113 78 215MB
Danish Pages 370 Year 1993
Danmark __________ År Kong Erik af Pommern erklæres myndig De holstenske grevers nederlag i Ditmarsken Kong Erik ægter Philippa af England Dansk nederlag ved Eggebæk i Slesvig, hvor Mogens Munk dør Dronning Margrete dør Danehoffet tildømmer kong Erik Slesvig som forbrudt len ■ Dommen bekræftes af kejser Sigismund Kong Erik inddrager København Den store købstadsforordning Kong Eriks store udlandsrejse Kejser Sigismunds dom i Buda om Slesvig Lybsk flådeangreb i Øresund mislykkes Dronning Philippa dør Duborg falder efter holstensk belejring Uroligheder i Sverige Adolf af Holsten kommer i besiddelse af Slesvig Nyt, mislykket kalmarmøde Kong Erik forlader Danmark og tager til Visby Christoffer af Bayern bliver rigsforstander, og hertug Adolf forlenes med Slesvig Slaget ved Sankt Jørgensbjerg Kong Christoffer krones i Ribe Kong Christoffer ægter Dorothea af Brandenburg Lollands vilkår udstedes på landstinget Kong Christoffer dør og efterfølges af grev Christian af Oldenburg Kong Christian 1. ægter Dorothea af Brandenburg
Unionsforhandlinger i Halmstad Kong Christian 1. hyldes i Sverige Hertug Adolf dør Kong Christian 1. bliver hertug af Slesvig og Holsten Prinsesse Margrete ægter Jacob 3. af Skotland Slaget på Brunkeberg, hvor kongen såres Grev Gerhards mislykkede opstand i Vestslesvig Kong Christan l.s store udlandsrejse Fyns vedtægt vedtages på landsting Københavns Universitet indvies Kong Christian 1. dør Johan Sneil trykker bøger i Odense Efter længere vakance vælges Hans til konge af Danmark og Norge Hertugdømmerne deles med Frederik Hertug Frederiks arvekrav afvises af rigsdagen i Kalundborg Kong Hans sejrer ved Brunkeberg og krones til konge af Sverige
1400 1404 1405-06 1410 1412 1413 1415 1417 1422 1423-25 1424 1427 1430 1431 1434 1435 1436 1439 1439 1441 1443 1445 1446 1448 1449
1450 1457 1459 1460 1468 1471 1472 1474 1475 1479 1481 1482 1483 1489 1494 1497
Verden År
De tyske kurfyrster afsætter kejser Wentzel og vælger i stedet Ruprecht af Pfalz Mongolerne slår tyrkerne ved Ankara Kirkemødet i Pisa søger at genoprette kirkens enhed Sigismund bliver tysk konge (og siden kejserkronet) Den tyske Ordens nederlag til Polen-Lithauen ved Tannenberg Kirkemødet i Konstanz Johan Hus brændes, hvorefter hussitteme gør opstand i Bbhmen Martin 5. vælges til pave og genopretter den kirkelige enhed Portugiserne opdager Agoreme Jeanne d'Arc fører Karl 5. til kroning i Reims Jeanne d'Arc brændes som kætter af englænderne Kirkemødet i Basel De burgundiske hertuger skaber en samling af Nederlandene Kirkemødet vælger Felix 5. til pave, den sidste modpave Frederik 3. af Habsburg vælges til tysk konge En korsfarerhær lider et knusende nederlag mod tyrkerne ved Vama Portugiserne når til Kap Verde
1400 1402 1409 1410 1410 1414-18 1415 1417 1429 1429 1431 1431-49 ca. 1432 1439 1440 1444 1445
Hundredårskrigene ebber ud, da englænderne forlader Frankrig Osmannerne erobrer Konstantinopel Gutenberg trykker den første bibel i Mainz De engelske rosekrige starter Efter mangeårig borgerkrig må Den tyske Orden tage Østpreussen som len af Polen Pining, Pothorst og Cortereal genfinder Grønland og New Foundland Hertug Karl d. Dristige falder ved Nancy Storfyrst Ivan af Moskva erobrer fristaden Novgorod Storfyrst Ivan undsiger mongolernes overherredømme og antager zartitel Johannitterordenen på Rhodos afværger et storstilet tyrkisk angreb Henrik 7. Tudor kommer på tronen i England Portugiseren Bartolomeus Diaz runder Kap det Gode Håb Spanierne erobrer det mauriske kongerige Granada Columbus opdager Amerika Maximilian efterfølger sin fader Frederik 3. som tysk konge (kejser) Frankrig begynder sine italienske felttog Zaren lukker hansekontoret Stahlhof i Novgorod Italieneren Giovanni Cabotto anløber Labrador Vasco da Gama sejler syd om Afrika til Indien
1453 1453 1455 1455-85 1466 ca. 1472 1477 1478 1480 1480 1485 1487 1492 1492 1493 1494 1494 1497 1497-98
Ex Libris
B
Nasjonalbiblioteket
De fire stænder
Gyldendal og Politikens
Danmarkshistorie Redaktion: Olaf Olsen
Bind 6
De fire stænder 1400 -1500 af Troels Dahlerup
Gyldendals Bogklubber
Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie Bind 6: De fire stænder (C) 1989 by Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag A/S, Copenhagen & Politikens Forlag A/S, Copenhagen Udsendes i Gyldendals Bogklubber efter overenskomst med Danmarkshistorien PS Bogen er sat med Palatino hos GB-sats, København og trykt hos Nørhaven Bogtrykkeri A/S, Viborg Reproduktionerne i farve er udført hos Jan Sloth, Århus, i s/h hos Nørhaven Bogtrykkeri A/S, Viborg Bogbinderarbejdet er udført af Nordisk Bogproduktion A/S, Haslev Forlagsredaktion: Mogens Kristensen Billedkonsulent: Helle Reinholdt Korttegner: Knud Rosenlund Grafisk tilrettelægning: Finn Evald/Grafikeme Omslag: Carsten Schiøler Omslagsillustration: Gjorslev på Stevns. Foto: John Jedbo
2. bogkluboplag Printed in Denmark 1993 ISBN 87-00-52206-6 (hele værket) ISBN 87-00-51883-2 Denne udgave må ikke gøres til genstand for offentligt udlån. Kopiering fra denne bog er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan.
Indhold
Først ville vi elske Gud og den hellige kirke 125
Forord 7
Kirkens organisation 125 Domkapitlet 132 Til vor sjæls salighed 139 Helgenkulten 146 Reform i hoved og i lemmer 151
DANMARK I UNIONEN
9
Fru Kongen 11 Formynderen 15 Dronningens finanser 18 Krongodset 19 Margretes eftermæle 26 Dronningens testamente 29
By og borger 161 Danske købmænd 166 Told og marked 171 Gilde og lav 178 Bysamfundet 181 Købstad, kirke og adel 186
Kong Erik 36 Det store bryllup 41 I tronfølgerlære 45 Holstenerfejden 48 Ret og magt 53 Triumftoget 56 Dronningen 62
KONGE OG UNION Ærkekongen 193
Unionsmonarkiets undergang 64 Frihed er det bedste guld 68 Tvedragt 72
DE FIRE STÆNDER
Adelen 100 „For tro og villig tjeneste" 102 Store og små godsejere 106 Dødens time 110 Standsbevidstheden 114 Det høviske liv 116 Skjold og hjelm 121
Den første oldenborger 200 Konge og aristokrati 204 Krisen i 1460'erne 210 Kampen om Sverige 220
Den store udlandsrejse 224 77
Den store landbrugskrise 79 Genrejsningen 86 Værn og vorned 90 Vornedskabet 95
191
To søstre 231 Tronskiftet 232
Regeringsmagten 238 I kancelliet 240 Kronens indtægter 242
SAMFUNDET
245
Lov og ret 247 Kirkens dom og band 259 „Om hor og andre åndelige sager" 263 Esbern Skrivers „frivole appel" 266
Fred og fejde 270 Drabets konsekvenser 271 Biskop og rigshofmester 274 Brok og Rosenkrantz 276 Svendeliv 278 Indhold
5
Lovlig fejde og forlig 279 En stridbar biskop 281 Rom og retten 286
Skattens mønt 289 Skattefritagelse og opkrævning 291 Kirkens beskatningsret 293 Pengepolitik 294 Den danske mønt 297 Køb og salg 300 Åger 304 Skillingen ruller 306
Bogen åbnes 313 Skriverne 316 Skolerne 318 Sortekunsten 324
Danmark og omverdenen 331 Danmark og Europa 332 Dansk kultur 336 Udblik 342
Litteraturvejledning 346
Illustrationsliste 349 Register 352
Forord Hver ny generation skal have sin egen nye, store danmarks historie, og en ny generation er kommet til siden Politikens Forlag i 1962 påbegyndte udgivelsen af sin Danmarkshistorie i 14 bind under redaktion af redaktør John Danstrup og pro fessor, dr.theol. Hal Koch. I begyndelsen af 80'erne havde såvel Gyldendal som Politikens Forlag planer om et nyt stort værk om Danmarks historie, og det var derfor naturligt at de to forlag i 1983 etablerede et samarbejde om denne opgave. Professor, dr.theol. Troels Dahlerup har ud over at have skrevet selve hovedteksten til bind 6 også skrevet billedtekster og udarbejdet den kronologiske tidstavle, litteraturvejlednin gen og sammen med bibliotekar René Herring registeret. Billedkonsulent på dette bind har været museumsinspektør, cand.mag. Helle Reinholdt, der også har stået for fremskaffel sen af illustrationsmaterialet og i samarbejde med redaktionen udarbejdet illustrationslisten. De mange illustrationer kunne ikke være bragt her uden beredvillig hjælp fra en række privatpersoner og institutioner som redaktionen skylder stor tak. Gyldendal og Politikens Forlag
I forhold til 1. udgaven er der i bogklubudgaven foretaget en række rettelser og tilføjelser.
Gyldendals Bogklubber
Danmark i unionen
Fru Kongen
Det fornemme unionssegl, som Erik af Pommern an vendte fra 1398 til 1435, indeholder et helt unions program. Som arvekonge af Norge har kongen placeret Sankt Olavsløven med øksen i hjerteskjoldet. I de fire felter kommer først Danmarks tre leoparder med en dannebrogsfane, og derefter følger det siden så omstridte tre kroners vå ben, her utvivlsomt opfattet som et unionssymbol. I tredje felt følger det gamle svenske folkungevåben med løve og til sidst den pommerske grif, et fabeldyr med løvekrop og rovfugle hoved. Den latinske om skrift proklamerer: Erik af Guds nåde konge over rigerne Danmark, Sverige, Norge, de venders og go ters og hertug af Pommern.
I året 1400 var kong Erik 18 år gammel og blev derfor erklæret myndig. Men derved skete intet indgreb i dronning Margretes stilling. Ganske vist var den unge konge allerede i 1397 blevet kronet i Kalmar til konge over alle tre nordiske riger, men indholdet af denne nordiske union var yderst uklart. Først og fremmest var dronningens egen stilling højst irre gulær. Ved sin fader Valdemar Atterdags død i 1375 var hun på næsten kupagtig vis blevet indsat som formynder for sin søn med Norges konge Håkon, og ved sin mands død i 1380 var hun ligeledes blevet formynder for den lille Oluf i Norge. Men i 1387 sker der det tragiske, at Oluf dør. Og da Norge statsret ligt set var et arverige, medens kongemagten i Danmark af hang af et valg, var situationen helt kaotisk. Alligevel lykkedes det Margrete at blive valgt til „fuldmæg tig Frue og til Husbonde og til ganske rigens af Danmark formynder", og det uanset at der ikke var nogen at være formynder for. Året efter hyldedes hun i Norge som „Norges og Sveers dronning" og „ret arving og fyrstinde til Danmarks rige", en mildt sagt stærkt propagandistisk titel med brod imod det Sverige, hvis aristokrati i sin tid havde afsat hendes svigerfader Magnus, kong Håkons fader, og i stedet indkaldt den mecklenburgske hertug Albrecht. Samtidig med at Margrete knyttede kontakter til den ud bredte svenske opposition imod kong Albrecht, satte hun sig i forbindelse med sine slægtninge i Pommern, hvor hendes søsterdatter i et ægteskab med en pommersk hertug havde en blot seksårig søn Bugislav. Sankt Mathias' dag 1389 knustes kong Albrechts styrker af en dansk-norsk-svensk hær i slaget ved Åsle i Våstergotland, og kongen selv blev taget til fange. Derpå kom den pommer ske hertug til Danmark for at aflevere sine børn, datteren Catharina, der nogen tid blev opdraget i Vadstena Kloster, og sønnen, der fra nu af kaldtes Erik. En lang række norske rigsråder fastslog, at den lille Erik var ret arving til Norges rige, samt at arvegangen for fremtiden skulle regnes fra ham, dvs. at alle andre eventuelle tronkrævere og prætendenter dermed var ude af spillet. I denne Erik, kong Valdemars oldebarn, besad Margrete nu den myndling, i hvis navn hun fremtidig som formynder skulle udøve den reelle magt i hele Norden. Titler og for maliteter synes hun altid at have set stort på, blot hun havde
Fru Kongen
11
magten, som hun til gengæld forstod at bruge med varsom hed. I henhold til Lindholmtraktaten af 1395 blev den fangne kong Albrecht løsladt imod et løfte om at betale en kæmpe mæssig løsesum. Kunne han ikke skaffe pengene, hvad næp pe nogen ventede, skulle han i så fald udlevere sit sidste støttepunkt i Sverige, det stærkt befæstede Stockholm, hvor fra hans tilhængere, de såkaldte vitaliebrødre, til hansestædernes store harme og fortræd havde drevet en omfattende fribyt tervirksomhed. I januar 1396 hyldes den lille Erik på Viborg Landsting, og samtidig udstedes en rigslov, der som den første af sin art var på dansk. Efter sit indhold kan den næsten kaldes en omvendt håndfæstning, dvs. at det ikke var aristokratiet, der som be tingelse for kongevalg opregnede sine egeninteresser. Her var det kongemagten, der på grundlag af skik og brug og uden at træde velerhvervede interesser for nær fremkom med sit syn på rigets forfatning og retstilstand. Smukt fastslår allerede første bestemmelse, at der skal hol des fred, dvs. at al vilkårlighed og selvtægt skal ophøre. På den ene side betød dette øgede bødeindtægter til kongemagten, hvis reglerne blev brudt; på den anden side levede fejderetten videre i endnu 100 år. Men nu bliver det slået fast, at der var situationer, hvor enhver burde føle sig sikker, således når han var i sin egen gård og på kirke- eller tingvej. Megen selvtægt skyldes nok rejselivets krav, hvor ikke mindst klostrene traditionelt havde måttet holde for, når kon ge og stormænd drog om i riget med talstærkt følge, heste og hunde, men hvor også handelsfolk havde brug for moderne bekvemmeligheder. Derfor blev det nu fastslået, at der skulle indrettes offentlige kroer for hver fjerde mils vej, og herved håbede man at komme det såkaldte voldgæsteri til livs. Malende skildres det uromoment, som de mange private borge og befæstninger havde udgjort. „Eftersom der er sket liden ret fra de hidtidige borge, forbyder vi, at der bygges flere fæstninger eller barfred, for at landet hurtigere skal komme i orden og til mere fred, end der til nu har været." Endnu en vigtig bestemmelse drejede sig om generhvervel sen af krongods, der med urette var kommet i privates be siddelse. Hertil sluttede sig en række bestemmelser til gavn for handelen, og endelig omtales de skatter, der i lidt varierende form var blevet bevilget på rigets forskellige landsting, og som var specielt nødvendige, da det var hensigten atter at slå god dansk mønt. I juli hyldes Erik derpå i Sverige, hvor en lignende rigslov 12
Fru Kongen
Gjorslev Slot på Stevns. Omkring 1400 lod ros kildebispen Peder Jensen Lodehat denne pragtbyg ning opføre. Den er ikke så meget en borg som et mo nument, der markerer, hvilken magt og indflydelse roskildebispen da besad. Den korsformede bygnings mure står ret uændrede, dog med forstørrede vindu er, og i stedet for saddelta get med spir har der været murtinder med skydeskår.
blev udstedt. Her udtrykte man ønske om fremtidige for handlinger mellem de tre nordiske riger, når og hvor dron ningen (og naturligvis kong Erik) måtte finde det belejligt. Eftersom „vi alle i disse tre riger har én herre og konge", skulle der omsider være mulighed for at undgå krig og ufred i Nor den. Og endelig trådte i Kalmar en talstærk stormandsforsamling sammen i 1397, hvor man trinitatis søndag (den 17. juni) krone de Erik til konge i alle tre riger på én gang. Ikke blot en højst usædvanlig handling, men den foregik også stik imod alle lokale traditioner om, hvor kongekroning burde finde sted. Herom beretter et stort pergamentsbrev, udstedt godt en måned senere og beseglet af 67 gejstlige og verdslige stormænd fra alle tre riger som dokumentation for, at der var foretaget en sådan kroning. Men selv om dette stod fast, var der problemer, blandt andet havde Lubeck været tilkaldt til forhandlinger, som hansestaden dog udeblev fra. Gotlands stilling var problematisk, da slotshøvedsmændene viste sig at
Fru Kongen
13
Kalmar Slot ved grænsen til Danmark var en af Sveriges vigtigste borge. Selv om det nuværende slot har udtalt renæssancepræg, er der bevaret så meget af det middelalderlige murværk, at det har været muligt at foretage den her gengivne rekonstruktion. At konge kroningen fandt sted netop i Kalmar skyldtes vel, at man derved kom ud over hvert af de tre rigers tradi tioner om, hvor en kroning egentlig burde finde sted. Men når den nygifte Erik af Pommern residerede her i flere år, antyder det, at man forventede, at slot og stad ville få større og samlende betydning for unionen.
14
Fru Kongen
hælde til kong Albrechts side, og da øen fortsat brugtes som base for sørøverier, lod Den tyske Ordens højmester Gotland besætte i 1398. Hvor vidt unionen mellem rigerne egentlig skulle gå, inde holdt kroningsdokumentet intet om. Men sandsynligvis selv samme dag (eventuelt en uge senere) udstedtes det såkaldte unionsbrev, der fastslog, at forbindelsen mellem de tre riger skulle fortsætte også under kong Eriks efterfølgere. Og selv om de tre riger bevarede indre selvstyre med egne love og retssædvaner, skulle man have fælles fjender såvel uden- som indenrigs, dvs. at var man gjort fredløs i ét af rigerne, gjaldt dette også for de andre rigers vedkommende. Til slut kom nogle garantier for det jordegods, som Margrete havde ret til at besidde på livstid som enkepension. Det er fortsat omstridt, hvad dette aparte papirsdokument med dets mange rettelser egentlig betød. Blot en menneskeal der senere, i 1425, lod kong Erik det kopiere, vel at mærke på pergament, hvilket viser, at han da var i en situation, hvor det uklare brev kunne være ham og hans synspunkter til nytte. Men endnu ti år senere var det omvendt de utilfredse svenske stormænd, der trak bestemmelserne i brevet frem og hævde de, at kongen havde overtrådt unionsvilkårene, samtidig med at de på grundlag af det gamle brev søgte at nå frem til et klarere forfatningsudkast. Efter alt hvad vi i øvrigt ved om dronningens politik, blev hendes sejre og reelle resultater altid omhyggeligt nedfældet på retsgyldigt pergament med talstærk, absolut korrekt be segling. Så antagelig repræsenterer unionsbrevet den øjeblik kelige situation: kong Erik var ved én kroning blevet eneher
sker i alle tre nordiske riger; de nærmere regler for unionens indhold var derimod endnu uafklarede, hvad der i og for sig ikke nødvendigvis var til kongemagtens skade, hvorfor alene visse hovedsynspunkter blev protokollerede, og det på papir. Og netop brevets slutbemærkning, at det skulle affattes på pergament i seks eksemplarer - to til hvert rige - antyder dets præg af udkast, eller om man vil: hér udtrykte en lille inder kreds af dronningens betroede mænd deres tilslutning til et program for den fremtidige unionspolitik. En hensigtserklæ ring, der kunne være nyttig for regenten, men som samtidig ikke satte alt for klare grænser for en eventuelt langt stærkere magtposition.
Formynderen Uanset unionsbrevets tvivlsomme retsgyldighed var Margretes stærke stilling uomtvistelig. Dette viser sig blandt andet deri, at hun stille og roligt lod de gamle og fornemme rigsem beder forsvinde ved ledighed. Allerede i 1381 døde den sidste rigsmarsk, og snart efter også den sidste drost. Og selv om roskildebispen bevarede titel af rigskansler, blev dette en gan ske vist fornem, men reelt indholdsløs titel, der kun blev taget frem ved særlige lejligheder af højtidelig karakter. I stedet optræder en kongelig kansler, nært knyttet til regen tens person som leder af det kongelige kancelli og dermed af de daglige forretninger. Og dronningens hofmester, der hav de ansvaret for hofholdningen og dermed hendes privatøko nomi, kommer i stigende grad til at blive rigets finansforvalter. Men først og fremmest fik dronningen utrolig meget ud af sin strengt taget irregulære position som blot og bar formyn der. Efter kong Håkons død var hun enkedronning af Norge, og i Sverige stod hun ikke blot som erobreren, men også som enke efter Håkon, der var sidste levende mand af det gamle svenske folkungedynasti. I Danmark havde hun derimod al drig nogen ret til dronningetitel; hun var som nævnt valgt til fuldmægtig og formynder, altså rigsforstander. Men faktisk gav dette hende en ekstraordinær stærk position. Enhver stor godsejer ville selv have erfaret, at det var en formynders første pligt at sørge for, at de betroede midler til sin tid helt og fuldt blev overdraget til myndlingen, når denne blev myndig. Ellers pådrog man sig et erstatningsansvar. Dette betød, at Margrete til hver en tid kunne afslå stormændenes ønsker om udvidel ser af deres privilegier. Det var nemt at hævde, at der i og for sig intet var, hun hellere ville; men desværre var det juridisk set umuligt for hende på mindste måde at begrænse kongeFormynderen
15
1 1425 lod kong Erik Kalmarunionsbrevet afskrive i en ved notar bekræftet form, en såkaldt vidisse. Den fornemme pergaments kopi tager sig noget mere imponerende ud end origi nalens beskedne papir med dets mange rettelser m.v. (gengivet i bind 5, side 307). Antagelig lå Kalmarbrevene allerede da på Kalundborg Slot, hvor de registreredes senest 1439. De fik begge en bagsidepåtegning ved den skriver, der udførte 1425afskriften. På det såkaldte unionsbrev står: „En aftale at disse tre riger skulle evigt blive under en konge, som gjort var i Kalmar", på det såkaldte kroningsbrev: „Hvorledes alle tre rigens råd lovede min herre tro skab i Kalmar, da han blev kronet, og at disse tre riger skulle blive tilsammen under ham."
magtens rettigheder, da hun havde pligt til, når kong Erik blev myndig, da ubeskåret at overdrage ham hele den kongemagt og de fulde rettigheder, som hun i sin tid (i 1375) var blevet betroet. Foruden selve kongemagten i alle tre riger besad hun sit morgengavegods som enkepension (senere kaldtes dette livgeding), dvs. at store dele af kronens slotte og godser stod under hendes private bestyrelse. Nok føltes det altid rimeligst, at administrationen af slottene og de vigtigste embeder blev betroet mænd, der var indfødte i hvert enkelt rige. Men det var lige så givet, at dronningen som privatperson kunne admini strere sit eget gods efter forgodtbefindende. Den altid vel underrettede lybske krønike beretter:
„Dette ordnede dronningen med stor klogskab, og da dette var sket [generhvervelsen af de skånske slotte og forsoningen med Holsten], blev hele rigets adel grebet af respekt for denne frues visdom og styrke, og den gik villigt i hendes tjeneste. Hun kaldte fogederne i landet til sig, rejste rundt fra slot til slot og forflyttede fogederne fra det ene slot til det andet, ligesom når en klosterforstander sender munkene fra kloster til kloster ... således blev dronningen med sin søn så mægtig over hele riget, at hun intet savnede." Som adskillige danske fik bestyrelsen af slotte og len i Sverige og Norge, lod Margrete meget gods i Danmark forvalte ved tilkaldte tyske fogeder, der følgelig kom til at stå i et særligt loyalitetsforhold til hende, en politik, som Erik af Pommerns dronning siden hen med ikke ringe held søgte at efterligne. En umiddelbar konsekvens af formynderstillingen var iværksættelsen af det program om genskabelsen af krongod set, der var blevet vedtaget i 1396. Her gentog stormændene et løfte fra 1376 om ikke at ville købe selvejergods (og dermed gøre dette skattefrit), så længe kongen var umyndig, og samti dig udtryktes et fromt ønske om, at man derefter ville kunne komme til enighed om dette kildne spørgsmål. Men først og fremmest bestemtes det, at alt krongods, der siden 1368 var tabt for den danske krone, atter skulle generhverves ved hjælp af specialdomstole, der skulle granske de juridiske forhold, og i Sverige blev det samme vedtaget, her med 1363 som skæ ringstidspunkt. Og når hansestæderne bestandigt pukkede på deres privile gier, stod formynderen i en stærk position. Udvidelser eller blot mere gunstig fortolkning af allerede gældende bestem melser var helt udelukket, ja i og for sig var det tvivlsomt, om
16
Fru Kongen
"" ci
Å< .
!.4- *Mb--
f,ci*>«. oc f&få* ? ''•'*£' ^f* -r-«t*-| ,«$sr:£ Gi r^-7 e-.