Velstands krise og tusind baghold : 1250-1400 [5] 8700522066, 8700519529

Citation preview

Odfrc.il jufV? dr v-. -->>

>« Hfk'il fy.^-^åt. tgA

VELSTANDS KRISE OG TUSIND BAGHOLD 1250-1400

Danmark og Norden ________________________________________________ År

Erik Plovpenning dræbes på Slien af Abels mænd Abel, konge i Danmark Christoffer 1., konge i Danmark Første ærkebispestrid i Danmark (Jakob Erlandsen) Margrete Sambiria, formynderregent for Erik Klipping Holstensk-sønderjysk angreb på Danmark Slaget på Lohede, Margrete Sambiria og Erik Klipping fanges Forordning i Danmark om majestætsforbrydelse Erik Klippings håndfæstning Erik Klipping tiltræder det nordtyske landefredsforbund Erik Klipping dræbes på sit leje af sine egne mænd Enkedronning Agnes, formynder for den unge Erik Menved Dom i Nyborg over de påståede kongemordere Krig mellem den danske og den norske konges mænd Anden ærkebispestrid i Danmark (Jens Grand)

Erik Menved erobrer Rostock Erik Menved bliver skytsherre over Lubeck Fred i Helsingborg mellem Danmark, Norge og Sverige Oprør på krongodset i Nørrejylland Tredje ærkebispestrid i Danmark (Esger Juul) Christoffer 2., konge i Danmark Valdemar 3. (hertug af Sønderjylland), konge i Danmark Skåne giver sig ind under kong Magnus af Sverige Niels Ebbesen dræber grev Gerhard af Holsten i Randers Valdemar Atterdag, konge i Danmark Danmark sælger Estland til Den tyske Orden Valdemar Atterdags pilgrimsrejse til Det hellige Land

Den hellige Birgitta tager ophold i Rom Valdemar Atterdags Landefred, Skånes erobring Valdemar Atterdag erobrer Øland og Gotland Første krig mellem Danmark og hansestædeme Ægteskab mellem Margrete Valdemarsdatter og kong Håkon af Norge Albrecht af Mecklenburg indkaldes som svensk konge Anden krig mellem Danmark og hansestædeme Stralsundfreden, pantsættelsen af Skåne til hansestædeme Valdemar Atterdags død, Margretes magtovertagelse Oluf, konge i Danmark Kong Håkon af Norge dør og efterfølges af Oluf Hansestædeme giver de skånske slotte tilbage Margrete vælges til „Frue og Husbonde" i Danmark og Norge Margrete får magten i Sverige i slaget ved Falkbping Erik af Pommern antages til konge i Norge Erik af Pommern bliver konge i Danmark og Sverige Erik af Pommern krones i Kalmar til rigernes fælles konge Erik af Pommern erklæres myndig

1250 1250-52 1252-59 1257-74 1259-66 1260 1261 1276 1282 1284 1286 1286-93 1287 1289-95 1294-1302

1301 1307 1310 1313 1317-21 1320-26/1330-32 1326-30 1332 1340 1340-75 1346 1347

1350 1360 1361 1362-64 1363 1363 1367-69 1370 1375 1376-87 1380 1385 1387-88 1389 1389 1396 1397 1400

Europa og Orienten____________________________________________________ År Kejser Frederik 2. dør Mongolerne gør invasion i Mellemøsten Michael Palæologus, byzantinsk kejser, erobrer Konstantinopel Jacobus de Voragine skriver Legenda aurea (Den gyldne Legende) Karl af Anjou erobrer Sicilien Marco Polos fars og farbrors første ophold i Kina Marco Polos rejser i Mongoliet, Sydøstasien og Kina Gregor 10., pave Edward 1., konge i England Rudolf af Habsburg, tysk kejser Det andet Lyonkoncilium Sicilien gør oprør mod Anjou og overgiver sig til Aragonien Akkons fald, kongeriget Jerusalems opløsning Bonifacius 8., pave

Det første jubelår i Rom Paverne forlægger residensen fra Rom til Avignon Ludvig af Bayern, tysk kejser Ludvig af Wittelsbach bliver markgreve af Brandenburg Marsilius af Padua skriver sit værk om freden (Defensor paris) Hundredårskrigen mellem Frankrig og England bryder ud Slaget ved Crécy Cola di Rienzo gør sig til herre i Rom Pesten „Den sorte Død" hærger i hele Europa Karl 4. af Luxemburg, tysk kejser

Boccaccio skriver Decameron Slaget ved Poitiers Freden i Calais Pave Urban 5. besøger Rom Den hellige Birgitta dør i Rom Pave Gregor 11. besøger Rom Skisma på pavestolen, paver i både Rom og Avignon Den hellige Catharina af Siena dør Den hellige Birgitta kanoniseres

1250 1256-60 1261 1264-67 1266 1266 1271-91 1272-76 1272-1307 1273-91 1274 1282 1291 1294-1302

1300 1309 1314-47 1319 1324 1337 1346 1347 1348-50 1349-78

1353 1356 1360 1367 1373 1377 1378-1415 1380 1391

Velstands krise og tusind baghold BBiOil

X 9 8 G A 1 1 1 °

’

Gyldendal og Politikens

Danmarkshistorie Redaktion: Olaf Olsen

Bind 5

Velstands krise og tusind baghold 1250 -1400 af Kai Hørby

Gyldendals Bogklubber

Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie Bind 5: Velstands krise og tusind baghold © 1989 by Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag A/S, Copenhagen & Politikens Forlag A/S, Copenhagen Udsendes i Gyldendals Bogklubber efter overenskomst med Danmarkshistorien I/S Bogen er sat med Palatino hos GB-sats, København og trykt hos Nørhaven Bogtrykkeri A/S, Viborg Reproduktionerne i farve er udført hos Jan Sloth, Århus, i s/h hos Nørhaven Bogtrykkeri A/S, Viborg Bogbinderarbejdet er udført af Nordisk Bogproduktion A/S, Haslev Forlagsredaktion: Mogens Kristensen Billedkonsulent: Helle Reinholdt Korttegner: Knud Rosenlund Grafisk tilrettelægning: Finn Evald/Grafikerne Omslag: Carsten Schiøler Omslagsillustration: Kroningsdokument fra Kalmarmødet 1397. Foto: Rigsarkivet 2. bogkluboplag Printed in Denmark 1993 ISBN 87-00-52206-6 (hele værket) ISBN 87-00-51952-9

Denne udgave må ikke gøres til genstand for offentligt udlån. Kopiering fra denne bog er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan.

Indhold

TIDENS GANG Kongeslægten 99

Forord 7

TIDEN OG STEDET

97

9

Danmark og Europa 11 Solhøjden over Roskilde 11 Vejen til Jerusalem 12 Det kristne folk og dets historie 15 Romerkirken og Danmark 20 Videnskabens magt 24 Skriverne og malerne 26 Klaus Teglbrænder og bygnings­ kunsten 28 Gotikken i Danmark 31 Perspektiver i kogekunsten 35

Et samfund i smeltediglen 39 Landsloven til revision 39 Nye konjunkturer 43 Kong Valdemars Love 45 Gårdgang, hærværk og kvinderov 47 Hr. Niels Rane i Varpelev 50 Herrefærd, kongetjeneste, leding og skat 52 Bondens tid og herrernes tid 55

Det økonomiske liv 57 Udlandet rykker nærmere 57 Bondens tunge plov 58 Byer og bondeland 60 Skånemarkedet 66 Liibeckerne 67 Ummelandsfarten og østersøhandelen 68 Et tøvende farvel til Nordhavet 72 Den almindelige dansker i økonomien 73

Danmarks Kirke 77 Grundlaget 77 Biskop og domkapitel 83 Klostrene 84 Legendernes indtog i Danmark 93

Tronskiftet 1250 og dets følger 99 Hellig Erik i Ringsted 101 Kong Christoffers kirkekamp 106 En bandsat konges død 110 Jacob Erlandsens skæbne 112 Erik Plovpennings døtre 115 Øm Klosters vidnesbyrd 117 Grev Jakob af Hallands arv 121 Margrete Sambirias regering 122

Kongens magt og stormændenes vilje 125 Den kongelige autoritet 125 Kongens lov for kongens krigere 127 Det Parlament der kaldes Hof 130 Håndfæstningen 1282 132

Fra Nyborg Slot til Finderup Lade 135 Fyrstelig udenrigspolitik 135 Hansestædeme 137 Norge og Sverige 140 Fyrster for Fred 141 Kongemordet Sankt Cæcilie nat 1286 144 Minnesang og folkevise 146 De fredløse og Norge 150 Legitimiteten 151

Erik Menveds tid 155 Krigen mod Norge og ærkebispevalget 155 Herredømmet over Østersøen 159 Striden med Jens Grand 164 Nordisk unionspolitik 170 Hertug Christoffers oprør 173 Guldkorn i Nørrejylland 175 Imperiebyggeren 176 Kaos i den nordiske politik 1318-19 181

Indhold

5

VELSTANDS KRISE

183

En verden a£ lave 185 Klagen over Danmark 185 Christoffer 2.s kongemagt 187 Mændene om tronens fod 193 Tabet af Skåne 197 Landbrugskrisen 199 Pesten. Den sorte død 204 Kejseren og paven og Den hellige Birgitta 211

Nye veje 216 Holstenervældets afvikling 216 Den nye konge og hans ægteskab 219 Krigene på Sjælland og en hastig rejse 222 Regnskab for Sjælland og Estland 225 Vendepunktet i Valdemar Atterdags politik 228 Krigsmagt og domæneforvaltning 230 Okser på vandring 232 Jysk oprør og nye krige 236 Landefreden 1360 238 Skåne og Gotland 240

Kong Valdemar og hans gård 245 En øjenvidneskildring 245 Kongsmændenes krønike 247 Fæstebønders arbejdspligt 249 Jul i Vallensbæk 1357 251 „Her følger noget grufuldt" 252 „I våben og med lette heste" 253 Kongens klerke 255 Slutningen 259

Valdemar Atterdag på magtens højde 260 Sejren over Sverige 260 Første krig med hansestederne 262 Kolnerforbundet og Anden Hansekrig 265

6

Indhold

Stralsundfreden 1370 267 Sønderjylland 273

MOD KALMARUNIONEN 275 Margrete Valdemarsdatter 277 Barnedronningens opvækst 277 Valdemar Atterdags død 278 Den fattige fyrstinde og hendes søn 282 Skåne frit 284 Margretes venner 286 Holsten og Sønderjylland 290 Magten i Sverige, Norge og Danmark 291 Tronfølgeren Erik af Pommern 294 Kaperkrig i Østersøen 295 Margretes riger og folk 298 Kalmar sommeren 1397 303 Vadstena 1399 og 1400 308

Udblik og tilbageblik år 1400 310 Tabt og vundet 310 Grænser og horisonter 316 Forbilleder og vejvisere 318 De anonyme 323 At leve og dø i tiden 327 Fred og god åring 331 Noget om Djævelen og „at komme mennesket i vanhåb" 333

Litteraturvejledning 336 Illustrationsliste 340

Register 342

Forord Hver ny generation skal have sin egen nye, store danmarks­ historie, og en ny generation er kommet til siden Politikens Forlag i 1962 påbegyndte udgivelsen af sin Danmarkshistorie i 14 bind under redaktion af redaktør John Danstrup og pro­ fessor, dr.theol. Hal Koch. I begyndelsen af 80'erne havde såvel Gyldendal som Politikens Forlag planer om et nyt stort værk om Danmarks historie, og det var derfor naturligt at de to forlag i 1983 etablerede et samarbejde om denne opgave. Universitetslektor, dr.phil. Kai Hørby har ud over at have skrevet selve hovedteksten til bind 5 også skrevet billedtekster og udarbejdet den kronologiske tidstavle, litteraturvejlednin­ gen og registeret. Billedkonsulent på dette bind har været museumsinspektør, cand.mag. Helle Reinholdt, der også har stået for fremskaffelsen af illustrationsmaterialet og i samar­ bejde med redaktionen udarbejdet illustrationslisten. De mange illustrationer kunne ikke være bragt her uden beredvillig hjælp fra Marianne Poulsen, 2. afdelings læsesal, Nationalmuseet, samt fra en række privatpersoner og institu­ tioner som redaktionen skylder stor tak. Gyldendal og Politikens Forlag

I forhold til 1. udgaven er der i bogklubudgaven foretaget en række rettelser og tilføjelser.

Gyldendals Bogklubber

Tiden og stedet

Astrolabium af den type som Peder Nattergal har brugt. Fra nor­ disk middelalder er intet eksemplar bevaret. Dette instrument stammer fra Granada år 1304 og bærer inskription på arabisk. Det har en ring øverst der anbringes på en finger så instrumentets skive hænger lodret. På den ene side findes en sigtelineal med to huller til måling af himmellegemers højde over horisonten. Den anden side har hjælpemidler til bestemmelse af himmellegemets plads på henholdsvis den nordlige og den sydlige stjernehimmel. Instru­ mentet er en græsk opfindelse der via araberne i Spanien kom til Europa i 900-årene.

Danmark og Europa Solhøjden over Roskilde I året 1274 målte en astronom daglig solens middagshøjde over Roskilde, med det formål at bestemme dagens længde. Et sammendrag af hans resultater blev indført forrest i Roskilde Domkirkes liturgiske kalender der på dette tidspunkt var ved at blive revideret. Hvem astronomen var, vides ikke, men han må have været en af kirkens præster. Der kan være tale om en mand der senere blev en berømt astronom, en af tidens stør­ ste, i den lærde verden kendt som Petrus Philomena, på dansk Peder Nattergal. Hvis det er ham, må disse beregninger være et af hans første arbejder, ellers stammer de fra en ældre fagfælle der kan have været den der gav ham inspirationen. En kalender af samme type som Roskildes viser sig at have været i brug blandt astronomerne i Paris tyve år senere, og i Paris har Peder Nattergal givetvis i en periode af sit liv stu­ deret. Roskildekirken rådede siden 1253 over et legat stiftet af biskop Jakob Erlandsen, den senere ærkebiskop, hvis midler tillod at der til stadighed holdtes to skolarer fra Roskilde til studier ved universitetet i Paris. Peder Nattergal kom også til Bologna hvor han en tid underviste i astronomien, indtil han omkring århundredskiftet vendte tilbage til Roskilde for at nyde det kannikedømme han nu havde her. Hans astronomi­ ske og matematiske værker må have haft en stor udbredelse, for de er bevaret i temmelig mange middelalderlige hånd­ skrifter i biblioteker over hele Europa. Han er mest berømt for at have konstrueret et instrument til beregning af sol- og måne­ formørkelser. Beregningerne i Roskilde 1274 havde et formål mere, nemlig at bestemme Roskildes nøjagtige geografiske beliggenhed og måle afstanden i luftlinie til henholdsvis Rom og Jerusalem, de to centrer i den datidige verdensopfattelse, Jerusalem med Kristi grav og Rom med de kristne martyrers grave og med sædet for den vestlige kirkes overhoved, paven. Kalenderværket hvorfra vi kender disse målinger har i sin tid haft den vigtige opgave at styre den daglige gudstjeneste i domkirken. Det er ikke længere bevaret, men har i alt væsent­ ligt kunnet rekonstrueres på grundlag af senere afskrifter. Et sådant kalendarium, som ethvert større kirkeligt centrum måt­ te have, havde en rubrik for hver dag i året, somme tider en hel side, hvor man optegnede alt hvad der var nødvendigt for

Danmark og Europa

11

gudstjenesten, de store højtider, helgenfester som kirken eventuelt var særligt forpligtet overfor, og alle de sjælemesser der dag for dag skulle læses for kirkens velgørere „til evig tid". En sådan gavebog, et kalendarium eller nekrologium, styrede en stor del af den tilværelse som domkirken var midtpunkt i.

Vejen til Jerusalem

Røgelseskar til brug ved gudstjenesten. Dets overdel er udformet som Det him­ melske Jerusalem, ideal­ billedet af en by, symbolet på Gudsriget.

12

Danmark og Europa

I Sorø midt på Sjælland lå et af Danmarks største og rigeste cistercienserklostre. Her fandtes indtil for et par hundrede år siden en gravsten af sjælden art, lagt over en mand der hed Jonas. Nu er den forsvundet, men den blev i 1700-årene af­ tegnet af arkivtegneren Søren Abildgaard der arbejdede for Det kongelige Gehejmearkiv og for den historiske gransker Jacob Langebek. Den bærer en figurfremstilling af en ung mand med et blidt, enfoldigt ansigtsudtryk, han er iført hat og kappe, har en palmegren i den ene hånd og en stav i den anden og bærer foran på sin dragt en stor muslingeskal. Indskriften lyder: „Her ligger begravet tjeneren Jonas som var abbeden meget kær, bortreven fra os og forenet med helgenerne. Han drog to gange til Jerusalem; tre gange genså han Rom; og én gang nedsteg han til Den hellige Jakob". Dato eller årstal er der ikke, men efter stilen i udsmykning og klædedragt stammer den fra omkring 1300. Den hellige Jakob er apostlen Jakob den Ældre der ansås for at være gravlagt ved Atlanterhavskysten i Galicien i Nordvestspanien hvor Santiago de Compostela si­ den omkring år 1000 var blevet genstand for valfart langvejs­ fra. Muslingeskallen kaldes en Ibskal, for navnet Jakob fordanskedes til Ib. Den er skallen af en stor hjertemusling som der ligger mængder af på strandene neden for Santiago. Hjem­ me i Danmark fulgte den til sin tid pilgrimmen i graven som tegn på den rejse til Jakobsland han havde foretaget. Det kan ikke have været ualmindeligt at danske drog på pilgrimsfart til Santiago de Compostela, et valfartssted der i korstogenes århundreder konkurrerede med Rom og Jerusa­ lem i betydning, og som i øvrigt var en station på vejen til Det hellige Land for nordboer, der kom sejlende ad den vestlige rute. Men monumenter over en rejse til Jakobsland er dog sjældne, og Jonas' tilfælde er helt specielt. Om han havde en funktion i munkesamfundet i Sorø, får vi ikke at vide, og det er ikke udelukket at hans bestilling var selve det at rejse. Klo­ steret modtog gaver fra rige og fromme danske netop med henblik på at lade foretage pilgrimsrejser på deres vegne, just i 1272 havde det fået gods i Suserup og Topshøj testamentarisk skænket af fru Juliane, Tule Bosens datter, for at der kunne

Pilgrimmen Jonas' gravsten i Sorø Kirke således som Søren Abildgaard aftegnede den i 1750'erne.

sendes tre pilgrimme af sted, „en mand til Jerusalem i Det hellige Land, en mand til Sankt Peder i Rom, og en til Den hellige Nikolaus [i Bari i Syditalien]". En af dem kan have været Jonas. Cistercienserne var en af de klosterordener der havde været virksom i at tilrettelægge de store valfarter til Santiago, fra fire steder i Midt- og Sydfrankrig, ad faste ruter frem til den store valfartskirke. Kirken blev større og større efterhånden som rejserne tog til, for en af de mange fromhedsgerninger som hørte med til rejsen bestod i at pilgrimmen den sidste dags­ rejse bar en sten til bygningen af Sankt Jakobs kirke. Bag Jonas er der måske syv eller otte generationer af kristne danskere, men når han kom ned midt i Frankrig var kristen­ dommen dér mere end dobbelt så gammel, og i Sydfrankrig var den næsten tusind år. Det må have gjort indtryk på en følsom rejsende. Danske og andre nordboer må i disse år være blevet draget til Middelhavsverdenen med en uimodståelig kraft. Her fandt de sporene af den tid da Vorherre vandrede på Jorden, og det gjaldt om at overtage det hele så hurtigt som overhovedet muligt. Levn af Det nye Testamentes personer og begivenheder var i den tidlige kristenheds århundreder kommet til Vesten, under omstændigheder der i et kritisk lys forekommer mere end tvivlsomme, men som middelalderens mennesker troede på. De hellige tre Konger fandtes i Koln, men hertil var de først kommet i 1162 da kejser Frederik Barbarossa havde erobret Milano hvor de hidtil havde været gravlagt uden at have tiltrukket sig megen opmærksomhed. I Koln voksede der en helt ny kult op omkring dem. Aachen blev et meget søgt valfartsmål i Maria-kulten, og Den hellige Maria Magdalene dyrkedes flere steder i Frankrig, frem for alt i Vézelay i Burgund, et af tidens store benediktinerklostre, genstand for val­ fart og selv udgangspunkt for en af pilgrims vej ene til Santiago de Compostela. Dyrkelsen af jomfru Maria, Den hellige Guds Moder, havde stor og stigende betydning i middelalderens folkeligt religiøse liv. Hun var Himmelens Dronning og den første blandt alle menneskehedens forbedere, ikke mindst knyttet til visionerne om dommedag. Da ville hun i henhold til Johannes' Åben­ baring vise sig med solen som klædebon, med månen under sine fødder og med tolv stjerner omkring sig, et motiv der i kalkmaleriernes danske billedverden kom til at hedde „Maria i Sol-gissel". Men den folkelige religiøsitet var både optaget af det sidste og af det første. Maria Magdalene var således en af de store

Vejen til Jerusalem

13

Liturgisk ske, fundet i Drottens Kirke i Lund. Den stammer fra tiden omkring 1300 og har været anvendt ved messen. Indgraverin­ gen i bunden forestiller Det himmelske Jerusalem.

14

Danmark og Europa

helgenfigurer, hun var den ene af de to kvinder ved graven og den der havde mødt Vorherre påskemorgen i Getsemane Ha­ ve hvor han havde sagt til hende „Rør mig ikke" (Noli me tangere som der stod i den bibel præsterne læste). Ud over at være opstandelsens første vidne ansås hun i middelalderen for at være den samme som Martha og Lazarus' søster Maria, hun der ikke havde bekymret sig, men bare lyttet. Og hun regne­ des også for at være den samme som den angrende synderinde der havde fået tilgivelse og salvet Jesus med sin kostbare salve. Om hende kunne enhver prædikant med evangeliet sige „Se, hun har i sandhed valgt den bedste part". Maria Magdalene, Martha og Lazarus var efter en alminde­ lig udbredt lærdom efter korsfæstelsen draget til Vesten og det var dem der havde indført kristendommen i Provence og Syd­ frankrig. Så sent som i 1270'erne hævdedes det at Maria Magdalenes grav nu var fundet i St. Maximin nær Aix-en-Provence, hvad der naturligvis har trukket valfart hertil på bekostning af Vézelay. For disse rejser var ikke blot rejser i geografien. Det var de kristnes, ikke mindst de nykristnede folks søgen efter sporene af evangeliernes begivenheder. Selve rejsen til Jerusalem, i korstogenes århundreder, sym­ boliserede sjælens vandring mod Det evige Jerusalem, et sym­ bol på Gudsriget der var 1200-årenes danskere for øje i mang­ foldige arbejder inden for den kirkelige kunst. De kunne vise at 1100- og 1200-årenes militære indsats for at åbne adgangen for den kristne valfart til Palæstina igen tjente et højere formål end krigen selv. Både korstogene og pilgrimsrejserne kan ganske vist være tvivlsomme affærer i religiøs henseende, hvad tidens litteratur rummer mange udtryk for. Motiverne til rejserne kunne være blakkede, og de kunne være skalkeskjul for sværmeri og løs­ agtighed. Hertil kom at korstogene var blevet instrumenter i en pavelig storpolitik rettet mod forskellige verdslige fyrster i politiske grupperinger der var undergivet hastig forandring, således at korstogenes grundpræg kunne forekomme udvi­ sket. Ikke alt hvad der kaldtes korstog, drejede sig om kamp mod hedningene, om kristendommens udbredelse og kirkens sikring. Men korstogene havde fået en gennemgribende kulturel betydning i Europa, navnlig ved den kontakt de havde med­ ført med den arabiske verden. Den der fører en krig kommer altid til at ligne sin fjende, og store dele af den antikke, græsk­ romerske kulturarv havde overvintret blandt araberne, så hvad europæerne her lærte var et supplement til deres eget kulturgrundlag. Det gjaldt matematikken, naturvidenskaber-

Mariæ Himmelkroning. Kalkmaleri i Birkerød Kirke fra ca. 1325-50. Til venstre for tronen står Sankt Peter med nøglen, til højre Paulus med sværdet, og helt ude i hvælvets kapper findes til venstre Den hellige Frans og til højre Den hellige Dominicus, stifterne af de to tiggermunkeordener franciskanerne og domini­ kanerne. Dominicus er iført dominikanernes ordens­ dragt, hvid med sort kappe. Frans er simpelt klædt ligesom sine små brødre. Han fremviser sin „stigmati­ sering", Den Korsfæstedes sårmærker som han op­ nåede i en trancetilstand mod slutningen af sit liv.

ne og filosofien, samt alle tekniske videnskaber, hvoriblandt naturligvis krigskunsten. Peder Nattergals matematik og astronomi er et af mange udtryk herfor. Retningsbestemmel­ serne fra Roskilde til henholdsvis Rom og Jerusalem angiver nogle kraftlinier i en verden i nybrud og vækst.

Det kristne folk og dets historie Det var nu godt to hundrede år siden kristendommen havde sejret i Danmark, at dømme efter indskriften på den store Jellingsten om den Harald der vandt sig al Danmark og Norge og gjorde danerne kristne. Men det var tydeligt nok ikke længere Jellingstenen der var centrum i det danske folks krist­ ne selvforståelse. Nu var det forskellige historiske værker der var bærende i det danske folks bevidsthed om sig selv. Saxo havde grundlagt en tradition som siden blev ført videre af andre. Han havde henlagt Kristi fødsel til Frode Fredegods tid, hvad der var god mening i, de kristne historikere i oldtiden havde altid hæftet sig ved at Kristus kom til verden i den store fredsperiode under kejser Augustus. Og nu havde Saxo i årene omkring 1200 skrevet det danske folks kristne historie indtil kong Valdemar

Det kristne folk og dets historie

15

den Store og hans søn Knud, samt den hedenske forhistorie nøje afpasset dertil. Saxos krønike var måske et værk der ikke blev læst så meget som der blev fortalt fra det, for middelal­ derens litterære kultur var for en stor del mundtlig. Det gjaldt sikkert ikke mindst for historieskrivningen og -fortællingen at den til stadighed var beregnet på at blive givet videre i mundt­ lig form. Det talte ord når vidt omkring og høres af både høj og lav. Historiefortællere har formodentlig særlig haft deres publi­ kum i kongens gård, i forsamlinger af hans krigere, hoffolk, klerke og embedsmænd. Men der har også kunnet berettes om folkets glorværdige fortid, når ledingsflåden samledes eller når der holdtes marked eller ting, byens, herredets eller lan­ dets ting. På købmandsfærd eller pilgrimsrejse, ved folkelige fester og kirkelige højtider har fortællere og sangere også kun­ net samle et publikum, selv om de måske ikke alle har været sagamænd og digtere på det højeste niveau. Folket havde, som folk, et behov for at kende sin fortid. Det måtte fortælles hvad der var dette danske folks særpræg, hvorfra det kom og hvilke kår det havde haft under tidernes gang. Historikerne vidste at fortælle at danskerne var kommet til deres land på en af Abrahams forfædres tid. Hermed var forbindelsen knyttet mellem folkets historie og Bibelens æld­ ste fortællinger. Dette ræsonnement er selve udgangspunktet og det hviler på en af middelalderens store forfattere, Den hellige Isidor, biskop af Sevilla omkring år 600, som skrev en art universalvidenskabeligt leksikon som dannede grundlag for både sprogvidenskaben, historieforskningen og retsviden­ skaben. Efter Saxo fortalte man at danskernes første konger var Dan og Angel, Humbles sønner, og de regerede altså på Det gamle Testamentes tid over dette danske folk hvis be­ stemmelse det naturligvis var på et tidspunkt at blive kristent. Et folk er ikke en tilfældig menneskemængde, prisgivet na­ turens kræfter. Et folk har levet så længe på et bestemt sted, som de har haft i deres faste besiddelse, at de — yderst ude — alle er i slægt med hinanden. Folket ledes af sin konge der bærer sit ansvar over for den store himmelske hersker. Et folk har både en nutid, en fortid og en fremtid. Historikerne var kongens og kirkens, og det historiesyn der ligger til grund for deres fortælling er det officielle. Hvad enhver har tænkt i sit stille sind, er altid en sag for sig. Men sit officielle historiesyn kunne Danmark i grundtrækkene dele med ethvert folkeslag i kristenheden på dette tidspunkt. Også her havde korstogstanken magt, nu var folkene under våben, anført af deres tapre og gudfrygtige konger, under pavernes 16

Danmark og Europa

Kvinderne ved Kristi grav. Relief af træ fra ca. 1250 i Nationalmuse­ et. Det er uvist, hvorfra relieffet stammer, men forbilledet er an­ tagelig fransk, og kunstneren har måske ladet sig inspirere af et lille elfenbensrelief, som en landsmand har haft med sig fra Frankrig.

Det kristne folk og dets historie

17

Apostelen Jakob, Conques. Pari.

Mont-Saint-Michel

Chartres

Orléan:

Den store Ja'kobskirke i Compostela måler i længden, efter 1100årenes beskrivelse af den, 53 gange et menneskes størrelse. I bred­ den er den 39 gange et menneske, og i højden 14. „Men ingen kan fatte kirkens ydre længde og højden." Højalteret, selve apostelen Jakobs grav, er omgivet af de helge­ ners altre, som pilgrimsvejene var udgået fra eller som havde haft store helligdomme undervejs. Ved Maria Magdalenes alter lige øst for højalteret blev der daglig sunget morgenmesse for pilgrimmene.

Poitiers

Saint-L

Périgueux

La Coruna

Finisterre

LANGL

^Santa Cruz •San Juan de la Peha Santo Domingo

ARAGONIEN Soria

100

200

300

400 • Madrid

500 km.

KAT

Koln

Aachen

'Trier

• Reims

Troyes

De hellige tre Konger, Autun ©Vézelay •BesanQon

Dijon Autun Cluny •

Genéve

zac Tmont

Lyon

De hellige tre Konger, St. Bertrand de-Comminges.

Vienne

IGNE Le Puy rac

PROVENCE

Nimes*

1 ellier Saint-Gilles \

Arles c-, ®Aix

De hellige tre Konger, Mozac

Marseille

Maria Magdalene, Saint-Gilles.

Pilgrimsveje til Santiago de Compostela, som beskrevet i en pilgrimsvejledning, der er udarbejdet i 1100-årene af præsteskabet ved Jakobskirken i Compostela. Den inde­ holder råd og advarsler til dem der vil gøre denne rejse, beskriver folkeslag og natur, levevis og klædedragt, mad og drikke i de egne der skal passeres, og foreskriver hvilke helligsteder der skal besøges undervejs. „Der er fire Jakobsveje, der forenes i Puente la Reina i Spanien. Den ene kommer fra Sankt Ægidius (Saint-Gilles), Mont­ pellier, Toulouse og Somportpasset. Den anden kommer fra Den hellige Jomfru i Le Puy, Den hellige Fides i Conques, og Sankt Peter i Moissac. Endnu en kommer fra Den hellige Maria Mag­ dalene i Vézelay, Den hellige Leonardus i Limoges og byen Périgueux. Og den sidste fra Sankt Martin i Tours, Sankt Hilarius i Poitiers, Den helli­ ge Johannes i Angély, Sankt Eutropius i Saintes og byen Bordeaux." De tre vestlige veje forener sig i Ostabat og går sammen over Pyrenæerne ved Ronceval-passet. Den sydøstlige af vejene benytter et østligere pas og når først frem ved Puente la Reina. Om vejen fra Jomfru Maria i Le Puy hedder det, at den særlig benyttes af burgundere og teutoner (dvs. tyskere). Langs vejene vrimler det med fremstillinger af Kongernes tilbedelse. De hellige tre Konger var da også de aller­ første lægfolk der nogen sinde havde tilbedt Kristus. En anden, men lignende betydning har Maria Mag­ dalene, opstandelsens første vidne.

åndelige styrelse. For at bekæmpe hedningene, udbrede kri­ stendommen og sikre kirken måtte det enkelte kristne fol­ keslag være sig sin identitet bevidst.

Romerkirken og Danmark

En grav fundet i Holbæk i 1986 indeholdt to Ibskaller, tegnet på at en pilgrim havde rejst den lange vej til Sankt Jakob i Compostela.

20

Danmark og Europa

Danmark var i sin tid blevet kristnet af sine naboer, og den oprindelige kirkeordning havde lånt træk både fra den hamburg-bremenske kirke og fra England. Nu i 1200-årene var det imidlertid pavestolen den danske kirke så hen til, når det gjaldt retningslinierne for kirkens forvaltning og troens ud­ bredelse. Dette skyldtes frem for alt at Danmark i begyndelsen af 1200-årene, i forståelse med pavestolen, var blevet en føren­ de magt i de korstog der foregik i Balticum. De udgik fra Lubeck, ikke mindst i den periode hvor den danske konge var herre her, og de kom til at udgøre en væsentlig del af Valdemar Sejrs imperiepolitik i Østersøen. Pavestolens interesse i et politisk fællesskab med fyrsten­ dømmerne i kristenhedens randområder var klar. Den stod i forbindelse med ønsket om et kirkeligt verdensherredømme som havde været pavernes bestræbelse fra midten af 1100årene. En bestræbelse som ganske vist var magtpolitisk, men samtidig gjaldt troens udbredelse blandt hedningene. Kors­ togssagen blev en af løftestængerne i pavernes greb efter mag­ ten. Den kunne give anledning til at unge kristne fyrstendøm­ mer modtog pavelig hjælp og opmuntring i troens anliggender og i bestemte politiske forehavender, eventuelt begunstigelser på grænsen af hvad der efter regler og sædvaner var muligt, uden at der skulle ydes andet til gengæld end udtryk for deres ubegrænsede underdanighed over for Guds tjeneres tjener som paven altid kaldte sig i sine breve. 1200-årenes kirke var en kirke i krise, kendetegnet af funda­ mental religiøs usikkerhed. Tiden vrimlede med folkereligiøse, halvkætterske bevægelser der gjorde krav på at være san­ dere udtryk for kristendommen end den etablerede kirke. Med en afvigende teologi eller en anti-kirkelig agitation truede de kirken på selve dens eksistens. Kristendommens udbredel­ se er altid en kritisk og risikabel virksomhed, men i 1200-årenes Europa var der en særlig ophedet stemning. Årvågne øjne var parate til at se Kristus virksom i hver anden eremit eller prædi­ kant. Mange ventede at dommedag var nær. Og den eta­ blerede kirke stod i et vanskeligt valg mellem hvad den skulle fordømme, og hvad den skulle forsøge at indlemme i kirkens officielle trosliv. Holdningen over for tiggerordenerne, Den hellige Dominicus' og Den hellige Frans' orden, er karak-

Oripta pwutmua intwniftXMuit nr miamur ta?

tlTrø fe’ltoiufempfe ife fitt’tldyMUj atnallC Wff uum qønuc MnianaMaaDicåur tntrancrtfruc nitnas w jwtiwa- il' quitcin gotfii »toiacjJApi® oc W filio fepbct ow fa’K airr qntM oiafr rwmasaMnainS't'gmuj iwntffe iimfimfic cfi tiCjucquatp a’iunn nå cfe nifi fibmttro Dich fimr oani fri quchbcr tra habit rt ironi Qrnalc qo IjaDcc abijuc boner ær.baiuD vcgro hifcrimt regrm ban nani t|i’ il!o-daii filmø Ipmibiatr fvcna urnens resnauit fitf fralanotanr on®ifålrtcr-

7»

SÉlBJIff ® (C- iUjliimifujingS:

nCBM-gno Hnt ttforawarbrug. y • ce. ^jl uÉiaWgetttnG wæ •fkegriantc.-Se (y^Wnxffhn® Sho nvoKoTnaiuyujyiya :| Tore 4rftibmro CcHø fenigAiijtiftor' Ccnfcinbi fttt /' vunr (Tonfules Ctiutzttv; AxbtctuG< CimtrrqXviihutnfi. ©Wjanorwn^ CH, dtlttkonetn tfni jlluftr^nyc ' 4 vctc •' '7 AOmftarioatn ^raur eiuft tentivr omKvuio alm'e^Æi-weisc.lllcto aUa. itPMi-r a\Ww ii¥^ >i-a%h ppivi yrv-X-vAV b««rv-fc X (y., VirAiU- yix- Vfv isr,,a?i i-y-tCmm y Ai vl.ya.. yy.uirU ^i-ias «x X aillt'.i aF TWt jdkl i Vi. V U^Kfrt

feJt tig i a.M c ' t' -u I‘Vi va l a-. FJa.A p i '‘■— l\jy uVVai .trt'Va_L yfi, uv (u-i 11-1. lkKri Jk'ixt *. r*AT l. LV-vFwo O) tÆrVtiriW; u.

V' ->v ’■••■*•..•.. \ vir •" '*-■ Å1

G

VWvii.

yor-l-aV-l L W'UM U-Ai-u- '4‘
wnw

jrtt ViakxAj y fv

y iv

. H vi

vi£.*.i>,e.■ iKlv

ib\>i«vip»illlla ^4 \

yL

Cj-iN fcat Aa af 'py

Q,

'S

haft kønslig omgængelse med mænd. For det andet er det tvivlsomt om han har den rette tro, fordi han skønt bandlyst har besøgt kirker og deltaget i messer. For det tredje har han berøvet kronen land og gods. Og for det fjerde har han svigtet sine „tjenestemænd og undersåtter" i Skåne ved at lade landet erobre af skåningernes værste uven. Råderne skal kræve bed­ ring for alle fire forhold og stille som betingelse at kongen ellers skal drage bort og give dem sin søn til konge i stedet. Alt sammen på jomfru Marias tilskyndelse. Hvis de selv bidrager med „råd og penge", lover Gudsmoderen dem dristighed og mandshjerte. „Den der ikke vil, han skal. Og ingen afjer må følge med kongen, hvis han tænker på at forlade landet," hedder det til slut. Birgittas tanker havde stor indflydelse på tidens svenske historieskrivning. Der blev ved denne tid skrevet et skandSejren over Sverige

261

skrift mod Magnus Eriksen der hedder „En lille bog om Kong Magnus" og hvis indhold er beslægtet med birgittateksternes. Birgittas opfordring til oprør i Sverige stammer fra 1361, men er skrevet inden hun fik underretning om Ølands og Gotlands erobring. Dens bærende tanke er påstanden om at den sven­ ske konge spillede under dække med den danske, imod hen­ synet til det svenske folks sande vel. Der kan være det rigtige i denne agitation, at Magnus og Valdemar gennemførte ægte­ skabet mellem Håkon og Margrete og dermed ødelagde de vigtigste planer det svenske aristokrati på dette tidspunkt havde at arbejde efter. Når Håkon var Valdemars, i stedet for den holstenske greves svigersøn, kunne de svenske rigsråder ikke lade ham være deres kandidat til den svenske trone. Og det kom til at vise sig at det var magten i Sverige det drejede sig om, og at Valdemar havde vundet en første sejr. Skåne var måske blot et gammelt dansk land han nu havde taget tilbage. Men Øland og Gotland som han derpå satte sig i besiddelse af, var svenske lande. Ved at indtage dem, gjorde Valdemar sig til en faktor i svensk politik. Og det har han villet være.

Første krig med hansestæderne Den krig der fulgte på Gotlands erobring og brandskatningen af Visby, forstås bedst i lyset af at det var Sveriges fremtid det drejede sig om. Der skabtes en koalition mellem Mecklenburg, Holsten og de vendiske stæder rettet mod Valdemar Atterdag. Hanseforbundet i almindelighed, dvs. de to andre tredjedele (den preussisk-livlandske og den westfalsk-zuidersøiske), støttede den, men kun med en blokade. De afgav løfte om at varer de førte gennem Øresund ikke på nogen måde skulle komme til Danmark eller Skåne. Men længere gik de ikke. De preussiske stæders handel gik nu overvejende til Vesteuropa, og deres skibe kunne for så vidt undlade at anløbe Skåne. De vestlige hansestæder kunne også nok nogle år ad gangen undvære handelen på Skånemarkedet. Det var for de vendiske stæder skånehandelen var af vital betydning. En stor mecklenburgsk-holstensk-vendisk flåde indfandt sig 1362 i Øresund og belejrede Helsingborg. Den skulle have haft svensk forstærkning nordfra, men den udeblev og det lykkedes i stedet Valdemar med sin flåde at befri borgen og erobre et stort bytte, og derpå fortsatte han med hæren ind i det sydvestlige Sverige. Det følgende år var der en mindre træfning i Øresund. Det var her kong Valdemars søn hertug Christoffer pådrog sig de læsioner han kort efter døde af. 262

Valdemar Atterdag på magtens højde

Herefter var tronfølgen i Danmark blevet usikker, og da svenskerne i 1363 indkaldte Albrecht af Mecklenburg som ny svensk konge, ebbede krigen ud. De vendiske stæder sluttede på egne vegne fred med Danmark i Vordingborg 1365. Indkaldelsen af Albrecht af Mecklenburg var formelt vel begrundet, han var søn af hertug Albrecht af Mecklenburg og Magnus Eriksens søster Euphemia. Det var denne unge Albrechts ældre broder Henrik der var gift med Valdemar Atter­ dags datter Ingeborg, Margretes ældre søster. Disse fyrstehu­ se var så nært beslægtede indbyrdes, at der snildt ville kunne findes tronkandidater til næsten enhver tænkelig fordeling af herredommerne, når krigshandlingerne var stilnet af. En løs­ ning der tiltalte fyrstekoalitionen i den første hanseatiske krig mod Valdemar, og som stæderne havde godkendt, skønt må­ ske uden begejstring, var at Jylland med Fyn skulle tilfalde greverne af Holsten, Sjælland den gamle hertug af Mecklen­ burg og Skåne hans søn den svenske konge. Men planen faldt bort med krigens matte afslutning med hansestædernes se­ parate fred i 1365. Mere end de militære begivenheder var det antagelsen af Albrecht af Mecklenburg som svensk konge der afgjorde Før­ ste Hansekrig. Den splittede koalitionen. Hansestæderne kunne ikke være direkte militært forbundet med den tyske fyrste der nu var konge i Sverige uden at pådrage sig van­ skeligheder med fyrsterne i deres bagland. Men i Vordingborgfreden er det ikke vanskeligt at se stædernes håb om at Skåne dog snart igen måtte gå tabt for Valdemar Atterdag, selv om de nu accepterede højere afgifter på Skånemarkedet. Valdemar Atterdag havde været borte fra sit rige mellem 1363 og 1365, i Pommern og Nordtyskland, ved kejserhoffet i Prag og endelig ved pavehoffet i Avignon. Valdemar opnåede af paven store begunstigelser der tillod ham at udnytte den danske kirkes ressourcer til sine politiske formål, og hos de verdslige fyrster har han også skaffet sig støtte uden at vi kender enkelthederne. Måske var forhandlingerne ikke helt ført til ende da han vendte hjem. Fra sommeren 1363 stod Valdemar Atterdag i den situation at hans riges fremtid afhang af de to fyrstehuse der nu kæmpe­ de om magten i Norden. Hans nærmeste tronarvinger ville være dattersønnerne, enten sønnerne i Ingeborgs ægteskab med Henrik af Mecklenburg eller Margretes i ægteskabet med Håkon. Efter Albrecht af Mecklenburgs antagelse i Sverige, måtte Magnus Eriksen naturligvis føre krig om sin svenske konge­ værdighed, men han faldt i mecklenburgsk fangenskab. Han

Første krig med hansestæderne

263

Valdemar Atterdags eneste søn, Christoffer, hertug af Lolland, døde 1363. Hans gravstatue af alabast i Ros­ kilde Domkirke er ikke meget yngre end hertugen selv. Gravmælet er nyopstillet så sent som i 1870'erne på en sarkofag af Vilhelm Bissen, i nærheden af sø­ steren Margretes grav i koret. Omgivet af sin hjelm og sine våbenskjolde, klædt ril kamp og med sværd og dolk ved siden, ses her­ tugen som det faderens billede han i sin 19-årsalder var.

264

Valdemar Atterdag på magtens højde

kom først fri i 1371 og da mod at han selv og hans søn Håkon fraskrev sig retten til Sverige. Den hellige Birgitta har sikkert ret i at Magnus Eriksen og Valdemar Atterdag i årene mellem 1359 og 1363 koordinerede deres bevægelser, og havde til hensigt at dele et eventuelt udbytte mellem sig. Men Valdemars interesser gik så langt som til at han selv ville være en faktor i den svenske politik, og det indså i det mindste hansestæderne. I november 1367 dannede de et stort forbund og besluttede sig til at gå i krig med Valdemar Atterdag på ny.

Kolnerforbundet og Anden Hansekrig At Valdemar Atterdag i et tysksproget ordspil skal have sam­ menlignet hansestæderne med gæs og for at understrege sin foragt for dem sat en guldgås på et af sine fæstningstårne på Vordingborg, er en tradition der har det for sig at den er sandsynlig. I det mindste kan den godt gå tilbage til en reel bevidsthed om at hansestæderne vanskeligt ville kunne nå til en enighed i den nordiske politik, og hvis de nåede den van­ skeligt ville kunne fastholde den i handling over længere tid. Vel at mærke, hvis hovedspørgsmålet i den nordiske politik var herredømmet over Sverige. Kolnerforbundet som koalitionen af Valdemar Atterdags hanseatiske fjender blev kaldt (fordi traktaten mellem dem er indgået i Kbln) bestod af mere end 80 betydelige tyske han­ delsbyer. Den sejrede over kong Valdemar efter to års krig, men han formåede at vende sit nederlag til en sejr, fordi han med en sikker politisk sans spillede på at hans fjender ind­ byrdes havde svært ved at enes. Byernes beslutning om at gå i krig med Valdemar Atterdag var en indsats til fordel for Albrecht af Mecklenburg som svensk konge. Den sigtede på at fratage Valdemar Atterdag Skåne og måske give herredømmet her tilbage til den svenske kongemagt, under alle omstændigheder på at skaffe den tyske købmand mere gunstige vilkår i skånehandelen. Krigen skulle finansieres ved en intern hanseatisk told der kaldes pundtolden fordi den beregnedes i pund grot, tidens flamske mønt der var i udbredt anvendelse i hansestædernes øst-vestlige handel. Den skulle betales én gang årligt med en skilling grot for hvert pund grot skib og ladning var værd. Tolden udgjorde således en sekstendedel af værdien, en for­ holdsvis høj sats efter middelalderens normer. Pundtolden skulle betales første gang skibet det pågælden­ de år gik ud af hanseatisk havn, eller første gang skibet det år Kolnerforbundet og Anden Hansekrig

265

Kogge fundet ved uddyb­ ningsarbejder i Bremens havn 1962, nu udstillet i det tyske skibsfartsmuseum i Bremerhaven. Fotogram­ metrisk opmåling af de bevarede dele af de to skibs­ sider. Tømmeret har kunnet dateres dendrokronologisk til o. 1380 og skibet viser sig at være en kuldsejlet nybyg­ ning. Dæk og overbygning var ikke færdigmonteret, og skibet havde ikke nået at få mast. Styrbords side som vraget lå på er bedre be­ varet end bagbordssiden som har været udsat for strøm og isgang. Bremerkoggen er det mest fuld­ stændige fund af en hansekogge der er gjort. Den er noget over middelstørrelse og har skullet laste noget nær 120 tønder (100 „læ­ ster").

266

anløb hanseatisk havn, hvis det havde overvintret uden for forbundets område. Myndighederne udfærdigede en kvitte­ ring for den erlagte told som skipperen senere kunne forevise i andre havne han valgte at anløbe, og til sin tid endte kvitterin­ gen normalt i hans hjembys arkiv. Hvad hver af byerne fik ind i pundtold skulle umiddelbart anvendes til udrustning af krigsskibe, der kaldtes „fredskog­ ger", men det blev senere et stort problem mellem hansestæ­ derne indbyrdes, at den enkelte bys udgifter sjældent svarede til dens indtægter, og der måtte forhandles om hvorledes disse byer skulle få deres tilgodehavende dækket. Måske har der ved krigens begyndelse været skønnet om hvor de største toldindtægter ville komme til at falde, i forhold til hvor de største byrder skulle bæres. Og en sådan beregning har i al almindelighed kunnet understrege at dette i det væsentlige var de vendiske stæders krig, selv om de andre byer nu bidrog med langt mere end en blokade. I sommeren 1368 mødte de hanseatiske flåder i Øresund noget tidligere end de plejede. Flåderne var svært bevæbnede og skibene stærkt bemandede. Ikke blot var hansebyerne fol­ kerige, men de tiltrak også mange slags farende folk, og mange har taget hyre for en sommer på en af de kogger der skulle af sted til Øresund. De var hyret med løfter om både bytte og profit. Rygtet er sikkert også gået, at kongen nu igen var borte fra Danmark, på rejse omkring i Europa, i hvilket ærinde var ikke helt klart. Hr. Henning Podebusk, drosten, var hans repræ­ sentant hjemme. Det var i virkeligheden hr. Henning og råderne der førte denne anden hanseatiske krig på Valdemar Atter­ dags vegne. Kongen har været i Pommern og Brandenburg for at samle støtte, men der blev ikke brug for den. Det hele var forbi, før det kom så vidt. Hanseflådens fremgang var meget betydelig. København

Valdemar Atterdag på magtens højde

blev belejret et par uger og måtte derpå overgive sig. Kort tid senere faldt Skanør og Falsterbo og flere borge omkring Små­ landsfarvandet. Men Vordingborg holdt stand, og det samme gjorde Helsingborg, indtil juli 1369. Albrecht af Mecklenburg sendte en hær ind i Skåne og lod sig hylde som landets herre. Uden at vi ved hvordan, kan vi være sikre på at hr. Henning har holdt sig i forbindelse med sin herre kongen under hele dette forløb. Navnlig må de have været fælles om den be­ slutning at acceptere et nederlag i tide ved at opgive Helsing­ borg på betingelse af at der så kom fredsforhandlinger i gang. Det er denne kloge beslutning der er grundlag for at neder­ laget blev en fordel for de besejrede. Fredsforhandlingerne foregik i Stralsund i november 1369 og Danmark var repræsenteret af hr. Henning Podebusk og råderne. Men kongen har i sit fravær fulgt nøje med i hvad der foregik.

Stralsundfreden 1370 Traktatens tekst blev gjort færdig i november 1369, men den blev først beseglet da kongen var vendt hjem. Dens officielle dato er Kristi himmelfartsdag 1370. Fra dette tidspunkt i 15 år skulle to tredjedele af landet Skånes indtægter tilfalde han­ sestæderne der havde vundet krigen. Og de skulle for frem­ tiden have mere gunstige handelsrettigheder på Skånemarke­ det. Indtægterne skulle de have på den måde at de fire skånske slotte Helsingborg, Malmø, Skanør og Falsterbo skulle stå i pant til hansestæderne, ganske vist kun med to tredjedele af hvert slot. Den sidste tredjedel var fortsat kong Valdemars, og forvaltningen af de fire slotte blev givet til hr. Henning Pode­ busk, bistået af underlensmænd der for en dels vedkommende var tyske. De skulle varetage hansestædernes interesser i for­ Stralsundfreden 1370

267

valtningen og sikre at stæderne fik det udbytte de ventede. Det lykkedes ikke. Hr. Henning førte det store ord i Skåne. Han havde ganske vist slottene både på kongens og på stædernes vegne. Men så vidt vides var det kun kongen der var tilfreds. Og nu blev det et problem for hansestæderne at det segl de havde fået af kong Valdemar på fredsdokumentet fra Stralsund, var hans lille private segl, og at han ikke var til at formå til at forsyne traktaten med det store rigssegl. Handelsrettighederne på Skånemarkedet var gunstige. Kolnerforbundets medlemmer fik praktisk taget selvstyre i alle deres anliggender på deres fed, under deres egen fogeds op­ syn og efter deres egne byers love. De skulle blot yde deres skyldige afgifter til myndighederne på markedet, og her kunGurre i Nordsjælland er et miniatureslot, men på borgområdet om­ kring det var der mange større bygninger, og her foregik det dagli­ ge liv. Planen med de fremspringende hjørnetårne har Valdemar Atterdag sikkert lært at kende i Det hellige Land. Den findes ikke i andre danske borge. På Gurre opholdt kong Valdemar sig gerne, og det var her han døde den 24. oktober 1375.

268

Valdemar Atterdag på magtens højde

Gåsetårnet er den eneste del af Vordingborg der ikke er en ruin. Det indgik i ringmursbefæstningen (se planen side 192) og er Val­ demar Atterdags værk. Det kaldes Gåsetårnet fordi det var her Valdemar Atterdag lod opsætte en guldgås på tårnspidsen for at håne hansestæderne som han skal have sammenlignet med gæs. Traditionens alder er uvis, men dens oprindelse må være hansea­ tisk, og den kan gå tilbage til tiden kort efter Stralsundfreden 1370, da hansestæderne virkelig havde grund Hl at føle sig behandlet som gæs; kongen opførte sig som om det slet ikke var stæderne der havde vundet krigen.

Stralsundfreden 1370

269

270

Valdemar Atterdag på magtens højde

Hanseforbundets omfang omkring 1400. Forbundets hovedbyer er fremhævet (nemlig de byer der i no­ vember 1369 sluttede våben­ stilstanden efter Anden Hansekrig med repræsen­ tanter for det danske rigs­ råd). Forbundets mindre, og mindre vigtige byer er kun markeret. Deres tilhørs­ forhold til sammenslut­ ningen kunne i perioder være løst og skiftende, afhængigt af om de valgte at påtage sig fællesskabets forpligtelser og nyde dets rettigheder, eller de holdt sig tilbage.

Stralsundfreden 1370

271

ne de have fornemmelsen af at det dog for to tredjedeles vedkommende var deres eget fællesskab de betalte til. Kun uden for feddene var de nødsaget til at følge markedets politi­ vedtægt (mot-bogen), og fiskeriet befattede de sig heller ikke med. Men de fik f.eks. efter Stralsundfreden lov at lade sild nedsalte for deres egen regning, i stedet for at skulle købe den nedsaltede sild af fiskeren. Traktatens privilegieafsnit er sammensat af en række para­ graffer som stæderne i årtier havde forelagt i privilegieforhandlinger, og somme tider for en dels vedkommende fået accepteret, jævnligt af fyrster der ikke havde markedet i virke­ lig besiddelse, men prøvede at opnå det, f.eks. Valdemar Atterdag og Magnus Eriksen når de konkurrerede med hinan­ den om at trække stædernes handel til deres områder. - Det var rettigheder til detailhandel på feddene, adgang til at bjær­ ge skibbrudent gods og mulighed for at undgå konfiskation af gods når der forekom uregelmæssigheder i fortoldningen uden at der var tale om egentligt smugleri. I Stralsundfreden blev nu med ét slag alle disse bestemmel­ ser om en mere lempelig fremgangsmåde accepteret uden begrænsninger, og markedet blev sat under blandet tysk­ dansk forvaltning, hvad der skulle garantere at dette blev efterlevet i praksis. Det var selve den skarpe adskillelse mel­ lem danske og tyske på markedet der nu blev ophævet. Alt dette indrømmede Henning Podebusk i Stralsund blankt på den danske konges vegne og traktatens ordlyd lader forstå at kong Valdemars nederlag til hansestæderne har været totalt og at de har kunnet diktere betingelserne. Realiteterne var dog ved nærmere eftersyn andre. At forvaltningen af Skåne skulle være blandet dansk-tysk, indebar nemlig betydelige fordele set fra de besejredes stand­ punkt. Der var ikke tvivl om svenskekongen Albrecht af Mecklenburgs interesser i at overtage landet Skåne på ny, heller ikke om at denne tanke havde betydelig tysk tilslutning. Kblnerforbundet havde faktisk ved sin dannelse taget sig ud som en bestræbelse i denne retning. Men nu havde hansestæderne accepteret at tage to tredjedele af Skåne i pant for 15 år af Danmark. De havde bundet sig til den danske side i det skån­ ske spørgsmål, sikkert fordi krigen herved hurtigt kunne en­ des og handelen begynde igen. Det var altid et vigtigere hen­ syn end noget andet i den politik hansestæderne kunne blive enige om. Og der var udsigt til at de to tredjedele af skåneindtægterne i 15 år ville kunne dække væsentlige dele af deres krigsomkostninger. Derfor tog de imod sejren og afskrev sig fra at kunne virke for en anden herre i Skåne. Det var deres 272

Valdemar Atterdag på magtens højde

indrømmelse i forhandlingerne. For Valdemar var det vigtig­ ste måske ikke de to tredjedele af Skåne han for 15 år gav afkald på, men den tredjedel han med stædernes godkendelse be­ holdt.

Sønderjylland Valdemar Atterdags nederlag i Anden Hansekrig forblev et nederlag på papiret. Der er intet præg af svaghed over kon­ gens øvrige politik efter 1370. Nu fik han endda lejlighed til at styrke sin position over for holstenerne. Den holstenske besiddelse af den vestlige del af Fyn kom til ophør i 1365. Året efter døde hertug Valdemar af Sønder­ jylland der havde været holstenerne en nyttig partner i deres danske finansoperationer og politik. Hans søn Henrik blev hertug, men alle hertugdømmets slotte stod i pant, undtagen Haderslev og Tønder. Enkehertuginden Richardis sad inde med Als og residerede på Sønderborg. Nu valgte hun, den 1. januar 1370, Valdemar Atterdag til sin skytsherre, lagde som enke sin skæbne i hans hånd. Hun var „en klog og snild kvinde" som det hedder om hende i be­ retningerne om hendes møde med Valdemar da han i 1358 havde belejret Sønderborg og hun ved at komme ud af det belejrede slot med sine jomfruer havde ført forhandlinger med ham og vendt hans hensigter til sin fordel. Enkehertugindens valg af kong Valdemar til sin skytsherre løste et problem i deres fælles politiske stilling, og beslut­ ningen har uden tvivl været godkendt af hendes søn hertugen, der ellers var den nærmeste til at påtage sig det juridiske værn for sin moder. Når hertugdømmets slotte var sat i pant til nogen, havde der aldrig kunnet være tvivl om at hertugerne havde indløsningsret til slottene, dvs. ret til at få dem tilbage til sin tid på de vilkår der nærmere var fastsat i aftalerne. Men hertugernes egen lensherre, kongen af Danmark, havde ikke uden videre denne indløsningsret. Det var den han opnåede, eller kunne påstå at have opnået, ved at enkehertuginden gjorde ham til sin skytsherre. Hidtil havde han måttet se hovedparten af hertugdømmets gods i holsteneres varetægt uden at kunne gøre andet ved det end at føre erobringskrige som en udefra kommende fjende. Nu kunne han selv kræve forhandlingsret. Og der forelå stadig den mulighed at kombi­ nere forhandlingerne med militær indsats. Nogle af sine modparter kendte han i forvejen ud og ind som f.eks. Claus Limbeks søn Henneke der havde Lundtoft Herred i pant af enkehertuginden. Valdemar fik gods på Als, i Sunde-

Sønderjylland

273

Nørrevolde i Arrild sogn i Sønderjylland er ruinerne af Valdemar Sappis borg Arnsholm som blev ødelagt 1368 af Valdemar Atterdags fjender. Da var Valdemar Sappi kongens mand, men 1351 havde kong Valdemar selv ødelagt Valdemar Sappis borg Arnsholm. Det var efter dette nederlag Valdemar Sappi var gået i kongens tjeneste, og denne borg svarer efter al sand­ synlighed til et andet vold­ sted, Søndervold, i samme sogn. Nørrevolde må altså anses for at være opført som borg mellem 1351 og 1368, og det er et af de karakteristiske voldsteder fra denne tid, med en borg­ banke og en forborg.

274

ved, ved Haderslev og Tønder, og han skærpede sin magtud­ øvelse over friserne - som han længe havde udøvet fra sit Ribe - til nu at række helt ned til Ejdersted. Greverne af Holsten som havde den sydlige del af hertug­ dømmet i pant, kunne intet stille op. Kongen havde sikret sig at den magt han nu udøvede inden for hertugdømmets om­ råde formelt var uangribelig. Og 1374 kunne han gå endnu videre, idet hertug Henrik da overdrog kong Valdemar sin indløsningsret til de sydlige dele af Sønderjylland. Hertugen døde kort efter barnløs, og hans enke fulgte sin svigermoders eksempel og valgte kong Valdemar til sin herre. Da var kong Valdemar selv i sit sidste leveår, men hans stilling var således styrket i Sønderjylland over for greverne af Hol­ sten, at det kun kunne være et spørgsmål om tid før han kunne få hele hertugdømmet frit. Der ville ganske vist være store finansinteresser der først skulle tilfredsstilles eller tvinges ud. Men frem for alt var det tiden der kom til at mangle. Kong Valdemar døde selv på Gurre Slot den 24. oktober 1375. Det skal nok være sandt hvad der står i en holstensk krønike fra 1400-årene at grev Claus af Rendsburg ved nyheden om kong Valdemars død skal have takket himlen for at han nu var blevet en så mægtig konge og fjende kvit.

Valdemar Atterdag på magtens højde

Mod Kalmarunionen

Margrete Valdemarsdatter som hun er fremstillet i et udkast til hendes gravstatue, udført i alabast og bevaret i Lubecks St.-AnnenMuseum. Der er en revne i godset og det er måske den der har forhindret at der blev arbejdet videre med denne blok, men ud­ kastet har været for godt til at det er blevet kasseret. Margrete var tres år da hun døde, men kunstnerens opgave har været at frem­ stille hende som ung. Portrætlighed kan måske ikke ventes af tidens fyrstelige gravmæler, og strengt taget står det ingen steder at det virkelig er hende, men det er overvejende sandsynligt at dette lydhøre ansigt tilhører Kalmarunionens grundlægger.

Margrete Valdemarsdatter Bamedronningens opvækst Efter indgåelsen af ægteskabet mellem Margrete og Håkon i København den 9. april 1363 gik der vistnok et par år før Margrete blev ført til Norge for at opfostres ved sin ægtemands hof. Men at dette skulle ske, var på forhånd givet. Hun mi­ stede ikke forbindelsen til sin egen slægt, men hun fik en værge i sin ægtemand der svarede for hende så længe han levede, også i forholdet til hendes egen familie. Hun havde været ti år gammel da ægteskabet blev indgået, medens Håkon var 22. Dronningens norske opdragelse var en del af hendes forberedelse til ægteskabet. Hendes residens blev den stærke fæstning Akershus ved Oslo, dyster og formentlig uindtagelig. Hoffet var det svenske folkungehof i eksil. Drømmene der drømtes angik revanche over de svenske stormænd der havde afsat Magnus Eriksen. Håbet var at vinde over Albrecht af Mecklenburg og genskabe det gamle svenske kongedømme. Det skulle vise sig at dette skulle komme i stand alt sammen ved den lille dronnings hånd, men at hun da sejren vandtes var helt alene om den. Det var tydeligt nok et meget beskedent fyrsteligt hof der førtes på Akershus. De få vidnesbyrd der er bevaret - især et brev fra dronningen til kong Håkon under en af hans rejser taler et temmelig klart sprog. Det handler om mangler i den daglige husholdning som skal kunne dækkes ved at tage pen­ ge til låns hos en tysk købmand i Oslo. Hun kan ganske vist samtidig melde om resultatet af sine forhandlinger med en guldsmed, så helt elendigt har det nok ikke været, men guld kan ikke spises. Brevet viser tillige en uskyldig oprigtighed der må hvile på et fortrolighedsforhold mellem de to. Hun har i kongens fravær handlet efter konduite i nogle dagligdags regeringsforretnin­ ger og forventer kongens godkendelse deraf. Rådvildhed var aldrig en egenskab hos kong Valdemar Atterdags yngste dat­ ter. Margretes hofmesterinde blev Merete Ulfsdatter, en datter af Den hellige Birgitta, som ganske vist ikke delte moderens politiske sympatier på dette tidspunkt. Ved de to ægtemænd fru Merete fik, stod hun fast på den kongelige side af kon­ flikten i Sverige. Margrete blev opdraget sammen med hofmesterindens egen datter Ingegerd, der var nogle år yngre end

Margrete Valdemarsdatter

277

Margrete, og Merete Ulfsdatter brugte riset ligeligt på dem begge, som det fremgår af den tradition der senere optegnedes i Vadstena Kloster. Her indtrådte Ingegerd i 1375 da hun var 18 år gammel. Margretes opvækst på Akershus må have bibragt hende en dyb fortrolighed med Den hellige Birgittas forestillingsverden, der var andet og mere end hvad den fra tid til anden blev brugt til i politisk propaganda og historieskrivning. Der har muligvis også i selve indretningen af den hushold­ ning hvori Margrete voksede op, været lighedstræk med Bir­ gittas kloster i Vadstena, for dette var oprindelig blevet til i nær forbindelse med de svenske hofkredse i Magnus Briksens da­ ge. Og ved det lille hof på Akershus må nogle af traditionerne fra kong Magnus' tid have været holdt i live. Der har været kongelige kapellaner til at læse messe for hende daglig som det var skik i tidens fyrstelige miljøer. Stu­ derede mænd kunne lære hende noget om verden og menne­ skelivet, om troen og moralen. Der har måske også været en enkelt ældre hofmand der kunne fortælle hertug Eriks og hertuginde Ingeborgs historie ud fra Erikskrbnikan - „inden vi går til bords" - og således bidrage til at traditionen om Folkungeslægtens skæbne blev holdt ved lige. Omkring 18 år gammel fødte Margrete sit første og så vidt vides eneste barn, sønnen Oluf.

Valdemar Atterdags død En dag i oktober 1375 mødte en delegation af hanseatiske rådmænd op på Gurre Slot for at få kongen i tale. De kom fra Skåne og var ledsaget af hr. Henning Podebusk som de havde ført forhandlinger med om de skånske slottes indtægter og forvaltning. Med ham havde de opsat en ny aftale om hans bestyrelse af deres to tredjedele af slottene. Den var dateret 25. oktober 1375 og nu skulle de have foretræde for kongen inden de skulle rejse hjem. Der var tale om en række af hansestædernes mest fremtræ­ dende politikere. Stæderne havde sendt deres bedste folk, for sagen var vigtig, ikke kun fordi hr. Henning var en dreven modpart, men også fordi alt hvad der her blev aftalt uund­ gåeligt havde betydning for det indbyrdes forhold mellem de forskellige afdelinger af hanseforbundet. Det var nødvendigt at forhandlerne var de mænd som lagde hovedlinierne i for­ bundets politik i disse år. Da delegationen kom til Gurre fik de imidlertid ikke foretræ­ de for kongen. I stedet trådte råderne frem, ærkebispen af 278

Margrete Valdemarsdatter

Valdemar Atterdags sarko­ fag i Sorø Kirke er af sort belgisk marmor og endnu bevaret, mens dens ud­ smykning i alabast er gået til grunde, bortset fra et relief af en bispefigur (af­ bildet side 287). Nu kendes den kun gennem dette stik fra 1600-årene. På låget sidder kongens gravstatue. Den fremstiller kongen under en baldakin og med fødderne på en lille løve. På siderne er der to rækker af relieffer. Øverst apostle, nederst biskopper. På gav­ len ses Kristi himmelfart.

Lund, bispen af Roskilde, hr. Henning Podebusk, hr. Oluf Bjørnsen, hr. Peder Grubbe, hr. Evert Moltke, hr. Anders Jakobsen, hr. Tue Galen, og væbneren Richmannus van der Lanken. Også danskerne stillede med deres bedste folk på dette tidspunkt. De sagde, står der i indberetningen - og det må have været en officiel, mundtlig erklæring de afgav - at de desværre hav­ de en syg herre, og at han desværre var så syg og afmægtig at han ikke på nogen måde kunne forhandle om slotte eller lande eller noget jordisk gods. Hvis han med Guds hjælp blev rask, sagde de, ville han gerne holde alt hvad der var aftalt mellem dem, og „hvis han døde, sagde de os på rigets vegne, at de selv som ærlige folk ville holde alle de aftaler med os som de havde beseglet, det måtte vi ikke tvivle om. Dermed tog vi afsked med dem". Da delegationen forlod Gurre, var kong Valdemar sandsyn­ ligvis allerede afgået ved døden. Den hanseatiske indberet­ ning som er bevaret i original, er meget nøjeregnende med datoerne, og den henlægger besøget på Gurre til dagene efter udstedelsen af brevet af 25. oktober. Men Valdemar Atterdag døde den 24. oktober. Det er den dag han siden hen blev mindet både i Næstved Sankt Peders Kloster, som han havde Valdemar Atterdags død

279

Kong Valdemar Atterdag og dronning Helvig. Kalk­ maleri i Næstved Sankt Peders Kirke fra tiden kort efter kongens død. Konge­ parret knæler foran Gud­ fader og Den Korsfæstede som det sømmer sig for en kongelig ridder af Kristi Grav. Den latinske indskrift er på vers og meddeler at kong Valdemar døde 1375 dagen før Chrispinus' dag og hviler med Kristus. Ind­ skriften er på vers, men der mangler et ord så verse­ målet halter. Den stammer fra klosterets dødebog hvor fejlen ikke findes. Kongen havde testamentarisk skæn­ ket klosteret 50 mark sølv Hl daglig sjælemesse for kon­ geslægten og et minde­ måltid Hl brødrene på Sankt Sørens dag.

280

givet gaver til, og ved Lunds Domkirke, hvor Margrete straks hun kom til magten indstiftede en sjælemesse for ham. Datoen for sjælemesser sjuskes der ikke med. Kongen må have været død, da råderne afgav deres højtidelige erklæring til de hanse­ atiske sendebud. På denne baggrund falder der et særligt skær af politik over de ordvekslinger indberetningen siden anfører. Råderne har først og fremmest bedt hanseaterne om hjælp. Sendebudene skal forelægge spørgsmålet om kongens sygdom hjemme i deres råd, og de danske rigsråder er bange for at „hvis kongen dør, vil det komme til at stå slet til i riget", og „der kan blive uro på havet til næste sommer". Råderne fra hansestæderne lover at gøre deres bedste hjemme - hvis kongen skulle dø - og under alle omstændigheder har de rigsrådernes personlige løfte om at holde alt det aftalte under alle omstændigheder. Det er højst sandsynligt at de hanseatiske rådssendebud har været indviet i at kongen allerede var død, og at de har set deres fordel i at hjælpe det danske rigsråd i denne situation. Stralsundfreden gav hansestæderne et ord med at sige i valget af ny konge i Danmark, som en naturlig følge af at den skånske landsdels pantsættelse i så fald måtte knyttes til en ny herre og

Margrete Valdemarsdatter

Oktober måned i Næstved Sankt Peders Klosters (Skovklosters) dødebog. Dødsnotitsen over Valde­ mar Atterdag findes nederst på højresiden, ud for dato­ en den 24. oktober. I mod­ sætning til indskriften i Næstved Sankt Peders Kirke er det latinske vers intakt her.

vilkårene stadfæstes på ny. Men hvad hr. Henning Podebusk bad stæderne om, var egentlig kun at de intet foretog sig. Det gjorde stæderne virkelig ikke. De udsatte deres stil­ lingtagen fra det ene møde til det andet til langt hen på for­ sommeren. Skønt kejseren og mecklenburgerne vedblivende krævede en afgørelse og kun fik henholdende svar, blev Lu­ beck og de vendiske stæder aldrig nødt til at blotlægge moti­ verne i denne politik. Den fremmede valget af Margretes søn Oluf til ny dansk konge, men det blev en afgørelse stæderne kunne nøjes med at tage til efterretning da den forelå i maj 1376. - Stæderne havde, ved intet at foretage sig, opnået at den svageste af de to mulige kandidater havde besteget tronen i Danmark. Sådan set havde det mecklenburgske arvekrav, for hr. Al­ brecht af Mecklenburg, søn af prinsesse Ingeborg og hertug Henrik, været det stærkeste, frem for alt fordi Ingeborg var en ældre datter af kong Valdemar end Margrete. Men valget blev indirekte afgjort af hansestædeme, der nødig så samme fyr­ stehus herske på begge sider af Øresund.

Valdemar Atterdags død

281

Den fattige fyrstinde og hendes søn Hvis ikke Margrete allerede opholdt sig i Danmark ved fa­ derens død, og det er der intet der tyder på, så er hun kommet hurtigt til stede. Hun befandt sig allerede den 11. november 1375 på Kalundborg, formodentlig sammen med den fireårige Oluf. På denne tid af året lagde handelsskibsfarten normalt op for vinteren, så det har i givet fald været barske vejrforhold Margrete og hendes lille søn har måttet tilsidesætte. Den lybske rådskrønike der kaldes Detmar-krøniken efter en af sine forfattere, læsemester i Ltibecks franciskanerkloster, fortæller at Margrete ved begyndelsen af sin regering var så fattig en fyrstinde „at hun ikke formåede at give et måltid brød uden venners hjælp", og det skal nok være rigtigt. Det spinkle aktstykke der markerer begyndelsen af kong Olufs regering er udstedt på danehof i Slagelse den 3. maj 1376 og er kong Olufs „håndfæstning", men dens bestemmelser er ikke epokegørende. Der skal holdes danehof hvert år og alle rigets stænder skal blive ved deres hidtil gældende friheder og rettigheder. Der skal ske lempelser i kravene over for bønder­ ne. Det var et udgangspunkt for en regerings udøvelse, ikke meget andet. Men Margrete Valdemarsdatter der blev Dan­ marks og Nordens skæbne fra dette øjeblik og resten af sit liv, behøvede ikke mere. Hun er et af de største politiske talenter der nogen sinde har regeret Danmark. Det var ingen særlig glorværdig kongemagt den unge Oluf var bestemt til at udøve. Hans håndfæstning indskærper på en række områder hvorledes de privilegerede stænders hævd­ vundne og lovsikrede rettigheder skal bevares uantastet af udøvelsen af den kongelige forvaltning og retspleje. Og der skal sondres skarpt mellem rigets stænder indbyrdes. Ingen verdslig skulle befatte sig med gejstligt gods, ingen gejstlig indsættes i et verdsligt embede, hertil skal der kun udpeges egnede lægmænd. Ingen gejstlig skal kunne berøves sit gods medmindre han forud er lovlig domfældt af sin rette gejstlige domstol. Klostre og gejstlige personer skal ikke plages med gæsteri af heste og hunde - nemlig når kongen gjorde disse kirkelige godskomplekser til baser i sine militære operationer, som Valdemar Atterdag så ofte havde gjort. Hver sognepræst skal have sin præstegård i sognet ubesværet af afgifter til kongen. Denne og hans embedsmænd skal heller ikke kunne kræve eller modtage kirkernes tiender - atter et gammelt militært-finansielt nødgreb der fremtidig ikke skal kunne anven­ des. - Men der er også almene bestemmelser som alle stænder i lige grad skal kunne nyde godt af, ikke mindst at der skal

282

Margrete Valdemarsdatter

Hellig Olafs sejlads om kap med broderen Harald. Kalk­ maleri i Skamstrup Kirke i Nordvestsjælland, ca. 1350. Harald var hedning og Olaf var kristen. Olaf nåede land før den pil der bliver af­ skudt fra hans skib. Det var Norges kongerige de sejlede om. At kapsejladsens resul­ tat var et mirakel, under­ streges af, at Olafs sejrende skib var et tungt handels­ skib, medens Harald rådede over en hurtigsejler af vikin­ geskibstype. Billedet sad velsagtens på sin kirkevæg da Margrete Valdemars­ datter gjorde sin sejlads over Kattegat for at vinde Danmark for sin søn Oluf.

gives erstatning af krongodset i tilfælde af at det kan konsta­ teres at nogen med urette er blevet berøvet sit gods. Hvor kronen selv havde konfiskeret det, var sagen klar, godset skulle gives tilbage, eller andet af lige værd dermed. Men i andre tilfælde kunne kronen vælge at give den skadelidte gods af kronen mod til gengæld at overtage retten til det omstridte gods selv. Allerede Valdemar Atterdag havde samlet på tvivlsomme adkomster til gods der lå belejligt for dele af hans krongods. Margrete Valdemarsdatter fulgte i hans fodspor. - At det var et væbnet, vagtsomt forhold der bestod mellem kongemagten og dens større eller mindre undersåtter, bekræftes af bestem­ melserne i håndfæstningen om retsplejen. Kongen og hans embedsmænd skal stifte fred mellem rigets indbyggere, ingen skal gribes uden at være domfældt efter lovbøgerne, og i alvorlige sager skal der gives den domfældte lejlighed til at rømme ud af riget. Ingen skal stævnes uden for sit herreds grænser og kongens embedsmænd må ikke selv sidde til doms over bønderne. Når danehof skal holdes hvert år til sankthans i Nyborg skal der gælde frit lejde for dem der møder op, i to Den fattige fyrstinde og hendes søn

283

uger før og to uger efter, så at også de hvem afgørelsen eventu­ elt var gået imod skulle kunne komme i deres behold igen. Endelig, at bønderne kun i begrænset omfang skal kunne udskrives til arbejde på rigets befæstninger, og at der ikke skal pålægges bønderne nye skatter, afrunder billedet af det Dan­ mark som kongens venner her søger at værne mod nye konge­ lige overgreb. Alt i alt var det ikke store indtægter kong Oluf kunne regne med at få af sit rige. I Jylland og på Fyn har det været så som så med regeringens udøvelse, men Olufs antagelse til konge var ikke kommet i stand uden at Margrete havde gjort aftaler med jyderne. Det var meningen at Olufs kongemagt skulle have sit centrum i Østdanmark, og hr. Henning Podebusk har været den der i de første år skulle skaffe den unge konges hof det mest fornødne. I Sønderjylland lod Margrete det ledige hertugdømme over­ gå til holstenerne. Hun havde nok at gøre med at befæste Olufs kongemagt i Sjælland og Skåne og kunne derfor ikke fortsætte sin faders politik i Sønderjylland før på et langt senere tidspunkt.

Skåne frit Med forårets kongevalg bag sig, kunne Margrete vende sig mod efterårets begivenheder, dels betalingen af hansestæder­ ne for deres velvillige neutralitet i dette vigtige spørgsmål, dels det militære sammenstød med mecklenburgerne. Hun havde sin gemal kong Håkon af Norge med sig heri. Han forhandlede i august 1376 med repræsentanter for hansestæderne på Ka­ lundborg Slot - som om dette slot var hans eget - og udstedte her den 14. august en omfattende, nærmest betingelsesløs bekræftelse af deres privilegier i Norge. I Korsør samme dag, måske samme time beseglede Oluf og Margrete over for han­ sestæderne en lige så betingelsesløs bekræftelse af Stralsund­ freden 1370, traktaten om de skånske slottes pantsættelse i 15 år som også indeholder det mest omfattende hanseatiske han­ delsprivilegium i Danmark og på Skånemarkedet. Dagen var ikke tilfældig. Forhandlingerne måtte, for at kunne nyttig­ gøres, være afsluttede inden markedet på Skanør og Falsterbo åbnede. Og det skete den 15. august. I begyndelsen af september kom der en stor mecklenburgsk flåde til Øresund. Den opnåede den 21. september i Køben­ havn en højtidelig bekræftelse på at valget af Oluf til dansk konge kun skulle anses for foreløbig gyldigt. Mecklenburgernes krav på riget skulle ikke hermed anses for tilsidesat og der 284

Margrete Valdemarsdatter

måtte imødeses en endelig ordning af rigets forhold på et senere tidspunkt. I 1378 holdt hansestædeme møde for at gøre op hvilket udbytte de havde haft af de skånske slotte. Hvorledes man end så på det, var resultatet ikke tilfredsstillende, og stæderne forsøgte at hjælpe på det ved at kræve hanseatiske lensmænd indsat på slottene ved siden af Henning Podebusk. Udgifterne fra krigen, som disse indtægter nu skulle dække, var også meget skævt fordelt mellem stæderne. Når de delte hansefor­ bundet i to dele, med Stralsund som midtpunkt, viste det sig at det var forbundets vestlige del, frem for alt de vendiske stæ­ der, der havde penge til gode. Og kunne de ikke få dem af de skånske indtægter, måtte de have dem af den anden halvdel af forbundet. Dette spørgsmål forblev uafgjort, men efter 1378 er det naturligt nok de vendiske stæder der vedligeholder inter­ essen for de skånske slotte, medens de preussiske stæder i nogen grad taber interessen. Kong Håkon af Norge døde i 1380, og Margrete overtog regeringen på den lille Olufs vegne. Og i 1385 ville kong Oluf kunne lægge Skåne til sit magtområde, hvis altså slottene blev leveret tilbage i henhold til fredstraktatens ordlyd. Den var udstedt i Stralsund Kristi himmelfart 1370, og terminen for slottenes tilbagegivelse var Kristi himmelfart 1385. Margrete mødte derfor op ved Helsingborg med Oluf ved denne tid og gjorde sine krav gældende. Hun fik dem ikke imødekommet og havde måske heller ikke ventet det. Det politiske spil hun havde forberedt skulle dog vise sig at være effektivt. Der havde også været et forspil, som de hanseatiske politikere har haft al grund til at holde i erindring, og hvor Margrete havde spillet højere end de måske havde ventet. Det gjaldt privilegierne i Norge som stæderne havde bedt om at få fornyet efter kong Håkons død i 1380, men hvor Margrete havde tilladt sig at svare at kongen af Norge var død og deres privilegier af ham var døde med ham. Det er et ordvalg der forekommer at være karakteristisk for familien, og det må have vist hanseaterne at den fattige fyrstinde ikke var til at løbe om hjørner med. Hvad hun satte på spil var at gå glip af indtægterne af den tyske handel i Norge for en tid. Men det kunne hun tillade sig, når hun havde indtægterne af Skåne. Og skånehandelen hverken kunne eller ville hanseaterne være foruden. Hanseaterne må have forstået at der ikke kunne blive tale om fornyelse af deres privilegier i Norge, før de skånske slotte atter stod under dansk forvaltning. Da indløsningen Kristi himmelfart 1385 var blevet afvist, skrev Margrete nogle velformulerede, harmdirrende skrivel­

Skåne frit

285

ser til de tyske stæder, hvori hun malende beskrev den unge konges vrede over således at være blevet trodset i sin fyrstelige ret, samt hvad hende selv angår, gør det klart at hun ikke kan svare for følgerne. Vægringen skyldtes konkret at den hansea­ tiske repræsentant, den store borgmester Wulf Wulflam fra Stralsund kunne hævde at have penge til gode i slottet og således nægtede at opgive det før han var fyldestgjort. Hvis hanseaterne ville undgå en krig - som de formodentlig ville vinde, med lige så store omkostninger som de to krige mod kong Valdemar - måtte de dække Wulf Wulflams tilgodeha­ vende og give slottene tilbage. Det skete i efteråret, men doku­ menterne dateredes fromt til Kristi himmelfartsdag. Dette begivenhedsforløb omtales med en professionel aner­ kendelse i den lybske Detmar-krønike under 1386. Da fik, hedder det, dronningen af Norge hele riget Danmark tilbage i det omfang hendes fader kong Valdemar i sin tid havde haft det. Hun fik landet Skåne tilbage som havde stået ude til søstæderne i 15 år på grund af de skader de havde lidt af riget, og straks derefter tog hun over til jyderne og udsonede sig med sine fjender holstenerne, som hun forlenede arveligt med hertugdømmet Slesvig, alt sammen udført med stor klogskab.

„Da dette således var sket, blev hele rigets mandskab meget bange, da de blev bekendt med fyrstindens visdom og styrke, og de bød sig i tjeneste hos hende og hendes søn. Hun for­ drede fogederne i landet til sig og drog fra slot til slot og lod sig hylde, og hun sendte hver foged fra det ene slot til det andet som en abbed sender munke fra kloster til kloster. Dette skete alt sammen fra kyndelmisse og inden for en fjerdedel af året." [Her er der uorden i krønikens kronologi, for slottene kom tilbage i efteråret 1385 og forleningen fandt sted i august 1386, men det ændrer ikke på værdien af den følgende karakteristik] „det er højlig at forundres over hos en fyrstinde at hun var så fattig at hun ikke formåede at give et måltid brød uden venners hjælp fordi alle hendes slotte stod ude og var mere bekymret med vold end med ret. Men da blev hun og hendes søn inden for et kvartal af året så mægtige at der intet manglede dem i hele deres rige".

Margretes venner Oprindelig byggede Margrete kun sin position på dem der havde foretrukket kongen af Norges for hertugen af Mecklenburgs søn „fordi de havde mere tillid til ham", som der står i Detmar-krøniken. Vi kender ikke navnene på dem alle, så286

Margrete Valdemarsdatter

Bispefigur af alabast, 1300årenes slutning, nu i Natio­ nalmuseet. Figuren er ene­ ste rest af udsmykningen på kong Valdemar Atterdags sarkofag i Sorø Kirke (side 279), der overlevede hvæl­ vingernes nedstyrtning i 1600-årene.

ledes f.eks. ikke på den herreløse kongelige lensmand på Kalundborg der straks i efteråret 1375 gav sit slot til dronning Margrete og kong Håkon. Men der er ingen tvivl om at kredsens leder var drosten hr. Henning Podebusk, sjælen i kong Valdemars politik i hans sidste år, Stralsundfredens danske hovedforhandler og nu leder især af Skånes forvaltning. Roskildebispen Niels Jakob­ sen Ulfeldt blev en anden ven. Med ham gennemførte Margre­ te, kort efter at hun havde sat foden på dansk jord, en åbenbart betydningsfuld aftale. Hun overlod biskoppen det kongelige slot Nebbe vest for Roskilde, mellem Kattinge Vig og Kattinge Sø. Her havde der i kong Valdemars sidste år siddet en konge­ lig lensmand, og det var nok ikke fordi biskoppen havde særlig

Margretes venner

287

Peder Jensen Lodehats segl som roskildebisp (fra 1395). Hovedmotivet er Den helli­ ge Lucius der var pave fra 252 til 255 og hvis hoved­ skal var Roskilde Domkir­ kes fornemste relikvie. På hver side af helgenens fødder ses stiftsvåbenet, to nøgler over et kors og slæg­ ten Lodehats våben. Feltet nederst viser biskoppen knælende. Kontraseglet kendes i to udformninger og har stiftsvåbenet i mid­ ten og biskoppens slægtsvå­ ben nederst.

brug for Nebbe, men han har utvivlsomt været interesseret i at der ikke sad nogen anden der på kongens vegne. Det særlig interessante ved aftalen er begrundelsen for overdragelsen af Nebbe til biskoppen. Han får slottet sammen med Ramsø og Sømme herreder og tre fjerdedele af indtægterne af Roskilde, nemlig de tre der var kongens, den sidste var allerede bi­ skoppens. Det hele får biskoppen i pant for alle de dispositio­ ner med kirkens ejendom på Sjælland som kong Valdemar havde foretaget, lån og andet, samt skader kirkens gods havde lidt i kongens krige med de tyske byer. Beskrivelsen af denne baggrund for pantsættelsen er holdt i vage og upræcise ven­ dinger, og der kan ikke være tvivl om at brevet skal forstås som den sikkerhed roskildekirken nu har krævet og fået, til gen­ gæld for sin støtte til Margretes og Olufs spirende kongemagt. Margrete havde jo så vidt vides aldrig deltaget aktivt i de mange og indviklede transaktioner kong Valdemar havde gen­ nemført med kirkens gods på Sjælland, men roskildekirkens velfungerende kancelli har naturligvis haft nøje rede på dem. Dronning Margrete indtrådte hermed på sin søns vegne i samme forhold til den sjællandske bispekirke som i sin tid Valdemar Atterdag. Men dronningen kunne også optræde som sin faders ar­ ving. Det gjorde hun i sin allerførste kendte disposition på Sjælland, et dokument udstedt på Kalundborg den 11. novem­ ber 1375, simpelt hen første bevis på hendes tilstedeværelse på Sjælland efter faderens død. På denne dag traf hun bestem­ melse om et gods ved navn Ubby i nærheden af Kalundborg som hun overlod til en på dette tidspunkt ganske ukendt 288

Margrete Valdemarsdatter

Den mecklenburgske adels­ slægt Moltke, der fører tre urhaner i sit våben, gjorde sig gældende i Danmark fra omkring 1300 til 1500-årenes begyndelse. Her et segl der tilhører Fikke Moltke, for­ mentlig den store lensmand på Valdemar Atterdags og Margretes tid, men navnet bæres af flere.

mand der var hendes klerk. Hans navn var Peder Jensen og han var, hedder det, foruden dronningens klerk, tillige kannik i Roskilde. Det kannikedømme havde han muligvis fået for ganske nylig. Peder Jensen var af en slægt der kaldes Lodehat efter et mandshoved med en særpræget hovedbeklædning som den førte i sit våben. Han blev Margretes trofaste ledsager og rådgiver hendes liv igennem. Han har været ganske jævn­ aldrende med hende, og hun var på dette tidspunkt 22 år gammel. I sin senere karriere blev han en kort tid biskop af Våxjb, siden biskop af Århus, for at ende som roskildebiskop efter Niels Jakobsen Ulfeldts død i 1395, hvor han så også fik titel af kongens kansler. Han overlevede dronningen med fire år og nåede at tjene hendes efterfølger Erik af Pommern i nogle vigtige regeringshandlinger, men hans skæbne er uløselig for­ bundet med Margretes. Og begyndelsen synes altså at være at han som hendes klerk og ikke mindst som hendes lyttepost i Roskilde domkapitel forlenedes med det kongelige arvegods Ubby ved Kalundborg. En anden af de åbenbart sikre støtter var lensmanden på Gurre, hr. Oluf Bjørnsen Bjørn, der sammen med Henning Podebusk ofte optrådte i de spidsfindige forhandlinger med hansestædernes repræsentanter. Margretes kunst i disse for­ handlinger, udøvet ved Henning Podebusk, Oluf Bjørnsen og andre, bestod i længst muligt at være forhindret i at komme til stede. Forhandlinger om, hvad stæderne havde at klage over i retning af overgreb mod deres handel eller tilsidesættelse af deres rettigheder, måtte dermed udsættes i det uendelige. Fikke, Evert og Johan Moltke tilhørte en mecklenburgsk adelsfamilie der fra 1300-årenes begyndelse havde været re­ præsenteret i Danmark hvor den havde vundet stor indflydel­ se. De havde alle store private ejendomme ved siden af deres kongelige forleninger fra Valdemar Atterdags tid. Da Margrete var kommet sig efter den første fattigdomsperiode, forsøgte hun at begrænse moltkernes magt, afløse dem fra nogle af deres forleninger ved at dække det tilgodehavende de havde hos kronen. Fremtidig brugte hun i højere grad lavættede folk i sin tjeneste, dvs. folk hun selv havde ladet komme til magt og position. Og hun erhvervede, ligesom faderen, jævnligt ad­ komster til gods der på det givne tidspunkt var omstridte eller tvivlsomme, men som hun havde til hensigt senere at gøre gældende på kronens vegne med håb om større held end de tidligere private parter havde haft. De fleste af de stormænd der havde haft magt i kong Valde­ mars dage, døde før 1400, og Margrete valgte nye i deres sted. Margretes venner

289

Til gengæld for store begunstigelser kunne hun regne med deres ubetingede loyalitet. De bedste eksempler er nok brød­ rene Anders og Folmer Jakobsen Lunge. Anders fik Kalmar Slot i forlening kort før det store unionsmøde skulle holdes her. Han havde tillige Helsingborg. Folmer blev kongens kam­ mermester, slotshøvedsmand på Gurre og åbenbart en nær fortrolig af Margrete i hendes storhedstid. Han var til stede ved hoffet da kong Oluf døde i 1387, for han kunne siden vidne at den unge konge var død i hans arme. Det blev der brug for at have vidnesbyrd om, fordi der dukkede en falsk kong Oluf op der gjorde krav på at være arving til rigerne.

Holsten og Sønderjylland Fra Margrete fik de skånske slotte tilbage, gik alting i hendes politik fremad. Hendes første skridt var at normalisere for­ holdet til de holstenske grever. „Det bragte dronningen i stand med stor klogskab", står der i Detmar-krøniken fra Lubeck. Så snart hun havde fået slottene i Skåne der havde „stået ude" til hansestæderne i 15 år, drog hun over til jyderne og holdt et møde med sine undersåtter greverne af Holsten. „Hun forligte sig fuldstændig med dem til en evig fred og hun og hendes søn forlenede dem med hertugdømmet Slesvig, for dem at be­ sidde, og for deres børn efter dem, således at de havde modta­ get det som et len af riget og skulle gøre kongen tjeneste og mandskab deraf, når han fordrede det". - Hvad Detmar me­ ner med at dette bragte hun i stand med stor klogskab, har han ikke udtrykkelig sagt, men det skal nok forstås på den måde, at nu hvor holstenerne var i færd med fuldstændig at bemægtige sig Sønderjylland, var det klogt at holde greverne fast på at hertugdømmet var et len af riget og den danske konge altså hertugernes lensherre. Forleningen foregik i august 1386 i Nyborg, i henhold til en holstensk historiker fra 1400-årene der plejer at kaldes „Hol­ stenerpræsten". Han kan fortælle at af grev Gerhards sønner var Claus nu alene tilbage, og med ham udsonede Margrete sig personligt, inden forleningen med lensfanens nedsænkning foretoges til brodersønnen grev Gerhard. Et aktstykke om forleningen er ikke bevaret, og det er muligt at dronningen allerede har haft til hensigt at løbe fra aftalen. Det er måske, hvad Detmar tænker på med „klogskaben", for blandt hanseaterne blev Margrete og hendes fader allermindst husket for deres ordholdenhed. Normaliseringen af de holstenske grevers besiddelse af Søn­ derjylland var nødvendig på grund af deres forhold til det 290

Margrete Valdemarsdatter

mecklenburgske fyrstehus. De havde støttet den mecklen­ burgske tronkandidatur efter Valdemar Atterdags død, og det havde været nødvendigt for dronningen at acceptere at Olufs kongeværdighed havde modstandere, så længe hun ikke hav­ de større magt at sætte bag ham. Men nu, efter Skånes frigivel­ se, hvor Olufs kongemagt skulle gøres gældende i praksis, måtte de fyrster der rådede for Sønderjylland bringes ind under loyaliteten til kong Oluf. Måske består klogskaben i selve det at Oluf i fuld offentlighed kaldte greverne „sine" undersåtter. Når de nu tog Sønderjylland i forlening af kong Oluf, kunne de ikke samtidig virke for at en anden blev konge i Danmark. Udsoningen med holstenerne er et led i sikringen af Olufs kongemagt.

Magten i Sverige, Norge og Danmark I Vadstena Klosters kirke foregik der den 25. august 1386 en højtidelig begravelse. „Dagen efter den hellige apostel Bartholomæus' dag, det vil sige på kongen og bekenderen Ludvigs dag begravedes midt i Vadstena kirke Bo, Sveriges drost, som med sine stadige gaver elskede dette sted meget", står der i Vadstena Klosters optegnelsesbog (Vadstena-diariet). Den gravlagte var Sveriges mægtigste mand drosten Bo Jonsson (Grip). Han efterlod sig et vældigt godskompleks som bestod både af privatejendom og forleninger. Det overgik imidlertid ikke til kongen, men til en kreds af stormænd der skulle være hans testaments-eksekutorer. De sad da med selve magten over Sverige, og de tøvede med at overdrage den til kong Albrecht. I stedet søgte de kontakt med dronningen af Norge for i hende, eller rettere hendes unge søn den dansk­ norske konge, at finde den fyrste som kunne modtage disse rigdomme og igen overdrage dem til svenske aristokrater. Det var i virkeligheden første skridt til en afsættelse af Albrecht af Mecklenburg som svensk konge, og Margrete må have slået til straks. Tilbuddet fra Sverige kom lige efter erhvervelsen af de skånske slotte og medens hun og Oluf var i færd med at gennemføre ordningen med de holstenske grever. Med stormændenes tilbud gjaldt det nu for Margrete om at indfinde sig med en væbnet styrke foran de slotte der holdtes til kong Albrechts hånd og kræve slottene af dem der havde dem i befaling. Så ville kong Oluf kunne overtage sine for­ fædres svenske kongemagt. Men netop da blev Oluf indhentet af døden. 16-17 år gammel døde han på Falsterbo Slot den 3. august 1387. Som den politiske situation var beskaffen, måtte Margrete

Magten i Sverige, Norge og Danmark

291

Mindesten over kong Oluf i Sorø Kirke, opsat ca. 1525. Indskriften lyder: „Her hviler dronning Margretes søn Oluf som hun avlede med kong Håkon af Nor­ ge." Det er sandsynligt at den erstatter et ældre grav­ minde fra Margretes tid.

292

handle hurtigt. Vel endnu medens Olufs balsamerede lig var udstillet for befolkningen på Falsterbo, inden det førtes til Sorø for at begraves der, sammenkaldte Margrete et stormands­ møde i forbindelse med landstinget i Lund og sikrede nu sit eget herredømme på en effektiv, men ganske usædvanlig må­ de. Den 10. august blev det kundgjort at Margrete nu af de nærværende repræsentanter for rigets almindelige befolkning var blevet valgt til formynderregent, „til fuldmægtig Frue og til Husbonde og til ganske rigens af Danmark formynder", og at hverken den ene eller den anden part ville gøre skridt til et endeligt valg af en ny konge uden i samråd med hverandre. Det var en fremgangsmåde der var uden nogen hjemmel i gældende regler eller hævdvunden praksis. Men ingen be­ stred dens retmæssighed og derved blev det. Mange år senere opstod der en falsk Oluf. Der meldtes fra Preussen at danske og norske købmænd havde genkendt kong Oluf i en syg, fattig mand de havde mødt. Han blev ført til Danzig og hyldedes af folket, fik skåret et segl og sendte breve til Danmark med krav om anerkendelse. På Margretes krav blev han udleveret af Den tyske Ordens højmester der ikke krævede nogen form for sikkerhed for hans person hvad der

Margrete Valdemarsdatter

Hertug Albrecht af Meck­ lenburg, søn af Valdemar Atterdags datter Ingeborg, anlagde straks ved morfa­ derens død 1375 titel af dansk konge. I sit segl fører han det danske kongevå­ ben, og Margrete måtte efter Olufs antagelse lovfor­ meligt anerkende at hr. Albrechts krav foreløbig ikke var fyldestgjort og Olufs kongeværdighed dermed formelt var af mid­ lertidig karakter.

var det samme som at udtale at han efter højmesterens op­ fattelse var en bedrager. Historien der fremførtes ligner også andre historier fra tiden om forsvundne fyrster, hans moder havde villet forgive ham, men det var lykkedes ham at lade sig forbytte med en anden og slippe fri. I Danmark blev der afgivet vidneudsagn om kong Olufs død i Folmer Jakobsen Lunges arme, og bedrageren tilstod sit bedrageri, afslørede sin rette identitet, blev dømt til døden og brændt på bålet i Falsterbo den 28. september 1402. Mødet i Lund 10. august 1387 gav Margrete en midlertidig og personlig stilling som formynderregent i Danmark, bærekraf­ tig så længe den blev respekteret. En lignende personlig an­ tagelse sikrede hun sig af Norge i februar 1388. Her var sagen for så vidt mere kompliceret end i Danmark, fordi der ikke kunne være tvivl om at de norske tronfølgelove i denne situa­ tion gav hjemmel for et mecklenburgsk krav. Det norske rigs­ råd valgte imidlertid Margrete til formynder, med ord der lignede dem der var anvendt i Danmark, „mægtig Frue og ret Husbonde", men tillige med henvisning til at hun, „Norges og Sveers dronning", var „ret arving og fyrstinde til Danmarks rige". Dette gav grundlag for at Margrete kunne sikre sig et afkald på tronen fra en ældre sidelinie af det norske kongehus, og herefter kunne der ikke være tvivl om at arvegangen måtte udgå fra hende selv. Hun forelægger da det spørgsmål for det norske råd, hvorvidt hertug Albrecht af Mecklenburg, søn af hendes søster og hertug Henrik af Mecklenburg, dvs. egentlig hendes egen nærmeste arving, skulle anses for arving til Nor­ ge. Og hun får til svar - hvad der naturligvis har været forbe­ redt - at det skal han ikke, eftersom hertug Albrecht og hans slægt altid har været erklærede fjender af Norge og dets kon­ ger. I stedet anfører rådet at den nærmeste arving i stedet er hertug Bugislav af Pommern, søn af en datter af Ingeborg Valdemarsdatter der var blevet gift med hertug Vartislav af Pommern, en vel seksårig dreng der ganske rigtig var dron­ ning Margretes næstnærmeste arving, som sagerne stod. Efter ordningen i Norge følger i maj 1388 en aftale i Sverige hvor svenske stormænd antager hende til „fuldmægtig Frue og ret Husbonde" og lover hende hjælp til at erobre de af kronens slotte og fæstninger der ikke allerede er i hendes besiddelse. Hermed mangler der ikke Margrete andet end at gennemføre de sidste erobringer fra kong Albrecht af Sverige. Det skete, med undtagelse af Stockholm, ved et stort slag ved Åsle i nærheden af Falkbping den 24. februar 1389, med en endelig sejr over kong Albrecht der selv faldt i dronningens fangenskab. Bo Jonssons vældige magtområde og mere til var Magten i Sverige, Norge og Danmark

293

endt hos Margrete og stormændene havde lovet hende at de forfatningsmæssige reservationer de havde gjort gældende over for kong Albrechts magtstilling ikke skulle finde anven­ delse på hende og Oluf. Men i Vadstena Kloster omtales slaget ved Åsle i bitre vendinger: „På apostelen Mathias' dag før middag kom det til et stort slag i Våstergotland mellem kong Albrecht og Sveriges riges herrer, som dengang havde forbundet sig med danskerne, ved hvis hjælp de blev sejrherrer, idet dog den guddommelige nåde på mirakuløs måde beskyttede dem. I dette slag blev kongen selv taget til fange og med ham hertug Erik hans søn og to andre hertuger som han havde ført til sig fra Tyskland, og af hans parti blev mange adelsmænd taget til fange, og der var også mange der blev dræbt." Oprindelig har dette historieværk helt villet fortie Margretes rolle i begivenheden, men senere, med en anden hånd, er der gjort en tilføjelse: „Dronning Margrete, kong Valdemar af Danmarks datter, begyndte at regere over tre kongeriger og nu, da tyskerne var fordrevet, fik danskerne landet i mange år, og da blev tyskerne velsignet af landets indbyggere."

Tronfølgeren Erik af Pommern Bugislav af Pommern blev modtaget i Norge 1389 og fik navnet Erik. Det var en navngivning der sigtede på Sverige, den svenske nationalhelgen Sankt Erik og ikke mindre den navn­ kundige hertug Erik, Margretes svigerfaders fader, „Erikskronikans" helt. Det var på hans borg Varberg Margrete havde opholdt sig medens slaget ved Åsle blev udkæmpet. Og det var på hans slot Bohus hun straks efter slaget havde set kong Albrecht af Sverige i lænker. Margrete indgik aldrig nyt ægteskab efter kong Håkons død i 1380. Den hertug Albrecht af Mecklenburg hvis ret Margrete og det norske råd havde skudt til side, døde 1388, og herefter var Erik af Pommern og hans søster Catharina ubestridelig Margretes nærmeste arvinger. Hun tog dem til sig og opfostrede dem som sine egne børn. Det var ganske vist kun i Norge Erik af Pommern var konge, men det var han straks fra 1389. I Danmark og Sverige gik aftalerne med stormændene ud på at Margrete skulle være regent indtil videre, og at rigernes valgberettigede forsam­ linger inden et eventuelt kongevalg skulle rådføre sig med hende. 294

Margrete Valdemarsdatter

Albrecht af Mecklenburg var fortsat konge over Sverige, om end kun af navn. Slaget ved Åsle 1389 havde givet Margrete overmagten og sikret hende kongens person. Men hvor hun og hendes svenske tilhængere ikke kunne håndhæve deres magt, kunne der fortsat udøves herredømme i kong Albrechts navn, selv om der ikke lå andre realiteter heri end just mod­ standen mod Margretes regime. Således kom sagerne til at stå i seks-syv år, og der har været dem der håbede på at den uafklarede situation kunne fortsætte. Skønt hansestæderne aldrig gav mecklenburgerne deres fulde støtte, men reelt mod­ arbejdede dem ved at indtage en passiv holdning, så var det ikke at vente at stæderne skulle godkende Margrete som ene­ hersker i Norden uden betydelige indrømmelser i deres han­ delsrettigheder. Og de tyske Maria-riddere i Preussen, Den tyske Orden, der var ved at blive en betydelig magtfaktor i den indre Østersø, ville formodentlig også foretrække en svag mecklenburgsk kongemagt i Sverige for en styrket dansk.

Kaperkrig i Østersøen Sejren over Albrecht af Mecklenburg i slaget ved Åsle må have været en af de største begivenheder i dronning Margretes liv. Siden hen dvælede hun ved mindet om hvad Vorherre havde ladet ske med „disse tre riger" på Den hellige apostel Mathias' dag. Den tilfangetagne kong Albrecht løslod hun foreløbig ikke, og hans mecklenburgske slotshøvedsmænd i Sverige opgav deres slotte til Margrete kort efter slaget. Nu stod alene Stockholm til mecklenburgerne. Og Margrete og de svenske råder belejrede denne stærke fæstning der havde en driftig handelsby liggende omkring sig, et af centrerne i Norden for de hanseatiske købmænds interesser. Rostock og Wismar som var de mecklenburgske hovedbyer i hanseforbundet påtog sig at udruste flåder til proviantering af det belejrede Stockholm. De to mecklenburgske stæder har været under stærkt pres fra hertugmagtens side, og de fik ingen støtte i forehavendet fra deres hanseatiske søsterbyer. Flåderne udrustedes og bemandedes med forhåndenværende midler. Der var ingen hanseatisk pundtold til at dække om­ kostningerne, så provianteringen af Stockholm hvilede på en art kaperi, andre magters skibe blev plyndret hvis det var muligt. Flåderne førtes af mecklenburgske adelsmænd og ski­ bene bemandedes med de folk der kunne skaffes. De blev sammensluttet i et broderskab og kaldtes „fetaljebrødrene", af fetalje, viktualier, dvs. proviant. Margrete havde ladet spørgsmålet om hanseaternes privile-

Kaperkrig i Østersøen

295

Den store cistercienserkirke i Doberan nær Rostock hvor dronning Margrete Sambiria af Danmark er begravet (se side 167), er et af Østersø­ områdets fineste gotiske bygningsværker. Den påbe­ gyndtes 1294, men stod først færdig og kunne ind­ vies i 1368. Her begravedes også den svenske kong Albrecht af Mecklenburg og hans dronning Richardis som var af Schwerin. Hun døde 1377, altså endnu medens han var konge af Sverige. Han levede Hl 1412.

gier henstå så længe tronfølgen efter Olufs død ikke var fuld­ stændig afklaret. Hun har sandsynligvis ladet Lubeck forstå at man kunne være tjent med at vente, og foreløbig klare sig med de privilegier der var udstedt af Oluf. Dem havde Margrete ikke erklæret døde og magtesløse, som hun i sin tid havde gjort det efter kong Håkons død, og hanseaterne havde i øvrigt også privilegier af Albrecht af Mecklenburg. Vente kunne de altså. Fetaljebrødrenes togter udartede imidlertid til rent sørøveri, hanseflåder der anså sig for helt uskyldige i det nordiske 296

Margrete Valdemarsdatter

Den svenske konge Al­ brecht af Mecklenburg og hans dronnings gravmæle i klosterkirken i Doberan.

politiske mellemværende blev plyndrede, og Margrete ud­ rustede selv kaperskibe til at imødegå mecklenburgernes akti­ vitet. Fetaljebrødrene satte sig fast på Gotland, og ikke alt hvad de erobrede eller kaprede tjente klart hensynet til Stockholms proviantering. Margretes egen kapervirksomhed var i øvrigt delvis en tilbagevenden til en virksomhed hun før havde ladet sine fogeder foretage, og som hendes fader havde ladet dem gøre før hende, nemlig at opbringe forskellige hanseatiske skibe under et eller andet påskud, hvilket i hanseatiske diplo­ matiske skrivelser altid udtrykkelig betegnes som sørøveri. Dronningens officielle holdning var altid afstandtagen fra sine adelsmænds plyndringer og løfte om at virke for at de blev bragt til ophør. Medens hansestæderne ofte havde hende, som i sin tid hendes fader, mistænkt for i al hemmelighed at være med til at dele byttet bagefter. Nu forelå der i krigstil­ standen en undskyldning der kunne holde i nogen tid, og som blev suppleret med udsigten til, at privilegierne blev fornyet på fordelagtig måde når der blev fred. Her har Margrete draget stor fordel af at hun med forleningen af Sønderjylland til de holstenske grever 1386 havde bragt dem på sin side, således at Mecklenburg var isoleret. Hverken holstenerne eller de almin­ delige hansestæder rørte en finger for Mecklenburg. Men i det uendelige kunne denne situation naturligvis ikke

Kaperkrig i Østersøen

297

trækkes ud, og forliget i 1395 på Lindholm Slot i Skåne hvor Albrecht på dette tidspunkt sad fangen, er udtryk herfor. Både hansestædeme og Den tyske Orden var repræsenteret, og her blev Stockholm overladt til hanseaterne som et pant på løse­ summen for Albrecht af Mecklenburg, og som stædernes ga­ ranti for at der ville komme gunstige privilegiefornyelser ud af det, når der engang kom fred. Den tyske Orden blev også inddraget. Den udøvede herremagten over de preussiske stæ­ der og de var for deres vesteuropæiske handel overordentlig interesserede i at kaperkrigen kom til en afslutning og at der blev afklaring på Stockholms tilhørsforhold. I øvrigt var de preussiske stæder på dette tidspunkt blevet de vendiske stæders stærke modpol i hanseforbundets politik. Deres direkte handel på Vesteuropa svækkede Lubecks handelsmæssige fø­ rerstilling. Medens kaperkrigerne sloges på Østersøen, og me­ dens der blev truffet bestemmelser om at hansestædeme igen for årene 1398, 1399 og 1400 skulle opkræve en pundtold til bekostning af det fælles forsvar, gravede liibeckerne mellem Trave og Elben den såkaldte Stecknitz-kanal der munder ud i Elben et godt stykke før Hamburg. Den skulle trække trafik fra Østersøen mod Vesteuropa til Lubeck ved at lette transporten mellem Lubeck og Hamburg hvor varerne hidtil havde skullet læsses på vogne for at komme frem. Kaperkrigen endte med at Stockholm blev overgivet til Mar­ grete i 1398 og at Gotland, hvor fetaljebrødrene havde sat sig fast og mecklenburgsk herredømme dermed stadig gjaldt, blev givet i pant til Den tyske Orden. Margretes indløsningsret til denne vigtige besiddelse var dermed noget der højst kunne forhandles om, og det begyndte hun på samme efterår i Kø­ benhavn. Hensigten var at opnå „en evig fred" med Ordenen og at markere, over for hele omverdenen, hvor stærke de nordiske riger, nu forenet, var. Rimkrøniken fra 1400-årenes sidste halvdel formidler måske ikke Margretes egne ord, men rammer hendes tankegang præcist: „Den snor der lægges af strenge tre/ den brister fuld næppelige/. Det siger vismand foruden spe/ om hun lægges lempelige".

Margretes riger og folk De tre nordiske riger lignede ikke hinanden i middelalderen, så lidt som de gør det i dag. Det lave og frodige Danmark, med Skåne, Halland og Blekinge, byder helt andre levevilkår end bjerg- og skovlandene Norge og Sverige. Norge var væsentligt tyndere befolket end Danmark, og de klimatiske forhold medførte at kornet ofte ikke nåede at blive 298

Margrete Valdemarsdatter

modent og da måtte anvendes til foder for kvæg, medens brødkorn så måtte importeres. Til gengæld foregik der fra Norges vestkyst et vældigt torskefiskeri der lagde grunden for en storproduktion af tørfisk, den såkaldte stokfisk, tørret i havluften og dermed konserveret til at transporteres langt omkring. Hansestæderne etablerede sig fra midten af 1200årene i Bergen, der i 1300-årene blev et „kontor" som det hedder i stædernes sprogbrug. Ordet henviser oprindelig til den skranke hvor stædernes befuldmægtigede repræsentan­ ter på stedet kunne føre forhandlinger og afgøre stridigheder. Bergen blev et fast punkt i hanseaternes oversøiske organisa­ tion, af betydning som de andre tre kontorer, London, Briigge, og Novgorod. Hansestæderne, særlig Lubeck og Bremen, gjorde sig til hovedaftagere af den norske tørfisk og forsynede til gengæld Norge med brødkorn. Også Sverige var i almindelighed tyndere befolket end Dan­ mark, men her opnåede frem for alt Stockholm en bymæssig udvikling der ikke står tilbage for de store byer i Østersøom­ rådet. Det skete med baggrund i bjergværksdriften i Dalarne hvis eksport af jernmalm udskibedes over Stockholm. Be­ folkningen her fik i 1300-årene et markant tysk islæt. I Sverige fandtes tillige nogle gamle veletablerede bygder, dels i Upp-

Stralsunds segl fra 1329. Det har været anvendt i flere århundreder, kaldtes almin­ deligvis „koggen" og er et af mange middelalderlige hanseatiske bysegl der kan belyse koggernes udseende og konstruktion.

Margretes riger og folk

299

land, dels i Våster- og Ostergbtland, hvor der længe havde boet mange mennesker. Fra 1200-årenes slutning udviklede der sig et økonomisk samspil mellem det svenske Våstergotland og de danske og nordiske grænseområder i Halland og Bohuslen. Kvægavlen udvikledes vældigt, og fra havnene ud­ førtes store mængder animalske landbrugsprodukter til øster­ søbyerne. Nordens folk havde hver sit sprog og hver sin nedarvede retstilstand. Deres orientering mod udlandet var også helt forskellig. Norges forbindelse til Vest- og Sydeuropa passere­ de stadig væk gennem Det irske Hav. De ydre Hebrider, Orkney og Shetland, var stadig norske besiddelser, og det var kun godt hundrede år siden at De indre Hebrider var blevet afstået, mod en afgift, der ganske vist nu ikke længere blev betalt. Sverige havde, i konkurrence med Danmark, gamle betydelige interesser i den indre Østersø. Det skov- og sørige Finland blev ekspansionsområde for foretagsomme svenske stormænd, og naboskabet til Estland skabte økonomiske muligheder, både så længe Estland var dansk og, efter 1346, da Valdemar Atter­ dag havde solgt landet til Den tyske Orden. 1300-årenes landbrugskrise havde haft et helt forskelligt for­ løb i de tre riger. Et egentligt ødegårdsproblem gjorde sig kun gældende i Danmark, det sydlige Sverige og det sydlige Nor­ ge, hvor der ikke kunne skaffes folk til at besætte alle gårde, måske fordi de økonomiske muligheder uden for landbruget var særlig fordelagtige her. De nordligere dele af Den skandi­ naviske Halvø mærkede derimod krisen som en nedgang i befolkningstallet og i omfanget af det dyrkede areal. I alle tre riger gjorde udenlandske økonomiske interesser sig stærkt gældende under og efter krisen, som i sig selv gav anledning til at kapitalstærke kræfter forøgede deres besiddelser. Af korn­ landbrugets marginaljord opstod der store godsområder som med fordel kunne udnyttes til kvægavl. Medens der i 1300-årenes Danmark foregik en temmelig tydelig fortyskning af kultur og befolkning, ikke mindst på grund af hansestædernes mange repræsentanter i Danmark, men også ved den indvandring af tyske adelsmænd der fore­ gik via Sønderjylland og Holsten, blev tyskerne i Sverige og Norge ikke på samme måde integreret i befolkningen. I by- og handelslivet lykkedes det dem åbenbart at forblive med status som „gæster" dvs. midlertidigt tilstedeværende på grund af handelen og dermed ikke underlagt fulde økonomiske for­ pligtelser, ganske vist også berøvet fuld juridisk beskyttelse. Der var, på tærskelen til Kalmarunionens etablering, stærke kræfter i Norden der virkede for en sammenslutning med 300

Margrete Valdemarsdatter

Udgravninger på „Tyskebryggen" i Bergen i 1960'erne har afdækket gadeanlæg og huskonstruktioner af træ i en omfattende havnebe­ byggelse hvor husene alle vender gavlen mod vandet. Bergen blev, på grund af tørfisken, et af Ltibecks vigtigste handelsmål allere­ de fra 1200-årene, og her oprettedes i 1300-årenes anden halvdel et af hanseforbundets fire kontorer, dvs. en fast, fælles hansea­ tisk repræsentation over for de lokale myndigheder.

økonomisk perspektiv således at et samlet Norden kunne op­ veje de enorme tyske kapitalinteresser der nu længe havde budt sig til. Det var stormandsinteresser, ikke det jævne folks ønsker, der stod bag dette økonomiske sigte som Kalmarunionen uden tvivl også havde. Adelsmænd der på grund af godshandeler eller giftermål eller begge dele, havde erhvervet gods på begge sider af f.eks. den dansk-svenske rigsgrænse, ville være overordentlig interesserede i at rigerne var forenede, frem for alt således at de havde krig og fred tilfælles. Men også de store råvareeksporterende svenske godsherrer kunne vin­ des for unionstanken når den indebar at krigene blev færre. Norge indtog i denne henseende en særstilling blandt de nordiske riger. Her var den hanseatiske aktivitet stort set be­ grænset til byerne Bergen og Oslo og nåede ikke Norges gamle skattelande i Atlanterhavet. Færøerne, Island og Grønland blev normalt besejlet af nordmænd, i nogen udstrækning af købmænd fra De britiske Øer. Disse lande berørtes kun in­ direkte og svagt af den ekspanderende tyske økonomi der i 1300-årene gjorde sig så stærkt gældende i både Skandinavien og selve England.

Margretes riger og folk

301

Fra Bryggen i Bergen haves nu et rigt materiale til be­ lysning af middelalderligt by- og handelsliv som det må have formet sig i inter­ nationalt prægede miljøer. Her ses øverst pinde med ejermærker skrevet med runer. De har været be­ regnet til at fæstnes til varerne. Nederst forskellige former for tællepinde til brug ved handelen. Pinde med indristede eller ind­ skårne meddelelser har været dagliglivets form for skriftlig kommunikation. Ordet budstikke på dansk viser at det også har været tilfældet i Danmark.

302

De gamle nordbobebyggelser i Sydgrønland var truet fra 1300-årenes midte. „ Vesterbygden" nord for Nuuk uddøde før 1400, medens „Østerbygden" længere sydpå ved Grønlands vestkyst klarede sig nogenlunde til ind i 1400-årene. Disse bygders materielle kultur havde, så længe den kunne op­ retholdes, været af en standard som kendetegnede langt syd­ ligere bebyggelser. Men nu indtrådte klimaforværring. Be­ folkningstallet faldt, og som der blev færre at handle med, kom der også færre tilførsler fra Norge. En anden faktor i nedgangs­ processen er den erosion der var en følge af græsgangenes overudnyttelse. Disse kolonier, der før havde blomstret, døde nu ud, plaget af sygdomme der i væsentligt omfang skyldtes underernæring. Også Nordkalotten, de nordligste dele af Norge, Sverige og Finland, indtager en speciel stilling blandt de nordiske folk. I disse tyndt befolkede, næsten øde egne gælder de sydlige civilisationers grænsedragninger kun i teorien, befolkningen har sin egen skæbne, forskellig fra de sydligere egnes som den ikke har meget tilfælles med. Det kan ikke hævdes at det frem for alt var økonomiske drivkræfter der bevirkede at de tre nordiske riger fra 1396-97 endte i Kalmarunionens kongefællesskab. Men det er klart at

Margrete Valdemarsdatter

unionen havde økonomiske perspektiver og økonomiske virk­ ninger. Afgørende var fællesskabet om krig og fred, i virkelig­ heden afskaffelsen af krige mellem de tre riger, som havde været dagens orden i det meste af de forløbne halvandet hun­ drede år. Kalmarunionen bliver til som et led i en fredsslut­ ning, under forhold hvor våbnene hviler, men let kunne brin­ ges til at tale igen. Her er de indre tilstande blandt rigernes befolkninger af største vigtighed. Det er ikke tilfældigt at Margretes forord­ ninger for Danmark og Sverige i forbindelse med kong Eriks antagelse til konge i 1396 udtrykkelig forbyder befæstning af private gårde og påbyder nedrivning af de privatborge hvor­ om og hvorfra der nu i årtier, i både Danmark og Sverige var ført krige som også havde interesseret udenlandske herrer. Den forbindelse mellem rigerne som kongefællesskabet skal udgøre er også egnet til at sikre at indre konflikter i de enkelte lande, som måske ikke kan undgås, antager udenrigspolitisk karakter, særlig hvad Sverige og Danmark angår. Det var disse riger der rummede de største indre modsætninger og hvis økonomi rummede tilskyndelser til splittelse. De svenske stormænd der havde indkaldt Margrete havde handlet ud fra rent magtpolitiske overvejelser. Men de gav hende bedre chancer end de havde givet Albrecht af Mecklen­ burg, ved at love hende at håndfæstninger svarende til dem de havde krævet af Albrecht skulle hendes kongemagt i Sverige være fritaget for.

Kalmar sommeren 1397 På den svenske kyst ved et af Østersøens vigtigste farvande, sundet mellem Øland og fastlandet, ligger Kalmar Slot der var en af det svenske riges stærkeste fæstninger. Her satte Margre­ te i juni 1397 stormændene fra de tre nordiske riger stævne for at træffe vigtige beslutninger, og her lod hun den 17. juni, på Hellig Trefoldigheds Søndag, den unge kong Erik krone til fælles konge over de tre nordiske riger. Konge af Norge havde han været siden 1389, og i Sverige og Danmark var han blevet valgt i 1396. Nu blev han ved en kroning rigernes fælles konge. Margretes politiske talent var blandt andet hendes evne til at lade tiden arbejde for sig. Der var, i kraft af Lindholmtraktaten 1395, tre år at arbejde i. Så længe skulle Stockholm stå i pant til hansestædeme og kong Albrecht have mulighed for at betale en løsesum. Så længe gjaldt den politiske formalitet at Al­ brecht endnu på en måde var konge af Sverige, selv om hans stilling ikke kunne bruges til andet end at udtrykke en be­

Kalmar sommeren 1397

303

grænsning i Margretes, rådernes og den unge kong Eriks magt. Det var allerede et fremskridt at Erik 1396 blev gjort til svensk konge, begyndelsen til at fratage kong Albrecht - eller hvem der ville bruge ham - det lidet han havde at forhandle med. Da kroningen i Kalmar var gennemført, var Lindholmtraktaten fuldkommen udhulet, hvad enten Albrecht betalte løsesummen eller ikke, hvad enten hanseaterne beholdt eller opgav Stockholm, var sagen i alt væsentligt afgjort. Det er helt forståeligt at kong Albrecht protesterer mod valget og kro­ ningen, og han har ganske ret i at fremgangsmåden var helt utraditionel for ikke at sige ulovlig. Det nyttede blot intet at

sigeHvad der skulle lægges i begivenhederne i Kalmar i juni og juli 1397, hvilke fremtidsvisioner de repræsenterede, har også dengang været usikkert. Nordmændene var svagt repræsen­ teret på mødet. Kroningen foretoges af den danske og den svenske ærkebiskop i fællesskab. Den norske ærkebiskop var ikke til stede, og det er højst sandsynligt at der har eksisteret en norsk opinion som har ment, at hvad kongen var ud over at være arvekonge af Norge kom ikke dette rige ved. Mødets forløb kendes kun gennem to aktstykker der er blevet til under selve forhandlingerne. Det ene er et stort pergamentsbrev med hængende segl, den udformning der normalt brugtes til de mest forpligtende dokumenter, det an­ det er skrevet på papir og har påtrykte segl, en form der er mindre entydig og svarer dårligt til tekstens indhold fordi denne faktisk er affattet med formularer der kun bruges til pergamentsbreve med hængende segl. Det mest sandsynlige er at det er en koncept til et dokument der aldrig er blevet udstedt, et faldet forslag eller et udkast der er stillet i bero. Det fornemme pergamentsbrev gør vitterligt, ved 67 ud­ stedere, at kong Erik er blevet kronet i Kalmar trinitatis søndag 1397 „til én fælles kronet konge at være over alle tre riger". Det plejer at kaldes „kroningsdokumentet" og er udstedt næsten en måned efter at kroningen har fundet sted. Papirbrevet har eftertiden kaldt „unionsbrevet". Det har 17 udstedere, men kun ti segl, og de er så dårligt bevaret at det end ikke med sikkerhed kan afgøres om det drejer sig om ti af de sytten, og i så fald om hvilke ti. På bagsiden har en middel­ alderlig arkivar skrevet „Huru thet war thalet i Kalmarn" (dvs. dette er hvad der blev aftalt i Kalmar), og det har tjent til at identificere akten i arkivet hvor den blev opbevaret omhygge­ ligt. Arkivaren kunne have vundet eftertidens taknemmelig­ hed ved at fortælle hvorledes disse ord skulle forstås hvis han har vidst det. Men mere står der ikke. 304

Margrete Valdemarsdatter

Pergamentsbrevet er dokumentationen af at kroningen har fundet sted. Det er ført i pennen med mange snørkler og sving, men indholdet er kun dette. Hvorledes rigerne skal regeres i fællesskab står der ikke andet om end hvad der ligger i dette at kong Erik nu er én fælles kronet konge over dem alle. Unions­ brevet der er udstedt næsten samtidig med kroningsdoku­ mentet er derimod en unionsforfatning, med udgangspunkt i kroningen, dvs. bestemmelser om hvad dette præcis skulle medføre i rigernes fremtidige regering. Først og fremmest, hedder det, skal rigerne fortsat efter kong Eriks død have samme konge. Men da der ikke står noget om hvorledes rigerne skal bære sig ad med det, må det for­ modes at hvert af dem skal følge sin egen sædvane på tron­ følgens område, og at aktstykket blot er en politisk aftale om at disse forskellige fremgangsmåder hvad personen angår skal føre til samme resultat. Dette var hvad der var sket ved Erik af Pommerns egen tronbestigelse. Den fælles kronede konge var jo nemlig forinden tiltrådt som konge over hvert af de tre riger for sig. Det nye der ligger i kroningen er alene dette „fælles". Af unionsbrevets øvrige indhold er navnlig to bestemmelser vigtige. Den ene er at det ene riges ret ikke skal „drages ind" i det andet, men at hvert af rigerne skal blive ved sin gamle ret. Den anden går ud på at rigernes indbyggere skal have deres „frie bjærgning", dvs. handelsvirksomhed og anden økono­ misk aktivitet, i alle tre riger hen over landegrænserne. Den linedans dokumentet opfører går altså ud på at rigerne nu og i fremtiden skal have samme konge, men uden at riger­ nes indre opbygning eller grundlag skal ændres. De skal for­ bindes med hinanden, ikke forenes. Og årsagen til at dette skal ske ligger lige for, i den øjeblikkelige politiske og militære situation. En af de klareste konsekvenser af denne fælles kro­ ning, er at rigerne i tilfælde af angreb udefra skal være som ét. Angreb på ét rige skal uden videre anses for at være angreb på dem alle. De kongelige magtbeføjelser med hensyn til rigernes krigsmagt der trådte i kraft umiddelbart ved et foreliggende angreb er nu brugbare i alle tre riger. Den fjende hvis silhuet tegner sig i horisonten ligner ganske tydeligt Albrecht af Meck­ lenburg. Mecklenburgeren var også, når det drejede sig om tron­ følgen i de tre nordiske riger, en person der kunne være farlig. Erik af Pommerns norske kongemagt hvilede alene på at det norske rigsråd med sin erklæring havde diskvalificeret meck­ lenburgeren på grund af dennes gamle fjendskab mod Norge, og ladet tronfølgen udgå fra Margretes person. Det var hendes nærmeste arving Erik var. Hvis der kunne ses bort fra det Kalmar sommeren 1397

305

gamle fjendskab - og det var måske blot et politisk argument var kong Albrecht af Sverige en nærmere arving til den norske trone end Erik. Unionsbrevet er en kladde. De ti påtrykte segl ved foden af papiret betyder at de ti har godkendt ordlyden af det perga­ mentsbrev med hængende segl som de 17 har skullet udstede. Der har yderligere efter unionsbrevets ordlyd skullet udstedes seks pergamentsbreve af samme indhold og gives et til kongen og et til rådet i hvert af de tre riger. Det er bare aldrig blevet til noget. Men tanken med det er klar. Rigerne skulle være adskil­ te, skønt forbundne. Den godkendte koncept blev henlagt i unionskongens ar­ kiv, og herved er den blevet bevaret til vore dage, med sin tvetydige bagsidepåtegning „Huru thet war thalet i Kalmarn", hvad der var blevet aftalt i Kalmar. Der kan rekonstrueres både en kongelig politik og en rigs­ rådspolitik der svarer til at unionsbrevet blev henlagt og sagen standset. Margrete kan have konstateret at kroningen i sig selv var sejr nok, og at det var bedre at stå frit uden at have lovet råderne alt for megen hensyntagen til deres interesser. Den stærke kongemagt og den effektive regering var altid ledestjer-

306

Margrete Valdemarsdatter

Unionsdokumenterne fra Kalmarmødet 1397. Kro­ ningsdokumentet (til ven­ stre) er et pergamentsbrev med 67 hængende segl. Unionsbrevet (til højre) en akt på papir der har, eller snarere har haft, ti påtrykte segl under teksten. Sporene af dem er nu så få og svage at det ikke kan afgøres med sikkerhed hvilke segl der har været tale om. Kro­ ningsdokumentet er en høj­ tidelig og i sin form endelig bekræftelse på at kroningen af Erik af Pommern trinitatis søndag har fundet sted og at Margretes foreløbige regering er kommet til op­ hør. Det er udstedt den 13. juli, knap en måned efter kroningen der var foregået den 17. juni. Unionsbrevet, men ikke kroningsdoku­ mentet, er dateret på Den hellige Margretes dag. Det kan være samme dato som kroningsdokumentets, men det kan også være en uge senere, dvs. den 20. juli. Vigtigere er det måske at valget af helgen kan udgøre en hentydning til den af­ gående „fuldmægtige Frue og Husbonde". Unions­ brevets papir er stærkt og godt. Det er skrevet af en øvet kancellihånd. Der er ikke tale om en løst hen­ kastet notits. Tekstens ordlyd angår et perga­ mentsbrev, udstederne slutter med at erklære at de „hænger" deres segl „neden for" dette brev. Men brevet er på papir. Der kendes ingen pergamentsudfærdi­ gelse af denne tekst. 11425 tog Erik af Pommern en afskrift af brevet. Da lå det på Kalundborg i unions­ kongens arkiv.

7

ty,,, f.

’.v'y.iA. p..> ,■

■ *’ .fiterii-/. ■■ r »-..ulk rPttyyt-v fityte' -pvTa-'tyi.

fUfptv- -■ rt-y

Jii-.hx prfjvrt .v irtgrj f'-.'-tf. ae '

■< ■ •».- Hio i .ity

ttrrøv (

' røv.

........... ty-. (U-yvivv

-

ifCi'tfé ’ t&rs ■

r-

ty tty e

-rfica

tyf tylt-ty-tyty',

\ltyu .fe ,Å / >;/L- ae

Sfå

&ar~ (ku' &

I™

U-Tth (ty (Jkkj

"'*■ hu‘ tyfttye il-rafityty tyl- ri* u-». eiril ..,3 r .V ,-tyf

tv.'