Kulturkritik: Bd. 1-4 (1956-67)

Citation preview

Pool,

1956-67

Henningsen Kulturkritik

r■ 1

KULTURKRITIK I 1974 ville Poul Henningsen være fyldt 80 år. Det vil blive markeret på mange måder året igennem. Som det er gået før i historien fremstår pionerernes indsats med stadig stør­ re tydelighed jo mere årene går. Poul Henningsen blev til­ jublet af ungdommen med fakkeltog, da han fyldte 70. I de ti år der er gået siden, har stadig større kredse indset, hvil­ ken betydning han havde på vidt forskellige områder af kulturlivet. Arkitekter og ingeniører indser det, ikke kun herhjemme, men også i udlandet, hvor Poul Henningsens arbejder med belysning nu bryder markant igennem. Men dette er kun én side af Poul Henningsens virke. Hans kritik i kulturdebat­ ten er en tilsvarende banebrydende indsats. Det kgl. Biblioteks samling af Poul Henningsens mangearte­ de skribentvirksomhed overgår langt 3000 artikler, anmeldel­ ser og foredrag. Og ud af denne vældige produktion, som stod på igennem 50 år, er nu udvalgt de mest repræsentative tekster i et firebindsværk på godt 1000 sider: Kulturkritik 1918-1967. Carl Erik Bay og Olaf Harsløf fra Københavns Universitet har med professor dr phil Sven Møller Kristensen som til­ synsførende haft det store Udvælgelsesarbejde. Det drejer sig om artikler'om arkitektur, byplan, kunst, teater, moral­ begreber, sprog, reklame og m. m., men udvalget er ikke ordnet efter emner, fordi det netop var det grundlæggende princip for Poul Henningsen at vise kultursammenhængen at vise de parallelle tendenser og udviklinger inden for de forskellige fag og områder, så han ustandselig måtte jævn­ føre og behandle flere emner samtidig. Statens humanistiske Forskningsråd og PH-fonden har støt­ tet det store forarbejde og udgivelsen, og dermed er det samtidig muliggjort, at værket ved sin pris kan nå vidt ud blandt også ungdommen.

Rhodos

ISBN 87 7496 390 2

KULTURKRITIK

i

Poul Henningsen

KULTURKRITIK bind IV 1956-67 REDIGERET AF CARL ERIK BAY OG OLAV HARSLØF under tilsyn af Sven Møller Kristensen

RHODOS

KULTURKRITIK bind IV © RHODOS, København 1973 Forsidebilledet er et fotografi fra 1964 Omslag og tilrettelægning: Michael Malling ISBN 87 7496 390 2

Indholdsfortegnelse Indledning Kan vi, må vi, vil vi? Ero to-chok Folkets vilje og radioens lov Ydre eller indre stemme Bidrag til det 20. årh.'s kulturhistorie Forloren folkelighed Tidens dilemma Kulturen, folkestyret og kapitalen Nyttede kulturkampen? Det paralelle ved kunstarterne Er den demokratiske socialisme en livsanskuelse? Magtesløse menneske Hvad behøver mennesket? Kulturradikalismens fallit? ......... Berlinervers Mere om sidste krig Det skete i København Middelklassen som kulturfornyer Fra guldalder til Panduro Kritisk Revy over Kritisk Revy Konturen af det kommende PH skriver Svindel eller budskab Kvindelighedens undergang Uenighedens vitamin Til præst og avis Politiken: PH i kulturkløften Hvad er der? Reducer skæbnens magt Noter Emneregister

7 10 16 21 29 31 39 45 52 53 62 66 70 77 84 101 108 109 111 118 125 129 .135 138 144 151 156 163 165 172 174 182

5

I

Indledning 1956 - 1967.

„ ... efter at „Heretica" er gået ind, er tredivernes folk begyndt at stikke snuden frem igen" skrev en hereticaner i 1956 med di­ rekte adresse til Poul Henningsen. Efterkrigstidsskriftet Heretica havde institutionaliseret sig. Den nyreaktionære bevægelse fra 30'me fik sin foreløbige afslutning med dette tidsskrifts ophør. Den „kritiske" modernisme der nu satte ind opfattedes af Poul Henningsen som et forsøg på at genetablere kunsten i dens gam­ le rolle som udadrettet kampmiddel. Den indadvendte og ukri­ tiske kunst havde sin del af skylden for den kulturelle passivitet og den voksende konformisme. Konformismen var for Poul Henningsen nok i første omgang et amerikansk fænomen - et direkte udtryk for det kapitalsty­ rede forbrugersamfund. Kulturpolitikken måtte derfor nu føres som en kamp mod det „indre diktatur" og kunsten betragtes som „vinduet til friheden". Modernismen syntes at rumme så­ danne kritiske muligheder. Blandt dens udøvere fandt Poul Hen­ ningsen at Villy Sørensen var en klog tænker, Klaus Rifbjerg en modig digter, og Leif Panduro en god forfatter og dramatiker. Samtidig genfandt han hos disse tre en tilslutning til den kultur­ radikalisme han selv definerede som det menneskelige i centrum: „Min tro på den demokratiske socialisme som livsanskuelse be­ ror på at den sætter det menneskelige i centrum." Poul Henningsens erklærede mål var kulturdemokratiet. Dets modsætning var industristaten der ønskede at omskabe menne­ sket til funktionær og forbruger. Gang på gang vender han til­ bage til Huxleys skræmmebillede i Fagre ny verden: det følelses­ løse funktionærsamfund. Den klasseudjævning han havde ar­ bejdet for i alle årene syntes at nærme sig - faretruende: „Må­ ske er vi ved at glide fra drømmen om demokratiet over i orga7

nisationsstatens konfliktløse virkelighed. Samarbejdets ånd på­ kaldes overalt - mellem landene, kapital og regering, arbejdere og arbejdsgivere, forbrugere og producenter. I den ånd ka nfri­ heden ikke udvikles." I 1959 fik Poul Henningsen i forbindelse med et redaktions­ skifte sin afsked fra Aktuelt og gik til Information. 1960 gen­ ansattes han ved Politiken som anmelder og kronikør. I sine sidste 10 år samlede han sin skribent- og foredragsvirksomhed om underholdningsindustrien, kulturkløften og forbrugerismen. Underholdningsindustrien så han som en stadig stærkere in­ tegreret del af det herskende kulturmønster. Han beskæftigede sig med dette forhold fra to sider. Dels ved at føre den nyere socialantropologi (Ruth Benedict, B. Malinowski, Margaret Mead, Erich Fromm og Edgar Morin) ind i debatten, dels ved at angribe den nypositivistiske værdinihilisme — at alt er lige godt. Poul Henningsen ønskede fortsat at opdrage og hævdede stadig nødvendigheden af en bevidst kulturpolitik. Til underholdningsindustrien regnede Poul Henningsen også den samlede presse, fjernsynet og radioen. Det Hitler havde forstået - at beherske kulturapparatet - havde man taget til sig i øst og vest. Kampen for frihed og demokrati måtte derfor nødvendigvis gå gennem kulturlivet. Derfor var Emst Bruun Olsens og Finn Saverys Teenagerlove (1960) for Poul Henning­ sen ikke blot kunst på internationalt plan, men samtidig en kritik der ramte alle aspekter af kulturapparatet. Den socialdemokratiske velfærdstankes erklærede mål — klas­ seudjævningen - havde ikke fjernet den såkaldte kulturkløft. Under kunstfonddebatten 1965 trådte den tydeligt frem. En folkelig protest mod statens uddeling af kunstnergager fremkom på initiativ af en lagerforvalter ved Kolding svineslagteri, Peter Rindal. Poul Henningsens kommentar lød i overensstemmelse med det syn på kunst og folkelighed han havde hævdet siden 20'me: „Man ville med nysgerrighed høre på Rindals betragtnin­ ger om slagteri, men man ville være noget mindre interesseret i at høre ham diskutere kunst." Poul Henningsen afviste en „publi-

8

kums censur"; det er fagmændene der skal vælge. Og kunstneren har altid ret. Poul Henningsen betragtede kunsten som en forbrugsvare — noget der skuilt underkastes en brugsmæssig kritik. Omvendt mente han samtidig at de mere materielle forbrugsvarer skulle underkastes en kunstnerisk kritik. En sådan funktionalistisk og pågående kritik udøvede han i forbrugerbladet Tænk som han redigerede fra 1963. Med Tænk var Poul Henningsen tilbage i sin yndlingsposition fra Kritisk Revy-tiden - aktivistisk og omstridt.

Kan vi, må vi, vil vi? Social-Demokratens kronik 13 - 1 - 1957.

Det har vist ringet anden gang i kulturdebatten. Ensretningen, den konformisme, som med urette er gjort til et amerikansk fæ­ nomen, rykker os hver dag nærmere. Meget store dele af kloden synes at være inde i samme faretruende åndelige udvikling — ganske uanset om det økonomisk-politiske styre er storkapitali­ stisk, borgerligt-demokratisk eller statskapitalistisk, såkaldt kom­ munistisk. De første skribenter som gjorde opmærksom på kon­ formismen, og som af den grund blev stemplet som kommuni­ stiske sympatisører, kan nu skimte oprejsningen, for nu synes man at se, at de ikke bare var antiamerikanere, men i høj grad også antisovjetister og først og fremmest antismåborgerlige. Hoben af uløste kulturspørsmål vokser fra år til år nogenlunde upåvirket af styret på stedet. Ikke alene atombomben er praktisk talt ens, hvor den så fabrikeres, også den fredelige atomkraft, automatiseringen, hele den moderne teknik omformer verden efter sit eget hode og ikke efter vores. Tanken ligger nær, at vesterlandenes fremtid næppe alene afgøres i den økonomisk­ politiske arena. Det er rimeligt, om håb og frygt svinger hos de folk, der slås med kulturen. Nytter den enkeltes indsats? Kan udviklingen drejes? Hvor skal der sættes ind. Svigter vi ikke demokratiet, har vi overhovedet lov til at blande os i, hvad folk bruger deres fri­ tid til, om den så biir dobbelt så lang? For at få svar på alt det har jeg efter mange års forløb for anden gang gennemlæst den afdøde amerikanske professor Ruth Benedicts „Kulturmønstre", som kom i 34, og som „Fremad" udsendte på dansk i 52. Den er en tolerancens bibel. Som det er biblers væsen, gir den os både svar og håb. Bogen advarer også den alt for optimistiske, som kunne håbe

10

på en fremtidskultur, der simpelthen rummede alt menneskeligt. Ruth Benedict bruger den sammenligning, at menneskets taleredskaber kan frembringe et utal af lyde, men i engelsk bruger man kun tre fire dusin af dem, og de falder ikke engang sam­ men med lydene i så nære sprog som tysk og fransk. Hvert sprog verden over må gøre sit lille udvalg, for det ville blie alt for besværligt og gøre sproget uhandleligt og uforståeligt at bygge det på de hundredvis fonetisk beskrevne lyde. På samme måde kan vores adfærdsmønster, vores kulturmønster aldrig dække alle menneskelige foreteelser og udtryksformer. Lad det være en kort forklaring på kløften mellem den østerlandske, ek­ statiske indadvendte livsform og den vesterlandske praktiske, ud­ advendte, i bedste fald logiske. Der er kulturer i Sibirien, hvor vanvid og sygdom anses for den højeste åndelige udfoldelse, in­ dianerstammer hvor fuldskab er vejen til den store religiøse ople­ velse, og andre stammer hvor mådehold og ædruelighed sættes højt, og hvor den mand der viser vrede, er ilde anset. Der er kul­ turer, hvor krig er målet, andre hvor ordet ikke findes og forstås. Man kan ikke forklare en eskimo, hvad verdenskrig er. Det lig­ ger udenfor hans fantasi at forestille sig to bopladser i kamp. I én stamme biir den mand, der slår en anden ihjæl, dermed automa­ tisk politibetjent, i en anden lægger konen, hvis hun vil skilles, mandens ejendele udenfor hytten. Når han kommer fra jagt og finder dem, går han hjem og græder hos sin mor. Begreber som pubertet og menstruation behandles vidt forskelligt verden over. I ét kulturmønster murer man de unge piger inde i et par år som urene, i et andet betragtes menstruationen som hellig, i et tredje eksisterer den overhodet ikke som problem. En indianerstamme i Nordvest-Amerika har udviklet ejendomsretten til næsten liså fuldkomment vanvid som vi, idet det ikke alene gælder om at eje så mange tæpper, kajakker og andre værdigenstande som mu­ ligt, men også om at låne dem til ågerrenter, hvorefter man for at prale inviterer sin nabo, stavler det hele i en bunke og bræn­ der det af for næsen af ham. Kan han ikke imponere med et større bål af gode sager, begår han selvmord. Hos os brænder

11

man som bekendt ikke tingene, men æder dem op i naboens selskab, og det hænder, at en konfirmation eller et sølvbryllup afholdes på banklån. Kan iøvrigt nogen gi en fornuftig forkla­ ring på, hvorfor vesterlandets milliardærer biir ved at slæbe penge sammen, hvis det ikke skulle være for den formålsløse magts sødme? Jeg ved godt, de selv tror, det sker i fædrelandets og menneskehedens navn. Om alt det og meget mere handler bogen, og det er ikke bare for mærkværdighedernes skyld, men først og fremmest for tole­ rancens. Vi skal ikke tro, at den hvide kultur er den højeste og bedste af alle kulturer. Den er set udefra liså sindsyg som de andre kulturer virker set fra vores. Vi må derfor opgi det 19. århundredes hovne nedtromling af andre folkeslags livsvaner og i stedet vise dem respekt. Og vi må forstå at spejle os i disse va­ ner og derved lære af dem. Vi må opgi troen på, at vores ind­ stilling til krig, mord, magtstræb, blufærdighed, blodskam, ho­ moseksualitet er medfødt, det vil sige biologisk. I en fortræffe­ lig nytårstale i radioen har professor Linderstrøm-Lang kaldt jungleloven, „alles kamp mod alle", en biologisk lov. Jeg tror, ingen moderne antropolog vil anerkende denne påstand. Ruth Benedict slår fast, at al menneskelig adfærd i alle kulturmønstre er samfundsbestemt. Det er hende også magtpåliggende at tilbagevise påstanden om den hvide kulturs ælde. Det mønster, vi lever efter i dag, kan for det mestes vedkommende kun føres tilbage til borger­ skabet, som opstod på ruinerne af den franske revolution. Den religion, vi bekender os til, har kun navnet fælles med middel­ alderens, endsige de første kristnes. Når „Dagens Nyheder" i en elskværdig kulturleder mandag taler om „de kilder, som i århundreder, ja i årtusinder har været den vesterlandske kulturs livsgrundlag", så er det tomme ord i forhold til Ruth Benedicts eksempler. Hun påstår, at der er større forskel imellem det mid­ delalderlige kulturmønster og det nuværende end mellem zuniindianemes adfærd i New Mexico og dobuemes ved Australien. Tænk det selv igennem. Mennesker som Einstein og Niels Bohr

12

nyder i dag den største agtelse. I middelalderen ville de være blevet stegt som pølser på bålet. Folk som dengang kunne falde i ekstase og se syner, og som man beundrede, fordi de var besøgt af den hellige ånd, spærrer vi til gengæld i dag inde på sindsygeanstalter. Ruth Benedict skriver:

I New England betragtede den samtidige offentlige mening i det 18. århundrede sidst af alle de puritanske menigheders præster som psykopatiske. Få autoritetsgrupper har nogen­ sinde fået lov til at udøve et diktatur som deres i intellektuel og følelsesmæssig henseende. De var Guds stemme. Men for en moderne iagttager er det netop dem, der er det puritanske New Englands neurotikere, og ikke de forvirrede og torterede kvinder, de sendte i døden anklaget for hekseri. En så over­ dreven skyldfølelse, som de skildrede og krævede, både af sig selv og andre ved omvendelsesprocesseme, finder man i en noget sundere civilisation kim hos patienterne på sindsygehospitaleme. Der kan også i det 19 og 20 århundrede påvises vældige kul­ turrevolutioner, og der kan peges på kommende. I bogen står, at man i dag tør tillade sig at undersøge kristendommen på lige fod med andre religioner, fordi den i dette århundrede er gledet d baggrunden som ledende kulturfaktor. Men det er stadig (Umuligt at diskutere og undersøge kapitalismen objektivt og åbent, ganske som det i krigstid er forbudt at beskæftige sig imed internationale forhold og forbindelser. Det skyldes natur­ ligvis, at kapitalismen endnu er en konstant ledende kulturfak­ tor og krigen en periodisk tilbagevendende.

Hvad kan vi lære af alt det? For det første: Et samfund kan ikke eksistere uden et kultur.mønster, og menneskene kan ikke leve i samfundet, uden at de­ ltes adfærd på forhånd ligger fast, så de for det meste kan handle næsten instinktivt. Man kan ikke ta stilling til alting påny hver-

13

i

gang. Noget må gå automatisk. Vaner og traditioner er uund­ værlige. Hvis kulturen skifter, biir nye vaner derfor hurtigt ind­ arbejdede. For det andet: Et kulturmønster kan dog også komme til at virke som et slaveri, et diktatur. Det vil altid formindske handle­ friheden, men under en materiel udvikling kan vaner fra for­ tiden reducere livsvilkårene unødigt. Magthavere kan gennem kulturmønstret holde folket i slaveri. Hvis kapitalen, hvad jeg mener, står bag konformismen og gennemfører den for at sælge de fleste og de dårligste varer til den højeste pris, så er det gamle økonomiske proletariat blevet erstattet med et nyt ånde­ ligt. Derfor svigter ri ikke demokratiet ved at prøve en drejning af kulturmønstret, vi redder det. For det tredje: Intet kulturmønster er biologisk bestemt af menneskets natur. Selv i vores såkaldte højt oplyste samfund stempler vi folk som sindsyge, forbrydere og umoralske, og vi lider af god eller dårlig samvittighed efter regler, som ikke findes medfødt i sindet. I andre kulturer vil helt andre blie indespærret som sindsyge eller forbrydere, helt andre vil gå løse, og samvit­ tigheden vil kæmpe med problemer, som er os fremmede. For det fjerde: Troen på egen kulturs ælde og ufejlbarlighed er umotiveret. Afsides og stillestående folkeslag kan måske ha en gammel kultur, men den hvide mand har i lange tider opført sig så eksplosivt også på andre folkeslags bekostning, at hans adfærdsmønster bestandig har måttet skifte, ofte til sin direkte modsætning. Det er sikkert at kulturmønstret stadig vil ændre sig, og vi kan indenfor vide grænser øve indflydelse på den kom­ mende udvikling. For det femte: Den hvide kultur har under borgerskabet ikke været eet, men mange mønstre bestemt af klassedelingen. Trods den ringe forbindelse mellem klasserne har det giet en vis rigdom og vekselvirkning. Med funktionærsamfundet, som venter os, trues vi af en konformisme, som næsten ikke omgies af andre adfærdsmønstre og endda vil stå fjendtlig mod de få, der findes. Hvor snævert et kulturmønster end tegnes omkring et folk, vil

14

det kun være yderst få, der føler det som tvang. Hvem savner i dag i Europa at falde i trance eller se syner? Kun yderst få, og de står i fare for at blie indespærret. Muligt kan vi undvære folk med trance og syner, men det biir alvorligere, hvis den kunstne­ riske og videnskabelige frihed angribes. Så biir der tale om et diktatur, som kun kan modarbejdes ved bevidst opdragelse af hele befolkningen til tolerance. Den maa oplæres i, at kulturmøn­ stret kun er noget praktisk, at den hvide kultur ikke står hævet over alle andre, og at den kultur, hver enkelt er opdraget i, ikke moralsk er mere værd end al anden. Lærere, opdragere, journa­ lister, kunstnere, videnskabsmand må dels ha frihed og vilkår til at forberede en lykkeligere udvikling, dels pligt til at udbygge alle broer til hverdagsmennesket for at holde ham levende og skadesløs for den ensformighed og ensomhed, som de moderne arbejdsformer og den lange fritid let fører med sig, og den kon­ formisme, som uvægerlig følger efter. For det sjette: Opgaven har sin praktiske begrænsning. Også kulturpolitik er det muliges kunst, omend på længere sigt og ikke påvirket af valgperioder. Det ligger i sagens natur, at kultur­ stoffet ikke som helhed kan blie, hvad man kalder 100 procents bladstof. Mange spørsmål må nu til at begynde med rejses for de forholdsvis få, før de kan bringes ud til de mange. Enhver som vil kritisere sin tids kulturmønster, må prøve at være objek­ tiv ved at stille sig udenfor det. Jo mere det lykkes ham, des mere fremmed vil hans tale virke på dem, som lever under møn­ strets diktatur. Det betegnende for ethvert kulturmønster er, at hverdagsmennesket, som lever i det, vil finde det hævet over kritik og rigtigt i alle enkelheder. Her ligger den største van­ skelighed ved arbejdet med at udvide kresen af kulturinteres­ serede til blandt andet også at gælde politikerne, som er optaet af arbejde på helt andre felter. Et lyspunkt er det, at „Kulturmøn­ stre" er obligatorisk læsning for børnehavelærerinder, som ud­ dannes i København. Det lover godt for en videre tolerance om det kulturelle i fremtiden. Måske er sagen så brændende, at de flest mulige interesserede i rigsdagen burde ta bogen frem nu.

15

i

l I

Allerede i 1934 har Ruth Benedict beskrevet den fare ved tidens kultur, som ryster os i dag. Hun skriver, at middelstandsmenne­ skets eneste bekymring er angsten for at virke anderledes. Ingen vil på mindste måde afvige fra sine naboer. Alt hvad man ofrer af tid, ro og økonomi går ud på at sikre sig, at ingen af familiens medlemmer falder en millimeter ved siden af det vedtagne. Sindsygehospitaleme fyldes af folk, som ikke kan slå til overfor disse krav. „En ny og mere tolerant opdragelse til selvrespekt og uaf­ hængighed vil derfor øge befolkningens sundhed." Synspunktet er centralt, fordi det viser, at sagen har to sider. At vores kulturmønster er forældet og tildels dikteret af inter­ esser, som ikke er folkets, er den ene side, som kan diskuteres. Men den anden er den næsegruse, slaviske angst for ikke at kunne leve op til dette mønster til sidste komma, og det er langt den farligste. Fortsætter linjen, vil demokratiet trods eksistensen af stemmeret og ytringsfrihed derved afskaffes. De to goder biir kun tomme hylstre, når alle ønsker at tænke og mene og føle ens. Under Hitler og Stalin indførte man dette diktatur med magt, og de afholdte valg med fuld deltagelse og enighed viste, hvad vi kan vente os. Men det går endnu værre, når ensretnin­ gen som nu sker tilsyneladende frivilligt. Kulturpolitik må i dag være kampen mod det indre diktatur, pligten til at åbne folks øjne, så de ser, at der er mere end een ting at vælge mellem. Det kan gøres, og det er forsvarligt at gøre det. Vil man finde det nødvendigt, før det er for sent?

Eroto-chok Social-Demokratens kronik 19 - 5 - 1957.

Denne bog kan ikke anbefales enhver uanset alder, opdragelse

16

og livssyn. Dertil er den for hensynsløs åbenhjertig. Man føler ved læsningen, at nu må gulvet snart være fejet rent for enhver utidig blufærdighed. Nu kan tingene ikke siges tydeligere. Frem­ tiden vil sikkert vise noget andet. I dag virker bogen som en chokbehandling mod frygten for åben tale i stil med elektro­ chok mod psykiske forstyrrelser. Sådan en strøm gennem hjer­ nen medfører, at næsten alt rasler ned ad bevidsthedens hylder, så man ikke ved, hvor gammel man er, og hvem man er, når man vågner, og dog er det ikke sikkert, elektrochoket hjælper, og det er ikke ligegyldigt, hvad alder man får det i. Det samme må gælde Millers bog. Den unge, hvis begær og ensomhed er bogens emne, vil lettere end vi, der fødtes i forrige århundrede, kunne føle den befrielse, bogen tilsigter. Han vil kunne modta skildrin­ gen af de voldsomme seksuelle begivenheder med samme selv­ følge, som man læser beskrivelsen af et bjerglandskab i storm eller en sjælelig konflikt. Når det ikke er muligt for enhver at ta det så roligt, er det fordi kærlighedslivet blev det sidste område, hvor den kunstne­ riske realisme fik lov at trænge ind under hårde kampe. Så­ dan måtte det nu engang være i den vesterlandske kultur, som i det 19 århundrede blev skævere end nogen anden, hvad det sek­ suelle angår. Til belysning af denne påstand kan peges på, at det er god tone at skildre alt muligt andet i bøgerne, der ligger frit på dagligstuebordet: forbrydelser, mord, pinsler, krig, sindsyge, vild overtro og løgnagtighed. Børn fyldes metodisk med det alt sammen, mens voksne må ha barnepige, censur og politi for at hindre en virkelighedsskildring af kønslivet. Kunstens kamp for at ta dét seksuelle emne op på lige fod har været lang. Den gjaldt de sidste 75 år for så vidt ikke bare retten til at tale sandt om kærlighed, men simpelthen retten til at tale sandt. Som Freud har lært os, måtte al slags sandhed få et skær af pornografi under victorianismen, fordi der skulle ties og lyves om det seksuelle. Det huskes fra striden ved den mo­ derne malerkunsts gennembrud. Selv da kubismen valgte noget

17

1

så upomografisk som form og farve at sige sandheder om, råbte man abnormitet og svineri efter den. En sammenligning mellem moderne maleri og „Sexus" kan være nyttig. Den der i sin tid kom frelst gennem kuren og choket ved at prøve at forstå Picasso, fik derved sit gulv fejet rent for tmødig forargelse og kan senere vandre rundt i malerkunsten med åbne øjne. Den der kan læse sidste bind af „Sexus" uden at kaste den fra sig eller behøve Neptusan mod søsyge, vil i ro og glæde kunne læse Agnar Mykles „Sangen om den røde ru­ bin", se kunsten i den og høre det unge ensomme hjerte hamre. Der er altså en moralsk mening med „Sexus" en sammenbidt hensigt om at ændre dig og mig, så i morgen ikke biir som i dag. Når man livet igennem har været lænket til troen på, at det kan nytte — at sandheden, hvor omtrentlig den end altid må være, vejer lidt mere end løgnen - kan man ikke for alvor skille kunst fra hensigt. Man er uden tro på, at kunst for kunstens skyld nogensinde har eksisteret. End ikke når digteren kravlede højst op i elfenbenstårnet, eller når maleren abstraherede mest fra mo­ tivet, lykkedes det dem at flygte fra det aktuelle og sociale, fra tidens og samfundets konflikter. Derfor er det sikkert, at denne bog vil forældes, at dens budskab vil miste sin aktualitet. Trods alle advarsler mod at læse „Sexus", hvis man ikke har brug for den, står der egentlig også tværs over forsiden: Men det haster, hvis du har brug for den. Man må være enig med konservative anmeldere i, at det sek­ suelle ikke i længden kan ind ta en så dominerende plads i literaturen som nu. Dagen nænner sig, omend langsomt. Det vil gå seksual-realismen, som det gik romantiken, der blomstrede så rigt efter Goethe. Tænk på Øhlenschlægers betydning for kær­ lighedslivet, tænk på hvor mange unge i dag, som kan takke hans kunst for, at de fik lov at få hinanden trods forældrenes økonomiske, sociale eller andre uvedkommende betænkeligheder. Romantiken var aktuelt nødvendig, og at den stort set sejrede, kan ses på, at Morten Korch kørte videre på den. Tør man tænke parallellen igennem med hensyn til den seksuelle realisme? Den

I

i

18

I

vil ikke gå ud af kunsten, fordi vi har fået nok af erotiske skil­ dringer. Den vil gå ind i underholdningen, fordi den har sejret. Den kan ikke logisk rammes af nogen anden skæbne. Fremtidens Ib Henrik Cavling vil i „Hjemmet" efterligne og fortynde nu­ tidens Henry Miller. Den brave borger, som ved årtusenskiftet leder UHA-afdelingen, vil køre videre på Miller. Den tropsfører i spejderkorpset, man til den tid vil udse til leder af fjernsynet, vil bringe „Sexus" på film. Skål moralister. Men i dag må de aller fleste mennesker ta tilløb for at læse den. Allerede efter andet binds første fire linjer, tror jeg adskil­ lige falder fra med et harmfuldt: Til hvad nytte! Slipper de over disse fire linjer har de en rimelig chance for at trænge ind til bo­ gens menneskelige værdier. Det drejer sig ikke bare om dens øre­ sønderrivende sandfærdighed på det seksuelle område. Den kunne læseren med nogen ret møde med et: Hvad kommer Henry Millers udskejelser mig ved? Hvor står det skrevet, at jeg har moralsk pligt til at lade ham vandre rundt i min private daglig­ stue med opknappede bukser? Nej der er en anden sandfærdig­ hed i bogen, som ikke bare føles sensationel og ublufærdig, men besynderlig ædende og ætsende hæderlig. Andre forfattere har udleveret deres hovedperson, men Miller lægger selv for- og efternavn til. Man mærker som en vilje bag hvert ord, at denne bog skal ikke vække sympati for ham. Pillen skal være så besk som livet selv — uden ringeste sukker-overtræk. Han anser ikke realismen for en kunstform blandt andre, den er et uomgænge­ ligt moralsk krav. Har han under skrivningen fattet mistanke om, at læseren måske vil finde en eller anden undskyldning eller forklaring på hans sjoverstreger i bogen, så tilføjer han en ny og værre umiddelbart efter, for læseren skal ikke finde livet pænt og menneskene nydelige. Han skal vide den fulde besked om, hvordan de er. Det elskelige ved Henry Miller er, at han er uden hykleri — en renfærdighed, som nok er mere værd end uberørthed, uvidenhed og andet højt agtet sommerfuglestøv. Det kan undre, at poesien trods denne hårdhændede metode 19

,1 9 i

I

slipper ind i bogen, men det gør den, ikke bare momentvis, men som en varm tone, et skær over hver side. Den handler om hans forelskelse i taxigirlen og løgnedyret Mona, og jeg husker ingen bog, hvor en upålidelig tøs er skildret med større ømhed, baret på digterens hænder som et uerstatteligt kunstværk. Engang tror jeg, man vil finde poesien selv i de råeste skildringer, og han er så meget digter, at han endog til tider glemmer at være brutal. („Jeg kunne mærke silkefligene inde i hende flagre som sultne fugle"). For mig er tragi-humoresquen egentlig den største kunst, fordi dens klaviatur spænder fra smil til gråd, og denne bog er dybt tragisk bag sin selvironi og overdådige humor. Lystigere er et ynkeligt bunkebryllup næppe skildret end hans giftemål med Mona. Tværs gennem kakkelakker, fattigdom, plattenslager! og gensidig utroskab går en hymne til kærligheden mellem to men­ nesker, den uudslukkelige, uudsigelige — indtil den dybt tragi­ ske afslutning, som gør bogen tung i hænderne på læseren. Det er sagt før, at Henry Miller langt fra er størst som filosof. Han er mere oplevelsens end tankens mester. Måske er det ikke den fulde sandhed. Måden han oplever på, må uvilkårlig be­ stemme også hans filosofiske udtryksform indtil det surrealistisk uforståelige. Det drivende i hans filosofi og forfatterskab, kravet om sandhed for enhver pris og ribbet for enhver fjer, er i slægt med det bedste i de sidste århundreders literatur. Pæne mennesker har så gerne villet, at kunsten skulle være skøn. De har ikke forstået, 'at det de finder skønt, meget vel kan være løgn, fordi det mønster, vi er tvungne til at leve i, rummer så mange tabu. Kun det sande kan for alvor og til sin inderste kerne være skønt, selvom det udadtil kan forskrække ved tilsyne­ ladende hæslighed. „Sexus" stiller spørsmålet om pornografi så hårdit og 'klart op, at det biir nødvendigt at ta stilling med samme klarhed. Loven foreskriver i sin klareste fortolkning, at kunst ikke kan være pornografi, men det skal huskes, at domstolene gang på gang er gået uden om klarheden i ønsket om at beskytte „den offentlige

20

blufærdighed". Det er denne fortolkning, man i øjeblikket dummer sig på i Norge med retssagen mod Agnar Mykle. Kimsten kan aldrig forpligte sig til at respektere den offentlige blufærdig­ hed. Tvært imod viser historien, at kunsten længe har følt som sin moralske pligt at undergrave blufærdigheden, fordi den stod sandheden og dermed livet i vejen. Nu skifter vi vel desværre justitsminister, og ingen ved, om vi derefter skal gå Norges eller fremsynets vej. Kunsten har ingen anden mulighed for at finde det skønne end at søge sandheden. Deri adskiller den sig prindpielt fra underholdningen. Derfor kan kunsten ikke vare sig mod at virke seksuelt ophidsende, men hvad gør så det? Personlig tvivler jeg om nytten af lovens kamp mod pornogra­ fien — den kunstløse underholdning med spekulation i det sek­ suelle. Man søger jo bare derved at knuse et symptom, mens alt burde gå ud på at lede efter dets årsag. Men „Sexus" og porno­ grafi er i hvert fald uforenelige størrelser. Her er tale om sandhed uden formildende omstændigheder, nådeløs kimst.

Folkets vilje og radioens lov Radioforedrag trykt i Informations kronik 1 - 10 - 1957.

Måske vil en og anden finde gæstfriheden misbrugt ved at jeg i aften sidder og taler rent ud om radioens styreform. Men der er nu flere slags høflighed, og det at tale rent ud er ikke den rin­ geste, hvis der ligger en vis varme bag ordene, og hvis sagen gælder noget vigtigt. Jeg mener denne sag har et videre perspektiv end diskussioner hidtil har antydet. Det drejer sig ikke bare om to måder at styre radioen på. Hvis det ene system er bedre end det andet, så er

21

I

!

I

■

I

det politikernes pligt hurtigst muligt at indføre det på beslægtede områder. Og det gælder ikke bare inden for kunst og videnskab, men i endnu højere grad indenfor politik. Herhjemme kender vi kun radioen som folkestyret. Hele den øvrige kultur styres af fagmænd. Hvis man kan stole på den be­ gejstring som først og fremmest udtrykkes fra socialdemokratisk side, så må den vise sig i gerning ved at radioprincippet føres videre ud. Det er ved nærmere eftertanke forbavsende hvor man­ ge områder denne styreform vil kunne overføres til og derved ændre demokratiet radikalt. Det biir også nødvendigt at samle erfaringerne fra udlandet. Der findes vist nok ikke andre folkestyrede radioer end den dan­ ske, men amerikansk film er kontrolleret i det daglige efter et lignende princip, og Sovjetunionen indførte under Stalin en fol­ kelig kontrol med kimsten, ikke mindst arkitekturen, som blandt andet viste sig ved, at konkurrencer om store nye bygninger blev afgjort i overensstemmelse med folkets repræsentanter som dom­ mere. Universitetet og undergrundsbanen i Moskva bærer tyde­ lige spor af principet. Endelig er det afgørende at undersøge om kulturlivet, folkets åndelige velfærd, egner sig bedre eller dårligere til at udfolde sig under publikums kontrol end den timelige velfærd, det mate­ rielle liv. Der er ingen tvivl om at lægmanden meget gerne vil ha kontrol med åndslivet. Han er på forhånd skræmt ved tanken om de mo­ ralske ødelæggelser der kan true fra den kant. Det viser ikke mindst Myklesagen, hvor de literære fagfolk næsten enstemmigt afviser indblanding i kunstens frihed, mens jurister, teologer og lægfolk ønsker ytringsfriheden begrænset. Man må nu ikke tro at den dybe blufærdighed omkring det seksuelle er noget oprindelig kristeligt, endsige noget medfødt i menneskets natur. Apostlen Paulus, som var en stor moralist, talte så rent ud om tingene, at førstelærer Rasmussen Sjolte nok skulle ha forment ham adgang til radioen. Fortielsen om det sek­ suelle opstod efter den franske revolution. Rædslen for kønssyg-

22

dommene som vi nu har under kontrol, var een af grundene, men det afgørende var at det pæne borgerskab overtog magten i sam­ fundet. Kravet om tavshed med hensyn til kærlighedslivet er kun omkring 150 år gammel, og det tæller så lidt, når det næsten er 2000 år siden kristendommen opstod, og den græske huma­ nistiske kultur ligger 3000 år tilbage. Vi mennesker er tilbøjelige til at betragte vores livsvaner, vores kulturmønster, som ærværdigt, indstiftet af Gud eller i hvert fald forankret dybt i menneskesindet eller historien, og så viser det sig tit, at vores tipoldemødre så stik modsat på tingene. Jeg har nævnt Myklesagen, fordi den har sat diskussionen i gang, og dog er det større ting det gælder. Principerne for den nuværende radioordning griber så afgørende ind i kulturlivet, at man er rede til at gøre det med kærligheden til en biting. Endnu er man aldrig i historien i bred almindelighed holdt op med at elske hinanden og sætte børn i verden. Men man er i den kultur som angår os ved at lægge åndslivet i hænderne på en for­ lystelsesindustri, som er rede til at sælge folkets interesser for en filmaktie. Jeg tænker på udviklingen i Amerika. USA er så domi­ nerende i den vestlige kulturkres, at vi skal ta os meget sammen, for at den samme skæbne ikke rammer os. Der er en forskel mellem åndelig og timelig velfærd, som vi biir nødt til at lægge vægt på. Velfærdsstaten har hidtil så godt den nu kunne, taet sig af det materielle. Vi ved hvad det drejer sig om, og hvert parti kan opstille sit materielle velfærdsprogram, søge at vinde flertal for det og at få dets punkter gennemført. Vi kan med god samvittighed klare den timelige velfærd gennem love, restriktioner og foranstaltninger, fordi vi ved hvad det er. Gamle og syge må ikke ligge og dø på gaden. Der er noget, der hedder eksistensminimum, og der gror almindeligvis ikke noget godt af fattigdommens jordbund. Også for landets økonomiske velfærd har partierne klare om­ end indbyrdes modstridende linjer. Den gamle liberalisme, fri­ handlen som engang var et radikalt standpunkt, synes nu overtaet af venstre og de konservative, mens sodaldemokrateme

23

i

kæmper for planøkonomi. Til partiet er knyttet en række fagmænd som ikke alene trækker de store linjer op for fremtiden men også rådspørres om den daglige kurs. Ingen ansvarlig social­ demokrat kunne naturligvis tænke sig at ha vælgerrepræsentan­ ter og deputationer siddende omkring ministerskrivebordet for at blande sig i landets daglige styre. Bevares, man hører tålmo­ digt på deputationerne, men de er kun rådgivende og henstil­ lende. Fagmanden repræsenteret ved ministeren og hans eksper­ ter - har uigenkaldeligt sidste og afgørende ord. Med den åndelige velfærd ligger det i dag ganske modsat. So­ cialdemokratiet som har overordentlig indflydelse på radioens ledelse, står uden noget kulturprogram. Man 'tiner ikke indenfor partiets top, hvad den åndelige velfærd vil sige. De bånd der knytter mig til Socialdemokratiet, er stærkere end man måske tror, fordi jeg har bundet dem selv og frivilligt. For mig er arbejderklassen afgørende for det jeg kæmper for, og denne varme behøver for min skyld ikke være gensidig. Jeg vil føle det samme om den ikke er det. Men min tilknytning springer ikke af de mange politiske og økonomiske punkter, hvor jeg er enig med partiet. Den skyldes fra min side først og fremmest at jeg tror der kan gøres nytte ved at hamre på spørsmålet om kul­ turens betydning. De to politikere der er kommet den åndelige velfærd nærmest er Julius Bomholt og Hartvig Frisch. Bomholt gik i tredverne dristigt ind for at industrialiseringen og masseproduktionen måtte kræve en kulturrevision, en ændring af det borgerlige ad­ færdsmønster som vi stort set har overtaet ukritisk fra forrige århundrede. Han mente at vi bevidst måtte lede udviklingen i menneskelig nyttig retning. Afdøde Hartvig Frischs betydningsfulde indsats forekommer mig egentlig aldrig forstået indenfor partiet. Hans ord: kultur er vaner synes at være sagt forgæves, skønt de indeholder det afgørende både for radioens styreform og for socialdemokratiets kulturprogram. Man er i stedet kørt videre med den tro, at kultur altid kun er noget rart, et gode, en blomst i knaphullet som hele 24

i

I

i

folket må ha ret til at bære. Det socialdemokratiske kulturpro­ gram handler kim om at skaffe alle lige adgang til kulturapparatet, dvs. biblioteker, teatre, højere uddannelse osv., hvad der er en væsentlig side af den sociale retfærdighed. Men det har ingenting med aktiv kulturpolitik at gøre som er hvordan kulturapparatet bruges. Kultur kan liså godt være dårlige og dødssyge vaner som gode og livbringende. Når folk i dag er mest optaet af at ha det nøjagtigt som deres naboer og omgangskres, så er det en vigtig side af tidens kultur. Det er en dårlig vane for folk selv, for den ødelægger deres liv og gir dem dybe sorger over ligegyldige ting. Det er en vane der gir penge til barnevogns­ fabrikanter, møbelpolstrere og forhandlere af skabsradioer og trommesalsmalerier, men det biir vanen ikke bedre af for men­ nesket der lider under den. Over det kongelige teater skrev enevælden: Ej blot til lyst. Over radioen burde i demokratiets navn ha stået: Kultur er va­ ner. Dermed ville dens åndelige opgave være forandret radikalt, fordi den for hver udsendelse måtte spørre sig selv: Oparbejdes nu dårlige eller goe vaner? Lærer denne udsendelse mennesket at leve bare lidt rigere og fornuftigere, eller indskrænker den ganske stille hans horisont yderligere? Der findes i radioloven en bestemmelse om at udsendelserne skal fremme oplysning og kultur. Det vil ikke blie de fleste ud­ sendelser som ud fra noget som helst synspunkt i dag kan falde ind under den. Andre kan nok med større elskværdighed end jeg forklare, hvorfor Socialdemokratiet har valgt en folkestyret radio fremfor selv at prøve at finde ind til, hvad der ligger bag Hartvig Frischs sætning: Kultur er vaner. Men jeg erkender, at opgaven for en politiker kan synes svær. Derimod er der, som også Myklesagen viser, indenfor kulturarbejdernes kres overvældende enighed om, at åndslivet må ha fuld frihed. De hensyn der skal tas til den herskende smag, de herskende vaner, må tas af kulturlivet selv og ikke dikteres af folket. Radio-

25

ordningen peger direkte modsat. Her er det folkets repræsentan­ ter der dikteret kulturen dens hensyn. Det er indlysende at ordet ikke kan være ubetinget frit i ra­ dioen. Ordet er heller ikke frit på teatret eller i avisen, end ikke i bogen selvom der kan siges mere i den, fordi den henvender sig til færre. Overalt kontrolleres ordet — af teaterdirektøren, af re­ daktøren, af forlæggeren. Det eneste der er sikkert er, at ordet må ikke kontrolleres af tilskuerne, af avislæserne, af bogkøberne, af radiolytterne. Endog en statscensur som officielt blev afskaffet i junigrund­ loven 1849, og som ingensinde måtte genindføres men dog er indført - endog statscensur er at foretrække for publikums cen­ sur. Det er ikke svært at begrunde denne mistillid til publikums censur. Den er overflødig fordi publikum i forvejen altid har sid­ ste ord. Man kan blie væk, la vær og lukke op, la vær og læse en bog. Den er skadelig fordi når radioen efter statutten skal være opdragende ikke bare underholdende, må det være folk der står udenfor og er fagmænd der vælger stoffet. Man kan mene mange ting om opdragelse, men selv den der holder på den friest mulige kan ikke gå med til at den der træn­ ger til opdragelse, selv skal bestemme hele programmet. En så­ dan frihed kunne måske endda bedre tilstås små børn, der endnu har deres medfødte rige natur i behold. Men voksne som har fået deres kulturvaner presset ind i et ganske bestemt mønster, kan ikke gøre sig fri uden hjælp ude fra. Denne hjælp kan naturligvis ikke komme fra underholdnin­ gen som netop bygger på at gi folk hvad de har fået før. Den må komme fra kunsten, som skam også ønsker at være under­ holdende og spændende, for ellers får den jo ikke folk i tale. Men kunsten bruger det spændende og morsomme som et middel til at få noget sagt, der kan gøre mennesket lidt friere og lidt klo­ gere i sin livsindstilling. Kunsten ønsker simpelthen at mennesket skal finde sig selv bag alle vanerne. Underholdningen gør ad­ spredelsen til eneste mål.

26

Jeg glemmer ikke noget øjeblik at der også skabes kunst i ra­ dioen — ikke den høje torsdagskunst som høres af 2 pct., men bred folkelig og opdragende kunst som høres af mange. Men den skabes på trods af organisationen, og det kan derfor ikke forsvare systemet. Lytternes repræsentanter er ikke valgt ind for at søge med lygte efter god kunst. De er sat ind for at kon­ trollere kunsten, for at dividere den, barbere den og gøre den pæn. Næsten den falskeste sætning jeg kender er „Folkets vilje lan­ dets lov". Det er nok ikke tilfældigt at den står udenpå „Land og Folk". Men andre end kommunisterne synes at ha forelsket sig i det slogan. Hvordan er det gået til? Folkets vilje kan hverken være landets, kulturens, filmens, radioens eller kunstens eller videnskabens lov. Folkets frie vilje eksisterer ikke. Den er noget der skal forsøges bygget møjsommeligt op i kamp for folkets frigørelse. Tror nogen at den næste slægt var blevet højere og sundere og menneskets levealder forlænget væsentligt, hvis folkets vilje skulle ha afgjort, om vi skal ha vitaminer eller ej? Tror man tu­ berkulosen var kommet under kontrol og difterien afskaffet, hvis der ikke var blevet set stort på folkets modstand mod alle frem­ skridt? Socialdemokratiet hade ikke eksisteret i dag hvis arbejder­ klassen fra begyndelsen selv skulle ha bestemt. Partiets pionerer gik den gang imod hvad den enkelte arbejder troede var hans sande interesse. Marx og Engels stod ensomme da de formule­ rede arbejderklassens program. Goethes bøger var aldrig blevet skrevet, hvis folket skulle ha bestemt. Tro dog ikke noget øjeblik, venner, at politikerne skulle sætte folkets vilje højere end deres egen begrundede mening. Tænk paa Danmarks indlemmelse i atlantpagten og hele det nu udbyg­ gede forsvar. Hade man dengang spurt folket, ville man ha fået klart nej. Men med fuld moralsk ret handlede politikerne mod folkets daværende vilje. Derved har de også modigt påtaget sig ansvaret overfor folket af fremtiden. Men ingen af dem skulle dengang nyde noget af at se en folkeafstemning i øjnene. Det 27

i er kun kulturen, der for politikerne er så ligegyldig en sag, at den kan folket få sin vilje med - ganske som i Sovjet. Hvorfor vil man ikke se at de politiske love i endnu højere grad gælder for kulturlivet? Jeg ved, at mine ord vil blie misfor­ stået, som om folket nu skal tvinges til at nyde høj kunst. Det nytter mig vel dårligt at slå fast af al min kraft, at ingen ma tvinge# til at søbe den ringeste skefuld kultur i sig, som han ikke selv har valgt. Det der sker i øjeblikket er netop at det alminde­ lige menneske tvinges til at vælge mellem alt for få og ligegyl­ dige muligheder for underholdning. Man vil indvende at radioens program dog er rigt og spænder over enhver smag, men det er desværre kun til en vis grad rig­ tigt. Der er nok adskilligt, også ud over opusmusikken, som kan være til glæde for mere kulturinteresserede folk. Men hovedop­ gaven: at forsyne den almindelige lytter med muntert, afveks­ lende og dog værdifuldt stof, er forsømt. I virkeligheden er det den almindelige lytter der er blevet kræsen i dårlig forstand, fordi man med årene stærkere og stærkere har nøjedes med at fodre ham med sukkerstads og åndelig vitaminløs føde - under­ holdning uden hensigt. Det det drejer sig om er ganske ligetil: Lytteren skal ha andet og mere at vælge mellem end det han selv kan finde på. Dette andet og mere har lytterrepræsentanteme ikke mandat til at finde. Det skal der fagfolk til, kunstnere, kul­ turpersonligheder. Der er derfor ikke tale om at berøve folket nogen frihed ved at afskaffe lytterrepræsentanterne, men om at vise vejen til større frihed. Kom bare med det næste argument, at folk er jo tilfredse med hvad de får. Det duer ikke. Arbejderen blev ikke mere tilfreds, da de første socialister viste ham, at verden kunne blie større for ham og livsmulighederne rigere. Han blev utilfreds. Det er radioens skæbnesvangre kulturforbrydelse at den angler efter tilfredshed, for det er den værste sygdom, der kan ramme et levende samfund. Så er alt åndeligt liv ude og undergangen nær.

28

Kultur er vaner. Hvis de ikke bestandig ændres og holdes le­ vende, biir folket fattigere og fattigere. Enhver er mere eller min­ dre fange i sin tids og sin klasses kulturmønster. Som den fangne har krav på en forsvarer, fordi han i sin indespærring og ensom­ hed er magtesløs og ikke kan vareta sine egne interesser, sådan er kunsten menneskets forsvarer mod vanernes fangenskab.

Ydre eller indre stemme Social-Demokraten 6 -10 - 1957.

I dag er der noget man med god ret kunne kalde frisindet kon­ servatisme, og den må naturligvis også ta stilling til Myklesagen. I søndags behandlede Hakon Stangerup spørgsmålet i en leder i „Dagens Nyheder" forsynet med billede både af Mykle og Freud og indledt med disse ord: Ikke et ord og heller ikke et ondt ord om Mykle. Der er sagt og skrevet nok om ham. Derimod et par bemærkninger til visse prinoipspørgsmaal, der i hans anledning er kommet i søgelyset og derved har vist sig at rumme lidt andre problemer i dag end de gjorde det i gamle dage, da de fik deres saa at sige klas­ siske udformning. Jeg tænker her først og fremmest paa det fænomen, der hedder censur. I den danske grundlov staar, at censur ingensinde kan genindføres i Danmark, og det er vi glade for.

Forkert er det i hvert fald at vi har efterlevet grundlovens klare ord. Filmcensuren dementerer dem hver dag. Men det principi­ elle i Stangerups leder er at vi har en indre stemme, „en sjælelig censor". Til påvisning af denne figur er Freud benyttet:

29

■

i

I

Den psykiske censor bor i os alle. Han eller hun er posteret paa trappeafsatsen mellem vore lavere og højere anlæg. Nede i kælderen bor instinkterne, de vilde og hemningsløse tilskyn­ delser, lysterne, lasterne. Oppe paa første sal bor vor tanke, vor ansvarsbevidsthed, vore idealer og meninger. Hvis ikke censoren passede paa, ville beboerne af kælderetagen mase op af trappen og bemægtige sig første sal ogsaa, og vi ville paa stedet forvandles til barbarer og bæstier ... Censur maa ingensinde genindføres. Nej, det maa den ikke, og det bliver den heller ikke, hvis den sjælelige censor agtes og respekteres lige saa højt, som den statslige foragtes.

Denne opfattelse af Freud er næsten som hentet fra Kapers katekismus med arvesyndens svovlpøl i bunden, samvittigheden på trappeafsatsen og gudhengivenheden på første sal. Men det er da i hvert fald rigtigt at enhver kunstner har en indre stemme, som han er nødt til at lytte efter, selvom dens påbud endog kom­ mer til at stride mod de juridiske love. Det er egentlig hvad en række store navne har sagt som vidner i Myklesagen: Forfatteren står først og fremmest til ansvar for sig selv. Hans „frihed under ansvar" betyder kunstnerisk set kun under ansvar over for sin egen indre stemme. Han kan derved komme i konflikt med straffeloven. Det er sket så mange gange, og hver gang har histo­ rien giet straffeloven uret. Hakon Slangerup vil et helt andet sted hen med sine betragt­ ninger. Stort set lover han på konservatismens vegne os alle sam­ men ytringsfrihed, hvis vi bruger den pænt: De største farer for en genindførelse af censur i vore dage baade overfor bogen og bladet, de to frembærere af skrivefri­ heden, stammer fra dem selv. Risikoen opstaar i det øjeblik friheden til at skrive har kappet traaden til ansvaret ved at skrive. Hakon Stangerup mener at sige noget nyt, men han gentar kun hvad der er sagt i over 100 år: Hvis I kunstnere opfører jer

30

pænt, vil der ikke blie indført censur. Det er ikke nok at I lytter til jeres egen kunstneriske samvittighed. I skal rette jer efter „hvad folkestemningen vil tolerere". „Den sunde fornuft har også et ord at sige". Skal offentligheden stadig erindres om at Grundtvig som over firsårig lod sig genvælge til rigsdagen for at kæmpe imod for­ slaget om skærpet straf for pornografi og blasfemi? Det var ikke friheden til at sige pæne og anstændige ting, han ønskede lov­ fæstet.

Bidrag Hl det 20. årh.'s kulturhistorie Social-Demokratens kronik 16 - 2 - 1958.

Camus udtalte fomylig i Stockholm, at al kunst siden den fran­ ske revolution har været revolutionær. Han mener det næppe i politisk forstand. Sikkert er det i hvert fald at al kunst har vist tænder mod det herskende kulturmønster. Indenfor det er der ikke skabt noget kunstværk, for det var simpelthen ugørligt. Kunstneren må for at skabe „sætte sig udenfor samfundet", gøre sig klar af skik og brug, nægte at anerkende reglerne for dan­ nelse og moral. Han kan godt være borgerlig på andre områder, men indenfor sin kunstart må han være revolutionær. Hvis kunsten er at kunne skelne det væsentlige fra det uvæ­ sentlige, så er den uoverstigelige kløft til det borgerlige samfund allerede dermed fastslået. Hovedvægten i vores opdragelse til pæne mennesker har jo ikke i lange tider ligget på det væsentlige, som er at leve, at realisere sig, men på det uvæsentlige: at regnes. Alle de vaner som den borgerlige adfærd er bygget op af, søger at tvinge os på knæ i tilbedelse af det uvæsentlige. Den som mod-

31

I

i

tar et løntillæg uden at omsætte det i noget synligt for andre, så han derved kan stige i social anseelse — vil blie betragtet som sær. Han har egentlig sat sig udenfor samfundet. En værdiopfattelse af denne art er uegnet til at bygge kunst over — men til gengæld ideel til at lave underholdning på — om pigen der efter lange forviklinger biir gift med chefen og alt det andet af samme snobbede slags. Men når opfattelsen endog støt­ tes af radio og fjernsyn med den begrundelse, at sådan vil folk ha det, tror jeg man har forvekslet årsag og virkning. Man skal opdrage et folk hårdt og metodisk for at få det til at nøjes med underholdning fritiden rundt. Faldet i kultur foregår ikke for fol­ kets skyld men på folkets bekostning for at holde handlens og industriens omsætning oppe. Kulturelt er det ikke mennesket der er sat i centrum men pengene. Finn Gerdes har i en kronik i „Politiken" „Stum" ungdom gennemgået sit arbejde for literaturen i praksis. Han er lærer ved civilundervisningen for soldaterne og kommer til det opmun­ trende resultat, at end ikke de største moderne forfattere ligger for højt for soldaterungdommen fra by og land. Der skal bare gøres et aktivt arbejde i marken for at vække interessen. Angrebet på literaturen for at isolere sig fra folket er altså ikke rigtig. Ungdommen er ikke på forhånd håbløst fortabt. En aktiviserende skolegang ville kunne ændre billedet og gøre de unge mere modstandsdygtige mod underholdningsindustriens salgsteknik. Slutordene i krøniken peger på hvorfra voldsmetodeme til folks fordummelse stammer:

Spørgsmålet er blot, om der er nogen, der er virkeligt inter­ esserede i, at de unge får lejlighed til at udvikle disse menne­ skelige muligheder? Det er jo sådan, at med en rigere menneskelig udvikling følger en større forståelse af andre mennesker og en større tolerance, men samtidig følger også en større forståelse af

32

andres handlingsmotiver, en større skepsis, en større selvstæn­ dighed i tankegangen. Er samfundsstrukturen, de politiske partier, dags- og uge­ pressen, storannoncøreme sunde nok til at kunne tåle en så­ dan skepsis? Eller er det i grunden ikke nok så praktisk, at man går den anden vej og gør de unge til en flok endnu skikkeligere uge­ bladsnarkomaner, som råt og taknemmeligt sluger lige meget hvad, man finder på at fylde i dem?

Anklagen, mod det herskende kulturmønster er som det ses hverken opfundet af mig eller fremmed for dem, der færdes blandt ungdommen. På disse vilkår er det meningsløst at tro på en folkelig kunst under demokratiet. De borgerlige regler som næsten alle menne­ sker tilsyneladende frivilligt tvinges til at leve efter, er kunst­ fjendtlige. Reglerne tillader ikke at foretrække det væsentlige uden derved at miste omgivelsernes agtelse. Kunst opstår af vilkår. Er de ikke tilstede, kan den kun skabes i undtagelsestilfælde og i kamp mod vilkårene. Kunsten biir eks­ klusiv, sjælden, mærkelig, umoralsk, hæslig, sindssyg for det almindelige menneske. Folk føler rimeligt nok kun irritation, for der går ingen bro mellem dem og kimsten. Stærke økonomiske kræfter har sørget for at splintre alle forsøg i den retning. Og dog er en række fremragende kunstnere kommet „nedefra", men ingen regner dem for alvor til arbejderklassen mere. De har forladt mønstret selvom de aldrig har glemt det, de kæmper imod det for arbejderklassens skyld. Måske piner det dem, at den klasse de kom fra ikke forstår dem. Men de svigter alligevel al­ drig kunsten, for det ville være at svigte folket. Kunsten er vanernes kritiker. Den har aldrig anerkendt det borgerlige mønster. Den ønsker at undergrave det, udvide mulig­ hederne, nedbryde de meningsløse skranker og lære os at leve på det væsentlige i stedet for at pines og glædes over det ligegyldige. Derfor er det så vigtigt at gå imod alle former for censur. Men­

33

■ li

I i

nesket ‘kan måske eksistere under kontrol, men kritiken af kon­ trollen må ikke også være under kontrol. Betragtninger om sund og syg, aggressiv og livsbekræftende kunst kan være fremsat i smukkeste hensigt, så er de dog lige meningsløse bomber mod vores afgørende vindu til friheden: kunsten. Man har i mange år slynget ordene barnagtighed og sindssyge mod den moderne malerkunst, og der er utvivlsomt et slægtskab mellem kimsten og sindslidelsen, kunstneren og barnet. Den gale har jo sat sig udenfor samfundet, barnet er endnu ikke trådt ind i dets møn­ ster. Men man forveksler en parallel med et sammenfald hvis man ud fra kunstværket vil kalde maleren barnlig eller gal. Kunstneren er liså lidt sindssyg som den sindssyge er kunstner - liså lidt infantil som barnet er artist. Sker det ad anden vej at en kunstner får stillet diagnosen sindssyge, kan psykiateren må­ ske med største varsomhed også i hans kunst søge efter spor af lidelsen. Men man må aldrig stille diagnosen på grund af kunst­ værket. For derved griber man katastrofalt ind i kunstens suve­ ræne frihed til at kritisere kulturmønstret under alle vinkler. For at forstå det helt, må man huske at en afgørende del af sindssygen opstår gennem sammenstødet mellem individ og sam­ fund. Det er som Ruth Benedict har påvist, langt fra sikkert at det ikke er samfundet der er sindssygt, selvom det altid vil være individet der spærres inde. Fra samfund til samfund jorden over er det vidt forskellige folk, man skiller sig af med ved at erklære dem gale. Selv i Europas historie skifter tabubestemmelseme med korte mellemrum. Niels Bohr var blevet brændt i middel­ alderen, mens adskillige patienter som i dag er henvist til den urolige gang, var blevet tilbedt som helgener dengang. Man kan måske ønske en forklaring på, hvorfor folk i almin­ delighed tilsyneladende frivilligt går ind under et kulturmønster som strider mod deres livsinteresser. Det er imidlertid både i ondt og godt betegnende for kulturmønstret, at det fritar os for at tænke før vi handler. Det er naturligvis godt i underordnede spørsmål som hvordan man skal hilse, eller at man skal køre i højre side af gaden. Det biir værre når der for eksempel er faste

‘i

i

34

I

regler for, hvad man uden at tænke sig om skal bruge sine penge og sin fritid til, hvordan man skal behandle den man er gift med, hvordan man skal opdrage sine børn. Desuden må det ikke glemmes at det sidste århundrede netop er kendetegnet af en række oprør, klasse- race- og kønsmæssige forsøg på frigørelse. Der er bondefrigørelsen, arbejderklassens kamp, racekampen og kampen for kvindernes ligestilling. I alle disse tilfælde var det ikke enkeltpersoner som brød ud af klassen men en samlet folkegruppe, der på en måde opførte sig kunst­ nerisk, fordi den som flok krævede det herskende mønster æn­ dret til et mere retfærdigt. Mange har taet fejl og ventet at en sådan klassefremmarch i retfærdighedens navn også ville føre til en ny kimst, en folkekunst. Men historien viser lige til i dag, at folkekunsten aldrig opstår i politisk medvind men trives skjult og ægte under tvangen i de glemte befolkningsgrupper, hvor de materielle kår var slettest mulige. Det ligger i, at de regerende klasser ikke ønskede at gi dem del i det herskende kulturmøn­ ster. Derved nød de trods alle materielle og korporlige ulykker det privilegium at være mere frie end overklassen, at ha større ret til at vælge det væsentlige, at slippe for at skulle gå i knæ for det uvæsentlige. Den gamle bondekunst skjulte sig under fattig­ dommen på enevældens tid. Det kulturelle tyranni nåede ikke ud til kanterne af dette verdenssystem. Mens reglerne for farve­ sammensætningerne ved det franske hof var strenge og triste og snævre, boltrede man sig i Norges, Sveriges og Polens bjergegne i alle mulige røde farver mod hinanden, alt hvad det dannede borgerskab den dag i dag finder hæsligt, men som den moderne malerkunst arbejder med. Herhjemme sejrede bonden politisk med systemskiftet i 1901, men det førte til at han rykkede op i borgerskabet. Bondens egen kultur blev tildels udryddet og gik på museum. Tegn i kunsten som Aakjær, Skjoldborg, Johannes V Jensen og Fynboerne i ma­ leriet var nok opstået på bondefrigørelsens baggrund, men land­ manden tog dem ikke til sig som sine. Det blev ikke „folkekunst" for han forstod den ikke.

35

i

I

Kvindernes frihedskamp begyndte vel i halvfjerserne, og den er endnu langt fra ført til ende. Det afgørende vendepunkt, stemmeretten og adgangen til det politiske liv, har ført til en maskulinisering i dårlig forstand, som viser at enhver må betale med sit særpræg for en optagelse i det bestående samfund. Det er naturligvis ikke en biologisk maskulinisering men en social. Som mindreværdig var hun før ligestillingen i mange tilfælde en bedre psykolog end manden. Under hende sorterede gerne „un­ derordnede" spørsmål som sorg og glæde, hjertets gerninger. Manden tog sig af det ene fornødne i mandssamfundet: karri­ eren. (Det har ikke forhindret adskillige fruentimmere i at være endnu værre karriereryttere end deres mænd, men det er en an­ den sag). Mange har håbet på en vending mod det væsentligere, når kvinden trådte ud i det offentlige liv. I dag er hun ridder af ele­ fanten og dannebrogsmand, og der er „tilbagestående" lande hvor selv de venstreorienterede ikke tør gi hende stemmert af frygt for et ryk mod højre. De væsentlige egenskaber har i vores samfund bedre grobund i de glemte klasser, racer og køn end i de herskende. I sin tid kunne negrene i USA bruges som trækdyr. Man krist­ nede dem for at ha ryggen fri overfor Jesus, men man strejfede ikke med en tanke at gi dem del i den hvide mands kultur. Re­ sultatet blev først og fremmest umenneskelige forhold. Men der­ ved skabtes alle betingelser for en folkekunst. Hade negrene om­ kring århundredskiftet kunnet øjne indgangen til hvid ameri­ kansk kultur, hvis bare den usleste form for „hvid" skolegang var blevet tilbudt dem, var jazzen næppe opstået. Allerede nu tegner det grå billede sig af den befriede negers fremtid - slående parallelt med kvindens og proletarens. Den samme venter koloniernes befolkning som nu er på vej mod selv­ styre og racemæssig ligeret. Det synes at være en lov i den ver­ den, den hvide mand har behersket, at befrielse kun kan bestå i et fald - i for enhver pris at dykkes ned i den herskende borger­ lige kultur. Man skal ofre sin personlighed og indsnævre sin hori-

i

36

I

sont til fordel for den sociale opstigning. Man skal forstørre det uvæsentlige og foragte det væsentlige, ellers kommer man ikke ind i borgerskabets have. Men det er ikke en naturlov, 'ikke noget vi er født til. C. C. Kragh-Miiller påviste det i sin kronik forleden om barnets fan­ tasi og skabende evne. Det er ikke en biologisk lov at den skal forsvinde i 10—11 års alderen. Det er noget socialt: de borgerlige vaners enevælde. Barnet får ikke lov at blie voksen uden betin­ gelsesløst at bøje sig for skik og brug. Kun i undtagelsestilfældet ejer et individ kraften til at gå mod sit samfunds mønster. Om han derefter biir kværulant, sindssyg, fordrukken, kunstner eller alle fire ting på en gang beror på held i spil. Der opstod ikke musik eller dans i proletariatet omkring år­ hundredskiftet som hos de undertrykte og underbetalte negre. Arbejderne blev heller ikke overladt følelsessagerne som kvin­ derne. Men i begyndelsen af dette århundrede var der i hvert fald hos den ufaglærte arbejder en ligegyldighed overfor det so­ ciale opstræb, som kunne narre kulturoptimisteme til at tro på nye uborgerlige tider. Det var romantik. Vejen over borgerskabet kunne ikke springes over. Men når vi nu skal videre, behøver vi så stadig fastholde det borgerlige livsmønster, som aldrig har skabt to linjer af værdi, aldrig har vist os et syn, to farver, en oplevelse, et varmt perspektiv, en sammenhæng vi kunne blie større og lykkeligere mennesker af? Der er ikke noget uforklarligt ved at kvinderne nu modtar mandssamfundets ordner. Det er menneskeligt. Det er let at for­ stå at de unge negre som i hvert fald i Europa kan omgås hvide og gifte sig med hvide kvinder, vasker sig flere gange om dagen end hvide mænd. Mindreværdskomplekset sidder som en pæl i kødet, og de har ret: videnskaben kan bevise med klare eksperi­ menter at negersved lugter som hvid mands sved, så vil alligevel dele af en stupid overklasse nægte kendsgerningen og be sig fritaget for at de tramper ind i borgerlig kultur med deres sorte tær. Afrikanerne er træt af vores beundring for deres originale musik og dans. De ønsker at ha adgang endog til den klassiske

37

i

i i

i

I

musik. Fra alle tidligere kolonier, hvis kultur vi i vores selvglæde har erstattet med vores eget blodløse og ukunstneriske mønster, lyder nu råbet om at ville være mere europæer end europæeren. Er det da ikke også logisk at arbejderen kræver at være mere borgerlig end borgerskabet? Hensigten med disse ord er ikke at begræde en udvikling som var uundgåelig, men netop at slå til lyd for at vi opgir en række håb som ingenting er værd, og i stedet sætter ind hvor det nytter. Det nytter ikke at håbe på folkekunst, for den opstår kim af uværdige materielle kår. Vi må støtte os til den eksisterende nu­ tidskunst, som er individualistisk og kan virke sær på mange, men den er dog vores vejviser ud af borgerligheden. Vi kan ikke regne med at de ledende indenfor handel og indu­ stri af sig selv vil gå ind under demokratiet og blie folkets tje­ nere, som læger og andre til en vis grad har gjort det. Pengenes mænd ledes af et kulturmønster, hvor fortjeneste, magt og pro­ duktion er målet. Det vil være i deres interesse at arbejderklas­ sen ikke selv formår at gå til modstand mod det snævre livs­ mønster, som industri, handel og underholdning påtvinger mas­ serne. Vi har heller ingen ret til at påtvinge de mange en livsform, selvom vi anser den for rigere og lykkeligere end den herskende. Enhver må vælge frit hvordan han vil leve. Men vi må ha pligt til i konkurrence med industriens og borgerlighedens mønster at vise menneskene andre og rigere livsformer, som man nu med alle midler holder skjult for dem. Ad den vej vil kulturdemokra­ tiet kunne vinde i længden. Som instrumenter har vi skolen, pressen og radiofonien. Den bestående kulturs fejl kan vi lære af den moderne kunsts kritik. Kunsten er i og for sig ikke livet. Men den er i dag vores ene­ ste indgang til et rigere liv. Sejrene på arbejdsmarkedet, højere løn og kortere arbejdstid, som vi skal ha, er så længe vi forsøm­ mer kulturkampen, kun en vandring mod større og større mørke.

38

Forloren folkelighed Politikens kronik 10 - 5 - 1958.

21. april bragte „Politiken" en kronik af løm Piø som har rum­ steret i mig siden. Han advarer mod kvalitetsbetragtninger om „Den gamle gartner" og de andre berygtede tekster fra ønske­ koncerterne, fordi der er tale om et behov som må og skal dækkes. „Refrænforbrugerne får altid, hvad de vil have, og de vil have det, de har brug for." Fra anden forskning kendes samme nøgterne indstilling. Mo­ derne etnografer har studeret fremmede kulturer uden at gøre nogen moralsk forskel på mundugumoremes og amerikanernes levevaner. Indenfor sprogvidenskaben har man efterhånden bandlyst al æstetik om sprogets større eller mindre vellyd og fastslår i stedet at sådan taler folk. Det ene er 'ikke finere eller smukkere end det andet. Også kriminologerne har forladt mora­ lens usikre hængedynd og er gået over til en nøgtern undersø­ gelse af, hvad samfundet og mennesket er bedst tjent med. Det er derfor i tråd med tiden at folkloristen registrerer hvad folk synger og hvorfor, uden at skele til æstetik og literatur. Men som bidrag til en kulturdebat er det mere end tvivlsomt om denne registrering fører til andet end banaliteter. Det ligger i efterspørslens natur at refrænforbrugeme får hvad de vil ha. Til gengæld foreligger der ikke noget om, at de for alvor vil ha det, de har brug for. Vi ved kim, at de på en eller anden måde er bragt i en sådan tilstand, at de vælger det. Tænk til sammenligning på vitaminspørsmålet. Det er rigtigt at mennesket under gunstige omstændigheder har instinkt for at leve sundt. Det kender man fra de gamle skikke med grønkål efter nytår, sildespisning og andet. Men gennem metodisk opdragelse kan både barnet og hele befolkningen opdrages til ikke at ville ha det, de har mest brug for. Sådan er det gået grønlænderne gennem de spisevaner, vi har påført dem, og resultatet er blevet 39

nedbrydningen af et folks helbred. Hvad der gælder for den ma­ terielle ernæring, må også gælde for den åndelige. Sætningen, at folk vil ha hvad de har brug for, er en from darwinisme, en alt for snæver opfattelse af begrebet natur. Til menneskenaturen hører også videnskaben, lægekunsten, den kritiske holdning til kulturudviklingen og den skabende kunst. Uden disse aktive fak­ torer dør mennesket ud. Ingen benægter den trivielle kendsgerning, at Mågen, Fisker­ pigen og andre højt elskede sange fra ønskekoncerterne dækker et behov. At forhindre dem i at komme frem til refrænforbru­ geren vil være som at slå termometret i stykker i håb om at ku­ rere en feber. Men for at blie i billedet er det heller ikke nok bare at registrere de 39,7 og slå fast, at patienten har brug for feber - man må gå videre og søge årsagen. Sådan arbejder men­ nesket efter sin natur, derfor opfandt vi bålet, hjulet, videnska­ ben, kunsten. Derfor går vi ikke længer glammende rundt i sko­ vene. Vi taler. Digtning og prosa er et behov for os. Vist kan det være interessant at studere barnets lyde før talens brug, og det er endda forbavsende hvor meget et barn kan ud­ trykke uden ord af glæde, vrede, utålmodighed, ømheds trang. Men af den grund slår vi os ikke tiltåls med det ordløse udvik­ lingstrin. Vi anser det for en fremgang, når ungen efterhånden både kan sige mor og far og mam og bæ. Hvorfor skal „refræn­ forbrugeren" da holdes tilbage på det praktisk talt ordløse sta­ dium? løm Piøs svar på dette spørsmål er tankevækkende men hol­ der næppe i limningen til en styrkeprøve. Det er rigtigt at sam­ menligne refrænfabrikationen med tidligere tiders skillingsviser og endnu bedre tidligere sange og ordsprog. Der var folk den­ gang som hade et godt ord med på vejen af Peder Syv eller Peder Låle. Har man truffet et menneske af i dag som bestandig har et refræn på rede hånd til enhver situation, så må man gysende erkende at demokratiet på det punkt har ført til afgørende fald. Den brede befolknings berettigede krav på at få andel i ånds­ livet er besvaret med en kulturinflation. Seddelpressen er sat i

40

gang, ikke af hensyn til folket men i en uvidenhed om dets evner, der kommer til at virke som foragt. Det kan også være rigtigt at refrænfabrikanterne udtrykker følelser, som den almindelige forbruger har svært ved at gi form, og derved har de overtaet de gamle folkelige kunstneres mission. Men det er ulogisk at de af den grund kun skal bedømmes på deres varers brugsværdi og ikke måles literært. Al kunst fra den højeste til den mest folkelige vil netop udtrykke tingene klarere og bedre end „forbrugeren" selv kan. Hjælper en folkelig vise de mange til at sige tingene bedre end de kunne før, så er den god kunst. Forfladiger den i stedet deres evner, er der tale om dårlig underholdning. Det er muligt at jævne folk ind imellem har udtrykt sig rin­ gere end disse linjer: Lille mor, lille mor. Tænk hvor er din kærlighed dog stor, når du, skønt jeg tit har svigtet dig, vil følge mig på vej. Men der skal mange års metodisk påvirkning gennem radio og ønskekoncerter til at få en hvilken som helst fodermester lan­ det over til at foretrække at udtrykke sig så ubehjælpsomt. Af sig selv vil han med et varmt håndtryk og et par jævne ord kunne fortælle sin mor adskilligt mere om sit indre. Den slags vers fritar forbrugeren for at føle noget ægte, og det er netop fabrikan­ tens opgave. Dér ligger den nærmeste vej til stor fortjeneste. Formuler en festblanket, hvor længslen mod barndomshjemmet og den dårlige samvittighed over ikke at ha skrevet tit nok står trykt og sammenrimet på forhånd. De ord „forbrugeren" selv ville ha fundet, blev nok mindre fine, de ville næppe være kom­ met til at rime, men de ville ha været mere vitaminrige. Det dår­ lige vers biir surrogat, sammenkogt steril dåsemad, flugt fra fø­ lelsernes virkelighed, ryggen til sandheden og livet. Naturligvis ligger der også noget suggestivt i rim og melodi, en fornemmelse af fest som prosa ikke har. Vist er refrænet en forbrugsvare, og vist er der stadig mange 41

i

som har lettere ved at synge end at læse og skrive, men hvorfor skal digterens hjælp til dem ikke være af kvalitet? Det dårlige refræn som snyder den enkelte for et videre udsyn og bare hol­ der ham hen med snak, som steriliserer sproget i halvdannelsens tomme luft må bære en afgørende del af skylden for at man min­ dre og mindre øver talens kunst, og mer og mer betjener sig af klicheer endog overfor sin mor eller kæreste, eller hvem man holder af. Undersøger man de fleste ønskekoncert-refræner, sy­ nes de at være varianter af „Glædelig jul og godt nytår", og det er nu en lovlig flad og flot måde at klare sine forpligtelser mod omgivelserne på hele året rundt. løm Piø bringer selv, omend i modsat hensigt et eksempel: En helt almindelig mand, skriver han, vil aldrig kunne sige til sin pige: „Vi cykler ud til skov og strand /. dér vil vi finde lykkens land". Han ville snarere sige, „der skal vi sørme ha det rart". Javel, men denne simple udtryks­ form er bedre kunst, fordi den er sandfærdigere, den oplyser pigen passende om, hvad hun går ind til. Refrænet med lykkens land er løgn og omskrivninger. Den dansk-amerikanske forfatter styrmand Klitgård har for mange år siden fremdraget et eksempel på folkesprogets kraft — den som nu undergraves af refrænforfatteme. En gammel mor som ikke har hørt fra sin søn i syv år, får endelig dette brevkort fra Odessa:

Kære mor. Jeg har det godt og lever sammen med en pige, der har bry­ ster som røvballer og røvballer som en lille hest. Din Carl. Sammenlign vitaminindholdet af dette brevkort med teksten til „Lille mor". Vist er det en primitiv sjæl der har skrevet kortet - uden alt for klar fornemmelse for de detaljer en gammel mor er mest interesseret i at få uddybet. Men han har følt at hun ville vide, om han var glad eller bedrøvet. Han har kendt den sande lov for samvær, at man skal gi sig selv som man er, og ikke stikke sin mor en pose færdigkøbte floskler.

42

I ! 1

Forskellen mellem 'kunst og underholdning trænger til at præ­ ciseres. Simplest sagt er det et spørsmål om kvalitet. Det er for­ kert at betegne underholdningen som en forbrugsvare, der ikke må underkastes kunstnerisk bedømmelse, for også kunsten er en forbrugsvare. Det alvorligste der truer tiden, er måske netop den ukritiske holdning overfor varerne, den svindende sans for kva­ litet. Det der hæver kimsten over underholdningen, er at kun­ sten varetar forbrugerens dyreste interesser. Underholdningen derimod varetar trods alle påstande om at folk får hvad de kan li, først og fremmest fabrikantens. Derfor vil en kulturperiode med overdreven vægt på under­ holdningen indskrænke forbrugerens oplevelsesevne og erstatte ægte følelse med surrogater. Allerede nu er andres kærlighedsliv, andres usædelighed, andres bedrifter vores åndelige næring. Der­ for anser vi det for livslyst at synge „Sejle op ad åen" med hin­ anden under armen. Midlet mod denne passivisering af følelsen er kunsten. Den søger ad alle veje at gi ægte udtryk for, hvad det almindelige menneske snor sig uden om i sentimentalitet. Den kræver noget af os, og det er derfor fristende at skubbe den fra sig, før man har forstået dens budskab. Denne åndelige dovenskab lever for­ lystelsesindustrien på, og det gælder eksistensen for den at ud­ brede den yderligere. Nogen af os ved, at vi ikke kommer fra en bog af Hemingway, H. C. Branner eller Kjeld Abeli uden at være forandrede i sindet. Det samme sker efter teatrets væsen på en bredere front ved mø­ det med en Liva Weel eller en Bodil Ipsen — og i lyse øjeblikke når Josephine Baker synger for os. Der hører måske alenlange forklaringer til at Det ny teaters forestillinger er fuldt så vel be­ søgte som revyerne, men een ting kan man i hvert fald ikke slutte af den kendsgerning: at det er folk der kræver tom under­ holdning for enhver pris. Ikke et ondt ord om munterhed og folkelighed. Det største er nok den kunst som både er folkelig og underholdende, og det er denne folkets kunst, underholdningen i dag har slået benene

i

i ti

43

væk under. Samtlige revyforfattere har gennem årene i deres bedste øjeblikke skabt ting, som udvidede tilskuernes horisont, men den slags er konsekvent blevet modarbejdet, siden radioen for 25 år siden begyndte sine revytransmissioner. Hver lørdag aften i et kvart århundrede har radioens underholdning desuden med flid afvænnet lytterne fra al anden oplevelse end genken­ delsens. Derfor er det ikke tilstrækkeligt i dag at registrere et stigende forbrug af åndelige sukkervarer. Man har også pligt til at bemærke, at tænderne derved falder ud af munden på be­ folkningen. Tilvænningen til forkerte spisevaner er en alvorlig sag. Den kureres ikke - for endnu engang at sige det — bare ved at ta suk­ keret fra folk som kim vil ha sukker. Opgaven er langt større, hvis man skal gi mennesket evnen tilbage til selv frit at vælge en varieret kost. Om kroppens ernæring ved man at nationens helbred står på spil. Hvorfor folder man hænderne og lar folk åndeligt dø af mangelsygdomme, under påstand om at de æder hvad de kan li? Sagen er mere skæbnesvanger for os alle end folkepensionen. Kulturelt må opgaven være at sætte kunstnere bag underhold­ ningen uden derfor at gøre den mindre munter, spændende og folkelig. Men kan det gøres? Marilyn Monroes spil i „Prinsen og korpigen" viser hvor langt vi kunne komme, hvis kunsten fik lov at gi underholdningen indhold. Her er manuskriptet endda desværre ligegyldigt, hvad det ikke en gang af folkelige grunde behøvede. Al menneskelighed, ømhed og renfærdighed er til­ føjet af hende. Andre stjerner kan ha humor, men kernen bag hendes munterhed er alvor og hjerte. Man vil glemme alt andet i den film end mødet med det menneske. H. C. Branner har i et par hørespil vist han kunne tale folke­ ligt, andre ville vel kunne ha gjort værdifulde tilløb til det — hvis betingelserne var tilstede. Men radioens ledelse synes ikke at ane problemets eksistens. Den anser kulturbehovet for dæk­ ket med torsdagskoncerter for de få, der i forvejen har smag for den slags, og andre interessante og kunstneriske udsendelser

44

for andre særligt interesserede krese. Til det store publikum er underholdning øjensynlig godt nok. Konflikten omkring radioordningen har først og fremmest vist, at de folk der kan kunsten at få mange i tale og dog ha no­ get på hjerte - de egentlige radiokunstnere - har de sletteste vil­ kår og er under strengest kontrol. De sidste dages forslag i admi­ nistrationen peger yderligere bort fra kunstnernes radio og frem til de villige embedsmænds. I den forlorne folkeligheds navn har man hidtil giet de lyttere magten, for hvem det afgørende er at få slået tiden ihjel uden at se, uden at høre, uden at opleve. Nu må de nødvendige embedsmænd være skolet til at køre foreta­ gendet gnidningsløst videre. Om man gir Lawaetz og Dahlerup frie hænder eller ej vil være kulturelt ligegyldigt. At konstatere denne udvikling som en simpel balance mellem efterspørsel og forbrug uden een advarende kommentar kan kun føles som en hjælpende hånd til mord på folkets sjæl.

Tidens dilemma Informations kronik 16 - 5 - 1959.

Når man til daglig er optaget af at indkrese åndslivets stilling i samfundsudviklingen, kan der et par gange i et menneskeliv ske så lykkelige eller katastrofale skred at man får overvældende travlt med at meddele andre sit håb eller sin frygt. I slutningen af tyverne gjaldt det om at vække den almindelige konservatisme med høje råb til forståelse af de afgørende demokratiske værdier der blev skabt ikke mindst indenfor bygningskunsten. Den vi­ dere udvikling har bekræftet at funktionalismen blev noget uer­ statteligt. I dag ser det omvendt ud til at de tilløb til demokrati 45

>

I

som generationer har bygget op, trues af en magtforskydning. Pressens omlægning til underholdning er for så vidt kun et symptom. Der må findes en årsag bag. En vigtig kamp mellem folkestyret og dets modstandere må være så godt som afblæst, og da demokratiet næppe nogensinde helt kan virkeliggøres, ma det være modstanderne der har sejret. Forholdet mellem arbejdere og arbejdsgivere viser at kampen mellem dem praktisk talt er afsluttet. Det skyldes ikke alene at arbejderklassen i det væsentlige har fået sine krav gennemført, men også at de to parter tilsyneladende har samme interesse i at holde beskæftigelsen oppe. Endnu stærkere kommer den frede­ lige stemning af at arbejderne er blevet uundværlige forbrugere af industrien. Tilsyneladende har disse to magter i dag på alle punkter samme interesser. Den ene ønsker at producere mest muligt til det størst mulige købedygtige og ensartede publikum. Den anden ønsker at være købedygtig, ensartet og med det størst mulige forbrug. Så meget alvorligere er det at også kampen mellem åndslivet og borgerskabet i stor udstrækning synes at afblæses til fordel for samarbejdet mellem industrien og de intellektuelle. Denne kamp har varet uafbrudt, fra borgerskabet og kapitalismen op­ stod. Kunsten og forskerne var det bestående samfunds kritikere. Ethvert fremskridt, også lægekunstens, skete i konflikt med den almindelige borgerlige indstilling. Forskere og kunstnere ernæ­ rede sig mere eller mindre beskedent ved at søge at gøre folk fornuftigere, mens industri og handel har tjent sig op på at folk er som de er. Også i dag er forskellen mellem underholdning og kimst, at underholdningen bygger på det bestående mens kunsten kriti­ serer det. Derfor kan vi med rette tale om en kulturkrise, så snart de intellektuelle fortrækker samarbejdet og de gode gager for kritiken og de mindre gode. Der er endnu ikke tale om en almindelig intellektuel kapitula­ tion men om vigtige tendenser til samarbejde mellem åndsarbej­ dere og industri. Der kan nævnes to nyskabte områder som de

46

f industrielle formgivere og psykologerne. I sig selv er samarbej­ de værdifuldt, hvis den kritiske holdning bevares, hvis man sta­ dig holder sig åndeligt bevæbnet. Men når de industrielle form­ givere i dag hører til de højst betalte funktionærer i industrisam­ fundet, kan det næppe være fordi de taler menneskets sag men fordi de varetar industriens interesser. Vi ser det ikke mindst på at funktionalismen tildels er gået tabt i deres arbejder — de er blevet modeskabere i stedet for kunstnere. Det er ikke længere deres vigtigste opgave at finde en bedre form på hverdagens ting men at sætte omsætningen i vejret. Anden forklaring er svær at finde på at stegepanden nu skal være trekantet, skønt varmepladen og gasapparatet stadig er runde. Det kunne være nærliggende at gøre lignende betragtninger for de mange mærkelige ting man hænger i loftet og kalder belys­ ninger. Parallellen til damehatteindustrien har næppe været stær­ kere end nu. Men det interessanteste er at selv de berømteste funktionalister blandt arkitekterne - jeg tænker på så stor en kunstner som Alvar Aalto i Finland - former belysningslegemer som man laver konditorkager og kreerer nye former for hver stor bygningsopgave de løser. Ingen af tidens formgivere kan sige sig fri for dette pres. Heller ikke før var vi ene om at bestemme vores arbejdsvilkår, men der var dog tale om kamp. Vi under­ kastede os hverken publikum eller producent på forhånd. Kam­ pen gav mod til at vente årevis på at udviklingen gav os ret. I dag skal sukcesen falde kontant - til næste år skal noget andet være på mode. Og al denne stakåndethed for en nationaløkonomi som en klogere eftertid formentlig vil sammenligne med enevæl­ dens mest naive pengetransaktioner. For at oparbejde et stadigt stigende forbrug er industrien nødt til at omforme forbrugernes mentalitet og dertil behøver den psykologerne. En nøgleindustri i USA som bilfabrikationen ar­ bejder i modsætning til fransk bilindustri ganske metodisk med „den psykologiske forældelse". Det gælder for alle holdbare va­ rer som for bilen, at man må tvinge forbrugerne til frivilligt at

| i

i

47

J

kassere varen, længe før den er slidt op. Den må derfor kasseres fordi den ikke mere er moderne, fordi den ikke gir sin bruger den rette sociale anseelse. Halefinneme på dollargrinene tjener udelukkende det formål, at hvis de er små behøver man ikke længere regne vognens ejer for noget videre, men hvis de er store og skæve og med et helt komfur af røde lysringe bagi, er ejeren en mand med social og økonomisk magt. Salgsvirkningen er langt større end man skulle tro. Den psykologiske forældelse påvirker endog den der tror at ha gennemskuet tricket. Selv vi der véd at der er samme motor og indmad i et dollargrin fra i fjor og iår. konstaterer dog umiddelbart at det er folk med tegnebogen i orden der sidder foran de store halefinner. Folk med små hale­ finner bag i køretøjet er halvt bag af dansen, og det er udtryk­ keligt amerikansk industris hensigt at de skal opfattes som dår­ ligt klædt på. Vejen fra vognen forlader fabriken til den pres­ ses flad som en pandekage mellem store valser og bruges til op­ fyldning af søer og bygninger af dæmninger, skal gøres så kort som muligt. Reklame- og behovspsykologeme er industriens nye hjælpere, og man gør klogt i at lytte til deres ord. Med stor ret nægter de at gå med til at tale om sunde og usunde behov. Trangen til at imponere omgivelserne, til at overgå naboerne eller i hvert fald ikke stå tilbage for dem med hensyn til fjernsyn, køleskab, va­ skemaskine, klædedragt og vogntype, er ganske menneskelig. Den samme forfængelighed drev i de store stilperioder adlen til at bygge de skønneste palæer. Det er uomtvisteligt at forfængelighed og pral, skadefryd og misundelse altid har været bestanddele af den menneskelige psyke. Så langt kan man være enig med behovspsykologeme. Man kan anse et menneske for unormalt, der tør sige sig fri for disse fire egenskaber. Men på den anden side er de heller ikke tilstrækkelige til at danne et helt menneske. En industri som søger at bringe sin omsætning i vejret ved så vidt muligt at ind­ skrænke følelsens register hos forbrugerne, så det kun rækker fra forfængelighed til misundelse, er af væsen folkefjendsk, hvor 48

mange den så end velsigner med sine varer. Med det forbehold som må gælde alle sammenligninger, min­ der den moderne forbrugers sorger og glæder om drankerens. Det er næppe holdbart at stemple nydelsen af spiritus som en ulykke for mennesket i almindelighed. Men hvis der drives for­ retning eller med et pænere ord beskæftigelsespolitik på at gøre så mange som muligt til drankere, så de mister sansen for livets andre værdier, er der vel god grund til betænkelighed. Det er derfor kritiken i USA vågner til kamp og modstand mod den industri der i beskæftigelsens navn bevidst indskrænker befolk­ ningens åndsliv til ønsket om andres agtelse og håbet om deres misundelighed. Børnelægen Svend Heinild har i en kronik i „Politiken" taet en væsentlig side op af behovspsykologien. Det er indlysende at man ikke kurerer en dranker ved at ta spritten fra ham. Ci­ garetforbruget er steget under hele den vældige kampagne om kræftfaren. Når et barn vægrer sig ved at spise eller trøstespiser, sir dr. Heinild, skal man psykologisk undersøge hvad der er i vejen med barnets mor, i stedet for at tvangsfodre ungen eller ta maden fra den. Den gamle mekanistiske livsopfattelse som „Store Bastian" var udtryk for i opdragelsen, må efter Freud erstattes af en bestandig eftersøgen af årsagen bag årsagen. Overfører man disse tanker på samfundet, må befolkningen være det ansvarsløse barn og det må være magthaverne der er noget i vejen med. Der er ingen mening i at bebrejde middelstan­ den dens sociale ambition. Vi må søge bag om til kilderne og støder nogenlunde hurtigt på industriens økonomiske interesse i den sociale ambition. Naturligvis kan man heller ikke bebrejde industrien at den varetar sine egne interesser før befolkningens. Man kan i det hele taet ikke bebrejde nogen noget som helst, man kan bare konstatere -en sammenhæng, stille en diagnose, få så mange an­ svarlige som muligt til at se hvor det bærer hen i stedet for at sidde med hænderne i skødet og tro på en fri udvikling. Den er ikke fri men bestemt af den forhåndenværende magtkoncentra49

i

tion. Hvorfor gå rundt og tro på et selvstyrende folk, når alt hvad det almindelige menneske tænker, tror, ønsker sig og kæm­ per for, er dirigeret af kræfter som vil deres eget vel og ikke hans? Det var meningen med demokratiet at det almindelige menne­ ske skulle kunne vareta sine egne interesser. Det var meningen at kunsten skulle pege på dem, så livet bredtes ud og blev rigere. I stedet sætter man nu det moderne propagandaapparat ind på at indsnævre følelsernes horisont til det mindst mulige. Og hvad næsten værre er, man kastrerer den kritiske sans både hos for­ brugeren og hos de kunstnere og kritikere der skulle forsvare hans interesser. Forbrugeren neutraliserer man gennem under­ holdning - industrien ejer underholdningsapparatet i USA så han ikke alene er tilfreds med at den sociale ambition er livets cen­ trale drift, men endda biir dødeligt forarget, hvis nogen appelle­ rer til andre fornemmelser i ham. Lytterforeningernes protester mod stof der kan vække kritisk sans og eftertanke, viser at ka­ streringen endog er ved at lykkes i Danmark. De intellektuelles kritik sætter man ud af funktion ved at en­ gagere dem. Deri ligger ikke noget angreb på de intellektuelles moral, det ville vel snarere kunne kaldes umoralsk om man lod sig engagere af en virksomhed for at falde den i ryggen. Indu­ strien betaler os jo ikke for at vi skal gå dens produktion kritisk igennem, men for at vi skal sætte den i vejret. Med tilsyneladende ret har man hånet den romantiske tanke at en kunstner helst skal være fattig for at udfolde sit fulde ta­ lent. Men foruden romantiken skjuler den en realitet: Kunstnere plejer først at blie godt betalt når deres tanker har sejret, og jo tidligere det sker, des mindre har tankerne sandsynligvis været. Man kan ikke skabe kunst samtidig med at man forsvarer del bestående mod det nye, magthavernes interesser mod de svages. Sådan har det været siden den franske revolution. Værdien af kunstens frihed er så anerkendt i demokratiet at enhver forstår hvorfor der er så lidt god kunst i Sovjet: fordi kunstnerne er spændt for magthavernes vogn. Udviklingen i 50

i

I

USA viser at det samme er ved at ske på flere områder i vest. Magthaverne er bare ikke staten eller regeringerne - de synes for tiden magtesløse overfor kulturudviklingen. Magten er indu­ striens. Ganske som Sovjetunionen kontrollerer åndslivet i fol­ kets hellige navn, kontrollerer industrien al åndelig føde til de købedygtige lag i beskæftigelsens liså hellige navn. Synspunktet gælder ifølge mange vidnesbyrd for Amerika, men gælder det også for det lille demokratiske Danmark? Vi er jo netop fri for reklamefj emsyn og -radio. Folket styrer selv sin kulturforsyning gennem lytter- og fjemsynsrepræsentanter. Det er denne misforståelse, som kræver mange mands daglige kamp at få rettet. Der er ingen principiel forskel på om staten eller fol­ kets repræsentanter dirigerer kulturlivet. Det kan kun styre sig selv i stadig kritik af befolkningens kulturelle konservatisme. Denne konservatisme lever industrien af, også underholdnings­ industrien, mens kunsten lever for at underminere den. Når ra­ dioens idemagere direkte kopierer amerikansk underholdning til publikums tilfredshed, så er vi i værste forstand amerikaniseret, og det sker i stigende tempo. I samme omfang kunstnerne og de intellektuelle vil ha en større befolkning i tale, må de i dag gå over i prostitutionen. De stærkeste af dem kan blie kameliadamer, men de fleste må ende på industriens Reperbahn. Frie er kun de få der laver kunst for de få. Det gælder såvel for USA som for Europa og måske også for Sovjet. Dette er unægtelig det omvendte af demokrati, og det undergraver de tilløb som gennem over 100 år møjsommeligt er bygget op. Vejen er fundet til at udslette folkestyret uden at æn­ dre en paragraf i grundlovene: Man overlader direkte eller indi­ rekte den virkningsfulde del af kulturapparatet til industrien. Freuds eksempel er måske den mest overbevisende illustration. Han opdagede styrken af de ubevidste kræfter, der ubarmhjer­ tigt holder hvert menneske fangen og begrænser individets mulig­ heder for at handle fornuftigt. Han fandt frem til midler som kunne løfte det ubevidste op i lyset, bringe det under kontrol. Med fremsyn så han hvad psykoanalysen også kan bruges til da 51

f (

han skrev: „Intet lægemiddel og ingen lægelig metode kan sikres mod misbrug. Hvis en kniv ikke kan skære, kan den heller ikke bruges til helbredelse."

Kulturen, folkestyret og kapitalen. Udviklingen bestemmer vi selv Aktuelts kronik 3 - 6 - 1960. Et svar på en kronik (Aktuelt 27 5 - 1960) af Anders Bodelsen Er kulturoptimismen død?

Det må da glæde en kulturkæmper at se socialismen, funktional­ ismen, 'liberalismen, kunsten, underholdningen, industrialismen, konformismen og endog naturfredningen behandlet i samme ar­ tikel. Anders Bodelsen lieder efter en sammenhæng, og jeg deler hans smag. Men argumenter er nu engang byggesten som ikke tåler at vendes på hodet, uden at hele konstruktionen rasler fra hinanden. Lad endda gå at han derved gør mig uret ved at tillæg­ ge mig modsatte synspunkter - det er jeg vant til, og personer har pligt til at tåle uret. Men man må ikke gøre sagen uret. For at begynde med det mere underordnede, tillægger han mig som redaktør af Kritisk Revy (1926-29) en kulturoptimisme dengang, som i dag skal være afløst af bekymring. Men jeg har fra første færd hævdet at lyssyn og sortsyn ikke hører hjemme i kulturdebatten. Det drejer sig derimod om at se kritisk på ud­ viklingen og slå fast at den helt afhænger af os selv, af hvad vi gør. Jeg har aldrig noget sted udtrykt tillid til demokratiets kul­ turpolitik, men netop i snart 40 år skreget mig hæs for at advare mod den udvikling, vi nu står sørgeligt midt i. Anders Bodelsen har ret i at mange andre efterhånden uanset partifarve anser demokratiet for at være truet. Det fremgik også af den nyligt udkomne „Hug og Parade", og jeg er naturligvis

52

r taknemmelig for at forståelsen breder sig. Men derved biir for eksempel Hans Jørgen Lemboum og jeg ikke enige om midlerne mod kulturkrisen. Han mener at vi har for meget velfærdsstat og jeg mener vi har for lidt. Bodelsen gavner derfor ingen, hel­ ler ikke sandheden, ved at slå liberalister og socialister i samme sæk. Vi ser måske begge sygdommen, men er principielt uenige om dens årsager og behandling. Betragtningerne om Kritisk Revys holdning til Naturfrednings­ foreningen må jeg citere, ikke bare fordi de indeholder lidt check­ falskneri, men først og fremmest fordi de beror på en misforstå­ else af kritikens væsen: „Kredsen af funktionalister omkring Kritisk Revy ville være socialistisk. At dens ideer lod sig tage op liberalistisk, ser man ikke mindst af datidens diskussion om naturfredning ... Ved at angribe naturfredningen gik man særinteressers ærinde, støttede planløsheden på det almenes bekostning og rakte privatkapitalen og entreprenørerne en hjælpende hånd." Det lille falskneri ligger i at vi skulle ha angrebet naturfred­ ningen, men det var Naturfredningsforeningen vi kritiserede. De forløbne 34 år har giet os ret på alle punkter: Radiomasterne ved Kalundborg har ikke skamskændet den gamle kirke, skibskraneme i Helsingør har ikke ødelagt Kronborg osv, osv. Det prin­ cipielt urigtige er at en berettiget kritik skader den angrebne part og gavner modstanderne. Hvis vi i dag har en fornuftig natur­ fredning kan man sende en del af blomsterne til Kritisk Revy. Kritik er noget positivt, og man har da heller aldrig villet påstå at min kritik af Socialdemokratiets kulturprogram har skadet ar­ bejderbevægelsen og gavnet kaptalismen. Men Anders Bodelsen fører naturligvis dette angreb på vores gamle naturfredningsforeningspolemik i en bestemt hensigt. Han skriver: En sådan dyrkelse af „udviklingen" for dens egen skyld, en sådan ligegyldighed overfor traditionen ... kan man i dag ind­ se, var ikke blot naiv men direkte farlig.

53

i.

■ Var man virkelig naiv og farlig? Nej, vi gik aldrig ind for ud­ viklingen for dens egen skyld, så skulle vi jo være blevet na­ zister, så snart vinden bar den vej. Vi støttede den fornuftige udvikling. Og vi gik heller ikke mod traditionen for enhver pris, men kun mod den døde tradition der stillede sig i vejen for en fornuftig udvikling. Tænk at man skal behøve at sige den slags. Bodelsens egentlige hensigt er at påvise hvordan vi nærede en ubegrænset tillid til masseproduktionen. Han skriver blandt an­ det: „Kim den masseproducerede kunst hade derfor interesse." Men derved springer Bodelsen en væsentlig side af min kritiske virksomhed over: hele kampen for den moderne malerkunst og kubismen som fik så afgørende betydning for kulturdemokratiet. (Den var forudsætningen for funktionalismen). Nu er vi lige ved det centrale! Hør her: „Mellemtidens venstre­ orienterede kulturdebattører satte deres lid til en masseproduce­ ret kultur." Ja hvad skulle vi ellers ha sat vores lid til? Findes der nogen anden mulighed for at forsyne det moderne samfunds befolkning med livsnødvendigheder? Nej naturligvis ikke. Det vi kæmpede for, var at gi denne masseproduktion en udformning som var i befolkningens interesse. Og Anders Bodelsen anerken­ der det på det smukkeste ved at skrive:

Funktionalismen, frembragte kunstværker, der blev hvermandseje og var „revolutionerende". PH-lampen for eksempel. Men den frembragte ikke nok til at overbevise industrien. Ja men dette er jo på alle måder bagvendt. Vi frembragte fuldt ud nok til at overbevise industrien, hvad enhver kan se af mil­ liontallene for Danmarks eksport af funktionalisme til det meste af verden. Men det var ikke industrien vi skulle overbevise. Det var først og fremmest demokratiet og dets politikere, og den op­ gave har oversteget funktionalistemes kræfter. Forklaringerne kan være flere, men for mig ser det ud som pengekrisen i slutningen af tyverne, der førte så meget andet ondt med sig, også gengav industrien en magt over folkestyret som

54

nu synes at true dets frihed. Den berettigede angst for arbejds­ løsheden har skabt parolen om den stadigt stigende produktion for enhver pris. Selv venstreorienterede økonomer synes at anse produktionen for produktionens skyld for uundgåelig og værdi­ fuld. Men dermed er mennesket ikke længere i centrum. Det er blevet et middel til at holde hjulene i stadig stigende fart. På det alter tvinges store folkegrupper i dag til „frivilligt" at ofre deres frihed, selvstændighed og stigende indtægter. Anders Bodelsen har uret i at „Funktionalisteme undervurde­ rede storproducenternes private interesser". De var ikke idioter og vidste fuldt ud at masseproduktionen både kan bruges til menneskets gavn og skade — ganske som maskinen, reklamen og alt muligt andet kun er instrumenter. Det kommer helt an på til hvis gavn de bruges. Jeg tror det er politikerne og økonomerne, som til gengæld har overvurderet de private interessers uundvær­ lighed. Det er så meget mere beklageligt, som den korte demo­ kratiske udvikling vi har oplevet, allerede har bevist at man sæt­ ter de samme kræfter ind på det almenes vel som på sit eget, når betingelserne er til stede. Statistiken viser at lægernes levealder ligger under gennem­ snittet. Naturligvis får de penge for deres arbejde, men de slider sig op for andres vel. De vulgærdarwinistiske fraser om selvop­ holdelsesdriften, det frie initiativ, den sunde egoisme og den stær­ keres moralske ret, som liberalismen er blevet konservativ på, er forlængst modbevist. At sørøvermoralen med at rage til sig end­ nu lever indenfor pengemagtens ganske afgørende område, be­ tyder ikke at den er en forudsætning for arbejdslysten - end ikke i forretningssager. Det viser kun at demokratiet gik istå, da det afgørende skulle ske. Uden en demokratisering af kapitalens fag, svarende til hvad der allerede er sket frivilligt på de fleste andre fagområder, går folkestyret ikke alene i stå men baglæns. Og ingen skal fortælle mig, at det skulle være mindre interessant at fabrikere og sælge varer for folks skyld end at fjerne blindtarme. Derimod må det være en indholdsløs sport at fabrikere og sælge for sin egen skyld.

55

!!

r

■ ■

Anders Bodelsen skriver så udmærket: „Derfor biir al politik, direkte eller indirekte, også kulturpolitik." Han kreser endda næ­ sten om den omvendte sætning - den jeg har kæmpet for i mange år: Derfor har alt indenfor kulturlivet også en politisk betydning. Men der er andre steder hvor det kikser for alvor. Her er to syns­ punkter: Funktionalismens teorier var simpelthen uigennemførlige i det kapitalistiske samfund... De fleste af funktionalisteme var sodalister. I et rent sodalistisk samfund havde funktional­ ismen nok fået bedre vilkår. Lægger man dem sammen, kan man kun komme til den lailen­ de banalitet at sodalismen ikke kan gennemføres i det kapitali­ stiske samfund. Og samtidig er det et tosset og klodset forsøg på at mistænkeliggøre al indsats. For selvom hverken funktionalis­ men eller sodalismen kan gennemføres for alvor under kapitalens regimente, må man dog kæmpe for det. Hvordan skulle vi ellers komme videre. Vi 'kritiserer ikke politikerne, fordi det har været dem umuligt at få kapitalen under kontrol, så den arbejdede for det almene. De har ikke haft flertal for det. Det vi kan frygte, er at hidtil antikapitalistiske politikere er ved at overgi sig til penge­ magten. Det er derfor uden moralsk mening ud fra et sodalistisk standpunkt at angribe dem der fortsætter den heroiske kamp. Hvordan så verden ud i dag, hvis ingen hade kæmpet for det uigennemførlige. Bodelsen er skiftevis på vildspor og på sporet. Helt rigtigt skil­ drer han den kommerdelle underholdning:

I de liberalistiske samfund, hvor også kulturen hovedsagelig forvaltes af privatkapitalen, bliver underholdningens „funk­ tion" først og fremmest fremstillingens rentabilitet. Og her viste det sig at den egenskabsløse, uanstødelige, ikke-revolutionære kunst blev den mest rentable.

56

-

i

I

r Personligt tror jeg ikke underholdningsindustrien tjener sine penge på at folk er idioter. Jeg tror den tjener dem på at gøre dem til det. Men i hvert fald burde denne sammenhæng mellem privatkapital, underholdning og rentabilitet kunne få politikerne til at tænke over, hvorfor vi i 30 år har kritiseret radioledelsens indstilling til det såkaldt folkelige. Tænk hvis demokratiet brugte sine egne kulturapparater til at gavne sin idé fremfor at gå kapi­ talens ærinde. Hade vi haft en radio og et fjernsyn, hvor det af­ gørende var de folkelige udsendelsers kvalitet, kunne vi måske nu ride den kommercielle storm af. Vi kunne ha holdt den ånde­ lige og politiske interesse vågen blandt folk - og måske endda ha undgået, at hele pressen iberegnet arbejderpressen af privat­ kapitalistiske grunde er gået over i underholdningsindustrien. Under et folkestyre må det vel først og fremmest være folket der skal aktiviseres til at kæmpe for sin frihed og selvstæn­ dighed. Lad mig slutte med at Bodelsens betragtninger om den klassi­ ske kunsts blivende værdi forekommer mig både rigtige og hans egne. Hans påstand om at funktionalismen „undervurderede net­ op kunstens funktion" er jeg nødt til at bifalde alene af den grund, at den stod i Kritisk Revy for 34 år siden. Endelig den historiske oplysning som enhver kan slå efter, men som alle synes at ha glemt: Kritisk Revy dømte funktional­ ismen meget hårdt fra første hefte, både le Corbusiers og Bauhaus Dessaus. Vi var ikke dens talerør men gik ind for en socialt bestemt bygningskunst. Selvom vores dom dengang måske var lovlig hård, har udviklingen giet os ret.

57

j ■!

!!

li il

i- '

Nyttede kulturkampen? Dialog nr. 3-4 1960.

Måske har jeg aldrig prøvet at tænke dette spørgsmål igennem. Det er vel af samme drift hver enkelt kæmper, hvad enten han er kunstner, kritiker eller politiker. Spørgsmålet er mindre, om det nytter, end at det skal gøres, og gør du det ikke, må en anden træde til. De aktuelle betingelser bestemmer til hver en tid vores arbejdsvilkår, men viljen til at arbejde kommer vel inde­ fra upåvirket af medvind eller modvind.

i

Borgerskabet. De 35 års polemik og kritik, jeg har deltaget i, kan samles under parolen: kampen mod borgerligheden, og det gjaldt, hvor den end viste sig - om det var i kimsten, i arbejderklassen, i Sovjet­ unionen, i Socialdemokratiet. Måske vi spildte færrest kræfter på at bekæmpe den indenfor selve borgerskabet, både fordi den dér føltes mere naturlig, og fordi vi lidt for optimistisk anså bor­ gerskabets magt for aftagende. Kvartalskriftet Kritisk Revy, som udkom fra 1926 til 29, begyndte først og fremmest som et for­ søg på at ruske arbejderklassens ledere ud af småborgerligheden med hensyn til boligbyggeriet. Det var dog arbejderens surt for­ tjente penge, der blev brugt til forlorne sandstensportaler om­ kring indgangsdørene, til „herskabelige" opgange, stukgesimser og stadsstue mod gaden, mens sovehummeret vendte mod nord mod gården. Striden stod til den ene side mod socialdemokra­ terne, hvor selv en klog mand som Hartvig Frisch skrev: Lad dog arbejderen ha sin herskabelige opgang og sin viftepalme i fred og til den anden mod vulgærmarxisterne, som ikke ville aner­ kende noget kulturelt arbejde før revolutionen var fuldbyrdet. — Hvem fik ret? Måske var det nyttigt, og det lå da også i tiden og den gryende funktionalisme, at man begyndte et kulturfrem-

58

stød midt under kapitalismen. Måske beviste tiden under Stalin, at vi heller ingen sikkerhed hade for, at kulturkampen ville blie taet op for alvor efter en revolution. Kritisk Revy gik i hvert fald ind for en socialt bestemt bygningskunst, og bladet blev gennem de tre år mere og mere socialistisk. Det kan være lærerigt at nævne det arbejde med en fornyelse af revyen, som en gruppe af os tog op i tredverne. Også den var en kamp mod borgerligheden, og i bred almindelighed kan det siges, at det var fiasko. Den har ikke efterladt sig noget spor i nutidens revy, som jo knap nok eksisterer. Tænker man tilbage på Otto Gelsteds og min bearbejdelse af Aristofanes Kvindernes oprør eller på Riddersalens revy i 1933 På hodet og Op og ned med Jeppe i 1936, er det slående, at ytringsfriheden er gået alvor­ ligt tilbage. Ingen af disse forestillinger, som dengang var succes, vil i dag blie tålt på en københavnsk scene. For så vidt er de umoderne, men det er fordi udviklingen er gået baglæns siden pengekrisen i USA i 1929. Tillad mig her at indskyde en iagttagelse om kulturens Inter­ nationale: Det er ganske overraskende, at den reaktionære ven­ ding i kulturudviklingen er sket nogenlunde samtidig og aldeles parallelt i USA, Europa og USSR. Den gav sig ganske vist det voldsomste politiske udslag med nazismen i Tyskland, men de grundlæggende tanker var alle steder en tilbagevenden til små­ borgerligheden, næsten bogstaveligt udtrykt i en victoriansk moral. Ligheden mellem nazistisk malerkunst og sovjetisk social­ realisme er for slående til at den ikke kræver en forklaring, og der er kun to: Enten er det kulturelle aldeles ligegyldigt. Eller også er det en stærkere faktor end det politiske. Enten kan vi lade al snak om kultur falde én gang for alle. Eller også skulle vi begynde i morgen med en bevidst og aktiv kulturpolitik, hvis vi vil redde den demokratiske socialisme. 1936 blev på en måde det skæringspunkt, hvor kampen mod fascismen satte ind for alvor i vores arbejde. Kulturkampen blev startet, og den måtte kunne læses i dag med forbavselse. Det var de første signaler til kamp mod nazismen, og de blev mod-

|!

.1 •

i ti

II

59

i

iI

taget med iskulde af selv det intelligente borgerskab. Det fore­ kommer mig lærerigt, at man dengang var ene optaget af faren fra øst, rædslen for kommunismen, bogstavelig talt til tyskerne kom den 9. april. Det er altså muligt, at et lands frie presse kan vildlede hele befolkningen i årevis. Jeg véd at den slags også kan gøres med en statspresse som Sovjets, og jeg glemmer ikke at udenrigsminister P. Munchs ønske om ikke på nogen måde at fornærme Hitler blev efterfulgt af bladene. Alligevel har jeg lært, at det også i et demokratisk land er pressen, som former den offentlige mening - endog om nødvendigt på tværs af kends­ gerningerne. Kulturkampen måtte under besættelsen vige for frihedskam­ pen. Det viste sig også i revyarbejdet - før hade vi så langt det kunne gøres, vendt os mod publikum og emgrebet det. Nu måtte vi være forbundsfæller mod en ydre fjende. Efter besættelsen kom jeg så til at stå i modsætning til mange af mine tidligere forbundsfæller med hensyn til udrensningen og min modstand mod dødsstraffen og loven med tilbagevirkende kraft. Jeg for­ tryder ikke denne ret ensomme kamp og tror den gjorde sin nytte.

Produktionen i centrum. Og nu står vi så midt i en stigende velstand og forbedrede mate­ rielle kår for store dele af befolkningen. Arbejderklassen falder i tal, og funktionærstanden stiger. Den politiske interesse er ka­ tastrofalt faldende i hvert fald hos ungdommen. Mens enkelte arbejdere i gamle dage hellere ville ha en bajer end kæmpe for fremskridtet, vil de nu alle ha et fjernsyn, og de får det nok også. Strejkeretten er afløst af pligten til samarbejde mellem arbejds­ giver og arbejder, for vi er jo alle i samme båd med hensyn til det ønskelige i at holde produktionen oppe for produktionens egen hellige skyld. Målt med den situation er de sidste 35 års kulturkamp noget fjernt og ligegyldigt - måske spildt mælk, men i hvert fald spildt. Den pengekrise, som skabte arbejdsløsheden i tredverne, og Hit­

60

ler og verdenskrigen, skabte mere end det. Javist, også velstan­ den og det stigende forbrug, men først og fremmest mistede ar­ bejderne deres frihed ved at blive forbrugere. Vestens kultur­ liv er stille og uden modstand gledet over på kapitalens hænder. Gennem underholdningsindustrien, som vi desværre må regne den samlede danske presse og fjernsynet og radioen med til, varetar kulturapparatet nu kapitalens interesser bedre end den selv nogensinde har kunnet gøre det. Ikke mennesket, men pro­ duktionen er sat i centrum. Hvis der skulle ske en forskydning, biir det heller ikke for menneskets skyld, men for den internationale magtbalances. Der har rejst sig røster i Amerika for at spænde livremmen ind, op­ høre med at producere køleskabe og biler til en befolkning, som skal smide væk, hvad de har, for at få plads til det nye - for USA frygter at komme bagud i oprustningen. Sker det, vil vi se rollerne skifte og produktionen af livsgoder stige i Sovjet, indtil balancen igen forskyder sig. Kulturen er mærkelig international. Dog er det måske forkert at sige, at kulturkampen i disse år har været forgæves. Vi må da i hvert fald kunne lære af den. Vi må da kunne huske, hvordan det demokratiske tyske folk, iberegnet både kommunister og socialdemokrater omend natur­ ligvis langt fra dem alle, lod sig omvende fra demokrati til na­ zisme. De skulle jo bare synge de samme fædrelandssange og leve videre i den samme småborgerlige tyske kultur som dengang de var socialdemokrater. Hitler forstod kulturens betydning. Det faldt ham ikke et øje­ blik ind at man kunne ha moderne kunst og funktionalistisk ar­ kitektur, lighed mellem kønnene, adgang til skilsmisser, ytrings­ frihed, retfærdighed, humanisme — under et nazistisk styre. Weimardemokratiet gjorde ham opgaven let, der skulle jo næsten ingenting laves, for der var ikke ført nogen målbevidst demokra­ tisk kulturpolitik. Nu trues vi endnu en gang af kapitalens herredømme, og igen har vi forsømt at gøre det almindelige menneske vågent og kri­ tisk og rede til selvforsvar overfor den magt, som vil slavebinde

I

h i

61

I

I

ham. Metoden er ny og raffineret. Det sker med fjernsyn og motorisering på afbetaling. Men det skulle dog kunne gennem­ skues, at det endnu en gang gælder friheden. Tiden er kommet til at betragte kulturlivet som nøglen til mag­ ten, og det vil enten sige undergangen for demokratiet eller dets virkeliggørelse.

Det parallelle ved kunstarterne Mobilia nr. 62 1960.

Det har i mange år været demokratiets hovedpine, om der nogen­ sinde skulle komme helhed og harmoni over det moderne kultur­ liv. Den slags må naturligvis ta sin tid. Demokratiet er ungt, og man kan heller ikke vente nye signaler i alle kimstarter samtidig. Det har sin rimelige forklaring at den ny tid begyndte i literaturen før århundredskiftet, og at malerkunsten kom med før første verdenskrig og arkitekturen mellem krigene. Det er sværere at finde en forklaring på at vi yderligere skulle vente et kvart år­ hundrede, før den seriøse musik lod sig bevæge til at ændre sig­ naler i lighed med de andre kunstarter. Men efter referaterne fra musikfesten i Køln, som er samstemmende i dagspressens kro­ niker, synes der nu at være opstået en avantgardemusik som be­ væger sig parallelt med literatur, maleri, arkitektur og jazz bort fra det traditionelle og nedarvede frem mod nye rytmer og lyde. Der er ingen grund til at beklage at revolutionen i den seriøse musik først kommer nu - den slags må ske, når tiden er moden. Det er bare beroligende at den kom, for det ville gi et mærkeligt haltende kulturbillede, hvis musiken skulle være den eneste

62

kunstart der ikke fulgte med tiden. Nu halter billedet i'kke læn­ gere. De efterfølgende paralleller og sammenligninger mellem al slags moderne kunst er ikke et forsøg på musikalsk vurdering af avantgardemusiken, men den sammenlignende kulturbetragtning har altid interesseret mig, og jeg tror man ved at regne den moderne musik med, næsten som i en vision kan få indtryk af en kultur, som ingen anden tid end denne kunne ha skabt. Der vil være lang vej til denne kultur biir almen eje. Foreløbig er den jo både i literaturen, malerkunsten og arkitekturen kæmpende, så det er ikke underligt at den moderne musik må virke fuldstændig uri­ melig og fremmed på det almindelige menneske. Vi interesserede lægfolk vil måske længe endnu være henvist til at hente vores musikalske nydelser i det klassiske. Men vi må dog kunne forstå at den skabende musik må gå videre ud i hidtil udyrket område, ganske som de andre kunstarter har gjort, og at det den nu eksperimenterer med, for en efterfølgende generation kan blie hverdagskost. Ikke heller må man tro at der har været enighed i Køln om musikens fremtid. De dristigste stempler i dag tolvtonemusiken som historie, afsluttet af Stravinski, Bartok og Schonberg. Og de gamle talte som alle gamle af ånd mod det nye: at her mang­ ler skønheden, det positive og ophøjede. Ordene er næsten de samme som i de literære fejder i forrige århundrede, hvor man protesterede mod at digtningen blev truk­ ket gennem snavset ved at beskrive noget så lavt og uåndeligt som sult. Poesi skulle være det skønne og ophøjede, og man kan dårligt i dag forestille sig hvor revolutionær realismen i bøgerne har virket omkring århundredskiftet, fordi forfatterne ikke alene talte sandt men valgte emner som før hade været tabu. Gennem en heltemodig kamp skaffede de dengang kvinden både to ben og et kønsliv. Når man betænker hvordan Henry Miller, Jean Genet og andre siden yderligere har tilkæmpet forfatteren ret til at tale rent ud om alt i det erotiske liv, må man vise de menne­ sker sympati og forståelse som dette frisprog er faldet for bry-

63

i

stet. Det så virkelig ud som om digterne ville udrydde det skønne og sætte det hæslige i stedet. Den nye musik skal også nok i første omgang komme til at virke fornærmelig på os. Man fortæller os at de klassiske toner, hvis rigdom var tilstrækkelig for Beethoven og Mozart, kim ud­ gør en ringe del af hvad øret kan opfatte og skelne mellem, det vil sige få musikalsk oplevelse af. Se dette er jo et bagholdsangreb på vores traditionelle musika­ litet. Nu har vi ellers klart kunnet holde musikens vellyd for sig som skønhed og støj for sig som noget hæsligt og nervenedbry­ dende. Adskillige har afvist jazzen som støj og betragtet ung­ dommen som ukultiveret, fordi den er støjende. Og så løfter man støjen op til kunstmusikens højder! Det svarer ikke alene til literaturens stadigt øgede forbrug af vulgære gloser og uanstændige emner. Det ligner også det moderne maleris anvendelse af skri­ gende farver og vedtaget hæslige materialer, avispapir, blikstum­ per og hvad kubismen ellers i sin tid indførte. Til sardindåselåget som de første kubister gav en hædersplads i billedet svarer i den nye musik det højdepunkt af lyd at en flaske knuses! Parallellen er næsten for god, og flaskeknusningen må i hvert fald føre til samme moralske forargelse som i sin tid sardindåsen. Kunsten skulle jo netop vise os det skønne. Sådan lyder hvergang den gode borgerlige indvending. Men kunsten søger netop efter ny skønhed, og derfor må de områder den gennemsøger, på forhånd virke hæslige på os. Som passive kunstnydere søger vi nydelsen i det anerkendt skønne, men det kan vi ikke forlange at de aktive kunstnere skal nøjes med at vise os. For så vidt burde man forvente at kunstnydeme alle som en ville blie lykkelige over at finde ny skønhed. Men æstetisk ny­ delse er i mange tilfælde forbundet med en vis dovenskab, ønsket om at genopleve uden større anstrengelse. Desuden går det på en måde af sig selv. Hvad der forargede mennesker for 100 år siden, for eksempel ordet sult, finder ingen på at ta forargelse af i dag.

64

Det er af betydning for den kulturelle sammenhæng at den seriøse musik nu anerkender jazzen som inspirationskilde. Det gælder både rytmen, instrumenteringen, disharmonierne, impro­ visationen og forholdet til menneskestemmen. På alle disse felter har jazzen fulgt maleriets og literaturens linje og er blevet stemp­ let som støj og ukultur, mens kunstmusiken bare så til. Det er spændende at disse områder er taget op påny under musikfesten i Køln. Der sker naturligvis andre ting end i jazzen, men det var den der begyndte at føre hverdagen ind i det vokale og foretrak den naturlige tales leje for den artificielle opera- og koloratur­ sang. En ny musikalitet opstod gennem Armstrongs hæshed, og det var rimeligt at de fleste fandt det uskønt. Skulle man sam­ menligne med maleriet, måtte operasangen svare til et billede fra den galante tid af Fragonard, mens Armstrongs hæse røst bringer et bestemt modelbilede af Vilhelm Lundstrøm i erindring. Den moderne franske konkrete musik arbejder ikke med no­ der men med virkelighedens lyde sat sammen efter komponistens vilje. Igen dette dyp i skraldespanden efter alt det vi andre kas­ serer som stygt: sporvognenes hyl, bilers opbremsning, flasker der knuses, menneskestemmer. Kravene til dirigenten sammen­ lignes af kritiken med hvad bilisten skal præstere i den moderne trafik. I le Corbusiers mærkelige hus for Philips på verdensudstil­ lingen i Bruxelles var installeret en sådan stereofonisk lyd blandet sammen med film og lysbilleder. Den lydhøre fik et gribende indtryk af den konkrete musiks muligheder - helt ude af slægt med hvad vi hidtil har forstået ved musik, uden alle dens æsteti­ ske værdier, men til gengæld rystende og bevægende, et møde med tidens ansigt. Disse linjer har ingenting med musikkritik at gøre — af gode grunde. De skal bare udtrykke en befrielse over at der gennem musikens udvikling er kommet yderligere sammenhæng i kultu­ ren. Der kan endnu slet ikke være tale om noget alment tilgæn­ geligt og fuldbyrdet, men om noget kæmpende i musiken som svarer til det kæmpende i de andre kunstarter. Alligevel indeholder det et løfte om at dette århundrede for en 65

i

| i

Il ■!

fi :

hi?

!•

I

h

I 'i!

.1

eftertid på alle kunstens områder vil udtrykke en harmonisk kultur - liså sammenhængende som gotiken i sin tid men med humanistisk betoning.

Er den demokratiske socialisme en livsanskuelse? Bidrag til en enquete i Frit Forum nr. 1 1960.

For mig er det den eneste værdifulde. Mange hævder jo, at de­ mokrati kim er en styreform. Jeg vil definere den som folkets ret til at sige nej til en regering ved hjælp af stemmesedlen i stedet for at skulle ud på barrikaderne og risikere livet. Folket vil i den forstand sige flertallet, fordi flertallet opstår af irritation på det bestående styre. Men tilføjer man ordet socialisme, bliver sagen alvorlig og forpligtende. Livsanskuelsen opstår som et modstykke til liberalisme. Desværre er de to betegnelser så misbrugt i propagandaens tjeneste, at liberalismen anses for frihed og socialisme for tvang. For os demokratiske socialister ligger sagen omvendt: Socialis­ men er kampen mod den tvang, som liberalismen har indført på afgørende områder. Vi kan sige med rene ord, at Huxleys „Fagre nye verden" ikke truer os fra socialistisk, men fra libera­ listisk side. Det ligger, som enhver kan se, i, at liberalismen kun har be­ skæftiget sig med kapitalens frihed. Og det drejer sig hoved­ sagelig om en frihed til at tjene penge og en frihed fra at betale for 'høje skatter til sociale institutioner. Af disse egocentriske grunde har man stablet en filosofi på benene, som er yderst naiv: Man hævder fra konservativ side, at individets private initiativ smuldrer hen, hvis det har udsigt til folkepension i alderdommen

66

MT"

og hospitalshjælp under sygdom. Det er af alle grunde urigtigt. Skønt A. P. Møller har ringere chancer end nogen folkepensionist for at komme til at lide nød i sin alderdom, har det ikke svækket hans initiativ. Vi har en række akademiske fag, hvis udøvere er sikrede og privilegerede, som ingen i arbejderklassen nogen sinde kan blive det, og de slider sig dog op fra morgen til aften — endda ikke særligt for at tjene flere penge, men fordi de kan lide deres arbejde. Skulle der ske dem det helt usandsynlige, at de trods alle gode chancer går ned og bliver subsistensløse, har også de nu folkepensionen. Men der kan næppe påvises et eneste eksempel på, at læger, tandlæger, advokater, arkitekter, videnskabsmænd o.s.v. ved udsigten til denne forsørgelse i alderdommen har svæk­ ket initiativet. Vi ved, at lægerne har en meget lav gennemsnitlig levealder, og vi kan næppe finde bedre bevis for, at kampen for tilværelsen ikke er afgørende for menneskets flid. I det 15. år­ hundrede var lægerne liberalister som kunstnere og alle andre. Enhver var sig selv nærmest, og penge og magt det eneste, der talte. Lægerne stod ikke på nogen måde højere dengang eller var mere flittige. Udviklingen under demokratiet har netop bevist, at initiativet ikke bliver mindre ved et arbejde for det almenes vel, end hvis man bare tænker på sit eget. Der er andre kendsgerninger, som de konservative springer over, i deres filosofi om kampen for tilværelsen som afgørende for arbejdsviljen. Overklassens egen historie viser, at den var sikret gennem arv i generationer. Hvis det er så vigtigt, at enhver sørger for sin egen fremtid og alderdom, burde de konservative være de første til at gå ind for arvens afskaffelse. Endelig havde de frie grækere i den klassiske oldtid et demokrati, hvor arbejds­ forpligtelsen nærmede sig nul, og dog var de yders t initiativrige og skabte på frivillig basis det kunstens, videnskabens og filoso­ fiens fundament, som vi endnu bygger på. Kampen for tilværelsen har aldrig været drivkraft for kulturen, men derimod kampen for at gøre tilværelsen lettere. Derfor er udbygningen af den materielle velfærdsstat i sig selv en for­ anstaltning til kulturlivets gavn. 67

i' ■

Ii li •

!'l

Når tilløbet til velfærdsstaten dog ikke har ført til en afgø­ rende højnelse af kulturen i dette århundrede, men siden slutnin­ gen af tyverne snarere til et kulturfald, skyldes det, at der kun er tale om et tilløb. Det almindelige menneske har gennem sti­ gende lønninger og socialt forhøjet sikkerhed fået bedre betin­ gelser for et frit og rigt liv end nogen sinde før, når vi tager i betragtning, hvor store folkegrupper det drejer sig om. Men sam­ tidig har kræfter, som ikke har sat mennesket, men egne interes­ ser i centrum, undergravet menigmands mulighed for at udnytte de vundne materielle fremskridt. Det er ikke socialismen, der har bundet, bastet og sløvet individets selvstændighed, men liberalis­ men, som er kapitalens ideologi. Liberalismen indeholder ingen anden frihed end den stærkeres ret til at regere over den svagere. Det stod i den henseende på visse måder bedre til før penge­ krisen i slutningen af tyverne. Kampen mellem kapitalen og ar­ bejderklassen gjaldt livsvilkårene, lønningerne og beskæftigelsen. Men efter, at krisen havde skabt en arbejdsløshed, som endog ramte kapitalen afgørende, forstod man, at arbejderen var en nødvendighed som forbruger, ikke bare som arbejdskraft. For så vidt var det en revolution, som svarede til, da man opdagede, at Tyskland ikke gjorde verden gavn ved at betale skadeserstatnin­ ger fra første verdenskrig, men var mere værd som kunde. Med den nye nationaløkonomi kom velfærdet til alle vestlige stater, hvad enten regeringen var socialdemokratisk eller rent ka­ pitalistisk. Levefoden blev sat op med lønningerne, og arbejds­ tiden blev forkortet, hvad der altsammen kan betegnes som go­ der. Men det skete ikke for menneskets skyld. Officielt taltes der om, at det var for beskæftigelsens skyld. Snart gik man videre og erkendte, at det var for produktionens. Men man har aldrig gjort noget af det andet end for kapitalens skyld. Vi står nu i den situation, at det almindelige menneske — som vi før i tiden kaldte arbejderklassen - aldrig har haft bedre ma­ terielle kår end nu, men har måttet betale det med retten til frit at bestemme over sit eget liv. Den hårdt tilkæmpede magt er gle­ det ud af hænderne på folket og tilbage til kapitalen.

68

Kendsgerningen kan tilsløres af den stigende levefod og af, at de socialdemokratiske økonomer er gået med på kapitalens in­ teresser — produktionen for produktionens skyld - fordi arbejds­ løsheden måtte forekomme dem endnu værre. Mange af dem har vel heller ikke set den kulturelle konsekvens: at forbrugeren må betale for goderne med tabet af sin frihed. Når konservatismens og Venstres politikere nu hævder, at be­ folkningens frihed trues, hvis der fra socialistisk side drives en bevidst kulturpolitik, så kan man for mig tro, de mener det ær­ ligt. Det bliver ikke rigtigere af den grund. Magten i ethvert sam­ fund ligger hos den, der sidder med kulturapparatet, og det er i hele den vestlige verden i kapitalens hænder. Kulturapparatet er betingelsen for et stigende forbrug, som igen er betingelsen for kapitalens magt gennem øget produktion. Den frihed, som forbrugeren efter de konservatives mening bør have til selv at vælge, hvad han vil høre, læse, se, købe, more sig over og interessere sig for — er gennem de sidste 30 års kulturudvikling listet fra ham. Vil han være en agtet borger i samfundet - og det sørger man for at opdrage ham til, at han meget gerne vil - kan han ikke vælge noget som helst andet, end hvad der tjener industriens interesser. Socialismen, som er mennesket i centrum, har kun én kultur­ politik at drive: at frigøre mennesket, så det kan vælge selv. Uden socialismen er demokratiet endnu mindre end en styreform, det er en narresut. Det er lykkedes kapitalen at beherske kulturlivet så enevældigt — først og fremmest gennem underholdningsindu­ strien - at stemmeretten om få år vil være illusorisk. Hvem gider til den tid gå hen og stemme og om hvad? Ønskekoncerteme, Sommerens melodi, pressens lotterier og vaskemidlernes konkur­ rencer vil til den tid være, hvad mennesket har at vælge mellem. Min tro på den demokratiske socialisme som livsanskuelse be­ ror på, at den sætter mennesket i centrum. Ser vi historiens livs­ anskuelser igennem, har man til andre tider sat Gud eller staten og i de sidste par hundrede år pengene i centrum. I bevidstheden om, at livet har en mening, kan vi derfor vide, at kampen for at 69

i I

h

b

' ‘

I

!

1

sætte mennesket så nær i centrum som muligt, aldrig vil stilne. Før eller senere må denne livsanskuelse slå sejrende igennem, selv om det må indrømmes, at det i de sidste 30 år på afgørende om­ råder er gået baglæns. Lad os varme os ved den logiske tanke, at en verden, der kan gå baglæns, også må kunne gå frem.

Magtesløse menneske Politikens kronik 16 - 11 - 1960.

Det har været et alvorligt arbejde at sætte sig ind i Thorkild Bjømvigs to kroniker, „Natur og naturløshed" som stod her alle­ rede 29. juni, og „Gennem kunstens og naturfølelsens nåleøje" fra 4. oktober. I fornemmelsen af at der må være sket en eller anden filosofisk kortslutning har jeg læst dem igennem gang på gang. Gid det var så let at jeg kunne påpege en sammentællings­ fejl - eller måske snarere en alvorlig kommafejl, som gør facit helt meningsløst. Men emnet mennesket og naturen er så omfat­ tende, og Thorkild Bjømvigs syn på det så sammensat og til tider uigennemtrængeligt, at min hovedopgave må være at fremstille et andet syn på den sag så klart, det er mig muligt. Jeg må dog også prøve at fremstille hans standpunkt. Jeg håber på hans over­ bærenhed, hvis jeg ikke gør det godt nok. Hans mening synes at være at mennesket under demokratiet har taget magten her på jordkloden for totalt at undertvinge na­ turen og håndtere den, så den biir slave af os. Vi oplever derfor en fatal krise i vores forhold til naturen. Den opfattes ikke som noget i sig selv, men som dødt materiale, højst et levende 'lig. Det forekommer også mig rigtigt at vores forhold til naturen i dag er inde i en krise. Jeg mener bare ikke at årsagen er magt­ syge, men magtesløshed. Jeg tror vi har været magtesløse over 70

for byudviklingen. Storbyen er blevet en trist og uværdig ramme om tilværelsen, mens den i gamle dage var kulturens sæde. Der­ for søger vi, når vi kan, væk fra den og ud i andre omgivelser (som vi uden større begrundelse kalder natur). Det har ikke væ­ ret sådan før. Sokrates betragtede så vidt jeg husker skoven som ensformig og kedsommelig. Han foretrak mennesker. Helt op til begyndelsen af dette århundrede var naturen en årlig skovtur, et aftrædelsesværelse ungdommen søgte ved forårstid, hvad der klart viste sig i fødselsstatistikken. Naturfølelsen i nutidig for­ stand er sandsynligvis den dag i dag forbeholdt en snævrere kres, mens de mange takket være motoriseringen søger ud til vejkan­ ter og drikker deres eftermiddagskaffe så nær ved andre som muligt. Storbyen er for dem ensomhed og naturen selskabelig­ hed. Thorkild Bjømvig citerer byplanlæggeren Mumfords begrun­ delse for at der bør være grønne områder i byerne. Den er rent hygiejnisk. Disse områder skal være der for menneskets skyld, ikke for naturens. Det typiske ved vores krise i dag er, at der virkelig for alvor er folk, der med vold og magt vil gøre noget for naturen, for dens egen skyld - af angst for at den ellers skal gå under. Jeg anser det for nyttigt at berolige disse ængstelige med Thorkild Bjørnvig i spidsen: Der er ikke ringeste mulighed for at vi nogensinde skal få naturen udryddet. Vi får aldrig kram­ met på den, og den behøver ikke vores omsorg. Det er os, der har brug for at flygte væk fra den moderne, slet formede by. Jeg er ganske enig med Thorkild Bjømvig om at vejtræerne har betydet en værdifuld arkitektur i det danske landskab. Jeg er med til at beklage at de fældes, men ikke for naturens skyld, for vores egen. En god Ribe-borger skrev for nogen tid siden at gadebelysningen med de moderne lysrør har frataet os bymenne1 sker stjernehimlen. Også jeg beklager det, men stjernerne er dog vist ligeglade. Han skrev mere end det, han påpegede at lysrø­ rene havde spoleret nydelsen ved om natten at nærme sig en by, og se det varme lys som en fin kuppel over den. Det er digterisk rigtigt. Det er byen, der er noget i vejen med - deraf opstår 71

I• ) i-'-

f I'

i i

i :

li I :

natursulten. Vi står magtesløse og kan ikke gøre byen til et kunstværk. Det er det centrale. Naturen klarer sig nok. Tænk på tyskernes vældige betonforter langs vestkysten. De er ved at sande til og smuldre hen. Mærkeligst er det måske at man nutildags forlanger at natu­ ren skal blive stående, at den ikke må udvikle sig, skønt det er dens væsen altid at være på vej mod nye former. Og paradoksalt nok tvinger udviklingen mere end nogen sinde dyrelivet og stil­ heden ind til byerne. Uglerne tuder om natten i det gamle Kø­ benhavn, stilheden ruger om søndagen, mens befolkningen lar­ mer i skoven og langs kysterne. Vi har svigtet udformningen af byen til kulturcentrum og menneskeværdigt opholdssted. Lad udflugterne til naturen være et nyttigt surrogat for et rigt byliv, men gør det ikke til hoved­ sagen. Byplanlægningen med alt, hvad dertil hører af rekrea­ tionsarealer og grønne områder, er det centrale. Gør ikke natu­ ren til det. Thorkild Bjømvig lægger også megen vægt på byudviklingen, og hans afgørénde forklaring på kaos lyder sådan: Mennesket er nemlig i centrum, mere end nogen sinde i hi­ storiens løb, det er det fatale problematiske — han kan slet ikke sidde der mere grundigt og mere grundforkert, og det er vel det sidste som fremkalder fordringen. Uhyrligt, privategoistisk sidder mennesket i centrum, sandt nok ikke alle mennesker, men i dag sidder i alle tilfælde et menneske i centrum og intet som helst andet. Det er vores situation. Mennesket sidder i dag i centrum og skaber sin verden. Privategoistisk og funktionæragtigt, under alle omstændigheder mere anonymt, uri­ tuelt, skjult end i solkongens dage, men ikke mindre effektivt - og ambitiøst. Imidlertid kan ikke alle mennesker sidde i cen­ trum, men må fordeles i koncentriske ringe udefter, mere eller mindre umenneskeliggjort af dem i centrene. I sin iver for at tillægge det demokratiske magtsyge menneske

72

skylden for al landsens ulykker benytter Thorkild Bjømvig sig her af det ordspil at opfatte slagordet Mennesket i centrum som egoisten, jeget, eneren i centrum, men sådan har det aldrig været praktiseret. Det har været ment som en kamp for det almen­ menneskelige og mod det egocentriske og jeghævdelsen. Men er jeghævdelsen da ikke netop at sætte mennesket i cen­ trum? Nej — det er det ringeste i menneskets karakter man derved appellerer til. Den, der kun kan tænke på sig selv, lider af en alvorlig mangelsygdom. Han vil aldrig kunne udfolde hele sin personlighed, men kim triste stumper af den. Den amerikanske psykolog Erich Fromm har påvist at individualismen og kollek­ tivismen er uadskillelige i et åndelig helt menneske. Egoisten er så syg, at han ikke engang kan vareta sine egne sande interesser. Det samfund som lægger ensidig vægt på jeg-hævdelsen, må der­ for også være skævt og sygt. Samfundet kan i sin nuværende tilstand slet ikke realisere mennesket, endsige sætte det i centrum. De gode borgere som til Thorkild Bjømvigs forundring i hele dette århundrede har spole­ ret landskabet ved at anbringe deres sommervillaer betrukket med stråtag og bindingsværk på den højeste klit - har hverken i skolen eller forretningslivet hørt noget om mennesket i cen­ trum. De har lært at dér skal de sætte sig selv, og deres næste skridt blier at melde sig ind i Naturfredningsforeningen for at forhindre andre i at ødelægge udsigten for dem. Nu da retten til sommerferie ikke længere er et privilegium, rykker et nyt og jævnere hold ud i landskabet. Heller ikke de har i hjemmet, sko­ len, livet lært andet end at være sig selv nærmest og efterligne de bedrestillede. Det Thorkild Bjømvig angriber tiden for, burde være udtrykt modsat: Man har undladt at sætte mennesket i centrum. Man har i stedet opelsket visse triste sider af personligheden på be­ kostning af helheden - sikkert til gavn for omsætningen, men til ubodelig skade for mennesket. Det er en udbredt misforståelse, at velfærdsstaten betyder men­ nesket i centrum, for det er kun lykkedes at støbe dens funda73

li

i

ment, den sociale, materielle forsorg, som alle kan gå med til: at gamle sortklædte koner ikke længere sidder og dør i rendestenen. Bygningen som er det afgørende, huset hvori der skulle leves et almenmenneskeligt liv, er man end ikke begyndt på. Den stigende kulturdebat i den socialdemokratiske presse pe­ ger netop på, at partiet nok har sat kræfterne ind på det mate­ rielle fundament, men man har forsømt at påbegynde bygnin­ gen. Man har efter evne sørret for, at mennesket fik noget at leve af, men glemt at det skal ha noget at leve for, noget at bruge sine forbedrede vilkår til. Vi har anbragt et barberet, kastreret, kontrolleret, uansvarligt middelstands-jeg i centrum. Det frie, ansvarlige menneske er noget uendelig rigere. Det kan ikke op­ stå indenfor det nuværende konforme forbrugersamfund, men kun i konflikt med det, som alle gode kunstnere har vist det. Det er ikke mennesket, men industrien der i dag har magten, det er den og dens hjælpere, der styrer os i et slags oplyst ene­ vælde, hvor man tilsyneladende fodrer de mange med den kul­ tur de kan li, for ellers risikerer man oprør. Men fodringen sker for produktionens skyld, ikke for menneskets. Hvis man kan sige, at industrien har magten over mennesket, så har den til gen­ gæld næppe magten over sig selv og det produktionsmaskineri, den har sat i gang. Har vi magten over atomkraften? Over pen­ gene? Nej, apparatet har i stigende grad taet magten over men­ neskene. Lad os se gennem historien, hvorfor der opstod harmoniske by­ er. De frie klassiske grækere skabte - omend ved hjælp af slaver - et harmonisk samfund med mennesket i centrum og dermed en kultur, en ydre og indre harmoni vi stadig må beundre. Menne­ sket hade magten. Gotiken skabte vidunderlige byer med kirken i centrum, så længe kirken hade magten. Under renæssancen satte man i stedet jeget i centrum - ikke folkets men overklas­ sens - og også på det kunne der skabes harmoniske byer, omend mere udadvendte og pralende end de gotiske. Som en naturlig konsekvens endte det med kongen i centrum. Må det da ikke

74

være en forudsætning for demokratiets indre og ydre harmoni, at det almindelige menneske får magten? Det er netop ikke sket. Fra den franske revolution til nu har magten flakket, og det må nødvendigvis gi disharmoni over sam­ fundet, byen og tingene der omgir os. Vi lever i en brydnings­ tid, 'hvor endog den stærkeste samfundsmagt, kapitalen, på 25 år har måttet skifte signaler for at blie siddende. Før var det op­ sparing, lang arbejdstid, lønkamp og arbejdsløshed. Nu ser kapi­ talen sine interesser bedre varetaget gennem fuld beskæftigelse, kortere arbejdstid, højere løn og dermed større forbrug. Enten forsvinder demokratiet derved, og mennesket biir magtesløs for­ bruger — eller måske går det til modstand. Hvem kan vide det? En byplan må nødvendigvis blie ganske anderledes, hvis tanken om mennesket i centrum får vinden med sig igen, end hvis for­ brugerismen sejrer. Højkonjunkturerne peger i retning af indu­ strisamfundet, men hvor længe holder de? Der kan dårligt nok placeres et elektricitetsværk rigtigt, før vi véd om industrien er til for menneskets skyld eller mennesket for industriens. Fore­ løbig placerer vi det derfor efter de forhåndenværende søms prin­ cip, og mon man kan gøre andet? Thorkild Bjømvig skriver netop så klart: „Derfor står den ærlige kunst foreløbig i modsætningsforhold til samfundet". Ja, dér har den måttet stå nogenlunde siden den franske revolution, det vil sige så længe pengene har regeret os. Og hvergang sam­ fundet tog kunsten til sig som sin egen, holdt den op at være ærlig, eller i hvert fald at bringe noget budskab. Kunst kan i en konfliktperiode aldrig gå i samfundets tjeneste, derfor kan en byplankunst ikke opstå i dag. Er den kunst, vil den ikke blie virkeliggjort, biir den virkeliggjort, kan den ikke være kunst. Og dog har vi pligt til at kæmpe for den. Der er tre muligheder: et humanistisk samfund med menne­ skeheden i centrum, eller et samfund, hvor vi reduceres til et middel for industrien - og så er der den fortsatte kamp med deraf følgende disharmoni. Det humanistiske samfund kan man drøm­ me om og forsøge at gi en fremtidsskildring af. Vist må det blie

I

I

! I;

■■

■

I

75

s I !•!

■

k

harmonisk og skønt. Samfundet hvor industrien er herre, har Huxley allerede skildret i „Fagre nye verden". Også det blir nød­ vendigvis harmonisk, som hvergang i historien når magten lig­ ger på eet sted, men vi skal ikke glæde os til det. Der er forhå­ bentlig mere virkelighed i den fortsatte kamp. Selve disharmo­ nien i bybilledet rummer det håb, at kampen ikke er slut. Måske kan den vindes i næste omgang, så vist som kampen for det menneskelige i centrum er liså uudslukkelig som kampen for freden. . Men er harmoni da ikke i sig selv værdifuldt, er det ikke netop, hvad vi savner og søger? Nej. For det første er smukke landskaber og byer ikke målet, men kun et biprodukt af det har­ moniske samfund. For det andet kan også harmonien betales for dyrt, og dens grundlag er afgørende. Vi kan ikke bygge gotiske byer, for kirkens magt er forbi, eller barokbyer, når vi ikke læn­ gere tror på enevælden. Og er vi demokrater, må vi kæmpe med hænder og fødder mod industrisamfundets umenneskelige har­ moni og kæmpe videre for mennesket i centrum. Thorkild Bjømvig har dog et fjerde forslag. Han skriver:

Hvad om vi satte noget andet end mennesket i centrum f. eks. et åbent landskab, en åben strand, skovlandskab, hav­ landskab, og de mysterier som uvilkårligt fortsættes dér til balsamisk opbyggelse og opladning af sindet. Ja det står der. Hvordan kan et landskab sættes i centrum? Skal græsstrået og bølgerne beundre sig selv, eller er det ikke snarere mennesket, der skal anbringes i centrum, så det ufor­ styrret kan få sit sind balsamisk opbygget og opladt ved synet! Skulle denne løsning ha fremtiden for sig, vil kulturhistorien få en opsigtsvækkende drejning. Efter at de frie borgere i Græ­ kenland, de romerske krigere, middelalderens kirke, kongemag­ ten og kapitalen har været i centrum, foreslås nu et åbent land­ skab sat på tronen.

76

||

Det er en flugt fra virkeligheden af format, og den hule vi her inviteres til at flygte ind i, er aldrig prøvet før. Naturen har nok som alt ukendt været frygtet og des mere tilbedt, jo vældigere den var. Men den har aldrig været syg moster før, og den samaritergeming at hæge om stumperne af den, har heller næppe før været foreslået som sjælefrelse for en hel generation.

Hvad behøver mennesket? Politikens kronik 9 - 6 - 1961.

r

I en elskværdig og spændende kronik „Knallerten i overflødig­ hedshornet" („Inf" 17. maj) har professor Poul Meyer endnu engang behandlet John Kenneth Galbraiths sensationelle bog „Det rige samfund". Han skriver blandt andet: Ligesom Karl Marx og Poul Henningsen tager Galbraith sit udgangspunkt i det forhold, at det er produktionen og dens håndlanger reklamen, der i det rige samfund bestemmer be­ hovene, og ikke behovene, der bestemmer produktionen. Der tales jo også tit i den hjemlige debat om de af reklamen „kun­ stigt oparbejdede" behov. Karl Marx' konklusion var, at der skulle produceres efter behov og ikke efter profit, uden at han dog selv gav noget bidrag til løsningen af spørgsmålet om, hvorledes det skulle bestemmes, hvad der var den enkeltes behov. Poul Henningsen er foreløbig blevet stående ved en kritik af den „amerikaniserede" behovsbestemmelse, som via massekommunikationsmidleme påtvinges vort samfund.

1

i

På egne vegne vil jeg gerne besvare denne indvending. Men I

1

77

i

’•

i jeg benytter lejligheden til at fremhæve samfundskritiken i Galbraiths bog. Det er de såkaldte negative sider, som synes mig så epokegørende. Det at stille tidens diagnose er efter min mening en vigtigere kunst end at snakke patienten efter munden og fore­ slå lægemidler til midlertidig beroligelse. Og der er blandt alle ansvarlige enighed om at vi ikke har magt over den kommende udvikling. Galbraith påviser at vi står over for noget hidtil ukendt: den almindelige velstand. Efter uendelige år af fattig­ dom, sult og sygdom er vi for første gang i historien trådt ind i det rige samfund. Det er afgjort en lykke, men den er ikke pro­ blemfri. Og det går navnlig ikke at vi kører videre på den gamle samfundsøkonomi og tilsvarende moral: I dit ansigts sved skal du tjene dit brød. Det er ikke arbejdsløshed og svigtende købe­ kraft der truer os i USA og Europa, men højere købekraft, over­ beskæftigelse og overproduktion. Men det regnes stadig for lige meget hvad der produceres, så gavner det landet og får nationalproduktet til at stige: badebuk­ ser, kølergitre, vaskemidler med indlagte præmier, tvivlsomme skønhedsmidler og produkter til metodisk fremkaldelse af huller i tænderne, fedtsyge, mavesår og lungekræft, bredere og læn­ gere biler, som for pyntens skyld gør vejene ufremkommelige alt er lige gavnligt og lykkeligt for nationens fremtid! En hær af psykologer, sociologer og økonomer står klar og forhindrer dem i at komme til orde, som skulle driste sig til at mene at der er lidt mere fornuft i at købe en tandbørste end fem iskager. Hvor véd vi det fra? Hvor tør vi driste os til at rubricere de men­ neskelige behov! Selv Freud som dog i sit liv var fornuftens tals­ mand, biir misbrugt til at bevise at det er lige rigtigt, alt hvad folk får lyst til at købe. Det groteske ved situationen i dag stiger, når vi sammenlig­ ner med hvad der produceres af det offentlige. På beskæftigel­ sen, priserne, inflationen, nationalproduktet osv har statens pro­ duktion naturligvis ganske samme indflydelse som den private. Men gammel-liberalismen lever videre, og det slås daglig fast at det private initiativ, som kun tænker på profit og aldrig for 78

n '

alvor varetar forbrugernes interesser, er samfundsgavnligt i hvad det end gør. Men hvis det offentlige efter moden overvejelse ønsker at sætte noget tiltrængt i gang — landeveje, skoler, lære­ anstalter, sanering af slumkvarterer og bygning af nye boliger, sygehuse, alderdomshjem, børnehaver, ungdoms- og fritidshjem - så anses alt dette på forhånd for en undergravning af sam­ fundsøkonomien. De er latterlige, disse liberale fossiler. Lad det lige blie nævnt at hovedtemaet for VK-partiemes valgkamp: Velfærdsstaten og dens sløvende indflydelse på det personlige initiativ — efter Galbraiths mening hører til samme gruppe forsteninger. Denne ængstelse for folkets flid kommer usædvanlig mange postgange for sent. For første gang i verdens­ historien kan samfundet byde enhver borger tryghed, fra skibs­ rederen over landmanden til den ufaglærte arbejder - og dog har der aldrig været produceret mere end i disse år og aldrig været større økonomiske fremskridt. I tilslutning hertil foreslår Galbraith at vi også opgir vores gamle bibelske og puritanske for­ argelse over dovenskaben. Den kunne ha en vis grum beretti­ gelse i det fattige samfund, men det er uden mening at drive folk i treholdsdrift i dag, hvor de varer der produceres biir mere og mere betydningsløse. For at ta et nærliggende og kendt eksempel, er det amerikansk bilindustris hovedpine, som de bedste hjemer inden for reklamen biir sat til at løse, at få folk til at kassere bilen længe før den er slidt op. Samtidig er fattigdommen ikke afskaffet i dette overdådige samfund, hvor man dårligt véd hvad man skal finde på for at producere videre. Den er geografisk bestemt af arbejdsløsheds­ øer, som i høj grad kendes også i USA, og den er naturligvis endnu hårdere at bære, end hvis der var almindelig fattigdom. Men det er en statsopgave, og i samme øjeblik kan denne skam­ plet på det rige samfund meget vanskeligt afvaskes. Lad nu ikke dette blie misforstået som et angreb på de tekniske fremskridt. Mit sind fyldes med varm glæde, hver gang en gam. mel kælling fiser forbi på sin knallert. Jeg håber at snart hver eneste overarbejdet husmor på landet har fået sit køleskab.

I

79

■

I

Men den opgave er og biir løst. Det er den næste vi skal til. Galbraith skildrer situationen i dag sådan i bogens slutord: Det er een sag at møblere et tomt værelse, men at blie ved at fylde det op med møbler indtil gulvet knager, er en ganske anden. Hvis vi ikke hade fundet en løsning på produktions­ problemet, måtte mennesket ha fortsat i sin ældste og alvor­ ligste vanskæbne. Men det vil være fuldt så tragisk hvis vi ikke forstår at den opgave er løst, og at vi derfor må gå videre til de næste opgaver.

Måske er sagen endnu mere forrykt end Galbraith skildrer den. Det er sandt at vi overmøblerer værelset med køleskab, vaskemaskine, transistorradio, fjernsyn og arkitekttegnede møb­ ler. Vi kunne endda slæbe scooteren og den flotte barnevogn, teltet med fuldt udstyr og kanoen med op. Men værelset mangler! I denne rigeste tid i historien har hverken det offentlige eller private initiativ fundet det påkrævet at skaffe tag over hodet på de enlige og de unge. Man 'tvinger derved enhver over den kriminelle lavalder til utugt og forlanger attest for at der er re­ sultat, før man udleverer halvandet værelse. Jeg har hverken noget mod utugt eller svangerskab, men forudsætningen må være at det sker frivilligt. Overdådighedssamfundet vælter sine varer ud over os, sam­ tidig med at det ikke har kunnet afskaffe fattigdommen og ikke har kunnet tilfredsstille det elementære behov om en bolig til hver familie. Og så ber man os andre opstille en værdiskala over behovene! Kan det mon overhedet gøres? spør man os bekym­ ret. Spør ungdommen. Mon ikke den hellere vil ha en nok så ussel lille lejlighed end spadsere rundt med hinanden i hånden på Rådhuspladsen med lommerne fulde af købekontrakter på alt muligt andet? Vi har ikke en velfærdsstat men en industriog sørøverstat, hvor profitten hentes hjem på varer, ingen har haft bud efter. Når det offentlige ikke kan løse boligspørsmålet, skyldes det 80

liberalismens spøgelse, som igen er manet op af jorden. Troen på at staten ikke kan noget og det private initiativ til gengæld alt, er trængt langt ind i arbejderpartierne. Fingrene væk fra det frie initiativ i byggeriet! Hvis der så alligevel ikke kommer andet ud af det end en alvorlig fordyrelse og lidt luksus-rækkehuse, så er det ikke fordi det private initiativ foretrækker at beskæftige sig med sulfopræparater i stedet - så må der være noget uløseligt ved boligspørsmålet! Hvis det passer industrien bedst, vil befolkningen ikke få dæk­ ket sine elementæreste behov. Det er sandheden, og det er sim­ pelthen løgn at industrien gir folk hvad de vil ha. Den sørrer omvendt gennem et kostbart propagandaapparat for at folk vil ha hvad den vil gi dem. Boligmanglen viser at befolkningen ikke har nogen selvbestemmelsesret over sin indtægt. Produktionen burde baseres på mangfoldigheden af de men­ neskelige behov. I dag er den trods alle variationer i emballagen kun udtryk for hvad der ønskes solgt. Industrien har sat demo­ kratiet ud af spillet og udleverer os i stedet købekontrakt på en række narresutter. Nu håber jeg at forudsætningerne er tilstede for at besvare Poul Meyers spørsmål. Han slutter kroniken sådan: Hvordan skal man bestemme, hvilken del af produktionen, der på et givet tidspunkt har været nødvendig, og hvilken unødvendig? Det har hverken Karl Marx, Poul Henningsen eller John Kenneth Galbraith givet svar på.

Jeg tror ikke det er rigtigt. En påvisning af det private initia­ tivs forrykte værdiskala for nutidens produktion indeholder i sig selv en rimeligere skala. Bag Galbraiths hundrede eksempler på vanvid må logisk ligge tilsvarende hundrede eksempler på fornuft. Når det er urimeligt og samfundsfjendtligt at gøre bi­ lerne længere og bredere, skønt gaderne ikke kan blie det, så er det omvendte rimeligt. Når det er forrykt at gi folk hvad de vil ha, ved at rydde munden på dem for at de kan få forlorne 81

i tænder, så må det være rimeligt at bevare tænderne. Desuden har Galbraith med knusende styrke påvist at vi kan anlægge en værdiskala, når det gælder offentlig produktion. Det forlanges kim at vi skal anerkende det private initiativ blindt. Vist er det en kunst at definere behovene efter deres betyd­ ning. Det er derimod ingen kunst at påstå, at det kan man ikke, for det ene behov kan være liså godt som det andet, og at det er liså rimeligt at sætte sit helbred overstyr som at bevare det. (På de vilkår kunne selv jeg være behovspsykolog). Karl Marx har ganske vist sagt at der skal produceres efter behov, men han tilføjede: og ikke efter profit. Deri så han ge­ nialt rigtigt, og hans ord står stadig ved magt. Industrien vil sik­ kert afvise den tanke som utopisk, at profitten ikke skal være målet - eller også vil man muligvis bortforklare forholdet. Men der er andre væsentlige fag som har den modsatte moral. Vi sto­ ler ikke på den læge der helbreder for profit, men vi betaler med glæde ham der helbreder efter behov. Vist er det for lægen en alvorlig kunst at finde ud af patientens behov, og han vil gang på gang komme til at ta fejl. Ikke des mindre føler han det som sin pligt at vareta hans dyreste 'interesser — endog dem patien­ ten ikke selv er klar over. Lægens bestræbelser er rigtigt vendt. Også samfundsøkonomien kræver geni og vil endda bestandig være ufuldkommen. Det afgørende er mindre resultatets fuld­ kommenhed end bestræbelsens rigtige retning. Kritiken af den næværende „produktion for produktionens skyld" er ikke at den udføres talentløst. Tværtimod. Jo større talent der udfoldes af industrien og dens medarbejdere, des mere forrykt biir resultatet. Det skyldes naturligvis at markedet efter­ hånden er dækket med fornuftige ting. Dermed kommer bestræ­ belserne inden for industrien til at føre den gale vej, bort fra mennesket, bort fra demokratiet. Dette vil blie afvist af alle de sælgere der føler sig ramt, med påstanden om at de jo netop gir folk hvad de kan li. Men det er et urokkeligt faktum at ingen nogensinde gir folk hvad de kan li, for folks skyld. De gør det udelukkende for deres egen. Det

82

I *

i

I

I

Hi ' '

il I; ’ gælder i underholdningen, pressen så vel som i vaskemiddelpro­ duktionen og bilindustrien. Hvad man gør for folks skyld må føre videre end deres øjeblikkelige ønsker - jævnfør de forlorne tænder. Nu kommer det paradoks man må kapere, hvis man vil forstå det fælles i Galbraiths og Karl Marx' livsholdning — som også er min: Kritiken af samfundsøkonomien sker af hensyn til men­ neskets selvbestemmelsesret. Det er slående at industrien og dens nuværende propaganda, samtidig med at den overhælder men­ nesket med en tilsyneladende rigdom af ligegyldige eller uvæ­ sentlige varer - samtidig med at den påstår, folk får hvad de kan li - på alle leder søger at regulere efterspørslen så den passer til varestrømmen. Det vil være industrien aldeles ligegyldigt om den derved blæser hver selvstændig eller kritisk tanke ud af forbru­ gerens hode, bare varen biir solgt. Jeg tror hverken Galbraith eller Marx kunne tænke sig at møde op med en autoriseret værdiskala, hvorefter folk hade at indrette deres forbrug. I hvert fald er det ikke det jeg kæmper for, men for den enkeltes ret til selv at bestemme sit liv. Om han vil slide, drive, æde, drikke, elske, læse, bile eller kede sig ihjel, må han helt bestemme ud fra sine egne indre forudsætninger. Denne ån­ delige liberalisme sætter mennesket i centrum og forlanger at industrien, reklamen, underholdningen skal tjene de menneske­ lige hensyn før sine egne. Men den økonomiske liberalisme, som nu har større magt end nogensinde - truer med et nyt slaveri mere sjælsforgiftende og raffineret end noget tidligere. Huxley har med uhyggelig sikkerhed beskrevet det i „Fagre nye verden". Der er kim een værdiskala at sætte op imod det: De menneske­ lige hensyn. Derfor har vi alligevel hver for sig vores værdiskala. De fleste anser vel behov for opium for ulykkeligere end behov for kunst, børns behov for slik for beklageligere end behovet for kalk, salte og vitaminer, trangen til det andet køn for lykkeligere end homo­ seksualitet. Men først og fremmest mener vi at den enkelte frit

83

I

1' i I

skal kunne vælge - endog mellem lykken og ulykken. Dette søger industrien med alle midler at hindre os i. Det må formodentlig være fristende at misforstå denne hold­ ning, siden det sker så tit. På den ene side stemples den deri inde­ holdte tolerance over for seksuelle afvigelser, kriminalitet, miljø­ skade og anden ulykke som anarki og umoral. På den anden side misforstås kravene om kvalitet i opdragelse, presse, radio, fjern­ syn og underholdning som intolerance, som et krav om tvangs­ fodring af „folket" med høj kunst. Men hvem har råbt på cen­ sur mod det kulørte og dårlige? Jeg véd mig fri. Hvad jeg frygter er produktionen efter profit af alle Slags va­ rer, åndelige som materielle. Tænk at politikerne ikke kan se den foragt for folk, der ligger i at gi dem hvad de kan li. Menneskets behov kan udtrykkes meget kort og med meget store ord: Mennesket behøver være sig selv.

Kulturradikalismens fallit? Foredrag holdt i Studentersamfunnet i Oslo 21 - 10 - 1961.

Kulturradikalismen er et livssyn, en livsanskuelse, og har man nogensinde set nogen livsanskuelse spille fallit? Desværre nej. Jeg husker godt at konservatismen var trængt tilbage i tyverne. Den gik stille med dørene, men fallit var den ikke, og nu blom­ strer den fortræffeligt. På nogenlunde samme tid hade de mest optimistiske en fornemmelse af at kirken og kristendommen ikke mere var i så høj kurs - men det er gået vældigt fremad for kir­ ken siden da. Vi har endog fået genindført katolicismen som en blomstrende specialafdeling af den danske rummelige kirke. Den

84

troede man ellers var gået fallit med reformationen her i Norden. Men man må tro om igen. Vi hade vel også tænkt os - de mest naive af os - at de sidste formelle og udvendige rester af enevælden snart blev afskaffet ved at kongedømmet blev erstattet med en republikansk ordning, men det er vi længere borte fra end nogensinde. Selv de mest kri­ tisk indstillede hade troet at vi ikke i vores levetid skulle genop­ leve dødsstraffen. Vi regnede ikke med Hitler og hans vældige indflydelse - efter krigen, efter nederlaget og døden. Nazismen er nok min tids mest lærerige kapitel, og det bedste bevis for at ingen livsanskuelse kan spille fallit: Vestmagterne førte den anden verdenskrig til forsvar for demokratiet, friheden, humanismen og imod ensretning, krig, tortur, racehad, mens Hitler førte sin ideologiske krig og gik i forbund med Europas diktatorer i kampen mod faren fra øst. Nu allierer demokratierne sig med Spaniens og Portugals diktatorer af hensyn til faren fra øst, og jødehad og negerhad driver over verden. Jeg holdt som flygtning i Stockholm i krigens sidste par år måske det samme foredrag 50 gange. Det hed „Nazismens blom­ string efter krigen", og en gruppe danskere søgte af den grund at få mig udvist. Jeg tænkte ikke på de usselige små nazipartier som nu rundt omkring hilser hinanden med oprakt hånd. Jeg tænkte på nazismen i os selv, i os alle. Det var en livsanskuelse som ikke blev opfundet af Hitler, men unægtelig sat i system og gjort højaktuel. Den døde heller ikke med ham. Og når man efter den vældige såkaldt ideologiske anden verdenskrig stadig skal trækkes med Hitlers tanker endog i socialdemokratisk anret­ ning, når end ikke nazismen har spillet fallit, hvorfor skulle så radikalismen ha gjort det! Folk mener nu alligevel at kulturradikalismen er fallit — af to modstridende grunde: For det første fordi den ikke kunne gen­ nemføres trods mellemkrigstidens tilsyneladende store kort på hånden. Og for det andet fordi den sejrede sig ihjel, fik ret på alle afgørende punkter. Her får jeg lyst til at gi Dem en skildring af mig. Den har stået i et langt referat i „Information" af en ma85

p

gister Fjord Jensen. Jeg kender ham ikke, men efter „Informa­ tion'^ mening synes han at kende mig tilbunds. Han sir under overskriften Lammede bannerførere (referatet er formentlig for­ kert) :

Det store tragiske eksempel er PH som i dag må lide under at han har fået ret og nu er ude af stand til at forny sig selv! Ved første øjekast lyder det som det vilde vanvid. Vi har kæm­ pet for humanismen, og den har unægtelig ikke sejret — imod racehad og tortur og henrettelser, og det fortsætter. De fleste ar os var pacifister og modstandere af Danmarks oprustning. Dette standpunkt kan vel heller ikke siges at ha sejret. Vi var mod­ standere af kongedømmet og kirken, som trives i bedste velgåen­ de. Vi kæmpede for det klasseløse menneske, og nu er klasse­ kampen afløst af en minutiøs klassedeling, hvor hele livsførelsen dikteres af, hvad der hører sig til i netop denne skatteklasse. Vi har kæmpet for at demokratiet skulle kontrollere kapitalen, og det er i stedet blevet kapitalen der dirigerer demokratiet. Personlig kunne jeg opremse endnu flere nederlag. Jeg har kæmpet mod sentimentalismen i vores forhold til naturen og hi­ storien, og i øjeblikket blomstrer natur- og bygningsfredning så forlorent og billigt som aldrig før i Danmark. En livsanskuelse kan aldrig blie forældet — jeg hade nær sagt desværre. Den må bestemmes af mennesket selv og er helt uaf­ hængig af konjunktursvingninger. Man kan ikke skifte anskuel­ se, bare fordi der ikke i øjeblikket er medvind for den. Eller ret­ tere sagt - det kan man godt, men det er ikke noget rosværdigt. Det er hvad vi kalder opportunisme. Dermed biir det uden me­ ning at snakke om, hvorvidt kulturradikalismen er mere eller mindre på mode for tiden. Om man vil være kulturradikal må hver enkelt afgøre med sin egen samvittighed. Det som skifter med tiderne, er noget rent pædagogisk: Hvor­ dan skal man kæmpe? Man bestemmer selv sin livsanskuelse, men de andre bestemmer slagmarken og våbnene. I dag har kul86

f;,' ! i

turradikalismen ganske andre vilkår og modstandere end i ty­ verne. Fronten ligger et andet sted. «

r-

Nu er vel så tidspunktet kommet, hvor tilhørerne forlanger at få en definition på hvad kulturradikalisme er, og det kan blie nok så svært, for begrebet dækker over en bred venstreorienteret front. Man kan derfor kun tale om hvad man selv mener med ordet. For det første drejer det sig om demokratiet, ikke bare som styreform men også som idé: Det menneskelige i centrum. Hid­ til har man i historien sat staten i centrum i den romerske tid, kirken i centrum i middelalderen, kongen i centrum under ene­ vælden og pengene i centrum siden den franske revolution. Men­ nesket har ikke været målet men midlet for en magt udenfor eller over mennesket. Den kulturradikale kamp må for mig gå ud på at frigøre mennesket for traditioner, som gør det til middel for magthaverne. Den må gøre mennesket til magthaver over sam­ fundet og dermed gi hvert eneste individ de største muligheder for at realisere sine evner og åndelige værdier. Det er naturligvis et mål, man kim kan nærme sig mere eller mindre, og deri ser jeg blandt andet det store ved demokratiet. Det drejer sig ikke om en midlertidig historisk regeringsform som feudalismen eller enevælden, der kan gå af mode og erstattes med en mere tidssvarende. Det drejer sig om en ide, som aldrig kan gå menneskeheden af sinde, som mange eller få altid vil kæmpe brændende for. Jeg betragter derfor alle mere eller mindre ven­ streorienterede politiske retninger i retning af socialisme, kom­ munisme, som aktuelle praktiske forsøg på at komme denne drøm om det menneskelige i centrum nærmere.

i

♦

Vi så i tyverne med god grund mere optimistisk på fremtiden end vi gør i dag. Det er en menneskeret at tro på fornuften og den rimelige udvikling. Vi hade dengang både håb om at Sovjet­ unionen ville udvikle sig hen imod en demokratisk kultur, og om at de vestlige demokratier ville ta kulturproblemet op i overens­ stemmelse med de politiske fremskridt og arbejderklassens sti87

I

gende indflydelse. Naturligvis sad vi ikke med hænderne i skø­ det, men udtrykte den største utålmodighed. Jeg véd at jeg blev betragtet som en højst uvelkommen hund i benene på det danske socialdemokrati. Det var på Kritisk Revys tid i slutningen af ty­ verne, hvor funktionalismen slog igennem, og hvor det pædago­ giske arbejde måtte bestå i at overtyde arbejderne om, at de ikke skulle kaste deres husleje bort til herskabelige trappeopgange med fine portaler, mens værelserne var små og ubrugelige og lå forkert vendt for solen. Vi kæmpede imod den sociale ambition hos arbejderklassen, og jeg husker at Hartvig Frisch i en polemik med mig svarede: „Lad dog arbejderne beholde deres stukgesim­ ser og viftepalmer i fred." Frisch og jeg blev senere nære venner. Det var lykkelige tider. Arbejderne fik heldigvis ikke lov til at ha deres ambitioner i fred, og vi som kæmpede for en demokratisk stil i arkitekturen, hade en fornemmelse af at målet endda ikke var så fjernt. Men på få år vendte stemningen, og det hele kan vel nok nu bagefter føres tilbage til Versaillestraktaten og de overordentlig slet gennemtænkte økonomiske betingelser man gav det slagne Tyskland. Jeg tror det var de store nationaløkonomers uvidenhed der først skabte pengekrisen, derpå Hitler, som i hvert fald hade bedre og mere kyniske økonomer til sin rådighed - og så verdenskrigen. Jeg anser nationaløkonomerne for farligere for demokratiets fremtid end Sovjetunionen og Kina tilsammen. De gør naturlig­ vis ikke noget i nogen ond hensigt. Men for at klare arbejdsløs­ heden skabte man allerede i tredverne teorien om det stadigt sti­ gende forbrug som den eneste løsning. Verdenskrigen kom, og dermed blev arbejdsløsheden automatisk erstattet med fuld be­ skæftigelse i rustningsindustrien. Og dog hævder den amerikan­ ske økonom og kritiker Galbraith, at der endog under krigen var arbejdskraft og maskiner nok til at sætte forbruget i vejret for Amerikas 65 procent, middelstanden. Galbraiths synspunkt er som bekendt, at denne foranstaltning med at få hjulene i gang startede som noget forholdsvis forstan88

TI

digt, men. nu forlængst er ført ud i sin egen karrikatur. Blandt andet opretholder man trods kapitalens åbenlyse samarbejde med staten stadig den gamle frihandelsmoral, at alt hvad der kom­ mer fra det private initiativ på forhånd er værdifuldt og pengene dertil giet glimrende ud — det er simpelthen en forøgelse af natio­ nalproduktet. Men hvis staten bruger penge til fornuftige for­ mål, skoler, boliger, veje, uddannelse, så regnes disse udgifter som en formindskelse af nationalproduktet til skade for samfun­ dets velstand. Resultatet biir at en vild og overdreven produktion af biler i nye ligegyldige modeller er samfundsgavnlig, mens en udbygning af vejene de skal køre på, er en tyngende udgift osv. Man kunne sige det endnu kortere: Kapitalen har med sin produktion for enhver pris simpelthen sat meningen med tilvæ­ relsen, demokratiet ud af funktion. Mennesket bestemmer ikke længere selv hvad han skal købe, regeringen disponerer ikke frit med hensyn til de sociale opgaver der skal løses. Det er i dag industrien der dikterer det moderne middelstandsmenneskes liv fra døgn til døgn, fra vugge til grav, med samme ubønhørlige styrke som kirken under gotiken bestemte hvornår hver borger skulle stå op, gå i seng, elske sin kone, spise sine måltider hvor han skulle gå hen i sin fritid, hvad han skulle interessere sig for. Vi har fået en ny magthaver over os. * Denne form for international økonomi har stillet de kulturradikale overfor helt andre opgaver end i tyverne. Håbet er unæg­ telig erstattet med en begrundet frygt. Offensiven er blevet til defensiv, eller når det kommer højt til modoffensiv. Nu gælder det ikke længere hvor langsomt eller hvor hurtigt vi kommer videre frem - mod menneskeligere vilkår. Nu gælder det om at bevare de vundne fordele, om at forhindre at de smuldrer hen til ingenting. Det er allerede mange år siden at to store forfattere truede os med en djævelsk fremtid. Jeg tænker på Orwell og Huxley. Orwell så risikoen i Sovjetunionens metoder med tortur og hjer­ nevask og det frygtelige psykologiske pres som også Koestler

89

I I ■

I

I j.[

k i

5 •

i '

i

' »

har skildret i sin roman „Mørke midt på dagen". Huxley pegede på en anden og for så vidt elegantere og mindre brutal løsning: Den psykologiske propaganda. Ved hjælp af reklame og under­ holdning og let forvanskning af alle nyheder i pressen - ja ved fiks udvælgelse af stoffet - kan man simpelthen gøre største­ delen af befolkningen tilsyneladende frivilligt til idioter. Man kan dirigere hvad det store publikum biir begejstret over, og hvad det forarges og harmes over. Man kan simpelthen bestem­ me behovet, og det sker tilsyneladende uden at røre ved folks frie vilje. Huxley har nu skrevet en efterskrift til „Fagre nye verden", hvor han med en vis beklagelse gør opmærksom på, at det blev ham og ikke Orwell der fik ret i spådommen — og desværre langt hurtigere end Huxley selv hade troet. På en måde skildrede Or­ well Sovjetunionen og Huxley Amerika, og der er, efter hvad jeg har kunnet konstatere, på mange områder stor lighed mel­ lem de to verdensmagter. Jeg tror ikke Sovjet i det lange løb vil fastholde eller behøve de hårdere metoder med udrensninger, de­ portationer, henrettelser, osv. I USA har de vist sig overflødige. Man kan dirigere den afgørende del af befolkningen smertefrit uden at røre ved grundloven og frihedserklæringen. Gennem­ snitsborgeren vil, selvom han ikke bestemmer noget som helst selv, dog til enhver tid være sikker på at leve i verdens frieste land. Ved at højne behovet, købetrangen, og naturligvis også industriproduktionen af behovsvarer, vil Sovjetunionen i løbet af forholdsvis få år kunne komme på siden af USA i formel frihed men reel kontrol over befolkningen. * Så biir Europa det sidste sted, hvor resterne af et demokrati kan trives. Og hvor store er disse rester? Der sker i hvert fald i Danmark en udvikling inden for pressen, som i mine øjne spår ulykke. Vi ville ikke være våbenløse overfor industrien og re­ klamen, hvis vi hade en bare nogenlunde fri presse, som kunne påpege farerne og holde en kritisk holdning levende. Det er netop pressens enighed på en række almenmenneske-

90

II,, ■

h: lige områder, som jeg frygter, fordi det må medføre den frivillige ensretning af den offentlige mening, som vi kalder'konformisme. Det skulle netop være avisens opgave at holde den kritiske sans levende hos læseren, fordi vi i forvejen har en tilbøjelighed til at mene som naboen og gaden mener. Men med den omlægning af næsten hele den danske presse som er sket det sidste tiår, er op­ gaven for den daglige avis at ramme i centrum af den ordinære mening hos publikum. Politikens redaktører har naturligvis ikke skiftet mening om kongedømme eller republik, men de har set at hofstof biir læst af næsten alle, og så har de indført liså meget kongeligt vrøvl som Berlingske Tidende der er konservativ, hid­ til har haft patent på. Når den danske konge ved et sommerbe­ søg et sted i landet udtaler et: „Hvad mener De om vejret min gode havnefoged?" så står det som alt overskyggende begivenhed på de fleste avisers forsider. Man forlanger at det store folk skal falde i beundring over at en konge overhodet kan tale, at han ikke er døvstum eller åndssvag. Det lyder som bagateller, men da det engelske kongehus er særlig godt stof - og naturligvis også det norske og svenske — får man tilsidst det indtryk at vi balancerer på demokratiets yderste farlige rand, hvis en prinses­ se gifter sig med en fotograf eller en manufakturhandler — og at verden er ved at gå under, hvis hun ønsker at gifte sig med en fraskilt. Jeg går ud fra at de tre fjerdedele af danske redaktører og journalister har været fraskilt og er gift igen. Men det kommer ikke sagen ved. Det drejer sig ikke om at påvirke den offentlige mening i kritisk og opadgående retning. Den gode nyheds kende­ tegn er at den er fordummende. Men end ikke så langt tror jeg de ansvarlige redaktører tænker. Den gode nyhed er simpelthen den der får oplaget til at stige, om læserne fordummes derved, sorterer ikke mere under redaktørerne. Det er kim en uundgåelig bivirkning. Det er ikke så længe siden at B T udkom med venstre halvdel af forsiden sort og højre halvdel hvid. Over venstre stod: Dagens ulykke og det drejede sig om en katastrofe, hvor mange menne­ sker var blevet dræbt. Over højre halvdel stod Dagens lykke, og 91

I !■

i

i

SI 8

i

I

;

I

-

1

i

derunder meddelte man læserne, at hele Sverige var grebet af een samlet lykkerus fordi en Hagaprinsesse var blevet forlovet med en tysk prins af Hohenzolleme. I den ene hensigt at sælge flere aviser undergraver pressen sy­ stematisk proportionssansen. Det gælder om at læserne ikke må kunne kende forskel på stort og småt. Jean Tinguely kom på den store udstilling „Bevægelse i kunsten" på Louisiana ved et uheld til at dræbe en due. Denne ligegyldige og tåbelige begivenhed fyldte aviserne med Politiken i spidsen. Selve udstillingen og den kritik der blev skrevet om den, druknede i sensationen at en due var død. Jeg véd ikke om man vrider halsen om på 10 eller 100 tusen duer daglig i Danmark, men jeg véd med sikkerhed at en udstilling som „Bevægelse i kunsten" er en sjælden seværdighed. Jeg véd at det udmærkede museum Louisiana var lige ved at kunne lukke på grund af pressehetzen. Men alt det kommer ikke den moderne presse ved. Spørsmålet, hvad der er væsentligt og hvad der er uvæsentligt måles for den kun på oplaget. Et menneskeliv eller et godt foretagendes skæbne kan ikke veje en dags ekstrasalg på 5000 eksemplarer op. Det er af samme grund pressen er ungdomsfjendsk. Det kan betale sig. Redaktørerne er naturligvis privat udmærkede mennesker, kærlige mod deres koner og børn og godgørende mod de fattige. Men i samme øjeblik de i deres arbejde har et andet mål end menneskets bedste, nedbryder de demokratiet. Den moderne presse er som helhed i sin tendens fornuft-fjendtlig og varetar interesser som skader læserne. Det samme kan naturligvis den kommercielle underholdning og reklamen: Det menneskelige er ikke sat i centrum men profitten, sukcesen. Men værst for demo­ kratiet er pressens udvikling, for den skulle jo være våbnet der holdt den kritiske sans levende i befolkningen. I dag står vi i det paradoks at det med hensyn til visse ten­ denser kan være en fordel at være bagefter. Når udviklingen går baglæns, biir den kulturradikale konservativ, ja endog reaktio­ nær. Naturligvis biir han det ikke overfor det ny og berigende i kunsten. Men vi var jo dog også dem, der i slutningen af tred92

i

i

•I I |

ih verne gennem bladet Kulturkampen advarede mod udviklingen frem mod nazismen. Vi vidste at verden både kan gå frem og baglæns. Og vi blev mødt med iskold foragt af borgerskabet. Dermed kommer vi ind på et fænomen i tiden som nok for­ tjener vores interesse: Der er ved at danne sig en ny bro mellem de konservative og de venstreorienterede - en slags tværpolitik som under besættelsen. Det er af samme grund den opstår: Den­ gang var demokratiet i fare. I dag har vågne konservative såvel som venstreorienterede unge den samme fornemmelse af døde­ lig fare for demokratiet på grund af en fremmed magt. Denne magt er ikke Sovjetunionen. Det er industrialismen. Man må ikke la sig narre af at kritiken fra vågen konservativ og venstreorienteret side falder sammen. Det betyder kim at de­ mokratiet trues. Så snart vi kommer til årsagen til situationen og midlerne mod den, vil vejene skille som altid i politik. Den konservative vil søge årsagen til konformismen i den materielle velfærdsstat, i at kampen for tilværelsen ikke længere er driv­ kraft. Den konservative er tilhænger af det private initiativ og liberalismens fortaler. Den venstreorienterede vil derimod søge årsagen i kapitalens stigende magt, i industrialiseringens fanati­ ske princip: produktion for enhver pris. Og han vil nægte at tro på det inspirerende ved kampen for tilværelsen, da hverken græ­ kerne som skabte demokratiets forudsætninger eller de hersken­ de klasser senere gennem historien behøvede at kæmpe for brø­ det for at udfolde et omfangsrigt kulturliv. I korte linjer ligger historien sådan i den tid jeg har kæmpet med, at vi i 'tyverne optimistisk og utålmodigt troede på en ud­ vikling frem imod demokratiet. I tredverne opstod af den økono­ miske krise en ny ydre fare, nazismen og Hitler, og udviklingen gav os ret i at vi hade grund nok til at advare - selvom samtidens borgerskab afviste os og delte Hitlers syn - at faren kom fra øst - lige til dagen før Hitler besatte os. Nu i halvtreseme og treseme, hvor hele borgerskabet igen er optaget af faren fra øst og faren for krig, mener jeg vi har pligt

■I

>3

I

i?

93 ■'i' Å

_ _

til at se at en endnu større fare truer demokratiet: faren fra indu­ strien, kapitalen. * Men hvor kunne vi da i tyverne være så naive at tro at også kapitalen skulle komme under samfundets kontrol — og hvorfor tror vi det ikke rigtig længere, med mindre der vokser en aktiv modstandsbevægelse frem? Jeg vil gerne prøve at gi min forklaring: Frem til verdenskrisen i tyverne gik en tilsyneladende lykkelig udvikling i retning af frivillig socialisering — vil jeg kalde det af en række samfundsvigtige fag. Det gjaldt først og fremmest alle de akademiske fag: lægens, tandlægens, advokatens, ingeni­ ørens, arkitektens, at det gamle fagmønster fra renæssancens tid med at være sig selv nærmest og „den enes død den andens brød" — under en frivillig udvikling blev afløst af en anden og mere social faglig indstilling. Jeg bruger med vilje ikke udtrykket fagetik, for der er ikke tale om ædlere eller mindre ædle menne­ sker men om en anden skik og brug indenfor fagene. Måske kunne hele kulturhistorien skildres spændende gennem de for­ skellige faggruppers opførselsmønster. Hvornår blev det for eks­ empel almindeligt at videnskabsmanden anså forskningen for det egentlige? Det fandtes i det klassiske Grækenland, men under renæssancen var udbredt at både videnskabsmænd, læger og kunstnere tænkte på sig selv først og søgte at snyde og bedrage offentligheden så eftertrykkeligt som muligt. Fornemmelsen af fagets sociale opgaver, som jeg ganske usen­ timentalt vil kalde det, kom efter den franske revolution først til forskerne og kunstnerne, og det var ganske logisk at lægerne var dem der begyndte med at „skære grenen af de selv sad på" ved at gå ind for en højnelse af sundheden. Det var også epokegøren­ de at de menige læger gennem deres fagforening indførte en frem­ ragende statistik over den ugentlige sundhedstilstand. I dag kan det siges at lægerne tjener deres gode penge på at hjælpe andre mennesker. Det ligger nok lidt anderledes i USA, hvor man sæt­ ter det frie initiativ så højt. Resultatet er blandt andet at det er 94

i

svimlende dyrt at fejle noget derovre, og at man løber stor risiko for at komme til at gå fra modelæge til modelæge og hvergang få stillet ny diagnose og ordineret kostbar kur. Jeg taler naturligvis kun om tendenser. Tandlægernes område er meget oplysende. Hvis de var moder­ ne smarte forretningsmænd, så sad de i sukkerfabrikemes besty­ relse og stod bag iskageproduktionen. Og så averterede de: „Ødelæg ganske roligt Deres tænder. Hos os kan De få jacketcrowns!" osv. Men de skærer tilsyneladende grenen over, de selv sidder på, og betragter deres opgave som social og almen. De kæmper med styrke mod det overhåndtagende sukkerforbrug hos børn, som er sat i gang af industrien. (Eksemplet viser at de kon­ servative som Hans Jørgen Lemboum har uret i at gøre kampen for tilværelsen til afgørende drivkraft.) Vi har to slags fagmønster som strides alvorligt. På den ene side sukkerindustrien og isfabrikationen, hvor man ned til det mindste udsalg kun ønsker stigende salg, uden at interessere sig det ringeste for at børnenes og ungdommens tænder derved øde­ lægges. På den anden side tandlægerne, som tilsyneladende ska­ der sig selv ved at gå i voldsom og enig kamp mod det stadigt stigende sukkerforbrug. Fomylig stod i bladene om 12 års bøm som allerede har protese. Imellem disse parter står tandtekni­ kerne, som på den ene side hjælper dem der har fået spoleret tænderne, men mange af dem har nok været lidt raske til at ryd­ de munden. Patienten vil nok også mene at det er billigt og be­ kvemt. Der står en strid i Danmark mellem tandlægerne og tand­ teknikerne om stumperne bør reddes eller ryddes. Vi kan let ude­ fra se at tandlægerne for alvor varetar de menneskelige interes­ ser, at der er tale om kvalitetshensyn. Men liså rimeligt det forekommer os at en læge eller tandlæge varetar sine patienters sande interesser - liså hysterisk ville det nok forekomme os om damen i iskageboden satte børnene på ration og kun ville sælge dem een iskage hver anden dag, eller måske kun een om ugen. Det hører sig ikke til i handel og vandel

95

II8 1 i 'i

at vareta kundernes virkelige interesser. Man skal for at være en god forretningsmand vareta sine egne først. Det er derfor ikke så enkelt at forretningsmanden eller iskage­ damen er dårligere mennesker end lægen og tandlægen. De følger alle fire bare skik og brug indenfor deres fag. Hvis de ikke gør det, vil de blie ilde anset, sætte sig udenfor standen, blie oprørere eller outsidere. Skik og brug indenfor et fag kan skifte med udviklingen af indre eller ydre grunde, og det er naturligvis ganske rimeligt at den egocentriske pengemoral har holdt sig længst indenfor de fag hvor pengene er værktøjet - i forretningslivet. Alligevel kan det forklares at vi i tyverne var så optimistiske at tro på en frivillig socialisering også af kapitalen. Der var jo allerede dengang ad­ skillige store forretningsfolk som satte en ære i at producere og sælge efter kundernes behov. Det kan ikke ha været af moralske grunde, men det er ganske simpelt morsommere at lave varer som glæder andre, som har kvalitet, som kan bruges, som både er bil­ lige og gode - end at tjene store penge på at lave noget skidt. Udviklingen i hvert fald her i norden gav os et håb om at komme frivilligt frem til socialiseringen af pengefagene, ganske som lægestandens og de andre akademiske fags socialisering var sket frivilligt. Det var ikke så utopisk som det lyder i dag, for der var tydelige tendenser, og det ville ha været i kapitalens egen interesse om en sådan socialisering var sket. Det ville gøre mil­ lionærens arbejde morsommere om det også var til nytte og glæ­ de for andre, og hans triste arbejde bør vi også tænke på. Vi tro­ ede derfor på evolutionens mulighed og på at revolutionen både kunne undgås og var af tvivlsom værdi. Men så kom pengekrisen i 1929 og med den den nye parole om produktion for enhver pris. Selvom vi hade svært ved at se konsekvenserne før efter 45, så har der naturligvis været forlø­ bere på produktion for produktionens skyld også før 29. Der er tale om tendenser, og det afgørende er at i 45 blev parolen om produktionsstigning som den eneste vej til velstand autoriseret

96

af demokratierne selv. Først af USA og siden er Europa fulgt efter. Med denne parole er kapitalismen blevet stærkere end nogen­ sinde før i historien. Vi er endda alle inde under dens tyranni. Vi finder det ganske naturligt at måle en milliardær på hans mil­ liarder, men en arkitekt eller ingeniør måler vi på dygtigheden af deres arbejder, en læge måler vi ikke på hans årsindtægt men på hjælpen han yder andre mennesker. Og ikke alene milliardæ­ ren anser sig for uundværlig for sit land - regeringen mener det samme, selvom den er venstreorienteret. Pengene regerer også den. Den store danske skibsreder A P Møller bestemmer selv hvad han vil betale i skat - ellers rejser han til et andet land. På sin 80 års fødselsdag udtalte han til pressen at han i grunden for­ trød de penge han hade betalt i form af skat til den danske stat, for de gik jo kun til offentlig forsorg og behageligheder, så folk ikke behøvede spare og 'arbejde. Den slags hade ikke stået uden kommentarer i Politiken i tyverne. Langt mere spændende og faretruende er udviklingen indenfor de akademiske fag efter at parolen om produktion for produktio­ nens skyld er blevet så effektiv - udviklingen viser sig endda også indenfor kunst og åndsarbejde i almindelighed. Jeg har nævnt dagspressens overgang til parolen, bare omskrevet til op­ lag for enhver pris. Vi ser udviklingen indenfor radio og TV, hvor den rene tåbelige underholdning er det vigtigste stof, for det går ud til de 65 procent, middelstanden, og det er dens for­ dummelse, industrien skal leve af. Men akademikerne knyttes også i større og større omfang til industrien. Lad mig ta arkitek­ terne først. De store af d'em, dem der itjener op til en halv mil­ lion om året, er formgiverne, designerne af møbler og brugs­ kunst, og de lønnes naturligvis af industrien. Med tiden er også medicinalfabrikernes forbrug af læger steget stærkt, og gennem reklamen og den såkaldte dybdepsykologi og markedsanalyse suges efterhånden flere og flere forskere ind under kapitalens indflydelse. Det drejer sig om sociologer, psykoanalytikere og psykologer.

97

I

I

i

I

Jeg 'har selv omend under beskednere økonomiske former væ­ ret designer og tilknyttet armaturindustrien siden 1925. Fæno­ menet er ikke nyt, men tendensen er stærkt stigende. Ved en så­ dan tilknytning forvandles akademikere fra rådgivere til advoka­ ter. Deres ord glider fra mere eller mindre forstandig saglighed over til at blie mere eller mindre forstandig propaganda betalt af industrien. Naturligvis lar vi os alle købe, når bare prisen er høj nok. Staten går geme med til at sælge os og har store planer om yderligere uddannelse af forskere, teknikere og fagmænd, som kan følge den tekniske udvikling op. Dermed spændes også pæ­ dagogerne for vognen. Skolens mål biir dygtiggørelse for indu­ striens behov. Det betyder med rene ord at den frivillige socialisering af de akademiske og åndelige fag som blev gennemført og fastholdt helt til tiden mellem krigene - nu er ved at blie afløst af en di­ rekte afhængighed af industrien og kapitalen bag den. Før denne udvikling kunne vi vide at de intellektuelle i fuld udstrækning efter evne og talent varetog forbrugernes, det almindelige men­ neskes interesser. Nu biir flere og flere af dem lønnet højt for at varetage en fremmed magts interesser, kapitalens. *

Af alt dette kan det lyde som jeg anser kapitalen for selve djævelen, men det gør jeg aldeles ikke. Det djævelske er når den regerer os, og så er det vel vores egen skyld. Der findes en række væsner som man ikke kan stille moralske krav til: Maskinerne, atomkraften, tekniken, kapitalen, reklamen, industrien. Vi må stille de moralske krav til os selv: At de ikke regerer os men at vi styrer dem. De skal være vores husdyr, som gør livet rigere og mere værd at leve. Det er menneskets kende­ tegn at det gør sig til herre, ikke til slave. Demokratiet er at hver eneste efter evne gør sig til herre over sin skæbne. Kun­ sten er at gøre sig til herre over sin skæbne. * Dermed har jeg nævnt et farligt ord: kunsten og jeg agter at

98

gøre noget endnu farligere: fremsætte min definition af hvad kunst er. Jeg véd meget vel at det kan føre den efterfølgende diskussion på afveje, men jeg løber risikoen: Kunsten er for mig at kunne skelne det væsentlige fra det uvæsentlige. Allerede nu tænker De nok: Så er jo al fornuftig gerning kunst. Så er en god læge, en klog politiker, en dygtig advokat kunstner. Indvendingen passer mig godt. Det er vigtigt at vise at vi ikke bare kan kræve kunst af digterne, malerne, musikerne osv, men også må kræve kunst af politikerne, ja endog af kapitalisterne. Egentlig mener jeg at demokratiets ide og mål er at gøre hvert eneste menneske til kunstner, til livskunstner. Det er mig derfor ikke nok, hvis min definition: Kunsten er at skelne det væsentlige fra det uvæsentlige - passer på den pro­ fessionelle 'kunst. Jeg ønsker også at den skal passe på viden­ skaben, jeg mener man med rette kan tale om lægekunst, jeg tror at demokratiets ide er en kunstnerisk ide. Kunsten — den professionelle gode kunst — har siden den fran­ ske revolution forkastet og fornærmet det bestående samfund. I den forstand har vi haft en revolutionær kunst, og den har be­ standig vundet i kampen mod det bestående. Goethe rejste i 1807 med Den unge Werthers lidelser en frihedskamp, som førte til at de unge gik i døden over hele Europa for hjertets ret til at elske. Kampen blev vundet, og kan af den grund i dag ikke inter­ essere de unge. De har jo al den frihed gratis, som ungdommen i begyndelsen af det 18 århundrede begik selvmord for. Romantiken var i forrige århundrede en kamp for at gi følelsen, forel­ skelsen borgerret — på en måde en kamp mod snusfornuften og den snævre rationalisme. Georg Brandes førte den videre i slut­ ningen af forrige århundrede — også som en kamp for at to men­ nesker skulle skilles, når de hadede hinanden. Og kampen er videreført helt op til nutiden som et krav om at det seksuelle skal være kunstnerisk gebet, at det skal være liså lovligt at skrive åbent og sandt om de ting som om den øvrige del af livet og tilværelsen.

99

.-.i'

Kunstens kritik af det bestående viser naturligvis at det be­ stående ikke er i orden, at vi ikke har demokrati, at man ikke i det borgerlige samfund foretrækker de væsentlige værdier for de uvæsentlige, men snarere omvendt. Industrien, reklamen og pressen har interesse i at svække vores dømmekraft, mens kun­ sten søger at skærpe den. Vi har derfor lov at tale om en kunst­ fjendtlig tid - ikke fordi vi savner kunstnere, men fordi der er en kløft mellem kunstneren og borgerne. Mens kunsten i alle sine udtryk søger at vise os det væsentlige, bygger industrialis­ men på at det uvæsentlige skal blie hovedsagen: Du skal leve dit liv, så naboen biir misundelig. Du skal prale med din indtægt, men ikke gøre livet rigere med den. Du skal vælge en bil som gir dig ydre anseelse og ikke hellere drikke en kasse øl eller købe spændende bøger. „Kritiske øjne ser på dit tøj". Du skal hele tiden være optaet af hvad andre tænker om dig ... osv. Dette er virkelig det modsatte af at realisere sine evner og gøre sit liv rigt til glæde for sig selv og dem man holder af. Vi må regne med at industri, reklame, presse og underholdning vil Standardisere vores følelsesliv på en ganske kort skala. Den skal ikke strække sig fra vrede og retfærdig harme til ømhed, kær­ lighed, lyst og glæde på vore følelsers klaver. Der skal bare tryk­ kes på de sure midterste tangenter fra misundelse, utilfredshed til skadefryd og praleri. Hvis en kone ikke føler sig tilfredsstillet i sit ægteskab, skal hun ikke ha en elsker. Hun skal ha nyt kom­ fur og ny vaskemaskine. Føler manden sig impotent, skal han ikke gå til psykoanalyse og komme af med sine komplekser. Næh han er en bedre kunde for industrien hvis han er impotent, for ham kan man sælge de tykkeste fyldepenne og de største biler til. Det er af samme grund pressen nu svælger i kongeligt stof. Vi skal leve i andre menneskers ægtesenge, ha næsen ved kongelige personers nøglehuller, beskæftige os med om man i de højeste krese virkelig kan tillade sig at gøre dit eller dat. Vi skal ikke hade uretten men russerne, ikke elske menneskene men rigdom­ men og luksustilværelsen, ikke drømme om lykken men om karrieren.

100

Det lyder som jeg er pessimist, og for så vidt mener jeg nok, demokratiet svæver i endnu større fare end da Hitler regerede. Men det slap vi dog levende fra, så kan vi vel også slippe levende fra de alvorlige eftervirkninger. Jeg mener kun at man som kul­ turradikal har pligt til at pege på den overhængende og stigende fare. Og pligt til at påvise at vi i kunsten har det effektive våben til igen at få menneskene til at foretrække de væsentlige værdier for de uvæsentlige. Dertil kommer nu modstanden mod fællesmarkedet som for mig i sig selv hvad man så end mener om hvad der er bedst for landet — er overmåde opmuntrende for demokratiets fremtid. Det går naturligvis ikke an at opfatte modstanden som dybt folkelig. Det er ikke helt den samme.

i

Berlinervers Politikens kronik 8 - 5 - 1962.

! Der må være noget skævt ved vores efterretningsvæsen her­ hjemme, siden så mange anser det for risikabelt at tage til Øst­ berlin. Vi havde nu brug for at se Bert Brechts verdensteater, Berliner-ensemblet. Vi boede i Vest og tog nogenlunde daglig frem og tilbage. Fra en vel beskyttet plads blev vi derved tilsku­ ere til tidens største drama. Som ved en tyrefægtning kunne vi studere dette monument over Europas forenede uforstand, den kolde krig, jerntæppet, afgrunden mellem mennesker, der taler samme sprog, hele vores højt priste vestlige kultur flækket som et surbrød. På grusbunkeme efter en verdensstad rejser sig nu to byer. Hvem tabte og hvem vandt? Endnu står i Vest de gamle berlinske sejrssøjler ubombede, men de allierede har forlangt

101

k i,

Tysklands sejr over Danmark i 64 og over Frankrig i 70-71 ra­ deret ud. Moderne historieskrivning! Men hvad nytter det at vi river epauletterne af hinanden, når det aldrig sker samtidig, altid skiftevis. Peg på den sejr som ikke blev vundet forgæves — den krigsinvalid hvis tabte ben har gavnet. Hjalp det, han dræbte andres børn og kvinder? Døde nazismen med Hitler? Så læs aviserne: Alt hvad han troede på, tror vi på. Leve hadet. - Lad os gå enigt frem mod et nyt Europa — revnet i to. Kløften imellem os, fjendskabet, vreden der blinder, den vil vi dø for. Leve intolerancen. Leve den dybe mangel på forståelse. Kontrolbesværligheder var der naturligvis, men de er til at bære. En tur gennem muren er ikke nær så fornærmelig som gen­ synet med det danske toldvæsen var efter en svip i Malmø eller Helsingborg i 46-47. Dengang kropsvisiterede de simpelt hen, hvad de kunne overkomme. Det så vi ikke noget til her, men det kan være personalemangel. En aften stod vi 50 udlændinge stil­ let op i halvanden time, og der skete absolut intet — ud over at vi med korte mellemrum blev korrekset af politifolk af begge køn til at danne en pæn og lige række med albuerne ind til krop­ pen. Det var ikke nogen god propaganda for kommunismen. Det mærkelige var, at vesttyskerne blev behandlet først og gik glat igennem. Det vidste man heller ikke. Vi må læse de danske aviser dårligt. Det er kun berlinerne, der er forment adgang til hin­ anden. Det øvrige Tyskland er velkomment i Øst - og derefter kommer så vi andre. Foran mig stod en gammel dame med mexicansk pas. Hun var rejst den lange vej for at gense en søster i Østberlin, og hun brokkede sig med fuld ret over at man Stjal halvanden time af det kostbare samvær. (Man skal være ude af Østberlin inden muren lukker kl. 24) Så truede den kvindelige betjent med at

102

I stille hende bagest i køen, men det gav anledning til så mange gebrokne protester fra os andre, at hun slap. Jeg mindes ikke at være blevet så uforskammet behandlet, siden jeg for et par år siden fuldt legalt søgte at hæve en check udstedt på en bank i Monte Carlo. Det internationale Berlin fra før krigen, det sorgløse, hvor fat­ tigdom og elendighed skjules af penge og letsindighed, det der passer os demokrater, møder vi kun i Vestberlin. Kurfiirstendamm! Her vrimler med fortovsrestauranter og på de bedste ko­ ster et glas øl 1 mark. En frokost med to varme retter, øl og kaffe kan andre steder fås for 3 mark med drikkepenge, lidt over 5 kr. Her holder de dyre piger i deres 'luksusbiler efter midnat og venter på tur. Man holder af Berlin for livet. Hitler stolede aldrig på dens indbyggere. Jeg forstår de jøder, som må tilbage med korte mellemrum og gense deres by. Trods alle fortidens lidelser slukkes længslen ikke efter berlinerluften, den salte og sorgløse.

Jeg går her på Kurfiirstendamm og mindes en anekdote, en koncentrationslejrstemning søndag formiddag, hvor officerer med fruer og velklædte børn går tur. Inde bag pigtråden kaster de jødebørn op i luften og leger dueskydning og prøver at ramme dem. Hvergang det lykkes, klapper de velklædte børn. Du kan heldigvis ikke vælge, men hvis du nu kunne: Hvad for et barn vil du ønske var dit? Det der blev skudt, eller det der stadig klapper i hænderne?

!

i

?,■ *

Muren synes at skulle hindre flugt af arbejdskraft og ikke mindst valuta fra den fattige, af Sovjet så hårdt straffede Øst­ zone til det rige, af amerikanerne så stærkt støttede Vestberlin. De rige lever altid af de fattige, og man har i de vestlige banker kunnet købe østmark til en sort pris under halvdelen af den offi­ cielle. Det måtte trække den hårdt tiltrængte arbejdskraft til Vest og lokke vestberlineme til at købe de varer billigt i Øst, som regeringen med stort besvær havde ført frem. Muren skal bremse

103

f; i

■

i

I

denne trafik. Man kan ganske vist købe østmark billigt i de vest­ lige banker, men man kommer ikke gennem muren uden at opgi sin valuta, og de sorte østmark må ikke føres ind. Hvad man skal bruge, skal veksles ved muren, og kvitteringen skal fore­ vises, hvad man end køber i Øst. Uden kropsvisitation er denne kontrol næppe effektiv. Men de slår nok hårdt, når de opdager noget, og gennemgangen er i hvert fald nu gjort så træls, at det mest er teater-, musik- og kunstinteresserede der tager besværet. Brechts teater var fuldt hver aften, og måske var kun halv­ delen østberlinere med piger i kinesisk silke. Resten var på pas og i alle hudfarver. Berlinerensemblet har en præcision og en kunnen som kan bringe amerikansk musical i erindring, men ind­ holdet er meget alvorligere, ganske som livet er alvorligere end en BT-roman. I Vestberlin har de for øvrigt en kabaretkunst så skarp, at københavnsk kabaret biir TV i TiVoli ved siden af. Det gamle centrale Berlin er væk. Det ødeste sted er netop ved muren, nogenlunde ved undergrundsstationen Stadtmitte. Her kører ingen mere igennem. Den berømte lange, engang så blomstrende gade Friederichstrasse, ligner skelettet af en kamel i ørkenen. Efter at muren har afbrudt forbindelsen, er denne øde slette blevet yderste udkant, og de sidste forretninger i ruinerne visner væk. Byen er blevet to byer, sejlet timevis væk fra hin­ anden ved hjælp af de østlige restriktioner. Indbyggerne taler samme sprog, men mener det modsatte med ordene. Tvang er frihed, og frihed er tvang. Fornuft betyder vanvid, og vanvid betyder fornuft. Så langt kan regeringer bringe os, hvad enten vi gør modstand eller ej, og det går først og fremmest ud over det anonyme men­ neske. De der har lyst og mod og drift til at gøre sig udtilbens kunstnerne, luderne og drukkenboltene for at nævne nogen i flæng - har for længst haft mulighed for at vælge mellem Øst og Vest. (Og der er store kunstnere som har valgt Øst). Men arbejderen, den lille mand og næste generation rammes af stavns­ båndet. Mod dem har man midler på begge sider af muren, sa de tænker som de skal, og taler det tysk, der gælder på pladsen. 104

II.,

1'r

Hjernevask? Det kender vi også til i Vest, men vi gør det elsk­ værdigere end kommunisterne. Vi behøver lykkeligvis ikke være så rationalistiske — vi har ikke samme hektiske opfattelse af hvert eneste individs uundværlighed i samfundsopbygningen. Kunst­ nerne lar vi te sig, for vi kan altid isolere dem fra folket med lidt melodiradio, så menigmand ikke biir smittet af nye tanker. Luderne og drukkenboltene lukker vi øjnene for - de er jo også en turistattraktion. Ungdommen ser vi ned på, men vi ved, at den går over med tiden. Alt det gir Vestberlin en charme som Østberlin komplet mangler. I Øst er individet en værdi for sam­ fundet men ikke i sig selv. Sådan har vi engang selv trællet for kirkens idé. Godt det er slut. I 1934 talte jeg i Moskva med vores handelsattaché Hjalmar Lange, som vidste noget om det ny Ruslands rationalisme. „Tor­ tur i fængslerne", sae han. „Jeg kendte en lille luddoven boghol­ der som blev straffet for at ta af kassen. Han kom ud som en stor stærk arbejdsivrig mand, så selvfølgelig har de tortur i fængslerne!" Jeg besøgte et fængsel i Moskva for almindelige rovmordere, sædelighedsforbrydere og tyveknægte. De hade fri og var hjemme hos konen hver 14. dag, og de hade en måneds sommerferie. Fængslet var som en moderne skole, hvor arbejdet gik med liv og lyst og med ting som morede dem, fra teater og håndværk til maling og fotografi. De skrev de smukkeste ting om store Stalin på vægavisen. Kan det være bedre? På en måde kan det. Demokratiet burde bruge de samme me­ toder for individets skyld, men vi vil ikke opdrages 'til gode sam­ fundsborgere. Rationalismen skal ikke gå i en idés tjeneste som mod Øst, men i menneskets. For tiden har følelsen sejret over fornuften. Hitler har også vundet på det punkt. Hvordan skulle man ellers kunne over­ bevise det danske folk om en devise som Aldrig mere 9. april? Men der er det ved fornuften, at den anerkender følelsen, og at den er selvkritisk — kender sin egen begrænsning og fejlbarlighed, sine resultaters foreløbighed. Følelsen anerkender kun sig

I ■ s

il

■ i;

105 '' i

selv. Når den møder omtanken, afsikrer den på god nazistisk vis sin revolver. Det skal indrømmes, at nazismen, kommunismen og al anden ufejlbarlig tro indeholder en misundelsesværdig enhed i tanke og handling, som gør det etisk lettere at leve og dø. Nazisterne både tænkte og handlede som nazister, mens vi demokrater måske tænker demokratisk, men alt for ofte tvinges til at handle ander­ ledes. Når vi her i Vest var mest foretagsomme, var vores hand­ linger svære at skelne fra Hitlers og Stalins. McCarthy-perioden i USA ligger ikke 10 år tilbage. Dengang satte ledende krese den særlige amerikanske frihed så højt, at de tvang enhver an­ derledes tænkende til at tie eller forsvinde. Det er fortid, som de fleste ikke ønsker at høre nærmere om. Men også Hitler og Stalin er fortid, som vi dog stadig taler om. Fasthold også McCarthy som skræmmebillede. Lad aldrig behandlingen af Chaplin gå i glemme. Lad det blie holdt levende at der hver dag kan ske en ny Dreyfus-affære. Man kan få mennesker til alt i den gode tros navn. Nu nedmejer velmenende patrioter mænd, kvinder og bøm i Algier med alle modstandskampens argumenter og til Frankrigs ære. Jeg har altid betvivle! sandheden i Kjeld Abeils smukke, alvor­ lige budskab fra Anne Sophie Hedvig: at vi har lov til at bruge modstandernes våben, når vi selv tror på vores sag. Vi som vil være demokrater, har noget, vi ikke vil og ikke tror på, som kun­ ne gi vores liv en etisk sammenhæng: vold og krig og hævn og straf. Det er lykkedes mange af os at skåne vores bøm for den slags opdragelsesmidler. Vi kan henvise til Hørup, Georg Bran­ des, Gandhi, Anatole France, Einstein, Bertrand Russell. .. Lad dem være latterlige i andres øjne fordi de troede på fornuften. De kan aldrig blie det i vores. Demokratiet tabte hver gang vi svig­ tede dem. Jeg sætter mig i solen ved en gammel kællings bord og får en Underberg. Hun ligner døden fra Liibeck under en voldsom snue. „Sådan noget er godt for alt" sir hun, lusker en flaske brændevin op af tasken og hælder i sin kaffe. Hun peger ud over Kurfiir-

106

II 1

I stendamm: „Dette er en fordærvet by, hvor alle er syge. Der døde 43 af dysenteri i går i Ruhr. Snavset fyger om ørerne på os". Hun peger op mod en flyver: „Gid man kunne ta sådan en og flygte. Jeg er fra Østpreussen. Men man må bære skæbnen." Jeg folder min friske danske avis ud og læser sejrsmeldingeme om at man har opsporet nazisten Graurock på et vesttysk politi­ kontor. Hvad har krig ført til - andet end krig? Henrettelser - andet end nye henrettelser? Folkets hellige og almindelige retsfølelse — andet end til ny uret i retfærdighedens navn? Hvad hjalp det Hitler at han dræbte demokraterne? Hvorfor tror vi, nazismen kun kan slås ned gennem dødsstraf, indespærring og vanære, når det netop er den gødning den gror i? Hvem kommer til at tænke mere forstandigt ved at vi hænger bødlen Graurock?

I

Næste dag var der i Østberlin vandfade med klorvand på alle toiletter. Epidemien er nået dertil, og bladene i Vest bringer løse rygter om fordærvet smør og 30.000 tilfælde. Vi besøger mindesmærket over faldne sovjetsoldater. Et areal som føles større end fra Rådhuspladsen til Kongens Nytorv er dækket cif vældige granitfliser. Herpå knæler en gigantisk sør­ gende sovjetmoder. Vi vandrer i al evighed frem mod to røde faner af marmor, hver på højde og tykkelse med Runde Tåm. Først så kommer den egentlige plads over alle pladser, hvor man i den østlige horisont 1000 trapper oppe skimter et mausoleum. Unge mongolsk udseende, rørende rekrutter i lange krøllede kof­ ter og mærkelige huer fotograferer hinanden mod den nationale baggrund. Mindet om Stalingrad-slaget springer i blomst ved synet. Næste dag ud i et forbandet kvarter langt mod vest til Plbtzenseefængslet som rummer et monument for nazismens ofre. Nu er

107

.•i*

it

det naturligvis ungdomsfængsel. Der skal spilles videre på de arvede instrumenter, og kan vi gøre noget fornuftigere end at spærre den næste generation inde? I hjertet af fængslet ligger en mejeriagtig bygning, hvor til turister og andægtige har ad­ gang. Her hængte man blandt mange andre de oprørske gene­ raler. Vi ser ind over cementgulvet og ser krogene på rad i lof­ tet. I lommen har jeg som sidste nyhed hjemmefra, at Nina har kastet et glas sherry i skægget på Frederik. Så er de altså almin­ delige mennesker privat næsten som de kongelige, og det er trygt at vide for os andre. Har vi andet håb at klynge os til, anden grund til at skrive og kæmpe videre, end at de sidste ord om ret og uret aldrig biir sagt? ]eg så de syv kroge, de hængte mennesker i — kvalte dem langsomt i en klavertråd som straf. Var krogene syv? Var det modstandsfolk? Nazister? Det er mig ligegyldigt. Dumheden hos de mennesker som hængte dem svier som en større sorg end sorgen over de hængte.

Mere om sidste krig Trods Poul Henningsens status som fast fjernsynsanmelder ved Politiken nægtede bladet at bringe denne anmeldelse.

Den anden reportage om Sovjetunionen og Danmark kom nød­ vendigvis igen til at handle om sidste verdenskrig. Den følger os som en skæbne. Vi fik god besked om alle svingningerne i for-

108

holdet mellem Sovjetunionen og os — hele tiden dirigeret af Tyskland og nazismen. Engang imellem ønsker man at der helt lidenskabsløst kunne tales rent ud om alle disse store begivenheder — også om tysker­ nes meget specielle genialitet for krigsførelse, som måtte fylde alle med gru og lammelse. Måske kunne det engang indrømmes at vi med Atlantpagten overtog Hitlers bærende ide og hoved­ programpunkt om den røde fare. Men det vil nok vare mange år endnu før disse ting kan drøftes med tilstrækkelig kølighed. Per­ sonligt tror jeg ikke på at sidste verdenskrig var en ideologisk krig for eller imod demokratiet. Jeg tror det var en krig om magt, fortsat i den kolde krig og magtbalance-oprustningen. Men jeg tør kun sige det halvhøjt. Vi gamle Hørupianere må tale sagte for overhedet at blie hørt. Efter alt hvad verden har været igennem siden 1939 var ud­ sendelsen forbavsende objektiv og orienterende. Alligevel savner man den store frie og åbne debat om tingene. Tænk at få gennemdiskuteret det store spørsmål, hvad det var der skabte Hitler. Var det halvheden i forsvarsviljen eller var det halvheden i freds­ viljen? Måske var det talentløse allierede nationaløkonomer, der beredte jordbunden. Hvad kan der så ikke ske i fremtiden!

'■

I?

Det skete i København Mobilia nr. 91—92 1963. Anmeldelse af Ernst Bruun Olsen og Finn Saverys Teenagerlove.

li

i

Hvor stort et spring der er mellem operetten og den moderne musical kan diskuteres. Det lette teater må vel også følge med tiden, og man kunne en overgang ikke ta flere kongelige eller

109

||

il !

L

I

hertugelige erotiske problemer. (Efter den kurs pressen nu har anlagt overfor forlovelser i højeste krese, er operettens publikum måske snart bragt tilbage til 90eme åndeligt set.) Men det har i hvert fald virket forfriskende at nye samfundslag som i Westside Story sang og dansede om deres erotiske forviklinger. For en gangs skyld skete den store og egentlige fornyelse ikke i New York, London eller Paris men her på dette lille lands na­ tionalscene: Den kæmpende musical opstod. Det moderne instru­ ment som en musical er, udfolder sig i Teenagerlove som et nådeløst slag mod underholdningsindustriens førende stilling i tiden - og alt hvad ondt den gør mod mennesker for penges skyld. Som al ægte folkelig kunst fortæller dette stykke en ganske enkel kærlighedshistorie — ikke stedfæstet men lige almengyldig over hele den vestlige civilisation, og den foregår nøjagtig nu. Det hele handler om at vi er rede til at forråde kærligheden og livet for sukcessens skyld. Perifert er forfatteren derfor blevet angrebet for ikke at være moderne nok, ikke løfte øjenbrynene tilstrækkeligt højt mod digtningens himmelblå. Men forfatteren har jo ikke stillet sig den opgave! Han har med vold og magt vil­ let vise de flest mulige hvad der truer os: At det græske drama udfolder sig for vores øjne, at tragedien bag den tilsyneladende munterhed har de bedste vilkår. Skæbnen hersker som for 3000 år siden - det nye er kun at vi selv er medskyldige i dens nuvæ­ rende form og grusomhed. Vi har opdraget vores børn til at foretrække karrieren for livet. Vi har tilladt skolerne at drive konkurrencementaliteten frem fra seks års alderen. Vi har overladt kulturlivet for de mange til børsfolk, som måler resultaterne i kurser og procenter og om­ sætning. Vi har troet at det går nok, og nu sidder vi i saksen: Det vrimler med en ny elskværdig slags gestapo, et slebent hold af entertainere som indtar radiostationerne og tilbereder den rette åndelige føde til publikum. Deres fornemste opgave er at vænne de flest mulige af os af med at stille krav om det ægte og klare os med surrogater.

110

Det eneste modtræk vi har er kunsten, og den skal endda strænge sig em. Miraklet var derfor unægtelig også, at det blev det danske kongelige teater der dristede sig til at fremføre denne forestilling i international stil men uden eet ord strøget i den skånselsløse tekst. Indsatsen biir endnu større, når man sammen­ ligner med bearbejdelsen af Jean Genets Balkonen andet sted i samme sæson. Det overraskende er også sukcessens omfang, når man betæn­ ker budskabets alvor. Næppe mange går ud af det kongelige Teater som de kom ind. Teatret selv er næppe heller det samme efter premieren som før. Her er 'spekulationsunderholdningen slået med sine egne vå­ ben: folkeligheden, den iørefaldende musik og tekst, sukcessen. Men de er ikke brugt kynisk til egen fordel. De er brugt for at sige os noget livsvigtigt. Lad Teenagerlove gå verden rundt med sit budskab.

Middelklassen som kulturfornyer Politikens kronik 4 - 2 - 1963.

Direktør Ranning skriver i sin kronik om pop 16. januar: „Vi står overfor et begreb der er så rummeligt at det er meningsløst. Det er brugt om så meget, at det nu er ubrugeligt." Jeg tror begge indvendinger er forkerte. Pop er simpelthen det modsatte af kunst og må derfor kræve en liså rummelig definition. Vi bru­ ger også ordet kunst om meget andet end kunstarterne og med fuld ret. Vi taler om lægens og forskerens kunst og kunne med samme ret tale om politikerens, forretningsmandens, pædago-

■

111

U

gens, kritikerens. Vi taler først og fremmest om livskunst og op­ lever at den fra år til år mere og mere erstattes af livspop. Vi har altid kendt til pop — så længe vi har haft middelklasse: „Tre små piger", Morten Korch som nu er moderniseret til Ib Henrik Cavling, trommesalsmalerierne, det meste af dansk fikn og rædselskomponisten Henry Carlsen, som var min gode ven i tredverne. En vittig, højt begavet mand med et originalt billed­ sprog: „Jeg er hæs som et askebæger" kunne han sige, og det er jo nærmest moderne kunst! Men han brugte aldrig sin origi­ nalitet, når han ville opnå sukcesen, synge om anemoner, frem­ bringe slageren. Så byggede han helt på sin kynisme, og det gav mange penge ned i foret. Han vidste at hverken noder eller ord måtte være ny. Den jævne mand skulle vide hvad der kom: Leg skulle rime på mig og dig og sig og vej. Han spåede mig klogt at jeg aldrig ville få store indtægter på mine rim. Kunsten har stillet sig i opposition til samfundet så længe vi har haft borgerskab. Det har været dens opgave at lære folk at fælde værdidomme, som det hedder i moderne jargon, at skelne det væsentlige fra det uvæsentlige. Det er naturligvis ikke noget, kunsten kan gøre ufejlbarligt. Den kan kun få os til at tænke os om een gang til. Men med denne definition på moderne kunst dækker vi også ukunsten, pop'en. Den søger udtrykkeligt at for­ hindre folk i at skelne det væsentlige fra det uvæsentlige. Den ønsker at få publikum til at foretrække det uvæsentlige i alle livets forhold. Luk avisen op i disse dage og se at alt hvad der er „godt stof", alt hvad der bevæger mennesker, er ligegyldigt, uudviklende, sentimentalt, noget man ikke behøver tænke sig om til. Sådan var det ikke for bare ti år siden. Man må ha lagt mærke til at livskunsten mere og mere erstat­ tes med livspop. Det skyldes ikke bare underholdningsafdelingen eller ugebladene eller dagspressen. Der er også sket en social forskydning i truende retning. Klassesamfundet som man engang arbejdede på skulle glide over i et demokrati, er i stedet drevet i retning af forbrugersamfundet. Det betyder at middelklassen er blevet kulturelt afgørende. Den stigende levefod har yderligere 112

ført til at arbejderklassen er rykket op i småborgerskabet. Drøm­ men om en arbejderkultur som så ofte er blevet luftet, kan af­ skrives. Middelklassen er dermed blevet 65 procent af befolkningen, og for den skabes også underholdningen. De resterende 35 pro­ cent fordeler sig på smågrupper uden indflydelse: de sidste pro­ letarer, de lavest lønnede ufaglærte som nærmest behandles som underudviklede der skal samles ind til, vagabonderne, enkelte af de sidste rige som har livsvisdom nok til ikke at anse penge for alt, særlingene, kunstnerne og drukkenboltene. Livskunsten over­ lever i denne spredte skare. Middelklassen hvori Socialdemokratiet er rigt repræsenteret, lider af en påfaldende impotens, en indholdsløs sentimentalitet. Mens hundreder af fattige gamle fryser på tagkamrene, rystes den af en hund der sørger ved sin herres gravsten, eller en fast­ frossen svane. Skovstykket over sofaen dækker dens skønheds­ behov, den søde flugt fra virkeligheden ud til bindingsværk, strå­ tag og idyllisk natur. Det gamle træ, oh lad det stå - dér er So­ cialdemokratiet endt. De folk som i deres ungdom råbte: Styrt kirken, bryd kronen, knæk sablen, får nu en kirkevenlig, konge­ tro, militærbegejstret avis ind ad brevsprækken. Det er uforståeligt at noget parti tør gå fremtiden i møde uden et klogt og klart kulturprogram — ikke om adgang til bibliote­ kerne men om hvordan livet skal leves. Hitler vidste hvad kul­ turen betyder politisk. Stalin hade lært ham det. Den ameri­ kanske industri synes også at ha opdaget det, og da det er der­ fra vi får vores kultur, vil samtlige politiske partier snart sidde tilbage som nikkedukker og gidsler for industriens fagre nye verden. Ingen påstår at denne udvikling er sat i gang af en djævelsk industri for at sælge mest muligt, men naturligvis udnytter indu­ strien den fremragende situation og låser den fast med alle mid­ ler. Det er produktionens væsen at sætte ind hvor det er lettest at sælge varen, og en middelklasse med stigende levefod kan med lethed pumpes fuld af masseartikler. De skal bare formes efter

113

i

i

I

i II ’

r

h I

1

samme princip som dårlig dansk film: så enhver idiot hopper på, for der er flere dumme end kloge, og det ligger i middelklassens væsen at der sker mindre ved at sænke niveauet end ved at hæve det. Forbindelsen mellem presse, underholdning og industri er så åbenbar, at kapitalen i USA for sin egen skyld må eje aviserne, radioen og fjernsynet, ikke alene for at dække middelklassens behov for pop men også for at sikre sig at den ikke får lyst til andet. Mere forbavsende kan det virke at Danmarks radio nødven­ digvis og frivilligt skal efterligne USA, men det ligger i at So­ cialdemokratiet som har hovedansvaret, har betragtet kulturen som en underordnet afdeling, hvor fortjente og uegnede parti­ fæller kunne anbringes. Smittet af tiden går ledelsen ind for den hovne tendens, at kvalitet kun er noget for kendere. Folket skal bare mores og underholdes ligegyldigt med hvad. Også derved uddybes kløften mellem folket og kunsten. Hvor meget nytter de heltemodige bestræbelser i radio og fjernsyn, når de stort set kim beriger de få, der i forvejen ved hvad kunst er. Jeg tør fastslå gennem mit tredveårige arbejde med folkelig kunst og derigennem med radioen, at tiden ikke har været brugt til en klog og diskret opdragelse men til en bestandig sænkning af niveauet. Naturligvis er det ikke gjort bevidst — snarere i be­ vidstløshed - at man efterhånden har fjernet de tre fire trin der fører fra middelklassepop'en til kunsten. Industrien kunne ikke ha gjort det bedre selv. Det gør kun sagen mere katastrofal at den ikke skyldes over­ lagt kynisme fra en enkelt side men har karakter af en naturlig udvikling. Massefabrikationen vil af sig selv føre til massefor­ dummelse, hvis der ikke gøres et bevidst arbejde fra politikeres, regerings og statsradios side, og det har man unægtelig forsømt. Lar man stå til efter de såkaldte frihandelsprinciper, (som indu­ stri og handel forlængst har afskaffet) og gør salg og fortjeneste til eneste værdimåler i samfundet, må demokratiet langsomt og

114

sikkert glide over i et industrivælde, hvor mennesket blir middel for produktionen. Der er noget harmeligt ved hele sit liv at blie beskyldt for en mening, man aldrig har haft. Jeg tænker på den stadige påstand om at jeg naivt tror på det gode i mennesket. Jeg har kaldt men­ nesket en elskelig sjover, hvad der dog antyder en vis sans for at vores karakter har to sider. Jeg har helt fra „Hvad med kul­ turen" i 1933 næret mistillid til udviklingen og spået at arbejder­ klassen ville havne i småborgerskabet. Hvis jeg troede på men­ nesket, ville jeg vel ikke frygte at man gør hele det danske folk til lailende idioter. Jeg tror at man kan få mennesket til hvad som helst, gøre det til nazist, kommunist, katolik, protestant, få det til at skyde sine medmennesker, stege sin forældre, prygle sine børn, pine livet af sin kone, tilbede en sten, æde Jesu legeme og blod, lynche sagesløse - sig til hvis jeg har glemt noget. Det er menneskets infame tilpasningsevne der gør situationen så overmåde farlig — måske endnu farligere end under nazismen, for dengang forstod vi dog at noget for alvor truede os, og gik til modstand. I dag behandles vi med forkælelse, smiger og anvendt psykologi, som man fylder et barn med slik fra morgen til aften. Jeg taler ikke mod den materielle velfærd, som aldrig i historien har skadet nogen, men mod den livsfjendtlige popdiæt vi er sat

på. Opfat ikke mit angreb på pop som en foragt for middelstands­ mennesket. Det er vilkårene jeg bekæmper. Tro heller ikke jeg fordømmer underholdning, eller dem der har så åbenlys glæde af den. Vi har alle brug for at slappe af ved et slag kort, en fod­ boldkamp eller en gammelkendt melodi. Underholdningen må bare ikke være kynisk, den må et eller andet sted ha et stænk af kvalitet, som holder bare en lille sprække åben til kunstnerisk glæde. Det ser ud som musikradioen på anden måde søger at løse denne opgave — ved lidt stumper klassisk musik sammenblandet med banaliteter. Men det er blevet bænkevælling, ugens rester,

115

i

slipsedannelse. Bag hvert eneste nummer 1 et underholdnings­ program burde ligge en stræben efter kvalitet. Vi mangler ikke folk til den opgave. Mange af dem er blevet grå og gamle, fordi radioen foretrak den billige sukces. Andre sprang aldrig ud, fordi ingen spurgte efter dem. Tredve års for­ sømmelse rettes ikke fra den ene dag til den anden. Desuden har vi med hensyn til kvalitet haft hele verden at øse af. Vi kunne ha underholdt lytterne bedre uden en dråbe pop. Blandt andre har Louis Armstrong vist os vejen fra pop til folke­ lig kunst, og det er nok direktør Rannings mest omfangsrige fejl­ tagelse at han betegner denne indsats som pop, fordi Armstrong gennem et langt liv har brugt „de tarveligste, billigste, mest ud­ spekuleret banale fidusmelodier." Det må skyldes uvidenhed om jazzens oprindelse og væsen. Den så netop som sin opgave at bruge de populære melodier som underlag for en ny tidens musik, hvor takt blev erstattet med rytme, disciplin med frihed, hvor dans og ord påny blev ét med musiken, og hvor ‘improvisationen, det spontane indfald gav fol­ keligheden kunstnerisk aktivitet. Vi stod mellem krigene med rige muligheder for at genforene musik og folk. Jeg husker de unges danseimprovisationer til Leo Mathisens orkester i Glassalen — almindelige unge mænd og piger som fik lov at blie kunstnere i et glimt. Det var som demo­ kratiet pludselig på et område var blevet til virkelighed. Var det underligt at det vakte optimisme og tro på fremtiden? Den triste modsatte vej af Armstrongs, vejen fra kunst til pop, kan man opleve hver dag ved at høre kommerciel dansemusik på program 1, 2 og 3. Ah de har afluret jazzen alle de ligegyldige ydre rævestreger: break, instrumentation og noget der forestiller rytme, men lidret til og sukret ind til gebrækkelighed. Det hele er imitation. Det er ikke min mening at gøre moderne kunst til noget mere genialt end den klassiske. Den løser bare en aktuel opgave, som den klassiske løste i sin tid og ikke kan løse i dag. Mod det vi står i nu, nytter det ikke at spille Beethoven. Det svarer groft 116

i

sagt til at løse bolignøden i rokokostil. Jeg taler for så vidt også kun om underholdningen. Det er dér forpligtelserne må ligge under et demokrati. Man har taet sig disse forpligtelser let, man har bare ment at når noget -hade sukces, var det godt nok til folk. Skønt sukcesen er poptidens eneste værdimålestok, biir mange alligevel yderst mistænksomme, hvis et kunstværk får sukces: Gu ve om det så overhovedet er kunst! Men det beror nu på en misforståelse. Den der som Armstrong eller forfatteren af Teen­ agerlove har noget på hjerte, opnår netop gennem sukcesen det sjældne og store at skabe folkelig kunst, at få sit budskab ud til de mange. Disse betragtninger har unægtelig indeholdt en række værdi­ domme — om at kunst er bedre end pop, elskelighed bedre end sjoveragtighed, det væsentlige vigtigere end det uvæsentlige. Der­ ved kommer jeg i en slags konflikt med den moderne behovs­ psykologi som — formentlig for at lette sit i forvejen besværlige arbejde — går ud fra at alle behov kan være lige gode. Hvis Fru Petersen skal ha restenil, kan det i og for sig være lige meget om det er fordi manden ikke elsker hende mer, eller fordi nabokonen har fået en nertzpels. Hvad enten man anskaffer en bil for at komme hurtigere rundt eller for at imponere rakket, dækker det et behov. (Måske refererer jeg tankegangen dårligt, men det er fordi den er mig så fremmed). Denne arbejdshypotese kan 'lige sættes om i popmoral og pas­ ser derfor industrien og reklamen. Nu er banen fri, og der er ikke andre værdidomme tilbage end kvantiteten: Sukces med alle til rådighed stående midler! Nu gælder kun een målestok: penge, produktion! Hvad der ikke kan omsættes i plovmænd, er ikke værd at røre ved! Her er liv og glade dage. Her går solen aldrig ned! Der er bare det, at det eneste der gør os til mennesker er vær­ didommene. Hvis alt gøres lige fedt, ender vi som koen i tøjret, og politik, kærlighed og kunst kan erstattes med surrogater, uden at vi mærker noget. Midlerne mod denne udvikling er flere og måske nødvendige

117

iui

i

allesammen: En gradvis erstatning i radio og fjernsyn af pop med moderne folkelig kunst. En ny generation af politikere som ser kulturens afgørende betydning. En modernisering af skolen, så konkurrencementaliteten biir erstattet med menneskets tegn: sansen for kvalitet.

Fra guldalder til Panduro Politikens kronik 1 - 4 - 1963.

Folkets adgang til kulturen har siden den første grundlov været et vigtigt spørsmål. Grundtvig mente at det bedste ikke var for godt til næste ungdom, men det kan naturligvis vildlede, at bragesnak var så overordentlig på mode, da han regerede. Det er da rimeligt at undersøge, om det er klogt af os i dag at lede de unge gennem hele den borgerlige kultur som en forskole til nutidskunsten. Måske vil læseren indvende, at det er der da heller ingen der tænker på. Men der kan henvises til den højeste autoritet, idet kulturministeren 14. marts fremsatte en række betragtninger her i kroniken, som fuldt ud bekræfter bekymringen. Vi fik blandt andet at vide at han har planer om at supplere skoleundervis­ ningen i dansk guldalderdigtning med tilsvarende delagtiggørelse i det forrige århundredes malerkunst og musik. Ikke alene „Spa­ rekassen" af Hertz skal øve sin bestandige velsignelsesrige ind­ flydelse på kommende slægter. Også Weyses, Hartmanns og Gades iørefaldende musik, så vel som Lundbyes, Købkes og Eckersbergs gamle sirlige landskabsmaleri. Man synes at anse alt hvad de lavede i forrige århundrede, for indgangen til frem-

118

II " tiden. Vi moderne mennesker er ingenting uden dette kulturfundament. Fra anden side er det fremhævet som et lyspunkt midt i pop­ tiden, at Søren Kierkegaard som billigbog nærmest er blevet best­ seller. Mig forekommer det ængstende. Hvad filosoffer og fag­ folk end kan få ud af Kierkegaard, mener jeg at almindelige mennesker — og det er dog dem det kommer an på i et folkestyre - ikke vil kunne presse en dråbe åndelig føde ud af ham. Han kan pynte på reolen, men det er mit alvorlige håb at ingen læser ham. Disse arkivalier fra forrige århundrede er én gang for alle bortsat i bibliotekerne og kan ikke bringe bud til nye generatio­ ner. De kan højst virke søvndyssende som en pyntelig indgang til den store almindelige kedsomhed. Imens dirigerer underhold­ ningsindustrien den egentlige kulturudvikling. Og det sker gan­ ske vist ikke i modstrid med Danmarks guldalder, men i sam­ klang med den, bare forfladiget. For 100 år siden bragte disse digtere og tænkere samtiden et budskab som var nyt og epoke­ gørende. Nu dividerer underholdningsfabrikanteme budskabet med fem og bringer det liså mange postgange for sent. Det kan lyde som en dristig påstand at det der engang var stor kimst, før eller senere ender som tom underholdning for læg­ folk. Men der kan nævnes utallige eksempler og lad os ta et klassisk: Goethes „Den unge Werthers lidelser" var ved frem­ komsten i 1774 en revolutionær bog, som udløste en storm af harme og begejstring i datidens Europa. Københavns Universitet forbød oversættelsen af sædelige grunde. Unge mennesker begik i stor udstrækning selvmord som en demonstration for det bud­ skab, Goethe bragte. For tyve år siden var bogen en yndet konfirmationsgave — i dag vil den end ikke kunne bruges til det. Det skyldes ikke at Goethe har vist sig som en ringe digter. Han er stadig lige ge­ nial og vil blie studeret af de litteratursagkyndige. Men budska­ bet som det dengang var ham livet om at bringe, er i dag blevet tomt, fordi det har sejret. Han kæmpede for at de unge elskende

li

! I

s

119 1

il

skulle få hinanden, og det er mit bestemte indtryk at det får de i dag. Det er ikke dér den moderne litteratur skal sætte ind. Til gengæld er det nøjagtig dér underholdningsindustrien fort­ sætter, fortynder og forfladiger. Det er en temmelig vigtig kends­ gerning. Den historiske kunst - først og fremmest forrige århun­ dredes småborgerlige og elskværdige — er forudsætningen for pop'en. Trommesalsmalerierne, den billigste musik og de kulør­ teste romaner bygger simpelt hen på gammel dansk landskabs­ kunst, gamle romancemelodier og romantisk litteratur fra attenhundrede-og-noget. Som opdragelsesmiddel er Lundbye, Købke og Eckersberg velegnet til at gi smag for sofastykker fremstillet på samlebånd. Der går en nogenlunde kort og lige vej fra Weyse, Hartmann og Gade til grand prix-melodierne — bare tilsat lidt instrumentation og rytme fra New Orleans-jazzen, som også er fortid. Ingemanns romaner glider smertefrit over i „Familiejour­ nalen" og „Hjemmet". Derimod er nutidskunsten netop skabt som en protest mod den gamle borgerlige kunst. Picasso er ikke kommet ril sit verdensry ved at bygge møjsommeligt videre på traditionerne fra det 19. århundredes maleri - hvor „klassisk" han end virker på os i dag fra sin „blå periode" omkring 1908. Hans liv er gået med at fri­ gøre sig og finde ind til sin egen tone som også blev tidens. Vil­ helm Lundstrøm var vores store fornyer 'af maleriet herhjemme, og han hade et højst originalt forhold til den historiske kunst. Det var i hvert fald ikke fra forrige århundrede han hentede sin inspiration. Det samme gælder bygningskimsten. Tvært imod at være en inspirationskilde har den historiske arkitektur for ud­ øverne været en næsten uoverstigelig vanskelighed som skulle overvindes. Om litteraturen skrev Otto Gelsted allerede i 1927 i Kritisk Revy:

Kan man da aldrig lære disse gamle digtere nøjagtigt nok at kende? Livet er jo ikke evigt, skønt man skulle tro det, når man ser de disputatser der skrives. Og der findes andre spæn120

dende ting end Holbergs regnskaber i faksimile eller Ewalds vaskeregninger på bøttepapir. Jo der er mange af disse digtere, vi nemt kan lære nøjagtigt nok at kende. Det er en misforståelse at tro, at videnskaben ikke kan være for videnskabelig. Der findes virkelig ting, det ikke er umagen værd at vide. Det er ikke mere end rimeligt, at unge mennesker får væm­ melse for al litteratur, når de i skolen tvinges til at læse sådan noget pjat som Heibergs vaudeviller eller „Elverhøj" eller Ho­ strups „Intriger" eller Hertz7 „Amors genistreger", eller hvad man nu vil drage frem. Heiberg er vel den værste. Det var væsentlige spørsmål Otto Gelsted dengang berørte, og tiden er ikke blevet bedre i de forløbne 35 år. Nu må det ikke glemmes, at billigbogserieme også indeholder den sidste nye lit­ teratur skrevet i protest mod guldalderen. På samme måde brin­ ger radio og fjernsyn og Det kongelige Teater side om side klas­ sisk og moderne kunst. Der skulle derfor være frit valg for en­ hver, men det er det der ikke er. Almindelige mennesker tvinges automatisk til at vælge det tra­ ditionelle. Fjernsynet bragte forleden et engelsk lystspil „Tony tegner en hest", og jeg har aldrig set noget lignende. Når man ved at dette har moret folk mellem krigene, synes man kunsten er gået 100 år frem på 20 år. Men er verden gået frem? Af læser­ rubrikkerne fremgår det at dette falmede engelske society-stykke netop har moret og adspredt de mange i dag. Folk skriver ind at sådan skal det gøres. Her var da handling, intrige og munterhed, og de raser over at kritikken gik imod. Til gengæld kritiserer publikum Panduros TV-stykke „En af dagene". På forhånd skulle man måske vente at dette kik ind ad vores egne vindeverrer, som Hostrup med „Genboerne" fik så megen succes på, netop måtte ha folkets bevågenhed. Men det er en fejltagelse. Vi har to pastorers ord for, at hvis vi skildrer sandfærdigt hvordan moderne mennesker lever og taler sam­ men, så fører vi kloaken ind igennem dagligstuen. Løgnagtighed og fortielse er stadig en kristendyd.

I I

i'

P 81

I

121

E

I

Men måske er det noget andet der forarget folk. Det er nok mere faconen end indholdet. Der er ingen intrige i Panduros spil, ingen handling hvor de mørke skyer samles om personerne mod slutningen for så at spredes i den lykkelige finale. Panduro gav bare folk en ægte atmosfære, men publikum er vant til den tra­ ditionelle form og opbygning. Ellers føler de det ikke som teater. Måske mest derfor er det så svært for en moderne digter at få en folkelig succes. Det er dog hændt for H. C. Branner og Emst Bruun Olsen. Bagefter kan man så more sig med at finde forklaringen på succesen. Det skal ikke fra min side være noget forsøg på at reducere indsatsen, for det er en hundekunst at få succes, hvis man har noget på hjerte. Tilfældet må træde til og hjælpe digteren, så han kan forene den moderne form med folks traditionelle krav om spænding, handling og afslutning. Det gælder nok både for Branners hørespil „Jeg elsker dig" og Bruun Olsens „Teenagerlove" at de løser denne djævelske dobbelt­ opgave. En stadig udbredelse af den traditionelle kunst vil holde dette krav om traditionel form vedlige hos publikum. Den histo­ riske litteratur stiller sig mellem publikum og tidens digtere. Og dog opdrager man stædigt folk til den gamle facon - gen­ nem den rene underholdning som er uhyggelig gammeldags i alle sine virkemidler - gennem den traditionelle digtning, som spredes af Det kongelige Teater, Skolescenen, radioen, fjern­ synet, skolerne - og nu også billigbogsserieme. Det er nemt og det er billigt. Men desuden går de fleste vist ud fra at litteraturen og kunsten fra den franske revolution til i dag danner en naturlig trappestige fra det traditionelle til det aktuelle. Trappestigeteorien har været radioledelsens kulturpro­ gram gennem alle årene. Man håber at den der læser Fantomet daglig, vil ende med Rifbjergs og de andre unges mærkelige digt­ ning. Man trøster sig med at der går en indbydende tonestige fra skomagervalsen til Niels Viggo Bentzon. Jeg anser denne teori for skæbnesvanger. Det ser ud som trappestigen vender den anden vej - at den fører fra den histo­ riske kunst ned i kælderen, ned :tål den helt indholdsløse under-

122

holdning. Det er helt naturligt. Al kunst, også den vi laver i dag, bevæger sig gennem årene ned mod det indholdsløse — det som ikke rummer noget budskab mere. Derfor ender den historiske kunst tragisk nok ved siden af pop'en. Men der er dog den af­ gørende forskel, at kunsten fra første færd hade noget vigtigt på hjerte. Pop'en er født tom og kan derfor kun holde en sæson. Det var hvad jeg sae i radioen. Når der under dagens tegning i søndags stod: „Et medlem af „Det danske Akademi" har i et radioforedrag betegnet guldalderdigtningen som den rene pop," så er det en forfalskning. Hvis det var det, jeg hade ment, hade jeg sagt det. Den yngre Heiberg rejste en stor diskussion om, hvorvidt ordet sult burde tåles i poesien. Lommetørklæde blev dog betragtet som endnu mere uappetitligt, og ordet hund var at føre kloaken ind gennem dagligstuen, så man omskrev det i jagtscener til den klas­ siske formel: „Dianas halsende kobbel". Det er så længe siden, vil man sige. Men det er ikke så længe siden at Fritz Syberg blev hængt ud for at udstille et billede af en bondegård, hvor man kunne se møddingen. Den københavnske kritik anklagede Sy­ berg for at trampe ind over dansk borgerlig kultur med møg på træskoene. Historien og pastorerne gentar sig. Det mest inter­ essante er at Syberg og hans fynske kammerater ikke længere har noget større budskab at bringe os. De er annammet af dyreværnsfolk og naturfredningsvenner. Deres motiver fredes i klasse A for statens penge, og trommesalsmaleme eftergør dem på samlebånd — ganske som Morten Korch blev bøndernes Oehlenschlåger. Det vigtige budskab bringes af den moderne kunst. Overfor dens forsøg på at udvide oplevelsen, gøre livet interessantere og rigere, nytter det ikke at gi publikum uhindret og glad adgang til det forrige århundredes kultur. Jeg må genta, at vejen derfra går lige ned i den tomme underholdning. For at komme til nu­ tidskunsten mens den er levende, må der ske en revolution i hodet på os, et brud, en åbenbaring, et åndeligt skred. Det har kunnet bæres, at velstående folks børn skulle gennem

I il

i

3

;l

£

i

i &

123 i'

I

i

1

hele den borgerlige tradition, før de som vrede unge gjorde op­ rør. De kunstneriske af dem har haft muligheder for at bryde ud. Men hvorfor skal den tidligere arbejderklasse nu sammen med middelklassen køres gennem guldalderen? Det er den lige vej til pop. Vist er det en god forretning at sælge dannelse på den måde. Hvem køber ikke med glæde kultur i løbende meter og peger på reolen når der kommer fremmede. Det er menneskeligt at snobbe for dannelsen, men det var nok ikke den, man skulle bygge en ny folkelig kultur på. Skal der fremkaldes et skred i hodet på de mange, må der ar­ bejdes pædagogisk. Det var en stor opgave for forlagene at skabe det fremadskridende bibliotek, som fra bog til bog ledte folk til nutidskunsten. Et bibliotek er et instrument. Det må danne en helhed og være rigtig stemt, så der kan spilles melodier på det. Billigbogsserieme minder mig lidt om Musikradioen, hvor man også blander godt og dårligt, nyt og gammelt i småbidder, så det gode gør det dårlige godt og det dårlige gør det gode dårligt. Det var naturligvis endnu større, hvis radio og fjernsyn blev et pædagogisk instrument, hvor alt fra den bredeste underhold­ ning holdt en dør åben til kimsten og nutiden. Men den mulig­ hed er nok for længst forpasset. Kulturinteressen og velstanden i dag burde bruges til at for­ mindske kløften mellem kunst og folk — og ikke til at gøre den bredere. Det er en katastrofe at kunst og folk i dag står hin­ anden så fjemt. Nutidskunsten vil af al magt lære os om livets muligheder, mens fortidskunsten meget let får os til at flygte over i romantik og dagdrømmeri.

124

I ’ l

Kritisk Revy over Kritisk Revy B.T. 29 - 4 - 1963. Skrevet som efterskrift til en antologi af Kri­ tisk Revy. f

Efter at ha læst alt dette 35 år gamle stof kunne man godt tænke sig at rette stil i sine egne ting. Hvor var der meget længere mel­ lem skrift og tale dengang end nu. Til gengæld fik jeg glæden at gense Hans Kirks og Otto Gel­ steds artikler. Hvor var vi unge og stærke. Og nu fortæller man os endda at udviklingen har giet os ret. Det gør tiden jo altid. Ungdommen og kunsten vil få ret, og det var forkert hvad Storm P. skrev i en meget benyttet aforisme: „Det er svært at spå, navnlig om fremtiden." Nej det er let at spå, og der er ikke noget forbavsende ved at man nu officielt kan indse Sydhavnens dødbringende idioti - for bare at ta et eksempel. De ansvarsløse og unge som står udenfor, har let spil. Man kalder politik for det muliges kunst. Til gengæld kende­ tegner det ungdommen og kunstnerne, at de vil det umulige og tror det kan gøres. At forsøge det umulige, og at fastholde at det skal gøres, er egentlig karakteristisk for al åndelig virksomhed. Sådan finder man stjernernes gang og løser kræftens gåde. Sådan samlede to skæggede herrer fra deres skrivebord proletariatet i alle lande — til at begynde med endog mod arbejdernes vilje. Så­ dan bragte Freud underbevidstheden op i dagens lys. Hvis politik kim er det muliges kunst, har man dermed ind­ rømmet at det ingen kunst er. Kun folk som Marx og Engels som ville det umulige og gennemførte det, kan regnes for poli­ tiske kunstnere. Men hvem ved, måske opstår der en eller flere politikere, som tror at det umulige kan gøres ikke bare i deres ansvarsløse ungdom, men også i deres ansvarsfulde manddom. Det vil blie et vendepunkt. Det er ingen større kunst at kunne spå, så det kan læses 35

125

ij! i i

I

1

■

=

år efter. Det er langt vanskeligere at få ret nogenlunde med det samme, at overbevise sin samtid. Det er den store pædagogiske opgave, og den synes vanskeligere i dag end før, fordi kløften mellem kunst og politik er vokset. Det kunstneriske syn — at det kan la sig gøre, for det skal la sig gøre - finder vi også hos for­ skeren og akademikeren. Det forretningsmæssige politiske syn at det ikke kan betale sig at rode med alt for vanskelige opgaver, at man må være realist og kaste sine evner af i de nærmeste krav — møder vi både i forretningslivet, ikke mindst i underholdnings­ industrien, og i det politiske liv. Kulturministeren hade den 14. marts 63 en kronik i „Politiken", hvori der notorisk ikke stod eet ord af interesse, ikke een ny eller original betragtning. Tonen var iøvrigt meget optimistisk. Kulturudviklingen kunne ikke ligge i bedre hænder. Vi vil blie forsynede med en række akademier for uddannelsen af skuespillere, film- og fj emsynsfolk, og hvad man ellers kan ønske sig. Man vil bestræbe sig for at supplere hvad ungdommen allerede i skolen tilegner sig af gammel bor­ gerlig literatur med tilsvarende malerkunst og musik. Ikke alene „Sparekassen" af Hertz bør holdes i live så længe som muligt, men også tonerne fra Weyse, Hartmann og Gade og Lundbyes, Købkes og Eckersbergs landskabskunst. Hvad var vi uden dette kul turfundament! Disse arkivalier løser ikke noget problem for næste generation. De kan højst virke bedøvende, søvndyssende som en pyntelig indgang til den store kedsomhed. Imens dirigerer underholdnings­ industrien den nye kultur, som unægtelig er en efterklang og for­ fladigelse af den borgerlige - alt det der dog engang hade en smule budskab, divideret med 5 og liså mange postgange for sent. Vi kan måle demokratiets situation på afstanden mellem nu­ tidskunsten og folket. Forudsætningen for et levende folkestyre er et kunstnerisk folk, som allerede Grundtvig vidste. Tror poli­ tikerne ikke på at de kan få folket med til det umulige, er det ude med det politiske liv, og vi kan gå lige over til et organisations­ styret funktionærsamfund. Det er også den vej det går.

126

Det egentlige kulturarbejde, den folkelige kunst, har i disse år fået ringere og ringere kår. Den pædagogiske opgave at få folk til at ta aktivt del i udviklingen, er mere håbløs end for 35 år siden. Lad sandheden bare komme frem: Vi har på afgørende punk­ ter ikke fået ret i hvad vi spåede i Kritisk Revy. Det lykkedes os at suggerere en pæn lille kres af datidens kulturinteresserede til at tro på tiden og en fornuftig udvikling. Vi kunne for en tid med held gå både mod bygnings- og naturfredningen, for folk forstod at vi selv er historie og har pligt til at rejse vores egen bygningskunst, og at naturen skal tjene mennesket og udvikle sig sammen med os og ikke stivne i Lundbyes motiver eller kon­ serveres af Blichers poesi og Skagensmalernes friluftsfomemmelser. Vi gjorde det moderne at leve i sin egen tid, men det holdt ikke til endnu en verdenskrig. I dag er det egentlig den historisme i kulturen som Hitler, Stalin og McCarthy svor til, der stort set har sejret. Nu er de igen begyndt at gi hunde og katte bukser på i USA, og det er natur­ ligvis latterligt, men det er også typisk. Den fornuftige over­ vejelse er ikke på mode. Se på kampen i Sovjetunionen mod nu­ tidskunsten. Endnu engang skal vi igennem hvad Hitler og Stalin forkyndte: at moderne kunst truer det bestående. Tænk om man i de lande der tillader en fri og ny kunst, til gengæld forstod at det er den, der åbner en væsentlig vej fremefter. Den er våbnet som kan gennemføre det umulige, mens politik kun kan halte det mulige igennem. Da vi standsede Kritisk Revy efter tre årgange, var det for at gå ind i praktisk folkeligt kulturarbejde på teatret med en række revyer. Mange af dem var vel enkeltvis sukces, men tanken om revyen som våben led et afgørende nederlag. Først i de sidste år har en ny generation under stor modstand måttet begynde forfra på samme tanke. Vi fik uret i vores generation med hensyn til kongedømmet, kirken og militærvæsnet — tre områder, hvor Danmarks kultur engang stod højt. Læg mærke til at det er gået baglæns uden 127

I

*

■

i !

i !

i

r *

I

sværdslag, uden nogen form for argumentation. En sætning som „Aldrig mere 9. april" er kemisk renset for fornuft og udtrykker kun et romantisk æresbegreb, som tidligere generationer ved at præstere det umulige forlængst hade udryddet. Danmark var ved at afkristnes, og man kunne med held ha ført kampen mod folke­ kirken til sejr, men man afblæste i stedet arbejderklassens antikirkelige holdning - for at fiske et par stemmer. Der er ikke fremkommet een fornuftig bemærkning om, hvorved kongedøm­ met >tjener og gavner folkestyret, og dog har næsten hele pressen vendt bøtten og er gået ind for umådeholdent kongestof. Erkendelsen bag synes at være den kyniske, at det kan ikke betale sig at opdrage folk til noget som helst. Man tjener lettere sine penge på at sænke kulturen end på at højne den. Underhold­ ningsindustri og politik arbejder i så henseende gnidningsløst sammen. Sandsynligvis er det der gør kulturfænomenerne no­ genlunde ens i Sovjetunionen, USA og Europa netop den vældige industrialisering. Var den sket til menneskets gavn, kunne den ha betydet fremskridt og rigere livsbetingelser. Men da den sy­ nes at tjene fremmed magt, må det føre til et kulturfald - en bredere kløft mellem kunsten og folket. Hvad hjælper det så at vi alle sammen kan læse og skrive og alle har radio og fjernsyn? Hvad nytter adgangen til bibliotekerne? Hvem gavner det at Sø­ ren Kierkegaard er blevet bestseller? Mon ikke grunden til at Kritisk Revy stadig virker forholdsvis frisk, er den at vi aldrig fik ret. Der er næsten større grund til at sige de samme ting i dag end dengang. Læs Hans Kirks artikel „Kan Danmark afkristnes" eller Otto Gelsteds hårde angreb på akademismen i „Folianten i vuggen". Vi troede dengang at med god vilje ville demokratiet nærme sig. Vi regnede med et geni i folket som kunne vækkes. Vi mente broen mellem kunst og folk kunne bygges. Det tror vi vel endnu. Men ikke synderligt meget i udviklin­ gen har bekræftet denne lyse tro.

128

Konturen af det kommende Politikens kronik 21 - 7 - 1963.

Jordlovenes fald må ha været en stor skuffelse for nutidens by­ planlæggere: Lovene føles som et magtmiddel til ordnede for­ hold. For 35 år siden kæmpede unge begejstrede arkitekter for dette mål. De kritiserede Sydhavnen sønder og sammen og gik ind for havebytanken. De kæmpede for hurtigbaneme og den kollektive trafik. Det ville vel nok ha været et modtræk mod den kommende bilisme! De påviste at industrien burde anbringes sydøst for København på Amager, så røgen med normalt her­ skende vestenvind ikke drev ind over boligkvartereme. Alt er gået modsat. Sydhavnen er udbygget til skade for havn og by. København har bredt sig som en polyp ud over Sjælland. Sporvognene humper stadig kilometerlangt ud i periferien med kort mellem stoppestederne. Industrien ligger som en ring mod vest fra Køge bugt til Dyrehaven, dér hvor gartnerier, skove og friluftsarealer skulle ha renset vestenvinden før den kom ind over storbyen. Jordlovene hade vel ikke været stærke nok til at rette alle disse skæbnesvangre fejl, som kunne ha været rettet i tide og derved ha gjort livet lettere i byen. Men de ville dog være stærke nok til at undgå tilsvarende fejltagelser i fremtiden, hvis de blev rig­ tigt brugt. Hvoraf kommer det da at en, der kæmpede begejstret med dengang, nu nærmest følte lettelse over at lovene faldt? Det hæn­ ger sammen med en mærkelig udvikling indenfor byplanlægnin­ gen og arkitekturen, som ingen var klog nok til at forudse. I funktionalismens begyndelse talte man ikke om skønheden som kunstnerisk mål. Vi anså den for en bivirkning, noget der fulgte med og endda var yderst konjunkturbestemt. Vi kæmpede ikke for forbud og restriktioner, men for at livet kunne udfolde

I

‘i

i !

129

I

sig bedre i byen i alle dets former fra arbejde til kærlighed og lystighed. Vi citerede med begejstring den engelske byplanlæg­ ger Raymond Unwins ord: „Vi kan ikke skabe liv, men vi kan forme livets kanaler, så det vil flyde af sig selv deri." Det er muligt at le Corbusier eller Alvar Aalto har brugt ordet skøn­ hed, men jeg husker det ikke. De store arkitekter var optaet af den saglige løsning, af at skabe rigere muligheder, udvide hori­ sonten, være i overensstemmelse med moderne maleri og literatur. Har Hemingway eller Picasso nogensinde talt om at ville ska­ be skønhed? Jeg kan vanskeligt tro det. Nu er skønheden vores afgørende bekymring og fremtids­ mål. Et instrument er ved at skabes som vil kunne gøre Danmark skønt og harmonisk. Vi kommer alle i samme smukke båd. Kul­ turministeren biir kaptajn, og landets mest inderlige zoologer, botanikere, kontorchefer og landsplanlæggere vil stå til rors. Det er den tidligere naturfredningsbevægelse som er vokset tål et udbredt krav om æstetisk landsplanlægning. Naturfrednin­ gen stammer vistnok fra USA, hvorfra vi har fået adskillige kul­ turstrømninger. Også tanken om nationalparker er amerikansk. Den højere levefod og kortere arbejdstid har sammen med mo­ toriseringen skabt trangen til udflugt i landskabet. Den truende nedgang i landbrugets rentabilitet gir de naturbegejstrede håb om at få store landbrugsarealer under kontrol. Industrien og sommerhusene beslaglægger så få procent af jorden, og det er da indlysende at de må anbringes efter fornuftige planer. Kan resten erklæres for fredet på forhånd til andet end landbrug, nærmer muligheden sig for at gøre Danmark til et storslået land­ brugsmuseum, et naturparkernes land. Den nationale tanke efter nederlaget i 64 var at gøre landet større 'indadtil ved at opdyrke det mere intenst. (Den skabte forøvrigt mange skønhedsværdier, selvom ønsket om skønhed 'ikke var drivkraften.) Nu rejser sig en ny national bevægelse for at gøre Danmark smukkere. Langt om længe indrømmer ledende fredningsfolk, at dette har meget lidt med natur at gøre. Det var rart. Jeg har kæmpet i 35 år mod naturfredningens falske og sentimentale varebetegnelse. 130

Professor Spårck fastslår i kroniken her 7 juli at det drejer sig om hele det åbne og ubebyggede landbrugsland. Han tilføjer: Det er derfor ikke længere det enkelte objekt, den enkelte ud­ sigt, den enkelte trægruppe, som nu må være fredningens mål det er landskabet. Det skal ikke tas bogstaveligt. Den sentimentale fredning af udsigter, trægrupper og endog røde plankeværker fortsætter. Den vil snarere stige. Men perspektivet er at enhver udendørs disposition i det ganske land skal under offentlig kontrol. Det vil være ligegyldigt om den foretas af en folkepensionist eller en kongelig bygningsinspektør. Og den højeste instans vil være kulturministeren. Det er mig ufatteligt at byplanlæggerne ser nogen chance for at øve deres kunst ud fra et sådant livssyn. Begejstring over grønne træer, gammeldags landbrug, fortidsbygninger og -levnin­ ger er naturligvis en ganske legal glæde, som foreninger kan dannes på som på dyrevenlighed eller afhold eller naturisme. Det er også krav, egnsplanlæggeren må regne med i sine projek­ ter, som han må gøre plads til det omrejsende cirkus eller tivoli eller iskageboder og sportspladser. Men den skønhedsopfattelse som ligger bag naturfredningen — og som utvivlsomt ville fa stort flertal ved en folkeafstemning — kan der simpelthen ikke bygges byplan- egnsplan- og landsplankunst på. Det kan aldrig være nogen kunstarts opgave at bekræfte, fastlåse og konsoli­ dere den almindeligt herskende skønhedsopfattelse. Det er dens pligt hvis den vil kalde sig kimst, at berige menneskene, lukke vinduerne op til nye horisonter. Den vil møde stor modstand og blie skyldt for 'at gøre landet hæsligt. Men al ærlig kunst har nu engang de vilkår. Da byplankunsten i særlig grad peger frem­ efter mod kommende generationers livsbetingelser, må den være progressiv, dristig og derfor upopulær. Også for demokratiet rummer den planlagte æstetiske plan­ lægning alvorlige konsekvenser. Der er tale om at udbygge en kulturinstitution af enormt omfang. Efter de folk, partierne hid­ til har kunnet afse til posterne i radioledelsen, gruer man for 131

i !

1 = = =

'il'

! li•

i!

:

hvordan man vil skaffe hundrede personligheder af Peder Nørgaards og kontorchef Vagn Jensens kapacitet - endda helst med endnu større kunstnerisk sans. Der er tale om love og kontrol­ organer som biir en hård belastning for folkestyret. Spørsmålet er om så gigantiske planer egentlig ikke forudsætter en totalitær styreform som under gotiken eller enevælden. Tænk på de tyske autostradaer. De kunne næppe være gennemført under et demo­ krati. Landsplanlægningen er en endnu større opgave, som vil kræve stærke mænd med stor magt. Men kan det være rigtigt at den store stil med skønne byplaner og harmoniske landskaber ikke er mulig under demokratiet? Skal vi som hidtil, lige fra den franske revolution, 'fortsat være nødt til at leve i rodede byer og spoleret natur, hvis vi vil føre demo­ kratiet videre? Sagen er sat på spidsen, men det kan dog lønne sig at tænke den igennem. Vi beholder sikkert det tilløb til demokrati vi har, og får i lighed med USAs befolkning med mellemrum lov til at stemme ja eller nej til forskelligt. De fleste anser vist allerede i dag naturfredning, dyrebeskyttelse og gamle bygningers beva­ ring for væsentligere end en videre politisk udvikling. Men der har dog hersket enighed om at oppositionens eksi­ stens er demokratiets kendetegn. Dermed biir uenigheden, dis­ harmonien en væsentlig side af folkestyrets kultur. Der er kim tale om tendenser. Selv et totalitært styre er nødt til at tilstå folk en vis frihed, og selv det bedste demokrati er tvunget til at be­ grænse friheden på visse områder. Alligevel kan man sige at dik­ taturet nærmer sig folkestyret, når det udvider friheden for oppo­ sitionen - og at folkestyret nærmer sig diktaturet, hvergang det indskrænker friheden. Det kan være nødvendigt at indskrænke friheden på juridiske og økonomiske områder for den åndelige friheds skyld. Men det må være uforsvarligt at sætte tilværelsen under kontrol af kunstneriske eller endog skønhedsmæssige grunde. Samfundet bestemmer ikke alene oppositionens vilkår men også kunstens. Under diktatur må kunsten være samfundsbe-

132

varende og forherlige styret. Derfor biir den „harmonisk" som under gotiken og enevælden. Den med magt gennemførte livs­ anskuelse gav stilen harmoni. Sådan bedømmer vi også de mo­ derne diktaturer. Man anså det for en svaghed at Mussolini tillod moderne malerkunst. Man mener at Francos magt vakler, fordi nutidskunsten har en vis frihed i Spanien. Omvendt virker den ukritiske kunst ligegyldig og tom i demo­ kratiet. Finder staten på at støtte den, som vi har set det i under­ holdningen, er det et undergangstegn. Folkestyrets kunst skal stå i opposition, pege fremad og føre videre. Sådan har det været siden den franske revolution. Det totalitære kontra det demokratiske indeholdes i den klas­ siske definition på kunst: at den søger enhed i mangfoldigheden. Enheden er det samme som skønheden og harmonien, mens mangfoldigheden går på friheden og sandheden, på livsbetingel­ serne. I udviklingstider vil kunsten lægge hovedvægten på at ud­ vide mangfoldigheden og lægge mindre vægt på harmonien. I totalitære perioder indskrænker kunsten mangfoldigheden for bedre at opnå harmonien. Det er derfor lykkelige tegn, at de fleste kunstarter i dag udvider ordforråd og emnevalg og brin­ ger tidligere tabuområder under debat. Det er dødelig farligt, når lovgivningen for harmoniens skyld går ind for restriktioner og forbud - censur i skønhedens navn. Betingelsen for den gamle landsbys skønhed — som jo nu er så beundret — var en snæver horisont, dårlige kommunikationer, materialer hentet op af jorden og stillestående liv under begræn­ sede vilkår. Derfor kunne man tænke, handle og skabe ens. Den moderne storby rummer derimod et uoverskueligt virvar af krav og muligheder, konflikter, ufred og disharmonier, som ikke kan harmoniseres af en generation uden at skade den næste. Socialisering, lovgivning og forbud er i et demokrati nødven­ dige onder, men de er ikke goder. Lovgivning i skønhedens navn er et unødvendigt onde, for skønheden går aldrig under. Måske er det rigtigere at sige at skønheden ustandselig fødes påny. Så­ dan viste Blicher os hedens skønhed, hvor man før kun fandt

133

i

;ic |:ii

' i,

i

Hi Si ''I

■i

!>

■'i

trist fattigdom. Skagensmalerne lærte os skønheden ved det hid­ til så foragtede klitlandskab. Og højspændingsmasterne som nu forarger ved deres march gennem landskabet, vil tale til senere generationers skønhedssans. Jeg ved godt at arkitekter og byplanlæggere står på en særlig udsat post, fordi de må samarbejde med myndigheder og offent­ lighed, men så må de gå til modstand. Hvem har ud over le Corbusier og et par andre store folk bygget de stærke, dristige og fornærmelige huse, som funktionalismen lovede os allerede i ty­ verne? Man forbereder sig i stedet sterilt og smagfuldt til det kommende industri- og funktionærsamfund. Man snakker miliø, for det var der i de gamle byer og land­ skaber. Miliø er ikke andet end harmoni og fred, standset udvik­ ling. Et samfund i vækst er uden miliø, og Danmark bruges i dag helt anderledes end for 25 år siden. Bare en landligger træder ind i fiskerbyen, er miliøet spoleret, hvad enten han er dansk eller tysk. Tror man det hjælper at han kamuflerer sig og sit hus med fiskersweater og stråtag? Er det denne falske form for miliø man sigter mod? Så foretrækker jeg det moderne Gillelejes grimme men muntre ansigt. En omgang Tivoli og Bakken blandet sammen, et spek­ takel af iskageboder og nyt og gammelt. Hver kvadratmeter i brug til fest og halløj. Tænk hvis man for 25 år siden hade haft de rette love! Så ville den gamle fiskerby nu ligge konserveret hen omgiet af fredet natur og diskrete nye stråtækte landligger­ huse. Ikke alene ville det være falsk, det ville kun kunne befolkes af ædle mennesker fra Nationalmuseet, Det kongelige aka­ demi for de skønne kunster og Naturfredningsforeningen. Be­ folkningen som nu fylder landskabet, ville søge et andet Klondyke. Modsat pop som er dikteret fra oven og kun spiller på få tra­ ditionelle strenge, hører disharmonien til det ider gir håb for fremtiden ved at holde alle muligheder åbne, ved at tillade nyt og gammelt at mødes på mindst lige fod, så århundrederne skur­ rer mod hinanden i deres væsens forskellighed.

134

Dette er nok et håbløst forsøg på at forklare hvor dyrt det skønne samfund biir menneskeligt set. En landsplan efter orga­ nisationernes og planlæggernes skønhedsdrømme er ikke værd at leve i — liså tom som en konfliktløs dramatik. Vist går mange udmærkede kunstnere ind for landskabets forskønnelse og be­ varing, men gør de selv noget for at støtte tanken? Går de med til i deres egen kunst at skabe harmoni efter regler fra forrige århundrede? Det kan ikke være tilfældigt at moderne kunst har forkastet den traditionelle æstetik. Vi må ha byplaner og egnsplaner, men de skal beskæftige sig med livsmulighederne, diiftigheden, tarvet, arbejdets og erhver­ venes krav så vel som fritidens og kimstens frihed. De skal la skøriheden gå i fred. De må ikke kanonisere hvad der en gang var skønt som evigt skønt. Kan folk ikke mere tåle at opleve demokratiets kamp med alle deri indeholdte skurrende konflik­ ter — foretrækker de orden og tvang for liv og udvikling - så la dem træde ud. Måske er det det der sker. Måske er vi ved at glide fra drøm­ men om demokratiet over i organisationsstatens konfliktløse vir­ kelighed. Samarbejdets ånd påkaldes overalt — mellem landene, kapital og regering, arbejdere og arbejdsgivere, forbrugere og producenter. I den ånd kan friheden ikke udvikles. Et standar­ diseret og udadtil harmonisk samfund vil opstå, som Huxley med ond ironi kaldte den fagre nye verden. Store kræfter samarbejder for at nå dette mål, som jeg vil bekæmpe så længe jeg kan.

I

;

•

li

PH skriver Politisk Revy 6 - 9 - 1963.

Sommeren har været rig på kulturdiskussion, men i august kom et nyt moment ind, fordi „Aktuelt" ønskede at ta Viggo Kamp-

135

■

I

mann så nogenlunde til indtægt for de K B Andersenske syns­ punkter. Man citerede fra Kampmanns artikler i „Politiken" og „Berlingske Aften" under overskriften „Hvorfor er „eliten" så hoven?". Det fremgik dog ikke af citaterne, at Kampmann skulle ha skyldt nogen for hovenhed - han synes selv aldeles blottet for den egenskab - men i almindelighed er det nok Socialdemokra­ tiets opfattelse af situationen: Partiets kritikere er hovne. Der­ med er kritiken afvist. Lad os undersøge sagen: Hvad biir man hoven af? Den gamle forklaring er at det forudsætter en vis fornemmelse af mindre­ værd. I hvert fald biir man let hoven af manglende erkendelse, fornemmelsen af uret. Men der skal tilsættes en vis usikkerhed ved at bevæge sig på fremmed felt. Den der er sikker i sin sag, vil trods uret og forfølgelser sjældent blie hoven. K. K. Steincke kunne måske misforstås som hoven, men han var først og frem­ mest overordentlig selvsikker. Peder Nørgaard biir derimod let hoven, når han angribes. Eller tænk på Volmer Sørensen. Hovenhed er ikke nogen usympatisk egenskab men en men­ neskeret. Derfor er det alligevel vigtigt at placere den hvor den hører hjemme. De folk der gav os et nyt åndsliv gennem de sidste par hundrede år har aldrig med rette kunnet kaldes hovne. Hvem skal vi nævne i flæng? Malerne Renoir, Cezanne, Picasso, Matisse, forfatterne Zola, Anatole France, Georg Brandes, poli­ tiske tænkere som Marx, Engels, Lenin. Eller for at gå op i nu­ tiden en marxistisk kulturkritiker som Otto Gelsted. Er han ho­ ven? Eller komponisten Bernhard Christensen? Litteraturprofes­ sor Sven Møller Kristensen? En samfundsrevser som Emst Bruun Olsen? Teaterkritikeren Svend Erichsen? Magister Fjord Jensen? Det er svært at stå for kritik uden at blie hoven af det. Det er endnu sværere at skulle lære af kritiken, for så skal man jo indrømme at man selv er på gyngende grund, mens kritikeren er fagmand. Kritikeren har naturligvis sine anfægtelser og be­ kymringer, men hvis han driver kritik for sagens skyld, biir han ikke hoven. Det er ofte folk på ansvarsfulde poster der kritiseres og svarer

J I

I

136

med hovenhed, blandt andet fordi de har et parti eller en organi­ sation at dække. I forhold til dem virker kritikeren fri som fug­ len i luften, for han står kun til regnskab for sig selv. De kriti­ serede vil med megen ret sige: Hvorfor taler I kim om hvad vi ikke har gjort og hvor vi har svigtet? Men hvad nytter det skue­ spilleren at henvise til, hvor fremragende han i sin tid spillede Hamlet, hvis han kiksede i går i Holberg? Kritikeren kunne na­ turligvis pænt hvergang nævne Hamlet, men det drejede sig om præstationen i går. Det er en smule hovent af Jens Otto Krag som eneste bidrag til kulturdebatten at nævne, at han mener at ha hørt kritikens plade før. Han pålægger dermed kritiken at variere stoffet, skønt det der kommer ud af musikradio og underholdningsafdeling stadig er det samme - og det samme som kom ud af Merkur radio. Der lyser samme hovenhed ud af Peder Nørgaards bestan­ dige svar på kritiken, at den har han hørt før. Det afgørende er at han intet har lært af den, og derfor nu må høre den fra flere og flere sider. Det er hovent af Viggo Duvaa at diktere digterne at de burde ha skrevet bare et prosadigt til velfærdsstaten i an­ ledning af fattigdommens afskaffelse. Altså en hyldest til Social­ demokratiet for dets indsats — for den Hamlet som partiet for­ længst har spillet så smukt og rost sig selv for. Partiets rolle var for resten også ganske god: De internationale konjunkturer har unægtelig støttet den stigende velstand. Skal vi hvergang takke først for sygekasseordningen, Arte, højskolerne, bibliotekerne, før vi tør nævne at Socialdemokra­ tiet endnu ikke har forstået et komma af den kulturelle udvik­ ling? Så er det altså sovjetkultur man ønsker sig — aller nadigst hyldestvers til styret. Så menneskeligt det end er at besvare kritik med hovenhed, gavner det ingen. Skjuler politikerne deres egen hovmod ved at kalde kritiken hoven, graver de derved kun kløften dybere mel­ lem de parter som burde samarbejde. Kik hellere indenfor i Socialdemokratiets rækker og ikke mindst på de kanter hvor man beskæftiger sig med kulturspørgs-

137

!

i

■

'

n u

’ 1 s

1

mål. Netop ved at søge de hovne op vil man kunne konstatere bristen i partiets kulturpolitik.

Svindel eller budskab Politikens kronik 30 - 7 - 1964. En kommentar til tidl. undervis­ ningsminister Jørgen Jørgensens indlæg i kulturdebatten under et radikalt stævne på Hindsgavl.

Jeg har været glad for klarheden i Jørgen Jørgensens indlæg. Forhåbentlig vil den smitte af på mit svar. Så vidt jeg kan se er Jørgen Jørgensens væsentligste spørsmål: Hvordan kan moderne kunst på én gang være udtryk for tiden og dog ikke blie forstået af samtiden i større udstrækning? Han spør videre: Afspejler den moderne kunst noget af nutidens menneskers følelser og tanker, bekymringer og glæder? Har den nye kimst rod i ungdommens inderste og sande væsen? Har den noget at gi den ensomme unge? Jørgen Jørgensen svarer selv, at det jo er et almindeligt fæno­ men, at tiden ikke forstår sin samtids kunst. Og jeg må strege det under. Det er ikke bare almindeligt. Det har nogenlunde siden den franske revolution været en ufravigelig regel, at folket fandt sin egen tids kunst hæslig, pervers og moralsk svinagtig. Det bør gøre os forsigtige i bedømmelsen og navnlig fordømmelsen af samtidskunsten. Vi må ikke glemme de franske impressionisters historie i slutningen af forrige århundrede. Alt hvad der nu reg­ nes for værdifuldt i fransk malerkunst fra den tid, var dengang foragtet. Folk stak stokke gennem impressionisternes billeder, når 'de udstillede. Paul Gauguin kunne ikke sælge sine billeder

138

! for en hundredkroneseddel her i København. Derimod er alt hvad der dengang hang på salonen i Paris under stor begejstring fra publikums side — i dag fuldstændig glemt. Det var såmænd ikke bare borgerskabet der manglede sans for impressionisterne. Selv forfatteren Zola, som stod malerne nær, viste med sin roman „Mesterværket" at han egentlig ikke hade begrebet et kuk af impressionismen. I dag er de blevet fol­ kets eje, som det hedder, og Gauguin og van Gogh hænger i reproduktion på de unges vægge. Historien gentog sig her i Danmark omkring århundredskiftet, da fynboerne udstillede deres første billeder. I dag er Syberg, Peter Hansen og Johannes Larsen højt elsket national kunst, som enhver kan forstå og goutere. Da de startede skrev den konser­ vative malerikritik og advarede dem mod at trampe ind i dansk kultur „med møg på træskoene". Det var fordi de malede det danske bondelandskab — det samme landskab som naturfredeme nu vil have fredet i klasse A. Kunsthistorikeren Karl Madsen så før andre at disse malere var noget værdifuldt i vores kultur. Senere berømmede Johannes V. Jensen deres storhed - men des­ værre kim for at formulere et angreb mod Cezanne, den franske maler som måske var disse to århundreders største - med den påstand, at det kunne hans egne drenge gøre 'liså godt.' Det må være nok med disse to eksempler for at besvare Jørgen Jørgensens første spørsmål. De beviser, at moderne kunst på én gang kan være udtryk for noget væsentligt og menneskeligt værdifuldt - noget en eftertid under ingen omstændighed vil undvære — og dog blie foragtet af sin samtid. Så kunne man spørre, om det er nok at blie miskendt af sin samtid, for at være en god kunstner. Det er det ikke. Men det er næsten nok. Til det næste spørsmål, om den moderne kunst afspejler sam­ tidens følelser, tanker, bekymringer og glæder, - må det rent ud siges, at det gjorde hverken impressionisterne eller fynboerne, da de kom frem. For de viste jo udtrykkeligt noget nyt. De slog vin­ duer ud mod andre og større horisonter. De viste en ny skønhed, hvor folk før kun hade set hæslighed. Det at gøre livet rigere for

139 i

t

1 i' ! -=

9

I

i

i

■

i

'i

Hil I pi

mennesket er altid kunstens opgave, og den er altid utaknem­ melig. Ingen sir tak, før det næsten er for sent. Vi véd i dag, at vores oplevelser af naturen, bondelandskabet og farverigdommen omkring os ville være langt fattigere, hvis impressionisterne og fynboerne ikke hade arbejdet hensynsløst og uden skelen til sam­ tidens smag. Men samtiden vidste det ikke og kunne ikke vide det. Samtiden kunne forstå salonmaleriet, for det tog samme skyldige hensyn til „folket", som popmusiken gør i dag. Salon­ malerne skulle nok holde sig fra at udvide nogens horisont. Jørgen Jørgensens næste vigtigste spørsmål lyder: Gir den nye kunst alligevel ikke et fortegnet billede. Livet er dog ikke bare grå hverdag. Der er også solskinsdage ind imellem. Spørsmålet er efter min mening 'ikke vel gennemtænkt. Kun­ sten har jo altid giet et fortegnet billede af livet. Gotiken gav et kirkeligt billede. Alt blev set med kirkens øjne gennem kirkens briller. Under enevælden gennemførte kims ten et kongeligt syn på tilværelsen for at sige det kort. Det ville være stort om et kunstværk kunne rumme hele livet i alle dets afskygninger, men det er en utopi. Kunsthistorien op­ står og udvikler sig fordi kunstnerne fra periode til periode kaster et nyt lys over tilværelsen. Nu er jeg nødt Hl at generalisere lidt, selv om der til hver en tid er afskygninger og varianter. Men som helhed tog oplysningstiden sig af snusfornuften, og den efterfølgende romantik måtte derfor ta sig af følelseslivet. Georg Brandes måtte netop beskæftige sig med kvindens ligestilling i kærlighedslivet. Han kunne ikke samtidig arbejde for at manden skulle gå ren og uberørt ind i ægteskabet. Det var der dengang en række damer, der kæmpede for — unægtelig uden større held. Vi kan på samme måde nogenlunde tydeligt datere de sociale problemers indmarch i kunsten. Jeppe Aakjær kunne ikke ha digtet som han gjorde i forrige århundrede. Johannes V. Jensen kunne ikke ha skrevet Himmerlandshistorier omkring 1850, for så ville ikke noget menneske ha læst dem. Han ville i hedste fald være blevet spærret inde. Det var Johan Ludvig Heiberg der påstod at ord som sult og lommetørklæde ikke kunne tillades

140

fl i anstændig literatur. Men før man turde sige sult, kunne man ikke skrive en linje om det sociale. Det var en verdensbegiven­ hed, da Knut Hamsun skrev sin lille bog med titlen „Sult". Naturligvis kan det siges, at livet ikke bare er sult, men også mæthed, ikke bare gråvejr, men også solskin. Men for kunsten kan situationen netop tilspidses, så den ikke vil høre om solskin, så længe sulten er et dødeligt forsømt emne. På samme måde kan man sige at livet er andet end erotik — vist er det så. Men efter det 19. århundredes fortielse med hensyn til en så væsentlig side som det seksuelle måtte og skulle det blie hovedmotivet for det tyvende århundredes literatur. Der var op­ stået en sult efter at behandle den side af sagen ærligt og sand­ færdigt - som grækerne hade gjort det, som andre kulturer har gjort det. Det man prøver at tie om, biir altid den næste kunsts hovedtema. Det er derfor også logisk at homoseksualiteten i nutiden måtte tas op i sandfærdig digtning. Hvad den forrige kunst ikke fik lov at behandle, må den næste kunst ensidigt ta sig af. Videnskaben arbejder på samme måde — med det hidtil uop­ dyrkede. Så er der Grønbechs iagttagelse, at den gamle store kunst for en stor del blev skabt af ukendte håndværkere. Det var nu kun i perioder, hvor samfundsudviklingen stod stille. Vi kan for min skyld godt gi os til at misunde gotiken dens harmoni, og det er sandt at alle tænkte og handlede gotisk dengang, og det skabte en vidunderlig kimst og et harmonisk håndværk. Men vi kan ikke forvente at der skal ske noget tilsvarende i dag. For det første er demokratiet ikke en totalitær samfundsform som kirke­ vældet var. For det andet er demokratiet langtfra gennemført, og biir det måske aldrig, fordi det er en idé. Man kan kun stræbe efter at nærme sig det. Men gotiken kunne gennemføres til til­ syneladende fuldkommenhed ganske som enevælden kunne. Dog kun på menneskets bekostning. Det totalitære styre må efter sagens natur gå ud over friheden. Til gengæld må friheden liså sikkert gå ud over harmonien. Friheden betyder rigdom og

141

■

I

!I

i

t

I' .1

’ i

mangfoldighed, og den må betales med 'konflikter og disharmoni. Den opstår gennem bestandig kritik, og kritiken kommer især fra kimsten. Det er kunsten som gennem de sidste århundreder sta­ dig har påpeget, at der manglede snart det ene snart det andet i friheden. Vi kan ikke selv vælge hvad tidsalder vi vil leve i, men kunne jeg vælge, ville jeg vælge nu. Jeg tror, bestræbelsen efter demo­ krati er den højeste livsform, mennesket kan nå til, men den kan ikke forenes med bestræbelsen efter harmoni. Også det er en utopi, som ville forudsætte at al uenighed gik op i en højere enhed. Uenigheden er forudsætningen for folkestyret. Den må også vise sig i kunsten. Den må være forudsætningen for kultu­ ren, som den er det for det politiske liv og for videnskaben: den bestandige vekslen mellem tro og tvivl, revision, kritik, mening mod mening. Den harmoniske kunst er i slægt med det totali­ tære styre og den stridende kunst passer til demokratiet. Hvordan får man en forståelse i gang mellem folket og kun­ sten - spør Jørgen Jørgensen. Den klassiske vej er at tiden skal gå, så 'kommer forståelsen af sig selv. Men det er nu nok mere anerkendelsen end forståelsen, der kommer. Shakespeare, Rembrandt og de andre store gamle, tror jeg, der skal alvorligt stu­ dium til at få forståelse af. Sandsynligvis har ingen forstået dem fuldt ud, og deraf opstår de mange fortolkninger. Her kommer den mere jævne kunst måske ind i billedet som en brobygger mellem folk og kunst. Slott-Møller, Exner og Brendekilde har hele tiden været lettere at forstå i deres fulde indhold end L. A. Ring og fynboerne. Man kan sige det på en anden måde: Det er svært at lære folk at se forskel på Brende­ kilde og L. A. Ring. Det er en kunst at se forskel. Når Jørgen Jørgensen taler om at en stor del af den moderne kunst vil forsvinde i glemsel med tiden, har han utvivlsomt ret. Men efter al menneskelig beregning biir det den lettest forståe­ lige del af nutidskunsten, den banaleste og elskværdigste del, der forsvinder, mens den mest knudrede og ubegribelige biir stående tilbage og anerkendt af eftertiden. Jeg er ganske uenig med Jør-

142

gen Jørgensen, når han sir, at det er opgaven for hvert slægtled at finde frem til hvad der er ægte. Hvad et slægtled har gavn af i kunsten, må det næste slægtled ha lov til at kassere og omvendt. Den anden vanskelighed for at bygge bro mellem folk og kunst ligger i at det i dag er et langt bredere publikum der har behov for musik, maleri, teater, literatur. Det er både en af de­ mokratiets velsignelser og forpligtelser, og man kan ikke for­ vente opdragelse til kunstforståelse af så stort et klientel - i hvert fald ikke før skolen i alle dens former går ind for en me­ todisk skoling, som Jørgen Jørgensen netop foreslår. Men den tredje vanskelighed er nok den største: Der er kræfter i det mo­ derne samfund, som er direkte økonomisk interesseret i at holde kløften vedlige mellem kunsten og folket. Jeg tænker ikke bare på underholdningsindustrien, som lever af at sælge uholdbare kunstværker, der hurtigt skal erstattes med andre og lignende altså hele pop-industrien. Jeg tænker også på industrien som hel­ hed, som synes at ha dyb interesse i at standardisere det moderne menneske på et passende lavt ukritisk stade, fordi det gir en bedre og frommere forbruger. Det er ikke tilfældigt, at storindu­ strien i USA ejer og dirigerer pressen, fjernsynet og radioen. Jeg vil gerne sætte sagen på spidsen og påstå, at vi har kim mulighed for at rejse en moderne harmonisk og lydefri kultur — hvis vi opgir demokratiet og går lydigt over til industrisamfun­ det. Mange er rede til at bringe dette offer, fordi demokratiet efterhånden ikke betyder noget levende og vigtigt for de fleste. Industrien har så stor indflydelse på kulturudviklingen, at der vil blie flere og flere ligeglade, hvis vi ikke går til modstand. Af disse grunde forekommer en vågen kritik af radio og fjern­ syn mig så vigtig - og navnlig af underholdningsstoffet beregnet på de mange. Vi kan ikke finde os i at en statsinstitution går industriens ærinde mod demokratiets interesser. Vi ser af udvik­ lingen i USA, at et demokratisk land uden at stryge et komma i frihedsrettighederne kan nærme sig nazismen. Endnu har Goldwater ikke vundet, og forhåbentlig vinder han ikke. Men hans

143

i

I I E

1 /i I

succes er industrikulturens succes. — De ukritiske, ikke tænkende borgeres samfund kan komme før vi tror. Måske er Jørgen Jørgensen og jeg ikke så uenige. Men lad mig slutte med at citere en sætning, som jeg slet ikke kan gå med til: Han sir at kunsten har pligt til at bringe et budskab som den jævne mand forstår, og som har værdi for ham i hans hverdag. Kimsten har ganske som videnskaben kun pligt til at bringe, hvad den anser for sandheden. Og kun derved biir budskabet før eller senere af værdi for os andre.

Kvindelighedens undergang Politikens kronik 17 - 1 - 1965. I anledning af 50-året for kvin­ dernes stemmeret i Danmark.

Skal vi spå rimeligt om fremtidens kvinde, er det fristende at be­ gynde med sædelighedsfejden i firserne, hvor Georg Brandes blev voldsomt angrebet for usædelig tankegang af Dansk Kvin­ desamfund. Datidens reformkvinder med frøken Grundtvig i spidsen kæmpede også for kønnenes ligestilling, men kravet lød, at manden skulle gå liså ren og uberørt ind i ægteskabet som kvinden! En gennemgang af amerikanerne Eberhard og Phyllis Kronhausens Kvindelig seksualitet viser at der fra kvindevenlig side i dag stilles det modsatte krav om ligestilling: Kvinden skal ha samme ret som manden til at hente tidlige uægteskabelige erfa­ ringer. Uberørthed anses for at rumme en alvorlig risiko for kvindens lykke i samlivet. Tør man trække en linje gennem disse to punkter ud til år 2000? Jeg tør godt, men hvor mange vil følge med? De fleste vil nok søge skjul bag den tanke, at udviklingen for-

144

I I

håbentlig ikke stadig vil følge den rette linje, og mene at vi snart må være nået til, hvad der kan tales rent ud om, hvis friheden ikke skal ende i tøjlesløshed. Trøsten er ikke meget værd, men jeg forstår godt ubehaget ved den popularisering af det seksuelle spørsmål som foregår i øjeblikket. Vulgarisering er uundgåelig og måske også nyttig, selvom den føles uspiselig. Dumme og tarvelige bøger hører med i billedet, og de konservative kan da trøste sig med at alle former for pop til gengæld kører på for­ tidens opfattelse af det kvindelige. Poppen er altid talerør for at verden bør gå i stå. Som et pikant eksempel kan nævnes, at P3 allerede har haft en vise der latterliggør de langhårede unge mænd. Nu regner de fleste vist The Beatles for pop, hvad der er en temmelig tvivlsom dom. Men langhårsmoden for mænd - som mange kvinder endda finder smuk — rummer liså utvivlsomt en kamp for de to køns ligeberettigelse, et bevis for at kvindens frigørelse ikke kan ud­ skydes længere. Fornemmelsen af at være kommet til vejs ende er ellers meget almindelig. Omkring århundredskiftet mente folk at videnska­ ben var ved at løse livets gåde. Så viste det sig at atomforsk­ ningen bare åbnede døren mod nye og større ukendte horisonter, ganske som rejsen til månen eller Mars kun vil stille os overfor himmelrum af svimlende uløste gåder. Nu er det kønslivet, man mener at vide fuldt tilstrækkeligt om, men det ligner universet: Der ligger bestandig andre og større himle bag det rum, vi har udforsket. Året har netop bragt spændende literatur om spillet mellem kønnene — åndfuldt i Det uopdagede køn af Elsa Gress, viden­ skabeligt i Kronhausens Kvindelig seksualitet og harmfuldt og humant i Lars Ullerstams De erotiske minoriteter. Den almindelige mening om kvinden - også den, mange kvin­ der har om sig selv — er grundigt gennemhullet. Vi vender aldrig tilbage til vores ungdoms drøm af kvinden. Hun er blevet en mølædt illusion. Antropologer, etnografer, psykologer og stati­ stikere har i disse år arbejdet på at bringe de juridiske og moral-

145

*

-

ske love i overensstemmelse med menneskets biologi i stedet for som hidtil omvendt. Kinseyrapporten gav nye oplysninger om kvindens kønsliv - blandt andet at langt de færreste kvinder for­ tryder deres førægteskabelige oplevelser — endog selvom de førte til uønsket graviditet. Den amerikanske sociolog Erich Fromm konstaterer, at forskellen mellem de to køn er betydningsløs sammelse med kønslivets kendsgerninger, og som kan hjælpe os me køn. Her er ægteparret Kronhausens program i indledningen til Kvindelig seksualitet: Hvis vi skal udvikle en ny seksualetik, der er i overensstem­ melse med kønslivets kendsgerninger, og som kan hælpe os med løsningen af de sociale problemer, vi står overfor, må vi frem til et klarere syn på, hvordan det forholder sig med den kvindelige seksualitet. Og så hugger teksten på hver side modigt ind på fordom efter fordom. Vores opfattelse af den kvindelige seksualitet består ikke af andet. Vi lever jo i et mandssamfund, og der ryger lykkelig­ vis også et par hak i den maskuline glorie ved samme lejlighed. Historisk er mandens opfattelse svinget fra påstande om kvin­ dens umættelige liderlighed til hævdelsen af hendes rene og sexløse jomfruelighed. Det sidste mente man dog kun under victorianismen i forrige århundrede, hvor Englands største autoritet på feltet, Acton, udtalte disse henrivende ord: „Heldigvis for samfundet kan forestillingen om, at kvinden besidder seksuelle følelser, fejes tilside som en nederdrægtig bagvaskelse"! Først i dette århundrede har kvinden fået lov til at udfolde en passiv og beskeden lystfølelse indtil klimakteriet, og det har kostet yder­ ligere kampe i årevis at tilstå hende en smule fornemmelser efter dets indtræden. En senere ekspert som tyskeren Kraft-Ebbing var af denne opfattelse:

Hvis hun er normalt udviklet i åndelig henseende og har fået en god opdragelse, er hendes begær kun lille. Ellers ville 1

146

jorden blive et stort bordel, og ægteskab og familieliv ville blive umuligt. Det er ganske afgjort, at der er noget abnormt ved den mand, der undgår kvinder, ligesom der er noget ab­ normt ved den kvinde, der efterstræber mænd.

Man vil vel undre sig over at den højeste videnskab for for­ holdsvis få år siden kunne udstøde den slags usammenhængende vrøvl. Men det lå i, at man ganske som i oldtiden skrev hinananden af. Det var usædeligt at gøre iagttagelser endsige eksperi­ mentere med kvindens kønsliv, ganske som det i tidligere tider var gudsbespotteligt indtil dødsstraf at dissekere afdøde. Uden undersøgelse af kendsgerningerne slog man fast, at kvinden er seksuelt passiv, at det er unødvendigt, hun får orgasme. Ganske vist påstås hun at ha mulighed for to slags orgasme, men hun skal til gengæld ha overmåde svært ved at få den - det skulle jo nødigt i et mandssamfund skyldes at hun har en dårlig elsker. Læg mærke til Kraft-Ebbings elegante antydning af at seksuelt begær kun opstår hos svagt begavede, slet opdragne kvinder, af dårlig familie, som derfor underforstået næppe egner sig til andet end prostitutionen. Springet er svimlende til Lars Ullerstams forslag om at oprette kvindelige barmhjertighedskorps af næsten kristelig karakter til seksualhjælp for syge og invalide og på anden måde afsporede og hjælpeløse personer. Det er naturligvis en utopi som al frem­ tidsmusik, men det er så logisk sammenhængende og humant tænkt, at jeg ikke betvivler fremtiden vil nærme sig dertil, når mentaliteten overfor det seksuelle forskyder sig i mere medmen­ neskelig retning. I dag er Ullerstams forslag først og fremmest eksempel på et af de svimlende perspektiver, seksualforskningen åbner for den der tør se. Lignende rystelser venter os, når sand­ heden om seksualitetens opvågnen hos barnet når frem til et bre­ dere publikum. Endelig behandler Kronhausens grundigt det tilsyneladende perifere spørsmål om kvindens forhold til pornografi. Den ud­ bredte opfattelse at hun lades uberørt eller kun føler ubehag og

i:

!t li',

147

i

L

I •!

væmmelse ved pornografiske skildringer, skyldes dels efterveerne fra victorianismens dyrkelse af kvinden som den ubesmittede ma­ donna — om hun så har sat otte børn i verden - og dels at porno­ grafien er beregnet til mænd. I Kvindelig seksualitet hævdes de indgående undersøgelser at vise, at kvinden er liså påvirkelig af pornografi som manden, men hun synes at stille større krav til kvaliteten. Det hævdes - i øvrigt også i Ullerstams bog — at por­ nografien er et vigtigt opdragende sundhedsmiddel. Den der alle­ rede i Kritisk Revy i 1927 skrev om Pornografiens pædagogiske værdi, føler sig lidt stolt. Nå, når man har sagt så meget som jeg, må noget af det vel vise sig at være rigtigt. Men hvornår sætter disse undersøgelser sig spor i lovgivnin­ gen? Hvor mange år endnu skal publikationer stemples som kri­ minelle og ødelæggende for ungdommen, når sagkundskaben hævder det modsatte? I endnu større mål var det Kinseys hen­ sigt med de store statistiske undersøgelser at overtyde offentlig­ heden om det uoverstigelige svælg mellem 'lovgivningen på det seksuelle område i USA og den almindelige amerikaners daglige levevis. Vi har fuld sikkerhed for at den gamle sagkundskab hade uret i sine påstande om den sag, men hvorfra kan vi vide at den nye forskning er mere solid? Fordi den ikke skyer noget middel, fordi den arbejder med studier i marken — ikke bare blandt døde men­ nesker eller blandt prostituerede - blandt almindelige normale gifte kvinder. Læserinde, hold Dem fast: Man har optaet film inden i kvinden under seksuel aktivitet. Man har endog klinisk undersøgt et stort antal kvinders evne til at få orgasme og der­ ved konstateret at orgasme ved den rette teknik, er praktisk talt liså mulig for kvinder som for mænd. Når kun cirka en tredjedel af amerikanske kvinder ifølge Kinsey opnår fuld tilfredsstillelse, skyldes det dels mandens krav 'til kvinden om at forholde sig passiv, men det nævnes udtrykkeligt også at kvinder ikke eks­ perimenterer tilstrækkeligt på egen hånd. Antropologerne har indsamlet adskilligt værdifuldt materiale om kvindens væsen under andre kulturmønstre end det hvide. 148

Seksuelt set er vi sinker. Vi danskere kunne endda ha lært stor hæderlighed af grønlænderne. I stedet for påførte vi dem vores åndelige og kropslige skavanker. Antropologen Margaret Mead skriver: „Både i Frankrig og på Samoa beror lykkelige kønsforhold på mandens stolthed og glæ­ de ved at fremkalde en lignende klimaks hos kvinden, som han selv oplever. Hverken på Samoa eller i Frankrig ventes den blotte og bare forplantningsakt at give et sådant resultat." Det er med glæde man ser Frankrig fremhævet som forbillede seksuelt set. Det er en retfærdighedsgeming efter mange års uret. Hvad har man ikke sagt om det synkende fødselstal i Frankrig på grund af nationens usædelighed. Om så var! I dag skulle der uddeles præmier til de nationer der kan få fødselstallet til at dale - så stærkt truer jordens overbefolkning os på livet. Forøvrigt tog man fejl, for der er fødselsoverskud i Frankrig nu - desværre. Det viser sig at usædelighed ikke er tilstrækkelig til at regulere fødselstallet. Det skal der simpelthen fornuft til. Lad mig også med skadefryd nævne antropologen dr. Malinowskis oplysning om melanesiemes syn på den hvide mand: Han er en dårlig elsker, jappet, klodset, kraftløs og begrænset i sin teknik. Der kunne siges meget mere om disse iting, mange forskræk­ kende oplysninger om et nyt syn på onani, homoseksualitet og mere til, ja alle det forrige århundredes forestillinger kuldkastet af den nye forskning. Lad os hellere trække mere abstrakte og mindre billeddannende konsekvenser. Vi kommer til at opgi vores nedarvede forestillinger om kvinden. Hun er ikke bare en slags menneske, hun er et jævnbyrdigt menneske. Vekselvirkende med hendes økonomiske frigørelse er det nødvendigt at hun opnår ab­ solut seksuel ligestilling. Vi mænd må opgi drømmen om det svage og passive kvindekøn, og det vil gavne os! Kravet om den alt beherskende maskuline aktivitet, som har ført til så mange mænds evneløshed, kaldet psykisk impotens, biir vi derved for­ skånet for, men det fordrer at der biir lige ret for begge køn til at

149

I

i

!

I i

7:

••iPl

ta det seksuelle initiativ. Kan mænd bære ikke at være skabnin­ gens herrer på dette område? Vi må nok erkende at vi bare er mennesker på lige fod med mennesker, mænd på lige fod med kvinder, voksne på lige fod med bøm og unge, velstående på lige fod med fattige, hvide på lige fod med farvede. Det vil også rumme fortrin, for det er dyrt at være hersker, selvom det vel nok er dyrest for de beherskede. Var det ikke Tom Kristensen som i sin modige sandfærdighed erkendte i „En kavaler i Spanien" at han hade en svaghed for åndssvage piger? Hvem kan sige sig helt fri? Mænd har en dårlig smag, og vi har tvunget kvinderne til at spille åndssvage, bly, kokette, passive. Troede vi, de var åndssvage nok, kunne vi nøjes med at tilfreds­ stille os selv. Sådan har vi skabt kvinden i vores ønskers billede, som den hvide mand har formet den farvede efter ønske, forsynet ham med netop de passende tilbøjeligheder og det rette forbrydersind. Gunnar Myrdal har for mange år siden påvis t hvordan det hvide amerikanske flertal dikterer det farvede mindretal de forbrydel­ ser, de har at begå - som et forkælet barn får sin ønskeseddel opfyldt. På samme måde er det ægte kvindelige en maskulin op­ findelse, et fantasiprodukt, som ikke har noget med sand kvin­ delighed at skaffe. Vi har næppe nogensinde truffet kvinden som hun er, men kun en forestilling, som vi selv har bestilt. Hun har heller aldrig truffet manden, men kun hans egen indbildning om hvad mænd er. Men hun har forbavsende ofte gennemskuet ham. Det er mit håb at man af disse betragtninger vil mærke, hvor vigtige undersøgelserne af den kvindelige seksualitet er for men­ neskehedens fremtid. Det er ikke bare pikant stof, det rører ved problemer af stor social betydning. Uden seksuel sandfærdighed biir kvindens økonomiske frigørelse illusorisk. Vi begår 'lige stor uret mod de to køn ved at dømme det ene til passivitet og det andet til aktivitet. Vi stempler unødigt den passive mand og den aktive kvinde i stedet for at hjælpe dem til at finde sammen i fælles glæde. 150

Vist biir det sidste ord aldrig sagt i kærlighedslivet. Men det menneskelige er ved at sejre over det kønsmæssige.

Uenighedens vitamin Politikens kronik 26 - 2 - 1965.

|

Under besættelsen var jeg til et stort selskab hos en ung, svensk arkitekt og hans smukke kunstindustrielle frue. Efter bordet kom jeg til at diskutere børneopdragelse med en professor, men vi fik ikke vekslet mange repliker, før fruen bød professoren op til dans, og værten trak mig hen til en whisky. Det ansås for ufint at udtrykke hver sin mening. Dengang virkede det meget gammeldags på mig, men nu er det moderne igen at være i samme båd, løfte i flok og trække på samme hammel, ikke blande politik i sagerne, og hvad man nu ellers kan finde af fraser for at undgå nyttig diskussion. Man synes ikke at bemærke, at folkestyret og stemmerettens funda­ ment på det snedigste undergraves derved. Den ensrettede me­ ning hører til i totalitære stater, mens uenigheden er demokra­ tiets hæderstegn. Det vigtige prindp, at en sag skal belyses både af anklager og forsvarer før der dømmes, søges mere og mere sat ud af kraft af pressionsgrupper, som kun vil høre deres egne anskuelser. Det er stemmerettens karikatur: at en forkert mening skulle blie rigtigere, jo flere der har den. Et væsentligt våben til at hindre diskussion er, at man kræver højeste objektivitet og ufejlbarlighed af anderledes tænkende, men ikke af sig selv, for man mener jo det rigtige. Man behøver ingen objektive argumenter for, at Dannebrog er det smukkeste flag i verden, for det vil ethvert ordentligt menneske føle. Af

.1:

151

£ 1

i

i il •i

■!

liså overbevisende grunde vil Moralsk Oprustning rykke frem i telefonstorm, hvis Halfdan Rasmussen sir trusser i et vers i radioen. Ordinariteten er ikke alene en vældig samfundsmagt i dag, den er også yderst prikken og ærekær og moralsk forarget over det mindste tegn på afvigelse. Reklamen, som administrerer en milliard om året af forbru­ gernes penge, fortjener at betegnes både som en magtfaktor og en pressionsgruppe. Det kan være svært at se, hvad folk får for den milliard. Men udtrykker man sin irritation over ikke at kunne gå i biografen, uden at der reklameres for dårlig ånde og annsved, så skal man nok få læst og påskrevet i reklamefag­ bladene for usømmeligt og usagligt angreb, og det påvises med store statistiker, hvor lidt den dårlige ånde og armsveden fylder i forhold til brylcreme og tandpasta. Det har været en lang proces at få kritiken legaliseret under demokratiet. Længe efter den almindelige stemmerets indførelse holdt embedsmændene deres områder lukket for offentligheden, retsvæsnet, fængselsvæsnet, sindssygeforsorgen, børneforsorgen. Man har altid gerne villet gi de folk ytringsfrihed, som mente det samme som magthaverne, men ellers tak. Man kender det fra skuespillere, som tror, teateranmeldeme hader teatret. Vist gør de ej, de hader dårligt teater og elsker godt. Kritikerne er parter i sagen, anklagere eller forsvarere, langt mere end de er dommere. Det vil komme til at holde hårdt at få industri, handel og reklame til at tåle kritik i form af for­ brugeroplysning. Lad mig da sige, at vi, som kritiserer industrien og reklamen, ikke er fulde af had. Vi ved, at vi kan ikke undvære industrien, men nok den dårlige del af den. Vi ved, at reklamen kan være nyttig for samfundet, men ikke den udartede reklame. Vi kunne som forsvareren og anklageren, der lige har dænget hinanden til i retssalen, sagtens spise frokost og snakke sammen i al venskabelighed bagefter. Ganske som reklamen så talentfuldt det er muligt, skal varetage industriens og handlens interes­ ser, har vi andre påtaget os at vareta forbrugernes. Vi skal ikke fælde salomoniske domme, men føre en sag. 152

Mærkeligt at reklamefolkene ikke kan se det frugtbare ved denne uenighed. Den kan endog af og til føre til forlig og sam­ arbejde gennem forhandling mellem de to parter. Men der er ikke noget ufint ved, at producent og forbruger ser på hver sin måde på tingene. Vi skal i disse tider snarere sætte enigheden under mistanke, for den kan meget vel være opnået på den anden parts bekostning. Måske er det for meget forlangt, at producenterne og deres medarbejdere skal se nytten ved, at forbrugerne organiserer sig. Arbejdsgiverne var heller ikke begejstrede, da fagforeningerne opstod. Men vi har til gengæld haft mange år til at vænne os til tanken om uenighedens værdi. Hvorfor læres respekten for uenigheden ikke i skolerne? På læreanstalterne? Handelshøjsko­ len i København har et elevblad, som har sat sig for at forklare Tænk, hvordan et forbrugerblad rettelig bør være: „Opfylder Tænk de naturlige krav om saglighed, man må stille? Svaret er nej!" Det kan man naturligvis godt smile ad. Alvorligere er det, at præsident Kennedys store fremstød for forbrugerbeskyttelsen i USA nu efter hans død er genstand for de voldsomste angreb fra producenterne, som forlanger sig repræsenteret i forbrugernes råd og organisationer. Sådan skærer man arme og ben af demo­ kratiet! Kravet om saglighed og objektivitet gælder kun mindretallet og er i virkeligheden et forlangende om neutralitet. I en radio­ diskussion forleden blev det påstået, at man ikke kan ta stilling til Francos Spanien eller USA's negerproblem, uden at se sagen fra begge sider. Det er en fundamental misforståelse. Hverken Franco eller Ku-Klux-Klan biir for øjeblikket sat i spjældet eller hængt på nærmeste lygtepæl. Det er det spanske folk og negrene i USA, der trænger til et forsvar. Det er ikke demokratiets op­ gave at opsøge, hvad der kan findes af undskyldninger for dik­ tatur og racehad. Sagligheds- og objektivitetskravet er næsten altid et krav om at vise magten og uretten den behørige ærbødighed. Man må ikke mene noget, som ikke passer magthaverne. Særstandpunk153

!

i

i 1‘

i !!

i >

!i

-■!

tet, folkestyrets grundlag, er ilde lidt, hvor godt det så end er begrundet. Pressionsgrupperne og telefonstormerne arbejder ikke med argumenter, men med hvor mange der står bag dem, det vil sige ordinariteten. Flertallets mening behøver ikke nogen mo­ tivering - den er der jo flertal for. Mindretallets mening er til gengæld underkendt på forhånd. Hvordan skulle noget kunne være rigtigt, som strider mod hvad alle ordentlige mennesker mener. I stedet for folkestyre har vi fået den offentlige menings dik­ tatur, og det er noget der kan tjenes penge på. Det er dette dik­ tatur, produktionen bygger på, for det gir fast grund under fødderne at vide nøjagtigt hvad flertallet vil ha. Det er langt let­ tere at producere aviser, TV- og radiounderholdning, sulfopræparater og alt muligt andet godt, hvis man tør gå ud fra at alle mennesker tænker lige lidt og kan narres af de samme 'trick og lotterier. Kvalitetsbedømmelsen som redaktionerne i gamle dage anlae overfor stoffet, er nu erstattet med en kvantitets-, en suc­ cesbedømmelse med dagens muntreste indfald på forsiden an­ bragt! snudehøjde som slikket i kædebutikeme. Det forretnings­ mæssige er ledetråden bag alle dispositioner. En saglig diskus­ sion, om hvorfor vi foretrækker kongedømme for republik, vil derfor ikke kunne føres i dag, for der er mest forretning i konge­ dømmet, og det må være motivering nok. Det er nogenlunde lige­ gyldigt om vi har ytringsfrihed eller ej, for flertallet har jo ret, og det er overflødigt og fornærmende at høre på særstand­ punkter. De moderne sociologer synes at bifalde denne forlorne folke­ lighed. Efter fagets æresbegreber må man ikke kende forskel på skæg og snot, men skal bare konstatere. Ifølge professor Verner Goldschmidt er det de intellektuelle og lederne, „der ved for lidt om, hvad der foregår i den største del af befolkningen" (i en an­ meldelse i Politiken). Mon dog? En kultur som stærkere og stær­ kere bestemmes af forretningsmæssige hensyn, skal man dog vist være sociolog for at ta fejl af. Villy Sørensens artikel her i bladet forleden søndag om kunst

154

Og penge følte jeg som en sensation. Med klogskab og skarphed gjorde han rede for kunstfondets uddeling af treårige stipendier endog til folk som Klaus Rifbjerg. Hans hovedsynspunkt er, at nu anerkender staten kunstneren som samfundets skarpeste kri­ tiker. Kan det fastholdes, vil det komme til at indlede en helt ny kulturkamp til støtte for demokratiet. Men kampen vil blie hård og upopulær. Folk i almindelighed har det kommunistiske syn på kunst, at hvis den skal støttes af staten, så må staten også til gengæld kræve bestemte opgaver løst med en tendens, som stemmer med den offentlige mening: „Skal jeg betale til Rifbjergs bil, så må han til gengæld digte noget jeg kan forstå og goutere". Det er min fornemmelse at for­ retningsmoralen er drevet så langt frem hos publikum, at den betingelsesløse støtte til kunstneren som samfundets kritiker vil vække raseri. Gennem radio og fjernsyn kan man forhåbentlig følge syns­ punktet op og tilvænne lyttere og seere til at føle kunst som en livsfomødenhed. Situationen er meget positiv og opmuntrende - ikke bare fordi kunstnerne får penge, men først og fremmest fordi de 'anerkendes som samfundskritikere. Nu nærmer den øgede fritids hovedpine sig. Til klaring af den er kunsten uund­ værlig - både i kunstneren og i det almindelige menneske. Sko­ lens „blå betænkning" er et lyspunkt i samme retning. Sandsynligvis vil der blie stor strid om disse ting. Man er alle­ rede i fuld gang med at skylde kunstneme for at være en klike, en pressionsgruppe. Påstanden blev startet af professor Frederik Nielsen, som har følt sig noget ensom, og så er det altid de andre der har rottet sig sammen. Som journalistisk spøg tog „Informa­ tion" påstanden op, men det blev snart svært at skelne spøg fra alvor. Hadet til den personlige mening slog op som en flamme. Villy Sørensen har behandlet klikebeskyldningen med mådehold og 'klogskab i „Politisk Revy". Han skriver: Hvis de mange mær­ kelige mennesker, der blev afsløret, overhovedet har noget til fælles, må det vel være at de, i højere grad end de fleste, har fulgt deres egen kurs.

i

ii

i

i

Il:

i i

155

J

H I i 'i

Må jeg som påstået fører for kulturpavernes klike takke for denne præåse definition. Den skarpe skillelinje går i dag mellem dem der leder efter deres egen mening og fremsætter den uden at påtvinge andre den, og de mange, som ønsker at stadfæste flertallets mening på mindretallets bekostning. Naturligvis fin­ des der også frugtbar og livgivende uenighed i dag, men det er den, pressionsgrupperne ønsker afskaffet. Her skal ikke menes, her skal enes! Det er måske uklogt at gøre læserbrevsforfatteme opmærksom på, hvor stærke de er — det afhænger også af om de rammer dagligt vande, om de udtrykker det, de fleste mener. Det ser så glimrende demokratisk ud med disse læserbreve, og jeg studerer dem med interesse. Jeg kan derved se at deres opgave også er at skaffe lederskribenterne et skudsikkert standpunkt. Hvad kan der med fordel kæmpes for? Hvor ligger succesen? Men der er visse ting som ikke kan afgøres ved stemmefler­ hed - for eksempel hvordan en blindtarmsoperation udføres bedst, om månen er flad eller rund, og om Picasso er svindler eller geni. Deri ligger ikke nogen ringeagt for folkets mening, som til hver en tid er interessant, men en tvivl om, at folket er tilstrækkelig orienteret. Kulturlivet som det udfolder sig i presse, TV og radio, burde gi hvert eneste menneske en mulighed for at finde ind til sin egen inderste mening. Det er ikke demokrati, at han når han dukker ned i sig selv, træffer naboernes og gen­ boernes. Det var ikke tanken med folkestyret. * Men uden tvivl passer det industristaten. Den kan kun op­ bygges på succesen som eneste målestok. For industristaten har flertallet altid ret og kritik er en pest på højde med kommunisme og landsforræderi.

Til præst og avis Politikens kronik 28 - 5 - 1965. — Bladet havde givet kronikken denne manchet: „Poul Henningsen anser dette polemiske indlæg I

156

for sit bidrag til belysning af kulturkløften." Samtidig bragtes en længere redaktionel kommentar til kronikken på lederplads (gen­ gives i dette udvalg efter kronikken). Det er med interesse, jeg har fulgt kulturkløft-diskussionen og læst professor Lindhardts kronik 17. maj, „Hævnakter", hvor han anbragte mig på en hædersplads sammen med „uforbeder­ lige Kierkegaard-disciple" som Georg Brandes og Hørup. Han mener endda, at min indsats „tåler fuldt ud sammenligning med Indre Missions stifter Vilhelm Becks og nogenlunde af samme grund." Jeg kender den slags vittigheder. Jeg kan lave dem selv. Vi kalder dem i fagsproget rammende, men ikke rigtige. Det er en lidt højere form for: det kan du selv være, og det er næppe me­ ningen, de skal besvares. Men næste dag lød jublende toner i bladets leder:

Det er nederdrægtig rigtigt, at Vilhelm Becks pietistiske moralisme og PH's totalitære frisind — en moralisme af mod­ sat art, men med de samme metoder — er gået i stå nogenlunde på samme sted i befolkningen, hvor skellet er sat mellem kvalitetstro og kvalitetskultur og pop af enhver art.

Jeg anser denne klinch mellem kronikør og redaktion, mens de dissekerer en intetanende medarbejder, for noget nyt i dansk presses historie. Jeg gør høfligst opmærksom på, at jeg lever endnu. Tillad mig at gå tilbage til april 63, hvor jeg i radioen udtalte, at en billigudgave af Kierkegaards skrifter måske ikke var den mest effektive måde at bygge bro mellem kunst og pop. Jeg stod på samme standpunkt som det store publikum - jeg får ikke noget synderligt ud af at læse Kierkegaard - og det bragte professor Lindhardt ud med en harmfuld 'artikel i BT 15. april, „Hvorfor være åh så bekymret for menigmands interesser?" Det, som nu 'kaldes kulturprofeteme, skildrede han dengang så­ dan: „De forskertser deres ret ved deres intolerance, skidtvig157

I

i

I

tighed og foragt for „det almindelige menneske", på hvis vegne - og aldrig på egne - de er så overmåde bekymrede." Tonen er i dag mindre arrogant og ondskabsfuldhederne bedre indpakket, men meningen er den samme, som jeg gendrev 24.— 4.-63. Her er mine gamle spørsmål, som ikke blev besvaret: Hvem har lov at bekymre sig for andre? Må præsten be­ kymre sig for sine sognebørn? Tør lægen bekymre sig for pa­ tienterne? Er det skidtvigtigt, at tandlægen med uro konstaterer, at almindelige mennesker i stor udstrækning ødelægger deres tænder? Går det an, at ernæringseksperterne bekymrer sig om de almindelige spisevaner? Er det kun kulturkritikeme, der bør henvises til udelukkende at bekymre sig om sig selv? I dag behøvede jeg for så vidt kun at tilføje dette: Tåler læger­ nes og tandlægernes indsats også sammenligning med Vilhelm Becks indremissionske fiasko? Jeg mener: deres arbejde standser jo også et sted. Propagandaen for sundhed og hygiejne når ikke helt ud til det store publikum. Skulle de så hellere pakke sam­ men og vende sig indad til deres egne spisevaner og tandbørst­ ning? Nej, de har netop gjort det rigtige: indført skolelæger og tandlæger i håb om at få sagen helt ud til de fjerneste kroge af landet. Hovedsynspunktet hos mine to så enige modstandere er, at kulturkampen er gået i stå et sted mellem kvalitet og pop, og man hævder, at det er de hovne kulturprofeters egen skyld, og de har rigtig godt af modstanden mod kunstnergageme, for den fallit har de selv været ude om, og haha! Det forekommer mig svært at udpege mig som medskyldig. Jeg er ikke avantgardekunstner, men revymand. I den branche nytter det ikke at sige uforståelige ting. Revyen ville netop være det rigtige fundament for en bro mellem kunsten og publikum. Jeg behøver næppe pege på, hvad jeg har lavet af revy fra 1929. Andre vil kunne se, at det ikke kan ha skilt noget folk fra nogen kunst. Det nytter på den anden side heller ikke at kræve pæda­ gogik af avantgardekunsten. Hverken Robert Jacobsen, Rifbjerg I

158

eller andre gardister kan lave fri kunst med det ene øje ud ad vinduet til populariteten. Lederen og kronikken viser ikke større forståelse for, at sagen med kunstnergage-protesteme har flere sider. (Eller ville det være mere folkeligt om jeg skrev: aspekter?). Det er et klart fremskridt, at socialdemokratiske ledende folk nu for alvor inter­ esserer sig for kunstens samfundskritiske værdi. Jeg har i hele min skribentvirksomhed kæmpet for, at vi skulle komme så langt, så det føles ikke som nogen personlig fiasko, at det nu sker. På den anden side har jeg tidligt og sent påpeget, at det måtte føre til konflikter, at dette store folkelige parti lod det kulturpoliti­ ske sejle. Det er ikke nok, at fortroppen indtar nye fremskudte stillinger, hele hæren må med. Rindal-aktionen kan da mindst tjene mig -til fortjeneste som spåmand. Det ville for øvrigt ha været sløvt og dumt, om den ikke var kommet. Vi kan regne med, at den slags vil fortsætte med dannelse af pressionsgrup­ per og råb og skrig om folkeafstemning af hvad som helst, navn­ lig hvis det er uden videre betydning. Reklamen vil få større og større chance for at dirigere landet med slogans og pression. Det vil glæde visse udenomparlamentariske magter. Men det nytter at gå til modstand, og det er den næste side af sagen. Det er en opsigtsvækkende ombytning af årsag og virkning at tro, en håndfuld „selvbestaltede" kulturprofeter i deres hovmod skulle kunne uddybe kløften mellem underhold­ ning og kvalitetskunst. I så fald måtte kløften være et særlig dansk fænomen, men den er så afgjort international. Man be­ høver bare gennemlæse de 12 samtaler med berømte skribenter „I digterens værksted", som lige er kommet, eller den franske sociolog Edgar Morins „Signalement af vor tid". Kulturprofeteme må gøre det samme som lægerne og tand­ lægerne har gjort for at bringe deres missionering ud til de yder­ ste folk: prøve at vække skolen, pressen, radioen, fjernsynet og politikerne. „Bruddet mellem kulturen og folket er sket!" basu­ nerer professoren. Ja, men det har da aldrig været meningen og vil heller ikke være til ringeste nytte at tvangsfodre Vejles slag-

I

159

! ■

u

I s

i i

tersvende med Rifbjergs digte — heller ikke at gøre digtene så meget mere fordøjelige, at de gled noget lettere ned. Midlerne mod kløften ligger os nærmere. Professor Lindhardts kronik vil Rindal-folkene næppe få meget ud af. Den er heller ikke skrevet til dem men til mere indvortes kulturel brug. Lederen taler om „PH's totalitære frisind". Jeg tror ikke noget er totalitært - og da slet ikke frisindet, som er et ord, de kon­ servative burde spare lidt på. Vi andre bruger det nødigt og aldrig med skadefryd. Hvis vi i stedet taler om tolerance, så er det tydeligt, at den hverken kan være totalitær eller missionsk. Jeg har aldrig ønsket at tvinge andre til at mene som jeg. Jeg har kæmpet for menneskets ret til at finde ind til sin egen me­ ning om tingene. Min protest har altid været vendt mod de kræf­ ter, der tjener deres penge på at frata menigmand denne ret. Jeg håber kun at ha været intolerant over for magtens misbrug. Jeg har højst villet lære folk lidt jiu-jitsu, så de kunne forsvare deres åndelige frihed. Også dette gjorde jeg professor Lindhardt opmærksom på i april 63. Jeg skrev: Hvorfor er det særlig intolerant og skidtvigtigt at angribe de magter, som for egen gevinsts skyld forfalsker den ånde­ lige føde? Dr. Johanne Christiansen har gennem et helt liv bekæmpet forgiftningen af brødet. Har hun gjort mere skade end gavn og udvist foragt for det almindelige menneske? Tandlægerne er i åben strid med sukkerindustrien. Er de skidt­ vigtige, fordi de i alvorlig bekymring på andres vegne angri­ ber en pengestærk og indflydelsesrig industri?

Det er gode og holdbare paralleller. Også de folk der kæmper for at blødgøre kulturkløften, 'har øvet pres på skoleordningen, og nu er Den blå Betænkning kommet men langtfra nået ud i praksis. Det er en stor sejr for kulturprofeteme. Vi har fået et kulturministerium som støtter kunsten. Der er 'kommet moderne og dristige folk i radio og TV. Selv om alle disse fremskridt nok

160

var kommet før eller senere, kan det ikke betegnes som min fal­ lit at de er kommet nu. Heller ikke som nogen andens. Når man har gentaet indtil bevidstløshed, at det ikke er me­ ningen at erstatte pop med høj kunst og at man selv adspredes af pop, er det hårdt at gå til det igen: Vejen skal ikke forkortes mellem digternes værksteder og Vejle svineslagteri, den skal bare holdes nogenlunde farbar, for dem der vil vove turen. Jeg ønsker ikke noget menneske over­ talt, lokket, opdraget endsige hjemevasket til at synes om ufor­ ståelige digte. Jeg sværger ved mine børns liv og min mors minde, at jeg ikke forstod et kuk af Rifbjergs fædrelandssang, og det biir hverken den eller jeg ringere af. Ethvert fremskridt må føre til en kløft. Den er så at sige be­ viset for fremskridtet. Indførelsen af sundhedsplejerskerne be­ gyndte med en kløft, fordi mødre og bedstemodre ikke begreb, at børn skal ha levertranspiller, når de selv ikke hade fået. Der har ikke været større kløft mellem forældre og skole, så længe den holdt sig til den gamle recept. Efter Den blå Betænkning vil den komme — i hvert fald i begyndelsen. Der er som bladets leder skriver, ikke langt mellem Dyrehavsbakken og Det konge­ lige Teater, men det er der heller ikke mellem Øst- og Vestberlin, og dog kan en kort vej gøres ufarbar. ■Mine kritikere har ikke undt sig tid til at gennemtænke, hvad en kløft betyder kulturelt og pædagogisk. Kløften kan til tider være selve fremskridtet — for eksempel ved at slå en modsætning fast, som den stærkeste part ønsker at kamuflere. Jeg tænker på forbruger kontra producent. Også Hitler gjorde et glimrende arbejde for at vise verden, at der ingen kløft var mellem ham og det tyske folk. Blandt andet slog han dem ihjel som mente noget andet. Men kunstnere og publikum har naturligvis på langt sigt de samme interesser, og derfor er det værd endnu en gang at dis­ kutere radioledelsens trappestige-teori, hvorefter man ved at læse „Anders And-bladet" trin for trin skulle risikere at ende i den højeste litteratur. Bortset fra det noget udemokratiske ved 161

i

I

i

l

billedet med de højere og lavere trin, har jeg ikke noget mod teorien men så meget mere mod, hvordan den er blevet prakti­ seret: for det første har man i radio og TV fjernet andet, tredje og måske fjerde trin, hvorved man afskærer underholdnings­ publikum fra det næste afgørende skridt. For det andet har man sænket første trin, hvorved det yderligere vanskeliggøres at komme videre, man skulle naturligvis i stedet for i de forløbne år forsigtigt og pædagogisk ha højnet det nederste trin ved at forøge underholdningens faglige kvalitet, blandt andet den musi­ kalske udførelse. Man har gjort omvendt. Det er let at konstatere at tekst og musik er blevet mere åndløs og spænder over færre oplevelser fra år til år. Fordi det var nemmere, har radioen i hele sin leve­ tid gjort underholdningspublikum mindre musisk, mindre ånde­ lig interesseret. Det mærker den der skal skrive folkelige revy­ ting. De nye navne som vil prøve at rette underholdningen op, vil konstatere, at det hade været lettere at skabe en folkeradio på bar bund end på det lyttermateriale der er opdraget i radioens levetid. Jeg tror det er rigtigt, at det er institutionerne, vi kritikere skal vende os mod, hvis vi vil skaffe underholdningspublikum på fri fod og lægge vadesten i kløften mellem folk og kimst. Det er i enkelte tilfælde sket, at kunstværker har indeholdt mange trin af trappestigen. Jeg har før nævnt „Jens Vejmand", „Teenager­ love" og H. C. Branners hørespil. Men krav om den slags kan ikke stilles på forhånd. Enhver kunstner må, uden at der råbes skældsord efter ham, vælge sit publikum ud fra det, han har på hjerte. Vækker han forargelse derved, er det heller ikke hans fejl. Værre er det at en afgørende faktor i underholdningsindu ­ strien, grammofonselskabeme, foretrækker „planlagt forældelse" af slagerne. Det siges vel ikke rent ud, men selskaberne er næppe interesseret i en stille, langvarig succes som „Jens Vejmand", som bare vil opta lagerplads. Næh må de be om en rask Grand Prix-melodi, som ikke står i vejen for næste års succes. Også

162

det gør arbejdet med den folkelige kunst brødløst. Dertil kommer at pressen har følt sig tvunget til at gå med til en hård opdeling af kulturstoffet - af konkurrencehensyn. Det er ikke for at more redaktørerne at kongestof, fastfrosne svaner, bortløbne hunde og nyudsprungne anemoner er rykket frem på forsiden. Det er for at holde på abonnenterne. Vanskelighederne kan derfor synes uoverstigelige. Men kunst er at gøre det umulige muligt. ■

Politiken: PH i kulturkløften

(

Gammel stridsmand og nye problemstillinger.

Politikens leder 28 - 5 - 1965.

Som agtet medarbejder ved Politiken har Poul Henningsen følt, at han intetanende er faldet i et baghold, fordi vi i en leder har tilkendegivet, at vi ikke tror på hans moraliserende felttog mod poppen og alt dens væsen som et virksomt middel til at bygge bro over kultur-kløften. PH's ofte deklarerede tolerance svigter ham på det punkt, som det fremgår af dagens kronik. Et stort liberalt blad kan ikke dele enhver medarbejders mening på et­ hvert punkt. Vi ser os f. eks. ikke i stand til at underskrive enhver anskuelse, som professor Lindhardt eller Klaus Rifbjerg nærer, selv om vi meget gerne giver spalteplads for disse udfordrende penne. Omvendt vil de nævnte afgjort have sig frabedt at hæfte for lederbetragtninger, som Politiken står inde for. ■I dagens kronik forbeholder PH sig ret og pligt til fortsat at være bekymret på menigmands vegne på grund af hans iøjne­ springende forkærlighed for pop af enhver art. Denne morali­ stens velmenende bekymring på næstens vegne er netop, hvad vi

iI i

!

I

1 I

F

163

venter af ham. En missionær må bekæmpe ugudelighed og ukul­ tur. Det er hans mission. Vi accepterer hans opgave, som han har stillet den. Måtte han til gengæld have tolerance nok til at se på, at Politiken stiller sig en anden opgave end den at være missionær for en sekt af allerede overbeviste og troende. Vi kan ikke være sek­ teriske. Vi agter ikke at udelukke nogen på grund af hans eller hendes forkærlighed for pop. Vi kan derfor ikke sammenligne vor virksomhed med tandlægernes (der i øvrigt ikke blot bekæmper tandsygdomme, men dulmer den frygtelige ventetid med søde pop-blade). Vi betragter'ikke pop som nogen sygdom i folkelegemet, men som et meget vitalt element i alle tiders kultur. Vi kan karakterisere denne pop, den kan være af meget for­ skellig kvalitet. Vi vil gerne medvirke til, at folk kan lære at fore­ trække god pop for dårlig, men hvem skal udstøde hvem i mør­ ket på grund af en dårlig smag? PH finder — mystiker, som han er - at kulturkløften netop er „beviset på fremskridtet". Da må tidligere epokers aristokratiske kultur dog være mere fremskre­ den end vor? Vi mener, at den på sin højde samtidig var udtryk for en bomerthed og en foragt for menigmand, som vi nødig skulle havne i igen ved at missionere fra oven af og nedefter blandt pop-narkomanerne. Vi er lige så glade som PH for den socialdemokratiske avant­ garde og dens initiativ til at støtte kimsten. Vi ser realistisk på, at disse top-kulturfolk desværre er en generalstab uden alt for megen hær bag sig. Vi mener, at det er vitalt for en demokratisk kultur at være i kontakt med den hele hær, og det mener PH i virkeligheden også. For kulturkløften er dog ikke så herligt et tegn på fremskridtet, at han ikke - noget ulogisk - gerne vil „lægge vadesten i kløften mellem folk og kunst". PH synes at mene, at vi - pressen - har været med til at grave kulturkløften ved en hård opdeling af kulturstof og pop - af kon­ kurrencehensyn. Vi vil gerne gribe os i barmen, men ikke af konkurrencehensyn. Vi opdeler stoffet, fordi vi ser hele kultur­ mønsteret som en helhed, hvis enkelte elementer ikke appellerer 164

I

lige stærkt til alle. Men vi giver alle sider af tilværelsen en lige stor og interesseret behandling, vurderer en Bartok-koncert ud fra dens forudsætninger og en Beatles-opvisning ud fra dens. Vi mener ikke, at vi derved har sat andre skel end dem, der naturligt findes i et folk og i hver af os, for det er jo ikke sådan, at det ene udelukker det andet i den menneskelige bevidsthed. Vi kan have brug og behov for højst forskellige oplevelser, op­ højet kunst og den rene pop hver til sin tid. De helt store artister ved det, derfor blander de høj kimst og taknemmelig pop og op­ når at tale til alle. Vi vil ikke tvinges til at vælge mellem „To be or not to be" og „Ølhunden giammer". Vi vil have dem begge. Derimod kan man for vor skyld godt holde op med at skrive forloren intellek­ tuel pop til professor-akkompagnement ved kommende Grand Prix'er. På den slags vadesten kommer vi ikke over kulturkløf­ ten. Kun ved at omfatte menneskets samlede livsudfoldelse med en almindelig solidaritet kan vi begynde at skabe tolerant for­ ståelse for hinandens forkærligheder.

i

I

i;

Hvad er der?

I

Politikens kronik 25 - 10 - 1965.

Det har moret mig i den sidste tid at notere de mange punkter, hvor tilhængerne af massekulturen er enige med modstanderne. Kan man mon ikke koge sagen ned til en enkelt uenighed, hvor så hver kan mene sit? Der skal dog ryddes mange falske uenig­ heder af vejen først. Se nu til den udkomne bog „Nyradikalismen". Vores elske­ lige modstandere påstår nærmest at vi har trængt os på for at

165

I

komme ind under titlen med et bidrag. Og så står der udtryk­ keligt i bogens forord, at Erik Vagn Jensen selv har valgt både bidrag og — under stor tvivl — titel. Ville det ikke forenkle dis­ kussionen om man gik ud fra disse kendsgerninger? Fælles for bidragyderne er at de ikke er fuldt tilfredse med den nuværende udvikling, men de kan være utilfredse med hver sit: en med by­ planlægningen, en anden med manglende planlægning, en tredje med kultursituationen, en fjerde med manglen på socialisme osv. Så vidt jeg ved er der ingen „nyradikal", der vil forbyde pop. Det ville også svare til om man anså kabalelægning for et farligt narkotikum. Man må unde enhver der gider, at lægge kabale dagen lang. (Hvis en hel nation blev grebet, ville det måske nok medføre en del ulemper). Sandt at sige har mennesket aldrig kunnet undvære pop. Jeg tror den kan være opfundet af føni­ kierne lisom nullet. Lad os heller ikke gå i rette med visse kulturpersoner, hvis de „tar papnæsen på" som Betty Nansen kaldte det. Hun gjorde det selv engang imellem for at redde sit teater økonomisk. Hun be­ smykkede ikke sine gerninger. Ingen mistænkte hende for at drive lukrativ 'forretning med sit teater. Penge var for hende et værktøj, et nødvendigt middel men ikke målet. Også Stig Lom­ mer har andet mål end at tjene penge på sit teater. Hvem ved, måske har endog „Den Gyldenblonde" sådanne mørke øjeblikke, hvor han ser teatrets mission for sig. I enhver cirkus kæmper de optrædende for at vise kvalitet, og lederen af Fiolteatret har næppe planer om skyndsomst at blie millionær. Han vil bare tjene så han kan fortsætte at få noget sagt. Dette spil mellem succes og fiasko er egentlig alt åndeligt ar­ bejdes betingelse, selve kulturudviklingens forudsætning. Det nye er at forlystelsesindustrien træder imellem og censurerer stoffet ud fra kommercielle synspunkter. Men også det kommercielle må behandles med en vis varsom­ hed. Jeg håber ikke nogensinde at ha påstået at reklamen er årsag til alt ondt, for det ville være uden mening. Reklamen er en virkning, så vel som den er et virkemiddel. Den har pligt til 166

II at løse den opgave den er sat til. Man kan ikke skylde nogen for den nuværende kultursituation, hvis man ikke vil skylde os alle. Det ser ud som vi har mistet magten over maskineriet, som vi før har set de regerende tabe herredømmet over krigen. Det føles som produktionen hersker over menneskeheden, mens det burde være mennesket der styrer produktionen. Forretningsman­ den har ingen fri vilje men handler tvunget af omstændighe­ derne. „Den frie købmand" må følge trop med de andre „frie" købmænd, som igen dikteres af selvbetjeningsbranchen. Man kan i og for sig heller ikke bebrejde den moderne presse at den for at leve biir mere og mere kommerciel. Men det medfører at der opstår tidsskrifter som tar de opgaver op der før har været dagspressens. Der findes endnu en hel del fornuftige mennesker som føler sig uvelkomne i tilværelsen i dag. De tæller måske ikke stort i penge. De har et behov for fornuft og sammenhæng - som de moderne dybdepsykologer ikke beskæftiger sig med. Men det er de ræsonable som bringer verden frem, eller i værste fald bremser tilbageskridtet. Tilhængerne af massekulturen, mener at „folket" på mange afgørende områder er blevet lykkeligere: De er strejfet af vel­ stand og velvære. Man skulle derfor hellere fremhæve det end hyle op om en katastrofal kultursituation. Disse fremskridt har min sympati — men folk har ikke noet å ha dem i. Der var ikke lovet dem velstand og velvære, da grundloven trådte i kraft i 1849, men der blev lovet folket selvstændighed, det skulle i cen­ trum, regere i stedet for at regeres. Mennesket skulle ikke læn­ gere være middel (for kirke, konge, stat eller anden fremmed magt) men mål i sig selv. Denne ide er svigtet men ikke forældet. Det er at forråde folkestyret, at man bortforpagter fritiden til underholdningsindustrien til en fortjeneste den selv bestemmer. Det kan diskuteres om det er den bedste eller eneste løsning det er det vi er ved - men det bør næppe ske under feltråbet: Demokratiet leve! Ordet demokrati hænger folk ud ad halsen. Den politiske in­ teresse blandt ungdommen nænner sig ligegyldighed. Er det ikke

167

nærmest bevis på at vi er ved at miste folkestyret? Folk vil ikke styre. Det siges, jeg tror endda også af Edgar Morin, at massekul­ tur må lægge hovedvægten på kvantiteten, og det er gammeldags „finkultur" at forlange kvalitet. Men er det noget argument? Det var også moderne i begyndelsen af fyrrerne at sværme om den stærke mand der kunne få togene til at gå præcist, og at se ned på folkestyret som lammende ubeslutsomt. Blev standpunk­ tet rigtigere fordi det var på mode? Jeg tror at samfundet i dag deler sig i to hovedgrupper: producenterne og de til dem knyt­ tede erhvervsgrene der anser kvantiteten for afgørende, produk­ tion og helst stigende for enhver pris. Og forbrugerne der for­ langer kvalitet for en rimelig pris. Hver kan afgøre hvad han selv synes er rigtigt, men vi må alle kunne se hvad der er demo­ kratisk. Der er ikke noget ved maskinen, der nødvendiggør at masse­ produktionen skal mangle kvalitet. Når varerne i dag laves til at gå hurtigt i stykker, skyldes det kun produktionsøkonomiske hensyn: Man vil hellere producere flere dårlige varer end færre gode. En eftertid vil kalde os primitive og kortsynede i vores pro­ duktionsplanlægning. Om 50 år vil det vi nu præsterer være almindelig erkendt som pip og fuglekvidder fra første færd som påvist af økonomen Galbraith. Mens forkert planlægning fører os mod industrisamfundet og mod afskaffelse af den smule demokrati vi på over 100 år har kunnet præstere råber Hilmar Baunsgaard på antikommunisme! Det har man gjort så langt tilbage jeg kan huske med det blotte øje. Jeg tænker på hans kritik af bogen „Nyradikalismen" som efter Hilmar Baunsgaards mening ikke indeholder tilstrækkeligt mange østlige forbrydelser. Næsten lige til 9. april 1940 anså man Hitler for mere pæn og kultiveret end Stalin - lige til han tog os. Et langt livs erfa­ ring har lært mig, at de andres fejl er den bedste sovepude. Lad os tale om vores egne fejl, så biir diskussionen frugtbar. Vi er ved at blie en karrikatur af den amerikanske industristat, men 168

I

uden dens fremragende kritikere. Den moderne danske presse vejleder nok læserne om kunst - det er der ikke ret mange der læser. Resten er dimensionsforrykte sensationer. Eksempler? Lad os ta et forholdsvis neutralt. I dagbladet „Aktuelt" læste jeg forleden på forsiden femspaltet og med fotografi og rød ramme at Græsted i Nordsjælland har Europas eneste psykiatriske kli­ nik for neurotiske hunde. Nogen af dem er af ejerne gjort til rene narkomaner som må afvænnes. Ialt 4000 hunde har været på kur de sidste 5 år. Stor artikel inde i bladet, men ikke en vej­ ledende lyd om at dette er vanvid, for så biir læserne rasende. Kunstnere og kritikere har sat sig udenfor samfundet for at få bedre overblik. De kan vel ikke forvente samme anerkendelse for deres arbejde, som kommer for eksempel en tømrer tilgode der lynhurtigt og præcist forskaller et loft. Deres arbejde vender mod fremtiden i så høj grad at for eksempel Aldous Huxley meget nøjagtigt skildrede livet i dag for 33 år siden. Det var i romanen „Fagre nye verden" han spåede industristatens komme, og han nåede kort før sin død i en pjece at beklage at industri­ staten er os endnu nærmere end han dengang spåede. Skulle vi ha råd til at sidde en sådan spåmands ord overhørige? Slaget står om gennemsnitsmennesket. For ham krammer vi vores varer ud. Men naturligvis må han tænke tro og tale som han vil. Forøvrigt er han aldeles ikke noget gennemsnitsmenne­ ske på de områder hvor han er fagmand. Man skulle derfor hel­ lere tale om en gennemsnitsside eller en lægmandsside som et­ hvert menneske har. Vi er på lige fod. Den ene kan kun hæve sig over den anden med hvad han er fagmand i. Lægmandssiden er naturligvis langt lettere påvirkelig end fag­ mandssiden også i dårlig retning, for dér er man ukritisk. („Hvad sir min nabo", statussymboler, misundelse og skadefryd osv.) Af gode påvirkninger kan nævnes, at det er fra kunstnerne den skik stammer, at manden hjælper konen i huset. Man foretrak for få år siden de velopdragne unge som både kunne bukke og sige God dag og endog Tak for mad - fremfor dem der over­ trådte den simpleste høflighed, men som tog ud af bordet og

■

i

I

■

i

169

hjalp med ved opvasken. I dag finder de unge det rimeligt at delta i husarbejdet - også drengene. Cotton coat og cowboybuk­ ser stammer også fra kunstnerne. En simplere sammenhæng mel­ lem kimsten og den almindelige livsform kan næppe nævnes. For det er om ikke kunsten så bohemen, der er gået i spidsen og har fået ret over borgerligheden. Før eller senere kommer folk til at rette sig efter kunsten og bringe den ind i hverdagen. Ser man bort fra tiden det tar, er der ingen kløft mellem kunsten og folket. Konflikten opstår ved at kræfter -ser deres interesse i at lægge sten i vejen for denne proces. Om disse kræfter er industrialismen eller kapitalismen eller den i os alle iboende konservatisme, det kan vi skændes om. Som lægmand lytter vi af naturen gerne til fagmandens tale. Man ville med nysgerrighed høre på Rindals betragtninger om slagteri, men man ville være noget mindre interesseret i at høre ham diskutere kunst. Kulturkritikeren kan da sammenlignes med teaterkritikeren. De anmelder begge en forestilling. Men mens teaterkritikeren ikke bare er yderst aktuel men også ser resultat af sin kritik på få dage, så vil kulturkritikeren måske først få ret eller uret efter sin død. Begge vil blie beskyldt for storsnudet arrogance, ufor­ ståelighed og meget mer. Det må vi finde os i. Striden står om det er lovligt eller uforskammet at søge at påvirke folks lægmandsside. Det anses dog ikke for hovent hvis det gælder teater, literatur, musik, maleri. Det er altså gebetet som er farligt. Jeg har den forklaring at industrien ikke vil for­ styrres i sin velsignelsesrige virksomhed med at få folk til at købe noget de ikke har brug for, så vel som synge noget de ikke har bedt om. Industrien tar endog dybdepsykologien i sin tjene­ ste for at få opklaret, hvor lavt man er nødt til at gå for at få størst mulig omsætning. En vigtig vej til den store omsætning er at få folk til at lægge hovedvægten på noget underordnet og bryde sig fanden om det væsentlige. Det er let at finde eksempler. Det skal ikke bebrejdes rekla­ men at den har skabt og bestandig stimuleret jagten efter en 170

’ 'I

(højere social status og dermed stressen og den ubestemt gna­ vende utilfredshed, for det gir gode og ukritiske kunder. (Det ville være selvmord for reklamen om den fremelskede kritiske kunder). Derfor møder man hver dag folk der er optaet af at synes (elegante, velklædte, kultiviserede) så de slet ikke kan overkomme at være (mennesker). Reklamemanden kan måske godt privat være kunstinteresse­ ret, men i sit fag er kunsten ham uvedkommende, og han er instinktiv uinteresseret i at bringe kontakt i stand mellem kun­ sten og folket. Kunsten lægger vægten på det væsentlige og er så fløjtende ligeglad med det underordnede, at det måske er det stærkeste fællestræk for de moderne kunstarter. Interesse for mo­ derne kunst tolereres kun hos folk der i forvejen er for kritiske til at købe kvalitativt ringe masseprodukter, altså de rige, som er en forholdsvis lille og besværlig gruppe forbrugere. Man reg­ ner kun middelstanden som det købedygtige og letpåvirkelige lag. Hvad der er socialt under middelstanden er ikke købedyg­ tigt, og hvad der er over er for kritisk. Derfor „beskytter" cen­ suren i USA middelstanden mod indtryk fra moderne literatur ved at forbyde billigudgaverne. Ved at tillade luksusudgaven opretholder man fiktionen om ytringsfrihed uden at der sker større skade. Men vi skulle netop påvirke lægmandssiden hos os alle sam­ men. Det er ikke tandlægen vi behøver forklare faren ved et højt sukkerforbrug. Vi behøver heller ikke docere vitaminernes be­ tydning for lægen. Det burde ikke være nødvendigt at forklare pædagogen spanskrørets skadelighed, eller psykologen at horo­ skoper er mere eller mindre fromt bedrag. Indlevelse på alle områder hvor vi er lægmænd er så meget mere vigtig, som vi får længere fritid at være lægmænd i. Det er netop demokrati at gi lægmanden indsigt uden at snakke ham efter munden. Det er folkefjendsk at holde ham i uvidenhed eller fylde ham med vrangviden. Skulle vi ikke kunne være enige så langt. Der biir nok at skændes om endda. Kampen om kvantitet (størst muligt oplag) kontra kvalitet

171

I

føres 'hver dag mellem industrien på den ene side og kunstnerne og kritikerne på den anden. Det vil trods alle mørke skygger blie kunstnerne og kritikerne der vinder.

Reducer skæbnens magt Radioforedrag januar 1966.

Jeg ville gerne sige noget om at formindske skæbnens magt. Helt tilbage til den klassiske oldtid har skæbnen tragisk omkalfatret vores livsmønster. Men hvad er lægekunst, hvad er politik andet end en kamp mod skæbnen, for at få den såvidt muligt under kontrol. Livet var naturligvis enklere i gamle dage, men det udtrykte samme ønske i mennesket: om at gardere sig mod skæbnens magt. Man vidste gennem erfaring og gennem medicinmændenes forsikringer, at hvis man gik venstre om dette træ, så ville der ske alverdens ulykker. Men valgte man at gå højre om, så ville alt være vel, jagten ville gi udbytte, konen ville være sød og varm, når man kom hjem, den almindelige agtelse indenfor stam­ men ville stige. Stort set kan historien læses som een lang kamp for at kunne beherske skæbnen. Handlingen i de græske tragedier var altid dette uundgåelige møde med skæbnen: at man kom til at stå i forhold til sin mor eller dræbe sin far og hvad ved jeg. Derfor er der for os noget irriterende ved disse gamle skæbneforestillinger trods al deres tragiske storhed. Et moderne menneske vil bare spørre: „Hvorfor trak han ikke i nødbremsen" eller andet rent fomuftsmæssigt for at undgå ulykken. Den ægte tragedie hand­ ler om den uforudsete, men uundgåelige ulykke. Tragedie er, at 172

I

i

ulykke er uundgåelig. Nu mener jeg hverken for den ene eller den anden, at de kan fritas for ulykker, men jeg ønsker, at vi skal fritas for dem vi kan undgå. Når pudring af vinstokke er et virksomt middel for at opnå en god høst, så synes jeg ikke man i stedet skal anmode præsten om at bestænke markerne med vievand. Det er hændt i tidligere tider, at man har slagtet en jomfru som offer til guderne for at sikre sig høsten. Det var nu hendes uundgåelige skæbne. I dag bekæmper vi skadedyr med mindre opsigtsvækkende ting og større virkning end jomfruer, som nutildags er mere herre over deres skæbne end nogensinde før. Lad mig nævne et eksempel fra nogenlunde i dag: Langt op i dette århundrede har man lænket idioter eller sindssyge til en pæl i baghaven, fordi den uundgåelige skæbne hade ramt dem. Måske hade de selv rakt skæbnen en lillefinger: De hade nok selv været ude om det! I dag prøver vi at hjælpe og ved, at der er tale om en sygdom. Vi spejder utålmodigt efter vejen til hel­ bredelse. At det går langsomt for den utålmodige skyldes blandt andet kristendommens stærke tilknytning til skyldproblemet. Uden skyldfølelse ingen kristendom. Dermed opstår en stille, men stæ­ dig krig mellem kirken og humanismen. Frisindede kriminologer ønsker at komme tilbunds i spørsmålet om forbrydelsens årsag. De mener at samfundet ville være bedre tjent med at forklare og derigennem forhindre end med at straffe. Her springer de kristelige til og protesterer: Synden skal ikke forklares, den skal sones. Ingen er mere omhyggelig med at pleje syndens mark end de kristne. En gemen mand skulle synes der endda blev synder nok tilbage til at skrifte for Himmeriges domstol. Det er i den henseende lige besværligt at være fordømmer og forbryder. Eller er det endnu sværere at komme i himlen som fordømmer end som forbryder? Med dette nærmer vi os det som K K Steincke kaldte plad­ derhumanismen. Man husker det vel endnu? Det var et ridder­ slag, noget vi bar med anstand! Spørsmålet drejer sig ikke bare i 1

173

r

I

om sentimentalitet og rørelse, men først og fremmest om demo­ kratiet narrer sig selv. Vi vil, at folk ikke skal nøjes med at være demokrater, når det kan betale sig. De skal også være det, når det koster. Jeg spør mig selv, hvad jeg ønsker mig af fremtiden — ikke min egen, den synes jeg vi skal se bort fra — men de næste gene­ rationers? Det forekommer mig, at hele historien rummer svaret. Fra kunst og forskning blev opfundet og sig selv bevidst har den prøvet at reducere skæbnens magt. Vi vil ikke skånes for de rimelige ulykker, hvor forfærdelige de end er. Jeg tænker på kærestesorg og døden — to sorger vi næppe foreløbig kommer af med, hvor hårdt de end slår. Kampen står på alle områder om de urimelige ulykker. Der har den stået siden renaissancen. Kampen står om at reducere skæb­ nens magt. Jeg har ikke så meget imod at andre ser anderledes på det. Men de sidste stumper af mit liv vil jeg bruge i kampen mod skæbnen og for mennesket.

Noter Kan vi, må vi, vil vi? Ruth Benedict, 1887-1948. Amerikansk antropolog og forfatter.

Professor Linderstrøm-Lang, Kaj Linderstrøm-Lang, 1896-1959. Biokemiker. Agnar Mykles „Sangen om den røde rubin", norsk forfatter, f. 1915. Romanen „Sangen om den røde rubin" (1956; dansk 1957) vakte stor opsigt på grund af de erotiske skildringer der 174

medførte en pomografianklage. Mykle blev dømt ved byretten, men frifundet ved højesteret.

Eroto-chok Retssagen mod Agnar Mykle, se noter til „Kan vi, må vi ,vil vi?" side

I

I

Folkets vilje og radioens lov Myklesagen, se noten til „Kan vi, må vi, vil vi?"

Julius Bomholt, 1898-1969. Politiker og forfatter. Socialdemokra­ tisk folketingsmand og minister.

Hartvig Frisch, 1893-1950. Filolog og politiker. Socialdemokra­ tisk folketingsmand og minister. Ydre eller indre stemme Myklesagen, se noten til „Kan vi, må vi, vil vi?"

Hakon Stangerup, f. 1908. Professor. Konservativ litteratur­ kritiker.

i

Kapers Katekismus, Emst Kaper, 1874-1940. Rektor, konserva­ tiv skoleborgmester i København 1917-40. Har udgivet lære­ bøger i tysk og kristendomskundskab.

Bidrag til det 20. århundredes kulturhistorie Camus, den franske forfatter Albert Camus, 1913-60.

Ruth Benedict, forfatter af bogen „Kulturmønstre". Se Poul Henningsens omtale af den i kronikken „Kan vi, ma vi, vil vi?" og noten til samme.

Fynboerne i maleriet, malergruppen Fynboerne: Peter Hansen, Fritz Syberg, Johannes Larsen og Poul S. Christiansen.

175

C. C. Kragh-Miiller, f. 1914. Pædagog. Leder af Bemadotbeskolen siden 1951. Forfatterskab om opdragelsesproblemer.

Forloren folkelighed lørn Piø, f. 1927. Folkemindeforsker.

Den dansk-amerikanske forfatter styrmand Klitgaard. Kaj Klitgaard 1888-1953. „Prinsen og korpigen", eng.-am. film 1957. Lawaetz og Dahlerup, Jens Fr. Lawaetz, f. 1904. Radio- og tvmedarbejder fra 1926. Chef for underholdningsafdelingen 1949, for fjemsynsafdelingen 1951. Programdirektør for fjernsynet 1959, for radioen 1967. - Aksel Dahlerup, f. 1897. Redaktør. Radiomedarbejder fra 1927. Stedfortrædende direktør fra 1953. Programdirektør for radioen 1959-67. Kronikken indgår i en serie i Politiken om massekultur og social­ videnskab. Udover lørn Piøs „Refrainer under lup" (21 - 4 - 58) har bladet bragt en kronik af Jesper Jensen, „Masser af kultur" (5 - 4 - 59).

Tidens dilemma kameliadamer, kvinder der totalt opofrer sig for mændene og de­ res karriere. Reperbahn, bordelkvarter i Hamburg.

Kulturen, folkestyret og kapitalen. Udviklingen bestemmer vi selv.

„Hug og Parade", socialdemokratisk debatbog om velfærdsstaten og kulturen, 1960.

176

I

Jørgen Lembourn, Hans Jørgen Lembourn, f. 1923, forfatter og konservativ folketingsmand (fra 1964).

Bauhaus-Dessau, tysk fagskole for arkitektur, kunsthåndværk og -industri. Grundlagt 1919 i Weimar af arkitekt Walter Gropius. Skolen havde funktionalismen som program. Nyttede kulturkampen? Dialog, socialistisk tidsskrift, startet af Sven Møller Kristensen og Erik Knudsen 1950. Det paralelle ved kunstarterne Mobilia, flersproget tidsskrift for kunstindustri. Poul Henningsen var medarbejder fra 1960.

Fragonard, Jean-Honoré, 1732-1806. Fransk maler. Er den demokratiske socialisme en livsanskuelse? Frit Forum, socialdemokratisk tidsskrift. Magtesløse menneske byplanlæggeren Mumford, Lewis Mumford, f. 1895. Amerikansk forfatter og sociolog. Har skrevet socialkritiske værker om by­ plansforhold og kulturen i maskinalderen.

Hvad behøver mennesket? John Kenneth Galbraith, f. 1908. Amerikansk økonom og socio­ log. Professor. Præsident Kennedys økonomiske rådgiver 1960. Har udover Det rige samfund (1958; dansk 1961) bl.a. skrevet Det store krak (1954; dansk 1970), Økonomisk udvikling (1964; dansk 1966) og Det nye industrisamfund (1967; dansk 1968). Kulturradikalismens fallit? magister Fjord Jensen, Johan Fjord Jensen, f. 1928. Hans Jørgen Lembourn, se noten til „Kulturen, folkestyret og kapitalen"

177

1

Berlinervers behandlingen af Chaplin, Charlie Chaplin blev 1952 udvist af USA for påstået antiamerikansk virksomhed.

Algier, der hentydes til den algierske befrielseskrig der startede med opstanden i 1954. Nina og Frederik, duo der optrådte med calypsosang. Middelklassen som kulturfornyer direktør Ranning, reklamedirektør.

Konturen af det kommende Jordlovenes fald, 25. juni 1963 forkastedes ved folkeafstemning et af regeringen (socialdemokratiet og radikale venstre) fremsat og af socialistisk folkeparti støttet forslag om øget statslig kon­ trol med jordhandel, bl.'a. i forbindelse med Danmarks tilslutning til De Seks. Professor Spdrck, Ragnar Spårck, 1896-1965. Zoolog. Peder Nørgaard, 1895-1973. Radiorådsformand.

Vagn Jensen, f. 1903. Daværende kontorchef i undervisningsmi­ nisteriet

Fra guldalder til Panduro Politiken 1-4- 1963. kulturministeren, Julius Bomholt. Fritz Syberg tilhørte malergruppen Fynboerne. Kritisk Revy over Kritisk Revy Kulturministeren, Julius Bomholt. 178

PH skriver K. K. Steincke, socialdemokratisk justits- og socialminister i mel­ lemkrigstiden.

Peder Nørgaard, se noten til „Konturen af det kommende".

Merkur radio, dansk piratsender.

Viggo Duvaa, f. 1922. Journalist ved forskellige københavnske dagblade.

Arte, dansk teater- og musikorganisation grundlagt 1946. i

Svindel eller budskab Jørgen Jørgensen, f. 1888. Politiker (radikale venstre). Undervis­ ningsminister 1935-42 og 1957-61. Kunsthistorikeren Karl Madsen, 1855-1938. Grønbech, religionshistorikeren Vilhelm Grønbech, 1873-1948.

Slott-Møller, Exner og Brendekilde, 'folkelivsmalere fra århundre­ deskiftet.

Goldwater, Barry Goldwater, der havde gjort sig bemærket med ultra-reaktionære synspunkter, var republikanernes kandidat i den amerikanske valgkamp 1964.

Kvindelighedens undergang Eberhard og Phyllis Kronhausens Kvindelig seksualitet, 1965.

Elsa Gress' Det uopdagede køn, 1964. 179

I

Lars Ullerstams De erotiske minoriteter, 1964.

Kinseyrapporten, en række afhandlinger om sexuallivet udgivet under ledelse af zoologen Alfred Charles Kinsey (1894-1956). Rapporterne er baseret på udspørgen af titusinder af amerikane­ re. Den første Kinsey-rapport (1947) handlede om mandens sexualliv, den anden (1953) om kvindens. tyskeren Kraft-Ebbing. Richard Krafft-Ebing, 1840-1902. Psy­ kiater. Har udgivet værket „Psychopatia Sexualis" (1886). Antropologen Margaret Mead, f. 1901. Amerikansk antropolog og sociolog. Har udgivet bøgerne „Kvinde og mand i tre primi­ tive samfund" (1935; dansk 1957) og Kulturmønstre og tekniske fremskridt (1953; dansk 1958).

Antropologen dr. Malinowski. Bronislaw Malinowski; 18841942. Engelsk kulturantropolog. Gunnar Myrdal, f. 1898. Svensk nationaløkonom og socialdemo­ kratisk politiker. Forfatter af en lang række socialpolitiske vær­ ker.

Uenighedens vitamin Moralsk Oprustning, Oxfordbevægelsens videreførelse. Villy Sørensens artikel. Pohtikens kronik 7-2- 1965.

Skolens „blå betænkning". 1960. Undervisningsvejledning for folkeskolen.

i

Professor Frederik Nielsen, f. 1915. Professor i dansk litteratur ved Danmarks lærerhøjskole. Medarbejder ved Social-Demokraten (Aktuelt) 1946-64.

Til præst og avis 180

I

Kronikken indgår i en serie i Politiken om emnet „Bro over kul­ turkløften" (apr.-juni 1965). Professor Lindhardt, teologen P. G. Lindhardt.

„I digterens værksted". Interviews med 12 udenlandske forfatte­ re, 1957; dansk 1964.

Edgar Morins „Signalement af vor tid", 1962; dansk 1965.

Vejles slagtersvende, Rindal-folkene, se indledningen.

Rifbjergs fædrelandssang, Politiken 9 - 5 - 1965. Den blå Betænkning, se noten til „Uenighedens vitamin". PH i kulturkløften. Gammel stridsmand og nye problemstillinger professor-akkompagnement, komponisten, professor Jørgen Jersild havde skrevet melodi til årets danske grandprix-bidrag.

Hvad er der? den udkomne bog „Nyradikalismen", Ny-Radikalismen. En anto­ logi. Udvalg og indledning ved Erik Vagn Jensen, 1965.

Betty Nansen, 1873-1943. Skuespiller og teaterleder. Fra 1917 direktør for Betty Nansen Teatret (den nuværende Alléscenen). Stig Lommer, f. 1907. Skuespiller og teaterleder. Startede 1935 Hombæk-revyerne, 1945 Tivolirevyen og var 1949-65 direktør for ABC Teatret. Som chef for Aveny Teatret 1957-63 opførte han bl.a. „Laser og pjalter" og „Mus og mænd".

„Den Gyldenblonde". Poul Sabroe, f. 1897. Journalist og teater­ leder. Medarbejder ved Politiken 1929-60. Direktør for Cirkusrevyen fra 1956. 181

Edgar Morin, se noten til „Præst og avis".

Økonomen Galbraith, se noten til „Hvad behøver mennesket?". Hilmar Baunsgaards kritik af Ny-Radikalismen er fra Politiken 5 - 10 - 1965.

Reducer skæbnens magt K. K. Steincke, se noten til „PH skriver".

Emneregister Arkitektur

Betragtninger om Kunst, 1919. Akademiet, 1920. Kritikens Hensigt, 1923. Kunstens Hensigt, 1924. Ledende artikel i Kritisk Revy, 1926. Le Corbusier, 1926. Kunsten, Moralen og Samfundet, 1926. Tradition og Modernisme, 1927. Kunst og Politik, 1928. Kunsten siden Krigen, 1932. Funktionalisme og Samfund, 1933. Byplanlægning Den internationale Kamp mod Storbyen, 1923. Kunsten siden Krigen, 1932.

182

I

/

i

Magtesløse menneske, 1960. Demokrati Troen paa mennesket, 1938. Frihed med eller uden rabat, 1945. Demokrati og Diktatur, 1946. Demokrati i Øst og Vest, 1947. Jørgen Jørgensens budskab, 1948. Tre syn på tingene, 1948. Med argumentets våben, 1948. Rejs dig menneske, 1953.

I

Industrialisme Fanden på væggen, 1955. På baggrund af Lundstrøm, 1956. Tidens dilemma, 1959. Kulturen, folkestyret og kapitalen, 1960. Hvad behøver mennesket?, 1961. Kulturradikalismens fallit?, 1961.

Kommunisme Hvordan gavner man reaktionen bedst?, 1947. Den fredelige vej, 1947. Marshall-planen, 1947. Tre syn på tingene, 1948. Med arguments våben, 1948. Stalinismens klippegrund, 1948. Jørgen Jørgensens budskab, 1948.

I

i

Kultur Hvad med Kulturen?, 1933. 183

3

Klassedélte horisonter, 1952. Kan vi, må vi, vil vi?, 1957. Bidrag til det 20. århundredes kulturhistorie, 1958.

Kulturpolitik Farlig eller ufarlig, 1927. Kunst og Politik, 1928. Kubismens politiske Indhold, 1930. Arbejderkultur, 1932. Samfundets Virkning, 1932. Kunstens Virkning, 1933. Hvor står næste ungdom, 1933. Funktionalisme og Samfund, 1933. Hvad med Kulturen?, 1933. Stakkels Arbejder!, 1934. Kultursammenhængen, 1938. Troen paa mennesket, 1938. Kunstens frihed, 1947. Et folks ansigt, 1948. Opdragelsens skygge, 1948. Menneskets standardisering, 1948. Literalistisk eller socialistisk kulturpolitik, 1948. Hvad bestemmer farten?, 1954. Folkets vilje og radioens lov, 1957. Nyttede kulturkampen?, 1960. Kunst

Samfundets Billede, 1930. Kunsten siden Krigen, 1932. Kimstens Virkning, 1933. Hvor står næste ungdom, 1933. - og Sandheden, 1933. Paa den anden side, 1933. Baade enten og eller, 1933. 184

Hvad med Kulturen, 1933. Kimst contra Astetik, 1944. Har vi så forstået det?, 1951. Kunstens frihed, 1947. Kunsten og Folket, 1951. Har vi så forstået det?, 1951. Det parallelle ved kunstarterne, 1960. Svindel eller budskab, 1964.

Kvinden Kvinden i ny Belysning, 1931. Hvad med Kulturen?, 1933. Kvindemenneske, 1935. Hvad er Feminisme, 1936. Kvindelighedens undergang, 1965. Malerkunst

Betragtninger om Kunst, 1919. Akademiet, 1920. Samfundets Billede, 1930. Kubismens politiske Indhold, 1930. Motivets Betydning, 1932. Hvad med Kulturen, 1933. Spaadom, 1934. På baggrund af Lundstrøm, 1956. Svindel eller budskab, 1964.

Moral Kultur-revision, 1934. Moralske Krykker, 1936. Nutidsmoral, 1938. Troen på mennesket, 1938.

185

■

l

i

Naturfredning Natur-Nazisme, 1934. Vi er selv Historie, 1935. Kulturen, folkestyret og kapitallen, 1960. Konturen af den kommende, 1963.

Pornografi Pornografiens pædagogiske Værdi, 1928. Kyskeri, 1935. Kampagnen mod smudslitteraturen, 1937. Ytringsfriheden er i fare, 1939. Eroto-chok, 1957.

Religion

Kultur-revision, 1934. Bare en Overgang, 1936. Moralske Krykker, 1936. Nutidsmoral, 1938. Revy, teater, film

Chaplin, 1925. Varieterevyen, 1928. Omskaame rotter, 1938. Det skete i København, 1963.

Socialisme Hvorfor jeg er Salonkommunist?, 1931. Stakkels Arbejder!, 1934. Er den demokratiske socialisme en 'livsanskuelse, 1960.

186

Sproget Kunst og Demokrati, 1934. Hjul og Stejle, 1935.

Underholdningsindustrien

Alt peger samme vej, 1956. Forloren folkelighed, 1958. Kulturen, folkestyret og kapitalen, 1960. Middelklassen som kulturfornyer, 1963. Fra guldalder til Panduro, 1963. Til præst og avis, 1965. Hvad er der?, 1965. Ytringsfrihed Kyskeri, 1935. Kampagnen mod Smudslitteraturen, 1937. Ytringsfriheden er i fare, 1939. Frihed med eller uden rabat, 1945. Er folkestyret vel forvaret, 1954. Ytringsfrihedens værdi, 1954. Kan vi komme længere ud?, 1955./ Ydre eller indre stemme, 1957.

187