problematik/et betydningsspillerum/en spørgeramme/en verden/en værensforståelse), der giver sig igennem fortolkningernes sand­ hedsproces (Wahrheitsgeschehen). Uden for disse rammer er det menings­ løst at tale om, at teksten skulle »være« noget »i sig selv«. På denne baggrund bliver det muligt at forstå Gadamers opgør med hislorismen. Historisterne - fra Ranke til Dilthey - hævder, at den historiske tekst kun kan forstås ud fra den situation, den er skrevet i. En tekst er en del afen bog, der er en del af et forfatterskab, der igen er en del af den livsproces, som en bestemt forfatter gennemlever. Forfatteren lever i en bestemt historisk

i;

l

176

Gadamer: Sandhed og metode

periode med bestemte fordomme og litterære genrer, og alt dette er med til at bestemme, hvad værket »er«. At forstå værket indebærer, at vi forstår det på baggrund af dets epoke, ganske som epoken forstås på baggrund af værker­ ne. Det er historikerens opgave gennem en historisk rekonstruktion at gen­ give, hvordan det »objektivt« set, »egentligt« forholdt sig i den givne epoke, og hvad der »egentligt« står i de overleverede tekster. Dette krav om en re­ konstruktion af, hvorledes det »egentlig« var (»wie es eigentlich gewesen ist«), indebærer en genstandsgørelse af historien, hvorved historien kommer til at stå som noget afsluttet og fremmed i forhold til historikeren. Over for denne historistiske »objektivering« af historien sætter Gadamer den indsigt, at historikeren er af samme værensart som de historiske personer, han udta­ ler sig om, og at han derfor altid allerede er en del af den samme verdenshi­ storiske proces, som de personer, der levede i fortiden405. Fortidens helte ud­ førte deres handlinger og skrev deres værker med fordring om, at de derved gav udtryk for en bindende sandhed, der måtte anerkendes af alle, der for­ stod, hvad de foretog sig. Denne bindinger også henvendt til os. Vi må tage deres krav om at sige noget sandt alvorligt, hvis vi vil gøre os håb om at for­ stå, hvad de sagde og gjorde. Vi må være beredte på at diskutere med forti­ den, hvis vi skal gøre os håb om at forstå den. Historisten søger at sætte sin egen eksistens uden for parentes for ikke derved at indvirke på det objekt, som han ønsker at beskrive. Men denne neutralitet er en kimære. Vi kan aldrig sætte os ud over vor egen historicitet. Vi er en del af historien og dømt til at indgå i en dialog med fortiden, hvis vi skal forstå den. Fortidens hæn­ delser kan aldrig forstås fuldt og helt, hvis de reduceres til at være blotte kendsgerninger (Tatsachen). De må forstås som ytringer med krav om sand­ hed og krav om at blive accepterede eller forkastede som sådanne. Historien er altid mere end objektiv, foreliggende og afsluttet fortid. Historien er også tradition og som sådan bindende, idet den virker ind på os. Vi er selv en del af historiens virkninger. Vi står altid midt i de overleverede værkers virknings­ historie og er således afhængige af traditionen, både når vi gør oprør mod den, og når vi søger at forholde os neutralt til den. Historisten er således ikke radikal nok. Han ser nok, at fortidens menne­ sker er en del afen historisk proces, men ved sig selv standser han op og lader somom, at han ikke selv varen del af denne proces. Gadamer bebrejder ham dette. Kritikken kan imidlertid let misforstås. Gadamers kritik synes således umiddelbart at være det »relativistiske« modstykke til den »objektivistiske« kritik af historisterne, som navnlig er blevet fremført i angelsaksisk Filosofi400, og som også Husserl gør sig til talsmand for. Ifølge denne kritik skulle historisternes fejl netop bestå i, at de relativerer alt til blot at være hi­ storiske begivenheder, så intet mere er bedre end andet, intet sandere end andet. Historismen kræves i stedet erstattet af en radikal objektivisme, der hævder, at hvis noget er sandt på et tidspunkt, så vil det vedblive med at være det, uanset hvilke synspunkter, der skulle blive mode på bjerget på senere

Tradition og virkningshistorie

177

tidspunkter i historien. Et sandt udsagn er ikke blot sandt »relativt« til sin epoke, men sandt til alle tider og steder. F.eks. er det ikke sådan, at udsag­ net, »Jorden er flad«, var »sandt« i oldtiden, men »falsk« fra og med renæs­ sancen. Hvis vi i dag har ret i, at Jorden altid har været rund.jasåharden al­ tid været det, og oldtidens og middelalderens mennesker tog følgelig fejl, når de sagde, at den var Had. Sandheden er ikke relativ til den historiske epoke og historisternes relativering af alle historiske handlinger og udtalelser til be­ stemte epoker er følgelig uholdbar. Men rammer denne kritik da ikke også Gadamer? Er Gadamer ikke netop den radikale relativist, der går det skridt videre til en relativering af vore egne standpunkter, som historisterne dog veg tilbage for? Han udtaler sig til tider sådan, at han kommer betænkeligt nær et sådant relativistisk standpunkt'*07, men generelt ville han nok afvise indvendingen. Hans svar ville da bestå i, at også han er imod den historistiske reduktion af fortidens værker til blotte hændelser relative til deres egen tid. Netop kravet om, at fortidens værker må anerkendes som tekster med krav om at sige det sande ikke blot for deres samtid, men også foros, udeluk­ ker, at Gadamer skulle være den radikale relativist, som han ser ud til at væ­ re, når han kræver, at vi selv skal drages med ind i historien. Det springende punkt er imidlertid Gadamers (og Heideggers) opfattelse af sandheden som en sandhedsproces (Wahrheitsgeschehen). En tekst er ganske vist ikke kun sand til ét bestemt tidspunkt, i én bestemt epoke; tekstens krav om at sige det sande gælder for alle tider og steder. Men hvad vil det sige, at den »er« sand? At teksten er sand, indebærer, at denne sandhed kan vise sig i en uendelig­ hed af samtidige og fremtidige fortolkninger af teksten. Men sådanne for­ tolkninger bevæger sig altid inden for bestemte tolkningshorisonter, og kun for så vidt som disse tolkningshorisonter smelter sammen igennem den sta­ dige fortolkningsproces, kan sandheden komme til orde. Det betyder imid­ lertid , at teksten kun kan være sand til alle tider og steder, idet dens sandhed »giver sig« i en historisk betinget sandhedsproces. Denne proces må ikke for­ veksles med historisternes genstandsgjorte verdenshistorie, men må tolkes som en - transcendental - mulighedsbetingelse for alle udlægninger og genstandsgørelser af historien. Om Gadamer (og med ham Heidegger) herved har indført en relativisme af anden orden, eller om de blot har tænkt objek­ tivitetskravet til ende - det er derom, at striden om historiciteten i hermeneu­ tikken samler sig. Gadamers egen holdning er klar nok: Han opfatter sin egen position som hinsides al objektivisme og subjektivisme (relativisme); kritikernes meninger er derimod delte.

1 I' I

i

!

!'

I II

I

12

Engagement og forståelse

Ih I 11 II!‘i

Apel: Fra fænomenologi til sprogfilosofi Filosofiens omformning Karl-Otto Apel (f. 1922) er en af de vesttyske filosoffer, der er blevet påvirket og draget af den intellektuelle åbning mod den angelsaksiske verden, som fulgte i kølvandet på, at Vesttyskland økonomisk og politisk blev integreret i »Vestblokken«. Apelerfødt i Diisseldorfsom søn afen købmand. Han nåede kun lige akkurat at afslutte sin gymnasieuddannelse, inden han i 1940 blev indrulleret i den tyske krigsmaskine, og først efter fem års militærtjeneste kunne han i 1945 påbegynde en universitetsuddannelse. Efter fem års stu­ dier af filosofi, historie og tysk litteratur ved universitetet i Bonn erhvervede han i 1950 doktorgraden med en dissertation om Heideggers filosofi408. På universitetet i Bonn mødte Apel den syv år yngre Jiirgen Habermas. De to har udviklet et nært venskab og samarbejde, hvor de i stort omfang har in­ spireret hinanden. Selv om der er afgørende forskelle mellem deres filosofi­ ske opfattelser, deler de en lang række filosofiske ideer og synspunkter, hvor det er umuligt at afgøre, hvem der har påvirket hvem. I 50’erne bestred Apel en række forskningsstillinger, som satte ham i stand til i 1961 at habilitere sig med en filosofihistorisk afhandling«1 -’. I 1962 blev han professor i Kiel, 196972 var han i Saarbriicken, og han har siden 1972 været professor i Frankfurt am Main. Apel begyndte som nævnt sin filosofiske karriere med en afhandling om et rigtigt tysk emne, nemlig Heideggers filosofi. Heidegger er den sidste i »kongerækken« af »store tyske tænkere«, og meget tyder på, at Heidegger kommer til at dele skæbne med den sidste preussiske konge og tyske kejser, Wilhelm II (1858-1941). De synes hver på deres område at markere monar­ kiets afslutning i Tyskland. Det er i hvert fald Apels opfattelse. Han mener, at den filosofiske udviklinger ved at gå ind i en fase, hvor filosofferne vil sam­ arbejde på tværs af de grænser, som traditionelle skoler har draget, og hvor de filosofiske landvindinger i højere grad end tidligere vil ske igennem et samarbejde og ikke ved store filosoffers enestående indsats410. Apels eget vir­ ke som filosoferet mønstereksempel på denne udvikling. Han har fra tidligt i sin filosofiske karriere interesseret sig for det, der sker og skete i den angel­ saksiske verden, og har udviklet sin filosofi i en stadig diskussion med de vig­ tigste retninger inden for moderne filosofi. Han har ikke givet en samlet, sammenhængende redegørelse forsin filosofi, men har endnu kun skitseret de forskellige aspekter af sit meget brede og ambitiøse filosofiske program. Det er sket i en lang række artikler og et par bøger, hvor han kritiserer og di­ skuterer andre filosoffer og filosofiske retninger. Hovedværket blandt hans hidtil udgivne arbejdereren samling af artikler fra årene 1955 til 1972. Det hedder meget rammende Transformation der Philosophie (»Filosofiens omform-

Erkendelsesantropologien

179

ning«). Disse artikler afspejler både den omformning, filosofien ifølge Apel har undergået i dette århundrede, og Apels egen tilegnelse afden411. Udover Habermas er de vigtigste af de mange filosoffer, som Apel på én gang har kritiseret og ladet sig inspirere af, M. Heidegger (1889-1976), H.-G. Gadamer(f. 1900), L. Wittgenstein (1889-1951)ogC.S. Peirce(1839-1914). Den form, hvori Apel hidtil har præsenteret sin filosofi, har den styrke, at den la­ der erkende, hvor i den moderne filosofis brogede mangfoldighed han har hentet sin inspiration. Der består dog den oplagte fare, at læseren taber overblikket og ikke kan se filosofien for bar filosoffer. Samtidig kan den må­ de, hvorpå Apel fremlægger sin filosofi, give næring til en mistanke om, at hans tænkning ikke er et samlet hele, men et styksammen af umage brokker fra forskellige filosofiske lærebygninger.

Erkendelsesantropologien Det, som Apel fandt og finder brugbart i Heideggers filosofi, er ikke så me­ get den detaljerede analyse af værensbegrebet som det generelle opgør med det traditionelle billede af erkendelsen, der kommer til udtryk i Heideggers filosofiske program412. En væsentlig del af den hidtidige filosofi har været fanget af et bestemt billede af, hvad erkendelse er, og hvorledes den kommer i stand. I dette billede ståren bevidsthed »over for«en bevidsthedsuafhængig verden, som den ikke selv er en del af. Erkendelse kommer i stand ved, at den enkelte bevidsthed modtager et materiale fra denne verden, som den i større eller mindre omfang »bearbejder«. Billedet forekommer umiddelbart indly­ sende og oplysende, når man med begge ben plantet i virkelighedens fede muld betragter det »udefra«; men prøver man at leve sig rigtigt ind i det, vil man opdage, at den faste grund forsvinder under ens fødder, som nu for­ gæves må forsøge at finde fodfæste i abstraktionernes tomme rum. Sætter man sig i den ensomme bevidstheds sted og forsøger at danne sig et billede af verden, så synes det umuligt at afgøre, hvordan den er i sig selv. Ja, det er så endda muligt, at der slet ikke er nogen selvstændig verden, men blot en uop­ hørlig strøm af bevidsthedsfænomener. Den ensomme bevidsthed synes ik­ ke engang at kunne nå til at stille spørgsmålet, om der eksisterer en bevidst­ hedsuafhængig verden. Apel er enig med Heidegger i, at filosofien må for­ kaste dette traditionelle billede og i stedet tage sit udgangspunkt i et billede af mennesket som noget, der er »i verden«. Mennesket er »i verden« ikke blot som en ting blandt andre ting, men som noget, der »omgås« tingene. Erken­ delse kommer herved til at ligge i forlængelse af den omgang med tingene, som mennesket »altid allerede« har. Filosofien har for såvel Apel som for Heidegger til opgave at afdække det, der »altid allerede« er foregået bagom ryggen på det enkelte fornuftsvæsen, når han sætter sig til rette i lænestolen for at grunde over livets mening og tingenes inderste væsen. Fra begyndelsen arbejdede Apel meget på Heideggers præmisser. Han 12’

!

i

180

Apcl: Fra fænomenologi til sprogfilosofi | Karl-Otto Apel. Fotografifra midlen | af 1960’erne.

i

i

'■

%

I

/

r

fe.

forsøgte at udarbejde en videnskabsteori, der begrunder de forskellige vi­ denskaber ud fra de forskellige måder, hvorpå mennesker omgås tingene og andre mennesker. Denne form for videnskabsteori kalder han for erkendelsesantropologiivs. Videnskabeligt arbejde er altid styret af en række ab­ straktioner og grundantagelser, som ikke i dette arbejde bliver underkastet en videnskabelig undersøgelse. Ifølge Apel kan man dele videnskaberne op i to grundtyper, naturvidenskaber og humanvidenskaber. Disse to typer af viden­ skaber adskiller sig fra hinanden i kraft af de tilgrundliggende abstraktioner og antagelser, som »altid allerede« er forudsat i det videnskabelige arbejde. Den oprindelige tilgang, som mennesket har til naturen er ikke en betrag­ tende, men en handlende tilgang. Før mennesket kan give sig til at anstille betragtninger over naturens væsen, må det have føde, bolig og sikkerhed. Disse ting er ikke noget, det forefinder, men noget, det skaber gennem en bearbejdning og omformning af det foreliggende naturmateriale. Naturvi­ denskaberne skal ifølge Apel forstås i forlængelse af menneskets bearbejden­ de eller med hans eget ord, tekniske, tilgang til naturen414. Skal man bygge sig et hus, som kan beskytte én og ens børn mod vejr og vilde dyr, betragter man i første omgang nogle ganske bestemte kvaliteter ved de omkringstående

Erkendelsesantropologien

181

træstammer, nemlig deres længde, deres form og deres bæreevne. Man ab­ straherer kort sagt fra alle de egenskaber ved dem, som ikke kan måles og ve­ jes, da kun de målelige egenskaber er relevante for en vurdering af træstam­ mernes anvendelighed som tømmer til et hus. Tanken er, at den naturviden­ skabelige opfattelse af verden først åbner sig for mennesket i og med dets tek­ niske tilgang til naturen. Ordet »først« skal hér forstås i en logiskog ikke i en tidslig forstand: Det giver ikke mening at tale om naturvidenskab uden at medforståden tilgang til verden, som ligger i den tekniske beherskelse af den ydre natur. Den anden grundtype af videnskaber er som sagt humanvidenskaberne. Foruden at skaffe sig føde, bolig og sikkerhed må mennesket skabe orden i forholdet til sine medmennesker. Det er selvfølgelig muligt at skabe orden i forholdet til ens medmennesker ved at behandle dem på linie med naturen, nemlig som noget, der skal beherskes. Men da beherskelse er et asymmetrisk forhold, dvs. et forhold, som er dikteret af den ene part uden den anden parts samtykke, vil en sådan orden aldrig kunne være en tilfredsstillende orden for alle mennesker og vil kun kunne eksistere i kraft af en skæv fordeling afmag­ ten. En orden, der beror på symmetriske forhold, kan kun nås ved, at men­ nesker når til en gensidig forståelse vedrørende de handlingsnormer, der skal styre deres handlinger i forhold til hinanden. En forudsætning for, at to mennesker kan nå til forståelse med hinanden, er, at de forslår hinandens livssituation, mål og ønsker. At forstå et andet menneske er mere og andet end at være i stand til at forudsige dets handlinger i forskellige handlingssitu­ ationer. For at forstået menneske er det ikke nok, at man kan forudsige, hvad det vil gøre i bestemte situationer, man må også kunne fortælle, hvorfor det handler, som det gør. For at kunne fortælle, hvorfor et menneske handler, som det gør, må man kunne se fornuft i dets handlinger, man må kunne for­ binde dets handlinger med fornuftige handlingsnormer og et rimeligt syn på verden. Humanvidenskaberne er ifølge Apel en videreudvikling af det ene menneskes forsøg på at forstå det andet415. Genstanden for forståelsen er blot blevet udvidet til den del af den menneskelige historie, som er overleveret gennem skriftlige kilder. I humanvidenskaberne retter forståelsen sig ikke blot mod det fremmede og mærkelige, men også altid samtidig mod det alle­ rede bekendte. Forståelse forudsætter, at den forstående finder en berø­ ringsflade mellem sit eget syn på verden og det, han forsøger at forstå. Mens naturvidenskaberne som forudsætning har den tilgang til verden, som ligger i den tekniske beherskelse af den ydre natur, så forudsætter humanvidenska­ berne den tilgang til verden, som ligger i samtalen med det andet menneske. Denne opfattelse af humanvidenskaberne er mest vidtgående blevet forfægtet af H.-G. Gadamer, og Apel har overtaget en væsentlig del af Gadamers teori. Apel mener dog at distancere sig fra Gadamer, idet han hævder, at man for at forstå en række humane fænomener er nødt til at afbryde samta­ len og gå over til at forklare den andens adfærd ved hjælp af en forklaringsty-

182

Apcl: Fra fænomenologi til sprogfilosofi

pe, der minder om naturvidenskabens*16. Dette sker i de tilfælde, hvor gen­ standen for ens forståelse ikke er en ligeberettiget samtalepartner, men et væsen, hvis syn på verden er et produkt af en tvang eller manipulation, som det ikke selv er i stand til at gennemskue. Forklaringen tjener til at afdække denne tvang eller manipulation. Eksempler på sådanne forklaringer findes i ideologikritik og psykoanalyse. Ifølge Apel kan denne type forklaringer dog aldrig være et formål i sig selv. De skal tjene til at genetablere den brudte samtale. I kraft af f.eks. en ideologikritisk eller en psykoanalytisk forklaring skal den anden nå til at gennemskue den fordrejning, som hans syn på verden ligger under for og dermed frigøre sig som en ligeberettiget samtalepartner. Teorien forudsætter, at vi som erkendende væsner har så fast grund under fødderne, at vi kan tillade os at gøre os til dommere over andre menneskers forståelse af verden. Vi kan ikke alene konstatere, at andre forstår verden anderledes, end vi gør; men vi kan også slå fast, at andre i deres forståelse lig­ ger under for enfordrejet opfat telse af verden .Dette synes at forudsætte, at vi i vor erkendelse har tilgang til et arkimedisk punkt, ud fra hvilket vi kan give en absolut vurdering af vor egen og andres forståelse af verden. Det er netop Apels opfattelse, at mennesket som erkendende og sprogbrugende væsen har tilgang til et sådant arkimedisk punkt. Hermed har Apel distanceret sig fra både Heidegger og G adamer*17. Erkendelsesantropologien er sideløbende blevet udarbejdet af Jurgen Habermas (jf. nedenfor, s. 272), og den er nok mest kendt i Habermas’ ud­ gave.

Sprogfilosofien Apel har fra begyndelsen af sin filosofiske karriere beskæftiget sig med sprogfilosofi; men først senere er han nået til den opfattelse, at sprogfilosofi­ en er den mest fundamentale filosofiske disciplin. Denne opfattelse har ikke fået ham til at opgive sin erkendelsesantropologiske videnskabsteori, men har bragt ham til at betragte den som en mere underordnet disciplin, end han oprindeligt gjorde*18. Apel har fra midt i 60’erne forsøgt at udarbejde en sprogfilosofi, der ikke alene kan danne grundlaget for erkendelsesantropolo­ gien, men også foren begrundelse af moralen. Han har givet denne sprogfi­ losofi titlen transcendentalsprogpragmatik*™. At en filosofisk behandling afsproget kan indeholde de mest fundamentale indsigter om virkeligheden, må umiddelbart forekomme uforståeligt for den, som ikke tidligere har stiftet bekendtskab med moderne sprogfilosofi. Det bliver dog mere forståeligt, når det bliver påpeget, at Apel opererer med et videre begreb om, hvad sprog er, end man normalt gør. Skal man fra et filosofisk synspunkt forklare, hvad et sprog er, kan man gøre det ud fra tre synsvinkler, som hver afdækker et aspekt af sproget*-’0: Under den første synsvinkel opfattes sproget som forskellige typer af ord, som

Sprogfilosofien

183

på forskellig måde kan sættes sammen og danne velformede sætninger. De tre ord, »er«, »rød« og »bogen«, kan forbindes med hinanden på seks forskel­ lige måder; men det er kun nogle af disse kombinationer, som f.eks. »Bogen er rød«, der er velformede sætninger. Denne synsvinkel på sproget afdækker det syntaktiske aspekt af sproget. Det syntaktiske aspekt vedrører ikke, hvad ord og sætninger betyder, men kun, hvorledes det er tilladeligt at forbinde ord med hinanden. Skal man nærmere studere et sprogs syntaktiske egen­ skaber, må man gøre det ved hjælp af en matematisk eller logisk model. Un­ der den anden synsvinkel opfattes sproget som noget, der betegner ting og udsiger noget om disse ting. I sætningen, »Jupiter er en planet«, betegner navnet »Jupiter« et givet himmellegeme, og sætningen udsiger om dette himmelle­ geme, at det er en planet. Denne synsvinkel påsproget afdækker det semanti­ ske aspekt af sproget. En nærmere undersøgelse af et sprogs semantiske egen­ skaber må både vise, hvorledes nogle ord er tilordnet verden, og må afdæk­ ke hvilke betydningsrelationer, der består mellem de forskellige ord og ty­ per af ord. Under den tredje synsvinkel opfattes sproget som noget, mennesker bruger til at kommunikere med. Menneskelig kommunikation består ikke blot i, at man for hinanden udsiger noget om verden, »Dejligt vejr i dag«, men også i, at man med sproget udfører andre sproghandlinger. Sætningen, »Vil du lige række mig smøret«, vil normalt blive brugt til at anmode om en hjælpende hånd og ikke til at opstille en hypotese vedrørende ens samlevers fremtidige adfærd. Denne synsvinkel på sproget afdækker det pragmatiske aspekt af sproget. Hvert af disse tre aspekter kan beskrives ved hjælp af et sæt af regler, som angiver, hvorledes en sprogbruger er i stand til at beherske det pågældende aspekt af sproget. Inden for den overvejende del af den moderne sprogfilosofi tilslutter man sig distinktionen mellem disse tre aspekter af sproget, som er udarbejdet af den amerikanske filosof C. W. Morris (f. 1901)«1. Derimod er der stor ue­ nighed om, hvilket af de tre aspekter, der er det fundamentale. Apel forfæg­ ter den meget kontroversielle opfattelse, at det pragmatiske aspekt er det fundamentale aspekt af sproget. For Apel er sproget grundlæggende et kom­ munikationsmiddel. At ord i sproget kan betegne ting, og at sætninger kan udsige noget sandt om disse ting, kan ifølge Apel kun forstås på baggrund af det pragmatiske aspekt. Det pragmatiske aspekt skal ifølge Apel beskrives ved hjælp af en række pragmatiske sprogregler, der angiver, hvorledes det menneskelige sprogfællesskab er i stand til at bruge sproget, således at det ik­ ke alene er forståeligt for alle, men også tjener til at formulere og udvikle den menneskelige erkendelse. Det er strengt taget vildledende, når der i den foregående sætning blev benyttet ordet »formulere«. For Apel giver det ikke mening at tale om »ikke-sproglig erkendelse« - erkendelse er »altid allerede« sproglig. Verden åbner sig kun for mennesket i kraft af sproget og åbner sig altid i sproglig form. »Mit sprog er min verden« er et motto, som dækker Apels syn på forholdet mellem sprog og virkelighed.

184

Apel: Fra fænomenologi til sprogfilosofi

Karl-Otto Apel i samtale med sin kollega fra Frankfurt, sprogfilosoffen Bruno Liebrucks, f 1911.

Det væsentligste træk ved de pragmatiske sprogregler er, at de er offentlige. En pragmatisk sprogregel må i princippet kunne forstås og læres af enhver sprogbruger. Apel overtager fra den sene Wittgenstein den opfattelse, at det ikke giver mening at tale om private sprogregler, dvs. sådanne regler, som ét menneske følger, uden at det er i stand til at forklare andre mennesker, hvad de går ud på422 (jf. bind 2, side 192). Et eksempel på noget, der skulle være en privat sprogregel, er følgende: »Ordene »susen forørene« betegner alle ople­ velser, der ligner den oplevelse, jeg har lige nu.« I denne regel defineres en række ords betydning alene ved hjælp afen oplevelse, som kun én person har tilgang til. (En anden person kan også have susen for ørene, men han kan ik­ ke opleve min susen for ørene.) Det, der er galt med denne regel, er, at den person, som følger den, ikke i noget tilfælde vil være i stand til at undersøge, om han bruger reglen forkert. Skal han undersøge det, kan han kun gøre det ved hjælp af sin hukommelse; men det er jo også den, han benytter sig af, når han anvender reglen. Ved en privat regel er den instans, som anvender reg­ len, og den instans, som kan kontrollere, om reglen bliver anvendt rigtigt, altid den samme. For Apel og Wittgenstein kan noget kun være en sprogre­ gel, hvis det principielt er muligt at opdage, at den bliver brugt forkert. En sprogregel, som fastlægger betydningen af ordene »susen for ørene«, må derfor inddrage iagttagelig adfærd, således at det i princippet er muligt forto sprogbrugere at fastslå, at dg forstår det samme ved »susen for ørene«. Se-

Sprogfilosoficn

185

mantiske regler, som fastlægger ords betydning, må ifølge Apel altid forud­ sætte pragmatiske regler, som angiver de offentlige kriterier, som sprogbru­ gerne deler, når de anvender de pågældende ord. Semantiske regler kan kun definere ord ved andre ord, mens de pragmatiske regler kan knytte ordene sammen med det, de står for. De pragmatiske sprogregler er ikke kun regler, som fastlægger enkelte ords betydning. De mest grundlæggende pragmatiske sprogregler udtryk­ ker en række grundantagelser om verdens beskaffenhed. Eksempler på så­ danne antagelser er, at verden eksisterer uberoende på vor erkendelse af den, og at fysiske begivenheder indgår i lovmæssige årsags/virkningsforløb. Disse grundantagelser er forudsætninger, som er nødvendige for, at sprog­ brugere i fællesskab ikke alene kan fastlægge ords betydning, men også nå til enighed om, hvad der skal gælde som gyldig erkendelse. Disse grundanta­ gelser siges at have en transcendental status (jf. side 19). Apel har overtaget or­ det transcendental fra den tyske filosof, Immanuel Kant (1724-1804), der har givet det følgende definition: »Ordet transcendental . . . betyder aldrig et forhold mellem vor erkendelse og ting, men derimod kun mellem vor erkendelse og erkendelsesevnen .. . «42:l

Når nogle sprogregler har en transcendental status, betyder dette, at disse regler nødvendigvis må være sande, må indgå i vor erkendelsesevne, for at vor erkendelse kan være det, den giver sig ud for at være. De transcendentale sprogreglcr erkender vi ikke på samme måde, som vi erkender forhold »i ver­ den«. De kan kun erkendes indirekte, på negativ måde424. Vil man afgøre, om en sprogregel har transcendental status, må man forsøge at betvivle, at den har det. Det gør man, idet man forsøgerat bruge sproget til at udføre en ræk­ ke gængse sproghandlinger med, samtidigt med at man omhyggeligt iagtta­ ger, at gyldigheden af den pågældende regel ikke bliver forudsat. Kan dét ik­ ke lade sig gøre, er reglen en transcendental sprogregel. Ordenes mening og sandhedsværdien af de teorier, som vi udformer om verden, er ifølge Apel noget, som bliver fastlagt i den mellemmenneskelige kommunikation. Dette forekommer umiddelbart at være en besynderlig teori. For er der noget, som præger kommunikationen mennesker imellem, så er det forvirring og uenighed. Det ville være naturligt at mene, at afgørel­ sen af denne uenighed må nås ved, at vi undersøger verden mere omhygge­ ligt , end vi hidtil har gjort. Men ifølge Apel åbner verden sig kun for os i den stadige kommunikation, der i historiens løb kommer til at inddrage stadigt liere mennesker. Apel har fra den amerikanske filosof, C.S. Peirce, overta­ get den tanke, at ordenes mening og vore teoriers sandhed er noget, vi så at sige får på kredit. Det er noget, som skal indløses i den fremadskridende menneskelige kommunikation. Denne fremtidige, aldrig fuldbyrdede afgø­ relsesinstans kalder Apel for det ubegrænsede eller ideale kommunikalions-

Il,I

i

186

Apel: Fra fænomenologi til sprogfilosofi

fællesskab™. Den står i modsætning til vort ufuldstændige, ufærdige kom­ munikationsfællesskab, som han kalder det reale kommunikalionsfcellesskab. Det fremgår ikke klart hos Apel, om det menneskelige kommunikationsfælles­ skab skaber sandheden, eller om en kommunikationsuafhængig sandhed nås gennem den menneskelige kommunikation. Tilsyneladende mener Apel, at der ikke er tale om noget reelt dilemma. Hans kritikere vil derimod påstå, at der hér viser sig en dyb tvetydighed i hans tænkning426.

Moralens grundlag Apel mener i forlængelse af sin sprogfilosofi at kunne løse problemet om mo­ ralensgrundlag42’. Dette problem kan formuleresved hjælp af følgende to ri­ melige og indbyrdes uforenelige opfattelser: (1) Moralen er objektiv; uafhæn­ gigt af, hvad enkelte mennesker tænker, mener og føler, findes der svar på en række afgørende moralsk spørgsmål. Når to mennesker er uenige om et moralsk spørgsmål, så er de, hvis de diskuterer spørgsmålet, stiltiende enige om, at højest én af dem kan have ret. (2) Moralen er subjektiv; ved moralske spørgsmål i modsætning til spørgsmål om verdens beskaffenhed er der ikke nogen objektiv genstand, som kan være prøvesten for ens meninger. Er vi uenige om et moralsk spørgsmål, har vi ikke noget andet kriterium til at af­ gøre uenigheden end vore egne følelser og meninger. Viser det sig, at vi har forskellige følelser og meninger, kan vi ikke komme længere med spørgsmå­ let. Moralske spørgsmål drejer sig om holdninger i modsætning til spørgs­ mål om verdens beskaffenhed, der drejer sig om kendsgerninger. En løsning af problemet om moralens grundlag må have form af en tilba­ gevisning eller en modifikation af enten (1) eller (2). I moderne filosofi er den overvejende tendens at løse problemet ved at modificere (1). Apel gården modsatte vej. Han argumenterer for, at (2) er uholdbar. Han giver dog sine modstandere ret i, at videnskaberne ikke kan besvare moralske spørgsmål. Humanvidenskaberne beskæftiger sig godt nok med menneskelige hand­ lingsnormer, men de når aldrig længere end til at beskrive, hvorledes moral­ ske normer og andre normer hænger sammen i samfund, kulturer og livsan­ skuelser. Men det er ikke kun videnskaberne, der giver erkendelse. I kraft af, at vi taler et sprog, har vi, som det ovenfor er vist, »altid allerede« del i en række grundlæggende indsigter. Blandt disse indsigter er der ifølge Apel en række moralske normer. Som nævnt, er sprogets betydning og sandheds­ værdien af vore teorier om verden for Apel noget, der bliver fastlagt i den fremadskridende mellemmenneskelige kommunikation. For at dette kan la­ de sig gøre, må det menneskelige sprogfællesskab ikke alene dele en række grundantagelserom verdens beskaffenhed, det må også dele en række »kom­ munikationsnormer«, der kan tjene til at styre diskussionen i retning af gen­ sidig enighed. Blandt disse kommunikationsnormer, der altså har karakter af transcendentale sprogregler, er der ifølge Apel specifikt moralske normer.

Moralens grundlag

187

Når vi rejser problemet om moralens grundlag, rejser vi det som et problem, der på linje med andre problemer skal kunne diskuteres i det menneskelige kommunikationsfællesskab. Man kan derfor ikke rejse problemet om mora­ lens grundlag uden stiltiende at anerkende gyldigheden af de normer, som »altid allerede« styrer den mellcmmenneskelige kommunikation. Man kan følgelig ikke rejse problemet om moralens grundlag uden samtidig at løse det. Den basale norm, som styrer kommunikationen mennesker imellem, er, at alle påstande, som bliver fremfort, skal tages i betragtning i diskussionen. Den etiske side af denne norm er, at alle menneskelige behov og ønsker, som bli­ ver formuleret, skal tages i betragtning, når man fastlægger de normer, som skal styre de mellemmcnneskelige forhold. Moralske konflikter bunder net­ op i, at det i samfundet ikke er muligt at opfylde alle menneskelige behov og ønsker, men at disse må afvejes i forhold til hinanden. Denne norm er, som det fremgår, en norm for, hvorledes man skal løse de interessekonflikter, der opstår mellem mennesker. Den forlanger, at alle parter i en sådan konflikt skal betragte modpartens behov og ønsker på linje med deres egne. Den moral, som udspringer af denne norm, henvender sig til en meget idé­ el verden. Den henvender sig til en verden, hvor ens egen villighed til at for­ holde sig moralsk bliver mødt med en tilsvarende holdning fra andre menne­ sker og andre samfund. Den forudsætter, at ens moralske holdning ikke tak­ tisk bliver udnyttet af andre mennesker eller samfund til at udbytte og under­ trykke én selv. I den verden, vi lever i, kan denne forudsætning langt fra si­ ges at være opfyldt. For at tage et af de grelle eksempler, så ville det nok af de fleste blive opfattet som utrolig naivt og uansvarligt, hvis én af supermagter­ ne af moralske grunde pludselig gav sig i kast med en ensidig, total ned­ rustning. Apel tager i sin moralfilosofi højde for, at den verden, vi lever i, ik­ ke er nogen idéel verden. Han formulerer to handlingsnormer, som på én gang tager højde for, hvordan verden er, og peger frem mod en bedre og me­ re idéel verden. Den første norm er, at vi med vore handlinger skal arbejde for at sikre, at menneskeheden overlever. Menneskehedens overlevelse eren uomgængelig forudsætning for, at vi kan opretholde og underbygge for­ ståelsen mellem mennesker. Den anden norm er, at vi i vore handlinger skal arbejde hen imod at etablere den idéelle verden, hvor moralsk handlen bli­ ver respekteret og gengældt. Apel fortæller dog ikke meget om, hvordan vi afgør, om en handling bringer os nærmere den idéelle tilstand. Og betrag­ ter man de moderne diskussioner af moral og politik, synes netop dét at være svært at afgøre. Men Apel sætter hér som på andre afgørende punkter tilsy­ neladende sin lid til det ideale kommunikationsfællesskab.

11

Il

Theunissen: Filosofi som dialog Alvoren og »den anden« Inden for den hermeneutiske tradition er Michael Theunissen (f. 1932) et andet eksempel på en filosof, hvis arbejde helt og holdent falder efter krigen. Hans studenterår i begyndelsen af 50’erne først ved universitetet i Bonn og senere i Freiburg faldt i den tid, hvor heideggerianismen var på sit højeste. Reaktionen herpå - både i form af en binding og en afstandtagen - kan spo­ res i hele forfatterskabet. Theunissens disputats fra 1955, Der Begriff Ernst bei Soten Kierkegaard (»Begrebet alvor hos Søren Kierkegaard«), er et tydeligt eksempel på dette. Afhandlingen analyserer, hvad Kierkegaard forstår ved begrebet virkelighed, og Theunissen når frem til, at for Kierkegaard er no­ get kun virkeligt, hvis vi kan tage det alvorligt128. Det ualvorlige har kun et skin af virkelighed over sig, og omvendt: Jo mere alvor, der er i en sag, desto mere virkelig er den. F.eks. er det ikke muligt at betragte en stat som en vir­ kelig stat, hvis dens lovgrundlag ikke kan tages alvorligt, enten fordi loven er uretfærdig, eller fordi borgerne konsekvent overtræder dens påbud. Den højeste form for virkelighed må følgelig findes der, hvor der for alvor står no­ get på spil. Den afgørende virkelighed kan derfor siges at tilkomme det men­ neske, for hvem livet er en alvorlig sag og ikke bare pjat, thi kun et sådant menneske kan spørge sig selv, om noget nu også er alvorligt ment eller ej, dvs. om noget virkeligt er, hvad det foregiver at være, eller om det blot over­ fladisk set, ser sådan ud. Det helt centrale spørgsmål bliver da, om der er al­ vor i det liv, som personen lever, eller om det blot er et skinliv, et i strengere forstand uvirkeligt liv. Kierkegaards forfatterskab kan derpå læses som en række mulige svar på, hvad det indebærer at leve et virkeligt liv, at blive en virkelig person, et selv128. Der er klart heideggerianske træk i denne Kierkegaardfortolkning. Theu­ nissens fokusering på virkelighedsbegrebet som det centrale tema hos Kierke­ gaard er således i overensstemmelse med Heideggers tolkning af filosofihi­ storien som en lang række af svar på det ontologiske værenssporgsmål, dvs. spørgsmålet om, hvad det indebærer, at noget er til, eller spørgsmålet om, hvad det vil sige, at noget har væren, at det er virkeligt. Væren (eller virkelighe­ den) er blevet fortolket som den evige idé (Platon), det Ene (Plotin), monaden (Leibniz), Det absolutte (Hegel) og viljen til magt (Nietzsche) - for blot at nævne nogle af de svar, som Heidegger hovedsageligt har beskæftiget sig med (jf. side 151). Theunissens disputats ligger i smuk forlængelse af dette syn på filosofihistorien, idet Kierkegaards virkelighedsbegreb glider ind i rækken af forsøg på at forstå væren: Væren eller virkeligheden er for Kier­ kegaard det, det viser sig muligt at tage alvorligt. Hvor danske og angelsaksiske Kierkegaardfortolkere ikke ville tøve med at betragte fænomenet alvor

Alvoren og »den anden«

189

som noget blot psykologisk, kan Theunissen med sin baggrund i heideggerianismen forstå alvoren hos Kierkcgaard som den måde, hvorpå virkelig­ heden eller væren giver sig. - Theunissens disputats er imidlertid også et op­ gør med heideggerianismen. Blot valget af Kierkegaard som tema er et indi­ rekte opgør med heideggerianismens afvisning af arven fra Kierkegaard. Hvor Heiddgger i sin egen filosofi og i sine filosofihistoriske analyser konse­ kvent underbetoner de etiske og religiøse sider af virkeligheden, vælger Theunissen fra starten af sit forfatterskab at fortolke Kierkegaard, for hvem alvoren - og derved det etisk-religiøse - var det afgørende i tilværelsen. Hvor Heidegger mere og mere igennem sin filosofiske udviklingsgang beto­ ner, at menneskets primære rolle i tilværelsen er at være gennemgangsled for forståelsen af væren, der søger Theunissen med stadig stigende kraft at genindsætte de rent menneskelige spørgsmål i deres oprindelige filosofiske rettigheder. I Theunissens næste større værk, habilitationsskriftet Der Andere (»Den anden«) fra 1964, uddybes disse tendenser. Han søger her at give en filoso­ fisk analyse af menneskets forhold til andre mennesker, af det ene menne­ skes forhold til »den anden«. Bogens undertitel antyder karakteren af denne analyse: Studien zu.r Sozialontologie der Gegenwart (»Studier i nutidig socialonto­ logi«). Denne indfaldsvinkel er tidstypisk: De sociale relationer mennesker imellem søges belyst gennem en diskussion afnavnlig Husserls, Heideggers, Sartres og Bubers forsøg på at give en ontologisk bestemmelse af, hvad det vil sige at være et menneske i forhold til andre mennesker430. At bestemmelsen skal være ontologisk, indebærer, at den skal være gyldig til alle tider og ste­ der. Theunissens egen undersøgelse ligger i klar forlængelse af disse forsøg. Også han ser det som sin opgave at give en almengyldig bestemmelse af menneskenes forhold til hinanden. Ganske vist betonerTheunissen, at idea­ let må være en socialontologi, der tager sit udgangspunkt i det faktiskejeg og ikke i et »alment jeg«431. Han må imidlertid anerkende, at hans fremstilling vedbliver med at være på det formale plan, på trods af at hans påstande skal begrundes ud fra vore konkrete erfaringer432. Udgangspunktet i det faktiske, konkrete jeg, indebærer således ikke noget forsøg på at sammenknytte filo­ sofien med de specielle sociale og politiske problemer, som prægede Tysk­ land i 1950’erne og 60’erne. Dette på trods af, at Theunissen efter i 1959 at være flyttet fra Freiburg til Berlin på nært hold oplevede stemningen umid­ delbart før og efter bygningen af »Muren« samtidig med, at han skrev på Der Andere. Ved denne underforståede afgrænsning af sit problemfelt viser han sig som bundet af traditionen. Det drejer sigom at give en ontologisk nybe­ stemmelse af menneskets sociale relationer - derimod er der på dette tids­ punkt i forfatterskabet ikke tale om en kritik af den Heidegger-inspirerede identifikation af filosofi og ontologi. Kritikken bevæger sig helt og holdent inden for denne grundbestemmelse af filosofiens opgave. Theunissens opgør med traditionen består derimod i, at han tager skarpt

f" I

I I

I

lil II! ' | il'

lll!l

190

Theunissen: Filosofi som dialog

41

fI 1

Michael Theunissen. Fotografi fra slutningen af 1970’erne, da Theunissen endnu var professor i Heidelberg.

afstand fra alle forsøg på at forstå den sociale side af tilværelsen som noget se­ kundært i forhold til det at være menneske. I Husserls transcendentalfilosofi finder han imidlertid et eksempel på en sådan fejlagtig menneskeopfat­ telse411. Hos Heidegger og Sartre findes der ganske vist ansatser til et brud med Husserl på dette punkt, men det bliver ved ansatsen414. Stort set er de i

Dialektik og negativisme

191

følge Theunissen kun konkretisioner af435, hvad der allerede findes hos Husserl436. I transcendentalfilosofien ordnes tingene i verden ud fra jegets (subjektets) perspektiv, hvorved tingene bliver det »blot andet« i forhold til jeget. De andre jeger ligner tingene derved, at de også primært bestemmes som noget fremmed i forhold til jeget: Den anden opfattes som den »blot og bar anden« i forhold til jeget. Dvs. min forståelse af, hvad jeg selv er, er pri­ mær i forhold til min forståelse af, hvad tingene og de andre jeger er. Først på baggrund af min forståelse af mit eget jeg, kan jeg anlægge et syn (et per­ spektiv) på verden og på baggrund heraf forstå tingene og de andre menne­ sker. Disse ting og disse andre mennesker er således for Husserl ikke afgø­ rende formin forståelse af mig selv. Her sætter Theunissens kritik ind. Den anden, »duet«, adskiller sig radikalt fra tingene, der omgiver mig. Et »du« kan aldrig betragtes som en blot og bar »genstand« på linie med andre genstande437. Jeg-du-forholdet er mere fundamentalt end mit forhold til genstandene. Det er kun igennem mit forhold til andre mennesker, igennem min dialog med et andet jeg, et du, at jeg i det hele taget kan få et forhold til mig selv - og til genstandene omkring mig. Jeget bliver kun til et jeg i en dia­ log med andre mennesker, og det er derfor på forhånd dømt til at mislykkes, hvis man (som Husserl) forsøger at tage sit udgangspunkt i jeget og dets for­ hold til genstandene, idet man tror, at man på dette »grundlag« kan gøre re­ de for sit forhold til et andet jeg. I tilknytning til filosoffen Martin Buber (1878-1965), opstiller Theunissen i stedet idealet3313 om en dtalogiskfdosoji som modsætning til Husserls transcendentalfilosofi og til Heideggers og Sartres forsøg på at modificere denne. Jeget er ikke primært i forhold til duet: Tværtimod er jeget og duet ligeberettiget, idet de forudsætter hinanden. Forholdet »mellem« jeget og duet er givet umiddelbart som en forudsætning for, at der i det hele taget kan være tale om et jeg. Igennem denne dialogiske filosofi er Theunissen gået et skridt længere end i disputatsen. Nu gælder det ikke blot om at gå fra det heideggerianske værensspørgsmål til det kierkegaardske problem om, hvad det vil sige at væ­ re menneske. Nu hævdes det rent ud, at mennesket kun kan være menneske ved at være i dialog med andre mennesker. Spørgsmålet om forholdet mel­ lem »jeget« og »den anden« er derved blevet filosofiens hovedanliggende. Theunissens senere filosofi uddyber dette.

Dialektik og negativisme I 1971 blev Theunissen professor i Heidelberg og derved kollega til Dieter Henrich (f. 1927), som han kendte fra Berlinertiden, Ernst Tugendhat (f. 1930), der havde været hans studiekammerat i Freiburg, og Hans-Georg Gadamer (f. 1900), der også efter at være emeriteret fortsatte sine berømte forelæsningsrækker. Tilsammen var disse fire med til at gøre Heidelberg til Tysklands måske stærkeste, filosofiske kraftcentrum i 1970’erne. Theunis-

192

Theunissen: Filosofi som dialog

sens bidrag fra denne periode er præget af hans stadig mere tydelige orien­ tering bort fra det tidligere forfatterskabs overvejende ontologisk-erkendelsesteoretiske analyser af det dialogiske forhold mellem »jeget« og »den anden«. Til gengæld betoner han kraftigere de etiske, religiøse og poli­ tiske sider af forholdet mellem mennesker. Samtidig begynder han i højere grad at lade sin filosofi tage sit udgangspunkt i en kritisk stillingtagen til den tyske idealisme (navnlig Hegel), mens problemformuleringen tidligere ske­ te på baggrund af fænomenologi og hermeneutik (navnlig Husserl, Heideg­ ger, Sartre - og Buber). Titlerne på Theunissens værker viser tendensen: Hegels Lehre vom absolulen Geist als theologisch-polilischer Traktat (»Hegels lære om den absolutte ånd som teologisk-politisk traktat«, 1970), Die Verwirklichung der Vernunfl. Zur Theorie-Praxis-Diskussion im Anschlufi an Hegel(»Fornuf­ tens virkeliggørelse. Om teori-praksis-diskussionen med udgangspunkt i Hegel«, 1970), Sein und Schein. Die kritische Funktion der Hegelschen Logik (yVæren og skin. Den hegelske logiks kritiske funktion«, 1978). Dertil kommeren genoptagelse af interessen for Kierkegaard, udmøntet i et par artikler, deri endnu højere grad afspejler Theunissens nyorientering henimod en overvej­ ende eksistentiel opfattelse af filosofiens rolle. Nøgleordet er »Selbstverwirklichung« (selvvirkeliggørelse). At virkelig­ gøre sig selv vil sige at udfolde alle aspekter af sin individualitet. Ifølge Theunissen har den sene Kierkegaard og senere eksistentialistiske filosoffer (hvortil henregnes både Heidegger og Sartre) betonet, at mennesket kun kan blive et virkeligt selv, hvis det individualiserer sig uden sociale bindin­ ger. At blive et selv betyder, at mennesket bliver mere end sin rolie-agtige funktion i samfundet. Theunissen vender sig imod dette, idet han nu lader Hegels dialektik indtage den kritiske plads, som Bubers dialogiske tænkning havde for ham i 1960’erne439: Kun ved gensidigt at anerkende hinanden som ligestillede medlemmer af samfundet kan de enkelte individer virkeliggøre sig selv som helstøbte individer440. Dvs. kun ved at acceptere en almengyldig gensidig forpligtelse overfor andre kan mennesket blive sig selv. Dette inde­ bærer imidlertid, at intet individ kan blive en helstøbt person ved at isolere sig. Kun ved i fællesskab med andre at påtage sig et ansvar for helheden kan den enkelte blive sig selv. Kun gennem arbejdet på at realisere samfundet som helhed, som et godt samfund, kan individet gøre sig håb om at realisere sig selv. Mens lignende overvejelser hos andre nutidige filosoffer (f.eks. Apel og Habermas) kun skal forstås regulativt, så forstår Theunissen kravet rent bogstaveligt: Enten realiserer vi et godt samfund, eller også må indivi­ det opgive at realisere det gode liv. Theunissen ser i denne sammenhæng Hegels filosofi som et forsøg på at udvikle et begreb om gensidig anerkendel­ se, idet han læser Hegels logiksom et bidrag til en kommunikativ socialetik. For Theunissen er kommunikativ frihed dette, at det ene menneske ikke blot erfarer det andet som en grænse, men som en mulighedsbetingelse for fri­ gørelse441. I den hegelske dialektik og i begrebet om det gensidige aner-

Dialektik og negativisme

iil

193

kendelsesforhold sker der et brud med Kierkegaards og eksistentialismens ufrugtbare alternativ: På den ene side mennesket, der skal blive sig selv, og på den anden side et menneske, der blot går op i sin rolle-agtige plads som funktionær i samfundslegemet, som noget, der blot smidigt finder sin plads i »systemet«442. At Hegel har set, at individet kun bliver til et virkeligt selv ved at opgive si­ ne private særinteresser (»sin partikularitet«) til fordel for en anerkendelse af almengyldige krav, betyder imidlertid ikke, at Hegel har draget de korrekte konsekvenser af sin dialektik. At mit forhold til mig selv går igennem et for­ hold til andre mennesker, degenererer hos Hegel til, at »den anden« blot bliver til et behersket moment i min egen seivvirkeliggørelse. Herved bliver »den anden« blot til »mit andet«. Hegels dialektik går følgelig fra at være en lære om den gensidige anerkendelse til at blive en magtfilosofi. Bedre bliver det ikke, når Hegel omformulerer kravet om, at individet skal søge sin selv­ virkeliggørelse gennem en anerkendelse af almengyldige interesser, til et krav om, at individet skal underkaste sig det faktisk givne samfunds love og disse loves fordring på at være udtryk for menneskenes almene interesser. Overfor dette hævder Theunissen, at individets stræben efter selvvirkelig­ gørelse gennem en anerkendelse af de andres rettigheder ikke behøver at ske gennem en anerkendelse af det nuværende samfunds love som udtryk for det almene gode. Mennesket kan ganske vist etisk set kun realisere sig selv gen­ nem en realisation af samfundshelheden, men denne samfundshelhed be­ høver ikke at være identisk med den allerede foreliggende statsmagt. Tvært­ imod må en stræben efter opfyldelse af almene krav i dag gå igennem et op­ gør med de eksisterende samfundsforhold. Det er kendetegnende for den moderne borger, der søger en etisk selvvir­ keliggørelse, at han på den ene side har en idé om det almene, dvs. en idé om et gensidigt anerkendelsesforhold mennesker imellem med en deraf følgen­ de fordring om at underordne sig almenvellets interesser, men at han på den anden side kun har det kapitalistiske samfund som grundlag for en gennem­ førelse af denne idé. I sin stræben efter et samfundsmæssigt modstykke til sin etiske stræben efter at realisere det gode samfund mennesker imellem støder borgeren kun på store institutioner, der stræber efter at tilfredsstille særinte­ resser, men aldrig helhedens krav: Derved bliver individet desorienteret. Det almene gode - og derved betingelsen for selvvirkeliggørelsen - er ikke noget positivt givet, som mennesket blot kan underordne sig, men noget fra­ værende. Det betyder, at filosoffen står i en ny situation. Tidligere gik filo­ soffen ud fra, at mennesket kunne blive sig selv ved at indgå i det faktisk fore­ liggende samfundslegeme, den kendte verden. Derved kunne en undersø­ gelse af, hvad det vil sige at være menneske, starte med en forudsætning om, at filosoffen ved at indordne sig i den givne verden kan gå ud fra, at han har realiseret sig selv og følgelig fra sig selv kan vide, hvad det vil sige at virkeliggøre sig selv som menneske. Denne mulighed kan filosoffen ikke me-

I i' i

I

I

II

hllii hl l||h ■

i I in '■ ‘!

13 Engagement og forslidte

I h b i. ii.

I

194

Theunissen: Filosofi som dialog

re tage for givet. Tværtimod begynder filosoffen i dag med at erkende, at han ikke har virkeliggjort sig selv. Følgelig kan han ikke fra sig selv vide, hvad det vil sige at være et selv. En filosofi, der begynder i denne erkendelse, kalder Theunissen negativisme. Og lige som han før brugte Hegel mod Kierkegaard, kan han nu bruge Kierkegaard mod Hegel: Kierkegaard har filosofisk interesse i dag, fordi han er en af de første klart negativistiske filo­ soffer. Dette fremgår navnlig af hans Sygdommen til Døden (1849), hvor han tager udgangspunktet i det fortvivlede menneskes situation, og netop på baggrund heraf spørger, hvad det vil sige at ophæve fortvivlelsen. Heideg­ gers udgangspunkt i den menneskelige »uegentlighed« er ligeledes et eksem­ pel på negativistisk filosofi. Men mens Kierkegaard søger sit nye menneske­ ideal igennem en fordybelse i de eksistentielle livserfaringer, navnlig af kri­ sten art, så tror Heidegger stadig, at han kan finde frem til, hvad det vil sige at være et menneske, idet han benytteren rent ontologisk, traditionelt filoso­ fisk undersøgelsesform. Herved afviger han fra den negativistiske udgangs­ position, hvorfor han da heller ikke ifølge Theunissen når frem til en dæk­ kende bestemmelse af, hvad det vil sige at være et virkeligt selv. Tværtimod kan Heidegger bryste sig af, at hans filosofi er etisk, politisk og religiøst neu­ tral, hvilket for Theunissen netop udelukker, at Heidegger kan forståbegre­ bet om selvvirkeliggørelsen. Thi uden det etiske (kravet om gensidighed), det politiske (kravet om et samfund, der tjener det almene gode)og det religi­ øse (den uendelige forpligtelse) kan filosoffen slet ikke begribe, hvad det vil sige at være menneske. Theunissen kan endog gå så langt som til at afvise selve tendensen til at »ontologisere« filosofien444.1 stedet er det filosoffens op­ gave at tage sit udgangspunkt i de konkrete, historisk overleverede nedslag af negativisme - det være sig i filosofi, kunst eller religion. Det er således be­ tegnende, at Theunissen det sidste semester i Heidelberg (1979-80) holdt et forskningsseminar over begrebet »fortvivlelse«, begrebshistorisk belyst gen­ nem det græske begreb om »acedia« og det latinske om »melankolia«. I sam­ me retning peger hans første forelæsningsrække efter tiltrædelsen som pro­ fessor i Berlin i sommeren 1980: »Kierkegaards Negativismus« (Kierkegaards negativisme). Theunissen har herved givet den hermeneutiske filo­ sofi en utopisk, etisk dimension i dens forhold til traditionen, et aspekt, der ganske mangler i den heideggerianisme, der dannede udgangspunktet for hans egen udvikling.

i!'

Marxistisk filosofi

i'

ir

Den dialektiske materialisme Hovedanliggendet Den dialektiske materialisme i det 20. århundrede er en videreførelse af de filosofiske synspunkter, Karl Marx (1818-1883) og Friedrich Engels (18211895) udarbejdede. Disse synspunkter er en del af en større teoretisk sam­ menhæng, der kort skal præsenteres. Marxisme er blevet betegnelsen for videreførelsen afhele den brede, teore­ tiske opfattelse, Marx og Engels lagde grunden til. Den var forbundet med udviklingen af arbejderklassen og dens politiske organisering og kamp. Der hersker ikke enighed om det nærmere indhold af positionen blandt de for­ skellige retninger, der vil kalde sig marxistiske. - Vladimir Ilich Uljanov alias Lenin (1870-1924) virkede som marxistisk teoretiker og politisk leder af revolutionen i Rusland 1917 og af Sovjetunionen nogle år derefter. Hans indsats er siden blevet anset for så vigtig, at betegnelsen marxisme-leninisme er blevet dannet. Den historiske materialisme er den redegørelse for samfundenes historiske ud­ vikling og denne udviklings drivkræfter, som Marx og Engels udarbejdede. Den indeholder en generel samfundsmodel, hvortil er knyttet en række teser om historisk udvikling; endvidere en beskrivelse af de væsentligste sam­ fundstyper i den europæiske historie og en særligt indgående redegørelse for det kapitalistiske samfunds økonomiske funktionsmåde. Hovedværket er her Das Kapital (»Kapitalen«) af Marx. Det er en grundlæggende antagelse i den historiske materialisme, at men­ neskene og deres samfund er produkter afen udvikling i naturen. Det særli­ ge ved menneskene er imidlertid, at de opretholder deres eksistens igennem et forhold til de materielle omgivelser, der har karakter af bearbejdelse eller produktion. Dette produktive forhold til omgivelserne omtales som den so­ ciale praksis. Den dialektiske materialismes hovedanliggende er udarbejdelsen af en filo­ sofisk verdensanskuelse, hvor to hovedpunkter forenes: materialismen og virkelighedens historiske karakter. Materialismen er den opfattelse, at ver­ den i sig selv er ordnet og fungerer på bestemte måder på forskellige områ­ der. Mennesker ånder ved lunger og producerer energi gennem et kompli13*

!lil| lil!

I i|MI1’1 I

Il1 Il(ll(

Mi iM I >M I M;

I! I

196

Den dialektiske materialisme

ceret system af fødeoptagelse, fordøjelse og forbrænding. Sådan fungerer mennesker, uanset om de selv er klare over det eller ej. Der findes i verden stoffet vand, og under visse energiforhold overgår det fra flydende til fast til­ standsform. Sådan erdet med vand, og sådan har det også været, førdervar mennesker til. Generelt er det sådan i verden uafhængigt af, om mennesker er sig det bevidst eller ej. Dette forhold udtrykkes ved at tale om den objektive virkelighed. Det er materialismens opfattelse, at der eren sådan objektiv virke­ lighed, og at det er den, vi mennesker efterhånden opnår viden om og deri­ gennem bliver i stand til at gribe ind i på bevidst vis. Denne opfattelse er ment som et alternativ til bl.a. en filosofisk idealisme, der vil hævde, at det er mennesker selv, der giver verden en bestemt ord­ ning. I kraft af besiddelsen af bevidsthed kan mennesker udvikle begreberog etablere lovmæssigheder, som derefter anvendes på verden. Det er menne­ sker, der har udviklet begrebet temperatur og fastsat, at vand fryser ved 0 grader Celsius. Det er mennesker, der har dannet begrebet gletcher og givet det anvendelse om noget i verden, nemlig visse isformationer, der bevæger sig på en særlig måde. Spørgsmålet om, hvad verden daer i sigselv, besvares i den filosofiske ide­ alisme typisk med, at vi ikke kan vide noget om det. Dette opfattes i den dia­ lektiske materialisme sådan, at den filosofiske idealisme slet ikke accepterer, at der findes en objektiv virkelighed. Idealistiske opfattelser vil præsentere sig selv som forsøg på at klargøre karakteren af vore grunde til at tro - og da evt. nære skepsis over for - at der er en objektiv virkelighed. Begrundelsen for materialismen skal tages op i et senere afsnit, men det kan allerede her nævnes, at den dialektiske materialisme ikke er en påstand om, at alt virkeligt består af materielle partikler af fysisk, kemisk eller anden art. Også denne mekaniske materialisme skal senere omtales nærmere. Materialismen er et forsøg på at tegne et »jordisk« billede af den verden, mennesker er del af. Der regnes ikke med guddommelige kræfter, men kun med de genstande og de lovmæssigheder, der hører til naturen i bredeste for­ stand. Virkeligheden opfattes som historisk, hvilket vil sige, at den er blevet, som den er, gennem en udviklingsproces, som den stadig befinder sig i. Ma­ terialismen indebæreren afvisning afen te/eo/ogrUrudviklingsopfattelse, hvor der antages at være et på forhånd fastsat formål (telos) for verden. De for­ andringer, der sker i verden, kan da forstås som udvikling, for så vidt de er skridt på vejen hen imod dette mål. - Den dialektiske materialisme opfatter virkeligheden som en række materielle systemer, der opretholder og udvik­ ler sig gennem vekselvirkning med omgivelserne. Således har f.eks. sociale systemer udviklet sig gennem praksis som deres form for vekselvirkning; biologiske og kemiske systemer har andre typer vekselvirkning, som stude­ res i forskellige grene af videnskaben. Det er sådanne syslema i udvikling, dialektikken søger at give en generel ka­ rakteristik af. Dette skal der redegøres for senere, men hovedsagen er, at der

Hovedanliggendet

197

opstår problemer foret systems funktion i form af modsætninger mellem det og dets omgivelser. Disse modsætninger ophæves ved, at systemet udvikler nye egenskaber og derved efterhånden bliver en helt ny type system. Dyreog plantearternes udvikling vil her være et velkendt eksempel. Den dialektiske materialisme har det særkende i forhold til de fleste andre filosofiske opfattelser, at den accepteres som verdensanskuelse afen bestemt politisk bevægelse, nemlig kommunismen. Dette forhold har givet udbre­ delsen, forståelsen og diskussionen af den særlige vilkår. Den har i en be­ stemt forstand fået en meget stor udbredelse: 1 de kommunistiske lande og partier lægges der vægt på at give en indførende undervisning i disse filosofi­ ske grundbegreber; forskningen på en række områder foregår på grundlag af begreber fra den dialektiske materialisme, der således udvikles i forskelli­ ge retninger. Når dertil lægges barriererne mellem f.eks. de slaviske og de indoeuropæiske sprog, vil det ses, at det formodentligt er meget få, om over­ hovedet nogen, der kan siges at have fuldt overblik over litteraturen på om­ rådet. Denne særlige type udbredelse samt brugen af de filosofiske begreber til begrundelse af politiske forhold har imidlertid bundet diskussionen af de fi­ losofiske emner til de strategiske, politiske diskussioner og til magtforholde­ ne i en række lande. En kritik af et filosofisk begrebs gyldighed er blevet an­ set for at være ensbetydende med en kritik afgivne politiske forhold. Og lige sådan den anden vej rundt: En accept af rimeligheden af et givet filosofisk begreb inden for den dialektiske materialisme antages ofte at indebære en accept af de politiske forhold i de kommunistiske lande. Antagelsen om den­ ne direkte sammenknytning mellem det filosofiske og det politiske er fejlag­ tig, men har ikke desto mindre været stærkt udbredt og har haft en betydeligt hæmmende virkning over for forståelsen af den dialektiske materialisme. Nu er de politiske kampe jo vævet sammen med samfundenes hele udvik­ ling, så det vil ses, at en historisk redegørelse for de diskussioner i og omkring dialektisk materialisme, som har fundet sted i vort århundrede, vil indebære en redegørelse for den samlede historiske udvikling i en lang række lande. Dette er indlysende uden for dette kapitels rækkevidde. Opmærksomheden skal derfor samles om det filosofiske indhold af nogle af hovedpunkterne i den dialektiske materialisme.

!■

I i

I ■

il!

lii 1

-■Pt| :

i

Illi

HlHll i

Filosofi og videnskab Der er grund til at klargøre, hvad der i den dialektiske materialisme nærme­ re forstås ved filosofi. Marx afviste nemlig i 1840’rne udtrykkeligt en ho­ vedtradition i europæisk filosofi på dette punkt og lagde op til en anden op­ fattelse af, hvori filosofiens opgaver består. Den opfattelse, Marx afviste, repræsenteres specielt af den engelske empi­ risme (erfaringsfilosofi) hos f.eks. David Hume (171 l-1776)og af den tyske

fll'iiir

II.:

i II

198

Den dialektiske materialisme Karl Marx, 1810-1883, bleu fodti Tyskland, mm måtte i 1840’rne dra­ ge i exit. Fra 1849 til sin dod boede han i London Fotografi fra 1867.

'

Ti.

idealisme hos Immanuel Kant (1724-1804). Det antages her, at mennesket kan besidde to forskellige slags viden. For det første en empirisk viden (erfa­ ringsviden), der angår omverdenen og erhverves gennem sanserne; en del af den er videnskaben. For det andet en a priorisk (erfaringsualhængig) viden om mennesket selv som erkendelsens subjekt; denne viden nås gennem for­ nuftsmæssig refleksion og er filosofien. Den afgørende antagelse er nu den, at filosofien er fundamental i forhold til videnskaben. Sanseerfaringen be­ tragtes som et råmateriale, der først gennem bevidsthedens bearbejdelse for­ mes til viden. Derfor skal en filosofisk analyse af bevidsthedens funktions­ måde sige os, hvad der nærmere skal forstås ved sikker viden, sand erkendel­ se, lovmæssighed, objektivitet og lignende fundamentale begreber. Det bliver filosofiens opgave at definere fundamentale begreber som disse. Opga­ ven søges løst ved at finde kriterier (kendetegn) på sikker erkendelse osv. Dermed bliver det også filosofiens opgave at klargøre karakteren af vore grunde til at tro, at vi overhovedet kan have viden om den materielle virke­ lighed. Hvor meget mennesket end hober sanseerfaring op, kan det ifølge denne traditionelle model ikke uden videre gå ud fra, at den repræsenterer viden. Det kan dermed heller ikke uden videre antages, at der eksisterer en materiel virkelighed. Sådanne antagelser kræver begrundelse andetsteds fra end fra sanseerfaringen selv. Begrundelserne hævdes at skulle komme fra filosofien445. Dette opfattes i den dialektiske materialisme ofte sådan, at det i ■

1

Filosofi og videnskab

1

199

i;

den traditionelle tilgang bliver en filosofisk opgave at bevise, at der eksisterer en materiel virkelighed. Den traditionelle opfattelse går således ud på, at videnskaben har behov for en filosofisk begrundelse, mens filosofien ikke selv siger noget om den materielle virkelighed eller naturen. Modellen bygger på en antagelse om, at menneske og natur er til i verden på hver sin måde: mennesket som et væsen med bevidsthed og naturen som noget rent materielt. Menneskets forhold til naturen er da først og fremmest dets erkendelsesforhold, nemlig i sanseerfaringen. Marx afviser dette skarpe skel mellem en åndelig verden og en materiel verden og søger at forstå menneskene som del af naturen. Deres fundamen­ tale forhold til omgivelserne er da deres sociale praksis. Dermed bortfalder det traditionelle grundlag for at skelne mellem to fundamentalt forskellige typer erkendelse, og der åbnes for at bruge et samlende enhedsbegreb: den menne­ skelige erkendelse. Inden for den kan der så tales om filosofi som de mest gene­ relle antagelser om verden, mennesket og forholdet mellem dem, og om en­ keltvidenskaber som antagelser om afgrænsede områder eller aspekter af verden. Forstået på denne måde stiller der sig bl.a. den opgave at klargøre driv­ kræfterne bag udviklingen af den menneskelige erkendelse. Dette kan kal­ des en filosofisk opgave så generel, som den er, og den har en undersøgelses­ genstand i den objektive virkelighed, nemlig menneskers hidtidige erhver­ velse og udvikling af viden. Opgaven har endvidere det praktiske sigte at give menneskene en sådan indsigt i den erkendelsesmæssige side af sam­ fundsudviklingen i hænde, at forskningsaktivitet planmæssigt kan rettes imod de problemer, det er i menneskers interesse at løse. På denne måde kan filosofien give en viden om verden, der kan danne grundlag for en forandring af verden. Det var netop dette perspektiv, Marx opridsede i 1845 i den 11. af de såkaldte Feuerbach-teser, og som siden er blevet fastholdt i den dialektiske materialisme. Det hed dengang: »Filosof­ ferne har kun fortolket verden forskelligt; men det, som det kommer an på, er at forandre den.«'H6 - Ifølge den traditionelle tilgang kan filosofien kun rede­ gøre for vore grunde til at tro, at sanseerfaringen repræsenterer viden om verden; den kan give os en udlægning af sanseerfaringen som viden. Og det er, hvad Marx kalder en fortolkning, der lader verden uforandret. Tesen er ofte blevet læst som en total opgivelse af filosofien, et krav om helt at opgive verdensanskuelsesmæssige betragtninger til fordel for om­ formning af verden gennem f.eks. politisk kamp. Afvisningen retter sig imidlertid alene imod den særlige filosofiske tradition, hvor der opereres med et modsætningsforhold mellem filosofi og videnskab. I 1923 hævdede den tyske marxist Karl Korsch (1886-1961), at denne tra­ dition, der gør filosofien til en selvstændig erkendelsesform, er bundet til et borgerligt grundsynspunkt. Filosofien er udtryk foren bestemt social virke-

-

lil ■

;!| i Bh Hil 1 i' I i 11 . ! i

I

■i

o h;i;ib ■ Hin: '■ i

| HH ■ ■■

200

Den dialektiske materialisme

lighed og har på denne måde en virkelig genstand'147. Ophævelsen af den til en materialistisk opfattelse er derfor ikke noget rent teoretisk anliggende, men må ske gennem politisk kamp. Det hedder hos Korsch: »Den dialektiske materialisme som den . . . kommer til udtryk i de 11 Feuerbachtesermå . . . betegnes som en filosofi, nemligsom en revolutionær filosofi, hvis opga­ ve det er at føre den revolutionære kamp igennem på filosofiens område for derigen­ nem at ophæve den filosofi, der hører til det samfund, der ophæves.«

Det drejer sig således om at klargøre forholdet mellem social revolution og ideologi, mellem materialisme og ideologi448. Påstanden er da ikke den, at der ikke skal anstilles verdensanskuelsesmæs­ sige og i den forstand filosofiske betragtninger. Påstanden er den, at vore forsøg på at etablere en verdensanskuelse må indses at være af principielt samme art som vore øvrige forsøg på at forstå verden omkring os. Det er be­ tragtninger, mennesker anstiller i forsøget på at få et bedre vidensgrundlag at handle udfra. I denne forstand vil den dialektiske materialisme ikke bare mene, at det er muligt at arbejde teoretisk med at udforme en verdensanskuelse; den vil og­ så præsentere sig selv som et bud på en sådan filosofisk verdensanskuelse. Den vil imidlertid gerne understrege det her omtalte opgør med skellet mel­ lem filosofi og videnskab, og den vil gerne understrege, at der er tale om ver­ densanskuelsesmæssige betragtninger, der er udviklet og må forstås på prin­ cipielt samme måde som videnskabelige teorier. Heraf talen om dialektisk materialisme som en »videnskabelig verdensanskuelse«. Betegnelsen vil blive forstået meget forskelligt, alt efter hvad der forstås ved videnskab. Bringer man et traditionelt filosofisk begreb om videnskab som sikker erkendelse i anvendelse, fremstår det velkendte billede af dialek­ tisk materialisme som den dogmatiske tro på, én gang for alle at have fast­ lagt, hvordan verden er. Det er imidlertid at forudsætte netop den viden­ skabsopfattelse, den dialektiske materialisme afviser. Meningen er tværti­

mod at sige, at her har vi et bud på en verdensanskuelse, der ikke er søgt op­ stillet på et særligt filosofisk - i betydningen ikke-videnskabeligt, eventuelt spekulativt - grundlag. For nærmere at forstå den dialektiske materialisme på dette punkt vil det derfor være nødvendigt at forstå dens videnskabsopfat­

telse.

Teori og praksis Hovedsagen i den videnskabsopfattelse, den dialektiske materialisme læg­ ger frem, er understregningen af vekselvirkningen mellem menneskers praktiske aktiviteter og deres teoretiske antagelser. Dette hovedpunkt inde­ bærer en kritik afen række traditionelle, filosofiske opfattelser af videnska­ ben som f.eks. den moderne positivisme, der fremstiller videnskaben som

Teori og praksis

201

noget rent teoretisk. Man har her opfattet videnskabelighed som den egen­ skab ved visse sproglige udsagn, at de er underbygget på metodisk måde. Den centrede metode er induktion: generalisation udfra en række ensartede observationer. Eller man har opfattet videnskabelighed som en særlig type opbygning af påstande, f.eks. i aksiomatiske systemer som i geometrien. Generelt kan denne opfattelse karakteriseres som et forsøg på at etablere for­ melle kriterier på videnskabelighed. Her over for står den dialektiske materialismes opfattelse, at det dybest set er menneskers praksis, der kan være videnskabelig. Det kan den, for så vidt den befinder sig i et stadigt samspil med forsøg på at opstille korrekte anta­ gelser om virkeligheden. Teoretiske opfattelser må da opfattes som forsøg på at danne stadigt mere dybtgående begreber om den virkelighed, der gribes ind i. Hvor området er ukendt, er der som oftest end ikke duelige begreber parat til at formulere sådanne antagelser i. Menneskers viden er imidlertid formet af to faktorer: På den ene side den særlige sociale praksis, f.eks. lægegerning, hvorigennem der gribes ind i den pågældende del af virkeligheden. På den anden side denne del af virkelighe­ den selv, f.eks. mennesket i dets miljø. Den generelle, filosofiske hovedsager da denne: Det teoretiske og det praktiske kan ikke forstås uafhængigt af hin­ anden, som det er blevet forsøgt i den traditionelle erkendelsesteori. Verden falder ikke i to skarpt adskilte afdelinger: det åndelige for sig og det materiel­ le for sig. Mennesket er ikke et væsen sammensat af to helt forskelligartede elementer: bevidstheden for sig og de legemlige aktiviteter for sig. Det teore­ tiske og det praktiske er hver for sig blot én side af en større sammenhæng, nemlig menneskers sociale praksis. Det betyder, at videnskab må forstås som et aspekt blandt flere af dette sociale systems historiske udviklingspro­ ces. Og dette aspekt er menneskers fordybelse af deres viden til brug for forandring af praksis i overensstemmelse med deres interesse449. I den dialektiske materialisme tales der om praksis som sandhedskriterium. Dette punkt har en betegnelse, der gør misforståelse nærliggende: Talen om et kriterium eller kendetegn på sandhed lægger op til, at den sande erkendel­ se sked kunne kendes på en bestemt egenskab, som den har til forskel fra den falske. Erkendelsesteori i den filosofiske tradition, den dialektiske materia­ lisme afviser, er som omtalt karakteriseret ved at søge filosofisk at definere fundamentale begreber som sandhed, sikkerhed, objektivitet o.a. Sådanne definitioner skal give os kriterier i hænde, egenskaber hvorpå vi kan kende noget som sandt. Den moderne empirisme vil således pege på, at sand erkendelse er de på­ stande, der på systematisk vis kan begrundes ved henvisning til en række ensartede sanseiagttagelser, der er søgt generaliseret. - En almindeligt ud­ bredt opfattelse er, at en antagelse må kunne bevises for at være sand. Dette er nærmere betragtet et kriterium på sikkerhed, eftersom beviset ikke kan give anden sandhed, end der eventuelt er indeholdt i dets præmisser.

I li)

i

I

II

202

Den dialektiske materialisme

Opfatter man nu »praksis« som et forslag til kriterium på linje med de nævnte, går man galt. Dette vil nemt kunne indses ved at tage forslaget nær­ mere i øjesyn: Hvordan skulle praksis kunne være en egenskab ved erken­ delsen, som umiddelbart skulle kunne sætte os i stand til at identificere den som sand erkendelse? - Opfattet på denne måde bliver sagen meningsløs, og den skal da også opfattes anderledes. Fælles for alle forslagene i en traditionel erkendelsesteoretisk tilganger, at de fremhæver en egenskab ved vore teorier som kriterium og dermed lægger op til, at det er et rent teoretisk anliggende at se efter sandhed. Netop dette afviser den dialektiske materialisme i god overensstemmelse med, hvad den mener, videnskab eller menneskelig erkendelse overhovedet er: Den hæv­ der , at spørgsmålet om den menneskelige erkendelses sandhed slet ikke er et rent teoretisk anliggende og dermed heller ikke noget rent filosofisk anlig­ gende, men et praktisk anliggende. Spørgsmålet om, hvorvidt en given teo­ retisk antagelse har et korrekt indhold, er et spørgsmål, der kun kan svares på i en praktisk sammenhæng. Hvilken nærmere praksis, der er tale om, må rimeligt nok fremgå af, hvad antagelsen er om, og er derfor ikke fælles for al­ le teoretiske antagelser. Der er ikke nogen fælles prøve for sandhed, som alle teorier skal kunne bestå. Hver teori må prøves for sig på det område, igen­ nem den praksis, den er om. Det eneste fælles, der kan siges, er netop det, at det må være denne praksis, der må vise mennesker noget om antagelsernes sandhed. De kan ikke afgøre sagen ved nogen speciel filosofisk eller anden teoretisk afprøvning. Viser det sig, at mennesker faktisk kan forandre prak­ sis efter deres forventninger, for så vidt de lader sig vejlede af de antagelser, teorien rummer, må deres teoretiske antagelser have et korrekt indhold.

Genspejlingsteorien Den filosofiske redegørelse for den menneskelige bevidstheds karakter, der er blevet kendt som genspejlingsteorien, skal ikke her præsenteres som en omfattende teoretisk redegørelse. Den omtales til tider mindre prætentiøst som genspejlingstesen. Man kan sige, at der blot er tale om en præcisering af, hvilken hovedopfattelse af menneskers bevidsthed (så som viden og følel­ ser) en dialektisk og materialistisk opfattelse af menneske og natur giver grundlag for. Til gengæld giver denne hovedopfattelse anledning til omfat­ tende erkendelsesteoretiske overvejelser. Det, at mennesker er bevidste, opfattes som en egenskab, der har udviklet sig ved de menneskelige samfund gennem deres praktiske vekselvirkning med den materielle virkelighed. Den menneskelige bevidsthed opfattes som et pro­ dukt af den sociale praksis og derigennem af de materielle genstande og sy­ stemer, mennesker omgås i denne praksis. Menneskers bevidsthed bliver en bevidsthed om det objektive, de har med at gøre i praksis, men formidlet (præget og formet) gennem deres særlige sociale praksis.

Genspejlingsteorien

203

thi

Friedrich Engels, 1820-1805, fodtes i Tyskland, men boede fra 1850 til sin død i Manchester i England som besty­ rer affaderens vaueri.

i

i

i;i' i: M 1

■i: ii;l*

!■ t

! '

Genspejlingsteorien repræsenterer et brud med den traditionelle forud­ sætning! filosofien, at individet er den størrelse, der har og udvikler bevidst­ hed og dermed erkendelse. I dette traditionelle perspektiv bliver erkendel­ sesteoriens opgave den at redegøre for individets formning af erkendelsen. I den dialektiske materialisme antages det, at det er samfundet, der erhverver og udvikler bevidsthed. Dette brud kommer markant til udtryk hos Marx og Engels i 1845 i Die deutsche Ideologie (»Den tyske ideologi«), hvor det i forbin­ delse med de betingelser, hvorunder bevidsthed udvikles eller produceres i historien, hedder:

! . I

IH

»Sproget er så gammelt som bevidstheden - sproget rrden praktiske bevidsthed, der også eksisterer for andre mennesker, og som alene derfor eksisterer også for mig selv som virkelig bevidsthed.«450 Genspejlingsteorien er på den ene side et filosofisk alternativ til idealismen, der vil opfatte det bevidsthedsmæssige ved menneskene som noget så funda­ mentalt anderledes end den materielle virkelighed, at det må forstås som no­ get selvstændigt eksisterende i forhold til naturen. På den anden side er den et alternativ til forsøget på at reducere bevidsthedsfænomener til noget an­ det, til den synlige adfærd (behaviorismen)451 eller til neurofysiologiske pro­ cesser (identitetsteorien)452, begge filosofisk set mekanisk-materialistiske opfattelser. Genspejlingsteorien skal ikke opfattes som en redegørelse for en særlig in­ tern mekanisme i den menneskelige erkendelsesproces. I Lenins Materialisme

ilil! i I I

Il Ili'P ' ' ' .i ’

h |h ..

204

Den dialektiske materialisme

ogempiriokriticismeha 1909 opfattes teoriens hovedpunkt som en prioritering i udviklingsmæssig henseende mellem den materielle virkelighed og det bevidsthedsmæssige. I denne form er den det bærende element i de er­ kendelsesteoretiske diskussioner i bogen. Det hedder i den, at det funda­ mentale erkendelsesteoretiske spørgsmål er, om kilden til vor erkendelse er den objektive virkelighed eller en egenskab ved bevidstheden selv453. Opfat­ telsen kommer også til udtryk i, at Lenin ikke synes at tage det så nøje med, hvilket udtryk han brugerom det forhold, han vil have begrebet. Det hedder såledesi hans diskussion af objektivitet i erkendelsen, at den »objektive reali­ tet, som gives mennesket i dets sanseindtryk, kopieres, fotograferes, gen­ spejles af vore sanseindtryk og eksisterer uafhængigt af dem«454. Lenins bog er et opgør med de filosofiske anskuelser, der havde vundet indpas i Det socialdemokratiske Parti i Rusland efter den mislykkede revolu­ tion i 1905. Disse opfattelser præsenteredes til Lenins store ærgrelse som marxistiske, mens de efter hans mening slet og ret varen overtagelse af Ernst Machs (1838-1916) og andre positivisters standpunkt, der kaldtes empiriokriticismen. Lenins indsats rettede sig da imod at påvise, at disse standpunk­ ter så langt fra at være udtryk for marxistisk filosofi var det stik modsatte, nemlig idealisme. I en stadig bestræbelse på at sætte de opfattelser, han kritiserer, på plads i forhold til disse to hovedlinjer, gennemgår Lenin en lang række mere speci­ elle erkendelsesteoretiske problemstillinger og begreber: sanseindtryk, år­ sagssammenhænge, lovmæssighed, objektivitet f.eks. Det sker i tre kapitler, der udgør halvdelen af bogen og alle bærer overskriften »Empiriokriticismen og den dialektiske materialismes erkendelsesteori«, henholdsvis I, II og III. Han gør det selvsikkert, skarpt og ironiserende, og mange har lundet sti­ len nedladende og upassende. Denne indsats fra Lenins side er traditionelt blevet anset for ringe fra dc Heste fagfilosoffers side. David Favrholdt opsummerer denne type reaktion således i slutningen af sin bog fra 1978 om Lenins filosofi: »Man læser Le­ nins bog hurtigt igennem, ryster på hovedet, trækker på skuldrene og siger: »Skal det virkelig være filosofi?«« - Favrholdts eget svar på spørgsmålet er et behersket »ja« i tilknytning til det synspunkt, at Lenin »vil noget andet med filosofien og praktiserer den på en helt anden måde, end man hidtil har gjort«455. Kvaliteten af Lenins filosofiske indsats vurderes anderledes i den engelske filosof David-Hillel Rubens Marxism andMaterialism fra 1977. Det hedder i indledningen, at Lenin har set »klarere end nogen marxist før eller siden«, at materialismen som ontologisk tese kræver en genspejlingsteori som erkendelsesteori451’. David-Hillel Ruben gør nærmere rede for, hvordan en sådan erkendelsesteori måse ud, og diskuterer i den forbindelse seks punkter - uden at hævde, at det er en udtømmende opregning. Om en dækkende er­

kendelsesteori gælder, at

Sandhed, ideologi og partiskhed

205

den må respektere, at den ydre verden er irreducibel eller virkelig; den må være i overenstemmelse med videnskaben; den må opfatte erkendelsen som en social størrelse; den må redegøre for, at menneskers aktiviteter er centrale for en forstå­ else af deres viden; 5. den må være en dialektisk teori og 6. den må ikke acceptere som nødvendigt, at verden er, som den fremtræ­ der (se ud), men må åbne for erkendelse af verden, som den væsentligt er«’. På dette filosofiske grundlag går David-Hillel Ruben så ind i en diskussion af den kritik, som en række marxistiske teoretikere har rettet mod Lenins filo­ sofiske position i vort århundrede. Det skal nævnes, at en anden opfattelse af genspejlingsteorien blev frem­ lagt i 1936 af den bulgarske filosof Todor Pawlow (1890-1977) i et omfangs­ rigt værk med titlen Genspejlingsteorien. Bogen blev udgivet på tysk i DDR i 1973. Heri fremstiller Pawlow genspejlingsteorien som en metafysisk tese: Genspejling hævdes at være en egenskab ved alt materielt, en egenskab der ligner sanseiagttagelse, men ikke er identisk med den. Denne egenskabs ud­ viklingsformer søger forfatteren at spore fra det uorganiske til det menne­ skelige med den videnskabelige erkendelse som den højeste form for gen­ spejling. 1. 2. 3. 4.

I

|i

Sandhed, ideologi og partiskhed Genspejlingsteorien fremstiller den menneskelige bevidsthed og dermed og­ så den videnskabelige erkendelse som på én gang en social størrelse i histo­ risk udvikling og et produkt af vor omgang med en objektiv virkelighed. Dette giver baggrund for at forstå, hvad der i den dialektiske materialisme menes, når der tales om en videnskabelig teoris objektive indhold og eventu­ elle ideologiske funktion. Sagen er den, at den dialektiske materialisme i dybtgående forstand vil ta­ le om, at vore videnskabelige antagelser kan være sande, nemlig derved at de beskriver den objektive virkelighed, vi har med at gøre i f.eks. minedrift, ke­ misk industri eller lægegerning. At vor erkendelse f.eks. inden for lægevi­ denskaben kan være sand, skyldes at virkeligheden - mennesker - fungerer lovmæssigt. Om og i hvilket omfang lægevidenskaben er sand eller har et objektivt indhold må praksis vise. Lenin bruger de to begreber absolut sandhed og relativ sandhed ti\ at søge at indfange dette forhold. Vor erkendelse er kun til en vis grad sand og kan revideres eller underbygges; videnskabshistorien vi­ ser os dette; men der er et grundlag for denne afprøvning og udvikling, nem­ lig den objektive virkelighed selv. Den har vi ikke erkendt i nogen forstand endegyldigt, og det kommer vi heller aldrig til, siger Lenin. Den danner imidlertid den absolutte »sandhed«, som vi mennesker kan nærme vores fak-

!

| ; |ii‘

I

II

1 '

ft, U- 3

■U.I

•

-u

•

1

^5

T

v /U

Lenin (i sort kappe) på Den rode Plads i Moskva 1919 i selskab med officererfra Den rode h^r- d d 337> da Lenin var 17 år, henretledes hans 4 år aldre brorfor attenlatplaner mod za­ ren. Delle var i hoj grad med til al gore Lenin revoluhoncer. Efter fængsel og forvisning 13951900 opholdt han sig mest i udlandet indtil revolutionen i 1917. Han døde i 1924.

tiske erkendelse til458. - Forstået på denne måde er den relative sandhed vo­ res faktiske erkendelse og den absolutte sandhed ikke en erkendelse, men den ontologiske betingelse for vor erkendelse. Sagen kan imidlertid også forstås sådan, at en antagelse kun kan være sand under bestemte betingelser, som må klargøres som et led i forståelsen af antagelsen; men på disse betingelser kan antagelsen da også være absolut sand. Disse betingelser er blandt andre de praktiske og sociale omstændighe­ der, hvorunder en erkendelse etableres. Løsrives erkendelsen fra disse be­ tingelser, kan den få en ideologiskfunklion: Den præsenteres som gyldig i sam­ menhænge, hvor den ikke er det.

1 Sandhed, ideologiogpartiskhed

207 j

Baggrunden herfor er, at den sociale praksis står imellem den objektive virkelighed og den menneskelige erkendelse. Praksis gør erkendelsen mulig, men kan samtidigt hæmme dens udvikling, eftersom den er bundet til be­ stemte gruppers eller klassers interesser. Den moderne naturvidenskabeligt orienterede lægevidenskab har f.eks. udviklet en raffineret behandlings- og forebyggelsespraksis over for en række infektionssygdomme. Den består i indsprøjtning af biokemisk udviklede antistoffer. Såvel lægerne som medici­ nalindustrien bindes nu til opretholdelsen af denne praksis og får også inte­ resser knyttet til denne opretholdelse. De vil derfor ikke have umiddelbar in­ teresse i at forandre forholdene, hverken de teoretiske eller de praktiske. Den vellykkede naturvidenskabelige tilgang til infektionssygdomme vil ty­ pisk blive præsenteret som almengyldig og søgt anvendt over for andre typer sygdomme som f.eks. psykiske lidelser. Den får dermed en ideologisk funk­ tion, og dette kan eventuelt påvises ved at sammenholde den med de konkre­ te betingelser, den er udsprunget under, og som dens gyldighed er bundet til459. En sådan vurdering af en teoris gyldighed omtales som ideologikritik. Herigennem søges antageisens objektive indhold og dens gyldighedsområde præciseret. At en teoretisk antagelse får en ideologisk funktion er således ik­ ke uforeneligt med, at den har et objektivt indhold. Lenins begreb om partiskheder nært knyttet til ideologibegrebet. Baggrun­ den for begge begreber er, at menneskers viden har sin oprindelse i den soci­ ale praksis. Viden kan tjene som begrundelse for standpunkter i de interesseog klassekampe, der foregår i samfundene. Disse begrundelser kan være mere eller mindre korrekte. En sådan opfattelse vil være udelukket, når der opereres med et skarpt skel mellem viden og villen, mellem den videnskabelige erkendelse og de mål, mennesker efterstræber i deres sociale liv. Dette skel kommer markant til udtryk f.eks. i den logiske positivismes opfattelse afvidenskaben som vardijn og dermed upartisk. Videnskabelig objektivitet opfattes her som den egen­ skab ved en påstand, at den udtrykker en indsigt, der er intersubjektivt gyl­ dig. Det vil sige, at indsigten kan erhverves af enhver, der alene henholder sig til at konstatere, hvad der er at konstatere i sammenhængen. Videnska­ belige eksperimenter skal kunne gentages af andre med samme resultat, så er resultaterne objektive. Erkendelsen er - når den er objektiv - fælles for al­ le. Til gengæld kan den så heller ikke tale mere for den ene sag end for den anden. Den kan overhovedet ikke tale for nogen sag. Den er neutral. - Op­ fattelsen er knyttet til accepten af et skarpt skel mellem teori og praksis: I teo­ retiske anliggender spørges der, hvordan verden er; i praktiske anliggender spørges der om noget helt andet, nemlig om hvad nogen vil her i verden. De sociale kampe er uløseligt knyttet til bestemte verdensanskuelser, ef­ tersom mennesker jo går i kamp for en sag udfra en bestemt forståelse eller anskuelse af deres egen situation - det være sig en snæver eller en bred an­ skuelse. Begrebet partiskhed er derfor også knyttet først og fremmest til ver-

i

I

I

i'l

iH

208

!

Den dialektiske materialisme

densanskuelser. Lenin vender sig skarpt imod den opfattelse, at hele den vi­ denskabelige erkendelse skulle være neutral i så henseende, således at man f.eks. skulle kunne tage den videnskabelige erkendelse til efterretning og så i øvrigt hylde en religiøs verdensanskuelse460. Hos den franske filosof og dialektiske materialist Louis Althusser (f. 1918) diskuteres filosofiens partiskhed i en videnskabsteoretisk sammenhæng i forelæsningsrækken Philosophie et philosophie spontanée des savants (»Filosofi, ideologi og videnskab«) fra 1974. Althusser omtales senere (jf. side 382), så her skal blot fremdrages følgende punkt i hans opfattelse: Omkring den vi­ denskabelige erkendelse har der altid stået en magtkamp, der også kan be­ tegnes som en ideologisk kamp. Den videnskabelige erkendelse kan ved pas­ sende udlægning tages til indtægt for den ene eller den anden verdensansku­ else. Althussers synspunkt er nu det, at denne kamp ret beset er bygget ind i det videnskabelige arbejde selv. Forskernes »spontane« (dvs. ikke-filosofisk bearbejdede) opfattelse af, hvad videnskab er, indeholder nemlig to elemen­ ter, der modsiger hinanden. Det første element stammer fra den videnska­ belige praksis selv og er en ureflekteret accept af, at det er materielt virkelige genstande, der studeres, og at der gennem effektive metoder erhverves objektiv viden om dem. Dette element er filosofisk set materialistisk. Det an­ det element derimod er, hvad forskerne måtte bære på af traditionelle fore­ stillinger om videnskab fra den idealistiske filosofi. Althusser anser dette sidste element for at beherske det første. En borger­ lig verdensanskuelse har dermed ideologisk set magten over videnskaben. I den situation er det en materialistisk filosofis opgave at intervenere i videnskaben ved at tage kampen op med det idealistiske element og derigennem frigøre det materialistiske element i den461. For Lenin er det imidlertid magtpåliggende at fastslå, at man ikke kan ta­ ge stilling til gyldigheden af en filosofisk verdensanskuelse ved - evt. på et holdningsmæssigt grundlag - at tage politisk parti f.eks. for arbejderklas­ sens sag. Dette er i overensstemmelse med det materialistiske sandhedsbe­ greb, han benytter. En verdensanskuelse er ikke sand, fordi den bliver anset for sand af en bestemt samfundsklasse. Men en korrekt verdensanskuelse kan støtte en samfundsklasse i dens politiske kamp ved at være en teoretisk begrundelse for opnåeligheden af bestemte politiske mål. - Althusser benyt­ ter ikke dette sandhedsbegreb i forbindelse med filosofien. Hans krav til den filosofiske materialisme er, at den skal indtage de positioner, der gør den i stand til at bekæmpe idealisme.

Materialismen Det er tidligere omtalt, hvad betegnelserne materialisme og idealisme står for og ikke står for i dialektisk materialisme. Det er ligeledes tidligere omtalt, hvad det er for en opgave fraden traditionelle erkendelsesteori, den dialekti-

Materialismen

209

ske materialisme afviser at tage på sig: filosofisk at svare på spørgsmålene om, hvorvidt der findes en ydre virkelighed, og om vi kan have sikker viden om den. Den filosofiske materialisme kan nu sammenfattes og præciseres i to k, altså en påstand, der siger noget om verdens generelle beskaffenhed: 1. Der er en objektiv virkelighed med bestemte systemer og bestemte lov­ mæssigheder. At sige, at denne virkelighed er objektiv, er at sige, at den er, som den er, ganske uafhængigt af, hvad vi mennesker måtte vide eller i øvrigt have af bevidsthed om den. Det andet punkt er erkendelsesteoretisk, altså en påstand, der siger noget om menneskenes erkendelsesforhold til virkeligheden: 2. Mennesker har erhvervet sig en vis viden om denne objektive virkelig­ hed402. Det vigtige er nu begrundelsen for disse to punkter: Hvad taler for at anse materialismen for en mere korrekt opfattelse end så mange andre filosofiske opfattelser? - I den forbindelse er det vigtigt at gøre klart, hvilken type be­ grundelse der overhovedet kan og skal gives for denne type generelle, teore­ tiske antagelser. Kan der f.eks. kræves endegyldigt, formelt bevis? -1 så fald må materialismen siges at være ubegrundet - ganske på linje med næsten alt andet, mennesker mener at vide. De, der har ført den frem, har ikke bevist den. - Begrundelse kan jo imidlertid også være noget andet, nemlig henvis­ ning til et forhold i verden, som danner grundlaget for, at det forhold, man vil begrunde, er, som det er. I denne forstand lader materialismen sig be­ grunde, endog med henvisning til et meget fundamentalt forhold, nemlig det, at der findes en social praksis. Der findes mennesker, og det gør der i kraft af, at der foregår en produktiv, arbejdsmæssig aktivitet, gennem hvil­ ken mennesker opretholder sig selv i samfundsmæssige organisationer. Mennesker er til som praktisk producerende, sociale væsner. Denne praksis er en vekselvirkning med de materielle, naturlige og sociale omgivelser. Der er således en materiel virkelighed, som menneskene og deres samfund er del af. Det var begrundelsen for det første punkt. Begrundelsen fordet andet punkt - at mennesker ved noget om denne ma­ terielle virkelighed - er knyttet til det forhold, at mennesker er produktivt aktive og ikke bare forefindende aktive som dyrene403; mennesker er således i stand til at forandre praksis, og dertil hører som en side al aktiviteten en be­ vidsthed om de omgivelser, der gribes ind i. En bestemt type materialisme har været så udbredt, at en særlig omtale af den er berettiget; det er den såkaldt mekaniske materialisme. Til forskel fra den dialektiske materialisme kan den karakteriseres som en reduklionistisk opfat­ telse. Den omtales også som vulgær-materiahsmen. En mekanisk materialisme som den, Engels på sin tid vendte sig imod, og som Karl Vogt (1817-1895) og Ludwig Biichner (1824-1899) stod for, vil si14

Engagement og forståelse

I I

II

i

210

t

Den dialektiske materialisme

ge, at verden består af fysisk-mekaniske partikler, der følger de love, der er formuleret i mekanikken: faldloven, massetiltrækningsloven osv. Disse love blev først opdaget og formuleret af Isaac Newton i 1680’erne. Opfattelsen fandt betydelig folkelig udbredelse i slutningen af 1800-tallet (jf. Vogt, Moleschott og Buchner, s. 16). I takt med fysikkens og kemiens udvikling er an­ dre atomare størrelser og lovmæssigheder blevet anset for de fundamentale. Også lovmæssigheder fra andre fagområder er blevet søgt tildelt denne rolle, såvel Darwins udviklingsteori som de politisk-økonomiske lovmæssigheder for det kapitalistiske samfund, som Marx påviste. Dette sidste kom bl.a. til udtryk i den såkaldte kapital-logiske skole, der vandt udbredelse i 1970’erne. Det reduktionistiske ligger i den antagelse, at genstande afen bestemt ty­ pe kan forstås som blotte konstruktioner af visse mindste elementer. De kan reduceres eller føres tilbage til disse elementer. Den reduktionistiske tendens har gjort sig gældende inden for enkelt videnskaberne, f.eks. inden for biolo­ gien. Således gav opdagelsen af cellerne i 1830’rne senere i århundredet den tyske mediciner Rudolf Virchow anledning til at udforme den opfattelse, at sygdom må forstås som ændrede tilstande i cellerne. Og på samme område gav Nobelpristageren Albert Szent-Guoryi i 1968 præcist udtryk for tenden­ sen ved at skrive: »Den moderne biologi domineres af den molekylære betragtningsmåde - den opfat­ telse, at levende systemer er opbygget af isolerede, små enheder, molekyler, og at vi for at forstå liv kun skal kende disse molekyler, da resten så vil falde på plads afsig selv.«4”4

Filosofisk går opfattelsen således ud på, at der er én og kun én type tingi verden, der er egentligt virkelige, og der er ét og kun ét sæt lovmæssigheder, der er de fundamentale lovmæssigheder for denne virkelighed. Disse størrel­ ser og lovmæssigheder antages at kunne findes på et enkelt videnskabeligt område, og den erkendelsesmæssige opgave over for genstande på alle andre enkeltvidenskabelige områder er da den at give definitioner af disse størrel­ ser som konstruktioner af de fundamentale størrelser. Engels bruger beteg­ nelsen »metafysisk« materialisme om den opfattelse, at verdens indhold kan gøres op i faste størrelser, der kan defineres. Dette skyldes, at den traditio­ nelle filosofis metafysiske overvejelser på hans tid var domineret af denne opfattelse. Det blev således bl.a. imod dem, han polemiserede i forsøget på at udarbejde en dialektisk materialisme. Dette skal der vendes tilbage til i næste afsnit om dialektikken. Det erover foren mekanisk materialisme, Lenin præciserer, at »den eneste »egenskab« ved materien, som filosofisk materialisme binder sig til at aner­ kende, er den egenskab at være en objektiv realitet, at eksistere uden for vor be­ vidsthed«465. Anførselstegnene omkring udtrykket egenskab antyder, at det

Materialismen

211

egentligt slet ikke drejer sig om at angive egenskaber ved materielle genstan­ de eller den særlige art af det materielle (fysisk, kemisk, elektromagnetisk el.l.). Det drejer sig for en filosofisk materialisme alene om at fastslå eksi­ stensen af en materiel virkelighed forstået som en virkelighed, der er struk­ tureret og har bestemte måder at fungere på uafhængigt af menneskers eventuelle viden om dem. Og dette kan fastslås, fordi eksistensen afen prak­ sisviser os det. Vi kan, som Lenin udtrykker det, kende til eksistensen af no­ get, vi ikke - indholdsmæssigt - har erkendt4”6. - Dette sidste er måske egnet til at fremkalde løftede øjenbryn hos nogle; men sagen er simpel: Mennesker rydder jord, kaster korn på den, høster og spiser. Det er til enhver tid be­ grænset, hvad mennesker ved om, hvad det er, der foregår med kornet. Uanset det må mennesker imidlertid siges at vide, at der foregår noget med kornet, og andet og mere, end de ved af. Lenin tager det derfor ligeså let med, hvad han kalder delte materielle, som han tager det med udtrykkene for genspejling. Han taler om »materien, naturen, væren, det fysiske«*67. En dialektisk materialisme er karakteriseret ved netop ikke at anse verden for at bestå af én og kun én type af ting, eller at mene at ét og kun ét sæt lovmæssigheder er de fundamentale. Den objektive virkelighed anses for at være en række forskellige systemer, f.eks. fysiske, bi­ ologiske, sociale, hver med sine funktionsmåder og funktionsbetingelser, der også kan opfattes som de lovmæssigheder, disse systemer følger, og som vi til en vis grad harerkendt. Disse systemer opretholder deres eksistens gen­ nem vekselvirkning med omgivelserne og udvikler sig igennem dette for­ hold. Lenin mener, at den filosofiske materialisme er så fundamental en opfat­ telse, at andre retninger og opfattelser kan sættes på plads i forhold til den. Dette fremgår med største tydelighed af hele Materialisme og empinoknhcisme. Lenin er her på linje med Engels, dér i 1886 formulerede det spørgsmål, ma­ terialismen er et svar på, som det, han kalder »det store grundspørgsmål i al filosofi«: forholdet mellem tænken og væren, mellem det bevidsthedsmæssi­ ge og det materielle168. Opfattelser, der anser det bevidsthedsmæssige eller åndelige for noget selvstændigt eksisterende ved siden af det materielle eller fundamentalt i forhold til det, hører ifølge Lenin til den filosofiske idealisme. I dialektisk materialisme skelnes der i almindelighed mellem to former for idealisme: Subjektiv idealisme anser bevidstheden hos det enkelte individ (hos subjektet) for fundamental; et eksempel vil her være den fænomenalisme, der er blevet præsenteret af den logiske positivisme op igennem vort århund­ rede, og som anser sanseindtrykkene for at være det primære, erkendelses­ mæssigt såvel som ontologisk. Objektiv idealisme antager, at en række begre­ ber (forstået som bevidsthedsmæssige størrelser) har en objektiv eksistens, og er dem, der strukturerer den ydre verden, gør den til det, den er. Menne­ sker kan da erkende den ydre verden ved som væsner af ånd at have del i dis­ se begreber. Platon er et eksempel fra den antikke græske filosofi; Romanir

II

212

Den dialektiske materialisme

tikken hos f.eks. Schelling (1775-1854) og Schlciermacher (1768-1834)erct andet eksempel.

Udviklingsopjattelsen - de dialektiske love I

I

Da Lenin i 1915 tilbragte en del af sin tid på schweiziske bibliotekers læsesa­ le, var det blandt andet den tyske filosof Hegel (1770-1831), han læste. Det var dialektikken, den filosofiske udviklingsopfattelse, han søgte en nærmere forståelse af. På Hegels tid var det en udbredt opfattelse, at verden var en ansamling af forskellige genstande, hver med sin bestemte »natur«. I den videnskabelige erkendelse gjaldt det så at klassificere og definere denne mangfoldighed af ting. - Hegel mente imidlertid, at bag denne tilsyneladende mangfoldighed af ting var verden ct sammenhængende system i udvikling. Og denne virke­ lighedens historiske karakter lod sig erkende gennem filosofien forstået som fornuftsmæssig refleksion. Efter Hegels mening forløb udviklingen ikke til­ fældigt, men var karakteriseret ved nødvendighed. Nødvendighed ansåhan for en egenskab ved sammenhænge mellem begreber, som det kommer til udtryk i f.eks. bevisførelse. Det, der udviklede sig, måtte derfor være begre­ berne selv. Dermed bliver den idealistiske karakter af Hegels dialektik klar. Dialektikken selv kan ikke klargøres i denne korthed, men kun antydes: Et begreb indebærer med nødvendighed sin egen modsætning; spændingen mellem dem ophæves gennem dannelsen af et nyt, mere omfattende begreb. Marx, Engels og den dialektiske materialisme er videreførere af denne ge­ nerelle, filosofiske udviklingsopfattelse af verden; men som det tidligere er omtalt afviser de, at filosofien skulle være en selvstændig disciplin i forhold til videnskaberne, og de sætter et bredt enhedsbegreb om menneskelig er­ kendelse i stedet. I dette begreber materialismen forudsat: Menneskenes er­ kendelse er erkendelse via den sociale praksis af en materiel virkelighed. Derfor bliver deres opfattelse, at den opgave at vinde indsigt i udviklingens lovmæssigheder på en ganger af filosofisk og videnskabelig art. Udviklingen finder sted i den verden, menneskene i deres erkendelsesanstrengelser stu­ derer og igennem deres praksis indvirker på: den materielle virkelighed. Så­ vel udviklingen i naturen som i samfundsformerne hævdes således at være dialektisk. Det er nok én af de største antødssten for forståelsen af det materialistiske dialektikbegreb, at det tillægger naturen en type udvikling, som af de fleste filosofiske retninger uden tvivl menes at forudsætte bevidste væsners indgri­ ben, nemlig udvikling gennem opståen og ophævelse af modsætninger. Et sådant be­ greb er kendt fra f.eks. samtale og diskussion; men har det også anvendelse om naturen? Den generelle udviklingsopfattelse kan opfattes som et forsøg på at ud­ strække rækkevidden af indsigten i samfundenes historiske udvikling igen-

Udviklingsopfattelscn- de dialektiske love

I

213

V"

Tegning af Georges Grosz fra 1922 som udtrykfor den sociale desperation i det inflationshærgede Tyskland der var med til at fremme interessen for den dialektiske materialisme i vort århundrede. nem analogi fra samfundshistorien til naturhistorien. I den historiske mate­ rialisme er der givet indhold til talen om, at samfundenes udvikling finder sted igennem modsætningers opståen i de eksisterende samfundsformer (mellem produktivkræfter og produktionsforhold, mellem samfundsklasser-

T I

214

t

Den dialektiske materialisme

nc). Disse modsætninger ophæves gennem revolutionære faser, hvori der etableres nye samfundssystemer på »højere« niveauer, systemer hvori de forud foreliggende kræfter udfoldes i stedet for at hæmmes. Det der taler for analogien er, at udviklingsbegrebet er centralt på begge områder, såvel naturen som samfundsformerne. Endvidere er materialis­ mebegrebet centralt for begge områder. Dertil kommer så det vigtige punkt, at de to områder er sammenhængende: Det ene område (samfundsudvik­ ling) anses for at være en fase af det andet (naturens udvikling). Det er i den­ ne situation et rimeligt udgangspunkt at sige, at der er tale om samme type udvikling, og at denne kan søges forstået igennem analogi fra et område, på hvilket den er særligt godt beskrevet. En sådan fremgangsmåde vil være al­ mindeligt anvendt i videnskabelig praksis. Forslaget til udviklingsopfattelse må forstås som alternativ til andrefiloso­ fiske udviklingsopfattelser. En mekanisk materialisme vil således føre frem til den opfattelse, at såvel forandring som udvikling må forstås som blot nye kombinationer af de allerede eksisterende mindste elementer. Verden er, hvad den er: en given mængde atomare elementer. Forandringog udvikling opfattes egentligt som noget sekundært i forhold hertil, det at disse partikler også kan kombineres på stadigt nye måder. Dermed forsvinder radikaliteten ved det nye, der udvikles: det er dybest set blot det gamle i en kombination, der ser ny ud for os. En anden udviklingsopfattelse præsenteres i Thomas S. Kuhns bog The Struclure of Scientfic Revolutions ("Videnskabens revolutioner«) fra 19624b9, der først og fremmest drejer sig om den videnskabelige erkendelses udvik­ ling. Her fremhæves det netop, at der etableres radikale nye begreber, når et nyt paradigme dannes, dvs. når en ny historisk epoke i et videnskabeligt fag påbegyndes. Når Kuhns teori alligevel kan opfattes som en generel ud­ viklingsopfattelse, skyldes det, at han flere steder siger, at forskerne ved at se verden gennem nye begreber kommer til at leve i en anden verden end før. Accepten af det radikalt nye vindes da ved at se udviklingen primært som be­ grebsudvikling og først i sekundær forstand som den ydre verdens udvikling bestemt af begrebernes udvikling. Over for disse to tilnærmelser vil den dialektiske materialisme fastholde, at det system eller den genstand, hvis udvikling skal forstås, er den materiel­ le virkelighed, naturen. Det er bl.a. opgaven at forklare, at radikalt nye syste­ mer eller egenskaber er opstået i denne materielle virkelighed gennem dens egen udvikling. Der vil blive peget på, at de ontologiske antagelser til grund forde to tidligere omtalte udviklingsopfattelser åbenbart ikke kan rumme en for­ ståelse af naturens udvikling. Teorien om naturens dialektik kan således op­ fattes som et forslag til udformning af en anden ontologisk kategori. Den mekani­ ske materialisme anser det virkelige for at være alene konkrete enkeltstørrel­ ser. Romantikken og Kuhn anser de almene, begrebsmæssige størrelser for det egentligt virkelige. Den dialektiske materialisme søger i stedet en katego-

Ud viklingsopfat teisen - de dialektiske love

215

ri, der er en enhed af konkret og alment. De tre dialektiske love kan da opfat­ tes som en karakteristik af denne type størrelser: materielle systemer i udvikling. Problemet bag udviklingsopfattelsen kan som omtalt formuleres som det at forklare fremkomsten af radikalt nye genstande og systemer. På ét tids­ punkt i naturens historie findes der ikke dyr; på et andet tidspunkt findes de -som fiskestimer og fugleflokke. Hvordan kan dette forklares, når man må holde sig til det, der foreligger i systemerne og deres omgivelser selv? - Der kan ikke på forhånd gives nogen garanti for, at den måde, f.eks. fugle har udviklet sig på, har nogen som helst lighedspunkter med den måde, f.eks. al­ ger eller byer har udviklet sig på; men det kan heller ikke afvises på forhånd. Den dialektiske materialismes forslag er, at der kan siges noget generelt om sådanne udviklingsprocesser. Engels opregner således i 187 5 de tre dialektiske “love« i et ufærdigt manuskript, der siden er blevet kaldt Dialektik der Natur (»Naturens dialektik«), og som blev udgivet i 1925470. Heri søges den kerne i opfattelsen sammenfattet, som har været genstand for så megen debat i vort

århundrede: 1. Loven om kvantitets omslag i kvalitet og omvendt. 2. Loven om modsætningernes gennemtrængen hinanden. 3. Loven om negationens negation. Den sproglige formulering af disse love er klart nok med til at vanskeliggø­ re forståelsen. Sagen kan imidlertid formuleres enklere, hvis man erindrer det filosofiske anliggende: at forene materialisme og udviklingsopfattelse. Man kan søge at fastholde, at det drejer sig om forslag til, hvad der er de generelle be­ tingelser for materielle, selvopholdende systemers udvikling. Den første tese siger da, at opståen af nye egenskaber (»kvalitet«) er nødvendigt forbundet med forandringer i det allerede eksisterende, materielle grundlag (»kvanti­ tet«), og at det samme gælder egenskabers forsvinden. Der er således forstået tale om en meget enkel materialistisk eller anti-idealistisk tese. Egenskaber må i udviklingssammenhænge altid forstås som egenskaber ved materielle systemer. Den anden tese omtales hos Lenin som modsætningernes enhed og kamp47>; modsætningen er filosofisk, nemlig mellem abstrakte størrelser (begreber, egenskaber, »kvalitet«) og konkrete, materielle enkeltgenstande. Påstanden er den, at de er bundet til hinanden i de genstande og systemer, der findes i virkeligheden. Dette kan kaldes en anti-nominalistisk tese, hvor nominalismen er den opfattelse, at de abstrakte størrelser, vore begreber, ik­ ke repræsenterer objektivt virkelige størrelser, men blot er navne, vi bruger om det, der er til i virkeligheden, der kun består af konkrete enkeltting47< Formuleringen om negationens negation lader sig forstå sådan, at skal et givet system forandre sig, må det ske samtidigt med, at det opretholder sig. Noget, en del af systemet med en bestemt egenskab, må altså forsvinde, »negeres«, og noget andet, en del af systemet med en ny egenskab, komme til. Forslaget i formuleringen er nu det, at der ikke bare er tale om en tilfældig

il. I

h-

II

ij!It•

ji't |j |l .

216

I

I

Den dialektiske materialisme

samtidighed, men at sammenhængen er sådan, at én og samme proces er den ene egenskabs forsvinden og den nye egenskabs opståen. Tilintetgørel­ sen af én egenskab ved systemet ( = negation) indgår altså i produktionen af den nye egenskab. Denne tilintetgørelsesproces indgår eller forbruges altså i produktionen af den nye egenskab: negationen forbruges eller negeres ved at ophæves til den nye egenskab. Denne måde at beskrive materielle systemers udvikling findes hos Marx i Grundrisse der Kritik der Politischen Okonomie (»Grundrids til kritikken af den politiske økonomi«), hvor han redegør for den begrebsmæssige sammen­ hæng mellem forbrug og produktion, bytte og distribution i den samfunds­ mæssige produktionsproces. Et lignende forsøg på at klargøre de dialektiske love kan læses hos én af de mest energiske debattører igennem 1970’erne af netop dialektikbegrebet, nemlig filosoffen Peter Ruben fra DDR. I en artikel fra 1972 om Hegel og forholdet mellem dialektik og logik473 diskuterer han de dialektiske love i for­ bindelse med den proces at klassificere (artsbestemme) og fortære svampe. Der er hos Peter Ruben tale om mere end blot anskueliggørelse: Den funk­ tion i den materielle virkelighed at identificere genstande som passende i be­ stemte sammenhænge indgår som led i processer, hvor de identificerede (»klassificerede«) genstande forbruges og tilintetgøres. De indgår i produk­ tionsprocesser - her af det spisende menneske. Erkendelsesaktiviteten klas­ sifikation må derfor også forstås i denne sammenhæng. - Denne og andre artikler om dialektik fra Peter Rubens hånd er såvel indgående diskussioner af den dialektiske materialismes rødder i den klassiske, tyske filosofi (Kant, Hegel), som polemiske opgør med andre af det 20. århundredes filosofiske opfattelser. Selve udformningen af udviklingsopfattelsen i tre »love« er - uanset ind­ holdet - egnet til at påkalde sig undren. Sagen belyses af Svend-Eric Lied­ man , der i sit tobinds-værk om Engels og 1800-tallets videnskaber, Motsatsernas spel fra 1977, giver en omfattende redegørelse for den videnskabshistori­ ske og filosofiske baggrund, Engels’ filosofiske indsats skal ses på. Liedman hævder, at udformningen af naturdialektikteorien som tre love er uforståe­ lig, hvis den ikke ses på baggrund afen traditionel forestilling i tiden om, at logikken skulle kunne sammenfattes i et antal tankelove. Man udskilte tradi­ tionelt tre sådanne: 1. Identitetsloven. (For en hvilken som helst størrelse a gælder, at a -a.) 2. Modsigelsesloven. (For en hvilken som helst påstandp gælder: ikke både pog ikke-/>) 3. Den dobbelte negations lov. (For en hvil­ ken som helst påstand p gælder: p = ikke ikke-/>). Liedman anfører, at Engels på linje med Hegel anså den formelle logik for at være gyldig alene for en klassificerende forståelse af verden, mens forståel­ sen af sammenhængene mellem de således klassificerede størrelser og der­ med også af de systemer, der udvikler sig i sammenhæng med omgivelserne, må være afen anden art. De dialektiske love er da forslaget til denne anden

Udviklingsopfattelsen - de dialektiske love

217

Videnskabsteoretikeren Peter Ruben fra DDR fotograferet i 1975, da han var gæsteprofessor i Danmark.

I type forståelse samtidigt med, at de er et forslag til, hvad der karakteriserer disse udviklingssystemer i virkeligheden47'*. Liedmans redegørelse kan hjæl­ pe os til at forstå, at det vigtige ikke så meget er udformningen som indhol­ det, og da netop indholdet forstået i sammenhæng med det problem, de er ment som løsningsforslag overfor. Dette problem er som omtalt, om dermed de filosofiske kategorier, der på et givet tidspunkt forudsættes, kan etableres en rimelig forståelse af virkeligheden som et system eller en række systemer i udvikling. Teorien om naturens dialektik bliver som svar herpå såvel en on­ tologisk teori som en erkendelsesteori; såvel en redegørelse for, hvordan vir­ keligheden, naturen er - hvad der nærmere karakteriserer den som materi­ elle systemer i udvikling - som en redegørelse for, hvordan vi da må opfatte vor erkendelse af denne virkelighed, og hvilken type erkendelse, vi skal søge etableret. De begreber, der udarbejdes i f.eks. fysikken, er som alle begreber resul­ tater af abstraktion. Afgørende for en dialektisk materialistisk betragtning er det nu at holde sig fri af den illusion, at naturen ikke er andet end sådanne »faste« størrelser, der fuldt ud kan repræsenteres af abstrakte, begrebsmæs­ sige størrelser f.eks. gennem definition. Dette gøres ved at holde fysikkens eller generelt enkeltvidenskabernes begreber sammen med de filosofisk­ teoretiske antagelser om naturen som et system i udvikling, de dialektiske love. Den filosofiske teori om udviklingsenhederne og udviklingens lovmæs-

, I i

ii =

218

I

i I

Den dialektiske materialisme

sigheder har således en kritisk funktion over for den videnskabelige erken­ delse: den danner grundlag for en verdensanskuelsesmæssig »bearbejdelse« af den videnskabelige erkendelse475. De genstande eller systemer, vi harer­ kendt eksistensen af, skal yderligere ses som produkter af en historisk udvik­ ling. Nogle af de mest interessante bidrag til diskussionen af den dialektiske materialisme fra 1960’erne og fremefter er blevet ydet på dette videnskabs­ teoretiske arbejdsfelt. Bestræbelsen i dem kan generelt siges at gå ud på at vi­ se, at begrebsstrukturer i enkeltvidenskabelige teorier eksemplificerer de fi­ losofiske begreber i dialektikken. Georg Klaus fra DDR har ydet et pionerarbejde af denne type gennem 50’erne og 60’erne specielt i forbindelse med den filosofiske diskussion af kybernetikken. Rolf Lother, ligeledes fra DDR, har væsentligst arbejdet med filosofiske problemer på biologiens område. Hans hovedværk er her Die Beherrschung der Mannigfaltigkeil - Philosophische Grundlagen der Taxonomie (»Be­ herskelsen af mangfoldigheden - taksonomiens filosofiske grundlag«). På samme område skal også nævnes sovjetrusserne I.T. Frolow og S.A. Pastusny’s bog Der Mendehsmus und diephilosophischen Probleme der modemen Ge­ netik (»Mendelismen og den moderne genetiks filosofiske problemer«) fra 1976, udgivet på tysk 1981. Den bulgarske filosof A. Polikarov har bidraget omfattende til diskussion af forholdet mellem dialektisk materialisme og fysik, bl.a. i Science and Philosophy (»Videnskab og filosofi«) fra 1973. Fra sovjetisk side hører B.M. Kedrov og V.A. Fok til de centrale figurer på dette område. De er repræsen­ teret bl.a. i en samling artikler fra en konference i Moskva i 1970, Dialektik in der modemen Naturwissenschaften (»Dialektik i de moderne naturvidenskaber"). Ende­ lig skal nævnes Ulrich Rosebergs bog Quantenmechanik und Phtlosophie (»Kvantemekanik og filosofi«) fra 1978. Arbejde af denne type er udtryk for en bestemt opfattelse i den dialektiske materialisme: Virkeligheden lader sig ikke erkende gennem én samlet teori, heller ikke nogen filosofisk teori; men det kan alligevel fastholdes, at de for­ skellige videnskabelige områder har at gøre med dele af én og samme virke­ lighed.

Menneskeopfattelsen I det foregående er der talt meget om videnskab, virkelighed og materielle systemers udvikling. Det er af afgørende vigtighed at forstå, at på den dia­ lektiske materialismes egne præmisser er redegørelsen for disse forhold en del ajmenneskeopfattelsen. Disse præmisser er materialismen og udviklingsopfat­ telsen. Mennesket er et historisk væsen, hvilket indebærer at det ikke ufor­ andret er det samme til alle tider; der er ikke noget menneskets væsen at ind­ fange i en definition. Dermed kommer den opgave at udforme en menneske-

Menneskeopfattelsen

219

opfattelse til at bestå i at give en redegørelse for de faktorer, der betinger menneskers udvikling. Det er bl.a. den opgave, der er søgt løst med de an­ skuelser, der er refereret i det foregående. Det udelukker jo imidlertid ikke, at opfattelsen kan præciseres i forhold til andre filosofiske menneskeopfattel­ ser. Mennesker må ifølge den dialektiske materialisme forstås i den sammen­ hæng, hvori de er produceret. Denne sammenhæng er et samfund i praktisk-produktivt vekselvirkningsforhold til de materielle omgivelser. Denne opfattelse repræsenterer et udtrykkeligt brud med det liberalistiske menneskebillede, der har individualismen som fundamental antagelse: Det enkelte menneske udstyret med fornuft og fri vilje antages at være den fun­ damentale størrelse; det sociale skal derefter forstås som en konstruktion etableret af de fornuftige individer. Dermed er der for en dialektisk materia­ listisk betragtning at se udskilt en abstrakt størrelse - det enkelte menneske der ikke er i stand til at opretholde sin egen eksistens i materiel forstand. Der­ til kræves netop et socialt, produktivt fællesskab, og det enkelte menneske er da, hvad det er, først og fremmest som led i dette samfund. Ifølge den dialektiske materialisme er mennesker således praktisk aktive størrelser, ikke blot rationelle eller passivt sanseregistrerende væsner; de er indgribende ogforandrende over for deres omgivelser, ikke bare forudseende, de er t stand til at erhverve en objektiv og almen viden om den virkelighed, de er del af, ikke bare i stand til at have subjektive holdninger og meninger; de er som omtalt historiske og sociale væsener, ikke faste størrelser med en menneskets »na­ tur«. Dermed afvises essentialismen, den antagelse at alt virkeligt haret bestemt væsen ( en essens), som mennesker kan erkende og udtrykke i definitioner. Heri er den dialektiske materialisme i overensstemmelse med eksistentialis­ men som den kommer til udtryk hos Jean-Paul Sartre (1905-1980). Også for ham er det et hovedpunkt, at mennesket ikke på forhånd er noget bestemt. I en speciel forstand må det enkelte menneske selv gøre sig til, hvad det er. Sartre fastholder individualismen og fremstiller sagen sådan, at nok kan de ydre omstændigheder gøre et menneske til noget bestemt, men det er men­ neskets mulighed - og nødvendighed - at forholde sig til dette bestemte i det eksistentielle valg: overtage det som sit, afvise det, leve med det under pro­ test eller hvad det nu kan være. Som grundlag for dette valg har mennesket ikke andet end sig selv, dvs. ikke på forhånd noget bestemt. Med opgivelsen af individualismen i den dialektiske materialisme ser sa­ gen anderledes ud: »Mennesket« må da forstås som mennesker i et socialt system, og om mennesket gælder da, at det på én gang er formet af omgivelserne og må forme sig selv og omgivelserne i den sociale praksis. Gennem disse aktivite­ ter gør det sig til, hvad det er. Det er samfundssystemerne, der udvikler og forandrer sig - og de enkelte mennesker med som led i denne udvikling. I spørgsmålet om frihedsopfattelsen kommer skillelinjen til at gå mellem den

I

i

I)

I I-

220

I

Den dialektiske materialisme

dialektiske materialisme på den ene side og såvel liberalismen som eksisten­ tialismen på den anden. Den dialektiske materialisme vil spørge efter betin­ gelserne for, at mennesker i socialt samvirke kan forme deres aktiviteter så­ dan , at deres interesser eller mål kan nås. Der vil i den forbindelse blive peget på viden som grundlag for at gribe forandrende ind i omgivelserne. Videnska­ belig erkendelse kan være almengyldig; den kan derfor danne et fælles grundlag for overvejelse og beslutning. Videnskabelig erkendelse kan være objektiv og kan således angive betingelser, der under alle omstændigheder må tages hensyn til. Kortere formuleret rummer den videnskabelige erken­ delse indsigt i lovmæssigheder eller nødvendigheder, og det er denne ind­ sigt, den dialektiske materialisme på linje med Spinoza og Hegel peger på som det afgørende element i menneskelig frihed: Frihed er indsigt i nødven­ dighed. Perspektivet er et andet i såvel liberalismen som eksistentialismen, hvor det er individets synspunkt, der anlægges. Hvis spørgsmålet antages at væ­ re, hvori det enkelte menneskes frihed består under forudsætning af det om­ givende samfunds opretholdelse af produktion og funktion, så synes der ikke at være andet at sige, end at frihed er fravær af hindringer for individets for­ men sig selv. Om et menneske vil leve i arbejdsomhed eller på nas, som efter­ tænksom tilrettelægger af sit liv eller som fribytter, skal ikke afgøres af andre end af det menneske selv. Spørgsmålet om hvilken rolle arbejde, viden og fornuft skal spille, afgøres alene af det enkelte menneske. I liberalismen er det indbygget, at afgørelsen træffes på et fornuftigt grundlag, eftersom in­ dividet anses for med nødvendighed at være et fornuftsvæsen. I eksistentia­ lismen er det et åbent spørgsmål, hvad grundlaget er; eller rettere: Sartre vil sige, at der netop ikke er noget forhåndsgivet grundlag. Der er kun menne­ sket selv til at vælge og deri gøre noget til grundlag: pligtopfyldenhed, magtgridskhed eller hvad som helst. Ganske som i erkendelsesteorien og udviklingsopfattelsen er det materia­ lismen, der gør forskellen. Når det sociale system sættes i centrum for frihedsopfattelsen, bliver det klart, at grundlaget for dets frihed ikke kan ig­ noreres; og det grundlag er dets praktisk-produktive aktiviteter over for de materielle og sociale omgivelser. Den dialektiske materialisme insisterer på at huske det materielle grundlag for menneskenes eksistens - og dermed for deres udvikling.

Lukåcs: Det gælder realismen Den præ-marxistiske æstetiker Den ungarske filosof og litterat, Georg Lukåcs (1885-1971), fremstår med baggrund i sit omfangsrige livsværk som en af dette århundredes mest be­ rømte og omstridte marxistiske teoretikere. Han blev født og voksede op i Budapest. Forældrene tilhørte det velhavende, jødiske aristokrati og familiesproget var tysk. I årene 1902-1906 studerede han jura efter faderens ønske. Sideløbende hermed underkastede han Kant, Dilthey og Simmel et grundigt studium, ligesom han i dette tidsrum arbejdede med teater samt bi­ drog til litterære tidsskrifter. For at følge sine egentlige interesser: sociologi og filosofi, herunder ikke mindst æstetik, tog Lukåcs til Berlin, hvor han i årene 1909-1910 bl.a. fulgte Simmels forelæsninger.4711 Det var i disse år han publicerede sit første vigtige arbejde: Die Seele und die Formen (»Sjælen og formerne«).477 Bogen består af 10 essays, heraf 7 tidligere offentliggjorte. Den behandler litterære temaer såsom Novalis og den ro­ mantiske livsfilosofi, Søren Kierkegaard, Stefan George og Tragediens me­ tafysik. I det første essay »Om essayets væsen og form« oprulles den gennem­ gående og centrale problemstilling, nemlig forholdet mellem det blot kon­ ventionelle, dagligdags liv og dets modpol: det autentiske, formede liv. Det er det sidstnævnte, digtningen fremholder et billede på. Den ordner det kon­ turløse, blot henlevede liv, således at det vinder form. Digtningen bliver på denne måde til kritik af det empiriske liv. Den tager altid, på trods af at den ofte ikke selv er sig det bevidst, stilling til livet, idet den former det. Til grund for denne formning ligger en særlig intens oplevelse aflivet, et særligt sjæle­ ligt indhold, som ikke umiddelbart lader sig kommunikere, men indirekte træder frem i de litterære former. Essayets særlige form og væsen er bestemt af, at netop det beskæftiger sig med og taler om formerne. Essayisternes eller kritikernes genstand er imidlertid ikke de blotte former, men formen som oplevelse, dvs. det drejer sig om det sjælelige indhold, som formerne indi­ rekte og ubevidst skjuler i sig. Kritikernes »skæbnemoment« er det øjeblik, hvor det sjælelige indhold, dvs. følelser og oplevelser, smelter sammen og fortætter sig til form. »Det er det mystiske øjeblik, hvor det ydre og det indre, sjælen og formen forenes«.478 Når Lukåcs bruger betegnelsen »Skæbnemo­ ment« er det ud fra en ny-platonisk, kantiansk inspireret opfattelse af, at der beståren strengt nødvendig sammenhæng mellem de litterære former og be­ stemte sjælelige indhold. En bestemt verdensanskuelse kræver således en be­ stemt litterær form, ligesom denne på den anden side udtrykker et bestemt sjæleligt indhold. Det idealistiske, a-historiske syn på forholdet mellem sjæl og form skulle Lukåcs imidlertid snart forlade. I 1912 rejste han, bl.a. tilskyndet af Ernst

i

r

222

I

l

I

Lukacs: Det gælder realismen

Bloch (1885-1977), til Heidelberg, hvor han fulgte Windelbands, Rickerts og Max Webers forelæsninger. I disse år arbejdede han på sit senere så be­ rømte værk: Die Thcoricdes Romans (»Romanteorien«). Det blev først offent­ liggjort i et tidsskrift 1916 og kom i 1920 som bog. Det er igen de litterære formers sammenhæng med den subjektive og objektive virkelighed, der beskæftiger Lukåcs. Problemet behandles imidlertid nu i et Hegelinspireret, historiefilosolisk perspektiv. Formerne, de æstetiske genrer, historiseres, de bliver ikke længere betragtet i forhold til livet i abstrakt for­ stand, men til den kultur, hvori de hører hjemme. I første del af Die Theorie des Romans analyseres forholdet og forskellen mellem det klassiske, græske epos (Homer) og den nutidige roman. Eposet fremstår som den litterære form i en kulturperiode præget af overensstemmelse mellem subjektiv og ob­ jektiv virkelighed. Formen som en organisk totalsammenhæng fremtræder her som en uproblematisk genspejling af grækernes verden: det afrundede kosmos.

g

S

? U 1• ■ ■ M

■ ■

Georg Lukacs fotograferet i 1957.

Historieog klassebevidsthed

■ hH

223

!*■

Anderledes viser romanen sig som et problematisk forsøg på at fremstille ogovervinde den reale splittelse, der karakteriserer den historiske situation, hvori den indgår. Hvor eposet ordneren allerede realt foreliggende livstota­ litet, må romanen formmæssigt først selv frembringe den. Enheden og har­ monien er ikke længere noget naturgivet, men noget der må søges. Roman­ formens problematik er for Lukåcs et spejlbillede på en verden, der er gået af lave: «. . .derfor er den kunstneriske afregning med de lukkede-totale for­ mer. . . med enhver i sig immanent fuldendt formverden, romanformens centralproblem«. skabens faktiske samfundsmæssige funktion bliver der set bort fra: det over­ ses, at videnskaben udgør én af de specialiserede arbejdsprocesser, hvori­ gennem det herskende samfund reproducerer sig. Den her skitserede kritik af videnskabsinstitutionens selvforståelse afgiver tillige en model for Frankfurterskolens samfundskritik: også denne foregår ved at konfrontere samfundets selvforståelse med dets realitet. Samfundet er ikke noget blot foreliggende, men en totalitet, der forstår sig selv på en be­ stemt måde. I vigtige samfundsinstitutioner findes der således regler og principper, der både angiver og legitimerer såvel institutionernes virke som formål. På denne måde svarer f.eks. i det kapitalistiske samfund markedet til idéen om det frie og lige bytte; til det politiske system, idéen om den demo­ kratiske afgørelse af alle væsentlige samfundsanliggender; til det juridiske system, princippet om lighed forloven osv.. Det er ved at konfrontere formål og principper med den faktiske virkelighed, at det er muligt at kaste det kriti­ ske lys på sam fundshelheden, at den ikke svarer til sit begreb. Sagt på en an­ den måde: Den faktiske virkelighed, den faktiske totalitet, viser sig som en tvangssammenhæng og ikke som rammen om et frit samkvem. Kritikken sker således ikke ved udefra at ville trække fremmede idealer ned over virke­ ligheden , men »immanent«, i form af en konfrontation af samfundets egen selvforståelse med dets realitet. Det betyder ikke, at kritikken er neutral i be­

Hl||

tydningen interesseløs: »Den kritiske teori har . . . ingen specifik instans for sig ud over den med den selv knyttede interesse i ophævelsen af den samfundsmæssige uret. Denne negative for­ mulering er, bragt på abstrakt form, det materialistiske indhold i det idealistiske be­ greb om fornuft«504.

I modsætning til idealismen afviser Horkheimer at rationalisere interessen i et bedre samfund. Han benægter, at det skulle være muligt at deducere (ud­ lede) en sådan interesse ud fra filosofiske principper, uden at han heraf dra­

! i

'■

:i

ger relativistiske konsekvenser:

I I

»De fleste menneskers liv er så elendigt, afkaldene og ydmygelserne er så talrige, an­ strengelserne og resultaterne står for det meste i så krast et misforhold, at håbet om, at denne jordiske orden ikke må være den eneste virkelige, kun er alt for forståeligt. Idet idealismen ikke forstår håbet som det, det er, men bestræber sig på at rationalise­ re det, bliver det til et middel til at give del igennem natur og samfundsmæssige for­ hold påtvungne driftsafkald dets forklarelse«506.

IHJ■

Oplysningens Dialektik Formår menneskene ikke at genfinde sig selv i det samfund, som doger deres eget produkt - ja tenderer det ligefrem mod at likvidere individet - så rejser det historiefilosofiske spørgsmål sig uundgåeligt, hvordan det er kommet

!

16 Engagement og foruåelsc

i ■

I

242

Horkhcimcrog Adorno: Filosofiske dioskurer

dertil. Det er denne opgave Horkheimer og Adorno stiller sig i Dialektik der Aujklårung (»Oplysningens Dialektik«):

l

I l

I i i

»Det, vi havde foresat os, var faktisk intet mindre end erkendelsen af, hvorfor menne­ skeheden i stedet for at træde ind i en sandt menneskelig tilstand, synker ned i en ny form for barbari«507. Den umiddelbare motivation for dette projekt skal findes i forsøget på at be­ gribe hvorledes et fænomen som nazismen - den ekstreme form for det mo­ derne barbari - kunne vinde fodfæste midt i et samfund præget af filosofiens, kunstens og de oplysende videnskabers tradition. Forklaringen kunne her ikke være mangelfuld oplysning, men måtte paradoksalt nok søges i netop det, der fremstod som det irrationelles modpol, i noget ved oplysningen selv. Begrebet oplysning - fremadskridende tænkning i videste forstand - skal i den forbindelse ikke kun forstås snævert åndshistorisk, men også realt. Det betegner det borgerlige samfunds virkelige bevægelse, dets historiske pro­ ces. »Dialektik« refererer til oplysningens iboende tilbageslag. Som en første tilnærmelse til sagen det forhold, at inden oplysningens egne idéer: frihed, retfærdighed og humanitet, er blevet til samfundsmæssig praksis, begynder oplysningen selv at likvidere dem. For at komme en forståelse nærmere, må perspektivet udvides og forsky­ des til en filosofisk betragtning af forholdet mellem natur og naturbeherskel­ se. Hovedidéen i Dialektik der Aufklarung er, at menneskeheden kun har kun­ net frigøre sig over for naturen og dens tvang igennem den civilisatoriske be­ herskelse af den, men at denne er slået om i beherskelsen af mennesket og detsnatur, -som netop vardet, der skulle frisættes. Subjektets og civilisatio­ nens urhistorie indskriver sig i forholdet mellem natur og naturbeherskelse. Mennesket er at forståsom et stykke natur, der først igennem en usigelig an­ strengelse - naturbeherskelse - har hævet sig over den blotte natur. Forløbet lader sig fremstille som en dobbelt, simultan bevægelse: dels har subjektet skilt sig ud fra den ydre natur, væren falder nu billedligt talt fra hinanden i selvet og mængden af ting og skabninger udenfor; dels har subjektet, som selv, skilt sig ud fra sin egen indre natur. Pointen er, at det subjekt, der bliver til ved at træde ud af naturen, idet det gør sig til herre over den, selv ikke er andet end herredømmets udtrykte billede. Prisen for at vinde magt ved at beherske naturen, - såvel den ydre som den indre, er dennes reduktion til blot og bart abstrakt materiale for beherskelse. Menneskene betaler forøgel­ sen af deres magt med fremmedgørelsen over for det, som de udøver magt over. »Ethvert forsøg på at bryde naturtvangen idet naturen bliver brudt, geråder blot så meget des dybere ind i naturtvangen. Således er den europæ­ iske civilisations bane forløbet«508. Til selvet, hvis princip er herredømme, knytter sig frygten for alt det frem­ mede, der truer dets identitet. Den natur, som subjektet kun har kunnet

Oplysningens dialektik

243

undslippe igennem beherskelse, truer, som undertrykt, til stadighed med at vende tilbage. Det er her ud fra, oplysningens program bliver forståeligt i dets motivationssammenhæng. Oplysningen har fra tidernes morgen stræbt efter at tage frygten fra menneskene og indsætte dem som herrer, den ville opløse myterne og hæve verdens fortryllelse igennem viden. Såvel oplysningens praktiske som teoretiske side viser sig som forlængel­ sen af det herredømmeforhold og den vold over for naturen, som var uløse­ ligt forbundet med selvets udtræden af den. Videnskab uden vold imod gen­ standen er umulig, idet den videnskabelige måde at forholde sig på i sin ker­ ne rummer noget destruktivt. »Viden er magt« hedder det hos en af den nye­ re tids oplysere, filosoffen F. Bacon (1561-1626). Den videnskab, der fulgte efter, var baseret på samme fundament. Det, menneskene ville lære af natu­ ren, var at anvende den for at kunne beherske den såvel som menneskene helt og fuldt. Denne videns væsen er teknik, den stiler ikke mod begreber og billeder, ikke mod indsigtens lykke endsige sandhed, men mod metode, ud­ nyttelse af andres arbejde, kapital509. Den fornuft, som manifesterer sig i vi­ denskaberne, er instrumentel, dvs. fornuften er her kun et instrument eller middel for at opnå nogle formål, som ikke selv skal retfærdiggøre sigover for fornuften. Alt, hvad der ikke vil føje sig ud fra beregnelighedens og nyttens målestok, gælder for oplysningen som fordægtigt, for den er alt, der ikke kan vejes og måles - gøres i tal - blot illusion. Med videnskabens kvantitative operationer og fremgangsmåder går naturen over i blot objektivitet, og sub­ jektet bliver tilsvarende reduceret til et blot og bart abstrakt referencepunkt. Alt kvalitativt bliver destrueret. Menneskene tror at slippe af med frygten, når der ikke længere findes no­ get fremmed og ubekendt. Dette bestemmer afmytologiseringens bane. Op­ lysningen er totalitær, den lader sig ikke stoppe, før alt er underkastet dens »fornuft«. Intet formår at holde stand over for den nedbrydende rationalitets princip. Enhver bestemt teoretisk opfattelse falder for den tilintetgørende kritik blot at være indbildning, indtil både begrebet sandhed og oplysning endersom unyttige, meningsløse forestillinger. Oplysningens egne idéer om humanitet går det ikke bedre end filosofiens begreber: almenbegrebet bliver erstattet af formlen, årsagsbegrebet afregel og sandsynlighed. Også sproget vil videnskaben erstatte med et funktionelt system af rene tegn. Igennem denne rationaliseringsproces ender tænkningen, som ren iagtagelse, klassi­ fikation og beregnen, og den verden, der er renset for alt fremmed, bliver ik­ ke andet end »summen af sagforhold« (Wittgenstein). Heri viser oplysnin­ gens rent teoretiske fallit sig. Den ville udfri mennesket af alt mytologisk og ender alligevel selv med at slå tilbage i mytologi - i den positivistiske myte om det, der er tilfældet. Tilsvarende viser oplysningen sit destruktive væsen realt, i den samfunds­ mæssige praksis. Det borgerlige samfund er behersket af »ækvivalenten«. Hermed menes det forhold, at alt bliver gjort op og måles i penge. Det for16"

I

I

II ■ III'

l!llHii

II

1 Hi

li II H i I i •'! •

!

244 I

i

Horkheimerog Adorno: Filosofiske dioskurcr

skellige bliver på denne måde gjort sammenligneligt, idet det i varebyttet, dvs. overalt, hvor der købes og sælges, bliver reduceret til abstrakte størrel­ ser. Igen, denne gang realt, bliver alt det kvalitative og individuelle under­ trykt. Enhver menneskelig ytring, som ikke har nogen funktion i selvopholdelsens formålssammenhænger mistænkelig for oplysningen. Målestokken for personlig succes bliver den mere eller mindre vellykkede tilpasning til objektiviteten. Selvet, den enkelte, skrumper i social sammenhæng ind til at blive et blot og bart knudepunkt for konventionelle reaktioner og funktions­ måder. Herredømmet over naturen betales således ikke blot med menneske­ nes fremmedgørelse over for de beherskede objekter, men også menneske­ nes relationer til hinanden, ligesom hver enkelts til sig selv, bliver forhekse­ de. Det fatale ved oplysningens dialektik er, at den civilisation, som ville udfri subjektet af naturnødvendigheden, i bestræbelsen herpå har forvandlet sig til en nærmest nøjagtig kopi af naturen. Samfundet træder op over for de individer, der er fastspændt i det som en slags »zweite Natur«, en natur num­ mer to. Naturen tager så at sige hævn over sine oplyste betvingere ved at på­ tvinge dem samfundsmæssigt snærende samkvemsformer, som de lider un­ der. Ligner de to »naturer« hinanden, er der derfor heller ingen vej »tilbage til naturen«. Over for al naturromantik og irrationalisme holder Adorno og Horkheimer fast ved oplysningens idé: »Vi nærer ingen tvivl om, - og deri ligger vores petitio principii - at friheden er uløseligt forbundet med oply­ sende tænkning«'’1". Det, som oplysningen mangler for at gå fri af den skæb­ nesvangre indre forbundethed mellem dens fremskridt, der altid med herre­ dømmets fornyelse slår om i et tilsvarende tilbageskridt, er indsigten i, at »oplysning er mere end oplysning«511. Oplysningens selvstændighed er ikke et mål i sig selv, men et middel til frisætningen af naturen i subjektet. Det er deri, at al kulturs miskendte sandhed ligger gemt. Først når den fornuft, der trådte ud af naturen ved at beherske den, erkender sig selv som natur, for­ mår den at give afkald på sit herredømmekrav. Dermed forvandles fornuf­ ten fra at være et beherskelsesinstrument til at blive en selvstændig og frigørende kraft vendt imod alt naturundertrykkende herredømme. Optager op­ lysningen derimod ikke refleksionen over dens iboende tendens til tilbage­ fald i sig, så besegier den sin egen skæbne. Det er »den uregerlige tanke«512, der ifølge Horkheimer og Adorno alene formår at gennembryde den fordrejede virkelighed, og som de derfor knyt­ ter deres håb til. Der er her ikke tale om et stykke illusorisk idealisme, således som glosen »tanke« og dens synonym »begreb« kunne forlede til at tro. Un­ dertrykkelsen i de senkapitalistiske samfund beror nemlig i høj grad på, at de undertrykte ikke selv gennemskuer dybden af deres undertrykkelse. Det er en fortryllelse, der skal hæves, en fortryllelse, som kun har magt, så længe ingen kender det løsende ord. Den kritiske, »uregerlige tanke« formår ikke noget ved at give menneskene smukke forsæt, men ved at korrespondere

Oplysningens dialektik

245

æ

dliii

I

I

i J

I I*11 ”

i1.

.1 Illi |l|

pi'.'

1 i

i Horkheimer som leder ogfaderskikkelse for Marcuse, Adomo og Habennas. Karikaturtegning af Valker Kriegel.

i! '

246

I i

Horkhcimerog Adorno: Filosofiske dioskurer

med en undertrykkelse, som lever af at være tilsløret. Den har den magt, at kunne kalde på den natur, som holdes nede i den blinde selvopholdelse og skjules af den udialektiske erkendelse. I synet på naturen og dermed også i synet på forholdet mellem menneske og natur adskiller Horkheimer og Adorno sig fra både den borgerlige og den marxistiske tænkning. Hvor naturen ud fra begge disse opfattelser er det for mennesket slet og ret fremmede, består der ifølge Adorno og Horkheimeret affinitetsforhold (et slægtskabsforhold) mellem menneske og natur. Den meste nymarxisme har afvist dette med henvisning til, at menneskene kun kender naturen igennem deres samfundsmæssige livtag med den. Ud fra denne opfattelse er det eneste, menneskene kender til, historisk specifikke former for forarbejdet natur. I denne historie- og arbejdscentrerede marxis­ me stikker der set fra Dialektik der Aufklårung et element af idealisme, afen na­ ivt naturbetvingende oplysning, der endnu ikke har lært, at »oplysning er mere end oplysning«. Det er ikke tilstrækkeligt at være bevidst om alle men­ neskelige fænomeners historiske særpræg i kraft af deres tilknytning til særli­ ge produktionsmåder; det er lige så vigtigt at indse, at mennesket som natur­ væsen er »lidende«, som den unge Marx udtrykte det, således at det kun kan være virksomt i og med, at det modtager, og i og med, at det passivt fortæ­ res. På et andet punkt går Dialektik der Aufklårung ud over gængse former for nymarxisme. Det gælder accentueringen af magtproblematikken, dvs. den rolle, som »herredømmerelationer« spiller i den samfundsmæssige helhed. De voldelige relationer, som det kapitalistiske samfund er gennemsyret af, er for den traditionelle marxist et overfladefænomen med basis i en bestemt organisation af det fælles arbejde. Idet Horkheimer og Adorno udvider per­ spektivet fraden historiesættende arbejdsproces til mennesket som naturvæ­ sen i videste forstand, bliver selve arbejdsprocessen også opfattet som et ud­ tryk for herredømme. AJle formidlingerne i det kapitalistiske samfund må derfor forstås som et ydre udtryk for, hvad der væsentligt set er ren udøvelse afmagt, af herredømme. Menneskene har ikke kunnet holde sig i live uden at øve vold mod naturen. Det fremmedgørende ved de kapitalistiske formid­ linger mellem mennesker og ting ligesom mellem mennesker indbyrdes er ikke forstået tilbunds, før det bliver begrebet som denne volds forlængelse. Horkheimer og Adorno vil fremhæve denne voldskarakter så stærkt, at de tolker de fænomener, som Marx opfattede som objektiveringer af arbejde, som noget, der dybest set er objektiveringer af vold. Dialektik der Aufklårung adskiller sig også i synet på teori-praksis fra tradi­ tionel marxisme. »En omvæltende, sand praksis afhænger af teoriens ubøje­ lighed over for den bevidstløshed, hvormed samfundet lader tænkningen forhærdes«513. Enhver funktionalisme afvises. Det uforkortede begreb om menneskelig livsopfyldelse holdes fast. Dermed afvises enhver form for til­ pasningspraksis.

Negativ dialektik; det ikke-identiske

1

247

Særligt opspores tilpasningsclementet i alle arter af fremskridtssyn og progressivisme. Adorno og Horkheimer formulerer det håb, at erkendelsen af det brutale ved naturbeherskelsen dvs., erkendelsen af, at der er et stykke uforsonet natur i den identitetssøgende tænkning og teknik, vil mildne den nødvendighed, hvormed ellers ethvert fremskridt i civilisationen blot afsted­ kommer fornyet herredømme. Denne nødvendighed blev forhastet bekræf­ tet i socialismen:

■

I

I: y

»>... som cn indrømmelse til den reaktionære common sense. I og med at socialismen for al fremtid ophøjede nødvendigheden til basis, holdt den alt for krampagtigt fast ved arven fraden borgerlige filosofi. Således ville forholdet mellem nødvendighe­ dens og frihedens rige forblive rent kvantitativt, mekanisk, og naturen, der blev sat som noget helt fremmed, ligesom iden første mytologi ville blive totalitær og absorbe­ re både friheden og socialismen. I teorien om det uopholdelige fremskridt er der gemt et stykke dogmatisk respekt for det givne, som menneskene dog selv har skabt. Det givne bliver til sidst til en borg over for hvilken selv den revolutionære fantasi skam­ mer sig over sig selv som utopisme og udarter til føjelig tillid til historiens objektive tendens514«.

fi

Negativ dialektik; det ikke-identiske Kritikken af det destruktive i den udialektiske, videnskabsovertroiske oplys­ ning, temaet i Dialektik der Aujklarung, bliver i Negative Dialektik, Adornos filo­ sofiske hovedværk fra 1966, fulgt op afen dybtgående kritik af den filosofiske tradition, dvs. af idealismen. Det er betegnende for den europæiske filosofi, at den i altovervejende grad har været idealistisk præget. Det er idealismens hovedtese, at den uaf­ hængige fornuft, den autonome ratio skulle være i stand til ud fra sig selv at udfolde og begribe virkeligheden i dens totalitet. En sådan totalitetsfordring lader sig kun indløse på baggrund af en idé om, at det er muligt at finde en sidste grund for alle tankebestemmelserne; for systemet. Idealismen har i si­ ne vekslende udformninger altid været motiveret af forsøget på at give filo­ sofien et absolut grundlag, en sidste begrundelse eller et første princip, hvor ud fra alt følger, og hvori alt finder sin sidste grund. Systemtanken og idéen om et første princip er uløseligt forbundne. Det er idéen om et sådant første princip og dermed forestillingen om filo­ sofien som »prima philosophia« (første-filosofi), som Adorno kritisk vender sig imod. Det sker under betegnelsen »Ursprungsphilosophie«, hvor begre­ bet »Ursprung«, der både kan betyde det første og det oprindelige, er lånt fra og spiller an på såvel Husserl som Heidegger, der sammen med positivister­ ne udgør Adornos filosofiske hovedmodstandcre. Argumentationen har ik­ ke karakter af en indholdsmæssig kritik af de forskellige første-principper, som idealismen har forsøgt sig med. Der gøres i første række ikke noget for­ søg på at påvise disse princippers utilstrækkelighed. Målet er ikke at overby-

■

Ih Ijlj'

H

i

II

ta liill: ■

f

■

i

5

248

!i ! i

i i

Horkhcimer og Adorno: Filosofiske dioskurer

de de skiftende filosofiske bud på, hvad der skal være det første, i en bestræ­ belse på at finde frem til det egentligt grundlæggende. Kritikken gælder der­ imod begrebet om det absolut første selv og dermed systemtanken med dens hierarkiske skema med et bærende første og det deraf først afledede sekun­ dære. Det er ikke indholdet af, hvad der bliver hævdet som det første, men over­ hovedet forestillingen om, at der skal begyndes med et sådant urprincip, der står til kritik. Det drejer sig om legitimiteten af idéen om en sådan begrundclsessammenhæng. Når det netop er på dette punkt, kritikken bliver sat ind, hænger det sammen med, at der i idealismen gør sig en eftertrykkelig brug af begrebet om det første gældende; det medfører nemlig en identitets­ sætten. I det, der hævdes at være det første princip, skal slet og ret alt gåop, uanset hvorledes det indholdsmæssigt er bestemt, uanset om princippet hed­ der væren, ånd, subjekt eller objekt, væsen eller fakticitet. Samtidig gør princippet krav på at være første i egentlig forstand, dvs. det skal ligge forud for og være uafhængig af alt, hvad det er princip for. Det skal være uformid­ let eller umiddelbart. Dette krav kommer uundgåeligt i modstrid med det første krav - totalitetsfordringen -, fordi ethvert princip, der skal kunne tje­ ne som førsteprincip, må være alment, idet det ellers bliver rent tilfældigt, og derfor ikke kan lægges til grund. Ethvert førsteprincip implicerer imidlertid abstraktion - det er nemlig altid et tankeprincip - også selv om det drejer sig om fakticiteten i den radikale empirisme. Selv en sådan empirisme vil ikke kunne hævde, at et individuelt faktum, noget her og nu værende skulle være det første princip. Empirismens første princip må nødvendigvis være al­ ment, nemlig princippet om det faktiske overhovedet. Som begreb er det første og umiddelbare følgelig altid formidlet og derfor ikke det første515. Hvad der dermed er vist rent argumentativt, usandheden af idéen om det første - en vanskelighed i idealismen, som går under den sigende betegnelse »begyndelsesproblemet« - synes den historiske afmytologiseringsproces selv at aflægge vidnesbyrd om. Den indholdsmæssige bestemmelse af det første bliver i og med den fremadskridende spiritualisering mere og mere abstrakt, men jo mere abstrakt det bliver, jo mindre formår det at gøre fyldest som for­ klarende og begrundende. Helt konsekvent nærmer det første sig umiddel­ bart den analytiske dom, tautologien, som intet siger, idet den siger det sam­ me. Mens for Hegel alt i sit væsen er bestemt som ånd, så hedder Heideggers urprincip væren, et første, det er vanskeligere at argumentere imod, fordi alt ubestrideligt i en eller anden betydning af ordet »er«. Prisen herfor er imid­ lertid, at første-princippet nærmer sig det helt trivielle. Idéen om det første æder i sin udfoldelse sig selv op, og det er dens sandhed - en sandhed som pa­ radoksalt nok ikke kunne være vundet uden førstefilosofien516. Alle de angiveligt første, fundamentale eller originære begreber og prin­ cipper er nødvendigvis formidlede, eller for at udtrykke det mere ligefremt: forudsætningsfyldte. Der gives intet absolut udgangspunkt for filosofien. Læren om, at alt er formidlet, er endvidere uforenelig med enhver tendens

Negativ dialektik; det ikke-identiske

I

249

til reduktion, enhver metafysisk intention om at føre alt tilbage til et urprin­ cip: alle udsagn af typen »alt er i virkeligheden ånd, subjekt, væren osv.«. Det, der i sandhed ligger bag et sådant filosofisk forsøg, er en beherskelsesin­ tention. Idet filosofiens første altid allerede skal indeholde alt, beslaglægger subjektet, hvad der er forskelligt fra det. Intet må slippe igennem maskerne, princippet skal garantere fuldstændighed. Noget sådant lader sig imidlertid kun indløse, idet alt det, som ikke går op, og som ikke umiddelbart lader sig indpasse, bliver skåret væk. Herredømmeintentionen udmønter sig bl.a. i metodekravet, en metode som skal kunne anvendes på slet og ret alt, fordi der ikke længere består nogen sammenhæng mellem sag og metode. Første­ filosofi lader sig slet ikke forestille uden som metodisk, ligesom metoden, den bestemte vej, altid er det seneres lovmæssige følgen af det tidligere. Hvor der bliver tænkt metodisk, bliver der også forlangt et første, så vejen ikke bryder af og ender i den tilfældighed, som den er blevet tænkt og frem­ bragt for at undgå. Metoden må til stadighed begå vold imod den sag, for hvis erkendelse den alene eksisterer, den kommer uundgåeligt til at modelle­ re det andet efter sig selv. Derfor klæber der ved alt metodisk noget harm­ løst. Selv der, hvor metoden består i en radikal tvivlen (fra Descartes’ metodi­ ske tvivl til Heideggers respektfulde destruktion af den vesterlandske meta­ fysik), dementerer det heri indeholdte tilsyneladende overordentlig kritiske sig igennem det metodiske mål, nemlig endnu engang at frembringe det, som allerede er. Kun den bestemte, aldrig den absolutte tvivl er farlig517. Det er en central pointe for Adorno, at ethvert enheds-eller første-princip altid, uanset vekslende indholdsmæssig bestemmelse, må være subjekt. I differensen og forholdet mellem subjekt og objekt, således som det egentlig danner den samlede filosofis tematik, udtrykkes i filosofiens sprog, som be­ grebslig refleksion, det tidligere berørte forhold mellem natur og naturbe­ herskelse. Den type integration, hvis højeste udtryk er at føre alt tilbage til ét, med hvilket det skal være identisk, er naturbeherskelsens begrebslige form. Det ene er altid allerede noget tvunget. Det, som står overfor, er det diffuse, mangfoldige, det ikke tydeligt artikulerede. Identitetstænken bety­ der , at dette fremtrængende og farligt diffuse og mangfoldige bliver reduce­ ret til ét. Dette princip, som bevarer sig overfor dette diffuse i kraft af dets egen bevarelse, er selvet, der selvopholder sig over for naturen. Da identitet egentlig danner sig ved selvopholdelse, gælder det, at subjektet selv er det underliggende princip om identitet. Selvet, der forbliver identisk med sig selv, er urbilledet på al identitet, og et dermed sammenligneligt urbillede findes ikke i det værende. Tværtimod er alle de enhedsskabende momenter, igennem hvilke subjektet præger identitet på det, det ikke selv er, netop præ­ get af dette subjekt; de er begreber, idet begrebet overhovedet er identitetens værktøj, i og med man i tænkningen er henvist til at betjene sig af dem. Det lader sig også formulere lidt anderledes ved at sige, at identitetsprin­ cippet selv er et tankeprincip, og ethvert princip (enhver grundsætning),

i

4 1

- ii

’l

;j ir

i'.::; ' i:,

g

250

I i

I l

11

Horkheimerog Adorno: Filosofiske dioskurer

hvor under det mangfoldige skal underordnes, er nødvendigvis et tankeprincip. Reduktionen til et første eller en alt indeholdende enhed er altid re­ duktionen til tænkningen. Det er dette omfattende begreb om idealisme, der går langt videre end til blot at betegne en bestemt filosofisk skole, som Adorno kritiserer under ka­ rakteristikken »identitetsfilosofi«. Idealismen opløser alt i ét princip, hvilket medfører, at dette ene, dette enhedsmoment, altid skal være subjekt, også når det hævdes som objektivt. Med dette in mente bliver derfor også de for­ skellige former for dogmatisk materialisme at betragte som sig selv ubevidste former for idealisme. En sådan materialistisk metafysik hævder typisk, at alt i virkeligheden er materie, et princip, der ikke umiddelbart synes at være subjekt. Men også materiebegrebet er, så snart det sættes som metafysisk to­ talprincip, hvor under det mangfoldige skal underordnes, en identitetsbe­ stemmelse, altså et stykke, omend uindrømmet, idealisme. Al filosofi må nødvendigvis benytte sig af begreber. Et begreb er kende­ tegnet ved, at det samler en uendelig mængde fænomener under en fælles­ nævner, idet begrebet organiserer fænomenerne ud fra en bestemt synsvin­ kel. Begrebet er således identitetsskabende, idet det ser bort fra alle indivi­ duelle forskelle ved de fænomener, det omfatter. Begrebet »stat« ser f.eks. bort fra, om det er en demokratisk eller en autoritær stat, om den ligger i Eu­ ropa eller Afrika, om den er rig eller fattig, osv. Kun det, som er fælles for al­ le stater (»identiteten« i mangfoldigheden af stater), vedkommer begrebet om en stat. Da al filosofi nødvendigvis må benytte sig af sådanne identitets­ skabende begreber, synes filosofien på forhånd at tendere mod at tage parti for idealismen. Identitet er indeholdt i tænkningens rene form; tænken bety­ der at identificere. En filosofisk bæredygtig kritik af idealismen kan, som på­ vist, ikke hævde et andet ikke-subjektivt første som ur-princip. Det er heller ikke muligt at nå ud over identitetstvangen ved på positivistisk vis at komme slæbende med og præsentere de hårde facts, - filosofien kan ikke klæbe tin­ gene ind i teksten518. Man kan heller ikke nå ud over idealismen ved pr. dek­ ret at hævde eksistensen af noget i sig værende uden for tankebestemmelser­ ne. Noget sådant ville som helt ubestemt tillige være helt tomt. Filosofien er uløseligt bundet til begreber, den udfolder sig i begrebets medium. Den ene­ ste vej, der derfor er åben, er med begreber at bryde illusionen om total iden­ titet. Titlen »Negativ Dialektik« betyder i første række ikke andet end, at genstandene ikke går op i deres begreb. Det er en angivelse af identitetens usandhed, usandheden i at det begrebne restløst skulle gå op i begrebet. Idealismen overser, at der er en afstand mellem sag og begreb, idet den »feticherer« almenbegreberne, dvs. opfatter dem som absolutte i sig selv san­ de størrelser. Begrebet er imidlertid ikke noget rent åndeligt, hjemmehøren­ de i en selvstændig tankens verden, men et stykke naturbeherskende værk­ tøj, der er blevet frembragt som en betingelse for, at mennesket har kunnet klare sig i forhold til naturen519. Begrebet involverer en identitetssætten, det

Negativ dialektik; det ikke-identiskc

251

i * i

i

X • • < ■

>

p

i

’

pil I!

ihw

I

h:|'

I I

Theodor Wiesengrund Adomo. Fotografi fra de sidste år.

i

Ik

‘

252

I

Horkheimerog Adorno: Filosofiske dioskurer

er en måde, hvorpå menneskene får ordnet deres indtryk og fornemmelser, såvel deres egen indre som den ydre natur. Begrebsdannelsen er en proces, der ganske svarer til konstruktionen af mål for bytteværdi for at kunne sam­ ligne så mange individuelle genstande og ydelser som muligt med henblik på byttetransaktioner. Begge dele er rationelle procedurer, der øger menneske­ nes muligheder for at kunne klare sig i kampen for eksistensen. Kernen i det rationelle er oprettelsen af identitetsrelationer midt i den kaotiske mængde af individuelle træk. Tankens oprettelse af identitet igennem begrebet har imidlertid sin pris. Det individuelle, det specifikke ved fænomenerne under­ trykkes. Adornos udformning af materialismen er et korrektiv til idealismen på den måde, at den vil minde om, at når den traditionelle filosofi har identi­ ficeret det sande med det begrebslige, så har den i virkeligheden blot fortsat naturbeherskelsen på begrebets, og det vil sige filosofiens område. Den for­ nuft, som ud fra sin oprindelse er af partikulær natur, rummer imidlertid og­ så et alment, utopisk potentiale. Fornuften behøver ikke at stille sig tilfreds med sin egen lovmæssighed, den formår at tænke mod sig selv uden at pris­ give sig selv52". Det, der fører til dialektik, er tænkningens eller fornuftens selverkendelse, erkendelsen af dens egen utilstrækkelighed, dens »skyld« overfor det, den tænker. Virkeligheden må begribes, men den er altid mere end det begrebne. Mere konkret udfolder dialektikken sig som den stadige konfrontation af begreb og sag. Dialektik er derfor hverken en metode eller noget realt i naiv forstand. Der gives ingen direkte tilgang til sagen, forden kendes kun igennem begreber, ligesom det kun er via begrebet, det er muligt at fuldbyrde, hvad begrebet forhindrer. Alle begrebers bestembare fejl nø­ der til at kalde andre frem. Af denne proces udspringer de konstellationer, som måske formår at bryde identitetstvangen og bringe det undertrykte ikke-identiske frem. Har det traditionelt været filosofiens opgave at bestemme det identiske, evige og almene, finder den i dag, ud fra sit historiske stade, sin sande inter­ esse i det begrebsløse, det særlige, flygtige og individuelle. Alt det, der afPlaton blev affærdiget som forgængeligt og ubetydeligt, - med andre ord det ikke-identiske. 1 forhold til Wittgensteins Traclatusdrejer det sig for filosofi­ en om netop at sige det, der ikke lader sig sige521. Den simple modsigelse i dette foretagende kvalificerer filosofien som dialektik. Det filosofiske arbej­ de består i at udfolde denne paradoksi, alt andet er rekonstruktion: tanke­ mæssig gentagelse og systematisering af, hvad der allerede er. Vendingen mod det ikke-identiske må stå sin prøve i den konkrete gennemførelse, i de konkrete filosofiske analyser. Forbliver den blot programerklæring, demen­ terer den sig selv. Alle Adornos filosofiske analyser er forsøg på at indløse denne intention, de er eksempler på »negativ dialektik«. Efter afskeden med systemet, iørstelilosofien og totalitetsfordringen må filosofien ty til de åbne, »små« former: essayet, modellen og fragmentet.

Kunsten som sandhedens sted

I

253

llll

»Filosofi ... bør ikke længere bilde sig ind at være det absolutte mægtig, ja må for­ byde sig tankerne herom, for ikke at forråde det, og dog ikke lade sig aftingc det mind­ ste fra det eftertrykkelige begreb om sandhed. Denne modsigelse er dens element. Del bestemmer den som negativ. Kants berømte diktum, kun den kritiske vej er sta­ dig åben, hører til de sætninger i hvilke filosofien, hvorfra de stammer, består prø­ ven, idet den, som brudstykker, overlever systemet«522.

'ir'.

T

Kunsten som sandhedens sted Ved sin død i 1969 efterlod Adorno sig et omfangsrigt, ikke færdiggjort ma­ nuskript til det, der skulle have været hans kunstfilosofiske hovedværk. Den­ ne torso blev i 1970 udgivet under titlen »Åsthetische Theorie«. Det ufuldendte værk rummer, omend i ufrivilligt fragmentarisk form, et koncentrat af Adornos livslange og uhyre omfattende beskæftigelse med kunst, således som den er kommet til udtryk i de utallige æstetiske arbejder viet særligt den moderne musik og litteratur. Kunsten tænkes af Adorno altid i forbindelse med og i modsætning til samfundet: den er karakteriseret ved på en gang at afsondre sig fra den em­ piriske realitet og dermed de samfundsmæssige virkningssammenhænge, samtidig med at den dog også indgår deri. Kunsten viser sig i sit eget væsen behæftet med denne dobbeltkarakter: den er både autonom (selvstændig) og fait social (samfundsmæssigt faktum). En virkelig forståelse afkunst kræver derfor en tilsvarende dobbelt betragtning af den, da begge dens aspekter er tilstede i alle dens fremtrædelsesformer. Kunstens to momenter changerer, modsiger hinanden, men falder aldrig uformidlet sammen. Ser man - som mange marxistisk orienterede teoretikere - kunsten kun som en bestemt samfundsmæssig aktivitet, ikke væsensforskellig fra alle an­ dre, så overses det paradoksale, at den først bliver samfundsmæssig via dens modposition til samfundet, - og denne opnår den først som autonom. Kun­ sten er ingen blot reproduktion eller gentagelse af, hvad der allerede er, men bliver egentlig først til kunst, idet den går ud over det givne. Begrænsningen i den marxistiske opfattelse ligger i dens manglende forståelse for, hvorledes kunsten er betinget af den samfundsmæssige totalitet, uden at den af den grund behøver at være et stykke falsk bevidsthed eller en kopi. Over for en sådan æstetik, der vil forstå kunstværket, idet det bliver betragtet som ledsa­ gefænomen til det samfund, hvori det er blevet frembragt, lyder Adornos indvending, at: »Samfundets immanens i værket er kunstens væsentlige samfundsmæssige relation, ikke kunstens immanens i samfundet«523. På den anden side kritiserer Adorno også den form for æstetik, der ensi­ digt har fokuseret på kunstens autonomi, f.eks. forskellige borgerlige l’art pour l’art teorier (kunsten for kunstens egen skyld), eller strukturalistiske te­ orier, der forsøger at opretholde en idé om værket i sig selv. Argumentet imod dette forsøg på at betragte kunsten rent for sig, fri af alt samfundsmæs-

f!!

ii

L

i'l ■ i

I

j ■

I

lit

ilitii}

254

f

I i

'I

Horkheimerog Adorno: Filosofiske dioskurer

sigt, går på, at det er umuligt at oprette en sådan skranke, uden at man sam­ tidig overskrider den, og følgelig medindtager det, overfor hvilket den var oprettet. Ingen af kunstværkets to aspekter, hverken dets autonome eller dets sam­ fundsmæssige , lader sig forstå rent ud fra sig selv. Ethvert element i kunsten er styret af såvel en egen som en samfundsmæssig lovmæssighed. Her ud fra er det muligt at udlede et kriterium for den moderne kunst. Når nutidige kunstværker vil gribe umiddelbart ind, altså bevidst søger at være sam­ fundsmæssigt engagerede, så bliver de ligegyldige - man mærker hensigten og bliver forstemt. På den anden side bliver de i en vis forstand lige så ligegyl­ dige - akademisk kunst - hvis de virkelig kun indfrier deres egne formlove. Det virkeligt afgørende kriterium består i, om kunstværkerne formårat ind­ optage momenter, der stammer fraden empiriske realitet, og forandre dem i kunstens eget medium på en sådan måde, at kunstværkets eget formsprog selv bliver til udtryk for det ellers skjulte samfundsmæssige væsen. Den kunst, Adorno koncentrerer sig om, er følgelig ikke den officielle, østlige statskunst, socialrealismen, om hvilken det umisforståeligt hedder: »... hel­ lere ingen kunst mere end socialrealisme«524. Ligeledes afviser han dens vest­ lige pendant, kulturindustrien, med dens fade produkter (Hollywood). Beg­ ge reproducerer blot, hvad der allerede er, de bringer det ikke længere end til forskønnende propaganda og fordummende underholdning. Den autenti­ ske kunst i dette århundrede repræsenteres i kontrast hertil i musikken af navne som Schonberg, Berg og Webern, på litteraturens gebet af Kafka og Beckett. Det er i denne kunst, der ofte er blevet udskældt for blot at være ne­ gativ og formalistisk - udtryk for borgerlig dekadence - at Adorno finder en kritik af det bestående, som korresponderer med den kritiske teoris. Idet denne kunst i radikal forstand lukker sig over for samfundet og fremstårsom uforståelig og absurd, øver den netop derved langt mere kritik af det bestå­ ende. I modsætning til mere forsonlige værker tilpasser den sig ikke stiltien­ de den herskende slette form for kommunikation: den nægter at gøre sig til vare. Det chokerende, der karakteriserer erfaringen af den radikale, moder­ ne kunst, siger mere om virkeligheden end den social realisme, der enten blot afbilder facaden, eller bedriver umiddelbar forståelig socialkritik. Kunsten er ligesom det samfund, den må ses i sammenhæng med og i modsætning til, noget historisk foranderligt. Omkring midten af det 19. år­ hundrede sker der en afgørende forandring, idet betydende kunstnere som Baudelaire, Manet og Wagner bryder med det, der traditionelt er blevet regnet for kunstens grundlag - f.eks. på musikkens område tonaliteten. Der­ med indledes den kunstperiode, som iAsthetische Therorie indgående bliver ana­ lyseret under betegnelsen »Det moderne«. Kunsten vender sig imod alt det formel- og floskelagtige, ja overhovedet imod enhver tradition. Dens inten­ tion gælder det nye og ukendte, derfor rykker det dissonante og abstrakte i centrum. Kun den kunst, der legemliggør den mest fremskredne bevidsthed

Kunsten som sandhedens sted

255

og betjener sig af de mest avancerede kunstneriske teknikker, formår stadig at hævde sig. Alt, hvad der falder tilbage herfor, antageren provinsiel karak­ ter. Den normative kraft, der udgår fra idéen om det nye, er af Rimbaud ble­ vet bragt på den prægnante formel, »il faut étre absolument moderne« (»det er nødvendigt at være til det yderste moderne«). Det væsentlige, der sker med fremkomsten af »Det moderne«, er ikke, at kunsten bliver kritisk, for det har al sand kunst altid været. - Selv foren efter gængs opfattelse så »posi­ tiv« kunst som Mozarts er det polemiske moment centralt, den kraft til at di­ stancere sig, som hans værker besidder, fordømmer implicit alt det falske, de distancerer sig fra. Det afgørende er, at den moderne kunst bringer dette til bevidsthed, eksplicit erkender sig selv som »bestemt negation«. Forskellen mellem kunstens og filosofiens måde at øve kritik på består i, at hvor filosofien til dette formål betjener sig af begreber, domme og slutnin­ ger, så sker det i kunsten mere indirekte, nemlig gennem den måde, hvorpå det enkelte kunstværk organiserer sig. Ethvert kunstværk er en totalitet eller et spændingsfelt, hvor modsatrettede kræfter og tendenser udfolder sig i en stadig vekselvirkning. Kunstværket er at ligne ved et kræfternes parallelo­ gram . Forskellen mellem kunst og realitet viser sig i denne forbindelse også at være af logisk og erkendemæssig natur. Den måde, på hvilken kunstvær­ kerne skaber sammenhæng og mening, dvs. deres egen logik, er helt forskel­ lig fra den logik, der ifølge den gængse opfattelse gælder for realiteten. På den ene side gælder intet strengt logisk i kunsten, fordi den som nævnt ikke er begrebslig, men væsentlig består af former. På den anden side forløber den i kraft af sin autonomi mere logisk end det er tilfældet for realiteten. Det betyder ikke, at der ikke også indgår diskursive elementer i kunsten ligesom i erkendelsen af den - den er på ingen måde så irrationel som mange kunstfilistre tror - men kunsten rummer også et ikke-begrebsligt, mimetisk (dvs. efterlignende) moment. Det, kunstværket efterligner, er ikke - som i traditionelle efterligningsteorier - noget ydre, f.eks. naturen eller menne­ sket, men, så paradoksalt det end kan lyde, sig selv. Forståeligt bliver det, hvis man prøver at redegøre for, hvad det overhovedet vil sige at forstå et kunstværk. Det, der kommer nærmest, er en bestemt form for medfuldbyr­ den , dvs. at man så at sige endnu engang producerer kunstværket. Man træ­ der helt »ind« i kunstværket og følger dets egen sammenhæng - man glem­ mer sig selv i værket, ubekymret om alt »udenfor«. At forstået stykke grafik vil sige at vække dets linier til live og endnu engang fuldbyrde den koagulere­ de totalitet, som umiddelbart møder øjet. Tilsvarende forstår man et stykke musik i og med, at man interpreterer det, dvs. eftergør eller medfuldbyrder det - spiller det. Den mimetiske måde at forholde sig på er den, der kommer kunstværkerne nærmest, ikke ved at man efterligner det afbildede, men sa­ gen i sig selv. Tilsvarende maler kunstneren et billede, og ikke hvad det fore­ stiller. Kunstværkerne er i deres væsen selv mimetiske i den betydning, at et­ hvert værk efterligner sig selv - det forsøger processuelt at blive sig selv lig.

te i i i

i

4 i

I

i

I

IHbn

IH i

IIP;

ti in |h ' i i'.i

J

i I

UP H':

; 4 I '

fi

256

i

Horkheimcrog Adorno: Filosofiske dioskurer

Dette begreb om forståelse besidder dog i denne form endnu et moment af blindhed. Kunst forståelse forudsætter ikke blot noget, der lader sig med­ fuldbyrde, men også, at der heri ligger noget skjult. Det, som man kun med­ fuldbyrder, har man endnu ikke forslået. Det er dette skjulte og gådefulde, den undren, som kunstværkerne vækker, der nøder til en æstetisk-filosofisk forholden sig til kunst: »genuin æstetisk erfaring må blive til filosofi, eller og­ så er den overhovedet ikke«525. Eller med en endnu mere paradoks formule­ ring:« ... kunsten behøver filosofien, som interpreterer den, for at sige, hvad den ikke kan sige, selvom det kun kan siges af kunsten, idet den ikke siger det«526. Når Adorno ikke her ender i kunstreligionens dyrkelse af kunsten, skyldes det fastholdelsen af, at kunst hverken er virkelig i naiv forstand eller virkelig­ hedssubstitut. Han holder fast ved kunstens samfundsmæssighed, erkendel­ sen af dens reale afmagt. Da det, som kunsten forsøger at give mæle, er un­ dertrykt i det givne samfund, den forvaltede verden, får kunsten karakter af noget fiktivt, et skin. Kunsten giver intet sandt billede af noget eksisterende, men af det, som bør eksistere, ikke i kraft af et abstrakt ønske eller ren fanta­ si, men i kraft af det, som alle tvinges til at ønske i det givne samfund. Kun­ sten fremstår som et »nødvendigt skin«. Det er heri, det samfundsmæssige ved kunsten består. Såvel kunst som filosofi forsøger på hver deres måde at artikulere det for­ trængte og undertrykte: filosofien ved at bruge begreber mod de forstenede begreber, kunsten idet den formår at gengive noget af det, som begrebernes identitetstvang ikke når hen til, f.eks. den lidelse, der bragt på begreb bliver stum. Denne forskel begrunder, hvorfor der i den æstetiske sfære er langt større mulighed for »positiv negativitet«. Kunsten kritiserer realiteten vedat fremholde et i den selv realiseret billede af den forsoning mellem det indivi­ duelle og det almene, som realiteten spærrer for. Det autentiske kunstværk siger, uden at det verbaliseres, og på en måde som det ikke er forundt noget andet menneskeligt: »Sådan er det«, eller: »Sådan bør det være«. Den lykke, der udgår fra kunstværkerne, knytter sig til den følelse af at holde stand, som de formidler. Heri mødes den moderne kunst og den kriti­ ske teori.

li

Benjamin: Messiansk materialisme

i

Enfilosof i mellemkrigstiden Walter Benjamins liv og værk udgør et særpræget og fascinerende kapitel i den nyere filosofis historie. Dette skyldes såvel Benjamins personlige livshi­ storie, som det værk, han efterlod sig. Han fødtes i Berlin i 1892 som søn af en jødisk bankmand. Familien var kulturinteresseret og Benjamin studere­ de filosofi og litteraturhistorie, et studium han færdiggjorde i 1919. I 1925 ansøgte han, på grundlag af afhandlingen Ursprung des deulschen Trauerspiels, om en stilling på universitetet i Frankfurt, men fik afslag. I årene der fulgte, levede han som såkaldt »freie Schriftsteller« (»fri skribent«), og først da Max Horkheimer i 1930 dannede Institutfor socialforskning ved samme universitet, fik Benjamin på ny kontakt med det akademiske miljø. Da han i 1933, tvun­ get af nazisterne, gik i eksil i Paris, fik han status af stipendiat under institut­ tet. Han knyttede personlig kontakt til Th. Adorno, der senere forvaltede den posthume udgivelse af Benjamins upublicerede værker. I foråret 1940 rykkede tyskerne frem mod Paris, og Benjamin flygtede gennem Spanien. Her blev han og den øvrige gruppe arresteret. Om natten begik Benjamin selvmord. Næste dag fik gruppen tilladelse til at fortsætte rejsen. Benjamins filosofiske produktion er særdeles vidtspændende. Den omfat­ ter discipliner som erkendelsesteori, sprogteori, historiefilosofi, pædagogik og litteraturkritik. Forfatterskabets hovedvægt må imidlertid siges at ligge på det æstetikteoretiske og kulturfilosofiske område. Benjamins teoretiske positioner er ikke entydige. De centrale filosofiske begreber formidles ofte i en billedlig form, der åbner op for fortolkning. Denne fortolkning indgår som et hermeneutisk moment i forfatterskabets fremstillingsmetode. Flerty­ digheden skyldes dog også forskelligartetheden af forfatterskabets teoretiske inspirationskilder såvel som dets utidige afbrydelse. Benjamins filosofiske produktion kan groft opdeles i to faser. En speku­ lativ, jodisk-teologisk (dvs. en abstrakt, ideorienteret), som præger arbejderne fra 20’rne, og en marxistisk, som giver sig til kende i 30’rne. Det er dog ka­ rakteristisk for forfatteren, at visse begreber fra den spekulative periode gen­ findes i det senere forfatterskab. Benjamin foretrækker ofte, at præge sådan­ ne begreber i marxistisk retning, frem for at erstatte dem med nye. Hovedværket i forfatterens spekulative periode var afhandlingen Ur­ sprung des deulschen Trauerspiels fra 1925.1 de følgende år tilegnede han sig den marxistiske teori. Denne tilegnelse blev i 30’rne præget af bekendtskabet med Bcrtolt Brecht og kom blandt andet til udtryk i skrifterne Der Autor als Produzent fra 1934 og Das Kunstwerk irn Zeitalterseiner technischen Reproduzierbarkeit fra 1936. Fra 1927 til sin død arbejdede han på et stort anlagt filosofisk projekt med titlen Pariser Passagen. I 1935 udarbejdede Benjamin en over17

Engagement og forståelse

i

•ii

I

i

i

i! 'i

258

Benjamin: Mcssiansk materialisme

sigtsplan for projektet under titlen Paris, die Haupsladl des 19. Jahrhunderls. I 1939 færdiggjorde han yderligere arbejderne Das Paris des Second Empire bei Baudelaireog UbereinigeMolive bei Baudelaire. Disse fragmenter hører til forfat­ terskabets hovedværker. Umiddelbart før sin død nåede han at afslutte den historiefilosofiske afhandling, Uber den BegrijJder Geschichte. I den marxistiske fase udviklede Benjamins filosofi sig i et spændingsforhold mellem Brechts politisk offensive materialisme og Adornos mere defensive civilisationskri­ tik. Dette spændingsforhold har givet efterklang i forfatterskabets virkningshistorie. Den radikale Studenteropposition fra 1968 satte sig forat frigøre de materialistiske elementer i Benjamins filosofi fra den skyggetilvæ­ relse, man mente, de havde levet i under Adornos forvaltning. Det hører imidlertid med til samme virkningshistorie, at Benjamin, efter Herbert Marcuse, var studenteroprørets mest læste teoretiker i Vesttyskland. Dette vidner om den inspirationskraft, der stadig ligger i Benjamins visioner.

Skønhed og erkendelse I et brev fra den 9. december 1923 skriver Benjamin, »... at al menneskelig viden må tage form af fortolkning, og at ideen ikke er andet end fortolknin­ gens holdepunkt«527. Han beskriver her erkendelsen som en hermeneutisk proces, hvor virkeligheden fortolkes som »tekst«. Det menneskelige sprog udgør en særlig formulering af det sprog, der eksisterer i alle ting som deres iboende væsen. Denne spekulative erkendelsesteori har sine forudsætninger i en radikal teologi. Verden blev skabt gennem Guds ord. Derfor må verden også »læses« som Guds ord. I afhandlingen Ursprung des deulschen Trauerspitls når han frem til en betydningsfuld sammenkædning af begreberne erkendel­ se, historie og skønhed. I overensstemmelse med det teologiske udgangs­ punkt har erkendelsen både en sanselig og en oversanselig genstand. Filoso­ fien kan derfor ikke erkende sandheden om virkeligheden umiddelbart, men kun i billedlig, symbolsk form. Virkeligheden eksisterer som en strøm, der ikke kan begribes i sin bevægelse. Kun gennem en sammenstilling af be­ grebselementer i symbolske billeder, kan den historiske bevægelse fastfry­ ses, og derefter gøres til genstand for fortolkning. Benjamin identificerer kunsten som et sådant billede, gennem hvis symbolværdi filosofien kan til­ nærme sig sandheden om den historiske totalitet. Da skønheden er kunstens væsen, bliver »... sandhedens forhold til skønheden ikke blot et anliggende for kunstfilosofien, men for bestemmelsen af selve sandhedsbegrebet«5-’8. Skønheden fremstiller en symbolsk enhed mellem det aktuelle og det histori­ ske, mellem ånd og virkelighed. I skønheden etableres således en forbindelse mellem det sanseligt konkrete og den oversanselige guddommelighed. Kun­ sten biiveren indfaldsport til den historiske totalitet, såvel som til virkelighe­ dens dybere væsen. Benjamin tilslutter sig Platons beskrivelse af det skønne: »I denne betydning udvikler han sandhedens begreb som det skønnes væ-

I i;

Kulturogbevidsthcd

259

li

1

i
og til at kunne forme tingene gennem den viden, som »sidder i hæn­ derne«. Gennem sin kritik af cartesianismen afgrænser Merleau-Ponty sit fæno­ menologiske projekt over for Sartres L ’étre et le néant. Idet Sartre sidder fast i den cartesianske modstilling eller dualisme mellem det bevidste, frie subjekt (»pour-soi«) og objekterne (»en-soi«), kan han ikke gøre rede for sammen­ hængen eller formidlingerne mellem subjekt og verden. Men dermed bliver han også ude af stand til at forstå historien, hvor disse formidlinger sker. I polemik mod Sartre bestemmer Merleau-Ponty eksistensen som »det tredie«, der er »mellem« bevidsthed og krop, »mellem« »pour-soi« og »en-soi«747. Det betyder, at den er både bevidsthed og krop; den er den enhed, som går forud for modstillingen mellem de to størrelser. Den livsverden, som vi umiddel­ bart erfarer, er før-objektiv og før-subjektiv; det er ved abstraktioner ud fra denne verden, at vi kan tale om noget rent kropsligt eller noget rent bevidst. I forlængelse heraf hævder Merleau-Ponty, at verden har mening for os,

Fænomenologi som kritik af »cartesianismen«

333

før vi bevidst vælger at give den mening. Dermed afviser han Sartres på­ stand om, at menneskets situation er grundlæggende absurd. Det er ellers især denne påstand, som har givet »eksistentialismen« dens image i offentlig­ heden, og som har været befordrende for »eksistentialismen« som modefæ­ nomen. Men det filosofisk centrale er ifølge »eksistentialisten« MerleauPonty spændingen mellem sandhed og absurditet, mellem mening og fra­ vær af mening (non-sens). Det betyder, at mennesket har muligheden for meningsfylde. Det absurde forudsætter muligheden af at vende det om i no­ get, der giver mening748. Merleau-Pontys forsøg på en ny-bestemmelse af fænomenologien slår endvidere igennem i en forskydning af begrebet om intentionaliteten, dvs. det­ te at bevidstheden altid er rettet mod noget. Igen i en polemik mod Sartre be­ mærker han 749, at det originale hos Husserl ikke er begrebet om intentionali­ teten, for så vidt den forstås som forestillingens rettethed mod noget ydre el­ ler noget, som ligger ude over selve forestillingen. Et sådant begreb om in­ tentionaliteten bevæger sig stadigvæk inden for en cartesiansk ramme. Det originale hos Husserl er ifølge Merleau-Ponty derimod opdagelsen afen dy­ bere intentionalitet, neden under den første. Denne »oprindelige intentio­ nalitet« hører sammen med vor livsverden, men også her fører MerleauPonty så at sige Husserl ud over Husserl selv. Den bevidste eller udtrykkeli­ ge intentionalitet er ikke den oprindelige; forud for den bevidste tankeakt »intenderer« vi noget; idet jeg f.eks. rækker hånden ud mod noget, sigterjeg mod det, ikke som noget forestillet eller tænkt, men som dette bestemte ob­ jekt, som jeg »omgås«: Det drejer sig f.eks. om en pensel, som jeg skal bruge til at male et vindue med. Bevidstheden om dette objekt behøver ikke at være udtalt. Min handling er »intentional«, uden at jeg udtrykkeligt tænker, at dette er en pensel, som skal renses for at jeg kan male vinduet. Den dybere intentionalitet betyder, at »bevidstheden oprindeligt ikke er et »jeg tænker at«, men et »jeg kan««750. Den bevidste refleksion eller analyse støtter sig på en rigdom af forudgående, uudtalte intentioner. Refleksionen er netop re­ fleksion over noget, som går forud for den. Merleau-Ponty vil dermed etablere et »funderings«-forhold. Beskrivelsen i Phénoménologie de la perception tager sigte på en transcendentalfilosofi, men samtidig omfortolker Merleau-Ponty det transcendentale, og det netop i for­ hold til Husserl (jf. side 58ff). Det »virkelig transcendentale« er ikke de kon­ stituerende akter, hvorved en gennemsigtig verden folder sig ud for en be­ tragter på afstand af den. Det primære er tværtimod denne verden, som alle­ rede er der, og som vi lever i. At vende tilbage til sagen selv eller fænomener­ ne vil sige at gå tilbage til denne verden, som er givet forud for den videnska­ belige og teknologiske erkendelse, og som denne altid taler om. I forhold til denne verden er enhver videnskabelig og teknologisk bestemmelse abstrakt; den betyder noget iforhold til denne verden; den er afhængig af denne verden som geografien er det i forhold til landskabet, hvor vi først har lært hvad en

1

I

I ’

l

II 11

II

II

334

Merleau-Ponty: Sansning og verden

skov, en flod, en by, en vej osv. vil sige751. Byen er noget forud for og noget andet og mere end de modeller, som f.cks. byplanlæggere og miljøforskere laver af den; den er et sted, hvor vi lever og f.eks. kan diskutere byplanlæg­ ning, og hvor vi kan mærke miljøproblemerne »på kroppen«. Pointen hos Merleau-Ponty er, at de videnskabelige og teknologiske modeller er abstrak­ te og sekundære i forhold til denne verden, hvori vi lever: For det første for­ udsætter de denne verden som deres tema, altså som det de i sidste ende handler om. Det betyder fordet andet, at de kun er forståelige ud fra erfarin­ gen af denne verden. Og for det tredie finder videnskaberne »sted« i denne verden. Den videnskabelige og teknologiske indstilling bliver kun selvtil­ strækkelig ved at glemme sin oprindelse i og sit sigte på vor livsverden. Merleau-Pontys måde at stille problemet om sansningen eller perceptio­ nen på angiver, at det ikke er sansningen som sådan, der interesserer ham i Phénoménologie de la perception. Det er derimod sansningen, for så vidt den er vores grundlæggende tilgang til den verden, som vi altid allerede er i. Hans ærinde er ikke at behandle sansningen som et emne blandt andre emner, men at bringe den verden på begreb, som videnskaberne er »funderet« i.

Kropslighed, mening og verden Den cartesianske tradition foretager en dobbelt nivellering, idet den renser både begrebet om kroppen og begrebet om sjælen for tvetydighed. På den ene side bestemmer den kroppen som en sum af dele uden et indre, og påden anden side sjælen som noget, der er helt nærværende for sig selv uden af­ stand og derfor uden noget ydre. Bevidstheden er karakteriseret ved at være gennemsigtig for sig selv, idet den ikke er andet end det, den tænker at være. Heraf lølger, at der er to og kun to måder at være på: enten som en ting, som en væren i sig (en soi), ellersom en bevidsthed, som en væren forsig(poursoi). Vi får dermed opdelingen af det, som er, i objekt og subjekt™2. Merleau-Pontys bestræbelse for at nå bag om denne klassiske dikotomi (tvedeling) hægtes i første omgang op på det, han kalder en genopdagelse af »det egne legeme«, »le corps propre«. Erfaringen af vor egen kropslighed fremviser netop en tvetydig måde at eksistere på. Allerede udtrykket »le corps propre« angiver, at der er tale om en legemlighed, som er fremhævet. For at jeg skal kunne placere mig i forhold til et objekt, f.eks. et bord, en lampe, må dette objekt først være for min krop. Men det betyder jo, at min krop ikke tilhører den del af det værende, som er »i sig«753. Tværtimod har den en verden; den er ikke i rummet som andre genstande (borde, træer, lamper osv.), men »bor« (habite) i rummet og tiden. Det vil igen sige, at for mit legeme er rummet og tiden ikke en sum af sideordnede eller efterstillede punkter. Før vi forsøger at forestille os rummet og f.eks. gøre det til et objekt for geometrien, må vi allerede være »indført« i det ved vor legemlighed. Men hvad vil det nærmere sige, at kroppen bebor rummet? Vi kan tage et eksem-

Kropslighed, mening og verden

335

pel, som Merleau-Ponty selv ynder: Den blindes stok er ikke et objekt blandt andre, den er tværtimod blevet en del afhansevne til at orientere sig”4. Den er ikke længere et objekt, som den blinde sanser, men et instrument, som han sanser med. Med andre ord betyder den en udvidelse af kropsligheden. At vi bebor rummet og tiden vil sige, at vi kan »udvide« vor væren i verden, vi kan »strække« den ud i tid og rum; vi kan ændre vor måde at være til på ved at indlemme og tilegne os ting, som dermed ophører med at være blotte objekter, idet de er blevet midler til at forme vort liv. Vi har på én gang dra­ get dem ind til os og lagt os selv ud i dem. Kroppen udkaster således et miljø omkring sig. Dette betyder igen, at Merleau-Ponty kan give en fortolkning af vanen, som ikke gør den til en bevidstløs proces uden fordet egentlige sub­ jekt. At vænne sig til f.eks. en cykel, en vandhane, en trappe, en bil vil sige at have en viden, som har aflejret sig i kroppen”5. »Le corps propre« kan belyses med nogle andre eksempler. De forskellige aspekter, som jeg ser min lejlighed under, giver sig som afskygninger (fr. profils, ty. Abschattungenjafén og samme genstand. Men hvorledes kan de det? Ved at jeg går rundt i lejligheden og oplever den fra forskellige sider, f.eks. cn sommermorgen eller en vinteraften. Jeg kan kun gribe enheden af denne genstand, lejligheden, ved den kropslige erfaring af den. Objektets enhed giver sig gennem enheden af mit eget legeme. Det er i kraft af min le­ gemlighed, at objektet kan vise forskellige sider”6. Vi sanser eller perciperer verden med kroppen. Vi er i verden ved vor kropslighed. Når vi tager noget ud som tematisk objekt for en videnskabelig analyse, forudsætter vi en allerede bekendt verden. Og denne anden viden, som ligger under i vor viden om objektet, har vi,fordi vi er krop151. Det perci­ perende subjekt er ikke et akosmisk, verdensløst subjekt, men et inkarneret (legemliggjort). Merleau-Ponty genoptager og uddyber således det begreb om det inkarnerede subjekt, som vi tidligere er stødt på hos Marcel (jf. side 299ff). Perceptionen eller sansningen bringer hele den uudtalte, underfor­ ståede viden, som hører til kroppen, i anvendelse. Eller skarpere endnu, per­ ceptionens subjekt er kroppen”8. Men det her skitserede begreb om »le corps propre« er en tredie måde at være på bragt inden for synsfeltet, nemlig en væremåde som hverken er blot objektivitet eller ren subjektivitet. Perceptionens fænomenologi udmøntes hos Merleau-Ponty i en dobbelt kritik, på den ene side af intellektualismen (herunder cartesianismen), på den anden side afempirismen. Begge presser perceptionen ind i et tankemønster, som tilhører »den objektive tænkning«, i stedet for at gå bag om denne. Den objektive tænkning tager kroppen og ver­ den som objekter, der er indbyrdes forbundne eller koordinerede ved funktio­ nelle relationer af principielt samme type som dem, fysikken har med at gø­ re. Vi kan sige, at Merleau-Pontys fænomenologi på en måde rettersig mod en glemsel, - som Heideggers hermeneutiske fænomenologi er vendt mod »værensglemslen«. For den videnskabelige betragtningsmåde har degrade-

S

I I

3

Bl

336

Mcrleau-Ponty: Sansning og verden

ret erfaringen, sådan at vi har glemt, hvad det vil sige at se, lytte og generelt at sanse’59. Den »objektiverende« indstilling har inficeret den almindelige måde at tænke på. Rask væk betragter vi vor sansning som et objekt eller en foreteelse i verden på linie med andre begivenheder, i stedet for at forstå den som åbningen af eller tilgangen til den verden, vi lever i, og dermed som be­ tingelse for den objektive tænkning. Den empiristiske filosof beskriver per­ ceptionen, som man beskriveret fremmed lands fauna’60, uden at opdage at han allerede selv perciperer og uden at se, at perceptionen, sådan som han le­ ver den, dementerer det, som han generelt siger om den. De traditionelle analyser af perceptionen går ud fra perceptionen af en en­ kelt ting, f.eks. et bord, et glas, et askebæger; men den abstrakte, isolerede perception er netop - isoleret. Den fælles fejl i empirismen og intellektualis­ men er, at de glemmer, at perceptionen sker på en baggrund (fond), i en kontekst. I den naturlige, daglige indstilling går jeg strengt taget ikke rundt og har perceptioner afobjekter; jeg har derimod en strøm af erfaringer, som viser hen til og tydeliggør hinanden’61. De hører sammen i en konfiguration eller meningssammenhæng. Vi kan tage Merleau-Pontys eksempel: Paris er for mig ikke et objekt med tusinder af facetter, den er ikke kun en sum af fak­ tiske eller mulige perceptioner; hver udtrykkelig perception, som jeg har på min tur gennem byen - cafeerne, ansigterne, broerne, bilerne - bekræfter en bestemt mening eller betydning, som byen har for mig (»un certain sens de Paris«). - Perceptionen skerpåen baggrund, som på én gang er rumlig og tidslig. Enhver perception forudsætter en fortid hos det subjekt, som perci­ perer, idet den kun er mulig ved at aktualisere en underliggende viden, som er erhvervet forud. Således »forstår« jeg ansigterne, bygningerne, gaderne i kraft af den underforståede viden, som hørertil kropsligheden. Min percep­ tion er derfor bundet sammen med min historie og dens historie, som går forud for mig. Vi erfarer, at kroppen er udtryk. Andre menneskers tale, mimik, bevægel­ ser har en mening foros, de kan sige os noget. Men hvorledes er kroppen ud­ tryksfuld? På den måde, at vor eksistens først virkeliggør sig i de kropslige ud­ tryk, herunder det talte sprog; vi lever os ud i en legemlig verden. Det bety­ der, at kroppen som udtryk ikke er noget blot »ydre«, som ledsager en »in­ dre«, sjælelig proces. At eksistensen først realiserer sig i de ydre, kropslige udtryk vil sige, at der ikke består en tilfældig - eller som vi netop siger »ydre« - forbindelse mellem dem. Det udtrykte og udtrykket kan ikke adskilles. El­ ler rettere, de kan adskilles, men kun ved en abstraktion. Det udtrykte - ån­ den, sjælen, den »indre« mening eller intention - og udtrykket - kroppen, tegnene - er taget hver for sig netop abstrakte momenter. Det centrale fæno­ men , som de er abstraktioner fra, er den inkarnerede mening (le sens incarné)’62. Meningen aktualiseres først i ud-trykket, og det betyder omvendt, at krops­ ligheden ikke længere kan forstås som en tilfældig omstændighed ved vor eksistens.

I

Kropslighed, meningogverden

i

337

■!

Denne omvurdering af kropsligheden udtrykker Merleau-Ponty ved at si­ ge, at mit legeme haren metafysisk struktur, idet del påén gang er objekt foren anden og subjekt for mig7bJ. »Metafysik« vil her sige fremkomsten af noget ud-over naturen eller objektets væren. Kroppens metafysiske struktur eller tvetydighed (ambiguité) slår igennem på en tydelig måde i seksualiteten, idet denne fremviser spændingen i den menneskelige eksistens mellem autonomi og afhængighed. Det er denne spænding, som gennemsyrer menneskets åbenhed mod en »anden«. Dermed er vi ført over i spørgsmålet om den an­ den og den menneskelige verden. Tvetydigheden i den menneskelige ek­ sistens udspiller sig først og fremmest i den kulturelle verden, som på en gang er en objektivitet af anden orden og samtidig formet gennem menne­ skelig subjektivitet. Jeg lever ikke blot i en naturlig, fysisk verden. Rundt omkring mig er der veje, byer, kirker, redskaber (artefakter), fabrikker osv. De bærer alle spor af menneskelig handlen7**4. Det mærkelige er, at de handlinger, hvorved mennesket har givet eller giver sit liv form, aflcjrer sig uden for det og fører dér en anonym eksistens som en ting. Det ytrer sig f.eks. i et landskab, som jeg ser Ira toget, og som menneskelige handlinger er blevet nedfældet i. Selv resterne af et fortidigt samfund - bygninger, mønter, redskaber, dokumen­ ter osv. - vidner mere eller mindre tydeligt om forskellige måder at være til på. Nu er problemet, hvorledes sådanne ting kan vidne om andre bevidstheder, om andre menneskers livsform. Hvorledes kan et objekt i rummet blive et spor, som taler om en fremmed eksistens? Dette problem kæder MerleauPonty sammen med det spørgsmål om intersubjektiviteten, som Husserl kæmpede med i Cartesianische Meditationen (jf. side 66). Ganske vist kan kon­ stitueringen af et samfund ikke føres tilbage til konstitueringen af den an­ den, idet samfundet er andet og mere end en samling al bevidstheder. Men perceptionen af den anden rejser alligevel i princippet den samme vanskelig­ hed som perceptionen af den kulturelle verden. For det første kulturelle ob­ jekt - det som de øvrige eksisterer ved - er den andens legeme. Vanskeligheden er dette »paradoks«, at vi her har at gøre med en bevidst­ hed, som er set udefra, som om den varet objekt. Det drejer sig om tankeakter, intentioner, som fæstnes i det ydre, dvs. bliver synlige uden for ophavs­ manden. Den objektive betragtningsmåde reducerer kroppen til at være det objekt, f.eks. fysiologien taler om. Det betyder som nævnt, at derer toogkun to måder at være på, enten som objekt, i sig, eller som bevidsthed, for sig. Men hvad med den andens eksistens? Den giver sig for mig kun gennem den andens krop eller de spor, som denne har sat sig. Hvis vi ud fraden objektive tænkning skal gøre rede for erfaringen af et andet menneske, bliver resulta­ tet en modsigelse: Den anden foran mig er et objekt, og dog eksisterer han for sig, som en anden bevidsthed. Den andens eksistens »falder imellem« i denne modstilling mellem objekt og bevidsthed. 22

Engagement og forståelse

I fi

*1

I

1

I

' I

J

338

Merleau-Ponty: Sansning og verden

For at komme ud af denne penible problemstilling må vi gå tilbage til be­ skrivelsen af »le corps propre«. Vi så dér, at i samme grad som kroppen unddrages den objektive betragtning, viser der sig en tredje måde at være på, mellem den rene subjektivitet og den blotte objektivitet. Men hvis jeg som subjekt er inkarneret, som bevidsthed legemlig, hvorfor skulle den andens legeme så ikke også have en bevidsthed? Dette svar kræver imidlertid, at vi skelner mellem på den ene side kroppen somfænomen - kroppen-for-os, den andens og mit eget legeme - og kroppen som objekt, f.eks. for fysiologien. Men står vi så ikke med en ny tvedeling; i stedet for modstillingen mellem subjekt og objekt modstillingen mellem kropsfæ­ nomenet og kropsobjektet? Hvorledes kommer vi fra det ene til det andet? Hvad er forholdet mellem dem? Merleau-Ponty svarer, at kroppen som f.eks. fysiologisk objekt fremkommer ved en nivellering eller degradering (»appauverissement«, forarmelse) af kropsfænomenet. Faktisk skærer den objektive betragtningsmåde netop kroppens karakter af udtryk væk. Men omvendt er bevidsthedsbegrebet også blevet forskudt. Vi skal ikke som intellektualismen forstå bevidstheden som en ren væren-for-sig (Sartre), men som en perceptiv bevidsthed, dvs. som en bevidsthed i verden. Som legemligt subjekt er jeg ikke gennemsigtig for mig selv. Det perspektiv, som jeg anlægger på verden, har ikke faste grænser, der er altid noget andet og mere at erfare. Idet mit perspektiv er åbent, er den anden ikke indesluttet i det. I kraft al kropsligheden deltager vi i en fælles verden. Perceptionens verden overskrider det enkelte jeg, som perciperer. Dermed kan den andens perspektiv også overskride mit .Jeg ser f.eks. en anden, som er i færd med at udskære noget i et stykke træ. Dermed får tingene, som omgiver ham, træet, redskaberne, et nyt lag af betydning for mig. De er ikke længere blot det, som jeg ville kunne gøre dem til ved at bruge dem, de er også det, som denne anden »adfærd« (comportement) gør dem til. Dermed viser det andet lege­ me sig ikke længere som blot en del af verden, men som et særligt syn eller perspektiv på verden. Den fælles verden er horisont for os.< Kernepunktet i Merleau-Pontys kritik af empirismen og intellektualis­ men er, at de begge gør verden til noget »tout fait«765, dvs. til en færdig, af­ sluttet ramme for alt, som kan ske. Men den verden, som vi har tilgang til gennem perceptionen, er uigennemsigtig, ufærdig, åben. Den ligger ikke udfoldet foran en udelagtig tilskuer, men opdages kun gennem engagemen­ tet, som allerede er implicit i perceptionen. Merleau-Ponty gør dermed den endelighed gældende, som hører til vor kropslighed eller inkarnation. Det giv­ ne er erfaringen forstået som sammenspillet mellem et endeligt subjekt og en uigennemsigtig verden, som det opstår og er engageret i766. Denne uigen­ nemsigtighed og endelighed er ikke noget mangelfuldt. Tværtimod betyder bestræbelsen på at se væk fra den, at kropslighedens karakter af udtryk overses; med andre ord nivelleres den i forhold til vor erfaring af den. Ver­ den, som vi erfarer, er en åben totalitet'1"''.

N i

Merleau-Ponty: Kropslighed og historie il

Humanisme og terror Situationen fra midten af 40’rne frem til omkring 1960 kan i første omgang beskrives gennem den dominerende diskussion mellem »eksistentialismen« og marxismen. Ved befrielsen i 1944 fremstod »eksistentialismen« som modefilosofien samtidig med, at kommunistpartiet var kommet styrket ud af modstandskampen. Et første forsøg fra Sartres side på at finde et fælles punkt for »eksistentialismen« og marxismen768 blev hurtigt afløst af en tem­ melig ufrugtbar og diffus konfrontation. »Eksistentialismen« blev fra kom­ munistisk hold reduceret til at være en idealisme, en abstrakt fremhævelse af individet, og som sådan en borgerlig ideologi. Men det, som man satte op imod den, var en lige så abstrakt betoning af den materielle, sociale virkelig­ hed. Midt i denne konfrontationsperiode fra 1944 frem til omkring 1950 blev det første, systematiske forsøg på at forene »eksistentialismen« og marxis­ men udarbejdet, nemlig af Merleau-Ponty. I en artikel fra 1945om Sartres L ’étreet lenéant og diskussionen omkring den sluttede han med at skrive: »En levende marxisme burde »redde« den eksistentialistiske søgen og integrere den, i stedet for at kvæle den«769. Det, som kunne begrunde en sådan forso­ ning, var den fælles »patos«770, humanismen. Sartre erklærede, netop i pole­ mik mod marxismen, at eksistentialismen var en humanisme. Men var det underliggende mål for marxismen ikke også frigørelsen, virkeliggørelsen af mennesket? En støtte til dette forsoningsforsøg kunne findes i Kojéves »hu­ manistiske« læsning af Hegel. Diskussionen fra midten af 40’rne drejede sig følgelig omkring »humanismen«. Men hvorvidt er »marxismen« en humanisme? Den marxisme, »eksisten­ tialisterne« var konfronteret med, var det franske kommunistpartis filosofi, en filosofi, der var stivnet i stalinistisk ortodoksi. Merleau-Ponty kunne kun etablere sit forsoningsforsøg ved at tale om, hvad marxismen »egentlig« er, nemlig en afdækning af den sociale dimension af den menneskelige eksistens771. Men hvad stiller en sådan »humanistisk« læsning af Marx op med de historiske begivenheder i samtiden: Moskva-processerne 1936-38, koncentrationslejrene i Sovjet, nedkæmpelsen af opstandene i Østberlin 1953, i Ungarn 1956 osv.? Er der et blot tilfældigt forhold mellem den mar­ xistiske filosofi og så det, den bliver brugt til? Spørgsmålet om fortolkningen af de historiske begivenheder spiller direk­ te ind i »humanismediskussionen«. Det sted, hvor problemet bringes på be­ greb, er Merleau-Pontys bog fra 1947 Humanisme el terreur (»Humanisme og terror«). Selve skemaet, som titlen hentyder til, er givet hos Kojéve: Histori­ en drejer sig om menneskets frigørelse, men denne frigørelse sker gennem

22.

II

I

■

hl !

1 il

I. I

I

I I

Humanisme og terror

341

»arbejdet og kampen«, gennem volden. Kojéve havde fremhævet og udma­ let denne sammenhæng mellem frigørelsen af mennesket og den voldelige kamp. Hos Merleau-Ponty optræder skemaet mere som et dilemma: Kan målet, de menneskelige forhold mellem mennesker, skabes gennem vold? Modspørgsmålet lyder: Hvorledes ellers skabe menneskelige forhold under betingelser, som er umenneskelige? Problemet bliver dermed karakteren af den vold, som frigørelsen skal ske igennem. Den må på en eller anden måde foregribe målet. Spørgsmålet kan altså drejes derhen, om der kan gives en form for vold, som »overskrider sig selv«772. Skemaet »humanisme og terror« gentages senere på en noget tvetydig må­ de i Sartres Critique de la raison dialectique. Det er dette fortolkningsskcma, som viser sig mere og mere problematisk for Merleau-Ponty. Den afventende, bevidst tvetydige konklusion på Humanisme el terreur rummede en forsigtig støtte udefra til kommunistpartiet. Men der var tale om en »relativ« retfær­ diggørelse, nemlig ud fra en afstandtagen fra de liberale demokratier, som hviler på en skjult vold (undertrykkelsen af bestemte sociale grupper, udbyt­ ningen af kolonierne). Deres principper er humane, mens volden findes i praksis, i ly af de humane principper. Til forskel herfra er volden i Sovjet of­ ficiel , mens der er menneskelighed »i hverdagen«773. Spørgsmålet er imidler­ tid, hvor meget en sådan retfærdiggørelse, som henter sin kraft fra afvisnin­ gen af den modsatte position (her det liberale demokrati), egentlig retfær­ diggør. Den hviler netop ikke så meget på en vurdering afdet, som - omend forsigtigt - retfærdiggøres (her kommunistpartiets politik). I hvert fald æn­ drede Merleau-Ponty hurtigt sin afventende holdning. I en artikel fra januar 1950 i Les temps modernes tog Merleau-Ponty spørgs­ målet om koncentrationslejrene i Sovjet op. Beviserne herpå var blevet sta­ dig tydeligere. Han henviser i artiklen til sit tidligere synspunkt, at tenden-

Alberl Camus, 1913-1960, karikeret af David Levine. For Camus erfilosofi en radikal over­ vejelse over menneskets situation i verden. Denne opfattelse er mejslet ud i den overrumplende be­ gyndelse på Sisyfos-myten fra 1942: »Derfindes kun ét virkelig alvorligt filosofisk problem: selvmordet. Al afgøre, om livet er verrd at leve eller ej, er at besvarefilosofiens grundspørgsmål”. Udgangspunktet for Camus er det absurde: al den verden, mennesket befinder sig i, erfremmed for mennesket. Del er en verden, hvor Gud er dod, en verden uden indbyggel mening. Få menne­ skets spørgsmål om mening er der ikke noget svar, kun tavshed eller stilhed. Vaden a der blot, i sig selv. Den konsekvens, Camus drager af denne absurde situation, er ikke opgivelsen, men tværtimod »oproret, friheden og mangfoldigheden”. Med del absurde bliva vifrit stillet til at le­ ve livet i dels mangfoldighed eller forskellighed. Og del er i oprorel uden håb, al mennesket viser sin menneskelige værdighed. Denne konklusion revideres i L ’hornme revolte (»Oprøreren”) fra 1951, som gav anledning lit et pinagtigt, offentligt brud med vennen Sarlre. Mens Sarlre på delle tidspunkt gjorde tilnærmelser til kommunistpartiet, vendte Camus humanismen mod mar­ xismen. Hans kritikforegriber 70’ernes »nyefilosoffa«: Ved at påberåbe sigfriheden ogfornuf­ ten kan man give terroren et skin af retfærdighed - men »slavelejre under frihedais banner (... ] sætter så al sige dømmekraften ud affunktion«.

I

' i

i

il

iI

Ih

il

II

I

342

Merleau-Ponty: Kropslighed og historie

iW

■

■/.

Cornehus Castoriadis, f. 1922, er afgrcesk afstamning, men flygtede i 1945 hl Frankrig. Sammen med en elev af Merleau-Ponty, Claude Lefort, grundlagde han i 1946 en gruppe, som stod bag tidsskriftet Socialisme ou Barbarie (»Socialisme eller barbari«, 1949-1965). I

i

i

s

-

sen i det sovjetiske samfund er tvetydig, uklar. Men hvis der sidder ti millio­ ner i lejrene, så »er det hele systemet, som slår om og skifter betydning«774. »Der er ikke tale om socialisme, når hver tyvende borger sidder i koncentra­ tionslejr«775. Allerede i slutningen af40’rne havde Cornelius Castoriadis givet en sam­ let analyse af det sovjetiske system. Denne analyse fik en særlig brod ved, at den gjaldt netop det, som i marxistisk forstand er det basale i et samfund, nemlig produktionsmåden og produktionsforholdene. Castoriadis’ konklu­ sion var, at produktionsforholdene i Sovjet repræsentereren ny form for ud­ bytning. Der eksisterer en særlig klasse, bureaukratiet, som bestemmer over produktionsprocessen på alle niveauer. De socialistiske kim fra oktoberre­ volutionen i 1917 er blevet omdannet til instrumenter for det mest gennem­ førte system til udbytning og undertrykkelse, man endnu har set. Spørgsmålet er nu, om denne udvikling af revolutionen til et totalitært bu­ reaukrati blot er et forbigående uheld, der ikke berører det teoretiske grund-

Humanisme og terror

343

lag, - sådan som Trotskij mente, Castoriadis nåede efterhånden til den mod­ satte konklusion, nemlig at der er noget i marxismen selv, som forbereder denne udvikling. Bruddet med marxismen blev fremstillet i Marxisme el théorie révolutionnaire (»Marxisme og revolutionær teori«) fra 1964/65. Castori­ adis gør her op med grundlaget hos Marx, hans historiefilosofi. Historien er kendetegnet ved en stadig skabelse af noget nyt, altså ved ikke at være bestemt på forhånd. Men hos Marx gøres den til produktet afen tek­ nisk udvikling, som på mirakuløs vis sikrer en kommunistisk fremtid. Frem­ skridtet er så at sige indbygget i det historiske forløb. Men dermed fordrejes hele spørgsmålet om menneskets praksis eller handlen. »Praksis« bliver til en simpel anvendelse af »teori« eller indsigt i udviklingen, altså til teknik. Den reduceres til at være arbejdet eller manipulationen med et givet materiale. I kritik af den marxistiske tradition bestemmer Castoriadis - i en vis tilknyt­ ning til Merleau-Ponty -praksis som den handlen, hvori den anden eller de an­ dre ses som selvbestemmende (autonome) væsener”6. Mærkelig nok blev Castoriadis ignoreret i et par årtier, - for så til gengæld at spille en central rolle fra og med maj 68. Men lad os vende tilbage til den toneangivende diskussion omkring Sartre og Merleau-Ponty. Fra 1950 blev Merleau-Pontys afstandtagen fra kommunistpartiet stadig mere udtalt. Og efterhånden kom hans skepsis til at gælde den marxistiske historiefilosofi som sådan. Opgøret samles i Les avenlures de la dialectique (»Dialektikkens eventyr«) fra 1955. Slutkapitlet vender opgøret mod netop Sartre. Den bevægelse, Sartre gennemløb i spørgsmålet om marxismen, er spejlvendt i forhold til bevægelsen hos Merleau-Ponty. Tilsammen danner de en dobbeltbevægelse, som indfanger diskussionen fra midten af 40 rne til slutningen af 50’erne: Sartre begyndte i en konfrontation med den officielle marxisme, sam tidig med at Merleau-Ponty udkastede sit forsoningsforsøg. Vejene krydsede hinanden omkring 1950. Derefter gik de igen i hver sin ret­ ning. Mens Merleau-Ponty fjernede sig afgørende fra kommunistpartiet, nærmede Sartre sig. Det kom især til udtryk i artikelserien Les communistes et lapaix fra 1952-54.1 ekstrem grad er der her tale om en »relativ« retfærdiggø­ relse af kommunistpartiet og Sovjetunionen, idet den henter sin kraft fra en afstandtagen fra Sartres egen klasse med dens borgerlige ideologi. Uenighe­ den mellem Sartre og Merleau-Ponty førte i 1952 til, at Merleau-Ponty for­ lod redaktionen af Les temps modernes. Imidlertid blev Sartres tilnærmelse til kommunistpartiet afbrudt af begivenhederne i Ungarn i 1956. Han satte nu alle kræfter ind på at forene »eksistentialismen« og marxismen, men netop i et skarpt opgør med den officielle marxisme. Opgøret kom til udtryk i en lang artikel fra 1957 Existenlialisme el marxisme, som danner forspillet til Crilique de la raison dialectique. Sartre genoptog således det forsoningsforsøg, som Merleau-Ponty tidligere havde udkastet, og søgte at nybegrunde marxismen som historiefilosofi. Det skete på et tidspunkt, hvor Merleau-Ponty havde vendt sig bort fra den marxistiske historiefilosofi.

M 1

11

9

344

Merleau-Ponty: Kropslighed og historie

i1

Friheden i situationen

;l

I

I anden omgang kan situationen frem til 1960 beskrives gennem udviklin­ gen af den eksistentielle fænomenologi, som vardet filosofiske kraftcentrum i denne periode. Det er først og fremmest fra Merleau-Pontys fænomenolo­ gi, at den filosofiske fornyelse i forhold til Sartres L ’élre et le néant kommer, en fornyelse, som muliggør Sartres andet hovedværk. Mens forholdet til kommunistpartiet og marxismen blev præget af mere eller mindre dramatiske skift, var udviklingen af den eksistentielle fænome­ nologi glidende. Merleau-Pontys forsøg på at forsone marxismen og »eksi­ stentialismen« indebar en dobbelt korrektion. Denne korrektion skete ud fra en selvstændig position, nemlig den eksistentielle fænomenologi forstået som en social- og historiefilosofi. Korrektionen af den officielle marxisme er forholdsvis enkel. Denne neg­ ligerer netop det begreb om den menneskelige subjektivitet, som den selv må forudsætte. Derimod er korrektionen af »eksistentialismen« temmelig kompleks. Merleau-Ponty slutter Phénoménologie de la perception med en diskussion af frihedsbegrebet. Diskussionen sker på baggrund af Sartres position i L ’élreet le néant. Hovedpunktet i den er en kritik af forsøget på at forstå friheden efter den abstrakte modstilling af væren-i-sig og væren-for-sig, altså tingens væ­ ren og bevidsthedens væren. F.eks. er der i dette at »vælge« sit klassetilhørs­ forhold, altså i bevidstheden om at tilhøre en bestemt klasse, hverken tale om en mekanisk årsagssammenhæng eller et absolut valg. Det er et valg, som sker gennem hele den måde, man lever i verden på, i forholdet til andre og i forholdet til sit arbejde. Dette valg gennem den måde, man lever i verden på, er det egentlige valg. Den menneskelige eksistens går ikke op i de givne omstændigheder, men den er heller ikke en frihed uden omstændigheder. Den absolutte frihed hos Sartre betyder et abstrakt, punktuelt valg. Den er en abstrakt frihed, idet den er løsrevet fra situationen. Dette hænger sam­ men med, at Sartre bestemmer friheden negativt, nemlig som den stadige mulighed for at sige nej, for at overskride og dermed benægte (negere) det givne, altså for at gøre noget andet. Dette »andet« lades ubestemt; det er et eller andet andet end det givne. Men det er dog stadig væk noget andet. Den benægtende handling får et resultat. Den indskriver sig i en sammenhæng. Bestemmelsen af friheden ved benægtelsen (negationen) af det givne eller ved løsrivelsen fra en given situation er kun et abstrakt, negativt moment. Benægtelsen eller løsrivelsen sker på baggrund af et omfattende engagement i verden777. Merleau-Ponty viser dette gennem en ekstrem, afgørende situation, net­ op det, som Sartres bestemmelse af friheden tilsyneladende lever af. Et men­ neske, som underkastes tortur, og som alligevel ikke vil give de navne og adresser, man vil have ud af ham, foretager ikke et isoleret valg i et tomrum.

Friheden i situationen

345

Han tænker endnu på sine kammerater, han er endnu engageret i den fælles kamp, han er ligesom ude af stand til at tale. Eller han har i måneder eller år forberedt sig på denne prøve, på en måde ladet hele sit liv dreje sig omkring denne mulighed778. Nu havde Sartre allerede i L 'Ureel lenéanl brugt engagementsbegrebet til at karakterisere den menneskelige eksistens, og i forsøg på at besværge kon­ sekvenserne af sit individualistiske begreb om friheden og valget betonede han i årene umiddelbart efter krigen eksistentialismen som en »engage­ mentsfilosofi«. Imidlertid betød dette ikke nogen ændring af frihedsbegrebet - tværtimod går det abstrakte begreb om friheden igen i hans begreb om en­ gagementet. I opgøret med Sartre i Les aventures de la dialeclique hedder det:

»Engagementet i Sartres betydning er benægtelsen [negation] af det bånd mellem os og verden, som det tilsyneladende bekræfter, eller retteredet forsøgerat gøreet bånd ud af benægtelsen«779. Sartre bestemmer i 7. ’étre el le néanl menneskets forhold til det givne gennem begrebet om benægtelsen (negationen). Men med denne blotte bestemmelse benægtes jo i virkeligheden båndet eller forbindelsen. Engagementsbegre­ bet skulle så bekræfte dette bånd. Men hvorledes det, når engagementet for­ stås gennem det absolutte, ubundne valg? Det forstås som den bevidste, vil­ jesmæssige sætten sig ind på noget andet end det givne. Det bevidste engagement må støtte sig på et forudgående, »tavst« engagement780. Hermed mener Merleau-Ponty dette, at vi lever med en sag i vor konkrete situation, at vi gennem den måde, vi lever på, er »engageret« i denne sag. Den konkrete frihed er friheden i og gennem situationen, altså friheden i dens sammenhæng. Med denne kritik placerer Merleau-Ponty sig bevidst i det »paradoks« el­ ler den tvetydighed, som behersker Sartres L 'Are'eZZtn/an7(jf. side 326f) . På den ene side fremhævede Sartre her sammenhængen mellem frihed og situa­ tion. Han beskrev et »sted« mellem bevidstheden og tingene, nemlig frihe­ dens situation. På den anden side begreb han friheden abstrakt, idet situatio­ nen eller omstændighederne netop var noget, der ikke angik det absolutte valg. Det, Merleau-Ponty nu gør, er, at han uddyber begrebet om friheden i situationen og vender det mod netop Sartres abstrakte begreb om friheden og engagementet. Situationsbegrebet »udelukker den absolutte frihed som oprindelsen til vore engagementer«787. Vi er allerede, nemlig i kraft af hele vor kropslighed, engageret i en situation før det bevidste, valgte engage­ ment. Merleau-Pontys uddybning af begrebet om frihedens situation kan ses som en udvikling af den dialektiske ansats fra L ’élre et lenéanl. Den situation, friheden eksisterer i, er en social og historisk situation.

P

346

Merleau-Ponty: Kropslighed og historie

Eksistens og dialektik Til grund for det abstrakte frihedsbegreb ligger Sartres adskillelse af de to former for væren, i-sig og for-sig. Merleau-Pontys kritik må følgelig gælde denne grundlæggende adskillelese i L ’étreet le néant™\ Merleau-Pontys modspil til Sartres position er givet allerede med begre­ bet om den perceptive verden, altså den verden, vi i perceptionen eller sans­ ningen eksisterer i. Dette modspil vidercudvikies nu. Den menneskelige handlen, som Sartre vil begribe egenarten af, er en overskridelse af det givne. Men den er ikke blot en overskridelse eller benæg­ telse. Den får også et resultat. Hvilken status har dette, som handlingen bli­ ver til? Det er ikke blot »for-sig«. Idet det er »blevet til«, dvs. blevet noget gi­ vet, er det så at sige størknet. Del er heller ikke blot »i-sig«, idet det jo er noget »af os«. Det er præget af en menneskelig aktivitet. Det er ikke noget blot passivt eller fremmed, men har netop en betydning for os. Der er altså tale om noget »mellem« en væren-for-sig og en væren-i-sig. Denne mellem­ status består først og fremmest deri, at det er et spørgsmål om mening. Men sådan med alle menneskelige frembringelser: de falder så at sige »imellem« bevidsthedens blotte væren-for-sig og tingens væren-i-sig. De danner en »mellem-verden« (intermonde)™*. Bevidsthedens væren-for-sig er karakteriseret ved at være en aktivitet, en omformning af det givne. Men hvorledes med denne menneskelige aktivi­ tet? Den »bliver til« i det givne, som den omformer. Det betyder, at den ind­ skriver sig i en sammenhæng, som er præget af tidligere handlinger. Således bruger den »instrumenter«, som er frembragt gennem en tidligere, menne­ skelig aktivitet. For at nå hen til min ven, Pierre, på cafeen må jeg tage bus­ sen , gå ned ad nogle gader, åbne døren til cafeen osv. Den sammenhæng, som handlingen indskriver sig i, har en social og historisk karakter. Med denne sociale og historiske sammenhæng er netop det, Merleau-Ponty kalder »mellem-verden«. Man kan altså nå frem til dette begreb ud fra selve be­ vidsthedens væren-for-sig. Denne viser sig at være en handlen, som finder sted i en social og historisk sammenhæng, en praksis. »Mellem-verden«, »intermonde«, vil altså sige den verden, der danner sig for det første mellem mennesket (bevidstheden) og tingene, for det andet mellem menneskene indbyrdes. De to punkter skal tages i ét. Forholdet mellem meneskene, de forskellige friheder, går gennem forholdet til tingene. I fuld forstand vil »mellem-verden« sige den verden, der danner sig mellem de forskellige friheder (jf. side 313). Det er her, der egentlig er tale om et »mellem«, altså et forhold. I dette begreb om »mellem-verden« holdes altså de tre »værensformer« fra L’élre el le néanl sammen: væren-for-sig (frihedens, bevidsthedens væren), væren-i-sig (tingens væren) og væren-for-andre. Som hos Sartre danner »anerkendelsens dialektik« en stadig resonansbund. Men først hos MerleauPonty føres Hegels pointe igennem, nemlig at friheden selv kun kan virke-

Eksistens og dialektik

347

irr-—---r::

Raymond Aron, Fernand Alquié, Jean Wahl og Maurice Merleau-Pontyfotograferede ved en re­ ception hos forlaget Gallimard den 7. marts 1957.

liggøres i forholdet til andre. Vort forhold til os selv er allerede formidlet af det »fælles«, det almene785. Eksistensen forstås hos Merleau-Ponty som en væsentlig social eksistens, som en eksistens sammen med andre (coexistence)786. Med eksistensbegrebet betoner han dette at eksistere i det konkrete, i si­ tuationen, men det konkrete vil sige formidlingssammenhængen, den socia­ le, historiske og sproglige sammenhæng mellem de enkelte individer. Denne formidlingssammenhæng, som vi eksisterer i, har en dialektisk struktur. Merleau-Ponty kan derfor kæde eksistens og dialektik sammen. Og med denne sammenkædning karakteriserer han »den konkrete filosofi«787. Men dermed giver sig den spænding, som behersker Merleau-Pontys fæ­ nomenologi . Den vil på én gang betone den grundlæggende betydning af så­ vel perceptionen og kropsligheden som afhistorien og sproget. Perceptionen og kropsligheden har en grundlæggende betydning i kraft af deres umiddelba­ re karakter: Perceptionen haren »forrang« (primat)788 ved at være den umid­ delbare tilgang til den verden, vi leveri. Kropsligheden betyder, at vi umid­ delbart er i verden, før vi refleksivt griber os selv. Merleau-Ponty betoner dermed det forud givne. Omvendt er historien og sproget grundlæggende ved at være den formidlingssammenhang, vi eksisterer i. De to fortolkninger af det konkrete (jf. side 295) skærer således hinanden i Merleau-Pontys fæno­ menologi . Forsøget på at holde dem sammen giver en omfattende spænding

i

'■I 348

I

Merleau-Ponty: Kropslighed og historie

i denne fænomenologi, som ellers kunne synes at være en søgen tilbage til cn oprindelig tilstand af fylde. Men hvorledes forbindes de to fortolkninger? Det forud givne er hos Merleau-Ponty den verden, som er umiddelbart eller allerede givet i percep­ tionen, og som vi altid allerede er engageret i gennem hele vor kropslighed. På baggrund af denne perceptive verden »danner« der sig en social og histo­ risk verden. Eller rettere den perceptive verden forlænges og omformes i denne kulturelle verden. Der er en intim sammenhæng her. Den verden, vi har tilgang til gennem perceptionen, er en verden, som allerede har betydning for os, og som betydningsverden er den en social verden. Ligeledes er vor krop »vort udtryk i verden, vore intentioners synlige skikkelse«789. I kraft af vor kropslighed kan vi udtrykke noget i bevægelser og sprog og dermed for­ holde os til verden, så at sige udpege den. Den situation, vi gennem vor kropslighed er engageret i, er en social, historisk og sproglig sammenhæng. Men omvendt lever vi i denne verden gennem vor kropslighed og den ud­ tryksfuldhed, som hører til denne. 1 en artikel fra juni 1945 skrev Merleau-Ponty, at erfaringen af krigen be­ tød (eller måtte betyde) en genopdagelse afhistorien, af eksistensen sammen med andre79". Men det er netop forståelsen afhistorien, som umuliggøres med det abstrakte frihedsbegreb og den »cartesianske« adskillelse af i-sig og for-sig791. Med dette frihedsbegreb gør Sartre historien til »det umiddelbare resultat af vore viljer«792. Men dermed forsvinder den. For historien er for det første karakteriseret ved at være en »mellem-verden« i den dobbelte be­ tydning, og som sådan overskrider den de blot individuelle perspektiver. For det andet er den kendetegnet ved uigennemsigtighed, flertydighed og »kontingens« (manglende nødvendighed)798. Den »åbne totalitet«, vi gen­ nem vor kropslighed er stillet i (jf. side 338), vil sige en historisk verden. Den franske fænomenologi fra midten af 40’rne frem til omkring 1960 er domineret af to temaer, nemlig kropslighed og historie. Det er først og frem­ mest hos Merleau-Ponty, disse to grundtemaer - og med dem de to fortolk­ ninger af det konkrete - søges sammenholdt. Derigennem kan han udvikle eksistensfilosofien i en dialektisk social- og historiefilosofi. Det er denne ud­ vikling, som forlænges i Sartres andet hovedværk, Critique de la raison dialectique. Merleau-Pontys fænomenologi kan således ses som et bindeled mellem Sartres to hovedværker. Den uddyber den dialektiske ansats fra L ’étreet lenéant, men på den måde, at den dermed samtidig gør op med den grundlæg­ gende modstilling af væren-i-sig og væren-for-sig, som Sartre her tænker fri­ heden efter. Den udvikler begrebet om friheden i situationen gennem begre­ bet om den sociale og historiske verden, »l’intermonde«. Det er dette begreb om den sociale og historiske »mellem-verden« - og dermed det dialektiske begreb om det konkrete som formidlingssammenhængen - som nu udfoldes i Critique de la raison dialectique. Det sker i en karakteristisk forskydning af posi­ tionen fra L 'étre et le néant.

Den ældre Sartre: Hvad er dialektik? At genvinde mennesket i marxismens indre Diskussionen omkring »eksistentialismen« og marxismen når et foreløbigt slutpunkt i Sartres andet hovedværk, Critiquedela raison dialectique (»Kritik af den dialektiske fornuft«) fra 1960. Det svar, som her gives på spørgsmålet om metoden, går ud på, at eksistentialisme og marxisme ikke er alternati­ ver. Det er ikke blot muligt, men også nødvendigt at forene dem. Bogen er bygget op omkring to påstande, som står i et indbyrdes spæn­ dingsforhold. For det første hævder Sartre, at marxismen er »vor tids uom­ gængelige filosofi«794. Men for det andet er bogen samtidig skrevet ud fra nødvendigheden af et opgør med netop det, som marxismen er blevet til »i vor tid«. Marxismen behøver derfor et korrektiv, nærmere bestemt et kor­ rektiv, som eksistentialismen skulle kunne give. Men kritikken af marxis­ men skal ske »indefra«, idet denne går fejl »på trods af sig selv«. Eksistentia­ lismen får dermed den funktion at være en katalysator for »den virkelige marxisme«795. Opgaven er med andre ord en kritisk redning af marxismen. Eksistentialismen går så at sige op i den korrigerende funktion, den tildeles i dette forsøg på at nybegrunde marxismen. Det, som har givet marxismen dens kraft og rigdom, er, »at den har været det mest radikale forsøg på at opklare den historiske proces i dens totalitet. Men i de sidste tyve år har dens skygge i stedet formørket Historien«'96. Det, Sartre vil redde, er marxismen forstået som forsøg på at begribe den åbne, uafsluttede historie, vi selv står i. Men i samtidens marxisme er de »åbne« begreber blevet lukkede, ubevægelige. Den har gjort analysen af erfaringen til »en simpel ceremoni«, idet dens skemaer aldrig selv prøves på den erfa­ ring, de anvendes på. Tværtimod får anvendelsen en mekanisk karakter, idet gyldigheden af skemaerne er givet på forhånd, forud for erfaringen. Analysen bliver til en stereotyp indordning af de forskellige erfaringer i gene­ relle skemaer. Dette betyder en likvidering af det særskilte, individuelle ved er­ faringen . Sartre nævner i en fodnote, at denne intellektuelle terror på et tids­ punkt har haft sit modstykke i den »fysiske likvidering« af individer797. Den kan - bemærker Sartre ironisk - ses som »en absolut idealisme«798: Tingene og menneskene er på forhånd underkastet ideerne, nemlig de generelle ske­ maer. Sartre giver selv som eksempel799 de officielle, kommunistiske »analyser« af opstanden i Ungarn i 1956: De understreger fordet første det ungarnske kommunistpartis fejltagelser, men uden nærmere at bestemme dem. Fordet andet opererer de med tilstedeværelsen af reaktionære elementer, men uden at vise realiteten af dem i Ungarn. For det tredie fremstiller de den internati­ onale imperialisme som en uudtømmelig magt, uden ansigt. Med disse tre

;I

I

!'

!

i

350

i

I

i ■

I

Den ældre Sartre: Hvad er dialektik?

mytiske elementer (fejltagelsen, den lokale reaktion, den internationale im­ perialismes udnyttelse af situationen) er der skabt en universalnøgle, der kan anvendes lige godt eller lige dårligt på alle opstande (»une interpretation passe-partout«). Det afgørende er, at disse analyser fuldstændig undertryk­ ker det særlige i den ungarnske opstand. De løsriver den fra netop den histo­ riske sammenhæng, som det ellers er marxismen om at gøre at fremhæve: Det skulle være klart, »at en opstand i Budapest, tolv år efter krigen, mindre end fem år efter Stalins død, måtte fremvise nogle særlige træk«. Hvorledes kan nu denne fordrejning af marxismen korrigeres gennem eksistentialismen? Fordi eksistentialismen fremhæver den historiske begiven­ heds særegenhed og flertydighed800. Før historien bliver et analyseobjekt, er den en op-levet historie. I dette svar bliver nærheden til Merleau-Ponty tydelig80'. Bag den »skematiske« analyse af historiske begivenheder ligger der en fa­ tal misforståelse af menneskets væremåde. Det centrale punkt i Sartres kri­ tik er dette, at marxismen er blevet en »inhumanisme«. Som samfunds- og historiefilosofi må den have sit grundlag i en forståelse af det særlige ved menneskets måde at være til på. Og alligevel foretager den faktisk en »afhumanisering« af mennesket, idet den gør det til et stykke natur. Dette sker ved, at den udstrækker den dialektiske metode til at gælde na­ turen i sig selv. Idet den gør dialektikken til en naturdialektik, opløser den mennesket i et naturunivers. I virkeligheden er der tale om en dobbelt over­ føring: Den dialektiske fornuftsmæssighed, som vi opdager i menneskets handlen, projiceres som ubetinget lovmæssighed ind i den ikkemenneskelige natur, for så derudfra at føres tilbage på den menneskelige handlen, men med den påstand, at denne handlen er betinget af en »dialek­ tisk naturlov«802. Idet mennesket er fuldstændig bestemt (determineret) af de foreliggende omstændigheder, og det vil i sidste ende sige af de økonomi­ ske betingelser, reduceres det til et passivt objekt, cn sum af betingede reflek­ ser. Denne determinisme hører ifølge Sartre ikke med til den egentlige mar­ xisme, men er noget, som udefra indføres i den. Sartre henviser her til Marx’ tredie Feuerbach-tese:

»Den materialistiske lære, at menneskene er produkter af omstændighederne og op­ dragelsen [.. . ] glemmer, at omstændighederne netop ændres af menneskene, og at opdrageren selv må opdrages«803.

Dette læser Sartre som en bekræftelse af, at den menneskelige praksis (hand­ len) ikke kan reduceres til sine betingelser801. Det afgørende er, at den marxisme, som dogmatisk støtter sig på natur­ dialektikken, tildækker sit eget grundlag. Den måsom social-og historiefilo­ sofi være en antropologi (lære om mennesket). En social forandring forud­ sætter, at der er mennesker, som handler; den forudsætter en forandrende

I

At genvinde mennesket i marxismens indre

351

praksis. Marxismen næres af visionen om mennesket, som gør sig til herre over sit eget liv ved bevidst at forme det. Grundlaget for denne vision er be­ grebet om den frie, menneskelige praksis. Men det er netop dette begreb om menneskets handlen, som den dogmatiske marxisme mangler. Eksistentialismen kan danne modtræk til denne marxisme, som er gået fejl af sit eget grundlag. Det kan den, idet den gør menneskets virkelighed gældende. Heri ligger, at den søger at fremdrage det karakteristiske ved menneskets måde at være til på, dets eksistens. Dermed kan Sartre nærmere begrunde, hvorfor eksistentialismen kan føre marxismen tilbage til dens eget grundlag. De begreber, som marxismen bruger til at beskrive historien med, udbyt­ ning, fremmedgørelse, tingsliggørelse osv., har en direkte eksistentiel be­ tydning. De viser umiddelbart hen til eksistentielle strukturer, dvs. til karak­ teristiske træk ved den menneskelige eksistens. Vi kan gå længere endnu, for selve dialektikbegrebet kan kun bestemmes gennem disse eksistensstruktu­ rer. Dialektikken vil sige

I

19

»udfoldelsen af praksis, og praksis er i sig selv ubegribelig uden behovet, overskridelsen [transcendance] og udkastet [projet]«805.

Ligeledes er grundbegrebet, arbejdet, uden mening, hvis dets fundamentale struktur ikke er at ud-kaste (pro-jeter)8"8. Kernebegreberne i en marxistisk dialektik viser således tilbage til en grundlæggende forståelse af den menneskelige virkelighed, men netop til en forståelse, som faktisk mangler. Opgaven, som stilles med denne mangel, er at udarbejde den eksistensforståelse, der er forudsat og samtidig tildækket. Den består i at fremdrage den tabte, menneskelige dimension, der er funda­ mentet for marxismen som social- og historiefilosofi. Med andre ord, opga­ ven er »at genvinde mennesket i marxismens indre«81”, og dermed udarbejde grundlaget for marxismen som dialektisk materialisme, et grundlag, som er tildækket af en dogmatisk anvendelse af dialektikbegrebet.

Del kritiske projekt: Dialektik og historie Med titlen, Crilique de la raison dialectique, spiller Sartre på Kants Kritik der reinen Vernunft (»Kritik af den rene fornuft«). Det er ikke tilfældigt, for Sartre forstår selve kritikbegrebet ud fra Kant. Kritik af den dialektiske fornuft vil sige forsøg på at bestemme det »område«, denne har gyldighed for, altså dens grænser og grundlag8"8. Den forsøger dermed at bestemme, hvad den dialektiske fornuft er. Det kritiske projekt er vendt mod en dogmatisme, som bruger dialektikbegrebet uden begrundelse. Den dialektiske fornufts »område« er den sociale og historiske verden""", der kun kan karakteriseres gennem eksistensstrukturer (overskridelse, be-

l Li

I >

352

|

i I

Den ældre Sartre: Hvad er dialektik?

hov, projekt eller udkast, hensigt, betydning osv.). Det er her, vi faktisk har tilgang til en dialektisk fornuftsmæssighed. Den kritiske afgrænsning af den dialektiske fornuft må følgelig beskrive disse grundtræk ved den menneske­ lige eksistens, som karakteriserer den sociale og historiske verden. Men der­ igennem udarbejdes grundlaget for marxismen som dialektisk social- og hi­ storiefilosofi. Den eksistentialistiske korrektion af marxismen måske gennem den kritiske bestemmelse af den dialektiske fornuft. Det er - som titlen an­ giver - denne bestemmelse, der er Sartres egentlige forehavende. Idet dialetikkens »område« er menneskets handlen og dets historie, kan det kritiske projekt videre bestemmes som et forsøg på at begrunde en systematisk social- og historiefilosofi. Derfor kan Sartre i anden omgang formulere det kritiske spørgsmål såle­ des: Under hvilke betingelser er erkendelsen afen historie mulig”10? Hvorle­ des kan historien forstås som én historie? Det forudsætter, at der finderen »totalisering«, en forening eller syntese, sted i historien. Sartres antagelse er, at historien har en fornuftsstruktur, sådan at den kan forstås som én sam­ menhængende historie; den falder ikke fra hinanden i forskellige historier uden indre sammenhæng. For at indfange den særlige, historiske karakter af denne enhed skelner Sartre mellem »totalitet«, dvs. en afsluttet, færdig hel­ hed, f.eks. et maleri, og »totalisering«, dvs. en forening, som er i gang, en helhed under dannelse. Over for Hegel gør Sartre - med Kierkcgaard og Marx - gældende, at historien er uafsluttet, i bevægelse811. Men det er en be­ vægelse, som er en forening eller integration af det forskellige, altså en totali­ sering. Og denne forening sker igennem menneskers praksis. Men Sartres antagelse er indtil videre et spørgsmål, nemlig det grundlæg­ gende spørgsmål for en kritik af den dialektiske fornuft: »Er der én sandhed om mennesket?«812 Denne sandhed må være blevet til i historien, hvor men­ nesket har søgt at virkeliggøre sig selv. Spørgsmålet kan følgelig oversættes således: Har historien karakter af totalisering? Med begrebet om historien som totalisering vil Sartre både gøre historiens karakter af uafsluttet bevæ­ gelse og dens enhedskarakter gældende. Denne enhed er meningssammen­ hængen eller fornuftsmæssigheden i historien. Med sit kritiske projekt stiller Sartre altså spørgsmålet om »historiens mening«, nemlig som et spørgsmål om densforståelighed. Forbindelsen mellem den kritiske bestemmelse af den dialektiske fornuft og spørgsmålet om historien som totalisering er givet på følgende måde: For

Sartres stadig mere udtalte politiske engagement var ikke uden risici. Den 7. januar 1962 eks­ ploderede en bombe i hans lejlighed, Rue Bonaparte nr. 42. Bomben uar anbragt af terrorister med tilknytning til OAS, den hemmelige organisation afhøjreorienteredefranskmand, der kæmpe­ de imod Algeriets selvstændighed. Sarlres skarpe kritik af den franske kolonipolitik havdefor al­ vor lagt ham for had hos dem, der betragtede afståelsen af Algeriet som en plet på Frankrigs ære.

■

r .-.

■

-

-

^Pib

>*

&

i

_ ....

'

'. .■ ~

•■•

jr~-------

.. ...-.__ -• ^_-/r

" %

.4

' - •-< i

11 r*

■. '

i

k

•« tm

*.>• ..i’jf

9a

s< -s

------- ^2 l||!i

' s,rH>

f

1 4 ■

|

■^w‘-

I

• Das Verstchen«, Archivfur Be- Dilthey: Ånd og natur griffsgeschichte, bd. 1, Bonn 1955. Udgaver: Apel, K.O. og andre: Hermeneutik und IdeoloDilthey, W.: GesammelteSchuften, 1-12, Lcipgiekritik, Frankfurt 1971. zig/Berlin 1914-1936, fortsat Stuttgart/ Bctti, E.: Allgememe Auslegungslehre als MethoGottingen 1962ff(indt il nu 18bind).(G5.). dik der Geisteswissenschaflen, Tubingen Briefwechsel zwischen Wilhem Dilthey und dem 1967. Grafen Paul York von Wartenburg, udg. af S. Bochenski, I.M.: Europåische Philosophie der von der Schulenburg, 1923. Gegenwart, Bern 19512. Brunner, C.: Die Deutsche Philosophie nach Bibliografi: 1945, Berlin 1961. ★ Copleston, F.: Conlemporary Philosophy, Archiu fur Geschichte der Philosophie, 1912. Ineichen, H.: »Von der ontologischen DilLondon 1957? they-Interpretation zur WissenschaftsEngdahl, H. og O. Holmgren, R. Lyseil, A. theorie in praktischer Absicht. Neue Olsson: Hermeneutik, Stockholm 1977. Dilthey-Literatur«, Philosophische Rund­ Fischl, J.: Geschichte der Philosophie, bd. 5, »Idealismus, Realismus und Existentialisschau 22, s. 208-21, Heidelberg/Tubingen mus der Gegenwart«, Wien 1954. Fuchs, E.: Hermeneutik, Bad Cannstatt 1954. Fuchs, E.: Marburger Hermeneutik, Tubingen Litteratur: 1968. ★ Bolnow, O.F.: Dillhty. Eint Einfihrunt; in Gadamcr, H.C.: Wahrheit und Methode, s. seinr Philosoplue, Leipzig 1936, Slutteart 1967J. & 162-249, Tubingen 1960.

I

398

Litteratur

Diwald, H.: Wilhelm Dilthey Erkenntnistheorie und Philosophie der Geschichle, Gottingen 1963. Ermarth, M.: Wilhelm Dilthey. The Cntique of Historical Reason, Chicago/London 1978. Furberg, Mats: Verstehen ochforstå. Funderingar kring etl tema hos dilthey, Heidegger och Gada­ mer, Lund 1981. Landgrebe, L.: Wilhelm Dilthey Theorie der Geisleswissenschaften, Hallo 1928. Misch, G.: Korn Lebens- und Gedankenkreis Wil­ helm Diltheys, Frankfurt 1947. Rothacker, E.: Einleitung in die Geislesivissenschaflen, Tiibingen 1927, Darmstadt 1972. Zocklcr, C.: Dilthey und die Hermeneuthik, Stuttgart 1975.

Noter: 15. Dilthey, GS, 1, s. XVI, (1883); GS. 7, s. 117,(1910). 16. Jf. f.eks. Gadamer, Wahrheit undMethode, s. 205 ff, (1960, 1972). 17. Dilthey, GS 5,s. 12, (1867). 18. Dilthey, GS 7,s. 120,(1910). 19. Dilthey, GS 5,s. 250,(1895/96). 20. Dilthey, GS. 1, s. 5-6, (1883). 21. Dilthey, GS 5, s. 143, (1894); jf. GS. 7, s. 119, (1910). 22. Dilthey, GS 5, 95,(1890). 23. Jf. f.eks. Dilthey, GS. 5, s. 248, (1895/96); GS. 7, s. 207,(1907/10). 24. Dilthey, GS 5, s. 249-50, (1895/96). 25. Dilthey, GS 7, s. 118, 146f, (1910); GS. 7, s. 208f, (1907/10). 26. Dilthey, GS. 5, s. 144, (1894). 27. Dilthey, GS. 7, s. 119, (1910). 28. Dilthey, GS. 5, s. 143, (1894). 29. Dilthey, GS. 7, s. 214, (1907/10). 30. Dilthey, GS. 7, s. 47, 136, 146, 151, (1910); GS. 7, s. 213ff, (1907/10). 31. Dilthey, GS. 7, s. 215,(1907/10). 32. Dilthey, GS. 7, s. 47,(1907/10). 33. Dilthey, GS. 7, s. 217, (1907/10). 34. Schleiermacher, Hermeneutik, s. 75, 89, (1819, 1974). 35. Schleiermacher, Hermeneutik, s. 84-86, 104,(1819, 1974). 36. Schleiermacher, Hermeneutik, s. 87, (1819, 1974); Dilthey. GS. 5, s. 331, (1900); Dilthey, GS. 7, s. 217, (1907/10). 37. Dilthey, GS. 7, s. 205ff, (1907/10). 38. Dilthey, GS. 5, s. 139,(1894). 39. Dilthey, GS. 5, s. 200f,(1894); GS. 7, 13-15,(1905). 40. Dilthey, GS. 7, s. 228-45, (1907/10). 41. Dilthey, GS. 7, s. 196, (1907/10). 42. Dilthey, GS. 5, s. 402, (1907).

Husserl: Filosofi som streng videnskab Udgaver: Husserhana: Edmund Husserl, gesammelle Werke bd. 1 fif., Haag 1949 ff. (den tekstkritiske, samlede udg. af Husscrls bøger, efterladte papirer og notater, der udgives af Husserlarkivet i Leuven). (Huss). Husserl, E.: Logische Untersuchungen, bd. 1-2, Halle 1900/01, tildels ændret 2. udg. Husserl, E.: »»Logiska undersokningar« (ud­ drag af Logische Untersuchungen bd. I i sv. oversættelse), Filosofin genom tiderna, ud­ valg ved Konrad Marc-Wogau, Stock­ holm 1964. Husserl, E.: »»Philosophie als strenge Wissenschaft«, Logo; bd. 1, 1910/11, s. 289-341. Genoptrykt i Quellcn der Philosophie 1, Frankfurt am Main 1965. (PhW.). Husserl, E.: Erfahrungund Urteil, redigeret og udgivet af Husscrls assistent Ludwig Landgrebe, Prag 1939. Genudgivet i en fjerde udgave under medvirken af Lothar Eley, Hamburg 1972 (EU.). Bibliografi: Kern, Iso og Maschke, Gerhard: »»HusscrlBibliographie«, Revue internationale de Philo­ sophie 19, s. 153-202, 1965.

Litteratur: Adorno, Theodor W.: Zur Metakritik der Er­ kenntnistheorie, Stuttgart 1956. Aguirre, Antonio: Genetische Phånomenologie und Reduktion, diss., Phaenomenologica 38, Haag 1970. De Boer, Thcodore: The Development of Husserl's Thought, hollandsk diss., Phaenomeno­ logica 76, Haag 1978. Brand, Gerd: Welt, Ich undZeit, Haag 1955. Fink, Eugen: Studien zur Phånomenologie, Phae­ nomenologica 21, Haag 1966. ★ Heidegger, Martin: »»Sinn und Aufgabc der phånomenologischen Forschung«, Gesamtausgabe 20, 13-178, Frankfurt am Main 1979. ★ Ingardcn, Roman: Innforing i Edmund Has­ seris fenomenologi, Oslo 1970. Kern, Iso: Husserl und Kant, diss., Phaenomeno­ logica 16, Haag 1964. Landgrebe, Ludwig: Der Weg der Phånomeno­ logie, Giitersloh 1963. Liibcke, Poul: »»Reduktion og konstitution i Husscrls transcendentale fænomenologi«, Filosofiske studier 4, s. 101-130, København 1981. Rokstad, Konra: »»Husscrls fenomenologi -

I Litteratur

en perspektivering-, Norsk filosofisk tids­ skrift, nr. 2/3, 16. årg., sep. 1981, s. 65-91. Rosen, Klaus: Evidenz in Husserls deskripliver 7 ranszendenlalphilosophte, diss., Meiscnheim am Glan 1977. Seebohm, Thomas: Die Bedingungen der Mbghchkeit der Transzendental-philosophie, diss., Bonn 1962 ★ Sokolowski, Robert: The Formation ojHus­ serl s Concept of Constilulion, Phaenomenologica Id, Haag 1970. Szilasi, Wilhelm: Einfiihrungin die Phdnornenologie Edmund Husserls, Tubingen 1959. Theunissen, Michael: Der Andere, hab., Ber­ lin 1965. Tugendhat, Ernst: Der Wahrheitsbegriff bei Husserl und Heidegger, hab., Berlin 1970.

399

s. 11-12, (1963). Husserl, LU. 2.1, • ■ 349,(1901, 1968). Husserl, Husi. l,s 80, (1929). Husserl, Huss. 3, s 92, (1913). Husserl, LU. 2.1, . 47, (1901, 1968). Husserl, Huss. 3, s 316, (1913). Husserl, LU. 2.2., >. 91,(1901, 1968). Husserl, Huss. 10, 107, (1905-17). Husserl, Huss. 3, s. 268, (1913); Huss. 9, s. 203-4, (1925); EU, s. 195, (1939, 1972). 77. Husserl, Huss 10, s. 107,(1905-17). 78. Husserl, Huss. 3, s. 88, (1913). 79. Husserl, Huss. 3, s. 183, (1913); Huss. 9, s. 202, (1925); Huss. 10, s. 29, (1908). 80. Husserl, Huss. 3, s. 52, (1913). 81. Husserl. Huss. 6, s. 107, (1936). 82. Husserl, LU. 2.2, s. 122.(1901, 1968). Noter: 83. Rosen, Evidenz, s. 60"., (1977). 43. Gadamer, Philosophische Lehrjahre, s. 31, 84. Tugendhat, Der Wahrheitsbegriff, s. 102(Frankfurt 1977). 3,230,(1966). 44. Van Breda, Phaenomenologica 2, s. 44, 85. Heidegger, Gesamlausgabe 20, s. 64, (1959). (1925, 1979). 45. Van Breda, ibid., s. 49, (1959). 86. Husserl, Huss. 17, s. 165,(1929). 46. Van Breda, ibid., s. 67-70, (1959). 87. Husserl, Huss. 3, s. 44, (1913). 47. Husserl, PhW, s. 8, (1910/11, 1965). 88. Husserl, Huss 17, s. 163-175, (1929). 48. Husserl, LU. 1,, s. 5011, (1900, 1968). 89. Husserl, Huss. 3, s. 46, (1913). 49. Husserl, Ph W., :s. 14,(1910/11, 1965). 90. Tugendhat, Der Wahrheitsbegriff, s. 50, 50. Husserl, Ph IV, s. < 13,(1910/11, 1965). 114, (1966). 51. Husserl, PhW.,, s. 33-36, (1910/11, 91. Husserl, LU. 2.2, $S 40-46, (19011965). 1968). 79, (1900, 1968). 52. Husserl, LU. 1, 92. Heidegger, Gesamlausgabe 20, s. 77, 53. Husserl, LU. 1, s. 55-60, 154-59, (1925, 1979). (1900, 1968); PA WC, s. 18-20,(1910/11, 93. Husserl, LU. 2.2, s. 151,(1901,1968). 1965). 94. Husserl, £(/. 2.2, s. 145, (1901,1968). 54. Husserl, LU. 1, kap. 7, (1900, 1968). 95. Husserl, LU. 2.2, SS 46 og 48, (1901, 55. Husserl, LU. 1, s. 178f, (1900, 1968). 1968); EU., s. 54,(1939, 1972). 56. Husserl, Huss. 3, s. 63, (1913). 96. Husserl, LU. 2.2, s. 143,(1901,1968). 57. Husserl, LU. 2.1, s. 6,(1901, 1968). 97. Husserl, Huss. 1, s. 103-4, (1929); 58. Husserl, LU. 2.1, s. 2, (1901, 1968). Huss. 3, s. 14, (1913); Huss. 9, s. 73, 59. Fink, Phaenomenologica 21, s. 81, 107-8, (1925); Huss. 17,s. 255,(1929); EU., s. 111, (1933, 1966). 412,(1939, 1972). 60. Husserl, Huss. 3, s 220, 242f., (1913). 98. Husserl, Huss. 3, s. 38, (1913). 61. Husserl, LU. 2.1, s. 7, (1901, 1968); 99. Husserl, EU., s. 411, (1939, 1972). Huss. 3, s. 10, 61, 242, (1913). 100. Husserl, EU, s. 411, (1939, 1972); 62. Husserl, LU. 2.1., s. 344, (1901, Huss. 17, s. 255,(1929). 1968). 101. Husserl, Huss. 3, s. 13,(1913); Huss. 9, 63. Husserl, LU. 2.1, ss. 3630"., (1901, s. 72, (1925); EU, s. 410, (1939, 1968). 1968). 64. Husserl, Huss. 10, s. 336, (1909). 102. Husserl, Huss. 3, s. 13, (1913); PhW. 65. Brentano, Psychologie vom empirisehen s. 39, (1910/11, 1965); Huss. 9, s. 76 Standpunkt l, s. 124-25, (1874, 1924). (1925). 66. Husserl, LU. 2.1, s. 3750"., (1901, 103. Husserl, Huss. 1, s. 103,(1929). 1968); jf. Heidegger, Gesamlausgabe 24, 104. Husserl, Huss. 9, s. 284-85, (1927). s. 83-86, (1927, 1975). 105. Husserl, Huss. 9, s. 73, (1925); EU., s. 67. Husserl, LU. 2.1, s. 3720", (1901, 411,(1939,1972). 1968); jf. Heidegger, Gesamlausgabe 24, 106. Hoche, Nichtempirische Erkenntnis s. 86-90, (1927, 1975). (1964); Tugendhat, Der Wahrheitsbé68. Landgrebe, Der Wegder Phanomenologie,

69. 70. 71. 72. 73. 74. 75. 76.

I I

400

Litteratur

griff, s. 132-168, (1966). 107. Husseri, Huss 3, s. 27, (1913); Huss. 17, §§ 25, 27, 37-46, (1929). 108. Husserl, Huss. 3, s. 25-26, (1913); Huss. 13, s. 1251T., (1905-20). 109. Husserl, LU. 1, §§ 67ff, (1900, 1968); LU. 2.1, s. 95,(1901, 1968). 110. Husserl, LU. 1, s. 244, (1900, 1968); Huss 3, s. 26, (1913); Huss. 17, s. 92, (1929). 111. Husserl, Huss. 3, s. 23, (1913); EU., s. 2, (1939, 1972). 112. Husserl, Huss. 3, § 9, (1913). 113. Husserl, Huss. 4, (1912-28). 114. Husserl, Huss. 2, s. 71 ff., (1907). 115. Jf. Sokolowski, Phaenomenologica 18, kap. 1-2, (1970). 116. F.eks. Husserl, LU. 2.2, $ 46, (1901, 1968). 117. Kern, Husserl und Kant, 194-239, (1964). 118. Jf. Tugendhat, Der Wahrheitsbegnff, s. 174,(1966). 119. navnlig Husserl, Huss. 1, (1929). 120. Jf. Lubcke, »Reduktion og konstituti­ on«, (1981). 121. Husserl, Huss. 6, s. 21, (1936). 122. Jf. Gadamers tale om en »idealtypisk, genetisk konstruktion«, Kleine Schriften 3, s. 198, Tubingen 1972. 123. Husserl, Huss. 6, s. 24, (1936). 124. Glacsges, Phaenomenologica 49, s. 85101, Haag 1972. 125. Husserl, Huss. 6, s. 165, (1936). 126. Husserl, Huss. 1, s. 100, (1929). 127. Husserl, LU. 2.1, s. 354, 357, 363, (1913, 1968). 128. Husserl, Huss. 1, s. 26, 102, (1929). 129. Husserl, Huss. 1, s. 121, (1929). 130. Husserl, Huss. 1, s. 145-46, (1929). 131. Husserl, Huss. l,s. 14711., (1929). 132. Jf. Theunissen, Der Andere, 64, (1964). 133. Jf. Bernet, Tijdschrift voor Filosofie I, 86, (1981).

Den fænomenologiske bevægelse Bibliografi ★ Spiegelberg, H.: The Phenomenological Movemenl, Haag 19692. Ziegenfuss, W.: Philosophen-Lexikon 1-2, Berlin 1949. løvrigt henvises til den almene litteraturfor­ tegnelse over oversigtsværker side 396.

Noter 134. Dette kapitel bygger overvejende på oversigtsværker og leksika. Jf. littera­ turlisten. 135. Ingarden, Innforing i E. Husserlsfenomenologi, s. 17, (1970). 136. Hocking, Phaenomenologica 4, s. 5, (1959). 137. Spiegelberg, Phaenomenologica 5, s. 168f, (19692). 138. Spiegelberg, Phaenomenologica 5, s. 171 f, (19692). 139. Gadamer, Phil. Lehrjahre, s. 72, (1977). 140. Ingarden, Innforing i E. Husserlsfenomenologi, s. 50, (1970). 141. Jf. f.cks. Fink, Phaenomenologica 21, s. 79 ff, (1933, 1966); Heidegger, Gesamtausgabe 20, s. 13 ff, (1925, 1979); Kern, Phaenomenologica 16, (1964). 142. Ingarden, Innforing i E. Husserlsfenomenologi, s. 55, (1970). 143. Et tilsvarende foto dateret 1912 findes hos Spiegelberg, Phaenomenologica 5, s. 170. 144. Ingarden, Innforing i E. Husserls fenomenologi, s. 51-52, (1970). 145. From, Danskfilosofi og psykologi, bd. 1, s. 164, (1976).

Ingarden: Polsk mellemspil Udgaver: (værker, der kun er offentliggjort på polsk, er ikke medtagne). Ingarden, R.: »Intuition und Intellekt bei Henri Bergson«,yaÅr/>./. Phil. u. phån. Forschungbd. 5, s. 285-461, Halle 1921. Ingarden, R.: »Essentiale Fragen«, Jahrb. f Phil. u. phån. Forschung, bd. 7, s. 125-304, Hallc 1925. ★ Ingarden, R.: Das literarische Kunstwerk, Hallc 1931. Ingarden, R.: Vom Erkennen des literarischen Kunsliverks, polsk 1937, tysk, Tubingen 1968. Ingarden, R.: Der Slreil um die Existenz der Well, polsk udg. i 2 bind 1947/48, tysk udg. bd. 1,2.1 og 2.2, Tubingen 1964/65; bd. 3 kun i tysk udg., Tubingen 1974. Bind 1 findes også i en engelsk udgave: Ti­ me and Modes of Being, Springfield 1964. Ingarden, R.: »Kritische Bemerkungen zu Husserls Cartesianischen Meditationen«, Husserlianabd. 1, s. 203-18, Haag 1950. Ingarden, R.: Undersuchungen zur Ontologie der Kunst, Tubingen 1962.

I Litteratur Ingardcn, R.: »Problemet om verdienes »re­ lativitet««, Minerva, 12. arg., bd. 2, s. 18195, Oslo 1968. Ingardcn, R.: »Den fysikalistiskc språktcon«, Norsk Filosofisk Tidsskrift 2/3, Oslo 1968. Ingardcn, R.: Erlebnis, Kunstwerk und Werk, Tubingcn 1969. Ingardcn, R.: Uber die Verantworlung, Stutt­ gart 1970. ★ Ingardcn, R.: Innjoring i Edmund Husserls finomenologi, Oslo 1970.

Bibliografi: »Bibliografia prac filozoficznych Romana, Ingardcna 1915-1965«, Studia z estelyki, T.II, Warszawa. Ingarden, R.: Das literarische Kunstwerk, s. 429-32, Tubingcn 19724. Litteratur: Hanncborg, Knut: »New Conccpts in OntoInquiry nr. 9, s. 401-9, 1966. Hanmbalsson, A.: Roman Ingarden ’s Onlology, (Ph.D.), Edinburgh Univcrsity 1973. ★ -Éubnicki, Narcyz: »Roman Ingardcns phiiosophical Profile«, DialeclicsandHumanism, vol. 1, nr. 3, s. 157-77, sommeren 1974. ★ Nygaard, Jon: »En gcnerell innførong i Roman Ingardcns litterære cstetikk«, Ed­ da 6, s. 394-405, 1968. Tymicniccka, A.T.: »Dessin de la philoso­ phie de R. Ingarden«, Revue Philosophiques 1957. Tymicniccka, A.T.: Essence et existence. Essai sur la philosophie de N. Hartmann et R. Ingar­ den, 1957. Tymieniecka, A.T. o.a.: For Roman Ingarden. Nine Essays in Phenomenology, Haag 1959. Tymieniecka, A.T.: Ingardeniana, Analecta Husserliana bd. 4, Dordrccht 1976. Wellek, Rene og Austin Warren: Theory of Litterature, USA 1949.

Noter: 146. Ingardcn, Die Streit um die Exislenz der Weltbd. l.s. VII, (1947, 1964). 147. Ingarden, Die Streit um die Existenz der Well bd. l,s. IX, (1947, 1964). 148. Ingardcn, Lit. K., s. XII, (1931,1972). ‘ " s. 6,(1931,1972). 149. Ingardcn, Lit. K., 150. Ingardcn, Die Streit um die Existenz der Weltbd. l,s. 79,(1947, 1964). 151. Ingarden, Lit. K., s. 9,(1931, 1972). 152. Ingardcn, Lit. K., s. 388, (1931,1972). 153. Ingardcn, Lit. K., §.20., (1931, 1972). 154. Ingarden, Lit. K., s. 122, (1931, 1972). 155. Ingarden, Lit. K., s. 175,(1931, 1972). 26

Engagement og forståelse

401

156. Ingardcn, Lit. K., < 127,(1931, 1972). 157. Ingardcn, Lit. K., .26,(1931,1972; Vom Erkennen des literarischen Kunstwerks, s. 10,(1937, 1968). 158. Ingarden, Lit K., 272,(1931, 1972). 159 Ingardcn, Lit. K., 31,(1931, 1972). 160. Ingardcn, Lit. K., s. 32, (1931’ 1972). 161. Ingardcn, Lit. K., 33, (1931, 1972). 162. Ingardcn, Lit. K., 45f, (1931, 1972). 163. Ingardcn, Lit. K., s. 58,(1931, 1972). 164. Ingarden, Lit. K., s. 62 og 95, (1931, 1972). 165. Ingarden, Lit. K., s. 86 ff, (1931, 1972). 166. Ingardcn, Lit K., s. 387, (1931, 1972). 167. Ingardcn, Lit. K.,s. 131,(1931, 1972). 168. Ingardcn, Lit. K., s. 132,(1931, 1972). 169. Ingarden, Lit. K., s. 278-79, (1931, 1972). 170. Ingarden, Vom Erkennen des literarischen Kunstwerks, s. 51, (1937, 1968). 171. Ingarden, Lit. K., s. 370, (1931, 1972). 172. Ingardcn, Lit. K.,s. 170,(1931, 1972). 173. Ingardcn, Lit. K., s. 321-22, (1931, 1972).

Scheler: Værdi og person Udgaver: Scheler, Max: Gesammelte Werkebd. 1 ff, Bcrn 1954 ff. (GWJ.

Bibliografi: Hartmann, W.: Max Scheler. Bibhographie, Stuttgart-Bad Canstatt 1963. Chevrolet, J.-P.: Le sacrédans laphilosophie de Max Scheler (Thése Fribourg-Suisse), Fribourg 1970, s. 170-207. Litteratur: Blcssing, Eugcn: Das Ewige tm Menschen: Die Grundkonzeplion der Religionsphilosophie Max Schelers, Stuttgart 1954. Deekcn, A.: Process and performance in ethics, New York 1974. ★ Frings, M. S.: Max Scheler, PittsburghLouvain 1965. Lconardy, Heinz: Liebe und Person, Haag 1976. ★ Staude, J.R.: MaxScheler 1874-1928, New York 1967, (biografi).

Noter: 174. Schcler, »Die deutsche Philosophie der Gegenwart«, GW., bd. 7, s. 308 (1922). 175. Staude, Max Scheler, s. 24, (1967). 176. Staude, Max Scheler, s. 25-26, (1967).

i

I

402 177. 178. 179 180. 181. 182. 183. 184. 185. 186. 187. 188. 189. 190 191. 192. 193. 194. 195. 196. 197. 198.

199.

200. 201.

Litteratur Scheler, GIK, bd. 2, s. 127, (1913). Scheler, GW., bd. 2, s. 34, (1913). 43, (1913). Scheler, GW., bd. 2, Scheler, GW., bd. 2, s. 148, (1913). Scheler, GW, bd. 2, s. 68, (1913). Scheler, GW., bd 2, s. 37, (1913). Scheler, GW., bd. 2, s. 37, (1913). Scheler, GW., bd. 2, s. 13, (1913). ------Scheler, GW., bd. 2, s. 270, (1913). Scheler, GIK., bd. 2, 82, “ (1913). Scheler, GW, bd. 2, s. 86, (1913). Scheler, GW., bd. 2, s. 276-77, (1913). Scheler, GIK, bd. 2, s. 122-26,(1913). Scheler, GIK., bd. 2, s. 126, (1913). Scheler, GIK., bd. 7, s. 160, (1923). Scheler, GIK, bd. 2, s. 266, (1913); bd. 7, s. 164, (1923). Scheler, GIK, bd. 7, s. 165-68, (1923). Scheler, GIK., bd. 2, s. 376-77,(1913). Scheler, GIK, bd. 9, s. 31, (1928). Scheler, GIK., bd. 2, s. 293, (1913). ” Scheler, GIK., bd. 2, s. 470,(1913). Scheler, GW., bd. 2, s. 386, 475, (1913). Hartmann, Elhik, s. 229-30, (1926, 1949). Scheler, GW., bd. 2, s. 481, (1913); bd. 7, s. 76, (1923). Scheler, GIK., bd.2,s. 522-23,(1913).

Hartmann: Realismens filosofi Udgaver: Hartmann, N.: Platos Logik des Sans, hab., GieØen 1909. Hartmann, N.: Grundzuge einer Metaphysik der Erkenntnis, Berlin 1921, udvidet 1925. Fransk oversættelse 1947. (M.d E.). Hartmann, N.: Ethik, Berlin 1926. Engelsk oversættelse 1947. Hartmann, N.: Das Problem desgeistigen Seins, Berlin 1933. Hartmann, N.: Zur Grundlegung der Onlologie, Berlin 1935. Hartmann, N.: Moglichkeit und Wirklichketl, Berlin 1938. Hartmann, N.: Der Aufbau der realen Welt, Berlin 1940. Hartmann, N.: Neue Wegeder Onlologie, Stuttgart 1942. Engelsk oversættelse 1953. Hartmann, N.: Philosophie der Natur, Berlin 1950. Hartmann, N.: Teleologisches Denken, Berlin 1951. Hartmann, N.: Åsthetik, Berlin 1953. Hartmann, N.: Kleinere Schri/ten 1-3, Berlin 1955-58.

Bibliografi: BallaufT, Th.: »Bibiiographie der Werke von und uber Nicolai Hartmann einschheØlich der Ubersetzungen«, i: Heimsoclh/HeiØ: Nicolai Hartmann. Der Denker und sein Werk, s. 286-312, Gottingen 1952. Wirth, Ingeborg: Realismus undApriorismus in Nicolai Harlmanns Erkenntnislheorie, s. 14148, Berlin 1965.

Litteratur: Baumgartner, H. M.: Die Unbedingtheit des Sittlichen, diss., Miinchen 1962. Guggcnberger, A.: Der Menschengeist und das San, Miinchen 1942. Maliandi, R.C.: Wertobjektivitåt und Reahtatser/ahrung bei Nicolai Hartmann, 1966. Wirth, Ingeborg: Realismus und Apnorismus in Nicolai Harlmanns Erkennlnistheone, Berlin 1965.

Noter: 202. Gadamer, PhilosophischeLehrjahre, s. 22, (>977). 203. Gadamer, PhilosophischeLehrjahre, s. 2122,(1977). 204. R. Heiss, Nicolai Hartmann: Der Denker undsein Werk, s. 18 ff, (1952). 205. Hartmann, M.d.E., s. 6, 184-85, 318, (1921). 183, (1921). 206. Hartmann, M.d. E., 182, (1921). 207. Hartmann, M.d.E., 208. Hartmann, M d.E., s. 44, (1921). 209. Hartmann, M.d E., s. 44, (1921); Zur Grundlegung der Onlologie, s. 159,(1934). 210. Hartmann, M.d.E., s. 1,(1921). 211. Hartmann, Zur Grundlegung der Onlolo­ gie, s. 162, (1934). 61-62, (1921). 212. Hartmann, M.d E., 213. Hartmann, M.d.E., s. 129-31,(1921). 214. Hartmann, M.d.E., s. 182, 194, 320, (1921). 215. Hartmann, M.d.E., s. 322, (1921). 216. Hartmann, M.d E., s. 324, (1921); Der Aujliau der realen Well, s. 313 ff, (1939). 217. Hartmann, M.d.E., s. 198, (1921); Zur Grundlegung der Onlologie, s. 152, (1934). Jf. i øvrigt 1. Wirth, Realismus undApriorismus in Nicolai Harlmanns ErkennlnisIheorie, (1965). 218. Hartmann, Zur Grundlegung der Onlolo­ gie, s. 53, 163, (1934). 219. Hartmann, Zur Grundlegung der Onlolo­ gie, s. 16, 153, (1934). 220. Hartmann, M.d.E., s. 204-5 (1921). 221. Hartmann, M.d.E., s. 284, (1921). 222. Hartmann, Zur Grundlegung der Onlolo­ gie, s. 44, (1934).

Litteratur

Jaspers: Eksistensfilosofien Udgaver: Jaspers, K.: Allgemeine Psychopathologie, Ber­ lin 1913. (4. udg. fra 1946 er helt omarbej­ det). Jaspers, K.: Psychologie der Wellanschauungen, Berlin 1919. Jaspers, K.: Diegeislige Situation der Zeil, Ber­ lin 1931. Jaspers, K.: Philosophie I-III, Berlin 1932 (udkom i december 1931). 1. bind, Philoso­ phische Wellonenlierung, 2. bind, Exislenzerhellung; 3. bind, Melaphysik. Jaspers, K.: Vernunft undExistenz, Groningen 1935. Jaspers, K.: Nielzsche, Berlin 1936. Jaspers, K.: Existenzphilosophie, Frankfurt 1937. Jaspers, K.: Die Schuldfrage, Heidelberg 1946. Jaspers, K.: Von der Wahrheit. Philosophische Logik. Erstcr Band (de følgende bind ud­ kom ikke), Munchen 1947. Jaspers, K.: Derphilosophische Glaube, Zurich 1948. Jaspers, K.: Vom Ursprung und Ziel der Ge­ schichte, Zurich 1949. Jaspers, K.: Einfuhrung in die Philosophie, Zurich 1950. Dansk oversættelse: Filosofi­ ens Grundbegreber, København 1953. Jaspers, K.: (sammen med R. Bultmann): Die Frage der Enlmythologisierung, Munchen 1954. Jaspers, K.: Schelling, Munchen 1955. Jaspers, K.: »Philosophische Autobiographie«, Karl Jaspers, udg. af P.A. Schilpp, Stuttgart 1957. (Heri findes også Jaspers’ svar på den række af artikler af andre, som er blevet medtaget i bogen). Bibliografi: Rossmann, Kurt: »Bibliography«, The Philo­ sophy of KarlJaspers, New York 1957, tysk oversættelse, Stuttgart 1957. Udg. af P.A. Schilpp. Bentz, H.W.: Karl Jaspers in Ubersetzungen, eine Bibliographie, Frankfurt am Main 1961.

Litteratur: Arendt, Hannah: KarlJaspers, 1948. Dufrcnne, Mikel og Paul Ricoeur: Karl Ja­ spers el la philosophie de L’exislence, Paris 1947. Knauss, G.: Gegenstand und Umgreifendes, Basel 1954. Lichtigfcld, A.: Jaspers’ metaphysics, London 1954. 26*

403

Råber, Thomas: Das Dasein in der »Philoso­ phie« von KarlJaspers, Bcrn 1955. Rigali, N.: Die Selbstkonstitution der Geschichte im Denken Karl Jaspers, 1968. Schilpp, P.A.: The Philosophy of Karl Jaspers, New York 1957, tysk oversættelse, Stuttgart 1957. (Artikelsamling) Ojfener Horizont, Festschrift fur Karl Jaspers, Munchen 1953. Noter: 223. Gadamcr, Philosophische Lehrjahre, s. 202,(1977). 224. Jaspers, Psychologie der Wellanschauun­ gen, 5.419-31,(1919, 1971). 225. Jaspers, »Philosophische Autobiographie«, Karl Jaspers, udg. af P.A. Schilpp, s. 49,(1953, 1957). 4-5, (1932, 226. Jaspers, Philosophie, I, 1956). 227. Jaspers, Philosophie, I, s. 7, (1932, 1956). 28, (1932, 228. Jaspers, Philosophie, I, 1956). 229. Jaspers, Philosophie, I, s 104-5,(1932, 1956). 230. Jaspers, Philosophie, I, s. 232, (1932, 1956). 231. Jaspers, Philosophie, I, s. 13, (1932, 46-47, (1932, 1956), Philosophie, II, 1956). 232. Kicrkegaard, Sygdommen til Døden, Sam­ lede Værker XI, s. 127, 148 IT, (1848, 1905). 125, (1932, 233. Jaspers, Philosophie, II, 1956). 234. Jaspers, Philosophie, II, s. 118-19, (1932, 1956). 235. Jaspers, Philosophie, II, s. 169, (1932, 1956). 236. Jaspers, Philosophie, II, s. 9-12, (1932, 1956). 237. Jaspers, Philosophie, II, s. 203-4, (1932, 1956). 238. Jaspers, Philosophie, III, s. 2, (1932, 1956). 239. I sin Philosophie taler Jaspers om den absolutte virkelighed, mens udtrykket del omsiggribende benyttes i Vernunft und Existenz (1935), Existenzphilosophie (1937) og i Von der Wahrheit (1947). 240. Jaspers, Existenzphilosophie, s. 12, 69, (1937, 1956). 241. Jaspers, Philosophie III, s. 234f, (1932, 1956); Existenzphilosophie, s. 65, (1937 1956). 242. Jaspers, Philosophie III, s. 128 ff, (1932 1956).

i

I

I

404

Litteratur

Litteratur om eksistensfilosofi Allcn, E.L.: Exislentialism from within, 1953. ★ Abbagnano, N.: Philosophie des menschlichen Konflikts, Hamburg 1957. Arendt, H.: Was ist Existenzphilosophie?, 1948. Benktson, B.-E.: Grånssiluationerna, Lund 1976. Benktson, B.-E.: Exislenz och tro. Från Sokrates till Simone de Bcauvoir, Lund 1976. Blackham, H.J.: Six Existentiahst Thinkers,

1952. ★ Bollnow, O.F.: Existenzphilosophie, Stuttgart 1942. Brecht, F.J.: Einfuhrung in die Philosophie der Exislenz, 1948. Collins.J.: The Exislentialists, 1952. ★ Diderichsen, B.: »»Eksistensfilosofi«, Vor tids filosofi, Radioens grundbog, 1961. Extl. Nordisk tidsskrift for exislentialistisk debat, København. Gabriel, L.: Existenzphilosophie von Kierkegaard bis Sartre, Wien 1950. Heinemann, F.: Existenzphilosophie, lebendig oder tot?, 1954. Heinemann, F.: Jenseils des Existentiahsmus, 1956. Kaufmann, W. (udg.): Existentialismfrom Dosloevsky to Sartre, New York 1956. Knittermeyer, H.: Die Philosophie der Existenz von der Renaissance bis zur Gegenwarl, Wien/ Stuttgart 1952. Langiulli, N. (udg.): The Existentialist Tradi­ tion, 1971. (Udvalg med bibliografier). Lot z, J.: Sein und Existenz, 1965. Lukåcs, G. von: Existentialismus und Marximus?, Berlin 1951. Løgstrup, K.E.: »»Existcntialfilosofi og teolo­ gi«, Dansk teologisk tidsskrift 1948. Manser, A.R. og A.T. Kolnai: »»Existentia­ lism«, Proceedings of the Aristotelian Society, supplementary vol., 1963. Molina, F.: Existentialism as Philosophy, Eng­ le wood Cl i fis N.J. 1962. Mounier, E.: Einfuhrung in die Exislenzphilosophie, 1949. ★ Muller, M.: Existenzphilosophie im geistigen Leben der Gegenwarl, Heidelberg 1949. ★ Pedersen, Olaf: Fra Kierkegaard til Sarlre, København 1947. Reding, M.: DieExistenzphilosophie. Heidegger, Sartre, Marcel undJaspers in kritisch-systematischer Sicht, Dusseldorf 1949. ★ Sløk,J.: Eksistentialisme, København 1964. ★ Sløk, J.: Filosofien efter Hegel, s. 58-94, Kø­ benhavn 1980, (red. af H.C. Wind). Solomon, R -C.: From Rationalism lo Existentia­ lism, Hassocks (Suzzex) 1978. Thomassen, N.: Sandhed og eksistens hos Kierke-

gaard og Heidegger, mag., København 1967. Wah 1, J.: Pehte histoire de l ’existentialisme, Paris 1947. ★ Warnock, M.: Existentialism, 1970. Wust, P.: Der mensch und die Philosophie. Einfiirung in die Hauptfragen der Existenzphilosophie, 1947. ★ Zimmermann, F.: Einfuhrung in die Exi­ stenzphilosophie, Darmstadt 1977. Bibliografi: Bollnow, O.F: »»Deutsche Existcnzphilosophic«, Bibliographische Einfiihrungen in das Studium der Philosophie 23, udg. afJ.M. Bochenski, Bern 1953.

Heidegger: Filosofi som radikal spørgen Udgaver: Heidegger, M.: Gesamtausgabe - Ausgabe letzter Hånd, bd. 1 ff, Frankfurt 1975 ff. (Hei­ deggers Gesamtausgabe ( = Gesamt.) er delt op i 4 dele: Bd 1-16: Nyredigerede og del­ vis forøgede genudgivelser af Heideggers skrifter offentliggjort i tiden 1914-1970; bd. 17-55: Heideggers forelæsninger i Marburg 1923-28 og i Freiburg 1928-44 udgivet på grundlag af hans egne forelæs­ ningsmanuskripter og tilhørernes notater; bd. 56ff, afhandlinger, der ikke tidligere har været offentliggjorte, men som forelå i manuskriptform beregnet på udgivelse ved Heideggers død i 1976; den fjerde og sidste afdeling er planlagt at skulle omfatte optegnelser og henvisninger. Efter Hei­ deggers eget ønske er der ikke tale om en tekstkritisk udgave, men om et art ånde­ ligt testamente fra Heideggers side). Heidegger, M.: Sein und Zeit, Tiibingen 1927, (SZ). Gesamt. 2. Svensk oversættelse: Varat och tiden 1-2, Lund 1981. Heidegger, M.: Holzwege (1935-46), Frank­ furt 1950, Gesamt. 5. Heidegger, M.: Wegmarken (1919-58), Frank­ furt 1967, Gesamt. 9. Heri findes bla. Was ist Metaphysik?, Einleitung zu Was ist Metaphysik? og Nachworl zu Was ist Metaphysik?. Disse tre afhandlinger er oversat til dansk: Hvad er metafysik?, København 1973. Bibliografi og indeks: Sa/3, Hans-Martin: Heidegger-Bibliographie, Meisenheim am Glan 1968. Sa/3, Hans-Martin: Materialien zur HeideggerBibliographie 1917-1972, Meisenheim am Glan 1975.

1 Litteratur

ii I

405

Franzen, Winfried: -Martin Heidet’xer-, Sammlung Metzler Hånd 41, StuKgan 1976. Feick. Hildegard: Index zu Heideggers 'Sein und Zal', Tubingcn 19682.

Zeii- SS 46-53«, Filosofiske studier bd. 3, s. 63-88, København 1980. Lubcke, Poul: »Die Zwcidcutigkcit der »Daseins-Formel« beim jungen Heidegger-, Danish Yearbook of Philosophy, bd. 18, s. 97Litteratur: 124, København 1981. Adorno, Th. W.: Jargon der Eigenllichkeit, Løgs trup, K.E.: Kierkegaards und Heideggers Frankfurt 1964. Existenzanalyse und ihr Verhållnis zur Verkun★ Andersen, Vagn: »Heideggers blotlæggcldigung, Berlin 1950. se af den menneskelige endeligheds trans★ Løgstrup, K.E.: Martin Heidegger, duplike­ ccndentalitet«, Filosofien efter Hegel, s. 224ret manuskript, Aahus Universitet. 241, København 1979. Lowith, Karl: Heidegger - Denker in durfliga ★ Benktson, Benkt-Erik: Varal och tiden, Zeit, Gottingen 1960, 2. udvidede udgave. Lund 1971. Norden toft, Søren: Heideggers opgør med denfi­ Biemel, Walter: Martin Heidegger im Selbstlosofiske tradition kritisk belyst, disp., Køben­ zeugnissen und bilddokumenten, Rowohlt havn 1961. 1973. ★ Næss, Arne: »Martin Heidegger«, Moderne filosoffer, s. 145-218, København 19702. Edwards, Paul: Heidegger on Death: A Cntical Poggcler, Otto: Der Denkiveg Martin Heideg­ Evaluatton, Monist Monograph Numbcr 1, Il­ gers, Pfullingcn 1963. linois 1979. Richardson, W.: Heidegger, Through Phenome★ Fløistad, Guttorm: Heidegger, Oslo 1968. nologyto Thoughl, Phaenomenologica 13, Haag Gethinann, Carl Friedrich: Verstehen undAus1974. legung. Das Methodenproblen] in der Philosophie Rosalcs, Alberto: Transzendenz und Differenz, Martin Heideggers, hab., AzPPuP. bd. 81, Phaenomenologica 33, Haag 1970. Bonn 1974. Ryle, Gilbert. »Sein und Zeit«, Mind, bd. 38, Hallquist, T.: Daseinsanalysen: Bakgrund, ka­ s. 355-70, London 1929. rakteristik, kritik, (psykologi-diss.), UppSchultz, Walter. »Uber den philosophicgcsala 1977. schichtlichen Ort Martin Heideggers-, ★ Hass, Jørgen: »Udgiverens indledning: Philosophische Rundschau 1, s. 65-93 og s. Heidegger og metafysikken«, indledning 211-32, Tubingen 1953/54. til den danske udgave af Heideggers Hvad Theunisscn, M.: DerAndere. Studien zur Soztaler metafysik?, s. 9-103, København 1973. onlologie der Gegenwart, Berlin 1965. Herrmann, F.-W. von: DieSelbshnterprelation Thomassen, Niels: Sandhed og eksistens hos Martin Heideggas, diss., Meiscnhcim am Kierkegaardog Heidegger, mag., København Glan 1964. ★ Herrmann, F.-W. von: Subjekt undDasein 1967. Tugendhat, Ernst: Da Wahrheitsbegrijf bei Interpretationen zu »Sein und Zeit", Frankfurt Husserl und Heidegger, hab., Berlin 1966. am Main 1974. Wind, H .C.: Historicitet og ontologi, disp., År­ Holgcrncs, B.: Sprog og virkelighet. I Horisonten hus 1974. av den sene Heideggers tenknmg, Mag., Fil. inst. Stencilserie, Bergen 1978. Ims, Maiken: Vaerensproblemet. Heideggers vaeNoler: 243. Gadamer, Philosofdiische Lehrjahre, s. rensforstdelse i Sein und Zeit, filosofisk insti­ 215, (Frankfurt 1977). tutt, Oslo 1976. 244. Heidegger, Z. Saeh. d. Denk., s. 87-88, Jørgensen, Poul Henning: »Martin Heideg­ (1963). ger, en ny filosofisk religionsstifter,«, 245. Heidegger, SZ., s. 39-40, (1927). Dansk teologisk tidsskrift, nr. 21, 1958, s. 65246. Schneebcrger, Nachlese zu Heidegger, 94ogs. 161-213. Lubcke, Poul: Forholdet mellem fanomenologi og (Bcrn 1962); interview med Heidegger hermeneutik belyst udfra den unge Heidegger med i DerSpiegel, 31.5.1976. 247. Schneeberger, Naehlese zu Heidegger, s. hensyntagen til udvalgte dele af Hasseris og Gadamers forfatterskaber, mag., København 7,(Bern 1962). 1977. 248. Heidegger, Der Spiegel, s. 201, (31.5. ★ Lubcke, Poul: »Heideggersom hermeneu­ 1976). tiker«, Symposion 1, s. 3-34, Odense 1979. 249. Heidegger, Wegrnarken, s. 159, (1947). ★ Lubckc, Poul: »Angstbegrebet hos Kierkc250. Heidegger, SZ, s. 28,(1927). gaard og Heidegger«, agrippa, 1, s. 5-33, 251. Heidegger, SZ., s. 34,(1927). og 2, s. 58-82, København 1980-81. 252. Heidegger, Gesamt. 20, s. 152, (1925). Lubcke, Poul: »En fortolkning af »Sein und 253. Heidegger, SZ., s. 42, jf. s. 117, 223,

J

406

Litteratur

318 og 323, (1927). 254. Jf. Heidegger, Gesamt. 24, s. 35-107, specielt s. 51, (1927); Wegmarken, s. 273-307, (1962). 255. Jf. Lubcke, Die Zweideutigkeil, s. 99ff, (1981). 256. Lubcke, ibid., henvisningerne s. 99ff (1981). 257. Heidegger, SZ, s. 47, (1927). 258. Brev fra Heidegger til Edmund Husscrl 22.10.1927,optrykl i HusserlianaO, s. 602. 259. Heidegger, Unterwegs z. Sprac., s. 90, (1953/54, 1959); Z. Sach. d Denk., s. 87, (1963). 260. Heidegger, Kant u. d. P. d. M , s. 217, (1929); jf. Gesamt. 24. s. 106 og 109, (1927). 261. Kern, Husserl und Kant, s. 189, (Haag 1964). 262. Heidegger, Gesamt. 20, s. 159, (1925); jf. også Biemel, »Husserls Encyclopaedia-Britannica Artikel und Heideggers Anmerkungen dazu«, Tjdschnjt voor Philosophie 12, s. 246-280, Haag 1950, (navnlig slutningen). 263. Heidegger, SZ, s. 13, 17, 41, (1927). 264. Husserl citeret hos Kern, Husserl und Kant, s. 76, (Haag 1964). 265. Iflg. en mundtlig tradition. 266. Heidegger, Gesamt. 20, § 5, (1925); 21, s. 94, (1925/26); 24, s. 80-81, (1927); Wegmarken, s. 31, (1929). 267. Heidegger, Gesamt. 24, s. 90, 446, (1927). 268. Heidegger, SZ., 59, 208,(1927); Ge­ samt. 24, s. 87, (1927). 269. Heidegger, Gesaml. 21, s. 184, (1925/ 26); 24, s. 84, (1927). 270. Heidegger, SZ, s. 85, (1927); Gesamt. 21, s. 66, 98-99, (1925/26). 271. Heidegger, Gesaml. 24, s. 99, (1927). 272. Heidegger, Gesaml. 24, s. 89, 230, 418, 423, (1927; Wegmarken, s. 31, (1929). 273. Heidegger, Gesaml. 24, s. 22, 102, 106, 109, 170, (1927); Wegmarken, s. 30, (1929). 274. Heidegger, SZ, s. 7, (1927). 68, (1927). 275. Heidegger, SZ, 67, (1927). 276. Heidegger, SZ, 104, 277. Heidegger, (Gesaml. 21, (1925/26)), Gesamt. 24, s. 96, (1927). 278. Heidegger, SZ, s. 69. 279. Heidegger, SZ, s. 68, (1927). 280. Heidegger, Gesamt. 24, s. 414, (1927). 68, (1927). 281. Heidegger, SZ, 69, (1927). 282. Heidegger, SZ, 80-81, (1927). 283. Heidegger, SZ, 284. Heidegger, Gesaml. 24, s. 414, jf. SZ., s.

285.

286.

287. 288. 289. 290.

291. 292. 293. 294. 295. 296.

297.

298. 299.

300.

301. 302. 303. 304. 305. 306. 307. 308. 309. 310.

311. 312. 313. 314.

315. 316. 317. 318. 319.

66, 88, (1927), og Gesamt. 24, 232, (1927). 71, 103, 412, Heidegger, SZ, (1927). Heidegger, SZ , s. 69, 74, 75, 76, 87, 88, 354, (1927); Gesaml. 20, s. 50, 51, 52, (1925); 24, s. 419, 429, (1927). Heidegger, SZ, s. 69, (1927). Heidegger, SZ, s. 61-62, (1927). Heidegger, SZ., s . 318,(1927); Gesamt. 24, s. 96, (1927). Heidegger, SZ, s. 87, 147; Gesamt. 20, s. 274, (1925); 24, s. 235, 417, 419, 420, (1927). Jf. i øvrigt Dilthcy, Gesammelte Schriflen, bd. 7, s. 238-39, (1907/10, 1973«), Heidegger, SZ, s. 64-65, (1927). Jf. bd.2,s. 102 ff. Heidegger, SZ., s. 84,(1927). Heidegger, SZ, s. 145, 355, 368, 369, (1927). 68,(1927). Heidegger, SZ, 53, (1927); Gesamt. Heidegger, SZ, 20, s. 210, (1925); 24, s. 234, (1927). Jf. f.cks. von Herrmann, Die Selbstinterprelalion, s. 203, (1964), og Tugendhat, Der WahrheitsbegriJJ, s. 272-77, (1966). Heidegger, SZ., s. 54,(1927). F.eks. Landgrebe, Der Wegder Phdnomenologie, s. 112-13, (1963); Gadamer, KleineSchrijtenl\\,s. 171,(1963, 1972). Jf. von Herrmann, Subjekt und Dasein, s. 63-64, (1972, 1974). 264, Jf. Heidegger, Gesaml. 20, (1925). Heidegger, SZ., §§. 29 og 31, (1927). Heidegger, SZ., s. 135, (1927). Heidegger, SZ., s. 145, (1927). Heidegger, SZ, s. 192, (1927). Heidegger, SZ , s. 137,(1927); Gesamt. 24, s. 395-96, (1927). Heidegger, SZ, s. 140-41,(1927). Heidegger, SZ, s. 148, (1927). Heidegger, SZ., s. 184-191,(1927). Jf. Lubcke, »Angstbegrebet hos Kierkegaard og Heidegger«, agrippa 1-2, 1980-1981,3. årg. Heidegger, SZ, s. 186,(1927). Heidegger, SZ., s. 188. Heidegger, SZ, s. 187,(1927). Heidegger, SZ, s. 250, 263, 264, 284, 325, 326, 343, 382, 383, 384, 385; Ge­ saml. 24, s. 391,406,(1927). Heidegger, Wegmarken, s. 12, (1929). Heidegger, Wegmarken, s. 5, (1929). Heidegger, Wegmarken, s. 8-9, (1929). Heidegger, Wegmarken, s. 17,(1929). Jf. Tugendhat, »Die sprachanalytische Kritik«, (1967), og Gethmann, Verste-

Litteratur hen und Auslegung, 63, 348 o.a.. (1974). 320. Heidegger, SZ., s. '218-19, (1927). 321. Heidegger, Gesaml. 21, 164,(1925-

26).

407

Filosofien efter krigen Bollnow Udgaver: Bollnow, O. F.: DieLebensphilosophieF.H. Jacobis, hab., Stuttgart 1933. Bollnow, O. F.: Dilthey. Einfuhrung in seine Philosophie, Lcibzig 1936. ★ Bollnow, O. F.: Das Wesen der Stimmungen, Frankfurt am Main 1941. Bollnow, O. F.: Existenzphilosophie, 1. udg. ud­ givet i: Syslematische Philosophie, udg. af N. Hartmann, Stuttgart 1943. Bollnow, O. F.: Die Ehrjurcht, Frankfurt am Main 1947. Bollnow, O. F.: Einfache Sittlichkeit. Kleinephi­ losophische Aufsåtze, Gottingen 1947. Bollnow, O. F.: Das Verstehen, Kirchheim, Mainz 1949. Bollnow, O. F.: Neue Geborgenheil. Das Problem eineT Uberwindung des Existentialismus, Stutt­ gart 1955. ★ Bollnow, O F..' Die Lebensphilosophie, Berlin-G6ttingcn-Heidelberg 1958. Bollnow, O. F.: Wesen und Wandelder Tagenden, Frankfurt am Main 1958. Bollnow, O. F.: Existenzphilosophie und Pådagogik, Stuttgart 1959. Bollnow, O. F.: Massund Vermessenheit des Menschen, Gottingen 1962. Bollnow, O. F.: Mensch und Raum, Stuttgart 1963. Bollnow, O. F.: Franzosischer Existenlialismus, Stuttgart 1965. Bollnow, O. F.: Spraehe und Erziehung, Stutt­ gart 1966. Bollnow, O. F.: Philosophie der Erkenntnis. Das Vorverslåndnis und die Erfahrung des Neuen, Stuttgart 1970. Bollnow, O. F.: Pådagogik in anthropologischer Sicht, Tokio 1971; 2. udg. med titlen: Anthropologische Pådagogik, Tokio 1972. Bollnow, O. F.: »Die philosophische Anthropologie und ihremethodischen Prinzipien«, Philosophische Anthropologie heute, s. 19-36, Munchen 1972. Bollnow, O. F.: DasDoppelgesichtder Wahrhtil, 2. bd., Stuttgart 1975. Bollnow, O. F.: »Selbstdarstellung«, Pådago­ gik in Selbsldarstellungen, 1. bd., udg. aJL.J. Pongratz, Hamborg 1975, s. 94-144.

322. Heidegger, SZ, s. 218, (1927). 323. Jf. Tugendhats kritik i Der Wahrheitsbegriff, § 15, (1966), og Gethmanns modargumentation i Verstehen und Auslegung, s. 171-207, (1974). 324. Heidegger, SZ., s. 220-21, (1927). 325. Heidegger, SZ., s. 221-22, (1927). 326. Heidegger, SZ., s. 42-43, (1927). 327. Heidegger, SZ., 175 11,(1927). 328. Heidegger, SZ., 221-22,(1927). 329. Se f.eks, bemærkningerne til termen »»Verfallen«« hos Heidegger, SZ., s. 175, (1927), og i Kant u. d. P. d. M., s. 229, (1929). 330. Heidegger, SZ., s. 44, (1927). 331. Nordentoft, Heideggers opgør, (1961), er ct typisk eksempel. 332. Heidegger, SZ., s. 65, (1927). 333. Fortalere for en sådan identifikation er f.eks. Nordentoft, Heideggers opgør, s. 61, (1961), og Wind, Historicitet og onto­ logi, s. 77, 81, (1974); kritikere er f.eks. von Herrmann, Die Selbstinterpretation, s. 158-60, 265, (1964), Subjekt und Dasein, s. 37, 83 ff, (1974), og Tugendhat, Der Wahrheitsbegrijf, s. 315, (1966). 334. Lubcke, En fortolkning, (1980), giver med udgangspunkt i dødsproblcmet hos Heidegger en oversigt over de for­ skellige tendenser i hans filosofi. 335. Heidegger, Wegmarken, s. 203-4, (1949). 336. Heidegger, Wegmarken, s. 204, (1949), citeret efter Haas’ oversættelse, s. 114, (1973). 155-58, 337. Heidegger, Wegmarken, (1947). 338. Heidegger, Wegmarken, s. 102-3,(1943). 339. Heidegger, Wegmarken, s. 180,(1947). 340. Heidegger, Zur Sache des Denkens, s. 56, (1966). 341. Heidegger, Was heisst Denken?, s. 61, (1951/52, 1971). 342. Heidegger, Der Satz vom Grund, s. 147, (1955/56, 1971). 343. Heidegger, Wegmarken, s. 199-200, (1949). 344. Heidegger, Holzivege, s. 43-44, (1936). Bibliografi: 345. Jf. f.eks. kritikken hosGethmann, Ver­ stehen und Auslegung, s. 317-34, (1974). Larese, Dino: Otto Friedrich Bollnotu. Eine Lebensskicze, Amriswil 1975.

Litteratur om filosofisk antropologi: Gehlen, Arnold: Der Mensch. Seine Natur und setne Slellung in der Well, Berlin 1940.

I

I

408

Litteratur

Håberlin, Paul: Der Mensch, Ziirich 1941. Hengstenberg, H.E.: Philosophische Anthropo­ logie, Stuttgart 1966. Landmann, M.: Philosophische Anthropologie, Berlin 1955. Landsbcrg, Paul-Ludwig: Einfuhrung in die philosophische Anthropologie, 1934. Lipps, Hans: Die menschliche Natur, Frankfurt 1941. Lipps, Hans: Die Wirkhchkeit des Menschen, Frankfurt 1954. ★ Pahuus, Mogens: Filosofisk antropologi, Berlingske leksikonbibliotek, København 1975, (indeholder bla. en selektiv biblio­ grafi). Picssner, Helmuth: Die Stufen des Organischen und da Mensch, Berlin 1928. Picssner, Helmuth: Macht undmenschliche Na­ tur, 1931. Rothacker, Erich: Probleme da Kulturanthropologie, Bonn 1948 Scheler, Max: Die Stellung des Menschen im, Kosmos, Darmstadt 1928. Et udvalg af artikler af Bollnow, From, Gehlen, Gosztonyi, Hengstenberg, Piessner, Portmann, Revers og Schiwy findes i Phi­ losophische Anthopologie heute, Miinchen 1972, udg. af R. Roéek og O. Schatz. Bo­ gen indeholder endvidere en fyldig littera­ turfortegnelse.

Eugen Fink Udgaver: Fink, E.: Vom Wesen des Enthusiasmus, Frei­ burg 1947. Fink, E.: »Philosophie als Uberwindung der »Naivitåt««. Lexis 1948. ★ Fink, E.: »Die intentionale Analyse und das Problem des spekulativen Denkens«, Probl'anes actuels de la Phénomenologie, Brouwer 1952. ★ Fink, E.: »Operative Begriffe in Husserls Phénomenologie«, Zeitschrifl fur philosophi­ sche Forschung II, s. 321-37, Meisenheim am Glan 1957. Fink, E.: Nachdenkliches zur ontologischen Fruhgeschichte von Raum-Zeit-Bewegung, Haag 1957. Fink, E.: Sein, Wahrheit, Welt, Haag 1958. Fink, E.: Alles und Nichts, Haag 1959. ★ Fink, E.: Spiel als Weltsymbol, Stuttgart 1960. Fink, E.: Nietzsches Philosophie, Stuttgart 1960. Fink, E.: Studien zur Phdnomeno logie 1930-39, Phaenomenologica 21, Haag 1966.

Fink, E.: Epiloge zur Dichtung, Frankfurt 1971. Fink, E.: Nåhe und Distanz. Phdnomenologische Vortråge und Aufsålze, Freiburg/Munchen 1976. Fink, E.: Sein undMensch. Vom Wesen der ontologischen Erfahrung, Freiburg 1977. Fink, E., Hegel: Phdnomenologische Interpreta­ tion der »Phdnomenologie des Geistes", Frank­ furt 1977. Fink, E.: Grundprobleme des menschlichen Daseins, Freiburg/Munchen 1979.

Litteratur: Schlageter, Pius: Kosmo-sophia. Das Wellproblem bei Eugai Fink, diss., Louvain 1963, trykt som manuskript, Heidclberg 1963. Beispiele, Festschnft fur Eugen Fink zum 60. Geburtstag, Haag 1965. Indeholder en kom­ plet bibliografi til og med 1965. Litteratur om verdensbegrebet Brand, Gerd: Well, Ich undZeit. Nach unveroffentlichten Manuskripten Edmund Husserls, Haag 1955. Brand, Gerd: Die Lebenswelt. Eine Philosophie des konkreten Aprtoris, von Herrmann, F.-W.: Bewufitsein, Zeit und Weltverståndnis, Frankfurt am Main 1971. Janssen, Paul: Geshichle und Lebenswelt. Ein Beitrag zur Diskussion von Husserls Spdtwerk, Phaenomenologica 35, Haag 1970. Litt, Th.: Mensch und Welt, 1948. ★ Ulmer, Karl: Von der Sache der Philosophie, Freiburg/Munchen 1959.

Noter: 346. Bollnow, Existenzphilosophie, is. 13, (1942, 1964). 14, 347. Bollnow, D. Wesen d. Stim., (1941, 1974). 24, 348. Bollnow, Phil. Anthropologie h., (1972). 349. Bollnow, D. Wesen d. Stim., s. 16, (1941, 1974); Phil. Anthropologie h., s. 29,(1972). 350. Bollnow, D. Wesen d. Stim., s. 18, (1941, 1974); Phil. Anthropologie h., s. 34, (1972). 27, 351. Bollnow, D. Wesen d. Stim., (1941, 1974). 352. Bollnow, D. Wesen d. Stim., s. 65 ff, (1941, 1974); Existenzphilosophie, s. 65 ff (1942, 1964). 353. Jf. henvisninger note 310. 354. Bollnow, D. Wesend. Stim., s. 77,(1941, 1974). 79, 98, 355. Bollnow, D. Wesen d. Stim., (1941, 1974).

I Litteratur

356. Husscrl, Phaenomenologica 21, viii, (1933, 1966). 357. Fink, Prob. ad. d. 1. Phen., s. 58,(1952); Z.f.p.F 11, s. 330, (1957). 358. Fink, Z.f.p.F. 11, s. 333, (1957). 359. F.-W. von Herrmann, Bewufilsein, Zeit u. Wellverståndnis, s. 21, 186, 232-33, (1971). 360. F.-W. von Herrmann, Husserl u. d. Meditationen d. Descartes, s. 26, (1971). 361. Fink, Prob. ad. d. 1. Phen., s. 68,(1952). 362. Fink, Sein, Wahr., Well, s. 51, (195556, 1958). 363. Fink, ibid., s. 88. 364. Fink, ibid., s. 96, 103, 106. 365. Fink, ibid., s. 102-3, 115. 366. Fink, ibid., s. 120. 367. Fink, ibid., s. 123-24. 368. Fink, Spielals Weltsymbol, s. 47, 59, 61, 214, 221-22, (1960). 369. Fink, Sein, Wahr., Well, s. 11, 15, 59, (1955-56, 1958). 370. Finken, Wahr., Well, s. 151,(195523, 56, 1958); Spiel als Weltsymbol, (1960). 371. Fink, Spiel als Weltsymbol, s, 231, (1960). 372. Fink, Sein, Wahr., Well, s. 57, (115), (1955-56, 1958).

Gadåmer: Sandhed og metode

409

Litteratur: ★ Bukdahl, Jørgen K.: Kritiske tolkninger - vi­ denskabsteoretiske essays, København 1980. Furbcrg, Mats: Verstehen och Forstå. Funderin­ gar knng elt tema hos Dilthey, Heidegger och Gadamer, Lund 1982. Grøn, Arne: »Praktisk viden og fortolkning Aristotelcs’ ‘phronesis’-analyse og Gadamers filosofiske hermeneutik«, Museum Tusculanum 40-43, s. 289-324, København 1980. Guldmann, Finn; »Den filosofiske herme­ neutiks sproglighed eller »Sein, das ver­ standen werden kann, ist Sprachc««, Sym­ posion 1, s. 68-88, Odense 1979. Habcrmas, Jurgcn: »Der Universalitctsanspruch der Hermeneutik«, Hermeneutik und Ideologiekritik, s. 120-159, Frankfurt 1971. (Oversat til dansk, »Hermeneutikkens krav på universel gyldighed«, Habcrmas, Teorier om samfund og sprog, s. 69-93, Kø­ benhavn 1981). Hass, Jørgen: »Interpretation og percep­ tion. Gadamcrs teori om forståelsens sproglighed«, Symposion 1, s. 35-67, Oden­ se 1979. ★ Hass, Jørgen: »Gadamcrs teori om forstå­ elsens historiskhed«, Filosofiske Studier, bd. 3, s. 33-62, København 1980. Palmer, R.E.: Hermeneulics. Interpretation Theory in Schleiermacher, Dilthey, Heidegger and Gadamer, Evanston III. 1969. Rønn, Carsten: Om fortolkning afhumanefæno­ mener - En diskussion afRoland Barthes, Erwin Panofskys, Hans-Georg Gadamers og Paul Ricoeurs fortolkningsmodeller, mag., s. 83-100, Aarhus Universitet 1979. Schulz, Walter: »Anmcrkungen zu Herme­ neutik Gadamers«, Hermeneutik und Dialek­ tik 1, s. 305-16, Tubingcn 1970. ★ Wind, H.C.: Filosofisk hermeneutik, Køben­ havn 1976.

I

Udgaver: Gadamer, H.-G.: Platos dialektische Ethik, hab., Leipzig 1931; (Genudgivet i udvidet form i Hamborg 1968). Gadamcr, H.-G.: »Vom Zirkcl des Vcrstchens«, Martin Heidegger zum siebzigsten Geburtstag, s. 24-34, Pfuliingen 1959. Gadamcr, H.-G.: Wahrheit und Methode, Tu­ bingcn 1960, (3. udg. 1972 forsynet med Noter: efterskrift); (oversat til engelsk, London 373. Gadamcr, Ph. Lehrjahre, s. 24, (1977). 1975). (WM). Gadamer, H.-G.: Le probleme de la conscience 374. Gadamcr, Ph. Lehrjahre, s. 237, (1977). hislorique, Louvain 1963; (oversat til en­ 375. Gadamcr, Ph. Lehrjahre, s. 45, (1977). 376. Gadamcr, Ph. Lehrjahre, s. 56, (1977). gelsk og trykt i Graduale Facully Philos. J., 377. Gadamcr, Ph. Lehrjahre, s. 112, (1977). New York 1975). 378. Gadamcr, Ph. Lehrjahre, s. 133, (1977). Gadamer, H.-G.: Kleine Schriften I-IV, Tu­ 379. Gadamcr, WM., s. 167,(1960). bingcn 1967-1977, (med bibi.). 380. Gadamcr, 1FA/., s. 174,(1960). Gadamer, H.-G.: Hegels Dialektik, Tubingcn 381. Gadamcr, WM., s. 180,(1960). 1971. Gadamer, H.-G.: Vernunft im Zeilalterder Wis382. Gadamcr, IVM, s. 165, 166, 174, 186 204-5,210,275,(1960). senschaft. Aufsåtze, Frankfurt 1976. Gadamer, H.-G.: Poelica. Ausgewåhlte Essays, 383. Dilthey, Gesammelle Schriften, bd. V, 330,(1900). Frankfurt 1977. Gadamer, H.-G.: Philosophische Lehrjahre, 384. Gadamer, WM., s. 184, (1960). Frankfurt 1977. (selvbiografi). 385. Gadamer, WM.,s. 168,(1960).

I J

410

Litteratur

386. Gadamer, WM., s. 372, (1960). 378. Gadamer, »Vom Zirkel des Verstehens«, s. 25, (1959). 388. Gadamer, WM., s. 184,(1960). 389. Gadamer, »Vom Zirkel des Vcrstehens«, s. 30, (1959). 390. Gadamer, WM., s. 366, (1960). 391. Gadamer, WM., s. 419, (1960). 392. Gadamer, WM., 426, (1960). 393. Gadamer, WM., 346, (1960). 394. Gadamer, WM., 357, (1960). 395. Gadamer, WM., s. 343, (1960). 396. Gadamer, WM., s. 320-21, (1960). 397. Gadamer, J45W , 289, (1960). 398. Gadamer, WM., 390, (1960). 399. Gadamer, WM., 465, (1960). 400. Gadamer, WM., 356, (1960). 401. Bctti, Die Hermeneutik als allgemeine Methodik der Geisteswissenschoften, 38-52, (1962). 402. Gadamer, WM., 484, (19723). 403. Gadamer, WM., 355, (1960). 404. Gadamer, WM., 375,(1960). 405. Gadamer, WM., 499, (19723). 406. Jf. f.eks. M. Mandelbaum, The Problem of Hisloncal Knoivledge -An Ansiver to Relativism, New York 1938, og Karl Pop­ per, »The Poverty of Historicism«, Economica, NS, vol. 11-12, 1944-45, 2. udg., London 1961. 407. Gadamer, WM., f.eks. 327 og 424, (1960).

Apel: Fra fænomenologi til sprogfilosofi Udgaver: Apel, K.-O.: Der Denkiveg von Charles Sanders Peirce, Eine Einfuhrung in den arnerikanischen Pragmatismus, Frankfurt am Main 1975. Oprindelig trykt som »Einfuhrungen« til Charles Sanders Peirce, Schriflen I und II, Frankfurt am Main 1967 og 1970. Apel, K.-O.: Die Erklaren: Verstehen-Kontroverse in transzendentalpragmatischer Sicht, Frank­ furt am Main 1979. Apel, K.-O.: Die Idee der Sprache in der Tradi­ tion des Humanismus von Dante bis Vico, °Archiv fur Begriffsgeschichle, Band 8, Bonn 1963, 2. udgave, Bonn 1975. Apel, K.-O.: »Das Problem der philosophischen Letztbegrundung im Lichte eincr transzcndcntalen Sprachpragmatik, Versuch einer Metakritik des »kritischen Ra­

tionalismus««, i Bcrnulf Kanitscheidcr (udg.), Sprache und Erkenntnis, Festschrift flir Gerhard Frey zum 60. Geburtstag, s. 55-82, Innsbruch 1976. Apel, K.-O.: »Programmatische Bemerkungcn zur Idee einer »Transzendentalen Sprach-Pragmatik«, i T. Airaksinen m.fl. (udg.), Sludia Philosophica in honorem Sven Krohn, s. 11-35, Turku 1973. Apel, K.-O.: »Sprechakttheorie und transzcndcntale Sprachpragmatik zur Frage ethischer Normen«, i Karl-Otto Apel (udg.), Sprachpragmatik und Philosophie, s. 10-173, Frankfurt am Main 1976. Apel, K.-O.: Transformation der Philosophie, Band I-II, Frankfurt am Main 1973. Apel, K.-O.: »Transformation der Transzendentalphilosophie: Versuch einer retrospektiven Zwischenbilanz«, efterfulgt af engelsk oversættelse, i Andre Mercier og Maja Svilar (udg.), Philosophes critiques d’eux-memes, Philosopherson TheirOwn Work, Philosophische Selbstbetrachtungen, s. 7-43, Bcrn, Frankfurt am Main, Las Vegas 1978. Bibliografier: Apel har publiceret mereend 50arbejder. Bib­ liografier findes i Apel, »»Transformation der Transzendentalphilosophie«, s. 39-43, (1978) og i Sandøe, »Karl-Otto Apels trans­ cendentale hermeneutik«, s. 29-31, (1979).

Litteratur: Albert, Hans: Transzendentale Tråumereien, Karl-Otto Apels Sprachspiele undsein hermeneutischer Gott, Hamburg 1975. Radnitzky, Gerard: Continental schools ofmetascience, = Contemporary schools of metascience, Volume II, Goteborg 1968. Sandøe, Peter: »»Karl-Otto Apels transcen­ dentale hermeneutik - En kritisk præsen­ tation«, Symposion 3/79, s. 3-31, Odense 1979.

Noter: 408. Apel, Dasein und Erkennen. Eine erkenntnislheorelische Interpretation der Philosophie Martin Heideggers, (1950), afhandlingen er aldrig blevet offentliggjort. 409. Apel, Die Idee der Sprache, (1963 og 19752). 410. Apel, Transformation d. Phil., I, s. 1112,(1973). 411. Apel, »»Transformation der Transzendentalphilosophie«, s. 9, (1978). 412. Apel, »»Transformation der Transzendentalphilosophic«, s. 10-13, (1978);

I

Litteratur

Apcl, Transformation d. Phil., I, s. 2425, (1973). 413. Apcl, Transformation d. Phil., II, s. 96, (1973). 414. Apcl, Transformation d. Phil., II, 96100, (1973). 415. Apcl, Transformation d. Phil., II, s. 112119, (1973). 416. Apcl, Transformation d. Phil., II, s. 120127, (1973). 417. Apcl, Transformation d Phil., I, s. 7176, (1973). 418. Apel, »Transformation der Transzendentalphilosophie«, s. 14 og s. 19-20, (1978). 419. Apel, »Programmatische Bemcrkungen«, (1973); Apcl, »Sprcchaktthcoric«, s. 11-24,(1976). 420. Apcl, Transformation d. Phil., II, s. 178179, (1973). 421. Morris, Foundalions ofthe Theory ofsigns, Chicago, (1938). 422. Apel, Transformation d. Phil., I, s. 264266, (1973). 423. Kant, Prolegomena zu einerjeden kunftigen Metaphysik, die als Wissenschaft wird auftreten kbnnen, § 13, (1783). 424. Apel, »Das Problem der Philosophischcn Letztbcgrundung«, s. 72-73, (1976). 425. Apcl, Transformation d. Phil., II, s. 191192 og s. 215, (1973); Apcl, »Program­ matische Bemcrkungen«, s. 18,(1973). 426. Albert, Transzendentale Tråumereien, Kap. V, (1975). 427. Apcl, Transformation d. Phil., II, s. 378435, (1973); Apcl, »Sprechaktthcoric«, s. 81-144, (1976).

Theunissen: Filosofi som dialog Udgaver: Theunissen, M.: Der Begriff Ernst bei Soren Kierkegaard, diss., Freiburg 1958. Theunissen, M.: »Intentionaler Gegenstand und ontologischc Differenz«, Phtlosophisches Jahrbuch 70, s. 344-362, 1963. Theunissen, M: Der Andere, Berlin 1965, 19782 (med nyt forord). Theunissen, M.: Gesellschafl und Geschichte. Zur Kritik der kritischen Theorie, Berlin 1969. Theunissen, M.: Hegels Lehre vom absolulen Geist als theologisch-politischer Traktat, Berlin 1970.

411

Theunissen, M.: »Die Verwirklichung der Vernunft«, PhilosophischeRundschau, Beihefl 6, Tubingen 1970. Theunissen, M.: Sein und Schein. Die kritische Funktion der Hegelschen Logik, Frankfurt a. Main 1978, 19802 (bilhgbogsudg.). Theunissen, M.: »Einlcitung«,Materialienzur Philosophie Soren Kierkegaards, s. 11-104, Frankfurt a. Main 1980. Theunissen, M.: (sammen med: Fulda, H. F., og Horstmann, R.-P.): Kritische Darslellung der Melaphysik. Eine Diskussion uber Hegels -Logik-, Suhrkamp taschenbuch wissenschaft 315, Frankfurt a. Main 1980. Theunissen, M.: »Kierkegaard’s Negativi­ stic Method«, Psychiatry and the Human ities, vol. 5, New Haven 1981. Theunissen, M.: Selbsverwirklichung und Allgemeinheit, Berlin 1982.

Noter: 428. Theunissen, Der Begriff Ernst, s. IX, (1954, 1958). 429. Theunissen, Der Begriff Emst, s 119 (etik), 125 (etisk-religiøst), (1954, 1958). 430. Theunissen, Der Andere, s. 6, (1964, 1977). 431. Theunissen, Der Andere, s. 245, (1964, 1977). 432. Theunissen, Der Andere, s. 502, (1964, 1977). 374,(1964, 433. Theunissen, Der Andere, 1977). 434. Theunissen, Der Andere, s. 156 ff, (1964,1977). 435. Theunissen, Der Andere, s. 162, (1964, 1977). 436. Side 121 ff gives en alternativ fortolk­ ning af Heidegger. 437. Theunissen, Der Andere, s. 280, (1964, 1977). 438. Theunissen, Der Andere, s. 8-9, (1964, 1977). 439. Theunissen, Der Andere, s. VIII-IX, (1977). 440. Theunissen, Hegels Lehre vom absoluten Geist, s. 97 ff, (1970); Sein undSchein, s. 463,(1978). 441. Theunissen, Sein und Schein, s. 46, (1978). 442. Theunissen, Kritische Darstellung der Metaphysik, s. 67, (1980). 443. Theunissen, Materialien zur. Phil. S. Kierkegaards, s. 71, (1979); -Kierkegaards Negativistic Method«, 1981. 444. Theunissen, »Was heute ist«, Martin Heidegger. Fragen an sein Werk, s. 24, (1977).

I

■

412

Litteratur

Marxistisk Filosofi Den dialektiske materialisme Litteratur Afanasjev, V.G.: Om princippernefor kendskab tilfilosofien, København 1972, (pop.f.). (1. udg. Moskva 1969.) Althusser, Louis: Filosofi, ideologi og videnskab, København 1975. (1. udg. på fransk 1974. ) Coletti, Lucio: Marxism och dialektik, 1977. (1. udg. 1973). Deborin, A.M. & N. Bucharin: Kontroversen iiber dialektischen und mechanischen Materiahsmus, Frankfurt am Main 1969. Dialektik in der modemen Naturwissenschaften, Udg.: Siegfried Wollgast & Karl-Fridrich Teinz, Berlin DDR 1973. Engels, Friedrich: Herrn Eugen Duhrings Umwålzung der Wissenschaft (Anti-Duhring), i Marx-Engels Werke 20, Berlin DDR 1972. (1. udg. 1877-78). Engels, Friedrich: Dialektik der Natur, i MarxEngels Werke 20, Berlin DDR 1972. (ud­ arb. 1873-83; 1. udg. 1925). Frolow, I.T. & S.A. Pastusny: Der Mendelismus und diephilosophischen Probleme der moder­ nen Genetik, Berlin DDR 1981. (1. udg. Moskva 1976). Horz, Herbert: Marxistische Philosophie und Naturwissenschaften, Berlin DDR 1974. ★Jensen, Uffejuul: Videnskabsteori 1-2, Kø­ benhavn 1973. ★Jensen, Uffejuul: »Teorien om naturdia­ lektikken« i Teori og praksis nr. 4, Grenå 1975. Jensen, Uffe Juul: »Uber das Verhåltnis zwischen Philosophie und Wissenschaft« i Theorie und Labor, Udg.: Peter Plath & Hansjorg Sandkuhler, Koln 1978. Klaus, Georg: Kybemetik in philosophischer Sicht, Berlin DDR 1961 Klaus, Georg: Spezielle Erkenntnistheorie, Ber­ lin DDR 1965. Korsch, Karl: Marxismus und Philosophie, Frankfurt am Main 1975. (1. udg. 1923). Svensk udg.: Marxism och filosofi, Ystad 1972. Lenin, V.I.: Collected Works, bd. 1-45, Moskva 1963-70 ★ Lenin, V.I.: Materialisme og empiriokriticisme, København 1970. Bind 14 af Lenin: Werke. (1. udg. Moskva 1909). Lenin, V.I.: »Konspekte und Fragmente«, også kaldet »Philosophische Hefte« i Le­ nin: Werke, Bd. 38, Berlin DDR 1973. (Udarb. 1914-15, 1. udg. 1929). Norsk udg. af de centrale hæfter om Hegels Wis-

senschaft der Logik: Om Hegel, Oslo 1973. Liedman, Svend-Eric: Motsatsernas spel Friedrich Engels'filosofi och 1800-talels veten­ skap 1-2, Lund 1977. Ldthcr, Rolf: Die Beherschung der Mannigfalligkeit - Philosophische Grundlagen der Taxonomie, Jcna 1972. Marx, Karl & Friedrich Engels: Werke 1-39 + Erganzungsbånde 1-2, Berlin DDR 196070. Marx, Karl & Friedrich Engels: Udvalgte skrifter 1-2, København 1971. ★ Marx, Karl & Friedrich Engels: Die deutsche Ideologie, i Werke, Bd. 3, Berlin DDR 1969. (Udarb. 1845-46; 1. udg. 1932). Marx, Karl: Verker i utvalg 1-7, Oslo 1970-71. Marx, Karl: Das Kapital, i Marx-Engels: Werke, Bd. 23-25; dansk udgave: Kapitalen 1-11, København 1970-72. (1. udg.: 1. bind 1867; 2. bind 1885; 3. bind 1894). Marx, Karl: Grundrisse der Kritik der pohtischen Okonomie, Moskva 1939 og -41. (Udarb. 1857-58). Dansk udg.: Grundrids til kritikken af den po­ litiske økonomi 1-4, Århus 1974-77. Mepham, John & David-Hillel Ruben (eds.): Issues in Marxist Philosophy 1-3, Brighton 1979. Pawlow, Todor: Die Widerspiegelungstheorie, Berlin DDR 1973. (1. udg. 1936). Pol i karo v, A.: Science and Philosophy, Sofia 1973. Ruben, David-Hillel: Marxism and Materialism - A Study in Marxist Theory of Knowledge, Hassocks 1977. Ruben, Peter: »Von der »Wissenschaft der Logik« und dem Verhåltnis der Dialektik zur Logik« i Zum Hegelverslåndnis unserer Zeit, Berlin DDR 1972. ★ Ruben, Peter: »Naturdialektikkcns pro­ blem og begreb« i Teori og praksis nr. 4, Grenå 1975. (1. udg. 1969). ★ Ruben, Peter: »Videnskab som alment ar­ bejde« i Spartakus, nr. 3, København 1978. (1. udg. 1976). Ruben, Peter: Dialektik und Arbeit der Philoso­ phie, (artikelsamling), Koln 1978. Roseberg, Ulrich: Quantenmechanik und Philosophie, Berlin DDR 1978. Sandkuhler, Hansjorg: Praxis und Geschichtsbewusstsein, Frankfurt am Main 1973. Sartre, J.-P., Garaudy, Hyppolite, Vigier & Orccl: Marxisme el Existentialisme, Paris 1962. (Tysk udg. 1963). Schaff, Adam: Marxismus und das menschliche Individuum, Wien 1965. Schleifstein, Josef: Indføring i studiet af Marx, Engels og Lenin, København 1975. (1. udg. 1972). (pop. f.).

Litteratur Natur og dialektik, Teori og praksis nr, 4, Grenå 1975. Artikler om naturdialektiktcoricn. ★ Witt-Hanscn, Johannes: »Den »østlige«el­ ler kommunistiske filosofi« i Sv. E. Stybe (red.): Vor lids filosofi, København 1961. ★ Witt-Hanscn, Johannes: Historisk materia­ lisme - Marx' socialvidenskab, dens filosofi og metode, København 1973. ★ Witt-Hanscn, Johannes: Karl Marx, (udv. værker), København 1970. Oversigtsværker Cornforth, Maurice: DialecticalMaterialism 1III, London 1952-54. Geschichte der marxistischen Dialektik, Bd. 1 Ber­ lin DDR 1974 (Moskva 1971), Bd. 2 Ber­ lin DDR 1976 (Moskva 1973). Af et forfatterkollcktiv v. Videnskabernes Akade­ mi i Moskva. Geschichte der Philosophie, Bd. III-VI, Berlin DDR 1967. Udgivet af Videnskabernes Akademi i Moskva. Kolakowski, Leszek: Main Currenls of Marxism, 1-3, Oxford 1978. Philosophische Worlerbuch, Hrsg.: G. Klaus u. M. Buhr, 10. nybearbejdede og udvidede udg., Lcipzig 1974. Vranicki, Prcdrag: Geschichte des Marxismus, Bd. 1-2, Frankfurt a. Main 1972 (1. udg. Zagreb 1961).

Noter 445. En nærmere diskussion findes i Jensen, »U.Ph.W.«, (1978). - Marx-Engels: * ' ~ _................. 446. Werke ", 3, s. 5-7, (1845). På dansk i Witt-Hanscn: Karl Marx, s. 106-108, (1970). 447. Korsch: M.u Ph., s. 122, (1923, 1975). 448. Korsch: M.u.Ph., s. 115-116, (1923, 1975). 449. Jensen: V.t. 1, (1973) rummer en di­ skussion på dette grundlag af moderne videnskabsteorier. 450. Marx-Engels: Werke 3, s. 30, (1845, 1969). På dansk i Witt-Hanscn: Karl Marx, s. 115,(1970). 451. Sef.eks. Skinner, B.F.: Har vi råd tilfil­ hed?, København 1972. 452. Se f.eks. Armstrong, D.M.: A Materia­ list Theory of Mind, London 1968. " s. 132, (1909, 1970). 453. Lenin: M. og E., 454. Lenin: M. og E., s. 105,(1909, 1970). 455. Favrholdt, David: Lenin - hansfilosofi og verdensanskuelse, s. 136-37, København 1978. 456. D-H Ruben: M. andM., s. 2, (1977). 457. D-H Ruben: M. andM., s. 96, (1977). 458. Lenin: M. og E., s. 110-111, (1909, 1970).

413

459. Jensen: V.t. 2, (1973) diskuterer en række sygdomsopfatlelscr ideologikri­ tisk. 460. Lenin: M. og E., s. .113, (1909, 1970). 461. Althusser: F.i. og v., s. 138-160,(1974, 1975). 462. Lenin: M. og E., s. 192, (1909, 1970). 463. Marx-Engels: Werke 3, s. 21, (1845, 1969). På dansk i Witt-Hansen: Karl Marx, s. 109, (1970). 464. Science, v. 161, 1968, s. 988. 465. Lenin: M. og E., s. 222, (1909, 1970). 466. Lenin: M. ogE.,s. 159,(1909, 1970). 467. Lenin: M. og E., s. 120, (1909, 1970). 468. Engels: »Ludwig Feuerbach og den klassiske tyske filosofis udgang« i Marx/Engcls: Udv. skr. 2, s. 367, (1886, 1971). 469. Thomas S. Kuhn; The Structure ofScientific Revolutions, Chicago 1962. (Dansk overs.) 470. Marx-Engels: Werke 20, s. 348, (187383, 1972). 471. Lenin: »Zur Fragc der Dialektik« i »K.u.F.«, Werke 38, s. 339, (1915, 1973). 472. Jensen: »T. om n.d.« giver karakteri­ stikken af 1. og 2. lov som anti-id. og anti-nom. s. 86, (1975). 473. P. Ruben: »Von d.«-, (1972). 474. Liedman: Mot sp., 2, s. 72-75, (1977). 475. P. Ruben: »N.pr.b.«, s. 44-47, (1969, 1975).

Lukacs: Det gælder realismen Udgaver: Lukacs, G.: Gesamtausgabe, Neuwied 1962 ff. ★ Bind 1: Fruhschriflen I. Die Seele und die for­ men. Die Theoriedes Romans. - Separatudga­ ver: Die Seele und die Formen, Neuwied 1971. Dansk oversættelse: Sjalen ogformerne, Kø­ benhavn 1979. Die Theorie des Romans, Neuwied 1971. ★ Bind 2: Fruhschriflen IL Geschichte und Klassenbewusstsein. (1968). - Separat udgave: Geschichte und Klassenbewusstsein, Neuwied 1970. Svensk oversættelse: Historia och klassmedvelande, Stockholm 1968. Oversatte udvalg: Lukacs, G.: Kunst og kapitalisme, København 1971. Lukacs, G.: Realisme, Oslo 1975. Lukacs, G.: Essays om realisme, København 1978.

414

Litteratur

Bibliografi: Benseler, F.: (udg.) Festschrift zum achtzigen Geburlslag von Georg Lukdes, Neuwicd 1965. Litteratur: ★ Parkinson, G.H.R.: Georg Lukdes. The man, his work and his ideas. London 1970. Raddatz, FritzJ.; Lukdes. Reinbekbci Ham­ burg, 1972. Noter: 476. Biografiske oplysninger taget fra: Ha­ nak, T.: Lukdes war anders, Meisenheim 1973. 477. Die Seele und die Formen blev publiceret først i Ungarn i 1910 og i en udvidet tysk version i 1911. 478. Lukåcs, Die Seele und die Formen, s. 17, (1911, 1971). Dansk oversættelse: Sjæ­ len og formerne, s. 19, 1979. 479. Lukåcs, Die Theorie des Romans, s. 11, (1916, 1971). 480. Ibid., s. 83, (1916, 1971). 481. Jvn. åbningsessayets titel: Wasistorthodoxer Marxismus. 482. Lukåcs, Gesamtausgabe, bind 2, s. 171, (1923, 1968). 483. Ibid., s. 174, (1923, 1968). 484. Ibid., s. 181,(1923, 1968). 485. Ibid., s. 50, (1923, 1968). 486. Ibid., s. 287 ff, (1923, 1968). 487. Ibid., s. 257 IT, (1923, 1968). 488. Ibid., s. 11 ff, (1923, 1968). 489. Værket findes publiceret som tre en­ keltbind: Lukåcs, Hegelsfalsche undechte Ontologie, 1971; Die ontologischen Grundprinzipten von Marx, 1972; Die Arbeit, 1973. Alle Neuwicd. 490. Se f.eks. Adorno, Noten zur Literat ur, Ge­ sammelte Schriften 11, artiklen s. 251 ff.: Erpresste Versdhnung.

Frankfurterskolen: Filo­ sofi som kritisk teori Udgaver: Adorno: Adorno, T. W.: GesammelteSchriften 1-20. Herausgegeben von Gretel Adorno und Rolf Tiedemann. Frankfurt 1970 ff. Bind 2: Kierkegaard. Konstruktion des Åsthetischen, 1979. Dansk oversættelse: Klerkegaard. Konstruktion af det asteliske, Køben­ havn 1980. Bind 3: Dialektik der Aufkldrung, 1981. Dansk oversættelse: Oplysningens dialektik, Køben­ havn 1972.

Bind 10: Prismen; Ohne Leitbild, Kritische Mo­ delle: Eingrijfe, Stichworle, 1977. Dele heraf i dansk oversættelse i: Kritiske modeller, Kø­ benhavn 1972. Arbejder der ikke er medtaget i Gesammelte Schuften Adorno, T.W.: Der Positivismusstreil in der deutschen Soziologie, Darmstadt und Neuwied, 1972. Adorno, T.W.: Erziehung zur Mundigkeit, Frankfurt 1972. ★ Adorno, T.W.: Philosophische Terminologie 1 og Philosophische Terminologie 11, Frankfurt, 1973/74. Bibliografi: Busch, Giinther (udg ): Uber Theodor W. Adorno, Frankfurt, 1968. Schweppenhåuser, Hermann (udg.): Theodor W. Adorno zum Gedåchlnis, Frankfurt, 1971. Grenz, Friedemann: Adornos Philosophie in Grundbegriffen, Frankfurt, 1974, diss. Lindner & Liidke: Materialien zur T IV. Ador­ nos Åstehetische Theorie, Frankfurt, 1980.

Udgaver: Horkheimer: ★ Horkheimer & Adorno: Dialektik der Auf­ kldrung (1947), Frankfurt, 1967. Dansk oversættelse: Oplysningens dialektik, Køben­ havn 1972. Horkheimer, Max: Zur Kritik der instrumentel­ len Vernunft, tysk oversættelse af Eclipse of Reason, 1947, Frankfurt, 1967. Horkheimer, Max: Kritische Theorie I/II, Frankfurt, 1968. Horkheimer, Max: Vernunft und Selbsterhaltung, Frankfurt, 1970. Horkheimer, Max: Gesellschaft im Ubergang, Frankfurt, 1972. Horkheimer, Max: Sozialphilosophische Stu­ dien, Frankfurt, 1972. Horkheimer, Max: Notizen von 1950-1969und Dammer ung. Notizen in Deutschland, Frank­ furt, 1974.

Litteratur: Bubner, Rudiger: Was ist kritische Theorie?, fra Hermeneutik und Ideologiekritik, Frank­ furt, 1971. Busch, Giinther (udg.): Ober Theodor W. Adorno, Frankfurt, 1968. ★ Bukdahl, Jørgen K.: Materialisme, etik og kunst. Theodor W. Adornos krilikbegreb, fra Kritik nr. 13, 1970, genoptrykt i Bukdahl, Jørgen K.: Frihed ogfrigørelse, 1980. Grenz, Friedemann: Adornos Philosophie in Grundbegriffen, diss., Frankfurt, 1974. Lindner & Liidke: Materialien zur T. W. Ador­ nos Åstehetische Theorie, Frankfurt, 1980.

Litteratur ★ Nielsen, Poul: »Musikkens Vinterrejse. Om Theodor W. Adornos musikfilosofi«',' i Kritik nr. 14, 1970. Post, Werner; Krilische Theorieundmetaphysischer Pessimismus. Zum Spatwerk Max Horkheimers, Munchen, 1971.

415

521. Ibid., 5. 20, (1966, 1973). 522. Adorno, Theodor W.: Gesammelte Schriften 10, s. 461, (1962, 1977). 523. Adorno, Theodor W.: Åsthelische Theo­ rie, s. 345,(1970,1974). 524. Ibid., s. 85,(1970, 1974). 525. Ibid., s. 197, (1970, 1974). 526. Ibid., s. 113, (1970, 1974).

Noter: 491. Jay, Martin: TheDialekticalImagination, A Hislory ofthe Frankfurt School and the Institute of Social Research 1923-1950, Lon­ Benjamin: Historiens og don, 1973. 492. Der tænkes på Marx’ »Økonomisk­ skønhedens utopi filosofiske manuskripter«, 1844. 493. Horkheimer, Max: Diegegenwartige La­ Udgaver: ge der Sozialphilosophie und die Aufgaben eiBenjamin, W.: Schriften, 2 Bd. ’ Th. Adornes Institut fur Sozialforschung, Frankfurter no. Frankfurt a. Main 1955. Universitåtsreden XXXVI, Frankfurt am Benjamin, W.: Illuminationen. Ausgewahlle Main, 1931, s. 3. Schriften, Bd. 1, Frankfurt a. Main 1961. 494. Zeitschrift fur Sozialforschung, Mun­ Benjamin, W.: Angelos Novus. Ausgewåhlte chen 1970. Schriften, Bd. 2, Frankfurt a. Main 1966. 495. Zeitschrift fur Sozialforschung I, Benjamin, W.: Briefe, v. Th. Adorno/G. I, Scholem, Frankfurt a. Main 1966. (1932, 1970). 496. Ibid., s. 11,(1932, 1970). Benjamin, W.: Versuche uber Brecht, v. Rolf 497. Adorno, Theodor W.: Der PositivismusTidemann, Frankfurt a. Main 1966. Benjamin, W.: Charles Baudelaire. Ein Lyriker streit in der deutschen Soziologie, Darmim Zeitalter des Hochkapitalismus, Frankfurt a. stadt 1972. 498. Ibid., Darmstadt 1974, s. 151. Main 1969. Benjamin, W.: Gesammelte Schriften, v. Rolf 499. Adorno, Theodor W.: Gesammelte Tidemann, Frankfurt a. Main 1972 - ?. Schriften 10, s. 794, (1969, 1977). 500. Ibid., s. 798, (1969, 1977). Hidtil udkommet: Bd. 1-4. ★ Benjamin, W.: Kulturindustri. Udvalgte 501. Der Spiegel, 5. maj 1969, nr. 19, s. 206. skrifter, København 1973. 502. Adorno, Theodor WGesammelte Benjamin, W.: Bild och Dialektik, Uddevalla Schriften 10, s. 798, (1969, 1977). 503. Adorno, Theodor W.: Zur Metakritik der 1969. Benjamin, W.: Essayer om Brecht, Lund 1973. Erkenntnislheorie, s. 49, (1956, 1972). Benjamin, W.: Kunslverket ireproduksjonsalde504 . Horkheimer, Max: Traditionelle und kntiren, Oslo 1975. sche Theorie. Vier Aufsåtze, s. 56, (1937, 1972). Litteratur: 505. | F.cks. Hcgel. Arendt, Hanna: »Walter Benjamin«, Merkur 506. Ibid., s. 76,(1933, 1972). 22. 1968. 507. Horkheimer & Adorno: Dialektik der »Walter Benjamin«, temanr., Alternative Aufklårung, s. 1, (1947, 1980). okt/dec, 1967. 508. Ibid., 5.15,(1947,1980). Bulthaup, Peter: Materialien zu Benjamins The509. Ibid., s. 8, (1947, 1980). sen »Uber den Begriff der Geschichte«, Frank­ 510. Ibid., s. 3,(1947, 1980). furt a. Main 1972. 511. Ibid., s. 39,(1947, 1980). Geberhardt, Peter: Walter Benjamin - Zeitge512. Ibid. , s. 39, (1947, 1980). nosse der Moderne, Kronberg 1976. 513. Ibid., 40,(1947, 1980). Heissenbultel, Helmut: »Zu Walter Benja­ 514. Ibid., s. 40, (1947, 1980). 515. Adorno, Theodor W.: Zur Metakritik der mins Spatwerk«, Merkur, Heft 1/2, 22, Jahrg. 1968. Erkenntnislheorie, s. 15, (1956, 1972). 516. Ibid., s. 22,(1956, 1972). Jurgcns, Martin: »Der Staat als Kunstwerk. Bemcrkungen zur Åsthetisierung der Poli­ 517. Ibid., s. 19,(1956, 1972). 518. Adorno, Theodor W.: Negative Dialek­ tik«, Kursbuch 20, 1970. tik, Gesammelte Schriften 6, s. 531,(1966, Lazis, Asja: »Das Programm eines proleta1973). rischen Kindertheaters«, Alternative, April 519. Ibid., s. 17,(1966, 1973). 1968. 520. Ibid., s. 144, (1966, 1973). Mjosct, Lars: »Forlosningens antinomier.

416

Litteratur

Utkast om forholdet mellem Benjamin og Adorno«, Poetik 28, 1976. Tidemann, Rolf: Studien zur Philosophie Walter Benjamin. Frankfurt a. Main 1965. Tidemann, Rolf: »Notiz zu einen Fragment Benjamins«, Kursbuch 20, Mårtz 1970. Unseid, Sicgfried: Zur Aktualitåt Walter Benja­ mins, Frankfurt a. Main 1972. Wawrzyn, Lienhard: Walter Benjamins kunsttheorie. Kritik einer Rezcplion, Darmstadt und Neuwied 1973. ★ Westergaard - Nielsen, Mikael: »Walter Benjamin«, Morten Giersing, Litteraturkri­ tik, Holstebro 1979. Noter: 527. Walter Benjamin, »Brief an Florcns Christian Rang. Vom Dezember 1923« i Briefe Bd. 1 s. 323 udg. G. Scholem - Th. W. Adorno, Frankfurt a. Main 1966 528. Walter Benjamin, Ursprung des deulschen Traiierspiels, s. 210, (1925), Gesammelte Schriflen Bd. 1 del 1, red. Rolf Tide­ mann. Frankfurt a. Main 1974. 529. ibid., s. 244. 530. Walter Benjamin, Paris, die Hauptsladl des 19.Jahrhunderts, s. 244, Schrif­ len. Bd. 1, Frankfurt a. Main 1955. 531. ibid.s. 244. 532. ibid. s. 245. 533. Walter Benjamin. Uber einige Motive bei Baudelaire, s. 618, (1939), Gesammelte Schriflen. Bd. 1 del 2, Frankfurt a. Main 1974. 534. ibid.s. 653. 535. Walter Benjamin, Das Paris des Second Empire bei Baudelaire, s. 557, (1939), Ge­ sammelte Schriflen Bd. 1 del 2, Frankfurt a. Main 1974. 536. Walter Benjamin, Das Kunstwerkim Zeitalter seiner lechnischen Reproduzierbarkeit, s. 479, (1936), GesammelteSchriflen Bd. 1 del 2. Frankfurt a. Main 1974. 537. ibid. s. 482. 538. ibid. s. 478. 539. ibid. s. 496. 540. ibid.s. 492. 541. Walter Benjamin, Der Autor als Produzenl, s. 104, (1934), Versuche uber Brecht, Frankfurt a. Main 1966. 542. ibid. s. 104. 543. Walter Benjamin, Uber den Begriff der Geschichte, s. 698, Gesammelte Schriflen Bd. 1 del 2, Frankfurt a. Main 1974. 544. ibid. s. 698. 545. ibid. s. 695. 546. ibid.s. 697. 547. ibid.s. 697.

Marcuse: Ungdomsoprørets filosof Udgaver: Marcuse, H.: Hegels Ontologie und die Grundlegungeiner Theorieder Geschichthchkeit, Frank­ furt 1932. Marcuse, H.: Reason and Revolution. Hegeland the Rise of social Theory, New York/Oxford 1941. 2. udg. Boston 1954, London 1955. Marcuse, H.: Eros and Civilisation, Boston 1955. ★ Dansk oversættelse: Eros og civilisationen, København 1970. Marcuse, H.: Soviet Marxism, New York 1958. Marcuse, H.: One-Dimensional Man, Boston 1964. ★Dansk oversættelse: Det én-dimensionale menneske, København 1971. Marcuse, H.: A Cntique of Pure Tolerance, Bo­ ston 1965. Marcuse, H.: Kultur und Gesellschaft I/II (ar­ tikler fra årene 1933-1965), Frankfurt 1965. Marcuse, H.: Psykoanalyse und Politik, Frank­ furt 1968. Dansk oversættelse af dele heraf i: Politiske essays, København 1972. Marcuse, H.: Ideenzueinerkrilischen Theorieder Gesellschaft, Frankfurt 1969. Marcuse, H.: An Essay on Liberation, Boston 1969. Dansk oversættelse: Frigørelsen, Kø­ benhavn 1970. Marcuse, H.: Counterrevolution & Revolt, Bo­ ston 1972. Dansk oversættelse: Kontrarevo­ lution og venstrefløj, København 1974. ★ Marcuse, H.: Die Permanenz der Kunst, Munchcn 1977. Dansk oversættelse: Den æstetiske dimension, København 1979. ★ Marcuse, H.: GespråchemitMarcuse, Frank­ furt 1978. Dansk oversæt telse: Samtaler med Marcuse, København 1979.

Litteratur: ★ Glebe-Møller, Jens: Marcuse - studenteroprø­ rets filosof, København 1970. Haberman, Jurgen (udg.): Antworten auf Her­ bert Marcuse, Frankfurt 1968.

Noter: 548. For biografiske oplysninger se Current Biography, 1969. 549. Marcuse, Kultur und Gesellschaft II, s. 65 (1948, 1968). 550. Marcuse, Kultur und Gesellschaft I, s. 122 (1937, 1968). 551. Marcuse, Reason and Revolution, s. XV, (1941, 1970).

Litteratur 552. Marcuse, Eros and Civilisation, s. 21f. (1955, dansk oversættelse 1970). 553. Ibid., s. 33, (1955, 1970). 554. Ibid., s. 22, (1955, 1970). 555. Ibid., s. 48, (1955, 1970). 556. Ibid., s. 18, (1955, 1970). 557. Ibid., s. 141,(1955, 1970). 558. Marcuse, One-Dimensional Man, (1964, dansk oversættelse 1971). 559. Ibid., s. 27,(1964, 1971). 560. New York Times Magazine, 19. Oct. 1968.

417

Habermas, Jurgen: Derpositivismusslreit in der der deulschen Soziologie, Neuwied 1969; (sammen med T.W.A. Adorno, H. Al­ bert, R. Dahrendorf, H. Pilot, K.R. Pop­ per). Habermas, Jurgen: Zur Logik der Sozialwissenschaften, Frankfurt a. Main 1970; (dele heraf udkom som beiheft 5 i Philosophische Rundschau, Tubingcn 1967). Habermas, Jurgen: Protestbewegung und Hochschulreform, Frankfurt a. Main 1969. Habermas, Jurgen: Arbeit, Erkenntnis, Fortschritt, Aufsåtzc 1954-1970, Amsterdam 1970. Habermas: Enheden af teori Habermas, Jurgen: »Der Universalitåtsanspruch der Hermeneutik«, K.-O. Apel og praksis m. 11.: Hermeneutik und Ideologiekritik, s. 120159, Frankfurt a. Main 1971; (oversat til Udgaver: dansk, »Hermeneutikkens krav på univer­ Habermas, Jurgen: Student und Politik. Eine sel gyldighed«, Jurgen Habermas: »Teorier soziologische Untersuchung zum politischm Beom samfund og sprog«, s. 69-96, København wufitsein Frankfurter Studenten (sammen med 1981). L. von Friedeberg, C. Oehlcr, F. Weltz), Habermas, Jurgen: Philosophisch-polilische Neuwied 1961. Profile, Frankfurt a. Main 1971. Habermas, Jurgcn/Luhmann, Niklas (udg.): ★ Habermas, Jurgen: Strukturwandel der Offentlichkeit, Neuwied 1962; (oversat til Theorie der Gesellschafl oder Soziallechnologie Was leislet die Systemforschung?, Frankfurt a. dansk, »Borgerlig offentlighed«, København Main 1971; (Habermas har selv bidraget 1971). med to artikler, nemlig »Vorbercitcnde Habermas, Jurgen: Theorie und Praxis. SocialBemerkungcn zu einer Theorie der kornpolitische Studien, Neuwied 1963; (ny udga­ munikativen Kompetenz«, s. 101-141, og ve udvidet med lire essays og en ny intro­ »Theorie der Gesellschafl oder Soziallech­ duktion, Frankfurt a. Main 1971); (en­ nologie?«, s. 142-290; dele af den anden gelsk oversættelse fra nyudgaven, »Theory artikel er oversat (il dansk, »Systemteori and Practice«, Boston 1973); (to essays er om samfundet eller socialkybernetik«, oversat (il dansk: »Den akademiske dan­ Jurgen Habermas: Teorier om samfund og nelses sociale forandring«, Kritik 9, s. 87sprog«, s. 100-118, Kobenhavn 1981). 104, København 1969; »Den klassiske læ­ Habermas, Jurgen: »Wahrheitstheorien«, re om politik og dens forhold til socialfilo­ H. Fahrenbach (udg.): Wirklichkeit und sofi«, Jurgen Habermas: »Teorier om sprog Reflexion, Walter Schulz zum 60. Geburlstag, og samfund«, s. 26-62, København 1981; s. 211-265, Pfullingen 1973. endnu et essay er oversat til norsk, »Dog­ Habermas, Jurgen: Kultur und Kritik. Frank­ matisme, fornuft og beslutning - om teori furt a. Main 1973. og praksis i den vitenskapeliggjorte sivilisasjon«, »Horkheimer, Marcuse, Adorno, Ha­ Habermas, Jurgen: Legitimativnsprobleme im Spatkapitalismus, Frankfurt a. Main 1973; bermas: Kritisk teori«, s. 97-123, Oslo 1970). (oversat til dansk, »Legitimalionsproblemer i ★ Habermas, Jurgen: Techmk und Wissensenkapitalismen«, København 1975). schaft als »Ideologie«, Frankfurt a. Main Habermas, Jurgen: »Was hei/3i Universal­ 1968; (oversat til norsk, » Vitenskapsom ideo­ pragmatik?«, K.-O. Apel (udg.): Sprachlogi«, Oslo 1969). Habermas, Jurgen: Erkenntnis und Interesse, pragmatik und Philosophie, Frankfurt a. Ma­ Frankfurt a. Main 1968; (ny udgave udvi­ in 1976, s. 174-272; (dansk oversættelse, det med et efterord 1973); (oversat (il en­ »Hvad er universalpragmatik?«, Jurgen gelsk, »Knowledge and Human Interests«, Bo­ Habermas: »Teorier om samfund og sprog«, s. ston 1971); (1. del oversat til dansk; »Er­ 127-192, København 1981). kendelseskritikkens krise«, København/Arhus Habermas, Jurgen: Zur Rekonstruktion des ht 1972; herudover er også 2. del, 1. afsnit storischen Materialismus, Frankfurt a. Main (afsnit 4) oversat til dansk, »Den ældre po­ 1976; (en af artiklerne er oversat (il dansk, sitivismes intention. Comte«, Kritik 19, s. »Et bidrag til rekonstruktion af den histo­ 93-103, København 1971). riske materialisme«, Jurgen Habermas: 27

Engagement og forståelse

418

Litteratur

197-241, »Teorier om samfund og sprog«, København 1981). Habermas, Jurgen: Theoriedeskommunikativen Handelns, Frankfurt a. Main 1981. Bibliografier: Held, D.: »Critical Thcory: Habermas«, Introduclion to Critical Theory, s. 249-350, Lon­ don 1980. McCarthy, Th.: The Critical Theory ofJurgen Habermas, Cambridgc mass. 1978. Zimmcli, W.Ch.: »»Jiirgen Habermas: Auf der Suchc nach der Idcntitåt von Theorie und Praxis«, Grundprobleme der gro&en Philosophen, Philosophie der Gegenwarl IV, s. 223-266, Gottingen 1981.

Litteratur: Abenroht, W. (udg.): Die Linke anlwortelJur­ gen Habermas, Frankfurt a. Main 1968. Bubner, R.: »Was ist kritischc Theorie?«, Philosophische rundschau 16 (1969), s. 213249; (optrykt i K.-O. Apel m.fl. (udg.): Hermeneutik und Ideologiekrilik, s. 160-209, Frankfurt a. Main 1971). ★ Bukdahl, Jørgen K.: »»Videnskab og kritik -Jurgen Habermas’ kritik af det positivi­ stiske fornuftsbegreb«, Kritik 9, s. 74-86, København 1969. ★ Bukdahl, Jørgen K.: »Ideologikritikkens dimensioner«, Kritik 14, s. 133-135, Kø­ benhavn 1970. ★ Bukdahl, Jørgen K.: »Hermeneutiske landvindinger (l)-(4)«; (1): »Kommunika­ tion og refleksion«, Kritik 16(1970), s. 125237; (2) »Tradition og selvstændighed«, Kritik 18 (1971), s. 139-150; (3) »Dybde­ hermeneutik«, Kritik 19 (1971), s. 122144; (4) »Bevidsthedsbedrag«, Kritik 21 (1972), s. 123-144. Dallmayr, W.R. (udg.): Materialien zu Haber­ mas ’ »Erkenntnis und Interesse«, Frankfurt a. Main 1974. Gadamer, H.-G.: »Rhetorik, Hermeneutik und Ideologiekrilik«, K.-O. Apel m.fl. (udg.): Hermeneutik und Ideologiekrilik, s. 5782, Frankfurt a. Main 1971. Gadamer, H.-G.: »Replik«, K.-O. Apel m.fl. (udg.): Hermeneutik undIdeologiekrilik, s. 283-317, Frankfurt a. Main 1971. McCarthy, Th.: »A Theory of Communicalive Competence«, P. Connerton (udg.): Critical Sociology, s. 470-497, Harmondsworth 1976. Mortensen, Franz/Møller, Jørn: »Offentlig­ hed og massekommunikation«, Peter Olivarius m.fl. (udg.): Massekommunikation - Introduktion til el undervisningsområde, s. 960, København 1976.

Simm-Schåefer, R./Zimmcrli, W.Ch. (udg.): Theorie zivischen Kritik und Praxis. Jurgen Habermas und die Frankfurter Schule, Stuttgart 1975. Theunissen, M.: Gesellschaft und Geschichte. Zur Kritik der kritischen Theorie, Berlin 1969.

Noter: 561. Zimmcrli, i Grundprobleme der groben Philosophen, s. 223-224, (1981). 562. udg. som bog: Habermas, Struklurw. d. O# (1962). 563. Habermas, Proteslbew. u. Hochschulref, s. 188-201 (1969). 564. Habermas, Theorie u. Praxis, S. 10-11, (1963, 1973). 565. Af andre centrale værker kan nævnes: Habermas, Stud. u. Pol., (1961); Protestbeiv. u. Hochschulref, (1969); Arbeit, Erk., Fortschr., (1970); Kultur u. Kritik, del I. 566. Af andre centrale værker kan nævnes: Habermas, Theorie u. Praxis, (1963); Techn. u. IViss. als Ideol., (1968); Kultur u Kritik, del II, (1973). 567. Af andre centrale værker kan nævnes: Habermas, Techn. u. IViss. als Ideol., s. 146-168;(1968). 568. »Der Univ.anspr. d. Herm.«, (1971); Theorie d. Gesellschaft. . (1971); Legitimalionsprobl. ..., (1973); Zur Rekon­ struktion ..., (1976); Theorie d. komm. Handelns, (1981). 569. Habermas, »Vorbereitende Bcmerkungen . . .«, (1971); »Wahrheitstheorien«, (1973); »Was heiØt Univ.pragm.?«, (1976); Theorie d. komm. Handelns, s. 369-452, (1981). 570. Habermas, Theorie u. Praxis, s. 8, 228335, (1963, 1973); Zur Rekonstruktion . . ., s. 9-62, 129-270, (1976). 571. Habermas, Tehn. u. IViss. als Ideol., s. 48-145, (1968); Zur Logik . (1970); Legitimationsprobl. . . ., (1973); Zur Re­ konstruktion . ., del IV, (1976); Theorie d. komm. Handelns, (1981). 572. Habermas, Techn. u IViss. als Ideol., s. 146-147, (1968). 573. Weber, Gesammelte Aufsdtze zur IVissenschaftslehre, s. 601-602, Tubingcn 1973. 574. Platon, Theaitetos, 160D. 575. Habermas, Erk. u. Int., s. 116-177, (1968). 576. Habermas, Erk. u. Int., s. 173, (1968). 577. Habermas, Erk. u. Int., s. 178-233, (1968). 578. Habermas, Erk. u. Int., s. 221-222, (1968).

Litteratur 579. Habcrmas, Erk. u. /ni., s. 36-87, (1968); Techn u. Wtss. als Ideol., s. 947, 62-65, 146-168, (1968). 580. Habcrmas, Erk. u. Int., s. 262-331, (1968). 581. Habcrmas, »Vorbcrcitcnde Bcmerkungen . . .«, (1971); »Wahrhcitsthcoricn«, (1973); »Was hci/3t Univ.pragm.?«, (1976). 582. Apel (udg.), Hermeneutik und Ideologiekrilik, s. 57-82, 283-317, (1971); Dallmayr (udg.), Materialien zur Habermas’ »Erkenntnis und Interesse-, (1974). 583. Habermas, Theorie u. Praxis, s. 9-47, (1963, 1973); Erk. u. Int., s. 367-420, (1968, 1973); »Der Umv.anspr. d. Hcrm.«, (1971). 584. Habcrmas, Theorie d. Gesellschafl, s. 101-108, (1971; »Was hci/3t Univ.pragm.«, s. 174-179,(1976). 585. Habermas, Theorie d. Gesellschafl, s. 114-122.

Fransk filosofi i det 20. århundrede Generelt ★ Dcscombcs, Vincent: Le måne et l’autre. Qurante-cinq ans de philosophie francflise (1933-1978), Paris 1979. (Sammenhæn­ gende diskussion af moderne fransk filoso­ fi, begyndende med Kojévcs forelæsnin­ ger over Hegcl. Oversat til tysk og engelsk).

Traditionen fra Descartes Litteratur: Etchcverry, Auguste: L'idealismefran(ais conlemporain, Paris 1934, (med bibi.).

Noter: 586. Hegcl, Werke in zwanzig Banden 20, s. Main 123, (1805/30, Frankfurt am M-l.. 1971).

Bergson: Det umiddelbart givne Udgaver: Bergson, Henri: Oeuvres, Paris 1959, 3. udg. 1970. (Tekstkritisk udgave. Et sagregister til Oeuvres findes i Les etudes bergsoniennes VI, s. 169-188, 1961. Det er medtaget i 3. udg.).

v

419

Bcrgson, Henri: Essai sur les données immédiates de la conscience, Paris 1889, Oeuvres, s. 1157. Dansk overs.: Den rene Bevidsthed, Kbh. 1917. Genudgivet under titlen: Det umiddelbare i bevidstheden, Kbh. 1980. Bergson, Henri: Maliere et mémoire, Paris 1896, Oeuvres, s. 159-379. Dansk overs, (med enkelte udeladelser) i Bergson. De store tankere, Kbh. 1968. Bergson, Henri: Le rire, Paris 1900, Oeuvres, s. 381-486. Norsk o vers.: Latteren, Oslo 1971. Bergson, Henri. »Introduction å la metaphysique«, Paris 1903, Oeuvres, s. 1392-1432. Dansk overs.; Intuition og Verdensanskuelse, Kbh. 1914. Bergson, Henri: L’évolution créalrice, Paris 1907, Oeuvres, s. 487-809. Dansk overs.: Den skabende Udvikling, Kbh. 1915. Bergson, Henri: Les deux sources de la morale et de la religion, Paris 1932, Oeuvres, s. 9791247. Norsk overs.: De to kilder for moral og religion, Oslo 1967. Bergson, Henri: Ecrits et paroles, I-I1I, Paris 1957-59. (EP.).

Bibliografi: Gunter, P.A.Y.: Henri Bergson. A Bibliography, Ohio 1974. Litteratur: Deleuze, Gilles: Le bergsonisme, Paris 1966. Les etudes bergsoniennes, Paris 1948 ff.. (Artik­ ler om, samt tekster af Bergson). ★ Høflding, Harald: Henri Bergson’s Filosofi, Kbh. 1914. ★ Robinet, André: Jaures et l’unité de l’étre, Paris 1964, 2. udg. 1969. Rosenstand, Nina: Henri Bergsonsfilosofi med sarligt henblik på dens belydningfor nogle nutidi­ ge filosoffer (Merleau-Ponty og Deleuze), mag., Kbh. 1979. Noter: 587. A. de Waclhcns, Exislenceelsignificalion, s. 75, (Louvain 1958, 1973). 588. Merleau-Ponty, Signes, s. 230, (Paris 1960). 589. R.-M. Mossc-Bastidc, Bergson éducaleur, s. 352, (Paris 1955). 590. Jf. Deleuze, Le bergsonisme, (1966), og Deleuze, »Laconccption de la differen­ ce chez Bergson«, Les etudes bergsoniennes IV, s. 77-112,(1956). 591. Bergson, Oeuvres, s. 34, (1889). 592. Bergson, Oeuvres, s. 923,(1908/1919). 593. Jf. Bergson, Oeuvres, s. 87, (1889). 594. Bergson, Oeuvres, s. 82 f., jf. s. 72 f., 74f., 80. 148, (1889), s. 216 I., 287,

420

Litteratur

(1896), 837, (1914/1919). 595. Bergson, Oeuvres, 926-930, (1908/ 1919). 596. Bergson, Oeuvres, s. 497 f., (1907). 597. Bergson, Oeuvres, 1399 og 1411, (1903). 598. Bergson, Oeuvres, s. 818, 822 f., (1914). 599. Bergson, Oeuvres, s. 498, (1907). 600. Bergson, Oeuvres, s. 494, (1907). 601. Bergson, Oeuvres, s. 1312, (1922). 602. Bergson, Oeuvres, s. 747 ff., (1907). 603. Bergson, Oeuvres, s. 1313, (1922), s. 1381 f., (1911/1934). 604. Bergson, Oeuvres, s. 1420 n., (1934). 605. Bergson, Oeuvres, s. 500, jf. s. 783, (1907). 606. Bergson, Oeuvres, s. 145, (1889). 607. Bergson, Oeuvres, s. 113, (1889). 608. F.eks. Bergson, Oeuvres, s. 841, (1914/ 1919). 609. F.eks. Bergson, Oeuvres, 78, 102, (1889). 610. Bergson, Oeuvres, s. 1272-1275,(1922), s. 1411, 1417, (1903). 611. Bergson, Oeuvres, 1273, jf. s. 1268, (1922), s. 1402 ‘‘ f., (1903), s. 725, (1907). 612. Jf. Bergson, Oeuvres, s. 108, 144, 156, (1889), s. 216, 280, (1896), s. 1412, (1903). 613. Bergson, Oeuvres, 1312, jf. s. 1330, (1922). 614. Bergson, EP. III, s. 456, (1916, 1959). 615. Jf. Bergson, Oeuvres, . f.eks. s 102, (1889), s. 747, (1907). 616. Bergson, Oeuvres, s. 85, (1889). 617. Jf. Merleau-Ponty, Signes, s. 235-238, (Paris 1960). 618. Bergson, Oeuvres, s. 85-87, 108-109, (1889), s. 327, 342, (1896), s. 1256, (1922). 619. Bergson, Oeuvres, s. I68, (1889). 620. Jf. Bergson, Oeuvres,, s. 81, (1889). 621. Bergson, Oeuvres, s. 1329 f., (1922). 622. J. Héring, »La phénoménologie d’ Ed­ mund Husserl il y a trente ans«, Revue internationale de philosophie I, s. 368, (1939).

Opbruddet: Vendingen »mod det konkrete« Noter: 623. Sartre, Critique de la raison dialectique, s. 24, (Paris 1957, 1960). 624. Sartre, Situations IV, s. 191, (Paris 1961, 1964).

625. Hyppolite, Introduction a laphilosophiede l’histoire de Hegel, s. 123, (Paris 1948, 1968). 626. Jf. f.eks. nekrologen over Mounicr, »den første i vor generation«, i Les temps modernes 54, s. 1906, (Paris 1950).

Marcel: Eksistens og engagement Udgaver: Landsberg, Paul-Louis: Problemes du personnalisme, Paris 1952. (Specielt »Réflexions sur l’engagement personnel«, s. 28-48, opr. i Esprit, nov. 1937, og »Le sens de l’action«, s. 99-124, opr. i Esprit, okt. 1938). Marcel, Gabriel: »Existence et objectivité«. Paris 1925. Genoptrykt som appendiks til JM.. Norskovers, i Randi Berg: Alternativ til det absurde. Marcel, Gabriel: Journal métaphysique, Paris

1927. (JM.). Marcel, Gabriel: »Position et approchcs concrétes du mystére ontologique«, Paris 1933. Genudgivet selvstændigt, Paris 1949. Norsk overs.: Eksistens og erkjennelse, Oslo 1958. Marcel, Gabriel: Étre et avoir, Paris 1935. Genudgivet i to bind, Paris 1968. (EA.). Heri »Esquisse d’une phénoménologic de l’avoir«, som er oversat til norsk i Randi Berg: Alternativ til det absurde. Marcel, Gabriel: Du refus å l’invocation, Paris 1940. Genudgivet under titlen Essai dephi­ losophie concr'ete, Paris 1967. (EPC.). Monuier, Emmanuel: Oeuvres, I-IV, Paris 1961-63. ★ Mounier, Emmanuel: Lepersonnalisme, Pa­ ris 1949, Oeuvres III, s. 427-525. Dansk overs.: Personalismen, Kbh. 1952.

Litteratur: ★ Berg, Randi: Alternativ til det absurde. En stu­ die i Gabriel Marcelsfilosofi, Oslo 1969. Gilson, Etienne m.fl.: Existentialisme chrétien: Gabriel Marcel, Paris 1947. Ricoeur, Paul: Gabriel Marcel et Karl Jaspers, Paris' 1948. Theunissen, Michael: Der Andere, Berlin 1965. Wahl, Jean: »Le Journal métaphysique de Gabriel Marcel«, Vers leconcret, s. 223-269,

Paris 1932. Noter: 627. R icoeu r, Gabriel Marcel et KarlJaspers, 435, (1947).

Litteratur 628. Marcel, »Regard en arriére«, i Gilson, Existentiahsrne chrétien, s. 311, (1937). 629. Marcel, JM., s. 317 ff., (1925). 630. Marcel, JM., s. 322, (1925). 631. Marcel, JM, s. 322 IT., (1925), jf. s. 250 f., (1920), s. 266-271, (1921). 632. Ricoeur, Gabriel Marcel el KarlJaspers, s. 103 f., (1947). 633. Marcel, JM., 238, 240 f., 248, (1920), s. 270 f., (1921). 634. Marcel, JM, s. 325, (1925). 635. F.eks. Marcel, JM, s. 271, (1921), 305, (1923); EPC., s. 43 f., (1939, 1967). 636. Marcel, EPC., s. 53, (1939, 1967). 637. Marcel,JM, s. 145 f., (1918); jf. EPC., s. 55fT., (1939, 1967). 638. Marcel, EPC., s. 56, (1939, 1967). 639. Marcel, EA. I, s. 132 f., (1932, 1968). 640. Marcel, EA. I, s. 129 IT., (1932, 1968). 641. Marcel, EPC., s. 92, 97, (1938, 1967). 642. Marcel, JM., s. 261, (1920); EPC., s. 21-61, (1939, 1967), s. 102 f., (1938, 1967). 643. Marcel, EPC., s. 104, 109, (1938, 1967) ; jf. f.eks. JM., s. 248, (1920), s. 319 f., (1925); EA. I, s. 138 f„ (1932, 1968) , s. 196 f., (1933, 1968). 644. Marcel, EPC., s. 92, (1938, 1967). 645. Jf. f.eks. Entretiens autour de Gabriel Mar­ cel, s. 80, (Neuchåtel, 1976). 646. Mounicr, Oeuures III, s. 183, 208-214, (1947), s. 509 f., (1949). 647. Mounicr, Oeuures III, s. 430, (1949). 648. Mounicr, Oeuures III, s. 447, (1949); jf. 1, s. 178, (1935), s. 526, (1936). 649. F.eks. Mounier, Oeuures I, s. 305, 320, (1935), s. 526, (1936), III, s. 191, (1947), s. 491,498-506, (1949). 650. Mounier, Oeuures I, s. 192,(1935). 651. Mounier, Oeuures III, s. 453, (1949). 652. Mounier, Oeuures III, s. 456-459, (1949). 653. Jf.J. Lacroix, »Préface« til Landsberg, de Essai sur 1'expérience /' * la ' mort,‘ (Paris ,n 1951) . 654. Landsberg, Problémes, s. 28-30,(1937, 1952) .

Kojéve: Anerkendelsens dialektik Udgaver: Hegel, G.W.F.: Phånomenologie des Geistes, 1807, Hamburg 1952. (PhG.). Fransk overs, med kommenterende noter ved Hyppolite: La phénoménologie de l'esprit, III, Paris 1939/41.

421

Hyppolite, Jean: Genese et strueture de la Phéno­ ménologie de Pesprit de Hegel, Paris 1946 (GS.). Hyppolite, Jean: Logique et existence, Paris 1952. (LE.). Hyppolite, Jean : Figures de la penséephilosophique I-II, Paris 1971. Kojéve, Alexandre: Introduetion a la lecture de Hegel, Paris 1947. (Intr ). Koyré, Alexandre: »Rapport sur l’état des etudeshégéliennesen France«, 1930. Gen­ optrykt i Etudes d'hisloire de la pensée philosophique, Paris 1961, 1981. Heri også en an­ den central artikel: »Hegel å lena«, 1934.

Litteratur: Deucalion 5. Etudes hégéHennes, Neuchåtel 1955. (Heri bl.a. en artikel af Jean Wahl om Kojéves Hegel-fortolkning). Fulda, H.F. og Henrich, D. (udg.): Materialien zu Hegels »Phånomenologie des Geistes«, Frankfurt a. Main 1973. Noter: 655. Koyré, Etudes, s. 249, (1961, 1981). 656. Merleau-Ponty, Sens el non-sens, s. 109, (Paris 1946, 1948). 435, (Paris 657. Mounicr, Oeuures III, 1949, 1962). 658. Jf. f.eks. M. Poster, Exislenlial Marxism in Poslwar France, s. 8 f-, 145, (Princcton 1975, 1977); Fulda og Hcnrich (udg.), »Vorwort«, Materiahen, s. 26, (1973). 659. Hyppolite, GS., (1946). 660. Kojéve, Inlr., s. 265, (1938, 1971). 661. Kojéve, Inlr., f.eks. s. 52, (1933/34, 1971), s. 64 f., (1934/35, 1971), s. 166 ff.,(1937/38, 1971), s. 494 f.,(1934/35, 1971). 662. Kojéve, Intr., s. 483, (1934/35, 1971), jf. s. 44,(1933/34, 1971). 663. Kojéve, Intr., s. 494, (1934/35, 1971). 664. Kojéve, Inlr., s. 12, (1939, 1971), jf. s. 474, (1934/35,1971); desuden Hyppolire, LE., s. 240, (1952, 1961). 665. Kojéve, Intr., s. 487 noten, (1934/35, 1971). 666. Kojéve, Intr., s. 168 f., (1937/38, 1971). 667. Til det flg. jf. Hegel, PhG., s. 143-150, (1807, 1952). 668. Jf. Gadamer, »Hegels Dialektik des Selbstbewusstseins«, i Fulda og Hen­ rich (udg.), Malerialien, s. 233 f., (1973). 669. Kojéve, Intr., s. 25,(1939, 1971), s. 54, 55, (1933/34, 1971). 670. Hegel, PhG., s. 142, jf. 147,(1807,

1952).

422 671. 672. 673. 674.

675.

676. 677. 678.

679. 680.

681. 682.

Litteratur Hcgcl, PhG., i 149, (1807, 1952). Hcgcl, PhG., j 148, (1807, 1952). - Intr., T-‘- s. 31, (1939, 1971). Kojévc, r— s 26, jf. f.eks. s. 16, Kojévc,. Intr., (1939, 1971), s. 55,(1933/34, 1971), s. 167, (1937/38, 1971). Fulda og Hcnrich, »Vorwort«, Matenalien, s. 25, (1973). Kojévc, Intr., s. 116, (1936/37, 1971). Marx/Engcls, Werke E I, s. 574, (1844, Berlin 1968). Gadamcr, »Hegelss Dialektik des Selbstbewusstseins«, i Fulda og Henrich (udg.), Malerialien, s. 240, (1973). Kojéve, Intr., især s. 474 noten, 485487 noten, (1934/35, 1971). Hegcl, PhG., s. 144, jf. s. 142, (1807, 1952); Kojéve, Intr., s. 51, (1933/34, 1971), s. 172, (1937/38, 1971). Hegel, PhG., * 141-143,(1807,1952). Kojévc, Intr., . 576, jf. s. 38 f., 57, (1933/34, 1971), 447 ff., (1934/35, 1971)

Sartre: Frihed og situation Udgaver: Sartre, Jean-Paul: »La transcendance de l’ego«, 1936. Genudgivet selvstændigt, Paris 1965. Danskovers.: Ego’ets transcen­ dens, Kbh. 1975. Sartre,Jean-Paul: L’imaginalion, Paris 1936. Sartre, Jean-Paul: Esquisse d’une théorie des emotions, Paris 1939. Dansk overs.: Fctnomenologiogfolelser, Kbh. 1969. Sartre, Jean-Paul: L’imaginaire, Paris 1940. Sartre, Jean-Paul: L’étre et le néanl, Paris 1943. (EN.). Norsk overs, i uddrag: Sartre, Oslo 1966, (med bibL). ★ Sartre, Jean-Paul: L ’existenlialismeesl un hu­ manisme, Paris 1946. Dansk overs.: Eksi­ stentialisme er humanisme, Kbh. 1947 og se­ nere. ★ Sartre, Jean-Paul: Situations, I-X, Paris 1947-1976. (Sit.). Udvalg oversat i Situatio­ ner, Kbh. 1964, og i Kunstneren og hans sam­ vittighed, Kbh. 1967, (bl.a. mindeartiklen om Merlcau-Ponty). Endvidere er et in­ terview fra 1975, trykt i Sit. X, oversat til dansk: Selvportræt, Kbh. 1980. Sartre, Jean-Paul: »Qucstions de méthode«, Les temps modernes, Paris 1957. Genoptrykt med en »Conclusion« i CRD., s. 13-111. Dansk o vers.: Eksistentialisme og marxisme, Kbh. 1969. Sartre, Jean-Paul: Crilique de la raison dialechque, Paris 1960. (CRD.). Dansk overs, i uddrag: Kritik afden dialektiskefornuft, Kbh.

1972. (KDF). (Som hjælp til læsningen af Sartres uoverskuelige tekst kan anbefales den tyske overs.: Kritik der dialektischen Vernunft, Reinbek 1967). Sartre, Jean-Paul: Les mots, Paris 1964. Danskovers.: Ordene, Kbh. 1964. Sartre, Jean-Paul: L'idiol de la Jamille, I-III, Paris 1971/72. Sartre, Jean-Paul: Un théåtre de situations, Paris 1973. (TdS ). Bibliografi: Contat, Michel ogRybalka, Michel: Lesécrits de Sartre. Chronologie. Bibliographie commenlée, Paris 1970.

Litteratur: ★ Bicmel, Walter: Sartre, Reinbek 1964, nybearbejdel og udvidet udg. 1979, (med omfattende, ajourført bibi.). Dansk overs., Kbh. 1968. Mørch-Petersen, Poul Rettrup: Sartres kritik af Freud, hovcdfagsspeciale, Kbh. 1977. ★ Næss, Arne: »Jean-Paul Sartre«, Moderne filosoffer, s. 219-295, Kbh. 19702. Spicgelbcrg, Herbert: The Phenomenological Movement, vol. II, Haag 1960, 1976. (Ge­ nerelt til fænomenologien i Frankrig). Stenst rom, Thure: Exislenlialismen. Studier i dess idétradition och litteråra yttringar, Lund 1966,1975. ★ Vestre, Bernt: »Innføring i Jean-Paul Sar­ tres filosofi«, Sartre, s. 9-89, Oslo 1966. Noter: 683. Sartre, Sit. IX, s. 133 f., (1969, 1972). 684. Beauvoir, La force de Tåge I, s. 156 f., (Paris 1960, 1979). 685. Levinas, Théorie de l'intuition dans la phénornénologie de Husserl, (Paris 1930). 686. Jf. Spiegclbcrg, The Phenomenological Movement II, s. 462 f. og 752, (1960, 1976). 687. Sartre, Sit. III, s. 11,(1949). 688. Sartre, EN., s. 33, (1943). 689. Sartre, EN., s. 44 f., (1943). 690. Sartre, EN., s. 41, (1943). 58 ff., (1943). 691. Sartre, EN., 692. Sartre, EN., s. 128, (1943). 693. Sartre, EN., s. 129 f., (1943). 694. Sartre, EN., s. 132, 145, (1943). 695. Sartre, EN., f.eks. s. 97, 111, 168, 183, (1943). 696. Sartre, EN., s. 33, 170, (1943). 697. Sartre, EN., s. 61, (1943). 698. Sartre, EN., s. 174,(1943). 699. Sartre, EN., s. 563, (1943). 700. Sartre, EN., s. 565, (1943). 701. Sartre, EN., s. 95,(1943).

Litteratur 702. 703. 704. 705. 706. 707. 708. 709. 710. 711. 712. 713. 714. 715. 716. 717. 718. 719. 720. 721. 722. 723. 724. 725. 726. 727. 728. 729. 730. 731.

732. 733. 734. 735. 736.

Sartre, EN., 574 f., (1943). Sartrc, EN., 567, (1943). Sartrc, EN, s. 576, (1943). Sartre, EN., 569, (1943). Sartre, TdS., 20, (1947, 1973). Sartre, EN., s. 85, (1943). Sartrc, EN., s. 98-100, (1943). Sartrc, EN., s. 87, (1943). Jf. Sartrc, EN., s. 102 IT., (1943). Sartrc, EN., s. 311, (1943). Sartre, EN., s. 276, (1943). Sartrc, EN., s. 277, (1943). Sartrc, EN., 321, (1943). Sartre, EN., 608, (1943). Sartre, EN., s. 315, (1943). Sartre, EN., s. 316, (1943). Sartre, ibid. Sartrc, TdS., s. 238, (1965, 1973). Sartrc, EN., f.eks. s. 87, (1943). Sartrc, EN., s. 293, (1943). Sartrc, EN., s. 592, jf. s. 591, (1943). Sartre, EN., s. 34, (1943). Sartre, EN., s. 711 IT., (1943). Sartre, EN, s. 133 f., (1943). Sartre, Baudelaire, s. 245, (Paris 1947, 1976). Sartrc, TdS., s. 244, (1947, 1973). Sartrc, Sil. IX, s. 100, (1969, 1972). Sartre, Sil. IX, s. 105, (1969, 1972). Se Sartre, EH., (1946), samt EN., s. 61, (1943). Jf. Theunissen og Greve, »Einleitung«, Malerialien zur Philosophie Soren Kierkegaards, s. 75, (Frankfurt a. Main, 1979). Jf. Theunissen og Greve, ibid., s. 46, (1979). Jf. f.eks. Kierkegaard, Samlede vasker bd. 9, s. 70, (København 1846, 1963). Jf. Sartrc, EN., s. 295, (1943). Jf. Heidegger, Uber den Humanismus, (1947, Frankfurt a. Main 1949). Sartre, EN., s. 115 f., 127 f., (1943).

Merleau-Ponty: Sansning og verden Udgaver: Merleau-Ponty, Maurice: La slructure de comporlement, Paris 1942. Merleau-Ponty, Maurice: Phénoménologie de la perception, Paris 1945. (PP.). Danskovers, af forord og et centralt kapitel, »Le corps comme expression et la parole«, PP., s. 203-232, i Tegn, Kbh. 1969. Merleau-Ponty, Maurice: »Le primat de la perception et ses conséquences philosophiques«, Bulletin de la Sociéléfranfaise de philo­ sophie, s. 119-153, Paris 1947.

423

Merleau-Ponty, Maurice: Humanisme el ter­ reur, Paris 1947. (HT.). Merleau-Ponty, Maurice: Sens el non-sens, Pa­ ris 1948. (SNS.). Merleau-Ponty, Maurice: Éloge de la philosophie, Paris 1953 Merleau-Ponty, Maurice; Les aventures de la dialectique, Paris 1955. (AD.). Merleau-Ponty, Maurice: Signes, Paris 1960. (S.). Udvalg oversat i Tegn. Merleau-Ponty, Maurice: »L’oeil et l’esprit«, 1961. Genudgivet selvstændigt, Paris 1964. Danskovers.:Maleren ogfilosojJen, Kbh. 1970. »Un inédit de Maurice Merleau-Ponty«, Revue de métaphysique et de morale, s. 401-409, Paris 1962. Merleau-Ponty, Maurice: Le visible el l’invisible, Paris 1964. Et afsnit, »L’cntrelacs - le chiasmc«, s. 172-204, er oversat i Tegn. Merleau-Ponty, Maurice: Resumés de cours. College de France 1952-1960, Paris 1968. (Res.). Litteratur: ★ Lyotard, Jean-Franfois: Laphénoménologu, Paris 1954,ottende,reviderede udg. 1976. ★ Robinet, André: Merteau-Ponly, Paris 1963, anden, reviderede udg. 1970, (med bibi.). Noter: 737. Spicgelbcrg, ThePhenomenologicalMovement II, s. 529, (Haag 1960, 1976). 738. Jf. Van Breda, »Maurice MerleauPonty et les Archives-Husserl å Louvain«, Revue de métaphysique el de morale, s. 410-430, (1962). 739. Merleau-Ponty, PR, s. II, (1945). 740. Merleau-Ponty, PP., s. V, (1945). 741. Husserl, Husserliana 1, § 1, (1929/31, 1950). 742. Merleau-Ponty, PP., s. 344, (1945). 743. Merleau-Ponty, PP., s. 464, (1945). 744. Merleau-Ponty, PP., s. III, (1945). 745. Merleau-Ponty, PP., s. IV, (1945). 746. Merleau-Ponty, PP., s. V, (1945). 747. Merleau-Ponty, PP., 142 noten, (1945). 748. Merleau-Ponty, PP., s. 342, (1945). 749. Merleau-Ponty, PP., s. 141 note 4, (1945). 750. Merleau-Ponty, PP., s. 160, (1945). 751. Merleau-Ponty, PP., s. III, (1945). 752. Merleau-Ponty, PP., s. 68, 203, 230 f. (1945). 753. Merleau-Ponty, PP., s. 161 f., (1945). 754. Merleau-Ponty, PR, s. 167, 177-179, (1945).

424

Litteratur

Merleau-Ponty, PP., s. 168 f., (1945). Merleau-Ponty, PP., s. 235 ff., (1945). Merleau-Ponty, PP., s. 239, (1945). Merleau-Ponty, PP., s. 260, (1945). Merleau-Ponty, PP., s. 265, (1945). Merleau-Ponty, PP., s. 240, (1945). Merleau-Ponty, PP, s. 325 f., (1945). Merleau-Ponty, PP., s. 193, (1945). Merleau-Ponty, PP., s. 195, (1945). Til det flg. se Merleau-Ponty, PP., s. 399 ff., (1945). 765. Merleau-Ponty, PP., 240 f., (1945). 766. Merleau-Ponty, PP., 253, (1945). 767. Merleau-Ponty, PP., 254, (1945). 755. 756. 757. 758. 759. 760. 761. 762. 763. 764.

Merleau-Ponty: Kropslighed og historie Udgaver: se forrige kapitel. Castoriadis, Cornelius: La société bureaucratique, 1, Paris 1973. (Artikler fra 194649, med en introduktion fra 1972, hvor Castoriadis beskriver sin egen udvikling). Castoriadis, Cornelius: L’institution imaginaire de la société, Paris 1975. 1 del, »Marxis­ me et thcorie révolutionnaire«, opr. i Socia­ lisme ou barbarie, 1964-65, er oversat til dansk: Marxisme og revolutionær teori, Kbh. 1981. Litteratur: ★ Kemp, Peter: Marxismen i Frankrig, Kbh. 1978. (Generelt til marxismediskussio­ nen). Poster, Mark: Existenlial Marxism in Postwar France. From Sarlre to Althusser, Princeton 1975, (med bibi.). (Ligeledes generelt).

Noter: 768. Jf. Poster, Existential Marxism, s. 109, (1975, 1977). 769. Merleau-Ponty, SNS., s. 143, (1945, 1948). 770. Theunissen, Der Andere, s. 239, (Berlin 1965, 19772). 771. Merleau-Ponty, SNS., 142, (1945, 1948), s. 226, 231, (1946, 1948). 772. Merleau-Ponty, HT., s. 13, (1947, 1972). 773. Merleau-Ponty, HT., s. 186, (1947, 1972). 333, (1950, 774. Merleau-Ponty, S., i 1960). 332, (1950, 775. Merleau-Ponty, S., : 1960). 776. Castoriadis, L’institution imaginaire, s. 103,(1964/65, 1975).

501, 516, 777. Merleau-Ponty, PP., (1945). 778. Merleau-Ponty, PP., s. 517, (1945). 283, (1955, 779. Merleau-Ponty, AD., 1977). 500, (1945), 780. Merleau-Ponty, PP., AD., s. 178, (1955, 1977). 781. Merleau-Ponty, AD., s. 201 f., (1955, 1977); S., s. 196, (1956, 1960). 782. Merleau-Ponty, PP., s. 518, (1945). 783. Jf. f.eks. Merleau-Ponty, PP., s. 506, 517, (1945); SNS., s. 125 f., (1945, 1948); Res., s. 84, (1955/56, 1968). 784. Merleau-Ponty, AD., s. 293, (1955, 1977). 785. Merleau-Ponty, PP., s. 513 f., (1945). 509, 786. F.eks. Merleau-Ponty, PP., (1945). 787. Merleau-Ponty, 5., s. 194-200, (1956, 1960);jf. PP., s. 194 f., (1945); W, s. 234,237,(1946, 1948). 788. Merleau-Ponty, »Le primat«, (1947). 789. Merleau-Ponty, »Un inedit«, s. 403, jf. s. 405, (1952, 1962); PP., s. 203-230, (1945); 5., s. 27 f., (1960). 790. Merleau-Ponty, SNS., s. 265, 269, (1945, 1948);jf. Sartre, Situations IV, s. 197, (Paris 1961, 1964). 791. Merleau-Ponty, PP., s. 512, (1945). 792. Merleau-Ponty, AD., s. 145, jf. s. 166, (1955, 1977). 141 f., 793. F.eks. Merleau-Ponty, SNS., 193,(1947, 212,(1945, 1948); HT., 1972).

Den ældre Sartre: Hvad er dialektik? Udgaver: se ovenfor under »Sartre: Frihed og situation«.

Litteratur: Hartmann, Klaus: Sartres Sozialphilosophie. Eine Untersuchung zur »Critique de la raison dialectique I«, Berlin 1966. ★ Krause-Jensen, Esbern: Den revolutionære Sartre, Kbh. 1979. Noter: 794. Sartre, CRD., s. 9, 29, (1960). 795. Sartre, CRD., s. 99, (1960). 796. Sartre, CRD., s. 29, (1960). 797. Sartre, CRD., s. 28 noten, (1960). 798. Sarire, CRD., s. 25, (1960). 799. Sartre, CRD., s. 29 noten, 81 f., (1960). 800. Sartre, CRD., s. 81 f., (1960). 801. Jf. Sartre, CRD., s. 88, (1960).

Litteratur 802. Sartre, CRD., 129,(1960). 803. Karl Marx. De store tankere, 106, (København 1970). 804. Sartre, CRD., s. 60 f., (1960). 805. Sartre, CRD., s. 106, (1960). 806. Sartre, CRD., s. 107 f., (1960). 807. Sartre, CRD., s. 59, (1960). 808. Sartre, CRD., f.eks. s. 11, 120, 135, 151,506,(1960). --- Sartre, 128-131,(1960). 809. CRD., 810. Sartre, CRD., 135, (1960). 121, jf. s. 138, 145, 811. Sartre, CRD., (1960). 812. Sartre, CRD., s. 10,(1960). 813. Sartre, CRD., s. 139, (1960). 814. Sartre, CRD., f.eks. : 10, 143-145, 155, 754 f_, (1960). 815. Jf. Sartre, Sil. IX, s. 113 f., (1969, 1972). 816. Sartre, CRD., f.eks. s. 157, (1960). 817. Sartre, CRD., s 165 f. (citatet kursive­ 100 f., (1960). ret hos Sartre), jf. 818. Sartre, CRD., s. .'55,(1960). 819. Sartre, CRD., s. 131, (1960). 820. Jf. Sartre, CRD.,, s. 132,(1960). 821. Sartre, CRD., s. 63, (1960). 822. Sartre, CRD., s. 166, (1960). 823. Sartre, CRD., s. 170, (1960). 824. Sartre, CRD., s. 63 f., (1960). 825. Sartre, CRD., s. 198, 352 noten, (1960). 826. Sartre, CRD., s. 157, (1960). 827. Jf. D. Østerberg, Forståelsesformer, 66, (Oslo 1966). 828. Sartre, CRD., s. 199, (1960). 829. Sartre, CRD., s. 245 f„ (1960). 830. Sartre, CRD., s. 56, jf. s. 305, (1960). 831. Sartre, CRD., s. 55, (1960). 832. Sartre, CRD., s. 96, 160-162, 508 f., 657 f., (1960). 833. Sartre, CRD., s. 204, 509, (1960). 834. Sartre, CRD., s. 200 IT., (1960). 835. Sartre, CRD., s. 208, (1960). 836. Sartre, CRD., s. 744, (1960). 837. Sartre, CRD., s. 190, 192, 207, (1960). 280, 838. Sartre, CRD., s. 308 ff., jf.

(1960). 839. 840. 841. 842. 843. 844. 845. 846. 847.

Sartre, CRD., s. 311, jf. s. 351, (1960). Sartre, CRD., s. 224, (1960). Sartre, CRD., s. 232-35, (1960). Sartre, CRD., s. 202, 206, 243, 285, (1960). Sartre, CRD., s. 207, 315, (1960). Sartre, CRD., s. 386 IT., (1960). Sartre, CRD., s. 394, (1960), overs, fra KDF, s. 159, (1972). Sartre, CRD., s. 423, (1960). Sartre, CRD., s. 70 noten, 109, 110, 248, (1960).

425

848. Sartre, CRD., 397 f., (1960). 849. Sartre, CRD., 388, 418-20, (1960). 850. Jf. Hartmann, Satires Sozialphilosophie s. 141, (1966). 851. Sartre, CRD., 435, (1960). 852. Sanrc, CRD., 422, (1960). 853. Jf. Sartre, CRD., s. 487, (1960). 854. Sartre, CRD., s. 573, 581,609, (1960). 855. Sartre, CRD., især s. 428 f., 578, (1960). 856. Sartre, CRD., s. 608 ff., (1960). 857. Sartre, CRD., s. 614, 620, 626, (1960) 858. Jf. T. Konigs note i den tyske overs., s. 681, (1967), (henv. til D. Riesmann, The Lonely Crowd, (1950). Dansk overs.: Del ensomme massemenneske, Kbh. 1962). 859. Sartre, CRD, s. 306, 319, 383, 608, 632. 636, (1960). 860. Sartre, CRD., s. 632 ff, jf. s. 24, 107, 131, 143,506, 567,(1960). 861. Jf. Sartre, CRD., s. 744, (1960).

Struktur og historie Udgaver: ★ Althusser, Louis: Pour Marx, Paris 1965. . Danskovers.: For Marx, Kbh. 1969, (med ordliste). Althusser, Louis m.fl.: Lire le Capital, I-H, Paris 1965, ny udg. 1968. Svensk overs.: Alt låsa Kapitalel, Stockholm 1970. Foucault, Michel: Folie el déraison. Histoire de la folie å l'åge classique, Paris 1961, ny udg. 1972 og 1979 uden hovedtitlen. (HF.). Norsk overs.: Galskapens historie, Oslo 1973. Foucault, Michel: Les mols et les choses. Unearchéologie des Sciences humaines, Paris 1966. (MC.). Foucault, Michel:»Rcponseåunequestion«, Esprit, s. 850-874, Paris 1968. Foucault, Michel: L'archeologie du savoir, Pa­ ris 1969. (AdS.). Svensk overs.: Velandets arkeologi, Stockholm 1972. ★ Foucault, Michel: L'ordredu discours, Paris 1971. (OD.). Dansk overs.: Talens forfat­ ning, Kbh. 1980. Foucault, Michel: Surveiller et punir, Paris 1975. Norskovers.: Overvågning og straf/Det moderne fengsels historie, Kbh./Oslo 1977. Hjelmslev, Louis: Omkring sprogteoriens grund­ læggelse, Kbh. 1943. (OSG). Hjelmslev, Louis: Essais linguistiques, Kbh 1959, Paris 1971. (EL.). ★ Hjelmslev, Louis: Sproget, Kbh. 1963, an­ den, forøgede udg. 1973. Lacan, Jacques: Écrits, Paris 1966. Dansk

426

Litteratur

overs, i udvalg: Det ubevidste sprog, Kbh. 1973, (med bibi. og ordliste). Lévi-Strauss, Claude: Les structures élémentaires de la parente, Paris 1949, 2. udg. 1967. Lévi-Strauss, Claude: »Introduction å l’oeuvrc de Marcel Mauss«, i Mauss: Sociologieet anthropologie, s. IX-LII, Paris 1950, tredie, forøgede udg. 1966. (»Intr.«). Lévi-Strauss, Claude: Anthropologie slruclurale (I), Paris 1958. (AS.) ★ Lévi-Strauss, Claude: La pensée sauvage, Paris 1962. (PS.). Dansk overs.: Den vilde tanke, Kbh. 1969. Lévi-Strauss, Claude: Mythologiques, I-IV, Paris 1964-71. (Myth.). ★ Madsen, Peter (udg.): Strukturalisme. En antologi, Kbh. 1970. (Med tekster af bl.a. Althusser, Derrida, Foucauk, Saussure). Saussure, Ferdinand de: Cours de hnguistique générale, Paris 1916. Tekstkritisk udg. med kommenterende noter ved T. de Mauro, Paris 1972, (med omfattende bibi.). (CLG.). Svensk overs.: Kurs i allmån lingvi­ stik, Stockholm 1970. Litteratur: ★ Aalbæk-Nielsen, Kai: Historie. Struktur og eksistens, Kbh. 1970. ★ Bukdahl, Jørgen K.: »Strukturalismen«, Filosofien efter Hegel, s. 260-306, Kbh. 1979. Dehlholm, Frederik: En kritik afAlthussersfilo­ sofi, hovedfagsspeciale, Kbh. 1979. Ditlevsen, Torben m.fl. (udg.): Tegn, tekst, betydning. Introduktioner til nyerefranskfiloso­ fi, Kbh. 1972, (med bibi.). Egebak, Niels: Fra tegnfunklion til tekstfunktion. Introduktion til semiologi, Kbh. 1972, (med bibi.). ★ Kemp, Peter: Sprogets dimensioner, Kbh. 1972. ★ Krause-Jcnsen, Esbern: Denfranske struktu­ ralisme, Kbh. 1973, (med bibi.). ★ Krause-Jensen, Esbern: Viden og magt. Stu­ dier i Michel Foucaulls institutionskritik, Kbh. 1978. Artikler i tidsskrifterne Exil, Poetik og Kritik.

Noter: 862. Foucauk, OD., s. 74, (1971). 863. Deleuze, Difference et repetition, s. 1, (Pa­ ris 1968). 864. Saussure, CLG., s. 97, (1916, 1972); overs, fra Madsen (udg.), Strukturalis­ me, s. 33, (1970). 865. Saussure, CLG., s. 98, (1916, 1972). 866. Saussure, CLG., s. 100 f., 105, 108, (1916, 1972).

867. Saussure, CLG., s. 168, (1916, 1972).

57-68, (1943); 868. Jf. Hjelmslev, OSG., 97 1973). Sproget, ~ f., (1963, ' 869. Jf. Saussure, CLG., s. 165, (1916, 1972). 30 f., (1916, 1972). 870. Saussure, CLG., 26, 27, 33, (1916, 871. Saussure, CLG., 1972). 31, jf. s. 101, 112, 872. Saussure, CLG., 127, 157,(1916, 1972). 873. Saussure, CLG., s. 30, (1916, 1972). 874. Jf. de Mauros note, CLG., s. 420, (1972); Egebak, Fra tegnfunkhon, . 44, (1972). 875. Saussure, CLG, s. 30, (1916, 1972). 876. Saussure, CLG., s. 138, (1916, 1972). 877. Merleau-Ponty, Resumés de cours, s. 33, r>__ • (1953/54, Paris 1968). 878. Saussure, CLG., s. 112 f., (1916, 1972). 879. Saussure, CLG., s. 37, (1916, 1972). 880. Saussure, CLG CLG , s. 40-43, (1916, 1972). 881. Hjelmslev, EL., s 28, (1948, 1971). 882. Hjelmslev, OSG., 19, (1943). 883. Saussure, CLG., s. 33, (1916, 1972). 884. Saussure, CLG., j 107, (1916, 1972). 885. Hjelmslev, OSG., 96f.,(1943);S/>ro-

get, s. 101 f., (1963, 1973). 101, 110, (1916, 886. Saussure, CLG., 1972). 887. Saussure, CLG., 33, (1916, 1972). 888. Saussure, CLG , s. 101, (1916, 1972). 889. Lévi-Strauss, AS., s. 58, (1945, 1958). 40 f.. (1945, 890. Lévi-Strauss, /IS'., 1958). 51 f., (1945, 891. Lévi-Strauss, /IS’., 1958). 892. Lévi-Strauss, /IS., s. 69 f., (1951, 1958). 893. Lévi-Strauss, PS., s 339, (1962). 894. Lévi-Strauss, AS., s. 24 f., (1949, 1958). 895. Lévi-Strauss, PS., s. 337, (1962). 896. Lévi-Strauss, PS., s. 347, (1962). 897. Lévi-Strauss, PS., s. 326, (1962). 898. Lévi-Strauss, PS., s. 327, jf. s. 356, (1962). 899. Lévi-Strauss, /IS., s. 61, (1945, 1958). 900. Lévi-Strauss, ibid. 901. Lévi-Strauss, PS., s. 327 noten, (1962). 902. Lévi-Strauss, »Intr.«, s. XXXI, (1950, 1966). 903. F.eks. Lévi-Strauss, PS., s. 333 f., (1962). 904. Lévi-Strauss, /IS, s. 41, (1945, 1962). 905. Lévi-Strauss, Myth. I, s. 20, (1964). 906. Lévi-Strauss, Myth. IV, s. 559, (1971). 15 f., 907. Foucauk, MC., s. 396-398, jf. 319 ff., (1966).

Litteratur

908. Foucault, AdS, s. 25 f., jf. s. 260 ff., (1969); »Réponse«, Esprit, s. 860 note 4, (1968). 909. Foucault, HF., 96, (1961, 1979). 910. Foucault, MC., 15, (1966). 911. Foucault, AdS., 21, (1969); jf. f.cks. MC., 326, 339, (1966). 912. F.cks. Foucault, AdS., 25f., 181, (1969). 913. Foucault, AdS., s. 21 f., (1969).

Ricoeur: Sprog og verden Udgaver: Ricoeur, Paul: De ['interpretation. Essai sur Freud, Paris 1965. Ricoeur, Paul: Le conflit des interpretations, Pa­ ris 1969. (CL). Dansk overs, i udvalg: Sprogfilosofi, Kbh. 1970, 2. udg. 1979. En artikel er oversat i Filosofiens kilder, Kbh. 1973, (med bibi.). Ricoeur, Paul: La métaphore vive, Paris 1975. Ricoeur, Paul: Interpretation Theory, Fort Worth, Texas, 1976. Dansk o vers.: For­ tolkningsteori, Kbh. 1979. Litteratur: ★ Grøn, Arne: »Ricocurs fortolkningsteori«, Forlolkningsteori, s. 7-104, Kbh. 1979. ★ Engdahl, Horace m.fl.: Hermeneutik, Stockholm 1977. (Rummer introduktion til Ricoeur, samt overs, af to artikler af Ri­ coeur). Jf. endvidere litteraturhenvisningerne til for­ rige kapitel.

427

921. Ricoeur, CL, s. 243, (Paris 1969); hen­ visningerne til Ricoeur gælder alle to artikler, »»La structure, le mot, l’événement« og »La question du sujet: le défi de Ja sémiologic«, der begge er oversat i Sprogfilosofi, (1970). 922. Ricoeur, CL, s. 242, (1969). 923. Ricoeur, CL, s. 246, (1969). 924. Ricoeur, Cl, s. 85, jf. s. 247, (1969). 925. Ricoeur, CL, s. 252, (1969). 926. Ricoeur, CL, s. 260, (1969). 927. Ricoeur, CL, s. 262, (1969).

Forskel og frigørelse Udgaver: Bataillc, Georges: L'expérience intérieure, Paris 1943, omarbejdet udg. 1954. Dansk over­ sættelse: Den indre erfaring, Kbh 1972. Dclcuzc, Gillcs: Difference et repetition, 1958. Derrida,Jacques: La voixet le phénoméne, 1967. Der rida, Jacques: De la grammatologie, Paris 1967. Danskovers, af 1. del: Omgrammatologi, Kbh. 1970. Derrida, Jacques: L’écrilure el la difference, Pa­ ris 1967. En artikel herfra er oversat i J. Dines Johansen: Psykoanalyse, litteratur, tekstteori, Kbh. 1977. ★ Derrida, Jacques: Positions, Paris 1972. Heri Julia Knstevas interview rned Derri­ da, »Sémiologic et grammatologie«, som er oversat i Peter Madsen (udg.): Struktura­ lisme, Kbh. 1970. Derrida, Jacques: Marges de la philosophie, Pa­ ris 1972. Dansk overs, i udvalg: Sprog, ma­ terialitet, bevidsthed, Kbh. 1976. ★ Glucksmann, André: La cuisiniere et le man­ geur d’hommes, Paris 1975. Svensk overs.: Kokerskan och kannibalen, Stockholm 1978. ★ Glucksmann, André: Les maitres penseurs, Paris 1977. Norsk overs.: Herretenkerne, Oslo 1978. Lcvinas, Emmanuel: Totalilé et Infini, Haag 1961. ★ Lévy, Bernard-Henri: La barbarie a visage humain, Paris 1977. Danskovers.: Det men­ neskelige barbari, VibyJ. 1979.

Noter: 914. Ricoeur, CL, s. 243, (1969). 915. Merlcau-Ponty, Eloge de la philosophie, s. 63 f., (Paris 1953, 1968); jf. i øvrigt »»Sur la phénoménologie du langage«, (1951), og »»Le langage indirect et les voix du silence«, (1952), begge genop­ trykt i Signes, (Paris 1960), og oversat i Tegn, (Kbh. 1969). 916. Merleau-Ponty, Signes, s. 146, (Paris 1959, 1960); artiklen, »»De Mauss å Lévi-Strauss«, er oversat i Tegn, (Kbh. Litteratur: 1969). ★ Egebak, Niels og Larsen, Svend Erik: 917. Merlcau-Ponty, Eloge, s. 64, (Paris »Indledning: Fra tegn til supplement«, i 1953, 1968). 918. Merlcau-Ponty, Resumés de cours, s. 37, Derrida: Sprog, materialitet, bevidsthed, s. 5(1953/54, 1968). 63, Kbh. 1976, (med bibi.). 919. Sartre, Critique de la raison dialectique, s. ★ Kemp, Peter: Marxismen i Frankrig. Apropos 503, (Paris 1960). de »nye filosoffer« og marxismens krise, 1978. 920. For en mere omfattende diskussion af ★ Kemp, Peter: Døden og maskinen. Introduk­ Ricocurs filosofiske hermeneutik se tion til Derrida, Kbh. 1981. Grøn, »»Ricocurs fortolkningsteori«, ★ Kontrast 74. De »nye filosoffer« og marxismen (1979). Oslo 1978.

Personregister 1 = Engagement og forståelse Il = Videnskab og sprog Acton, Lord II: 169 Adler, A. II: 154, 162 Adorno, G. I: 233 Adorno, T.W. I: 3, 154, 164, 230-34, 235- 56, 257 Albert, H. II: 160, 314 Alexander den store, I: 46 Alquie, F. I: 347 Althusser, L. I: 208, 382-83 Atnin, I: 1, 15 Anaximander, I: 151 Andersen, H.C. II: 102 Anderson, II: 203 Anscombes, G.E.M. II: 213, 214, 219 Apel, K.-O. I: 155, 178-187, 192. - II: 214 Arendt, H. I: 119 Aristoteles I: 120, 151, 163. - II: 179, 229 Armstrong, D.M. II. 209-11 Arnim, E. von I: 36 Arnim, H. I: 36 Aron, R. I: 308, 315, 316, 347 Atwood II: 175 Augustin I: 163, 330 Auslin.J.L. I: 279. - II: 40, 154, 226-27, 236- 49, 293 Ayer, Sir A.J. II: 53, 78, 93, 120, 138-40, 229, 268, 281 Avenarius, R. I: 16, 38 Bach, J.S. I: 231 Bacon, F. I: 243 Balzac, H . de I: 225 Barlhes, R. I: 379 Bataille, G. I: 308, 391 Baudelaire, C. I: 254, 262, 326 Bauer, B. I: 12 Baunsgaard, H. II: 86 Beauvoir, S. de I: 315, 319, 325 Beckett, S. I: 231, 254 Bcethoven, L. van II: 137 Beier I: 233 Benjamin, W. I: 230, 257-65 Benlham, J. II: 53, 265, 267, 269 Berg, A. I: 230, 254 Bergmann, G. II: 116 Bergson, H. I: 237, 282-93, 296, 304, 307, 309, 392 Bernhard I: 83, 84 Bernth, I. II: 123 Bertel I: 84 Betti.E. I: 174 Biran, M. d. I: 34, 293

Bismarck, O. von I: 27 Black, D. II: 78, 87, 91 Bloch, E. I: 154, 221-22 Blondel, M 1: 297 Bohr, H. Il: 118 Bohr, N. II: 118 Bollnow, O. I: 155-58, 159 Borg, B II: 102 Bradley, F.H. II: 10, 40, 41-42, 44, 77 Braithwaite, R.B. II: 212 Brandt, F. II: 118 Brauer I: 233 Brecht, B. I: 257 Breda, van I: 37, 38, 40-41 Brentano, F I: 35, 44-45 Bridgmann, P.W. II. 117 Broad, CD. II: 120 Brock 1: 119 Brouwer, L.E.J. II. 324 Brunschvicg, L. I: 281,304 Buber, M. I: 189, 191, 192, 298 Buchner, L. I: 39, 209-10 Bdckh I: 13, 25

Camus, A. I: 316, 340-41 Carnap, R. I: 239, - II: 55, 57, 112, 115, 119-20, 122, 127, 128, 131, 143-53, 156, 226, 283 Carlyle, T. I: 34 Carter, J. II: 134 Cassirer, E. I: 20, 23 Castoriadis, I: 342-43 Cervantes, M. de I: 223 Chaplin, C. I: 262, 357 Chomsky, N. II: 287 Christian I: 83, 84 Cicero, M ,T. I: 34 Cohen, H. I: 20, 21-23, 99, 101 Cotntc, A. I: 15, 27, 34 Conrad, T. I: 73 Cornelius, H. I: 20, 230 Columb II: 175 Cæsar, G.J. 1: 13. - II: 295, 297, 326 Dahl, O. II: 212 Danto, A. II: 213, 223-25 Darwin, C. I: 210 Daub, C. I: 12 Daubcrt.J. I: 71 Davidson, D. Il: 213, 220 Delbruck, M. II: 118 Deleuze, G. I: 367,392

I

J

Personregister Dcmokrit I: 34 Derrida.J. I: 390-92 Descartes, R. I: 28, 67, 129, 249, 280-81, 286, 292, 296, 307, 313, 327, 328, 330, 331, 334, 377. - II: 17-19, 21, 27, 72, 179, 202, 206, 208, 232-34 Dewey, J. II: 9, 12-13, 271 Dilthey, W. I: 24, 25-34, 38, 67. 69, 74, 107, 129, 142, 155, 156, 165-67, 175, 221, 274-76 Dingler, H. I. 310, 313, 315-16 Dix, O. I: 92-93 Dostojevski, F.M. I: 223. - II: 95 Dray, W. II: 213, 217-19, 225 Dubislav, W. II: 120 Dutnmctt, M.A.E. II: 40, 55, 293-308 Duhring, E. I: 16

Eichhorn I: 13 Einstcin, A. II: 115, 117, 130, 163, 177 Engels, F. 1: 195, 203, 209, 210, 211, 212, 215, 225. - II: 155 Epikur I: 34 Erdmann.J.E. I: 12, 13 Euckcn, R, I. 70, 89 Eukhd II: 116, 331-33

Favrholdt, D. I: 204 Fcchner, G T. I: 16, 70 Feigl, H. II: 115-16, 119, 156 Fcuerbach, L. I: 12, 199-200,350.II: 317 Fcyerabend, P.K. II: 171 FichtcJ.G. I: 34, 394 Ficker, L. von II: 111 Fink, E. I: 37, 159-62 Fischer, K. I: 12, 13, 25 Flaubert, G. I: 223, 354 Fok, V.A. I: 218 Foot, P. II: 267-70, 281 Foucault, M. I: 367, 378-82, 383, 390-1, 393 Frank, P. II: 115-16 Frege, G. I: 35. - II: 3, 40, 54, 55-75, 81, 86, 95, 97, 116, 143, 226, 284, 293, 295-96, 301, 325 Freud, S. I: 227, 268-69, 274, 277, 327.II: 162 Fries, J. II: 315 Fritz, Den krøllede I: 84-87 Frolow, I.T. I: 218 From, E. I: 230

Gabler I: 12 Gadamcr, H.-G. I: 36, 118, 154, 155, 163-77, 179, 181-82, 191, 313, 386. II: 314 Galilei, G. I: 63, 64 Gardiner, P. II: 213, 219 Geiger, M. I: 71, 76

429

Geismar, A. I: 363 George, S. I: 221 Giraudoux, J. I: 228 Glucksmann, A, I: 392-5 Godel, K. II: 116, 130 Goelhc.J.W. I: 9, 34, 223, 225 Gogh, V. van I: 107 Grabbe, C.D. I: 234 Grelling, K II: 120, 123 Grice, H.P. I: 227, 249 Grimm.J. I: 13, 164 Grosz, G. I: 213 Gorland, A. I: 20 Gbschcl I: 12

Habermas, J. I: 155, 178, 179, 182, 192, 245. 271-79. - II: 236 Hahn, H. II: 115, 119 Hanson, N R. II: 154, 171 Hare, R.M. II: 51, 250-70 Harding, P. II: 86, 144 Hartmann, N. I: 98, 99-106, 109, 119, 129, 154, 159, 163. - II: 52-53 Haussmann, G. I: 260 Haym, R. I: 12 Hegel, G.W.F. I- 9-24, 25. 34, 151, 155, 188, 192-94, 212, 216, 220, 222, 224, 225, 226, 227, 228, 229, 248, 266-67, 271, 274, 280, 293, 294, 296, 307-314, 315,324, 328, 339, 352,366, 380, 382-83, 386, 393-94 Heidegger, M. I: 3, 26, 32, 34, 36, 76, 98, 106, 107, 109, 118-153, 155, 157, 161, 163, 165, 166, 172, 177, 178-79, 182, 188, 189, 190, 194, 225, 229, 239, 247, 248-49, 266, 293, 294, 296, 298, 308, 314, 315, 316, 320, 324, 328, 329, 332, 335, 390 Hein, P. II: 118 Helmholtz, H von I: 20, 21. - II: 115 He.npel, C. II: 118. 120, 132-35, 212, 213, 218, 223, 225 Henning, von I: 12 Henrich, D. I: 191 Heraklit I: 34, 151 Herburger I: 233 Herder, J.G. I: 13 Hering.J. I: 73, 76 Hertz, H. I: 16 Hevesy, G. II: 118 Heyting, A. II: 324 Hilbert, D. II: 115, 119, 313 Hildebrand, D. I: 71 Hinrichs 1: 12 Hitler, A. I: 37, 154, 163, 225, 229, 264, 266.- II: 120, 302 Hjeltnslcv, L. I: 368, 372, 373, 386, 388 Hobbcs, T. I: 34 Holland, Beatrice af I: 376

430

Personregister

Homer I: 222 Horkheimer, M. I: 154, 164, 227-30, 231, 234, 235-56, 257, 266 Hospers, J. II: 212 Humboldt, W. von I: 9, 13 Hume, D. I: 197. - II: 24, 40, 48, 124, 161, 220, 270, 271 Husserl, E. I: 3, 32, 34, 35-68, 69-76, 77, 80, 85, 89, 90, 94, 99, 102, 106, 109, 110, 120, 121-28, 131-35, 138, 144, 159, 160, 161, 163, 166, 176, 189-91, 192, 231,237, 247, 293, 294. 296, 314, 315, 316, 324, 328, 329, 330, 331,333, 337, 386, 390-1. - II: 55 Husserl, M. I: 36 Hyppolite.J. I: 296, 308 HølTding, H. I: 38, 282, 289 Holderlin, F. I: 231 Honingswald, R. I: 20, 21 H ågersi rom, II: 120 Ibsen, H. II- 95 IJsseling, S. I: 160 Ingarden, R. I: 73, 77-88, 109, 175, 387 Isenstein, Ha. II: 118 Isenstein, Hi. II: 118

Jakobson, R. I: 374 James, W. II: 9-12, 14, 16, 31, 35-37, 286 Janich, P. II: 312, 313, 329 Jaspers, K I: 98, 105, 107-117, 119, 124, 129, 156, 225, 298, 315, 316 Jaures, J. I: 282, 293 Jesus I: 11, 264. - II: 92, 132, 134 Juhos, B. von II: 116 Juliane, Enkedronning I: 376 Jørgensen, A. II: 86, 99, 102, 144 Jørgensen, J. II: 118, 120, 123, 136-37

Kalka, F. I: 226, 254 Kaila, E. II. 120 Kambartel, F. II: 313, 332-33 Kamlah, W. II: 314 Kam, I. I: 17-24, 25, 26, 27, 34, 61,89, 90-92, 94, 97, 105, 109, 120, 122, 125, 155. 185, 198, 216, 221, 227, 228, 240, 253, 281, 307, 351. - II: 22, 38, 78, 124, 125, 167, 229, 250, 256, 271, 272, 281, 283, 310, 311, 318, 327, 328 Kaul'mann, F. II: 116 Kedrov, B.M. I: 218 Kelly, G. II: 224 Kepler.J. II: 163 Keynes.J.M. II: 87 Kierkegaard, S.Aa. I: 107, 114, 140-41, 158, 188, 189, 192-94, 221, 225, 230, 298, 315, 327, 328, 352. - II: 95 Klaus, G. I: 218 Kojive, A. I: 307-14, 339, 341, 382, 386

Kolakowski I: 78 Kopernikus, N. I: 19. - II: 177 Korsch, K l: 199, 200 Koyré, A. I: 76, 293, 307, 308, 367 Kraft, V. II: 116, 156 Krag, J O. II: 86, 144 Kraus, K. II: 96 Kriegel, V. 1: 245 Kronecker, L. I: 35 Kuhn, T.S. I: 214. - II: 40, 154, 171-181 Kun, B. 1: 223 Lacan, J. I: 308, 379, 386 Landgrebe, L. I: 37, 159 Landsberg, P.-L. I: 306 Lange, F.A. I: 20, 21 Lask, E. I: 20 Lavoisicr, A.-L. II: 177 Leibniz, G.W. 1: 34, 151, 188 Lenin, V.l.U. 1: 195, 203-8, 210, 211,212 215 Levinas, E. 1: 316, 391-92 Levine, D. I: 341 Lewis, C.I. II: 9, 14, 38-39 Lcvi-Strauss, C. I: 374-78, 379, 384, 385, 386, 390 Levy, B.-H. I: 392 Licentiaten I: 84 Licbmann, O. I: 17-21 " Liebrucks, B. I: 184 Liedman, S.-E. I: 216-17 Lipps, H. I: 73-76 Lipps, T. I: 38, 70, 71, 89 Litt.T. I: 154 Locke.J. II: 272 Loos, A. II: 96 Lorenz, K. II: 313, 314 Lorenzen, P. II: 309, 312, 313, 314, 317, 329, 332 Lotzc, H. I: 16 Ludvig den 16. I: 364 Lukacs, G. I: 221-26 Lukret, T.L.C. I: 34 Luther, M. I: 163 Ldther, R. 1:218 Lowith, K. I: 119, 163

Mach, E. 1: 16, 38, 204. - II: 114-15, 117, 146 Malcolm, N. II: 184 Malebranche, N. I: 293 Manet, E. I: 254 Mann, T. I: 224 Marcel, G. I: 281,293, 297, 298-306, 307, 335, 386 Marcusc, H. I: 229, 234, 245, 258, 266-70 Marheineke I: 12 Martius, H. I: 73 Maschke I: 40

Personregister Marx, K I: 12, 195, 197, 198, 199, 203, 210, 212, 216, 223, 224, 225, 227, 232, 246, 270, 271,274, 312, 313, 339, 351, 352, 382-83, 393-94. - II: 155, 317 McTaggart.J. II: 40, 41-42, 44, 45, 77-78 Mead, G.H. II: 9 Melden II: 220-21 Merleau-Ponty, M. I: 3, 281,282, 293, 295, 297, 307. 308, 316, 326, 327, 329-38, 339-48, 350, 370, 390, 394 Mili, J.S. I: 17, 27, 32, 38, 41,57, 70.II: 40, 265, 271 Misch, G. I. 34, 155 Mises, R von II: 115, 120 Mittelstrab, J. II: 314, 316, 317, 319-21 Mohner I: 233 Moleschott, J. I: 16-17, 39, 210 Moore, G.E. I: 94. - II: 40, 41-54, 74, 77, 120, 139, 182, 201,268, 281 Morris, W. I: 183. - II: 120 Mounier, E. I: 293, 304-6, 307 Mozarl, W.A. I: 255 Muller, G. E. I: 74 Møller, P.M.M. I. 82, 84, 85, 87 Nagel, E. II: 120, 212 Napolcon I: 46 Natorp, P. I: 20, 22-23, 35, 72, 99, 163 Nero I: 24 Neurath, O. von II: 115, 118, 119, 120, 122, 123, 128, 131, 148 Newton, I. I: 210. - II: 155, 163, 173,177, 179 Nietzsche, F. I: 16-17, 107, 119, 151, 188, 225, 227, 391 Nohl, H. I: 155, 156 Novalis 1: 221 Nowell-Smilh, P.H. II: 267 Nozick, R. II: 280 Næss, A. II: 120 Occam, W. af II: 62 Oppenheim, P. II: 212 Otto, R. I: 74

Palikarov, A.I: 218 Parmen ides I: 238 Partridge II: 203 Pascal, B. Il: 31 Passmore.J. II: 203 Pastusny, S.A. I: 218 Paulscn, F. I: 35 Pawlow, T. I: 205 Peano, G. II: 327 Peirce, C.S. I: 179, 185, 274, 275.- II: 3, 11-12, 14, 15-34, 37, 38, 286 Pfander, A. I: 70, 71, 72, 76 Phalén, A. II: 120 Picasso, P. I: 262

431

Place, U.T. II: 210 Planck, M. I: 271. - II: 115 Platon I: 34, 55, 120, 151, 163, 188, 211, 238, 252, 258, 273, 274, 286, 390. - II: 202, 250, 306 Plessncr, H. I: 156-57, 231 Plotin I. 151, 188 Poincaré, H. II: 115, 117 Popper, K. I: 232. - II: 3, 25, 40, 118, 154-70, 171-72, 177, 212, 218, 286, 310, 317 Prichard, H A. II- 52-53 Princip, G. II 216, 218, 219, 222 Protagoras I: 274 Ptolemæus, K. II: 173 Quine, W.van O. II: 9, 14, 127, 229, 283-92

Rainer den 3. II: 224 Ramsey, F. II: 111-12, 120, 182 Ranke, L. von I: 13, 25, 175 Rashevsky II: 118 Rawls.J. II: 271-82 Reichenbach, H. II: 119-20 Rcinach, A. I: 71, 73, 76 Rickert, H. I: 20, 22, 24, 222 Ricocur, P. I: 384-89. - II: 236 Riehl, A. I: 20, 21 Riemann, H. II: 332 Rilke, R.M. II: 111 Rimbaud, A. I: 255 Rosenberg, A. I: 119 Rosenkranz, K. I: 12, 13 Ross, A. II: 118 Ross, Sir W.D. 11:52-53,268 Rousseau, J.J. I: 390. - II: 272 Ruben, D.-H. I: 204, 205 Ruben, P. I: 216-17 Rubin, E. I: 74. - II: 118 Ruge, A. I: 12 Russell, B. II: 3, 9, 18, 40, 41,49, 54, 55, 74, 76-93, 94-95, 97, 102, 108, 110, 115, 116, 120, 143, 182, 201, 226-29, 283 Russell, E. II: 76 Russell, F. Il: 76 Ryle, G. II: 40, 154, 201-209, 219, 227 Roseberg, U. I: 218 Saly.J. I: 130 Sardeman I: 233 Sartre, J.-P. I: 3, 141, 189, 190, 192, 219-20, 281,295, 296, 297, 300, 308, 309, 314, 315-328, 329, 332-33, 338, 339, 341,343, 344, 345, 346, 348, 349-66, 367, 375-77, 381, 382, 386.II: 76, 250-52, 267 Saussure. F. de I: 367-74, 384, 385, 386, 387, 390

432

Personregister

Savigny, F.C. von I: 13 Schapp, W. I: 72 Scheler, A. I: 90 Schclcr, Maerit I: 90 Schelcr, Max I: 69-73, 76, 89-98, 99, 115, 156, 293, 306, 315, 316. - II: 52 Schelling, F.W.J. von I: 34, 212, 225, 298 Schiller, F.C.S. II: 9-10 Schingcr II: 130 Schleiermacher, F.E.D. I: 9, 31,32, 34, 165-67, 212 Schlick, M. II: 111, 112, 115, 118, 119, 120, 122, 130, Schmidtten I: 233 Schopenhauer, A. I: 225. - II: 95 Schumann I: 40 Schwcitzer, A. I: 315 Schwcitzer, C. I: 315 Schwemmer, O. II: 313, 314, 329 Schweppenhåuser, H. I: 231, 233 Schonberg, A. I: 231, 254. - II: 96 Searie, J R. I: 279. - II- 227, 246-49, 268, 270, 293 Shaftesbury, A.A.C. von I: 34 Shaw, G.B. II: 78 Siftenfcld I: 233 Sigwart, C. I: 38 Simmel, G. I: 20, 21, 221 Smart, J.J.C. II: 210 Smith, A. II: 271 Sofokles I: 171, 172 Sokrates I: 3, 273. - II: 3 Solsjenitsyn, A. I: 392, 394 Sophie I: 84, 86 Spence, P. II: 79 Spencer, H. I: 38 Spinoza, B. I: 34, 220. - II: 250 Spårck, R. II: 118 SralTa, P. II: 182 Stalin.J.V. I: 350 Stebbing, L.S. II: 112 Stegmuller, W. I: 155. - II: 314, 329 Stein, E. I: 76 Stevenson, C.L. II: 140-42, 268 Stimer, M. I: 12 Stonborough, M. II: 111 Straub, D. I: 12 Strauss, L.E. II: 130 Strawson, P.F. II: 154, 209, 227-35, 249, 293 Strindberg, A. I: 107 Stumpf,. C. I: 35 Szent-Guoryi, A. I: 210 Szilasi, W. I: 119

Tagorc, R. II: 112 Tappe, H. I: 238 Tarski, A. II: 120, 123, 153 Theunissen, M. I: 188-194 Thomsen, A II: 10 Thvurae I: 233 Tolstoj, L N. I: 223. - II: 95 Toulmin, S.E. II: 154, 171, 267-68 Treitchke I: 9 Trendelenburg, F.A. I: 25 Trubetzkoy, N S. I: 374 Tugendhat, E. I: 155, 191

Vaihinger, H. I: 89 Virchow, R. 1: 210 Vogt, K. I: 16-17, 39, 209-10 Volkelt, J. I: 20 Vorlander, K. I: 20

Wagner, R. I: 254 Wahl, J. I: 294, 295, 307, 347 Waismann, F. II: 112, 116, 119 Warnock, G.J. II: 270 Weber, M. I: 107, 222, 273 Webern, A. von I: 254 Weierstrass, K. I: 35 Well, F. I: 227 Wells, H G. II: 78 Weyl, H. II: 313 White, M. II: 212-13 Whitehead, A.N. II: 76, 78, 143 Wilhelm den 2., kejser I: 178 Winch, P. II: 213, 214-16 Windclband, W. I: 20, 24, 222 Wisdom.J. Il: 112, 120, 154 Witlgenstein, K. II: 94 Wittgenstein, L. I: 69, 136, 179, 184, 243, 252, 279. - II: 3, 40, 54, 55, 74, 93, 94-113, 119, 120, 122, 128, 149, 154, 156,182-200, 201-2, 212-13, 214-15, 226, 239, 245, 267, 293, 298, 301, 307, 311, 321 Wright, G.H. von II: 193, 213, 214, 221-23 Wundt, W. I: 16, 38, 70

Zacharias I: 83 Zola, E. I: 226