Søren Kierkegaard. Et geni i en købstad

Citation preview

PETER P. ROHDE

S0REN KIERKEGAARD Et Geni i en K.0b$tad SUPPLEMENTSBIND TIL S0REN KIERKEGAARD: SAMLEDE WERKER 1-20

INTERNATIONAL BAPTIST THEOLOGICAL SEMINARY

PRAGUE CZECH REPUBLIC

Withdrawn from Library

S0REN KIERKEGAARD Et Geni i en Kpbstad

PETER P. ROHDE S0REN KIERKEGAARD

Et Geni i en Kfibstad

GYLDENDAL 1962

S0REN KIERKEGAARD.

ET GENI I EN K0BSTAD ER UDSENDT

SOM TILLÍGSBIND TIL S0REN KIERKEGAARD:

SAMLEDE VIRKER BIND 1-20 (1962FF.). TEKSTEN UDSENDTES I

I956 AF DET NORSKÉ STUDENTER S A M FUNDS KULTURUD VALG,

MEN BAR IKKE TIDLIGERE VIRET

UDGIVET I DANMARK.

COPYRIGHT 1962 BY GYLDENDALSKE BOGHANDEL, NORDISK FORLAG A. S.

BOGEN ER SAT MED GRANJON LINOTYPE OG TRYKT I

GYLDENDALS FORLAGSTRYKKERI

EN UDF0RLIGERE SKILDRING AF S0REN KIERKEGAARDS LIV OG

FORFATTERSKAB HAR PETER P. ROHDE GIVET I BOGEN S0REN KIERKEGAARD

(than I NG OG APPELS FORLAG, 1961).

í, 2)(- p,i

/ 9 S Zden,i8^g. Den som nu gennem angstens kalden har fplt det utilstraekkelige i et liv i den aestetiske sfaere, og som ikke i fortvivlelse pá trods bliver i den, han er modnet til at vzlge noget andet og tra­ der ind i den etiske sfaere. Den kendetegnes ved at det evige har gjort sig garldende med sine fordringer for mennesket, som ikke blot akcepterer det, men ogsá tror pá muligheden af at kunne virkeliggpre de etiske fordringer i det timelige, i sanselighedens verden. 18

Men ligesom tilfaeldet var i den aestetiske verden, má man dog ogsá i den etiske skelne mellem forskellige udviklingstrin. Pa sit laveste trin har mennesket endnu troen pa at det selv formár at opfylde evighedens fordringer indenfor timelighedens verden. Pá sit hpjeste udvik­ lingstrin har det etiske menneske laert, hvor lidt det formár ved egen kraft. Den der er náet til denne erkendelse, er dermed ogsá modnet til at overskride den etiske sfaeres graense og traede ind i den religiose, som netop bygger pá erkendelsen af den menneskelige bestraebelses utilstraekkelighed. Men dermed slutter Enten - Eller, og man kan derfor sige at det alterna­ tiv, det stiller laeseren overfor, i virkeligheden er et hverken-eller: hverken det aestetiske eller det etiske er tilstraekkeligt, for at mennesket kan virkeliggpre det evige i sit vaesen i den timelige verden; det formár man kun, nár man traeder ind i den religipse verden. Disse tanker gennemspiller Spren Kierke­ gaard i de fplgen de par ár i en raekke vaerker, isaer i Stadier paa Livets Vej, 1845, hvis titel varierer Enten - Ellers motiv, der fprer linjen videre ind i det religipse, ligesom han i Philosophiske Smuler, 1844, drpfter det centrále kristelige problem, hvorledes det evige kan ábenba2*

19

re sig i tiden, guden i historien, mens han i Ajsluttende uvidenskabelig Ejterskrijt, 1846, hans filosofiske hovedvierk, g0r det af med den filosofiske systemdannelse overhovedet med dens tro pa muligheden af en objektiv erkendelse.

DET FILOSOFISKE FORFATTERSKAB I EN N0DDESKAL

Kierkegaards tankeverden forekommer det mo­ deme menneske svaert tilgaengelig. Det er dog máske ikke sá meget fordi den i sig selv er svaer at fatte, som fordi den hviler pa anskuelser og udtrykkes i en terminologi, der er vor tid fremmed. Det er dog ikke det samme som at regne den for at vac re antikveret, tvaertimod, den afslprer vaesentlige synspunkter, der er blevet husvilde i den moderne filosofi, og Kierkegaards betydning er delvis ogsá at spge i, at han lukker op for horisonter, vi ellers ikke let fár pje pa i positivismens - heller ikke den logiske positivismes - og determinismens tidsalder. En kort praecisering af de kierkegaardske begreber i form af et lilie terminologisk leksikon vil derfor muligvis vaere en gavnlig handsraekning.

Systemet Herved forstár SK saerligt tyskeren Hegels filosofiske system, hvis kerne er overbevisningen om, at alt, hvad der eksisterer, er af and eller tanke. Tanken er tingenes sande varsen, og taen-

21

kevirksomheden bliver derfor det samme som eksistens: taenken = vaeren. Dialektik betyder samtale. Hegel bruger udtrykket i betydningen logik, men vel at maerke ikke blot om den taenkendes logiske tankevirksomhed, men om tilvaerelsens dialektik, der fplger logisk af saetningen taenken = vaeren, d. e. til den /or/no/logiske dialektik svarer en ^ormologisk: tilvaerelsen folder sig ud efter taenkningens love. Mediation

Derfor kan man ikke taenke sig noget brud pá den dialektiske proces, og nár der tilsyneladende forekommer sádanne brud, traeder hos Hegel mediationen i funktion. Mediation bety­ der maegling, forsoning mellem to yderligheder, og den er altid mulig, fordi modsactningerne ifplge Hegel aidrig er absolutte, dvs. man kan overvinde dem ved at se dem i en dybere sammenhaeng.

Objektivitet

Ved denne proces udslettes ganske vist alle individuelle ejendommeligheder, alt hvad der har et subjektivt praeg, for at glide sammen i 22

et overindividuelt begreb, der er praeget af den indre lovmaessigheds ub0nh0rlighed og derfor betinger en deterministisk livsanskuelse, hvor det objektive har overvundet det subjektive og absorberet det i sig. Determinisme vil vi kalde dette produkt af den dialektiske proces; Hegel selv betegner det som frihedens sfasre, fordi oplevelsen af den dialektisk fuldkomne tilstand udl0ser en befriende fplelse hos den objektive tilskuer. Frihed er erkendelse af npdvendigheden.

Den eksisterende tcenker Det var denne begrebsverden, SK gjorde opr0r imod, og det matte han g0re fordi han havde en fundamentalt forskellig livsoplevelse, der var blevet indplantet i ham allerede i de f0rste barndomsár. Han troede ikke pá, at man kunne opstille et tilvaerelsens „system“. Dermed mente han ikke, at der ikke var et sádant system: tilvzrelsen selv er et system - for Gud, men kan ikke vaere det for nogen eksisterende and. Og nár Hegel haevdede, at taenken = vaeren, sá páviste SK at derme formel var en tautologi, d. e. en formulering af eet og samme begreb ved hjaelp af flere forskellige gloser, idet vaeren i forvejen er opfattet som tcenkt vaeren, sá 23

Hegel faktisk ikke har sagt andet end, at taenken — taenken. SK afviser ogsá dialektikken, forsávidt den drejer sig om „tilvaerelsens dialektik“; derimod har den sin berettigelse i den formelle logik, men er altsá et redskab til dannelse af abstrakte kategorier, ikke til forstáelse af virkeligheden eller eksistensen. Han var ogsá en fjende af mediationen. Der gives forhold i eksistensen, der ikke lader sig mediere, f. eks. modsaetningen mellem godt og ondt og mellem kristendom og systemdannelse. Nár Hegel kunne komme til alle disse fejlagtige slutninger, var det, mente SK, fordi han glemte een ting: den eksisterende taenker selv! Hegels system kunne kun komme til at fungere, fordi han glemte at indoptage eksistensen i det. Ellers ville han nemlig have opdaget, at eksi­ stensen protesterer imod at blive puttet ind i et system. For SK derimod var det aldeles afgprende, at al filosofi er til for menneskenes skyld.

Subjektivitet At forstá sig selv i eksistens, det er opgaven. Men dermed er man rigtignok ogsá ude over den objektive problemstilling, thi det kommer

24

til at dreje sig om forhold, man ikke kan sige noget objektivt om. Den eksisterende tinkers problem er et subjektivt problem og kan aidrig blive andet. Sandhed

Der gives overhovedet ingen objektiv sand­ hed, nár det drejer sig om de afgprende ting. Kriteriet pá sandhed er den grad af oprigtighed og inderlighed, hvormed man fastholder, hvad man anser for sandhed. Objektivt betones, hvad der siges, subjektivt, hvorledes det siges. Skal man definere, hvad sandhed er, má man sige: objektiv uvished fastholdt i den mest lidenskabelige inderligheds tilegnelse er sandheden den hpjeste sandhed der gives for en eksiste­ rende. Laeg maerke til den efterhaengte saetning, for man hprer ofte SK’s mening gengivet, som om han skulle have sagt, at sandheden er subjektiv; men det er slet ikke det, der er meningen; det skal blot understreges, at det ikke er givet det eksisterende menneske at ná til en objektiv erkendelse. Den objektive erkendelse hprer Gud til, ligesom erkendelsen af tilvaerelsen som et system g0r det.

25

Den indirekte meddelelse Men nár sandheden ligger i det subjektive hvorledes, og der mand og mand imellem ikke kan vaere nogen objektiv sandhed, opstár der et problem: hvorledes kan jeg overhovedet meddele mig til mine medmennesker ? En direkte meddelelse er selvmodsigende, nár der ikke er noget objektivt givet at meddele. Meddelelsen má derfor blive en indirekte, hvilket betyder, at man má lade hvert enkelt menneske om selv at finde ud af, hvad der er sandhed for ham, og alt, hvad man kan g0re, er ved en slags jordemodervirksomhed at fá fpdselen sat i gang. So­ krates var SK’s store forbillede i den henseende.

Pseudonymerne

SK Ipste den indirekte meddelelses problem pá sin egen manér. Hans vaerker kom som bekendt med fá undtagelser ikke med hans eget navn pá titelbladet, og det ville vaere forkert uden videre at tillaegge ham selv de meninger, der fremsaettes i de pseudonyme skrifter, thi da gpr man dem til en direkte meddelelse, og det er jo ogsá vidt forskellige meninger, der kommer til udtryk i dem. Hvad SK har tilsigtet, er at skitsere en raekke forskellige livsanskuelses26

muligheder og sá at tvinge Ixscrne til at vaelge og víere det, han foretraekker, fuldt ud og i fuld bevidsthed om konsekvenserne. Hvis du vadger den og den anskuelse, sá ma du ogsá drage de og de fplger deraf og g0re det helt og fuldt. Det er de halve standpunkter, der g0r et menneske latterligt og foragteligt, og det er de halve standpunkter, der praeger vor tid - sagde SK om sin. Men lad os alle fple os ramte!

Den enkelte Og ramme os, det er netop det, han vil! Det vil sige, ikke os men mig. For det er SK’s stadige bestraebelse at rive den enkelte ud af den ano­ nyme hob. Sásnart man er blot nogle stykker, har man mistet sit jeg og er under massepsykologiens demoralisation. Den enkelte, det er ándsmennesket; massen, det er dyrebestemmelsen. Den enkelte kan man tale med, massen gejler man op. Det siger sig selv, at ándsmennesker ikke udg0r nogen enig blok, tvaertimod, de fordeler sig pá mange forskellige stadier.

Stadierne

SK’s brug af ordet stadium er vildledende. I almindelig dansk sprogbrug betegner det et 27

udviklingstrin, men SK bruger det i betydningen standpunkt. „Stadier pá livets vej“ er ikke en udviklingsroman, men en i digterisk form anskueliggjort gennemgang af en raekke forskellige og indbyrdes uforenelige standpunkter eller livsanskuelser. De vigtigste af de livsanskuelser, SK opererer med, er fplgende: Det astetiske stadium Hermed menes livet i sanseligheden og nydelsen. Indenfor det aestetiske stadium kan der ganske vist skelnes mellem mange trin, lige fra den plumpe seksualitet over en mere forfinet erotik til den kunstneriske nydelse, f. eks. glad­ den over Mozarts musik. Men sá forskellige disse udtryk for det aestetiske ogsá indbyrdes er, er det dog noget, der er faelles for dem alle: de ledsages af sá uhyggelige faenomener som angst og fortvivlelse. Herom mere nedenfor.

Det etiske stadium Det etiske er det almene, det, der har gyldighed for alle. Mens aestetikeren kun taenker pá sig selv, er etikeren sig bevidst, at han kun er en del af et hele, et mediem af et samfund, og hensynet til dette samfund má blive afgprende 28

for hans optraeden. Men ogsá indenfor det eti­ ske er der trin. Lavest stár den, der bilder sig ind, at han kan fyldestgpre etikkens krav helt ved sin egen kraft; hpjest den, der har indset at denne verden, sanselighedens og timelighedens, har sá staerkt et tag i ham, at han intet, eller naesten intet formár ved egen kraft. Men den der har erkendt dette, er modnet til at naerme sig det religiose stadium hvis vaesentligste kendemaerke er, at man erkender sig som vaerende i et absolut forhold til det absolutte, eller, for at sige det pá almindelig dansk: i et ubetinget lydighedsforhold til Gud. Ogsá indenfor det religipse er der trin, og de er sá vigtige, at vi má dvaele lidt ved de to hovedformer, SK betegner som henholdsvis religipsiteten A og B. Her vil vi betegne religipsiteten A som

den almenmenneskelige religifisitet, hvorved den naere berpring med det etiske sta­ dium bliver indlysende. Mennesket er sig nu bevidst, at det ikke kan virkeliggpre de etiske krav uden at mobilisere Guds bistand. Men med saetningen at subjektivitěten er sandheden in mente realiserer den religipse sit gudsforhold ved 29

en intensiv besindelse pá sig selv. Derfor kalder SK den ogsá for „den skjulte inderligheds religipsitet“. Det er mystikernes religipsitet og ipvrigt ogsá mange hedenske taenkeres. Den kristne religipsitet

Den der stár pá den almenmenneskelige religipsitets grund vil fpr eller senere opdage, at den ikke er tilstraekkelig til at baere ham. Hans gudsforhold har hele tiden vaeret ledsaget af en skyldfplelse, hvis forklaring ligger i en voksende erkendelse af, at han dog ikke kan realisere de etiske krav, og at han altsá kommer laengere og laengere bort fra Gud, og denne erken­ delse má fpre til en erfaring af, at subjektiviteten er wsandheden, thi netop ved at fordybe sig i sig selv er han blevet fremmed for Gud. I dette kritiske pjeblik, hvor den religipse personlighed er som en tprstende i prkenen, og hvor hans ándelige livs fortsaettelse haenger i den tyndeste af alle tynde tráde, er han modnet for overgangen til den specifikt kristelige religipsitet, der er kendetegnet ved Guds ábenbaring.

Paradokset Men dette, at en Gud er blevet fpdt, at det evige fremtraeder i tiden, rummer et absolut pa-

30

radoks. Kun ved hjaelp af den menneskeblevne gud kan forholdet til Gud, der var blevet brudt af, retableres; altsá takket vaere en impuls der kommer udefra og ikke ved, at man stiger ned i sit eget indres brpnd. Kendetegnet pá at den religipse personlighed er gáet ind under den kristelige fordring, er, at den inderlighedens patos, der allerede var ejendommelig for det fprste religipse stadium, nu intensiveres til den hpjeste taenkelige lidenskab, og at skyldfplelsen forvandler sig til syndsbevidsthed.

Springet Overgangen fra religipsiteten A til B er virkelig en udvikling fra et stadium til det nzste, altsá brug af ordet stadium i vanlig betydning, men kun sáledes at forstá, at man ikke kan ná til B uden fprst at have vaeret igennem A, ikke sáledes at A med npdvendighed skulle fpre B med sig. Det ville vaere hegelianisme og media­ tion, dialektisk udvikling. I stedet saetter SK sin síerlige kategori springet, der udtrykker, at et menneske foretager et valg uden at de tvingende logiske motiver dertil er tilstede; man slipper al bevisfprelse - og springer ud i mprket.

Valget Sáledes er springet udtryk for et valg. Valg forudsaetter evnen til at vaelge og dermed viljens frihed. SK var dog ikke tilharnger af teorien om den ubetingede valgfrihed, liberum arbitrium, hvilket han betegnede som en „tankeuting“. Han forstod ved friheden frihed til at „vaelge sig selv“, og dermed mente han igen ev­ nen til at vaelge det gode. Det er altsá den moralske frihed, det drejer sig om, friheden til at leve livet efter etiske principper - eller lade vaere, og sá har man straks forskertset sin frihed. Syntese At vaelge sig selv! det er et noget uvant ud­ tryk, men andetsteds bliver det tydeligere, hvad der menes, idet selvet saettes som identisk med ánden og denne igen som identisk med mennesket, og om dette trebenaevnte vaesen hedder det, at det er en syntese af uendelighed og endelighed af det timelige og det evige, af frihed og npdvendighed, altsá af absolutte modsaetninger. Det er selvsagt ikke nogen let sag at holde sammen pa sádanne modsaetninger, og for at det skal lykkes med godt resultat, má man gpre sig klart, at det ene led i syntesen er vaerdifuldere

32

end det andet, det evige vaerdifuldere end det timelige, etc. Giver man f. eks. det timelige overvaegten i syntesen, er man straks inde i det arstetiske stadium, man giver sanseligheden prioriteten.

Angst Og det fár ulykkelige konsekvenser. Thi selv aestetikeren, der har valgt timeligheden, kan dog ikke forblive ganske uvidende om at han har et moment af evighed i sig. Lad det end bevaege sig nok sá dunkelt og drpmmende inden i ham, det er der dog, og denne drpmmende bevidsthed skaber angst; jo mere forfinet det aestetiske ytrer sig, des dybere bliver angsten, thi desmere bliver den págaeldende sig bevidst at der er et moment, som han har fornaegtet. Kun i andl0sheden er der ingen angst, dertil er den for lykkelig og tilfreds - og andlps. Fortvivlelse

Men selvom man har erkendt sig selv som et evigt vaesen og altsá gjort sig sin dobbelte natur bevidst, behpver ikke alt at vaere godt. Menneskets evige vaesen kan nemlig rammes af en sygdom. Andens natur er at ville vaere netop det, som den er, hverken mere eller mindre; sygdommen er at det ikke vil vaere sig selv, eller det 3

Et geni i en k0bstad

33

vil vaere noget andet, det vil i hvert fald af med sig selv og fornaegter derved sit forhold til den gud, der har skabt det. Dette er „sygdommen til dpden“, som er en evigheds ulykke, en levende dpd. Det er en uhyre almindelig sygdom, og der findes ikke noget menneske, som ikke har kimen til den inden i sig, selvom han rnaske ikke aner det. Kun den kristne har mulighed for at befri sig for den, og han endda kun under en stadig troens kamp. Tro Troens begreb fremgar af den tidligere givne definition af sandheden, der bliver en omskrivning af begrebet tro. Troen er modsigelsen mellem inderlighedens uendelige lidenskab og den objektive uvished. Tro i kristelig forstand forpger lidenskaben og den objektive uvished til et maksimum, fordi dens genstand er paradokset, som man enten forarges pa og tager afstand fra, eller akcepterer i troen - pa trods af al fornuft.

Samtidighed Forargelsen er fornuftens reaktion pá para­ dokset. Den kristne akcepterer ikke Kristus i

34

kraft af nogen fornuftsslutning, men ved at blive samtidig, springe alle historiske mellembestemmelser over og tilegne sig paradokset i lidenskab og som noget aktuelt. Har han oplevet Kristus i samtidighed, bliver det naeste at udtrykke sin tro i sit liv. Det fprer os til begrebet

Reduplikation, som betyder fordobling. At reduplicere er at varre det, man siger. En forkynder skal i sit liv udtrykke de idealer, han forkynder, ellers er det ikke noget vxrd. Men sá má man skynde sig at tilfpje, at SK ikke var forkynder.

3*

GOLDSCHMIDT-ELLER SAMMENST0DET MED VERDEN

Efter at Kierkegaard havde afsluttet den lange riekke af filosofisk-digteriske varrker, havde han taenkt sig at hpre op med at skřive og s0ge et praestekald pá landet. Men sáledes kom det ikke til at gá. Han var pá den tid blevet en kendt og hpjt vurderet forfatter, og blandt hans varmeste beundrere var ogsá den unge digter og journa­ list Meir Aron Goldschmidt, der i en alder af 2i ar havde pábegyndt udgivelsen af et politisk blad, Corsaren, som pá liberalistisk grundlag angreb enevadden, konservatismen, censuren og alt, hvad der smagte af reaktion. Han yndede den respektlpse satire, og det var ikke mange, der undgik hans sylspidse pen. Men blandt de fá var Kierkegaard, hvis genialitet Goldschmidt havde klart 0je for. Kierkegaard pá sin side an­ sa imidlertid narrmest Corsaren for et smudsblad, og det endte med at han rykkede ud med et indlsg i dagspressen, hvori han gav udtryk for sit ubehag ved at blive rošt i et blad af den art og forlangte at blive skarldt ud i stedet. Det var Kierkegaards mening med dette indkeg at

36

stille Goldschmidt, hvis talent han heller ikke var blind for, og hvem han naerede visse forhábninger til, overfor et valg, et enten-eller: enten at afslpre sig som den slubbert han rnaske var, eller at besinde sig og opgive sine smudsige journalistiske metoder og ikke blive ved med et tvetydigt báde-og: báde at ville agere som et etisk individ og samtidigt betjene sig af smud­ sige metoder. Goldschmidts svar kom omgáende. Han skaddte ganske vist ikke ud, men i en raskke numre af bladet gjorde han pa en personligt naergáende made Kierkegaard til grin i tekst og tegninger. Metoden hprer idag til et hvert selv det anstzndigste dagblads, hvor karikaturtegningerne indgár som en uundvserlig bestanddel; men dengang var det noget nyt og forekom samtiden at vaere et topmál af lumpenhed. Og det ramte Kierkegaard dybt. Han fandt sig udleveret til almindelig begloelse og latter. Det fik en overordentlig betydning for ham, det gav naering til den ándsaristokratiske menneskeforagt, der hele tiden havde ligget pa lur. Nu flammede foragten for masserne op i ham. Majoriteten har altid uret, stár det at lasse i dagbogen. „Sandheden er altid i minoriteten, og minoriteten er altid staerkere end majoriteten,

37

fordi minoriteten dannes af dem der dog virkelig har en mening, medens majoritetens styrke er illusorisk, dannet af det slaeng, der ingen me­ ning har ... ingen vil víere det anstrengende: den enkelte. Men overalt er man til tjeneste med det lOgnagtige surrogat: nogle stykker; lad os forene os, víere nogle stykker, sá kan vi nok. Dette er menneskeslaegtens dybeste demo­ ralisation.“ Herfra er vejen ikke lang til doktor Stockmanns „Den kompakte majoritet har altid uret!“ Ikke mindst kommer foragten og ironien frem overfor pmsterne, der hygger sig i det verdslige samfund og fplger majoriteten. I dem ser han fremfor nogen forraedere imod den gerning de var sat til, og gradvis modnes den tanke hos ham at vejen frem kun kan vises af den, der er villig til at tage et martyrium pá sig og give sit liv. Og da denne erkendelse er náet, melder sig det fplgende problem: hvad med ham selv i denne sammenhaeng ? Er han kaldet til at vsere den, der skal give sit liv ? Har han fáet en síerlig mission af Gud ? Der modnes i disse ár en anelse hos ham om at Gud máske har udset ham til at tale direkte til sin samtid, tale med myndighed, som apostlene gjorde det. Denne tanke arbejder sig kun gradvis frem 38

og under megen tvivl og anfaegtelse. Thi hvem kan tale med myndighed? Hvem kan tillade sig at forkynde et budskab? Naturligvis kun den, der selv er i stand til at efterleve budene. Men det formár intet menneske, nár det drejer sig om kristendommens budskab, thi ingen er syndfri. Derfor havde hele hans hidtidige for­ fatterskab bevidst undgáet form af forkyndelse. Han havde aidrig givet sig af med fors0g pá at omvende mennesker til kristendommen, hele hans hidtidige straeben var gáet ud pá at vise menneskene i hans samtid, hvad kristendom­ men var - eller matte vaere, hvis det skulle give nogen mening. Hans forfatterskab var fra ende til anden praeget af det enten-eller, som han havde bygget sin fprste bog over. Du kan vaere kristen eller du kan lade vaere, det bliver din egen sag, og ingen uden du selv kan traeffe den afgprelse; men du skal ikke have den undskyldning for at skulke fra valget, at du ikke vidste, hvad kristendom er, og hvad det hele drejer sig om! Det havde vaeret baggrunden for Kierke­ gaards hidtidige forfatterskab. Det var ingen forkyndelse, det var ingen opfordring, men en pávisning: det fortalte samtiden, hvad kristen­ dom var for noget. Og for at understrege at 39

han skrev uden myndighed, havde Kierkegaard ladet sine skrifter udkomme under forskellige pseudonymer. Ingen af dem kan uden videre identificeres med Kierkegaard selv. Han tilstraebte sáledes den forlpsende virksomhed, som Sokrates havde páberábt sig. Han ville hjaelpe mennesker til at traeffe dereš valg ved at gpre det klart for dem, hvad valget gjaldt, men selve valget kunne ingen traeffe for dem. I valgets pjeblik er man ene med sig selv og sit ansvar. Men netop fordi Kierkegaard sá overordentligt staerkt understregede at han ikke forkyndte, og at han taltc uden myndighed, mátte tanken om at traede frem i egen person med en forkyndelse forekomme ham som et hrud med alt, hvad han hidtil havde gjort. Intet under at han tpvede og fplte sig usikker, og der skulle begivenhed til, fpr han vovede springet ud i den direkte forkyndelse.

MYNSTER - MARTENSEN ELLER SAMMENST0DET MED KIRKEN

Det som fik stenen til at rulle, var biskop Mynsters dpd. Mynster havde i tyve ar vaeret Sjscllands biskop og den dánské kirkes primas. Han havde haft stor betydning for den gamle Mi­ chael Pedersen Kierkegaard, og spnnen havde, som en del af sin srbpdighed overfor faderen, overtaget dennes respekt for den store pradat. Mynster var fprst og fremmest en hpjt kultiveret mand og en verdensmand. Der er ikke grand til at tvivle pá hans personlige fromhed, men denne lod sig ikke Ipsrive fra hans almindelige ándsdannelse, der naeredes ligesá meget af de klassiske forfattere og Goethe som af evangelierne. Hos Spren Kierkegaard fornemmer man gennem árene en stigende kritik af den aldrende biskop, hvis form for kristendom forekom ham at vaere en forfalskning: „Biskop Mynsters fortjeneste af kristendommen er egentlig den, at han ved sin betydelige personlighed, sin dannelse, sin overlegenhed i de fornemme kredse udviklede den mode eller hpjtidelige vedtzgt, at kristendommen var noget, 41

som ingen dannet kunne undvzre. Denne fortjeneste er imidlertid, evigt og kristeligt forstáet, noget tvetydig. Thi kristendommen er dog adskilligt for fornem til at skulle protegeres. Og i hans alvor er der dog nogen melange - sá rprt, sá dybt bevaget ved tanken om hine herlige og sá pmskindet, nár det kommer til stykket ved selv at forklejnes blot en lilie smůle ... Og dog elsker jeg biskop Mynster, det er mit eneste pnske at gpre alt for at bestyrke hans anseelse; thi jeg har beundret ham, og, menneskelig talt, beundrer jeg ham. Og hvergang jeg kan gpre noget til hans fordel, sá tanker jeg pá min fa­ der, hvem jeg tror det glader.“ Sáledes skrev Kierkegaard i dagbogen i 1848. Senere blev tonen skarpere: „I den pragtfulde slotskirke trader en statelig hofprzdikant, det dannede publikums udvalgte, frem for en udvalgt kres af fornemme og dannede og praeker rprt over apostlens ord: Gud udvalgte de ringe og foragtede. - Og dog er der ingen der led“ Mynster pá sin side yndede ikke Kierkegaard og holdt ham pá afstand, han anede ganske rigtigt en farlig oprprer i ham. Men til trods for den latente modsatning mellem de to mand vedblev Kierkegaard at vise Mynster dyb zrbpdig-

42

hed, sálaenge denne levede. Det mente han at skylde sin faders minde. Men i 1854 dpde Mynster og blev erstattet af Martensen. Det var en mand som ikke var uden fortjenester. Hans kristelige dogmatik n0d europaeisk ry, og han havde drevet studier i kristelig mystik, saerlig Jacob Bohme, der ábnede nye perspektiver. Men han var dog ogsá en ortodoks hegelianer, der satte sig til mál at overvinde subjektiviteten i den romantiske moral ved „en teoretisk erkendelse af objektiviteten, af statens og religionens, videnskabens og kunstens afsluttede form“. Hans teologiske forfatterskab blev sáledes af udpraeget spekulativ art, kulminerende med dogmatikken, der satte den kristelige begrebsverden i system lige til rangforordningen af englene. Den mand kunne Kierkegaard ikke have noget som heist til overs for, og da han sá ovenikpbet i sin mindetale over biskop Mynster til­ led sig at kalde denne et „sandhedsvidne“, hvorved han i en vis forstand ophpjede den forkaelede og beundrede Mynster i martyrernes raekker, kunne Kierkegaard ikke laengere holde sig tilbage. Det forekom ham at vaere gudsbespottelse og en forvraengning af alle kristelige vaerdier. Nu mátte der protesteres!

43

Det blev udgangspunktet for den sidste fase i forfatterskabet, hvor Kierkegaard opgav pseudonymiteten og i en rxkke smáskrifter henvendte sig direkte til den brede befolkning for at ábne dens pjne for den forfalskning af kristendommen, der blev foretaget af przsterne i kristendommens navn. Angrebene kulminerede med udgivelsen af det lilie tidsskrift fijeblikket, hvoraf der kom 9 numre. Det tiende lá parat til udsendelse, da han en dag faldt om pa gaden og matte fpres til et hospital, hvor han kort efter dpde, sprxngt af den uhyre indre anspzndelse, som den sidste tids virksomhed havde krzvet af ham. De sidste leveár betegnede sáledes en voldsom opblussen af forfatterskabet, der ogsá til en vis grad fik et nyt indhold og i hpj grad en ny form. I sin trang til at fa mennesker i tale op­ gav han sin tidligere eksklusive form, blev bred, folkelig, ja demagogisk, og hans stil kom til at minde om den journalistik, han ipvrigt havde foragtet. I henseende til indholdet fpjede de seneste skrifter intet nyt til, men nyt var det dog, at det nu blev Kierkegaard selv der take, ikke hans pseudonymer. Det haenger sammen med hans málsztning. 44

Han talie i eget navn, men ikke for at bebrejde kirken og praesterne at de ikke opfyldte kristendommens strenge fordringer, for det vidste han meget godt at hverken de eller han selv formáede - men fordi de samtidig med at de svigtede, nsgtede at indrflmme at de hverken kunne eller ville efterleve kravene, men foretrak et liv i borgerlig hygge og velstand og verdslig dannelse, og samtidig ville bilde sig selv og verden ind at dette var meningen med kristendommen.

DEN EKSISTENTIELLE TíNKNING

Kierkegaards angreb pa den officielle kristendom gav et langt ekko og satte et varigt prasg pa den dánské kirke, som er blevet mindre institutionspraeget end máske nogen anden kirke i verden. Alligevel er det ikke kirkestormen, man fprst og fremmest taenker pá, nár man skal gpre sig ársagerne til Kierkegaards indflydelse i nutiden klar. Man har forstáet, at hvor meget berettiget der kunne vaere i hans angreb pá den officielle kristendom, var der dog ogsá noget overeksponeret i angrebet, bestemt, som det var, af en yderliggáende trang til individualisme, askese og resignation. Hans allersidste dagbogsoptegnelse, skrevet fá dage fpr han brpd sammen, begynder med disse ord: „Dette livs bestemmelse er: at bringes til den hpjeste grád af livslede.“ Hans liv havde fprt ham fra den stille resig­ nation, som forlovelsen med Regine havde fremtvunget, til en konsekvent fornsgtelse af enhver form for livsbekrasftelse, efter at sammenstpdet med Goldschmidt havde uddybet hans

46

pessimistiske syn pá menneskene i almindelighed og konflikten med kirken havde fáet ham til at fortvivle om muligheden af at fá selv pra> sterne til at efterleve kristendommens bud. Men denne verdensfornaegtelse er altsá noget, der fprst efterhánden har vundet indpas i forfatterskabet, og den farver altsá ikke den del af det, der blev til, inden han gik i aktion. Det som har fastholdt interessen om Kier­ kegaard og givet ham en stigende international betydning, er noget ganske andet, nemlig hans kamp imod den filosofiske systemdannelse med dens tro pá at man kan Ipse tilvterelsens gáder ad spekulativ vej. Han kraevede betingelseslpst at man virkeliggjorde de ideer, man fremsatte, i eksistensen, og det mente han netop at samtidens filosoffer undlod at gpre: „Det gár de fleste systematikere i forhold til dereš systemer, som nár en mand bygger et uhyre slot og selv bor ved siden af i en ladebygning: de lever ikke selv i den uhyre systematiske bygning, men i ándsforhold er og bliver dette en afgprende indvending. Ándeligt forstáet má en mands tanker vaere den bygning, hvori han bor - ellers er det galt.“ Det er naturligvis ister Hegel, systematikeren over alle systematikere, Kierkegaard mátte ven-

47

de skytset imod. Han beundrede hans intellektuelle kapacitet, men fastslog at han med sit system aldeles ikke kunne give nogen npgle til tilvarelsen: „Dersom Hegel havde skrevet hele sin logik og i forordet havde skrevet at den kun var et tankeeksperiment, i hvilket han endog pá mange steder havde skulket sig fra noget, sá var han vel den stprste taenker der nogensinde havde levet. Nu er han kun komisk.“ Hegel havde nemlig ikke nogensinde begrebet det simple at det ikke er muligt at forstá tilvaerelsen intellektuelt: „Det er ganske sandt, hvad filosofien siger, at livet má forstás baglaens. Hvilken saetning, jo mere den gennemtaenkes, netop ender med at livet i timeligheden ai­ drig ret bliver forstáeligt, netop fordi jeg intet pjeblik kan fa fuldstaendig ro til at indtage stil­ lingen : baglaens.“ Men denne forstáelse af de intellektuelle kraefters begramsede raekkevidde og evnelpshed overfor de sidste store spprgsmál har i stigende grad gennemtraengt filosofien i vor tid. Den har spaltet sig i en rent videnskabelig forskning med begraensede objekter og i en livsfilosofi, der drpfter eksistensens afsluttende problemer, men som ikke gpr krav pá at vaere videnskab i ordets strengere for stand. Den har fundet sin 48

mest karakteristiske udformning i eksistentialismen, som har gennemtraengt filosofien i Tyskland og Frankrig og er ved at brede sig til den angelsaksiske verden, ligesom den ogsá har lidenskabelige dyrkere i Italien og Spanien. Kier­ kegaard er alle eksistentialistiske tenkeres stamfader. Han var den fprste i nyere tid, der fuldt bevidst straebte imod at tenké eksistentielt, altsá i fuld bevidsthed om at vi forstár bagud, men lever fremadrettet, og at vi derfor, nár vi retter spgelyset mod eksistensens problemer má gpre det, ikke ulidenskabeligt og objektivt, men med indsatsen af hele vor personlighed. Ejendommeligt nok havde Danmark pa samme tid ogsá en anden betydende religips personlighed, der gjorde alvor af at tenké eksistentielt: det var Grundtvig. De to maend var uhyre forskellige i itesten alt, ja poler i det dánské ándsliv i det nittende árhundrede. Kierkegaard var indivi­ dualist udi de yderste konsekvenser og dřev he­ le tiden pá med at isolere den enkelte med hans ansvar. Grundtvig laerte at betone faellesskabet og blev derved en kraft i det dánské folkeliv. Men de stemmer overens i een ting: de var begge modstandere af den systematiske filosofi og spekulationen. De var begge modstandere af at lade alle tilvaerelsens modsaetninger forsvinde 4

Et geni i en k0bstad

49

op i en hpjere filosofisk enhed, der berpvede livet dets spending og det kristne syn pá tilvaerelsen som en kamp mellem det gode og det onde dets mening. De to maend har hver pá sin vis betydet uhyre meget, men malt med en international alen má Kierkegaard have forspringet, fordi Grundtvig fortrinsvis gav sit livssyn udtryk i poesi, en poesi, der i sin saeregne sprogform og sin dunkle symbolik er uoversaettelig, mens Kierkegaard gjorde brug af en krystalklar begrebsdialektik, der meget vel kan overfpres til andre sprog - selvom meget gar tabt, fordi han tillige var en stor stilist med en sjadden sans for sprogets melodi. Der bliver alligevel nok tilbage at 0se af, og meningen med det han skrev kan aidrig vaere tvivlsom; han begik det kunststykke med logikkens og filosofiens allerfineste váben at demonstrere logikkens og filosofiens afmagt, nár det drejer sig om tilvxrelsens hpjeste problemer.

EN UVIDENSKABELIG PSYKOLOGI

Den stprste vanskelighed ved at tilegne sig Kier­ kegaards tanker ligger nok ikke sá meget i de intellektuelle vanskeligheder, men i tilegnelsen af forudsaetningerne, der i og for sig er forstáelige nok, men sá uvante for vor tid, at vi spontant vaegrer os ved at akceptere dem. Men netop pá forudsaetningerne kommer alting an. Enhver betragtning má begynde med nogle axiomer, saetninger der ikke lader sig bevise og altsá má forudskikkes og godtages. Kierkegaards forudsstning er hans defini­ tion af, hvad and, altsá hvad mennesket er, at mennesket er „en syntese af uendelighed og endelighed, af det timelige og det evige, af frihed og npdvendighed“. Mennesket er altsá en syntese, og en syntese af kontraere modsaetninger. Hvis man taenkte sig en definition af mennesket der Ipd: „Menne­ sket er et produkt af endelighed, timelighed og npdvendighed“, sá blev der ingen syntese af, og mennesket ville da vaere et naturprodukt ret og slet som et dyr eller en plaňte. Men det er jo 4*

51

netop en sádan definition, der, udtalt eller uudtalt, ligger bag enhver modeme psykologi, der kun kan fatte mennesket som et produkt. Men gár man et skridt videre, má man erkende, at en psykologi, der gpr krav pa at vaere objektiv videnskab, ikke kan operere med begreber som det evige eller friheden. Men derved er den moder­ ně psykologis resultater rigtignok ogsá pa forhánd givne: resultatet er givet med metoden og med pramisserne. Psykologi bety der sjaelelzre, men enhver mo­ deme sjaelelzre má begynde med at abstrahere fra begrebet sjasl. Der er ingen sjzl. Det er et af de uanvendelige brokkassebegreber, som det er en smál sag for en logisk positivist at fá tryllet vzk ved at pávise dereš indre irrelevans. Mo­ deme psykologi kan derfor aldrig blive nogen sjzlelzre i egentlig forstand, men en adfzrdslaere, og endda en sádan, hvor de sidste motiver for en hvilken som heist adfzrd forbliver dunkle og selvmodsigende. En virkelig psykologi kan aldrig blive objek­ tiv videnskab, derimod kan den komme til at sige noget om det som er dens emne. Dens redskab kan aldrig blive en videnskabelig metode, men den menneskelige erfaring. Det er sandt nok at begrebet sjael ikke giver mening for den 52

objektive videnskab, men den daekker en realitet for erfaringen, og det menneske der har gjort de rigeste sjaelelige erfaringer vil vaere den stprste psykolog. Et sádant menneske er Spren Kier­ kegaard. Ingen har sá intensí og mangfoldigt som han spillet alle de indre muligheder igennem, foldet dem ud og holdt dem fast til beskuelse og - i den grád hvori det overhovedet er muligt - ogsá bestemt dem begrebsmzssigt. Han benytter sig herunder af begreber, der er ubrugelige i den videnskabelige adfaerdslaere, som ikke kan stille noget op med synd, arvesynd, frihed og angst, eller som i hvert fald má forstá noget ganske andet derved, end Kierke­ gaard gpr, fordi dereš praemisser er andre end hans. Hans forudsaetning var jo at mennesket er en syntese. Det ved de andre ikke noget af. Dernsst at det er en syntese af frihed og npdvendighed, af timelighed og evighed, etc. Det ved de andre heller ikke noget af, for de kan kun bruge begreber, der kan gpre krav pá at vaere objektivt videnskabelige. Kierkegaard er sig naturligvis meget godt bevidst at han ikke kan bevise noget, og han forspger det heller ikke. Man má enten akceptere hans udgangspunkt eller helt 53

lade vaere med at beskaeftige sig med ham, det er en aerlig sag. Vi har ovenfor omtalt begrebet angst som et af dem, han forstár pá en anden made end de videnskabelige adfaerdsteoretikere. Han har endda skrevet en hel bog om emnet. Det er psykologi! Med angst mener Kierkegaard aldrig et forhold til noget ydre, det har intet at gpre med skraek eller det at vaere bange. Angsten er et indre anliggende og betegner for Kierke­ gaard den fplelse der griber mennesket, nár det opdager sig selv midt i tilvaerelsen, omgivet af naturmagterne báde udenfor sig selv og indeni sig selv. Men netop gennem angsten ledes men­ nesket til at ane en hpjere sammenhaeng i tilvaerelsen, den er en foruroligelse i sindet, som lukker op for videre udsigter, og derfor rum­ mer den pá samme tid noget skraemmende og noget dragende, den er pá en gang en sympatisk antipati og en antipatisk sympati. Angsten er m. a. o. skaeringspunktet mellem to verdener, der afslprer sig inden i det enkelte menneske, den ydre, naturbestemte verden, og en, der er bestemt af ánd. Nátur kontra ánd. Npdvendighed kontra frihed. Den naturbundne eksistens betegner Kier­ kegaard som synd, og det giver naturligvis kun

54

mening at bruge et sádant udtryk, hvis der er mulighed for at unddrage sig naturen og loven, kausaliteten. Men denne mulighed ligger i det axiomatiske udgangspunkt at mennesket er en syntese af frihed og npdvendighed. Meningen er jo ikke at man skal traede ud af kausalitetens sfaere, for sá ville der ikke vaere tale om en syn­ tese. Ved en hvilken som heist afgprelse vadger mennesket, om det vil forblive i naturverdenen, eller om det vil sige ja til den and ens kaldelse, som angsten er udtryk for. Derved bliver handlingen og valget gennemgangsleddet til frihedens verden, - og angsten er frihedens mulig­ hed. Hvad friheden selv angár, sá er den simpelthen virkeligheden. Den kan ikke karakteriseres yderligere, da dens kendetegn netop er, at der ikke kan reflekteres over den. Friheden er, eller den er ikke. Man er i friheden og handler da spontant som frit vaesen, eller man er udenfor friheden og ovre i mulighedernes verden. Fri­ heden er noget helt og holdent konkrét, det er den verden, man i hvert pjeblik og igennem stadige valg gOr til virkelighed. Det er ikke muligt her at gennemgá hele den hárfine dialektik, hvormed Kierkegaard opruller angstens forskellige former og de pvri55

ge psykologiske begreber; men hvad der gerne skulle blive helt indlysende, er at Kierkegaards psykologi ikke er noget der har med teologi eller med et tilbagelagt stadium at g0re. Lad terminologien klinge nok sá fremmedartet i vore 0rer, hvad det kommer an pa er at det virkelig er blevet psykologi, en sjzlebeskrivelse pa et gyldigt grundlag. I den henseende kan den mo­ deme psykologi Izre meget af Kierkegaard, eftersom vor tids videnskabelige psykologi máske nok er videnskabelig, men ikke er psykologi. Den er, som det ovenfor er blevet udtrykt, en adfaerdslsre, der sorterer under naturvidenskaben, og hvis konsekvens bliver at der ikke er nogen fundamental forskel pa mennesker og dyr. Man kunne udfra det grundlag godt taenke sig en psykologi, der handlede om orangutanger og skandinaver under et. Men en sádan betragtning er dpdsens farlig for det menneskelige kultursamfund. Det vil utvivlsomt vaere hpjst videnskabeligt og kunne bringe meget interessante iagttagelser for dagen, som al sand videnskabelighed kan det; men den bygger pa en skaebnesvanger konstruktionsfejl: idet den abstraherer fra den syntese, der altid má ligge til grund for en realistisk opfattelse af den menneskelige psykologi (d. e. 56

en opfattelse, der stemmer overens med vore erfaringer om, hvad den menneskelige psyke er for noget), abstraherer den fra frihedens begreb og forvandler dermed mennesket til et dyr. Det kan ikke vaere anderledes, det er givet med den videnskabelige psykologis axiomatiske udgangspunkt, resultatet er givet med metoden. Men idet man har fornaegtet frihedens kategori, har man ophaevct begrebet det kvalitative overhovedet. Vore videnskabelige kausalforklaringer har draebt ikke blot religionen, men ogsá etikken. Der er ikke blevet plads til den nogen steder. Vi har i de sidste hundrede ar fáet flere og flere friheder, politiske friheder, sociále friheder, pkonomiske friheder, seksuelle friheder, arbejdsmaessige friheder, ytringsfriheder; men bevidstheden om den indre frihed og dermed om ansvaret er gáet flpjten. For man kan ikke skilie det ene fra det andet. Man kan ikke bygge en sammenhsngende videnskabelig livs- og verdensbetragtning op pá den forudsaetning at friheden er en illusion og sá samtidigt bilde sig ind at menneskene vil handle pá en made, der forudsaetter at vi er frie individer og ansvarlige for vore handlinger. En anskuelse der skal kunne finde plads for anerkendelse af den etiske forpligtelse má 57

gá ud fra noget andet end en videnskabelig psykologi og en deterministisk livsanskuelse, der begge pá forhánd har udelukket frihedens mulighed og dermed ansvaret. Den má bygge pá syntesen, altsá pá den samtidige fastholdelse af kategorierne frihed og npdvendighed. Pá det grundlag kan man ganske rigtigt ikke ná til en videnskabelig psykologi og verdensanskuelse, men det er heller ikke det vigtigste af alt i denne verden. Det vigtigste er at ná til en anskuelse af menneskelivet og verden, som man kan leve o pa. Spren Kierkegaards forfatterskab er en fortsat bestríebelse pá at vise, hvorledes man kan opbygge en sádan psykologi og livsanskuelse. Den er ikke videnskabelig. Den er et forspg pá at basere livsbetragtningen pá et kvalitativt synspunkt. Den er, som det hedder i undertitlen til „Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift“: et „existentielt Indlaeg“.

AFSLUTTENDE UVIDENSKABELIG BIBLIOGRAFI

i. s. k.svaírker: Samlede Vaerker. Udg. af A. B. Drachmann, I. L. Hei­ berg og H. O. Lange. I-XIV 1901-06. 2. udg. 1920-36. 3. udg. i 20 bind (billigudgave) 1962 ff. S. K.s Papirer. Udg. af P. A. Heiberg og V.Kuhr. I-XX. 1909-48.

Vaerker i Udvalg ved F. J. Billeskov Jansen. I-IV. 1950. S. K.s Dagbpger i udvalg ved Peter P. Rohde. 1953. S. K.s Dagbpger. Udvalgt og kommenteret af Peter P. Rohde. I-IV. 1961-64.

Breve og Aktstykker vedrprende S. K. ved Niels Thulstrup. I—II. 1953. 2. BIBLIOGRAFU

A. Kabeli: K.studiet i Norden. 1948. S. K. International Bibliografi. Udgivet af Jens Himmelstrup. 1962. S. K.s Biblioték. En Bibliografi ved Niels Thulstrup. r957-

3.

handbog:

A. Ibsen og /. Himmelstrup: S. K.-register (sag- og for-

59

fatterregister, samt terminologisk ordbog. 1936. Foreligger ogsá som 15. bind af Samlede Vaerker, 2. udg. og 20. bind af 3. udg.).

4.

introduktioner:

F. J. Billeskov Jansen: Hvordan skal vi studere S. K.? (S. K.-selskabets populaere Skrifter) 1949. G. Malantschuk: Indfprelse i S. K.s Forfatterskab (do.) 1953. Det kan synes noget overflpdigt at den samtne serie rummer to forskellige introduktioner, men da den ene bar sin styrke i det aestetiske og den anden i det filosofiske, supplerer de hinanden meget godt.

5. s^erstudier: G. Brandes: S. K. 1877. Skpnt foraddet i detaljen, er dette arbejde, som indleder den samlede S. K.-litteratur, af vře rd i som et lidenskabeligt indlaeg, om man vil et eksistentielt indlaeg af en mand, der saetter sig principielt imod S. K.s livsanskuelse, men dog er stserkt pávirket deraf. Knud Hansen: S. K., Ideens digter. I. 1954. Knud Han­ sen, forstanderen for Askov Hpjskole, giver i dette fprste og hidtil eneste udkomne bind en bredt anlagt skildring af S. K.s liv og laere, der former sig som et opgpr med det kierkegaardske ud fra det grundtvigske livssyn.

Aage Henriksen: K.s Romaner. 1954. Med K.s romaner tznkes pá Enten-Eller, Gentagelsen og Stadier pá Livets Vej. Et elegant litteraturhistorisk studie, der isxr belyser S. K. som romantiker.

60

S0ren Holm: S. K.s Historiefilosofi. 1953. Laeren om Gudens tilsynekomst i tiden er fundamental i S. K.s fi­ losofi. Johannes Hohlenberg: S. K. 1940. Johannes Hohlenberg: Den ensommes Vej. 1948. Det fprste bind giver en fremstilling af S. K.s liv, det andet en refererende gennemgang af hans oeuvre. Per Lflnning: Samtidighedens Situation. 1955. Ib Ostenjeld: Angstbegrebet i Begrebet Angest. En psykologisk Detailstudie. 1933.

Carl Roos: Kierkegaard og Goethe. 1956.

Leon Sjestov: K. og den eksistentielle Tarnkning. 1947.

S0REN KIERKEGAARD

SAMLEDE V/ERKER I.

BIND

Af en endnu Levendes Papirer Om Begrebet Ironi 2.

BIND

Enten-Eller. Fprste halvbind

3. BIND Enten-Eller. Andet halvbind 4.

BIND

Atten opbyggelige Taler 5. BIND Frygt og Bxven • Gjentagelsen • Forord 6. BIND Philosophiske Smuler • Begrebet Angest Tre Taler ved taenkte Leiligheder

7. BIND Stadier paa Livets Vei. Fprste halvbind 8. BIND Stadier paa Livets Vei. Andet halvbind 9. BIND Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift. Fprste halvbind

10. BIND Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift. Andet halvbind II.

BIND

Opbyggelige Taler i forskjellig Aand

12.

BIND

Kjerlighedens Gjerninger

13. BIND Christelige Taler 14.

BIND

Krišen og en Krise i en Skuespillerindes Liv Lilien paa Marken og Fuglen under Himlen „Ypperstepraesten“ - „Tolderen“ „Synderinden“ En literair Anmeldelse 15.

BIND

Tvende ethisk-religieuse Smaa-Afhandlinger Sygdommen til Dpden 16.

BIND

Indpvelse i Christendom 17.

BIND

En opbyggelig Tale To Taler ved Altergangen om Fredagen Til Selvprpvelse, Samtiden anbefalet Dpmmer selv! 18.

BIND

Om min Forfatter-Virksomhed Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed Bladartikler 1842-54 19.

BIND

Bladartikler 1854-55 I-XX 0ieblikket nr. 1-10. - Hvad Christus dpmmer. - Guds Uforanderlighed 20.

BIND

Terminologisk Ordbog ved /. Himmelstrup

198.9 K47S

Suppl.

36938

PETER P. ROHDE S0REN KIERKEGAARD

Et Geni i en Kfibstad

„I mine 0jne har Peter P. Rohdes studie sin specielle styrke pá tre punkter: For det fprste

den mpnstergyldigt klare og konkrete stil. For det andet den kraftige understregning af

det, der er den kierkegaardske grundforud-

síetning: definitionen af hvad mennesket er. („En syn tese af uendelighed og endelighed, af det timelige og det evige, af frihed og npd-

vendighed“). For det tredie przciseringen af Kierkegaards vanskeligt tilgsngelige termi­

nologů Hermed vaere Peter P. Rohde og hans

Kierkegaard-bog pá det varmeste anbefalet.“ Philip Houm

43133 3bblb