Er de intellektuelle en demokratisk klasse? [Ny og ændret udgave, 1. oplag ed.] 9788799061693, 9788799601004, 8799061694

Citation preview

Steen Abildgaard Steensen www.steen-steensen.dk

mail: st @ steen-steensen.dk Telefon: 9867 6526 / 5125 9572 Er de intellektuelle en demokratisk klasse? Fremstillingen er en ny og ændret udgave af "De intellektuelle og demokratiet" fra 2010. Pjece 2012: ISBN 978-87-990616-9-3 eBog/pdf 2013: ISBN 978-87-996010-0-4 © Steen Steensen 2012 Omslag: Oxford Universitet

Steen Steensen

Er de intellektuelle en demokratisk klasse?

Abildgaard & Brødsgaard 2012

Indhold Den gyldne epoke ................................................................................. 3 Selvejersamfundets undergang ............................................................. 3 Problemstillingen.................................................................................. 5 Verdens første demokrati ..................................................................... 6 Et land kan ikke blive for lille .............................................................. 9 John Locke ......................................................................................... 10 Det amerikanske demokrati................................................................ 11 Folkestyret i Schweiz ......................................................................... 14 Metoder til politisk demokrati ............................................................ 16 En ny orden ........................................................................................ 18 De intellektuelles definition af demokrati .......................................... 20 Demokratiets materielle fundament.................................................... 21 Et aristokratisk regimente................................................................... 23 Parlamenternes forfald........................................................................ 27 Uegnet til at regere ............................................................................. 28

Den gyldne epoke I de sidste halvanden hundrede år har selvejersamfundet domineret udviklingen i Danmark. Det drejer sig i runde tal om perioden fra 1849 til 1968. Store fremskridt skete i den periode. Selvejet og frimarkedet øgede produktiviteten. Landbruget blomstrede. Det gjorde industri og handel også. Næringsfriheden skabte velstand. Tidligere tiders fattigdom får en ende. Snart bugner butikkerne af varer. Man kan ikke længere tale om et mangelsamfund. De nævnte fremskridt og flere til udlignede fortidens iøjnefaldende ulighed mellem mennesker. Nogen kalder perioden for kapitalisme. Det udtryk kan også bruges, men betegnelsen selvejersamfundet er mere sigende. En selvstændighedskultur bliver fremmet. Eneren beundres. Det er en dyd at klare sig selv. At producere gode varer, at få tingene til at lykkes er livsbekræftende. Selvejere forsvarer naturligvis det personlige ejerskab. Arbejdets frihed tillægges stor vægt. Således er private næringsdrivende i egeninteressen svorne modstandere af politisk aktivisme. Et selveje forudsætter en politikfri zone, hvor ejerens personlige dømmekraft og ansvar får plads til at udfolde sig. Politik anses ikke for at være løsningen på et problem, tværtimod, man kan ikke løse økonomiske problemer med politiske midler. Det er indstillingen. Politiske indgreb skaber problemer. Politik spænder ben for selvejerens kreativitet og arbejdsglæde. Individet tilhører sig selv. Det er ikke lænket til staten. Demokratiets indførelse i 1849 er en logisk konsekvens af selvstændighedskulturens fremvækst. Selvejersamfundets undergang Men tiderne skifter. Et vendepunkt er indtruffet i historien. Selvejernes æra er slut. Kapitalismens tidsalder eksisterer ikke længere. Næringsfrihedens dage er omme. Ejerskab er ikke forbundet med selvbestemmelse i virksomheden. Denne generation har været vidne til et af historiens sjældne magtskifter. Producenternes toneangivende position er bragt til en afslutning. I dag bærer de intellektuelle sejrsfaklen. Gennem en systematisk og undergravende kamp bliver de næringsdrivende og produktionsarbejderne sat på plads. Den boglige klasses tidsalder er indledt. Universiteterne udgør vor tids magtbaser. 3

Herfra udruges den nye dominansklasse. Selvejersamfundet skabte en strålende epoke i de vestlige lande. Ikke mindst kan perioden for Danmark betegnes som en guldalder. På den baggrund må man spørge: Hvordan bar de intellektuelle sig ad med at nedkæmpe denne sociale succes? Forklaringen kommer her. Der skete voldsomme ændringer i den sociale struktur i tiden efter anden verdenskrig. De næringsdrivende mistede politisk indflydelse i dræbende udstrækning, hvilket pressede selvejerne i defensiven. Ejerskab er ikke længere forbundet med selvstændighed i bedriften. Ejendomsrettens ukrænkelighed må betegnes som ikke-eksisterende. Produktionsarbejderne synes tillige bragt til tavshed. Producenternes tidsalder er omme. Det andet træk i udviklingen efter anden verdenskrig angår de intellektuelles drabelige fremmarch. Takket være universiteternes dynamiske vækst. Eksplosionen i de højere uddannelser begynder for alvor i 1960‘erne. På Københavns Universitet var der i 1958 indskrevet 5.687 studerende. I 1968 lå tallet på 20.820. Nu i 2012 svirrer mængden af studenter omkring 38.000. Og flere højere læreanstalter er kommet til. Problemet er tillige, at de højere skolers studerende ikke stræber efter at få deres eget. Meget få af kandidaterne ønsker at blive gårdejere. Endnu færre eksamensbesiddere tragter efter en fiskerkutter, en slagterbutik, vognmandsforretning eller en fabrik. At blive selvstændig næringsdrivende virker for de teoretisk skolede langt fra tillokkende. Kandidaterne søger et embede. Selvstændighedskulturens svækkelse og den boglige verdens opdrift forrykkede den sociale struktur. Magten skifter ansigt. Bøgernes herrer bliver stærke nok til at udfordre kapitalismen. Studenteroprøret i 1968 demonstrerer netop de intellektuelles forøgede tilførsel af social magt. En klassekamp melder om sejre og nederlag. For nederlagets mænd og kvinder er omvæltningen smertefuld. Den opstigende klasse tøvede ikke med at anvende grove metoder. Ideologier skabes, der kan retfærdiggøre overfaldene. Dårlig samvittighed hæmmer undertrykkelsen og den efterfølgende udbytning. På den ideologiske bane er de intellektuelle suveræne. I nedkæmpelsen af selvejersamfundet udførte økologismen det beskidte arbejde. Øko-ideologien viste sig effektiv til opgaven. Det intellektuelle ledelseslag bulldozer det ene familiebrug efter det andet. 4

Ikke desto mindre bliver den økologiske krigsførelse oplevet af dens opfindere som en retfærdighedsgerning. Økologismen gennemspiller tre trin. Først etableres løgnen, dernæst undertrykkelsen og siden udbytningen. Selvejersystemet bliver i den grad sværtet til. Det er løgnens funktion i en klassekamp. Frygten dyrkes. Uden frygt var miljøbevægelsen ingen vegne kommet. Producenterne forurener samfundet! Bliver det ved på den måde, ender det med en katastrofe. Denne påstand gentog den opstigende klasse i en uendelighed. Løgnen når et gigantisk niveau. Den forureningshistoriske udvikling er forløbet i den stik modsatte retning. På intet tidspunkt i historien har de vestlige samfund været renere, grønnere og sundere. Forud for 1968 blev forureningen over en kam opfattet som et fortidig fænomen. Studenteroprøret i 1968 lukkede og slukkede for den virkelighed. Løgnen om det forurenede samfund banede vejen for undertrykkelsen. Miljølovene haglede ned over producenterne. Medierne slog og slog. Især Danmarks Radio, statens højttaler og tv-skærm. Et miljøministerium stables med det samme på benene. Snart efter opstiller en række ministerier et sæt af skudklare batterier med kanonmundingerne rettet mod landets varefremstillere. Det føg med restriktioner, forbud og straffe. Lad det være gentaget, økologismen har mere end nogen anden ideologi befæstet de intellektuelles herredømme over skaberne af samfundets materielle goder. Andre ideologier hjalp til, men det var økologismen, der gav selvejersamfundet dødsstødet. Nu lå feltet åbent for udbytningen. Hvordan dette smertelige magtskifte fandt sted, redegøres der for i bogen, De intellektuelles magtovertagelse - og regimente. Problemstillingen En ny klasse ved roret medfører store forandringer. Efter sejren stiler vinderklassen efter varige udviklingsmuligheder. Et godt forsvar mod tænkelige oprør forude står samtidig på programmet. De nye herrer får netop mulighed for at forme det fremtidige samfund. Selviskheden er ledetråden. Er de intellektuelle en demokratisk klasse? Det er nutidens mest centrale politiske spørgsmål. Forekommer demokratiet foreneligt med et bogligt herredømme? Eller forholder det sig sådan, at demo5

kratiet udelukkende lader sig realisere i et selvejersamfund? Spørgsmålet om de intellektuelle og demokratiet er af en sådan vigtighed, at det må underkastes grundige overvejelser. Men hvad er demokrati? Den problemstilling må først afklares. Hvad kan historien melde om demokratiets oprindelse og ide? Hvordan har den demokratiske tilstand videre formet sig gennem tiderne? Verdens første demokrati Europa er stedet, hvor det hele begynder. Verdens første demokrati blev sat i scene i bystaten Athen i året 507 før vor tidsregnings begyndelse. Forud havde der i athenernes samfund både eksisteret et kongedømme og et aristokratisk regimente. Disse to styreformer tvinges til at vige for folkemagten. Stormændene mister grebet om udviklingen. Selvejet vinder terræn i landbruget, ligesom sværme af selvstændige håndværkere, købmænd, søfolk og butiksejere kommer til. Det private erhvervsliv trives i tiden omkring 500 f. Kr. Disse frie næringsdrivende kræver del i styret. Lad det være nævnt, at Grækenland i oldtiden består af en lang række mindre bystater, som domineres af forskellige styreformer. Bystaten Athen er på størrelse med Fyn. Demokrati kommer af de græske ord demos og kratos. Demos betyder folk og kratos betyder styre. Demokrati er altså folkets styre. De manges magt. Samtlige voksne mænd med athensk statsborgerskab kan og bør deltage i statens ledelse. Friheden udgør et bærende element i folkestyret. Demokraterne i Athen understreger den politiske frihed. Men også den personlige uafhængighed betones. Det er retten til at leve i fred med sit eget. Statsledelsen skal ikke blande sig i borgernes levevis endsige foranstalte nogen overvågning. Statsformen bekymrer sig om individets retsbeskyttelse, så ingen lider uret. Også hjemmet og den private ejendomsret er urørlig. Kun på den måde bliver individualismen et gode. Bevægelsesfriheden og ytringsfriheden er en selvfølge. Ligheden fremhæves tillige. Lighed for loven, lige rettigheder og lige del i magten. En borger er i kraft af at være borger kvalificeret til at medvirke i styret. Social baggrund er uden betydning for deltagelse i politik. Det drejer sig hverken om afstamning, rigdom eller uddannelse. Fattigdom udgør ikke et diskvalificerende element. Men er 6

flertallets dømmekraft noget værd? Ja, flere menneskers vurdering er bedre end få menneskers skøn. Således bliver de manges afgørelse lig med summen af de enkelte individers klogskab. Hvordan fastholdes friheden, når den først er vundet? Dette spørgsmål er af kolossal vigtighed. Et er at vinde friheden, noget andet at bevare den. Det sidste synes nok så vanskeligt. Borgerne i bystaten Athen holdt nævnte problemstilling for øje gennem hele den demokratiske periode, altså fra de indførte reformer i 507 f. Kr. til makedonernes erobring af Athen i 322 f. Kr. Før 507 var der tilløb til demokrati og efter 322 genopstod demokratiet i flere omgange. Regnes disse perioder med, er der noget nær tale om et folkestyre i 300 år. Det er en fantastisk tanke, når man betænker, at store lande udenom ledes af despoter. Hvordan beskyttede athenerne friheden i en så lang periode? Forklaringen kommer her. Demokratiet vil altid stå over for fire trusler inden for politik, magtkoncentration, eliterekruttering, professionalisme og korruption. Disse farer forsøgte athenerne at modvirke med et tilsvarende antal forsvarsværker. Folkeforsamlingen tæller som det afgørende bolværk mod autoritære tilstande. Det græske demokrati er et radikalt deltagerdemokrati. Samtlige mænd med borgerskab bør hele tiden tage aktiv del i den politiske proces. Altså er der tale om et direkte demokrati. Lovforslag stilles på folkeforsamlingen. Der kan også være stemning for fremme af visse initiativer. Emner om krig og fred debatteres tilmed i åbenhed. Flertallet under afstemningen godkender eller forkaster det foreslåede. På den måde forsøger demokraterne at undgå en koncentration af magten. Demokratiet opfattes nemlig som et modtræk mod aristokratiet og monarkiet. Aristokraterne holdes ikke ude af politik. De holdes i snor, idet jævne mennesker udgør de mange. Flertalsafgørelser på folkeforsamlingen er folkets demokratiske trumf. Tilhængerne af aristokratiet, det vil sige fåmandsstyret, og monarkiet, énmandsstyret, kommer sjældent til at dominere lovgivningen under det folkelige flertals direkte virke. Et repræsentativ demokrati ville tilhængere af folkestyret betragte som en foræring til overklassen. Inden længe vil aristokraterne ved hjælp af bedrag og veltalenhed overtage repræsentationen og straks begynde at forme samfundet på en for dem selv fordelagtig måde. 7

Man skal ikke sætte ræve til at vogte gæs. Den lærdom var det menige folk ekstremt opmærksomme på. Étårsreglen udgjorde den anden gardering mod udemokratiske kræfter. I bystaten Athen fandtes der ikke en professionel embedsstand. Et år i et embede synes alt nok. Færdig arbejde. Denne bestemmelse indebar et effektivt modtræk mod professionalisme i politik og statsledelse og et stærkt værn mod korruption. Étårsreglen betød en hurtig udskiftning af personer på høje poster. For meget rutine ophober for meget magt. Og magt i større portioner fører til misbrug og moralsk fordærv. Demokrati er netop folkets direkte medvirken. Politik er ikke en legeplads for eksperter. Borgerne synes at skelne mellem er og bør. Man kan godt være ekspert i, hvordan samfundet er indrettet, men ikke i, hvorledes samfundet bør indrettes. Dog kan bystatens hærførere og bystatens regnskabsførere genvælges efter et år i bestillingen, men det var langt fra en nem sag. Folkeforsamlingen forekom ikke let at bide skeer med. Kun en hædersmand som strategen Perikles syntes nogenlunde sikker på genvalg. Brugen af lodtrækning i politik og embedsførelse udgjorde endnu et virkningsfuldt våben mod udemokratiske anslag. Lodtrækning hindrer en varig eliterekruttering til statens stillinger. Alle borgere får med den metode lige adgang til embeder i politik. Lighedstanken er inde i billedet. Lodtrækning blokerer samtidig for rænkespil og partidannelser. Også demagogerne får en over snuden. Loddet slår med et slag folkeforførernes bedrageriske veltalenhed i stykker. Lodkastning holder elitære tendenser i ave. Således modvirker loddet også professionalisme i politik. Verdens første folkestyre foretrækker amatørpolitikeren. Borgerne i Athen fandt ikke levebrødspolitikeren forenelig med demokrati. Grækerne betragtede politikeren på fuldtid som en demokratisk misforståelse. Professionelle politikmagere forvandler folkets styre til styring af folket. Gang på gang bliver man slået af den menige borgers indsigt i politikkens væsen. I vore dage rider den toptrimmede politiske organisator på fuldtid, heltid, ja livstid samfundet som en mare. Den professionelle politiker må af karrieremæssige grunde nødvendigvis gå den dominerende klasses ærinde; ellers falder hammeren. Folkelighed bliver ikke tolereret. Den slags kalder de velskolede for populisme, og det er ikke et positivt ord. Overklassen vil derimod have svært ved 8

at sætte tommelskruer på en amatørpolitiker, eftersom denne ikke kan kanøfles i et karriereløb. Vi kan lære meget af antikkens demokrati. I Danmark bliver demokratiet defineret og administreret af et boglig aristokrati. Demokraterne i Athen ville ryste på hovedet over en sådan forfatning. Jamen, demokratiet skal jo forstås som et modtræk mod aristokratiet og monarkiet! Kun problemet med én mand ved roret er løst. Videre måtte de spørge, hvilke våben ejer folket, som effektivt kan sættes ind mod den professionelle garde i politik og stat og nyhedsformidling? Producenterne har end ikke midler til at holde politikerne og embedsjægerne væk fra næringslivet. Ejendomsretten er undergravet, og selvejet sat under administration og overvågning. Hvad bliver aristokratiets næste træk? At det reducerer producenterne til en forsørgerklasse? Et land kan ikke blive for lille Folkestyret i bystaten Athen er fundamentet for enhver forståelse af demokratiets væsen. Fremadrettet har den græske frihedstanke da også sat dybe spor. I Renæssancen i Norditalien i 1300-tallet genoplives interessen for Athens demokrati. Samtidig er de materielle betingelser til stede for demokratiske tiltag. Byerne er store og driftige. Flere af dem gør sig stedse mere fri af enmands- og fåmandsstyret. Borgerne tager over og indfører i perioder demokratiske tilstande i politik. Især blomstrer den økonomiske frihed. Privat ejendomsret er udbredt til mange. Dristige selvejere griber initiativet. Der er travlhed i havnene. Skibe lægger til kaj med varer fra øst og vest. Snart stævner de ud med farverige glasvarer, de røde rubinglas er særlig efterspurgt, fine klædestykker, frugt og vin og meget andet. Der er gang i handel og pengeomsætning. Bankvæsnet udvikler sig betragteligt. Vitterligt, markedet og næringsfriheden fungerer i de norditalienske småstater. Kapitalismen gør sig ret så kraftigt gældende i Venedig, Firenze og Genova. Det minder alt sammen om den livlige havneaktivitet i Athen og Piræus i den græske bystats storhedstid. Demokrati og økonomisk frihed danner par. Der synes også at være en sammenhæng mellem demokrati og småstater. Det omfattende værk, Demokratiets Rødder, peger i den 9

retning. Et land kan ikke blive for lille. Jævnt hen er små nationalstater de frieste, de rigeste, de fredeligste og de mest humane. En nyttig lærdom at have for øje. John Locke Godt og vel et par århundrede år senere støder man på den engelske filosof John Locke ( 1632-1704 ). Mange historikere betragter ham med rette som den klassiske liberalismes grundlægger. Den personlige frihed ligger ham på sinde og dermed demokratiet. Af frihedsrettighederne er den private ejendomsret den vigtigste. Frihed i næringen forekommer afgørende. Da er selvejet velstandsskabende. Privat ejerskab og økonomiske frihed får mennesker til at arbejde. John Locke er fængslet af materielle fremskridt. Som nævnt gør han sig tanker om metoderne dertil. Nyttige opfindelser bør straks forvandles til velstand. Teknik, produktiv virksomhed og handel er goder, som gør samfundene rigere. Politiske forhold optager ham som sagt også. Regeringsmyndigheden må have en jordisk oprindelse. De er naturligt for Locke at slå den mening fast. Enevældens fyrster hævder, at de er indsat af Gud. At de sidder på tronen med et guddommeligt mandat. På den facon retfærdiggør kongen sin enevældige magt. Her slår John Locke kontra. Magten tilhører folket. Med den melding er demokratiet sat på dagsordenen. Set i det lys er Lockes tanker om folkets styre yderst radikal. Det bør ikke kun være mennesker med standsmæssige privilegier, der står for lovgivningen. Han er naturligvis kendt med adelsmændenes regimente. Magten skal efter Lockes mening bestyres af et flertal blandt landets borgere. Endvidere får den forestilling mæle: Staten skal ikke styre folket. Det er folket, der skal styre staten. Han er altså klar over, at et dominerende statsapparatet udgør en fare. Apparatet må beskæres og overvåges af folkelige institutioner. Men staten skal på ingen måde afskaffes. Navnlig har den to opgaver at udføre. Staten skal beskytte den private ejendomsret og opretholde retsordenen. For øvrigt kan hans ideer om styreformen minde en del om den orden, som praktiseres i nutidens Europa. Locke anbefaler et indirekte demokrati. Folket skal ikke direkte deltage i lovgivningen. Han taler til fordel for et repræsentativ styre. Folkets magt bygger på 10

magtens deling. Han er tilhænger af et system med flere partier, der konkurrerer indbyrdes. Det forekommer tillige afgørende, at den lovgivende og udøvende magt til enhver tid er adskilt. Splittelse i politik udgør en nødvendighed, splittelsen skal netop fungere som en gardering mod magtmisbrug. Sker det alligevel, har folket ret til at gøre modstand. John Locke vier civilsamfundet stor opmærksomhed. Den civile verden bør altid være stærkere end den politiske autoritet. Friheden til at være sin egen herre må ikke antastes. Locke udtrykker tillid til den private sfære. Producenter og handlende finder selv ud af tingene. I princippet bør enhver have ejendomsret til frugterne af sit eget arbejde. Det gælder også i landbruget. Bønderne skal ikke eje mere jord, end de selv kan dyrke. Hvad man selv avler, er ens private ejendom. Et overskud af afgrøder, der bare ligger og flyder på marken, bør ikke være lovlig. En sådan orden må vel nærmest indebære et system med lutter selvejende familiebrug. Unægtelig en temmelig udsigtsløs ide på den tid. Det vil under alle omstændigheder kræve en drastisk forandring af de europæiske samfund. Man kan godt sige, at han er kapitalismens ven. Selve udtrykket eksisterede dog ikke på hans tid. Det dukker først op i 1850‘erne. Ti år senere er ordet kapitalisme temmelig udbredt. Det er især Karl Marx og hans tilhængere, som bruger begrebet og det på en negativ måde. John Lockes tanker om frihed og demokrati fik en meget stor udbredelse. Frankrig lod sig påvirke, men især kom de til præge udviklingen i England og Nordamerika. Også den danske grundlov fra 1849 bærer præg af Lockes ideer. Det amerikanske demokrati Amerika er formet af indvandrere. Den engelske kolonisering af Nordamerika tog sin begyndelse i starten af 1600-tallet. I 1606 landede tre skibe med 144 udvandrere ombord ved Chesapeake Bay. Under barske betingelser anlagde de ankomne kolonien Jamestown. Hermed var et historisk skridt af stor rækkevidde taget. Robuste og handlekraftige folk fulgte efter. Det berømmelige skib, Mayflower med pilgrimsfædre ombord lagde i 1620 til ved Cap Cod i Massachusetts. Det var gudfrygtige og flittige folk, der heller ikke veg tilbage for et liv i nøjsomhed. 11

Bølger af emigranter fra England og andre europæiske lande, ja med tiden fra hele verden, slår sig ned på det åbne kontinent. Det går de fleste godt, da de får mulighed for at tænke selv. Amerika stiller den erfaring til skue, at foretagsomhedens ånd udfolder sig bedst på uberørt jord. Vildmarken var befriende blottet for mosgroede samlinger af love og forordninger. Grever, baroner og fyrster så man ikke noget til. Ej heller politikmagere, miljøkommissærer og bedrevidende intellektuelle spændte ben for individuelle initiativer. Friheden var givet på forhånd. Ingen tvangsformer i næringen. De store vidder blev taget under plov af spilvågne mænd og stærke kvinder, frejdige og selvhjulpne. Benjamin Franklin ( 1706-1790 ) advarede europæere af fornem slægt mod at slå sig ned i Amerika: “I Europa har det sin betydning, men det dur ikke på det amerikanske marked, hvor folk ikke spørger en fremmed om, hvad han er, men hvad han kan. Er han i besiddelse af en nyttig kunnen, da er han velkommen”. Men ubehersket fri er pionersamfundet ikke. Alle befinder sig under nødvendighedens lov. Naturen slipper med mellemrum utæmmelige kræfter løs. Sultne insekter og voldsomt vejrlig kan som ingenting ødelægge huse og høst. Det skikker nybyggerne til realisme og sammenhold. Generationer af nybyggere samler erfaring og bringer velstand til veje. Formelt var kolonierne underlagt engelsk styre. De selvrådige kolonister lod sig ikke alting byde. Den engelske indblanding skabte vrede, der endte med en revolte i 1775. Den 4. juli 1776 udstedte de amerikanske oprørere den navnkundige Uafhængighedserklæring. Som det vides, fejres den hvert år i Rebild Bakker. Pionersamfundet brød med afhængigheden af England. Kolonierne vendte ryggen til den engelske konge og parlament og erklærede sig frie. Det førte til krig. Af amerikanerne kaldet Frihedskrigen. Uafhængighedserklæringen er delvis formet som en kundgørelse af menneskerettigheder. Den indeholdt blandt andet nedenstående budskaber: Vi anser følgende sandheder for selvindlysende: at alle mennesker er skabt lige, at deres Skaber har udstyret dem med visse umistelige rettigheder, at blandt disse er retten til liv, frihed og stræben efter lykke.

12

Ligheden og friheden forkyndes i dokumentet som dyrebare klenodier. De to sammenstillede ord udgør det hængsel, hvorom alting drejer. Alle er født lige med lige rettigheder og med lige værdighed. Men det lige fordrer det frie. Hvert menneske har ret til at forme sin egen lykke, altså at være sin egen lykkes smed. Det betyder, at individet ikke er til for allehånde herremænds skyld. Den næste sætning i dokumentet udtrykker en revolutionær doktrin: At regeringer er blevet oprettet blandt mennesker for at sikre disse rettigheder, at de får deres retfærdige magt ved de regeredes samtykke. Hvis de regerende udviser varige tegn på autoritære hensigter, er det folkets ret, ja deres pligt at bortkaste et sådan styre. Oprørsretten formuleres som en frihedsret. Denne dynamit i erklæringen skabte rystelser i mange lande. I første omgang i Frankrig, Tyskland og Rusland. Uafhængighedserklæringen blev til i Philadelphia. En komite på fem mand formede det banebrydende skrift, men selve ordlyden skyldes den unge politiker Thomas Jefferson. Han blev i 1801 indsat som den tredje amerikanske præsident. Mens vi taler om Jefferson. Det var ham, der formulerede den udødelige forsikring: “Den regering er bedst, som regerer mindst”. Større visdom synes det ikke gørligt at putte ind i en enkelt sætning. Frihedskrigen sluttede i 1783. Stillingen var trods alt håbløs for englænderne. Derefter gik amerikanerne i gang med at skabe en grundlov. Forfatningsfædrene gik energisk til værks. Det gjaldt om at finde frem til en velegnet regeringsmodel. I to måneder studerede de antikkens historie. Også nyere europæiske regeringstyper bliver drøftet. Den 17. september 1787 kunne stamfædrene underskrive forfatningen i Philadelphia. Også i den er der indbygget splittelse, som kan modvirke magtmisbrug og korruption. Det vil føre for vidt at analysere elementerne i grundloven, der ikke er omskrevet på noget tidspunkt. Dog er visse tilføjelser kommet til, som definerer og afklarer grundlæggende rettigheder. Det skyldes, at forfatningen forudsatte en række ukrænkelige frihedsrettigheder som en selvfølge, men de blev ikke nedfældet i grundloven. Derfor de 13

efterfølgende tilføjelser, som efterhånden kom til at udgøre en rettighedserklæring. Den fremtrædende engelske premiereminister William Ewart Gladstone ( 1809-1898 ) karakteriserede De forenede Staters forfatning, som “det mest vidunderlige værk, der på noget tidspunkt er udsprunget af menneskets forstand og målbevidsthed”. Man må give ham ret. Den åndelige atmosfære i Amerikas pionertid var i usædvanlig grad præget af frihedstanker. Selvejersamfundene brillerede. Konkurrencen om forbrugernes gunst på det frie marked udrettede økonomiske mirakler. Snart var USA førende i verden i teknisk kunnen og i rigdom. Fribårne mænd og kvinder sendte de gamle europæiske nationer ned i anden division. Men i 1930‘erne begyndte øvrighedsånden at gøre sig gældende. I starten af årtiet oplevede USA en økonomisk depression. Forsøget på at overvinde krisen ad politisk vej forlængede nedturen. Den fik i hvert fald staten til at vokse. Universiteterne ekspanderede samtidig. De højere skoler begyndte som noget nyt at udruge embedsjægere i større mængder. Jævnt hen var de nye kuld af studenter kritiske over for de næringsdrivende. Kapitalisterne er skyld i depressionen! Staten bør gribe ind! Den opfattelse scorede points i boglige kredse. Også mediehusene gav sig at politisere. Pionerånden kommer under pres. Øvrighedsånden får mæle. Vi skal have mere kontrol med virksomhederne! Lovmaskinen snurrer. Dog er frihedsideerne fra pionertiden ikke helt forsvundet i dagens USA. I midtstaterne og længere vestpå ulmer modstanden mod regereriet. Dette emne kan du læse om i bogen, Historien om Amerika. Fra pionerånd til øvrighedsånd. Folkestyret i Schweiz Endnu et eksempel på demokratiets væsen og forudsætninger skal fremhæves. Schweiz nemlig. Det er ubetinget nutidens mest folkestyrede nationalstat. Styreformen omtales ikke meget i Danmark. Antagelig heller ikke i de øvrige europæiske landes medier. Folket skulle nødig få ideer og ønsker om et sandere demokrati. Det schweiziske styre er et deltagerdemokrati af den gode slags. Altså med stærke elementer af folkets direkte deltagelse i lovgivnin14

gen. Helt tilbage i middelalderen fandtes der demokratiske institutioner i bjerglandet. Afsidesliggende alpedale praktiserede i forbløffende udstrækning selvstyre. Dalfolket levede almindeligvis i fred, beskyttet af omgivende bjergmassiver. Schweiz er en forbundsrepublik. Landet er opdelt i 26 nærmest selvstændige administrative enheder, der betegnes som kantoner. Det er navnlig i nævnte enheder, at folkets styre kommer til udtryk. Kantonerne opererer med egne forfatninger, folkeforsamlinger og regeringer. Desuden bør man ikke overse det store antal kommuner, der samtidig nyder en vidtstrakt frihed. Den politiske sfære er splittet. Sådan bør det være, som det tidligere er nævnt. I et demokrati skal politisk magt holdes i ave. Også den centrale lovgivende magt i hovedstaden er underkastet magtdelingens princip. Forbundsforsamlingen er naturligvis folkevalgt. Der er to kamre, og lovene skal vedtages i begge afdelinger. Forbundsforsamlingen, det vil sige parlamentet, vælger syv medlemmer til Forbundsrådet, der er identisk med regeringen. En af de syv regeringsmedlemmer varetager stillingen som landets præsident i ét år. Derefter overtager en anden i regeringen posten i ét år. Og sådan fortsætter rotationsprincippet. Genvalg er ikke tilladt. Folkeafstemninger spiller på alle niveauer en afgørende rolle. Forfatningsændringer må naturligvis godkendes af folket. Men desuden skal en tilslutning til internationale organer til folkeafstemming. Det taler også til fordel for demokratiet i Schweiz, at en lov vedtaget af de folkevalgte i parlamentet, kan sendes til en folkelig afgørelse, hvis blot 50.000 vælgere forlanger det. Civilsamfundet er stærk. Selvejet dominerer. Selvbestemmelsesretten i det økonomiske liv fungerer godt. At Schweiz er et af verdens rigeste lande, bør ikke overraske nogen. Det schweiziske system er forbilledlig. I ingen andre lande er folket i den grad i stand til at holde politikvæsnet nede. Kun syv ministre i regeringen, hvoraf den ene virker som præsident! I 2012 strides Danmark med 23 ministre! Schweizerne er et begavet folk, selvstændige og frihedsorienteret. Her kan vi lære noget. Dog har centralregeringen i Bern i de seneste årtier formået at rage mere magt til sig, og det til trods for modstand fra kommuner og kantoner. Også i Schweiz spiller de intellektuelle med musklerne. Sam15

tidig bør schweizerne tage sig i agt for Den europæiske Union. Faren og fortryllelsen vokser på samme stilk, advarer et ordsprog. Metoder til politisk demokrati Demokratiets ide ligger fast. Målet kan der ikke laves om på. Derimod findes der forskellige veje til politisk demokrati. Grækerne i oldtidens Athen praktiserede som bekendt det radikale deltagerdemokrati. Borgerne møder op på folkeforsamlingen, hvor forslag sættes til debat og afstemning. Schweiz er det land i verden, som kommer tættes på det athenske deltagerdemokrati. Helt så radikalt er folkets direkte deltagelse i lovgivningen ikke i alpelandet, men noget nær. Deltagerdemokratiet findes også i en begrænset udgave. Den type dominerer de fleste af Europas styreformer i dag. Danmark er med i den gruppe. Den folkelige deltagelse i politik sker kun indirekte. Folket vælger repræsentanter til den lovgivende magt. Efter en periode, for eksempel fire år, udskrives der valg påny. Her genvælges eller forkastes de siddende folketingsmedlemmer. Nogle forlader politik af egen drift. Kun undtagelsesvis kommer en større udskiftning af parlamentsmedlemmer på tale. Valgresultatet spiller samtidig en rolle for dannelse af en regering. Desuden kan Folketinget udskrive en bindende eller vejledende folkeafstemning om et givet lovforslag. Her optræder et element af direkte demokrati. Ved en grundlovsændring kræver forfatningen en folkeafstemning og mere til. Proceduren gør det vanskeligt at opnå det nødvendige flertal for en ændring. En folkeafstemning er også krævet ved afgivelse af suverænitet. Men den er lettere for politikerne at undgå. Er der i virkeligheden tale om en suverænitetsafgivelse? Regeringen spørger juristerne i justitsministeriet. Nej, en folkeafstemning er ikke påkrævet. Rigets selvstændighed påvirkes ikke. Sådan kan udfaldet let blive. I USA er der adgang til folkeafstemninger på delstatsniveau. Mange steder har vælgerne også initiativret. Hvad det sidste angår er schweizerne særlig godt stillet. Et lille antal af befolkningen kan som nævnt fremsætte et forslag til beslutning. I 2009 sagde 56 procent ja til at forbyde minareter på muslimernes bedehuse. Året efter stemte vælgerne ja til nye regler, som gør det nemmere at udvise kriminelle 16

udlændinge. Ved en folkeafstemning om jagtforbud i kantonen Aargau sagde vælgerne nej. Takket være folkets initiativret bliver almene emner hyppigt sendt til afstemning. En sådan folkemagt huer ikke de professionelle politikere i det øvrige Europa. Hvis det civile samfund er stærkere end politik, kan den repræsentative metode fungere udmærket. Men det forudsætter, at visse betingelser er opfyldt. Økonomisk frihed i næringslivet må ikke mangle. Det er desuden en betingelse, at selvejerne og produktionsarbejderne og de handlende er ved fuld styrke. Det vil sige, at private virksomheder og butikker skal være i stand til at fastholde ejendomsrettens ukrænkelighed. Civilsamfundet må tillige være muskuløs nok til at holde de højere læreanstalter i snor. De fire trusler mod demokratiet, som athenerne belærte os om, må ikke glemmes: Undgå magtkoncentration, eliterekruttering, professionalisme og korruption! En sådan tilstand var til dels gældende i Danmark fra Grundlovens tilblivelse i 1849 til 1968. Bondebevægelsen og arbejderbevægelsen formåede på et tidligt tidspunkt at sende adskillige repræsentanter i Folketinget fra egne rækker. Også de næringsdrivende uden for landbruget fik nogle talsmænd stemt ind på Christiansborg. Tilsammen klarede de at afbalancere vægten fra de øverste rangklasser. Erfaringen viser imidlertid, at det repræsentative demokrati ret hurtigt udvikler partisystemer. Partiapparaterne fremmer politiks professionalisering. Det er slemt. Man skal aldrig lade sig lede af personer, der aldrig har produceret noget, der aldrig har solgt noget udover sig selv. Eliterekrutteringen vinder tillige indpas. Karrieremageriet tager til. Albuerne spidses. Samtidig fordufter idealismen, og tilknytningen til vælgerne slækkes. Til gengæld udvikles et samliv mellem politik og stat. Magten koncentreres yderligere. Værre forekommer det, at rivaliseringen mellem partierne skaber politisk aktivisme. Bremses denne tendens ikke, udslettes gradvis eksisterende fristeder. Civilsamfundet taber styrke. Ved den tid begynder den moralske korruption at florere. Løgn og bedrag og løftebrud svirrer i luften. I visse lande bliver den juridiske og økonomiske korruption tilmed en del af politikvæsnet. Endnu har denne skæbne ikke ramt Skandinavien.

17

En anden vej til politisk demokrati er rettighedsdemokratiet. I særlig grad indgår den metode i USA’s forfatning. Med den foranstaltning kan demokratiet virke, selv om borgerne er politisk passive. Hvem, der regerer, er mindre væsentligt. Det drejer sig ikke om for borgerne at få indflydelse på regeringen, men om at regeringen ikke får indflydelse på borgerne. Under udarbejdelsen af forfatningen skal Thomas Jefferson have sagt: Vi må stile efter en forfatning, der gør det umuligt for en regering at regere. Rettighedsdemokratiet lægger afgørende vægt på, at politikernes virkefelt begrænses. De borgerlige rettigheder må grundfæstes så stærk i forfatningen, at lovgiverne, regeringen og præsidenten ikke kan foretage sig ret meget. Demokratiets indhold i rettighedsdemokratiet er det samme, som demokratiets indhold i deltagerdemokratiet. Rettighedsdemokratiet opstiller blot ekstra tykke forsvarsmure mod politisk styring af mennesker. Magtbegær er en stærk lidenskab. Altså tæmmer forfatningen på forhånd de folkevalgte. Rettighedsdemokratiet er først og fremmest optaget af at beskytte de såkaldt negative rettigheder, dette at være fri for tvang, fri for politisk dirigisme og formynderi. Ejendomsretten og ejerens dispositionsfrihed udgør centrale frihedsrettigheder. Derfor hamres disse rettigheder fast med syvtommersøm i grundloven. Det er meningen, at en krænkelse af frihedsprincipperne øjeblikkelig straffes. På den facon sættes der en stopper for politisk ærgerrighed. Lad det være opsummeret. Deltagerdemokratiet forudsætter politisk aktive borgere. I rettighedsdemokratiet kan indbyggerne trygt beskæftige sig med alt muligt andet. De ved, at politikere og offentlige myndigheder ikke har lov til at genere fredelige mennesker i deres arbejde. Det er indlysende, at metoden kræver en stærk forfatning, der forbyder politikerne at bevæge sig ind på private områder. Erklærede politikfri zoner udgør centrale elementer i rettighedsdemokratiet. En ny orden Yderligere betragtninger må ind i billedet, før spørgsmålet om de intellektuelles forhold til demokratiet kan besvares. En ny klasse ved roret indfører altid et nyt produktionssystem og en alternativ politisk linje. Nye sociale magthavere grundfæster med andre ord samfundet 18

på en anden produktionsfaktor, som begunstiger sejrherrernes materielle og åndelige interesser. Erfaringen viser dette træk. Et traditionelt regeringsskifte indebærer ikke nævneværdige forandringer. Men de intellektuelles strukturelle revolution forårsagede et klassemæssigt magtskifte. I den situation vil de nye dominanter gradvis indføre et nyt økonomisk og politisk arrangement. Hvilken type samfund ønsker de intellektuelle? Hvad giver dem udviklingsmuligheder og et godt forsvar mod fremtidige oprør? Den boglige klasse vil en orden, der ligner skolen. Ved pulten har de intellektuelle oplevet succes. Skolefagene udgør bogklassens styrkefelt. De bedste ved eksamensbordet er skolens vindere. Lærerne er tilfredse med deres indsats. Du er dygtig, du skal i gymnasiet, læs videre. Du har evnerne. Men ude i det praktiske liv er successen langt fra givet. Markedskræfterne belønner ikke specielt de boglærde. Forbrugerne efterspørger fødevarer, beklædningsgenstande, huse og andre materielle goder. Antag at skolens yndlinge stilles over for spørgsmålene: Hallo, kan du producere noget, der kan transporteres i en trillebør? Kan du få en virksomhed til at rundt? Har du forstand på penge? Boglæseren bliver straks usikker. Alt det med ejendom, produktion og købmandskab har vedkommende ikke lært i skolen. I et selvejersamfund synes vinderchancerne beskedne. Spørgsmålene skaber forlegenhed. Og hvad er nu det? Der kommer minsandten en dynesælger i en stor Mercedes! Har man kendt magen? Hvad man ikke er god til, går man ikke ind for. Kapitalisme er noget bras. På dette punkt træder hovedstyrken blandt de læseferme samme sti. Undtagelserne er få. Nej, skolepulte, kontorer og skriveborde, det ved man, hvad er. Politik og stat må gerne vokse. Det formerer mængden af embeder. Samtidig bestyrkes positionen som dominanter. Staten er en kraftfuld partner. De intellektuelle tromler ubønhørligt frem med trumfkortet boglig uddannelse. Folketinget ivrer for mere teoretisk viden, det gælder både oppositionen og regeringen. Viden er vores vigtigste ressource! Uddannelse udgør samfundets sande produktionskraft. Journaliststanden klør på i samme dur. Ikke mindst er Danmarks Radio ihærdige propagandister, læreanstalterne selvsagt også. Agitationen er 19

vedvarende og påtrængende. Skolegang er vejen til velstand, lyder råbene, ellers kan Danmark ikke klare sig i den globale verden. Flere penge til forskning og uddannelse! Det er til fordel for alle. Nej og atter nej, det er ensidig til fordel for de intellektuelle, som forstærker deres sociale slagstyrke. Samtidig nyder det boglige borgerskab godt af den voksende mængde af embeder. De hvide hænder skaber ikke velstanden. Som uproduktiv klasse kan bøgernes herrer ikke brødføde sig selv. De lever af andres arbejde. Pengene må hele tiden rulle fra de producerende til de vegeterende. Universiteterne udgør en økonomisk belastning for samfundet. Som helhed er de højere skoler tabsgivende. Bevares, naturvidenskaberne kan i adskillige tilfælde gøre endog storslået gavn. Men hvad med luksusstudier som medievidenskab, filosofi, kognition og persisk digtekunst, kommunikation og teatervidenskab? Studierne er utvivlsomt interessante, men kan de gå rundt? Nej, velstandens kilder er produktiv fremstillingsvirksomhed, handel og transport. Den slags kan ikke siges for tit. Produktionsarbejderne og de næringsdrivende er velstandens egentlige skaffere. De intellektuelles definition af demokrati Den boglige klasse går ind for demokrati. Munden løber næsten over med demokratiske bekendelser. Alt andet forekommer da også utænkeligt. Ikke bare danske politiker, embedstoppen og nyhedsmagerne omgiver sig med store ord om demokrati, fred og menneskerettigheder. Politikerne i Europa gør det samme. Overklassen kan tilsyneladende ikke få nok af demokrati. Alt skulle da være i den skønneste orden. Men sådan er det ikke. Den klasse, der har magten, har også retten, herunder definitionsretten. Historien lærer os derom. Altså må man spørge: Hvordan definerer de intellektuelle demokratiet? Her tænkes der navnlig på lektorer og forskere på universiteterne, de professionelle i politik og embede, journalister og kulturpaver. Spørgsmålet er særdeles betydningsfuld. Ikke desto mindre er det let at besvare. Demokratiet begribes af den herskende klasse som et politisk fænomen. Demokrati er et politisk system med flere partier, hvor hvert parti opstiller en række kandidater til et forestående parlamentsvalg. Af denne flok udpeger vælgerne et antal repræsentanter til den lovgi20

vende forsamling. De bogligt uddannede understreger ikke mindst stemmeretten og de hemmelige valg. Demokrati er kort sagt de folkevalgtes styre. Demokratiet skal altså ikke forstås som folkets styre. Selv om der ikke er en eneste arbejdsmand, dambruger, kroejer, chauffør eller murer i parlamentet, selv om samtlige valgte lovgivere kommer fra samfundets øverste lag, så er demokratiet alligevel fuldt og helt i vigør. På den måde bliver overklassens politiske dominans i lovgivningssalen retfærdiggjort. Den situation er nær sin fuldendelse i Danmark såvel som i de omkringliggende lande. Ved hjælp af boglig viden, veltalenhed og skriftklogskab lykkes det universiteternes kandidater at vinde debatten i valgkampen. Nyhedsmagerne i Danmarks Radio formidler uden forbehold deres klassefællers definition af demokratiet. Demokratiets materielle fundament En politisk definition af demokrati er særdeles bekvem for intellektuelle. Demokratiet skal imidlertid ikke defineres politisk. Stemmeretten er en metode. Det er systemet med flere partier også. Selve demokratiet er det ikke. Tværtimod er det demokratiets opgave at holde politik i tømme. Specielt udgør politisk aktivisme en konstant trussel mod det menige folk. Større kvanta af politik udsletter frie rum. Og det uanset politikkens indhold. Mængden alene ejer den fornødne ødelæggelseskraft. Demokrati er en tilstand i samfundet. Grundlæggende handler demokratiet om individets selvbestemmelsesret. Alting begynder med retten til livet. Mennesket ejer sin egen krop og dermed råderetten over sin egen arbejdskraft. Den bestemmelse forekommer selvindlysende og behøver ikke nogen begrundelse. Mennesker må aldrig gøres til brikker i andres spil. Frie nationer opererer følgelig ikke med et fælles mål. Visionære politikere er farlige. Det gode liv definerer individet selv, ligesom det selv må vælge veje dertil. Folket skal ikke mod dets vilje vandre som munke mod et påstået lys forude. Selvbestemmelsen betyder, at det enkelte menneske har ret til at erhverve ejendom og disponere frit over den. Ejendomsretten er så fundamental, at den afgør kraften i andre rettigheder. Den puster og-

21

så liv i den åndelig frihed og ytringsfriheden. Kort sagt, hjemmets ukrænkelighed og frihed i næringen udgør kernen i demokratiet. Privatejede bedrifter decentraliserer samfundet. Denne tillægsydelse er af største værdi. Alligevel er den ganske fraværende i nutidens debat. Brede vifter af selvstændige næringsdrivende forhindrer tendenser til magtkoncentration. I et demokrati er selvejere omgivet af frizoner. Disse frie territorier vil de som sagt forsvare til det sidste. Ejerskaber danner bolværker mod en udvidelse af politik og stat. En ekstra selvejer betyder en ekstra decentralisering af samfundet. Demokratiet eksisterer der, hvor private næringsdrivende får lov til at arbejde i fred med deres eget. Altså fordrer demokratiet, at selvejet er udbredt til mange. Bredden er vigtig. Eksempelvis må staten aldrig godkende en fri sammenlægning af gårde. Man risikerer da, at de store bedrifter opkøber de mindre. Indtil 1968 var denne politik i Danmark gangbar mønt. Politikere og statslige autoriteter holdt hånden over familiebrugene. Det gjaldt om at bevare en sund gårdmandsstand, som var i stand til at opretholde fristæder rundt om i landet. Frimarkedet, frihandel og fri konkurrence er ligeledes nødvendige tilstande i et demokratisk land. Endvidere er et stærkt civilsamfund afgørende, et civilsamfund som er i stand til at tumle den offentlige magt. Endelig må en uundværlig selvfølgelighed fremhæves. Retsordenen må aldrig være fraværende. Uden retsorden intet demokrati. Det er statens opgave at forsvare liv og ejendom. Den skal være i stand til at holde slubberter og autoritære bevægelser nede. Et menneske kan ikke leve uafhængig af alting. Det fødes ind i en familie, en slægt, en egn, et folk, en nation. Hvor individet vokser op, er sproget og traditionen givet på forhånd. Hjemstavnens historie og kultur kan ingen løbe fra. Altså skal selvbestemmelsesretten begribes juridisk. Retten til selvbestemmelse handler om forholdet mellem individ og stat. I et demokratisk land er individet vigtigere end systemet. Staten er til for det enkelte menneskes skyld og ikke omvendt. Altså må demokratiet være noget personligt. Det kan alt sammen bedyres på kort formel: En demokratisk orden udtrykker tillid til det enkelte menneske og mistillid til magt. Det er netop den individuelle frihed, der gør etisk handling muligt. 22

Et aristokratisk regimente Erfaringen tilkendegiver imidlertid, at de intellektuelle ikke har til hensigt at respektere selvejerkulturen. Det boglige borgerskab har siden 1960‘erne ført klassekamp mod de mennesker, der frembringer samfundets materielle værdier. Embedsretten foretrækkes frem for ejendomsretten. Særlig tydelig kommer uviljen mod selvejerne til udtryk i miljøpolitikken. Derfor kan det være på sin plads en gang til at oplyse om miljøvæsnets ondartede hersen. Økologismen er den mest autoritære ideologi, der har hjemsøgt Europa siden 1945. Miljø foran og alt kan bydes og forbydes de næringsdrivende. Produktive erhverv overfaldes med dynger af regler. Samtidig er det tilladt miljøkommissærerne mod ejerens vilje at trænge ind på private ejendomme uden dommerkendelse. Det er forfatningsstridigt; men Grundloven regner de nye magthavere ikke for ret meget. Og behøver det heller ikke. De intellektuelle dominerer fuldstændig samfundets overbygning. Journalisterne på statens tv-kanaler ivrer for mere overvågning. Og ministerierne er spækket med jurister, der er på linje med regeringens miljøpolitik. Samme steder vrimler det med økologer, som presser på for yderligere kontrol og højere bøder. Videnskabsmænd kontakter ministrene ikke. Den gruppe vender ryggen til politik og politiske sandheder. Kun sandheden interesserer dem. Politikerne ved nemlig, at der er rigeligt af politisk korrekte levebrødsforskere, som tripper for flere bevillinger. Den type forskere legitimerer gerne de politiske beslutninger. Det samme gør forskningsinstitutionen Danmarks Miljøundersøgelser. Det værste er næsten, at producenternes fagforeninger forholder sig passiv. Gid de næringsdrivende og produktionsarbejderne mindede de velaflagte fagforeningsbosser om ordsproget: Den, der ikke sætter det onde på plads, byder det onde at tage plads. Mistilliden til producenternes etik og dømmekraft kommer i miljøpolitikken åbenlys til udtryk. Stikkere fra Danmarks Naturfredningsforening snuser rundt i landskabet. Statens miljøkommissærer rammer nok så hårdt. Undersøgelserne er ydmygende. Selvejernes stolthed nedbrydes. Ejeren skal straks stå til rådighed for den uvarslede kontrol. Han kan godt tage pungen frem med det samme. En inspek23

tion er ikke gratis. I landbruget bliver det til store beløb. Der skal betales for eftersyn af bræmmer langs vandløb, flydelag i gyllebeholdere, antal dyr i stalden, foderkontrol, medicinforbrug, opbevaring af kemiske materialer, byggesagsbehandlinger og miljøgodkendelser. Krav om nyanskaffelse af maskiner og forbedringer af bygninger koster tillige. I en sådan atmosfære af opkræveri og psykisk vold opgiver mange landmænd. Stoltheden er for længst afløst af frustration og bitterhed. Statistikken over antallet af gårdejere viser smertelige tab. I 1968 før økologismens indtog var der omkring 150.000 gårde i Danmark. I dag er antallet på cirka 13.000 heltidsbrug. Det er en tragedie. En klassekamp er ikke en selskabsleg. Fiskerne udsættes for en tilsvarende behandling. Minkfarmere ligeså og entreprenører, gartnere, bagere og værtshusholdere. Overmagten er overvældende. Miljøkommissærerne er udstyret med en uhyggelig magt. Lad os give en typisk skildring af et overfald på en smørrebrødsforretning. Der er tale om en mand og kone virksomhed. Familien får med lange arbejdsdage akkurat forretningen til at gå rundt. Angrebet begynder ofte med en anonym stikker. Holdet af kontrollører rykker ud. TV-2 er med på jagten. Det lakker mod aften. Tilsyneladende er indehaverne ikke hjemme, døren er stænget. Nå, de prøver på at gemmer sig! Et vindue dirkes op. Kameraet kører. Kontrollørerne er udstyret med en ret til at rode, hvor de vil, selv under sengene. Miljøpatruljen lægger ikke fingrene imellem. Mand og kone ser til med frygt. Flere bøder, hvor skal pengene komme fra? Nerverne tåler ikke mere. I selvejersamfundets tid fandtes den slags korps ikke. Dengang rådede de selvregulerende kræfter. Forbrugerne optræder som konger på markedet. Kundernes valg og fravalg af varer og tjenesteydelser regulerer udbud, kvalitet og priser. Administrationen er gratis. I dag forsøger politikerne at tilegne sig denne kongemagt. Mit parti er på forbrugernes side, lyder det, vi varetager forbrugernes interesser. Politikerne stiller samtidig klassefællerne flere embeder i udsigt. Nu er reguleringen ikke gratis. Embedsvæsnets uvarslede besøg og hersen koster enorme summer. Pengedyngen til den form for politisk aktivisme vokser eksplosiv.

24

De intellektuelle er ikke en demokratisk klasse. Alene ovennævnte eksempler beviser udsagnets sandhed. Det boglige borgerskab hylder et aristokratisk regimente. Førsteretten tilfalder mennesker med diplomer. Boglig uddannelse udgør tidens afgørende produktionskraft. Det bilder eksamensbesiddernes sig selv og andre ind. Og det er ikke bare snak. Realiteterne taler deres tydelige sprog. Studierne er gratis. Regningen betaler forsørgerklassen. Allerede i gymnasiet er privilegierne synlige. De videregående studier sætter tilværelsen som junkere i relief. Forrangen fortsætter. Gunstbevisningerne ophører ikke. Men endnu spilles der ikke med åbne kort. Det gælder om at tilsløre magten og selviskheden. Vi kæmper for lighed og retfærdighed! Vi kæmper for folket! Vi vil gøre noget for de svage! Den slags besværgelser er daglig kost for avislæsere og tv-kiggere. Af og til slår herskerviljen igennem. I bogsaloner kommer aristokratiske holdninger mere ligefrem til orde. Samfundet skal nu engang styres af de bedste og de dygtigste. Så småt får aristokratismen også mæle i medierne, måske endda på tv-skærmen i de sene aftentimer. Smagsdommernes mod og selvfølelse vokser. De bedst uddannede bør nu engang lede staten. Hvad ville kulturen være uden kulturpaladser? Unionsdannelsen i Europa er de intellektuelles værk. Skaren af kontinentets mest elitære aristokrater samles i Bryssel, Luxembourg og Strasbourg. Linjen mellem de tre metropoler er spækket med intellektuelle. Unionen er guf for embedsjægere. Forordninger og direktiver flyver fra skrivebordene. Hovmodet griber de udvalgte. Vi må bruge vores evner, vi må lede folkene til folkets bedste. Elitære styreformer er en naturdrift. Det hverken kan eller bør nutidens videnssamfund modvirke. En social rangorden forekommer uomgængelig. Globalismen kræver det. I virkeligheden er demokratiet naturstridigt. Folkets styre ender i kaos. Netop den slags tanker vinder frem i akademiske cirkler. Den intellektuelle klasse kommer stedse mere til at ligne feudalherrerne i middelalderen. Adelsstanden udstillede åbenlys deres fornemhed, gerne i guldkareter iført fløjl og silke og gyldne kæder. Tyender og fæstebønders frygt og forargelse kildrer behageligt i maven. Så vidt er nutidens skolearistokrati vel ikke nået, men etableres der ikke et

25

oprør nedefra, synes en udvikling i ovennævnte retning uundgåelig. Lutter medgang vipper næsen i vejret. Der er ingen grund til at formode, at de intellektuelle afskaffer det formelle demokrati foreløbig. For overklassen fungerer det repræsentative system fortrinligt. Som det er nu, sidder aristokratiet på demokratiet. Den tilstand forekommer ideelt for overklassen. Ethvert regimente har behov for legitimitet. Imidlertid kan det næppe undgås, at politikmageriet ender i en form for aristokratisk socialisme. En sådan styreform virker tiltrækkende for embedsjægere. Omtrent ethvert fundet eller opfundet problem løses ad politisk vej. Intet tyder på, at der kommer en ændring på den instruks. Bevares, erfaringen viser, at politiske indgreb i markedets selvregulerende mekanismer skaber udu. Interventionen virker ikke efter hensigten. Hvad nu? Mere politik bliver løsningen. Der er ikke reguleret nok. Dette omkvæd udløser flere love, som ikke er forankret i sædvane. Politik gøres stærkere end økonomi, og selvbestemmelsesretten i næringen fordufter helt. En kyndig person har sagt: “Overlader man noget til politisk dømmekraft, går det sandsynligvis galt”. Beskrevne proces må formodes at tage yderligere fart, hvis oppositionelle kræfter bestormer intellektualismens positioner. Dels kan man forestille sig, at befolkningen foranstalter regulære klassekampe mod politiske centre, regeringsbygninger, læreanstalter, kulturpaladser og mediehuse. Og dels er det tænkeligt, at arbejderne og de næringsdrivende opstiller en fælles front og stemmer på kandidater fra deres egne rækker, således at nobiliteterne ikke længere ubeskåret får lov til at beherske parlamentet og derfra tale på alles vegne. Endvidere skal det ikke glemmes, at intellektualen er meget sårbar over for skattenægterbevægelser. I en presset situation synes det uundgåeligt, at det boglige aristokrati går til yderligheder. Mere drastiske foranstaltninger er da i sigte. Ingen herskerklasse har endnu forladt den historiske scene uden modstand. Hvis klassens suverænitet trues alvorligt, vil de intellektuelle givetvis søge ly i en mere bastant socialistisk samfundsform. Det er næppe tilfældigt, at socialismen er opfundet af intellektuelle. Et socialiseret samfund kan ikke undgå at blive regeret af et teore26

tisk skolet aristokrati med specialer i teknik og økonomi, politik og administration, socialvæsen, information og kultur. Når ejendomsretten, selvejet og frimarkedet er tæmmet, ender magten uvilkårligt hos de længst uddannede. Parlamenternes forfald De folkevalgte udgør et demokratisk problem. Parlamenterne rundt om i Europa truer friheden. Det akademiske forum styrer ensidig lovgivningen. Parlamenterne arbejder på højtryk. Nutidens lovgivningssale er politikfabrikker. Ærgerrige lovmagere kaster sig over stort og småt. Det private rum fyldes med politik. De skriftkloge i parlamentet belærer erhvervslivet om, hvorledes et firma skal drives. Sådan bør der investeres, produceres, indkøbes, sælges og ansættes! En etisk målsætning synes tillige nødvendigt. Virksomhederne bør påtage sig et samfundsansvar. Ordstrømme i den retning fylder stadig mere i skærmbilledet. Spådomme om katastrofer engang i fremtiden er gode trumfer. Godt garneret med angst begribeligvis. Dommedage forude kan nemlig ikke modbevises, da fremtiden unddrager sig en nutidig efterprøvning. Aldrig må man bøje sig for den type agitation. Det vil give alt for stor magt til dem, der får magt til at definere fremtiden. De folkevalgte truer friheden. Demokrati handler ikke om at stemme, men om at bestemme over sig selv og sit eget. Og kun det. Selvbestemmelse er drømmen for millioner af mennesker verden over. At arbejde i fred med sit eget, hvilket privilegium! Stemmesedler i valgurnen til et parlamentsvalg lægger sjældent noget til demokratiet. Nøgtern må der spørges: Får vælgerne nede på stigens lavere trin en gevinst, eller indkasserer fuldtidspolitikerne hele fortjenesten? Det kan almindeligvis regnes med, at politikerne fortolker de manges deltagelse i valget som en godkendelse af deres aktivisme. I så fald lægger nævnte gruppe af vælgere i bogstavelig forstand deres stemmeseddel i en urne. Hvor meget politik kan et demokratisk samfund tåle, før det ikke længere er demokratisk? Ikke ret meget. Det er svaret. Brugen af det politiske instrument på en foretagsom facon lægger demokratiet i graven. Dækkes et bestemt areal med politik, er det slut med selvbe27

stemmelsen på den grund. Det vil i givet fald være en kriminel handling. Vælgerne bruger meget tid på at forbedre politiks kvalitet. Den bestræbelse er i den nuværende situation dømt til at fejle. Partierne fra enhver kant domineres af intellektuelle. Højre og venstre avler den samme afgrøde. Overalt i Europa er de intellektuelle sikre vindere på valgdagen. Det boglige borgerskab behersker både regeringsrollen og oppositionsrollen. Spektaklet mellem partierne betyder ingenting. Støjen stammer fra rivaliseringen mellem ligemænd. Politiks kvalitet er før og efter et valg af samme art. Folket bør i stedet for bekymre sig om politikkens kvantitet. De sande trusler stammer fra politikmængden. Politiks kvantum danner skellet mellem et frit og et ufrit samfund. Uegnet til at regere Al magt til intellektuelle! Unægteligt et dystert perspektiv. Rent ud sagt. De intellektuelle er ikke egnet til at styre. Et godt mundlæder gør det ikke. God lovgivning kræver drøj realisme, hvilket man sjældent træffer på i boglige cirkler. Intellektuelle er let bevægelige. Sjælene er fængbare. De fordelagtige meninger sluges ukritisk, som dog inden længe ubesværet lader sig udskifte med nyere anskuelser. Tidens tendenser holdes for øje. Man må være på bølgelængde med den politiske temperatur. Ståsteder skifter plads. Intellektuelle er i stand til at rumme to modstridende ideer i hovedet på én gang og skiftevis tro på dem begge. År efter år på skolebænken forringer kandidaternes dømmekraft. Universiteterne straffer sjældent forfløjne standpunkter. Unge mand, dine virkelighedsfjerne forestillinger mangler jordforbindelse. Men alligevel, ideerne er kreative, ja originale, som måske på et senere tidspunkt kan bruges. Kommentarer i den retning disciplinerer ikke studenten. Teoretiske vildfarelser koster ikke noget. Aktører på et frit marked bliver helt anderledes belært om virkelighedens natur. En forretningsmand med urealistiske projekter taber penge. Straffen falder prompte. Fallitten truer. Håndværkeren bliver lige så hurtigt konfronteret med realiteterne. Entreprenørerne lærer også på den hårde måde, hvori virkeligheden består. En fejlagtig vurdering afregnes kontant og det er sundt. På den måde skærpes 28

realitetssansen. Fornuft og omtanke grundfæstes. Sådanne mennesker er egnet til at lovgive. Der er behov for en afpolitisering af samfundet. Under fraværet af politik opstår frivillige fællesskaber og venskabsbånd. Opfindsomheden springer i flor. Det stærke civilsamfund er og bliver demokratiets rødder. Det er på civile territorier med fribårne selvejere, at folkestyret lever. Politiksfæren udgør derimod en potentiel demokratisk trussel. Altså skal politikvæsnet formindskes, splittes og bindes. Folket bør i evighed aldrig give politikerne mulighed for at agere som allestedsnærværende problemløsere. Man kan ikke bære to vandmeloner i én hånd. Lovgiverne må nøjes med at følge Grundlovens frihedsparagraffer og kere sig om fred og retsorden. Parlamenternes autoritet skal afgjort beskæres og det ganske betragtelig. Tiden råber på en forkortelse af de folkevalgtes virketid. Den toptrimmede politiske organisator på fuldtid og livstid er en demokratisk misforståelse. Amatørpolitikeren bør genindsættes i sin tabte værdighed. På den facon kommer mennesker fra mange erhverv til orde. Det betyder ikke bare en genindførelse af et stærkt folkeligt islæt i politik, men også en gigantisk sejr for sund menneskeforstand.

29

Dannelsesrejse på motorcykel Kvadratisk format. Illustreret. 2007 333 sider. Pris 250,- kr. Fås hos boghandleren eller hos forlaget. Tlf.: 9867 6526 Omgående levering portofrit Læs om den på hjemmesiden: www.steen-steensen.dk

En anmelder skrev: Den store og efter omfang og udstyr prisbillige og tænksomme bog "Dannelsesrejse på motorcykel" kan være årets julegave til motorcyklister, der vil vide mere om det, man kan se og opleve på en mcrejse ned gennem Europa, når det ikke kun skal være at skrabe i overfladen. En sand og nærmest lærd dannelsesrejse for os, der er på 2 hjul. Den form for mc-bog er ikke set før… Undervejs mellem de grundige dannelsesmæssige og kulturelle beskrivelser gør Steensen sig også tanker om motorcyklen som et kunstværk, der viser omgivelserne, hvem du er. Heino Døygaard Touring Nyt

Abildgaard & Brødsgaard 2009 390 sider, Pris 198,- kr. Fremsendes portofrit

Anmelderne skrev: De intellektuelles magtovertagelse - og regimente er en sammenhængende og omfattende forklaring på akademikernes magtovertagelse, og en eminent beskrivelse af etableringen af de intellektuelles politiske, sociale og kulturelle overherredømme i Danmark. Simon Espersen Copenhagen Institute

Steen Steensens De intellektuelles magtovertagelse - og regimente er den mest tilgængelige og komplette beskrivelse af overgangen fra selvejersamfundet til formynderstat af nogen nordisk forfatter. I bogen redegør Steensen minutiøst for de intellektuelles fredelige revolution og etablering af sig selv som herskende og hersende klasse i et samfund, hvor landmænd, virksomhedsejere, entreprenører og andre selvstændige har fået ringere og ringere kår. .... En af bogens vigtigste pointer er nemlig, at de intellektuelle først og fremmest er embedsjægere. Lennart Kiil Manfo