Krise og krig : 1925-1950 [13] 8700522066, 8700519278

Citation preview

1925-1950

GYLDENDAL OG POLITIKENS

DANMARKSHISTORIE • BIND 13 REDAKTION OLAF OLSEN

Danmark År Konflikt på arbejdsmarkedet. Kronestigning. Prisfaldpå landbrugsprodukter Folketingsvalg. Ministeriet Madsen-Mygdal Besparelsespolitik Ministeriet Stauning-Munch Retsreform Regeringsforlig med de konservative. Landbrugernes Sammenslutningdannes Arbejdsløsheden topper. Forsvarsforlig. DKP i Folketinget. Valutacentralen oprettes Kanslergadeforliget. Handelsaftale med England. Socialreformen. Danmark vinder Grønlandssagen Socialdemokratiets kulmination. Lillebæltsbroen Landstingsvalg med lodtrækning. Lockout Skolelov. Naturfredning. Forsvarsforlig. Rigspolitiet oprettes. Beredskabslagre opbygges Grundlovsforslaget forkastes. Ikkeangrebstraktaten. Dansk neutralitetserklæring ved verdenskrigens udbrud. Hjælp til Finland Danmark besættes. Samlingsregering. Scavenius udenrigsminister. Alsang Kommunisterne interneres. Danmark tilslutter sig antikominternpagten Stauning dør. Buhl statsminister. Telegramkrisen. Scavenius statsminister. Best Sabotage. Augustoprøret. Regeringen går. Aktionen mod jøderne. Frihedsrådet oprettes Departementschefstyret. Folkestrejken. Politiet opløses. Island republik Befrielsen. Bornholm bombes. Retsopgøret begynder. Knud Kristensens regering Folkeafstemning på Færøerne. Røre om Sydslesvig. Russerne rømmer Bornholm Knud Kristensen fældes. Ministeriet Hedtoft Marshallhjælp. Forhandlinger om nordisk forsvarsforbund Danmark tiltræder Atlanterhavspagten Grønland åbnes. Hedtoft kørt fast. Ministeriet Erik Eriksen

1925 1926 1927 1929 1930 1931 1932 1933 1935 1936 1937 1938

1939 1940 1941 1942 1943 1944 1945 1946 1947 1948 1949 1950

Europa og den øvrige verden _________________________________________________________________________________ År Locamoaftaleme om afspænding. Stalinismen Pilsudskis statskup i Polen. Tyskland i Folkeforbundet Kelloggpagten, der skal hindre krig. Første femårsplan i Sovjet Kursfaldet på børsen i New York. Verdenskrisen begynder Hitler går fra 12 til 107 mandater. Brunings halvdiktatoriske styre i Tyskland Japans aggression mod Manchuriet Roosevelt vælges til præsident i USA Hitlers magtovertagelse. Tyskland og Japan forlader Folkeforbundet Store udrensninger i Sovjet begynder. Østrigs kansler Dollfuss myrdes. Maos lange march Saarland tilbage til Tyskland. Værnepligt i Tyskland. Antisemitiske „Niimberglove". Mussolini overfalder Etiopien Tyskland ind i Rhinlandet. Borgerkrigen i Spanien bryder ud Japan angriber åbent Kina Østrigs „Anschluss" til Tyskland. Mødet i Munchen mellem Chamberlain, Daladier, Mussolini og Hitler. Tjekkoslovakiet prisgives Franco vinder borgerkrigen. Hitler-Stalinpagten. Tyskland angriber Polen. Verdenskrigen bryder ud. Sovjet angriber Finland Tyskland besætter Danmark, Norge, Holland og Belgien og tvinger Frankrig til kapitulation. Churchill premierminister. Blitzen mod England Balkan erobres af tyskerne. Krig mellem Tyskland og Sovjet. Japans angreb på Pearl Harbor. USA går ind i krigen Erklæring om Forenede Nationer. Montgomery vinder ved El Alamein. Eisenhower i Nordafrika Slaget om Stalingrad slutter. Allieret landgang på Sicilien. Mussolinis fald. Slaget om Atlanten Invasionen i Normandiet. Finlands kapitulation. Tito befæster sin position i Jugoslavien Berlin falder. Hitler dør. Tysk kapitulation. Atombomben sprænges i Hiroshima. Japan kapitulerer Churchills tale om jerntæppet Kolde krig. Trumandoktrinen Berlinblokaden. Kommunistisk magtovertagelse i Tjekkoslovakiet m.fl. lande Tyskland deles. Atlantpagten Koreakrigen

1925 1926 1928 1929 1930 1931 1932 1933 1934

1935 1936 1937

1938 1939

1940 1941

1942 1943

1944 1945 1946 1947 1948 1949 1950

H Nasjonalbi blioteket

Krise og krig Hllllillllllllllllllll x 98 GA 1 I 1 7 5 X

Gyldendal og Politikens

Danmarkshistorie Redaktion: Olaf Olsen

Bind 13

Krise og krig 1925 -1950 af Tage Kaarsted

Gyldendals Bogklubber

Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie Bind 13: Krise og krig © 1991 by Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag A/S, Copenhagen & Politikens Forlag A/S, Copenhagen Udsendes i Gyldendals Bogklubber efter overenskomst med Danmarkshistorien I/S Bogen er sat med Palatino hos GB-sats, København og trykt hos Nørhaven Bogtrykkeri A/S, Viborg Reproduktionerne i farve er udført hos Jan Sloth, Århus,

i s/h hos Nørhaven Bogtrykkeri A/S, Viborg Bogbinderarbejdet er udført af Nordisk Bogproduktion A/S, Haslev Forlagsredaktion: Mogens Kristensen Billedkonsulent: Jørgen Thomsen Korttegner: Knud Rosenlund Grafisk tilrettelægning: Finn Evald/Grafikerne Omslag: Carsten Schiøler Omslagsillustration: Stjerneskud. Tegning af Anton Hansen fra Arbejdernes Almanak 1933. Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv. Foto: Bent Mann

Printed in Denmark 1993 ISBN 87-00-52206-6 (hele værket) ISBN 87-00-51927-8

Denne udgave må ikke gøres til genstand for offentligt udlån Kopiering fra denne bog er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan

Kvinder, børn og unge

Indhold Forord

Kvindens plads 103 Børn 106 Ungdom i det fri 110

7

MAGTEN SKIFTER Tunge tider

9

Problemer i nord og syd

116

Færøerne og Grønland 116 Smitten fra syd 119 Staten griber ind 122 Nye socialdemokratiske signaler? 128

11

Partimonopol 11 Spændinger 15 En politik i skår 16

Madsen-Mygdal kåres

Socialdemokratiet kulminerer 20

Respekt for parikronen 22 Toldbeskyttelse? 25 Tugthusloven 27 På kollisionskurs 31

Socialdemokratiets sejr

35

Giftgasvalget 35 En regering, der holdt i 11 år 36 Stilhed før stormen 39 Fortsat nedrustning 42 Dødsstraffen afskaffes 45

Teknikkens triumfer

103

Fortsatte indgreb 135 Borgerkrig i Spanien 138 Lodtrækning om flertallet 140 Velfærdsstaten udbygges 142 Ny grundlov? 146 Socialdemokrat - ja eller nej? 152 Vækst trods krise 155 Norge og Sverige 163

KRIG OG BESÆTTELSE

165

Et stærkere forsvar? 167 Fred og dog fare 173 Handelspolitik 177

47

Forskning 53 Byggeri og bolig 56 Litteratur og samfund 60 Kulturkampen 67

KRISE OG VÆKST

131

Krigens første måneder 179

73

Danmarks afhængighed 75 Forlig med de konservative 79 Forlig med Venstre 81 Valuta valg 85 Forliget i Kanslergade 89 Aftaler og ordninger 92 Stat og organisationer 95 En social reform 97

Finland 182 Dansk usikkerhed 184 Operation Weseriibung 186 Advarslerne 190 Dagen før 193 Den 9. april 197

Forhandling og samarbejde

207

Scavenius frelser os alle 212 Indrømmelsespolitikken 216 En forvirret sommer 217 Pres på regeringen 222 Begyndende modstand 228 Scavenius og Best 233

Indhold

5

Den 29. august 1943

Litteraturvejledning

239

Oktober 1943 243 Frihedsrådet og undergrundshæren 246

Illustrationsliste 357

Sabotage og modterror 249 Færøerne og Island 252

Register

Folkestrejken

254

Den politiløse tid 256 Et fornuftægteskab 260 Luvslidte danskere 264 Velfærdsstaten intakt 267 Ofre og resultater 271

Krigen og kulturen 275 Billeder, musik og dans 282

TILBAGE TIL DEMOKRATI Befrielsen 289 Ny regering 292 Retsopgør eller galehus? 295 Den parlamentariske kommission 302 Regering eller diskussionsklub 304 Christmas Møller 308

Normaliseringen begynder 312 Knud Kristensens regering 314 Skole og kirke 319 Grønland og Færøerne 322 Sydslesvig 325

Socialdemokratiet atter ved styret 330 Lunt i svinget? 332 Grønland åbnes 336

Danmark og den kolde krig Atlanterhavspagten 343 Ministeriet Hedtoft kørt fast 346 En ny æra 350

6

Indhold

338

287

360

352

Forord Hver ny generation skal have sin egen nye, store danmarks­ historie, og en ny generation er kommet til siden Politikens Forlag i 1962 påbegyndte udgivelsen af sin Danmarkshistorie i 14 bind under redaktion af redaktør John Danstrup og pro­ fessor, dr.theol. Hal Koch. I begyndelsen af 80'erne havde såvel Gyldendal som Politikens Forlag planer om et nyt stort værk om Danmarks historie, og det var derfor naturligt at de to forlag i 1983 etablerede et samarbejde om denne opgave. Professor, dr.phil. Tage Kaarsted har ud over at have skre­ vet selve hovedteksten til bind 13 også skrevet billedtekster og udarbejdet den kronologiske tidstavle, litteraturvejledningen og sammen med bibliotekar René Herring registeret. Billedkonsulent på dette bind har været arkivar, cand.phil. Jørgen Thomsen, der også har stået for fremskaffelsen af illustrations­ materialet og i samarbejde med redaktionen udarbejdet illu­ strationslisten. De mange illustrationer kunne ikke være bragt her uden beredvillig hjælp fra en række privatpersoner og institutioner som redaktionen skylder stor tak. Gyldendal og Politikens Forlag

I forhold til 1. udgaven er der i bogklubudgaven foretaget en række rettelser og tilføjelser. Gyldendals Bogklubber

Magten skifter

Tunge tider Ved overgangen til det nye år 1926 var der ikke megen an­ ledning til festfyrværkeri. Ganske vist kunne den dansker, der så ud over landets grænser, glæde sig over, at de britiske tropper havde rømmet Koln, et normaliseringstegn efter 1. verdenskrig. Og i det nye fredeliggjorte Tyskland opfordrede den ultrakonservative præsident, generalfeltmarskal von Hindenburg socialdemokraterne til at lade sig repræsentere i re­ geringen. Vor eneste reelle udenrigspolitiske trussel syntes pacificeret - ikke mindst efter grænsedragningen i 1920, som var sket efter en demokratisk folkeafstemning. Der var fred og åbenbart ingen fare. Men så danskeren ind ad sine egne vindver, måtte han erkende, at 30 procent ved årsskiftet gik arbejdsløse. Selv om der var tale om vinterledighed, blev det dog til 20 procent på årsbasis. Mismodigt kunne det konstateres, at stor arbejds­ løshed åbenbart var et fænomen, man måtte leve med. Den første efterkrigs optimisme og dens fremtidshåb var afløst af desillusioneret pessimisme. Bortset fra et vist økono­ misk opsving 1923-24 havde aviserne siden 1920 næsten ikke bragt andet end sandfærdige sensationer om bankkrak, for­ ringelse af den danske krones værdi, faldende landbrugs­ priser - og i 1925 tillige beretninger om en opslidende arbejds­ kamp, der ydermere havde bragt splittelse i fagbevægelsen. Ved overgangen fra det første til det andet kvarte århundrede var det svært at se noget lys forude. Danmarks økonomiske problemer syntes uløselige. DSB's plakat fra 1937 med speedometernålen dirrende omkring 120 km i timen illu­ strerer teknikkens triumfer i form af de røde lyntog. De indførtes samtidig med, at Lillebæltsbroen blev taget i brug. Det første lyntog be­ gyndte at løbe mellem Kø­ benhavn og Ålborg den 15. maj 1935. Ideen til denne togform med sammenhæn­ gende vogne var hentet i Tyskland, hvor det første lyntog fra 1933 kørte mellem Berlin og Hamburg. Kunst­ neren Aage Rasmussen ud­ førte flere plakater for DSB.

Partimonopol Venstremanden, seminarieforstander Jens Byskov filosofere­ de over vore vanskeligheder. For ham og mange andre var de af moralsk karakter. En krone burde være „en ærlig krone", som var værd en krone. Han - og talrige med ham - frygtede for, at gav man los for inflationen, ville det til sidst gå som i Tyskland, hvor man for 100 millioner mark kun kunne købe et glas øl. Det var åbenbart, at fik man 6000 kr. i årsløn, og kroneværdien kun var 50 øre, var lønmodtagerens købekraft kun 3000 kr. Det var en opfattelse, der harmonerede med en dyb trang til at vende tilbage til tiden før 1914, hvor verden gik af lave. Krisen efter krigen var fælles for hele verden. Alle ville

Tunge tider

11

Seminarieforstander Jens Byskov fra Gedved nær Horsens var en sej og uaf­ hængig jyde og kendt som en dygtig pædagog. Ud fra en moralsk opfattelse agite­ rede han for „den ærlige krone". Han var gammelli­ beral i sin grundholdning. Afholdsfolkene tirrede han ved at forkynde, at ethvert menneske skal have sig en skuddag en gang imellem. Det var overraskende, at Madsen-Mygdal i 1926 tog ham ind i sin regering som undervisningsminister. Da ministeriet faldt i 1929, vendte Byskov tilbage til sin virksomhed som skolemand og forfatter.

sælge, ingen købe, men Danmarks valutaproblemer var større end mange andre landes. Det skyldtes bl.a. Landmandsban­ kens sammenbrud i 1922, et symptom på det svækkede danske erhvervsliv, og krisen forøgedes yderligere, da et stort politisk flertal havde besluttet sig for at gøre kronen ærlig, som Jens Byskov havde agiteret for. 100 år før var vort pengevæsen brudt sammen. Vor store retslærde Anders Sandøe Ørsted fandt dengang, at den sørgeligste følge „var den moralske fordærvelse", og Byskov føjede til, at ærlighed og redelighed og ordholdenhed burde være en absolut fordring. National­ bankdirektør Carl Ussing var betænkelig ved den høje kronekurs og spurgte: „Skal vi være de eneste ærlige i Europa? Det ville man i 1925. Man førte økonomisk politik på et moralsk grundlag, for svaret blev et ja. I Folketinget sad fra valget i april 1924 44 medlemmer fra Venstre og 28 konservative over for 55 socialdemokrater og 20 radikale. I Landstinget var partistillingen omvendt efter valget i september 1924: 31 fra Venstre og 12 konservative mod 25 socialdemokrater og otte radikale. Valget i april 1924 havde bragt den første socialdemokratiske regering Stauning til mag­ ten. Det var altså den, der som mindretalsregering med radikal støtte måtte søge en udvej under de vanskelige vilkår, både økonomisk og parlamentarisk. I sidste henseende ikke kun fordi Venstre og konservative dominerede Landstinget, men i lige så høj grad, fordi Det radikale Venstre ud fra en socialde­ mokratisk opfattelse havde udviklet sig til en upålidelig samar­ bejdspartner. „Nok støtte, ikke styrke, men heller ikke styrte", havde den gamle radikale hugaf Edvard Brandes udtalt, da Stauning dannede regering. Selv om arbejderbevægelsen endnu slikkede sårene efter den interne konflikt i 1925, var det synligt for enhver, at Social­ demokratiet - og fagbevægelsen - var i en ekspansiv fase: 470.000 stemmer svarende til 37 procent af de afgivne stem­ mer, og det havde en landsdækkende, centralt styret enstonet presse. Den ideologiske afstand mellem Socialdemokratiet og Det radikale Venstre var grundlæggende større end mellem Venstre og Det konservative Folkeparti. Socialdemokratiet var principielt socialistisk, dvs. for statens og kommunernes over­ tagelse af produktionsmidlerne. Det radikale Venstre liberalt om end med en udtalt social profil. Begge partier hentede hovedparten af deres vælgere blandt småkårsfolk, arbejderne i byerne og husmændene på landet. Men skønt de havde sam­ virket næsten forbilledligt under krigen, var der gået skår i harmonien. De havde trods alt et forskelligt principielt ud­ gangspunkt.

12

Tunge tider

Den radikale leder Ove Rode var aldrig kommet over chok­ ket i 1920, der næsten halverede hans parti som en straf for dets samarbejde med Socialdemokratiet og dets uborgerlige leg med det revolutionære generalstrejkespøgelse. Rode ville, som Edvard Brandes, skaffe sit parti ud i en friere politisk stilling. Mens han gik med en uforløst drøm om at hele det brud med Venstre, som Det radikale Venstre var opstået af i 1905, stred han for at genrejse partiet, der kun havde 166.000 stemmer (13 procent). Den ubehagelige kendsgerning var imidlertid, at hans nærmeste partifælle P. Munch stædigt øn­ skede at opretholde partiets nære samarbejde med Socialde­ mokratiet, så skellet blev trukket mellem besiddende og ikkebesiddende. Den radikale provinspresse var skrantende og uden gen­ nemslagskraft, og Politiken, der havde været radikalismens flagskib, var endnu rystet efter den omfattende annonceboy­ kot, som erhvervslivet havde straffet bladet med i 1920, og derfor behersket i sin støtte til partiet. Værdifuldt for dette var det nære samarbejde med husmandsforeningerne. Det gik nemmere på den borgerlige side, men ikke uden skærmydsler, hvis perspektiv rakte frem mod skelsættende begivenheder i 1929. Venstre følte - skønt nu igen i opposition - at dets renæssance efter syv års ørkenvandring under krigen var kommet. Det var stort, stærkt og selvbevidst med 363.000 stemmer (28 procent) og en solid mediedækning gennem en overordentlig loyal dagspresse, som omfattede halvdelen af den danske presses samlede oplagstal. Landboforeninger og andelsbevægelse var solide støtter. Landbrugserhvervets van­ skeligheder skabte sammenhold, men de øgede også presset på Venstre. Det konservative Folkeparti var derimod endnu svagt. Dets vælgergrundlag på 243.000 stemmer (19 procent) var ikke at foragte i omfang, men det var lidet homogent: store landejen­ domsbesiddere, trafikkontrollører og andre kongeligt ud­ nævnte lønmodtagere (tjenestemænd), fabrikanter, importø­ rer og eksportører, store handlende og små udgjorde dets vælgerkorps. Det førte til fraktionskampe, og det var svært at holde sammen på hjorden, ikke mindst under vanskelige for­ hold for erhvervslivet. Det konservative Folkeparti havde hel­ ler ikke den samme støtte fra Industrirådet og Arbejdsgiverfor­ eningen, som de andre partier fik fra de organisationer, der stod dem nær. Hertil kom, at det ved sin stiftelse i 1915 nok havde viklet sig ud af det gamle Højres efterhånden kvælende favntag, men Estruptiden kastede stadig slagskygger over de konservative, hvor meget de så end fremhævede deres demoPartimonopol

13

En københavnsk kaffevogn i midten af 1920'rne. 1 1907 gik ideali­ stiske kvinder i hovedstaden sammen og stiftede Københavnske Kvinders Kaffevogn. Virksomheden blev drevet ved frivillige ga­ ver. I 1935 var der 44 vogne, og der solgtes op til 15.000 kopper kaffe om dagen. Til arbejdsløse uddeltes i 1934 200.000 billetter til kaffe og brød. Alt overskud gik til de arbejdsløse. Institutionen er et udtryk for de arbejdsløses nødsituation og et eksempel på ti­ dens private filantropi.

kratiske sindelag. Venstre var nu de konservatives allierede i oppositionen mod regeringen, men havde blot en menneske­ alder forinden været hovedfjenden. Venstre betragtede nu Det konservative Folkeparti som en bivogn, der måtte makke ret og følge efter lokomotivet. I pressen kunne de konservative regne med støtte fra hovedstadsblade som Berlingske Tidende og Nationaltidende og provinsens Stiftstidender, men ikke med samme styrke som Venstre og Socialdemokratiet kunne i deres aviser. Partidelingen svarede til væsentlige interessemodsætninger i det danske samfund. Industrien producerede mest for hjem­ memarkedet. Det stærkt dominerende landbrug var vigende. I forhold til industrien var det afhængigt af en betydelig eksport og derfor underkastet verdensmarkedets vilkår, der var præ­ get af overproduktion og deraf følgende lave priser. Van­ dringen fra land til by fortsatte, og modsætningerne mellem de to sfærer var betydelig, både økonomisk og kulturelt. 14

Tunge tider

Spændinger Særlig slemt stod det til i Sønderjylland, der endnu led efter verdenskrigens udmarvning. Hertil kom, at mange land­ mænd i 1919 havde optaget dyre lån i Danmark til afløsning af lån i mark, hvilket blev en dårlig forretning, fordi marken faldt. Fra Berlin støttedes fra 1926 gennem Kreditanstalt Vogelgesang opkøb af jord til fordel for tysksindede landmænd. Fra dansk side svarede man igen ved gennem Landeværnet, stiftet i 1927, at hjælpe dansksindede bønder økonomisk. Også Søn­ derjysk Hypoteklånefond ydede, bistået af den danske stat, lån til betrængte landmænd. En jordkamp var begyndt. Der var også uro i grænselandet på anden måde. I 1925-26 opstod en autoritært indstillet agrarbevægelse, Bondens Selv­ styre, som det tysksindede mindretal og de såkaldt „blakkede" sluttede sig til. På et møde i Bov ved Padborg sagde Stauning uforsigtigt og provokerende, at hvis 50.000 gårdejere måtte gå fra deres gårde, var 50.000 arbejdsløse parate til at træde i deres sted. I bevægelsens blad kaldte man Stauning for sørø­ verkaptajn og truede med at dræbe ham, hvilket kostede for­ manden tre måneders simpelt fængsel, dvs. hæftestraf. Af nationale grunde var Sønderjylland et særlig følsomt område, og regeringen fulgte udviklingen ængstelig for de løsrivelses­ tendenser, der lå bag Bondens Selvstyre. Først valget i decem­ ber 1926 viste, at bevægelsen ikke vakte genklang i landsdelen. Endnu mindre betydende var „Nationalkorpset". Det be­ stod af nogle få officerer og reflekterede Mussolinis magt­ overtagelse i Italien i 1922 ved tåget tale om nationalt diktatur og trusler om væbnet fjernelse af regering og Rigsdag. En kaptajn fik en bøde, mens tre løjtnanter blev frifundet. På den yderste venstrefløj opererede Danmarks Kommu­ nistiske Parti, men det var ramt af fraktionskampe og ude af stand til at profitere af splittelsen i fagbevægelsen. Spændingen i samfundet øgedes ikke alene ved den be­ tydelige arbejdsløshed. Alt syntes at have rottet sig sammen mod Danmark. I december 1924 kostede et kg smør 5,86 kr., i januar 1926 3,18 kr. I februar 1926 opgjorde De samvirkende danske Andelskreaturforeninger, at mund- og klovsygen hav­ de givet landbruget et tab på 204 miil. kr. Til sammenligning kan anføres, at statens samlede udgifter for finansåret 1925-26 var på 365 miil. kr. - og den smitsomme sot fortsatte. Samtidig svigtede høsten, og fra 1925 ramte forhøjede toldsatser i Tysk­ land udførslen af slagtekvæg hårdt. Landbruget, der var vort mest valutaindtjenende erhverv, så sit nettoudbytte sat ned fra en halv snes til et par procent, og byerhvervenes om­ Spændinger

15

sætning og indtjening gik ned med massefyringer til følge. Koerne ved kontrolstederne var lange, den udbetalte arbejds­ løshedsunderstøttelse beskeden.

En politik i skår Regeringen Staunings parlamentariske grundlag begyndte at smuldre. De radikale og husmændene havde ønsket kronen fastfrosset til omkring 90 guldøre svarende til en engelsk shil­ ling, men regeringen fandt sammen med Venstre og konserva­ tive om „den ærlige krone", hvorefter en krone ligesom før krigen skulle være 100 guldøre værd, altså stå i pari, hvilket den også kom pr. 1. januar 1927. Inden da var Danmarks første arbejderregering imidlertid faldet. Dens skæbne var som ofte senere afhængig af de radikale, og i sommeren 1926 skærpedes Ove Rodes holdning til re­ geringen. P. Munch var til møde i Folkeforbundet i Genéve, hvor han på Danmarks vegne kunne glæde sig over Tysklands optagelse. Mens han drak te ved Genfersøens bred sammen med den socialdemokratiske socialminister F.J. Borgbjerg og udtrykte håbet om dog at få det til at glide mellem socialdemo­ krater og radikale derhjemme, drev partiet med Rode og den tidligere statsminister C. Th. Zahle i spidsen over i en fjendtlig holdning til ministeriet. Det var en vanskelig situation. Alle råbte: „Gør noget!" Industrien krævede told. De arbejdsløse, der hungrede efter at bruge næverne, ønskede offentlige ar­ bejder og mere styr på indførslen af industriprodukter udefra. Og på gårdene - og husmandsstederne med - mente husbond og madmor nok, at både skatter og lønninger kunne sættes

ned. I oktober 1926 var regeringen kørt fast. Alt tyder på, at Stauning med et passende alibi ville ud af den klemhærke, hans regering var i, og overlade problemerne til en borgerlig regering - og ikke mindst til de radikale, der forhåbentlig ville blive stegt i deres eget fedt. Efter endnu et valg kunne Social­ demokratiet så komme styrket igen. Bevægelsens støtte vækst gav tiltro til denne beregning, og så ville den radikale „lille­ bror" forhåbentlig være blevet mere disciplineret. De forslag til afhjælpning af erhvervskrisen, Stauning frem­ satte i oktober 1926, var i sig selv ikke særlig drastiske. P. Munch og den nye opgående radikale stjerne Bertel Dahlgaard søgte i udvalgsarbejdet at få et forlig i stand. Regeringen havde stillet forslag om 15 mili. kr. i tilskud til særligt arbejdsløsheds­ ramte virksomheder, de radikale sagde seks på visse vilkår, hvorefter socialdemokraterne gik ned på ni miil. kr., hvis man 16

Tunge tider

Den første danske politiker, som talte i radio under en valgkamp, var den radikale Ove Rode, indenrigsmini­ ster 1913-20. Udsendelsen gik i luften den 25. marts 1924, og de følgende dage talte politikere fra de andre partier. Statsminister Niels Neergaard nægtede dog at deltage i dette nymodens påhit. I radioens barndom var der mange konkurreren­ de private sendere, men i 1923 vedtog Rigsdagen den første lov om radiospred­ ning for at få orden i æte­ ren, og i 1925 oprettedes Statsradiofonien.

oveni kunne få to miil. til tekniske forbedringer. De radikale ville kun give en miil. til dette formål. Derimod var man enig om syv miil. kr. til boligbyggeri; socialdemokraterne ønskede derudover 20 miil. til offentlige arbejder, de radikale ville kun give 12. En formueskat på 24 miil. kr. kunne de radikale godt godtage, men kun hvis provenuet anvendtes som tilskud til kommunerne og til skattenedsættelser. Selv om Venstre og konservative slet ikke ville være med, var kompromismaski­ nen altså i gang, og modsætningerne naturligvis overvindelige for de drevne forhandlere. Men som P. Munch mismodigt bemærkede: gemytternes uoverensstemmelse var blevet så stor, at den hindrede en overenskomst. „Regeringens politik ligger i skår," erklærede Ove Rode. Stauning svarede, at de radikale på så væsentlige punkter havde ændret regeringens forslag, at han måtte udskrive fol­ ketingsvalg. Det fandt sted den 2. december 1926. Valgkampen var hård og ildesindet. Det var alles kamp mod alle. Særlig gik det dog ud over de radikale, som denne gang nu også havde socialdemokraterne frontalt imod sig. Det hav­ de de ikke prøvet før, men Socialdemokratiets bitterhed var stor, partiet følte sig sveget af sin gamle makker. Samtidig trådte splittelsen hos de radikale klart frem, en fløj hældede mod Venstre, en anden mod Socialdemokratiet, Rode og En politik i skår

17

Munch blev holdt op mod hinanden. Hos de konservative var der heller ikke idel idyl. Grev Bent Holstein, der var valgt i Århus, kørte sololøb med sin egen stærkt nationalistiske højrebevægelse, et forvarsel om 1930'rnes strømninger. I Sønderjylland søgte H. P. Hanssen, genforeningens arki­ tekt, ikke længere valg for Venstre. Han, der havde siddet i den tyske Rigsdag sammen med verdenshistoriske skikkelser, følte sig ikke hjemme i den danske Rigsdag - og knap nok i Venstre, der aldrig tilgav, at han lod sig gøre til minister i den radikale regering 1919-20. I stedet opstillede partiet med brask og bram den tidligere landbrugsminister Th. Madsen-Mygdal. Det var en manifestation med perspektiver. Den gamle leder­ generation i Venstre var under afløsning: J. C. Christensen afgik i 1924, Klaus Berntsen forlod Rigsdagen ved dette valg, og Niels Neergaard var 72 år. Med Madsen-Mygdal som før­ stemand markerede Venstre sig stærkere end før som land­

brugserhvervets parti. For første gang var der radiotransmission fra et firkantet vælgermøde i København, hvor bl.a. Madsen-Mygdal og P. Munch talte. Nu kunne jyske bønder pludselig høre storbyens arbejdere koge over af harme, rettet mod Madsen-Mygdal og dermed mod bondestanden. Det var ikke befordrende for fordrageligheden, men radioen var kommet for at blive den dominerende formidler af politiske diskussioner, indtil tv i 1960'erne tog dens plads. Allerede i december 1926 var der ca. 130.000 licensbetalende radiolyttere foruden „plankeværkslyt­ terne", som man hurtigt kaldte dem, der unddrog sig licensen. Ved store begivenheder samledes slægt og venner foran den skrattende højtaler, som hurtigt og autentisk bragte påvirk­

ninger til den fjerneste vrå. Venstre og konservative stod til fremgang og vandt da også hver to mandater, Venstre dog forholdsvis mest, fordi valglo­ ven gav partiet en fordel især i Jyllands svagt befolkede om­ råder. De to partier havde nu 76 mandater, dvs. et flertal. Socialdemokratiet holdt stemmetallet, men måtte aflevere to mandater og blev 53, Det radikale Venstre var valgets store taber, det gik fra 20 ned til 16. Nye i tinget var to mand fra Danmarks Retsforbund, som nu var kommet for at blive indtil 1960, om end oftest nær valglo­ vens spærregrænse. Det byggede på den amerikanske natio­ naløkonom Henry Georges ideer om inddragelse af de sam­ fundsskabte jordværdier gennem ejendomsbeskatning (grundskyld). De øvrige partier så Retsforbundet over hove­ det, til det i 1950 satte sig i respekt ved at vælte en regering. Trods Socialdemokratiets regeringsansvar og forgæves kamp 18

Tunge tider

ARBEJDEREJJENESTE

HAR X MAGTEN. X XXA.VX X X^xNI HVIS XX V X 3 t X VIL V X X*» • v

D HUSMAND

røst

X

-‘Xix

STEM PAA SOCIALDEMOKRATIET! i I« J4NULN4 YBVKKtHFÉH

Op til landstingsvalget i 1928 agiterede Socialdemo­ kratiet for, at alle småkårs­ folk skulle finde sammen. Med tjenestemænd tænktes nok mere på „sølvsnorene" modsat „guldsnorene" fra de højere lønklasser. 1192426 havde partiet haft rege­ ringsmagten, og selv om det tabte valget i 1926, viste stemmetallene en støt stig­ ning. 11920 fik Socialdemo­ kratiet 32 procent af de af­ givne stemmer, 1926 37 pro­ cent, og i 1932 kom det op på 43 procent. Flertallet syntes inden for rækkevid­ de. Plakaten er af Oluf Niel­ sen, og dens form er et ud­ tryk for tidens socialrealisti­ ske stil.

mod arbejdsløsheden lykkedes det ikke kommunisterne at gøre sig gældende; de gik endog tilbage. Den første danske arbejderregerings dage var talte. Den gik af. Og hvad havde Socialdemokratiet så haft ud af at besidde en mindretalsregerings skrøbelige magt? Den første arbejder­ regering havde vist, at den både kunne og ville operere på det bestående systems præmisser. Dette var til glæde for de fleste socialdemokrater, men til sorg for de få, som fandt, at partiet svigtede sine idealer. Et resultat var også, at man havde et hold udlærte ministre, der kunne bruges igen: Steincke, Bramsnæs, Hauge, Bording - og Stauning selv. Den gamle agitator Borg­ bjerg havde ikke befundet sig godt som minister, men var dog uundværlig. Andre ville måske ironisere over, at justitsmini­ ster Steincke havde spillet fodbold med fængselsfangerne, og at finansminister Bramsnæs gjorde Finansministeriet til et „overministerium", atter andre fremhæve, at Socialdemokra­ tiet havde markeret sig med et afrustningsforslag. Man kunne også fæstne sig ved, at den socialdemokratiske regering havde udsendt et signal: indgreb i tilfælde af arbejdskamp. Herved var et socialdemokratisk dogme brudt. Foreløbig måtte Socialdemokratiet altså holde en pause, mens der - for en tid - kom nye folk på gården.

En politik i skår

19

Madsen-Mygdal kåres

Thomas Madsen-Mygdal kom i 1920'rne til at stå som repræsentanten for den ren­ livede liberalisme. Hans enkle tale havde appel til især gårdmændene. Kort ef­ ter at han i 1929 var blevet styrtet som statsminister, nåede verdenskrisen Hl Danmark. Både i 1932 og i 1933 deltog Madsen-Mygdal i planøkonomiske foran­ staltninger. De stred mod hans overbevisning, og han nedlagde i 1933 sit folkeHngsmandat. Af frygt for kommunismen svingede han under besættelsen over i tyskvenlighed.

20

Mtztfsen-MygdaZ kåres

Socialdemokraterne erkendte, at slaget foreløbig var tabt, og dagen efter folketingsvalget indgav statsminister Stauning re­ geringens demissionsbegæring, idet han henviste kongen til at forhandle med Venstres formand Niels Neergaard. Kongen ønskede imidlertid at høre alle partiformændene, sådan som vi har kendt det ved regeringsdannelser lige siden. Tre partier, Socialdemokratiet, Venstre og konservative, pegede på Ven­ stre som det regeringsbærende parti, mens Det radikale Ven­ stre anbefalede en samlingsregering af de fire gamle partier. Det var en tanke, som var bedst egnet ril at bringe de radikale ud af den klemme, de var i; men det var også et råd, der harmonerede med kongens forestilling om det betimelige i nationens sammenhold i vanskelige tider. Derfor bad han Neergaard om at undersøge muligheden for dannelsen af en samlingsregering, og, såfremt det ikke lykkedes, da en venstremindretalsregering med fornøden støtte. En samlingsregering lod sig ikke etablere, for Stauning sag­ de fra samme dag. Nu måtte de borgerlige partier selv bakse med problemerne, dvs. besparelserne. Hos de konservative var der efter valgsejren stærke ønsker om, at partiet skulle gøre sig gældende og markere sin selvstændighed i forhold til Ven­ stre. Nogle konservative havde ligefrem forestillinger om, at de selv skulle danne regering, som Venstre så kunne støtte. Til toldbeskyttelse kunne man nok regne med socialdemokratisk bistand. Men det forblev fantasier, de konservative var fortsat under stigende utålmodighed henvist til at leve i skyggen af Venstre. Også i Venstre var meningerne delte. Neergaard og andre med ham var tiltrukket af et samarbejde med de radikale - en holdning, der hos disse deltes af Rode og Zahle. Men Neer­ gaard havde lidt et alvorligt prestigetab ved sin håndtering af Landmandsbank-sagen i 1922, og mange fandt ham for gam­ mel. Disse kræfter kaldte på en handlekraftig ledelse af Ven­ stre og så Madsen-Mygdal som partiets fører. „Det var godt, om Skræp kunne få en skarpere klang, “ hed det på Venstres landsmøde lige før valget. Ved en formentlig vel tilrettelagt aktion fik Madsen-Mygdals tilhængere på landsmødet så at sige kåret ham til Venstres statsministerkandidat - med til­ sidesættelse ikke blot af Neergaard, men også af Oluf Krag, som ikke havde noget imod et samarbejde med de radikale. Det havde Madsen-Mygdal. Han ville en anden vej uden dog

Oluf Krag var ikke en tradi­ tionel type på en venstrepo­ litiker. Han var rektor og dr.phil. på en matematisk afhandling om pendulbevæ­ gelser, hvilket der kunne si­ ges adskillige vittigheder om. Han var nemlig en smi­ dig og forhandlingsvillig parlamentariker og ikke særlig ortodoks. Oluf Krag var indenrigsminister 192124 og 1926-29. Han var en af arkitekterne bag Kanslergadeforliget i 1933. Som Ven­ stres leder under landbrugs­ krisen i 1930'rne var han ud­ sat for angreb, fordi han også var kreditforeningsdi­ rektør og ikke særlig folke­ lig i sin form.

af den grund at betragte de konservative som en ligeværdig partner. Mens Venstres hidtidige ledere ikke selv havde tilhørt den gårdmandsklasse, som de repræsenterede, var MadsenMygdal - selv godsejer og efter sin afgang som landbrugsmini­ ster i 1924 på ny formand for Landbrugsrådet - i udtalt grad landbrugserhvervets talsmand. Ham tiltroede man evnen til at bekæmpe statsindgreb og hævde de gamle liberale idealer: ejendomsret, frihandel og fri konkurrence og i den aktuelle situation at tilvejebringe den nødvendige balance ved ned­ skæring af statens udgifter, så de svarede til kronens stigende værdi. Hans position gav ham styrke til at bestemme Venstres kurs. Dette var foruden socialdemokratisk uvilje en væsentlig år­ sag til, at der ikke kom noget ud af de samtaler, som Neergaard førte for at undersøge muligheden for en samlingsregering. Madsen-Mygdal ønskede ikke, at Neergaards og Krags be­ stræbelser skulle lykkes, og indtog derfor så stejl en holdning under drøftelsen af krisepolitikken, at det kun kunne bestyrke Socialdemokratiet i at sige nej. Da Rode og Zahle alligevel fandt, at forholdet til Socialdemokratiet var smuldret, over­ vejede de, om man kunne danne en regering af de tre tilovers­ blevne gamle partier. Men Munch vendte sig sammen med Brandes imod denne tanke, og den faldt da også. Neergaard opgav herefter at danne en flerpartiregering og spurgte i stedet de radikale, hvorledes de ville forholde sig til en ren venstreregering. Svaret blev, at de radikale ville deltage i saglig forhandling om regeringens forslag og yde fair play det sidste blev på Neergaards foranledning oversat til „for­ nøden arbejdsro". På det samme spørgsmål svarede de kon­ servative, at man ville give regeringen en rimelig frist til løs­ ning af spørgsmålet om reduktion af de offentlige udgifter. Disse udsagn var tilstrækkelige for Madsen-Mygdal. Det var hans linie, der havde sejret i Venstre. Neergaard resignerede, og Madsen-Mygdal dannede den 14. december 1926 sin re­ gering, i hvilken han selv foruden statsministerposten også overtog Landbrugsministeriet. Han var klog nok - og nødt - til at tage hensyn til partiets mere moderate fløj ved ministerpo­ sternes fordeling. Neergaard blev finansminister og Knag in­ denrigsminister. Et ministerium for sundhedsvæsen blev op­ rettet, mens Socialministeriet, som var blevet til på socialde­ mokratisk foranledning i 1924 nu tilbagegav arbejds- og socialsagerne til Indenrigsministeriet, mens dette afleverede sundhedsstyrelse, jordemødre og apotekere til det nye mini­ sterium. Ordet „social" havde en ilde klang i venstreøren. Men det var sundhedsminister, overlæge V. Rubows plan at samle Madsen-Mygdal kåres

21

Modsætningen mellem land og by, mellem bonde og ar­ bejder var i 1920'rne og 30'rne betydelig. Vælgermø­ derne blev ofte stormfulde. Fordomme på landet sagde, at arbejderne var upålideli­ ge og dovne, medens disse mente, at bondestanden be­ stod af forædte og nærige gårdmænd. I Blækspruttens tegning fra 1928 har den un­ ge kunstner Herluf Jensenius søgt at indfange noget af denne atmosfære. Bringe­ svære bønder vogter loka­ let, hvor statsminister Madsen-Mygdal taler, medens de cigaretrygende arbejdere med hænderne i lommen stirrer ind mod lyset. Six­ pence var arbejderens ken­ detegn, og bondens var træ­ sko.

22

Madsen-Mygdal kåres

den spredte administration af sundhedsvæsenet under én central ledelse, styret af læger, hvilket ikke lykkedes for ham. Oppositionen var altså skeptisk afventende, men uden mu­ ligheder var regeringen ikke. Dens styrke beroede på den usikkerhed, der prægede radikale og konservative, og den lukrerede af, at de tre oppositionspartier var indbyrdes ueni­

ge-

Respekt for parikronen Regeringens forslag om besparelser blev fremsat i februar 1927. Motiveringen var, at kronens øgede værdi skulle respek­ teres i landets offentlige husholdning for derved at tilvejebrin­ ge muligheder for at nedsætte de byrder, som hvilede alt for tungt på erhvervslivet, hvis omkostninger især til løn var for høje. Madsen-Mygdal erklærede, at „de overenskomster, der nu afsluttes, i virkeligheden planlægger arbejdsløsheden for det kommende år". Man kalkulerede med, at staten sparede ca. 60 miil. kr. og kommunerne ca. 14 miil. kr. Det ville ramme alders- og invaliderenten, sygekasserne, ulykkesforsikringen og arbejdsløshedskasserne, post- og telegrafvæsnet samt no­

get mindre også forsvaret og udenrigstjenesten. Tjenestemændene måtte gå ned i løn og DSB afskedige ca. 1500. Lille­ bæltsbroen, der var vedtaget i 1924, skulle puttes i mølpose. Striden om forslagene blev bitter. Socialdemokratiet gik straks med de stærkeste vendinger imod. Social-Demokratens overskrift lød: „Rov fra de fattige", og Stauning kaldte det „et storstilet pengeafpresningsforsøg over for dem, der intet ejer, til fordel for dem, der ejer noget". På baggrund heraf havde partiet gode muligheder for at befæste sine positioner i arbej­ derbevægelsen, også fordi arbejdsløsheden var stigende - i foråret 1927 lå den på ca. 23 procent. Man behøvede blot at hamre på bonderegeringen og dens støtteparti. De konservative var heller ikke tilfredse. De kunne i prin­ cippet tiltræde de fleste besparelser, men som gruppeforman­ den Victor Piirschel sagde, var nedskæringer ikke nok, sunde industrier burde støttes under vanskelige konkurrencefor­ hold. Udtalelsen viste, at Det konservative Folkeparti varetog byerhvervenes interesser. Christmas Møller føjede til, at ned­ skæringerne burde ske gradvist. Man kunne ikke gå fra den ene yderlighed til den anden. Han ængstedes for de mindrebemidlede konservative, som måske ville glide over til Socialde­ mokratiet, hvis partiet for villigt traskede Venstre i hælene. Endelig var der tjenestemændene, som de konservative følte en særlig forpligtelse overfor, og som krævede værn om deres lønninger. De radikale havde forståelse for en vis tilpasning til pris­ faldet og kunne derfor følge regeringen et stykke, men da deres ændringsforslag blev afvist, endte de med at stemme imod forslagene, bortset fra ulykkesforsikringsloven. Resultatet blev, at Venstre for at få de konservative med måtte begrænse nedskæringen i tjenestemandslønningerne. De konservative gennemtvang, at regeringen tog en forhand­ ling med tjenstemandsorganisationerne, og herved blev be­ sparelserne ikke på ca. 28 miil. kr., men kun på ca. 20 mili. Tjenestemændene var dog forbitrede, da de aldrig havde fået fuld kompensation for den betydelige nedgang i reallønnen under krigen. Også de svageste i samfundet blev ramt af nedskæringerne. Invaliderenten blev nedsat fra 800 til 540 kr. om året. Det var formentlig det forslag, som skabte størst generel uvilje mod regeringen. Gennemsnitsdetailpristallet var på 232 i 1921, da in valideloven blev vedtaget, i 1927 på 177, dvs. et fald på ca. 23 procent, mens invaliderenten faldt med ca. 33 procent. Det samme var landbrugets eksportindtægter faldet, hvilket altså var godt ti procentpoints mere end den generelle deflation. Respekt for parikronen

23

T bekendtgøres herved,

Det understø ttede

at

fattig­

Ane Marie Knudsen

er afgaaet ved Døden paa Aarhus Amts­ sygehus. Begravelsen vil foregaa fra Trige Kirke Torsdag den 16. Oktober Kl. 2.

Sogneraadet.

Selv om det efterhånden blev mere og mere sjældent, kunne man endnu i 1930 se en dødsannonce som denne i en Århus-avis. Fattighjælp betød fortabelse af rettighe­ der som f.eks. valgret. Om­ kring 1930 modtog godt fire procent af Århus' befolk­ ning fattighjælp.

24

Madsen-Mygdal kåres

Også den indtægtsbestemte aldersrente fik et betydeligt dyk, mens den faste aldersrente ikke ændredes for ægtepar og blev forhøjet for enlige. Det var en væsentlig forbedring for alders­ rentenyderne i forhold til regeringens oplæg, der både skar i den faste rente og delte den i en statslig og kommunal del. Værst gik det dog ud over arbejdsløshedslovgivningen. To tredjedele af arbejdsanvisningskontorerne blev nedlagt, dag­ pengene til enlige nedsat og betingelsen for understøttelse strammet, ligesom det offentlige tilskud til arbejdsløshedsfor­ sikringen blev sat væsentligt ned. Samtidig bortfaldt den eks­ traordinære understøttelse, som især de tungeste klienter si­ den 1921 havde nydt godt af gennem Arbejdsløshedsfonden. Staten afskaffede hele sit tilskud, og arbejdsgiverne fik deres betydeligt nedsat. Dette slag mod en stor, svag gruppe glemte arbejderbevægelsen aldrig. Lovene blev vedtaget den 1. juli 1927, men allerede året efter måtte regeringen acceptere, at Arbejdsløshedsfonden støttede betrængte hjælpekasser. Besparelserne var ved de konservatives medvirken blevet ca. otte miil. kr. mindre end foreslået. Pengene blev anvendt til nedsættelsen af DSB's og postvæsenets takster og af skatterne på indkomst, aktieselskaber og formue, derunder af lavt for­ rentet kapital anbragt i større gårde. Det gav Socialdemokratiet yderligere agitationsmuligheder. I virkeligheden steg den danske befolknings købekraft om end med udsving dog hvert år fra 1914 frem til 1932, hvor købekraften var ca. 70 procent højere end ved krigsudbruddet. Også investeringerne var stigende. Meget af propagandaen mod ministeriet Madsen-Mygdal var af psykologisk karakter. Men det må understreges, at der i opgørelsen er tale om tal for hele befolkningen, og den var vokset kraftigt i perioden. Selv om der også var mindrebemidlede, som havde nydt godt af væksten og næsten ikke mærkede indgrebene, ramte regerin­ gens sparepolitik især bestemte, forholdsvis følsomme grup­ per. På undervisningsområdet måtte lærerne som andre tjenestemænd tåle, at deres løn gik ned. Derimod gav undervis­ ningsminister Jens Byskov de private skoler et sikrere økono­ misk grundlag, og han fik i forståelse med Stauning tilveje­ bragt bred enighed om at forbedre Nationalmuseets lokaleforhold. For bedre at kunne udnytte Det kongelige Tea­ ters personale havde man længe søgt efter en mulighed for at oprette endnu en scene. Takket være Statsradiofoniens behov lykkedes det Byskov at komme igennem med det, der snart blev døbt „Stærekassen". Han skabte tillige grundlaget for et universitet i Århus. I Folketinget måtte han kæmpe en hård

kamp - ikke mindst med sine egne partifæller - for at bevare forfatterunderstøttelsen til Thit Jensen og Harald Bergstedt, der havde agiteret for børnebegrænsning og dermed for, hvad der dengang kaldtes fosterdrab.

Toldbeskyttelse? De konservative havde formået at påvirke regeringen, men ikke så meget, som de ønskede. De måtte imidlertid betænke sig på at vælte en borgerlig regering. Hertil kom, at for de konservative var toldpolitikken meget afgørende, og i denne sag var partiet splittet. Konservative landbovælgere var imod at føre krig på dette spørgsmål, fordi det ville ødelægge samar­ bejdet med Venstre, der stod stejlt på frihandel. Men konser­ vative byvælgere trak den anden vej. De havde ikke noget imod at søge toldbeskyttelse gennemført sammen med Social­ demokratiet. Allerede den 18. marts 1927, mens man på Rigs­ dagen behandlede regeringens forslag om indgreb, stillede Purschel på de konservatives vegne forslag om værn mod

Det kongelige Teater havde længe haft problemer med at huse de tre kunstarter: skuespil, opera og ballet. Da Statsradiofonien kom i akut pladsnød, blev en be­ slutning drevet igennem i 1928, som ved opførelse af en tilbygning Hl teatret skul­ le tilgodese både skuespil og radio. Usædvanligt for denne Hd var bygningen opført helt i beton. Den vi­ ste sig straks på grund af akusbkken uegnet til radio og heller ikke god Hl teater. Den anvendes dog stadig, især som skuespilscene. Da folkebngsmedlem Elna Munch - udenrigsministe­ rens kone - i tinget kaldte den for en stærekasse, slog udtrykket straks an.

Toldbeskyttelse?

25

De danske Vin- og Konser­ vesfabrikker - også kendt som Beauvais - tog tidligt ny teknik i anvendelse. Ty­ pisk for tidens fabriksinteri­ ører er drivremmene, som utildækkede gik fra loftet ned til maskinerne. De var farlige. Fra loftet kommer også på et samlebånd en glidende strøm af kon­ servesdåser. Kedelpasserne er mænd, men alle øvrige kvinder. I byerhvervene var der i 1921 beskæftiget 172.000 kvinder. Dette tal steg, især i 1930'rne, så det i 1939 var oppe på 313.000. Kvinderne var navnlig ansat ved produktion af forbrugs­ varer. Man anså dem for mere fingerfærdige end mænd - og så fik de mindre i løn.

26

Madsen-Mygdal kåres

dumping og om „kriseværn", dvs. toldforhøjelse for skotøj og tekstiler. Det var brancher, der var særlig hårdt ramt af uden­ landsk konkurrence. Både arbejdere og arbejdsgivere havde i fællesskab anmodet om hjælp. De konservative fik nu kærligheden at føle. Regeringen var aldeles ikke til sinds at fravige sin liberalistiske linie. Handels­ minister M. N. Slebsager var i hjertet enig med de konservati­ ve, men Madsen-Mygdals ord var lov, og Slebsager drejede hælen om i de konservatives forslag. Det undrer ikke, at de udtalte „dyb skuffelse" over, at Venstre ikke ville realitetsbe­ handle sagen, skønt statsministeren havde givet løfter om fordomsfri og objektiv bedømmelse af forholdene. Det kan heller ikke overraske, at Stauning søgte at sætte lus i skind­ pelsen ved på Socialdemokratiets vegne at stille mistillids­ dagsorden. Den måtte de konservative stemme imod for at redde regeringens liv og undgå valg. Socialdemokratiet havde hidtil været modstander af told, fordi den gjorde varerne dyre og derfor vendte den tunge ende nedad. Men Stauning var lidet dogmatisk, og han indså, at toldbeskyttelse kunne holde liv i danske virksomheder og dermed øge beskæftigelsen. Mens forligsgryden simrede med de konservatives forslag om told på skotøj og „klædnings­

stykker", som det hed i rigsdagssprog, holdt Socialdemokrati­ et kongres i juni 1927. Her fik Stauning ændret partiets hold­ ning til importtold, som man dog foretrak at benævne „afgift". Pillen gled ned, fordi Stauning havde sukret den med, at importafgifterne skulle bruges til at nedsætte prisen på hjemmeindustriens produkter. Staunings taktiske sans havde ikke svigtet ham. Nu kunne han operere frit og komme i en dialog med de konservative, i heldigste fald spænde Venstre fra og som tillægsgevinst så splid mellem de konservative indbyrdes. I folketingsudvalget greb han de konservatives forslag og garnerede det med et forslag om at bemyndige finansministeren til at opkræve „midlertidige importafgifter" på op til 24 procent af den ind­ førte vares værdi, hvis den danske producent af samme vare tilhørte „nærmere bestemte industrier, som har henvendt sig til ministeriet og ikke ad anden vej kan få tilstrækkelig hjælp til overvindelse af de forhåndenværende vanskeligheder". Det kræver ikke megen fantasi at forestille sig strømmen af „hen­ vendelser" til finansministeren, og for at begrænse den havde Stauning da også tilføjet indførelse af priskontrol og forbud mod tantiemeudbetaling og aktieudbytter over fem procent, ligesom importafgifterne skulle anvendes til billiggørelse af varerne. 24 procent-tolden ville Venstre aldrig godtage, og de øvrige punkter kunne de konservative ikke gå med til. Da det kom til stykket, turde flertallet af de konservative - ved denne lejlig­ hed også Christmas Møller - ikke tage et brud med Venstre på dette spørgsmål med et uoverskueligt folketingsvalg til følge. Hertil kom at industriens ledende mænd allerede i december 1926 ad bagdøren havde været hos Madsen-Mygdal og fortalt ham, at de foretrak nedsættelse af lønningerne frem for told. Snart gik Grosserersocietetet og Industrirådet arm i arm med Landbrugsrådet til kamp for det borgerlige samarbejde. Situa­ tionen var håbløs for de konservative. Da de ikke kunne stem­ me for Socialdemokratiets forslag, og socialdemokraterne ikke for deres, fik Venstre og de radikale sat en stopper for den fæle told. På kort sigt havde regeringen sejret, på langt Socialdemo­ kratiet. Hos de konservative kom det til et stormfuldt opgør både inden for murene og udenfor. Partiet følte sig ydmyget.

Tugthusloven I oktober 1927 fremsatte regeringen forslag om at skærpe de gældende bestemmelser om skattebetaling som forudsætning for at udøve valgretten ved kommunevalg. Forslaget, som blev Tugthusloven

27

vedtaget i april 1928, indebar, at man skulle have betalt syv kvartalers skat før valget for at kunne stemme. Det var en lov, der især ramte socialdemokratiske vælgere, hvad kommune­ valgene i 1929 viste. Både socialdemokrater og radikale stemte imod loven. Mens denne lov havde en konkret, om end kortvarig ind­ flydelse, fik den såkaldte „tugthuslov" ingen praktisk betyd­ ning. Den vendte sig mod den organisationstvang, som fag­ foreningerne praktiserede. Lige til i dag har den dog i arbejderbevægelsens mytologi stået som et symbol på undertrykkelse, mens den var i logisk overensstemmelse med Venstres libera­ listiske ideologi. Lovforslaget, der blev fremsat første gang i 1925, skal også ses i lyset af en række overenskomststridige strejker, der havde ramt landbrugseksporten og under meget spektakel ført til anvendelse af uorganiseret arbejdskraft. I landbokredse opfattede man det sådan, at arbejderne i byerne ikke ville yde deres bidrag til den økonomiske genopretning ved løntilbageholdenhed, således som landbruget havde gjort det ved at affinde sig med faldende priser. Loven, der først blev vedtaget i marts 1929, bestemte, at kollektive aftaler, som „på uberettiget måde" begrænsede den enkeltes frie adgang til erhverv eller arbejde, ikke kunne til­ lægges retsvirkning ved domstolene; med andre ord skulle ingen kunne tvinges ind i en fagforening. Til hjælp ved defini­ tionen af „uberettiget" kunne domstolene tilkalde særligt sag­ kyndige. Endelig hed det, at „enhver art af økonomisk eller personlig forfølgelse - derunder boykotning, som tilsigter på uberettiget måde at begrænse den enkeltes frie adgang til erhverv eller arbejde eller hans (hendes) ret til at være medlem af eller stå uden for en organisation, er ulovlig og pådrager foruden erstatning ... bøder af indtil 100.000 kr. eller simpelt fængsel". Da simpelt fængsel svarer til hæftestraf, var det en agita­ torisk, men effektfuld overdrivelse at bruge betegnelsen „tugt­ husloven". Men det er åbenbart, at socialdemokraterne med heftighed måtte vende sig mod den, de ville ligefrem brænde­ mærke den og søgte også at lave obstruktion under udvalgs­ arbejdet. Heller ikke de radikale kunne acceptere loven. Den blev derfor vedtaget alene af Venstre og konservative, om end adskillige også i disse partier var usikre på det betimelige i loven. Ikke kun De samvirkende Fagforbund, men også Dansk Arbejdsgiverforening tog afstand fra loven. Kritikken, som støttedes af jurister, gik ud på, at der ikke blev givet en defini­ tion af udtrykket „uberettiget", hvorfor domstolene bragtes i en umulig situation. Det blev de imidlertid ikke, fordi loven 28

Madsen-Mygdal kåres

Kolding Laane- og Diskon­ tokasse, hvis personale her på årets sidste dag i 1928 er stillet op til fotografering, var en typisk provinsbank, også i indretning. Den kla­ rede sig igennem 1920'rne, som ellers var præget af mange og store banksam­ menbrud som Landmands­ bankens i 1922 og Andels­ bankens i 1925, hvilket med­ førte en revision af bank­ loven i 1930. Underordnede bankfunktionærer var lavt­ lønnede „flipproletarer", men de var svære at organi­ sere, fordi de fleste af dem håbede at blive højtlønnede bankdirektører eller i det mindste kontorchefer.

forblev en skueret. Den fandt aldrig anvendelse. Da socialde­ mokrater og radikale i 1936 fik flertal også i Landstinget blev „tugthusloven" afskaffet. Kommunisterne hævdede senere, at dens blotte eksistens hæmmede organiseringen af de uorga­ niserede arbejdere og begrænsede fagforeningernes aktions­ muligheder. Mere afsvalende virkede måske den såkaldte Kolindsundsag fra Djursland, som i 1926 endte med, at Højesteret idømte fagforeningerne store bøder for at yde støtte til arbejdere, der havde etableret blokade mod en række gårdejere og deres købmand, fordi gårdejerne ikke ville oprette overenskomst. Et problem var med jævne mellemrum dukket op, nemlig den endelige løsning på forholdene omkring Landmandsban ­ ken, der var brudt sammen i 1922. Handelsminister Slebsager forestillede sig, at banken skulle være i stand til at fortsætte sin virksomhed som en selvstændig privat aktiebank, når dens underskudsgivende engagementer var udskilt og afviklet. Dækningen heraf skulle staten betale. Det kunne de konserva­ tive acceptere, mens Socialdemokratiet gik imod, fordi staten trods milliontilskud lod banken fortsætte som en privat aktie­ bank. Da regeringen ikke turde udsætte sig for den agitation, der kunne rejses for at sammenblande statens midler med Tugthusloven

29

Venstremanden M. N. Slebsager havde gjort sig bemærket efter afslutningen af 1. verdenskrig ved at gå til angreb på indenrigsmini­ ster Ove Rodes planøko­ nomiske foranstaltninger. Han blev selv trafikminister 1920-24 og gennemførte trods modstand i sit parti loven om Lillebæltsbroen. Som handelsminister fra 1926 fik han med oprydnin­ gen efter Landmandsban­ ken at gøre. Da han i 1928 ikke kunne komme igen­ nem med at hjælpe Privat­ banken, der nu var i nød, trådte han hibage, og Pri­ vatbanken måtte nedskrive sin aktiekapital med 80 pro­ cent.

30

Madsen-Mygdal kåres

privat forretningsvirksomhed, bøjede man sig for Socialdemo­ kratiet, og i 1928 fik Landmandsbanken en femmandsbestyrelse, hvori de fire store partier var repræsenteret, og et mini­ sterudpeget bankråd. Det var en ordning, som kostede staten 220 mili. kr., delvis dækket ved et lån i USA. Hermed var Landmandsbanken på det nærmeste blevet en statsbank indtil 1932, hvor statens garanti for banken skulle ophøre. Stauning blev medlem af bestyrelsen, og Socialdemokratiet betragtede sagens udgang som en sejr, mens de konservative på ny delte sig, denne gang også ved afstemningen i Folketinget. Her stemte den større halvdel for loven, men den mindre - inklusi­ ve Christmas Møller - var imod, da man foretrak en likvida­ tion af banken. Mens året 1928 bragte en god høst, stigende priser og falden­ de arbejdsløshed (19 procent), så det mørkere ud for regerin­ gen og Venstre. Ved landsringsvalget i september måtte parti­ et afgive et mandat til Socialdemokratiet. Det var ikke meget, men det viste en tendens. Vælgerne havde åbenbart ikke ac­ cepteret, at Rigsdagen løste kriseproblemer ved tilpasning eller nedskæring, men var snarere begyndt at betragte staten som alles redningsplanke. Handelsminister Slebsager var da også parat til at lade staten træde til, da Privatbanken kom i vanskeligheder, men han blev tilsidesat af sin statsminister. Madsen-Mygdal satte sin liberalistiske vilje igennem, og han­ delsministeren tog sin afsked. På samme tid skiftede Det konservative Folkeparti formand for folketingsgruppen. Victor Piirschel trak sig tilbage, kørt fast efter den fejlslagne toldlovstilnærmelse til Socialdemokra­ tiet. Som hans efterfølger valgtes Christmas Møller, 33 år gam­ mel, dengang som nu en usædvanlig lav alder for en partile­ der. Christmas Møller brugte ofte betegnelsen Folkepartiet om sit parti, og heri lå en tilkendegivelse af, at han ville bort fra det gamle snævre Højre-grundlag og skabe et bredt favnende parti. Han var dog ikke modstander af samarbejdet med Ven­ stre, snarere tværtimod, da han anså Socialdemokratiet for hovedmodstanderen. Men han satte grænser for, hvad Ven­ stre kunne byde sit støtteparti, og han havde en hensynsløs vilje til at få sit parti til at makke ret ved en nok så håndfast styring. Året før - i 1927 - var Rode kørt træt af den for ham at se umulige situation, hvor Venstre ikke var til at råbe op og socialdemokraterne ikke til at styre. Da han fik mulighed for at blive administrerende redaktør af Politiken, slog han til og nedlagde sit folketingsmandat. Også Edvard Brandes gik nu ud af Rigsdagen, og herefter var der ingen, som ville eller

kunne anfægte P. Munchs lederskab. Han havde hele tiden støt og roligt søgt tilnærmelse til socialdemokraterne, hvad de naturligvis havde registreret. En tilbagevenden til samarbejdslinien fra før 1920 lod sig ane.

På kollisionskurs Mens man i den politiske kamp overvejende stredes om øko­ nomi og dens sociale konsekvenser, tikkede en tidsindstillet bombe på et andet område. Der var nemlig også økonomi i forsvaret. 1922-loven havde slået større brød op, end der var vilje til at bage. Rammerne var for store i forhold til bevil­ lingerne. Samtidig havde Socialdemokratiet længe ført en energisk afrustningskampagne. Da det havde regeringsmag­ ten, blev der ligefrem fremsat lovforslag om afrustning. Det blev dog bremset af Landstinget. Nu fremsatte forsvarsminister Søren Brorsen forslag om noget, der lignede en løsning, dvs. at rammerne blev sænket en smule under de eksisterende bevillinger, bl.a. ved at slå generalstaben sammen med generalkommandoen, ved at op­ rette et fælles luftvåben af hærens og flådens flyvekorps og et fælles lægekorps og ved at nedlægge nogle kystforter samt nogle overlægestillinger. De samlede forsvarsudgifter ville bli­ ve ca. 40 mili. kr. om året eller ca. to miil. kr. mindre, end 1922-loven kostede. Regeringsforslaget tilfredsstillede ingen. De militære chefer ønskede en ordning til 53 miil. kr. om året, foruden fem miil. om året i ti år til søværnet. De konservative lagde sig tæt op ad dette, mens socialdemokrater og radikale krævede at komme noget længere ned. I virkeligheden var mange i Venstre mere enige med de radikale end med de konservative. Pacifismen stak dybt i disse år, så tæt på 1. verdenskrig, med en fredelig nabo mod syd og med et Østeuropa, der havde mere end nok at gøre med at håndtere sine indenrigske vanskeligheder. Ingen stormagt syntes at pønse på krig. Tillige var der Folke­ nes Forbund, som ganske vist var en såre svag overstatlig institution i fredens tjeneste. Men den kunne næppe forværre vor situation. Mens Venstres kernevælgere - modsat de radi­ kales - var forsvarsvenlige, stak det dybt i bondens natur, at militæret sikkert kunne gøres billigere, især når parolen lød, at der skulle spares på alle andre områder. Der var da også fremtrædende venstremænd, som hellere ville indgå forsvars­ forlig med socialdemokraterne end med de konservative. Men nu var de konservatives tålmodighed ved at være ud­ tomt. Ikke blot var forsvaret for dem en hjertesag, men de følte

På kollisionskurs

31

også, at de blev udnyttet af regeringen, som ikke tog rimeligt hensyn til dem. Allerede i august 1928 havde Christmas Møller højt og tydeligt sagt, at det ville få parlamentariske konsekven­ ser, hvis regeringen søgte et forsvarsforlig uden om de konser­ vative. Men enten agtede Venstre ikke på signalet, eller også betragtede det Christmas Møller som en ung og ansvarsløs KU'er. Kort efter var han formand for folketingsgruppen. I sin første tale som partileder erklærede han under finanslovs­ debatten i oktober 1928 om forsvarsspørgsmålet: „Jeg kan ikke lade være med at fremhæve, at regeringen må vide, hvilken afgørende vægt vi lægger på, at denne sag får en efter vor anskuelse tilfredsstillende løsning." Heller ikke denne advar­ sel gjorde indtryk. På det konservative landsrådsmøde i november sagde Christmas Møller truende, at de konservative ved alle lejlig­ heder forgæves havde tilbudt Venstre samarbejde, men et samarbejde på lige fod. Meget følte de konservative sig også generet af, at indenrigsminister Krag i oktober 1928 for anden gang søgte at komme igennem med en ændring af valgloven - den ømtåleligste af alle love, fordi den er afgørende for ikke blot partiernes repræsentation, men også for hvert enkelt medlems skæbne. Venstre ønskede at nedsætte antallet af folketingsmedlemmer og at vende tilbage til valg i enkelt­ mandskredse. Det vil sige, at man fjernede sig fra forholdstals­ valgmåden, som sikrede de mindre partier, dvs. de konserva­ tive og radikale, en repræsentation, der svarede nogenlunde til deres stemmetal. Socialdemokraterne og Venstre ville der­ imod høste fordel, hvis man søgte mod valg i enkeltmands­ kredse som før 1918. Christmas Møller kaldte forslaget for småtskåret og egoistisk, og han tordnede: „Vil Venstre på den måde en kamp med de konservative, så kan de få den; nægtes kan det ikke, at et og andet kunne tyde på, det kan blive nødvendigt at lære Venstres regering og rigsdagsmænd - thi de har det utvivlsomt i højere grad behov end Venstres væl­ gere - fornuft gennem en kamp." Denne kamp kom først til at stå omkring tobaksbeskat­ ningen, hvor regeringen gik på forlig med Socialdemokratiet, som derved opnåede, at cigarafgiften blev sat ned, cigaretaf­ giften op. Man håbede på en forbrugsforskydning til fremme af beskæftigelsen i cigarindustrien. Stauning vidste nok, hvad det handlede om, han var gammel cigarmager. I januar 1929 stod en afgørelse for døren i forsvarsspørgs­ målet. De konservative var nu parate til at acceptere en ord­ ning til 46 miil. kr., mens regeringen gik op til godt 42 miil. Så kunne man ikke komme længere. I stedet stillede de konserva-

32

Madsen-Mygdal kåres

Marinens Flyvevæsen fik i perioden 1928-40 leveret 22 rekognosce­ ringsfly af denne type, de første bygget af Heinkel i Warnemunde, de seneste af Orlogsværftet. Flyet bestod af en lærredsbeklædt træog stålrørskonstruktion og anvendtes bl.a. til luftfotografering af Grønland. Marinen rådede tillige over nogle få fly med torpedo­ anordninger. Hærens flyvetropper havde et halvt hundrede små ja­ germaskiner og rekognosceringsfly. Et selvstændigt dansk luftvå­ ben eksisterede ikke før krigen.

tive forslag om at forhøje finanslovens militærudgifter med 6,5 miil. kr. til nyanskaffelser, men da Venstre også afviste dette forslag, besluttede den konservative gruppe at undlade at stemme for finansloven. Efter datidens parlamentariske nor­ mer kunne man udmærket stemme mod finanslovens enkelte poster, men ved den sidste afstemning om den hele finanslov stemte man for, da alt andet opfattedes som en undsigelse af det demokratisk-parlamentariske system. Det var altså et usædvanligt skridt, Christmas Møller fik sit parti til at tage. Han, men næppe alle partifællerne, vidste, hvad beslutningen kunne føre til. Da Nationaltidende bragte forlydende om den konservative beslutning, troede de fleste, at de konservative søgte at true Venstre på plads. Men Stau­ ning opfattede truslen som reel, og da han var ivrig efter et valg, der kunne føre ham og socialdemokraterne til magten under gunstigere omstændigheder end for blot et par år til­ bage, fik han i største hemmelighed sit parti til at vedtage at stemme imod finansloven. Blev aktionen røbet i utide, ville

På kollisionskurs

33

„Piccoloen tabte terrinen," sagde partifællen Julius Schovelin, da Christmas Møller i 1929 foranledigede venstreregeringens fald. Det gav anledning til denne tegning af Hans Bendix i Social-Demokraten den 27. marts 1929. Schovelin ser hl fra stolen, og bag Christmas Møller står en skadefro Vic­ tor Purschel. Han var af Christmas Møller trængt ud som konservativ formand.

Venstre og konservative måske alligevel finde sammen. Med 53 socialdemokrater over for 46 venstremænd og 30 passive konservative blev de 16 radikale udslaggivende. Hvis de efter sædvane stemte for finansloven, ville regeringen overleve. Den 21. marts 1929 blev en dramatisk dag i Rigsdagens historie. Christmas Møller meddelte, inden finansloven skulle oversendes til Landstinget, at da hans partis ændringsforslag var blevet forkastet, rummede den ikke de forsvarsbevillinger, som 1922-loven krævede. Derfor ville de konservative undlade at stemme. På den radikale finanslovsordfører Bertel Dahlgaards foranledning blev mødet afbrudt. Han og P. Munch var diskret gjort bekendt med Staunings hensigter, som endnu ikke var forkyndt fra tingets talerstol. Skulle de radikale træde til som regeringens redningsplanke nu, hvor de konservative åbenbart var trætte af at være støtteparti? Efter de radikales opfattelse havde Venstre under Madsen-Mygdals ledelse ført en alt for ensidig politik. Ligesom de konservative følte de radikale sig tilsidesat. Derfor besluttede de også at undlade at

stemme. Da mødet blev genoptaget, spændte Stauning yderligere tingets medlemmer på pinebænken. Han ville ikke risikere, at de konservative ombestemte sig og sagde derfor kun, at Social­ demokratiet ikke ville yde erstatning for de manglende kon­ servative stemmer. Herved stod det fortsat åbent, om socialde­ mokraterne blot ville undlade at stemme, hvorefter finans­ loven kunne vedtages alene med Venstres stemmer. Ved afstemningen stemte 45 fra Venstre for finansloven, 52 social­ demokrater imod, alle øvrige medlemmer stemte hverken for eller imod. Finansloven var altså faldet. Herefter udskrev re­ geringen valg til den 24. april 1929. „Piccoloen tabte terrinen", hed det om Christmas Møller. Herved skulle man forstå, at den unge partileder utilsigtet havde styrtet en borgerlig regering. I virkeligheden smed han terrinen. Hans aktion havde nemlig det klare formål at mar­ kere Det konservative Folkeparti som et selvstændigt parti i forhold til Venstre. De påløbende omkostninger måtte så be­ tales. De blev betydelige.

Socialdemokratiets sejr Giftgasvalget I valgkampen forklarede Christmas Møller, at de konservative måtte reagere mod, at „Venstre hele tiden har ført en tvangs­ politik uden at ville gøre indrømmelser til de konservative". Hermed var et af valgkampens temaer anslået: opgøret mellem Venstre og konservative, mens socialdemokraterne, præget af social indignation, fandt en rig mark for agitation i regeringens tilpasnings- eller nedskæringspolitik. I partiets valgmanifest hed det, „at aldrig før har et dansk ministerium etableret en klassekamp som den, der er iværksat af ministeriet MadsenMygdal; aldrig før har et ministerium ført en så reaktionær klassepolitik; og aldrig før har et ministerium udspredt had til arbejderbefolkningen og til samfundsnyttige organisationer i en grad, som det er præsteret af ministeriet Madsen-Mygdal". Det hjalp ikke, at Venstre hævdede, at en krone nu var meget mere værd i købekraft end i 1926, og at man kun havde søgt tilpasning til denne gunstige udvikling. Valgkampen var indædt og forbitret, og den var på det økonomiske og sociale område præget af interessemodsætningerne ikke bare mellem rig og fattig, men i høj grad også mellem land og by. Mens den hårdtarbejdende bonde med den lange arbejdsdag vel ikke kunne frigøre sig fra forestillingen om de arbejdssky, dovne arbejdere præget af kræ vementalitet, så betragtede byarbej­ deren - og da især hvis han var arbejdsløs - gårdmændene som nærige og asociale. Det radikale Venstre, der håbede på en varig indflydelse som tungen på vægtskålen, lagde sig ret nært op ad Socialde­ mokratiet i angrebene på regeringen. Det lykkedes P. Munch at få Stauning og Borgbjerg til at gå ind på et fælles forslag om en ny valglov som modspil mod Venstres forslag, der ellers ville begunstige også Socialdemokratiet og ikke kun Venstre. Der var ingen tvivl om, hvilken vej Munch trak, og Stauning erkendte, at man formentlig ville få brug for de radikale på den ene eller anden måde. Socialdemokrater og radikale undlod denne gang at angribe hinanden. Men det var på forsvarssagen, regeringen var blevet fældet, og det var også dette spørgsmål, som kom til at dominere valgkampen. Socialdemokrater og radikale udnyttede til fulde de gode muligheder, de havde. På den storpolitiske scene var forholdene i 1929 fortsat rolige, og krigsudsigterne forekom

Socialdemokratiets sejr

35

minimale. Desto større var krigsangsten. 1. verdenskrigs gru stak endnu dybt, og der kunne appelleres til den. Navnlig var det anvendelsen af giftgas, som dengang havde samme klang som atomkrig i dag, der blev fremdraget. Et interview med P. Munch i Politiken havde den alarmeren­ de overskrift: „Hæren vil have giftgasbomber". Underrubrik­ ken lød: „Danmark skal belave sig på at deltage i giftkrigen i alle dens former." Ifølge Munch ønskede de militære myndig­ heder 15-20 miil. kr. til gaskrig. Andre artikler beskrev virk­ ningerne af et gasangreb. Der var kun én vej uden om et sådant folkemord, nemlig absolut og fuldstændig afrustning. Mere ubestemt hed det i en erklæring fra Det radikale Venstre, at man skulle „nedlægge krigens våben" og dermed mindske risikoen i tilfælde af konflikt mellem andre stater. Social-Demokraten spurgte over hele forsiden: „Skal Køben­ havn forvandles til en rygende ruinhob?" Det ville vi undgå, hvis vi intet militær havde. Det var en agitation, som på dette tidspunkt gjorde indtryk langt ind i de borgerliges rækker, specielt i Venstres. Valgresultatet blev da også, at Venstre tabte tre mandater og blev 43, de konservative mistede seks (24), hvilket modsvare­ des af, at socialdemokraterne gik otte frem (61), Retsforbundet fra to til tre, mens de radikale uforandret fik 16 og Slesvigske Parti uændret en. Eller sagt på en anden måde stod 77 over for 67. Det borgerlige samarbejde havde tabt, uden at forsvarssa­ gen havde vundet. Det var en bitter erkendelse især for Christmas Møller. Forsvarsspørgsmålet var ikke tilstrækkeligt som konservatismens mærkesag, og Christmas Møller drog den lære, at skulle der opnås noget, måtte de konservative i en dialog med Socialdemokratiet. I Det konservative Folkepartis højrefløj var uviljen mod Christmas Møller betydelig, men han lod sig ikke anfægte.

En regering, der holdt i 11 år Da det ministerium Stauning, som nu blev dannet, havde siddet en halv snes år, fik indenrigsminister Bertel Dahlgaard en fransk ministerfrue til bords ved en officiel middag. Hun spurgte, hvor længe han havde været minister, og da han svarede ti år, stirrede hun vantro på ham og sagde: „Åh, ti uger, eller måske ti måneder?" Og da Dahlgaard fastholdt de ti år, udbrød hun: „Jamen jeg troede ikke, Danmark var et dikta­

tur!" Staunings ministerium var en koalitionsregering af Social­ demokratiet og Det radikale Venstre. Men selv om der hele 36

Socialdemokratiets sejr

Indenrigsminister Bertel Dahlgaard trådte fra 1929 mere og mere frem ved si­ den af den radikale leder, P. Munch. Bertel Dahlgaard var valgt i Salling, der helt op til vor tid har haft for­ holdsvis mange radikale. Han var af bondeæt, men selv en kyndig statistiker, og så det som sin opgave at holde en snor i socialdemo­ kraterne. Dahlgaard sad i Folketinget 1920-60, var in­ denrigsminister 1929-40 og økonomiminister 1957-61; hans største politiske indfly­ delse lå efter 1945.

tiden havde været gode kontakter især mellem Stauning og Munch, var der ingen forhåndsaftaler, og mange anså det lige efter valget for sandsynligst, at der ville blive tale om en socialdemokratisk mindretalsregering med de radikale som støtteparti, altså som i 1924-26. Men i begge partier fandt man en sådan løsning utilfredsstillende. Socialdemokraterne ville i en fællesregering have mere styr på de radikale, og de fleste af disse vurderede det således, at de ved at sidde med kunne få større indflydelse end ved at stå udenfor. Ove Rode, der stadig spillede en stor rolle i partiet især som vogter af den mere liberale linie, mindedes, hvor ubehageligt det i 1924-26 havde været at bestride ordførerskabet for et støtteparti uden at have del i forberedelserne. I den radikale hovedbestyrelse, som blev indkaldt for at tage stilling til en eventuel regeringsdeltagelse, fik Rodes energiske støtte til tanken afgørende betydning, da Zahle og andre var i tvivl eller direkte imod. Rode sagde ligefrem, at det ville blive „en sand katastrofe for partiet", hvis ikke det gik ind på Social­ demokratiets tilbud, som fra to ministre var sat op til tre. I Socialdemokratiet var meningerne også delte; men det var ufornødent for Stauning at tale med store bogstaver. Han havde lederkredsen med sig, og partiet var dengang i alminde­ lighed indstillet på at følge sine kårne mænd. Før man tog fat på personspørgsmålene, diskuterede de to partiers ledelser sig frem til enighed om et regeringsprogram formuleret efter det princip, at man kun søgte at gennemføre, hvad begge var enige om. De radikale gik med til at genfrem­ sætte afrustningsforslaget, til at fremme industriens moderni­ sering og beskæftigelsen og til at oparbejde nye markeder. Man var også enig om at søge reglerne om skattebetaling som forudsætning for kommunal valgret ændret, om at afskaffe Landstinget, om en ny straffelov og om en revision af lovene om banker, aktieselskaber og forsikringsselskaber. Socialde­ mokraterne accepterede at se bort fra toldbeskyttelse og ind­ førelse af en særlig kirkeforfatning. Umiddelbart var der til­ slutning fra begge partier om en videreførelse af jordlovgiv­ ningen fra 1919, om at begynde at flytte beskatningen fra arbejde og forbrug over på de samfundsskabte værdier, bl.a. ved at ændre de kommunale ejendomsskatter fra ejendoms­ skyld til grundskyld, ligesom der også var forhåndsenighed om at lovgive om truster og monopoler og om at genopbygge og forenkle den sociale lovgivning. Der var altså tale om et kompromis. Et og andet kunne måske falde en radikal for brystet, men han kunne så trøste sig med, at i Landstinget krævedes enten Venstres eller konserva-

En regering, der holdt i 11 år

37

Ministeriet Stauning-Munch er i dette århundrede den regering, der har siddet længst, nemlig 1929-40. Sid­ dende fra venstre justitsmi­ nister C.Th. Zahle, under­ visningsminister F. J. Borg­ bjerg, statsminister Th. Stauning, udenrigsminister P. Munch og finansminister C.V. Bramsnæs. Stående fra venstre landbrugsmini­ ster K. Bording, kirkemini­ ster P. Dahl, socialminister K. K. Steincke, forsvarsmi­ nister L. Rasmussen, han­ delsminister C. N. Hauge, trafikminister J. Friis-Skotte og indenrigsminister B. Dahlgaard. Det var dog kun Stauning, Munch, Bording og Dahlgaard, som var mi­ nistre i hele perioden.

38

Socialdemokratiets sejr

tives tilslutning for at få noget igennem. Denne problemstil­ ling kunne også holdes frem for de socialdemokrater, som ikke fandt regeringsprogrammet vidtgående nok. Det er åbenbart, at man med dette søgte efter en realistisk politik, som svarede til ønskerne i de vælgergrupper, socialdemokrater og radikale repræsenterede. Vigtig, undertiden afgørende for en regeringsdannelse, er imidlertid den forholdsmæssige fordeling af ministerposterne og spørgsmålet om, hvem der skal med. Dette sidste voldte en smule besvær. Blandt af- og nedrustningstilhængere stod Krigsministeriet og Marineministeriet, som siden 1905 havde været ledet af én minister, i høj kurs. Forsvarsministeren kun­ ne gå foran i forsøgene på at videreføre den nedrustning, der var påbegyndt i 1922, og som havde udløst valget i 1929. Derfor ønskede socialdemokraterne at besætte posten med Laust Ras­ mussen, deres minister 1924-26. Men endnu mere hedt attråe­ de de radikale, at P. Munch blev forsvarsminister, som han havde været det 1913-20, hvor han ganske vist på grund af krigsforholdene havde været ansvarlig for en betydelig op­ rustning. Selv stod hans hu til Udenrigsministeriet. Dette havde ikke senere tiders prestige, fordi småstater den­ gang i almindelighed ikke spillede nogen rolle i storpolitikken, og fordi det nordiske samarbejde også var meget begrænset. Der var imidlertid Folkeforbundet, som Munch var optaget af,

og så havde han i øvrigt kun ubehagelige erindringer om sin forsvarsministertid. Socialdemokraterne og Munch fik deres vilje, Laust Rasmussen blev forsvarsminister og Munch uden­ rigsminister, men med den aftale, at de begge skulle deltage i behandlingen af militærspørgsmålet. Til de implicerede parters overraskelse sagde Zahle ja tak til Staunings tilbud om Justitsministeriet. Han havde ellers netop nedlagt sit hverv som formand for partiet og var tillige gået over i Landstinget. Indenrigsministerposten ønskede de radi­ kale, at Bertel Dahlgaard skulle have. Det var meget svært, sagde Stauning til Munch. Den kantet-kritiske Dahlgaard var ikke populær i Socialdemokratiet, som ugerne så ham føre nidkær kontrol med kommunerne, hvor partiet i disse år kon­ soliderede sin indflydelse. Men Stauning ville ikke lade det briste på dette personspørgsmål, og Dahlgaard kom med. De øvrige poster stod altså til Staunings disposition. Bortset fra Nina Bang, som var død, og Carl Moltke, der som diplomat stod udenfor og derfor ikke rigtig talte med, fik Stauning genplaceret alle sine kolleger fra 1924-26. Bramsnæs blev såle­ des atter finansminister og Kr. Bording landbrugsminister, mens Borgbjerg denne gang blev undervisningsminister, Steincke socialminister og Hauge handelsminister. Alt i alt var regeringen velbemandet, både sagligt og poli­ tisk.

Stilhed før stormen Da ministrene hin forårsdag i 1929 satte sig på taburetterne, kunne de gøre det i en forvisning om, at det atter var begyndt at gå fremad især for de befolkningsklasser, som de to re­ geringspartier var udgået fra. Arbejdsløsheden var i 1929 på årsbasis nået ned på knap 16 procent. Samtidig var en arbej­ ders realløn svagt stigende, selv om den i kroner og øre var det samme som i 1928, nemlig godt 3000 kr. om året ved fuld beskæftigelse. Reallønsforøgelsen gav sig udslag i, at en arbej­ derfamilies udgifter til fødevarer faldt forholdsmæssigt, mens andelen af udgifter til husleje, hjem, tandlæge, forlystelser osv. steg. Dansk Arbejdsmands Forbund, der var udtrådt af De sam­ virkende Fagforbund i 1926, vendte kort efter regeringens udnævnelse tilbage. Fagbevægelsen var atter samlet, selv om der ikke var idel harmoni mellem faglærte og ufaglærte. Men håndværk og industri beskæftigede stadig kun 29 procent af befolkningen, hvis man regner både forsørgere og forsørgede med. Det var stort set samme andel som før krigen.

Stilhed før stormen

39

Karl Bovin, der var inspire­ ret af de fynske kunstnere, malede i 1930'rne adskillige landskabsbilleder fra Ods Herred. Dette viser et ty­ pisk vestsjællandsk land­ skab med den lige så almin­ deligt forekommende tre­ længede gård. Billedet er fra 1933. Da var der 204.000 landbrugsbedrifter i Dan­ mark. Af dem havde de 72.000 fra ti til 30 hektar jord med bvgninger som dem på maleriet, 106.000 havde mindre jordtilliggende, 26.000 mere. Kun 1000 havde mere end 120 hekta­ rer. Danmark var småbru­ genes land.

40

Socialdemokratiets seir

Landbruget regnede sig stadig for det mest betydningsfulde erhverv, og det kunne siges at finde dækning i en andel af befolkningen på 30 procent, hvilket ganske vist var en smule vigende. Men 80 procent af vor eksport bestod af landbrugs­ varer, kun 16 procent var industriprodukter. Overalt blev landbrugsproduktionen i disse år udvidet især ved øget meka­ nisering, også i Danmark. Hele landet var for længst dækket af elværker, som selvfølgelig også betjente håndværk og indu­ stri. Høstudbyttet steg fra midten af 1920'rne med ca. 15 pro­ cent op mod 1929, husdyrproduktionen med ca. 25 procent, og forrentningsprocenten gik op fra ca. en til ca. fem. Statens jordlovsudvalg udfoldede i disse år en omfattende virksomhed under dets energiske leder Niels Frederiksen. Jordlovsudvalget forestod udstykningerne. Ved den såkaldte lenslov fra 1919 måtte lensgreverne, lensbaronerne og stam­ husbesidderne afstå ca. 53.000 ha landbrugsjord, 20.000 til udstykning og 33.000 til lenenes fæstegårdmænd, der nu blev selvejere. Hertil kom, at præstegårdsjorden i disse år også blev udstykket. I riden op til 1929 opstod 9000 husmandsbrug, dvs. landbrug op til ca. ti ha. Det opfattedes af samtiden som et

Høstmaskinen havde for længst fortrængt leen. Blandt maskinerne var selv­ binderen meget populær. Den både afmejede sæden og bandt den i neg. 11923 havde 67.000 landbrug selv­ binder, i 1944 123.000. Re­ sten måtte nøjes med en al­ mindelig slåmaskine. Trak­ tor havde i 1936 kun 7000 brug. Hesteholdet lå der­ imod op til 2. verdenskrig ret konstant på godt en halv million. De fleste landbrug var afhængige af hele fami­ liens indsats, for gårdenes vedkommende suppleret med en karl og en pige. Børnene kunne sanke neg, passe høns og røgte kreatu­ rer.

stort socialt fremskridt, selv om et husmandsbrugs økonomi var afhængig af, at både mand, kone og børn arbejdede i bedriften. De nye landbrug var statshusmandsbrug oprettet på jord­ rentevilkår, dvs. at besidderens årlige ydelser var konjunktur­ bestemte. Oprettelsen af de mange selvstændige småbrug for­ mindskede vandringen fra land til by. I byerne modvirkedes derved en radikalisering af proletariatet, fordi der kom færre landboere til byerne, og på landet blev husmandsfamilierne et stabiliserende element. Selv om godsejerne oplevede lenslo­ ven med den efterfølgende udstykning som hensynsløs og uretfærdig - foruden lidet rationel - kom de herved til at yde et væsentligt bidrag til at cementere det bestående samfund. Rige blev husmændene ikke. En husmandsfamilies årsind­ komst i 1928/29 er beregnet til gennemsnitligt ca. 2400 kr., efter at forrentningen af ejendommens gæld er trukket fra. Det var en stigning på knap 15 procent i forhold til det foregående år. Men gårdmandsbrugene (10-100 ha) fordoblede næsten deres indtægt, som steg til ca. 3500 kr. En daglejers årsløn stagnere­ de derimod i heldigste fald omkring 1600 kr., og det var meget Stilhed før stormen

41

vanskeligt for arbejderbevægelsen at få landarbejderne til at organisere sig. Godsernes indtægter var faldende, hårdt ramte som adskillige af dem var på grund af lenslovens afståelser. Antallet af godser (over 120 ha) faldt ligefrem fra ca. 1300 i 1919 til ca. 1000 i 1933. Det danske kulturlandskab ændrede i disse år karakter på en måde, som man ikke havde oplevet siden landsbyfællesskabets ophør og udflytningen 130 år før. På herregårdsmarkerne dukkede husmandskolonier op på række og geled, og snese af de 233 fredede herregårdsbygninger havde nu så lavt et jordtilligende, at de - hvis de da ikke købtes af velhavende folk fra byen - overgik til andet formål i form af højskoler eller sociale institutioner. Selv om det var gået fremad for regeringspartiernes væl­ gere, betød det dog ikke, at man var tilfreds. Efter at Socialde­ mokratiet havde forladt tanken om statsgodser, kunne begge partier enes om at kræve udstykningen fortsat evt. ved ekspro­ priation. Løn- og arbejdsvilkår kunne stadig forbedres. Der var også reelle sociale problemer f.eks. for enlige mødre, hvil­ ket kan læses ud af dødelighedsstatistikken: børn født uden for ægteskab havde halvanden gang så stor dødelighed som børn født i ægteskab, og denne ulighed fortsatte for de børn, der overlevede. Der var også spørgsmålet om, hvor store sam­ fundets ydelser skulle være til alders- og invalidepensionister. Heller ikke 1903-skoleloven med eksamensmellemskolen for de særligt udvalgte mellem 11 og 15 år tilfredsstillede tilhæn­ gerne af enhedsskolen. Der var således opgaver nok at tage fat på for den nye regering.

Fortsat nedrustning En ganske særlig forpligtelse følte regeringen over for for­ svarsspørgsmålet, der jo havde bragt den til magten. Allerede i 1925 havde socialdemokrater og radikale fremsat et forslag om at erstatte hær og flåde med „et vagtkorps og en statsmarine, bestemt til varetagelse af Danmarks neutralitets- og folkefor­ bundsopgaver". Det betegnede ikke en fuldstændig afrust­ ning, men i al fald en kraftig nedrustning, selv om det kaldtes afrustningsforslaget. I oktober 1929 genfremsatte forsvarsmi­ nister Laust Rasmussen dette forslag, som indebar samlede udgifter på ca. 18 miil. kr. mod de ca. 36 miil. kr. til hæren og ca. 23 miil. kr. til flåden efter den eksisterende ordning. Forslaget blev afvist af Venstre og konservative, der med deres flertal i Landstinget kunne blokere enhver ændring. Men i Venstre stak harmen dybt over, at de konservative havde forårsaget venstreregeringens fald. Det motiverede par42

Socialdemokratiets sejr

Henrik Hauch havde mar­ keret sig som forstander for Asmildkloster Landbrugs­ skole ved Viborg og var fra 1932 formand for De sam­ virkende danske Landbofor­ eninger, fra 1933 tillige præ­ sident for Landbrugsrådet. I Rigsdagen var han et af de få landstingsmedlemmer, der var i stand til at øve en betydelig indflydelse. Han mente ikke, at forsvars­ spørgsmålet burde forstyrre mulighederne for politiske forlig med Socialdemo­ kratiet og var derfor som landstingskollegaen Johs. Stensballe interesseret i et kompromis. Det lykkedes i 1932.

tiet for en tilnærmelse til Socialdemokratiet. Tidligere inden­ rigsminister Oluf Krag og Venstres forsvarspolitiske ordfører J. A. Hansen var allerede før valget i skred. Forestillingen om et forlig mellem Venstre og de to regeringspartier skulle dog først modnes. I Venstre ville Niels Neergaard og andre med ham ikke gerne skære i forsvarsudgifterne. Men det gjaldt specielt for de radikale, der frygtede for vælgerreaktioner, hvis de blev tvunget til at stemme for et forsvarsforlig uden be­ tydelige nedskæringer og uden værnepligtens afskaffelse. Så foretrak de at fortsætte med 1922-ordningen, som de kunne fralægge sig ethvert ansvar for. Det samme gjaldt gamle social­ demokratiske antimilitarister som Laust Rasmussen. Men Stauning var ivrig efter et forlig for at få fred til at løse opgaver, som han fandt mere påtrængende. Efter hans opfattelse skulle det ikke komme an på nogle millioner mere eller mindre, bare man kom nedad med militærudgifterne, og værnepligten ville han helst beholde af frygt for, at en hvervet hær kunne blive infiltreret af udemokratiske elementer. I samfulde to år forhandledes uformelt. Efterhånden som landbrugets kår forværredes, øgedes forligsviljen hos Venstre, selv om partiet i øvrigt bekæmpede regeringens politik. Der var penge at hente. Man prøvede forgæves at drive en kile ind imellem socialdemokrater og radikale. I september 1931 tog de to venstremænd Henrik Hauch og tidligere trafikminister Stensballe et initiativ, idet de i Landstinget fremsatte et forslag til en militærordning, som kostede ca. 35 miil. kr. Det satte gang i spillet, hvori også deltog de militære chefer. Fra hæren var det generalløjtnant Erik With. Mens P. Munch i marts 1931 var til et mellemfolkeligt møde i Paris, gennemførte Stauning Withs udnævnelse til chef for hæren. Han følte sig tiltalt af den djærve officer, mens Munch gøs i erindringen om sine op­ levelser med With under og efter krigen. Nu søgte With at bjerge så meget som muligt til hæren på bekostning af mari­ nen. For dennes vedkommende kom Marineministeriets di­ rektør, kontreadmiral Hjalmar Rechnitzer til at spille den af­ gørende rolle, men ud fra en meget mere defensiv position end With. Mens Munch atter var borte fra landet i marts 1932 - denne gang ironisk nok til afrustningskonference i Genéve - fandt Venstre og regeringen omsider hinanden i et kompromis, som efter Munchs mening indeholdt for mange indrømmelser. Man var nemlig endt med 24 mili. kr. til hæren og 11,5 til søværnet og med bibeholdelse af værnepligten. Det indebar, at man kun kunne opretholde 24 bataljoner mod 35 i 1922 og 52 før den tid. Hovedstyrken blev nu samlet på Sjælland. Som

Fortsat nedrustning

43

Det blev chefen for hæren, generalløjtnant E. With, og chefen for søværnet, viceadmiral H. Rechnitzer, der skulle administrere 1930'rnes nedrustningsprægede danske forsvar. De kæmpede begge mod hinanden for at vinde politikernes gunst. With agite­ rede og søgte forgæves at omvende Stauning, medens Rechnitzer tilpassede sig. Hitlers magtovertagelse i 1933 vakte ængstelse i Danmark. Til Hitlers 50-års fødselsdag i 1939 blev With og Rech­ nitzer sammen sendt til Berlin for at ønske til lykke. Hitler forsik­ rede dem om, at Tyskland under ingen omstændigheder tænkte på at krænke Danmarks neutralitet.

tallene viser, var det dog flåden, som måtte betale den højeste pris. Den blev på det nærmeste udslettet. Selv om de radikale og mange socialdemokrater - inklusive forsvarsministeren - næsten ikke kunne overvinde sig til at stemme for forliget, var dette dog meget nær Det radikale 44

Socialdemokratiets sejr

Venstres 1905-program, der talte om et grænse- og søpoliti. Fra 1932 var det kun muligt for det danske forsvar at markere en krænkelse af vor neutralitet, men det var ude af stand til at tage en egentlig kamp op. Konservative politikere advarede, og i værnene bredte desillusionen sig, men størsteparten af be­ folkningen var udmærket tilfreds. Det viste sig dog hurtigt, at selv med de indskrænkede rammer var bevillingerne for små.

Dødsstraffen afskaffes En anden øjensynlig lige så kontroversiel sag fandt også sin løsning i ministeriets første periode, nemlig spørgsmålet om dødsstraffens afskaffelse, eller sagt på en anden måde: en ny straffelov til erstatning af den eksisterende fra 1866.1 Danmark betjente man sig af halshugning med økse, sidste gang var i 1892, og dødsstraffen var i alt kun fuldbyrdet fire gange siden 1866, skønt der blev afsagt i alt 45 dødsdomme indtil 1892. Efter 1892 dømtes tilsammen 13 mænd og ni kvinder til døden. Sidste gang, en dødsdom blev afsagt, var så sent som i 1928. En af de dømte kvinder havde dræbt otte spædbørn. Alle fik dødsstraffen forvandlet til livsvarigt tugthus, men ugifte kvin­ der, som havde ombragt deres nyfødte barn, kom i heldigste fald på fri fod efter fire år. Tidens kriminalister fandt en sådan forskel på loven og dens håndhævelse urimelig. Men selv om dødsstraffen havde stor folkelig tilslutning, og der i Rigsdagen var betydelige mindre­ tal for dens bevarelse, lykkedes det dog justitsminister Zahle at komme igennem med en ny straffelov i april 1930. Som den snilde parlamentariker han var, havde han i sit lovforslag kædet dødsstraffens afskaffelse sammen med en række andre lettere acceptable reformforslag. Derved opnåede han, hvad hans forgængere forgæves havde prøvet i hver rigsdagssam­ ling siden 1924-25. Straffeloven af 1930, som i princippet stadig er gældende, søgte at se på hver enkelt lovovertræder som individ og at inddrage dennes sociale baggrund. Hvor den gamle straffelov så at sige havde en fast takst for enhver forbrydelse, blev området for særbehandling af lovovertrædere nu udvidet, så det i højere grad blev muligt at benytte andre sanktioner end straf. Den kriminelle lavalder blev hævet fra 14 til 15 år, og for kriminelle mellem 15 og 21 år indførtes ungdomsfængsel som en mulighed. Særlig besværlige forbrydere „med hang til le­ diggang og uordnet levevis" kunne idømmes tvangsarbejde i arbejdshus, og særlig farlige kunne anbringes i tidsubestemt sikkerhedsforvaring. For mindre forseelser kunne idømmes Dødsstraffen afskaffes

45

hæftestraf. Strafferammen for en række forseelser mildnedes, hvorved man tilpassede sig domspraksis. Det gjaldt det, der med datidens udtryk kaldtes fosterfordrivelser og barnemord, omgængelse mod naturen, dvs. homoseksualitet, ligesom æg­ teskabsbrud ikke længere kunne føre til påtale efter den kræn­ kede ægtefælles begæring. Venstre og Victor Piirschel stillede forgæves ændringsforslag om at bevare en paragraf om hor, der skulle kunne straffes med indtil tre måneders hæfte. Men det forblev fortsat ulovligt at annoncere med salg af „gen­ stande, der er tjenlige til at forebygge følger af samleje". Det blev først tilladt i 1956. I andre tilfælde blev det strafbares område udvidet f.eks. vedrørende uagtsomme lovovertrædelser som beruselse, der udsatte andre for fare. Hvor man hidtil ved dom for en van­ ærende handling havde mistet de borgerlige rettigheder, dvs. valgret, pensionsret, retten til at være læge, lærer, lods osv., skete fradømmelsen nu i et antal år efter løsladelsen. Det var ment som en mildnelse, men kom i virkeligheden til at virke som en tillægsstraf. Selv om ordet resocialisering ikke dengang indgik i hver­ dagssproget, var dette dog en hovedhensigt med loven. Men dens besværlige tilblivelsesproces viser, hvor vanskeligt det var at komme til rette med dette princip over for forestil­ lingerne om hævn og beskyttelse. Loven var et kompromis, hvor nye tanker havde bøjet sig mod gammel retstradition.

Teknikkens triumfer

Anker Engelund er blevet kaldt Nordens store brobyg­ ger. Som dreng i Ålborg spekulerede han over, hvor­ dan man kunne undgå, at Limfjordens pontonbroer blev sprængt af isen. Som voksen løste han problemet, idet han udformede en ny konstruktionsmåde, hvor bropillerne blev funderet ved hjælp af trykluft. Han projekterede broerne over Roskilde Fjord, Alssund, Lille Bælt, Storstrømmen og Oddesund. I næsten 40 år var han en skattet lærer for de studerende ved Dan­ marks tekniske Højskole.

I disse år blev færgernes Danmark broernes land. 11924 havde venstreregeringen fået loven om en jernbanebro over Lillebælt vedtaget. Bilerne tog man ikke hensyn til. Men blot fire år efter føjedes der to smalle vejbaner til planen. I 1935 blev broen under megen festivitas taget i brug. Lillebæltsbroen gav appe­ tit. Hele to broer kom der nu over Limfjorden ved Ålborg. En bro over Storstrømmen havde man længe diskuteret, men den var hidtil blevet standset af Landstinget. I 1932 vedtog Rigs­ dagen endelig at bygge Storstrømsbroen, der med sine 3,2 km var Europas længste. Den blev indviet i 1938 og gled kun igennem, fordi jyderne ved Limfjorden samtidig fik en ganske vist meget billigere bro over Oddesund foruden en over Vilsund og en over Aggersund. Over Alssund var der allerede i 1933 anlagt en ny bro. De første spadestik til Rømødæmningen blev taget i 1939, samtidig med at Mønbroen påbegyndtes. Mange var betænkelige ved de store offentlige anlægsarbej­ der, men de gav beskæftigelse, og som en national sidegevinst knyttede de landsdelene tættere sammen. Den skabende kraft bag disse ingeniørmæssige bedrifter var professor ved Poly­ teknisk Læreanstalt, Anker Engelund, som forbandt teknisk snilde med kunstnerisk indfølingsevne. Som husmandsbru­ genes små murstensbygninger i tiden mellem de to krige kom til at præge det åbne land, trak broerne deres stålprofiler fra kyst til kyst. Da nu bilerne havde fået lov til at køre på broerne, fandt man snildeligt ud af, at de også kunne betale for dem. Benzinprisen steg med en øre pr. liter. Både benzin og biler blev hurtigt et yndet skatteobjekt, og pengene indgik i en særlig vejfond, som ydede tilskud til kommunernes vejanlæg. Onde tunger sagde, at derfor blev endog markvejene asfalteret. Under ledelse af DSB's dynamiske generaldirektør P. Knut­ zen kom der fra 1934 i hovedstadsområdet til at køre eldrevne S-tog i nærtrafikken. Først og fremmest blev denne epoke dog præget af de røde lyntog, der uden ophold rullede om bord på storebæltsfærgerne og over Lillebæltsbroen. Farten var med sine 120 km i timen efter datidens forhold meget høj. Køretiden mellem landsdelene blev herved væsentligt formindsket. På trods heraf trængte bilerne sig på - også rutebilerne, som kom ud i den fjerneste krog og begyndte at underminere de mange privatbaner. De smalsporede sønderjyske amtsbaner blev nedlagt 1926-1939, og i 1936 opgav man den kun en halv Teknikkens triumfer

47

En bro over Lille Bælt havde været på dagsordenen i årti­ er. Jernbanen endte i Strib, hvorfra der gik færge til Fre­ dericia. Lillebæltsbroen fra 1935 er en højbro af stål bå­ ret af jernbetonpiller, som var vanskelige at få på plads på grund af den stærke strøm. Arbejdet udførtes af Monberg & Thorsen i sam­ arbejde med tre tyske firma­ er. Broen er stadig et monu­ ment over dansk ingeniør­ kunst.

48

Teknikkens triumfer

snes år gamle DSB-strækning Ringsted-Hvalsø-Frederikssund. Den var tænkt som et led i en aldrig gennemført ring­ bane uden om København. Jernbanebroen over Frederiks­ sund blev nedtaget og genopført som Limfjordsbro. 11925 var der ca. 60.000 biler i Danmark, i 1939 ca. 160.000, hvoraf ca. en fjerdedel var last- og varebiler samt hyrevogne. Bilen var altså endnu langtfra hvermandseje. I USA var der en bil for hver fjerde indbygger, i Danmark kun en for hver 25. Det var det samme i England, og i Sverige var der kun en bil for hver 37 indbygger. Bilismen medførte et nyt fænomen: færd­ selsulykker. Skønt maksimumshastigheden var 60 km i timen på landevejene og 40 i byerne, forårsagede biler og motor­ cykler i 1939 ca. 9000 uheld eller ulykker. I alt blev ca. 300 mennesker dræbt i trafikken. Vejene var smalle, med mange sving og kranset af vejtræer. Cyklen var blevet hvermandseje, og i skolegårdene undervistes børnene på løbehjul i tegngiv­ ning. I tiden mellem de to verdenskrige kom flyvningen til at spille en stadig betydeligere rolle. Kastrup Lufthavn blev åbnet i 1925 og udbygget flere gange, i 1936 med en fuldt moderne admini­ strationsbygning. Men flyvningen fik i slutningen af 1930'rne et sådant omfang, at det stod klart, at omfattende udvidelser

11933 indviedes Limfjords­ broen, der erstattede den gamle pontonbro. En jern­ banebro havde man haft si­ den 1879. Den nye vejbro var opført af Kampmann, Kierulff & Saxild og var en lavbro med klap. For at de­ monstrere broens bæreevne trommede man 48 lastbiler fra Ålborg og Nørresundby sammen og lod dem holde på ét brofag ad gangen.

snart måtte foretages. 11925 var det samlede antal passagerer på Kastrup Lufthavn ca. 3000, i 1939 ca. 72.000. Hertil kom post og fragt. 45.000 af passagererne fløj med Det danske Luft­ fartsselskab (DDL), der fik koncession på indenrigsflyvning i Danmark i 1920. Det er dermed det ældste europæiske luft­ fartsselskab, der stadig er i drift, idet det i 1951 blev en del af SAS. Den første rute gik via Malmø til Warnemunde med en vandflyver. Hurtigt kom der ruter til bl.a. Berlin - 80 minutters flyvetid - Amsterdam og London. 11935 bestod DDL's flåde af tre enmotorede Fokker-maskiner, der hver kunne tage otte passagerer og to tremotorede, som hver medførte 16 passa­ gerer. 11939 var man oppe på otte maskiner, og der var da i alt 65 civile flyvemaskiner i Danmark. Den første indenrigsrute gik til Ålborg. Den åbnedes i 1936. Samme år påbegyndte Kramme & Zeuthen i Ålborg at fremstille robuste små flyve­ maskiner, og i 1939 sendte Zone-Redningskorpset det første ambulancefly i luften ikke mindst hl glæde for beboerne på de små øer, der frøs inde i de kolde vintre. Også telefonen blev stadig mere udbredt, og den blev næ­ sten folkeeje. 11925 var der 266.000 abonnenter, i 1939 379.000, og der ekspederedes 703 miil. samtaler. I København var der halvautomatiske centraler, hvor brugerne kunne dreje den ønskede central. Men på centralerne blev hver enkelt samtale

Teknikkens triumfer

49

Københavns Lufthavn i Ka­ strup blev taget i brug 1925 og udvidet flere gange. De fleste maskiner var enmotors, men fra midten af 30'me befløj det hollandske KLM København med fire­ motorers Fokkerfly, som tog 32 passagerer og en femmandsbesætning, hvoraf en var steward. Der var nemlig restaurant om bord. Nat­ postflyvninger havde fun­ det sted siden 1929. Kastrup Lufthavn blev et yndet ud­ flugtsmål for dem, der måt­ te blive på jorden.

50

Teknikkens triumfer

ekspederet manuelt af en hærskare af telefonistinder. Der var i alt 1800 centraler, og på de små landcentraler havde bestyreren god mulighed for at følge med i landsbyens liv. En teknisk opfindelse, som fik stor kulturel betydning var radioen. Private radioklubber var for egne midler under primi­ tive forhold og til dels hjulpet af hærens telegrafbataljon be­ gyndt at lave radioudsendelser. Det havde ført til næsten kaotiske forhold i æteren, og i 1925 overtog staten ansvaret for al radiospredning i Danmark. Ejerne af radioapparaterne skul­ le betale en årlig licens på ti kr. til dækning af radioens udgif­ ter. 1 1927 kunne Statsradiofonien tage en storsender ved Ka­ lundborg i brug, og de små stationer nedlægges. I mange år lød det nu ud over det ganske land: „Danmarks Radio, Køben­ ha vn-Kalundborg". Som det hele var groet op, fik lytterforeningerne en be­ tydelig indflydelse i Radiorådet, som under ministeren for offentlige arbejder havde den øverste ledelse af radioen. Politi­ kerne havde oprindeligt ikke blik for radioens betydning, men opdagede den hurtigt, og ved radiolovens revision i 1930 fik en repræsentant for hver af de fire store partier sæde i Radiorådet. Den daglige ledelse lå i hænderne på driftslederen, i mange år kammersanger Emil Holm, valgt fordi man i radioens barn-

Det danske Luftfartselskab blev stiftet i 1918 på initiativ af bl.a. ØK. DDL fik i 1920 koncession på erhvervs­ mæssig lufttrafik i Danmark og åbnede samme år en rute København-Malmø-Warnemunde. Inden 2. verdens­ krig var rutenettet udvidet til alle betydende europæi­ ske destinationer. Plakaten er af Ib Andersen og fra 1945, hvor man efter fem års stilstand rustede sig til konkurrencen på det inter­ nationale marked.

dom først og fremmest opfattede den som en musikspreder. I 1934 var da også over halvdelen af de ca. 110 ansatte i Stats­ radiofonien musikere. Og musik blev der spillet. Med hoved­ telefoner på ørene eller med hovedet inde i højttaleren lyttede man til populærmusik transmitteret fra Wivex eller andre re­ stauranter, og elskere af klassisk musik kunne i radioen høre Mozarts og Beethovens symfonier, som ellers kun ved sjældne lejligheder blev fremført i en koncertsal. Oplysende foredrag, Teknikkens triumfer

51

Statsradiofoniens program fra en efterårssøndag i mid­ ten af 1930'me er typisk for udsendelsernes sammen­ sætning: vejrmeldinger, gudstjeneste, musik, belæ­ rende foredrag, det populæ­ re hørespil „Familien Han­ sen" - og endnu mere mu­ sik. Der sendtes nonstop fra kl. 8 til 24, og mere avance­ rede radioer kunne modta­ ge både Moskva og Wien. Interessen for det nye me­ dium var stor. Der udkom mange radiomagasiner, og lytterne organiserede sig i foreninger.

Danmark i Dag.

sprogundervisning, børneprogrammer, hørespil og „hørebilleder fra dagliglivet" spillede også en stor rolle. Radioens betydning lå i, at den medvirkede til at inter­ nationalisere kulturlivet og ved, at den nåede ud i den fjerne­ ste afkrog af riget. 1 1927 var der 131.000 licensbetalere, i 1935 550.000. Regnes en husstand for fem personer kunne 2,5 miil. af en befolkning på 3,5 miil. høre radio - foruden de såkaldte plankeværkslyttere, der unddrog sig licensbetalingen. I 1939 var der 715.000 licensbetalende husstande, dvs. at ved krigs­ udbruddet var bogstavelig talt alle i Danmark i stand til at høre radio. Først og fremmest var det dog „Pressens Radioavis", som befæstede sin position med en nyhedstjeneste, som intet trykt medium kunne konkurrere med i hurtighed. Den bar sit navn, fordi den kontrolleredes af dagspressen. Den storpoliti­ ske udvikling kunne følges time for time, og Hitlers taler kunne truende brage ud i hjemmene. Den stadigt stigende interesse for radioen førte til en udvidelse af sendetiden, som efterhånden kom op på 13-14 timer om dagen. En anden teknisk opfindelse af stor rækkevidde var tonefil­ men, der holdt sit indtog omkring 1930. Indtil da havde Dan­ mark kunnet opretholde en stumfilmsproduktion, som også

15,30 Udsendelse for store Børn. Foredrag: Hvad jeg kan opleve. I. Paa Marken. Magister Ingv. Lleberklnd.

København — 255,1 m (1176) Kalundborg — 1261 m (236) Samtlige A ftenud^e^delter fra Kl. 19,00 16,00 Københavns Kommunes udztnd«! ogsaa over Danmarks KortKoncert. telg»sender 19,5 m.

7,57 8,00 8,15 8,30 9,15

Høstvejrmelding. Gymnastik for Kvinder. Morgengymnastik. Morgenvejrmelding. Foredrag:

Bibliotekets Betydning for Studiekresarbejdet. Bibliotekar Henrik Jenten, Svendborg. (Fra Odensestudiet).

10,00 Gudstjenesten i Frederikskirken ved Provst Chr. Winther. Salme-Nr.: 399 (S. S. 36). 418 (S. S.787). 501 (S. S. 307). — •504 (S. S. 333, Vers 1, 3, 5, 6, 9 og U).

11,40 Radioavis. 12,00 Raadhusklokkeme. Derefter Høstvejrmelding. 12,00 Koncert. Carl Rydahls Ensemble. Wallace: Ouverture til Op. „Maritana . — Waldteufel: En Sommer­ aften Vals. — Schubert Berté: Ud­ tog af Oprt. „Jomfruburet". — Grieg : Norsk Dans Nr. 3, G-Dur. — Lacome Zigøjnertango. — Gillet: La lettre de Manen. — Lincke: Ouverture til Oprt. „Casanova".

13,00 Sprog for Viderekomne. 13,00 Engelsk: Three Fairy Tales by Hans Andersen, Translated and read by Paul Leyeeac. 13,20 Tysk: Aus der Geschichte der deutschen Sprache. II. Dr. Victor Watohnltlue. 13,40 Frarwfc; Actualités. Mile Franc« Q'eizal.

14,00 Gudstjenesten i Christiansborg Slotskirke ved J C Sevaldsen Hjørring. Nr. 283 (S. S. 195). 395 (S. Vers 1, 2 og 5—7). — 466 299). 513 (S. S. 723).

52

20,30 Familien Hansen. Aage Hansen ........ Aage Schmidt. Gerda, hans Kone ... Ellen Rovsing. En Mand ................... VUE. Maller.

Transmission fra Fælledparken. Harmoniorkester (70 Musici). Diri­ gent: Kgl. Kapelmester Johan Hye- 20,45 Hjemmets Klavermusik. S. Rakhmaninof: Prélude, cis-mol. Knudsen. Fr. Chopin: Vals, As-pur. Opus 69 Meyerbeer: Fakkeldans Nr. 1. We­ Nr. 1. C-hr. Sinding: Fruhlingsber : Opfordring til Dans. Gade: rauschen. Efterklange af Ossian. KoncertPianist Viktor Fischer. ouverture. Handel: Largo. Svend­ sen: Festpolonaise. Henriques; Derefter Høstvejrmelding. Livsglæden. Galop af Bell. „Den 21,00 Oplåsning. lille Havfrue". Richard Jensen: Af „Tre boksende Drenge". 10 Minuter« Pavse. Skuespiller Hans Egede Budti, Halvorsen : Boj arernes Indtogsmarch. 21,20 Grammofonmusik. Dupuy: Ouverture til Syngestykket W. Meisel: Die Sonne geht auf, af „Ungdom og Galskab". Lumbye: Filmen „Marie Luise". (Charles Marie-Vals. Schmidt: DjævletunKuUmann). C. A. Bixio : J'aime tes gen. Koncertpolka. Teike: Alte grands yeux. (Lys Gauty). W. HeyKameraden. March. ? mann : Af Filmen ..Kongressen dan­ Trompetsolo; Henry J&naøn. ser : Das muss em Stiick vom Him­ mel sein — Das gibt's nur einmal. 18,00 Raadhusklokkeme. (Gerd Thomas) (Kinoorgel).

18,00 Grammofonmusik.

21,30 Populære tyske Folke­

Verdi: La donna e mobile. Hertu­ sange. gens Ane af Op. „Rigoletto". (Mi­ Transmission fra Berlin. kael Salecki). Rich. Strauss: 'Duet Rosenstockholder bliiht. Jetzt gang af „Arabella". (Elsa Wieber og i ams Brunnele. Am Brunnen vor Marta Fuchs). Sar asa te : Romanza dem Tore. Es waren rwei 'KonigskinAndaluza. (Erica Morini, Violin). der. Ach vie ist’s mbglich dann. In Georg: Stæren i Upsala. (Bigge einem kiihlen Grunde. Holm). Drdla/Wiedoft: Souvenir. Tysklandssenderens Kor og Or­ (Rudy Wiedoeft, Saxofon). Carmikester. Dir.: Hans Georg Garner. rhael: Lazybones. (Reilly Com/ort). 22,00 Radioavis.

18,20 Foredrag:

Det store fotografiske Himmelkort. 22,10 Operamusik. Radioorkestret. 'Dir.: Emt? Reeser.. Magister 0. Luplau-Jansaen. Boieldieu: Ouverture til „Johan fra 18,50 Vejrmelding. Paris".

19,0A Radioavis. 19,30 Foredrag: Sverige. Svensk Verdensindustri. Højskolelærer Frode Kristensen, Roskilde.

Provst Salme- 20,00 Raadhutklokkemt. S. 41. (S. 8. 20 00 Beremte Optretttoverturer Radioorkestret. Dir.: Emil Ree.en

Teknikkens triumfer

Sullivan; Ouverture til „Mikadoen". Suppé: Ouverture til „Boccaccio". Offenbach: Ouverture til „Madame Favart",

Meyerbeer: Ombre légére. Ane af „Dinorah". Barbier. Operasangerinde Karen Marie Nielsen. Bi*et Zigøjnerdans af „Den smukk° Pige fra Perth .

Masse: Nattergalearie af „Jeanette* Bryllup"'. Cubalet. Karen Marie Nielsen,

Auber: Tarantel af Op. „Den Stum­ me i Portici".

Offenbach: CHympia-s Arie af „Hoffmanns Eventyr .Ved Erik Bøgh. Karen Marie Nielsen. Maillart: Ouverture til „Villars Dra­ goner" .

23,00 Dansemusik fra „Wivex“. Dirigent: Teddy Petersen.

24,00 Raadhusklokkeme. 0,30 Slut.

Udlandet i Dag. 17.30 MOSKWA III; Sadko. Op. af Rimski-Korsakof. 19.50 WIEN: En ideal Ægtemand. Skue­ spil af Oscar Wilde. 20.00 LEIPZIG: Verdis Op. Traviata. 20,15 MONTE CENERI; Kapelmesteren Op. af Paér.

Sverige. 1930 Swpdenhielms Lystspil af H. Bergman. I Hovedrollen Gosta Ekman. 21.00 Orkesterkoncert. 21.4-5 Presse. 22,00—23,00 Ork.-Koncerten fortsat.

U(Herlige Programmer for Danmark og alle betydende Radio­ sendere Udlandet fremkommer hver Fredag i Lytter-Bladet, der gratis følger med til Politikens Abonnenter. Fællessbonnement paa Søndags-Polltiken med Magasinet og LytterBladet kan tegnes i København for Kr 2.60 og i Provinsen for Kr. 3,25 pr. Kvartal. Hos alle Bladhandlere faas de 3 Blade om Søndagen for i alt 20 Øre i København og 25 Øre i Pro­ vinsen. Fredag faas Lytter-Bladet jsmmen med Politiker) for i alt 15 Øre i København og 20 Øre i Pro­ vinsen. I Lytter-Bladet finder Læ­ serne. foruden den udtewmende Programtjene*re Art’kier om Egens Ud­ sendelser, Illustrationer m m

Marguerite Viby og Hans W. Petersen fik stor succes i den lettere genre. Ikke mindst i Nordisk Films „Skal vi vædde en Million" fra 1932. Kapelmester Otto Lington dirigerede sit kend­ te jazzorkester, her ved en optagelse den 21. januar 1932.

vandt europæisk udbredelse. Med den meget dyrere tonefilm kom en bølge af amerikanske film, og kun få dansk producere­ de film kom uden for landets grænser. Skuespillere som „Fyr­ tårnet" og „Bivognen" (Carl Schenstrøm og Harald Madsen), der havde vundet verdensberømmelse, klarede ikke omstil­ lingen fra stumfilm til tonefilm. Men danske tonefilm var populære i Danmark, og Carl Alstrup, Bodil Ipsen, Ib Schønberg, Liva Weel og Marguerite Viby m.fl. blev folkeeje som filmskuespillere. Populær blev også grammofonen, efter at man i 1925 var gået bort fra tragt­ indspilning og over til at anvende mikrofon og forstærker. Udvalget af lakplader med indspilning af både klassisk og moderne musik som den blandt unge så populære jazz var stort, og en rejsegrammofon med håndsving kunne fås for en overkommelig pris.

Forskning Den meste forskning foregik på Københavns Universitet og andre højere læreanstalter, foruden bl.a. på Carlsberglaboratoriet. I Århus havde der længe været arbejdet for at få oprettet

Forskning

53

Aarhus Universitets hoved­ bygning stod færdig i 1944. Bygningerne, hvis opførelse påbegyndtes i 1933, frem­ træder som en særlig dansk-tilpasset variation af funktionalismen. Arkitek­ terne var Kay Fisker, Povl Stegmann og C. F. Møller. Da Royal Air Force bombe­ de Gestapos hovedkvarter i studenterkollegierne, blev hovedbygningen delvis ødelagt og C. F. Møller gra­ vet ud fra de sammenstyrte­ de murbrokker. Det blev ham, som fuldførte det sto­ re anlæg i den efterhånden tætbebyggede park.

54

Teknikkens triumfer

endnu et universitet, og i 1928 godkendtes den selvejende institution „Universitetsundervisningen i Aarhus", som blev drevet for kommunale og private midler. 11931 trådte staten til, og i 1933 fik Aarhus Universitet egne bygninger. 11939 havde det 700 studenter mod 5000 ved Københavns Universitet. Op­ rindeligt havde Aarhus Universitet kun et humanistisk fakul­ tet, men gradvist udbyggedes det til at omfatte alle fakulteter (medicin, teologi, samfundsvidenskab og naturvidenskab). Danmark blev i 1930'rne internationalt kendt inden for den teoretiske sprogvidenskab, repræsenteret ved Viggo Brøndal og især ved Louis Hjelmslev, begge professorer ved Køben­ havns Universitet. Her virkede tillige litteraturforskeren Vil­ helm Andersen, der var kendt over hele landet for sine folkeli­ ge foredrag og oplæsninger. Litteraturhistorie talte også blandt sine fremtrædende udøvere Hans Brix, som markerede sig som litteraturkritiker og teateranmelder, og Paul V. Rubow. Historiefaget var præget af generationen efter Kristian Erslev. De dominerende skikkelser var den konservativt ind­ stillede Knud Fabricius og de to radikale historikere Aage Friis

Professor Vilhelm Andersen var doktor på en afhandling om guldhornene og blev en både djærv og åndfuld for­ tolker af især den romanti­ ske litteraturarv. Han fore­ læste og holdt oplæsninger ikke blot på Københavns Universitet, men også i yd­ myge forsamlingshuse. Med de studerende foretog han næsten sagnagtige cy­ kelture til litterære mindes­ mærker.

og Erik Arup. Friis dyrkede den politiske historie og deltog i et væld af praktisk-idealistiske gøremål. Arup søgte at bane nye veje bl.a. ved sin stort anlagte Danmarkshistorie (1925-32), der vakte betydelig opsigt ved sin omvurdering af nationale myter og understregning af de materielle vilkårs betydning. Erik Arup øvede ved sit engagement og sine æggende synspunkter stor indflydelse på de unge historikere. En af dem, den økono­ miske historiker Albert Olsen, fik den første lærestol i historie ved Aarhus Universitet. 11936 blev han udnævnt til professor ved Københavns Universitet efter en voldsom strid mellem Arup og historikeren Vilh. la Cour, der som ansøger følte sig forbigået. Den var i virkeligheden udtryk for 1930'rnes perma­ nente opgør mellem kulturradikalisme og konservatisme. Den arkæologiske forskning, der næsten udelukkende fandt sted på Nationalmuseet, var i stærk udvikling. Blandt periodens største arkæologiske opdagelser var Ladbyskibet i en gravhøj på Fyn og udgravningerne af vikingeborgen Trelleborg ved Slagelse, der blev foretaget af Nationalmuseets direk­ tør Poul Nørlund. Efter en folkeindsamling, som bl.a. Niels Bohr og Johs. V. Jensen stillede sig bag, fik Nationalmuseet i 1937 en stor udbygning i tilslutning til sin trange plads i Prin­ sens Palæ. 1938-40 udsendte Johannes Brøndsted det monu­ mentale tre-bindsværk „Danmarks Oldtid", der vandt stor udbredelse. I tiden op til 2. verdenskrig havde Danmark inden for inge­ niør- og naturvidenskaberne en betydelig international posi­ tion. Kendte naturvidenskabsmænd var bl.a. fysikeren Martin Knudsen, der arbejdede med hydrografi og luftarternes egen­ skaber, og matematikeren Harald Bohr. På Carlsberglaboratoriet, der viste stor gæstfrihed over for udenlandske forskere, foretog S. P. L. Sørensen og Kai Linderstrøm-Lang epoke­ gørende undersøgelser af enzymer. Inden for fysiologien vir­ kede August Krogh og P. Brandt Rehberg. August Krogh gennemførte epokegørende undersøgelser over åndedræt, stofskifte og blodkredsløb og udviklede sammen med lægen H. C. Hagedorn insulinproduktionen. Krogh vandt interna­ tional berømmelse og havde allerede i 1920 fået Nobelprisen. Den uden sammenligning berømteste danske forsker var dog fysikeren Niels Bohr. Han havde i 1922 modtaget Nobel­ prisen for sin indsats i atomfysikken. Hans Institut for teore­ tisk Fysik blev centrum i et internationalt samarbejde mellem fysikere fra hele verden. Atomfysikkens bedste unge hjerner mødtes på instituttet. Fra 1939 vidste atomfysikerne, at det teoretisk var muligt at forløse uranets atomenergi med en

Forskning

55

kædereaktion, der muligvis kunne tæmmes i en reaktor eller slippes løs i en bombe. Fra tysk side søgtes tilnærmelse til Bohr, men han afviste og rejste i stedet under krigen illegalt til Sverige og derfra via England til USA, hvor han til krigens slutning fik en central placering i amerikansk atomforskning.

Byggeri og bolig

Arne Jacobsen introducere­ de omkring 1930 den inter­ nationale funktionalisme i Danmark. Han var ikke yderligtgående og fik måske derfor, men også på grund af sit kunstneriske talent, stor indflydelse på udform­ ningen af byggeri, både når det gjaldt boliger, og når det drejede sig om rådhuse, skoler og fabrikker. Sam­ men med sin hustru, Jonna, arbejdede han også med stof og tapet. Han evnede hele tiden at forny sig.

56

Teknikkens triumfer

Den internationale funktionalisme med dens stræben efter terningagtig enkelhed fik også indflydelse på dansk arkitektur og kunsthåndværk. Inden for den sidste genre blev Kay Bojesen nyskabende med bl.a. sølvtøj, bestik og trælegetøj. Kaare Klint fuldførte efter sin fars - P. V. Jensen-Klints - død Grundtvigskirken i 1940, men ydede derudover en grund­ læggende indsats for moderne dansk møbelkunst. I arkitek­ turen var det bl.a. Arne Jacobsen, som omkring 1930 introdu­ cerede funktionalismen. Han skabte sig snart et navn som en af Europas betydeligste arkitekter. Han var påvirket af den såkaldte Bauhausstil med dens flade tage og hjømevinduer. Kunst og teknik skulle være en ny enhed. Ideen var at sam­ menfatte alle former for kunstindustrielle og kunstneriske pro­ dukter i et fælles program for det moderne menneske. I mellemkrigstiden udfoldede både arkitekter og boligsel­ skaber som Københavns almindelige Boligselskab store an­ strengelser for at forbedre den mindrebemidlede befolknings boligforhold. Stilistisk påvirkedes dette byggeri også af funk­ tionalismen, selv om kun ganske få huse opførtes i egentlig funkis. Bvggestilen kombineredes med en betydelig interesse for lys og luft og grønne områder. Navnlig i hovedstaden og Århus begvndte moderne karreer og stokbebyggelser at skyde op. Jernbeton begyndte nu at finde anvendelse i boligbyggeri­ et. Altaner hørte til nyskabelserne. Og selv om de fleste lejlig­ heder kun bestod af et par værelser, var boligstandarden målt med en international målestok høj såvel arkitektonisk som byggeteknisk og funktionelt. Et tidstypisk moderat funktiona­ listisk eksempel på stokbebyggelse beregnet for bedrestillede er Blidahpark i København. Arkitekten Thorkild Henningsen søgte at popularisere sine rækkehuse rundt om i København. Men de mindrebemidlede følte sig ikke til trukne af dem, skønt huslejen var relativ lav på grund af statstilskud. I stedet blev disse huse beboet af intel­ lektuelle. Villaområdet prægedes i denne periode i nogen grad af den internationale modernisme. Det gav sig udslag i mange større eller mindre bungalower præget af kubismen. Først omkring 1940 begyndte andre former for rækkehusbebyggel-

Grundtvigskirken i Køben­ havn blev efter 20 års byg­ geri indviet i 1940. Dens ar­ kitekt var P. V. Jensen-Klint I sin stil er kirken en gen­ digtning af den danske go­ tiks teglstenskirker, hvis trappegavle og murblæn­ dinger har inspireret til det overdådigt udformede ind­ gangsparti. Overalt er an­ vendt gule mursten.

se, nu ofte bestående af forholdsvis små huse, at fyldes med børnerige familier med lavere indtægter. Boligstandarden var højest i hovedstaden og dårligere jo længere ud på landet, man kom. De tekniske landvindinger brød dog i 1930'rne igennem overalt, men først i byerne. Cen­ tralvarme fandtes således ifølge forbrugerundersøgelsen fra 1939-40 i ca. en tredjedel af alle arbejderlejligheder i hoved­ staden, men kun i ca. ti procent i provinsbyerne og kun i en til fire procent på landet. WC havde næsten samtlige arbejderlej­ ligheder i hovedstaden, to tredjedele i provinsbyerne og under halvdelen på landet. Bad havde godt en tredjedel af arbejderne i hovedstaden, en femtedel i provinsbyerne og ingen på lan­ det. Elektrisk lys var der allerede fra 1930 stort set i alle lejlig­ heder i hovedstaden og provinsbyerne og i to tredjedele af alle

Byggeri og bolig

57

boliger på landet, hvilket var en fordobling på ti år. Gas havde næsten alle i byerne, ingen på landet. I langt de fleste byhusholdninger brugte man gas til mad­ lavning, men i hovedstaden og byerne var elkogeplader og elkomfur så småt ved at brede sig. Kampen mellem gas og el ses af dette budskab i Gasteknikeren fra 1931: „Gåsens sidste vilje; hvis jeg virkelig skal slagtes, da hør min sidste bøn: Stegning i en gasovn." Elektroteknikeren svarede: „Denne gås har øjensynlig manglet erfaring, thi ellers ville den have byttet om på ordene gasovn og elektrisk ovn." I landhusholdninger­ ne var komfuret til tørv og brænde det almindelige. På andre områder fejrede elektriciteten store triumfer. Elstrygejern var almindeligt eje, medens slipsepresseren „praktisk til rejsebrug - og for ungkarlen" nok var for de få. Støvsugeren var allerede omkring 1930 udbredt, selv om man mange steder endnu brugte at leje en, hver gang man skulle gøre rent. I byerne med de mange etageejendomme var den i 1939 en naturlig og selv­ følgelig brugsgenstand til erstatning for tæppemaskine, mop­ pe og gulvskrubbe. I de fleste ejendomme opført fra slut­ ningen af 1920'rne fandtes fælles maskin vaskerier. Odense-ejendommen Nørreport, som opførtes i begyndelsen af 1930'rne, var et typisk funkisbyggeri både i sin form og ved anven­ delsen af beton og udformningen med altaner. Bygningen stod kun til 1970'erne, da den faldt for en ændret byplanlægning.

58

Teknikkens triumfer

Husmoderforeningerne ar­ rangerede landet over de­ monstrationer, hvor byhus­ mødrene kunne få upartiske oplysninger om fordele og ulemper ved gas og elektri­ citet. Flaskegas var endnu ikke slået rigtigt igennem, så på landet brugte man de fleste steder stadig gammel­ dags komfur. Petroleums­ primussen var i øvrigt me­ get anvendt som et bekvemt alternativ til mere ukompli­ cerede behov.

Men der var stor kvalitetsforskel på den ældre boligmasse opført før 1. verdenskrig og 1930'rnes byggeri, der dog var præget af de mange små lejligheder. Omkring 1939 var over en tredjedel af boligerne i byerne kun på to værelser, men der boede gennemsnitligt næsten tre personer i dem. En undersøgelse af boligindretningen i de etageejendom­ me, der var opført 1915-45, viser mange lejligheder, hvis upraktiske indretning navnlig ramte husmødrene ved dårligt placerede rum med mange unødvendige og trættende be­ vægelser til følge. Det gjaldt ikke mindst kokkenerne, som ofte var smalle og indeklemte, uden trækruder, uden ordentlig belysning, med ringe og forkert skabsplads, for få skuffer og manglende skabe i den øvrige lejlighed med overfyldning af køkkenet til følge. Næsten alle familier med børn savnede spiseplads i køkkenet, men henimod halvdelen af husstande­ ne spiste alligevel her. Af stor betydning for mange mindrebemidlede byfamilier var kolonihaverne, små jordlodder, man lejede af kommunen, og hvor man kunne dyrke grøntsager og hygge sig om sønda­ gen i et lille havehus. 11915 var der i alt ca. 42.000 kolonihaver, i 1938 ca. 68.000 heraf ca. 18.000 i hovedstadsområdet.

Byggeri og bolig

59

Litteratur og samfund Inden for folkeoplysningen spillede højskolerne og landbrugs­ skolerne med op til 10.000 elever om året fortsat en stor rolle. Nye var derimod de folkelige oplysningsforbund, navnlig Ar­ bejdernes Oplysnings Forbund (AOF) stiftet i 1923, der i byer­ ne trak et stigende antal voksne elever til bl.a. sprogundervis­ ning. Først og fremmest var dog folkebibliotekerne i vækst efter biblioteksloven af 1920, der førtes ud i livet af biblioteks­ direktør Thomas Døssing. Mens der i midten af 1920'rne var godt 700 biblioteker, var tallet i 1939 965, hvoraf 877 var sogne­ biblioteker. Samtidig steg antallet afbind fra ca. en mili. ril ca. tre miil. og antallet af udlån fra ca. seks miil. til 12 miil. bind om året. Ved siden af eller som en afdeling af folkebibliotekerne fandtes særlige børnebiblioteker med et ret konstant årligt udlån på over en miil. bind om året.

Fjernskriveren holdt i 1930 sit indtog på alle større dag­ blade. På denne måde kom telegrammerne fra Ritzaus Bureau time for time ud på papir i en uendelig strøm. På de fleste provinsblade benyttede man endnu i årti­ er radiodikterede nyheder. Meddelelsesformen stillede store krav hl den modtagen­ de journalistelevs opfattel­ sesevne.

60

Teknikkens triumfer

Den mest udbredte læsning var dog dagbladene, der nu kom i alle hjem. 11938 tryktes 1,2 miil. aviser om dagen, og der var 1,1 mili. husstande. Politiken havde med et oplag på 151.000 og Berlingske Tidende med 121.000 ganske passeret konkurrenterne. Blandt frokostaviserne gik interessen fra BT over til det mere aggressive Ekstra Bladet. I provinsen udkom stadig i næsten hver større by fire aviser, en for hvert af de store partier, men i Ålborg og Århus var Stiftstidenderne ved at trænge de øvrige aviser tilbage. Blandt ugebladene havde Familie-Journalen og Hjemmet en betydelig spredning, me­ dens f.eks. Tidens Kvinder holdtes i mere eksklusive kredse. Hertil kom så en vrimmel af kioskhæfter af mindre lødig karak­ ter. Bibliotekerne stræbte efter alene at have seriøs litteratur på hylderne. Hertil regnedes ikke Tarzan-bøger på børnebibliote­ kerne, og i mange folkebiblioteker kunne man ikke låne Mor­ ten Korchs bøger, fordi de ikke ansås for lødige nok. Han skildrede livet på landet i en idylliserende og positiv form og blev måske Danmarks mest læste forfatter helt op til vor tid. De samme delingslinier, som prægede partipolitikken, rå­ dede forenklet sagt også inden for skønlitteraturen. I hele mellemkrigstiden fandtes betydelige forfattere, som med bag­ grund i en mere eller mindre udtalt kommunistisk eller social­ demokratisk ideologi skrev realistiske og sociale romaner med hverdagsmennesket i centrum. Og på den anden side var der avantgardistiske forfattere, som dyrkede det fantastiske og sjældne. Martin Andersen Nexø var produktiv i tiden efter 1. ver­ denskrig. I romanen „Midt i en Jærntid" (1929) angriber han med baggrund i krigstidens spekulationsfeber og ud fra sin kommunistiske holdning dansk liberalisme. 11930'rne udgav han sine erindringer. Hans bøger vandt vid udbredelse også i udlandet. Som Johan Skjoldborg (se bind 12 side 46f) er land­ proletariatets digter, er Andersen Nexø byproletariatets. Til­ hænger af kommunismen var også Otto Gelsted, en fin lyriker, der dog aldrig nåede nogen folkelig udbredelse. Det gjorde derimod Hans Kirk. I romanen „Fiskerne" fra 1928 tegner han med forståelse et indremissionsk miljø uden nogen udtalt politisk tendens. Kirk var på dette tidspunkt tilknyttet SocialDemokraten, men blev i 1931 medlem af DKP. I romanen „Daglejerne" fra 1936 skildrer han landarbejderes og husmænds forvandling til industriarbejdere. Entydig marxistisk i sin holdning var Hans Scherfig, i hvis satiriske roman „Den forsvundne Fuldmægtig" (1938) hoved­ personen finder det borgerlige samfunds mening i fængslet, Litteratur og samfund

61

Magasinet, som var et søn­ dagstillæg til Politiken, blev et populært forum for un­ derholdning og nyere litte­ ratur. 1 1932 kunne man ved hjælp af ny teknik trykke i fire farver, og i 26 år blev Magasinets forsider et be­ greb. En række billedkunst­ nere som Axel Nygaard, Adolf Hallman, Sikker Han­ sen, Ib Andersen og Arne Ungermann havde her rige udfoldelsesmuligheder. Ef­ terhånden fik alle større dagblade et lignende søn­ dagstillæg. Den her viste tegning er af Axel Nygaard og fra 5. juli 1931. Anlednin­ gen var Dragørs 500-års ju­ bilæum.

MAGASINETS OPLAG 150,000

MAGASINET

SØN D AG.HT1 LLÆG BE DIGEBET AF

VIGGO CAVLING

DRAGØRS 500 AARS JUBILÆUM I DAG

hvor han frivilligt lader sig indespærre. Scherfig havde allere­ de da slået sit navn fast som naivistisk dyremaler, hvis billeder gengav et optimistisk fællesskab. Til de sociale forfattere hører også Knuth Becker, der på grundlag af egne barndomsop­ levelser i digterisk form behandler samfundets stedbørn: op­ dragelsesanstalternes klientel. I romanerne „Det daglige Brød" (1932), „Verden venter" (1934) og flere følgende bind giver han en karakteristik af antihelten Kai Gøtsche i selvbio­ grafisk dokumentarisk form. Livet i provinsbyen skildres ud i alle kroge. I samfundsdebatten engagerede også Thit Jensen og Karin Michaélis sig. Thit Jensen, der i sine tidlige bøger havde ironi­ seret over de svage, svigefulde mænd, agiterede i skrift og tale for „Frivilligt Moderskab", som hendes bog fra 1924 hed, dvs. børnebegrænsning. Hun blev beundret af mange kvinder, 62

Teknikkens triumfer

11928 spøgte Politiken med tanken om et akademi som de berømte atten i Sverige. I Blæksprutten for 1928 fik det Jensenius til at lade Poli­ tikens redaktører, Ove Rode og Valdemar Koppel, laur­ bærkranse blomsten af dansk digtekunst. I bageste række fra venstre Helge Ro­ de, Johs. Buchholtz, Henrik Pontoppidan, Jeppe Aakjær, Johs. V. Jensen, So­ phus Claussen og Karin Michaélis - og i første række Johs. Jørgensen, Sven Lan­ ge, Martin Andersen Nexø, Johan Skjoldborg, Sophus Michaélis, Gunnar Gunnarsson, Hans Hartvig Seedorff, J. Anker Larsen, Ha­ rald Bergstedt og Thit Jen­ sen.

men var også et stridens tegn. 11930'rne begyndte hun på sine historiske romaner. Karin Michaélis skrev om ægteskab og kvindesind, men er i dag mest kendt for sine børnebøger og for, at hun gav forfatteren Bertolt Brecht et tilholdssted på Thurø, da han i 1933 måtte flygte fra Tyskland. „Årgangen, der måtte snuble i starten," kaldte forfatteren

Jacob Paludan efterkrigsgenerationen. Den var rådløs og desil­ lusioneret som kritikeren ved „Dagbladet" (dvs. Politiken) Ole Jastrau, den centrale figur i Tom Kristensens kendteste og betydeligste bog „Hærværk" (1930). Hverken katolicisme eller marxisme kunne man forpligte sig overfor. Jastrau søger at nå frem til sjælen og derved finde sin sande identitet ved at opgive hele sin borgerlige eksistens. Bestræbelsen er forgæ­ ves. Bogens motto er: „Frygt sjælen og dyrk den ikke, for den ligner en last". Tom Kristensen var i denne fase som så mange andre forfattere under indflydelse af Marx og af Freud, hvis opfattelse af seksuallivets store betydning påvirkede mange intellektuelle i disse år, også fordi den gav et alibi for seksuel udfoldelse. Litteratur og samfund

63

Jacob Paludan (tv.) og Knud Sønderby slog begge deres navn fast i 1930'rne. Det trak købere til, når de kend­ te forfattere som her i 1941 trådte ned fra parnasset for at pynte boghandlervindu­ er. Afstanden mellem for­ fatter og læser blev mindre.

64

Teknikkens triumfer

Jacob Paludan søgte efter den tabte tid og vendte sig mod sin egen generations dyrkelse af teknik og økonomi. Denne hold­ ning træder skarpt frem i „Fugle omkring Fyret" (1925), som gav Paludan mange læsere. Hans betydeligste roman er dog tobindsværket „Torden i Syd" og „Under Regnbuen" (1932-33) under fællestitlen „Jørgen Stein". Heri skildrer han det gamle slægtled, som krigen knækkede, og det nye, der „snublede i starten", fordi det hverken hørte til i den svundne tid eller den nye og derfor havde svært ved at vælge rigtigt. Jørgen Stein forkaster alt, hvad samtiden bød på af ideologisk og æstetisk art. Resigneret gifter han sig med en bondepige og køber et hønseri som Paludan selv for at vende tilbage til naturen. Men først da hans kone venter et barn, ser han i slægtens videre­ førelse en mening med tilværelsen. Et tidsbillede gives også i Knud Sønderbys roman „Midt i en Jazztid" (1931), en titel, der sigtede til Martin Andersen Nexøs „Midt i en Jærntid". Sønderby skildrer unge veluddannede menneskers livstrætte holdning. Hovedpersonen tabte som barn en honningmad, men honningen vendte opad, og han følte stor lykke. Som ældre er han ligeglad med, hvilken side der vender op. Cigaretter, jazz og studentikos snak fordriver ikke livsleden. I tråd med dette signalement af 1930'rne er

Det var ikke i baronesse Blixens stil at dekorere bog­ handlernes udstillingsvin­ duer. Hun lod sig hellere fotografere på Rungstedlund, hvor hun boede efter at være kommet hjem fra Afrika. Stedet er i dag mu­ seum og mødested for Det danske Akademi.

Mogens Klitgaards roman „Der sidder en Mand i en Spor­ vogn" fra 1937. Manden er en falleret manufakturhandler, som ikke magter at sætte sig op mod krisen og begynde på en frisk. Planløshed og opløsning præger ham og bogens andre perso­ ner. I romaner som „Leif den Lykkelige" (1928), „Kontormenne­ sker" (1933) og „Det maa gerne blive Mandag" (1934) behand­ ler Leck Fischer småborgerskabets trøstesløse situation i et evigt håbløst stræb. Søndagen er ikke til at holde ud, det må gerne blive mandag, hvor man dog i det mindste kan søge arbejde. Hans mennesker resignerer. Fælles for „den snublende årgang" er, at den skildrede tidens forhold med stor digterisk indlevelse, men den anviste ikke nogen udvej på problemerne. Andre som Karen Blixen skrev ud fra personlige oplevelser, men uden mærkbar på­ virkning af det omgivende samfunds økonomiske, sociale og politiske udvikling. Karen Blixens gennembrud kom med „Syv fantastiske Fortællinger" (1935), udgivet først på engelsk i 1934 under pseudonymet Isak Dinesen. Hun tager afstand fra den naturalistiske livsholdning, som prægede hendes samtid. Efter mange år i Kenya måtte hun i 1931 vende hjem til Dan­ mark, da hendes kaffefarm gik fallit, og hendes ven Denys Litteratur og samfund

65

OTA-bog fra 1931. Havre­ grød var den almindelige morgenmad i danske hjem. For at få den til at glide let­ tere ned var der i havre­ grynsæskerne kuponer, som fabrikken indløste ved at sende en underholdende eller oplysende bog. I „Dan­ marks" og „Richs" kaffetil­ sætning, der anvendtes i de tusind hjem for at drøje på den dyre kaffe, var der samlebilleder hl indklæbning i flotte album. Oplysning om „Vort flittige Folk", som et af dem hed, smugledes her­ ved ind i de små hoveder. Det var før fjernsynets tid.

66

Teknikkens triumfer

Finch Hatton styrtede ned med et fly. Katastrofe-erfaringer præger derfor hendes forfatterskab. Livet betragter hun som et kunstværk. Om sig selv sagde hun, at hun blot var en for­ tællerske. 11937 udgav hun „Den afrikanske Farm", erindrin­ ger og myter fra tiden i Kenya; præget af hendes livssyn står de indfødte både som aristokrati og proletariat. Beslægtet med Karen Blixen er Nis Petersen, hvis hoved­ værk er den historiske roman „Sandalmagernes Gade" (1931). Heri giver han et signalement af sin egen tid, lagt ned i antik­ kens Rom. Hans budskab er, at livet er helligt, og at mennesket ikke magter det. Næsten ubemærket udgav i 1934 den svært tilgængelige Albert Dam „Saa kom det ny Brødkorn", hvor det gennemgående tema er spørgsmålet om skyld og medskyld og om menneskets søgen efter livets mål. I dramaer som „Sejren" (1936) og „Han sidder ved Smelte­ diglen" (1938) viste digterpræsten Kaj Munk sin manglende tro på parlamentarismen og den samme tvetydige opfattelse af de fascistiske og nazistiske diktaturer, som kom til udtryk i det åbne brev, han i 1938 offentliggjorde i Jyllands-Posten. Heri bad han Mussolini om at få Hitler til at standse jødeforfølgel­ serne med ordene: „De var den nye mand, selve Europas fremtid ... De er snart det eneste sunde mandfolk i Europa, der kan handle." Kaj Munk fængsledes af „den stærke mand"s viljestyrke og handlekraft, men blev samtidig frastødt af de stærke mænds hensynsløshed. Mest kendt blev hans skuespil „Ordet" (1932), også fordi det senere blev filmatiseret. Det skildrer de troendes vantro kontra den ægte tro på mirakler. En helt anden holdning ses i „Melodien der blev væk" (1935) af Kjeld Abeli i samarbejde med Sven Møller Kristensen og med musik af Bernhard Christensen og Herman D. Koppel.

Kjeld Abeli var ikke blot dramatiker, men også en ta­ lentfuld teatermaler, der bl.a. havde udfoldet sig i Paris. Han skabte selv deko­ rationerne til „Melodien, der blev væk". Fortæppet viste stykkets hovedperson, Larsen, der har lagt sit hyl­ ster, den pæne mands jak­ kesæt, for at lytte til melodi­ en, som blev væk.

Stykket skildrer den lille mellemklassemand, flipproletaren, som har tabt melodien: „Det sku vær' så godt, og så' det faktisk skidt", som det hedder i „Sangen om Larsen". Først i socialis­ mens fællesskab findes lykken. Stykket var modsat Kaj Munks store dramaer let og revypræget og skabte en fornyelse i dansk dramatik.

Kulturkampen Blandt intellektuelle socialister diskuteredes i disse år, om det var muligt at skabe en særlig arbejderkultur. En central figur i denne debat var socialdemokraten Julius Bomholt. Han var påvirket af 1920'rnes proletariske kulturbevægelse i Sovjet­ unionen. 11932 udgav han bogen „Arbejderkultur". Han slut­ tede sig til Hartvig Frisch' udsagn: „Kultur er vaner". Og kulturen marcherede i takt med de økonomiske fremskridt, til hvert trin i den økonomiske udvikling svarede et trin i den kulturelle. Bomholt mente, at bibliotekerne havde socialiseret bogen, ligesom nyhedsformidlingen gennem dagspressen og filmen var blevet fælleseje. Gennem det nye medium radioen var det muligt at socialisere foredrag, musik og drama og „udslette kulturens nationale grænser og gøre verden til ét sogn". Der skulle skabes „en massekultur af internationalt format". Det var ingen tilfældighed, at Bomholt i 1940 blev formand for Radiorådet og senere (i 1961) kulturminister. Nog­ le af Bomholts konkrete forslag blev gennemført efter 2. verKulturkampen

67

Julius Bomholt var arbejdersøn, men teologisk kandidat. Han blev Socialdemokratiets førende kulturpolitiker. Han ville skabe en frisk, socialistisk proletarkunst, som skulle afløse den borgerlige forfaldskunst, og virkede utrættelig herfor i skrift og tale. Han var forstander for Arbejderhøjskolen i Esbjerg, medlem af Folketinget og fra 1934 medlem af Radiorådet som repræsentant for Arbejder­ nes Radioforbund, fra 1940 formand for rådet, der kontrollerede Statsradiofonien.

denskrig, men den arbejderkultur, som Bomholt havde pro­ feteret, skabtes ikke. For de fleste arbejdere var målet netop at antage middelklassens kultur med hensyn til boligindretning, kunst, påklædning og andre vaner. Om de venstreintellektuelle brugte man også udtrykket de kulturradikale. De havde ikke noget med Det radikale Venstre at gøre. Brødrene Brandes' åndsradikalisme havde for længst måttet vige pladsen for grundtvigianismen, personificeret i f.eks. undervisningsminister Jørgen Jørgensen, der i folkesko­ lens formålsparagraf fra 1937 skrev, at kristendomsundervis­ ningen i folkeskolen skulle være i overensstemmelse med folkekirkens evangelisk-lutherske lære. De kulturradikale var ateister. Heller ikke Socialdemokratiet tog de kulturradikale til

68

Teknikkens triumfer

„Hvad med Kulturen", spurgte kulturpolitikeren, arkitekten, forfatteren og provokatøren Poul Henningsen i 1933 i en pamflet med dette navn. Den vakte forargelse i borgerskabet og irritation hos socialdemo­ kraterne, som PH fandt småborgerlige.

deres hjerte, og de fleste af dem sympatiserede snarere med forskellig styrke med kommunismen. I tidsskriftet „Kritisk Revy", som udkom 1926-28, fandt man­ ge af dem et åndehul. Det var udgivet af arkitekt Poul Henningsen, multikunstneren, som netop på dette tidspunkt kon­ struerede sin banebrydende blændfrie PH-lampe, der er ka­ rakteriseret som det første originale stykke industrikunst i Danmark. Tidsskriftets budskab lød: „Vi tror på en kunst af menneskeligt indhold, kunsten for samfundets skyld." Navn­ lig socialdemokraterne måtte stå for skud. De beskyldtes for „kun at drømme om den mulighed at løfte hele arbejderklas­ sen op i bourgeoisiets levemåde". Det gik især løs på den anvendte kunst inden for arkitektur og kunstindustri og slut­ tede sig til funktionalismen. Men man gik videre ud og dis­ kuterede også litteratur og revy. Bladet vendte sig mod den rene underholdning og krævede, at også scenens kunst for­ holdt sig til samfundet. Gelsted og Hans Kirk var flittige bi­ dragydere. „Kritisk Revy" blev de toneangivende venstrein­ tellektuelles centrale tidsskrift i mellemkrigstiden. Da det op­ hørte, gik nogle af dets medarbejdere til det rent marxistiske „Plan". Mange var påvirkede af kunst- og kulturpolitikken i Sovjet. I 1933 udgav Poul Henningsen kampskriftet „Hvad med Kulturen?", der i forlængelse af „Kritisk Revy" vendte sig mod Socialdemokratiets småborgerlige kulturpolitik. Først og fremmest bekæmpedes dog nazismen, som man fandt sneg sig ind alle vegne i det danske samfund. I denne kamp stod foreningen „Frisindet Kulturkamp" og dens tidsskrift „Kulturkampen" i forgrunden. Også her var Poul Henningsen en bærende kraft. Foreningen talte kendte kunstnere, forskere, læger og mange andre. Dens program var at imødegå reaktionen i samfundslivet, men især inden for åndsliv og kunst. „Det almindelige fremskridts generallinie" kaldte man det med et samtidigt sovjetisk udtryk. Denne linie forfægtede „Kulturkampen", hvorfor det naturligvis blev ud­ sat for modangreb fra borgerlige kredse. Ligesom adskillige på højrefløjen var optaget af nazismens tilsyneladende orden og plan og under besøg i Tyskland kun så, hvad de ville se, beundrede mange venstreorienterede Sovjetunionen. Også de lukkede øjnene for det, der ikke stem­ te med overbevisningen. Rædselsberetninger fra jødeforføl­ gelser og kz-lejre i Tyskland blev afvist eller bagatelliseret af højrefløjen, medens kulturradikale, der besøgte Stalins dikta­ tur, kunne karakterisere det som „et frit land, hvor livet er let at leve". Moskva-processerne i 1936-38 mod fremtrædende kommunistiske ledere, der alle i standardvendinger tilstod de Kulturkampen

69

1 1935 optog Poul Henningsen med fotograf Poul Eibye bag kame­ raet en danmarksfilm, som blev en skandale. Den forholdt sig åbent kritisk over for meget af det, den viste. Hertil kom, at den i sin klippe- og billedstil var forud for sin tid. Den virkede flimren­ de og springende. Først eftertiden så dens kvaliteter. Større sam­ tidig anerkendelse vandt PH som lampeskaber og revyforfatter.

groveste forbrydelser, blev diskuteret vidt og bredt, men ikke dengang betvivlet af kommunisterne og andre, der sympati­ serede med Sovjetunionen. Da Hitler-Stalin-pagten blev ind­ gået den 23. august 1939 var grundlaget for „Frisindet Kultur­ kamp" revet bort, og bevægelsen opløstes. På det religiøse område kom modsætningerne frem ved, at socialdemokratisk orienterede kredse lod afholde såkaldt „borgerlig konfirmation", en ungdomsfest, som var aldeles uborgerlig og vendt mod kirken. Borgerlig konfirmation fik stort set kun tilslutning i hovedstaden. Blandt teologisk tæn­ kende fik den såkaldte tidehvervsbevægelse en betydelig ind­ flydelse. Ifølge dens opfattelse reduceredes mennesket til et væsen af slet vilje, hvis eneste mulighed var at håbe på Guds nåde. I menighederne fik bevægelsen ringe betydning. Større øjeblikkelig opsigt vakte Oxford-bevægelsen, der trods navnet var mere amerikansk end engelsk. Den søgte at

70

Teknikkens triumfer

modernisere kristendommen. Mennesket skulle efterleve kra­ vet om de fire absolutter: absolut ærlighed, renhed, uselvisk­ hed og kærlighed. Man skulle offentligt skrifte sine synder og i „den stille time" hver morgen notere, hvad Gud ønskede af én netop denne dag. Denne moralisme ville føre til fremgang både i privat- og erhvervslivet. Oxford-bevægelsen var smart i sine virkemidler. Men skønt en del fremtrædende teologer og andre sluttede sig til den, var den dog en døgnflue. Efter 2. verdenskrig søgte man at genopvække den under betegnelsen Moralsk Oprustning. Begrebet „borgerlig konfirmation" dækker over en ikke-religiøs ungdomsfest. Socialdemokratiet var i disse år i teorien kirke­ fjendsk, og man søgte derfor at give de unge en erstatning. Kend­ te personligheder som f.eks. landsfaderen Th. Stauning indkald­ tes som talere, men nogen succes blev institutionen aldrig. Matrostøj betegnede for drengenes vedkommende, at man endnu regnedes for barn. Med jakke og slips trådte man ind i de voksnes rækker, men skellet var flydende.

Kulturkampen

71

Krise og vækst

„Gadebillede med figur", 1937. Erik Raadal var den farveglade, men stilfærdige skildrer af den jyske stationsby som her Gjern. Hans billeder har en egen stemning af noget forladt, men endnu efter 2. verdenskrig spillede de lidt større stationsbyer med deres posthus, apotek, realskole og butikker en vigtig rolle for deres op­ land.

Danmarks afhængighed Såvel de tekniske som de åndelige aktiviteters omfang og kvalitet kan overraske, for de skete på baggrund af både inter­ national politisk spænding og økonomisk verdenskrise. Ude­ fra kommende ulykker syntes hele tiden at true Danmark. I oktober 1929 gik aktiekurserne i bund på børsen i Wall Street i New York. Investeringerne faldt, og virksomheder på stribe gik fallit. Hver dag kastedes titusinder af mennesker ud i arbejdsløshed. Verdenskrigen havde svækket England stærkt, og fra USA, som med over en tredjedel af verdens samlede industriproduktion spillede en stadig større rolle på verdens­ markedet, bredte krisen sig til Europa i form af betydelige prisfald. Da USA også begrænsede sin import, blev følgen, at andre lande fandt det nødvendigt at indskrænke deres import. Tyskland blev særlig hårdt ramt, fordi det havde et stort låne­ behov i USA for at kunne betale krigsskadeserstatninger til de allierede. Denne udvikling med en stadig faldende verdens­ handel nåede et højdepunkt i løbet af 1930, men fortsatte i øvrigt også derefter. Til Danmark kom krisen i sommeren og efteråret 1930. Pri­ serne på smør faldt ca. 35 procent og på flæsk ca. 50 procent. Da godt 60 procent af den samlede eksport netop omfattede flæsk, svin og smør (ca. 20 procent var andre landbrugsvarer), ramte prisfaldet landmændene hårdt. Når bøndernes købe­ kraft blev svækket, forplantede krisen sig til hele befolknin­ gen, så meget mere som Danmarks varehandel med udlandet var meget stor i forhold til landets samlede produktion. Land­ brugets forrentningsprocent faldt til 0,5 i 1930-31, og 1931-32 blev den minus 0,5, dvs. at landmændene ikke havde penge til renter og afdrag. Tvangsauktionernes antal steg fra 324 i 1930 til 1214 i 1931 og 2043 i 1932 (ud af ca. 200.000 ejendomme). Om livet på landet i 1930'rnes begyndelse fortæller en land­ brugskonsulent:

„Når jeg tænker tilbage på de år, slår det mig, at af de hus­ mandsfolk jeg mødte som konsulent var konerne ofte de mest åbenhjertige. Jeg husker en husmandskone, der engang med blanke øjne sagde: „Ja, nu slap vi over terminen denne gang, og så får vi se, hvordan det går næste gang." En anden kunne fortælle, at deres store dreng havde måttet gå til præst i hendes støvler; de havde ikke råd til at købe fodtøj til ham. Hun sagde det med tårer i øjnene. Jo, der var krise. Danmarks afhængighed

75

Under hjerteskærende hyl fra grisen stak hjemmeslagteren hvert år den julegris, som man havde fedet på i årets løb. Alle landhushold­ ninger holdt svin til eget forbrug foruden dem, man søgte at afsætte til slagte­ rierne. Slagtningen af egen gris kunne gøre ondt på børnene, som betragtede grisen som en ven. Men re­ sultatet var sylte, finker og blodpølse - foruden alt det, som saltedes i sulekarret til senere brug.

76

Danmarks afhængighed

Jeg mindes også en generalforsamling, jeg var med til. En ældre bonde stod op og sagde: „Hør folkens, nu må vi til at smøre vore vogne i mejerismør, for det er billigere end sort vognsmørelse/' Det var i 1934, da vi havde den laveste smør­ notering - 56 øre pundet - og det var virkelig billigere, end vi kunne købe sort vognsmørelse i butikkerne. Jeg ved ikke, hvor mange, der smurte deres vogne i mejerismør. Jeg gjorde det ikke. Jeg kunne ikke få mig til det. Men der var nogle, der gjorde det."

Industrien ramtes også af krisen, hjemmemarkedet afmattedes og eksporten faldt. Mens arbejdsløsheden i marts 1930 havde været på 15 procent, var den i marts 1931 steget til 24 procent og i marts 1932 gik den helt op i 38 procent. Det er åbenbart, at en sådan udvikling måtte lægge et stort pres på regering og Rigsdag. Det var et tryk, som øgedes ved protestbevægelser på begge sider af det politiske spektrum. Stærkest var vel den i 1931 stiftede Landbrugernes Sammen­ slutning (LS), som fra Randersegnen bredte sig over hele lan­ det under proprietær Knud Bachs førerskab. Omkring halv­ delen af alle landmænd sluttede sig i løbet af 1930zrne til den,

Proprietær Knud Bach var fører for de tusinder af util­ fredse bønder, som samle­ des i Landbrugernes Sam­ menslutning. De forsøgte sig i 1936 med en produk­ tionsstrejke, for at bybefolk­ ningen kunne føle sin af­ hængighed af landbruget. Men aktionen blev en fia­ sko.

blandt dem også mange husmænd, selv om det var det store landbrug, som førte an. Men alle bevægelsens tilhængere kun­ ne samles om at angribe „systemet", dvs. de gamle partier, embedsmændene, fagbevægelsen med dens lønkrav og „kapi­ talen", dvs. især banker og kreditforeninger, hvor bønderne havde gæld. De etablerede landbo- og husmandsforeninger betragtedes af LS mere som landboernes faglige oplysnings­ organer. Bevægelsen krævede samfundets hjælp til at ned­ sætte ejendomsskatter og renter og til at standse tvangsauktio­ nerne for derved at opnå, hvad man kaldte „ligestilling med andre erhverv". En bevægelse, der havde sin rod i de samme forhold, var JAK, „Jord, Arbejde, Kapital". Da LS var på sit højeste, talte den som lige nævnt hver anden bondefamilie, JAK hver tien­ de. JAK søgte at etablere et system med rentefrie lån og ud­ stedte en tid egne pengesedler, indtil myndighederne greb ind. Tilsvarende landbobevægelser fandt også betydelig tilslut­ ning især i Tyskland og Finland. De førte sig frem i drastiske former med trusler om at standse både produktion og betaling. Selv om ideologien var temmelig vag og uklar, var bevægelsen ikke ufarlig, især for Venstre. Dets leder var stadig MadsenMygdal. Han kom nu i vanskeligheder med sin liberalistiske grundanskuelse, som ikke længere svarede til, hvad en stor del af hans vælgere ønskede. På venstrefløjen opererede Danmarks Kommunistiske Par­ ti, hvor Aksel Larsen nu markerede sig. Han førte sig frem som støberiarbejder, men var i virkeligheden intellektuel med en langvarig uddannelse på Leninskolen i Moskva bag sig - for­ uden en realeksamen fra Mulernes Legatskole i Odense. Han og hans fæller havde arbejdsløsheden som en taknemlig bag­ grund for deres agitation. For at skabe større bredde bag kom­ munisternes krav var Aksel Larsen medstifter af De Arbejds­ løses Organisation, som anråbte både Rigsdagen og kommu­ nalbestyrelser om arbejde. En murerarbejdsmand beretter:

„Dengang gik man ikke bare arbejdsløs dage eller uger som af og til nu om stunder. For mange blev det til flere måneder ... for andre til år .... Man drev formålsløst om med tomme hæn­ der og lommer, uden at nogen tog sig synderligt af det. Det skulle da lige være visse bedrestillede medborgeres mere eller mindre åbenlyse forargelse over de arbejdsløses „driverliv" og skatteborgerudgifterne til krise- og socialhjælpsunderstøttel­ ser ... i virkeligheden deciderede suiteunderstøttelser! Gen­ nem det meste af 30'rne gik jeg arbejdsløs syv-otte-ni måneder

Danmarks afhængighed

77

„Ønskede du noget?" spør­ ger konen sin mand, da stjerneskuddet falder. „Ar­ bejde," svarer han, hvortil konen bemærker: „Jamen, det skal være noget, der er muligt." Tegningen er fra Arbejderens Almanak 1933 og af Anton Hansen, som brugte pen og pensel til at kommentere ridens sociale problemer.

om året. Det sætter sine dybe spor. Man gik på fagforenings­ understøttelse, krisehjælp og lånekontor og følte bittert og ubarmhjertigt, hvilke fornedrelsens år det var i sin ungdoms såkaldte „vår", romantikkens dyrkere så ofte lovsang. Det var ikke veldædig godgørenhed og almisser man ønskede, men arbejde, først og sidst arbejde!"

Demonstrationer, som mindede om tiden 1918-20, hørte til dagens orden. Demonstranterne kastede med sten, og politiet brugte stavene. Det gik voldsomt til, og mange kom til skade. Den 10. december 1930 affyrede et medlem af De Arbejdsløses Organisation et skud med en 11 mm rytterpistol, mens social78

Danmarks afhængighed

I de socialt vanskelige år under verdenskrisen fandt Aksel Larsen sangbund for sit kommunistiske budskab. Han benyttede enhver plat­ form til sin dygtigt fremfør­ te, målrettede agitation. Fra 1932 kunne han udfolde denne også fra Folketingets talerstol. Egentlig politisk indflydelse fik han dog ik­ ke, da Socialdemokratiet skyede kommunisterne som spedalske.

minister K. K. Steincke stod på Folketingets talerstol. Skuddet gik op i loftet, da en årvågen rigsdagsbetjent nåede at skubbe til attentatmandens arm. Et dramatisk forløb fik også 1. maj-demonstrationen i Nak­ skov i 1931. Allerede i februar havde demonstranter besat byrådssalen og aftvunget byrådet en ekstra bevilling til de arbejdsløse. Den blev naturligvis senere trukket tilbage, og to af initiativtagerne kom i fængsel. Kommunisternes 1. maj­ demonstration blev på denne baggrund forbudt, og da den alligevel fandt sted, udløste den et regulært slag mellem brostenkastende demonstranter og knippelsvingende betjente. Politiet blev spærret inde i arresthuset, og først da tilkaldt militær greb ind, endte denne minirevolution. Svære fæng­ selsstraffe fulgte. Episoden er symptomatisk for den an­ spændte atmosfære. Og da Højesteret i 1932 behandlede sa­ gen, udløstes nye uroligheder i København. Fra en båd i Frederiksholms Kanal agiterede Aksel Larsen, mens politiet attakerede demonstranterne. I Sverige kæmpede man med de samme problemer. Men her blev konfrontationen blodig. I Ådalen i Mellemsverige i maj 1931 indkaldte en virksomhed under en lønkonflikt strejkebry­ dere. Nogle af disse blev groft mishandlet af kommunistiske demonstranter, og politiet tilkaldte derfor militær forstærk­ ning. Da en rytterpatrulje blev angrebet med stenkast, åbnede soldaterne ild, og fem mennesker blev dræbt. For at undgå fremtidig brug af militær vedtog den svenske Rigsdag at op­ rette et statspoliti til indsættelse i sociale konflikter. Ådalstragedien medførte i Sverige en forværring i arbejdsmarkedets forhold, som man undgik i Danmark.

Forlig med de konservative Regeringen havde allerede ved sin tiltrædelse i 1929 bebudet bekæmpelse af arbejdsløsheden, krisehjælp til de langtids­ ledige og en „genopbygning og forenkling af den sociale lov­ givning". Så tidligt som i december 1929 havde socialminister Steincke forelagt et lovforslag om folkeforsikring, som lands­ tingsflertallet foreløbig blokerede, fordi man ikke ville accep­ tere en stykkevis sociallovgivning, men ønskede at se en sam­ let reform. I oktober 1930 fremsatte Steincke derfor et forslag om en sådan. Venstre og konservative holdt dog stadig igen. En tilnærmelse mellem regering og opposition syntes svær at øjne i foråret 1931, hvor det kom til et opgør mellem MadsenMygdal og Stauning. Land og by konfronteredes på ny uden gensidig forståelse. Den stadigt voksende arbejdsløshed gjor­

Forlig med de konservative

79

de dog efterhånden Stauning motiveret for en eller anden form for aftale med oppositionen, så at man med ét træk hjalp både betrængte landmænd og arbejdere. De to regeringspartier blev enige om at foreslå krisehjælp til de arbejdsløse. Desuden at yde en bevilling på 30 miil. kr. finansieret via skatter og mili­ tære besparelser til at hjælpe de landmænd, hvis gæld var større end deres formue, og som derfor ikke kunne betale skat og prioritetsrenter. Dette forslag kunne husmandsforeninger­ ne gå ind for. Landboforeningerne og Venstre ønskede i stedet skattelettelser gennem besparelser. De konservative foreslog told og lavere ejendomsskatter. Udsigterne til et kompromis syntes dårlige, men regeringen lod Rigsdagen indkalde til den 21. september 1931, 14 dage før den ordinære samling, for at prøve forligsmulighederne. Dagen før Rigsdagens åbning forelå en helt ny situation: England gik fra guldet. Bank of England kunne ikke længere opretholde guldindløseligheden for sine sedler, fordi englæn­ derne havde foretaget store investeringer i Tyskland, som de tyske lånere nu var ude af stand til at forrente og afdrage. Den engelske guldmøntfod var betragtet som et dogme, og derfor kom meddelelsen som et chok. Med ringere kurs på engelske pund ville særligt Danmark blive ramt, fordi England aftog ca. to tredjedele af vor landbrugseksport. Det var umuligt for landbruget at bære endnu et prisfald, og da Norge og Sverige fulgte England og devaluerede, vedtog en enstemmig Rigsdag at gøre det samme, dvs. ophæve guldindløseligheden. Alt mens man søgte at fordøje indtrykkene af disse be­ givenheder, nærmede man sig et forlig om kriseindgrebene. Regeringspartierne havde opgivet at forhandle sig til rette med Venstre. Denne chance for atter at markere sit partis selv­ stændige stilling kunne de konservative ikke lade gå fra sig. Christmas Møller trådte derfor til som landbrugets rednings­ mand. I Venstre var harmen over denne taktik betydelig, men også en tredjedel af den konservative gruppe var imod. Man fandt, at de konservative nu svigtede byerhvervene til fordel for landbruget. På regeringssiden var forligsarkitekterne soci­ aldemokraten Niels Fisker og den radikale Niels Frederiksen. Ved forliget, der blev indgået i oktober 1931, fik landbrugs­ minister Bording 30 mili. kr., der kunne ydes som lån til landmænd, som skyldte mere bort, end de ejede. Finansierin­ gen skete ved militære besparelser og forøgelse af formueskat­ ten, men især ved punktafgifter på øl, benzin, silke, æbler, pærer og - kvæder samt ved en forhøjelse af indkomstskatten også for de lave indkomster. De arbejdsløse fik 11 miil. kr. i ekstraordinær hjælp.

80

Danmarks afhængighed

Normalt tilbragte landbofa­ milierne aftenen i køkkenet eller folkestuen. Fik gård­ manden gæster, blev den fi­ ne ellers ubenyttede stue ta­ get i brug, kniplingsdugen lagt på, og sølvkaffekanden og de fine kaffekopper kom frem. Merskumspiben blev tændt, og snakken gik, me­ dens den hjemmebagte kringle blev budt rundt. Mange steder var det gamle almueinventar erstattet af møbler som dem, man brugte i byerne. Billedet her er fra Hjerting ved Esbjerg 1931.

Der havde før været indgået komplicerede kompromiser i Rigsdagen, men 1931-forliget kan stå som skemaet for de politi­ ske aftaler, som de følgende år var så rige på. Hvert af de deltagende partier fik noget til netop deres vælgere og måtte til gengæld give andre afkald. Alt efter temperament kan man finde hele den parlamentariske proces præget af studepran­ germentalitet eller grå og trist og uden visioner. Men man kan også konstatere, at demokratiet i de skandinaviske lande fun­ gerede, mens det gik sin undergang i møde lige sønden for Danmarks grænse.

Forlig med Venstre Den 22. januar 1932 fik Danmark det næste stød. Tyskland havde allerede i 1929 forhøjet kreaturtolden, og nu kom en næsten tredobling af smørtolden. Det betød, at dansk smør på det nærmeste blev udelukket fra det tyske marked. Det ramte den i forvejen skrøbelige valutabeholdning. Fra en beholdning på 63 miil. kr. var den nu nede på tre miil., og man kunne uden særlig fantasi se, at meget snart ville Danmark ikke være i stand til at betale, hvad der blev købt i udlandet, medmindre noget blev gjort. Forlig med Venstre

81

Spørgsmålet var, hvad man kunne gøre og med hvem. Mel­ lem regeringspartierne var der ikke på forhånd ubetinget enig­ hed, men de havde den fordel, at de kunne spille på uenig­ heden mellem Venstre og konservative. Nu tilbød - af alle den liberale Madsen-Mygdal, at Venstre ville medvirke til et nyt statsindgreb. Han frygtede for, at de konservative skulle komme igennem med deres ønske om told, og han fandt det påtrængende nødvendigt at sikre landbruget de nødvendige råstoffer udefra. Venstre havde atter taget føringen og det på et område, hvor de konservative følte det nødvendigt at følge trop. Christmas Møller havde nemlig tidligere været inde på, at valutahandelen måtte reguleres. Det bør tilføjes, at ideen om en valutaregulering som den, der nu kom, var fostret af

Niels Neergaard i 1924. Nu gennemførtes på én dag - den 29. januar 1932 - „lov og foranstaltninger til værn for den danske valuta". Selv om loven i første omgang kun skulle være gældende i to måneder, fik den afgørende indflydelse på erhvervslivet. Den blev nem­ lig forlænget gang på gang. I virkeligheden skal man helt tilbage til augustloven fra 1914 for at finde et tilsvarende økonomisk-politisk indgreb. Fremmed valuta blev nu rationeret. Til hver enkelt importforretning krævedes tilladelse fra National­ bankens valutakontor, snart kaldt Valutacentralen. Særligt hensyn skulle tages til varer eller råstoffer, der var nødvendige for at skabe eksport, eller som kunne fremme beskæftigelsen. Valutacentralen skulle altså udøve et skøn, der hvilede på et branchekendskab. I virkeligheden havde kun importerhver­ vene og de store organisationer den fornødne indsigt, og med dem udvikledes snart et snævert samarbejde. Ved de snæren­ de bånd, Valutacentralen lagde på erhvervslivet, blev den hurtigt den heftigst kritiserede af 1930'rnes kriseforanstalt­ ninger. Mens der i oktober 1931 havde været tale om et trekantet forlig mellem regeringspartierne og de konservative, var Ven­ stre nu ved at betræde reguleringspolitikkens snoede vej. For­ uden i valutaforliget deltog partiet også i marts 1932 i for­ svar sordningen, som de konservative var imod. Gradvis blev Madsen-Mygdal skubbet til side, mens rektor Oluf Krag kom til at spille en stadig større rolle. Som Landboforeningernes formand afløstes i 1932 den gamle tids bonde, P. P. Pinstrup, af den smidigere landbrugsskoleforstander og landstings­ mand Henrik Hauch. Både han og Krag svarede bedre til 1930'rnes forhold end de to udprægede landbopolitikere, de

kom i stedet for. Denne gang smededes aftalerne af Fisker, Krag og Christ82

Danmarks afhængighed

11935 afløste den radikale, sjællandske bonde Jørgen Jørgensen socialdemokraten Borgbjerg som undervisningsminister, en post Jørgen Jørgensen beklædte til 1942. Han var indenrigsminister 1942-45 og atter undervisningsminister 1957-61. Han kom hurtigt til at spille en betydelig rolle, ikke kun fordi hans parti var cen­ tralt placeret, men også på grund af sin folkelige baggrund og si­ ne forhandlingsevner.

mas Møller - og som ny den radikale gårdmand fra Lejre, Jørgen Jørgensen. Nu, i juni 1932, skete der en halvering af amtsskatterne, der kun hvilede på fast ejendom på landet, medens kommunerne fik ni mili. kr. og landbrug og fiskeri 21 miil. kr. i statstilskud. Med i aftalerne var til gengæld lov om arbejdsanvisning og arbejdsløshedsforsikring, som socialmi­ nister Steincke havde kæmpet energisk for. Den betød ca. 11 mili. kr. mere til arbejdsløshedskasserne, mens arbejdsløs­ hedsforsikringerne kostede ca. 16 miil. kr. Som man kunne vente, var der uenighed om finansieringen. Regeringen fore­ trak direkte skatter, de konservative de indirekte. Resultatet blev også her et kompromis. En tredjedel hentedes ved en forøgelse af indkomstskatten, to tredjedele ved at øge de gam­ melkendte punktafgifter og ved at indføre told på levende planter og blomster. Således bandt man altså en krisebuket i 1932. I samtiden fandt man overvejende den førte politik rig­ tig, hvad jo også Rigsdagens enighed viser. Da valutaloven i maj 1932 skulle forlænges, havde Venstre og konservative fået kolde fødder. De benyttede sig af lands­ Forlig med Venstre

83

tingsflertallet til at bestemme, at Valutacentralen skulle be­ grænses eller helt standse sin virksomhed inden den 15. okto­ ber, og at afleveringspligten for fremmed valuta skulle op­ hæves inden udgangen af august. Landmændene mente, at kronens kurs var sat for højt i forhold til engelske pund, hvorved de i kroner og øre fik for lidt for deres varer. Folke­ tingsflertallet bøjede sig i håb om, at noget ville vise sig, inden fristen udløb. I sommerens løb voksede utilfredsheden med den førte valutapolitik. LS hidsede bønderne op med kravet om fri valu­ tanotering, og importørerne klagede højlydt over, at den til­ delte valuta var ganske utilstrækkelig. Agitationen gjorde ind­ tryk, fordi den skete på en reel baggrund af forarmede bønder og importvirksomhed på vej mod fallit. Problemet var, hvor­ ledes smerten skulle fordeles, for også industrien og byarbej­ derne var nødlidende. Alting syntes at have rottet sig sammen mod Danmark. I foråret 1932 lagde englænderne told på landbrugsvarer eller begrænsede importen, og i juli gik England på en konference i Ottawa ind på at give dansk landbrugs værste konkurrenter, New Zealand og Canada, fortrinsret til det engelske hjem­ memarked ved at fritage dem for den 10-15 procent told, andre skulle betale. Det var et udtryk for, at England dels ville værne sit eget landbrug, dels styrke båndene i imperiet. For Danmark var det en alvorlig bet. Lige så slemt var det, at vi købte meget mindre af englænderne end de hos os. Da regeringen i slutningen af juli optog forhandlinger med oppositionen om, hvad der skulle træde i stedet for valutakon­ trollen, kunne man ikke blive enig. Regeringen ophævede da afleveringspligten for fremmed valuta og gav valutanoterin­ gen fri. Dette medførte et mindre fald i kronens kurs i forhold til engelske pund. Det så ud til, at regeringen var ved at køre fast, fordi Landstingets flertal var et andet end Folketingets, således at lovindgreb ikke kunne gennemføres uden lange og vanskelige forhandlinger, selv når det hastede mest. Landstingets medlemmer sad i perioder å otte år, men for­ skudt, så der var valg til den ene halvdel af Landstinget hvert fjerde år. Et sådant valg fandt sted i september 1932. Re­ geringspartierne var på grund af de økonomiske forhold i defensiven. Forskydningerne var dog små. De radikale måtte afgive et mandat til de konservative. Mere skete der ikke, men det var tilstrækkeligt til, at både Venstre og konservative blev mere uforsonlige over for den valutapolitik, som regeringen fandt nødvendig. Folketingets valgperiode udløb i april 1933, og Stauning, 84

Danmarks afhængighed

Selv i eksporthavnene var der i 1930'rne stadigvæk meget arbejde, der måtte klares med håndkraft. Fra hestevognen rulledes smør­ dritlerne ind i damperens lastrum som her i Århus. Det krævede et stort bered­ skab af løstansatte havnear­ bejdere, som hver morgen udtoges til et hårdt og slet lønnet arbejde.

som følte landstingsvalget som et nederlag, ønskede i denne situation en ny styrkeprøve ved opløsning af Folketinget med henvisning til landstings valget. Han mente, at valutaspørgs­ målet var et brugbart valggrundlag i byerne, mens de radikale og især P. Munch frygtede for deres forholdsvis mange væl­ gere på landet. Stauning fik sin vilje, men Munch krævede, at beslutningen om at afholde folketingsvalg i utide udtrykkeligt begrundedes med, at det skyldtes en konflikt mellem Folke­ ting og Landsting, som hindrede den nødvendige valutalov­ givning. Dette blev da tilrettelagt således, at handelsminister Hauge fremsatte et forslag, der skulle gælde til 1934, og som bl.a. medførte, at Valutacentralen flyttedes fra Nationalban­ ken til Handelsministeriet. Selv om forslaget også indebar, at en række importvarer kom på friliste, betegnede oppositionen forslaget som diktatur, det kunne ikke vedtages, og Stauning lod da folketingsvalg udskrive til den 16. november 1932.

Valutavalg Valgkampen kom først og fremmest til at dreje sig om regerin­ gens økonomiske og sociale politik, derunder valutaproble­ met, en kompliceret og vanskelig sag, der nu undergik alle de forenklinger, som hører et valgslag til. Regeringspartierne forValutavalg

85

Hold Takt ! I Brug Magt /

De danske nazisters første leder, Cay Lembcke, her portrætteret i Svikmøllen 1927 af Chr. Hoff, var der ingen, som tog højtideligt. Det samme gjaldt parriet, som prægedes af stadige rivninger. 1 1933 måtte han vige pladsen til fordel for den sønderjyske læge Frits Clausen. 11935 fik partiet 16.000 stemmer, men først da det i 1939 fordoblede det­ te tal, kom DNSAP i Folke­ tinget med tre mandater.

86

Danmarks afhængighed

svarede valutakontrollen. Fri import var en umulighed, også fordi den hjemlige industri måtte beskyttes mod dumping. Omvendt måtte englænderne hindres i at tro, at Danmark selv lavede dumping, og derfor kunne en kronesænkning ikke komme på tale. En sådan ville måske også udløse inflation til skade for lønmodtagerne. Beskæftigelsen kunne fremmes ved offentlige arbejder og de kriseramte landmænd hjælpes med økonomisk støtte ligesom de arbejdsløse. For Madsen-Mygdal blev valgkampen hans svanesang. Han og hans parti rettede et frontalt angreb mod hele regeringens økonomiske politik, som man anklagede for at føre til stats­ socialisme. Med held appellerede LS til de gældtyngede land­ mænd, Venstres kernevælgere. Derfor blev kravet om en kro­ nesænkning forkyndt af Venstre med næsten dogmatisk styr­ ke. Alternativet var ifølge Venstre begrænsning i offentlige udgifter, skatter og lønninger. For Det konservative Folkeparti kneb det endnu en gang med fodslaget, selv om Christmas Møller nu både var formand for den samlede rigsdagsgruppe og fra 1932 også partiorgani­ sationens landsformand. Det uensartede vælgerkorps havde ikke samme interesser. Handelens folk var mod Valutacentra­ len, mens industriens ikke havde noget imod den beskyttelse, valutakontrollen ydede dem. Industrirådet støttede regerin­

gens politik. Ved valget opstillede Danmarks Nationalsocialistiske Arbej­ derparti for første gang. Inspirationen stammede fra Tysk­ land. DNSAP's idéindhold var i partiets program fra stiftelsen i 1930 kalkeret direkte af efter de tyske nazisters program fra 1920 inklusive antisemitisme, antimarxisme, antiparlamentarisme, militarisme og appel til middelklassen. Partiets stifter var grundlæggeren af Det Danske Spejderkorps, ritmester Cay Lembcke, en forvirret hedspore. Men selv om Hitler i juli 1932 havde sejret stort ved rigsdagsvalget i Tyskland, var der ikke noget at gøre for DNSAP. Det fik kun 757 stemmer ved valget i november 1932. Det var færre end løsgængeren læge J. H. Leunbach, som i hovedstaden fik 1111 stemmer. Han var blevet landskendt ved sin dengang kontroversielle agitation for seksualoplysning og fri adgang til svangerskabsafbrydelse. 11932 blev han sigtet for fosterfordrivelse, altså ulovlig svangerskabsafbrydelse. Nu stillede han sig i tilslutning til Danmarks Kommunistiske Parti, der havde fået 17.179 stemmer, hvilket betød, at partiet mang­ lede 14 stemmer i at blive repræsenteret. Dem skaffede dr. Leunbach godt og vel, og DKP holdt med to mand sit indtog i det danske parlament. Valgt blev Aksel Larsen, som med stort

Lægen J. H. Leunbach arbej­ dede sammen med forfat­ terinden Thit Jensen, som i 1924 havde stiftet Forenin­ gen for seksuel Oplysning. Han åbnede også en grabs klinik for ubemidlede, som han underviste i svanger­ skabsforebyggelse. Det var dengang et kontroversielt emne. Leunbach var idea­ list. Han blev flere gange sigtet for svangerskabsaf­ brydelse, som da var ulov­ lig, men først i 1936 lykke­ des det anklagemyndighe­ den at få ham idømt tre måneders fængsel. Ved sin løsladelse blev han hyldet af sine Hlhængere, men det skulle vare en menneskeal­ der, før der indførtes fri abort.

talent skabte sig en platform af Folketingets talerstol, og cand. mag. Arne Munch-Petersen, der forsvandt under udrensnin­ gerne i Sovjetunionen i 1937. Også Danmarks Retsforbund klarede skærene og gik endda fra tre til fire mandater, en gevinst partiet utvivlsomt hentede hos utilfredse radikale. Mere vigtigt var det, hvorledes de fire store partier, som man endnu kaldte dem, klarede sig. Det var omkring dem, at al parlamentarisk magt var samlet. Det blev en sejr for regerin­ gen, selv om de radikale gik to tilbage og Socialdemokratiet kun ét frem. Venstre tabte nemlig hele fem mandater, mens de konservative vandt tre. Blandt de nye venstremedlemmer af Folketinget var en del LS-tilhængere, hvilket ikke gjorde Ven­ stres situation mindre besværlig. Dengang var bevægelserne i vælgerkorpset meget mere træge, end vi har oplevet efter 2. verdenskrig. Derfor var et tab på fem medlemmer alvorligt. Det var et signal til Venstre om, at dets liberalistiske linie ikke længere havde gennemslagskraft. Den bonde, som knoklede døgnet rundt uden ordentlig indtjening, og som måtte spinke og spare for at undgå en truende tvangsauktion, gav pokker i de politiske idealer og krævede samfundets hjælp her og nu. I august 1933 drog Madsen-Mygdal konsekvensen og nedlagde sit folketingsmandat, selv om han fortsatte som formand for Venstres Landsorganisation til 1941. Regeringspartierne havde fået 52 procent af stemmerne og besad altså også stadigvæk flertallet i Folketinget. Selv om de radikale var ilde tilpas ved de to tabte mandater, blandt dem Valutavalg

87

Indtil 1933 ydede de kom­ munale hjælpekasser efter skøn bistand, som ikke medførte fattighjælpens tab af rettigheder. I de store ar­ bejdsløshedsår - som i 1932 - kunne køerne i en by som Århus blive meget lange ved hjælpekasserne. De of­ fentlige ydelser til de ar­ bejdsløse var ikke tilstræk­ kelige til at ernære en fami­ lie. Man måtte fægte sig frem med privat hjælp, må­ neskinsarbejde, lån og kre­ dit hos forstående handlen­ de. Ved sociallovgivningen i 1933 blev hjælp en ret, og staten overtog en større del af de sociale udgifter, som fortsat administreredes af kommunerne.

88

Danmarks afhængighed

husmandslederen Jens Holdgaard, besluttede de at blive i regeringen, hvad Socialdemokratiet også foretrak, så man kunne fortsætte som flertalsregering. Det danske samfund var i 1932 udsat for en alvorlig rystelse. Det skabte et betydeligt politisk røre, hvis intensitet kan af­ læses af valgdeltagelsen, der blev den hidtil største nemlig 82 procent mod 80 procent i 1929. Af samtlige afgivne stemmer fik de fire gamle partier 97 procent. Selv om man tager LS-elementerne i Venstre med i betragtning, må det siges, at det danske demokrati bevarede sin stabilitet i det mest urolige år siden 1920.

Forliget i Kanslergade Ministeriet Stauning kunne altså fortsætte med at admini­ strere det, der er blevet kaldt „Danmarks betrængte fedevarebutik". Umiddelbart syntes det at skulle gå lettere for regerin­ gen, fordi konservative og Venstre bøjede sig for folketings­ valget og accepterede ministeriets valutaforslag med nogle mindre modifikationer. Det beroede på den opfattelse hos flertallet af de konservative - navnlig Christmas Møller - og af Venstre, at Landstinget kun burde have et opsættende og ikke et absolut veto. Man ønskede med andre ord ikke at rejse en forfatningskamp som den, der fandt sted i 1880'erne, og som netop var baseret på, at Landstinget krævede ligeret med Folketinget. Aldrig så snart havde man overvundet problemet med valu­ taspørgsmålet, før de næste vanskeligheder stod for døren. Det drejede sig i første række om en tilstundende konflikt på arbejdsmarkedet. Ved udgangen af januar 1933 udløb overens­ komsterne, og arbejdsgiverne varslede lockout. Der var ca. 44 procent arbejdsløse, hvad der måtte vanskeliggøre situationen for arbejderne. Arbejdsgiverne krævede en lønnedgang på 20 procent, idet de hævdede, at arbejdsgivere uden for Dansk Arbejdsgiverforening betalte indtil 30-40 procent under tarif­ fen. Modsætningerne var så store, at forligsmanden den 27. januar 1933 opgav at stille mæglingsforslag. Regeringen be­ sluttede sig for at gribe ind på samme måde, som den havde været rede til det i 1925. Det var i strid med socialdemokratiske teorier, men tilskyndet af de radikale turde socialdemokrater­ ne heller ikke i 1933 kaste samfundet ud i en konflikt, der uvægerligt ville forplante sig. Den 28. januar forelagde Stau­ ning derfor forslag om lov til forlængelse af overenskomster mellem arbejdsgivere og arbejdere og om forbud mod arbejds­ standsninger. Dette indgreb ville klart være i arbejdsgivernes Forliget i Kanslergade

89

disfavør, og man måtte antage, at landstingsflertallet standse­ de det. Sideløbende hermed forelå en pression fra landbruget. De små og de store bønder havde fundet sammen. Husmændenes formand, Jens Holdgaard, og landboforeningernes for­ mand, Henrik Hauch, fremsatte den 11. januar 1933 en fælles udtalelse henvendt Hl regeringen. Med andre ord var der tale om „et enigt landbrug" - en stærk politisk magtfaktor. På baggrund af en negativ forrentningsprocent det foregående år krævede man denne hævet til tre procentbl.a. ved nedsættelse af udlånsrenten, reduktion af amts- og sognekommunebeskatning, skrappere priskontrol med sagførere, læger og andre liberale erhverv samt først og sidst ved en kronesænkning. Gennem Holdgaard vidste de radikale, hvad der var under opsejling, og socialdemokraten Niels Fisker stod hos, da Hauch og Holdgaard fattede pennen. Inihativet var altså un­ der kontrol og derfor i en sådan form, at det rummede kom­ promismuligheder, men de grundlæggende vanskeligheder var reelle nok. Det gjaldt også et tredje problemkompleks, der forelå til løsning samtidig, nemlig en handelsaftale med England. På baggrund heraf ville en kronesænkning givetvis være risika­ bel. Regeringen havde således mange bolde i luften på én gang. Men under Oluf Krags ledelse var Venstre i virkelig­ heden forligsivrig, uanset at man af offentlige udtalelser kun­ ne få det modsatte indtryk. Underhånden ventilerede partiets ledere den 26. januar 1933 muligheden af en samlet løsning på alle de politiske problemer. Statsminister Stauning boede dengang i Kanslergade nær Fælledparken i København. Som så ofte før og siden var tids­ faktoren afgørende. Dennes betydning accelereredes ved, at det i pressen ikke urigtigt forlød, at et forlig mellem regeringen og Venstre var på vej. En vaks journalist fra Berlingske Tiden­ de havde registreret, hvem der gik ind og ud af Kanslergade nr. 10. Det kunne kun betyde en kronesænkning, og rygterne udløste et valutarøre, der med P. Munchs ord var af „næsten panikagtig karakter". På denne baggrund mødtes søndag den 29. januar kl. 10 hos statsministeren de tre forligsøgende parti­ ers mest drevne forhandlere. Det var Hauge, Bording og Fi­ sker fra Socialdemokratiet, P. Munch, Bertel Dahlgaard og Niels Frederiksen fra Det radikale Venstre og Madsen-Mygdal, Krag og Hauch fra Venstre. De konservative måtte nøjes med udefra at konstatere, hvem der drak formiddagskaffe hos statsministeren. Deres krav om told- og produktionsbegræns­ ning med højere priser til følge vandt ikke genklang.

90

Danmarks afhængighed

Det konservative Folkepar­ tis leder Christmas Møller var holdt uden for Kanslergadeforliget i 1933. Det be­ kom ham ilde at være til­ skuer, medens Stauning, Zahle og Oluf Krag svejsede et forlig sammen. „Nysger­ rig trafikant. Der repareres i Kanslergade", lyder teksten Hl Chr. Hoffs tegning i Svikmøllen.

Det er vistnok en politisk erfaring, at jo længere man sidder omkring et forhandlingsbord under mediernes bevågenhed, desto større er chancerne for et forlig. Den 29. januar 1933 holdt finansminister Bramsnæs sig borte, fordi han var klar over, at et forlig måtte indebære en eller anden kronenedskæring, som han var imod. P. Munch var enig med ham, men måtte på grund af sygdom gå fra forligsdrøftelserne, før de var afsluttet. Med det kendskab, han havde til handelsforhand­ lingerne med England, forlod han mødet med en melding om, at man ikke burde gå længere end fra den gældende kurs på 20 til 22,50, hvilket svarede til Australiens og New Zealands kurs. Venstre ønskede en kurs på 25. Herom kunne man ikke enes, og Bertel Dahlgaard fortæller, at ved tretiden rejste Venstres forhandlere sig og begyndte at tage tøjet på. Da lød Staunings dybe bas: „Vi kan vel drikke et glas til afsked?" Så blev venstremændene, og sent på natten havde man efter 18 timers for­ handling nået et forlig, som indebar en kronekurs på 22,40 kr. På kompromismanér var man mødtes omtrent på halvvejen. Madsen-Mygdal havde godkendt forliget, men de øvrige forhold, hvorom der kun var opnået enighed i hovedtræk­ kene, overdrog han til Krag at færdigforhandle. Til gengæld for kronenedskæringen accepterede Venstre at undlade at stemme, når lockouten kom for. Herved kunne arbejdskon­ flikten standses, hvilket skete 31. januar. På ny kom det til optøjer i København, hvor politiet for første gang brugte tåre­ gas mod demonstranterne.

Forliget i Kanslergade

91

Kanslergadeforliget, som det hurtigt blev døbt, indebar, at der skulle gennemføres vinterhjælp, en socialreform, jordud­ stykning, offentlige arbejder til 75 miil. kr., finansiering af kommunalt og kooperativt byggeri, støtte til vanskeligt stille­ de kommuner, forlængelse af henstandsloven og akkordlo­ ven, nedsættelse af ejendomsskatterne med 20 mili. kr., men en forhøjelse af indkomstskatten til staten, grundstignings­ skyld, en kødordning med slagteafgift, nedsættelse af indlåns­ renten, uddeling af kød til de arbejdsløse, konvertering af kreditforeningslån, oprettelse af likviditetsfond og endelig dækning ved besparelser, beskatning og lån. Det var alt sammen ret vagt, og meget henstod til detail­ bearbejdning. En gennemførelse beroede på viljen til at nå et resultat. Men hertil var man også nået natten mellem den 29. og 30. januar 1933. Den heldige gennemførelse ikke kun af de to hastende sager, men af hele kataloget gør det berettiget at se Kanslergadeforliget som et sindbillede på den danske kri­ selovgivning i 1930'rne. I Tyskland overtog Hitler samme dag magten, og Tyskland gik mod diktatur. Samtidig flikkede Dan­ mark et parlamentarisk bæredygtigt forlig sammen.

Aftaler og ordninger En vigtig forudsætning for Kanslergadeforliget var, at englæn­ derne affandt sig med kronenedskæringen, og at man derud­ over kunne komme til rette med dem om en handelsaftale. P. Munch og Bramsnæs havde inden da sammen med bl.a. Hauch og Holdgaard, de to stærke mænd fra landbrugsorgani­ sationerne, forhandlet intenst og under store vanskeligheder med englænderne. Med i forhandlingerne var også Grosserer­ societetet, Industrirådet og Rederiforeningen. Der var ikke blot uenighed mellem den engelske delegation og den danske, men også mellem danskerne indbyrdes. Industri og landbrug trak hver sin vej efter den gammelkendte deling: for eller imod toldbeskyttelse. Da de to landbrugsrepræsentanter imidlertid accepterede, at Valutacentralen fortsatte, gled det, og der op­ nåedes enighed mellem erhvervenes repræsentanter og de tre forligspartier, mens de konservative opretholdt ønsket om told. Herved var der skabt et sådant grundlag, at den danske regering i april 1933 kunne indgå en handelsaftale med Eng­ land. De engelske forhandlere lagde ikke skjul på deres mis­ nøje med kronenedskæringen, der jo stillede deres eksport til Danmark ringere. De gik dog ind på at aftage flæsk i et om­ fang, som svarede til 62 procent af det, England købte hos 92

Danmarks afhængighed

C. V. Bramsnæs var udlært typograf, men læste til stu­ dent på kursus og blev cand.polit., medlem af Landstinget og finansmini­ ster i den første socialdemo­ kratiske regering 1924-26. Det blev han atter i 1929. Han var ikke tilfreds med Kanslergadeforligets kronesænkning, og som leder af handelsforhandlingerne med englænderne havde han mange vanskeligheder. Han gik derfor ud af rege­ ringen i 1933 og blev natio­ nalbankdirektør indtil 1949. Bramsnæs var på tale som statsminister i 1942, men be­ takkede sig.

ikke-britiske lande. Videre accepterede englænderne at und­ lade at forhøje smørtolden. Den treårige handelsaftale forud­ satte gensidige indrømmelser, og Danmark måtte gå ind på at købe flere engelske produkter, derunder engelske kul. Over­ enskomsten blev efterlevet, det engelske salg til Danmark steg fra 15 procent til 35 procent af Danmarks samlede import, kulimporten fra England fra 70 procent til 80 procent til skade for Polen. Det var ikke nogen god aftale, men den kunne have været meget værre. For tilhængere af den frie handel mellem landene var den et tilbageslag. Men med P. Munchs ord var der intet valg, når storstaterne var slået ind på den modsatte kurs af frihandel. Handelsaftalen med England er baggrunden for, at 1930'rne i Danmark blev „ordningerne "s tid. For at undgå kaos og fallit ved ødelæggende lave priser greb regering og Rigsdag ind ved på lidet liberal vis at begrænse svineproduktionen til et om­ fang, der passede til de 62 procent, der kunne eksporteres til England. Denne ordning indebar, at det måtte bestemmes, hvor mange svin hver enkelt landmand kunne få lov at levere til slagteriet. Det blev fastlagt på grundlag af komplicerede beregninger, hvori indgik leverancerne i 1932 og ejendom­ mens grundværdi med en begunstigelse af husmændene. Hver svineavler fik herefter af Landbrugsministeriets svinereguleringsudvalg tildelt et antal svinekort, ganske som krigs­ tidens rationeringskort. Hvert kort gav ret til levering af et svin inden for en begrænset, nærmere fastsat periode. Man måtte gerne levere flere svin, men da var det ikke til lønnende priser. Svinekortene måtte omsættes og blev det, ofte blev de brugt som rede penge, hvis kurser svingede efter udbud og efter­ spørgsel. Selv om ordningen gav højere pris på det enkelte svin, var den alligevel ilde lidt, fordi den betød nedsat pro­ duktion, og fordi beregningsgrundlaget ikke kunne blive helt retfærdigt og bl.a. forfordelte de landmænd, der af en eller anden grund havde lagt færre svin til i 1932 end sædvanligt. Svinekortene kom til at stå som symbol på 1930'rnes land­ brugspolitik. Ydermere bestemtes det, at margarine skulle opblandes med ti procent svinefedt svarende til en tredjedel af den mængde, der plejede at blive eksporteret. Danskerne skulle med andre ord stege i eget fedt, som en vittig sjæl bemærkede. Men foranstaltningen er også udtryk for den opfindsomhed, der udvistes for at råde bod på landbrugets problemer. I overensstemmelse med Kanslergadeaftalerne udmøntedes en række andre beslutninger. Mulighederne for at opnå lån til akkord eller moratorium blev fordoblet ved at øge den eksi-

Aftaler og ordninger

93

Arbejdernes Andels Bolig­ forening blev stiftet i 1912 for at afhjælpe bolignøden. Den første leder af denne gren af arbejderkooperatio­ nen var snedker Chr. Jen­ sen, som erhvervede sig til­ navnet „Christian Bolig­ nød". Fra København bredte bevægelsen sig til al­ le større provinsbyer, selv om bolignøden ophørte i lø­ bet af 1930'rne. Der var som her i Vejle tale om karrébyg­ geri med to-treværelseslejligheder, de fleste med al­ tan, wc og brusebad.

sterende bevilling fra ti til 20 miil. kr. Statshusmændenes rentebetaling blev gjort afhængig af æg-, smør- og flæskepriserne, og der blev ydet 12 mili. kr. til oprettelse af nye hus­ mandsbrug, tre mili. til gartnerier, frugtplantager og koloniha­ ver og ti mili. kr. til grundforbedring. For at hæve priserne på slagtekvæg bestemtes det, at der for hvert slagtet kreatur skul­ le betales en afgift på ti kr., som anvendtes til at destruere de såkaldte udsætterkøer, dvs. syge og dårlige kreaturer. Mens svineordningen var til fordel for de små jordbrug, gennemførtes ved et stort opfølgende forlig i december 1933 en 94

Danmarks afhængighed

kornordning, som begunstigede de større korndyrkende land­ mænd. Det skete ved en regulær korntold, hvorved endnu et dogme blev brudt, nemlig ikke at fordyre kornet. For at af­ svække de sociale virkninger af korntolden skulle afgiften, som man for et syns skyld benævnte den, indgå i et fond, der medgik dels til indkøb af oksekød til trængende, dels efter aftale med Landbrugsrådet ydedes som tilskud til de små landbrug, der var kornforbrugende. En anden ordning lagde en afgift på hjemmemarkedets smørsalg, der svingede med eksportprisen. Også denne afgift gik til et særligt fond, hvis midler landbrugsministeren med tilslutning fra Landbrugsrådet kunne fordele til samtlige land­ mænd på den sindrige måde, at fordelingen blev sat i forhold til deres forbrug af grovfoder. Navnlig for at hjælpe byggeriet blev Nationalbankens dis­ konto, der i forvejen var sænket til 3,5 procent, nedsat til det uhørt lave niveau på 2,5 procent. For yderligere at fremme byggeriet og hjælpe de mindrebemidlede fik indenrigsmini­ ster Dahlgaard i en toårsperiode stillet 30 miil. kr. til rådighed til lån. Flere forsøg på at gennemføre en effektiv konvertering af landbrugets lån til en lavere forrentning løb derimod ud i sandet, da regeringen mødte modstand hos både Venstre og konservative. Et led i aftalerne var også, at de sognekommuna­ le ejendomsskatter lettedes med seks mili. kr., mens amts­ kommunerne fik et tilskud på 20 mili. kr. til nedbringelse af ejendomsskylden.

Stat og organisationer I sine erindringer skriver P. Munch om forhandlingerne i London: „For mit vedkommende var jeg ikke uvillig over for en talrig delegation. Jeg gik ud fra, at det ville blive lettere at holde sammen på de forskellige grupper herhjemme, når de fik adgang til på stedet at sætte sig ind i de muligheder, der forelå/7 Med de forskellige grupper mente han de interesseor­ ganisationer, der ofte har været omtalt i det foregående, f.eks. landboforeningerne, husmandsforeningerne, Industrirådet og Grosserersocietetet, men også Arbejdsgiverforeningen og De samvirkende Fagforbund og talrige andre, der den dag i dag lever i bedste velgående. Der var dog ikke noget nyt i, at disse stærke organisationer blev inddraget i handelsforhand­ linger og i lovforberedende arbejde. Navnligunderl. verdens­ krigs ekstraordinære forhold var de kommet til at spille en stor rolle. Men de havde deres kritikere. På den ene side hævde­ des, at de fik for stor magt, og på den anden side at de var Stat og organisationer

95

Fagbevægelsen cementere­ de sin position efter 1. ver­ denskrig, selv om arbejds­ løsheden var betydelig, og staten greb ind i arbejds­ markedets forhold. Fagfor­ eningerne var entydigt soci­ aldemokratiske, de få kom­ munister var isolerede. Blandt de stærkeste forbund under De samvirkende Fag­ forbund (i dag LO) var Dansk Smede- og Maskinar­ bejderforbund. De større forbund - som her smede­ nes i Ålborg 1935 - havde kontorhold, og formændene var lønnede for helt at kun­ ne varetage medlemmernes interesser.

96

Danmarks afhængighed

blevet en del af systemet. Det var bl.a. det, LS i 1930'rne angreb Landboforeningerne for. 1930'rnes økonomisk-politiske lovgivning øgede samspillet mellem statsmagt og organisationer og dermed organisatio­ nernes indflydelse. Den udøvedes ikke alene ved, at deres repræsentanter selv sad med ved forhandlingsbordet og ved administrationen af de mange reguleringer, men også gennem formelle og uformelle forbindelser med de politiske partier, der alle havde intim kontakt med en eller flere organisationer. Det betød imidlertid ikke, at regering og Rigsdag var viljeløse instrumenter i disses hænder. Statens magt voksede også i disse år, og når det kom til en afgørende konflikt, var den parat til at sætte sin afgørelse igennem, som det f.eks. var tilfældet ved indgreb i arbejdskonflikten i januar 1933. Forskellen på partierne og interesseorganisationerne var, at de første stræbte efter samfundsmæssige helhedsløsninger, som naturligvis især tog sigte på de samfundsgrupper, hvis interesser det pågældende parti varetog ud fra sin ideologi. De sidste tog alene hensyn til en enkelt gruppes økonomiske interesser, som ofte var i modstrid med andres. Heri lå en klar

mulighed for kollisioner, der da også indtraf. Men begge par­ ter havde brug for hinanden og kom således til at styrke hinanden - og dermed det centralt dirigerede samfund.

En social reform Også socialminister K. K. Steincke fik sin rigelige del af Kanslergadeforligets efterslæt. Han havde ikke blot skullet admini­ strere vinterhjælp til arbejdsløse og andre kriseramte, men også loven om uddeling af oksekød. 400.000 personer skønne­ des berettiget til på kommunekontoret en gang om ugen at hente et kort, der hos slagteren kunne ombyttes med trekvart kg oksekød. Disse foranstaltninger kostede ca. 13 miil. kr. Som meget andet i det eksisterende system smagte ud­ delingen af almisse. Steincke ville bort fra det. I grundloven hed det, at „den, der ikke selv kan ernære sig eller sine, og hvis forsørgelse ikke påhviler nogen anden, er berettiget til hjælp af det offentlige, dog mod at underkaste sig de forpligtelser, som loven herom påbyder". Den sidste sætning var ret afgørende, da den kunne benyttes til at stille alle mulige hindringer i vejen for at modtage sociale ydelser. Allerede i 1912 havde Steincke skrevet herom, og han tog atter emnet op i det store værk „Fremtidens Forsørgelses­ væsen" fra 1920. Almisser indebar, at de fattige var afhængige af andres skøn, hvad Steincke ønskede forandret til, at de havde ret til at kræve hjælp hos det offentlige som en menne­ skeret. Støtten burde ydes med et bestemt beløb efter forud fastsatte trangskriterier. Men Steincke var både socialist og moralist. Han ønskede at styrke selvhjælpsprincippet. Den enkelte skulle med andre ord helst selv have gjort noget for at sikre sig. Efter Steinckes opfattelse rummede selvhjælpen eti­ ske værdier både for det enkelte individ og for samfundet som helhed. Det var ikke god latin i Socialdemokratiet, fordi man ikke mente, at arbejderne havde nogen mulighed for opspa­ ring eller forsikring. Men Steincke var anerkendt som en soci­ alpolitisk autoritet, som partiet ikke turde gå udenom. Som tidligere socialinspektør og præsident for Invalide­ forsikringsretten var Steincke også praktisk veludrustet til at gennemføre en sociallovgivning, som dog både oppositionens træghed og en slunken og hårdt presset statskasse satte ret snævre grænser for. Under optakten til Kanslergadeforhandlingerne i januar 1933 havde han trods uvilje hos Venstres hovedforhandler, Oluf Krag, formået Stauning til at tage soci­ alreformen med i forligspakken. Denne omfattede en lov om ulykkesforsikring, en lov om folkeforsikring, som den kaldtes, En social reform

97

K. K. Steincke var jurist, medlem af Landstinget og fattiginspektør på Frederiksberg. 1924-26 var han justitsminister og 1929-35 social­ minister. Som sådan gennemførte han sociallovene i 1933. Han blev atter justitsminister 1935-39. Steincke ville humanisere forsorgen ud fra sin opfattelse af en demokratisk-social tankegang. Han var mo­ ralist og samfundsrevser og skånede ikke sine egne. Som justitsmi­ nister lagde han sig ud med pressen, og Stauning lod ham i 1939 falde. Han blev Landstingets formand, men da Hans Hedtoft i 1950 var i nød for en minister, vendte Steincke 69 år gammel tilbage til Justitsministeriet, dog kun for få måneder, idet regeringen kort ef­ ter trådte tilbage.

og som den vigtigste en lov om offentlig forsorg. Den fjerde brik, en lov om arbejdsanvisning og arbejdsløshedsforsikring, var vedtaget af de fire store partier i 1932, mens de tre andre var standset af landstingsflertallet. Nu blev der mulighed for at gennemføre et system, der med Steinckes ord var „humant, men ikke blødsødent, demokra­ tisk, men ikke demagogisk, radikalt og konservativt i den blanding, der er nødvendig, hvis man ikke skal ende i reaktion eller bolsjevisme. Det tager afstand både fra den pladder­ humanisme, der kvalmer, og fra den kolde forstandsegoisme, der isner". Loven om ulykkesforsikring pålagde arbejdsgiverne at for­

98

Danmarks afhængighed

sikre de ansatte mod arbejdsulykker. Et statsligt direktorat for ulykkesforsikring skulle tage stilling til, om lovens betingelser for erstatning var opfyldt. Loven om folkeforsikring er et vidnesbyrd om Steinckes taktiske sans. 11929 havde de konservative fremsat forslag om en egentlig forsikringsordning med præmiebetaling. Det var en tanke, som var populær i befolkningen. Derfor brugte Steincke udtrykket „folkeforsikring", selv om den ikke lignede de konservatives ret meget. Loven rummede ikke meget nyt, men den gav de eksisterende sygekasser en saltvandsind­ sprøjtning. Mindrebemidlede, såkaldt nydende medlemmer fik store tilskud til lægehjælp og medicin. Oversteg deres indtægt „sygekassegrænsen", bortfaldt denne hjælp, og de pågældende blev passive medlemmer af sygekassen og måtte forsikre sig i en såkaldt fortsættelseskasse. Alle medlemmer var forsikret mod invaliditet. Lirekassemændene var udtryk for et utilstrækkeligt socialt sikker­ hedsnet. For at regulere antallet krævedes politiets tilladelse til at optræde som „positivspiller". Det samme gjaldt for gårdmusikan­ terne, arbejdsløse som drog rundt på gaderne og i gårdene i håb om, at nogle slanter ville blive kastet ned til dem som belønning for deres musikalske udfoldelser. I byerne som her i Århus strej­ fede børn rundt før jul og falbød papirblomster.

En social reform

99

Kun mindrebemidlede sygekassemedlemmer kunne opnå aldersrente. Det var en ny bestemmelse, og da det ikke var tvungent at være medlem af en sygekasse, ramte man de i øvrigt ret få, som aldrig havde bragt deres sygekasseforhold i orden, skønt deres trang i alderdommen var den samme som andres. Her blev man altså straffet for ikke at have hjulpet sig selv i tide. Et fremskridt var det, at ydelserne blev pristals­ reguleret. Dette skyldtes et krav fra Venstre om lavere satser. Da Socialdemokratiet ikke kunne gå ind på dette, enedes man i stedet om en pristalsregulering, fordi den øjeblikkeligt betød en reduktion på ca. seks procent. Ret hurtigt gik det den anden vej, og ordningen blev da til fordel for de gamle. Hovedloven om offentlig forsorg trådte i stedet for fattiglo­ ven af 1891, som der siden var broderet på mange gange. Hver gang havde man formindsket den restgruppe, for hvem hjæl­ pen havde retsvirkninger, dvs. bl.a. fortabelse af valgret. Det gjaldt gamle, syge, invalider og arbejdsløse. Men for dem, der var forblevet under fattigloven, beroede det fortsat på kommu­ nalbestyrelsens skøn, hvem der fik hjælp, på hvilke vilkår og hvor meget. Og da reglerne var komplicerede på grund af deres usystematiske tilblivelse, blev det udøvede skøn ofte forskelligt fra kommune til kommune. Alt dette søgte Steincke at råde bod på ved en systemati­ sering og forenkling. Nu indførtes, hvad der kaldtes særhjælp til kronisk syge, blinde og andre, som ikke kunne optages i en sygekasse. De, der som langvarigt arbejdsløse ikke faldt ind under bestemmelserne om særhjælp, kunne få såkaldt kom­ munehjælp, som modsat særhjælpen principielt skulle tilba­ gebetales. Kommunehjælpen, der ikke måtte overstige alders­ renten, blev hurtigt i folkemunde nedsættende kaldt social­ hjælp. Hverken denne eller særhjælpen havde retsvirkninger. Den tredje form for hjælp var den egentlige fattighjælp, der havde retsvirkninger. Den omfattede stort set kun subsistens­ løse personer. Lovene blev vedtaget i maj 1933, men kun fordi Venstre undlod at stemme. De konservative gik imod, skønt de i virkeligheden socialpolitisk stod socialdemokrater og radi­ kale nærmere. Men på grund af Venstres deltagelse i Kansler­ gadeforliget fandt de konservative det taktisk umuligt at gå ind for socialreformen. Da Steincke den 20. maj 1933 så kongens underskrift på de fire love, lænede han sig veltilfreds tilbage i stolen og skrev: „Vis os ét eneste land i denne verden, der byder de syge, de gamle, børnene, de arbejdsløse, de trængende som helhed en sociallovgivning, der står på højde med den socialreform, der 100

Danmarks afhængighed

Stor tilstrømning prægede i 1930'rne understøttelses­ kontorerne og kontrolste­ derne. For arbejderne var det det positive ved disse ofte daglige fremmøder, at de traf arbejdskammerater, de delte skæbne med. Her kunne man måske også væ­ re så heldig at få et tip om en tjans, og i køerne blev der truffet aftaler om de­ monstrationer.

nu er gennemført. Jeg overvurderer ingenlunde socialrefor­ mens betydning, men jeg advarer også imod, at man i kortsy­ net overmod fra yderfløjene undervurderer den, thi de, der har slæbt den i havn, ved også, hvad den i mange henseender betyder for en rolig udvikling midt i en krisetid og som hjælp for dem i vort - trods alt - fælles folkesamfund!"

Modstanderne af loven fandtes ganske rigtigt på yderfløjene. Til venstre fandt man den ikke vidtgående nok, og til højre betragtede man især arbejdsløshedsunderstøttelsen som do­ venskabspræmier. Tilhængerne fremførte, at man ved de fire love fik sammenarbejdet og ordnet et virvar af forskellige bestemmelser spredt i 55 love, og at al bistand herefter skulle ydes gennem kommunalbestyrelsernes sociale udvalg i stedet for gennem flere forskellige myndigheder. Endvidere er det blevet fremhævet, at retssynspunktet vandt frem på bekost­ ning af almisse- eller trangssynspunktet. Det er ubestridelig rigtigt alt sammen. Men det er også en kendsgerning, at de sociale udvalg var politisk valgte og derfor administrerede En social reform

101

lovene forskelligt. Hvad en socialdemokratisk styret købstads­ kommunes sociale udvalg skønnede var en rimelig hjælp, kunne godt ligge en del over det, man udbetalte i en vestjysk sognekommune. Et mere nøjagtigt mål på de fire sociale loves rækkevidde er deres pengeforbrug. Finansieringen skete ved en kombination af statstilskud, der generelt blev øget, ved kommunale ydel­ ser, der sammenlagt faldt, og ved arbejdsgiverbidrag og de forsikredes egne ydelser, som begge steg. Alt i alt medførte de sociale love en samlet merudgift for stat og kommune på knap seks miil. kr., hvilket var det halve i forhold til Steinckes udgangsposition. Hvorledes klienterne har oplevet Steinckes socialreform, ved vi ikke meget om. De skulle nu ikke løbe så mange for­ skellige steder for at få hjælp som før, men mange flere penge var der ikke at hente, og holdningen hos dem på den anden side skranken var endnu i mange år den samme. Men der var indført et system, som gjorde det lettere gradvist at øge ydel­ serne, og det skete da også på længere sigt, således allerede i december 1933, hvor der bevilgedes ca. 17 mili. kr. til forlænget arbejdsløshedsunderstøttelse for de langvarigt ledige - altså næsten tre gange merudgiften ved Steinckes fire love. På kor­ tere sigt betød lovgivningen en lettelse for de kommunale myndigheder, dels fordi staten betalte mere, dels fordi rets­ reglerne blev mere overskuelige. Endelig fik Steinckes social­ reform stor agitationsmæssig betydning for de politikere, der havde fået loven lirket igennem. De - og da navnlig Steincke selv - udnyttede ved effektiv markedsføring de muligheder, der var til stede for at fremhæve Danmark som et sociallov­ givningens foregangsland. Det var et budskab med psykolo­ gisk effekt og dermed også af politisk betydning. Alle landbrugsordningerne og de sociale love som helhed kostede penge, i alt 25 miil. kr. Hertil skulle lægges et under­ skud på finansloven for 1933-34 på ca. 46 miil. kr. Finansmini­ ster Bramsnæs skaffede dem ved statslån, ved at øge ind­ komst- og formueskatterne samt punktafgifterne på bl.a. kaf­ fe, sukker, spillekort og totalisatorer. Derpå tog han sit gode tøj og gik. Han havde hele tiden været mod kronenedskæringen og drog altså konsekvensen af sit standpunkt. Kort efter blev han dog nationalbankdirektør og fik derved helt frem til 1949 en vigtig pengepolitisk opgave.

Kvinder, børn og unge Kvindens plads I mellemkrigstiden sivede kvinderne langsomt ud i erhvervs­ livet. På landet skete der ikke større forandringer. Ved langt de fleste landbrug arbejdede mand og kone - og oftest også bør­ nene - sammen om bedriften efter et århundredgammelt fast­ lagt mønster. Det var hårdt arbejde for landhusmoderen på grund af de dårlige arbejdsvilkår uden indlagt vand og andre faciliteter. I byerne kendte man især i butikshandelen begrebet „medhjælpende hustru"; de udgjorde ca. otte procent af de erhvervsaktive kvinder, et ret konstant tal. Derimod steg an­ tallet af kvinder i lønnet erhverv fra 25 procent til ca. 41 procent i 1940. Men der skete samtidig en ændring i erhvervsstruk­ turen. 11930 var ca. en tredjedel af alle udearbejdende kvinder beskæftiget ved husligt arbejde, i 1940 var det en fjerdedel. I tal var det et fald fra 178.000 til 138.000, mens antallet af kvinder i håndværk, industri, handel og kontor steg fra 206.000 til 296.000. Arbejdsvilkårene, især i form af fast arbejdstid og mange arbejdskammerater af begge køn, sådan som tilfældet

Husassistent Hanne Han­ sen var en kendt figur i alt fald for dem, som læste Po­ litiken. Hun optrådte, ført i pennen af Arne Ungermann, fast en gang om ugen i Magasinet. Hun var sød og frisk, optaget af hverdagens småproblemer og undertiden i harmløse skærmydsler med sit „her­ skab". Antallet af husassi­ stenter eller tjenestepiger var stadig stort, om end fal­ dende. Omkring 1930 var der 280.000, ti år senere 233.000. Det var et fald fra 23 til 17 procent af det sam­ lede antal voksne kvinder. Det var navnlig i byerne, at der blev færre.

Kvinder, børn og unge

103

var i butik, på fabrik og på kontor, har utvivlsomt virket mere tillokkende end at være husassistent med det tvungne nære forhold til en enkelt familie og med meget lange arbejdsdage. Det stigende antal af erhvervsaktive kvinder uden for hus­ gerning skyldtes også den tekniske udvikling. Nye maskiner kunne lige så let betjenes af kvinder som af mænd, og kvinder­ nes løn var lavere, hvorfor de kunne virke som løntrykkere. Men uviljen mod kvinders indtrængen på arbejdsmarkedet var også stor, både af principielle grunde og fordi arbejds­ løsheden i 1930'rne var så høj. Derfor vendte man sig navnlig mod de gifte kvinder, som tog arbejdet fra ledige mænd. I nogle kommuner f.eks. København diskriminerede man ret åbenlyst mod kvinder i skolevæsenet. Gifte kvinder havde svært ved at få stilling, og for de samgifte, hvor begge havde været så heldige tidligere at få stilling som lærer, kunne heller ikke manden opnå avancement. For samgifte tjenestemænd blev lønnen reduceret. I det private erhvervsliv afskedigedes kvinder undertiden, når de giftede sig, eller når de blev gravide, og det var alminde­ ligt, at de tog orlov, når graviditeten blev synlig. Ved lov var lærerinder forpligtet til at sygemelde sig med nedsat løn inden syvende måned. Man anså det for upassende, at skolebørnene skulle se på en svanger kvinde. 11935 blev en kvindelig taxa­ chauffør udelukket fra Taxakompagniet med den begrundel­ se, at kvinder vanskeligt kunne køre om natten. For de kvin­ der, der havde fået job, var det næsten umuligt at opnå leden­ de stillinger. Da Crome & Goldschmidt afskedigede 30 kvindelige funk­ tionærer, lige før funktionærloven trådte i kraft i 1938, afholdt Danske Kvinders Erhvervsråd i november et protestmøde. Statsminister Stauning holdt ved denne lejlighed en tale med titlen: „Kvindens plads i arbejdet", hvori han slog et slag for, at såvel den ugifte som den gifte kvinde skulle have samme adgang til arbejde som mænd. Hvis kvinder over en bank blev afskediget, øgedes arbejdsløsheden blot, fordi man i mange tilfælde ikke ville ansætte mænd i stedet, sagde Stauning. På den anden side understregede han, at de kvinder, der arbejde­ de i hjemmet for dette og for børnene, havde krav på en hædersplads i samfundet. Han udtrykte ønsket om, at alle mænd havde en sikker og vellønnet stilling, så meget af det omstridte kvindearbejde kunne ophøre. Hermed havde stats­ ministeren søgt at komme ud af et dilemma. Dansk Kvindesamfund stod stærkt på kvindens ret til lige­ stilling, men forudsatte, at man i de hjem, hvor begge forældre arbejdede ude, havde råd til hushjælp, som også kunne tage

104

Kvinder, børn og unge

sig af børnene. I sådanne hjem oplevedes konflikten mellem moderrollen og udearbejdet ikke så intenst. Men med den eksisterende kønsrollefordeling også i hjemmene var det spe­ cielt for udearbejdende mødre fra arbejderklassen en drøj tid. Vuggestuer og børnehaver var få, og når disse kvinder tog arbejde uden for hjemmet, var det sædvanligvis alene for at få økonomien til at hænge sammen. Bortset fra Dansk Kvinde­ samfund og intellektuelle kredse var den almindelige mening - ikke mindst blandt statsministerens vælgere - at kvindens plads var i hjemmet. I 1937 udsendte en af K. K. Steincke nedsat befolknings­ kommission spørgeskemaer til københavnske arbejderfamili­ er for at undersøge behovet for daginstitutioner. På et af dem skrev en murerarbejdsmand, som boede i en treværelseslejlig­ hed med seks børn og en kone, som ikke havde udarbejde: „Der skulle ikke være noget, der hedder vuggestuer (og børne­ haver), da enhver moder skulle blive i hjemmet og passe sine børn selv, så kvinden kunne komme ud af erhvervslivet, så der kunne komme flere mænd i arbejde." Det var ikke kun Hitler, Interiør fra kontorerne på Blumensaadts Fabrikker i Odense i 1928. Fakturaer på sæbe kunne lige så godt skrives af kvinder. De holdt da også i 1930'me deres indtog i butikker og på kontorer. Fra 1930 til 1940 drejer det sig om 46.000 nye arbejdspladser, hvis man også medregner bl.a. sygeplejersker og lærerinder. For arbejdsgiverne var det et incitament, at kvindelig arbejdskraft var meget billigere end mandlig.

Kvindens plads

105

Socialdemokratisk valgpla­ kat, der fastholder det etab­ lerede kønsrollemønster. De fleste kvinder var stadig ale­ ne beskæftigede i hjemme­ ne med husholdning og børnepasning. 11930 var der 700.000, i 1940 783.000. Men der skete markante foran­ dringer. De unge kvinder giftede sig nemlig stadigt tidligere, men samtidig fød­ tes færre børn. 1 1920'rne bestod en husstand typisk af forældre og to børn, i 1940 var den kun på tre per­ soner i gennemsnit.

TRYGHED forHjem og Arbejde. L/STE jtø

t

1

, Jli $

SOCIALDEMOKRATIET som forkyndte parolen: „Kinder, Kirche und Kiiche". I 1937 indførtes obligatorisk husgerning i skolerne, men kun for pi­ ger. De fleste gifte kvinder havde da heller ikke lønnet arbejde. 11940 var der således stadig 670.000 hjemmegående og 113.000 medhjælpende hustruer. På trods af uviljen mod kvindearbej­ de og på trods af den økonomiske krise var det altså ikke lykkedes at fortrænge kvinderne fra arbejdsmarkedet.

Børn Det var befolkningskommissionens opgave at komme med forslag til en befolkningspolitik, der kunne genoprette tilliden til samfundet udtrykt gennem et stigende antal børnefødsler og tillige fremme „en socialpolitisk udvikling hen imod bedre, 106

Kvinder, børn og unge

11937 blev kommunelærer O. de Hemmer Egeberg af­ skediget af Københavns Skoledirektion på grund af sin seksualundervisning. Dette emne var dengang ta­ bu i skolerne. Jensenius' tegning i Blæksprutten vid­ ner dog om, at sagen optog den ældre generation, der spørger den velinformerede skoledreng: „Nå, hvad sa'e så hr. Egeberg i dag?"

sundere og sikrere levevilkår for befolkningen som helhed". Problemet var, at der fødtes stadig færre børn. Før 1890 fødte kvinderne gennemsnitligt 4,4 børn, igennem 1920'rne og 30'rne var tallet faldet til 2,2. Præventive midler blev stadig mere kendte og benyttede. I 1925 fødtes ca. 72.000 børn. Da havde fødselstallet allerede været dalende i adskillige år, og i 1933 nåedes et lavpunkt med ca. 63.000 levendefødte. Men også spædbørnsdødeligheden gjorde sit til at holde befolk­ ningstallet nede i forhold til andre lande. I Danmark døde godt syv procent af spædbørnene i løbet af det første leveår; i lande som England og Holland kun fem procent. Regeringen så gerne, at kvinderne i gennemsnit fødte hver tre børn. Det kom imidlertid helt af sig selv. 11934 begyndte befolkningstallet at stige. 11938 kom fødselstallet op på ca. 68.000, og befolknings­ kommissionen ophørte med sit arbejde. Uafhængig af kommissionens arbejde var også loven fra 1937 om bekæmpelse af sygelighed og dødelighed blandt børn i det første leveår. Herefter kunne kommuner, der ansatte sundhedsplejersker, få halvdelen af udgifterne refunderet af staten. Sundhedsplejerskerne tilbød regelmæssige besøg i alle

Børn

107

Mødrehjælpen havde kon­ torer i København og nogle af de større byer - som her i Århus. Den var en privat fi­ lantropisk forening, oprettet i 1924 ved en sammenslut­ ning af et par eksisterende foreninger. Dens formål var at hjælpe enlige mødre og ulykkeligt stillede gravide kvinder. Det skete ved at sikre dem underholdsbidrag fra svigefulde fædre og ved at skaffe gode plejehjem Hl børnene, hvis mødrene ikke selv kunne beholde dem.

108

Kvinder, børn og unge

hjem med nyfødte. Stort set ingen afslog, men indtil 1940 fik kun 23 provinsbyer og hovedstaden sundhedsplejersker. I landkommunerne var der slet ingen. Virkningen kan aflæses af statistikken. I København faldt spædbørnsdødeligheden i 1939 til fire procent, mens den for hele landet var på seks procent. Jævnsides med befolkningskommissionen virkede 1932-36 en svangerskabskommission. Den havde større held med sit arbejde. Baggrunden var, at straffeloven af 1930 fortsat krimi­ naliserede svangerskabsafbrydelse, medmindre der var fare for kvindens liv, hvis graviditeten skyldtes voldtægt, og der­ som der var grund til at frygte for, at barnet var abnormt. Den kvinde, som lod foretage illegal abort, risikerede op til to års fængsel, men domstolene frifandt i stort omfang kvinderne på trods af loven. Man antager at der blev foretaget 5-10.000 ulovlige aborter om året. Derfor foreslog kommissionen, at afbrydelse af svangerskab skulle være mulig af sociale grunde, ligesom den gik ind for at lovliggøre annoncering for præventi­ ve midler og for seksualoplysningsklinikker ved hospitalerne. De politiske muligheder for at få disse forslag gennemført var små. Stemningen mod fosterdrab - et udtryk, som også

Hver sommer rullede ferie­ tog fra Københavns Hoved­ banegård ud på landet, hvor de blege og ofte fejler­ nærede storbybørn kunne vinde kræfter og opleve na­ turen. Det kunne ske i en privat familie, som tog et fe­ riebarn, eller i nogle af de mange feriekolonier, som idealistiske kommunelærere oprettede og drev.

Steincke brugte - var stærk ikke kun i borgerlige og kirkelige kredse, men også hos de radikale og langt ind i socialdemokra­ ternes rækker. Stort set kun kommunisterne og kulturradikale som Poul Henningsen var tilhængere af fri abort. Steincke ville heller ikke acceptere den sociale indikation, fordi den med hans ord ville være „altædende", dvs. bane vejen for fri abort. I stedet udvidede han definitionen af den helbredsbetingede mulighed for svangerskabsafbrydelse, idet det i loven, som blev vedtaget i 1937, kom til at hedde, at der kunne gennem­ føres abort, når der var „alvorlig fare for kvindens liv og helbred". Seksualklinikkerne blev heller ikke til noget. Efter forslag fra befolkningskommissionen fik den private institution Mødrehjælpen fra 1939 offentligt tilskud. Den skul­ le hjælpe kvinder til at gennemføre svangerskabet. Navnlig for ugifte mødre, der næsten altid kom fra de mindrebemidlede lag, blev Mødrehjælpen af værdi. Et andet resultat af kommissionens arbejde var, at der i 1938 blev åbnet mulighed for at give statslån til byggeri og til husle­ jenedsættelse for familier, som havde mindst tre børn. Loven sigtede navnlig på at fremme parcelhusbyggeriet. Denne bo­ ligform anså man i særlig grad for egnet for børnerige familier. Da de fleste gifte kvinder ikke var udearbejdende, blev de fleste børn også passet hjemme. I 1936 var der i alt kun 551 vuggestuepladser i hele landet, heraf tre fjerdedele i hoved-

Børn

109

staden. 1 1939 var det samlede antal steget til 949 pladser. For børnehavernes vedkommende var antallet af pladser 8526 i 1936, i 1939 10.424, men den regionale variation var også her stor. Behovet var betydeligt større. Mange børn blev passet af ældre søskende eller måtte skøtte sig selv. Generelt ændredes kvindernes forhold ikke meget i mellem­ krigstiden. Interessen for børnene var derimod større, både hvad angik spædbørnspleje og opdragelse, som blev friere. Omsorgen for den opvoksende slægt udstrakte sig også til at søge uønskede børns fødsel hindret af racehygiejniske grun­ de. Det var baggrunden for, at der i 1934 blev gennemført en lov om sterilisation af åndssvage, „når samfundsmæssige for­ hold taler derfor7'. Af samme årsag fik justitsminister Steincke i 1938 ægteskabsloven ændret. Det eksisterende forbud mod ægteskab mellem sindssyge og åndssvage blev nu udvidet til at omfatte psykopater, alkoholikere, epileptikere og lettere åndssvage. Disse kategorier måtte altså avle børn uden for ægteskab eller lade sig sterilisere for at få lov til at gifte sig. Under forarbejdet til lovforslaget havde man været inde på, at det også skulle forbydes blinde, døve og talelidende at indgå ægteskab. Men det opgav man. Racehygiejne var overalt på mode i disse år, om end det kun var i Tyskland, at den antog depraverede former.

Ungdom i det fri

Konfirmandinden i 1936 var en lille dame i moderigtig kjole og med vandonduleret frisure. For langt de fleste, både piger og drenge, betød konfirmationen skolegan­ gens ophør og arbejdslivets begyndelse, som mange i øvrigt kendte til i forvejen som bybude og medhjælpe­ re i landbruget.

110

Kvinder, børn og unge

Da Studenterforeningens ledende senior i 1929 erklærede, at „kammeratægteskab" på det smukkeste praktiseredes af de studerende, fremkaldte dette moralbrud harmdirrende pro­ tester fra dem, der frygtede for sædernes forfald. Kammerat­ ægteskab var datidens betegnelse for et fast, papirløst forhold. Samme år blev en mor idømt ti dages simpelt fængsel for at have tilladt sin 15-årige datter at leve i kammeratægteskab med en student. På landet var forholdene formentlig, som de altid havde været, og gik det galt, som man sagde, giftede man sig oftest. I byerne var det lettere at holde de unge under opsigt, men forholdet mellem kønnene blev stadig friere. Skønt ungdoms­ årgangene i 1930'rne var voksende, faldt antallet af børn født uden for ægteskab. Årsagen var utvivlsomt det stigende kend­ skab til fødselskontrol, som også formindskede antallet af ulovlige svangerskabsafbrydelser. I almindelighed betragte­ des det som en skam at skulle være ugift mor. De, der ikke søgte illegal abort, gemte sig i forældrenes hjem eller søgte „diskret ophold" hos en fremmed familie, hvor de udførte

Kun få kunne som Erik Henningsens unge par i 1926 køre i åben bil med chauffør og ud i det fri, hvor man dansede charleston til den medbragte rej­ segrammofon. Men billedet rammer godt den mere fri­ gjorte holdning mellem kønnene. Grammofonen var i 1930'rne inden for manges rækkevidde. Den bragte ikke mindst jazzen langt omkring.

husarbejde, indtil barnet blev født og eventuelt kunne bort­ adopteres. Det friere syn på børneopdragelse og den mere liberale holdning til unges omgang uden for hjemmet var med til at gøre mellemkrigstiden til friluftslivets periode. Af betydning for dette var det også, at der i højere grad var kommet ordnet fritid og ferie bl.a. gennem ferieloven og lærlingeloven fra 1937. Cyklen var blevet allemandseje, motorcykler opnåelige for mange. 11930 stiftedes Dansk Vandrelaug og Herbergs-Ringen, der var en sammensætning af danske ungdomsorganisationer, og vandrerhjem skød op i byerne og nær smukke udflugtsmål. For et ringe beløb kunne man overnatte på sovesale mod at deltage i madlavning og rengøring. Bilister og motorcyklister havde ikke adgang til vandrerhjemmene, og antallet af over­ natninger pr. person var begrænset. Man skulle ud på lande­ vejen og videre til næste mål. Ved 2. verdenskrigs udbrud var man oppe på 293.000 overnatninger om året på 140 vandrer­ hjem. Der var udstedt knap 50.000 vandrerkort. Spejderbevægelsen florerede også. Det Danske Spejder­ korps var stiftet i 1910. Dets idealer var sanddruhed, hjælp-

Ungdom i det fri

111

De Unges Idræt var et af ti­ dens børne- og ungdomskorps. Det var socialdemo­ kratisk, og dets medlemmer var som i FDF fortrinsvis arbejderbørn. Størst var dog de kønsopdelte KFUM & K - de grønne spejdere - og Det danske Spejderkorps med gule drenge- og blå pi­ gespejdere. Fællesnævne­ ren for disse korps var fri­ luftslivet.

112

Kvinder, børn og unge

somhed og renhed i tanke, ord og handling, og det tog sit forbillede i Lord Baden-Powell's spejderkorps og sigtede mod ungdommens friluftsopdragelse bl.a. ved store spejderlejre. Efter uniformen kaldtes de også de gule spejdere. 11939 talte de 16.600. Hertil kom de blå pigespejdere, som der var ca. 5000 af. Disse to korps hentede fortrinsvis deres medlemmer blandt borgerskabets børn. KFUM-spejderne eller de grønne udgik fra Kristelig Forening for Unge Mænd og KFUK-spejderne af den tilsvarende forening for unge kvinder. I disse to korps var der ca. 10.000 tilsammen. Frivilligt Drenge-Forbund (FDF) vir­ kede også på kristeligt grundlag. Det havde i 1939 ca. 15.000 medlemmer. Et decideret barn af arbejderbevægelsen var DUI, De Unges Idræt, som var for både drenge og piger i alderen 8-16 år. Det mønstrede ca. 10.000. I slutningen af 1930'rne talte den samlede spejderbevægelse godt 50.000 drenge og piger. Langt det mest omfattende ungdomsarbejde foregik dog i De Danske Skytte-, Gymnastik- og Idrætsforeninger, som i 1930 havde 69.000 aktive og passive medlemmer, i 1940 133.000, og De Danske Gymnastikforeninger, der i samme tidsrum steg fra 76.000 til 152.000. Det samlede antal aktive voksne gymnaster steg fra ca. 52.000 i 1930 til ca. 130.000 i 1938,

Bellevue strandbad ved Klampenborg blev til ved et initiativ fra Danmarks Na­ turfredningsforening. Der anlagdes kystsikringer og pumpedes sand ind på stranden, og samtidig blev der bygget omklædnings­ rum, hvis garderober kunne rumme 7500 sæt tøj. Strand­ badet, som blev taget i brug i 1932, administreredes af Gentofte kommune. Belle­ vue besøgtes hver sommer af titusinder og blev på grund af den korte afstand fra storbyen mere end noget andet Københavns åndehul.

heraf ca. 70.000 kvinder. Gymnastik var den foretrukne sportsgren for kvinder. Der var dobbelt så mange, der dyrkede gymnastik uden for end i København. Gymnastik kunne ud­ øves i det fri om sommeren og i forsamlingshuset eller skolens gymnastiksal om vinteren. Redskaber og badefaciliteter så man stort på. For unge mænd var den mest populære sportsgren fodbold. Den talte ca. 80.000 aktive. Næst efter kom svømning med ca. 35.000, hvoraf mere end halvdelen var kvinder. Men mens der var 1300 fodboldbaner i hele landet, var der kun otte svømme­ haller. Træning og konkurrencer foregik altså ved sø og strand, og netop svømning var den sportsgren, Danmark stod bedst i gennem 1930'rne på grund af de dygtige svømmepiger. Ragnhild Hveger blev således betegnet som et internationalt svømmefænomen, idet hun var indehaver af alle verdens­ rekorder i crawl med undtagelse af 100 m. Og i radioen kunne man høre sportsjournalisten Gunnar „Nu" Hansen forkynde, når „lille henrivende Inge" satte nye verdensrekorder i bryst­ svømning. Mange andre sportsgrene som håndbold og roning, bad­ minton og tennis trak titusinder af unge, mens golf i 1937 kun udøvedes af 1000 personer. De større kommuner med de manUngdom i det fri

113

ge unge følte i stigende grad et ansvar for sportsfolkene. Sport var sundt og fyldte fritiden med noget positivt. Når man dyrkede sport, hang man ikke på restaurationer eller gade­ hjørner. Endelig var et lokalopgør i fodbold noget, der kunne samle store tilskuerskarer. I løbet af 1930'rne skød derfor flere og flere sportsanlæg frem, og i det små også sportshaller og 114

Kvinder, børn og unge

Vilhelm Lundstrøm ud­ smykkede 1935-37 den nyopførte Frederiksberg Svømmehal med mosaikker af badende mennesker. Ud­ smykningen er ved sin for­ enklede, rene og klare mo­ numentalform og sin farvevirkning et af Lundstrøms betydeligste arbejder. Selv sagde han: „Et billede må ikke forurenes af uvedkom­ mende ting. Det skal tale til øjet som musik til øret." Ik­ ke alle opfattede hans vær­ ker som sød musik. Mange kaldte ham endnu pakkassemaleren efter materialer anvendt i hans første colla­ ger. De fem store vægmo­ saikker er et hovedværk i dansk monumentalkunst.

friluftsbassiner. Staten viste sin velvilje over for den stigende sportsinteresse ved i finansåret 1938-39 at sætte sit tilskud til Dansk Idræts-Forbund op fra 35.000 kr. til 64.000 kr. Ved siden af de eksisterende folkehøjskoler blev gymnastik­ højskolerne et særligt islæt i mellemkrigstiden. I Ollerup ved Svendborg oprettede Niels Bukh en sådan i 1920 med sommer­ skole for kvinder og vinterskole for mænd. Her uddannedes delingsførere til det frivillige ungdomsarbejde. Hovedfaget var den såkaldt primitive gymnastik. I tiden 1920-40 besøgtes skolen af ca. 8500 elever, og den var kendt langt ud over landets grænser ved opvisninger. Niels Bukh, der var påvirket af de nazistiske opdragelsesprincipper for ungdommen, del­ tog med et hold ved de olympiske lege i Berlin i 1936. I 1925 grundlagdes Snoghøj Gymnastikhøjskole for kvinder og i 1938 Gerlev Idrætshøjskole ved Slagelse. Et særligt problem var ungdomsarbejdsløsheden. Den var særligt demoraliserende og drøftedes indgående i samtiden. Man frygtede, at lediggangen både førte til kriminalitet og ud i politisk fordærv ved at gøre de unge til et let bytte for pro­ pagandaen fra kommunister og nazister. 11937 var der ca. 5000 unge arbejdsløse, året efter var tallet steget til ca. 9000. De kon­ servative ønskede primært at løse problemet ved at indkalde alle våbenføre unge mænd til aftjening af værnepligt, og da det var en utopi under det socialdemokratisk-radikale styre, var deres sekundære ønske arbejdstjeneste i arbejdslejre. Det var kendt andre steder i Europa, især i Tyskland, hvor Hitler brugte arbejdstjenesten som en førmilitær uddannelse og til politisk indoktrinering. Tilhængerne af arbejdslejre i Danmark forestillede sig, at de unge skulle arbejde ved plantning og grundforbedring og samtidig modtage undervisning i almindeli­ ge skolefag. Ideen om opdragelse til at tjene nationen lå bag. Ifølge loven om ungdomsarbejdsløshed fra 1933 var det fri­ villigt at deltage i de arbejdsløshedsforanstaltninger, staten iværksatte. I 1938 ændredes loven, så arbejdsløshedsunder­ støttelsen bortfaldt, hvis man ikke tog i arbejdslejr. Det var det nærmeste, Danmark kom arbejdstjeneste. Fjernt fra alfarvej oprettedes op mod en snes statsungdomslejre. Beliggenhed og arbejdets art med skovl og trillebør var lidet tillokkende for byungdommen, og over halvdelen af de arbejdsløse afslog. De foretrak at fægte sig frem. Da krigen kom, blev statsungdoms­ lejrene delvis overflødige og enten nedlagt eller omdannet til arbejdstekniske ungdomsskoler. For mænd var arbejdsløs­ heden i 1940 endnu på 25 procent, men den faldt drastisk under besættelsen og var i 1944 helt nede på fire procent.

Ungdom i det fri

115

Problemer i nord og syd Færøerne og Grønland En del af det danske rige var Færøerne med ca. 24.000 færin­ ger. Sprogligt, kulturelt og økonomisk var det i virkeligheden en selvstændig nation, men båndene til Danmark var stærke. Ikke kun fordi Færøerne havde status af et amt og havde en dansk amtmand, men også fordi mange færinger så en fordel i at bevare en tæt forbindelse Hl Danmark, ikke mindst af øko­ nomiske grunde. De sluttede sig politisk Hl Sambandsparflet, men også det færøske Socialdemokrati ønskede Færøernes forbliven ved Danmark. De utilfredse, som krævede Hådene til Danmark skåret over eller løsnet, samlede sig om Selv­ styrepartiet, senere om Folkeflokken. I 1920zrne og 30'rne var udviklingen i det hele rolig. Men båret af færøsk nationalisme vandt det færøske sprog mere og mere udbredelse i kirke, skole og administration. Fra 1938 blev der valgfrihed mellem dansk og færøsk som skolesprog. Et særligt færøsk flag begyndte så småt at vise sig. Fra 1923 havde Færøernes amtsråd, Lagflnget, fået øgede beføjelser, kimen Hl et færøsk parlament var lagt. Lagflnget udpegede et medlem til Landstinget, mens der ved direkte afstemning valgtes et medlem til Folketinget. Interessen for den danske Rigsdag var ringe og valgdeltagelsen tilsvarende lav. De færøske rigsdags­ medlemmer tog kun sjældent ordet og da næsten udelukken­ de i færøske anliggender. Dansk poliflk holdt de sig udenfor. Erhvervsmæssigt skete der også gradvist forandringer. Landbruget, dvs. især fåreavlen, gik tilbage. I stedet voksede fiskeriet, og klipfiskeeksporten fik sflgende betydning, selv om Spanien på grund af borgerkrigen svigtede som marked. Fiskerflådens fornyelse gik dog Hægt, og kun få fartøjer var i stand til at fiske ved Grønland, hvor der var mange torsk. Grønland var modsat Færøerne en koloni, styret fra Køben­ havn af Grønlands Styrelse og lokalt af to landsfogeder for henholdsvis Nord- og Sydgrønland. Den Kongelige Grøn­ landske Handel havde monopol på al omsætning, og landet var lukket for fremmede. Man ville beskytte det grønlandske naturfolk. Sælfangsten var på grund af klimaændring i til­ bagegang, i stedet slog man sig på fiskeri og fåreavl. I Ivigtut i Sydgrønland fandtes verdens eneste større kryolitbrud. Grøn­ lændernes levestandard var lav, sygdom - især tuberkulose udbredt.

116

Problemer i nord og syd

Den første dansker, som be­ steg det 3733 meter høje Gunnbjørns fjeld i Østgrønland, var journalisten Ebbe Munck. Det skete i 1935, to år efter at Danmark ved Domstolen i Haag havde få­ et bekræftet sin suverænitet over hele Grønland. Munck plantede Dannebrog på fjel­ dets top og sendte kongen et billede, hvorpå han skrev: „Fra Deres Majestæts højeste bjerg." Ebbe Munck var både af nationale og temperamentsmæssige grunde en ivrig deltager i ekspeditioner til Grønland. Under besættelsen blev han en fremtrædende mod­ standsmand og senere hof­ chef hos prinsesse Margre­ the.

Politisk var en grønlandsk elite ved at finde et forum i de to landsråd for Nord- og Sydgrønland, selv om disse kun havde rådgivende status. Men modsat Færøerne var der ingen arti­ kuleret opinion. Grønland var i Danmark sædvanligvis kun omtalt i forbindelse med de to navnkundige ekspeditions­ ledere Knud Rasmussen og Lauge Koch - bortset fra ét for­ hold, som kun i ringe grad berørte den grønlandske befolk­ ning, men som i en halv snes år til stadighed dukkede op på avisernes forside. Netop i 1933 kulminerede striden mellem Norge og Danmark om Østgrønland. Danmark havde senest i 1916 i forbindelse med salget af De dansk-vestindiske Øer fået USA's anerkendelse af vor høj­ hedsret til Grønland. De andre stater fulgte efter, Canada dog nølende. Norge ville ikke yde nogen officiel anerkendelse, men da spørgsmålet om Norges ret til Svalbard blev rejst på fredskonferencen i Paris, støttede Danmark de norske krav. Til gengæld lod Norges udenrigsminister Danmark forstå, at man fra norsk side „ikke ville gøre vanskeligheder ved denne sags ordning", dvs. at man ikke bestred Danmarks ret til hele Grønland. Nogen skriftlig bekræftelse kunne Danmark dog ikke få. Sagens genstand var det nordlige Østgrønland, som reelt var ubeboet, og som Norge derfor betragtede som herreløst og Færøerne og Grønland

117

Angmagssalik er en af de få bopladser i Østgrønland. Navnet betyder stedet, hvor man fanger den lille fisk lodden. Angmagssalik be­ sejledes kun en gang om året, og det lille samfund på 800 mennesker hvilede stort set i sig selv. Fra kajakker harpunerede man sæl, me­ dens konebådene blev brugt, når man om somme­ ren flyttede ud fra selve Angmagssalik. En telegraf­ bestyrer varetog forbindel­ sen med omverdenen, en præst med de højere mag­ ter. Ellers var man overladt til sig selv.

118

Problemer i nord og syd

ønskede adgang til. Fra dansk side var man indstillet på i vidt omfang at imødekomme nordmændenes ønsker om ret til at gå i land, jage, fiske og overvintre, men højhedsretten ville man ikke give afkald på. Ved en traktat indgået i 1924 gav man Norge disse indrømmelser foruden ret til at oprette vejrsta­ tion, telegraf og telefon. Det var en ensidig gestus, der intet kom ud af, da nordmændene alligevel ikke ville godkende Danmarks højhedsret. 11930 gav den norske regering derimod nogle nordmænd politimyndighed i Østgrønland, og året efter hejste norske jægere det norske flag i Mackenziebugten i Øst­ grønland og erklærede området for okkuperet under navnet Erik den Rødes Land, hvilket efterfølgende blev stadfæstet af den norske regering. 11932 besattes yderligere et område. Den danske regering havde allerede i 1931 udtaget stævning mod Norge ved Den internationale Domstol i Haag. Under stort opbud af diplomater, jurister og andre sagkyndige, pro­ cederedes sagen i Fredspaladset. Den 5. april 1933 faldt der dom. Med 12 stemmer mod to fandt man Norges handling retsstridig og bekræftede Danmarks fulde højhedsret over he­ le Grønland. Den regering, der havde stadfæstet okkupationen, var ud­ gået af det norske bondeparti, der i sine holdninger var LS-

præget og tillige stærkt nationalistisk indstillet. Forsvarsmini­ ster var major Vidkun Quisling, der senere gik over i National Samling, det norske nazistparti. Den oppiskede stemning i Norge, der først var genskabt som selvstændig nation i 1905, og baggrunden for den kan minde om de ekstremistiske kræf­ ter, der var i gang i Danmark 1918-20, og som forgæves kræve­ de en større del af Slesvig, end folkeafstemningen hjemlede ret til. I norske nationalistiske kredse var harmen mod Danmark betydelig. Indtil 1814 havde Grønland sammen med Island og Færøerne hørt til, hvad der kaldtes den danske konges norske riger og lande. 11814 havde ildesindede danske forhandlere på Wienerkongressen snydt Norge for sin ret, mente mange nordmænd. I Danmark var der til gengæld irritation over Norges adfærd. Der var kulde mellem de to nationer, og først den tyske besættelse af begge lande gav andet at tænke på. Da opstod et fællesskab, der trængte tidligere uoverensstemmel­ ser tilbage. 1 krigens sidste år trådte Danmark til ved at sende fødevarepakker til de hungerramte nordmænd. Danmark tog konsekvensen af den risiko, der åbenbart var forbundet med at lade de østgrønlandske ødemarker ligge ubeboede og ubenyttede hen. Allerede i 1924 havde polarfor­ skeren, kaptajn Ejnar Mikkelsen, anlagt en lille koloni i Scores­ bysund for at markere den danske tilstedeværelse, og i 1933 udnævntes han til statens inspektør for Østgrønland, som lå uden for de to landsfogeders domæne.

Smitten fra syd Samtidig med at politikerne var travlt beskæftiget med at be­ kæmpe krisen ved en økonomisk-social lovgivning, fulgte de vågent og ængsteligt de mange uroligheder, der ofte endte med voldsanvendelse. Mange af politikerne havde endnu en klar erindring om syndikalistspektaklerne i hovedstaden 191820, der var stimuleret af revolutionsurolighederne i Tyskland. Ikke mindst Zahle, der også havde været justitsminister 191320, havde en meget håndfast opfattelse af begrebet lov og orden. Nu var det galt igen. De tyske byer havde i tiden op til Hitlers magtovertagelse i januar 1933 været vidne til stigende terrorvirksomhed i form af de nazistiske, uniformerede storm­ troppers overfald på anderledes tænkende, især kommuni­ sterne og socialdemokraterne. I København begyndte råbene at gjalde gennem gaderne. Unge kommunister gik med russerbluse og skreg „Rød Front", og DsU'erne, som havde blå bluser og armbind med tre pile, svarede med råbet „Kampklar". Nazisterne bar hagekorsarm-

Smitten fra syd

119

Kommunisterne efterligne­ de den bolsjevikiske unifor­ mering, som det ses her på billedet, og marcherede gennem Københavns gader under feltråbet „Rød Front". Unge socialdemo­ krater havde et ordensværn udrustet med faner med et tre-pile mærke. De råbte „Kampklar". KU'erne råde­ de over „stormtropper". De og nazisterne førte sig frem med andre krigeriske råb, iført lange støvler og skrå­ rem. Af frygt for statens sik­ kerhed blev det fra april 1933 forbudt for andre end tjenestemænd at bære uni­ form.

120

Problemer i nord og syd

bind og heilede med fremstrakt hånd. De unge konservative fulgte dem et stykke ad vejen. De danske nazister fik ved en paladsrevolution i 1933 den sønderjyske læge Frits Clausen som fører. Selv om han beundrede Christmas Møller og var dansksindet, havde han alligevel forladt Det konservative Fol­ keparti af foragt for dets parlamentariske linie og af uvilje mod dets efter hans opfattelse mange pampere. Hans forestillinger var forvirrede og uklare, og selv om han var afholdt på sin hjemegn, trak man i almindelighed på smilebåndet ad ham. DNSAP udgjorde med ham som fører ingen risiko for fol­ kestyret. Mere alvorligt tog man Konservativ Ungdom. I det ydre efterlignede KU'erne Hitlers stormtropper med lange støvler, ikke brune, men grønne skjorter, skrårem, marchformationer og faneborge. Alt sammen noget, som syntes at tilfredsstille et behov i tiden. KU'erne gik heller ikke af vejen for et rask slagsmål med DsU'erne og ungkommunisterne. Opsigt vakte det, da den unge konservative politiker Carsten Raft anbe­ falede brugen af bidetænger af hensyn til modstandernes mu­ lige anvendelse af pigtrådsspærringer. Det kaldte på smilet hos nogle, på forargelse hos andre. Var der således meget både ungdommeligt og naragtigt i iscenesættelsen og også meget udansk, henstår spørgsmålet om KU-bevægelsens mål. Dette er vanskeligt at sætte på en entydig formel. Man var

hypernational, for et stærkt forsvar og antitysk, men alligevel er det en smal sag at finde udtalelser som denne fra 1933:

Det danske nazistparti DNSAP - var en tro kopi af det tyske, både med hensyn til ideologi, og når det gjaldt ydre iscenesættelse. For­ skellen var, at i Danmark fik bevægelsen hverken stats­ apparatet stillet til rådighed eller ret mange tilhængere. Man gik strækmarch, hede­ de med oprakt højre hånd og var stort set til grin, så længe tyskerne forblev syd for grænsen.

„Vi nægter ikke, at vi i adskilligt sympatiserer med nationalso­ cialismen, thi vi unge forstår vore jævnaldrende i Tyskland, og havde vi været tyskere, ville vi vel næsten alle have stået i de brune bataljoner. Vi beundrer nazismens nationalfølelse, of­ fervilje og disciplin, og vi mener, at Europa skylder den en tak, fordi den har slået kommunismen ned og derigennem reddet Tyskland for Vesteuropas kultur." Antikommunisme indgik i KU's ideologi, men ikke antisemi­ tisme. Man kan også finde spor af Mussolinis korporative stat, der indebar, at arbejdere og arbejdsgivere erhverv for erhverv stod i samme korporation, hvorved klassemodsætningerne skulle hekses bort. Også i kritikken af det kapitalistiske system spores fascistiske forestillinger. Man forudså det parlamen­ tariske demokratis undergang, og mange ønskede den lige­ frem - lede, som man var, over Rigsdagens lidet heroiske lappeværk, der ikke løste samfundets problemer. Nogen

Smitten fra syd

121

11933 blev kronen nedskå­ ret til 56 procent. Det fik Konservativ Ungdom til i agitatorisk øjemed at frem­ stille en oversavet krone. Den solgtes for 56 øre og kaldtes for Stauning-kronen.

egentlig politisk teori lå ikke bag, men en opsamling af for­ skelligt konservativt og højreradikalt tankegods, der flød rundt i tiden, og som kunne genfindes i en række europæiske lande. Ikke kun KU'erne var påvirkede af sådanne tendenser. Også fremtrædende personer som idrætslederen Niels Bukh og forfatteren Kaj Munk kunne begejstres over sider af fascis­ men. Uden tvivl ville en del KU'ere være havnet i et dansk fa­ scistisk eller nazistisk parti, hvis KU ikke havde eksisteret i den form, det havde. Når KU aldrig fik nogen afgørende politisk indflydelse, hænger det sammen med Christmas Møllers stær­ ke position i Det konservative Folkeparti. Han havde været KU's formandskandidat, og de unge så op til ham. Men han tålte ingen afvigelse fra den demokratiske linie, selv om han gjorde en dyd af nødvendighed og affandt sig med KU's mili­ taristiske ydre adfærd. Han havde brug for de stemmer, KU kunne mobilisere, også - hvor paradoksalt det end lyder fordi det styrkede ham over for partiets fløj af ældre konserva­ tive, som så skævt hl ham. Men da KU i efteråret 1933 søgte at påvirke et nyt konservativt partiprogram i antidemokratisk retning, sagde han fra. KU ønskede forbud mod kommuni­ sterne, en korporativ forfatning og en antiliberal økonomisk politik. Christmas Møller erklærede, at han ville gå af, hvis noget sådant vandt indpas i programmet, hvilket da heller ikke skete. Christmas Møller neutraliserede altså de unge konservative. De blev ved moderpartiet, som var klart demokratisk. I Sverige var Højres ungdomsorganisation under de samme påvirk­ ninger som KU, men de gik dybere. Da Højre tog klar afstand fra nazismen, skiltes de to organisationers veje. I andre lande vandrede de unge konservative også længere til højre og blev en risiko for folkestyret.

Staten griber ind Uroen på begge fløje stemte Rigsdagen mildt over for en ud­ videlse af statspolitiet. Kun de to kommunister var imod. I april 1933 fik justitsminister Zahle øget korpset med 155 mand. Samtidig indførtes uniformsforbud for medlemmer af politi­ ske organisationer. Man ønskede at undgå tyske tilstande. I dette tilfælde gik også de konservative imod med den be­ grundelse, at loven var et indgreb i borgernes ret Hl at vise, hvilken organisation de sluttede sig til. Her sejrede hensynet til KU, som da også søgte at omgå forbudet, der i øvrigt lempedes året efter, men kun for spejdere og FDF'ere. 122

Problemer i nord og syd

En af 1930'rnes voldsomste strejkeuroligheder fandt sted i Esbjerg i april 1934. Her nedlagde havnearbej­ derne arbejdet, fordi de blev forulempet af sømændene, der ville hindre dem i at laste eksportbådene. Det kom Hl slagsmål, og det kommunale ordenspolih kunne ikke opretholde ro og orden. JusHtsminister Zahle sendte forstærkning fra Københavns polih, og her er nogle af de køben­ havnske betjente fotografe­ ret foran en af englandsbå­ dene. Sådanne uroligheder fremmede tanken om et statsligt enhedspoliti.

De konservative var også mod det næste præventive ind­ greb, som kom i april 1934. Det var en lov, som forbød sam­ menslutninger, der ved ulovlig magtanvendelse ønskede at påvirke offentlige anliggender. Samtidig indførtes forbud mod fabrikation og salg af våben, ligesom fremmedloven blev strammet. Zahle havde også ønsket en ændring i straffeloven, så straffen for fredsforstyrrelser ved skænderi og slagsmål blev skærpet. Men det ville Venstre ikke acceptere. Denne lovgivning blev til under akkompagnement af vold­ somme strejkeuroligheder i København og talrige havnebyer. Det var navnlig eksportslagterierne og transportområdet, der blev ramt. Slagteriarbejderne var ikke medlemmer af De sam­ virkende Fagforbund. Da de samtidig ikke kunne affinde sig med forligsmandens mæglingsforslag, gik de i strejke. Det ville meget hurtigt lamme den vitale baconeksport, og efter seks dage greb regering og Rigsdag ind og forbød strejken. I Esbjerg kunne det lokale politi ikke klare slagsmålene og måtte rekvirere forstærkning fra Københavns politi. På ministermø­ de diskuterede man, „hvornår indskriden bør Ende sted over for den kommunistiske terrorledelse". Fra Esbjerg forelå den alarmerende meddelelse, at 6-8000 mennesker havde erklæret generalstrejke og forlangt politiet fjernet, før de gik i arbejde igen. Regeringen besluttede at lade politiet blive, Hl politime­ steren og byrådet tog ansvaret for dets tilbagetrækning. I KøStaten griber ind

123

En gruppe hjemløse be­ stemte sig i 1928 for at mar­ chere fra Kjellerup til Kø­ benhavn. Mussolinis march mod Rom i 1922 dannede skole, og rundt om i Europa demonstrerede man de føl­ gende år på denne måde. Hjemløsetoget, som blev en fiasko, var organiseret af eventyreren, løjtnant Knud Clauson Kaas, der senere gjorde sig bemærket ved at flyve under Lillebæltsbroen og ved i 1939 at melde sig som kampflyver i Finland.

benhavn byggedes barrikader, og i Fælledparken udkæmpe­ des en voldsom batalje mellem demonstranter og beredent politi. I Folketinget rettede Aksel Larsen voldsomme angreb på politiet og justitsministeren. På højrefløjen blev regeringen i Folketinget angrebet af LS' repræsentanter i Venstre, og da Christmas Møller i marts 1934 talte om „den megen vildskab", der prægede kampen for at bedre landbrugets kår, fik han følgende svar fra LS-manden Valdemar Thomsen:

„Over for kapitalismens misbrug har det nuværende flertal intet at stille op, og det hænger vel sammen med, at netop det system kun kan eksistere, hvor der er opsparede værdier at snylte på. Stemmekøb, bengnaveri og korruption, som vi er velsignet med ud over alle grænser, er vel nok kræftskaden i vort samfund." Det var et angreb, som i ordvalget mindede om nazisternes. Det havde også adresse til Venstres leder, Oluf Krag, der var kreditforeningsdirektør, en misliebig beskæftigelse efter LS' opfattelse. Han tog til genmæle, og Valdemar Thomsen og endnu et medlem af Venstres folketingsgruppe trådte ud af Venstre og deltog i maj 1934 i dannelsen af Det frie Folkeparti, senere kaldt Bondepartiet, en ren LS-formation. Samtidig dan-

124

Problemer i nord og syd

nede den konservative rebel Bent Holstein efter en gæstevisit hos Venstre sit eget enmandsparti under navnet De Uafhængi­ geDet politiske mønster for resten af 1930'rne var nu fastlagt. Hvert af de fire gamle partier havde fået et nyt parti i haserne. Socialdemokratiet - DKP, de radikale - Retsforbundet, de konservative - DNSAP og Venstre - Det frie Folkeparti. Det gjorde ikke det parlamentariske liv lettere, især ikke for Ven­ stre og Socialdemokratiet. I marts 1928 havde 4-500 hjemløse søgt at gennemføre en demonstrationsmarch fra Kjellerup syd for Viborg til Køben­ havn. Undervejs overnattede de i skoler og blev bespist på kommunal regning. De nåede dog kun til Vejle, hvorfra DSB gav dem frirejse til deres hjemegn. Nu - i juli 1935 - tog LS tråden op ved at sende ca. 40.000 bønder til København, umid­ delbart før Rigsdagen trådte sammen til en ekstraordinær som­ mersamling. Bøndernes forbillede var dog snarere Lappo-bevægelsens march til Helsingfors i 1930 og fascisternes mod Rom i 1922. Tanken var at henvende sig til kongen for, som man sagde, at opnå ligeret med andre erhverv. Ændret kronekurs, mindstepris på kød, sikring mod indførsel af korn og nedsættelse af ejendomsskatterne. Et LS-blad skildrede bon­ detoget:

Deltagerne i bondetoget i 1935 fik som vist på billedet anvist natlogi. De sov i gymnastiksale, på korntør­ ringslofter og hos sympati­ sører i hovedstaden. Bonde­ toget vakte opsigt ved den store tilslutning, som gjorde det til den hidtil største massedemonstration i Dan­ mark. Men bøndernes krav prellede af på regering og Rigsdag, som ikke ville gøre mere for landbruget end det, der var gjort.

Staten griber ind

125

Landbrugernes Sammen­ slutning yndede at slå på gammelnordiske idealer som ved dette møde i Thi­ sted i 1939. Man lod luren gjalde til kamp for bondens ret og havde forestillinger, som var hentet i Tyskland. Bevægelsen var generende for de etablerede landboor­ ganisationer og Venstre, fordi den gennem Det frie Folkeparti fra 1934 blev re­ præsenteret i Folketinget. I 1939 tog partiet navneforan­ dring til Bondepartiet. Un­ der besættelsen gled bevæ­ gelsen helt over på nazistisk side og mistede derved hur­ tigt enhver betydning.

„Det var et skuespil, der handlede om Danmarks bønder, som i en svær tid strømmede til fra alle landets kanter for at gå til deres konge og kræve deres ret ... Muldens børn havde for en dag forladt hjem og arne. Som på arilds tid søgte de i tusindtal til landets hersker og fader, over for hvem de ville klage deres nød ... Det var ikke ubesindige hedsporer og fantaster, disse bønder med de solbrune, vejrbidte, barske ansigter. De ind­ gød en ro og en ligevægt, der tydeligt vidnede om, at den danske bonde er klar over, at mister han besindelsen, er alt tabt. Med et roligt smil gik han til sin konge, men gennem smilet skimtedes alvoren."

Bonden fik ikke meget ud af at gå til sin konge. Han hilste dem nok fra balkonen, men indenfor havde han konstitutionelt korrekt statsministeren ved sin side, og denne afviste med knubbede ord talsmændene for de 40.000 bønder på slots­ pladsen. LS søgte efterfølgende at etablere en valutastrejke, hvorved man undlod at sende mejeriernes og slagteriernes valutaindtjening til Nationalbanken for derved at presse kro­ nens kurs ned, men også dette initiativ faldt til jorden. Gassen var ved at gå af ballonen. I Sønderjylland syntes der omkring 1930 at være faldet mere ro omkring forholdene. De økonomiske vilkår for landbruget 126

Problemer i nord og syd

var blevet bedre, f.eks. var høstudbyttet i 1930 mere end for­ doblet i forhold til 1920. Men syd for grænsen, i Slesvig-Holsten, bredte nazismen sig som en steppebrand og kraftigere end i det øvrige Tyskland og stærkere i Sydslesvig end i Hol­ sten. Ved rigsdagsvalget i 1928 kun fire procent, i 1932 64 procent i landdistrikterne, 45 procent i byerne. I det over­ vejende landbrugssamfund slog krisen særlig hårdt. De slesvig-holstenske nazister begyndte snart at rejse krav om en grænserevision. „Tyskland har ret til Nordslesvig", hed det. Denne „ret" forestillede man sig at kunne gennemtvinge ved at destabilisere Nordslesvig, altså Sønderjylland, så den dan­ ske regering blev tvunget til at gå til den tyske regering og selv foreslå en grænseregulering. Metoden hertil var at få det tyske mindretal til at slutte sig til nazismen, hvilket ikke var van­ skeligt. Den mere moderate pastor Johannes Schmidt blev skubbet til side, og i forståelse med nazisterne i Slesvig-Holsten blev nazisten, dyrlæge Jens Møller i juli 1935 leder af mindretallet. En rabiat fløj i LS søgte også over mod nazismen. I Danmark vidste man ikke, at Hitler var imod en grænsere­ gulering. Han ville ikke sætte Tysklands gode forhold til de nordiske lande over styr, fordi det var et led i de nazistiske forestillinger, at den nordiske race bestod af en art overmenne­ sker modsat de slaviske folk og jøderne. Derfor blev de slesvigholstenske nazister hele tiden holdt i ave fra Berlin. Men deres voldsomme offentlige angreb på Danmark, og deres stigende infiltration i det tyske mindretal i Sønderjylland fremkaldte megen ængstelse både hos de danske sønderjyder og i regeringen. Sønderjydernes leder i den tyske tid, H. P. Hanssen, gik ind i denne fornyede nationalitetskamp ved møder og foredrag. Socialdemokraternes folketingsmand I. P. Nielsen-Dynt vendte sig også mod nazismen. De dansksinde­ de sønderjyder fandt på tværs af partiskellene sammen i nyop­ rettede organisationer som „De danske sønderjyske Sam­ fund" og „Det unge Grænseværn". På det økonomiske område stillede staten i november 1932 20 mili. kr. til rådighed for gældssanering i hele landet, deraf seks miil. kr. i Sønderjylland, ofte forbundet med en ud­ stykning, hvorved nye husmandsbrug blev oprettet. I novem­ ber 1933 besøgte statsminister Stauning Sønderjylland for ved selvsyn at sætte sig ind i forholdene. Det medførte i maj 1934 en lov om rentelempelse for sønderjyske landmænd. Den blev det mest virkningsfulde initiativ til at afhjælpe de særlige vanskeligheder i Sønderjylland. Disse foranstaltninger førte sammen med de stigende landbrugspriser efter handelsaf­ talen med England efterhånden til øget ro. Staten griber ind

127

Nye socialdemokratiske signaler?

MATTEOTTIFONDEH Matteotti Fonden, der især støttede socialdemokrater, som flygtede fra Tyskland, samlede også ind til ofrene for den spanske borgerkrig. Medens hjælpen til flygt­ ningene af hensyn til det nazistiske regime i Tyskland skulle ydes diskret, havde indsamlingen hl Spaniens nødlidende en humanitær karakter og kunne derfor ske i fuld offentlighed.

128

Problemer i nord og syd

Ikke længe efter Hitlers magtovertagelse begyndte socialde­ mokratiske politiske flygtninge at komme til Danmark fra Tyskland. Blandt dem var Weimarrepublikkens første rigs­ kansler Philipp Scheidemann. Han og andre kunne give før­ stehåndsskildringer af nazismens uvæsen. I alt ca. 4500 jøder flygtede til Danmark; de fleste kom videre til Palæstina. Ud­ satte var også kommunisterne, og f.eks. flygtede Bertolt Brecht til Danmark og bosatte sig her nogle år. Fra dansk side var man ængstelig ved flygtningenes tilstedeværelse, både fordi der var stor arbejdsløshed, og fordi man frygtede for Nazi-Tysklands reaktion, hvis Danmark i alt for høj grad blev værtsnation for Hitlers fjender. Betingelsen for at opnå op­ holdstilladelse var, at flygtningene afholdt sig fra enhver poli­ tisk virksomhed. Det gjorde de selvfølgelig ikke. Illegalt gik der mange tråde til Tyskland. Arbejdstilladelse fik flygtninge­ ne kun, hvis de efter fagforeningernes skøn ikke tog arbejde fra danske. I begrænset omfang fik fremragende intellektuelle passende stillinger. Flere private hjælpekomiteer blev opret­ tet. Socialdemokraterne hjalp deres tyske partikammerater gennem Matteotti Fonden, opkaldt efter en myrdet italiensk politiker. Kommunisterne, Det Mosaiske Troessamfund, Kir­ ken og åndsarbejderne stiftede også støtteorganisationer. Tyskerne fulgte årvågent, hvad deres flygtede landsmænd foretog sig og krævede dem i nogle tilfælde udleveret, hvilket dog ikke skete. Over for fornærmelser i pressen og fra talersto­ le var tyskerne i det hele taget på vagt, og Stauning og Munch havde stort besvær med at få pressen til at beherske sig, selv om de fleste dagblade var påpasselige. Et karakteristisk udslag af regeringens store forsigtighed så man i juli 1935, hvor Det kongelige Teater på henstilling af undervisningsminister Borgbjerg opgav at spille Soyas stykke „Umbabumba skifter Forfatning". Borgbjerg lod forstå, at han fandt en opførelse på et dansk statsteater betænkeligt af udenrigspolitiske hensyn. Vi burde iagttage et høfligt forhold til alle venskabeligt sindede stater, og Hitler var nu engang statschef, sagde undervis­ ningsministeren. I september 1935 meddelte regeringen che­ fen for grænsegendarmeriet, oberst S. B. Paludan-Muller en alvorlig misbilligelse, idømte ham en bøde og sendte ham på orlov, alt sammen fordi han i en udenrigspolitisk artikel havde angrebet Mussolinis Italien. Weimarrepublikken havde levnet de tyske socialdemokra­ ter en stor og meningsfuld plads. Nu blev de fejet bort, sat i fængsel eller kz-lejr, drevet på flugt eller under jorden eller i

Provokatøren og dramatike­ ren C. E. Soya, der her ses foran Karl Larsens portræt af ham, blev i sine moralise­ rende stykker en fornyer af dansk dramatik. Han gik til angreb på alle former for dobbeltmoral og skinhellig­ hed og vakte derfor forar-

det mindste gjort tavse og uvirksomme. Det virkede chokagtigt på deres danske partifæller. Stauning begyndte at over­ veje rigtigheden af Socialdemokratiets afrustningsprogram. I oktober 1933 fik han, om end med besvær hovedbestyrelsen til at godkende, at afrustningsforslaget ikke skulle genfremsæt­ tes. Baggrunden var uroen omkring grænsen, og erkendelsen af, at det danske forsvar efter 1932 kun var egnet hl f.eks. at tilbagevise et angreb fra mindre strejfkorps „af brune horder", der søgte at trænge over grænsen. Men Stauning var nok længere fremme i sine overvejelser. I al fald sagde hans talerør, den socialdemokratiske ordfører Hans Nielsen, under finanslovsdebatten i oktober 1933: „Fra gammel tid har overklassen her i landet haft en tilbøjelighed til at tage patent på fædrelandskærlighed. Vi socialdemokrater anerkender ikke overklassens ret i så henseende, thi vi elsker vort land og vort sprog og vor historie lige så fuldt som andre borgere her i landet." Det var nye toner, og de vakte da også opsigt og modsigelse. Laust Rasmussen, der var fratrådt som forsvarsminister efter valget i 1932, og andre af partiets pacifi­ ster gjorde ophævelser. Hartvig Frisch og I. P. Nielsen støtte­ de Stauning. Da Aksel Larsen hånede Stauning for holdnings­ ændring, svarede denne: „Vi er virkelig så nationale, at vi synes, der er bedre i et dansk arbejderhjem end i en uden­ landsk fangelejr." Samtidig med denne debat udgav Hartvig Frisch bogen „Pest over Europa", der blev vidt udbredt. Pesten var kommu­ nismen, fascismen og nazismen. En demokratisk stat måtte ikke vise fejhed over for sine fjender, og han bebrejdede det italienske og tyske Socialdemokrati deres eftergivenhed. Yn­ gre socialdemokrater som Hans Hedtoft og H. C. Hansen var enige med Stauning og Frisch. Noget reelt kom der imidlertid ikke ud af disse overvejelser. Man strøg ordet afrustning, men videre gik man ikke. I et halvt århundrede havde Socialdemokratiet indoktrineret sine med­ lemmer og vælgere med militærets skadelighed; man kunne ikke nu vende partiet på en studs. Hertil kom, at for Stauning var alliancen med de radikale helt afgørende, og de ville under ingen omstændigheder høre tale om en militær nyordning og et skandinavisk fællesforsvar, som Stauning var inde på. Al­ ternativet var et samarbejde med de konservative, men det anså Stauning for udelukket at få sit parti med til. Han var låst fast. Linien fra oktober 1933 fortsattes i Socialdemokratiets nye program fra maj 1934. Det var skrevet af Stauning selv og bar titlen „Danmark for Folket". Det indeholdt ingen principielle Nye socialdemokratiske signaler?

129

Hartvig Frisch var en videnskabeligt velfunderet klassisk filolog. Han benyttede sin indsigt til både i skrift og tale at formulere alme­ ne synspunkter. 11928 udgav han et tobindsværk, „Europas Kul­ turhistorie". Kultur er vaner, forkyndte han. Frisch stod på den materialistiske historieopfattelses grund. Han blev socialdemokra­ tisk medlem af Folketinget i 1926 og fra 1935 gruppeformand og ordfører. Nazisterne havde ikke glemt hans bog „Pest over Euro­ pa", og han blev under krigen tvunget bort fra offentlig politisk fremtræden. Han blev da professor ved Københavns Universitet, og 1947-50 var han undervisningsminister.

ændringer, men var rundere i formuleringerne, afsnittet om socialisering meget forsigtigt. Alt i alt var programmet affattet således, at det opererede inden for det eksisterende samfund, som man på demokratisk vis ønskede yderligere demokrati­ seret ad skattevejen, ved kontrol, planlægning og offentlige arbejder. Om forsvaret hed det: „Der er ikke tilstrækkelig basis for isoleret afrustning for tiden; nu må arbejdet gøres inden for Folkenes Forbund på international basis, og vi må anse det for en national pligt fortsat at støtte afrustnings- og fredsarbejdet igennem de organer, der søger at løse disse opgaver." Med de sidste sætninger søgte man at tilgodese partiets traditionelle linie, men i den første lå tilkendegivelsen af en ændret kurs, selv om man ikke varslede oprustning som en konsekvens

deraf. 130

Problemer i nord og syd

Socialdemokratiet kulminerer

Folketingsvalget i 1935 og landstingsvalget i 1936 fast­ slog statsminister Thorvald Stauning som landsfaderen. Den socialrealistiske maler W. Glud tog i 1939 det hele med: håndværkeren, land­ manden, kontoristen, fiske­ ren, husmoderen, og Fær­ øerne og Grønland ikke at forglemme.

I sommeren 1935 kunne uroen i det danske samfund fore­ komme uoverskuelig. LS var i stand til at mobilisere et bonde­ tog på 40.000 kriseramte landmænd fra hele riget, KU havde ca. 30.000 medlemmer. Kommunister var på færde overalt, nazisterne førte sig frem. Alle så de med opskruede forvent­ ninger frem til det valg, der skulle komme året efter. I denne atmosfære mødtes Rigsdagen til en ekstraordinær samling den 31. juli 1935. Helt i forlængelse af de foregående års politik vedtog man en ny kornordning foranlediget af udenlandsk dumping. De højere kornpriser ville ramme svineproducenterne, dvs. især det mindre landbrug. Derfor forbandt man svine- og kornordningen med hinanden. En ny smørordning kunne regeringen dog ikke komme igennem med, da Venstre og konservative krævede højere smørpriser og lavere ejen­ domsskatter. Samtidig vendte oppositionen sig mod valuta­ ordningen. Allerede i rigsdagssamlingen 1934-35 havde det været besværligt for regeringen at få sine forslag vedtaget, og

Socialdemokratiet kulminerer

131

nu var der yderligere tegn på, at Kanslergade-klimaet var borte. Venstre havde for store vanskeligheder med LS til at kunne bevæge sig nok, selv om den omtalte LS-organiserede valutastrejke faldt til jorden. Samtidig havde regeringen resultater at fremvise. Antallet af fuldførte lejligheder var steget fra 16.000 i 1932 til 23.000 i 1934 og 1935, arbejdsløsheden var fra 32 procent i 1932 gradvis dalet til 20 procent i 1935, industriproduktionen viste stigende tendens, og der var rimelige flæskepriser. Ved amtsrådsvalget i marts 1935, der for første gang var et direkte valg, gik Social­ demokratiet frem. Overhovedet havde partiet vist en stadig større bredde, som ikke blot programmet fra 1934 godtgør, men også - og navnlig - de mange kompromiser, man havde indgået siden 1929. I konkurrence med de konservative trak man den ekspanderende funktionærklasse til sig. Partiets selvtillid stivedes af med, at det nu også talte mange såkaldte kulturpersonligheder, kunstnere, forfattere, skuespillere og

videnskabsmænd. Ved valget i 1932 havde Socialdemokratiet fået 43 procent af de afgivne stemmer. Kunne man nu ved et chokvalg i utide komme over de 50 procent? I al fald mente Stauning, at Ven­ stres og konservatives landsmødeudtalelser i august og sep­ tember var så fjendtlige, at regeringen ikke kunne komme videre med en forlængelse af valutaordningen, som man anså for en nødvendig forudsætning for vor handelspolitik. Re­ geringen besluttede sig for et valg, og det blev meddelt ved Rigsdagens ordinære åbning den 1. oktober 1935. Valgdatoen

fastsattes til 22. oktober 1935. Det var ikke sket før, at en regering så at sige tog Rigsdagen på sengen og uden videre udskrev valg, et år før valgperioden udløb. Sædvanligvis var regeringen enten kommet i mindre­ tal, eller også havde den efter forhandlinger i Rigsdagen måt­ tet se vigtig lovgivning standset, hvorefter Folketinget var blevet opløst. Men Stauning havde taget bestik af de tegn på afmatning, oppositionen viste. Havde han først bestemt sig, rystede han ikke på hænderne. Det stod ham også klart, at Socialdemokratiet kunne regne med en forlods gevinst, fordi forsorgsloven fra 1933 gav mange valgret, som før var berøvet den på grund af den nu afskaffede fattighjælps retsvirkninger. Socialdemokratiet mobiliserede sin hidtil største valgkam­ pagne. Man udnyttede til det yderste statsministerens be­ tydelige prestige. Overalt var han på farten i ministerbilen. Ved store møder med betydelig tilslutning talte Stauning om de hidtidige resultater og de kommende mål: valutaloven som et nødvendigt redskab, højere beskæftigelse, statens over132

Socialdemokratiet kulminerer

Ved valget i 1935 var Stav­ nings position så grundfæ­ stet, at Socialdemokratiet kørte hele sin valgkamp på hans person under slagor­ det „Stauning eller Kaos". I 1935 stemte næsten hver an­ den vælger på hans parti. Den alvorlige, fåmælte statsmand indgød tillid, og så tilgav man hans eskapa­ der. „Skide være mæ' 'et, bare han kan holde te' 'et," digtede Blæksprutten. Også hos borgerskabet vandt han indpas. For at mildne ind­ trykket udtaltes hans navn i disse kredse stundom Stouning.

tagelse af Nationalbanken, ændring af beskatningen, rentelet­ telse, gældssanering for landbruget osv. Han vendte sig imod alle former for diktatur og beskyldte oppositionen for ikke at ville yde de arbejdsløse tilstrækkelig hjælp. Socialdemokrati­ ets kampagne var i den grad personfikseret, at den mest iøjne­ faldende plakat bar Staunings kontrafej og teksten: „Stauning eller Kaos". Selv om nogle hævdes at have troet, at „Kaos" var en venstremand, skulle det vise sig at være en agitation, som gav resultat. Venstre og landboforeningerne krævede, at man ikke holdt kronekursen kunstigt oppe, da dette ville forringe værdien af den valuta, landbrugseksporten hjembragte. Den måtte ikke bruges til at beskytte industrien. De forlangte lettelse af ejen­ domsskatterne og frie produktions- og afsætningsvilkår. Det frie Folkeparti (Bondepartiet) var en alvorlig konkurrent til Venstre. Det sagde det samme, men for LS-orienterede land­ mænd var det nye parti mere troværdigt. Det havde aldrig deltaget i noget forlig. De konservative var som Venstre i en trængt situation. Valu­ tacentralen skærmede jo store dele af industrien, men genere­ de partiets landbovælgere. Resultatet blev en tvetydig kritik af valutaordningen. På fløjene var forventningerne voldsomt opskruede. Valg­ møderne var urolige, voldstrusler hang undertiden i luften, og i København kom det til slagsmål på selve valgdagen. Og så blev det et voldsomt antiklimaks for yderpartierne. DKP holdt sine to mandater, men gik i stemmer fra 1,1 procent til 1,6 procent eller i antal fra 17.000 til 27.000. Det var altså alt, hvad arbejdsløsheden kunne indbringe. På højrefløjen led DNSAP et sviende nederlag. Det mobiliserede kun 16.000 stemmer, svarende til en procent, og det gav intet mandat. Det frie Folkeparti kunne derimod samle 53.000 stemmer, hvilket ind­ bragte fem mandater. Det var, hvad LS-røret kunne give. De

Socialdemokratiet kulminerer

133

konservative gik en procent tilbage (til 18 procent) og fik 26 mandater, et tab på et mandat. For KU betød det, at man efter valget ikke kunne holde på alle de 30.000 medlemmer, hvoraf adskillige havde håbet på en magtomvæltning. Samtidig blev den militante ledelse i 1936 erstattet af en ny, mere demokra­ tisk med Aksel Møller som formand. Han blev karakteriseret som en miniatureudgave af Christmas Møller. Valgets store taber var dog Venstre, der mistede ti manda­ ter, idet det gik fra 25 procent ned til 18 procent og nu kun fik 28 mandater. De radikale holdt med 14 mandater (ni procent) stillingen, og det samme gjorde Retsforbundet med fire man­ dater (tre procent). Valgets absolutte sejrherre var Socialdemo­ kratiet, der fik 68 mandater mod før 62, og hvis andel i stem­ merne steg fra 43 procent til 46 procent. Flertallet nåede man ikke hverken dengang eller siden modsat Norge og Sverige nogle år senere. Valget blev Socialdemokratiets klimaks. Man var nu blevet så bredt favnende, at næsten hver anden, der deltog i valget, stemte socialdemokratisk. Vi har ingen analy­ ser af vælgernes vandringer i disse år, men der er grund til at antage, at mange fra stationsbyerne, som var afhængige af landbrugets vilkår, nu også leverede stemmer ligesom husmænd, der var nødt til at arbejde for andre. Først og fremmest kom stemmerne dog fra småkårsfolk i byerne. Samarbejdet i ministeriet havde været godt, men Stauning fandt alligevel anledning til at omdanne sin regering efter valget. Han ville have yngre kræfter til, sagde han, men der lå også utilfredshed med nogle af ministrene bag. Han ofrede således sin gamle staldbroder Borgbjerg, skønt denne bad for sit liv. Formentlig fandt Stauning, at Borgbjerg var en bedre agitator end administrator og minister. Handelsminister Hau­ ge blev også udskiftet mod sin vilje. Stauning mente, han var for ubeslutsom. Stauning ville også have erstattet Zahle, som han syntes havde været for valen over for de mange uroligheder. Uden om P. Munch henvendte Stauning sig da til formanden for Det radikale Venstres folketingsgruppe, den sjællandske bonde Jørgen Jørgensen, som sagde ja til at overtage Undervisnings­ ministeriet. Steincke blev justitsminister, formanden for Dansk Smede- og Maskinarbejderforbund Johs. Kjærbøl han­ delsminister, de to landstingsmænd Ludvig Christensen og Johs. Hansen henholdsvis socialminister og kirkeminister. Især ønskede Stauning, der nu var 62, selv aflastning. Derfor afgav han Forsvarsministeriet til partisekretær Alsing Ander­ sen, om hvem Stauning vidste, at han ville gøre nøjagtigt, som han fik besked på.

134

Socialdemokratiet kulminerer

„En drøm, der brast", var, hvad Svikmøllen kaldte „Ministeriet Kaos". Christ­ mas Møller i laksko og ga­ macher kom ikke til at føre sig frem for kongen ledsa­ get af KU'eren Carsten Raft med den berygtede bide­ tang (til overklipning af imaginære kommunistiske pigtrådsspærringer), Knud Bach og hjemmetyskernes leder, pastor Johs. Schmidt. Det var nu heller ikke lige denne blanding, oppositio­ nen havde tænkt sig.

Tilbage er kun at konstatere, at Stauning godt ville af med den 65-årige P. Munch, som de radikale imidlertid ikke ville slippe. For at trøste Borgbjerg overvejede Stauning at ud­ nævne ham til minister uden portefølje og for balancens skyld tillige Erik Scavenius, udenrigsministeren fra 1. verdenskrig. Scavenius havde efter sin afgang som minister i 1920 været gesandt i Stockholm, men stod nu til rådighed for Udenrigs­ ministeriet til brug for folkeforbundsopgaver, som ikke inter­ esserede ham. Staunings overvejelser er interessante, fordi de kaster lys over hans senere dispositioner: Scavenius som af­ løser for Munch. Men Socialdemokratiet havde i 1922 gjort sig lystig over Klaus Berntsens udnævnelse til minister u.p., og Stauning måtte lade tanken falde.

Fortsatte indgreb Efter folketingsvalget var der næsten et år til landstingsvalget i september 1936. Venstre og konservative så frem til dette med ængstelse, socialdemokrater og radikale med forventning. Der Fortsatte indgreb

135

skulle blot flyttes tre mandater for at ændre flertallet, og Ven­ stre stod til at gå tilbage, Socialdemokratiet til fremgang. Men indtil videre havde man stadig det gamle Landsting, og selv om brodden var taget af krisens virkninger, krævede den stadig indgreb, som altså fortsat måtte ske i forståelse med et af de to oppositionspartier. Straks efter folketingsvalget udtalte de konservative, at det havde vist befolkningens tilslutning til Valutacentralens opretholdelse. Derfor undlod de nu at stem­ me, mens Venstre stemte imod valutaloven, der var blevet garneret med bestemmelser om priskontrol. Loven blev derfor vedtaget alene med regeringspartiernes stemmer. Christmas Møllers begrundelse for partiets holdning fik det til at svide i sjælen på mangen gammelkonservativ. Han sagde nemlig, at industrien måtte tage priskontrollen med, når den ønskede at bevare Valutacentralen. De to ting hang sammen, fordi restrik­ tionerne i virkeligheden gav visse virksomheder monopol. Et andet af de store problemer, som også havde været et hovedtema under valgkampen, var landbrugets meget be­ tydelige gæld. Tusindvis af bønder skyldte mere bort end panteværdien af ejendommen. Landbrugsminister Bording kom i april med et forslag om at yde rentetilskud, men lands­ tingsflertallet modsatte sig, hvad man kaldte et for den danske bonde uværdigt almisseprincip, som i øvrigt også begunstige­ de husmændene. Folketingsflertallet måtte da acceptere et forslag om at hjælpe de 60.000 bønder, som skyldte mere end 110 procent af panteværdien, ikke ved rentetilskud, men ved saneringslån på 25 procent af panteværdien. Ved hjælp af et sådant lån, der altså ikke var en almisse, fik de gældbundne landmænd mulighed for at ombytte dyre lån med billige. Det var en støtte, som kostede samfundet 100 miil. kr., vel 1930'rnes dyreste enkeltindgreb. Socialministeriets samlede udgifter i finansåret 1936-37 var på 143 miil. kr. Finansminister H. P. Hansen ønskede at skaffe pengene ved en forhøjelse af indkomst- og formueskatten. Men landstingsflertallet bestem­ te, at han i stedet skulle udstede rentebærende statsobligatio­ ner, hvorved forhøjelsen af indkomstskatten blev mindre. Yderligere fik finansministeren tilladelse til bl.a. at optage et

statslån på 65 miil. kr. Fra Kanslergadeforliget havde landbrugsministeren hvert år gengangere i form af love, der krævede fornyelser. Det gjaldt grundforbedring å 10-15 mili. kr. pr. år til bekæmpelse af ar­ bejdsløshed, og det gjaldt navnlig landbrugsordningerne for korn- og svineproduktionen, som blev forlænget år for år i samarbejde med landbrugsorganisationerne. Derimod kunne indenrigsminister Dahlgaard ingen vegne 136

Socialdemokratiet kulminerer

Århus Rådhus viser væksten i de kommunale opgaver i 1930'rne. Men det er også et eksempel på konflikten mellem kravet om mo­ numentalt byggeri og ønsket om et funktionalistisk kontorhus. Ar­ kitekterne Arne Jacobsen og Erik Møller måtte efter en heftig of­ fentlig debat sætte et tårn på rådhuset, som opførtes 1938-42, men indviedes i 1941 ved byens 500-års jubilæum.

komme med en mellemkommunal udligningsfond, der skulle råde bod på forskellen mellem rige og fattige kommuner. For langt de fleste skatteydere var kommuneskatten dengang me­ get højere end statsskatten, og det betød, at nedsættelse af statsskatterne ikke blev til fordel for de mindrebemidlede, som ofte slet ikke betalte statsskat. Dahlgaard fik med stort besvær Venstres stemmer til at gennemføre et engangstilskud til de ringest stillede kommuner. En principiel ordning spærrede Landstinget for. I februar 1936 erklærede arbejdsgiverne lockout, som med ledsagende strejker omfattede over 100.000 arbejdere. Lagde man hertil de 19 procent, der i forvejen var arbejdsløse, kom man op på en kvart million uden beskæftigelse. Det var den største konflikt, der havde ramt landet siden 1925, og den næststørste overhovedet. 1930-35 var befolkningen i hoved­

Fortsatte indgreb

137

staden vokset med ca. 70.000, eller betydeligt mere end de foregående år. I købstæderne var befolkningstilvæksten i sam­ me periode mere end fordoblet. Der var således basis for betydelig social uro. Forligsinstitutionen stillede mæglingsfor­ slag, som arbejderne antog, men arbejdsgiverne afviste. Samtidig forkastede slagteriarbejderne ved en urafstemning et overenskomstforslag, som deres forbund og slagterierne havde accepteret. Denne forkastelse ville lamme eksporten til England og efter regeringens opfattelse virke ødelæggende på vor økonomi. Da konflikten havde løbet en måned, besluttede regeringen sig for at gribe ind. Det gjorde det naturligvis lettere, at i hovedkonflikten havde arbejdersiden med to tred­ jedeles flertal accepteret mæglingsforslaget. I den tale, hvor­ med Stauning foreslog ved lov at standse konflikten, karak­ teriserede han lockouten som „et uhyre farligt spil ... et spørgsmål om samfundets økonomiske ligevægt, om produk­ tionens opretholdelse og forøgelse og dermed om arbejds­ løshedens formindskelse". Landstingsflertallet var vel enigt heri og kunne også acceptere, at konflikten straks bragtes til ophør, men at uoverensstemmelserne bag den skulle ind­ bringes for en voldgift. Dette affandt regeringen sig med, og loven kunne da vedtages med alle stemmer minus Det frie Folkeparti og DKP. Sagens forløb stimulerede kun irritationen mod Landstinget. Men inden 2. verdenskrig brød ud i 1939, havde Rigsdagen som noget næsten selvfølgeligt grebet ind yderligere fire gange. Gamle principper måtte vige for sam­ fundets tarv som helhed.

Borgerkrig i Spanien På trods af strejker og demonstrationer bevaredes demokratiet i Danmark intakt i en periode, hvor det gik den modsatte vej andre steder. 1 1936 udbrød den spanske borgerkrig. Et mili­ tæroprør, der snart fik general Franco som leder, vendte sig mod den spanske folkefrontregering. Overraskende for alle udviklede oprøret sig til en treårig borgerkrig. I Danmark delte opinionen sig efter de traditionelle linier. Mange konservative støttede Franco imod, hvad de mente var et kaotisk system, der kunne føre til socialt anarki og kommunisme. Kommuni­ sterne gik derimod varmt ind for den siddende regering, og 500 danskere deltog i løbet af krigen som frivillige på regerin­

gens side. Justitsminister Steincke fandt ikke, at dette var i strid med den lov, der forbød hvervning. Men den internationale komité for gennemførelsen af aftalen mellem de ikke-europæiske sta138

Socialdemokratiet kulminerer

Gustaf Munch-Petersen tilhørte de surrealistiske malere. Han ud­ stillede i 1935 på Den Frie Udstilling bl.a. en akvarel med titlen „Rød Sommerfugl". Han skrev også avantgardistiske digte. De var præget af hans fandenivoldske rastløshed og afspejler, hvad unge på venstrefløjen tænkte. Politisk var han nærmest anarkist, og i 1937 drog han pludselig ril Spanien for under borgerkrigen at be­ kæmpe fascisterne. Han faldt året efter, kun 26 år gammel.

ter om ikke-indblanding i Spaniens anliggender henvendte sig til den danske regering, og i 1937 gennemførte Rigsdagen da på baggrund heraf en lov, der forbød udrejse til Spanien. Den konservative fribytter Victor Purschel stillede foranlediget af Dansk Dampskibsrederiforening forslag om at sende et dansk orlogsfartøj til de spanske farvande for at beskytte den danske skibsfart. Det syntes P. Munch ikke var nogen god idé, og den forblev da også en demonstration. Frivillige fortsatte - nu illegalt - med at tage til Spanien. Et par hundrede faldt. Da Franco sidst i 1938 var ved at vinde, Borgerkrig i Spanien

139

Den internationale Brigade kaldtes det korps af frivilli­ ge, som kæmpede mod Franco. Heri indgik også danskere. Ved borgerkri­ gens slutning holdt de over­ levende en afskedsparade og vendte derpå hjem. De var næsten alle kommuni­ ster, stod i politiets kartote­ ker, og 125 af dem blev arre­ steret af det danske politi i november 1941.

140

sendte den spanske regering alle frivillige hjem. De hjem­ vendte danskere blev ikke straffet, men var i det danske politis søgelys.

Lodtrækning om flertallet Landstingets medlemmer valgtes for otte år, men således at en del af tinget blev udskiftet hvert fjerde. Valget var indirekte, dvs. at alle vælgere, der var fyldt 35 år, valgte et antal valgmænd. Disse udpegede landstingsmedlemmerne. Det var af afgørende betydning, at de anvisninger, partilederne gav, nø­ je blev fulgt af valgmændene, da de blev knivskarpt opdelt i grupper for at få flest mulige valgt. Ved landstingsvalget i Ålborg i 1924 kom således en valgmand for sent, fordi han skulle købe alterlys til sin menighed nu, hvor han alligevel var i byen. Det kostede Venstre et landstingsmedlem, som gik til Socialdemokratiet. I 1928 betød „alterlysvalget" yderligere et tab på et medlem, fordi det afgående Landstings medlemmer udpegede 18 såkaldt tingvalgte medlemmer, og Venstre kunne med 31 medlemmer kun udpege otte af disse mod før ni. Ved land stings valget i 1928 i Herning sikrede Socialdemokratiet sig det tyske mindretals valgmænd, som var for få til at vælge en af deres egne, mod at virke for et tysk gymnasium i Sønder­ jylland, et løfte, der blev indfriet i 1933.

Socialdemokratiet kulminerer

Forud for landstingsvalget i september 1936 var spændingen stor. Socialdemokratiet stod til at vinde to pladser, hvis resul­ taterne fra folketingsvalget i 1935 kunne holde. Kunne man erobre det tredje og dermed flertallet? LS ydede sit bidrag ved at true med at stoppe leverancerne af svin og mælk og med at oprette en særlig bondegårde, som skulle forhindre tvangs­ auktioner. Det var med til at mobilisere byvælgerne til fordel for Socialdemokratiet. De konservative gik hårdt i rette med regeringen for at misrøgte forsvaret. „Forbryderisk letsind" kaldte man det og stillede forslag om en ekstra bevilling på 20 miil. kr. til luftfor­ svaret. Regeringen gled af på kravet. Venstre talte om fagfor­ eningsvælde og „demoraliserende understøttelseslovgiv-

De røde lyntog var populæ­ re og kunne anvendes på plakater ved landstingsval­ get i 1936. Ved dette håbede regeringspartierne, Social­ demokratiet og Det radikale Venstre, at få flertallet også i „overhuset", som med sit flertal af Venstre og konser­ vative var i stand til at blo­ kere Folketingets vedtagel­ ser.

Lodtrækning om flertallet

141

Amtmand P. Chr. von Stemann forestod lodtræknin­ gen på Bornholm om det udslaggivende landstings­ mandat og har her hånden nede i urnen. Landstings­ valg var en kompliceret sag. Først valgte alle vælgerne over 35 år et antal valgmænd, og disse udpegede derpå landstingsmedlem­ merne, som sad i otte år. Derfor og på grund af den høje valgretsalder var der mange, som først kom til at stemme ved landstingsval­ gene, efter at de var fyldt 40 år.

142

ning". Det var alt sammen efter de traditionelle delingslinier. Begge borgerlige partier advarede energisk mod at slippe det røde flertal løs på befolkningen. Valgets resultat gav som ventet fremgang for Socialdemo­ kratiet og tilbagegang for Venstre, men på Bornholm stod 23 valgmænd fra Socialdemokratiet og de radikale over for 23 fra Venstre og de konservative. Der måtte lodtrækning til, og op af en bronzealderurne drog amtmanden - mens befolkningen åndeløst lyttede ved radioen - en socialdemokrat, hvorefter der i Landstinget nu var 38 socialdemokrater og radikale mod 37 fra Venstre og konservative. Tilfældighederne, der var be­ gyndt i 1924, kulminerede nu ved, at det parlamentariske flertal skiftede ved lodtrækning. Valgformen og dens groteske udslag stemte ikke sindene blidt over for Landstinget. Men nu havde altså regeringspartierne flertallet i både overog underhus. Man skulle tro, de var jublende glade, og den partitro presse svømmede da også over af begejstring. De mere eftertænksomme var dog bekymrede. Selv om Lands­ tinget med de lange valgperioder nu var en socialdemokratisk­ radikal garant, og selv om det var behageligt at kunne gen­ nemføre, hvad man ville, var det en kendsgerning, at Folketin­ gets sammensætning skiftede oftere og var mere uberegneligt end før. Blev der borgerligt flertal dér, ville det nye landstings­ flertal komme i en vanskelig situation, fordi socialdemokrater og radikale havde anfægtet Landstingets ret til at obstruere. Omvendt var man i Venstre nærmest lettet. Herefter var man fritaget for at deltage i de forlig, som man tit og ofte modstræ­ bende var gået med til for dog at sikre noget for det betrængte landbrug. Der var renere linier nu.

Velfærdsstaten udbygges Regeringen veg ikke tilbage for at udnytte sin nyvundne be­ vægelsesfrihed, men gjorde det besindigt. Landbrugsminister Bording kunne nu komme igennem med sit forslag om gælds­ sanering for betrængte bønder i den form, han anså for rigtig. Efter den gældende lov var der allerede indkommet ca. 13.500 ansøgninger, hvoraf kun ca. 3000 ventedes at blive afslået. Ud fra den betragtning, at misforholdet mellem prisen på land­ brugets råvarer og dets færdige produkter især skadede husmændene, blev et egentligt rentetilskud vedtaget mod de kon­ servatives stemmer, mens Venstre blot undlod at stemme. I foråret 1937 blev landbruget på ny ramt af prisfald. For at imødegå dette ændredes bl.a. kornloven, men det hjalp ikke på misforholdet mellem prisen på smør og på foderkager.

Socialdemokratiet kulminerer

Ungdomsherberger blev i mellemkrigstiden - som her i Vejle - etableret alle veg­ ne. Den øgede fritid skabte også i Danmark begrebet vandrefugle. De fleste var dog på cykel, som nu var al­ lemandseje. Vandrehjem­ mene var billige, vandrefug­ lene skulle selv gøre rent og lave mad, og de måtte ikke tilbringe mere end et par døgn på samme sted.

Eksportstøtte turde regeringen ikke gå ind på, fordi det kunne medføre handelspolitiske sanktioner. I stedet vedtoges nu en støtte til hjemmemarkedssalget, som udgjorde 30 procent af mælkeproduktionen. Tilskuddet til smør blev hævet til 25 øre pr. kg, hvilket betød en statshjælp på 18 miil. kr. Både Venstre og konservative undlod at stemme. I maj 1937 kom også loven om tillægsjord til indeklemte husmænd. Den omfattede oprindeligt en bestemmelse om ekspropriation, men da Venstre og konservative heftigt an­ greb denne, lod regeringen den falde, og loven kunne ved­ tages enstemmigt. Man ville med andre ord ikke benytte sit flertal, medmindre man fandt det afgørende nødvendigt. Det var ikke nødvendigt, da regeringen i 1938 fik lirket en lov om ferie med løn igennem Rigsdagen. Stort set kun tjenestemænd havde ret til ferie. Alle andre havde enten slet ikke ferie eller kun nogle få dage efter sædvane eller overenskomst med virksomheden. Ferien var for et par hundrede tusinde organiserede arbejdere ingen ret. Søn- og helligdage udgjorde ofte deres eneste ferie. I princippet fik enhver nu ret til en dags ferie for hver måneds ansættelse, og ferien skulle vel at mærke gives i sammenhæng i tiden fra maj til september. Selv om mange ikke havde råd til at foretage sig noget særligt i ferien, var man dog en tid borte fra trædemøllen og samlebåndet, og kimen til et nyt feriebegreb var lagt. En enkelt lov blev pånødet regeringen. De konservative havde længe bejlet til mellemstanden, hvortil mange handels-

Velfærdsstaten udbygges

143

Sommerhuse i vandkanten ved Føns Vig på Vestfyn. Først fra 1937 blev det for­ budt at bygge nærmere end 100 meter fra strandkanten, ligesom der indførtes skov­ byggelinier. Store strand­ områder åbnedes samtidig for offentligheden.

144

og kontormedhjælpere - „flipproletarerne" - regnede sig. De følte ikke alle dragning mod Socialdemokratiet, mange gik med en hemmelig drøm om at blive chef eller få sin egen virksomhed. Da HK i 1932 blev optaget i De samvirkende Fagforbund skabte det utilfredshed hos en del handels- og kontormedhjælpere. I maj 1937 forelagde Christmas Møller et forslag om en funktionærlov, som gav regler for kontrakter, opsigelsesfrister, sygeløn osv. Arbejdsgiverne var irriterede over dette konservative initiativ, og socialdemokraterne var vrangvillige over denne indtrængen på deres territorium. Handels- og kontormedhjælpere kunne jo blot melde sig ind i HK og derved opnå fagbevægelsens beskyttelse. Men de radi­ kales ordfører, tidligere trafikminister Hassing-Jørgensen, der ikke var til sinds uden videre at bøje sig for storebror, ønskede et resultat. Det endte da også i april 1938 med en enstemmigt vedtaget funktionærlov. Det nye landstingsflertal banede tillige vejen for den æn­ dring af folkeskolen, som allerede Borgbjerg havde forsøgt sig med. Siden 1903 kunne børn i den undervisningspligtige alder efter slutningen på 5. klasse søge optagelse i en fireårig mel­ lemskole, som eventuelt kunne føre dem op i det treårige

Socialdemokratiet kulminerer

„Go' nat min dreng. Hvis du skulle blive søvnig, før du er færdig med opgaver­ ne, kan du varme dig en kop kaffe!" siger forældrene til den flittige gut. Han for­ beredte sig til mellemskole­ prøven. Efter fem år i un­ derskolen gav den på yder­ ligere fem år adgang til den attråede realeksamen, som var betingelsen for at få en pensionsberettiget stilling som assistent i DSB, post­ væsenet eller toldvæsenet. Den fireårige mellemskole førte også til det treårige gymnasium. Den blev af­ skaffet i 1958 og med den adgangsprøven, der er kaldt en embedseksamen for 11årige. Tegning af Valdemar Larsen i Blæksprutten 1948.

gymnasium eller i realklassen, der var adgangsbillet til de attråede elevpladser i etaterne, dvs. post-, told- og jernbane­ væsnerne. Der blev fra første færd et socialt skel mellem folke­ skolens ordinære klasser, som i 1935 tegnede sig for ca. tre fjerdedele af eleverne, og mellemskolen, selv om mellem- og realskoler oprettedes overalt uden gymnasieoverbygning. Skoleloven af 1937 indførte nu en eksamensfri mellemskole, som dog nærmest kun opfattedes som en navneforandring af folkeskolens ældre klasser. Den fik aldrig i sin 20-årige levetid nogen social eller pædagogisk betydning. Men vigtigt var det, at 1937-loven på landet medførte opførelsen af centralskoler med flere klasser og flere faglige udbud. Selv om der talrige steder uanfægtet undervistes af én lærer i toklassede skoler og efter 1814-forordningen, var bestræbelsen at bringe landsby­ skolen på niveau med byskolen. 1937 bød på en anden reform. Den øgede udstykning havde skyggesider i form af flere spredte bebyggelser, begyndende tilfældigt sommerhusbyggeri, flere biler og følgelig flere og bredere veje, som var angreb på naturen og specielt dens smukkeste områder. Naturfredningsloven fra 1917 var ikke et tilstrækkeligt værn herimod. Store reklameskilte langs lande­ vejene skæmmede det åbne land, og grusgravene bredte sig ukontrollabelt som hule tænder. Mange gravhøje blev uden videre sløjfet, hvis de lå i vejen for selvbinderen. Danmarks Naturfredningsforening pressede på for at få lo­ ven strammet, men havde stærke kræfter mod sig. De kom fra erhvervslivet, men også, om end ud fra andre motiver, fra den kendte samfundsdebattør, arkitekt Poul Henningsen, der be­ Velfærdsstaten udbygges

145

tragtede naturfredning som udtryk for konservatisme og kald­ te naturen for „det billige skidt". 11935 overtog Statsministeriet imidlertid fredningssagerne fra Justitsministeriet, og i 1937 kunne der enstemmigt vedtages en ny naturfredningslov. Nu blev alle jordfaste fortidsminder fredet, og almenhedens ad­ gang til skov og strand blev væsentlig forøget. Ligeledes be­ stemte nye regler for strand- og skovbyggelinier, at nye huse skulle ligge mindst 100 meter fra stranden og 300 meter fra skoven. Det var i allersidste øjeblik, loven blev vedtaget. Store naturværdier var gået tabt i de foregående år.

Ny grundlov? Som erobringen af flertallet i Landstinget måtte gøre socialde­ mokraterne mindre opsatte på at få det afskaffet, steg de konservatives lyst efter at se det erstattet med noget andet. Christmas Møller ville meget foretrække en grundlovsæn­ dring, der indebar andre konservative garantier end det gamle Landsring, der jo nu var blevet en socialdemokratisk garanti. I februar 1937 blev der ved lov nedsat en forfatningskommis­ sion. Christmas Møller forfulgte imidlertid videregående formål. Venstre ønskede nemlig ingen ny grundlov. Den eksisterende fra 1915 var i høj grad præget af J. C. Christensen, og Venstre fandt det ikke påkrævet at søge efter andre konservative ga­ rantier end dem, grundloven af 1915 indeholdt. Ved at gå i forhandling med regeringspartierne i et så relativt langsigtet spørgsmål som en ny grundlov håbede Christmas Møller at isolere Venstre og fortrænge de radikale fra deres indflydelses­ rige position. Det kunne give de konservative mulighed for at stimulere de forsvarspositive kræfter i Socialdemokratiet. Det var en dristig politik af den simple grund, at mange konserva­ tive delte Venstres opfattelse. En grundlovsændring, der nød­ vendigvis måtte blive et kompromis, kunne let komme til at indeholde uønskede indrømmelser ril Socialdemokratiet. Men Christmas Møller havde både i 1929 og senere vist, at han ikke var bange for at sætte sin vilje igennem i partiet. I november 1937 provokerede han regeringspartierne med Tordenskiolds berømte ord: „Hvad dælen nøler I efter?" Han fik straks efter kærligheden at føle. Da han nemlig fremlagde et færdigt udkast til en ny grundlov, blev han genstand for vold­ somme angreb fra sit partis højrefløj. På ny knagede og brage­ de det i dette af interessemodsætninger hærgede parti. Christ­ mas Møller brugte imidlertid stokken og fik flertal for sin grundlovspolitik, men cementerede også mindretallets uvilje

146

Socialdemokratiet kulminerer

Statsminister Thorvald Stauning og John Christmas Møller, der som konservativ partiformand var oppositio­ nens leder. Han ville i vir­ keligheden gerne i et samar­ bejde med Socialdemokrati­ et for at fortrænge Det radikale Venstres negative indflydelse på forsvarssa­ gen. Ved at tage et initiativ i grundlovssagen søgte han at bløde fronterne op, men forsøget mislykkedes, og han trak sig i 1939 skuffet tilbage som partiformand.

mod den efter dets mening ukonservative leder. Det fik alvor­ lige følger.

I december 1937 spillede regeringspartierne ud med et for­ slag, hvis udgangspunkt var, at et tokammersystem måtte sikre, at der altid var samme politiske flertal i begge kamre. Derfor foreslog man Landstinget erstattet af et såkaldt lovråd på 37 medlemmer. Dets myndighed skulle være stærkt be­ grænset i forhold til Landstingets. Finansloven var således unddraget lovrådet, der i øvrigt kun tiltænktes rollen som teknisk og juridisk revisor. 21 af medlemmerne skulle vælges blandt Folketingets medlemmer, 16 udenfor. Valgrets- og valgbarhedsalderen sattes helt ned til 21 år. Forslaget åbnede også Ny grundlov?

147

mulighed for at gøre en lovs vedtagelse afhængig af en folkeaf­ stemning, og den eksisterende grundlovs bestemmelser om forfatningsændringer blev stærkt afsvækket derved, at det var tilstrækkeligt, om blot et flertal stemte ja ved den krævede folkeafstemning. De konservative svarede med at sige „ét vælgerkorps, én valgdag". Hermed mente de, at hele parlamentet skulle væl­ ges på én gang og af de samme vælgere. De gik altså nok ind på regeringsforslagets tankegang, men ønskede ikke en sådan afsvækkelse af tokammerprincippet, som dette betød. Venstre var derimod helt afvisende. Da regeringspartierne kom de konservative i møde, kunne disse tre partier hurtigt blive enige, og statsminister Stauning fremsatte i oktober 1938 et fuldt udarbejdet grundlovsforslag. Det springende punkt var, hvorledes man kunne oprethol­ de tanken om ét vælgerkorps og én valgdag og dog få to kamre, der ikke var ens. Mange, ikke mindst Stauning, så gerne erhvervene styrket ved en særlig repræsentation, men gav op, fordi en sådan var svær at forene med lige valgret, og fordi den også kunne lede tanken hen på fascismens korpora­ tioner. I stedet blev det til en Rigsdag med i alt 210 medlemmer, mod 225 efter 1915-grundloven. 175 skulle udpeges som hidtil til Folketinget ved direkte valg efter forholdstal i opstillings­ kredse og med både kreds- og tillægsmandater. Valgretsal­ deren blev sat til 23 år. På samme valgdag kunne alle vælgere også sætte kryds på en såkaldt landsliste, en for hvert parti og omfattende „mænd og kvinder af fortrinlig indsigt i samfunds­ livets forskellige områder, men lidet tilbøjelige hl at gøre tjene­ ste i den almindelige agitation". I alt 34 skulle udpeges lige­ ledes ved forholdstalsvalg, men i dette tilfælde altså med hele landet som én valgkreds. Disse 34 og en færing udpeget af Lagtinget sluttede sig efter valget sammen med 35 rigsdags­ medlemmer udpeget af og blandt de 175. Ud af dette kom altså et Folketing på 140 og et overhus, kaldet Rigstinget på 70

medlemmer. Efter forbillede fra den norske forfatning af 1814 skulle fi­ nansloven behandles af den samlede Rigsdag. Et mindretal på to femtedele af Rigsdagens medlemmer kunne forlange, at en lov blev sendt til folkeafstemning, før den trådte i kraft. Det samme kunne en tredjedel, hvis kravet blev støttet af 15 pro­ cent af vælgerne. Socialdemokratiets krav om republik var for længst lagt på hylden, og kongen havde i 1937 kunnet fejre sit 25-års-regeringsjubilæum under almindelig applaus. Påskekrisen i 1920 var glemt. 148

Socialdemokratiet kulminerer

Ved sit 25-års regeringsjubi­ læum i 1937 blev kong Chri­ stian 10. modtaget på Kø­ benhavns Rådhus sammen med dronning Alexandrine, kronprins Frederik, kron­ prinsesse Ingrid, prins Knud og prinsesse Caroline-Mathilde. 17 år før var protestprocessionen hl Amalienborg udgået herfra. Men påskekrisen i 1920 var i 1937 et afsluttet kapitel.

Venstre var fortsat imod en grundlovsrevision. Det fandt, at forskellen i de to tings opbygning ikke var tilstrækkelig. Derfor kunne man lige så godt gå over til et rent etkammersystem med grundlovssikrede regler for mindretalsbeskyttelse. Ven­ stre vidste man altså, hvor man havde. Der var mere tvivl om de konservative. I december 1938 udtrådte deres tidligere for­ mand, Victor Piirschel, af partiet. Han kaldte grundlovsfor­ slaget for et etkammersystem maskeret som et tokammersy­ stem. De konservative garantier var efter hans mening blot en skueret. Mange højreorienterede konservative var enige med ham, men de blev overdøvet af Christmas Møller, af hans følge af yngre folketingsmedlemmer og af hans betydelige tilslut­ ning i partiorganisationen. I Folketinget blev forslaget vedtaget mod Venstres, Bonde­ partiets, tre konservatives og Piirschels stemmer. I Lands­ tinget stemte ikke blot Venstre imod, men også to tredjedele af den konservative landstingsgruppe. Det varslede ilde. Ifølge reglerne om grundlovsændring skulle der i april 1939 være valg til såvel Folketing som Landsting. Det var naturligvis umuligt at undgå, at holdningen til grundlovsforslaget væve-

Ny grundlov?

149

des sammen med den almindelige partipolitiske stillingtagen. Splittet som de konservative var, måtte de være interesserede i at henskyde grundlovssagen til den efterfølgende folkeaf­ stemning. De ville hellere diskutere forsvarsspørgsmålet i ly­ set af de storpolitiske spændinger, som i 1938 var kulmineret i Tjekkoslovakiets prisgivelse ved forliget i Munchen. Til gengæld fandt Venstre det hensigtsmæssigt at fremdrage de udtalelser, Hartvig Frisch havde fremført i Folketinget som Socialdemokratiets ordfører under behandlingen af grund­ lovsforslaget i marts 1939. Han havde her forkyndt, at døds­ klokkerne ringede for den private ejendomsret, og at kun socialismen med samfundets overtagelse af produktionsmid­ lerne var i stand Hl at afskaffe arbejdsløsheden. Modstanderne af den ny grundlov kunne altså her aflæse, hvad den skulle Arne Sørensen søgte at ud­ krystallisere 1930'rnes man­ ge modsatrettede strømnin­ ger. Han vakte i 1936 op­ mærksomhed med sin kulturfilosofiske bog „Det moderne Menneske". Han afviste både konservatisme og socialisme og ville skabe en social og radikal fornyel­ se. Budskabet forekom mange uklart, og han be­ skyldtes for at flirte med na­ zismen. Verdenskrigens ud­ brud levnede ingen tvivl hos ham, og han gik fra før­ ste færd ind i modstandsbe­ vægelsen.

150

bruges Hl. Også ved dette valg optrådte nye partier. Victor Piirschel anmeldte NaHonalt Samvirke, der var et højreorienteret og antiparlamentarisk parH. Det fik kun 17.000 stemmer eller en procent og blev ikke repræsenteret. Det samme gjaldt Dansk Samling, stiftet i 1936 af Arne Sørensen omkring det, han kaldte „det tredje standpunkt". Det første standpunkt var det reaktionære, det andet det revoluhonære, mens det tredje var „bundet og levende", hvilket deHneredes nærmere som selv­ disciplin, opofrelse, handling, moral, vilje og et posihvt pro­ gram på kristent grundlag. Alle partier skulle forsvinde, arbej­ dere og arbejdsgivere virke i fællesskab, arbejdstjeneste ind­ føres for alle osv. Arne Sørensens foresblling gik i retning af en autoritær og korporaHv stat, nordisk samarbejde og et stærkt forsvar for at kunne modstå et tysk pres. Partiets mål forekom de fleste uklare og famlende, og det syntes at kunne gå i en hvilken som helst retning. Ved valget i 1939 opnåede det kun 8500 stemmer. Derimod havde nazisterne denne gang mere held med sig. De fik med 31.000 stemmer to procent af stemmerne og der­ med tre mandater. Det frie Folkeparti havde taget navneforan­ dring til Bondepartiet, men tabte et mandat og fik kun fire. Retsforbundet mistede også et mandat og havde derefter kun tre. DKP gik fra to til tre. I alt havde de små partier 14 mandater svarende til 12 procent af samtlige stemmer. De fire gamle partier havde fortsat et fast greb om vælgerne. Bemærkelses­ værdigt er det dog, at Socialdemokratiets så at sige ubrudte fremgangslinie nu fik et knæk. „I politik kan der aldrig regnes med taknemlighed," sagde en skuffet Stauning. Partiet gik fra 68 ned til 64 mandater eller fra 46 procent til 43 procent. De radikale beholdt deres 14 mandater. Der var således ingen

Socialdemokratiet kulminerer

tvivl om regeringens parlamentariske grundlag. Venstre vandt to og blev 30, mens de konservative holdt deres 26 og dermed i virkeligheden vandt et mandat, nemlig Purschels. Christmas Møllers linie havde åbenbart sejret, hvilket også fremgik af de valgtes holdning; flere modstandere af grund­ lovsforslaget udskiftedes med tilhængere. I Landstinget ce­ menterede regeringspartierne deres stilling, og for grundlovs­ forslagets vedtagelse syntes chancerne forbedret. Særlig interesse stod der om valget i Sønderjylland. Valg­ deltagelsen kom her helt op på 92 procent mod 79 procent i landet som helhed. Det tyske mindretal mobiliserede alle re­ server og kunne gøre det på baggrund af Hitlers succes. Men de dansksindede rykkede også ud mand af huse, og det tyske mindretals stemmeandel i landsdelen voksede kun med en halv procent, hvilket ikke var nok til mere end det ene mandat, det havde haft siden 1920. På dette grundlag kunne mindretal­ let ikke agitere for en grænserevision. I maj 1939 blev grundlovsforslaget vedtaget af begge ting, og

Valgkampen i Sønderjyl­ land i 1939 blev som her i Åbenrå en kraftig dansk manifestation. Man vidste ikke, om Hitler havde sam­ me planer med det danske grænseland, som han havde gennemført andre steder i Europa. Derimod var man på det rene med, at det ty­ ske mindretal ønskede, at Sønderjylland skulle vende Hibage til Tyskland. Det gjaldt da om at godtgøre landsdelens ubehnget dan­ ske sindelag ved folkehngsvalget. Det lykkedes.

STEM DANSK J. Utirr

Ny grundlov?

151

den 23. maj 1939 fandt så den krævede folkeafstemning sted. Her gik det galt. 1915-grundloven foreskrev, at et forslag ikke var vedtaget, medmindre det fik et flertal ved en folkeafstem­ ning, og at dette flertal skulle udgøre mindst 45 procent af samtlige stemmeberettigede. Det vil sige, at alle, der blev hjemme, talte som nej-stemmer. Det var en bekvem position for dem, der som Venstre agiterede mod grundlovsændrin­ gen. Ganske særligt var det dog fristende for den del af de konservative, som hellere så Christmas Møllers hæl end tå. Han havde nemlig forud for afstemningen erklæret, at dersom forslaget faldt, ville han gå som partiets formand. Det var utvivlsomt ment som en trussel, men blev opfattet som et løfte. Forslaget fik kun ja-stemmer svarende til 44,5 procent af vælgerne og var dermed forkastet. Ikke kun hos Venstre, men også blandt de tre grundlovspartiers vælgere var der i virkelig­ heden en betydelig uvilje mod, hvad man fandt var en over­ flødig foranstaltning. Politikerne - og ikke mindst Christmas Møller - havde taget fejl af deres vælgere. De drog den kon­ klusion, at en grundlov kun kan ændres, hvis stort set alle er

enige derom. Christmas Møller blev taget på ordet. Han måtte gå som formand, hvad han hurtigt fortrød. Men bordet fangede, og Christmas Møller stod ved slutningen af 1930'rne som en bitter og forurettet mand. Det samme var tilfældet med Stauning. Før rigsdagsvalget i april 1939 havde han gjort sig et vist håb om at erobre flertallet. Men håbet brast. Nu kom så ved folke­ afstemningen et nyt nederlag. Grundlovsfaderværdigheden har en dragende magt hos ledende politikere. Stauning havde håbet, at en ny forfatning skulle blive kronen på hans livs­ værk. De to nederlag med få ugers mellemrum gav ham et knæk, som ikke blev mindre af hans mismod over den stor­ politiske udvikling og Danmarks isolerede stilling.

Socialdemokrat - ja eller nej? „Er De medlem af Socialdemokratisk Forbund? Svar omgåen­ de ja eller nej," telegraferede i september 1929 et socialdemo­ kratisk byrådsmedlem i Århus til en københavnsk skolemand, som søgte stillingen som skoledirektør. Da man havde be­ sluttet at ansætte den pågældende, var der ikke tale om, at partibogen var en forudsætning for at få stillingen, men kun om et usædvanlig kluntet forsøg på at få personlig nysgerrig­ hed tilfredsstillet. Ansøgeren sagde imidlertid efter telegram­ met nej tak til embedet og offentliggjorde i stedet forespørgs­ len. Heraf opstod slagordet: „Er De socialdemokrat - ja eller

152

Socialdemokratiet kidminerer

11939 overdrog Stauning formandskabet i Socialde­ mokratiet til den århusian­ ske litograf Hans Hedtoft. Stauning var da 65 år og ved at føle sig træt. Hedtoft var tidligt blevet bemærket som formand for DsU, og i 1935 blev han medlem af Folketinget. Hans udtalte afsky for nazismen medfør­ te, at han under besættelsen blev tvunget til at føre en tilbagetrukken stilling, me­ get mod sin vilje og sin po­ sition i partiet.

nej?" Det blev brugt flittigt i agitationen som et bevis på, at socialdemokratiske magthavere i regering og kommunalbe­ styrelser favoriserede partifællerne. Som præster og lærere måtte vandre fra det ene medlem af menighedsråd og skole­ kommission til det andet for at lade sig eksaminere om deres gudsforhold, hævdedes det samme nu at være tilfældet med politisk fortegn, hvis man søgte stilling som gasværksarbej­ der, vandværksbestyrer, overlærer (dvs. skoleinspektør), so­ cialundersøger - eller hvad det stigende antal offentlige stil­ linger nu hed. Sikkert er socialdemokrater i mange tilfælde blevet foretrukket, fordi adskillige stillinger ikke krævede sær­ lige forudsætninger, men også fordi omtrent hver anden voks­ ne person nu engang faktisk var socialdemokrat, således som valgtallene viser. Selv om Stauning havde tabt gejsten, var det ikke tilfældet med den socialdemokratiske arbejderbevægelse som helhed. Skønt partiet var gået tilbage ved valgene i 1939, stod det dog stærkt, da verdenskrig og besættelse kom og syntes at kunne vælte alt det, der var bygget op. Organisationsprocenten var høj og stigende blandt alle arbejderkategorier, og der var ingen kommunistiske fagforeninger eller såkaldt „gule" forbund, dvs. alternative fagforeninger uden for De samvirkende Fag­ forbund. Der var et snævert og i almindelighed godt samar­ bejde mellem DsF og partiet. Modsætningerne mellem ufagSocialdemokrat - ja eller nej?

153

Når en arbejderfamilie omkring 1930 ved juletid samlede sig ved kaffebordet var det nok den socialdemokratiske avis, husfaderen læste i, men livsstilen var konservativ. Der var juletræ til loftet med gammeldags pynt, og det var husmoderen, som serverede kaffen, datteren, der arbejdede ved bordet, og sønnerne, som kiggede på. En særlig arbejderkultur skabtes aldrig. Men billedet, som blev brugt for at hverve abonnenter ril Fyns Social-Demokrat, viser også soliditet, og måske gik datteren i mellemskolen.

lærte og faglærte, der i 1925 var blusset voldsomt op, var vel ikke forsvundet, men udjævnet. For den gamle socialdemo­ krat, der havde været med for 40 år siden, kunne det måske virke helt overvældende med næsten flertal i Rigsdagen, en socialdemokratisk ledet regering, en socialdemokratisk over­ borgmester i København og talrige borgmestre i købstæderne - foruden utallige kommunalbestyrelsesmedlemmer. Det syntes, som om man havde sat sig på magten i det danske samfund. Men lige så langsomt havde partiet i den praktiske politik bevæget sig bort fra de gamle idealer om statens overtagelse af produktionsmidlerne, om statsgodser og ikke udstykning, om 154

Socialdemokratiet kulminerer

afrustning, om kirkens afskaffelse, om republikken og om arbejdsmarkedets ret til at ordne sine forhold uden statens indblanding. Da Socialdemokratiet under 1. verdenskrig defi­ nitivt havde besluttet sig for at få del i magten på grundlag af de eksisterende samfundsmæssige og parlamentariske for­ hold, betød det også, at partiet i stigende grad blev en inte­ greret del af det bestående samfund. Produktionsmidlerne blev i princippet på private hænder. I stedet begyndte man at lægge grunden til velfærdsstaten ved skatteoverførsler. Men den demokratiske socialisme var et fatamorgana. I Danmark kunne man ikke nå op over de nød­ vendige 50 procent af stemmerne, og så kunne man ikke komme længere, da man for længst havde fraskrevet sig retten til revolutionære virkemidler. Sådanne stred i almindelighed mod danske arbejderes holdning. Bondesamfundets forestil­ linger stak dybt. I øvrigt skete der ikke alverden i lande, som Norge og Sverige, der fik socialdemokratisk flertal - endsige i de kommunalbestyrelser, hvor flertallet skiftede. Stauning og hans generation havde for længst taget bestik af forholdene. Bortset fra nogle få var de ikke intellektuelle teore­ tikere, men arbejdernes egne folk, udgået fra de befolknings­ lag, som den lige valgret lod dem repræsentere. De ville ikke vente på en fjern dag, der måske aldrig kom. De ønskede del i magten her og nu. Med deres naturgroede kendskab til små­ kårsfolks påtrængende behov kastede de nogle teorier over bord for at opnå øjeblikkelige resultater. Da Stauning dagen efter Kanslergadeforliget gav øl på Social-Demokratens redak­ tion, sagde han: „Vi har ofret nogle principper, men vi har reddet landet!"

Vækst trods krise Krisen i 1930'rne er helt op til vore dage kommet til at stå i et mytisk skær. Den voldsomme arbejdsløshed, de mange tvangsauktioner, svinekortene, de politiske uroligheder med gadekampe mellem politi og demonstranter taler deres tydeli­ ge sprog, hvis alvor understreges af, at det hele skete til ak­ kompagnement af en optrækkende storkrig. Der var da også betydelige vanskeligheder, især i årene 1929-33, men den hjemlige udvikling males nok i grellere farver, end der er dækning for, ligesom tiden ej heller var så rig på økonomiske, sociale, politiske og kulturelle nydannelser, som man måske forestillede sig dengang, og som man stadig er tilbøjelig til at tro. Tager man befolkningen som helhed, var der kun tilbageVækst trods krise

155

Biografen i Nørregade i Århus var et af de 300 danske biografteatre, som i 1937 spillede „Mille, Marie og mig" med Marguerite Viby i hovedrollen. 1 denne biograf blev filmen på ti uger set af mere end 50.000 mennesker. Biografteatrene viste mange udenlandske film med internationalt anerkendte kunstnere, men danske film var de mest populære.

gang i levestandarden i 1932, mens denne for hele perioden 1930-39 steg med godt en procent om året. Det var dog en halvering i forhold til væksten i 1920'rne. Med andre ord fik befolkningen det som helhed bedre gennem 1930'rne, men stigningstakten var langsommere. I en statistik, der opererer med gennemsnit, er der imidlertid ikke taget hensyn til indivi­ duelle variationer, og der er ingen tvivl om, at tilværelsen i disse år var endog meget hård for mange familier med lang­ varig arbejdsløshed og for dem, der måtte gå fra gårde, som måske i generationer havde været i slægtens eje. For landbruget kom opgangen langsomt efter lavpunktet i 1932. Danmark var i den grad afhængig af sin eksport, som fortrinsvis bestod af landbrugsprodukter. England aftog 60 procent, mens 65 procent af vor råvareimport kom derfra. For Tysklands vedkommende var tallene 20 og 15 procent. Igen-

156

Socialdemokratiet kulminerer

I tiden mellem de to ver­ denskrige havde emaljeskilte med reklamer deres glansperiode. Mange af mo­ tiverne som det med Adamas cigaretter fandtes også som gavlreklame. Barber­ kniven var nu afløst af bar­ berbladet, der som det her viste var Dansk Arbejde, hvad det lille mærke med hammeren oplyser.

nem 1930'rne blev vi tvunget til en række tosidede handels­ aftaler med England og Tyskland. I 1930 var 50 procent af udenrigsomsætningen reguleret af tosidede aftaler, i 1936 var man oppe på 80 procent. Disse aftaler medførte en tilpasnings­ krise med produktionsnedgang, der var blevet større uden aftalerne. Først fra 1938 øgedes produktionen til et omfang som før krisen. Man har ofte fæstet sig ved de store tilskud, landbruget fik i perioden 1931-39: ca. 224 miil. kr. i direkte tilskud, 210 miil. i indirekte tilskud, især til gældssanering, og ca. 200 miil. kr. som lån. Da der var ca. 200.000 landmænd, er der altså kun tale om et samlet tilskud pr. bonde på ca. 3000 kr. fordelt over en otteårs periode - ikke noget stort beløb. Men tilskudspolitikken demonstrerede den øvrige befolknings soli­ daritet, og selv om den ikke var nok til at eliminere LS, tog den dog brodden af landbrugets utilfredshed. Ved et samarbejde mellem de nordiske lande og Holland, Belgien og Luxembourg skabtes begrebet „Oslostaterne", der uden større held søgte at varetage de pågældende landes handelspolitiske interesser. En sideeffekt af krisen med dens større konkurrence på de udenlandske markeder var øget kvalitetskontrol og et mere varieret udbud af varer, især konserves og pakkesmør. Hvor landbruget før ikke havde ofret mange kroner på at avertere sine produkter, men levet alene på kvaliteten, fandt man det

Vækst trods krise

157

Aalborg Portland-Cementfabrik i Rørdal var den første europæiske cementfabrik, som installerede en roterovn. Råmaterialerne til ce­ mentfremstillingen var især kridt og ler, som var lige for hånden. Cementindustrien var en af landets betydeligste industrigrene. I 1920'rne var den især baseret på eksport, i 1930'me på en stadig større produktion til hjemmemarkedet.

nu nødvendigt at anvende moderne markedsføring med rekla­ mer og annoncer. Organisationspolitisk betød krisen, at husmænd og gårdejere fandt sammen, da husmandsforeningerne i 1932 blev optaget i Landbrugsrådet. På det parlamentariske plan blev Kanslergadeforliget i 1933 udgangspunkt for gård­ ejernes magtdeling med arbejderklassen gennem henholdsvis Venstre og Socialdemokratiet, selv om Venstre ikke deltog i alle de indgåede forlig. I byerhvervene kom opgangen forholdsvis hurtigt. Den fremmedes på grund af importregulering, rentesænkning og devaluering. Men vigtigere end disse statslige økonomisk­ politiske foranstaltninger var dog de almindelige økonomiske forhold og erhvervslivets egne dispositioner. Krisen appel­ lerede til opfindsomhed og fleksibilitet. Bygge- og anlægs158

Socialdemokratiet kulminerer

Det Danske Staalvalseværk i Frederiksværk fremstillede stang- og jernprofiler samt plader til beholdere og skibe. Genbrug var kendt ikke mindst i 1940'rne, hvor fotografiet er taget. Hovedparten af rå­ materialerne var gammelt jern.

sektoren blev ramt forholdsvis hårdt, men byerhvervenes pro­ duktion og beskæftigelse voksede i 1930'rne som helhed med ca. 20 procent. Inden for industrien alene var væksten dog ca. 40 procent. Den af mange hadede Valutacentral gavnede den danske hjemmemarkedsindustri, det samme gjorde de falden­ de priser på fødevarer. Der blev flere penge til at købe industri­ ens frembringelser, i det almindelige forbrug f.eks. tøj og fodtøj eller elektriske artikler som radioer og støvsugere, men også industrien brugte i stigende grad eldrevne maskiner og apparater. Ændrede forbrugsvaner fik stor betydning for alle byerhverv, men især for industrien. Erhvervslivet gennemgik en omfattende strukturændring. Evnen til at tilpasse udbud efter efterspørgsel steg betydeligt. De største industrivirksomheder var B & W, Ford Motors Samlefabrik og De Danske Sukkerfabrikker. Men det var den Vækst trods krise

159

kemiske industri, som voksede mest. Eksempelvis udvikledes ved dansk forskning katalysatorer, der bl.a. muliggjorde en effektiv og billig fremstilling af ammoniak. Den kemiske indu­ stri omfattede bl.a. A/S Dansk Galoche- og Gummifabrik i Køge og Schiønning og Arvé, der lavede gummifodtøj, dæk og slanger til de mange moderne køretøjer. En betydelig industri­ virksomhed var også A/S Dansk Svovlsyre- og Superphosphat-Fabrik, der producerede kunstgødning. Cementfabrik­ kernes rygende skorstene hører til billedet af tiden. En fabrik som Hellesens Enke fremstillede tørbatterier og radiatorer til centralvarme. Blandt de største virksomheder i den mekaniske industri var Scandia i Randers, Frichs Fabrikker i Århus og Thomas B.

Thrige i Odense, der i 1930 overtog aktiemajoriteten i Scandia - et typisk udslag af de begyndende koncerndannelser. 11940 oprettedes i Frederiksværk et stålvalseværk til forarbejdning af skrot. A. P. Møller-koncernen konsolideredes i disse år trods de ugunstige vilkår. Den opretholdt Odense Stålskibsværft i konkurrence med bl.a. Nakskov Skibsværft, som ejedes af ØK. Enkelte af de store virksomheder dominerede helt den by, de lå i, som f.eks. Nakskov Skibsværft. I udlandet virkede store danske ingeniørfirmaer som Chri­ stian! & Nielsen^ Højgaard & Schultz, Kampsax og Wright, Thomsen & Kier. De byggede veje, broer, havne, baner, fa­ brikker og kraftværker. Stål og beton var overalt slået igen­ nem. Bryggerierne i hovedstaden og de større byer var fortsat store virksomheder. Det samme gjaldt tekstilfabrikkerne. Skønt de var i vanskeligheder, havde de mange arbejdsplad­ ser. Fra hovedstaden og byerne flyttede centrum for trikotage­ fremstillingen over til uldjydernes område, Hammerum Her­ red ved Herning. Haustrups Fabrikker i Odense producerede dåser til den voksende konservesindustri. Nye industrier så dagens lys, som f.eks. medicinalfabrikken NOVO, Danfoss på Als og radiofabrikken Bang & Olufsen i Struer. Arbejdstiden var lang, otte timer om dagen også om lørda­ gen for byarbejdere, for landarbejderne længere og oftest helt afhængig af husbonds krav. Mekaniseringen i industrien gjor­ de meget af det tunge og grove arbejde mindre fysisk kræven­ de. Til gengæld holdt samlebåndet sit indtog. En arbejder fortæller: „Vi lavede 520 om dagen ved et samlebånd, og der var otte bånd. Så kørte man jo tit i to-skift og sommetider også i tre160

Socialdemokratiet kulminerer

I

Den transiranske jernbane påbegyndtes i 1933. Arbejdet udførtes af et dansk-svensk konsortium, der var stiftet i 1930 under navnet Kampsax. Den anlagte banestrækning, der løb gennem et utilgæn­ geligt bjergland, var på 1000 km, omfattede 245 tunneler, 250 større broer og krævede bortsprængning af 20 millioner kubikmeter klip­ per. Banen afleveredes i 1938, otte måneder før tiden. Lederen af arbejdet var Jørgen Saxild. Kampsax gennemførte store anlægsar­ bejder over hele verden. Her en jernbanebro i Vrensk i det nordlige Iran.

skift. Dagen var inddelt i tre tider, man startede klokken seks om morgenen, klokken to om eftermiddagen eller klokken ti om aftenen, når vi kørte på tre-hold. På den første tur havde vi fem minutters pause kl. otte, tyve minutter kl. ti og to minutter kl. 12. De pauser blev faktisk overholdt temmelig skrapt, for det var jo ved samlebånd, og de blev startet, når klokken var fem minutter over otte. Hvis man ikke var på sin plads på det tidspunkt, så løb vognene simpelt hen derned ad, og så skulle man til at løbe efter dem. Der gik over tyve år, hvor jeg drømte om det om natten og vågnede op og var badet i sved, fordi vognen var løbet om på den anden side. Det var skrækkeligt/'

Når der var for lidt at lave for fabrikken, blev arbejderne enten Vækst trods krise

161

Ford Motor Company A/S anlagde i 1924 en ny samlefabrik i Syd­ havnen i København. Indtil 1957 passerede ca. 250.000 person- og lastvogne over fabrikkens samlebånd. De færdige enkeltdele kom fra Ford i USA, men samlingen i København skabte 5-600 danske arbejdspladser.

fyret eller kom på arbejdsfordeling med lavere indtjening til følge. Det slog hårdt dengang, da man næsten intet havde at stå imod med. Hvis derimod virksomheden havde ordrebogen fuld, kunne skifteholdsarbejde komme på tale, som det også sker i dag. Det var ikke populært, som det fremgår af denne

beretning: „Jeg kom på nathold, hvor vi lavede melis. Arbejdet var i sig selv meget godt. Jeg tjente lidt mere, 10 kr. mere, men nu var familien også blevet forøget med en datter, og vi fik nye møbler i soveværelset og stue. Det var solide ting, vi har det meste af dem endnu. Men det var i længden trist at gå på arbejde hver nat. Hveranden søndag måtte vi også møde, om vinteren så jeg aldrig dagens lys; det var mørkt om morgenen og mørkt, når jeg vågnede om eftermiddagen, og sommersøndagen var ødelagt. Jeg kom til ro ved syvtiden om morgenen og så måske 162

Socialdemokratiet kulminerer

på arbejde om aftenen, og min hustru og børnene var alene om søndagen."

Frem til 1932 øgedes de beskæftigede arbejderes realløn på trods af krisen. Det skyldtes, at lønaftalerne var indgået, før den satte ind. Til gengæld begyndte reallønnen at falde noget efter 1932, forårsaget af de stigende priser. På grund af den store arbejdsløshed var fagforbundene i defensiven. Uorgani­ seret og billigere arbejdskraft stod parat. Reallønsfaldet havde en positiv virkning på produktionen. Arbejdsløsheden forblev høj, men fra 32 procent i alle fagforbund i 1932 var den dog i 1939 nået ned på 18 procent, eller stort set som den havde været før krisen. Men de 18 procent dækker over, at de ufag­ lærtes arbejdsløshed lå på ca. 25 procent, de faglærtes på ca. 13 procent. Den øgede beskæftigelse betød øget købekraft og stimulerede derved erhvervene. For de organiserede lønmod­ tagere var der tale om en vis lønudjævning, der kom de lavest lønnede til gode. Det skyldes dog ikke, at man søgte at gen­ nemføre en indkomstpolitik, men snarere at afværge kon­ flikter.

På samme måde skete der efter 1936 en ændret byrdeforde­ ling mellem de rige og fattige kommuner ved, at de offentlige udgifter - så lave de end var i forhold til vor tid - i højere grad væltedes over på staten. Det førte til stigende progressiv stats­ skat på indkomst. For de arbejdsløse var forholdene også forbedret ved perio­ dens slutning, dels på grund af højere arbejdsløshedsunder­ støttelse, dels fordi også de sociale ydelser blev øget. Selv om 1930'rne var karakteriseret ved økonomisk vækst, rokker det ikke ved den kendsgerning, at det var barske vilkår for de langvarigt arbejdsløse, ikke mindst for enlige forsørgere. Ar­ bejdsløsheden ramte fortrinsvis de gamle og de unge, og for dem kunne det hele forekomme nok så udsigtsløst og depri­ merende.

Norge og Sverige I Norge og Sverige formede udviklingen sig i mange hen­ seender som i Danmark. I Norge fik arbejderbevægelsen dog ikke indflydelse så tidligt som i det øvrige Skandinavien, fordi den helt til 1923 var Moskva-orienteret og i øvrigt dybt splittet. Industrialiseringen trængte også senere igennem i Norge. I 1928 kom den første Arbeiderparti-regering til magten, men den holdt kun i 14 dage. 11934 kom Arbeiderpartiet tilbage, nu under Johan Nygaardsvold og støttet af Bondepartiet. Op­ Norge og Sverige

163

positionen udgjordes af Venstre, nærmest svarende til de radi­ kale i Danmark, og af Høyre. Modsat Danmark ønskede de norske bønder told for at beskytte sig imod billige indførte landbrugsprodukter. De sociale og menneskelige problemer var de samme. Man kæmpede mod høj arbejdsløshed, og kriselovgivningen lignede den danske. En aldersrentelov fik man i 1936. Norges handelsflåde var i fragtkapacitet den stør­ ste efter Englands og USA's. Derfor var Norge særlig sårbar over for alle internationale selvforsynings- og toldforanstalt­ ninger. Ved periodens begyndelse var Sverige overvejende et land­ brugsland. Gennem 1930'rne udvikledes svensk industri imid­ lertid kraftigt. Ved udnyttelsen af vandkraft fik man billig energi, jernbaner anlagdes og elektrificeredes. Ikke kun bil­ industrien kom i gang, men også flyfabrikation, hvilket fik stor betydning for Sveriges beredskab under krigen. Politisk var tiden op til 1936 præget af hurtigt skiftende mindretalsregeringer - socialdemokratiske eller borgerlige byggende på vekslende parlamentariske flertal. Men i 1936 dannede den socialdemokratiske leder Per Albin Hansson sammen med Bondeforbundet en flertalsregering. Man be­ kæmpede krisen med de samme midler som i Norge og Dan­ mark. Socialisering blev der ikke tale om, men derimod nok en planøkonomi af almen velfærdskarakter. Sverige skulle gøres til „et folkehjem", som det hed i Socialdemokratiets agitation. I 1935 gennemførtes en lov om folkepension. Også i Sverige skilte forsvarsspørgsmålet. I 1920'rne betrådte man nedrust­ ningsvejen, men i 1936 havde Socialdemokratiet ændret signa­ ler, og en beskeden oprustning, der først og fremmest kom flyvevåbnet til gode, fandt nu sted. Udenrigspolitisk stod man på neutralitetslinien, men med hældning til fordel for Tysk­

land. Ét problem håndteredes forskelligt i de nordiske lande, nemlig alkoholspørgsmålet. I Danmark havde man kun få restriktioner, herunder mulighed for folkeafstemning om „tør­ lægning" af en kommune. I Norge og Finland prøvede man som i USA en tid med totalt forbud, men opgav og søgte i stedet gennem statsmonopol på spiritus at regulere alkohol­ forbruget ved en række begrænsninger. I Sverige var forbud også på tale, en idé som splittede befolkningen i årtier, indtil en folkeafstemning gjorde en ende på forbudstanken. I stedet indførtes en såkaldt „motbok", hvori hver brugers alkoholind­ køb anførtes, højst fire liter pr. voksen pr. måned og mindre for personer i lavere indkomstgrupper.

164

Socialdemokratiet kulminerer

Krig og besættelse

11937 skrev det engelske dagblad The Times, at Danmark syntes alene at have sat sin lid hl forsynet. Det foranledigede Herluf Jensenius til i Blæksprutten at gengive det lille danske statsskib ledsaget af ordene „Her er Liv og glade Dage, her gaar Solen aldrig ned..." Det var en variation over Jeppe Aakjærs ofte citerede linier om pus­ lingelandet, som hyggede sig i smug, mens verden brændte om dets vugge. Den danske regering og det store flertal i befolkningen mente ikke, at der var meget andet at gøre end at håbe på, at forsy­ net lod uvejret gå Danmark forbi. Og befolkningen som helhed skubbede problemet fra sig.

Et stærkere forsvar? Stauning og P. Munch reagerede forskelligt på den udenrigs­ politiske udvikling. Munch var af den opfattelse, at Danmark passivt måtte affinde sig med den forværring, som indtraf efter Hitlers magtovertagelse. Folkeforbundets muligheder for at fungere under en stormagtskonflikt havde han aldrig troet på, og da slet ikke efter at Japan havde meldt sig ud i 1932, Tysk­ land i 1933 og Italien i 1937. Der var intet, vi kunne stille op, mente han. Stauning var af et andet temperament, han ønske­ de at afprøve de muligheder, han så. Det fandt Munch var farligt, fordi Danmark ville stå svagere efter at være blevet afvist, end hvis landet intet foretog sig og derfor heller ikke risikerede afslag. Men allerede i oktober 1933 havde Stauning gennem offent­ lige udtalelser søgt at prøve stemningen i Norge og Sverige over for et nærmere nordisk samarbejde. Han blev afvist, især af Norge, hvor en avis skrev: „Danmarks grænser er Dan­ marks anliggender, et forsvar af dem må blive landets egen sag. Det kan lyde ubarmhjertigt, men begivenhederne i 1814 viser, at det er sandt." På baggrund af Norges nederlag i grønlandsstriden er der grund til at tro, at bladet gav udtryk for den overvejende stemning i den norske opinion. Den sven­ ske holdning adskilte sig næppe meget herfra. Den danske regering kunne kun føle sig bestyrket i, at nordiske forsvars­ forhandlinger var urealistiske. I januar 1935 stemte Saarland sig tilbage til Tyskland, og kort efter indførte Hitler - mod Versaillestraktatens bestemmel­ ser - almindelig værnepligt med henblik på at oprette en hær på 36 divisioner. I de bestræbelser, der nu udfoldedes på at inddæmme Tyskland, ønskede den danske regering ikke at deltage. Stauning var deprimeret over udviklingen og an­ tydede i Social-Demokraten, at det kunne komme på tale at styrke det danske forsvar også som en pligt over for Folkefor­ bundet, en opfattelse, Munch ikke delte. Bekymringerne i Danmark blev ikke mindre, da England og Tyskland i juni 1935 indgik en aftale, der betød, at Tyskland måtte opbygge en flåde på 35 procent af den engelske. Hermed havde England accepteret Østersøen som tysk interesseområde. I et videre perspektiv betød flådeaftalen et sammenbrud af den politik, England hidtil havde ført, og hvis mål var, at England, Tysk­ land, Frankrig og Italien sammen skulle løse Europas pro­ blemer.

Et stærkere forsvar?

167

Bedre blev det ikke, da Italien i oktober 1935 angreb Abessinien. Nok vedtog Folkeforbundet med Danmarks stemme vis­ se økonomiske sanktioner mod Italien, men dels omfattede de ikke olie, dels trak England og Frankrig tæppet væk under det spinkle kollektive sikkerhedssystem, da det kom frem, at de overvejede at få krigen standset ved at tilbyde Italien dele af Abessinien. I marts 1936 skærpedes situationen yderligere ved, at tyske tropper marcherede ind i Rhinzonen, der hidtil havde været demilitariseret. Alle Versaillesfredens drømme lå efterhånden i grus. Den danske regering havde ved sin politik tilstræbt ikke at krænke Tyskland, og det var også lykkedes. I marts 1935 foreslog Stauning på et ministermøde, at hæren blev styrket med to regimenter, men det blev afvist af de radikale og også af nogle af de socialdemokratiske ministre. Imidlertid var den verdenspolitiske situation så anspændt, at forsvarsspørgsmålet blev mere og mere tilspidset. De konser­ vative, som havde registreret flyvemaskinernes stigende be­ tydning i oprustningen, stillede i februar 1936 forslag om at bevilge 20 miil. kr. til materielanskaffelser til luftforsvaret. Profetisk sagde de konservatives ordfører, Ole Bjørn Kraft, at med den tekniske udvikling, der havde fundet sted, kunne den danske statsledelse blot ved truslen om luftbombarde­ ment blive tvunget til „indrømmelser af en sådan karakter, at vor selvbestemmelsesret ville blive bragt i afgørende fare". Hans ord faldt på stengrund. Regeringen befalede i stedet de to værn at udarbejde en forsvarsordning til samme pris som den gældende. Den måtte alene tilvejebringe et grænse- og kystforsvar og ikke et eksi­ stensforsvar, men skulle på den anden side sætte os i stand til at afvise, at en fjendtlig magt søgte at benytte dansk terri­ torium, „hvor mulighed for en sådan afvisning måtte fore­ ligge", som det blev sagt i al sin uklarhed. Der var megen usikkerhed i regeringspartierne, om end af forskellig karakter. Yngre socialdemokrater, repræsenteret af f.eks. H. C. Hansen rejste det spørgsmål, om vi ville kunne vente hjælp fra andre nationer, såfremt vi selv gav op over for forsvaret af grænsen. På den anden side stod afrustningstil­ hængerne. Hos de radikale var der enighed om, at søværnets ønsker om svært bestykkede artilleriskibe måtte afvises, da de kunne indgå som et led i et eksistensforsvar, men derimod var der i partiet uenighed om prisen for et forsvar. Munch var fremkommelig, når blot formålet var et forsvar mod uforsæt­ lige neutralitetskrænkelser. Andre som Zahle og Scavenius ønskede nedgang i militærudgifterne, hvad der også svarede til stemningen hos de unge radikale. 168

Et stærkere forsvar?

En bevægelig spærring mod panservogne, også kaldet en pyramidespærring. For­ svaret var på sultekur i 1930'rne, og forhindringer af denne art var ikke meget bevendt over for det tyske panservåben. Den 9. april 1940 nåede man i øvrigt kun her og der i Sønderjylland at trække landbrugsredska­ ber ud på vejen. Det var ik­ ke forsvarets skyld, men skyldtes en politisk beslut­ ning om ikke at foretage no­ get, der kunne virke som en provokation.

Stauning og hans fæller måtte nu vælge, om de ville forlig med Venstre eller de konservative eller dem begge med re­ geringsfællesskabets sprængning til følge. Stauning var næp­ pe i tvivl. Som situationen var, foretrak han de radikale. Han prioriterede, når alt kom til alt, de indenrigspolitiske hensyn over de udenlandske. Det ville temmelig sikkert også have voldt ham uovervindelige vanskeligheder at forklare en lun­ ken opinion et så drastisk skridt som at bryde med de radikale og søge sammen med oppositionen, hvis bistand han ikke kunne regne med i sociale og økonomiske anliggender. Social­ demokraternes angst for det nazistiske Tyskland var ægte nok, men den materialiserede sig ikke i en ny forsvarspolitik. Hensynet til de radikale fremgik klart af forsvarsminister Alsing Andersens forslag i Folketinget i februar 1937. De sam­ lede forsvarsudgifter steg med ca. 1,6 miil. kr. til 41,1 miil. kr. Statens udgifter på finansloven 1937-38 var i alt ca. 467 mili. kr. Stigningen gik hovedsagelig til flåden. Vigtigere end den be­ skedne årlige merudgift var det, at der fordelt over fem år ydedes ti miil. kr. til nyt materiel til hæren og ni miil. kr. til flåden. For disse penge fik man fire eskadriller moderne flyve­ maskiner til hærens flyvetropper mod fem og tillige øget mo­ torisering af artilleriet. Til gengæld blev regimenternes antal skåret ned fra otte til syv og antallet af værnepligtige fra 8900 til 7800. Da reduktionen især ramte arbejdssoldaterne, kunne man øge fodfolket med ca. 1100 mand om året. For marinens vedkommende beholdt man de to eksisterende artilleriskibe, som ikke var meget værd, og 13 bevogtningsfartøjer, dvs. Et stærkere forsvar?

169

Artilleriskibet Niels luel var i 1920'rne og 30'rne søvær­ nets største skib. Det var bygget 1918 og ombygget 1936. I hele perioden stre­ des man om, hvorvidt Dan­ mark overhovedet skulle have et så stort orlogsfartøj. Det havde et deplacement på 3800 tons og var 90 me­ ter langt. Mange mente og­ så, at det ved sin store over­ bygning udgjorde for let et mål. Den 29. august 1943 lå Niels luel i Isefjorden, hvor­ fra det søgte at sejle ril Sve­ rige. Men da det blev be­ skudt af tyske fly, satte che­ fen det på grund i fjorden og åbnede for søventilerne.

torpedobåde, minestrygere og gamle moderniserede ubåde, nogle minefartøjer og en snes flyvemaskiner. De ni millioner kr. skulle anvendes til en gradvis fornyelse af dette materiel. For at få loven til at glide lettere ned, bl.a. hos de radikale, fik de værnepligtige lidt højere løn, ligesom den militære straffe­ lov blev humaniseret og kaserneforholdene forbedret. Over for den anden side af det politiske spektrum var Alsing Ander­ sens forsvar for loven, at det var bedre at have et mindre, veludrustet forsvar end et større, som ikke var ordentligt for­ synet med materiel. Den overordnede grænse var dog ifølge Alsing Andersen sat af økonomiske årsager. Forsvarsudgif­ terne måtte ikke skade sociale og kulturelle opgaver. Men først og fremmest mente regeringen, når alt kom til alt, ikke, at et stærkt forsvar øgede Danmarks sikkerhed. Derfor blev det færdige resultat - vedtaget den 5. maj 1937- en forsvarsord­ ning, der fortsat gjorde Danmark militært magtesløs, hvilket af- og nedrustningstilhængerne hævdede, at landet altid ville være, uanset hvor meget der ofredes økonomisk. Venstre, som undlod at stemme, foreslog da heller ikke meget mere, nemlig ca. syv mili. kr. yderligere om året, til fem musikkorps, to regimenter og desuden endnu en eskadrille flyvere, hvortil kom 29 miil. til materielanskaffelser. De kon­ servative stemte imod regeringens forslag. De ønskede et år­ ligt budget på ca. 53 miil. kr., eller 12 miil. kr. mere end det vedtagne og foreslog materielanskaffelser på ca. 130 mili. kr. 170

Et stærkere forsvar?

mod lovens 19 mili. kr. Heller ikke på dette grundlag lod et eksistensforsvar sig etablere, men de konservative ville med deres forslag ikke sætte sig ud over enhver forligsmulighed. Alle forhold afvejet var der dog en principiel uoverensstem­ melse mellem de konservative på den ene side og alle øvrige partier på den anden. De konservative - og ikke mindst deres leder Christmas Møller - ville under alle omstændigheder kæmpe, fordi en nok så udsigtsløs kamp for Danmarks frihed efter deres mening rummede en afgørende egenværdi. Forskellen mellem regeringen og oppositionen lå i, at social­ demokrater og radikale mente, at en stormagt, nemlig Tysk­ land, altid ville være i stand til at sætte overmægtige styrker ind over for Danmark. Oppositionen og værnene var af den opfattelse, at landet kun ville blive angrebet under en stor­ magtskonflikt, og i så fald ville fjenden have begrænsede res­ sourcer til rådighed mod Danmark. Hvis det henlå som et militært tomrum, ville der ligefrem kunne opstå et kapløb om at besætte os. Også mellem hær og flåde var uenigheden stor. Hæren ønskede et eksistensforsvar, mens søværnet under den politisk tænkende admiral Rechnitzer mere var indstillet på neutralitetsbevogtning. Forholdet mellem de to værn var så slet, at man ikke kunne enes om fælles øvelser. Det virkede ikke befordrende på beredskabet. Væsentlig for en stat er også dens indre sikkerhed. Nazis-

Danske soldater på vagt på Paladshotellet i Esbjerg. Her mærkede man straks kri­ gen. I september 1939 kaste­ de engelske fly ved en fejl­ tagelse bomber, og i oktober nødlandede et tysk fly på Fanø. Besætningen blev in­ terneret på Paladshotellet og sat under bevogtning. Soldaterne bærer den feltgrå uniform fra 1922 og var udrustet med det uopslide­ lige danske gevær, model 1889, som tyskerne lagde beslag på få år efter.

Et stærkere forsvar?

171

To patruljerende betjente fra ordenspolitiet har mødt hinanden i Marselisborgskovene ved Århus og tager sig - mod reglementet - en kop kaffe. De bærer det kommunale politis uniform. Fra 1938 indgik de i det ny­ oprettede statslige rigspoli­ ti. Op ad bænken har de to „panserbasser" stillet de ka­ rakteristiske høje politicyk­ ler, den ene med karbidlygte.

mens og kommunismens vækst gjorde det efter regeringens opfattelse nødvendigt at styrke politiet, som der i mange år havde været en løbende debat om. Det var delt i et kommunalt ordenspoliti på ca. 2300 uniformerede betjente og et statsligt kriminalpoliti på 632 mand. Dette gav til stadighed anledning til kompetencestridigheder, som gik ud over politiets effektivi­ tet. Det var justitsminister Steincke magtpåliggende at få drevet en lov om et enhedspoliti igennem. Han var fuld af foragt for det „lammefromme demokrati", som ikke vovede at værne sin indre sikkerhed. Venstre og konservative var imod en sådan lov, dels af modvilje mod centraliseringen, dels af økonomiske grunde. Men da landstingsflertallet skiftede, var muligheden til stede, og i maj 1937 vedtoges det med virkning fra 1938 at oprette et enheds- eller rigspoliti. Alt politi blev nu statsligt, men således at politimestrene stadig stod direkte under justitsministeren. Frygten for poli­ tistat gjorde sit til, at det nyoprettede rigspolitichefembede i det væsentlige kun fik ansvaret for uddannelse og personale­ forvaltning. Allerede i 1938 fandt man det nødvendigt at udvide det samlede politikorps med ca. 300 mand, hvoraf 50 skulle tilgå sikkerhedspolitiet dvs. politiets efterretningstjeneste, som nu blev underlagt rigspolitichefen. Den storpolitiske udvikling med spionage og mulig infiltration var baggrunden såvel for centraliseringen som for udvidelsen af politistyrken. 172

Et stærkere forsvar?

Fred og dog fare

Cecil von Renthe-Fink var tysk gesandt i København 1936-42. Han var karrieredi­ plomat og forsigtigt tilbage­ holdende i sin kurs over for den danske regering. Han var ikke nazist, men tvangs­ indskrevet medlem af parti­ et fra 1939. Han poserede dog villigt for Dagens Ny­ heder med Hitlers portræt i forgrunden og lyttende til en af sammes taler, som let lod sig aflytte i Danmark. Da Hitler krævede en skrappere kurs i Danmark, blev Renthe-Fink forflyttet til en post som forbindelsesofficer ved den franske kollabora­ tørregering i Vichy.

Sideløbende med forsvarsforhandlingerne i de første måneder af 1937 gik en række udenrigspolitiske overvejelser. Staunings ængstelse for Tysklands hensigter voksede. Ved Sveriges og Norges negative indstilling, senest bekræftet i juli 1936 og januar 1937, var der lukket af for enhver tanke om et nordisk samarbejde, men samtidig rumledes der i konservative sven­ ske dagblade om Danmarks manglende vilje og evne til at forsvare, hvad man betegnede som hele Nordens sydgrænse. Da Stauning i marts 1937 skulle holde tale i Lund i Sverige, besluttede han sig for at sige fra over for, hvad han fandt var hykleri, og samtidig berolige Tyskland. Talen blev hurtigt kaldt lænkehundstalen, fordi Stauning uden formildende ord­ valg eller tonefald erklærede, at Danmark ikke havde „fået overdraget opgaven som lænkehund eller anden vagtopgave på Nordens vegne". Der var andet at tage hensyn til end Norden, når man skulle bedømme Danmarks militærpolitik, og et nordisk forsvarsforbund var en utopi. Hermed havde Stauning sat de svenske konservative på plads. I Tyskland registreredes talen positivt. I de nordiske medier og i det danske Folketing blev Stauning angrebet for talen af oppositionen. I formen var den stødende, men indholdet var sandt. Staunings tiltagende træthed regi­ streres i hans svar: „Gennem hele mit liv har jeg været beskyldt for at høre til dem, der udspreder ondskab og had; jeg må sige, der har aldrig været så meget had i mit liv, som der er udøst over for mig i de sidste ti dage." Udenrigsminister Munch var ikke orienteret om talen i Lund og ej heller om Staunings efterfølgende forsøg på at sondere englændernes holdning til Danmarks sikkerhedsproblemer.

Fred og dog fare

173

Dette initiativ var direkte mod Munchs intentioner. Det blev taget i april 1937 under en rejse til London. Stauning kunne ikke affinde sig med Danmarks isolerede stilling, og han brag­ te derfor det dansk-tyske forhold på bane over for den engel­ ske udenrigsminister Anthony Eden, der dog skyndsomt af­ brød Stauning med en taksigelse for, at han ikke bad om løfter om engelsk hjælp, ligesom han erklærede, at fremtiden lå i Guds hånd. Forsvarsordningen af 1937 opfattedes i England som en tilkendegivelse af manglende vilje til selvhjælp, men Englands holdning var først og fremmest dikteret af over­ ordnede storpolitiske hensyn. Nogen klar linie i forholdet til Danmark havde den engelske regering ikke anlagt på dette tidspunkt. Dette havde man ikke rede på i den danske re­ gering, hvor man drog den slutning, at hjælp ikke kunne erholdes fra England. Skuffet over sin samtale med Eden og dens tilsyneladende negative resultat søgte Stauning nu beroligelse på anden må­ de. Han spurgte i juli 1937 den tyske gesandt i København Cecil von Renthe-Fink, om Tyskland ikke kunne tænke sig at afgive en ikke-angrebserklæring. Men Renthe-Fink afviste ham. Der kunne ikke for tyskerne være nogen tilskyndelse til at give Danmark offentlige venskabsbeviser, så længe man efter deres opfattelse ikke behandlede det tyske mindretal ordentligt. Som P. Munch forudså, havde Stauning ved sine udenrigspolitiske initiativer kun opnået at få fastslået Dan­ marks venneløshed. Den verdenspolitiske uro fortsatte. I marts 1938 skete „Anschluss", Østrigs mere eller mindre frivillige tilslutning til Tyskland. Det var en begivenhed, der i Danmark kunne frem­ kalde bange anelser med hensyn til Sønderjylland. I den soci­ aldemokratiske presse lagde Stauning op til, at materielan­ skaffelserne til forsvaret burde fremskyndes, og Vilhelm Buhl, der i 1937 var blevet finansminister, fremsatte i april 1938 lovforslaget om et indenlandsk statslån på 50 miil. kr., der skulle bruges hertil og til beredskabslagre af kul, jern, olie m. v. Da situationen i september 1938 skærpedes ved Tysklands aggressive holdning mod Tjekkoslovakiet, besluttede regerin­ gen at foretage nogle ret beskedne beredskabsforanstaltninger og forberede andre. Mange ventede krig. I københavnske kirker holdtes andagter med bøn for freden. Krigen udeblev, da vestmagterne i Munchen kapitulerede over for Hitlers krav om indlemmelse af Bbhmen og Måhren i håbet om, at dette med den engelske premierminister Neville Chamberlains bi­ belcitat betød „fred i vor tid". Det viste sig hurtigt at være en illusion. 174

Et stærkere forsvar?

I juli 1938 sejlede rigsmar­ skal Hermann Goring med sin lystyacht rundt i danske farvande. Han aflagde be­ søg i Helsingør, hvor han købte dansk wienerbrød og fik sig et bæger med byens borgmester, Peder Christen­ sen, kaldet „Kong Peder", der holdt en ærbødig tale for Goring og Det tredje Ri­ ge. Frygten for Tysklands hensigter var betydelige. Tegning af Chr. Hoff i Svikmøllen 1938.

I marts 1939 gjorde Tyskland i modstrid med Miinchenaftalerne en ende på Tjekkoslovakiet ved at okkupere resten af dette rige. Det tvang England til at revidere sin europæiske politik. Derunder overvejede man, om man i forbindelse med en aftale med Polen skulle betragte angreb på Holland, Belgi­ en, Schweiz og Danmark som krigsårsag. Hvad Danmark an­ gik, hældede man i engelske regeringskredse til den opfattel­ se, at Danmark hverken havde evne eller vilje til at forsvare sig mod et tysk angreb, men også, at Tyskland næppe ville kræn­ ke dansk neutralitet, fordi fordelene derved var for ringe. I al fald mente man i England, at Danmark i det lange løb spillede en sekundær rolle, og noget særligt ønske om at hjælpe Dan­ mark i tilfælde af et tysk angreb havde man ikke. En hjælpeak­ tion opfattedes som en nyttesløs spredning af de engelske stridskræfter. Den engelske udenrigsminister siden 1938, Lord Halifax, var dog enig med sin understatssekretær, som mente, at „hvis Tyskland nogensinde greb til et sådant hensynsløst piratover­ fald, var tiden for et korstog kommet". Dette moralske syns­ punkt vandt dog ikke genklang hos Chamberlain, som fandt, at Englands opgave ikke var at forsvare enkeltlande, men at hindre tysk dominans i Europa, og Halifax måtte konkludere, at Chamberlain ville modsætte sig at gå i krig med Tyskland, hvis dette invaderede Danmark, og danskerne ikke gjorde modstand. Danmark gled derfor ud, da England i august 1939 søgte aftale med Frankrig og Polen, skønt Polen var parat til at dække Danmark, og selv om Frankrig var rede til at betragte dansk uafhængighed som vigtig for englænderne, hvis disse selv mente, at dette var tilfældet. Fred og dog fare

175

I maj 1939 mødtes de nordi­ ske udenrigsministre og de­ res embedsmænd i Stock­ holm for at drøfte det tyske ønske om, at de nordiske lande indgik en ikkeangrebspagt med Tyskland. Fra højre ses den svenske udenrigsminister Rickard Sandler og P. Munch, i for­ grunden fra venstre Juho Erkko fra Finland og Halv­ dan Koht fra Norge. P. Munch appellerede ener­ gisk for at få de tre andre lande til at følge Danmark. Som så ofte før og siden var der ikke nordisk enighed, men nok forståelse for, at Danmark på grund af nabo­ skabet med Tyskland ikke kunne afvise ikkeangrebstraktaten.

176

Et stærkere forsvar?

Samtidig hermed fik englænderne tydelige beviser på, hvor afhængige danskerne følte sig af Tyskland. Da præsident Roosevelt i april 1939 søgte at forvisse sig om Hitlers og Mussolinis hensigter over for andre stater, svarede Hitler med at opsige flådeoverenskomsten af 1935 og ikke-angrebspagten med Po­ len fra 1934, idet han samtidig tilbød bl.a. Danmark en ikkeangrebspagt. Dette stillede regeringen i en ubehagelig situa­ tion. Et afslag ville Hitler opfatte som en uvenlig handling, medens en accept ville vise hele verden vor afhængighed af Tyskland. Udgangen på regeringens interne overvejelser blev dog, at man ikke kunne afslå det tyske forslag. Norge, Sverige og Finland havde fået samme tilbud, men de havde ikke grænser fælles med Tyskland, og trods Munchs ihærdige påvirkning ønskede de ikke at følge Danmark. Også med Venstre og konservative var der vanskeligheder. Imid­ lertid erklærede tyskerne, at pagten ikke var til hinder for, at Danmark drev handel med Tysklands modstandere, og eng­ lænderne lod forstå, at de ville tage en dansk tilslutning til efterretning. Så gik Venstre og konservative med, og den 31. maj 1939 kunne den danske gesandt i Berlin Herluf Zahle og udenrigsminister von Ribbentrop undertegne ikke-angrebs­ pagten. Danmark var blevet spændt for Hitlers propaganda­ kærre, men vestmagterne affandt sig hermed på grund af den særligt udsatte stilling, Danmark havde i modsætning til de øvrige nordiske lande. Alle i Danmark fulgte med uro denne udvikling. Men man reagerede forskelligt. De fleste skubbede problemet fra sig i håb om, at uvejret ville gå os forbi som i 1914, eller resignerede i en følelse af afmagt. I forsvarsvenlige kredse satte man sin lid til, at Stauning nu definitivt ville skille sig fra de gamle dogmer

Hitler-Stalin-pagtens indgå­ else i august 1939 bragte Ak­ sel Larsen og Frits Clausen på samme cykel - i al fald ifølge Chr. Hoff i Svikmøllen.„Quosque tandem" hedder det i teksten med hentydning til Ciceros tale mod Catilina. Svikmøllen digtede: „To Sjæle - een Tanke - to Hjerter - eet Slag./Een styrer - een tram­ per - een foran - een bag!" Pagten skabte et troværdig­ hedsproblem for begge par­ tier.

og gå ind for en reel forbedring af det danske forsvar. Skibs­ reder A. P. Møller lod straks efter valget i april 1939 en pjece omdele til alle husstande i Danmark, hvori han manede stats­ ministeren til at opbygge vort forsvar og opfordrede til at lade en folkeafstemning afholde om, hvorvidt Danmark fortsat skulle ligge åbent og forsvarsløst hen. Men Stauning tog ikke udfordringen op. I august 1939 stod det klart, at en ny storkrig ville bryde ud. Den 21. august 1939 kom meddelelsen om den tysk-sovjetiske venskabspagt, og den 25. august blev den engelsk-polske alli­ ance undertegnet. Ejendommeligt og uhyggeligt må det have været for udenrigsminister Munch, der som forsvarsminister ved den 1. verdenskrigs udbrud havde haft en lignende urias­ post som nu. Foreløbig syntes forløbet at skulle blive som i 1914. Noget måtte der gøres, men ikke for meget. Allerede i april 1939 havde man indkaldt en årgang soldater, 7000 mand til hæren og 1000 til søværnet, fordi der på grund af skifte mellem vinter- og sommerhold på dette tidspunkt ikke var uddannede soldater inde. Den 1. september indkaldtes fem årgange, hvoraf de tre hurtigt hjemsendtes med uniform, men uden våben. Samme dag overfaldt Hitler Polen, den 3. september fulgte Englands og Frankrigs krigserklæring. Den 2. verdenskrig var brudt ud.

Handelspolitik Handelsaftalen med England fra 1933 betød, at mere og mere af Danmarks handel gik fra Tyskland og til England. For­ skydningen fremmedes også ved den kraftige tyske landHandelspolitik

177

Skibsreder A.P. Møller hav­ de i årene før 2. verdenskrig skabt en af Danmarks stør­ ste virksomheder, først og fremmest ved tankskibs- og liniefart over hele verden. Han havde tillige grundlagt Odense Stålskibsværft. Hans stærke engagement i samfundsproblemer fik ham Hl at træde uforfærdet frem med markante meninger. PardpoliHk interesserede ham ikke, kun Danmarks fremgang, men den mente netop de politiske partier at have monopol på.

178

Et stærkere forsvar?

brugsbeskyttelse. Resultatet var, at Danmarks eksport til Tyskland kun var det halve af vor import derfra. En handels­ aftale i 1935 med Tyskland fastfrøs reelt dette forhold, samtidig med at den bestemte, at samhandelen ikke måtte gå ned. Det fremkaldte utilfredshed hos englænderne, fordi de store ind­ køb i Tyskland gik tilsvarende ud over dem. Det var en van­ skelig balancegang mellem to rivaliserende magter, som begge var Danmarks store markedslande. Tyskernes rigoristiske be­ talingsvilkår var betinget af deres begyndende oprustning, og de havde i deres magt at bringe os til at betale, fordi de kunne vanskeliggøre vor landbrugseksport. I foråret 1936 kom det til en krise, da englænderne over­ vejede at lægge told på den danske bacon og benytte tolden som tilskud til de engelske baconproducenter. Et sidemotiv var, at englænderne på grund af krigsfrygt og mulig isolation ønskede at stimulere deres eget landbrug. Samtidig pressede de engelske eksportører i forståelse med deres danske for­ retningsforbindelser på, for at Danmark skulle øge sin import fra England. Situationen var tilsyneladende gået i hårdknude, og i erindring om etatsråd H. N. Andersens virksomhed som handelsforhandler 20 år før bad P. Munch i marts 1936 den nu 84-årige ØK-direktør om at rejse til London for at få en aftale i stand. H. N. Andersen stillede bl.a. den betingelse, at regerin­ gen skulle give ham carte blanche, hvad den naturligvis ikke kunne acceptere. Det blev sidste gang, H. N. Andersen søgte at spille en politisk rolle. Året efter døde han. Det lykkedes regeringen uden fremmed bistand at opnå en aftale i juni 1936. Den indebar, at englænderne reelt, men ikke formelt opgav bacontolden, mens Danmark til gengæld øgede importen af engelske varer. Det var et rimeligt kompromis. Sidst på året 1936 opstod der problemer i forholdet til Tysk­ land. Men også her fik man efter lange og seje forhandlinger et forlig i land. Baggrunden var, at Danmark på grund af eks­ traordinær stor landbrugseksport havde oparbejdet et tilgode­ havende i Tyskland, den såkaldte valutapukkel. Vi gik bl.a. med til at købe 600.000 t kul, hvilket skulle vise sig at blive en god forretning, da verdenskrigen brød ud. Landbruget redde­ de skindet, men nedbringelsen af valutapuklen betød øget import fra Tyskland, og fra dansk side frygtede man en negativ engelsk reaktion. Den kom ikke. Englænderne var klar over Danmarks særlige vilkår i forholdet til Tyskland. I det store og hele lykkedes balancegangen altså mellem de to stormagter i årene frem til krigsudbruddet i 1939.

Krigens første måneder

På Rådhuspladsen i Køben­ havn samledes folk den 2. september 1939 for at få de store dagblades sidste nyhe­ der om det, der viste sig at være den 2. verdenskrigs udbrud. Mennesker, der al­ drig havde set hinanden før, udvekslede tanker og forlydender. Da pressen ef­ ter den 9. april 1940 blev un­ derkastet censur, voksede omsætningen af rygter un­ dertiden til det absurde.

I august 1914 havde man overvejet at omdanne regeringen ved at optage ministre fra oppositionen for derved at opnå fuld­ stændig borgfred, som man kaldte det. Tanken var faldet, og den kunne heller ikke virkeliggøres i september 1939. Regerin­ gen tilbød Venstre og konservative poster som ministre uden portefølje, men Venstre krævede fagministerier, og så fortsat­ te ministeriet Stauning-Munch i princippet uforandret, idet trafikminister Fisker og den besværlige justitsminister Steinc­ ke dog blev udskiftet. Han havde efterhånden fået tirret det meste af dagspressen i sine stort set forgæves forsøg på ad lovgivningens vej at bremse pressens muligheder for ustraffet at bagvaske især politikere. Da han selv senere søgte at blive renset ved en række injurieprocesser, fik han også sine kolle­ ger imod sig, og Stauning lod ham falde. Danskerne mærkede straks krigen. Ved 1. verdenskrigs ud­ brud havde indenrigsministeren fået vidtstrakt bemyndigelse til at gribe ind over for erhvervslivet for at sikre befolkningens forsyninger ved hjælp af restriktioner og rationeringer. Den 2. september 1939 var det handelsminister Johannes Kjærbøl, der

Krigens første måneder

179

Johannes Kjærbøl, de dan­ ske smedes formand, var handelsminister 1935-40, arbejds- og socialminister 1940-42 og arbejdsminister 1942-43. Han kom på disse poster Hl at administrere en række af krigens tyngende indgreb. Efter krigen blev han en effekhv og human chef for administradonen af den kvarte million tyske flygtninge, som i 1945 op­ holdt sig i Danmark. Han fik siden flere ministerpo­ ster i de socialdemokradske regeringer.

180

Krigens første måneder

fik dette redskab, bistået af statens erhvervsøkonomiske råd. Han benyttede det straks. Privat bilkørsel blev forbudt, og for erhvervskørsel kom der rationering af benzinen, ligesom el og gas, sukker, kaffe og te blev rationeret. Offentlig transport, reklame- og gadebelysning blev indskrænket. På mel og korn kom der maksimalpriser, og der indførtes huslejestop. For at sikre befolkningens forsyninger bemyndigede loven også han­ delsministeren til at ekspropriere varelagre mod fuld erstat­ ning og til at indføre priskontrol. Modellen fra 1. verdenskrig var tydelig, men viljen til at affinde sig med indgrebene større end dengang. Man anså dem nu for uafvendelige. Som under 1. verdenskrig, men hurtigere, fik vi at føle, at vi handelsmæssigt var i klemme mellem England og Tyskland. Allerede i september 1939 sænkede den tyske marine flere skandinaviske skibe på vej til engelsk havn. Danske skibe fik påmalet et dannebrog og undgik torpedering, men tyskerne havde mineret uden for de engelske havne; 29 danske skibe blev minesprængt i tiden indtil besættelsen, og 384 danske søfolk omkom. I løbet af 1930'rne havde englænderne styrket deres egen produktion af landbrugsvarer, og når de fortsat var interesserede i at importere fra Danmark, skyldtes det i høj grad ønsket om at formindske den danske eksport til Tyskland som et led i deres økonomiske krigsførelse. Priserne på importvarer begyndte straks at stige, mens eks­ portpriserne stagnerede, hvilket ramte landbruget hårdt. Det øgede beredskab kostede penge, og befolkningens forbrug måtte holdes nede, fordi eksportindtægterne faldt. Allerede den 5. oktober vedtog Rigsdagen at dække de 85 miil. kr., som de ekstraordinære udgifter til militæret og det civile luftværn beløb sig til, ved at sætte afgifterne på chokolade, tobak, øl og spiritus op. Samtidig øgedes indkomst- og formueskatten med 40 procent ud over de 15 procent, som indkomstskatten var blevet forhøjet med i marts 1939. Men hermed var kun de første vanskeligheder overvundet. Problemet var landbruget og sterlingkursen, og situationen kunne for så vidt minde meget om krisen forud for Kanslergadeforliget seks år før. Landboforeningerne og dermed Ven­ stre, LS og dermed Bondepartiet ønskede, at kursen skulle følge pundet nedad. Alle andre, dvs. regeringspartierne og de konservative, handel, industri, fagforbund og husmænd men­ te, at der fortsat burde gribes ind for at hindre prisstigninger, således som Nationalbanken allerede 1. september 1939 havde gjort ved at standse kronefaldet. Regeringen optog forhand­ linger med England for at få en højere pris på vore landbrugs­ produkter, og det lykkedes også at få en ny handelsaftale i

L. Larsen-Ledet var tidens førende afholdsagitator, djærv, pågående og slag­ færdig. I september 1939 blev der en overgang lukket for salg af spiritus, og skal man tro Aksel Alriks teg­ ning i Svikmøllen, jublede han til de tørstende sjæle: „Nå! Nu kan du nok mær­ ke, hvordan det er at være Afholdsmand!" Afholdsbevægelsen kulminerede i åre­ ne op til 2. verdenskrig. Ved kommuneafstemninger kunne spiritussalg forby­ des, hvilket også skete man­ ge steder, især i Vestjyl­ land.

stand så sent som den 2. april 1940. Den godkendte i prin­ cippet, at vi som under 1. verdenskrig handlede med begge krigsførende parter, men mængden, vi kunne afsætte, og pri­ serne, englænderne ville betale, var langtfra tilfredsstillende. En uge efter var det hele ligegyldigt. Inden man var kommet så langt, havde Rigsdagen i novem­ ber 1939 vedtaget at hjælpe landbruget ved at støtte med et beløb, der udgjorde seks procent af eksportværdien af bacon, smør, mælkekonserves og æg. Samtidig blev hjemmemar­ kedsprisen hævet tilsvarende, og der ydedes tilskud til at nedsætte fragten på foderkorn. Det ville alt i alt koste staten ca. 18 miil. kr. indtil udgangen af januar 1940. Venstre karakteri­ serede ordningen som „en almisse". Landbrugsrådet var enigt heri. Det var heller ikke noget stort beløb i forhold til, hvad finansminister Vilh. Buhl samtidig begyndte at indkræve til dækning af de ekstraordinære krigstidsudgifter. I marts 1940 fik han vedtaget at øge indkomst- og formueskatterne for finansåret 1940-41 med 135 miil. kr., og forbrugsafgifterne blev yderligere skruet i vejret, så de nu indbragte ca. 200 mili. kr. mere. Det gik ved en omsætningsafgift på ti procent ud over

Krigens første måneder

181

trikotage, garn, ure, guld- og sølwarer, hatte og paraplyer. Endvidere blev der lagt skat på elpærer, papir, sodavand, parfume og kosmetik, ligesom afgiften på øl, tobak og chokola­ de atter forhøjedes. Omsætningsafgiften blev ikke indregnet i pristallet, hvilket ramte alle lønmodtagere, hvis lønninger var pristalsregulerede. En tredjedel af alle organiserede arbejdere var i februar 1940 uden arbejde. Selv om dette for en del skyldtes den sæsonbe­ stemte arbejdsløshed, som i 1940 var højere end sædvanligt på grund af den strenge isvinter, viste det dog, at krigen ikke kun ramte landbruget, men også byerhvervene.

Finland

Juho Paasikivis rejse fra Helsingfors til Moskva i ok­ tober 1939 vakte den største opsigt i det øvrige Norden. Sovjetunionens trusler var ikke til at tage fejl af, og da Finland blev angrebet af Rusland, spurgte man sig, om krigen nu ville brede sig til det øvrige Skandinavien.

182

Krigens første måneder

Den 9. oktober 1939 rejste den finske diplomat og politiker Juho Paasikivi til Moskva. Ved hans afrejse fra Helsingfors banegård sang menneskemængden „Vor Gud han er så fast en Borg". Den russiske regering havde anmodet den finske om at sende en repræsentant for, som man sagde, at forhandle om økonomiske og politiske forhold. Baggrunden var dyster. Få dage forinden havde Sovjetunionen tvunget Estland, Letland og Litauen til at indgå militære bistandspagter med sig. Det betød underkastelse, og nu var turen kommet til Finland, som stod alene. Tyskland erklærede således, at da Finland havde afslået at slutte en ikke-angrebspagt med Tyskland, var det overladt til sig selv. Den 10. oktober meddelte indenrigsmini­ ster Urho Kekkonen, at Helsingfors, Viborg, Åbo og Tammerfors ville blive evakueret.

Finske børn blev evakueret, da krigen brød ud. Mange kom til Danmark, hvor Fin­ landshjælpen tog sig af dem. I Danmark var ønsket om at hjælpe finnerne stort. Røde Kors sendte et ambu­ lant hospital under ledelse af professor Ole Chievitz. 13.000 danskere meldte sig til civilt hjælpearbejde, men kun 900 kom af sted.

I de nordiske lande fyldtes man med angst. Krigen kunne altså ikke gå uden om Norden. De tre landes regeringer hen­ vendte sig til den sovjetrussiske med en opfordring til at re­ spektere Finlands uafhængighed. Det fik ingen virkning. Det samme var tilfældet, da de fem nordiske statsoverhoveder mødtes i Stockholm. Resultatet blev kun en uforpligtende udtalelse om det ønskelige i fredens bevarelse. Den 30. no­ vember 1939 gik Sovjetunionen til angreb på Finland, der havde afvist at give russerne baser og landafståelser. Da fin­ nerne bad Folkeforbundet hjælpe, ønskede hverken Dan­ mark, Norge eller Sverige at deltage i sanktioner mod Sovjet­ unionen. Folkeforbundet fordømte det sovjetiske angreb og opfordrede medlemmerne til at hjælpe Finland - materielt og humanitært. Samtidig blev Sovjet udelukket af forbundet. Dis­ se beslutninger øgede presset på Norden, fordi hjælp til Fin­ land nødvendigvis måtte passere gennem Norge og Sverige. Risikoen lå i, at Tyskland efter indgåelsen af Hitler-Stalinpagten som et modtræk i givet fald kunne angribe Danmark. Mens dette stod på, var Helsingfors og andre byer blevet bombet med mange civile ofre til følge. Ved grænsen mellem Finland og Sovjetunionen proklamerede den kommunistiske partileder Otto Kuusinen en finsk oprørsregering, som an­ råbte Den Røde Hær om hjælp „i kampen mod det finske folks undertrykkelse", dvs. det lovligt valgte styre. I Danmark var harmen mod Sovjetunionen stor, men endnu større var den mod de danske kommunister, som agiterede mod Finland og støttede Sovjet. Foreningen Norden og Røde Kors oprettede

Finland

183

„Finlandshjælpen". Talrige finske børn kom i pleje i danske hjem, et dansk hospital blev etableret, og 1000 mand drog frivilligt til Finland som soldater. Af dem nåede kun de fem krigsflyvere at komme i kamp, og fire af dem faldt. Den 15. marts opgav finnerne kampen. Den såkaldte vinter­ krig var forbi. Over 20.000 finske soldater og ti gange så mange russiske var da faldet. Ved fredsslutningen måtte Finland af­ give store landområder, og op mod en halv million finner blev tvunget til at flytte og finde et nyt sted at bo. Det finske folks lidelser gjorde det største indtryk i Danmark, og dets nederlag bidrog til at forstærke følelsen af magtesløshed, selv om Fin­ land ikke var udslettet som nation.

Dansk usikkerhed Den krigeriske udvikling førte ikke til mere end symbolske militære foranstaltninger i Danmark. Den 3. september 1939 var der i alt ca. 36.000 mand fra hæren foruden 2-3000 befalingsmænd inde, men som allerede nævnt blev tre årgange svarende til ca. 17.000 soldater hjemsendt den 16. september. Også til søværnet skete der ekstraordinære indkaldelser, hvor­ ved man nåede op på i alt ca. 4000 mand. Alle søforter og skibe var bemandede. Den 6. september 1939 udsendtes en forholdsordre til de militære enheder. I denne hed det bl.a.: „Sker direkte angreb på dansk område, skal sådanne handlinger, når fjendtlig hen­ sigt er utvivlsom, uden nærmere ordre imødegås med alle til rådighed stående midler - dog under fornøden hensyntagen til de foreliggende omstændigheder." Selv om slutningen sy­ nes at afsvække ordren, måtte meningen være, at der skulle kæmpes. Den 3. september var der blevet udlagt minespærringer ved indløbene til Københavns Havn for at hindre en overrump­ ling. Samtidig lagde tyskerne miner i internationalt farvand syd for Langeland og Øresund. Dagen efter kastede et engelsk fly ved en fejltagelse bomber over Esbjerg, hvorved en blev dræbt og syv såret. Forfærdelsen i Danmark var stor. Tyskerne havde allerede den 28. august advaret den danske regering mod at tolerere engelske overflyvninger. De regnede øjensyn­ ligt, men fejlagtigt, med engelsk luftmilitær bistand til Polen. Den 8. september smed et Royal Air Force-fly flyveblade ned over Sønderborg. Tyskerne krævede nu, at dansk militær be­ skød fremmede fly, som kom ind over dansk område. Nød­ tvungent lod den danske regering opstille luftværnsskyts ved Esbjerg, Rødekro og Løgumkloster. Samtidig søgte og fik re184

Krigens første måneder

Vilhelm Buhl havde været skattedirektør i København, da han i 1937 blev finansmi­ nister. Ved sin tiltræden forkyndte han, at han betal­ te sin skat med glæde, et slagord, der nu blev tillagt ham, men som andre social­ demokratiske politikere før ham havde udtalt. Han var stilfærdig, men stærk, og han kom til at udfylde tom­ rummet efter Stauning.

geringen af finansudvalget bevilget 20 miil. kr. til materielan­ skaffelser til hær og flåde og fem miil. til det civile luftværn. „Lad os tage praktisk på tingene og lade være med at fordybe os i en principiel diskussion," sagde forsvarsminister Alsing Andersen ved denne lejlighed. Tilsyneladende var de store politiske partier under indtryk af krigens alvor begyndt at nærme sig hinanden. Efter tysk pres udlagde den danske marine i november miner mellem Langeland og Lolland, Als og Ærø og i Grøn­ sund. Tyskerne hævdede, at engelske ubåde opererede i dan­ ske farvande og derfra søgte ind i Østersøen. Det var dog ikke tilfældet, da englænderne for længst havde afskrevet dette farvand. Da krigen mellem Sovjetunionen og Finland brød ud den 30. november, og da der kort efter skete betydelige tyske troppekoncentrationer i de tyske østersøhavne, indstillede ge­ neralkommandoen til regeringen, at der blev foretaget for­ stærkningsarbejder til støtte for forsvaret og indkaldt ca. 12.000 mand i perioden indtil 1. maj 1940. Regeringen imøde­ kom ikke indstillingen. Dens inderste mening kom en depri­ meret og udslidt statsminister for skade at tilkendegive i en radiotale den 1. januar 1940. Stauning sagde bl.a.:

„Vi kan på grund af landets karakter ikke skabe et forsvarsvæ­ sen som andre lande, selv om viljen havde været til stede, og disse forhold i forening med den uvilje til krig, som efter­ hånden er udviklet i befolkningen, har ført Danmark ind i en stilling, der umuliggør alle forestillinger om effektivt kamp­ beredskab. Vort land er indrettet på at udøve en bevogtning for vor neutralitet, men krigsførelse i egentlig forstand er ude­ lukket af de geografiske forhold, ligesom befolkningens ringe størrelse også udelukker tilstedeværelsen af en hær, der kan tage kampen op imod magter, som kan tænkes at stå kamp­ beredte over for Danmark."

Det var ikke de ord, befolkningen havde ventet, selv om de i virkeligheden dækkede den hidtil førte politik, som havde vælgernes tilslutning. Men tonen var for opgivende, og bedre blev det ikke, da Stauning fulgte talen op i et interview, hvor han sagde, at han personligt aldrig havde været så nedtrykt, som han var nu. Heraf opstod der et stort politisk røre, hvor Stauning især fra konservativ side blev genstand for kraftig kritik. For at få skabt ro accepterede regeringspartierne en udtalelse, vedtaget enstemmigt af Folketinget den 19. januar 1940, hvori det hed, „at landets neutralitet skal opretholdes, og at de midler, der rådes over, om fornødent skal anvendes for at

Dansk usikkerhed

185

hævde og værne rigets fred og uafhængighed". Nu syntes det, som om der var tale om et eksistensforsvar, hvad regeringen stadig ikke forestillede sig. Den ville kun bruge militære magt­ midler, hvis der, som man havde sagt i 1937, forelå „rimelig mulighed" for, at det kunne nytte. Men i vide kredse var der skabt en anden opfattelse, som underbyggedes af, at der i februar 1940 bevilgedes yderligere 65 miil. kr. til materielan­ skaffelser. Ganske som under 1. verdenskrig var regerings­ partierne parate til ved militære bevillinger at tilvejebringe, hvad man kaldte „politisk borgfred", selv om man ikke troede på militærets nytteværdi. På dette sene tidspunkt var det i øvrigt umuligt at købe krigsmateriel.

Operation Weseriibung Da 2. verdenskrig brød ud, havde Hitler ingen planer om at angribe Skandinavien. Men da det efter nedkæmpelsen af Polen i september 1939 kneb med at komme i gang med en vestoffensiv, og da det russiske angreb på Finland pludselig inddrog Norden i krigen, nedsatte han den 14. december 1939 en særlig planlægningsgruppe, der skulle forberede en be­ sættelse af Danmark og Norge. Nu regnede tyskerne nemlig med, at vestmagterne kunne finde på at sende Finland hjælp gennem Norge og Sverige. Hertil kom, at en aktion mod Norge med anlæg af baser kunne true de allieredes atlantiske for­ bindelser og samtidig sikre Tyskland kontrollen med den svenske jernmalm, der udskibedes fra Narvik. Derimod var baser i Danmark af underordnet betydning. Den tyske flåde­ chef, admiral Erich Raeder havde oprindeligt været ivrig for en aktion mod Norge, men i februar-marts sadlede han om, fordi operationen blev anset som for risikabel med den begrænsede størrelse, marinen havde på dette tidspunkt. Den tyske krigs­ marine foretrak støttepunkter på den franske atlanterhavs­

kyst. Under besøg i Berlin lovede den norske nazileder Vidkun Quisling Hitler sin bistand Hl at gennemføre et kup i Norge. Det var dog hverken ideologiske eller snævre økonomiske interesser, men militære motiver, som drev Hitler. Til de offi­ cerer, som planlagde aktionen, sagde han: „Det er på højeste tid, at Tyskland skaffer sig selv sikre forbindelser ud til verden og ikke tillader hver generation at være underkastet engelsk tvang." Han satte sig altså ud over frygten for, at Tyskland kun ville have styrke til at erobre Sydnorge, mens Nordnorge med malmen måske i værste fald kom på engelske hænder. Under rivalisering mellem den tyske hær og marine fortsat186

Krigens første måneder

tes planlægningen, men Hitlers interesse for den aktion, som snart i kodesproget kaldtes „Weseriibung", var svingende og den tyske kurs derfor usikker. Der er dog ingen tvivl om Hitlers grundlæggende ansvar for aktionen. Han havde be­ vidst henlagt planlægningen under den af ham selv oprettede overkommando for værnemagten, der var tænkt som et in­ strument til at trænge generalernes indflydelse tilbage og fremme Hitlers egen. I øvrigt var luftvåbnet under Hermann von Goring imod „Weseriibung" og søgte på forskellig måde at obstruere den, fordi Luftwaffe skulle underordnes værne­ magten. På engelsk side var der også usikkerhed. Marineministeren, Winston Churchill, havde som omtalt måttet opgive at trænge ind i Østersøen, en plan han også havde syslet med under 1. verdenskrig. Den 2. februar 1940 sagde han til nordiske journa­ lister: Winston Churchill og Lord Halifax. Churchill var næ­ sten den eneste engelske politiker, der angreb Neville Chamberlains beroligelses­ politik i 1930'rne. Ved krigs­ udbruddet i 1939 blev Chur­ chill marineminister, og da Hitler i maj 1940 angreb Frankrig, blev han premier­ minister. Lord Halifax var udenrigsminister 1938-40, hvorefter han blev engelsk ambassadør i Washington. Begge var positivt indstillet over for Danmark.

„Jeg kan ikke bebrejde Danmark noget ... de andre har dog en grav, over hvilken de kan fodre tigeren, men Danmark er så frygteligt nær Tyskland, at det ville være umuligt at bringe hjælp. Jeg ville i hvert fald ikke påtage mig at garantere Dan­ mark."

Hermed havde englænderne tilkendegivet, at Danmark var afskrevet. Det gjaldt derimod ikke Norge. Franskmændene pressede på for en aktion, der kunne mindske truslen mod fransk territorium, og Churchill ønskede at udlægge miner i norske farvande for at hindre tyskerne i at få den svenske jernmalm, selv om man herved både krænkede folkeretten og Norges neutralitet. Disse hensyn måtte vige i kampen mod nazismen, der ikke respekterede nogen som helst moralske forskrifter så lidt som andre staters neutralitet. Den 1. februar 1940 besluttede de allierede ikke blot at udlægge miner, men også at sende et engelsk ekspeditionskorps på 100.000 mand til Narvik inden den 15. marts 1940, officielt for at hjælpe finner­ ne, men reelt for at standse udskibningen af malm til Tyskland såvel fra norske som fra svenske havne. Med Neville Cham­ berlains ord søgte man „at dræbe to fugle med én sten". Inden man havde fået iværksat planen, trængte den engel­ ske destroyer „Cossack" ind på norsk territorialfarvand, og dens besætning bordede den 16. februar i Jøssingfjorden det tyske krigsskib „Altmark" og befriede 300 tilfangetagne engel­ ske sømænd. Det var en klar krænkelse af Norges neutralitet. I Berlin blev den straks udlagt som bevis for, at England pønse­ de på at besætte Norge, og at nordmændene hverken ville eller kunne modsætte sig et engelsk angreb. Operation Weseriibung

187

Til overflod diskuteredes det i England og Frankrig i fuld offentlighed, om man skulle landsætte styrker i Nordnorge for at hjælpe finnerne. For ikke at miste politisk og moralsk tro­ værdighed fandt den engelske regering det nødvendigt at spørge den norske og den svenske regering om lov til at lade ekspeditionskorpset passere gennem Norge og Sverige. Man nølede helt til den 1. marts med at forhøre sig hos de to landes regeringer, som afslog. Ved denne forsigtige holdning gik kostbar tid tabt. Først den 12. marts blev den egentlige opera­ tionsbefaling efter stærkt fransk pres afgivet, men samme dag sluttede Finland fred, hvorefter man ikke længere kunne moti­ vere en udsendelse af ekspeditionskorpset med hensynet til finnerne. Planen blev derfor skrinlagt og de engelske tropper i stedet sendt til Vestfronten. På tysk side førte „Altmark"-episoden til en fremskyndelse af angrebsplanerne mod Norden. Den 21. februar udnævntes general Nicolaus von Falkenhorst til chef for operationen. Den 1. marts forelå Hitlers første skriftlige befaling vedrørende „Weseriibung". Indtil da havde de tyske planlæggere drøftet, om det var nok at true Danmark diplomatisk eller nøjes med enkelte støttepunkter. Men bl.a. af hensyn til luftvåbnets be­ hov for mellemlanding besluttedes det at inkludere Danmark. I Hitlers ordre hed det: „Herved skal et engelsk overgreb på Skandinavien og Østersøen forebygges, vor malmbasis i Sveri­ ge sikres, og krigsmarinens og luftvåbnets udgangsstilling mod England udvides/' Denne formulering hentydede til de tyske ønsker om ubådsbaser i de velegnede norske farvande. Som øverstbefalende for aktionen mod Danmark udnævntes den 2. marts flyvergeneralen Leonard von Kaupisch. Værne­ magtens overkommando udarbejdede samtidig udkast til de noter, der skulle overbringes til de to lande, vedrørende de politiske forhold. Noterne, der indeholdt en række krav, skul­ le først afleveres, efter at aktionen var iværksat. Af sikkerheds­ mæssige grunde blev det tyske Udenrigsministerium til uden­ rigsminister Ribbentrops harme først underrettet herom og om hele „Weserubung" den 3. april 1940. Imens foregik detailplanlægningen. Det var en omfattende operation, som krævede et veltilrettelagt samarbejde mellem alle tre værn. Alene værnemagten skulle stille med seks divi­ sioner til besættelsen af Norge og to og en halv til Danmark, i alt ca. 100.000 mand. Vejret var afgørende for, om operationen kunne lykkes. Det krævede, at isen efter en meget streng vinter var borte, og det var først tilfældet omkring den 1. april. Tillige skulle aktionen finde sted, inden de lyse nætter be­ gyndte, og mens det var nymåne. Derfor bestemte Hitler, at 188

Krigens første måneder

Udenrigsminister P. Munch og hans forgænger Erik Sca­ venius, der nu var rådgiver for Udenrigsministeriet, rej­ ste i 1936 Hl møde i Folke­ forbundet, som demonstre­ rede sin afmagt i forbindel­ se med Italiens overfald på Abessinien. Scavenius hav­ de da for længst afskrevet Folkeforbundet, som han fandt alene var et forum for stormagtsintriger. Munch var ikke uenig med ham, men mente, at Danmark Hl det sidste burde udnytte det minimum af beskyttelse, som Folkeforbundet gav.

angrebet på Norge og Danmark i givet fald skulle foregå den 8., 9. eller 10. april. Da der i slutningen af marts var tegn på, at englænderne var i færd med at genoptage deres planer om at udlægge miner i de norske farvande, traf Hitler den 26. marts den endelige beslutning om at lade Norge og Danmark be­ sætte. Alt mens dette i største hemmelighed blev forberedt, be­ stemte englænderne sig omsider den 28. marts for at lægge minerne. Det skulle ske den 5. april, men da englænderne og franskmændene ikke kunne enes, skete mineudlægningen først den 8. april. Mens englænderne var helt uvidende om de tyske planer, kendte tyskerne i hovedtrækkene de engelske, dels på grund af den offentlige debat i England, dels fordi de havde brudt den engelske marines kode. Straks efter at beslutningen var truffet, samledes skibe og soldater i Stettin og Swinemunde. Den 2. april fastsattes be­ sættelsestidspunktet definitivt til den 9. april kl. 4.15, og den 3. afsejlede de skibe, som skulle nå Nordnorge, den 8. de, der

Operation Weseriibung

189

skulle bruges ved besættelsen af Danmark. For at fremme hemmeligholdelsen af aktionen og dermed styrke overraskel­ sesmomentet sejlede skibene hl Norge under engelsk flag og med engelske navne påmalede.

Advarslerne

Kommandørkaptajn F.H. Kjølsen kom i 1939 som marineattaché til Berlin, hvor han straks fik gode kontak­ ter. På baggrund heraf var han i stand til at sende alar­ merende indberetninger til København. I efterkrigsti­ dens ophedede debat om ansvaret for den 9. april glemte man, at Kjølsen selv i 1940 havde givet udtryk for tvivl om oplysningernes rigtighed.

190

Krigens første måneder

I Danmark kendte man intet konkret til Tysklands hensigter. Allerede i 1937 var det ganske vist i klart sprog sagt, at den tyske marine ønskede fri passage gennem de danske bælter, og at dette ønske også omfattede overflyvninger i tilfælde af krig. Modsat 1. verdenskrig, hvor tyskerne forlangte bælterne spærrede, var de nu præget af en angrebsorienteret tanke­ gang, der forudsatte uhindret sejlads ud i Nordsøen og At­ lanterhavet. Det kunne eventuelt betyde, at de ville forlange flåde- og luftbaser i Nordjylland eller på den norske vestkyst. Men det var ingen nødvendighed. En offensiv tysk flådekrig krævede ikke en krænkelse af Danmarks neutralitet. Nogen reel viden om den tyske flådestrategi havde Danmark imid­ lertid ikke. Den måtte i øvrigt også tilpasse sig den skiftende verdenspolitiske situation. England blev først Tysklands er­ klærede fjende fra 1938, og først i 1939 indgik Tyskland og Sovjetunionen en ikke-angrebstraktat. Overhovedet var den nazistiske lederkreds ganske uberegnelig. Udenrigsminister P. Munch gjorde sig ingen illusioner. Han var også på det rene med, at Englands interesse for Norge kunne blive farlig for os, men nogen mulighed for at afværge de engelske søoperationer ad diplomatisk vej forelå ikke. Tanken om en nordisk freds­ appel blev opgivet. De første signaler fra Berlin om en forestående aktion kom i januar og februar 1940 fra den danske marineattaché, kom­ mandørkaptajn F. H. Kjølsen. Han rapporterede til Marineministeriet, at det forlød, at Danmark til foråret ville blive udsat for et tysk pres for at afgive luftbaser i Nordjylland. Udenrigs­ ministeren fik ikke indberetningen at se, da ingen tillagde den betydning. Der gik så mange rygter i diplomatiske kredse i Berlin, og som sædvanlig i en krigssituation var det svært at få sikker viden om magthavernes intentioner, ikke mindst fordi Tyskland var et diktatur. I slutningen af marts var det galt igen. Kjølsen blev op­ skræmt ved rygter i pressekredse om, at angreb på Nordnorge var forestående. Da gesandten, Herluf Zahle, samtidig fik underretning om, at skibe og soldater samledes i de nordtyske havnebyer, lod han den 1. april Kjølsen flyve til København med et brev til Munch, hvori han gav oplysninger herom og

Herluf Zahle havde under 1. verdenskrig ydet en betyde­ lig indsats som departe­ mentschef i Udenrigsmini­ steriet. Han var gesandt i Berlin fra 1924 til sin død i 1941. Også han var ængste­ lig for en mulig tysk aggres­ sion mod Danmark, men hans indberetninger var tvetydige.

gjorde opmærksom på Kirunamalmens militære betydning samt på, at krigen kunne blusse op til foråret. For P. Munch indebar disse meddelelser intet nyt, og Danmark var slet ikke omtalt. Derfor fandt han ingen grund til at reagere. Udenrigsminister Munchs opfattelse, som deltes af mange, var, at tyskerne ikke kunne have selvstændige angrebsmål i Danmark, selv om de under en offensiv ville igennem de danske stræder. Hvis man kunne overbevise tyskerne om, at den danske hær eller flåde ikke ville overskære deres sårbare forbindelseslinier, kunne Danmark måske undgå et tysk over­ fald. Herskede der derimod mistillid, ville der være risiko for en tysk aktion. Konklusionen var, at Danmark intet burde foretage sig, der kunne fremkalde mistro hos tyskerne, med­ mindre der fremkom beviser for, at landet faktisk ville blive angrebet. I dag ved vi, at chefen for Hitlers kontraspionage, admiral Wilhelm Canaris, ønskede at bringe Hitler til fald ved at røbe operation „Weseriibung" i håb om, at englænderne ville tilføje Hitler et militært nederlag. En af hans nærmeste medarbej­ dere, oberst Hans von Oster, lod derfor den svenske marineattaché og den hollandske militærattaché vide, at en tysk aktion mod Danmark, Norge, Holland og Belgien var forestående. De to diplomater gik den 4. april til Kjølsen med deres viden. Han og Herluf Zahle blev stærkt opskræmte, og gesandten sendte straks sin legationssekretær til København med fly medbrin­ gende et brev, som blev afleveret til udenrigsministeren kl. 19 samme dag. Heri oplystes det, at der forestod en aggression mod Danmark den følgende uge, at der samtidig eller muligvis lidt senere skulle ske angreb på Holland og Belgien samt Sydnorge, og at der intet vidstes om eventuelle hensigter mod Sverige. Disse forlydender bekræftedes af aktiviteterne i Swinermindes havn. Gesandten oplyste, at kilden var absolut pålidelig og stammede fra antinazistiske officerer inden for værnemagtens overkommando. Oplysningerne hang ikke rigtig sammen, fordi de ikke røbe­ de, at hovedformålet for det tyske angreb var Narvik, og at Danmark skulle være springbræt for aktionen mod Norge. En tysk aktion alene mod Sydnorge indebar også en prisgivelse af det øvrige Norge til England. Det gav ingen mening, og det skabte usikkerhed, at Holland og Belgien blev nævnt. Det svækkede også indberetningen, at kilden omtalte oplysnin­ gerne som planer uden at kunne meddele noget om, hvorvidt de ville blive realiseret. Munch læste straks indberetningen, men troede ikke på den: „Det var ikke let at forstå, at officerer i overkommandoen

Advarslerne

191

Forsvarsminister Alsing An­ dersen kom ind i regeringen i 1935 og gennemførte for­ svarsordningen af 1937. In­ tet tyder på, at han tænkte sig dansk militær sat ind i en egentlig modstand mod et tysk angreb. Han fik til­ lagt hovedansvaret for den 9. aprils forløb, men i alle afgørelser deltog både Stau­ ning og Munch. Alsing An­ dersen afgik som forsvars­ minister ved regeringsom­ dannelsen i juli 1940, men var finansminister 1942-45.

på det tidspunkt skulle have indladt sig på et sådant oplagt forræderi." På den anden side mente han, „at i denne krig kunne intet på forhånd anses for at være udelukket". På trods af sin skepsis underrettede han derfor straks Stauning, og de to opsøgte også kongen og orienterede ham. Næste dag, den 5. april, forhørte P. Munch sig hos den svenske og norske regering. De havde fra samme kilde erfaret om besættelses­ planerne, men troede heller ikke på dem. Tillige holdtes der ministermøde, hvor indberetningen oplæstes. Der var enig­ hed om intet at gøre for ikke at vække mistillid i Tyskland. Erik Scavenius, der nu havde forladt udenrigstjenesten og var for­ mand for Politiken, fik indberetningen forelagt. Han karakteri­ serede den som „noget vrøvl". Viceadmiral Rechnitzer fandt det også usandsynligt, at Tyskland havde militære mål over for Danmark, selv om det eventuelt gik til angreb mod Norge. Samme dags aften indløb en ny indberetning fra Kjølsen og Zahle. Heri kom de atter ind på de foruroligende oplysninger, idet Zahle bl.a. skrev: „Jeg anser det dog for min pligt at udtale, at den kongelige regering på ingen måde bør skyde den tanke fra sig, at situationen kan være yderst alvorlig eller i løbet af dage eller timer blive det." Men Kjølsen føjede nu til, at man dog også måtte tage den formodning med i betragtning, „at disse meddelelser kan være organiseret af den tyske Oberkommando der Wehrmacht, der af en eller anden grund til­ sigter publiceringen af sådanne alarmerende rygter". Zahle skrev tilsvarende: „Jeg tør også henlede opmærksomheden på, at meddelelserne fra „utilfredse officerer" måske må tages med et forbehold. De kunne vel være beordret til visse „indi­ skretioner" for at fremkalde visse reaktioner, der formentes at kunne være af interesse." Indberetningerne kunne - før den 9. april - vanskeligt tolkes på anden måde end som en afsvæk­ kelse af de alarmerende meddelelser den foregående dag, og de blev da også i København bedømt som beroligende. Et uforpligtende alarmsignal formidlede legationen i Berlin den 3. april ved at formå Berlingske Tidendes og Nationalti­ dendes korrespondenter til at alarmere offentligheden i Dan­ mark og dermed måske også politikerne ved at skrive så uro­ vækkende artikler som muligt i deres aviser. Den 6. april kom der yderligere en afsvækkende indbe­ retning fra Zahle, der ikke kunne se, at dansk territorium havde nogen særlig interesse for tysk militær bl.a. på grund af manglende egnede havne og flyvepladser. Den omfattende indskibning af militær i østersøhavnene pegede heller ikke nødvendigvis mod Danmark, som lettere lod sig besætte land­

værts. 192

Krigens første måneder

Generalløjtnant W.W. Prior afløste i 1939 general With som chef for hæren. Han havde et dårligt forhold til regeringen, som anså ham for alarmist og nægtede at følge hans forslag. Op til den 9. april var han i vildre­ de med, hvad hæren egent­ lig skulle stille op. På selve besættelsesdagen ville han kæmpe, men måtte bøje sig for den politiske beslutning om at kapitulere. Da han frygtede for, at den danske hær kunne blive sat ind for at fange engelske fald­ skærmsfolk, tog han i 1941 sin afsked.

Samme dag rådslog forsvarsminister Alsing Andersen med de militære chefer, der var bekendte med indberetningerne fra Berlin. Situationen forekom nu, alle forhold afvejet, mindre foruroligende. Chefen for generalstaben, generalmajor Ebbe Gørtz, erklærede, at normalbilledet var, som det havde været siden december. Der havde før været troppekoncentrationer ved Østersøen. Admiral Rechnitzer gentog, at et tysk angreb på Danmark var uden formål og derfor usandsynligt. Højst kunne der blive tale om en besættelse af Læsø. Chefen for hæren, generalløjtnant W. W. Prior ønskede seks årgange indkaldt. Men Rechnitzer og Alsing Andersen var imod denne disposition, som kunne fremkalde uro. Det var en holdning, der var i logisk overensstemmelse med P. Munchs 40 år tidlige­ re formulerede dogme: „Vi må indrette os således, at vi mili­ tært set intet betyder. Da kan Tyskland ikke mistænke os for at ville slå følge med dets fjender." Rechnitzer lå ikke fjernt fra denne opfattelse. Han mente som nævnt ikke, Tyskland havde aggressive hensigter over for Danmark, og at der snarere kunne blive tale om at knække os ved et par dages blokade, hvis tyskerne ønskede at kue os. Derfor tillagde han ikke det danske forsvar nogen særlig be­ tydning, og det var hans råd, regeringen lyttede til, snarere end til generalernes. Resultatet var da, at hæren i begyndelsen af april kun havde ca. 15.000 mand under våben, hvoraf 8000 var rekrutter, ind­ kaldt i februar og marts 1940.

Dagen før Mandag den 8. april skrev Nationaltidende over hele forsiden, at freden i Norden atter en gang var i yderste fare. „Om et døgn eller mindre kan der være skabt en helt ny situation i Skandinavien", hed det i berlinkorrespondentens artikel. Den havde sin baggrund i underretningen om, at troppetrans­ porterne den 4. april havde forladt Stettin. Det lød dybt for­ uroligende; men end værre blev det, da det samme dag blev bekendt, at englænderne havde udlagt miner ved Norges kyst, at betydelige tyske flådestyrker sejlede gennem Store Bælt og endelig som det for Danmark mest ildevarslende, at en motorkolonne på 50-60 km længde var på vej fra Rendsborg til Flensborg. Det måtte fra dette øjeblik stå klart, at krigen var rykket nærmere, selv om hovedmålet fremstod som Norge. P. Munchs udtalelser til den engelske gesandt samme dag kan tolkes således, at han forventede en tysk krænkelse af DanDagen før

193

Overskrifterne i de danske aviser den 8. april 1940 var alarmerende, navnlig i Na­ tionaltidende, hvis korre­ spondent i Berlin var Jakob Kronika, og i Berlingske Ti­ dende, der havde Helge Knudsen som medarbejder. De var nemlig blevet orien­ teret af legationsråd V. Steensen-Leth og komman­ dørkaptajn Kjølsen fra det danske gesandtskab om dettes kendskab Hl et even­ tuelt tysk overfald på Dan­ mark.

> r platin n aftiti nt fre ; Truslen modNordensFred

marks neutralitet, og at den danske regering da ville nøjes med at protestere. Om formiddagen mødtes Alsing Andersen med værnenes chefer. Navnlig troppekoncentrationen lige syd for den dansk-tyske landegrænse virkede foruroligende, og ge­ neralerne foreslog derfor hele sikringsstyrken på 54.000 mand indkaldt, indførelse af alarmberedskab og flyrekognoscering. Søværnet ønskede kystbefæstningens sikringsstyrke indkaldt tillige med 400 uddannede orlogsgaster til artilleriskibet „Niels Juel", der var bemandet med rekrutter. Ved en konference hos kongen kl. 11.15 besluttede Stauning, Munch og Alsing Ander­ sen at undlade indkaldelse af sikringstyrken for ikke at frem­ kalde tysk mistanke. De øvrige forholdsregler, der var af min­ dre rækkevidde, blev derimod vedtaget og gennemført i løbet af eftermiddagen; dog blev flåden aldrig sat i alarmberedskab, fordi viceadmiral Rechnitzer ønskede at undgå enhver pro­ vokation og i øvrigt fandt det umuligt at imødegå et tysk

overfald. Kl. 15.30 mødte den tyske gesandt Renthe-Fink op i Uden­ rigsministeriet for at appellere til P. Munch om ikke at foretage sig noget, hvis følgerne af den engelske mineudlægning for­ plantede sig til Danmark. „Det ville jo være det værste van­ vid/7 udbrød han bevæget, da udenrigsministeren talte om eventuelt at indkalde sikringsstyrken til øvelse. Ved dagens tredje ministermøde fik Munchs kolleger underretning om Renthe-Finks udtalelser. Det bestyrkede dem i overbevisnin­ gen om, at man ikke skulle foretage flere militære dispositio­ ner. For politikerne gjaldt også, at de regnede med, at Dan­ mark ville blive stillet over for et ultimatum inden et eventuelt 194

Krigens første måneder

Social ^Demokraten

: HiEÆD UGHE3 - SiUOÉRSKAB________________________57.179 Ot ~X..X~1

Vestmagternes økonomiske Foraarsof fensiv begyndt.

POLITIKEN Sovjet-Tropper foran Wiborg Slot efter Besættelsen & ■

Noterne til Sverige og Norge er kun et Led i den forestaaende Blokade-SkieqH'lse

Fremstod i Ostersøen og paa Balkan?

angreb. De tænkte i høj grad på situationen i august 1914 og på de trusler, Hitler plejede at fremkomme med, når han havde aggressive hensigter. Danmark og Norge blev da også de første lande, Hitler angreb uvarslet og uden forudgående trus­ ler. Ved en efterfølgende drøftelse med værnscheferne kl. 17 fik forsvarsministeren underretning om, at den tyske motorko­ lonne på 2400 køretøjer nu havde gjort holdt mindre end to km fra grænsen, og at 9000 mand skulle underbringes i Flensborg. General Prior bønfaldt ministeren om at indkalde sikrings­ styrken og forskyde tropper til grænsen. Men Alsing Ander­ sen var under indtryk af Renthe-Finks advarsler og ville derfor intet foretage. Tværtimod svækkedes nu beredskabet, idet højeste alarmberedskab kun opretholdtes for tropperne i Søn­ derjylland. For de øvrige blev den hævet kl. 17 for ikke at trætte soldaterne. De jyske enheders chefer blev adviseret om den truende udvikling, hvorimod Sjællandske Division fik direkte ordre til ikke at orientere de underordnede befalingsmænd om de tyske troppekoncentrationer og dermed muligheden for overfald. Heller ikke dér var tropperne i alarmberedskab, hvad der fik uoprettelige konsekvenser få timer senere. General Prior havde nok en forestilling om, at Danmark kunne blive genstand for et tysk angreb, men han satte det ikke i for­ bindelse med en aktion mod Norge. Ej heller troede han den 8. april, at overfaldet ville finde sted allerede dagen efter. Ingen fik noget at vide i søværnet, der herved mødte den 9. april uforberedt. Munchs egen vurdering af de mange meddelelser var, at de

Dagen før

195

tyske skibe var på vej til Norge, og at soldaterne ved Flensborg var beregnet til sikring for flyvepladser syd for grænsen. Kl. 20 mødtes partiformændene med Stauning, Munch, Al­ sing Andersen og finansminister Vilh. Buhl. Mødet var præget af uhygge. Her blev de foregående dages begivenheder gen­ nemgået, og alle de oplysninger, regeringen sad inde med, blev fremlagt. Det gjaldt således indberetningerne fra Berlin og Renthe-Finks udtalelser. Den konservative Halfdan Hendriksen rejste spørgsmålet om sikringsstyrkens indkaldelse. Ingen krævede dette. Venstremanden Oluf Krag fandt, at dette burde være sket på grundlag af indberetningerne den 4. og 5. april, men at det nu var for sent. Hans argumentation for ikke at gøre noget nu svarede i øvrigt hl P. Munchs, nemlig at man kunne kalde lynet ned over sig, hvis tyskerne trods alt ikke havde ondt i sinde. Den konservative Henning Hasle spurgte, om regeringen ville sætte det forsvar ind, vi havde. Hertil svarede Alsing Andersen, at tropperne havde en for­ holdsordre, ifølge hvilken de skulle sætte sig til modværge, hvis en neutralitetskrænkelse fandt sted. Halfdan Hendriksen ønskede fastslået, at det var utænkeligt, at vi trådte ind i krigen på tysk side. Socialdemokraten Hartvig Frisch havde allerede i november 1938 sagt, at Danmark i militær henseende ikke skulle være et pindsvin, men hellere skaldyr end bløddyr. Nu spurgte han: „Hvorledes vil det blive bedømt ude i verden, når vi ingen modforanstaltninger træffer, og hvordan vil det stille vort land i fremtiden?" Munchs svar var, at vi såvel som Norge havde ført neutralitetspolitik, fordi vi ingen magtmidler besad. Hart­ vig Frisch var ikke tilfreds med svaret og replicerede, at det var ham magtpåliggende, på hvilken måde et angreb blev taget fra dansk side. Resultatet ville utvivlsomt blive det samme, men udlandets bedømmelse ville sikkert afhænge af, hvordan vi reagerede. Over for denne deres partifælles tankegang rea­ gerede Stauning og Buhl negativt ved at ryste på hovedet og udveksle sigende blikke. I eftertiden er der opstået uenighed om, hvor klart Alsing Andersen havde redegjort for især general Priors ønsker. Det var dog ikke væsentligt for mødets forløb. Det afgørende var, at ingen stillede krav om flere militære foranstaltninger end dem, der var iværksat. Bordet rundt var motiverne forskellige. Nogle mente, at det ikke ville være til nogen nytte, andre, at det var for sent, men for alle gjaldt vel, at man ikke ville provokere tyskerne. Efter mødet med partiformændene holdtes dagens fjerde ministermøde kl. 21.30 efterfulgt af flere rådslagninger mellem 196

Krigens første måneder

Tyske tropper indskibes natten mellem den 7. og 8. april i det transportfartøj, som kort efter skulle sejle dem til Danmark eller Nor­ ge. Hele aktionen hvilede på den yderste hemmelig­ hed.

udenrigsministeren og forsvarsministeren og deres nærmeste rådgivere. De sidste efterretninger blev gennemgået, men de føjede intet nyt til det eksisterende billede. Hærens afdelinger var stadig opstillet i mobiliseringsenheder og ikke i kampfor­ mationer ved de steder, hvor der kunne påregnes landgang. General Prior tog efter en opslidende dag til sin tjenestebolig i Kastellet, hvor han med nød og næppe undgik at blive til­ bageholdt af tyskerne næste morgen. General Gørtz tog hjem til Hellerup for at sove, og han blev arresteret af tyskerne på vej til Krigsministeriet den 9. april. Alsing Andersen, Krigsmini­ steriets direktør og marinens chefer overnattede derimod i deres kontorer på Slotsholmen.

Den 9. april Det var blot symbolske styrker, der vågede over Danmarks sikkerhed natten mellem den 8. og 9. april 1940.1 alt kun 15.000 mand var som nævnt under våben i hæren, deraf halvdelen på Sjælland, halvdelen i Jylland og på Fyn. I det sydlige Jylland lå 2500 mand, som ikke var og aldrig nåede at blive operativt sammendraget. Det var disse tropper, der var omfattet af det Den 9. april

197

198

Krigens første måneder

Den tyske operation „Weseriibung" mod Dan­ mark blev gennemført med stor præcision. Panserko­ lonner trængte over lande­ grænsen, medens fald­ skærmstropper blev kastet ned ved Storstrømsbroen og ved Ålborg. Troppetrans­ portskibe sejlede op gen­ nem Langelandsbæltet og Store Bælt, nord om Sjæl­ land og ind i Københavns Havn. Andre tropper blev landsat i Nyborg, Korsør og Gedser. Kun i Sønderjyl­ land og ved Amalienborg kom det til kortvarige skud­ vekslinger.

højeste alarmberedskab, hvilket bl.a. indebar, at de sov med uniformerne på og med køretøjerne klar i kasernegårdene. Ingen steder var der forberedt stillinger, vejspærringer eller brosprængninger. Flådens fåtallige skibe var spredt, dels for at bevogte mine­ felterne, dels på neutralitetsvagt ved Jyllands vestkyst, hvor en engelsk ubåd så sent som den 24. marts havde sænket et tysk handelsskib ud for Thorsminde. Placeringen af krigs­ skibene skulle markere dansk vilje til at afvise englænderne. Københavns søforsvar var helt afhængigt af søforterne, navn­ lig Middelgrundsfortet. Her var som et led i den sædvanlige udskiftning stort set alt uddannet mandskab enten på landlov eller overflyttet til Flakfortet, mens man ventede på et nyt hold, der skulle møde den 9. april. På grund af isvinteren var havnespærringsminerne i uorden og derfor desarmerede, og de små motorbåde var ude af stand til at afpatruljere sundet. Heroverfor stod 38.000 mand tyske kamptropper formeret i to infanteridivisioner og én motoriseret infanteribrigade, støt­ tet af et overlegent Luftwaffe. Ved 4-tiden om morgenen sneg civilklædte tyskere sig over grænsen ved Padborg og dræbte tre patruljerende grænsegen­ darmer, så de ikke kunne slå alarm. Kl. 4.15 rullede de motori­ serede tropper over grænsen både ved Kruså og ved Sæd nær Tønder. De danske styrker tog opstilling ved landevejene og søgte uden beskyttelse at standse de tyske panservogne. Det var en ulige kamp, og selv om nogle tyske panservogne blev sat ud af spillet, blev de danske styrker rendt over ende. Da kamphandlingerne blev indstillet var 11 danske soldater faldet og 20 såret, de fleste fra Søgårdlejren mellem Åbenrå og Kruså. Ved Ålborg nedkastedes faldskærmstropper for at sikre luft­ havnen, der var vigtig som base for aktionen mod Norge. Lillebæltsbroen, Nyborg og Korsør blev besat samtidig med overfaldet på Sønderjylland. Med Warnemunde-Gedserfærgen kom tropper, som skulle sikre Storstrømsbroen. Samtidig nedkastedes også her faldskærmssoldater. På Sjælland blev flyvestation Værløse bombet og de 25 fly mere eller mindre ødelagt. Kun én dansk maskine nåede at komme i luften for straks at blive skudt ned. Besætningen på to omkom. I Ros­ kilde lykkedes det for en del af garnisonen via Helsingør at undslippe til Sverige, hvorfra det havde været hensigten at tage kampen op mod tyskerne. Den danske styrke vendte dog senere i april og i juni tilbage til Danmark. Vigtigst for den tyske besættelsesoperation var dog over­ rumplingen af København med konge, regering, Rigsdag og den militære og civile administration. Én bataljon på ca. 800 Den 9. april

199

Det tyske mindretal i Åben­ rå tog med begejstring mod de tyske tropper. Mindretal­ let så sine ønsker opfyldt. Men besættelsesmagten stil­ lede særlige forventninger til hjemmetyskerne, som i stort tal kom til at forrette tysk militærtjeneste, for hvilken de blev straffet efter befrielsen.

200

Krigens første måneder

mand blev anset for tilstrækkelig, og den sejlede om bord på skibet „Hansestadt Danzig" i løbet af den 8. april gennem Store Bælt, nord om Sjælland og ned i Øresund. Kl. 4 om morgenen gled „Hansestadt Danzig" forbi Middelgrundsfor­ tet, som signalerede, at skibet skulle stoppe. Da det fortsatte, søgte vagten at affyre varselsskud, men kanonen fungerede ikke. „Kanonen, der klikkede" kom siden til at spille en stor rolle i myterne omkring den 9. april. Det forekom uforståeligt, at den ikke ville fungere, og alle bånde gisninger om forræderi er fremført. Forklaringen er uden tvivl kanonbesætningens ukyndighed. „Hansestadt Danzig" fortsatte ind i Københavns Havn og lagde til ved Langelinie, hvor havnevæsnet netop havde ryddet op i de hidtil indefrosne skibe for at gøre plads til forårets anløb. Også denne disposition blev efterfølgende uden grund mistænkeliggjort. Kl. 4.20 gik „Hansestadt Dan­ zig" til kaj, og de kampberedte soldater myldrede ud. Porten til Kastellet sprængtes, og Københavns garnison blev bortset fra Livgarden sat ud af spillet. De tyske soldater rykkede derefter frem mod Amalienborg, hvor en ildkamp med gar­ dens vagthold kom i gang.

„De mørke fugle fløj/ved gry med motorstøj/i eska­ driller over byens tage./Da så vi og forstod/- det gik til hjertets rod -/at vi fik træl­ doms bitre brød at smage." Således skrev digteren Otto Gelsted om de tyske maski­ ner, som overfløj Danmark om morgenen den 9. april. De fleste af denne genera­ tion oplevede besættelses­ dagen på denne måde. Stør­ steparten af flyene var transportmaskiner på vej til Norge, men København blev overfløjet af bombefly, som skulle understrege, at der var alvor bag de tyske trusler. Fly nedkastede de lysegrønne „Oprop", der annoncerede besættelsen.

Samtidig blev København i lav højde overfløjet af tyske bombefly, som nedkastede grønne flyvesedler, hvori det på ubehjælpsomt dansk forklaredes, at Churchill var skyld i over­ faldet, og at der foregik forhandlinger om en fredelig overens­ komst mellem den danske og den tyske regering. Koordineret med det militære fremstød var en politisk-diplomatisk aktion. Kl. 4.20 stillede den tyske gesandt på P. Munchs bopæl for at forklare den danske regering, at Tysk­ land besatte Danmark alene for at komme England i forkøbet. Idet han henviste til de tyske bombefly, som var på vej, opfor­ drede han indstændigt til at kapitulere for at undgå en ødelæg­ gelse af hovedstaden. P. Munch protesterede både mod Renthe-Finks påstand og imod den krænkelse af Danmarks neu­ tralitet, som var under udvikling. Den tyske gesandt ønskede omgående svar på, om vi ville opgive al modstand. I modsat fald ventede et luftbombardement København. P. Munch ville naturligvis ikke stå alene med denne be­ slutning, men ønskede såvel kongen og statsministeren som de militære chefer inddraget. Et møde hos kongen på Amali­ enborg blev arrangeret. Da de militære chefer sammen med

Den 9. april

201

forsvarsminister Alsing Andersen ved femtiden var på vej til kongen, beordrede viceadmiral Rechnitzer højeste sikker­ hedstjeneste for skibe og søforter, men i modstrid med den eksisterende forholdsordre føjede han til, at der ikke måtte skydes før efter nærmere ordre. Hermed var søværnet i virke­ ligheden gjort definitivt ukampdygtigt. I den historiske afgørelse hos kongen deltog Stauning, P. Munch, Alsing Andersen, Prior, Rechnitzer og Udenrigsmini­ steriets direktør O. C. Mohr. Mens man i residenspalæet på Amalienborg ventede på kongen, rykkede en nervøs RentheFink telefonisk for et omgående svar. Meldinger indløb om bombardementet af Værløse og om landgangen på Langelinie. Om den kunne man ikke være i vildrede på grund af skyderiet i Amaliegade. Da kongen kl. 5.30 kom til stede, var der ingen tvivl: der var i realiteten intet at stille op. Spørgsmålet var kun, om man af hensyn til opinionen i udlandet skulle yde mod­ stand. General Prior ønskede, at kongen og ministrene mar­ kerede viljen til modstand ved at tage kampen op fra Høveltelejren. Men ingen støttede ham. Som officer var det kongen imod, at man uden videre gav op. Han spurgte sine ministre om udlandets reaktion og om befolkningens syn på en kapitu­ lation. Rådet, som han fik, og som han som konstitutionel konge måtte følge, var, at man var tvunget til at give efter. I de tidlige morgentimer blev der da givet signal til de mili­ tære enheder om at indstille al modstand. Mens de tyske styrker uantastet kørte op igennem Nørrejylland, og andre etablerede sig i hovedstaden, dansede officerseleverne på Fre­ deriksberg Slot som et led i den normale undervisning samme formiddag menuet med hinanden. Livet skulle fortsætte, som om intet var hændt. Tilpasningen til de nye forhold var be­ gyndt. For de danske beslutningstagere var det som flere gange omtalt vanskeligt at se, hvad Tyskland ville med en besættelse af Danmark. Tyskerne havde som under 1. verdenskrig større fordel af et neutralt, venligsindet Danmark end af et besat, og med hensyn til baser til brug for et angreb mod vest ville de med en besættelse ikke være meget bedre stillede, end de allerede var, selv om besiddelsen af Ålborg Lufthavn og Es­ bjerg Havn naturligvis var af betydning. Besættelsen skete da heller ikke som et led i søkrigsførelsen mod englænderne. Det var vestmagterne, som ville standse malmtransporterne og i øvrigt benytte Norge som base for et angreb på Tyskland. Tyskerne ønskede at komme de allierede i forkøbet, men ingen - heller ikke i England - havde fantasi til at forestille sig, at Hitlers dumdristighed var så stor, at han med basis i de tyske 202

Krigens første måneder

Ålborg Lufthavn blev taget i brug i 1938. Det var den største flyveplads uden for København. Den var civil og uden militær bevogt­ ning. Tyskerne betragtede den som et vigtigt støtte­ punkt, hvorfra man bl.a. kunne overvåge sejladsen på Skagerrak, og de kastede straks nogle få faldskærms­ soldater ned på pladsen, som derefter hurtigt fyldtes med tyske fly. Under krigen udvidede tyskerne pladsen flere gange. 85 gårde blev sløjfet, og den nåede op på 2500 ha. Den var udsat for flere allierede luftangreb.

østersøhavne vovede at lade en besættelsesaktion gå helt op til det nordligste Norge. Ved krigsforbryderprocessen i Nurn­ berg efter krigen sagde general Falkenhorst: „Det er et mirakel, at den største bekymring vi overhovedet havde, nemlig ind­ blanding fra den engelske flådes side, aldrig blev til noget. Den viste sig aldrig." Man anså et tysk angreb på Nordnorge for umuligt, og netop denne opfattelse gjorde det muligt for Hitler at gennemføre aktionen. Det uholdbare i angrebet på Nord­ norge viste sig i øvrigt også ved, at de tyske besættelsestropper kort efter blev fordrevet af et britisk ekspeditionskorps, som dog blev trukket tilbage, da det gik galt for de allierede på Vestfronten. Det er forståeligt, at den tyske krigsledelse til det sidste var nølende over for „Weseriibung". Det har været fremført, at P. Munch havde viden om den forestående besættelse af Danmark, og at han ligefrem skulle have aftalt den med den tyske SS-fører Heinrich Himmler. Men herom foreligger der intet, og alt taler imod, også dette at hemmeligholdelse på grund af overraskelsesmomentets nød­ vendighed var en absolut forudsætning for, at aktionen mod Norge kunne lykkes. Myten om forræderi fandt næring i det ringe danske be­ Den 9. april

203

redskab, i at overrumplingen set ud fra et tysk synspunkt var så vellykket og i, at der skete påfaldende uheld som det med kanonen på Middelgrundsfortet. I Norge skete tilsvarende fejl: i Kristiansand observerede havnevagten trikoloren på et ankommende krigsskib; det var imidlertid et signalflag, og skibet var tysk. I Bergen virkede projektørerne på et af forterne ikke, fordi strømmen kom fra det kommunale elværk, og det var standset, da byen skulle mørklægges. I Trondhjem kunne forsvaret intet se, fordi de tyske projektører var stærkere end de norske. I Narvik overlistede den tyske marine de to norske vagtskibe og torpederede dem, hvorefter kommandanten, der var nazist, overgav byen. Men i Norge kom man straks i kamp, fordi et norsk be­ vogtningsfartøj allerede den 8. april kl. 23.10 ved Oslofjordens munding blev beskudt af den tyske flådeafdeling. Det norske fartøj nåede at slå alarm, og herved lykkedes det kl. 5.17 længere oppe i fjorden at sænke den tyske krydser „Bliicher", som medførte den styrke, der skulle besætte Oslo. På et meget tidligt tidspunkt stod den tyske angrebshensigt altså klar, og på grund af de tidlige advarsler kunne regering og Storting nå at forlade Oslo, inden tyskerne kom. I Midt- og Nordnorge fortsatte kampene nogle uger, støttet af et engelsk ekspedi­ tionskorps. Endelig anmeldte Vidkun Quisling sig straks til den norske befolknings afsky som ny regeringschef, hvilket skabte klare linier. Derfor har Norge aldrig haft den betændte danske diskussion om besættelsen som aftalt spil. Den danske marineledelse var ikke indstillet på kamp og med et så svagt land- og luftforsvar som det danske måtte det gå Danmark, som det gik. I dag ved vi, at det kun var med besvær, at tyskerne fik samlet, hvad de fandt fornødent af soldater og materiel til angrebet på Norge og Danmark. Den sømilitære aktion mod Norge var på det nærmeste hasard. Når admiral Canaris for­ rådte aktionen så sent som den 4. april, var det ikke for at få den afblæst, men i håbet om at Norge og Danmark ville yde så megen modstand, at den ville blive en fiasko. Spørgsmålet er da, om Danmark ved et stærkere forsvar, end 1937-loven gav, eller ved blot i god tid inden den 9. april at have anvendt den eksisterende ordning fuldt ud, ville have været i stand til at forpurre angrebet på Norge. Tyskland havde store styrker bundet til den forestående vestoffensiv og kunne altså ikke sætte alt ind mod Norge og Danmark. Luftwaffe havde ganske vist maskiner, som kunne flyve fra Nord­ tyskland og langt op i Norge uden mellemlanding, men Ål­ borg Lufthavn havde alligevel stor militær betydning for ty204

Krigens første måneder

På ugedagen efter den tyske besættelse fik kronprinseparret en dat­ ter, Danmarks nuværende dronning. Det føltes som en stor op­ muntring i den mørke tid. Kronprins Frederik var i 1935 blevet gift med prinsesse Ingrid, den svenske kong Gustav 5.s sønnedatter. Kronprinsessen var erklæret engelskvenlig. Her er den lille prinses­ se på sin første sejltur - til Århus' jubilæumsfest - i 1941.

skerne på grund af den kapacitetsudvidelse, dens besiddelse gav dem. Dens vigtighed ses af, at allerede det første døgn landede 300 tyske fly og af, at tyskerne satte faldskærmstrop­ per ned, ligesom den motoriserede brigade hastede til Ålborg. Men af gode grunde er det umuligt at sige noget om, hvad en maksimal udnyttelse af det danske forsvars muligheder kunne have betydet. Det store flertal af danske politikere - og i al fald regerings­ partiernes - havde ingen forståelse for begrebet marginalan­ greb. De troede ikke på, at man med et stærkere forsvar even­ tuelt fik flere muligheder. Rigsdagsvalgene senest i 1939 havde bekræftet, at befolkningen delte politikernes vurdering. De fleste politikere var formentligt klar over de mulige konse­ Den 9. april

205

kvenser. I al fald så P. Munch, at følgen af dansk isolation og efter hans opfattelse manglende militære muligheder kunne blive en „fredsbesættelse". Han ønskede den ikke, og da slet ikke en tysk, fordi han hadede tyskerne, men han foretrak en fredsbesættelse frem for et land af rygende ruiner. Befolk­ ningen så ikke i samme grad realiteterne i øjnene, men skubbe­ de vel i mange henseender problemet fra sig. Derfor kom den 9. april som et chok, der føltes vanærende, og derfor lagdes grunden til „Aldrig mere en 9. april"-syndromet. Allerede den 9. april sagde Hans Hedtoft til en officer: „Kunne dette være undgået?" Kongen og Hartvig Frisch havde udtrykt bekymring for, hvorledes udlandet ville reagere på en dansk kapitulation uden egentlig kamp. Mange delte den, og læste man den vestlige presses artikler, kunne bekymringen synes velbe­ grundet. Norge blev fremhævet på Danmarks bekostning. Imidlertid viste Churchills udtalelser umiddelbart før besæt­ telsen, at den engelske regering næppe ville nære uvenlige følelser mod os på grund af den tyske overrumpling og vor sporadiske modstand. Den engelske gesandt, som i hast måtte forlade landet, skrev rigtignok i sin sidste danmarksindbe­ retning, at landets skæbne var en advarsel om farerne ved overdreven materiel komfort, og at det havde forsømt sit for­ svar. Men, fortsatte han, „ikke desto mindre er den danske civilisation et vigtigt bidrag til den totale sum af menneskelig lykke og må derfor ikke lide så meget, at den forsvinder ... Så vidt jeg kan se, er det vor opgave at anvende alle midler, vi har til rådighed, for at forsikre danskerne om, at vi ikke bærer nag til dem på grund af, hvad der er hændt. Tværtimod må vi vise sympati for dem og den hårde skæbne, der nu har ramt dem. Vi må se fremad med et urokkeligt håb om sejr, og når den er nået, må vi gøre alt, hvad der er menneskeligt muligt, for at genskabe den danske stat ..." Denne vurdering afspejler utvivlsomt, hvad man i ledende kredse i den vestlige verden tænkte, men ikke sagde. På hvilke vilkår den danske stat eventuelt ville blive genskabt, afhang dybest set af forholdene ved krigens afslutning.

Forhandling og samarbejde Kl. 6.30 den 9. april bekræftede et ministermøde beslutningen om at kapitulere. I en erklæring fra mødet hed det, at regerin­ gen under protest over for Tyskland havde besluttet at ordne landets forhold. Alle opfordredes til at undlade enhver mod­ stand og udvise „ro og orden", „korrekt og værdig optræden". Det var udtryk som myndighederne atter og atter gentog un­ der den første del af besættelsen. I et kort aftenmøde orientere­ de statsministeren Rigsdagen og påtog sig det fulde ansvar for morgenens beslutning. Den 10. april blev regeringen en natio­ nal samlingsregering ved, at den optog seks nye ministre. Det var fra Venstre Oluf Krag, Søren Brorsen og Henrik Hauch og fra Det konservative Folkeparti Christmas Møller, Henning Hasle og Vilh. Fibiger. De blev alle ministre uden portefølje, men hver tilknyttet et eller to ministerier som tilsynsførende. Det havde klart præg af en midlertidig løsning, der gav den hidtil værende opposition et medansvar, som ikke stod i for­ hold til indflydelsen. I Venstres og de konservatives grupper var uviljen mod ordningen betydelig, også fordi Stauning selv havde udpeget de seks uden konsultation med deres partier. I de noter, tyskerne havde afleveret om morgenen den 9., hed det bl.a., at de hverken nu eller i fremtiden ville „antaste Danmarks territoriale integritet eller politiske uafhængighed". Her var altså grundlag for at hævde, at Danmark fortsat var neutralt, og dermed for at søge at afværge eller afsvække de tyske krav, man vidste ville komme. Næppe mange i regerin­ gen gjorde sig illusioner, men det kunne også være i tysk interesse at gemme jernnæven i en fløjlshandske. Regeringen så derfor visse muligheder, som man følte sig forpligtet til at udnytte for at skåne befolkningen og for at bevare de politiske institutioner intakte. I denne situation var Christmas Møller ængstelig for, at P. Munch og dermed regeringen ville blive for følgagtig over for tyskerne. Han ønskede bl.a. derfor, at den danske regering i en note skulle svare tyskerne, at med de krav, de allerede havde fået opfyldt, var der sagt stop for yderligere indrømmel­ ser, ligesom regeringen burde fastholde tyskerne på deres løfter om ikke-indblanding i danske forhold. Munch mente, at en sådan noteudveksling kunne opfattes som en højst uønske­ lig kontrakt mellem os og vore besættere. Munchs synspunkt Forhandling og samarbejde

207

I Christiansborgs fællessal for Folketing og Landsting gav statsminister Stauning om aftenen den 9. april Rigsdagen officiel meddelel­ se om den tyske besættelse af Danmark.

208

sejrede, og den 30. april 1940 sendte man Renthe-Fink en temmelig indholdsløs note, hvori det blot blev fastslået, at de forskellige punkter, tyskerne havde opregnet i deres noter, var „grundlag for den bestående tilstand". Allerede den 12. april svigtede besættelsesmagten sine løf­ ter, da den krævede, at alle sager, der angik sabotage og anden „nedbrydende virksomhed" skulle efterforskes af tysk politi og pådømmes ved tyske krigsretter. Den 9. april havde tysker­ ne i øvrigt arresteret flere danske statsborgere og ført dem til Tyskland. Det måtte være den danske regering magtpåliggen­ de at få disse hjem igen og undgå den undergravning af det danske retssystem, der var lagt op til. For delvis at imødekom­ me tyskerne besluttede regeringen den 13. april, at alle sager af den nævnte karakter blev henlagt til en statsadvokat for „særli­ ge anliggender". Herved blev vort retsvæsen'tvunget til at arbejde for tyske interesser, men også for danske, da regerin­ gens idé med arrangementet var at sikre opsætsige danskere mod at komme i tyskernes kløer, hvilket også lykkedes det første par år. Samtidig med denne ubehagelige indrømmelse havde man større held med at afværge et andet farligt tysk krav. Tyske

Forhandling og samarbejde

regeringskommissærer var allerede begyndt at komme til Kø­ benhavn for at sætte sig i og på hele den civile administration, hvilket ville bane vejen for en ødelæggende infiltration. Men den blev forpurret. Tyskerne bøjede sig for P. Munchs fore­ stillinger, hvorefter al kontakt mellem besættelsesmagten og danske myndigheder skete gennem Udenrigsministeriet, hvad der tillige var med til at understrege, at vi ikke deltog i krigen. Det var også en fordel for os, at værnemagten, vor forhandlingspartner, ikke var det tyske Udenrigsministerium. Kun i værnene, der fik lov at fortsætte i en skyggetilværelse, DSB, Justitsministeriet og Nationalbanken måtte man af prak­ tiske grunde affinde sig med tyske forbindelsesofficerer. Heller ikke et løfte fra den 9. april om at undlade at benytte dansk område som basis for kampen mod englænderne blev holdt. Det tyske luftvåben brugte straks de danske flyveplad­ ser til operationer mod England og Norge. Forsvarets antiluft­ skyts blev man også mod løfterne tvunget til at aflevere. Den 23. april sank DSB-færgen „Christian IX" efter en eks­ plosion. Skønt Store Bælt var fyldt med magnetiske miner, og to andre storebæltsfærger var blevet ramt af eksplosioner de foregående dage, mistænkte tyskerne besætningen og for­ langte drastiske indgreb over for den. 34 personer blev til­ bageholdt længere end de 24 timer, grundloven foreskriver som maksimum. Justitsminister Unmack Larsen måtte derfor af regeringen bemyndiges til at „gå ud over danske retstilstan-

Blækspruttens titelblad fra december 1940 med tegnin­ gen af Chr. Hoff er tvety­ digt. Plakatteksten var en advarsel mod rygtesmederi­ et, som florerede, fordi pressen nu ikke længere var fri. Men også Blæksprutten var underkastet censur, og den tyske besættelsesmagt havde ikke nogen udviklet humoristisk sans, så alle le­ gale publikationer måtte de med, hvad man vidste. Det gav senere under krigen grobund for den udbredte illegale presse.

Forhandling og samarbejde

209

de". Ingen blev dømt ved denne lejlighed, men udhulingen var begyndt. Også på et andet område blev der truffet en principbe­ slutning, som fik langtrækkende følger. Mindre end en uge efter besættelsen ønskede tyskerne at gå i gang med at an­ lægge flyvepladser. Hertil krævedes store arbejdsstyrker, og da regeringen ikke ønskede, at tyskerne selv stod som arbejds­ givere og direkte ansatte danske arbejdere, besluttede regerin­ gen at man skulle få danske entreprenører til at påtage sig arbejdet. Stauning og Christmas Møller lagde et stærkt pres på bl.a. entreprenørfirmaet Wright, Thomsen & Kier, der til sidst bøjede sig. Af profithensyn sluttede andre, der ikke var opfor­ dret, sig siden til og påtog sig arbejde for værnemagten, hvoraf begrebet „værnemager" opstod. Regeringens opfordring til visse firmaer vanskeliggjorde i høj grad opgøret med værne­ magerne efter krigen. Regeringen forhandlede altså med tyskerne på baggrund af et samarbejde mellem de fire gamle partier og Retsforbundet, men med DNSAP, Bondepartiet og DKP udenfor. Som for­ handlingspolitikken havde også samarbejdet sin pris. I begge tilfælde måtte der gøres indrømmelser. Uviljen mod samlings­ regeringen var som nævnt stor både hos de konservative og Venstre, der begge havde følt sig mishandlede efter 1936, og især hos Venstre, der frygtede for, at den danske landmand ville blive sorteper. Venstre var presset af LS og Bondepartiet. Den 9. april var der rigtignok indført forbud mod prisforhøj­ elser, men det blev hurtigt gennemhullet. Både eksporten til Tyskland og leverancerne til besættelsesstyrken samt mange­ len på import gjorde sit til, at pristallet den 1. maj var steget 19 points. Socialdemokrater og radikale ønskede at stramme pris­ kontrollen, Venstre derimod, at man uanset den i oktober 1939 indgåede hovedoverenskomst ophævede pristalsregulerin­ gen og lod lønnen fastfryse, som den var i januar 1940. Frygten for inflation på grund af pris- og lønstigninger var udbredt - ikke mindst hos arbejdsgiverne. Knud Kristensen, der hav­ de afløst Oluf Krag som partiformand, var sammen med Ven­ stres gruppe ubøjelig i kravet om at ophæve pristalsregulerin­ gen, og Socialdemokratiet og fagbevægelsen følte sig i en trængt situation. De turde ikke tage et brud og lade Venstres repræsentanter udtræde af regeringen, og ej heller ville de selv udtræde med svindende indflydelse til følge. Drøje og ube­ hagelige forhandlinger pågik i hele maj måned, og de endte med en sejr for Venstre: lønstop og ophævelse af pristals­ reguleringen. Som plaster på såret bevilgedes 100 mili. kr. til beskæftigel-

210

Forhandling og samarbejde

Den sorte børs i Århus ad­ skilte sig ikke fra andre by­ ers, og handelen med navn­ lig rationeringsmærker fore­ gik ret åbenlyst. Når det blev for broget, rykkede po­ litiet ud og anholdt nogle af de mest provokerende „sortbørshajer". Da alle lov­ lige kaffelagre var tømt i 1942, kostede et kilo kaffe 70 kr. eller næsten en arbej­ ders ugeløn. Et cykeldæk kostede det samme, mod krigens slutning endnu me­ re.

sesforanstaltninger og 20 miil. kr. til vanskeligt stillede ar­ bejdsløshedskasser. Samtidig begrænsedes udbytter og tanti­ emer, og priskontrolrådets beføjelser udvidedes. Pristallet fortsatte dog med at stige stærkt indtil juli 1941, hvor prisdirektoratet, der var oprettet under verdenskrisen, havde fået nogenlunde styr på udviklingen. Derefter steg pristallet kun lidt. Stigningen skete væsentligt på grund af de tyske opkøb og mangel på f.eks. metaller og brunkul. Tyskerne betalte gerne mere for de danske landbrugsprodukter for at fremme le­ veringsglæden, som man sagde. Til gengæld satte de prisen op på deres egne varer. Afregningen foregik over en clearing­ konto i Nationalbanken, og hovedparten af de tyske køb kom Danmark selv til at betale, da der blev givet kredit, som aldrig blev indfriet. Pristalsberegningen byggede på de lovlige markedspriser. Ved siden af dette dreves især i krigens sidste tid en udstrakt sortbørshandel med snart sagt alle varer. Kun de nødvendig­ ste varer var omfattet af prisreguleringen og alene i det om­ fang, man havde nok i det, rationeringsmærkerne gav dæk­ ning for. Kunne sukker- og smørmærkerne ikke række til, måtte man ud på „sortbørsen" og betale helt andre priser. Harmen over lønstoppet var stor i hele arbejderbevægelsen. Man følte, at Venstre i læ af det nationale sammenholds nød­ vendighed drev pengeafpresning på lønmodtagernes bekost­ Forhandling og samarbejde

211

ning. På den anden side var der en reel risiko for en inflation, der i sidste instans ville have ramt lønmodtagerne. Under alle omstændigheder skabtes en uheldig samarbejdsatmosfære.

Scavenius frelser os alle Den 10. maj 1940 faldt Hitler over Holland og Belgien, den 4. juni evakueredes de sidste engelske tropper fra Dunkerque, den 9. juni måtte de sidste engelske tropper rømme Nord­ norge, den 10. gik Italien ind i krigen på tysk side, og den 17. kapitulerede Frankrig. Ulykke efter ulykke ramte Vesteuropa. I denne situation fiskede de danske nazister i rørt vande. I deres avis Fædrelandet hetzede de mod regeringen og kræve­ de, støttet af LS, en anden regering og et nyt „system". De­ monstrationer arrangeredes. I hast blev det danske politi ud­ videt med 1200 mand. I danske politiske kredse frygtede man for en eller anden form for nazistisk magtovertagelse, støttet af de tyske bajonetter. Man kunne ikke vide, at de danske nazi­ ster nød ringe respekt i Berlin, og at tyskerne foretrak at beholde samlingsregeringen frem for at skabe uro ved at ind­ sætte en marionetregering. Derimod så man gerne regeringen omdannet, så den kom til at omfatte nogle mere „positive" kræfter end de gammelkendte politikere fra de fire store parti­ er. I det hele fejrede leden ved det bestående system store triumfer. Ikke-nazistiske, nationalistiske kredse pressede kon­ gen med henvendelser om at udnævne en ny regering med få eller ingen partipolitikere - også i håb om at undgå en na­ zistisk magtovertagelse. Tanken støttedes af Berlingske Tiden­ de og Jyllands-Posten samt af fremtrædende erhvervsledere - populært kaldet ingeniørerne eller Højgaard-kredsen, fordi bl.a. Knud Højgaard, Per Kampmann og Jørgen Saxild var blandt dem. Til kredsen hørte også skibsreder A. P. Møller, historikeren Vilh. la Cour og prins Axel, der var et nyttigt forbindelsesled til kongen. Også hos de konservative var der ønsker om, at i det mindste udenrigsministeren blev udskiftet. P. Munch, som gik i sit 70. år, havde været aktiv i politik i hen ved 40 år. Han forstod udmærket, at man krævede hans af­ gang. Allerede den 9. april kl. 7 om morgenen havde han i ministermødet sagt, at hans politik - at holde landet uden for krigen ved en militært svagt underbygget neutralitet - var glippet. „Det var derfor i sig selv naturligt, om i hvert fald jeg gik af," sagde han i erkendelse af, at „systemet Munch" var brudt sammen. Men konservative som Christmas Møller var helt på det rene

212

Forhandling og samarbejde

Nr. 112

Lerdag den 18. Maj 1940

2. Aargans

Overalt i det danske Falk hersker der I disse Dage en voksende Nervøsitet ved Tanken om de Mænd, der I Dag er ved Sta’.ens Ror eg mange venter med spændt Interesse et Udspil fra D. N.S. A.P.s Side.

Partifører Frits Clausen udtaler at D.N.S.A.P.S Medlemmer kun venter Parolen: Nu er det Tid! rr

Systemet kerer Parlamentarismens raadne

Har Tyskland allerede vundet det verdenshistoriske Slag!

Aadsel rundt som i sin Tid Frode Fredegod førtes rundt i Landet til Beroligelse af Folket Men I Dag er der kun een Vej og det er dansk Natlonal-Sociallsme ang paa Gang lyder det Ira Befolkningens Side: »Hvomaar sker der noget?« — »Hvorfor gor D. N. S. A. P. ikke no­ get?« _ »Hvorfor smider I ikke hele Banden ud af Christians­ borg?« — »Brug Neverne.. og lad Ordene hvile’«.. Og det er Jo let forstaaeligt, at de mest nationalt bevidste Kredse i det 'danske Folk i Dag kun tørster efter at se en rask Stormvind feje den Skare ud, der saa skammeligt har misregeret Landet ef­ ter et System, som enhver kan se er falleret i Dag.

G

Fædrelandet var det nazisti­ ske dagblad. Gennem det kunne offentligheden i som­ meren 1940 holde sig orien­ teret om DNSAP's forhåb­ ninger om en magtoverta­ gelse. Den udeblev. Frits Clausens aktier stod heller ikke højt i Berlin, og tysker­ ne så hellere en samarbejds­ villig regering af de gamle partier fortsætte.

i

Kan den Time forudses hvor franske Tropper viger tilbage mod Paris -----------Englænderne taler paany om nye Overraskelser!

med, at gik Munch, fik man Erik Scavenius. Om ham havde kongen under 1. verdenskrig sagt: „Åh udlandet, det sørger Scavenius for. Han frelser os jo alle sammen." Stauning havde længe ønsket Scavenius. Men det var umuligt, så længe de radikale holdt på P. Munch, og så længe Erik Scavenius ikke selv ville. Endelig kunne det fremføres, at gik Munch, burde Stauning selv træde tilbage, da han som ministeriets chef i hele Munchs udenrigsministertid aldrig havde taget afstand fra dennes linie. I maj og juni 1940 vaklede regeringen, ikke kun på grund af det ydre stormløb mod den, men også fordi Venstres og kon­ servatives holdning skabte tvivl om, hvad dens parlamentari­ ske grundlag var. Den 30. juni var der i Roskilde voldsomme uroligheder og slagsmål mellem dansk politi og danske nazi­ ster støttet af tyske soldater. Regeringen frygtede for, at sådan­ ne hændelser kunne bruges som påskud til indgreb fra tysk side. Den var bl.a. gennem telefonaflytning orienteret om, at hofjægermester Jørgen Sehested fra DNSAP lagde op til en eller anden form for kup. Som følge af dette pres søgte politi­ kerne på ny sammen. Den 2. juli vedtog de fire store partier og Retsforbundet en resolution, hvori de erklærede, at de for at bevare den bestående forfatning ville lægge alle parti-uoverensstemmelser til side, manifesteret ved nedsættelsen af et udvalg på ni medlemmer, som regeringen kunne rådføre sig

Scavenius frelser os alle

213

med. Det var en betydningsfuld beslutning, man herved hav­ de truffet. I udvalget, der så at sige blev Rigsdagens for­ retningsudvalg, kunne man drøfte alt, hvad der af hensyn til besættelsesmagten ikke lod sig behandle offentligt. Nimandsudvalget fungerede i princippet i hele besættelsestiden og fik stor indflydelse på den politiske udvikling. Men derved havde man ikke løst det stadig mere påtræn­ gende problem om regeringens sammensætning. Den 26. juni var Stauning ved et middagsselskab sammen med Erik Scave­ nius og den unge, moderne og dynamiske leder af F. L. Smidth & Co., ingeniør Gunnar Larsen. Presset på at få ikkepartipolitiske ministre var stort. De konservative havde ud­ trykt ønske om det allerede den 3. juni samtidig med, at de krævede selv at få fagministerier. Erik Scavenius ønskede fort­ sat ikke at blive udenrigsminister, men i Gunnar Larsen syntes der at være en brugbar mand, og Stauning var indstillet på at tage hensyn til ingeniørernes synspunkter. Han foreslog der­ for den 4. juli en regering med fire socialdemokrater (der­ iblandt ham selv), to radikale (deriblandt P. Munch), to fra Venstre, to konservative og to ikke-politikere. Alle var rede til at godtage dette forslag på nær Venstre, og så faldt det. I stedet endte man den 5. juli med en ren politisk regering, der bestod af fem socialdemokrater, to radikale, tre fra Venstre og to konservative. Denne liste ville kongen imidlertid ikke god­ kende. Det voldsomme pres udefra havde gjort stærkt indtryk på ham, som det havde gjort det på Stauning. Kongen ønske­ de Erik Scavenius som udenrigsminister og ikke-partipolitikere på andre poster. Stauning protesterede ikke, men vendte i stedet tilbage til sit eget forslag fra den foregående dag. Resultatet blev den 8. juli en regering, hvori Stauning fort­ satte som statsminister, Vilh. Buhl som finansminister, Kr. Bording som landbrugsminister, mens Johs. Kjærbøl flytte­ de fra Handelsministeriet til Arbejds- og Socialministeriet. Jørgen Jørgensen fortsatte som undervisningsminister, men de radikale fik kun denne ene post, Venstre stillede to, nem­ lig Knud Kristensen som indenrigsminister og Søren Brorsen som forsvarsminister. Fra de konservative blev Christmas Møller handelsminister og Vilhelm Fibiger kirkeminister. De meget omtalte „upolitiske" ministre blev Gunnar Larsen som trafikminister og statsadvokaten for særlige anliggen­ der Harald Petersen som justitsminister. Endelig havde - som det mest afgørende - Erik Scavenius ladet sig overtale til på på ny at blive udenrigsminister, som han havde været det 1913-20. Hans udnævnelse indebar en ændring i den forhandlings214

Forhandling og samarbejde

8. juli-regeringen samlet med statsminister Stauning for bordenden. Ved sin side har han landbrugsminister Bording, der havde været med siden 1929, og den nyudnævnte udenrigsmini­ ster Erik Scavenius. De øvri­ ge ministre er fra venstre Harald Petersen, Johannes Kjærbøl, Vilh. Buhl, Jørgen Jørgensen, Søren Brorsen, Gunnar Larsen, Christmas Møller, Vilh. Fibiger og Knud Kristensen.

politik, der hidtil havde været ført over for besættelsesmagten. I de tre måneder, der var gået siden det tyske overfald, havde P. Munch i logisk forlængelse af sin tidligere udenrigspolitik ført en passiv tilpasningspolitik. Den gik ud på ikke at reagere på tyske krav, før de var fremsat direkte, og derpå ved for­ handling søge at begrænse dem. Vi måtte ikke kunne mis­ tænkes for at tilslutte os nazisternes mål. Scavenius var for en aktiv tilpasningspolitik. Han var uden al tvivl overbevist om en tysk sejr, selv om han ikke ønskede den. For at bevare så meget som muligt på danske hænder og afværge nazistiske - det være sig danske eller tyske - forsøg på at overtage regeringsmagten, måtte man både i ord og gerning komme besættelsesmagten i møde, dvs. på forhånd give de indrømmelser, man kunne forvente, at den ville kræ­ ve. Herved håbede han at kunne spille sammen med de mere besindige tyskere, således som det var lykkedes for ham under 1. verdenskrig. En sådan politik beroede på, om han havde tilstrækkeligt kendskab til det nazistiske militære og civile hierarki, hvad han imidlertid ikke havde. En anden forud­ sætning var, at han kunne få ikke bare regering og Rigsdag med sig, men også den folkelige opinion, som siden 1. ver­ denskrig havde fået en stigende indflydelse på udenrigspoli­ tikken, og det kunne han i det lange løb ikke. Dertil var han for egenrådig og ufolkelig. Samtidig var vilkårene helt anderledes nu, hvor fjenden - modsat under 1. verdenskrig - stod i lan­ det. Hvad der kunne lykkes for Scavenius 25 år tidligere, var dømt til fiasko i 1940. En Erik Scavenius kunne ikke længere frelse os alle.

Scavenius frelser os alle

215

Indrømmelsespolitikken Hvad der under P. Munch var begyndt som forhandlings­ politik, antog nu karakter af et samarbejde med besættelses­ magten. Straks den 8. juli ønskede Scavenius, at regeringen fremkom med en erklæring, der markerede et brud med den munchske linie. I udtalelsen hed det: „Ved de store tyske sejre, der har slået verden med forbavselse og beundring, er en ny tid oprundet i Europa, der vil medføre en nyordning i politisk og økonomisk henseende under Tysk­ lands førerskab. Det vil være Danmarks opgave herunder at finde sin plads i et nødvendigt og gensidigt aktivt samarbejde med Storty skland ..."

Stauning var den eneste minister, der på forhånd havde set erklæringen, og Bording, Brorsen, Jørgen Jørgensen og Christ­ mas Møller protesterede, men de affandt sig altså med det, der af P. Munch karakteriseredes som en opgivelse af „vor åndeli­ ge neutralitet". Scavenius handlede i læ af statsministerens autoritet, og Stauning var nedslidt og knækket efter grund­ lovsnederlaget og verdenskrigens udbrud i 1939. Den 9. april gjorde ham helt opgivende. Det gav Scavenius et betydeligt råderum. Det benyttede han til at lade Udenrigsministeriets direktør rejse til Berlin for at overrække udtalelsen til det tyske Uden­ rigsministerium. Chefen for dettes afdeling for krigsøkonomi reagerede positivt og spillede ud med ønsket om en toldunion mellem Danmark og Tyskland, hvilket regeringen acceptere­ de, selv om den tyske økonomiminister Walter Funk offentligt den 25. juli tog afstand fra tanken. Trafikminister Gunnar Larsen og nationalbankdirektør Bramsnæs forestod forhand­ lingerne fra dansk side. Det stod hurtigt klart, at det tyske Udenrigsministeriums ønsker ville betyde en økonomisk ind­ lemmelse i Tyskland. Både Venstre, hvis vælgere ville have størst udbytte af en toldunion, og erhvervsorganisationerne protesterede, i øvrigt også tyske erhvervskredse. I et statsråd den 14. august 1940 gik Scavenius' politiske kolleger imod, og dansk tilslutning var udelukket. Skønt den danske regering selv havde lagt op til forhand­ lingerne, kom der ingen negativ reaktion fra Tyskland. Det var Funk og ikke det tyske Udenrigsministerium, som bestemte den tyske politik på dette område. Scavenius havde lidt et stort prestigetab i samme stund, som han havde sat sig på ministertaburetten. Fortryllelsen fra 1. verdenskrig var brudt både herhjemme og blandt tyskerne. 216

Forhandling og samarbejde

I oktober 1941 fejrede Dansk-Tysk Selskab sit 25års jubilæum. Fra sammen­ komsten på Hotel d'Angleterre i København ses fra venstre formanden for det tyske modstykke til selska­ bet Gauleiter Lohse, Lu­ beck, statsminister Th. Stauning, gesandt Cecil von Renthe-Fink og generaldi­ rektør P. Knutzen. DanskTysk Selskab blev stiftet un­ der 1. verdenskrig for at for­ bedre forholdet mellem de to lande. 11940 dannedes bl.a. på Erik Scavenius' ini­ tiativ tillige Dansk-Tysk For­ ening med samme formål. Knutzen påtog sig for­ mandshvervet, hvad der ef­ ter krigen kostede ham em­ bedet som chef for DSB.

Sommeren 1940 var i det hele taget ubehagelig. Scavenius fik DSB's populære generaldirektør P. Knutzen til at overtage formandsposten i en nystiftet Dansk-Tysk Forening. Her skul­ le besættelsesmagtens ledende skikkelser under selskabelige former træffe fremtrædende danskere, så tyskerne ikke alene var henvist til de danske nazister og kollaboratører. Knutzen kom i 1945 til at betale en høj pris for at have påtaget sig dette formandskab. Den samme idé lå bag indenrigsminister Knud Kristensens cirkulære til amtmændene om at dyrke selskabelig omgang med tyskerne. Det blev retningsgivende for andre embedsmænd. Regeringen mente naturligvis, at dens initiati­ ver skulle tages alvorligt, men efter krigen blev de ruinerende for de tjenestemænd, der havde set for glade ud under sam­ været med tyskerne, eller måske ligefrem synligt for enhver havde serveret sjusser for dem på provinshotellets fortovs­ terrasse.

En forvirret sommer Når man ser bort fra nazister og opportunister var det sorg og usikkerhed, der prægede danskerne den 9. april og de første måneder derefter. Mange blev vækket ved daggry af de tunge

En forvirret sommer

217

Kvindelige danske arbejde­ re på vej til Tyskland i som­ meren 1940. Tyskerne hav­ de forlangt arbejdere til kul­ minerne under trussel om kulstop til Danmark. Rege­ ringen ville ikke acceptere tvangsudskrivning, men problemet løstes ved, at mange mere eller mindre frivilligt tog arbejde i Tysk­ land. De fleste var unge, ufaglærte mænd, men ca. ti procent var kvinder.

218

tyske transportmaskiners dumpe durren i luften. Ængsteligt skottede man op mod dem i håbet om og troen på, at de nok ikke vedkom os. Det viste sig dog straks, at Danmark skulle dele skæbne med Norge. Kapitulationen føltes nok af nogle som æreløs, men langt de fleste opfattede den som det eneste rigtige i den givne situation, og at der ikke kunne være nogen skam i at bøje sig for Hitlers overvældende krigsmaskine. Den tanke, at man efter den 9. april kunne begynde en væbnet modstand, lå alle uendelig fjernt - bortset fra nogle ganske få hedsporer. Man havde ikke våben eller sprængstof­ fer, ingen erfaring og ej heller nogen vilje til noget, der virkede ganske udsigtsløst og tillige var livsfarligt. Den 1. juni idømte en tysk krigsret en smedelærling seks års fængsel for at have stjålet et maskingevær, idet man lod forstå, at han stod til dødsstraf. I Jylland blev de tyske telegrafkabler nogle steder skåret over. I Sønderjylland blev tropperne, der havde kæm­ pet tappert, hånet af nogle, af andre hædret med blomster. Tvangsindkvartering var flere steder nødvendig, indtil de ty­ ske soldater kunne anbringes i kaserner og skoler. Nogle kvar­ terværter viste deres tyske gæster en kold skulder, andre fraterniserede med dem og sendte gaver med, når de skulle hjem til Tyskland på orlov. Man kunne se unge mennesker udfordre de tvske soldater til fodboldkamp, som om det var kammerater

Forhandling og samarbejde

HusvagtUniformen

Original Model „Protector" Husvagten blev et kendt fæ­ nomen under krigen. I alle beboelsesejendomme skulle en sådan findes. Det var of­ test viceværten, der udru­ stedes med hjelm, armbind og gasmaske. Kun få hus­ vagter var dog så elegante som på denne annonce. Det var bl.a. husvagtens opgave ved luftalarm at få beboerne ned i kælderens beskyttel­ sesrum.

fra nabokommunen. Holdningsmæssigt var billedet forvirren­ de og flimrende. Kun meget få var dog glade over tyskernes tilstedeværelse, de fleste var passive. Det hele var uoverskue­ ligt og uoverkommeligt at forholde sig til. Man registrerede og reagerede disciplineret på de nye til­ standes ydre vilkår: mørkelægning, hvide armbind for aftengængere, tidlig værtshuslukning, i gaderne flere og nu bevæb­ nede politibetjente ledsaget af unge værnepligtige, kaldet „føl", i uklædelige blå uniformer, og luftalarmsirenernes af­ prøvning hver dag kl. 12. Selv om Ålborg Lufthavn blev bom­ bet af englænderne, var det endnu en uvirkelig krig. Kaffe, te og tobak forsvandt ganske vist efterhånden, og mystiske erstatningsprodukter trådte i stedet, benzin og olie blev forbeholdt læger, jordemødre og udrykningskøretøjer. Så måtte man spænde hesten for varevognen. Men mad var der nok af. En kornordning tvang de store brug til mod betaling at aflevere foderkorn til de små brug og brødkorn til befolk­ ningen. Denne ordning var ikke kun til fordel for danskerne, som fik rimelige tildelinger af brød, mel, gryn og øl, men også for tyskerne. Margarinen forsvandt, men så var der smør. Bønderne tjente godt. Kul og koks kunne kun fås i små mæng­ der, men tørvemoserne og brunkulslejerne gav brugelig er­ statning og beskæftigelse for mange. Andre kunne søge arbej­ de i Tyskland. Allerede i maj 1940 åbnedes et tysk arbejdsan­ visningskontor i København. Danskerne tog det hele til efterretning. Men langsomt skete der noget. 8. juli-erklæringen vakte forargelse. Mønt- og toldunionsforhandlingerne, som forgæ­ ves var søgt hemmeligholdte, øgede utrygheden. Den 4. juli 1940 i Ålborg havde en konditor og en præst efter svensk forbillede arrangeret et alsangstævne, som samlede 1500 delta­ gere. Sommeren over arrangeredes derpå det ene alsangstæv­ ne efter det andet kulminerende den 1. september, hvor der afholdtes alsangstævner i alle danske byer. Kl. 18 udsendte Statsradiofonien Københavns rådhusklokkers timeslag, hvor­ efter trekvart million danskere alle sang Grundtvigs „Moders Navn er en himmelsk Lyd". Alene i Fælledparken i Køben­ havn var 150.000 mennesker samlet. En særlig kongesangbog, der udkom i anledning af kongens 70-års fødselsdag den 26. september, fordeltes gratis til alle, finansieret anonymt af insti­ tutioner og private. Hurtigt var næsten to mili. eksemplarer uddelt. Aksel Schiøtz blev på stævner, i radio og på gram­ mofon en højt elsket fortolker af den danske sangskat. Den 25. juni 1940 stiftedes Dansk Ungdomssamvirke. Heller ikke dette initiativ havde karakter af modstandsbevægelse i

En forvirret sommer

219

Aksel Schiøtz blev under besættelsen næsten tilbedt for sin nationale sangkunst. Her optræder han på en baggrund af nordiske faner ved et grundlovsmøde i Hørsholm i 1942.

220

den betydning, som begrebet senere fik. Aksel Møller og H. C. Hansen, tidligere formænd for henholdsvis KU og DsU, var blandt initiativtagerne. Baggrunden var frygt for, at unge mennesker skulle lade sig påvirke af den nazistiske propagan­ da. Gennem foredrag og anden form for oplysning ville man „på upolitisk grundlag" samle de unge i en national og kulturel front. Men først da Niels Buhk i august 1940 søgte at skabe et ungdomsforbund med autoritært præg, trådte Dansk Ung­ domssamvirke offentligt frem. Bag DU, hvis drivende kraft var professor Hal Koch, stod De ældres Råd, som med rod i høj­ skolen også virkede for at bevare folkestyret gennem det sam­ arbejde, der var etableret mellem Rigsdagens demokratiske partier. Begge bevægelser virkede først og fremmest i kredse, der i forvejen var politisk og nationalt bevidste. De kunne så videregive det demokratiske budskab bestyrkede i deres hold­ ning. Årvågent fulgte danskerne med i udviklingen i Norge. I de første måneder af besættelsestiden var der både forskelle og ligheder mellem de to lande. Norge havde fra første færd været i åben krig med Tyskland, men den 7. juni 1940 havde kong Haakon og regeringen måttet forlade landet for at etab­ lere en eksilregering i London. Stortinget, domstolene og em-

Forhandling og samarbejde

Kong Christians 70-års fød­ selsdag den 26. september 1940 gav overalt anledning til nationale manifestatio­ ner. I Silkeborg ville værne­ magten deltage. Den ram­ mede en flagstang ned på Torvet og hejste hagekorset. En dansk betjent måtte po­ steres for at undgå, at linen blev skåret over, og tysker­ ne fjernede snart flagstan­ gen.

bedsmændene stod nu over for de samme problemer, som Danmark under omstændighedernes tvang havde fundet en løsning på den 9. april. Repræsentanter for de norske myndig­ heder optog derfor forhandlinger med tyskerne ud fra ønsket om at opnå „danske tilstande" for at skåne befolkningen. Stortinget gik endog så vidt, at det for at lette forhandlingerne var rede til at suspendere kongen. Et Rigsråd skulle erstatte regering og Storting. Da den tyske rigskommissær Terbovens krav om en tyskvenlig justitsminister mødte modstand fra norsk side, afbrød han den 25. september 1940 forhandlinger­ ne og indsatte en nazistisk regering under Quisling. I Norge varede forhandlingspolitikken kun tre og en halv måned, før der blev skabt klare linier, mens det i Danmark tog næsten tre og et halvt år. Sverige var gået ram forbi, men ængstelsen hos svenskerne var betydelig. Under indtryk af den tyske overmagt acceptere­ de den svenske regering, at tyske tropper blev ført igennem Sverige til Norge, og i juni 1941 tillige fra Norge til Finland med svenske tog. Denne såkaldte permittent-trafik fortsatte til 1943. Efterhånden som krigslykken vendte, følte den svenske regering sig stærk nok til at modstå de tyske krav og nærmede sig de vestallierede. Sverige blev nu et vigtigt helle for mod­ standsbevægelserne i Norge og Danmark.

En forvirret sommer

221

I efteråret 1940 holdt profes­ sor Hal Koch på Køben­ havns Universitet en række forelæsninger over Grundt­ vig. Auditoriet fyldtes til bristepunktet, og forelæs­ ningerne fik sammen med Hal Kochs øvrige virke stor betydning for det folkelige sammenhold på et tids­ punkt, hvor man frygtede for ungdommens påvirk­ ning fra tysk-nazistisk side. Hal Koch blev fra oktober 1940 en ledende kraft i Dansk Ungdomssamvirke.

222

Da sommeren 1940 gik på hæld, var den danske befolkning ved at finde sig til rette med forholdene ikke kun i tilpas­ ningens ånd, men også med en vis fortrøstning til fremtiden. Forgæves søgte Luftwaffe at bombe London i knæ. Royal Air Force var i stand til at tilføje tyskerne så store tab, at de måtte opgive angrebene, ligesom overgangen over Kanalen heller ikke blev virkeliggjort. I Danmark begyndte man for alvor at erkende, at Tyskland var fjende, og man vendte sit håb til

England.

Pres på regeringen Erik Scavenius' fiasko med hensyn til en mønt- og toldunion skabte uvilje i det tyske gesandtskab i København. Han havde fremkaldt falske forventninger. Irritationen øgedes af de rap­ porter, tyskerne fik vedrørende Christmas Møllers antityske udtalelser. Den 3. oktober 1940 gennemtvang de hans afgang som handelsminister. Scavenius og Stauning tilskyndede ham til at bøje sig. Han afløstes af Halfdan Hendriksen, hvem det da blev beskåret i radioen at glæde befolkningen med små rationeringslempelser før jul.

Forhandling og samarbejde

Knud Højgaard var en af Danmarks store iværksætte­ re. Han var chef for ingeni­ ørfirmaet Højgaard & Schultz, der i mellemkrigsti­ den bl.a. havde anlagt hav­ nen i Gdynia. Han var for­ mand for Dansk Ingeniør­ forening og en række andre foreninger og virksomhe­ der.

Christmas Møllers tvungne afgang var et groft overgreb og i strid med de tyske tilsagn. Det virkede ildevarslende ikke mindst på baggrund af, at Frits Clausen med det tyske ge­ sandtskab i ryggen løb storm mod regeringen gennem annon­ cer, plakater og pjecer. I denne situation søgte Højgaard-kredsen atter at gøre sig gældende. Den frygtede for „norske tilstande" og ville redde så meget som muligt af demokratiet ved delvis at suspendere det for en tid. Man forestillede sig en regering under kongens fætter prins Axel, ØK's direktør, og at den skulle virke gennem fuldmagtslovgivning. Det var en forudsætning, at Rigsdagen godkendte konstruktionen. Man håbede samtidig at komme af med Scavenius for at bremse eftergivenheden over for tysker­ ne. Den 14. november 1940 henvendte Højgaard-kredsen sig til kongen, der afviste dens ønsker og orienterede statsmini­ steren. Dette medførte, at Stauning den følgende dag i Rigs­ dagen fremsatte en erklæring, der én gang for alle fastslog, at både konge og ministerium stod på parlamentarismens grund. Rigsdagen ville naturligvis ikke sætte sig selv ud af spillet. Hændelsesforløbet gjorde det klart for alle, at der ikke fandtes andre muligheder end samlingsregeringen, hvilket også ty­ skerne indså. De danske nazister fortsatte endnu en kort tid deres demon­ strationer, der den 17. november 1940 førte til slagsmål mellem dem og københavnerne og den 8. december til det såkaldte „spadeslag" i Haderslev mellem nazister og politi. Værre var det, at Hartvig Frisch af tyskerne blev presset bort fra sine poster som gruppeformand og politisk ordfører for Socialde­ mokratiet, mens Christmas Møller blev tvunget til helt at op­ give politisk virksomhed, herunder til at udtræde af Folketin­ get. Politiets håndfaste behandling af nazisterne, pressens an­ greb på dem og Christmas Møllers patriotiske taler havde irriteret tyskerne så meget, at de nu med baggrund i 8. juli­ erklæringen krævede, at samlingsregeringen blev afløst af et mere tyskvenligt ministerium. Det blev der ikke noget af. „Tak, fordi du beholdt Stauning!" havde en arbejder råbt til kongen under en af hans morgenrideture, som han til stor opmuntring for befolkningen opretholdt efter den 9. april. Hverken kongen eller de politiske partier ville nu udskifte Stauning, hvad Scavenius fandt påkrævet. Derimod gik re­ geringen i januar 1941 med til at dæmpe den antinazistiske agitation. Tyskerne ønskede ikke på dette tidspunkt konflikt og affandt sig med det danske afslag. Men overgrebene var hermed ikke til ende. I samme måned

Pres på regeringen

223

En konkurrerende nazi­ gruppe fremstillede Frits Clausen som sprællemand. Selv håbede han helt til 1942, at tyskerne ville hjæl­ pe ham til magten, men det skete ikke. Ved rigsdagsval­ get i 1943 led DNSAP et stort nederlag, og Frits Clausen meldte sig som læ­ ge i SS. Efter krigen blev han arresteret, men han dø­ de i 1947, inden hans sag var pådømt.

224

vedtog Rigsdagen den såkaldte „Lex Ørum" for at redde en dansk officer af dette navn fra dødsstraf på grund af spionage. Straffeloven blev nu skærpet, og oberstløjtnantT. P. A. Ørum kunne ved en dansk domstol idømmes livsvarigt fængsel. Sagens forløb er typisk for forhandlingspolitikken. Man red­ dede en dansker fra døden, men kompromitterede retssy­ stemet. Ingen anfægtede dog i januar 1941 denne handlemåde. I samme måned stillede tyskerne krav om at få udleveret 12 af den danske marines torpedobåde. Erik Scavenius tilrådede at imødekomme tyskerne, men andre ministre protesterede, og han fik da bragt det tyske krav ned på otte uden bevæbning. Udleveringen fremkaldte stor harme både blandt de danske søofficerer og i det engelske admiralitet, som mente, at be­ sætningerne burde have sænket skibene. Presset mærkedes også i det små. I marts 1941 søgte en tysk marinesoldat i Frederikshavn at kysse en 16-års pige. Hun svarede med at kalde Hitler „det dumme svin". Soldaten an­ meldte hende, og politimesteren gav hende en advarsel. De tyske myndigheder forlangte imidlertid pigen udleveret og stillet for en tysk krigsret. På trods af de ihærdigste danske anstrengelser lykkedes det ikke at afværge dette krav. Påvirket af dette nøjedes krigsretten dog også med at tildele pigen en advarsel. Tyskerne fortsatte desuden med at blande sig i de politiske forhold. De interesserede sig således for Staunings „kron­ prins", Socialdemokratiets formand Hans Hedtoft-Hansen, der før krigen havde hjulpet socialdemokratiske tyske flygt­ ninge. Da tyskerne nu angreb Hedtoft og også partisekretæren H. C. Hansen, bad Stauning dem nedlægge alle deres hverv på nær medlemskabet af Folketinget. Også justitsminister Ha­ rald Petersen havde tyskerne forset sig på, da han efter deres mening kun greb håndfast ind over for de danske nazister, men ikke over for dem, der var begyndt at chikanere be­ sættelsesmagten. Stauning og Scavenius bestemte sig for hans afgang, der fandt sted den 8. juli 1941. På mange andre områder - ikke mindst i forholdet til pres­ sen - mærkedes tyskernes tilstedeværelse som stigende un­ dertrykkelse. Det stod klart, at de ikke var til sinds at over­ holde tilsagnene fra 9. april. Et af besættelsestidens værste danske anslag mod demokra­ tiet var det danske politis arrestation af ca. 300 medlemmer af Danmarks Kommunistiske Parti den 22. juni 1941. På denne dag gik Tyskland til angreb mod Sovjetunionen, og samme morgen forlangte tyskerne af regeringen, at de ledende dan­ ske kommunister, derunder de tre folketingsmedlemmer, blev

Forhandling og samarbejde

Oberstløjtnant T. P. A. Ørum var flyverofficer. Han blev i december 1940 pågre­ bet i Berlin, hvorfra han søgte at komme til England via Lissabon. Han blev sig­ tet for landsforræderi og spionage. Det lykkedes de danske myndigheder at få ham ud af Tyskland mod efter vedtagelsen af en sær­ lig lov - at idømme ham livsvarigt fængsel. Mange dømtes senere efter samme lov. 11943 blev han under en indlæggelse på Militær­ hospitalet ved en dristig ak­ tion befriet af modstandsbe­ vægelsen og bragt til Sveri­ ge-

arresteret. I modsat fald ville tyskerne selv gøre det. Der var ikke tid til hverken ministermøde eller møde i nimandsudvalget, men Stauning accepterede, og politiet parerede ordren så nidkært, at der blev anholdt flere, end tyskerne havde bedt om. Forklaringen er, at kommunisterne i befolkningens øjne havde sat sig uden for samfundet. Ikke blot ved deres alminde­ lige holdning i 1930'rne, men også og navnlig ved deres stilling til den finske vinterkrig og ved deres reaktion på Hitler-Stalinpagten. I Arbejderbladet brugte de både før og efter den 9. april de voldsomste skældsord mod de „engelsk-franske krigsforvoldere", og efter den 9. april rettedes skytset også mod samlingsregeringen. Når Stauning og siden hele ministeriet godtog arrestationen af kommunisterne, var det som ved „Lex Ørum" ud fra over­ bevisningen om, at tyskerne ellers ville have gjort det og sendt de arresterede til Tyskland. Godt 100 blev nu interneret i Hor­ serød, resten løsladt. Men der var desuagtet tale om et grund­ lovsbrud, dels fordi der blandt de arresterede var et af de tre folketingsmedlemmer, dels fordi de anholdte ikke kom i grundlovsforhør. Aktionen mod DKP kunne alene juridisk begrundes i nød­ retten, men den nye justitsminister, rigspolitichef Eigil Thune Jacobsen var, tilskyndet af højesteretspræsident Troels G. Jør­ gensen, af den opfattelse, at man burde lovliggøre forfatningsbruddet ved, at Rigsdagen vedtog at gøre kommunistisk virk­ somhed ulovlig. Det var ganske det samme, den tyske gesandt krævede, og den 21. august 1941 vedtog Rigsdagen da en sådan lov, der til overflod indeholdt en bestemmelse om, at man kunne arrestere personer, om hvem der var grund til „at antage, at de vil deltage i kommunistisk virksomhed". Ind­ rømmelsespolitikken fortsatte således med at underminere danske retstilstande. Ligesom man ved 8. juli-erklæringen fra 1940 havde taget et skridt bort fra neutralitetspolitikken, fremsatte regeringen ved Tysklands angreb på Sovjetunionen atter en udtalelse, der var et knæfald over for besættelsesmagten ved at identificere Dan­ mark med Tysklands kamp. Den blev først til efter svære kampe i ministeriet. De politiske ministre var efterhånden dygtig trætte af Scavenius, som behandlede dem med hån. Men de turde af hensyn til tyske sanktioner ikke bryde med ham. Som en følge af at tyskerne nu var i krig med Sovjetunionen, kom deres ønske om, at der oprettedes et særligt korps under danske officerer til kamp på Østfronten. Det førte til oprettel-

Pres på regeringen

225

Den 22. juni 1941 rykkede det danske politi ud og arre­ sterede på tysk foranled­ ning ca. 300 kommunister, blandt dem partiets og Ar­ bejderbladets medarbejdere i Griffenfeldsgade i Køben­ havn. Det var et grundlovs­ brud, men kun få reagerede imod det i 1941. Kommuni­ sterne var i almindelighed ringeagtede, især på grund af deres holdning til Sovjet­ unionens angreb på Fin­ land.

226

sen af „Frikorps Danmark", der blev underlagt Waffen-SS. Hvervning hertil blev tilladt, og danske befalingsmænd fik lov til at træde uden for nummer for at slutte sig til korpset. Skønt regeringen ikke på nogen måde havde ønsket dette korps oprettet og ej heller havde givet udtryk herfor, opfattede vide kredse i befolkningen „Frikorps Danmark" som godkendt af regeringen, så meget mere som aviserne indeholdt store hverveannoncer. I alt ca. 1500 frivillige meldte sig. Hertil sluttede sig lige så mange fra det tyske mindretal i Sønderjylland. De fleste, der meldte sig, var nazister, og regeringens holdning var formentlig derfor af underordnet betydning. Straks efter besættelsen åbnede tyskerne arbejdsanvis­ ningskontorer for via disse at få danske arbejdere til at rejse til Tyskland og arbejde i rustningsindustrien, i dokkerne og ved håndværk. I alt ca. 90.000 nåede på denne måde at komme til Tyskland sædvanligvis kun for en kort periode. Arbejdsløs­ heden i 1940 var høj, nemlig 24 procent, og det kunne nok tilskynde til at drage til Tyskland. Det skete også, om end kun i ganske få tilfælde, at arbejdsløse af danske myndigheder blev henvist til at søge tysk arbejde under trussel om, at de ikke ville kunne få kommunehjælp. Mere attraktivt var det under alle omstændigheder at søge arbejde på de tyske flyvepladser i

Forhandling og samarbejde

Frikorps Danmark blev op­ rettet den 28. juni 1941. Det talte ca. 1500 frivillige og blev en del af Waffen-SS. Danske officerer fik tilladel­ se til at træde uden for nummer i den danske hær for at kunne slutte sig til korpset. I andre tyske mili­ tære enheder tjente ca. 6000 danskere.

Danmark. 11941-43 arbejdede ca. 15.000 her i gennemsnit pr. år, mens der i marts 1944 var ca. 70.000. Selv om den fysiske modstand mod besættelsesmagten i løbet af 1941 fortsat kun havde karakter af individuel, sporadisk chika­ ne, 19 registrerede tilfælde mod ti i 1940, begyndte fronterne i den folkelige opinion at blive trukket op. Historikeren Vilh. la Cour udsendte allerede i januar 1941 sin pjece „Om at sige Ja - og Nej", flere fulgte efter, og la Cour måtte to gange vandre i fængsel. Dansk Samling agiterede også mod tilpasningspolitikken. Enkel­ te antityske blade og løbesedler dukkede op, og straks efter den 22. juni 1941 udsendte DKP det illegale blad, der kom til at hedde Land og Folk. I England oprettedes i oktober 1940 en dansk afdeling af SOE (Special Operations Executive), der gik i gang med at uddanne frivillige danskere med henblik på nedkastning med faldskærm og efterfølgende indsættelse i sabotage mod den tyske besættelsesmagt. Samtidig hermed begyndte journalist Ebbe Munck i Stockholm med kilde i den danske efterretnings­ tjeneste at formidle militære oplysninger til englænderne. Det var alt sammen såre småt, men udtryk for en gryende vilje til at modarbejde Tyskland aktivt.

Pres på regeringen

227

Skønt USA i 1940 endnu var neutralt, havde den danske gesandt, Henrik Kauffmann, straks erklæret sig uafhængig af den danske regering. Amerikanerne var interesserede i baser på Grønland, og Kauffmann skubbede nu de to landsfogder til side og indgik den 9. april 1941 en overenskomst med USA, der gav amerikanerne ret til selv at anlægge baser, så længe der var fare for det amerikanske kontinent. Det var en aftale, som havde karakter af en blankoveksel. Men det var også en antitysk handling, der var med til at skaffe Danmark hårdt til­ trængt goodwill i den vestlige verden. Penge til „De frie Dan­ skens virksomhed skaffede Kauffmann ved at lægge sin hånd på de betydelige indtægter fra salget af grønlandsk kryolit. Kauffmanns dispositioner bragte den danske regering i van­ skeligheder. Tyskerne reagerede skarpt, og han blev afskedi­ I sommeren 1941 påbegynd­ te tyskerne hvervning i Danmark. Det var forbudt ifølge dansk lovgivning, men regeringen turde ikke modsætte sig det, og Stats­ radiofonien bragte efter tysk ønske en udsendelse om hvervningen.

228

get.

Begyndende modstand Modstandskamp fandt Erik Scavenius direkte absurd og for­ nuftstridig på et tidspunkt, hvor tyskerne med et tilsyneladen­ de slagent Rusland, et endnu svagt kæmpende England og et neutralt USA syntes uovervindelige. Da Danmark i november 1941 blev opfordret til at tilslutte sig antikominternpagten, stod regeringen over for en korsvej. Pagten var nok formelt alene rettet mod Sovjetunionen, men tilslutning til den indebar efter politikernes opfattelse risikoen for, at vi måtte acceptere jøde­ forfølgelser, udskrivning af soldater osv. Derfor sagde de nej, men Scavenius gennemtrumfede et ja ved truslen om at gå af. Til gengæld fik han føj et nogle forbehold på, som tog brodden af de politiske forpligtelser, idet han behændigt udnyttede, at tyskerne af propagandamæssige grunde og Ribbentrop af pre­ stigehensyn ønskede, at også Danmark underskrev pagten den 25. november 1941. Selv om Scavenius havde fået modifikationer igennem, og tyskerne havde erklæret sig tilfredse om end kun nødtvun­ gent, ydede tilslutningen til antikominternpagten et stort bi­ drag til at undergrave tilpasningspolitikken. Da Scavenius kom hjem, blev han mødt med råbet „landsforræder". Studen­ ter gik i demonstration til Amalienborg, og for første gang offentligt krævedes „norske tilstande". Da USA i december 1941 gik ind i krigen mod Tyskland, fik den voksende anti-tyske opinion et yderligere incitament. Det samme betød Christmas Møllers flugt til London, hvorfra han første gang den 14. maj 1942 over BBC talte til Danmark. Efter at det var opgivet at samle ham op med en vandflyver fra Tissø

Forhandling og samarbejde

Staunings død i maj 1942 udløste på det nærmeste landesorg. Han bisattes den 10. maj ved en statsbegra­ velse i Forum, hvor kongen var til stede. En kæmpe­ krans fra Hitler lod sig ikke afværge. Staunings død skabte kun en kortvarig usikkerhed om statens le­ delse. Stauning havde læn­ ge været meget svag, og So­ cialdemokratiet havde efter­ følgeren parat.

i Vestsjælland, havde han ledsaget af sin kone og søn taget toget til Middelfart og videre med taxa til Aggersund, hvorfra en motorgalease sejlede familien til Goteborg. Men Christmas Møller var blevet genkendt, og da galeasen returnerede til Frederikshavn, blev den to mand store besætning arresteret af det danske politi og båden beslaglagt. Mens der således skabtes stadigt vanskeligere vilkår for Scavenius' kurs, døde statsminister Stauning den 3. maj 1942. Han havde været et vigtigt aktiv for Scavenius. Skønt Stauning i sine sidste år havde været svag og uden vilje til selv at lægge en linie, føltes hans død som et stort tab for Danmark. Han var blevet en national skikkelse, som personificerede det bedste i den danske arbejderklasse. Da han i 1930'rne og før stod i sin manddoms fulde kraft, havde han vist sine betydelige politi­ ske evner. Hertil kom, at da han var så almindelig, genkendte vælgerne sig selv i ham, hvilket gav ham en sjælden folkelig styrke. Ved hans død skrev Johs. V. Jensen: „Han kom af folkestammens marv. Indfølt hos ham var landets tarv. Hvem løfter efter ham hans arv?"

Begyndende modstand

229

Det blev i første omgang finansminister Vilh. Buhl, der som ny statsminister skulle løfte arven. Problemerne var fortsat de samme. På det økonomiske område måtte man søge at mod­ virke den begyndende forarmning. Det hjalp meget, at der ikke blot var arbejde ved de tyske befæstningsarbejder og flyvepladser, hvad det danske samfund ganske vist selv måtte betale, men der var også til stadighed ca. 50.000 mand be­ skæftiget i tørvemoserne og 5000 i brunkulslejerne, hvor de tilvejebragte livsvigtigt brændsel, men også efterlod store må­ nelandskaber og grimme ar i naturen. I tørvemoser og brunkulslejer udfoldede der sig et særegent liv. En DSB-mand, der gjorde tjeneste i Troldhede nær Skjern, beretter:

I denne mose gravedes der i 1942 tørv som hundredvis af andre steder i Danmark. Den brændselsfattige tid kunne gøre en foragtet mo­ se til en guldgrube for eje­ ren. Tørvearbejderne var vellønnede og fik ekstra øl­ ration, men det var også hårdt arbejde.

230

„Området lignede nærmest Klondyke med udgravninger, tip­ vogne og skure — ofte beboet af arbejdere under meget primiti­ ve forhold. Det var et barsk folkefærd, som kunne knokle og derfor tjene gode penge. Men pengene forsvandt undertiden hurtigt ved hasardspil og våde varer. Slagsmål forekom. Af og til dukkede sortbørshajer op. En dag ankom med gasgeneratortaxa en vel smart „køwenhavner" med en papkuffert fyldt med tobak, cigaretter, cigaretpapir, skrå og andre eftertragte­ de varer. I et af skurene fremviste han kollektionen, men da han var lovlig fræk med prisen, blev der gjort kort proces. Han fik et par på kassen og blev smidt i en vandfyldt udgravning. Derpå delte arbejderne de rare sager, og sortbørshajen luskede

Forhandling og samarbejde

bort som en våd hund med en tom kuffert. Han skulle ikke vide af at underrette politiet. - Alt, hvad man var i stand til at grave op af brunkul kunne sælges, og jeg havde bestandig entreprenørerne i nakken. De kunne ikke få banevogne nok."

Frode Jakobsen blev cand. mag. i 1939. Allerede i 1930'rne havde han illegalt hjulpet jøder i Tyskland. Nu gik han med sej udhol­ denhed ind i at opbygge en modstandsbevægelse. Han blev Frihedsrådets leder fra dets oprettelse i september 1943, og det var i høj grad hans skyld, at det lykkedes for modstandsbevægelse og politikere at finde sammen kort før befrielsen.

Arbejdsløsheden, der i 1941 var på 18 procent, gik i 1942 ned til ni procent og i 1943 ned til seks procent - ikke kun på grund af arbejdet i brunkulslejer, moser og for værnemagten, men også fordi den danske industri omstillede sig til fremstilling af er­ statningsvarer. Tallene nedbragtes for en del kunstigt af Ar­ bejdsministeriet som frygtede for tysk tvangsudskrivning, hvis arbejdsløshedstallet var for højt. I forholdet til besættelsesmagten så man ingen anden udvej end at fortsætte tilpasningspolitikken, som Scavenius efter Staunings død helt tegnede. Regeringen måtte nu kæmpe mod en stadigt stigende modstands vilje, som ikke havde lette kår, da besættelsen havde karakter af en fredsbesættelse. Der var stadig en lovlig regering, som man altså - foruden mod tyskerne - også skulle sætte sig op imod. Danmark havde ikke som andre besatte lande en eksilregering, og hovedparten af befolkningen var stadigvæk enig i den førte politik. De uenige blev dog flere og flere. Nogle samledes i „Rin­ gen", der blev stiftet i eftersommeren 1941, og hvis drivende kraft var Frode Jakobsen. Han lempede efterhånden organisa­ tionen over i direkte modstand. En strøm af illegale blade var begyndt at udkomme. Blandt de mest kendte var Frit Danmark påbegyndt på kommunistisk initiativ og med så forskellige personer som Aksel Larsen, Christmas Møller og ikke mindst professor Mogens Fog som medstiftere. I foråret 1942 vakte det stor opsigt, at nogle gymnasieelever fra Ålborg, samlet i „Churchill-klubben", havde stjålet våben fra tyskerne og af­ brændt tyske godsvogne. Samtidig hermed stiftedes en egentlig sabotageorganisa­ tion, Borgerlige Partisaner (BOPA), der trods navnet var kom­ munistisk, til dels sammensat af tidligere spaniensfrivillige. De foretog i sommeren 1942 en række aktioner, som i bog­ stavelig forstand gav genlyd. I juli måned 1942 skete 14 sabota­ gehandlinger, i august 29 og i september 18. Aktionerne var rettet mod tyske depoter og mod virksomheder, der arbejdede for værnemagten. Fra England blev der nedkastet sprængstof og våben, men de første faldskærmsagenter, der kom 1941-42, blev enten dræbt, taget til fange eller måtte flygte. Den øgede danske opsætsighed og sabotageaktiviteten fra BOPA og andre aktive illegale grupper irriterede tyskerne, som krævede dødsstraf for sabotage. I denne situation gik

Begyndende modstand

231

Kong Christian 10. blev et symbol på nationens sam­ menhold. Hans daglige ri­ deture i København fik stor psykologisk betydning. Mo­ tivet var populært på de meget anvendte „telegram­ mer", som konfirmander modtog fra slægt og venner. Kongen styrtede af hesten den 19. oktober 1942, og kronprins Frederik overtog regeringens førelse indtil den 15. maj 1943. Men kon­ gen, der døde i 1947, over­ vandt aldrig følgerne af ulykken. Efter den 29. au­ gust 1943 blev han af tysker­ ne tilbageholdt på Sorgen­ fri. Senere tog han ophold på Amalienborg, hvor ty­ skerne tillod, at en politi­ styrke bestred vagttjenesten efter den danske hærs op­ løsning i august 1943.

statsminister Vilh. Buhl den 2. september i radioen, hvor han erklærede, at den, der øvede sabotage eller tilbageholdt viden om sabotageplaner eller undlod at medvirke ved opklaring af sabotage, handlede mod sit fædrelands interesser. Det blev opfattet som en opfordring til at angive sabotører til det danske politi, hvilket ikke indebar nogen garanti for retssikkerhed, fordi politiet som sådan samarbejdede med tyskerne og ud­ leverede arrestanter, selv om enkelte politimænd herved følte sig i en samvittighedskonflikt. Når det i september 1942 kom til en regulær konflikt mellem besættelsesmagten og den danske regering, skyldtes det imid­ lertid ikke den voksende modstand, men en hændelse, der må virke absurd på eftertiden, men som i samtiden satte sindene voldsomt i bevægelse. Det var den såkaldte telegramknse. Til kongens fødselsdag den 26. september sendte Hitler en lyk­ ønskning og modtog derpå kongens standardsvar: „Min bed­

232

Forhandling og samarbejde

ste tak". Det var ikke nok for føreren, som gerådede i raseri. Karrierediplomaten Renthe-Fink blev erstattet af karrierenazi­ sten Werner Best og den fremkommelige øverstbefalende for de tyske tropper Erich Ludke af general Hermann von Hanneken, der havde tilbragt al sin tid bag et skrivebord og derfor nu var besjælet af et stærkt behov for at dokumentere sine krigeri­ ske dyder. Erik Scavenius blev kaldt til Berlin. I et statsråd forberedte han forinden regeringen på, at vi kunne blive mødt med krav om dødsstraf og lovgivning mod jøder. Kongen havde den 19. oktober været udsat for en rideulyk­ ke, og kronprinsen havde overtaget regeringens førelse. Han var nok parat til at rejse til Berlin og undskylde kongens korte svar, men var imod disse krav, hvad ministrene også var. Nazister i regeringen og en ny statsminister ville man heller ikke have. Slet så galt gik det ikke. Tyskerne krævede alene Scavenius som statsminister og nye ministre fra DNSAP og fagbevægel­ sen. Scavenius nægtede pure at optage nazister i regeringen, men da han kom hjem, søgte hans kolleger længst muligt at undgå ham som statsminister. Best insisterede imidlertid på at få ham. Da de tyske krav hverken omfattede dødsstraf eller jødeforfølgelser, lagde kronprinsen med henvisning til sam­ menholdets afgørende betydning sit lod i vægtskålen, og Ven­ stre og konservative bøjede sig da nølende. Erik Scavenius kunne den 9. november 1942 danne sin regering. De fire store partier var fortsat repræsenteret, men nu blev også nogle højtstående embedsmænd og formanden for De samvirkende Fagforbund, Laurits Hansen, ministre.

Scavenius og Best Da Scavenius straks efter sin udnævnelse til statsminister fremstillede sig for Folketinget, kom til husvalelse for tyskerne de ventede tirader om det kommende nye Europa og krimina­ liseringen af sabotage, men også en bemærkning om, at den nye regering ville føle sig forpligtet over for Rigsdagen. Det beroligede politikerne, som efterhånden var blevet skeptiske med hensyn til hans demokratiske sindelag. Erik Scavenius og Werner Best fandt hurtigt sammen i et interessefællesskab og udviklede en gensidig forståelse næ­ sten som den, der under 1. verdenskrig havde præget Scave­ nius' samarbejde med den tyske gesandt Brockdorff-Rantzau. Deres fælles fjender var på den ene side modstandsbevægel­ sen, på den anden general von Hanneken. Både Scavenius og Best ville opretholde det bestående system, Scavenius fordi

Scavenius og Best

233

han nu engang mente, at indrømmelsespolitikken gavnede land og rige mest, Best fordi hans attrå var at dokumentere, at han - modsat Terboven i Norge - var i stand til at styre et besat land med et minimum af mandskab og magtanvendelse og derved kunne høste anerkendelse hos Hitler. Skulle Scave­ nius' taktik lykkes, krævede det et passivt folk, og for Best var det nødvendigt, at værnemagten holdt sig i ro. Begge forud­ sætninger bristede - i høj grad påvirket af den udenrigspoliti­ ske og militære udvikling. I de samme dage, som ministeriet Scavenius blev til, rullede den engelske hær under marskal Montgomery efter gennem­ bruddet ved El Alamein sejrrigt frem i Nordafrika, og den amerikanske hær under general Eisenhower gik i land i Ma­ rokko og Algeriet. Den Røde Hær havde samtidig spærret resterne af de tyske angrebsstyrker inde i Stalingrad. Synligt for enhver var krigslykken ved at vende. Det gjorde værnemagten i Danmark pirrelig. På von Hannekens foranledning genoptog politiet i november 1942 jagten på kommunisterne. Ca. 250 blev arresteret, blandt dem folke­ tingsmedlem Aksel Larsen, der blev udleveret til tyskerne og sendt i kz-lejr. Samtidig krævede værnemagten den danske hærs materiel udleveret. Ved forhandling lykkedes det at få tyskerne til at nøjes med det halve, det vil bl.a. sige 60.000 geværer, 1000 maskingeværer og 30 miil. patroner. Resten tog tyskerne efter den 29. august 1943. Til gengæld gav forhandlingspolitikken også positive resul­ tater. Mens der i sommeren 1942 ikke var danskere i tysk fængsel - de 100 kommunister fra 1941-interneringen sad i en dansk fangelejr - var der sidst på året i 1942 80. Gennem Werner Best blev det tyske Udenrigsministerium af Erik Scave­ nius overbevist om, at det ville være gavnligt for roen i landet, om de overgik til de danske myndigheders varetægt. Derfor var der i april 1943 kun en halv snes danske i tysk fængsel. Et andet resultat af samarbejdet mellem Scavenius og Best var, at besættelsesmagten gav tilladelse til den 23. marts 1943 at afholde folketingsvalg - formentlig det mest ejendommeli­ ge i Danmarks snart 150-årige demokratis historie. Landets helt eksistentielle problem kunne ikke omtales, og al sædvan­ lig agitation var forbudt, hvilket som nævnt også DKP var. Scavenius og Best havde imidlertid en sammenfaldende inter­ esse i, at valget blev afholdt. De politiske partier kunne ikke komme uden om at forsvare forhandlingspolitikken, og det var svært at forestille sig, at vælgerne ville underkende den. Et valg kunne hermed legitimere Scavenius' politik og give ham mandat til at fortsætte den. Når politikerne selv ønskede val-

234

Forhandling og samarbejde

På plakatsøjlerne agiteredes i marts 1943 for at stemme og med en Sikker Hansenplakat for at give børnene Vitaminol. Det var et vita­ minpræparat, som Sund­ hedsstyrelsen anbefalede som supplement til kosten, der i mange hjem blev for­ ringet under krigen.

get afholdt, skyldtes det, at valgperioden udløb den 2. april. Undlod man valget, risikerede man, at tyskerne ikke ville acceptere et parlament, der med henvisning til nødretten hav­ de forlænget sig selv. For Best lå fordelen ikke blot i den sandsynlige folkelige godkendelse af samlingsregeringen un­ der Scavenius, men også i at Danmark i propagandaen kunne fremstilles som et mønsterprotektorat. Ved valget opstillede det tyske mindretal ikke, fordi så man­ ge af dets medlemmer gjorde tjeneste ved fronten. Som erstat­ ning gennemtvang tyskerne, at mindretallet i stedet fik et særligt kontor i Statsministeriet til varetagelse af dets inter­ esser. De fem samarbejdende partier fandt den 9. marts sam­ men om en udtalelse, der i realiteten tog afstand fra den statsminister, de bar oppe. Overhovedet er omstændigheder­ ne ved valget i 1943 et skoleeksempel på besættelsestidens dobbeltbundethed. Scavenius var upopulær i befolkningen, hvis støtte på den anden side var nødvendig for partierne, der herved kom i klemme, fordi besættelsesmagten ikke ville god­ tage nogen anden statsminister end ham. Det snoede de fem partier sig udenom ved i udtalelsen at tale om, at valget alene gjaldt den Rigsdag, „som nu og i den kommende tid skal give folkets vilje udtryk", altså ikke den ulyksalige Scaveniusregering, som de fire af partierne selv var repræsenteret i. Bud­ skabet opfattedes rigtigt, og til overflod tydeliggjordes det i valgkampen, at valget ikke var for eller imod Scavenius, men for eller imod folkestyret. Da politik både er skuespil og brød, meddelte handelsminister Halfdan Hendriksen samme dag i radioen, at i april kvartal ville rationerne af brød, sukker, gryn og sæbe være de samme, men rationen af hvedemel måske 800 g mere. Det var et budskab, der var til at forstå. Modstandsbevægelsen var i et dilemma. Den havde endnu ikke styrke til at udfordre hele det etablerede politiske system. Det ses af, at Christmas Møller i BBC opfordrede til at stemme på et af de fem samarbejdende partier eller på Dansk Samling og af, at det illegale „Ringen" støttede „ukompromitterede mænd" uanset partifarve. Der var endnu for få, som turde tage konsekvensen af at bryde med forhandlingspolitikken. DKP opfordrede til at stemme blankt, hvilket meget få dog gjorde. Mere markant var Dansk Samlings holdning. Arne Søren­ sens holdning til demokratiet havde været flimrende, men efter krigsudbruddet i 1939 gik han ind for de allieredes kamp mod nazismen. Dansk Samling angreb ved valget Scavenius og de fem samarbejdende partier, men det gik dog kun fra 9000 op til 43.000 stemmer og tre mandater.

Scavenius og Best

235

Handelsminister Halfdan Hendriksen vurderer et stykke formbrændsel. Brun­ kulsbriketter var en vigtig indenlandsk energikilde ved siden af tørv og træ. På billedet th. vrides en våd tørv. Brændværdien i tørve­ ne var ofte meget ringe, muligheden for løbesod i skorstenen betydelig. En avisnotits berettede om ilde­ brand i et hus, hvor alt brændte undtagen tørvene.

236

På den anden side stod DNSAP. Det havde i 1939 fået 31.000 stemmer og opnåede nu 43.000. Men da stemmedeltagelsen samtidig steg fra 79 procent til 90 procent, den hidtil højeste, betød det i virkeligheden fiasko. Mens nazisterne endnu i 1942 kunne betragtes som et faremoment for folkestyret, var de nu definitivt færdige. Best erkendte det og anbefalede, at man bevarede det danske „landsbydemokrati". Frits Clausen drog konsekvensen og tog til Østfronten som militærlæge. Det var de fem samarbejdende partier, som vandt valget, om end med indbyrdes forskydninger. Den mest markante fremgang tilfaldt de konservative, der øgede deres stemmetal med over en tredjedel og i mandater gik fra 26 til 31. Socialde­ mokraterne gik to frem, de radikale en tilbage, Venstre to tilbage. Det var socialdemokrater og radikale, som havde haft ansvaret for dansk politik til og med den 9. april. Vælgerne følte åbenbart ingen tilbøjelighed til nu at straffe dem for den måde, på hvilken de havde administreret dette ansvar. Det var også lykkedes politikerne at overbevise befolkningen om, at de af omstændighederne var tvunget til at bære Scavenius oppe, skønt de ikke brød sig om ham. Fra dagligstuemøderne, som trådte i stedet for de forbudte vælgermøder, trængte budskabet ud til vælgerne, der foretrak det gammelkendte frem for det ukendte og usikre. Imidlertid skiftede befolkningens holdning på få måneder. I august 1943 foretog „Ringen" diskret en opinionsundersøgel ­ se, som viste, at af de 1300 adspurgte var 70 procent af mændene og 50 procent af kvinderne ubetinget tilhængere af sabota­

Forhandling og samarbejde

En lille pragtfuld Universal-Modtager, som med stor Styrke tager alle de vigtigste Stationer i Europa-, samt en lang Række Kortbølge-Sendere. Modtageren, der er af sidste Aars Model, bortsælges til gammel Pris

Kr. 185,00

Ih. Hansen Radio A/s Søndergade 7.

Odense.

Tlf. 1874.

Radioen blev helt uundvær­ lig under krigen. I Fyns Venstreblad kunne man i oktober 1940 se en annonce, der på en uangribelig måde gjorde opmærksom på, at den averterede radio kunne bringe ejeren i forbindelse med f.eks. London. Tysker­ ne forbød aldrig radioaflyt­ ning i Danmark. Prisen på radioen svarede til mere end to ugelønninger for en arbejder.

ge, af resten var de fleste betingede tilhængere. Selv om en undersøgelse foretaget på dette tidspunkt og under disse for­ hold må tages med et vist forbehold, giver den utvivlsomt som folketingsvalget fem måneder før et sandt billede. Der var sket meget på denne korte tid. I Stalingrad havde de tyske tropper overgivet sig. Den årelange belejring af Lenin­ grad var brudt, og Afrika var kommet helt i de allieredes hænder. Tyske frontberetninger talte om elastiske tilbagetog. I hjemmene sad danskerne klinet til radioen for at høre BBC's udsendelser og tegnede de vigende tyske linier ind på store landkort. Allerede i valgmåneden forefaldt 60 sabotageaktio­ ner. De stimuleredes af engelske faldskærmsfolk, blandt hvis ledere var Flemming Juncker og Flemming B. Muus. I London spillede SOE en afgørende rolle for modstandskampen i Dan­ mark. Sprængstof nedkastedes af Royal Air Force og ameri­ kanske fly efter kodemeldinger i BBC: hilsen til Karen, Peter osv. Hvert navn betegnede en modtageplads, hvor illegale grupper stod parat til at opsamle og gemme de nedkastede containere. Modtagepladser fandtes over hele landet. Særlig aktiv var Hvidstengruppen, indtil den i marts 1944 blev arre­ steret. En fanget faldskærmsmand havde røbet den. Sabotagen blev fra marts 1943 langt mere seriøs. Den vakte tyskernes opmærksomhed, fordi den beviste engelsk infiltra­ tion også i Danmark. Navnlig takket være B & O-ingeniøren L. A. Duus Hansens indsats stod den danske modstandsbe­ vægelse fra foråret 1943 i en løbende og pålidelig radiokontakt med SOE. Politikerne så med den største ængstelse på denne udvik­ ling. Da der afholdtes kommunevalg den 5. maj 1943, fik en camoufleret DKP-liste i Nakskov en femtedel af samtlige stem­ mer. Grunden var begyndt at skride under indrømmelses­ politikken. Den 15. maj 1943 overtog kongen efter sin syg­ domsperiode atter regeringens førelse og holdt da på mini­ steriets foranledning en tale i radioen, hvor han karakterisere­ de sabotageaktionerne som „forkastelige handlinger". Også han talte for døve øren, skønt han straks efter den 9. april 1940 var blevet nationens samlingsmærke. Befolkningen opfattede kongen som tvunget dertil af Scavenius og Best, skønt også han kunne nære frygt for, hvad der ville ske med monarkiet, hvis tyskerne sendte regeringen hjem og lukkede Rigsdagen. Den 10. juli 1943 gik de allierede i land på Sicilien; Mussolini blev afsat, og Sovjetunionen begyndte en ny offensiv. Ham­ burg blev bombet fra luften. I Danmark frygtede general von Hanneken for en allieret invasion på den jyske vestkyst. Be­ tonbunkers begyndte at vansire klitlandskabet, og von HanneScavenius og Best

237

Den tyske rigsbefuldmægtigede, dr. Werner Best ankom til Køben­ havn den 5. november 1942, hvor udenrigsminister Erik Scavenius modtog ham. Få dage efter var Scavenius tillige statsminister. De to mænd fik et godt samarbejde, indtil spillet væltede den 29. august 1943. De ønskede begge en fredelig udvikling i Danmark. Best for at demonstrere, at en forholdsvis blød hånd kunne give resultater, Scavenius fordi han mente, at det var til skade for befolkningen at gøre modstand.

ken rasede mod sabotørerne, samtidig med at han frygtede for, at den danske hær - så indskrumpet den end var - ville falde værnemagten i ryggen i tilfælde af en invasion i Dan­ mark. Han appellerede til føreren om at få hæren afvæbnet og om, at der skete drastisk indskriden over for modstandsbe­ vægelsen. Magtkampen mellem ham og Werner Best gik ind i sin kulmination. Best blev taberen, og han tog Scavenius og indrømmelsespolitikken med sig i sit nederlag.

238

Forhandling og samarbejde

Den 29. august 1943

En af de opsigtsvækkende sabotager ramte i august 1943 Forum, den kendte kø­ benhavnske udstillingshal, der var opført i 1926. Det var sådanne handlinger, der undergravede tilpasnings­ politikken.

Ved siden af enkelte modstandsfolks dristige aktioner kom nu et folkeligt oprør, som mundede ud i omfattende strejker. De grønklædte værnemagtssoldater irriterede, provokerede og blev provokeret. Det kom til slagsmål, hærværk mod værne­ mageres og nazisters ejendom og klipning af „feltmadrasser", dvs. piger, der var kærester med tyske soldater. I slutningen af juli 1943 nåedes et højdepunkt, da det nybyggede tyske mine­ skib „Linz" på Odense Stålskibsværft blev bombesprængt, netop som det skulle afleveres. Da tyskerne svarede ved at postere væbnede vagter på værftet, udbrød strejker, som for­ plantede sig til andre arbejdspladser og til andre byer. I Es­ bjerg, Ålborg, Århus og andre jyske og fynske byer var der omfattende strejkeuro. I midten af august gik fabrikker, for­ retninger og kontorer samt den offentlige transport stort set

Den 29. august 1943

239

En gruppe kommunistiske fanger fotograferet under interneringen i Horserød. Landsretssagfører Carl Madsen, der var virksom og vanskelig som talsmand for fangerne, sidder som num­ mer to i anden række fra venstre, og billedet er taget af hans hustru. Den 29. au­ gust 1943 hørte Carl Madsen ril de fanger, som nåede at flygte. Derefter gik han ind i illegalt arbejde.

240

Den 29. august 1943

overalt i landet i stå. Folkestrejken var en kendsgerning. I optakten var den spontan, men hurtigt blev den organiseret af kommunisterne. Gennem intense forhandlinger mellem poli­ ti, kommunalpolitikere og fagforeningsfolk på den ene side og tyskerne på den anden søgtes urolighederne bilagt. Regerin­ gen manede desperat til ro. Men forgæves. I København sprængte sabotageorganisationen „Holger Danske" Forum i luften ved højlys dag. Bygningen anvendtes til indkvartering af tyske soldater. I Odense mishandlede fol­ kemængden en tysk officer på gaden, hvad von Hanneken rapporterede til Hitler som et bevis blandt mange på, at ud­ viklingen i Danmark var ude af kontrol. Best blev kaldt til Hitlers hovedkvarter i Østpreussen og vendte tilbage til Kø­ benhavn med et ultimatum, der krævede bl.a. dødsstraf for sabotage, gidseltagning i Odense osv. Da Best den 28. august 1943 afleverede det til Scavenius, skete det med ordene: „Jeg er en død mand." Både han og Scavenius indså, at de stillede krav ikke kunne imødekommes. Med enkelte undtagelser ønskede politikerne ikke på dette tidspunkt et brud med den førte kurs. De havde ment alle deres opfordringer og formaninger om ro og orden alvorligt. Det ses bl.a. af, at da bruddet var indtruffet, sendte Alsing

Generalløjtnant Ebbe Gørtz (tv.) blev chef for hæren i 1941, viceadmiral Aage H. Vedel for søværnet samme år. Den 29. august 1943 nægtede Gørtz at lade hæ­ ren kæmpe. Det skyldtes hans ubetingede loyalitet over for regeringen. Vedel gav ordre til at sænke de danske orlogsfartøjer, som ikke kunne undslippe til Sverige. Begge fik nær for­ bindelse med modstandsbe­ vægelsen, og i oktober 1944 udnævntes Gørtz af Fri­ hedsrådet til øverstkom­ manderende for de samlede danske modstandsstyrker. Vedels handling skabte ham betydelig goodwill, ikke mindst i marinen, som den 9. april 1940 ikke fik mulig­ hed for at åbne blot ét skud. Foto taget i London 1949.

Andersen et cirkulære til Socialdemokratiets tillidsmænd. Heri beklagede han, at forhandlingspolitikken var „blevet un­ dermineret af Christmas Møllers agitation i radioen i forbindel­ se med den koalition af chauvinister og kommunister", der ansvarsløst havde søgt at mistænkeliggøre samarbejdet. Det var en vurdering, som også deltes af politikere i de øvrige partier. De var meget vel klar over, at et brud kunne blive nødvendigt, hvis det f.eks. blev forlangt af dem, at der skulle indføres dødsstraf eller diskriminering af jøder. En sådan pro­ blemstilling havde længe været diskuteret mellem politikerne og også uden for deres kreds. Når de nølede så længe, var det af ængstelse for det uvisse, som rummede mulighed for, at deres demokratisk legitimerede magtpositioner skulle overgå til, hvad de betragtede som ansvarsløse bombemænd, eller til kommunisterne, der var ved at vinde indpas i fagbevægelsen. Først og fremmest var det dog, fordi de mente, at det bådede land og rige bedst at undgå norske tilstande. De egentlige sabotører var få i tal, men bredden i det folkelige oprør viste, at en betragtelig del af befolkningen netop ønskede sådanne tilstande nu. Den 28. august kl. 15.30 afleveredes den danske regerings afslag til Werner Best, og et par timer efter henrettede tyskerne den første danske modstandsmand. Natten mellem den 28. og 29. august rykkede tyskerne ind i Horserødlejren, hvor de pågreb 150 af de internerede kommunister, mens 90 nåede at undvige. De internerede stolede på et tilsagn om at blive advaret fra fængselsmyndighederne, hvis tyskerne ville over-

Den 29. august 1943

241

Flådens Leje i København efter den 29. august 1943. 31 orlogsfartøjer af i alt 49 blev sænket eller ødelagt, fire slap til Sverige sammen med ni små kystbevogt­ ningskuttere, seks blev ta­ get af tyskerne under kamp, og otte blev overrumplet.

242

Den 29. august 1943

tage lejren fra det danske fængselsvæsen. Den 28. opfordrede betjentene da også til flugt, men de indsatte frygtede for at gå i en fælde og ønskede at afvente et signal højere oppefra. Det kom ikke. På ministermødet om eftermiddagen rejste justits­ minister O. Thune Jacobsen spørgsmålet om kommunisternes skæbne uden at få noget svar. Han anså formentlig ikke for­ handlingspolitikkens muligheder for udtømte, og i så fald ville en åbning af lejren kunne opfattes som en provokation. I stedet endte de 150 i kz-lejr i Tyskland, hvor mange omkom, og kommunisterne fik endnu en anledning til angreb på de fem partier, som i sidste ende var ansvarlige for ulykken. Den 29. august blev også værnenes personel og et par hun­ drede fremtrædende danskere interneret. Under aktionen mod hær og flåde kom det til ildkamp, og 24 danske soldater faldt. Efter ordre fra søværnets chef, viceadmiral Aage H. Vedel sænkedes ca. 31 krigsskibe, mens 13 slap til Sverige. Blandt de allierede opfattedes flådens reaktion som et udtryk for dansk modstandsvilje. Samme morgen lod von Hanneken, der tillige havde er­ klæret landet i militær undtagelsestilstand, et brev aflevere til Scavenius, hvori han kort og godt meddelte, at regeringen var afsat, og at den tyske hær havde overtaget den udøvende magt, idet dog embedsmændene under trusler beordredes til

Udenrigsministeriets direk­ tør Nils Svenningsen havde støttet tilpasningspolitikken til det sidste. Efter den 29. august 1943 blev han den le­ dende kraft i departements­ chefstyret. Som sådan søgte han under stigende vanske­ ligheder at fastholde forvalt­ ningen på danske hænder.

at fortsætte. Scavenius kunne ikke ganske slippe tanken om at søge bruddet helet; men de politiske ministre så ikke nogen vej tilbage. Man enedes derfor om en anden af besættelsestidens både-og-løsninger: ministeriet ophørte straks at fungere og indgav sin demissionsbegæring til kongen, som imidlertid efter aftale nægtede at tage imod den. Nu kunne ministrene ikke drages til ansvar for den kommende tid, men formelt var der stadig en regering og derfor ikke noget hul, som tyskerne måske ellers ville føle trang til at udfylde. Ordningen indebar også den fordel, at det parlamentariske styre hurtigt kunne retableres. I ministeriets demissionserklæring hed det, at administra­ tionen ville blive videreført af styrelsescheferne. Det indvarslede den fase i besættelseshistorien, der er kaldt „departe­ mentschef styret". Når det lykkedes at opretholde denne ord­ ning, som værnede befolkningen mod tysk infiltration af centraladministrationen, skyldtes det i høj grad Udenrigs­ ministeriets direktør Nils Svenningsen. Både Best og von Hanneken ønskede nemlig en eller anden form for regering. Nils Svenningsen anså dette for udelukket. Han vidste, at politi­ kerne foretrak at være i hi og lade departementscheferne tage ansvaret i den forestående tunge tid, mens de dog selv gen­ nem det stadigt fungerende nimandsudvalg- nu udvidet til 13 mand - i det skjulte hele tiden havde et ord at skulle have sagt. Og sådan blev det. Nils Svenningsen fungerede i departe­ mentscheftiden som den første blandt ligemænd i snæver kontakt med Vilh. Buhl, den magtfulde leder af 13-mandsudvalget. Flere af ministrene opretholdt i øvrigt kontakt med deres ministerier. Selv om Højesterets præsident var imod departementschef­ arrangementet og ved direkte henvendelse til kronprinsen forgæves søgte at få det erstattet af et rigtigt ministerium, anerkendte domstolene dog, at styrelsescheferne kunne ud­ stede såkaldte „lovanordninger", hvis de var strengt nødven­ dige. Embedsmændene forblev altså i deres stillinger for til landets bedste at hindre tysk infiltration i forvaltningen og for at undgå kaos.

Oktober 1943 Aldrig så snart havde departementschefstyret fundet sit leje, før det blev konfronteret med en grov krænkelse, som det ingen muligheder havde for at afværge. Den 5. september 1943 meddelte Nils Svenningsen Werner Best, at der ikke kunne dannes en parlamentarisk regering. Hermed var en vigrig Oktober 1943

243

forudsætning for Bests politik bristet. Værnemagten syntes nu helt at skulle skubbe Best til side. Muligvis har han i denne situation ønsket at få samme status som rigskommissær Terboven i Norge. I al fald søgte han at styrke sin position ved at få tildelt en særlig afdeling af det tyske sikkerhedspoliti og ved at sætte aktionen mod de danske jøder i værk. En sådan ville værnemagten ikke medvirke til. Den 8. september sendte Best et telegram til det tyske Udenrigsministerium, hvori han bad om en afgørelse af, hvilke foranstaltninger han skulle træffe imod jøderne og frimurerne, som Hitler også var fjendtligt indstillet overfor. Et indgreb burde i givet fald træffes, mens der herskede militær undtagelsestilstand, mente Best. De danske jøder levede på trods af deres trosfællers forhold i Tyskland i det håb, at de i læ af forhandlingspolitikken kunne gå ram forbi. Særlovgivning mod jøder var da også blevet afvist af regeringen, selv om det ville fremkalde et brud med besættelsesmagten. Nu gik det galt. Udenrigsminister von Ribbentrop forelagde spørgsmålet for Hitler selv, og den 17. september fik Best meddelelse om, at aktionen mod de danske jøder var godkendt. Frimurerne slap. Best bar imidlertid kappen på begge skuldre. Allerede den 11. september informerede han sin skibsfartsattaché G. F. Duckwitz, som havde været flere år i Danmark og havde gode forbindelser, vel vidende, at denne ville lade oplysningerne gå videre. Det skete også. I denne situation søgte departements­ cheferne at afvende ulykken med et tilbud om, at jøderne blev

I oktober 1943 holdtes i den af tyskerne beslaglagte fri­ murerloge i København en mindehøjtidelighed for den faldne danske SS-officer C.F. von Schalburg. Han kom til at lægge navn ril det korps, som kaptajnløjtnant K. B. Martinsen oprettede i 1943, og som udførte en række terroraktioner mod danske institutioner og en­ keltpersoner. Martinsen sid­ der længst til venstre, fulgt af endnu en dansk SS-offi­ cer, Schalburgs søn og enke samt Werner Best.

244

Den 29. august 1943

En transport af flygtende jø­ der er i oktober 1943 nået ind på svensk territorium, og passagererne kan se ind i det forjættede land. Rednin­ gen af jøderne lykkedes, fordi Sverige tog imod dem, og fordi mange landsmænd i Danmark havde hjulpet til med skjulesteder, indtil transportmulighed var skaf­ fet. Det danske kystpoliti hjalp hl, og tillige forholdt den tyske værnemagt og krigsmarine sig passive. Mange jøder måtte betale store summer for at komme over.

internerede i en dansk lejr. Da det blev afvist, søgte man med held at advare jøderne. Samtidig protesterede Kirken, Hø­ jesteret, universiteterne og de store organisationer mod over­ grebet. Takket være advarslerne lykkedes det de fleste jøder at gå under jorden og at komme i sikkerhed i Sverige ved improvi­ serede, illegale transporter over Øresund. Disse ruter forblev i øvrigt intakte og blev af stor betydning for modstandskam­ pen. I alt ca. 7000 jøder blev reddet. Ved den tyske aktion, der begyndte den 2. oktober 1943, lykkedes det kun for Gestapo at pågribe ca. 500 jøder, der blev deporteret til kz-lejren Theresienstadt i Tjekkoslovakiet, medens de 150 kommunister, der sad i Horserød, kom til Stutthof. Af de deporterede jø­ der døde 52 og af kommunisterne 20. Skønt aktionen således var blevet en fiasko, meddelte tyskerne få dage efter, at da jøderne nu var „blevet udskilt af det offentlige liv", kunne undtagelsestilstanden ophæves, og de internerede soldater frigives. I den jødiske historieskrivning står redningsaktionen i en særlig stråleglans, der har affødt beretningen om, at kong

Oktober 1943

245

Christian bar davidsstjernen for at vise solidaritet med sine jødiske landsmænd. Kongen var positivt indstillet over for Det Mosaiske Troessamfund, deltog således i 1933 efter Hitlers magtovertagelse i en gudstjeneste i synagogen og udtrykte i 1941 skriftligt sin beklagelse over en ildebrand i synagogen. Den 1. oktober 1943 protesterede han forgæves i et brev til Werner Best mod den forestående deportation. Men beret­ ningen om jødestjernen er en myte. Aktionen mod jøderne aktiverede mange danske, der trådte hjælpende til og nu blev motiverede for andet illegalt arbejde. De vigrige forbindelseslinier til Sverige var blevet udbygget. I befolkningen nåede uviljen mod tyskerne et højdepunkt. Den fortsatte allierede fremgang på alle fronter gav håb om en hurtig afslutning på krigen. Det stred mod højesterets­ præsident Troels G. Jørgen­ sens paragrafstyrede ver­ densbillede, dersom man ikke gjorde grundlovsbruddet, der ramte kommuni­ sterne, lovligt. Det skete da også med den såkaldte kommunistlov i 1941. Efter den 29. august 1943 skrev han hl kongen for at presse ham til at søge en ny rege­ ring dannet. Det førte kun hl, at Højesterets øvrige medlemmer fordømte deres præsident.

246

Den 29. august 1943

Frihedsrådet og undergrundshæren Modstandsbevægelsen var endnu i 1943 spredt og uden over­ ordnet koordination og savnede et fælles talerør. Skulle den have politisk effekt, og skulle dens kampkraft øges, måtte den organiseres på landsplan. Der var også tilløb hertil allerede i 1942. Kommunisterne havde et klart blik for betydningen her­ af. Men den enkeltperson, som fik størst betydning for etab­ leringen af et fællesorgan, var cand.mag. Frode Jakobsen, som stod Socialdemokratiet nær. Han begyndte sine bestræbelser i marts 1943. Da regeringen var ude af spillet i august 1943, voksede forståelsen for vigtigheden af en fælles ledelse, som også kunne udfylde det opståede tomrum og give udtryk for en national vilje. Stifterne af Danmarks Frihedsråd var for­ uden Frode Jakobsen fra „Ringen", professor Mogens Fog fra „Frit Danmark", redaktør Børge Houmann - med folketings­ mand Alfred Jensen som stedfortræder - fra DKP, civilingeni­ ør Erling Foss fra „De frie Danske" og redaktør Aage Schoch, som ikke tilhørte nogen speciel gruppe. Dansk Samling var først repræsenteret af forlægger Jørgen Staffeldt, kort efter af professor Arne Noe-Nygaard og fra december 1943 af partiets leder Arne Sørensen. Flemming B. Muus blev optaget som medlem for „De frie Danske" i udlandet og SOE, senere afløst af Ole Lippmann. På grund af arrestationer blev også pro­ fessorerne Ole Chievitz og C. A. Bodelsen samt biskop Hans Øllgaard medlemmer af Frihedsrådet, som kort før den tyske kapitulation tillige supplerede sig med kontorchef Niels Banke og professor Erik Husfeldt. Frihedsrådet havde ifølge sagens natur ingen officielle be­ føjelser, men fik i løbet af 1944 en betydelig indflydelse i for­

hold til de allierede, som lyste rådet i kuld og køn bl.a. i forbindelse med formeringen af en undergrundshær. Den danske befolkning lyttede til Frihedsrådets paroler, som her­ ved fik en stor opinionsdannende virkning. Politikerne og mange menige vælgere så oprindeligt med skepsis på disse selvbestaltede mænd, hvis identitet man ikke kendte. Meget hjalp det, da Danmarks Frihedsråd i november 1943 udsendte sin vidt udbredte pjece „Når Danmark atter er frit". Af denne fremgik det, at Frihedsrådet ønskede en re­ gering hvilende på grundloven, men med ukompromitterede ministre, og man krævede nok straf over landssvigerne, men efter lov og dom. Selv om modstandsbevægelsen i det omfang, Frihedsrådet artikulerede dens synspunkter, syntes moderat, var politiker­ ne ivrige for på deres præmisser at sikre demokratiets genind­ førelse, når krigen var forbi. Derfor opstod en alliance mellem værnene og politikerne. Officererne havde før den 29. august ikke været aktive i modstandskampen bortset fra efterret­ ningsofficererne og enkelte andre. Men da officerskorpset i oktober 1943 var blevet frigivet, henvendte hærchefen, ge­ neralløjtnant Ebbe Gørtz, og søværnets chef, viceadmiral Ve­ del, sig til politikerne gennem Vilh. Buhl for at få en aftale i stand om værnenes forhold i den regeringsløse periode. Man enedes om at sende en gruppe officerer til Sverige, hvor de blandt de efterhånden mange danske flygtninge skul­ le rekruttere en hærafdeling, der ved krigens slutning kunne vende hjem og støtte den nye lovlige regering. Omkring 135 befalingsmænd kom til Sverige. De blev grundstammen i det korps, som benævntes „Den danske Brigade". De resterende 1200 befalingsmænd skulle blive i Danmark og opbygge mili­ tære ventegrupper, der ligesom „Den danske Brigade" kunne indsættes til støtte for regeringen. Opbygningen af disse grup­ per begyndte straks og lededes af general Gørtz sammen med „den lille generalstab", nogle yngre officerer. De fik et an­ spændt forhold til den egentlige modstandsbevægelse, der ikke kun ville afvente den tyske værnemagts sammenbrud, men også aktivt medvirke til den. Frihedsrådet ønskede kon­ trol over de militære ventegrupper, medens officererne søgte at få kommandoen over de militærgrupper, som bl.a. „Rin­ gen", Dansk Samling, KU og helt upolitiske kredse var be­ gyndt at oprette. Det lykkedes Frode Jakobsen ved forhandlinger med Gørtz og Vedel, som handlede i forståelse med politikerne, at få værnene til at gå ind under Frihedsrådets ledelse. Politikerne gjorde en dyd af nødvendighed. De stolede på officerernes Frihedsrådet og undergrundshæren

247

De tyske soldater i Dan­ mark slæbte danske varer til Tyskland, når de tog hjem på orlov. Det var meget ef­ tertragtet at gøre tjeneste ved „flødeskumsfronten" i Danmark, og blandt de ty­ ske soldater opstod udtryk­ ket „Jeiko", der var en for­ kortelse for „Jeder einmal in Kopenhagen".

248

Den 29. august 1943

loyalitet og håbede ved aftalen at få indseende med og ind­ flydelse på modstandsbevægelsen. Under ledelse af rådets såkaldte M-Udvalg tog organiserin­ gen af militærgrupper fart omkring årsskiftet 1943-44. Englæn­ derne pressede på for at få sådanne opstillet, og for ikke at forstyrre opbygningen heraf beordrede Frihedsrådet en mid­ lertidig standsning af sabotagen fra januar til maj 1944. Hele landet blev nu inddelt i syv regioner med hver sin ledelse. Det aftaltes med englænderne, at Frihedsrådet skulle have ledel­ sen af grupperne, der dog i tilfælde af invasion overgik til SHAEF (Supreme Headquarters Allied Expeditionary Forces). Våben og ammunition lovede englænderne at levere. Ved kapitulationen var undergrundshæren på ca. 43.000 mand. Våben blev dog hele tiden en mangelvare. I Sverige ind­ købtes i forståelse med den svenske regering et mindre parti maskinpistoler, som „den lille generalstab" af frygt for kom­ munisterne søgte at fordele uden om Frihedsrådet. Denne såkaldt skæve våbenfordeling gav anledning til en dyb og varig misstemning mellem officererne i generalstaben og mod­ standsfolkene, som ønskede våbnene til de grupper, der ville anvende dem under krigen, ikke efter.

Sabotagen tog fart fra som­ meren 1942 og omfattede også provinsen. Her er Dansk Akkumulator- og Elektromotorfabrik i Oden­ se saboteret i august 1943. Sabotagen ramte tyske mili­ tære installationer, virksom­ heder, der arbejdede for ty­ skerne, og jernbanerne. Den militære værdi af disse aktioner er siden blevet om­ tvistet, men den havde tilli­ ge en klar politisk hensigt. For modstandsbevægelsen ville bombe Danmark over på allieret side, og dette mål blev nået.

Den 6. juni 1944 gik de vestallierede i land i Normandiet, Frankrigs befrielse begyndte, den 29. august 1944 nåede de allierede Paris. Herefter fik englænderne flere ressourcer til at hjælpe modstandsbevægelsen også i Danmark, og våbenned­ kastningen tog et betydeligt omfang. Fra august 1944 og indtil kapitulationen nedkastedes over 6000 containere med ca. 6501 våben og sprængstoffer. Hertil kom store mængder engelske og amerikanske våben, som nåede til Danmark via Goteborg eller over Nordsøen, omladet i rum sø fra engelske fartøjer til danske fiskekuttere. Blandt lederne af det omfattende og sær­ deles farlige modtagearbejde var Flemming Juncker og Anton Toldstrup.

Sabotage og modterror Ved siden af militærgrupperne og modtagefolkene fandtes over hele landet lokale sabotagegrupper, uden at de tre kate­ gorier kan holdes klart adskilte. Sabotørerne arbejdede med de nedkastede plasticsprængstoffer, og deres aktioner ramte virksomheder, der arbejdede for tyskerne, dvs. automobilfa­ brikker, skibsværfter, Riffelsyndikatet i København, Ålborg Flyveplads osv. 11940 til 1942 fandt sammenlagt 151 sabotage­ aktioner sted, i 1943 969 og i 1944, hvor der var sabotagestop i årets første fem måneder, 867, i 1945 687.

Sabotage og modterror

249

BOPA-sabotøren Eigil Lar­ sen udarbejdede ligefrem en lærebog - kaldet „koge­ bogen" - i fremstilling af sa­ botagemateriel. Indtil der kom gang i de engelske nedkastninger, var sabota­ gemidlerne meget primiti­ ve. Nedkastningerne be­ gyndte i det små i foråret 1943 og kulminerede i april 1945 med 2349 containere. I alt modtog Danmark ca. 1000 tons materiel.

Et andet sabotagemål var jernbanerne. Efterhånden som nettet strammedes om tyskerne både øst- og vestfra, ønskede de allierede at hæmme de tyske troppers bevægelser i Dan­ mark. På vej tilbage til fronterne var det af betydning at sinke dem, og det samme gjaldt bevægelserne af kamptroppeme, der fra Norge blev sendt sydpå. Der skete praktisk talt ikke jernbanesabotage før i 1943 med 175 aktioner, hvorefter tallet i 1944 steg dl 328, mens det i de Hre måneder i 1945 nåede helt op

på 1301. De to største sabotageorganisationer var BOPA, blandt hvis ledere var Børge Thing og Eigil Larsen, og „Holger Danske" med blandt andre Jens Lillelund, Jørgen Kieler, Hans Edvard Teglers og Jørgen Røjel som fremtrædende medlemmer. „Hol­ ger Danske" blev to gange revet op af tyskerne. Ved krigens slutning talte den ca. 300 mand, BOPA ca. 175. Det er svært at finde et måleligt udtryk for den materielle skade, sabotagen forvoldte det tyske krigsmaskineri. Efter krigen anlagde Hitlers rustningsminister, Albert Speer, den vurdering, at industrisabotagen ikke havde haft større be­ tydning, mens de 200 større sabotageaktioner mod havne, værfter, kraner og skibe var følelige, fordi der både var mangel på tonnage og på reparationsmuligheder. Når det gjaldt at besværliggøre kommunikationslinierne, var de engelske og amerikanske luftangreb forståeligt nok af større betydning end den danske jernbanesabotage. Hvilken psykologisk effekt på de tyske tropper, sabotagen har haft, ved vi heller ikke præ­ 250

Den 29. august 1943

cist. Men i februar 1945 var ca. 12.000 tyske soldater bundet til banebevogtning i Danmark. Derimod havde de forskellige former for modstand, fra små illegale blade til store sabotageaktioner, en betydelig virkning på det danske folk. Opsætsigheden umuliggjorde indrømmel­ sespolitikken og fældede ministeriet Scavenius. Og den fik tyskerne til at indsætte store politistyrker. Fra oktober 1943 lededes de af SS-general Gunther Pancke, der var uafhængig af både von Hanneken og Werner Best. Som sin nærmeste medarbejder havde han SS-oberst Otto Bovensiepen. Efter ordre fra Hitler iværksattes fra årsskiftet 1943-44 en modterror, der skulle søge at dæmme op for modstanden. Mest berygtet blev „Petergruppen" under SS-manden Otto Schwerdt. Den fik 120 menneskeliv på sin samvittighed og sprængte 160 fa­ brikker, bladhuse m.v. i luften. Også Schalburgkorpset, op­ kaldt efter en falden „Frikorps Danmark"-chef, deltog i terror­ handlingerne. Deraf opstod ordet „schalburgtage" som et modstykke til sabotage. Den 4. januar 1944 skød og dræbte Otto Schwerdt sammen med fire andre præsten og forfatteren Kaj Munk efter at have bortført ham fra præstegården i Vedersø i Vestjylland. Drabet vakte den største opmærksomhed og øgede harmen mod be­ sættelsesmagten og dens håndlangere. Flere gange lykkedes det Gestapo at rulle modstandsgrup-

Redaktør Sigurd Thomsen radiointerviewede i 1932 præsten og forfatteren Kaj Munk, mens fru Lise Munk stod hos. Radiointerviews var da en ny genre, som hurtigt blev populær. Både Sigurd Thomsen og Kaj Munk blev i vinteren 1944 myrdet af tyske håndlange­ re. I afskrækkelsesøjemed dræbte tyskerne ved såkald­ te „clearingdrab" en række kendte danskere. Kaj Munk var blevet en stadig mere usminket fortaler for mod­ stand mod besættelsesmag­ ten. Mordet på ham skabte den største harme i befolk­ ningen og æggede til øget opsætsighed mod tyskerne.

Sabotage og modterror

251

Flemming Juncker kom tid­ ligt ind i modstandsarbejdet og blev i Jylland leder af samarbejdet med de engel­ ske faldskærmsfolk. Han opbyggede modtage- og sabotagegrupper, senere også militærgrupper. Da han var eftersøgt af Gestapo, måtte han i foråret 1944 via Sveri­ ge fortrække til London, hvor han i SOE blev leder af nedkastningerne over Dan­ mark. Her virkede han tæt sammen med Svend Truelsen og Ole Lippmann.

252

Den 29. august 1943

per op ved hjælp af danske angivere. Navnlig „Holger Dan­ ske" påtog sig den opgave at likvidere sådanne stikkere. Om­ kring 350 blev dræbt. Ikke alle de likviderede var stikkere, selv om de havde haft omgang med besættelsesmagten. Der var krigstilstand, og en egentlig politimæssig efterforskning var ikke mulig. Likvideringerne var en svær belastning for dem, der udførte dem, også efter krigen, hvor der blev rejst kritik af disse nødværgedrab. Det øgede antal tyske arrestationer førte både til mange henrettelser og til stadig flere deportationer til tyske fængsler og kz-lejre, da de danske fængsler efterhånden var overfyldte. I marts 1944 tilbød departementscheferne da at opføre en fan­ gelejr på dansk grund. De håbede på denne måde dels at kunne få de ca. 400 ikke-jødiske fanger, der allerede sad i kz-lejr, hjem, dels at hindre fortsatte deportationer. Tyskerne accepterede, og allerede i juli 1944 stod Frøslevlejren nær grænsen færdig. Lejren havde delvis dansk mandskab, og behandlingen af fangerne lå derfor langt over kz-lejrenes. Men de 400 kom ikke til Frøslevlejren, der i stedet blev fyldt med andre arresterede modstandsfolk. 1600 sendtes videre til Tysk­ land, men ca. 7000 forblev i Frøslev til krigens slutning og reddede derved livet.

Færøerne og Island For at komme tyskerne i forkøbet havde engelske tropper den 13. april 1940 besat Færøerne. Amtmanden fungerede herefter i den danske regerings rolle, mens Lagtinget fik lovgivende magt. Adskillelsen medførte også, at færøske fartøjer fik lov at føre færøsk flag, ligesom der blev trykt færøske pengesedler. Hvor færingerne før krigen især havde eksporteret klipfisk til Sydeuropa, fik de nu et betydeligt salg af fersk fisk til Skotland og England, hvilket skabte store fortjenester. Det hele med­ førte en stigende selvstændighedstrang, men afstedkom ikke noget brud på rigsfællesskabet, hvad England i øvrigt heller ikke ville acceptere. På Island gik det anderledes. Øen blev besat af englænderne den 10. maj 1940, men i forståelse med den islandske regering og efter aftale med den engelske afløstes de engelske styrker i juli 1941 af amerikanske soldater. Altinget havde straks den 10. april 1940 bestemt, at kongens myndighed indtil videre skulle udøves af Islands regering. Forholdet var, at Island allerede i 1918 ved forbundsloven var blevet selvstændigt, idet det kun havde konge, udenrigstjeneste og fiskeriinspektion fælles med Danmark. Forbundsloven udløb i 1943, og både i 1928 og

Englænderne besatte i april 1940 Færøerne. Det var en venligsindet besættelse, og under hele krigen var der et godt forhold mellem færin­ gerne og englænderne. Den engelske besættelse medfør­ te enkelte tyske bombean­ greb mod engelske krigsski­ be. Besættelsen skabte et boom for færøsk erhvervsliv og fremmede ønskerne om uafhængighed.

1937 havde Altinget erklæret, at Island ville udtræde af for­ bundet, så snart det var muligt. Loven forudsatte imidlertid, at det skulle ske efter forudgående konsultationer, og sådanne kunne på grund af verdenskrigen ikke finde sted. Imidlertid var den nationale selvhævdelsestrang så stærk, at de islandske politikere ikke ønskede at vente. Hertil kom også uvisheden om, hvilke storpolitiske forviklinger Island kunne blive draget med ind i på grund af kongefællesskabet. Ingen vidste, hvordan Danmarks stilling ville blive ved krigens af­ slutning. Derfor vedtog Altinget i maj 1941 for tredje gang, at man ikke agtede at forny aftalen med Danmark. I maj 1944 bekræftedes disse beslutninger ved en folkeafstemning, hvori 99 procent af vælgerne stemte. 97 procent heraf stemte for unionens ophævelse, 95 procent for republik. Islændingene havde aldrig taget Christian 10. til sig. Den 17. juni 1944 pro­ klameredes republikken Island. Både hos kongen og de fleste danskere skabtes der en lang­ varig misstemning over, at islændingene ikke kunne afvente krigens ophør, før de udtrådte af unionen. Få gjorde sig klart, at Island reelt var blevet selvstændigt i 1918. Kongen afsendte dog et af Erik Scavenius og Vilh. Buhl godkendt lykønsknings­ telegram, der opfattedes positivt på Island. Som udtryk for den samhørighed, de 120.000 islændinge trods forbundslo­ vens ophævelse følte med det danske folk, indsamlede de fem mili. kr., som efter krigen blev overdraget Danmark til huma­ nitære formål. Færøerne og Island

253

Folkestrejken

G. F. Duckwitz var søfarts­ rådgiver ved den tyske lega­ tion i København. Han hav­ de været aktiv nazist fra 1932, men vendte sig fra na­ zismen, og i oktober 1943 røbede han over for de soci­ aldemokratiske politikere Hans Hedtoft og H. C. Han­ sen den forestående aktion mod jøderne. Duckwitz blev 1955-58 Vesttysklands første ambassadør i Køben­ havn.

254

Folkestrejken

Juni 1944 blev en af besættelsestidens mest urolige måneder. Invasionen i Normandiet og russernes storoffensiv på Øst­ fronten gjorde tyskerne i Danmark aggressive, men danskerne opstemte. BOPA sprængte Riffelsyndikatet i luften, og da københavnerne åbenlyst bifaldt aktionen, blev otte modstandsmænd henrettet og Tivoli, Studentergaarden og Den kongelige Porcelainsfabrik schalburgteret. Den 25. juni be­ ordrede Best udgangsforbud mellem kl. 20 og 5. Reaktionen blev en arbejdsnedlæggelse på Burmeister & Wain. Arbejderne hævdede, at de måtte gå tidligt hjem for at kunne komme ud og passe deres livsvigtige kolonihaver inden spærretiden. I stedet samledes Københavns befolkning i ga­ derne, hvor de tirrede tyskerne med bål, barrikader og sam­ menstimlen. Tyskerne svarede med at skyde på mængden, og mange blev dræbt. Den 29. juni henrettedes otte medlemmer af Hvidstengruppen, hvis leder var kroejer Marius Fiil. Seks andre fik strenge tugthusstraffe. Københavnerne gik i baglås, og da spærretiden blev lempet, fik det ingen betydning. Strej­ kerne bredte sig til både samfærdsel, kontorer, fabrikker og butikker. Kun gas, vand og el blev undtaget. Byen gjorde revolte. De tre øverste tyske ledere, Best, von Hanneken og Pancke, erklærede da den 1. juli hovedstaden i belejringstil­ stand og lagde store troppestyrker som en ring uden om ho­ vedstaden. Der blev lukket for vand, gas og el. Tyskerne krævede nu under trussel om at bombardere by­ en, at de danske myndigheder greb ind. I denne situation tog departementschefernes førstemand, Nils Svenningsen, initia­ tivet til en række forhandlinger med repræsentanter for politi­ kerne, bystyret og fagbevægelsen. De enedes om en offentlig udtalelse, hvori man af hensyn til befolkningens tarv hen­ stillede at standse strejkerne. Men Frihedsrådet opfordrede ril at fortsætte, og Werner Best fandt udtalelsen polemisk over for tyskerne. Således stod sagen den 1. juli. Alene denne dag var 23 blevet dræbt og 203 såret. I forståelse med Vilh. Buhl hen­ vendte de to socialdemokratiske politikere Hans Hedtoft og H. C. Hansen sig til den tyske diplomat Duckwitz, der fik Best ned på jorden, utvivlsomt fordi han erkendte, at et militært angreb på København ville reducere hans indflydelse endnu mere. En enkelt ændring i det danske opråb fik ham den 2. juli til at genåbne de kommunale værker. Imidlertid fortsatte strejkerne, og en katastrofe kunne for-

Blandt besættelsestidens mange antityske strejker var folkestrejken i København i juni 1944 særlig dramatisk. Der tændtes bål og byg­ gedes barrikader i gaderne for at modvirke de tyske patruljers og panservognes terror.

udses. I denne situation lykkedes det departementschef H. H. Koch at få kontakt med Frihedsrådet og opnå dets medvirken til at standse strejkerne på den betingelse, at Schalburgkorpset og tysk militær blev holdt inde på deres forlægninger, hvad Werner Best havde accepteret. Den 3. om aftenen appellerede Vilh. Buhl og andre fremtrædende politikere atter til Køben­ havns befolkning om at genoptage arbejdet, men først da Frihedsrådet næste morgen i en proklamation sluttede sig hertil, kom arbejdet i gang. Da var over 100 blevet dræbt og mere end 600 såret. Folkestrejken var besættelsestidens største enkeltkonfron­ tation, og på trods af ofrene må den karakteriseres som en dansk sejr. Bagefter beskyldte Frihedsrådet og politikerne gensidigt hinanden for at tage æren for den heldige afvikling af krisen. Begge havde dog sammen med departementscheferne

Folkestrejken

255

Folkestrejken 1944 skabte fødevaremangel i Køben­ havn. Omkring mejeriet Enigheden på Nørrebro blev mælkekøen lang. De kommunale værker blev lukket af tyskerne, og man­ ge hentede vand i søerne for at sikre sig.

256

Folkestrejken

og de moderate tyskere virket for resultatet. Frihedsrådet vid­ ste, at befolkningen fulgte dets parole, og dette kort kunne politikerne bruge over for Best. Perspektivet i dette ufrivillige samarbejde var, at begge havde brug for hinanden.

Den politiløse tid Politiets stilling var efter den 29. august 1943 blevet stadig mere vanskelig. Indtil den dag havde politiet - om end fra foråret 1943 uvilligt - bekæmpet sabotagen. Efter 29. august lukkede det øjnene for illegal virksomhed, som adskillige politimænd selv deltog i. Både politikere og embedsmænd frygtede med god grund for, at tyskerne pønsede på at opløse det knap 10.000 mand store korps. Det ville lægge landet blot for almin­ delig kriminalitet og betyde, at man ved krigsafslutningen stod uden ordensmagt, da hæren allerede var opløst. Imidlertid gik det nu rask mod katastrofen for Det tredje Rige. I begyndelsen af september 1944 nærmede de allierede hære sig Tysklands vestgrænse, i syd gik fronten ved Firenze, og mod øst var de russiske tropper nået til Weichselfloden. Invasionsfrygten voksede hos besættelsesmagten i Danmark. I august 1943 havde general von Hanneken fået elimineret den

I Ålborg blev der som i alle andre byer efter politiets opløsning i september 1944 oprettet kommunale vagt­ værn. Med mangelfuld ud­ dannelse og udrustning vandrede de rundt i gader­ ne for at hindre de værste udskejelser og indgyde bor­ gerne en vis tryghed. Det lykkedes kun i begrænset omfang. Volds- og berigel­ seskriminaliteten steg stærkt.

danske hær. Nu var tyskerne bange for, at politiet som det franske politi ved befrielsen af Paris ville falde dem i ryggen. Med SS-føreren Heinrich Himmlers tilladelse slog Gestapo til den 19. september 1944. Under en falsk luftalarm arresteredes ca. 2000 politimænd i København, Århus, Odense og Ålborg. De førtes straks sammen med 250 grænsegendarmer til kon­ centrationslejre i Tyskland, hvor ca. 100 politimænd og ca. 40 gendarmer omkom. Tyskerne havde håbet, at de tilbageblev­ ne ville genoptage arbejdet, men ca. 7000 gik i stedet under jorden og sluttede sig til modstandsbevægelsen. En vigtig opgave for det illegale politi var det at bistå med etableringen af et centralkartotek over alle landssvigere med henblik på deres arrestation efter befrielsen. Opløsningen af politiet beredte departementscheferne poli­ Den politiløse tid

257

tiske vanskeligheder. Frihedsrådet og flere politikere som Vilh. Buhl, Hans Hedtoft, H. C. Hansen og den konservative Ole Bjørn Kraft fandt, at departementschefernes muligheder nu var udtømte, og at de burde gå af. De toneangivende departementschefer mente derimod, at de af hensyn til be­ folkningen skulle holde ud. Den 21. september sammenkaldte de i forståelse med politikerne, foruden en kreds af dem, 26 fremtrædende danskere fra erhvervsorganisationer og kultur­ liv. Denne forsamling gav det råd, som også partierne efter­ følgende tilsluttede sig, at departementscheferne burde blive. Frihedsrådet affandt sig hermed. Politiets fjernelse ramte dog borgerne mest. For samfundet var den besættelsens voldsomste rystelse. For at dæmpe kri­ minaliteten oprettede kommunalbestyrelserne vagtværn. Vagtmændene var uden politimæssig uddannelse og næsten uden hjælpemidler. De kunne ikke opklare forbrydelser, men ved deres blotte tilstedeværelse virke forebyggende. På trods heraf og selv om domstolene satte straffene stærkt i vejret, steg volds- og sortbørskriminaliteten. Situationen indebar en mærkbar forråelse af kriminaliteten i Danmark. Hertil bidrog også stærkt både tyskernes og deres danske hjælperes brutale fremfærd. Ikke mindst blev Hipokorpset berygtet. HIPO stod for Hilfspolizei, dvs. hjælpepoliti. Det var imidlertid en ren forbryderbande, der ligesom de to andre nazistiske formationer, Schalburgkorpset og Sommerkorpset, for frem med mord og brand på deres tyske arbejdsgiveres vegne. Farligst for modstandsbevægelsen var dog de professionelle tyske politifolk i Gestapo, som det lejlighedsvis lykkedes for at skaffe sig et stort kendskab til bevægelsen, og som derfor blev i stand til at rulle adskillige modstandsgrupper op. Mishand­ linger af de tilfangetagne hørte til dagens orden. Blandt de anholdte var fremtrædende folk som Mogens Fog og Børge Outze fra det illegale nyhedsbureau Information. I den politi­ løse tid kulminerede også clearingaktioneme, dvs. tyskernes gengældelsesdrab, der gerne ramte helt sagesløse, men ofte kendte mennesker, ligesom deres bombeattentater gik ud over populære institutioner som Tivoli eller virksomheder som Tuborg, ØK og adskillige bladhuse. I januar 1945 blev general von Hanneken beskyldt for kor­ ruption, degraderet og forflyttet. Han afløstes af general Ge­ org Lindemann, der kom fra Østfronten med al dens brutalitet indbygget. Det betød en yderligere skærpelse. Over halvdelen af de i alt 113 henrettede modstandsmænd blev i hans korte tid som chef for værnemagten skudt i Ryvangen. 258

Folkestrejken

I december 1944 schalburgterede den berygtede „Petergruppe" Østasiatisk Kompagnis hovedkontor i København. Det gav Th. Steins mindesmærke for Niels Juel en dramatisk baggrund. Men ugerningen var sammen med andre tilsvarende med til at forstærke hadet til besættelsesmagten og dens håndlangere.

Den politiløse tid

259

For at modvirke Gestapos virksomhed, der var i færd med at true modstandsbevægelsens eksistens, foretog Royal Air Force præcisionsbombardementer af de tre gestapohovedkvarterer. Den 31. oktober 1944 udbombedes det på Aarhus Universitet, den 21. marts 1945 kom turen til Shellhuset i Kø­ benhavn. Her havde Gestapo anbragt prominente danske fan­ ger i øverste etage. Nogle omkom i cellerne eller ved at springe ud fra fjerde sal. Blandt dem, der overlevede et sådant spring, var senere minister Poul Sørensen, medens Mogens Fog og Aage Schoch undslap i forvirringen. Både i Århus og i Køben­ havn dræbtes ca. 100 gestapomænd, og Gestapos arkiver blev ødelagt. I København bombedes ved en fejltagelse Den fran­ ske Skole, hvorved 112 mennesker, flest børn, blev dræbt og over 300 såret. Den 17. april bombedes Husmandsskolen i Tarup ved Odense, men tyskerne havde forudset angrebet, og arkiverne var bragt i sikkerhed. Også her skete der utilsigtede ødelæggelser med døde og sårede.

Et fornuftægteskab Nølende og modvilligt var frihedskæmpere og politikere kom­ met i en dialog. Modstandsbevægelsens magt var ikke legiti­ meret ved åbne valg, men den var reel. Politikerne var der­ imod lovligt valgte, men havde nu ikke længere et magtap­ parat bag sig. Det betød ikke, at de var uden indflydelse. De havde således som oftest den snævreste kontakt med departe­ mentscheferne og erhvervsorganisationerne. Og den folkelige opinion var ambivalent. Hadet mod besætterne deltes af alle, og sympatien for frihedskæmperne voksede, jo mere man nærmede sig krigsafslutningen. Men samtidig sad der dybt i de fleste et ønske om at vende tilbage til den trygge gammel­ kendte tilværelse tilsat en anelse af fornyelse, hvad jo også modstandsbevægelsen kraftigt understregede som sit mål. I andre lande som f.eks. Belgien og Grækenland viste der sig ved befrielsen ødelæggende modsætninger mellem mod­ standsbevægelse og det tilbagevendende politiske etablisse­ ment. Det ønskede ingen skulle ske hos os. Frihedsbevægel­ sen stod på demokratiets grund, og politikerne erkendte grad­ vist betydningen af modstandskampen, bag hvilken de nu sejrende allierede stod. I december 1943 havde disse accep­ teret, at danske skibe i deres tjeneste førte dansk flag, og i maj 1944 var de vestallierede på Christmas Møllers foranledning gået med til at udstede en erklæring om, at de anerkendte Danmark som allieret. Inden England og USA søgte Sovjet­ unionens tilslutning hertil, ønskede de den danske konges

260

Folkestrejken

Danske sømænd i deres klub i Newcastle i England i november 1942. Den 9. april 1940 befandt to tredjedele af den danske handelsflåde sig uden for Danmark. Næsten alle disse skibe, som havde besætninger på i alt 6000 mand, kom til at sejle i alli­ eret tjeneste, fra december 1943 atter under dansk flag. Sejladsen var livsfarlig, mange danske søfolk om­ kom, og alle blev mærket af det langvarige nervepres.

godkendelse. Gennem Buhl lykkedes det modstandsbevægel­ sen at opnå denne den 5. maj 1944. Men Sovjetunionen nære­ de uvenlige følelser over for Danmark på grund af forhand­ lingspolitikken, tilslutningen til antikomintempagten og be­ handlingen af DKP og svarede nej. Frihedsrådet havde længe ønsket en kontakt med Sovjet­ unionen, hvis krigsindsats havde vakt stigende beundring i Danmark, og som det også af realpolitiske årsager ville være klogt at stå på en god fod med. Da Frode Jakobsen og Arne Sørensen i april 1944 var i Stockholm for at forhandle med SOE, fik de sammen med Erling Foss gennem den russiske legation, hvis chef var den kendte revolutionære madame Aleksandra Kollontaj, udvirket, at Sovjetunionen ville modtage en repræ­ sentant for „det kæmpende Danmark". Frihedsrådet udpege­ de Thomas Døssing fra „Frit Danmark". Han havde siddet i fængsel 1942-43 for illegal bladvirksomhed og havde mistet sit embede som biblioteksdirektør. Han nærede kommunistiske sympatier og hadede af et godt hjerte indrømmelsespolitiker­ ne. I juli 1944 nåede han frem til Moskva. Udsendelsen af Døssing øgede i høj grad Frihedsrådets prestige. Han var den eneste dansker i Moskva, Sovjet anerkendte, og derved fik han Et fornuftægteskab

261

en betydelig politisk indflydelse i Danmark gennem sine rap­

porter. Da kongen på Vilh. Buhis foranledning i en henvendelse hl russerne i august 1944 søgte at undskylde og forklare Dan­ marks tilslutning til antikominternpagten, fik politikerne en klar fornemmelse af russisk uvilje. Henvendelsen blev nemlig ikke besvaret. Fornemmelsen blev til vished, da Døssing i oktober 1944 kunne oplyse Frihedsrådet om, at russerne øn­ skede en regering, der betød modstandsbevægelsens ledelse af dansk politik i den første tid efter krigen. Politikerne var oprindeligt ikke indstillet på, at modstandsbevægelsen skulle være repræsenteret i Befrielsesministeriet, og Frihedsrådet havde i begyndelsen heller ikke forestillet sig dette. Men lang­ somt voksede ønsket frem, og samtidig erkendte politikerne, at de nu måtte føre indrømmelsespolitik over for modstands­ bevægelsen, der i stadig højere grad fik indflydelse i befolk­ ningen og øjensynlig tillige havde Sovjetunionen i ryggen. Som en refleks af folkestrejken havde politikere og mod­ standsbevægelse siden august 1944 haft løbende drøftelser i et „kontaktudvalg". I november 1944 forhandlede fra Friheds­ rådet Frode Jakobsen og Børge Houmann med H. C. Hansen og den konservative Aksel Møller. Herunder formuleredes modstandsbevægelsens krav: retsopgør med landssvigeme, erstatning til besættelsesmagtens ofre og opgivelse af neutrali­ tetspolitikken. Frode Jakobsens betingelse var en regering be­ stående af lige mange fra partierne og fra modstandsbevægel­ sen. Politikere, der i særlig grad havde repræsenteret „samar­ bejdspolitikken med tyskerne eller en særlig eftergivende kurs", måtte ikke optages i regeringen. Det var en bitter pille, som politikerne endnu i januar 1945 ikke var rede til at sluge. Men Døssing, som i februar mødtes med danske modstandsfolk i Stockholm, forestillede sig en regering overvejende bemandet med modstandsfolk og med Christmas Møller som statsminister. Døssing meddelte klart og tydeligt, at der i al fald ikke kunne være tale om at optage noget medlem af ministeriet Scavenius. Under de fortsatte drøftelser mellem Frihedsrådet og politi­ kerne blev nu også Venstre og de radikale inddraget. I første række samlede man sig om en fælles henvendelse til de alliere­ de om at blive anerkendt nu også som krigsførende allieret. I London støttede Christmas Møller henvendelsen og den for­ ståelse, der var opstået mellem politikere og frihedsbevægel­ se. Men Christmas Møller var bitter over, at Vilh. Buhl og ikke han var udpeget til statsminister med Frihedsrådets samtykke. Efter forhandlinger i Stockholm mellem Christmas Møller, 262

Folkestrejken

Modstandsmanden, biblio­ teksdirektør Thomas Døs­ sing (th.) var fra juli 1944 i Moskva som repræsentant for „det kæmpende Dan­ mark". På vejen derover mødtes han med Christmas Møller i London. Døssing var forbitret på de danske politikere og søgte at be­ grænse deres indflydelse, Christmas Møller tog den til efterretning.

Døssing og repræsentanter for modstandsbevægelsen be­ gyndte konturerne af den kommende regering efter Frode Jakobsens model og med Christmas Møller som udenrigsmi­ nister at træde frem. Også kommunisterne sluttede sig til. Vanskeligst at acceptere for de fire store partier - Retsfor­ bundet var holdt udenfor - var kravet om udstødelsen af Half­ dan Hendriksen, Bording og Jørgen Jørgensen, fordi de havde været ministre under Scavenius. Deres ansvar var hverken større eller mindre end andre fremtrædende politikeres, der havde deltaget i forhandlings- eller indrømmelsespolitikken. Men opportunistiske hensyn krævede dette offer, som da blev ydet med en erklæring om, at dette „standpunkt må ikke forstås som en afstandtagen fra vedkommende politi­ keres personer, men som en vurdering af, hvad der vil være klog politik for Danmark". Udelukkelsen af de tre var uret­ færdig, men politisk betydningsløs, da de blot erstattedes af andre med samme holdninger. Først så sent som den 1. maj 1945 var drøftelserne om regeringens sammensætning tilen­ debragt. Selv om politikerne kun få måneder tidligere ikke havde drømt om en regering med hele ni modstandsmænd, der­ under flere kommunister, havde de alligevel trukket det læng­ ste strå. De fik ni ministre inklusive statsministerposten, og den besattes med Vilh. Buhl, der havde gjort hele forhand­ lingspolitikken med. Hertil kom, at de vordende modstands­ ministre syntes fremkommelige og uden udemokratiske bag­ tanker. Beroligende var også Frihedsrådets krav om et hurtigt Et fornuftægteskab

263

folketingsvalg. Navnlig DKP måtte være interesseret heri, da partiet havde været udelukket fra valget i 1943. Frihedsrådets program krævede udrensning, erstatning til krigens ofre, nedsættelse af en parlamentarisk kommission, der skulle undersøge politikernes forhold, og omlægning af vor forsvars- og udenrigspolitik, efter at Danmark var blevet anerkendt som allieret. Kort før kapitulationen drøftede Fri­ hedsrådet, om disse krav skulle suppleres med et økonomisk og socialt program. Det ønskede DKP og Dansk Samling, som begge foreslog boligbyggeri, højere arbejderlønninger og soci­ ale ydelser, lavere rente og statens overtagelse af udenrigs­ handelen. Frode Jakobsen og andre med ham stred imod. For dem var modstandsbevægelsen en kamp for demokratiet og mod besættelsesmagten og ikke for bestemte social-økonomisk-politiske mål. Da der altså ikke var enighed i Friheds­ rådet, faldt forslaget, og man kunne samle sig om at udpege

ministre. Da ministerlisten blev offentliggjort den 5. maj 1945, var der nok frihedskæmpere med statsminister Vilh. Buhis anti-sabotagetale i erindring, som knyttede hænderne i bukselommerne i forundring og harme. Men i befrielsesjubelen hørte ingen deres protester, og kun få registrerede, at besættelsestiden i politisk henseende havde været en parentes.

Luvslidte danskere

11944 kunne alt sælges, og­ så dansk rødvin. Den mar­ kedsførtes under betegnel­ sen „Lamaison", altså hjem­ megjort. Til de tre slagord kunne man tilføje: og til sidst syg!

264

Folkestrejken

I den sidste krigsvinter så familien Danmark en anelse luvslidt ud. Man krøb sammen i en enkelt svagt belyst stue. I de kakkelovnsfyrede lejligheder satte løbesoden ofte sit præg på grund af de våde tørv. I spisekammeret var der sparsomt med mad på hylderne, men de fleste steder dog nok. I januar 1945 kom der forbud mod at servere skrællede kartofler i restaura­ tioner, pensionater og fælleshusholdninger. I februar ratio­ neredes salt og kaffeerstatning. Rigtig kaffe og te fandtes ikke. Tobak heller ikke. Selv ellers adstadige borgere kunne ses som „røgdykkere", der dukkede ned for at samle cigaretskod op. Stumperne kunne så plukkes og rulles til nye cigaretter, og senere kunne skoddenes skod atter anvendes. For den, der var blevet ekviperet i 1939, kunne påklæd­ ningen vel gå an, men ellers så danskerne derangerede ud i tøjet. Celluld og kradsuld var alt, hvad man kunne få. Her­ reekviperingshandlerne var til sidst kun leveringsdygtige i en såkaldt „maksimalhabit", der ikke måtte koste over 100 kr. Den kradsede skrækkeligt, og efter et par ganges brug lignede den en kartoffelsæk. Mange lod et gammelt jakkesæt vende, så

Varemanglen gav sig fanta­ sifulde udslag. Denne pige, der poserede i Aarhuus Stiftstidende i juli 1943, har syet sig en nederdel af lap­ per. Allerede i december 1941 kom der standardhabit­ ter for mænd i handelen, ef­ terhånden af ringere og rin­ gere kvalitet. Mange fore­ trak at lade en gammel habit vende, så lommer og knaphuller sad forkert. Det gjorde ikke noget. Alle var i samme båd.

brystlommer og knapper sad modsat det sædvanlige. Af lage­ ner kunne der sys cottoncoats. Som pelsværk var muldvarp eftertragtet, men brugbar var også kanin, der for tilfældet kaldtes „lapæng". Damerne promenerede i sko med korkhæle og overlæder af garvet rødspætteskind. Et særligt fænomen var „bukkevarer", et navn, der antyde­ de butiksindehaverens legemsstilling, når han under disken fremdrog ikke-rationerede, men sjældne varer som f.eks. gummistøvler, parfume, brillantine, brændevin, dansk frugt­ vin, kaldet pullimut, eller et par lange heluldne underpermis­ sioner - for ikke at tale om et par silkestrømper. Hvis man skulle holde konfirmation, kunne man måske få en kasse øl ligesom tørve- og brunkulsarbejdere, der på dette område var unddraget den sædvanlige forbrugsbegrænsning på grund af deres livsvigtige arbejde. Tuskhandel blev en udbredt foreteelse. „Jeg har to dåser sirup og har brug for en hvid skjorte" blev et tema, der kunne høres i mange variationer. Skønt hjemme slagtning var for­ budt, skadede det aldrig at kende en bonde, hos hvem en anpart i en gris kunne hentes.

Luvslidte danskere

265

Den hestetrukne omnibus genopstod under krigen. Allerede fra 1940 kørte i Vej­ le en ganske almindelig au­ tobus forspændt tre heste. I andre købstæder indstillede man buskørslen. Den kol­ lektive trafik blev under kri­ gen år for år skåret ned.

266

Folkestrejken

I kælderen eller brændeskuret stod cyklerne under bolt og lås; dækkene kunne være forsynet med adskillige lapper, hvis da ikke den ulykkelige ejer måtte køre på korkpropper eller små bøgeklodser, holdt fast om fælgen af en ståltråd. Cykelty­ verier florerede og søgtes hæmmet med strenge, ubetingede fængselsstraffe. Ranet af en cykel kunne ofte være ruinerende, fordi en ny var uerholdelig og offentlig transport var nedskåret til et minimum, dvs. uden for de største byer til en til to gange om dagen, undertiden kun hver anden dag. Med gasgenerator på bagenden hostede og prustede en mistrøstig, stærkt begrænset bilpark rundt. I 1939 fandtes 117.000 personbiler, under hele krigen lå tallet på ca. 7000. Med jævne mellemrum måtte chaufføren standse og smide bøge­ brænde ned i „kakkelovnen". Klip-klap-lyden fra generato­ rens ventil blev velkendt. Lydløse benzindrevne biler varslede derimod Gestapos ankomst. Tyskerne blev mere og mere desperate, men skønt hen­ rettelser og schalburgtager hørte til dagens orden, var ind­ stillingen til at hjælpe modstandsfolk eller nedskudte engelske flyvere blevet en anden. At gå under jorden var ikke længere så problematisk som i 1943. Alle havde nu en fælles fjende. I byerne lød ofte sirenerne som tegn på mulig allieret over­ flyvning. Mange vendte sig om natten blot om på den anden side og sov videre, mens andre, overvåget af husvagter med

Caputex var navnet på et lusedræbende middel. Det markedsførtes på en ret op­ sigtsvækkende måde. Sæ­ ben var rationeret og holdt en lav fedtprocent, så den næsten ikke kunne skum­ me. Varmt vand var også en mangelvare. Resultatet var, at lus og fnat bredte sig.

gasmaske i hylster over skulderen, pligtskyldigt søgte beskyt­ telsesrummet i kælderen. En lurende utryghed ved en mulig drastisk og blodig af­ slutning på krigen lå vel i baghovedet på de fleste, men som man i 1939-40 havde skubbet det værst tænkelige fra sig, håbe­ de alle på og regnede med, at værnemagten i al fald i Danmark lige så stille ville give op.

Velfærdsstaten intakt Den velfærdslovgivning, som prægede førkrigstiden, fortsatte også under besættelsen. Men der var tale om vedligehold, ikke om udbygning. I forlængelse af praksis fra 1930'rne uddeltes flæsk, mælk og smørrabatkort til trængende. Der blev givet tøjkort til næsten alle børn under 15 år for at modvirke den „lede tøjskat", der sammen med andre forbrugsafgifter var indført allerede i marts 1940; og der ydedes hjælp til kriseramte arbejdsløshedskasser, ligesom der stilledes 45 miil. kr. til rå­ dighed for nødhjælpsarbejder for langvarigt arbejdsløse, som der dog blev stadigt færre af. 11944 var arbejdsløsheden nede på fem procent. Udgiften dækkedes ved øgede indkomst- og formueskatter. De sociale udgifter lå 1939-40 på ca. 500 miil. kr. og steg under besættelsen til ca. 650 miil. kr. pr. år. På grund af pris-

Velfærdsstaten intakt

267

Aldersrentenyderne fra Nørresundby venter i au­ gust 1941 på at komme af sted på deres årlige som­ merudflugt fra Nørresund­ by havnestation. Kommu­ nerne arrangerede sådanne ture til nære mål som et til­ skud til den sparsomme aldersrente.

268

Folkestrejken

stigningerne betød dette dog en forringelse på en halv snes procent. Mens der i 1940 havde været 16.000 ledige lejligheder, var der på grund af stilstand i boligbyggeriet i december 1943 12.000 husvilde. Hvor Rigsdagen før krigen havde grebet ind i arbejdsmar­ kedsforholdene fra gang til gang, blev disse indgreb nu lov­ fæstet ved oprettelsen i september 1940 af Arbejds- og For­ ligsnævnet. Det skulle træffe endelig afgørelse i de løn- og arbejdsforhold, som organisationerne ikke kunne løse. Næv­ net holdt igen med hensyn til lønstigninger, hvad fagbevægel­ sen ikke var tilfreds med. Det førte i 1941 til indførelsen af et såkaldt „skrællet pristal", der dækkede de vigtigste fornøden­ heder, og som nævnet skulle lægge til grund for lønfastsættel­ sen. Samtidig begyndte priskontrollen at virke, så stigninger­ ne på det skrællede pristals varer næsten gik i stå. Dette særlige pristal medførte ingen mærkbare forhøjelser af dyr­

tidstillægget, hvilket skabte uro på arbejdspladserne. Det kul­ minerede i august 1943 og løb altså sammen med de politisk betingede arbejdsnedlæggelser. For at dæmpe uroen tilkendte Arbejds- og Forligsnævnet de lavest lønnede et tillæg. For fagbevægelsen var besættelsesårene en trang tid. Den måtte se sin betydning reduceret, hvad der øgede kommunisternes indflydelse. Realindkomsterne for landmændene steg stærkt, jo mere jord de havde, og for vognmændene jo mere de kunne køre for tyskerne. Således steg godsejernes realindkomst med 56 pro­ cent, gårdejernes med 34 procent og husmændenes med 26 procent mere end gennemsnittet - og vognmændenes med 55 procent. Det var for en stor del de erhvervsgrupper, som var blevet sorteper i 1930'me. Nu blev taberne tjenestemændene,

Benzin var under krigen forbeholdt udrykningskøre­ tøjer, læger og jordemødre. Med held og gode argu­ menter kunne man af Vare­ direktoratet få lov til at på­ montere bilen en slags kak­ kelovn, der ved hjælp af små bøgestykker udviklede gengas. Det gav en langsom og usikker kørsel, og træk­ kraften var ikke stor.

Velfærdsstaten intakt

269

Gasdemonstrationer trak som denne i Ålborg Hus­ moderforening mange hus­ modre. Bygassen var ratio­ neret, så det gjaldt om at strække den. Høkassen fik sin renæssance, kakkelov­ nen kunne forsynes med indstikskedel, koldt vand anvendes til opvask, og en­ delig kunne man blive nød­ saget til at spise kold mad.

270

Folkestrejken

de liberale erhverv (læger, sagførere osv.) og pensionister, som havde en indkomstnedgang på omkring 20 procent. Arbejdernes realløn var stort set uforandret under hele kri­ gen. Men der er tale om gennemsnit. Mens arbejde i tørvemo­ ser og brunkulslejer og hos entreprenører, der arbejdede for værnemagten, gav godt, undertiden to-tre gange mere end det normale, var andet arbejde slet betalt. Dårligst stillede var de børnerige og socialunderstøttede familier, der ikke havde råd til at supplere rationerne med sunde fødemidler, som ikke var rationeret. Det sås på sundhedstilstanden blandt skolebørn især i hovedstaden, hvor mange var undervægtige. Antallet af tuberkulosetilfælde, der havde været nedadgående, steg fra 2700 i 1940 til 3500 i 1945. Fnat, som var udryddet i 1940, nåede i 1945 op på 71.000 tilfælde. Årsagen var mangel på varmt vand, på opvarmede rum og på ordentlig sæbe. I samme periode steg antallet af anmeldte gonorrétilfælde fra 7800 til 23.200. Også her mærkedes værnemagtens tilstedeværelse. Selv med en forbrugsnedgang på 20 procent var der, taget under ét, ikke under besættelsen tale om, at nøden bankede på danskernes dør - og da slet ikke hvis man sammenligner med andre besatte lande som Norge, Holland og Grækenland. Men forskellene var store. Som udfordrende gullaschbaroner ken-

detegnede 1. verdenskrig, havde den 2. værnemagerne, der prangende fremviste deres nye rigdom. Som nævnt tjentes også gode penge især i det komproducerende landbrug, mens det for samfundets øvrige grupper enten gik tilbage eller stod stille. Det skærpede de sociale modsætninger, selv om vel­ færdssamfundet ikke var sat ud af kraft. Der opstod også betydelige regionale forskelle, fordi de fleste tørvemoser, brunkulslejer og tyske befæstningsanlæg lå i landkommuner - og mest i Jylland. I landkommunerne, der også havde glæde af landbrugsprisernes stigning, voksede indkomsterne med ca. 80 procent, i Københavns kommune med 35 procent. Det er ikke muligt nøjagtigt at opgøre, hvad besættelsen kostede Danmark. Aflæser man clearingkontoen ses det, at tyskerne hentede for ca. fire milliarder kr. landbrugsproduk­ ter, for en milliard kr. industrivarer og for en halv milliard kr. fisk. Værnemagten og dens befæstningsanlæg og flyvepladser havde belastet kontoen med ca. 5,5 millarder kr. Som mod­ ydelse havde Danmark fået bl.a. jern, stål og kul til et samlet beløb af ca. fire milliarder kr. Man har anslået, at den tyske besættelse kostede Danmark ca. otte milliarder kr., Norge 21 millarder. 22 procent af nationalindkomsten for Danmarks vedkommende, men 67 procent for Norges. Også ud fra en materiel betragtning kom Danmark forholdsvis godt gennem krigen.

Centralen for dansk Raatobak

DYRKER CIGARILLOS Fremstillet udelukkende for Tobaksdyrkere. Videresalq er forbudt.

W,,, ' .

J

Tobakken forsvandt, og for­ fatteren Albert Dam udgav under en af sine lange pau­ ser i det skønlitterære for­ fatterskab to bøger om hjemmeavlet tobak. Den smagte rædsomt og lugtede ilde, men den blev sat i pro­ duktion især på Fyn og solgt til de nikotinhung­ rende til supplement af det, der købtes på det sorte mar­ ked eller kunne aflokkes to­ bakshandleren.

Ofre og resultater Danskerne var umiddelbart efter den 9. april 1940 usikre og ængstelige. Hvad ville deres skæbne blive? Samtidig med, at det efter 1943 blev tydeligt, at tyskerne ikke kom til at be­ stemme den, voksede den øjeblikkelige utryghed. Sukkerra­ tionernes størrelse er ikke et tilstrækkeligt mål for besættelses­ tidens forløb. Selv om Danmark ikke kan opvise de samme lidelser som andre okkuperede områder, havde det også sine ofre. I alt 11.000 danskere prøvede at være indespærret i tysk fængsel i Danmark, deraf 7000 i Frøslevlejren. I tyske kz-lejre sad 6000, nemlig 2000 politifolk, 500 jøder, 450 såkaldt asocia­ le, dvs. småkriminelle, 150 kommunister og 2900 andre politi­ ske fanger, dvs. folk fra modstandsbevægelsen. Af kz-fangerne døde ca. 600, altså ti procent, mens 90 pro­ cent af de hollandske og franske omkom. Forklaringen herpå er, at danskerne efter nogen tid fik lov at modtage pakker, at de kom senere til Tyskland og hurtigere hjem på grund af den storstilede undsætning, som svensk Røde Kors under grev

Ofre og resultater

271

Røde Kors-aktionen, som Folke Bemadottes navn er knyttet til, bragte også grupper af polske og fran­ ske kvinder til Sverige via Danmark ved Tysklands sammenbrud. I Padborg ka­ stede udhungrede kvindeli­ ge fanger sig over en kasse med madaffald.

272

Folkestrejken

Folke Bemadottes ledelse og i samarbejde med de danske myndigheder gennemførte i krigens fem sidste måneder med „de hvide busser". 113 blev henrettet, mens ca. 900 omkom ved clearingmord m. v. I alt var tyskerne direkte ansvarlige for godt 1600 dødsfald. Ved eksplosionsulykker, flyangreb osv. dræb­ tes ca. 500. Hertil skal lægges ca. 1500 sømænd, hvoraf de fleste omkom i allieret tjeneste. Når Danmark slap så forholdsvis nådigt, skyldtes det for­ handlingspolitikken, som i virkeligheden fortsatte også efter den 29. august 1943, men nu uden at belaste politikerne. Den passede som fod i hose til tyskernes ønske om Danmark som et mønsterprotektorat. Modydelsen fra tysk side var, at udplyn­ dringen skulle foretages med måde og helst med de udplyndredes medvirken. Det kunne ske ved gode priser, hvorefter regningen via Nationalbankens clearingkonto blev præsen­ teret for hele det danske folk. Det var stærkt generende for tyskerne, at opsætsigheden i Danmark efterhånden antog kri­ geriske former. Forhandlingspolitikken havde også - om end ganske utilsigtet - sin væsentlige andel heri. Takket være den fik modstandsbevægelsen nemlig bedre vækstbetingelser end i andre besatte lande, hvor Gestapo og SS fra første færd skred ind med den største grusomhed. Mens forhandlingspolitikkens tilhængere alene tænkte på at

JgERFORFØLGBIS^ES. S aa naaede Helvede da øgs aa til Dajæaark I Rov®orderen drejede Halsen c* paa siu. Kanariefugl, fordi den ikke vilde kvidre til hans Pris. Gestapos Blodhunde har i Fore­ ning med Frikorps- og Schalburgfolk øvet enSkandselsdaad^ der forgæves søger sit Side­ stykke i dansk Historie, sen soa jer. Rendt ir besatte; L^o^s '^og ri-Jys^lap^*-,' -j selv, ræs sera vi fredelige Danskere nes&dfe t£l sidM# Øje^^ troede r £ for. Det dauske Sprog savner Ord, der er stærke nok til at beskrive de Rædsler, der er øvet« Sten de klennesker, der har hørt eller set dea®, glosser det aldrig. On nogen af den, der har været udsat for den Behandling og nu or ført til Tyskland og naaske endnu videre, overlever det, vides ikke, æn sker det, isaa øan regne aed, at de alle har ta­ get varig Skede pea Sjæl og Ugrae, Det noderne Tysklands Optræden stiller brutale Slavehandleres hensynsløse Jagt paa værgeløse Hegre i Skygge, og intet Rovdyr vilde finde sig i, at dets Behandling af andre Dyr blev sammenlignet ned den tyske Sadisme.

Den illegale presse voksede stærkt fra spæd begyndelse til i 1944 at omfatte 254 forskellige blade, hvis årsoplag er opgjort til 11 millio­ ner eksemplarer. Et af dem var Nordisk Front, der begyndte at ud­ komme i september 1943. Studenternes Efterretningstjeneste var ik­ ke blot et illegalt blad startet af Arne Sejr, den udgav også bøger - som John Steinbecks „Månen er skjult" i januar 1943. Organisatio­ nen fik et stort antal jøder til Sverige i oktober 1943 og drev fra 1944 et større rederi, som påtog sig alle arter af illegal transport.

bjerge land og rige igennem krigens ragnarok med de færrest mulige ofre i menneskeliv og i materielle tab, byggede mod­ standsbevægelsen på en anden grundopfattelse. Frode Jakob­ sen har rammende givet udtryk for den: „Det var en pine, at andre sloges og blødte også for vor frihed, mens vi i Danmark ikke blot ingenting gjorde, men faktisk hjalp dem, som vi var enige om repræsenterede uretten." Det var en klar moralsk begrundelse, som følgelig måtte kræve, at vi ydede vort bidrag til nedkæmpelsen af Hitler-Tyskland. Men hertil kom, at der både af idealistiske grunde og - efter at krigslykken var vendt - tillige af realpolitiske årsager kunne være god grund til, at også danskerne tog kampen op for at være på den rette side, når krigen sluttede. Og det var Danmark. Det er åbenbart, at det danske bidrag til de allieredes krigs­ lykke var såre beskeden i sammenligning med den kolossale indsats, de allierede selv ydede. „Hvem ved, om det ikke var den halve million tons dansk handelsflåde, som de danske søfarende bragte til allierede havne, der blev den afgørende margen i kampen om Atlanterhavet", udtalte allerede i 1942 en repræsentant for den engelske regering. Og selv om tidsOfre og resultater

273

De hvide busser raster ved Munkebjergskolen i Odense i april 1945. Den fælles dansk-svenske aktion brag­ te i 1945 på fire måneder ca. 19.000 kz-fanger til Sverige via Danmark. De kom fra 27 forskellige nationer, men den største gruppe var fra Norge og Danmark.

punktet for et sådant udsagn gør, at det må tages med forbe­ hold, var den danske handelsflåde og dens besætningers ind­ sats formentlig af største værdi, også fordi den allerede be­ gyndte i april 1940. Sabotagen havde nålestikkenes karakter og kan affejes som militært betydningsløse, men de viste mod slutningen af krigen, at det danske folk var på de allieredes side. Modstandsbevægelsens indsats havde betydning for, at Danmark i 1945 opnåede status som associeret med de alliere­ de med de fordele, det indebar. Først og sidst havde modstandsbevægelsen til hensigt at underminere indrømmelsespolitikken, og det opnåede den. Men den ønskede tillige, når krigen var ovre, at demokratiet skulle genindsættes. Det lykkedes også. Da krigen sluttede i maj 1945 anede kun få, at de fordums allierede snart ville stå over for hinanden i den kolde kng. Modstandskampen fik da den betydning, at den under devisen „Aldrig mere en 9. april var en afgørende faktor for den placering, Danmark valgte i efterkrigstidens alliancesystem. Modstandskampen skabte dermed en folkelig bevægelse af største rækkevidde i vor de­ mokratiske historie.

Krigen og kulturen Krig og besættelse satte i næsten alle henseender den materiel­ le og tekniske udvikling i stå, men kulturen havde sin egen blomstring. Fritidslivet var naturligvis påvirket af besættelses­ magtens tilstedeværelse og de mange indskrænkninger i be­ vægelsesfriheden. Sportsbegivenheder trak mange tilskuere. Var cyklen i stand til at holde, kunne man med babyen i en påhængsvogn køre en tur i skoven. Overfyldte S-tog og turist­ både førte byboerne til de nære udflugtsmål, hvor kelnerne slæbte kaffeerstatning og mystiske kager til de fuldt besatte borde. I byerne kunne man stadig gå på restaurant - mange steder med musik. Besættelsesårene er kaldt „den gyldne swingtid". Jazzen - af nogle benævnt negermusikken - havde i 1930'me fostret en række fremragende musikere. Erik Tuxens jazzband var blandt de bedste, indtil han i 1936 opløste det og blev kapelmester for Statsradiofoniens symfoniorkester. Andre, hvis grammofonindspilninger gik som varmt brød, var Leo Mathisen, Kai Ewans, Otto Lington og Svend Asmussen. Jazz­ en var nært forbundet med dans og 1935-45 udvikledes swing'en. Den fik sin egen kult med swingpjatter, der for­ argede borgerskabet med deres voldsomme dans og outrerede påklædning.

Svend Asmussens kvintet spillede i 1941 i „Blue Heaven", en af hovedstadens mange jazzrestauranter. Mange af dem lukkede hur­ tigt, men jazzen lod sig ikke kvæle. Den blev umådelig populær, især blandt byer­ nes unge. Bag Svend As­ mussen med violinen ses fra venstre Svend Hauberg, Erik Frederiksen, Christian Jensen og Kjeld Bonfils.

Krigen og kulturen

275

Hl A\ M I I B J E RGB Y i N

SIlKEBOt'G Rejse- og udflugtsmulighedeme var begrænsede, men som plakaten fra 1942 af Henrik Hansen viser, var en sejltur på Silkeborg-søeme med den gamle hjuldamper „Hjejlen" en mulighed, hvis man ikke foretrak kano. Ka­ nofart fra Gudenåens ud­ spring og Hl Silkeborg eller Randers blev populær.

276

Krigen og kulturen

I biograferne så man danske og svenske lystspil, og var man heldig, kunne forestillingen blive afbrudt, hvorefter mod­ standsfolk, der med våben i hånd havde besat operatørrum­ met, fremførte filmen „Lambeth Walk". Den viste Hitlers trop­ per marchere komisk frem og tilbage til den populære danse­ melodi. Først og fremmest blev hjemmet et centrum. Familiefester, ofte sammenskudsgilder, blev holdt med, hvad man kunne skrabe sammen af mad, en fremtryllet flaske snaps eller hjem­ melavet hovedpinevin. Man var nøjsom, taknemlig og soli­ darisk. I den eneste stue med lys og varme foregik lektielæs­ ning, samtale, radiolytning, spil og alle hånde aktiviteter. Når den sidste tørv i kakkelovnen var brændt ud, gik man i seng. Fødselshyppigheden steg. Var det dårligt at være bilsælger, var det gyldne tider for barnevognsforhandlerne. På trods af levefodsforringelsen begyndte bømetallet nemlig at vokse. I 1939 havde fødselstallet ligget på 68.000, i 1946 kulminerede det med 96.000.11950 var det nede på 80.000, mens biltallet nu var oppe på 1939's niveau. Der har været mange spekulationer over årsagen til de såkaldt „store årgange" lige fra mørk­ lægningen og til, at man under krigen ikke kunne bruge sine penge til så mange forbrugsgoder som før og så valgte at få et barn. Vi kender ikke forklaringen. I hjemmet blev radioen den vigtigste kilde til nyheder og underholdning. Besættelsesmagten forbød ikke radioaflyt­ ning i Danmark, hvilket var tilfældet i Norge og andre besatte lande. 1 1939 var der 713.000 licensbetalere (foruden „planke­ værkslyttere"), i 1948 passerede man millionen. De fleste ra­ dioer kunne tage BBC, og derved fik man det nødvendige korrektiv til Pressens Radioavis eller dagbladene, der også var under tysk censur. Men Statsradiofonien sendte tillige en strøm af værdifulde programmer i form af hørespil, oplæs­ ninger, foredrag eller „hørebilleder fra dagliglivet", som Aksel Dahlerups populære reportager kaldtes. Ikke mindst lyttedes til alle former for musik, der fik halvdelen af sendetiden. Et serieprogram som „Familien Hansen", skrevet af Jens Locher og udsendt hver søndag 1929-49, trak mest de gifte og hjem­ farne, mens det blandede underholdningsprogram „Week­ end-Hytten" med J. Fr. Lawaetz som vært samlede unge som gamle omkring højtaleren. Samtidig steg læselysten. Næsten alt, hvad der blev trykt, kunne sælges uanset indholdets og papirets kvalitet. I over­ sættelser læstes både klassisk og ny litteratur. Man læste roma­ ner af A. J. Cronin, Frank G. Slaughter og Margit Sbderholm („Driver Dug falder Regn"). Mærkeligt nok forbød tyskerne

I

Cirkus Belli var et af de sto­ re danske cirkus, som forsy­ nede især provinsbyerne med underholdning. Billet­ priserne var overkommeli­ ge, og søgningen var stor. De trykkende ydre forhold skabte også et behov for uforpligtende underhold­ ning.

PJRHMS.I ! II

DANMARKS STØRSTE CIRHUS Ankommer til

ROSKILDE

< iiku«.pl.-i